============================== Fil: wi1.txt Bind: Samlede skrifter I, 1. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 MEMINISSE DUBIE EST, QUOD DURUM FUIT PATI En Sol steeg op Paa Himlens Top, Den Eumenidens Fakkel tændte. -- Hver følte vistnok, hvor den brændte -- Men, o Triumph! Fra Himmelbuen Neddaler den i Vestens Søe: Neddæmpet er alt Helvedluen: Den slukkes ud -- Der skal den døe! Nu Aftenrødens Skyer svæve Om dens, alt variable, Glands; Et Jubelraab vi glade hæve For frelste Træes end friske Krands! Vi glæde os til denne Stund, Da Straaler den ei sender flere Og ønsker dette Ene kun: Gid hede Sol ei komme mere! Vi ellers kunde risikere, At den vort unge Træe opsved; Men, saasom det vist skeer ei mere, Saa, skjønne Sol, far hen i Fred. SIDE: 2 MINDEQVAD OVER SØELIEUTENANT L. BRUUN Forunderlig er Herrens Vei, For os den sig i Mulmet svinger, Den øiner Dødelige ei; Men vist den dem til Maalet bringer, -- Du saarer vel, o store Gud! Din Godhed sletter Saaret ud! En Yngling saae vi at henile, Glad til sin elskte Fæstemøe; Hans Tanker hos sin Pige hvile: Ei tænker fyrig Elsker døe. Han iled' hen paa sorte Hav . . . . -- Der aabned' sig og blev hans Grav! Ja! Elskov Farer ikke seer, Ei aner Døden Elskovs Hjerte, Ved egen Sorg hans Hjerte leer; Men græder ved sin Piges Smerte. Din strænge Skjæbne rev, o Gud! En Elsker voldsomt fra sin Brud! Dit Legem tumler Bølgens Gang -- Og der det sank i Fader-Arme -- Din Sjel til Himlen sig opsvang; Vi ofre dig vil Taarer varme, Og bede Herren gyde Trøst I Faders, Moders, Pigens Bryst. Min Klage lyder mest for dig, O, ømme Pige, i hvis Øie, Den tunge Kummer speiler sig, Hvis ædle Sjel nu Sorger bøie: Græd, Pige, græd! -- Mens Taaren randt, Saa ofte jo vor Kummer svandt! SIDE: 3 En Ven qvad dette, gode Bruun, Med Følelse -- mens Hjertet bæver; Hvil rolig nu paa Havets Bund! Din Skygge blandt de Kjære svæver. En Taare faldt for elskte Møe; Og En for dig i vilde Søe. NORGES FRIHED O! hører Nationer det Ord, som gjenlyder Colombias Sletter og Norriges Fjeld. O! hør det, o hør det -- det Ærefrygt byder, Det er Majestæt, dets Virkning er: Held, Ja Held bærer Frihed Sin Dyrker fra Himlen ned! Dens Pris høit skal gjalde! Despoterne falde Ved Lænkernes Brud! Ha! Seinens Bredder ei mere nu skjælve Ved Thronernes Rysten, Bastillernes Fald; Men Norriges Strømme sig høiere hvælve, Som følte de, Normænds, de Gjenfødtes Kald. Ær Norriges Frihed, Som her blot af Love veed, Hæver de Normænds Aand, Binder med ædle Baand Konge og Folk! End damper jo fra Amerikas Sletter Tyrannernes Hæres det udgydte Blod: Det gjenreiste Hellas jo Aaget alt letter Og Friheden reises hvor Halvmaanen stod: Mildere Frihedens Vinge Sig over Norge mon svinge Og udryste Held Over Dal, over Fjeld, Over frifødte Æt! SIDE: 4 Lænkerne bruste, som bandt over Have, Rustne og tunge ved Seclernes Old: Da Norriges Mænd først sig Friheden gave; -- O! Himlenes Herre! vor Frihed ophold! Lad Scandiens Kongehelt Carl, alle Heltes Helt, Paa Hakoners Throne Høit bære sin Krone Til sildige Grav! Himmelen synes Velsignelser brede Over vort Norge ved frugtbare Aar. I kommende Tider Held Herren berede Vort herlige Land i dets skjønneste Vaar! Her Freden smiler: Her Normands Sværd hviler Som lyner for Land For Norriges Carl Johan Og for den Frihed, vi nyde! PAA MIN FADERS FØDSELSDAG NIENDE NOVEMBER 1825 Elskte Fader for dig strømme Hjertets Ønsker hen til Gud, Som, ved sit Algodheds Bud, Sønlig Ømhed vil belønne! Paa din Fødselsdag omsvæver Dig din Ældstes Ønskers Hær; Glad, vemodig stemt jeg er, Mens for dig jeg Bønner hæver. Vist da skal i hædret Alder Dine Dage tabe sig! Men at ligne, Fader, dig: Det jeg altid Gud paakalder. SIDE: 5 Ja! at ligne dig som Borger, Fader, Lærd og Embedsmand! Gid at, hist i Himlen, Han, Fra dit Hoved jage Sorger! Gid jeg aldrig Skyer drage Over dine Dage hen -- Men min første, bedste Ven, I sin Søn see glade Dage!! Henrik. NYTAARSVERS Mat klinger Harpen naar Jorden mon hvile Slumrende hen udi Vinterens Skjød; Sneens Liglagen vor Moder omfavner, Om hendes Isse vi Blomsterne savner. -- Dog jeg maae glemme Naturen er død Naar Skjønnere smile. Ja skjønnere Blomster end Dødelig finder Danner den Krands jeg besynge nu vil! Ei Misnøidens den skinnende Krone, Ei Himmelens Belte den stjernede Zone, Straaler saa yndigt, beskedent og mild Som mine Gudinder! En nysprungen Rose Emilie er I Øiet Forglemmigei smiler. Og himmelske Ynder den Rosenknop bær Og Uskyld i Bægeret hviler. En Lillie er Thrine -- Den Lillieblomst er En Vugge for Skjønhed og Dyder, Og Stemplet, som paa Diademet den bær' Er "Lillien just Skjønhed betyder." SIDE: 6 Hvad dufter vel sødt som dit snehvide Blad Du yndige smukke Jasmine? Hvad yndes vel saa som Talenternes Rad I dit Diadem, Caroline? Beskedent saa smiler den blaae Glemmigei, Den skjuler sin Skjønhed bag andre: Saa yndigt, beskedent, gaa altid din Vei O Hedchen! Gid alle saa vandre! Viola! jeg fletter dig ind i min Krands! Elise! Jeg hylder din Ynde: Hvad er uden denne vel Skjønhedens Glands? Nei skjøn er man ei uden Ynde. Min Lyra jeg stemmer ved Nyaarets Rand, Dens Toner er vildfarend Due Som flagrer og flyver i Vinterens Land. -- Ak, den er saa venlig at skue. Den banker og banker paa Vinduet med Nebbet, thi Duen den fryser. Luk op, mine Damer! Den bringer jo med Et Brev -- ak, den Lille den gyser! Men straxen den synger og ønsker det, at Den Krands ingen Dødelig saare. Den Krands ikke visne i Alderdoms Nat: Den Krands ikke dugges af Taare. Hendrik Vergeland. IDA OG SELMA Viig bort til Syndens haarde Leie, Qval! Slip mig udaf din klamme Favn, og kryst Mit Hjerte ei med dine hvasse Kløer! Det er jo Nat, og Midienattens mørke Gudinde hyller mig jo med sit Slør! SIDE: 7 Forgjeves rækker Nat sin Valmuekalk: Skjøndt paa mit Øie blødt dens Vinge hviler, Omsvæver mig dog Yndighedsgestalter. Skue hist den høie, ædle, blege Qvinde! Skue hist den smukke, ømme Yndens Datter! -- Men tal du dunkle Taare, Natten drak! Tal blege Kind, hvis Rødme Elskov suged' Og gjorde til min Kummers Monument. Hvad Skikkelse maner du frem Phantasie? -- See, Høihed paa Panden den throner! Om Læben livsalige Smiils Trylleri, Du deilige Ida! Ha! end udaf Elskov min Stemme jo toner. Men ak! Skjebnens haarde, tungtrammende Haand Dig bøied' ved Kummer, og Roserne vege. Min Kjærlighed skuer saa sorgfuld din Aand, Du deilige Dødsbrud. I Lidelsers Nat, og de Lilier saa blege! Vemodig min Elskov var, haabløs jeg saae Min Ida i Elskerens Arme. Men stærkere monne mit Hjerte dog slaae For yndige Selma! Vee! Haabet kun nærer min Kjærligheds Varme. En nyssprungen Rose min Selmalil er, I Øiet Forglemmigei smiler, Og himmelske Ynder den Rosenknop bær', Beskedent den rødmer, Og Uskyld i Bægeret hviler. Jeg drømte, jeg favned' i Ungdommens Glands Min Selma! jeg følte dit Hjerte Mildtbankende -- o da svandt Jordlivets Sands! O min Selma! Jeg vaagned' til tærende Smerte. SIDE: 8 . . . Vil du Emilie . . ? bøi du dit Sind! Lad mit Haab ei i Mulmet forsvinde! -- Ha! farver vel Elskov din yndige Kind. . . . ? Smiler dit Øie? Af Fryd da min Taare skal rinde! Dog, Haab, gjæk mig ei! -- Du bevinger min Pen, Du mig viser kun Elskovens Glæde! Dog -- varsler du sandt: før mig hastig da hen Til min Selma! O, da vil ei sorgfuld jeg græde. Nei, da skal min Munterhed Styrke gjenfaae: Hele Verden beundre jeg tvinger Min Selma, beundre de Øine saa blaae Hos min Selma! Jeg til Himlen med Selma mig svinger! SIDE: 10 MINDEQVAD OVER SORENSKRIVER KNUDSSØN Normænd, kommer og følger did, hvor Kummeren vinker og peger paa Tidsstrømmens Bølger, der hylle nu Stjernen, som blinker høit over Frihedens Palme, men ak, nu mon falme. Kommer og følger de Toner, som døende flyve fra Strenge; de føre, hvor Kummeren throner under sorgklædte Fyrre paa Enge, did, hvor Sorg sidder bleg og stirrer paa fældede Eeg. SIDE: 9 Alvorlige Normænd, I ahne mit Qvad -- ei I Tanken tør fatte: "hvad? tør Døden misundelig rane Frihedens helligste Skatte?" Følger, følger! styrer jer Gang efter min klagende Sang! Seer hist den sorgklædte Qvinde imellem Fyrrenes Grene, knælende hist ved et Liig, Friheds Gudinde. Normand! rører det dig? kjender du vel disse Bene? denne Krands om hans Lokker, Egeløvskrandsen, du gav din Knudssøn? . . o Norge, knæl ved hans Grav, hvis Ord var Frihedens fjeldfaste Borge, som Modstand ei rokker! -- Ja, han er borte, din Ven! Knudssøn mon Himlen tilbage vel kræve; -- hans daadfulde Dage beholdt dog Norge igjen! Hæv dig Frihed! knæl ei ved Baaren! Dog see, dine mandige Sønner hemme knapt Taaren. Nornen ved Bønner ikke kan vende sin Iid; men evigt den kommende Tid vor Knudssøn skal bygge et hædrende Minde, som reise sin Tinde i Frihedens Skygge. Hæv dig Norge! knæl ei ved Baaren! Dog see, dine mandige Sønner hemme knapt Taaren. Men evigen grønner, Knudssøn dit Minde og Tiden skal finde Normænd lig Knudssøn, som Frihedens Skjold og Hævder mod Vold. Evig i Salen hist din Skygge skal svæve, lytte med Lyst Til Mændenes Ord udi Hallen, naar for Friheden hæve de frihedselskende Bryst! DEN SYTTENDE MAI Mai syttende af Tidens Bølger randt; skjøn over Nord -- den Himmelen lod smile, da Kjæmpen vaagnede af Seclers tunge Hvile, fra aabnet Øie mørke Taage svandt. Skjøndt ei for at skue Skjoldenes Glands, ei Sværdenes Lue, Einheriars Dands, men Frihedens Krands om Tempelets Bue, og Hakonarætens den herlige Krone, som straalende steg af Fortidens Grav -- da Jernseclers smuldrede Liiglagen faldt -- liig Solen, der stevner fra rolige Hav, for favne en Kongehelts Isse, som kaldt af Folket, besteg vor fædrene Throne. O ædle Konning! stedse Normand var et kraftfuldt Træe, hvis Frugt var Dyder høie: et trofast Hjerte altid Barmen bar og Ærligheden lysed' i hans Øie: Hans Ahner blinke høit paa Sagas Skjold: SIDE: 11 -- O! naar jeg Oldgudindens Teppe hæver og skuer Heltefærd paa Gimlevold og Kongeskygger -- da mit Hjerte bæver af Fryd. Med Ret han sig ophøiet troer -- hans Hæder end paa Bautastene groer! Men -- hæver Fortid Tanken i hans Sind og føler han de gamle Skjaldres Toner liig Bølgers Brusen, Storm om Klippetind og Skyers Kamp trindt hiin Horneel hist throner: end høiere sit Hoved hæve han ved Norge nu ved Norges Carl Johan! Din lyse Oltid sank i Seclers Nat. Ei sandt, Dig lysted' sove gamle Kjæmpe? en Vaabenhvile? -- Helten nedsank brat; men Sjælens Ild kan Søvnen lang ei dæmpe. Et Ydunsæble rakte Tiden hen; Du bed i det og reiste Dig igjen. Hadet smelter for Frihedens Ild: et Had, som Dankonger bygged'. Dog aldrig Norgubbens Øienbryn skygged' en Gnist, som ei vise han vil. Grundet paa Ælde, kan kun Ærlighed fælde det Had, som da vilde svinge, evigt fra Kjølen sin Vinge. En Staalmuur det være, Som Norges Frihed beskytte! Beundrende Folkene lytte skal efter hvad Saga mon lære med Sorg eller Smilen i kommende Tider om Norge og Frihedens Død eller Liv. SIDE: 12 -- O Saga! Alvorlige! skriv, mens Taarer ad Kinden nedglider: "Som Saragossa faldt Nor! Messeniens Skjæbne Norge ei fristed! Men Sønner af Nor, af Frihedsild grebne, fra Forglemmelsen vristed' Dit evige Navn!" Saa lyde din Gravsang herlige Stavn! O vil Du for Frihed ei døe? En Yngling for elskede Møe jo gjerne vil døe! Og siig hvilken Møe er saa yndig og skjøn som Friheden, Norriges Brud? Til den er jo viet hver Norriges Søn. Os ene gav Gud den Møe, hvortil Verdner fra Oltiden beiled', for hvem jo en Cato og Winkelried segned' og Helten Riego i Dødens Arm blegned'. I Normænd! for bevare Bruden reen: Lad Klogskab være hendes Jomfrubelte! og hun skal blive huld, som da hun treen fra Himlen ned blandt Norges gjæve Helte. Lad Glæden tænde sin Fakkel i Alterets Lue og svinge den høit over Norge, under de høie Arcader, Fjeldenes snedækte Borge! Skue hist de dandsende Rader under Tempelets Bue, hvor Kongen, ophøiet mild, hædrer og elsker Normandens Ild! staaer blandt ærværdige Gamle, de ædle og gladstemte Normænd, og Smaabørn ved Mødrenes Barm, SIDE: 13 som efter Konningen famle med spæde, udstrakte Arm. Konge! trin hen til Frihedens Altar i Granernes Skov! Hvor Maien ryster de duftende Lokker, hvor Dig Normænd omslynge -- en Borg, som ei Ulykke rokker -- Hør! hvor de synge din og Selvstændigheds Lov. Hvilken Niding tør Kredsen sig nærme? -- den Kreds, ærværdig ved Oldingers Sølvhaar og sød ved de Norges yndige Qvinder og Ynglingers Blik og de blussende Kinder: denne Kreds om Altret, som staaer i Lunden, som Normænd beskjærme? Ha! hvem tør male misundeligt Had? og skelende Mistro imellem Konge og Folk? Gid Normannakonge du sad her mellem de smilende Mødre, i Mændenes kraftfulde Boe! -- her er Ærlighed Tolk og alle er Brødre! I Normænd! føle denne Glædens Dag, skjøn som den Elsktes Smiil og yndig som Minstrellens Harpeslag i Birkelund om Heltefædres Høie. For Norge lys -- som Solens aabne Øie for Kloder, høit paa Himmelteltets Blaae for evig funkler -- saa den evig staae! Gid Ingen kunde sige saa: "Dog ha! hvi jubler da ei Norge ud sin Fryd, en Høisang hæver op til Gud, som over Norges Fjelde evig throner? -- hvi bæve ikke de af Jubeltoner?" SIDE: 14 Men jubler Fryd paa denne skjønne Dag! Held Fædreland! dets raske Sønner Held! Af Foraarsluftens rene, klare Væld din Skaal, mit Land i hvert et Aandedrag! ODE TIL NORGES FRIHED -ùù-ùù-ùù-ù -ùù-ù-ùù-ùù -ùù-ù Ei om de Nordblus, der flette om Polens Oldingeisse Ildkrands, men Dybet, der straaler af Perler, Araberen synger og Maharas Guldstøv. Skjalden, hvis Harpe paa Herthadals Bøge Alherren hang, han synge om Kronen, hvis Gjenskin i Fortiden luede svagt fra Norriges Fjelde. Hver vil sin Stolthed indklæde i Dragten, vævet af Toner -- : Jeg vil og nævne mit Norriges Stolthed, ja Guldet, der rinder i Normandens Aarer: Perlen, der gjemmes i Normandens Barm, som straaler i Øiet: Tindingen mørk af den Krone, der gjorde Publicola hædret -- ja, den vil jeg synge! Svag er min Plecter at svinges for Frihed, Frihed, der fældte Taarer de sidste og stjaalne, da først jeg mit Bryst imod Norriges Skyeborge hæved'. SIDE: 15 Hen mod de Fjelde, der dækked' i Secler Normannakjæmpens Søvn, saae Gudinden -- da græd Du, men Taarerne fulde paa Normandens sovende Hjerte. Modergraad falder for sønlige Hjerte heed -- og det slog, men tungt fløi Vampyren, der suged' dets Blod, bort, bort, for den døende Dana at tære. Ei var det Samson i Dalilas Skjød; thi Sværdet, hvor Død og Frihed paa Eggen høit hviner, det værdigen Norge og Frihed sang hellige Hymner. Snart skal ei længer den gamle Eurotas's Sølverskjæg dryppe af Blod, men sin Vove skal, liig Susquehannah, i Frihedens Enge den roligen vælte. Liig Cherubim skal om Frihedens Tempel Storthinget evig værge -- liig Norriges Ørne med vidtslagne Vinger det dække vort Norriges Frihed. Normandens Blik er et Frihedens Sværd, og Hjertet dens Skjold: den granvoxne Normand er Frihedens Støtte, men Norriges Ungmøe er Frihedens Billed'. Skjøn er Valkyrien: Øiet Athenes, Læberne Yduns Æbler, og Panden er Friggas, og skjønt klæder Egeløvkrandsen de flagrende Lokker. -- Nu staaer Du stolt her med Niobes Smiil og hænger paa Normandens fattige Dørstolper Egeløvkrandsen, og vinker til Arnen dit odlede Afkom. SIDE: 16 FRU ELSE RUSTADS MINDE Ei kan Mennesket kaste sin Fakkel i Fremtidens Nat: forgjæves gribe vi fat de Timer, som evigen haste, mod Evigheds maalløse Hav: -- ofte var Livet vor Roligheds Grav; kun i Dødens rolige Lunde vil Skjebnen fredelig blunde. Ja, vor Glæde er Blade, som Skjebnen i Løbet os gav. Med dem vor Vei til vor Grav vi smykke saa barnligen glade. -- Men hvi vil jeg græde i Sang? segnede Lillie til Sorgqvad mig tvang. Ak! for Norges skjønneste Qvinde jeg seer et taarevædt Minde. Ja min Sorg vil jeg græde: Du var jo saa skjøn og saa ung! Ei saae jeg Skjebnen saa tung; ved din maa selv Ondskaben græde. Men altid din Gravhøi skal vaad grønnes og blomstre ved Erindringens Graad, der med Sorrig stedse skal knæle ved Skjønheds tidlige Mæle. Dit Liv jeg saae at glide sagte hen -- en Rose, der gynger paa Sølvbækkens Bølger: ingen Vind, ingen Storme tør omtumle den, de Blomster paa Bredden med Hilsen den følger; men snart sig ved Bredden den Roseskjøn dølger. SIDE: 17 Jeg saae den, der favnet i Lye af en Eeg; jeg saa den der spire: den kraftrige Stamme at omslynges ømt udaf Rosernes Neg, der tidobbelt gløded' ved Kjærligheds Flamme -- Vee! der skal de Storme den Roseskjøn ramme. Den frodigen spired' med blomstrende Skud, der yndigen sig trindtom Moderen slynge; -- da Bladene hvirvles af Stormvinden ud, paa svulmende Bølger de blegnede gynge -- Nu Kummerens Skyer det Egetræe tynge. Vist vil Gud denne Taare Du ofrer din Hustrus Leer mildne, naar Barnet du seer, der græder ved Moderens Baare. Vaaren træder i Vinters Spor og friske Roser de spire, hvor Skjebnen lagde din Fryd i Jorden. Som Solskinsregn forskjønner Torden, skal Kummer smelte i Vemod hen. Vemodstaaren er sød og maler dunkelt Erindringer frem igjen, som blidt alene til Hjertet taler. Høsten vil ryste sit visnede Haar over din hensvundne, blegnede Vaar: Astren vil kold ved Gravhøien smile -- snart skal og den ved Moderbarm hvile -- men, naar ei Astre men Roser vi finde da vil du smykke den Segnedes Minde. -- Ak! Tungsind med Perler i Haar, Grav som opredet Brudeseng: Kummer sig skjuler i Blomstereng; leer mens Graaden i Øje staaer! -- SIDE: 18 Lille! græd du ved din Moders Grav! Dobbelt skjøn er Barnets ømme Kummer. Hun, der elsked' dig, der Liv dig gav om dig vil drømme i sin søde Slummer, naar hun fra sin Himmel seer din Graad. -- Violens Kalk af Morgenduggen vaad. Naar da Vaaren i sin Dronningdragt -- Rosens Flamme, Liliens Sne -- saa fage iler frem, af hele hendes Pragt en himmelblaa Forglemmigei du tage Den sætte du paa Graven stille hen: Hun glemmer ei, om Hjertet sover end. Ungmøe, naar da Barmen hæver sig, liig Amor paa sin hvide Duevinge, skal Mindet om en skjøn Ulykkelig -- din Moder -- sig fra Hjertet sagte tvinge og vinker stumt dig hen til hendes Grav, der sank, for tidlig, ak! i Skjebnens Hav. TIL MIN FADER DEN NIENDE NOVEMBER 1826 Ei saa glad mit Hjerte seer den Dag, med Maiens unge Løv om Panden, træde af Tidens Skjød, da Friheds ædle Sag i Normands Hjerte fæstede sit Sæde, som den, der mig min gode Fader gav. Skjøndt jeg er borte fra det kjære Hjem og Bjerge, Dale mellem os sig strækker saa flyver Tanken jo uhindret frem og Kjærlighed fra Bryst til Bryst jo rækker om mellem begge vælted' sig et Hav. SIDE: 19 Ja, kjære Fader! blandt den Kreds, som snoer, ved Kjærligheds og Ømheds Lænke bunden, sig trindt om dig -- som Roserne der groer og slynger sig om Birkens Fod i Lunden -- din Henrik gladest hilser dig idag. Ei blot for dig, som Fader, ædel, god, som Christi Tjener, yndet af de Ringe og Høie; men for Normanden, der stod og talte Norges Sag saa høit paa Thinge, mit Ønske stige paa min Harpes Slag! -- Jeg kan ei standse Tiden i dens Løb: den tunge Alder stedse fremad iler og hæver stedse høiere det Svøb, bag hvilket dunkelt Evigheden hviler. -- Kun Sundhed standser Tidens raske Fjed. Ja Sundhed er som varme Solskinsregn, der frisker selv de gamle Birkes Lokker, og Hæder, Kjærlighed det skjønne Hegn, som Uveirsstormene forgjæves rokker: -- urørt hviler bag det Ro og Fred. Dog -- takket Himlen være! end du staaer jo rask og ung og stærk blandt dine Kjære, som Birken dækker unge Rosers Vaar imens den høit mod Sol sin Top mon bære. Saa skal du Fader! længe, længe staae! Indtil du bliver Sølverpoplen liig: -- sund, hædret, rask, en vakker Sølverhaaret, der lever blandt din Afkom lykkelig: paa Ømheds Skjød dit Hoved sagte baaret. -- Ved Sundhed vil du denne Alder naae! SIDE: 20 Og kan Du Himmelfader! vel en Søn den Gave nægte til sin gode Fader. Nei, længe skal den ædle Gran staae grøn mens vissen Alm og Elle Du afblader. Ja, jeg er vis min Gud vil høre mig! Og sande Sundhed som en Morgenglands, der straaler rødmende paa Templets Tinder, hvor for Athene mellem Musers Krands og Borgerdyd et Alter staaer derinde. Med Sundhed, Lykke Gud skal signe Dig! din Søn Henrik. CANTATE AFSJUNGEN I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND DEN 7DE NOVEMBER 1826 Lunden er mørk -- Tungsindighed bygger helst under Træernes mørke Skygger, naar Nattens Søn med det dunkle Øie -- Morgentaagen -- i Træers høie luftige Kroner sin Vinge slaaer, og Graad i Violens Øie staaer. Chor Vi sadde saa under Lundens Grene -- kold var ei Taagen: om Venskabsflammen vi stode tilsammen; men Venskab i Træernes Skygge stod ene. Venskab er skjønt, som himmelblaa Vande, hvori, liig rødmende Møe paa Strande, sig Hjertet speiler; -- men mørkt de rinde, naar ikke Solen fra Østens Tinde glider, som Freya paa Vandets Speil i Rosenkalksnekke, Purpurseil. SIDE: 21 Chor Nævn Straalen, der flyver høit henover Venskabets Bølger: paa Rosenvinger sig rødmende svinger med Skinfaxes Flugt over Venskabets Vover! Lunden er mørk -- thi Kronerne kneise, liig naar de Hære i Mulmet reise de sorte Bann're; men -- funkler Solen: flygter Taagen og blid Violen leer; mens de Fugle i Hallen grøn i Sangen mon hilse Straalen skjøn. Chor Nævn Straalen, der flyver høit henover Lundens Kroner: paa Rosenvinger sig rødmende svinger mod Lunden, hvor Fuglesang Solstraalen lover! Straalen, i Lundens Hjelmbuske flammer, spreder sin Glands blandt de dunkle Stammer, hvor Venskab taust -- ak! stod under Grene -- blandt de Mange det fandt sig ene, indtil i Skoven lød Fuglesang -- er Lyraens Datter Harpeklang! Chor Hun Hjerter med Rosenlænker binder: Venskabet taust er ei meer; thi sprunge fra Lyraens Tunge ei Brødrenes Glæder og Fortids Minder? Lette de Toner flagre i Hallen! snart som en Skygge, der steg fra Valen, og glæder Ungdommens Mod! de dandse liig en Zephyr paa Engens Krandse! Epheuen liig, der om Ranken groer, de snoe sig om Os ved Vennebord! SIDE: 22 Chor Ei Elskoven glemme Lyrens Tone! mindes den Tid, da vor Ungdom gløder liig Birk, naar røde de Morgenstraaler høit flamme i Krone! Skjønt er det Baand, som Tonerne binde: Hjertet de aabne, som Foraarsvinde den lukte Blomst. Som en elsket Pige Musen være! din Priis skal stige frydfuld paa Tonernes Vingeslag, liig Duen mod Himlens hvalte Tag! Chor Og: Held Dig, Du Kunstens Ven! som fører ind i vor Hal -- liig en Brudgom sin Qvinde -- de Toner, som rinde -- liig Kilden blandt Blomster -- fra Harpe, du rører! IDYL-ODE TIL FREDERIK STANG MIN CLEANTHES ù-ùù-ù-ùù- -ùù-ù -ùù-ù-ùù-ù -ùù- Kom Elskov, kom du imorgen igjen! kom med din Taare! kom med din Datter blegkindet Klage! kom til din Ven! Da Tusmørket kom en Viismand i Skjul hvisked: til Vinen trænger du liig til Regnen den Birk som gulnende staaer. SIDE: 23 Den Viismand Fornuften hedder: Hans Had følger dig Elskov. Gaae min Veninde! mørkgrønne Ranker hade din Graad. Høit svang han en Fakkel -- meer jeg ei saae Elskov din Stjerne. Snart jeg i Epheus kjølige Skygger syngende laae. Ak, Slave jeg er. Ha, kan jeg da ei Tanken om Huldas mørkeblaae Øine engang av Sjelen rive? -- o nei! Paa Randen af Bægret sidder min Sorg. Liig naar en Høg med Vingerne slaaer fra Fjeldtinden, rød af Morgenens Guld. Paa Druernes Purpurbølge min Sorg glider som Svanen. -- Dybt, see, den dukker! stiger som Glædens modige Ørn! Min Fryd under Ranken rasler: min Kind er ei Cypressens duggede Blad: min Tanke er heed som Ørkenens Vind. Den henover Sorgen farer, liig Siv svider den Sorgen: hvirvler dens Støv i Glemselens døde, staaende Søe. SIDE: 24 -- Hvis Hulda nu under Løvhytten treen, sød som et Barndoms Minde, da sprang jeg op, og om Midjen slog jeg min Arm. -ù-ùù-ù -ùù-ùù-ùù -ù-ù Hulda loe, da jeg viste hende min Elskov, der glimrede gjennem Taarer, liig en Gartner, der rækker glad Herskerinden om Morgnen en dugget Rose. "Hvor letsindig?" -- saa Hulda talte -- "du blot mine Øine og Læben elsker." -- Nu kan Roserne avle Gift, siden Huldaskjøns Læber slig Tale fødte! Nu I Lilier vær Ormes Skjul, siden Hulda-Barmen slig Tanke nærte! Hulda ligner den vevre Hind, der sin kronede Beiler i Springet gjækker: eller Blomsten, som, naar man rører den, hyller sin Barm til, og bøier Panden. SIDE: 25 Mangen Hind saae nok Skoven skotte med rindende Øine, til fordums Beiler. Mangen Blomst saae jeg falmet bie forgjæves paa Fingren, den før foragted! Nu Morgnen sit Kobberskjold høit i Øst rækker, og Dag, som rødvinget Fugl steg, syngende høit mod Himmelens Hvælv. See, kommer ei Dag, som Eyvind, der høit sagde: "nu Konge Tid ei at drikke!" -- Seilet paa Hav og Skjolde han saae. Min Kummer jo kommer, Skibene liig, sorte i Taagen: Adelsteen liig jeg seirer med Pilen dybt i mit Bryst. Min Sorg, som var liig en Ørn, som min Viin havde med gyldne purpurne Lænker fængslet, nu svæver mørk over mig. -- "Levvel min Cleanth! at Selma ei skal undres ved Kindens Bleghed: din Pige lider ei Svir og Druen, der tør med Kinden og Læbens fugtige Ild beile . . Jeg iler hjem til min Sorg, der stiger i Sjelen mørk som en Damp." -- 18 29/1 27. SIDE: 26 Hun skulde da Druens flammende Kind kysse! . . . ha, see, hvor Draaben paa Læben perler, liig Blod paa Rosernes Blad! Ei Blomsternes Dug saa glad Kolibri drikker, som jeg nu misundte Draaber suger af Huldas halvaabne Mund. -- Alt Aftenens Stjerne skimter jeg, liig Vennens Farvel, der zitrer i Øiet: -- hist en Liguster suser forbi. Farvel da min Dag! jeg elsker en Nat: Natten min Fryd med funklende Øine seer: Den er Vinens trofaste Ven. Men -- Stjerner er tause Vidner. Min Fryd deler jeg; Sorg jeg bærer alene: Sødt med en Ven at sværme en Nat! Cleanth hist fra Bruden iler: Hans Haar smelter med Nattens Taage tilsammen. Hurtig hans Gang, liig Ungdommens Haab. Cleanth! hos din Ven du sidde! Din Sang lyde om Selma! Sangen mit Hjerte ryste, liig Vestens Vinde en Asp! SIDE: 27 Cleanth du om Kysten synge, hvortil før mine Drømme svam gjennem Graad og sank, men du vandt E- lysiums Møe! Han Harpen da tog, men tømte en Skaal først for sin Elskte. Sangen sagte som Floden imellem Viinhøie gled. -ùù-ùù-ù -ùù-ùù -ùù-ù -ùù-ù Cleanth Jeg saae min Selma som Barn, før Barmen sig hæved liig Amor paa Duens snehvide Vinge. Sagte i Hjertet da bølged' Følelser som naar en Vestenvind kruser Indsøens Flade. Selmalils Lokker var slaget Guld: hendes Sjel var en Stjerne bag Morgenens purpurne Skyer. -- Bort jeg maa reise, og før jeg Ungmøens Hjerte af Elskovs Prometheus- Finger saae dannet. SIDE: 28 -- Ak! Da jeg kom, fandt jeg Lokken dunkel og bruun, og i Øiets Azur en ubekjendt Flamme. Rank var hun: Barmen to Parter, hvide og hvalte, men nu hendes Kys blev rødmende Hilsen. Ven! Da din Elskov i Pigens Sjel kom som Solen, der flammer i Øst -- og Himmelen blusser. Glemt var jeg: Barndommens Minder vare liig Bladet, som Vindene vifte henover Søen. Da kom en Sky og sig mellem Solen og Himmelen lagde: en Uroe mørkned din Himmel. Atter min Kjærlighed steg: dens Duft var for Pigen som Rosernes Lugt; din Elskov som Dampen stigende op fra Marken, hvis Blomster den dugged, naar Solen sin Piil skjød gjennem dens Brynje. SIDE: 29 Du nu er glemt . . . jeg min Selma favner som Søen sit Norge, som Himlen guldvinget Straale. Cleanth for sin elskte Bægeret drak: trindt om sin Elskov slog han en Purpurkaabe: -- jeg Harpen greb og jeg qvad: ODE Er ei vor Sjel liig Birken, hvis hængende Grene bølge i Vinden? eller liig Jani Hoved, ved hvis forandrede Aasyn sig Roma forundred? Daaren troer Elskov varig: snart flyver den Sjel, som saaredes dybt af blaafjedret Piil fra Ungmøens Blik, til Glemsel paa Viingudens purpurne Vinger. See, denne Tunge drypper af Smiger, og lover Held og Nepoter: nu er den bleven Brutus's Dolk, og røres alene for Fostrenelandet. Alt er ustadigt: Tanken liig Hinden, som flyer sit Leie for Skyggen. Døm ei for tidligt: -- uventet Drengen finder en Due i Glenternes Rede. SIDE: 30 Tanker jeg skifted' flux, da hos Praem fra Sjelen Patriotismen uventet steg, som naar i Bannatets Sumpe et Vildsviin sig stivbørstet reiser. Girouette. TIL PROFESSOR RECTOR ROSTED, JUBELLÆRER DEN 7DE MAI 1827 Ei foragter Birken den svage Finger, som udgrov et Navn i dens Bryst: Norriges Fjelde ynde den Kilde, som nynner ved Foden. Rosted, lig den første Dodonas Eeg, hvorfra Viisdommen klang, see en Lund, skjøn ved de muskelsnoede Stammer, sig trindt om dig hæver! Ogsaa jeg var Mistelen lig, som suger af Egen sin Glands; -- nu jeg staaer fjernest i Lunden, skjælver med nedbøiet Hoved i Vinden. Mangen Olding sidder i Træets Lye, hvorpaa Ungdommens Minder han hang: jeg end i Ungdom glindser, men Træet skal Aarene dække. Rosted, lig et Tempel, hvor Altret kneiser for Himmelens Dyder, min Bøn sløvgjøre Tidens Tand, naar for Dig jeg den tusindedobler. SIDE: 31 Rosted, ædle Pantheon, Sundhed være din Jachin, din Boas er: Kraft, Glæde, lig Aftensolen, skal rødme den marmorne Kuppel. CAJUSDAM-TANKER VED AT LÆSE HR. PASTOR HERTZBERGS ANMELDELSE I MORGEN- BLADET OM HANS FESTLIGHOLDELSE AF 17DE MAI Dyden er taus og undselig som Sireds [fotnotemerke] Øie, som Stjernen, der skjuler sig blye, naar Stormen laver sin sorteblaa Mund til et pralende Qvæde. Dyden er taus, og den løber tilbage, bleg som et Barn, der uagtsom en Klokke rørte, dersom et klingrende Echo dens Fodtrin forraader. Fordums barbariske Drotter sig stolte strøge om Hagen, naar Harlequins Bjelde skreg: "afveien I Pøbel for Jordklodens mægtigste Konge"! Helten foragter Trompeten: hans Mod ei bier at flyve paa Sværdenes blanke Vinger, indtil en svindsottig Stymper har fyldet sin Lunge. Gjæstfrihed raaber ei: "hører! jeg fylder Bægrene end engang: hører I Venner"? Ei den ælter hver Bid i en Kage af stinkende Selvroes. Fotnote: Et meget kydsk Fruentimmer i vor gamle Fabellære. SIDE: 32 Gavmildhed staaer ei paa Hjørnet og raaber: "nylig jeg Stodderen skjænked! som staaer i Kroen: -- det er det Samme! der har du en kobberrød Penning"! SONNATE TIL HULDA FLODENS SANG TIL STJERNEN Haarfagre Stjerne, som sidder liig hvidvinget Due paa Himlen, see, hvor med Jubel jeg bærer Dig raskt gjennem Blomstervrimlen! Seer Du min blaaklædte Arm fra Bred river en Krands af Nymphæer, pryder de glindsende Trin, Du skred under min Breddes Træer? Stella! jeg bærer Dig, liig paa Skjold Galliens sølvhvide Lilje, Taaren paa Slørets mørkblaae Fold, hvidklædte Møe paa Tilje. Dands paa min Barm med din hvide Fod, dands med din Straale min Stjerne! Lyt til din syngende, glade Flod, Himmelens tause Terne! Ei som Bacchanten jeg løber meer vedbendekrandset i Enge: stille, bag Palmer, jeg slaaer nu her Bølgernes mørkblaae Strenge. SIDE: 33 -- Nys, liig en Kriger af Skjolde trængt, beed jeg i Fjeldbarme sorte, thi for min Elskov, jeg havde tænkt, Stjernen for langt var borte. (O, hvad er Mile for Elskov vel, Bjerge og gabende Dale? Ruller da Tanken paa Hjul fra Sjel? kan kun ved Læben tale?) Rengbu' paa Skulderen hvid jeg hang, sveddækket løb jeg paa Fjelde: "Stjernen skal rødvinget Piil engang vel paa sin Himmel fælde!" Syvfarvet Bue jeg spændte . . "Ha, "snart som en hvidvinget Due "daler nu Stjernen, min Sang sig da "hæver som Røg fra Lue!" "Da over Bølgen den flyver, liig "over Othellos Pande "naar Desdemonas Finger sig "hvid vil med Lokken blande." "Favre! jeg elsker Dig: Skjebnen skal "briste, naar Musklen jeg tvinder! "Da vil jeg dyrke Dig i min Dal, "Himmelens Vestalinde!" Syvfarvet Bue jeg spændte -- men vaklede, svimled paa Fjeldet. . . . Stjernen er borte? o hvor? ha, den har bag en Sortsky tjeldet. SIDE: 34 Nede i Dybet til Sølverstreng qvad en Sirene: "hernede skimter jeg Liljen paa Himlens Eng: -- [fotnotemerke] tør Du ei Fjeldet træde?" Flux jeg mig styrted i Klippens Arm: knust jeg i Dybet nu synker, blegnet Tritonen paa skumhvid Karm sønderknust Bolig ynker. Jeg var blandt sorteblaae Klipper liig hvidsmykket Yngling i Kiste, hvid som et Maanskin, der pyntet sig kun mellem Fyrreqviste. Døsig jeg Bølgerne vælted frem, tunge som Sisyphus' Stene: Stjernen den slumred i Skyens Hjem: sagte jeg græd alene. Granerne lige, som skumle staae rundtom en Hede, kun høje Stene mig krandse med Pander graae: lukket er Stjernens Øje! -- Da liig den Sylphe, som lægger øm Perler i Blomsten om Natten, byder selv Sivet ved skumle Strøm dele med Roser Skatten: saae jeg en Qvinde: fra Læben flød Toner, liig Duggen, liig Vinden, svanger med Aanden fra Rosen rød: liig en Egeria Qvinden. Fotnote: Maristien. SIDE: 35 Flux, hvor Hun traadte, min Bredde bar Palmer, og Roserne gløded: . . . Vidste den Ædle om Floden har Perlerne skjult' i Skjødet? Lysgrønne Birke paa sølvhvid Fod lytted til Bølgernes Strenge -- lysgrønne Hjelmbusk, som Helten lod over sit Staalskjold hænge. Sagte Egeria svæved: liig Sølvskye, Hun flagred paa Himlen. Drømme i Rosenblad gynged sig lette paa Bølgevrimlen. Syvstjernen treen som et Pigechor frem ifra Skyen: min Stjerne dandsede foran i Sølverflor, sød som en Freyas Terne. Stella! min Stella! min Stella hvid! Sølvskyens fagreste Datter, had ei min Bølge: den ruller blid uden den vilde Latter! O, jeg vil bære dit Billed paa Brystet, med Perler det krandse! aldrig de skumdækte Bølger slaae! stille ved Bredden dandse! Bredden er grønklædt -- en Olieqvist slynget om mørkblaae Skjolde: nægter Du Stella, som funkler hist, Bølgen dit Billed holde . . ? SIDE: 36 O jeg er trofast, jeg glemmer ei -- o hvor umuligt! -- min Stjerne: trofast jeg følger din blanke Vei over de Høje fjerne! Hersk over Bølgernes Skare! hver ligner en hjelmet Pelide, eller Minstreller, som Harper bær, blot til din Roes, ved Side. Had Du ei Floden, min Himmelmøe! see, kun din Glands er hans Lænke! Lad ham blot elske Dig taus og døe! -- det Du hans Ømhed skjænke! HENRIK WERGELAND TIL DEN DØDE PETER KREFTING, HANS VEN Stjernerne blinke: det er min Vens Aand, som nu drager forbi, hen for at give Aandmassen Tilvæxt. See, den forbi en Stjerne nu drog, lig ifra Altret den blaa Vellugt forbi de hellige Fakler. -- Helsleiet -- ha! var Alteret og Pthisis Præstinden, hvis Kniv stedse er sløv, men sikker og tørstig. SIDE: 37 Ha, jeg vil spotte Skjebnen, som nu Intet vil finde hos mig værdigt at spidse Fingeren efter! Daaren forbander Skjæbnen, men jeg kalder den feig; thi den flyer, naar bag det lyrisk' Epheu jeg rasler. Det vil med krumme Finger den knapt række, thi det er min Sjæls Klædebon: det og Døde! dit Minde. Modige Blik mod Fremtiden vendt, det er den glimrende Stav, den som beskriver Skjæbnen dens Fodtrin. -- Ryg ikke Taage dunkel fra Streng! Heller en Straale jeg bag Aanden vil sende: -- heller en Straale! Nu kan Du læse Verdnernes Digt: nu, som en Sommerfugl, ved Himmelens Roser Stjernerne hænge: Suge den Honning, Mennesket kun blandet faaer drikke af hiint Horn med de sorte Hieroglypher. SIDE: 38 Seer Du din Ven? med Haand under Kind, ikke sørgmodig, ei glad, lytter han til en Æolusharpe. Var det din Aand, som svømmede paa Strengenes Bølger af Guld? Eller en Vind, som kyssed min Pande? Sphærerne er din Harpe: dens Sølv- strenge, i Himmelens blaae Skjoldrande spændte, nu kan Du høre! Just da din Død jeg hørte, der faldt Stjerneskud: Stjernerne løb frem for den Nylig- komne at hilse, liig, naar fra Søe en hvidbarmet Flok Svaner mod Foraarets Pust svæver med Skrig og vidtspredte Vinger. Venus en Straale sendte -- en sød hvidsløret Stella, -- som Dig hen til de Godes Stjerne skal hente. Mars skjød en Straale -- en guld- hjelmet Herold: "at din Aand høit paa hans Karm, blandt Kjække vil dvæle". SIDE: 39 Carlsvognen -- liig et dandsende Chor af Vestalinder, med hiin frugtbare Rhea Sylvia i Spidsen -- vælge Du heller! see imod Nord ruller om Midnat dens Hjul, pege med Lilie- finger Præstinden! Dvæl til jeg, liig et flagrende Slør, eller liig blegrøde Skye, drivende over Fjeldene kommer! See, vi vil smelte sammen til een Intelligents, som i eet guldvinget Nordlys Straalerne tvende! Høihjertet var Du, fri var din Sjæl: Hvidtandet Bølge den skjød mod Despotismens hulede Klippe. Varm for dit Land og Menneskers Ret, haded' Despoten Du, om denne et Scepter bar eller Pennen. Ven! kun en Fødsel var Dig din Død: Barnet ei Moderens Vee føler: -- ak Livet det var din Moder. SIDE: 40 Ryg ikke Taage dunkel fra Streng! Heller en Straale jeg bag Aanden vil sende: Graad er min Straale. Sang er dens Vinge: ikke den vil drukne i Skyerne dybt, uden at naae din iilsomme Skygge! RHIGAS NYGRÆSKE KRIGSSANG (FRIT OVERSAT) Reiser Jer, Sønner af Hellas, til Kamp! Klar, gjennem dunkle Aarhundreders Damp, bryder Berømmelsens Flamme: viser forenede, hvorfra I stamme. Chor Sønner af Hellas, mod Fienden styrter med flammende Mod, til hans forhadte Blod strømmer for Fødderne hen! Fædrenelandet, med mandig Foragt hadende Aaget, som Moslem har lagt saae Jer i Kampen at springe! Snart brister Aaget for Frihedens Klinge! Vises og Heltenes Skygger fra Skye, smilende, blege see Osman at flye: Græker, fra Fortidens Dage vandre til Nutidens Sønner tilbage. SIDE: 41 Ha, naar mit Krigshorn det gjalder, da hid stevner fra Søvnen! dets Toner Jer hid kalde hvor Syvhøien [fotnotemerke] throner, Kjæmper! thi Frihed jo Sejeren kroner. Chor Sønner af Hellas! etc. Sparta -- ha troer jeg mit Øje? -- du blød slumrer lig Drengen i Moderens Skjød? Op! slut til Atticas Skare Døden fra Sparta for Hellas forsvare! Leonidas, Qvadenes ældgamle Helt! Kalder ham hid, der saa dristig sit Telt høit paa Thermopylæ spændte, seirende Frihed til Hjemstavnen sendte! Foran den hellige Skare han sprang modig i Dandsen til Sværdenes Klang. Og, som en Løve, i røde Bølger af Blod, han for Friheden døde. Chor Sønner af Hellas! etc. ODE Sorg fængsler min Sjel, som den tunge bruunrustne Stormhat en Ynglings favre Kinder og gyldne Lokker. Fotnote: Constantinopel. SIDE: 42 Dog maa jeg, skjøndt Øinene mægte ikke at flyve, og Aanden sukker qvalt som en Vind i Hulen, Sværd svinge, skjøndt Ingen det fulde Saar under Rustningen seer, og Sved om Saaret, som Skum paa Bæg'ret. Qvalt skjælver en Taare i Øiet, liig naar den ensomme Stjerne useet sidder bag sortblaae Skyer. Ha, Stella, den kommer, liig Stjernen, seilende frem bag de røde Skyers Seil, som din Straale styrer. Hør Sukket; det stønnende, liig en Raslen i Lunden, der ønsker: ak, at Stjernen vil dale didhen! Løs Hjelmen, min Stella! -- jeg kaster Sværdet, og griber den Harpe, den jeg hisset ved Birken satte. Ha, skue den, liig glimrende Regnbu', lænet til Ygdrasil! Stella. Ligne Strengene gyldne Landser? SIDE: 43 Hvert Spyd har sin Kæmpe, som staaer ved Siden usynlig -- en Skare Aander -- Strengenes stærke Toner. Du Stella er Aladdin, jeg din Lampe; du gnider mig: Aander springe syngende frem som Skyer. Ak Strengene ligne dit Haar, skjøndt dunkelt som Bølger, der triller gjennem snedækte hvalte Strande. Ak Strengene ligne dit Haar, naar Vaarvinden, hviskende bag det, smigrer Nakken med Æbleblomster. Løs Hjelmen min Favre! -- de frie Lokker vil flagre som Solens Vinger, svulme som Morgenskyer. See, Sjelen vil bølge om Stella Lysringen liig om Saturn, som trindt den rødmende Jøkel Skyer. Løs Hjelmen min Stella! jeg kaster Sværdet og griber min Harpe, den jeg hisset ved Birken satte. SIDE: 44 NORGE, IISLAND, FÆRØE (FORQVÆDE TIL EN POETISK BEHANDLET SIGMUND BRESTERSØNS SAGA) En fager Qvinde gav engang Verden tvende Drenge: Munterhed i Øiet sang Haaret gyldne Strenge. Den Kjephest helst de leged med var en hvæsset Landse: Naboedrengen snart blev kjed af de vilde Dandse. "Vel snart som Faer vi ud kan gaae "mod den stærke Jette? "Større Sværd end dette maa "snart vor Muskel lette!" Saa juble de -- den Moder glad, høit, ved Aftentide, synger dem et dristigt Qvad, mens paa Skjold de sidde. Den Ældste klapper glad i Haand: "Sligt vil jeg og gjøre, naar jeg kan de blanke Baand om min Bringe snøre!" Den Anden længe lytter til, Takten slaaer paa Skjoldet: "Ha -- et Qvad jeg heller vil, at af Sjel jeg folded'!" SIDE: 45 Den Mindste jubler: "Moder sød vil du stedse qvæde, bli'er jeg gjerne i dit Skjød, vil ei Bifrost træde!" Den Ældste rask i Veiret skjød, en Hjelm ham blev for snæver: snart en Kongekrones Glød han til Issen hæver. Dog elsker han sin Moder god: Arm om ham hun slynger, som da han ved Arnen stod: samme Sang hun synger. Den Anden blev en dygtig Skjald, boed' hos sin Moder: skrev dog tit med Sværd paa Val Runer, som hans Broder. Den Mindste stedse hjemme sad for den Sang at høre: stundom maa dog Svenden glad Broders Glavind føre. Skjøndt alderstegen bærer Hiin end sit gyldne Smykke: Sølverlok om Purpurkind gjør ham værd den Lykke. Men Tid og Sorg paa Skjaldens Sjel Snee og Riimfrost rysted'; fremmed Baand som sølvgraa Træl ham til Jorden krysted'! SIDE: 46 See, meer han kan ei mindes sig, hvor han Harpen lagde: Stakkels Olding, tykkes Dig, Sorgen Glemsel bragte? Ha, famler Du i sølvgraae Haar for din Hjelm at finde? vredes ved i fremmed' Gaard tjene fremmed' Qvinde? Den Yngste gav sin Jarlehat for en lodden Hue: før hans Hjelm var liig en Nat over Baunens Lue. Nu han, som før sin Broders Skjold ofte bar i Slaget, sidder liig en Bauta kold, moset og bedaget. Paa Panden Kummer tegnet har mangen skummel Rune: Drømmene, hans Ungdom bar, qvalte Skjebnens Lune. Han endnu hos sin gamle Mo'er hører Barndoms Qvæde, stirrer paa sin Broders Spoer, som tør Bifrost træde. "Da vi var' Smaae, saa vilde Han stedse Herre være: -- underligt, slig Lyde kan saadan Guldfrugt bære." SIDE: 47 "Nu bærer han, liig Sol paa Fjeld, Kronen, Sværd ved Siden: jeg er Træl: den Andens Sjel bleven sløv før Tiden. "Nu, riig som Høst og stolt som Vaar, neppe Han kan mindes, at han Brødre har, hvis Kaar trangt af Armod bindes." Saa mumler mørk den gamle Svend: seer paa hullet Trøie, saa til Kronen han igjen kaster lynfuldt Øie. Det gjælder ei hans Broder, om han mod Himlen peger, men den sorte Skjebne, som med hans Lykke leger. Trende Skibe med høie Barme glide af Havnen. Bann'ret ligner en Hanes Kam og Seilet en Vinge. Stormen tvetter sin sorte Lok i Bølgernes Fraade. Hisset Banneret, liig en Gnist, nu flyver i Natten. Snart maa Seilene, lige hvidgraae Røgstøtter, følge. SIDE: 48 Masten brister; liig Kobber- hjelm staaer Snekken paa Skjæret. Morgnen peger paa tvende Vrag, som drive i Fjernet. Over Kjølene springe smaae og leende Bølger. Morgnen viser i Fjernet glad en høibarmet Snekke. See i Solen hvor liig den sidste, svindende Stjerne? En af Trende har Skjebnen levnet: Een kun af Trende! Samme Egeskov fødte dog de Skibe -- o Skjebne? Tro ei Barndommens Drøm, som slaaer, liig Masten, mod Skyen! Skjebnen splited' de tvende Drenges flagrende Purpur. Hine Drenge jeg nævner: Norge, Island og Færöe. Havet er deres Moder, liig en blaaøiet Qvinde. Havets syngende Barm var hine Ynglingers Vugge. Jordens Lande er' alle Havets lokkede Sønner. SIDE: 49 Hver af Sønnerne fik sin egen, skarpe Character. Landets Mænd ere Sjelen: Landets Qvinder er' Hjertet. Hver en Mand er en Guddoms Tanke virkeligbleven. -- Norge gjemmer bag Klippers Skjolde Dalenes Guldslør. Norges kraftfulde Legem' har et svulmende Hjerte. See det ligner den tapre, men godmodige Gothe! See, dets Elve er mørkblaae Aarer, Fjeldene Muskler! Høi er Sjelen, som ruller gjennem brusende Aare. Varmt Principet, som ulmer bag de snoede Muskler. Folket bærer jo Landets Præg, som Sjelen sit Legems. -- Hver en Islænder var en ildfuld, digterisk Tanke. Hver en Islænder var en Heklas hvinende Funke. Island var den bizarre, høie, kraftfulde Digter. SIDE: 50 See, hans Øie hvor ildfuldt! -- Krablas Krater i Natten. See, som Legemet Sjelen: voldsom, kraftfuld og ædel! Gjennem Færeyars Bryst der bruse tusinde Aarer. Derfor var han en heftig, iilsom vredladen Yngling. Lidenskaber som Skum paa Bølgen, strømmer med Blodet. Sorte Fjeldbække ofte hvirvle klingrende Perler. Storme hviler: en heftig Sjel har glindsende Tanker. Sigmund Bresteson var en ædel Færeyars Tanke. BRESTES OG BEINES DRAPA (FRAGMENT AF ET STØRRE DIGT, "SIGMUND BRESTESØNS SAGA") Paa Suderøe, i en snever Dal, liig en Bersærk, trængt af Skjolde, monne engang en Fyrrehal sit skumle Legeme folde. I Mørket vilde en Vandrers Blik troe at skimte Klipper sorte: Hallen var lav; -- ei Guldspir fik de mørke, tjærede Porte. SIDE: 51 Ei staalblaa Svendeflok udenfor vogter der en søvnig Herre: Klippen, som steil ved Bølgen staaer, maa skjolddækt Nattevagt være. -- Men Tørverøgen, som Aand af Grav, stiger sort fra Hallens Tinde: Lugten vil være Ledestav, for skjulte Arne at finde. De Bjælker voxed' i Norges Skov, som de lange Sider klæde; Stormene her med sorte Hov i Støvet Fyrrene træde. Naar Døren aabnes, en Hundeflok bister frem fra Arnen springer: kommer der Mange, veed den nok at finde Mændenes Bringer. Om Væggene hænge der Faareskind, lige Folgefondens hvide Lokker, som nedad sorte Kind, liig Skum paa Bølgerne, glide. I Krogen graaner et fugtigt Seil; Øxer Tand i Bjælkene holde. Ilden sig ofte seer i Speil i Loftets bugede Skjolde. Og Buer brede fra høien Knag ud de snoede, staalblaae Arme, Bundter af Pile hænge bag og Bjørnesener og Tarme. SIDE: 52 To mørke Guder bag Egebord, hvergang Ilden blusser, træde: Odin det er og Asathor, som staae ved Husbondens Sæde. Fra Odins Hoved en gylden Knap -- Solens Billed' -- Mørket bryder: Asathors Hjelm med staalblank Tap af Mulmet neppe sig skyder. Paa Bordet ligger et Horn af Guld, sød paa Randen sidder Mjøden: Natten forgjæves ud sit Muld har rystet over dets Gløden. Liig blanke Stjerner om Skyen rød, mange Ædelstene ringe sig om det Guldhorns hule Skjød, hvor sære Runeord klinge. I Krogen snorke paa Faareskind tvende Gamle: Haaret strømmer graat, liig en Fos, paa brune Kind, og nedad Bringen det strømmer. De vakre Oldinge vist i Qvel kyssed Hornets favre Kinder: Mjøden, i Søvne, fast til Sjel nu klæber Ungdommens Minder. Den farver Fortidens Skygge bleg: Elskovsminder, Ungdomstanker voxe i Sjelen, som trindt en Eeg de fulde Vedbenderanker. SIDE: 53 See, disse Gamle er Brødre to: hiin er Beine, denne Breste; Bølgen de undte sildig Ro, for fredsælt Mjødhorn at gjæste. Da Harald hamred' i Hafurdsfjord tretti Kroner raskt med Sværdet om til en gylden Ring for Nor, i Kongers Blodflammer hærdet: Da maatte Brødrenes Fader og arvet Guld til Ringen lade: bort som en Søørn Helten drog; paa Færøe fæsted' han Stade. Det vide Hav var den fede Dal, som han med sin Vinge skygged': Der var ei Harald: denne Hal til Jarlesæde han bygged'. Hans Sønner vare et Falkepar: Vaarens første Luftning vifted' ud deres Vinger, langt dem bar: om Vintren Bytte de skifted'. Da syntes Hallen dem luun og varm, hjem til Hustroes Favn de søgte; langtfra de kom paa skumdækt Karm, men længer gik deres Rygte. Men engang tyktes dem sært at see ingen Røg fra Taget springe: "Den var Herolden -- saa ymte de -- "som pleied Velkomsten bringe. SIDE: 54 "Ha, Qvinder, passe I Arnen saa, "at vi ei skal sidde længe "oppe i Qvel og høre paa "de muntre snaksomme Drenge? -- "Ha, Sigmund, Thorer, hvor tøve I? Ellers Eders Mødre ledte Eder til Fjeldet, hvergang vi ind Snekkeseilene bredte." "Vi langtfra saae Eder vinke hist liig en Taage, hvid om Randen: ingen vi kunde skjelne vist, før nær vi kom under Stranden." "See Klippen uden den favre Krands mørk som Hjelmen uden Fjere. Der er en Fisker! Gamle stands! Du Bud til Hjemmet os bære!" Breste Bring til Hallen Brestes Hilsen! Siig min Hustru, Børløs Bølge Hærfærd hader. Beine Bær til Hallen Beines Hilsen! -- Siig min Hustru, Rimen sløver runet Sværdod. Breste Siig, en Svane svæver gjennem Bugten: gylden Ring om Halsen. Beine Siig en Ørn paa Ægirs Tag i Kloen klemmer gyldent Æble. SIDE: 55 Fiskeren Døv Mand dvæler ei hos Skjalden: Skjoldets Bringe bærer lige blankt en Sorgs, som Glædes Rune: Mulden ei ved Guldet glædes: Stjerners Glød ei Natten varmer: Værand naaer ei Urdas Skridt, og Skuld i Værands Spoer sit sorte Sædkorn kaster. Breste I din Tunge Gamle! graver jeg til Gerda Glædes Galdrer. Beine Hun dit Øie seer, som Skjoldet fuldt af gyldne Glædes Tegn: liig Natten -- saae det Stjerner, før din Tunges Morgen maler Hendes mørke Himmel! Fiskeren Fjeldet føler ikke Foraars favre Aande. Ørnens Øie over fjerne Fjelde speider: Stormen spreder ensomt Rede: See paa Voven vild det vugges; Skummets lette Lænker fængsle fast dens Yngels vaade Vinger: Ørnen søger riig sit Rede: Nebbet skummer: hvem skal drikke Hevnens Fraade? -- Breste Sorg han synger: svullen Sky er Stormens Sending. Beine Røg han ruller rundtom Sjelen: Ild bag Talens Taage ulmer. Breste Ravnen ryster Ham paa Skjæret spaaer, med Skrig, de slappe Seil en bister Kuling. SIDE: 56 Fiskeren Askurs Sønner hade Fingren, som tør pege paa den mørke Aske, mere end den Haand, som hæved Blus til Hallens Bjælker. De Brødres Sjele blev Himlen liig, naar den hænger fuld af røde bræmmede Skyer, som pynte sig -- for Nattestormen at møde. De treen i Hallen: et Dvergemaal runged' længe under Taget: dødt fandt de Arnens muntre Baal, som fordum brisked' og braged'. I Asken saae de en gammel Qvind' made tvende sultne Drenge; Graaden sad tør paa faver Kind: De vented' Aftensmad længe. "Ha! tænd en Fakkel!" den Yngste skreg -- fremmed Fod i Mørket falder." "Hvem er du Mand, som støier?" bleg den Anden raabte paa Balder. Den Yngste griber et Sværd, men brat Tyngden det af Haanden vrister, Guldørnen liig, som daler plat med spredte Vinger fra Qviste. Men Qvinden blæste, lig Guldhør spandt Ild hun rundtom Fyrreteine: Sigmund da kjendte Breste grant og Thorer kjendte da Beine. SIDE: 57 Ei vared længe, før Sigmund, liig Rosenbusk paa Klippetinden, slynged' til Brestes Skulder sig og klapped' ømt ham paa Kinden. Men Thorer springer fra Krogen hist: Arm om Beines Knæled fletter, ligner en smekker Siljeqvist, som opad Birken sig retter. "Ha Sigmund! vil du din Fader med Sværdet hilse?" sagde Brester, satte saa Drengen varligt ned: "i Mørket kjendes ei Gjester!" "Hvor grønnes Busken, som gav slig Knop? hvor er vel min Hustru Gerde? hvor er den staalblaa Svennetrop, jeg satte Busken til Gjerde?" Da bleg blev Sigmund: en Vove hvid skjød sig over Kindens høie Rosenbeed: liig en Terne blid sprang Taaren frem i hans Øie. "O Sommersolen har Løvet brændt, Rosen staaer i Helas skumle Hauge; det Hegn, jeg havde spændt, vel Ægirs Døttre nu tumle?" "Vist", vedblev Breste, "dit blege Smiil tyder ret som Helas Rune?" og som fra Skyen en Sølverpiil sprang Graad fra Øienhaar brune. SIDE: 58 I Thorers stivnede Smiil forstaaer Beine samme Dødens Galder; -- ligned det ei en Rose, naar en Riim paa Bladene falder? Ja, rigtigt havde de Fædre læst: begge Qvinder vare døde; Hela sin Aande havde blæst paa begge Roserne røde. Men Freya skjønneste Mindeqvad skrev paa hine Drenges Kinder: Ind hun i Haarets gyldne Blad det Qvædes Purpurskrift binder. Det læste Fædrene tit om Qvel; Vintre ud ei Skriften sletted': mere og meer sig Moders Sjel af Øiets Blaabølge letted'. Saa tro som Fofner sin røde Skat, vogted' de de favre Drenge, lærte dem: "Døden kommer brat, men Hæder lever kun længe!" "Den, lig en Stjerne, bag Skyen staaer, men en Helt paa Sværdets blanke Vinge til Ærens Himmel naaer -- i Skjoldet Stjerner at sanke." "Men Sværdets Hæder er blodigrød, Thjasses Blik i Stjernevrimlen: Kun, naar en Skjalders Toner flød den snehvid daled fra Himlen." SIDE: 59 Vel gav de Somre, som Roser paa hine Drenges Kinder rysted', Fædrene Riim; men, naar de saae den Æt -- ei Odin dem lysted'. Hver Vaar paa Stranden maa Bølgen sort, liig en Hingst med snehvide Teppe, trampe og steile; -- fra Hjemmet bort de Gamle kalder den neppe. Med Falke Sigmund i Leding drog: Ingen bedre Bue førte: voldsomt det Tolvaars-Hjerte slog, naar Tjeldens Skrigen han hørte. Hans Piil ham tyktes var altfor god for et Ørnehoved flekke; gjerne med Længsel Drengen stod ved Brestes slumrende Snekke. "Ha, nu du ligger med Bug i Veir! Bedre var det Bølgen ride, komme saa hjem med gylden Seir, naar Vinterstormen bide!" "Naar hvas din Blaatand i Bølgen brød, vakre Skib! -- en Piil jeg sendte ud fra din Stavn, liig Straalen rød, naar Sol sin Ildbue spændte!" Saa knurred Sigmund og maalte harm Snekkens Stavn: han stod paa høie Kjøl, som naar over Qvindens Barm en Blomst sig yndig mon bøie. SIDE: 60 Men Thorer smilte og sagde: "bie blot til Vaar, din Far da følger dig paa den falske vaade Stie, som Døden i Perleskum dølger." "Til Vaaren, hørte jeg, skal vi ud -- Freyr og Ægir os ledsage! -- Gid der dog bag det mørke Bud laae mange snedækte Dage!" Det Høst nu var: alt i Plade stod alle Ægirs muntre Døttre, som nu de sorte Lokkers Flod maa tæt bag Iishjelmen fjøttre. Det var en Datter af Høsten, som favned' mørk de tvende Gamle, dengang vi først til Hallen kom og der i Mulmet mon' famle. Men hvor er Drengene? redet staaer deres Løibænk? -- o hos Maagen Thronder paa Gautøe: did igaar de fore tvertover Vaagen. Naar Vaarens Aande de Bølgers Haar løser, vil de Fædre begge prøve de Drenges favre Vaar i Bølgens Blaaarme lægge. Den ammer Helte for Valhal op: Mod i sine Børn hun synger; mangen faver Rosenknop til Himlens Stjerner hun slynger. SIDE: 61 De maatte hilse paa Maagen før Vintren kom, og ham berette, at de til Vaar de hvide Slør om Mastens Tinding skal flette. Desuden lovede Thrond ifjor Sigmund baade Skjold og Klinge, dersom han over Isen troer sig kjæk istand til at springe. Et Jevndøgn Bølgernes Sider blaa der vil neppe Isens Bælte bære; thi Stormen bider paa -- og Taagens Taarer den smelte. Hvis frossen Høstnat de blanke Led mellem disse Øer binder, ligne de bedst den skjøre Fred imellem rustede Fiender. Den svundne Nat havde lagt en Vold over Sundet: Sigmund tøver længe ei, før det blanke Skjold med raske Fodhug han prøver. "Kom Thorer, følg mig! Du Skjoldet faaer" Sigmund skreg -- "jeg Sværd vil tage!" Isen sin Ryg i Bugter slaaer: De see sig ikke tilbage. I Vinden flagrer det gule Haar, liig den første Straale over Hav: liig en gylden Piil det gaaer, de trampe Bølgen, som sover. SIDE: 62 I Thronders Hal de med Støien treen: "Thronder nu er Sværdet vundet! Morgenen har en gylden Teen vort vaagne Arbeide spundet!" Ha, vidste Sigmund, hvi Thronders Blik skjevt mod Gulvet stedse brænde, Sværdet han vist tilbagefik, men først den hvæssede Ende. Ha, vidste Sigmund, hvad Maagens Smiil i sin blege Kaabe gjemte; neppe det vundne Skjold med Iil at sende Maagen han glemte. Ei mange Timer var borte, før Stormen ud af Fængslet lukked' Bølgen, som nu bag Taagens Slør mod Øens Fjeldbarme sukked'. De Drenge maae da hos Thrond sig slaae rolig ned til næste Morgen: derfor de Gamle vare saa alene hjemme i Borgen. Thi deres Mænd var hos Thrond med Baad for at hente begge Drenge: Stien de gik var bleven vaad, de Gamle vented' dem længe. SIDE: 63 Et dunkelt Smiil paa Thronders Kind, ligt Maanens Skin paa kruset Hav, den Aften spilled', da Drengene vare hos ham tilgjæst og Brestes Svende i Hallen næst, støiende Hornet tømmed'. I større Folder hans Smiil sig slaaer, -- ligt Nordlys naar det flagrer, som en blegrød Fjeder om Hjelmen, paa Himlen -- for hver Gang Een af Brestes Svende, paa svage Been efter sit Leie leder. Den Mjøddug faldt saa sød og tæt, den bøied let til Jord de Valpladsblomster ranke: Det glædede Thorer, men Sigmund mest; tilsidst dog flygter paa Nattens Hest Drengenes vaagne Tanke. Da væbnet Thrond til Døren gik -- et vaersomt Blik han endnu hen til Sengen sender; liig Gnisten i Røgen en Tanke steg i Sjelen blodig -- han standser bleg: -- efter sit Sværd han kjender. "Om Huult er bedst at binde" -- ha den Tanke fra hans Sjel sig vikler, liig af røde og gnistrende Hekla en Hvirvelrøg; han sagte Gulvet med Taaen strøg: sovende skal de bløde! -- SIDE: 64 "Stakket Stund Thrond! glædes ved Hugget Haand" -- klang fra en Stemme i Døren -- "Vort Dæk er klart: vi seile snart, vi vente ikkun paa Børen!" Bøiet han stod, saae paa det unge Blod: atter i Døren det braged': "see Stjernen gaaer, snart Hanen slaaer sin Vinge, lysten paa Taget!" Drømmende seer Sigmund mod Loftet og leer: baglænds da Thronder fra Sengen med Rædsel skred; thi Synd er ræd sig selv og Græsset paa Engen. THORER OG SIGMUND I FÆNGSEL Thorer Er det Nat nu, eller rider Dagen lystig paa sin Skimmel rundt paa Himmel? -- Thorers Nat ei meer er sort end den skumle Dag, som skrider langsomt bort. Dag og Nat tilsammen flyde, liig en Blaamands Haar med Huden: -- O foruden Graad min Nat ei Stjerner har! Odin! vil du snart mig byde gaae til Far? SIDE: 65 Thorers Vaar er liig en Have, hvor i Taagen tvende høie Træer bøie sorte Grene ud, som naar Enker brede over Grave favert Haar. See den blanke Frugt det Ene bærer: se de mørke Qviste næsten briste! -- liig en Morlandsqvindes Haar -- tungt af Perler -- Træets Grene Jorden slaaer. Aldrig Solens Vinger hvide mere vil i Toppen flagre! -- Før de fagre Blade bare Æblers Guld: nu fra Green maa Taaren glide blank i Muld. Taarer er den Frugt, som falder tung fra Qvist, liig Gift paa Loke fra de Snoge, -- lange, sorte -- Skada bandt om hans Mund, da Hela Balder- Guden vandt. Lænker rundt dets Stammer slynge sig som Ranker: fordum røde Glæder skjøde sig mod Top -- et Rosentag. O det Træe, hvem Taarer tynge, er min Dag! SIDE: 66 See det andet Træ, hvor mere vildt det maa sit Qvisthaar flette! Liig en Jette løfter det i Taagen op Blade, som lig Skjolde ere, fjedret Top. Ind de brede Blade stænge blegrød Frugt i Klaser rige, Skarer lige af de Flaggermuse smaae, som bag Qvist ved Benet hænge, sove saa. Træet er min Nat: de sære Frugter, bag dets Blade, Drømme, de, som svømme om i Sjelens Bølger, liig Morild, naar den kolde Fjære lægger sig. Ingen Aftenrøde daled' i dets Top; ei Himlens Stjerner, Freyas Terner, dandse bag det vaade Løv; kun en Valmu, blegblaamalet, aander sløv. Natten før ved Hovedgjærde, sød som Môr, sig stille bøied, rørte Øiet, viste mig en Rose rød: ofte er en taus Gebærde Talen sød. SIDE: 67 Nat og Dag nu i hinanden flette Top: ei Morgnens Kobber- skjold, som stopper Faxes sorte Trav, jeg ser, ikke Qvelden, som om Panden Roser bær'. Ei jeg veed, hvor Tiden lider, vist jeg troer dog Vintren bister hvide Gnister slaaer af Skyen: Freyas Hjul over Liaaren gyldent glider: nær er Juul. Liig en skummel Høg vil denne Juul henover Thorer suse: Klager bruse frem: det er mit Høitidsqvad: Taarer Faklerne, som brænde skjønt i Rad. Før som Svanen blank -- den over Hjemmet gled: da faldt fra Vinge Sværd og Ringe -- Landsen syntes mig for stor -- Spraglet Buk iaar jeg lover dig ei, Thor! Môr hos Freya, Fâr hos Oden vil mig nu til Julen glemme: Thorer hjemme sidder bleg med Kinden vaad. -- Klager rulle hen paa Floden fuld af Graad. SIDE: 68 Sigmund Daadløs er Taaren, men Haabet Gjerningens Moder, liig Skyen rød, der er frugtbar paa blanke Stjerner. Skyen aabnes; de hvide Sønner, som glimtende Sværdhug, fare paa Himlen og dræbe Mørket. Gleipner ei Haabet kan binde: Seiger' end Jormundgards Ryg er Haabet og stærker' end Fenrisulven. Manden paa Stenen, som sagte avler hans Bane, med lystig Sang og med klingrende Fodtrin vanker. See, en lunefuld Norne peger paa Stenen, og Dvergen vælter den ind i sin røde Esse. Ha, hvor er Manden? han hvisker sagte mod Græsset: see Stenens himmelblaa Blomst i hans Hjerte plantet! Blaatandet, blodgjerrig Thyrfing boede i Stenen, som Gud i Verden, i Stjerner og Sandkorn adspredt. Dvalin ved Amboltens Sang ham lokkede frem af den kolde Steen til at dandse paa Essens Roser. Ud, som den blussende ranke Yngling fra Dandsen gik Thyrfing, kjøled sig hastig i Hugormbadet. SIDE: 69 -- Snekken fremglider: dens Seil er slappe som Helsotens Kinder: Flagget paa Masten en bøiet Rose. See, hvor i Bagstavnen Manden drikker af Hornet, og Solen seer i hans blinkende, drukne Øie! Latteren hænger om Mund, som Buen bag aflange Skjold: han ofrer til Ægir en Slurk af Mjøden. See, hvor bag Næsset der hopper Stormen, lig sortrygget Los, fra Bølge til Bølge, og Støvet hvirvler! -- Manden det flagrende Roer nu griber, men krumrygget springer Lossen i Masten og splitter Seilet. Ægir ham skjænker sin Mjød, den bitre til Gjengjæld: -- hvor Manden angrer den søde, han Bølgen skjænked'! Hevnen som Sværdet i Stenen sagtelig voxer, liig Stormen, blaasort bag Næsset, hvis Hunger venter. Bunden i Værandas sorte Arme den seer efter Urdas svindende Lokker og Skuldas Pande. Skuldas Pande har mørke krydsende Aarer, som Runer, lige de flagrende Nordlysdampe. SIDE: 70 Modet vil tyde dem heldigt: ikkun den Feige med lukte Øine i Værandes Arme ligger. Skuldas Runer ham synes lige de bræmmede, røde Skyer, den natlige Storms Herolder. Skjæbnen er Tidernes Frugt, som Skummet er Bølgens: den ene Time har ikke sin Søsters Ansigt. Timen, som kom, er den Svundnes Lys eller Skygge: ei Skjebnen hviler om Skinfaxe Travet standser. Raskt den med Stjernerne løber: Nætternes Timer, skjøndt alle sorte, er' ikke hverandre lige. Urda har blegnede Blade, Værande Blomsterne bærer, Skulda de funklende Frugter viser. Snekken jo synes paa samme Bølge at svæve, skjøndt stedse nye maae bøie de mørkblaae Skuldre. Mennesket synes at ligge stedse i Værandas Arm, skjøndt Skulda ham ogsaa ved Armen holder. Hevnen bestandigen ruller: Timen, som skjuler den, brister, Skyerne lig' om det røde Luftsyn. SIDE: 71 Nathimlen, hænger jo fuld af guldrøde Frugter, men snarlig brister jo en og mod Jorden falder? Sjelen, om Skjæbnen er mørk som Nathimlen, hænger jo fuld af funklende Planer og Haabets Stjerner? Hevnen i Sjelen, liig Thjasses Øie paa Himmelen, hænger: engang den brister som Stjerneskuddet? Musklen -- see denne som snehvid svulmer, lig Seilet om Masten, -- synker ei daadløs som Bølgens Fraade! -- Tidselen bærer sin Frugt, og denne min Arm, liig en sølvhvid Birk, skulde visne foruden Frugter? Frændeskaar jevnes med Blod, som Himlen, der dækker med røde Morgenskyer Stjernernes Flugt den blege. Planer tause i Sjelen staae som de staalblanke Helte, stille bag Høstnattens sorte Volde. Tause de vente, til Morgnen aander i Ban'ret og Dagen stiger som rødvinget Fugl fra Havet. Morgenen viser med Latter Høien bekrandset med Landser: ensom en Furu i Qvel der vifted'. SIDE: 72 Hør, hvor de rulle i Dalen; Spydene stige fra tusind Skjolde, som Straaler fra sortblaae Skyer. Buerne syngende sende Dødsbud blandt Fienden; de tusind Spyde foragte nu Nattens Taushed. SIGMUND OG THORER SÆLGES Vaarsol alt, lig en guldlokket Dreng i blaaklædte Moderskjøds røde Seng sidder paa Himlen. Vaarsol alt, liig et Guldskjold, som Plads har faaet bag Kjæmpernes blaa Kyrads -- sidder paa Himlen. Høit imod Strandens tangklædte Vold nu stormer, bag mørkeblaat Avindsskjold trodsige Bølger. Nede ved Thronders tjærede Nøst der bader en Snekke det sorte Bryst ofte i Dybet. Thronder i Stavnen leende staaer og klapper paa Skuldren en Mand, hvis Haar Heclas's ligner. "Gaute, min Frænde! hviskede Thrond -- Jer Gjerrigheds Aande vort Venskabs Baand snarlig maa smelte. Holder du ei den Handel for god? -- i Halsøre veies sligt favert Blod gjerne med Guldet. SIDE: 73 Skatte maae svarlig tynge dit Tag, nu siden du holder din Pung saa svag Gaute, min Frænde? -- " Nordlyset liig i den blegsorte Nat et Smiil under Gauts den side Hat flagrede længe. "Skattefri sad ei Thronder paa Strand, hvis Gaute ei hvæssede Øxens Tand -- " svarede Gaute. Smilet i Hast bag Rødhaaret krøb, som Snogen, der under det røde Løv kryber om Høsten. Klangløs en Latter fulgte der paa, skjøndt Ansigtets Muskler lig Qviste laae stive og tørre. Lyden var lig det iilsomme Ridt, man hører i Fjernet: -- vi Nordmænd tit kalde det "skratte". Ikkun hans Øine viste -- han loe; bag Rødbryn de krøbe, som Stimænd to skjulte i Krattet. Sagte bag Hatten kløede han sig og mumlede: "Thronder jeg kjender dig: lidet du skjænker. Dengang jeg Øxen togange lod sig dukke til Nebbet i Brestes Blod, prutted' du neppe." SIDE: 74 Langsomt den brune Kofte han drog tilside og greb i den side Brog: "Hører du Klangen? -- Hører du Sølvet raaber: jeg vil ei ødsle paa Thronder mit hvide Smil! høi er min Herkomst!" "Tag dem i Nat da -- svarede Thrond -- men pas du din Strube: brug stærke Baand! kom nu med Sølvet! -- Vare de døde, gjerne jeg gav vel Sølv til at dække den Enes Grav -- hører du, Gaute? Ørnen, du slipper vide paa Øe, vel finder sin Rede bag Rand og Søe -- mener du, Frænde? -- Kommer den hjem, da flagrer ei meer, som Dunster paa Heden, de Dunefjer bløde paa Brystet: Nebbet et Sværd er, Vingen et Seil, og Kløerne lodne, i Øiets Speil blodige Flammer." Gaute med samme Latter -- i Hat nu rystet en tykmavet Skindpungs Skat, talte hver Penning. "Heis da iaften Seilet i Mast," saa talede Thronder, og greb saa i Hast Sølvet i Hatten. SIDE: 75 "Følger dig Thorgrim Ilde og Thord den Lave og Sigurd, den Kjæmpegjord rundtenom Færøe?" "Thorgrim og Thord mig følge, thi Sværd som hungrige Høge vor Farmandsfærd snarlig vil lugte. Ellers jeg tænker -- venligste Fru vel fængsler i Hvidarm de Svendes Hu, Hjemmet at søge. Gjerne de kjøbe Drenge, hvis Blik er lysblaat, hvis Hage ei endnu fik Manddommens Blomster. Qvindekys slikke snarlig den Od af Hjertet, som hvæsset i Frændeblod, ligger der stille!" Gaute saa talte, vinkede frem en Jolle, som bar dem til Thronders Hjem Kjøbskaal at drikke. NAAR SAND MENNESKEKJÆRLIGHED FINDES I EDERS HJERTER, DA LADER DEN EDER IKKE BLIVE ØRKESLØSE ELLER UFRUGTBARE 2. Pet. 1, 8. See Drengen her, hvis Iil med Morgnens første Straale hen til Heden farer, hvor han seer de høie Tidsler vaie, for af disses rødblaae Hatte Fjedrene at plukke til sin Bedstemoders Pude. Hans Kjærlighed til Bestemo'er ei mægter SIDE: 76 den hede Solens Kraft og Sved, som dugger den røde Kind, og svider ham i Øiet, ei Aanden, som, langs Blomsterhavet, heed og tørstig skjælver, smelte: ikke mægte de hvasse Torne, røde af hans Blod, og Myg og Frygten for at sætte, under de tætte Blade, Foden i en Snogs giftfyldte Ringe, jage Kjærligheden for hans Moders Moder: den umættelig udvider sig saalangt hans Øie naaer vidt over Heden. Hele denne Rigdom af hvide Fjedre vil han plyndre, og med Kjeppen ned de lange Fiender meie. Men Middagssolen voxer allerede fremover Skoven, dragende dens Skygge og Blomstens Dug og Damp og Drengens Kræfter som Skat til sig, og endnu seer han Heden fuldvaiende af Tidsler rundtomkring, og kun en liden Ring nedknæle dybt for Seireren i Støvet, medens bag den alt Eftermiddagsvinden reiser tusind blegrøde Tidselhjelme høit iveiret, som Slaver ikkun trodsende paa Mængden, og blæser Dunen ham i Ansigtet, som Oceanets Skum mod St. Helena. Endnu hans Pose hungrer, og den lette Duun hans Sved bedækker fast, mens Tidslens Skygge Aftenssolen alt forfølger, i Seieren voxende: mod Aftenvinden de høie Tidsler sukke, saa han ræddes; thi Dæmringen har graanet alting, og den første Stjerne drukket alle Farver, saa hele Heden synes ham et Hav af reiste Snoge hvislende: hans Mod de lange Skygger jage hjemad, dog en Taare efterlader det paa Flugten. SIDE: 77 "Ak Bedstemo'er" -- saa bryder frem hans Tale af heftig Graad -- see her for Middagsmaden, mit Blod, min Sved, den røde Sommerdag!" Nu, troer du ei, at jo den gamle Moders Kjærlighed udfylder Resten af hans Kurv? og hvergang hun den seer, saa trykker den bløde Søvn den Gamle ned, som i en Gjesteseng, hvor Dune-Silkepuder udaande Søvn om hvert et Ledemod, skjøndt hver kan see, hun nikker paa en Træbænk lænende den skarpe Albu paa en Pinderyg? Jo sikkerlig. Du seer, hvor lidet og hvor meget Drengen gjorde: hans gode Villie plukkede den hele, vidtstrakte Hede, skjøndt hans Kræfter rakte den hele Dag ei mere end en Kreds, femgange bredere end Armens Længde. -- See her den Godes Liv, hans Kamp mod Elendigheder, Sorger, Synders Æt, sortvaiende henover hele Jorden, mens Klager hvine gjennem dem. Hans Stræben, den synes frugtløs, skjøndt den aldrig sov, men avled frem, mens Natten rysted ud sin klare Blomsterdug paa Marken, og sin dunkle Sjeledug paa alle Dyr, med Tanken om Elendigheden af den Dag i Verden sat, som Stjernerne begrov nu nys i Havet, Planer, som med Solen reiste sig, i Hjertet bløde, i Armen stærke, raskt til Kamp mod hine Elendigheder, som nu ogsaa vaagned' for atter nye Monstrer frem at avle. SIDE: 78 Du for dit Venskab fordrer -- hvilken Priis! en to-tre Vers paa' Rasmushanssons Viis; men Vers for ham er ikkun Regnepenge, mod mig er Muserne meer strenge. Han hoster lidt og flux der strømmer ud en Versevilling: jeg vrider mig og kaster op -- en Skilling. -- Derfor min Ven! qvitteer, qvitteer! der neppe kommer fleer; og, kom der, saa, jo flere, desmindre i Værd og Vægt de ere! Paa min übel-Hübel 11. April 1828. Henr. Wergeland. ET KVÆDE VED CHRISTIAN KROHGS GRAV En duftløs Blomst og Elskerens Graad leve paa Ungmøens Grav! Men Sang er Mandens Gravblomst, et Folks Klager hans Sorgharpelyd: den Mands, som segned under sin Sjels Frugter: sin blomstrende Daad. Et Digt er Dennes Gravblomst, hvis Stilk Regnbu'en, hvis Blade lig' Skyer af Engles Jublen fulde, hvis Blomst evig som Nordstjernen er. Se, Jordens Skat til Himlen er hver Dyd, som i Støvet tør groe! En høster med Manddoms leestærke Kraft Folkets Beundring og Fryd. SIDE: 79 Hans Sønner rundt sig hæve som smaae Altre for Faderens Dyd. Da raabe Himlens Engle: "vor Brod'er"! og han fra Jorden maa flye. Kun livløs Skjønhed ligger igjen, (Bann'ret paa ensomme Val) Og arme Jord opsluger med Sult Skjønheden, Aanden har glemt. Saa favrest Qvinde, daadrigest Mand, hvis Sjæl var en Harpeklang liig, (som Nattens Fløite, Droslen, naar fjernt hørtes en Medbeilers Suk, bortflyer til modig Veddesang -- tom vugger sig Granqvisten nu -- ) sig blander med Seraphernes Chor: Jord faaer kun Lyraens Skal. Slig Sjel -- o bag den fyger dens Støv, som Skyen hvor Solstraalen løb -- fra Morgnens Stjerne til Aftenens Blus sig spænder som tonende Streng; seer nær den Jord, som dukker sig, liig en Svane, i Morgenens Blod; og nær den Jord, som Melkvejen seer lavt som et svømmende Dyb; og skuer fjernest susende Jord, som Carl hvert Skandiens Tag; SIDE: 80 og tyder fjerne Verdeners Træk paa Himmelen, Almagtens Skjold. Ha, Himlens Chore voxe, men her opdynges Grave paa Grav. Saa høit, at sidste Liig i en Sky finder sin graadfulde Grav. Ak Throner staae paa Grave . . Se, hist synker en Pille . . her en! Med Kongens Aande, Kongens, som sig klynger til sidste Pillar, sig Stank, som fuul fra Aabningen gaaer, blander, og fylder hans Fløil. Ak Brudens Seng en stinkende Grav! Lygtemand Brudgommens Blus! Se, favrest Qvinde, daadrigest Mand, hvis Sjel var en Harpeklang reen, sig blander med Seraphernes Chor: Jord faaer den klangløse Skal! Hvor slige rene Toner forsvandt, synes de Øvrige Hyl. Ak rige Himmel! fattige Jord! livløse, tomme Monument. De frie Aander kalde dig Jord Himmelens Gravlampe vist? Naar fjernt de see dig vifte, og hvis engang de spirede her. SIDE: 81 -- Naar Himlens Chore voxe ved ny tonende Høiaand, som kom. og Jord, liig døsige Drage, paany knuger dens henlagte Skal: saa Øjet Intet finder af Hvad nylig Beundringen saae. Men skrækkes, som ved Ørkener see hvor Pyramiderne stod. Da raaber Skjalden, Skjalden, hvis Sjel ofte i Himmelen var, som pynter Sorg med tankefuld Sang, maaler med Jamber den ei . . . Slig Skjald til Himlen raaber, som da sender tilbage hans Navn. Vemodige Skjald paa Ædlingens Grav sangfulde Bautasteen er. Det Navn, som skjælver blegt paa Mund, raabe Cheruberne høit: "Christian Krohg"! Se Norges Graad hans Liigfakkel -- ha, skinnende vidt gjennem Sky'en! De ranke Normænd ere hans Gravs sorgfarv'de Kjerter. O Nor belys dit Tab med Taarer (hans Gravs ludende Sneklokkekrands)! SIDE: 82 Eia, han fanger sin Dug, Himlens yngste Blomst! Himmelens yngste Cherub sin Vinge har spændt, liig Regnbuens Flig, over det blege Græs, for Norges Graad at samle, og ind i sin Pragt den baldyre, Han seer os, seer min Harpe, den klingende Urne paa Graven. Han hører Dithyramben: som Rankens frydfulde Aande Sjelen, den vidt (thi den er Daadens Efterklang) spænder hans Vinge. . . O se Morgenskyen hævende sig! (Hans Vinge rødmer, liig hans Yngstes Kind -- Rubinen i Enkens Slør -- ) O se Morgenskyen hævende sig! Paa hver dens Spidser funklende Dug! (Hans Pragt baldyret med hans Ældstes Graad -- Fredsregnbuen i Enkens Sorg -- ) Se Morgenstjernen i Skyen er yderste, gyldne Lok af Seraphen, som dvæled' Natten over ved Graven (den lille, som standser Søvinden, saa med Sorg den vender tilbage) og pyntet med nye Perler, nu flyer did, did, hvor Tanken standser med Suk: "Jeg tabte Sporet blandt Himlens Verdner"! O der, der, hvor Phantasien udvider Horizonten vidt foran hver en Aand, som stiger, mens bag en lys Erindring den udvider (en lys og tankefuld som Paradiset, der rækker Frugt og Blomster, om hinanden, som tusindfoldigt Speil mod Solen). O den morgenrøde Phantasie er foran, den aftenblege Erindring bagtil, saa at Aanden stedse finder sig i Midten udaf en Synskreds, som bestandig voxer, indtil den Alt omfatter. Der er Gud! SIDE: 83 Krohgs Aand, som Urnens Vellugt, fløi bort. Himmelen vandt ved vort Tab. Og Muld den tomme Urne har fyldt, som Midnatten Himmelens Kalk. Hans Spoer er borte? Hisset vi bag Stjernerne tabte det kun. Paa Jord du søger? Ha, i hver Barm led du, og find da hans Navn: "Christian Krohg!" Bliv, Søn af Krohg, din Fars Monument! Nor veed, han et skjønt har fortjent. DRENGEN OG FUGLEN Drengen Lille Fugl, med den Vinge rød og hvid, vil du sælge din Frihed, saa flagre du hid, til mit staalblaa Buer, med en Guldknap paa, liig Solen, der sidder i Himlen blaa! O flagr du derind! Kun dristig derind! Din Vinge, saa favr som en Jomfrukind, skal blomstre i Ro der for Veir og Vind, for Veir og Vind. Fuglen Du Nar! om dit Buur er som Vaarens Viol, dets gyldne Top som Lilieknop: saa er Himlen mit Buur, og dets Knap en Sol. Mit Liv er Frihed! SIDE: 84 Drengen Lille Fugl med den Vinge rød og hvid, vil du sælge din Frihed, saa flagre du hid til mit staalblaa Buur, hvor jeg guldguult Frøe, ligt Stjerner, paa Sølverchrystal skal strøe! Ha, hungrige Smaa, du bider nok paa! See glindsende Hirse mod Grankongl graa! Din trætfløine Frihed vist sulte maa, vist sulte maa? Fuglen Hvo lever landflygtig? Thi Liv uden Fryd (O Frihed og Hjem! Hvad frydfuldt som Dem?) er Død -- uden Hjerte, en Gjenfærdslyd. Mit Liv er Frihed! Drengen Lille Fugl, med den Vinge rød og hvid, vil du sælge din Frihed, saa flagre du hid i mit staalblaa Buur, hvor du tryg kan lee ad Vintren og Høgen med blodig Lee! O fly fra den Qvist som vugger dig hist! Herinde er Fred, derude er Tvist. Mit Sprog skal du synge -- Du glemmer vist din Sang fra Qvist. Fuglen O, lysted' din Falskhed mig: turde jeg vel -- vee! -- stjæle fra min Yngel da dens Frihed, dens eneste Arvedeel? Mit Liv er Frihed! Held Friheden! Held mit Fædrelands Sjel, du Sjel i Fos og Storm og Gran paa Fjeld! SIDE: 85 SANG I STUDENTERSAMFUNDET DEN 17DE MAI (Mel.: Trofasthed). Dagen hil, Som nu i Norges Dale daler, Lys af Smiil, Og klangfuld af Pokaler! Spanien gav for denne Dag at eie, Rosmarinen, Abelsinen Og sin Zeresviin. Ha mit Nor Sit Hjerteblod gav førend Dagen, (Skjøndt jeg troer At den er slaaet paa Kagen.) O, min Drot, dit Navn jo Norge bærer Dybt i Barmen, Blank som Karmen, Gud i Natten grov. Frihed, hil! Et Suk vi Norges Frihed bringe, Sang og Smiil Skal være Sukkets Vinge. See idag sig reise kan den Arme, Raabe: "Jordens Fyrste! Nordens Mand har Diadem!" Ha vor Sjel Klenodet bærer høit! Paa Panden Rynker vel, Ei Lænker er paa Manden? SIDE: 86 Dog ei vist . . . Idag da Sorgens Lokker, (Sorte Rynker) Dybt sig synker Ned i min Pokal. Frihed, hil! Et Suk vi Norges Frihed bringe, Sang og Smiil Skal være Sukkets Vinge. See idag sig reise kan den Arme, Raabe: "Jordens Fyrste! Nordens Mand har Diadem!" S: T: HRR: CAPITAINE, ENROLLERINGSCHEF RASCH. FRA SIFUL-SIFADDA I sørgelig Anledning af -- Højstærede Hrr: Rasch! i sørgelig Anledning af en Dumhed, jeg har hørt, min Tunge skal engang ha'e pluddret frem, desværre imod Dem, jeg maa mig Frihed tage at stevne Dem som Vidne til at høre (med et Smil, om De saa vil) den Straffedom, som nu skal falde tung paa den Tunge, jeg maa kalde ind for dens rette Tribunal: min Pandebrask. -- Tro, denne Dommer er saa streng-alvorlig som Synderen var kaad og daarlig: saa streng, at selv han henter af den raadne dybe Lethegrav SIDE: 87 en muggen Bommert, for dog end at see lidt bistert paa den, og saa med et "Vee!" den slænge atter hen, at den kan evigt synke ned igjen. Nu, -- kort, til Texten! Engang i mine Russerdage -- endnu imens jeg var i Væxten en Aftenstund, som hurtigst fra en Trap først mine Been og saa mit Hoved glap, skal samme Tunge, som nu i min Mund vil slikke Pennefjederspidsen rund, som for at stikke ind i dettes Bundt af spidse Vers iblandt et blødt og rundt, (: I vide, det er et gammelt Digterkneb. Jeg lærte det af H. Han kaldte det et Greb, et højst uskyldigt Fif, og langtfra Kneb. "Thi, sagde han, naar jeg paa Pennen slikker, jeg i mit eget Spyt, indbilder mig at drikke af Hippokrenes Pyt.") Nu -- disse Parentheser væk, der, ikke nok, de ødsle Blæk, og ere hver en Læsers Skræk, er og for stakkels Autor, som ej kan dem qvæle som de kom, i deres Bugter tøjlesløse liig et forviklet tornet Krat, som griber paa hans Gradus ad Parnassum's allerhøjeste Røse ham ret som Abrams Vædder fat, saa hvasse Recensenter den Værgeløse ubarmhjertig hente og gjøre ham til Offerbrad. -- Nu -- denne samme Tunge skal engang som hurtigst jeg (: af gode Grunde, som, om jeg vilde, nævnes kunde:) i Løbet kom ifra en Trap SIDE: 88 ha'e gjort at noget stygt fra Siful slap -- jeg haaber evig -- bort. Men, skjøndt paa egen Haand den pluddrede og ganske uafhængig sluddrede, jeg vil dog straffe mig ved her at læse en Text for den Fadaise: Disputatio polonica pro Russo purificando. Conjugatio Russica-Periphrastica Magister spørger Activum. Hvem kan en drukken Rus fornærme? Respondens svarer Alverden -- objective. Magister Passivum. Hvem kan fornærmes af en drukken Rus? Respondens Slet ingen -- subjective. Auditorim (til Magister) Explicatio fiat! Magister a) ad Activum. Ei Ubekjendtskab, Højhed kan beskjærme -- ei Fanden selv, ei Sanctitas og Jus er helligt for en drukken Rus. SIDE: 89 b) ad Passivum. Dog er hans Overmod, hans Tunges vilde Hug kun let-hendunstet Bærme hans Overlast af Vin maa spilde naturligviis. Auditorium (raaber) Recte: Frem med Depositurus! Frem med Deporiturus! coronam ille rite est accepturus! Magister promovens Kom frem Depositurus! Doctor nam es exiturus. Siful Baccalaureus> (kommer frem) Højstærede Auditorium! Hr: Magister, her min Ven Depositurus er ej meer. Hans Russerdage (: som mine:) svunde fage, rødnæset Minde sidder kun tilbage. Depositurus, er ej mere Rus. Han har nu blot at være Tyrk tilbage (: Det er han Kroen har passert forbi men Haremet han endnu stikker i -- dog ej naturligviis til Ørene:) saa vil han jo tilsidst og tidsnok jo og vist, naar han har lært at græde som at lee (: den Prøve altid fordres som entreé:) nok komme som en Krist til Tempeldørene. Quicunque ex Auditorio Bene Siful expectoravit pro amico. Erit noster! SIDE: 90 Quicunque ex Auditorio Male Siful expectoravit. Iste sit, si vultis, voster. Quicunque ex Auditorio Non pro amico Siful expectoravit. Men han talte for sin syge Moster. Igaar, i venligt Huus, hvis Skildt er: "Suus og Duus og Meer, som rimer sig paa Kruus, og Fryd du kan herinde ved Løgte finde, mens Sorg og Politie og graadigt og tvetunget Rye maa udenfore holde bi!" sad nogle Mænd, ej dengang, som de plejed', naar travle Dag, dens Sorg og Slid og fjernest Riges Despotie og Strid paa Aftenglassets skarpe Kant de vejed', saalænge til hver Tanke dumped i, indhyllede som Guder i en Sky af Røg og Spøg og Latter (: slig Latter, som, om Tingen ei var Vid, fra Naboes Mund gjenvender atter og saa rundt hele Kredsen runger bestandig voxende som et Lavineskrid, ja med slig rastløs Klappren, saa Veirmøllevinger blive Kredsens Tunger, som Skyer kløve kan og Tordner døve slaae:) men Hver fordybet var, saa lod det, i sin egen skumle Phantasie. -- Paa saadant Sted kan liden Ting for dyb Forstand bli'e labyrinthisk Ring. SIDE: 91 En Flue, Nysen, Taand i Praasen der giver Tungen Kraft og Næven Sving, saa tidt gevaltigt aabnes Laasen, og Hine (ovenfor omtalte og sortbemalte): som udenfor med Tænders Gnidslen vente indstevner hylende og hente En til Justitiens Hule, hvor en Lænke Graad af Hjertet snoer og Slutt'rens Eeder Natten skræmmer: En hjem til Magen, som i qvindelig Tenor ti Eumeniders Hvinen gjemmer, fordi han hjem saa lystig kom, mens hendes Graad belyser hendes Kummer og, rundt om Væggen, hele Ynglens Slummer: En kommer, i slig Tummel, ei saalangt; han ligger hvor han ligger vaadt og trangt for Sorg og Vægtere forborgen, i en Kloake til den næste Morgen. Saa mørk kan Enden blive paa den Qval, som nylig hundrede Pocaler med munter Fakkelglands bemaler. -- Kan blive? Nu, javel, Erindringen for denne Mening taler. Saa galt man ofte hørte før. Og over saadan Kreds, om venlig Bolle samlet veltilfreds, stødt hænger tykkest Skjebnens Slør, saa, om selv glindsed' Drab og Blod der bag. som skulde strømme frem med Qvindehvin og Blus i næste Time -- Hvem forud kan slig Sorg med Fryd isammenrime (som Asmus, der uskjønsom Evalds Sørgevers imænger, rundt, paakryds og skraas og tvers paalangs, irad i hvert af sine Bryllupsqvad?) -- ei Ahnelse om saadant skræmmer dem, SIDE: 92 der samledes for ud med Magt at bryde af Sindet Sorgens Tand, der voxed frem en Dag, og for med Roser Panden pryde, saalænge det gaaer an, saa hver en Gjæst, der er en Ægtemand, blier liig et krandset Offerdy'r :(en Vædder eller Tyr). Nok, i min Kreds var Fred og Taushed paa hver Læbe kommen. Et ligegyldigt "Hei" til Fingertrommen beviste, at det Selskabs Munterhed befandt sig ilde. DIGTE. FØRSTE RING SIDE: 93 TIL STELLA Ha, hvor spænder sig min Sjel op til Himmel, ned til Hel, over Sol og over Skye til Messias, første Klang i den høie Aandesang, som ved Blivet toned ud i Livet, der i Blod og Kjød og Jord Farve fandt og Udtryksord! Ha, og ned bag Steen og Mose graver den sig som en Rod, som en klingrende Alrune, drikker gammelt Heltery, suger svundne Dyders Træk, suger svundne Lasters Skræk op af Pergamenters Blæk, op af Munkeruller brune, op af brusten Rustnings Blod, springer saa med Duft mod Sky, op med Klang og Nervegny, som en Balsaminerose -- o hvert Blad et Sørgespil: Skyggen Graad og Lyset Ild. Men mit Hjerte, stakkels Enke, har kun liden Moro af flyve over Skyers Lænke, taaresløret Blik at sænke i en blodskysløret Grav. Hun har nok vel med at tænke paa sit eget Sørgespil, hvor der myrdes med en Piil, stranguleres med et Smiil, SIDE: 94 druknes i et Øies milde rosenkindomspundne Kilde; og saa mørkt, at Graad er Lys, Knuden Vanvid næsten, aaben kulsort Grav bag Neslehoben Enden, og Musiken Gys. Ak, med slige Sørgespil maa mit Hjerte, stakkels Enke more sig; og Laurbærsmiil med Cypressetaarer stænke i sin sjunkne Ungdomsborg, hvor paa brusten Vold og Hjørne hviner Uglesuk, og Sorg piber der som vilde Tjørne, voxer Vemods blege Rose. (Gid det dog var Glemsels Mose!) Eja, paa de høie Mure Smiil som Purpurvimpler vajed, Kindens Banner Skyen prajed, Øjet var paa højen Tind Bueskytte snar som Vind, Latter bølged ud som Røg, som Granater Vid og Spøg. Nu med Jorden jevnt er Alt, tæt og tykt i dybe Fure smelter goldt, forbandet Salt. Væk! væk! lad Alting synke! Tandklokken briste i Mundens Capel! Høialtarhjertet synke til Hel! Lad det blive et Morads! Jeg har aldrig lært at ynke brustet, splintret, knust Pallads. Frem sig hæve Kravebeen som mit Hjertes Bautasten! Troer du, at jeg angest saae Lungens Gjenfærd hoppe paa SIDE: 95 Kinden som en Lygtemand, hist og her som Nordlysbrand? Frem som brune Tidsler maae Rynker springe ovenpaa Hjertet, spinde rundt sin Torn om det hule haarde Horn, som om Valpladsskinnebeen, der er kaade Netlers Teen. Se min Aand fra min Ruin svæver op med Stjerneskin: Stjerneskin, thi det er Nat nu jeg griber Harpen fat, roder i dens Strengeskat, bøjer Strengen, saa min Sjel farer, som et klangfuldt Lyn, op fra Jord, igjennem Sky'en . . . Ja, faaer neppe Tid at sanke denne Glemmigikke-Tanke: Jord Farvel! min Jord, Farvel! Synk Ruin! du Taarn af Sorg! Vemods epheusnoede Høi (ak, min Kind) synk uden Støi ned i Barmens Siddimsdal! Brist min høje Kummerborg! (brist min Hovedpandeskal!) Synk mit Skuldergolgatha! Himlen er mit Zion -- Ha! Alt er forbi. Nu er jeg fri. Min Stella! min Aand, uden at svimle, vugger sig kjæk paa cherubfyldte Himle. Seer du, min Haand er dens Skygge, som lav slæber sig hen over Støv over Grav? SIDE: 96 Haandens fjedrede Stav er Billedet af den melkeveihvide Harpestrengsvinge, hvorpaa min Aand tør gjennem Himlens Seraphchore svinge. Tys, hvor de støde i Solebasun! Af Maanehorn gjalder det Himmelpaulun: "Gud Halelu! Hvor søge vi Gud? Solstraalen peger fra Himmel i Dyb . . . Mod vinget Cherub vinker det slæbende Kryb . . . Mod Seraphernes Chor flagrer en Puppe i Spindelvævflor!" Hil Halelu! Mit Hjerte, mit Hu finder sin Gud. Stella er hellig . . Min himmelske Brud, seer du vor Fæstensring (Graven i Muld, Graven dernede) sluttet og fuld? Se Pintsliljeperletræk rundtom den snoer, Stella, det Navn, som din Skjald bar paa Jord! (O Gud velsigne den Haand, som har sat de Stjerner paa Gravens hvælvede Nat! Velsign den, min Stella! Ak, var det dig selv, som nærmed dig Graven en Bededagsqvel, mens Klokkerne klang deres Høitidssang, med Haanden saa blomstfuld som Barmen var trang, da være din Taare Guds dalende Velsignelse!) Hil Halelu! Er Stella min Gud, jeg, som din Messias, da maa paa dit Bud Sole byde flamme og syde, Kloder at flyde brusende ud. SIDE: 97 Se fra din Hellighed! Sign mine Liv! Raab, naar min Harpe udtoner et "Bliv!" "At Alting er godt, jeg seer!" Da vil jeg skabe Verdener fleer. Se, hvor min Venus, saa skjøn som sangfuld Vaarmorgen grøn, ud fra min Harpebarm bølger. Jupiter følger. Ha, som Kong Carl den funklende frem fra sit strengtækte Hjem skyder sig, kringsat af Smaamaaner fem! Ah, eller regner jeg Mars vel blandt dem? Han brusede rød, i slig Fart, fra mit Skjød, at neppe jeg hastigst den kunde velsigne ved den med Scandiens Oscar at ligne. Nordstjerne Hil! Du er mit Norriges Banners Ild. Uranus, manet til Taagerunden, Du er Napoleon, bunden af Oceanet. Dunkle Saturn, som en Skjærsommerqvel (Morgnens Velkommen og Aftnens Farvel, malt paa det samme Horizontæbles Ramme) susende brød fra min Sjel. SIDE: 98 Ceres og Juno og Vesta, der trille som Taarer paa Himmelens Kind, de ligne de Oder, som sendes til Venner, og brændes. Pallas, du lille, knapt kan du skille fra Luften dit Skin . . . Ah, du maa ligne min lille Canin. Jord, fra dit lunkne, frugtbare Skjød Morgensky springer som Rosenglød. Regnbuebeltet, sprunget ito, siger: du lod ei din Jomfrudom Ro. Snart du din Elsker, Solen, gav Mammuth i Skov, Leviathan i Hav. Kydskheden manes til Pande-Pol, Viinhøjebarme krystes mod Sol, Libanons Navle og Arams Bug bade sig dybt i hans Kjærlighedsdugg. Jord, dig Maanen holder i Skyslørets Folder, sukkende: "Moder, jeg fryser . . o tag mig til din Barm, din Dag! Jeg tørster og sulter . . o giv mig af din Melk, dit Blod, lidt Liv!" -- "Ah, Maane er voxen . . . Fy skamme dig Dreng! Du har besteget alt Stjernernes Seng. Hæng ei ved Barm; men paa Himmelens Eng springe du kan, og af Solstraalen plukke (nu skal din Fader dig føde) Citroner om Morgnen, Æbler om Qvel. O de vil Tørsten nok slukke. Frisk! De bekomme dig vel!" SIDE: 99 Jord, hvilende paa din Frugtbarhed, om dine Bryster Liv vrimle som Stjerner om hvalte Himle: paa Højen staaer Løven som Sol, over Dalens Palmer Fuglene flye, som Planeter over Skye, som Maaner staae Liljen og lille Viol. O Jord, din Ømhed er Ild, den store Hjerteild gjemt dybt under Havgjord, af Bjergebarm tæmt, din Harm Elementernes Spil: Du Friheden ligner, der hviler i Nor, opammer Stordaad og Dyder og Flor. Det kolde Maanespil (som Wellingtons Skjoldrunds Ild) Frihedens Lys i hver Sjel, som bærer Navnet af Træl, men seer med Længsel, fra kronet og thronet Fængsel, den Underglands under Dovrefjeld. Ha, der staaer Carl med hvas Hellebarde, vak som en Varde, Krohgs og Knudssøns Skygger fast svæve derover og hvine hvast, som to Dioscurer i Mast, naar Stormen lurer i Bølgens Furer . . . Fra Knudssøn og Krohg, o lige til mig, som knapt er Violen liig, der gjemmer i Hjertet en Dugdraabe kun til Speil for Gud og Verdens Rund, i Frihed (vort Gudevæsens Grund) vi slynge isammen Alle vor Rod; men Daad, dens Frugt, for Verdens Øine tør sig mod Himlen høine, skinne paa Land, slaae Duft over Hav, saa Trælle kan vaagne i Munkegrav, SIDE: 100 rodet saa dybt til Helvede af et Øxescepter og Bispestav, at Djævlene krybe stundom op, og sætte sig paa Thronmonumentets Top. Ha Friheden blomstrer i Blik og Mund, er Hjertets Marv og Sjelens Blod! O Stella, min Sang om Frihed i Nord Harpens Guldsky bryder, ud den flyder som frugtbare Jord. Se fra din Hellighed! Sign mine Liv! Sign min Harpes Bliv! EN SANGFULD SOMMERMORGEN PAA SKREYA STELLAS DIGT STELLA DIGTEREN HANS VEN EN HULDRE CHOR AF JÆGERE (Fjeldegn i Morgendæmringen.) Digteren Hør Stella! Stella! Et blaat Kjern nu øjner mig, Stella, paa Jagten ved Ørkesløshed de lystne Jægre skuffe. -- Ha, løb, feige Hare, og optænd ved Flugten de tapre Lureres Tørst til Qvellens Bæger! SIDE: 101 Min Sang kløver Dæmringen: Skjærsommersolen paa Nordkap vajer nu rød som Norges Banner. Og hist bøjer Søvnen en lattermild Fjeldgjentes lange Øienhaar over tause Kinder . . . (En Rad Natvioler, som over de søvnige Roser praler, som Natten over Dagen.) Et guult Haar om Panden er Sommerens Maaneskin, som i Blomsternes Dugg sig stille bader . . . O ligt selv en Dugg over Himlen, saa Stjernerne, Liljer lige, bag Skyens Blade dukke. Min Mø, seer du Jægren, den raske, med Vandliljer -- Kjernets Stjerner -- at lege taus ved Stranden: Hvad da tænker Stella? "Mon Stella, som Vandliljen, svømmer over hans Sjels den mørke Bølge?" En Falk flyver: Rolig dens Staalvinge seer jeg, at mørkne Duen, som glemmer nu sin Elskov. Hvad da tænker Stella? "Mon nu mine Blik, som hin Falk hist, glindsende blaat om Sjelen svæver?" Min Mø! fjern er Elskov, som øser de frugtbare Tanker ned, som en lunken Regn om Vaaren: saa sødt Digt og spraglede Planer, som Hyben og Epheu, under dit Smiil, mod Himlen voxe. Og fast hiint det klæbrige Vildnis mig, midt i mit vilde syngende Løb paa Marken, binder. (en Hvirvelvind reiser sig.) Men nær Skreya slaaer fra sit Skjød ud en Hvirvelvind: Kjernet hvælver nu tusind Bryn saa sorte. SIDE: 102 Og høit Mjøsen bruser og synes en sølvstrenget krandset Harpe: en iisgraa Skjald er Skreya. Jeg seer fast til Skreyas de skygg'løse Sider mit Norges Minder, liig blege Steenbræk, klæbe. Det graae Helgøe fjernt, som et Skib under Taagernes hvide Seil, mig en skummel Færøe tyktes. Min Sjel skjælver: blegnet en Saga fra Færøe (som ligner Ungen fra Ørneredet fløjen) med hæs Susen flyver den gjennem, som Aftenens Ravn en Midsommernat paa blodig Vinge. Da ei undres Norriges Mø, om en Baun i mit Hjerte mere end Elskovs Roser flammed! En Sang, Favre! Dvergmaalet være min Harpe, og Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulle! O lyt, Stella, Fagermø, foroverbøjet med Blikket, Dugdraaben ligt i Natviolen! Men Dig bringer engang min Harpe et højere Echo frem af dit eget Norges Dyder. Nu Sang lyde! Dvergmaalet er mig en Harpe, og Skreyas Aande dens Rungen rundtom ruller. Ejah! Skrey alt drager sin Aande tilbage, og Hvirvelvinden har endt sin Dands paa Bølgen. Skjøndt sort, dog en Terne, der ophang med Nynnen de røde Skyeblus til Himlens Højtid: Dagen. SIDE: 103 Rødmer du, Himmel, fordi vel de favre Vestvinde have letsindigen viftet din Sortlok fra Barmen, viet kun Stjernernes Blik og den Maanes Skue, du bærer, liig hvidvinget Due paa Ungmøens Skulder -- nu, ak, et Bytte for Skabninges frække Blik? Er det Jomfruens Harme, som farver din Pande med Purpur? Natten jo unddrog dig Sløret, hun laante dig, naar om Aft'nen du blusser ved Menneskets syndfulde Dagværk. Jeg vil ei Stella fortørne, om end jeg kunde mit Øie ved Tindingens Roser blandt Liljerne fryde! Eller mon, Himmel, du rødmer ved Bølgens Kjærlighed? Bølgen, der raser, naar Stormene mørkne dit Aasyn, suger din Graad, og sin skumhvide Tand i Klipperne slaaer; men, hvis, Himmel, du leer, da sig pynter med Roser? -- Jeg vil og juble, naar Stella er glad, liig Svanen paa Vandet: da Bølgen jeg ligner, som kysser dens Vinger, skummer om Elsklingens Billed, som skinner dybt i min Barm. -- Hvis i Stellas de deilige Øine en Taare SIDE: 104 funkler liig Stjernen, som viser sin blege Haan imod Dagen, der springer fra Østen med blinkende Guldhjelm: da vil jeg være den brusende Storm, der afslikker Duggen, og jager den skjælvende Stjerne tilbage. Himmel, ved gjennem Jasminer at see den Stella alene, som frygter min sydende Elskov, du blusser: Naar hun en Vaarmorgen hæver -- o liig et Solglimt, som springer fra urørte Snebræ -- sig op fra sit Leje. Se, hun sin egen Tilværelse offrer glad nu et Smiil og til Gud og Syringen, som blomstrer ved Vindvet. Tænderne synes en Række af Svaner under en rosendækt Bred; men kun Vingernes Spidse du skimter. -- Ak er det Sundhed og Ungdom, som toer Kinden alene i Purpur -- den Eng, hvor min Tanke sig tumler? Bølger ei Elskov i Blodet, men svagt, som Straalen paa Søen? som Liliens Stengel, svagt rystet af Vinden? -- Flyv høit, min Ørn, mod din Sol! enten styrte ned du med knusede Vinger, o eller og fange du Solen! Hør klart Glam og Jægrenes Jubel sig vælter her rundtom Aasen. SIDE: 105 Chor af Jægere Haloh! Haloh! Haloah! Kom i Skoven Venner! den søde Duft af de norske Graner og Jagtens kjære Besværlighed hæver, Yngling, vor Sjel. Op i Lien, Dreng, med de blaae og gothiske Øine! speid høit fra mosgroet Steen under Birken -- en Blotsteen maaskee tilforn! Op i Fjeldet, Drenge, hvor Graner skygge de lyse Kjærn, liig den grønne Hjelmfjeder over en Kjæmpers himmelblaa Skjold! Hør ved Foden Mjøsen, en dunkel Fremtid liig, bruser, som da til blodig Davre den Drot Olafs Drage drog imod Hring. Taagen stiger: som naar en Sultan træder blandt Harems blussende Qvinder, flammer, blandt Østens de røde Skyer, nu Sol. Klar nu Mjøsen ruller, liig Norges glimrende Old i Tanken -- som dengang Olaf den sejerrig drog fra Drotternes Drab. Duggen svinder snar som en Qvindes Taarer: En Ørn nu bruser forbi: den synes i Solen en Stjerne gylden og rød. SIDE: 106 Hør en Luur! hvor modig dens Klang! Der flyver et Suk fra gamle og svundne Dage. -- Ha Forfædreskyggers Hviin fra en Sky! Hør en Sætergjente de fordums blodige Kriges Forbud fra Fjeldet sender, men nu kun som Fredens milde Herold! Hendes blanke Glavind i Øjet tvang os, til Tegn paa Ungmøens Sejr, at kysse med Ydmyghed Barmens sølverne Skjold. Haloh! Haloh! Haloah! (de drage forbi.) Digteren Jagten taug. Nu lyster min Sjel, at vandre blandt Norges blegnede Minder, stolt som en Hjort under Eges mosgroede Lye. (Den vigende Morgentaage taarner sig som Skygger.) Nær en Skygge flaggrer: den slaaer sin skyhvide Kappe ned, og jeg seer, som Solglimt i Skyen, en Konges Spyd i hans Bryst. Ha af Buen kjender jeg Eyvind; og, nu han viiser Saaret, af Læbens svulmende Muskler: -- for Norges Frihed jeg døer! Se Griotgards Søn, der beklager Kongen, som fik sin Bane igjennem Kjæmperens Hjerte! -- for Norges Konge jeg døer! SIDE: 107 -- Visner Skygger, Skyernes blege Blomster! en Yngling viet I har til Daad for sit Fædreneland: -- Stella signe min Daad! (Skyggerne og Taagen forsvinde. Solen staaer klar.) Saa lød Sangen: Dvergmaalet var mig en Harpe, og Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulled. Min Sang taug; og Skreya tilbage sin Dæmringdamp slaaer, som Vinger den bag sin Skulder folded! Men Dig, Stella, sender jeg engang et klingrende Dvergmaal glad af mit Norges Oldtids Dyder. Se høit Skreya løfter alt Solen, som Kongen en guldguul Jagtfalk paa hvælvet, staalblaa Skulder. Og vildt jager Solfalken Skyer, som spettede Harer, ti bag en Aas og ti i Mjøsen. O nys klaged' Lyngen, og Tusmørket græd med mig, nær mig Selsnæpen drak sin Gift af Duggen. Min Sjel, frisk og dugsprængt fra Himlen, sit Blomster: et Qvad, en blodrød Pione ligt, da udskjød. Nu Sol dypper Straalen i Mjøsen, og kjøler i Æthren Kinden, om Panden Regnbu fletter. Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre! En Sorg tømmer Sylvius's Hjerte, saa Bunden han alt kan skimte, ei blank som fordum Randen. SIDE: 108 Dog end Taarer perle paa Bunden: o drik dem min Kummer, og segn beruset bag Hylden hist paa Graven! Naar Nat aander, voxe de op imod Randen, som hvide Liljer, og vidt og sødt de dufte. Men Sol seer, jeg lyver: at Sylvius's natlige Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer. O Nat, søde Sommernat! kun naar du vækker en Drossels Vemod til Sang, min Stella hvisker. Ha, den Stella evig er min, som Violen er Engens Blomst! I min Sjel en Stella voxer, saa liig Dagens Stella, som bader i Rosernes Vellugtskygge sin Barm, naar Solen brænder, og leer stedse, stedse, som Bækken, og tænker, at Barmen stedse bør Liljeknoppen være. En grum Tid vil plyndre din Skjønhed, og Stemmen (ei Droslen meer) under rustne Tænder skrige! End da blomstrer Skjærsommernætternes Stella, saa skjøn som Dagens er nu, i Hjertet frodig! End da drømte Stella mit ældede Hjerte med Sang vil fylde, mens Du bag Rokken luder. Men Sol seer, jeg lyver, at Sylvius's natlige Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer. Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre! (slumrer ind.) SIDE: 109 En Huldre (bøjer sig over Digteren.) Lyng blød, Troldurt rød gule Valdsak, Steenbræk hvid, aander hid! Sleve sort, langt bort! Humler vilde, Kjærnets Vover, tier stille, mens han sover! Favre Drømmes Gjenskin spille paa hans Kind! Hyben, send med Skreyas Vind hid et Blad! Drømme, gjører Sorgen glad! Minde, sid ei stumt tilbage fra de Dage, som om Dennes Elskovs røde Knopper fløde, junivarme, lyseblaae, da Solskin spillede paa Kinden, da vaagne Drømme turde see mod Dagen høit og skoggerlee, og frit, som Sommerfugle grønne og lysblaa, gyldne -- alle skjønne -- rundt flagre, nynnende saa blødt som Lyngens Humle -- alle sødt -- om Stella, Stella! (forsvinder.) Stella (kommer.) Mit Navn lød? Dvergmaalet fangede "Stella! Stella!" og førte sit Rov over Dalen? -- Ah her, sangfulde Yngling? O Dig tidt Stella har sagt, at hun elsker Blomsterne kun og sin Kilde, som meer end din Sang lovsynger Stella. SIDE: 110 Se hist fri Sneklokken vajer hvor helst den lyster; og Stellas Barm skulde lænkes, din Kind stedse at varme? Se hist fri Fjeldrosen slynger sin Knop, og Luften kun kysser: ha Stellas Mund i dit Kys skulde forbrænde? O dig tidt Stella har sagt, at hun elsker Rosens og Stellas Gud, som bag Stjernerne boer, liig bag Jasminer. Ah, tys! tys! blegrøde Smiil om hans Læbe flagre, som blomstrende Siv, der for Vinden sig høit hæver og synker. (bøier sig over ham.) O vist sligt Smiil er en glindsende Tankes Vinge? Saa stands! Hvis jeg fanger den, maaskee jeg da Ynglingen elsker? (kysser Sylvius.) Et Skjul! Skjul! Sylvius vaagner, hvis Elskov raaber i Drømme paa Stella. Nu vaagne hans Brysts voldsomme Bølger. (skjuler sig.) Digteren Min Sjel dufted': Drømme, som funklende Larver om hvide Hyldblomster, rundtom Sjelen flagred! Stella, Stella, hør min Drøm! Stella! Dagen kan du byde sort at flyde om min Sjel, ha, Sløret liig, som om Enkens unge Kinder -- Roseneng blandt Marmorminder -- som en Taage bølger sig. SIDE: 111 Stella (afsides.) Tidt den hvide Herskers Barm var Sorgs Cisterne. Digteren Tys, Echo? Natten kan Du ei befale Sorg at male: Natten sort har Læben rød, som den huldt til Hovedgjærde bøjer -- o, en taus Gebærde ofte er en Tale sød! Stella (afsides.) Hør, fra sorte Negers Hjerte Latter sprudler! Digteren Tys, Echo? Echo? Natviolens Aande svæver om dens Læber: I dens Mørke Drømme staae, liig bag Fanen norske Drenge, ranke som en Ask i Enge, gylden Hjelm og Skjolde blaae. Stella (afsides.) Spydes Skin om Natten tyder Morgensejer. Ha, ha! Digteren Tys søde Echo! Echo! Med en bøjet Valmustengel Nattens Engel rørte ved min Sjel: o Møe! Favre Stella, flux dit Billed i de Drømmes Skjolde spilled' -- Purpursky i blanke Søe. SIDE: 112 Stella (afsides.) Blanke Runer rundtom Nattens Skjoldrund blinke. Digteren Tys, Echo? Stellas Barm sprang hvid fra Belte paa de Helte: blot til Steller formed' sig drømte Rader, som jeg skimted'. Møens Navn i Bann'ret glimted', glimred' Oriflammen liig. -- Stella (afsides.) Se i slebne Demant tusind Sole spille! Digteren Tys, Echo? Echo? Hjelmen er en hulet Stjerne: o, hvor gjerne jeg for slige Landser døer, som de vakkre Drømme bære: Stellas Blik de Landser ere, Skjoldet er et lysblaat Slør. Stella (afsides.) Ah, du seer i Feen Morgans vendte Speile. Digteren Tys, søde Echo! Echo! Liig en Rosenkrands sig strækker drømte Rækker, hvor hvert Led er Stella; men snart de blive mindre, mindre, snart som Stjerner smaae de tindre langt i Fjernet -- grib nu Een! SIDE: 113 Stella (afsides.) Barn til Bjerget, for at fange Stjerner, springer. Digteren Tys! Echo? "Grib nu Een! thi hine fagre "Skygger flagre "bort som Blad af Rosen rød: "let jeg vil, blandt disse mange, "ved et Spring en Stella fange, "eller finde her min Død!" Stella (afsides.) Fædredalen synes flye for Sønnens Iilskridt. Digteren Tys, Echo? Echo? Da jeg, trods de blanke Vaaben, sprang i Hoben; men den lange Række flød hen i tomme Skyer, som glide gyldne bort, som de, der ride rundtom Østerhimlen rød. Stella (afsides.) Qvinden elsker Glavinds Glands, men hader Odden. Digteren Tys, søde Echo! Echo! Med en Æolsharpes bløde Klang, de røde Skyer om mig suse: liig Bølger svulme de, og Stellas Skikkelse -- som hist af Hellas Hav en Venus -- hæver sig. SIDE: 114 Stella> (afsides.) Gid hans vindøjede Phantasie jeg kunde blinde! Digteren Tys, Echo? Hendes Blik Demanter vare, eller klare Stjerneskud, som faldt fra Skye. -- Ha min Sjel dem tørstig fanger: Drikke ikke Bølgeslanger Solens Glands, naar den vil flye? Stella (afsides.) Engles Vanvids Tanker falde ned som Drømme. Digteren Tys, Echo? Echo? Stella vinker: -- ei en Bølge Sol kan følge; men den bruser -- ha forladt! -- Se, da gjennem Luften flagre ned fra Stella tvende fagre Lokker -- hver en dunkel Nat! Stella (afsides.) Sorg kan føde Smiil, liig skumle Sky en Stjerne. Digteren Tys, søde Echo! Echo! Flux jeg greb dem: se, de sprede sig til brede, brune Ørnevinger ud: ubevidst jeg stiger: Skyer mellem mig og Stella flyer. Stella favner jeg -- o Gud! SIDE: 115 Stella (afsides.) Haabet hæver Sisyphus's Steen og Skjebnen. Digteren Tys, Echo? Følelse -- o liig det sagte Stød, som bragte Verdnerne i Sving, som lod Sole gløde, Bølger svulme af Prometheus's Ild, som ulme maa i Plantens blege Blod! Stella (afsides.) Søde Drøm, for smuk for Sandheds plumpe Finger! Ah, det rører sig under mit Hjerte. Digteren Tys, Echo? Echo? Liig vestalske Qvinder, hvide Stjerner glide os forbi: ei Sphærers Sang vækker os: ei vore Sjele vare længer tvende Dele, men en enkelt Harpeklang. Stella (afsides.) Drømme skjenke os et iilsomt Blik bag Himlen. Ah mine Aarer smelte sammen! Digteren Tys, søde Echo! Echo! Vore Legemer, liig Flammen, smelted' sammen: SIDE: 116 Er det Stellas varme Blod, som saa mildt i Aaren flyder, liig en Foraarsvind, som gyder Blomsterflod om Klippens Fod? Stella (afsides.) Bruser, Skjald, dit mørke Blod i Stellas Hjerte? Ak mit Hjerte er som fordunklet af Vellugt. Min Barm som en Sal med nedrullede Gardiner. Digteren Tys, Echo? Echo? Liig i Tempelet, hvor tvende Luer brænde, under samme Barm der slaae vore Hjerter, Bølger lige, som ensformigt stedse stige høit mod Strand bag Skjolde blaae. Stella (afsides.) Hist vil tvende Sjele, liig en Ring, forenes. Var jeg din Eneste? O væk! væk! Digteren Tys, Echo! Er det Echo? Stella! nu jeg Morg'nen hader: -- se den blader af mit Lykketræe, som tør, kun bag Nattens sorte Volde, Frugten ud af Guldblad folde -- Rosenkind bag Nonneslør. Stella (afsides.) Elskerinden kalder Guldhjelm Gravens Hvælving. SIDE: 117 Digteren Tys, Echo? er det Echo? Ha jeg hørte . . . Ha, jeg hader nu en Morgen rød: thi Sorgen hvifter, liig en Ravnefjer, fra dens Hjelm. I Nattens dunkle Slør Hieroglypher funkle, som en Guddom væved' der. Stella Sorg er ofte Ravnefjer paa Kongekrone. Digteren Ha, søde Echo, frem! Jeg hørte . . Stella (træder frem.) O se, se, daadløse Yngling, din Morgen visner! . . Digteren Min Himmel! er Stella? O har Du vel læst hvad Sylvius drømte? Stella Ha se, se, daadløse Yngling, din Morgen visner, og selv du som Phaeton søger en kilden Angst i at brænde. Digteren Udsluk dit Øje da Stella! Kun jeg vil din Skjønhed finde bag Rynker . . O gid Du var starblind som Rosen! Vist har dit Smiil min vaagende Sjel, mens jeg slumred', laant sine Farver, mens Regnbuedrømmen den væved'? SIDE: 118 Stella En syg Drøm! hængende Lediggangs vilde Skud, som Vedbend, der raadnende Egebul, kaad og spraglet, omvæver! Digteren Vaarskjøn du søger, en Skjærsommermorgen, paa Fjeldet Vaarblommer -- Stella, se jeg er den snehvide Skovpryd! Stella Ha, blot ud Stellas duggede Læber tørster du efter -- liig Druen, der presses og bort nu kastes -- at suge! Digteren Glad under Ranken, hvis Drue jeg drak, jeg mig skjuler! Stella Ha Du blot hungrer at tumle Dig over Ungmøens Skjønhed, som Persiens Schach over Susas svulmende Liljer! Digteren Gid Du var Hvidtorn fra Barmen! foroven kun Stella! Stella O ti Løgn! Engang din sangfulde Elskov blive vil hæs, og din hungrige Elskov sig Selv vil snarlig fortære! (Stella gaaer.) Digteren Farvel! Hør mit Farvel til Stella, min Stella! SIDE: 119 Digterens Ven kommer. Stirr ei, Ven, i den mørke Bølge, skummel som Catos Dyd: den hæver sig sort som Othellos sydende Galde! Stirr ei, Ven, i den mørke Bølge! Flyv over Norges favre Roser, min glindsende Skye: de tørste i Dalen. Ha! den ensomme Taare er en Sorgens Herold: et blegnet Smiil er jo Kummerens Terne, valmubekrandset? Tal! thi ei jeg kan fatte Ternens Nynnen: se nys hun sang bag raslende Roser -- o liig en lattermild Nymphe. Tal! jeg ikke Hæroldens Sprog kan fatte: han nys, som Glædens Sending, i Øiet høit svang en glindsende Landse. Digteren Hvælver sig ikke en Himmel, o Gud, under din Bølge? Slumrer ei Skjebnen i Bølgens Skjød? Hans Ven Afsind! Skjebnen ei standser ræd ved Bølgernes sidste Skvulp: ha gjerrig den følger en iilsom, susende Kugle. SIDE: 120 Digteren Sisyphus er jeg: -- en Evigheds Træl. Ha, at jeg kunde kaste et Blik under Dødens Slør! Hans Ven Saml ei Sorgen i Barmen! Let den bliver pontinske, stille Taagesøe, kjær kun for sorte, skrigende Ravne. Led den dristig i Vennens Hjerte: snart vil din Sjel da ligne Dalen, hvor guldhaaret Sæd med Roserne flettes. Digteren Ingen kan bære min Kummer, Cleanth! Mig er en tidlig Død cyrenensiske Simon liig. Hans Ven Ven! din Sjel er som Hekla: -- ingen Flamme, en doven Røg og hule og skjælvende Torden Rædselstid varsler. Dunkelt brænder dit Øie, ligner Nordlys paa Nattens Pande: -- græd! for hver Taare en Rose gløder af Jorden. Du -- o nys liig Guitarens Toner, bruser i Stormen huult som Æolusharpen, og livsfro ønsker Du Døden? SIDE: 121 Digteren Taaren er Sjelens Blod: o en lys, skinnende Alf, hvis Moder var tidt Phantasien skjøn. Taaren er borte: den Demant, hvis Vand afsliber Sorgen, finder jeg ikke i Taagen meer. Hans Ven Ha, er Elskov din Kummer? Svage, hvad er en Qvinde? -- Blomst idag, men imorgen en Hob af bladløse Qviste! Se, en Taage, om Morg'nen, høirød hvælver sig over Steppen: Dagen vil komme og Ørknens hvinende Sandflugt. Digteren Dyd er et Eviggrønt, frygter ei Aar: Seer jeg ei Stellas Moder elskværdig, en Palme liig? Dyd er Demanten, som frygter ei Aar: Stellaskjøns Læbe finder jeg sød, om dens Purpur veeg. Den er en Port, hvor, for Himmel og Jord, Dyder, fra Hjertets Dyb, sig (som Havfruchor) tee med Sang. Hans Ven Se, min Brud er en Hebe, taus -- ak, Dyd hos en Qvinde! -- evig Ungmøe, og evig vil Kindens Rosenvang blomstre. SIDE: 122 Hendes Medgift er Glæde: altid brudeklædt Møen staaer, med Perlekrands stolt paa chrystalne, funklende Throne. Viin er Dronningens Navn: o, elsk den Trofaste! Feen snart din Ravn skal forvandle til Glædens syngende Lerke. Digteren O kun en eneste Drue jeg veed: Stellamins Læber, hvorfor jeg gjerne gav alt mit Blod. Bæg'ret er Letsinds Leje; men Dyd hviler paa Stellas Læber (en Seraph paa Purpurskye.) Hans Ven Mange Møer, hvis Øie ligner glimrende, mørkblaa Spydod, Barmen to sølverne Skjolde, blomstre i Norge. Digteren Stedse i Hjertet jeg gjemmer et Blik, Stella mig gav: en glandsfuld Saphir i en skummel Kløft. Se hendes Barm er et Tempel af klar Marmor, og Hjertet Alterets rolige Ambraild. Hans Ven Hæv dig, døende Ørn, til Daad for Norrige: ofte daadfuld Fædrelandskjærlighed boer i sorgfulde Hjerter, SIDE: 123 Liig den mandige Einar Thambeskjælver, som elsked' Orklas Fraade og Arnen, der laae bag klagende Fyrre. Yngling, se med platonisk Smiil, liig spraglede Skyer, Verden iilsom at bruse forbi din rolige Klippe! Yngling, nyligen glad som Birkens bølgende Top -- se, riig er Norriges Frihed, og mere huld end en Qvinde. Digteren Marius liig paa Carthagos Gruus, evig landflygtig sender jeg Suk til mit Fædreland. Stellas Barm er mit Fædreland: der er min Arne . . -- Ha, Capitolium evig lukt! Hans Ven Yngling, Træl af et Smiil, af Musklers Spil, se i Fjernet hænger Hæderens Palme! Den glindser evig som Plejas. Digteren Vanæret stiger jeg ned i min Grav, æreløs døer jeg: Hele min Hæder var Stellas Roes. Ene min Palme paa Elsklingens Kind blomstrer, naar huldt den rødmer til Beilerens gode Daad. SIDE: 124 Kinden vel blomstrer Italiens Vaar. Angest jeg søgte Palmen, men Glemselens Valmu fandt. Døsig den spirer paa Ynglingens Grav. Maaskee vil Stella spørge: "hvo boer i hiin friske Grav?" Hans Ven Ei tungsindige Krages Flugt i Taagen, men Ørnens fulde Vingeslag Palmen vil naae, som hænger i Skyen. Liig en Guldørn Du stige høit med Lyren! O Stella glad vil undres og elske de dybe Toner fra Luften! Ofte et høitsvunget Glavind rækker Krandsen; men ofte lokker Lyraens tejiske Klang den ned ifra Himlen. Se -- hans Hjerte er brustet! Nys det ligned' en gylden, klangfuld Harpe, der bruuste for Dig, du tunghøre Stella. Digteren Den kun, hvis Lyra i Musernes Smiil glindser, liig bølge- strengede Hav, som er Solens Speil, lønnes med Palmen, men Glemsel vil mørk ruge paa Strengen, hvorpaa kun skjælver en Taares Glands. SIDE: 125 Før var mit Qvad en Gratie, som dandser paa Roser: Lyren da glindsed' i Stellas Smiil. Stella min yndende Muse da var: liig Aphrodite frem af sit Hav, sprunge Qvad fra Sjel. Musen har bortvendt sit Smiil, og min Sang bruser som Bølgen, skummel, naar Solstraalen visner hen. Vee mig, mit Qvad er en Aftenvind, naar sagte den sukker henover Gravhøjens gustne Græs. Hans Ven Yngling, skjøn er en sorgklædt Melpomene: dit Qvad er Taagen ilende hen over Engens duggede Teppe. Stella, fuld er hans Barm af Blomster: elsk du hans Hjerte! Stella, elsker du ei Orientens glimrende Hauger? Digteren Se, i mit Hjerte min Kjærlighed staaer, Bautaen liig, der evigen sorgfulde Runer bær'. Blegnede Baldur min Ungdom er liig: Skjebnen er Hødur. Død vil jeg savne min Nannas Graad. SIDE: 126 Hans Ven Norges Flora du elsker: Se det mørkeblaa Skreya skjuler Blomster, liig Dyder i Norges pandsrede Oldtid. Ofte, naar du en Daphne fandt, du leende sagde: "kom, og se her en Qvinde, Cleanth, hvor skjøn og hvor giftig"! Digteren Stella er Blomsten, jeg fandt: hendes Blik gjorde min Barm til Engen af mørke Anchuser blaa. Engang hun gav mig den blege Convall: Stella ei ahned', Jeg vilde vande den tro med Graad. Nu er dens dødblege Kind bleven Støv: ikke de varme Taarer kan kalde dens Duft igjen. Liljen blev sort og en Purpurtulip falmed', da Stella- Nolimetangere's Blomst jeg fandt. Stenglen har Jøkelens urørte Snees blegrøde Farve, kysset af Morgenens Purpurmund. Kronen i Liljernes sølvhvide Kalk bærer en høirød Nellik -- ak, heller en klar Rubin, hvis den ei svømmed' i Vellugt, og tidt viiste de hvide Støvknopperader -- en Perlekrands. SIDE: 127 Nelliken svulmer ved Siden af to Blade af Rosen: Terner, som rødme ved Brudens Pragt. Roserne ligne to purpurne Seil, hviftende over Bølgen, bedækket med sneehvidt Skum. Se i et Slør af Jasminer de to mørke Violer, glindsende under et dunkelt Blad! Høit over Kronen der flagrer et mørkt glindsende Axskjæg. (Natten der ruger om Aftnens Guld.) Se, det er Blommen, jeg fandt! -- O Cleanth, evig min Tanke klæber, liig Dug, ved dens søde Kalk. Ha, vil den højere gløde om Blod væder dens Rod? om Taarer dens Blade, liig paasprængt Dug? Skulde jeg Guddommen tænke, hvis Ild rinder bag Steng'lens Liljeslør, gløder i Blommens Kind? Skulde jeg tænke mig Huldblomstens Sjel? Ha, kan en taaget Jordaand sig hæve til Englens Syn? Er den en Himlens Seraph, som vor Jords Roser saa elsked', at den til Bolig sig kaared' En? Eller en flydende Demant, hvis Vand ejer Resedas Vellugt, mon bølge i Blomstens Kalk? SIDE: 128 Sjelen, ved Tanken om Huldblomstens Sjel, mørknes, liig dristigt Øie, som stirrer i Sommersol. -- Føler den, tænker den ligesom min? kjender den Taaren, Vennen, som laaner vor Kummer Glands? Skjalv den i Latter? O, stundom min Sjel svimler ved Tanken: "Afsind! du elsker en Himlens Aand!" Stellas Følelser skjules i sød Damp udaf Roser. Sjelen er Stjernen bag Purpursky. Kan ei Seraphen fra Æther og Sol dale til Jorden? Ixion, Ixion! favn en Sky! Elsker jeg dristig en Seraph? og er Stella ei Evas Datter? O, Ixion favn en Sky! Hans Ven Hav af Elskov! o søde Ømheds Bølgeslag! Stella, skummel ruller jo Bølgen om gyldne blomstrende Øer, naar ei Solen sit Banner hæver? Ligner ei Bølgen sort Bucephalus steilende under sneehvide Dækken, naar den ei Alexanders Guldhjelm øined' i Skaren? -- Rind o Sol, da vil Bølgerne ligne, Stella, din søde SIDE: 129 Lok, som flyder om Halsen: Viis din Hjelm, Alexander: Hingsten tæmmer sin Fraade, og lægger Nakken, og hvrinsker. Elsk hans Hjerte, o Stella! Han din Kjærlighed bærer stolt med Jubel, som Bølgen en gylden, høibarmet Snekke. Han vil følge dig tro, som Skjoldet Ynglingens Hoved, liig den Maane, der vaager, mens Jorden roligen slumrer. Elsk hans Kjærlighed, Stella! elsk din Yndigheds Datter: evig hans Sjel er jo fangen i dine mørkebrune Lokker! Se, sin tyvende Vaar han seer at stige paa Himlen uden Purpur, en sneehvid Narciss med Døden paa Læben! Se, sin tyvende Vaar han seer at stige paa Himlen, liig det blodige Skjold, som en Kjæmpe af Kamptaagen hæver. Digteren Ha, mit Liv var Vintersolen under Polen: Morg'nens gyldne, Aft'nens røde Straaler blidt hinanden møde med et Kys: den hele Dag var et gyldent Vingeslag. SIDE: 130 Ak jeg vilde dog saa gjerne, at en Stjerne, Hæders Stjerne, skulde glimre i min Nat, og Mindet skimre, liig et Nordlys, paa den Grav, Skjebnen mig saa tidlig gav. Meer end Stjernens Glands paa Baare var en Taare: -- Ak du veed vel, Hvis jeg kræver, naar sig Gravens Mos-barm hæver: i min Nat den vil til mig glimre, Dioscuren liig. Se, det mørkblaa Sværd, jeg bølger! Stjernen følger med dets Hvinen (liig det hvide Skum om Snekkens hvasse Side). Friheds Evangelium tolker Sværdets Tunge stum. Hellas kalder: Se en Celte vil blandt Helte søge sig en blodig Palme! (Vist, hvor Hjertets Roser falme, og, hvor Livets Purpur veeg, spirer en Cypresse bleeg.) Naar jeg der de sjunkne Buer sorgfuld skuer: Oldtids marmorklædte Tanker knuste under Epheuranker, vil jeg sige: saa jeg er! Templet knust jo Barmen bær. SIDE: 131 Var min Barm ei Tempes skjønne Enge grønne, hvor vort Blik blandt Roser røde barnlig-skjønne Guder møde? Hjertet var et Tempel fast? -- Underligt, saa snart det brast. Liig Eurotas Blodet strømmed, da jeg drømmed. -- Nu den Tid er borte længe, da der svam spartanske Drenge: Tiden da, i smiilrød Ham, gylden Drøm i Aaren svam. Vel Hellener undres ville ved den stille Yngling: han, hvis Klinge peger stedse did hvor Døden leger, glad, hvor Eumeniden gaaer, bøjer taareblommet Vaar. "Vist han -- en Hellener spørger -- svarlig sørger: over Panden Kummers Skyer, liig Pelidens Hjelmbusk, flyer? Han skal være høit fra Nord, hvor de gamle Gother boer?" "Se, der staaer han i Geledet! Herren veed det, hvorfor han, med Barmen aaben, uden Hjelm, de hvasse Vaaben søger: ere røde Saar Roser i en Normands Vaar?" SIDE: 132 En af Dødens viede Skare da vil svare: "Jeg med Ynglingen i Telte boer, men heller Sværd fra Belte sprang, og tolked selv sin Harm, end han aabnede sin Barm." "Spørg, i Pylus, Nestors Minde! Ingensinde vil det svare, men paa hvide Marmorkind vil Taaren glide, naar du spørger om Messen's Skjebne og Aristomen's". "Chierdruens Guld-Smaragder han ei agter: Ham ei alle Hellas Qvinder kun et halvfødt Smiil afvinder. Ha, han er da lidet værd Andet end et sultent Sværd!" "Aldrig saae jeg ham at smile, sjeldent hvile sødt i Søvnen, men paa Kinden sad en Taare, halv af Vinden tørret: se, den lignede paa sin Stol Persephone." "Ei jeg veed, hvad Sorg ham tynger. Naar han synger (som han sagte undertiden gjør, naar til sin Sorg fra Striden han gjenvender, rød af Saar): jeg hans Tunge ei forstaaer." SIDE: 133 "Vaagen, og, naar Alt mon svømme om i Drømme, tidt et Navn, som fremmed lyder, frem paa stille Taarer flyder. -- Ha, hvis jeg erindrer ret: Stella, Stella lyder det." "Dybt det Ord fra Hjertet springer, thi det klinger klagende, som naar Alrunen rives voldsomt op af Grunden, underligt som Lyrens Klang, idetsamme Strengen sprang." "Vist ved "Stella" han vil minde sig en Qvinde? Ham en mørk Erindring tynger, Havets Slange liig, som slynger svulmende et dobbelt Baand om vort Olds Laocoon." -- Lad dem tale! snart de ville rede stille op den Dødes Hovedgjærde: lænede til sine Sværde, vil de bede Gud om Fred for den Yngling de grov ned. Om min Gravhøjs tause Side vil sit hvide Blomstslør Hylden venligt folde, liig den grædende og kolde Niobe, hvis Marmor sig bøjer over Ætens Liig. SIDE: 134 Dal, som Lyn paa Tordenvinge, Moslems Klinge i mit Bryst! Ha, favre Sommer, flammerøde Samum kommer, drikker Rosens Purpurstrøm! -- Død og Liv er blot en Drøm! -- Hans Ven Stella, o jeg vil see dig, see din Skjønhed med Rædsel, hvis mig Sydvinden bringer et blodigt, klagende Rygte. Stella, o jeg vil see din Skjønhed blegnende, liig den Mand, der vises den glimrende Dolk, som dræbte hans Broder. Stella, o jeg vil see din Skjønhed, Himmelen liig, som lod sin Stjernekrands falde for Maanens troløse Skimmer. Se, hans Kjærligheds Rose -- nylig høirød og dugget -- er nu Dødens den hvide: dens Dug er blodige Draaber! (gaaer.) Digteren Snart vil min Sjel, liig en graahvid Taage, svømme i Luften, Stella! Stella! Ligne ei Himmelens Regnskyer Chor af Aander, som græde? Stella! Stella! SIDE: 135 Føler du engang en enlig Draabe, den er min Taare, Stella! Stella! Aftør den ei! lad den døe paa Barmens glindsende Lokker, Stella! Stella! Engang, bag rullende Aar, din Sjel jeg ventende møder, Stella! Stella! Den vil jeg kjende blandt tusind, tusind blegnede Aander, Stella! Stella! Se, liig et flagrende, blegrødt Slør, den kommer i Luften, Stella! Stella! Den vil, som Skyen af Rosers Aande, svømme i Æthren, Stella! Stella! Ha, jeg vil glemme de Aar, som svandt i Graad, naar jeg seer den, Stella! Stella! Eja, min Sjel i sin Regnbu- kappe ryster af Fryd da, Stella! Stella! Da vore Sjele, og da vor Skjønhed smelter tilsammen, Stella! Stella! Se, i en Eeneste, tvende Skyer opløses ofte, Stella! Stella! SIDE: 136 Ha, skal vi krydse hinanden lige fiendtlige Planer? Stella! Stella! Vi gjennem Æth'ren vil glide, som en tvehalset Svane, Stella! Stella! Solen du, førend den første Elskov, drukner i Bølgen, Stella! Stella! Den du ei drukner i Aar, i Graad, i Sang eller Vinen, Stella! Stella! Ha, du min elskede Sky, vi ville stige til Herren, Stella! Stella! Aander om Guddommen svæve, liig en Chorsang om Læben, Stella! Stella! Gud vil vor Sky til et ædelt Ætherlegeme danne, Stella! Stella! Legemets Høire tilhører mig, men din er dets Venstre, Stella! Stella! Gud os et Scepter af Stjerners Straaler lægger i Haanden, Stella! Stella! Gud os befaler at vogte Jordens elskende Hjerter, Stella! Stella! SIDE: 137 Os Han Ohebiel kalder (Ædel Kjærligheds Engel) Stella! Stella! Natten skal tjene os, liig en stum, men skarphørig Morjan, Stella! Stella! Se, den vil bringe os Sukket, Møens Barm den betroed', Stella! Stella! Morgenens Purpursky er vor drømmebringende Hærold, Stella! Stella! Stella I Sang græd Sylvius . . . (Qvad er hans Hjertes Taarer, som Stjerneskud Nattens: hans Klage en klangfuld Perle i Dybet.) Din Sjel nær elsktes af Stella, skjøndt troløs som Arethusa, der bøier sit sølvhvide, fromme Smiil under Ætna. En Møes Barm bliver dit Hellas -- o segn der tusinde Gange! De guldgule Lokker din Hyld i Maanskin bag Graven. En bred Sølvlyra ægeiske Søe vil være, og Latter den Sydstorm, som springer paa Hav med hvide Sandaler! Dit Sværd? Ha Moslemins blodige Sværd, som Ørnvinger brede, er funklende Bægre -- O Helt, du falder? du falder? SIDE: 138 Betro, Ven, Stormen din Elskov -- Den flyve bort som en ildvinget Grif! -- O jeg frygter, at dyppe Fing'ren i Geisir. Digteren Se, mit Haab, som river mig gjennem mørke Aar og Døden: snart min Sjel i Morgenrøden svanereen vil dukke sig. Haabet er en himmelfød Dronning, som paa Hjerte-thronen stiger, med et Smiil som Kronen, der igjennem Liiglin brød. Se, mit Haab er Skreyas Fjeld: fast, som det -- se, sort dets Side, men om Tinden Stjerner ride! -- Stella, o Farvel! Farvel! Som en Skygge, mørk min Sjel snart i Aandelyset flyder. Vakkre Stella . . . . Stella . . . Stella byder Sylvius Farvel! Farvel! (gaaer.) Digteren Som din Skytsaand vil min Sjel trylle, Stella, paa din Himmel glade Lykkestjerners Vrimmel. -- Stella, o Farvel! Farvel! (Jagttoget kommer tilbage.) SIDE: 139 Chor af Jægere Ned i Dalen! Gjenterne læse Fred for de vene, sorgløse Lam i Bamsens den blodrunemalte Bringe, vi vog. Hoallah! Sylvius, Du, som saarer den tynde Himmel med tause Blik, mens din Haand, som Bytte, kun vinder en Blomst -- vi hørte din Sang. Hoallah! Ned i Dalen! Pigerne glatte Lokken fra Øret, vælgende Hver den Stemme, som Dvergmaalet fører sødeste frem. Hoallah! Ned i Dalen! Bægre og Møer blomstre i Hallen . . Hvem er paa Fryd vel fuldest: dit Bæger? din Piges Læbes Corall? Hoallah! Sylvius For mig sortne Pigernes Smiil, og de lystige Bæg're klage, og Sol er gusten Bulme! Chor af Jægere Ned i Dalen! Venlige Fingre løse de rige Skuldre -- O selv vi blive i Dalen de vevre Blaaøines Rov. Hoallah! (Sylvius og Jægrene gaae.) Huldra (kommer frem.) Nu er det stille paa Huldras Fjeld: Nu kan du spille, min Drosl, iqvel. SIDE: 140 Nu er det tyst her paa Huldras Eng. Dvergmaal ei ryster mod Skye sin Streng. Nu kan I lege med Sommervind, Sivblomster blege, og Lyng paa Tind. Svøm nu, min Svane, paa Fjeldsøe blaa: Huldra din Bane skal vogte paa! Gjerne jeg hørte den Yngling bleg Dvergmaalet rørte, da Sangen steg. Paa Heden gaaer Tiden, jeg evig fik, tungsindigen siden skjøn Stella gik. Guldnebbet Drossel, du Skjalden er! Sølvbarmet Svane, skjøn Stella vær! Qvæd saa her hjemme fra Qvist og Søe! Huldra ei glemme kan Skjaldens Møe. CARL JOHAN, NORGES OG SVERIGES KONGE Guullokk'de Gother bølge om Carl, som rundtom Horneelkamppen Døninger, krandste høit med en Stribe ravguult Skum. Carl, disse Bølger brusende frem fra Vesten -- en Skare af fraadende, sorte Hingste -- er Norges frie Mænd. Hør, hvor de ride syngende rundtom Fjeldet, den Søkonge, visende glade Skummet, ligt Nøkkens Tanderad! Se, der staaer i Midten af det stærke scandiske Folkehav den Kongeklippe saa høi og rolig, som Sigmund Brestessøns Færøebolig, der slaaer om Morg'nen sit Skyggespil paa vide Bølger Evropa til, men vender mod Amerika brat med Aftensolen sin Skyggehat. Der staaer Den ene, men Stormomtonet, og Tordenkappet og Lynbekronet, de frie Bølger Den tvinger vred ad Malstrøm-hvirveltrap stige ned, med Kurv af Perler i udspændt Fang og grønne Tangblom og Offersang og gule Rav og Coralleblod, at kysse i Dybet sin tunge Fod. Men Kongeklippen i Folkehavet er ei i Lynmajestæt begravet. SIDE: 142 Fjeldet sin Storhed blotter, og Bølgen seer med Beundring, hvor Solen paa Toppen sidder som gylden Fjer paa Hjelm. Straalerne flyde, Lokkerne lige, rundtom de mørkeblaae Skuldre: med Stolthed seer det i Bølgens Skjold sig Selv. Se Ædelstene har spundet ind den Kongeklippe med Stjerneskin. Der sidde de rundt Dens høie Barm, som midt paa Himlen staaer Carls-karm. Der mangler blot een, saa er Vognen fuld, og triller saa blank over Mælarsøe og Dovre, hvis Top er Skyhavets Øe, med Kronprindsestav til Stang: til Hjul den bruger Smaaehertugers Kroneguld. Den Kongeklippes Klenodiering i mindste Draabe (som og har Krav paa at være et Hjerte i Folkehav) sig speiler som gnistrende Morildspring: Fra Josephine-saphir til de smaae Karbunkler hver med sit Skin i de Bølger funkler. Men Oscar i hvert af de Bølgers Bryst spiller som en violet Amethyst. Thi Norges Purpur og Sveas Blaa i Oscar smelte sig sammen saa. Den Aande, som reiser paa Dagen idag Throner med Sceptermast, Hermelinsseil, Kronen til Banner og Kuglen til Speil; og knuser dem atter med Brag som et Vrag paa Morg'nen, der reises som Skjær og som Bank, hvor straalende Gaarsdag bag Nat-ebben sank, saa knaptnok et Minde om Throne og Spær, om Prindser og Prindsesser og Riger og Hær SIDE: 143 bli'er liggende, som Beenrad af skibbrudden Mand, saa tynd og saa tør paa den hvinende Strand . . . . . . Den Gudsaande reiste Kong Carl under Pol, hvor Frihed er Varmen og Frihed er Sol, saa Himmelens gjerne paa Steenbukken kan for stedse sig ride til Van-Diemens-Land; Thi, den, som vi har, straaler Liv dugger Marv, i Hjerter og Hjerner, (vore Ætmænds Arv) og Trofasthed voxer saa vide om, har Stordaad til Ranke og Dyder til Blom. Hør Digt, som svæver om den Rigdom som Duft, og guldvinget Harpe er Fugl i vor Luft! Saa Klippen -- der løfter om Morgenen frem det brusende Solbæger over vort Hjem, og blander med Skygge, saa sval og saa mild, om Middag og Aften dets gjærende Ild, at Folket, der knælende drikker det ud (det fyldes om Natten, som Solen af Gud) ei brænder sig eller beruses deraf -- et Tempel er liig, der, i Hellas's Grav, fra nedsjunkne Oldtid straaler igjen, (som om vi paa Marathon gjenfandt et Been) omspundet af Dagen -- der end er saa varm, som dengang Timoleon laae ved dens Barm -- med Roser og Myrther og Laurer iblandt . . . -- O hvilket et Skjær af Drømme og Sandt! -- Saa Carlskongeklippen (Selv omkrandset af funklende Dyder, liig Søblomst og Rav, som Bølgerne offre til Klippen, der tyst Stormene kløver med Pande og Bryst, saa Solskin kan spille til legende Fjord) beskygger det scandiske Folk-hav i Nord. Længer i Syd en Skare af skumle Fjeldtoppe skimtes: de Liigstene ligne, som Du i Morg'nens Dæmring seer. SIDE: 144 Kun gjennem Taagen store de synes. Bølgerne slumre ved Foden, og vælte døsigen rundtom raaddent Tang. Se her vor Jords Despoter! ei synge Folkene rundtom som Bølger, men ligne Gravhøje under Stene graae. Solen som gjør Dig glindsende, Carl, som klæder din Skulder med Purpur, er Norges Skjoldtegn, er Friheds hulde Sol. TIL OSCAR, NORGES OG SVERIGES KRONPRINDS At min Sjel af den store Digters Ild gnistrede! Al min Glands skulde ofres dig Oscar, liig Bølgen, som Dagkongens funklende Krone gjenviser. Ogsaa Stjernen behager, Oscar! ei Himlen sin blege Datter foragter, og Norriges Fjeldkonger ynde den Kilde, som nynner ved Foden. Jeg en Fremalder seer, liig Havet, og Oscar som Snekken høibarmet suse igjennem, og Scandiens Ungdom som Skummet om Søørnens Vinger. SIDE: 145 Da mit hvinende Sværd dig følger som blaavinget Maages Skrig: Inisthona forgjeves for Ossians Æts Navne vil skjule sig under sin Taage. Mange Bølger om Iislands Snebryster bruse, og Nor dem hører, liig Ynglingen Røst om sin ranede Arv, som en Hingst, der ved Hornklangen steiler. Skjøndt mit Liv skulde roligt rinde -- en Kilde i Sagas Lunde -- : naar Oscar sig reiser, da skyder jeg frem som en hvidtandet Bølge fra Dybet. "Levvel Stella! fra dine mørkbrune Lokker jeg flyer til Bannerets gyldne, til Bann'ret, vor Oscars og Hæderens Brud i sin purpurne Klædning." Brudens Leie er blodigt: Oscar dog flyer fra sin Qvinde: -- jeg skulde tøve? jeg glad med min Blodstrøm vil fylde min Oscars det seirende Hjulspor, naar han iler i Kamp: en Borgerkrands vaier fra Kronen: Norriges Jubel ham følger, som Stormen en Snekke, og Sværdenes graadige Bølger, Ogsaa Egeløv klæder Skjoldet, min Oscar! og Saga elsker det mere end Lauren, hvis Blod vil dryppe, om Græstørv end Valpladsen dækker. SIDE: 146 ODE TIL NORGES FLAG Er det et Skib eller hvidblaa Taage, som kommer paa Bølgerne fjernt, liig en gammel Erindring i Sjelen? Høibarmet Snekke til Norge bæres: alt kysser en friere Vind Seilets Fuldbarm og Bannerets Læber. Snekken paa Bølgerne ligner Stridsmand paa fraaddækket Skimmel: fra Sølv- hjelmen vajer den høirøde Fjeder. Stærk kommer Stormen fra Fjeldet, stærk som en Trudsel af Herskerens Mund; -- sød er Lugten af Hjemstavnens Graner! Oldtidens Minder med Flaget komme, og Sjelen, liig Bølgerne, høit svulmer: søde Erindringer fast ved Norriges Flag, som ved Møens Purpurmund klæber: . . jeg hører en Lyd, liig et Havs eller rystede Skjoldes! -- Njorfasund sortlokket Hoved bøier for Jorsalafar: se hans Flag snart sig reiser som Seirherrens Klinge, bøiet bag Nakken til Hug, og snart det, af Africas Ildaande hedt, ligner Løvernes hængende Tunge. Ørkenen drikker sin Herskers Sved, da han flygter for Norriges Flag, flyer, liig Taagen for dunkelrød Maane. SIDE: 147 -- Flag! ogsaa Vesten Dig saae, naar høit over Barfod, liig Morgenens Sky over guldvinget Straale, du hvifted'. Kongen da guldtandet Løve, væbnet i Banneret satte: -- den der staaer som Seirer paa bloddugget Valplads. Engang, naar Tænderne voxe hvasse hos Dragen i Frihedens Lund, naar i Norriges Sjel sig en Tanke gnistrende reiser om Kamp, som Nordlys paa Himlen, og ud fra vort Land Helte fare, liig Heklas Funker: hæve de Bann'ret, som Jetter kjæmpende rundtom en Ildjøkel, hvor dybt de dyppe de tørstige Sværde. -- Se! ha, er det Stjernerne eller Gnister, som falde? o Nat eller Røg hvirvler frem af det blussende Banner? -- Ah, Norriges Piger, o kommer, kommer, med Læberne fulde af Sang, Smiil og Kys, under Norriges Banner! Kommer, som lysrøde Skyer, syngende Vestvindes Skjul, naar de gaae under Solen; thi Marken er rolig. Ak, Eders Ynglinge see I blanke og blussende slumre paa Skjold: Bann'ret seiermæt bugner i Vinden. "Ha, Skjald, vore Ynglinge sorte Jetter, Bannerets hvinende Ild Jøklens kneisende Flamme du kaldte?" SIDE: 148 "Møer! jeg saae Eders Elsktes Muskler blaaligen svulme, og Støv, blodigt, sortne de svedige Pander. Kampen nu ryger ei mere, Natten har rullet sig sammen, og lagt Seiren bunden for Norriges Banner. Lykke omstraale det, liig den evige Glands, som fra Norriges Drots Krone rødmer paa Norriges Fjelde! Høihed omsvæve det, liig hiint Smiil om Eugenias Læber -- en høi Cherubs Vingeslag over et Eden!" UNDER EN BIRK Under en bladløs Birk -- se Riimfrost i Grenene glimrer, og Træet er liig den Qvinde, der med Diamanter vil dække Sommerens Flugt! -- . . Krum staaer Skjalden, varmer sig med Graad. Stormen brister mod hans aabne Bryst, hvirvler sig om Nakken, flyer saa bort med hans Haar. Stakkels min Skjald, som nylig Selv var en Vaarbirk, i Morgensky dyppende Kronen! Hjertet var Drosslen, der sang under Kindens glindsende Blad. Nu han sig søger Ly bag aaben Green . . Tys! hans Suk i Qvisten rasler; op dampe Klager, op til Ravn, der klapprer i Top. SIDE: 149 Hu det er uselt Paulun! igjennem de hvinende Qviste slaaer Regn, som elendig Spot gjennem Richards skygraae Læber (Ormenes Hul). Bedre, om Hjertet, liig en Ild under sydende Kjedeler, gnistrede under Øinene, saaat de kogede over, sprang saa tilsidst: Bedre, end see sin Ungdom omskabt til Niobes Drypsteen. Vee, naar jeg veed ei hvad (om vel Regn eller Graad) som i Rynken gaaer som en Foss. Ei! at vænne sig til Taaren, saa knapt jeg veed, naar (liig et Stjerneskud gjennem Taagen) ned den gled paa livløse Muskel? Graad skal være varm, og flye afsted paa elastiske Muskels Smiil som Sølverpiil. Ei! som høje Bølger kaste bag taktfuldt Aareslag Skum og Morilds raske Gnist. Ak, hos mig se Kindens Muskel liig stive Staalbue uden Smilets Regnbusnor! -- Ha, at beruse i Graad til Livløshed Kinden, som skulde af Blod være mættet, ene fordi nu en Mø ei din Engels Harpe forstaaer? Stella gjerne øde maa sig Selv til en fremmed Yngling . . Ei, hans Daad er med Skyggefingre flaggre over en Cither! SIDE: 150 Se den Lydier spiller Andres Sang! En Concertsal er hans Fædreland. Se hans Skjæg er graadvaadt; thi hans Tante fik Hoste! Eller bliv en Krigers Bytte, som kun er Helt, naar Klingen klingrer bag: modrød blusser Kinden kun af Rustningens Gjenskin! -- Eja, jeg vil ei meer mig indbilde, at disse saa luftige Grene er Stellas Haar, at den snehvide Stamme er Nakkens skinnende Hvælv, at Stormen var Nakkens Vellugt, bølgende Haarlokken! Derfor var Stormen mig lunken, og i mit Ly jeg mig syntes en salig, surrende Myg. Harpen var min Vinge, med mit Neb jeg i Stammen med Vellyst bored', drak dens Saft. Ah, jeg lugter nu den tomme Storm! Birkens Saft er ei Stellas Blod, jeg smager nu. Hjem vil jeg flyve: Digt jeg ved Bægerblus skriver paa Væggen . . Ah Maanen har hængt der en hvid Tavle, en Stambog for Elskov. Endnu jeg engang tretten Cheruber, med Lynplecter, sender, med Regnbuebelte, med Tordenskyharpe i Øjet. Hil mig! dit Hjerte optøer, min Stella, og blomstrer som en Hyacinth frem paa Læben . . Paa Bladet er tegnet: "jeg elsker." Eja! jeg sender tretten Serapher til Stella, i lyseblaae Taaregevandter, baldyrt, som Kalifens, med Oder. SIDE: 151 Ha, skal de vende slagne tilbage, da vil Helvede lee! Engle, jeg veed en Borg, hvor Messias lys i Porthvælvet staaer. Did vi med Spil og Plecterslag flye, mens Eders Taaregevandt blegnet paa Valen lægges tilbage! Seer den mosede Høi! Hilset min Borg, min Gravborg, min Trøstborg! Seer, Mosen er Lønneallee om Volden, en silkeslørt Sphinx, som vugger paa Græsset, en Ørn i mit Banner. Ak, er jeg nøisom eller unøisom, som synes, min Gravs Dugg er Stjerner, som synes, at Himmelens Stjerner er Gravdugg? Stjernerne Englenes Graad over Jorden, jordet af Djævlene dybt i Helved, saa Regnbuen er Runesteen, Skyerne Blomster, som vaje paa Graven? Ak, da maa Graad være Sorgens Blomster . . . Viol paa den Saliges Barm være Fryds Taare? Tys! Tys! For min Grav hernedenfor . . Tys! . piber Vinden i Øjehuler. Ak, Tys! . . Tolv hvidklædte Piger . . . (o Rædsomt! et Smiil dem fra hule Hjerte blomstrer, og leer under Taaren, som Havfru falsk bag Bølgen . . . . o Taarer, som mætte og gjøde Misundelsen!) Tys! de synge: "her ligger Stellas Skjønhed. Fire Skridt fra slumrer Skjaldens Liig. Nu Guds Fred Amen! I Gravens Bryllupsborg Stellas og Skjaldens Fryd og Sorg sig parre tilsammen! Og Himlen faaer, naar de reise sig i samme Vingely, i "Vemod" en Engel saa skjøn som ny. SIDE: 152 O søde Engel, som er de Tvende, der kunde hinanden i Muld-Mulm ei kjende, men nu er isammen, saa Stella er Blom, men Skjalden Stengel! O søde Engel, du rene Taare i Himlens Hal, hvor Skjalden er Stella og Stella Skjald! Nu Guds Fred! Amen!" MIN LILLE KANIN Eenøret, trebenet, violblaa og fiin hopped omkring mig en liden Kanin. Min Barm var dens Hule -- heihopsa! min Seng var blomstrende Høi, og mit Gulv var en Eng! Eenøret, trebenet, violblaa og fiin hopped omkring mig en liden Kanin. Den peeb til min Harpe . . . heihop! naar den sprang, en silkerød Sløife i Eenøret slang. Lille Blaamin! bløde Puse, skjøndt du kryber lavt i Muld, har du en Veninde huld høit i Himmelen: min Muse: har blandt Jordens Drotter, som svinge Aandespæret om, vide om med Tungeklang, skjønnere end Fuglesang, vide over Sky og Flod, over Dyrets Liv og Blod (dog det store Riges Skat SIDE: 153 er saa plat i Støvet sat, at en liden Gravhøi kan rændse om det hele Land, at et lidet Hul kan tømme ud det hele Herskerdømme -- ak, om Guddomsskin er Kronen, er dog raadden Tue Thronen!) . . Se blandt denne Æt, som paa egen Grav som Konger staaer, medens deres Brødre, som jo fra samme Moder kom, maae i Støvet knæle ned (stolte Elephant iknæ, frie Hingst i Lænker se!) ofre Frihed, Fryd for Fred, ofre Blodet, naar han tørster . . Se blandt denne Æt af Førster, som med liden Fingerbøile stærke Leviathan tøile, som med kunstig Staaleklo og ved lidet Pileneb, trods de vege Muskler, kan slukke Løvens Tungebrand, Hjertegnisten ud kan snoe, Ørnen naae ved skyhøit Greb . . . . Lille Blaamin, se, iblandt disse Stolte, dog du fandt Dig en Ven, som, selv blandt Disse, ei den Mindste er tilvisse; dog saa øm, at, hvis det Ønske: at vi skulde bytte Skin, du bli'e Skjald, og jeg Kanin, du faae Harpe, jeg faae Grønske, han i dine Øine fandt, flux han bytted -- o han vandt. Lille Blaamin! bløde Puse i min Barm jeg vil dig huse. Ha, den varmer da i Slummer SIDE: 154 Ormen, som (i hvilken Drik, som af Seideqvind jeg fik, slugte jeg det Haar af Hel?) . . Ormen, som sig evig krummer dybt paa Bunden af min Sjel, holder Hjertet mellem Tænder, drak min Graad, og endnu brænder, vrider sig dog lige sulten. (Se, den kryber over Pulten, ruller sig paa dette Blad ind i hver en Linierad!) Vee mig, naar jeg ikke har (naar du Hjertet op har ædt) meer igjen, end Hjernens Kar, af den hele Gavepragt, som mig var paa Vuggen lagt. Jeg maa slippe dig i det, at du æde kan dig mæt. Da Cheruben bort maa flye, bort med Hui i Storm og Skye, naar han Kundskabstræet i Sandseeden ei kan frie, som han skulde vogte dog, saa den sultne Satansnog ei fik mindste Drømmeqvist i sin Flab ved fulest List, ei fik smekkrest Tankeskud ud ved Magt og Gitterbrud. Vee skal Ormen hvas og huul gjennem Pandegjerde grave ind sig i den skjønne Have, hvor i Hjernens Stjernemuld (hvert Atom er klart som Guld, da i hele Hjernens Plade Himlens Gjenskin skal sig bade, ja og Skyggen af det Alt, som i Liv paa Jord er malt) . . skal den grave ind sig, hvor SIDE: 155 frit og lystigt, vildt sig snoer op af Hjernens Stjernejord Phantasiens Regnburanker, bundne op til høje Tanker. Heija! river du dem ned, arme Ejer følger med. Saa i Sandsehaven rundt du kan slæbe Bundt for Bundt, rulle magelig din Bug over Videts Netteldug, over Frugt og Blomsterstilke, som (ah, jeg forstaaer det nok, thi jeg har saa god en Rok) blive Digtets Rosensilke. Der du kan dig vælte blødt, plukke Blomst for Blomst itu til det mere ei ihu rinder mig, at, uden Tal, (Draaber lige i Pocal) Drømme, Minder, Tanker, sødt, (Rankemørkt blandt Rosenrødt) blomstred i min Hjerneskal. Far saa i den tomme Hal rundtomkring i Kryds og Ring, som en Storm paa øde Val, hvor den samler visne Been, som af Ravn er lagt igjen. Hei hvad Hop! og Hei hvad Spring! Thi du lille Orm dog veed, at jeg selv maa følge med. Skyd dig frem i Taareskjel, Orm, i Øjet! Eja sprell, til du skifter Ham, saa blank ned i furet Kind den sank. (O, som Snogeæg paa Snor, Flere ned i Dybet foer!) Som en Mølles Suus og Brusen rull dig gjennem Øreslusen, SIDE: 156 indfra udad, ei som før, da den var saa heel som tør, da min Sjel ved inderst Dør i det hvirvelsnoede Øre, for at lytte for at høre, sad i egen Stue varm, uden Trækvind, for at føre flux i Mindebog enhver Hvislen, Piben, Sang, Allarm, som der udenfore er. Da, som Fraadestrimmel, du over Læben snoer dig -- Hu, kom med Laas og Baand og Ring, og den vilde Slange tving! Ellers skyder han sig ud, sluger Barn og sluger Brud, leer ad Helved, spyer ad Gud. Lille Blaamin, blier du bange? Spaae kan ikke alle Sange. Ah du af mit Blik blier vaer, om jeg Brød i Haanden har, om jeg i mit Hjertes Øde til mig Selv fandt Mannagrøde. Lille Blaamin! bløde Puse jeg dig i min Barm vil huse. Da jeg seer mig ei saa ene, Smiil paa Kind forstaaer jeg atter er ei Mos paa kolde Stene, Maaneskin ei hver en Latter. -- O det synes som jeg krysted' hele Skabningen til Brystet! Naar du hopper om min Stol, er du Sky og jeg er Sol. Ha, i Døds og Livets Kamp, Ha, i Chaos Skyens Damp SIDE: 157 smelter sammen til en Jord. Driftens Skrig blier Tankens Ord. Spurgte jeg den Mand, som gaaer hist forbi, og Nesler slaaer heel ufølsom med sin Stav, som om de ei skulde groe vel som han, og frit sig snoe under Himlen . . (Naar i Grav Manden ligger med sin Stav, vajer Neslen ovenpaa, drikker Dug af Himlen blaa.) -- Ei nu seer jeg først, at ei Nesler groe ved Vintervei. Ah, det gjør dog Intet; thi ofte Mennesker jeg saae hver en Blomst de gik forbi, hvert et Liv, de kunde naae, af i Kjeppeleeg at slaae. Hyben bad med Kinden varm, Klokken med sin aabne Barm, Balsamine skjalv -- O Snak! der fløi Hoved, der fløi Stak! . . . Spurgte jeg den Mand, og bad Ham at see i Pusens Øie, kige dybt og see sig nøje fore, og saa sige hvad Meer bag Øjet han blev vaer end Pupill og Lindse klar. Ei, han stirred vist paa mig, gloede hæsligt, Puus, paa dig, svarte maaskee: Intet, Far, uden at I er en Nar. -- Ak, i Blaamins klare Øje, gjennem Lindsens Regnbuslør, gjennem dens Pupill, som Rør, SIDE: 158 seer jeg vide Himle høje, (Guds de vidtudslagne Barme, hvor sig Mid ved Sol tør varme) vrimlende af Liv fra smaae Myggegnister, Mammuthblus til Solebaal . . Min lille Puus, sligt Panoram i dit Øje laae. Blaamin, naar din Ven i Krogen eensom stured' over Bogen fra det gamle Jødetempel, som tør bære saadant Stempel: "Livets Kilde, Himlens Stige" (flettet af Hieroglypher, Hjerteblod og Logogrypher) kasted' den saa langt her bag, at han ei den fandt idag, tænkte at hans Harpes fulde Vinger før ham bære skulde over Sky til Himmelrige, end de Pergamenske Poser, fulde af forraadne Gloser, og han greb sin Fyrrelyre, for sin Stilhed lidt forstyrre, mens du, lille Puskanin, legede med Maanens Skin (som et Barn med gylden Penge) paa mit Gulv, og fnystred glad, naar du hørte mine Strenge tone i den hele Rad: Du dit Øre fremad stak hvergang der fremklang et "Ak," slog med Silkesløifen, som om du vilde hvifte bort alle Sukkene, som kom (liig et Liigtogs mørke Stads af colonnede Palads) udaf Harpens gyldne Port. SIDE: 159 Naar du heisa! hop! omkring hoppede i Kvær og Ring, og i Maaneskinnet var liig en Sky paa Himlen klar, drivende for lystig Blæst, hvor det tykkes selv den bedst, Synskreds gjennem, Sol forbi, lige lystig, mørk og fri: Ah da saae jeg Livets Kilde, som et Springvand i min Krog, sine Draaber til mig spilde, klarere end i min Bog! I min lille Puse blaa jeg en Sprudledraabe saae, og jeg tog den op, og krysted' som en Taare den til Brystet, liig en Taare, som Naturen græd af Medynk i mit Skjød, da den saae, at Kummer brød tidlig i min Pande Furen. Jeg den krysted' saa til Brystet (Taaren, som Naturen rysted, lille Blaamin, i mit Skjød,) at den sprang itu og flød, som en Taage blaa og blød, som sig over Alting gjød, over Jord og over Himmel, over Dyr og Stjernevrimmel, smelted Melkevei og Dyb, Sirius og Havets Kryb alt isammen, løste op Hav og Leer og Bjergetop, i den store Taaretaage blot til farveløse Draaber. Alt beholdt dog da sin Form: Sol var Sol af Damp (en mørk Taage midt i Nattens Ørk) SIDE: 160 Ormen syntes dog som Orm, vrimled, vred sig som en Streg. (Se et Blik jeg kasted i Verdens Skabers Fantasie!) Selv jeg drypped som en bleg Taare ned i Taagehavet, hvor, foruden Lys og Farve, kun i Omrids, Sol og Larve, om hverandre, var begravet. Ha, da blev et Syn mig givet! Syn af Livet, Syn af Blivet! Som et Lyn i Sky sig tænder, gjærede en Damp ibrand. Snart der tusind Andre brænde. Da blev Farve, Luft og Vand, Zoner, Baner, Maal og Pole rundt de Millioner Sole. Deres Luers Røg var Luft, Farvespil dens Lys og Skin. I de Taageomrids Duft, Blod og Muld sig trænger ind. Rundtom Solene de stimle: da blev Verdner, da blev Himle. Saa det evigen vil gaae: tændte Sole Andre naae, som i Taagehimle over Melkeveien endnu sover. Ah jeg seer, at her er Lys: se der er jo Blaaminlil! O af Taagen Kraftens Gud, ved at tænde Solen, ud vikled mig og min Kanin: mig som Blomst, og den som Rod. Og fra samme Sol vort Blod runden er i os som Skin. Dog da Pys i Taagen laae, dybere end mig, saa varm SIDE: 161 Straalen kunde ham ei naae, som den sank sig i min Barm. Fisk og Orm, som dybest laae, kunde knapt en Afglands faae. Derfor Blodet i min Puus er mod deres Iisdryp Blus. Her er Sol og Farvespil: taareblank en lille Pys. Her er Lyd og Luft; thi -- tys! -- hører jeg ei klart mit Gys? Ha saa sorgfuld var jeg da, dengang jeg dig, Blaamin puse, ved mit Hjerte kunde huse, hvor skal Smiil da komme fra, nu jeg sidder her i Krogen, hader Harpen, hader Bogen? Harpen er for let og lys for de tunge, mørke Gys. Bogens Nat, hvor jeg maa stirre, Taarelygtemænd forvirre. Ha! de drive traurig Spads over Kindens Huulmorads. Maanen spiller gjennem Gitter (O jeg hører) paa min Cither. O jeg hører, den kan spille; thi paa Gulvet er der stille, og min lille blaa Kanin toer sig ei i Maanens Skin. O jeg hører, gjennem Gitter Maanen spille paa min Cither, seer den paa mit Gulv sit Flitter (o det døde) ødselt øde for min Livsgnist: min Kanin. Væggen sukker vel af Kulde, som om den forstod tilfulde tause Maane, som kan spille (o jeg seer og føler jo, SIDE: 162 veed jo da, og maa jo troe) paa min Cithar, at min lille blaa Kanine paa mit Skjød -- ligger stille, stiv og død! Ak, jeg sørged ikke saa, om en Konge dat fra Thronen, saa et splintret Hoved laae midt imellem Krop og Kronen. Vee, jeg veed af Mennesker neppe Ti, o neppe Fleer, som jeg saadan Sorg kan yde, over hvem sligt Kvad vil flyde. Ha, til Sommeren jeg vist finder duftfuld Pileqvist, som jeg til den samme Barm, lille Blaamin aanded varm, trykke kan, som Livets Gnist, raabende, som engang hist, naar min lille blaa Kanin smutted til mit Hjerte ind: O mig synes, som jeg krysted hele Skabningen til Brystet! TIL MAURITS HANSEN Liflige Maurits, søde Tunge, Du, som fandt en sød Hippokrene i din Kones Hyacinth-øie . . . Men ikke Laurer nok (naar, med dit Barn paa Skjødet, lifligt du qvædede) i alle Smiil i Norrige . . SIDE: 163 Jeg vil, trods Allums Hyl (nu skal han blive udødelig her!) fortælle, som Vist, Dig, at Kongsberg nu har Sølv. Trøst dig, mit Norge! Se syvfoldig Aaren er fremsprungen hist, saa blank som en Lyra ved sorte Fjeldvæg sat! Tys, er det en Cithar? Tys! Jeg Hænderne seer vel saa tomme som forhen, men Hjerterne fuldere. Ak, mangen en Møe vel fik formeget af Hjertesølv-gruben, saa smeltet det drypper fra Øinene. Hos mangenen Synder den rige, strengede Grubes sære Druser, som en hvid Arsenikdamp, (hvis Drusen ligned ham Selv) paa Kinden farer. Tys! Det synes sært, at en enkelt liden Mand i den klingrende Grube graver . . (Grav flittigt! Glück auf!) Som om Han paaeengang Berghauptmand var og Stiger . . O Landet den Rigdom faaer dog! (Grav flittigt! Glück auf!) Ha, hans Fingre flittige Stigere, og bag Øje-parasol en flink Berghauptmand! Bag Øje-skygge? Ak han tør ei komme frem i Luften. SIDE: 164 Han er fra Syden, eller maaskee langtherfra: fra Himlen. Troer Du mig ei, at Kongsberg er saa rigt nu, saa spørg Du Schwach, der leer i sit Bæger, saa taus paa Stranden, som om hans Pocaler vare tomme Koraller! . . Saa taus, som om hans Geist var med Dampbaaden reist, der farer under hans Kvædes Brusen. . . Hør Flaget slaaer, som om med Susen det vilde begynde hans Sang. Troer Du mig ei, at Kongsberg er saa rigt nu, saa gaa, og spørg din Bjerregaard: Han som har lagt sig ned paa sin Frihedens Hymne, til Hvile som Skrymner! Man hviler ei stødt paa en Lauregreen blødt: Den har sin Torn, som fra Skjul og Krogen mod Himlen jager Skjalden vaagen, at plukke dens Blommekrands der. I Norge hænge ei Harperne paa Avinds Neglekrog, krum og blaa, som hist dernede, hvor et Dusin dyppede Pennen fuld i en Digters brustne Hjertes Hul, og tørred den af i hans Graahaars Lin. SIDE: 165 TIL FRITHJOF Fossen synger den haarfagre Birks Roes, som bøier sig over den, liig de duftende Lokker om Elsklingens hvide Nakke. Eller liig naar en Guddom sig høi over Melkeveien hæver, at see, om Stjernerne tumle sig inden de mørkblaae Skranker. Birk, din Haarlok er vaad? er det Dug eller Graad ved at see dine kjære Bølger at knuses i Klippernes sorte Arme? Bølgen styrter, og møder med Sang Døden, sukkende for at ei meer den vender tilbage, hvor nylig den sov blandt Blomster. Seer du ikke en Bølge, en hvid Svane liig, hvor den kommer at dække Søstrenes Død, og i Afgrunden selv at synke? Aldrig mangler Du Sang og en klar Dugg, der skjænkes dig, Birk, til en Arv, da trofast og bøjet du staaer ved det sorte Leje. Frithjof! Du er min Birk, jeg en hvid Fos, som knæler ved Foden -- o liig en sløret Slavinde for Saladins grønne Turban. SIDE: 166 I STORMEN Fløien hviner: Lyraen klinger, skjøndt skjult ved mit Hjerte . . O ti! ti, mens vi henover Skaraen løbe til mosdækket Lye. Stormen fører ikke din Klang til de skjælvende Stjerner: den døer uhørt blandt Ener og hvinende Lyng, som den vildsomme Fugl. Rimen hvirvler gjennem de bugnende Strenge, og vælter en Qvist henover Marken, og dandser til Fyrrenes Sukklang i Ring. Fly, min Lyra, Stormenes Favnetag! Stormen vil haane din Streng, brusten i sittrende Vellyst, og Solen vil finde dig taus. -- Saa en Elsker sørger, naar Møen, som svoer ham sin Tro, i en Valz glad seer Forførerens Muskler, og bøier sin Kind mod hans Bryst. Her ved Grottens vajende Gran Du, som sang, hvergang Timen sig sneg frem med et Kjærlighedsblus under Kappen, nu Stormen forfølg! Nordlys ride Vinterens fnysende Skimmel. -- O rolig den nys stod under Aftenens Purpur og rysted sin Man. SIDE: 167 Blege stige Nordlys paa Aftenens Skyer? se hver var en Karm, Freja selv værd! Saa for Harme maa flygte vor Kjærligheds Drøm, og Ungdoms Morgenskjær ifra Panden svinde, naar Manddommens Dag vælter Ærgjerrigheds Sky frem og Hadet i Rynkerne skjult. Glad jeg seer paa Stormenes Seir over Granernes Kroner . . Ha, saa Folkene plyndre Despoternes Tindingers blodige Guld! -- Birk, forgjæves lader du Graalokken flagre, og praler med Aar! Ha, se Kong Lear paa Heden: se Stormen jo haaner hans Haar! Stormen hvirvler Mosset af Armodens Hytte, mens, rolig i Barm, Huusfader favner, ved udslukket Arne, sin slumrende Viv. Stormen hvirvler Marmor af Mammonens Kuppel: paa guldvirket Seng vælter sig Herren i Taarer og Sveed, og han favnes af Angst, mens fra Dynen springer Samvittighed, hugger sin Tand i hans Bryst, som naar et lynbørstet Vildsviin sig reiser ved Vandrerens Fod. Vild Najaden kysser Han: vred hun da furer sit Aasyn; men maa atter og atter dog taale hans Favntag med bølgende Barm. SIDE: 168 -- Stormen voxer, Sneebræen liig . . nu den ligner en rasende Ulv: saaret i Foden, den kradser i Sneen, og reiser sit Ragg. Stormen over Dal, over Fjeldene flyver med Fnystren -- ha, liig tusinde Thrønd're, der trække de tunge og tordnende Sværd. TIL AMUND Naar jeg hører den mørke Mjøsen at rulle henover klingrende Stene, som Tiden, der vælter sig over vor Oldtid: svulmer Sjelen, og sidder snart paa det taagede Skreya: -- gamle Erindringer fare forbi, som brusende Skyer. Da jeg seer Dig ved Siden, Amund! vi ligne da tvende Ørne, der hvifte med Vingerne høit fra en kneisende Bauta. Se, din Sjel er jo skjøn som Granen, og elsker det kjære Norge, som Granen: ei glemmer den Vennen, om Fjelde ham skjuler. SIDE: 169 Ak, jeg tænker med Jubel hvergang med Viinløv vi krandsed' Venskabets Engel -- en Afgud, jeg dyrker naar Tusmørket kommer. TIL HAGBARTH Vaad, i Viindunster svøbt, min Sjel er som dunkelrød Maane i Taage, eller en rødkindet Ceres i folderigt Klæde: Tidt jeg mindes (hvis Vinen smager for sød) mig dit Alvor, min Hagbarth. O, naar jeg tænker dit Hjerte, da sødmer den Sure. Drukket, drukket har jeg din Sjel . . . Som en morgenrød Himmel beruset ikke jeg veed, hvilken Høi jeg skal vælge til Leie. Derfor løber jeg om, som løsreven Sky, som Bacchanten, og raaber: "Hagbarths Blik er min Drue, jeg presser der Smiil-viin!" Valget har jeg imellem Taarer og Viin til at drikke mig ædru: bort med de saltblege Druer, hvis Ranker er Rynker! SIDE: 170 TIL ERLING Sydvind blæs: din milde Befaling kalder det Græs frem, hvor Erling og jeg ville glade et Viinbæger tømme. Venskab lider Vinen, liig Palmen Sollys: jeg gjemmer en Flaske, og Træet er kaaret, hvorunder vi sidde. Kom at see, om Blomsten, for Dig jeg gjemmer i Hjertet, er voxet, om Bladet er grønt til en kommende Alder! -- Hvis en skummel Skjebne (ak Tanke skræksom som Samumens Ildpust!) fra Grunden den sled, liig Alrunen den jamred'. Naar jeg seer dig fjerntfra, med Skrig jeg møder Dig, liig naar en Svane om Vaaren for førstegang hilser sin Bølge. Kom! vi skulle muntre bevandre Dalene, muntre som Valdhornets Toner, der løbe igjennem en Skovhal. HAAB Digteren Stolt paa Indbildningens Regnbue drog Haabet til Himlen, som, naar en Ridder med vajende Fjedre rasler igjennem Herskerens Porte. SIDE: 171 Veed han, om Herskerens Sind er et Lyn, skjult i en Sky, og ilskt, som da Magnus bød Kalf med sin røde Finger at vise Konningens Bane? Stella min Regnbue knuste; . . . i mild Regn den sig løste! Stella min Heimdal, mit Haab bort fra Himlen jog, og med skamrødt Aasyn han flygted'. Drømmene, Haabets rødmossede Æt, segned', liig Rosens Blade, naar Møen letsindig dem strøer paa Jorden, skjøndt Barmens Snee den vil pryde. Drømmende flygtede, som naar en Hær vender de blege Næser mod Hjemmet: de glimrende Faner lader i Stikken: slap er nu Tøilen. Phaeton er jeg, der kjølede i Popplernes Graad og Floden sin sydende Plan: . . O, mit Hjerte tumles i sin Eridan af Taarer! Cleanth Haabet slaaer Nakken mod Stjernen, og snubler i Roser. Haabet er Smertens Veninde: fra Glæden flyer det, og siger: eget non me. Se, hvor dets Smiil er som Brudens, der kjender sin Fryd, men bly ei taler, mens Ahnelser bag de deilige Tænder yngles iskjul. SIDE: 172 Spes er en Skjoldmøe, hvis Hjelm er en Blaaklokke-taare, Landsen Rosenqvist-smiil; men i Kampen Kummerens sorte Spydodde brast. Evig hun tumles med Sorgen, og, snar som Tartaren, jager hun Graaden tilbage, og helder Rynkerne fuld' af blegrøde Smiil. Seilet, som hænger, liig pestmalte Kinder, fra Masten slapt, vil svulme, og Vimpelens Tunge skoggerlee høit mod Skyernes Barm! Haabet, som Vinen, vil Kummeren purpurrød farve: Evigt drypper i sorgfulde Hjerter, nedifra Stjernen, Haabet, som Viin. -- Digteren Ørnen jeg ligner, som saaret ei kan flagre til Reden. -- Mig Amazonen, ak Stella, med Øiets glimrende Pile saared' i Vingen. Blaafjedret Pilen fra Ibenholtsbuen (Øinenes Bryn) brat foer, og da svinglede Ørnen i Luften: Stella fra Byttet letfodet iled'! SIDE: 173 Cleanth Ak, skal Skjøger pynte sig med dine Kinders Fjedre, som Stella ei vilde plukke? Med din Ungdoms Duun, saa din Manddom vil tidlig fryse, og tye til Gravhøiens Mose? Ak Bacchanter fryde sig, hvergang din Sjels Vingeslag klapper vildt over Bægret? Dumpe Musklers fugtige Trommeklang, Hyl gjennem din Rygrads udspændte Nerver (O en Rad af aabne, oprakte Horn i Ynglingens Mund, der har Kjæresten hjemme, men raabe nu til Kamp for en Tyran!) Gjenlyd være? Choret, som svarer dit Hjertes ensomme Suk, da Stella vil tie? Ak dit høie Hjerte, som stiger, naar Sangen griber dig, op som Ørn i dit Øie! Da, liig dalet Sol, som, bag Synskredsen, endnu spiller paa høie Skyer og Ørne, dit Sjelsblus, med hvirvlende Sangrøg, funkler paa Hjertet, der opsteg, som Ørnen, med tungsindige Vingeklap. Se Hammen den brystende breder purpurskjøn udover Kinden, dens Slagfjedre er straalende Øiekast! SIDE: 174 Digteren Icarus er jeg, hvis svimlende Iid Bølgerne slugte: Tumle ei Bølger og mig? og med Sorrig seer jeg jo mit Sicilien svinde? BRITTANIA [fotnotemerke] Se Brittanias Ørn, en hvasnebbet Søeørn stiger fra taaget Rede, liig Pilen fra Kampens bølgende Støvsky! Flux atlantiske Bølger Vingernes Spidse kappes at slikke -- Slaver, som stimle til Kys paa Dronningens Kaabe! Ha, den stiger, og over mørkbrune Vinger flammer en Krone! Ogsaa Brittanias Frihed taaler en Krone? Kronen flammer, som Sol paa sortvinget Sky; og Øiet er Straalen, brydende Skyen . . Den stiger, Søeørnen stiger! Frihedsvennernes Jubel river den høit til Ætheren, liig en Fjeder, der flyver paa Drenges jublende Aande. Fotnote: Skrevet før G. Cannings Død, og strax efter Navarinerslaget. SIDE: 175 Høit nu Ørnen [fotnotemerke] , liig Hakons hængende Bane, svæver med udbredt Vinge, der glindser af Stuarts Blod, over Jordens blege, rædde Despoter, lyttende efter Folkenes Suk, og stirrende med et forvildet Blik imod Ørnen. Ha, af Lyst til at frelse Folkene, skummer Nebbet i Blod, som brændende falder paa Sultans skaldede Isse. Se, den gule Sarmate springer -- som Tigren, Elephas kued', springer paa Ryggen og hugger Tanden i Nakken. Hellas Frihed af Blodhav stiger, liig Svanen, dukkende op af Bølgen, som høirød mod Morg'nens Purpurglands spiller. Se, Viriathus river bleg fra en Sky sin blodige Isses Palmekrands -- høit den paa Tajos Bølger nu vugges! Hørt er Indiens Hevnraab: -- Spanien ligner Manden, der, under graadblandet Latter, i Afsind, Pulsaaren gnaver. Fotnote: En fortryllet Piil, der svævede i Kampen over Kongen. SIDE: 176 Mørk foragter han Palmen, Ørnen lod falde: Bladet, som ene Blodet kan standse: selv Haabet, Haabet forblødes! Ikkun Scandiens Par af Løver de brøle, brøle af Fryd: en kneisende Konge -- liig Liber, tumlende Tigre -- ryster Tøilen, af Friheds Palmekrands flettet: -- Ha bliv en Sphinx, mit Norriges Løve! og rul, liig Ørnen, ud Vinger! VED MJØSEN Mørk er min Sjel, som Mjøsen, naar aarle sortlokket Bølge, træt udaf Nattens Kamp, under Skreyas Taageskjold bugner, og Lommene hyle: stundom sig Skummet hæver, liig hvide Fjeder om staalblaa Hjelm, naar i Stridens Bølgen en Ganger steiler og hæver, før Faldet, sin Rytter: her hvifter Stormens Dødsbanner nye Bølger i Kampen: Nøkkerne vise fraadfulde Tænder, og sagte sig sniger en Baad langsmed Stranden. SIDE: 177 Eller som Skreyas Tinde, hvor Granen svulmer: naar Skyer rulle om Ørnens Rede: -- en skummel Stjerne, der græder paa Toppen alene. -- Mørk er Du Skreya, mørk som din grumme Navne, da Eyvind segned for Kongen: -- Maatte jeg engang blotte for Carl min blodige Bringe! Mørk er min Sjel, liig Fyrren der hvifter ensom i Stormen: Ravnen i Toppen skjælver: liig Graad paa Enkeslør, siler fra Grenene Regnen. Sortfjedret Kummer kradser i Hjertet, rider det, liig en Loss, der fra Træet springer paa Renen, fraadser i Nakkens de blodige Nerver. Hæv dig, min Sjel, til Tinden, hvor nylig Verden du saae, at bølge forbi, liig Ørnen paa Fjeldet, der undres ved Morgenens glimrende Skyer! Eller som Drengen sorgløs, der kaster Stene i Bækken, mørkner Najadens Pande: han veed, at den kommende Vove vil Rynkerne glatte. NAPOLEON Høiaander Svanerne ere i Melkvejen, Himmelens Nil, hvor de blanke Stjerner er Draaber og Sole Perler paa Bunden, SIDE: 178 Stjerneskud Skummet, som springer op, naar Aandernes Vinge Bølgen slaaer. Vi ere Aandeæg, lagte i Dyndet; men Sjelen sig vikler, som Sommer- fuglen, af Svøbet, og Aande- kraften forøger: Høiere, gjennem Spiraler, stiger Aandernes Skarer op mod Gud. Aanderne glædes ved Tilvæxten, hvergang de skue den dydige, store Sjel sig af Støvhammen vikle: da vil, som Ørnen, rystende Riim af sin Ham, den Synden kaste, og tyde Verdens Digt. Aanden (liig Straalen, som skyder sig ned i det fugtige Muld, og som stiger op, som en glindsende, guulgrøn Palme) i Drengens Legeme daler, og skyder op i Daad, som er Sjelens Blomst og Frugt. Qvinden, som føder ved døsige Lampeskin, hører med skjælvende Fryd et Skrig fra sin Nyefødte; neppe ahner hun Aanden, dalet i Fosterets Jordsjel, liig i Danaes Skjød den gyldne Regn. SIDE: 179 Ofte en Aand i forskjellige Hjerter sig neddykker: undrende seer sig Jorden paaengang med Laurer skjult, mens Oliven blomstrer i Egenes Skygge, blandt det lyriske Epheus Lysegrønt. (Hør Albuquerques's Klinge! hvor Inderne flygte, som Skyer for krumme Maane! Se Henrik hiin Seiler tankefuld streger Omrids af Lande i gambisk Sand! Hør Camoens's sorte Harpes Storm!) -- Stellas Sjel -- en Seraphin, stængt i Barmens Himmel ind, flyvende fra Lokkens Lund ud paa Blik som Foraarsdag, ud fra morgenskyet Mund paa Tungens Duevingeslag -- Stellas Sjel . . ha, den og min er den samme Stjernes Skin, som paa hvælvet Horizont gjør mod begge Verdner Front: saa den vækker op de fjerne Chiler, som en Morgenstjerne i sin Pynt af Dugg-chrystal, Sky-coral, Blomsterdales Muslingskal, hvor Liljer ere Perlekugler, mens den for de graae Kalmukker, som et Aftenstjerneblus (Røgen er en Hvirvl af Ugler) øde Midnat-hal oplukker. Saa er begge vore Sjele kun af samme Væsen Dele, SIDE: 180 som -- se Venus Aftenstjerne i sit sorte Sørgelin, og den blanke Morgenstjerne er den samme Stjernes Skin! Hun er Venus Morgenstjerne . . ak en Morgens Jomfru-Ring: dyrest Smykke i dens Øde, hvor en Demant Taare-spring gjør fra fulde Morgenrøde: Jomfru-morgen taus og kold, Brudgom-solen snart med Vold vrider Stjerneringen af, Straale-arme rundt han snoer: Himlen Bryllup har med Jord, Bryllupshallen den er Dagen, bugnende af lysblaae Lagen (kydske Morgens Mødoms Grav) Se dens røde Sky nu synker: Alle jubler, Ingen ynker. Halve Kloden er en Vang, fuld af Bryllupsgjæsters Sang, mens det andet Halvhvælv maa udenfor i Mørket staae; og det skimter da den samme Stjerne paa den svullne Nat, som en gusten Bulme-flamme paa en Synders Gravhøi sat. "Aftenstjerne i Nattens Port lyser Dagen i Dybet bort" Saa, før Alt i Søvn-muld dukker, hvert den Jorddeels Liv maa sukke. -- Jeg er Venus-Aftenstjerne. Saa er Stellas Sjel og min som samme Stjernes delte Skin. Jeg i Flaggermuseslør, Hun i Dagens Latter døer. SIDE: 181 Hendes Sjel, i Barmens Sky og i Kindens Morgengry svøbt, er Venus Lucifer. Min, som gjennem sorte Rynker ned i hulet Hjerte synker (huult som Nat, saa jeg hører grant, naar en Taare Bunden fandt) Venus Hesperus den er. Stellas Sjel og min er vist da af samme Lue Gnist . . Jeg med Stella kan jo tale, ændsende ei Fjeld og Dale, ikke Jøklen, som den høie Maane har til Ugleøie, saa det, med misund'lig Trods, skeler midtimellem os. Stellas Tanker, Stellas Lyster ud mit Hjerte ogsaa ryster, ud i Blik og Sang og Træk, (som Violer Farven bære eensblaa paa forskjellig Fjære, skilte af en ivrig Bæk.) Jeg kan ene tyde Alt, Gud i Stellas Digt har malt: Seer du Kindens Sappho-qvad (Rosenskrift paa Liljeblad) om en Foraar-Morgenrøde. Læbens Ode (ak en Aand boer der -- vist Anakreon?) om de blanke Druer søde (helst en Christi Lacrima, runden op paa Golgatha) Lokken er, om hvælvet Nat, Dithyrambers Foss saa brat. Hoften . . eja! en Flok af Engle med hvide klappende Vinger: Hoved mod Hoved de juble: "o blomstre Herrens Jord!" SIDE: 182 Barmen er et mystisk Qvad om en Melkeveierad, vogtet af et Englepar, som til Hjelme Sole har. . . Ah de løfte Hjelmen op, dukke sig saa atter under, som en Sommerfugl, der blunder i en hvælvet Rosenknop! Se min Qvindes Jomfrubarm er en Harpes Sølverkarm, Aarerne med Jomfrublod Harpens Strenges gyldne Flod. Ha, de spænde sig saa fulde! Hjertet er en Strenge-rulle. Ah, de sittre . . Jeg af Alle hører deres Toner falde. Ha min Sjel, en Storm af Sang, være Vinden, som tør strømme over Stellas Æolsklang! Aanden, skjult i Stellas Huld, blomstrer frodig frem af Muld i reseda-duftende Dyder, som mod Himlen lee. Men i Vedbend blot og vilde Hyben springer ud den anden Aandens Deel. -- Taagede Secler forgaae, før en Genius neddaler heel i en Sjel: da Folkene ryste ved Guds det synlige Greb i Verden: Gemytterne bølge, som, naar Nordvinden kommer, krumme Ax. Saadan en Aand skjød sig frem af den romerske Julii Sjel i Bedrifter, SIDE: 183 som ifra Libanons fede Dale, i Cedre, liig Obelisker, den varme Straale: Verden i Cæsars Skygge stod. Bretland af Himlen en Genius sendtes i Shakespeare. Sig Fortiden speiled' klart i hans Sjel, som i Kilden mosgamle Ege. Kongernes Planer i Skjaldens Fata-morgana, Jorden saae med Skræk. Oldtidens Guder var' Aander, som Guddommen sendte til Jorden, i Jordens Dragt, for at træde de første Spor for Fornuften. Maatte de Førstfødte ikke undres, svimle, som vaagne af en Drøm? Oldtiden hviler -- et Havstille: Minderne see vi som Seil eller Stjerner i Horizonten; og Middel- alderen slaaer de døsige Døninger, huult den sukker under de røde, revne Seil. Nutiden koger, som Havet om Stromboli: svedig maa Bølgen fra frugtløst Arbeide gaae: fra at qvæle Ilden paa Bunden: Flammerne puste: dens tunge Aande seer du paa Bølgens Ryg som Ragg. SIDE: 184 -- Frem sig af Tiden Napoleon skjød, som af Havet et palmedækt Delos. Friheden var den Latona, som bag hans Sejres Palmer ham Hæder, liig Phoebus, liig Diana, ham Lykke fødte glad. Hil dig, o Genius, løsladt, Europas den krængende Snekke at styre! Folkene lyttede, lige Børn til Orcanen, naar den med Fyrrenes Kroner leger, træder i Støvet Kupp'lens Spir. Kongerne sadde paa Thronerne, Glenterne lige i Redet med Hammen børstet af Angst, med et stivnet Blik, og med Nebbet aabent, naar Guldørnens Vinger fjernt de hørte at slaae den svullne Sky. Bleg Saracenen ei saae Pyramiderne, kjendte ei mere sit Løb i Ørknen, da Mærket var tabt; thi Hiins Hekatombers blegrøde Bloddamp dem dækked'; Ganges hedere sprang fra Himalah. Nelson, som Fabelens Fafner paa Guldet, med rullende Øine paa Østens svulmende Purpurhav laae, som Negren, der tæmmer Landsen, til Løven fra Palme- lunden, ilende over Sletten, gaaer. SIDE: 185 Snarer' end Piilfjedren, krumrygget springer den tvert over Sletten, og Brølet ruller fra Fjeldet om Jæg'rens Øre: saa slog alt Seirenes Echo fra Alpen fast mod Britternes vrede- fyldte Seil. Ha, hvor Tarqvinerne skjalv for den vaagnende Brutus! hvor skjalv de, bag tusind' Gjærder af Trælle, for Ham, hvis Hær var en Flok af syngende Venner, som spændte Gjærdet ned, hvis en Laure glindsed bag! Se, han Gemytternes Stormvind beherskede! se, hvor den Donauen sortner! Kongerne holde paa Kronen: Folkene lee, og vente med Længsel, at see den komme drivende, liig en Sæbebobl. Større end Vestens Timoleon-Bolivar formed' hans Thyrsus en Verdens Frihedsideer, der hang, som knitrende Nordlys, (skjønne som Hellas's Skygger) over Kongernes blege Isse høit. Disse, de blodige Drømme om Folkenes Hevn, saae da, virkelig-blevne storme mod Thronen, og gribe Kroner som Druer. Kronen var Lynildens Leder, og Napoleons Sværdglimt Lynet selv, SIDE: 186 hyllet i Skyer af Jubel og Folkenes Ønsker: Napoleons Klinges Hviin var Ideernes Bliv! hans Sværd Republiker formed, som Thorvaldsens Meisel Hektors Marmor, Prometheus's djærve Træk. (Var ei den parthenopæiske Stat som en Helenas bølgende Former? Romernes Frivælde Paris Hermaphroditen? Hektors de svulmende, hvide Muskler jo cisalpinske Fristat bar?) Ildlokker liig bag Kometen, en Helteflok bølged' i Consulens Fodtrin: Ney en Sertorius, Scipio var jo Eugen, og fløi Pontecorvos's Sværdglimt over Tydskland, som Heklas Gnister, ei? Svar mig, du Cato-Carnot, om ham Galliens Kjærlighed Palliet offred! Tog hans Ærgjerrighed? Hæder var jo hans blanke Pallium? -- Ak du paa Cæsars og Antonii Skygger peger bleg. Spaniens Krampetræk ei Imperatoren standsed', skjøndt hevnglad det hang, som Krebsen ved Hercules' Hæl, da Hiin, med de fremad- funklende Øine, Uhyret slog, som fraadsed' i Blod bag Donaus Siv. SIDE: 187 Preussen blev Ynglingen liig, der paa Flugten sin Landse har kastet, og lader Skjoldet i Stikken for Livet; blegnæset kiger han i sin skjældende Moders Stue, kaster bag Ryggen vildsomt Blik. Jorden med Rædsel seer Pitts og Brittaniens Planer liig blodige Skygger svæve i Taagen, som Frankrigs Ørnvinge kløver: Folkene stivne, som Børn, der see en Slangeflok bag et gyldent Net. Kongerne samle sig trindt ham, som Kloder om Solen: Han byder: det frie Hav vil ei bære det tunge brittiske Flag, af Blodlever stivnet. Han byder: Polens Suk blev til Spyd i Ruslands Barm. Planer, som Solstraaler, udskjød hans Sjel, og de dybt i Siberiens Taage druknede: Eia, hver Tanke staalnebbet flyver, dengang han mod Despotiets Timurbegs-Pyramide Stormen bød. Han var Europas's Sjel og Nationerne syntes hans Muskler, da, Simson liig under Afgudens Tempel, Han Pyramiden, opreist paa slaviske Nakker, fæl som Fjeldet bag Taagen, briste bød. SIDE: 188 Han, at Europa den skyggede, saae: og, at Grundfladen voxede: Under Stenene stønnede Polen. Folkene saae han trænges mod Havet: han bød, og Heltes staalblanke Bølger rulled' frem. Han sad som Stormen paa Bølgerne dengang de fraaddækte sprang over Friedlands Brænding, da Smolensk, den første Hjørnesteen, brast, da Mosaisks Blod-mosaik i Revnen viste dem Moskvas Marmorblok. Var det en Skjebne, som under det styrtende Moskva, liig Kjæmpen i Dagons Tempel, Napoleon knuste? Hersked' et fatum over hans vældige Aand, og ham, liig Phaeton, ned fra Himlen drog? -- O hvor forfæng'ligt at lytte til Sphærernes stjernede Harpe med kilden Skræk: at vi troe os til Himlens Stjernehjul bundne, liig til en stolt Triumphators Axe, troe os med Stjernen hvirvles bort! Mennesket skaber sin Skjebne! det modige Blik imod Fremtiden er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens Trin: En Stormvind, som fødes, naar stærke Planer krydse hinanden, Skjebnen er. SIDE: 189 Cascas's Dolk var den Parcernes Finger mod Julius? Ha, den en blodig Søn var af Cassii Lyst til Frihed og Cæsars Lyst til at kyse med Sceptret Parthens Panther og Romas sultne Ulv. Cassii Fædrelandskjærlighed krydsede Cæsars Ærgjerrighed, lige blaasorte Tordenskyer: var det Skjebne, om Cassi' Svovelskye slynged' et Lyn? om Bruti Planer bevinged' Cascas's Haand? -- Kun Elementerne mægted' Napoleons Jettekrop tvinge: ei mægter Stormen de stivnede Bølger mere at tumle. -- Vidste han ei, at de gamle Bjarmer stride med Skyens hvide Piil? Vennerne flygte, og blotte hans Storhed, som Skoven, Orcanen har hviftet bort ifra Fjeldet, liig Kappen bort fra Herakles's snoede Nakke: et graadigt Hav af Sværd i hans Fodtrin fraader frem. Atter de skjælve som Sivet ved Elben; og dengang han, stormhyllet i sin Storhed, tilbage til Seinen rulled' som Tordnen: SIDE: 190 selv over Belle-Alliances røde Enge hans Seires Echo klang. Se da han treen, som en Dæmon fra Graven, fra Elba, og rysted' Europa! Se, da han trængtes imellem Havenes sorte Skjolde og Jorderigs Kroner: maaled Drotternes Angst hans Storhed kun. Folkene, da de begrove ham levende (Riger for ham var en Grav) da sang de: "vi offre for Frihed!" -- Var han da bleven Jordens Dictator? -- Med Bruti vendte Aasyn jeg raaber: "dø! han døe!" Ha! Han er død! Se i Mindernes Tempel staaer Mausoleet: et Tempel inden i Templet! -- De høie skjoldtækte Piller er Memoirer, og Saga hugger Basreliefs paa Buens Hvælv. Hine spirale Colonner med Løvværk har Jordklodens Skjalde ham sat! o stort er hans Tempel; thi Sandhed fødes paa Graven: over den bygger den Mindet, skjønt, som Hjertet der brast, som Aanden, stort! PAA EN KIRKEGAARD Min Harpes Sprog bliver kun en Monolog: Ingen skatter, Ingen fatter det for Vaudeville-latter. Mange vil med Fing'-ikors vise mig en Kongevei til Parnassets bratte Hei, hvorfra Harpen flyve kan, som et gyldent Seil paa Vand, fuld af klappet Storm, over Jord og kronet Orm. Ak Lapither! Vee Centaurer! Hvad I vise er ei Laurer: -- det er Pors. Nogle læse kun ved Lys af egen Næse, eller om de fik Lampe til i Avindsblik, ville finde dog, og rette fæle Feil i Digt som dette. Ak, med dette Suk jeg tænder dyre Harpe til den brænder, til et Qvad, som Røg og Gnist, hvirvler sig -- til Himlen vist! Der jeg kjender Aander trende . . o for Hvem jeg her tør tænde paa Psalter-alter Offerqvad. Ja, om, uden Streng og Stav, taust et Digt paa Hjertet sad, som en bøiet Aand paa Grav, vilde de hvert Suk dog kjende: hvert et Suk, der, sort som Storm, gjennem Digtets Hjerte brød, SIDE: 192 blev dets sorte Haarlok-orm, hver en Jubel, Digtet fik, som sit himmelvendte Blik. Ha at synge for en Død, som i denne Stund kan gjerne være paa den fjerne Stjerne! Vil jeg høre Gjensvar fra hule Ribbens-harpe? -- Ha! Er min Harpe Hieroglyph, er mit Hjerte Logogryph for de Mennesker, som have endnu Issen over Graven? for den hele Livsens Strøm, (Mandevid og Dyredrøm) der i Blodets Regnbu-vover endnu flyder Graven over? Ak, min Irsk i Straaleslør, Dig jeg ene Uret gjør! Du, som Fleer med uselt Neb, spotter ei mit Harpegreb. . . Ah, vi kjæmpes . . Tys! du vandt. Sligt et Aftensuk jeg spandt ikke ud af Hjertets Lin, morgenmalte Phantasi'en. Gud i Redet gav os nok hver en gylden Lyrarok, at vi begge flittigt ud skulde spinde Kvad til Gud. . . O saa stærke, at i Skyen du kan binde Falke-lyn: jeg i Mulden Djævle binde, hvis de lade end sig finde . . . Eia ja i Munkekaabe tør de over Verden raabe: SIDE: 193 endnu hjerteløst Kyrads staaer for hjernetomt Pallads: endnu hist og her er Vaaben (som om Adils var i Hoben) som Kronen, i Klerkemulmet Lys, hviftende i Trælle-gys. Du har blodig Spurvehøg, Glenten og en hykkelsk Gjøg med din Trillesang at binde, saa de ikke Klo kan finde. Jeg har værre Høg at tvinge (Klingeneb og Kobbervinge) Du har til din Harpes Spøg Nøddeskriker og Musvitter. Jeg har norske Jesuiter (Salighedens Aagerkarle) norske Jyder, norske Jarle. Du i Granetop har søde Drossels Barm med Sang at føde, saa du faaer dit Kvad igjen omskabt til et Dvergmaals-spil, (som muntert Ord til traurig Ven faaer Svar i Vemods-smiil). Jeg ved Granerod har funden ogsaa Drossel sød i Lunden; men saa taus, som Stjernen, der er for smuk til Selv at qvæde, men de høie Engle græde ved dens kolde Liljeskjær. "Ha i Sol se Brudeseng! se i Maanen frodig Dreng! Livsens Aand, af Morgenskyer, fletter Dig en Rosenhytte! Øde Jomfruvemod bytte Du med fulde Modersmiil! Søde Stjerne, vil du evig være Terne? SIDE: 194 Se til Jorden: Druer varme hænge om dens aabne Barme: Havet er et Moderskjød, mindste Kvist en Arm saa blød, fuld af Sang og Blik og Børn, fra lille Irisk til voxne Ørn! Livsens Aander, kolde Stjerne, ville Alle -- o saa gjerne, synge Bryllupshymnen: "Bliv!" mens du vælger ud den Ene, som tør kryste ømt dit Liv, kryste ud i Rosen, som staaer der graa og kold og tom, Livsensvellugt, Lys og Blod; gyde Guld i kolde Stene, Skyens Glands i Palmerod; og i Muld og Nervespind egen Guddom væve ind!" . . . Ha, hvor var jeg? -- hvor blev af blege Chordrengs Psalmer, da de Hagbarths brudte Stav grov bag disse Almer? I et Himlens Bryllup, hvor Liv undfangede en Jord, som paa første Morgenrød frem fra Dybets Mørke flød? O bedre, bedre! jeg er ene: her er jeg, der Omsens Grav! O jeg varmed disse Stene op med Graad til ud de skjød Pindseliljers Stjerneglød, hvis jeg ikke vidste, at en Taare faldt paa Baarens Nat, . . en Taare, som kan Helved selv lysne op til et Himmelhvælv! Ha mit Hjerteblod er ei værd den halve Taare -- Nei! SIDE: 195 For slig Taare paa min Grav, bort mit Harpe-liv jeg gav. Dette Liv er meer for mig end et Rige, Carl, for Dig, som til Kronens hede Glands Skygge fik i Laurbærkrands og i Borgergreen (den Bedste, trods Lauren om dit Kaardefæste) -- Uden Harpens fulde Hjerte, uden disse Strenge-aarer -- ha, der Ætherblodet banker, Pulsen slaaer af Aandetanker! -- Engle skabtes ei af Taarer, Engle, som til Himlen bar al den Sorg, mit Hjerte har . . . . o jeg sank i Mulden ned, tigged' Ormene om Fred. Nu jeg Plectrens Helligkjerte, -- tændt i Harpens hede Hjerte, Røgen: Synd, og Gnisten: Smerte -- svinger lystig paa min Grav, synger selv min Liigsang, hvis den -- fortidlig, nei betids -- ei af Døden brydes af, som da falder ind med sit Chor af Præst og Orme og Degn i Flor . . . -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- TIL HAGBARTH Skulde jeg glemme dig, Hagbarth, om nogle Fjeldrygge skille os ad, som Tiden, der sætter sit Taageskjold mellem vort Nor og dets Fortid? SIDE: 196 Endda den glimrer jo klar, som i Oldings Tanker hans Ungdom, der løb paa Roser, og segnede: -- Tiden forgjæves vor Oldtid vil skjule. Du er min Konge, min Hagbarth, jeg er dit Norge; ak har jeg ei mørke Fjelde og fraaddækket Bølge i Sjelen, og suser ei Storm af Lidenskab vild gjennem Tungsindets Fyr, hvor skjult dog Forglemmigei leer i Mosset ved Foden? Min Konge den glad paa sin Krone vil fæste! Den er din Indtægt; thi Landet er fattigt: Venskab gjør Lidet, for gode Hjerter, dog vægtigt! Fortrolighed knytter jo Kronerne fastest? Mjøsen jeg ligner: Du Dalen, der favner Bølgen med blommeklædt Arm, som Laurkrandsen slynget om mørkeblaae Skjolde: -- O Mjøsen var mørk, hvis Totn den med glimrende Ax ei forgyldte: Skjoldet vanærede Helten, uden en Laurkrands; men Valskygger speiles i glindsende Laurblad. Mjøsen vil aldrig forlade den Bred, der laaner den Skjønhed: behøver jeg at sige Dig, Hagbarth, jeg aldrig vort Forbund forglemmer? SIDE: 197 HYMNE TIL FRIHEDEN Araberen synger om Dybet, der straaler af Perler, og Maharas Guldstøv; mægter ei tænke sig Nordens Himmel, fuld af Nordlys, som snoede af Perler, med Flammen, som Bølger af slige Ørknens Skatte. Saa Skjalden, om Alherren ophang hans Harpe paa Bøgen i Herthadal, kvæder kun om en Krone, hvis Gjenskin fordum lued' svagt ifra Norriges Fjelde: Diademet paa Norriges Bonde knapt han drømmer. Ha han skeler, selv om en Lyra glimter bag Granerne! "Springer end Sølvet i Norge som Blod? Eller var det en Fos? O behold dit Vand!" "Ak, er Sølv et Fædrelands Blod, da Nor er et Liig, siden Dan-øernes Igleflok om Throndlagen hang, hule Følehorn stak ned i Kongsbergs Barm!" "Se, nu ligge Øerne spredte, som døde Igler, paa deres dovne Bølger! Himlens Aande, Friheden, nedhviftet er, mit Fædrelands Saar at læge. Se med Skin den fylder de fattige Hytter! . . O, som om Norge havde efter Himlens Stjernekurv grebet, at mætte sig for de tømte Grubers Bægre." SIDE: 198 Hver vil sin Stolthed indklæde i Dragten, vævet af Toner: Jeg vil og nævne mit Fædrelands Rigdom, ja Guldet, som rinder i Normandens Aarer, Perlen, der stiger fra Normandens Barm, og straaler i Øiet, Tindingen mørk af den Krone, der gjorde Publicola hædret -- o den vil jeg synge. -- O Frihed, Guds Aande, der fylder Englene, O Frihed, en Strøm af Aarhundreder, hvirvlende Kroner og Kongebeen, som hvide Sprut-skum om Throne-steen, og Munkekaaber og Pavetiarer, som sorte, ravende Bølgeskarer, slog dig enten til Himlen eller drog dig nedad til Helved; thi, siden Brutus brast, og Cæsar greb efter Parthens Kvast, paa Jord var du ikke: kun Bøddler og Drotter paa Folkenakker i Marmelslotte, blandt spændte Lænker (som Edderkoppe i egen Væv) var' ene frie, og Kongepurpur var eneste Lys i mørke Skyer af Trællegys. Først hørte vi -- ah, du var funden hviftende, Frihed, langsmed Pensylvaniens Strømme, i vilde, palmtækte, indiske Skove; og Vashington drak dig, og blæste saa de brittiske Bannere bort, som om de vare Lord Norths' Parykker. Hvor kom du ifra? O mon fløi du, Frihed, ned fra Egen, Jorden bar som en Hvifte for Franklyns Vugge, saa fluxen SIDE: 199 hans Tale den kjølige Hvinen blev bag Vashingtons Sværd, da det skar tvende Etager fra Jordens Kroner? Hvor kom du ifra? O mon steg du, Frihed, først (som smiilsnar Havfru fra Missisippi) fra Vashingtons sværdblanke Strøm af Veltalenhed, da du fra Komitierne dukkede, for, til en ny Jord, under Havet svømme nedad Tibren? (Ak næsten jeg glemte, at Friheden bleg, paa sin skjulte Reise, iland paa Bretland steg; thi Hvilen der var kort, hvor en Dictator stod paa Jorden lys af Tyranne-blod, mens Luften var sort af puritanske Bønner. O Menneskekjærlighed er Frihedens Hjerte, Tolerance dens Smiil til Alle, og, om dens vrede Blik er en Bile bred, dens blide er et glindsende Palmeblad.) Ha, nu du fløi efter Galliens Raab: For Folket flye nu Despoter: for Hadet, der Sporene slikker, som Panthren, med blodige, hængende Tunge. Ak Gallien, ved Helgener forvant, vil føle sin Frihed med Fingrene grant, med Hjertet koldt, vil de Haanden varme i stolte Flygtninges aabne Barme . . SIDE: 200 Hør, de kalde med Munden -- Tys! . . de kalde Friheden: Gudinde, reise den Billeder i Dagens Lys, om Natten Lænker de tvinde! Drukkent i Kongeblod Gallien løste Frihedens Belte, brød Kronen itu som en Bryllupsring . . . . . ak før hun var bleven Folkets Brud. Eia, da Beltet nu sprang paa den Kydske, udfoer fra Barmen ei Duft, men paa laurblanke Vinger Imperatorens sorte Ørneflok. Hvo glemte, at, da Romas Ørne fik gylden Kam og Purpurham, den staalet Klo og Sangen tabte? Hen mod de Fjelde, der dækte med Secler Normannakjæmpens Søvn saae den Himmelske . . Hun græd da, men Taarerne fulde paa Norriges vaagnende Hjerter . . (Modergraad falder paa sønlige Hjerte heed) . . og de slog'; men tungt fløi Vampyren, som suged' dets Blod . . bort, bort, for at tære paa slumrende Slaver. Norriges Fjelde sig hvælve til et Tempel: et Hjem for landflygtige Frihed: Sarpens Regnbu' er Frihedens Arnes Røg. (O kom du, gode Moder, Hedemarken er en deilig Seng!) Nu, som en Gudsaande, Frihed boer bag Dovres og Filefjelds Støtterad, Kringen staaer imidten, som Alteret, blankt af Blod. (O kom du, gode Moder, Toten være dig en faver Vang!) SIDE: 201 Se Christianiafjorden, som blaae Violer, strøede paa Festdagen op mod Portalen, hvor, som Fredsskjold, en Krone er opsat til Pryd! (O kom du, gode Moder, Thrøndlag er en Vugge vid!) Rundtom paa Thingstene Cheruber staae med Glavind: som Ørne med vidtslagne Vinger, fange de iilsomme Frihed, den Guds Aande (som hellige Apostle i traurigt Smiil og Rynke -- thi Sorg laae foran Himlen -- den sidste Flamme af de flygtende Engles Vingespidser.) O Frihed, svævende "Bliv" over Afgrunden (netop saa dyb som en Throne er høi) hvor Folkene mylre . . . . svævende Bliv, som raaber: "Guddom kom frem paa Jord fra Hjerteblom! kom fra Hytte, kom fra Borg! Naar du først er gaaen ud fra blinde Dumhed, sløve Sorg, fra Egennyttens Rottehul, muldsvøbt skjøndt, dog ud af Muld til Himlens Frihed her: til Gud, -- lad dig da ei skræmmes ind af lidt Skin og Hermelin! skræmmes maa du ei tilbage for et Scepter eller Stage! lad Dig ikke kyse bort af en Munkekaabe sort!" O Frihed, Bliv, som taler saa! i dit Norges hvalte Tempel granevoxne Normænd staae som Friheds-støtter, Norges Møer som Friheds-billeder i Slør, med en herlig Mesters Stempel! SIDE: 202 Frihed, af Kongers sorte Vrede, som straal'vinget Dag af Natten, forfulgt, staa i mit Fædreland stolt med Niobes Smiil, og ophæng paa Normandens fattige Dørstolper Egeløvkrandse, og vink til Arnen din odlede Afkom! Aand i Hellas's Hjerter, at flux de svulme op til vældige Skjolde, der flyve paa blodige Hænder, som svullen Stormsky paa Kastor og Pollux! Lad Eurotas, liig Susqvehanah, gjennem Jubel og hvilende Helleners Blik (o, som blinkende Sværd for Friheden!) roligen rulle! O, naar jeg beder til Dig, Forfulgte: beder jeg til Gud -- -- -- Du er af Ham, som af mig min Geist, der laante mit Hjerte til Vugge. Saa Du i Kloderne (Guds Hjerter i hans Himmel-barme) opfostres -- O, som et rødmende Hav af unge Sjele, der suge fraoven, af hvide Stjerneskin, Udødelighedens Die: Haab, hviler du der! DRENGEN Held mig, se Stella legende med en Drengs det lokkede Hoved? Bag Jasminen sig useet tænker den Hulde. SIDE: 203 Hvi i Jasminens Skygge? ak, har da Pigens Moder vel sagt: "i Manden skue du Slangen, Øglen i Drengen?" Vee, da, som Kadmus, lagde i Jord hun Dragens Tænder, og snarlig skulde Furier voxe frem mellem Roser. Drengen er skjøn, og Stella hans Haar, ligt Solskin, elsker, og Munden er, paa Liljeblad lagt, et rødmosset Jordbær. Kinden paa Drengens Lokker hun lægger, som naar Straaler paa Morgenens Skyer bølge, som gyldne Vimpler paa Feers purpurne Seil: -- Se, regne ei Kys paa, Kinden, liig, naar en Flok af purpurvingede Duer dale til Jorden? Følelser dunkle bryde igjennem dine lysnende Kys og Blik, som Sommernat gjennem Qvelsrødt og Luftblaat. Ønsker de føde (et for hver Finger) dunkle som Sommernatsstjerner. . . Ah Maria Hun seer med Jesus paa Skjødet! Følelse -- o uforstaaelig som Himlen, beruust af Nat og Jasminduft (den veed ei selv sin Ruus, før kolde SIDE: 204 Morgenvind blæser den bort: nu seer den, at dens Jasminer vare kun en Drøm om Stjerner, dens Stjerner en Drøm kun om Solen: med Sol i Skjød, den sukker nu ei mod Natten) O Stella, en Vind det jomfrulige Slør (der bugner nu ud, som et Seil, af Drømme) vil splitte, saa knapt du i Luften det seer som en drivende Taage; men dine Taare-jasminer dale ned, men dine Ønskestjerner dale ned, som i dit Skjød et Solsystem du samler af slige gyldenlokk'de Drengehov'der. O, at jeg Tiden kunde tilbage rive: Tiden, da Lokken lignede Stjernernes Skimmer: Blaavinget Due ligned' mit Øie -- Tiden, da under Træet, Bedstefa'r planted', dengang Mo'er-min blev født, jeg sorgesløs leged'! Hjertet var ligt da Lærken, hvis Glæde høit i Vaarluften dirrer: ligt det Blad, som paa Bækkens Sølvvover svømmer. Maaskee da hine Kjærligheds Lyn -- o Stellas Kysse -- mig skjænktes? Pletten jeg blev, hvor Rosen Bladene rysted'? Ha, nu er Hjertet Ørnen: nu fraader Bækken: Bladet er sjunket: Kinden ligner ei Æblet, hvormed jeg leged. SIDE: 205 STELLA I VERKENSKJOLE Snart, Stella, du seer mig i Vadmel, svart eller hvidt. Hvis Farven var munter, jeg dækte mit Hjerte med Løgn. Se, Latter i Kummer er Vanvid: Landsforraad er, i Fremmedes Regnbutøi spotte sit fattige Land. Selv gaaer Britten sort, i en Dragt saa snau som Navnet: Kitt Wren, fiin, glindsende, som en Hugorm. Det er hans Guld, som glindser i hans Klæde, den sorte Farve er Synderne, Guldet udsvider. Sort han sidder hist paa sin lysegrønne Strand, medens her -- Hei! -- Nordboen løber under sine alvorlige Fjelde, klædt i Lapper (ak Harlekins!) Britten har ophængt paa Kysten tvertsover. Snart Stella, du seer mig i Vadmel, sort eller hvidt. Ja, hvis kun min nordiske Skrædder vil Vadmelet sye. Dit Smiil forbinder tusinde Saar, Lorgnetterne ville indsvide i min Ryg, imens en Spraglet hvidsker: "har Han en Guldharpe, som (jeg troer det) gaaer svøbt i Bark?" Stella spænder det Lams Uld, jeg ifjor fik til at blomstre ved Hegløv og Salt, paa Væverstolen. Ak, ak, mit Hjerte slaaer saa hurtigt som Spolen! Søde Fingre, ei jeg ynker eder meer end Engle, som synke ned til Jord for en Dyds Skyld, nær uddød -- her. SIDE: 206 Naar du hviler, saa læs mit sidste Digt, o eller se ud, og le ad Vindens Hviin i Sneen. Ak, ak mit Hjerte slaaer hurtigt som Skeen! Nordvindens snoede Tand i dit brune Verken vil briste, min Møe! (Nu er en bruun Hyacinthe min Livblomst: blegn, Tulipan!) Fædrenelandsk er dit Hjerte og frisk din Barm bag dit Fødelands Tøi. (Nu er en bruun Hyacinthe min Livblomst: Solsikke, visn!) Le ad de andre norske Kvinder, som fægte mod Sneen for gustne Lunger med flammende Slør! Giv mig, naar atter Væven greies, din udslidte Kjole: jeg gjemmer Stykket, hvor Hjertet har slaaet. Men af det hele Plag Papiir jeg gjør, skriver derpaa et Digt om Tarvelighed, vor Friheds Huusholderske -- -- -- TIL HAKON En syngende Kilde, Hakon, sprudler som Geisir i Sjelen: Den svulmer om Bredden: Den over de sorte Stene, Skjebnen har spændt om dens SIDE: 207 stedse urolige, stedse svedige, høit mod Skyen pustende Barm, fraader, rullende hen under lunken Røg, liig de dunkle, Vellugt-aandende Stellamins Lokker, idet de den klare Nakke og Halsen, hist og her, blotte, som drivende Skyer den halve Maanens Barm. Hakon, Tanken om Dig er den Kraft, som svulmer under min sydende Geisir, som kaster den op, op, som en Regnbu, mod Solen. Se, Romerynglingen Kindernes første Blomstskjæg Apollo offrer! Men Venskab er min, min Helios: det Solskin, hvori min Sjel kun aander. Dig, Hakon, min første Dithyrambe jeg bringer: den bølge rundtom dit Hjerte, som Løvet, der rasler rundt Rosen! Du min Apollo! min Stella er Musernes Chor, som dandse om mig, som om Alt'ret: de, hvis Aande heder min Sjel. Min Melpomene er hendes mørke, rullende Lokker: min Urania Øiet: Thalia Gangen: min Clio, skjult bag Tænderne sidder: Erato, Elskovsqvæders Gudinde, er Hjertets Slag: og Euterpe Læben: Calliope Panden: det hulde Smiil er Polimnia, stjernesløret. SIDE: 208 Ikke glindser, skjøndt jeg sagde det nylig, -- ha, en Drøm, som et Rosenblad, hvifted' forbi mig -- min Harpe i Musernes Smiil: Derfor ere Tonerne lige Ravne, som ikke i Vinden mægte de brede Vinger at styre. Aar, Hakon, løbe, som sorte Bølger: mit Venskab, som Snekken, følger dem, med de barmede Seil, liig Skyer, og Flaget stivt i Vinden, som Solens Straale. Ha, saalangt som de raske Bølger ile, vil Skibet følge, forfølge dem indpaa Dødens Strand, som jeg ligner med Tungen Panama! Men se, jeg trækker det over . . -- hen i det stille Hav! Hakon! Aar løbe som Vinden, der hvirvler legende henover Marken de raslende Blade; men seer du den smekre Stengel, glindsende under en blaa Blomst, liig Guldlandsen under en Hjelm? den bølger i Vinden, rystende Dug af den favre Kalk over den Dynge visnede Rosenblade, som Vindene tumle, og hvormed Skjebnen mig spotter. Se, Hakon, hvert Vindstød hæver Stenglen mod Skyen! Du seer dens Blomst som en Stjerne i Morgenskyerne svømmende, liig et SIDE: 209 Stella-Blik, paa Kindens Morgensky glimrende, -- o liig en blaavinget Due, som har i Rosenbusken sit Rede, og spreder ud fra sin Purpurseng violette, glindsende Vinger! Blomsten saaede dit første Blik i min Sjel -- o se den er voxet; se Aarene bølge under den, Skyer liig under Stjernen! Ja hvergang et Aar, liig uhyre, sortblaa Kjæmpeslange, sig sammen ruller, springe de blaae Blomster, tusinde, tusinde, frem af Sporet (saa Sjelen ligner en Eng af vajende Blaaklokker) slynge faste Guirlander om Slangens sorte Bugter. I TORDENEN Torden ruller over Jorden, som et Morildhav om Norden, Kampsky liig om Skjoldegjorden; Tordenskyen, som Dødens Flag, vajer paa en Lynildsstag, som -- ha stærke Kjæmper flytte ned fra Himmelen i Dybet. Se, mens Himle kjæmpe, lave Jord i Sorg sig maa begrave. SIDE: 210 Alle Reder (Slot og Viol, Rosenqvist og Kongestol) maae nu tause lukke sig; Bjerget segner over Krybet, alle Dale ligge Liig. Jorden tør ei, ved en Storm, dømme, i det Ragnarok, Hvem der Sejerslaget slog: Lynets røde Midgardsorm, Tordnens Fenris, guul og sort, i den hvalte Regnbuport. Taus den slikker Valens Blod, faaer den hele Tvekamps Bytte, mens den tier, sukker, haaber; gjemmer slagne Skyers Taarer dybt i Knop og Blommerod Palmeblad og Kokusnød; Ranken fanger dem i Støvet, gjemmer dem i Druens Skjød. "Bort nu med Jordens sangfyldte Templer og messende Præster! Jeg vil nu dyrke min Gud, mens Himlene synge, og, klædte i Høitids sorte Talarer, de bølgende Skyer høit: Halelu! juble til Herren i Chor med luende Tunge. Skyerne synes sortklædte Præster med skinnende Isser eller vor Christus med blodrød Tornkrands om Issen -- o Lyn over Lyn, som Blodsdraaber falde; men Tordnens Triumphskrig gjalder -- Ejah! Jorden er reen som dens Rosers regnfulde Blade. Regnbuen, se, fra Himlen til Jorden blandt Lynkjerter (tænk paa Faderens Festhal da tabte SIDE: 211 Søn kom igjen!) som en Soningskrands ophængt, flettet af Menneske- hjerter og Engles Vingeblaat . . Ha, Halvten i Dybet sig sank: o Djævlene frelses!" Saa vil Gotthilf, Christen, tilbede. "Se imellem Synskredsens røde Tempelgardiner -- Halelu-jah! -- paa Bjerget, som paa et Altar, knæler en Sky, som en kulsort Tyr med gyldne Horn! Ha, Cheruben daler . . med Flammeglavind han ofrer -- Halelu-jah! -- Tys, Tyren brøler, og opad springer som Regnbuen dens Blod, og drypper ned som Man." Saa vil Nathan, Jøde, tilbede. "De Troendes Hjerter bøje sig som Flodernes Blomster . . de briste med et Balsamine-suk, og Sjelene dampe op med Schirvans Rosers Vellugt. Allah aabner sin Himmel. De vantroe Aander, sultne ved Duften af Paradiset -- se Tordenskyer! -- stimle udenfor. Profeten -- se Lynet! -- drager da sit Sværd, at kløve sine Hellige Vejen. Men af Paradisets Blomster Allah fletter sin Regnbu, at alle onde Aander (se, de dale som Taarer!) kunne ned til Jordens Vugger stige, bedre at leve." Saa vil Ali, Moslem tilbede. "Ormuzd fra Østens Hvælv i Lyn (O, trods din Taushed, see vi, du er Sandhed!) Ahriman fra Vestens Dyb i Tordenskyen SIDE: 212 (O, trods din Torden, høre vi, du lyver!) frem, for at kjæmpe om Jorden, drage. Se i din Barm den samme Kamp: der er dit Hjertes Slag en Guddoms Lyn mod Aarernes og Lændens sorte Tordenbrag. Vandt den: saa se, i Taaren paa dit Smiil, Izeds [fotnotemerke] som stige til Jord paa Regnbuen. Ha, i de store Kræfters Kamp Akhar -- o Tidens Dyb, den Ubegrændsede -- Regnbuen har slaaet om Himmel, Jord og Dyb, sigende: "Skjælver! dette Alt er Mit! Ormuzd, min høire Haand, der griber Verdnerne ud af mit eget Dyb! Ahriman, min venstre Haand, der skyller Verdnerne ned i mit eget Dyb! Hvo af Eder vil gribe Jorden, mit Herskeræble, midt imellem Eder, midt i dette Rige, i denne Himmel lagt? Ah de flye, Ahriman og Ormuzd! Men række Hænderne først mod Akhar, i Østen til Afsked, snoe dem sammen: se der er Regnbuen fuld og hvælvet! Ahriman sig sætter i Skovens Skygger, og hyler Stormvind . . Det er Nat. Ormuzd sig sætter paa Aftnens Ararat, og græder Stjerner . . Det er Nat!" Saa vil Sofi, Perser, tilbede. Ak, hvem sang med Tordnen vel bedst sit: "love Gud, min Sjel!" Christen, Moslem, Hedning, Jøde maatte dog hverandre møde Fotnote: Persiske Engle. SIDE: 213 inden samme Faders Arme. Hver, med eget Tonefald, banked' paa den samme Hal, og, i Røg af Taarer varme, sank de til hverandres Barme. Sørgeligt, i Enrum tør Hjertet hæve kun sit Slør. Rører eller hører Nogen Den, som beder taus i Krogen, rækker Bønnen sine Vinger, som den over Stjernen svinger, rundtom alle Hjerter snoer, rundtom Himmel, Helved, Jord, sammen (som en øm Polyp sine lange Følehorn) ruller sig til Hjertets Dyb . . . . og en Dyd er nær forloren. Thi han, med skinhellig Mine, maa nu lydt i Templet trine, tør nu bede kun for Sine; Alle Andre maa han kyse med en Haand og Mund, som skjælver, ned til Hevn i evigt Helved'; sine Egne maa han lyse op til Himmels med en Taare. STELLA OG SKJALDEN "Skjald, mellem gloende Tænder drømmer i Feber din Tunge kun om Kys. Skjøndt under Skuldrenes hvide Vingely slumrer end knopløs Stellas Barm: SIDE: 214 visner din Arm dog af Længsel, blusser dit Blik, hvor jeg vender helst min Fod. Eja! du siger, mit Smiil er Rankens og glindsende Druers Rad min Mund? Eja! du siger, at alle Druer skal drikkes, men Ranken plejes ømt? Stella kun kysser sin Lege- søster, en Bæk, og sin Ven, en Rosenbusk. Sødere synger end Dig Hiin, løbende foran med hvide Liljers Slæb. Favrere rødmer end Dig min Rosenbusk: Duggen, dens Øje, stirrer ei. Men en vellugtende Vind dens vajende Knopper, som gyldne Cymbler, slaaer. Klem ikke Luften, om Stellas Aande den end, som usynlig Blomst, har gjemt. O bland ei med syge Jasminers Aftensuk Sang over eet af Stellas Haar! Svulm om din Lyre din Musk'l! med lynlige Qvæder din Tunge Skyen slaae!" SIDE: 215 Saa Hun loe, da jeg viste hende min Elskov, der glimrede gjennem Graaden, liig en Gartner, der rækker glad Herskerinden om Morgnen den første Rose. Nu kan Roserne avle Gift, siden Stellas Læber slig Tale fødte. Nu, I Liljer, vær Ormes Skjul, siden Stella i Barmen slig Tanke nærte. Mangen Blomst saae jeg bøje sig efter Fingren den forhen kun Torne rakte. Hind, hvi gaaer du alene? skotter med rindende Blik til din tomme Side? O, Sorg fængsler min Sjel, som den tunge bruunrustne Stormhat en Ynglings favre Kinder og gyldne Lokker. Dog maa jeg, skjøndt Øinene mægte ikke at flyve, og Aanden sukker qvalt, som en Vind i Hulen, Sværd svinge, skjøndt Ingen det fulde Saar under Rustningen seer, og Sved om Saaret, som Skum paa Bæg'ret. Løs Sorghjelmen, Stella: se Rynker blive Viziret: jeg griber Harpens Slør, som jeg hang paa Birken. Ha, sku den, liig glimrende Regnbu', lænet til Ygdrasil! Stella er' dens Strenge gyldne Landser? Hvert Spyd har sin Kjæmpe, som staaer ved Siden usynlig -- en Skare Aander -- Strengenes stærke Toner. SIDE: 216 Ak, Strengene ligne dit Haar, skjøndt dunkelt som Bølgen, der triller gjennem sneedækte, hvalte Strande. Ak, Strengene ligne dit Haar, naar Vaarvinden, hviskende bag det, smigrer Nakken med Æbleblomster. Løs Sorg-hjelmen, Stella: de frie Lokker (sangfulde Tanker) vil flagre som Solens Vinger, svulme som Morgenskyer. EN SOMMERQVEL UNDER SYRINGEN Kom Kjærlighed, kom imorgen igjen, kom med dit Taare- blus, med dets Røg af hvirvlende Klage, kom til din Ven! Da Tusmørket faldt, en Geist mig iskjul hvisked: "til Vinen trænger du, liig til Regnskyen den Asp, som staaer der saa guul." Den Viismand Fornuft sig kaldte: hans Had følger dig, Elskov. Fly, min Veninde! Ranken har mørkgrøn Galde for Graad. Et Bægerblus svang han: meer jeg ei saae Elskov, din Stjerne. Snart jeg i disse kjølige Skygger syngende laae. SIDE: 217 Her skal af Hendes Blik ei min Sjel tumles, som Hingsten under en Kvindes silkeblaae Tøiler, væltende Sved. Paa Druernes Morgenbølger min Sorg glider som Svanen: dybt se den dukker, stiger som Dagens straalende Ørn! Skjøndt Aftenens Stjerne jeg skimter der, liig Vennens Farvel, der sittrer i Øiet . . Tys, en Ligusters Suk fløi forbi. Min Fryd under Ranken rasler, min Kind er ei Cypressens duggede Blad, min Tanke er heed som Ørkenens Vind. Den henover Sorgen farer, liig Siv svider den Sorgen, hvirvler dens Støv i Glemselens døde staaende Søe. Flyd, Viin, som bølgende Viinhøje i en rød Horizont! Flyd, Sang, som en Flod under Høiene! Farvel da min Dag: jeg elsker en Nat: Nat, som min Fryd med funklende Øine seer: blot jeg seer i Stjernen ei Graad. SIDE: 218 Syringen med Viinkalk-blomsterne staaer her som en Svend, mens jeg nu en Purpurkaabe af Viin om Kummeren slaaer. En Abild med Honningblomster-fad er mig som en Terne. Længe i Vinen Aftenens Stjerner kige -- Eja! Lad Morg'nen sit Kobberskjold høit i Øst række, og Dag, som rødvinget Fugl, slaae syngende høit mod Himmelens Hvælv! Lad komme en Dag, som Eivind, der høit sagde: "nu, Konge, Tid ei at drikke!" -- Seilet paa Hav og Skjolde han saae -- Da Sukke vil komme, Skibene liig sorte i Taagen. Adelsteen liig, jeg seirer med Pilen dybt i mit Bryst. -- Jeg derfor Natten maa elske, som kaster til med sit Muld hver Rynkegrav, hulet for Taarerne, som falde ned der, som hvide Dødningehoveder. Se, mens jeg sværmer om Natten, maa Sorgen, iiskold som Kalk, vaage i min tomme Seng. -- Lædsk den blot med lidt Graad, saa har du Elskov for Sorg; thi større Forskjel er der ei mellem de Tvende vel! SIDE: 219 HVEM ER STELLA En, med fem Fingre om sin Elsktes Hals (Hun, hvis Øje seer ud som en ynglende sort Pudel) spørger mig, leende i hendes Øre: Hvem er Stella? Ret, min Ven, pral af Elskov! hvert et Kys er at æde en Skinke, hvert Blik i din Møes Øie er jo at see i en Nat, af Bacchanter fuld og Fakler? Tro mig, Ven, Kjernen du, jeg Skallen fik. Tænk engang, at eet Haar af din Eva vil vist veje dobbelt mod hele den Stella, du spørger om saa tosset! Han fik sit Svar; men der sidder en Ven med Spørgsmaalstegns-smiil over Bægret (den dybe Dal, hvorfra Kjæmper han tryller frem at forsvare det djærve Norge). Ah, du vil vide hvem . . ? Stir i dit eget Hjerte, saa seer du paa Dybet en Genius . . Se den hos dig er en liden Bacchus i raslende Latterkaabe. Din Bacchus ligger bestandig i Dybet. Min Genius snart (som det lyster) gaaer til Himmels. Thi min er en Engel, beruust af Sang (den letteste Hjerte-viin) og let er dens Dragt: et fattigt Taare-liin. Med rhytmisk Vingeslag opad en Streng (i mit Hjerte fæstet, der da har Gravens Echo) SIDE: 220 den stiger blandt Stjernerne, som et Barn i fulde Jasminhæk; dens Skygge (o Vingen som Lokker synes da) jeg seer langs Aasen glidende, i Form som -- en Qvinde! TIL STELLA Ha, hvor spænder sig min Sjel op til Himmelen fra Hel! Stella, Stjerne-seraf, vil Du mig følge paa et Smiil? Spænd saa favr en Morgenvinge, og vi skulle, Sjel i Sjel, (Irmiel, Ithuriel) os til Himmelen nok svinge, sænke bag os et Farvel til vor Jord: en liden Taare (Pragt nok for saa arm en Baare!) Se, der daler Taaren ned, som en sølverfloret Due! Nu da Jord Farvel! Guds Fred! Se, vor Offertaarelue hvifter i de Suk, som flye mellem Jorden og dens Skye. Gid, som Helliggeistens Kjerter, den maa falde ned paa Hjerter! Vee, se Jorden glindser vaad -- Stella, seer du dybt dernede, før sig Skyer om den brede, at ei Himlen seer dens Graad? -- Vee, se Jordens Glands er Taarer SIDE: 221 (som et snehvidt Enkeslør kastet over kulsort Baare) enkelt Flek af Suk kun tør! Og vor Taare (Sjelens Blod) visner i den stride Flod. Stella, se dig ei tilbage! klyng dig fast, jeg flyer med Hast! Se de vide Skranker brast! Hør, hvor Verdner suse hvast! Hvert vort Aandedrag er Dage. Se, der ud af Godheds Dybet, hvirvles Verdner, Aander, Krybet: Aander kjæmpe kun for Freden, Krybet kun for Evigheden! Se der løber op fra Dybet Melkevejen bred og lang, hvor, med Perleglands og Sang, tumler Jord og snoer sig Krybet. Gjennem Solenes Portaler maae de vandre Alle til Fred og Evigheden: Hil, Hil Guds store Høitidshal, fuld af Verdners Hosianna, fuld af glade Aanders Smiil, fuld af Livsens Stjerne-manna, dryppende fra Solpocaler. Se, her er vor Bryllupssal! Søde Stella, søde Brud! følg mig til vor Høipræst: Gud! Her er Hjemme: Du maa glemme (Tys, et Bryllups-serafchor alt begynder Harpen stemme, for at hilse os herhjemme!) Du maa glemme Fa'r og Mo'r, Seng og Kammer hist paa Jord. Vælg dig, søde Brud, blandt alle disse Engle, hvem du vil SIDE: 222 din Veninde-cirkel kalde, knyttet sammen Smiil til Smiil. Se, du Laura træffer her, som Petrarcha havde kjær (Laura sandelig, thi vist fik hun hver hans Laurbærqvist) Den Seraf, Du øiner der Tassos Leonora er. Denne Serafine-skare om Cheruben hist, se hist, Byrons Elskerinder vare. (Ak, som vi, de Alle kun fik hinanden i en Stund, naar . . . en Stund, som denne korte, da Alt er her, og Intet borte, da Harpens lille Strengerad, ere aabne Himmelporte, o for dem, som skiltes ad.) Se, i denne Engleflok har du jo Veninder nok. Vælg dig, søde Brud, iblandt Himlene, vi aabne fandt, den der finder dit Behag. Blomster (som du hisset saare elskede, som jeg en Taare) her du ikke mangle skal, hvor du vælger nu vor Hal. Se, i dine Vindver staae Maane-Malv'aer, klare, smaae, Stjerne-Heliotroper smelte sammen til et Uskyldsbelte, vildest Sol-Passionsblomst, med Balsamine-ræd Komet, snoer sig af den hele Hæk, Skyblad skiller ad den Klynge, glade Engle rundtom synge: Søde Brud, er saadant Bed Trøst ei for din lille Have, SIDE: 223 som vi saae bag Skyen gled, som en liden Blom blandt Grave? Melkevei, o kan den ei Bytte være for den Bæk, som, bag Fjeldet hist, fik ofte kysse Stellas Barm og Hofte? (Ah, jeg til den stille Dal, da jeg gik i Støv og Skal, ofte mig ved Midnat stjal; drak saa, til jeg næsten -- Ak, som om, bag de kolde Stene Bækken var en Hippokrene: Taarer blev dog hvad jeg drak) Søde Brud, din Barm og Hofte er nu bleven Ormeskofte, og min Pande er i Gruus Tømmermands-tordyvels Huus. Ei, i Tinding-hjørnesal holder han et lystigt Bal, hvor Johannisorm, den Stakkel, for de Andre holder Fakkel; Værten tramper Takten til, ellers er der intet Spil. Søde Brud, jeg hist ei kunde tænke, phantasere, blunde mig saa salig Salighed som, naar Sommernatten ned Æblevellugt vilde ryste, og en dunkel Taushed da til mit nøgne Hjerte kryste . . . . Stellas nøgne Barme -- ha! nu jeg agter selv den Blom, Jomfrubarmen vugged om (som en Sommerfugl, morgenrød paa en hvid Nymphæes Skjød) ikke mere end en Pjalt, aflagt nu, skjøndt rosenmalt. SIDE: 224 Nu min Sjel kan ene blunde, tænke, fantasere, stunde til det Øieblik, at din Sjel skal parre sig med min: saa vore Tanker, vore Smaae fylde hele Himlen blaa op med Sang og Engleskin. Barm og Arm er dog et Skille, om de mod hinanden spille. Her er intet Skille, uden Fantasiens Slør om Bruden. Tys Cherubers Bryllupschor! Bruden hæver nu sit Flor; og jeg seer min stjernerene Stellas Sjel til mindste Ynde. Ha, hvor voxer Digtets Brynde! Ak, nu skal vi os forene! Søde Stella, søde Brud, følg mig til vor Høipræst Gud! Nu jeg vil ei længer bie: Han os evigen skal vie. O jeg efter Stunden higer, da jeg skal min Vinge lette, for dit Hjerte ind at flette! Kommer Stellas Brudepiger! Laura, Leonora høre hvad for Gud jeg Stella svoer. (var ei døvt hist Stellas Øre, Hjertet var dog fuldt af Jord) . . hvad jeg svoer min ene Brud, (saa at Evigheden selv Gjenklang gav fra Hvælv til Hvælv) da vi knælede for Gud, ved et helligt Solealter: at vi vilde leve sammen, inden samme Englehud: SIDE: 225 at vore Hjerters Offerkar skal staae bag samme Vingepar! Tys! -- nu Høicherubers Psalmer! Tys! -- min Byron med Basunen! Tys! -- Petrarch med sin Guitar! Byrons Elskte, Leonora, Laura, Kamoens's Maria, hørte Alle hvad vi svore, synge nu: "Halelu-jah! Ham, som giver Aanden Fred, meer end Fred: en Salighed." Tys! -- nu runger deres Amen! Rul, mit Himmelforhæng, ned! Her er Bryllups Fryd og Fred, Her i Saligheds Paulunen. SIDE: 226 TIL MIN GODE FADER NIENDE NOVEMBER 1829. In integrum da restitutio! In honestum regeneratio! In bonum, sanum revolutio! Quâ nova constitutione coronam tuam, du svarte diabole, pone! Idag (min syttende Mai) idag, min gode Far, modtag da her mit nye Charte! Henrik. FARVEL (Lacrimatus Ejulans paa Stranden. Rosa i en Jydesmakkes Stavn). Lacrimatus Favre Rosa vil du bort? Se, hvor sort Bølgen gaber dig imøde! Alt for kort var det Foraar, du lod gløde om min Sjel: Dvæl, o dvæl! Rosa Nai, a vil skam bort. Lacrimatus Frygt den blanke, falske Søe, Cimbermøe! SIDE: 227 Maagens Hyl dit Smil vil blegne: Herthas Øe taler ei som Norges Egne Høiheds og Skjønheds Sprog. Rosa Nai, a skal inte til Spraae: a ska til Jylland. Lacrimatus Ak, du letter alt din Fod? -- Unge Blod, hvor letsindig! først du kommer mild og god, yndig som en Junisommer; elsket, nu flygter du? Rosa Nai, a skal seile med Skipper Gommesen. Lacrimatus Snekkens fremadvendte Karm holdt min Arm, hvis jeg kunde Rosa knytte til min Barm, hvis Hun vilde venlig lytte til mit "bliv! Sign mit Liv!" Rosa Nai det er ingen Snek, men en Smak. SIDE: 228 Lacrimatus I det vide Norge, naar Rosa gaaer, intet Hjerte varmt som dette graadfuldt slaaer. Vil du Blomsten mig forjette Glemmigei? Vil du ei? Rosa Nai, a troer inte den grooer i min Moors Have i Thyeland. Lacrimatus Glem ei Elskers Klage, -- O Tanken jo finder over Fjeld og Bølge Elsktes Boe. Maa den ikke Rosa følge saa: Levvel! Rosa Nai, Gommesen har ikke Rum, Falill. Farvel! (Smakken gaaer afsted). SIDE: 229 UNIO ROBUR GOTHORUM TRIA JUNCTA IN UNO TRINITAS GOTHORUM STORM-MÆLE TIL GUSTAF HJERTA "Min Sjels Harpe med et hvæsset Smertes-hviin tvertsover har jeg skaaren -- det uselige Liin. Hvis endnu i min Hules Indgang tør sig tee paa klangfuld Vinge baaren en himmelfødt Idée: Forbandelse den møde, hvor Jubel mødte før! i Tausheds Grav den træde; ei gjennem Harpens Dør! Hui -- ha! med søndersledne Strenge, min egen Brud jeg hænge, mit Hjertes Tanke-engle jeg strangulere tør. Jeg Sang ei vil øde paa gamle døve Nor. Forhaanelser kun svare -- det er min Hymnes Chor. Ja, var min Harpe end en Regnbu' fuld af Sang, naar Nor vil heller kare i Kobberskillingers Klang, mig Himlen da bevare at ryste Gubbens Fred. I Hjertets Leerhul heller jeg graver Harpen ned. Nei -- ha! jeg heller gaaer i Graven; ja bryder Plecter-staven, og vandrer under Mosen, og tager Harpen med. Jeg tier da -- javel! Ak, Hjerta, ikke vel! Thi just idag en Tanke er kommen til min Sjel. SIDE: 230 Den har i Haand en Jord med brændende Throner besat; og dog, trods disse Rosers Duften (en Hær af Majestæter, der dampe hen i Luften) trods, denne høje Tanke med Guddomsild i Øjet og Engleving paa Hat, paa dødeligt Hjerte banker, ja banker -- tys! den banker: jeg raaber ei: "kom ind!" men sidder taus som Nat. Saa Taushed svoer jeg Vormens Bølge og Skreyas Sky: de Eneste, som gide høre, de Eneste, som gide svare, de Eneste, som mægte følge de Skygger, som paa Harpens Gny fra Himmelen til Jorden flye. -- Frem Gjæstebordets Pocaler, Glemselens gyldne Valmuer! -- En Skaal! -- Silentium er slagen med Kammerherre-nøgler paa Sølverfad. En Skaal! -- Silentium er hvislet af alle Tunge-øgler i Gjæsterad. En Skaal: "Sandhed er Skin, Frihed en Vind, Selvstændighed Griin paa Trællekind . . . Klinker! Klingklingeliklang! Gid ingen af disse Gespenster maae suse, maae kneise, maae rødme paa Dovres Tind! . . . Op! Drikker engang! Men gid vi maae spise som Viindruer Lænken! . . . Smasker! Smask er vor Sang! med Herskernaades Sødme paaknæ os beruse! . . . Drikker! Kluk! Kluk! Til Himlen forvise SIDE: 231 Moralen og Tænken! . . . Hikker! Det er vort Afskedssuk. Ja, gid vi maae glemme, hvor vi have hjemme! . . . Tilbunds! Ja lader os smeltes i Selvhersker-smiil! . . . Tilbunds! tilbunds! til Smaakugler æltes, der kastes, der væltes hvor Støberen vil! . . . Tilbunds! Ret saa!" -- Slig Skaal, slig Skaal indmaner' en Hofdæmon i mit Bægers Baal, indtryller en Hofmandssjel (en livlig Orm i en Purpurfell -- et bævrende Maaneskin) i min kolde og døde Viin. -- Frem da Gjæstebuds Pocaler! Tilgiver, jeg kaldte før Eder, fuult under Bordene skjulte Dragers glimrende Snogblik! Nei, hulde Stjerner ere I, dalede i en Vennekreds: Vinen, som Hjerter i Venners Øine, funkler i Eder . . . . . . ja svulmer i Eder som overfulde Fryd i en Taare. -- Klingklingeliklang til Kjælder- eller Soupee -- sang! Se Gjæsternes Smiil langs Bordet som en Løbeild! Regelmæssig op- og nedad plaske de alle som Aareslag. De bævre paa blussende Kinder som Strenge paa rosenkrandst Harpe. -- Hekatomber til Ungdommens Ære! Ofrer Modet paa Tallerken! hvælver Hjertet under Skaal! Put Mad i Mund, og ti! Træk Fløjel paa, og taal! SIDE: 232 Ofrer Sundhed, ofrer Ungdom paa et Fad! Ud med Hjernen! ind med Duften af en Raadyrs-brad! Ofrer Sværd og Harper for Knive og Gafler! Udspyer catoniske Tanker med Viin og Rosiner! -- Hekatomber til Ungdommens, fortunas Dyrkeres Ære! Thi gammel, puddret Rojalist skal tabe i at æde, og gamle Satyr i Drik; -- han rødmer af Skam, ei af Viin. -- Vi leve af Naade og Gjæstebud -- Hollah! Den er vor Riego, som sprækker -- Vivat, comedat in coelis! Vor Frihed er lav Viintold og gode Kjødpriser -- Floreant in æternum! Vor Sandhed en Ukase; dens Fakkel en Sølverstjerne. Vor Selvstændighed en Sinecur og rolig Middagsluur. -- Klingklingeliklang til Gjæstebuds-sang! Hid kommer ei den forhen Elskede: Musen skyer Dampen af Steg Chrystalkronte Gjæstebudsbord! Syngende Chrystaller! Søde Melodica-Hyaline! dig vil jeg slaae. Huldere er du, end Harpen, Ingen hører paa. -- Jeg til en Liimpind Plectren gjorde; min Lyras Streng jeg snoede til en Dompapsnare; jeg hang min Harpe som en Done i vildest Skov i hele Norden, at fange Trost, som liden Dreng, til hiint mit Skjaldfarvels-festin. Der hænger den -- Nu brøl med Vinden! og lefl og ból min gyldenlokk'de Elskerinde, mit straalespændte Verdenshjerte -- ja evig min og mit, forinden jeg gav dig fri til Sky og Sol -- med alle Verdens Vinde ból. SIDE: 233 Hvad kan jeg andet, end at sætte i Mosen mig, og kalde den mit Gjæstetaffel, og suge Tytebær for Druer, og lytte til de Vindes Trætte om hvem, der først skal parre sig -- o fordums Elskede, med dig? Mon kan jeg mætte meer det Helved, jeg huled ud, at gjemme deri Tausheds-éden? Hvad kan jeg for, at Skovens Vinde til runde Tonedryp sig hvælve, idet de øve voldsomt Brud igjennem Harpens gyldne Skrud? "Hui! Harpe, jeg river dig bort!" -- saa hviner Nordvinden gjennem den over mig -- "Jeg river dig bort . . Du skal pryde mig, hui! "som gylden Ring om Ørnhals sort." "Hanrei! Hanrei! Hanrei! langmodige Hanrei!" -- saa skrasler Sydvinden gjennem den ned til mig, vuggende sig kaad over Harpen -- "Nei, fromme Elsker!" nedhvisker Denne, den haanende Troløse i langt-hendøende Gjenlyd i Vindstillet (Matheden efter Omfavnelsen). Saa haaner det, saa hviner det. (Saa falder der en Qvist i Skoven) Saa klirrer det, saa runger det. (Saa falder der en Kongl i Skoven) Saa skrasler det, saa rasler det. (Saa falder der lidt Bark i Skoven) Saa suser det, saa bruser det. (Saa falder Granetop i Skoven) Saa piber det, saa fløiter det. SIDE: 234 -- -- Ja pib og fløit saalænge du vil! Med Haand for Munden, taus og stil jeg sidder her i Mosen blot og lytter til. Ja, nu, jeg ligger her i Lyngen som jordet Liig ( thi Grav er sandeligen rundtom, og Himlen neppenok er Laaget, og disse Mennesker en Klynge af Spøgelser; -- ja visselig, saa kolde Hjerter er' ei Liv.) . . Ja, jeg i Lyng og Mos og Myren begravede Liig maa, naar jeg ei tør synge, lytte til Svanesangen ovenover, hvor, se, i Harpens Baal -- se Fyren dets sorte Røgsky! -- ak, for mig forskudte Elskling ofrer sig. Tys da! Tys da! Lad' høre Hvad Vindene spille paa Harpen, der hænger for hvilke, der ville; ja hænger paa Qvist, liig funden Rem, man selv ei gider tage; men hænger frem for gjerrigere Vandrer . . Vel! vel da! den slingrer for Veir og for Vind, til Tjeneste for alle Svadaers Fingre. Men, Hvo endog, der slaaer den, ei meer er Skammen min. Jeg vil, som Andre gjøre, forhaane Hvad jeg hører og Hvad jeg ei vil høre. -- Tys da! Tys da! Lad høre Hvad Vindene spille! Det haaner ei meer, det hviner ei meer. Dei piber ei meer, det fløiter ei meer. Ved Himlen! faaer Vinden Vid da? Forbi er Chaos, Harpen er bleven en portdannet Form, hvorigjennem Verdnerne glide. SIDE: 235 Ved Himlen! Ah, taler Vinden? Der suser en Søndenvind gjennem Harpen. Den hænger sig hvidnende fast ved de mellemste Strenge. Der bruser en Østenblæst gjennem Harpen. Den hænger sig blaanende fast ved de øverste Strenge. Der hviner en Nordenstorm gjennem Harpen. Den hænger sig rødnende fast ved de nederste Strenge. Som et trefarvet Flag, med gylden Sejerskrands cirklet, flagrer over mig, se, min frigivne Harpe! Ja, som udfoer paaeengang, liig brede Baand, af en Løve staalblaat Sværd, en Blodstrøm og Hjerterod snéhvid. Se taagehvid Søndenvinden, som kom den fra lave Øer! -- O Følelse svulmende, æsende! Vælter sig Kattegat gjennem mig? Øresund banker i Pulsen? Se himmelblaa Østenblæsten, som kom den fra mørke Søer! -- O Iisnende! Mørke! Brusende! Store! Mon Mälarn decemberkold fraader igjennem mit Hjerte? Foer Vetteren héden (ja gjennem Kanalerne aareladt)? og strimer dens Skygge, som Østenvind blaa, gjennem Harpen? Se høirød er Nordenstormen, som kom den fra høje Jøkler! -- Ha Svævende! Sære, svimlende Gysen! Frembugner et Dovrefjeld under min Hjerne, og løfter den op, saa (liig tusinde Stjerner, der ud af en Sol, ved et Skaberens Tryk, naar han fremaf sin Alvældes Dybder opløfter sin Fingers Ildsøile, briste) den breder sig melkeveiskimrende paa Firmamentet, og skuer med tusinde Øine, som Mórilden irrende, under sig Lande og Have og Øer som drivende Skyer? SIDE: 236 Ved Himlen! ja Vinden taler. Dens Røst er et Folks Raaben. Dens Tusmørk-atomer Hoveder ere; ja Menneske-aasyn -- vel mindre end Dugdryp, dog Aasyn. Millioner af fnugsmaae Pander den Sydvindens Hvidnen danne; Smaaeøines Millioner Øststormens Blaanen; Millioner af blussende Kinder den Nordblæstens Rødnen. Ved Himlen! Ja Søndenvinden de talløse Smaaemundes Surren -- hui! samsmelter, hui! til eenvældig Brusen, der, hui! naar den gaaer som et skummende Hav gjennem Harpens de nederste sølverne Strengechor, hui! saa de hoppe som florklædte Piger, der dandse maae for en Barbardrot, af Strengene deles til Ord flux, der tone som danske: "Før svævede jeg paa Havet . ." -- hør Sydvindens Sang paa Harpen! Hvo høre? I øde Skov jeg jo lytter? -- "Som Møensklintens blege Gespenst, ja jeg svæved paa Havet." "Den Punct, hvorom rundt jeg hvirvled' (den Fædreland knapt kan kaldes) en Bøgetop-klynge var paa en Banke. Knapt syntes mod Havet den Stads som en Østers med Tangdusk." "Dog brusede undertiden rubinrene Nordenvinde mig gjennem som sunde Pulsaarer -- Eijah! da drak jeg dens Granduft, sig Bøgene lufted og kroed mod Skyen -- hvert Blad da som mættede Storfugles Vinger." SIDE: 237 "Da tusinde hvide Seil sig udspredte fra Banken (hiin, der var Østersskal kun imod Oceanet). Som skinnende Perler de trillede udover Havet. Sig Flaader udbredte som Perlemoers-hvifter til Svaling; thi over mig Himmelen brændte af Dann'brogers Tusind." "Men Nordvinden trak tilbage sig snart til sin hule Klippe. Da Bøgen til Tang sank, hiint Skjær til en Skal, og de talløse Seil som Snedriv i Kattegat smelted, og Flaaderne, lige Conchyl-argonauter nedsjunke." "Jeg dalede mat mod Bølgen (thi nu ingen Kraft mig løfted') Evind'lig jeg sqvalp paa Havet -- o vamle, dødblege Kretiners udtrukne, livløse Samleje! -- Jeg slubbrede Belternes Skum, og de slugte min Taage i evigt, kjedsommeligt Kredsløb . . ." "Ha, Vindenes Spot ei længer! Ei Sumpenes Trællebundne! Min søvnige Lænke engang ei rasler. En svingende Hvidmaages Flugt er det Liv, som mig rører. -- Se Denne kan kaldes min Drot, og en Terne min Dronning. Dens afmaalte Cirkler er al Majestæten, den ejer." "Brist Sluse, min døde Qvalme! Jeg storme vil over Havet; ja did mod Nordost, hvor Himmelen rødnes af Nordstorm (som udstrømmed Jøklernes Qvelglands) og blaanes af Øststorm i evige Vexel, liig trefarvet Banner, hvis Striber kun vexelviis flagrende tee sig i Luften." "Forbandede Lænker, brister! Ha, gjennem har Rusten ædt jer! Hui! henover Vesterhavet jeg fraader som Dødsens-anstrengelses Sved gjennem sorteblaae Furer." SIDE: 238 "Jeg høitover Hav mig reiser, ja liig en uhyre Musling, der evigen snoer Spiralerne opmod et Maal i en Himmel, ja stedse fra videre Kredsløb -- en Malstrøm af Luft -- jeg hvirvler min Spids imod Maalet." "Jeg dele vil Eders Frihed. Jeg bruser til Nordenvinden, det Jordhjertets sunde Aandedrag gjennem en Nordpolens Hule -- did bruser jeg hen, did jeg hvirvler, hvor Nordvinden rødner og Østvinden blaaner en Himmel." -- Ved blot et "Amen! Amen!" krænker jeg knapt min Eed, og knapt ved Hovdet lidt at lette, og ved lidt Mismodsriim afryste? Vel! Amen da til brustne Lænker! Vel! Amen til den Thron, som gled i Kattegat fra Sjølund ned! "Kom, hulkende, blege Søster!" -- saa Nordvinden hviner -- "kom du!" "Ja, hæv dig -- saa Østvinden udtoner -- fra sygeligt Leje til os i den svalfriske Æther!" "Din Bøgkrands mod Sky da hvifter. Den løfter sig op til Granen. Dit Belte vil svulme; ja, som du skulde en Klynge af Smaaeøer føde, fagre som Thorseng." "Ret, spræng Dine gamle Lænker! Da vældig paa Jord du vorder, naar -- hil dig -- vi begge Nordens Behersk'ere dig henhvirvle med i vort Seirsveddeløb omkring Polen." SIDE: 239 -- Saa chorsynge Nord- og Øst-storm. Og Sydstormens Brusen svarer: "Se Brødre, jeg stevned frem! Da jeg letted mig op, se, en Skare af toppede Maager nedtumled i Bølgerne matte, da Taagen ei længer dem bar, og en Klynge af døsige Sælhunde (disse, som forhen var Skjærenes Herrer) med Hylen nedplasked i Dybet." -- "For kostbar ei Frihed kjøbes. Hvis Livet den koster, giver man bort kun en Sølvklump, hvoraf Tyranner med Sceptrene hamre sig Natbækken snart, snart en Huusgud, for gyldne Pocal, hvoraf Himmelske Salighed drikke." "Hvad kosted din Frihed mere end disse din Trældoms Yngel, der dengang du opsteg, skvulped i Dybet, ei taalende Skuet (halvblinde de bleve i Mørket, de pustede ud og indaandede selv af de store, trompetlige Næseboer) af Himmelens Klarhed, der aabned sig over dem, liig det alvorlige Blik af en Guddom?" -- Saa chorsvare Nord- og Øst-storm. Se, sammen de trende Vinde sig hvirvle, og løfte Lyraen, liig en Trolovelsesring imod Himlen! se fare den gjennem saa tom, med et Dvergmaal, der klinger saa huult som en Eed, den gjenhænger. Men Vindene bruse forénede hen, og sig samslynge til en uhyre Skyhós, som sætter sin Spidse paa Dán-holmen, Scandiens tredelte Hjerte. Den opsuger Landenes Styrke og Havets, saa Snekker som Hagel udbriste, og talløse Spyde som Iisslag. Huulttordnende løfter den sig, saa en Zone af Jorden i Skyggen forgaaer, mens den breder sig ud under Himlen som trefarvet Flag over hvert af de scandiske Riger. SIDE: 240 Det tier -- Havblik -- Stormstille! Den sidste Klang var Stormens (nu min Syngemesters) nedladne: "Tak for Laan af Harpen!" -- Ha, atter jeg den Tause gribe, liig Dreng, der oppaa rostrum sprang, der taus over hævet comitium hang. Thi sov Hvo kan, naar Skyen gjalder! Og ti Hvo vil, naar Vinden selv Oracler qvæder, naar Chore tale selv fra Luften! Jeg høit min Eed tilbagekalder. Jeg jubler, trods det Helveds Ild, jeg svoer min første Hymne til. Ja, skal jeg for min Meeneed stænges af Himlen ud, jeg jubler udenfore Porten, saa Petrus kommer ud i Skjorten, og skal da (om jeg saa skal hænges) det hele Stormmaal høre ud om trende Folke-stormes Lænkebrud, om trende Folke-stormes Sammenskud. -- Ja, hvis mig Jorden og fordømmer, der hører paa, at samme Dag, jeg svoer at tie, jeg alt har kimet fire Timer, da veed jeg, Hjerta ei vil glemme, at, brænder Skjalde-hjerte, maa vel Røgen ud af Munden gaae. SIDE: 241 PARISER-HYMNEN Op Frankerfolk! op Heltestammen! Sin Arm gjenaabnet Frihed har. Man bød: "vord Trælle Allesammen!" "Nei; Krigere!" lød Alles Svar. Medeet Paris erindrer sig sit fordum hørte Sejerskrig: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Slut fast Geledet, fast til Døden! Fremad! Hver gjæv Parisermand med Borgerbøsse tænder Gløden til Offret for sit Fædreland. Kun Eders Raab, I Mindets Dage, Paris med Hæder gjennembrage: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Forgjæves raser Løbeilden. Den avler Helte, hvor den slaaer; og modner disse lattermilde Hærførere paa tyve Aar. Kun Eders Raab, I Mindets Dage, Paris med Hæder gjennembrage: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Hvo er det, som med Bann'ret stævner i Blod igjennem tætte Flok? SIDE: 242 Man ham to Verdners Frihed nævner de la Fayette med Sølverlok. Kun Eders Raab, I Mindets Dage, Paris med Hæder gjennembrage: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Trefarverne igjen samsmelte. Seirhæren seer sit Jubelsyn, at Frankrigs Friheds Himmelbelte fremstraaler atter gjennem Sky'n. Kun Eders Raab, I Mindets Dage, Paris med Hæder gjennembrage: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernes Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Du Kjæmper for trefarvde Fane, du Orleans, som selv den bar, Du blande paa vor Sejerbane dit Blod med vort, som strømmet har. Din Røst skal høres løfte sig med hine Dages Sejerskrig: "Fremad! fremad mod Kanoners Rad! Bataillonernns Ild og Staal split ad! : : Storm frem, storm frem til Sejer! : : Slaaer faldne Brødres Dødsmarsch! Følger til Sorgfest efter Ærens Dag! Med Borgerlaurbærkrandse dølger den store Sejer-Sarkophag! SIDE: 243 Med blottet Isse vi dem bære til Tempelet for Sorg og Ære til Pantheon; thi, Martyrer, I med Hjerteblod kjøbte Frankrig frie : : og Eder evig Hæder! : : BOLIVAR Bolivar! Du, som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . . . -- Hui! saa det bruste frem som Andes' Høstorcaner, og kruste de stolte Strømme, som længe besang deres Frihed, mens Breddens Dyrker (ak, var ei hans Øie som Bølgernes stolt og klart?) sin Trældom bejamrede; slynged saa Lænken over Skyen tvertigjennem Pizarros Aand (kun seent den bævred 'gjen sammen, thi bleg som den laae i fjernest Vraa isammenkrympet den skiltes som Moses Hav, som Skyhos' af Nødskudet); hvirvled saa Lænkens Stumper op som Støv, saa Cortez den straalende Naadens Stol, han knæled for, øined ei. -- Bolivar! Du, som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befriede! Hører du ei dit Fædreland -- ak! nu, det knæler, og kysser din Haand med Graad, og hulker dit Øre fuldt? SIDE: 244 Bolivar, hør! det er jo Columbiens Qvinders Flok, som, strygende venligen bort din Pandelok, smaahvidsker: "stolte Libertador, Du befrier blot Mænd, Columbiens Qvinder lænker Du til Dig igjen." Bort Sennora! Læger end dit Kys et Kampsaar, det læger ei Sorgens; thi med Gifttænder bider den. Bolivar, hør! Det er jo Columbiens Heltehær, der hulker som vare de Børn med Krambod-spær. "Tilgiv os, ædle Libertador! Os, som med Nidets Kniv dit Hæderspallium søgte -- vee! vi traf dit Liv." Raab Ham "Morillo" i Øret! Maaskee staaer han op, og (som var det hans Kamp-skarlag) i Lagenet hyller sig. Bolivar! Hør et Folk dog! Columbiens hele Folk! Dets Graad er den smeltede Chrystal-Tvedragts-Dolk. "Hvad Du ei mægted', Libertador! Det gjør Sorgen nu: Os samknytte -- nei, den lænker. Det vilde aldrig Du." Trælknæler end Columbia? knæler? -- Raab dog "knæler paa Seiersvalen! toer i Blod de rasende Tindinger!" Fribaarne, ei vanæret Du, og raser ikke, om, knælende dybt som Græs, du trygler Tilgivelse. "Lyser ei meer Befrierens blodrøde Kamp-mantill, slukket da er Seierens høie Offerild. Den var Din eneste Rigdom. Arven deles ret! Hvert Banner skal faae en Lap som Seiersamulet." Styr os med Laurbærqvisten! styr Dit Columbiens Folk! Dictatorens Laurqvist blier aldrig Herresvolk. Ha, gaaer Du hellere til Helved, Sjelene at befrie fra Djævelens Vold, som os fra Ferdinands Tyrannie?" SIDE: 245 Bolivar gik til Himlen, for Cortez og Pizarro at indlede førstegang blandt de jublende Udsonte. "Haanden, som bøied Lande ved Floder og Alperyg (som var ham Cordilleras kun en Bue myg, ja Orinoko kun en Streng), og maalte Lande af saa let som en Bonde maaler Haven med en Stav; slog saa en Ring i Luften -- da fremskjød inden den Bolivia og Peru og stolte Columbien . . den Haand -- ha, slaa dog mod Skyen! -- hænger myg og bleg fra Lagnet som vissent Efeu fra en Kirkevæg. Pulsaarerne sprang, da alle Hjerter den stærke Haand til Gard vilde flette om Friheds unge Vaand: O vee os, store Libertador! tøile vort vilde Sind, det var som at tæmme Bække, styre Kastevind. Brus da, du gale Paez! Ingen skal følge Dig. Columbiens Viljer som Elve samle sig til Kraftens Stor-Amazonestrøm. Det dybe Hav, som samler os sammen, værn Libertadors Grav!" LEVE SYTTENDE MAI! SANG TIL CONSTITUTIONSDAGEN Du qvalte Røst i Salen, brus frem som Fossens Væld! Og rung igjennem Dalen som Storm fra Dovrefjeld, fra alle Dølehjerter som under Vadmel slaae, mens Fryds og Friheds Kjærter i kjække Øine staae. SIDE: 246 See, over Storm af Latter (den Første vist i Aar) den hulde Majens Datter rundt Norges Himmel gaaer! Og hvor hun bliver baaren, den Majens favre Dag, i Jubl hensvinder Taaren, som ved et Trylleslag. Thi Meer end Guld hun øste vidtover Norges Land; thi Slavejern hun løste af Norges gjæve Mand. De Frie sig da fryde! Men Trællen sidde qvar! Hvad rager Goth og Jyde Klenodet, Norge har? Kom raske Gut og Gjente til Majens grønne Vold! Vi skal Fiolen hente: der boer den muntre Trold, som løser Glædens Vinger, som over Gubbens Haar og Kjærringskoutet klinger: "Heihopsan! det er Vaar!" Se, Friheds Dag i Majen, din tro og kjække Hær! Dit Jubelbanners Vajen den lyse Fjeldbirk er. Dens muntre Grønne taler: "Jeg er det skjønne Haab, at rundt i Norges Dale idag er Jubelraab." Et Bæger skjæmmer Ingen, hvor Folket staaer som Brud, SIDE: 247 med Loven -- den er Ringen -- til Frihed vied af Gud. Den Ring i ærlig Næve som Lynild straaler; men, hvis Skurken den vil hæve, han brænder sig paa den. Straal da i rene Hænder, du Norriges Klenod! Men slukkes du, da ender Stolt-Norrige i Blod: Da aldrig meer jeg griber mit maiblomkrandste Glas; men -- hui! -- paa Dovre sliber min gode Tollebas! PAA SYTTENDE MAI Ræk mig din Haand, min Fiende! ræk mig din Haand idag, at vi i Fred kan minde vort fælleds Norges Sag! Lad dagligdagse Rynke, den Hverdagspandens Skye, i Jubelbægret synke! -- ak, kun et Jevndøgn flye! Mon Seier hjem vi bare, hvis ei i vort Geled vi mægted at bevare i Frihedskampen Fred? Og nu idag mon Glæden ei Folket mønstre skal, at sorgfuld Frihed Kjæden kan finde stærk paa Val? SIDE: 248 Baron, hvis Klinge boner saamangen Borger-ryg, mon dine Escadroner (de Majens lede Myg) slig Pragt-Revy udhvifte, som disse Rækker, der, naar Frihed byder, skifte Mai-Bægeret med Spær? Idag Norbanners Flige indstænge hele Nor, to Rosenkrandse lige, en Gud om Folket snoer. Du Arme, hør, den Rige idag er nævnt din Broer. Fra Hatten Krandse siige, hvor ellers Fjeren groer. Kun Du, hvis Hænder skinne af arme Bønders Sved, Du, i hvis Rynker rinde Arm-Enkers Taarer ned, gak bort til Syndepulten, og sørg i tause Krog! Idag er Den ei sulten, hvis sidste Leiv Du tog. Og Du, hvis Sværd vil skræmme den jublende Nation, hold Dig idag kun hjemme, du blodige Baron! Din Hjerne ikke fatter (fortrykket af Chako'n) den Frihed, som med Latter kun seer en Escadron. SIDE: 249 Den sorte Borgerhatten, som skygger lyse Blik, der, Stjerner liig i Natten, besee den Skat, vi fik, Baron, dig let kan gjøre, som forhen, mørkeræd, saa vi en Daad faae høre, som Morgnen rødmer ved. Fra Festen bort, I Trælle! Pak jer i Eders Vraa! Vi vare lige sælle, om I bag Mosen laae. Et Spottensbæger svælge den jublende Nation! Thi I, thi I kan sælge jert Land for en Galon. Spænd Norges Banner over! Det er et Folketelt. Se, bag dets røde Vover der lyner Kniv i Belt! -- Ha, kast den! Hvo kan hade ved Majens Himmelbryst? i Million af Glade, af Himlens Frihed kyss't? SANG FOR BRIGGEN CLARA MARIA Mel.: Trofasthed. Svøm, du Svan, saa fort du vil paa vilden Bølge! Ei du kan vor stoute Clara følge. SIDE: 250 Styrer os ei Lykken selv fra Speilet? Aldrig feiled Vind i Seilet og en Kjølvandsfoss. Ørn i Sky'n, forgjæves hviner du med Vingen: Himlens Lyn Os følger; ellers Ingen. Britten maa (skjøndt da han knapt vil leve) Fokken reve, hvor vi hæve Bovenbram i Raa. Storm paa Sjø med Jubel river hen vor Seiler, som en Mø i Dandsen af sin Beiler. See, hvor tæt Han Claras Seilbarm kryster! did hun lyster (Bretlands Kyster) bærer Bruden let! Krands dig med din Brudekrands: Stolt-Norges Banner! Dands afsted imod den Fryd, du ahner, Clara, naar din Beilerstorm skal svinde hen i linde Vestenvinde under Englands Vaar! Paa Doggeren 28de Juni 1831. SIDE: 251 CÆSARIS Doch hän i Öster, ha hvad seer jag der? Et Drakehufvud: medeltidens hufvud. Från ispalatset ligger det och sprutar sitt etter ut. Gigantens hjerta klappar inom et pantser utaf snölaviner och Asiens råhet brinner i dess öga. Tilbaka! ser du ei vid himlaranden din Genius sjunker i en sky af blod? Ridderstad. Forord. Du søge din Plads i Musikcorpsets Skare, i fuld Uniform, du Erobrerens seirdrukne Skjald, som seer ei, at Mennesket Cæsars Sejersteg vare Cheruben Cæsars Fald! Sejer du synger? Der synges kun Sejer af Smaaebørns Lallen (den Jubeltrochæ), af Qvinders dandsende Fod, (den levende Dactylus under Trofæ) naar cincinnatført Folk, ei Cæsar, det Fædreland ejer med Hæder og Fred, det afkjøbte Jorden for Blod og Himlen for Sved. ("Erobrerens Sanger" af Forf.) Anmærkning. Man har, for ikke at give Aarsag til Hentydninger, undladt at betjene sig af Ordet Czar, som ellers ofte vilde faldet godt i Verset, og i dets Sted seet sig nødt til at bruge Cæsar, der, ubekvemt nok, hvor det staaer med Tonstreg, maa læses med første Stavelse meget kort, sidste meget lang. Retfærdige Gud, vil din Throne Du vige? Skal Slavers Cæsár den bestige? Hvo, Du eller Han, skal styre paa Jorden, den blodige Brand? SIDE: 252 Cæsáren, det vældige Fnug, har Evnen dertil. Thi Hadet mod Livet, Fortærelsens Vilje og Blodtørstens Ild og Hovmod i Hug og Vellyst i Bug har Satan ham iblæst, som Flammer i Sivet. Med Herskelyst, Helvedes Mørke, den Skodd af giftige Hjertes ynglsomme Rodd, som tidt over Verdner sig qvælende hvælved, omdampede Satan hans Hjerte -- da skjælved ei mere dets Menneskeklap. Af Djævlenes Vildhed, den Flamme i Helved, en Gnisteregn, fygende gjennem hans Blod, Fordærveren slap. Da, endda vi voved at see i det rullende Globlik, og lee som ad Satan, der kan kun at ville, som ad hvæsende, lænkede Nilkrokodille. Men frels os! -- hvor flygte vi nu for himmelske Magt med sataniske Hu? Hvor flygte vi nu? Da Du, o vor Gud, gav Viljen, som efter en Jord at fortære kun flammed, din Magt; gav Hadet Fortærelsens Kræfter; og sveised dit Lyn indi Voldherrens Scepter: har hvinende Dødslja i Morderhaand lagt; har sat, som en logrende Hund, ved hans Stol (det Kreml-Capitol) din lynildbemanede Løve, din Torden; og Jorden, hvor Frelseren blødede, Jorden, nys odlet som Eden, befriet som Verdnerne heden, Du udbredte, ve! for den Rasendes Fod? -- ja Jorden, der nys som et Høitidsbord stod med levende Frugt af guddommeligt Blod, med Smaabørn og Qvinder, med hele den Sødme, som rinder og rødmer i, Herre, din egen Barmhjertigheds Sol, Du gav ham at kløve fra Pol og til Pol? SIDE: 253 O ve os, han løfted sit gnistrende Øie, som Satanas tændte og aabned, høitopover Jordklodens smygende Høie! Han Sletterne øined for Fødderne, liig Triumfens Skarlagner udrullende sig. Han nedsaae paa Jorden med Djævelens Blik; og slog den med Vaabnet, som Himmelen gav. Nu lever Han ene, men Jorden er bleven en Grav. O ve mig, som døer ei med Menneskeheden! Har alt da den Asiens Horde, som kom for Europa at jorde, den Vældiges Træltegn min Pande isveden? O vee mig, som døer ei med Menneskeheden! Ødelæggerens Latter, en døende Menneskeheds Jammer, en bragende Klode i Flammer oplukker mit Øie, det graadqvalte, atter. Og Øiet, som luktes, da Staden nedbraged, sig aabner; thi nu var det Jorden, som knaged. I Valpladsens Vunder ei gjennem et Land den store Cæsár, men gjennem Europa, en Dødsvunde skar. Cæsár med den sortgule Cholerapest, Du har (liig en Drage sin Ilddamp) udblæst: med Dødssky'en, som vælter sig med dit Geled, og giver dig en Jehovas Majestæt, du fælde de Faae, dit Glavind ei gider at slaae! -- de faa Europæer, som klavre med Qvinder og Smaa paa Dovre, paa Alper og paa Pyrenæer, for ei at bortrives af Lænkernes Vover, hvormed du nu rasler en Verdensdeel over! SIDE: 254 Europa! o fagre Europa! jeg mindes den Stund, da Jordklodens taarnkronte Dronning du var. Nu Asiens Trælqvinde, du den Lykke kun i din Elendighed har, at, bærer du kun eet Menneske nu, da bærer du eet Umenneske kun. Retfærdige Gud, vil din Throne Du vige? Skal Slavers Cæsár den bestige? Hvo, Du eller Han, skal styre paa Jorden, den blodige Brand? O, giv os heller den gamle Satan til Jordens Alherre, Gud! Ja ham, som, ladende sine Præster istikken, vandrede ud igjennemhviint af Voltæres Svøbe, den Straale lynhvas og klar, han fra de Himle, hvor Sandhed aander, til Spiir for Jorden nedbar! Ak, det er visnet; Rousseau's Øje er slukt, den Himmelens Straal; men Præster kalde -- o Satan atter bestig din Throne: et Baal! Forlad de Taager, hvorhen du flygted, da Jorden blev dig for lys! Nu høljer Blodet, og Mørkret bølger, kun kløvt af Trællenes Gys. Kom, Satan, førend en Dødelig tager den Thron, du odled dig til! Dig svoer ærværdige Oldtid Huldskab. Det samme Tiden jo vil, som saae med Sorrig, at Mennesket løfted som Oprørsbanner mod dig sin stolte Pande, fordi en Guddom der straalende speiler sig? Tag Jorden, Helveds Cæsar! dens Bibler dig Jorden tilskjødet har. Men ikke Bibel og Alkoranen forjetter den Slavers Cæsár. Og daglig klinge din Magts Basuner i Præsters hellige Mund. De sværge: "evigfortabte Skare, for Satan træller du kun. Han ejer Barnet bag Moders Hjerte. Han ejer Hjerte og Blod. Han griber Sjelen, som ydmyg favner i Bøn om Alfaders Fod!" SIDE: 255 Ha, tag da, Satan, din Ejeodel! Se, Alle nedbøje sig! Kun knus den Ene, som end tør tviste om Jordens Throne med dig! Ja selv med Jubel dig Støvet hilser -- med Jubel, hører du Drot? Og Pederskirken og Lateranen har altid været dit Slot. Med Jubel -- hører du? Menneskeheden, der stønned, jubler igjen. Din Ære ofres den sidste Aande, som Cæsar levnede den. Med Jubl; thi mildere er dit Vælde: med gloende Scepterstag Du slaaer kun Syndere, Cæsar hele uskyldige Folkeslag. Kom da med Stolthed! Ak, naar blev Stolthed forgjæves smigret? naar kom du ikke, Satan, paa Tankens Anraab, før Tunge mælte derom? Stig op, om boer du i Jordens Hjerte! Stig ned, hvis fløi du til Skyen, da hine djærve Prometheider svang Alfaders egne Lyn! For dig kun klage kan Menneskeheden, da Gud ei hører den meer. For Dig den tvetter i Taarer Saaret, og jamrende dig det teer. Dit Rige, Satanas, jo skal skinne af Blod og Taarer og Ild? Se Jorden, Satan! og kan du tvivle paa at den hører dig til? Du svinger Satan, jo gjennem Graven din gloende Herskerstav? O se til Jorden, og lyt! mon ejer du vel en tystere Grav? Dig venter døende Menneskeheden. Ak, skal en Dødelig da, en usel Orm som vi Andre, Satan, dig stjæle Aadselet fra? Før, flammende Drotørn, som djærver svinge dig blodig truende om Alfaders Throne, du styrte ned paa din krænkede Eiendom! SIDE: 256 Han kommer ei. Hævneren kommer ei, Han, der løfter sit Scepter i Aandernes Land, der Sjele fortærer i Helvedes Brand, bekymrer sig ei om et Aat. Omhylet af Sjele, foragter han Graad. Ak blinker i Graaden en Straale af Trøst? Kan Englen alene, ei Djævelen, høre den pressede Hulken fra Synderens Bryst? Tør Satan ei gjøre hvad Sorgen befoel med Fortvivlelsens Røst? Saa hører da, Engle: frels Jorden -- den døer! O frelser den Jord, som I signede før, neddalende over den Bethlehems Palme, udjublende den Evangeliumspsalme: "i Tempelet Sandhedens levende Ord! I Hytterne Frihed, om Borgene Fred! Hil! Borgene brage! De bøje sig ned for alle de lave men salige Tage, hvormed du har dækt dig, velsignede Jord!" O frelser, I himmelske Aander, en døende Menneskehed! O letter en Jord, der vil synke i Blod! O hevner en Verden, der vaander sig under en Dødeligs Fod! O standser dog denne der triner saa fast. Bevingt med Orkanens fortærende Hast, den fik Pyramidens altknugende Last, en Vægt som en rullende Alpe. O hevner! Thi seer dog den glødende Flod! O hevner! Thi hører de Stormfødder sqvalpe! De sqvalpe deri -- det er Menneskeblod. O hevner! Thi ikke som Ætnas Masser kun Druer og bølgende Sæd, SIDE: 257 men Menneskehjerternes angstsammenklyngde og zittrende Klaser omvæltende maser den rasende Fod, som fik Bjergenes Tyngde, at knuge alt Levende ned, som ikke dens Stormvælde hvirvled afsted. O hevner! hvor Livet -- altsom I forjetted -- af Mulden sit friskeste Hjerteblad letted, i Kjærligheds Varmmuld sin Hjerterod fletted, mens duftende Hjerneblom, skinnende Tanker, i Frihedens Letluft i Sandhedens Dag sig vajende ranked fra Jorden og opunder Himmelens Tag -- der farer den Lja, som Døden ham gav. Og der, hvor den hugg, er en Grav. O hevner! Hvor Livet i Blomstringen stod, han styrer Triumfvognens knusende Eger. Hvor Faderen pløjer, hvor Moderen ammer, hvor Spædbarnet leger, der fare hans Bøjer, der hvine hans Flammer, der lader han Seirsvognen rulle i Blod. O ve os! I hjælpe ei, stolte fordi det lykk'des jer selv, over Jorden, den fagre men farlige Gravbund, engang at flagre. Forgjæves paa Blomster den vuggede Eder, forgjæves den gav, hvad den ejed af Glæder. I straale i Høiden, I flyve forbi den Afgrund, hvori den Moder, I diede, bløder og græder. I Mulmet jeg seer Eders funklende Sti, og midtunder Jordødelæggerens Brag SIDE: 258 jeg hører Basunernes Torden og himmelske Frydharpers Slag, henrullende over, at omtone Jorden. Ve -- rædsomme Letsind i Himlen! -- I drage kun jublende over de Skyer af Klage, som vælte sig i Ødelæggerens Spor. Som Brudfærden spiller paa Grav fra igaar, og jubler afsted, saa henjuble I en Menneskeheds Liigfærd i Frydchor forbi. Ak er det en Baad, der forgaaer, og ikke i Blodskyl en Jord? O frelser os Brødre! I himmelske Skarer! Om Satan -- liig Cæsar for alle Barbarer -- paa Toget henover vor Jord med hærjende Seirsværge foer paa rygende Veje igjennem de salige Himle, I eje, mon klaged I ikke som jeg? Ei Hevneren reiser sig, Englene komme ei, Forbarmeren hører ei. Men, ve! som, om Spot med sit Bild Han bedrev, de Løfter, Han, dengang da Himlene løde "se Alting er godt!" forjetted Naturen den døde, opfylder han blot; -- thi Den kun uskyldig forblev. Se, haanende nye Sole oprinde! De Blomster og Træer, men Mennesker mere ei, finde. Saa fagert et Morgengry udaander Gud, som dengang, da Jorden stod Brud, da Rosernes Damp fra den edenske Have sig vov over den til et rødmende Skrud. Men kun over Ødemark svæver det, gyldner kun Grave, og spænder sin Pragt over Dødsdale ud. SIDE: 259 Du holder da ene de sjelløse Hjorder og Blomster og Stene Opholdelsesløftet, du, Alfader, skrev med førstrundne Solglimt (det første af Forsynets Blik) paa Skabelsens Skyers hvidlige Ruller, der hen over Jordkloden drev. -- Da ikke de Skyer i Chaos forgik; men ud sig i glødende Krandse de spunde om førstfødte Dag, fra hvis skinnende Barm for førstegang Lysets Livsdie randt udover de Palmer, som blege end stod' og dryppende af chaotiske Skodd, der strimede end over Bjerge og Lunde. Da Straalen i Mulden nedzittrede varm, og Jorden som Skaberens Kjærligheds Pant den evig til Himmelen bandt; indstraalede Livet i Hjerte og Rod; i Mulden, i Stenen sit himmelske Blod; omstraalede Altet; gav Livet sin Farve: i bølgende Aare, i brusende Flod, i Duggen, i Øjets skinnende Klod, i Furuens Grene, i vridende Larve indflettede sig som et Elskovsklenod. -- Ak, Aaren sig fylder med Sundhed i Dyret som gik det endnu paa Græsgang i Eden. Men seer Du da ikke Uhyret, som udsuger Blodet af Menneskeheden? Ak, Floden sin Vove i Roseneng slaaer; men Menneskeblodet end stridere gaaer! De Dugdraaber vugge sig stolte paa Qviste, og Hjortøje glimrer saa fro under Green: men Taarerne falde tættere end af Menneskeøine, der briste; -- ja briste, skjønt Englenes viede Bad, ja Badet, hvor Englen i Graad toer sig reen, og pladsker med Straalvingen glad. Ak! Furuen staaer hvor i Graaold den stod! Den svinger sin susende Top: SIDE: 260 da flyver en duftende Skodd over Dal, og Krybet, som boer i dens mosede Rod, udkryber og soler vellystig sin Krop i Mosblomstens lille Pokal. Men Laaven, som Oldefar flikkede paa, og Stuen, af hundredaars Tagmose graa, med Vuggen af Eek, hvori Bedstemor laae, nedbrister i Aske og Glød; og Agrene Bedstefar brød, med Menneskeaadsler ligge bedækte: der ligger en Fader med Hjernen itu, der ligger en Moder med Brysterne flækte; i Blodet ved Siden sig rører en Liden -- ak, stakkels den Vesle, han græder endnu. Mit Øje bedrages. Hvad levner den rasende Død? Et sorrigfuldt Øje bedrager sig let: jeg saae gjennem Taarernes Regnbuenet en Flod af de speilende Blommer saa rød? En Val er den Eng, som blomstred saa frodig. Den drøner jo end af Cæsarens Slag. Ostrolenkiske Slette er neppe saa blodig. Knapt Volaens Marker har saadant Skarlag. De Roser er Græsset, der har sig med levrede Blod saa belæsset, at udover Floden, som løber forbi, det luder og drypper deri. Fra Dalen, nys duftende Offerkar liig, af dyngede Aat nu opdamper Pesten i graagule Skyer til Vinger om Cæsar udrullende sig. Det Dugdryp paa Grenen er Flygtningers Graad, der, vovende meer ei paa Jorden at træde med Ravnene boe i en Fyrr. Og talløse Hjorder, hvem Glenter forfølge, i Seirherrens Fodspor hrøitende bølge. SIDE: 261 De sparke i Marken saa traakket og bar: men finde ei Andet end Mulden at æde. Der lugte de Blod, og flygte med Vanvidets Skræk, og styrte af Tørst ved en blodblandet Bæk: -- Naturen beseired Du, store Cæsár! Forladt er Jorden, overladt til sin Lod; liig brændende Skib, der styrer sig selv, og braser med kappede Reb gjennem Fjorden, løsreven fra Stjernerne hensvæver Jorden imod disse verdsøde Hvælv, der omringe Verden og Livet, og gjennem hvis livløse Skydynger Blivet end lynede ei. I Døden, I Brødre, der leve igjen med Jorden vi fare. Thi mærkende Banen med Bloddryp, der slikkes af Djævlenes Skare, der følge den ligesom Hai og Kaimanen med spilede Kjæver en Snekke i Skummet, den nærmer sig Rummet den Verden omringende Ørk, hvor Stjerner ei skinne; hvor Solstraalens Odd ei mægter at kløve den bugnende Skodd; hvor Rimen, der fyger af Skyen, som fnyser det Eneste er, som de Rædsler belyser. Da segner hvert Liv: se Hjorten, hvor vek den slæber sig hen for at døe ved sin Eek. Men Eken er uddød, og Græsset som Sneen; og haardføre Fyrr staaer der skaldet og isnet; hver Blomme er visnet; kun Moserne krybe paa Steen; kun Bjørnene fnystre, i Raggen de ryste, fra Zembla til Hellas at vandre de lyste; SIDE: 262 og Cæsar, som vant til cimmeriske Skodd, ad Taage og Dødskulde skratter: Han gjør sig en Sol af en brændende By, af Bloddamp en Morgenens rødmende Sky. Han varmer sin Haand i et Hjerte, sin Fod i det rindende Blod. Han Dødsstillet jager med Seirherrelatter. Retfærdige Gud vil din Throne du vige? Skal Slavers Cæsár den bestige? Hvo, Du eller Han, skal styre paa Jorden, den blodige Brand? Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. Hvor stolt staaer ei dit Spyd i ti Nationers Grav! Se, Jordens sidste Blod nedsiler jo deraf, som Druer lavende fra ranke Almestamme! Hvor skinner ei dit Sværd, nu Jordens Scepterflamme! Hvor høit gaaer ei dets Egg! o ligeindtil at adsplitte Stjernerne, der smilte før herned! Hvor funkler Sablen ei, som Riset bag Komet, bag Jorden i dens Nat! Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. Thi andet Morgenrødt nu Jorden kjender ei, end dine Bannere, der skinne over Hei. Den veed ei andet Regn end disse røde Draaber, der ryge i dit Spor, der dryppe af din Kaabe, somom smelted dens Skarlag, som var den smeltet Kobber. For anden Tordensky ei skjælves, end dit Bryn; og ei for andet Lyn sit Graahaar blotter Kall, og beder i sin Køje, og tier Sangen qvar, og gjemmer Veslegut i Moderskjød sit Øie, end for dit Spiir, Cæsár! Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. SIDE: 263 Paa Menneskehedens Nakke du har jo alt din Fod? Og Ingen knyer: thi Hver, kun ikke dine Vilde, sig bøjede i Blod; og Trælleriget veed du er som Graven stille, ja deri kun forskjelligt fra Dødens mørke Grop, at dog sig rører end i hiint en Aadselhob. Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. Omkring dig Alt er tyst. Du hvile, store Graver! Du har begravet alle Europas frie Mænd. Skal Ynglen med ijord? Vil du ei hvile end? Ha, sluge Graven skal da dine egne Slaver? Lad dog din loddne Horde levende om dig staae, og ei som Peter Czars Strelizer for dig knæle med ingen Hovder paa. Dog raggede Barbarer? hvad om til Støv du slaaer de mosbegroede Minder over døde Sjele? Og, naar vi Blodet see at dryppe af dit Haar, der skinner over dem, dit Hoved hilses da . . ja som et Christentempels forgyldte Cuppola paa skumle Kirkegaard. Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden. Du er saa stor som Han -- hil Cæsar! Du er større. Thi mægted Han at skabe en Klodes Fagerblom, da, Cæsar, mægted Du en Verdensørk at gjøre; at qvæle Livet, ja selv Aanderne i Kjeder, og Seclers lyse Flom at standse, ringende dem ind med Trælgeleder. Ha, brænder under dig da Jorden? Thi du flyer, som om du løb omkaps med Flammerne, du tændte, saa høit, at, liig et Telt du over Jord dem spændte? Evindelig i Løb som Ørknens Pantherdyr, paa rullende Svovelskyer, som paa dit Sejerhjul, afsted omkaps du iler med denne Strøm af Blod, som af dit Fodspoer siler. SIDE: 264 Mon Hul paa Sjelens Skjul Samvittigheden slog, saa Jorden du fik see bedækt med Skyggerne, som du fra Hjerter jog; og hørte deres Vee? Du talløse dem seer som Snedrev bag dig fyge; du frygter endda ei? Ha, endda kan du lee? Du Haanden, rygende af deres Hjerteblod, dem svinger haant imod. Du slaaer din friske Barm, du brune Skjæget stryger, og skratter: "Aander, ei jeg frygter jer endnu! for Himlens Trælleflok ei Jordens Herre flyer." -- Ha, Cæsars Cæsarhu! Du tænde Alting vil, og derfor iler du. Se, Alting brænder jo! Dø Sol i dine Skyer! Dig trænger Cæsars Jord ei meer. Ibrand, iblod den skinner meer varm og rød end Solen, ei heller aandes der; og Maanen, som du, Cæsar, saa let som Czaren Polen, vil kalde din Provinds, din store Iisbræ smelter, og som en ny Planet den nye Sol ombelter, og suger Liv derfra. Ja maaskee Mennesker, liig dem som Jorden bar, faae Lov at leve der, men der maa sikkert da ei leve en Cæsár. Retfærdige Kredsløb! Cæsar, du alle Liv opslugte. Da sig dit Hoved bugte ud til et Dragehoveds uhyre Klump, der har to hvælvede Volcaner som røden Øinepar . . Uhyret ruller sig ihop . . Det Kaschemires Dal er kun en Kjakegrop, og Overlæben er Aljordens Aftenrøde, mens Tænderne (hvad Stjerner har ei Jorden da!) staae over Himalah. -- Men se, Uhyrets Hale selv saarer det tildøde! -- Thi, Cæsar, Jorden af det Blod, hvormed du gjøded, er i en frugtbar Brand! SIDE: 265 Du sneede den til med Been og Marv og Kjødet, saa Frosten naaer den ei, og derfor vil den gløde paany i Ynglestand. En kostbar Hjernemasse, hvor Millioner Engle paa fine Nervestengle som Edensblommer vajed til selv Gud Faders Lyst, der tog de fulde Blommer saa naadig til sit Bryst, har du som simpel Mergel udover Jorden øst. -- Thi, Cæsar, hvilket Græs! hvor palmestort det spirer imellem Ribbene, du saaed over Mulden! Af Jorden glødende og blodtilgjødslet skulle fremgroe uformede, svampagtige Uhyrer. Da Du skal vinde Æren af ikke blot at føre aandelige Sfæren tilbage (mens den var paaveie til at naae, igjennem de Spiraler, som ud fra Støvet gaae, selv høie Engles Maal;) men ogsaa Æren af at have Jorden kuet, der nylig med at blive Edens Have trued, tilbage i dens Chaos, med dit Herskerstaal. -- Thi, Cæsar, med Alligatorer du lever vel i Fred, med Hippopotamos og uformte Krokodiler som, skammende sig ved at være Levninger af første Chaos, ned i Mørjen rode sig, for der iskjul at hvile. Men nu omkring dig, Cæsar, du Jordens anden Skaber, fremmylre de som dine loggrende Satraper. Thi, Ve, hvi pløjed du saa dybt og godt med Staalet? Hvi -- ve dig! -- gjødsled du med Hjernemarv saa tykt? Hvi -- ve dig! -- regned du med Blod og Graad saa rigt? Hvi valt du Dybet op? hvi tændte Sky med Baalet, saa Zemblas Nordstorm brandt som Zahras røde Vind, og Oceanet til et Mudder lunkned ind? . . Det yngler først paa Snore en Klase Snoge, som du gjennemvade kan, SIDE: 266 saa kryber Fislen frem og Frosk og Leguan, og der -- hvad bølger der? der rører Dyndet sig i Omkreds som et Land! Ha Enemenneske, det er . . det er de Store, med Svands som din Kanonrøg, med Tænder som dit Spær! Hvi saaede du Been og Kjød saa tæt i Leer? Mon veed Du ei, at Dybet en Verdens Livmoer er? Ve dig! Thi Livet vil alt rigere fremkimes: i stedse større Klaser Slangerne henslimes; Sig stedse mere kroger Klo, og Tænderne sig hærde, og Rædslerne sig forme; bloddiende Uhyrer bestandig større groe. Først hvisler lille Slo, saa fnystre de som Storme. Colosserne, som Mulmet der skabte, blinde nys, faae Øine -- ha, da faaer og deres Vrede Lys! Tilsidst sig Midgardsormen fremvælter liig en Flod. -- Havet har reist sig i en levende Kraft. -- Tilsidst sig Mammuth reiser igjen i levret Blod. -- Landet har reist sig i en levende Kraft. -- . . De lytte . . Skræk! de høre et Hjerte mellem sig . . O vee dig, det er dit! Hvor vil du qvæle det, som slaaer saa høit og tidt, og vil forraade dig? De snufte om i Mulmet, de pruste vildt i Skye . . Thi Hjerteslaget hørte de nærmere, -- men hvor? De lytte atter -- Sjuh! Hvor vil du Arme flye? De lugte alt dit Blod . . de ere alt paa Spor . . Da tindre Begges Øine . . De see dig, og de styrte paa engang Begge frem. De see sig Selv, og sig til Kampen Begge høine . . Du kløves mellem dem. Ild spruter af dem -- hui! de slaaes om dig, Cæsár! En Halvpart af dig hver alt i sin Strube har. Saa slide de i dig, (thi Ingen af dem vil dit fulde Hjerte miste) at Kloden midt i to maa mellem Begge briste. SIDE: 267 Se, Dybets Røg og Brand imellem tvende Verdner som Grændse løfter sig! Men staaende paa hver sin Halvedeel af Jorden, og hver med Halvten af dit Hjerte paa sin Tand, Uhyrerne i Rummet udfare for at vorde hver for en Skabningsorden paanyt en Stammefar, imens din Sjel som et evind'ligt Suk nedsvimler i Gabet midt iblandt fortørnede Aanders Stimler, dem du jo omskabt har, (med Jordens Bloddamp selv formørkende Lysets Himler) fra soningsmilde Engle til Hævnens Djævle, Cæsár! Retfærdige Kredsløb, du er Guds styrende Haand. Din Torden, vor Fader, er kun din formummede Aand. De røghyll'de Flammer er Viisdommens Smil bag sit Slør. De Baalenes Gnister er Øine, som flyve mod Skyen, og see, at lysere Tider og skjønnere Riger og Byer, end før, bag Asken og Røgdyngen lee. I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe! Retfærdige Kredsløb, du er Guds styrende Haand. Du plantede Livet i Dybet: du qviste din Vaand! Paanyt skal den grønnes, og skyde livglødende Blom. Den rugende Pest er en Engel, som samler for Himlenes Hær. Den Storm der bortførte vor Arne som Støvskyen, skal udrulle om vort Hjerte serafiske Fjær. I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe! Guds Haand -- ha skulde ei du bevæge dig fri, men Ormene stræbe at binde dig, medens du i din Himmel omdrejer de krængende Verdeners Roer? og Mennesketaarerne gjøre din Lynstraale uvis og myg? Af Suk skulde standses den Alviljestorm, hvormed Jorden henfoer, som Løven af surrende Flyg? I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe! SIDE: 268 Nedknæl, gjenlevende Æt! og Haanden tilbed, som slynger i Lynet en Livsrosen-ympe herned! Vi Haanden ei, da den Velsignelser nedregned, saae; men kun da den svang Ødelæggelsens Hammer, og løftet sit Lod, og fyldtes med Tordner, og over forbryderske Stoltnakke laae -- o ve! liig en brændende Skodd. I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe! Retfærdige Gud, du sidder paa din Thron evindelig: denne der begrændses og bevogtes af de Evigheder, hvor ingen Aandvinge hvifter. En Jord brænder: Hvad siger det om en Stjerne funkler, om et Blus i din Hal flammer meer end sædvanligt? Om en Dødelig, Barbarers berusede Cæsar, udgyder en Menneskeheds Blod, mon vel det Livsblod, du ihældede hans Hjertes Timeglas, forøges? Lad Djævlene fylde det med Galde -- det skal dog udrinde. Og da -- retfærdige Gud! disse øde Himle, der omskumle den blegnende Aand? Ha! skal han ei befinde sig som midt i Alvredens Pandes sortnende Rynker? Men, se, mens hans Himmel er mørkere end den Muld, han oprodede, se blød Grønske bedækker atter Jorden, liig en mild Haand der stryger sig over Smerten, og Blomster nikke atter over den, som søde Læber der nedbøje sig over den Slumrende og kysse hans Saar. Hil! ligesom Milton sang om Djævelens første Oprør mod Gud, saa skal om tusind Aar en Skjald besynge Cæsars. SIDE: 269 LÆSES AF MATHEA HELTBERG, NAAR HUN ER 17 AAR For fjorten Aar tilbage mon da hvor stor du var? -- Du kunde neppe tage til Knæet paa din Far. Alt da din Sjel dog strakte sin Englevinge skjøn; thi hvad du havde, rakte du Sorgs og Sangens Søn. I Verdens Øje Lidet det var: kun denne Lap. Men han, som fik det -- vid det -- med Sølv det byttet knap. Papir og Sølv din Vilje ei mægted skille ad. Og Hvo, du rene Lilje forskyde tør dit Blad. Hvis end med Sangens Blommer jeg det bestrøer, du faaer et Bild kun af den Sommer der spired af din Vaar. LA VARSOVIENNE OU LA POLONAISE PAR CASIMIR DELAVIGNE (OVERSAT AF HENR. WERGELAND.) Den reiser sig den blodige Dag, da Lænken af vor Nakke siiger. Vor Hvidørns skinnende Vingeslag, se, opmod Frankrigs Himmelbue stiger! Men Julistraalen ja den stiger Fra kløvnet Sky hør! hør! -- den skriger: "i Graven synk, mit ædle Polen, Hvis dig ei lyser Frihedssolen!" SIDE: 270 Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! "Til Hest -- man skreg -- Kosak og Baskir! nedsabler hveren oprørsk Slave! Her er ei Balkan og Schumlas Spiir. Men over Polens Mark i Blod vi trave." -- Holdt! Se, Czar, vore Balkan-toppe! Vi dynge dem af vore Kroppe. Kun sine Børn vil Polen bære og Aadslerne af Fiendehære. Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Din Æt, o Polen, for dig kun døer. O Fryd! -- Dens Støv en sorgfuld Seier med Memfis' Gruushob blande før, mens høien Kreml for dens Hæder nejer. I fiirti Aar ved fremmede Have De Stakler maatte sig søge Grave. Men dennegang, Kjær-Moder, vove i Døden ved din Barm at sove. Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Kosciusko, knus! vor Fiende knus, som saa forrædersk Naade synger! Hvor var den, da dit Hevnstaal, Rus, umættet skar i Pragas Børneklynger? Det Blod dit Hjerteblod betale! Det Polens tørstige Slette svale! Med denne Dugg den Krands besprænger, Som over Pragas Offer hænger! SIDE: 271 Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Frem, Frelserhær, i Sved og Blod! Til Hevn! den vore Qvinder kræve. Mit Land, dit hellige Ringklenod for Nord-uhyrets Øine høit du hæve! ja Ringen, Døttrene Dig forære: den Sønnerne gyldne med Blod og Ære: den Ring, som over Kampens Vover med Frihed evig Dig trolover! Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Vor Daad for Frankrig Jenas Kugler har i vore Bringer blodigt tegnet. Marengo-staalet det Samme skar. Men Hvo har Champauberts Valarr regnet. Samdøden før var sød som Sejer. For gamle Vaabenbrødre ejer Kun Frankrig Graad? kun Graad at byde? For Dig vort Blod jo maatte flyde? Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! Men I, men I, hvis straalende Blod har spredt sig vidt som hellige Bølger, for Os at vie til Frelsens Daad, fremstimer Skygger, hvor I end Eder dølger! Som Eder Seirere eller Martyrer, vi standse døende hiint Uhyre. At dække Friheden for Alle med sine Liig, vil Polen falde. SIDE: 272 Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! I Geled, Polakker! Basune brag! I Ilden under Ørnevingen! Friheden raaber: til Slag! til Slag! og Seiren vugger sig paa Helteklingen. Ja Seir om Bann'ret, hvis gyldne Landse bar Edoms Palmblad og Austerlitz-Krandse! Hvo leve skal -- lev fri bag Sværdet! Hvo døer -- han allerede er det. Bajonetten paa, Polakker! Det er vort Løsenskrig. Igjennem Trommehvirvlen, hør, det trænger sig! Bajonetten paa! Ha, Frihed, lev! ja lev evindelig! DEN POHLSKE NATIONALSANG (OVERSAT AF HENR. WERGELAND.) End er Pohlen ei i Graven: Vi jo Aande drage. Herrevoldets Rov fra Slaven tager Sværd tilbage. Thi Skryznezki vore Sværdes Sejerbane bryder. Bort med Blodet Pohlens Hærdes sidste Lænke flyder. Zarens Blodsværd skinner over Ostrolenkas Bakker. Men til Seir paa Kampens Vover gaaer vort Mod, Pohlakker. Thi Skryznezki vore Sværdes Sejerbane bryder. Bort med Blodet Pohlens Hærdes sidste Lænke flyder. SIDE: 273 Hvor er' Horderne, som fyldte Op med Angst Europa? -- Hede pohlske Blod dem skyllte ned i Pultusk-gropa. Thi Skryznezki vore Sværdes Sejerbane bryder. Bort med Blodet Pohlens Hærdes sidste Lænke flyder. Hvidørn, svæv, Du Dyrekaarne, Ærens høje Veje! Da skal Pohlen sejerbaarne Friheds Arne eje. Thi Skryznezki os Pohlakker frem til Sejer fører. Sidste Aag fra pohlske Nakker Blodets Strøm bortfører. RULE BRITANNIA! Da Bretland først paa Himlens Bud sig skjød af mørkblaa Ocean, Skytsenglekoret jubled ud den Grundlov for det fagre Land: Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! Mens mindre sæle Folkeslag maae et for et i Aaget gaae, Du, Maal for Alles Frygt og Nag, skal stor og fri i Blomstring staae. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! SIDE: 274 Af hvertet Slag i fremmed Land meer majestætisk gaaer Du frem, som himmelkløvende Orkan kun fæster Egen i vort Hjem. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! Tyran skal aldrig kue dig. Hvo prøver dig at bøje, han, til Ros for dig, til Vee for sig, kun tænde skal din ædle Brand. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! Din Odel er det rige Land, ved Handel dine Byer Glands erholder, og din Underdan er Havet og dets Kysters Krands. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! Hos Frihed end har Muser Hjem: De tye til dig velsignte Øe, med mageløs Skjønheds Diadem, hvor Mandbarm vogter Fagermøe. Hersk, Britannia! hersk paa Sjø'n! Aldrig trælkes Bretlands Søn! SIDE: 275 BLAA-MYRA, HEINQVÆDE FOR THRØNDER OG ØSTERDØLER Anmærkning. I 1808 vilde den svenske Generalmajor Gahn -- den Samme, der i 1814 hilsedes saa tilgavns ved Lier -- med 1000 til 1200 Mand trænge ind i Norge over Østerdals- og Soløers-Grændsekjøl. Lykkedes det ham, da kunde han baade gjøre et Indhugg i Landets rigeste Provindser og den farligste Vending mod Kongsvinger i Ryggen af den der staaende norske Hær, som desuden havde nok at bestille med en anden stærkere svensk Armee, som stod den lige i Ansigtet. Det kom ogsaa strax efter den Batalje, som her besynges, til et Slag imellem disse Hovedhære ved Lier, nær Kongsvinger, hvori Ingen af Begge synderlig kunde rose sig af Seieren. Men Gahn stod netop i Begreb med sin Hær, der især bestod af Dalekarler, at forlade Grændseskovene, forat trænge frem i de dyrkede Egne og betræde Hovedlandeveien, da han paa Gaarden Baltebøls Grund i Aasnæs Annex i Hoffs Sogn i Soløer, paa en Skovmyr og tildeels i en, kun af en smal Vei gjennemskaaren, Skov -- hvilken Egn kaldes Trangen eller "den blaa Myr" -- først opholdtes af Lieutenant Vestby med en ganske liden Troppeafdeling af 1ste marscherende Batallion af 2det throndhjem- ske Infanterie-regiment, og siden af denne Batallion selv, commanderet af Oberst- lieutnant Ræder, hvortil kom et Par Skiløbercompagnier, saaledes modtoges, at, efter den blodigste Kamp fra Skjærtorsdags Morgengry til ud paa Formiddagen, det hele svenske Korps var dels fangetaget dels hugget til alle Verdens Kanter. Med den naturlige Glæde over denne og lignende Vaabenbedrivter forener sig den bittre Erindring om den forrige usalige, unaturlige Forbindelse med Dan- mark, hvilken med politisk Skjelmkløgt spandtes saameget fastere sammen af alle de Traade, som det kunde lykkes at afskjære mellem de nu, under gjen- sidige Lykkeforjettelser, Høiagtelse og Kjærlighed, forenede tvende nordgothiske Brødrefolk. Men Saga, som vel ikke tillader os at glemme Noget, det være Ondt eller Godt, lærer os dog derfor intet Had; men kun idel Forjettelse og et Haab, der vil skyde store, Hav og Land bestraalende Blommer, saasom det har sine Rødder i disse Folks Natur og i den graa Oldtid, da man saae Broder- kjærlighed og Selvstændighed og Frisind og Tapperhed nok saavel forenede tilsammen. Sagaen under os at frydes ved de smaae Lys, som skinne dybt tilbage i Natten; og see vi end der Hammers og Osloes Ildebrande som gloende Maaner i Horizonten: saa vende vi Øret til Lillehammers og Tromsøes Tømmer- mænds-hamre, til det friske Morgenliv, og til det blomstrende Christiania med dets Storthingshal og constitutionelle Regjeringscontorer; og -- ikke bekla- gende, at Norge i lang Tid ikke var klogere end saa mangfoldige andre Lande i det gamle Europa; men erindrende, at det er klogere og lykkeligere end mange Lande i det nye Europa -- vende vi Øinene mod det skjønne SIDE: 276 Forjettelsers Gry, som Frihedssolen har udaandet over Norges Himmel, sammen- smeltende sine Straaler med dem af Carl Johans Krone og med Glandsen af hans Laurer. Paa Blaa-Myra Tallen groer. Den er rød om Rod. Bedre Spjut ei staaer for Nor, end den Skov saa god. Hedemarken, Soløer med, mørken Østerdal, gjerne sove kan i Fred under Blaamyrstall. Blaamyrstall mod Himmelen bærer Sky paa Green. Norges Ære groer med den over Dovresteen. Blaamyrstallen Roden slaaer viden Norge om; ja omkaps i Dybet gaaer den med stærke Glom. Som den bedste Synju i Norges dybe Bryst løber Roden stærk og fri langsmed Glommens Kyst; bærer Dalen som paa Arm; klinger tidt i Muld, som var Jorden Harpekarm, Roden Strengeguld. Og den synger om et Slag paa den blaae Myr, da der randt en Seiersdag under mørke Fyrr, da hver Furuqvist blev Knag for en blodig Hat, da hver Furutop til Flag adlet blev en Nat. Svensken skotter over Hei til sin Naboe ind, seer det gulne under Skrei: "er det Maaneskin?" Ei hans Almanak forstaaer sligt et Maaneskin: Det er Totens Sæd, som gaaer for en Søndenvind. Toten under Skreyas Tind laae med Barmen fuld, bølged i en Søndenvind som en Mjøs af Guld. Dalekarlen bytte Land vil for Hedemark, skjærer Tænder, medens Han gnager paa sin Bark. SIDE: 277 Han vil pløie denne Mjøs alt til Sanden graa; gjør saa Staal-Elliden [fotnotemerke] løs, som i Balgen laae; spænder Sveabanner med Kroner tre til Seil. Gøthaleion flammer vred i hans Skjoldespeil. Foer saa over Kjølehei -- "Ha du Dalekarl, Norges Løve rides ei af en Gothejarl! Vov dig ei med din Ellid, med dens Kjøl af Staal! Klinge-Ormenlanger hid kalder Baunebaal." "I den gyldne Mjøs af Neg Tage dukke op -- Kløver-øer liig, som steg over Bølgetop. Øen eier jo sit Hav, som en Mand sin Dragt. Odelsagren er en Grav rundtom Gaarden lagt." "I den blanke Mjøs af Neg skinne Tage frem. Du vil blive mat og bleg, før du rækker dem. Heelskindt aldrig did du naaer! Det er Odelshjem. Rigsenshanen, Baunen, slaaer glorød over dem." "Vil du nappe Ax fra Os, faaer du fat i Lja. Vil du tage Odelsgods, først du Manden ta'e!" "Jag vil tage Toten -- ja, fede Hedemark!" Dalekarlen svoer ifra Poiken og til Knark. "Jeg vil rive Hjertet ud at Skjøn-Norges Bryst!" Dalekarlen svoer ved Gud; skeb sin Klinge tyst. Stak saa tusind Klinger fuult under blåa Rock. Svandsen mellem Been er skjult i en Ulveflok. Fotnote: I Et bepandsret Orlogsskib i gamle Dage: Frithjof hin Fræknes Seierbærer. SIDE: 278 Dilted saa ad Bjørnens Sti. Tusind Heste vel gnegged, da de drog forbi røden Grændsepæl. Ravne fleer fra Grændserøs over Sveaflag svang sig som om Nat slap løs midt paa lysblaa Dag. Hedemarkens Agre laae som et dækket Bord. Svensken stod og saae derpaa, mælte Avindsord; sliber Carleklingen gram; skjære vil den Brad, thi i Næsen dufter ham Norges Paaskefad. Værten sad dog vak endnu i sin Hosbondsstol; seer fra Glas en Korpesky mørkne høien Sol; hører fra den øde Skov Hestetramp tilgars; kjender ikke Hestens Hov. "Gossar, lagom Mars!" Norske Vært ved Paaskefad tog Violen svint: lange Riflepiber sad der som Bass og Qvint. Vintren kom saa skarp med Gjæst; Skie maa da paa Bein. Skien foer; men Gothens Hest sad i Snø og Stein. Paa Blaamyra Svensken vil lave Davren sin. Korpen lo i Granen stil: "jeg til Middag min!" Paa Blaamyra Svensken sad; Skreppen tog fra Ryg. Thi til norske Paaskefad Veien vard for dryg. Svensken sad paa Tuestol rundt sin Kjedl paa Knubb; tørrede sin vaade Kjol; Klingen laae paa Stubb. -- Da den Dødsfiol i Nord med sin Rifleqvint: østerdalske Jægerchor spilte op gesvint. Kjedlen valt og Svensken faldt i den varme Saus. Trangen gav dog, da det gjaldt, Plads til Dødskehraus. "Først en Juledands paa Myr! Saa i Sengen, Gjæst! Den skal redes under Fyrr. Der man sover bedst." SIDE: 279 Furuskoven aabner sig for de Skiers Flugt. Men for svenske Liv og Liig har hun Trangen lukt. At ei standse Landets Trop, fløi i Hast og Hu Tollebaret under Top; sidder der endnu. Blev der saa en Kongevei under trofast Fyrr. Men fra Trangens Hurlumhei vard en Beensti dyr. Bred sig brisked norske Gran; spandt et Trangens Net; holdt hver Svenske fast, til Han vard af Dandsen træt. Brusen sig i Snøen smøg under Jægerski, bar paa Ryggen dem som føg kun til Seir forbi. Men med hvasse Torneriis Fiendekind hun slog; hugg med Tagger udaf Iis, medens Stormen log. -- Saa i Krig et Lands Natur kjæmper for sit Folk: Slyngekaster er hver Ur, Granen Jettesvolk. Da er Sjøen Vredesskjold: Hveren Bølgerad runerister under Voll Stormens Dødsensqvad. Sommernatten drikker ind Gift af Paddebug. "Ha Godmorgen! er din Kind feberbrændt af Dugg?" Vinternatten uden Lys staaer paa Bjergeryg. Som et fælt Naturens Gys gaaer et Tydalsfyg. Granen vil ei meer tilsjøs, ei til Engelland; vælter selv sig op i Røs over Dalens Rand; lurer til hun langtifra seer en fiendsk Standart. Første Vidju springer da under Vælten snart. Ormer sig den Fiendeflok nærmere i Dal: anden Vidju passer nok, naar den springe skal. Men med første Trommeklang knager Vælten alt. -- Heijah, sidste Vidju sprang! Sinclars-vælten faldt. SIDE: 280 Alt begraves, Elven selv i sit Dalehjem. Om et Aar paa høje Hvælv bærer Liig den frem. Fyrren gjennem Loug og Mjøs gaaer med lystig Hast -- den, som før den kom tilsjøs alt var Orlogsmast. Kom da, Gothe, ei med Kiv til din gamle Maag. Ikke bærer Nakken stiv slige norske Aag. Kom med Fred, og se med Agt: den Natur, som stred med sit kjære Folk i Pagt, smile kan i Fred! Uren, som, da Baunen goel, knuste Mand og Hest, kneiser da som Talerstol som en Aftenblæst. Derfra i en Høisang den lyser Dal til Ro. Næste Gry "Guds Fred igjen!" hvisker Morgensno. Skyen, som paa Tydalsvei hylte Hær i Grav, seer du skylle over Hei som et Purpurhav. Gylden hveren Morgen er over Dalen spændt. Hvo, som Øie har, da seer Morgenpsalm paa Prent. Hvo, som da vil give Agt, seer i Morgensky gylden Davidsharpe lagt over Bygd og By. Hvo, som Øre har, han maa Engle høre da med de første Straaler slaae der: Hallelujah! Men den Trangens Sangens Dag skinte ikke Gry. Jorden gløded som et Flag, Sørgeflor var Sky. Lænede til Furutop mørke Skodder græd, ved at see en Brødretrop fare saa afsted. -- Norge slaaes for sine Børn. De for det igjen. Ynglen om en Moderørn Nor er og dets Mænd. Andet Paaskeblus den Dag der var ikke tændt end den Gnist af Ræders Slag, -- de som faldt saa jevnt. SIDE: 281 Himlens Maane sad saa stur bag sin sorte Sky. Arnzens blanke Halvmaanluur skinned høit i Ny. Ei den Trangens Dagnat ned andre Stjernskud faldt, end fra Sigholts Klinge bred, hvor det skarpest gjaldt. Anden Sol ei gjød sit Skin gjennem Skyens Rivt, end vort Flag, som rakt mod Vind stod mod Fienden stivt. Men mod Mørke og mod Frost Rifler gjorde Baal; kogte til en Gjæstekost blytung Ertekaal. "Carlaklingans Gnistar upp! Gøthamän -- heija! Det är blott en liten Trupp -- uf! men skjutar bra." Fra Mathiesen kom den Klot. Hugget kom fra Stang. Gaaer Skjærthors paa Ulvefod, blier Langfredag lang. "Gøthalejons Tänder ut! ut Järnberjarstål! [fotnotemerke] Baggen svider dig din Hud med sitt Riflebål." "Fram med Rødflag mod det Blaa, Ræders Thrønderrad! Hver kan regne fra en Graa hist paa Stiklestad." "Fram!" -- ak, Dreyer, stakkars Gut, i sit Æresslør hyller sig, i sin Kaput, siiger ned, og døer. Han har dandset ud saa glad vilden Seiersdands. Kugler syv om Hjertet sad -- hvilken Hæderskrands! Stanges Enke, bøid i Hu, bøid i Krop og lam! vil du troe mig, arved du Æren efter Ham. Enker alle! Børn i Flor! Sorgen fløien er. Fædreæren evig groer, og beskygger Jer! Fotnote: Järnberjaland d. e. Dalekarlien. SIDE: 282 Gjæve Vestbye hilste først Gjæsten med Besked; fulgte ogsaa sidst tildørs alt til Skogen Ed. Negler gav til Carlstad Brev fra sin Batalljon. Han i Gotheryg det skrev med en skarp Patron. "Ta' mig Djäflen! -- Gahnen skreg -- Ta' mig Aderton! Satan håller ei slik Lek som en norrsk Ploton." Djævlen kom, men paa en Prik Thrønden Ræder liig; Kloen flux i Gahnen fik, som han ønsked sig. "Fram ännu! -- ja fram på Knä! fram på blodig Stump!" -- Brave Orlogsmand, i Læ valt du for en Klump. "Fram med Snöboll emot Bly!" " -- Brave Dalekar! Giv dig Broer! Kun Jydens By Avindsskjoldet bar." Gøthahøvding saae fra Top gjennem Ild og Sne norske Rifler spille op til en Dands paa Knæ. Skreg han saa Pardon fra Fyrr. Sidste Rifle peeb. Norske Løven sprang paa Myr, Gøthaleion greb. Siden da er Myren blaa af de Skygger, som under Tallen drive paa Lyngens Blommer om. Siden da groer Tallen sprægt; thi i Seierskrig den sin Top jo har bevægt, mættet Rod med Liig. Siden da er Myren slaaet over Norges Jord, som et Æresbanner blaat for det Thrønderchor. Siden da er Trangens Vold klingeadlet for østerdalske Jægerchor til et Æresskjold. FOLK-VISER (FØRSTE RÆKKE> SIDE: 283 NILS JUSTESEN Paa Hetland sprang Engellands Eenhornshest, da Norløven sov som bedst, og Skotlands Tistil trives paa Ørkenøes Klint dernæst. Bort svømmede Man, den gyldne And; og Suderøe dukkede ned. At Tidernes Hav er Storhedens Grav, det plyndrede Norge veed. Til Færøe, hvem ikkun det Snedrev slaaer, som fyger af hvide Faar, til Grønland og kjære Island vildfremmede Bølge gaaer. Slig Slagfjederpragt var engang lagt af Norge, den Ørn, over Sjø. Nu plukket den er. De deilige Fjer omdrive nu under Øe. Nu vasker ei Norge i Gøthaflod og Venern sin høire Fod, og hviler ei Venstren utmed den Herjedals Fururod. SIDE: 284 Der vajer en Fahn fra Jæmtlands Gran, som aldrig var kjendt hertillands. Ei Vælde, men List har skaaret forvist af Løven den vakre Svands. Nils Justesen var vel en Bonde grov. Hans Adelssværd var hans Plov. Men dermed han veed at vinde tilbage de fule Rov. Han ene forstod, foruden Blod at sætte paa Ørnen de Fjer, at sætte til Svands af Kornax en Krands, der bedre end Ragget er. En Myr til et Hetland han gjør med Sved. Han vælter en Klippe ned; saa triller han Muld derover, saa stod der et Man af Sæd. Et visnende Krat han mejer plat. Det Jæmtland skal bli'e til Høst. -- Den Slagfjeder groer vel fastere, Nor? De forrige sad saa løst. Et Island og Færøe fra Hav han skar. Et Bohus fra Fjeld han ta'r. Sligt Guld, som han Huustro spinder, knapt Olaf i Dublin bar. SIDE: 285 Han maaler med Stør og Trillebør Provindser til Salt og til Malt. Han slaast med en Ur, med stærken Natur; men blier ei som Jacob halt. I Svartmyr erobres den gamle Glands, paa Heden en Landekrands. Og Norriges Skattelande de ligge herindenlands. Ja Kornaxet er de deilige Fjer, som løfte dig atter, du Ørn! Da blikker du ned paa Frihed og Fred, paa glade og mætte Børn. OLVAR BONDE Konghelle var Norriges Øje saa klart. Det straalende saae udover det Blaa. Nu griner det blindet, blodigt og svart. -- Der faldt saamangen en Ædelsteen af Norges Krone. Mod Jyden, mod Gothen det blinked med Ild. Fra Guldfløi saa rød de Øjeglimt skjød. I Midten laae Borgen som blanke Pupill. Der faldt saamangen en Ædelsteen af Norges Krone. SIDE: 286 Kong Harald hin Gille Kong Magnus, sin Bro'r, med gloende Teen, gjør blind som en Steen. Men dyrere Øjesteen mistede Nor. Du Sarpsborg kan see i en drivende Sky. Men lavt om en Fjord som guldvirket Gjord sig Konghelle bugted flunkende ny. Den Norriges Guldport, den deilige By, der laae den i Mag under kobberne Tag. Fra Fjorden den syntes et Vaarmorgengry. Det Fodtrin til Norrige laae der bedækt med Liin og Skarlag. Men Vimpler og Flag et Konningetelt derover har strækt. Først Konghelle-trin, saa til Sarpsborgen op! Saa Oslo, den Trap med Krone til Knap! Saa Hammer! saa Nidros, den Norriges Top! Men midtudi Byen en Domkirke stod. I Alterets Guld laae Golgathas Muld og Splinter af Korset med Frelserens Blod. SIDE: 287 I Domkirkens Sølvtag de Borgere saae hvor blank og hvor hed Jorsalafars Sved den Bygmesterdrots over Konghelle laae. Men vendiske Snekker bag Hisingsøe sprang. Da hørte de -- Tyh! det ringer i By; til Høimesse ringer det trediegang. -- Ak, Konghelle-borger, som sidder saa from med Hustro og Mo'r paa Gulv og i Chor, de Røvere brænde din Ejendom! Ak, Konghelle-qvinde, til Orgelets Spil du lytter saa glad, men hjemme en Brad de Røvere gjør af din Datterlil. Ak, Konghelle-borger med Psalmbog paa Knæ, gid Skjold blev den Perm! hvert Psalmeblad Jern! Thi Røvere hænge din Søn paa Træ. Præst Anders, du taler saa vakkert fra Stol. Men udenfor -- Sjuh! vel højere endnu en Hane saa rød over Konghelle goel. SIDE: 288 Med Øjet mod Himlen den Præst ei blev vaer hvad Lysning der blev, hvad Røgskyer der drev. Og Gamledags-Kirkefolk saae kun paa Fa'r. Med Øret til Harper i Himmelen lagt han hørte forvist ei Brag eller Brist. Og Gamledags-Kirkfolk paa Præsten gav Agt. Snart laae der for Konghell en gloende Kulp. Naar Ildmørjegrop skjød Askesky op, det var som om Helved opstødte en Gulp. I Konghell var Qvide, paa Skurdhaug var Fryd. Der rundt gik ei Rok, men Mjødhornet nok. Den Maane af Guld stod bestandig i Ny. Men Røgskyen drev som med Budstikke sendt til Bøndernes Lag. Da mørknedes Dag, da standsede Mjødhorn og Stegen blev brændt. Da Olvar den Bonde slang Kruset paa Baal. Han glynnte fra Glug. "Nu diskes ei Dug; men vendiske Rygge maa diskes med Staal!" SIDE: 289 "Ei Konghelle findes -- Gud naade hvad Gru! Der gløder en Sky ei Tag over By. Men Bønder med Biler vel findes endnu." "End Kirken dog kneiser, som Kridklint i Hav, i Bølger af Ild. Det gaae som det vil: det hellige Gudshuus maa frelses deraf!" I Bonden har Borgeren Værge og Værn. Han gi'er os sin Bod. Vi give ham Blod, betale hans Udlænding-regning med Jern. Og Olvar den Bonde greb Bilen med Gny. Saa sprang han afsted, og Bønderne med. Men langt er tilkirke i brændende By. Ham kringsatte Otte af Vendernes Flok. Tre skar han isund. Tre hugg han igrund. Af Øxskaftet Resten fik rundelig nok. Paa Domkirkedøren med Stump af sit Skaft han banked saa fast at Portene brast. Da væltede Røgen om Piller og Laft. SIDE: 290 "Nu Tid ei at synge! nu Tid ei til Graad! ei Tid til at see omkring paa den Vee! Men Tid kun til Strid!" Det var Olvar's Raad. Da stævntes til Borgen. De sanded den Dag, at Bamsen har Ragg, at Bonden har Plagg af Vadmel, men Begge et Hjerte derbag. OBERST KRUSE Høland er en farlig Skov: ei for Bondeharv og Plov; men for den Harv, som vil skjære Fred med Tandgeled, er Høland ret en farlig Skov. For Harv, som harve vil Riger ned, for Kongeplov, som gaaer paa Rov er Høland ret en farlig Skov. Oberst Kruse stod paa Sti, vogted Carl, som vil forbi. "Holdt, Gøthalejon! der er en Sax! Den bider strax . . en Angl med hundrede Tænder i, som skjærer Labber saa let som Ax!" SIDE: 291 Men Tusindbeen la'er gjerne een. Paa Resten kryber han lel forbi. Kruse gjennem Skoven saae tusind Gule, tusind Blaae. Og Carl, den Krigens Brand, ja fremst kom han. "Stop, Konge, her du tolde maa! Her toldes Blod, før du gaaer iland!" Bag Grændsesteen mod Ti staaer Een. Kun udenfor gjælder det Mand mod Mand. Kruse saae den Granskov krye; saae dog ei mod Mark hell' Skye, og ikke bagud, thi der er Skam, men ligefram, thi der er Pligten og Heltery. Det Fienden maatte selv give Ham, som Een mod Ti forsvarte Sti til Armen huggedes stør og lam. Først da han den Sju'nde vog, syntes han det vark i Knog. Dog atpaa gav han den Prinz af Hess et høirødt Bless. Da sank hans Sværd. -- Sligt Grændseaag skal lade smyge hver den i Græs, som gaaer paa Luur til Jomfrubuur, at voldta'e Nora, den Møprinzess. FOLKEVISER (ANDEN RÆKKE) SIDE: 292 VORMENS OG GLOMMENS SAMSTEVNE Skjøn-Vorma, det yndige Mjøs-barn svam saa lystig til Stornæs fram, at møde Glom sin Kjærest, der kommer fra Finnegam. Ved Fosseje-spalt Hun bøjer alt sin Svane-hals lyttende ned: hun hører hans Røst: ved Funna i Øst Glom raaber et høit "Guds Fred!" Hun kommer i himmelblaat Flaggrelin, med gyngende Dandsetrin. Thi Starvals Klarinetter de hilste den Brudr saa fin. Næs-kirken staaer frem og signer dem som hvidsmykket Præst oppaa Hei. Da favnes de To i frydefuld Ro. Saa dandse De deres Vei. GLOMMENS 17DE MAIS-QVÆDE Skjøn-Vorma hun holder i krandset Haand et trefarvet Vimpelbaand: Paa Eidsvolds Strand det vajed om nyplantet Frihedsvaand. SIDE: 293 Men bredarmet Glom til Sarpe-flom en Østerdals-Furustok bær'. Hiin Bendel dertil han fæste vil, og reise Norbann'ret der. Naar Maibanner vajer i Sarpe-flom, da stimle skal Folket om, og lære: kun Folkets Styrke kan værne dets Helligdom; at Arme der vil, og Hærder til, af skinnende Muskler en Foss, hvis opløftes skal den Lov over Dal, den Frihedens Ark blandt Os. Som Storglommen farer -- i stærken Arm den leger med Harpekarm. Hvad Godt der i Norge hændes Han synger af fulden Barm. Han synger hvordan Kong Carl Johan tveeggede Brodersværd brød; at Kongernes Far til Fattigmand skar saamangen en Skive Brød. Opstegen til Sarpsborg nær Himlens Sky, Han øiner om Haldens By Storhavet funkle under Kjær-Syttendemajens Gry. SIDE: 294 Da blegner han brat. Han føler, at en Guddom ham fører tilgravs. Den hvirvler ham nu med Sarp-Halelu til Frihed, til Død, tilhavs. -- Kom Normand, og sæt dig paa Borge-skrænt og mærk i din Sjel paa Prent det Qvad, som bruser under paa Harpen af Almagt spændt! hvor rungende Glom, den Strengeflom, lovsynger den tvekronte Carl, som agtede Nor, den Løve, for stor at tøiles af Gøthajarl! Bekrandser med Hafslundens Egeflor det Norriges Underchor, som synger Borgerkongen saa mandige Æresord: "Hil være dig Drot! Du sidder godt. Thi Maifolket bærer dig nu. Dig Tillid og Tro er Stallare to: De æres i Nord som Du." Se derfor sig reiser den Furu, som hidførtes af stærke Glom, og som den milde Vorma bandt trefarvet Bendel om, SIDE: 295 paa Frihedens Dag til Æresflag for Dig i den rungende Foss! Den skummer tilgravs hver Nidding, tilhavs, som krøb mellem Dig og Os. REIDAR GRIOTGARDSON Hvad kommer der bag Hvalom Skjær, de Bølgers bratte Throne? Saamangen Grøn, saamangen Blaae, der Skyen slog og Bunden saae, paa Skjæret naae af Skum saa skjør en Krone. Er det en Sol derunder Pol? Nei, Norges gyldne Throne. Saamangen Dreng med Kallforstand, saamangen Kall med Ynglingsbrand en blodig Rand der faae om Skolt for Krone. Det var ei Lom, ei And, der kom paa hviden Ving i Øster. Men Sigurd Degn, Kong Magnus Blind, der foer paa fulde Bramseil ind. Da skreg i Vind saa fæle Ravnerøster. SIDE: 296 Den stakkars Drot han seer ei godt. Han har ei andet Øie end gylden Fløi paa Masten rank, at see fra Sjø hvor Solen sank saa deilig blank bag Vigens grønne Høie. Den stakkars Drot han seer ei godt. For ham seer Sigurds Klinge saa langt som Lyn, saa hvast som Falk. Den saae igjennem Nat og Balk -- du Klerkeskalk -- til Harald Gilles Bringe. Det var ei Lom, ei And, der kom paa hviden Ving i Vester; men Norges Kongeflaade gill. Kong Ingos Sværd kronrage vil nuengang til de slemme Kongepræster. Da Solen skjød, gik Sjøen rød om Hvaloms sorte Tue, hvor væltede Kong Magnes Læs, hvor svedne blev i Taregræs de vilde Gjæs af klaren Klingelue. SIDE: 297 De danske Seil og Agterspeil, der bort fra Magnus skummed, den første Straale brød sig paa, og paa Kong Magnes Læber blaae, der, Stakkar, laae saa helseløs i Rummet. Derovenpaa saa vildt ei slaae de Kampens Luer vrede -- selv der hvor Slembedegnen stod -- som under Magnes Hjerterod det Kongeblod i vældig Feberhede. Med kolde Smiil saae Sigurd til usalig Konges Smerte. Ja selv ad Ham han loe med Haan, der giver Seier Den til Laan, som har hans Aand, den Hellige, i Hjerte. Ad Sorg og Seir han loe iveir. Han skratted ad sin Ære. Saa springer han tilsjøs fra den; thi hjælpeløs han lod igjen sin syge Ven, sin gamle, blinde Herre. SIDE: 298 Snart Magnes Skib var fjerløs Grib. Men Ingos Drager stærke end spruted Pile ind fra Sjøn. Qvar stod kun Reidar, ung og skjøn, Griotgards Søn, -- det stolte Troskabsmærke. For Jarleræv, for gammel Grev, som Dødsensljaen bøjet, saa skjælv som Blad i Aaspelund, er Kongen tidt kun Skjolderund, en Hætte kun, der dækker Skalkeøjet. Men Ungersvend, den Livets Ven med Mø og Mor derhjemme, sin Konge salver med sit Blod, og tør for ham til Skjold imod hver Pilerod sit bløde Hjerte stemme. Med blodig Arm, med blodig Barm sin syge Herre dækker den ædle Søn af Griotgard. Da Magnus deiligt Purpur bar. Ei Livet har hvad Døden ofte rækker. SIDE: 299 Med blodig Arm, med blodig Barm bedækker han sin Herre den ædle Søn af Griotgard; og samme Spyd dem gjennemskar. Saa trofast Kar fortjener Sangens Ære. MINNE-SLAGET Før risled Minnestrømmen saa stilt paa hviden Sand, og Hestehov og Rødkoll gik ned til Strømmens Rand. Saa mildt som trende Striber i frie Folkes Flag sig fletted Strøm og Eng og Sand altfør det Minne-slag. Nu skummer Minne-sundet og maler Flintesteen. I sorte Kulper hvirvler den mangen Fiskers Been. Og Hestehoven klavrer saa høit den kan paa Hei. Og Rødekollen har forlængst undveget Stormens Vei. Thi Minnestrøm har seet saa fæl en Borgerkrig. Da maatte vel Naturen i Alt oprøre sig. Rødkollen der er traakket af haarden Bjerkebeen. Den bløde Sand i Baglerblod hopsmeltet er til Steen. SIDE: 300 Om Magnus Kong end havde sin Øjesteen beholdt, det klare Dagslys vilde ham Blindhed dog forvoldt, da Sigurd Slemmedegnen ham drog af Klostergrop, og førte ham paa Norges Skolt, den hvide Dovretop. Men nu to røde Skiver fælt gloede under Bryn. Da Minnesunds Blaaøje vardt mørkt ved sligtet Syn. Rødkollen maatte blegne: den mærked, at den var med samme Udaadsfarve malt, som Magnes Øine bar. Men Norges rette Konge var neppe fire Aar. Kun Uskyldskronen bar han: det gule Barnehaar. Han var en Gut saa fager: men i hans Øine blaae et Blink af gillske Falken alt de Bjerkebeiner saae. Og vesle Ingo Konge han laae i Kjæmpehaand. Den stærke Vugge laante ham gjæve Aleson. Han vikled Barnet vaersomt ind i sit Kiltingskjød; thi Han var Ingo Ven og Far fra Vuggen til hans Død. Hvad skal da Vuggebarnet i Kampens vilde Baal? Saa smedes Norges Klinge, saa hærdes Kongestaal. Men hvor den Kongeliden som knækket Blomster sank, der kneise ingen Blomme tør paa Stengel strunk og strank. Saa bares vesle Ingo af Thjostolf Alesøn, der holdt ham under Venstren i Kappens Fold iløn, SIDE: 301 mens Højren Sværdet førte for Barnets Eiendom: den Norges skjønne Kronekrands, som her blev kjæmpet om. Men alt som Buldren stiger, ung Ingo lytter til. Det tykkes ham saa ilde for Drot at ligge stil hvor gjæve Hirdmænd kjæmpe . . Han klyver fra sin Fold til Thjostolfs Skulder, sad saa der som gylden Knap paa Skjold. Saa sad den vesle Konge paa Thjostolf Aleson, ad Vaabenbraget klapped saa fro med Barnehaand. En trofast Normands Hærde -- den var hans Kongestol. Det var en Klippetrone for den Drot i Barnekjol. Han loe ad gamle Magnus, der gik iblinde fram; men tænkte mindst, at Denne just søgte hen til ham. Hvor Barnerøsten hørtes did Blindemandens Haand just kasted Spydet, Hødur liig mod Baldur Mistilvaand. Han legede med Bannret, der kyssede hans Haar. Som efter Frivilvinge, den Flaggreblom i Vaar, han efter Baglerpile i Luften greb med Lyst, ei vidende, at hveren var kun sigtet mod hans Bryst. Da hører Magnus atter den liden Konge lee; thi Hanesvands til Hjelmbusk fik Barnet just at see. Da slynger han sit Glavind -- det Straalebue skrev, og Ingo griber, vakler, og i Slaget borte blev. SIDE: 302 Da hører gjæve Thjostolf det klynke ved sin Fod. -- Ak! det er vesle Ingo, som vælter sig i Blod. Da maatte Helten græde; thi se, den Haraldsqvist, som skulde vaje over Nor har faaet Bræk og Brist. Krogrygget siden længe paa Norges Stol han sad. Dog fulgte ham i Kampen saa rank en Kjæmperad. Han brak ei Aandens Vinge i skarpe Minneslag, og Norges Krone bar han vel saamangen Æresdag. SIDE: 303 KIRKEMUSIK 1ste Halelujah. Ham Ære være, Herren Gud, hvis Naades Time slog, da Christ i Smertens Aag Langfredagsukket drog. Haleluja! Hans Godhed samler til en Gloria de Svages Graad. Hans Viisdom hører Sukkets Raad. Han lod sin Almagts Ving slaae ud af en vemodig Qvindes Bøn, og bære ned sin Søn, at lære Jord fra Golgatha et himmelsk stort Halelujah! 2det Halelujah Ham Ære være, Christ, som, da den gamle Verden gled i Synd og Taarer ned, fra Bethlems Palmely frembar en ny -- ja paa sin Arm en Verd af Kjærlighed. Ak Armen brast! Da Guddomsvingen slog han ud om Jorden som et Foraarsgry, og bar sit Seierværk med Hast op til sin Fader Gud. Der om hans Throne bæres du af Jesus, frelste Jord, endnu. 3die Halelujah Priis Helligaanden være, Den, som, straalende fra Gud i Sjelerækker ud, i Høiserafens Skin af Jubelsmiil, i muldne Adamshjerte slører ind sit Guddomsvil! Ja Den, som allerherligst har i Friheds, Sandheds, Kjærligheds trefoldige Aand-eenhed klar sig aabenbart i Christ! Straal i dit Tempel, Helligaand: i Englens som i Adams Bryst! SIDE: 304 VED GENERALMAJOR AUBERTS HEDENFART Gjæve Frænde, Englen har holdt dig hvad han loved: Han, der sad saa hvid og klar paa dit gamle Hoved. Did, hvor ei hver ærlig Mand slynges om af Krybet, som, da Helved kom ibrand, krøb herop fra Dybet. Did, hvor dale død til Jord frelste Promethider, see den Stolthedens Condor, som i Hjertet slider. Did, hvor Byrons Manfredgeist glatter Tvivl af Pande, finder ingen Jungfrau reist i de glade Lande. Did, hvor Byronsenglen faaer atter Lysets Farve, hvor der groer en Aandevaar af en vissen Larve. Did, hvor Engleskare huld blomstrer af de Taarer, som paa Jorden faldt: den Muld udaf raadne Baarer. Did, min Frænde i det Blaa! dig den Fredsaand hæved: den, hvis Hvidving længe laae paa din Skolt og bæved. SIDE: 305 Didhen gjennem Skye du skar Veien til det Høie med det Æressværd, du bar i dit kjække Øie. Did dit bedste Æresskjold bar i Ædelhjerte Du, som i en Himmels Sold Jordens Veldaad lærte. Did at gaae en Paaskeqvel ifra Storm og Kampe, klare, phocionske Sjel sprænge vil sin Lampe. Som et løsnet Lyn du vil gaae Cherubens Veie, følge med din Frelser mild i hans Paaskeseier. Gamle Lampe brast isund; men et Lyn den føder, mens paa "Theodorens" Mund Seiershymne gløder. Seiershymne over Grav! Himle uden Ende! Kan du, lynende Seraf, være end min Frænde? HYMNE TIL DE FOR FRIHEDEN I JULI 1830 FALDNE BLODVIDNER AF VICTOR HUGO Strofe De, som for Fædrelandet saa gjerne Livet gave, fortjene vel et Folk i Graad ved deres Grave! Imellem store Navne skinne deres frem. SIDE: 306 Mod deres Ære hver en anden Ære blegner. Som det en Moder egner det hele Frankrigs Røst til Hvile synger dem. Chor Dig, Frankrig, evindelige Hæder! Dem Alle, for hvilke du græder, Martyrerne Ære skee! og Dem, som i Disses Exempel sig vinde i Pantheons Tempel en Plads ved at døe som de. Strofe Det er for disse Faldne, hvis Skygger her omsvæve, at Ærens Pantheon igjennem Skyen hæver høitover vort Paris, den tusindtaarnte Bye, den stolte Dronning for Europas Babyloner, sin Krone af Kolonner, der førend Alting gyldnes af hvertet Morgengry. Chor Dig, Frankrig, evindelig Hæder! Dem Alle, for hvilke du græder, Martyrerne Ære skee! og Dem, som i Disses Exempel sig vinde i Pantheons Tempel en Plads ved at døe som de. Strofe Forgjæves, naar der boer slig Storhed under Minder, skal Glemselen, den Nat, hvor Alt, som falder, svinder, gaae over denne Grav, som Frankrig knæler paa. Hver Dag, som hæver sig, skal deres Navne skue i Ærens Morgenlue, den evig friske, som foryngede opstaae. Chor Dig, Frankrig, evindelig Hæder! SIDE: 307 VED JOHAN AUBERTS BEGRAVELSE Tie kun ved Baaren, Haab, du vor Trøster! Troen, din Søster Bortkysser Taaren. : : Salig hun smiler, Ædlingen hviler, Hvisker til Sorgen: "Nu gryr hans Morgen." : : Himlen ham kalder, Ung kun i Tiden, Gammel i Viden; Støvsvøbet falder. : : Aanden var moden; Høit over Kloden Psychen nu svinger Rigt smykte Vinger. : : Ham, her fortrolig Alt med Socrater, Platonske Stater Vinke til Bolig. : : Frøet han strø'de, Voxet til Grøde, Længe skal vinde Krands om hans Minde. : : VED CONRECTOR JOHAN AUBERTS GRAV Din Tid, o Støv, af lette Stunder isammensmeltede bestaaer, og kun af flyvende Secunder sig kjæde disse Rækker Aar. Hvi vil du elske denne Tid, som fører dig saa troløs hid? SIDE: 308 Et Aandpallads du troer din Hytte, o Mand, fordi du triner tungt. Ak, det kan ikke dig beskytte, du Hjerte, at du er saa ungt! Hvi elske Tiden, stolte Fnug, -- den Flugt af Smiil, som døer i Suk? Du Aand i Hytte, har du Vinger, til Flugt du dem beredte læg! Thi med hver Timeklang der springer en Nagle i din tynde Væg. Her for en flygtig Times Haand, her faldt et Manddoms-Pantheon. -- Et Evighedens Suk er Tiden, for Engelen, der kjæmped ud, hvem Jorden blev for mørk og liden, at drage gjennem sig til Gud. Et Længselsuk du, Himmel, drog. Tilbage det en Engel tog. Forkynder, Høiserafers Strenge, hvad Navn ham hist imødeklang! Thi Jorden manglede alt længe for al hans Dyd et Navn og Rang. Johan Aubert er Navnet paa den Dyd et Menneske kan naae. Du, Herre, som din Død løslader, at han forkynde skal din Magt, for dig nedknæler, se vor Fader, din faldne Jord i Taarepragt. Sin Glædes bedste Smykker gav den jo, som nu, ak! til en Grav. SIDE: 309 Men over Graven -- o hvad skinner? -- Han sænker sig paa Straaleving, at kysse Taaren bort, som rinder, du Elskte paa din Brudering. Han, Moder, hviske vil til dig: "o græd ei førstegang for mig!" Du Ædle, vi gjensee hverandre -- ha, flyer I rappe Stunder da! -- Lad Dødens Time som de andre da høre vort Halelujah! Dog over Mange hist som her du straale skal, Johan Aubert! AVINDSMÆNDENE DIGT AF SIFUL, TILEGNET SORENSKRIVER M. OG CAPITAIN W. En Fjord, rullende i Uveir. To Avindsmænd paa hver sin Side.) Første Avindsmand "Fjorden gaaer saa strid herunder. Dybet aabner sig -- o Under, ingen Djævle stige frem! Kun af Blækhornsoceaner, o, jeg ahner, at man maner nu i vore Dage dem. Havet, liig en dalet Torden, dundrer ind igjennem Fjorden. Dog jeg Avindsmandens Blod fra den anden Fjordens Fjære hører gjære, slaae i svære Dønninger, ha, mig imod. SIDE: 310 Døden griner kalt i Byger. Rædde Seil indunder stryger, liig et Dødsens-Smiil paa Hav. Mere fæle Smiil dog rande hist en Pande: den, som bande tør en Gubbe paa hans Grav. Hvis du vilde mig hans Klinge, knust i tusind Splinter, bringe -- Ægir, se, jeg dyrked Dig! Hvis hans Skolt med Høvdingfjære Du vil bære knust paa Skjære, -- vilde Sjø, knus atpaa mig!" Anden Avindsmand "Hvad der staaer i Romsdal, Resten tager vist den Storm af Vesten, som fra Shetland bryder Vei. Mange Graner ville falde; mangen Skalle -- næsten alle -- kun paa Grund af Lethed, ei. Mellem begge vore Huse mørke Romsdalsstorme bruse. Dog igjennem Ilingsskyen øiner jeg, hvor hist paa Stranden Avindsmanden under Panden ruller mod mig vrede Lyn. Var der end ei Fjord at fare, disse Stormens Strimer skare som en Elv igjennem Dal. SIDE: 311 Hei, lad Dommerkaaben flyve! Graahaar gyve! De, som lyve Viisdom om hans Pandeskal." Under slige Tanker svinder Stormen over begge Fiender; men ei den i deres Bryst. Aandestorm har Panden bøiet, mørk den pløiet, medens Øiet skinner, ak! saa taarelyst. Lad kun Mandeharmen bruse! Rappe Ørefigner suse! Kald en Slyngel Slyngel; men lær ei lange Aar at hevne! Satan levne Du den Evne! Han vil neppe tage den. Seer, hvor mildt imellem Eder Vestenvinden Bølgen leder under Kyst til Aftenroe! To forsonte Aander glide henad blide Bolsøeside. Her de haded som I To. Bryst mod Bryst, med Fraad paa Tunge, De fra Romsdalshornet sprunge i det store Svalekar. -- Kun et Hav kan rumme Vreden; kun et Eden Kjærligheden -- ha, hvad Storhed Adam har! SIDE: 312 Seer I, paa den blanke Flade Bolsøe-Maanens Colonade bygger Jer et Fredscapel? Slutter, I paa Vredestinden, Fred forinden atter Vinden rører Fjord og mørkner Sjel! VED MATHILDE NILSENS GRAV 19 JUNI 1832 Den Stærkeste af dine Engle, din Død, vor Gud, fra dig udfoer; -- Da bøje sig de smekkre Stengle, som bære Himmelblom paa Jord. Og paa Hans Ving, saa ørnesort, de Himmelblommer flyve bort. Men Døden, mørk og fæl paa Jorden, har neppe Sorgens Boe forladt, før Harpetoner af hans Torden og Lys udstrømmer af hans Nat. Den Blom, han brød i Smertens Stund, han planter ømt i himmelsk Bund. Da først sig aabner Blomsten frodig -- En liden Engel spirer frem, og svinger sig saa frisk og modig igjennem høje Aanders Hjem. Dog ofte svæver den hidned; thi Sorgens Ven er himmelsk Fred. -- Saa kom da til din Moer, Mathilde, og viis, hvor deilig nu du er! Fortæl, at Døden ikkun vilde dig lære Flugt paa Englefjer; at du er døbt ved Jesu Bryst med Englenavnet: Himmeltrøst. SIDE: 313 TYDSKE AANDERØSTER EFTER UHLAND (LUDVIG) Hvis nu imellem os Germanner en Aand nedsteg: en Helt og Skjald der under Helligkampens Banner nedsegnede paa Sejerval, -- paa tydske Jord han qvæde skulde en Sang, en Sang -- ei vel som min -- men En, hvor Tordner hørtes rulle, og Ord at slaae med Sværdes Hviin. "Om festligt Blus og Jubelskare engang saa herlig Tale lød; men hvor er Den, som kan forklare Hvad dog den store Fest betød? Vel maae de Aander blandt os dale, opvakte af en hellig Ild, og blotte Vunderne at Alle kan lægge vantro Finger til." "Forglemte I de Kampens Dage, -- jeg spørger eder, Fyrster, ad -- da I, nedknælende i Klage en Magt, meer høi end jers, tilbad? Seer I Nationers Troskab prøvte, der strøg med Blod jer Skjændsel ud, da lover ei, men holder Løvte, I svoer det ved den strænge Gud!" I lidende Nationer, glemte og I den Ærens hede Dag? Det herligste, hvorfor I kjæmpte vee! det forsvinder i Bedrag. Med lyse Sværdhugg Fiendehorden I hjemad over Rhinen drev; men Mørket hyller Fædrejorden, og fri dog ei Germanner blev." SIDE: 314 I Vise! -- tør man vel berette de Mænd, som ville vide Alt, at Taaber kun paa Kampens Slette har klaren Ret med Blod betalt? Men troe I, fra den Glød saa blodig gaaer Tidens Phoenix ung igjen kun for at klække ud langmodig de Æg, I lægge under den?" "I Kongeraader, Hofmarschaller med Stjerneflitt'r paa Barmen kold, som til idag ei hørte tale om Kampen rundtom Leipzigs Vold I vider, Gud vor Herre lyster at holde Dom i denne Stund! -- Men I ei troe paa Aanderøster og haane Varselssangen kun." Jeg sjunget har, og til det Høie jeg svinger mig fra sorgfuld Jord. Alt hvad sig speilte i mit Øie forkynder jeg de Frelstes Chor. Ei rose kan jeg, ei fordømme; men Trøst jeg ei for Trællen saae. Dog Lyn i Taarer saae jeg strømme og hørte mangt et Hjerte slaae." FÆTTERENS MARKEDSSANG Fætteren Min kloge Onkel Mikkel Hals paa Grundsæt agter spigre op Bod og Disk, hvor han tilfals vil holde Løfter digre. SIDE: 315 Chor af Markedsgangsfolk Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Ak, vogt Dig vel at kjøbe der! Og see Dig fore nøie, at ei Du faaer en Kyllingfjer for Lykkens Papagøie! Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Der kjøbes Ræv og Kattepuus istedet fore Zobler, og Løfter i et Kræmmerhuus af blanke Sæbebobler. Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Der kjøbes Huus og Hjem galant. Kun lidet koster dette. Men sæt, at Du ei Huset fandt: saa husk at Kaart er' lette. SIDE: 316 Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Der faaes gratis gode Raad. For en fingert Bestalling, for brustet Haab han tager Graad som god kontant Betaling. Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Den falske Verdens Bakkelse Du faaer, hvis Du er snagen; og sukkerstrøet Snakkelse, saafremt Du er bedragen. Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Med Embedet han fik Forstand. Dog intet overflødigt. Nu sælger ogsaa deraf Han hvad han ei troer er nødigt. SIDE: 317 Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Som Posekiger sidder han. Ak, var hvert Skib paa Vande saa tomt som han er paa Forstand, da kom ei Kontrabande. Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Han Dumhed paa Kreditoplag har udi Magaziner. Men kjøber Du hans Vid, da tag tiltakke med Qvintiner! Chor Kjøber Kat i Pose! Mosedot for Rose! Kjøber Spurv og Krage paa Tage! Fætteren Dog kjøber Du hans Hovedbloks Forstand, Du huske, Kjære, at Onkel handler kun med Stocks, som ikke existere! SIDE: 318 Synder med det mørke Blik, see dog mod det Høje! Veed du ej, at derfra fik du saa mildt et Øje? at en Frelser derfra gik, sprængende din Bøje? Skyen som i Øjet hang, kan du vist forjage. Armen, som i Kummer sank, Stjerner end kan tage. Lære Engles Jubelsang kan endnu din Klage. Angerstornen, blot du vil, Glædeskrands kan blive. Som en Engleving dit Smil kan til Himlen flyve, og et evangeliskt Hil om din Læbe skrive. Øjet, natlig Fakkel var, Glorieglimt er vorden; Tænderne, som Eder skar, Sølverstrænges Orden; Mund, som huset Satan har, Tempel blev paa Jorden. Vil du -- fra dit Hjertes Bund kan du Englen mane, og fra Herrens blaae Paulun Ti med Sejersfane. Tro og Villje -- tro det kun -- bryder Himmelbane. SIDE: 319 SPANIOLEN Sit lille Digt tilegner Forfatteren høiagtelsesfuldest En gammel, graa Republikaner, Det ulykkelige Erins Søn, R. Major hvis Skjebne lignede dette Digts Helts, siden ogsaa Hans Aand engang opløftede sig, og greb mandigen i "Erins Klageharpe". Jeg kjender, Erin, paa Storhavet hist din svømmende Slette. Sømanden braser forbi, ahner, men øiner dog ei den Dal i Havet bag takkede, hvide Bjerge af Bølger. Ørnen og Fizgeralds Aand heel den fra Himlen kun seer, et mørkgrønt svømmende Lotusblad liig, der vugger sin hvide Svanblom: O'connells Borg, skinnende fjernt over Hav. Men Gud og Aanderne see, at Europas Dæmon har sat sig, hellige Lotos, paa dig -- Stormen, der mejer som Ax de fromme Landsbyers Taarne, dog blæser Ham ei i Havet. Hvi da ei løsnes din Stilk? Drive du skulde da til den nye Verdens lyksalige Strand, hvis frelsende Guddom, jagende Dæmonen bort, skulde sig sætte paa Dig. Ak, under Havet, til Dybet og Albion Erin er lænket! Ilende, skummel og høi, drivende Skypompe liig, omsust af fremmede Falke, hensvæver Dæmonen over Erins sædglindsende Hav i Havet, den Havets Oas. Dog højne Aander sig over det lave Erin, og medens Shannon stønner, da hør! hør hvor det toner i Sky! Der svæver, baaren af Frelste, som levte og døde for Erin, over den Høi, hvor de see end sine blegede Been, en himmelsk Harpe, og hine Aander, liig springende Bølger, hæve sig kappende op, op for at gribe i den. Da toner Erin vemodig sin Sorg -- da kryber Dæmonen sammen, og Falkene tye da til dens Skuldre med Skrig. Thi Erins Klagesang ryster Aljorden, og Menneskeheden raaber: "til Hjælp ! Hvad forgaaer hist i det fraadende Hav?" -- -- SIDE: 320 Scenen for Katastrofen i nærværende lille Digt, som her, efter en Revision, og med Musik, atter forelægges Publikum, er under et af vore Jothunfjelde, den for sine Snestorme berygtede "Fannarauk", d. e. Fannforøgeren, Snesamleren, et frem- springende,bastionformet Udenværk til Horungtinderne. Man faaer maaskee et Begreb om Situationen af følgende Træk af de Forord, der ledsagede den første Udgave: derunder gaaer Lomværinges og Sogningers frygtelige Vej til hinanden over Sognefjeldets Alpørken, over Svaberg, Iis og Sne, i Forgjængernes dybe Spoer over Bræerne. Denne Steenrøs og denne der og hiin hist betegner den; men hiin Røs ude paa Fjeldørkenen er et Mærke hvor En dræbtes i gamle Dage eller fandtes død, begravet af en pludselig Sne-Iling fra Fannarauken. I Nordost Kongsoxletinderne, efterhærmende Horungernes Alpformer; disse i Syd i tre Taarnkolonner; midtimellem begge Fannarauken, fjerntfra lignende en uhyre, en Verdens kulsorte Liigkiste med et nedrullende Lagen; nærmere synes Laaget meer og meer at brækkes op i en Spids, som om den Døde vaagnede der- under; og se, der reiser han sig -- et Skygespenst eller den rædsomme Fannrøg. . . Kun i det Fjerne blaaskuldrede, hjelmrundede, kaabehvalte Fjelde; nærved Alt hvidt, sort, trodsigt, tindet. De ligne sortkalottede, hvidkaabede, strenge, coeliberende Prælater, men midtimellem throner Fannarauken som en bister Pave -- de side hvide Arme talende udstrakte, Aftensolen giver Toppen Tiaraens Purpur -- Hine Blaaskuldrede, Hjelmrundede ere læge Riddersmænd, der fjerne sig ærbødigt. Det er et Hildebrandskoncilium. Her afgjøres Spørgs- maalet om Jordens Alder. Der under Fannarauken sad jeg; -- under et skrøbeligt, rødmalet Kors, hvorpaa stod malt den venlige, men ofte forgjeves fulgte Advarsel: "Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" . . . Stedet blev uhyggeligere, Advarselen vægtigere jomere jeg saae paa Kor- set, paa Dødsmærkene henne paa det Øde, paa de taarnede Fanner. Men min Veivisers Fortælling om hvorledes det gaaer til naar Fannen ryger løs, bandt mig. Det er en Explosion -- umuligt at se for sig, snart umuligt at stolpe længer frem. Da være Gud En naadig. Stormen løsner de opad den sorte Side dyngede Snefanner, saa de, rygende om Toppen, give Jøkelen Udseendet af en Vulkan. Derfor udlægges ogsaa dens Navn som "Fannrøgen" ): Fjeldet, der ligesom ryger af Snefanner, af "Fannrøg". "Saaledes -- fortalte Dølen -- fulgte jeg nys en Udlænding hidover fra Sogn, en rask, mørklét Karl, der vilde til Snehætten. En liden hvid Sky laa paa Fannarauk, men det var ikke andet end en svag Røg af en Fann, der begyndte at røre sig. Men snart kom den hele Fannrøg. Gud fri os! Den Fremmede holdt mig i Kofteskjødet for at kunne see og følge mig. Hid kom han, men ikke længer. Ugen efter fandt jeg ham død, omfavnende Korset. . ." Jeg havde lagt Hovedet i Haanden. Det blev stille. Kun den æselgraa, æselvesle, men dromedarstærke og sikkre Dølehests Pusten i det brune Græs hørtes af og til. En Time efter hørte jeg min Døl raabe sit "Afsted!" Dog SIDE: 321 reiste jeg mig ikke. Han troede jeg sov. Dog hørte jeg ham tregange raabe sit "Afsted!" Jeg tænkte paa den Fremmede. Jeg veed ikke hvorfor det faldt mig ind, at han maatte have været En af de mange proskriberte Liberale af forskjellige Nationer, som i de Aar 1832-33 flakkede om i Europa; men den Mørklétes Død med Korset i sin Favn indgav mig Maaske'et, at han var en Spanier. Man behøver, for at forstaae det Føl- gende, kun at erindre denne Nations Skjæbne i de første Par Aar efter den franske Julirevolution, Absolutisternes Rædselsgjerninger og Forfølgelser mod de Liberale, Disses Anstrængelser paa saamange Punkter, og især under alt dette den mærkelige Indflydelse, som den dengang liberale skjønne Dronning Kristina Maria forstod at vinde over sin Gemal Ferdinand VII i hans Sygdom i Begyn- delsen af Aaret 1832, og at være i Besiddelse af i hans Dødsøjeblik, uagtet dette usle Væsens vaklende Tilbagefald til Calomardes og Espannas Principer. Hvorfor kan ikke min Spaniol have været En af Torrijo's eller Mina's ulykke- lige Følgesvende? Af den Førstes 80 skjød man kun paa engang de 25 paa Ferdinands Befaling. En af disse Helte for Konstitutionen af 1812, for de samme Principer som udgjøre Blodet og Marven i vor Konstitution, kan gjerne have oplevet mine Scener og endelig sin Død ved Fannaraukkorset paa det norske Højfjeld, -- en Skjebne, som ialfald var en mangefold blidere end den Livs- fristen, spanske Refugiados, efter "Hubers Skizzen", have lidt midti London indtil de allerseneste Forandringer vel have gjengivet dem, som undgik Hungersdøden, deres Fædreland. " -- -- Thi Frihed er Himmelens Sag. Var Englen ei fri, da i Himlen blev Oprør." "KONGEN AF SPANIEN" (Thronsal i Escurial. Aften. Kongen, Ferdinand Vll, paa Thronen, Spaniolen træder bedækt frem for ham). Spaniolen End drøne Borgens Kolonnader af dine Raaders Fodtrin, Drot! Det er din Kløgt, som dig forlader, og levner dig din Angest blot. Den Sky, som driver paa din Pande, har tømmet ud sin Død idag. Nu er den Aander, som forbande, og fremst Riegos Vingeslag. SIDE: 322 Bort gik dit Raad. Beklemt, som Hvælvet, hvis Pillerad i Mulmet svandt, Du mangen Time gjennemskjælvet seer frem paany til Skjælven randt. Som gjennem Tempeldomen Stjernen i mørke Dybde straaler ned, saa skinner dig igjennem Hjernen et Minde i din Eensomhed. Som brustne Daggert, i dit Hjerte gjensidder Lynet af din Eed. End ikke ti Aars stærke Smerte de Stumper ud af Saaret sled. Erstattende det Blod, som flyder deraf, du drikker Spaniens Blod. Du raser mellem Spaniens Dyder, at finde der din Rædsels Rod. Du Chartet sønderrev, Meeneder! Men klingrende til Himlen foer din Eed med hine Aandgeleder, der straale i Riegos Spoer. Der hænger den -- en evig Lænke, opglødet til en Lynild, som kun venter dig, for dig at sænke didned hvor ingen Naade kom. Paa Barbariets Kyster svaler sig Solen i en Palmelund. Men Spaniens Sol, du Bøddel, daler blandt Steilers røde Grene kun. Der smuldre Spaniens bedste Hjerter; men dine Steiler, Konge, vid, de ere Armestagekjerter, som lyse foran Frelsens Tid. SIDE: 323 Et Suk er dig en Højforbryder. Da kryber angst du paa din Stol, og Biler ud du rundt dig skyder, den Straalekrands af Spaniens Sol. Ak, hvor forsvunde dets Trophæer, det Verdens Halvdeels Kapitol! End glimter kun bag Pyrenæer i Minas Sværd dets Frelses Sol. Dog flyver ikke der med Gribben Empecinados Aand, Tyran! Som Fuglen susende om Klippen, saa cirkler om din Throne Han. Og midt iblandt Kastiliens Raader Torrijo's Skygge sidder; -- ja, hvor kom vel blandt de høie Naader den Rædsel i Triumfen fra? Dog skræmmer Aander ei Dæmonen, som gjør en Svagling til Tyran. Du skjælver mere, Træl paa Thronen, for Mennesket, Du myrde kan. Du seer i Mandens aabne Pande en Thron meer høi, end Kongens, hvor en Skare Domscheruber stande med Frihedschartet, Du besvoer. Ja læs i Mandens aabne Pande hvert Frihedscharts Original! Se Qvindens Buebryn sig rande til Borgerindens Triumfal! Som Barnet voxer, Frihedsskriften sig ruller i dets Aasyn ud. I Ynglings Blik se Demantstiften, hvormed den skreves ned af Gud! SIDE: 324 Du negter Gud med Solens Øje at læse hvad i Støv han skrev? og Dagen Laurerne at bøje om Adamsætens Frihedsbrev? Espagnas Øx i Solen skinner, og Calomarde, den Schakal, gaaer hylende paa de Ruiner af Spanien: dit Escurial. Men Gud har Stjerner for at lede de sidste Ædle, Spanien har, om Natten sammen paa den Hede, som Olavides' Agre bar. Se, Hat og Kappe flux nedglide; paa Natteheden bli'er det klart. Thi Klinger funkle om det hvide paa Panden skrevne Frihedschart. (Afdækker sig). Her læser Du det, Drot, og bæver. Thi Du ved første Blik forstod, at nye Aanders Hær sig hæver i Dampen af det rundne Blod. Det samme Frihedskrav de qvæde; og for det hurtigen at naae, Martyrens Bane fro de træde, og raabe det fra Himlen saa. Det hører Mennesket, og Blodet ei skrækker ham, det Æresspor. Dog vil han leve for Klenodet, hans Fader gik i Døden for. Se der de hyllede Gestalter, Du veed at vandre om dig, Drot: de Murere, som Friheds Alter opbygge engang af dit Slot. SIDE: 325 Thi visselig sin Frihed vinde skal Mennesket, det Guddomsbild, saalænge Gud til Mand og Qvinde nedlaaner end sin Skaberild. Stands Livets Strøm -- din Magt du ejer, naar sidste Moder døer, Tyran! Nei, end du kjæmpe maa en Sejer med hendes Søn, den sidste Mand. (Gaaer, men vender tilbage med draget Sværd). Jeg kunde fælde Spaniens Morder. Dog var det Herrens Dommersværd, der slog dig -- det som Tiden gjorder sig med i Himlens Ledingsfærd. Du døer . . Du døer. . (Nærmer sig. Dronningen, Kristina Maria, sees i Galleriet). Ha, Gud! vil sende en Frelserengel end til Dig? (Kaster Sværdet for Kongens Fødder). Lev da! Men Spanien og Hende betal det Liv du skylder mig! (Iler ud). "DRONNINGEN" Kongen (Reisende sig halvt op). Forraad! Forraad! Dronningen Fly, Patriot! Fly, Sandhed, ifra Kongens Slot! Forlængst din kjekke Sjelebro'er jo "Ædelsind" fra Borgen foer. SIDE: 326 Kongen Forraad! Forraad! Dronningen Saa hedder nu i Borg og Tempel, Sandhed, du. Dit rette Navn er "Himmelslyst." Det hvisker Filosofen tyst. Hvor straalefrisk og morgenrød er, Sandhed, du i Himlen fød! Paa Jorden kun i Slør og Skjul du frelse kan dit Fagerhuld. Dog vogt dig for den Marmorhal! Den er dig, fine Blomst, for sval. Ja rødmed der du end, som hist, du kaldtes Spøgelse forvist. Du ene frelse Konger kan. Dog lønnes du med Baal og Brand. Du stiger som en Frelser ned, at døe som Han af Kjærlighed. Hvor er den Himmelblomme fiin! Dog bærer den en Cherubin. Dog i dens Duft Cheruben foer om Jorden i Rousseauers Ord. I Filosofens Bog vi har kun Blomstens tørre Exemplar. Men læg det ved dit Hjerte, den udblomstrer, Konge, da igjen. SIDE: 327 KONGENS OG DRONNINGENS GENIUSER Kongen (Springer op). En Liberal? -- ja ved min Magt! Og det i Kongens Hal? Min Øx, du har for længe lagt, men snart staae op du skal. Og skjær saa Tidens Sener af, saa den ei gaaer saa fort; men staaer, som Halte ved sin Stav i Kongens Æreport. Dronningen Den Throner slaaer med Vingen stærk omkuld, den Phønixørn, som vare de kun Legeværk for Timerne, dens Børn. Nys den fra Thuillerien fløj, gjort ung i Ild paany. Den Pyrenæ'en er ei for høj, med Bræen over Sky. Den elsker jo Bourboners Blod? Vogt, at den ned ei slaaer! Kun om du Mildhed skinne lod, den Ørn du fangen faaer. Da bærer den -- en Svane tam -- til Stjernerne dit Navn. Der boer det, men i Engleham du Selv i Himlens Favn. (Synker Kongen tilfode). SIDE: 328 Kongen Bort! Mildhed er den Sol hvori en Krone smelter hen. Du beder for Forræderi. . . . Dronningen (Reisende sig). Nei, Drot, for Spanien! Det var dit Folk som dømte dig i Mandens Tale nys. Det var din Sjel, som dømte sig i dine blege Gys. Kongen Om Qvinder græd, om Engle bad, Han Døden viet er, som her . ! Han flyer; men Kongens Had har lange Falkefjer. Mit Kobbel! over Bjerg og Dal forfølg ham, Gardevagt! Spor an! Det er en Liberal! Det er en Kongejagt. Halloh! som rappe Manzanar henover Heden fly! Men Kongen sine Øine har jo i den høie Sky. Du hører Telegrafens Klap for hvert et Skridt du gaaer. Den Hjort maa være straalerap, som Hund og Falk ei naaer. Dronningen Fly! Se dig ei tilbage før bag Spaniens Grændser blaae! SIDE: 329 Kongen Ha, Landegrænds er Kongens Dør. Der mine Mynder gaae. De snufte under Steen og Straa, og speide op i Træ, og mine Falke sidde paa den høje Pyrenæ. Dronningen Da ty til Oceanet! Rul, o Hav, saa fort hans Karm! Vel Spanskesjøen gaaer saa huul, dog inden Herrens Arm. Kongen Min Genius forfølg ham da! Flux, Aand, dig aabenbar! (Kongens Genius aabenbarer sig i en mørk, vinget Gestalt). Dronningen Gud, send ham da min Skytsaand fra din Himmel til Forsvar! (Dronningens Genius aabenbarer sig i en lys, vinget Gestalt). Kongen Min Genius, forfølg ham da! slaa Stormen mod hans Seil! Ha, lad en Planke springe fra hans Snekkes Agterspeil! Dronningen Min Genius, o følg ham da! Sæt Vingen op til Seil! Lad fyrig Medbør blæse fra hans Snekkes Agterspeil! SIDE: 330 Kongen Min Genius, snart som en Snog du lure i hans Trin! Dronningen I Busken tætved rasler dog ham vak og varsom Min. Kongen Snart som en Ravn med Uheldskrig omflyv ham aabenlyst. Dronningen Han leer dog, mørke Geist, ad dig, naar min først har ham kyst. Kongen Min Genius, i glohed Ørk send ham en Samumvind! Med tropisk Middagsstraale tørk hans Blod og Hjerne ind! Dronningen Min Skytsaand, da til et Paulun om ham din Vinge spænd! Og til den arme Flygtnings Mund en livlig Kilde send! Kongen Naar han paa Vennens Dør en Nat med tvivlsom Finger slaaer, syng da fra Nabohuset, at hans Ven ei aabne tør! Indsyng i Vennens Viv slig Skræk, saa lærer Manden den! SIDE: 331 Dronningen Da aabn din Favn, og ham bedæk! Da, Skytsaand, vær hans Ven! Kongen Min Dæmon, bøj de vilde Lyn hans aabne Barm imod! Dronningen Min Genius, knæl da paa Sky'n ved Lynets Herres Fod! Kongen Styrt Bræen, Geist, nedover ham! ham i en Fann begrav! Dronningen Da tee ham, Aand, en Jægergam, en Ø i Sneens Hav! Kongen Min Aand, min Hevn, ihvorsomhelst, til han er død, forfølg! Dronningen Min Genius, til han er frelst, dig, hvor han vandrer, dølg! Kongens Genius (Til Kongen). Din Skytsaand alt forladt dig har, naar Ondt du byder den. (Forsvinder). Dronningens Genius (Til Dronningen). Din Aand, naar Nødens Kors den bar, vil komme stærk igjen. (Forsvinder). SIDE: 332 SPANIOLEN PAA HEDEN (Hede nær Havet. Spaniolen flygtende. En Rytterskare af "kongelige Frivillige" forfølgende ham). Kongens Genius (I Gestalt af en Hyrde, som Skarens Veiviser). Afsted! afsted i strækket Trav! Her seer jeg Duggen rystet af, og Spor af Blod i Sandet. Med Smertesblod af fredløs Fod er Kongens Purpur blandet. Afsted! afsted i strakt Galop! End seer jeg svaje Lyngens Top hvor vajed nys hans Kappe. Gjør Kongens Nag til Sporetagg, saa bli'e de Hingste rappe. (Spaniolen vender sig om og drager Sværdet.) Dronningens Genius (Aabenbarer sig i en Englegestalt; slaaer sine Vinger om Spaniolen). Afsted for Kongens Tigerspand! Afsted paa Aandevinge, Mand! Skift, gode Frihedsklinge, til Slange glat, der smyger rat hvor Staal maa sønderspringe! Afsted, afsted! Farvel Tyran! Den Fri er mere Aand end Mand. Hvad nytter dig da Travet? Det standse maa hvor han tør gaae saa frelserstor paa Havet. (Fører Spaniolen bort henimod Kysten). SIDE: 333 Rytterhøvdingen Afsted! Igjen jeg seer ham paa en andalusisk Skimmel blaa. . . Kongens Genius Vee jer! den dagblaa Manke er Aandeving. Paa den omkring de Proskriberte vanke. (Rytterne jage afsted). SPANIOLEN VED SIN VENS DØR (Frembrydende Nat. Man hører Havet bruse i Storm. En Baad vipper ved Stranden. Et Par Huse ved Enden af en Gade. Spaniolen banker paa en Dør. En Mand med sin Huustro aabner Vinduet. Kongens Genius sidder i Ravneham paa Gjenbotaget). Spaniolen Lukop! Her er jeg frelst: her boer en blodkjøbt Ven, en Fosterbro'er. Vennens Huustro (Til sin Mand). Hør ei din Ven! Hør Ravnens Skravl! Ei spaaes godt fra Nabogavl. Spaniolen Lukop! lukop, min Hjertensven! Vennen Ved Gud og Alt, Du er det; men -- -- Spaniolen (Hestetramp høres). Lukop! Det gjælder Død og Liv! SIDE: 334 Huustroen Hør ei din Ven, men hør din Viv! Spaniolen Du Broderskab til Døden svoer. Huustroen Jeg troer, ja i en Ruus ifjor. Vennen (Vil aabne Døren). Nei, Viv, med Blod han kjøbt mig har. Huustroen Sælg nu din Lykke gratis, Nar! Vennen (Lukker Døren, men fatter sig, og vil opbragt aabne den). Han er min Ven. Ti, Naboravn! Bort, falske Qvinde, fra min Favn! Min Hjertensven, velkommen! . . Huustroen -- Men, da er Du ikke Kongens Ven . . Vennen (Lukker Døren). Fordømt! Ei Kongens Ven? Da bort! Da tryggere i Dødens Port, paa Havets Skum, hos Ulv du boer, end hos din svorne Fosterbro'er. Nu mellem os en Muur der staaer. Din Blomst i Skyggen dens forgaaer, for med sit Støv at gjøde min, der klattrer op til Murens Tind. SIDE: 335 (Afsides). O Nat bedæk, o Storm med Brag du døve dog mit Hjertes Slag! Hvor højt de tordne, jamrer med i dem et Dødssuk af min Eed! Huustroen Din Ven en takfuld Taare har. Ret skjønt, om du paa Bryst den bar. Men Taaren, som en Konge der kan græde, Demantstjerne er. Vennen Velan! Jeg veed, at Kongens Harm sig stiller mellem Barm og Barm; ja samme Hjerte kløves jo af Kongens Harm, det Sværd, ito. (Styrter med draget Sværd ud mod Spaniolen). Spaniolen (Fjernende sig imod Havet). Jeg ryster Støvet af min Sko. Som Kongens Hal, saa Borgerbo. Er han Tyran: i Mandens Sjel er Venskab Politik -- Farvel! (Kaster sig i Baaden. Dronningens Genius følger ham; slaaer sine Vinger ud; Stormen griber i, og det gaaer afsted. Rytterskaren kommer). Rytterhøvdingen (til Spaniolens Ven) Ha, veed du ei, at Kongens Harm mod Vennen væbner Vennens Arm? Hvi slog du ei? Vennen (Viser sit Sværd). Jeg drog mit Sværd . . SIDE: 336 Rytterhøvdingen . . Men slog ei. Du er Døden værd. (Rytterne springe af, og hænge Manden i hans Port). Vennens Huustro (Styrter ud). Hvad gjorde I? At drage Sværd mod fredløs Ven, er Stjernen værd. Rytterhøvdingen Nu vel -- og kald det ei for seent -- Han faae sin Stjerne som fortjent! (Fæster en Ordensstjerne paa Liget). SPANIOLEN PAA HAVET (Hav. Morgendæmring. Spaniolen i sin Baad for fulde Seil udefter fra Spaniens Kyster, der blot vise sig som en Taagestribe). Spaniolen Nu mit Hjem er hine Taager; dette Øde er min Verd, mine Venner vilde Maager, uden Fiender mit Sværd. Vaagen Slummer, Lystig Kummer, Hjerteslag og Skyggefærd. Dog bag hine Taagestrimler Spaniens Storhed sidder stum. Maagen flyer mod bedre Himle. Sejer Sværdet synger om. Foran Baaden slynger Fraaden Straaler i de øde Rum. SIDE: 337 Bag de Taager Laurer skinne. Dem i vaagen Drøm jeg bandt om mit frelste Spaniens Tinde, naar mit Sværd sin Fiende fandt. Sorgen dulmer, Kraften svulmer, Drømmens Liv er skjønt og sandt. Manden midt paa Oceanet skyder Aandelyn dog did hvor den Frihed, Vej han baned, sidder lænket end en Tid. Bær, du Høje, Tidens Bøje til din Frelser iler hid! Speid, da Frihed, lænkebundne, over Havet, til du seer dine Frelsensstjerner rundne, din Befriers Bramseil der! Kast din Lænke, Ærens Enke! Hjem din Mand da kommen er. Bue mellem Jordens Helved' og dens Himle, Bølgen, der mellem Fri og Trælle hvælvet Frelsesbane stedse er, bær til Spanien fra Britannien og fra Gallien Frelsens Hær! (Kongens Genius farer over Havet i et Uveir). Derfor, Drot, dit Had du sender ud paa vilde Ocean: ad den Vej den Frie vender atter til sit Fædreland. SIDE: 338 Fraad da, Bølge, Æresfølge for en fredløs Frihedsmand! (Bygeskyer taarne sig. De drive lynende henover Havet. Midtimellem dem synes som et krængende Skib, med Kongens Genius tilroers, at styre løs paa Spaniolen. Et andet, med Dronningens Genius, under trefarvet Flag, synes at bruse netop imellem, og at bore det isænk. De forsvinde begge under et Brag som af to mod hinanden bristende Skyhoser. Spaniolen skjærper Seil). Fries Sejl er Aandevinger. Du i Hvirvl paa Tidens Hav som en Skyggesnekke svinger, Trælledrot, som veed ei af at det daged under Flaget, plantet i Bourbonners Grav. Se, det gav, i Lynglimt tvende, Tyranniets Dødssalut! Disse Farvelyn skal tænde Thronerne ibrand tilslut! Naar de falde sammen alle, Jord, da har du kjæmpet ud! SPANIOLEN VANSMÆGTENDE (Ørken. Spaniolen vansmægtende i Solhede. Kongens Cenius hvifter i en Kondorskikkelse Skyerne fra Himlen). Spaniolen Har du ei en Sky tilbage, Gud, at drage for din Sol? -- Daare! Daare! skal han tage Loven bort, Han Selv befoel? Hav og Bjerge maae den sværge, ja Han Selv paa Magtens Stol. SIDE: 339 Uden Hjem, dog uden Klage, døer jeg; thi mon Spanien har ei tusind Mænd, som drage uden Skræk min Vej igjen? Seir for Alle, om de falde, frelser Een det kun ad den! Bygger Ynglingen i Hjerne Hjem for Frihedens Idee, Mand, da skal den Borg du værne som en Drage Feepalæ! Gamle Hvide, du skal stride, gjøre Graven til Tropæ! Trylleborgens Herskerinde er jo, Aand, din Aandebrud. Kjæmp, at hun sit Hjem kan finde trygt paa Jorden som hos Gud! Englefulde Himle rulle der for hendes Fødder ud. Se, de Himle skal du dele, om du hende Jorden bød! Himlens Datter vil jo dvæle som din Viv i Hyttens Skjød. Kamp hun vejer op med Sejer, og med Salighed din Død. Hun med Tro betaler Ahnen, med Triumfens Jubl din Qval. Hun din Gravhøj til Altanen gjør for eders Bryllupshal. SIDE: 340 Under denne dig og hende frelste Aander hylde skal. Dog til arme Dødelige beiler selv saa rig en Brud? Sjel, du blues for at stige fra din ringe Hytte ud, for til Frihed blive viet i dens Himmerig af Gud. Jord, Farvel! Farvel! Der flyder i mit Suk ei Klagens Gift. Thi, som Jorden, Himlen byder baade Tanke og Bedrift. Herrens Egne kunde segne, siger jo den hellig' Skrift. Han nedsteg at frelse Jorden. Jeg fra Himmelen, som Han, gaaer til Helved paa en Torden for at knuse dets Tyran. Det jeg lukker, og jeg slukker med min Taare ud dets Brand. (Segner hen besvimende. Dronningens Genius hvifter ham med sine Vinger til han afkjølet vakner i igjen). Jeg skal leve. Vel da! Jorden nok af Helvedriger har. Men der siges, at i Norden, straaler Friheds Himmel klar. Did jeg ile uden Hvile! siden Spanien til Forsvar! SIDE: 341 DET TREFARVEDE FLAGS FRELSE (Spaniolen paa Havet. Den norske Kyst i Baggrunden). Da, af et Kobbel Kongetigre jaget, i Oceanet Frankrigs Løve sprang: ei for at redde ham, men Frihedsflaget, en Ørn nedfoer, og bort med det sig svang. Bag Himmelseileren, se Skye'n i Vover henrullende mod Alpetinders Strand! Nu alt er stilt; kun Kobblet fnyser over at Ørnen med det bedste Rov forsvandt. Imellem Sky og Sol den rolig seiled. Naar den med Vingen slog, da flød det Bild af Bann'ret, som i blanken Sky sig speiled, henunder bølgende, et Hav af Ild. Da mellem Sky og Sol en Jøkeltinde, der først fra Chaos' Bad med Skulder blaa opsteg, han møder -- o en Verdens Minde! -- Der dalende han fæster Bannret paa. Mens Tigerkobblet gjennemroder Jorden, at finde dog af Banneret en Pjalt at slide sønder -- ha, da ifra Norden et Jubelbrag har Ørnens Vej fortalt. Thi Englene nedsteg at hylde Flaget; en dagblaa Ring om Fjeldets Top de skar; og gjennem Folket ved dets Fødder braged en Jubel, da det blev Klenodet vaer. Det Folk skal være fromt, men uforfærdet, og Landet skjønt og højt som Folkets Sind, et Skjul for den forfulgte Frihed, gjærdet med Himlens og Naturens Vælde ind. SIDE: 342 Did vil jeg flye, at hvile mig indunder det Friheds Banners Aandehvift engang, og prise Frihedsbann'rets Frelses Under, mens Verdensløven man i Havet tvang. SPANIOLEN UNDER FANNARAUKEN (Spaniolen vandrende over Højfjeldet mellem Gudbrandsdalen og Sogn med en gammel Døl som Veiviser. Han standser ved et Vejkors under Fannarauk-Jøkelen, betragtende den og Skakastølstinderne). Spaniolen Ha, en Skræks og Dødens Throne! Sorte Tinder tre! Der blier Plads da til for En med Krone. Drot stig op! bliv Triumvir! Hvilke Borge gamle Norge reiser Eder rundt med Spir! Ha, et herligt Kongerige! Underdanigt, stille nok! Drot, saa bør det sig; du stige paa din Throne: Fannarok! Herrevældet over Fjeldet føre du fra iset Blok! Frygt ei i dit Kongedømme Aanders Oprør om din Stol, -- her hvor ingen Blomst af Drømme vækkes op af Sommersol. Brune Mose her er Rose, Sneen Liljer, Iis Viol. SIDE: 343 Her faaer Konger først sin Ære: Nattens Stjerner krandse dem. Storm og Fyg slaaes om at bære deres Dødsukaser frem. Storm saa bister, vær Minister i Forbandelsernes Hjem! Pladsen herlig, herlig Tiden did at flytte, Majestæt! Jorden under, Sky ved Siden, Sol og Stjerner ganske tæt. Ingen Øjne her sig høine, for at see dig engang ret. Bærer hertil da, Nationer, jublende enhver sin Drot! Her har Gud dem opreist Throner: hundred' Alpetinder godt. Fattes Nogle -- vel, med Knogle lad dem vinde Thron og Slot! (Kongens Genius farer om Fannarauktinden, pidskende med sine Vinger Sneen op i Hvirvler). Vejviseren (Pegende paa en Indskrift paa Vejkorset.) "Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" Spaniolen Sad paa Fannarauk en Konning, og en Glentehun paa Skrænt -- se, da var der Drot og Dronning, Eva til sin Adam sendt! Stymfalide- Prindser stride skulde om det Regiment. SIDE: 344 Vejviseren "Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" Spaniolen Sad en Drot paa Fannatinden, og en Blomst paa Branten stod, strax, at knuse den, Lavinen rundt sin Throne løs han lod. Hvo kan frede selv histnede ædel Væxt ved Thronens Fod? Vejviseren (Trækker ham afsted. Fannrøgen bryder løs). "Skynd dig! skynd dig! fly som Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" Kongens Genius (Pidskende Sneefoget haardere over Spaniolen). Frie, du skal være Blommen, den som Konger knuse! Var du end ud af Riget kommen, større Land dog Hevnen har. Dronningens Genius (Svævende bedækkende over Spaniolen). Fly som Vinden! Fly forinden Englen, som var dit Forsvar! Thi min Herskerinde kalder. Spanien kalder . . Spaniolen Fly! jeg døer. . . I dets Engels Hænder falder Sceptret af dets Djævels Kløer. SIDE: 345 Frelserstunden er oprunden; Spanien lever -- glad jeg døer. (Omfavner Korset. Geniusen flyer). Vejviseren "Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind! Se hvor det griner bag Fannarauktind!" (Forsvinder i Fannrøgen). Dronningens Genius (Vendende tilbage.) Vælg! Jeg dækker dig mod Veiret. Vælg! Jeg frit dit Spanien gjør. Spaniolen Engel, fly, og seir! Jeg seired. Thi jeg valgte hvad mig bør. Dronningens Genius (Urolig.) Ha, Hun kalder! Spaniolen Fly! Jeg falder for mit Spanien; -- glad jeg døer! (Geniusen flyer. Spaniolen omfatter Korset knælende. Kongens Genius sees i det voxende Uveir). Spaniolen (Hævende sig op, omfattende Korset med den ene Arm, vinker han talende med den anden mod Kongens Genius). Land forgaaer? -- mon synker Verden? Mænd forgaae; mon Frihed vel? Født med første Engel er den, døer ei før den sidste Sjel. Da tilbage maa den drage i Guds egen Barm sin Sjel. (Synker døende ned). SIDE: 346 En Røst (Gjennem Uveiret til Kongens Genius). Fly, du Aand, din Herre kalder! Kongen døer i denne Stund. Fly til ham, at han ei falder uden Aand til Støvet kun! Hør han maner! Onde, ahner du Fordømmelsens Sekund? SIDE: 347 TIL DEN ARME VERTHER I MAANEDSKRIFTET BIEN A Christus! red den thrøndske Verther! B O! du spare kun din Skræk! Naar mon feed og riimfuld Sæk Revnede af Elskovssmerter? A Ak! du feiler . . . B . . Denne Klump Drøvfordøiede hver Slump, Som han sang for, kun til Hjerter. A men aarlig han paa Amerika spiler det Julihvælv blaa. Men mellem de Tvende, o Norge, din Dag du øiner sig spænde trefarv't som dit Flag til did ifra Jorden dit Længselraab gjaldt: da nedover Norden den viftende faldt. SIDE: 349 Da maatte vel springe de Straaler tilsidst, som Aaret rundt tvinge blandt Stjerner den hist, imedens til Jorden dens Længsel dog staaer: til Folket i Norden, til Birkenes Vaar. Sig Himlene dunkle af Jorderigs Vee. Cheruberne funkle, naar Taarer de see. Vor Længsel de hørte: det straalende Hvælv, de boe i, da førte de ned til os Selv. Paa Dagtinden luer Maisolen som Flag. Som Taget af Duer, bedækkes du, Dag, af Engle, som dale for aarlig engang din Høihed at male for Norge i Sang. -- Velsignte blandt Dage, du Selv er en Geist, som kommer tilbage hvor Mindet er reist om at du har levet i herlig Bedrivt, i Norrige skrevet udødelig Skrivt. Du blaaner deroppe som Skyggen du var af Jøklernes Toppe, af Sjøen saa klar. Du blaanende svæver som var du forvist Gespenstet, der lever af Norrige hist. Blaaøiet fra Høiden deroppe hos Gud, du blikker til Bygden saa ømt som en Brud. Men engang om Aaret med rødmende Sky det Folk, du har kaaret, du kysser paany. Du svinder; men kommer saa sikkert igjen som Blomsten i Sommer, der visnede hen. Som Ørnen fra Østen til Redet i Vest, du kommer, naar Røsten dig kalder hernæst. Du kommer at lære, som Ørnen sin Æt, os Aandernes Fjere at løfte saa let, at Norriges Sjele, de Henfarne liig, al Aaret kan dvæle i Himlen hos dig. SIDE: 350 VED AFSLØRINGEN AF KROHGS STØTTE DEN 17DE MAI 1833. Før Afsløringen. Vær stolt, o Nor, ved Kjæmpens Grav! den Søn, Dig Himlen skabte, Du som en Christian Krohg gjengav, den vandt, da ham Du tabte. Giv, Himmel, da til Vederlag Nor Mænd, der vove Aandeslag, som han, for Jords og Himmels Sag: for Frihed, Ret og Sandhed! Hans Viisdom tage evig ind sin Plads i Storthingssalen! Hans Frisind liig en Nordenvind igjennemstorme Dalen! Dit Skarpsind, Krohg! -- det Aandelyn -- i hver en Normands Øiebryn! da, Frihed, tryg som over Sky'n hos Nor Du boer og bygger! Da, Krohgs Aand, fra Dit blaa Paulun, fra Frihedsdagens Himmel Du daler mellem Brødre kun og Fries glade Vrimmel. Da uden Sky sig Høi og Lav frydsamler om Din Æresgrav, der -- som en Fredens Gud den gav -- blev et Forsoningsalter. Efter Afsløringen. Vor Krohg! den Krands, Du blegned med, er lagt paa Støttens Tinde; bedugget af vor Kjærlighed hver Morgen frisk den finde! SIDE: 351 Normannaløven har paa Vagt med Bilen sig ved Foden lagt; den skal -- det Lyn af Folkets Magt -- omblinke, Krohg, Dit Minde. Vi see dit Kjærnavn, Christian Krohg, i Sagas Malm at tindre. End skjønnere -- et gyldent Sprog -- det glimrer i vort Indre. En høiere end den Colonn' er reist Dig i vor Borgeraand. Her reiste vi med taksom Haand dens Billed kun: -- den Mindre. Stambogsblad. TIL MIN VEN AAS En Vaar har klækket mig en Blom. Den Somren jeg betroer; at plante den med Ømhed om didfjernt, didfjernt i Nord. Der hærdes den: meer dybt dernord bli'er den Kjærmindeblaa. Om spæde Qviste skal en Gjord af Eekekraft sig slaae. De unge Blade kjæmpe om at fylde Fjernet op, saa over Dovres skygraa Dóm jeg seer Kjærblomstens Top. Men Høsten jeg befol med Harm at bringe den igjen, at Vintren over ved min Barm jeg varmer den: -- min Ven. Henr. Wergeland. Christiania 27/5 33. REISESKIZZER FRAMNÆS-BALESTRAND Stærke Skud af Framnæs'-Ege, I, der saae ung Frithiof lege! Tordenbrag af Qvinen-Foss! Gny af Sognefjordens Trods! Tingums hvide Alpkoloss! I ei kjendes ved den veke Sang om jer, som Tidens blege Sønner klimpre vil blandt os! Kun hvor Frithiofs Odelsdale kjøle Sæd i Rosers Svale; smyge under blanke Fond; bølge liig et lysgrønt Baand, søndret af en voldsom Haand, mod sin anden Deel: mod Bale -- fatte vi din Guitartale, hulde Romantikens Aand. Denne Høi, hvor Frithiof hviler under Steen paa haarde Biler, denne Sagnets mørke Seng gynger ei i lydisk Streng som en Blom paa Bale-eng. Ikke en Romances Triller, men kun Drapets stærke Piller løfte op dens Mosehæng. Men om Ingeborg den Vene, slumrende bag Hyldegrene paa den fagre Balestrand, klage ømt Romancen kan. -- Frithiofs Sorg: i Sorg en Mand prenter Penselen alene, Aandemeisl i Marmelstene, Eposstorm og Odebrand. SIDE: 353 EIVINDVIG Ned med Seilet! ind fra Havet! Ind hvor, under Sæd begravet, drømmer stille Eivindvig! Ind at see, om Rug og Havre tør paa Fjeldets Branter klavre, uden at forkjøle sig! Der bag Roser Maagen bygger. Rugen i Morellens Skygger triner kjæk og kront paa Myr. Som et Solskin Bygget blinker, men derover Heien synker lummer Vellugtnat fra Fyrr. Gaaer den Hosbond graa i Døden, bag ham Kløver-morgenrøden, som han skabte, skinner klar. Gaaer din Sjel til sidste Stjernen Sommervinden i Lucernen, Dahl, skal synge Hvad du var. Skjule maatte sig jo Stranden, blank og bar som Munkepanden, for den stærke Jesupræst. Gyldne Haver ham af Haanden, Lysets Straaler ham af Aanden gaae fra Eid til Sognefest. For at øve Mandestyrke, lære Adamsbarn at dyrke Eden frem af golde Jord, Herren Eivindvigen skabte til et Skjær, hvor Bølgen skrabte af hvert dristigt Foraars Spor. SIDE: 354 Sjeleild mod Elementer! Ædle Promethider henter ifra eder Selv den Kraft, som befaler Hav at loggre, tømmer Tordenskyens Koggre, kløver Fjeldene som Taft. Byd, du Sjel! -- Naturen taber. Eivindvigens anden Skaber triner under sin Tropæ: Abildgaardens hvide Fane, mens i Plovens Seiersbane Axet bøier tusind Knæ. Medens svarte Myr forgyldes, Templet -- hør! -- af Toner fyldes. Det er Englevingers Klang, dem han ud af Kofter spiler: Brød af Steen og Aand af Striler Dahl i Eivindvigen tvang. FOLKEVISER (TREDJE RÆKKE) SIDE: 355 NORMANDS-SANG Mel.: For Norge, Kjæmpers Fødeland. Vi gamle Kjæmpestammens Skud med nye Frihedshatte, vi Normænd prise maae den Gud, som her vor Vugge satte. Ja! sidder ei den Normand godt, paa Odelsager liig en Drot, mens andre Steder svedig Hud til Herrepidsk maa skatte? Ja har ei Landet fagert Let? Mon skabt til Niddings Amme? Det lærer i sin Majestæt alt Barnets Mod at flamme. Ja saadan Høiheds Præg det har, som om Guds Aasyns Speil det var, som om han, da han skabte det, med Almagt vilde bramme! Vel! det er vakkert nok og sundt, og fuldt af gylden Grøde, naar flittig Arm sin Senebundt i ærlig Sved vil bløde. Og vakkre Folk jo bærer det, som var den Thors og Freias Æt? Dem spænder Frihedsbann'ret rundt sit Telt det morgenrøde. SIDE: 356 Men vanted disse Dale selv, der gylden Rigdom avle, omfavnte sødt af Sjø og Elv i Lye af Jøkelgavle: da der er arvet Frihed ved at føde Dyd og Tapperhed og Daad, der skal paa Gravens Hvælv opreise Sagas Tavle. Den Fædrekraft, vor Arvelod, I Norges Mænd lovsynger! Den i vort friske Hjertes Blod sig glødende forynger. Vær Norsk! thi viid, i dette Ord, er al den Dyd, du kræves for af Ham, der her dig aande lod og ei blandt Trælleklynger. DET STÆRKE ORD Mel.: For Norge, Kjæmpers Fødeland. Der er et Ord hvortil vor Aand maa lænke alle Dyder; hvor langsad, som ad en Colonn' sig Storbedrivten skyder, og klynger, Himlens Stjerne liig, til Evighed og Ære sig, om endog intet Kongebaand den Hædersborger pryder. SIDE: 357 Der er et Ord, som kroket Rad, der under Seklet bæver, til Løve midt i blodigt Bad med reiste Muskler hæver. Det marger furet Gubbes Been -- han liig sin egen Runesteen -- det Dværgemaal, som nævner glad hvad Kjært dit Spørgsmaal kræver. Der er et Ord, som lade kan dit Rifleløb med Lynet; som blæser Rust af Biletand, og laaner Klingen Brynet; som til et Kogger gjør din Barm, og lægger Tordner i din Arm. Det Ord, det Ord er: Fædreland! med Underkraft forsynet. Lev Fædreland! Stolt' Norge kjær! -- Det leve skal saalænge den Dødsprofet et godt Gevær vil jevnt med Sliuln hænge, og (vist som Ahnebrev i Slot) paa Væggen Øx, der bider godt; og Gutten fører let sit Spær, som Gjenten Vævens Gjænge! Lev Fædreland! du høie Nord! -- Det leve skal saalænge trefarvet Frihedsbanner groer som fagrest' Blom paa Enge! SIDE: 358 Saalænge Rødt er Mandemod, Hvidt Fromhed i det stærke Blod, og Blaat et Styrkens Belte svoer! Saalænge! ja saalænge! BRYLLUPPET PAA STYRHEIM Mel.: Stusle Søndagsqvellen. Gamle Halvard holdt et Bryllup, som var grisk: som det vel hans Datter burde: Kanden bruste, som om den var fuld af Fisk; Folk den neppe røre turde. Øllet skummed langs med Bordet Nat og Dag, saa du kunde drive Møllebrug og Sag. Men den Sag, som gik, var en fuld Musik. Og det Værk man flittig smurte. Brud og Brudgom tælte ængstlig Klokkens Slag: syntes, at den gik for sagte. Men de Gjæster syntes, at den Bryllupsdag Viseren i Fiirsprang jagte. Men om Tiden løb, saa halte de den ind. Thi saamangen Skude gik for Fordervind. Fik end En en Læk, fik end En en Knæk, dog de til i Fredshavn lagde. Møller, vevre Gubben, viste, muntert Sind kan saamangen Rynke glatte. Gamle Jens paa Braaten Been af Porceliin noksaa net i Dandsen satte. SIDE: 359 Henrik sad der snart, som om han angled Fisk, snart som om der fated' Ild i Halmevisk! Mangen Blomme skjød baade hvid og rød blandt de Mænd med Frihedshatte. Halvard sad bag Flasken troligen paa Luur, at ei nogen Gjæst blev sturen. Vist som en Paryk sad Haaret hans paa Snur, sad det fast ei af Naturen. Hele Skallen dreied han da lidt paa Snur. Alle Skaller kasted nok lidt Ballast tur. Snurrirurrirur, Purrisurrisur -- Det var Fa'n til Bryllupsturen. Midt i Surren, medens Skaalen gaaer omkring, springer ind og hen til Bruden en graatrøjet, rødpikluet liden Ting, som sletikke var indbuden. Midt paa Brudens Hjerte fæster han en Blom: vender sig saa børg til unge Brudgom om: rækker ham et Horn, fuldt af alskens Korn, farer bort saa gjennem Ruden. Alle glante, Bruden blegned' og blev rød, Mange kløede sig bag Øre. Lel de dog ei gjetted, hvad den Spas betød. Alle tale, Ingen høre. Thi Enhver paa Spekuleren keeg i Glas, troede sig klogest selv i det Kalas. Blomsten simpel var. Himmel-Let den bar; "Sligtet Horn kan Hvermand gjøre." SIDE: 360 Reiser gamle Halvard sig fra Bryllupsbænk: slaaer i Bordet før han mæler: "Gaven lærer os, foragt ei ringe Skjænk, Herren selv kun Villjen tæller." Da til Alles Skræk de pludseligen saae gjennem Nøglehullet fare ind den graae. Flux paa Halvards Skolt sad den Vesle stolt, som en Værtshuusmand paa Kjelder. "Halvard! sandt Du talte -- mæler han paastand -- Dog min Gave meer betyder. Af mit Horn saa simpelt, uden gylden Rand, stedse Overfloden flyder. Simple Blomst, jeg fæstede paa Brudens Bryst, dufter selv i ringe Hytte Hjertelyst. Flid er Hornets Navn; Nøisomhed i Savn, saa det Navn paa Blomsten lyder. "Slig en herlig Brudegave, Brud saa veen, dig en gammel Ven da sender. Thi i Stellet rask, i Stuen net og peen, saadan længe han dig kjender. Vær som hos din Fa'r hos Dig da ligesaa! Da en Ven Du har i Styrinissen graa." -- Dermed Nissen fløi. Men en Hurrastøi fulgte ham, som aldrig ender. -- SIDE: 361 DEN FLITTIGE, TARVELIGE TILFREDSE NORSKE BONDE Skjyruklang, Sliulsang -- det er Bondens Fela. Gamle Juul med bedre Laad kommer ei med Folesprang, naar paa hviden Vang med Graad Aarene sig dele. Saae lidt Sved; Guldet ned i sin Binge trille, -- det er Bondens Lykkespil med en Myr saa brisk og bred. Myren taber vred; den vil først til Vaaren spille. Kofte graa, Hatten paa midt fra Fjerchakoen, -- det er Bondens Pragt og Pynt. Hustru min, dit Liin kan faae Regnburødt og blaat og grønt af lidt Mos paa Moen. Kræmmer-Gjøth, du, som snød Flid og Sølv fra Norge, SIDE: 362 Gjenten med sin Trave Liin spinder til en Rose rød. Hun vil ei i Kisten din fremmed Skjønhed borge. Øl saa bruunt gjør det luunt om en Bondes Hjerte. Kallens Bringe, graa som Varg, voxen Gut, hvis Blod saa sundt spruter Gnister gjennem Marg, kun slig Viin fortærte. Søn, til Juul. slaae vi Hul paa det stærke Anker! Kannen fram med Løven paa! Laaget af -- det Glædesskjul! Brændevinet skal faae staae medens Kruset vanker! SIDE: 363 HABAKUK (METRISK OG RIIM-BEHANDLET) Min kjære og høitagtede Lærer den hebraiske Poesies smagfulde og lærde Fortolker, Svend B. Hersleb, Professor Theologiæ ved norske Frederiks-Universitet, tilegnes dette lille Forsøg. Første Sang. Mel.: Vor Gud han er saa fast en Borg. Hvorlænge skal, o Jehovah! min Kummer uhørt raabe? Hvorlænge Klager dampe fra min Smertes hede Draabe? Jeg klager Vold og Nød; men ingen Hjælp du bød. Hvi med mit Jammerskrig skal Ondskab reise sig meer stolt, i Æreskaabe? Trindt mig den vilde Verden tør sit onde Hærværk drive. Og kaade Synder uden Slør den Jamrende omgive. I Ondes Kiv og Tvist fik Lovens Tavler Brist. Da er det Under gjort, at Hvidt skal være Sort, og Retten magtløs blive. Ei mere lyder sanddru Dom fra helligt Dommersæde. Thi fræk gaaer Illværksmanden om, og tør den Skyldfri træde. SIDE: 364 Hvad Under da i Det, at Skjævt skal være Ret? Hvad Under, om du fandt den fule Løgn iblandt den Dom, som Land skal frede? Det lyder fra Himlenes Himmel: Seer hen iblandt Folkenes Vrimmel! Seer hen, og forfærdes, forfærdes! Thi Jeg Jehovah de Dage, der rinde i Sorrig og Vee, der mørknes af Synd og i Udaader hærdes, har kaaret, en Gjerning at see: en Gjerning utrolig i Slægternes Minde, om end af den sanddrue Saga fortalt. Thi see, jeg vil reise Chaldæerne frem: de grusomme, flyvende Skarer, der Jorden omfare at røve sig Fremmedes Hjem! . . Der komme de alt de fæle Giganter med Retten i Spydodden sat. Thi ikke saa snel er den springende Panther, saa hvassynt og hvastandet ei den Schakal, der ruster sig ud, naar det dæmrer til Nat, som Gangernes Tusindetal, der bære de prunkende Ryttergeleder ad Vindenes Veie fra ukjendte Steder, som Ørne, der flyve til Maaltid paa Val. Til Illværk de talløse Hære ustandseligt flyve, som Stormen fra Øst. Som Sandet, der gyver i Ørkenen løst, og dynger sig paa Oceanernes Fjære, er Fangernes Tal under seirende Spær. SIDE: 365 Da Konger beskjæmmes, og Fyrster en Spot er midt i den trodsige Hær. Den vover at flire ad kronede Hersker og kneisende Slot. Den sanker sig Volde, den opdynger Leer; da briste de Mure, da bøies de Spire, og Borgene findes ei meer. Men Hæren? som Stormen den fødtes og steg; nu raser den over, forgaaer som en Luftning i Veiret. Thi Magten sin Gud at kalde han vover og seierberuset han skreg: ved Fædrenes Guder Chaldæeren seired'. O Jovah, altid faste Borg, og Frelsergud i Nøden! Du bøier vel dit Folk i Sorg; men ikke dog i Døden. I vilden Fiendefærd du styrede det Sværd, du skjærpede til Straf, da Tugtensriis du gav Chaldæen over Jøden. Til Ondt i vældig Fremgang see for reent er Herrens Øie. En Voldsdaad tør ei frækt sig tee for Lynet i det Høie. Den ryggesløse Last skal tænde det ihast. Og taus Du ei skal see en Skyldløs Spot og Spe af Udaadsmanden døie. SIDE: 366 Men tumles vi, som Fisk i Hav, som forsvarsløse Orme, imellem Vuggen og vor Grav af vidløs Skjæbnes Storme? Hiin Fiende da drog med Latter paa sin Krog den ædle Adamsæt, og fanged Folk i Næt som Fisk og usle Orme. Men om han glad i fulde Dræt, i oljerige Føde end offred til sit eget Net de Virakskyer søde: mon stedse Du tillod det Kast i Adamsblod? mon han skal blive ved foruden Skaansomhed Nationerne at øde? Anden Sang. Jeg paa mit Vaertaarn stilled mig paa Vagt, og mærked nøie paa hvad mig blev sagt. Og i mit Hjerte forud alt sig malte det Svar, mig burde, om den Høie talte. Da mælte Jovah: "præg dit Sandsyn klart, at selv det læses kan i Løbets Fart!" Thi ei Profetens Syn bedrager: -- vider, det Enden øiner gjennem fjerne Tider! Vent taalig kun: den Vei kan være lang, som aabnes i saa kort en Skjaldesang! Dog engang Synerne tilvisse komme i fulde Liv, og Qvadet bliver Domme. SIDE: 367 Hvo da formaste sig og ikke troe? Hvo tør foragte Himlens Aabenbaring? I vantro Sjel sig Angst og Pinsler snoe, mens under selve Rædslernes Forklaring den Tillidsfulde nyder Hjerteroe. Beruust i den troløse Viin, paa ravende Fødder, med kneisende Sind den Voldsmand fremgaaer af sin Bolig, omirrende stedse urolig. Som Helvedes gabende Hvælv, den bundløse Grube, han spiler sin Graadigheds Strube; og gridsk som Fortærelsen selv han æder en Menneskeæt; som Døden saa slugen han samler Nationer i Bugen, -- forgjæves, han bliver ei mæt. Dog visselig skulle de Slægter engang den Voldsherre hilse med bidende Sang, og vove at gjøre Tyrannen til Maalet for saadant et Harmqvæde hvæsset og staalet: Vee Den, som med Andres tør høine sin Dynge! Hvor hastig forsvinder den ei? Vee Den, som med fremmede Gods sig betynger med smudsige Fingre, ad urene Vei! Snart, førend du venter, et Creditorfølge saa arrigt i Hu skal komme og kræve, og kræve med Renter, og gnave om mere endnu. Snart De skulle vaagne, der ruske dig vak. Og Røveren ender som Bytte i fremmede Hænder, Og trodsige Voldsherre bliver saa spak. SIDE: 368 Du Folkeslag plyndred, Du hærjede Land, Du udøste Menneskeblodet som Vand, Du Stæderne ødte med Borger og Barn og den Qvinde som fødte: -- ha, Seirer, du levner dog endnu en Rest? Den skal vorde en Hevner! Hvo samler tilhuse med Synden, forvist skal samle Ulykker tilhuse tilsidst. Og Vee, om, for Hevnhaand at flye, du bygger og lever som Ørnen i Skye! Forsilde du, Folkenes Morder, forsilde skal see, at dit Anslag kun baadede ilde: at ikkun du grov en Grav for det Huus, som var bygget paa Rov. Thi Stenen i Vægge skal raabe dig mod, og Bjelke og Sparre anklagende svare: ja vee Den, som bygge vil Stæder med Blod! som Byernes Grundvold med Synder vil lægge! [fotnotemerke] Thi Jehovah vil, den Hærenes Gud, at Mennesket stræber i redelig Møie, om Ilden end sletter hans Arbeide ud; at Arbeides Aag skulle Folkene bøie, om Intet de fik for den svedige Hud. Thi dydige Gavnvirke, flittige Nød med Kundskab om Jovahs Storhed tilfreds skal see den at fylde al Jorderigs Kreds som Vand Oceanernes bundløse Skjød. Fotnote: Forfatt. indestaaer ikke for, her at have fattet sin Original. SIDE: 369 Men Himlenes Veraab Du høre, som vover, umættelig selv, at forføre de Andre at drikke din sydende Kalk, beruuste dem gjøre, for kaad deres Blusel at skue, du Skalk! Dog Ære du vandt ei, men Skjændsel og Spe; thi Selv skal beruset din Blusel du tee: Og Skjæbnens Pokal skal Jehovahs Høire dig række. Beruselsens Skjændsel da skal din pralende Hæder bedække. Du Libanon øded: igjen paa din Skalle det Voldshugg skal falde! Du Hjortene bortifra Lundene jog: de rasende følge dit flygtende Tog! Du stænkte de hærjede Lande med Blod, Du Byerne knuste med Alle derinde: nu seer du oprinde Gjengjeldelsens Dage, de Dage til Bod! Hvad, Hedning, du tænker at finde hos udskaarne Billede Værn? Ha, stammer den Gud ei fra Kunstnerens Jern? Hvad eller du tyer paa den Angestens Dag til støbte Bedrag? Du stoler og haaber paa Guder, du selv jo med Kunstnerhaand skar? Du klynker og raaber? De maalløse Klodse ei give dig Svar. Den ramme da Ve, som siger "vaagn op!" til et Stykke af Træ, og byder urørlige Steen at opstande! Thi, Daare, hvad Viisdom i Graastenens Pande? SIDE: 370 Den være en Kunstens Tropæ, den glimre af Sølver foruden, den straale af Guld overflødig: dog findes ei skal en Funke af Livsaand hos Guden. Men Jehovah er i sin hellige Hal. -- Ti stille, o Jord, for hans Aasyn ærbødig! Tredie Sang. Profeten Habakuk sin Sang til Lov og Bøn vil hæve. Thi Herrens Ord til Skjalden klang, saa end hans Sjel maa bæve. Mens Aarene forgaae, dit Værk, o Gud, fremstaae i Tiden aabenbart! Og midt i Vredens Fart Barmhjertigheden leve! Fra Theman Gud Herren nedfoer. Fra Pharan fra Bjerget den Hellige dalte. Hans Herlighed skjulte da Himlen den hvalte; Hans Ære opfyldte den vidfadme Jord. Hans Aasyn var Flamme og Lys. Fra Haanden, hvor Herrens Almægtighed hviler, et knittrende Lynstraalepar sig udspiler; og foran foer Døden i Rædsler og Gys. Som Pile fløi Lyn i hans Trin. Beskuende Jorderig standste den Høie. Da Folkene skjalv for det speidende Øie; de evige Bjerge brast ned i Ruin. SIDE: 371 De urgamle Høie, hvor Han fremvandrede fordum, sig bøied i Støvet; og Cuschans Paulun saae jeg angst og bedrøvet, og Teltene bæved i Midians Land. Ah! tændtes mod Floden din Harm? mod rullende Strømme? imod Oceaner? Thi se, gjennem stormende Ilinger baner jo Thordønens Heste din seirende Karm! Og Buen, du slog i det Blaa, til eedfæstet Soning om Jorderig, stryger du bort med et Skyl fra de sortnende Byger, og fossende Flomme i Landene gaae. Dig Bjergene dirrende saae; og Strømmene brød over Bredder og Kyster. I Havene hørtes saa tordnende Røster, og Afgrundens Bredder til Skyerne naae. Da Maane og Sol stode stil i Himmelpaulunet: de maatte vel ile at skjule sig for dine blinkende Pile og for dine Kastespyds hvinende Ild? Din Harm frem i Landene drog. I Vrede Du Hedningefolkene kued'; til Frelse Din lynsnelle Styrke fremlued for Folket, du dig til en Ejendom tog. Du Gudløses Borgtind nedrev. Af Grundvolden Steen ei paa Stene du levned. Med Scepteret slagen til Hovedet revned den Byernes vældige Voldsherre blev. SIDE: 372 Som Rovdyr de stormede an, at sluge med glubende Glæde mig Svage. Da lod Du dit Spand gjennem Havene drage, ja gjennem det svulmende Storocean. Jeg hørte det. Gjennem mit Blod da zittrede Angsten. At tale jeg prøved. Men Læberne bævrede. Margen berøvet da vaklede under mig Knokkel og Fod. Dog stille og ventende skal mod Trængslernes Dage jeg roligen speide, da Fienden kommer i hærjende Feide at gjøre mit Fædreneland til en Val. Da blomstrer ei Fignernes Træ; Olivnernes Grene, som stedse har baaret, da skuffe skal Haabet, der fødes med Aaret; ei Drue skal rødme i Rankernes Læ. Da Agrene bære ei skal Dig noget til Føde; da bortifra Stien skal Faarene drives i Flokke, og Qvien ved Krybben du finder ei meer i sin Stald. Dog vil jeg mig fryde endda ved Jovah, min Styrke, min frelsende Herre. Ja Du skal, mens Jammer omringer mig, være min Glæde, min Jubel, o Gud-Jehovah! Thi se, at ei Faren mig naaer, Han giver mig Hindernes Fødder saa snygge, og hjælper mig op paa min Høide den trygge! O der til hans Ære jeg Harpen da slaaer. SIDE: 373 OVER "ÆRESLEGIONENS STJERNE" (EFTER BYRON FRA DET FRANSKE) Du Heltenes Stjerne, hvis Straale gjød slig Glorieglands over Liv og Død! -- tilbedede Glimmerskin, hvem at feire Millioner styrtede frem til Seire! -- Du vilde, men evige Meteor! -- hvi steg du i Himlen og sank paa Jord? Din Straalekrands Heltenes Sjele var. En Evigheds Lys dig igjennemskar. Musiken, som klang i din Krigersfære, var Roes heroven, herneden Ære. Paa Menneskeøjet din Flamme brød som var du en Skyens Volcan i Glød. Som Lavaen rulled din Strøm af Blod, bortskyllende Rigerne i sin Flod. Dybt i sine Grundvolde Jorden skjælved dengang du lyste igjennem Hvælvet. Brat Solen formørket fra Himlen svandt, mens skinnende der i dens Sted du randt. Sig foran dig reiste, ved dig blev til en Regnbu af fagreste Farvespil: tre Farver -- alle guddommelige og værde Tegnet fra Himmerige; thi sammen dem blandede Friheds Haand liig evige Ædelsteens Farvebaand. SIDE: 374 Een Farve var malet med Solens Glød; een ud af Seraføjets Blaadyb flød; een klædtes i Straalerne ind, der danne det hvide Lysslør om Aanders Pande. Saa blandede syntes de Trende liig en Væv om en Drøm ifra Himmerig. Ak, Heltenes Stjerne, du blegner hen! Og Mørket skal herske paa Jord igjen. Men se, vore Taarer, vort Blod skal flyde, Dig, Fries Regnbu, igjen at pryde! Forsvinder dit skinnende Løfte, er vort Liv kun en Masse af uselt Leer. Men Friheden vier med sine Trin De Dødens tause Boliger ind. I Døden hvor herlige de Geleder, som faldt i Frihedsgevandtets Hæder! Hos Dem snart vi være evindelig! o, eller, Gudinde, hos Dig, hos Dig! NORDSJØEN Hvor hører jeg dit Brag med Lyst, du mørke Hav om Norges Kyst ! Den er dets Frihedssang, som Seclers Haan og Kongers Bud, at slette Norskt af Norge ud, i vilde Elementers Brud med Sejer overklang. SIDE: 375 Hvor elsker jeg din Bølge blaa: Thi Norges Skytsaand jog derpaa paa Vagt i Vestresalt. Den Varde ham for Norge var; med tagget Bølgeryg han skar de Lænker, danske Maager bar henover Havets Spalt. Hvor elsker jeg din Døningvaag! Slig Dødsensdal om dybe Laag ei fule Kringlen snoer. Som faraonske Trællehær de veke Røster qvaltes der, som Vinden bar fra danske Skjær, at qvæle dine, Nor! Hvor elsker jeg dig Flade blank! Thi der de danske Rænker sank, som Fugle, der fra Land forlangt paa Havet voge sig. En rank men usel Seiler liig, Despotens Vilje midtpaa dig forgik paa Bankens Sand. Et Skjold dit Speil; -- din vilde Støi, o Hav, en Frelsenshymne høi! En Muur din steile Sjø! En staalglat Muur, af Skum en Grav! Saa fast en Borg ei Dovre gav dig signte Norge, skilt ved Hav fra Trældoms bandte Ø. SIDE: 376 Du fjernte Danmark, Hav! -- foreen med Norge Island da igjen! Ha, reis dig fra din Grund! Med Bræer af Skum som Jøkler blaae, lad høie Bølgevælter gaae til Island, mod dets Barm at slaae i Thordner Frelsens Stund! JÆGERSANG AF TEGNÉR Fædre bare Sværd og Bue, Og til Manden hører endnu Sværd; Men vi bære Ild og Lue, Slumrende udi det tro Gevær. Det er qvalmt i lukte Kammer, Der vort Væsen blegner bort i Tvang; Derfor ud blandt Skogens Stammer! Ud paa Marken mellem Liv og Sang! Der er veent naar Vaaren digter Sine Qvæder i den grønne Lund; Der er veent, naar Høsten svigter, Under Byrden af hver gylden Rund. Veen er Vintren selv: en Saga, Mørk, men dybtænkt, blot vi den forstaae. Han har Sporsnee til at jage, Men til Gravens stille Land ogsaa. Over Dale, Bjerg og Floder Stræve tappert, øve Kraft og Mod; Øvelsen er Kunstens Moder, Lægger Sjel i hvert bevinget Lod. SIDE: 377 Legemet maa lyde Aanden, Og al Kraft er stil, som ei er svag; Derfor darrer ei paa Haanden; Den som darrer hør ei til vort Lag. Sikker Haand og sikkert Øie! Ingen veed, hvad Vildt vi kunne faae, Om engang en Vinterbøie Stormer fra Nordostenkanten paa. Høit er da det Spil vi spille, Vildt gaaer Jagten ifra Trakt til Trakt. Bomme da -- da dobbelt ilde! Men og dobbelt skjøn den vilde Jagt. KARI ALFSTAD (IDYL AF SIFUL.) Ungersvend Sjuh! over Alfstadvangen en liflig Fløite klang: . . En Fløite! ved Himlen, en Fløite! Alfstadalfer Eijo! det var Kari paa Alfstad som sang. Lifligt Maal har vor Herskerinde -- hør du Ungersvend! Røst Før ei Toner i Sølverklokken i Elfensfløiten boe end ei i Møens Tænder, der sig i Honning toe, og gnide sig med Læbens bløde Rosenblad som Engle Hvidvingspidser i Morgensky-Bad. Sang boer i Karis Læbers lille Fløitehul. Sang boer i Karis Kind, den Cymbl af Rosenguld. Din Kauen, Kari, kalder ei ene dine Qvier: SIDE: 378 den kalder ogsaa Svenden, som saa længe bier, -- skjøndt den er bedste Frier, som længst af Alle tier. Ak! denne norske Sorgklang ei din Kauen faaer af Skogens mørke Stille; men i enhver dens Trille dit unge Hjerte af en unævnt Længsel slaaer. Ungersvend Se, se paa Alfstadbakken en Falk sin Vinge slog! -- Det glimred, det sortned, det hvifted. Alfstadalfer Eijo! det var Karis flaggrende Lok. Fagert Haar har vor Herskerinde -- se du Ungersvend! Røst Dit Øie, Jomfru -- skjøndt saa klart som Dag i Vaar -- er dog kun Sjelens Skygge; din Skjønheds er dit Haar. Bag Bakken hist du iler at tvette det i Bækken? Ah, troer du dig da ene blandt Roserne i Hækken? at Ingen den sladdrende Bølge forstaaer? Du veed ei, at din forelskede Sanger blot spænder sin Harpe, det Guldnet, og fanger hver Luftning, der med din Yndighed bolte, da, nøgen som skyløse Skjærsommerdag, paa Moselagen bag Hybensparlag den skjødesløs sig ved Bækbredden solte; og gjenskaber deraf i Luftspeil dit Bild, og livner det hjemme hos sig med sin Ild? -- ja følger den Bæk gjennem Sjø gjennem Hav, hvem du dig til Priis under Orrene gav? -- ja hører hvad Stenen, du hvilte paa, veed, og om Alt hvad den saae, -- ja taler med Grenen, du ophang dit Livstykke paa? SIDE: 379 -- Vellystige Skjald! . . Nu, gyser du Helgen, saa mørk som en Tall? -- Vellystig, ja vellystig som røde Abildtræ, som lavende Bjørk og som Græsset paa Knæ. Paa Qvindebarm er Skjaldens Tryllescepter svarvet. I Qvindekind er Skjaldens Lynstraale farvet. Og Seerøie fik han, da Møen han saae, foragtende Snørliv og Kjole og Klokker, i Evamoders Kaabe, i egne lange Lokker, i Mosrose-Brudspynt i Bækkens Seng den blaae. -- Vellystige Skjald! . . Haha! Blødt er fra Musens til Qvindens Barm hans Fald. Og falder han fra Stjerne paa Blommer -- o da gjerne fra kolde Høider Springet han stupe voge skal, dog bryde ei sin Plecter, var den end af Chrystal. Det er dog kun en Tanke, som daler fra hans Hjerne, og svæver i Idyller paa Læben frem igjen, mens, Hykler! dine Tanker opdampe fra din Lænd. Mens Nymfen selv du griber, sin Sjel blot Skjalden tryller reen ind i rene Bølge, som Mø i Bad omskyller. Og mens i dine Lysters Sodomaske end det gnistrer vildt i Bunden, han deler Synd og Uskyld med Taletrost i Lunden. Men band du Dennes Kro af brusende Elskov fuld -- da bander du dens Sang: den boer i samme Hul. Tænk, Jomfru, da din Kydskhed velbevart i Bækken, hvor du kun sees af Skjalden og Roserne i Hækken. Dog er enhver af dem en Elskovsalfes Hjem. Du kom -- da flux omkaps de flaggred Alle frem. Men, uden at du ahnte, som Vellugt du i Lokken har fanget hele Flokken. Og tro mig, hver af disse Bækkens Draaber, der dit klare Skjød omperle, en Verdenskugle er med hver sin Guddom i -- Det disse er, som svæve SIDE: 380 (naar Voven sig til Skum paa Hoftens Marmor brød) som Skyer af Angst og Lyst igjennem Møens Skjød . . det disse er, som hæve (liig hedne Sommervinde den blomstbetyngde Qvist) dit fulde Jomfruhjerte -- ah! Lyst og Angst! -- imod en haardere Barm og et varmere Blod, ak! ak! ak nei, imod -- Det veed du ikke vist. Ungersvend To hvide Duer var det . . mon Freyas Sølverkarm? Det blinkede lavt over Engen. Alfstadalfer Se bedre! Det var Barmen. Hver Vinge var en Arm. Deilig Barm har vor Herskerinde -- se du Ungersvend. Røst Har et Lams Brægen, der -- Stakkels! -- var paavei at drukne i den rige Arvings Thimothei . . en Bogfinks Klage, der ei kan finde ud af en af hendes Lønners tykke Sommerskrud, den vakkre Gjente lokket ud i saadan Fart, at alle Øine see hvad Maanens kun saae bart? at hun ei tog sig Tid at skjule Barmen, hvor ud af saa ømt et Hjerte de Rosenknopper groer? Den hede Sommerdag har lokket ud af Lin den fagre Barm, liig en udspringende Jasmin -- de hvide Blomsterskyer: (Ak der bør Engle hvile førend Aaret flyer!) Sval ei da, Vestenvind! sug Ild af hendes Mund! Dig efter hendes Brysters milde Former rund! Saa, liig et Rigdomshorn, med Skjønheds Vellugt fyldt, i Hvirvler dreiet, af Kindens Glands forgyldt: et Horn af Luftchrystal, meer klar end selve Luften, du dreier dig om Skuldren, i Haaret øser Duften! SIDE: 381 Tøm der Møhjertesukket, som blander sig med dig, at nærved hendes Øre, som surrende Bi ved Blomsten, det kan hænge sig; at det sig til et Speil den klare Barm kan gjøre, saa der sit Suk hun seer -- det stille som foer hen -- igjen som Billed af en fager Ungersvend. Thi Han var Tanken jo som boede deri: i Sukkets lille Sky, i en chaotisk Klage. Først da hans Verden brast i Luften, blev han fri, og til sin Skaber som en Aand han kom tilbage. Ungersvend Se et Tag som Skjalde male Lykkens Tag paa Alfstadeng rødmer fra Mulden! Alfstadalfer Det er Karis, eget Huus. Det skinner som en Dag. Herligt Huus har vor Herskerinde -- se du Ungersvend! Røst Se Aftensolen glimrer fra fulde otte Fag! Men inde skinner Skabet med Sølvet rundt paa Knag. Saa blommet staaer Væven i Stuen som en Vaar, med alle Regnbufarver -- den Regnbu ned ei gaaer, før atter der sig reiser en endnu mere skjøn. (dog væver hun til Brydlup en smukkere iløn). Hør tætved i Roen pikker Klokken saa fast, somom den vilde standse Tiden i dens Hast. Som var den Tidens Herre og ikke Tidens Træl, den spiller Seiersvise, naar Timen er paahæld. Den pikker saa jevnt, at, stormer Hjertet, Ven! lyt blot et Qvart paa Klokken, saa slaaer det og som den. Der mangler Intet i det Karis vene Huus; men fuldt og sølvtækt er det som Juleqvellens Kruus. SIDE: 382 En Skammel dog mangler? Der staaer jo en Blaa; og ret under Skjænken en Grøn med Roser paa, Nei, levende Roser sig snoe fra Skamlen op: Smaaebørn paa Skamler ride! -- den raslende Trop, hvis Glæde kun er Vildhed, hvis Jubel er Skrig -- og du, hvor maa du rase at Sligt kan fryde dig! De ride under Væven -- hvor let en Traad dog brast? dog gjennem Vævens Traade du smiler idel Naade, og væver Jettetoget i Borden ind med Hast. De stormed an mod Skabet -- bort triller Sølverkanden og dybe Støb af Guld. Dog skratter du ad Tabet, omfavner Udaadsskaren, som tyede ræd i Skjul, og tæller den, og siger: jeg har min Rigdom fuld. Ungersvend Tys! Cymbler over Alfstadhagen -- hør! Ja Cymbler! ved Himmelen, Cymbler! Alfstadalfer Eijo! det er Vækkerne paa Karis sexti Kjør. Vakker Buskab har vor Herskerinde -- se, du Ungersvend! Røst Høsten kan dyrkes under dit Bild, Karis glindsende Ko: Rigdomme bærer du ifra Eng hjem til det venlige Bo. -- Uskyldige Rigdom, med Latter vunden! Uskyldige Rigdom af Taksmiil omspunden, til hjemlige Arnes Røgstøtte bunden! Med Velbehag Gud har din Takhymne hørt: dens Skjønharmonie i Vævstolens Slag, naar Kari der væver sit Brudesparlag, med spettede Buskabs Vækkechor, ført til Qveet af kjendte ternede Skjørt. SIDE: 383 -- Uskyldige Rigdom! Skjønharmoni, Høipoesi indtryller sig i selv Solvæggens Smaagrises hjemvante Grynt; og er deres straallige Buster ei Pynt? I Gaardhønens Kro maa sidde en Sanger om huuslige Ro. Forstaaes Naturen, da klart i dens Kak man hører de venlige Huusguders Snak. -- Uskyldige Rigdom! fra Algodhedens Bryst, fra Naturens Hjerte du strømmer saa tyst, at ikke de enkelte Honningdryp høres; men Sjelen maa, af Velgjerninger from, af Velsignelsens Flom til Høihed, til Ro, til Tilbedelse føres. -- Uskyldige Rigdom, som voxer af Muld, som lever af Blomster og tækkes med Uld. -- Uskyldige Rigdom! dog rigeste Skat er rentesat paa Faarenes snygge sølvhvide Rygge. Thi der voxer Teppnet, som, oversaaet med rødere Blommer end Norden har faaet, bedækker den rige Jomfrus ensomme Nat. Ungersvend Tys! Glassers Klang jeg hører fra Alfstad saa klar. Et Brydlup, ved Helved et Brydlup! Alfstadalfer Eijo! det er Klangen af alle Karis Lja'r Gill Gaard har vor Herskerinde -- se du Ungersvend! Røst Til Lykke og Velsignelse, gode Høstemand! Spar Borken! Han trækker saameget han kan. Knap fire Skippund holde paa Karis Beiter Styr. De vide, at de trække for sig, de kloge Dyr. SIDE: 384 Paa Vinteren de tænke, ja maaskee med paa Juul. Og derfor løber Mejen lettere end Hjul. Paa Stalden de tænke: der ædes kan imag; thi grønne Hæk er foran og svarte Skjære bag. De vide nok, de trække den søde Themothei, og derfor suser Lasset saa villigt over Hei. Og Kari -- hun som eier Hest og Hø og Alt -- staaer øverst jo paa Bakken med Skjørtet fuldt af Salt. Ha, knegger du, Blakken? Er det Eftasvels Tid. Lad Laavebroen dundre! saa vanker der en Bid. -- Formeget er det, Kari, du har at stusle med. Snart Skaaraannen kommer ja længe før du veed. Han Vesle-Ola kløer sig bag Øret: Han troer, at Huldra maa nok være den rette Husets Moer; thi Kari leer og dandser som over Alting; dog der hænger ei en Turu urigtigt paa sin Krog. Hun væver og hun koger, Hun raaber Folket ind, og Væven gaaer, og Maden kommer som ved Vind. Det er som rørtes Alting ved en usynlig Snor; men knapt, som Ola tænker, gaaer den under Jord. Thi Snoren heder Orden, og Haanden heder Flid, som trækker i den; Reenlighed gjør den endda hvid. -- Dog uden Mand, ung Kari, er svart at være Moer. Ja uden Mand og Barn, at være Moer endda -- det Gud, som skabte Eva af et Mandebeen saa lysten i sin Uskyld efter Æblegreen, bevare hveren ærlig voxen Gjente fra! . . Ah! slaa du ei med Nakken, somom ei din Arm og skabtes til at trykke en Liden til din Barm, som engang skal sig lette op som et Svanepar, der kjedes ved at ligge endog paa Roser qvar. Alfstadalfer Lifligt Maal, deilig Barm, fagert Haar, gillt Huus, vakker Buskab, herlig Gaard har vor Herskerinde -- Eijo, du Ungersvend! SIDE: 385 Røst Frisk Bygdens Gutter, tilfods og tilhest! Frisk! frier til Alfstads Karine! Tilbage du Brauter! du elsker dog mest dit Lommespeils selvgode Mine. Du lytter til din egen vældige Stemme. Den durer som Trommen. Selv gaaer du saa tungt som et fuldt Kompagni. Slig Frier var aldrig velkommen. Ei Kari er hjemme. Fra Svalen beleer hun saa strunkt Frieri. Den skamfulde Tufs gaaer det ligesaadan. Den første vil være mere, han mindre end en Mand. Galt naar Frier tufset, og galt naar han for kaut er. Haand i Haand tilbage drage Tufs og Brauter. Tilbage Enkemand saa gusten som en Pest! Beil du omkaps under Kjerringeskauter! Tilbage Nar, som stoler paa en blommede Vest! Tilbage du Knark saa gjerrig som Steen og saa rynket som Bark! Tilbage du, der kommer saa kluntet frem med Gaver! Tilbage du, der i et Elskovsærind staver! Tilbage du, der skraber frem med ulæst Brev! thi du kan ikke læse, ja neppe prentet Bog, og heller ingen Anden formaaer at blive klog paa Hvad den gamle Klokker for 8 Skilling skrev. Tilbage du, hvis Elskov gaaer alt for glat fra Mund! (Slig Tale glider glat, fordi den er en Snog) Tilbage du, hvis Mandemod er paa Lærkens Bund! Tilbage ogsaa du, hvis Friertunge er den blanke Sølverspore du paa Hælen bær! -- den hvorpaa, Gud skal vide, du da tidtnok seer -- Tilbage du, der frier efter gammel Bog! Tilbage du, der gaaer til gamle Siri-Klog! Tilbage du, der frier fra en Lænestol! Tilbage du, der frier med en broget Kjol! Tilbage du, der frier i en Kapriol; SIDE: 386 og du, der troer dig sikker, fordi du ikke drikker; men kjører væk din Velfærd i prægtig Kariol, Tilbage du, som trækker i Lommen Alt i Eet; troer vakkert Tørklæe klæder hæslig Næse ret: med fire Skilling ringler med Klokke-kjæden dingler; forlegen staaer og stammer; og reiser Hanekammer, endskjøndt du troer forsikkert, du har fanget alt den vakre, rige Brud i din gule Lommepjalt! Tilbage du, som er saa uvislig og veeg, som troer, at Skjæget skjuler, at du er synderbleg, at Byens Lugteflasker giver dig igjen den Ungdomsduft, som foer med Sundhedsrosen hen. Tilbage alle Narre tilfods og tilhest! Men bank paa Karis Kammer (med Lillefinger ikke, men heller ei med Hammer) du Svend som elsker mest. Naar ærligt Hjerte lyser igjennem vakker Krop, ei findes Møe paa Jorden, som ikke lukker op. Et ærligt Elskerøie har saa reent et Lys, at hele Midnat-vellyst bliver kun et Kys, at det kan gjerne funkle over Jomfruseng ja hele Natten inden dens Skarlagen-hæng. Thi i dets Blomstervarme der noget Dugg-koldt er; thi i dets Adamsild sig blander (maaske mere end Elskerinden vil) en Glimten af den samme Cherubs kolde Spær, som næste Dag, naar Guds Soel skinner høi og klar, til Templet blinker foran det elskelige Par, hvor (ah! du bli'er et Æble, smekkre Liljevaand) den gamle Præst det griber af strenge Engels Haand. Mod Lovens hellige Tavler af Marmelstenen sort dets kolde og for hvasse Egg han hugger bort. Men Stumperne han smeder til et Troskabsbaand. Med Guds Velsignelse saa lodde han det til. "Gak hen i Fred, Ung-Kari! Nu har du hvad du vil. SIDE: 387 Gak hen til Fryd, Ung-Kari, til Alfstads Brudehal! Imorgen er du Huustro -- det Høieste du skal. Men synes du i Tiden, at dette Baand, som du med Brudesmiil gjør blødt og rosenkrandset nu, sig snevrer altformeget, saa see, den samme Gjord om Flere da, end kun om dig og ham sig snoer. Sig til en Englehimmel skal spænde Brudebelt, og vrimle fuldt derinde som inden Rachels Telt. Gak bort Ung-Kari! Vær i Alfstads Paradiis som Moder Eva, og som Moder Eva spiis! Thi du er skabt som Eva udaf et Mandebeen, og stødt dit Øie skotter til samme Æblegreen. I Fromhed skal du finde et Raad, ei fundet da, som, naar du spiser Æblet, trækker Giften fra. Da tone Himlens Engle i dit Bryllupsspil! da over Graven faaer du end et Bryllup til! VED EN TIL SIN ODEL HJEMVENDENDE SJØGUTS CONFIRMATION Det er Skjønbedrivt at pløje Bølgen blaa og svarten Muld, vælte op til Bunden nøje Jordens Dyb og Havets Høje: i dem begge ligge Guld. I din Barm dog gaaer i Dunder end et mere mørkladt Hav. Fagre Havfru lig, derunder paa Klenodiedynger blunder end din fangne Skytsseraf. SIDE: 388 Og en Muld i Barm jeg kjender, hvori Himmelblom er sat. Bedre Guld derunder brænder end det Spiir i Kongens Hænder, ja end Stjernen i sin Nat. Barmens Bølge, om den sveller kløves rakt til Bunden maa! Hjertemulden pløi du heller -- den som bærer Immorteller -- end den Muld du træder paa. Hjertevoven kjølhvas Tanke pløje maa sin Fure i, til, for Stjerner Dig at sanke, frem deraf de Vinger blanke fangne Skytsaand spiler fri. Hvast som staalet Plog dit Øje skjære maa den Hjertemuld, til derfremaf mod det Høje Blommen groer, hvis Pragt maa bøje Stjerners, Spiirs og Axets Guld. DIGTE. ANDEN RING SIDE: 389 TIL GOTHESKJALDEN RIDDERSTAD Naar jeg under svarte Tall (ha, en herlig Skjaldehall!) spænder Bjørnetarm i Harpen, at den runge kan som Sarpen, banker den med Briskestav -- hui! -- saa den som Stormen synger -- huijah! slynger optilhimmels den Seraf, som sig paa mit Hjerte gynger: da en liden ensom Klynge bag mig hører jeg at synge: "Følger, følger, hvorend Sangen bølger! Følger! skynder! følger med, hvorend Harpen gaaer afsted. Se i Skye'n gjerne boer den Rad af Lyn! Nei! kun gjennem Mulm og Skyer -- huijah! glimtende den flyer mod det rene høie Fjerne, mod de Serafiners Dag under Herrens eget Tag. . . Følger! Hist paa Nordens Stjerne hviler den som paa sin Knag. . . Følger! Klare Tanke lyner gjennem Billeder og Syner, gjennem Skyer til Himlen, hvor den i eensom Høihed boer!" Kan jeg andet end at svare Qvad i Qvad den kjære Skare! SIDE: 390 Men den hele større Flok gaber vidt, men lukker Øre, (somom de med Flabben høre), stimer henad Alfarvei, endser Skjald bag Harpen ei meer end Kjerring bag sin Rok. Vent dig, Skjald, det samme Øde, hvis til Gothens frie Skove Musen gaaer, og ei tilhove; -- hvis ei din (som Beskows søde Terne) du frisere vil, -- hvis du elsker ei det bløde Tidens Muses Flygelspil; -- hvis ei Kronens Straaledag lokker af dig Drosselslag; men kun sorte Frihedshat, vakkre Maaltrost! er den Nat, som med Duft og friske Svale lokker af dig Aandetale om de Fremmede, de Høje: de som dale til et Bad i Skjaldeøje, stige saa paa Lyrens Scale -- derfor bæver Strengens Guld -- hisset opigjen fra Muld. TIL EN UNG DIGTER Skjald, ei se du tilbage ei mod den runede Steen! ei imod Højen, der gjemmer barbariske Dage! Lad ligge de Skjolde! lad smuldre de Been! SIDE: 391 Der paa Højen lad krybe Oldgranskermyrer omkring. Dem lidt Støv skal, som Snusen en Kjerring, begeistre -- ja til at fortælle utrolige Ting. Større Helt end de Helte under din Muld jeg dig teer: Under Hælen en Drage, en Lindorm til Belte, og huggende Ørne paa Hjelmen til Fjer. Eddret Drage Han levner under sin Saale en Grav. Heltens Hjerte sig løfter -- da Lindormen revner, som bølged derom liig et rullende Hav. Æther-Blaadybets Maager Ørnene ryster han af, liig en svajende Mast; da som Smalserhorns Taager fra Panden de dødsmatte synke i Hav. Thi han stevner i Striden over et Storocean, fjernt som Stjerner omsvæver ham Snekkeseil hvide: Der kjæmpe med Drager vel Helte som Han. Fremad Stavnen maa glide over et dæmrende Blaa. Anklen blodig; men Panden, den skinnende hvide, ei Høge, men Høiaander hvile sig paa. Glad skal Helten sig sætte under en Høi i sin Stavn. Dog han lever derunder, ja under dens lette Violtag, og Aanderne synge hans Navn. -- Skjald, den Høi skal du prise! Seer du den ikke, den blaa? Seer du ikke det straalende Skjold paa dens Spidse? de vajende Liljer, som skinne derpaa? Seer du ikke den trætte Helt under Himmelens Hvælv? ei de kronede Ørne, som frække sig sætte hvor Aanderne valgte en Thron for sig selv? SIDE: 392 Reiste ei sig af Støvet ormlænket Menneskehed? rysted Slangerne af sig som Aasptræet Løvet? En Krone, som faldt, var hvert klapprende Led. Røst Ak, end hænger jo sorte Orm ved dens Fod som en Bolt? Se, den gaber jo i Vaticanernes Porte! Se Kupplen paa Templet dens kneisende Skolt! Ak! og Gribbecæsarer sidde paa Panden jo end? Gjennem Øjet de hugge til Hjernen, og Taarer i Øinenes Huler kun glimre igjen. Ve! og lange Geleder slynge, som Lindorme blaae, end om Menneskeheden jo staaende Kjeder, og knuge hvert Hjerte, som vover at slaae? 1ste Røst Skjald! i Himle, hvor Tiden ei aabenbarte sig end boer Seerens Geist jo med Seiren før Striden, og svæver med Haabet jo foranfor den. Glimter ei foran Jorden, foranfor Tiden hans Syn? Bagom Jordkloden drøner Historiens Torden. Men Seerens Sang er et foranskudt Lyn. Du, paa uaabnet Himmels Tinde sætte dig skal. Snart den bliver (som denne med Stjernernes Vrimmel) beduggede Høi paa et Seculums Val. AANDEN Mørke Geist -- jeg kjender Dig. Du med Lyn om Panden. Du der bandt som Yngling mig, knæl nu Du for Manden! SIDE: 393 Stærke Geist, som rundt min Vaar suste i Orcaner, kom, og knæl hvor Herren staaer! Hører du, han maner? Fule Gejst, med Drageild under Englefjere! Med et Vredesøie vil jeg din Barm opskjære. Falske Geist, hvad lovte Du? -- Frihed, Fred og Glæde. Mange Aar kom det ihu, lærte kun at græde. Frihed? -- ha, hvor Aanden kan lægges selv i Lænker! Vil du miste Fædreland, siig da, hvad du tænker! Fred? -- i Lovhyæners Gab lidet deraf levnes. Fred -- hvor Latter er et Drab, som af Konger hevnes? Fred? -- ak faaer du Fodefæst i et kløvet Hjerte? Kan jeg dig, du hulde Gjæst, med min Graad beværte? Glæde? -- hvor er Hytten min? Der hvor Ravne bygge. Hvor min Møe i Brudeliin? Ak en flygtig Skygge. Var en Stjerne hun endda, var det dog Elende, at jeg kun saa langtifra turde dyrke hende. Geist, ha! hvisker du iløn: "bo i stolte Bølge! Vestenvinden er saa skjøn, kan tilsengs dig følge." Vel! jeg tog det blaa Pallads, fulgte blot en Hoben Satanaser i Kyrads og i Dommerkaaben. Vel! jeg tog den Vestenvind, vilde den blot skjære Roserne af Stellas Kind, og til mig dem bære. Geist, du lovte mig en Jord, liig en formet Himmel; -- bandt mig med en Slangegjord til en Djævlevrimmel. Blommerne, du gav min Kind, vare jo forlorne. Disse Qviste om min Tind have sine Torne. SIDE: 394 Sledsk du under Drengens Fod dine Vinger spændte, steg saa til det unge Blod sig i Solen brændte. Slap ham, da han skreg saa lydt halvt af Fryd og Smerte, i en Sjø af Paddespyt, forat svale Hjertet. Nu, da jeg er bleven stor, jeg din Ving tør tage; tvinge dig, fra denne Jord føre mig tilbage. Løft mig, Geist, paa Englefjer, saa jeg seer de Kloder, hvor ei dandses Polskdans meer efter Zarens Noder! -- Hvor ei skygges yndig Dal af et blodigt Banner, hvor ei Trældoms-decretal staaer i Aandepander -- Hvor ei Nattesfinx og Orm gnave mullent Alter; men hvor Alles Troesnorm er Halelupsalter -- Hvor ei under Lovens Skjold Kongevejen løber for en Løgn i Herresold, eller en som kryber -- Hvor ei (Vogt dig!) Herskerraad slig Pasqville skriver, som i Landets Mødres Graad Sønners Haab forgiver -- Hvor ei Retfærds Talsmands Pen rive's af Satans Vinge, for at sælge den igjen til en Bøddelklinge -- Hvor ei i en Fjeder kjæk Helveds Banner vajer, skumme ei i Lovens Blæk Mennesk'hedens Hajer -- Hvor ei i sin første Flugt unge Engel svimler af en fæl Bastillelugt under frie Himler -- Hvor ei Adamshjertet blier, om i Barm det svinger som den Klokke, der fra Spiir Pintseglæde klinger, af Banditer aareladt, snøret ind i Former, forat slaae saa sløvt og mat som hos andre Ormer -- SIDE: 395 Hvor ei Blik, som seer lidt høit, skratter lidt ad Daarer, druknes flux i Slangers Sprøit og (Triumf!) i Taarer -- Hvor ei i en Latters Spoer Statsproces sig sniger, som hvor spæd Gazelle foer fæle Kongetiger -- Hvor ei, om en Puls er fuld, om paa høie Vover Aand den sætter ifra Muld til hans Himmel over, strax den skal omvikles med Jordens værste Igle, forat slukke Aanden ved i dens Puls at sikle -- Hvor ei under Frihedstræ en verrinsk Hyæne gnaver Mennesker i Læ af dets Lauregrene . . . Lauregrene? ha, den Laur har til Grene Tamper, og en rasende Centaur Roden sønderstamper -- Did, hvor Æren skilles maa ifra malte Pjalter; hvor ei Øglesjele faae Skjul i Skjøngestalter -- Did -- ha, Geist, du nærmer dig . . mørk ei som du plejer. . . Kun en Glands ombævrer mig, og en Lyd af Seier. Knæl! knæl! -- en Klang saa sød Straalekrandsen splitter . . Klang og Straaler sammenflød til en gylden Cither. Og fra Cithrens Dybde klang: "Geisten her mon være. Den med Dig saa vildt sig svang, for dig Flugt at lære." "Den med dig til Tordensky'n vilde Flugten styre, at du skulde flette Lyn i din unge Lyre." "Den af Øglerne en Tid lod din Fod omspinde, at du som en Heraklid skulde Slanger binde." "Den lod Onder taarne sig tidlig om din Pande, for det Onde lære dig hade og forbande." SIDE: 396 "Den lod Helved hvælves om himmelbaaret Øje, at du skulde viis og from dig med Jorden nøje." "Den i Storm har lært Dig Sang. Aanden som du ejer, -- hil dig! -- har serafisk Rang; og dens Navn er Sejer. DET BEFRIEDE EUROPA 1831. -- -- Fra Caucasus? blinker min Sjel fra Caucasus? Kold, rolig, funklende som Ararats øverste Iisklump, beskinnet af Midnattens Sol, den seer over Jord, mens mit Hjerte staaer stille. Hvad Lynglimt dernede? Mon skyder Bakus Dyb Naftasøiler mod Nathimlen? -- Heijah! de Lyn ere Sværdhug og Frihedens Ild, som frembryder af Millionernes Hjerter. Du haanloe, Sjel, dengang Menneskheden i Ring af Helgalliancen blev ført, liig en udsviret Juulbuk, der suller i Ørsk med Helligtrekongerslys i vallne Hænder. Men sammen, ja til et Riimfnug, gyste du, da (frisk dog, se nøjere efter!) du saae, at den Nar var et Spøgels, at Mennesk'heden stod som dødfrossen Skildvagt paa Napoleons Gravhøi. Ja, tusindhornede, tusindtandede, tusindbesvandsede Adamsæt, Ham du bekjæmped; men tung var din Seir, saa du blev paa Vagt paa Hans Gravhøi gjensiddende steendød. SIDE: 397 Men Vaaren kom, og belivnet mindtes du (liig haltende Jacob) at dristig du stred med en Aand, og du tøed i Graad hen, og sprang som glødende Rosenbusk ud paa hans Gravhøi. Forsoning dufted du, fagre Gravblomme: hver Knop var et Hoved med Frihedshat: bankende Hjerter din Bladrasl: hver Torn var en Arm. . . Hvo skjærer dig, Hydra, i Former som Taxus? Jo reiste ikke sig grumme Gartnere? Hver da med Saxe (saa lange og blanke som Hære) beklipte, i Form af en Træl der knæler, den Busk med de levende Blommer. Da Sceptre gnistred fremover Folkene, liig hundred Blodstruter springende opudaf Menn'skehedens Saar, da den aareladt var af Drotbajonetter og kopsat med Kroner. -- Da, Sjel, du, liig i Charpitot, hyllte dig ind i en Drøm, og (som svømmende under Canalhvælv) du Verden forlod da, og drev saa tvertigjennem Gravene indtil Aratus'! Washingtons og Kocziuskos Grave først du forbifoer. Tvertsfor hinanden de kneiste som Herkles' Støtter de graae. Begge, min Sjel, med et Suk til Seil du dem suste imellem, svømmende saa ind i Oldtidens Hav med de laurgrønne Kyster. Der Cincinnatus' Grav som Italien saae du tilvenstre. Hannibals Gravhøi tilhøjre som mørke Afrika laae. Midti som høje Sicilien stod Timoleons Minde. Inderst som lave Euboea din sjunkne Høi, Aristides, laae, og Aratus som hvælvede grønne Attika jevntmed. SIDE: 398 Ja der, min Sjel, med dit spæde Straaleduun pladsked du glad i den hellige Aske, imedens mit Legeme vandred igjen, som Søvngjænger bleg, under Norriges Maane. Der laae du, indtil det drøned over dig. Da Drømmens Uldtot du kasted, men nøgen og skinnende svam du til Dagen idag tilbage, fløi oppaa dens Skulder og blikked. Ejah! hvad seer jeg? Der laae du til Havet derudenfor Washingtons og Kocziuskos Minder -- det Hav med en blaanende Bølge for Dagen idag, ja det som igjennem de Seculumsstøtter skal flyde sammen med Oldets laurkrandste -- der laae du min Sjel som en efterglemt Svane i Sundet ved Salamis, indtil det Hav deruden som eier Dig, opsteg med Bulder. Da fløi du skrigende op; thi over de Herkulesstøtter paa Toppen af Havet, der reiste sig, saae du en skinnende Svan -- ha, gamle Fayette dit Hoved, det hvide. Da fløi du skrigende op . . . Ejah, hvad seer jeg? Farvel Aratus' Urne! Mig lokker skjønnere Klang. Fayette, Amerikas Friheds Søn og Frankrigs Friheds Far, tiltaler Paris -- det lytter med sænket Bannerstang (den Samme, som det af Louvres Gitter i Julidagene skar). Visn, Rose, som i Aristides' Aske vover at varme din Rod! Mig dufter sødere Minas Sværd, besprængt med Carlisters Blod. Ei meer forat kysse Hannibals Skolt, til Ponti Strande jeg gaaer. Mig kneiser Hooghvorsts Isse meer stolt med flere Laurbær end Haar. SIDE: 399 Ei meer vil jeg rode paa fremmed Kyst efter Timoleons Liig; ei lytte i Salamis Bølgesuus efter et persisk Skrig. Mit Øre sidder paa Dublins Taarn og hører O'Connells Røst. Og, Washingtons og Kocziuskos Aander, end dvælende Jorden nær, og ei, som Hines, til fjerne Himle førte fra sjunkne Grav, jeg drømmer ei længer paa eders Grave, dyrker ei Guddommen der; thi sandelig I ere fløjne ud, og flaggre som Ørnvingepar om gamle Chlopickis Pande, den Polens Dagstjerne klar Som gjennem Herkles' Støtter Stormfuglen ud svinger over Atlanterhav, fløi fra sit Drømmeskjul hist mellem Grave, min Sjel; thi did Millionernes Frihedsraab trængte. Ejah! hvad seer jeg? Hver Nat en rødere Morgen føder, hver Qvel seer med blodige Øine mod Morgenen, der, Boblen liig over det puttrende Dyb, slaaer højere Hvælv over oprørte Folkslag. Hver Time banker som Tidens Feberpuls. -- Ak, standser fredsomme Stueuhr! Thronernes Bragen fortæller os Timernes Gang. Kun Stormklokker hænge, at ringe til Arbeid. Hvad Dagværk har Herren bestemt for Folkene? Mon gamle Tiders Begravningsfest feires? mon Nytiders Daabfest? Thi Stormklokker gaae. Hør Englenes Vingeklang! Havgang i Luften! De Taarnsangre høre fra Brest til Casan med nyt Skrald hverandre. O Latter! en Metternichs klapprende Skildt mod en slig Telegraf? Se Slotsbrandes Røgdriver Folkenes Iilbud! SIDE: 400 Tvertsover Europa sig Baal opløfte, og see over Fjeld til hverandre. Ak, rødnes de Øine i Skyen af Graad eller Hevn? -- De tændes, at Himlen sin Sejer skal skue. Se Flammerne, Folkenes klagehvinende Bud, løbe tvertover Jordkloden, mens en Coureer med sit Messingskildt raaber sig hæs ved Floden: "sæt over i Keiserens Navn da!" Sig Hærskrækken sniger bag Flammestrømmene, flyer under Stormklokkers Rungen tversgjennem Gelederne, seer sig tilbage, og seer med blegnende Blik, at de dat overende. En nedfældet Trælledrot siger, seende Baal over Issen at korse sig: "Dybenes Magter sig løfte at skue sin Daad." Nei, Skyen maa kløves, at Fred kan neddale. Din Jammer, Despot, som i Støvet vælter dig, slaaer Borgens Gnister ei høiere. -- Englene skue ei Sorg: thi kun Seirsglands de see hvor Mennesket stirrer i blodskyllet Ørken. De lee ad Syndernes Hylen, række ham ei Haanden: Selv skal han reise sig. Ikke de ynkes, naar Flammen, den Lynildens Søn, fortærer den Borg, der var Lasternes Boelsted. Du gyser, nerv'svage Stymper, gyser, naar, se, Jordens Stæders blaaskinnende Domer i Flammerne drukne, og Klokken paa Eng sit lyseblaa Hoved i Blodstrømme dukker. SIDE: 401 Mon hang disse Kuppler som hvalte, ludende Fredsliljer nedover Stæderne? Ejah! hvad Sorg da? De voxed og døe som det bør. Jeg leer; thi jeg kalder dem Mørkrets Hjelmhvælv. Hvi Graad da! Lysstøtter skulle reise sig, hvor forhen Domerne stode som hovedløse Skuldre. Blaaklokkerne farve sig blot til Roser, at krandse de Frihedens Helte. De Gnister, som flye med dit Suk afsted, vel i Skyens Net, som Aske opsamles; men nedsendes atter som Druer, der klattre igjen fra salige Smaahytters Vægge mod Himlen. Den Ild blot tærer Tyranners dyngede Rov, tærer ældede Laster blot. Brudsmiil er Blodstrømmen, Flammerne bølgende Slør om Jorden, formælet med himmelske Frihed. Som brustne Brudbelte Schelden nedruller. Nei! harm, liig svovelblaa Lavastrøm gjennem en splittet Volcan, den kneisende gaaer indunder Tvesplitten af Belgiens Banner. Men, didhenrullende hvor Oranien staaer, rundt hans Fødder den kaster en Stump af sin Lænke . . . Den livner til staalgraa Snog, som stikker ham, hvisler i Dybet til Djævlen. Oranje, reis dig! see Schelden kommer jo! Vee, Skyen over dit Hoved er drivende Bloddamp fra Java, og Strømmen, som naaer din Navle, er Borgerblod, ve! fra Antwerpen. SIDE: 402 Kryb op paa Bolværket! Hør den lystige Flods Fløitehvisl i sin Sivpibe: "Støv, som ei mægter at tæmme din Lidenskabs Bæk, Du tæmme de Floder, Alskaberen løste!" Hvad dundrer? -- Flygtende Kongers Vognfølge. Slaae Qvinder Vindverne i, for ei Manden at see, som beskatted det Dagslys, han flyer, forærte Maitresserne Bønder som Oxer? Hvad brager? -- Himmelens Tordner nedbrast paa Ham, Ham, som mellem meenederske Fingre holdt Æblet, bedækte sin Throne med Skam, men Galgen med Ære, med Heltenes Kroppe. Hvad rasler? -- Tusinde frie Presser (de sorte Lysets Porte) opløfte sig. Jerndøren i Ham bag Forræderne knaged ilaas? Nei, Staalklang det var -- Nationalgarder væbnes. Ha, staalbeneglte Despoter, prøver at Tag faae i Frankrigs om seirvundne Frihed fasthvælvede Styrke! -- O prøver dog før at udrive Ilden af Jordkuglens Hjerte! Er dette, dette det Frankrig, Ludvigers Hærrækker pukked til Kulstøv, som Arvingen endda (ja øsende over det ud sin gloende Brunst) vilde udsmelte Guld af? . . . . Kun Taarer fik du, men bort du slængte dem. (Hvo bad om kogende Bly vel?) Men Frankrig din Nedarvings Graahaar har tregange slængt, som useligt Kraaksølv -- vip! langt over Grændsen. SIDE: 403 Er dette det Frankrig, som Sværme af Fremmede -- hui! vilde, loddne Centaurer -- persed mod Hove, beruust af din Viin og sin Hevn, saa (kliskklask!) dets Blod som dets Druers udsprøited? Et Lyshav bølger imellem Havet og Rhin: gamle Frankrig er Bunden kun. Marlys Parke er Tangen, Versailles en Musling deri. Paa Bølgen staaer hvide Fayette som Neptun. Europa drukner -- ha! over Hovderne høit gaae de skinnende Lysvover. Er det Champagner? mon Æther? O, hvad det end er: dog sødt er at drukne og omtumles deri. Det svæller skinnende opmod Alperne -- ha! bryder mod Pyrenæerne. Preussen det splitter i tusinde Øer og Skjær. Dets funklende Døninger rulle mod Africa. En Sol har dalende mellem Havet og Rhin bredt sig: Frihedsideerne, skinnende jevnt gjennem Frankernes Hjerner, er liig den Ætherilds fjernere Dunstkreds om Solen. Se, Solen nærmere Straaler udflyde! Seir! Seir! det er Nationalgardens væbnede, funklende Hænder i tredobbelt Rad. Hiin Julidags Blodflek er Bunden i Solen. O Sol, hvo nærmer sig dig, og brænder ei? Selv gjennem tunge Metalkroner borer dit Solstik sig. Derfor de rase; thi se, dit Gjenskin jo opgløder selv deres Pantsre. SIDE: 404 Troer ei de Knegte, fordi I malte dem eens, trak dem under og efter en Snor, thi en Vinge er under den snevre Mondur, bag Bartskyen en Funke, som sprænger Geleder! Carthag mod Rom er en Knegt mod Borgeren. Tungt falder Borgerens Slag; thi der hænger et Barn paa hver af hans Arme, og dybt, som hug i hvert Bryst han en Voldgrav om Hjemmet. Mens under de reiste Millioner, Frankrig, din Grund ryster, synger Delavigne, liig Lærken, der endser ei Jordskjælv: -- paa Lithauens Val da drømmer du dig under Marsmarkens Linde. Ha, Den, som røve vil Polens Frihed, maa først rive Chlopickis Graahaar af. Se, som det flaggrer der, er det dens Hængelaas af Sølv! Kun Røverhaand tager hvad Tyvhaand tog forhen. Paa Heden ved Raclawicz kjæmp Skrynecki! der slaaer Madalinskys Beenrad vel Tusinde . . Se, hvor den rasende klynger sig fast til Bannerne, bøjer dem alle i Støvet! Paa Heden ved Raclawicz kjæmp Dwernicki! Der -- hør! hør! Dombrovskys Hylen skal sprænge hver fiendtlig Kanon; og de Skygger af Børn fra Praga skal flyve som Støv dem i Øiet. Der aabner sig Skyerne . . se Kocziuskos Aand styrter ned paa et Lyn! Han er Himmelens Kjæmper; thi Frihed er Himmelens Sag. Var Englen ei fri, da i Himmelen Opstand! SIDE: 405 Et Menneske, mægtende ei at styre sin Barms lille Hjerte, vil styre jo fleer Millioner jo heller? Den Fod, som ei kan en Tue bedække, vil dække Aljorden. Og reiser sig op saa et Folk, og siger: vi eet Sprog jo tale? Det være vor Grændse, ei Miilpæle!" -- Heijah! da "Oprører dø!" det hedder, mens Gud selv en Synder tilgiver. -- Fra Caucasus? blinker min Sjel fra Caucasus? . . Fra Skreyaha? blinker min Sjel fra Skreyaha? Kold, rolig, funklende som Skreykamppens øverste Iisklump, beskinnet af Midnattens Sol, Den seer over Jord, mens mit Hjerte staaer stille. Hvad Lynglimt dernede? Mon skyder Bakus Dyb Naphta-søiler mod Nathimlen? Hvad Glimten dernede? Mon tændes rundtom Lys alt i Hjemdalens Smaahytter? Huijah! de Glimt ere Sværdhugs og Frihedens Ild, frembrydende af Millionernes Hjerter. Hvad er da Stort vel imod de Lande af Lys og de Have af Blod? -- det Syn ved min Fod! Til Hindostan seer du fra Dhavalagiri, fra Skreykamppen seer du til blaanende Biri. En Kikkert fra Caucasus Lande nok seer og Have og Skyer, men heller ei meer. -- Prosaiske Øje, som kiger fra Ruden, er stolt af at tælle hver Pore paa Huden, hvad nytter dig Synet, den Lygtemands-ild, som hopper paa Tingenes Former deruden? Kryb ikke paa Caucasus eller paa Skrei! Hvis Stort du vil see, det hjælper dig ei. SIDE: 406 Sid heller i Natten, luk Øinene til, da maaskee -- ja, hvis din Genius vil -- Du Meer faaer at see, end blot Kappen af Guden, som gaaer gjennem Verden og Tiden og Menneskefærden sin evige Vei. . . Da gyser du ei, om et Land end forgaaer, om midt i et Storhav af Taarer du staaer; thi Sejerens Vaar du seer kun i Striden, et Sædkorn til Himle i Taaren som gled. . . I Hæren, der buldrende ruller sig ned i blinkende Striber fra Høiden paa Valen, du Sejerens Vaarflommer seer kun i Dalen at rydde den tidlig et Midsommersted. I flammende Flag over blegnet Armee du Sejerens Vaarblomster skuer i Snee med Himlen i Øje skjøndt Døden om Foden. . . Da speider du Caucasus gjennem til Roden, og Skreya det mørke maa revne ihast; thi Lynet er ei som det Aandeblik hvast. Naturens Dybder det anatomerer. En kløvnet Indvold det Afgrunden er. Selv Himmelens Raad er det intet Myster. Og Jordklodens Hjerte isønder det skjærer, og speider som lysende Demant deri. Nationernes Sjele da flyde forbi dit Aandeblik liig gjennemsigtige Vande. Du hører at Dommens Basuner forbande i sagteste Trællesuk "kom og befri!" . . Da hører du grant i Befriernes Klinger at Aanderne løfte de mægtige Vinger. . . Da seer du i Sværdenes blinkende Fart Guds Aasyn i straalende Lyn aabenbart. -- Hvi Skreya da, Aand? Du er højere sat. Hvi Skreya og Caucasus' Taagehat! Kun skjul dig i Dalen saa lavt som du vil! Dog løfter en Aand dig til Himmelens Skulder. SIDE: 407 Luk Læben og Øret og Øinene til. Dog faaer du til Mund en himmelsk Basun, en Himmel til Øre viidaaben og huul, der hører fra Jorden som Tordenens Bulder hver Menneskeklage, som sukker iskjul . . . . Dog faaer du igjen til Øje en Stjerne. Ha, hvor er da Nære og hvor er da Fjerne? Da seer du, Velsignte liig, Solen, ifra Blaahimmelens Skulder Aljorden -- Eijah! -- en Kampring, hvor Gudepriis hænger for Dverge, ja Jorden med Blodstrømme, Slagne til Bjerge, og Jubel du hører derover endda; ja over dens Bulder et Halelujah! Hvor sank du Alpe! . . fra Himlen seer jeg; thi se -- lavtnedenunder mig flyver min Sorg som en Sky, og jeg hører jo Englenes Jubl: "Lyksalige Jord, thi du Frihed har vundet! Fra Himlen seer jeg; thi rundtom seer jeg en bleg Kreds af Tempel og Thronherskere, jublende: "Straffen er endt; thi vort Syndfølge døer. Nu klager ei Jorden; thi Frihed den seirvandt." FARVEL TIL ALFRED Farvel min Hjertensven, Farvel! Snart har jeg ei tilbage fleer. Kun een beholder jeg: mig Selv. Ak, Han min Uven er! Farvel min Hjertensven, Farvel! Farvel! -- det er et herligt Ord. Det toner hjemligt fra min Sjel om Alt hvad skjønt paa jord. SIDE: 408 Det er det Navn, jeg gav min Brud, den Trylleblomst paa Skillevei. Og mangen Serafs Navn hos Gud har slig Betydning ei. Den Fagreste det Navn jeg gav, i blanke Sjeleperler svøbt, til hun af Engle i sin Grav "Velkommen" bliver døbt. Det er det Navn, jeg gav min Vaar, den Seilersky saa lys og let. Og Lykken intet andet faaer for sine gyldne Net. Min Taare fik det og mit Smiil. Da svandt det Tvillingpar fra Bryn. Men Smilet levnede en Piil, og Taaren tørre Lyn. Som Efeu paa Ruinen sort sig klynger Haab til Sorg og Savn. Dog jog jeg Haabet fra min Port, og gav det samme Navn. Ruinen ramler -- Savn og Haab som Blomst og Steen i Støv forgaaer. Men hør i Braget, hør mit Raab: "Farvel" til Sky dem slaaer. Min Glæde -- ak, du har mig kyst for et Farvel at hviske mig. Da tonte fra mit stolte Bryst igjen Farvel til dig. Jordkueren min Fole kun, min Kjøl, det Sværd i Havets Barm, min Genius i Skypaulun paa Ørnevingekarm . . Kun dem jeg giver andet Navn: ja "tro" og "fast" de første To. Den Tredie døbt i Himlens Favn er "Frihed, Høihed, Ro." SIDE: 409 Men aabner Jorden en Vulcan: saa bredt et Dyb af Ild som Hel, da sporer jeg min Vingeman med jublende Farvel. Og reiser Havet sig med Gru, at spidde Kjølen paa et Fjeld, da skjærper jeg mit Seil endnu, med jublende Farvel. Ja stormer Himmel, Hav og Jord, da toner Aanden i min Sjel, der har de høie Navneord, et jublende Farvel. Men kjæmper mod mig Himmelen en Hevnensseir, da, som til Hel, min Genius har og til den et haanende Farvel. Da gaaer jeg til en ensom Sky imellem Himmel, Jord og Hel. I Rummet rundtom ruller Gny af sidste Haansfarvel. Af en Condor som flyer forbi jeg river Vingen til et Tag. Og vil den boe med mig deri -- da Kongegrib, Goddag! Dog Harpens fulde Strengerad jeg under Taget reiser -- Ha, der kneiser gylden Colonnad! Jeg fik Pallads endda. Og her min Genius sænker sig. -- Hvad vil du Engel i mit Boe? O Himlen kommer jo med dig: med Frihed, Høihed, Roe? Min Hund med ømme Øie -- ak, du spørger, slikkende min Haand, om Straalen ei mit Hjerte stak, der glimred fra min Aand. SIDE: 410 Min Irisk -- ak, du mærker, at en Taare tyngede din Ving. Du toer i den dig skjær og glat, og stryger saa min Kind . . Fortrolig sætter du dig paa min Pen, den rosenløse Tjørn, Ha fly det hvide Lyn, du Smaa! der sidder jo en Ørn. . . Du stirrer i mit Øje saa; ja, Irisk, lige i min Sjel? Du spørger: turde Hjertet slaae, mens Aanden tog Farvel? Du flyer saa vidt som Vaaren er, og bringer mig et Blad derfra. Ja find mit Saar, og læg det der; maaskee det heles da. Dog mindes altid jeg en Eeg, der, alt bedækt med syv Aars Mos, imellem tvende Hjerter steg -- ja, Alfred, mellem Os. Men liden Ormetunge skar. Og Hjerte-egen, malmet som en Evigheds Pillar den var, i Raate kanted om. Jeg sidder paa den brustne Bull og leer og seer hvor Stjernen flyer, hvor Bølgen ruller Rull i Rull, og paa de lette Skyer. Du troer, at Os fra denne Stund adskille Dyb til Evigtid? Tro, det en Slangebrod er kun, den Isthmus for en Mid. Til Du gaaer over den -- Farvel! Farvel! -- det er et herligt Ord. Det toner hjemligt fra min Sjel om alt hvad skjønt paa Jord. "Farvel", det Navn har jeg forært min Lykke, Brud og fagre Aar. Men er det Navn paa alt hvad kjært, da Alfred, du det faaer. SIDE: 411 ? Udi hvilket stille Hav løfte sig de grønne Banker, hvor min Snekke tør sit raske Bramseil stække (Tosser sige: Gribbeving) tøire sig ved Brudering, kaste Anker, (Tosser sige Falkekloe) ind sin lange Vimpel snoe? (Tosser sige Lossetunge, der imellem hvide Tænder, som et Helved mellem Skygger, blodig brænder) Hvor en Palme? hvor et Boe? Hvor en Løibænks søde Hygge? Hvor et Bæger og en Skygge? Hvor en Silke-kasseking? Chocolade, Tøfler, Punge, som forblive ligetunge? -- kort -- de tusind Ingenting, som foreente rime sammen Hvad jeg meente: -- Nok og Ro? Thi paa ærlig Skippertro kjeder denne stolte Spas: vippe om paa svullne Vover, Bradsøe over, Bradsøe over stakkels lille Galeas, som maa drive rundtomkring, som den flyvende Hollænder, uden at Seiladsen ender. Udi hvilket stille Hav -- svar mig -- svømmer Øen, hvor SIDE: 412 mig til Glæde grønnes Engen, mig til Glæde redes Sengen med en deilig Blomme i, vunden uden Hovedhængen og et evigt Frieri? Ak didhen Hjertesukket foran foer! Men som Arkens falske Ravn vendte det ei til min Stavn om igjen. I hvilket Hav? O jeg gjentager til mit Spørgsmaal vorder Klager: I hvilket Hav? -- Svar du svulmende Uhyre, som med Skjebne-navn og -stav Daad og Liv og Alt vil styre! -- En liden Orm, der sammenrullet laae, som Negertræl i Hullet, inden Barm, krøb frem i Øiet, hvislede satansk-fornøjet: "Kirkegaarden, se, er Sjøen, som du pløjer! Hvide Radd paa Skrinkelhas er din stoute Galeas med sin Bras. Og grønne Øen i det store stille Hav er en lav og mosset Grav!" TIL EN FURTEN VEN Hør Tiden ruller, Rein! Vi rulle med, som Saugspaan med Floden afsted, for engang, naar paa Dødens Strand de skylles op i Dynger saa høie som et Land, at tjene Satan til Brændsel. SIDE: 413 Hvi skilles ad da i den korte Stund vi dandse i Strømhvirvlens Rund? Vi flyde til den samme Fos, dernedenunder bier den samme Fjære os, hvor Døden samler sin Dynge. Endskjøndt jeg Spaansplint boltrer paa min Viis, og du saa paatverke du Fliis, vort Fnug i samme Askehei forsvinder dog, vor Røgsky dog drive skal een Vei igjennem blaanende Himle. Hør Tiden ruller, Rein! Vi rulle med, som Guldkorn med Floden afsted. Vi eens ei glimre i vort Sand; dog af os begge smede skal hist en Vaulundmand et evigt Ringklenodium. TIL EN SLAVEDØMT Mand! en mørk Dag kommer, da Himlens Retfærd sin blinde Datter af samme Navn nedsender at kaste sin Skjændsel over din Skulder. Sorg, stem min Harpe! Vemod, spil! Men, hulde Haab, syng til! Mand! i den Stund Jordens Retfærdighed skumler din Skulder, Himmelens planter fast i Vunden, den skar i din Sjel, en Fakkel for Freden. Mand! naar Jordens Retfærd (den Sorgmoer) sit Lænkehaar luder over din Nakkes Hvælv, sit straalende Himmelens løfter over dit Hjerte. SIDE: 414 Mand! naar Jordens Retfærd med døde og kunstige Slanger spænder din Ankel om, de levende Himmelens haler udaf dit Hjerte. Mand! en svar Flok Dage gjennem dit Liv skulle gaae som Dommeres sorte Tog; men derefter Dage -- en Række sonende Præster. Mand! hver Straffens Time skal op til din Himmel en Stjerne hvifte med Sukket -- Vil du indvandre der før den liig en Festhal er oplyst? Mand! hver Times Suk skal, som var det en Engleving, blæse Skyer af din Himmel -- Vil du trænge dig ind, mens den damper end i et Chaos? Mand! din Qvindes Ømhed skal binde om Lænkerne Bomuld . . Mand! og dit fromme Barn skal være en duftende Rosenqvist i dit Gitter. Mand! din gamle Ven ei vil skjule sin Isse for dig, det skinnende Fredspaulun, og over dig bruser som Æresfane den Harpe, som Sorgen stemmer til Vemods Spil, men evige Haab synger til. BOLIVAR Røst Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . . . . Hui! saa det bruste frem som Andes' Høstorcaner, og kruste de stolte Strømme, som længe besang deres Frihed, mens Breddens Dyrker (ak, var ei hans Øie som Bølgernes stolt og klart?) sin Trældom bejamrede . . SIDE: 415 Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . . . . slynged saa Lænken gjennem Skyen tvertigjennem Pizarros Aand saa seent den bævred isammen, thi, bleg som den laa i fjernest Vraa isammenkrympet, den skiltes som Moses' Hav som Skyos af Nødskudet . . Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . . . . hvirvled saa Lænkens Stumper op til Støv, saa Cortez den straalende Naadens Stol, han knælte for, øined ei . . Bolivar! Du som fik til Fædreland' en Verden, og hørte dens qvalte Suk tversover Oceanerne . . Hører du ei din frelste Verden nu den knæler, og kysser din Haand med Graad og hulker dit Øre fuldt? Borgere Bolivar, hør et Folk dog! din frelste Menneskehed! Se Tvedragtsdolken smelter i vore Taarer ned! Hvad du ei mægted, Libertador, det gjør Sorgen nu. os samknytte -- nei, den lænker . . Det vilde aldrig Du. Røst Fribaarne, ei vanæres du, om for din Frelser du, knælende dybt som Græsset, trygler Tilgivelse. Borgerinder Bolivar, hør! Det er jo Columbiens Qvinders Flok som, mens den stryger venligen bort din Pandelok, Dig hvidsker: stolte Libertador, Du befrier blot Mænd. Columbiens Qvinder lænker du til dig igjen. SIDE: 416 Røst Ak Sennora, læger end dit Kys et Sværdsaar: det læger ei Sorgens, thi med Gifttænder bider den. Høvdinger Bolivar, hør! det er jo Columbiens Heltehær, der hulker som var den Børn med Pindespær: tilgiv os, store Libertador, os som med Nidets Kniv dit Hæderspallium søgte -- ve! vi traf dit Liv. Røst Raab ham "Morillo!" i Øret. Maaskee staaer han op, og (som var det hans Kampskarlag) i Lagnet fremstyrter han. Krigere Lyser ei meer Befrierens blodrøde Kampmantill, da udslukt er Sejerens høje Offerild. Den var Hans eneste Rigdom. Deler Arven ret! Hvert Banner skal faae en Lap som Sejersamulet. Borgere Styr os med Laureqvisten! styr dit Columbiens Folk! Dictatorens Laurqvist blier aldrig Herresvolk. Ha, gaaer du heller til Helved, Sjelene at befrie fra Satans Vold som Os fra Ferdinands Tyrannie? Røst Bolivar gik til Himlen for Cortez og Pizarro at indlede førstegang blandt jublende Udsonte. Chor Haanden, som delte Lande ved Floder og Alperyg (som var Ham Cordilleras kun en Bue myg, Orinoko kun en Streng); og maalte Riger af saa let som en Bonde maaler Veiter med en Stav; SIDE: 417 slog saa en Krinds i Luften -- da fremskjød inden den Bolivia og Peru og stolt' Columbien . . Den Haand -- ha slaa dog mod Skyen! -- hænger myg og bleg fra Lagnet som vissent Efeu fra en Marmelvæg. Pulsaaren sprang da alle Hjerter den stærke Haand til Gard vilde flette om Friheds unge Vaand. O ve os, ædle Libertador! tøile vort vilde Sind det var som at tæmje Bække, styre Kastevind. Brus da du gale Paez! Ingen skal følge dig. Columbiens Viljer som Elve samle sig til Kraftens Stor-Amazonestrøm. Det dybe Hav som samler os sammen værn Libertadors Grav. SORGENS SKRATT Tro ei, hvert et Skratt er Latter. Satan kun og Sorgen skratter. Englen smiler, Glæden leer. Ak, men Latterklangen er Glædens Flugt paa lette Fjer ifra Adamshjertet atter. Fly, Secund! og Himlens Datter flaggrer ei om Læben meer. Engang -- hør det gamle Qvæde! -- engang maatte Adam græde: engang Du maa græde, Mand, naar Du finder Dig som Han udstødt af Cherubens Brand, ene paa den mørke Hede, naar Du ikke tør betræde meer din Uskylds Fødeland. SIDE: 418 Edens Port bag Adam knaged, Vredesenglens Glavind raged, som et Taarn ibrand, mod Sky; kun en Svoveldamp til Ly; over Heden bruun og ry vilde Lyn hverandre jaged; Eva ved hans Fødder klaged "Mand! min Mand! hvor skal vi flye?" "Adam? -- ha, dit Øie følger gridsk den gule Euphrats Bølger . .?" (Liig en blegnet Lynild Phrat suste gjennem Ørknens Nat.) "Eva, did! -- saa klang hans Skratt -- "Under blanke, kolde Bølger Paradisets Vei sig dølger . . Eva did! til Phrat! til Phrat!" Skyen synker -- Phrat er borte. Ørnen hviner, og beflorte Skyer aabne atter sig. "Eva, hold dig fast! . . en Stig baner Ørnens Vinger mig . ." " -- Ak, skal vilden Flod og sorte Ørn og Lyn -- fra Edens Porte, Himlens Ætling, følge Dig?" Skyer kom og Skyer svunde. Ingen Vei paa Jord de funde. Intet Lys paa Himlen var. Raabte de "hvorhen?", da bar ikkun Hjertets Banken Svar. Torden over Edens Lunde rulled, naar de blege Munde raabte: "hvor? hvorhen, vor Fa'r?" SIDE: 419 Førstegang fra Manden klinger da et Suk; -- det snelt sig svinger gjennem Mulm til Himmelhjem. -- Under! se, fra Gud til dem svæver Sukket atter frem som en Aand paa mørkblaae Vinger, og af Evas Taarer slynger Englen sig et Diadem. "Sorg, af Adamshjerte baaren, svøbt i Suk og døbt i Taaren, "Sorg", du Støv, det er mit Navn. Føre Eder gjennem Savn over Jord til Himmelhavn, Adam, dertil er jeg kaaren! Hvor jeg skratter, der er skaaren Vejen til din Fædrestavn." Saa den mørke Engel qvæder. Eva følger den og græder. Adam følger mørk og og stolt; skratter, om en Ranke holdt ham i gylden Druebolt; skratter, om hans Engel leder efter ham paa andre Steder end i Ly af Efeuskjold. -- Adam-Rein, tilsidst Du svingte Dig ifra den falkevingte Sorgens Aand i dine Fjed: den, som jamred sit "afsted!", til den selv ei fulgte med. Dig nu tvende stjerneøj'de Serafiner i din Høide følge trolig: Fryd og Fred. -- SIDE: 420 PAA SKAKASTØLSTINDEN Hid steg ei Sky, men reen og blaa er denne Æthrens Ø. Dernede Lyn som Snekker gaae med gyldne Dragesnabler paa en Tordens Rullesjø. Kun Morgnens Solglands er dens Vaar -- hvor skjær og ætherfiin! I Sommerpragt hver Aften staaer det Rosenkrandsgespenst som faaer sin Dug af Stjerneskin. Dog hist fra denne Dybdes Grund, i denne Alpeport, i dette Stormens trange Sund, hvor Skyerne langs Kløftens Bund henfosse malstrømfort . . . . . Hist i det Skycharybdis midt endda en Tind! en Tind! En dristig Falk kan række hid. Men did? Min Tanke gaaer kun did, den Falk ifra mit Sind. (Til Solen gaaer fra Himala med Længsel Adams Blik. Paa Jordens Throners Thron endda satanisk raser Han derfra, for han ei Guddom fik). SIDE: 421 En Snehvirvl rundt den svarte Spids, liig splintret Seil om Mast! Det var en Verdens Skibbrud, hvis den Mast af Steen med Fløi af Iis i Skyers Havgang brast. Den staaer. De gamle Stjerner, som vor Klodes Fødsel saae, de døe; men da i Himlen tom skal Jorden i sin Alderdom ved denne Stav gjenstaae. Og hist af Skyens Hav en Tind sig snegledrejer, liig en snoe'd forstenet Hvirvelvind. Du Chaos' Horn, du vover ind i Himlen bore dig? Og hisset, liig en halvskabt Verd, en hjelmhvalt Jøkelkoll! Den staaer som i en Jettefærd mod Alt -- en blaalig Bræ til Sværd, det svarte Bryst til Skjold. -- Hid steg ei Sky; men evig klar er Himlen, Luften skjær, og Bunden som om Jøklen var det hele Himmelhvælvs Pillar, og ei mod det en Fjær. SIDE: 422 Hid steg kun over Fannens Vold en Ørn en Storm og jeg. Fra Verden hist saa stiv og kold krøb Isen hid paa Bræens Skjold sin sekellange Vei. Her aldrig Sorgen aandet har -- ak! før fra dette Bryst. Hvis Nogen aanded her, da var en Engel det, hvem Skjebnen bar til fremmed Verdens Kyst. Men svimled jeg -- hvor snart igjen var jeg ei her! -- maaskee? Jeg foer til Englens Verden hen, hvor Himmelalpen blaaner: den med Stjernerne til Sne. Her er jeg nærmest Gud; thi fra den Slægt jeg fjernest er, som bander i Halelujah, som hader Herren Jehovah, men holder Satan kjær. Her er jeg paa din Thron, Orcan! -- Ha, hvis jeg dig befol; jeg skjød dig ned paa hvert et Land, der seer ei flammende Volcan i gyldne Kongestol. SIDE: 423 Jeg hvæssede med Lyn din Ving, saa hver en prægtig Leir, der ikke frelsende omkring Europa drog mod Kreml en Ring, du slog i Vind og Veir. Et Hav jeg lagde i dit Skjold: hiin svullne, svarte Sky. En Skyoos da, et Chaostrold, du knuged ned hver Borgevold, i Dynd hver Trælleby. Med meer end Lyn og voldsomt Hav, Orcan, jeg rusted dig: min Flammevrede jeg dig gav. Hver retløs Dommer da du af sit Sæde løfted mig. Med Kappe, Krave, Pen i Haand du hid med ham dig skjød. Fra denne Himlens Dørcolonn derinde hængt i Stjernebaand han saae den Eed han brød. Jeg bød dig kløve Skyen, at han kunde høre klart hvor Uskyld skreg i Fængslets Nat, og see den Stump han levned at af Fædrelandets Chart. SIDE: 424 Jeg ham paa dette Jordens Spiir lod læse sine Ark, hvori til Sort det Hvide bli'er; og derpaa, kanskee, gav jeg Sir Jefferies et Spark. Men bragte du en Obscurant i hellig Tempelkjol, jeg til den vilde Ørn ham bandt, og slap dem, at han kunde grant sig stirre blind i Sol. Men bragte du en Advocat: en Sligen som jeg veed -- til Himlen du ham bære brat; thi jeg tør dristig sværge at den ham i Helved smed. Men til mit Helved jeg gaaer hen fra Himlens Søiledør: til Verden, slig den var, da den jeg nede ligge lod igjen bag Skyens Glemselsslør. PAA HAVET I STORM Little Fisherbank. Landet synker, men Havet -- Haleida! -- hæver sig op. Meer fri end Maagen, med Stormen flyer jeg henover Bølgens Top. Meer dybt end Svanen jeg dykker mig hvor Storleviathan gaaer, og hører næreved Havets Bund, at Jordklodens Hjerte slaaer. SIDE: 425 Farvel Fædreneland! o Farvel! Ei du løser din flygtende Træl: du har lovt mig en Grav; thi Ved gav Du Fa'r til min Vugge. Farvel Fædreneland! o Farvel! Flere Mandhjerter bære du stedse end Fjelde, og fleer af Mødre end duftende Birke! Farvel Norge! ærværdige Fa'r! Du, som stod i din Alderdom op, for at avle en Æt for Himlen med Frihed, vor Moder! Som Nor, den Gubbe med Jøkul til Skolt er meer ærværdig end Abram, saa bedre end Hans er Offret mod Himlen han holdt. Thi, Borgere, i Nor som i Himmelen frie, vor Daad er det Offers til Himmelen straalende Blod; dets Krands, Borgerinder, er I. Se, derfor Gud mellem Fjeldene har spredt Agre som gyldne Livsæbler! Spiis dem, og lev som Guder evindelig, Fa'r! Farvel Norge! beskytte dig Gud! Herrens Arm er et Gjærde af ærlige Mænd, og hans Lyn er lagt paa retfærdige Øxegg. Se, Plogens Blink er hans Miskundheds Smiil! Du bøje dig Stolte kun under Axet; det Spiir ei trælker om brandt det som Ild. Jutland-Reef. En Bølge steiler -- Haleida! -- paa engang et Bjerg og en Elv. Saa lange sølvhvide Lokker har ei haarfagre Harald selv. Ha, Bølgekonning, Du er min Træl! Jeg knuger Dig med min Fod, Thi Jeg i Himlene har min Top; i Dybene Du din Rod. SIDE: 426 Hvad seer du, Øje? Du skinner saa, ja retsom dit skjøre Glas var Sjelen selv, somom al dens Fryd nu laae i et Skibs Compas? Ha, Denne seer kun -- Halelujah! -- imod den store Magnet, som styrer Solvæggens lille Flyg og maalløse Rums Planet; ja Denne, Øje, som blegner for en Guddoms støbte Bild, sig selve Guden tør svinge nær i Stormen paa Lynets Ild. Den mindste Bølge, du Øie, kan jo være din Høiheds Grav; men Sjelens Øje, den Demant, som ei smelter i Helveds Ild, hvormeget Belsebubs Djævle end og Præsterne puste til, gjør Dybet lyst, sig da først aabner, vidtstraalende over Hav. Og derfor Du seer kun Færders Fyr, hvor Sjelens en Djævel seer, hvis Øje gnistrer af vilden Harm, fordi Han ei har mig meer. Og derfor Du seer kun Lindesnæs og Lister hist langt forbi i Taagens strimende lange Bugt som var den Stormens Ski, hvor Sjelens øiner en harmbleg Aand, der bandt mig med Snogehaar, men nu forfølger saalangt han kan: til Vingen i Vandet slaaer; ja kneiser selv ifra Spangareid, men har som en Taage hvid sin ene Ving over Jedder spredt, den anden om Agdesid. Sid der, Aand! Ikke længer end hid! Et Levvel faaer den gamle Bekjendt, var en Djævel han end. Farvel da! Kan Fromheden mere? Farvel, Aand! Ikke længer end hid! Thi, saa svær som du svulmer, du Monstrum af dyngede Suk Saa høit som du skrattende spiler din Ving over Offret i Hulen paa Land, du bæver for Guds Storm og hans Hav og hans Lyn, der tørslikker skummende Strand. Thi Dette fryder en Menneskesjel: Hvo væmmes i Land og i Livsdal, Han finder sig, Han i Bølgernes Dødsdal saa vel. En Gud i Stormvinden klapper saa let et febersygt Hjerte; hælder -- ja det er hans Lyn -- en Balsom af Roser i det. SIDE: 427 En Lægedom-strøm er det brusende Hav fra Naturens Dybder -- hjælper dig, Syge, ei Den: nu vel da! saa har du en Grav. Doggerbank, 21de Juni 1831. Verdenshavet rundtom -- Haleida! -- nu gaaer det. Velan! Kom, dyk mig, døb mig, Havorcan, i Levjathans Svælg til Mand! Vær Vidne, bævende blege Seil, der flyver forbi saa ræd, som var du Skyggen af Stadens Laster, der sendte dig afsted! Nei hæv dig, skinnende Seil; thi du er Straalen af Stadens Geni, der lysner de mørke Have og den eensomme Horizont; og se, at Drengen blir døbt til Mand og Trællen blier vied til Fri med Almagtens egen Haand -- Halelu! -- i Verdsoceanet Front! Fra Polen -- Thronen hvor Stormen sidder i Nordlysets Purpurfell, med sammenfoldede Skoddeving, med Foden paa Dovrefjell, og styrer sikkert, som Ola der ved svajende Skudes Roer, med stærke Polarmagnet i Haand i Rummet den store Jord, idet hans Nordstjerneøje gjør dens susende Bane klar -- sig svinger Nordstormen -- Hil, min Præst! du kommer fra dit Altar, det skjulte, hellige, ikkun af Alguddommens Blik belyst. . . Du kommer, vældige Havets Gud, som sandere Bønner faaer bag øde Seil end det gyldne Bild, som kneiser i Tempelgaard, og løfter mig fra min Ammes Arm: Stolt-Norriges haarde Kyst. Vel! døb mig, Storm, til en Storm paa Land mod Lænker og Trællebryst! Nei der, min Gud! hvor din mørke Søn med knusende Vinge slaaer, Forsoningstaarernes Balsamdryp skal fylde de dybe Saar, som du paa knagende Hyttetag nedryster en Hegblom-vaar. Du Storm, der splitter mit lille Seil, du selvsamme Almagts Haand, som gjennem revnede Tempelhæng bortførte Jesu Aand, du har jo døbt til et Jovahs Lyn hiin Moses i Vuggekarm? Han laae jo i Crocodilegab og tækket med Slangesiv? Og jeg? mon ruger en Tordensky ei sortnende paa mit Bryst? og Havet banker mit Hjerte -- ha! og Lynet min Pande har kyst? SIDE: 428 Men jeg? mon vugger jeg ei som Han paa selvsamme Dødens Arm? -- Der læg dit Hjerte, du Ungersvend! Kun Døden kan døbe til Liv. Farvel Ungdom! Idag har en Sjø, meer hvid end Methusalem, mere ærværdig end Han, gjort tredive Vintre mig ældre. Farvel Latter! tvetydige Sprog, kun paa Jord og i Helved, men aldrig i Himlene hørt Du Narrens Triumf over Narren! Se, Ungdom, af dine Fjedre jeg plukker: først Elskovens blaa Paradiisfugleving, saa Latterens brasende Strudsduun! Farvel Elskov! du Gustne, endskjøndt kun af Roser du lever! Blandt Mudderets geile Frøer din giftige Trøstkalk jeg øser. Hvadheller -- du Kummerens blommede Plagg, dens Maske af tynde Blomster, forraadende let det dødblege Aasyn derbag! -- mon skal jeg nu, da jeg skifter min Arv, paa Alfarveje slynge den kostbare Blom, som lever af Ynglingemarv? Da nok af berusede Øine: (en Rad af blinkende, blege Tinlamper, nikkende hængt i Vellysters osende Nat) . . Da nok af Duusbrødres ranglende Hær, som Freden bespye og hade i slikkende Kys, vil fange den glimrende Fjær. Da Silkedamer (sligt Drivhuus er Nor) og Piger, hvis Ungdom neppe har modnet et Kys, og Enker med Psalmbog i Flor, SIDE: 429 der agte ikke den bedende Mund, naar Søsteren faldt, for reen til at sætte den i Bagtalelsens skidne Basun . . ja Enedatter, det kostbare Noer, som kaldes den skjære Perle, men rundtom hvis Mund den spillende Muskel sig snoer: den kaade Vellystens Slange, som du ei finder iblandt Madonnas Roser; thi reen er Kinden om jomfrureen Hu . . ja alle disse, ja Tusinde til, med klappende Hænder Elskoven gribe, hvis jeg paa Alfarvei slænge den vil. Nei, magre Fjeldbirk, du suge den ind! Da lave dit Løv skal rigere ned, og din Saft skal blive en brusende Viin! Og, Maaltrost, drik du den farlige Dunst! I vetløse Uskylds Lyst er ei Gift; men naar Vet sig iiskoldt vil blande med Brunst. Farvel, Latter, kun skyldløs som Smiil af skyldløst Forgjæves: af pluddrende Barn, af en Gnist Forbittrelse, i femten-Aars Møblik: af Biens Kamp med en Hveps om en Blomst: af ridderlig Hane: af Dompapens Præstekalot og dommerærværdige Brunst! kort -- af de tusinde Smaating, hvori du, henslængt i Græsset, finder Naturen endnu uskyldig og vittig og fri! Farvel Latter! en Storm mig idag lært har ikkun ad Døden at lee; men den Latter er taus som Stjernens, det Evighedsøjes. Farvel Ungdom! Jeg saae da jeg steeg opfra Daaben i Dybet alt Solen paa Skjærsommersdag, og Krebsen krøb baglænds paa Himlen. SIDE: 430 Hvis nogen Blomst paa en Norriges Hei vil tage dig, vel! den fange dig, rødmende Dunst; og blusse og blegne som jeg! Farvel, Harme! Som var du en Blomst, flammer du mellem Ungdommens Roser -- jeg kaster dig i mit Fædrelands fraadende Fosse. Farvel, Letsind! Dig Humlen skal faae: den, som surrer paa Engen derhjemme fra Blom og til Blom, med alle og ingen fornøjet. Farvel Ungdom! Nu plukket du er, Lad gaa! Med Elskoven mindre sund, med Latter og Harm du mindre viis var end Aldren. Se, Stella, neppe du kjender mig meer! Ak, kan du det nøgne Hjerte elske? og fløi du kun for dets flaggrende Fjær? Hvi plukked din bløde Haand dem ei af; men skreg som om Falken slog ned, da min Vinge din Fod som Himmelfart-skyer omgav? Nu rundt de flyde blandt Havskum og Rav. Ei heldig som Svanen, der plyndrer til Redet sin Barm, jeg plukked dem selv til min Grav. Kun Sorgen ejer mit Hjerte igjen. Som cirklende Havørn der omsuser eensomme Skjær, omsuses mit Hjerte af den. Jeg giver gjerne til Stormen min Pen; Delfinen kan skumme bort med min Harpe, og end mit Hjerte har Sang nok igjen. SIDE: 431 Men bød du, Stella, din Elskov for den . . ja blot for at grave i Mulden de klingende Lyn: Da, Stella du elsked en Steen. Men bød du Elskov, Møe, for min Sang for selv dig at pryde med den: -- da de klingende Lyn i blomstrende Vinger udsprang. Som Morgenens Stjerne da hævede sig dit Hjerte -- jeg sank til det som en visnende Blomst, men foer jo til Himlen med dig. Farvel, Stella! Farvel! o Farvel! Du vil blive paa Jorden; min Vei gaaer til Dybet -- velan! -- og Himlen staaer tom for os Begge. Din Pande skinne! -- min Taare den toed -- meer stjernblank end før! Evindelig blomstre din Kind! Thi den har jo drukket mit Blod. Wells Bank. Havet hvidner -- Haleida! -- Stormen svartner -- velan! Sig Bølgerne dykke for hver dens Spring omkaps under Bankens Sand. Men bag den hæve de atter sig med blegnende vilde Griin; og Stormen kuer dem atter ned med nye borende Hviin. Men fægte de som den Feige paa Flugt med brusende Fraades Lyn, da knuger Stormen tildøde dem imellem et Ref og Skye'n. Se blinkende Solstraaler hist og her, som kastede brudte Spær, og Skummet flaggrer fra Bølgekam som flygtende Fienders Fjær! Men Stormen fører -- ha hil mit Skib! du er jo hans Sejersværd; og Taager hvirvle som Aander af de Bølger du overskjær! -- en skummel, brasende Skyoos frem som svulmende Sejersflag, mens hvinende Raa, o bedre end jeg, besang Elementernes Slag. Du ynder, Stormvind, en Yngling paa et vuggende lidet Bret? Hvadheller bæver du, som bevidst, at du med din svære Ving ei naaer et Menneskes Sjelefjær i Spændekraft og i Sving, SIDE: 432 for kjække Øje, som var dets Blik din kuende Amulet? som var det den funklende Spidse af hiin Ving, du i Flugt ei naaer, naar Støvet den afryster, o saa stærkt, at, fygende vidtomkring, de Andres Øine som sidde nær, med Smerte og Graad den slaaer? Vel, Storm, da jeg heiser mit Seil -- hejah! din flyvende, hvide Man! . . Jeg tøiler dig, Havenes Tøiler -- vel! -- til Frihedens stolte Hjem, hvor Sjelen alt under Skyen tør sin Himmelving spile frem: det Land, hvor højeste Egen groer og frieste er en Mand. Der, Storm, fra Landsend jeg slipper dig, at atter du ile kan, naar du Brittaniens Duft har smagt og drukket den stolte Canal, at tvinge Verdsoceanet. Sving dig saa fra den øde Val! og omhvirvl Bolivars Gravhøi som en hylende Klage-orcan! Saa nyde du Seirens og Sorgens Hvile paa Verdensbetvingerens Steen: det Sagas sørgepiilkrandste Hjem: det øde St. Helen! O, naaer du Stormvind den Storhelts Kraft -- ved Gud, som jer Begge holdt, om Stjerner endog du blæste ned, du deraf med Ære var stolt, Men -- høiere Høihed end Hans! -- ha, flyer du Skraldet af eget Slag? og tætter du, Seirer, dit eget Telt -- Triumf! -- paa Triumfens Dag? og vender Øiet med Vemod fra de drivende Vrag derbag, som maatte segne fordi den Gud som maalte din Styrke til, dig laante ikkun sin Vældes Kan, beholdt i sin Himmel sit Vil; ja spinder du, efter din Seir, o Storm, dig ud til en Vestenvind og slumrer rolig tilaftens ind ved Engellands Rosers Kind, naar først det Skum du har tørret af, du kasted paa skjønne Øe, og skjænket Landet den Fred, din Kamp har fravundet trodsig Sjø: -- da, kom o Storm! dit fromme Hjerte jeg hører da bag dit Ragg, og seer i drivende Skibsvrag kun en Dommerhammers Slagg, der slænges værdløst til næste Strand, mens Mestren et Himmelklenod af Guldet smedder, han pukked af den Skippers Hjerteblod . . SIDE: 433 -- Da kom du Helt for at Herrens Sol kan vinde en fredsom Dag, saa, mens du hviler paa Skjæret selv udmattet og dødsensbleg, du muntre Tumler forære kan et speilklart Hav til Leeg, og see, at Baadene søndagsklædte svæve paa kruset Sjø, mens under Seilet en Sømand sidder med Armen om Fæstemø . . -- da, Storm, som klarne Alverden vil, og Pesten tildøde slaaer, og giver paa Hvilens Dag, du vandt, det blegnende Græs, som staaer paa Bondens Huustag, saa mild en Bølgen som Bedstefars eget Haar, men tager derfor Alverdens Nag -- ak, med et døende Smiil . . -- da, se jeg knæler! da, Storm, din Haand: din Sky af Nat og Ild, som var den Frelserens egen Haand, ærbødig jeg kysse vil. Farvel, I mine Smaafugle! I vare i mine Hænder som jeg er i Havstormens nu. Jeg, Stormen og I ere Brødre. Den Ældste, Stormvinden, leger med mig; men jeg, I Yngste, med jer. Den klage, som misted en Fjer; og Stormen skal hævne hans Skrig. Men Stormen slipper mig uskadt i Havn; thi se, jeg tregange slap jer i Skogen, ja i vor Faders mildtbølgende Favn. Farvel! -- Ve mig! hvor er det med mig: jeg, jeg elsker jer somom en Irsk var min eneste Ven, en Sisik min eneste Rigdom? Ja Rigdom! Som gjennem Stjernen du seer i maalløs Kjærligheds Høider: du seer i dens Dyb i Irskøje der evigen leer. Min Sisiks guldgule Ving er ei Guld, men en himmelsk Kjærligheds Straalblik, der fæsted sig til et flyvende Støvgran i Muld. SIDE: 434 Ei Blod er Dompapens purpurne Bryst, men Smilets Rest paa et Blad, der i Skabelsens Nat af himmelske Ømhed blev kyst. Farvel, Dompap! din Ømhed til mig smiilt har gjennem dit venlige Bruunøje; lært mig fra da at elske som Søstre selv Græsset. Farvel, Smaafugle, hvis Qvist var min Pen, hvis Rede mit Bryst! I standsede ofte og lyttede til en huggende Banken derinde. Med ømme Øine, meer ærlige end et Menneskes, strygende Taaren med Vingerne bort, I spurgte: hvad feiler vor Ven? I Eders Qvidren var meer Sympathi end i Menneskers, der ødsle snartnok med Taaren; men kun forat dryppe Triumfsmiil deri; og, imængt lidt sval Filosofi, at hælde denne Mixtur i den Lidendes Bryst, hvadenten han vil eller ei. En Sisk-hals, strygende sig imod min, var bedre Støtte end Vennen, der Skulderen dra'r indunder betænksomme Kind. Det Blad, en Due mig rækker i Næb ei skjærer i Saaret som iiskolde Viisdoms-demant, Salomoners Skarpsindighed sleb. Se derfor jeg jubler til Venners Farvel! -- Hvor snuer han Hatten! Haha! Hvor han skutter sin Ryg, som slap han derbagud sin Sjel! SIDE: 435 Men flux Naturen mig sender en Fugl, en ny Alkjærlighedsstraale . . Flyv gjennem mit Bryst, og søg i mit Hjerte dit Skjul! Mon hiin Theolog, der korsende gik, fordi jeg hans Djævle beloe, har sligt Vet, som min Starr: den Præker istedet jeg fik? Og hvilken Præst, hvis forbandende Ord er over eget Hjerte som Tordenens Sky er over den giftige Jord, mon taler saa herlig Moral som min Fugl? Thi Uskyldsøjet har Himmelens stærkeste Lyn og Dommensbasunernes Guld. I Øjet, hvori en Due er vant at finde et Speil for sin Glæde, som Vingen saa reen, sit Billed ei Ukydskhed fandt. I Jomfrusang hvidsker Djævelen tidt; men Synden i samme Øre ei blander sin Bruus med Smaafugles skyldløse Qvidr. Hvo var vel selvgod, medens han saae en Fugl, der mader de Andre, fodrende kun med jublende Triller sin Kro. Hvo synder, som seer af den rødmende Ving en Dompap reise sit Hoved, som steg af en Blomst en Engel og saae sig omkring. Synd før i hellige Prækestols Ly, end under Bogfinkens Green: den er Herrens Paulun før kneisende Dome i By! SIDE: 436 Dyrk heller i levende, syngende Fugl Guds hellige Aand end i Duen i Domkirkens Loft: den klodsede Afgud af Guld! Thi Aand og Fromhed og Frihed og Fred -- ja den, som Englen belivner -- har dykket sig i lavtsvævende Svaleving ned. Farvel, Smaafugl, mit Helgenbild! Dit Øjes søde Ømhed har Rafaels Pensel ei smiilt udover sin hellige Jomfru. Thi dypped Han den end i Englenes Smiil, Du er en levende Straale, der fik selv af Englenes Gud din Farve og jublende Iil. Farvel! Flyver til Skoven igjen! Den Byrons-fugl, som skjuler, for fæl til at sees, sit hakkende Hoved i Hjertet, og æder gridsk som Prometheus' Grib dets ædle Kjerne, men udspyer Slanger igjen . . ja Gribben, hvis Qvist var min Rib, -- som hugg og roded med knebbrende Neb i Hjertet, saa I med Studsen det hørte, ja, at han Kloen i Leveren sleb . . den Fugl, som Disse, der ligge saa stil i Livets blødeste Arme som Ænder i Dam, og lytte og glane kun til, med Laurbær fodre, hvis støde den kan sit Hviin i Odetakt ud; men hvis ikke, da i et Dollhuus med Prygl og med Vand . . den fæle Fugl har en Nordhavs-orcan blæst ud af mit Hjerte, og Havet dens Fjedre saa smaae har plukket som Doggerens Sand. Med første mødende Havørn den fløi. Som Orme vrimled dens Duun nedi Bølgen, (den Vogn for Fryden, den Sorgernes Høi). SIDE: 437 Dens Ving af Stellas Haar sved et Lyn. Ha, sligen Stank i den Natviol? Kjærlighed døer, til Jorden nedhalt ifra Skyen. -- -- Se, snart ved Dower paa Kridklinten, hvor Kong Lear hvinede, staaer jeg, ja liig en Ruin, hvor Spøgelse mere ei gaaer. Farvel! Du flyve til Skogen igjen, livsalige Chor, som besynger din egen Natur, mens Mennesket enten besynger en fremmed (som Oldtidens mørke Druid); hvadheller som Kroskjald et lavere Tilvær, og er da under sig Selv og sin Tid; hvadeller en Natur, som Jorden ei har . . -- den Sanger meer end et Menneske: Engel jo da, ha, eller en Djævel jo var? Farvel! Flyver til Skogen igjen, at trøste Gjenten, som under sin Sætervolls Gran udtoner sin Vemod i Luren! Farvel! Flyver -- ved Himmelen! Ha! I følge mig, Trofaste? -- Ak, kun en Lynskodde rødmer forbi. -- Vel! bedre end Venskab er Frihed: den Luftning, Englenes Vinger slaae ned, at hæve Menneskens svulmende Hjerter med sig og Fuglenes Smaahjerter med. Stormen hæver Havet. Haleida! -- Skyerne knuge det ned. Af Mulmet Havskummet springer op, at lyse i Stjerners Sted. En Tordenbyge saa mørk, at den sig grant gjennem Natten teer, er eneste Kyst -- der Døden boer -- i Horizonten jeg seer. Hvad Skummelt rager derborte? -- ah! St. Pauls Taarn i Engelland? En Skypomp det er, et Dødens Fyr, som Lynet har tændt ibrand. Nu rever den Skipper, hvis største Lyst det var i Luvart at staae i stumpe Vinkel med Læbord -- det i Skummet han meer ei saae. SIDE: 438 Men altsom Seilene flaggre ned, saa flyver der op af Skræk paa Skipperens Ansigt, liig hvide Seil i Natten, dødblege Træk. Svai Snekke -- Haleida! Med Stavnens Fraades grinende hvide Tand. Du spørger skrattende: "svajer jeg nok? er end du ei døbt til Mand? Du leger saa kaad som en Dreng med mig, forlangende, at jeg skal med Kjølen hente en Musling op og sønderskjære en Hval." Ha, Snekke, jeg i din Voldsmagt er! Hvor Land? Ha Alting er Hav. Ha, Snekke, du i mit Vælde er: jeg holder jo Rorets Stav. Vi kjæmpe -- Velan! Jeg er en Ørn; Du Hajen -- Jeg hugger din Radd. Jeg vil dig i Luft, Du mig i Dyb -- kun Stormen kan skille os ad: en Storm, som jager i Dybet dig -- den Stormvind skal løfte mig til slige Høider, at Stjernen jeg seer som Sneglen du under Dig. Frygt Stormen, Skude! Jeg frygter den ei; thi se, jeg har revet Seil: mit Letsinds Bovenbram føg overbord; jeg kasted en Last af Feil. Nu gaaer saa sikkert, o Storm, det Skib, som gynger her i mit Bryst; ja Det, hvis skinnende Seil du seer i Øjet af Glæde lyst. Ha, nu den stærkeste Havorcan kun spænder mit Hjerte ud, saa, liig en Jord, i sin mørke Bane det bruser fremimod Gud. Da, Stella, veed du, hvi Øjet, som i Sorgen var tørt som Glød, nu glindser i Fryd, idet det seer mod Stormen, mod Hav og Død. -- Haleida! Haloh! i Dybet jeg foer . . Nu seer jeg saa klart, saa klart. Den Daab var meer end et Kjoleskjød og brusende Manddoms-bart. Thi Øjet førte tilbage fra de skinnende Himle, som sig hvælve dybtunder Dybet -- dem vi drømme saalidet om -- en Straale med sig; thi vist som at Daghimmelen høi og klar Guds Hvælvhaand er, saa er Dybet og hans Huulhaand, hvori han har saa store Aande-klenoder gjemt som Disse, der glimre her. Nu, vil du, Yngling? En Dybetsgang er ogsaa en Himmelfart. Det Vand, som binder en Ørneving, ei binder den Straalefjær. SIDE: 439 du har i Hjertet -- Den løfter det; men hele den Sorg, det bar, kan Hajen sluge, kan gjøde en Blomst paa eensomme Fiskerskjær. -- Haleida! Haloh! i Dybet jeg foer . . Nu seer jeg saa klart saa klart; thi Dybets Himmel jeg saae, men end jeg Høidernes over har. Ja gaa i Døden! en Engel du blir -- ha! eller en Mand saasnart. -- Nu før din dryppende Søn, o Storm, til Engellands grønne Kyst! Der frie Vinde skal tørre mig, naar Stranden jeg først har kyst. Nu før din dryppende Gudsøn, Død, til Frankrig, til Livets Land! Der Frihedssolen skal modne den, i Dybet du døbte til Mand; som grov i Havskummet Kindens Blom, sin Latter og al sin Lyst. -- O Kinden blomstre skal fremigjen ved Delafayettes Bryst. EROBRERENS SANGER Dybets Djævle, flaggrer op saa tæt saa tæt som Støv! Kommer! Cæsars Sangers Harpe er jer Æreport. Kom, Cains Radd med Menneskets førstslebne Morderknivs Blad! Kom, muggne Skolt af Første, som Spir over Mennesker holdt! Dødens Skygger, reiser eder! Kom ethvert af Dybets Kryb, der er belivnet Klump af Natten! (som den blaa Sfinx Filifendel er en liden Dag bevinget.) Kommer: Afgrundens Befolker, en tilbedt og laurkrandst Djævel, Morderkongen, en Erobrer dyrkes som en Gud, i Jordens Navn -- ak, af en Skjald. Fyld et Tjæreqvartel, Skjald, med tusind Fugle smaae: med den kjelne Duehun og søde Irisk graa! SIDE: 440 Heijah! paa Stang du stikke det op paa en kulsviet Vang! Heijah! tænd an! Besyng da din Cæsar og Jorden i Brand! Ei du hører Duens Jamren. Dog den Due var en Mo'er, hvis Rok imellem Smaabørn surred; røde Pape gammel Borger knuset af sin egen Arne; Irsken en trolovet Jomfru qvalt af Røg i Brudgoms Arme. -- Skjald, hvad Sangaand i slig Jammer? Der skal syndig Magt ei Storhed til at skabe Sorg. Haand, der svinger Plektren for den store Morderdrot, krumme, kjøbte Virtuoser er din Fingerflok. Et Hofcapel da bliver din Guldstrengerad, Citharel! En Hoboist, Erobrerens Skjald! skal du agtes forvist. Da din tørre Prosamuse Pebermøen Saga være! Storhed maale du med Lænker! Aanderang med Ordenskjæder! efter Trommeklang Berømthed! En Kanonrøg er den Himmel hvori, Skjald, din Guddom throner over sine Valpladsverdner. Blod og Graad er Cæsars Blomster. Dine er hans Guld. Lazarethets Dunster, Cæsars Sanger, er den Sky, hvori ind din Muse hyller (haha!) sin Majestæt. SIDE: 441 En Sneppertodd er Glorien hendes -- den drypper af Rodd. "Triptrap Geled!" er eneste Versfod dit Heltedigt veed. Derfor stønne dine Strofer som Geleder Grenaderer. Og din Jubl, du Ven af Lasten, naar den glimrer bag et Banner, naar den hersker bare, raser retsom Cæsars Trommehvirvler. Heltedigtets hundredtusind velpoleerte Hexametre, rulle kun, som hans Colonner, hentil Ild og Død. Men den sande Muse: Hun som elsker Støvets Dyd; løfter den fra Pjaltedækket til sin Himmel op; i Vuggekys indstraaler i Barnet sit himmelske Lys, imens hun selv forelsket indsuger dets Menneskesjel . . Hun paa frie Tag sig sætter, men kun Røverravn paa Borgen. Gjennem Harpen (dette Jordens Øre lagt til Himlens Læber) bruse Himlens Sjeles Tanker ind i Jordens Millioners. Imperatoren da bæver. Thi dens Klang kan smede Øxer, og dens Strengerad som blanke Piker springe frem. Skinner, Engles Stjerner! Skin Guds Sol! I Glædens Lys! Hvælv dig, alle Sjeles Himmel: Friheds Odelhjem! SIDE: 442 Bort Djævleving! (et Banner du var, mens du gnistred omkring) Bort Drageham! (det Skib hvori Cæsar paa Blodhavet svam). Jordens Djævle, Afgrundsdrager, som med kronte Isser flamme, I som knuged Jorden dobbelt, da I tænkte Himlen sonet blot fordi en Skjald, der kaldte sig dens Søn, besang jer Sejer -- skjuler jer: -- thi hør Cheruben Byron sang jer Død i Thordner! Delavignes Harpe brænder jer, den Julisol. Gjennem en Skjærsommerstraale som i Guldbasun sang de Himlens Skjalde Frankrig Frihed til og Seir. Cæsarers Fald at synge da lærte den viede Skjald. Med Fryd han fandt at Brutus' Dolk mellem Strengene brandt. Delavigne sang: -- og Aander svang det Sollyn Julistraalen, smeltet Kobber liig, om Jorden. Men med Guddomsvid imellem Mængden foer den, slog kun Onde, veg for Borgerhat ærbødig, smeltet Kroner, sved Tiarer, splintred kun de Klerkkalotter, som med Domers Stolthed over Klosterhjerner hang. Körner sang og Arndt og Uhland -- Lüzows sorte Jagt vare deres Toner kun i Liv, i Staal, i Seir. SIDE: 443 Da Rhiga sang: paa Marathon glimred igjen en Falang; og Zeus sit Lyn Kanaris, den Brændende, gav ifra Sky'en. Chenier sang: -- da lodded Engle Himlens Blaa med Lynets Flammer ind i Galliens Liljebanner. Roucher sang: -- da, let som Skyer fulde af Dæmoner, rulled over Alpen Legioner. Niemcevicz greb i Strengeraden, Samson liig i Dagons Søiler: Weichsler blaae af Staal og Bug af Blod om Czaren slog. -- Cæsars Skjald ved Flammepøsen, (Cæsars Storheds Bild): se jeg samler Skogens Fugle i min Maipocal! Maaltrost, som fik din Fløitklang af Stellamins funklende Blik -- ah, Klangkarbunkl! . . ah, funklende Fløiten og fløitende Funkl! -- Sorte Starr, døbt i min Klage! Due, hvid af mine Taarer! Stillits, Friheds Skjald med Vingen liig et lidet trefarv't Banner! -- flyver i mit Frihedsbæger med den norske Løve over! Se, jeg løfter Laaget! -- Flokken flyver op til Gud med Hymner. Cæsars Sanger, hør -- det er en Libertadors Sang. Ei dig daare Seirsvognens Duren! (den fører Voldherren frem) -- ei hans Fahnspidsers Guld! (Af dem skal Sceptrene smedes). Men syng du med Plogen i Furen om Frihedens Fredsaar i Muld! SIDE: 444 Du søge din Plads i Musikcorpsets Skare, i fuld Uniform, du Erobrerens seirdrukne Skjald, som seer ei at Mennesket Napoleons Sejerstog vare Cheruben Napoleons Fald! Sejer du synger? Der synges kun Sejer af Smaabørns Lallen (den Jubeltrochæ) af Qvinders dandsende Fod (den levende Dactylus under Tropæ), naar cincinnatført Folk, ei Cæsar, det Fædreland ejer med Hæder og Fred det afkjøbte Jorden for Blod og Himlen for Sved. TIL NORGES TREFARVEDE FLAG Du engang var en Flammesky, af Lyn en Kampdags Morgengry, du Norges røde Flag. Med dig Kong Barfods Snekke fløi paa Drageving til Orkeney. Da Solen blegned, blank og høi du sad paa Olafs Dag. Af Kongepurpur vævt du er, og voxet paa et Heltespær, du Sejerrose huld! Af Blod du, Banner, har din Let. Til Høitelt for sin Majestæt i Skyen Folket spændte det fra Sejervalens Muld. SIDE: 445 Du svævte over Jord engang du Blodsky fyldt med Sejersang, somom i Heklas Brand de Svovelrødder sprunge, og den Himlens Baun løsreven drog om Verden i et Flammetog, anført af en Orcan. I Stavnen da fra Sigurds Spyd du brændte meer end Sol i Syd. Og Vestens Ocean blev bag dig klart som Himlen hvor Kometens Straalehale foer; af dine Gnisters Rosenflor bedæktes Engelland. Som midtpaa Jæmtlands vilde Kjøl Gellina saae fra mørken Støl, i Sorg skjøndt i Skarlag, mod Dal i Vest mod Dal i Øst om Kongen ikke kom den Høst, og lytted om ei Fjeldets Røst tilsang ham Rytterslag: -- Saa hang du Flag i Christiansborg skarlagensmykt dog flort i Sorg. Men ofte fløi du op, og saae mod Vest og saae mod Øst om ei det Lyn endnu var løst, som bragte til din Hjemvee Trøst og dig til Dovres Top. SIDE: 446 Det kom det Lyn, og fletted sig som hviden Gloriekors i dig -- en Ild meer himmelsk reen end den som flammer fra din Glød, der farved Danebroge rød, da i Volcanpragt du frembrød paa højen Fredrikssteen. Men midti Lynildkorset laae paakryds to Tordenkiler blaae. Den Gud indsmeded dem, som naadig bød, at Norges Flag opstod forherliget en Dag, liig Støvet, der som Engel bag sin Gravhøi straaler frem. TIL EN REISENDE VEN (Ved Mjøsbredden.) Var du som jeg vil, min Arm! bort en Bør min Ven ei rev: den en Lysets Straale blev, som en Bue om min Barm over Jord med Ham beskrev. Ven! du reiste -- dog ei bort, var min Haand kun hvad jeg vil: en Eliaskarm af Ild bar dig rundt mit Hjerte fort Jord ifra og Himmel til. SIDE: 447 Da hvorlangt hvorlangt Du drog, var du fæstet til din Ven. Da, om foer du himmelhen, om Eliæ Vei du jog, halte jeg dig hid igjen. Naar paa Skreya høit og blaat, Ven, du sidder -- tænk da, at paa min Skulder du er sat. Thi det er mit Tankeslot, og min Drøm boer i dets Nat. Tænk, at hisset du paa Sjø'n (did og følger dig min Aand) vugges i min Dæmons Haand! Fattet ind i Blaat en grøn Smaragd paa den er Helgeø'n. Tænk paa Skreya, at enhver Hvidsky, som derunder drev, er mit sendte Afskedsbrev! Tænk, at Mjøsens Bølger er Afskedslinjerne jeg skrev. DEN BERGENSKE FESTRIMER Bær mig, Vind, til Skreyas Kamp, hvor Luften er saa tynd, at sommerlang Latter ei sprænger min Lunge! Hvad er det? Kun det kaade Dvergemaal, ei Mjøsen, visende Tænder, ei Granen leer med mig som før? ei Skyernes Geister klappe i Hænder? SIDE: 448 Dødsens! Skreya taler selv, ja selv -- det store Fjeld! Jeg, bleg som en Taare, der nedzittrer paa den milestore Graasteenjettes Bart, bag Kampens Vivand nedsynker. Thi, hør! en Ur neddurer -- hør! og aabner -- ha Skreya gaber! -- en Revne. Stormen -- hør et Dvergechor! -- synger gjennem Revnens Mund: "Du skraslende Unggut, hvis loe du af Hjertet, du Sjø og Berg da saae at lee med dig! Dit Skrasl er Spot; men Naturen med Sorgen græder, Fryd til Fryd (den Alvorets rene Blaablom) den smiler. "Kold, urørlig, graa og stum for alt det falske Skin sit Aasyn, det Guddommens Speil, den ei blotter . . Mon Dvergeøjet jeg min Høihed teer? Mon Granen nedsuser over en troløs Elsker Mod og Ro? Mon Liljen sit Sølvhorn teer for en Gjerrig? "Latter af Naturen kræv ei da, naar du beleer den Løgner, der vover, med Tungen, han fugted' i snyltet Østers, Øl og smuglet Viin og Smiger, smuglet fra Helved, beslikke Heltens Laurbærkrands, henslænge paa Thronen Gjæstebuds-Affald! "Lyderhorn, min Broder, laae beruust vist af sin Skodd, da ei han nedrulled en Steen paa det Hoved, som til en Dødelig sang: "din Fødselsdag er Folkets herligste Høitid!" -- Ha, seil ei, usle Gjæstebords-skjald, to Favne fra Land; thi Bølgen dig sluger! SIDE: 449 "Drot, lev længe Du, hvis Klinge var et Velkomstblus, da Friheden søgte til Jord gjennem Mulmet! Men Støvets Baarne! Kronekaarne! viid: den Dag, da Friheden aabned sit Straaleøje er større endda! Thi Frihed i Herrens Himle er baaren." -- Bær mig, Taage, nedigjen til Mjøsens mørke Strand! Der Sandheden vil jeg begræde og Muserne, der aarlig, retsom Jule-Slagteqvæg, paa Kongers Fødselsdag offres. Nei! fra Parnas de hente kun til Festen en Skok af filles de joie. Men fra Himlen selv udødelige Musers Chor nedsvæver kun over de frie Nationer, udkaarer et elsket Hoved til Hvilepunct. Men naar de Konger besynge, priisvinder lille muusgraa Spurv, hvis kun over glade Tage den qviddrer. I VINDUET Hvilken lystig Fætters klapprende brede Lunge vil være Fluesmekke, med Latterklappren knække den fule Sorgmyg, som sin Tunge borer i mit Hjerte? (Røster over Gaden Haha! Haha!) SIDE: 450 Ud af Løgnens Stormbasuner sig hvirvled Myggen. Paa hver dens Ving stod skrevet: "Han Sviregast er bleven." Et Stellas Brev var stribe'de Ryggen. Satans Hest var Myggen. (Røster over Gaden Burgunder! Burgunder!) Drak jeg mere Viin end Noah, det gamle Anker, du Myg, som stikker, stikker, dog meer af Hjertet drikker. En giftig Byld af mørke Tanker i dets Sted du levner. (Røster over Gaden Champagner! Champagner!) Ak! -- Et Bæger var for Friheden, den herligste Norges Sol. Et Bæger for hvert Jomfruhjerte under Verkenskjol. Det tredie Bæger -- jeg drak det i tausest Eenrum med den Aand, som, naar de Andre fra Bænken tumle ned, ifra mit gyldne Horns Rand skinnende løfter sig -- o, dette Bæger, Stella, det var . . det var for dig. Hvilken bundløs Skaal -- frem Storhavets Bølgestimmel! -- kan drukne Jetten Jammer, der banker med sin Hammer hver smiilklar Stjerne af min Himmel, Nagler i mit Hjerte? (Røster over Gaden Hei! en Bolle! en ny Bolle!) SIDE: 451 Liv han fik (skjøndt Engle deri bør være fødte) i Blikket, jeg med Latter gav Anna Evasdatter. Nei, nei! et fremmed Skeelblik glødte Liv i det Uhyre. (Røster over Gaden Alle smukke Pigers Skaal! Hurrah! Spil op, Musik! Hurrah!) Mon -- som giftig Kingel entrer fra Dyb til Tinde paa dugbeperlte Traade, liig Stjernestraaler vaade -- i Glædesblikket Ondskab finder Vei til Uskylds Ære? Eller mon hvert frydfuldt Sjeleblik paa en Qvinde dog fra en Djævel flammer fra inderst Hjertekammer, som hine Regnbutraade rinde dog fra eddret Kingel? Da ærværdig Fama blier med sin Narreskralde, med Kjake stor som Natten, med Irrlysfjer paa Hatten. Og hendes Ondskab vil jeg kalde nidkjær Helgeniver. Da hiin gustne Kjerrings Ansigt er Sandhedssolen; hiin Tungebrod den skarpe en Qvint af Engles Harpe; og Pythia paa Viisdomsstolen Fruen paa Tabouretten. SIDE: 452 Da med Fryd jeg kysser Famas' Mesterstykke: det Stellas Brev, som bander: "elsk alle Verdsens Anner!" -- Nu tør jeg kun med Taarer trykke taust det til mit Hjerte. Ak! -- Maanen seer mod Jorden evig trofast ned. Men, kommer en Taage mellem med blottet snehvid Barm, mon, Stella, Maanen er troløs, mon den paa Lys blier arm, om stakkels lille Taage faaer en Straale med? Hvi ikke elske det Skjønne hvorhelst det viser sig? Hvad, Stella, er vel det Skjønne uden et Bild af dig? Hvad gjøre (liig drivende Skyer, der blotte, i det de gaae, derovenfore den evige Himmels faste Blaae) selv tusind Forelskelser (slukte før Lysene brænde ned) vel Andet end at forherlige vor Elskovs Evighed? TIL EN GRAN Bekrandste, høie Ætling af den Gran, som først de Gother gav den djærve Kunstmodel til Kathedral paa Kathedral, til Notredamens Høiportal, til Münstren, til Vestminsterhal, til Pisas Taarn paaheld! -- SIDE: 453 Her i den skumle Dal forglemt Du sørgende i Skyen gjemt din stolte Isse har. Du speider mørkt derovenhen mod graneformte Taarn af Steen, og kjender sukkende igjen et Billed af din Far. Dig venter feige Øx ved Rod. Som Herkules i Drageblod du døer i seige Ild. Dog døe du stolt, min Gran! thi vid: Europas Kraft ei rækker did at forme sligen Pyramid, som være kan dit Bild. Klag ei; thi mangtet Hjerte, der Model for Himmeldomer er, ukjendt, i Pjalter slaaer. Tungsindig sidder paa sit Fjell, en ledig Helt, en ubrugt Tell; en Byron tidt, en Platos Sjel i Folkets Sværm forgaaer. Den Tell, i Brist af en Tyran, kun Spurv og Krage skyder han. Og Han, hvis Hjerne Slør for cherubinske Genius var, mens en Trompeter Krandsen bar, en Siljuqvist til Pibe skar for gode Folkes Dør. SIDE: 454 -- Min Gran! Du ødsler hen som Dem din Høihed i dit skjulte Hjem i usel Veddekamp med lave Kirkespiir i Dal. -- Det Himlens Skuur! Du heller skal forgaae, Naturens Kathedral, i herostratisk Damp. Meer herligt Tempel staaer du der. Blyhvide Dome Skyen er. I Pavens Lateran ei straaler Kjerterad saa reen og fuld som din bedugg'de Green. Hvor lød en Messe from som den en Fugl sang i min Gran? Hvo mon i Tempelhvælvet fandt Tropæer, Sejerherre vandt i mere ærlig Strid, end disse Fenniker forvist der perleglimre paa din Qvist, dem Kinglen i langvarig Tvist tilkjæmped sig af Flid? En vellugtopfyldt Dunkelhed, et Chor du har, et helligt Sted; men intet Billed der. Uskyldige Natur, som har dig reist, til Gud umiddelbar tør tale, mens et Sonaltar den Faldnes Midler er. SIDE: 455 Af Stormen gjennemorgles Du med et Tedeums søde Gru -- Tedeum!? -- Ak min Sjel, syng Psalmen med som synges der: "Naturens Tempel Himlens er; selv vesle Moseblomme skjær et Himmelens Capel". DEN MISMODIGE Min Sjels Harpe med et hvæsset Smerteshviin tvertover har jeg skaaren -- det uselige Lin. Hvis endnu i min Hules Indgang tør sig tee paa klangfuld Vinge baaren en himmelfødt Idee: Forbandelse den møde hvor Jubel hilste før! i Tausheds Grav den træde, ei gjennem Harpens Dør! Hui -- ha! med søndersledne Strenge min egen Brud jeg hænge, mit Hjertes Tanke-Engle jeg strangulere tør. Jeg Sang ei vil øde paa gamle døve Nor. Forhaanelser kun svare -- det er min Hymnes Chor. Ja var min Harpe end en Regnbu fuld af Sang, naar Nor vil heller kare i Kobberstyv'res Klang: Mig Himlen da bevare at ryste Gubbens Fred. I Hjertets Leerhul heller jeg graver Harpen ned. Nei -- ha! Før gaaer jeg Selv i Graven; ja bryder Plecterstaven, og vandrer under Mosen, men tager Harpen med. SIDE: 456 Jeg tier da -- javel! Ak, Ludvig, ikke vel! Thi just idag en Tanke er kommen til min Sjel. Den har i Haand en Jord med brændende Throner besat; og dog, trods disse Rosers Duften, (en Hær af Majestæter, som dampe hen i Luften) skjøndt denne høje Tanke, med Guddomsild i Øje og Engleving paa Hat, paa dødeligt Hjerte banker, ja banker -- tys! den banker: jeg raaber ei "kom ind!" men sidder taus som Nat. Saa Taushed svor jeg Vormens Bølge og Skreyas Sky: de Eneste, som ville høre, de Eneste, som kunne svare, de Eneste, som mægte følge Dem som paa Harpens gyldne Gry fra Himmelen til Jorden flye. Jeg til en Liimpind Plectren gjorde; min Lyras Streng jeg snoede til en Dompapsnare; jeg hang min Harpe som en Done i vildest Skog i hele Norden, at fange Trost som liden Dreng til prægtigt Skjaldfarvels-Festin. Der hænger den -- Nu syng med Vinden! Og lefl og bol, min gyldenlokk'de Elskerinde! mit straaleaarede Livsenshjerte! -- for Verden Min og Mit forinden jeg gav dig fri til Sky og Sol -- med alle Verdens Vinde bol! SIDE: 457 Men hvis de Tosker mig fordømme, der stirre paa, at samme Stund jeg dig forstødte, min Elskte, tog jeg dig til Hjertet, -- da veed jeg Ludvig ei vil glemme, at, brænder Skjaldehjerte, maa vel Røgen udaf Munden gaae. DEN FREIDIGE Rull frem i din Vælde paa skykrandste Vover, du Havdrot, Orcan, fra dit Bygepallads: det skinnende hisset med Svovlmulmet over! Kom Lyndiademte i Tordenkyrads! Kom! træd Oceanet i Afgrunden atter: din oprørske Træl, der haanspringer over din Thron, din Hornel! Kom! kjæmp med min Latter! Med din hvor den voxer den Storm fra min Sjel! Prøv, Byge, som glatter med Lyn Oceanernes stormreiste Raage, at kue de Vover mit Hjerte tør slaae! -- Da højest med Seilet, min Snekke, min Maage! Med Bygen til Storseil, tilhimmels lad staae! Til Vimpel et Lyn! Med den fygende Taage omkaps, medens Kastvinde Falkvinger blaae udspænde om Raa! Min Hingst! i Gallop, i Gallop over Broen, det Sivblad, som bævrer der over en Fos! Trav ud, du min Hingst, i et Kaprend med Snoen! Trav udover Stene med Egg under Mos! SIDE: 458 Da rider du Yngling! da udruller Modet i Farten en Ving; og let som paa Blomster du vover de Spring. Da spreder jo Blodet paa Kinden saa deilige Roser omkring, mens Hende forlod det, hvis Hjerte paa Bakken skal klappe saa bange? Da rulle sig Tordener jo i dit Spor? Da bølge jo under dig Bjerge og Vange? Da gnistrende Lyn i dit Fodtrin sig snoer; og jovahske Skystøtter bag dig jo prange? Og halvt, at en Guddom imod hende foer, den Elskede troer. Geled paa Geled over Marken sig høine! Opover de Blodbann'res flammende Hav lad Spydene løfte de funklende Øine, at see efter Vinket af Høvdingens Stav! Naar Hære om Høiderne Staaltage hvælved; men Svovlskyer graae et Afgrundens Gulv over Dalene slaae; mens fremaf det Helved, (liig døende Svømmere hist paa det Blaa), paa Røghavet skjælved Geleder af Skygger fra Dyngen derunder, der høines om blodstænkte Cæsar til Vold: Du Yngling, da voxer der Laurer af Vunder! Da prøves et Sværd, og i tusinde Fold strøer Sejeren duggede Roser indunder. Da fremad! Da, Saga, du Riddersmand bold, vil mærke dit Skjold! I Skodder, som henover Engene famle paa Duunvinger graae, hyller Stjernerne til: de Venner af Jorden, de huusvante, gamle, der sidde hos den, naar den indslumre vil! SIDE: 459 Mørkn, Midnat, selv Blaabræens skinnende Bue, hvor Morgenens Gry dog plejed ved Midnat at tændes paany i Aftenens Lue, som slog endnu der fra en glødende Sky! Tilbage du kue, du rugende Nat, til sit Chaos Aljorden! Selv Alpen, der speiles i Himlen, forgaae! Da tænder jeg Baunen: da skal den i Norden som Konge i herligst Skarlagendragt staae. Da klarest, som Lynet i sorteblaa Torden, som Solen i Chaos, i Mulmet den maa forherliget staae. Vælt, Skribler, dit Storhav af Blæk mig imøde! Høit guldkarmte Sangsnekke svæver derpaa. I Huulhjerner Storme af Hyl maae udstøde! Da kneiser min Plecter, den funklende Raa. Dæk Steenegg med Mose, og Dybet med Blade! -- Ak, Nid, du har glemt, at Vinger min Hest i sin Manke har gjemt! I Skjalde, der bade i Sved eders Sang og i Gift eders Skjemt, I sammen maae rade de smeddede Nidvers til Landsefalanger! Dog først over tusinde Slige der groer en Laure -- knap værdig den viede Sanger. Aand, Avind, dit Mulm ud! -- ak Edderkop-flor, mon Guldharpens Baunblus du Bævrende fanger? I Kingler paa Strengen, jeg slaaer den for Nor: -- I falde til Jord! ============================== Fil: wi2.txt Bind: Samlede skrifter I, 2. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 CARL MUNCH Imellem Herrens Engleskare -- de stjernehvide med de Pander klare -- fremtrænge sig En paa blodrøde Vinger, med Panden i Svoveldamp skjult. To Lynglimt til et Hjerte bundne, -- det slog -- og i et Klagehviin forsvundne! Forfærdede flye, som kløvede Vande, tilside Serafernes Hær. Var Han en Synder ifra Jorden, som styrred Himles Fred og Engles Orden? Hvad Rædsler vil Gud forkynde den Djærve, som trænger i Himlen sig frem? SIDE: 2 Men Han, Han gjennemhviner Rækken, som om hans Kraft den kløved og ei Skrækken, som var hans Skarlagen Blod ei, men Rødmen af Herrens Barmhjertigheds Smiil. Som Barn i Jammer ændser Ingen før til sin Far det kommer, skar Han Ringen af salige Aander, ilende opad, kun fremad som klagende Barn. Halelujaherne forstumme; Cherubsværd, stormbøjd Flamme liig, sig krumme; de stjernhvide Vinger gulne; det Gule snart voxer til rødgule Lyn. "Mon storme Himlen de Forlorne? Var djærvest Dæmon Han blandt Sammensvorne? Dog liig os: Vi saae jo gjennem hans Bryst og hans Hjerte som Duggdryp i Blomst?" "Mon myrder Han, den Blodberuste, igjen et Folk? Thi da han Pohlen knuste, kom slig en Seraf paa blodrøde Vinger, med Panden i Svoveldamp skjult." "Som denne skar han vore Rader. Han foer -- som Barn i Jammer til sin Fader -- de blaanende Rum igjennem, kun opad, kun fremad som klagende Barn." SIDE: 3 "Til Himlen Pohlens Suk han bragte, da Jorden hørte ei hvor dybt det klagte. Mit Fædreland døer -- o Retfærd! han raabte. Dets sidstfaldne Offer er Jeg!" "Bar Han, der kom, paany slig Jammer?" -- Da sammenknittred Vingerne i Flammer. En Cirkel af Lyn, en kjerneløs Sol liig, i Zenith Serafraden slog. Til Jord de saae. I Maaneskimret den stille laae. Kun Graad og Sceptre glimred. Lig Stjerner i omvendt Himmelhvælv, hvidned taustvridende Hænder i Muld. Dog i en Vraa de taust ei vredes: der hvor en Grav ved Nattetider redes. (De Gravere see den flammende Cirkel, men tænke kun Nordlys det er). En Yngling sænkes ned i Graven. -- Hvor ligner Han den Blege der Serafen, som trængte sig frem paa blodrøde Vinger, med Panden i Svoveldamp skjult! "Men Han, Han Selv deroven kommer med Rædsler ubetynget fra sin Dommer! O Under! hans Vinger hvidne som vore; hans Pande som vores er klar." SIDE: 4 "Til Naadens Tinde var jeg stegen. I deres Lys den Glands af Blod er vegen og Dampen fra Panden -- " saa dalende sang Han. Men Aanderne kjendte min Carl. AMORS BILLED " -- Er dette Amors Billed? Haha! Ham jeg mig forestilled meer munter, med et yndigt Skalkesmiil paa Kinden, ei med Haanden under Kinden . . . . saa skyfuld ei . . Hvad skal det Alvor til hos Drengen der, forinden -- ja forinden . . Ei nu! Hvad vil jeg nu?" -- Saa pluddred væk ung Fanny ved Elevens Staffeli paa et Akademie til Hans og til Akademiets Skræk. Han bukked sig i et, saa rød som Blod, og døv og blind han lod den hulde Hende skjænde. Hvad gjorde denne Blygsel andet end at Hun tog paa igjen: " -- Ja ret, Herr Maler, altfor melancholsk! Er det en cyprisk Amor? -- En katholsk det er, som i en skimlet Klosterbroder, en frugtløs Elskov tænder til Guds Moder! -- Nu, tal dog, Herr Elev! Ah! siger dette stumme Buk og Suk Pilati: "Hvad jeg skrev, jeg skrev?" Hvi gav De da ham ei en dygtig Rynke, for dette Smiil, som synes ret at ynke? SIDE: 5 En Rynke? ja det var ei værre det -- " Saa blev den Kaade ved. Da, se -- o Wunder! miracle! ja i alle Sprog et Under! -- da sukked Amors Billed der paa Lærredet: "Med Sandhed Han alvorlig har mig malt: -- Haand under Kind, som efter noget Galt. Dog Tungsinds ei, kun Medynks er mit Smiil, fordi jeg saare maa saa skjøn en Barm -- " Og Buen løfted han . . der foer en Piil . . Ung Fanny segned i Elevens Arm. DEN NORSKE MARSEILLANER SYTTENDE MAIS-SANG 1834. Op I brave Sønner af Norge! Det er Frihedens hellige Dag. Lader vaje fra Fjeldenes Borge : : det trefarvede Norriges Flag! : : Lad Forrædere under det andet skjule sig, straalende Høifest, for Dig; og der henblegnende som Liig høre Folket at juble kring Landet! Hurra! for Norges Flag, det Tegn for Himlens Sag! Hil dig, vort Flag! for syttende Mai høit over Folket vai! Frihed Sejer i Kampen forjetter, Fryd og Velstand de fredsæle Aar. Hil Dig, Frihed, som Arbeidet letter, : : og som gjør at vi tungere slaaer! : : SIDE: 6 Selv sin Frihed nu feirer Naturen: Vintrens Iislænker bragende sank; og se som Frihedsbanner blank vajer rødmende Fjeldbjerk i Uren! Høit synger Fossens Dur befriede Natur. Lyd høit vort Chor som rungende Fos! Det er og Vaar for Os. Skal det Døde da Aanderne lære, at de juble sin Frihed imod? i de buldrende Vande da være : : mere Geist end i Menneskeblod? : : Støvet jubler i Solen, og qvæder Fuglen ei paa sin svævende Green? Og Manden paa sin Arnes Steen skal ei hilse sin Frihed, sin Hæder? Hans høje Frihedshil skal Jorden lytte til. Og hver dens Træl skal aande sin Harm som Røg og Ild af Barm. Men vi mindes, at Norriges Frihed ogsaa opsteg af blodige Bad. Være taksomme Bæger da viet : : Liers segnende Seirherrerad! : : Bretlands Thordner om Norrige braged; Hungersdøden det viedes ind, og fremmede Forrædersind lurte sammen i Raadet og Slaget. Europa Trældom svor; men "Frihed" Gud med Nor. Og Carl, han svoer, og lagde sit Sværd, og blev da Spiret værd. SIDE: 7 Og med Harme, Brødre, vi mindes: end er Friheden hyllet i Slør. Skal dens Søster, Liigheden, findes : : kun som Fremmed ved Normandens Dør? : : Staten Skat af Oplysningen tage? Friheden være kun et Glimmerskin, som mægter ei at trænge ind i det Lovmulm fra Trældommens Dage? Nei, Frihed, aabenbar den Almagt, som du har! Din Hær af Mænd er villig og stærk. Fuldend dit Frelserværk! Alt forlængst har sig Maidagen sænket som et gavefyldt Himmelens Hvælv. Deri er os Forjættelsen skjænket: : : Gud den hjælper som hjælper sig selv. : : Deri lyksalige Aarrækker dvæle som i Jomfruskjød herlige Æt. Og liig et Rigdomshorn dens Sol himmelsk Lys saaer i Fribaarnes Sjele. Spænd ud dit Himmeltag, du Frelsens Fødselsdag: Derfra den steg paa Norriges Raab, og der, der boer vort Haab. Nordmænd, fremad! fremad! Os føre Syttende Majens Forjettelser an. End tør trælsindte Love jo gjøre : : til umyndig den fribaarne Mand? : : Gaaer et Folk ikke fremad, tilbage da som Tidens Opevju det gaaer. Og Friheden maa hvert et Aar faae en Seier og miste en Klage. SIDE: 8 Fremad mod alle Baand, som qvæle Aand og Haand! Fremad til Alt, som Sandt er og Frit! Det Raab, o Dag, er dit. Fremad mod Trældoms Rest! Saa byder Majens Fest. "Fremad! Fremad!" Befriede Nor, saa er dens Løsenord! VED DE LANDFLYGTIGE POLAKKER, OBERST DUMARSKYS OG LIEUTENANT JANKOWSKYS AFREISE FRA NORGE TIL SPANIEN Hvi at klage? At I hen i Døden drage, I, hvis Fædreland forgik, Jublende I did bør jage. Graven I til Hjemstavn fik. Skiftet er det: Retløs Seir til Cæsarsværdet; Polens Helte fremmed Grav, Rethevn dog, i Dybet hærdet, groer, men Seiren blomstrer af. Har paa Havet Du de Heltes Viisdom stavet? Tusind Miil fra hver en Strand Reiser Bølgen sig -- hvor mange maa igjen ei Dybet fange? Kløver Hai og sluger Hval? -- Skumkront, som et Berg med hvide Templer paa, skal En dog skride som et opreist Ocean, Døe i Seirspragt mod sit Land. SIDE: 9 Spredte over Havets Ørk og Ørknens Vover Reise polske Isser sig. Tusind atter ned maae dukke kan kun sende Polen Sukke give Verden ikkun Liig. Men en Kocziuskos Isse engang drøner frem tilvisse, ruller, som mod Berg hiin Flod, over høien Kreml i Blod. Liig vor Klode Da den Vandene forlode, ungt, med bedre Græs bedækt, ruller bag ham Polen atter ud sin Slette fra Karpather i dens fulde Storhed strækt. Unge Madalinsker tøie Sletten ud til Wolgas Høie. Ned fra Himlen hvide Ørn bærer hjem de Pragas Børn. Brudes Latter, Dødssuk ikke, Vinden atter fører over Wolas Muld. Ah! det lufter alt af Vaaren! Milde Hvift bortførte Taaren Ud! -- Som Seil er Barmen spændt. Som en Ørn, der letter Vingen, Klapper Hjertet . . Ud med Klingen! Ah! hvor blank i Solen den gløder som til Kamp igjen! Hvi at klage? Hjem Polakkerne jo drage; Veien did gaaer rundtom Jord. Haabet jog de dog tilbage; det har sveget hvad det svoer. SIDE: 10 VED PRESSEFRIHEDENS DØD (1799) Mel.: Hvo veed, hvor nær o. s. v. Af Folkets Diadem forsvunden er brat dets herligste Demant. En Taare liig i Mulden runden, den svulmed, glimred og forsvandt. Vor Pressefrihed er forbi. Og det er Spot at hedde fri. Lidt meer belivnet end Marmorguden, men skjøn som den vor Frihed stod. Og Pressens Slag var, under Huden af Lys, dens Hjertes Slag i Blod. Nu er det standset -- : hvortil Os da kun den kolde døde Klods? Se Lysets Porte i Ruiner! vor Friheds Glorie falden af som laante Fjer og falske Miner, der engang Skin af Liv den gav! Hvad vil du, Spøgelse? -- forsvind! Er Tanken Træl, da Armen bind! Ve, Pressen er jo Friheds Throne! Nu liig et Øie uden Syn, en Konge uden Gyldenkrone, en Asathor foruden Lyn, et vidløst Ord, en tonløs Sang vor Frihed er i Pressetvang. SIDE: 11 Dens Sjel er flyed, dens Mæle borte. Fiskalen om dens Strube hang, og persed ud vor Friheds korte men jammerfulde Svanesang. Den kun bestod udi et Suk, som han, der strypte, kaldte Muk. Det Suk, den frie Presses pinte og sidste bange Klap: din Geist, o Frihed, histhenop dog hvinte, hvor Dommen har sin Throne reist. Det sender hid igjen engang sin Røst med Domsbasunens Klang. Til da se ved sin Krybbe Hesten! Den Fryd har Trældom og for Mænd. Til da lad Skurken plyndre Næsten, og flyde kun Fiskalens Pen! Til da, du kneblede Geni, og mulebundne Sandhed, ti! Til da hør Magtens Thordner ringe vor Frihed ind i lune Grav! Til da lad prentes ind med Klinge paa Folkets Ryg dens Epitaf! Til da, I Mænd, til da, til da et stort, et langt "vive le roi!" SIDE: 12 DEN GRAA KAPPE Spørg ei om Alenmaal ved hvad der er isandhed godt, Det er en Skik ifra den Stad hvor Tommeltot er Drot. Maal Storhed ud med Bjerg paa Bjerg, du Langbein Rise svær! Maal den med Fluebeen, du Dverg! I komme lige nær. Beundr ei Tempeldom'en, hvis du Soppen gaaer forbi! Et Glas gjør den til Münsterspids med kjække Søiler i. Træd Øieblikket ikke med Methusalems Foragt! Det Æg har dig en Evighed i Muldens Varme lagt. Som Baand kan maales op et Qvad: to Alen eller ti; men være i en enkelt Rad umaalbart meer Geni. SIDE: 13 Et Smiil -- hvor flyver let den Sky henover Kindens Gry . . . Et Træk -- og Verden flux forstod Napoleon deri var. Men Nicolai i Pomp og Blod er kun en -- ja -- en Czar. Hiin var meer stor, (thi mere fri) i Lænker paa sit Skjær, end Denne naar han flyver i sin Ørken med sin Hær. Knapt stort som Frivils Vingepar din Elsklings Øie er. Dog seer du der en Himmel klar, og Engle svømme der. Hvad er da Smaat, og hvad er Stort? Se, Roma stirred vel paa Scipionens Æreport, men Cato paa hans Sjel! Træng ind! tag fat Bedrivten! split dens Straaler, at du seer med Aand om noget Aandigt midt i den dens Hjerte er! SIDE: 14 Lad Sjelen møde Sjel! Maaskee blier Pyramiden lav, imens du Straaletind faaer see af en af Engle hvalt Tropæ paa skjult og trampet Grav. Et Ord er stort, naar det er sandt, om qvalt og slængt i Veir. En Daad er stor, om den ei vandt, naar Aand kun i dens Indre brandt, der værdig var til Seir. Et Smiil kan tee Cheruben: Som en gyldenlænket Ørn, Den Høie svæver deri om imellem Jordens Børn. Et Ord -- og Manden staaer der heel. En pragtløs Handling -- og maaskee en straalomkrandset Sjel opdages i en Krog. -- Weltzin, din Vaabenkappe graa mig rinder brat ihu. Et usselt Plag? Velan! vel saa! Men fremfor Himlens eget Blaa og Skarlatin med Stjerner paa -- saa adlet det har Du. SIDE: 15 Med Fjeldets Let, med Matrands Røg din Kappe farget var. Før ligeglad den Let du strøg du Lænker for den bar. Et frit og ærligt Ord den Graa med Straaler overgjød. Weltzin, som Kappen du har paa saa simpel var din Daad; dog saae en Storhed jeg, som Faae forstaae, en Aand som der frembrød. Et ærligt Ord? Og det var Alt? Nu vel, ja det var Alt! Gjør du det efter, som forstaaer at skifte Sind som Farve naar det bare bli'er befalt! De Maalere, som krybe paa det Stores Ydre om, langbente Kingler lige, som en Verdensreise gjøre om den høie Tempeldom -- de Maalere, som dømme Alt kun efter Glands og Klang, De fatte ikke, at din Pjalt fik ved de Ord, som du har talt, med Norges Banner Rang. SIDE: 16 Det flammer rødt. Den Kappe graa er Røgen derudaf. I den skal Norges Kriger gaae, i den, som Lyn fra Skyen, slaae, og den til Æresdække faae omsider i sin Grav. Siful. Herunder lagdes Støvet, som i 79 Aar var forenet med CHARLOTTE AMALIE FINCKENHAGENS herlige Sjel. Tyst favne Mulden dette Døde, hvori en Aand var Jorden aabenbart, hvis Liv herneden alt var Gud imøde en stille, men en herlig Himmelfart. CHARLOTTE AMALIE, Datter af Overhofrets-Procurator Hassing og Inger Margrethe, født Hegelund, fødtes i Christiania 8de Juli 1755. Enke efter henved 2 Aars Ægteskab med Sognepræst Kyhn til Qvikne, giftedes hun i sin Fødebye Christiania 23de Juni 1786 med sin nu efterlevende Mand Jubel-Oldingen, Provst, Ridder Jacob Christian Finckenhagen, Sognepræst til Næs paa Øvre-Rommerige, SIDE: 17 med hvilken hun henlevede i det kjærligste Ægteskab i 48 Aar, indtil hun den l9de Juni 1834 forløstes fra langvarige legemlige Lidelser, som dog sjelden standsede hendes udmærkede Virksomhed som Moder for Børn, Huus og Alle, Rig eller Arm, der nærmede sig dette, men som aldrig øvede nogen Herredom over hendes herlige, sjeldent uddannede Aand. I Livet viste hun, hun kjendte Døden -- det synes simpelt, men det sjeldent er -- ; i Døden, at hun kjendte Evigheden. Hun smiilte, mens vi græd, og -- var ei meer. VED BORGERFESTEN I EIDSVOLD 29DE SEPTEMBER Mel.: For Norge Kjæmpers Fødeland. Før Talen. Opstanden er den gamle Nor, den stærke Frihedskjæmpe. Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer, hans Ild har mægtet dæmpe. Den gnistred stødt i Ætens Blod; men ud i fulde Flammer slog, da paa Eidsevjathing opstod med Hast den gamle Kjæmpe. Som en Volcan af Mulden Han i Æten er opstanden; Haarfagers Krones gyldne Rand paany omstraaler Panden. Med Thorleifs Lag i Mannaring han sidder paa sit gamle Thing; St. Olafs Øx, den Seirens Ving, er ikke langt fra Handen. SIDE: 18 Kong Barfods røde Vaabenkjol, Den gyldne Løve mødte hans Øie strax. Hakoners Stol i Throndelagen glødte. Det gamle Maal i Dalen klang, de gamle Klipper endnu hang, Tre Alen end var Manden lang, af gothisk Let den Fødte. Han kjendte sig saa grant igjen. End stod den gamle Hytte. Ham tyktes i hver Ungersvend see Einar Thambarskytte. Saa langt som før i Havet svam Ledandisnæs og Statland fram. Kun undred det med Sorrig ham hvi Iisland vilde flytte. Stirr ei udover Havet saa! Paa Skum du Hu ei fæste! Did af din Stormhat, mens den laae paa Høi, dens Fjedre blæste. Sku vide Opland, høie Thrand, det seilomperlte Rogaland! Og døv med Rødningsøxens Klang hvad Ondt de Vaager hvæste. Herhjemme er jo alt som før du gik indunder Højen. Dit Haab staaer fremst i Tidens Dør; den gamle Sorg er fløjen. I Fædrekraft det Fædrenord opstod som Guld uskadt af Jord; og paa dets Frisinds første Ord det Frihed sprang af Bøjen. SIDE: 19 Normanna-Aand, hil i dit Hjem! Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem, og i Kong Carls Geleder! I Østens Skodd end Jetter boe. Da værne Gothen vak sin Ro! Normænd, den Asathor mod dem er Fædres Kraft i Eder! Efter Talen. Nordmanna-aanden ei opstod, igjen at gaae tilhvile. End fylder vilde Jothuns Blod, og Bjarmen hvæsser Pile. Da tør han ikke sidde qvar, og anden Ro ei Aanden har end seilende Ørns, som Skyen skar paa spændte Vingers Hvile. Svæv stil saa over Kongens Børn! bedæk det dyre Rede! I Skyen mød den kløvte Ørn, og Jothunbjørn paa Hede! Da regner Blod af Luften ned, da rødmer Sne, Iis damper heed; thi det var Nordens Kraft som stred for Drot og Land at frede. Men selv mens Bann'ret hænger paa sit Spyd som Blomst der slumrer, mens endnu ei i Torneaa, den Skjebnebrønd, det skumrer -- endnu, ja før Carlidens Sværd fremst flyger i den Sejersfærd som Blivets Lyn foran vor Verd igjennem Taager lumre -- SIDE: 20 Mens Fredens Manna sidder paa Carls Spiir, og Oscars Klinge end hænger stille som den blaa forelskte Dues Vinge -- Nordmanna-aand, endda til Strid mod Jothunsind og Jothunid! End Jetter tør fra gammel Tid herhjemme Huus sig tvinge. Af Jothunmulm Uvidenhed er født -- ei blot paa Fjeldet, men midt paa Vangen lys og bred den Jette djærv har tjeldet. Det træge Sind er Jætteblod, der gaaer som Dynd fra Hjerterod. Det bruser Gothernes imod saa raskt som Fossevældet. Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod, Nordmanna-aand mod Jette! Da du forsvandt, den fule Rod sig videnom udbredte En Jette gram er Borgertvist, Tørhænde findes her og hist jothunske Trælsind -- ha, forvist mod dig de Vaaben smedte. Med Østens Jothunæt i Pagt som gamle Frænder gangne, midt paa hiin Kampens Dag med Magt de bryde ud som Fangne. Derfor Nordmanna-aand du før Forræderne tilintetgjør! Med hine østenfor din Dør i Pagt de ere gangne. SIDE: 21 HELGØ (REISESKIZZE) Se som to Elskende Thotn- og Stange-Stranden i Mjøsens Speil beskuende hinanden! Men siig mig upartisk, hvo vandt, hvo venest er, hvo fagrest smiler? -- -- -- Umuligt; thi Skjøn-Helgø hviler imellem begge som et Elskovspant. ODE TIL NAPOLEON BUONAPARTE (AF LORD BYRON) Det er forbi. Skjønt Drot igaar, mod Konger rustet ud til Slag, en navnløs Ting du er idag: forkastet, mens dit Hjerte slaaer. Er det den Mand, hvem Throner løde? som Fiendebeen rundt Jorden strøede? Og kan Han leve end? Ei Støv, ei Dæmon, ikkun Den, som "Lucifer" saa falskt er kaldet, saa dybt er nogensinde faldet. Hvi slog -- Du med det haarde Sind! -- din egen Art, som bøied Knæ! Du Resten tugted til at see, men stirred paa dig Selv dig blind. Med Magt ihænde uomtvistet, med Frelsevælde, om Du lysted, en Grav var det Du gav dem, Dig tilbade. Støvet af dit Fald dog ahner først, at mere end Ringhed lav er tomme Ære. SIDE: 22 Den Sandhed skal -- og derfor Tak! -- en Krigeralder gjøre viis langtmeer end høi Philosophies saa skjønne men forspildte Snak. For stedse maa den Trolddom svinde, som kunde Sjele saa forblinde, at de i Blod og Ild selvoffred sig fanatisk til det Sværdevældes Afgudsbilled, med Kobberskolt paa Leerfod stillet. Triumph, Forfængelighed let, Henrykkelsen i vilden Slag og Seirens Røst, det Jordskjælvbrag, det var Dit Livsens Aandedræt. Det Sværd, det Scepter og den Styrke, som Mennesket syntes skabt at dyrke, dit herskende Berøm -- forsvundet som en blodig Drøm! Du mørke Aand! hvor vildt mon tindrer dit Raseri ved disse Minder. Den Ødelægger ødelagt! Betvunget Seierherre! Han for Andres Skjebne Voldgivtsmand, som trygler sin af Andres Magt! Er det et Haab, som Cæsar sømmer, der kan i slig Omvæltning drømme saa roligen endnu! Mon ene det er Dødsens Gru? At døe en Hersker, Træl at leve? -- Uædlest kjækt dit Valg er blevet. SIDE: 23 Hvor rulled Han sit Blik omkring, der vilde kløve Eeg, -- som brast, men (ei han tænkte det) med Hast ham qvalte i Tilbagespring! Du vovede tilsidst at spænde, Din grumme Magt til Daad liig denne. Og Skjebne mere tung blev Din end Hans i Egens Sprung: Han Rovdyrs Rov i Skogens Skygge, Du maa dit eget Hjerte tygge. Da Romeren i Romas Blod sit brændende Hjerte havde slukt, til Jord han slængte Dolken lukt, og dristig Magtens Tind forlod. Af dem forfulgt med bitter Smæde, som engang trælled i hans Kjæde, i rædsom Storhed, med slig Dom han sad ved Arnens Fred. Hans Hæder var, da han gav Magten (skjønt selv forsvart) og tog Foragten. Bort Kroner Spaniolen hev for Rosekrandse -- bort han gav et Keiserdom for Cellens Grav, da Herredømmets Ruus bortdrev. Sin Perlekrandses strænge Tæller, i Troeskiv subtilest Skjælder, han ret i Barndom gik. Dog havde det havt bedre Skik, om kjendt han havde ingensinde Skinhelligs Skammel og Despotens Tinde. SIDE: 24 Men Du -- se Thordenkilen dig fravristet, skjønt du stred imod! -- for seent den Magt du overlod, hvortil din Svaghed klynged sig. Du Djævel! det er Hjerteqvide, saa uden Nerver dit at vide, at det ei briste kan; og Tanken, at for Ting som Han var Skaberens saa skjønne Klode som Skammel engang lagt tilfode. -- -- -- EUGENIA-STIFTELSENS PLEIEBØRN TIL STIFTERINDEN FRU MARIA SCHANDORFF PAA HENDES FØDSELSDAG DEN 22DE JANUAR 1835. Mel. Af Høiheden oprunden er. Vor Skjænk er arm, vor Røst er svag paa Kjærlighedens Høitidsdag; dog juble vore Hjerter, og Taksomhedens Taare klar er al dens Glands: -- vi Stakler har ei bedre Høitidskjerter. Os, Veninder, Glædesstunden er oprunden, som har givet vores ømme Moder Livet. Hvor mødes du, velsignte Dag, af vore Hjerters glade Slag! Det smerter os du svinder. SIDE: 25 Men naar du i din Nat nedgaaer, du faaer din Plads til næste Aar imellem søde Minder. Skjøn som denne Dag ei rinder Dag i Aaret: den har baaret Herligste blandt Norges Qvinder. Mon ei vi gik paa nøgen Fod? og vidste ei hvor Mærket stod imellem Vrangt og Rette? De Spurve fløi med Korn i Neb, Vi tænkte vel, men ei begreb, hvor vi Os skulde mætte. Om vort Øie skumred Mulmet; i Os ulmed onde Gnister. Nøden er forvist en Frister. Vi sad jo paa Forældres Grav? Og Verden som et rædsomt Hav laae dæmrende for Øiet? Hvor let mon kunde i sin Fos hver Bølge slugt enhver af Os som Planten spæd og bøiet? Synden herligst loved Glæde, Mad og Klæde. Den saa gjerne tog enhver af Os til Terne. SIDE: 26 Da stærkere end Skjebnens Arm blev Ømhed i en Qvindes Barm. Den al vor Nød forsøded. I hendes Sjel blev Tanken Daad, og varmere end al vor Graad Marias Hjerte gløded', I dens Skjul Hun ufortrøden søgte Nøden; og Forladte under trygge Tag hun satte. Vort Legem Føde, Lys vor Aand du gav, vor Moder; og vor Haand du lærte Flid at kjende. Her sidde vi saa luunt og trygt, og Dagen gaaer i Herrens Frygt; dog ingen skjøn som denne. For vor Moder klar den rinde! stedse sende Fryd til Hende, den Høihjertede blandt Qvinder! Til Ham, til Ham, der elskte saa, der elsker endnu saa de Smaae, du venligen os førte. Forvist hos Christ i Himmerig det Samme vidne vi om dig, som du paa Jorden hørte. Han skal takke dig for Alle dem, som kalde dig, Maria, meer end Moder: Frelserinde. SIDE: 27 BRITTEN DERWENT CONWAYS (SIR INGLIS') I DET ENGELSKE OVERSATTE "NORSKE KJÆRLIGHEDSSANG" [fotnotemerke] Ved Sjøen, den mørke, bekrandset af Tallen, Du møde mig, fagreste Gjente i Dalen! Naar Stjernerne vaage, naar Skogene drømme . . naar Oteren lister sig ud for at svømme . . Naar Alting, undtagen dit Øie, som funkler saa nødbrunt og venligt, mod Qvellen sig dunkler. Da, Gjentami', mød mig ved furukrandst' Vove, naar Stjernerne vaage og Skogene sove! -- Ved Sjøen, den mørke -- da skal i dit Øre jeg hviske hvad forhen du neppe fik høre. Den døende Dag og dit Haandtryk, det sagte, gjengi'er mig mit Mod, det af Lyset forjagte. Du Sneekaaben seer, hvor den skinnende ruller fra Arildstid nedover Jøkelens Skulder? Ei Dagen vil komme, som seer den forsvinde. Saa evig du ogsaa min Elskov vil finde. Fotnote: Her oversat igjen fra Engelsken til den nordenfjeldske Mel:"Ifjor gjæt' æ Gjeiten i djupaste Dalom". SIDE: 28 Saa kom Allerkjæresten min! Seer du ei, Dagen er alt til de Fjelde i Blaafjernet dragen? Før Uglen begynder sit Uul efter Bytte, jeg efter dit svævende Fodtrin vil lytte. FRIHEDSSANG DEN 17DE MAJ (Mel. Jeg er en Jægersmand -- Hali -- Halo!) Hvor Friheds Sange klinge, i Barm maa Hjertet springe. Der boer hver Glæde frit. Meer Glands der Sværdet spreder, og Møens Yndigheder fremstraale mere blidt. O lystigt, o! O lystigt, o! O Lyst i frie Land! Hvor Trældoms Lænke bæres, i Sorg hver Barm hentæres, hver Livets Blomst forgaaer. Kun tungt der flyver Landsen; meer Sorg med Brudekrandsen kun Møens Hjerte faaer. O sorgfuldt, o! O sorgfuldt, o! O Sorg i ufrit Land. Herfrem som Hjemmets Bække fra Dal og Bjerg, I Kjække, hvis Manddoms Død i Slag meer sød er end den Aande, som Trællene udaande! SIDE: 29 Herfrem om Friheds Flag! O lystigt, o! O lystigt, o! O Lyst i frie Land! ROMANCE EFTER SKOTTEN DERWENT CONWAYS UDSAGN OVERSAT FRA "HØINORSKT" (Mel. af Elverhøi). Til det Sted, som vel Skjøn-Signe vidste, rap og stil som Maaneblink paa Sjø, monne hun en Aftenstund sig liste. Dog Ung-Eistein var der før sin Mø. Havde Signes Moer blot vidst hvad Ondt som traf, holdt hun hende hjemme, stængte Døren af. Ho! ho! ho! Mellem Lommens Skrig nu maa Skjøn-Signes Klage blande sig. Tyst de høie Graner stod som ahnte de med Angst en Ufærd i den Nat. Førend Maanen saae fra Aasen, bante Signe did sig gjennem Lyng og Krat. "Nu, Ung Eistein -- raabte Bjergmand blaa fra Fjeld -- laan mig Huen din og Trøjen din iqvel! Ho! ho! ho! Mine Graner mig vise, at En vil komme denne Stig." "Bagom Siljurne ved Sjøens stille Bredde ligger bunden Baaden din. SIDE: 30 Før du midtpaa naaer, med Guld jeg vilde lade den, blot var din Hue min. Laan mig Trøjen svindt og røden Hue; thi vist et Støvets Barn hun holder mig deri. Ho! ho! ho! Det er vor Contract. Kjøbet jeg holder altsom det er sagt." Eistein støder alt fra grandækt Fjære; under stjernet Himmel roer han paa. "Signe" -- sang han -- "Bergmands Kjærest være, bare jeg hans Skatte kunde faae." Som han utpaa kom, ved stjerneklare Nat seer han paa Tilje høine sig sin Skat. Ho! ho! ho! Kinden vel var bleg. Øiet dog flammed altsom Skatten steg. Ve ham! med hvert Aaretag jo stiger Guldets tunge Dynge under Toft. Mod sin Æsing stedse Baaden siiger. Geisten holder tro hvad han har lovt. Bølgen pibler ind. -- Forgjæves hev han ud Guldet hvorfor han saa falskt har solgt sin Brud. Ho! ho! ho! Geisten Signe fik. Eistein tilbunds tilbunds med Guldet gik. Men den fule Bergmand evigt fæstet har ved Brudering Skjøn Signes Tro. Thi, at Skikkelsen, som hende gjæsted, var Ung-Eistein, tænkte Pigen jo. SIDE: 31 Under Berg og Sjø den Bryllupsfærd drog frem. Solen randt. Til Moer Skjøn-Signe kom ei hjem. Ho! ho! ho! Mellem Lommens Skrig Hvinende løfter Signes Klager sig. TIL SYLVAN (EN BOTANIKER) Paa Grændsen mellem Liv og Død vi mødtes førstegang: paa sidste Stribe Snee, der flød, en Blegnen liig, paa Vang: paa sidste Blink af Iis, det blaa: paa første Smiil af Grønt, hvorpaa en Lærke gjør sin Sang. -- Paa Grændsen mellem Liv og Død? Ei Vaar, ei Vinter da. En Jevndøgnsdag vi mødtes -- ja! Og under første Haandtryk brød en Funke frem af Jordens Glød i første "Farfara." Og liig det Smiil, der bævred om Pygmalions Staty (det Drømmesmiil før Livet kom), fremzittred paa den blege Vang (der hvor vi mødtes førstegang) en "Anemone" bly. Det var i Martsviolens Skjød -- det lille Himmelhvælv -- at vore Sjæle sammenflød, at vi med Vellyst sammengjød, Sylvan! Sylvan! vort Selv. SIDE: 32 Det var en skjøn Secund, min Ven! vi mødtes førstegang, som ei tilhørte Tiden, men os Selv alene; og af den en Evighed fremsprang. -- Det vaarer paa. Det somrer til. Fra Jordens mørke Skjød udgnistrer alt dens indre Ild i "Løvetand" og "Tormentil" og i "Ranunklens" Glød. Men kan din kolde Barm, o Jord, fremskabe saadan Pragt. -- Sylvan, forvist meer fager Flor fremtrylle vi for Os af vor, ved Aandens Skabermagt. En dunkelblaa "Hepatica" her af min Sjel udsprang. Thi der, Sylvan, blev Foraar, da vi mødtes førstegang. GODMORGEN (TIL EN BOTANISK VEN) Ven, sover Du? Blomsten alt har aabnet sit Øie, seet mod det Høie, og hilset sin Far. Alt jager som Morgenens Post henover Vangen hviftbaaren mangen befjedret "Agrost." SIDE: 33 Alt "Kjærulden" i sin Paryk, puddret og strunken, nyder en lunken Zefyr til sin Drik. Alt Kingelens duggede Slør "Hybnen" har rystet vaagen fra Brystet -- og slumre Du tør? Skal jomfrulige Blommer idag blegne for geile Sol, mens de beile kun til dit Behag? Ven! af Dig sin Udødelighed kræve de skulle. Giv da de Hulde Herbariets Fred! Der døe de! Men Geisten fra hver Blomst til dit Hjerte flyer da, og nyder sin Salighed der. Ven, sover du? Morgenens Hvift klinger alt længe gjennem de Strenge, som du har belivt. HUUSLIG FRED (EFTER COLERIDGE) Fortæl mig, Stormfugl! Datter af de høie vilde Skyer, Du, der fra Landet, som med Stav SIDE: 34 Tyrannen knuger ned, paa bange Vinger flyer; ja langt ifra det Land, hvor vred Rebel i Oprør knyer. Fortæl mig paa hvad hellig Grund Du finder huuslig Fred? -- Se, paa en landlig Afdals Bund hvor from den lytter til Sabbathens Klokkespil! Omglindset er dens Hvilested af pletløs Æres Smiil: Kjærlighed, Skaber af frydfuld Skræk; Kummer, som smiler sin Taare væk; Erindring, som gjemmer paa det Forsvundne, den Barmens Frydvaar, den smiiloprundne! -- DEN FORTVIVLENDE YNGLING (En Yngling ved en aaben Grav. En Gubbe nærmer sig.) Ynglingen Hvad vil du, gustne Gubbe, som dig nærmer til min Grav? Fra en fortvivlet Yngling kom du Skalk hans sidste Ejendom at røve med din Stav? Tolv Alen dyb, tre Alen lang -- haha! du liger den? Dens Dybde ikkun høit sig svang det Suk, du falskt har troet klang igjennem Himmelen. SIDE: 35 Først nu du veed da, vise Mand, at Sukket gaaer i Luft. Tolv Alen under Jordens Rand du derfor sukke vil, at Sukket idetmindste kan hendøe i Blomsters Duft. De Dommere de nikke dog, om ei de høre stort. To sammenbøjde Veibredax, to ømme Primler danne strax Bønhørelsernes Port. Men kan du sværge, at du fik fra Hist saameget Svar, som disse Blommers døde Nik -- velan! jeg gaaer de Trin, du gik; og du mit Gravsted har. Blot for din Stav jeg sælger dig min Grav da, gamle Mand. Jeg elsker den: af Alt, hvad jeg har bygget, lykk'tes den kun mig: det Tempeldyb i Sand. Jeg byggede paa Manddoms Eed -- en Borg paa Hængedynd -- paa Qvindetroskabs Evighed; for Dyd min Andagt knælte ned, og fandt kun sminket Synd. Jeg saae engang en Frihed -- ha! hvor skjøn før den nedsank! Som Stjernen herlig langtifra; men dalende til Jorden, da kun brast et uselt Luftsyn, ja en Blære fyldt med Stank. SIDE: 36 Jeg byggede af Præstens Ord et Tempel i min Barm; men dets Pillarer smeltet for Fornuftens Blik, som Kinglens Snor fra Græs til Græs paa høstlig Jord for Morgenstraalen varm. Den Himmel, jeg da raabte til, var snevre Hjernehvælv. Min Sol var denne graa Pupil; men Taarer var dens Straaleild; den Gud, som skulde hjælpe til, mit hjælpeløse Selv. Min sidste Luftcastels Ruin, en omvendt Luftcollonn, til Ære for det hele Skin udhuult i Muld, er Graven min: en Afgrunds sorte Blik, hvorfra, en Taare liig, mod Himmelen opfunkle skal min Aand. Gubben Min Søn! min Søn! Ynglingen O ve! min Fa'r! Velan, saa tag min Grav! En Dybere, end den jeg skar i denne Grønsvær, Livet var, du ødslende mig gav. Jeg atter sænker mig i den, som Skibet knuste Bryst i Bølgers Skumdyb, for igjen tigange løftet op af een at splittes ad tilsidst. SIDE: 37 POLENS FRIHED (FRA SVENSKT) Til Sejer for Frihed! For Lyset til Slag! De hvinende Klinger og Kuglernes Brag, Kanonernes Thorden og Hærskrig til Strid forkynde Aljorden, at Lænken er brusten og Fangen befried. Skjælv, Stærke! Fortvivlet er Han, som brød ud. Den Svage ei bæver, naar stærk i sin Gud han fremgaaer mod Maalet med Sværdet i Haand; thi ristet i Staalet og skrevet i Hjertet staaer: "Ære og Land!" Stol ikke, Tyran, paa din staalklædte Trop! Naar Dagen er kommen, gaaer Solen og op. De fraadende Elve snart bryde sin Dam, og modige hvælve befriede Bølger mod Havet sig fram. Er Timen blot kommen, saa bliver det Dag; thi Sejren, som Tiden, slaaer sikkert sit Slag. Ja, Frihed, din Verden Naturen er lig. Din Sejer jo er den velsignede Vaar efter stormfulde Krig. End Dagen ved Praga vi mindes for vel, hvor Suwarow druknet i Blodbad sin Sjel Der knæktes saamangen en Blomme i Knop; Dog Sandhed er Sangen: "at Frø der begroves, som nu voxe op." SIDE: 38 Se Fædrenes Aander, lig Stjernernes Chor, at lyse os fremad, nedblikke paa Jord! Vor Hæder de bare fra Himmelen Tak. Bedrifterne svare: Ei var Kosciuszko den sidste Polak! Hvad meer, om vi falde for Sag, som er god? Først naar vi det offre, bli'er helligt vort Blod. "Før Døden end Trældom" -- saa læs paa hver Grav, I sørgende Slægter Og Had imod Rusland I lære deraf! Hvis, Kongeviv! Du ei forsmaaer Det simple Folks Velkommen, Da synge vi, hvad Vormen spaaer, Hvad Sagn der boer i Glommen: At, skjøn og stor som Floden, sig En Æt skat sprede ud fra Dig. Paa kongelige Helte rig, Ja som paa Bølger Glommen. Alt skudt har jo ifra din Rod Fem sunde Livsensstammer. Og gløde ei i Ættens Blod Napoleonske Flammer? Lad blusse høit den ædle Ild! Lad blusse høit, saa høit den vil! Vi lade Guld og Blod dertil Af Skat-og Hjertekammer. Vel Friheden gjør ung igjen Europa, som det ældes. Men Kongeslægter muldne hen, Og mange Stammer fældes. SIDE: 39 Da staaer lig foraarssmykket Træe Din Æt i gamle Dovres Læe, Og ryster ned Velsignelse, Mens mange Stammer fældes. Som en Forjettelse Du er Os, Moder, da velkommen. Hil Dig! Hil Dig! O Echo bær Vor Hilsen nedad Glommen! Der boer en Slægt, som blander med Vort Hil det Bedste, Hjertet veed. Da gaaer fra Bygd til Bygd afsted Et høiere Velkommen. TIL EN MUMIE (FRA MONTHLY MAG.) For trende tusind Aar -- hvor sært! du vel i Thebens Gader har spadsert, da end Memnonium stod i sin Pragt, og Tiden end ei Voldshaand havde lagt paa disse Templer, Slotte, Søilerækker, som i Ruiner Verdens Studsen vækker. Du længe nok var stum -- saa tal engang! Du har et Sprog -- lad høre da dets Klang! Du staaer paa Jorden end, paa egne Been, og gamle Maanes Skin du seer igjen. Ei lig en tynd, gestaltløs Geist, du gjemmer end dine Been og Kjød og Træk og Lemmer. Fortæl! fortæl -- thi du det mindes nok -- hvis Æren er for Sphinxens Marmorblok! Mon Cheops eller og Cephrenes har den Pyramide reist, som Navnet bar? Er falsk Pompeji Søile? Mon vi grebe Homer i Løgn om hundredportet Thebe? SIDE: 40 Maaskee du var en Murer, som en Ed forbyder nævne det Myster, han veed? Dog lær os Sangen, som ved Solens Gry fremtonede fra Memnons Klangstaty! Maaskee du var en Præst -- hvis saa, forgjæves vor Bøn! For Præsteværk ei Gjøglertæppet hæves. Maaskee din Haand, nu stækket fast til Ro, har klinket Glas om Glas med Pharao? har slængt en Skilling i Homerses Hat? hvad eller strøget din for Dido rat? Paa Salomos Indbydelse, tør være, ved Templets Indvien den Voxlys maatte bære? Unødigt Spørgsmaal, om din Haand forsynt med Vaaben har en romersk Kriger tynt. Thi du var død, og balsamert din Krop, før Latien Romulus fik ammet op. Først længe efter al din Slægt var svunden, os tykkes Oldets Gry at være runden. Tro, siden du blev skrinlagt, at vi saae forunderlige Ting herovenpaa! Begyndt og endt er Romas Herredom, Nationer svunde, nye Verdner kom. Landløse Konger traadtes ned i Støvet, mens Tiden ei et Fnug har end dit Kjød berøvet. Mon over dig du hørte Buldret ei, da persiske Kambyses's Hære Vei sig brøde frem i tordnende Geled, at styrte Apis og Osiris ned, med Skræk og Undren Pyramiden rysted', da Memnoskjæmpen i Ruiner bristed'? Men maa ei Graven røbe Hvad den veed, giv os dog om dit eget Liv Besked! SIDE: 41 I dette Læderbryst har Hjertet slaaet. Paa denne mørke Kind har rullet Graad. Kløv Børn paa disse Knæ? og kyssed samme afblegte Træk? Hvad var dit Navn, dit Hverv, din Stamme? [fotnotemerke] Staty af Kjød! Udødelige Død! Forgaaens Form, som ei Omskiftning lød! Selvoverlevende! hvorledes? Du fra Graven træder frisk iblandt os nu! Du Intet høre vil før Dommedagen, naar du blier vækket af Basunens Bragen. Hvi varer usle Dække -- denne Rest! -- naar svunden er udødelige Gjest? O, lad os vaere, naar til Sit gaaer Hvert, vor Sjel i livfuld Dyd indbalsamert! Fortærelsen vort Legem sluge! Hisset bag Skyen Blomstring er vor bedre Deel forvisset. SANG (BESTEMT TIL AFSYNGELSE VED H. M. KONGENS OVERFART OVER VORMEN OCTBR. 1835.) Velkommen hid! -- Ak, at det Ord er et Farvel fra Norge! Men, Drot, en Kjærlighed som vor naaer og til Mælarns Borge. I Bøn, o Konge, for dit Held, den stiger over Sjø og Fjeld. Om Folket klager: Drot, Farvel, -- Du skilles ei fra Norge. Fotnote: Statue of flesh-immortal of the dead! Imperishable type of evanescence! Posthumous man! -- -- SIDE: 42 Derover vaager jo din Sjel saa trofast som en Stjerne. Og Straalen fra dit Øie vel vi øine fra det Fjerne. Men har Du følt, at bedst det er, at være den, man elsker, nær, da kom igjen du Konge kjær! Vi see dig jo saa gjerne. Til da dig vogte Himmelen! Naar Egen atter skyder, en Borgerkrands til dig igjen dit Folk med Længsel bryder. Da lytte vi paa Vormens Strand, og speide i det dybe Vand, som nu, o elskte Carl Johan, bort med dit Billed flyder. MEDECINERENS TROESBEKJENDELSE Mel. Vil du være stærk og fri, pres de røde Druer o. s. v. Vil du være fro og fri, bliv en Medeciner! Ingen mørk Theologi da din Hjerne piner. I Naturens Barm du kan dig fortrolig hvile, fryde dig ved din Forstand uden at fortvivle. Hvo, som i Naturen ei saae sig Himlen viste, SIDE: 43 han er paa den slagne Vei til en Daarekiste. Kanskee til en Kirke med sig forvilder Manden. Der det fule Vanvid veed bruges lidt Forstanden. Blomsten groer paa skjulte Bred. Ingen vil den kjende. Men en Medeciner veed, den er Stjernens Frænde. Han forstaaer dens Mening kun. Han et Navn den giver. Dens Myster paa tause Mund i sin Sjel han skriver. Over Eng gaaer Præstekrop. Græssets Død det volder. Medecineren ta'er op disse Guds Hærolder. Mens i en Nedbøjets Sjel kold Juristen skjærer, Døden kun med sin Skalpel hiin anatomerer. Han ei ene med sin Kniv Døden gjennemborer, men Gud-Skabers Tankers Liv kjæk han eftersporer; seer i Gravens mørke Dyb Himmelen nedsjunken, finder i det usle Kryb klare Guddomsfunken. SIDE: 44 Er det sært, at med slig Tro ærlig Medeciner har i Liv og Død meer Ro end en dum Selvpiner? at han elske Livet tør? elske Livets Glæder? Han, som løftet har dets Slør er dets fro Tilbeder. NORSK KRIGSSANG (Mel. Sinklars Vise.) I Sønner af Fjeldet, af Sjøen den blaa, I Sønner af Skogen den dunkle! O kjære mit Norge, du Kjæmpe skjøndt graa! vaagn op, og lad Øxerne funkle! Vaagn op! Thi de kommer, De kommer fra Øst, Titusinde vel eller Flere. Men bag dem er Sjøer med bævrende Kyst, og Normænd her foran dem ere. Skal Norge ophøre at være det fri? Hvert Blik mod en Fiende brænde! Hver Ryg mod et Træ! Var der Tusinde ti, deres Dødsstøn skal Aasen gjensende. SIDE: 45 Os Fædrene mætted i Ansigtets Sved, og Alle vi died en Qvinde: kring hende, kring Gubben paa Otti da Fred! og fjernt fra hans Stue hver Fiende! Fra Fjeldene ned! op fra Sjøen den blaa! og ud ifra Skogen den dunkle! O kjære mit Norge, du Kjæmpe skjøndt graa! vaagn op og lad Øxerne funkle! Opvaagner, I Nordmænd! Som Stormen fra Fjeld, nedstyrter paa tætte Geleder, med Hjerter for Norriges Hæder og Held og Død i hvert Slag ifra Eder! MORGENSANG (EFTER DET ENGELSKE) Søvn, forsvind! For Herrens Øie sig min vaagne Sjel fornøie, Skyen lig, der ruller over os i Vover glimrende i Morgengry! Livets Gud, vær du den blanke Straale paa den Vei, vi vanke! Lys os hen til Troens Kilde, som den milde Dagens Stjerne over Sky! SIDE: 46 NATIONALPALLADSET Nationens Majestæt og Magt maa ikke boe tilleje! Thi efter Huus og Hjem Foragt og Hæder Godtfolk veje. Det selv en Tiggergut har sagt, som laae paa aabne Veje. Den barske Høstregn slog hans Bryst, og Febren skjalv i Blodet. "Beklag ei mig!" -- dog bad han tyst hver Vandrer, som forstod det -- "Thi Folkets Pryd og Hjertenslyst har Tag ei over Hov'det." -- Ak, kunde Ønsker bygge blot! Forlængst var endt den Jammer, at Den, som bør beboe et Slot, maa boe paa Lejekammer: -- Nationens Majestæt!? -- O Spot for vore Hjerters Flammer! Et herligt Ønske fødes nok med Haanden under Kinden. Men Haanden frem! i Steen og Stok den forme hiint, forinden de smukke Ønskers lette Flok gaae bort som Suk i Vinden! SIDE: 47 Din Ære, Folk! i Kongens Sal tilvisse Sæde fæster. Men dine tvende Magter skal ei være Nogens Gjæster. Du Steen og Raad har til en Hal, blandt dine Børn en Mester. Hvi skal han tænke kun i Sand? Hvi bygge kun i Drømme? Hans Triumfal, mit Fædreland, vil kun dig Selv berømme. Og hvad din Ære kræver, kan ei dine Kræfter tømme. ET GAMMELNORSKT HERRESÆDE I Hordaland i en snever Dal monne, lig Bersærk trængt af Skjolde, engang i Old en Furuhal sin skumle Længde udfolde. Mod Qvellen vilde et fremmed Blik troe at skimte Klipper sorte. Hallen var lav, ei Guldspiir fik de mørke tjærede Porte. Ei staalblaa Svendeflok udenfor vogter der en søvnig Herre. Klippen, som steil ved Stranden staaer, maa skjolddækt Nattevagt være. SIDE: 48 Men Arnerøgen, som Aand af Grav, stiger sort fra Hallens Tinde. Være den Vandrerens Ledestav, for skjulte Stie at finde! Naar Døren aabnes, en Hundeflok bister frem fra Gruen springer. Kommer der Fiender, veed den nok at finde Mændenes Bringer. I Krogen graaner et fugtigt Seil. Biler Tand i Bjelken holde. Ilden sig ofte seer i Speil i Loftets bugede Skjolde. Og Buer brede fra høien Knag ud de snoede staalblaae Arme. Bunter af Pile hænge bag og Bjørnesener og Tarme. Frem tvende Guder bag Egebord, hvergang Ilden blusser, træde: Odin det er og Asathor, som staae ved Huusbonds Høisæde. Fra Odins Hoved en gylden Knap -- Solens Billed -- Mørket bryder. Asathors Hjelm med staalblank Tap af Mulmet neppe sig skyder. De Stjerner blikke, som i en Brønd, ned i Hallen gjennem Ljaaren. Fjeldtinden hilser med Birken grøn der nedigjennem om Vaaren. SIDE: 49 Paa Bordet ligger et Horn af Guld. Sød paa Randen perler Mjøden. Natten forgjæves ud sin Muld har rystet over dets Gløden. Lig blanke Stjerner om Qvelsky rød, mange dyre Stene ringe sig om det Guldhorns hule Skjød, hvor sære Runeord klinge. I Krogen slumrer paa Bjørneskind gamle Huusbond. Haaret svømmer graat, lig en Fos, paa furet Kind, og nedad Bringen det strømmer. Den vakkre Gubbe forvist i Qvel kyssed Hornets fagre Kinder. Mjøden isøvne til hans Sjel nu klæber Ungdommens Minder. Mon hjalp Han Harald i Hafursfjord tretti Kroner raskt med Sværdet hamre til gylden Ring om Nord, i Kongers Blodflammer hærdet? Mon negted' Han, som saa mangen Helt, arvet Guld til Ringen lade? valgte det flyvende Seil til Telt, og Bølgen til Odelstade? Ingen veed det; thi Slemmedegn brændte Hallen og Ættens Sidste. Bauten paa Høien har intet Tegn, og Saga har glemt hvad hun vidste. SIDE: 50 MEDECINERENS KJÆRESTE SANG (VED DET MEDECINSKE ØVELSESSELSKABS LAG 12TE DECBR. 1835) (Mel. Gubban Noah, -- kanskee fra mit Suk? : : "Staaer din Tanke" : : -- sang hun -- "unge Mand! ud i vide Verden: viid, din Kraft da er den : : Indiefarer : : som dig føre kan!" : : "Frihed er dit : : Seil, du Ungersvend! Naar du det kan heise, da lyksalig Reise : : til Bengalen : : og Brasilien!" SIDE: 52 : : "Men du, Yngling, : : selv det vinde maa; ja du selv maa spinde hver en Traad og Tvinde : : til det Bramseil : : i din stolte Raa." : : "Jeg vil lære : : dig den Kunst, min Ven, som dig aabner Verden. Kunsten -- nu! det er den: : : Gjør dig nyttig : : for Enhver og Den. : : "Men Bengalen : : har nu sin Fakir, og Brasilien flere Munke ei kan bære, : : derfor er det : : bedst du Doctor bli'er." : : "Verden bugner : : af unyttigt Gods: slemme Advocater, voldsomme Soldater : : alle Steder : : findes som hos os." : : "Men en Doctors : : frie Kunst ham gjør overalt velkommen; midti Hedendommen : : sit Paulun han : : frit udspile tør." -- : : Da jeg skulde : : nu see Pigen an, som saa nemt mig lærte faae hvad jeg begjærte, : : ja den nemme : : Vei til Hindostan: SIDE: 53 : : Ak! da var det : : jo min egen Brud. Da jeg hende favned, Indien ei jeg savned. : : Al dets Rigdom : : straalte hun jo ud. : : Ei har Indien : : sligt Demantklenod som min Elsktes Øje. Persiens Rosenhøje : : ligne ikke : : hendes Kinders Blod. : : Ei den Ynde : : have Indiens Feer, som de søde Drømme, der i Øjet svømme, : : naar henover : : Havets Speil hun seer. : : Indiens Perler : : ere graae imod hendes Stjernepande, hvor i Bad sig blande : : Engles Tanker : : med en Evas Blod. : : Hun skal være : : da mit Hindostan. Did min frie Viden bringer mig med Tiden. : : Skaal for Kunsten : : som saa meget kan! SIDE: 54 HJERTEFREDEN (JOH. 2 C. 1 V.) Sjæl! og dig en Bryllupsfest er beredt, hvor Christ er Gjæst! Sjæl! om Freden du kan vinde, bedre lever du da inde i dit Hjertes stille Ro end de elskovsfulde To: Mandestøv med Støv af Qvinde. Sjæl! og dig en Bryllupsfest er beredt, hvor Christ er Gjæst. Freden -- ak, hvo er saa fager! Verden efter hende jager, -- kjøbe vil for Guld og Synd blot et Smiil; men før fra Dynd den til Himlen flyer og klager. Dog til Dydens Hjerte før tyer hun end til Himlens Dør. Skjøndt Gud selv er Fredens Fader, dog for Dydens Skyld forlader, arm og glad som Fugl paa Qvist, hun sin hele Rigdom hist, vælger Graad for Stjernerader. Jordens Dyd med Himlens Fred vies da til Salighed. Lav, af Leer er kun den Hytte, hvor de evigt Pagten knytte. Dog den høie Frelsermand kommer did for Smertens Vand om til Glædesviin at bytte. SIDE: 55 FORSTÆDERNES KLAGESANG OVER KRISTIANIA Mel. Jeg tjente paa Kjølstad ifjor med megen Sorg og Møje. At være et Stedbarn kan faae Stene til at græde. Men Stedbarn er Vaterland og Fjerdingens arme Stræde. I Kristiania dog ei græde de Stene derved. De reise sig op i Palladser, og kun knuge os dybere ned. Kristiania, det Lykkensbarn, vil boe i Højenloftsale, Men trælle i Armodens Skarn maa hendes Smaasødskende alle. Hun Brødet dem knapt har maalt, som Gud dem ligelig gav. Men Elven, som Vinterens Iis har taalt, til Vaaren vil sprænge den af. Hun holder i Næringstvang Forstæderne, de arme. Sig Brødet lavt hun hang; men vil sig ei forbarme. Vi klage til Himlen da, vi synge for Bølge og Sky: Den er ei saa døv den som ruller herfra som hiin selvkjærlige By. SIDE: 56 Ak, slynger ei samme Elv om dem en søsterlig Kjæde? Saa vil nok Naturen selv, men Byen ei tilstede. Mon samme Moders Bryst ei diet dem alle har? Selvsamme Sjø jo sang ved den Kyst, som Vugge tilfælleds dem var? Som Tanker, der komme og flye, som uforstaaede Drømme, igjennem den daarlige By de Bølger unyttede svømme. Vor Elv, du er altfor god til kun at tjene til Pynt! Du Livsensaare! dødt er dit Blod, dit Liv end ikke begyndt. Men giv os dens Bredder fri: vi fatte dem ind i Qvader: da Skibe skal seile forbi langt ind i vore Gader. Ja ret som Perler paa Snor, saa glide de ad vor Flod. Magaziner og Huse gro op da hvor den synkende Hytteby stod. Sligt aander Friheden ud saa let som Vaaren Blommer. Det trænger ei Tvang eller Bud -- nei, af sig selv det kommer. SIDE: 57 Men kuende Privileg? -- hvad Magt og Liv deraf? -- Et Tæringsblus paa en Kind saa bleg, og Kalk paa en fulnende Grav! Kristiania, du Ungermø blandt Jordens Hovedstæder, skal dine Smaasødskende døe, fordi paa Brødet du træder? ja spilder det Vand, hvormed de skulde lædske sin Tørst, og lænker i Armod og Nød den Bred, som Rigdom kan bringe dig først? Saalidet Lys i det Blik, dine Spiir skyde over Havet? Saa liden Klogskab du fik, som troer dig saa vel begavet? At bygge dit Herredom paa Aag og din Magt paa Tvang! Den Tanke kom fra en Kjøbmandsvom; den ud fra et Hoved ei sprang. Hvi bære, du Jomfru stolt, i Barm saa ung og fager et Hjerte saa haardt og koldt? Hvi fryde dit Sind med Klager? Hvi pynte din Kronekrands med Fattigdommens Graad? Men stakket sprunget er Hovmodens Dands, og skjørt Egenkjærligheds Raad. SIDE: 58 Hersk heller ved Kjærlighed! Hvor stort er ei dens Rige! Det kjender ei Grændsested, og stedse dets Throner stige. Du skjænke den Ret, du har, Forstædernes arme Børn Forstæderne blive dig da hvad var de frigjorte Vinger en Ørn. Da først dig du hæve kan, da først skal opfyldt blive: i Dig at Norriges Land skal Norden en Dronning give. Dertil du baaren er; men nu en Trælqvinde kun, du Lænkerne under dit Flitter bær' og staaer paa en ravende Grund. [fotnotemerke] DEN FANGNE BONDE PAA AGERSHUUS Agershuus. Paa Agershuus, den Fæstning hvor i Spindelvæv ridderlig Hæder boer -- Paa Agershuus, hvis Taarn af Bly liig døende Stjerne staaer over By -- Paa Agershuus, hvis Borgmuur hvid er blegnet Skygge af gammel Tid, -- Fotnote: Tilegnet Overkrigskommissær Sebbelow, en Patriot, der har trukket sig til- bage forat hvile paa Laurbær og Egekrandse, men hvis Fortjenester i 1818 ikke bør forglemmes. SIDE: 59 Der vil i Fuglesangtaarnets Ly min syngende Sorg sig finde en ny. Se Borgen, den Ridder af Graasteen hist! Kristiania hans stjernede Kaabe forvist. Han sidder stoltelig der tilhest paa spettet Klippe mod Sjø og Blæst. Han er vel gammel, alligevel en glandsfuld Historie er hans Sjel. Og staaer hans Spiir ei liig Axen, som -- o Norrig! din Lykkestid drejer sig om? Hvor fyrig er han! Om Qvel du kan i Slottets Vinduer see Oslos Brand. Og ned paa Dagenes Færd og Skik fra Fløjen seer Saga med funklende Blik. Paa Muren graaner Norriges Old, og Nu'et blommer paa grønne Vold. Lad Krøniken aande om Taarnets Tind! Historien sig riste i Klippen ind! I lave Græs jeg finder mig en, blandt Nesler, der klattre ad Taarnets Steen: -- En simpel Historie, snart fortalt: en Taares Historie -- det er Alt. SIDE: 60 [fotnotemerke] Hybenbusken. Paa Agershuus, paa højest Sted, hvor flaggrer et Banner saa fremmed, en vajende Hybenbusk blusser derved, somom den vor Skjændsel fornemmed. Tungsindig den luder udover Sjø; dens Duggtaarer utalte fløde. Men kommer et Stormkast fra Hovedø, den vajer som Flaget hint røde. Ak, Norge, ejer du paa dit Slot til Flag kun Roser vilde? til Spyd og til Skjold om det Torne blot og Blade, som Vindene spilde? Dog banker under det fremmede Flag saa tungt ei noget Hjerte, som det, der under hiin Hybens Tag udaandede engang sin Smerte. Der sad en Fange fra Morgnens Gry til Aftenrødens Blegnen. Hans Længselsuk forfulgte den Sky, som fløi mod Vestenegnen. Mod Vest han stirred, mod Vest mod Vest. Bag blaanende Aaser atten der laa den Dal, han elskte mest; thi der var hans Viv den forladte. Fotnote: Mel. Hr. Sinklar o. s. v. SIDE: 61 Mod Vest, mod Vest! Han rødmed med, naar Daggry paa Vestfjelde spilled. Saa tæt som de Stjerner, der over dem gled, hans Taarer paa Hybnen trilled. Mod Vest han stirred, mod Vest et Aar. Den Hyben blommed og blegned. Men hvide Roser den Green udslaaer, hvorover hans Taarer regned. Da Trangen raaded i Bondens Dal, i Byen Mænd saa onde, forlokket i oplandske Oprørs Tal han blev den enfoldige Bonde. Nu Penge ikke, eiheller Korn, sin Hytte kun han savned. Han trykked den blommende Rosentorn for Den han hjemme favned. Mod Vest han stirred til Øjet brast Men altsom han blegned i Døden, den Green, som skygged ham stedse, med Hast skjød hvid imellem de røde. Mod Vest han stirred, mod Vesten til hans Sjel paa et Suk hensvæved. Men Grenen fik Hvidrosens Dødningsmiil, den Green, der for Sukket bæved. Mod Vesten først, til Himlen saa et Suk hans Sjel henhvifted. Men mon af Sorg over ene at staa de Roser Farve skifted? SIDE: 62 Saa staaer saa meget Skjønt paa Jord For Sig alene og Himlen. Men størst er den Høihed, som ene boer, og Hovmodet mindst mellem Vrimlen. Den Hvidnen samme Forbandelse var, som sortnende foer over Fjorden, det Vee, som hvinende Luften skar over Bøndernes fule Forfører. Fra da alt sytten Aar forsvandt. Paa Bondens Grav saa længe den Frister sig Liv og Rigdom vandt. Jeg vil ei den Terning slænge. Fra da alt sytten Aar er gaaet henover de Adskiltes Grave. En Ring af Ister for hvert er slaaet om den Forræders Mave. Men Sorg har førend de sytten Aar den Bondes Viv fortæret. En Skorsteen igjen af hans Hytte staaer; thi der har Retten været. Som Skildvagt hans Søn tidt ved Busken gaaer; men meer end hans Kammerader de hvide Blommer han ei forstaaer, som sørge over hans Fader. De lude sig udover hans Musket. Med tankeløst Blik han forfølger de Blade som føres af Vinden let langt udover Fjordens Bølger. SIDE: 63 Han aner intet den stakkels Svend. Naturens Harmonier af sløve Sandser ei fattes; thi den betegner vel, men tier. Han seer vel Grenen, der blommer hvid paa samme Busk blandt de røde; men veed ei den misted til samme Tid sit Purpur som Faderen døde. Men vidste han hvad Grenen veed, der blegned af Faderens Taarer: at det, den igjen kan farves med, kun flyder i een Mands Aarer! Da -- ! Agershuus, vist længe er det siden man mon holde en Dom retfærdig for Gud og Hver bag dine gamle Volde? SALOM. PRÆD. (12 K. 1 V.) Menneske, du lære maa af den lille Myre, retteligen at forstaae Timerne er dyre. Samler ikke Spurven graa tidlig til sit Rede? Veed du ei at bag det Blaa skal du dit berede? SIDE: 64 Bien træller Vaaren ud og mens Somren rinder. Men i Honninggjæstebud Vinteren den finder. Menneske, mens Tid det er, bør det dig at slide. Thi hvor Enden er os nær, det kan Ingen vide. Tænk paa Gud (som skrevet staaer) i din Ungdoms Dage! Ellers vil det hvide Haar dig kun slet behage. EN GAMMEL HOTTENTOT TEGNET EFTER NATUREN Vek, melankolsk og rolig, bevogtende en Fremmeds Faar, paa egen Odelsmark han staaer, hvor hvide Mand har sat sin Bolig, hvorfra hans strenge Bud udgaaer. Hvor kunde før hans Sortblik brænde! Nu har det intet Lyn at sende. Han lænet har sin dovne Haand paa Hyrdestav; en Landeplager sin Frihed gav han og sin Ager, og mere ei til Skud han drager libyisk Bues stramme Baand. SIDE: 65 Har han ei Mod? Engang i Tiden han ejed det. Men Trældom arg har suget ham til Been og Marg. Er da hans Idrætsaand saa liden? Ak, Ild og Sværd den Vælde var, som knuget ham til Intet har. Ja selve Haabet er forsvunden. "Ei værd sin Føde er den Hunden" -- saa siger Herren jo -- "han veed engang ei af Taknemlighed." BARNETS AASYN (MED EN MAANEDSROSE TIL EN MODER) Hvor ynderigt, hvor mildt og blødt sig runder det Barneaasyn, som i Uskyld blunder! som aandede med Liv i Morgenvind det fine Rødt paa Maanedsrosens Kind. Hvad Honningdugg dog disse Øine regne! Hvor sødt et Digt i Smiil de Engle tegne, udslettet flux med Skyggen af en Drøm, der traurig er fordi den er saa øm! Det Tungsind, disse Øienbryn frembringer, er Mulmet under Sommerfuglens Vinger, Tusmørket af et Blad, som dæmrer ind i Dybet af en skinnende Jasmin. Hvor stærk en Sol, hvis Glands paa Barnepanden gjør Qvinden skamfuld og forvirrer Manden! Dog er saa fine Træk dens Straalers Leeg: hvad Blegnens Rødmen! en Karmin hvor bleg! SIDE: 66 Saa fagert Aasyn har vi alle baaret. Saa fiint et Rødt paa Alles Kind har vaaret, som aandede en Maanedsroses Kind, og Blodet steg i klare Balsamin. Engang saa huldt vort Billed, mens vi drømmed paa Moders Skjød, i hendes Øje svømmed. Saa kjært deri og skjønt det blommet har som Maanedsros i fattig Kones Glar. VED SIEYES' DØD "La mort sans phrase!" (Døden uden Frase!) (Abbed Sieyes' Votum for Ludvig d. 16des Død, umiddelbart afgivet efter Her- tugen af Orleans', der gik ud paa det samme efter en lang hyklersk Tale). "La mort sans phrase!" Nu er det sagt om dig af Døden selv, Sieyes. Dog har selv den ei større Magt end du engang, Sieyes. Meer hvast traf aldrig Dødens Ljaa, meer sikkert ei, Sieyes, end den Sarkasm, som spilled paa din tynde Mund, Sieyes. "La mort sans phrase!" Ret sagt, og godt! Og ret men godt ei gjort, Sieyes. Men Cromwell gjør ei meer, end blot du med dit Vid, Sieyes. SIDE: 67 I disse Ord du veired ned ei Kongens Hoved kun, Sieyes; men lumske Orleanses med -- Bravo, Bravo, Sieyes! Nu fylder Muld den stolte Mund, den Krands af blege Lyn, Sieyes, og Centret i Volkanens Grund: din Pandeskal, Sieyes. Olivner skygge Kratren til, hvor du Dæmonen var, Sieyes, der Søiler jog mod Sky af Ild. -- Ak, det var Blod, Sieyes. Ja Blod, velan! men skyldfuldt Blod. Og det er større Synd, Sieyes, at ødsle Vand af klaren Flod end saadant Blod, Sieyes. Revolutionsvolkanen liig bekrandste Bæger er, Sieyes. Men Skaalen, Verden drak for dig, var Glemselens, Sieyes. Og midt i al den rige Flor paa Tidens Grønsvær, o Sieyes, vil Ingen tænke at der groer en Blomst for dig, Sieyes. SIDE: 68 Thi som endnu paa døde Hav Forbandelsen er bredt, Sieyes, saa hviner endnu om din Grav "la mort sans phrase!" Sieyes. Og i dit hvide Hoved man en troløs Flamme saa, Sieyes, et Blink af slumrende Volkan, som vaagner snart, Sieyes. Da vil af Fryd du zittre, Geist, og skyde ilsom did, Sieyes, hvor Folket har Tribunen reist for Friheden, Sieyes. GREGERS FOUGNER LUNDH (PROFESSOR VED NORGES UNIVERSITET) Kom naar du vil, du kjære Geist! ved Nat, ved Dag, naar Gry er tændt, naar søvnig Busk sig nys har reist, naar Blomstens Drøm er endt. Da seer dens Top med duggklart Blik, (Som du nu hist) at Verden staaer, skjøndt den i Aftnens Ild forgik, meer herlig end igaar. SIDE: 69 Da aabner til Haleluja, af Sylfer hørt, sig Knoppens Mund. O lyt du Geist, og bring mig da det Qvad en Morgenstund! Kom, kjære Skygge, naar du vil! Ei at jeg seer dit Legems Ve. Det ligger der i Gruus og Ild, din Stoiskheds Trofæ. Men jeg vil see din Sjel, din Sjel, Gemyttets Form, jeg elskte saa. Trohjertighedens Hjerte vel jeg deiligt tænke maa? O blott den Skulder, hvori prægt din stærke Mandighed nu er! Et Bjerg jeg tænker mig, bevægt dog let som Svanens Fjer. Og ejer Himlen Farver, vil den ødsle hele Pragten væk, forvandlende til Sejerssmiil dit sidste Smertestræk. Det tvang ei Flammen frem, som var mod Gløden i din Sjel kun svag, fordi man giftbesvangret har hvert Norges Aandedrag. Dets Fryd skal være taus, dets Flag i egen Luft ei vaje tør. Som Slangen gjemmer sig dets Nag, der sover, men ei døer. SIDE: 70 Den Smerte var din sidste; men for Norges Tusinder den er den første, naar hver Dag igjen gaaer op med sit Besvær. Kom naar du vil, du kjære Geist! Ved Nattens første Hanegal, i Laget, naar jeg mig har reist med Minniets Pokal. En Præken holde vil ei Du om Skjebnens Lune, Dødens Gru. Men hvisk mig endnu Sjel til Sjel et venskabsfuldt Farvel. Nu er det Nat, nu er det Tid. Belyst af Lampen bøjer sig berusende en dødninghvid Jasmin henover mig. Hvor stirrer jeg! Ak, meer min Hund, som gjøer idrømme, seer end jeg. Hvor tom er denne Midnatsstund! hvor dum dens Rædsel ei! Men Du gjør ret, som haster bort, saa freidig hist, som her Du var. Dig ventede i Dødens Port jo Skyggen af din Far? Med hans foreent sig har din Sjel som Flamme slog i Flamme ind i Branden, der dit Legem vel betvang, men ei dit Sind. SIDE: 71 ROUGET DE L'ISLE, MARSEILLAISENS DIGTER. DØD I JUNI 1836. Gaa, Klerk med din Monstranz, forbi hiin Hytte! Thi der for vist din Hjælp er uden Nytte: Derinde en Republikaner dør. Han dig ei meer behøver nu end før. Bedre han betragter neppe Dogmerne, du breder ud, end et tantbemalet Teppe mellem Mennesket og Gud. Arme Republikaner! Kongen vil ei at han lever, Præst, saa lad ham dø i Ro! Du har fordømt ham. Vil du nu da være et Vidne til at Djævle bort ham bære? Gaa, hent din Konges Trælle da, at de, hvor fattigt dog hans Leje er, kan see! Andre Djævle kjende Disse ei end Armod og dens Skam. Vil den Døende du vise Djævle, hine viis da ham: Arme Republikaner! etc. Men saa du klart som Han, hvis Øje brister før end Minuttens Klang sit Echo mister, og hørte du saa fiint, som han, der alt det Suk ei hører, som man ei fik qvalt: Himlens Herligste opdaged om hans Seng du da i Rad. De med Messer ham ei plaged: hans Marseillaise de qvad. Arme Republikaner! etc. SIDE: 72 Rouget de l'Isle? Nu! Faa kun Navnet kjende paa Ham, hvis Ord paa Verdens Tunger brænde. Marseillaisens Skjald? Ja, Han det er, som nu just dør i Hytten hist af Leer. Tys! Han reiser sig og lytter. Thi Marseillaisen klang ifra en af Byens Hytter, og han smilte end engang. Arme Republikaner! etc. Fra Hytterne? Blev Krist ei født i Stalden? I Hytterne dens Sejerssæd er falden. I Massens store Hjerte er dens Hjem. Engang endnu derfra den voxer frem. Meer dens Fryd og Rædsel toner fra en Bondes Violin, end naar den en Hærs Gongoner buldre til Oboers Hviin. Arme Republikaner! etc. Hvor mat den Haand, som i hiin Nat ved Floden [fotnotemerke] en Lynild greb og skrev saa dermed Oden! Hans fattige Værtindes Kys og Graad afvexlende giør Haanden tør og vaad. Du, du veed det bedst, Therese, om hans Hjerte ei var godt. Seer i hans Marseillaise du Geniets Glands da blot? Arme Republikaner! etc. Fotnote: I sit Telt ved Rhinen skrev Rouget en Nat Marselljanerhymnen. SIDE: 73 Igjennem Vindvet klattrer Kaprifolen. Hun bød det skulde aabent staa for Solen. Mod den, mens Læben rører sig, han seer. Den sank. Rouget har smilt, og er ei meer. Over Lejet nu, utæmte Ranker, snoer jer sammen til Digterkrandsen, Verden glemte for den døende de l'Isle: Ædle Republikaner! etc. Kun eengang qvad Han. Ja, saa bør det være. Har Musen meer end een jomfrulig Ære? Den gav hun ham. Det Bæger søndersprang, hvoraf han drak sin Ild den ene Gang. Eengang! Ak, hver Rimer bryste kan sig nu med Ret. Men hvad Genien hvisked, som ham kyste, var Marseillaisens Qvad. Ædle Republikaner! Republiken skal dog leve. Derfor kan du dø iro. AF OLA GRAAGUTS NYE VISE OM OLA HØI- LAND MED MERE Mel. Lieut. Lunds vise. Det var han Ola Høiland han var en slem Krabat. Men Norge er nu vant til at blie ved Næsen ta't. Ak, gamle Kongedom! Naar selv vi vilde stelle, bestandigt Andre kom. SIDE: 74 Naar ret vi regne over, vi har kun Skam og Tab. Men Skaal min kjære Broder paa bedre Broderskab! Her tykkes det mig bedst, At vende Ryg mod Østen og stirre ud mod Vest. Er Landet vel saa lidet, skjøndt dygtig det er plukt? Er Folket vel saa uselt, at det bør lyde smukt? Ak, Landet engang bar, Haarfagerætens Throne -- det var den Tid det var. Hvis Landet er for lidet (jeg kan det neppe tro) Desmere bør vi eje det for os selv i Ro. Hvis Folket er for kleint, Da bør dets Ukrud luges indtil det bliver reint. Thi enkelt Skjelm kan stjæle bortover svenske Tull Langtmeer af Norges Ære end vejes kan med Guld. Men Olas Tyveri gjør os, om end meer arme, dog ikke mindre frie. Saa lad han Ola leve; men de, som værre er, Bør i et Fængsel sættes, hvor Væggen er af Leer, Og Tørv er Tagets Hvælv. Det er den Dom som falder, naar Folket dømmer selv. Forresten tør nok Ola det Rygte miste snart, At Norges Bank af Alle undtagen ham er spart. Thi har man kanske ei Lagt Banken udi Trondhjem godt som paa aaben Vei? Der frem i Mag kan rulle et fiendtligt Tolleri Og femten Mand i Bredden tilfods og Rytteri. Og med et dristigt Snit Er Norge, før det troer det, sit fulde Hjerte qvit. SIDE: 75 Men før til Langeleiken for sidste Gang har lydt I Thrøndelag vemodigt og nationalt Gemyt, De Banken ikke naae. Men daarlig var den Fiende som ei forsøgte paa. Men nu da Thingets Brave, stormdrevne Gnister liig, Ad hver sin Kant er jagne, for vekt du klager mig Min kjære Langeleik. Det tykkes mig, som hørte jeg Kobberluren skreik. DE NORSKE MUSKETERER Fremad, norske Musketerer! Mod Fienden! Hurra! Derude hver bedst værner den Dal han kom ifra. Fremad under Norges Løve! Den har hvasse Kløer strakt ud i vore Bajonetter. Norge Mænd nu kan behøve, Mænd med lynende Musketter, Mænd som os paa Grændsevagt. Chor Vi norske Musketerer, Vi Ærespladsen har; de første til at møde i aaben Mark at bløde for Norriges Forsvar. Hurra! Hurra, for vore Officerer! Fremad! Fremad! er deres raske Svar. Kjære Norge, dine Sønner betale vil sit Brød. Og vore Mødres Fred er vel værd selv vor Død? Kjære Gubber graa derhjemme, tænder Baunen ei endnu! SIDE: 76 Fred i Norge er saalænge Vi kan holde os herfremme. Og de flygte ei de Drenge, som har arvet Eders Hu. Chor Vi norske Musketerer etc. Hjemme kan de stelle roligt. Der intet er paafærd. Lad Plog og Rok og Kjerne kun gaa saa det har gjær! Ude er jo Musketeren? Se det funklende Geled! Det er Norges Friheds Gjærde. Det er Kjernen jo af Hæren, høie Folk med breden Hærde, Hjertet paa det rette Sted. Chor Vi norske Musketerer etc. Bratte Fjelde vogte Dalen, og modige Mænd gjør Fjeldets Pande kløgtig. Da truer Død fra den. Langs med Li i Skogens Bryne Jægerkjeden snoer sig tyst; Fra en Høide langsad Broen sikkert kan Kanonen lyne. Musketererne paa Moen rydde op og gjør det lyst. Chor Vi norske Musketerer etc. Lyngen blommer over Trangen. Saa rød er ingen Ros. Af Blod den Lyng skal rødme, som skal bedække Os. Hænde kan saamangelunde; ogsaa at jeg kommer hjem. SIDE: 77 Da en Lyngqvist ifra Moen, hvor vi Norske Seier vunde, vil jeg bringe paa Chakoen hjem til Allerkjeresten min. Chor Vi norske Musketerer etc. Hurra, Brødre, for vort Banner, hvor Løven staar i Brand! Saa flammer Mod og Ømhed for frie Fædreland. Hurra for vort gamle Norge! Hurra for dets Heltedrot! Hurra for Kaptainen! Alle holde vi hvad ham vi borge: aldrig vige, heller falde! lade fort og sigte godt! Chor Vi norske Musketerer, Vi Ærespladsen har: de første til at møde i aaben Mark og bløde for Norriges Forsvar. Hurra! Hurra, for vore Officerer! Fremad! Fremad! er deres raske Svar! DEN GAMLE MAND (AF DEN SKOTSKE FOLKEDIGTER "ROBERT BURNS") Hvor frisk og grøn, hvor ungdomsskjøn stod Skoven ikke nys! Fra dunkle Ly med Ynde ny brød Blomstens muntre Lys. Nu al vor Fryd forsvandt af Vintren stormet hen. Jomfrulig Mai i rigt Gevandt dog bringer den igjen. SIDE: 78 Men Duggen mild ei smelte vil min Sne paa Issen op. Med Hud og Haar retsnart forgaaer i Tidens Strøm min Krop. En Oldings Dag er tung og sent hans Nat gaaer hen. Ak, gylden Tid, da jeg var ung, du kommer ei igjen. MARY MORISON (AF DEN SKOTSKE FOLKEDIGTER ROBERT BURNS) O Mary, vær ved Vindvet, naar den Time, du har lovet, slaar! Lad mig de Smiil og Blik da see, som gjør mig Armes Vel og Vee! Hvor glad jeg i mit Aag vil stønne, en Træl fra Dag til Dag, naar kun jeg med en smuk Present kan lønne den søde Mary Morison. Igaar da Felen klang paa Bal til munter Dands i lysen Sal, til Dig fandt mine Drømme Vei; der sad jeg, saa ei, hørte ei. Skjøndt Den var smuk, og Den var god, du er dog Byens Stolthed, du. Jeg sukked og dem vide lod: "Du er ei Mary Morison." O Mary, kan du dræbe al hans Fred, som døer paa dit Befal? O kan det Hjerte du see knuust, som kun for Dig har Ømhed huust? SIDE: 79 Hvis Elsk for Elsk du ei vil give, hav Medynk med mig Arme dog! Een Tanke, een ei slet kan blive, ja den om Mary Morison. HØILAND-MARY (AF ROBERT BURNS) I Skrænter og Strømme og Bredder omkring Montgomerys gamle Kastel, smuk være hver Blomme paa eder, og aldrig grumset det rislende Væld! Der allerførst Somren sig teer og allerlængst dvæler den der. Thi der, der tog jeg det sidste Farvel med søde min Høilands-Mary. Ungdommeligt Birkene funkle. Hvor rigt er blomstrende Hagetorn smykt! Thi i deres duftende Dunkle der har til Barmen jeg hende jo trykt. Henover os begge afsted paa Engleving Timerne gled. Thi kjær som Livet og Lyset mig var min søde, min Høiland-Mary. Med Favntag, som vilde ei briste, med tusind Løfter den Time gled hen. Men Afskeden var ei den sidste. Vi svore Begge at sees igjen. Men o! den iiskolde Død min deilige Rosenblom brød. Nu, grøn er Tørven og Mulden er kold; det glæder min Høiland-Mary. SIDE: 80 O bleg er, i Døden henvisnet den Rosenmund, jeg saa ofte har kyst. Det straalende Øie er isnet, som har med Ømhed saa tidt til mig lyst. Nu smuldrer det Hjerte i Muld, som elskte mig trofast og huldt. Men stedse skal i min inderste Sjel du leve, min Høiland-Mary. INSCRIPTION Mit Bryst er haardt, min Røst er mild; Dog Engles blide Harpespil har ingen bedre Mening. Jeg toner over Christianssand: "Gak ind i Fred hver Viv og Mand i Kristi tro Forening!" GAMLE DAGE (AF BURNS) Skal gammelt Kjendskab glemmes hen, vil du tilsinds ei drage en gammel Bro'r, en trofast Ven fra gode gamle Dage? Chor For gamle Dage, kjære Bro'r, For gode gamle Dage et muntert Glas imellem os for gode gamle Dage! SIDE: 81 Vi To har nedad Bakken jagt, saa Buxen Brist mon tage, men mange Skridt tilbagelagt alt siden gamle Dage. Chor For gamle Dage o. s. v. Vi To har legt i Bækkens Fos fra Gry til langt paa Dagen; men brust har Have mellem os alt siden gamle Dage. Chor For gamle Dage o. s. v. Og her en trofast Haand du har, og giv mig din tilbage. En Bommert saa til Bunden bar for hine gamle Dage! Chor For gamle Dage o. s. v. Forvist du række mig dit Maal, forvist du mit skal smage, saa tømme vi en munter Skaal for hine gamle Dage. Chor For gamle Dage o. s. v. SIDE: 82 EN AF BYRONS HEBRÆISKE SANGE Jeg saae dig græde; de Taarer klare fra Øinenes Blaa frembrød. Jeg saae det, tænkte de Øine vare Violer besprængte med Duggen sød. Jeg saae dig smile. Glimre aflod Safiren brat. Hvor dog dens Straaler skimre imod dit Øies mat! Hvor Solens Herlighed skinner mildnet igjennem Aftenens Slør. Sig Natten nærmer; dog purpurildnet er Horizonten endnu som før. Dit Smiil saaledes giver tungsindigste Sjel sin Fryd, og af dets Solskin bliver i Hjertet igjen en Glød. NORGE TIL AFSKEDIGET STATSRAAD COLLETT Nu, hjertesyg og smertebøjd, velkommen hjem fra Naadens Højd! Der skjærer altfor hvas en Vind. Den skjærer alt til Hjertet ind. Der raader nu saa ond en Geist. Velkommen hjem saa reen som reist! SIDE: 83 Velkommen til din Moders Gaard med Sjel saa reen som hvidt dit Haar! Dit Navn var æret, nu har stort din Fiendes Uretfærd det gjort. Hvor steg du højt, min kjække Søn! Det frydede din Mo'r iløn. Du steg til Ørnens Rede op. Der laa en hæslig Slanges Krop. I Stormes Tøjle greb din Haand. Den lagde vilden Sky i Baand. Nu er den mat, men den er prøvt, dit Øje viist, men kummersløvt. Men mit skal vaage om din Fred. Stol paa en Moders Kjærlighed! Det flamme skal af Hevn og Harm, imens du hviler ved min Barm. Med Flammer tre det vaage vil: med Hevns og Harms og Ømheds Ild. Og stærk er hendes Knok endnu. Den slider sejge Orm itu. Saalangt som hendes Arme naa, der, Søn, dit Rige skal du faa. Der slaar et Hjerte indenfor. Et større findes ei i Nord. SIDE: 84 Derinden, som det Riges Flod, gaar Strømmen af Nationens Blod. Der byder jeg dig Magt og Stand i Kjærligheds og Mindets Land. Der vil jeg, naar du blier for træt, en Grav dig rede luun og tæt. Paa den jeg pegende, til Hver vil sige: "Naadens Tind se der!" STATSBORGEREN TIL COLLETT Jeg hilser dig; men et Morads mig kalder Slægten nu som før, der søger kappende sin Plads nu i din Fiendes Dør. Ja, derfra sprang en Padde plump jo engang over dine Been? Det ligner ganske jo en Sump -- nuvel, jeg er da en. Javel en Sump; men rundt dens Bred groer sunde bittre Bukkeblad. Der er Nymfæens Yndlingssted, den Venusblom i Bad. Og Hejren gaar der stolt og stor med spraglet Slange i sit Neb. Og i den tyste Vildhed boer en Aand man ei begreb. SIDE: 85 Og rundt i høie gyldne Siv er Alfers Æolsharpe spændt. Der ender mangt et Qvad sit Liv, som Død ei har fortjent. Men siden Skjebnen skjød en Piil i Colletts gamle Bryst, Miskjendelse er bleven til Triumf og Klagen tyst. EN PARALLEL (VARIATION PAA VERSET I NO. 11 OM STATSBORGEREN) "Det ligner ganske jo en Sump -- nu vel, jeg er da en!" -- -- Velan, jeg er da et Morads! Saa Stymprene, som bettle Plads i Excellencens Balqvarree, fortælle Damerne til Thee. De bettle ei, men i Geled Geni og Ret de træde ned. Af Excellencens Balmusik dertil de Usle Modet fik. Der, mens man kalder mig Morads, man seer de tynde Tranebeen at gjøre jammerligen Stads som i sit Hør en Teen. Og Anden, som saa tung og stiv sig letter kun fra Siv til Siv, meer Flugt har end den Poesi, de Folk beruses i. SIDE: 86 Den Snog har meer Værdi, som frem sig bugter gjennem Sumpens Starr, end om af Hjerterne i dem den jevntlang Kjæde var. Morads? Nuvel, hvi ei Morads for Den, som ejer Fjer, naar i fornemste Mands Pallads det ikke bedre er? VED LIEUTENANT CARL FREDERIK BUSCH'S DØD Af Lycee-Medlemmer ved Graven. (Melodi af den ambrosianske Lovsang.) Paa Blomst ei falde Dugg saa sød som al din Hviles Vellyst, Død, paa Carls, vor Elsklings, trætte Been! Thi Blomsten er vel skjær og reen, dog uden Sjel bag fager Kind; men Carl var Blomst i Sjel og Sind. Meer Fromhed har ei Rosens Blod end den, der gjorde Carl saa god. Geniets Glands hans Lune vov om Sorg og bristende Behov, som Efev spinder ind saa smukt hver Steen, som standse vil dens Flugt. SIDE: 87 Hans Aand var lys, hans Hjerte ømt, meer skjønt end det har Barn ei drømt; og varmere end hans Gemyt har Blodet ei i Druen flydt. Kling freidigt, Horn! ton dybt, Basun! som Tanken i hans Indres Grund! Hans Død os synes en bekjendt og yndig Melodi, just endt, et raskt Anakreonspoem, som blev vemodigt længer frem. Var saa hans Liv, det er da vist ambrosisk Hymne bleven hist. En Klinge bar den brave Svend. Saa ærligt var han Blik som den. De norske Jægeres Chako i ham har laant Geniet Bo; og gid et saadant Hjerte maa bestandigt bag den Grønne slaa! I Lyceet. (Egen Melodi af Baron Roxendorff.) Da Budskab om din Bortgang lød, vor Elskling! ingen Taare flød; men Hjertet slog i større Fart, og Øjet glimred mere klart, SIDE: 88 som om en Himmelsk, vi ei tænkte saa nær, vi saae just da han sænkte det Skjul, hvori en Vaar han tyst var dalt til Dødeliges Bryst. Det var somom en Blind fik Syn, og saae en Stjernes milde Lyn, og, blind igjen, evindelig dog seer den samme inden sig. Du laa kun ved vort Bryst paa Jorden; men nu, en sød Erindring vorden, Du er os nærmere end før: vi Dig i Sjelen gjemme tør. Selv Tanken om dit Savn (thi bar den ei dit Navn?) sin Ynde har. Den er en Gift, en stærk og sød; den ikke Tanke er om Død, men Tanke kun om en Forsvinden som Duften af en Blomst i Vinden, som Lyden af en Elskovseed, hvorom kun To og Natten veed. Vor Sorg er Sang -- hvad Jubellyd tilhører da vort Gjensyns Fryd, naar Sjel i Sjel nedsænkt forgaar i Saligheders Fylde, naar udødelige Hjerter atter, uskyldige som Spædes Latter, kan slaa isammen, Roser liig, der aabne i hinanden sig! SIDE: 89 PIGEN PAA ANATOMIKAMMERET -- -- Jo det er Hende! O lys hid! Og slip ei Kniven end paaglid i denne Armes Hjerte! O, der er rædsom Vittighed i Lampens Blik, som stirrer ned paa denne døde Smerte. Saa kold dengang den aanded saae den stolte Verden jo derpaa? Og frække Øine skar det Slør igjennem tidligt, som den stakkels Piges Fattigdom af gyldne Drømme bar. Som Blomst i Isen frosset ind jeg seer et Træk paa denne Kind, som vel jeg bør at kjende. Thi Fryden i min Barndomsleeg før altfor høit min Skulder steeg -- o var den ikke Hende. Tvertsover boed' Hun for os, i Armod født som i sit Mos paa Taget Stedmorsblommen. Fornemme Folk kun fatted svært, at Blod saa fagert og saa skjært af Fattigfolk var kommen. Ak, mangt sligt Aasyn dog jeg saae som Maanedsrosens Pragt forgaae, som Sommerfuglestøvet! Dem Skjebnens Haand for haardt vel tog og Syndens Spor dem overjog som Sneglens Sliim paa Løvet. SIDE: 90 TIL HERMAN FOSS! Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent. Nu løst er Flagget. Dit Værk er endt. Ak, Norge ejer ei Laurbærskov. Derinde vilde jeg at Du sov. Dens søde Mørke den Natterad dog ei betalte, Du vaagen sad. Dens Frugt ei læsked med nok Behag den Mund, hvis Aande slog ud vort Flag. Dens Blades Glimmer, mens Duggen ved sin egen Vægtighed skjalv og gled, kun minded mat om hvor tit og tæt de Stjerner faldt mens Du skrev Dig træt. Dens Vellugt skulde dog aande ind en qvægsom Drøm i Dit trætte Sind. Og hvis mit Hjerte for haardt ei slog, at drømme der jeg til det Dig drog. Nu har Du levet en virksom Dag: en Dag af Nætter: Befri'de Flag er Aftenrøden, som den har endt. Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent. Natten imellem den 21de og 22de Januar 1837. JONAS ANTON HJELM "Geni! Geni!" Og Det er alt hvad Verden har om Hjelm fortalt? -- Et Raab saa prægtigt som Hæres Hil; men huult og frostigt som tvunget Smiil. SIDE: 91 Det er Tributen af Dumhed piint, Misundelsens Hyldest med Vee udhviint. Dets Glands om Navnet er Vinterrimen, som døer i Dampe med Morgentimen. "Geni! Geni!" Og Intet meer? Hvor Verden fattig paa Roes dog er! Det er at skildre et Jordbær rødt og rundt, men ei hvor det dufter sødt. Det er som vil for sin Brud en Nar den Rose skildre, han hende skar: "hvor hed den blusser!" Men glemt gaaer Duften, og Duggen ubemærkt hen i Luften. Det er som vil en bortreist Gjæk Amerika skildre med slige Træk: "Tro mig, det Land er en Verdensdeel, uhyre stort ifra Kap Farvel!" Savannens blomstrende Ocean og Kapitolet -- det saae ei Han, ei Missisippi, hvis dunkle Strømme om nye Frihedens Undre drømme. Geni? Gid Verden altid bar paa Læben Sandhed saa soleklar! Men En jeg kjender, som mere veed, et Barn af Himlens Retfærdighed, den stumme Engel med Finger paa Mund, som for den Miskjendte teer sig kun, som søger Graven før den blev redet, og længe forud alt kjender Stedet. O Denne, som ei Sprog forstaar, men godt hvoraf et Hjerte slaar, som skjønner Tanke saa godt som Daad, og samler Ømhedens skjulte Graad -- SIDE: 92 Den veed, saa klog som Du er, at Du et større Hjerte dog har endnu. Men dersom Mennesker Sligt forstode, at Du var mindre de Tosser troe'de. Dit Haar Du tidligt graat har tænkt. Det er som Aske paa Ilden sprængt. Ak det skal hvidne som Skum paa Sjø, og Ilden blegne og Gløden dø; men ingen Fønix af Lykke derfra skal stige over dit Liv endda. Men dø! Sørgmodigt skal Folket møde som var din Gravhøj dets Arne øde. Som Mulden tungt, der falder paa din Kiste, da skal dets Hjerter slaa. Da lytte de, og som bange Børn din Røst de høre i susende Tjørn. Da mindes de, at dit Øjes Brand var Glands af dæmpede Taarers Vand. For Hjertet glemme de da Geniet, og dække din Grav med det Flag Du befried. Hvor arm min Magt! En usel Pen jeg strækker udad og ta'r igjen, mens, strakt som Pen ud, tilbage som en Fakkel det burde at den kom: en Fakkel, hvormed jeg tændte an et Offer for Norges største Mand. Nu disse Linjer jeg som en Skare af glimrende Orme foragter bare. Thi viid, min Vilje var, at see hver rythmisk strømmende Digtidee som Rad af Helte til dig udsendt med Banner sænket og Glavind vendt; SIDE: 93 at Harpen var en Triumfport reist, hvor Du blev Fristatens Formand keist; at Ord ei udbølged, men Møer, der bragte dig Krandse, mens Mødre de Smaa dig rakte. Jeg vilde, at mig en Brud var skjænkt, en Qvinde skabt som Seraf er tænkt, at jeg i Blomsten ved hendes Bryst, naar først den Elskte den havde kyst, Dig kunde række meer dyr Present, end om mit Blod i dit Fodspor sprang, end om min Harpe var Guld og knastes for paa din Bane som Støv at kastes. Men den, ak den er jo kun en vildvoxet isammenbøiet Green. Med Blade grønnes den dog hvert Aar; men snart vil komme engang en Vaar da Straaet grønnes meer stolt end den, da Arm og Been jeg har strukket hen dybtunder det Fædrelands Muld, din Tale velsigner mere end Sol og Svale. LYKKEJÆGEREN (EFTER DET SVENSKE) "Nei! skal paa samme Pligt min Kraft jeg stedse øde, liig Dyret i sit Aag fornøjd med afmaalt Føde? Det egner ei min Sjel, som Jordens Lavhed flyer. Lad Simpelhedens Barn sin Skygges Lykke prise. Blandt Ørnene jeg vise mig vil i høje Skyer." -- SIDE: 94 Velan, dit høje Sind vil krybende sig dølge i det fornemme Slæb af Majestætens Følge? i Magtens Forgemak hver Dag Parade staa? Hvad? til en Skygge blot du vil dig selv forlore, og trampes af de Store for blandt dem synes faa. Hvad Seier, naar tilsidst af naadigt delte Miner, igjennem hvem Foragt, kun slet tilhyllet, skinner, en lønner ogsaa dig for spildte Dages Bryd! End meer, naar af et Vink du nærmes til et Øre, som vil paa engang høre Spions og Smigrers Lyd! Ulykk'lige, forledt til begge dig at lyve, din Fryd er at faae Lov til højere at klyve ved Mægtigmands i Smug dig rakte Fingerled. Men paa hvad slibrig Højd staar ei hans egen Lykke! Et Vindkast kan den rykke og din tillige ned. Til Styrteren du flyer den Faldne at forbande. Nei, hvor du faldt der stands med Haanden for din Pande, og læg den paa dit Bryst, og jag din Djævel ud! Arbejd saa rolig fri, og føl en Mand dig vorden, naar Brød du faaer af Jorden, og Naade kun af Gud! Held hvo ei høit sig smøg, men blev i sine Dale! Dog bøi dig for det Træ, som gi'er dig Ly og Svale! SIDE: 95 Vær ei for stolt dertil; det er Fortjenstens Ret. Fra Krybet lige skilt og fra den Orm som stikker, ei meer i Haan end Smiger den Fries Ære sæt! Miskjend ei for hans Byrd den Ædle og den Vise! Geniet, om Fornem, dit sande Offer prise! Men skrig ei, om en Stor dit Værd ei agtpaagav. Staa opreist som en Mand, og see med harmfrit Øje de Høje mindre høje! Da Du er mindre lav. VED OLE LUNDS GRAV " -- -- End engang, og skjønnest da funkler Bølgen, naar paa Stranden Længsel sukkende den døer. Stum tilforn, da toner den; barsk tilforn, da leer den mildt; kold og følesløs tilforn, da, somom et Hjerte smelted og udtømte alt sit Blod, skyller lunken den om Kysten, skyller, liig et mattet Lyn langs ad Horizontens Høje, den i zittrende og lange brudte Glimt om Kysten -- -- " Saa og ei meer paa Lappen stod, som imellem Løv og Straa hvirvlede sig til min Fod, jaget op og ned forinden jeg den fangede i Vinden. SIDE: 96 Skrivten kjendte jeg skjøndt blegnet, Masker liig i vissent Blad. Resten var dog meer bekjendt. Som i Taarers Omrids tegnet kjendte jeg igjen et Qvad, men som aldrig blev fuldendt. Som et Ord, der døer paa Mund, var de Ord de første Linjer til et Digt til Ole Lund. Endnu mens jeg skrev han døde. Vinden fik mit Digt at øde. Resten vidste jeg han kunde læse i mit Hjertes Grunde. O Han var en Mand, som Bølgen herligst i sin Død. Reen som Taaren og som denne modnende i Smerter var hans Sjel. Længe bar ei mere sikkert Legemet hans Sjel, end den fulde modne Taare bæres af de svage Øjenhaar. Dog som udslaae't Sejersfane var hans Aand, endskjøndt Legemet ei bedre Stang og Støtte var end Græsset paa hans Grav. Se, mens dette bævrer funkler Duggen paa dets Spids. Alt det kjække lille Øje speiler af som var det store Sjø. SIDE: 97 Men meer sandt og klart og freidigt Verden blev ei seet end af Ham, hvis Blik alt længe fik sin Stjerneglands af Gravens Nat. O, med Mænd som Han skal Norge evig vorde frelst: mere Ild end Blod i Aaren, mere Aand og Kraft end Been og Kjød. Undertvungne Smerter førte hid han i Triumf. Her nedsank hans svorne Fiende, hylded' ham frivillig førstegang. Forud Geist alt meer end Mennesk, O hvad nu da meer? Smerteløs -- Ja det kun mangled' i den Himmel, som var i hans Sjel. VED PROVST FINCKENHAGENS GRAV Henslumret er vor gamle Fader, og Ingen fik Farvel ham sagt; for seent vor Graad hans Haand nu bader, ikors paa stille Hjerte lagt. Den Haand, o er den ikke kjær, som signet har saa tidt enhver? Den strakte han til Sorg og Nøden; for Os til Himmelen i Bøn, og Herren gav ham derfor Døden saa stille som et Kys til Løn. Kun derom for sig selv han bad, og med et Smiil han død der sad! SIDE: 98 Vor elskte Gamle havde drukket alt Livets Kalk til bittre Bund; han havde efter Graven sukket alt fra sin Elsktes Afskedsstund. Hun trofast var: hun kom igjen, og hented ham til Himmelen. Nu i dens Lys en Straale vorden, foreent med hende er han der. Hvad Jordiskt han har havt, i Jorden nedlægge vi velsignet her. Hans Sjel er som et Hilsningsbud fra os til Freden gaa't, til Gud. Nu er han der, hvor Graad ei rinder, hvor der er Kjærlighed og Fred! Tilsidst om Hans og Hendes Minder forsamlet blir hans Menighed. Men gid han Ingen savne hist. Det blev en Engels Sorg forvist. GAZELLEN (ANTILOPE DORCAS) Paa Judas Høie med kaade Spring nu hopper vilde Gazell omkring, og drikker af livlige Kilde, der sprudler af hellige Grund. I luftigt Hop triumferende spille dens Øine saa videnom rundt. Med Trin saa lette, med klarere Blik der engang blomstrende Juda gik. SIDE: 99 Paa Pladsen for hensvundne Glæder meer ædelt Folkeslag sad. Ak, endnu vajer den Libanons Ceder; men Judas Møer forsvandt. Den Palme hjemme er mere sæl end arme bortdrevne Israel. Hvor Roden sig knytter, den stedse i eensomme Yndighed groer. Den kan ei Hjemmet forlade, og leve den vil ei i fremmede Jord. Vi flytte matte vor Vandringsstav i fremmede Lande imod vor Grav. Hvor Fædrenes Minder sig reise ei hvile maae Sønnernes Been. Paa Salems Throne Bespottelsen kneiser, ei Steen er af Templet igjen. (Efter Byron ved H. W.) DEN NORSKE UDVANDREDE I BRASILIEN Hvad Pragt! Er Himlens Bund nedsænket? Synd, om min Fod et Blomster krænked! Det er ei Græs i Foraarsskyden, men frem af Jorden Straalers Bryden. Det er som om selv Mulden lever, somom hver Green bevidst sig hæver. O hvor de højt mod Solen jage, og vende skaalende tilbage! O Fryd! Jeg knapt tør Jorden træde. Men, ak! Ei syndløs er min Glæde, som fattigt Barns iblandt fornemme, ei vant til saadan Pragt derhjemme. SIDE: 100 Thi fattigt er det Land, det fjerne, jeg elsker saa og tænker gjerne. Dog vidste jeg ei hvad det fattes, før hid i Paradis jeg sattes. Da Hun stod Brud, jeg elskte mere, jeg kunde hende kun forære en blodløs Hybenknop -- den sidste jeg i en Klipperevne vidste. Og da Hun laa der strakt paa Baaren, en mat Viol kun eied Vaaren, en Taare liig af Armods Smerte, at lægge paa det stille Hjerte. O sagt hvor slet! o tænkt hvor syndigt! Hvad var som Hybenknoppen yndigt? I dens Karmin, saa fiint henblegnet, var hendes Blygheds Angest tegnet. Og denne Flor, endskjøndt den praler som blomstred Ædelstene, maler hengivne Sorg saa sanddru ikke som fattige Violers Blikke. . . Som hin Viol . . Op, Vind, du lunkne, i Søvn paa Fløielsgrønsvær sjunkne! Rull ud de grønne Bølgerader. Jeg Sorgen flyer og Stilhed hader. Hvad Pragt! Er Himlens Bund nedsænket? Synd, om min Fod et Blomster krænked! De synes næsten som metalne, som groed' af Frø, fra Eden faldne. SIDE: 101 En farvet Dag, om Solen døde, da frem af denne Flor vil gløde. Med falskt og dæmpet Solskin ville de gule Liljer Alt omspille. Langs Højens Ryg, i dunkle Skyer af Rosers Gjenskin Morgnen gryer. Sølvpalmerne og Gyldenregnen nedstraalte Lysning over Egnen. Paany forelskte Nellikklynger indkysse Liv i Muldens Dynger. Lotos paa sine mørke Vover da ligger liig en Sol, der sover. Det er en Dag som under Jorden som Sommernætterne i Norden. O hvor fantastiskt Lys! Hvormeget det ligner dog mit Indres eget! Solløse Dag, purpurne Taage, du lyse Nat, hvor Blomster vaage! Frydløse Vemod! vaagne Slummer! Tungsindighed foruden Kummer! Hvor lyst et Mulm! hvor dunkel Dagen! som Glands af floromslørt Skarlagen, som Stenens, der i Mulden tindrer, som Blindes Bliks, der Syn erindrer. Hvor ligt det Lys, hvori de svømme de fædrelandske kjære Drømme! Hvor ligt min Sjels af Savn fordunklet, af Hjemmets Minder gjennemfunklet! SIDE: 102 DE HVILENDE JÆGERE En Stemme Herover! Ho! Her er en Plet: en liden høstlig Vaar. Her seer det ud jo noksaa net. Paa tørre Høj en Grønsværsdug har gjæstmild Huldre bredt. Her er en liden venlig Ø i Skogens vide Hav, omvugget af en Silkesjø af Harelab og Finskjæggræs. Kom, lad os bære af! Chor Her, Jæger, efter Slæb og Slid Vi tage Flasken frem, og hvile os en Timestid. Og lad saa kolde Høstsol gaa sin korte Bane hjem. SIDE: 103 POLITISKE FABLER (FRITBEHANDLEDE) ÆSLET OG HESTEN "O let mig lidt af Kløven, Kjære! Den er for svær. Jeg døer! Jeg aarker ikke mere!" Saa bad et Æsel Hesten. Men, skjøndt som Fætter nærmere end Næsten, den negtede det spodsk og tvær. Endnu et Stykke til, -- da midt i Bakken blev Æslet liggende og stønned ud. Og stolte Hest da fik til eget Las dets hele Kløv paa Nakken, og dertilmed dets Hud. -- Tilpas! Moral: O Borgere, naar Tryk paa Een mon falde, det angaaer eder Alle! I Enkeltmand, som bliver underkuet, er Hver og En med samme Skjebne truet. Kun Offre Voldsomheden bytter, og Aaget kun fra Ryg til Ryg den flytter. TRÆETS ROD OG TOP "Hvor herligt hæver jeg mig op, og speiler mig i Floden!" -- saa sagde Orretræets Top med dum Triumf til Roden -- SIDE: 104 "Men Du? o hvor foragtelig du frem i Støvet sniger dig!" -- "Hvad var du, om jeg ei dig bar?" var Rodens Svar. Moral: Al Fyrstemagt af Folkets er oprunden, og bør -- som Top af Rod -- af denne være bunden. Den stammeløse Drot er klog og mere god end den, der praler med et reent cæsarisk Blod, som glemmer ei han har et Folk til Stammefar. HUNDEN OG FILEN En Fiil, just paa en Lænke brugt, og slængt paa Bordet hen, faldt ned, og ubetænkt den slog en Hund paa Snuden. Der blev en Tuden. Den Hund da rasende vil slide den isønder og ei levne Splint igjen. Men haarde Fiil: "Giv dig tiltaal!" kun svarede med et Smiil af Staal -- "Det vil forsanden Dig koste Tanden!" Moral: Hvo mindes her vel ikke Kjøterhadet mod Flyvebladet? SIDE: 105 HØGEN OG DUEN En Høg, en Skræk for Luftens Skare, blev syg, og skreg i Dødens Fare: "Det er en Straf -- jeg veed det nok -- for mine Synder, som er svare. Men slipper jeg blot ud heraf, da mellem mig og Fugles Flok fra nu en evig Fred skal vare!" Knapt sagt, en Due bona fide strøg klapprende forbi hans Side. "Kun den endnu!" skreg Høgen i, og det med Duen var forbi. Moral: Saa tryg er Herskereden, saa evig Freden. DEN FØRSTE SOMMERFUGL Min Sommerfugl, flyv ind! flyv ind! Varm dig ved Vindurosens Kind! Tro Solen ei endnu! Dens Gløden kun lokker troløs dig i Døden. Paa Taget sidder traurig Stær; meer klog end du den veed det er ei Græs det blege Skjær derude. Flyv ind og gjem dig bag min Rude! Det Regnbublink fra brænet Iis ei Kløver er og Ærenspriis; det Hvide, som langs Gjærdet skinner ei Somrens Snefann af Jasminer. SIDE: 106 Flyv ind, du søde lille Gjest! Vi begge feire vil en Fest. Du maa min første Rose smage. Paa Qvisten blomstrer du tilbage. Flyv ind og sæt dig paa min Pen! Da bli'r den from som du igjen; igjennem den skal mine Drømme i al din Uskylds Skjønhed strømme. Ak, mangen Spæd af Guddomsæt ei finder aaben Dør saa let. Dog ligne dig, du Luftens Blomme, de Staklers Sjele, som forkomme. Men kom du Kræ, er det for koldt! Kom, Barn, om Verden er for stolt! Jeg er meer stolt end den; men eder, I Smaa, om Kjærlighed jeg beder. -- Den første Sommerfugl? Velan, kom ind, om i min Sjel du kan! Fra den er mange slige fløjne med Vingen dækt af gyldne Øjne. Flyv ind! flyv ind! Jeg ene er, ei tænker meer end du; kun seer hvor Solen kan til Leeg nedlade sig mellem Gyldenlakkens Blade. I aabne Vindu øder den sin Glands paa Planten, som igjen med trodsig Dunkelhed kun taaler i brudte og brunlig Glands dens Straaler. SIDE: 107 Flyv, første Sommerfugl, flyv ind! Nei, flyv du efter eget Sind! Jeg sender mine og i Kulden. Bag mig de pynte engang Mulden. En Sommerfugl? Hvad mere smukt er til det Skabtes Skjønhed brugt end Farven paa dens Vinge drysset, det Blomsterblad af Livet kysset? Som paa et færdigt Maleri det sidste Henstrøg af Geni du, først da alt var skabt, blev givet af Skaberfantasien Livet. Gud saae hen paa det Skabtes Alt -- det stille stod som var det malt -- da lød "se alt er godt!" -- da svævte fra Græs Du først, og Alting levte. Og saa hvert Aar det skeer endnu. Det første Vaarens Bud er du, Du melder først, at Skaberøjet end seer udover Alt fornøjet. Flyv, første Sommerfugl, flyv ind! Varm dig ved Vindurosens Kind! Tro Solen ei endnu! Dens Gløden kun lokker troløs dig i Døden. I Gyldenlakkens lune Skjød du drømme dig en Drøm saa sød! Min Sjel sig ofte der nedsænker, og i sin Drøm den herligst tænker. SIDE: 108 Imorgen flyv da om du vil. Men kom blot naar det qveller til: det Solskin er kun Vintrens Smilen, den Lunkenhed kun Stormens Hvilen. For koldt jeg selv jo finder alt, de Andres Blod er mig for svalt. Mit eget maa jeg derfor øde. I Verdens Frost jeg ellers døde. Oh, døde ei; men skrumptes ind, blev Paul og Peder liig i Sind. Min Geist blev slig som den behager, og Digtets Flor en Kjøkkenager. Meer Varme tidt mit Hjerte fik af Hundens end af Vennens Blik, Men Avindsmands? o, der er Varme! Thi det optænder dog min Harme. Men mindre Ting har større Glød: det første Straa, som Vaaren skjød, Skarlagnet paa en Flues Vinger i livsfro Flugt min Blodstrøm bringer. Kom, Sommerfugl! Jeg dig forstaar: Du venter paa en bedre Vaar. Du finder den hos mig; den naaes af Alle hvor de kun forstaaes. Engang hist i det Blaa for mig og kjærligt Vindu aabner sig, naar Dagen er for kold mig bleven, om Sne ei er paa Issen dreven. SIDE: 109 Og der derbag da blommer vel en Rosenknop af Lys og Sjel. Fordi min første jeg dig skjænker, tillader Gud jeg did mig sænker. POLITISKE FABLER (FRITBEHANDLEDE OG ORIGINALE) DE TRE ENIGE TYRE Hvo kjender ei Historien om hine trende Tyre, der klogt holdt sammen mod et stort Uhyre af Løve paa en Vei? Saalænge gjorde den dem intet ondt, som de opmærksomt gjorde Front med indadvendte sammensnoede Svandser, mens, udadvendte som Falangens Landser, de spidse Horn hvert Angreb fange, og kjækt paa hvert et Punkt tilbagestange. Før greb med bare Haand man Pindsviin fat, før overlisted man fortvivlet Kat, og knuste mellem tvende flade Hænder metalne Kugle eller een i Pyramide sleben Ædelsteen, end Dyret, som ei før til Modstand kjender, den mindste Fordeel vandt paa Tyrfalanxen. Men løst blev engang Trippelalliancen -- som mellem Folk saa og imellem Tyrene. SIDE: 110 Og da, da fik paa dem Avancen den vrede Fiende, Kongen mellem Dyrene. Nu hjalp ei Horn og Tyrepandebrasker; men een for een han i sig knasker, og levner kun igjen paa Flekken sex Horn, lidt Blod og Been og Skrækken. Moral: Mod Wedel, Vogt og Løvenskjold i Sammenhold kan ingen Trold forøve Vold. Og hermed er de dumme Rygter om Fald for det Triumvirat, om at dets Vældes Stjerne flygter erklært for Prat. FRUEN OG LYSET En Frue havde tabt sin Ring, og uden den er Frue tidt en Ingenting. Nu forat finde den igjen hun tændte Lys; men -- Blaf! -- saasnart ved Lysets Hjælp den Ring var funden hun blæste ud det i en Fart, og lagde det paa Kistebunden. En Muus, meer viis en stor, som just der laae, da sagde om det Pust: SIDE: 111 "Hvor utaknemligt! Opad Dage, hvor ligt den Kongernes Maneer, Fortjenesterne at forjage, naar de ei bruge disse meer!" VED KAND. JUR. JUST HANSENS GRAV Herhid? -- Gaaer Venskabs Pagt ei længer? Hvi sværge da saa huul en Ed, som denne Spade da jo slænger, med andet Støv og Sand derned? Belivet Muld da var vor Sjel, og trøstløs Rædsel hvert Farvel. Meer meningsløs var da jo Taaren, end Dug, naar frosne Stene tøe. Den haante i os selv kun Daaren, der elskte En, som kunde døe. Som kunde døe? -- O større Brist var ved hans Hjerte ei forvist! Saa aabent var det, som hans Pande, saa godt og ærligt, som hans Blik. Kun disse Udtryk for hans Sande, ei Dettes Væsen Døden fik. Selv er han hist, men som han var vi ham i Vennemindet har. Saavist som med dit Støv nu Støvet forener sig, saa vist, vor Ven! En efter En, ei saa bedrøvet, forsamles vi hos Dig igjen. Til da ei se vor Sorg din Sjel! men deel, som før, vor Fryd -- farvel! SIDE: 112 POLITISKE OG ANDRE FABLER (FRITBEHANDLEDE OG ORIGINALE) PAPEGØJEN Til Ørnen, alle Fugles høje med Majestæt omgivne Drot, en Papegøje saalunde talte: "frit og godt, og uden i et Ord at prale, maa Verden og jeg selv tilstaae, at i den ædle Kunst at tale min Færdighed kan ingen naae. Og derfor dristig anbefale jeg tør, min Fyrste, mit Talent, at see det paa din Søn anvendt." "Du taler -- ja, jeg veed det" var Den Fuglekonges tørre Svar -- men hvorom vel? og hvori mon gi'er du Lektion?" Da, Padden liig, naar den i Grøften sin Serenade Nymfen bringer, med opblæst Kro og Hovedløften og reiste Fjær paa Gump og Vinger, den Papegøi, ei flau derved, tog flux tilords: "Durchlauchtighed! De har aldeles at befale. Jeg lærer . . . lærer at bagtale." Moral. Den kjender unsre eigene Papagei, Hr. Papendahl og Jeg. SIDE: 113 HAANDVÆRKSMANDEN OG LAMPEN En Haandværksmand, en natlig Træl, i Lampen Olje gjød en Qvel, og sagde: "se, hvor akkurat og ømt jeg plejer dig hver Nat!" Da flammed Lampen op; blev rød som Hanekam i Top, og spraged ud sligt Svar paa Stedet: "Troer, Egoist, du ei jeg veed det: derfor du Olje i mig helder, at jeg skal lyse op din Kjelder." Moral: Om Fyrsten gjør Nationen vel, er det ei Skjænk, men Selvfordeel. ÆSLERNE OG RØGELSEKARRET I samme Tempel for Afguden Baal tre Borriker isammen tjente -- et helligt Embed, dog som ei formente, at jo et viet Virakskar de stjal, hvormed de løb iskjul til eensom Dal. En Vandrer dog opdaged dem (thi to Qvarteer af Busken frem stak visse Tegn paa Æselsvæsen) just som de i fortroligt Traktemente fra En til Anden Virakskarret sendte, og røg dermed hinanden under Næsen. SIDE: 114 Moral: Hinanden til de ryge nu vel tidt de Trende, som om et pletløst Navn og kjæk Merit kan aldrig Visen ende. SKYEN OG JORDEN Skyen Jeg skjuler Solen, alle Himlens Stjerner fordunkles, naar jeg folder ud min Magt. Hvor bange, bævende som Offerterner, de svøbe dybt i Flor sin lyse Pragt! En Skræk for Store, som for Mindre, baade jeg Jord og Himmels Skjæbne jo kan raade. Jorden En vældig Herre! Opblæst er din Krop; af Veir og Vind og Vand og Dunst fyldt op. For Vinden springer du som Haren rapt. Om Natten skræmmer du en Vandrer knapt. Skyen Jeg skræmmer Alt, som ejer Liv og Aande. Du selv dig seer, min gamle Ven, i Vaande, hvis Regnen af mit Skjød bestandig flommer. Og sparer jeg paa Næring, døer din Sommer. Hvad er vel Sol og Maane imod mig, naar jeg mod dem erklærer Krig? SIDE: 115 Jorden To Himmellys endda! Du Sky, en Taage, kun en Dunst, som svinder. En føje Stund du gjør vel Gny; men siden Ingen meer dig minder. Moral: Du Lykkesøger med de store Planer. Du ogsaa for et Øjeblik den Evne og den Lykke fik, at blænde Jordens smaa Sultaner; men dine Luftkasteller og du Selv opsluges snart af Glemsels Elv. STIGEN Hvorhelst man flere er end To man meget sjeldent kan forliges. Der trættes maa og der skal skriges. Ja mellem Gifte vil man finde, at selv det lille Tal af To er nok til Endskab paa al Ro. Ifra en Stiges Trin, fra hver en Pinde, blev hørt engang slig Larm, at Alle kunde mærke let, at Tvisten var imellem dem om Rang og Fortrinsret. Det Trin, som højest sad, højt skreg paa højst naturligt Privileg at være et Slags Øvrighed for dem, der fandtes længer ned. "Hvem er saa blind, at han ei øjner, hvor grændseløst sig Frækhed højner! SIDE: 116 Det Snak om Liighed, Nogle føre, og Andre elsker saa at høre, er jo urimeligst af alt hvad "sund Fornuft" (haha!) har talt og tænkt af Galt. Blot først og fremst man har iminde, at Skjebnen just har anbragt der, hvor bedst han passer ind, Enhver!" "Med Permission" -- faldt ind en Pinde -- "med Permission, ifald jeg torde. Jeg vilde blot paaminde jer, at man af samme Træ os gjorde. Af reen Hazard I jer deroppe seer." -- "Kanske" -- saa lød den Højes Svar -- "Men engang over jer man sat mig har. Det er min Ret, og Tiden, som paa Jorden gjør helligt alt, har hellig gjort og den. Og I, for seent I komme, for igjen at styrte om den engang gjorte Orden. Nu holder Kjæft I Pinder! Og jer i hvad der gjort er engang, finder!" Tilfældigviis forbi en Viismand kom, og standsed ved det Skrig og Skraal i Gangen. Og med et Greb han vendte Stigen om, Da blev der Slut paa Trætten og paa Rangen. MANDENS VREDE, LÆNGSEL OG SORG En Skov i Flammer er Mandens Jammer: sin egen Næring og Selvfortæring. Et Hav i Fraade, hvis Bølger æde paa egne Kyster, Vulkan i Gjæring, SIDE: 117 en Guds Unaade, en Jord, som ryster, er Mandens Vrede. Hans qvalte Længsel er Løven i Fængsel, er Kjæmpeslangen af brustne Klipper i Hulen fangen. Det Suk, som piner hans Barm, og presset hans Vee undslipper, er Sværd, som glipper fra Haand og hvæsset i Luften hviner. Hans Sorg ei slumrer, skjønt Hovdet synker, mens Panden skumrer sig til med Rynker. O Nat, hvor skummel! hvor troløst Stille! Vulkanens Tummel er i dens Indre. Ei Drøm tør spille i Ro hans Hjerne, ei eensom Stjerne i Taaren tindre. SYTTENDE-MAI-PSALME FOR EN SKOLE- UNGDOM Mel.: Af Højheden oprunden er. Os er idag en Frelser fød -- eja! i Hjemmets eget Skjød, ja ogsaa for os Spæde. SIDE: 118 De unge Sjele er hans Lyst. Han alt i Vuggen i vort Bryst har aandet ind sin Glæde. Frihed Vi veed har vor Tunge lært at sjunge Takkesange. O for den vi skylde mange! Engang, naar vi kan bedre see, og tænke meer, skjøndt mindre lee, da bli'r meer dyb vel Klangen. Men meer uskyldig ei og meer oprigtig meent end nu den er ei bliver Takkesangen. Vi veed Frihed er for Landet, fremfor andet, Glands og Lykke, Faders Ære, Moders Smykke. Vi vide nok vi ere smaa; men Gud og I vil os forstaa, som fatte der er Glæde i Smaafugls Sang saa godt den kan. "Hvor herligt er vort Fødeland!" det er den Sang vi qvæde. I veed -- Vi med -- at i Vaaren Frelsen baaren blev i Hjemmet. Eidsvoll hist er Bethlehemmet. SIDE: 119 Derover hviler Himlens Fred. Nationens Bøn har kaldt den ned, og til sin Kraft den bunden. Naar Alle vi er' Støv forvist, et gammelt Minde rækker hist sin Tinde over Lunden. Dertil hver vil -- Stor og Lille -- Stene trille. Mindet sætte vi, at Gud vi ei forgjette. Hans Aand var jo i Folkets Raad? Hans Vældes Storm borttog dets Graad. Og lange Tiders Jammer Han endte for vort Folk, da det i Friheds milde Dag medeet saae slukne Fiendskabs Flammer. Hans Bud fløj ud over Jorden, da vort Norden saae sig kaaret til at have Frelsen baaret. Om Kongen, Norges Konge, har man sagt os, Folkets Fest ham var forhadt -- Sligt kan ei være. De svore jo hinanden Tro, og dele Byrden sammen, jo de maa da dele Ære. SIDE: 120 Drot! Helt! Slot, Telt vi dig bygge hist i Skygge af de Palmer, hvor din Ære aldrig falmer. Og der, hvor Barnebøn er stærk, din Storhed bygge vi et Værk, Du gamle Mand med Kronen! Did samles da en salig Dag, o Carl Johan, i Favnetag med dig, o al Nationen. Kun De, som lee ad det Hele det ei dele! De, som kjende ei, at Storheds Feil her ende. Hvor varm er Majens Sol frembrudt! Idag har Norges Birker skudt vel meer end hele Vaaren. O, Konge byd den Sol sig snu! og Øjet -- hvad det ei kan nu -- for Dig at standse Taaren! Hvor øm en Strøm! Lad den flyde! Lad mig nyde dog min Smerte, engang Hvilen ved dit Hjerte! Hvor klar er Majens Sol frembrudt! Jeg seer det, -- det var ei forbudt. SIDE: 121 Se, langsad Fjeldets Sider hvor rapt den jager Skyen ned! Saa engang, naar Enhver har Fred, fra Øjet Taagen glider. Tro mig, for Dig Blodet skulde gaa i fulde Strøm fra Aarer, lettere end hine Taarer! Men yde Kongen mindste Deel af Folkets Ret og af min Sjel, skjøndt ung, det mig forskrækker. Men Kjærlighed som for min Far det er den Skat jeg villig har; hiin Vunde den bedækker, som staar hver Vaar aaben atter. -- Ak, jeg fatter ei hvi Tiden hele kan ei Brist saa liden! Men Vi Vi ere Tidens Børn. Og hvor groer Rose uden Tjørn? Sin maa vel Majens have? Men se, for Kongens Sønnesøn er Norges Ungdom foraarsskjøn en Eng i Odelsgave! Henlagt sin Magt har i liden Arm jo Tiden? Sine Vinger hefter den til unge Bringer. SIDE: 122 POLITISKE OG ANDRE FABLER STJERNEKIGERNE "Himmel! o hvad seer jeg?" -- skreg en Stjernekiger dødningbleg -- "Et Bæst, et Monstrum af en Grib et fælt Uhyre af Drage, ligt et snablet Orlogsskib, vil sluge Maanen, og siden kanske løs paa Solen styre." Det sagt, af Rædsel nær ved Daanen, den Kiger kaster Teleskopen væk. En Anden, om ei mere lærd paa Tal, dog mindre gal og piint af Skræk, kun Glasset tog af Teleskopen. En Myg fløj ud deraf -- en liden Myg . . Klart straalte Maanen ifra Skyens Ryg. Den Astronom blev noget kopen. Moral. Hvad Monstrum monne de skarpsynte Tre i myguskyldigt Flyveblad ei see? Og Folk der gives jo, som høre i skyldløst Maihurra meer Støi end den, som hine Gribbe fra Kordilleras med Vingen gjøre, naar Alper de slaae ned og Skyerne oprøre. Kort Intet er saa skyldløst eller lidet, at oprørt Hjerne ei kan see Uhyre i det. SIDE: 123 FROSKENE OG SOLEN "O Ve! Koax! Koax! O Vok!" -- saa hylte med et rædsomt Pjadder, hver Kjæft af Frosk, der var i Dammen -- "O Fastre, Mostre, gamle Padder! O smaa Kusiners søde Flok! Gudmødre -- o I Allesammen! o har I ikke hørt det Fæle, at Solen vil sig nu formæle? Een Eeneste er meer end nok for at udtørre vore Myre og hveren Dam. Og naar nu end et Soluhyre, den gamle Sols Madam . . . ? Ak To, vi sige? Nei, naar Vrimlen af alle deres Smaa udbreder sig paa hele Himlen, hvor vil det da vor arme Slægt vel gaa?" Moral. Saa Folket sukker, qvækker og koaxer, naar Ry om Fyrsters Ægteskab i strengtpaabudne Tempellovsang høres. Thi det, ved Apanager, som opføres, maa føde op det hele Skrab af Ferdinander, Filippusser og Maxer. SLAGTEREN OG TYREN SOM GUD En Slagtersvend, som skulde slaa en Tyr tilstrækkeligt for Panden, slog feil. Den Tyr, derover ganske yr og fra Forstanden, SIDE: 124 sled Strikkerne, som den til Blokken bandt isønder let som bare Stry og "Høi," (hvadeller, om man vil, som "Hø" og Stry) og fløj, hvadeller tog saa til at fly, ei Standsning ændsende af Dal og Høj. Ja fløj -- hvadeller, om man heller vil, den løb til den for Svendens Syn forsvandt. Thi aaben Kirke den i Flugten fandt, og skjød derind saa rapt som afskudt Piil, og op paa Altret rappere end Pilen. Der seer den Svend, som efter kom med Bilen, den staa forstenet reent af Skræk. Han tør knapt nærme sig, ei ile væk. Han skjælver paa hvert Led. Han kaster sig omsider ned, og som Gud Apis Tyren han tilbeder. Ak, Mennesker, den Slagtersvend har mange Brødre mellem eder. Ja selv i Tyren bør igjen I kjende egen Slægt, i mange Tyrepander nemlig, som ved Alteret og Prækestolen kom med engang til Respekt. JÆGERSANG Mel. Im Wald und auf der Heide. Haloh! hvor Skoven runger! Dens Echos klare Tunger : : forkynde Jægrens Lyst. : : Hvor sund ham Luften smager! Hvor raskt ham Blodet jager : : igjennem frie Bryst. : : : : Halih! Haloh! : : : : igjennem frie Bryst. : : SIDE: 125 Hvor freidig han betræder de gamle kjendte Steder! : : Her er han Helt og Drot. : : De hule Klipperivter besynge hans Bedrivter. : : Hver Gran dem kjender godt. : : o. s. v. Fra Skovens Herskersæde maa gamle Bamse træde. : : Det høre Jægren til. : : Ja træffes vi, spandere han Kaaben maa med mere. : : Den hører Jægren til. : : o. s. v. Han skal ei lave Kager i fattig Huusmands Ager, : : den gjerrige Tyran, : : ei meer i Blaabærmyren faae Sætergjenten styren : : og ræd som for en Mand. : : o. s. v. Den Graa, som lusker slugen med Halen under Bugen : : skal lade Haren gaae, : : og Mikkel-Ræv ei længer agere Fuglefænger. : : Den Kunst maae vi forstaae. : : o. s. v. Men frem! lad Aasers Række sig blaanende henstrække! : : De trætte ei vor Fod. : : SIDE: 126 Om i det dunkle Øde end Huldrers Harper løde : : det muntrer kun vort Mod. : : o. s. v. Frem, Jæger, endnu længer! I Skovens Indre trænger, : : hvor Kjernet -- mørkt og stilt : : som glemte Piges Øje, -- nedsænkt blandt Graner høje, : : gjør Alt kun mere vildt! : : o. s. v. Derind, hvor Hejren reder, hvor brune Rugde breder : : sin Seng paa Moltemyr, : : hvor tyst paa Grenens Luden en Gaupe, rød om Snuden, : : belurer Skovens Dyr! : : o. s. v. Hvor Skrig af Ormehøge den Stilheds Skræk forøge, : : imens dernedenfor : : sig frem med livlig Slyngen en Slange gjennem Lyngen : : med opreist Hoved snoer. : : o. s. v. Derind, hvor Alt er Vildhed og Ensomhed og Stilhed : : og Højhed, o Natur! : : Ja al din Ømhed under en Granetop jo blunder : : i drømmende Tiur. : : SIDE: 127 Hvor han forlibt erklærer den Ild, som ham fortærer! : : Og vilde Duehan : : sin ømme Elskovsklage udtoner for sin Mage. : : Nu, Jæger, nu klem an! : : Men, Jæger! nu hvad tænker du paa, som Riflen sænker? Enkelt Stemme : : Jeg tænker paa min Mø : : Pokalen hid for Hende! For Hendes Skyld de Tvende : : paa Qvisten ei skal døe! : : Chor : : Halih! Haloh! : : : : For Hendes Skyld ei døe! : : POLITISKE FABLER HUNDEN OG PINDSVINET En Hund, beklippet snau og glat som Bonde sluppen fra sin Advokat, brød Been iqvag, og laa paa Marken hen den hele Dag for Myg og Fluer værnløst Bytte. Hvor suged de! hvor Blod de drak, imens den jamred uden Nytte! Den Myg, som knapt sig kunde flytte af Mæthed, dog til Afsked stak. SIDE: 128 Og nye kom, meer sultne kun og djærve og bored Snablen i den nøgne Nerve, mens tykke Flue grov sig ind, og yngled mellem Kjød og Skind. Et Pindsviin hører Hunden klynker, og triller fra sit Hul sig frem. "Bi! siger det -- hvor jeg dig ynker! Jeg straks vil frelse dig fra dem. Jeg kan ei denne Grumhed taale. Jeg tager dem paa mine Naale." Saa sagt, den ruller sig ihop og reiser sine Pigger op, og kaster sig . . paa Flueskaren? O nei; men paa den arme Hund, som klynker nu med megen Grund: "tigange værre er jeg faren! Du saarer mig paany med hver Bevægelse paa kryds og qvar. Tigange værre er jeg faren!" Pindsvinet lod ei af hans Skrig forstyrre sig. Moral. Hvormangen Mand, hvormangtet Land er ikke hjulpen fra Strand i Kulpen? LØVEN SOM KONGE Man gjør sig overspændt Begreb, man sværmer mere end man veed forvist om Løvens Ædelhed, og Had mod Lavhed og mod Kneb. Det kommer af, at Kongenavn man Dyret gav, og tvertmod alle Tiders Lære kan Konger aldrig Slyngler være. SIDE: 129 Der var nu een i Fablens Tid, ei meer ei mindre slem end Nogen, som Konge heddet har i Skogen -- men mindre stor i Fred end Strid. To Nykker havde han -- kun smaa hvis de kun inden Grændser laa; men dette var just ei Tilfælde: han elskede et Enevælde, -- han kaldte Raad kun Puk og Mukken, og drak i Smiger-Mjød sig drukken. GLÆDE I NATUREN Saa skjøn er ingen Jordens Blomst som Smilet, fordi den er saa skjøn. Da kjender den igjen sin Herres Søn paa samme Smiil, hvormed han selv har hvilet, da Alt var skabt og godt den sidste Dag. Den føler det, som Elskerinden sin stolte Elskers Velbehag. Den føler det . . . Har unge Rose Øje? Thi se dens Flammer sig forhøje! Sit Skjød har Knoppen aabnet, somom lunken Velsignelse var ned i Smilet sjunken, som om fra Kinden glad og rød et paradisisk Solskin flød. POLITISKE OG ANDRE FABLER BRÆNDEHUGGEREN OG TRÆET Blandt Qvas og Qviste en Brændehugger af sin Øx gik Miste. Tilsidst igjen han finder Tanden. Men uden Skaft den lidet nytter Manden. Han speider ned og op og rundt forlegen. SIDE: 130 Paa Jorden ligge Grene nok. Men alle tørre, hver en dygtig Stok som Spilre i sit høje Tag bar Egen. Da bad han: "stolte Træ! du Slettens Drot, du Luftens Ø, du Cedrens Lige! Du Bjerg af Løv, hvis Tinder stedse stige! en Green, en Green jeg tigger blot, at du mig den en Timestid vil laane, Og dig jeg evigen skal skaane, imens de andre -- " Han ei ud fik talt, før vældig Green mod Roden suser alt med flere Skafters Emneveed, end Huggeren i al sin Tid opsled. Sit Skaft han fik istand da fort, og hugg til -- Egen laae der inden kort. Moral. Nation, for egen Godhed skjælv! Hvor tidt du bandt dog Riset til dig selv! VOGNHESTENE En Hest, lidt stiv af haard Behandling, som godt kun trak alene for sin Kjærre, blev spændt som Vognhest for af fremmed Herre. Men slet vor Hest kun hued den Forvandling, skjøndt det blev sagt, at der var Ære ved. Den Makker hid og did den sled. I Vinkel stump fra Stangen mod hinanden den Vogn gik smaat men vist mod Afgrundsranden. Moral. Det er det bedste, Forbindelsen at løse mellem Heste, som trække slet isammen. Amen! SIDE: 131 ÆSLET MED DE BEKLIPPEDE ØREN Et Æsel maa jo skryde. Det er Natur, og altsaa ingen Lyde. Deri at standse det var just det samme som, og ei meer let, end Løgn og Sladder at forbyde vor Byes bekjendte lille Jyde, som er, Manetren liig paa Havets Bund, i alt sit Jeg, med Krop og Sjel kun Mund; ja just det samme som med Vold at slide fra Fougstad Nellas første Side, just naar hans Sjel har Trængsel til at sk -- kun af den Grund, at det, som falder der, er baade dumt og slet. Kun naar et Æsel skryder meer end andre, kan norske klage og de svenske klandre, som nutildags vor Nella Ingen af dem er tillags. Og plaget var en Bonde med et Sligt, som skrydede tilqvæls ifra det daged. Blandt Heste sluppen, mellem Hjorden jaget, det skryded dog evindeligt; thi det med Stolthed (og med Ret) ja mellem alle havde flux opdaget, at længste Øren havde det? Hvor kuttet og hvor kollet var ei Hesten! Og Koens Horn -- hvor stiv og død en Top! Kun Svinet hamled nogenlunde op, men Ørene de laae dog flade næsten. Æslets derimod de baade sig bevæged og de stod. Og dette hele Dagen, og hvergang skryded det, og det var Plagen. SIDE: 132 Den Bondemand kan længe ikke finde sit gode Raad for saare Trommehinde. Tilsidst dog troer han Ørets Længde var den rette Grund til saadan Profeteren; og derfor uden mindste Sig-Generen hvergang det skreg han Stump af Øret skar. Den Nar, som ei, at Æsel bliver Æsel, vidste, saalænge sit Gemyt det ei kan miste. Derfra den fæle Skryden kommer jo, fra Æselets opblæste Sjel? Det skryder ei med Øret skal jeg tro. Og derfor (som saa mange andre gjøre) den Bondes skrydede alligevel, skjøndt uden Øre. Moral. Hvor mangen Gang ifjor som nu i Aaret er Nella ikke klippet og beskaaret? Og dog, og dog, hvo skryder meer end Hun? Lad Øret staa! Det er ei Bæstets Mund. POLITISKE OG ANDRE FABLER LØVENS HOF Kong Løve skrev en Landdag ud. De andre Dyr kom sammen i hans Hule. En Bjørn, saa raa som egen Hud, og altid vant sin Mening ei at skjule, frembrummed strax, da han indtreen: "hvor fæl en Lugt her hos vor Herre! I Møddinggrop og Rakkerkule kan ei see ud ei lugte værre." SIDE: 133 Og sandeligt, den Residenz sig ligne lod ved Sligt. Men Løven over denne plumpe Note i Stilhed to Minutter green; men i den tredie med sin Pote han brød den Tølpers Nakkebeen. "Fortræffligt gjort!" med Buk og Skraben og søde Smiil udraabte Aben, og talte vidt og bredt om Dunst af Virak og om Kongens Gunst, som tillod Bæsterne at snuse i Vellugt som i Guders Huse. Hans Smiger dog ei smagte; knap han Løvens Klo ved Flugt undslap. "Men du, hvad lugter du da?" blev adspurgt en Ræv. "O eders Majestæt tilgive!" -- var dens Svar -- "jeg Snue har." Moral. Saaledes maa med Fyrster tales. FRUGTTRÆET OG GARTNEREN " Hver Frugt paa disse tunge Grene -- alt er for mig, for mig alene!" en Gartner sagde til sin Ven, og pegte stolt paa Træet hen, som bøjet under rige Grøde lod Toppen næsten Roden møde. "For dig?" gjensvared Træet stolt, og højere sin Rigdom holdt. SIDE: 134 "Jeg skulde troe jeg Frugten bærer for egen Skyld, af egen Styrke. Jeg tænker nok jeg dig undværer. Du Fordeel har af mig at dyrke." Moral. Et Folk er alt foruden Drot; men uden Folk et Intet Kongen blot. KRUDTET Med Uforsigtighed, som selv sig straffer, en Mand slap Glød i Krud. Og voldsomt hele Massen plaffer, og sved ham over al hans Hud. Han banded rasende og bister, og svoer alt Krudt i Helveds Vold. Men ganske rolig, stil og kold en Dreng ham spørger: "bliv ei vred; men hvorfor bragte did du Gnister?" Den Brændte blussede derved af Skam meer heed. Moral. Hvi tirre I med Kronerne Nationerne? I selv maa jer tilskrive hvergang I svedne blive. DEN ÆREFULDE FATTIGDOM Lud ei med Hov'det, Fattigdom med Ære! Men Skam og alt det Trællen har fortjent. SIDE: 135 For alt det Vi nok fattige tør være. Vor Slid og alt det bliver ubekjendt. Men Rang og alt det Pral og hele Pynten paa Verdens Jammer er, endskjøndt for alt det gaaer, for alt det, Præget kun paa Mynten. En Mand for alt det er dens Guldgehalt. For alt det, skjøndt af simpel Kost vi leve, for alt det slide Kofter graae -- velan! Lad Sybariten i sin Silke bæve! En Mand, for alt det, bliver dog en Mand. Hvad rager os den Glands, man Narren giver? For alt det, lad kun Skurken leve flot! En ærlig Mand, om noksaa fattig, bliver, for alt det, stedse Menneskenes Drot. Du seer hiin Laps, som man en Herre kalder? Hvor stjernedækt som Himlen Nattestid! Skjøndt Hundreder for ham i Støvet falder, har Han, for alt det, ikke Mandevid. Lad kun hans Baand og alt det paa ham hænge, og er der Plads, saa gid han faa sig fleer! En uafhængig Mand skal ham ei trænge. Paa alt det seer han kun og leer og leer. En Konge Riddersmænd kan fabrikere, og Grever med og alt det, om han vil! men ei en Mand af Ærlighed og Ære. Ved Gud! hans Magt ei strækker sig dertil. Skrab ud! skrab ud for deres Værdigheder! Respekt for alt det, alt det! dybt dig bøj! Forstandens Marg og Dydens stolte Hæder en Rang for alt det eier mere høj. SIDE: 136 Det er en Bøn fra alle vore Sjele, at komme maa for alt det som det vil, at Ret og Dyd maa vinde over hele vor Jord den Sejer, som dem hører til. For alt det, alt det jeg den Spaadom vover, at den for alt det komme vil engang, at alle vorde Brødre Verden over som Vi, der sjunge ærlig Armods Sang. Ovenstaaende Sang af den skotske Folkedigter Burns egner sig, efter vor Mening, efter sit Indhold fortrinlig til at blive en Folkevise hos os. Da man er i Besiddelse af en udsat Melodie til den, men hvis Udgivelse igjennem Steen- trykket fordrer ikke saa ringe Udlæg, foreslaaer Oversætteren, at De, der ville fremme Udgivelsen, tegne sig i dette Blads Expedition for et selvbestemt Bidrag dertil, hvorefter de, i Forhold til dette, ville erholde Exemplarer. SKOTLÆNDEREN I INDIEN Mel. Alice Gray. Ei Indiens Fagreste jeg tog, o, med slig Fryd til Barm som vissen Blomst derhjemmefra, om noksaa bleg og arm. Ja selv et Græs -- det nikked dog med Minder hjemmefra. Fremmed Øre ei kan høre, fremmed Blik ei see min Vei. Jeg kyssed visne Rose til dens Livsblod atter flød, og med de Smiil derhjemmefra dens Kinder overgjød, til i Violens Blaa et Glimt af Hjemmets Luft frembrød. Fremmed Øre Tykbugede Korsedderkop, -- endskjøndt sit Huld dog lidt trangbrystig -- blev, trods sit skumle Lune, lystig, og Væven dirred af dens Hop. Alt kom deraf, at liden Lop, som ind og udad kunde liste sig af en Sprække, som han vidste, SIDE: 138 saa tidt om Morgenen man Bladet af Efeven derudenfor fandt langtfra reent af Duggen badet, nei, slimet til af Froskens Spor . . . . alt kom deraf, at engang den med saadant Bud krøb ind igjen: "Fryd eder Kryb! Nu bli'er først hyggeligt vort Dyb! Vinduet hist, hvorfra saa tidt skarpøjet Dag med Frækhed blikked og al vor stille Iid bekikked, skal mures til med Steen og Kit! skal mures til med Steen og Kit!" "Skal mures til med Steen og Kit!" Hvad Under vel om Frosk og Sleve gjentog de Ord, om noget tidt, og lagde til, Enhver paa Sit (som visse Folk, da Budskab lød om gamle "Borgers" sikkre Død): nu blier det Moro først at leve! "Men hvad -- saa gammel Padde sukked der mangled ikke paa Forstanden -- om Vindvet man paa een Kant lukked kun forat aabne det paa anden?" SÆLG IKKE HUDEN FOR BJØRNEN ER SKUDT To Bønder var, som vore egne, (trods al den Snak i Embedstonen om Rigdom siden Unionen) engang for Penge stygt forlegne. SIDE: 139 Men Kløgt kan boe i Bustehoved. De kjækt en Feldbereder loved at skaffe ham en Bjørnehud blot han betalte dem forud. Den Feldbereder var kontant, og Morgnen dem i Skoven fandt; thi først -- det var en Feil, en liden -- den Bamse skulde skydes i den. Men "Pyt;" -- sa'e Peer til Paul -- "hvad gjælder, at om en Time jeg den fælder?" Og Paul gjensvarte: "Pakketæller!" Saa stode de en Stund paa Luur, Da hørte de med et en Dur somom Kaross paa Stene kjørte, som om en Tømmervælte gled. Det Bjørnen var, og den var vred. Saa langt fra de dens Brummen hørte, de øjned og dens Tandgeled, saa vidt og langt, mens Øjets Lynen var endnu mere rød end Trynen. Da noget Vist sig i dem rørte, som Mangen før til Flugt bortførte, der baade bar Gevær og Bart, og den som diger var og svart. Men rappe Been kun frelste Een. Den Anden Bjørnen fik i Kraven, og saa han maatte Led for Led spadsere ned i Maven. Den anden Jæger Haser smører. Den Graad, som randt ustandseligt, i Fartens Trækvind halvvejs tørrer, saa han var grimet Æsel liig, da Hoved indad Dør han stak hos Feldberede'ren, i hvem det qvak. SIDE: 140 "Her er" -- saa skreg han, og da runde de Taarer frit saa nogenlunde -- "her er den Andeel, som jeg fik. Thi daarligt det med Jagten gik. Jeg kan ei jer levere Huden. Min Kammerat er den foruden." Saa hastig er ei Hvirvelvinden som snydte Feldbereder blev. Han fandt ei Ord; paa Jægrens Skanker et kort Farvel i Spark han skrev -- et kort Farvel af slige Tanker: hvi solgte du, din dumme Gut, den Hud forinden den Bjørn var skudt? Betragtning. Saa solgtes Norge med Hud og Haar. Dog endnu fri den Bamse gaar. Den lever paa sin Myr af sit; ei rart, men altid dog saavidt, at Marven ud af Den den kryster, som Huden lyster. DEN STORE Et Barn stod paa et Bord, og tykte om sig der, og sagde: "Jeg er stor!" Da kom fra En det Svar: "Stig ned! lad see hvor stor du er." Men, spørge vi, hvem mon det Barn vel var? Svar du engang, som fra din Højd af Rigdom og af Rang nedskuer saa fornemt paa Dyden og Talentet, som blev glemt! SIDE: 141 LØVESVANDSEN OG MYREN Paa Marken slæbende en Dag en Løvesvands omkuld slog liden Myre. Og Myrens Karakteer har dette Drag, at aldrig den retfærdig Harm kan styre. Den raaber: "mind den Regel, Svands! træd ei for nære den, som dig ei gaaer for nære, og at, endskjøndt du Navn og Glands af mægtig Løvekrop faaer bære, er i dig selv du bare Svands." "Lad mig bli'e svungen!" Svandsen sagde til Løven; Løven rørte den, og flux den ned den djerve Myre lagde. Af den ei fandtes Støv igjen. Moral. Hvem maa ei Myrens Skjæbne skræmme ifra at være Selv, at have Karakteer. Lidt Ære kanskee deri er, men dog det gavner meget meer at være Svands paa de Fornemme. DEN FATTIGE FADER Jeg veed jeg er en fattig Mand; Slæng hid en Skive kun! Den putter jeg i Dødens Mund; saa sparer han mig sultne Hund en Stund. SIDE: 142 Ja fattig -- oh, Gud bedre os! Det ofte er forsæt. Men Kongens Sind er ei saa let som mit, naar jeg har rigtigt ædt mig mæt. Dog kan jeg svelte som en Hund, naar Børnene kun har. Jeg spiser efter dem, og bar taalmodigt, om der intet var til Far. Hvor arm jeg er, det seer jeg godt i Manges kolde Blik. Dog Avindsøies Øglestik forgifter ei den Mad og Drik, jeg fik. Hvor arm jeg er, jeg hører tidt af Mines Hungerskrig. Ha, giv mig Arbeid, er du riig! Min Broder, gjør ei Ulv af mig mod dig! Mon Træet Tørsteskrig har hørt fra sine Rodskud? Thi det Regnen drak med Raseri, at lædske sine tørre Skud deri. Mon Ørnen hundred Mile fra seer Ynglens aabne Neb? Thi, ha Guds Blod! hvad Vildt den greb! Med Vellystskrig den tog en Hjort paa Slæb. SIDE: 143 Men jeg ei havde Træets Sjel og Ørnens Hjerte ei, hvis jer, I stakkels Unger, jeg lod sulte -- nei! O, sulte? Nei! o Gud! Jeg trælle vil fra graaligt Gry til seent paa Qvel for jer. Det er jo heller ikke meer end Ørnen gjør, saa vild og grum den er. Den kløver taarnte Skyers Lag fra yderst Nord til Syd. Og da? -- ak det er neppe Dyd, for Børn at trælle Dagen lang, men Fryd. Og naar jeg mættet har de Smaa med Brød, jeg tvang af Steen: saa glad som lædsket Træ sin Green jeg løfter Arm til Bøn og Daad igjen. 1 OG 0. FABEL (OVERSAT) Det hændte paa et Statsbuget at ved et Nul blev sat et Eet, det stødte Nullet, stakkers Taabe -- hvorfor, det er mig end ei klart -- men rasende, med Qværnens Fart, den Lille flux tog paa at raabe: SIDE: 144 "Her staaer I, mager som en Stang og saa forbandet rak og lang, og støer jer op til min Side. Jeg kan jer ingenlunde lide. I staaer kun Niere til Fortred. Hvad I vil her jeg slet ei veed. Men det veed jeg og alle Ni: jer Skabning simpel er og lumpen jer Værdi. "Min Skabning -- svared 1 derpaa -- jeg laster ei og ei berømmer. Thi, jeg maa tykkes aldrig saa, en Anden kanske Andet dømmer. Mit Værd? nu vel! det er vel vist, at det særdeles højt ei skattes. men dog besidder jeg ei Brist, som bør foragtes og beskrattes. Jeg er kun 1 er sagt af Jer, Jeg troer ei I betyder meer. Velan -- men om jeg nu til Grunden lod undersøge jer Gehalt, da hænde tør, at, Alt med Alt, den mindst af Alting blev befunden. -- "Hvad! svared hun med Raseri, Naar Jeg og Du, din Skurk, gjør Ti, mon Jeg ei forestiller Ni?" "Aa jo, min Frøken, det er saa. Da har I Niens Rang og Hæder; men om jeg overgiver Eder, forstaaer I mig, hvor vil det gaa?" "Hvor da det gaaer -- sa'e hun -- det kan jeg ei forstaa" -- "Men om jeg nu med Grund kan vise . . ." "Hvem hører Grunde vel? Det er en udslidt Vise. Jeg har ei flere Ord at sige jer end to: "Pak dig: Lad mig i Ro!" Den Ener gik. Hvad vilde den vel gjøre? Thi gives der paa Jorderund en mere respektabel Grund end den: "Pak dig! thi jeg vil intet høre?" SIDE: 145 Men i den samme Stund faldt Nullet, stakkels Ring, ifra et Titals Højd netop til Ingenting. Og endnu meer ved det, som bør hvert Hjerte røre, at Eneren, fra Nullet stødt, skal paa sin Vandring have mødt, den ædle Nummer 9 saa den medeet gik op til Nitieen fra 10. BARON HOFF-ROSENKRONE Nu er der ei tilbage ved vort Adelskab stor Ædelhed; thi død er Rosenkrone og i Hardanger mangen Lyst; dets Felers kaade Alfebryst har glemt sin Glædestone. Den gamle Bonde, haard og ru som Folgefonden, græder nu; thi død er Rosenkrone. Han seer mod næste Aar med Skræk; thi hvo skal nu, naar Han er væk, den strenge Fogd forsone? Dø nu, du fattig Enke! meer du veed jo ei, hvor Brødet er? thi død er Rosenkrone. Og klag du arme Bondebrud! Hvem skal til Juul dig styre ud? Du bli'er iaar ei Kone? SIDE: 146 Hans Rosendal er dybt nedsænkt; det Fjeld er høit, som har den stængt; dog rak hans Hjælphaand over. Studenten arm, hvem Sorg og Sult har jagt tilsengs, ifra hans Pult faaer Brev, imens han sover. Det var vel simpelt som hans Sjel og kort, som til at gjøre vel Hans eget Sinds Beslutten; en Text gediegen som hans Tro, veltalende, saa Nøden lo, dog laa i Convolutten. Han var et venligt Solskin i Qvindherreds dybe Vestenli. Han var den skjulte Ile, som, dølgende sit eget Væld, dog la'er det hele Bækkehæld med Grønt i Vintren smile. Dog veed vel Fædrelandet knapt, at han var til, og nu er tabt. Berøm var ei hans Ære. Men, søde Glands af takfuldt Blik! i Himlens Pragt, hvortil han gik, han vil dig ei undvære. LORD DOUGLAS'S SØRGESANG (THE DOUGLAS TRAGEDY) "Staa op, Lord Douglas, og hastelig iklæd dig din glimrende Skrud! Lad ikke din kjødelig Datter inat bli'e en Riddersmands Brud!" SIDE: 147 "Staa op mine bolde Sønner syv! Trækker blinkende Rustninger paa! Vogter bedre eders yngste Søster! Den Ældste er langt herifra." Lord William over sin Axel saae hvad nyt man spørger og veed. Da kom de bolde Brødre syv saa fort over Lien ned. "Stig ned Margaret!" -- han sagde nu -- og hold min Hest en Stund. Jeg møde vil dine Brødre syv og din Fader i Rosenlund. Hans Hest med snehvid Haand hun holdt. Ei Taare var i hendes Blik til syvende Broder nedsank saa stolt, og Faderen til Striden gik. "Stands, William, dit Sværd! Ak Elskte slaa ham ei! Min Fa'r han er! Jeg kan en Fæstemand nok faae; men ei en Fader meer." Sit hvide Slør paa Jord hun slaaer. Det var af hollandsk Liin. Det bandt hun om sin Faders Saar, der rødere var end Viin. "Nu vælg, o vælg, min Margaret! Følg mig eller bliv hos din Fa'r!" "At følge dig, William er jeg bered. Du levnet ei Støtte mig har." SIDE: 148 Han satte hende paa en Ganger hvid, sig selv paa en Abildgraa. Ved Siden hang Hornet, som lød til Strid. Det bort i Galop mon gaa. Saa rede de fremad; det gik saa fort, mens Maanen skinte saa bleg. Men da de kom til rindende Flod, de ned paa Stranden steg. Der stege de ned at tage en Drik af Floden, som randt saa klar. Da Blod i Vandet hun skue fik. Det Williams Hjerteblod var. "O stille William, du saaret er; Dit Blod det er forsand." "Det er Skarlagnets Skygges Skjær, Du øiner i Flodens Vand. Saa rede de fremad; det gik saa fort, mens Maanen skinte saa bleg. Men da de kom til Moderens Port de ned af Hestene steg. "Staa op! staa op min Moder øm! Staa op og slip mig ind! Luk op, luk op; thi i Nat din Søn har vundet Allerkjæresten sin." "O Moder, en Seng saa dyb og bred til mig du rede maa; og læg ved min Side stolt Margaret, o da vil jeg sove saa!" SIDE: 149 Lord William døde før Midienat, Margareta før Morgenen graa. Gid alle, som sværge hinanden Tro, maa bedre Lykke faae! Hendes Liig blev lagt i Marias Chor; i Kirken jordedes hans. En Rose spired af hendes Grav, og Magen spired af hans. De Roser mødtes og favnedes ømt som før det elskende Par. Og derfor Verden har rigtigt dømt, hvor stor deres Kjærlighed var. Til Graven kom sorte Douglas selv, han ei sin Grumhed fortrød. Han slængte ung Williams Rose rød langt ud i Marias Strøm. Hændelsen, som besynges i denne meget almindelige skotske Folkesang, skal, efter Sagnet, have tildraget sig paa Godset Blackhouse i Selkirkshire. Efterkommerne af den store Jacob Douglas spilte Helterollerne i mange af Skot- lands Ballader. Nationens Opmærksomhed var altid fæstet paa dem, siden de ved sin Tapperhed og opoffrende Fædrelandskjærlighed havde reddet Landet saa mange Gange fra truende Undergang; og derfor er denne Romance en af de bekjendteste og mest varierede. Endnu opreise Indvaanerne i Nærheden af Douglasburn Stedet, hvor William kjempede med Douglas og hans syv Sønner. St. Marias Kirke, som nævnes ved Enden af Romancen, skal være beliggende ved den Elv, som endnu bærer dens Navn, og som forekommer i Indledningen til den anden Sang af Walter Scotts Marmion. DEN FØRSTE GANG " -- -- For første Gang, for første Gang" Det giver mangen Smaating Rang. Den varer kort, -- kun i Sekunden. Den er forbi, naar den er runden. SIDE: 150 Selv Græsset har en saadan Fest: da regnes unge Foraar bedst, naar første Grønne Mulden bryder, og Qvisten Hjertebladet skyder. Metallet fik sin egen Klang af som det lød den første Gang, da Alfen hamred ind i Stenen Sølvdruserne og Kobbergrenen. Hvis der var Sjel i Rosen, den sig ønsked, den var Knop igjen, just i den Stund dens Purpur tændes. Den døer fordi det ei kan hendes. Saa mild er Gud, at Alt, hvor smaat, en "første Gangs" Triumph har faae't. I den Sekund det Døde lever, og Livet sig til Himlen hæver. Hvor Øxen gjør i Skoven Dag Han spreder Engens Regnbuflag; men bandet Ørken der Han sænker hvor Spirens "første Gang" man krænker. Se, Havet ligger strakt og stilt. Nu ud har alle Bølger hvilt. Da svulmer En af egne Kræfter, og ruller væk; de Andre efter. Det er dens "første Gang." Deri jo synes Geist og Vilje fri, somom et Hjerte banked inden den lille Høj, der gaaer for Vinden? Det er dens "første Gang." Deri er alt dens Liv; -- med den forbi. SIDE: 151 Om et Sekund, hvor højt end stegen, den døer i viljeløs Bevægen. Hvor ligger Marken graa og ry: af Muld et Mulm, af Leer en Sky! Medeet af Løvetand den spredes, den Urt, der groer, jo meer den trædes. Da hvidligt Skud af Mulden sprang var kjække Plantes "første Gang." Deri var Sejer, deri Vaaren. I Skuddet er dens Krone baaren. Mej den! Ærværdig Fnok blæs fra! (Sic transit mundi gloria) Dens bedste Liv var i Sekunden, da første Gang den brød fra Grunden. Fra Tind til Tind hvor dyb en Dal! en bundløs Stormenes Kanal. Hist skriger Ørnen, graa af Alder: sin Unge den didover kalder. Dernede . . o hvor dybt! se Alt forgaaer, med Taage overmalt. Kun som en Bendel Fossen hænger; men halvvejs op ei Drønet trænger. Dog flyver Ungen. Det er Flugt! Thi første Gang blev Modet brugt, og alt dens Hjerteblod udsilrer til yderste af Vingens Spilrer. Men siden gaaer det af sig selv paa spændte Fjer som Baad i Elv. Den rolig seile kan om Kloden som dreven frem af Ætherfloden. Den første Flugt, skjøndt mindre høj var herligst dog; thi selv han fløj. Det kunde svigte; men fra denne han først, at han er Ørn, kan kjende. SIDE: 152 Hvi klager Elskeren i Sang? Er Ømhed død med "første Gang?" Sølvbryllupsgubbes Blik sig tænde, naar tænkt er første Kys fra Hende. Hvi Maleren fordybet i sin Ungdoms første Kulcroquis? Den gjemmer han, og Taaren furer sig ned iblandt de raae Konturer. Hvi er det Sejerherren plejer at nævne helst sin første Sejer? Og Admiralen gjemmer Baaden, naar han forlængst forladt har Flaaden. I Heltekongens Thronsal se hængt højest guldløs Portd'epée! Han højere ei Sceptret feired: den bar han første Gang han seired. O, Livet er ei mere grumt mod Aander end mod Dødt og Stumt. Som Rosens Drømmen om sin Knop, som Ørnens første Flyven op, som Vaarens første Kimen frem, den første Gang og tryller dem. Den første Gang, de Storhed viste, den vil Erindringen ei miste, selv ikke for den Storhed, som af "første Gangens" Ringhed kom. Det er somom de Stolte kjende sin Højheds Morgengry i denne. Men, at de have den saa kjær, just deres Storheds Uskyld er. At Evighedens Arving vendt har ømmest Blik mod det Moment, hvor han begyndte at begynde, o det er Aanders Højheds Ynde. Den Ømhed for den "første Gang" gav Haabet fremfor Tingen Rang. SIDE: 153 Den lægger Styrken i dets Vinge og Flammer i dets Ørnebringe. Flyv da mit Haab, skjøndt mindre du er end den Gjenstand i dit Hu: Fra Fædrelandet vil du prøve et Smiil i Flugten jo at røve? Dog flyve du! og sænk dig ned imellem Landsmænds Kjærlighed! Den er for mild til Knop at bryde, som skulde "første Gangen" skyde. Den Fuglens Øje har fra Tinden for Ungen svigtende i Vinden, naar første Gang den Prøven vover hvor bred den Afgrund dog er over. En Søn blandt dine, elskte Land, sin "første Gang" med Haab seer an: Han vil i Aften jo forsøge din Godhed og sin Gjeld at øge? Han byder dig et Billed af en sønlig Dyd, du Hjemsted gav -- en Times Lyst -- hvor lidet givet er det for Friheden og Livet! KRISTIANIA EPILOG TIL CAMPBELLERNE ELLER DEN HJEMKOMNE SØN (Scenen forestiller en Haveterrasse, hvorfra man tænker sig Udsigt over Kristiania. En fra Amerika hjemigjenkommen, sømandsklædt, norsk Udvandret træder frem, seende sig om med Tegn til Overraskelse). Den Hjemkomne -- -- Herfra, fra denne Plet . . Hvordan! jeg er der, dog ei see den kan. SIDE: 154 Kun faa Aar borte herhjemmefra, og fremmed bleven alt siden da? O jeg er ikke, men det er Hjemmet, som blevet er saa fornemt og fremmed. Mig Newyork selv, der i Hudson bader hvert Aar Afspeiling af nye Gader, ei saa forbaused den første Gang jeg kjæk fra Skibet paa Qvaien sprang, -- kjæk som Columbus -- nu veed jeg bedre, at bedst er hjemme hos vore Fædre, saalænge ikkun et Land er frit. Held mig, at Norrige dog er mit! Stod ei Agershuus som før histhenne, jeg kunde neppe igjen mig kjende. Men saa stod Borgen med blygraa Top da fjerde Kristjan drog Byen op. Og uforandret den staaer der siden som et forstenet Gespenst af Tiden. Oldtidens blege Ærværdighed er rullet over dens Tinde ned. En Middelalder staaer som forblødt i Fuglesangstaarnet saa rustenrødt. I Vindens Hviften i Græsset Runden om Volden legende gjør Sekunden. Men her fra denne Plet . . Hvordan! Jeg er der, dog ei see den kan. Ak, kjære Plet, min Legeplads, selv du er ikke som tilforn! Hvor er din Sommers Brudestads: den knoppende vilde Rosentorn? din fagre Pynt til Sanktehans: de jomfruskjære Convallers Krands? din Vildheds Ynde, din Eensomheds Pragt: dit Slør af Blaaklokker og Nyklebaand, saa luftigt og fiint som Gevandt om en Aand, i bølgende Folder af Vinden lagt? SIDE: 155 Ak, du, min Yndlingsplets Natur! fornem er bleven, fornem, men stur; min Bakke en prægtig Haveterrasse, hvor Zvibler, ei Blaaveis og Hvidveis, passe, hvor stolte Provenzrosers Overmagt ifra dens Odel har Hybnen jagt; min Skrænt paa fordumsdags Bellevy en Slotsplads over en stigende By. Har da, du viltre, utæmmelige Natur, af Kunsten i Aaget bragt, du glemt dit Lune, forødt din Magt? Og er min Barndoms Kongerige for stedse bleven ødelagt? Min Throne selv, den stolte Steen, mosfløjeldækt og hybenteltet, hvorpaa jeg herskende fremtreen blandt mine mylrende Nationer af Humler og Papilioner, selv den er bort fra Pletten væltet. Og anlagt er i Stenens Plads et Bed af Liljer og Hyacinter, en Flor retsom af malet Glas, indringet af en Marmorvinter: af Kongeboligens lange Fløj, af kolde skinnende Balustrader; de kjække Styrtninger paa min Høj omskabte er' til en Trap af Qvader. O har, Natur, du da, skjøndt skabt af Steen og Muld, din Troskab tabt? Kan dine Bakker og dine Dale saa falskt som speilende Bølger male? De Steder, vor Barndom elskte saa, som Luftens spraglede Skyer forgaae? mens, søde Plet, dit Billed, med hver liden Blomme paa sit Sted, mit Hjertes svage Fibrer fast SIDE: 156 krampagtigt holdt, og mens det gjemtes paa Bunden af den Graad, som tæmtes ei altid naar min Hjemvee brast? Det samme Smiil, det brogede Skjær af Engens naturlige Blomsterhær, som Sommervindene jog i Vover, min Plets Natur! ei længer over dit før saa yndige Aasyn gaaer, som forhen engang Aar for Aar fra dengang hørt blev første Gjøg til Kløvren blegned og Fnokken føg. Men jeg, hvor fjernt end gik min Fart, det Billed, Plet, har tro bevart. Bjergrullende Atlanterhav ei mindste Træk har skyllet af. Amerikas Himmel var aldrig saa blaa, at Ærenpriisklyngerne jeg kunde glemme, der omhvifted som med tusinde smaa azurne Serafvinger Højen derhjemme. Den Skovskyggenat i Illinois ei mørkned' Mindet om Pletten, hvorfra jeg skulde øine, var alt som før, hvor Byen og Landet tilsammenfløde, min Moders Hytte, -- den lille røde med Piletræet tæt ved sin Dør -- den gamle Huusgud med Moseskjæg, som roligt fange fik bag sin Væg paa Qviste guldgule, højtopstrakte, det første Grønne, som Vaaren bragte, og stille som i en Landsby frede midt i sin Krone sit Skjærerede. Nu væk er Træet og Huset med. -- I Gamlebyen ved Loens Bred kun findes endnu tilbage slige smaa gammeldags Huse, hiin Hyttes lige. SIDE: 157 Men over Engen, hvor Huset laae hvor Koen gik, da jeg sidst den saae, sig strakt har skinnende Gader hen, saa ei jeg kjender mig meer igjen. De synes komme ved Trylleri gesvint som i Newyork og Saint Louis, somom Kristiania dem af sin Kjerne skjød ud som Straalerne af en Stjerne. For Engels Blik, der fra Skyen lynes, hver lys, fremrindende Rad maa synes som Perler, der trædes ind paa sit Baand med ivrig Glæde af Pigens Haand. -- O jeg maa angre hvad jeg har sagt! Min Barndoms Plet er ei ødelagt. De nye Landsteders Havenatur er riig og prægtig, ei kold og stur. Hvor klattrer Stokrosen uforfærdet og Kaprifolen ei over Gjærdet! Og groer Reseda i Græssets Sted, saa er ei synderligt tabt derved. Hvad er den hele Forvandling andet end at min Drøm er nu bleven sandet? at alt det Smukke, min Fantasi sig bygged af Dunster, der drev forbi, de Værker, jeg her i Græsset slængt, har ud af bugnende Taage tænkt, de Mesterstykker, jeg hugg af Skyen, har sænket alle sig ned i Byen? Forlængst Morgana, den gode Fee, mig Slottet lod i sit Luftspeil see. Men forud havde jeg snelt i Tanken bygt Borgerskolen og Børs og Banken. Med Øjet i ubevidst Drømmen henvendt paa Løvetandbladet, det Medikament, jeg havde i Luften Skizzeringen malet til Barnasylet og Rigshospitalet. SIDE: 158 Afspeilet i duggfulde Primulablom Theateret saae jeg alt førend det kom. En stille Sommerqvel var det min Sorg at opbygge Hansteens Uranienborg. Og alt som Maane og Stjerner straalte paa Vandet jeg skinnende Søiler maalte. Min Skyld er ei, om de ei blev brugt. Man bygger altid i Luften smukt. Men hvad jeg bygged for nær ei maatte Stolt-Agershuus komme. Det var at spotte. Langt derfra paa en aaben Plads (saa let som Liljernes Stengler fremspringe) jeg bød fremstaae et søilet Pallads et Capitol for et Folk tilthinge. Og Byens Grændser paa hver en Kant jeg flytted ud indtil Elven randt igjennem Midten, bedækket da som Thems med Skibe, Gud veed hvorfra. Saa drømte jeg ofte paa denne Plet, ei voxen nok til at ordne det. Det var min Kjærlighed kun for Byen, som skabte frisktvæk for den af Skyen. Og hvor den havde igjen en Hoben hvidglindsende Villaer strøe'de den ud. De syntes om Byen som paa en Brud en Bord af Perler om grønne Kaaben. -- Hvi sværme da end for den vilde Eng, hvori jeg tumlede mig som en Dreng, naar Manden seer den prægtige Flor af Gader, som ud over Markerne groer? Hvi sørge over den gamle Silje? Rodhugget er ei hos Byens Mænd det gamle Normannasind med den. Det gik jo efter min egen Vilje? Og hvad jeg drømte det tykkes nu jo sprunget frem af mit eget Hu? SIDE: 159 Hvi angre over min Moders Hytte, som maatte væk med de andre flytte? Lad ødelægges mit Fædrenehuus, mit Hjem forsvinde, mit Hjerte knus, naar kun mit elskede Fædrelands Kristiania maa blomstre som frisken Krands. KALMUKKISK KLAGESANG VED DEN WOL- GAISKE HORDES BORTMARSCH Tidt naar Himlen straaler klarest den af Skyer mørknes snarest, saa man kunde fristes til at forbande Skjebnens Spil. Nu paa Bjergene de fagre Skimler ville blive magre. Og hvad vil Torgoten tro vel om Os, som blev iro? O hvor vil paa Fjelde steile Margen eders Hjorde feile! Drager kun med Ønsket hen, Os engang at see igjen! O hvor ville ei de skjønne Brune sig tildøde stønne? Skjænker os dog Ønsket I, engang Eet igjen at bli'e! Den Torgotiske Kalmukhorde eller som Russerne kalde den, de Wolgaiske Kalmukker, var den rigeste og mægtigste af de det Russiske Scepter underkastede Kalmukstammer. Russiske Indgreb i deres og deres Chans Rettigheder vakte en saadan Utilfredshed, at de i Vinteren 1770, henved 60,000 Telte stærke, vendte tilbage over den tilfrosne Ural gjennem den Kirgisiske Steppe til Soougariet, hvor de begave sig under Chinesisk Beskyttelse. (Klaproths Asiatisches Magazin.) SIDE: 160 O hvor vil det gaae de fede Blaagraae paa den skarpe Hede? O I Guder, har I brat uden Hjælp os da forladt? OVER OTTO G. D. AUBERT (LÆRER HOS KRONPRINDSENS BØRN. DØD I NEAPEL 29DE MARTS 1838.) Norge har jo bedre Skjalde? Det er sagt, og Jeg vil falde, jeg vil -- falde ned og tro. Jeg vil for min egen Ro gjerne tænke det om Alle, gjerne tro, at Viin og Most springer stærk i Hvermands Post, og at Hippokrenen flyder gjennnem alle Byens Gyder; gjerne tro, at hver en myg højtopskuttet Uselryg ei er Pukklen paa en Smyg, som til Sprang, at Lykken fange, krummer sig som Kat og Slange, men en gyldentunget, svær vuggefaaet, gediegen Lyre, som Enhver af disse Fyre om paa Ryg i Kasse bæ'r. Jeg vil tro hvad der er sagt, tænke det af al min Magt: Norrige har bedre Skjalde. Nid med Læben sønderbidt har nu qvæded det saa tidt, at vi det nu kunne Alle repetere angerfrit. SIDE: 161 Hil dig skjalderige Norge! Jeg vil nederst Plads mig borge paa din store Arnesteen. Men, hvis du har bedre Skjalde (blot der Ti ei gaa paa Een?) lad dem Alle sammenkalde nu der er saa god en Grund til at bryde Laurens Lund, til at bruge hele Læs "dunkle Myrther" og Cypres, til at dynge dem i Saater op saalangt som Digtet laater, som det strækker sine Rækker af forsvarligt Engegræs, -- til at komme med det hele Apparat af Sydens Flor, (godt især hvor Intet groer af sig selv) til herligt Mæle efter En, som der henfoer: saa den ædleste Aubert nyde kan den stolte Lykke, at han faaer sligt Mindesmykke, som kan passe Paul og Peer, blot det og var disses Øde, at de i Neapel døde. Men Jeg kan ei tie stille, naar saa hede Taarer trille. Jeg maa hulke ud min Sorg. Frændens -- den er mindste Qvide, dybere maa Vennens bide, Normandens er største Sorg. Jeg maa bande Dødens Magter, sige Livet, jeg foragter alt det Gods, det gi'er paa Borg. Manddomsstyrke, Ungdomssommer er et troløst Græs, der blommer; SIDE: 162 Øjenglands og Rosenskjær kun en Raadenhed i Gjær; Lærdomsskat i Kløgt bevaret Dynge Støv til Blæsten sparet; Folkeyndest, Kongegunst Bjergets Vind og Sumpens Dunst; herligt Haab og Livsenslykke et i Luft med Mesterhaand kjækt skizzeret Landskabsstykke, synligt knapt for skarpsynt Aand; Vennefryd og Frændegammen lette Svalers Flugt tilsammen: nok er Susen af et Blad til at splitte Flokken ad. O mens Nordenvinden hvas som om fyldte den vor Himmel med en selvbevæget Vrimmel skarpe Sværd af Staal og Glas -- o mens den, hvor stærk den farer, nok af gustne Slyngler sparer, bragte mildest Sydens Hvift, Pust af hede Roser sukket, Duft af sprungen Knop udlukket, stærkest Hjerte Dødens Gift! Stoltest Søn, som Norge sendte fremmed Land til egen Ros, fagrest Svend, dets Møer kjendte, slumred just, mens Dagen brændte, paa campanisk Grottes Mos, svalte syge Pandes Tanke under Posilippos Ranke; Brystet nøgent, mandigt hvalt slog mod en Apollos qvalt, som ifra de gamle Dage laa i Gruset knust tilbage, SIDE: 163 og hans slummermatte Haand leged' om en knust Colonn. Hvor han smiler! I hans Dvale o hvor er hvert Træk en Tale, som i venlig Vexel flød mellem Drømmende og Død! Drømmer Han, som klart kun tænkte, -- thi histhen med slummerstængte Øine, halvopreist, han seer -- at den tætte Dunkelhed om hint rigt vedbendomhængte gamle Romerminde er Teltet for hans Faders Fred? at den Gamles Sjel forynget aander just hvor Ranken gynged? at den helst, thi den var stærk, valgt har, fremfor altfor fromme Engles egne Helligdomme, Bopæl ved et Romerværk, eensom, rolig, taus at dvæle ved en Helts og Borgers Mæle? Mon -- thi lukte Øie græder, og saa ømt hans Arm er strakt somom den i al sin Magt om en Elskets Favntag beder -- mon i Drømme for ham bæres, at hiin marmorhvide Ceres, som med maaneagtigt Skin lyser gjennem Løvet ind, er hans Moder -- Hun, som bære kunde ei at Døden kom hendes stolte Dronningdom, hendes Sønners Flok, for nære? Hun, hvis Hjerte brast af Meen dengang Døden røved Een, SIDE: 164 maa vel hos sin Otto være, trofast, selv for klarsynt Drøm halvt usynlig, som den snygge lethenfløjne Omridsskygge af en Fugl i dunkle Strøm? -- Har Hun ham medeet forladt? Hvor han er forandret bradt! Moder, hjælp med dine Bønner! Thi din Søn i Døden stønner, knuget som af Grottens Hvælv. Han, skjøndt han er dødssyg selv, ømme Skytsaand, dig ei seer . . . Tys! han nævner Oscars Sønner . . . Ere de ham endnu meer? Døer han, o hvor maae de klage! Deres Jammer Norge nage, som jo døje maa den Skam, at det har ei Een som Ham! Han vil tale -- har ei Mæle. Han vil ud -- han vil til dem. Hvor han kjæmper -- han vil hjem, hjem til sine unge Sjele. Seer han da i Feberdrøm Slangekryb sig dem at nærme? vil dem døende beskjærme? O hvor er hans Angest øm! Hvor hans syge Bryst arbeider for en Bøn for Oscars Børn! Let som Skyen fjernsynt Ørn, Grottens Dyb han gjennemspeider; somom den en Tubus var til at gjennemskue Jorden, han alt Aand med Sandsen klar, søger han de Smaa i Norden. SIDE: 165 Blikket straalte en Sekund. Men i Nuet, da det sluktes, at for ham et Himmerige i sin Herlighed opluktes viste Smilet om hans Mund -- et ligt Perlerne, der stige op fra Kildens stille Bund. Endnu fremad og tilbage svæver Sjelen i det svage Aandedræt, uhørligt let som en Serafins, der sover, -- se, da af sig selv medeet Rankens Blad, som luded over, zittrende, somom det lever, op sin brede Hvifte hæver, vækker Luftens Stille just om hans Læbe til et Pust, og deri er alt forsvunden, førend Smilene om Munden, herligst Sjel i jordisk Bo. Blege Form, som er tilbage, er en Guds fra Oldets Dage, hvilende i Sejrens Ro. TIL EN UNG PIGE Tro mig, Dens Graad, hvis Smiil er ømme, hvis Blik er godt, blier mild og let som den en Rosenbusk idrømme en tusmørk Sommernat har grædt. I aabne Træk har Skjebnen alt det gode Hjertes Liv fortalt; og anden Stjerne kan ei spaa, tro mig, end rene Øjes Blaa. SIDE: 166 Der vil ei blive megen Smerte, ei mere bitter Taarestrøm, end Brudens ved Venindens Hjerte, end Barnets efter yndig Drøm. Men Sol vil skinne deiligt ind, og hedt vil gløde Rosens Kind. Og Livets vaagne Blik forbi gaaer Barndomsdrømmens Fantasi. Naar eensom i min Høst jeg sanker mit Livs Erindringer engang, med en af mine egne Tanker, med yndigt Billed i en Sang, med digtersk Syn en Morgenstund, der bragte Sang, ei Guld, i Mund, forvexles Du -- et Billed i mit eget Levnets Poesi. Som Busken over Muld har regnet en Sommernat sin Blomsterpragt, saa Morgnen finder Marken tegnet som blomstbaldyret Brudedragt, er alt hvad skjønt min Geist har tænkt din dunkle Fremtid forud skjænkt. Min Fantasi har den bestrø'd. Den Blomst ei har dertil for sød. ET REENT BLAD PAPIR (I EN VENS STAMBOG) Kun af Tankearme bli'r du foragtet, reent Papir: kun af Den, der seer sit eget Øde i din Tomhed præget, SIDE: 167 uden at det kan, som denne, under tankefulde Penne, blive af Ideer dækt. Det med samme sky Respekt som en Jomfru jeg betragter, af hvis Væsen Skabermagter trylle kan en Adamsslægt, uvist om, dog lige let, englegod, om djævleslet -- uvist netop som om hvad skrevet bli'er paa rene Blad. Arket, som i Spalter blanke fange kan Geniets Tanke, bedre er i skyldløs Tomhed end beskrevet fuldt af Dumhed: Linje ud og Linje ind strømmet af en Skriblers Sind over Blad, der kunde være enten Rum for Aanders Flugt eller reent som Jomfruære, hvidt som Serafiners Fjere -- o hvad Synd, at det blev brugt! o hvad Synd! jeg kunde græde til med Flammen af min Vrede Øje, Sands og Liv blev slukt. Tænker jeg, hvor let og snart, af en trofast Ven bevar't, eller af en Hvirvelvind i afsides Krog blæst ind, af den Lap jeg overleves, hvorpaa mine Navntræk skreves: gyse for den jeg da maa som om just jeg rabled paa netop den af disse rene Kirkevæggens kalk'te Stene SIDE: 168 under hvem engang et Hul rodes op for mig iskjul. O, hvor vil det ikke vare førend Regnen pidsker af disse dumme Træk, der svare Hver, som spørger om min Grav! O hvor længe, førend badet Tiden Skriften har fra Bladet! Først med sidste gule Træk blegner al Erindring væk, og da fulner ogsaa Hadet. -- Ak; men før jeg seer mig ad har jeg skjændet dette Blad. Mørke Linjers Slangerækker jo dets Reenhed alt bedækker, og dets Glands er alt forsvunden som en Speiles sat for Munden. Sortnende forsvandt den i Suk af min Melankoli. Utaknemligt! Dette Blad, fromt som Æbleblomstens dalte, kjært som Lappen, jeg bemalte med mit allerførste Qvad, hører ei til denne tætte Snee af Blade, som vil trætte, der af Landsmænds blinde Harm ilinghvines i min Barm, ei til Haglen af Karteller, som et døgnopløftet Had paa mit arme Hoved sæller. Du kun, mindeviede Blad om mit Navnetræk mig bad. At du da i eet med det eje kan mig Selv komplet, SIDE: 169 strømmer foran det de Rader, hvori nu min Aands Portræt sig i tro Afspeiling bader. Thi, om Manges Dom er sand, er et rasknedrablet Digt hvad i Verden meest er ligt Henrik Arnold Wergeland. "ALT ER FORFÆNGELIGT" (EFTER BYRONS HEBREW MELODIES) Min Magten var, Kløgt og Berøm, og jeg var ung og sund. Jeg drak af Bægrets gyldne Strøm og kyssed Skjønheds Mund. I Skjønheds Øines Straalepragt min Barm blev ømhedsfuld. Mit blev ved Hjælp af Kongens Magt, hvad Jorden har for Guld. Dog, mønstrer Mindet Rækken af de Timer, o, hvori mig Jorden al sin Glæde gav, alt Livets Trylleri: saa gled ei Stund, saa Dag ei randt med uforbittret Lyst; og i min Herligheds Gevandt tit zittrede mit Bryst. Ved Kunst og mægtig Trylleord bli'er vilde Slange from; men væk ei trylles kan den Gjord, som knuger Hjertet om. SIDE: 170 Den lettes ei ved Toners Magt, ved Ord, af Viisdom talt. Men Sjælen, som i den er lagt, bli'er deraf stedse qvalt. I DET GRØNNE [fotnotemerke] Flyv, fagre Vaar, saa let og glad dog ei afsted med alt mit Had! Jeg vilde nok min Vrede skjænket en skummel Stund, i Hagl nedsænket. I Ilingsvejr med Hagl og Sne, der knækked blomstfuldt Abildtræ, den Time maatte vist henrinde, hvori min Harm jeg skulde minde. Nu i dit bløde Græs den døer, meer blid end mangen Ømhed før. Med Vellyst, som i Blodskyl varme, døer hen tilgivende min Harme. Og vaagned engang min Foragt, fik Spotten Lyst at gaae paa Jagt, strax brast i Latter mine Smerter ad Mygs Musik og Frøkoncerter. I Solskin smelter alt mit Nag. Sligt Ord er ei i Bølgens Slag. Jeg lytter til de Strandens Toner -- Hvor mildt du, søde Chor, forsoner! Fotnote: Negtet Optagelse i den Constitutionelle, som jeg troede at burde forsyne med et og andet Bilag til dens forskjellige Paastande om mig. H. W. SIDE: 171 Hvor venligt nikker Straa til Straa! Gid Jordens Herre det forstaa! Han visner hen og døer som dette -- hvi da sin Foraarsfryd forgjette? En farvet Straale selv, sig toer i Solskin Ormen, mens den snoer sig om min Ankel -- arme Sleve, troskyldig er du: Du skal leve. Der er i denne søde Stund ei Draabe Gift i Ormens Mund. Mon hine vel mig meer fornærme, som krybe henad mine Perme? Kom hid til Droslens Bryllupsfest! Den synger vildest vel, men bedst. Den spotter ypperligt fra Qvisten jer Æsthetikler og jer Tvisten. O Foraarsluft, hvor sød og let! Tro den er Sylfers Aandedræt, men bland ei i dens milde Hviften det sorte Suk! Det var Forgiften. Og du min kjære, hvide Hæg, trofaste Ven af Hyttens Væg, du laane Vreden ei din Skygge! I den tør ingen Sorger bygge. Til næste Vaar du skal maaskee bestrø min Gravhøi med din Sne; kanhænde den i Bægret drysser, som jeg, der Brud ei har jo, kysser. SIDE: 172 Ryst lystigt Perlekronen af, om saa det bli'er du strøer min Grav! Gid sjelfuld Ynder af det Skjønne gjør den til Græsbænk i det Grønne! Der, Uven, sæt dig, om du tør, og elsk Naturen meer end før! Da skulde du vel ogsaa fatte, hvad Bund den i min Cithar satte. BANNERSANG FOR KRISTIANIA BORGER- KORPS (Mel. Pyrenæermarschen: "Hvi sove Frankrigs Helte hen?") I Fredens Hvile, Friheds Ro ei to saa skjære, fagre Blommer i venest Dal i Norge groe som vore Borgerfahner to, det Rosenpar i Friheds Sommer. Chor Men om en Dag kalder til Slag, : : da brænder selv den Hvide : : : : flyvende i Kampens Brag fremad ved den Rødes Side. : : Da fold dig ud, vort Bannerpar, for Norges Hovedstad at frede! Du Hvide, stig som Stjernen klar! Du Røde, flamm som om du var et Lueskin af Bauner vrede! SIDE: 173 Chor Frihed, i Ro under dem bo! : : Men Hæder dem skal følge, : : : : naar de fastforbundne To frem engang i Kampen bølge. : : Hvor har ei Norge sænket ømt sin bedste Dal til Plads for Byen? og rundtom Overfloden tømt? Og meer end Kristian har drømt den blomstrer frem i frisk Fornyen. Chor Fædreneby, sikkert i Ly : : du hviler bag vor Række. : : : : Meer end Borg og Fjeld i Sky dine Borgere dig dække. : : Hist snevre Sundene sig ind den Norges Perle at forsvare, og Agershuuses gamle Tind ei trodser bare Veir og Vind, men vel endnu en Fiendeskare. Chor Lidet dog gjaldt, Borgere, Alt, : : om Modet ei herinde : : : : bruste meer end Sundets Spalt, og fløi over Borgens Tinde. : : Alt hist, hvor Aasen blaaner hen, hvor Skyer seilende forsvinde, skal Kristianias tappre Mænd, om tolvte Carl selv kom igjen, med Glavind møde stærken Fiende. SIDE: 174 Chor Borgere, da frem med Hurra! : : Hvert Skridt med Blod skal kjøbes. : : : : Paa en Valplads langt herfra, bedst de unge Bannre døbes. : : Lev, Borgeraand, i vort Geled! Slaa der det samme norske Hjerte! Straal, Øje, som ei blues ved at Agershuus paa Os seer ned, og frydes i sin egen Smerte! Chor Banner, din Ving straalende sving! : : Thi et Hil fra Norge lyder. : : : : Hør Qvarreen rundtomkring hvor det jublende frembryder! : : TUGTHUUSQVINDEN Fattigfolksbarn. Hvor skamløst, at et Huus saa lavt fra gammel Tid har sig begravt i sligt et prægtigt Stræde! Dog sad i det saa fagert Barn liig Sommerfugl i Vraaens Skarn i Spindlens skidne Klæde. Hver Aften -- det var gammel Sæd -- løb Gadens Børn til Leeg afsted, kun ei den stakkels Pige. Thi gik hun barbeent ei? og alt det blevet var de Smaa fortalt, at Ligt skal søge Lige. SIDE: 175 Paa Dynge Sand ved Hyttens Væg hun eensom sad. De Andres Leeg vel maa den Arme krænke. Den Graad, som røg i Sandet tidt, beviste, at det ei var frit, hun var begyndt at tænke. Hun fandt, at hele den Foragt kun skrev sig fra den usle Dragt; og hun sin Armod haded. Et Nag i Hjertet Malurt gjød, det Brød, hun før med Glæde nød, hun nu i Taarer baded. Men Ingen vidste, hvad var hændt, før over Øiet alt var spændt en fremmed Sky af Smerte, før Læben skjalv med Strengens Fart, og før en Aand af tvivlsom Art alt sad i Barnets Hjerte. Just naar hun fik et venligt Ord, henunder solbrændt Kind der foer en dunkel Rødmes Bølge. Den var kun den betændte Rand af Saaret, som i Smertesbrand hun i sit Bryst maa dølge. Hun ligned, skjønt ei mindre skjøn, ei længer Magdalenas Bøn og Ruths ydmyge Tanke, da hun til rige Frændes Vang troskyldig gik den tunge Gang, for spildte Ax at sanke. SIDE: 176 For venligt Ord, for naadigt Klap, som Handske fiin paa Kinden slap, vil Barnet meer ei takke. Hun blusser kun, somom hun veed, at det kun var Hovmodighed, der legte med sin Nakke. Den store Synd var alt begaaet, at lade Barnet faae forstaaet, hvor Rige Armod hade. I hendes Øjne meer ei gjaldt det Plag, hun bar af Pjalt i Pjalt for Væv af Rosenblade. Ak, alt i Barnekinden rød et Helvede har tændt sin Glød! I bittre Taare trillet var Uskyldskronens Perle ned. Ve Stolthed, om din onde Sæd du vidste og har villet! Ha, hvor raskt de Væve gaae, ha, hvor tungt de Bomme slaae! hvor de Vævske'r larme! Ak, hvi hænger Svøben hos? Stærk jo gaaer som hviden Fos Rad af Pigearme? Standsed En, Gud naade da! Svøben fløj da til og fra stakkels Piges Skulder. Se ei til! Ei Blik af Ynk! Døver alle hendes Klynk med fordobblet Bulder! SIDE: 177 O, der standser en, paastand svinger strenge Opsynsmand tunge Tougetvinde. Ynk ei Offret, thi hun er jo som Allesammen her kun en Tugthuusqvinde. Tugthuusqvind -- o Navn hvor fælt! Ord, af Skjændsel kun besjelt! Du maa bedre finde. Vist i Herrens egen Mund heder som de Alle, hun blot en Synderinde. SIDE: 178 POESIER DEN NAVNLØSE Kun Hun Selv, og ingen Anden, vide Hvad jeg fandt paa Stranden, kun Hun Selv -- Selv uden Navn, Perlen liig, der, uopdaget, endnu ei er bleven taget ind i Diademets Favn! Da, med Navn den at berømme, Skjalde Fantasien tømme; Kongens Indfald selv er mat. Man af Stjerner eller Maane prægtigt Navn og Rang maa laane til hans Krones fundne Skat. -- Elskte "Navnløs!" thi jeg vover selv for Vennen, naar han sover, ei dit Navn at nævne tyst: Han, selv Han skal mig misunde. Det, for reent for Verdens Munde, tone skal kun i mit Bryst. Elskte "Navnløs," om Du skulde faae dit Navn og Rang tilfulde, Perlen liig i Kronen sat: til mit Bryst man tye! mit Hjerte i sit dybe Hjem det lærte, da paa Strand jeg fandt min Skat. SIDE: 179 O, der evigen det toner som en Klang fra Aanders Zoner: Navnet, hvormed Himlen alt dine hulde Dyder ærer, mens sin Knop din Ungdom bærer af sin første Rødmen malt. Ve, sin Fryd at maatte qvæle vove ei om Fundet mæle! Men jeg Verden ikke troer. Piletræet kun hvis Blade lytte vel, men snaksomt glade pluddre væk hinandens Ord, matte Bølge kun, som dale maa i Grav midt i sin Tale, Englen, som med Taushedseed Synderens Bekjenden tager før han Rædselsmulmet drager bort for Guds Barmhjertighed: hvis de taushedstvungne Trende jeg dit rette Navn lod kjende, var det Troløsheds Forraad? Hedd da "Navnløs" for dem Alle! "Navnløs Perle" de Dig kalde! Perle, reen som Engles Graad! BLOMSTEN Fagre, hvor arm er din Elsker idag! Thi Han, som saa gjerne med Diamanter og Guld din Dørtærskel vilde bestrøe, ak! Han ejer idag ei vante Bouqvet til dit Vindu. SIDE: 180 Nelliken holder jomfruligen stolt sig lukt i sit Bæger: Blomsten har seet din Mund; nu blegner den heller iskjul. Ak, jeg ejer idag ei vante Bouqvet til dit Vindu! Hvide Narcisse har hyllet sig ind; thi nødigen vilde Stjernernes yndige Barn sig tabe i Glands mod din Barm. Skinsyg over din Mund vil Rosen idag sig ei aabne. Dog jeg med brændende Kys -- somom jeg dig favned min Elskte -- har forgjæves forsøgt at aande i Knopperne Liv. Ak, at Blomsternes Barm kan gjemme ufølsomme Hjerter! Fagre, dog ejer din Elsker en Blomst, hvis fyrige Flamme evig som Stjernernes er: udødelig Kjærligheds Blomst. Dit velsignende Blik har saaet den selv i mit Hjerte. Den er udsprungen saa fuldt som en Sol. Den ømt har jeg plejet, ledet mit varmeste Blod til Rødderne dybt i min Barm, dugget den med min Graad. Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte. Forhen et Skud i min Sjel, kun en Drøm imellem dens Tanker, Tanke og Sjel er nu den; liig Barnet i Vuggen, min Sjel kun en Drøm i dens Dyb. Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte. Hvilte Du kun en Sekund ved mit Bryst, da skulde Du føle bævende Liv i dens Blad, der fik af en Skjalds Fantasi al sin himmelske Pragt. Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte. SIDE: 181 FØDSELSDAGEN Om en Time Fødselsstunden for min Elskte er oprunden: Kjærlighed, med Gaver kom! Du, den rige, er saa tom? Har du intet Bedre funden end en Taares Fattigdom? Den har du fra Sorgen røvet. Eller er du selv bedrøvet, Du, der praler saa af Magt? Alt er Dig jo underlagt? Hvi har du da Flugt ei prøvet for at høste Nattens Pragt? Intet vilde Hende klæde bedre end et Stjernekjæde slynget om det blonde Haar. Skynd dig! ned Orion gaaer. Skynd dig! Beltet allerede løses før du Skyen naaer. Først Hun vilde ret fortrylle, naar du kunde hende hylle ind i finest Morgenrødt. O, hvor Skyens Silke blødt vil om disse Former skylle, hvorpaa Gud sin Kunst har ødt! -- Kjærlighed, hvorledes er det? Du, saa kjæk og uforfærdet, nu saa magtesløs og arm? Stamp i Jorden i din Harm! Frem tør bryde der bag Gjærdet dine Legioners Larm. SIDE: 182 Fee og Alfe (om de gives?) tør af Medynk gjenoplives, skaffe dig ihast et Slør, som af Blomsterglands de gjør. (Blot det ikke sønderrives før din Elskte faaer det, før!) Ak, jeg frygter, at Du skryder, naar om Magt din Tale lyder. Hvorfor vil du eje meer end dit Hjerte, som det er? Hvad, om den Present du byder da idag din Hjertenskjær? FANTASI Muntre Raab fra Fyrreskoven, Klang af Horn og Skud deroven kald mig ikke op fra Voven ved den lave Kyst! Der hvor jeg min Mø har funden maa jeg dvæle tryllebunden. Lænker ned i Klippegrunden løbe fra mit Bryst. Stranden troer I gold og øde? Ak, I see da ei de røde Roser, som i Sandet gløde frem i hendes Spor! Eders Øine er ei klare: hvor I see kun Tang og Tare, grant og sikkert seer jeg bare unge Blomsters Flor. SIDE: 183 Kom, en Drøm, naar Qvellen svaler! Mere end paa Viisdoms Taler, naar du hviskende neddaler, troer paa dig min Sjel. Du forklare maa tilfulde hvorifra Hun kom den Hulde. -- Falske Drøm! mon skabt du skulde have hende Selv? Som et Syn jo pludseligen mig paa Stranden blinded Pigen. Skulde Voverne i Vigen være Havfrus Hjem? Mon paa disse kolde Grunde da en Bølge endnu kunde føde, som i Hellas' Sunde, Afroditer frem? Skjønne Havfru, lad dig fange da af mine Eskovssange! Byt din Bølge med den bange Banken i min Barm! Rødere dens Blodstrøm flyder end Korallen, Dybet yder, Perlens Glindsen, som dig pryder, mod min Graad er arm. Mere skjønfantastiskt former sig mit Vanvid, naar det stormer, end Polypens Træ sig ormer frem paa Havets Bund. Mindre majestætisk, mindre skjønt er Havet end mit Indre. Minder straale, Tanker tindre paa dets dybe Grund. SIDE: 184 Skulde Du en Havfru være, vælg da fremfor tangklædt Fjære Aanders Hjem og Aanders Ære! bliv en Jordens Mø! Skynd dig, fagre Havets Datter! før dig Brændingsbølgen fatter, og med Lyst dig drager atter ud i vilden Sjø! Eller, siden Du saa ene vandrer mellem Strandens Stene, mon en Sky, som maatte tjene Engle til et Skib, her mod Bjergets Top forliste, maatte sin Besætning miste, kun at Du, der var den Sidste, frelstes af en Grib? Hvad Du er, om Du tilbage til dit eget Hjem vil drage, mig, min Elskte, maa Du tage med dig i din Flugt. Tyer du til den dybe Bølge, Os skal da den samme dølge. Gjennem Dyb og Himmel følge skal min Sjel din Flugt. DEN ELSKTE Guld er Støv og Purpur Pjalt, Ædelsind er det ei Alt? Kan jeg større Rigdom finde da end hos min tro Veninde? SIDE: 185 Ædelsindets Tankers Flod det er himmelskt Adelsblod. Kan jeg bedre Adel finde da end hos min tro Veninde? Ynde, du er Skjønheds Sjel, skjønnere end Skjønhed selv. Kan jeg større Skjønhed finde da end hos min tro Veninde! Jomfru, blusser Du iløn? Du er riig, fornem og skjøn. Bedste dog af Først og Sidste, at du Selv ei deraf vidste. Smiler endda haant en Nar, da et Smiil jeg ogsaa har koldt som Staalet -- blot det ikke smelter hen i Hendes Blikke. O de straale ømt og smukt, er end Øjet slummerlukt. Himmelsk Glands, selv naar hun sover, straaler hendes Aasyn over. Jomfru, Engle stige ned til din Uskylds Hvilested. Helgenrene Jomfrusjele mens du slumrer, om dig knæle. Tør imellem dem min Bøn ydmyg blande sig iløn? naar du vaagner med dem stige op for Dig til Himmerige? SIDE: 186 DEN ELSKEDES OVERFART -- Tys! det pladsker over Vandet. Det er Hende! Det er Hende! Hendes Forbud er alt landet: denne glade Angst for hende. Aaretakten kan jeg kjende: uden Regel, uden Lag som mit eget Hjertes Slag. Bølge! Bølge! skyd bagefter sikkert, men med milde Kræfter! Ellers med mit Blod jeg plette vil din rene Barm, og trætte med mit Liig din Flugt den lette. Selv vil jeg i Stormen boe, at Dig aldrig undes Ro. Hulde Stjerne, over Vigen maa du trofast lyse Pigen. Er ei hendes Blik dit eget? har, i Eva-Aasyn præget, dog ei Jord ei Himmel sveget? Kan du hade egen Ild? frygte den, der er saa mild? Ve dig, om du kunde svige Baaden med den unge Pige! Skjøndt du straaler i det Høje, Hevneren min Bøn skal bøie. Som den Dødeliges Øje Han kan dig udslukke bradt, gjøre al din Glands til Nat. Lyser Du med trofast Styrke, da jeg evigt dig vil dyrke. SIDE: 187 Jeg Bassin vil Kilden bryde, mine Blomster duggbegyde, at jeg Speile nok kan byde Dig og Hende, der saa liig er i Blik og Reenhed Dig. MIN GRAV Hvor er jeg glad, ja hjerteglad! Thi alt jeg seer det Sted, hvor halten Hævn og blinden Had, som med min Skygge fulgtes ad, skal synke trætte ned. Der ligger det, meer nær end tænkt, bag tvende Poppeltræe'r, med Løvguirlander rigt omhængt, med Grønsvær dækt, altid besprængt med Dugg saa demantskjær. Der, skeelsynt Nid, du meest beqvemt kan læse mine Qvad! der vil du fatte mere nemt, hvi jeg, og ikke Du, har stemt min egen Strengerad. Der slæng dig, Had, som kom for seent! grib efter mig endnu! Det Støv, du faaer i Haand, er reent som Liljernes mod hvad du meent og tænkt har i dit Hu. SIDE: 188 Ha, stolte Følge til min Grav, hvi vender du dig hen, som om du tørred Taarer af? Ei I, men Elskov, den mig gav. Jeg derfor elsker den. Har Hun ei lovt, hver Pintsefest mig at besøge der? Skjærsommersøndagen dernæst Hun atter være skal min Gjæst. O Plet, hvor kjær du er! Da Bogfink, syng i Poppelens Top til Ære for min Brud! Spring ud en vakker Rosenknop! Jasmin, din blege Mund luk op til Ære for min Brud! Der boer jeg da den Sommer kort. Mit Lyststed, Plet, du er. Med sidste Blad jeg flyver bort, at vente tro i Himlens Port, til Selv Hun kommer der. DET FØRSTE HAANDTRYK Din Puls har banket min imod. Forente var vi Blod i Blod. Det var i faa Sekunder bare. Ei længer Salighed kan vare. Hvor mildt din bløde Aare slog! Men min i høje Bølger jog. Nær med sin Purpurstrøm den fulde besprængt dit Jomfrubelte skulde. SIDE: 189 Saa ømt og fast ei Aander to kan sine Vinger sammensnoe, saa flyder Flamme ei i Flammen som vore Hænder hvilte sammen. Mit Blod har siden da ei hvilt, men stormende i Aaren ilt. Har det da Sjel, som ei forglemmer? Det Slaget end af dit fornemmer. O, vore Hjerter længer maae ei skilte ad, min Elskte, slaae. De høje Stjerner saae og taalte, at deres Aarer sammenstraalte. DEN FØRSTE OMFAVNELSE Kommer nu Sorger! knuger mit Bryst, at det ei sprænges af jublende Lyst! Himmel! med Uheld, Helved! med Qvaler tæmmer dets Bølger! Thi der har hun hvilt! Fiendenag aabne dets Aarer! din Piilodd kun svaler. Thi ved dets Slag har hun jo zittret og smilt. Sorgen har tabt sin Tyngde og Magt, hvor hendes yndige Aasyn har lagt. Sank hun den ned i sit svømmende Øje? Drak hun dens Gift med sin Mund? Thi jeg saae Vemodets Smiil bævende Skygger om Læben at bøje; dunklere blaa sværmede Øjnenes Ild. SIDE: 190 Du har forsont, uskyldige Brud, Sjelen med Verden, Blodet med Gud: Dengang din hellige Pande du sænkte, straalreen som Naadens skinnende Lin, over mit Bryst, borttog du Synden, den taarebestænkte. Nu er mit Sind reent som et Tempel og lyst. Rødmende Uskyld speilte Du ind, Brud, i mit Bryst med jomfruelig Kind. Hviftet af himmelske Due fornemmed jeg i den Lok, som omsvævede mig. Hil mig, min Geist, forhen dæmonisk, for Himmelen fremmed, er nu ved Dig, Elskede, hellig gjenreist! Der, hvor din Læbe rørte mit Bryst, indenfor blev det glorielyst. Kjærlighedshymner derinde fremsprunge under dit sandsløse, drømmende Kys. Sødmen deri drak Fantasien med glødende Tunge. Styrke og Lys skjænkte det Ømheds Geni. Dengang du laa ved mit Hjerte, min Brud, var det som Blomster sprang derifra ud: Blomster, som levte, drømte og tænkte. Mandel og Abild ei vajer saa fuld. Solen sit Blod ikke saa rigt over Roserne sprængte. Sjelen sit Muld drømmende saligt forlod. SIDE: 191 Fjern dig, min Sjel, du mørkblaa Seraf! Eller en Stund i mit Blod dig begrav! Herskende lad det rulle saa længe! Nerven lad aabne sin zittrende Mund! Samling berøvt høre du opfyldt med tonende Strenge Brystet, hvor Hun hvilede elskovsbedøvt. DET FØRSTE KYS Elskeren Hvor er du, min Elskte? Hvi lod du mig ene? Hvi har du dig skjult bag de ludende Grene? Elskerinden Se her ved dit Hjerte, kun skjult af din ømme omfavnende Arm vil din Elskede drømme. Elskeren Jeg hører din Stemme, som Engle dig lærte. Men sværg, at du hører mit bankende Hjerte! Jeg ellers maa troe, at Henrykkelsen dyssed i Døden det ind, da du, Elskte, mig kyssed. Jeg ellers maa troe, at den Honning kan dræbe, som dugger med salig Beruusning din Læbe. Elskerinden Jeg sværger, jeg hører dit Hjerte at banke. Men nys stod det stille, da standste min Tanke. SIDE: 192 Elskeren Jeg hører din Stemme; men øiner dig ikke. End dunkler et Salighedsmulm mine Blikke. Mit Øje, i Straaler fra dine indhildet, medeet sig i Drømmenes Himmel forvilded. Elskerinden Du blegned, dit Øje sig lukte, dit Hjerte forglemte de Slag, som af mine det lærte. Elskeren Da Læben jeg kyssed, da Midjen jeg knuged, du blegned, som om jeg din Blodstrøm indsuged. Men atter, som aanded dit Blod, i Sekunden, til Kysse paany flød Karminen til Munden. Elskerinden Hvor angest jeg var, at jeg havde i Sukket din flammende Sjel i mit Hjerte inddrukket! Elskeren Mig syntes mig skybløde Vinger omslynged, som om en Serafbarm mig jublende gynged. Elskerinden Det er mine Arme, som ømt dig omfavne. Ak, Sværmer, din Himmel du bittert vil savne. Elskeren Nei, Brud, fremfor Himlen dit Favntag jeg skatter. Og kys mig, saa er jeg i Himmelen atter. SIDE: 193 KJÆRLIGHED OG NØD Se, min Elskte, Roserne rødme som Smiil henover de haarde Klipper, de søde Jordbær groe paa gjerrige Højder! Saa den haarde Skjebne modvillig vor unge Kjærligheds Fryd skal bære. O Nød, hvor skjøn bestraalt af salige Taarer. Se, dit smukke blegnende Aasyn, med to Lyksaliges Smiil bedækket, er liig en Geists af død forherliget Glæde! Derfor, Nød, vi Begge dig elske. Vor Elskovs Fædreland er din Goldhed. Vær stolt, min Brud, det ligner Norge, det elskte! I dets strenge kjølige Luftdrag vor Elskov sundt og blussende aander. Vær glad, min Brud! det grændser nærmest til Himlen! Begge har beslægtet Natur jo? Hvor ligner Stjernerne dine Taarer, skjøndt Knopper kun af Øiets mørkeblaae Blomster! Begge har beslægtede Væsner: hvor ligner skærmende Engle ikke de ømme Tankers Flugt fra Øie til Øie? Der i Nødens straatakte Hjem jo Maria fødte Alverdens Frelser? Der boed Ruth og Hagars Ynde der fødtes. SIDE: 194 Igjennem Nødens Ørkener vandred trofaste Tjener og fandt Rebekka. Friskt Mod, min Brud! din Fod vor Ørken beblomstrer. Se, vi Begge Nøden jo elske. Thi med en Fostermoers milde Alvor den lagde tidlig Hænder over vor Elskov. Med min Sved jeg gjerne beperler dens Muld, Jeg Skjaldharpens Odelsbaarne. For mere øde Digte svede saa Mange. Snart de golde, stenige Bakker (en Verdens Fattigdoms sorte Skuldre) skal bølge i dit Trin med sædgylden Kaabe. Os i Døren møde to Engle, den blide Nøisomhed, glad Tilfredshed. De have dækket Bordet, redet vort Leje. Nu de flye tilbage i Himlen for om det salige Par at melde, og til vor Søvn at hente himmelske Drømme. Frygt ei, Viv, min Sang skal forstumme. Min Sved kun friske skal gamle Laurer, om blodig Graad end risler indenfor Øjet. Kun en snebar Stribe behøver den kloge Stær for sig selv og sin Mage. Stort meer ei, Brud! Geni og Kjærlighed trænger. SIDE: 195 HJEMME Se, atter over mig suser den Piil, som rysted nedover min Barndoms seirrige Lege de laureglindsende Blade. Bekrandste Eensomhed feirer som før i Skyggen sin Høitid -- den kjære Drømmer, som bredte hver Qvel sit Teppe paa Engen. Som forhen toner den grenede Top, den Vindenes Harpe, der nynned ind i mit Hjerte en sød Tungsindigheds Sange. Naar Grenen vajer, fremblaaner den Elv, hvis Bølgeskrig løste min Sjels ubændige Frihed, og lærte Qvadet at rulle. Jeg hører Fossen, hvis drønende Fald først vakte de Strømme, som slumred end i mit Indre. De overdrønede Fossen. Den Stærke borthvirvlte stundom en Gran, der voved for langt sig, og Klippens Vildhumleranke, der tørstig sneg sig til Stupet. SIDE: 196 Den høje Gjetrams, med glødende Kind og nikkende Hoved, af Straaleregnen beruset, gled ud og fulgte de Andre. Men pragtfuld, dæmonbevinget Fantasm var Granen, som ofte blev slynget bort af de Strømme, som bruste gjennem mit Hjerte. Og stolten Tanke paa Stengel af Lys og Drømmen, saa smuk som forelsket Fees Fantasi, de Blomster var, som bortførtes. Der seer jeg Bjerget, det gamle og graa, hvor Tanken sig hvilte tilforn paa Flugten til Stjernen og til de sværmerske Skyer. Hvor ligt en Afgrunds mørktfunklende Blik hist sortner ei Kjernet! Meer kjækt og ædelt det syntes end fromme stirrende Himmel. Hvor øm og trofast du stolte Natur mig møder herhjemme! Ei Blad har Pilene mistet, og Engen ikke et Blomster. Kun Dig jeg savner, Genius, Dig, i Eensomhed født af Naturens Høihed og Ynde. Hvi er Du ei under Pilen? SIDE: 197 Ve, har du vildfødte Høihed fortabt i Menneskelarmen? forglemt dit Mødrenemæle: Naturens Yndigheds Tale? Ak, kommer der ei min Elskede selv? Ved Himlen! der svæver et Elskovsdigt over Læben, en Ode brænder i Øjet? Fortæt din Skygge, min Piil, thi jeg har min Genius fanget. Den vist i Himlen har været, thi Jorden har ei dens Blidhed. Lud ned, min Piil! Thi jeg vil paa min Mund fra hendes aftrykke det Elskovsqvæde og læse den Ode Øje til Øje. NORGES FARVEL TIL OLE BULL Farvel, min stolte Søn! Farvel! Følg Kaldet i din dyre Sjel! Før bandt til mine Skjær jeg let den vilde Pelikan end det. Før standsede jeg Havets Gang og Stormens Flugt end Skjaldens Trang. Drag hen, min Søn! Den samme Lyst har rørt sig i din Moders Bryst. SIDE: 198 Jeg ogsaa digtet har engang. Heimskringlas Liv det er min Sang. Jeg skrev min egen Epopee. Hver Helt var deri en Idee. Jeg skrev med Evighedens Skrivt: med Kongers Daad og Mænds Bedrivt. Se, ved mit Hjerte gyldenblaa den store Havets Harpe laa! Paa den fik sjelfuld Tanke, før kun navnløs, Navn . . Hør "Frithiof!" hør! Hør, længe fra dens Strenge skjalv Lyd af dit Navn, Sjøkonning Alf! Min Harald er et Heltedigt. Hvo maler Verden et saa rigt? Saa skjøn en Fantasi har knapt en Skjald som blonde Gyda skabt. Alnorden bævte for de Ord jeg grov i røden Hafursfjord. Et herligt høit Haleluja var Sigurds Fart til Jorsala. I haarde Birkebeengeled jeg fantaseerte Noder ned. Ved Fimbureid hvor lød de vildt! Paa Hvitingsø hvor fredsomt mildt! SIDE: 199 Ved Holmengraa din Guerriera, i Nidaros din Preghiera. Se Hakon i hans Kongesal! Hvor majestætiskt et Final! Nu er der visseligen i min Sjel meer Kløgt end Poesi. Dog flød endnu i fyrig Stund en Frihedshymne af min Mund. Jeg ligner egen Mark, som den nu ligger der høstblegnet hen. Som sparsom fattig Pige, lagt min Dal har hen sin Høitidsdragt. Dog vil jeg gjennemleve hver, om ei en Blomst til Dig der er. Til dig, min Søn! min Søn, som gav mig større Glands end Konnings Grav. O, vant til Sønners Verdensry, mit Øie funkler op paany. Hvor arm jeg er, man dog Demant meer dyr end Glædesblik ei fandt. Ak, er der i den Glands ei Glød? Bli'er dig for koldt din Moders Skjød? Nei, flyv! udbred din Moders Navn! Din Hæder trøster da mit Savn. SIDE: 200 POESIER DEN ELSKTES SLUMMER Hun slumrer . . Tys! Hun slumrer. Ei meer de bløde Fingre besvare mit Haandtryk. Liig Qvisten, af hvide Roser for tung, i yndig Skjødesløshed de hænge. O Den, der, let som Vinden, det fine Rosenskjær turde kysse, som Hjertet i hver en Fingerspids aander ud, de balsamineklare og smekkre! Mit Blod, hvi er du vildest just nu, da ingen Synd er som den, at hun vaktes, just nu, mens Evas yndigste Barn tør frit omsværme i Paradiset? Nu er paa Flugt i Himlen den skjønne Sjel -- Blot Englene ikke den fange! Da blegned hun lidt efter lidt som Blad paa Blad af Maanedsroserne falde. Da Skjønheds egen Farve blev Dødens Bleghed . . Yndige Død, jeg tilbad dig; den graadige Grav jeg trygled; din Grav blev, søde Rædsel, i mine Arme. Lad Skjønhed blive jordet hvor ei den kunde leve! O salige Elsker, den lever, den aander jo ved din Barm! Mit Hjerte vugger under dens Roser. SIDE: 201 Kun kort paa Flugt i Himlen er Pigens Sjel, for der at opdage de Blomster, den lyster at vise Billedet af imorgen i de straalende Øjne. Thi snart, som Tanken vexler, de dunkles af Hyacinthers Bruunviolette, og snart Cynoglossens sortnende Blaa og snart Kjærminders Lys de gjenspeile. Hvor tidt, liig Barnet efter Nymfæen under Vandet, jeg speided i Øjet! Hvor himmelskt et Foraar blommed deri! Saa blaaligt tindred Edens Violer. Ve mig, af Hjertets Banken min Skulder skjælver, hvortil hun hælded sit Hoved. Hun drømmer sig vist paa grønnende Høi, og hører Alfer hamre derinde. Meer let end ellers svæver henover Hendes Øienlaag, livlige Drømme! Thi under dets fine, melkblaa Emalje er Perler gjemte, Smykker for Engle. I frie Fantasier, en Aandeverdens boltrende Sommerfuglesværme, jert fineste, herligst glimrende Støv nedover hendes Øjenhaar ryster! Dog vil det ikkun være som Regn i Hav; thi under de Buer sig hvælve to dunkelblaae Himle bugnende af meer fagre, tankehjertede Drømme. SIDE: 202 O saa som Hun, der slumrer, maa Kjærlighed see ud hos den døende Nonne, der Jorden og Muligheder af Synd forlod og seirrig stiger tilhimmels. Og saa er Skjønheds Aasyn i Tale med Engle! Elskov, saa er du uskyldigst, saa Yndighed yndigst, Indsøen liig, der ogsaa slumrer, naar den er fagrest. Da speiler dybt sig Solen som bedre Verdens Gjenskin paa Drømmerskens Ansigt; da zittrer dens Speil af Børnenes Leeg som disse Smiil om Drømmerskens Læber. O, at jeg vidste Drømmen, som, liig en flortynd Sky over Himmelens Ansyn, fløi rødmende over Jomfruens Kind! Vist, som Hun drømmer Englene digte. Hvor yndig den maa være! Thi Munden aabnes halvt, den at kalde tilbage, og Brynenes dunkle Straalenet har sig sagte løftet, for den at fange. Hun slumrer, end Hun slumrer. O vaager med mig, Himlens Hellige, vaager! Thi engang imellem Eders sin Røst jo skal min søde Drømmerske blande. MED EN BOUQVET Den har ei Sjel, som ikke troer, Naturen er en aaben Bog, at Mossens blege Klippeflor saa vel som Rosen har sit Sprog. SIDE: 203 Det kjender Du, min Elskte, vel. Du Drømmen seer i Klokkens Bund. Du fatter Liljens tause Sjel og Ordene fra Rosens Mund. Lad da din skjønne Fantasi blandt Somrens Blomster sværme om! For Hende, Blomster, taler I! Hun er jo selv saa favr en Blom. Paa Morgenrødens Høie groe kun Roser lige hendes Kind, paa Lysets Bjerg, hvor Engle boe, kun Liljen reen som hendes Sind. Og ikkun hist, hvor Dagens Blaa frembryder som en Kilde klar, saa fagre Blaavioler staae som hendes søde Øienpar. KIRGISISK FOLKESANG Saae du vel den friske Snee? Hendes Barm er hvidere! Saae du Blodet som det flød? Hendes Kind er mere rød! Saae du den kulbrændte Blok? Sortere er hendes Lok! Saae du Mollah skrev med Blæk? Mørkere er Brynets Træk! Saae i Sky du Lynets Fart? Øiet flammer mere klart. SIDE: 204 NORGES FJELDE (PAA EGEBERG) Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper Norriges bedste Patrioter. Før til Hjerte Stenen død, Klippens bundne Flamme rød, end . . . o hist dernede banker mangt et ondt som Slangens Tanker! Præst! et Hjerte af Granit kan du bytte ligt med dit. Klippens Snedryp er om Vaaren, ømme Hykler, varm mod Taaren. Fjeldet gav paa mosblødt Knæ tidt forfulgte Kummer Læ. Mennesker, kun de alene, dynge paa dens Hoved Stene. Læs dig det i Livets Bog, Dødens brogetmalte Fibel! Som Naturens Billedbibel gjør den vel ei glad, men klog. Se! til Folkets Hungerlyst rækker Klippen frem sit Bryst. Der er bitter Melk i hvide Lav, og Sult maa Mosen bide. Sult? -- o Ulvene ei lede som det stolte Folk dernede. Lykkens Børn sit gyldne, krandste Bægers Flugt ei derfor standste. SIDE: 205 De, som eder mest foragte, Klipper graa, ei Hungren smagte. Arme Fædreland maa føde værste Børn med bedste Grøde. Nu ere de kolde, graaskaldede Klipper Norriges bedste Patrioter. Klippen skaldet, graa og kold, kaldes Norges bedste Skjold. I gjør Ret, I Mænd af Norge, at I for jer Selv ei borge. Hvo mon skulde saadan Kløgt i saa klodset Hoved søgt? Retsom graa og hvide Kofte, der Geniet gjemmer ofte. Ulvemoste Tydalsfjelde, spænde hist en farlig Fælde. Skarven vogter Grændsen medens Vinger sover inden Fredens. Meer end borgløs Kommandant gjælder nu den bratte Brant. Beltet af de døde Jætter skrækker meer end Tidens Ætter. Lad da Klippen (spar ei paa!) Stjerne paa sin Bringe faa! Den fortjener jo sin Stjerne, som kan Fædrelandet værne. SIDE: 206 O, nu ere de kolde graaskaldede Klipper Norriges bedste Patrioter! Ingen elsker Landets Grund højt som I, skjøndt uden Mund. Eders melancholske Sjæle Ravnen laaner stundom Mæle. Dverg saa lumsk og Alf saa slem har i Fjeldets Dyb ei Hjem som den Æt, der allerede gaaer i Frø og Frugt dernede. Flok af unge Skandinaver sidste Nordmand snart begraver. Edder ifra eget Hjerte drypped de i Hjelms's Smerte. Solbrændt Orm i Klippens Rivt modner ei en værre Givt. Den skal deres Moder smage -- ve! paa sine gamle Dage. Ei i Fjeld gaaer Malmens Flod trægt som denne Ungdoms Blod. Rødere end Det, som fryser i dens Aarer, Ertset lyser. Flød det ud af danske Lænder seigt som Sli og Eider render? Ak, I gamle norske Fædre, strømmer eders Yngels bedre? SIDE: 207 O, I kolde, graaskaldede Klipper, nu ere I Norges bedste Patrioter! Øde er min Klippe kaldt. Hybnen blommer i dens Spalt. Rosig Mund da blie'r den Revne, Gud til Lovsang efter Evne. Øde? ja for øde Blik. Armod dog sin Ynde fik. Se, der luder Blomsterbræer mandelduftende Linnæer! Evigblommers fine Rødt hvifter over Klippen blødt. Feiret Skjalds Indbildningsstyrke tidt meer blegnet Flor maa dyrke. Lyngen meer begeistringsyr vajer over Steen og Myr, end de Tanker, som sig rade magre paa den Pristes Blade. Enerbusken i dens Rivt spiler Qvisten ei saa stivt som i mangen Veklings uden Liv sig Nerven under Huden. Gamle, nøgne Klippe, nu bedste Patriot er du. Hvor er nu, da Eeder springe, Fasthed uden i din Bringe? SIDE: 208 Blinde Klippe! Nu, hvi see ned paa al den Hjertevee? Ørnen dog fra Skyens Lande blikker ud ifra din Pande. Men fra mangen Ynglings fløj bort forlængst hver Tanke høj. Ve Begeistring, om den findes! Selve Hjertets Slag maa bindes. Tause Klippe! Ja det Sprog anstaaer godt Foragten dog for den Æt, som vrangt har stillet, Norge mit! din Friheds Billed. I dets Fjelde et er malt. Det er stort og idealt. Hvor republikansk de stige stormende mod Stjerners Rige! Skakastølens sorte Tind har et diktatorisk Sind. Derfor som Tribun Snehætten gjenner Magten ifra Retten. Gousta har, den gamle Skjald, sat sin Harpe, Rjukanfald, fast mod Knæ -- den vidt maa bære Fjelderepublikens Ære. Devovert som Curtius, sprungen fra sin Faders Huus, høje, gavlte Romsdalshornet staaer Hornelen, den Forlorne. SIDE: 209 Rige Moderkjærlighed af sit eget Smiil ei veed. Republiken ikke heller alle sine Dyder tæller. Kun ved Maalet, Gud har skabt, giver Liigheden sig tabt. Skjæret, som sig lavt kun speiler, ei til Diktaturet beiler. Hist dernede hedder det: kryb paa Andre -- det er let! Sig til Tusinder gjør Nullet. Lykken lægger Æg i Hullet. Egeberg fra Aar til Aar trofast Vagt for Dalen staaer. Derfor det i Fyrrelunden bærer Borgerkronen vunden. Hist dernede af den Mands Hoved rives Egens Krands som har meer, end Fjeldet Dalen, vogtet Friheden i Salen. . . Kom da, Elskte! med mig fly! Kjære Klippen graa har Ly. Trofast ømt vil den beskytte Kjærlighed i Sorgens Hytte. Vi belønne den sit Læ med et smekkert Rognetræ. Birken sølvhvid gjør ved Siden Liens Yndighed ei liden. SIDE: 210 Naar de begge sammenknoppe over Kløften sine Toppe, gamle Norge er, kanhænde, bragt forlængst til salig Ende. Folkets Stolthed af er kronet, Modersmaalet ud har tonet. Visn da, Træ, før du dig højner, at du ei den Rædsel øjner! Gid jeg Selv før Klippe blev! Smerten grov deri en Klev. Gid en Steen jeg blev fortryllet, højt paa Fjeld af Havet skyllet. Ak, jeg veed, min Brud, da hvad du af Himlens Gunst dig bad: Hybnen liig, den rosenfulde, lude over mig du skulde. KUNSTRYTTEREN (ALEXANDER GAUTHIER) Seer udaf Vindvet, smukke Piger! I ræddes vel ikke for Maanen? Da kunde den hevne sig slemt, naar den dalte bag Aasen, ved Alt at fortælle. Da vilde gamle hæse Graner om Kjærlighedsæventyr synge, og over den blegnede Røslyng endnu vilde fare en smilende Hvisken. SIDE: 211 Seer ud, seer ud, I ømme Øine, som troløse bleve hvergang Alexander, den skjønne Yngling, forbi eder tumled de rasende Hingste. Saa maatte Modets Gud afbildes, en Hvirvelvinds Dæmon, fordømt vel, men herlig; -- nei før, paa de Firespands-Sorte, en Engel, der tøiled Dæmoner. Hvor ubarmhjertig, stolt og sikker i Saligheds Overmod tumled han Spandet! Mon Han da, som egger Fortvivlelsens Rasen, paa Vinger kan stole? Dog egged I ham, I ham, Qvinder! til vildere vildere Legen med Døden. Dit Bifaldsblik følte han, blodlystne Ømhed, som Spandet hans Sporer. Se, som han stod der, slank som Fjedren, der vajede over Baretten, han syntes en Skabning af Jomfruers hede Indbildning, fremtryllet tillive. Ham hilste derfor qvalte Udraab . . . Vellystige Rædsel! Mon Drømmene vaagne? Jomfrulige Hjerte med lønlige Blusel ham troer at gjenkjende. Mon Hun forlængst engang har seet en Marmor-Apollo, og drømte om Guden? Hvad Rædsel at see da de Former af Marmor paa eengang at leve! SIDE: 212 Mon ubevidste Elskov skabte hos skyldløse slumrende Pige et Billed? Hvad Rædsel at møde sin lønlige Drøm og maaskee at forraades! Seer ud, seer ud i Maaneskinnet! Der kommer Han! . . . O den Fortræff'lige! under de fyrige Hovslag sig ei engang røre de nedfaldne Blade. Seer ud, seer ud i Maaneskinnet! End Lyset er klart og Skyggerne sorte. I disse sig levende Elskere liste, i hiint sig de døde. Seer ud, seer ud i Maaneskinnet! Der kommer Han . . . O den Fortræff'lige! Skyggen ei engang kan følge ham; Maanen ei fæste kan paa ham sin Straale. Hvad vil han i den øde Cirkus? Frels Himmel! der traver han udover Vandet. Dog kruses ei Bølgen, og Maan'glandsen under hans Fiirspand ei zittrer. Seer ud, seer ud, I ømme Øine! Med vellystig Angest I saae ham jo ofte? Der kommer Han . . Himmel! en skyggeløs Rytter paa lydløse Heste! Se, Maanen skinner gjennem Brystet! Hans Aasyn har Stjernernes Bleghed og Klarhed. Ak, grædende Jomfruer, det er den Skjørhed, som Englene elske. SIDE: 213 DE TO ELSKERINDER "Bliv ei" -- sa'e jeg til min Sofie -- "jaloux for hvad jeg fortroligt vil sige dig nu! Jeg har (o, da skulde I Øinene seet hvor herlige store de bleve medeet) . . Jeg har -- og lad Dette ei volde os Tvist! -- nok een Elskerinde, en Engel forvist." -- "Hvad!" raabte Sofie, "har Sandhed jeg hørt?" Og Brynet sig rynked som Nerven berørt. "Hvad, Troløse! Slip mig! saa slip mig!" Og frem, som Lyset fra dunkelblaa himmelske Hjem, ustandseligt strømmede Taarerne -- ak, saa hurtigt, at alle mit Kys ikke drak! "Ja Hun er en Engel, en huld Serafin. Dog ængste det Dig ei, Skjøn-Kjæresten min! Saa fager en Engel har Himlen ei havt: hist ligger min Attenaarselskov begravt." -- "Af døde Elskerinder," -- hun sagde med Smiil, -- "Du have saamange saamange du vil! Nei, alt overvejet, det bedre dog var, om kjær ei du Himmelens Jomfruer har. De trække din Tanke (og den ejer jeg) til Skyerne kun og ad Stjernernes Vej. De stjæle fra mig forat gi'e dig et Digt. Elsk kun din Sofie; thi det er din Pligt!" "Hun ligned den tendre Convolvulus blaa, hvis Klokker som Luftblomstre nedlude paa usynlige Stilke . . den Hulde forsvandt; at sige, hun "døde", det er ikke sandt. Af Menneskers Geister er hendes kun den, jeg frygter ei for, naar den kommer igjen. Om Natten -- det volder ei Angst eller Gys -- da kommer Gestalten i safirblaat Lys, SIDE: 214 naar enten jeg kalder min Attenaars Brud, hvad eller hun veed mig et glædeligt Bud. Da hører jeg nær mig en Stemme bekjendt liig Harpens Hendøen naar Sangen er endt." "Da førstegang Kjærlighed vaagned hos dig, da jublende kom Hun, Sofie, til mig. Som døende Harpe som dæmpet Akkord da lød ikke længer den Himmelskes Ord. En Rosenbusk stod ved mit Leje med fem halvtudsprungne Roser; medeet da fra dem et alfagtigt Lys strømmed ud, saa jeg grant hvert Træk i den Elskedes Aasyn gjenfandt, da ømt hun sig bøjed og jubled: "min Ven, vær rolig! Sofie dig elsker igjen. Som jeg Hun dig elsker! I denne Sekund jeg hørte dit Navn fra den Drømmendes Mund." "Inat, min Sofie, hun atter her var. Hun sagde: "hvis Elskov til Døden I har, da dig og Sofie, din Trofaste, vil beredes et Bryllup i Himmelen til. Jeg er hendes Brudemø, bær' hendes Slør, jeg Stjerner for hende ydmygelig strøer, naar op I til Evigforeningen gaae." Da sagde Sofie: "ak, elsker Hun saa? Hvad strøer jeg for hende, som elsker saa reent? At være min Medhustru har hun fortjent. Jeg vil hende elske som Søster med Lyst. Du har til os Begge en Plads ved dit Bryst." "Hør!" hvisked den Himmelske, saa vil din Brud i Himlen iblandt dens Serafer see ud: Det Aasyn, hun bærer der frydoversmiilt, er det, hvormed først i din Arm hun har hvilt; SIDE: 215 de samme langtstraalende Øine, som da du kyssed fra hende det hviskende Ja. Fra Armene Straaler udglittre for hver Velgjerning de signende uddelte her. De Lysvinger bære med Tankernes Hast din Viv ved din Side uskilleligt fast. Gestalten er Møens ved Alterets Fod, -- den blussende Bleghed, det blegnende Blod!" "Paradisiske Uskyld er hendes Gevandt. Den Brudedragt færdig paa Graven hun fandt: et Belte af Blyhed, af Rødmen et Slør. Den Moder bli'er Jomfru i Himlen, som døer. Igjennem den perlehalvdunkle Gestalt fremdæmrer et Stjernelys dæmpet og qvalt: en Glød af det evige Liv har hun faae't hvor Hjertet, det ædle og ømme, har slaae't, og derifra Straaler som Aarer udgaa; det pusler som forhen, arbeidende paa med dit at forenes, som dunklere rødt, fremgløder fra Brystet, hvis Sorg har forblødt." "Men siig" -- saa jeg Daare for iilsomt brød af -- "hvor ere de Børn, som Sofie mig gav? Hvi knæle de ikke om hende, som for Maria Madonna Smaaenglenes Chor?" . . . "Tys!" sa'e hun, "for hvert i sin himmelske Krands hun bærer en Rose af Morgenens Glands." Og over hiin Rosenbusk, da hun forsvandt, hun aandede let; og om Morgenen fandt jeg alle de Roser medeet sprungne ud, som bragt jeg idag har Sofie, min Brud. Dem gjemme hun skal til sin Høitidskrands; thi i dem er Forjettelser og Poesi. SIDE: 216 DAMEN MED HARPEN Hvor herligt, at bryde de jordiske Baand, faae Straaler for Been og for Støvet kun Aand! Men ikke fordi jeg da sejle kan paa de deilige Skyer gjennem Himmelens Blaa til varme Provenz og Helleniens Strand og hiinsides Asien til Tiniansland, til legende Vild i Uskyldigheds Dragt, hvor rigest Naturen er, herligst dens Pragt. Ei derfor; men da ind i Sjelene kan jeg skue saa frit som i Blomster og Vand, og Hjerternes Drømme jeg fanger saa let som Drengen de brogede Fluer i Net. Gud veed hvad det er for en Dames Portræt fra gammeldags nederlandsk Malers Palet, en kjærlig Veninde mig sendte igaar, i Atlaskes Kjole, med Sæt i sit Haar. Det Ansigt -- en sørgende La Vallière? vemodige Laura, som Graven alt seer? For nys med en Harpe har Fingrene legt -- de fine og farvte saa sygeligblegt. End Strengene synes at zittre som flød en Klang om det Hele tungsindigen blød. Hvis ikke det høres vanvittigen galt, det synes som om Melodien er malt. Hvad hændte? Jeg pludselig vaagned inat; thi drømmende syntes mig tydelig, at Sofie var kommen og sagde: "kun Mod! Min Elsker, du sætte paa Bølgen din Fod! Kom! lad os ei seile histover, ei roe! Thi mig forekommer det somom vi To, om trofast vi elske, kan Arm i Arm gaae paa Bølgernes Toppe henover det Blaa. SIDE: 217 Nu, Elskte, jeg vover det . . vover du ei?" Da vaagned jeg som jeg begyndte min Vej, ei angst, men forundret; thi Bølgen blev fast, og Skummet, vi traadte paa, til Alabast. Jeg vaagned. Igjennem det aabne Gardin paa Atlaskesdamen faldt Fuldmaanens Skin. Hun skinnede selv jo, det levende Liig! En Fosforglands spredte fra Ansigtet sig. Det lyste som dæmpede Lampes Krystal, og Strengene straalte med Glands af Metal. De Brabandterkniplingers florklare Spind sig letted og sænkte som Dunet for Vind; og Øjnene fyldtes med mørkeblaa Glands, og Læben -- o troer jeg, skjøndt vaagen, min Sands? -- Hun sang, og hun Toner af Strengene fik, vidunderligt tyste som Kildens Musik. "Min Harpe kun toner, af Geist gjennemstrømt om hvad din Sofie langtborte har drømt. Dig skal jeg, du Elsker! -- saa lød det -- hvergang hun drømmer om Dig det fortælle i Sang. Men tør jeg afbryde din Slummer med Sligt, for Mennesker Drømme, for Aanderne Digt?" "Hver Nat, skjønne Dame! -- jeg raabte -- O du af Kjærlighed død er, det ahner jeg nu." Og siden, Sofie, i Damen jeg seer vor fælleds Fortrolige, ræddes ei meer. Om Morgnen en Krands Immorteller jeg hang om Rammen, den matte og brustne, og sang: "Hvor herligt, at bryde de jordiske Baand! faae Straaler for Been og for Støvet kun Aand! Men ikke fordi jeg da sejle kan paa de deilige Skyer gjennem Himmelens Blaa SIDE: 218 til varme Provenz og Helleniens Strand og hiinsides Asien til Tiniansland, til legende Vild i Uskyldigheds Dragt, hvor rigest Naturen er, herligst dens Pragt. Ei derfor; men da ind i Sjelene kan jeg skue saa frit som i Blomster og Vand, og Hjerternes Drømme saa let faaer jeg fat som Atlaskesdamen Sofies i Nat." SVANERNES HØSTFLUGT Nu de vilde Svaners Hær flyer fra Norges sidste Skjær. Se, liig flygtende Stjerner, hist, se hist sig Toget fjerner! Med et maanskinsagtigt Lys Nordkap de bedækte nys. Over Lindesnæs fløjne bedre Hjem i Syd de øjne. Fjernt ved Nigers lunkne Bred agte de at dale ned. Med de jublende Skarer Nordens Sommerfryd henfarer. Atter tyknes mørk og tyst Høstens Skodd om Norges Kyst. Se den vældige Jette kommer ind fra Havets Slette! Han med kuende Befal trænger ind i dybest Dal. Hungrig, koldhjertet mejer han den sidste Blomst, den ejer. SIDE: 219 Han er blind, dog veed han godt højest Plads paa Fjeldets Slot, ruller hver Aften og Morgen ned at hærje Alt om Borgen. Højens rige Moderbarm alt som Taagen selv er arm, Dalen, jomfrufager, farveløs som den og mager. Han er døv, skjøndt han med Skræk jager hver en Smaafugl væk. Paa de bladløse Grene kurer traurig Trost alene. Hvo kan standse Skyens Gang, Svanerne, som op sig svang? Hvo kan raade den Skjebne, som skal Somrens Pragt afvæbne? Blomst af Dal -- der er ei een selv til fagrest Mø igjen -- Træets Krone fra Højen er med Svanerne bortfløien. Sidste luftblaa Spor er lukt efter deres lette Flugt. Kun med Aandernes Øre kan du endnu Hvinet høre. Først naar smuldret er dit Leer, dig forsvinder Intet meer. Let fra her og til Niger hører du hvor Svanen skriger. SIDE: 220 Fuglens Fjed i bløden Sky kan da ei dit Syn undfly. I vil træffe hverandre under Libyens Oleandre. O, at flye fra denne Kyst! O, hvor let! Kun sprængt mit Bryst. Jeg før Svanerne kunde hvile mig i Palmelunde. Derfor, Elskte, fast mig favn! Ellers Sjelen af sit Savn udaf stirrende Øjne jages efter de Bortfløjne. KONGENS ANKOMST Tør en banlyst Harpe lyde? Hvo vil Flodens Flugt forbyde? Paa dens Vover end ei flommed troløs Priis for Kongedommet. Frihed, Kjærlighed og Smerte tonte fra dens Aandehjerte. Republikens Kolonnader skinne bag dens Strengerader. I dens Dyb sig Idealer som i Tryllespeilet maler. Heller Syner mig forvirre, end en Løgn dens Malm skal irre! SIDE: 221 Før den fuld af Drømme hænge, end af kjøbte Messingstrenge! Serafimerkjæden vejer op ei mindste Streng den ejer! Kongens Riddersmænd om Skjalden sige dog, han er en Falden, lynildslagen og begravet dybt, som Ikarus i Havet. Vel! naar Dømtes Lovsang toner, Himlen sig med Dybet soner. Som to Naadenshorn de Tvende sig imod hinanden vende. Fuldt af Stjerner drysses Helved, og Dæmoner fylde Hvælvet. Konge! hvad, om dine Bolde ei som Skjalden af Dig holde? Hvad, om Kjærligheden svigter før din Ridder end din Digter? Hvad, om Æreporten lued usselt mod det Syn, han skued? Hvor St. Halvard kneise skulde, ligge Giller sex imulde. Da "Nu kommer Kongen!" brused, kom de alle frem af Gruset. SIDE: 222 Kalk fra Kalk og ud fra røden Tegl sig skilte Purprets Gløden. Langsmed Ladegaarden stiller sig i Rad de Konge-Giller. Tre mod Tre med Blus i Hænder. Højere Skarlagnet brænder. Som den Højeste i Skaren fremmest stod Jorsalafaren. Eisteins røde Ørn i Ryggen lyste blodigt frem af Skyggen. Ingis Beenrad, skjøndt den mindste, hvidere end Maanen glinste. Konning Carl, du ind i Staden rulled gjennem Kongeraden. Som du kom dem nær tilmøde, voxte Huldet paa de Døde. Da de saae dig, svulmed Barmen, Musklen gjød sig fuld om Armen. Øjet ud af Hovedskallen lyste kjækt som før paa Valen. Læben syntes end at klinge af en Tale endt paathinge. Kronerne som nye funkled, Øjets Glands dem dog fordunkled. SIDE: 223 Ha, det var et herligt Skue: Konger seks i Skarlagslue! Konning Carl, da fik du Fyldest: Norges Konger gav dig Hyldest. Sigurds Blik, det dunkelbrynte, "Dine Fiender Ve!" udlynte. "Hil dig!" laa paa Ingis Tunge. "Hil paa gamle Tomter, Konge!" "Tag ved Folkets Arne Sæde! Hvil dig i de Fries Glæde!" "Frihedsflammen dig ei brænder. Vi fra gammel Tid den kjender." "Uden den -- det har vi fristet -- fryser Troskabs Blod i Brystet." "Deri holdes Sværd i Hede for Normannakongens Vrede." "De i Glød, om du begjerte, slængtes i din Fiendes Hjerte." Saa de gamle gjenbesjelte Konninger til Kongen mælte. Folket dog ei saae, ei hørte andet end at Kongen kjørte. Synets Herlighed sig dulgte for den Flok, som Vognen fulgte. SIDE: 224 Gabende de blinde Stakler saae af Rækken kun dens Fakler. Men i Kongens Barm sig rørte alt hvad Skjalden saae og hørte. Vist hans Hjerte slog ei sagte, da han gjennem Oslo agte. Rullende paa dets Ruiner stod det gjenreist i hans Miner. Norges Storhed om sin Isse følte Kongen da tilvisse. Og i Sindet op sig stiller Raden af de kronte Giller. Nu igjen blandt Kalk og Stene ligge sammen deres Bene. Men meer skjønt end Kongeraden og det Lampetaarn i Staden, Drot, et Æresblus dig brændte i en Vraa, som Ingen kjendte. Gammel Enke sad ved Gløden, som du tændte an for Nøden. Og hun seer med Glædeszittren, Carl, dit Navn i Emmens Glittren. Enkens Tankespil Rosetter af Rubiner om det fletter. SIDE: 225 Skjønnere illumineret, Konge, har det aldrig været. Skjønnere det aldrig brændte end i Taarens Transparenter. Derigjennem klart jeg kjendte Himmelen, som, Carl, dig venter. Armodstaarerne, du lindrer, forud der som Stjerner tindrer. De af dig beklædte Spæde Purpurskyer for dig brede. Om dit Sværd Taknemligheden fletter Roser ifra Eden. Og Basunerne ved Dommen juble som dit Folks "Velkommen." LIVETS MUSIK LEGENDE (VED EN CONCERT AF VIOLONCELLISTEN GEHRMANN) Af Alt frembrød paa første Bliv et Liv af Liv, et Livsens Liv. Som Slanger Qvistene sig snoe'de, med synlig Aanden Græsset groe'de. Sig Palmens brede Blade rørte som Fuglens Vinger op og ned, endskjøndt de ikke kom afsted. Syringens Blad, somom det hørte, liig spidset Øre oprakt stod. SIDE: 226 Man Pulsen saae af Rosens Blod; og alle Markens Blommer vare som Læber, der med Smiil kun svare, som Øjne, der i Afstand dog forstaae at tale Blikkets Sprog. Det var et Liv af første Bliv, et Liv af Liv, et Livsens Liv. Men Alt var lydløst; lydløst Alt! Selv Bølgens høje Røst var qvalt. Som Hvælv af Luft henpaa hinanden de rulled tause over Stranden. Og Fossen styrted uden Gny, som Skyen glider over Sky. Og skjønt, men taust, som Marmel var det Skabtes første Herskerpar. De talte ikkun til hinanden med Haand til Læben og til Panden. Meer livligt Liv de leved dog, meer fyrigt deres Hjerter slog. Endnu, naar Livet højest stiger, fra Tungen Lyd og Mæle viger. Men gid i Barmens Dyb begravt de Marmorhjerte havde havt, for dødt og koldt til i sin Banken til Synden at undfange Tanken! Dog skede det i Blodets Varme. Men Herren ynktes med de Arme. Han ei dem knuste, som fortjent, men standsed Synden, som var meent. SIDE: 227 Før Tanken brød i Udaad ud, i Hjertet standstes den af Gud; men, til en Straf, og med det Samme Bevægelsen ved Livets Flamme. Ja, til en Straf, saa let som givet, Han tog Bevægelsen fra Livet. Medeet laa Floden i sin Dal som blaa Emalj, som fast Krystal. Men øverst oppe under Fjeldet som Marmorlag stod Fossevældet. Vel Fuglen fløj, men som paa Bly. Som Iis paa Vand stod Luftens Sky. Ei hvifted Vind i Lundens Haller. Den stod som Havenes Koraller. For Menneskets fortvivlte Blik Alt lignede et Mosaik. Forbandelsen var rædsom. Alle Serafer ned for Herren falde; men Ingen vover til hans Vrede for den fortabte Jord at bede. Da zittrede det Straalehav, som Thronen bølgende omgav; og, kløvende dets Lys, frembryder Almagtens egen Røst, der lyder: "Den løser Jorden fra min Vrede, som har en Kjærlighed saa stor, at han forlader Himlen for den arme Adams Skyld dernede." Men alle taug. Da Kjærlighed brast førstegang i Englens Hjerte; selvoffrende for Jordens Smerte vil Ingen svinge sig derned. SIDE: 228 Hos Englene, de Skrækbetagne, sank Vingerne, af Lamhed slagne. Selv Engelen "Barmhjertighed" kun lover Graad i Hjælpens Sted. Da lød en Røst, den Røst, som Stjerne til Stjerne toner i det Fjerne, det Harmoniens var, som talte, -- den Engel, paa hvis Vinger Gud Konturerne til Alt afmalte, før det blev til paa Blivets Bud: "Farvel, I Himmelske! Farvel! Jeg Jordens Liv gaaer at befrie. Det skal ei meer forstenet tie! I Jordens Liv ton ind, min Sjel!" Fra Himlen Tonens Engel svunden har sig til Støvets Læbe bunden. Den første Tone lød derfra: et jublende Halleluja. Da hvifted Bladene, og Bækken løb syngende igjennem Hækken. Som en uhyre Sølverstreng klang Fossen, spændt paa Fjeldets Hæng. I Skyen dirred Lærkens Lyst, og ud fra Droslens fulde Bryst sin Veemod tonte Sommerqvellen. Allivet ud i Toner brød; ja selv i Granens tause Skjød opvaagnede Violoncellen. HUNGERSNØDEN Stjerner! følte I, som see hele Jordens tause Vee, o, da saae paa den I ikke ned med saa krystalne Blikke, SIDE: 229 speilte jer med samme Kulde i dens Øjne taarefulde som i Isens blanke Øde! Gløde vilde I, og bløde Strømme ned af himmelsk Smerte. Ak, jeg tænker mig med Gru, at du har et Rigmandshjerte, skjønne Stjerne, siden du kan saa smilende nedsee hist hvor under Dalens Tage, jevnede med Bakkens Sne, Folket jordet har sin Klage. Hvo kan høre den? Og neppe Nogen af de Andre troer, Folkets Nød er fuldt saa stor. Under Vintrens Dødningteppe ned sig Hungeren har rodet, forat myrde uforstyrret, forat suge Hjerteblodet, stille, langsomt, uden Vunder, af de Arme ud derunder. Bredt er Fjeldet, uden Sti; Nabobygden faaer kun vide Rædslen paa sin egen Side; Vejen gaaer den Dal forbi; glemt og ensom maa den lide. Over den igjennem Ljaaren seer det brustne Øje, hvor som et Tagskjær Bræen groer, forat styrte ned til Vaaren. Spar din Angst for dine Kjære, Stakkel der paa Lejet! thi inden da det ogsaa være vil med alle dem forbi. SIDE: 230 O, jeg skulde kjende Dalen! Ingensteds saa grøn var Birken, ingensteds saa hvid var Kirken, ingensteds saa Bygget groe'de . . o, jeg skulde kjende Dalen, hvor de gamle Dyder boe'de! Gjæstfriheden stod i Svalen, indenfore ved sit Fad frydefuld Tilfredshed sad. Ak! nu maa jeg Skuur og Meise raade, at de ilsomt reise; Foraarskragen maa jeg raade, at han ikke flyer -- til Baade for sit eget sultne Skind -- i det Dødens Lukke ind. Ingen Vej fra Grænd til Grænd! Alle føgne er igjen. Arnen røg dog undertiden, men nu er det længesiden. Mon ei Folk paa Gaarden er? Ingen Sti til Fjøset meer! Hvor mon Gjenterne da føite? Høre de ei Koen hrøite? Hvor fortvivlet og hvor hæst! Ve, den Stakkel indelæst! Hvorfor jog man Nissen væk? han, som lægger Halm i Baasen, Salt i Krybben, Hø i Hæk? Han, han kunde sprænge Laasen. Een -- o, er der Liv endnu? Een har hørt det, og med Gru. Gjenfærd af en Mand, som lever, inde sig paa Lejet hæver, hvor han Liget har ved Siden af sin Ældste, skjøndt en Liden. SIDE: 231 Dybt indsjunkne Øje flammer end engang af rædsom Jammer. Han vil op . . hvad vil han? Der findes jo ei Halmstraa meer? Løvet slap før Kyndelsmisse. Døden, Døden er den visse. Mandens Øje taages atter. Med en Hulken som en Latter synker ned han ved sin Lille, den, der blev medeet saa stille. Stjerner! o I ikke skue kunde i den mørke Stue. Ellers eders Straaler jaged borende I gjennem Taget; eders Glands i Melk henflød for at lædske Denne der, som saa skyldløs var som jer, men nu ligger stiv og død. Det er koldt og mørkt paa Gruen. Alt en Uge slukt er Luen. Thi saa længe er det siden Konen gik med nok en Liden ud paa Bygden, for at friste Liv i Den, hun mindst vil miste. Mødre vide det: den Sidste: Den, hun fødte under Juul. Ve, hvor har hun nu sit Skjul? Hvast har Snoen siden strøget; rædsomt har det siden føget; Svalen ligger fuld; for Sne kan man ei af Vindvet see. SIDE: 232 Tys! det banker paa det, banker, "Anne!" -- sige Mandens Tanker -- "Anne, kommer du engang?" Ak, det er en sulten Skjære, som ei længer kan sig nære, og nu gjæste vil hans Trang. Om en Stund igjen det rusler, som om En ved Arnen pusler. "Anne, er du der? du maa nøre op; jeg fryser saa. Vandet, Anne, som du satte, ved din Bortgang, her ved Sengen, frøs tilbunds den første Natten; og jeg troer, at ei med Drengen det er rigtigt; men se selv! Han saa stille blev iqvel." Lyden, ak, er Vindkast bare, som igjennem Piben fare. Liig en Aand, der halvt sig former, men igjen i Jorden siiger, Asken er det kun, som stiger op tilvejrs, naar ned det stormer. Det er Nat. Den Arme vide kan ei i den mørke Stue, uden Dag og Arnelue, i sin sløve Vanvidsblund, hvad det lange Døgn mon lide. Anne i den samme Stund under Skovens vilde Træ søger for sin Spæde Læ. SIDE: 233 Ve! Hun har ei meer i Brystet. Ud det Sidste har hun krystet, blandet det med smeltet Sne. Ve! der er ei mere! Ve! Stjerner, o I samme, som, tændte an i Nattens Dom, glimre nu herovenover Syndeverdenen, som sover! . . Stjerner! Moderens Elende blikked ned I Stolte paa . . ak, hvor kan I funkle saa? En Ulvinde gik rundt Hende med ærbødig Ømhed, sænkte ned sit mørke Blik, og tænkte vel paa sine egne Smaa. Arme Mose, hvor Hun sad, ønskte kun at kløve Sneen, række op til Moderveen i sit hvide bittre Blad fuldt og sødtanrettet Fad. Gentianen gjerne vilde sine Sommerkroner spilde, blot den kunde skyde strax op i Hendes Skjød et Ax. . . . Tys! Hvad er det? Qvinden speider. Gjennem Sneen det arbeider. Lys nu, Stjerne! Hjælp nu Gud! Det er Hjælp: et Kongebud! Carl Johan har seet Nøden; Han vil frelse dem fra Døden; Han vil Folkets Jammer binde; Han ei kjender anden Fiende. See som Stjerner da hans Øjne, op blandt dem om Natten fløjne? SIDE: 234 Faaer han Meldinger i Salen da af Ørnene fra Dalen om hvad i dens Dyb de saae? Bragte Drengen da, som laae, ved sin Faders Hjerte stivnet, i Sekunden gjenbelivnet med en Engels Form og Sands, Klagerne til Carl Johans? ASYLBØRNENES SANG DEN 1STE MARTS 1839, TILEGNET DAMEFORENINGENS NÆRVÆRENDE OG TILKOMMENDE MEDLEMMER Mel. Lille Clara bliv ei vred paa mig ha! træffes vi, undgaaer han knapt!" En Hyrde hører det, og mæler: "Bag Bjerget, i hin Egeskov den Vældige i Skyggen dvæler. Jeg er beskyttet for hans Rov ved maanedlig at give ham i Told et Lam." End talte de, da Løven (som tilfældigviis) med Brølen kom og Praleren paastedet (som tilfældigviis) sig vendte om, og løb saa rapt, at Folkerygtet har nævnt det stygt, men sandt: han flygted. Ja, Hyrden har fortalt, at ei engang han Tid til Afsked fik, men sprang, saasnart han øined Løvehuden, nok den foruden. Hvor Mange mellem Os, der førend Krigens Fare de største Helte vare, løb ei ved første Skud fra Glommen og til Moss? BYSTEN OG RÆVEN (FABEL EFTER LAFONTAINE) Et Æsel dømmer efter ydre Skin, men Ræven trænger alt til Grunden ind; SIDE: 236 beskuer skarpt sin Mand fra alle Kanter, og seer han, Klæderne og Diamanter ham laaner Værdet kun, da tager han -- som engang en af hans Forfædre gjorde om Billedet af stor, henfaren Mand -- saalunde sandt, men spottende tilorde: "Hvor skjøn en Pande! Øiet som en Stjerne! O stolte Hoved, blot du havde Hjerne!" GRÆSHOPPEN OG MYREN (FABEL EFTER LAFONTAINE) I sin Eng Græshoppen sang hele Somren varm og lang, lod saa inderlig elskværdig hjerteglad, tilsinds saa let, næste Dag sig selv forsørge. Somren har jo Maden færdig? Hvi da med Bekymring spørge om at blive daglig mæt? Men da Vintren kom og mejed sidste Straa, som Marken ejed, da nu i det Altings Øde Larven selv ei fandt sin Føde, drev den bittre Sults Elende hen til Myrens Hytte hende. "Kjære Nabokone, hør!" -- saa hun bad ved Myrens Dør -- "af Medynksomhed og Naade giv mig Lidt til Levemaade! Paa dit Stabur og i Laden har du neppe Rum til Maden. Og med Renter skal det alt bli'e til Sanktehans betalt." SIDE: 237 " -- Søster, Sommeren er lang: siig mig, hvad har du bestilt?" " -- Troer du kanske jeg har hvilt? Hvad bestilt? I hvad! Jeg sang, dyrkede med rastløs Flid jo Musik den hele Tid? Det mig undrer, om mit Spil ei du ofte fik at høre. Kunde jeg vel bedre gjøre?" "Søster, nei; men dans nu til!" BONDEN OG ORMEN (FABEL EFTER LAFONTAINE) En Bonde fandt i steenigt Røs en Orm, som noget rædsomt frøs. Der laae den næsten uden Liv, med Riim bedækt og Pindestiv. Det syntes Bonden noget grumt, skjønt Orm ei ellers var hans Dyr; han bar den hjem -- og det var dumt -- og varmed den ved Arnens Fyr. Men Ormen -- o det Skarn! af Varmen var neppe halvoplivet før den bed sin Redder dybt i Armen, ja dybt og giftigt . . Manden døer. O Norrige! hvor Du er tidt af fremmed Slange skadebidt! De i din varme Arne ruged, de Blodet af dit Hjerte suged! Du gav dem kjærligt Ly og Brød. Det blev din Bondes bittre Nød. SIDE: 238 SERENADE (EFTER DET TYDSKE. MUSIK AF E. SCHMUCKERT) Sagte, Luth, som Aftnens Vinde hviskende i Lindens Top! Sagte, at min Elskerinde ei inat du vækker op. Let paa dine Toners Strømme flyde Slumrens Trylleri! I det skjønne Liv idrømme hører hun min Melodi. Naar Zefirer Tonen føre gjennem hendes Vindu tyst, vil min Elskerinde høre, hvor det klinger i mit Bryst, hvorfor Harpens Strenge løde stormende af Skjaldens Fryd, hvis han lytted, naar de døde hen i stille Vemods Lyd. Da en Gud idrømme leder salig mig til Hendes Bryst, og hun hører Elskovs Eder, og hun føler Elskovs Lyst. Og naar Kinden rosensprænges af det første Gry, som randt, drømmende min Elskte længes efter, at det Alt var sandt. SANG FOR SKYDESELSKABET "KRISTIAN AUGUSTS VENNER" Mel. Svøm trygt paa Codans Bølge. O Fædreland, Du ejer hver Normands Arm og Blod! Tvivl ei da om din Sejer saalidt som om hans Mod. SIDE: 239 Han slumrer ei i Freden: Paa Fienders Overmagt saa vak som Ørn i Reden Han vaager paa sin Vagt. Om Sværdet ved sin Hofte Han end ei drager ud, trofaste Rifle ofte maa ned til Prøveskud. Det Bly, som Maalet rammer, vel rammede sin Mand, om Krigens vilde Flammer slog om vort Fædreland. Selv Byens stille Borger ei dæmpe kan den Lyst: Han vælter Dagens Sorger en Aften fra sit Bryst. Han i det Grønne øve vil Ungdomsdont igjen: sin Rifle vil han prøve, Den er hans ældste Ven. Flyv sikkert da, vor Kugle! Tør hænde, Du engang kan træffe andre Fugle end Glædens paa vor Stang. Om Ørnesværmen bryder engang fra mørken Øst, paany blandt Normænd lyder Kolbjørnsenernes Røst. Et Hurra, Skytter gjæve, da for vor Kappedyst! Et freidigt Hjerte leve i hver en Skyttes Bryst! SIDE: 240 Vort høie Hurra hvifter fra Skjoldet Tidens Rust -- et Minni for vor Stifter, for Kristian August! SMUKKE SKYER Se hist, min Elskede, hist, hvor Dagen til Hvile lægger sig paa Skarlagen, hvor Solen dalte blandt Skyer gyldne og purpurmalte! Se der i Vest i hine svømmende skjønne Lande, først der, kan hænde, sit Vuggeløfte vil Skjebnen sande, at jeg, din Elsker, skal blive Præst. Den Straale hisset i Luften jaget er Kirkespiret, hint Gyldne Taget! Hint Violette derudenfor er en Blomsterslette. De mørke Lag, af Straaler brudte, er Lunde dunkle, Hint Røde Hjemmet . . . o se, Vindverne gyldne funkle! Vi kunde være der end idag! Din Guitar vil paa sin Plads at hænge du finde, Elskte, med Straalestrenge. Og dine Blommer i Vindvet hilse dig, naar du kommer. Derudenfor i Leeg paa Engen sig himmelfødte Smaaengle tumle, for hvem ei moderlig Smerte blødte. . . Dit Hjerte føler, o en er vor! SIDE: 241 Omkring os, Elskte, i glade Skygger en salig Menighed boer og bygger, hvor henrykt Folket min Lære seer i dit Aasyn tolket! Dit Klædebon de kysse Alle med Sammenstimlen omkring dig, Hustru, naar hjem fra Kirken igjennem Vrimlen vi vandre begge to Haand i Haand. DEN NORSKE ALMUESTALSMAND [fotnotemerke] Den hedeste Flamme i Nordmandens Indre er Had mod Tyranner, de store og mindre. Den fyrige Dyd han af Fædrene lærte. O den er den glødende Marv i hans Hjerte. Ve Den, som tør Norriges Grændseskjel flytte! og Den, som tør krænke den Fribaarnes Hytte! Ve Den, som tør bryde hans Lov! thi han kalder jo Loven sin Konge fra Fædrenes Alder? Saa vildt da som Blodet i Aarerne syder, ei strømmende Hav gjennem Sundene bryder. Fotnote: Forfatteren har for Øje Bonden Kristian Jensen Lofthuus fra Nedenæs, som efter 10 Aars Fængsel paa Agershuus som Statsfange døde sammesteds 1797, udømt af Højesteret, men af en Special-Kommission dømt til Festnings- arbeide paa Livstid for at have bragt Almuens beføjede Klager over de danske Embedsmænds Undertrykkelser for Kronprindsen, den nuværende danske Konge. Han kunde kun blive fanget ved List, da en frivillig Liv- vagt af bevæbnede Bønder omgav ham, og denne Daad skaffede dem, der havde Deel deri, Befordring og Gratialer. Agitationen strakte sig over den hele østlige Del af Kristiansands Stift. Ovenstaaende Sang har en bekjendt Almuemelodi. SIDE: 242 Han vexlende blusser og blegner af Harme. Hans Nag er som Jernet, der gjemmer sin Varme. Godmodige Døl blier den voldsomme Bagle. Tæm Ulven da heller! sæt Bjørnen i Skagle! Men op til den Mand, som brød Lænke isønder, hvor ømt dog som Børn see de trodsige Bønder! Den bryder en Lænke, som nævner en Klage. Det stønnende Echo dog bliver tilbage. Den bryder en Lænke, som ikke vil bære, at Retfærdens Tjenere Bygden fortære. Den bryder en Lænke, som strider tilthinge, som modigen hjælper forkuede Ringe. Hans Navn er et Echo i Norriges Dale. Han kan deres Tusinder Øxer befale. Se rædsomme Strøm af opløftede Biler med blaalige Glimt nedad Dalene iler! Men foran er Han som et levende Banner, der hedest tør hade Nationens Tyranner. Hvor Helten for Folket af Glædesblik hyldes! Ak, bedre det var, om med Taarer det fyldes. Thi visselig døer han for Folket: afvæbne han kan vel Tyranner, men ikke sin Skjebne. Fra Slumrendes Hoved han Slangen nok slider; men lynsnar ham selv den tildøde da bider. Som Fossene styrte, naar højest de svulme, han døer af de Kræfter, han ikke kan dulme. SIDE: 243 Han døer af et Hjerte, der sprænges af Flammer, og taaler ei Hulken af fremmede Jammer. Det voldsomme! tæm det! o kom dog med Lænker! Thi Bønderne fryse, og Høvdingen tænker. Som Lynet af svulmende Skyer fremglødes, hans Tanker af voldsomme Følelser fødes. Mon Bloddryp af Kristi hans Hjerte har faaet? Thi stærkere har ei et Menneskes slaaet. Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager? Mon Gud ham som Ild gjennem Dalene jager? Hvi udsaaer den Ædle, som elsker saa Freden, i Menneskesindet kun Naget og Vreden? Dog blegne maa mangen Seraf, som sig maalte med ham, da hans Aand frem i Himmelen straalte. Hvi elsker han ikke en Qvinde? O kunde hun ved hans urolige Hjerte vel blunde? Dets Blodstrøm forlængst er i Jorden nedrundet, og Aanden en svalende Stjerne har fundet. Der hades ei mere; thi Guddommen fjerner Tyranner og Djævle fra Frigjortes Stjerner. ROBERT MAJOR Hvor yndigt maa ei Irland være! dets Skov hvor mørk! dets Høj hvor grøn! Hvor ligt Slavinden ei, hvis Ære er Skjønhed og en Helt til Søn! SIDE: 244 Som hende elskes det med Flammer af Smerte og af Kjærlighed. Dets Toner i Balladens Jammer forfølger Emigrantens Fjed. Did først og saa til Himlen vilde Den gamle graa Republikan. Han saae, da han i Døden smil'de, "the Emerald of the Ocean." En Slægt, hvis Blod er koldt og vandet, forbauset fatter ikke, hvi den Dødes glade Smiil er blandet med zittrende Foragt deri. Som var ham Døden kun en tæmmet og lydig Ørn, han kalder den, at bære iilsomt ham til Hjemmet, og derifra til Himmelen. Den Eneste, som Han vil tvinge, den Fitzgeralds og Tandys Ven, er Dødens Magt, at den skal bringe ham til det elskte Erin hen. Hvor yndigt maa ei Irland være! hvor yndigt for at elskes saa? Han ønsker Himlens Bund maa bære sligt Grønt, hans Barndom hvilte paa. Han vilde did med Magt -- hvor syndigt! Med Magt han vilde did igjen. Men Irland, hvor er Irland yndigt! og hvor barmhjertig Himmelen! SIDE: 245 TIL EN PEBERSVEND Mel. Gubben Noah etc. Vinen herlig, Vennen ærlig, da det gaaer nok an, at man tyst fordrager Pebersvendens Plager, da undværlig er en kjærlig Pige for en Mand. Men til Kulde blev dit fulde Hjerte ikke skabt. Ve den stolte Synder, hvem ei Qvindens Ynder ildbeliver, saa han giver Konseqvensen tabt. Ingensinde vil en Qvinde træffe Barm meer øm. Venlig aaben er den for den hele Verden. Gid hun bare maatte svare til din Ungdoms Drøm! Speid, mit Øie, dybt og nøie i det fulde Glas! Gid jeg der maa finde Billed af en Qvinde, som kan være Dig, min kjære Hjertensven, tilpas! GANGSPILVISE OM BRIGGEN "JONAS ANTON HJELM" 1839. Hurra for Jonas Anton Hjelm! Singsalli-joh! Hvo ham ei ærer er en Skjelm. Singsalli-joh! : : Hurra! Hurra for Singsalli-joh! : : Hurra for Skuden med hans Navn! o. s. v. Hurra paa Sjø! Hurra i Havn! o. s. v. Han var for Norge Hjelm og Spjud. Tilsidst han frie'de Flaget ud. SIDE: 246 Han er vel værd sin egen Sang. Han slog for Flaget mangen Gang. Han er vel værd en Æresskaal. Hans Tale var som Ild og Staal. For Ham bør heises Flag og Gjøs: naar Hjelm tog i, var Fanden løs. Saa langt som norske Skibe gaae, fløi op det Røde, ned det Blaa. Men havde Jonas Anton tie't, var Flaget endnu ei befrie't. Nu kan vi seile hvor vi vil, Levanten fra Levanten til. Nu kan vi seile uden Skam. Men aldrig skal vi glemme Ham. Han boer paa Alby tæt ved Moss. Let der paa Hatten din, Matros! Der har han fundet sig en Havn. Men over Havet gaaer hans Navn. Det staaer forgyldt i Briggens Speil. Gid støt den gaae for fulde Seil! Gid den maa kløve Sjøen godt! Saa gjorde Hjelm, den Patriot. Mod ham gik Modgangsbølgen højt. Kløv væk som Han i Fraad og Sprøit! Knib op i Vinden som han kneb! Lad staae som Han foruden Reeb! SIDE: 247 Og hvor du ikke lænse kan -- Du baute did du skal som Han! Men lænser du for Bovenbram -- saa før det Flag, som glæder ham! Gid Lystighed maa boe ombord, saavist som Vid i Hjelmens Ord! Gjør Rederiet dygtig Gavn! Det gav dig jo saa vakkert Navn. Træf blot ei Skib i aabent Vand, med Navn, forhadt i Norges Land! Thi Hjelm og slige enes ei. Gaa Du til Engelland din Vei! Det gjælder Bogspryd eller Mast. Thi Hjelmen støder altid fast. Far svint som gjennem Luft en Sjel! Bring Hjelm iblandt en Flaske Ale! Gid hvert et Pust, i Seilet kom, Singsalli-joh! paa Alby aabne maa en Blom! Singsalli-joh! : : Hurra! Hurra for Singsalli-joh! : : ILAND OG OMBORD I ORKAN (EFTER DET ENGELSKE) Mel. Der var engang en tapper Mand. En stærk Orkan en Nat kom paa, bjerghøjt sig Bølgen hvalte. SIDE: 248 Ben Buntline snuede paa sin Skraa, til Billy Bowline talte: "Nu kuler ret Nordvesten, Bill! Hør hvor han dog kan bruse! Gud hjælpe dem, som holde til iland i sine Huse!" "De dumme Byfolk -- blot betænk, hvad Fare de dog vover -- Hvermand nu skjælver i sin Bænk forat faae Taget over. Nu os misunder hver iland -- paa det jeg frit tør bande -- den Lykke, at i slig Orkan vi er paa frie Vande." "De Stakler, som al Dagen lang maa udenhuse slide, og søge seent paa Nat engang til sine Koners Side! Mens Du og jeg udi vor Køj i Ro og Mag har sovet, Gudsdød, hvor Skorstenspiber fløj omkring de Godtfolks Hoved!" "Og ofte har vi Sjømænd hørt hvad Ondt i London times: bestjaalen snart, snart overkjørt, og snart til Brand der kimes . . -- kortsagt de Byfolk har skam ei for godt fra Prinds til Skrædder. Nei Gudskelov, at Du og jeg har Hjem paa Dækkets Brædder!" SIDE: 249 OPSANG FOR "KRISTIANIA PAKET" (Mel. Den engelske Opsang: Have you been at Greenwich fair, bonny Lady, Highland-Lady? Have you seen a Lady there, bonny Highland-Lady?) Terne rap og Maage let kan sig svinge paa sin Vinge; men omkap med vor Paket Ingen strækker Vingen. Maagen sank paa Doggerbank, træt af Hasten, ned paa Masten. Kun med Os en Albatross følge kan paa Bølge. Albatross, Haakjærringbrand, Springerhvale ud maa hale, som med os til Engelland vover Farten over. Knap John Bull troer ret han seer, naar alt Stavnen er paa Havnen. "Wonderful! Allready there? Flies thou through the skies?" Engelland er fagert grønt; men bag Norges Klippeborges høje Strand et Land meer skjønt, Venner, vel vi kjender. Til dets Kyst staaer helst vor Lyst. Englands Jenny Betsy, Fanny ei med dem i Troskabs Hjem taale sig at maale. Englands Ale har Sjel og Geist. Bedre qvæger dog et Bæger for mit Vel, der langt har reist, buden mig af Bruden. Norge fra og Norge til lad Paketten Havsenssletten kløve da med fyrig Iil! Hurra for Paketten! SIDE: 250 SYTTENDE MAI-VISE Mel. Singsalli-joh-Opsangen. Hvert Land af Godt og Ondt har Sit. Singsalli-joh! Jeg holder nu paa Norge mit. Singsalli-joh! : : Hurra! Hurra! for Singsalli-joh! : : Om Sjelland flød som Grød i Smør, o. s. v. Jeg meer af mager Frihed gjør o. s. v. Var Jylland -- ja en Fleskeskank, den kjøber jeg for Norges Bank. Ja heller Frihed uden Flesk End feed og smørret Trældom besk! I Sverrig var jeg og til Gjæst. Hver finder sig nok hjemme bedst. I Stockholms Borg boer Kongen godt. I Norrig er hver Barm hans Slot. I Rusland kneiser Byg og Rug. Men Slaven kryber paa sin Bug. I Polen voxer Hampen høj. Deraf blier Russe-tampen drøj. Hollænderen har Guld endnu. Men ei en Normands muntre Hu. Han sidder over Glasset stur. Sligt stemmer ei med vor Natur. SIDE: 251 Og aldrig skjænker han sin Ven. Med ham jeg deler Skillingen. St. Paul gjør Engelskmanden kry. Snehættens Top gaaer højt i Sky. Den Londons Luft er mørk og tæt. Men hjemme aander jeg saa let. Hurra for Britten! Han er fri; Og dygtig Sjømand jo som vi. I Frankrig søde Druer groe. Vi drikke hjemme dem iro. En Franskmand har sit hvide Brød. Mit sorte gie'r mig Marv og Kjød. For Republiken flød hans Blod. Men Thronen staaer dog hvor den stod. Han frister vel endnu engang, Da skal han faae en Æressang. I Spanien Laurbær groe som Lyng. Men pas dig der for Dolkesting! Der voxer gylden Appelsin. Den bringer jeg Allerkjæresten min. Og hvor jeg foer dybt i Levant, min norske Hjemvee dog mig fandt. I Torreviz og Setuval Jeg mindedes min Fædredal. SIDE: 252 Jeg mindedes min Faders Huus. Og tog mig saa iland et Ruus. Og hvorsomhelst dets Frihedsdag laae Skuden stolt med Norges Flag. Og Portugis og Spaniol -- Singsalli-joh! fik høre Syttendemajens Skaal. Singsalli-joh! : : Hurra! Hurra! for Singsalli-joh! : : TEMPEL-SKALDEN, UPPSALA-ÄRKEBISKOPPEN JOHAN OLOF WALLIN Det är en sorg hos våre grannar: der liggar Ärkebispen blek. Men blekare dock Sverge sannar sin harpas död bland Zittrors lek. Wallin är död. Som menigheten, när orglet tystnad, Sverge står. Dess saknads tårar för poeten är herrligst glans kring bispens bår. Hans hand har hvilat på min hjessa. Den lagerlös då är berömd. Han signadt mig; det var en mässa, som kunne frälsa en fördömd. Brann af Apostlaeld hans finger? Ty strax jag sjöng hans modersmål -- det sköna, som af silfver klingar, det stolta, som har ord af stål. SIDE: 253 Nu kall din hand på pannan bäfve! Den brinnar af en smärta; ty inom den dör (Nationen lefve!) hvar enda dag en poesi. De föds väl starka nog, men dömda sin tunga från af denna slägt. Men anderna, till himlen römda, tag, helgon, i din varotägt! Till diktens himlahvalf du söka, förblödda skaldestyckes själ! Småänglaskaran du föröka kring tempelskaldens harpospel! NY VISE OM OLE PEDERSEN HØILANDS SIDSTE MÆRKELIGE UNDVIGELSE FRA AGERSHUUS FÆSTNING NATTEN TIL DEN 17. SEPTEMBER 1839. Melodi: Malebrok er død i Krigen. Major Glad maa nu sig græmme: -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Ola Høiland er ei hjemme. Han er gaaet i grønnen Skov. Han er gaaet i grønnen Skov. Han er gaaet foruden Lov. Major Glad maa nu sig græmme: Ola Høiland er paa Rov. Men hvem kan vel sligt begribe? -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Ole sad i slig en Knibe, : : Men nu er han fri som Fugl. : : Og Gud veed hvor han har Skjul. Ja hvem kan vel sligt begribe, Hvor han nu vil holde Juul? SIDE: 254 Major Glad og Commandanten -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Saae nok efter, men ei fandt'en : : Fuglen var ifra sit Buur : : Fløjen ud i Guds Natur. Major Glad og Commandanten Fandt at Ole var paa Tuur. I et Taarn, af Volden skygget, -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Var et Buur af Bjelker bygget. : : Alt forsvarligt var og godt, : : Muren tyk som paa et Slot. Pladsmajoren var betrygget. Alt forsvarligt var og godt. Men den fule Ole tænker -- -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Paa Spektakler kun og Rænker, : : Og paa Friheds søde Lyst. : : Thi den boer i Slavens Bryst. Under Vægten af hans Lænker Hvisker den ham Haab og Trøst. Ole sad begloe't af Flokken -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Dagen ud ved Dreierblokken. : : Men han længtes til sit Hul; : : Thi han virker der i Skjul. Ole længes did, mens Blokken Svarver rundtenom hans Hjul. SIDE: 255 Fra naar første Hane galte, -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Naar den stille Midnat dalte : : Til det gryede lidt ad Dag : : Brugte Ole flink sin Saug. Den var liden, tynd og skralte Ved hvertandet af hans Drag. Dog kan ingen Snedker byde -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- (Ja selv om han var en Jyde) : : Bedre Mesterstykke frem, : : End han Ole Høilands Lem. At den Taushed ei skal bryde Gie'r han den en Klædesbrem. Ja Taalmodigheden plejer -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Over Alt at vinde Sejer. : : Og saa gik det ogsaa her. : : Ole gjennem Gulvet skjær. Ole er om Dagen Dreier. Han om Natten Planker skjær. Under Gulvet er en Kjælder -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Og han fandt vel Intet heller. : : Havde Glad blot vidst deraf, : : Havde han nok fyldt den Grav. Men nu Ole fandt en Kjælder. Og den ham hans Frihed gav. SIDE: 256 Nu som Rotten frem sig gnaver -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Ole løs paa Muren graver. : : Som om Graasteen kun var Grød, : : Gjennem Alen tre han brød. Under den et Hul han laver, Som han op i Tørven skjød. Nu en Nat da fælt det regned, -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Syntes Ole godt det tegned, : : Og han aabnede sin Lem, : : Sneg sig i sin Mine frem, Kom saa udenfor Hegnet Om sit faste Fængselshjem. Uden Vagten først at bede -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- Ole har forladt sin Rede, : : Over Muren er han alt. : : Men hvor nu, er ei fortalt. Pladsmajorens Harm og Vrede Er ei heller let afmalt. Ole er i Skoven gangen -- Melotamp-tamp-tamp-Melopine -- For at høre Fuglesangen. : : Men den Sang, som Vi har hørt, : : Var at Trommerne blev rørt, Og at reist er Krudttaarnsfangen Førend Føret ret blev tørt. SIDE: 257 LUDVIG MARIBOE Nu tom er Haanden, træt og tom, der skjænkte Norges Fattigdom meer Guld, end nogensinde dette, om det har Hjerte, kan forgjette. Hvor famler den i vildsom Leeg omkring hans Pande høj og bleg! Den efter Borgerkrandsen leder, som, Normænd, han jo fik af Eder? Nu har han ikke mere Guld, nu vil han samle Haanden fuld af Egebladene -- det Sidste at give Norrige, han vidste. Dem vil han over Norge strøe. Først da han synes han kan døe, naar Landet han sin vundne Ære kan segnende igjenforære. Hvor smiler Han! hvor glad og stolt, somom han Rigdomshornet holdt, og kunde drysse ned som Gave i Norges Skjød Aladdins Have. Hvor smiler han, idet han strøer! Ak, stakkels Gamle, hvad du gjør! Det er dit Haar, af Kummer blegnet, ei gyldne Blade, ned du regned. Thi Folket gav dig ingen Krands. Det har en kort Erindringssands. Det kommer først med den paa Baaren, og troer at sone Alt med Taaren. SIDE: 258 Men jeg vil med taknemlig Aand dig kysse, magre, blege Haand, som Norrige, min Moder, skjænkte vel meer end eengang, da hun trængte. Og jeg ærbødig see vil i hans vilde Feberfantasi en Blomst, som, da han har ei Andet, hans Aand har skudt for Fædrelandet. Thi hør hvor tit Han nævner det! og hvergang rødmer Læben let. O, skjønne Tankeblomme, gløde du vil paa Læben om Han døde! KONGENS SKAAL I CHAMPAGNER Champagner er min Yndlingsdrik, og ikke min alene. Den funkler med Demantens Blik, som Vand af Ædelstene. Ja Edens Himmel efterlod sit Solskin i dens Druer. Den bruser som Serafens Blod, naar hans Begeistring luer. Blandt Vine skjøndt Aristokrat, den bundne Vid befrier, og maler i sit Dyb en Stat af skjønne Fantasier. SIDE: 259 Gid altid for alt Skjønt og Ret, i Fred og i Kampagne, vort Sind maa være lyst og let, og fyrigt som Champagne! Hvad Syn er skjønt vel som mit Lands den gamle, vakkre Konge? Og gives større Ret end Hans til Lov fra Skjaldens Tunge? Der staaer Han som om Harald brød sin Kjæmpehøj paa Karmen! Hans sorte Lok er sølvbestrø'd som gammel Ørn om Barmen. Hans Blik, som nylig funkled saa, kan som en Moders drømme. En Skaal for Hvad han tænker paa jeg freidigen tør tømme. Paa Norge tænker Han, om det Han end en Nød kan lindre. Skaal, Konning min! Alt Skjønt og Ret vi skulde jo erindre? Paa Nødens Taarer tænker Han . . Ve mig, mig Vinen brænder! En Viin af Diamanters Brand var mellem mine Hænder! Tilgiv mig, Armod! for din Ven mit Hjerte den har drukket. Nu staaer jeg angrende igjen, som om min Engel sukked. SIDE: 260 O Vinternat, o sval min Sjel, du kolde og du dunkle! Ha drikke I paa Kongens Vel, I Stjerner, som saa funkle? Er' I Pokalerne af Guld, hvoraf de Engle drikke min Konges Skaal? Af Perler fuld staaer en i Folkets Blikke. Thi hvis den Graad, Han Lindring gav, laae udsprængt over Jorden, da tindred Bjergene deraf som Natten over Norden. Det er et herligt Kongedom af undertvungne Smerter. Af Roser grændses Persiens om, men Carl Johans af Hjerter. Det varmest glødende i det i Aften frem sig hæve! I Aften er det skjønt og ret at juble: Kongen leve! FIRE DRAMBITER Flere drukne i Finkel Aar om andet, end i Vandet. Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen, at ei den qvæler dig i sin Omarmen! SIDE: 261 At gaae i Værtshuus ind, er ikke Sagen; men -- at komme ud igjen. Kortenspil og Brændeviin -- hver af disse har tilvisse været Mangen Mands Ruin. HAANDVÆRKEREN OG BONDEN Haandværkeren Jeg maa mine Hænder bruge hele den udslagne Uge, for jeg eier ikke Land; er dog lige sæl en Mand. Bonden Vakker Grøde paa min Muld er mit Guld. Ere Skattens Skjepper druge, kan jeg vel med Guds Hjælp knuge ogsaa dennes engang fuld. Haandværkeren Gratulerer! Som jeg seer leves godt paa hver Maneer. Du har Jord; hos mig hver Finger Rente bringer. SIDE: 262 EVAS VUGGESANG [fotnotemerke] (AF HENR. WERGELANDS "SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS") Todobblet er min Fryd! Thi se, du søde Eng, se her min Dreng! -- O, dine Blommer høine sig med Flammeøjne højt nok for at kige og see det Mandens Billed ligge ved Moderbarm og lee. Todobblet er min Fryd! Thi, høje Himmelhvælv, se Manden selv! Og, Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer, fra det dybe Fjerne I har jo seet, som hver en Stjerne hvor liig han er sin Fa'r? Todobblet er min Fryd! Thi se, en Dreng jeg har og Drengens Fa'r; Fotnote: Forsaavidt disse Poesier i et Par Strofer have modtaget nogen Afrunding, have de undergaaet den Revision, det er Forfatterens Hensigt at anvende paa den samlede Udgave af sine Værker, hvilket Foretagende herved brin- ges Dem i Erindring, som have modtaget Planer derpaa ved Forsendelse med dette Blad eller paa anden Maade fra Udgivernes Boghandling. SIDE: 263 og Qvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden! Tør du spotte Qvinden nu, Hind? Din Kalv omkaps med Vinden skal bære Drengen min. Todobblet er min Fryd! I Barnets søde Smiil jeg engang til maa elske Ham, som signer Qvinden, saa hun ligner Nattens melkestjernede Barm . . Og tæt som Stjerner gjerne hun vugger Børn paa Arm! Todobblet er min Fryd! Men er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel? Jeg troer nu Løven kunde fra mig ta'e iblunde Manden om han vover; Men, Noe'r, sov Du ved Hjertet! Over dig vaager vist din Moe'r. ADAMS SEJERSANG OVER LØVEN Ha, Løven død for Manden? Hvor er Løvens Tand? O, en Leeg, som Stenen, glattet rundt paa Stranden af det stride Vand! SIDE: 264 Tungen nys saa hvas og rød som det Lyn, der Skyen brød, hænger som fra Grenen myge, blege Blad. Skjælv, flammemalte Tiger! Se, for Manden, liig knaset Græskar, ligger Den, som i dit Rede kunde knuse dig! Bærer Manden Løvens Hud, snart da kan han slukke ud med sin Kjølles Vrede gule Tigerbrand. Knæl, Elefant, i Støvet! Store Qvælerorm, se din vide Bugt er som en Taage kløvet af min Kjølles Storm! Seer dog, Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Døden, Dyr, jer Flugt er, mit er eders Liv. Den vilde Bøffelpande er ei Løvens Bryst. Hornet maa du stikke -- det skal du faa sande -- ned i Mulden tyst. Seer dog Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Mandens Sværd skal drikke Pantherhjertet ud. SIDE: 265 Se, Mandens Kjølle stærkest Klo og Slangebugt! Den i Blod af Løven har for Livet mærket Skræk og Død og Flugt. Seer dog, Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Horn og Tand er sløve Stilke mod hans Sværd. VINTERBLOMMER I BARNEKAMMERET ORIGINAL OG FRI OVERSAT SAMLING FOR BØRN SIDE: 266 MODEREN Der er et Uveir ude, saa sig forbarme Gud! Folk see igjennem Rude med Skræk i Mulmet ud. Da lader i det Fjerne en ensom Løgt sig see: en Moder med Lanterne gaaer gjennem Gadens Sne. Sit Barn en liden Kage hun gaaer at kjøbe blot; thi det er Juleaften i Hytte som i Slot. Gud signe ømme Mødre med al Marias Lyst! Thi deres Smaa er' Brødre til Hendes Jesus Krist! HVOR OFTE SKAL GUD TAKKES? Saa mange Gange som der er Sand paa Havsensbunden, paa Flodens Strand, SIDE: 267 som der er Blommer paa Eng om Vaaren, som der er Draaber af Blod i Aaren, som der er Stjerner paa Nattens Hvælv, som jeg har syndet mod Gud, jeg Selv, som der i Skoven er Bar og Blade og Straa og Agner i Bondens Lade, som der er Torne i Nypehæk, som der er Smaafisk og Steen i Bæk, som Træet kløves kan ud i Splinter, som Sneens Flokker i barsken Vinter, saamange Gange som der er Myg om Sommerqvellen paa Flodens Ryg, som der om Høsten er sorte Krager, som der er Ax paa en vakker Ager, som der er Penge i Engelland, som der er Gnister i Ildebrand, som der i Kummerens Barm er Taarer, som der er Spørgsmaal og Raad hos Daarer, som der er Tagsteen paa Kongens Slot, som man har Venner, naar det gaaer godt, som der er bølgende Græs paa Marken, som der var levende Dyr i Arken, saa mange Gange, og flere med, skal Gud lovprises i Evighed. Amen! AFTENBØN Naar jeg lægger mig til Hvile, Tretten Engle om mig staae: Tvende ved min Højre smile, Tvende til min Venstre gaae, To paa Vagt ved Hovedpuden, To ved Foden desforuden, SIDE: 268 To mig dække, To mig vække, En mig viser alle Himlens Paradiser. MORGENSANG Ei! staaer op nu Allesammen! Sidstemand skal have Skammen. Solens Straaler have alt hele Verden gylden malt. Vær velkommen Dag, som jaget fæle Ugle har fra Taget! Nu sin Morgenpsalme der qviddrer Svale, Spurv og Stær. Tregange tre velkommen, søde, lyse Dag i Morgenrøde! Straal i vore Hjerter ind med dit klare Himmelskin! BARNEPRÆKEN En Torsk og en Flynder -- min Præken begynder -- En Ko og en Kalv -- min Præken er halv -- En Ulv, der kan tude, -- min Præken er ude. SIDE: 269 Gaaer hjem alle Mand! Gjør Maden istand! Har Du Noget, æd det! Men om ei Du har, da glem, ei begræd det! Saa er du ingen Nar. Har du dig et Stykke Brød, deel det saa med Sult og Nød! Og har du kun en liden Smule, saa strø den ud for Himlens Fugle! HELLIGTREKONGERS LEGENDE De hellig' tre Konger i Østerlide til Bethlehem lystede sig at ride. De havde alt seet Forjettelsens Stjerne. Den viste dem Veien didhen fra det Fjerne. Om Dagen den sad som en Rose paa Himlen; om Natten fordunkled den Stjernevrimlen; den fulgte dem tro gjennem Midians Ørk, den lyste dem frem hvergang Natten var mørk. I tredive Nætter og tredive Dage de lagde vel tusinde Mile tilbage. Da traved forbi de Herodes' Pallads. Han sad just i Vindvet i fyrstelig Stads: "Ærværdige Herrer, hvi haste I saa?" -- "Vi standse ei førend vi Bethlehem naae. Der Kongernes Konge for nylig er baaren af Jomfru saa reen som Uskyldighedstaaren. At bringe ham Hyldest, det kalder os did; Farvel, Kong Herodes! Du spilder vor Tid." "Ei! raabte Herodes, beed Læben tilblods: Kong Nar og Kong Gjæk og Kong gamle Madsfoss! SIDE: 270 tag Sadlerne kun af Dyrenes Ryg! Jeg giver hver Hest vel en Tønde med Byg, jeg sætter jer paa min Throne, hvis I blot dennegang ikke mig reise forbi!" -- "Da skulde vor Reise vel være forødt. Den gjælder kun Barnet, som nylig er født. Vi Ambra og Myrrha og Virak det bringe, skjøndt Jorden har Intet, der ei er for ringe." Da raabte Herodes til Spot og til Tort: "Hvi er vel den Ene af Eder saa sort?" "Herodes, det Kongen af Mohrenland er. Han gjør sig kun hvid med Perler og Fjær; dog plukte han gjerne hver Ædelsteen af sin Krone, og dem den Nyfødte gav." Da spytted Herodes; han ønskede ei stor Lykke de Østerlandskonger paa Vej. Men Gud selv var med dem, og Stjernen den brandt, saa indgjennem Bethlehems Porte de fandt. Da fik vel de Bethlemiter at gloe! Om Toget man talte hvor sammen stod To. Men ikke det standsed før Stjernen stod stille, da havde de fundet Hvad netop de vilde. Der laa i en Stald, i en Krybbe med Straa den Nyfødte, Spaadommen tydede paa, Maria og Josef laae foran paa Knæ, ja knælende laae det umælende Fæ; de hellig' tre Konger ei gjorde det bedre. Det kaldte de Vise ei sig at fornedre. De tændte trearmede Kjerter dertil, og Ambraen brændte i viede Ild, og Vindene bar gjennem blaanende Luft til Konning Herodes den deilige Duft; og skjøndt der imellem var tyve Miil vel, man siger, han deraf nær nøs sig ihjel. SIDE: 271 DE HELLIG TRE KONGERS REISE De hellig' tre Konger sig spurgte frem igjennem Østerlands Riger: "Hvor gaaer vel Vejen til Bethlehem, I kjære Drenge og Piger?" Men Unge og Gamle vidste det ei. De Konger videre ilte. En gylden Stjerne dem viste Vei; saa venlig og klar den smilte. Den stille stod over Josefs Bo; de traadte derind saa glade. Der brølte Oxen, og Barnet loe, og hellig Trekongerne qvade. VUGGEVISE OM SOMMEREN SKAL VI SYNGE: "Ude blæser Sommervind, Gjøgen slaaer i højen Lind, Moder gaaer paa grønnen Eng, reder Barnet Blomsterseng, strøer de Bolstre bløde af de Roser røde. Engen staaer saa guul og grøn, Solen strøer sit Guld i Sjø'n, Bækken rinder tyst og snyg under Vidjens Bue myg, SIDE: 272 Bro'ermin bygger Dammer til sin Saug og Hammer. Søster fejer Stuen reen, pynter Ovn med Birkegreen, og paa Gulvet strøer hun saa Lilienkonvaller smaa, Rosenknopper skjære: der skal Barnet være. Vesle gule Gaasen ung, blød og fiin som Silkepung, roer i Dam med Moder sin, piller Vingen reen og fiin; Hønen staaer paa Stranden, rent forskræk't for Anden. Skibet gynger at og fram; Flagget rødt som Hanens Kam; Skibet gaaer til Engelland, bringer Barnet Perleband, pene Søndagsklæder, for det ikke græder." FATTIGMAND Himlen er min Hætte. Hvem tør paa den lette? Jorden er min Sko; Skoven er min Bo; Korset er mit Sværd; Det gi'er Fattigmand Ridders Værd. SIDE: 273 GODNAT Godnat! Godnat! Kryb under dit Dækken, med Nelliker stukket, med Roser besat, med sølvhvide Blade fra Bringebærhækken! Imorgen igjen, hvis Gud saa vil, vækkes du op af Fuglenes Spil. FURUTRÆET O Furutræ, o Furutræ, du bær' en Sejerskrands! Du grønnes midt om Vinteren jo som ved Sanktehans. "Hvi skulde jeg ei grønnes saalænge som jeg kan? Jeg har hverken Fa'r eller Moder; men selv er jeg en Mand. FURUTRÆETS DRØM I Nord paa højen Klippe staaer ensomt Furutræ. Det sover under Teppet af Iis og hviden Snee. SIDE: 274 Det drømmer om en Palme, som fjernt i Morgenland forladt og stille sørger paa Ørknens hede Sand. BARNE-NYTAARSØNSKER Vi ønske hver Hosbond en gylden Disk, paa hver en Ende en lækker Fisk. Da Himmelens Engle stor Lystighed faaer: Vi ønske jer Alle lyksaligt Nytaar. Vi ønske hver Madmoer et Skjørt af Uld; det varmer vel bedre end Sølv og Guld. Da Himmelens o. s. v. Vi ønske hver Søn i Haanden en Pen. Saa nyttigt er Sværdet ham ikke som den. Da Himmelens o. s. v. Vi ønske hver Datter saa net en Rok; Da spinder hun Uldtraaden silkefiin nok. Da Himmelens o. s. v. VINTERSANG Skyer Skyer jage, Sneens Flokker dale, og i Lundens Sale tystner Fuglens Sang. Men lad Somren drage! Komme Vintrens Dage, vi os ei beklage som den blege Vang. SIDE: 275 Frosten gaaer i Jorden, stiv staaer Flod og Kilde, Vognen gaaer det ilde i de haarde Spor. Det er i sin Orden: Vi jo Iis behøve? Skal vi ikke prøve Skøiten, som ifjor? Daarligt Solen lyser; allerbedst det lider, er det Nattetider, Morgnen seent opstaaer. Glæden dog ei fryser. Muntre Øine skue Juletræets Lue -- Frisk, mod Juul det gaaer! SANKT JODOKS BRØD Engang en hellig Juleaften kom, for ret sin gamle Tjeners Dyd at prøve, Vorherre selv til Hellig Jodoks Dør, og bad, som Betler, om et Stykke Brød. "Giv, sagde Jodok til Huusholderen, giv ham, min Ven!" "Jo, give?" svared Denne; "ak, ædle Herre, kun eet Brød vi har. Hvad bli'er der saa til os og vore Hunde?" "Giv kun!" blev Præsten ved, "giv kun den Stakkel. For Os og Hundene vil Gud nok sørge." Huusholderen da greb sin Kniv, og delte i fire, netop lige, Stykker Brødet, gav Tiggeren det ene, mens han sagde ei altfor blidt: "eet Stykke er for Dig, for Jodok eet, og eet for mig og eet for Hundene." Da smiilte mildt St. Jodok, og Betleren gik med sit Stykke bort. Det leed om lidt, da kom Vorherre, i end uslere Gestalt, igjen, og bad. "Giv, sagde Jodok, giv ham kun mit Stykke. Gud vil for mig alligevel nok sørge". SIDE: 276 Og tredie Gang, end mere arm og sulten, vor Herre kom igjen og bad om Brød. "Giv," sagde Jodok til Huusholderen, "giv ham dit Stykke, gode, gamle Ven. Gud vil for dig alligevel nok sørge." Og, blødgjort af sin Ærefrygt for Jodok, Huusholderen gav Tiggeren sit Stykke. Da kom, som lam og blind og næsten nøgen, for fjerde Gang Vorherre foran Døren. "Giv," sagde Jodok, "giv ham Hundens Stykke. For den alligevel vil Gud nok sørge, som jo bespiser Ravnene og Ormen." Huusholderen gav ham det sidste Stykke; men neppe havde Betleren vendt Ryggen før det fra Himlen lød: "stor er din Tro! Du Jesu sande Efterfølger, stor! Og dig skal times som du troet har." Huusholderen til Vindvet gik, da -- se! til Flodens Bredde lagde fire Skibe, med Brød og Frugt og Viin og Olje ladte. Den gamle Tjener ilte glad derned; men ingen Skipper fandt han, men paa Stranden en snehvid Fane vajede, hvori med gyldne Skrifttræk flammed disse Ord: "Han, der bespiser Ravnene og Ormen, har disse fire Skibe sendt til Jodok, som Ham idag fiirgange har bespiist." SIDE: 277 HALMSTRAAET, KULLET OG BØNNEN PAA REISE Et Halmstraa, et Kul og en Bønne slog Kompagni sammen forat gjøre en Reise. De havde alt gjennemreist mange Lande, da de kom til en Bæk uden Bro, som de ikke kunde komme over. Endelig vidste Halmstraaet godt Raad: han lagde sig tverts- over forat lade de andre spadsere over paa sig, først Kullet, saa Bønnen. Kullet gik bred og langsom over, Bønnen trippede efter. Men, da Kullet kom midt paa Halmstraaet begyndte det at gløde, og brændte igjennem; Kullet faldt sydende i Vandet og druknede, Halmstraaet flød bort i to Stykker, Bønnen, som endnu var noget fra Land, da Ulykken hændte, maatte ogsaa efter, men hjalp sig en Stund med at svømme. Dog fik den saameget Vand i sig, at den sprak, og drev saa tillands i den Tilstand. Tillykke sad der en Skrædder paa Bredden, og hvilte sig paa sin Vandring; og da han nu havde Naal og Traad vedhaanden, syede han Bøn- nen sammen igjen, og siden den Tid have alle Bønner en Søm. Andre fortælle, at Bønnen gik først over Halmstraaet, og kom lykkelig over, og saae fra den anden Bred af hvorledes det gik med Kullet. Men da det nu midt paa Bækken brændte Straaet igjennem, og styrtede sydende ned, lo Bønnen saa stærkt, at den brast. Skrædderen paa Bredden syede den nu sammen igjen; men da han bare havde sort Traad, har alle Bønner siden en mørk Søm. Men saadanne Eventyr kan Hvem, som vil, troe og gjøre. BELSAZAR Alt nærmede Midjenatten sig, tyst laae Babylon som et Liig. Histoppe kun i Kongens Pallads der holder Belsazars Hoffolk Stads. SIDE: 278 Histoppe kun, hvor det lyser saa, Kong Belsazar lader sit Gjæstebud staae. Hans Knegte sidde ved Fakkelskin, og tømme Pokaler med skummende Viin. Pokalerne klinge! juble hver Gjæst! Saa tykkes den daarlige Konge det bedst. Af Viin hans Kinder i Flammer stod, af Viin til Rasenhed steg hans Mod. Og Modet bryder i Vanvid ud: i syndig Tale han laster Gud. Han fræk sig bryster, han laster vild; hans Knegte brøle ham Bifald til. Kong Belsazar raaber med stolten Blik. En Tjener gaaer, og den kommer, som gik. Han bar paa Hovedet gyldne Kar, som røvede alle fra Zion var. Og Kongen griber med frækken Haand et helligt Bæger, fyldt til sin Rand. Han tømmer det hastigen alt til Bund, og raaber saa højt med fraadende Mund: "Jehova, dig melder jeg evig Haan. Jeg, jeg er Kongen af Babylon!" Men knap var Ordene fløjne væk, før Kongen hemmelig gjøs af Skræk. Den rungende Latter blev tyst medeet. Den Gjæstebuds Glæde gik ganske træt. SIDE: 279 Og se paa Marmelsteensvæggen blev en Kjæmpehaand synlig, der skrev og skrev: "Mene, mene, tekel Ufarsin!" Ja skrev og skrev med Luer de Træk paa Marmelvæggen, og blev saa væk. Der sad da Kongen med Blikket stivt og bleg som havde han drukket Givt. Og rædselsslagen de Hoffolk sad; ei Lyd blev hørt i den hele Rad. De Spaamænd kom, og de stirred stivt; men Ingen tyded den Flammeskrivt. Men Belsazar blev i den samme Nat af sine Knegte af Dage ta'et. KATTENS OG MUSENS HUUSHOLDNING Puus og Muus vare engang komne overeens om at leve sammen i fælleds Huusholdning. Da nu Vinteren nærmede sig, kjøbte de sig en Krukke Fedt, og da de ikke vidste noget sikkrere Sted at sætte den paa, satte de den under Alteret i Kirken, hvor den skulde staae til de behøvede den. Men det varede ikke længe, saa blev Katten lysten, og sagde til Musen: "hør, vesle Muus, jeg er buden til Fadders af mit Sødskende- barn, som har faaet en liden Søn, hvid og bruunflekket, som jeg skal holde over Daaben; jeg gaaer da, og hold saa du Huus alene." "Ja, ja, sagde Musen, gaa du kun, men naar du spiser noget Godt, saa tænk paa mig. Jeg gad saa inderlig gjerne SIDE: 280 smage lidt af den søde Barselgrød." Men Katten havde Pokker ingen Kusine, og det var bare Snak med Fadderstadsen. Den gik lige sporenstregs til Kirken, fik Potten herfrem, slikkede det Øverste af Fedtet i sig, spadserede saa omkring i Byen, og kom først hjem langt paa Qvellen. "Ei, du har da vist moret dig godt, sagde Musen; men hvad hedte da Barnet." "Øverste- af," sagde Katten. "Øverste-af?" mente Musen; det var et rart Navn; det har jeg aldrig hørt før." Da det leed om lidt, fik Katten Appetit igjen, og sagde til Musen: "Jeg er igjen buden til Fadders; Barnet har en hvid Ring om Halsen; det kan jeg ikke afslaae, og du faaer da være saa snild at holde Huus alene mens jeg er borte." Musen gav Ja, og Katten gik sin gamle Vej, og aad Halvten af Fedtet i sig. Da den nu kom hjem, spurgte Musen atter om Barnets Navn. "Halvtud." "Hvad! Halvtud? Sligt Navn har jeg dog aldrig hørt i mine Levedage; det staaer vist ikke i Almanakken." Men det varede ikke længe før Kattens Mund atter løb i Vand; og det hedte da, at den igjen var buden til Fadder. "Barnet er sort, og har hvide Labber, men ellers ikke et hvidt Haar paa hele Kroppen. Sligt hændes kun een, høist to Gange om Aaret, saa jeg nødvendig maa gaae." -- "Øverste- af? Halvtud?" sagde Musen; det er saa rare Navne, at de nok kunne gjøre mig efter- tænksom. Dog gaa i Guds Navn." Stakkels Muus holdt sig da hjemme og ryddede op, mens Katten listede sig til det gamle Sted, og slikkede Krukken reen. Da den nu mæt og tyk kom hjem ved Nattestide, spurgte Musen, som før, om Barnets Navn. "Heeltud!" svarede Katten. "Heeltud?" sagde Musen; "det Navn er skam at studere paa. Heeltud? Hvad skal det betyde? Jeg har idetmindste aldrig seet det trykt før." Den rystede da paa Hovedet, og lagde sig til at sove. Men fjerde Gang vilde Ingen bede Katten tilfadders. Da nu Vinteren kom, og der ikke længer var noget ude at finde, sagde Musen til Katten: "veed du hvad? Nu kan ret Krukken vor komme os tilpas, som vi har der under Alteret. Lad os gaae; nu skal den ret smage." "Ja, sa'e Katten med et spodsk Griin, den vil smage som om du stak Tungen ud af Vinduet." Rigtigt befunden; da de kom til Krukken, var den som vasket. "Ak!" sa'e Musen da, "nu skjønner jeg det: du har spiist Alt de SIDE: 281 Gange du sa'e du var tilfadders: først det Øverste af, saa Halvt ud, saa . . ." "Hold Mund, raabte Katten med et Blik som en Glo, eller jeg sluger dig før du faaer sagt et Ord!" -- "Heelt ud," havde Musen alt i Munden; og neppe havde han udtalt det før Katten sprang til, og Musen gik samme Vei som Fedtet. JÆTERGUTTEN Drot er Jætergutten: grønnen Houg hans Throne, paa hans Hoved Solen er den gyldne Krone. Faareflokken ligger smigrende tilfode. Kalven spiller Junker, kaad og veltilmode. Mads Buk er Skuespiller, Hakkespet og Skjære, Koen med sin Vække Musikanter ere. Og til Hofkapellet fjerne Vandfald brummer, saa at Majestæten synker sødt i Slummer. Midlertid regjerer Hunden som Minister; mere vak end Kongen; ogsaa mere bister. Unge Konge klager: " -- tungt er at regjere! Vilde heller hjemme hos min Dronning være!" FORSKRÆKKELIG HISTORIE OM HANEN OG HØNEN Hanen og Hønen spadserede engang ud i Nøddelunden forat spise Nødder, og hver sød Kjerne, Hanen fandt, delte han med Hønen. Tilsidst fandt ogsaa Hønen en Nød; men, da Hanen havde knækket den for hende, var hun saa selvgod, at hun ikke vilde dele, men slugte den hele Kjerne, som da blev siddende i Halsen, saa den hverken kunde komme frem eller tilbage. Alt SIDE: 282 hvad hun aarkede var at pibe: "Løb for Guds Skyld til Brønden, og hent mig Vand!" Hanen løb til Brønden strax. "Brønd, du give skal mig Vand! Hønen ligger hist i Lunden af en Nøddekjerne qvalt." Brøndens hule Mund da svared: "først du løbe maa til Bruden, bringe mig den klare Silke!" Hanen løb til Bruden strax: "Brud, du maa mig Silke give! Silken skal jeg Brønden bringe, Brønden skal mig give Vand, Vandet skal jeg Hønen bringe, Hønen ligger hist i Lunden, af en Nøddekjerne qvalt." Bruden svared Hanen blidt: "Først du maa min Krands mig bringe, som blev hængende paa Qvisten." Hanen fløj til Skoven strax, hented Krandsen ned fra Qvisten. "Brud her bringer jeg dig Krandsen; nu du maa mig Silke give; Silken skal jeg Brønden bringe; Brønden skal mig give Vand; Vandet skal jeg bringe Hønen; Hønen ligger hist i Lunden, af en Nøddekjerne qvalt." Bruden gav for Krandsen Silke, Brønden gav for Silken Vand, Vandet bragte han til Hønen; men den Stakkel var alt af Nøddekjernen qvalt til Straf. Da blev Hanen meget bedrøvet, flettede en liden Vogn af Qviste, spændte sex Smaafugle for, lagde sin kjære lille Høne derpaa forat bringe hende til Graven, og da han saa kjørte frem, kom en Ræv -- SIDE: 283 "Hvorhen Hanemand? "Til Graven med min Høne." "Maa jeg sidde paa?" "Da faaer du sidde bag. Thi ellers bryde Hestene mine baade Skogl og Skak." Saa satte da Mikkel sig op; men da det led lidt længer hen, kom en Ulv, gav samme Spørgsmaal, og fik samme Svar og Be- sked. Og saa kom Grævling og Gaupe og Bamse, og fik Alle sidde paa, og tilsidst en Loppe, med Spørgsmaalet: "Hvorhen Hanemand?" "Til Graven med min Høne." "Maa jeg sidde paa?" "Da faaer du sidde bag. Thi ellers bryde Hestene mine baade Skogl og Skak." Men den var for tung. Vogn og Alt sank i Myren, saa ingen Grav behøvedes. Hanen slap derfra ved at flyve op paa Kirke- taarnet, hvor han endnu staaer, og drejer sig om til alle Kanter, forat passe paa naar det bliver stadig godt Veir, saa Myren kan tørre ud, og han igjen kan faae sin Liigfærd over sin kjære lille Høne igang igjen. Men han kommer da vel for seent, thi der er da voxet Græs og alleslags grønne Urter derover, Løvetand og Hønsetarm og Hanefod og Mariekaabe og andet deslige vak- kert Grønt, som Bukken lider bedre end Hanen. AMMENS UHR Maanen skinner; Barnet græder. Klokken slaaer Tolv. Gud, I Syge, hjælpe Eder! Gud Alt kjender; Musen bider. Klokken slaaer Eet. Drømmen over Læben glider. SIDE: 284 Sirris synger, Tømmermand banker. Klokken slaaer To. Drømmen faaer saa kloge Tanker. Hanen galer; Vinden hvifter. Klokken slaaer Tre. Bondens Søvn nu Siden skifter. Hesten puster; Døren knager. Klokken slaaer Fire. Gutten Hø til Krybben drager. Svalen vaagner; Solen rinder. Klokken slaaer Fem. Vandringsmand sin Sko nu binder. Hanen kagler, Gaasen skriger. Klokken slaaer Sex. Staaer op, staaer op, I dovne Piger! Løb til Bageren! kjøb en Kage! Klokken slaaer Syv. Nu maa Ild under Melken sprage. Barnet vaagner sundt og stille. Klokken slaaer Otte. Bring nu Mad og Brød til den Lille. DET FROMME FAAR Faaret maatte lide meget af alle Dyr. Da traadte det frem for Skaberen, og bad om Lindring i sin Elendighed. Skaberen syntes villig, og sagde til Faaret: "Jeg indseer vel, min fromme SIDE: 285 Skabning, at jeg har skabt dig altfor værgeløs. Men vælg nu, hvorledes jeg paa bedste Maade kan afhjælpe denne Feil. Skal jeg udruste din Mund med skrækkelige Tænder og dine Fødder med Kløer?" "O nei," svarede Faaret; "jeg vil ikke have noget tilfælleds med Rovdyrene." "Eller," vedblev Skaberen, "skal jeg lægge Gift i din Mund?" "Ak," svarede Faaret, "de giftige Slanger blive jo hadede saa forfærdeligt." "Nu, hvad skal jeg da? Jeg vil sætte Horn paa din Pande og give din Nakke Styrke." "Heller ikke, gode Fader; jeg kunde let blive saa trættekjær som Tyren og Gjedebukken." "Men, du maa jo dog, sagde Skaberen, selv kunne skade, naar Andre skulle afholde sig fra at skade dig." "Maa jeg det? sagde Faaret. O saa lad mig være som jeg er, gode Fader; thi Evnen til at skade, frygter jeg, vækker Lys- ten dertil, og det er bedre at lide Uret end at gjøre Uret." Gud velsignede det fromme Faar; og det glemte fra den Stund at klage. SMAAFUGLENE PAA JULENEGET Hvor grøn er Skogen i Solør! Der der synger ikke Smaafuglene meer. Thi Bondens Suk har dem reent forstemt; og Fogdens Dumbjelder har dem skræmt. De klinge langsad den tyste Mo. Dog sidste Juleqvel sang der To. "Kom, lille Sisik! følg med! følg med! Et herligt Juleqvelsmaal jeg veed." SIDE: 286 "En fattig Huusmand bag Skoven boer; Han gi'er os et Neg iaar som ifjor." "Han ejer kun tre, dog gie'r han os et. For Jesu Skyld, saa gjør han det." "Og hør du Smaasisik, stur ei saa; men følg med din Fætter, Spurven graa!" "Jeg kalder mig graa, skjønt jeg er guul; thi jeg har pyntet mig nu til Juul." "Det fyger høit over Bondens Tag; i Neget sætte vi os imag." "Vi sidde til Ørene op i Mad. Julen gjør ogsaa Smaafuglen glad." "Vi fylde Kroen med Julebrød: for os er ogsaa den Frelser fød." Saa fløj de Sødskendebørn afsted. Om Juleqvellen er Lykken med. Forbi en Skjære de heldigt slap, der vippede paa en Vejrhanes Knap. Sig Katten listed paa Laavebro; han skottede lysten op til de To. Men Sulten gjør baade døv og blind; de styrtede sig i Neget ind. Der sad saa luunt de i Sno og Sne; kun højest Stjerne dem kunde see. Der sad de trygt paa den høje Stang; den Julenat blev dem ei for lang. SIDE: 287 Der sad de begge til Messetid. Da Klokkerne ringte, saa fløj de did. De satte sig paa det højeste Spiir; der stod en Hane af Guld til Ziir. De satte sig paa den Hane af Guld; der saae de Himlen af Engle fuld. De hørte En af de Engle qvad: "glem aldrig, Barnet mit, Tak for Mad!" Da slog det haardt dem, at det var glemt, at Sligt er ilde, om end fornemt. "Vi byde Skjæren og Katten trods; vi maae tilbage at takke for Os." De traf den Huusmand i bitter Graad: "Nu veed jeg ikke mit arme Raad." "Til Nytaar kommer den Foged slem. Han plyndrer fra mig mit lille Hjem." Sligt tyktes de Smaafugle altfor svært. De sukked til Gud for sin gode Vært. "O Gud vil vistnok i Naade see til dig, som gav os et Neg af tre!" "For Jesu Skyld du lod Os det faae. Vi ere ogsaa Guds Børn, skjønt smaae." "Vi komme nu for at takke for Mad: Gud gjøre god Fattigmands Hjerte glad!" SIDE: 288 De Smaafugle fløj til det tomme Neeg; knapt komne did de af Glæde skreg. "Her er et herligt Mirakel skeet. Lad komme nu Foged og Skriver med!" "For hvert et Korn er en tung Dukat fra Straaet skudt i den hellige Nat." "Der er vel tusind, ja tusind og ti. Med mindre er vel din Sorg forbi." Den gamle Skjære paa Taget skreg: "Godhjertes Ager bær gyldne Neeg." "Men gid det Guld, den Foged skal faae, maa blive til bare Agn og Saa!" Nei, arge Skjære, gid det bli'e Korn! Og Bondens Korn Guld som tilforn! VEIRHANEN OG MAALTROSTEN "Snarrarrar!" "Hvad er det for en Fugl? Er Gjertrudsfuglen ude, for Vaarregn at bebude saa nære over Juul? "Snarrarrar!" Det er en Fugl af Træ. Tre Pinde er det Hele, forglemt paa Bondens Mæle alt siden der kom Sne. SIDE: 289 "Snarrarrar!" Veirhanen bliver stolt: "Du Maaltrost der paa Grene nu synger jeg alene. Det høres i dit Holt." "Snarrarrar!" Jeg synger Aaret om. Du kun mens Løvet skyder. Da, siger man, du byder lidt af din Fattigdom." "Narnarnar! Se Vandringsmanden flyer forbi Veirhanens Ager, men hvergang Trosten klager, da standser Folk og Dyr!" SIDE: 290 BEINAELVEN (PAA DRAMMENSBROEN, 23DE FEBRUAR 1840) Hvor er min fyrige, min kjække Elv, min Beina, Helten mellem Norges Strømme, den klare Tanke mellem Dalens Drømme, den dybe Vilje, stærk som Skjebnen selv? Her aabner du et Øje; -- men hvor mat! Hvor taareblegt det blinker og forsvinder! Det synes fuldt af døende Kjærminder, en Blaanen af en trætvakt Foraarsnat. Hvor fromt og mildt er Dybet! Men iblandt som Stjerner funkler det igjen dernede, og Strømmen leger med sin Højtidskjæde af blaa Safir og hviden Diamant. Ha, hviler du, min Strøm, saa rask som Blod, som hvilte ei, som Roligheden hader alt ifra dengang Jøkelen, din Fader i Hallingdal, du brusende forlod? Den gjæve Gubbe elsker selv sin Ro; Han vandt dertil i Guders Kampe Retten; men lidet kun han liker den hos Ætten. -- Ha, Beina, lad os lyde ham, vi To! Iil frem, iil frem, fuldendende dit Værk, du kjække Helt imellem Norges Strømme, SIDE: 291 du klare Tanke mellem Dalens Drømme, du dybe Vilje, som en Skjebne stærk! Rull hen! At du kan rulle blidt, jeg veed. Blaaklokkerne paa dine Engebakker for Vinden bøje ei de smekkre Nakker med dine Bølgers søde Ydmyghed. Men du, som nylig saa blød og øm, hvor kan du bruse herligt i din Vrede! Hvad vil du, Stolte, som jeg maa tilbede? Er det din Vaagnen af en Ungdomsdrøm? Vaagn, Dyb, saa fuldt af rappe Stjerneskud! I Havets Skjød de tindrende forsvinde! Dit Rigdomshorn vil fuldt af nye rinde. Strø ødselt, somom Havet var din Brud! Mød det paa Fjorden, paa din Sejerssti! Hist hænger røden Flag fra frosne Snekker. Det er den første Blomst, din Brud dig rækker. Iil ud det norske Banner at befri'! SVÆRDET I VORE DAGE (EFTER RIDDERSTAD I STOCKHOLMS LÄNS TIDNING) Fæst ei din Glæde ved Sværdet blot! Nu kan det gjerne i Balgen sove. En anden Retning har Verden faaet: Medborgerdannelse, Fred og Love. SIDE: 292 Skal endnu eengang min Harpe, Bro'r, Om Sværdet tone paa Feldt og Vove, Da er det altid, ja altid, for Medborgerdannelse, Fred og Love. Kun Spørgsmaalstegn er nu Sværdet ved Diplomatikens Diskurs ved Hove; Men Udraabstegnet det bliver med Medborgerdannelse, Fred og Love. Hver Sag har fundet en Forsvarsgrund Fra Arildsdage, i Urolds Skove; Men Sværdet mener i denne Stund: Medborgerdannelse, Fred og Love. Kun saa det eier endnu sit Værd. -- En Sang for det tør jeg endnu vove. Tænk altid paa, naar du dra'r dit Sværd, Medborgerdannelse, Fred og Love! STATIONERNE Fra Rigdom gaaer til Armod Bakke ned. Paa Vejen findes Stationer trende: "Uorden," "Dovenskab" og "Ødselhed" Værtshusets Navn ved Vejens Ende er "Elende." SIDE: 293 [fotnotemerke] OLAVUS KYNSBERG Ocius tandem, miseri, nunc dextræ oscula figite, nesciæ sinistram! Adest occasio, manu nunc porrecta gratiis primum vestris: festinate! Fotnote: Gesvindt nu engang, I Arme, kysser denne Højrehaand, som ikke vidste hvad Venstren gjorde. Nu er der en Leilighed, nu da Haanden for første Gang er udstrakt for eders Tak. Skynder eder derfor! Ja, skynder eder, I, som have erfaret, at den trækker sig ilsommere til- bage for dem, som ville takke, end den berørte Mimose! Ve, bleg og stiv er jo denne Haand, Hungerens Brødkurv, de Ulykke- liges Støtte! Saaledes er det da, at hans tilhyllede Dyd modtager de for sene Kys uden at rødme. Men kysser den dog; thi Kys bedække Dødens Marmor med skygge- agtige Blomster. Charon sætter over ogsaa uden Skillingen, naar en Taare funkler paa de hvide Fingre. Han gav en Ven sin sidste Skilling, og ledte ovenikjøbet i sin tomme Lomme. O ædle Hjerte, som Perlen, skjult for Livet, erkjendt først af Døden! Nu straaler du i Himlens Kreds af Salige, du lyser klarere under Gra- vens Muld. Se, Aanden skinner igjennem denne steenagtige Bleghed med et livsaligt Smiil! Det sorte Hav er rigere end Landene, rigere end Livet er Døden, Al- tings Ejermand. Men ingensinde bemægtigede den sig en herligere Aand eller et værd- fuldere Hjerte; ingensinde en meer ædelsteensartet Troskab eller et bedre Godlunets Guld. De Himmelske kjendte godt hans Aands Fortrinlighed; de Ulykkelige hvor ømt hans Hjerte var. Men de Fleste forstode ham ikke bedre, end de pleje at forstaae dette ophøjede Sprog. Ja han var genifuld, overlegen og gediegen som Romernes Sprog. Endnu i selve Himlene er dette stolte Maal hans Sjels, som det var paa Jorden. Derfor, skjøndt han visselig nok forstaaer den tause Smerte, som slaaer i Hjertet, bruger jeg hans Yndlingsmaal, idet jeg sætter en sørgende Blomst paa hans Grav. Livet var ham saa sparsomt paa Blomster; skulde han ikke have en eneste i Døden? SIDE: 294 Ocius illam, tactam ac Mimosam, retrahi gratis experti, festinate! Pallida, eheu, friget manus illa, famis canistrum, fulcrum miserorum! Oscula tandem scrotina capit virtus velata ejus, nec rubescit. At osculate! Oscula nam marmor mortis umbrosis floribus obtegunt. Charon transmittit etiam sine ære, lacrima albis digitis fulgente. Obolum dedit ultimum amico, denuo quærens sinu in inani. Mens o honesta, margaritæ instar, vitæ operta, agnita ex morte! Coeli in corona beatorum splendes, luces sub gleba clarius sepulcri. Ecce per hunc lapideum pallorem risu hilari genius pellucet! Ditius terris mare atrum, vità ditior morsque, omnium possessor. Animum nunquam magis pretiosum, carius neque pectus tamen cepit; Adamantinam magis neque fidem, aurum hilaritatis meliusve.v SIDE: 295 Genium coelestes bene quam præclarum, pectus quam molle miseri noverunt. Melius vero eum perceperunt plurimi non ac lingvam hanc superbam. Ingeniosus, potior ac putus fuit ad modum lingvæ Romanorum. Animi ejus ipsis est in coelis lingva superba illa ac in terra. Etiam quidem mutum is dolorem sane in corde palpitantem audit: Ejus dilecta lingva tamen utor, florem lugentem in sepulcro ponens. Vita tam parca illi fuit florum: cur non in morte unicum haberet? ÆGGEDOSISVISE 17DE MAI 1840. (Mel. Og kjøre Ved og kjøre Vand etc.) Jeg har et Perlehumør idag, som Æggedosisen ligner, hvormed Værtinden vort/vor Vært vores Vennelag paa Festens Morgen velsigner. Ja jeg har faaet til Sjel og Liv en Æggedosis og den var stiv. Ja mit Humør, bedre end før, idag min Æggedosis ligner. SIDE: 296 Jeg er saa venlig og blid og mild som allerfinest Raffinade; og jeg er fyrig og fuld af Ild, som den Cognak vi til maa lade; og Æggets Styrke og raske Mod jeg føler godt i hver Draabe Blod. Nu kan jeg rat alt til paa Nat gaae glad imellem de Glade. Thi vil da capo jeg ærlig meent, mit toneløse Bæger fylde, begynde tidligt og ende seent med Dagens Høitid at hylde. Held Majens herlige Frihedsværk! Hvert Aar gid Festen bli'e mere stærk! Leve hver Mand, hvem Norges Land sin Friheds Ære mon skylde! HANS ØVERGAARD NATIONALREPRÆSENTANT, KAPITAIN. ( 17. MAI 1840.) Var der ikke Vemod nok i din Susen før, Østerdalens Furustok? Sorg i Flodens Sang, og Kummer for din Bondes Dør? Var der ikke nok tilforn Tungsind, Skræk og Død, Blaamyr, i dit Jægerhorn, naar dets lange, hule Toner frem af Skoven brød? SIDE: 297 O, endskjøndt du freidigt klang, som om i dit Bryst Sejrens eget Hjerte sang, jamred altid dog en Smerte i din Jubels Lyst. Men nu lyder ene Hiin, uden Sejersrøst! Myrd da, Horn, med dine Hviin Skovens rædselsfulde Echo! Bor dem i dets Bryst! Thi det vilde være fælt, fra den dybe Skov, tusindmælet, gjenbesjelt, Hornets Klagehyl at høre for sin bedste Helt. Ak, den mørke Furuhal langsmed Glommens Strand, dybe, gamle Østerdal har sin egen høje Klage for sin bedste Mand! Gjennem hele Østerdal lyder Klagen da. Dybe Støn fra Skovens Hal svare Hornets hule Jamren overaltifra. Med dit høje Drapa bland dig, min Sørgesang! Ak, et Vivat for hans Land i hans Hjerte fanged Døden før det fik sin Klang! SIDE: 298 Harpe, Sorg af Hornet lær! lær dens Røst det af! Aldrig Musen mere nær Himlen knæler, end paa denne ædle Normands Grav. "VORD LYS"! CANTATE AF HENRIK WERGELAND VED HØJTIDELIGHEDEN I VOR FRELSERS KIRKE I KRISTIANIA, 24. JUNI 1840, I ANLEDNINC AF BOGTRYKKERKUNSTENS OPFINDELSE Før Talen. Nr. 1-4 (Chor, Solo, Recitativ og Solo) Musik af Kunzen til Thaarups Jubilæum. Nr. 5. (Qvartet) Musik af Schicht til Oratoriet "Das Ende des Gerechten". Anm. De fire følgende Stanzer, Nr. 6 og 7, til Musik af Jubilæet, opføres ikke. Efter Talen. Nr. 8 og 9. (Chor og Recitativ) Musik af Kunzen til "Skabningens Hallelujah". VORD LYS! Chor "Vord Lys!" Det forkyndes i evigt Endnu for navnløse, blindfødte Stjerner hist ude i Mulmenes Fjerner. Forherliget vorde dit Rige og Du, Herre vor Gud! Hallelujah! Solo Mulmet Herrens Bud annammed: "Vorde Lys!" og Skyen flammed i det første Gry. Langsmed Strand da Bølgen seiled, viste første Gang i Speilet den fagre Sky. SIDE: 299 Recitativ Guds Røst af døve Nat blev hørt; den Bjergets tause Dyb fornemmed, og Luftens Streng blev rørt, og Vindene sin Harpe stemmed; Stjerner sprang af Nattens Bryst: Bjerget stod demantbelyst. Solo "Vord Lys!" Hvor var et Liv før det blev sagt? I Mulmets Moderliv laa Alt begravet; Vulkaner stønned under Havet; iblinde Taagestøtter raved, og Landets Omrids var ei lagt før Lysets Kilder strømmed ovenfra: fra Jehovah. Da rulled Bjerge sig i Fjernet hen, saa let som Skjønhedstræk af Mesters Pen, og Dale sank sig; fra de grønne Høje sit Telt omspændte Himmelen; Jorden, sin Brud, den saae med henrykt Brudgoms Øje, og Pagtens Ring imellem dem syvfarvet sprang af Skyen frem. Quartet "Vord Lys!" til Jordens Liv blev sagt. I Blodet Lysets Glød blev lagt. Livets Øje vaagned og straalte. Da fremtreen Blomsten i sin Pragt, og Falkens Øje ud sin Jagt i Rummet maalte. Sin Vej i Støvet Ormen fandt, og Bien i sin Blomst forsvandt; SIDE: 300 første Solglimt Liljerne blegte; Papilionen fik sit Slæb; Insektets vaagnende Begreb i Følehornet pegte; Og Lysets første Morgenlyst i Rosens Hjerte brændte tyst, og klang fra Fuglens Bringe; Et taust, men højt, Hallelujah i Cirkler skrev i Skyen da den stærke Ørnevinge. Solo Se Aanders Verden sine Bjerge har, hvis Tinder bade sig i Lysets Vove, hvis Skygger i det Blaa er Laurbærskove, hvis Navne Mindets Meisel skar: de Gudemennesker, som Livet Love og Tanken Flugt og Sandhed Sejer gav. . . Er Horeb højt som Mosis Stav? O hvilket Pelion af glandskront Storhed er ei Solons Aand? O hvilket Himalah af Heltenavne har ei Oldet da? Og dybe Vande Aandeverdnen har: Geni'erne, der i sin Dybde grunded, der tordnede, naar sløve Aldre blunded, de Styrkens Strømme, der sin Skranke skar. Hvo har vel Bund i Platos Dybhed fundet? Mon Hellespont, af Heros Blus belyst, er dybt som Stagiritens Bryst? Mon yndigt Archipel er klart som Sokrates's skjønne Sjel? Og mon Skamanders Bugt er skjønhedslinjet som sin Digters Flugt? SIDE: 301 Euklidens Tavle -- o hvor er sligt Hav? sligt trofast Speil for Maane, Sol og Stjerne? Den Verden, Oceanet vidste af, stod forud tegnet i Columbi Hjerne. Og Rhinen bruste, i sin Slette løst, saa højt og herligt ei som Luthers Røst. Flyd sammen, stærke Floder! Ei saa riig Velsignelse I strømme over Jorden, som Gutenbergs Geni . . O gjennem dig, vor Mester, Lysets Vorden først er vorden! Han over Jorden gjød en Straaleregn af aandbelivte, sære Trylletegn. Chor "Vorde Lys!" o hellig Gud, du forkyndte Aanders Hære. Smykkede med Lysets Ære gik de ud, store Gud, paa dit Bud. Jordens Hersker stolt fremtriner: Skinner ikke i hans Miner Lysets Ord over Jord? Se, som Floderne sig dele, strømmer gjennem alle Sjele samme Guddoms Lys. Kundskabs Skat, genifuld Hjerne fælles er som Sol og Stjerne; fælles Eje, fri, som den Ørkenens Cisterne, Vandrer gaaer forbi, er du, Geni! SIDE: 302 Diamanten, Dybets Kjerte, gjemmer ei saa fast sin Glands, som sit Lys Cherubens Sands og den Qvindebaarnes Hjerte. Det er Kaldet, Gud dem lærte; Lysets Flod er det Blod, som igjennem Aander strømmer; Gravens Svælg det ei udtømmer; under dem gaaer det frem mod sit Hjem. Recitativ Men det er Aandelysets Guddom, at det straaler ud sin Glands i Slægtens Nat. Mon Bølgen ruller med Idéens Fart om Jord? Hvad har som Typens Tunge Lysets Ord forklart? "Vord Lys!" igjennem den har Herrens Magt end engang sagt: Vord Lys! giv Frihed Flugt og Sandhed Agt! Metalbogstavets Tunger, den Lysets Gud lovsjunger! Vor store Mesters Kunst erGuds, Guds stærke Røst, der runger: "Vord Lys!" FOR H. M. KONGEN Elske Bedrifterne ikke sit Minde? Storheden ei sin Udødelighed? Dagen vil synke, men Stjernerne rinde; Saga med Blus sænker Konningen ned. SIDE: 303 Konge! forlængst Du en Saga har levet, herlig som Hines i Sturlesons Skrift. Dit er det Navn, Du med Straaler har skrevet, Menneskehedens din Heltebedrift. Førend den naaer til de blaanende Fjelde hendøe vil Høitidsbasunernes Røst. Konningens Lovsang med dybere Vælde toner i Normandens trofaste Bryst. Kling dog, Basun! Du hans Lovsang betyder. Denne igjen er Begyndelsen til Qvadet, som først over Gravene lyder: Sagaens Leve, Historiens Hil. FOR FÆDRELANDET For Norge, for vort Fædrenord opløft dig, frie Presse! Dets stærke Aander Spyd af Ord i dig for Norge hvæsse. I Skriin er Kjæmpeoldet lagt. Nu staae de høje Ord paa Vagt. Til Norges Ære brug din Magt din Magt, vor frie Presse! FOR DEN NORSKE LITERATUR Der boer ei Glæde i de tause Lunde; der maa den klare Maaltrost slaae. Og Folket lever først paa Skjaldes Munde; dets Tanker maae sit Mæle faae. SIDE: 304 Det høre maa, som i sin Dal, i Digt og Skrift sit Maals Metal. Det sine Sønner Sproget gav. Giv Smykker det igjen deraf! Hvor glimre alle Lierne af Blommer! Du spotter os, vort Lands Natur! Hvor seirende fra Fjeldet Elven kommer! Bryd frem som den, Literatur! O unge Kraft, hvor glad en Dyst! Du strømmer jo af Folkets Bryst, af Fossen fik du Strengeleeg, din Væxt med Klippens Høihed steg. Men Friheden har diet dig med Luer -- O ogsaa den jo Folkets er! Hvad Frihedstempel ere Jøklens Buer mod Højden i dets Karakteer? Det denne er du stammer fra. O lign din ædle Fader da! Gjengiv dit Folks og Lands Natur, fremblomstrende Literatur! FOR TRYKKEFRIHEDEN Hvor trives noget Godt og Skjønt og Stort i Tvang? Qvæl Engen -- Græsset blier ei grønt; bind Ørnen, døer den paa sin Pynt; stands Kilden, som med Sang begyndt har raskt sin Gang, og den en giftig Sump vil bli'e! Naturen hader, stærk og fri, al Tvang. SIDE: 305 Kan Aandens Kilder, Tankens Flugt da taale Tvang? Skal Sandhed ikkun straale smukt, i eget Hjerte indelukt, som jamrende Aladdins Frugt i Hulen trang? Nei, Presse, løft din stærke Arm! befri Alverden i din Harm fra Tvang! KYSSET Endnu, endnu, o Elskte, en Sekund lad mine Læber paa din søde dvæle! Da smelter Grændsen mellem vore Sjele. Det er din Sjel jeg kysser paa din Mund. SVØBEN En Bonde veltilfreds drog ind til Staden med "gamle Borken" for en tjæret Kjærre. Der gav en Fætter ham paa Gaden en deilig Pisk. Hei! hop! Men kan vel noget passe værre til deilig Pisk end tjæret Kjærre? Nei, nei, til prægtig Pisk maa prægtig Vhisk! Det faldt strax Konen ind og Manden med. Som sagt, saa gjort: -- i Vhisk de drog afsted. Men Borken? Fy, det gaaer ei an! det Øg, som forhen godt nok var for Kjærre, kan Noget vel til Vhisken passe værre? -- Det faldt strax Konen ind og Manden med: -- Med herligt Spand for Vhisk de jog afsted. SIDE: 306 "Men Jeg og Du? kan Noget værre passe? Jeg er jo endnu Kari, Du er Lasse." Det strax faldt Konen ind og Manden med: Som Herrefolk de drog afsted; men -- -- Mandens Velfærd med. Tilfods maa Mand og Kone løbe fra Huus og Hjem blot for -- den Svøbe. VELGAAENDE AF TØNSBERG I Mænd af Tønsberg! Guds Fred Enhver! I see Merkuren alt kommen er. Han kommer ned fra det gamle Slot. Han hilser Eder med Nyt og Godt. For munter han er til at boe i Gruus. Ind vil han i Borgerens venlige Huus. I mindes Alle Bjørn Farmand vel: den gjæve Kjøbmand med Konningsjel? Bjørn Farmand var jo en Slags Merkur? To Navne er det, men een Natur. Saa tænk, at Bjørn er nu kommen hjem til gamle Tønsberg, til Kongsgaard Sem. Med Fjer paa Hatten og den paasnur Bjørn Farmand kommer som en Merkur. Hans Kiste er fuld af glædeligt Nyt. I Mænd af Tønsberg, træd til og lyt! SIDE: 307 Han bringer med sig et Glædesry om Gjenopblomstring af Tønsbergby. Det gamle nedsjunkne Tønsberghuus om kort skal reise sig af sin Gruus. Det Taarn, den Konge af Steen, paa Høj i Luften tænder sin gyldne Fløj. Af Glæde hopper den vilde Sjø om Tjømøes Strande og Nøterø. Og Hovedstaden for Agdesid da Tønsberg bli'er som i gammel Tid. Hvis Tønsbergtønde var viinfyldt Maal, Han drak dets Handels og Sjøfarts Skaal. "Som Stjerneregn over Havets Speil sig sprede Tønsbergs Farmandsseil!" Han drak et Vivat for Tønsberg By: Det Gamle kommer sig nok paany. TIL DEN, BUKETTEN KOM FRA Der er -- det kan jo gjerne være -- meer Guddom, meer serafisk Ære i navnløs Godhed, ukjendt Dyd, meer Skjønt i Tak, der ei har Lyd. Hvad Lyd har min, der ikke kjender den Haand, som disse Blomster sender? Saa navnløs er ei Blomstens Duft, der svinder i den øde Luft. SIDE: 308 Vel! den beskedne Guddom have du, naar du vil, navnløse Gave, at Takken aandes, som til Gud, paa Maa og Faa i Luften ud. Men hvis ei vilde Skjebners Naader men himmelsk Retfærd Verden raader, da maa min Tak dog komme til det Sted den skal, didhen den vil. Var paa et Rosenblad den skreven og hen med Strømmens Vover dreven, det burde af den vilde Flod etsteds opskylles for din Fod. Velsignelsen, henhvisket, burde ei Vinden sønderrive turde, men til dit Hoved bringe den, som Slør af Sylfer vævet, hen. Ak, er Du ung som dine Blommer, da gid en trofast Elsker kommer! Om kommen gid da blusse med Blodrosens Ild hans Kjærlighed! Gid hvad din Lytten Han fortæller i sværmeriske Sommerqveller maa være skjønt vidunderligt som denne Nellikroses Digt! Hvor spraglet! Hvilke Poesier dens lukte Knop endnu fortier! Qg gid din Elskers tause Mund om nye Skjønsagn drømme kun! SIDE: 309 Gid din og hans Roman maa komme, som denne Centifolieblomme, til at bestaae af Glæde al, af skjønne Blade uden Tal! Er Du en Moder, Ubekjendte, som din Roman forlængst alt endte, men Ømhed har alligevel selv for en fremmed Ismael: Gid dine Børn og Børneætten da glæde dig, som mig Buketten, hvis Lyst kun har det ene Savn, at stum den ikke veed dit Navn. Jeg Viin paa Blomsterne vil gyde. Kanskee vil deres Blod da flyde, Livsgeister stige i dem, saa de Navnet over Læben faae. EGEBLADENE Vær from, og tro, at Haaret er paa dit Hoved talt, at samme Haand har skaaret hvert Blad i dets Gestalt, som Sol og Stjerne vejer! Vær from, og tro forvist, at Græsset der, som nejer, gjenhilses venligt hist! SIDE: 310 Tre Alen i den sorte, bemoste, kolde Leer, opspringe Klarheds Porte, hvor døde Øje seer. Men hvi en Rast saa længe, naar Fromheds Eenfold fik et Engleøres Strenge, Cherubens Klarsynsblik? Se nøje, skal du øjne det Store i det Smaa. Sig Guddomstanker højne paa Græssets veke Straa, Dets Blegnen er et Minde; og paa det faldne Blad Moralen vil du finde af Somrens Jubelqvad. Lyt til, og hør Basuner fra axnedbøj'de Mark! Der løbe Skjalderuner i Træets runkne Bark. Det slagne Straa har sjunget; og Mossens elsgraa Hud har Guddomshænder tunget i Skjønhedslinjer ud. Geist er ei i Dens Tanker, der er saa sjelearm, at han ei troer der banker en Puls i Blomstens Barm, at Blade tale kunne med Liv fra Træ til Træ . . O hør de tusind Munde i sladdrende Allee! SIDE: 311 I Styrtningen, hvor Bjerget betænker sig med Gru paa Spranget, det har sværget, og sværger paa endnu, en Eeg har Roden gravet -- saa er dens vilde Smag -- . Den vajer over Havet som Landets Herskerflag. I Uren dybt dernede alt Rognen visner af, og Haslen allerede bedækker Primlens Grav. O, var nu skarpt vort Øre spirituel vor Tro, da kunde vi vel høre, hvi Eegens Blade loe. Septembermaaneds Nætter kan sove under dem. De taagehvide Vætter da spare Bondens Hjem. Men hellere de spøge omkring hans Agerreen, mens Løvet kun de øge om Eegens stærke Green. Med dunkel Styrke farved hver Høstnat kun dens Top, og vilden Iling marved og nerved Grenens Krop. Hvor mørkbronzeret lyste udødeligt hvert Blad, som de paa Cæsars Byste i Seirskoronens Rad. SIDE: 312 Men Stormen rev forleden to friske Blade løs. (Den vilde nok i Vreden ta't Eegen med tilsjøs.) Hvor højt dem Stormen slynger, de mødtes under Sky. "Hvorhen?" det Ene synger. "End Du? hvor vil Du flye?" "Jeg agter mig at sænke hist paa den friske Grav." "Jeg vil mig længer tænke: hist over Søndenhav." "Min Tunge lydt skal tale; thi tyst er Norges Sorg. "Jeg vil paa Kisten dale, man bær' til Jarlens Borg." "Jeg søger Frihedsmanden; Du en Aristokrat. Jeg Hjertet, Du Forstanden. Bedst at vi skilles ad." "Men nævn mig Jarlens Mage i at udøve Godt, og tæl de glade Tage, som voxe rundt hans Slot!" "Jeg søger Bravheds Hjerte; Du Klogskabs Pande kold . . ." SIDE: 313 "Se, Norge staaer med Smerte ved Jarlens vendte Skjold!" "Farvel! Endskjøndt vi groede ifra den samme Qvist, to Hjerter i os boede . ." "Lad Døden bryde Tvist!" Og Bladene sig skilte; til Holst's Grav fløj et. Mod Syd det andet ilte; til Wedels Kiste det. De begge ædle vare, de Børn af samme Qvist. Kun -- Tvende Eet ei vare. Men Døden bryder Tvist. DEN SVENSKE SKJALD RIDDERSTAD TIL SIT SVÆRD Du blanke Brud, min Æres Lykke, Du, som min Tankes Drømme veed, jeg dig ind til mit Bryst vil trykke, Du Brud i Tid og Evighed. Saa pletfri Du, som Sveas Ære, bestandigt for mit Øie stod; og skal du engang Pletter bære, saa være det af Fiendens Blod! O vær mig huld i Livets Luner, i Døden huld, mit gode Sværd! Held mig, om hist i dine Runer jeg læser, at jeg var Dig værd! SIDE: 314 Min Brud er Du, mit Haab, min Hæder; for din Skyld lød min første Sang, og mellem Krigernes Geleder vort Bryllup feires skal engang. Held, Svea! Held! i Stjerneglandsen Du freidig paa din Klippe staaer. For Sværdet, Dig og Borgerkrandsen [fotnotemerke] hvert ædelt Gøthahjerte slaaer. OKTOBERVERS Her hvirvles i de gustne Blade isønderrevet spredt afsted det hele skjønne Digt, den glade Skjærsommer fantaserte ned. Det akkurat den Sværmer gik som mig: han fik, han fik -- Kritik. VASKERKONEN Naar jeg seer en Vaskerkone, tænker jeg mig flere agtværdige Egenskaber forenede: Stræbsomhed og Reenlighed nemlig først og fremst, og dertil Moder- kjærlighed, Taalmodighed og Redelighed. Uden denne sidste vilde hun nemlig miste sine Kunder, Taalmodighed er opammet i hendes Bryst af Lidelser og da ofte af den, at have en drikfældig og uduelig Mand, som hun maa ernære til Døden løser denne besværlige Byrde fra hendes Side; og er hun Moder, da kan man maale hendes Moderkjærlighed efter hendes Arbeidsomhed. Denne hæderlige Næringsvej staaer ethvert flinkt Qvindfolk aaben, Konen som Enken og eenslig Pige, som vel derved mangengang kunde finde et bedre Brød end det, der søges ad andre og mørke Veje. Mange benytte ogsaa denne Næringsvej, og i Kristiania, hvor Klassen af Embedsmænd og unge Mennesker er saa stor, glider mangen Skilling og Daler gjennem den flittige Vaskerkones Fotnote: Hr. Ridderstad (Rdd) har dog opoffret Sværdet for denne. Han har, for at indtage en uafhængigere Stilling, som Publicist, og svensk politisk Charac- teer, for ikke længe siden taget sin Afsked fra Militairtjenesten. SIDE: 315 glatte Fingre ned i Arbeidsklassens Pung. Dette være Forordene til denne oversatte Vise om Vaskerkonen. Paa Blegen hist hvor Elven rinder Du Konen seer med hvide Haar, den Flinkeste af Vaskerkvinder, endskjøndt paa sex og sexti Aar. Saa har hun stedse svedt og træt sit Brød i Tugt og Ære ædt, og udfyldt, mens hun mangt har taalt den Kreds, som Gud har hende maalt. For hende har det ogsaa vaaret: hun elsket har og været gift. Hun Qvindens Smerteslod har baaret og i sit Aasyn Sorgens Skrivt. Sin syge Mand hun plejet har, ham Fire hun til Verden bar, tilsidst i Graven ham nedlagt og ikke Tro og Haab forsagt. Hun sparet har og tænkt og grundet, kjøbt Liin og vaaget mangen Nat. Til Fiingarn har hun Linet spundet, og i sin Vævestol det sat. Til Lærred har hun vævet det, brugt Naal og Sax derpaa saa net, og med sin Fingers Natteværk hun syet har sin Dødningsærk. Den vil hun ei for Alting miste, forvart i Skriin, paa Æresplads den er det Første og det Sidste, Klenodet, hendes Skat og Stads. I den hver Søndag Morgen klædt Guds Ord hun mindes mere ret. Hun lægger varsomt bort den saa. Snart faaer hun den for evigt paa. SIDE: 316 Gid jeg, naar Aldrens Sne mig dækker, som Vaskerkonen har opfyldt, saalangt som Kraft og Evne rækker, de Pligter, som jeg har forskyldt! Gid jeg maa sætte klogt som Hun Livsbægeret til lysten Mund! Gid jeg kan see med hendes Fred Liigskjorten, jeg skal have med! FATTIGMANDS FREIDIGHED (EFTER DET SVENSKE) Fader! om dit Liv har smertet, om det sjeldent smilet har, vil jeg love Dig af Hjertet, ja for Alt, Du mig tilskar. Giv mig Mod og Lyst og Styrke Byrdens Vægt at bære frem! Lær mig ydmygt Dig at dyrke, Fader min i Himmelhjem! Ak, hvor snart, hvor snart de rinde Dagens Timer, Nattens Stund! Og de bittreste forsvinde, ogsaa disse, som en Blund. Knap er over Qval og Kummer, tykkes ogsaa den saa kort; glemt er Plagen, og i Slummer drømmer Haabet Mindet bort. Skjebner, som jeg aldrig troede, at jeg skulde slippe fra, bares dog; thi Kraften boede ubekjendt hos mig endda. Led dens Strøm, i hvad der møder, ovenfra til bange Bryst! SIDE: 317 O! fra Dig, som Spurven føder, kom til qvalte Hjerte Trøst. Hvi da qvæle mig i Klage? bange for min Fremtid staae? Veed jeg ei, at mange Dage rinde frem i Skyer graae; men, naar lidt det lider, gydes Lysets Flod fra Himlen ned, og saa ven en Aften nydes efterpaa i Hyttens Fred? Sorger kunne tæt sig flokke, Taarer rinde stridt og flot; ingen maa dog Troen rokke paa at Alt, at Alt er godt. Hvad Du til min Hytte sender, fra dit høje Stjerneslot -- Fader, o af dine Hænder har tillaans jeg Livet blot. Nei, jeg vil med frydfuld Tunge i de Jubler stemme ind, som Alverdens Glade sjunge, Frelsere og Fader min! For din Ære vil jeg stride modigt end paa skyfuld Jord. Dagene, som mangt maae lide, loves Sejer i dit Ord. Et for et, altsom de fæste, løser op du Livets Baand Ei jeg glemmer, at tilgjæste, er paa Jorden kun min Aand. Derfor se! jeg ei vil drøje, naar din Kaldelse jeg faaer; jeg staaer op, med taksomt Øje til min Fader, naar jeg gaaer. FOR BØRNENE SIDE: 318 Aaret maa ikke gaae tilende uden at disse Blade ogsaa inde- holde noget for de Smaa. Dette Blad er derfor især for dem -- en liden Examen, de maa bestaae før Juul, for det næste Aar kræver større Kundskab af dem end disse faa Linjers Udenads- læsning. EXAMEN I RELIGION Det vilde glæde mig ret at vide hvem sender Sneen ved Vintertide? -- Det er den samme og store Gud, som lærte Moses de hellige Bud. Hvem lærte Fuglen i Træets Skygge saa luunt et Rede med Kløgt at bygge? -- O det er Ham, som har sagt: jeg vil hver liden Spurv sende Spise til. Hvem lærte Myren at samle Føde og godt at leve naar Alt er øde? -- Hvem anden end Gud, som giver os Raad i Myrens Dont og i Biens Daad? Hvo gav det Purpur til Rosens Blade, og lader i Perler sig Marken bade? -- Den samme Gud, som i Himlen boer, hvor Solens straalende Rose groer. Hvem tvinger Jorden til Korn at yde, og Tornebusken til Bær at skyde? -- Just Han, som sendte den Manna sød til Israels Børn i Ørknens Nød. SIDE: 319 Hvo lærte Sommerfuglen derinde i Puppens Skal til sin Kaabe at spinde? -- Det gjorde Gud, som har Ingen glemt. Ham Intet er lidet, Intet fornemt. Hvem sendte Jesus at døe for Andre? Hvem lod Ham Vejen til Golgatha vandre? -- Det gjorde hans Fader, ja hans og vor. Den Grumhed gjorde, at mange troer. Har Mennesket Noget, som Gud ei foragter, saa mægtig Han er over alle Magter? -- O ja! At ret vi hans Vilje har lært, og leve derefter, -- det er ham kjært. HISTORIE NORGES KONGER 1. Harald "Haarfager" erobred' det hele Rige. Smaakongerne maatte paa Jarlestol stige. 2. Erik "Blodøxe" blev for sin Grumhed forjagt; fik saa i England en Greves Magt. 3. Hakon "Adelsteen" bygged' først Kirker op og vake Varder paa Fjeldets Top. 4. Harald "Graafell" ligned' Erik i Sind. Han brændte Sigurd Hladejarl ind. 5. Hakon Jarl af Magten blev grum og haard. Ham dræbte Træl Karker i Thoras Gaard. 6. Olaf Trygveson kristned' med Ild og Ord. I Svollderslaget han sprang over Bord. 7. Erik og Svend Jarler af Hladeæt. De skiftede Landet og Hvermand Ret. SIDE: 320 8. Hellig Olaf kristned' med blodig Daab. Ved Stiklestad faldt han for Bøndernes Hob. 9. Svend Knudssøn, Søn af den danske Knud ved Rænker kom ind og ved Flugt herud. 10. Magnus den Gode har Navnet fortjent. Han Dannemark fik ved Testament. 11. Harald "Haardraade," Helten berømt fra Syd, sin Bane fik af engelske Spyd. 12. Olaf "Kyrre" anlagde Bergens By; hans Fredsomhed gav ham velsignet Ry. 13. Magnus "Barfod" feided' i Vesterhav; i Irlands Moradser han fandt sin Grav. 14. Eystein Magnussøn, kyndig i Landsenslov; Han satte Sværdet bag Bondens Plov. 15. Sigurd "Jorsalafar" kjæmped i Jødeland. Hans Sind var heftigt som Ildebrand. 16. Magnus "Blinde," den Stakkel, blev blind ført om af Slemmedegn i sit Kongedom. 17. Harald "Gille" beviste ved Jernbyrd sin Ret. Han handled' ilde; det gik ham slet. 18. Sigurd "Mund" fik Døden imellem Hærde af Borgerkrigens løsslupne Sværde. 19. Inge "Krogryg" foer ivrig med Gregers omkring fra Valplads til Valplads, fra Thing til Thing. 20. Eystein Haraldssøn, mere hidsig end klog. 21. Hakon "Hærdebred" ligger i Steinavaag. 22. Magnus Erlingssøn, gamle Jarl Skakkes Søn, ligger begravet i Sognesjøn. 23. Sverre Sigurdsøn alle de Fiender vog, som vilde standse hans Birkebeenstog. Han kunde Latin, var viet til Præst. Naar værst det syntes det gik ham bedst. 24. Hakon Sverressøn levte kun tvende Aar. 25. Guttorm Sigurdssøn døde midti sin Vaar. 26. Inge Baardssøn giver Baglerne Fred. De syntes ikke at trives derved. 27. Hakon Hakonssøn "Gamle" fik Krigen forbi. Nu satte Birkebeen hen sin Ski. SIDE: 321 Med Baglen han talte om gamle Slag. Nu blomstred Norge i Glands og Mag. 28. Magnus "Lagabøter" fik Lovene bedre. 29. Erik "Præsthader" kjæmped' mod Kirkens Fædre. 30. Hakon Magnussøn styred' Norrige godt, holdt prægtigt Hof paa Agershuus Slot. 31. Magnus "Smek," alt Sverige ogsaa adlød. I hans Tid raste den sorte Død. 32. Hakon den Sjette med danske Magrethe sig gifted', der alle tre Rigers Forening stifted. 33. Olaf Hakonssøn døde -- man veed ei hvoraf. Foreningen stiftedes over hans Grav. Med Margrethe og Erik, Kristoffer, Karl Bonde begyndte ret Tider saa mørke og onde, med Kristian den Første den Oldenborgeræt, der skiftede Norge kun Stedbroders Ret. I Attenhundred' og fjorten blev det Dannemark qvit, forenet med Sverrig, selvstændigt og frit. Nu trives det godt under Kong Karl Johan, som Norge tilfulde gjengjælde ei kan. Med Adelsteens Hjerte og Kyrres Gemyt, Bedrivt er hans Fortid, Velgjerning hans Nyt. JORDBESKRIVELSE (GEOGRAFI) JORDEN Den Jord, hvorpaa vi Alle vandre, en Kugle er, som de Stjerner andre; som Ballen næsten rund og hvalt. Men det er endnu langtfra alt. SIDE: 322 Af Land og Vand bestaaer det Hele. Alt Landet kalder man Verdensdele: Europa, Asia og Afrika, Amerika og Øverd'nen Australia. Og de indeholde Fastland og Søer, Oceaner, Floder, Stræder og Øer, Halvøer, Bjerge, Fjorde og Viger. Forbjerget langt ud i Havet stiger. I Riger Fastlandet ud man skifter, og Riget i Provindser Amter og Stifter. Folkeslag leve glade deri naar de ere flittige, kloge og fri. -- Det er nu en Stump af min Geografi. NORGES GRÆNDSE Et Fædreland fik jeg i Vuggegave saa godt som ikke Alle det have. Nordsøen ombruser dets vestre Kyst, i Iishavet bader Nordkap sit Bryst. I Øst det fast med Sverige hænger, men Kjølens Fjeld mellem begge stænger. Sydud de danske Øer flyde. Jeg bytter ikke med Svensk og Jyde. REGNING Tregang tre er ni, tregang fire tolv, og femten er tregange fem. Tregange sex er atten. Moletten ei forglem! SIDE: 323 Fire Gange fire er sexten Talgoxer i Træets Top. Fiirgang fem er tyve Dragoner i Galop. Fire Gange sex er fiirogtyve smaa hvide vakkre Lam. Fire Gange syv er otteogtyve Karudser i en Dam. Fem Gange sex er tredive Smaagutter paa en Bænk. Men spørges der i Moletten, da hedder det: Smaagut,tænk! Fire Gange otte er toogtredive Smaagrise om en So. Fire Gange ni er sexogtredive Spurve paa Laavebro. Fem Gange otte er fyrretyve Jomfruer i en Dands. Fem Gange ti er femti Fioler i deres Krands. Sex Gange ni er fireogfemti Trompetere tilhest. De blæse et vakkert Stykke for Den, som regner bedst. SPROGLÆRE 1. Fire smaa Ord har jeg ofte seet: Artiklerne "en" og "et" og "den" og "det". 2. Substantiv (Nomen) er Navn paa en Ting: en "Skole", et "Huus", et "Skib" og en "Ring". SIDE: 324 3. Adjektiv lærer os Nomenets Art, som: "stor" og "liden", "lodden" og "bart". 4. Istedetfor Nomen Pronomenet staaer: Johns Hoved, "hans" Næse, "min" Arm, "dit" Laar. 5. Talordet tæller Ting og Personer: "to" Heste, "tre" Faar, "ti" Mænd og "tolv" Koner. 6. At Nogenting skeer os Verbet skal sige: at "læse", at "skrive", at "synge", at "skrige". 7. Hvorledes den skeer har Adverbet forklart, om "ilde", om "vel", om "langsomt", om "snart". 8. Nominer føjes af Bindeord sammen, som: Børn "eller" Gamle, Asken "og" Flammen. 9. Forordet foran et Substantiv staaer, som: "gjennem" en Dør, "midti" et Skaar. 10. Udraabsord røber Følelsens Magt, som Kummerens "Ve!" og "Fy!" af Foragt. Af ti Taledele da Sproget bestaaer. Igjennem det Tanken af Sjelen udgaaer. NATURHISTORIE PATTEDYR Hunden kommer, er den kaldet; Katten lister sig da bort. Gjeden er paa Knæet skaldet, Bjørnens Hale ganske kort. SIDE: 325 Stolte Hest kan langt mig føre, han kan trække Plog og Harv. Mikkel Ræv med spidse Øre er og blier en listig Skarv. Ulven tuder fælt i Skoven, følger rappe Hares Spor. Musen lever godt paa Laaven. Grævlingen i Bakken boer. Gaupen lurer ifra Træet paa den arme Finlaps Reen. Koen tygger Drøv paa Qveet. Røskat gnaver under Steen. Lodne Jærv er altfor slugen. Gjeden gnaver gjerne Bark. Otren lister sig paa Bugen, stjæler Fisk i Fiskepark. Der er endnu mange Flere, der er Flaggermuus og Vaand, Bæveren, som kan undvære til sit Huus Bygmesters Haand. Alle gaae i egne Klæder, har sin egen Karakteer, egne Plager, egne Glæder. Gud, vor Fader, deres er. Alle maa hvad de fortære skaffe sig ved egen Magt. Gid til Menneskenes Ære det om dem kan blive sagt! SIDE: 326 KATTEN Forsigtig og slu er Kattepuus. Vær ogsaa forsigtig med den! Den leger grum med den fangne Muus, den slipper og ta'er den igjen. Meer grum end Katten den Dreng dog er, som plager og gjør den ondt. Den fik af Gud sin Karakteer og sin anviste Dont. FLUEN Den lille Flue Gud har gjort. Jeg kan den dræbe; men i Guds Haand siger jeg og Den netop jo lige stort? Gud giver liden Flue Mad. Han giver mig vel med. Men volde stakkels Kræ Fortræd gjør kun en ond Dreng glad. SOMMERFUGLEN Den prægtigklædte Sommerfugl er fløjen fra Guds Haand. Han gav den gyldne Ringe og røde Purpurbaand. SIDE: 327 Han lærte den at flyve højt, højere end jeg er. Den har nok Fuglens Lyster, men ei dens Duun og Fjer. Og alle Verdens Mennesker og alle Kongebud ei gjøre kan en Sommerfugl. Det kan alene Gud. HUNDEN Jeg aldrig Hunden meer vil slaae, men klappe venligt den, dens Hale til at loggre faae; den bliver da min Ven. Det Venskab ei foragtes bør; thi han saa trofast er. Han glemmer ei hvad godt jeg gjør, hans Blik mit Hjerte seer. Kom da, min kjære Kammerat! Jeg dele vil mit Brød. Min Haand skal tjene Dig til Fad, min Ven i Liv og Død! EDDERKOPPEN Med otte Øine hvasse, to vidt opspændte Klør, mon Edderkoppen passe sin Væv, det Silkeslør. SIDE: 328 De fine Traade spinder den ud af eget Skjød. Den arme Flue finder deri sin bittre Død. Saa er og mangen Snare for Menneskene lagt. Men Gud vil dem bevare, som stole paa hans Magt. HUGORMEN Med ildrødt Øje, Tungen kløvet Hugormen frem af Klippens Rift sig sniger raslende i Løvet. Vogt dig! Dens Tand er fuld af Gift. Med Skjæl er hele Kroppen dækket, saa blank og glat som Staal polert. Et Baand, af sorte Spetter flekket, gaaer ifra Hoved og til Stjert. En Hugorm, er der sagt, sig klynged engang om en Apostels Led. Han rysted dette blot, og slynged, selv uskadt, Ormen langt afsted. FUGLENE Ørnen er Fuglekonge; den staaer i rædsomt Ry. Blod smager bedst dens Tunge. Den svæver over Sky. SIDE: 329 Papegøien er en Sladdrer om Alt, han veed ei hvad. I Dammen Anden snaddrer; den vrager ingen Mad. Den sorte Krage stjæler i Furen spildte Ært; men vanskeligt man tæller de Mark den har fortært. I Luften Lærken synger, Bogfinken i et Træ. Paa Vandet Svanen gynger sin Barm saa hvid som Snee. Hanen Ladhans vækker med Røst som en Trompet, mens Moders Høne klækker et Æg, hver Morgen et. Hvormange Snees forresten ei lige til er sagt. Man kunde sige næsten, at Penge den har lagt. Paa Taget hærmer Stæren; han hærmer hvad han vil. Sin Hytte bygger Skjæren af Pinder i en Piil. Men Skovens Syngemester er Taletrosten dog. Han i sit lille Hoved vel har en Nodebog? SIDE: 330 De synge alle Fugle; men hver paa egen Viis. Selv gamle Kirkeugle vil qvæde Herrens Priis. DOMPAPEN Se, som en Rose sidder i Rognens højeste Qvist rødbrystet liden Dompaphan ved Siden af Hunnen graa. Hvor prægtig er dens Vinge! Med den den flyver saa højt. Den spiser sure Rognebær, men takker dog Gud derfor. Af Mos og tørre Qviste sit Rede bygger den tæt. Den klækker der sin Yngel ud, og synger til Gud sin Tak. Den gier en dygtig Lexe til de uartige Børn, som sove og som spise, men dog takke ei Gud derfor. Den lille Skolemester i Rognen har mig lært, at takke Gud derovenfor for Rede og Mad og Liv. SIDE: 331 FORSTANDSØVELSER DE TRE PAR OG DEN ENE For Øren to, men Mund kun een, vi have Gud at takke. Thi Meget skal du høre; men kun Lidet derom snakke. To Øine og een Mund . . Hvordan! Det kan dig ei fornøje? Thi Meget maa du see, men kan du mangt Et taus fordøje? To Hænder har du og een Mund; Det Herrens Kløgt dig vise! De To til Arbeid ere, kun den Ene til at spise. SAMMENLIGNINGER Hvor glat er ei Isen! hvor skjørt ei Krystal! Hvor hurtig ei Skyggen, og Blæren hvor tynd! Saa glat og saa skjør og saa hurtig og tynd er Daarligheds Lyst og din Glæde, o Synd! Hvor livlig er Solen, og Lyset hvor klart! Hvor fast er ei Fjeldet, og Havet hvor stort! Meer varmt og meer klart og meer fast og meer stort er Ordet, som Jesus os har aabenbart! SIDE: 332 JEG SELV Mine Hænder -- hvor nette gjorte, at gjøre hvad jeg vil! Smaagutten maa Haandværk lære, at sye maa Pigen til. Mine Øine -- den hele Verden staaer malt i deres Speil: Med dem jeg og kan læse i Bogen uden Feil. Min Tunge -- den er vel derfor ei gjort at bande med? Nei til at tale Sandhed. Mit "Ja," det er min Eed. Mine Øren -- hvor jeg fanger i deres Tragt hvert Ord! Jeg høre vil om Vejen til Himmelen fra Jord. Mine Tanker -- frem de komme. jeg veed ei selv hvoraf. Jeg tænker paa mine Forældre, som Liv og Alt mig gav. Mit Hjerte saa haardt kan banke af Smerte eller Lyst. Gid vaagen imod Synden det slaa mig i mit Bryst! SIDE: 333 MENIGMANDS JULEØNSKE FOR KONGEN Blandt dine Venner, Kong Carl Johan, en stærk og trofast er Menigmand. Du sov vel knapt i min Hytte godt, men ikke tryggere i dit Slot. Dit Hoved gav i mit Skjød jeg Læ, og rundtom laae mine Børn paaknæ. Jeg kalder Dig, hvad dit Aasyn lærte: "Carl Ørneøje, Carl Ædelhjerte!" og ønsker af et oprigtigt Sind en Skaal, som gjør mig mit Øl til Viin: Gud signe Kongen, den Folkeven, fra denne Juul og til Juul igjen! Gud signe Kongen til Krop og Sjel! Gid her hos Os stod hans Juleqvel! Gid hver Velgjerning, Du Norge skjænkte, gid hver en Tanke, for det Du tænkte, en Engel blive for Dig! Da vrimle den Høisal vilde som Herrens Himle. Og gid enhver af dem Dig berede en Sundhedsdrik i sin Juleglæde! Ja vidste jeg, at Du da var glad, Da sad og Glæden ved Armods Fad. VINTERVISE FOR TJØMINGERNE Mel. Aa kjøre Vatn aa kjøre Ved. Og Gud ske Lov vi er her igjen hos vore snille muntre Koner, hvor Vennen finder sin gamle Ven, hvor Glasset gaaer og Sangen toner! De røde Roser osv. SIDE: 334 Det blæste Satans i sidste Høst, nu vi igjen ad Vinden blæse. Den gamle Gjæk har jeg sluppet løst, og heist Lanternen paa min Næse. De røde Roser osv. Nu ligger Skuden fortøjet vel imellem Tjømøes sikkre Sunde. Men Skam faae mig om en lystig Kvæl jeg ikke selv nok seile kunde. De røde Roser osv. Paa Slæbetouget hu Moer jeg ta'er; mod Os ei mange op skal hamle. Lign Moer, min Pige! og, Gut, din Fa'r saa dandse I naar I bli'e gamle! De røde Roser osv. I een Ting til maae I ligne Os: i Kjærlighed for gamle Norge! Der ligger Hjemmet; did gaaer vor Kos. En Skaal for det, om vi skal borge! De røde Roser osv. Nei, borge Den, som borge maa! Her drikke vi af egne Varer. Skaal for den Snekke, som bedst kan gaae igjennem alle Havets Farer! De røde Roser osv. For Moer og Barna, for Viv og Mø for vore Venner og hver Fremmed! En Skaal for Tjømø og Nøtterø, det lille kjære Hjem i Hjemmet! De røde Roser osv. SIDE: 335 Og for os Selv vi ei drikke blot men og for alle Grander gjæve: Vi ønske Tønsberg alt muligt Godt. Gid Handel der og Søfart leve! De røde Roser osv. EFTER TIDENS LEILIGHED Stenen i Stefanens Pande -- Den er Løgnen mod det Sande. Taabelige, grumme Haand, som vil sigte paa en Aand! Ha, hvad Sejersglands, der bryder af det Saar, hvis Blodstrøm flyder! Løgnen kun Sekunden vinder. Intet Sandhedsord forsvinder. Som et Hvift af lette Lin løsner styrtende Lavin, er Det nok til at begrave Verden, naar den er aflave. Men Det maa ei hviskes stille. Sandheds Ven ei blot maa ville. Vær i Et og Alt dig Selv! Det er Sejrens Kunst, min Sjel! Som Stefanen mellem Stene maa du staae, om selv alene. SIDE: 336 ASYLBØRNENES SANG, IDAG HDS. K. H. KRON- PRINDSESSENS FØDSELSDAG (Mel. Jeg er saa fro, jeg er saa glad etc.) Vi ere fattige og smaa; men saa var og Vorherre dengang han i sin Krybbe laae; Vi have det ei værre. Her have vi vort Bethlehem; hid Kongen selv bar Gaver frem. Guds Engle signe ham for dem, den gode gamle Herre! Vi ere fattige og smaa, ja fattige og mange som Buskens Knopper, Engens Straa, som Løv i Skovens Gange. Dog ere vi i Magt og Aar just efter Hans bestemte Kaar, som Alting allerbedst forstaaer. Vi Sorg ei deraf fange. Men Engens Straa har og sin Lyst! Hvor leger det for Vinden! Og Hybenen paa Klippens Bryst har Rosenrødt paa Kinden. Lidt Straa, en Knop fra Hybnens Stok -- den Krands er smuk, skjønt simpel nok. Kom lad os flette en i Flok, med Rosenrødt paa Kinden! Thi selv Vi nok bag snedækt Tag maae Krandsens Blommer være, vi gjerne flette vil idag til Kronprindsessens Ære. SIDE: 337 Hun seer den ikke med Foragt: ved Hendes Hjerte Børn har lagt. Hun kalder os en Englevagt om sig og sine Kjære. Thi om vi slynge her vor Krands fjerntfra vor Kronprindsesse, -- en Krands af Smiil og Øines Glands og Hjerter veltilfredse -- Guds stærke Engle bære den usynlig gjennem Himmelen. Ja vore Sjele flyve hen hen til vor Kronprindsesse. MIG SELV Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig? Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner. Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar. I min Hunds Øje sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd. Min Vedbende er voxet. Didudaf mit Vindu har den baaret paa sine brede Blade alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme. Den første Foraarsregn vil falde paa Bladene og udviske nogle troløse Navne. De ville falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens Huler. SIDE: 338 Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert af Centifoliens, den Vaargaves, hundrede Blade -- mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle en Sekund med Ærgrelse? Det vilde være som at dræbe himmelblaae og rosenrøde Sommerfugle. Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste. Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede Hoved med Aske, og at bortkaste de Diamanter af straalende Sekunder, Tiden endnu nedsaaer derover. Nei, frisk I Journalister! hvæsser eders Rævekløer kun paa Klippen. I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en blød Grav. Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte. De skulle engang pryde min Aands Diadem. Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mit Had flux tusind Alen borte. Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de første Bølger fra Land og langt ud i Havet. Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes? Berøv ikke Landskabet dets brusende Bæk! Høistærede Vidjebusker, tillader Bækken at skumme, naar den gaaer imellem Stene. Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme glanende Øine. Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld af drivende Skyer, Solens Eventyrslande? SIDE: 339 Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok? Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv. Ha, de blinke jo, som om de vilde tale til dig! Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen ogsaa Foraar? Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu hvile de og fryde sig. Halelujah! Hvilken Rigdom for en Dødelig! Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde, og skal deeltage i Jordens. Den tindrer stærkere end Vaarstjernerne, og den vil snart springe ud med Blomsterne. Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved. Som et Krystalbad nedfalder din Glands derpaa. Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernerne. Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets Forhæng, hvis Folder ere forsvundne. Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed som af Alabaster. Som en Büste staaer den i mit Indre. Stirr i dens Træk! Nu ere de, som I ville have dem. De spodske ere stivnede. Min Sjel har kun Ligets milde Smiil. Hvi forfærdes I mere? Den Djævel! Büsten har et leende Hjerte under sin Rolighed. Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat paa det! Anmærkning til Mig Selv. Forf. Jeg anmoder de klogeste Mennesker i Verden ): D'Hrr. kritiske Anonymer, om at sætte disse Tanker i Vers. Kritiske Anonymer i Morgenbladet, Constitutionelle, Hermoder etc. etc. etc. Klogeste Mennesker i Verden ? Ganske rigtig; det er upaatvivlelig vi Anonymer. Neitak! Ultra posse. -- Men en Læredreng skulle vi gjøre ham til, saalænge han lever. Forf. Ja, her er en Læreklud. SIDE: 340 VALGET En simpel Yngling spurgte gammel Mand: "Siig hvem af disse Tvende skal jeg tage til Ægtemage: en af min egen, en af bedre Stand? Jeg er saa heldig nu at kunne vrage." Da løfted Gubben Kjep, det Aldrens Vaaben, henpegende paa lystig Drengetrop, som løb omkring med Svøbe og med Top, og sagde: "hør, de spaae hvad du skal gjøre!" Den Yngling nærmed sig da Drengehoben, og faaer da høre et Pokkers Skrig, en evig Raaben: "den Nærmeste! tag den, som er dig nær!" De Drenge vistnok mente Toppen; men vor Yngling tog det Raad, og gik saa hen og tog sin Nærmeste: sin Lige, den simple Pige. GEORGE FREDERIK VON KROGH Er det ikke Hjertelag, Geni og Ulykke, Gud giver Udødelighedens fagreste Krandse? Døden følger den Lykkelige som en tyrannisk Herre; den Ulykkelige som en Tjener, der stedse er rede at modtage sin Herres Kappe og Maske. SIDE: 341 Hvormangen stolt Sjel kastede ikke dem begge i hans Arme? Da vidste de forbausede Mennesker, at der havde været en høi Aand imellem dem. Trofast som Camoens'es Neger, der betlede for sin Herre, er Døden vedhaanden naar Nøden bliver for stor. Hvad betler han om for George? Fem Fod Muld af Jorden for Den, som nu ejer en grændseløs Himmel. O læg ham under de Stene, I gave ham at æde! En Engel vil græde Blod derover, og Gud lade en Rosenbusk opspire. De ere dog blødere end de Løibænke, hvorpaa hans Undermænd hvile. Der er Hjerter i disse Stene; thi de skjule hans Kummer. Døden, den venlige Sorte, smiler . . . O, han maa vide en sød Hemmelighed. Han maa have et blødt Hjerte; thi Jammeren tier ved hans Bryst. Øinene synke igjen af Henrykkelse under hans Kys, det eneste Kys i Verden, som tilfredsstiller og er trofast. Det er et Øjeblik, hvori Himlen nedsænker sine Stjernekroner. O George, hvor din Pande straaler! Er Betleren bleven Aanders Fyrste ? Er det ikke Hjertelag, Geni og Ulykke, Gud giver Udødelighedens fagreste Krandse? O George, da maa Du erholde trende: en af ømme Violer for dit Hjerte, en af Laurer for dit Geni; men Blomstens Navn for din Kummer er kun i Himlen kjendt. SIDE: 342 Stimle Engle om din Grav -- se, de ville vige tilside, tilside for Bonden, som trænger sig frem med en Egekrands. George, George! hvi funkler din Aand stærkest ved Synet af den? Den er for Patrioten og Oplysningens Ven. De Ædelmodige! de have vist taget feil; thi nu har den ingen Torne. ASYLBØRNENES SANG TIL H. K. H. ARVE- PRINDS CARL LUDVIG EUGEN, PAA HANS FØDSELSDAG DEN 3DIE MAI 1841. Mel. I Dalens Skjød en Hytte laae. Til Carl Eugen vi tør ei meer saa frit som forhen tale: For længesiden voxet er han jo ifra os Alle. Han bærer allerede Sværd; han er en Sang af Mænd alt værd. Han rider ikke meer forlængst paa Kongens Knæer Ranke. Han tumler alt en vælig Hengst, saa sky som Angstens Tanke. Hans Moder seer med Stolthed til sin Førstefødtes Ridderspil. Han bærer Sværd og Portd'epee; det maa hans Fader fryde. Gid det Mirakel maatte skee, at Blomster det vil skyde! Hvor herligt, om fra Heftet af det Blomster skjød som Arons Stav! SIDE: 343 Hvor herligt, om dets hvasse Od i Rosenknopper døde! om Eggens Blaanen kun bestod i Anemoner bløde! Hvert Blomsterstraa, hver Rosenqvist sin lille Søster gav han vist. Da vilde gamle Kongen lee, hans ømme Bedstefader, hans Moder med et Øje see, som sig i Straaler bader; Hans Fader vilde sige: Du, min Søn Eugen, er Barn endnu. Ak, er Du det, da tør vi nok en Barnesang dig byde. Dit Rige var en Børneflok; det vil dig endnu lyde. Tag da, om Du det har forladt, vor Kjærlighed! Den er din Skat. Der er ei anden Blomsterflor paa Armods tørre Qviste. Den Kjærlighed, som derpaa groer, vil dog ei Kongen miste. Og skulde Du foragte den, som ligner ham i Alt, Eugen? FLITTIGHED Dovenskab stjæler saa jævnt af Pung, Daarskab er ogsaa en Skat saa tung. Lysten til Flitter og Flatter Fattigpeer tungest beskatter. SIDE: 344 Være en nyttig Mand, er en Mynt af Guld. Hvor du viser den frem, erkjendes Værdien for fuld. Mange gad nok uden Møie æde, sove og fordøie, leve blot i Mag og Fred; men de slippe ei ud dermed. Tjente jeg en Herre god, og han fandt mig lad og treven, blev jeg ikke rød som Blod? Nu min egen Herre bleven, om jeg greb mig i det Samme, maa jeg for mig Selv mig skamme. Spørg ei arvet Poseguld, Vang og Skov og feden Muld, om en Mand er riig Spørg alene Mandens Flid, hvad han nytter til sin Tid! Den skal Sandhed sige dig. Den skal være sikkrest Maal paa Dybden af hans gyldne Skaal. Haandværk har gylden Hjerterod bær' det om Munden end Støv og Sod. En Kunst er Reisepenge god, som tynger hverken Haand eller Fod. Brug Tiden vel, om Du vil Fritid finde! Men da du ei er vis paa en Sekund, saa kast ei bort en Times Stund. Arbeidsom Mand kan altid Fristund finde, men Ladmand ingensinde. SIDE: 345 Kun drivtig Mand kan sige: "Glæden jeg kun naaer. Ved Enden af mit Dagværk, se, dens Tempel staaer. Driv paa dit Dagværk! Det paa dig ei drive! Men tidlig i og tidlig op af Seng gjør Manden rask, som var han stedse Dreng, og skal ham Oldings Kløgt og Velstand vise. Her var da ti Stumper. Ligesaamange Guldringe, een til hver Finger, kan upaatvivlelig i de allerfleste Tilfælde Flittighed skaffe sig med Tiden. Thi -- Hvad er Flid Andet end benyttet Tid? Og hvad er rigere end Tiden? Den er ligesom et Bjergværk, som vel undertiden kan give Mere og Mindre, men som dog altid giver noget for den Hammer, som ikke hviler. STEINBRYTERVISEN "Nisser og Dverge bygge i Bjerge; men vi skal mine dem alle herud. Thi, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget i Luften med Krud. Ja lad os bore dybe og store Huller i Graastein og Blaastein og Flint! Da, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget i Stykker og Splint. SIDE: 346 Hurra! det knalder! Satans Rabalder! Hurra, Minerer! du vinder tilsidst. Thi, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget ved Magt og ved List. Fjeldet skal bæve under vor Næve. Hurra, Minerer! Nu knalder dit Skud. Nisser og Dverge bygge i Bjerge, Hurra! nu mine vi Nisserne ud." MIN FØDSELSDAG Gudskelov, at du er over, Dag, da jeg blev fød, Ruller nu, I muntre Vover! Straal nu, Rose rød! Ak, igaar hvor tungt I sukked'! Rosen sine Kalke lukked'. Gudskelov, at du er over, Dag, da jeg blev fød! Nu idag du atter lette Kan, Natur, dit Bryst, Harpen til mit Hjerte sætte; Det igaar var tyst. Ak, igaar hvor mørkt derinde! Hvor var mine Øine blinde For Naturens Lyst! SIDE: 347 Fyld mit Bæger! Jeg vil drikke Paa min Fødselsdag: Den, naar Tørvene de stikke Til min Gravhøis Tag. Jeg vil feire den derinde, Vande vil dens Græs min Fiende Med et smeltet Nag. OMEN ACCIPIO Nu blev mit Huus velsignet: en Svale fløj derind, saa snar og glad som Tanken, der gjennemfoer mit Sind. De Begge kom fra Himlen. Lod sig min Tanke see, den guldblaa var som Svalen, eller hvid som Sne. Og Mage kom med Mage. Det var et Varsel meer. Thi noget Godt ei kommer alene, siges der. Uskyldighed og Ømhed just søgte sig et Hjem. Held Dig, min nye Hytte, at Du behagte dem! SIDE: 348 ASYLBØRNENES SANG TIL SIN VELGJØRER, GENERALMAJOR BIRCH, PAA SKJÆRSOMMERDAGEN 1841. (Mel. En Sømand med et modigt Bryst.) Nu kommen er, paa Guds Befal, den deilige Skjærsommer. Da alle Vi nok plukke skal vor gode gamle General en Krands af Markens Blommer. Se, Dage komme, Dage gaae fra Himlens store Sale. Først Martses fattige og graa, Aprilens spraglede derpaa. De ere Sødskend alle. Saa kommer Majens Treti-Een. Da Himlen leer af Glæde. De pynte sig med Birkens Green, og Vinterens forglemte Steen de med Violer klæde. Saa komme, liig en Dronnings Børn, Skjøn-Junis glade Dage. Da snarere end Fjær paa Ørn groe Roser frem paa haarden Tjørn og Græs paa Bondens Tage. Men herligst kommer Sanktehans, den Konge mellem Dage. Han af sin Krones Rosenkrands stormodig gi'er en Knop til Mands, og har dog nok tilbage. SIDE: 349 De Dage Solen højest staaer hans Regimente varer. Naar Kong Sankthans saa heden gaaer, en Høstaks Kjæmpehøj han faaer af muntre Slaatteskarer. Idag (tre Dage netop før hans egen Fest skal være) Sankthans en prægtig Høitid gjør, saaledes som sig hør og bør, til "Generalens" Ære. Fra Træet vajer han med Flag, fra Ageren med Fjære. Hvor staae dens Ax som Spyd i Slag! Han mønstrer af sin Hær idag til "Generalens" Ære. Idag befoel han Hybnen strax sin første Knop at bære. Han bød en Flor af alle Slags, og Agren skjød sit første Ax til "Generalens" Ære. Og Sankthans selv er pyntet ud saa prægtig han kan være. Idag, som paa et himmelskt Bud, staae alle Markens Blommer Brud til "Generalens" Ære. Thi ingen Rose er saa blød som Hjertet hos den Kjære. Hvor fuldt af Dugg for al vor Nød! Hvad, om med eet deraf frembrød en Engels hvide Fjære? SIDE: 350 O deilige Vidundersyn! Det over Os vil svæve med Rosers Glimt og Liljers Lyn; men Vi, vi jublede i Sky'n: "Asylets Engel leve!" MIN VIVS HJEMKOMST Gudskelov, min hulde Hustru! Gudskelov du engang kommer! O, Velsignede, velkommen! O velkommen tusind Gange, var dit Fravær ei slig Sorg! O med tusind Kys velkommen, da dit Fravær er slig Sorg! O velkommen hjem igjen, til mit Hjerte hjem igjen, inden disse Armes Grændser, hvor, min Viv, din Verden ender! O velkommen hjem igjen! Jeg har længtes, til jeg blegned, til mit karske Hjerte sygned, aabnet Favnen, fanget Luften, til min stærke Arm nedsegned. Du maa troe det -- ja ved alle denne Midnats vaagne Aander! -- skjøndt imorgen ved dit Hjerte, Elskte, du min Kind vil finde blussende af Glædens Sundhed. O velkommen, hulde Hustru! skjønne Text for mine Sange! søde Smag for mine Læber! SIDE: 351 bløde Marmor for mit Favntag! ædle Billed for min Aands dybe, jublende Tilbeden! O velkommen hjem igjen! Ak, hvad kan min Styrke tvinge, saa jeg ikke op kan springe? Ak, hvad binder mine Arme, at jeg ei dig kan omfavne? Ak, hvad kan mit Øie blinde, saa det ei sit Syn kan finde? Har da hist fra Dødninghaven stakkels ugift Qvindes Geist, svøbt i Hyldens Duft paa Graven, sig i Sommernatten reist? er ind af mit aabne Vindu opad lette Ranke stegen, for med Trolddom mig at gjække, min Henrykkelse at vække, for med den Bedragnes Qval sin at kunne vederqvæge? "Det er mig, og ikke Hende," klang det, klang, som om man kunde tænke Klang fra Engens Klokkes og Konvallens spæde Munde, Toner i en Liljes Stengel. "Det er mig! Du bør mig kjende: Jeg er din og hendes Engel, Død forlængst og før jeg vidste, at jeg var din første Elskov. Jeg velsignet har din sidste, aandet al min Ømhed ind i din Elsktes Jomfrusind, strøget ned med bløde Vinger Ringen først paa hendes Finger. SIDE: 352 Naar I ere glade sammen, er det mig, som altid fylder med den Tanke Eders Sjele, at en Himmelsk Glæden deler. Da for Alteret I knælte, holdt jeg over eder Begge svævende en himmelsk Krands med en nærudsprungen Knop for ethvert af eders Løfter. Jeg for Herrens Throne lagde knælende den som et Offer; og der ikke een er visnet, men den er endnu saa frisk somom den var nylig dyppet i en Evighedens Kilde. Og nu er jeg kommen hid, for din Hustrus rene Leje at bestrøe med hvide Roser. Thi maaskee jeg burde tie, thi -- hun kommer end i Nat." DØDNINGSKALLEN (SUJET FOR VERSEMAGERE. VOR FRELSERS KIRKEGAARD, SOMMEREN 1841.) "Nu kunne I have hvilet nok," mener Graveren, og kaster Hjerneskaller og Dødningsbeen op. "Gid Naaden saa vist maatte skinne paa Eders Sjæle som Solen nu skinner paa Eders Been!" Hvilken fiintformet Hjerneskal trillede der henunder Løvet! Den maa have tilhørt en ung Skjønhed. Den kjærlige Busk lukkede sig efter den med en Lyd som af mange Suk, som forat begrave den paany for Menneskenes og Hundenes Blik. SIDE: 353 Hundene vende sine Øine bort med bange Afsky; men et Menneske sparker til Dødningskallen og graver med sin Stok Jorden ud af dens Øienhuler. Paaknæ vilde han ligge, om deres gamle Glands fyldte dem. Hvilken Skjønhed maa have overvævet disse Vinklers rene Forhold! I denne ædelthvælvede Hjerneskal maa Tanker have bevæget sig som Perler, der ordne og rade sig til vexlende foranderlige Smykker. Et mildt Gemyts Melk synes endnu at flyde over disse Tænder, der skinne som en fuldtallig Skat i Mulden. Hvor taabeligt at besynge sin Elskedes Kinders Rosenfløiel, Bar- mens gjennemsigtige Væv af Lilieblade, Mundens friske honning- fulde Blodnellik, Smilehullets convolvoluslige Henrykkelseshvirvel, Øinenes sorte eller blaa Diamanter! Alt dette er kun Skjøn- hedens Tapeter, som nedrives efter Bryllupsfesten, men Been- raden er dens Tempelbygnings Colonner og herlige Buer, endnu efter Aarhundreder skinnende som Alabaster eller blegguul Jaspis. Gaa til Tingenes Væsen! Føl Henrykkelsen, Dødelige, i at omfavne denne Hvirvelsøile! Den er endnu smekkrere end Jom- fruens Slankhed. Bedæk med tusinde brændende Kys de fiint- dreiede Knogler, lige forstenede Lilieknopper, værdige at være Kuglerne i en bedende Engels Rosenkrands! Besyng Tindin- gernes Elfenbeensdiadem, Pandehvælvet liig en huul Stjernes Skal, Tændernes uforgjængelige Klenodier, Ribbenenes Tvilling- harper, Hoftebladenes endnu fuldkomnere Harmoni end Sommer- fuglenes udslagne Vingers, Reisningens yndige Dristighed, det hele Skelets herlige Konstruction af Skjønhedslinier, som have faaet Marmorets Evighed! SIDE: 354 GID JEG VAR EN FUGL! Hvor ofte steg det Suk med Svalen, at svæve fri henover Dalen, og samle i eet Blik dens Pragt! og lade Øjet frit sig sænke paa hvilken Plet, jeg helst vil tænke, og speide om som Ørn paa Vagt! Men arme Suk har intet Øje. Hvi længes du da mod det Høje, du blinde Taage fra min Barm? Din Taare ned i Græsset triller, mens over dig en Lærke spiller et Haanvers over dig saa arm. Se Jordens Drot maa ta'e tiltakke med Skuet fra en liden Bakke, med tunge Flugt af Kjærrehjul! Det lave Krat, en Gjærderække tør stolte Aandeøje stække. -- O gid jeg var en Fugl! en Fugl! I blottet Ynde da den hele velsignte Dal for mig vil knæle. Med Biens Fryd fra Knop til Knop mit lystne Øje vilde jage henover alle Bygdens Tage og søge det, jeg elsker, op! SKILDVAGT-NYN (EGEN MELODI) Nu er der Fred -- ja Gudskelov! Nu løber i Mulden Bondens Plov. SIDE: 355 Og hjemme gaaer min Moders Rok. Jeg hører den, skjøndt unna, nok. Nu er alt Freden en treti Aar. En voxen Æt omkring den staaer. Nu er der Fred. (Den er forrost) Hold Øiet vakt, du Mand paa Post! Hold Hjertet friskt og Sjælen qvik, som om alt Krigens Tromme gik! Vel synger Freden, mens den saaer, og fletter Ax i sine Haar. Dog bærer den (thi klog den er) paa Skuldren blankt og ladt Gevær. Og Mænd paa Post har Freden sat, Forlod de den, da Fred -- Godnat! ALLEMANDS-VIISDOM Kjedsomhed er en Pine saa leed, som nogen der i Rhabarbara beed. Gavnvirke er ypperste Medecin. Tidsfordriv er kun Sukker paa hiin. At glo paa Alting og Intet see, ad Alting flire, sværme og svire, Tyveri, Sladder og Løgn er Ladhans'es Arbeide i et Døgn. SIDE: 356 Det er en usel Ovn, som ei kan bIive heed. Det er en usel Mand, som ei kan blive vred. Men Ilden vogter du, naar Ovnen hedes; hvi da ei Vredens Ild, naar, Mand, du vredes? og Tungen naar du er i Harme? thi ingen Gnist kan volde en større Skadevarme. Sjelekraft er et haardført Træ, elsker ei Solskin, agter ei Læ. Sevjen skyder fra Roden op, naar Stormen bryder i højen Top. I Snoen snoer sig hver Green saa stærk; da synger hver Kvist som et Sejerværk. Varer Jubel længe, bliver den til Skrig. Hvis du hos Glæden dvæler, dens Værd er tabt for dig. Hvo vied den en Dag, har vist at vente en træg og sorgfuld Kvel i Rente. Hvo ei arbeide vil, ei heller bør at æde. Arbeider Løn er værd; Han spiser kun med Glæde. Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger, veed du nok, er baade bedste Læge og allerbedste Kok. SMED-VISE (EFTER DET SVENSKE) Vaagn op til Arbeid, min raske Arm! Vaagn op med Magt, min tunge dundrende Slægge! SIDE: 357 Al Dagen skulle vi holde varm i hurtig Takt til sent i Qvel vi os lægge. Vel flere Jern jeg Gang om Gang har i min Brand; dog ei et eneste svales. Jeg vender dem alle med trofast Tang og sikker Hand, og gjør deraf hvad befales. Jeg gjør af Klumperne hvad jeg vil, hvad Bonden bedst kan til hans Gjerninger due. Til ham jeg hamrer hans Ljaa og Biil, beslaaer hans Hest, og laaser hans Kiste og Stue. Iblandt jeg tørste kan i mit Kald. Et godt Kruus Øl jeg da kan trænge og taale. Men aldrig nogen mig træffe skal i Fyld og Søl blandt dem, som paa Kroen skraale. Med første Gnisten, som farer ud fra Smidjens Tag, opsender jeg Morgenbønnen, og takker om Qvellen den milde Gud, som med Behag mig skjænker Hvilen og Lønnen. Min sodede Krop hver Lørdagsqvel jeg gi'er et Bad; thi da er Sabbathen inde. SIDE: 358 Til Kirken jeg, reen til Krop og Sjel, saa vandrer glad. Der kan mig Allemand finde. Saa gaae mine Uger ind og ud. Min ringe Lod af Ingen bliver misundet. Men om min Gjerning tilsidst af Gud befindes god, min Sved ei forgjæves har rundet. MIN HUSTRU Før, i din Jomfrulighed, elskte Viv! før med min Eed du dit sagte Ja troloved, var du Engens Klokke liig, der med yndigt bøjet Hoved, mellem Græsset skjuler sig. Vist Tilfælderne, de sære, smaa, som Aandepust forsvundne, Guds usynligen forbundne himmelsendte Engle ere. Thi et sligt Vidunderspil førte mig iblinde til dig, min Hustru, underbart, som den vilde Bies Fart, der igjennem Engen jager, eller Sommerfuglens Nærmen i sin Sværmen legende den Blomst opdager mellem Stene, som bør smykke Bruden ene. SIDE: 359 Nu, nu er Du, som min Viv, rødmende og frugtbetynget Brombærbusk, der fast har klynget til det vilde Fjeld sit Liv. Ha, hvad synes du da om Dybderne derrundtenom? Svimler, angest forat slippe, svimler Du da over disse Afgrundsdyb omkring din Klippe? Dermed maaler den kun Høiden af sin Isse. Somom Klippens Pande straaler af en Herskers Højheds Fred bævede de ere, med Trældomsfrygt, til Foden ned. Eller skrækkes du fordi Ravne fæle sortne skrigende forbi, somom vare de hiin Afgrundsdybdes Skare hylende fordømte Sjele? De ei rokke Klippens Ro med sine Flokke. De forhindre ei, hvor højt de flyve op, Klippens Top fra i stille Glands at tindre. Der, paa Højden uden Læ, der paa Ravneklippen rødmer dine Sødmer, mit velsignte Livsenstræ! Her, her ved et mandigt Bryst, under fredsæl Pandes Dække, hviler leende min Lyst, SIDE: 360 glad og sikker som den kjække Rødmende i Klippens Revne, netop hvor (som om just der haarde Klippes Hjerte er) netop hvor, med frugtbar Evne, smuldrende den har bered Anemoners muntre Vrimmel, Gentianers sunde Blod, Saxifragers blege tyste Tryllekreds et sikkert Sted, for med dem at gjennemflette Moseteppets bløde tætte Fløjelshylle rundtom Brombærbuskens Rod. Hvor maa Busken da forlyste sig imellem Jord og Himmel! Og hvor kan min Pande skræmme dig med sine Skyers Hast, naar du bort dem kan fortrylle, deres vrede Rullen tæmme med det søde Solskin i eet af dine Øiekast? Lad dens Skyer rulle hen, hen som Voverne ad Vandet! Lad dens Harm paa Brynets Hvælv, høj og fri hæve sig og døe igjen, gaae, som Bølgen i sig selv, i sin egen Styrke under! Thi hvad er de Skyer andet, Panden saa omskumles med, end kun Skygger af Sekunder, som tilhøre Verdens Kivs Døgnforløb, men ei vort Livs altbegyndte Evighed? SIDE: 361 Hvad, hvad var en Klippe, som ingen Afgrund sortned om, ei af Ravnes Flugt ombeltet, ei af Skyer overteltet? Hvad en Mand, hvis Overmagt var af Lavhed ei beleiret? hvad, hvis ikke hans Foragt raged over den iveiret? Men hvorledes var vel Klippens Steilhed skjøn uden Busken, som i Løn i hiin Klipperevnes Ro over Svimmeldybet fredes? og hvorledes jeg vel fro i min Smerte uden dig, min Viv, vedhjerte? SIDE: 362 SVALEN ET SKJÆRSOMMERMORGENS-EVENTYR FOR MØDRE, SOM HAVE MISTET BØRN MIN SØSTER AUGUSTA PAA JELSØ FORTALT Salig, salig er den Skabning, baade Menneske og Dyr, som, det første Dagen gry'er, endnu medens Nattens hvide bløde Taager sig fornøje med langs Bækkene at glide, førend langsad Østens Høje Solens Leir af Purpursky'er sine Telterækker spænder, Gud den første Hilsen sender, første Hilsen, første Lyd af det Skabtes Tak og Fryd! Uden Ord, dog er dens Klang fyldig Knop af Ord, et Hylle for en herlig Tempelsang, og den gjemmer i sit Udraab Chor af Stemmer, som de Himmelske fortrylle. Som i Knoppen Palmetoppen med de høje gyldne Fjere allerede er tilstede, ligger i den første Lyd af den vaagne Skabnings Fryd Psalmens Høihed, Hymnens Ære, Bønnens Magt, trefoldig stærk, mægtig til et Underværk. SIDE: 363 Bed da førend Spurven qviddrer, at dens Uskyld ei dig røver Æren, som din Skyld behøver! Bed da førend Aspen zittrer i den første Morgenvind, endnu medens Duggen glittrer over Nattesfinxens Spind, medens Tidslens Fjederhatte hvidne af dens Perleskatte, førend Engens Klokker blaa endnu har begyndt at gaa, slagne an til Ottesang af et Vindpust, med en Klang, som ærbødig Englens skarpe Øre over Sky fornemmer: hvor i deres Dyb de tunge Sølverblomsterkolber runge over alle disse Stemmer, susende fra Græssets Harpe. Da benaades vil, kanhænde, med et Eventyr din Sjel, som i Himmelen vil ende; Aanden, hen i Syner reven, i Henrykkelser forvildes, mens dit Øje, i Sekunden, den er i sin Flugt forsvunden, ligner blegt en bortebleven sjunken Kildes aabne tomme hule Grav. Mens det synes som du blunder, somom Syn og Sands er borte, gribe Englevinger under Tankens ørkesløse Svæven langsad Dalens Taagebund, og i Bønnen fra din Mund, i den første Lyd deraf, øres du af en Seraf SIDE: 364 gjennem Paradisets Porte, og Du faaer, som aarlest beder, en Sekund af de Frelstes Saligheder for den tabte af din Blund. Thi naar Nattens Stjernekroner sænkes ned i Hvælvets Sale, Aander dale ned med dem, og tause lytte, Menneske, de ved din Hytte, om ei aarlest derifra, ei fra Fuglens Rede, toner Skabningens Halleluja. Og den første Bøn ledsage de med jublende Musik til Miskundsomhedens Øre; ja, naar ingen de fornemme fra de følesløse Munde, døde som de lukte Blik, lytte de med Mismodsklage til den første Fuglestemme fra de taageslørte Lunde. Held da aarlest Sanger! Leide vinder han i Falkens Feide; Engle vare ham mod Fuglefængersnare; Skyttens Piil samler Dug kun i sin Iil, gjennemborende det Blad under hvilket Fuglen sad; gyldne Kugle over Kirken ikke mere sikker glimrer end aarvaagne Sisiks lille gyldengrønne Bryst, der skimrer frem fra øverst Top paa Birken, mens han hvirvler ud sin Trille, dristigt vendende sin Bringe, SIDE: 365 som beskyttet af et Tryllepandsers Ringe, mod en Høg, som over Byttet i den høje Furu blunker med sit Øje. Bed da aarle til Din Skaber, at Du ei mod Fuglen taber, at ei, efter Engles Dom, den er mere god og from! Lad med dem din Tanke mødes førend Morgenskyen glødes, før aarvaagne Lærkes Slag vinder Himmelens Behag! Førend Erlen gaar i Badet: (det i Alchemillebladet) førend Duggens Perler fulde af Konvallens Skaaler rulle, endnu medens Rosens hede Læbe suger paa dens Iis, maa du bede, yde Skaberen din Priis! ROSENBUSKEN OG SVALEN Ak, hvor var imorges vel, før det dagede, min Sjel? I en Bøn, skjøndt uden Mæle, jublende, skjøndt lydløst sagte, kun med Ord af Hjertebanken, pralte jeg idag med Tanken, SIDE: 366 at af hele Skabningen, af alle Sjele, Gud jeg bragte første Hilsen fra det Skabte. -- Over perlehvide Enge, endnu medens Hvenegræsset luded fuldt af Dug belæsset, Blikket længe irred om, indtil det tabte sig medeet, blindt for alt, i Dunkelheden af de Rosenhegn, som stænge rundtom Engens lille Eden; og min Sjel forsvandt med det. Ha, derunder Buskens Nat hvor det glimred, hvor det gløded, hvor det lyste i det dunkle Tusmulm i det tætte Hegn! Som om alle Qviste bløded, draabemodne Rosenknopper overaltifra fremfunkled, ludende mod Jorden ned, liig en Regn af Rubiner og Koral, Carneoler og Agat, tryllebunden i sit Fald. Som om alle Blade græd, hang en Skat af demantne Taaredopper stjernestraalende derved. Da, imens med anspændt Agt Øjet stirred, indtil Synet sig forvirred, SIDE: 367 paa den Flors Vidunderpragt, var det som om Sind og Sands kom i Flamme af dens Glands, som om Rosenbuskens Brand tændte mine Tanker an, og min Sjel blev reven hen hen igjennem Himmelen, hen i Luers Flugt, -- hvorhen? Ei jeg vidste, men jeg søgte, medens Flugten sig forøgte, mens mit eget Selv jeg tabte, Ham, der mig og Busken skabte. O, det var en Bøn, saaledes som af Himlens Aander bedes: uden Tunge, uden Klang, kun med Følelsernes Rhytmus, Tankens stumme Bølgegang, Sjelens Tale, den hvis Ord, de tause, klare, paa dens dunkle Dyb sig male som en Stjernebilledskare, men i flyvende Omskiften af bevægte Straaletræk, som om, Nattens Bund henover, Stjerneskriften løb i Skjønhedslinjers Vover snelt som Talen veires væk. Da, da hændte det min Sjel, da i Bøn til Gud den steg, medens Jordens Syner veg, som om den var sagt Farvel med den Dødes Læbe bleg, da mod Himmelen -- saa snel, som fra Bunden af en Kilde Stjernedraaben, hvert Minut ud af dens Krystaller skudt, sig mod Speilets Flade skynder -- SIDE: 368 andagtsluende den il'de, mødte den, paa Grændsen af Skuet over Jordens Ynder og de Frelstes Paradiser, hvor dens Tinder, som et omvendt Stjernehav, en for en, som slukt, forsvinder, mens den gyldne Linje viser sig af Palmerne, som lukke Edens Dale fjernt i Øst, hvor de fremdukke, mødte den en eensom Svale. Ha, mon Jorden den tilhørte? Da har den, ei jeg Fortabte, aarlest bragt af alt det Skabte Morgenhilsenen til Gud. Eller mon et Vindkast førte den fra Paradiset ud? O Gud er miskundelig! Han seer Afmagtens Hjerte, og han benaadede min Sjel med et himmelskt Eventyr. Yderst udpaa Svalens spændte spidse Vinger tindred med en Glands, der blændte, tvende Draaber ætherrene, uden dog, hvor kjækt den svinger, ned at rinde derifra. Regnens Dryp paa Træets Grene, Barnets Graad, Krystallen klar sorte Kul imod dem var, saa jeg tænkte: har den da i en Lysets Kilde taget sig et Bad alt før det daged? Eller -- mumlede en Tanke, SIDE: 369 myggekjævet, fluemundet, siden Svalen den misunded, fuld af ond Bagtalens Givt -- skulde den, som vildt kan vanke, have i en Klipperivt, der hvor Fjeldets høje Branter styrte ned, stjaalet sig et Par Demanter forat pynte sig dermed? Hvi er Skjønhed saa forfængelig? Hvi . . ? Gud er retfærdig. Han taaler ingen ond eller smaalig Tanke i sine Himle. De forstøde den som den høje Lufts rene Kulde øjeblikkelig støder Dampen tilbage som Iisslag til Jorden. Før jeg fik fuldendt, befandt jeg mig atter paa mit Sted med Blikket fæstet paa Rosenbusken. Endnu var der en natlig Dunkelhed under dens Hæng, Spurven sov endnu paa Taget, Natsvinxerne havde taget Farvel med Skabioserne, men ingen Sommerfugl var ude endnu. Da var det somom Rosenbusken aabnede alle sine Knop- per, og svarede mig som med tusind sladdrende Munde: "Lad Fluerne og Myggene bagtale Svalen, den yndigste og letteste af Luftens Fugle, Sommerens velsignede Budskab, den, som under Nilens Palmer tænker kjærligt paa, at Granerne høit i Norden vente sørgmodige paa dens Komme. Den sov under mit Telt inat. Jeg gav den at spise af min Honning, Dugg at drikke af mit lifligste Bæger og Draaber af min fineste Balsam med paa Reisen. Thi hvorfor skulde jeg være skjøn og ikke have et godt Hjerte? Nu svæver den fyrige Utrættelige rastløs ud over Verden, ud- over Menneskene, forat dryppe sine Balsamdraaber i det dybeste Saar. Thi hvorfor skulde Fyrigheden, Skjønhedens Beiler, ikke have et godt Hjerte?" SIDE: 370 -- -- Atter hæved sig min Sjel. Jeg Svalen saae, sænkende sig under over Skyens melkehvide Vover, og jeg frydedes paany. Hvor den svæved! hvor den svinged i det Blaa, solforgyldt, skjøndt i sit Gry Solen bagom Aasen laae! Hvor den svinged! hvor den svæved, somom den optrak i Luften med sin blanke Vingespids et straalelet gylden- og blaastribet Net! Jeg den fulgte med min Tanke hvor dens Flugt mon videst vanke, hvor de Balsamdryp, den bar, foran tindred som et Tvillingstjernepar. For mit Blik sig vidt udspændte Strøg paa Strøg, jeg ikke kjendte, Egne, som jeg ei erindred. . . Ha, det Brogede dernede, Skyggerne, som sig udbredte, Slangelinjerne, som vrede sig henad den grønne Slette, Jordens Kongeriger var. Længe over Kongens Borg, længe, somom tryllebunden, Svalen svæved, somom Jordens største Sorg, tungere end Armods nagne, under Kongens Purpurkaabe hermelinbaldyret leved, somom Vunden, Utaknemlighedens slagne, var i Kongens Hjerte funden SIDE: 371 hvori den sin Balsamdraabe, kunde dryppe stille ned, fuld af meer livsalig Fred end den Tempelolje, som salved ind hans Kongedom. -- -- Ogsaa over mig den standste, rysted Vingen allerede, saa de dyre Draaber bævte. Men da den medeet fik see, at jeg endnu kunde lee, at min Vrede i mit Bryst, det blomsterkrandste, aldrig over Aftnen levte, dalte den paaskrømt kun ned, pilende igjen afsted. -- -- At og fram fløi den over Armods Gam; cirkled om den Syges Leje, hvor der ikke haabtes meer; strøg med sine Vingefjer over en Forældreløs, stødt af Frænder og af Præst ud paa vilde Alfarveje; nærmede sig allermest stakkels jamrende Forførte, fødende paa stenig Røs uden at man Klynken hørte paa de øde Grændseheje; syntes at sin Flugt den loved Hvile paa en Enkes Hoved, som vanvittigen omfavned Graven over den hun savned. Men bestandig fra sin Dalen hævede paany sig Svalen, somom stedse større Smerte den erindred, bærende i kjække Kredse SIDE: 372 gjennem Luften trygt og fast sit demantne Balsamdryp, der fra Vingespidsen tindred klart med Stjerneskudets Hast. Ak, hvad Sorger kunne være store som Kongens? smerteligere end Utaknemlighedens skjulte Vunde? hvilke Sorger vildere end den Forfulgtes, tungere end Armodens? hvilke Smerter dybere end Angerens, bittrere end den Forladtes? Der maa være en tilbage, en, som dybere maa nage, endnu en, som værre lider, uden Lise i sin Klage, uden Maal i sine Qvider, uden Tanke, Trøst og Raad, hadende at kunne haabe, gysende for at opdage en Helbreden for sin Smerte, Bund og Grændse for sin Graad. Thi medeet sin Balsamdraabe Svalen skjænket har et Hjerte. Ei den længer kunde tvivle, hvor tilsidst den skulde hvile, hvem med største Ret tilkom den velsignte Lægedom, da den over Barnets Liig saae en Moder bøje sig. -- -- O Augusta! o min Søster! Du, Du er den Lykkelige, i hvis Smertes dybe Vunde, somom Stjerner smelted, Draaber af en himmelsk Balsam runde. Sendebud fra Himmerige kummersyge Hjerte trøster med en Hilsen fra din Datter. SIDE: 373 Alt Du smiler, thi Du haaber; og Du atter seer som Rosenbusken op, fra hvis Rigdom faldt en Knop. ROSENBUSKENS FORKLARING "Se!" hviskede Rosenbusken paa Engen atter -- og en Knop aabnede sig for hvert Ord i dens Tale, saa den lød som et Klokke- spil -- "se, hvorfor jeg elsker Mødrenes Sorg." Og den lettede sit rankende Hæng op, mens alle dens Rosers Læber lukkede sig til Taushed som under eet eneste Fingertryk, og spidsede sig oprette som til et Giv Agt. Og jeg saae da under dens Dunkel- hed en liden Forhøining af Græstørv, ikke større end et Brød, med et sort lille Pindekors nedstukket deri, og jeg vidste, fordi mit Hjerte sagde mig det, at der, under den trofaste vogtende Busk, havde en ulykkelig Moder i Eensomhed jordet sit Barn. "Spørg ikke!" sagde Rosenbusken atter, idet den nedlod sine Grene og dens Blommer aabnede sig. "Men vil du vide meer hvorfor jeg elsker Mødrenes Sorg, da vid, at en Svale har bragt mit Frø fra Maria's, Jesu Moders, Grav i Bethania, at Kjærlig- hed har været lykkeligst og ulykkeligst i min Skygge, og at en Moders Hjerte der er brustet". "Ak!" -- udbrød jeg -- "der maa være meer Sorg paa Jor- den. Thi jeg saae, da du aabnede dit Skjul, at Svalen, som jeg syntes svævede over Aljorden, boede atter i dets Indre, at den drak begjærlig af dine Bægre, og gjorde sine Fjedre glindsende i din liflige Olje". "Hvad du har seet!" -- svarede Rosenbusken med sin skjøn- neste Knop -- "er kun et Billede paa det Himmelske. Svalen bader sig i min straalende Dugg, og fører min duftende Balsam udover Engen, men Trøstens Balsam kommer fra den himmelske Kjærlighed, der omspænder Verden ligesom mit Rosenhegn be- grændser denne Mark. Børns uskyldige Sjele boe i dens Favn SIDE: 374 som de flagrende Smaafugle i mit Indres Dunkelhed. Dit Øje maa have mødt Svalen; men din Sjel en kjærlighedsfuld Engel, et Barns Aand, der vilde trøste sin Moder." Ha, hvorledes! Busken skulde have Sandheden fortalt? Jeg da have Verdens Alt seet i den blomsterfulde rosenbuskomhegnte Vang? seet hele Jordens Sorg i de Blommer, som saa bøjde under Duggens Tyngde hang? hist i stenig Røs en Borg? og i Kongelysets Pragt Kongen selv paa Borgens Højde? seet eget Selv i Ranken, hvorpaa Nesler gjøre Jagt, saa den flyver over Planken? Fattigdommens Nød og Neppe i hiin kummerlige Skreppe? Haabløs Syg, for hvem kun Døden er den eneste Forandring, i den gulnende Konvall? En Forældreløs paa Vandring hjemmefra sin Fædredal, alle Frænders Dør forbi viist blandt Fremmede i Nøden, i et ensomt, brunliggraat Græsstraa, midt paa vilden Sti opskudt hvor den meest er traadt? Seet Enkens Kummer i eenlig, nattespindomslørte Klokkeblomst med Graad i Øjet, over knuste Sidestengel knælende med Hov'det bøjet? Den af Mennesker Forstødte, af en Djævel fult Forførte, SIDE: 375 af sin Engel i den værste Stund Forladte, Hende, som blandt Stene fødte, skulde jeg i dødsenshvide Steenbræk have seet at lide? Da har Rosenbusken qvalt denne Gang med Vilje Hanget til Vidundereventyr, Fantasien vild og yr inden Sandheds Grænser fanget, og kun denne selv fortalt. Øjet har i Luftens Øde truffet med en Svale Møde: (Rosenbuskens Gjæsteven) ørkesløst forfulgt hver Bugt af dens hvileløse Flugt, mens min Sjel i Himmelen, over Synets Grændser stegen, seet har, men ikke kjendt, liden Engel, fra Guds egen Naadekjærlighed udsendt forat trøste dybest Smerte: skyldløs Barnegeist, der skulde gyde Trøstens underfulde Balsam i sin Moders Hjerte. Og forvexlet i hinanden har sig Øjets Syn med Sindets i fantastisk Sammenblanden. Dog, om rigtigt jeg har mindets Engelen, den hulde Trøster, tør jeg gjette, at den var, min elskte Søster, ingen anden end dit eget Barn: Alette. SIDE: 376 VED BANKKASSERER PEDER ØVERGAARDS GRAV, DEN 27DE OKTOBER 1841. Før Jordpaakastelsen. Nu græde Mænd -- o elskte Døde! nu græde Mænd for Dødens Magt. Som disse gustne Blades Møde paa Gravens Rand er Venskabs Pagt. I frodig Krands de sad som Vi, nu hvirvles de ad Stormens Sti. Se Levningen i disse Blade af Høstens bittre Spottedigt, Triumfen hvormed den kan hade hvad Somrens er og Somren ligt. Den Ham ei kunde elske da, vi skilles blegnende ifra. Thi blid var ingen Sommermorgen som Hans Gemyt; som Hans saa blødt var Hjertet ei, hvis Glød forborgen gjør Rosens Aasyns Smiil saa sødt. Saa mild var ingen Sommerqvel som Han, vi hulke vort Farvel. Efter Jordpaakastelsen. Nu er Hans Sjel saa lys og herlig som Paradisets Morgengry. Lad Klagen derfor, vild, men kjerlig, med disse Høstens Blade fly! Han, som var vor, er Engles Ven. Han bliver vor engang igjen. SIDE: 377 SUJETTER FOR VERSEMAGERE SYDSØSEILEREN Lyksalige Skib, som forlader dette Land! Skal jeg give dig et Ønske med, er det ikke "Lykke paa Reisen", men at du maa forlade det for evigt. Ak! mit Ønske er tungt; det kan tynge Dig tilbunds, og saaledes opfyldes. Lyksalige Skib! Dine Vimpler lee, dine fulde barmede Seil ere som en Flok af jublende Svaner, hvis Forviisning til Nord- polen er endt, og som nu kunne vende tilbage til de palme- krandste Søer. Hvor dit Bryst bruser, som om der var Sjæl deri, og du frydede dig over Farten mod din Bestemmelse: de varme grønne Strande, jeg synes at have seet i min Barndoms Drømme! Eller skulde det have været før? Vist er det, at didhen var ogsaa min Bestemmelse. Men tro ikke, at een Skjæbne raader i Verden. De briste mod hinanden som mødende Pile, de sluge og sluges som Uhyrene i Vanddraaben, de kjæmpe og dræbe hinanden for Herredømmets Skyld som Menneskene. Min Fødsel maa have været et Skibbrud mellem disse barske og vilde Klipper. Vee mig, naar jeg endelig kan forlade dem, vil jeg ingen Læbe have for de søde Frugter i min Sjæls Fædrene- land, intet Fodtryk for det elastiske, duftende Grønsvær, ingen Arme for de slanke brune Piger til at nedryste Orangerne over dem med! Dog, skynder eder Dage, og gjører mit Hoved hvidt som hint svindende Seil. Dødens Segl vil da kappe det sidste Toug, og jeg vil komme efter. Thi Himlen er der, hvorhen vi længes, Helvede der hvor vi længes ifra. -- Der Geächtete. SIDE: 378 SPØRGSMAAL OG SVAR Hvad er vanskeligst? -- Sig selv at kjende. Hvad er lettest? -- Til Andre Raad at sende. Hvad er behageligst? -- Sit Ønskes Maal at naae. Hvad er sjeldnest? -- Utugtig, som blev graa. Hvad er ældst? -- Det Ældste er Gud; thi skabt er han ikke, og ikke runden ud. Det Skjønneste er Verden, thi den af Gud fremkom. Det Største er vel Rummet; thi Alt det fatter om. Det Viseste er Tiden, som alle Ting opfinder; og Stærkest er Nødvendighed, som Alting overvinder. HVAD ER MAADEHOLDENHED? At tæmme Lysten inden Behovets Grændseskjel. Med størst Behag kun nydes, naar det bekommer vel. Jo mindre man behøver, jo mere har man Vet; men selv et Gode skader ved ei at bruges ret. LANGELEIKEN EN KRANDS AV DIGTNINGER I DØLEMÅL SIDE: 379 TEL DEN VENAST GJENTE I HALLINGDAL (Mel. Markje grønas, Snjogen braane, Fjeill bli bært taa Lauvespræt). Næbnas ska taa me ho inkji, Ho, som Prisen bæra skal, so desfleire vene Augo glema kan i Hallingdal, aa desfleire fagre Kjaka raune kan som Ros i Sol. Thi der æra mange slike ifraa Næs aa alt te Goel. Aa kor finns den vene Gjente, som trur inkji um se sjøl, at ho gjævast æ taa alle, lik'som Gull imyljo Sylv, lik'som Bjørkji myljo Græna, at dæ æ umogele nokan a'en meint kan væra, nær der talas so taa me? Ho, e meina, har no Augu like Markjis Klukku blaa glemande ti Morgoduggi, Tænna just som Mjølk aa sjaa, Smiledækka som dæ Haale ti eit Rosebla, aa Maal klingande som nær ein Gullring ringla ti ein Sylverskaal. SIDE: 380 Henna Let æ kvite Jukkuls Raunande ti Morgons Brand. Haare bær ho i ei Krune, fletta um mæ raue Band. Dæ æ gjylt som Solestraaler, som ein Dronnings Kaape si. Va' e no ein liten Blomme, døie ville e deri. Levandes ho æ som Bækken, rak som einstak Syljuvaand. Arbe gaaer, som Kulu trille, unde henna flinke Haand. Grasstraaé som Staalfjør æra unde henna lette Fot. Tænk de henne daa i Dandsen! Dands mæ henne, har du Mot. Jedne taa glaværugt Hjerta kvæe ho mæ Trollemagt, som um Huldres bedste Langspel va ti henna Bringe lagt. Aa ho kjenne Tona fleire ell' ein minnug Talatrost. E nok trængte fleire Visu før e henne fuldt fek rost. Aatte Gull aa Sylv e, skulle e vel henne gjeva daa slik ei prægtig Brurekrune, som dæ kunne ljøse taa. SIDE: 381 Men daa bærre Vers e eige kem skull' dei tehøire daa a'n el' den venast Gjente e ti Hallingdale saag? DEVEGGE-HODNE Mel. Je tente paa Kjølsta ifjor. At Huvudn hava Hodn, kan ikkji rarar væra, end dæ at sit strivuxte Kodn dei høge Bakkji bæra. Men dæ, at eit Hodn te Øl kan hava Huvu sjøl, ja Vilu som stivaste Kar, den Tingen tikji me rar. Ja hverken ein Bok hell' ein Kar han hava striar Vilu end Hodne paa Devegge-Gar i Stugu te Fru Belju. Før vælte e "Brusteinen" op paa Skogshodns høge Top før e ville vaaga paa at taka Hodne derfraa. Sju Alni vel Karadn rak daa Kubba vax saa druge. Tri Stokka fra Gaalve te Tak va nok te den heile Stuge. Saa faste som klingande Jødn, va tvau no nok te Dydn. Mæ Klæe saa fint aa saa blaat va Stugo dytta te godt. SIDE: 382 Aa Tjuven, saa dristeli tok i gamle Dage Hodne, han turt ikkji slaa nogen Krok daa han glap gjønnom Dydne. Saa stiv i sin Ryg som i Sind, han ubøgd gik derind. Mæ Dydne dæ had inkjen Nau, skjøndt hoggjin bærre taa Tvau. Nigjønnøm den gapande Ljor dei bleike Sjednudn stirra, daa Tjuven fraa Beljus Bor greip Hodne heilt førvirra. Dæ Bore ein Plankji va' breit; dog satt' en romt aa greit; mæ Saum i ein glemande Ring dæ va besligji omkring. Huf! Han taatte dæ va likasom Saume glema up imot Sjednudn som bleike Dauingaaugon, aa som 'en i dæ blaableike Staalljøse skull' sjaa Fru Belju aa Greive Klemet, Mand henna, sittan' ti Høgsete. "Tak Hodne," sa' dei, "aa me sko 'kji ire paa dæ, æ du Kar te beholde dæ." "Dæ ska e væl," meint'en, "bærrest e fyst fær dæ," aa tok saa telaups mæ Hodne onde Ærme. Men Hodne i Vægte tok tel jo længer dæ kom fra Bore, aa qvilte kan se lite Bel, dæ grodde fast i Jore, saa, skulle han atte te gaa, dæ va som aa skarka paa ein knuldrete Bjørketrærot, der holdt i Bergje imot. SIDE: 383 "Dæ maa væra greskt Gull," tænkt'en, aa kom saa aalende sveit te Tjuvehaale sit før dæ tok te ljøsne. Men Naatte fek eingaangen Slut; daa saag'en se bedrigjen: eit raumaala Hodn taa en Stut, mæ Masseingring besligjin, sto gapande paa has Bor; daa banna'n fæle Or. "Men," tænkt'en, "dæ dugar enddaa te Øl at drikke utaa." Saa tok'en ein Donk, aa slo ti; men Tjuvgos drugar ikkji. Te no kunn'en sligji ti, men inkje faat te drikje. Dæ rann som ein frusande Bæk ti Hodnes Djupheit væk. "Dæ Farian va daa!" 'en skreik aa blei saa darrande bleik. "Ja dæ va daa Fari-an!" sa'en; aa skull so sjaa n'i Hodne kos dæ hadde se. Daa va dæ som Hodne hadde drigji se ut rat n'i Midten paa Jore, aa som 'en skull set n'i ei Juv fuld taa Eldslaaga mæ hoppande Nissar uti. "Gu' gji e ælder hadde rørt dæ!" tænkt'en. "Detta Hodn vil nok væra der dæ va." Han Hodne saa tok i ein Fart, aa bar dæ trast atende. Men alt som 'en vandra, saa vart dæ Hodne lettar i Hænde. Men daa han dæ satte saa ne, af Stærtøl rann dæ full; dæ glema paany som Gull, men Fingradn brændte han se. SIDE: 384 Aa slikt eit Mærkji skull alle Tjuva have, som vaaga skjæma ut Hallingdal, om dei endda inkji ville gripe ette Devegge- hodne. THOR HALLINGS AA HO BERGITS ATTEKOMST FRAA KRISTIAN HALLINGVISE OM BYMODERNE Mel. Aa kjøre Ve aa kjøre Vatn. Gammal Kallen "Vælkommin, Thor, fraa Kristián! aa Tak for Bergit 'kji blei atte! Men, Kors! du seer me ut so dann. Saag Du ein Dauing siste Naatte?" Omqvædje taa Alle I Hallingdale æ dæ godt aa bu: der Gar'n min ligg', aa der æ e aa du, gammaldags Tru finn's der enno, der æ dæ morosomt aa læva. "Æ du 'kji vorte Drifte qvit, so me kunn' Bryllaupøle brygje? El' læva Bymadn fett aa frit taa gamle Gjøldsbeviis aa tygje?" Omqvædje I Hallingdale o. s. v. SIDE: 385 Kjærringi "Gu' sign de, Bergit, som enno har dei blanke Soljudn oførdækte! Aa raue Huva sitt' der enno qvar. Men jabbe sjaa dei ut forskrækte." I Hallingdale o. s. v. Thor "Ja Gu ski Lov me æra her! I Sta'en fælen ret e værte. Po Gatudn Dauinga saag e der i Kistekjole spankelerte." I Hallingdale o. s. v. "Dei likna Fauter fraa gammal Ti, den ljøte Faut, han Gofa' svalle, for hundre Aar sea heisjili regjerte her i Hallingdale." I Hallingdale o. s. v. Bergit End e daa? Fautfrua saag e brei mæ Fiskebeine uti Stakkji, aa alle Døttadn henna; dei bortsopa Steinadn taa Bakkji." I Hallingdale o. s. v. Thor "Dæ maatte væra me Stakkji daa, for Kaapa bærre rak te Svangen, saa Fjortonæringen va' te sjaa som Kjæringa ti Kjørkegangen." I Hallingdale o. s. v. SIDE: 386 Bergit Aa saag du Kjysa dei hadde, Thor, taa svarte Flyel kring Kjaka? Dei likna plænt henna Gomorsmor mæ kvite Stremmel kring Haka." I Hallingdale o. s. v. Thor aa Bergit "Dæ va som om førbi us gjik dei gammaldagse heisjilie Belætudn, maala po gammal Skjik po Prestgarsvæggjen taa Strije." [fotnotemerke] I Hallingdale o. s. v. "Ja, Kjole, som for hundre Aar; som Kaparskjilinga va' Knappa. Men vist e trur, at Læg aa Laar mæ Bomullsfillu va' stappa." I Hallingdale o. s. v. Som Bikjeragg va Haare klyvt; dæ haang som ein Paryk i Nakka. Som Rivuskaft i Saaten stivt sat Snurpelive ti Stakkji." I Hallingdale o. s. v. "Ja Gu' veit ko me skulle tru, om dei'kji voro plænt dei samma Figuradn vandre te Folkjes Gru 'or Prestestugos Væggjeramme?" I Hallingdale o. s. v. SIDE: 387 "For skjøndt dei bærre Ungdom va', dei likna plænt dei fæle Draugo, kring Nasen bleike som Dauinga, aa raatengrøne unde Augo." I Hallingdale o. s. v. Gammal Kallen "Dæ Syn va' ljøt. Gu' hjølpe us! Kjæm gamle Fautens Ti atende, so tør mæ den ti Bondens Huus den gamle Striheit væl vende." I Hallingdale o. s. v. "So kjæm vel Øxé atte mæst i Næva stærk hos Hallingmænadn. Dei gjær' me Faute som vore Præst ha gjort mæ alle Væggjeklænædn." I Hallingdale o. s. v. "Han skar dei te Bryllaupe ner aat Jomfrué ti Præstegaren. Aa, Bergit, du ska' stande mæ, æ Drifte nokoleine faren." Thor Aa jau, e trur daa dæ kan Bryllaup bli: Po Vægen hadde e no Ti aa fri. Bergit mæ me eintes i Fre. No bli'r dæ morosomt aa læva. SIDE: 388 VALDRISEN PO HEIMVÆGEN Mel. Længje venta Lourdagsqvællen o. s. v. No kan inkji væra langt te Valdris at: Hjærta bli'r so heit ti Live. Skogjen taatte løipe, Aasadn glie rat, skjele so nær Skyadn drive. Beinadn bli so qvikke so te Springedands; no æ inkji tænkje meire po ein Stands. Hei! no gaaer dæ glat; Bakka høg aa brat taatte jamn so Isens Skjive. Nær mæ sjumiils Randsfjor eingaang Slut dæ faat, daa tæ Valdrisen te læji. Nær ti Etnaelven fyst dæ blinkji blaat, glime Augo hass taa Glæi. Nær se Nøsekampen vise so ei Skjy, fær'en Hug te springje, so po Vinsterfly Reinans raske Flok over Stein aa Stok over snøbetækte Heje. Inkji ska e tru e kvilte mangestan: po Krokkleve va den fyste, for aa glæe Hjærta mæ den fyste Rann, so langt Nor taa Snøfjell lyste. So po Dynnasteinen qvilte e me best, over "Astri, Halands venast Gjente," rest. Men e gjik min Væg, tænkte kun paa dæg, so æ venaste i Valdres. SIDE: 389 Inkji saag e Fjell so burge heldan blaa so de høge Valdrestindadn: Hugakøll aa Bitihødne, grust aa sjaa, Grønsendknippun elle Grindadd'n. Korkji Ringerikji, Haland heldan Land bar eit Gras so grønt so Valdres allestan. Dær æ Blomma au meire frisk aa rau; aa som Blomo so æ Gjentudn. Sjaa! Dæ glime alt ti Bængna, so ho rann ti ein solblank Sylverrænna. E vil fulgji ho so skjele so eit Band beinast Væg te Heimegrænna. Men ein liten Bæk ska, onde lystig Røl, onde Hugakøllen syne me ein Støl, hvor ho Gjenta mi bur den korte Ti Blomo blumstre vent i Liidn. Rap dæ, Foten min, daa! Skunda dokker, Bein! Thi alt Nypekjørre strødde Røisidn sina bleiknand over Astris Stein, venast Møi, so Haland fødde; aa dei fina Blomo kring mi Gjentes Støl dø før fyste Riimslag ifraa Hugakøll. Alt han længes ret te sin kjære Væt; aa so staaer jo Stølen øje? SIDE: 390 RAGNE HALLINGGJENTES VISE (Mel. Ifjor jett e Jejten o. s. v.) Ho Ragne va fattig; maa ut no aa tene. "Gud trøste ho Mor, som no bli so aleine!" "Farvel, gamle Farmin! Farvel, vesle Systa! E gaaer no te Byen, som lite e lyste." "Farvel, vesle Brormin! Farvel, Allesammen! E skriv' dikko tæ nær e kjæm' ne te Drammen." "Farvel, gamle Stugo! Farvel gamle Laave! Farvel, gamle Stolphuus med Spirid'n aavaa!" "Farvel, Hallingdale, mæ Fjelle ti Skyen! E seer dei, (men inkji mæ Augo) ti Byen." "Farvel, gamle Fjøse! Farvel alle Kjyd'n! Men pas Den, som gjæte, aa gaa kringom Myre!" "Farvel, Pellegjeita mi! Farvel Saui alle! Pas nøji aa kalle som Ragne ho kalla!" "Daa komma dei -- veit e -- saasnart som dæ qvælda, som sprat dei, som Huldres, or Bergo aa Hellu." "Farvel Bjellekjyre, Gullblomma aa Maane! No inkji ho Ragne meir kalle "Kubaane." "Men skulle e gaa før e Blomma ha kjæla? Ho skjøna, den Stakkar, e sørje, paa Mæle." "Ho tænkje paa me meir ell' Han aa dei Are, der banna aa kommaa naar e skull'te fare." SIDE: 391 "No kjæm' der jo Ingjen? Men mest maa dæ gnaga, at Han, som dei Are, ska' væra Bedrager." Aa Ragne sit Anlet daa bøiji mot "Blomma," at Mor inkje sjaa skal kor Taarid'n flomma. Kor venlige Augekast "Blomma" kan senne! Dei synes aa spørja: ko fela dæ henna? Ko blanke som Spigla! ko store aa svarte! Ko botnlaus en Kjærliheit dei openbarte! Der syntes staa skrivi mæ' Glands taa ei Sjedne: "o kunne e gjæra de' Glæe! ko gjedne!" Der saag ho se sjøl, aa der bakom . . Ko seer ho? Nys gret jo ho Ragne: ti Bringa no leer ho? Der sto' jo ti Gullblommas Augo bak Jenta han Endre, den Ene blandt Alle ho venta? Den kom vel, som hadde dæ heitast kring Hjarta. Gullblomma! du Ragne en Kjærest forærte. En Viisdomens Brynd blev dit Auge for henna. No kunne ho Den, som va' trufastast, kjenne. Du al hennes Goheit, Gullblomma, betalte, da Belaren se ti dit Auge afmalte. Mon Himlen har Engle saa smaa og saa glade som dei der i Gullblommas Auge seg bade? Der tedde seg Tvau jaa korare ve' Barmen. Og bakom sto' Mo'r puffa Kallen paa Armen. SIDE: 392 ÆVANTYR OM RINGERIKJI Dæ va ei Ti daa Alt lev'de. No synés sjøl Bloe blie kaldar i Bringa, aa Mykjy æ longu daut, som eingaang lev'de, elska aa stridde for sit Utvalde. Hjerta brunno i Djupe, Augu gleme or Steino, Ænaden voro som varme Bloaari, Bækkjidn lea se som Muskler aa Høgdidn reste se over over Daladn, taa dæ dei syntes veent om dei. Bakkji, Dala, Juvi, -- alle Laand æra som eit Minne om dei gamle Kjærleheitshistorien; -- aa hadde inkji dei vaare, se skulde helle inkji dæ nærværande Liv ha vaare te. Ringerikji aa Haland æra tvær Systa, gifte mæ kor sin Bror. Ringerikji mæ den høgsindte Hallingdal, aa Haland mæ truhjertige Valdres. Land ligg væl imyljo, men han æein Vén ette gamal Skjik: ein Fostbror, som har sit Uphaldsstæ ved Randsfjorens lange Bor, dækt mæ ein blaa, sylvfryndsa Duk, som Huusfruga paa Hermanrud, der trakteerte Halfdan Svarte so godt, inkje hadde Makji te. -- Men om Ringerikji, den yngste aa venaste taa Systadn, æ der ei Histori. Baaë Brøradn høirde, mæ dæ heile Land Rygte om den vene Møi. Valdres sende sin friske blaaskjærfade Svend Beina, Hallingdal eit heilt Baafølje taa Elversvenner, som skulde frie tel o; men ingjenstane kunna dei koma gjønom. Gjyrihaug, ein gamal gjerig Kal taa Slægta, som sjøl vilde eige den Vene, rugode med argfuul Aabrysot aavaa henna, aa stængde alle Vægji mæ sine Fjeldkjæmpu, i so tette Rækkju, likesom han alt hadde favne sin Slægtning mæ sine eigne Arma. -- Ko kunna ho daa anna, ell' berje se ti Tyrifjorens blaa perl- stukne Slør? Men dæ skjalv unde henna Suk. Den skallute Frier vart bestandig meir paatrængjande. Mæ ille Augu sogo has breiæxla Kjæmpu paa Jomfruë, som taarde vise deire Hærre fraa se. Klæd i sit Slør sad o aa lytta ette Baa fraa kjærligare Friera, -- kos den hissige Beina aa Hallingdals Elversvenner forgjævest som buldrande Fossi trætte aa stridde mæ den iver- SIDE: 393 sjuke Vagt. Daa ba Jomfrué te Alfader, aa han sende Thor, sin Son, Gud for Styrkji, aa Hallingdals Ven, at han skulde frelse o. Tredubbelt Magt la' en daa, for sin Vens Skuld, i sit Toleslag, aa læt dæ gaa mot Kjæmperækkja, paa Vane kor dæ kunna raake som bedst. Men Slage va ende som dæ kunna vaare gjort taa ein Gud for Styrkji. Attende raga Gjyrihaugen sjøl, -- did som en enno staar med sin snaue Skalle over Ringerikji; attende tumla Kjæmpe- kringsen did, kor enno Fjelle staae kring Dalen. Lystige trængde se Beina aa dei are Frierbaa in. Frit lyfta for fyste Gaang dæ jomfruelike Ringerikji sin Bringe, dæ vene Hole, aa Tyrifjorens Slør nerulla fraa en Venheit, Væra taarde sjaa. Men dæ va ein Gud for Styrkji som slo: -- Mærkji ette Toleslage æ Krokkleivè: ein Stig hadde aapna se, som gjik te den Vene. Thor ok den sjøl fyste Gaang, aa hadde Frierbaa fraa sin Ven Hallingdal. Beinas Harm, som susa i "Munkefossen," læt mærkji, kos Svare va, som letta Ringerikjis Bringe, dæ vene Hole, enno høgre. -- Han stupte, som dei sæa, i Hønefossen, "mæ Huvu gjønom Dydne." Hans Herrè hadde eit godt Gjymyt, aa hadde Ærbødigheit for Gudernes Vilu, dæ æ for dæ Skjedde. Han kaste sine Augu paa den ældre Systa, aa syntes no at ho va vakkrar end han nokonsinne før hadde totti, -- aa no leve Valdres for længjisea likeso fornøigd mæ sit Haland, som dæ sæle Hallingdal mæ sit vene Ringerikji. SIDE: 394 TIL DEN SMUKKESTE PIGE I HALLINGDALEN Unævnt skal Hun være af mig, Hun, som skal bære Prisen, saa desflere smukke Øine kunne straale i Hallingdalen, og des- flere fagre Kinder kunne rødme som Rosen i Solen; thi der ere mange saadanne fra Næs og alt til Goel. Og hvor findes vel den smukke Pige, som ikke troer om sig selv, at hun er den smukkeste af alle, ligesom Guld imellem Sølv, ligesom en Birk imellem Graner, at det er umuligt, nogen Anden kan være meent, naar der tales saa af mig? Hun, jeg mener, har Øine som Markens Blaaklokker glim- rende i Morgenduggen, Tænder som Melk at see til, Smilehuller som det Indhule i et Rosenblad, og en Stemme klingende som naar en Guldring svæver i en Sølverskaal. Hendes Farve er den hvide Jøkels Rødmen i Morgenens Brand. Haaret bærer hun i en Krone, omflettet med røde Baand. Det er gyldent som et Solskin, sidt som en Dronningkaabe. Var jeg en liden Blomst, vilde jeg døe deri. Vever er hun som Bækken, rank som en eenstammet Siljevaand. Ligesom trillende Kugler gaaer Arbeidet under hendes flinke Haand. Græsstraaene ere som Staalfjedre under hendes lette Fod. Tænk Dig hende da i Dandsen; dands med hende, har Du Mod. Gjerne synger hun af et glad Hjerte, med Tryllemagt, som om Huldras bedste Langspil var lagt i hendes Barm. Og hun kjender flere Melodier end Sangdroslen, som har saa skarp Hukommelse. Men jeg behøvede nok flere Viser, før jeg fik hende noksom rost. SIDE: 395 Ejede jeg Guld og Sølv, skulde jeg vel give hende saa prægtig en Brudekrone, som det kunde lyse af. Men, da jeg bare ejer Vers, hvem Anden skulde de da vel tilhøre end den smukkeste Pige, jeg saae i Hallingdalen? DEVEGGE-HORNET At Hoveder have Horn kan ikke være besynderligere, end at de høje Bakker bære sit stridvoxte Korn. Men at et Horn til Øl kan have Hoved selv, ja Vilje som den stiveste Karl, den Ting tykkes mig besynderlig. Ja hverken en Buk eller en Karl kan have stridere Vilje end Hornet paa Gaarden Devegge i Fru Beljus Stue. Før væltede jeg "Brostenen" [fotnotemerke] op paa Skogshorns høje Top, end jeg vilde vove at tage Hornet derifra. Syv Alen maa Karlene have været dengang Trækubberne voxede saa svære. Tre Stokker fra Gulv til Tag var nok til den hele Stue. Saa faste som klingende Jern, vare to nok til Døren. Med Klæde saa fint og saa blaat var Stuen tildyttet godt. Og Tyven som frækt i gamle Dage tog Hornet, behøvede ikke at slaae nogen Krog paa sig, da han slap igjennem Døren. Saa stiv i Ryg som i Sind, han ubuden gik derind. Med Døren havde det ingen Nød, skjønt den var huggen blot af to (Stokker). Nedigjennem den gabende Ljaar stirrede de blege Stjerner, da Tyven helt forvirret greb Hornet fra Beljus Bord. Det Bord var en Planke bredt; dog sad man rummeligt og ugenert; med Søm var det rundtom beslaaet i en straalende Ring. Fotnote: En svær, af et Sagn bekjendt Steen. Se Anm. SIDE: 396 Hu! han syntes det var som om Sømmene glimrede op imod Stjernerne som blege Dødningeøine, og som om han i det blaa blege Staallys skulde see Fru Belju og Grev Klemet, hendes Mand, siddende i Høisædet. "Tag Hornet," sagde de; "og vi skulle ikke misunde dig det, er du Karl for at beholde det." "Det skal jeg nok," mente han, "bare jeg først faaer dig;" og saa tog han tilløbs med Hornet under Armen. Men Hornet tog til i Vægt jo længere det kom fra Bordet, og hvilte han sig en liden Stund, groede det fast i Jorden, saa, naar han atter skulde til at gaae, var det som at slæbe paa en knuldret Birketrærod, som holdt imod i Bjerget. "Det maa være ypperligt Guld," tænkte han, og kom saa dampende svedt til sit Tyvehul før det begyndte at lysne. Men Natten fik engang Ende. Da saae han sig bedragen: et rødmalet Oxehorn, beslaaet med en Messingring stod gabende paa hans Bord. Da bandte han fæle Ord; "men," tænkte han, "det duer vel endda til at drikke Øl af." Saa tog han en Dunk og heldte i; men Tyvegods drøjer ikke. Han kunde være bleven ved at hælde i til nu, uden at have faaet noget at drikke. Det randt som en skummende Bæk bort i det Dybe af Hornet. "Det var da som Fanden!" skreg han, og blev saa skjælvende bleg. "Ja det var som Fanden!" sagde han; og skulde saa see ned i Hornet hvorledes det havde sig. Da var det som om Hornet havde draget sig ud ligened i Midten paa Jorden, og som om han skulde seet ned i en Fjeldkjedel fuld af Ildsluer med hoppende Nisser i. "Gud give jeg aldrig havde rørt dig!" tænkte han. "Det Horn vil nok være der det var." SIDE: 397 Han tog saa Hornet i en Fart, og bar det strax tilbage. Men eftersom han vandrede, blev Hornet lettere i Hænderne. Men da han satte det ned, randt det fuldt af Stærktøl; det straalede paany som Guld, men Fingrene brændte han paa sig. Og sligt Mærke skulle alle Tyve have, som vove at be- skjæmme Hallingdal, om de end ikke ville gribe efter Devegge- hornet. THOR HALLINGS OG BERGITTES TILBAGE- KOMST FRA KRISTIANIA Den Gamle "Velkommen, Thor, fra Kristiania! og Tak fordi Bergit ikke blev efter. Men, Kors, du seer mig saa forskrækket ud! Saae du et Spøgelse sidste Nat?" I Hallingdalen er der godt at boe: der ligger min Gaard, og der er jeg og du; gammeldags Tro findes der endnu; der er det moresomt at leve. Er du ikke bleven qvit Driften, saa vi kunne brygge Bryllups- øllet? Eller leve Bymændene fedt og frit af at tygge paa gamle Gjeldsbeviser?" Kjærringen "Gud velsigne dig, Bergit, som endnu har de blanke Søljer ufordækte; og den røde Hue sidder endnu igjen. Men ja isandhed see de forskrækkede ud." SIDE: 398 Thor "Ja Gudskelov vi ere her! I Staden blev jeg ret forfærdet. Jeg saae der Dødninger spadserte om paa Gaderne i Kiste- kjoler." "De saae ud som Fogder fra gammel Tid: den slemme Fogd, Bedstefader har fortalt huserede saa frygtelig i Hallingdalen for hundrede Aar siden." Bergit "End jeg da? Jeg saae Fogedfruen, bred, med Fiskebeen i Kjolen, og alle hendes Døttre; de sopede Stenene af Bakken." Thor "Det maatte da være med Kjolen, for Kaaben rak blot til Smallivet, saa Fjortenaaringen var at see til som Kjærringen i Kirkegangen." Bergit "Og saa du Kysen, de havde, Thor, af sort Fløiel omkring Kinderne? De lignede ganske Oldemoer med hvid Strimmel omkring Hagen." Thor og Bergit "Det var som om de gammeldagse frygtelige Billeder, malte efter gammel Skik paa Strivæggen i Præstegaarden, gik forbi os." "Ja, Kjoler, som for hundrede Aar siden; som Kobber- skillinger vare Knapperne. Men jeg troer forvist, at Læg og Laar vare udstoppede med Bomuldslapper." SIDE: 399 "Haaret var kløvet som Hunderagg, og hang som en Paryk i Nakken. Det sammensnørede Liv sad stivt i Kjolen som et Riveskaft i en Saate." "Ja Gud veed hvad vi skulde troe: om de ikke vare netop de samme Figurer, til Folks Skræk spadserede ud af Vægrammen i Præstegaarden?" "Thi, endskjøndt de vare blot Ungdom, lignede de ganske fæle Spøgelser, blege om Næsen som Dødninger og raadden- grønne under Øinene." Den Gamle "Det var et leit Syn. Gud hjælpe os! Kommer den gamle Fogds Tid tilbage, tør nok med den den gamle Strihed vende tilbage til Bondens Huus." "Saa kommer vel ogsaa Øxen i Hallingmandens stærke Haand; og de gjøre med Fogden, som vor Præst har gjort med alle Tapeterne." "Han skar dem ned til Brylluppet for Jomfruen i Præste- gaarden; og, Bergit, du skal staae Brud med, dersom det er gaaet nogenlunde med Driften." Thor Aa jo, jeg troer da der kan blive Bryllup. Paa Veien havde jeg nemlig Tid til at fri. Bergit og jeg enedes i Fred. Nu blir det moresomt at leve. SIDE: 400 VALDERSEN PAA HJEMVEJEN Nu kan der ikke være langt tilbage til Valders, for Hjertet begynder at blive saa varmt i mit Bryst. Skovene synes at løbe, Aasene at glide hurtigt og let som drivende Skyer; Benene blive raske som til en Springedands, og nu er der ikke mere at tænke paa Hvile. Hei! nu gaaer det glat; den høje og bratte Bakke synes jevn som Isens Flade. Naar det engang tager Ende med den syvmiils lange Rands- fjord begynder Valdersen at lee. Naar det begynder at blinke blaaligen i Etnaelven, straaler hans Øine af Glæde. Naar Nøse- kampen viser sig som en Sky faaer han Lyst til at springe, lige- som Rensdyrenes raske Flok paa Vinsterfly over Steen og Stok over de snedækte Hejer. Jeg hvilte ikke mangesteds, skulde jeg tro: paa Krogkleven var det første, for at fryde mit Hjerte med den første Rand af Snefjelde, som lyste langt Nord. Derpaa hvilte jeg mig bedst paa Dynnastenen, reist over Astrid, Hadelands smukkeste Pige. Men jeg gik min Vej, tænkte kun paa Dig, som er den smukkeste i Valders. Jeg saae intetsteds saa stolte eller blaa Fjelde, som de høje Valderstinder: Hugakollen, det forfærdelige Bitihorn, Grønsend- knippen eller Grindadden. Og hverken Ringerige, Hadeland eller Land bar et Græs saa grønt som Valders allesteds. Der er Blomsten ogsaa friskere og rødere; og som Blomsterne, saa er Pigerne. SIDE: 401 See, der glimrer det alt i Beina, som om den flød i en sol- blank Sølverrende. Den vil jeg følge som et Baand, der fører den ligeste Vej til Hjemgrænden. Men en liden Bæk skal, under lystig Sladder, vise mig en Støl under Hugakollen, hvor min Pige opholder sig den korte Tid Blomsterne blomstre smukt i Lierne. Skynd dig da min Fod! Skynder eder, Been! Thi Hyben- busken strøede allerede sine Roser blegnende over Astris Steen, den smukkeste Pige, Hadeland har frembragt, og de fine Blom- ster omkring min Piges Støl døe for det første Riimslag fra Huga- kollen. Han længes alt efter sin kjære Vinter; og saa staaer jo Stølen øde? RAGNE HALLINGPIGES VISE Ragne var fattig; maa ud nu at tjene. Gud trøste min Moder, som nu blier saa alene. Farvel min gamle Fader! Farvel lille Søster! Jeg gaaer nu til Byen, som lidet jeg lyster. Farvel min lille Broder! Farvel Allesammen! Jeg skriver jer til naar jeg kommer ned til Drammen. Farvel gamle Stuen! Farvel gamle Laden! Farvel gamle Stabur med Spiret ovenpaa! Farvel Hallingdalen med Fjelde i Skyen! Jeg seer dem (men ikke med Øjet) i Byen. SIDE: 402 Farvel gamle Fjøset! Farvel alle Kjørene! Men pas Den, som gjæter, at gaae omkring Myren! Farvel Pellegjeden min! Farvel alle Faarene! Pas nøje at kaue som Ragne kauede. Da komme de -- veed jeg -- saasnart det lider til Aften, som om de, liig Huldras, sprang frem af Bjerge og Steenheller. Farvel Bjellekoen, Guldblomma og Maane. Nu raaber ikke Ragne mere sit "Kubaane!" Men skulde jeg gaae før jeg havde kjertegnet Blomma? Den Stakkel forstaaer af min Stemme, at jeg sørger. Hun tænker paa mig mere end Han og de Andre, som svore at komme naar jeg skulde til at reise. Nu kommer der jo Ingen? Men meest maa det nage, at Han skal være en Bedrager som de Andre. Og Ragne bøjer sit Ansigt mod "Blomma," forat ikke Moder skal see hvor Taarerne strømmede. Hvor venlige Øjekast kan "Blomma" sende! De synes at spørge: hvad feiler der hende? Hvor blanke som Speile! Hvor store og sorte! Hvor bundløs en Kjærlighed de aabenbarte! Der syntes at staae skrevet med Glands af en Stjerne: o kunde jeg gjøre dig Glæde! hvor gjerne! Der saa hun sig selv, og der bagom . . hvad seer hun? Nys græd jo Ragne; nu leer hun i Barmen. Der stod jo i Guldblommas Øje Endre bag Pigen, den Ene af Alle, som hun ventede? SIDE: 403 Den kom vel, som havde det hedest om Hjertet. Guldblomma! du forærte Ragne en Kjæreste. En Viisdommens Brønd blev dit Øje for hende. Nu kunde hun Den, som var trofastest, kjende. Guldblomma! du betalte hende al hendes Godhed, da Beileren afmalte sig i dit Øie. Mon Himlen har Engle saa smaa og saa glade, som de der nu bade sig i Guldblommas Øje? Der viste sig To ved hverandres Barm, og bagom stod Moer og puffede den Gamle paa Armen. EVENTYR OM RINGERIGE Der var en Tid, da Alt levede. Nu synes selv Blodet at blive koldere i Aarene, og meget er forlængst dødt, som engang levede, elskede og kjæmpede for sin Kjærligheds Valg. Hjerter brændte da i Afgrundene, Øine tindrede fra Stenene, Elvene vare som lunkne Blodaarer, Bakkerne bevægede sig som Muskler, og Højderne reiste sig over Dalene af Forelskelse i deres Skjøn- hed. Bakkerne, Dalene, Styrtningerne, alle Landenes Former, ere Minder om disse lidenskabsfulde Kjærlighedshistorier, uden hvem det nærværende Liv ikke skulde have været til. Ringerige og Hadeland ere to Søstre gifte med hver sin Bro- der: Ringerige med den højsindede Hallingdal, og Hadeland med trohjertige Valders. Man vil nok sige, at Land ligger imellem; men denne gamle Svend er en Huusven efter gammel Skik, d. e. en Fostbroder, som har sit Ophold ved Randsfjordens lange Bord, bedækt med en blaa, sølverfryndset Silkedug, som Huusfruen paa Hermanrud, der beværtede Halfdan hin Svarte saagodt, ikke havde SIDE: 404 Magen til. Men med Ringerige, den yngste og yndigste af Søstrene, er det en Historie. Begge Brødrene hørte med det hele Land Rygte om Møens Fagerhed. Valders sendte sin raske blaaskjærfede Svend Beina, Hallingdalen et heelt Gesandtskab af Elversvende med Beilerbud; men intetsteds kunde de trænge igjennem. Gyrihaug, en gammel gjerrig Knark af en Frænde, som selv vilde besidde den Fagre, rugede med arglistig Skinsyge over hende, og bevogtede enhver Adgang med sine Fjeldkjæmper, saa trofaste og fastsluttede i Ræk- ken somom han alt havde omspændt sin Frænke med sine egne Arme. Hvad kunde hun da andet end at indhylle sig i Tyrifjordens blaa perlestukne Gevandt? Men det bævede under hendes Suk. Den skaldede Beiler blev stedse mere paatrængende. Med mørke Blik betragtede hans bredskuldrede Kjæmper Jomfruen, som turde give deres Herre Afslag. Hun sad indhyllet i sine Slør, lyttende efter kjærligere Beileres Bud, hvorledes den heftige Beina og Hallingdalens Elversvende forgjæves, som murmlende Fosse, trættede og kjæmpede udenfor med den iversyge Vagt. Da bad Møen til Alfader, og han sendte Thor, sin Søn, Styrkens Gud og Hallingdalens Ven, forat befri hende. Tredobbelt Kraft lagde han for Vennens Skyld i sit Lyn, og svang det mod Kjæmperaden paa Maa og Faa hvor det kunde ramme som bedst. Virkningen var Styrkens Guds. Tilbage bævede Gyrihougen selv; tilbage did hvor den endnu med sin skaldede furede Pande- skal rager over Ringerige. Tilbage veeg Kjæmpekredsen did hvor Fjeldene endnu indringe Dalen. Jublende brød Beina og de øvrige Beilerbud ind. Frit hævede sig for første Gang det jom- fruelige Ringeriges Barm, det yndige Hole, og Tyrifjordens Ge- vandt nedrullede fra de Yndigheder Verden turde see. Virkningen var Styrkens Guds. Lynslagets dybe Spor er Krog- kleven: en Sti havde aabnet sig, som førte til den Fagre. Thor agede den selv første Gang, bringende Beilerbud fra Hallingdalen, sin Ven. Beinas Vrede, brusende i "Munkefossen," røbede hvad Svaret var, som lettede Ringeriges Barm, det yndige Hole, end højere. Han faldt, som man siger, af Ivrighed i Hønefossen "med Hovedet gjennem Døren." Hans Herre var af et godt Gemyt og SIDE: 405 havde Ærbødighed for Gudernes Vilje, d. e. for det Skete. Han kastede sine Øine paa den ældre Søster, og fandt Yndigheder, han ikke før havde fundet, og Valders lever nu forlængst ligesaa godt og fornøjeligt med sit Hadeland, som den lykkelige Hallingdal med sit yndige Ringerige. Anmærkninger. Den Mundart af Hallingmaalet, som her, under en i Egnen indfødt og i dens Mundart særdeles kyndig Students Korrektur, er brugt, er den i Hoveddalføret gjængse, hvorimod de Prøver af Hallingmaal, som findes i "Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, 4de og 5te Bind," synes at være fra en af de højere Afdale, hvor Lyden af "a" og "æ" er den gjængse istedetfor den her brugte "o" og "e." Valdersvisen er fra omtrent midt i Dalen. Devegge, en Gaard tætved Næs Kirke i Hallingdalen. Paa den findes den mærkelige Alderdomslevning "Deveggestuen," som beskrives i Topografisk Jour- nal 30te Hefte og omtales i Krafts Norges Beskrivelse 2det Bind Pag. 221. Den er efter Sagnet opført af en landflygtig skotsk Prindsesse, "Fru Belju," som her boede med sin Mand, Grev Klemet. Den beboes endnu. -- Brusteinen, en stor Steen ved Gaarden Frøsager i Næs Præstegjeld, som Sagnet angiver er væltet did den ligger af Jetterne. -- Skogshorn, et højt Fjeld mellem Hallingdal og Val- ders. -- Sagnet beretter, at den mystiske Forbindelse imellem Devegge-Stuen og det Horn, som hører til dens Inventarier, ikke blot gik saavidt, at en indre Uro drev en Tyv, som havde stjaalet det, til at bringe det tilbage, men at ogsaa en Ejer af Gaarden, som tog det med sig til en anden Ejendomsgaard, blev af samme Følelse dreven til at bringe det tilbage, da han havde hørt om Tyven. Etnaelven. En af de største Elve i Valders. -- Nøsekampen, ligesom Huga- kollen, Bitihorn o. s. v. mærkværdige Fjelde i Valders. -- Vinsterfly, den største af Fjeldsletterne, (Flyerne) strygende over mod Gulbrandsdalen. -- Dynnastenen ): Stenen paa Gaarden Dynna i Gran paa Hadeland, en af Landets mærkeligste Runestene, baade formedelst sine indhugne Figurer af Heste, Mænd o. s. v. og formedelst sin rørende Inskription, der omtrent tydes som i Visen. Hermanrud en Seterplads paa Vestsiden af Randsfjorden, hvor der i Grun- den findes Spor af at en betydelig Bygning har staaet. Der skal en Huusfrue have boet i Halfdan hin Svartes Tid, og hos hende skal han have drukket sit Juleøl saa godt, at det, sandsynligt nok, bidrog sit til at denne Æresmand paa Tilbageveien over Isen kjørte Livet af sig i Røkenvigen paa den anden Side Fjorden. Strax ved Indtrædelsen i Ringerigets Hovedbygd danner Beina-Elven Munke- fossen, og lidt nedenfor Hønefossen. Gyrihougen og det terrassedannede Hole er bekjendte for enhver af Ringerigets talrige Besøgere. BØRNESANGE SIDE: 406 BØRNESANGE SMAAGUTTENES NATIONALSANG (Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland.) Vi ere en Nation vi med, vi Smaa, en Alen lange: et Fædreland vi frydes ved; og Vi Vi ere mange. Vort Hjerte veed, vort Øje seer, hvor godt og vakkert Norge er, vor Tunge kan en Sang blandt fleer af Norges Æressange. Meer grønt er Græsset intetsteds, meer fuldt af Blomster vævet, end i det Land, hvor jeg tilfreds hos Far og Mor har levet. Jeg vil det elske til min Død, ei bytte det, hvor jeg er fød, om man et Paradis mig bød, af Palmer oversvævet. Hvor er vel Himlen mere blaa? Hvor springe vel saa glade de Bække, som i Engen gaa for Blomsterne at bade? Selv Vinteren jeg frydes ved, saa hvid og klar som strøet med al Stjernehimlens Herlighed og hvide Liljeblade. Jeg ikke vil for fremmed Vaar min norske Vinter bytte, og fremmed Slot ei nær forslaar imod min Faders Hytte. SIDE: 407 Han siger, han er der saa fri. Det ei saa nøje fatte Vi; men noget Godt er vist deri, som værd er at beskytte. Gid jeg da snart maa blive stor -- Jeg har saalænge biet -- at tappert jeg kan værne for min Faders dyre Frihed! Og skulde Nogen vel med Magt faa Fædrelandet ødelagt? Hvert Liv, min Fader jo har sagt, er til dets Frelse viet. Det leve da som Gran og Fyr, de stærke, eviggrønne! som Stjernerne bag sine Sky'r er altid lige skjønne! Kom Vaar og Høst, som altid før, med Blomster for min Moders Dør, med gyldent Korn paa Faders Stør, som vil du dem belønne! FOR KONGEN (Mel. God save o. s. v.) Gud signe Kongen vor! Gud ham bevare for Sygdom og Sorg! Gid Himlens Miskundhed, Barnets og Hyttens Fred sænke sig stille ned over hans Borg! Vare vi Engle smaa skulde vi rundt ham staae, være Hans Vagt, strø om hans Leje tyst himmelske Drømmes Lyst, gjøre i Folkets Bryst herlig Hans Magt. SIDE: 408 Thi i hvert Øre ind sang vi hans Ædelsind, hvor Han er god, at Han er Armods Ven, huldrig som Himmelen, at Ham ei Sorgen end uhørt forlod. Og for hvert Øje, i herlige Farver, vi malte hans Daad: at Han et Kongedom vandt i hvert Hjerte, som saa, at Han, hvor han kom, aftørred Graad. Derfor af Folkets Mund signes hans Aftenstund, Han og Hans Slægt. Gud da forøge Hans Hæders og Krones Glands! let som en Rosenkrands gjøre dens Vægt! VESLE-HANS'ES EVENTYR I SKOVEN BØRNEVISE OM BARNLIG KJÆRLIGHED (Mel. Skjære, skjære Havre.) "Vinteren er kommen. Se, hvor hvid den lyser! Hututu! min Bedstemoer hun sidder nu og fryser. Jeg maa gaa i Skoven, finde Qvist og Qvas derfor. Hun jo mig saa tidt hos sig har varmet ved sit Hjerte?" Vesle-Hans til Skoven vandrer ufortrøden. "Stakkels gamle Bedstemoer har ingen Ved til Grøden. Bare ikke Ulven, bare ikke Bamsen stor bryder frem fra Skovens Hjem og tager hele Gutten." "Gamle Bedstemoder maa da Livet miste, stirre paa den vilde Skov til hendes Øine briste. Jeg igjen vil komme, kjære Ulv, og bli'e dit Rov bare jeg maa gaae min Vej med dette lille Knippe." "Hør hvor Vinden tuder i de tørre Grene!" Vinden har saa barsk en Røst, men vil dog bedre mene: den vil bare give Hans hver Qvist, som sidder løst. Hans skal den ta'e op igjen og i sit Knippe binde. SIDE: 409 Nu er Knippet færdigt; knapt han kan det bære. Det sin gamle Bedstemoer vil Vesle-Hans forære. Hvor skal Vej han finde? Sneen over Stien foer. Glad og angst han ta'er sin Fangst; men veed ei Vej at finde. "Hu, hvor fælt det rasler! Bamse! Hu! der er den! Hans dog slipper ei sin Bør for alt hvad godt i Verden. Liden Ekhorn bare al den Støi i Skoven gjør: den kun vil ham Vejen til hans Bedstemoder vise. Liden Ekhorn foran hopper langsad Gjærde, svinger sig fra Green til Green; der er ei Ondt paafærde. Vesle-Hans bagefter slæber sig paa tunge Been. Gode Børn ei Ulv og Bjørn tillader Gud at ændse. "Gudskelov der ligger Bedstemoders Hytte." Ekhorn sætter sig paa Tag; nu har han gjort sin Nytte. "Nu skal Bedstemoder varme sig i Ro og Mag. Eventyr om Skovens Dyr hun skal mig nu fortælle." Vesle-Hans paa Døren banker med sit Knippe: "Kjære, gamle Bedstemoer, du vil mig ind dog slippe?" Bedstemoder spørger, saa han knap sit Øie troer: "hvor har du vel plukket nu de Blommer, som du bærer?" Hans ei troer sit Øje. Er det bleven Sommer? Hver en Qvist i Knippet var bedækt med friske Blommer. Heggen sine hvide, Tornen sine røde bar, Birkens Blad saa frodigt sad som ved Skjærsommertide. Vesle-Hans med Taarer sig mod Væg mon vende: "Hvilken Gavn er nu derved? Det kan jo ikke brænde." -- "Kan det ikke brænde? Ak, mit Barn, din Kjærlighed er den Ild, som, varm og mild, min Vinter gjør til Sommer." SIDE: 410 REENLIGHED ELLER LINERLEN (Mel. Sidste Afsnit af: "Skjære, skjære Havre"). Bækken gaaer i Engen; Bækken godt sig morer nok: springer over Rod og Stok og over høje Stene. Bækken leer bag Grene; hør den leer i Græsset godt! Alt hvad der er sort og graat kan Bækken ikke lide. Liden Bæk vil gnide Stenens stygge Ansigt hvidt, vasker den saa jevnt og tidt med Voverne, som glide. Reen den blier med Tide, om den ikke bliver hvid. Dengang Stenen trilled did, da var den sort og muldet. Nu er den som Guldet. Reen som Guld jeg ogsaa bli'er, blot du, lille Bæk, mig gi'er i Haanden blot en Draabe. Jeg kan længe raabe; Bækken gjør dog ikke Stop, løfter ei en Draabe op at øse mig i Haanden. Men paa Siljevaanden, voxende paa Bækkens Bred, hopper liden Erle ned, og dypper hele Vingen. Hjælp dig selv, er Tingen! Det jeg har af Fuglen lært. Bækken har mig Vand forært; men selv jeg maa det tage. Nu kan Fuglen jage rundt i Himmelen med Lyst. Se, hvor straalende dens Bryst de friske Vinger føre! Jeg som den vil gjøre: Haanden vil jeg dyppe ned, vaske den og Ansigt med, saa det ta'er ingen Ende. Saa tør jeg det vende freidig did hvor Fuglen fly'er, see, om ei blandt Himlens Sky'er en Engels jeg kan kjende. Milde Blik de sende, naar de see, at jeg er reen som den klare Ædelsteen, der kan i Mørket brænde. SIDE: 411 HYTTEN EN JAGTHISTORIE Første Jæger Herover, Jæger! Her er Ly: en Skorsteensmuur paaheld. Her kan vi os for Veiret dy. Lad Fuglen til imorgen fly, og Haren gaa i Fjeld! Anden Jæger For Himlens Skyld! paa dette Sted? Jeg kjender det igjen. Her var en Jagt, og jeg var med, her klæber en Begivenhed i Blod ved hveren Steen. Første Jæger Se her, et Kongelys har ind i Arnens Krog sig trængt. Der staaer det dødt med gusten Kind. Herind! Her bedre Ild maa op, naar Kjedlen paa er hængt. Se, Nesler gjennem Gulvet gro, saa aabent som en Rist! Og Taget maa du meer ei tro: her ligger Duefjedre jo; her slog en Høg forvist. Anden Jæger "Ja her en Høg slog Due ned, med Næb og Klo af Jern: en fattig Vivs Uskyldighed, den hvide Glands om Armods Fred, dens skrøbelige Værn. SIDE: 412 Jeg mindes denne Plet en Dag med vilden Skog bedækt, før stakkels Arnes Øxeslag fik Granen fældet, Fyrren flækt, og reist sin Hyttes Tag. Her bruste Fyrrene med Magt, og Lyngen laa i Blod. Saa øde var den hele Tragt som Jorden, nylig nøgen lagt af Straffens sjunkne Flod. Her dufted vilde Rosmarin i søvnig Jæterdreng mangt Underværk af Drømme ind; og Bakkens mosbegroede Røs var hvide Troldorms Seng. Da sov jeg mere roligt der, end nu, om Højen var bedækt med Fløjl og Svanefjer; thi en lebendig Satanas herover jaget har. Jeg mindes denne Plet, fortabt i Skogens vide Skjød, da den engang i Sved blev skabt af Fattigdom om til en Eng af Kløver hvid og rød. Jeg mindes her en Hytte trang. Jeg seet har dens Røg: hvor mild og logrende den strøg til Skogen, som med Bøn om Plads for Hytten og dens Vang. SIDE: 413 Og Gran og Furu gjerne veeg, skjøndt Grundens Odelsæt. Men Satan drive kan sin Leeg i Skogens Øde, onde Blik kan glo i Skyggen tæt. Nu Hytten, somom den kun var en Larves Blomsterknop, saa hurtig som en natlig Sop forsvunden er; hvor Vangen bar nu voxer Skogen op. Thi Aand saa ond som Satanas herover jaget har. Hans Jagtrevier var denne Plads, og dræbende Forbandelser hans Hundes Hylen var. Hiin Aand vel gik i Blod og Kjød; men mere farlig saa han var, end om hans Væsen flød som tynde Taagegeist paa Myr, naar Qvellen svaler paa. Thi Flammer brændte i hans Blod, og Kjødet var i Gjær. Til Guld hans Hu ei ene stod, men fattig Skjønhed tog han god med brunstig Ulvs Begjær. Hans Ondskab blev ei mindre ved, at Han var Advokat. Da fik han Fjedrene, hvormed den Rovfugl fløj saa langt afsted han lysted Dag og Nat. SIDE: 414 Hidover Moen jog Han -- Ha! Haloh! Det var en Lyst. Vel bukked Vandreren, men tyst han ønsked: gid en Kugle fra din Flint sad i dit Bryst! Hidover Moen jog Han -- Ha! Haloh! Det var en Lyst. Jagttumlen hørtes langtifra, og muntre Sange tonte da fra Skogens dybe Bryst. Men Bulmen drikker Lys og Dug med en begjærlig Mund, men gjør til Gift dem i sin Bug, og Ondes Fryd er en Maneer at være ond paa kun. Hidover Moen jog Han -- Ha! Haloh! Da klang det da! Da hører Han alt langtifra i Skogens Dyb den klare Lyd af Lja, som bed ifra. Der gik i nybrudt Eng en Mand, af unge Hustru fulgt. Men Jægren saae, at arm var han, at Armods Dragt, hvor skjøn hun var, endmindre havde dulgt. Fra Skogen havde nygivt Par sig vundet Huus og Hjem. Just førstegang hans Ager bar. Fjernt suste lune Fyrre ned Velsignelse til dem. SIDE: 415 "Nu, Arne, har du her dig gjemt for Bladet i min Bog? Har jeg, saa har ei den dig glemt. Hvad, om din hele Rydningsplads jeg nu i Afdrag tog? Og har du fundet Raad tilsidst til Bryllup og til Bo? Hvad, om jeg nu din Hustru tog, som Fuglen ifra Magens Qvist, den Ene af de To? Men pas nu her paa Jagtens Gang! Der har du mit Gevær! Din Hytte er dog ei saa trang, at ei din Viv for denne Gang mig gjerne huser der." Foruden Lyst for første Gang til Huus hun fulgte Gjæst. Saa fræk og stolt hans Tale klang, og uden den dens Mening har hun i hans Øine læst. Hvor rulled, da han traadte ind, omkring de overalt! Fra dem i Flammer skjød hans Kind, da de paa Ægteparrets Seng af Straa og Røslyng faldt. Han Angsten saae i hendes Sind; han gjennemsaae det grant som Vindvets klare Balsamin; Han stirrede med Ormens Blik, der binder Fuglens Fart. SIDE: 416 Hvor undres Han! Thi første Gang ham Guldets Magter sveeg. "Jeg er et Barn af Nød og Trang; dog gjør din Tanke mere end den mig Kinden kold og bleg." "Du Nar, hvad veed din Mand deraf? Du for et Øieblik kan slette ud det hele Krav. Det er det usleste Salar, jeg i min Praxis fik." "Dog ingen anden Ejendom jeg har end Hjertets Fred. Det denne er du beder om. O Arne, Arne, Arne, kom!" -- Hun kun med Taarer stred. "Det koster Arne Huus og Hjem og al hans Rydningsjord, hvert Straa, som han har trællet frem, den Sved, hvormed han gjøded dem. Tro mig, jeg holder Ord!" Den Arme tænkte paa sin Mand og paa hans stride Sved. Saamangen Sommer trælled han. Nu alt gaaer tabt; det gaaer ei an. -- Hun kun med Taarer stred. Som Olje faldt de i hans Brand. Det Vaaben var for svagt. Hun tænkte paa sin arme Mand. Før Uhret faldt i Slag og slog var hendes Offer bragt. SIDE: 417 Men ude vinked Arne: "Se hvad jeg har skudt imens: en Duehun midt i dens Bryst! Men ak, nu ogsaa Magen dens vil dø af Hjertevee." "Jeg ogsaa skudt en Due har," lo fuult den onde Gjæst. "Saa hvid som Sneens Glands den var. Jeg vædder paa, du er en Nar, og at jeg sigted bedst." "Og kom nu, Mand, med mit Gevær! Der! drik min Sundhed du! Og Tak for jeg har været her! Din Hytte og din Hustru med kan du beholde nu." Nu gik det over Moen -- Ha! Haloh! Det var en Lyst. Jagttumlen fjernte sig derfra. Dens Jubels Echo sagtned af, og Skogen blev saa tyst. Umærkeligt som Lyden døer langsad de Aaser blaa, henblegned Arnes unge Viv; ei Aaret løb tilende før i Hytten Liig hun laa. Mod Væggen skjulte Arne ei sin Graad da meer som før. Den strømmed frit i Furens Vei. "Nu dræber den ei hende meer. Nu frit den flyde tør." SIDE: 418 En Dag til Advokaten kom en Mand med Bylt og Stav. "Nu, Morder, tag min Ejendom! Alt er forbi, min Glæde død, min Hustru i sin Grav." Han løj. Thi ensom Maane veed, at Arne Natten før lod Hytten, hvor hans Hustru laa, fortvivlet op i Luer gaa til Alting brændte ned. Nu staaer kun denne Muur igjen. Kom, lad os gaa herfra! Maaskee er dette Hvide der en Rest af Arnes Hustrus Been, den Armes -- kanskee ja? Og dette gustne Kongelys -- kom lad os herfra gaa! -- mig stirrer Sjelen fuld af Gys med Blik saa sygt som Arnes, da jeg sidste Gang ham saae. Thi Arne blev for Mordbrand dømt ved Advokatens Flid. Hans Tale bleven er berømt, Han talte stærkt, han talte skjønt for Jern paa Levetid. Men Arne er forlængst alt rømt af sine Slavejern. Sin Viv han syntes vinked ømt. Da sprang han over, som paa Skrømt, det svimmelhøje Værn. SIDE: 419 Ak, Agershuus, din Bastion af Kløver vajer rød, som om et vældigt Norgesflag, til Ære for den fri Nation, rundt alle Volde flød. Men mon du har en Kløverknop for hver en Draabe Blod, som flød uskyldig fra din Top, fra Herluf Hyttefads til Hans, der sprængtes om din Fod? Første Jæger Men Advokaten selv? hvordan? -- Anden Jæger Han er en Hædersmand. Nu sidder han paa Dommerstol, og Folket troer han skifter Ret, som Gud sin Regn og Sol. SUJETTER FOR VERSEMAGERE SNEKLOKKENS ROMAN Ak, kunne ogsaa Blomstre være vanvittige? Med hvilket sygeligt blegt Smiil staaer Sneklokken der paa sin grønne lille Plet midt i Sneen! SIDE: 420 "Jeg venter paa Rosen, min Beiler, Sommerens Søn. Han har sat mig Stevne her. Jeg kunde ikke vente. Jeg er kommen for tidlig; men han vil nok komme." "Stakkel! du maa have drømt det under Snelagenet. Han vil ikke komme. Han er Sommerens rige Søn, men du den fattige Vinters Datter." "Saa er det; dog siger mit Hjerte mig, at han vil komme Han har Guld og Fløjel for os begge. Han talte til mig, og nævnte denne Plet." Tre Dage dvælede Sneklokken, zittrende i den kolde Vind. Men hun følte den ikke mere end Enebærbusken; thi stedse tænkte hun: "nu kommer han og trykker mig til sit glødende Hjerte." Den fjerde bøjede hendes Hoved sig; thi hendes Haab begyndte at vakle; den femte bedækkede en graa Bleghed hen- des Kinder, thi Tvivl begyndte at nage hendes Hjerte; den sjette kunde Ingen gjenkjende den Fagre; thi hun tvinede hurtigt under Tanken, at hun nu alligevel var for hæslig til at elskes af Rosen; og den syvende var hun ikke mere, thi hendes Hjerte var brustet med Troen paa den Elskede. Hvil sødt, smukke Sneklokke! Din Roman var saamangen stakkels Piges: simpel, men rystende nok til at knuse et Hjerte og en Tilværelse. Udpaa Sommeren kommer Rosen, som en Ridder i Guld og Fløjel. Han veed af Intet; men vilde lee, om han hørte Sne- klokkens Historie, og fortælle den for Georginerne og Narcisserne og sin Brud, den kongelige Lilje. Men se, hvert Foraar kommer jo Sneklokken igjen paa sin Plet. Skulde hun engang have blusset af Liv før Rosen bedrog hende eller hun maaske selv bedrog sig med Indbildningen om hans Kjærlighed, og den blege, jeg talte med, og som jeg saae forsvinde, kun være Gespenstet, som hvert Aar gjenopliver sin ulykkelige Lidenskabs Historie? SIDE: 421 HISTORIKEREN MUNTHES SORTE KAT O vidunderlig deilige sorte Kat, hvorfra kom du, letsvævende som en Taage, sagte somom du vilde betro mig en Hemmelighed? Ak ja, den sørgelige, at din Herre havde forladt Dig. En Oriental vilde kalde dig Nattens Diamant; en ufordærvet Hedning vilde dyrke dig som en formummet Dæmon; men Jeg troer, at Du selv er en Fee, omfortryllet til en Kat af en overlistig skinsyg Med- beilerske, eller en Prinsesse fra et fjernt Land, forvandlet til hvad du synes at være formedelst et Forræderi i Kjærlighed. Brudens Handsker ere ikke hvidere eller blødere end dine Poter; Jomfruens Haand ikke uskyldigere; thi skulde der engang være Blod paa dem -- hvem har da beregnet alt det, Roserne have maattet udgyde forat pryde Skjønheden? Topasen og Smaragden lyser ikke som dine Øines Speile af gjennemsigtigt Guld; Steen- kullets friske Brud er mat imod din glittrende Sorthed, der lige- som er oversprængt af et Regnstøv af knuste Perler. Ak! saaledes lister Døden sig omkring os paa lydløse Fødder. Saaledes stryger den med troløs Venlighed, mild som et Pust, de fagreste Kinder; saaledes forfølger den os overalt med stirrende Øine, i hvis gule Flammer et sort Glødpunkt af Begjærlighed tindrer frem som en uforbrændelig liden Djævel i Helvedes Luer. I Graven maa det være somom der paa den Dødes Bryst ligger en Kat, stirrende i Mulmet med fosforskinnende Blik ind i det brustne Øje, gjennemskuende hans syndige Hemmeligheder, knu- gende tung som en Marmorløve, indtil de vise sig een for een, uden Lyd i de rædselsfulde Miner. Kun een gjemmer den Døde mellem de sammenbidte Læber: kun een Hemmelighed, som han vil søge at skjule for det gyselige SIDE: 422 Blik, for de Kløer, der ligesom gjennemrage hans Indre. Det er den, hvorom han fortvivler; den han ikke tør røbe med en Mines Zittren forat Katten paa hans Bryst ikke skal forvandle sig til en Slange og stikke sit Hoved ind i hans Hjerte. Men endelig efter tusinde Aar, i Sekunden da han ikke mægter længer at bevare sin Hemmelighed under det qvalfulde Tryk, da den vil forraade sig for det utaalelige Blik -- endelig, i denne Sekund faaer han Luft i et Skrig. Den Albarmhjertige hører det. Paa eengang er det somom Himmelhvælvet revnede overalt under indstrømmende Floder af Lys. Det knugende Uhyre flyer. Dø- dens Mellemrum er forbi. Aanden forlader sit Liig, og stiger op mellem de Himmelske, hurtig som den stjernelige Draabe fra Kildens Bund forener sig med den skinnende Overflade. Bjerge skulde han bære i sin Flugt. Vidunderlige Kat! du gjør mit Hjerte blødt med din milde Strygen mod min Kind. Du sørger. Din Herre har forladt dig, men hans Ven har fundet dig som en kjær Huusgud i et Tem- pels Ruiner. Stryg dig fortrolig mod min Pande, som du gjorde imod hans; thi maa du ikke da elektrisere hans Aand med nogle af disse Funker, den udsprængte over Sagaernes gamle mørke Ruller? Der Geächtete. ============================== Fil: wi3.txt Bind: Samlede skrifter I, 3. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 NAPOLEON PAA ST. HELENA DECLAMATORIUM MED CHOR OG FULDSTEMMIGT ORCHESTER ORDENE AF C. A. NICANDER, OVERSATTE AF H. WERGELAND. MUSIKKEN AF A. E. PRATTÉ -- -- -- -- Ja! Det lider. Til sit Maal mit Liv nu lider; ei Tiden: den ei mere fremad gaaer. Med tunge Trin den ned tilbage skrider, og stundom lyttende den stille staaer. Om Natten lytter den, og skarpt om Dagen, om Ingen kommer med et Kraftens Bud, om ei Kondorens spændte Vingers Jagen med Brusen farer over Havet ud. Nei, Kronos! Du maa hjælpe dig alene: Kondoren lænket boer paa St. Helene. O, om endnu han fik i Flugt sig svinge om Verden stolt og fri, som før han fik, med tvende Storme, en paa hver sin Vinge, med tvende Sole, en i hvert et Blik: i Livets Bog som før han skulde blade, SIDE: 2 i ufordunklet Glands tilbringe en bedrivtfuld Dag, stærk som en Iliade, og snart en Aften, mild som Odysseen. Da skulde Fredens gyldne Bier komme og mætte sig af Seirens Purpurblomme. Hvis mine Bud Naturen kunde lyde, saavist som Mennesker jeg styret har, en høihvalt Bølge skulde mig da skyde hen til den Kyst, hvor jeg min Krone bar. Millioner skulde kjæmpe om den Ære at mine Faner, mine Ørne bære, at dø for mig. Jeg skulde dø for dem og for mit utaksomme Keiserhjem. Nei! -- Intet af alt det. Her maa jeg hvile; forbi mig alle Havets Bølger gaa; min Grav skal aabnes under disse Pile, som sørgende med sænkte Grene staa paa hver sin Side her af Kildens Brede, og Skygge over Heltens Skygge sprede. Som fordum Numa sad i Poppellunden, Egerias klare, dybe Kilde nær, og hellig Viisdom drak i Midnatstunden af Nattens Taushed og af Stjernens Skjær: saa sidder, efter Livets hede Gløden, jeg ved Helenas kolde Kilde her, og drikker hvad som meer end Viisdom er og meer end Jordens Rund: -- Jeg drikker Døden. Velsmagende og svalende den er. Med hver Pokal fra Kildenymfens Hænder en Qval hun slukker, som i Hjertet brænder. Sol! lys ei meer paa mig! I svundne Dage du var mig kjær, da du mig handle saae, naar Fredens Lov jeg skrev med Sværd og Stage, og vakte alt, som end i Dvale laae. SIDE: 3 Se, Mennesket fik Lyset kun til Handling; men sygner Sjelen, bliver Kraften mat, da er han moden til en Omforvandling til Skyggens Liv i Tartarus's Nat. Nat, lange Nat! Du Nat, som Dag ei ender! du slutte snart, o snart mig i dit Skjød! Jeg veed, dit Mørke ingen Laure kjender, og jeg af Lyst til Laurer meer ei brænder: jeg har ei Rum for alle dem, jeg brød. Dæmp blot med Mulm min Tankes vilde Svindel! Nok har jeg tænkt, for meget har jeg hørt; og løs saa snart du kan den trange Bindel, som Livets Dverge har omkring mig snørt. I Dybet vil jeg vente forat vide, om ogsaa Graven har sin lyse Side. Den, som har Værker skabt for Evigheden, en Helteverden frem af Støvet vakt, knust Mørkets Spiir, hvem Nat og Dag er gleden søvnløse hen, for Jordens Slægt paa Vagt, som seirende gik frem i Solens Lande, et Tempel fik paa Nilens gamle Strande, og hedte "Kebir" eller Ildens Far -- som saae et Øjeblik tilintetgjøre sit Pantheon, som næsten færdigt var, som Stormen Ørkenstøvet, at bortføre sin Helteverden, al sin Herlighed: den største Vise svare, om han veed hvad Den bør tro om Livets Evighed! Choral. (Over Sjelen Gud forbarmes; evigt, evigt er dens Liv!) Men har det ei paa Styxens Bredder Ende, og glødes endnu Sjelens Malm paany, SIDE: 4 jeg troer, min Aand vil Skjebnens Herre sende, at styre en Komet i vilden Sky. Da skal den gaae som her sin egen Bane, og ingen Astronom formaa at ane, hvor den har hjemme, hvad som er dens Kald, hvorfra den kommer og hvorhen den skal; men kommende og gaaende den samme af Seklerne den kjendes paa sin Flamme. -- -- -- -- Historiens Engel paa min Grav skal slumre tilvisse et Aarhundrede endnu, og medens Verden glemmer eller krænker, han synes lee, han veed hvem Drømmen tænker. Af Mindets Flod, som dybt og stille gaaer, om mig en Aabenbarelse han faaer; og naar engang det Dunkle han kan raade med funden Nøgle til mit Levnets Gaade, et Lyn fra Rummets Bund til Himlens Top da vækker Engelen af Slumren op. Historiens Genius løfter sine Vinger, og naar han flyver, fra hans Læber klinger et sandt og uforgjæng'ligt Guddomssvar, forkyndende for Verden hvad jeg var. Chor Historiens Genius løfter sine Vinger, og naar han flyver, fra hans Læber klinger et sandt og uforgjæng'ligt Guddomssvar, forkyndende for Verden hvad Han var. VINTERVISE 15û Stormvinden iler, jagende foran sig Skyer af Snee; Bjørnene lade nu Tænderne see. Granskeren smiler. SIDE: 5 Fryser du, Fatter? Fygene flyve nu vilde omkring! Fuglene kure med Neb under Ving. Granskeren skratter. Ulven nu loggrer udenfor Døren. Luk Stakkelen ind! Hvem kan sig dy i den skjærende Vind? Granskeren skoggrer. Iisslagget rasler tungt imod Vindvet. Et Horgabrudsveir! Hakon i sligt vandt sin Hjørungaseir. Granskeren skrasler. Nordenvind, før mig langt imod Syd med mit halvskrevne Ark. Granveden koster halvtiende Mark! Granskeren smiler, skratter, skoggrer, skrasler og kløer sig. 25û Snefannen flyver om som Gespenster paa hvirvlende Taa. Har du en Finmut, saa tag den kun paa! Granskeren lyver. Nordlyset fegter vildt imod Nordlys med glittrende Spyd. Borgerkrig er der fra Nord og til Syd. Granskeren negter. Spurven sig bjerger jammerligt nok paa det plyndrede Neg; Kinden er blaarød og Næsen er bleg. Granskeren sværger. SIDE: 6 Sneen nu hærger Roserne væk fra Mø og Madam. Nøgterhedsmanden nu ta'er sig en Dram. Gransk'ren besværger. Ekhornet klyver efter en Kongl paa den rimede Qvist. Gid, at den hellere bar en Jurist! Granskeren lyver, negter, sværger, besværger og lyver. SJØRØVERSANG (AF VICTOR HUGO) Fra Banken bort den kristne Fisker føre vi i hundredviis, og til Seraljets Paradiis fra Kystens Klostre Odalisker. Fra Mogadors forbrændte Strand og til Catania Galejen skumme, og alt i alt ombord i Rummet vi ved Aaren vare hundred Mand. Iland et Kloster iagttages. Ankret kastes under Land; og nær derved paa hviden Strand en Klosterjomfru strax opdages. Hun slumred under en Platan nær Brændingen, hvis Brusen hun ei hørte. Og alt i alt Galejen førte jo ved Aaren hundred raske Mand. Skjøn-Jomfru, tys! Med os du drage! Vinden blæser gunstig. Kom! Du bytter blot dit Kloster om: et Harem vil dig meer behage. SIDE: 7 Vi gjør dig til Mahomedan; alt Foraarsfriskt Hans Høihed lifligt smager. Galejen, som fra Kysten jager, har ved Aaren hundred raske Mand. Hun til Capellet vilde rømme. "Ha, Sataniske! I tør . . ?" "Just" -- skreg Captainen -- hvad vi gjør!" Forgjæves hendes Taarer strømme. Ombord flux hende bærer man; Den Armes Raab og Klager Ingen hører. Afsted! Captainsgalejen fører jo ved Aaren hundred raske Mand. Meer skjøn hun var i sine Qvaler: hvert et Blik en Talisman. Hans Høihed kjøber hende; han med tusind Tomans det betaler. Hun skreg nok: "dø jeg vil og kan!" men fra en Nonne blev hun Sultaninde. Captainsgalejen havde inde jo ved Aaren hundred raske Mand. TORQUATO TASSOS DØD DECLAMATORIUM MED MUSIK AF A. E. PRATTÉ (BRUDSTYKKE AF K. A. NICANDER) -- "Min Sjel er fri, mit Hjertes Haab gjenvundet; i Morgenglandsen finder jeg mig her lig Hyasinten, som naar Sol er rundet, af Glæde græder mod dens første Skjær. Glemt er dit Mulm, o Nat, som det er svundet, og som forsvunden være du mig kjær! Thi overstandne Farer Modet lønne, og mørke Minder Haabets Lys forskjønne. SIDE: 8 Mit Liv var Nat. Ved Underverdnens Elve jeg mine graadbestænkte Laurer skar; lig Æolsharpen, som for Vinden skjælver, min Lyra gav paa mine Sukke Svar, og som paa Nattens Himmelrum sig hvælver et Irrlys frem, min Leonore var en Drømgestalt, som huldrig mig tilsmilte saalænge Digtets Straaler paa den hvilte. Men nu er Natten med sin Drøm forsvunden: I Verden intet mig bedrager meer. Min onde Genius er overvunden, og Sei'rens Krone alt jeg vinke seer. Men Digterilden er ei brændt i Grunden, om end den skyder ingen Straaler fleer. Fra Mennesker, som hade eller glemme, min Genius flyer til sit Jerusalemme. Italien! herligste Naturvidunder! Du, som med dine Floders Sølversprang, din dybblaa Himmel, dine nye Lunde min Følelse bevægte mangengang! Her i den roligste af mine Stunder jeg elsker dig, og glemmer i min Sang, at nu din Laure Slaver kun bekroner og Bruters Grav bliver traadt af Lazaroner. O Rom, tilforn en Jords Lovgiverinde, som endnu i dit Intet Alt formaaer! Guddom'lige Ruin for sorgfuldt Minde! Du Verdens Kolisee, som hædret staaer, omkring hvis Muur, mens usle Tider rinde, en yppig Blomsterranke Konsten slaaer, Du har ei glemt forglemte Fædres Lære. Du har mig kaldt til Laurbærkronens Ære. SIDE: 9 Alt Gratiets Hænder Laurekrandsen flette, høit i min Ahnen dyrket, ei begjært. Men Issen, som hun Krandsen paa vil sætte, i Døden bliver Prydelsen først værd. Hvem veed, om, naar de an min Høitid rette, ei samme Stund den Fryd blier mig beskjært, at rosbedækt mit Navn om Verden iler, min Sang henrykker -- og mit Hjerte hviler?" Saa qvad Torquato Tasso da han sad ved Sankt Onofrio i Klosterlunden, og paa en qvalfuld Nat nød Morgenstunden, som fulgte efter den saa lys og glad. Hans Kind var sjunken, men paa den bevaret en Rødme laa, fra bedre Dage tændt, og Sjelens Ild, af Lidelsen forklaret, i sjunkne Blik sin Straale havde spændt. Paa Gruset af en Verden henfortæret, blandt Roms Ruiner nærved Tibers Elv, sad Han -- en Drøm om hvad han havde været, en skjøn Ruin af Digtet og sig selv. Og for hans Blik stod Mindets blege Terne, alvorlig, ensom og i dunkelt Skrud, men tindrende skjød Haabets Morgenstjerne fra hendes Pande sine Straaler ud. Rigt var hans Snille, rigt var og hans Hjerte, og som Italien selv hans Sang var skjøn; og Verden nød hans Sang, men gav sin Smerte og Lænkens Tyngde Sangeren til Løn. Han i sin Vaar, da Livet bedst kan nydes, af Qvaler fulgtes, men af Glæder fly'des. SIDE: 10 Men nu med al den Tryllekraft hun veed, paa Straalevognen svæver Æren ned, for om hans Tinding Glorier at gyde, naar han ei mere kan dens Skjønhed nyde. Til en Triumf som i de fordums Dage i Høitidsklæder Roma smykker sig, dog ei til en Triumf for vunden Krig til Dødens Glæde og til Livets Klage; men til en Fest, hvis Aand er Kjærlighed, hvor Freden bringer sine Blommer med. Alt Kapitolets høie Hvælving dundrer idet den aabnes: Solen sig forundrer ved Skuet ind i Latiens Helligdom. Og Dea Roma, som fra Heltes Grave ved Rygtet faaer en Verden til at rave; end triumferende i Konstens Værk, saa qvindemild og dog saa mandlig stærk, med Krandse Senatorerne behænge af Olieqviste ifra Tibers Enge. Alt er saa frydfuldt; Lyset er saa lyst, som om det faldt fra tusind aabne Himle, Henrykt er Livet i sin egen Lyst. Men Tasso seer det ei; han kan ei høre den Fryd, som spreder sig om Bjerg og Dal; fra Haabets drømte Land en Nattergal med andre Toner synger i hans Øre. Han sænker ned mod Dødens kolde Bryst sit Hoved, som saamegen Skjønhed tænkte; dog seer hans lukte Øine mere lyst, end dengang Verden, nu saa skyggetyst, sit Billed ind i deres Speile trængte. SIDE: 11 For intet Jordisk meer hans Hjerte slaaer; af det Forsvundne har han knapt et Minde; i Nu'et kan han Fryd ei mere finde; ved Livets Dages Horizont han staaer, hvor Jord og Himmel flyde mildt tilsammen, hvor Engles Sang i Rummet toner ud, hvor intet sees og lyser uden Flammen af Verdners Lys og Kjærlighed -- af Gud. Som Svanen længes fra en gulnet Strand og fra en stormende og kjølig Bølge, at, ilende paa spændte Vinger, følge Sefirens Flugt til Sydens varme Land, saa længes Tassos Sjel, af Drømmen gjækket, af Tidens Haand fortrykt, men ubeflækket, ud fra sit eget Hjertes Mulm at fly, at, løst deraf, som Stjernen af en Sky, i Himlens Skjød en evig Bopæl vinde, hvor Fryd, og meer ei Smerte, han kan finde. Snart søndres Tidens Sky -- snart er han fri! Den sidste Strid en herlig Seir skal bli'e. Mens nu med angst Forhaabning Skjaldens Venner omkring ham staa, fast han ei meer dem kjender, tvehvalte Klosterport flux lukkes op, og Cinthio Aldobrandini træder til Tasso frem i rige Høitidsklæder omgiven af en pragtfuld Schweitzertrop. I Øiet brændte Glædens Lue mægtig, paa høie Pande throned Modets Magt, og Mantlen flød om hans Gestalt saa prægtig som om Apolls Staty hans Gudedragt. Ærbødig han som Sendebud sig bøi'de for Sangens Søn, og saa sit Ærind føi'de: "Den hellige Fader lader hilse dig, Torqvato Tasso! Han erindrer sig, SIDE: 12 at fordum Laurbærkronen hædred Mangen, hvis Ære alt af Jorden er forgangen; Han beder Dig, hvis Sange ei forgaa, at ogsaa Du engang den hædre maa. Den hellige Fader, -- saa mit Budskab lyder -- til Morgendagen dig høitidligt byder, igjennem mig, vor Kirkes Kardinal, til Kapitolets festligsmykte Hal, at dit Geniværks Løn kan der opfyldes, Du laurbærkrones og af Folket hyldes. Saa hans Behag og Vilje yttre sig. Ham Magt og Ære! Salig Fred med Dig! Held Dig! og Held den Krone, Du skal bære! Velkommen, Tasso, til din egen Ære!" Da, med en Glands deri af himmelsk Trøst, sit Blik opløfted Tasso og sin Røst: "O hvad er Jeg imod saa stor en Hæder? Den hellige Fader mig til Kroning stæder. Hans Stemme nys til mig højtidligt lød -- Jeg kommer -- ja, jeg kommer -- -- -- " Af hans Stemme var disse Ord hvad sidst lod sig fornemme. Han sank i Cinthios Arme, og var død. Chor Men Rygtets Genius flux paa rappe Vinger det Dødens Budskab vidt om Landet bar. Hans Røst som en Begravnings Klokke klinger: [fotnotemerke] "Han er ei meer, som vor Beundring var! Ham Himlens høje Magter nu begjære. Han bytter Jorden med elysisk Ære; og Laurbærkrandsen, Tasso bærer der, ei flettet ham af Dødelige er." Fotnote: (De 5 sidste Stropher repeteres i Chor.) SIDE: 13 NORGES STORTHING (MUSIK AF A. E. PRATTÉ Norges Højtidsstund er kommen: aabnet har sig Thingets Hal. Høit og lydt i Helligdommen røster nu hver Norges Dal. Agdesid og Throndelagen sammen nu kan vexle Ord; Dovre i sin Døl er dragen nu tilthinge for sit Nord. Se, der sidder Gudbrandsdalen i en gammel Gubbe graa! Naar han reiser sig i Salen, høre alle Fylker paa. Blaa som sine egne Fjorde sidde De dervesterfra; høje Opland ta'er tilorde som paa sit Heidsivia. Der er Horden og Halogen; Dølen taler Landets Ret. Som den klare Øx i Skogen dybt og hjemligt klinger det. Norge hører gamle Stemmer, Asbjørns Røst fra Medalhuus; onde Tiders Flugt forglemmer dets Erindring i sin Ruus. Nidaros og Bjørgvin sidder der i gjæve Borgermænd. I en Dommer og en Ridder triner Oslo frem igjen. O hvad Fryd for dine Taarne, Akershuus i hviden Sky! Herredag af Odelsbaarne samles atter i dit Ly. SIDE: 14 Hakons Hal og Olafs Kirke reise ville de af Gruus. Ha, det var Normannavirke! Var det ikke, Akershuus? Og hvad Fryd for dine Taarne, saae du Hakons Tid igjen! Det beroer paa Norges Kaarne: Tidens Guder er dens Mænd. FORDUMS-VENNER BALLADE (HENR. WERCELAND TIL LUDVIG DAA) Med Døden i mit Hjerte og Smilet om min Mund og i mit Blik en Smerte ifra vor Afskedsstund -- kom, Ludvig Daa, min Svorne, jeg beder, kom min Ven! Af tusinde forlorne jeg har en Stund igjen. Jeg har en Stund, at tale om rundne Dages Strøm, der kunde søndermale til Skum vor fagre Drøm. Vi os ved Fossen sætte! Se, hvor den Skummet slaaer! Saa, Venskab, knust din lette Meened i Skum forgaaer. Du gyser der ved Faldet; Du tør ei see derned, som om Du hørte Skraldet af en forsvoren Eed. SIDE: 15 Friskt Mod! Ved Fossen Birken sin Fahne freidig slaaer. Histudenfore Kirken vort næste Møde staaer. Vi os paa Engen sætte! Dens Græs er guult og tørt. Ak, just et Liv som dette har jo vort Venskab ført? Det skjød som Græs i Vaaren; det visnede som Straa; og Vindens Flugt har skaaren de Ax, som sad derpaa. Vi sætte os paa Tinden, hvor Skyen flyer forbi! Der seile To for Vinden, forbundne fast som Vi. De splittes i Sekunden. Forbi Fostbroderskab! Saa af vort Venskab vunden vi har hinandens Tab. Kom, sæt dig ved min Side! Kom, tryk dig til mit Bryst! Du skal dets Qvaler vide; saa lærer jeg din Lyst. Der var Du engang hjemme med al den Førstes Ret. Ve mig, som ei kan glemme! Ve Dig, som kunde det! Vi sætte os paa Randen af vildest Afgrunds Hang! omfavne saa hinanden, og saa, min Ven -- et Sprang! SIDE: 16 Lad Dybet Tvende gjemme, som vare engang Eet! Ve mig, som ei kan glemme! Ve Dig, som kunde det! MAURITS HANSEN O hvad Dristighed jeg vover, Maurits Hansen, naar jeg veed, at din Geist nu blikker over Skuldren paa Papiret ned! Dumhed! Graad paa Vers? O Dumhed! Bort du hykleriske Pen! Sorgens Poesi er Stumhed. Aandens Øre hører den. Jeg vil stirre ud i Himlen. Tanken flyve som den vil! . . Ak, der venter Englevrimlen, Maurits, en Novelle til. Den har bag din Hyttes Vægge lyttet mangen Aftenstund; nu den kommer forat lægge Øret nærmere din Mund. Himlen mangler ei Sujetter, hvor der elskes kan saa ømt. Genialsk du gjennemfletter dem med hvad Du selv har drømt. SIDE: 17 Genius! Du maa fortælle. Himmelens berømte Gjæst! din fortrinligste Novelle aldrig blev paa Jorden læst. I hans Hjerte stod den skreven, tvang Usynlige til Graad, Slutningen, isønderreven, af hans egne Taarer vaad. FRANTS HENRIK AUBERT INGENIEURKAPITAIN VED HORTEN Heller styrte ned i Gruus stoltest Taarn paa Agershuus, heller briste Haldens gamle Gyldenløves tordenmørke Bastion, Vingers Tind sin Krone miste -- den som skinner i det Fjerne som en sjunken søndret Stjerne -- end du skulde saa bedrøves i dit Hjerte, min Nation! I Hans kloge Pande stod mangt et Taarn paa stolten Fod. Bød Du, Norge, op i Høiden flux sig drejed qvadersøilet hans Idee og du i hans Hjerne ejed mangen herlig Stjerneskandse, mangen Borg med Krands og Tinde, truende mod alle Vinde. Vilde Bølge skulde standse for hans Storværk at besee. SIDE: 18 Ak, nu ligger Muur og Borg brustet i en Enkes Sorg! Alt forsvinder, som en Drøms Kontur der blegner, i den Taare, som sin Flugt skynder over hendes Kinder! Værket ved de vilde Vande standset staaer paa Ligets Pande. -- O jeg seer den . . o hvor tegner, o hvor meisler Døden smukt! Ak, en Krands af mørken Eeg gjør den endnu mere bleg, som en Bystes af en Romer, ædelt skaaren, marmorhvid som Maanens Skjær! Ak, hvor Døden skjønt forlystes! Krands om Panden, naar den smuldrer! Fahnen sænkes, Trommen buldrer, Folket sørgeklædt ved Baaren for sin stolteste Aubert! SIDE: 19 JØDEN NI BLOMSTRENDE TORNEQVISTE . NORGES STORTHING HELLIGES DISSE MEDFØLELSENS UDGYDELSER FOR DEN BERØMTE, FORTJENTE, ULYKKELIGE GREEN AF MENNESKESLÆGTEN, HVIS FREMTIDIGE FORHOLD TIL FÆDRE- LANDET DET SKAL AFGJØRE Quod felix patriæ faustumque sit! SANDHEDENS ARMÉE Ord? Som Verden saa foragter? Ord i Digt? Endnu meer foragteligt! Ak, hvor usle disse Magter til at fegte for den Sandhed I fornegte! Lyn bør slaa og Tordner rulle foran den. Sendt tilhjælp fra Himmelen, Legion af Engle skulde sine Fløje sprede viden om den Høje. Ak, hvi kommer, himmelbaaren, Den ei selv? synlig, med en Stjernes Hvælv til en Hjelm om Panden skaaren? Bedre, bedre fløi dens Flugt med Sværd til Fjedre. SIDE: 20 Ak, hvi har den sine Telte ikke spændt skinnende paa hver en Skrænt? Ak, hvi har den sine Helte ikke givet Herredømmet over Livet? Mørkets Vold er steil at storme. Overtro hviler fast paa Søilers Ro. Talløs som Ægyptens Orme er den sorte Fordomshær ved Templets Porte. Fremad dog, I usle Rader! Hær af Ord! Eder Seiren dog paa Jord lovet er af Lysets Fader, naar I tjene Sandheden, hans Barn, alene. Fremad, Ord, I Sandheds Helte! En avant! Adamshjerterne engang blive eders Sejerstelte. Straaler spile vil dem ud til eders Hvile. Fremad, med Viziret lettet, Sandhedsord! Thi den største Magt paa Jord Eder er af Gud forjettet: at I kunne ikke dø, I Sandhedsmunde! SIDE: 21 Derfor modige, I Dverge! Sandheds Sag seirer kun i Nederlag. Stormer Løgnens Ørkenbjerge! Hen I veire dem og Fordoms Taageleire! DE TRE Hvilke skjønne Templer for Menneskekjærligheden ere ikke Orientalernes offentlige Herberger? Tyrker og Bukharer have sine Karavanseraier, Perserne sine Khaner, Hinduerne sine tempel- lignende Hvilesteder, Beduinen og den vilde Kabyl sine ukræn- kelige Marabuer, og Alle uden Forskjel er hjemme under Ara- berens Telt. Var han rigere, og boede han ikke spredt over Ørkenen, skulde han ogsaa bygge Karavanseraier og Khaner for den Fremmede; thi disse ere ikke andet end en forherligende Forvandling af det Fædrenetelt. Det er den samme Teltets Gjæstfrihed, som har aabnet disse store Qvaderhaller, hvorunder den reisende Tyrk sætter sin Ganger, og gjør sig det mageligt, Armenieren trækker sin Kameel ind, Jøden og Nazaræeren finder Plads for sin Bylt og sig selv i de altid aabne Gjæsteceller. Enhver Religion har et mildt og kjærligt Hjerte. Disse vel- gjørende Indretninger skyldes den, vi Kristne tro besidder det haardeste. De ere religiøse i sin Oprindelse, hvad enten de saa ere opførte paa offentlig eller privat Bekostning. Det Sidste er ofte Tilfælde. Den fromme Mahomedan eller Hindu testa- menterer og legerer til disse Herberger ligesom den Kristne til Kirker, Klostre og Hospitaler. Det er den hele Menneske- slægt han vil i sit Hjerte vel, naar han enten stifter et saadant Herberge med Porte til alle Vindens Hjørner, eller han anlægger en Cisterne i Ørkenen, eller leder den friske Kilde til Dyrenes Hvilested. Han tænker ogsaa paa dem, den gamle, skjæggede, SIDE: 22 barske Filantrop, hvem Allah, Brahma og de Kristnes Gud velsigne! Der er bag det døde Hav en Ørken etsteds i det brændende Syrien, som denne de Vantroendes Barmhjertighed har glemt -- ikke fordi den ikke har opdaget den, men fordi Allah har netop ved Enden af Dagsreisen givet den et naturligt Karavanserai i en uhyre Platan med Rum, Ly og friskt Vand for en heel Karavan, om det skulde være. En Aften forsamlede Tilfældet derunder en Mahomedan, en Kristen og en Jøde. Neppe havde Mahome- danen, en Mollah (Præst) vandet sin Hest, før en sort Flek i Horizonten forkyndte ham en Fremmeds Ankomst. Det var den Kristne, en Munk af det hellige Bjergs Brødre. Et Muulæsel bar ham fra Haleb til Jerusalem. "Salem aleikum!" sagde Mollahen til Nazaræeren, som venligen gjengjeldte ham hans Hilsen i Guds Navn. Allerede tindrede de første Stjerner, og Shakalernes Hylen hørtes, da Jøden, en Rabbin fra Damaskus, umærkeligt -- thi han kom tilfods -- traadte ind paa det lille Grønsvær, Kilden havde fremlokket under Platanen. I Salomons Tid havde den ogsaa opelsket denne, og som en god Fostersøn havde denne nu i Aarhundreder til Vederlag ernæret sin Fostermoder med sin Skygge. Ligesom Mødre, der gaae i Barndommen, sang den moderlige Kilde endnu stedse sin Ammevise. Ved dens Murm- len slumrede de tre Reisende, efter venlig Samtale, endelig ind paa hver sin Side i hver sin Rodfordybning af det uhyre Træ, og ved dens Murmlen vaagnede de ved det første Morgengry. Ørkenen laa under sin Taage inden sin Horizont som et uhyre violblaat Hav omcirklet af Bjerge fulde af Damaskus's prægtigste Roser. Paa eet Sted i Øst var det som om Engle syslede bag et Rosenbjerg, og stak gyldne Landser iveiret som til et Telt. Solen var i sin Opgang, saae de tre Reisende. Det rørte sig i deres Hjerter, deres Læber zittrede. Enhver af dem vilde hilse Gud paa sin Maade; men ak! Enhver af dem frygtede for at saare de to Andre. De havde vundet gjensidig Agtelse for hverandre under Aftenens Samtale; men nu -- hvorledes skulde den gode Mollah kunne lydeligen paakalde Allah uden at for- styrre Nazaræerens og den jødiske Troeslærers Andagt, og om- vendt. Og dog var Trangen til at udgyde sit Hjertes Følelse SIDE: 23 i det henrykkende Øjeblik og til at takke den Højeste for hans Varetægt i det paradisiske Ly, de havde nydt, saa stor hos En- hver af dem, at deres Læber zittrede. Ingen brød dog Tausheden endnu. Stille og nølende spændte Mahomedanen paa sin Hests Sadel uden at blive færdig; Munken gik det ikke hurtigere fra Haanden med sit Muulæsel; Rabbinen snørede og snørede paa sin Bylt. Det var Mennesker af Ømfølelse for hverandre, af Agtelse for hverandres Tro. Allerede glimrede tusinde Straale- landser fra Spidsen af Rosenbjerget. I næste Sekund vilde den Højestes herligste Billede vise sig, og den Frommes Læbe skulde være taus? Den zittrede hos alle Tre; men ingen Bøn, ingen Lovsang tonede derfra. Da paa engang begynder fra Platanens Krone, fra samme Green, en Bogfinke, en Drossel og en blodhalet Vipstjert sin Morgensang. Bogfinkens klare Triller sammenhvirvledes med de andre Tvendes til et herligt jublende Chor. "Hvi dvæle vi, Brødre?" sagde de alle Tre. "Ja, med hvad der ligger os paa Læben?" sagde Mollahen, bøjende sig tre Gange mod Jorden. "Med Jehovahs, den Højestes, Priis?" sagde Rabbinen, foldende sine Hænder over Brystet. "Ja, sagde den kristne Præst, korsende sig -- "er dette ikke et Tegn fra Him- melen, at ogsaa vor Lovsang vil være den Højeste behagelig, om Udtrykket er forskjelligt?" Og pludselig, medeet, som fra Fuglene ovenover dem, udbrød de alle Tre, med et kjærligt Øje- kast til hverandre, hver paa sin Viis, i en Lovsang til deres og alle Tings Skaber. Mollahen sang: "Allah! Allah! stor og god! Evig være Allah priset! Se, hans Ord i Lysets Flod strømmer ud fra Paradiset! Se, Prophetens store Bud: "Allah dyrk og elsk din Næste!" saaes over Himlen ud i de milde Straalers Brud, som til mindste Straa sig fæste. SIDE: 24 Palmen i det Fjerne brænder som et Kaabas Kuppelhvælv; Græsset selv sig i Bøn mod Østen vender; Figenbladets rene Hænder, badede i Duggens Daab, løfte sig, som om de ville blande sine Bønner stille mellem Livets Fryderaab: Allah! Allah! evig være Priis og Ære! Evig lovet Han, som efter Ormen leder under Bregnens kolde Løv med sin Godheds milde Varme for at mætte dens Behov! Han, som breder over Jordens Herres Hoved og sekundbelivte Støv Kjærlighedens Straalearme -- Allah! Allah! Priis og Lov!" Rabbinen sang: "Priset være Jehovah! Naade er hans Strengheds Domme. Se, hvor Skyens Bjerge bæve! Serafim i Østen svæve . . Se, hvor Vingerne de hæve! Nærmere de stedse komme til den Fromme under højt Halelujah. Edens Port er vidt oplukket. Cherubim, palmekronte Zadikim vente der, at fange Sukket, som fra Israel de høre. SIDE: 25 Klagerne de herliggjøre til et Chor af Jubelpsalmer, som de føre i Triumf til Naadens Øre; vise for den Kummerbøjde Sejrens Palmer over Hvilens Thronehøjde. Halelu! Se hist i Øst Naadens Rosenkrands er løst! Ud Cheruberne dens Knoppe sprænge over Bjergets Toppe. Hisset sig et Zion reiser straalekrandset i det Blaa. Salomonske Tempel kneiser gyldensøilet ovenpaa. . . Se hvor Purpurfløjler gløde i dets Indre! Gyldenrøde Arme syv paa Altarstagen, som et Stjernebilled, tindre frem i Mulmet af Skarlagen, naar det kløver sine Vover. Ovenover Himlen fuld hist af Davidsharper hænger. Toner fra det slagne Guld ud af Morgenskyen trænger. Og til begge Sider flammer langsad Horizontens Bryn Teltene for Israels Stammer bag en Front af Straalers Lyn. Der har saligt Juda spredt hen sig med den Stærkes Ret, Rubens Teltes Perlerad, Levis Taarne, Asser, Gad, Sebulon i Palmeskygge, Isaschar og Efraim, Simeon og Benjamin, SIDE: 26 frelste Neftali og Dan og Manasse -- de bebygge Morgenrødens Kanaan. Halelu! Priset være Jehovah! Der er Morgen i hans Domme. Deres Nat er engang omme. Til den Fromme engang vil Messias komme straalende derovenfra." Og den Kristne, Nazaræeren, sang: "Lov og Priis Algodheds Gud! Se, hvor Morgnens Glimt begynde Herrens Ære at forkynde og hans Navn at brede ud! Se, hvor Græssets tætte Klynger bøje sig for Ham, der tynger ogsaa dette, i dets Dignen under Duggen, med Velsignen! Thi dens Vievand, det rene, udsprængt over Græs og Grene, vier Eng og Lunde ind til et helligt Tempelklæde, til et Altar Bjergets Tind, hvor de Salige tilbede. Hver en solbeskinnet Stengel, Engens Slette bølger af, er en Troens Støttestav; hvert et Blad en vinget Engel, hver en Qvist et Kors af Guld, hvoraf Luften glimrer fuld. Hver en Blomme solforgyldt er en Kalk af Naaden fyldt. Himmelsk Kjærlighed har ømt SIDE: 27 ud deri sit Hjerte tømt, rakt saa Kalken, kront og fyldig, hver Uskyldig, som har Øje for den høje Himmelfart, som sig fornyer dagligen fra Morgnens Skyer, -- for Forjettelsen, som skreven over dugghvid Eng er bleven om miskundsom Kjærlighed, lysende i milde Straaler, strømmende i fulde Skaaler over hele Jorden ned, -- om et Eden, aabnet af Barmhjertigheden, ringet ind af evigunge, rosenfriske Morgengryer, i hvis Skyer Helgener i Engles Favn første Gang med frigjort Tunge jubelsjunge den Unævneliges Navn." Saa tonte det paa engang fra de Troendes Bryst. De rystede hverandres Haand, og droge nu glade hver ad sin Kant gjennem Ørkenen: Mollahen drog ad Bagdad til, Munken til Jerusalem, Rabbinen til Damaskus. Men da de vare komne et Stykke ud i Ørkenen, var det somom samme Tanke standsede dem, og bragte dem til at kaste et Blik tilbage paa den gjæstmilde Pla- tan, der nu laae i Fjernet ligesom en Sankt-Helenaklippe i Luft- havet. Den Tanke gjennemfoer dem alle Tre: hvad, om Fuglene, som lærte os at tilbede i Sandhed, vare tre Engle, neddalede fra Himlen, fordi de ynkedes over vor Skrøbelighed? SIDE: 28 SKIBBRUDET "Himmel, frels os! Dette sorte Strøg derborte er ei Skyer; det er Land! Det maa Norges Kyster være; og hvor nær vi Døden ere viser os det krappe Vand." Saa en enkelt Stemme skriger. Stormen stiger; Ingen hører heller paa. Men i Alles aabne Munde staar det qvalte Raab: "tilgrunde inden en Minut vi gaa!" Ak! Saa lang en Frist ei gaves. Alt begraves førend ud Sekunden randt. Skibet, knust og overskyllet, som en Geist i Jorden tryllet, flux for fulde Seil forsvandt. Men hvor Hvirvlen hvidest bryder op den skyder langt om længe dog en Mand. Det er Passageren: Jøden. Ham alene, frelst fra Døden, slynger Brændingen tilland. Var ei Alles Time kommen, var alt Dommen, at han skulde overbord. Thi hvorfor mon kom vel Nøden, tænkte de, om ei for Jøden, den Fordømte, som ei troer? SIDE: 29 Til Amerika, hvor Aandens og hvor Haandens Frihed findes, stod hans Meed. I Europa blev ham Brødet altfor bedskt, i Taarer blødet, og hans Kind af Skam for heed. Braadsjø, flux tilbage hastet, har nu kastet halvdød ham mod Kystens Væg, som iblandt Europas Lande løfter sig som Fries Pande over Trælles lave Præg. I en Revne mellem Stene, hvor alene Muslingen kan Fæste faa, har han ind sin Høire kilet, Venstren stræber, vidt udspilet, Tangens glatte Busk at naa. Kun et Greb endnu, og inde vil han finde sig i Frihedstemplet da: bagom Kystens barske Rygge i de frie Nordmænds trygge gjæstfri Filadelfia. Havet, kun tilbagegledet, bedre veed det: Døningen sig frem igjen skyder, liig en Midgardsslange, opad Klippen forat fange Ham, som klæber sig til den. SIDE: 30 Sugende den greb ham, førte i oprørte Bølgers Grav ham ud paany -- ak! som om den vidste, Norge, det berømte, frie, borge vilde ei en Jøde Ly? JULEAFTENEN Hvo mindes ikke et Veir, han troer, ei Himlen meer kan skikke? et Veir, som om hver Sjel, fra Kains til den, Gud sidst fordømte, den Jord forbandede, fra Helved rømte, som fristed dem at svige Himmelen? . . Et Veir, hvis Stemmes Forfærdelser ei mere kan forglemmes? Thi Alle tænkte: det maa være sendt for min Skyld ene; Orkanens Tordner mig kun mig de mene; min Synd er bleven Aanderne bekjendt . . Et Veir, hvis Styrke kan lære Præst og Troende at dyrke Dæmoner i det Element, hvis Brag den Gamle høre fra Barnsbeen kan i sit bemoste Øre . . et Skyens Jordskjælv, Luftens Dommedag? . . SIDE: 31 Et Veir, som rysted den Stærkes Hjerte i dets Skjul i Brystet, et Himmelveir, hvori sit eget Navn han paaraabt hørte af Aander, Stormene forbi ham førte, mens hver en Trætop hylte som en Ravn? Men Ravnen gjemte sig selv i Klippen, Ulven Sulten tæmte, og Ræven vovede sig ikke ud. I Huset sluktes hvert Lys, og Lænkehunden indeluktes . . . I sligt et Veir, da faaer du Bønner, Gud! I sligt et Veir -- det var en Juleaften -- da Nat det blev før Dagens Maal var fuldt, befandt en gammel Jøde, nær forkommen, sig midti Sverigs Ørken, Tivedskogen. Han ventedes til Bygden denne Side fra Bygderne paa hiin, for Julens Skyld, af Pigerne med Længsel, thi i Skræppen laae Spænder, Baand og alt hvad de behøvde for Morgendagen, Andendag og Nytaar. Det gjorde Længslen spændt, men ikke bange; thi endnu havde "Gamle-Jakob" aldrig den svigtet nogen Juul: Han kom saa vist som Juleaftnen selv. I sligt et Veir . . "Tys! var det atter Stormen, som hylte gjennem Grenene? Det skreg. Nu skriger det igjen." Og Gamle-Jakob flux standser lyttende for anden Gang. Nu tier det. Thi Stormen øger paa, som Fossen drøner over Den, der drukner. SIDE: 32 Han vandrer atter. "Tys! igjen en Lyd!" -- en Lyd, som skar igjennem Skovens Brusen. "Den falske Hubro skriger som et Barn. Hvo slipper Barn vel ud i saadant Veir? Det gjør ei Ulven selv med sine." Og den Gamle stolper atter frem i Sneen. Da skreg det atter, saa han meer ei tvivler; thi dette Stormkast, som hist borte alt et snoet Snetaarn hvirvler over Skoven, har ført et Ord, et enkelt Ord forbi; og flux han drejer did hvorfra det kom, arbeidende sig dybere i Skoven og dybere i Sneen og i Natten, der som en kulsort Fjeldvæg reiste sig mod hvert hans Skridt, af Fyg kun gjennemlyst, som om den hele vide Skov var fuld af flyvende slørhyllede Gespenster, der hylende sig stilled ham ivejen, paa luftig Taa sig hvirvled, voxte rædsomt, og saa forsvandt imellem Stammerne. Dog kjæmper Oldingen sig frem mod Stormen. Han vandrer naar den voxer; naar den sagtner og drager Aande, lytter han paaknæ. Men flux han springer op, og gaaer i Mulmet, som Dvergen trænger gjennem sorte Muld. . . Han hører intet meer. Den Gamle skjælver ved Tanken, at ham onde Aander gjække, og mumler frem de Bønner, som han veed. Da klynker det igjen, og ganske nær; hans eget Raab mod Stormen vender kun tilbage i hans Mund. Men hist, ja hist! Ti Skridt endnu! Der rører noget Mørkt sig paa Sneen, som om Stormen legte med en Stubbe, der var løsnet lidt i Roden. "O Jehovah! en Arm! O Jehovah! et Barn, et Barn! Men dødt! -- " SIDE: 33 Ak, tænkte Stjernerne i denne Nat, da Bethlemsstjernen lyste mellem dem, at intet Godt paa Jorden kunde skee? Thi ingen af dem saae, at Gamle-Jakob, saa glad som om en Skat han havde funden, flux kasted bort sin hele Rigdom: Skræppen, trak af sin knappe Kjole, hylled den om Barnets Lemmer, blottede sit Bryst, og lagde saa dets kolde Kind derved indtil det vaagned af hans Hjertes Slag. Da sprang han op. Men nu hvorhen? Thi Stormen har blæst hans Spor igjen. Det ei bekymred. Thi han i Tordenen i Skovens Toppe nu hørte Davids Jubelharper kun; ham Fygene nu syntes som Cheruber, der viste Vej paa svanehvide Vinger, og i det Maa og Faa, han fulgte, følte han Herrens eget stærke Fingertræk. Men Huus paa vilde Tiveden at finde i slig en Nat, da Lys ei turde brænde? Og midtvejs laa der kun en enkelt Plads; det lave Tag ei skilles kan fra Sneen, den sorte Væg ei fra et Klippestykke. Dog standstes ved en Under han af den. Der sank han ned. Han mægted ikke mere; og mange Vindstød foer før med sin Byrde han aarkede at slæbe sig til Døren. Han banked sagte først, thi Barnet sov; og nu først savned han sin tabte Skræppe, fordi han intet ejede at give de gode arme Folk, som snarlig ville med gjæstfri Hasten aabne Døren. Ak, han banked mange Gange før det svared: "I Jesu Navn, hvem der i slig en Nat?" "Den gamle Jakob. Kjende I mig ei? den gamle Jøde?" SIDE: 34 "Jøde!" skreg forfærdet en Mands- og Qvinderøst. "Da bliv du ude! Vi eje ingenting at kjøbe for, og blot Ulykke vil du bringe Huset i denne Nat, da Han blev født, du dræbte." "Jeg?" "Ja dit Folk, og det er Synden, som igjennem tusind Led skal straffes." "Ak! Inat da Hunden lukkes ind?" "Ja Hunden, men ingen Jøde i et kristent Huus." Han hørte ikke meer. De haarde Ord ham koldere end Vinden gjennemhvinte, og slængte, stærkere end den, ham ned i Sneen, bøjet over Barnets Slummer. Da syntes ham, mens han mod Vindvet stirred, om ei det hvide Ansigt atter kom tilsyne dog, som om han sank i Duun, at liflig Varme gjennemflød hans Aarer, og at bekjendte Væsner, hviskende som Sommervindens Æolsspil i Græsset, omsvævede hans Leje, indtil En med løftet Finger sagde: kom! han sover. Og i en oplyst Sal ved Siden af forsvandt de Alle; Barnet kun forblev der ved Foden af hans Leje, dragende hans Puder stedse bedre om ham, til det forekom ham selv, at han sov ind. -- Det Sneen var, som voxte om den Døde. "O Jesus! Jøden sidder der endnu!" skreg Manden, da han saae om Morgnen ud. "Saa jag ham bort! Det er jo Juledag," faldt Konen ind. "Og se den Jødeskjelm, hvor fast han holder Bylten klemt til Brystet!" "Han er paatrængende med sine Varer. SIDE: 35 Med stive Blik han seer herind, som om vi havde Penge nok at kjøbe for." "Dog gad jeg see hvad han i Bylten har." "Viis frem da, Jøde!" Begge treen de ud. Den frosne Glands de saae i Ligets Øine. De blegned meer end det, de skreg af Skræk, og skjalv af Angrens Slag. "O Jemini! Hvad Uheld her er hændt!" De op ham reiste, og Bylten fulgte med. De aabned Kjolen. Der hang, med Armene om Jødens Hals, Margrethe, deres Barn -- et Liig som Han. Saa slaaer ei Lyn, saa rappe Orm ei bider, som Skræk og Smerte Ægteparret slog. Saa bleg som Faderen var ikke Sneen, saa hylte Stormen ei som Moderen. "O Gud har straffet os! Ei Stormens Kulde, vor egen Grusomhed har dræbt vort Barn! Forgjæves! ak, som Jøden paa vor Dør paa Naadens ville vi forgjæves banke." Da Skogen veibar blev, kom Bud fra Gaarden, hvor lille Gretha fostredes ilægd, og hvorfra hun, da Helgen ind blev ringet, før Veiret kom, var vandret af sig selv, Forældrene at gjæste Juleaften. Dog kom det ei at spørge efter Barnet, men efter Jøden fra de Bygdens Piger, hvis Haab nu til at kunne gjæste Kirken kun stod til Nytaarsdagen, om han fandtes. Der laa han død i Stuen foran Arnen, hvor Manden med et Blik som Jødens frosne, og i en Stilling krum som Ligets, sad, i Baalets røde Aske stirrende SIDE: 36 og stedse øgende dets Brand, at Liget dog kunde blive strakt og Haanden korslagt. Men foran laa paaknæ Margrethas Moder, sin Lilles stive Arme bøjende bestandig fastere om Ligets Hals. "Hun ei tilhører mere os," hun hulked, "Han har vort Barn sig tilkjøbt for sin Død. Vi tør ei skille liden Gretha fra ham; Thi Hun for os maa bede Jesus om hans Forbøn hos sin Fader; thi for Ham vil arme Jøde klage -- -- ." DEN FRANSKE GARDE OVER SIN SERGEANT JØDEN MICHAèL Der er Sorg iblandt de Brave: De den Braveste begrave: "Michaël, vor Ven, den kjække Jøde, har forladt vor Række." Lad Marseillaisen klinge! Bøj, Trefarvede, din Vinge! Under dig, med hiin paa Munden, har han Heltens Hæder vunden. Eller Jenamarschen lyde! Den kanskee kan Døden bryde, saa han atter op sig reiser for sit Frankrig og sin Keiser? Frankrig gav ham Borgerkronen; Han har den betalt Nationen. Modig som en Makkabæer, gav han den igjen Trofæer. SIDE: 37 Frankrig, ikke Palæstina, husked han ved Berezina, Gardens Marsch, ei Davids Psalmer, Fahnerne, ei Judas Palmer. Andre Palmer ikke ejer Frankrig, men de bære Sejer; og sin Fahne det i Døden planter kjærligt over Jøden. Men paa Bivuaken kunde Han om sit Judæas blunde. Hvor de hvifted, hvor de straaled saa vi paa hans Smiil ved Baalet. Frankrig gav han sine Dage, Nattens Drøm blev ham tilbage. Fred da ogsaa med hans sidste: den om Juda i hans Kiste! JØDINDEN Kast dit Slør, Jødinde! Kast det, o vidunderskjønne Rachel! Og træd frem! og, om behøves, knæl for disse Nordens Mænd, som dit Folk nu skulle dømme strængere end Eli dømte. Bort med Argumenter nu! Hvilke mon behøves for? Hvilke mægte vel imod? Begge, baade pro og contra, smelte hen for hendes Øine. SIDE: 38 O i dem hvor paradisisk gløder Orientens Sol! mildt dog under hendes lange silkefine Øjenhaar, som indunder Palmens Blade. Hvis de kunde vredes, maatte Kul, der gløded, de udskyde. Nu udsaae i sine Blik, som et Pragtfyrværkeri, med et Vandsprings ødsle Rigdom, de en evig Straaleregn kun af sortblaa Diamanter. Kalder Verden dig Slavinde, lad da ikke Læben svare! Blot din Pande, og den lægger Kroner ned for dine Fødder. Viis din ædle Rankhed, og Dronningerne ville knæle. Serafvingens hvide Glands skinner, Rachel, paa din Pande, ædel som Cornelias, tankefuld som den Velsign'tes. Den alene er et Aasyn, fuldt af Reenhed og af Høihed: en Præstindes og en Dronnings. Guds ukjendte Navn maa være skrevet klart derindenfor. Rosenbladets fine Hvælving synes formet efter Kinden, og dens Farves fine Rødme er Udødlighedens Sundheds, Evighedens Morgenrødes, Kaktusblomstens røde Bleghed, klare Alabast i Glød. SIDE: 39 Disse Lokkers lange Bølger ere Evas Dronningdragt, da hun herskede i Eden. Deres Sorthed synes gydet over med Demantens Støv og i Stjerners Straalen badet. De Udstrømninger maa være, o Vidunderskjønne, fra samme sorte Flammekilde, hvorfra Øinene udstraale; thi som disses glimrer deres Dunkelhed. Rachel smiler. Milde Himmel! var det Sjelens egen Reenhed, Perlekronen, som tilhører Aandens Klædebon, der saaes stjerneglimtende bag Læben? Skulde lidt -- kun øverst Bue -- af en Saligs hvide Hjerte, løftet op af Smilets Vinger, vises i saa fyrigt Blod? O Jødinde, du har seiret. Menneskene ville sværge af sin Frihed; thi du er jo Datteren af Seklers Trældom, og sin Taare Skjændselen har jo blandet med din Moders? Du har seiret uden Ord, ved din egen Aabenbaring. Verden vil i dig erobre en Forjettelse tilbage om en skjønnere og mere paradisisk Adamsslægt. SIDE: 40 Kom! Her Kaukasuser blaane, Fyrrens cederlige Kroner suse over Libanonner. Jordens Kreds er Kanaan. Skjønnest Mand blandt Nordens Frie vove vil til dig at beile, føre Bruden til en Dal, dybere og mere yndig end Judæas under Karmel. Mangler i din Brudekrands Jerichos Skarlagenrose, Sarons straalerene Liljer, Rachel, troer du ikke Nordens amethystne Vaarvioler, seraføjede Konvolvler ville pryde dine Lokker, naar de Taarerne betyde, som ifra dens Anger flyde? BARNET En Fremmed Siig mig, Amme, siig mig Navnet paa det underskjønne Barn, som du holder saa omfavnet? Ammen Josef Benjamin, min Herre. Den Fremmede Ah! Ja Jøden stikker frem i den lille Ørnenæse, SIDE: 41 og om Munden kan jeg læse Slægtens Arveanathem, at han bliver noget værre end et døbt sædvanligt Skarn. Skrækkelig, men sand, er Tanken, at den Diende, du bærer, i sit Hjertes første Banken lave Niddings Slethed nærer vist som unge Hugorm Giften bag sin Tunge. Ve, at ei med Gift beblandet var hans Moders første Kys, saa han, før han blev forbandet, kunde dø . . Ammen Min Herre! Tys! Barnet er et Kristenbarn. Efter Faderens Velgjører, som var Jøde, Navn det fører. Den Fremmede Hold det fast da i din Arm! Pige, tryk det til din Barm! at den lille Engel ei flyer til Paradiis sin Vei. Thi (han hedde Seth og Cham, Moses eller Abraham -- ligegyldigt!) thi et saa serafuskyldigt Aasyn endnu ei jeg saae. Derfor, Pige, pas kun paa! Ammen Herre! tro, det Himmerige, hvorfra slige Engle stamme, er en Moders Hjerte . . . SIDE: 42 Den Fremmede Amme! Skal jeg tro, du er Jødinde? Ammen Det var første Rang som Qvinde. MOSES PAA BJERGET Norges Frihed er berømt videnom, det fagre Skrømt, somom gyldne Spindelvæve rundt omkring i Luften dreve. Til Arabens Teltehjem trængte selv dets Rygte frem. Skjøndt berettet simpelt, roligt, klang det digterskjønt, utroligt. Poesi i samme Stund blev det paa Arabens Mund. Blandt de Andre maurisk Jøde hører til med Blik som gløde. Moses' Aasyn i sin Glands var ei ædlere end Hans. Meislet dybt og reent var Trækket, og med Bystens Bronze dækket. SIDE: 43 Hvidt hans Skjæg som Abrahams lyste paa den sorte Vams; men hans glade Flammeblikke ligned Patriarkens ikke. Thi de drak med Ungdomsfyr Beduinens Eventyr om det høje Land i Norden, som var frieste paa Jorden. "Friere end jeg tilhest, tryggere end Teltets Gjæst, lever der et Folk med Hæder bag safirblaa Atlaskjæder." "Jeg har hørt det i Algier af en frankiskfødt Vizir, Landets Barn, som selv det kjendte. Ak! -- " Saa Beduinen endte. "Ah! hvor blev den gamle Jøde? Pladsen øde? Brad forsvunden? Han i Teltets Folder sad. Nu de hvifted blot, og borte er vor Gjæst, den gamle Sorte?" Saa i Munden spørge de hinanden ad. Da Fortælleren med Sukket Munden lukked, Jøden hastet ud i Nattens Mørke var. Hurtig som en Skygge, over Ørknen sig den Gamle vover. Han ei rasted før han ved dens Ende var. SIDE: 44 Der, hvor ensom Palme runden er af Grunden, Jøden graver. Ved dens Rod hans Skat er gjemt. Han med den vil didhen drage, hvor han Friheds Lyst kan smage. Mellem Slaver skal ei Guldet ligge glemt. "Er det sandt, at Landet findes, hvorfor bindes her da længer? Jeg vil følge Svalens Flugt. Ørknen med min Fod jeg tvinger, Havet med en Snekkes Vinger. Hist jo trænger mig imøde Orans Bugt?" "Hvad kan Bølgerne, at trille did de ville, vel forhindre? Voven, født ved Afrika, fra at dø paa Thules Fjære? Skulde Mandens Vilje være endnu mindre? ei saa fri som Bølgen da?" "Friheden maa gjæstfri være, den maa bære, i sit Hjerte Kjærlighedens blide Ild. Ved sin Arne maa den gjerne see en Fremmed fra det Fjerne, og hans Smerte dække med sin Ære til." SIDE: 45 "Frie vil med Fri forene sig alene. Derfor stunder jeg til frie Nord afsted . . ." Røsten hen i Ørknen døde. Fjernt han sees i dens Øde bøjet under Skattene, som fulgte med. Et af disse Grændsefjelde mellem Nor- og Svea-Vælde, lignende snart grønne Volde, snart uhyre staalblaa Skjolde, springer pludseligen op i en skaldet sylspids Top. Ha, hvad sidder der en Morgen? Ørnen ejer ellers Borgen. Hvidt var Hov'det, kulsort Kroppen, som nu raged op fra Toppen. Har amerikansk Kondor jaget bort sin norske Bro'r? Denne skrigende omcirkler Fjeldets Tind i vide Snirkler. Dens Erobrer sidder stille, som en Knap paa Taarnets Pille. Punktet i det klare Blaa Ørnens Herre være maa. Ja, et Menneske tilvisse Punktet er paa Tindens Spidse. Ha, den mauritanske Jøde der, i Grændseørknens Øde? Det er ham! Sin tunge Skat har han træt ved Foden sat. SIDE: 46 Hvor sørgmodige hans Blikke! Derfor Ørnen slaaer ham ikke. Fulde de af Taarer flomme. Thi han maa ei længer komme. Moses liig paa Kanaan, stirrer over Landet Han. Ak, hvor stirrer han paa Landet, fra hvis Dale han er bandet! Ømt, som Moses' Blik Jordanen, Glommen fulgte Mauritanen til dens klingeklare Løb dulgte sig i Fjernets Svøb. Ogsaa ham, skjønt saa bedaget, Frihedsdrømmen har bedraget. Ak, hvor mangt et fyrigt Hjerte finder ei, med Jødens Smerte, Maalet, da det grebes just, som en Boble sønderknust. Ned er ei den gamle Jøde kommen end fra Klippens Øde. Nordenvinden nu maa kule frit igjennem Øjets Hule. End han sidder der kanskee, Døden liig foruden Lee. Op at lede efter Guldet! Det maa ligge der paa Tinden. Op gesvindt, gesvindt, forinden Ravnen stjæler det til Kuldet! Jøden vilde jo betalt Norge Friheden med Alt? SIDE: 47 TIDSELSKJÆGPLUKKEREN Noli desperari! Se den umaadelige Tidselhedes røde urolige Hav! Som Sjø- drevets Skum flyver Fnokket fra de Talløse, som nu, ligesom fortvivlende over sin Visnen, blegnede drage sig i Dybet. Nye Millioner skyde atter frem, væltende flammende Bølger foran Vinden. En graahærdet Bonde saaede jo der en Ager til med Vel- signelser, og slog fromme Kors derover? Kan der voxe For- bandelser af slig Sæd? Men se, midtopaf Tidselhavet stikker en Drengs Hoved lige- som en Druknendes! Ved Daggry gik han ud forat tilintetgjøre sin Faders Fiender, Tusinderne med de pralende kobberrøde Tidselhjelme, og forat plukke Fjærene af dem til sin Bedste- moders Pude. Den lille Helt! Hvor han mejer og arbeider! Han synes ikke at føle den stigende Sols Straaler. De maa være svale imod hans Kjærlighed. Umættelige speide hans Øine over Heden. Hele dens Rigdom af hvid Duun vil han plyndre før det bliver Aften og den gamle stunder til Hvile. Tornene ere røde af hans Blod. Fremad stunder han, skjøndt han med hvert Skridt kan sætte Foden i en Slanges svulne Ringe under de tætte Blade. Allerede er Middagssolen stegen højt over Skoven. Skyggen er voxet bag ham som den Feiges Mod, der seer sig ubemærket; og endnu seer han Heden fuldvajende af Tidsler rundtomkring den lille Kreds, han har røddet. SIDE: 48 Ak, ogsaa denne synes forsvunden som en Hvirvel i Havet. Eftermiddagsvinden reiser nye Tusinder iveiret som Slaver trod- sende paa Mængden. Han lader Hænderne synke. Vinden bort- fører Mesteparten af hans samlede Duun, og blæser ham nye forbiflyvende i Ansigtet. Ak! Saa frugtløs er Menneskekjærlighedens Idræt, at ville bekjæmpe Lidelserne. De ere talrige som Lasterne, hvis talløse flammende Tidselhoveders Henblegnen de ere, saa Sjeleverdnen seer ud som denne Hede, fuld af Millioner blomstrende og bleg- nende. Ve! hvad Forgroen i disse Menneskesjele! Lad Døden rødde i det vilde Paradiis! Fremmed Sorg være som det flyvende Tidselskjæg, høit værd Umagen at vende Ryggen til! Kun een Engel er bleven Men- nesket trofast: Ligegyldighedens vingeløse, med de døde Øine, de fede Kinder og det selvbehagelige Smiil, saaledes som alle Engle, undtagen Rafaels, ere malte i Kirkerne. Den fører dig forbi Lidelsen, med bortvendte Øine, som forbi en forbandet Saltstøtte. Al din Styrke forat lette den vilde dog kun være som et Barns Arme, slyngede om Støtten forat flytte den. Se, Himlene ere højtophvælvede over Jorden! Skulde deres Salighed forstyrres af Skriget af dens Jammer, Bulderet af dens Daarligheder? Fryd dig ved Agrenes Skjønhed; men glem, at pjaltet Kummer oppløjede dem! Beundre Borgenes Kuppler; men tænk ikke paa, at de ere Hjelmene om Tyranniets røde Hoveder! Ak! Bedstemoderens Kjærlighed vil jo udfylde Resten af Drengens stedse hungrende Pose, hvori Dunene skulde samles? Dens Rigdom er svunden ind til en Snebolds Størrelse; dog vil hun tage den grædende Dreng til sit Hjerte og Dunene under sit Hoved, og sige, at de have udaandet himmelsk Søvn om hendes Ledemod. SIDE: 49 Arbeid derfor trøstig som Drengen paa Tidselheden! Hans Øine vilde jo afplukke den hele, skjøndt hans Arme kun rakte den hele Dag over en Kreds, af Tvermaal som deres Længde. Gud regner heller ikke meer end Viljen. Naar din Kind blus- ser af retfærdig Harme, komme andre Engle end hiin foran- hoppende Frø, ligesom paa et antændt Signal, ligesom om Med- følelsens Flammeblik var Frimurertegnet mellem Sjelene og de Himmelske. De samme komme, som i Gethsemane aftørrede Blodsveden, og knælende opsamles ogsaa Dryppet fra din Pande til at blive Stjerner i den Himmel, hvori din Aand skal bo, og hvorifra de mørke Dynger af Arbeidets Dage skulle synes den som fjerne Viinhøje glindsende i Solskinnet. SIDE: 50 HENRIK ANKER BJERREGAARD (I ST. OLAFS LOGE, PAA HANS BEGRAVELSESDAG DEN 14DE APRIL 1842.) Lukt er vor Broders Grav, og intet Støvets Øie har Hans Indvien seet. Men Vi, Vi vide, at af Mesteren, den Høie, er den høitideligen skeet. Han feirer nu sin Pagt med Himlens Saliggjorte i denne samme Stund. Det stærke Løsensord, som aabner Himlens Porte, har han nu lært af Dødens Mund. Hvor kjærligt hvisked den, bedøvende hans Kummer! Han lytter henrykt til. Og om hans blege Mund sank Smerterne i Slummer, og Glæder vaagnede i Smiil. Han Logen aaben saae, hvor Universer tindre og Verdner slukkes ud, Og hørte Mestrens Kald til Helligdommens Indre, hvor Han, den Skabte, skuer Gud. Nu er han en Cherub, imellem Himlens Sjele som høien Mester sat; men her i denne Hal hans Genius vil dvæle i Aften som en kjær Penat. VED DIGTEREN, HØJESTERETSASSESSOR, HENRIK ANKER BJERREGAARDS GRAV, DEN 14DE APRIL 1842. Kom med Laurbærkrandsen hid! Nu er Skjaldens ædle Pande kold og hvid. SIDE: 51 Gylden Regn af Laurbærblade kan ei Ham nu mere skade, om hans Grav lige til dens sorte Rande overdyngedes deraf. Nu, da Han er bleven Leer, er det Tiden, at den sene Retfærd skeer: Døden faaer sin Laurbærkroning, Livets Smerte sin Forsoning; Verdens Dom bytter sine grebne Stene nu til gyldne Frugter om. Nu, da Skjalden ligger Liig, er Triumfens Time runden. Laurer sig mellem Tornens Grene blande, som sig bored i hans Pande. Paa hans Grav lægges nu en blomstomvunden efeukrandset Thyrsusstav. Om en Stund sin sorte Top Graven over Muld vil skyde sagte op. Den er Ærestemplets Tinde, som skal gjemme Skjaldens Minde. I sin Nød Norge kan sin Skjald kun byde Pantheonet i sit Skjød. Men fra hver en Mund, som qvad om Hans "Elskede blandt Lande," er et Blad SIDE: 52 hviftet hen, at strø de Veje, Aanden gaaer fra Gravens Leje til sin Fred, langsad elysinske Strande, under Laurers Dunkelhed. Og om tvende Uger vil Graven fuld af Blomster dækkes. Lyt da til, skal du med forbauset Øre Aagots søde Vise høre, sjungen af Klokker, som af Vinden vækkes til en Sang paa Skjaldens Grav. NORGES FJELDE Mel. Gubben Noah. Norges bedste Værn og Feste er dets gamle Fjeld. Skumle Død sig skjuler i dets dybe Huler. Varden oppe paa dets Toppe speide Dag og Qvel. Hør fra Urens Styrtning Lurens klagende Signal! Jægerkjeden skrider langsad Aasens Sider. Fjeldets Stemmer den fornemmer fra den dybe Dal. Vælten venter paa dets Skrænter. Bonden passer paa, om han snart kan lade Friheds Barrikade ned fra Tinden over Fi'nden som et Uveir gaae. Ingen Feide kan han speide. Hæng da Riflen hen! Gamle Bjørneskytte, krands med Løv din Hytte! Tappre Jæger, tøm et Bæger for dit Fjeld og den! SIDE: 53 Høie klare toner svare fra det gamle Fjeld. Folkets glade Løfter klinge fra dets Kløfter. O, hvor mange tusind' Gange sang de Norges Held! Held da Eder, blaae Geleder om mit Fædreland! Fred og gode Dage over Bondens Tage stedse skinne, stedse rinde over Fjeldets Rand. Grotten 17de Mai 1842. PAA EN LYKKELIG MODERS GEBURTSDAG 3DIE JUNI 1842. Mel. Tänk någon Gång etc. Til Mandeltræets Priis, af Blomsters Byrde til Jorden bøjet af en Sølverregn, sin Mandoline stemmer Spaniens Hyrde i Ly af sine fulde Rankers Hegn. Han seer i det sin Arnes Lykkes Billed, sin egen sejerrige Kjærlighed, en øm Penat, med spredte Arme stillet ved Hyttens Dør, en Vogter af dens Fred. Romancen lyder; og hans Hustru gjetter, at Mandeltræets Priis er hende meent, og under Sangen hun af Efeu fletter en Krands, og krandser ham naar den er endt. Men Nordens Søn taus til sit Hjerte trykker sin elskte Viv, og peger stille mod en Glemmigei, som sine lyse Smykker har slynget yndigt om en Roses Fod. SIDE: 54 "Han mener mig, han mener mig og Disse!" Saa tænker hun, og sætter paa sit Knæ de elskte Smaa -- da skuer han tilvisse Kjærminder slynget om et Rosentræ. Da faaer en taus Romance i hans Øje paa engang Ord som Spaniolens Lyst, og Jublen bryder ud i glade høje Triumfens Toner fra hans fulde Bryst. Han kalder sine Venner hid at skue hans Lykkes Billed i dets fulde Liv, og i Pokalen, fuld af Sydens Drue, de tømme Skaalen for hans hulde Viv. Saa, elskte Ven, i Aften vi besynge den Lyst, som blomstrer i din Arnes Læ: din Caroline, hvem de Smaa omslynge, -- dit glemmigeiomkrandste Rosentræ. TIDENS VÆRD (EFTER WALLIN) Penge kan Du miste, Penge atter faa, lægge i din Kiste, og forvare saa. Ak, men Tiden, Stunden, naar den er forsvunden, kommer ei igjen! Intet Segl og Stænge, Port med Bolt og Gjænge holde kan paa den. Dyrk med liden Hvile din beskaarne Vang! Stunderne, som ile, seer du blot een Gang. Naar dig Graven dølger, dig tilhimmels følger kun Hvad Du har gjort. Maalet for din Bane er en Seierfane over Dødens Port. SIDE: 55 OPSANG FOR BRASILIEFAREREN, BRIGGEN PRECIOSA Nu tage vi et langt Farvel Singsallijo! med dig, du gamle, norske Fjeld. Singsallijo! Hurra! Hurra! for Singsallijo! Farvel, du gamle Graa! Farvel! Vi tænke, at du staaer nok lel. Vi tænke, at du staaer endda, mens vi er i Amerika. I Golfen under Mexico vi skifte ei vor norske Tro. I Rio og i Pernambuc paa Norge tænke vi med Suk. Ja vestenfore selv Cap Horn i Hjertet sidder Hjemvees Torn. Det bløder, bløder op igjen i Paradiis-Brasilien. Did er det Preciosa skal, langt udenfor den blaa Kanal. Da er det først hun fører Seil, naar England seer vort Agterspeil. Farvel, Europa! Cap Lizard er Næsen paa din gamle Nar. SIDE: 56 Men herlig som en Aftensky i Vest gaaer op en Verden ny. Did stunder Preciosas Lyst med Seil saa fuldt som Svanens Bryst. Da er det først ved Finisterr' hun lufter sine hvide Fjer. Da er det som en Svane roer fra Cap Vincent til Mogador. Og bagud gaaer den hvide Foss. Følg os, du vilde Albatross! Følg os, du vaade Flyvefisk! Vi paa Madera faa en Pidsk. Det blæser varmt fra Afrika. Men Pico gi'e vi et Hurra. Thi Sneen skinner fra dets Top. Den frisker norske Hjerter op. Tørhænde kommer en Korsar. Da Gutter, op! Kanonen klar! Op flyver da vort norske Flag. Nu kan det bli'e saa varm en Dag. Vi tænke paa Jorsalafar. Hans Klinge Blaamandshovder skar. Vi tænke, at vi hævde maa Normannanavnet paa det Blaa. SIDE: 57 Den sorte Skonnert braser væk. Han saae det blinked paa vort Dæk. Han saae et Glimt af en Musket og Spidsen af en Bajonet. Han tænkte da: der er vel fleer? At dreje af det bedste er. Han gik i Læ, den slu Pirat. Da kom en fygende Dravat. Men lad staa til! Passat vi faaer. Mod Vest, mod Vest, mod Vest det gaaer. Vi bære af, og Hajen med. Af Os skal han ei blive feed. Jo bi! Der har du din Portion! Du pryde skal vor Gallion. Vi hale ham med Lænker ind, og spænde ud den Morders Skind. Vi bære af mod Vest, mod Vest! Vi Linjen skar. Det var en Fest. Da drak vi Norges Skaal med Skjemt. Kaptainens blev ei heller glemt. Og Rhederen paa sit Kontor, han fik en Bommert, som var stor. Vor vakkre Preciosa med vi gjorde i en Skaal Besked. SIDE: 58 Hun, før vi vidste Ord deraf, har gjennemkløvt det store Hav. Der blaaner alt i Havets Rand Brasiliens Slaraffenland. Og Rio aabner alt sin Bugt. Der, Preciosa, hvil din Flugt! Som ungen Brud sin Rosenkrands, sit Flag hun bær' -- vort Fædrelands. Forundret knapt Kreolen troer, at det er Nordens Trikolor. Men Negren kommer med sin Sæk. Saa stuve vi fra Bund til Dæk. Og naar vi synes, vi har nok, saa op med Bramseil! ud med Fok! Saa maa vi hjem til gamle Moer. Hun veed vi efter Kaffe foer. Hun sidder bag det gamle Fjeld, og ønsker os paa Reisen Held. Hun ønsker vi maa komme snart. Tilbage derfor i en Fart! Følg os, Atlanterhavets Hai! Tilbage over Porto Pray! Ja fra den takkede Azor tilbage til det elskte Nord! SIDE: 59 Kanalen aabner sig, Hurra! Nu er vi ikke langt derfra. Da raabe vi til Vinden: blæs! Vi længes efter Lindesnæs. Vi længes svarlig hjem igjen. Det gjør vi i Brasilien. Og Apelsinen gyldenmalt vi spise tidt til Taarers Salt. Men naar vi Norge faa at see, Singsallijo! da er forbi al Sorg og Vee. Singsallijo! Hurra! Hurra! for Singsallijo! Hvis Visen synes dig for lang, saa syng en Stub deraf hvergang! Matrosen hugger af sin Bus. Med Visen gjør det samme Puds! Og blev den lang, saa glem dog ei, Singsallijo! Preciosa har saa lang en Vei. Singsallijo! Hurra! Hurra! for Singsallijo! NATUR- OG MENNESKE-KJÆRLIGHED Hører du i døven Dvale, Jordens Herre, ei desværre SIDE: 60 Himmelens, din Faders, Tale -- aabn da Øjet for din egen stolte Stammes Viisdoms ømme kloge Ammes, Alnaturens, milde Pegen paa sin stumme Kjærlighed! Skyen Træets Krone lædsker; Træets Blade atter bade Buskens Top med milde Vædsker, Skyens lunkne Honningblod. Under Busken Græsset lukker op sin spæde Mund, og Busken af sin Væde, blandet med dens eget Sukker, mætter det med Overflod. Dyret, skjøndt dets Øje blunder taagehyllet, seer fortryllet dette Kjærlighedsvidunder. I det vaade Græs en Hind knæler med sin Kalv og slikker op de fulde Draaber, som paa Græsset rulle. . . O, Natur, sit Liv den drikker af dit ømme Hjerte ind! Ak! men Jordens Herre, Manden, Han, som bærer Himlens Sfærer modellerte skjønt paa Panden, Lysets Kjerne i sit Blik -- Han, den Himlens Førstefødte, SIDE: 61 Brodermunde tør et Drag af Luft misunde? har for Jøden, den Forstødte, Øjekast som Ormestik. Han, med hulden Viv i Armen, blidt omfavnet, Christennavnet korsbetegnet over Barmen . . Han, hvis Mund med milde Smiil er i Kysset af en Moder blidt ompræget, føler Hjertet kun bevæget af et Helveds mørke Floder: Hadets Aarers vilde Iil? Ve dig, Cain, din Broders Hader! Du at sove ei tør vove under Træets Ly, som bader Tornebuskens Blomstersnee. Tjørnene, mod Græsset ømme, med Forfærden straffe vil din Sjels Forhærden, Græssets Taarer vil fordømme dig i Alnaturens Vee. BRÆNDEVINET (EFTER DET SVENSKE) Frisk laa Hjernen inden haard Forbening, mægtig til at fatte Altings Mening, styrende en uregjerlig Krop; Hørt var ikke Kobbersmedens Hammer, Brændevinets Brænding og dets Jammer var ei funden op. SIDE: 62 Finkelruset, dette Skrækvidunder, ufødt laa endnu og ruged under Kornets skrumpne Skal saa fast forvart. Mandens Kind var ikke som en Pose, Næsen bar ei rødblaa Gjæringsrose, og hans Blik var klart. Se der koges! Se hvor Giften blandes! Finklen klækkes af sit Skal, til Landes Ødelæggelse, til Folks og Lands. Alle Hjerner siden kom i Irring; rundt gik Jord og Himmel i Forvirring. Slukt er Sind og Sands. Nu forvexles Himlens fire Streger, Tanken sig i vilden Hvirvl bevæger, Næsens Rosenknopper springe frem. Dag af Natten gjøre drukne Vilde, og som Svovl og Beeg den sunde Kilde kun forfærder dem. Fæle Bylder skyde frem paa Kinden, Haanden skjælver som et Løv for Vinden, Tungen stammer, Diebarnets liig. Dyret studser: -- Manden, Guders Lige, er den Eneste i Verdens Rige, som beruser sig. Gift, som i Naturens Aarer brænder, du som Adam under Dyret skjænder, hvo opfandt dig? O mon hvem det veed? Jo, da Satan havde Herren fristet, fuld af Harm og Skam han bort sig listed, og han Finkel græd. SIDE: 63 Alle Slægter juble til din Ære, Tiden leer ad Nøkterhedens Lære, overalt dit Altar staaer ibrand. Til et Tempel har du hele Jorden, men Prædikestolen staar i Norden, i vort Fædreland. Overalt du er. Liig en Hyæne suger du fra Benet Kjød og Sene; Folket æder du og hungrer end. Staten byder op sin Kraft forgjæves forat rive bort dig, kun du hæves høiere af den. Siig os, siig os, er du ei det Samme, kjendt i Oprørs eller Mordbrands Flamme? gjør til Dverge Mændene i Nord? Naar i Eeder Folkets Pøbel skryter, er det ikke Brændeviin blot, som bryder ud i vilde Ord? Se, som Dragen paa den skjulte Skatten, se saa blikker Drankeren om Natten ned paa Flasken, som han tømmer ud. Som Basunen Dommensdag forkynder, være vilde for den usle Synder Brændeviinsforbud. Afgrundssuppe! du har Veien lukket til det Land, hvorefter Aanden sukked, og hvorhen den uden dig vel kom. Pas du giver Den, som du forfører, til et Sted, hvor Aandeverdnen hører den Fordømtes Dom. SIDE: 64 VISE OM SYNE-MARTHA PAA VEITASTRAND I SOGN Mel. Lykken vender sig ofte om. I Sogn har Herren aabenbart sin Herlighed og sin Vælde. Der styrte Fossene ned i Fart i Havet fra svimlende Fjelde. Gud fri os bare for Overtro! Mon Sogningen da behøver meer for Herren ret at tilbede, især naar dygtige Præster er ved Kirkens Altar tilstede? Gud fri os bare for Overtro! Dog har man sagt, at paa Veitastrand har en erbarmelig Qvinde seet hele Helvede staa ibrand og mange Sjele derinde. Gud fri os bare for Overtro! Sin egen Fader hun saae i Beeg og bare Svovel at syde, og Nilsa-Pær hun hørte skreg i Fandens kogende Gryde. Gud fri os bare for Overtro! Det kogte i hendes Hjerneskal og i hendes egen Mave. Thi Naaden reder ei slig en Qval alt under Synderes Grave. Gud fri os bare for Overtro! SIDE: 65 Han tugter Sjele med Angers Ild; men ei med Svovel og Tjære. Dog kan den svovlede Flamme mild mod Syndens Qvaler tidt være. Gud fri os bare for Overtro! Hun siger, Engle om hende gaae med lysen Aasyn og Pande. Men Englene boe hist i det Blaa hist i de himmelske Lande. Gud fri os bare for Overtro! De give Marthe en lang Goddag, fast de for Syndere græde, og skjøndt de danne for Herrens Sag med Jordens Slægter en Kjæde. Gud fri os bare for Overtro! Hun siger ofte, hun Psalmesang rundtom i Luften kan høre. Jeg tænker Blodet vel mangen Gang har suset for hendes Øre. Gud fri os bare for Overtro! Hun siger, at hun en Fugl har seet, saa hvid som Sneen at skue, og om dens Hals, hvis hun saae ret, af himmelske Straaler en Bue. Gud fri os bare for Overtro! SIDE: 66 Men Fuglen har hun nok klækket ud i egen drømmende Pande. Gud vil ei slige Sendebud med sine hellige blande. Gud fri os bare for Overtro! Thi han i Bibelen givet har os stærken Engel ved Side, og vor Samvittighed, øm og klar, er Marthas Fugl den hvide. Gud fri os bare for Overtro! Gud fri os alle for Overtro! Sig selv Han jo aabenbarte. Det nok for Alle kan være jo; og da vel ogsaa for Marthe? Gud fri os bare for Overtro! Gid Syne-Marthe faae sin Forstand, og desforuden sin Helse! Hun er for syndig til Folk og Land med sine Syner at frelse! Gud fri os bare for Overtro! Hun er en stakkels enfoldig Tøs, der burde Ingen forføre; og at hun har sig en Skrue løs, er godt af Alting at høre. Gud fri os bare for Overtro! SIDE: 67 Jeg vil mig vandre til Kirkens Hal, for Dyd og Sandhed at lære, og hvis der saa er Messefald, er Gud derude mig nære. Gud fri os bare for Overtro! Han peger i det svimlende Fjeld, Hans Skrift er de lysende Dale, og i det rungende Fossevæld jeg hører hans hellige Tale. Gud fri os bare for Overtro! I Sogn der mangler man ei paa Sligt, paa Alnaturens Vidundre. Det hele Land er jo som et Digt, som Sol og Stjerne beundre? Gud fri os bare for Overtro! MED NOGLE BØGEKJERNER TIL UDSÆD VED CHRISTIANSSAND [fotnotemerke] Paa gamle Oddernæs vox op, du ædle Bøgesæd! Vox rank, vox høj, indtil din Top blier Ørnens Ynglested! Fotnote: Indsamlede af de prægtige Bøge, som voxe i en Nordbakke paa Ullevold -- i en Nordbakke, udsatte for Snoen fra Maridalen, og under denne Brede- grad, mens man troede, at denne Træsorts Grændse var en Grad sydligere, SIDE: 68 Da skal hver Stamme nyde Agt, som om den var en Mand! En Kjæmpeskov skal staae paa Vagt paa Lund for Christianssand. Ak, sagt med Sorg og ei med Spøg, ak, mangen Mand med Sværd, med Sværd og Hjelm, kan med en Bøg ei maale sig i Værd. Thi Bøgen er en Patriot, ja til sin sidste Fliis. Dens Væxt er et Arbeide blot til Landets Gavn og Priis. Den drømmer i sin Skygge kun om patriotisk Daad. Den tømrer stilt den seige Bund til kjække Sømands Baad. Fotnote: givende et brillant Finale i den herlige Skov ved Laurvig! Der er saaledes ingen Tvivl om at den vilde kunne voxe over de fleste sydlige Strøg af Agershuus Stift og ganske vist over Smaalehnene, Folloug og Ager. Egen findes spredt over Romerigernes vindhaarde Sletter; paa Mistbjergets Knæ staaer "Eidsvolds Fane", en knuddret Gubbe af en Eeg i den stenige Grund, med vel saa mange Aarhundreder paa Bagen, at den har seet Kirken bygges nede i Bygden, hvor St. Olaf hørte Ottesang før han drog afsted til Rings- ager og ødelagde Smaakongerne, og med en endnu ungdomsfrisk Krone, der sees vide over Dalen. Paa Næs paa Hedemarken ender Egen først, og da pludselig, saa Bøgen ved Laurvig, med en Skov paa Gaarden Hoels Mar- ker, saa herlig som i Old-England. Og Bøgen er Egens Frænde, ikke meget kuldskjærere end den. Danske Havetidende siger endogsaa, at den med Forkjærlighed vælger Stederne mod Nordost. Dette Aar var saa fortræffeligt for saadan Træsæd, at det vel neppe saasnart viser sig igjen. Bøgetræets mangfoldige Nytte, navnlig for Bødkere o. s. v., burde vække den Opmærk- somhed for dets Udbredelse, at man benyttede sig af denne Naturens An- viisning. Nu pege de tørre Grene Fingre ad vor Ligegyldighed, og Egernet pudser sin Snude i Toppen, gottende sig over at den har spist og samlet de Kjerner i Rede, som Menneskene ikke have brydt sig om. SIDE: 69 Og sagte af metallisk Steen paa haarde Voxested den suger Funker i sin Green, at varme Hytten med. Det gamle Byens Furutræ [fotnotemerke] seer da din Væxt med Lyst, og rister for hver Fod du groer en Rune i sit Bryst. En Pagt skal mellem begge staae, fornyet hver en Vaar, at Ingen af dem skal forgaae saalænge Byen staaer. Giv Ungdoms Elskov snart et Ly, en Skygge gyldengrøn! Den Gubbe, som dig planted, fly din Green en Stav til Løn! En Slægt meer fri og stolt end vor beskygge du engang, mens i dit Ly et Drosselchor dig gier en bedre Sang! "TONE" MAURITS HANSENS SIDSTE NOVELLE Ak! imellem disse Blade og den himmelske Novelle, Maunts Hansen nu for glade Serafiner maa fortælle, har hans Dødssuk tont: Vi have her i Haand Hans sidste Gave. Fotnote: Byens Vaaben. Staaer paa Kirkegaarden. SIDE: 70 Havde Døden Pennen revet, før han endte, Ham af Haanden, "Tones" Slutning digtet blevet var blandt Himmelske af Aanden. Elsket vilde de hans Tone, Engelen som Bondekone. Muntrere da var tilvisse hans Fortællings Ende vorden. Thi en serafinsk Novelle, skjøndt begyndende paa Jorden, ender ei ved Graven; denne er kun et Kapitels Ende. Tones Fryd, da Hjertet kunde af sin Qval omsider briste, da hun hørte selv hvorlunde Mulden faldt paa hendes Kiste, maatte Han i Skjaldetale da i Engles Kreds afmale. Hendes nye Skjønhed, dannet i den gravnedsænktes Billed, skabt af Lys med Skygge blandet, Perlens ligt, saa skjært formildet, skildred Han med Skjaldegaver da for lyttende Serafer. Og hvorlunde Himlens Fyrster sig forelskede i Hende, at et Bryllup med den Bedste blev tilsidst Novellens Ende -- dette alt om Tone vilde Han for Englene afbilde. SIDE: 71 Og af deres Smiil han fatted, hvor dem Døden lidt betyder, at de fryde sig naar Klokken til den Ædles Liigfærd lyder. Vi, vi fatte ei den Glæde, Vi, som for den Tabte græde. Og naar endt Han havde, vilde Jubel gjennem Himlen lyde: "Held os! hid en Skjald er kommen for de Himmelske at fryde! Elskte Digter! du fortælle maa os endnu en Novelle!" SOGNEFJORDEN Den har været Dødens Gjæst, Den har seilet paa en Torden, Den er døbt i Rædsler vorden, som har pløiet Sognefjorden Forthun fra til Sognefæst. Har Du glemt dit Fadervor, mindes Du ei Bøn at bede: lær den af en Guddoms Vrede! tænk dig, Synder, da tilsæde i en Baad paa Sognefjord! Fjorden selv, den Havets Søn, af sin Fader dybt i Landet bortforviist, som Cain forbandet, i sit Mulm, med Fjeldets blandet, selv den kjender ingen Bøn. SIDE: 72 Men den bedre end en Præst kan dig lære fromt at bede, ryste Hjertet i dets Rede, frem de glemte Budord lede, Du engang som Barn har læst. Til Befal, til Bøn ei, vant, Sognefjordens Stiim af Bølger kun sin egen Vilje følger. Selv sin egen Storm den dølger som et Sværd i sit Gevandt. Vil den suge endnu meer Sorthed af Hurungers Skygge, skyder den af sine snygge tandudskaarne Bølgers Rygge ud en "Havguuls" sorte Fjer. Som af Ravne pidsket da skynder den sig didindunder Skyens Taarn, hvor Fjorden bunder, mætte sig med Mulm, og blunder til den atter vil derfra. Da -- det er een Times Ro: Slumren endt naar den begynder -- da, da er det Tid, du Synder! at du dig i Baaden skynder: Fjorden slumrer ei i to. Uden Rast og uden Rist vil den atter til sin Fader: til det store Hav, som hader Sønnen med de vilde Lader, og har derfor ham forviist. SIDE: 73 Saa, til evig Fart fordømt, Fjorden fremad og tilbage mellem Hav og Bund maa jage indtil alle sine Dage Tidens dybe Horn har tømt. DET GAMLE AAR Du gamle, hvide Aar, snart skal du ligge Liig. Naar Nytaarsklokken slaaer, det ringer over dig. Du mangen Sorg har bragt; dog mangen Glæde med. Thi skal du blive lagt i Graven smukt i Fred. Og med sin hvide Blomst skal Vintrens Sky den strøe saa tæt, at Mindet selv om al din Sorg maa døe. Een Sorgs Erindring dog ei med din Død forgaaer: at gamle Kongen ei til Norge kom i Aar. Derom en kjærlig Bøn i Folkets Hjerte slog. Det tællede iløn hver Dag, som det bedrog. Det bad til Skov og Lund: "skyd en Oktoberqvist! Forsink din Afskedsstund! Thi Kongen kommer vist." Til Fuglene det bad: "o flyver ikke bort! Dvæl med jert Afskedsqvad! Han kommer inden kort." Til Eng og Mark det bad: "o hold dig længe grøn! Visn ei før Træets Blad, der alt har hørt vor Bøn!" "Paa dine Blomster gjem saalænge som du kan! Vist kommer end i Aar til Norge Carl Johan!" Nu har forlængst det sagt: "fæld sidste Blad nu, Qvist! Fly, Fugl! følg egen Agt! Din Grønhed, Eng, nu mist!" "Nu kan du fyge, Snee, til Huus og Hjem forgaaer: Vi faae ei meer at see vor elskte Drot i Aar." SIDE: 74 Men gamle Aar, som snart skal lægges i sin Grav, et Løftesord derom sin Ætling arvegav. Som med et Aandepust dets sidste Livssekund skal hviske Løftet tyst til første Nytaarsstund. Med Gryet Aarets Søn sig reiser rød og stærk. Hvad Faderen har glemt skal blive Sønnens Værk. I favrest Sommerstid, Nytaar, stil da vort Savn: at føre Kongen hid i Folkets aabne Favn! LAD-HANS Mel. Ifjor jett'æ Jeita ti djupaste Dalom etc. Det Guld er tilvisse ei meget at rose, som drypper ei Kobber i Armodens Pose. Men, Ladhans! idag faaer du ikke en Skilling; thi Lediggang, seer jeg, er al din Bestilling. Og Dovenskabs Tiggen i Gavmildheds Hæle vil ei den alene, men Nøden bestjæle. Men hør, hvad jeg siger! Det gavner tilvisse dig mere, min Gut, end en Dalers Almisse. Dog mærke du først, at du Hjælpen forsager, hvis Raadet du kun gjennem Ørene jager. Den Sult maa arbeide, som lyster at æde. Den Armod maa spinde, som vil sig beklæde. SIDE: 75 Det Brød, jeg vil spise, det maa jeg vel hente. Thi førend det flyver til mig, maa jeg vente. Gud giver hver Fugl nok dens Frø til at æde; men ikke han kaster det hen i dens Rede. Og det er en Regel, du vel bør at vide: Hvo Kjernen vil spise, maa Nødden først bide. Og glem ei, at, hvile en Fattigmands Hænder, da hvile medrette vel ogsaa hans Tænder. Hvor griner du, Ladhans, som Arbeide hader; men Flittighed leer, som i Sveden sig bader. Og Den, som vil dovne sig Ugen tilende, vil Gud ingen Sabbath derovenpaa sende. "Godvilje", den Smaagut, har, sig til en Ære, optrukket det Vognlas, "Drog Rise" lod være. Den Rise var "Doven Drog" -- Tosken, som undred sig over, om Fjeren ei veied et Hundred. Tag fat paa dit Værktøi, min Gut, uden Votter! Med Handsker paa Lab fanger Katten ei Rotter! SIDE: 76 Den Flittige faaer vel et Huus af en Hytte. God Spinderske ofte sit Linned kan bytte. Men let vil det Barn, som ei lærer at virke, først stjæle i Naalehuus, siden i Kirke. Sin Løn maa paa Haanden Arbeideren have. Tag glad imod Løn, men saa glad ei mod Gave! Et Haandværk, om end det er sodet om Munden, af skinnende Guld har sin Hjerterod tvunden. Reent fattig er Ingen, thi Tiden er Penge; men ikke som disse den gjemmes kan længe. Og det er en Sandhed, vel bedre end Penge; "Hvo hjælper sig selv, hjælper Herren, den strenge." Og, trykker dig Armods Elendighed svare, da laan af dig selv ved at virke og spare! Et Fattigmandsbarn, som gjør Træskeer, kan hænde ei, før det til Gjæst bee'r al Bygden, vil ende. Thi Flid, som sig gifter med Tiden, til Smykke har Glæde, og Barnet, de faae sig, er Lykke. SIDE: 77 PETER TRESCHOW-HANSON, LÆRER VED KRIGSSKOLEN (I ELEVERNES NAVN) (Mel. Hvo ved, hvor nær mig er min Ende). Før Jordpaakastelsen. Nu er det gamle Hjerte stille, som slog for os, -- nu er det tyst. Bag Dødens Skyggers mørke Skille det straaler nu i saligt Bryst. Til Lysets Aanders Himmerig Hans frie Sjel har svunget sig. Nu da Han bleven er en Borger i Republiken i det Blaa, ham smerte ikke meer de Sorger, som han i Sagas Roller saae. Hist seer han Idealets Digt paa eengang sandt og virkeligt. Dog vil han see fra Aanders Sfære til sine unge Venner ned: Hans Salighed vil ei undvære vor sørgende Taknemlighed. O, engang Han sin Ròs af den fornemme skal i Himmelen. Efter Jordpaakastelsen. I Gravens Dunkelhed forsvunden er nu vor elskte Lærers Leer; men gjennem Grav og Mulm forbunden Hans Sjel med vore Sjele er. I evigt takfuldt Minde har vor Kjærlighed hvad Os Han var. SIDE: 78 VED SORENSKRIVER OLE SEMS GRAV DEN 20DE JANUAR 1843. Var Sørgekrandsen eviggrøn, som slynger sig over din Urne, hedenfarne Ven, den ligned' da i varig Friskhed den, som om Hans elskte Navn Erindringen i vore Hjerter evigen forynger. Ak, Savnet klager, skjøndt det bør erindre, at af den Ædles Hjerte straaler frem, saasnart det brister, Ærens Diadem til Aandens Kroning i de Frelstes Hjem, mildt lysende i Gravens stille Indre. Nu spreder det i Glands sig om din Pande, og Palmer skyde af den brudte Stav, naar Vi, der samledes omkring din Grav, hvor, du, o Sem, var ædel, mild og brav, og hvor Du elskedes, i Graad maa sande. BORDSANG PAA HS. MAJESTÆT KONGENS FØDSELSDAG DEN 26. JANUAR 1843 I DET DRAMATISKE SELSKAB I CHRISTIANIA (Mel. For Norge Kjæmpers Fødeland.) Fra dette Tag, I norske Mænd, skal gammel Sæd ei flygte. At være Arnested for den er "Dramatikens" Rygte. Og det er gammel Sæd i Nord, paa Kongens Dag om festligt Bord at sende rundt med Gammensord Pokaler perlesmykte. SIDE: 79 Og, Normænd, sammen os en Pagt for Norges Elskling binder, som Kronens Glands og Sceptrets Magt i Folkets Ømhed finder. Hans Navn i trofast Normands Sind med dybe Træk har trængt sig ind: der straaler det som Stjernens Skin, hvis Friskhed ei forsvinder. En Skaal for Ham, hvis Liv idag til Jordens Lyst sig tændte; som ved sit Hjerte Gothens Nag og Baggens Harme endte! En Skaal for Nordens Carl Johan! en Skaal tilbunds fra Bægrets Rand! Gid Kongen snart til Norges Land Bud om sin Ankomst sendte! NATIONAL-DIVERTISSEMENT PAA STOCKHOLMS THEATER, PAA HS. MAJESTÆT KONGENS REGJERINGS-JUBILEUM DEN 6TE FEBRUAR 1843 [fotnotemerke] . Hymne af Folket. Du, som med Krands af Stjerner Issen fletter i Seklers Sekel, Støvets Hyldning tag! Du længe har bevaret Nordens Ætter en Faders Liv, Du deres Bøn opfyldte saa hør og deres glade Lov idag. Fotnote: Foran dette National-Divertissement, som er bleven opført mangfoldige Gange under stormende Tilløb, fremsagdes paa Festaftenen en Prolog til Operaen Ferdinand Cortez, som derefter blev opført, men hvilken her udelades som ikke vedkommende det egentlige Nationaldivertissement. SIDE: 80 Fra Vintrens Land til Himle solforgyldte vor Lovsang bryd i glade Samklang ud! Du Døden giver, Livet Du besjæler, Du Kongers og Nationers Lod uddeler -- beskyt da Sveas Drot og Folk, o Gud! Chor. Carl Johan, Hil Dig! Paa Sølvlokkers Bølge Kronen Du bærer, som raktes Dig frit. Møjer og stolte Bedrifter Dig følger; Ei blot med Aarene øges Besværet, Kjærlighed ogsaa: dens Vælde er dit. Carl Johan, Hil Dig! Du kraftig og æret fører det Scepter, som Folket Dig gav. Tiden kan Kjærlighedsbaandet ei spilde -- Frie de nordiske Lande sig bilde end i det frie, det nordiske Hav. En Bonde (i Skaansk Dragt). (Mel. Dybt i Havet osv.) Svenske Bonden arved svenske Grunden; men han arved og Fædres Sind; stor i Gjerning, aldrig stor i Munden, lægger han fast paa Troskab Vind. Ploven vender han med Kraft end lige seig, Herre er han selv end paa sin Odelsteig, ei tilthings har han Tunger to, sin kaarne Konge elsker han saa tro. Se fra Lapland lige ned til Skaane samme flinke og raske Iid! Aarets Væxt bestemmer Sol og Maane, og dernæst jo og af Bondens Flid. SIDE: 81 Alt fra smeltet Snefan skyder Grøden godt, gamle Bondemænd omkring sin gamle Drot for en Fremtid da sørge ei, men hviske: "endnu lever gamle Frey." En Lap. (Mel. Spring, min snella ren!) Glædens Straale klar Lappens Fjeld har naae't. Han sit Rensdyr har og sin Hytte blot; men ved frossen Pol seer han Midnatssol. Nye Vinger Han har paa Skien faae't Smigre ei han kan, men velsigne blot, og blandt Sne og Lyng synge for sin Drot. En Normand. (Mel. Der holdes Thing i Oslo By.) Fra Dovrefjeld jeg Hilsning bær, fra Brødrene bag Fjeld i Vester. Der feirer Nora, Svea her, med samme Glæde samme Fester; thi Helten med et Haandslag har forenet Nordens Tvillingpar. Om Stockholm som om Agershuus, om Østersø og Vestervoven sig hvælver Himlen lige lys, med Karlsvogn og med Nordlys oven. Og frie Mænd de vide bedst, at Konningens er Folkets Fest. SIDE: 82 En Morakarl. (Mel. Gammel Dalvise.) I Dalerne boede, i Dalerne boer blandt Armod end Troskab og Ære, en Slægt, som vil holde den Eed, som den svoer, og Pile i Vaabenet bære. Den blander med Bark ikke sjelden sit Brød; men mægtige Herre fandt Hjælp i sin Nød hos Dalernes fattige Sønner. Og Engelbrecht, Vasa -- vi hørte dem til, vi fulgte dem kjække i Striden. Vi Carl Johan følge, om Han det saa vil, dog takke vi Hannem for Freden. Da ryddes vor Skov, og da voxer vor Høst, forstyrret blier ikke da Arbeidets Lyst for Dalernes lyklige Sønner. En Soldat. (Med Chor.) (Mel. Af Svante Sture og Märtha Lejonhufwud.) Soldaten han elsker sin Drot og sit Land, han vover sit Liv ufortrøden. Med Æren i Brystet, Musketten i Hand marscherer han kjæk imod Døden. Svenskt Mod og svenskt Staal tage let ikke Rust, den svenske Soldat vil nok findes paa Post. "wer da?" -- det er Svensken som spørger. Og skralder Trompeten til Opbrud -- Velan! Kamprustet staaer Normannahæren. Den kjender den Helt, som gaaer graanet foran, ei Leipzig er glemt og Groszbeeren. SIDE: 83 Ja! kommer vor Fiende i Skudhold engang, det har ingen Fare, skjøndt Freden er lang, ei klikke de svenske Geværer. En Bjergmand og en Sømand. (Vexelsang.) (Mel. Gammel Folkevise.) Bjergmanden Svinger jeg Hamren i dybeste Schakt, Natten blot seer mine Tanker; men af den Malm, jeg i Dagen har bragt, smedder dog Haabet sit Anker. Sømanden Anker jeg heiser. Mig kjender mit Hav. Guulblaat mit Flag er paa Bølge. Vikinger vare fra Oldtiden af Fædrene. Jeg vil dem følge. Begge Kraftige Mænd fordrer Bjerget og Søen. Veklinger bort fra dem begge! Bølge og Bjerg favne skandiske Øer. Leve vort Seil og vor Slægge! En Wingåkersjente. (Mel. O Wärmeland, du skjønne osv.) Hvor Fosskallen spiller for Skov og Elve blaa, min gamle Faders Stue staaer paa Stranden; men Skovene suse: de Sagn fortælle saa om Svea Folk med Hvisken til hinanden. Det gjæve Folk er godt i sin inderste Rod, og gaaer man det imøde, saa kommer det imod, og saa man vinder meer end halve Vejen. SIDE: 84 Jeg er vel blot en ringe Vingåkersjente jeg, at synge hverken ombedt eller tvungen; men synge en Vise idag, nu hvorfor ei, om saa det var for selve gamle Kongen? "Den Konge han er tapper, den Konge han er god;" nu har jeg sjunget Visen saa godt som jeg forstod: Lad den af Andre bedre blive sjungen! Recitativ. Nu kommer, Venner! inden Festen naaer sin Ende og dens glade Timer svinde. Se, mellem os vor Konges Billed staaer! En Laur- og Eegløvskrands til det vi binde! Chor. (Omkring Kongens Buste.) (Mel. God save the King.) Lauren og Eegløv tag, Drot paa din Sølverdag her af vor Haand! Aldrig var Kronens Glands skjøn som hans Hæderkrands, flettet med vor og Hans Kjærligheds Baand. Enkelt Stemme. Kjærlighed fletter den, binder den om igjen Vinter og Vaar. Aar hen som Dage flye, useete Dage grye, Troskabens Nyaarsny straaler hvert Aar. SIDE: 85 Gud vogte Landets Fa'r! Qvellen af Stjerner klar, hvælver sig skjøn. Synger da end i Qvel: "Gud gjør vor Konge sæl!" Echo fra Dal og Fjeld toner vor Bøn: Chor. Bevar Gud vor Drot (o. s. v. Oversættelsen af God save the King.) DOROTHEA ANDREA GLØERSEN, FØDT KEILHAU, var en af disse sjeldne harmløse Mennesker, der aldrig bedrøve sine Med- skabninger uden ved sin for tidlige Bortgang. Hun havde kun Blomstens Skyld: den, at maatte visne tidligen i sin Fagerhed, endnu medens hendes Livs Sol syntes at skulle staae højest og bestraale hendes Skjærsommer. Sine Forældres, Corpsmajor af Cavalleriet, Ridder af Sværdordenen, Jens Christian Keilhaus og den gjenlevende dybtbedrøvede Moders Sophie Keilhaus Glæde, blev Hun, siden 28de December 1840, sin sorgbøjede Mages, Depot- forvalter Ole Christian Gløersens huuslige Lykke. Fød 9de Juli 1821, var Hun i 22 Aar Navnet paa Hendes Nærmestes Glæde; siden den 10de Februar 1843 er det nu Navnet paa deres Sorg, paa alle Deres, som have Deeltagelse for det blideste Gemyt, Øie og Følelse for Godheden i sin yndigste, meest rørende Skikkelse: i Ungdommens og Skjønhedens, som bærer Dødens Orm i sit Bryst. Saa havde Gud villet det. Hendes Elskedes Angst var bleven Vished om, at den fine Skabning kun vilde leve Blomstens Liv. Kun tvende Somre og -- Døden adskilte hvad der saa gjerne vilde være tilsammen. Men denne blideste, skjøndt kummerfuldeste, af alle Guds Sendinge, har den skjønneste Mening paa sin tause Læbe, det venligste Tilsagn paa sin nedadvendte Finger: paa hiin smi- ler Gjenforeningens Forjettelse, og denne peger paa Sorgens Opløsning om de Efterladtes Hjerter, paa Støvets Forening, forat Aandernes kunne foregaae. SIDE: 86 Fred med Hende! Hun føler ikke sin Byrde af Muld. Fred med Ham, hvis Byrde er sortere og tungere: Sorgen over et Tab, som Intet i denne Verden kan erstatte! Saa stille gaaer Nymfæen under sin tyste Indsjøes dybe Blaa, som Hun forsvandt for Ham, der grunder histhenne over Tabet saa. Som Tonen i et Instrument, saa leved Hun, saa har Hun endt. Thi væver Døden selv i Floret en Krands af unge Roser ind; thi Hendes Liv, skjøndt Døden svoret, var viet Livets Glæder ind. Forbi! forbi! . . . I Gravens Hjem Han veed Hun bedre har end dem. Der groe de gravnedlagte Kjerner, som Zwiebler op i Liljers Glands, og Ømhed øiner ingen Fjerner fra Hendes Hjerte og til Hans. Til Hans? -- O Død, nu seirer Du! Nei, Døden har kun dette Nu. KONGEN OG SKOMAGERMESTER PEER PINDE (EFTER DET SVENSKE) Ingen ærer Kongen meer, end Jeg gjør, Skomager-Peer. Ja jeg gjør det! SIDE: 87 Men min Syl jeg bytter ei med hans gyldne Scepter -- Nei! Mon jeg bør det? Kongen i sit stolte Slot vil, men kan ei, gjøre godt imod Alle. Jeg gjør Sko til Hver og En, som har Raad, for sine Been at betale. Kronbedækt, i Gyldentøj, sidder Kongen, strunk og høj paa sin Throne; Vadmel Jeg gaaer i minsandt, og en Luve (lidt paakant) er min Krone. Kongen Nat og Dag i Eet maa til Alle Lov og Ret varsom skipe. Naar Fyrabendstimen slaaer, fri som en Baron jeg gaaer med min Pibe. Mange Barn har Landets Far, Nattesøvn kun kort han har for sin Tanke. Jeg blier daglig fetere, fast de fete Stekene sjelden vanke. Lagt paa Kongens Sølverfad seer jeg fiin, men lidet, Mad -- hvad den hedder. SIDE: 88 Af min Bunke og min Skaal spiser jeg mit Flesk og Kaal og Poteter. Af de Store Kongen tidt har af Sorg vel meer end sit hele Aaret. Kommer Liden, kommer Stor, siger jeg: "Goddag, min Broer! Nu hvor gaaer det?" Mere end man tænker, meer Kongen paa sin Sekreteer tidt kan skjænde. Slusker "Ola" Sømmen ned, af min Spandreim han Besked faaer at kjende. Gud jeg beder: "Herre giv Kongen langt og saligt Liv, Magt og Ære!" Engang skal bag Dødens Flod, Han og Jeg, hvis Jeg var god, sammen være. Over Kongens trætte Been hvælves herlig Marmorsteen til Hans Minde. Men i Kirkegaardens Vraa paa et malet Bræt skal staae: "Mester Pinde." SIDE: 89 NISSEN I "DRAMATIKKEN" PRO- OG EPILOG VED AABNINGEN AF STUDENTERNES AFTEN- UNDERHOLDNINGER SAMMESTEDS I FORAARET 1843. Prolog. (Et Par Sekunder før Teppet gaaer op hører man et qvalt, ligesom underjordiskt, Skrig: "Hjælp! Hjælp!" Teppet gaaer op; man hører at Skriget kommer fra Soufflørhullet. En rød Piklue og lidt efter lidt en Figur i graa Nissedragt, men i sig selv en bebartet Student hæver sig frem deraf. Det er) Nissen i Dramatikken " -- -- Hvad, Højstærede, I studse over at en Karl som Jeg, der kan Knebelsbarter pudse skreg om Hjelp og løb sin Vej? Jeg skal sige Eder Sanden, skjøndt I veed den med hinanden: Knebelsbarten gjør ei Manden, heller ikke Horn i Panden (synbart nok for En og Anden) Fanden. Desforuden, som I skue, er jeg ikkun Karl for Lue, men har aldrig vær't for Hat. Sagen er kun denne, at -- Jeg er fød i Maridalen med et deiligt Furutræ, som blev fældet her til Salen, der, paa kloge Folks Befalen og Spidsborgeres Betalen, skulde give Kunsten Læ -- ja, hvad mere er, som skulde yde norsk Gemytlighed Hyggen af et Arnested. Nok! Paa en ganske vakker Dag fik jeg mine Øine fulde SIDE: 90 af et Chor af Øxeslag, og jeg blev, mod Tro og Love, ør og muggen over den fordømte Huggen, flyttet fra Peer Ankers Skove hid i Væggen med min Stok. O, hvor jamred vi tilsammen! Taarer, tunge som af Rav, haglede fra Furustammen, medens under Øxens Rammen, ud sit fagre Liv den gav. Og det dybe Drøn i Slaget, hvormed Øx paa Øxe faldt, var det Støn, hvormed jeg klaged over Tabet af mit Alt: af min skjønne, eviggrønne, duftopfyldte, søilestolte, solforgyldte frie Bolig, som sig hæved kjæk fra Mellemkollens Brant, og hvor jeg lyksalig leved mens Aarhundrederne svandt, svandt derneden dybt derunder hvor den steile Afgrund bunder, svunde uden andre Spor, end at Mosens arme Flor gulned, blegned og forfulned og at Bjerkene hensmulned medens frisken Skud fremgroer. Førend ti Minutters Tid -- o for Sorg en Evighed! -- sank min stolte Furu ned; førend et Qvarteer var gaaet laa den skjændet, kløvet, flaaet, livløs, stympret, dødninghvid! SIDE: 91 Siden har jeg tro den fulgt, siddet sorgfuld hos den Dræbte. Tomtegubben nemlig slæbte med man hid, i Malmen dulgt. "Sorgfuld" siger jeg? Nu vel! Sorgfuld nok, men ikke stedse. Sorgens lange mørke Dage stundom fik en lystig Qvel, fuld af jublende tilfredse Stunder, uden anden Klage end, at de hensvandt saa fage. Speider op mod Husets Tag! Staaer der ei: "For Vid og Smag?" Engang (dengang Falsens Muse var i denne Hal tilhuse) vare disse Ord, saa stolte og beskedne, overholdte, ja saa sande som et Smiil paa ærlig Pande, og jeg saae ifra min Sprække i min gamle Væggestok, at de gode Normænd nok kunde op Talentet vække, more sig, de gamle gode Oldefædre, meget bedre end de Sønner, som forlode, under Skin af Frygt for Drik, Fædres Sæd og Tænkeskik . . . more sig, ja saa af Hjerte, at jeg glemte bort min Smerte, og af bare Lystighed spilte bag Kulissen med. Derfor siig, har Nogen fundet ei min Rædsel velbegrundet, SIDE: 92 da jeg er saa bedre vant til den gamle Tid i Norden, da det ægte Joviale og det sande Geniale var saa norskt og dog urbant, naar jeg hører sagt for sandt: Tempelet for Vid og Smag fra idag ubetænkt er aabnet vorden for en vildsom Flok Studenter? O jeg venter . . . (Man hører fra Baggrunden Intonationen af Soloviolinen.) O jeg venter . . . Tys! For Gud, Banden alt er sluppen ud -- -- (Forsvinder i Hullet.) (Aftenunderholdningen begynder med en Violin-Solo af en Student og fortsættes med sine Afvexlinger. Naar alt er forbi) Epilog Nissen (kommer frem igjen) Veed I hvad? Det an nok gik. Mere end jeg turde vente! Saa en Lusing jeg fortjente efter ny Theaterskik. Jeg vil tage hvert bagtalersk Ord tilbage, dømme mig til op at tygge selv min stygge altfor overilte Dom. Eftersmag fra bedre Dage mig iqvel pa Tungen kom. Bare, bare I, højstærede Studenter, ei paa Divertissementer lade det for længe vare! Tænk, jeg venter! Tænk jeg venter i mit Fængsel bag de blegnede Tapeter, SIDE: 93 mellem slumrende Lampetter! Tænk min Længsel! Tænk dens Qval naar den bedrages! Tænk jeg henter ikkun Liv og Lyst fra disse Lampeglimt fra gamle Dages snart hensmuldrende Kulisse! (Synker ned.) OPMUNTRING TIL EN YNGLING (EFTER DET SVENSKE) Umuligt? Nei! grib bare an, og byd alvorligt til! Tro mig, min Ven, Den meget kan, som bare rigtigt vil. Vil siden alt hvad godt du kan! Thi ellers gaaer saa til, at, vil du ikke naar du kan, Du kan ei naar du vil. OPSANG FOR FRANKRIGFARERE Afsted til Frankrig! Vive la France! Sing, Sailor! oh! Mit raske Skib, begynd din Dands! Sing, Sailor! oh!Hurra! Hurra! for Sing, Sailor! oh! Afsted til Havre og Bordeaux! Der vajer Trikoloren jo? SIDE: 94 Til Fecamp og Saint Valery! Der løs jeg slaaer mig, mon ami! Til Dieppe og Cherbourg og Calais, at dandse om et Frihedstræ! Men er der Frihedstræ ei meer, saa veed jeg hvor Guinguetten er. Og er ei der en smuk Guinguette, saa er der to for een i Cette. Der træder jeg saa fro i Dands med Henriette og Constance. Afsted til Caen, Paimboeuf og Brest! Skjøndt i Bordeaux jeg trives bedst. Der er det luunt i Rankers Ly. Bordeaux er ret en lystig By. Der er det Frankrigs Trikolor imellem ædle Ranker groer. Den er det sande Ærens Træ, en Sejrens herlige Trofæ. En Frihedspalme er dens Stang, af frie Mænd vel værd en Sang. Hurra for Frankrigs Trikolor! Den er en Fader jo til vor? Den minder om den stolte Tid, da Republiken stod sin Strid. Den minder om hiin store Aand. Vive l'Empereur Napoleon! SIDE: 95 Saa vide flyver Ørnen ei. Som Stjernen straalede dens Vei. Thi vil vi drage did igjen, og tømme ud en Skaal for den. En Skaal for Friheds Farver tre, saasnart vi Frankrig faae at see! Thi meer end Viin og fransk Likør de varme os om Hjertet gjør. Da vide vi vel alle Mand, vi er i Friheds Fosterland. Dog ingen Normand glemmer der, at bedre Frihed hjemme er. I Klippegrunden frodig groer i Norge Nordens Trikolor. Vi føre jo paa egen Stag vor Stolthed, vort trefarvte Flag? Vi bytte det for Frankrigs ei; selv om vi fik dets Vine -- Nei! Selv om vi fik af prima Sort, vi bytte ei vor Hæder bort. Respekt dog for dets Trikolor! Den er en Fader jo til vor? Fra Himlen stamme begge To; fra Haabets egen Regnbu jo? Gid frit da begge bølge sig i Norge og i Frankerig! SIDE: 96 Til deres Priis i Syd og Nord en Skaal gaae rundt ved Hvermands Bord! Vi ville bringe Viin til den: Estephe, Margeaux og Julien. Ja paa sandfærdig Normandstro Sing, Sailor! oh! den allerægteste Bordeaux. Sing, Sailor! oh!Hurra! Hurra! for Sing, Sailor! oh! OPSANG FOR SKONNERTEN CONCORDIA AF KRISTIANSSAND, (CAPT. HORUP) Afsted til Frankrig! Pour la France! Singsallijo! Concordia, begynd din Dands! Singsallijo! Hurra! Hurra for Singsallijo! : : Concordia, den Havets Mø, formælt er med den spanske Sjø. Tre Gange mindst hvert vakkert Aar i Golfen deres Bryllup staaer. Saasnart hun gaaer om Cap Ushant blier Sjøen beilerøm-galant. Da reiser Bølgen sig med Lyst, og favner ømt om Snekkens Bryst. I grønnen Kaabe er den klædt, med hviden Fjer paa sin Barett. SIDE: 97 Vel er den Pragt kun Skum og Tant, fransk Elskov, falsk, endskjøndt galant. Men Bølgen, Oceanets Søn, er stolt og freidig, djærv og skjøn. Spandabel er han med som Faa, thi Perler han ei sparer paa. Dem spreder han med Ædelmod omkring sin Elsktes lette Fod. Hvor Hun for et Sekund har gaaet, der er det som med Perler saaet. Og er end Bølgens Tro kun let, saa er Concordia koket. Hun bruger den, som hun veed bedst: som Damen fiin sin Ridehest. I høj og lystig Kapriol den dandse maa som hun befoel. Den fører med en Vestenvind sin Kjærest i Garonnen ind. Og naar hun saa er kommen did, saa skilles ad de for en Tid. Hun sig forlyster i Bordeaux. Han vogter udenfore tro. Og naar hun kommer ud belad, sig reiser Bølgen atter glad. Han følge til Kanalen vil. Der vifte vi Farvel ham til. SIDE: 98 "Farvel du Spanskesjø! Hurra! Vær tro imod Concordia!" "Før hende tidt ind til Bordeaux, hvor Frankrigs bedste Ranker groe!" "De varme saa det norske Blod, gjør Sorgen frisk og vel ved Mod." "Derfor vi maa afsted saa tidt, aflægge i Bordeaux Visit." Ja derfor paa Concordia til Frankrig hastig herifra! Og endnu mere hastig hjem! Hvis ei, man faaer ei Skaalen frem. Det blev da kun et tørt Hurra. Singsallijo! Lad os dem bringe Vinen da! Singsallijo! Hurra! Hurra for Singsallijo! : : OPSANG FOR BRIGGEN "RESOLUTION" AF FREDERIKSHALD, (FØRER: KAPITAINLIEUTENANT GREV TRAMPE) "Resolution," og det en rask; Singsallijo! det Navn jeg fik i Daabens Vask. Singsallijo! Hurra! Hurra for Singsallijo! : : SIDE: 99 Det var den tolvte Junius. Mig døbte Konsul Brunius. Og Daaben stod i Svinesund. Der stuped jeg til Havsensbund. Men gjennem fraadig Bølgegang jeg op ifra min Daab mig svang. Og inden et Minut var gaaet jeg laa paa Fjorden rank og flot. Og feiret blev min Døbedag af Haldens Mænd med norske Flag. Af Sjø om Boug og Storm i Top min Ungdom saa blev klækket op. Og derfor, uden mange Rev, en Seiler paa min Hals jeg blev. Paa Havet ja saa vild og yr, som paa sin Eng den unge Tyr. Ja derfor, under strengen Tugt, mit Bryst blev stærkt og rask min Flugt. Min Rigg som Granens rank og kjæk. Som Sne mit bølgetoede Dæk. Ja derfor blev jeg som jeg er: en rask en Havets Kavaleer. Forliebt i Bølgens Favnetag. (Det nød jeg mangen vakker Dag.) SIDE: 100 I mangen fygende Dravat jeg vugget blev af Kattegat. Den høje Nordsjø har mig klapt. Til Eventyr jeg ret var skabt. Jeg i Kanalens Arme laae, de perlekrandste, silkeblaae. Derfor jeg fik med sligt Humør en Greve til min Guvernør. Han reiste med mig udenlands. Han blev min Ven og jeg blev Hans. Og er der noget rart deri, at Frankrig begge elsked Vi? Did stod vor Kurs, ja meget tidt. Er Frankrig ikke skjønt og frit? Den franske er just en Nation, som agter rask Resolution. I Havre derfor og Calais Hurra jeg fik à la Français. Og i Saint Valery en Caux man hilste mig saa glad som faa. I Cherbourg og Morlaix og Brest min Ankomst var en Glædesfest. "Voila Messieurs!" "Goddag igjen!" "La Resolution norvégienne!" SIDE: 101 Jeg gav dem Træ, de gav mig Viin. Hver har sin Lyst, og jeg har min. Et demandez mon brave Capitaine, je n'ai parti jamais en vain. Jeg bar ham hjem i stærken Favn saamangt et Fad af ædelt Navn. "Saint Julien og Hautbrion. Estephe, Margaux, Emilion." Og naar han Lasten fik i Huus, kom gamle Konsul Brunius. Saa trak de begge sammen op saamangen lakket Langkorksprop. Og under deres muntre Skjemt mit Navn blev heller ikke glemt. Men under klar Pokalmusik min egen Skaal jeg ogsaa fik. De klinked sammen begge To og drak den saa i fiin "Bordeaux." Og for "Resolutionen" da Singsallijo! udbragte de et høit Hurra! Singsallijo! Hurra! Hurra for Singsallijo! : : NB. "Singsallijo" skal være det Engelske: "Sing Sally! oh!" (Sally ): Susanne, et almindeligt Navn for Matroskjærester). SIDE: 102 17DE MAI 1843. (A LA SCHMAHR. GL. MELODI) Hammerslag hør's idag overalt at laate. Aldrig før den Dagen fik saa bedrøvelig Musik. Derfor og i en Krog vil jeg ud den graate. Nei jeg vil strikke til Publikum en Hue. Den skal være ganske hvid: slig en, som ved Nattetid findes paa gammel graa Høker i hans Stue. Er du kjæk, slaa saa væk Kneps udi din Lomme! Vil du have Festmusik, kan du jo et Tiktiktik i din Pisk paa din Disk noksaa lystig tromme? Hvis du vil have til dit Hurra Salutter, slaa da Klap med Vaatter paa! Andre Skud de dundre saa. Fyr nu for gamle Nor og de norske Gutter! Hvisk saa da et Hurra i din Naboes Øre! Kanske da, til Dagens Priis, Du af ham paa samme Viis faar et kjækt nævedækt Hurraraab at høre? Men hvorfor, kjære Bro'r, skal Vi disse ligne? Nathuen for Os ei duer. Friere er vor Natur. I vort Lag Majens Dag Vi vil højt velsigne. GULDKORN To Ting Du lære maa, som frelse fra Fordærv: Først maa Du lære det, der hjælper til Erhverv. SIDE: 103 Dernæst, saa lær dig selv, hvad Ingen dig kan lære: Det, som du ikke kan erhverve, at undvære! Naar utaknemlig Du var for den mindre Gave, hvormed troer Du fortjent den større vel at have? Den kan nok taale, at man viser ham hans Lyder, der med de mindre Feil forener store Dyder. Hos Den man allermindst bør Manglerne tilgive, der, naar han bare vil, fortræffelig kan blive. Til Daarskab fremmed Viisdom hos dig blive vil. Den Viisdom baader bedst, som i dig selv blev til. Let Arbeidsbyrden er; men Takkens Byrde svær. Arbeid, paa det du dig kun selv at takke har! Først du bestræbe dig for selv at naa en Viden! Meddele Andre den, derefter stræb saa siden! GULDKORN (AF DET TYDSKE) Saalænge Du er ung kan det Dig vel behage, naar over Andre Du et Hoved frem kan rage. Men bliver ældre Du og sløvt dit Øies Ild, Maaskee kun til Besvær hiint Fortrin vorde vil. Meer nær til Himmelen du vandrer derfor ei, men mindre tydeligt seer Græsset paa din Vej! SIDE: 104 Desdybere kun vil sig sænke paa dit Bryst dit Hoved, for at see paa Jordens grønne Lyst, som Gubben sænker det, for end engang at skue de Blomster, der nu snart skal dække Gravens Tue. Den Herre ikkun slet sit Tjenerskab paaskjønner, som flittig Tjener ei saa godt som doven lønner. Som Solen stikker han den, som i Marken sveder, og straaler mildt for den, der sig i Skyggen breder. Hver er sig nærmest selv; om denne gyldne Lære Dig Træets Blade ret et Vidnesbyrd kan være. De suge al den Regn i sig, som Skyen giver, saa intet Jorden naaer, og derfor tør den bliver. Først naar de qvæged' er', de ryste af igjen al Overflod i Muld; nu Touren er til den. Hvad ofte rystes ud fra Slottets høie Karme, o kom det ligesaa i Hytten til den Arme! Hvormed skal vel den Dag idag for Dig udsmykkes? Hvad mon der lykkes skal, og hvad igjen mislykkes? Hvad Skjønt skal Øiet see, hvad Sandt skal Sjælen tænke? Hvordan skal Aand og Sind sig hæve og sig sænke? Hvad den saa bringer, Du det bjerge smukt med Haanden! Hver Dag, Du lever i, en Høstdag er for Aanden. SIDE: 105 BARNET OG "BØRNEVENNEN" Barnet Over dybe Dale flyver Spurv og Svale, over store Skove tør sig Kragen vove, over Fjorden reise tør selv lille Meise, og for høit for Svanerne ingen Fjelde kneise. Nogle ville ud at see, Andre for at høre. O, hvor lykkelige de! Deres Ønske fluks kan skee blot de Vingen røre. O, hvor jeg maa stunde efter, at jeg kunde følge Spurv og Svale over dybe Dale, over Skoven drage med den gamle Krage, over Fjordens vide Bugt kjækt med Meisen jage! Gid jeg fulgte Svanens Flugt over høie Fjelde! Om hvormeget Skjønt og Smukt, fremmed Blomst og fremmed Frugt fik jeg da at melde. "Børnevennen" I dit Øies Ringe, Barn, der er en Vinge, som du ud kan spile uden Rast og Hvile. Svalens ei sig maaler med dens rappe Straaler, hvorpaa Tanken ud kan fly fra dit Øies Skaaler. Over Svanen i dens Sky kan dit Blik du hæve. Den er tung mod det som Bly. Hvert Minut du i en ny Verden, Barn, kan leve. Blot, naar du vil hige ud i Verdens Rige, speide selv i Himlen over Stjernevrimlen maa du med dit Øie følge trofast nøie disse Træk, som Rad paa Rad, her sig sammenføje. Linjerne i dette Blad skulle did dig føre, hvorom nys din Længsel bad. Svalelet og spurveglad kan du Reisen gjøre. Hvor skal Reisen gjælde? Ikke godt at melde. Skal vi bytte Hjemmet med en Verden fremmed? See de fagre Blommer i en indisk Sommer? Følger du min Linjes Træk, did ihast du kommer! Trylle vi det Syn saa væk om for andre skjønne, vexlende, som Speil i Bæk, mange, som paa Hybnens Hæk Roser blandt det Grønne? SIDE: 106 Eller skal vi gjæste det som er det Bedste? sætte Tankens Stige op mod Himmerige? over Stjerner nærme os til Engles Sværme, hvor i Leeg de tumle om og efter Barnets hærme? Barn, du kan, hvis du er from, Deel i deres tage: Uskyldsdrømmene derom ere Englene, der kom for dig did at drage. ASYL-BØRNESANG TIL EN VELGJØRERINDE Christ give Dig, som er saa from, som elsker saa os Smaae, saa riig en Fred, saa mild en Dom, det Himmerig, vi drømte om, da vi i Vuggen laae. Vi hopped tidlig frem af den, som nøgne Spurve smaae, men Redet fandt vi ei igjen, og fjern, o fjern var Himmelen, saa fjernt og koldt dens Blaa. Det truede at gaae os galt i Verdens Suus og Bruus: Paa vilden Sti vi traadte alt, vort Dække var en daarlig Pjalt, den mørke Sky vort Huus. Da aabned Du din ømme Favn, da brød Du os dit Brød! "Kom hid, I Smaae! I Jesu Navn jeg stiller eders Sorg og Savn, jeg mætter eders Nød!" SIDE: 107 Guds Himmel i en Moders Barm sin Miskundhed har sænkt. O der er Himlen lys og varm, som den vi i vor Vugges Karm i Drømme havde tænkt. Christ give Dig, som er saa from, som elsker saa os Smaae, en Moders rige Dronningdom i Himmelen, vi drømte om da vi i Vuggen laae! ARCHIV-VISE Archivaren, -- Gud bevar'en! kvæles fast af Støv. I sit Kjælderlukke maa med Savn han sukke mod Pokalen tømt i Svalen af det friske Løv. Udenfore høje store Træers friske Suus trænger til hans Øre. Ha! han maa dem høre; han er bunden dybt i Grunden under Agershuus. Nattens Fugle, Ravn og Ugle føre bedre Liv. Frit de kan derude rundt om Taarnet tude; men hans Tunge kan ei sjunge: den er tør og stiv. Hvilken Slyngel- Æsel-Yngel kan misunde ham, om han i Madera, Guldviin fra Frontera Struben lædsker, eller vædsker Støvet med en Dram? Sine Skroller vel han holder i en høj Respekt. Men hans Sjel og Tunge hylder Nord, det unge, om han kvæder Oldets Hæder, af sit Støv bedækt. SIDE: 108 Deraf roder han Klenoder for sit Norge frem. Æressagn han henter frem af Pergamenter. Intet heller han fortæller, end Alverden dem. Archivaren -- Gud bevar'en! -- elsker da sit Støv. Han i det jo finder Norges Hædersminder. I sin Kjælder boer han heller end blandt Rankens Løv. FOR GUSTAV KOMBST OG GEORG FEIN! I Graven ligger Børne og Heine er fortabt; men herligt Par af Ørne i Kombst og Fein er skabt. Den Ene har sin Rede paa Norges Klipper lagt. Fra højen Arthurssæde den Anden holder Vagt. De over Tydskland vaage med Vingen spændt til Flugt, med vake Øienlaage, med Kloen aldrig lukt. Deri de Lynet klemme, Despoter skjælve ved, naar rundt det elskte Hjemme de svinge op og ned. De langsad Rhinen svæve med høje Ørneskrig: "Op Tydskland! Tydskland leve! Selv maa du frelse dig." SIDE: 109 Da Fyrsterne forskrækkes og Cæsar selv blier bleg. Thi mange Ørne vækkes alt som de Ørne skreg. De af sin Krone gave sin bedste Steen omsonst, hvis de bag Spandaus Grave Dig havde, Gustav Kombst! Et Smil sig vilde folde om deres skumle Mund, hvis bagom Spielbergs Volde Dig, Fein, de havde kun. Men Ørneparret svæve rundt om Germanien, til Vingerne de hæve til Flugt til Himmelen! Men naar I Hvile lyster, naar Vingen bliver træt, paa Norges frie Kyster et Stevnemøde sæt! OPSANG FOR BRIGGEN REGINA, (KAPITAIN P. ANDERSEN) FORHEN OSTINDIEFARER (Mel. Engelsk Opsang: Have you been at Greenwich fair, bonny Lady, Highland-Lady? Have you seen a Lady there, bonny Highland-Lady?) Hurra for "Regina", boys! Hvis hun bare kunde svare, fik vi ifra China, boys, Eventyr saa rare. Ja fra selve Celebes, Cochinchina, Amboina -- : Havets Eventyrprincess er vor Brig Regina. SIDE: 110 Hun har Sundastrædet kløvt mange mange haarde Gange, gaaet for en Monsoon i Fart om Malakkas Tange. Ja for hvirvlende Monsoon har hun Dandsen uden Standsen maattet gaa om Isle Bourbon og om Isle de France`n. Farten alt til Timorland stormbeprøvet har hun øvet, Indiens vide Ocean har hun gjennemkløvet. I koralomkrandste Bai er hun blevet storminddrevet. Mangen hvid atlantisk Hai fulgte over Revet. Nøgne Vilde (Piger med, palmeslanke, uden Tanke i sin vilde Skyldløshed) der på Kysten vanke. Drevne af nysgjerrig Skræk bort de rømte, til de svømte, men tilsidst paa Briggens Dæk Kokosnødder tømte. Vilde Bambusfløite klang. Hui! hvad Hvinen! Karolinen [fotnotemerke] over Hovdet lystig svang Muslingtamburinen. Hei! da blev ombord et Bal med de nette, aldrig trætte Damer, ja i Skokketal, noget let beklædte. Ja, da blev ombord et Bal! Hei hvad Hasten! Uden Rasten til den hvinende Coral gik det rundtom Masten. Plump! Medeet den Balparée hastig ende; thi det hændte, Damerne i Negligee overbord flux rendte. Held dig lykkelige Ø! Gid, at Freden, Skyldløsheden aldrig, aldrig her maa dø i det skjønne Eden! Ak, om Briggens Gallion kunde tale, den afmale vilde mangen rar Nation, kloge Folk og gale. Fotnote: Beboer af de karolinske Øer. SIDE: 111 Kattegat og Nordhav nu maa den pløje, men dens Fløje speide med begjerlig Hu efter Indiens Høje. Der, der voxer fiin Muskat, Nellikblomme, Kardemomme. Gid Regina did i Nat maa idrømme komme! TIL MJØS-DAMPBAADEN "JERNBARDEN" (Mel. "Svøm højt paa Kodans Bølge"). Jernbarden selv kan synge sin egen Poesi, som Bølgens hvide Tunge skal højlydt stemme i. Og alt som stærken Bølge har sjunget ud sit Chor, den i et Æresfølge med Perler strøer hans Spor. Da maae vel norske Hjerter forene sig i Sang til jublende Koncerter med Vovers stærke Klang, fra Minde, hvor nu Valen er rød af Kløvrens Blod til vi i Gudbrandsdalen alt øine Dovres Fod? Se, alt som Snekken higer, som Fjernerne forgaae, se gamle Kongeriger i lange Omrids blaa! Som Mjøsens Kongethrone hist dukker Helgø frem. O her lad Sangen tone i Hjertet af vort Hjem! SIDE: 112 Held dig, Vidundersnekke paa Mjøsens stolte Fjord! Dig, som maa Minder vække om Dragerne i Nord! Thi staalsat er din Bringe, berømmeligt dit Navn, og, som til Kamp at springe, staaer Løven i din Stavn. Gid frie Mænd du bære, Jernbarde, maa ombord, hvis Daad er Norges Ære, dets Glæde deres Ord! Gid Frihedsflaget flyde med Signen over dem, mens stærke Aander skyde den stolte Snekke frem! Men skulde Frihedsflaget forsvinde fra din Mast, som Blomsten, der er slaget hvor Lja'en bider hvast, naar trællet er Nationen og kuet i sit Sind, i Mjøsen Gallionen Du bore, og forsvind! Men før vil Skreja briste som usselt Leerfald ned, sin Skjønhed Toten miste, og Hedemarken med. Derfor vi kunne hæve vort Glas med disse Ord: "Jernbarden længe leve! Malmdragen i vort Nord!" SIDE: 113 VELKOMMEN, GEORG FEIN! I min Pokal det klinged, iaftes af sig selv, som om en Ring sig svinged rundt i dens gyldne Hvælv. Tregange klang det, trende, som om der Perler faldt; jeg tænkte: mig kanhænde et Varsel blev fortalt? Hvad Bud mon det betyder? et Glædens er det vist; saa lifligt ikke lyder en varslet Sorg fra Hist. Det kan en Ven ej være, i denne Time død, nej, heller En er nære, ilive, frisk og rød. Og se, just som jeg vilde Pokalen hælde fuld, og hver en Draabe spilde ud i den sorte Muld, i Tanken, at da springer en Gejst af Jordens Skjød, der mig Forklaring bringer paa hvad den Klang betød . . . -- Da se! i Vinen spejler et Aasyn sig bekjendt, min Feins, den raske Sejler, just nu tilbagevendt. Det stod i Gyldenramme, i Perler fattet ind; hvert Haar det var det samme, hver Fure paa hans Kind. SIDE: 114 Dog sprængt med Hvidt var Haaret . . O Syn, hvor slet du saa hver Kummer, han har baaret, er bleven Blommer smaa, smaa Malver og Linnæer fra Serafiners Bed, og Paradisets Træer sin Sne har drysset ned. En Fred laa paa hans Pande, hvor Tanken rulled før, som mørke høie Vande, som Skyers revne Slør. O, mon Germanerinden, hans Moders Skygge, tyst og mildt som Søndenvinden just har sin Georg kyst? Og i hans Furer legte nyfødte, muntre Smil, omkring hans Mund bevægte de sig med Straalers Iil, -- O Sorg! hvo kan dig hade, saa yndig i din Død! Du gjør af Rosenblade din Yndlings Aften rød. Han elsket har dig ærligt, -- o dybt, med Blod og Marv, derfor hans Smil er herligt, hans døde Kummers Arv. Hans egen Død om Munden det finder blidt som nu; nu da hans Sorg er svunden -- o, Glæde, kom nu Du! SIDE: 115 Lad nu Pokalen klinge for gjæve Georg Fein! Jeg vil en Skaal udbringe for gjæve Georg Fein! Mit Blod det skulde springe for gjæve Georg Fein! thi Vinen er for ringe for gjæve Georg Fein! TIL HR. RAADMAND SAXILD (VED AT LÆSE AVERTISSEMENTET IDAG) Slaar det friske Barnehjerte meer ei i dit gamle Bryst? Har du glemt, at Kristus lærte at i lidte Urets Smerte Himmelen har lagt sin Lyst? Skulde Dødeliges Domme bringe Den ifra sin Fred, som var frommest blandt de Fromme? Er din sidste Stund da omme, Liv saa fuldt af Kjærlighed? Skal med bitter Hevn forgiftes Sjel, saa skabt for Kjærlighed? Skal din Kvel, som palmehviftes alt fra Himlen, saa omskiftes rinde mørk i Graven ned? At tilgive, ja, at glemme -- o saa let som Barnet kan, af dit Barnehjertes Stemme vil du lære snart og nemme. Ikke sandt, du gamle Mand? 11 Juli 1843. Manden i Grotten. SIDE: 116 VELKOMMEN HJEM ROBERT HORNEMANN (Mel. Kong Kristian stod osv.) Velkommen hjem, vor gode Bob! velkommen hjem! Nu op og nedad Dovres Top Du Resten gjør i strakt Galop til gamle Fatter siger stop og trækker frem de bedste Flasker, som han har; og var vi der, vi hjalp din Far med dem. Thi Du est kommen ifra Rom, ja fra Paris i Sind og Sjel ei skiftet om, trohjertig, norsk og sønlig from; og skulde Pungen være tom paa Ungdomsviis, saa tænker jeg, at Fatter troer, at Hovdet fuldt er Godtkjøb for slig Priis. Paa Ætna har Du været med? Paa Ætna? O! Velkommen da til Os, som ned om Bollens Krater har i Fred os sammen sat i Sikkerhed i hjemligt Bo. Iqvel den flammer til din Priis; thi Du er bleven Normænds Viis saa tro. P. S. Men Død, Ulykke, Spot og Spe hver Den, som gjør sin Fader Skam, sin Moder Ve SIDE: 117 ved sig som Jean de France at tee saasnart han fik Paris at see (ja kanskee før). Thi Mangenen er bleven Nar i Kjøbenhavn, naar Emnet var der før. SKATTEGRAVERNE (EFTER DET TYDSKE) En Viingaardsmand for Døden laae. Til Børnene, som allesammen i Taarer han om Lejet saae, han talte disse Ord med Stammen: "En Skat er i vort Viinbjerg lagt, om blot I grave . ." "Ei! -- afbrøde de ham -- for Guds Skyld, siig dog hvor!" Men -- Dette sagt -- ei mælte Gamlen flere Ord, men snuede sig mod Væg og døde. Knapt lukket var den Dødes Øje før Alle sig til Bjerget skyndte, og, hvad de aarkede, begyndte at grave, hakke og at pløje. Hver Tørv, bemoset og haardnakket, med største Flid blev sønderhakket, bortvæltet blev hver Kampesteen, man harpede selv Jorden reen; men -- ingen Perle, intet Guld! En Styver lod sig ikke finde. Saa Gubben i den sorte Muld fik liden Ære for sit Minde. SIDE: 118 Et Aar gik hen, da finge De med Skam forbausede at see, at hveren Ranke svanger var med dobbelt rige Klaser vorden. Da signed de sin gamle Far; de indsaae hvad han havde meent, og siden grove de i Jorden med Glæde tidligen og seent. TIL SOGNEPRÆST HESSELBERG, PAA HANS HUSTRUS BEGRAVELSESDAG O Mand og Præst! af Gud Du prøves i Troens Trofasthed idag. I Kamp med Død og Sorg Du øves. Nu tæller Gud Dit Hjertes Slag. Lad slaae, men som et Sejersværk! Du sejrer, thi din Tro er stærk. I sidste Smiil, som over Kinden din elskede Alette gled, imellem Englen og Christinden forsvandt den sidste Forskjel med. Det er jo Dødsmysteret, Præst? Det er, det er; Du veed det bedst. Thi vende frejdig Du tilbage til Huset, som hun har forladt, for ind sin Plads i det at tage, som over Stjernerne er sat. Der venter hun paa Dig og dem, som sørge i dit øde Hjem. SIDE: 119 Og naar din egen Læbe blegner med ømt Farvel til Dine hen, med fromme Kors hun den betegner, og kysser Livet frem igjen. "Alette," hvisker da din Mund, saa glad som i din Bryllupsstund. Og Himlenes Serafer komme, en Højtidskrands de bringe med; et Barneansigt af hver Blomme vil smile frem i søden Fred. De ligne dem, hun dig har bragt, og ved dit Faderhjerte lagt. HANEN PAA TAARNET (EFTER DET SVENSKE) At synes Storkarl i din Ringhed du begjærer! men, det er Daarlighed, om ei, min Ven, du lærer, at vælge tjenlig Plads, og taalig der forbliver. Thi mindre synes Du, end i Dig selv du er, for hvert et Trappetrin, du med saa dumt Besvær ifra den lave Plads mod Stigens Højde klyver. En Hane, ikke just saa overmaade stor, som hørte Hønens Kluk hans Priis med Fryd fortalte, naar paa et Hønshuustag om Morgenen han galte, paa engang Tanken fik, at være Matador. Af Ørnens stolte Slægt han sig en Ætling troer; og til Beviis derpaa han sagtelig sig smyger i Favnen paa en Ørn, som just langs Taget stryger, i Haab, at, vogtet af saa mægtig en Patron, han skulde svinge sig til Stjerners Region. SIDE: 120 Om Pladsen vil han der med Sol og Maane stride, og trænge saa med Magt Karlsvognen ud tilside. Hans Isse synes ham alt Himlens Tinde rører og Skyerne for ham som Tepper rulle ned. Men Ørnen, som ei gjør sig stor Samvittighed af Spøg med Hane, ham i Flugten iilsom fører til Spidsen af et Taarn, til Styrke for den Læren: Med Pladsen følger ikke Æren. Og Hanen som for nys var anseet i sin Kreds, nu paa sin Lykkes Spids sig føler slet tilfreds. Han seer sit Hovmods Straf, usynlig og foragtet, og af sin egen Slægt knapt for en Graaspurv agtet. VALLERSEN GUDMUND JOHNSEN REMMEN TE KJÆRESTEN SIN BERIT LARSDATTER WANGENSTEEN VE HEIMÆTKOME SI IFRAA CHRISTIAN I JANVARI MAANE 1843. Hær, Berit, mi Berit, æ Gu'mund tebake. Ti Fabn'take døir no Fraaværilsens Klage. Ti stasslike Gato e monne omvanke; men, Berit, mi Berit, jaa de va' min Tanke. E saag bærre Heime -- der Gleer me vente: dæ Tak, som bedækker truvæligt mi Jente. "Derøver gje' Englitten Vingjitten spænne!" -- So tænkte e -- "Gje' dei maa værgje kring Henne!" "Ja gje' dei Velsignelser riste derøver aa liflige Draume om me mæ ho søver! Vel tusenne Skjønheiter saag e ti Sta'en. Ti Silkje dei brakja førbi me paa Gatun. SIDE: 121 Men blinnt va mit Auga før Frøkne [fotnotemerke] aa Fruga: Dei va' mot ho Berit som Kraakun mot Duva. So strunke dei va', rent førgruske aa fine: so hadd' kje dei Roso so friske som dine. Mit Auga gjik at, aa derheime va' Sjele. Ti Sakne e kunn'kje faa tæmt o ti Flugte. E tænkte paa Gleen sjaa de nær e kommaar, aa, Berit, e tænkte paa næste Midtsommaar. Nær gullgrønne Kaape kring Fjellbjørkje bølgjer, daa dræg du paa Stølen aa ette e føljer. Der æ de so einsamt, so einsamt aa stille, ja plænt som, mi Berit -- som Kjærester ville. Daa, nær du ein Lu, som du kjennis ve, høire, daa, Brure mi! daa æ de me, som dæ helser. Nær Jøme daa døir unde Hugakølls Mønnin, daa kjæme e sjøl over grønandis Vøllin. Ræds ikje før Bøssun, som hæng øver Aaxle! Ei Rose te de fram se truger tur Laupe. Daa, Berit, som no af mi Jente omfabnet, Ti brænnandis Kjysse e gløime vil Saknet. Fotnote: Mærkværdigt nok: Intetkjøn paa Valdersk, f. Ex.: "E saag Lutnan dansa mæ Frøkne sit." SIDE: 122 VALDERSEN GUDMUND JOHNSEN REMMEN TIL SIN KJERESTE BERITTE LARSDATTER WANGENSTEEN VED SIN TILBAGEKOMST FRA CHRISTIANIA I JANUAR 1843. (Mel. Ifjor gjætt' æ Jeita ti djupaste Dalom.) Her, Berit, min Berit, er Gudmund tilbage. Nu døer i vort Favntag Adskillelsens Klage. I prægtige Gader jeg monne omvanke; men, Berit, min Berit, hos dig var min Tanke. Jeg saae kun dit Hjem, min Lyksaligheds Bolig, det Tag, som bedækker min Elskede trolig. "Gid Engle derover maae Vingerne spænde!" Saa tænkte jeg. "Gid de maae værne om Hende!" "Gid de maae Velsignelser ryste derover! og liflige Drømme om mig naar hun sover!" Vel tusinde Skjønheder saae jeg i Staden. I Silke de braste forbi mig paa Gaden. Men blindt var mit Øie for Frøknen og Fruen. De syntes mod Berit som Kraaker mod Duen. Saa strunke de vare, fornemme og fine, de havde ei Roser saa friske som dine. Mit Øie sig lukte, min Sjel var derhjemme. Jeg kunde dens Flugt i min Længsel ei tæmme. Jeg tænkte paa dig, paa vor Fryd naar jeg kommer, og, Berit, jeg tænkte paa næste Skjærsommer. SIDE: 123 Naar guldgrønne Kaabe om Fjeldbirken bølger, da gaaer du tilsæters, og efter jeg følger. Der er det saa eensomt, saa eensomt og stille, ja netop, min Berit, som Elskende ville. Naar fjernt da du hører en Luur, som du kjender, -- min Brud! det er mig, som en Hilsen dig sender. Naar Echoet døer under Hugakols Møning, da kommer jeg selv over Sæterens Grønning. Frygt ei det Gevær, som paa Skulderen hænger! En Rose til dig frem af Løbet sig trænger. Da, Berit, som nu af min Elskte omfavnet, i glødende Kysse forglemmer jeg Savnet. HERMAN RUGE, EXPEDITIONSSEKRETÆR, RIDDER AF KONGELIG SVENSK NORDSTJERNEORDEN (65 1/2 Aar gl. Jordfæstet 28de August 1843.) Mel. Af Dybsens Nød o. s. v. (Psalmeb. No. 268). Bed Gud om en Retfærdigs Død! O den dig bedre frommer, end om dit Liv som Bækken flød imellem Vaarens Blommer! Bed om en Grav mens Du er rød, om venlig Høst og Hvile sød midt i din travle Sommer. O saa Du Ham, hvis Støv vi nu i Gravens Dyb nedsænke, Du vilde Døden uden Gru som venlig Engel tænke, SIDE: 124 der smilende til Ham var traadt, og, om hiin Nat den havde graadt, da var det for hans Enke. Hans Læbe smilte, som om nys før Daggry var oprunden han havde faaet Engles Kys paa Pande, Bryst og Munden. Han laa som bunden af en Drøm, som om i søde Tankers Strøm Han slumrende var funden. Far hen, du Ædle, hen i den! Du bedre ei kan drømme, end om dit Liv i Himmelen forbi dit Blik vil strømme. Du tog dit Barnehjerte med, og Mandens Daad kun Dødens Fred kan lønne og berømme. Bed Gud om en Retfærdigs Død: om Hans, som nu paa Bunden af denne Hules mørke Skjød har Himlens Indgang funden. O, hvis som Han vi leve kun, man finder os en Morgenstund som Han med Smiil om Munden. NORGE TIL AMERIKA VED OLE BULLS DIDREISE O Amerika, betroe'd har jeg dig med ængstlig Ahnen Ham, min Fattigdoms Klenod, Ham, mit Hjertes bedste Blod! SIDE: 125 Lad Platanen kjærligt ham imødesuse, Alleghannen ham i venlig Grotte huse, Susquehannen som en dæmpet Harpe suse Ham, min Elskling, ham imod! Han med Buens lette Spil kan til Dands din Panther tvinge, og (hvad der skal mere til) Slave-Ejeren til Smiil. Han kan bringe Carolinas arme Neger til at springe gladere end Barn som leger, sig at svinge snellere end Hjulets Eger . . O, Han kan det, om han vil. Men, som om hans Bue blev pludselig med Tordner svanger, som om den i Luften skrev trylleformlet Frihedsbrev, Skræk og Anger fylder Herrens Hjertekammer som med Slanger, tusind Blik i Mulmet flammer hos hans Fanger . . Ve ham, ve ham! Slavens Jammer klagende min Bull beskrev. Far da hen, far hen, min Søn! Lad din Tryllebue skjænke arme Negers Suk iløn Styrken af en bønhørt Bøn, saa hans Lænke for dens Strøg maa sønderbriste! SIDE: 126 Da sig sænke signende Platanens Kviste, og jeg tænke kan med Stolthed, Dig at miste, Ole Bull, min Søn, min Søn! Thi hist vest, did Du vil fly, er min egen Friheds Kjerne voxet i Plataners Ly, baaret hid paa svanger Sky. Derfor gjerne vilde jeg taknemlig sende til dens fjerne Fosterland ved Havets Ende herlig Stjerne, og af dem, som hjemme brænde, straaler ingen med dit Ry. SANG VED MAADEHOLDSSELSKABETS HØITID Før Talen. Er nu vor Haand og Læbe reen, i helligt Løftes Eder tvættet, som Træets regnbeskylte Green og Blomstens Kalk med Duggen mættet: da tør i Templets Hellighed til Herren Vi en Lovsang sende, nu da af hellig Forbundseed, o Brødre, vore Læber brænde. Det Bæger har Vi knust med Mod, hvorinden Syndens Flammer gjære, som fagre Ungdoms sunde Blod og karsken Manddoms Marv fortære. SIDE: 127 Ak, er det Roes, og Roes for Gud, at slukke Helveds egne Flammer, at spilde Giftens Bæger ud, at læge arme Brødres Jammer? O Hovmod er en Most saa stærk, den sødeste af alle Gifte, og hvor forfængeligt vort Værk, om Druens Vi med den kun skifte! Din Æren er, og ikke vor, o store Gud, vor Pagts Velsigner! Men hver af Os i Næstens Spor er kun hinandens Efterligner. Efter Talen. Skjænk da vor Pagt din Miskundhed, din fadermilde Naades Styrke! Den har din Priis til Øiemed, i Gjerning, Fader, Dig at dyrke. Den Lasten vil af Armods Bo for evigen med Magt udjage; hvi skulle sammen disse To altid sit usle Liv hendrage? At hindre Taarens Atterkomst hos arme Hustru, at hun finder, at Sundheds Rose staaer i Blomst paa egne og den Spædes Kinder: -- o Dette er vort Forbunds Meed, og derfor vove Vi at bede, o Fader, at din Miskundhed til Seiren maa vor Idræt lede. At stoppe Synds og Armods Brønd, hvor frem fra Helvede den bryder, og gjøre, at med Hyttens Søn vort Fædreland sig stoltest pryder: SIDE: 128 -- o Dette er vort Forbunds Meed, og derfor vove Vi at bede, o Fader, at din Miskundhed til Seiren maa vor Idræt lede! FARYS. (ARABEREN) (DIGT AF ADAM MICKlEWICZ, OVERSAT AF HENR. WERGELAND) [fotnotemerke] Gondolen liig, der atter gynger over krystalne Blaa -- o langt fra Land! -- med Lyst, ømt favnende med Aaren Havets Bryst og flyvende med Svanehals langs Voven, Arab'ren er, naar paa sin Ganger han fra Klippen Fart igjennem Ørknen skyder, naar Hestens Hov, i Sandet dyppet, syder som glorødt Staal, der sænker sig i Vand. Alt igjennem tørre Hav, gjennem Sandets Bølger snart svømmer frem min ædle Ganger med Delfinens lette Fart. Flugten voxer, Farten stiger, fjernere den stedse higer, rører Jordens Yte knapt. Stedse længer, stedse længer gjennem Skyer af Støv den sprænger, skyndende sig mere rapt. Sort som et Tordenmulm min Ganger er, en Nat af Uveirsskyer i det Fjerne, paa Panden straaler klaren Morgenstjerne, dens Man er flaggrende som Strudsens Fjer, dens hvide Fødders Hove Funker slaaer, en Lynild frem af deres Fodslag gaaer. Fotnote: Efter en tydsk Oversættelse, men konfereret af en Sprogkyndig med Originalen. SIDE: 129 Rap, min Hest! Saa rapt du magter! Bjerg og Skov, forsvind deragter! Mig omsonst med Frugt og Læ lokker Palmens grønne Træ. Fort jeg flyer, jeg seer den neppe. Skamrød har den, alt forsvunden, Skjul i sin Oase funden; men fra sine Blades Teppe suser den fortrydelig Haan og Harme efter mig. Og Klipperaden, Ørknens Grændsevagt, med vilden Aasyn Beduinen skuer, og medens Echo med en haanlig Latter gjentager Hestens Hovslag atter atter, den haaner mig, den haaner mig, og truer mig i en Tale fuld af vred Foragt. "Daare! hvorhen vil du ile? Hist din Tinding intet Læ finde vil mod Solens Pile, ei grønlokket Palmetræ, eller hvide Teltes Dække. Ikkun Himlens Telt vil strække over dig sin Huulhed tom. Hist kun vaager Klippers Række, hist kun vandre Stjerner om." Ha, forgjæves, Ha, forgjæves Trudslerne imod mig hæves. Dobbelt snel jeg fløi derfra. Bag mig blikked jeg, og da saae jeg, stolte Klipper, eder svinde hen i lange Kjæder, en for en bagefter mig, Striber, der udslettes, liig. SIDE: 130 Men deres Trudsler Ørknens Gribb fornam, og taabelig den troer den Spaadom ham til sikkert Bytte Beduinen loved. Den, lysten paa mit Blod, i Veiret stiger og trende Gange, kradsende, mit Hoved omslynger den i sorten Kreds, og skriger: "Lugt af Liigmarv her jeg fanger. Gale Rytter! gale Ganger! Tænker Rytteren at lede op en Vei i Ørknens Sand? Søger Hvidfod for sin Tand grønne Urter her at bede? Rytter! Hest! spildt er jer Flid. Aldrig slap hvo kom herhid. Her kun Vindene forvilde, Vejens Spor de kun forspilde. Engene, som her sig brede, Heste ei, kun Slanger fede, og saalangt som disse vilde Rigers Grændser strække sig, kredse Gribbe, slumre Liig." Saa den spotter, mig i Øiet kradsende med blanken Klo. Øje da mod Øje maalte vi hinanden skarpt, vi To. Og hvem ræddedes? Jo Gribben. Op i Høiden svæved han. For den Frække ret at tugte, lagde jeg min Bue an. Og da end engang jeg sendte efter den et haanfuldt Blik, hang den alt i Luftens Høider som en liden dunkel Prik, der tilsidst som Spurv og Flue i det Blaa afsyne gik. Rap, min Hest! Saa rapt du magter! Fjeld og Gribb, forsvind deragter! Flyvende en Sky fra Vesten efter mig nu iilsom jog. Sine store hvide Vinger ud paa Himlens Blaa den slog. Retsom jeg i Ørknen ene, vilde den nok gjælde selv for den ypperligste Rytter paa det vide Himmelhvælv. SIDE: 131 Ovenover mig i Blæsten hviner saa den Sky fra Vesten: "Daare! did din Tanke staaer, hvor af Tørst dit Bryst forgaaer, hvor ei Regnen skyller væk Støvet af dit Ansigts Træk, did, hvor i den hede Sand ingen Bæk sin Sølverstemme bringe til at tone kan, saa sit Maal den maa forglemme, did hvor Duggen suger ind, før den falder, heden Vind." Dog forgjæves de mig true. Trudslerne kun Løbet skynde. Trætte Skyerne fra Himlen skjælvende at fly begynde. Dybere de Hovdet bøie, lænt til Klipperanden hist. Og da jeg endnu en Gang gav dem et foragtfuldt Øie, vare de alt langt tilbage, ja en Himmelafstand vist. Jeg af deres Aasyn kjendte deres Hjerters Ondskab bedst, røde de af Harme brændte, gulnede af Nag dernæst, og tilsidst de, aadselsorte, trak sig ind af Bjergets Porte. Rap, min Hest! Saa rapt du magter! Gribb og Sky, forsvind deragter! Nu jeg Øinene lod rulle, Sole lige, om mig her, og paa Jord og Himmel øiner jeg Forfølgere ei meer. Her har Dødeliges Fodtrin slumrende Natur ei vakt, og i dyben Slummer hviler alle Elementers Magt. Rundt de hvile, stille, fromme, liig en Hjord af tamme Dyr, som, naar Menneskene komme, ikke springer op og flyer. SIDE: 132 Allah! Jeg er ei den Første! Frem af Øen hist af Sand skimrende en Leir sig viser, fuld af Ryttre, Mand for Mand. Er det Pilegrime Disse? Røvere, som lure paa Vandringsmandens Trin i Ørken, hvor de vilde Veje gaae? Ha, hvor hvide disse Ryttre! Disse Heste blænde mig. Sprænger did jeg -- se, de staae, svare ei, skjøndt raabte an! Disse Alle ere -- Liig! Vinden ud af Sanden gravet har en gammel Karavan. Dromedarers Beenrad hvide Beenradryttre sidde paa. Gjennem tomme Øienhuler, gjennem Kinder uden Kjød, Sandet ned i Strømme smuler, mens advarende det lød: "Hvorhen, gale Beduin, tumler du din Gangers Trin? Hvor du styrer hen dens Baner, Daare, der, der boe Orkaner!" Samum, vildest Storm blandt Storme i det vide Afrika over Sandets hede Bølger vandrede alene da. Fjerntfra saae han mig; han standser, undrer over Synet sig, styrter frem med dumpen Brusen, hvirvlende sig rundtom mig. "Hvad for En imellem Storme, mine yngre Brødre, sniger sig saa lavt vel henad Jorden i saa liden en Gestalt, vovende sig nær de Riger, hvor mit Spiir behersker Alt?" Brølende og kampbegjærlig, pyramideliig, den kom, Men da Jeg, den Dødelige, dog ei vilde vende om, stamped han med Foden vred, saa Arabien skjalv derved, greb, som Gribben griber Fuglen, fluxen mig med sine Klør, qvælte mig med Qvalme heed, slyngede mig op og ned, pidskende med sine Vinger hvirvled Støvet han afsted, og af Flyvesands Optaarnen han en Rad af Høje gjør. SIDE: 133 Op jeg mander mig og strider, Fiendens Lænke sønderslider, med min Tand knuser jeg hans Kjød af Sand. Da Orkanen, liig en Søile, snoet op af Hvirvelvinde, vil sig ud af mine Arme med sin hele Styrke tvinde, svinge sig til Himlen op; briste maa den og forsvinde, i en Regn af Sand nedrinde, ramle rundt mig i Ruiner, pludseligen styrte sig, som en Stadsvold, mig tilfode, faldende -- et Jetteliig! Op jeg manded mig og blikked, stolt mod Stjernerne jeg saae, og med gyldne Øine blikked alle Stjerner fra det Blaa, og de Allesammen lode sine Blikke paa mig falde, Alle i den hele Hær. Thi foruden mig var Ingen, Ingen paa den vide Klode at opdage fjern og nær. Her med aabent Bryst at aande, ud at aande -- hvilken Lyst! Ja, med fulde Drag jeg drikker, som om ud jeg vilde tømme Luftens Strømme; og Arabistans tilsammen lædske ikke nok mit Bryst. Her med aabent Blik at skue -- ud at skue, hvilken Lyst! Mine Øine sig udspænde over Alt til Verdens Ende, Horizonten strækker ikke til den Verden at begrændse, som jeg seer med mine Blikke. Mine Arme her at strække -- ud at strække, hvilken Lyst! Salig til den hele Verden mine Arme ud jeg strækker, og det synes min Omfavnen ifra Øst til Vesten rækker. I det endeløse Blaa flyver Tanken, Lynet liig. Højere den stedse stiger, højere den svinger sig, SIDE: 134 højere den stedse higer, Himlens Tindes Spids at naa. Og som Bien med sin Braad sig berøver Livet selv, saa fordyber med sin Tanke sig min Aand i Himlens Hvælv. VED OVERLÆRER ULRIK WILHELM MØLLERS OG HANS HUSTRUES SØLVBRYLLUP 5TE NOVEMBER 1843. Mel. Tänk någon gång o. s. v. Hvad Sværmerier er det, som henføre, I To! i denne Aften Eders Sjel? Mon I Fiolerne og Fløiten høre, som klang for fem og tyve Aar ikvel? Paa Bruden Brudgoms Øine kjærligt hvile. De flamme . . Aften! kommer du igjen? Mon Han paany i Dandsen ned vil ile, i den, de sammen Bryllupsaftnen treen? Det var en Drøm. Han saa i Tanken Hende, med Myrtekrandsen i det dunkle Haar. Men Dandsen, som de treen, har jo ei Ende endnu selv efter fem og tyve Aar? Han endnu stedse Hendes Haand jo holder saa ømt og trofast til sit Hjerte trykt, som dengang Brudeslørets hvide Folder var med de friske Myrtegrene smykt? Og paa hinanden hvile Begges Øine som i hiin Aftens jublende Kvarrée, skjønt hine fem og tyve alt Henfløine har overdrysset Lokken med sin Sne. SIDE: 135 De Blomster -- o de ere Livets bedste, vel skjønnere end Myrtens hvide Flor; og samme Engle dem i Haaret fæste, som tegned op, hvad I hinanden svor. Thi Aar, ja Aar er Kjærlighedens Prøve, ei den i Fryd hensmeltende Sekund, da Elskeren i Kysse kunde røve det første Ja ifra sin Elsktes Mund. Nu toner det, af Dagene bekræftet, med Glæders og med Sorgers Eed belagt, saa stærkt, som om til Stjernerne det heftet var bleven evig af en himmelsk Magt. Det er det! Eders Pagt er nu udrustet for fleer end andre fem og tyve Aar. I Livet ei og ei i Døden brustet, den hisset først sit bedste Bryllup faar. Da sænkes ned i Hallen Stjerners Krone, i Paradisers søde Dunkelhed Serafers Fløiter og Fioler tone . . . . O, Venner, vare ogsaa der Vi med! EN FINSK BONDEPIGES SANG O! hvis nu min Elsker, som tryllet har saa tidt mit Øje, Han, jeg kjender -- o saa nøje -- o, hvis nu med eet han kom! SIDE: 136 Flux jeg stjal med fro Begjær Kysse fra hans Mund, den søde, om end Ulvens dunkelrøde Blod den gav dens Purpurskjær. Og hans Haand med Fyrighed trykte jeg vel tusind Gange, selv om sig en giftig Slange slynged om hans Fingerled. Havde Vinden Vid og Sands, Vaarens Luftning Maal og Mæle, Eder mellem vore Sjele vexled de, fra min til Hans. Hvad er Ret af lifligst Smag, duftende paa Præstens Taffel, Lækkerbidsken paa hans Gaffel mod min Elsklings Favnetag? Ham jeg, under Somrens Flugt, inden mine Arme tæmte, Ham den lange Vinter gjemte jeg i Favnen indelukt. TIEDEMANNS PETUM (VED EN PIBE TOBAK EFTER ET BEHAGELIGT BUDSKAB) Snak med denne fine blege Sommerkvellens Trylletaage over Enge, hvori Alfer skulle lege, Feer, som forlænge vaage oven Senge, holde alt til Morgnen Bal! SIDE: 137 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- I dens lyse Skyer svømme Sylfer og Sylfider ømme, Englehovder tusindtal. Hvor de boltre! hvor de hoppe! Snart det er som store klare Perler briste, som om hvide Rosenknoppe sprang isønder og en Skare Alfer viste, som i deres Bæger laa. -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- Mig en Englevagt omspænder; døde Venners Aasyn kjender jeg i disse Masker smaa. O hvor smukke, skjøndt saa spæde, disse Aasyn, jeg ei glemmer! Smukke, blege, ligne de paa Blaat en Kjæde ædle Alabastergemmer. (De, som svege, ligne sortegraa Agat). -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- Træk for Træk jeg sammensanker af min Maurits, Henrik Anker min Erindrings døde Skat. O livsalig Guddomsglæde! Sky'er udaander jeg, og mine Skyer vrimle. Høje Geister dem betræde, Engle svæve, som i sine lyse Himle, tydeligt mit Blik forbi. SIDE: 138 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- Læben aander ud en Sommer hvide og violblaa Blommer. Drømme vugge sig deri. Her, her er mit Kongerige inden disse hvide Bjerge, som saa hvalte rundt mig taarne sig og stige, fulde af en Slægt af Dverge, der gestalte flux sig efter mit Befal. -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- Vil jeg, flux de af dens Skyer bygge marmorsøilte Byer og en prægtig Kongesal. Vil jeg, flux min Armod haste de med Guldstøv at besprænge; rundt min Hytte, let som om de Slør udkaste, brede de violblaa Enge. . . O hvad Bytte mod Novembers udenfor! -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- Paa mit Hoved valmuprægtig, gylden, skjøndt som Guld ei vægtig, Kongekrone sat jeg tro'r. Ja, her er mit Kongerige! her min Republik (den sande) inden disse Grændser, som mod Fjernet hige blaanende om glade Lande! her mit visse odelsegne Landestrøg! SIDE: 139 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- O hvor stolte Idealer ere mine Generaler i mit Ginistan af Røg. EFTER DØDEN O da! didhen ei Sorgen naaer O da, o der ei Meen og Saar den Skjønhed jeg til Legem faaer kan skjænde eller skade! I Dybet af Algodheds Smiil den unge Engel lys og mild sit Legeme af himmelsk Ild evindelig kan bade. SANG PAA EN JULEMASKERADE Af Vaterlands Uskyldige Kong Balzer har udvald os Tre. "Gaaer -- sagde han -- gaaer hen, I Spæde, til Grønlands Tarv og Himlens Glæde!" Kong Melchior Os Sjærna gav, Kong Mikkel denne Vandringstav. "Gaa -- sagde de -- gaa om og tigg for Grønlands usle Smaa derude! For hver en Styver I bebude en Sjærne tændt i Himmerig! En Styver da til Sjærnas Ære i hellige Trekongers Navn! I finde den igjen, kan være, SIDE: 140 med Renters Rente, ja med flere i Bollerne, som I fortære saa gloende til Fastelavn. TIL "INTELLIGENSSEDLERNES" FAKTOR, JENSEN, PAA HANS 63DE FØDSELSDAG. (1STE JULEDAG 1843). (Mel. Gubben Noah.) Gamle Jensen, ("Telligensen") har idag levert Døden udi Hænde Blade sexti trende af sin lille Livspostille, sat og korrigert. Vist paalænge har den strenge Principal ei faa't Text saa reen at læse . . Lad ham paa sin Næse Briller sætte, -- knapt at rette finder han lidt Smaat. Derfor hefter han bagefter nye Blade ind: Livsensark in blanco, Folio nyt in banco. Tigang trende kan vel hænde faar det gamle Bind. Da kan Døden ufortrøden lukke Bogen til. Permen han begrave! Men til Julegave han forære Engles Hære Jensens Livspostil! Den vil smage, ja behage vist af dem Enhver. Thi med skjønne Skrivter staar deri Bedrivter, som belønnes hist og skjønnes bedre der end her. Naar vi ende sexti trende, gid vi Alle da saa korrekte være som vor brave kjære gamle Jensen, ("Telligensen!") Gubbens Skaal! Hurra! SIDE: 141 SCHILLERS PUNSCH-SANG FOR NORDEN [fotnotemerke] Paa de frie Bjerges Høider, under sydlig Straales Glød, frem den gyldne Viin Naturen avler i sit milde Skjød. Ingen Grublen har udgrundet hendes Skabelses Myster, og den store Moders Virken stedse uudforsket er. Funklende som Lysets Kilde, som en Søn af Solen selv, purpurrød, kristalklar springer fyrig den fra Tøndens Hvælv. Og den fryder alle Sandser, og i hvert et bange Bryst Haabets Balsamdryp den gyder og en freidig Livsenslyst. Ak, men mat paa vore Zoner skraaner Solens Straaler ned. Blade kunne de kun farve; Druer modnes ei derved. Høie Norden dog vil leve, og, hvad lever, frydes vil. Derfor uden Viinstok lave vi en Viin i Bollen til. Blegt dog er hvad vi berede her ved hjemligt Alters Fod. Hvad Naturen livlig danner, straaler evigt derimod. Fotnote: Paa Tydsk med Musik af Mad. Emma Dahl, tilegnet Selskabet "Germania", afsjunget i Germania paa Schillers Fødselsdag den l0de November. SIDE: 142 Dunkle Bæger dog vi tømme fylde det med Lyst igjen. Laaner Kunsten jordisk Flamme, Himlens Gode er dog den. Kraften i sit vide Rige sig bevæger stor og fri. Af det Gamle Nyt den danner, ligner Skaberen deri. Elementers Baand den skiller paa sit stærke Herskerbud, maaler sine Arneflammer med den høje Straalegud. Fjernt didhen til glade Øer styrer den sin Snekkes Stavn, og den ryster Sydens Frugter gyldne ud i Nordens Favn. Derfor os Sindbilledmærke være denne Flammesaft paa, hvad Mennesket erhverve kan med Vilje og med Kraft! SKINKE- OG SYLTE-VISE (Mel. Gubben Noah). Julegrise Julevise har fortjent at faa. Hvis Princip for Dyder eget Offer byder, hvem kan taale vel at maale sig med Grisen saa? Kun at made Andres Fade er dens ædle Meed. Derfor spekulerer den, imens den tærer, paa hvorlunde dog den kunde blive rigtig feed. SIDE: 143 Mangen Præst er Grisens Mester, mangen Skriver med. Han og hans Madamme grunder paa det samme; men de tænke ei at skjænke Andre Fryd derved. Meget mere, hvis dem nære Grisen kommer til, tage de det Bedste fra sin egen Næste. Det er ikke hvad den skikke- lige Døde vil. Sig at dele til det hele Selskab er dens Meed. Maa jeg da ei bede om Lidt af det Fede, ellers smager det af mager kristen Kjærlighed. Hid med Skinken! Den Cithrinken vil jeg spille paa. Uden den og Sylte kun som luftopfyldte usle Nuller, tomme Huller Julens Dage staa. KONG CARL JOHAN PAA HANS OTTIAARIGE FØDSELSDAG, DEN 26DE JANUAR 1844. I DET DRAMATISKE SELSKAB Mel. Gubben Noah. Norges Gubber staae som Kubber midt i Skovens Ørk; men Kong Carl alene staar med friske Grene; høi og fager frem han rager; Kronen frisk og mørk. Tiden gnaver, Gubben raver tidt før otti Aar. Stærken Stamme fulner, Løvets Friskhed gulner; ned i Taver Mosen laver med sit hvide Haar. SIDE: 144 Haard er Barken nok paa Knarken, knuldret, bruun og ru; men en frisk en liden Kvist gror ud ved Siden: i de faste gamle Knaste er der Saft endnu. Nordmandsbarmen holder Varmen længe længe kvar. Gamle Gubber hvide i sin venstre Side endnu kjende, det kan brænde i det Blod de har. Mange Vintre kan nok splintre Manddoms høie Top; men de gamle Gubber leve fort som Stubber, fra hvis Sidste friske Kviste endnu skyde op. Ak, med Gammen Allesammen sidste Draabe Blod vilde fluxen byde for Kong Carl at flyde, hvis den blege Draabe kvæge kan hans Hjerterod. Spar den, Gamle! Mens I ramle En for En i Støv, staar Kong Carl alene, høi, med friske Grene, stolt og mægtig, som en prægtig Gran, med evigt Løv. Grene, spreder friske eder over vide Nord! Livsensstyrke flamme i den stolte Stamme! Dyb og sikker Roden stikker i vor Fædrejord. Engang Konning Halfdans Dronning drømte om et Træ, som mod Skyen frodigt skjød sin Krone modigt. Norden skulde i dens fulde Skygge finde Læ [fotnotemerke] . Gud vil lønne alle skjønne Drømme med at skee. Ja, paa Ragnhilds Drømme vi vort Bæger tømme! -- Kongen leve! Høit sig hæve -- høit det stolte Træ! Fotnote: Snorre. Halfdan hin Svartes Saga. SIDE: 145 ASYLBØRNENES SANG Mel. En Sømand med et modigt Bryst. O Fattigdom, midt i din Trang du har en Rigdomsdynge: Du ei misunder Nogens Rang, ja Kongen selv du kan en Sang af fulden Hjerte synge. Ja Kongen selv, just Ham, just Ham det var vel værd at kvæde. En Løve i sin Seiers Bram, har han et Hjerte som et Lam, og kun i Godt sin Glæde. O, hvis at skabe om os Smaa det maatte Gud behage flux til en Sværm af Spurve graa, da fløi vi op og dalte paa Kong Carls Palladses Tage. Da aabned Han sit Vindu vist, og med sin Haand, den milde, Han strøed Smuler her og hist: De arme Spurve Livsensfrist den gode Konge vilde. Men vidste gamle Kongen om, at Børn de Spurve vare, da glemte han sit Kongedom, og raabte: "Til mit Hjerte kom, du arme Børneskare!" SIDE: 146 Thi synge Vi af al vor Magt Hans Priis saa godt vi lærte, som om det skeet var, som sagt, at Vi, vi Smaa, Vi havde lagt saa nær hans ædle Hjerte. NORGES SMAA TIL KONG CARL JOHAN PAA HANS OTTIAARIGE FØDSELSDAG, DEN 26DE JANUAR 1844. Mel. En Sømand med et modigt Bryst. Fjernt sidder Kongen paa sit Slot, herfra vel hundred Mile. Vi Stakler her vi ønske blot, vi kunde til den elskte Drot igjennem Luften ile. Naar flyvende Han komme saae de Børneaasyn mange, da tænkte han maaskee som saa: mon komme Engle fra det Blaa min Sjel for Gud at fange? Ak Engle Vi, som græde kan, men ei fra Stedet komme? Den arme Spurv er bedre han. Vi spile vore Fingres Spand; de blive fjedertomme. Men i den Vinterluft saa klar af fulden Bryst vi synge. Hvad om en Sky til Kongen bar hver Tone, som vi sjunget har her i vor Børneklynge? SIDE: 147 Hvad om den dryssede dem ned paa ham som Regn af Perler, der brast og ham besprængte med en Dugg af Uskylds Salighed! Da tabte Spurv og Erler. Men Engle, Himmeriges Smaa, som vi er Jorderiges, Hans Sjel vil engang fangen faae, naar, i Triumf bortført, det Blaa skal af Kong Carl bestiges. Til da vi Norges Børn Ham til vor gamle Moders Hjerte fastholde i Forening vil. At elske ham med fyrig Ild af Far og Mor vi lærte. SCENE PAA CHRISTIANIA THEATER PAA HS. MAJ. KONGENS OTTIAARIGE FØDSELSDAG, 26 JANUAR 1844. Personerne: HAGBARTH, juridisk Student. EN MODER MARIE, hendes Datter. STUDENTER (Scenen forestiller Hagbarths Værelse. Over Bogreolen et Par korshængte Sabler. Kongens Büste paa en Piedestal. Et Laurbærtræ og to blomstrende Rosentræer paa et Sidebord.) Hagbarth (flyttende de sidste Bøger væk idet Teppet gaar op). -- -- Se saa! Nu bort med Schweigaard og med Stang med Tingsret, Huusret og det hele Væsen, som kanskee gjør en lærd Jurist ved Læsen, men høist uduelig til Digt og Sang! SIDE: 148 Dog har idag min Pen for første Gang, skjøndt ellers kun til tørre Gloser skaaren, mig gjennem Poesiens Skyer baaren, og Digter blev jeg ved mit Hjertes Trang. (Banker paa Sidedøren.) Madam? (Maria kommer ud.) Ah, Jomfru, De? Maria Nu, Herr Student? Hagbarth Jeg har et Ønske . . Maria Saa vær det bekjendt! Hagbarth Her kommer nogle Venner . . Maria Intet Andet? Velan, jeg sikkrer for, at kogt er Vandet, og Lys i Overflod skal være tændt. Hagbarth Tak! Tak! Maria Aa, ingen Aarsag! langtifra! Det er jo Kongens Fødselsdag, den Godes; og kan, Hr. Fætter, det Dem undre da, om saadant Ønske, halvqvædt kun, forstodes? Hagbarth (rækkende hende Haand.) Maria! -- SIDE: 149 Maria Hagbarth! Hagbarth O, Maria, ret! Gid altid Du forstod hvad halvt er kvædt! (gaar raskt ud.) Maria (Seende efter ham.) Aha! -- Men nu er ikke Tid at grunde paa Sagn af flygtige Minutters Munde. (Raabende ind ad Sidedøren.) Kom, Moer! kom nu, og lad os ordne lidt, skjøndt første Gang hos Hagbarth jeg opdager, at Bøgerne er væk, og at hans Sager er nogenlunde komne Hvert til Sit. Moderen (En borgerlig klædt Kone er kommen ind under sidste Replik.) Først Kongens Büste! (Stiller den frem) Maria Ja! Og staa den skal paa gamle Snorre som Piedestal. (Lægger en Snorre Sturleson under.) Moderen (Forandrende det.) Nei, opslaaet bør den ligge: der just aaben, hvor det i Hakon Gamles Saga staar, at han helbredte Borgerkrigens Saar og knuste Brødres blodbesprængte Vaaben. Maria Mon Hagbarths Faders Sabler -- de derhenne -- korslagte ikke skulde pryde smukt? SIDE: 150 Moderen Nei nei, mit Barn; de brugtes jo i denne Fostbroderkrig, som Kongen selv har slukt. Maria (Gjørende til hver Strofe, som hun siger.) Saa vil en Green jeg af min Laure bryde og dermed Kongens ædle Tinding pryde, og mine Roser, just i fulden Flor, jeg om hans Hjerte i Guirlander snoer, og mellem alle disse simple Smykker et Kys jeg paa den Ædles Pande trykker. (Under denne Replik ere Lysene omkring Bysten tændte af Moderen. Hagbarth og hans Venner træde ind rangerende sig perspektivisk paa begge Sider af den.) Moderen og Maria (Til de Indtrædende.) Velkommen! En af Studenterne Ah, hvor smukt! Hagbarth O Tak, Veninder! En Anden af Studenterne Idyllisk Digt er denne Rosengreen, som blomstrende om Kongens Bryst sig vinder. En Tredie af Studenterne Og første Strofe jeg af Epopeen til Heltens Priis i denne Laure finder. Hagbarth Mit Digt er mat mod disse Tanker i Marias Blomsters tause Poesi. SIDE: 151 Maria Et Digt? Hagbarth Maria, ja! og Du bedømme om jeg kan elske eller kun berømme. Hagbarth (Trædende frem.) Kunde jeg, som Solen letter høit sig over viden Land og med første Straale sætter Alpers Tinder først ibrand i en Krands om dunkle Sletter . . kunde jeg nedblikke over Folkets tusind Issers Vover, vilde Blikket først nedglide paa de gamle Gubbers hvide. Mændene paa femti Aar, hyllede i Dunkelheden af de friske mørke Haar, vilde jeg ei se derneden. Synet heller ikke trængte først ifra sin Høide ned til de Mænd paa Sexti, med sine Lokker graatbesprængte. Gubber selv paa Sytti vilde ei mit Bliks Beundring hilde; men, som Tinderne, hvem Solen skinner paa fra Midnatspolen, vilde hine hvide, faa Ottiaarige fremrage og mit frie Øje paa sin Ærværdighed hendrage. SIDE: 152 O idag, I Norges hvide Gubber! o idag, idag, jer Triumfdags Timer glide henad Himlens Stjernetag. Hver en Gubbe, sølverhaarig, som i Aar er ottiaarig, siger smilende idag, glattende de hvide Haar: "Børn! se Jeg er Kongens Jevning!" og med fyrig Stolthed slaar Blodets svage svale Levning endnu nogle raske Slag. O hvad Scene! O hvad herligt Syn at se: Folket bedende paaknæ, saaat Carl Johan alene kneisende som Konning staar mellem dem paa otti Aar! O, hvi fyldes mit Øje med Taarer ved dette Syn: den otti- aarige Konge mellem Folkets Ottiaarige? kun de hvide Isser over Folkets knælende Mængde? Er det ikke skjønnere, end om de stode der om ham som ung Prinds, med Vaabnene ud- strakte, som Birkebenerne om Hakon? . . . Hakon! O liflige Ord, kling igjen! Thi tre Hakoner have velsignet Norge, og Gud har ladet Hakon den Gamle, som forligede de blodige Bagler og Birkebener, komme forherliget igjen i Carl, i Carl Johan, som forligede de to blodige Sønner af samme Moder: Bagger og Svear. Derfor Bønner op fra Norden stige tættere idag end fra Skyens tætte Lag Sneen daler over Jorden. De i Herrens Skjød (høilovet!) SIDE: 153 falde og sig sammensamle, og Han vil dem sende ned over Carl Johans det gamle, laurbærkrandste, elskte Hoved som Velsignelser og Fred. O, ere Folkets Velsignelser hans Livs søde Næring? Eller ligge hans Livs Rødder i hans egen Sjels Menneskekjærligheds Varme, saa de ere evig unge? . . . . Tilhest! Den gamle Konge er tilhest! Nu knæler hiin Kreds af Folkets Ottiaarige og dets Mænd reise sig . . Det røde Banner flagrer om ham . . Løven flammer . . Afsted! Hil! Hil! Normannakonning, Hil! . . Haanden hviler fast paa Sværdet, Øjet over Folkefærdet. Kongen speider. Han opdaget Nøden har, som tyst har klaget, men som nu i Hyttens Dør smiler ved hans Syn som før. -- Ædelhjerte, har Du fundet endelig din sidste Fiende? ham, som Du imøde stunded, ham tilsidst at overvinde? Kongens Øje funkler saa, sig i Rødme Kinden bader, Haanden Sværdets Tag forlader, arme Nød dens Hjælp at naa! O, Folk! Guds Miskundhed er skeet med dig og din Konge: at dine Ældste endnu besidde ham, som de i sin Ungdom elskede. O Konning, om Du drog dit Sværd, skulde ikke det Mirakel ogsaa ske, at det udsprang i Blomster? Laurbæret grønnes jo om dets Hefte? O Konning, trin ind i Hytten! Den vil være strøet med Skovens Eviggrønt af dens fattige Ejer, og den otti- aarige Bedstefader vil reise sig og sige: "min Konge, hvil her! Velsign mig! Jeg gaar foran herfra." SIDE: 154 Chor [fotnotemerke] (Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland.) Ja Gud velsigne Carl Johan, den gode gamle Herre! Gud signe gamle Norges Land! Det vil ham ei undvære. Her er ham Hjerterne saa tro, her kan han trygt i Hytten bo, som midt i Carleborgens Ro, den gode gamle Herre. Ak, naar til Himlens Stjerneborg den gamle Helt vil flytte, da blier i viden Norrig Sorg i hvert et Huus og Hytte. Han elsket er paa gammel Viis; det blier et Allemands-Forliis, naar gamle Carl med Paradiis sin Kongestol vil bytte. Da Norrige i Marmor hvid sin elskte Drot vil skjære. Gestalten af en Haraldid skal højen Sokkel bære. Paa Panden hviler Aand og Iid, om Munden leger Ømhed blid, i Sekler stimler Folket did, hans elskte Træk at lære. Ja signe Gud vor Carl Johan, den gode gamle Herre! Han strøet har om Norges Land Glands af sin Sejerære. Fotnote: 4de Vers blot fiirstemmigt. SIDE: 155 Og fra hans rige Hjerte flød der Lindring i den Armes Skjød. Han skar den Arme mangt et Brød, den gode gamle Herre. Thi dale let, som Sneens Duun ved klaren Himmel falder, hver Time mild og blid og luun ned paa hans Hoveds Alder! Til Oscars Hjerte trykket tæt den blide Engel finde det, som søger Carl, naar Guds Basun til Himmelen ham kalder! OPSANG FOR NANTESFAREREN "KOMMERCERAAD CLAUSON" AF FREDERIKSHALD Det lufter mildt fra Bølgen blaa. Singsallijo! Kommerceraad! Parykken paa! Singsallijo! Hurra! Hurra! for -- Singsallijo! Kommerceraadens Pragt-Toupée et Topseil er, saa hvidt som Sne. Og naar han la'er det gaa i Top, da vil han lette paa sin Krop. Da vil han ud i Verden lidt. Og Lysten kommer meget tidt. Den kommer flux det lufter mildt. Da synes ham, han nok har hvilt. SIDE: 156 Den kommer naar i Vaarens Luft han mærker Anemonens Duft. Da tænker han paa fleur d'orange, forlængst udsprungen i la France. Og flux han pudser sin Toupée: sit Topseil, hvidt som frisken Snee. Kommerceraaden -- se paa ham! Han reiser op sin Hanekam. Og flytter rask sin Vandringsstav: sin Mast henover vilden Hav. Kommerceraaden gaar afsted. Og vi, garçons, vi følge med. Den Gamle gaar afsted saa glad som fransk Marqvis paa Promenad'. Som om det Hav han vandrer paa en Eng var af Violer blaa. Og røden Flag paa Forretop Han bærer som en Rosenknop. Ja som den første sprungne ud, en Elsker skjænke vil sin Brud. I Flagget stolten Frankrig seer, at Roser gro i Nord som der. Ja Friheds Rose flammerød. Den groer i Norges Klippers Skjød. Den groer i Ly af Fredrikssteen. En Hellebarde er dens Green. SIDE: 157 Hvor herligt, naar den paa Loire med Trikoloren gjør et Par! Da jubler Norsk og Fransk i Hob. Afsted da, Gutter! Sexten Knob! Op Flodens Dræbtes Skygger staa, og raabe: "vivent les deux drapeaux!" Ja Skyggerne fra Nitti Tre de raabe "vive la liberté!" Det er som Synet af de To dem fyldte op med Marv og Blod. Det stolte Syn igjen at see er vor Kommerceraads Idee. Og derfor hver Guds skabte Vaar til frie Frankerig han gaar. Da banker Hjertet i hans Boug, og Strenge blive hvert et Toug. Og gjennem dem til Vindens Blæs der toner en Marseillaise'. Og alt som Vinden farer hen, saa klinger en Parisienne'. Men "Norge, Kjæmpers Fødeland" Singsallijo! gaar fraadebrusende foran. Singsallijo! Hurra! Hurra! for -- Singsallijo! SIDE: 158 EFTERSPIL TIL FJELDEVENTYRET OPFØRT OM VAAREN 1844 PAA DET DRAM. THEATER I CHRISTIANIA Personerne: ØSTMOE senior. ØSTMOE junior. FlNBERG HANSEN Studenter. SORENSKRIVEREN FLERE STUDENTER (Paa Scenen tilvenstre sees Indgangsporten til Hotel de Scandinavie i Christiania med Indskrivt over. Scenen belyses kummerligt af en Gadelygte. Porten er lukket men forsynet med Klokkestreng. Baggrunden dunkel Gade, hvorfra kommer Arm i Arm behørigen vinterreiseklædte forhenværende Lensmand Østmoe og Mons, paa hvis Hat en Guldtresse antyder, at han nu har Ombudet.) -- Mons -- -- Fanden reise til Byen til Marken for at more sig paa Komedi, naar man skal se sig sjøl, Farbror! Gamle Østmoe Uf, Mons! det er vel det Styggeste En kan see. Men . . . . . (hyter) Mons Og slig, som dem grein og gloede paa os! Gamle Østmoe Ti stille Mons. Jeg er i sligt Homør, at jeg kunde æde mig selv med Finmut og Alt fra Top til Taa. (hytende). Men den Bjerre- gaard og den Thrane! dem har været ihop om Spillet . . . . Mons Jagu har dem været ihop om det; jeg saa dem paa Komedien. Og saa hviskede og tiskede dem: "se! se! der er bestemt gamle Lensmand Østmoe." Gml. Østmoe Hørte jeg det ikke nok? Og da jeg saa snuede mig om, nikkede dem til mig og sagde: "velkommen til Byen Hr. Lens- mand." Men jeg skulde velkomme dem, havde jeg dem paa Østmoe Mons. SIDE: 159 Mons Det fik da bli mig, som pro tempora er Lensmand. Og det vidste dem nu, for dem pegte paa min nye Uniform og sagde: "gratulerer med ombudet, Hr. Lensmand." Gml. Østmoe Lad os bare komme i Qvarteret Mons, og faae os en doktor, saa kjøbe vi imorgen tidlig ind Stadsen til dit og Ragnhilds Bryllup, og fare saa af denne fordømte By. Den er ikke som i gamle Dage. Da var en Lensmand anderledes extimeret. Men hvor Fanden bliver Jenta af? (Kimer paa Klokken). Mons Hun har vel nok med at varte disse Studenterne op, som satte sig til at holde Kommers paa N. 12, da vi gik paa Komedien. -- Gml. Østmoe Nævn ikke dem mere Mons. Det suser i Hovedet mit bare jeg tænker derpaa. (Kimer paa Klokken. Finberg og Hansen aabner et Vindu ved Porten). Finberg Hei da! hvem holder sligt Spektakel paa Porten. Gml. Østmoe Lensmand Østmoe senior og junior fra Landet. Boe paa N. 11. Finberg og Hansen (Paa eengang med munter Forundring) Ei vore gode Venner fra Landet! Strax, Strax skal de komme ind (forlade Vinduet). -- Mons Jagu! holder dem paa endnu. Men gid Fanden tog dem. Jeg kjender nok Fuglene Farbror, og hugser dem siden sidst. (Finberg og Hansen kommer ud. Et stærkt Lys strømmer ud af Porten.) SIDE: 160 Finberg og Hansen (tagende dem i Haanden) Velkommen til Byen Hr. Lensmand! Velkommen Hr. Mons. Hansen Ei ei! gratulere med Ombudet Hr. Mons. Det gik jo som Fod i Hose som Sorenskriveren har fortalt os. (Mons gjør bittersøde Miner.) Finberg Tak for sidst Hr. Lensmand; det var et Forlovelsesgilde, som sagde sex. Og fra Albek kan jeg hilse. Han og Marie leve i bedste Velgaaende. Vi besøgte dem i Julen, og fulgtes nu ind med Sorenskriveren, som ogsaa bor her paa No. 10 og i Aften er vor Gjæst. Hansen Som jeg tænker vore Venner her ogsaa ville blive. Finberg Naturligviis Hr. Lensmand. Baade de og Hr. Mons. Der kommer Sorenskriveren selv for at hente os. (Sorenskriveren og de Studenter, som er Finbergs og Hansens Gjæster komme ud.) Sorenskriveren Hvad seer jeg? Tak for sidst, Svoger! Nu hvorledes fornøie de dem i Byen? Markensgang kan jeg troe. Gml. Østmoe Daarligt Hr. Sorenskriver, daarligt. Jeg har aldrig gjort slig Markenstour. De skulde bare vide, hvad der er hendet os i Aften. Men, men, men saasandt jeg er Lensmand Østmoe. Sorenskriveren Nu da? SIDE: 161 Gml. Østmoe Det er saa skammeligt Hr. Sorenskriver, at jeg ikke kan faae Mæle for mig, saa flau er jeg. Mons End jeg da. Gml. Østmoe Fortæl du da Mons. Mons Ja jeg skal sige Hr. Sorenskriveren -- vi have seet os sjøl paa Komedien iaften. Lyslevende, saa det gjerne kunde betyde noget Stygt. -- Finberg Aha i Fjeldeventyret? -- Gml. Østmoe Just netop skulde jeg tro. Er det ikke til at blive gal over. Og jeg kan godt mindes at baade han Bjerregaard og Thrane, som har været ihop om det, har været paa Østmoe. Finberg og Hansen Berolige dem Lensmand. I Fjeldeventyret ere jo vi med for en Dag. Mons Aa jo vi saae det nok. Akkurat som det gik til paa Knetteberg- sæteren. Finberg Og paa Østmoe Hr. Mons. Gml. Østmoe Jeg holdt ikke længer ud end til tredie Akt var forbi. Saa tænkte jeg, det kunde være nok Harcellas for een Aften, og saa gik vi. Men saasandt . . . .! SIDE: 162 Sorenskriveren Ei Lensmand! Var de bleven længere vilde de have seet mig med -- -- Gml. Østmoe (forbauset). Hr. Sorenskriveren! Naa det maa jeg sige! Sorenskriveren Ja alle vi som havde Del i den Historie oppe i Bygden hos Jer ifjor Sommer, have maattet frem paa Scenen. Gml. Østmoe Naa! den Bjerregaard, det maa da være en topmaalt En. Hr. Sorenskriveren selv. Sorenskriveren Ja, hvad har I saa at klage Hr. Lensmand? Gml. Østmoe Nei da. Gu'bevars! Mons Saa kan nok vi med taale at blive harcellerte. Finberg Og saa tænker jeg vi gaae ind og heller drikke Digterens og Komponistens Skaal der have vidst at faae noget saa smukt ud af vort lille Fjeldeventyr. Studenterne (omringende Lensmændene): Ja kom! kom! SIDE: 163 SANG (Mel. af Fjeldeventyret.) Finberg Ja kom og klink og drik Bjerregaards Skaal! Og tøm saa en for Waldemar Thrane! Isammen nu ad Stjernernes Bane de ile imod Aandernes Maal. Dog glemme de ei Pletten, hvor de Geister ifra Støvet sprunge, lyttende i Serafimers Chor til Modersmaalets søde Tunge. (Chor de 4 sidste Linier). Hansen O hvis min Ahnelse feil ei slaaer, iaften er de Tvende tilstede. Jeg skimter Bjerregaard histnede, og paa sin Skammel Waldemar staaer. I deres Aasyn straaler Fryd: de see at Folket ei kan glemme Modersmaalets den søde Lyd men tryllebindes af dets Stemme. (Chor de 4 sidste Linier). Finberg Og begge Aander har digtet deri; ja Bjerregaard og Waldemar Thrane har mægtet Folkets Geist at mane i Toneklang og i Poesi. O søde Modersmaals Musik, som vi i deres Digtning høre! Som for den Tørstige liflig Drik, du var jo for vort norske Øre. (Chor de 4 sidste Linier). SIDE: 164 Hansen Thi byde vi Digternes Aander et Ly i Folkets Hjerte, om de nedstige engang iblandt fra Himmerige, at høre deres Digtning paany. I Folkets Bryst der boer den Klang, som gjennem Eventyret strømmer. Folket ved Fjeldpigens søde Sang i sine Dales Skjød sig drømmer. (Chor de 4 sidste Linier). Tutti Ja kom og klink og drik Bjerregaards Skaal! Og tøm saa en for Waldemar Thrane! Isammen nu ad Stjernernes Bane de ile imod Aandernes Maal. Dog glemme de ei Pletten, hvor de Geister først fra Støvet sprunge, lyttende i Serafimers Chor til Modersmaalets søde Tunge. (Alle gaae ind i Hotellet. Lensmændene føres først). KONGEN LIDER! O, at der i al min Graad, Konge! var et Helsensraad for din svare Smerte! At der var en Helsebod i den varme Strøm af Blod i mit friske Hjerte! Som en Reen og vilden Elg over hver en Frastands Svælg vilde jeg da springe; sank, bedækket af min Sved, for min Konges Leje ned, Frelse Ham at bringe. SIDE: 165 Og jeg badede Hans Fod i det varme friske Blod af mit eget Hjerte, og i sidste Graad, som flød, svalte jeg med Balsam sød Kongens svare Smerte. O, med Døden kjæmped jeg: -- Som en Slange skal den ei paa en Helt sig liste. Jeg den frelsende Sekund, i en Søvn saa sød og sund skulde fra den vriste. Og naar Kongen vaagned saa, liig en Ørn fjernt i det Blaa Dødens Skygge svævte. Men ved Foden af hans Seng klang det som om brast en Streng naar den højest bævte. O, Kong Carl, det Liig, man nu midt i Glædens Hast og Hu af din Hal mon bære, har en Normands Hjerte gjemt, hvori klang en Harpe stemt til hans Konges Ære. HAAB PAA HERREN! (EFTER DET SVENSKE) Høit blandt Saarijänis Moer boe'de Bonden Pavo paa et frostigt Nyland, dyrkende dets Jord med travle Hænder; men af Herren ventede han Væxten. SIDE: 166 Og han boe'de der med Barn og Mage, aad i Ansigts Sved sit Brød med disse, graved' Diger, pløiede og saae'de. Vaaren kom og Sneen randt af Teigen, og med den flød Halvten bort af Sæden; Somren kom og frem brød Hagelskuren, og den nedslog Axene af Straaet; Høsten kom og Kulden borttog Resten. Pavos Hustru sled sit Haar og sagde: "Pavo, Pavo! du er født til Uheld! "Tag din Stav, din Gud har nu forladt os. "Tungt at tigge, men at sulte værre." Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde: "Herren prøver blot; han ei forskyder. "Bland du halve Delen Bark i Brødet, "jeg skal grave dobbelt flere Diger; "men af Herren vil jeg vente Væxten." Hustruen lagde halvten Bark i Brødet, Gubben graved dobbelt flere Diger, solgte Smaafæ, kjøbte Rug og saae'de. Vaaren kom og Sneen randt af Teigen, men med den flød meget bort af Sæden. Somren kom, og frem brød Hagelskuren, og af den hvertandet Ax laa knækket. Høsten kom og Kulden bortsved Resten. Pavos Mage slog sit Bryst, og sagde: "Pavo, Pavo! du er født til Uheld. "Lad os dø, thi Gud har nu forskudt os! "Tung er Døden, men at leve tyngre." Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde: "Herren prøver blot; han ei forskyder. "Bland du dobbelt Deel af Bark i Brødet; "Jeg vil grave endnu større Diger, "men af Herren vil jeg vente Væxten." Hustru'n lagde dobbelt Bark i Brødet, Gubben grov en Gang saa store Diger, solgte Koen, kjøbte Rug og saae'de. Vaaren kom, og Sneen randt af Teigen, SIDE: 167 men med den flød Intet bort af Sæden; Somren kom, og frem brød Hagelskuren, men den knækked ei et Straa af Rugen; Høsten kom og Kulden langt fra Agren lod den staae i Guld, og vente Sigden. Da faldt Pavo paa sit Knæ og sagde: "Herren prøver blot; han ei forskyder." Og hans Mage faldt paa Knæ og sagde: "Herren prøver blot; han ei forskyder." Men med Glæde sagde hun til Gubben: "Pavo, Pavo! tag med Fryd til Sigden! "Nu er Tid at leve glade Dage! "Nu er Tid at holde op med Barken, "og at bage Brød af Rug alene." -- Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde: "Kvinde, Kvinde! Den kun Herren prøver, "som en fattig Næste ei forskyder. Bland du kun fremdeles Bark i Brødet, thi bortfrossen ligger Grandens Ager." -- CARL JOHANS DØD KANTATE Stille! Kongen fantaserer . . Stille! Stille! Stille, Hellebardierer, som i Forgemakket spanke! Mine Herrer Officerer, stille! Lad ei Hjertet banke! Kongens blege Læber spille; Perler liig af brustne Snor, som hentrille hvor de ville, sværme vildsomt nu Hans Ord; og Hans Tanker, liig de fine Alfespind SIDE: 168 drivende for Morgnens Vind, mellem Jord og Himmel vanke. Han i Paradiis sig troer allerede, skjøndt Hans Geist i Feberhede flaggrer kun derudenfor. Stille! Stille! Lad os lytte! Hvilke Syner maae sig skyggehurtigt flytte indenfor det brustne Øie, bag hvis Dunkle Hans Erindren netop nu med Stjernens Tindren friskest over Alting lyner! O Han smiler! . Mon Han seer Bearns Høie sig at bøie for de stolte Pyrenæ'r? Mon Han skuer Fædrehuset, som det stod, da som Dreng Han det forlod? paa dets Gavl de samme Duer? samme Ranke ved dets Dør? Vist Han dvæler der derhjemme? Vist Hans Sjel er Barn igjen idet Han døer? Stille! Stille! Lad os lytte! Hvilke Syner maae sig skyggehurtigt flytte indenfor det brustne Øie! -- over Marken spredte Fløie . . Bernadotte foran lyner . . Rundtomkring de fjerne Høie Himmelen i Flamme staaer . . Ovenover Røgens Vover SIDE: 169 Trikoloren sig udslaaer . . Fremad, Brave! Fremad! En avant, Français! . . -- O! Han andre Syn maa see for saa blidt et Smiil at have: Børn i Himlens Port maae lee Ham imøde; Rosenkvast af Morgenrøde sin Velgjører bringe de. O hvad Under, om Hans Tanke maa forvildes naar i slig en Sværm Han hildes? naar Hans Øre ganske døves af de Hjerter, som i Himlen Carl Johan imødebanke? O hvad Under, om i Vrimlen Tanke, Syn og Sands forgaaer? om de mange Takkesange pludseligt Hans Øre slaaer? om de Arme, Han har varmet, klædt og født, Ham, de endelig har mødt, jublende imødelarme? om den Graad, Han stillet har, Ham forblinder, glimrende paa Engles Kinder endnu mere reen og klar? Stille! Kongen troer sig hisset . . Stille, Alle! Stille! Alt til Paradiset drømmer Carl Johan sig baaren . . Stille! Stille! Lad ei Taaren fuld og tung til Jorden falde! Den Ham kan tilbagekalde fra de Syner, som Han har. SIDE: 170 Se! Han smiler, som om spiler alt Han ud sit Vingepar. . . Tys! Han stræber at fortælle hvad Han seer. Tys! Hans Sjel er endnu her: Oscars Navn er paa hans Læber; det er Ham, Han tænker paa, Ham, som knæler, Ham, hvis Mæle Smerten kvæler, Oscar, Han, som hulker saa . ! Stille! Kongen løfter sagte sine Arme, fromt ikors paa Brystet lagte . . Faderen sin Søn vil favne, Ham, sin Eneste, med Varme. Ak! de zittrende ei magte dalende sin Kraft de savne, og det Favntag, som Han vil, i sin Dignen en Velsignen omforvandles langsomt til. Haanden finder famlende sit Hvilested, dalt paa Oscars Hoved ned. Paradisets Glands, som blinder Kongens brustne Øje alt, Livets Minder, Jord og Himmel, Alt forsvinder, da Hans Blik paa Oscar faldt. Stille! Tydeligt, men sagte, som naar linde susende Skjærsommervinde henad Græssets Toppe jagte og i Æolsklang bortføres, "Oscar!" fra Hans Læber høres . . SIDE: 171 Een Gang høres det: de magte blege zittrende ei meer; og fra blegen Læbe vegen Kongens Sjel i Navnet er. Thi en herlig Engel i den samme Stund lyttede ved Kongens Mund saa nysgjerrig og saa kjærlig, og da Navnet "Oscar" lød, Han henrykket fyrigt Kys paa Læben trykked. . . Engel! det blev Kongens Død! DET NORSKE FOLKS SORG OVER KONG CARL JOHAN OG DETS HYLDEST TIL KONG OSCAR (Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland). Hvi græde hist i Kongens Hal saa haardt de unge Prindse? Hvi mørknes saa i Norges Dal fast Sneen nu mon glindse? Hvad Sorgens Bud er det som lød? som frem i mørke Skyer flød? Ak! Carl Johan forvist er død? thi Alles Øine glindse. Ja Carl Johan forvist er død! Vor Angest sandt har spaaet. Saa var det som det Budskab lød, der Norrige har naaet. SIDE: 172 Thi er det Folket sørger saa; thi er det tungt dets Hjerter slaae; thi er det alle Klokker gaae. Vor Angest sandt har spaaet. Nu vender sig den Bonde graa alt mod sin Hyttes Vægge. Han Taarer har, men ikkun faa: de maa hans Ord belægge. Nu triller de, han har, ham ned paa Bringen -- o saa fuld og heed! Du vidste, Carl Johan, du veed du var hans Kjeledægge. Thi er der Sorg i Norges Land, saa svar som det ei fristed; thi Døden har dets Carl Johan ifra dets Hjerte vristet. Til Himmelen Han stegen er; som Fyrste mellem Engle der dog ned han til sit Norge seer. Det har ham ikke mistet. I Oscars Bryst, i Kongens, slaaer Hans Faders ædle Hjerte, og paa Hans klare Pande staaer hvad Ham Hans Fader lærte. Alt i sit første Kongeord Han æret har vor Fædrejord. Det dulmer mildt, skjøndt dyb og stor, for Carl Johan vor Smerte. En herlig Arv Han tager ved, vel bedre end hans Kroner: en øm og trofast Kjærlighed af begge to Nationer. SIDE: 173 Den er Hans dyreste Klenod, den er jo alt vort Hjerteblod, hvert Nordens Sværd, hver Bile god, som funkler om Hans Throner. Den er en Odel for Hans Slægt; thi, Oscar, Du den eier. I den er himmelsk Varetægt og skjønnest jordisk Sejer. For dig, o Konning Oscar, vil Forjettelser den lægge til de hyldende Nationers Hil, hvis Kjærlighed du ejer. I BARNEKAMMERET VED CARL JOHANS DØD Barnet Siig mig, kjære, søde Mo'r hvorfor Fa'r er saa bedrøvet! Jeg min Lexe jo har prøvet? og jeg kan perfekt hvert Ord. Moderen Kongen er saa syg, saa syg. O mit Barn, din Fader frygter for de mørke Sorgens Rygter . . . Kongen er saa syg, saa syg. Barnet O fortæl mig Alt, min Mo'r! Ogsaa Du jo bort dig vender . . der er Graad paa dine Hænder, og Du syer jo paa et Flor. SIDE: 174 Moderen Barn, mit Barn! ja Han er død; Carl Johan forladt har Støvet. Derfor er din Fa'r bedrøvet og din Moders Taare flød. Barnet O da vil jeg græde med! Jeg har læst om Ham saa meget. Carl Johan jeg selv har leget naar jeg paa min Ganger reed. Moderen Seer du, Barn! hist bryder frem Aftenstjernen som en Taare. Bed! den skinner paa Hans Baare. O, nei smiil! den er Hans Hjem. Barnet O, hvad Foraar vil vi faae! Han vil bede Gud at sende over Landet uden Ende klare Dage, himmelblaae. Moderen Søde Barn, hvor smuk en Tro! Alt Du seer Ham Vingen sprede. Ja lad os for Landet bede med dets Skytsaand hist, vi To! SIDE: 175 CLAUS FERDINAND TØNDER, ARTILLERIKAPITAIN Carl Johan ei venter længe paa de hvide Stjerne-Enge før han faaer en Helt ved Side. Brave, ærlige Claus Tønder! Skyggers Række Du begynder, som med Carl vil didhen trække. Og et Hjerte vist hos Ingen mere modigt slog i Bringen, mere fyrigt, skjøndt koldblodigt. Frederikssteen om Ham kan melde; Ham, den Kjække, Haldens Fjelde ønske at de kunde dække. Om ei Glemsel Alting rammer, Borgen minde maa i Flammer brave Tønder paa dens Tinde. O dengang Hans Øie brændte som hans Klinge, som den tændte Lunte, Han i Haand mon svinge! SIDE: 176 "Fagrest Yngling var han" -- kunde mange blide Kvindemunde hviske om fra Gammeltide. "Barns Gemyt i mandigt Hjerte" -- saa bekræfter i sin Smerte Hun, der sidder ene efter. "Stolteste iblandt Soldater," saa bevidne Kammerater, de, hvis Haar forlængst alt hvidne. -- Se ham hist paa Batteriet ufortrøden! Ei fortiet være Sandheden af Døden! Livet fyldte i hans Bæger besken Drikke; Døden kvæger. Ve, Troløse! gjør du ikke! Død! o bedste Herrens Sendte! Ham, som blegned her, Du kjendte; sanddru Du hans Billed tegned. Du, først Du ham ret betænkte, Æresgaven Du ham skjænkte: disse sidste Skud ved Graven! SIDE: 177 PAA KONG CARL JOHANS BEGRAVELSESDAG Mel. Det gamle Norges Løve skuer (Gøthaleion). Forgjæves skal Kapel og Kiste sig lukke over Carl Johan; thi Dødens Graadighed ei vriste Hans Træk ifra mit Hjerte kan. Der luer end Hans kjække Øie i min Erindrings dybe Grund, der skinner Panden end, den høie, og Smilet leger om Hans Mund. Did ei Fortærelsen kan trænge. som slipper ind i Hans Kapel, naar Døren hviner paa sin Gjænge til Sørgetoget sit Farvel. Thi Kongens Træk i Hjertets Gjemme med Taarer har jeg balsamert, og min Erindring ei kan glemme den ædle Skjønhed i ethvert. Lad Landets Klokkeklang forstumme, mit Hjerte dog for Ham skal slaa saalænge Blod dets Kamre rumme, saalænge mine Pulse gaa! Lad Sorgen sine Klæder vende fra Sort til lysende Skarlag, mit Hjerte vil dog ikke ende for Carl Johan sin Sørgedag. Som Stjernens Gjenskin ei sig bryder i Duggen blot paa enkelt Straa, men speilende fra Engen skyder sig tusinddobblet mod det Blaa, SIDE: 178 saa vil i alle Norges Sjele, o Salige, Du see forklart det Billed, jeg har maattet dele, men som jeg har saa tro bevart. Dog vil min Kjærlighed jeg maale med Alles i det hele Land. Deri jeg skinsyg ei vil taale i Norrige min Ligemand. Det er min frie Ringheds Hæder, en Glæde i min Sørgefest, en Blomst paa mine Sørgeklæder, at jeg har elsket Kongen mest. INDSKRIFT OVER EN BRØND Drik dig Helse, Vandringsmand! Der er Kraft i Brøndens Vand, Kraft for Manden, mens hos Kvinden Roser springe frem paa Kinden. Men hvis Jeg, Jeg Mand i Grotten, Herre ganske under Huset, faaer min Godhed slet forskyldt, da skal Brønden blive fyldt, og istykkerslaget Potten, Bollen, Krukken eller Kruset. Manden i Grotten. MIN MODER Skjøndt kun dunkelt, ved en Hvisken som de fine Græsstraas Zisken SIDE: 179 under Vindens Gjennemfart, i en Drøm mig aabenbart: er det mig ei meer en Gaade, som mig Hovedbrud forvolder, hvor min Moder sig opholder efter Aandens fri Behag siden hiin den Rædslers Dag, da vi miste maatte selv det Allersidste i den sorte krandste Kiste; da vi saae med sortnet Blik hvor den dybere alt gik; med bedøvet Øre hørte gjennem tunge Fald af Muld, at vor arme Fars forgrædte Smerte raabte paa Alette; saae tilsidst med graadtilslørte Graven voxe hurtig fuld, at i Sandets løse Spil Højen ligesom sig rørte indtil den blev klappet til. Siden da sit Paradiis har Hun søgt hos sine Kjære, gjæstende dem skifteviis, Alle hende stedse nære. Oftest hos vor stakkels Far sidder Hun ved søvnløst Leje, ofte følger hun de Eensomhedens Veje langs den skjønne Vormens Bølger, som saa kjær hans Tungsind har. Naar hans Sorg Hun ind har dysset, flyende hans Pande kysset med et hørligt "fra Alette," Hun, den Ømmeste af Mødre, søger sine Børn, de spredte, SIDE: 180 upartisk og ligelig, dog af Søstre og af Brødre først den Førstefødte: mig. -- Gjør Blaakammeret istand! Det skal nu min Moders være, Navn af hende altid bære. . . . Friske Blomster sæt i Vand! Roser, som Hun elskte saa, altid skal i Vindvet staae, Bogen, som hun ei fik endt, ligge skal paa Bordet vendt, med det hornindbundne stærke Øjenglas deri til Mærke. Strikketøjet ligger hos. (Derpaa var Hun Virtuos) Og ved Sofahjørnet maa Hendes Skammel ikke fattes. Alt med Hendes Minde paa, som om det var indbrodert, som Relikvier skal skattes, Stort og Lidet lige kjært. Hendes Jomfru-Silhouette fra den Gang Hun Christianssands, Fødebyens, Skjønhed hedte, smykket med en liden Krands, gjort af nogle mørke Kviste tagne ifra Hendes Kiste, under Hendes Speil skal findes. Og paa Væggen ligefor viser et Portræt -- det Sidste -- Hende som her stundom boer, skjøndt jeg Hendes smukke Træk endnu mere livligt mindes, end til Lærred de kan bindes, hvorifra de blegne væk. SIDE: 181 Nøglen stikker jeg i Lomme. Ingen Fremmed did maa komme. Heller end jeg det vil lide, skal det hedde, at der spøger. Men hver Dag ved Middagstide, naar som herligst Lyset flammer, ene jeg min Mor besøger der paa hendes eget Kammer. Og som før, da jeg det pligted, allerførst jeg bringer Hende hvad som nyest jeg har digtet. Der "Jødinden" jeg idag lægger da paa Bordets Ende. Den er ret i Hendes Smag; thi med hendes Egne ikke Hendes Kjærlighed var endt. Den i Hendes milde Blikke var for Arm og Fremmed tændt. O Lyksalige! nu maa du de Ømhedsarme, som bundne i dit Hjerte laae, frit i Verden sprede om. Men Du glemme ei at lade dine Hænder paa mig dvæle. Sagte skjøndt som Rosenblade, hvem ei Vindene nedryste, men som af sig selv neddale, vil jeg føle dem og knæle under din Velsignens tyste ømme moderlige Tale. SIDE: 182 NY OPSANG FOR BRIGGEN "REGINA" Den Jomfrus Skjønhed er ei rar -- Singsallijo! [fotnotemerke] som kun een Sang til Ære har. Singsallijo! : : Hurra! Hurra! for -- Singsallijo! : : Regina flere har sig jo? Her synge vi paa Nummer To. Hun boede paa Gøthastrand. Nu er hun gift til Norges Land. Den Jomfrus fine fagre Krop paa "Mastehugget" voxte op. Men Rygtet om den Jomfrublom lovsyngende til Norge kom. Og det var Kaptain Andersen gjør sig parat at fare hen. Han friede til Regina da, og fik et svenskt og freidigt Ja. Paa hendes Brystdugs hvide Lin en Rosenknop han satte fiin. Den Rosenknop var Norges Flag. Den udsprang hendes Bryllupsdag. "Nu!" -- sagde Kaptain Andersen -- "Min Brud! fra nu du bære den!" Fotnote: Dette Omkvæde skal egentlig være enten: "Sing, Sailor! oh!" Eller: "Sing, Sally! oh!" SIDE: 183 "Læg bort for den din Sløife blaa! Nu Rosen rød du bære maa!" Og det var Kaptain Andersen kom med Regina hjem igjen. Med Halen Gøthalejon slog, da med Regina bort han drog. Men hjemme paa den norske Kyst stod Brylluppet med Gammenslyst. Og Parret drog derovenpaa til Engelland paa Bølgen blaa. Der pynted han sin fagre Brud saa som en Dronning hun saae ud. Og kommer hun til Gøthaborg, vil svenske Hjerter føle Sorg. Det maa vel bittert nage dem, en Nordmand fik Regina hjem. Men nu langt meer er hun fornøjd, end da hun hjemme laae fortøjd. Nu vifter hun sin røde Dug for "Klippan" og for "Mastehug." Og som en Borgerinde fri Hun gaaer for Elfsborgs Batteri. Thi som en rigtig Skandinav sit Hjerte hun en Nordmand gav. SIDE: 184 For Hende derfor og for Ham Singsallijo! et Hurra under Bovenbram! Singsallijo! : : Hurra! Hurra for -- Singsallijo! : : FOR RET OG SANDHED! HANS MAJESTÆT KONG OSCARS VALGSPROG FOLKEVISE (Mel. Ung Adelsteen paa Thinget stod). "For Ret og Sandhed" er et Ord, som Himlens eget Sprog maa ligne; det mægtigt er den hele Jord med alt det Bedste at velsigne. "For Ret og Sandhed!" -- Lad det skee: lyksalig vi da Jorden see. Og hvis den Aand, som farer hen, kan sanddru disse Ord udsige, da er Sankt Petrus strax hans Ven, og aabner for ham Himmerige. "For Ret og Sandhed!" Løsnet er ved Himlens Port -- Gid saa var her! Ja Held Os! Kongen selv har sagt: "De Ord jeg til mit Valgsprog tager." SIDE: 185 Og sandt! i dem er herlig Magt mod Folkets Lidelser og Plager. Af Kongen selv sat paa hans Skjold, de aabne Norges gyldne Old. Nu skal, ikraft af Kongens Ord, ei Bonden og hans arme Kvinde forlade sine Fædres Jord, i fjerne Vest sin Grav at finde. Ak! om ei Ret og Sandhed var, da Graven store Fortrin har. Naar Ret og Sandhed er i Kraft, forsvinde De, der Folket suge, som Brems og Myg for Svøbeskaft, naar Bonden rigtig vil det bruge. Det er som Dommersværdet sang i Konning Oscars Valgsprogs Klang. Som Iglen i sin Mudderbund De sig bag sine Dynger gjemme; men fra den frelste Bondes Mund De skulle Kongens Priis fornemme. Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold forjettet staaer vort gyldne Old. Og Ret og Sandhed raader i hver Dommerhal, i Høiensale; og nu maa hvert et Kryberi, som grebne Slange, dyrt betale. Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold forjettet staaer vort gyldne Old. SIDE: 186 Som med det klare Lynildsblink, Fortjeneste og Dyd opdages; de kaldes frem paa Kongens Vink, og frem til Æressæde tages. Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold forjettet staaer vort gyldne Old. Hvad kan sig Norge ønske meer? hvad røres i dets gamle Bringe? -- At Folket selv liig Kongen er, og ta'er hans Valgsprog an paathinge! "For Ret og Sandhed?" O Hurra! Hvad meer kan Norge ønske da? Det Sol og Regn kan ønske blot maa falde jevnt udover Landet; dog ønsker det, at himmelsk Godt for Kongen er i Veiret blandet. Paa Ham gid Blomster regne ned fra Paradisets eget Bed! KAST AF HVOR BAKKEN ER FOR BRAT! Kneiken brat, Hesten mat, Lasset svært, Hjulet tvært, Hesten staaer, kan ei længer, Øret hænger Svangen gaaer. SIDE: 187 Kast da af under Bakken! Gud, som gav Liv til Blakken, Dig udstyred, stolte Mand, med Forstand til at maale hvad vel Dyret mægter taale, samt et Hjerte til at dele Dyrets Smerte uden Mæle. Mangler dette, bør man sætte Dyrets Herre, ei hans Hest, for en Kjærre som et Best. Lad saa trække Kneiken op! Svøben dække til hans Krop! Han, som Hjerte eller Tanke ikke har for den Smerte Dyret bar, bør man banke ubeskaaret med Gevalt, og i Saaret sprænge Salt. Da kanhænde Han erkjende vil sin Uret, saa han troer, at det dumme Kreaturet er hans stumme Halvebro'r. Dumme Knegt! tør kanskee endda lee, som om Sligt kun var Digt uden Vægt? Veed du vist da, om hist ikke Resten, du mishandled ugudfrygtig saa af Hesten, pludselig viser sig omforvandlet til en dygtig Kjørekarl, mens det Sind, som du har, og Gemyttet ind er flyttet i hans Skind? Magten holder strengen Dom. Begges Roller skifte om: Du i Skakkel, mens din Stakkel af en Hest ifra Bukken gjør din Mukken, Stønnen, Trampen, SIDE: 188 Sveden, Dampen kun til Blæst. Fort afsted! Pidsken smelder. Gudbevares! Nei, der spares ei dermed, ikke fares varligt ved. Just, hvor hvide Skyers Skraaning steilest hælder, maa du slide just som Blakken, Stakkels, sled her i Bakken ved min Vaaning, som du veed. GULDKORN Den, som vil gribe meer, med begge Hænder fulde, vil ogsaa tabe det, som fast han holde skulde. Paa Valg af Øiemed den Vise kjendes vil; den Kloge kun paa Valg af Midlerne dertil. Klag ei naar Skjæbnen Dig en Byrde har paalagt; din Fryd er dobbelt stor, naar dog det blev fuldbragt. O priis lyksalig Den, hvem Verden ei har kjendt, før alt Gravklokkens Lyd forkynder, han har endt. Bestandig Gjerrigs Sæk paaveje til at briste, een Skilling mangler, som dog aldrig er den Sidste. SIDE: 189 Ærgjerrighed ved mindste Modgang alt nedtrykkes, og tilfredsstilles ei selv naar det Største lykkes. Gjort Gjerning gjøre om, det prøver kun en Daare: Man i en Perle ei kan tvende Huller bore. (Rückert). TAK FOR RAPHØNEN! (TIL H. RASCH) Skal vi sidste Mad fortære, maa det Raphøns, Raphøns være, Raphøns fyldt med Petersilje. Kan jeg være vis derpaa, lad saa kun tilhimmels staa! Ske, o stærke Død, din Vilje! Spørger Paradisets Kok: "Nu, min Herre, hvad behager?" -- "Raphøns! Nys jeg saa en Flok pladske i en Manna-Ager." Strax paa Timen en han bringer, rund om Brystet med en Stump Petersilje i sin Gump. -- "Gaa, min Ven, nu til jeg ringer." Delikat! Snart klinger Klokken. Bukkende for mig staar Kokken. "Hvad behager? Anden Ret? Lækker Lamme-Cotelet eller en Fasan-Ragout?" SIDE: 190 -- "Nei, saalænge som jeg lever, Raphøns, Raphøns støt for ever! Raphøns altid og partout! Derfor maa Herr Kok, jeg bede om en Hønemor paa Rede af lidt Grønt . . ." -- Den Kok for Kokker -- tænk! han bragte Artiskokker. Neppe saa paa jordisk Jagt Pølse med en Dram har smagt. Tredje Gang han kommer ind, præsenterer Spisesedlen, tror, at jeg har skiftet Sind. Thi saa længe han har Kjedlen med al Ære forestaaet har ei saadant foregaaet lige lidt i Paradis som i Smagens Stad Paris. Meget mere næsten værre i at være variabel er enhver til Stedets table d'hôte fra Jorden kommen Herre. Men til sin Forfærden Kokken faar alvorlig dette Svar: "Mon der ei en Kylling var Mellem Hønsene i Flokken? Bring mig den! Den var saa liden. Flokken skal jeg spise siden." DEN ENGELSKE LODS ET DIGT SIDE: 191 TIL MIN VIV Her bringer jeg Dig en af mine Drenge, i Havet døbt, i Karm af gyldne Strenge. Liv af mit Liv, som Kjød udaf mit Kjød, og under dine smukke Øine bleven saa som jeg tænker nok han blier beskreven, jeg lægger ham, min Hustru, i dit Skjød. LÆNGSEL EFTER LAND "O, Kaptain, hvorhen, hvorhen gaaer Seiladsen uden Ende? Nye Horizonter spænde sig omkring mig ud igjen. Briggen alt i rastløs Fart susende igjennemlænste Hundreder af samme Art, kun af Syner ombegrændste. Naar jeg tænkte Fjernet endelig beseiret, falske Lande ned sig sænkte eller tvinte hen iveiret. . . Hundred Horizonter runde kom og svunde. . . hundred Himles Cirkelbunde, for hvem Punktet, hvori mine trætte Øines Nervepar krydsende sig overskar, med en evig Helvedpine stedse samme Centrum var. . . Hundred Horizonter graae alt jeg saae, med en Grændse falsk som Bugten, angste Slange slaaer i Flugten, SIDE: 192 . . graae, ja til Fortvivlen eense, mens -- som Lupens grumme Stik krybende Insekt forfølger -- Zeniths blaa og hule Blik stirred paa vort Skib, den Prik, synlig knapt paa Havets Bølger. O, Kaptain, nu har mod Vesten Farten alt saa længe staaet, til det synes mig jeg næsten er i Sind en Olding bleven, skjøndt mit Haar end ei er graat og min Kind ei rynkeskreven. Mens mit Øie uvilkaarligt sig i Regnbuspillet tabte, Skummets Sprøit derforud skabte, har jeg idetmindste fundet, mønstrende med strengen Sjel, at mit Liv for største Deel meget daarligt er som kastet Skum forsvundet. Og mon et Beviis vel bedre kræves kan af Bedstefædre paa at jeg, tilhavs omdreven, oldingviis tilsidst er bleven? Dage mange, aaretunge, aarelange, bort erindringsløse flydte, uden Spor, som Kjølvandsstriben, i en Masse sammengydte hine sjunkne Skyer liig, snigende sig sagtelig, -- have svalet Panden med kolden Alderdomsbegriben i dens øde Kjedsomhed, standset Blodet, tæmmet selve Utaalmodet, skabt det om til sløven Fred. SIDE: 193 Thi af Havets og de tomme Skyers Øde har jeg smagt Alderdommens, der vil komme, følt den Taage, som vil spinde sig om Gubbens nøgne Tinde, forud om mit Hoved lagt. O, Kaptain, giv mig et Ord! Tryk mig med din Haand, den kjække, at mig Tanken ei skal skrække, at jeg i en Dødningsnekke kommen er ved List ombord! Styrmand, giv mig din! Kom an, Baadsmandsmath og Tømmermand! I Matroser, mine Venner, rækker mig de brune Hænder! dræber med et kraftigt Tag Angsten i mit Hjerteslag! Thi, skjøndt Daare meer end Synder, dog begynder denne Vei med sporløst Fjed, denne dumpe Eensomhed, fælles, Katakombens liig, mægtigt at forfærde mig. Her paa Oceanets Steppe, saa evindelig ensformig, ikke stille, ikke stormig, maalløs, da dens Grændser fly, -- under Luftens dalte Teppe, dette blaagraa Himmelhvælv, -- er det ei, som om Vi selv (en fordømt Skindødningskare) jordede tilsammen vare under samme Tag af Bly? -- stivt i Stirren paa hinanden Sidemand paa Sidemanden: Han i Hiins og Hiin i Hans Øjes brustne døde Glands, SIDE: 194 uden Rørelse og Mæle, skjøndt med fuldtbevidste Sjele? O, en Egg kun af et Skjær, Striben af et Fuglevær, Ryggen af en liden Holme, skjøndt, som yre Hvals og olme Kobbes børstereiste sorte, i Sekunden atter borte, vilde være i min Plage nyfødt Verden at opdage -- o et Tankens Paradiis, hvor den vilde bli'e tilbage, Skibet givende til Priis! Brune Tare, Tangens Klase vilde være blommet Grønt paa Forsmægtendes Oase, Himmelens Forsoningstegn. Dermed jeg fantastisk skjønt Bryst og Pande vilde smykke, dem, som Roser efter Regn, til min Mund vellystig trykke, hilse deres armodsgustne bruunbespettede forrustne polyplige Blæreknopper ømt som Anemonens Dopper, der til Stjerner sig udslaaer, -- som de første Blomstertinter der forkynde Nordens Vaar, efter treti Ugers Vinter." APPEARENCE OF ENGLAND " . . O, Kaptain, hvad er dog Dette, som saa skinnende frembryder hist hvor Himlens Grændse flyder SIDE: 195 sammen først med Havets Slette? Mon det er den blanke lange Aasryg af et Skybjerg, dalet under Horizontens Bryn? Mange, mange have falske Lande malet skuffende vort trætte Syn? -- -- O, saa hvid er ingen Sky! Men maaskee nybrudt Iisflag, dækt med Sne, reen og ny, stormforslagen ifra Polen, vender frisken Brud mod Solen? Eller mon det være kan nye Haves Fraadebelte, Grændsebølger, som fremvælte fra atlantisk Ocean? Eller mon det skulde være falske Svaners Linjehære? Da de nok i Horizonten sammen vil formere Fronten; men paa første Varselsskrig al Armeen flux igjen adspreder sig, som i Hvirvelvinden Sneen. Skulde Verdens Grændsesnor, Havets Grændselinjes Række for de evige Seiladser, skabt af sølvhvidt Perlemor, i hint Straalende sig strække? Er det Himmelens Palladser, frie Aanders lyse Hjem, som i Vest sig hæver frem? Eller mon er Havets Øde Moderskjød for Himlens Stjerner? Mon som Lys-Eilande ud af dets Dybder de frembrøde og forsvandt i sine Fjerner? SIDE: 196 O, hvor herligt for en Gud da, at skue i den blaa Afgrund ind, hvorfra de gaae! herligt, som i aabent Øie, i hvis Bæger Tanker, ømme, skjønne, høje, funklende sig frembevæger!" Søfolkene [fotnotemerke] "Det som skinner vester hist mellem Sky og Havsensvover, Det er England, solbelyst, Klipperne ved Dover. Føl det friske Livsenspust alt fra Gammel-Englands Ege! Vimplens Tunge, som beruust, kan i det alt lege. Kentshire's Enge har deri søde Blomsterdufte blandet; Sømandshjerter vimpelfri' juble imod Landet. Fotnote: Mel. Engelsk Opsang: Have you been at Greenwich fair, bonny Lady, Highland-Lady? Have you seen a Lady there, bonny Highland-Lady? SIDE: 197 Hist see Englands Grundvold stærk: muslinghvid Cement fra Grunden! Frihed har sit Forsvarsværk midti Havet funden. Gud har bygget om dens Hjem stærke høie Bastioner netop hvor det vender frem mod Europas Throner. Shakespearcliffens hvide Hvælv vesterud er Marmorfoden, hvorfra Seirens Dronning selv stolt behersker Kloden. Klippen mere hvid end Sne; natsort Muld derovenover; grønne Enge -- Fløjl at see -- gaae i lange Vover. O hvor herlig saadan Grund maa for Englands Ege være, som til Frie yde kun sine Krandses Ære! SIDE: 198 O hvor herligt for en Mand der at leve, boe og bygge! Og hvor herligt hviler han under Egens Skygge!" DRØMMESYN Tvende Timeglas forbi -- og vi hørte Egene iland sig rørte, susende, med Ord deri, som om mange Mænd paa Stranden talte sammen med hinanden. Egerødderne vi saae, Aarer i Agaten lige, i den sorte Muld at gaae, som bedækkede de hvide Klipper, der langs Stranden kneiste. Og nedover Klippens Side dunkelgrønne Vedbend laved, som letflettet Elskovsstige mellem to forelskte Geister (Hun fra Landet, Han fra Havet) efterglemt fra Stevnet, sat i den sidste Maanskinsnat. Tys! de glade Bølger larme; der er Sang i hvad de buldre! Naar jeg ned fra Stavnen saae, syntes jeg see hvide Arme, svaneduunbedækte Skuldre jublende at skynde paa . . . Tys! et Chor, afbrudt af Latter! SIDE: 199 Tys! et "Rule Britannia! Rule Britannia! Rule the waves!" syntes jeg dernedenfra i et Chor fra Munde hæves, som af Bølger fyldtes atter, saa det blev kun en Musik søde Brudstykker jeg fik. Hvo kan undres, om jeg drømte Nereider, syngende om Skibets Sider, Liv i Bølgerne, som svømte langshenad din Cliff, Shakespeare, hvor du mante hen King Lear? . . O der stod den, høi og stor! Der til venstre Side stod den: Aft'nens første lette Flor blaaligt svømmende om Foden; men paa Tinden, som nu Aftensolen tændte, enkelt Kam skarlagenbrændte -- o saa rød, som om i Vinden gamle Lear deroppe stod, ei i Betlerdragten pjaltet, men i Kongedragt gestaltet, i sin Kaabes Purpurblod. Og til høire Haand man saae, liig en romersk Muurkorone hævet i det blege Blaa, Dovercastles gamle graae, tvertsafskaarne plumpe Bueskyttertaarne, saa Kastellet lignede en sachsisk Krone gammeldags, af hamret Jern, himmelfalden ned paa Fjeldet om dets Tindinger til Værn. SIDE: 200 Men mod Norden har sig Kent lig en rolig Arm udspændt, rækkende til hver sin Side, i de slanke sølverhvide søilesnoede Forelands-Fyre, ud et dobbelt Konningstyre, fra hvis Spidser, da det bløde Nattemulm om Landet dalte, (som et Flor, hvori den blide Sommernat sin Kummer kvalte for den skjønne Dag, som døde) tvende Flammeblik frembrøde, et i Syd og et i Nord, Kastor og hans Pollux liig, sjunkne ned fra deres høie Himmelstade til vor Jord, tindrende som draaberene Ædelstene, fattede i Sølverøie: En i Rødt, som en Rubin, skiftende dog bryder sig, fjerntud straalende fra Kysten, mens den anden Amethysten lignede i blaaligt Skin. Længe over Landet svæved som et Slør, ved Feers Kunster af et blandet Gjenskin vævet ifra Himmel og fra Hav, rødt fra hiin og blaat fra dette. Deraf kom det Violette, som bag fine Gaze af Engenes og Skoves Dunster Landets skjønne Form omgav. Taagesløret hvert Minut mørkere sin Farve skifted. Graasort blev det Violette, Nettets Masker mere tætte SIDE: 201 i det hvide Overdrag. Men naar stundom det blev brudt af en Nattebriis, som hvifted over ifra Beachyhead, frem i Aabningerne traadte hist og her et enkelt Strøg af de hvide Klippebranter, som om Spøgelsegiganter af en aabnet Tryllegrotte eller blaalig Hexerøg frem medeet i brudt Geled blege som et Maanskin skred. Gjennem Natten lyste kun, ved et fosforagtigt Glimt, forud Bølgers reiste Kamme, Fraadens perlehvide Skimt, Tænder liig i Havuhyres sorte, vidtopspændte Mund, og deragter funkled begge Forelandsfyres klare Flammer, Øine liig paa Nattens Magter, paa Dæmoner tvende, som her maa gjøre Nattevagter, tvungne af en Størres Dom. Da -- jeg veed vel ei hvordan Sjelens Virksomhed forhøjet og en Slummers Vægt paa Øjet samme Stund forenes kan; men jeg tænker samme Lov for en Sjels og Blomsts Behov: naar det mulmes lukker Øiet sig for Hiin, mens den dog, som Fugl i Luften, friest just sig da bevæger; SIDE: 202 Blomstens Glød af Duggen dulmes, medens Duften svømmer om dens sjunkne Bæger endnu mere stærk og fiin . . . Da, af Bølgens Surr bedøvet, lukte sig mit Øie til, og, af Nattemulmet sløvet, søvntilslørtes min Pupill. Panden paa korslagte Hænder laa paa Rælingens Gelænder, men min Geist var iland i England reist. Lange Rækker Lys paa Kysten (Byers Rad ved Aftenstid, som sig langs Kanalen snoer liig ubrudte Perlesnor) maatte vække Reiselysten, kalde Geisten skyndsomst did. Og nu ilte den afsted, meer gesvindt end Elskovsvinket (Telegrafen mellem Skiltes Kjærlighed) sagtere end Maaneblinket over Graven eller Søens Flade træder; som en Natfalæne tyst lummer Julinat i Haven sværmende paa støvgraa Vinger under slumrende Syringer, alle sine Natteglæder nydende af Hjertenslyst -- ja, saa skynded den afsted, værende hvor Tanken tænkte, gjennem prægtigskjønne Stæder, nu i første Søvn nedsænkte, ilende jevnsides med Skibet, som derude gled. SIDE: 203 Gjennem Folkstone, Romney, Rye, Hastings, gamle Winchelsea, styrede min Geist sin Vej, gjennem Brightons stolte Gader af Palladser reist af Qvader, som et eneste Palæ, deelt i tvende lange Rader; gjennem Skove, i hvis Dunkle saaes mange Øine funkle (Vildttyv eller stolte Hjort); gjennem Byer, gammeldagse, byggede af Britt og Saxe, svæved Sjelen tankefort, useet som et Mulms Atom, fri og uafhængig, som om min Vilje var dens Axe. Høien Gavl paa hver en Bolig nikkede mod den fortrolig, som var reist paa Nabohuus, som om begge disse Gamle hvisked om en Dag at ramle begge sammen ned i Gruus. William the Conquestor have Begge seet; hvorfor rave da ei ned i Grunden sammen i en sand Fostbroderpagt? Hvorfor vente efter Flammen eller paa Orkanens Magt? -- Tæt ved Byen et Kastel, med en Muurkrands heel affældig, af hvis brustne Skydeskaar Efev skyder ud saa vældig som de Bugter Boa slaaer. -- Midti Byens Hovedgade har en gammel Gate [fotnotemerke] sit Stade, Fotnote: Port. SIDE: 204 plump og stærk, liig et lidet Citadel, Fundament for snirkelskaarne mindre kegleformte Taarne, Sachsers og Normanners Værk. -- Kronte Konger, steenudhugne, næseløse, skimmelmugne, (Hesten stundom uden Been) førende i venstre Haand tredeelt bøjet Liljegreen, mens de Sværd i Højren strække, synes trække paa det tunge Smilebaand ad den Kræmmeræt de skue mylre i den gamle By: Stok i Haand, ei Spyd og Bue, ingen Hjelme, men Parykker, eller strikket Bomuldshue, som bedækker skrumpne Panders Regnestykker -- kort den hele Vanslægt vækker hine Kongers Smiil paany. Stille var der overalt i de gamle Byer, stille, fromt og stille, saa jeg hørte, naar man sig isøvne rørte og idrømme der blev talt, eller naar derindenfor ømme Mor visselulled for sin Lille. Men i Brighton celebrerte, da min Geist hensværmed did, Kjedsomheden just og Synden i brillant illuminerte Slotte nyen Dags Begynden nu ved høje Midnatstid. SIDE: 205 Der var Adel uden Hæder, herlig Viin foruden Glæder; der var Guld foruden Lykke, Skjønhed uden Uskylds Smykke; Venskab, der saa fast bestaaer, som den Hud, en Slange kaster; Oldinge med Ungdoms Laster, Ynglinge med hvidnet Haar -- deres foraarsløse Sommers visne Græs og Syndens Blommers tørre henforbrændte Straa, som en tidlig Død skal slaa. Blinket af dens damascerte blege Lee var i matte udfortærte Ungdomsøjne alt at see. Guldlorgnetterne ei skjule kunde disse dødsenshule, hvoraf Flamme kun frembrød (Flammer, som et Lavas, dulgte) naar paa grønne Bord de fulgte de Guineer, som rullerte til Perdu'et atter lød. Fløjelssvøbte, dekorerte, perle- og demantbesaa'de, overstrøede med bijoux og Braceletter (Oh, Hans Høihed, Hendes Naade! O, his Lordship and her Grace, trinende i en Française!) vandred Tyveaarsskeletter om som Døde paa de straalende Banketter, paa en Hertugindes Bal. . . Ha det herlige Orchester blandt de høifornemme Gjæster, mylrende i Hundredtal, mægter ikke at fremkalde SIDE: 206 ved Musiken à la Strauss i berømte Brighton-Routs mere Liv end om Sommerregn mon falde paa forlængst henvisnet Siv. -- Intet Under, at jeg da skyndte mig ihast derfra, som om raskt jeg havde traadt midt imellem Orme-Nøgler, uforsigtigen geraadt mellem Klynger Skorpioner og Forviklinger af Øgler, mellem Blomsterne fordulgte, mens den vilde Jagts Dæmoner, onde Magters Kogleri mig i Ryggen skarpt forfulgte, susende mig snelt forbi. Først jeg standsed udenfor en vedbendkrandset sammensjunken Sømandshytte. O, der maatte jeg vel lytte! Thi mit Yndlingsinstrument, ædlen Harpe klang derinde, og en Pige skjøn og ung, kun Knop af Kvinde, sang henrykkende dertil. O, da maatte Jeg vel lytte! under Løvets Hæng mig snige, til hun Sangen havde endt, -- Jeg, som ei kan Foden flytte fra en Kvindes Harpespil, Jeg, som kunde Livet bort for Døden bytte, naar jeg hen kun maatte blunde under Kvindes Harpespil? SIDE: 207 Døren aaben stod. Derind Maanen kasted skarpt sit Skin; og hvor det paa Gulvet faldt klarest, som et Sølvernet, sad en hebeskjøn Gestalt, mere hvid og bleg end det, end den alabastne slanke Hebestøtte, som hun ligned, blegere end Aanders Smerte, blegere end Vredens Tanke i barmhjertig Engels Bryst, naar han -- Han, som helst velsigned -- straffe skal imod sin Lyst. Med en Harpe ved sit Hjerte sad den yndige Gestalt, tankebøjet, veehensjunken, kummertræt, som af sine Sorger kvalt, og det Glindsende i Øjet viste, at hun havde grædt. Ak, saaledes allerede i sin Ungdoms første Blomst? Atten Aar -- meer var hun ikke. Men jeg saae i hendes Blikke Taaren svulmende berede atter sin Tilbagekomst. Læben lydløs sig bevæged, som om med en Aand hun talte; og med anstrengt Sands jeg saae, inden Omrids sølverblaae, Skyggen af en Yngling præget tydelig sig at gestalte. I hans venstre Haand laa Panden, men om Pigens Liv den anden. SIDE: 208 Stundom syntes Hun at hvile smilende mod Skyggens Barm, høre atter Pulsen ile, føle Trykket af hans Arm. Skyggen syntes derimod svævende paa flygtig Fod: fremadbøjet, Blikket vendt snart mod Stjernen snart paa Hende, som om hver af disse Tvende var ham lige vel bekjendt. "Francis -- sagde hun -- er her! Francis, o du er tilstede! Denne søde Gysen ikke kan mig Skuffelse berede, skjøndt jeg med de dunkle Blikke Mulm og Maaneskin kun seer." "O,Francis! -- sang Hun -- Francis, bliv! Den Stjerne, som dit Øje maaler, har ikke Morgenstjernens Straaler, der strengeligen, naar den daler, tilbage Aanderne befaler. O, Francis, elskte Francis, bliv! Jeg synge vil den Sang jeg kvad, da du til England kom tilbage fra Slaveskibene at jage. Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde, da glemte Kjærlighed at kvæde: kun Fædrelandets Priis den kvad. Barmhjertigt lyttede jo det til Negren, som i Lænken stønner? og Du, iblandt dets bolde Sønner, ham at befri var ogsaa dragen -- Du syntes mig til Ridder slagen for arme Brødres Frihedsret. SIDE: 209 Og derfor hvad Begeistringen og Britterindens Stolthed talte, medeet i heden Graad sig kvalte, og Englands Priis i Taareflommen blev til et hulkende Velkommen: "Velkommen, Francis, hjem igjen!" Velkommen nu, o Gysen sød, Forsikkringen, at du er nære, en Følelse, som om din skjære Begravningsdragt mig let berørte, som om dens Raslende jeg hørte og Linets Luftning mig omflød! Da tindrer Øjet friskt som før, og Smilehullerne forsøge paany som før som før at spøge. Men naar du, Elskte, er forsvunden, da stivner alt igjen om Munden . . da er det, Francis, som jeg døer. . . Men døer foruden andet Liv, døer ei som Du, der herligst lever naar hid i Maanens Glands Du svæver, og atter, naar Dig lyster, stiger op mellem Himlens Stjerneriger, -- o derfor bliv! o Francis, bliv!" Da -- nu ikke meer jeg veed det Retfærdige og Sande: om jeg enten skal forbande slige Syners Troløshed, eller at min egen yre sværmende Indbildningsmagt var ei meer sit eget Styre, som den burde, underlagt, -- ikke mægtig meer sig selv, end en Dreng paa Baadens Hvælv SIDE: 210 ud i Fossedraget reven, hvirvlende i Cirkler om, eller kvæstet Maage, som paa ulige lange Vinger stedse svinger, med en Dalen i sin Svæven, rundt paa vilden Ocean, -- eller bedre ei deran end paa Bladets lille Ø Sommerfugl, der ud er dreven paa den milevide Sjø. Thi hvorledes kunde vel just i dette Nu min Sjel, -- da kun Synet skulde skifte, ei forgaae med Taagers Hast under Spil af Morgenvinde -- sin Fornøielse forgifte ved at lade det forsvinde, som om Sæbeboble brast? Thi just nu, da Skyggen skulde for sin Elskte synlig blive, alle dens Konturer fulde, lysende som Maanens Skive, skabte som af Stjernes Røg, Kysset følbart dog for hende, om det end ei kunde brænde med forelsket Ynglings Ild, men saa blødt, som naar en mild fløjelsfiin Provencerose henad hendes Læber strøg; og da Trykket hun af Armen skulde føle dog om Barmen med den bløde linde Kraft af en ud af Træets Mose runden Mistels smækkre Skaft . . . SIDE: 211 Ak, da saae medeet jeg Aanden reise sig fra Pigens Side og mod Døren langsomt glide, -- Panden, hvilende i Haanden, hævede han til et Blik, som hun følte, -- ja, thi hendes Læbes Zittren røbed det, -- som Konvolvlens fine Net nerverystes og kan brændes af en Stjernes Straalestik. Blikket, som han Pigen gav, tog i Ømhed og i Klarhed snelt, med Stjerneskuddets Snarhed, til og af, og med det var i Sekunden Francis' Skikkelse forsvunden. Som af Vindens sammenblæste Tegninger i støvfiin Sne, var der ikke i den næste Spor af Geisten meer at se. "Anna, Anna!" -- sagde en aldrende Sjømand som pludselig traadte ind af en Dør i Baggrunden med en Natlampe -- "En Seiler kommer om Beachyhead, Strømmen sætter fra Land igjen, og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil have Lods om- bord. -- -- " LODSEN OG HANS DRENG -- "Læg bi! Læg bi!" Jeg syntes høre skraldende forbi mit Øre; og da, drømmende endnu, (skjøndt mit Nattesyn var slettet ganske sporløst af min Hu) jeg mit tunge Hoved letted SIDE: 212 tumlende fra Rælingen, hvor jeg fandt mig selv igjen: -- da, før Alt var ret begrebet, jeg en engelsk Lodsbaad saae sig anstrenge for at naae krængende til Falderebet. Bag ved Roret sad en Sinke -- men en vakker -- af en Dreng, holdende med begge Hænder (liden Kraft men bedre Vilje) Styret op, til Baaden vender. Sprungen op paa forrest Tilje var en Lods, en gammel streng, Baadens fulde Seil at minke. "Francis, so! Rigth so, my boy! Luward up! Onboard holloy! Now God bless thee, dearest child! bless thee merciful and mild! Og mens han med Venstren greb om et agterudslængt Reb, trende Gange, fleer end trende, mange mange, med den anden drog han Drengen til sit Hjerte under Udbrud af en Smerte, som kun passed slet for Manden. Endnu Et og Lidt endnu havde han sin Dreng at sige, skjøndt vel tyve Gange sagt før han fik det vel belagt med et Sidste: "hearest thou?" Endelig fra Læbords Stige kastede han Baaden los, drejende mod Land den om: "Now in Gods name! Forewards right! Forewards home! Straight forewards home! SIDE: 213 Francis, Francis, cautious! I return to morrow night." Fangelinen af han hev. Baaden af omsider drev. Men da den foruden Krængen, uden Fare til at see, lidtom lidt laverte væk, sagte -- da en Briis knap blæste, -- og der Rebing var i Seilet, svang han dog fra Skibets Dæk end engang sin Hat til Drengen; men jeg læste, malt med Sort paa Hvidt i Speilet: "Hastings, Pilot, Numero three." Ei! -- jeg tænkte -- Ei, for Fanden! Hvo kan nu rose længer Engelskmanden for hans djærve Sjømandshu? Staaer ei der den gamle Ulk kvalt tildøde af sin Hulk, stirrende og blinkende, Taarerne lidt Luft at give eftersom de fulde blive, -- efter Drengen vinkende, -- mumlende om Seil for svære, ustø Baad og Ballast let, om at Drengen gjorde ret, hvis han passed af at bære, dersom falske lunefulde, afsindsvilde Beachyhead (hvad han af Erfaring veed, før man venter det, kan møde) hundehylende nu skulde Kastevindene udstøde, paa Kanalens blanke Øde, liig en Røg af Kul og Sne. SIDE: 214 Ha, den Britte skulde see under Norges vilde Kyst Gutter (neppe længesiden at de slap fra Moders Bryst) Gutter som en Tommeliden, druknede Havlodsers Børn, mere kjække end den vilde Fiskeørn og sjøvante Nordlandsskarv, sikkrere end Havets Maager, mellem høie Bølgeraager svæve om i Faders Snekke, Moderens og deres Arv! Britten vilde blive bleg, saae han deres Tagfatsleeg med en Sværm af Kastevinde, der, saa hurtigt som en Vifte slaaes ud, sig om kan skifte efter hver Kompassets Streg. Dog de finde, ved en Taages Gjennembrud, ind og ud af de, meer end gammel Eeg, meer end Ertsens Strøg forgrente schakteskumle skjæromspændte slangesno'ede lange Fjorde; fare snelt som jaget Lom Fjeldene indunder, som lodret Bugterne omgjorde, og hvoraf den ene Bred hvinende udsender Vesten-, og den anden Østen-Blæsten, flyvende paa sorte Fjed Fjorden tverts og op og ned, -- tverts, saa Strimerne hinanden skjære lige langt fra Stranden, som i Troldes Ledingsfærd, hvori Kjæmperne ei synes, SIDE: 215 krydsende indbyrdes, brynes Tusinder af sorte Sværd. "Landet og dets vilde Fjorde -- tog den gamle Lods tilorde, drejende sig barsk herom -- Landet kjender jeg, og noget (saa jeg fattet har hvert Ord mindes jeg endnu af Sproget siden jeg tilbagekom ifra Fangenskabet; thi, paa the Tartar med ombord, som blev jaget ind i slig en Djævels-Fjord, blev jeg taget med det hele Kompagni. Men, min Ven, saa stor en Baad, sluppen i saa unge Hænder? Den kan nok før Farten ender trænge Manddoms Kraft og Raad. Tro mig, om jeg havde halt Fokken noget mere stram, havde det ei været galt, nei, Goddam!" -- "Ei, Pilot, tillad, jeg troer, dersom Eders Baad er stor, er den og desmere sikker." "Baaden liden eller stor, Trygheden i Manden stikker, som er stillet ved dens Roer. Og desuden Beachyhead ei af Stort og Lidet veed. Linjeskibe eller Baade, Joller eller Men of war'er svæve paa dets Stormkasts Naade, magtesløse mod dets Vrede, som det Støvfnug Løven karer SIDE: 216 op i Røg fra Ørknens Grund, og som farer ud og ind af Dyrets hede vide, flammerøde Mund. Se histud mod Vest! Kanalen nævnes det i Dagligtalen; men det er Atlanterhavet, Verdensoceanet selv, her just her, hvor, bølgegravet, Bretland er fra Gallien brustet, med en dobbelt Kraft udrustet af et Hav og af en Elv. Klippesveiste Eddystone' -- oh, how many times is gone! af dets Bølger mangen Nat knækket som en Paddehat! Og hvor tidt, naar det blev Dag, har ei siddet India-Eskadres Vrag rundtom paa the Needles spiddet? Og de Frygtelige staae dog, som Stene over Grave paa en Kirkegaard paa Landet, udenfore "Englands Have", der, hvor Vandet, skinner deiligst, som beblandet med en Foraarshimmels Blaa." -- -- En mærkværdig Mand tilvisse: rustet Jern fra Fod til Isse; men der indenfor saa blød som Melonmarv hvid og sød; bliden Klang i haardt Metal; Barskheden sentimental følsom, øm, ja som om kunde fra hans laadne haarde Bringe honningsød og lunken springe SIDE: 217 Modersmelk i Barnemunde; fromme Ord til strenge Mæle; jomfrufølsom, moderblød var den Gamle. I det Hele liig den haarde, men med vamle Melk opfyldte, Kokosnød; eller, om der gives skulde mellem Jordens Instrumenter Fløiter drejede af Staal, men af bløde Toner fulde, mellem Genthorn og Serpenter, klingende som blide Velske mellem Jordens andre Maal. Men som Han nu sad der streng, mørk og mildere iflæng, syntes Intet han at elske uden Toddy og sin Dreng. ISLE OF WIGHT. SPITHEAD. "THE ALBATROSS" Lad den raa Pilot ved Glasset sidde der, til han blier mæt! og paa Kassen ved Kompasset (Mandens Taffel) en Karaffel, fuld af "Franskt" ved siden sæt! at han, efter Hjertenslyst, i mandhaftig Tomandsdyst, som en ærlig Engelskmand, kan hver Draabe Blod forøde i hiin fødte, hanerøde SIDE: 218 Fiende af hans Fædreland, den han jo medrette kan -- da den baaren er derhenne i Guienne, Medoc eller Armagnac, altsaa i den sorte Prindses sværderobrede Provindses arildsodlede Distrikt -- ansee som et højst forrædersk Døden værd Oprørerpak, der meeneedersk sveget har mod Leoparden Underdanens svorne Pligt. Vi imedens ville følge, Isle of Wight, Old Englands garden, dine Skjønhedslinjers Bølge, prægende sig ud i Luften liig en underskjøn Afspeiling af en yndig Feers Ø; under vor Laveringsseiling langsmed Landet drikke Duften af det slagne friske Hø; Cath'rine-Point's Styrtning maale, som af Morgensolens Straale snart illumineret, til Bjerg af Roser blive vil, medens Nettleston's, det hvide, liig en lang uhyre Hæk af Viburner og Jasminer, sees ud i Havet glide, til det som en Linje tviner mellem Luft og Bølge væk. Lad ham sidde der den Tvære! sine tause Glas fortære med en skattegravertyst indædt heed forsvoren Lyst, som om hvergang han paa Bunden SIDE: 219 Perle eller Diamant, slubbrende den ind med Munden, i det tømte Bæger fandt! Andet kalder vore Blikke: Her her aabner alt Spithead Gyldenhornet (Stambuls ikke maaler sig i Pragt dermed). Derfra, paa tredobbeltkronte, bølgebaarne, kun ved Sejer gjenforsonte, herskende Britannias Bud, skyhoslige Tordentaarne, fare viftehurtigt ud did den stolte Dronning peger, efter alle Vindens Streger. Nu imellem Portsmouths hvide, milelange Fæstningsvolde, som i Øst, paa langtudskaarne Tunger synes hist at glide, liig en Sølverkjæde hen, fuld af Led af runde Taarne, Citadeller og Kasteller, som for sammen fast at holde Havets Bryn med Himmelen. . . Mellem disse havomstrømte Krigens skinnende Palladser og imellem Rydes berømte poppelkronede Terrasser (Ryde, som Walter Scott lovpriser fremfor Indiens Paradiser) Flaaden laa i dyben Fred, adspredt paa St. Hellens Rhed: Englands Gyldenhorn, Spithead. -- Rolige, som Skjær, af vegne Springflod op i Veiret stegne, som ved Kogleri, imens SIDE: 220 Ebben løber Fjæren lens, -- rolige som kolossale Graasteens-Sfinxer i de Dale Nilens Strømme overfløde, -- rolige, som Hvale, der, bugopvendte og som døde, sove midtpaa Havets Øde: hist og her hine stolte, taarnehøje men of war's for Anker fløde, ubevægte, skjøndt mod deres grønne Bouge Bølger skjæres, stærke, høje som tilsjøs. Og det blev for Aandens Øje, som om hvert et Skib kun var flagbetegnet Ankerbøje for den største Verdens første Verdens sande man of war, for Great Britain selv, som har slidt sig fra Europa løs, lagt sig ude langt tilsjøs, riig og fri og stolt og bøs! Grusomme "Diktator" vi ilede med Gru forbi. Yderst hen "Najadens" Morder, som forjagt af sin Daads Melancholi, havde eensom sig forlagt. Som om Nordmænds eller Danskes og Franzosers kjække Border kunde see sin Roes forvanskes, sig beundret ei, men hadet, laa den eensom der og baded, sit, med gabende Kartover rundtomkring besatte, Bryst midti Rhedens grønne Vover, SIDE: 221 fjernest ifra Englands Kyst, liig en Svane uden Mage og af Flokken glemt tilbage. Men just der, hvor nedadvendte Skygger af dens Master endte, saae Vi dem fra "Royal George" (det for mange Herrens Aars Tider siden sjunkne store Tredækslinjeskib) at bore sig med Stag og Takl og Top imod hine ligeop, -- Sex i Alt og Tre mod Tre. Ja, da skarpt jeg saae i Vandet, fik jeg tydeligt at see Royal George i Vant og Mers med Gespenster fuldt bemandet, klavrende paakryds og tvers. Nelsons Skib ved Abukir, (agterpaa "The Vanguard" stod malt paa sort med Træk som Blod, meer til Rædsel end til Ziir) laae for Anker uden Rigg, rolig som en Ø, i Havnen, rækkende (som Invaliden frem sin Armstump) op de korte Master, ifra Merset borte, hvortil Sejeren i Striden før saa ofte lænte sig. Og det syntes stundom mig, som om op og ned ved Stavnen, under Skibets Gallion, dandsende langs henad Siden, frem af Bølgen hæved sig Heltens yndige Sirene, Lady Emma Hamilton, løftende høit op i Favnen, snelt som Skvulp af sjunkne Stene, SIDE: 222 sølvhvidt Oldingshoved, slynget om med slimig Tang og Tare: Hans, der med et Glimts Forbi, som tilveirs Raketter fare, grusomt blev i Raaen klynget: gamle Caraccioli. "Agamemnon", vidt berømt ligesom sin græske Navne, næst hiin tryllende Medusa, (Hamilton, Siren-Gorgonen,) af Lord Nelson elsket ømt, strakte Marmorgallionen mellem to berømte Stavne: "Thunderer" og "Arethusa". "Victory", i Nelsons Blod med Udødelighed døbt, kneiste som en Pyramide, taarnet op af Bramseil hvide, som et Bjerg med kulsort Fod, men i Sne forresten svøbt. "Dreadnought" (gamle Collingwoods) "Africa" (Sir Sammy Hoods) vingede "Bellerofon", som bortførte i sin Favn Napoleon, sørgeslørte Fangebuur "Northumberland" Howes "Ajax" og "the Queen", "Hero", "Royal Sovereign", Codringtons, den Navariner, tvende Gange tændt ibrand, "Triumph", "Caledonia", "Windsor-Castle", "Victoria", -- alle Disse blandt de mindre, flere end jeg kan erindre, laae, som Hvaler blandt Delfiner, Portsmouth til og Portsmouth fra. SIDE: 223 O, igjennem disse Sunde, disse Net af Fæstningsgrave, ovenfra, naar Synet høined sig mod Sky, i Dybet øinet som et Garn af sorte Baand mellem disse Dødskasteller, -- o, her kunde Døden, om den var en Aand, og ei burde tænkes heller som fra Paradisets Have Fredens Palmers milde Aande, der borthvifter Jordens Vaande, -- o her kunde den, belæsset med Fordærv, med Ljaen hvæsset, Herrens Dommes Overbringer til en millionfold Skare, gjerne fare paa de lynbaldyrte Vinger uden Mine af Foragt for de Dødeliges Magt, uden Trækket til Medynken skulde, svulmende i Rynken, om hans Læbe blive lagt. Ja beundrende kanskee vilde i sin Gjennemfaren han sin Dæmonvinge synke, hilsende Orloggerskaren, lade højt i Skyen blinke med en Lynilds Glimt sin Lee. -- Lodsen var og blev mærkværdig: under al vor Opseilads tømte taus han sine Glas, og for hver berømt Fregat var han færdig flux at lette paa sin Hat. Mangt bronceret, kjækt og godt tatuert Matrosgesicht SIDE: 224 nikked ned fra Boug og Plikt til vor groggende Pilot. Mangen blaa og blaarød Skjorte fik kun Tid at vinke blot, mens han venlige, men korte, Hilsner gjennem Skydsets Porte fik ifra de Andre sendt, og fra mangen Dæksmariner slige grimasserte Miner, som os viste, han var kjendt: "Ho, Johnny! ho! How do you do? Sing, Sailor, oh! Well! Toddy is the sorrows foe! Sing, Sailor, oh!" Ved den Stump af Sang han fik om at Toddy gjør fornøjet, traadte Vreden frem i Øjet, som om gjennem Løvets Dunkle brandguul og til Spranget bøjet Tiger som et Lynglimt gik. Men den svandt i næste Blik snelt som Smedens Funker funkle, slagne ifra Malmen rød ud i Nattens mørke Skjød; og saa hilste han igjen venligt paa hver gammel Ven -- venligt nok, dog saa omtrent som en Løve eller klog alvorsfuld Newfoundlandsdogg vilde murre, naar dens bløde Pelts en Megetvelbekjendt i det varme Solskin klø'de. Men, om ikke jeg saae feil, Kime jeg til Graad opdaged i hans Blik, men snart forjaget, liig en Taage paa et Speil, SIDE: 225 netop som vi over Staget gik, en Kutter at undgaa, som imellem Flaaden laae . . . Ah! det var et Mesterstykke! Ret et Ibenholtsklenod! Negerpigesort- og slank! Reisningen som Palmens rank! Uden andet synligt Smykke end en Bord omkring som Blod. "Denne der -- var Lodsens første Ord paa længe sagt til Os, da han havde slukt sin Tørste -- har til Navn "the Albatross." Og en Albatross paa brede stedse spændte Vingers Flugt Kuttren er, til hidsig Jagt efter Slaveskibe brugt, flyvende med rastløs Magt, som om levende den vrede Havørns Hjerte med dets Hede i dens skarpe Boug var lagt. Men derfor, derfor især, ja derfor har jeg Kutteren saa kjær: Jeg har havt en Søn ombord -- Francis . . ." Og med dette Ord Taaren, som for nylig, tvungen ved at han sig beed i Tungen, i sin Væxt tilbagesank, modned atter fuld og blank; og, før han fik knust den, gled ad hans brune Kind den ned. "Francis?" -- spurgte jeg mig selv -- "Francis? Jagt paa Slaveskibe?" Hvad betyder dette vel, SIDE: 226 at mig saa bekjendt det lyder? Hvad betyder, at jeg ikke frem kan gribe hvad jeg veed er i min Sjel, men som i dens Dyb sig skyder? Men vilkaarligen at tvinge frem som Syn den havte Drøm er at ville daarlig bringe Klokke, sjunken i en Strøm, til deri som før at klinge. Netop naar den gribes skal, vægtforøges dens Metal, som om alle Dybets Kræfter halende sig hænge efter, som om Afgrundsslanger knytte sig om deres vundne Bytte med fortvivlet Kraft og Vrede om den sjunkne Kirkeklokke, der er bleven deres Flokke altforlængst et hævdet Rede. -- Men der var ei Tid til daarlig anstrengt Grunden efter Drømmene paa Bunden af min Sjel, naar de ikke uvilkaarlig, som opflydte af sig selv, komme af dens Dybder frem. Og desværre flux naar Blunden er med Nattens Timer svunden, lukker den sig over dem -- som om sine Perler Bundens Musling stærk, af Polypens Arm berørt, -- hurtigt, hurtigt før Sekundens svage Dødssuk hen er ført, en Passionsblomst liig om sine korsbetegn'te, straalefine Stjerneblommers Underværk. SIDE: 227 Som med Dagens Time dennes fagre Blomstring er forbi, Sjelenes med Nattens endes; og naar over Østens Høje Morgenrødens Flammer tændes, lukker du dit Aandeøje, Dødeliges Fantasi! Der var ingen Tid at spildes paa at jage undfly't Drøm, der tilfældig kun, som gale Antilope eller Svale atter hildes, kommen af sig selv igjen -- Thi i Fjernets Graa derborte syntes bag os alt Spithead sjunken med sin Flaade ned. Skibenes Kolossers sorte Masser med de hvide Rande, fulde af Kartovers Porte, saaes meer ei ovenvande. Masterne og deres Ræer, hist hvor i en blaahvid Rand Hav og Himmel sammenbryntes, agterud i Fjorden syntes Omrids liig af Granetræer, svedne af en Ildebrand, skarpt mod Himlens Blaa udskaarne, som paa sumpig Bredde baarne af et miilbredt Ørkenvand. SCENERY. ENGELSK EFEV Men se forud! se mod Norden! Forud se, hvad Perspektiver, SIDE: 228 Tepper liig, der rulles op, Hampshire'-Fjorden, ret som et Kaleidoskop, snevrende sig sammen, giver! Som forelskte i hinanden, nærme begge Kyster Stranden, saa at Fjorden mellem dem som en Flod sig lister frem. O, saa maae hedenfarne Saliggjorte kunne skimte gjennem Himlens aabne Porte Paradiserne fremglimte, som de engang skulle naae! O, det er at speide i naadig Skabers Fantasi, da Han, efter i sin Vælde skabt at have Nordens Fjelde, Alper steile, Himalayas Gletscherspeile, overlod sig til en stille salig Skaberglædes Nyden og Miskundsomhedens milde overstrømmende Indskyden! Mere bløde Linjerækker fine Pensel ei i glatte Olje trækker, slaaer ei blidnet Døningbølge eller gyldentunge Ager, over hvem en Luftning jager, end de grønne træbesatte Hampshire's Høje, som forfølge paralelt hinandens Flugt langsmed Fjorden, alt som dybere mod Norden denne skyder ind sin Bugt. SIDE: 229 Da fornam jeg grant, hvordan, mine Fædre (mine; thi under Sognefylkes vilde havomskvulpte steile Kyster, gjennem stærke Kjæmpebryster vælded frem den varme Kilde til mit eget Stammeblod) -- da, ja da jeg klart forstod, hvordan Nordens ørnefri Viking og alt halvdeels velske ridderartede Norman, under Vilhelm Landestormer, kunde dødeligt forelske sig i dine skjønne Former, kvindefagre Engelland; ja hvorlunde Hjemmet de forglemme kunde, sønderrive Hjertets Rod, saa de evigt det forlode, for at pode ind i hint sit eget Blod. Fæstet end af deres Fødder rundtom i Ruiner stod: Hvor iland de satte Fod, reiste de et Taarn til Mærke, ligesom i Romas Dage Seierherrens Landsestage boredes af ham i Jorden. Og de staae der end de stærke Normanstaarne til et Tegn, at af dem erobret vorden er den hele skjønne Egn. Men en større, skjøndt ei værre, Seierherre har ved hine tandudskaarne SIDE: 230 William-Conquestor-Taarne sig med saadan Magt indfunden, som om Grunden var hans egen Odelsmark, som igjen han vilde tage. Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage ældre end en Patriark, født vel før end Hors og Hengst, har han Taarnenes Baroner overlevet og paa Taarnene forlængst sit Familiebanner hævet, -- Krandse hængt og Sejerskroner, over hvert et Buehvælv, hver Gesims, Karnis og Karm med Familiefarven smykket, ja de faste Taarne selv hist og her isøndertrykket med sin egen stærke Arm. . . Stærke? O hvor synes vege denne Seierherres Arme, strakte ud kun til at lege, mens dog det Naturens Blod, som besidder varigst Varme, rinder fra hans Hjerterod! Thi den Taarnenes Betvinger, stolte Slægters Overlever, Han, som sine Fænniker, op ad Murens Steilhed stegen, trædende paa døde Grever, fra Ruinens Tinder svinger, ikke nogen Anden er, end det gamle Englands egen odelsbaarne, symbolvalgte, dunkelgrønne, evigen ungdomlig-skjønne Efev, voxet vildt afsted: SIDE: 231 Englands stolte Eges kaarne trobevarte Kjærlighed, Planteverdnens Ganymed. Lad i Portsmouth hine Rækker af Kaserner bli'e forladte, lad the Queens Tredobbeltdækker, Flaadens Skibe, et for et, blive op paa Landet satte, raadnende og søndersprukne, Hvale liig, der gispe, trukne op paa Stranden i et Net -- o før trende Aar er' rundne, Flaade, Fæstninger og By, Citadeller og Kaserner ville være overspundne af et Efevvildnis, svundne sporløst, som en Klase Stjerner, naar du søger dem paany, blevne borte i en Sky. Ind og ud ad hver en Port, hvert et Vindu, sønderslaget, paa de øde Byruiner, udad høje Mezzaniner slangemægtig inden kort kaade Efev vilde gro; langsad Ribbene paa Vraget, ind- og udad langs de sorte Dødens Munde, Skydsets Porte, armtyk, eviggrøn sig sno; stærkere end Ankertouge sammenknytte Flaadens Bouge, sammenflette kabbelfast Raa til Raa og Mast til Mast; til dem takle med sin seige lange Rakle, som med ægte Baadsmandskast. SIDE: 232 Ja, om London ud var død, om dets Millioner gjøre Ende paa den Kamp de føre mod den grønnende Natur, stedse flyttende sin Muur længer ud i Landets Skjød, og om de forlode det, mylrende ad alle Stræder, Orme liig, der alt har ædt, Staden, som bestaaer af Stæder, levnende det Øde, som over Eufrats London kom, over stolte Babylon, Ninive og Ktesifon: -- da, da inden Somre faa vilde Engellands Vedbende seirende tilbagevende, brolagt Gade sønder slaa, over London-Bridge sig spænde, sammenknytte Lordens Borg Kartistens Hytte, rundt St. Paul Guirlander binde, med sit Net af Blade spinde gamle Tower ganske som en Kube over, gjøre Bondstreet til at see som en hvælvet lukt Allee, hver af Squarernes Kvadrater til et yndigt Skovtheater, hvor Irisker og Stillidser, bag de levende Kulisser, under hvirvlende Musik, smukke Elskovsskuespil med et stort Talent opføre, men hvortil spodske Stære see og høre under skjærende Kritik: -- gjøre London til en Skov, SIDE: 233 hvori selv St. Paul fordølges, -- til et Vildnis, hvor kun følges vilde Skjønheds Ordenslov -- Paradiis for Millioner Finker og Papilioner; og paany fra Himlens Blaa skyldfriblevne London vilde klare og forsoningsmilde Straaleblik af Solen faa, -- ja, det samme maaneblide, stjernestille, gyldenhvide Foraarssolskin, som paa Landet flyder, med et Gjenskin blandet, over Tagene af Straa. . . . O saa yndigt Solskin mindes jeg den Dag vi Spithead peiled, da vi ind St. Hellens seiled, over hele Egnen lagt, skjøndt med endnu større Pragt, saa at Øiets ømme Lindse maatte blindes, af de klare Straalers Magt, om et Blik mod Himlen voves. Herligst dog det syntes glindse over lundomhegnte Cowes, som om Solen her opdaget havde yndigst Sted paa Jorden, Syden for en Dag bedraget, og paa denne Plet i Norden øst sin bedste Fyrighed over denne Landsby ned: -- hele Luften blaaforgyldt, med en Glimmerglands opfyldt, med et Spil af Farvetoner, som om den af Millioner pludselig i Glød antændte Diamantsafirer brændte. SIDE: 234 YACHTCLUBB-FLAADEN O Farvel, Spithead! Som sorte Punkter Skib for Skib forsvinder. "Caledonia" selv er borte, Caledonia selv, at see seilbedækket ret som tre svimmelspidse Snebjergtinder. Portsmouths mægtige Belæg af rangerede Kasteller, et for et, som Punkter hvide, sees, dalende saa sagte som forjagte stilleblevne Tidselskjæg, under Horizonten glide. Og af Aandens Sejersmærker, Menneskenes Underværker næsten træt og overmæt, Øjet søger til Naturen, hvor den spøger, følger heller Højene om landligtblide skjønne Cowes, af hvis blaa solbelyste blanke Tage hist og her vi et at rage frem af Lunde af Moreller Poppler og Kastanjer saae. O hvad yndig Blanding af Stad og Landsby, Land og Hav! Mellem hine Tage blaa skimted gule frem af Straa; tamme Duer ifra Byen viden over Fjorden sværmed midtiblandt dens vilde Terner; snart med djærve Vingekast cirklende de under Skyen SIDE: 235 lyste hvide frem som Stjerner, snart de klapprende sig nærmed, sænkende sig paa vor Mast. Og, at Alt ved Cowes skulde være nydeligt tilfulde, laa der, ringet ind af Lunde, paa en Bund, hvor Sølversandet perleglindste gjennem Vandet, adspredt henad Calshots Kyst, en saa underdeilig Flaade at man gjerne tænke kunde den med Alfer var bemandet, bygget kun til Feers Lyst, -- ja en herlig Flaade atter af Korvetter og Fregatter, meget større ei end Baade, Skjønmodeller til de Store udenfore Portsmouths Rad af Sjøkasteller, saa den lille Landsbys Rhed var et Billed af Spithead, med bevimplet Skov af ranke Master, vajende og slanke, smekkre Epilobier liig, der paa Kanten af en øde Hedes Banke, enkelte som Ax, med røde Purpurblommer hæve sig. Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah! Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se, nu, nu lægger En ifra! Ledig Dandy vil maaskee skyndsomst fra Catania til en Lady, som er daanet, hente i krystalne Glas Is, som er paa Ætna blaanet? eller -- til en bedre Spas -- SIDE: 236 til en Viscountesses Tørste fra Vestindien allerførste gyldenmodne Ananas? Ja hvem veed (hvis nu Mylord for en Belesprit har Ord) om His Grace i Hu ei randt nu da Routen ud er sovet, at paa den igaar galant i den glimrende Salon han paa Æresord har lovet Morgan eller Blessington frisken Krands Orangeblommer hentet fra Messinas Sommer af ham selv og det direkte? Thi Mylord har Tid nok jo, og de høitberømte To ingen Bøn han kunde negte. Nei, paa Yachten, som vi saae fra de andre ud at staae seilbedækket os imøde, flygtet Yndlingssvane liig, som med Guldring om sin lange smekkre Halses Sølverslange blandt de andre vilde graae paa et Kjern i Nordens Øde som en Dronning viser sig -- der ombord hvor tæt dog vrimle Dandys ved Kahyttens Dør, mellem gyldenfryndste, blaae, violette, rosenrøde Parasollers Silkehimle! Og af lange hvide Slør, hviftende for lette Bør Stjerner ud i sine Folder, skinner Skandsen overalt rundt en Amazongestalt, som det gyldne Roer holder. SIDE: 237 Ah, hvor nære langskibs hun til Luvart kunde lade Yachten trodsig skjære, -- farligt, skjøndt saa sikkert som Somnambules Gang iblunde, saa ei Damerne alene, men de mustacherte pene Herrer ogsaa, ganske blege, med af Rædsel aabne Munde: "La Duchesse! Duchesse! skrege . . O, for Guds Skyld! Roret om!" Allemand ombord i Briggen, Allemand (ja Lodsen med) Alle med udstrakte Hænder stode, forat frelse Riggen, langsad Rælingens Gelænder i et ængsteligt Geled. Da, just i Sekunden da, kun en Alen knapt derfra, Damen drejer raskt paa Roret, just da hendes Navn af Choret blev udraabt og Yachten vender for at løbe ned i Læ, viser Lodsens Blik og Hendes Aasyn, at de begge kjendes. Hans blev rædselsfuldt at see: skummelmørkt, dog fuldt af Flammer, Fakler liig bag Sørgefloret, hendes Aasyn hvidt som Sne, fuldt af en Gorgones Jammer. "Johnny -- You"! sagt med en Stemme, som ei lader sig forglemme -- o, som om i Glas man skar foran nervesyge Øre -- hørtes Ladyen at raabe. SIDE: 238 Meer at høre var for dengang ei at haabe, da hun af saa iilsomt bar. Men hvad tænker Damen paa? Er den Lady rigtig klog? Op paany hun Yachten jog til den Kurs den forhen laae; og, idet hun vende lod, saa dens Fraade os besneer, kaster hun en Pung Guineer klingrende for Lodsens Fod. Men hvad tænker Manden paa? Er den Lods vel rigtig klog? Pungen iilsomt op han tog og tilhavs saa langt han kunde i et Nu den slængte saa i de gridske Bølgers Munde. Damen saae det. Hun og Alle saae og hørte Pungen falde. . Nei, ei den, nøiagtigt talt, lod sig høre da den faldt; thi dens grønne sølvindslyngte Net blev sprængt af Guldets Tyngde, saa at, da dens Indhold suste Mynt for Mynt i Bølgen ned, dalte sagte som et Blad, sammensjunken, splittet ad, Pungens Pjalt derefter med just hvor Yachtens Kjølvand bruste. Lodsen . . Ah, hvad gaaer af ham? Andengang han jo paa Ærmet tørker bort en Taares Skam, som, hvor haardt imod han stred, stedse svulmende sig nærmed, til den trilled moden ned? SIDE: 239 LODSENS FORTÆLLING Yachten var forlængst forsvunden, som forbi os fløjen And. Alt Southamptons gamle Taarne, nærmere i Luftspeil baarne, forud skimtedes i Bunden hist af Fjordens kløvte Strand. Om en Time eller to Briggen skulde finde Ro, og vor Lods da gaae fraborde; da (det er som Afskedsstunden aabner Hjerterne og Munden) tog den Gamle saa tilorde: "Tvende Gange, Gentlemen, (Damnd! det har I maattet mærke) Tvende Gange -- to formeget -- har De seet mig gamle Ulk -- fy det er en Skam! -- i Graad: først igaar, da i sin Baad Drengen herfraborde stødte, og nu nys idag igjen, da vi denne Lystjagt mødte, var i Øjet Taaren steget, og mit barske muskelstærke Ansigt har, nervøst bevæget, kjæmpet med kvindagtig Hulk. Nu! for mine Landsmænds Skyld at ei Skam paa dem skal falde og I Uslinger dem kalde, vil jeg Aarsagen berette, aabne jer min Kummers Byld. Dog, Kaptain, først siig mig dette: ejer Selv De Børn derhjemme? Naar saa er, da vil det blive SIDE: 240 idetmindste let for Dem mig den Svaghed at tilgive, at jeg ikke kunde hemme Taaren, som sig trængte frem." Vor Kaptain med Nik bekræfter, og et Haandtryk fulgte efter, langt og varmt, som om deri laa et ømt Frimureri, som om deri deres Sjele kunde vexlende meddele samme Følelsens Mystér. "Agterud -- saa han begyndte -- agterud en League omtrent, der hvor hine grønne Pynte fiint som Traade ud sig spinde, en for en mod Fjernet spændt, til de i dets Blaa forsvinde der hvor Fjorden synes endt, Gentlemen, I kunne see Cowes, som forbi vi hasted, endnu, liig en Stribe Sne, liig et Skum paa Bredden kastet. Der, i mindste Huus i Flekken, men det netteste kanskee, yderligst i hele Rækken, saa det sidste Egetræ, som i Norriscastles Parker skygged over Byens Marker, gav dets ene Side Læ, som om Førsterhuus det var, mens den anden laae saa nære, som en Fiskers, Fjordens Fjære, at, naar Floden høit sig skar, strøede den med perleskjære SIDE: 241 Muslingskaller Hyttens toede sandbesprængte Trappetrin -- -- der i dette Huus jeg boede, denne Hytte den var min. Den var Fred og Lykke lovet i min Faders hvide Hoved; thi han boede hos mig. Hvor jeg Efevranker draget havde langshenunder Taget, at de kunde flette sig trindtom Vindvet under Røstet, der den Gamles Kammer var -- -- o i Huset hvad i Brystet Hjertet er og hvad i Kirke allerhelligst Sanktuar. Der min Fader sig forlysted med paa sine gamle Dage Fiskenet til mig at virke siden Synet blev for svagt til at drive om paa Jagt, saa han Afsked maatte tage. Han som Førster nemlig tjente hos Lord Norriscastles Far, og med Gamlens Valg det var, at hans Kammer didhen vendte, hvor han i sit Vindu kunde høre paa de gamle Lunde, paa den Gamledages Sang fra de tusind Blades Munde og de kjendte Jagthorns Klang. "Johnny!" -- havde Gamlen sagt -- "Jeg er træt af Lordens Jagt. Tag din Mary Ann tilægte! Hun, saalænge I er' to, ikke vil din Fader negte dette lille Kammers Ro. SIDE: 242 Og desuden har jeg Grunde -- lagde hviskende han til -- til at skynde, om jeg kunde, paa hvad du saa gjerne vil. Rygtet om vor unge Lord kjender du fra mange Munde; han ei har det bedste Ord siden han tilbagevendte sidst ifra Paris, afbleget, saa han lignede sit eget Skyggebilled og hans Mor knapt sin Førstefødte kjendte. Og hvad skulde jeg vel see een Gang ei, men hele tre? Paa den sidste Uges Jagter har jeg funden udenfor din Marys Dør Lordens egen Jagthest bunden. Hun er smukkere end sagt er (kaldes jo af Folket "Loves flower, fairy Queen of Cowes?") og Mylord, den unge Herre, han er værre end ham onde Rygte gjør. Derfor, om jeg raade tør, næste Søndag, om du agter. . ." Far fik ikke udtalt før, jaget som af onde Magter, jeg til Mary Ann mig skyndte. I Begreb jeg hende fandt med sit fagre Haar at pynte. "Thi -- saa hun troskyldig sagde -- Johnny, tænk dig! saa galant er Mylord imod min Moder, at i sidste Uge trende Gange han Visit aflagde . . SIDE: 243 O, han var en Søn mod hende, og mod mig som ømmest Broder!" Jeg naturligt lod mig ikke mærke med det allermindste, talte ei om Hvepsens Sværmen rundt den Rose, den vil stikke, ei om sølveroverglindste Slanges fule sagte Nærmen til den Finkes trygge Rede, som den vil til Frokost æde. Men, som raadet af min Far, næste Søndag allerede Mary Ann min Hustru var. Gud var god: min Salighed varte hele Somren ved. Morgen jeg og Aften tænkte, at til Grund den ene har Guds ifra hans Himmel sænkte Naade til min gamle Far: at min Lykke ikkun var uforskyldte Gjenskins Glands ifra Hans, paa hans Hoveds hvide Sne faldne, Guds Velsignelse. Og for ret mig fro at gjøre, Lorden siden Bryllupsstunden lod sig ikke see og høre. Liig i Jorden sjunkne Geist, liig i Luften stegne Høg, var han ganske som forsvunden. Rygtet sagde ham for Spøg for et Væddemaal forreist atter paa sin gamle Viis skyndsomst over til Paris med en Sværm Mylords og Squires. SIDE: 244 Men, som byttelystne Glente, stegen kun saa høit tilveirs, at ei Syn den ind kan hente, skjøndt den selv kan alt bespeide, lodret svævende, som bunden, over Byttet den vil veide, kun i Skyerne paa Luur, -- var han kun paaskrømt forsvunden; og kun Hændelsens Behag, kun et Slag af Rygtets Tunge, kun en Streg af Bonaparte, ej Forandring i den unge Herres Planer og Natur, foraarsaged, at han sparte mig en Tid -- et Aar det varte -- for min Lykkes Nederlag. Verden veed, en vakker Dag, fandt man nemlig tomt og sprængt det forgyldte trange Papegøjebuur, hvori Frankrigs Ørn var stængt og paa Elbas Klippemuur frem for Verdens dumme Øine ligesom tilskue hængt, og at Frankrig den Udfløine, som med Skræk Europa fyldte, flux paany med Jubel hyldte. -- Alle Britter, Torys mest, som til Frankrig vare dragne, maatte, forteste som bedst, Spurve liig fra Ørnens Rede ved dens egen Hjemkomst jagne, sig ad alle Kanter sprede: De i Norden skyndsomst over, hvor der kortest var, til Dover, over Rhinen De i Vest, De i Syd og De i Øst SIDE: 245 sprængtes Havet viden om hist og her paa Kryds og tvers; og Mylord, som i Hière's sig opholdt, da Rygtet kom, at Uhyret nu var løst, var ei seen at gaae ombord. Førend Aarets første Høst, Løvetandens Foraarssne, falden var for Vindens Lee, gik i Byen alt det Ord, hvisket Huus fra Huus: "den slemme, unge Lord skal være hjemme." Men saaledes til det gik, at vi selve Bonny skyldte, at en Frist vi endnu fik før den Skurk sin Plan opfyldte. Sommer, Høst og Vinter gleden var saa uforstyrret stille, som i Timeglasset ned Sandkorn efter Sandkorn trille, roligt, i saa dyb en Fred, som om alt for Evigheden Tidens Puls var reguleret af de fromme Slag af Klokken, der i Krogen var placeret, og som Takten slog til Rokken, Mary var saa flittig ved. Men da atter Vedbendstokken, som var langsmed Væggen dragen, friske Grønt paany udsprængte, saa den over Døren hængte som et lysegrønt Gardin, fik den Gamle, som han tænkte, at bestille hele Dagen Time ud og Time ind, med at vugge for en Liden, kommen til i Pintsetiden. SIDE: 246 Tænker da med hvilken Fryd, med hvad liflig Hjertebanken, saa jeg hørte selv dens Lyd, med hvad Uro sød i Tanken, med hvad Slag i Pulsens Bølge, jeg hver Aften, som geleidet af usynligt, vinget Følge, der mig skyndte stedse frem, ilte ifra Værftet hjem, hvor jeg dagligen arbeided! Tænk det Øiekast, hvormed jeg i Døren overmaalte hele min Lyksalighed! Tænk hvor langt og lyst det straalte, for i samme Øieblik Alt at sluge, Alt at fatte, alle mine Hjerteskatte: Hende, som mig først imøde med udbredte Arme gik, Oldingen, hvis Vink betøde, naar med Fingeren han tyssed, at den Lille sov, han vyssed, først og sidst min Francis saa, Englen, som i Vuggen laae! Men en Kvel -- just Himlen løste sine Strømme; ned de øste, som naar vældig Bradsjø bryder indigjennem aabne Luge, saa i Rummet Alting flyder; Skyerne sig sænkte lavt, som om Alt de vilde knuge, kvæle Alt i deres vaade Tepper, Alting som begravt, saa at Parkens høje Træer, syntes langtfra som en Flaade fuld af seilbedækte Ræer. . . Denne Kvel, skjøndt neppe Aaret ind i Junius var baaret, SIDE: 247 var af Regn og Skodd saa mørk, som en Aften vel kan tænkes i November, Tidens Ørk, hvormed Høst til Vinter lænkes, Maaneden da Satan fødtes og da Paradiset ødtes. . . Denne Kvel til vanlig Tid gik jeg hjem fra Dagens Slid; langsad Stranden jeg mig skyndte -- endnu kunde Dag jeg see; men da Stranden var forladt, og da Parkens Træer begyndte som en Art af en Allee, blev det mørkt som Midjenat, som at see ind i min Hat, og saa stille, at jeg hørte hvert et Regndryp, som sig rørte faldende fra Blad til Blad. Men om Vejen, om den gamle, spurgte jeg ei Mørket ad ved mig langsomt frem at famle. Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet alt af Lys derhjemme skimted, da medeet en Baadsmandspibe tæt forbi mit Øre hveen. At som en Staty af Steen flux jeg standsed, at jeg lytted, Foden flux tilbageflytted, Gentlemen, I nok begribe. Men saa tyst paany var alt, at hver enkelt moden Draabe, som i Lønnebladets Kaabe ovenover mig nedfaldt, næsten som en Klokke klang i den hvalte mørke Gang. Da medeet før Foden kunde atter hæve sig til Skridt, mens jeg standsed for at grunde SIDE: 248 paa en Mistro endnu lidt . . Da medeet -- jeg hørte kun Løvet rasle ved min Side -- før Sekundens Dryp fik glide i Forgangenhedens Mund og den næste atter kunde fuld og modnende sig runde . . da medeet, før Tankens Gnist kunde lysne selvbevidst, var jeg pludselig af trende Mænd, som sprungne frem af Grunden, greben, kastet overende, kneblet, bagtil lænkebunden; og før en Minut flød væk var jeg, klodset som en Sæk, paa den ene Kjeltring læsset, samt foruden mange Ord bragt i en Chalup ombord, som laae skjult der bagom Næsset. Fluxen blev der halet ud, til en stor Orlogger hastet, som just havde Anker kastet samme Kvel paa Byens Havn. Uden meget Hovedbrud, skjøndt nok Tanke Tanke jagte, under Toften jeg opdagte, at den frie Britte presset bleven var i Kongens Navn. Næste Morgen den Fregat havde Kours til Plymouth sat. Der laae Ordres, saa befundne, at Fregatten skulde, inden visse Uger vare svundne, naae de Øer under Vinden. Vi et Døgn tilende rendte, og saasnart man agter saae SIDE: 249 Scilly-Øerne saa smaae, at man neppe nok dem kjendte fra en Vildandsværm, der sov, medens friskt vi skummed væk, ud Kanalen, ud mod Vesten, fik jeg fra Kaptainen Lov til at slippe af Arresten under Skibets andet Dæk. Men min Smerte og min Vrede, bleven rasende dernede, rented ind deroppe blot liden Trøst, men mere Spot. Paa et tvundet Toug man pegte, som paa Storemasten legte. "Lidt af den, om meer du stønner, og paany saa i Kaschot!" Unge Midshipmænd, selv Sønner, trak paa Skuldren kun til Svar ad min Tale om min Fa'r. Nævnte jeg mit Barn, min Viv, saae de op i Masten bare, sagde: "Kulingen er stiv," pegte, uden meer at svare, paa i Nord en liden Prik. Det var Landsend, som forgik. Forud kun naturligviis, blandt Matroser og de Unge, turde jeg med sluppen Tunge give Klagerne til Priis. Men fra Skandsen var alt Chefen paa min Støi opmærksom bleven. "Manne hid! Hvad? Flæber han? Nu, for tusinde Ulykker! Skoen, som saa haardt ham trykker, her ombord med Kat man smører. SIDE: 250 Han har tjent som Orlogsmand, været fangen, som jeg hører? Slige Sjøfolk Engelland just behøver altsombedst snart i Øst og snart i Vest. Og saa meget kan jeg sige: hvert af mine Mærker spaaer, at, hvad dig, min Mand, angaaer, nok Du før isyne faaer Helved eller Himmerige, end du Gammel-England atter efter dine Togter naaer. Derfor siig det kun Farvel for -- lad see! -- en halv Snees Aar." Fløitende Kaptainen vendte raskt sig paa den ene Hæl; og medeet af den Maneer og af Tonen i hans Latter, af hans Røst, hans Blik og Miner, Haar og Holdning, Gang med meer, jeg grandgiveligen kjendte, med et Blik, som ei bedrog, skjøndt det zittrede og brændte, med Forfærdelse igjen flux den værste Libertiner mellem de Mylords Bekjendte, som med ham i Parken jog og ifjor til Frankrig tog, netop just hans bedste Ven; og en Gisning, med en grufuld Gjennemiisning, ved hans Syn min Sjel betog, som om klammen kolden Snog pludseligen frem sit stygge Hoved i mit Hjerte stak, gjennem Hjernen sine Rygge, for min Sjel at gjennemslingre, SIDE: 251 bugtende i Kramper trak; thi medeet jeg den unge Herres Fingre saae i Alt hvad der var skeet. Sandt Kaptainen havde spaaet; sandt, ja endnu meer end det: først da fulde atten Aar havde graanet mine Haar, rindende, skjøndt hvert var gaaet med til Orlogs, langsomt hen, saae jeg Engelland igjen. Som fra lukket Haand til Haand snelt i Pantelegen Ringen løber paa det skjulte Baand, saa den greben blier hos Ingen, saa fra Skib i Skib ombord, rundt den hele vide Jord blev jeg paa Kommando stukket. Jeg forsvunden var i hine atten fulde Aar for Mine, som en Steen til Bunden dukket, mens en Albatross paa sine hvileløse Vinger ei er i saa bestandig Fart paa den brede vaade Vei, hvor hvert Spoer forgaaer saa snart, som jeg svæved ovenover Æthioperhavets Vover. Men hvorledes Alt fortælle, som i disse Aar er hændt? Jeg har lidet kun at melde, Jeg, som stræbte kun at glemme, havde kun magnetisk vendt Tanken imod dem derhjemme. Som idrømme blev jeg ført SIDE: 252 fra Vestindien til Ostindien, hundred Gange over Linien. Derfor lad de Aar kun gaae, skjøndt den gamle Sjømand prater gjerne om hvor han var med. Om I fritte, mindes jeg dog ikke heller meget af de hede Kampe, i hvis Flammers tætte Dampe jeg er bleven tidlig graa, og det sømmer ei en Britte (som en Franskmand og Soldater) at han som Bedrifter mindes og med mange Ord fortæller slige rene Bagateller. Bagateller? Ja hvad mere for den Sorg mon Slag vel ere, som kun vil, at Døden vindes? Sorgens Balsam, Glemsomhed, tæret har paa Sjelens Kræfter, saa jeg knapt kan huske efter, Jeg, som overalt var med: med Lord Exmouth mod Algier; derifra til Sankt Helena; saa for Simon, den Befrier, paa Station ved Chartagena; med Mac-Kenzie flux til China, Handelsvenskab at beskjærme; mod Piraterne, som sværme ud og ind om Amboina tættere end sultne Flok vilde soloptændte Bier rundtomkring sin Honningstok; derfra fluxen til Bourbon; saa med Edvard Codrington, da ved Navarin han slog; saa mod Birma da vi tog Irawaddys By, Rangoon; SIDE: 253 snart i Øst imod Avaner, snart i Vest mod Mexikaner -- korteligen, Gentlemen, Jeg, som har ved Leilighed maalt malayiske Monsoon med vestindiske Orkaner, Jeg, som overalt var med husker Stumper kun igjen, veed om lidet kun Besked. Dog et Eventyr har brændt ind sig i min gamle Pande -- et som aldrig jeg kan blande med de tusind, som er hændt. Engang under Cuba prajer vor Fregat en Brigantin just som den vil løbe ind i en skjult af Øens Bajer. Intet Svar og intet Flag; men saa klart som Sommerdag var at see af Skabelonen, at den Slavehandler var. Da vi sendte den en Kugle, hørtes det da og af Tonen i de spanske Skurkes Svar, hvad det var for vakkre Fugle. Men til Uheld fast laae Vi i et Havbliks Trylleringe; Brigantinen længer inde, drivende, ja næsten klods langsmed Land i Læ af Os. Da, som om, for at staae bi Englands og Alverdens Fiende, Satan havde af sin Vinge hviftet med en enkelt Fjer, Havets Perlemoderskjær sortned af en Briis just der SIDE: 254 hvor den Slaveskibspirat vilde ind ad Bajens Gat. Og da Brisen netop strakte sig saalangt dens Ræer rakte, havde vi den Skam og Spe, Lykke med dens Puds at see. Men hvad skulde ikke skee? Knap er Brigantinen borte bag den sikkre Bais Entree, snever, som en Fæstnings Porte, før vi høre Skud paa Skud, og imellem dem vort eget Gammel-Englands Entringsskrig. . . Hurra, boys! Chaluppen ud! fuld af Folk, som havde leget med Pirater før om Livet: Mand mod Mand, paa Kniven Krig, Krig hvor ei Pardon blier givet! Røveren paa aaben Sjø veed, at, vindes ei Bataljen, venter ham paa Stranden Galjen -- , derfor seire eller dø! Ganske rigtigt, -- En af Vore! Skonnerten the Albatross, ubemærket af den store Brigantine og af Os, havde faaet det paa Lugten: mærkende hvorhen det pegte, at Piraten lumskt bevægte sig saa stille imod Bugten, som et Aadsel af en Hai, der med Bug iveiret driver ind paa Kysten hvor det bliver, havde af en Sky den vristet sig en Briis, og forud listet ind sig i den samme Bai: saa, da Brigantinen ind, SIDE: 255 snigende sig lægervals, under Jubel var laveret, var det som naar Grævling graa, der paa Rov var udspadseret i det klare Maaneskin, i sin Hules trange Hals pludseligen træffer paa liden ildsindt Hermelin. Himlens Gud! hvad rædsomt Skue, da Chaluppen kom tilstede! Albatrossen allerede havde entret; Hug paa Hug, Nebbet den i Fienden borte. Brigantinen stod i Lue, og fra Dybet af dens Bug hylte indestængte Sorte. Forud, agter, alt som Røgen væk tilfældigviis var strøgen, Kampen rundt sin Scene flytted. Men saa kjækt jeg Ingen saae, som en engelsk Yngling slaae. Pludseligen holdt han inde; stirred op og ned og lytted som af noget Rædsomt skrækket, der var kommet ham isinde. Flux, da Hyl og Jamren trænger tydeligen op til Dækket, over Lugen han sig slænger forsvarsløs og ubeskyttet, bruger Daggert, Huggert, Tænder, blodige og revne Hænder, for at frelse dem dernede, kvalte fast af Røg og Hede. Røgen deltes og nu saae jeg en Spaniol med løftet Bile over ham at staae, SIDE: 256 bagfra Ynglingen at myrde. Men et lynsnart Slag af min -- og Piraten laae og snøfted Blod og Hjerne ud og ind. Gutten saae sig raskt omkring, hvad det var dog for en Byrde, for en tung og fremmed Ting, som ham i Arbeidet hindred. Ei var Tid til at forklare; Liget bort blev væltet bare; Lugen vi tilsammen splintred. . . Da medeet, saa rapt, saa rapt, som om Helvedes Fordømte op ifra dets Dybder rømte, naar dets Vogter engang havde sandsløs Nøgleknippet tabt, mylred, vrimled, tumled, ravte hylende af Flammegruben Hundreder af halvforbrændte næsten kvalte Sorte op. Og saasnart de Luft fik draget, blæst sig Røgen ud af Struben, gjorde Ende de paa Slaget; thi som Rasende de rendte i en fast og samlet Trop Spaniolerne paa Livet. Ei de sorte Djævle brugte Ild og Staal, men Klo og Tænder, og hvad Tanden beed de slugte, og hvad Haanden greb blev hivet over Rælingens Gelænder, for med Hajene at gantes, eller slængt som Stykker Veed underdæks i Ilden ned. Før vi kom til Sands og Ord Spaniol ei mere fandtes paa det hele Skib ombord. SIDE: 257 Hjælpen af de stakkels Sorte ei som op fra Helved stegen, men som himmelfalden kom; thi medeet mod Kampens Ende syntes Lykken sig at vende, -- gamle tappre Englands egen Lykke syntes borte, og til Uheld skiftet om, saa vi maatte være glade ved en iilsom Retirade. Ei fordi de Djævle sloges rasende, fortvivlet, vildt, ret som Folk, hvis Liv er spildt; men fordi vi slemt betoges ved et spanskt Filuteri. Thi hvad skulde ikke hænde? Et maskeret Batteri lod, ved Skud paa Skud at sende ind i Albatrossens Side, pludselig sit Tilvær vide, saa man inden faa Sekunder sikkert kunde regne ud, naar den, mæt af Vandgangsskud, maatte dykke Skroget under. Synkefærdig flux tilbage Albatrossen blev buxert. Skyndsomst noget reparert, var den snart, som før, parat til Piraterne at jage; men da den og vor Fregat lagde ved Jamaika an, laa der Ordre til dem begge, at de sammen skulde lægge Kours til Gammel-Engelland. Første Gang ifra hint Møde, dengang Lugen op blev sprængt, SIDE: 258 Ynglingen, forlængst alt tænkt mellem Albatrossens Døde, i Barkassen traf jeg paa, hvori fra St. Hellens begge vore Skibes Halvbesætning skulde ifra Borde lægge og iland i Portsmouth gaae. Strax vi kjendtes uden Gjetning. "Tak for sidst!" var første Ord, som paa eengang Begge foer med et Haandtag over Læben, fast, som om det var vor Stræben at faae første Hilsen kvalt; og det næste Ord, som faldt, var samtidigen: "hvorhen gjælder hjemad det min Ven?" "Cowes, Cowes, Cowes!" hørtes som fra samme slagne Strenge, i det samme Aandedræt; og det varte ikke længe før vi Begge overførtes paa en Snekke maagelet. . . "Gamle Ven! fra da min Far dengang Du min Frelser var! hvorfor holder Du for Øjet Hatten snart, snart Haanden bøjet? . . Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer . . . Siig mig hvad du græder for?" Saa mig Ynglingen tiltalte med et venligt Skulderslag, da jeg Cowes' hvidtbemalte Huse skimted tydeligen som et ordnet Muslinglag eller Perlesnor, om Vigen videre end forhen spændt, SIDE: 259 og ei kunde lade være Alt med Synet at fortære -- Alt, Bekjendt og Ubekjendt. Men, om ikke noget Andet, maatte Norriscastle binde hvert velsignet hvert forbandet af de gamle Tiders Minde. Endnu Borgens graa bedagte stumpe Taarn fra Højen ragte mellem begge Fløjes Mure, liig fiirkantede og butte, mellem Vingerne opskudte Uglehoved, der, imedens det kun syntes fromt at sture, Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens vide Grændser, som det truer, med sin Blunken overskuer. Mindre syntes Slottets Park, spettet fuld af lysgrøn Mark, skjøndt endnu et mægtigt Strøg, der i Fjernet dunkelt blaaned som en sjunken bølget Røg, langstrakt op mod Slottet skraaned; men det Selv, det Selv tillod, som det uforandret stod, Ingen ifra gamle Dage Feil af Stederne at tage. "Stille! Bilidt! Stille!" var hvad min unge Kammerat kun i Stumper fik til Svar, da jeg havde, ved at bide ubemærket i min Hat, faaet Graaden til at glide, som, ved hvert et Blik iland, steeg mig kvælende i Munden, SIDE: 260 liig en Svamp, der skjød fra Bunden af mit Indre, fuld af Vand. Jeg med alle Øjets Kræfter stirrede i Læ kun efter Taget paa en liden Hytte der, hvor Parkens allersidste Træer nærmest Stranden staae, skjøndt jeg forud sikkert vidste, at det var til ingen Nytte jeg saa stivt mod Landet saae. Thi forlængst er vist mit Huus solgt af Byens Øvrighed for at blive revet ned, da det, uden Værn og Pleje, ubeboet, var paaveje selv at synke ned i Gruus. Død maa nu den Gamle være, og min Hustru, som ei kunde i det tomme Huus ernære uden Forsorg tvende Munde, enten har sig sat som før ved sin egen Faders Dør, med sin Lille i sit Skjød, for at æde Naadsensbrød, eller, kanskee bortstødt atter som foragtet Betlerkvind som en reent forloren Datter, Hun i Fattighospitalet er paa Byens Kost befalet af veldædig Magistrat tagen med sin Unge ind. Tusind Alen under Dette, som jeg mumled i min Hat, kjæmpende imod min Graad, var imidlertid vor Baad nærmere mod Landet gleden, saa vi næsten var paa Rheden, SIDE: 261 før jeg Hovdet turde lette, for at see mig om paany. "Ha!" -- Jeg skreeg i vilden Sky, saa min Kammerat blev bange og mit Haandled vilde fange -- "Ha, der ligger Huset jo, hvor min Hustru skulde boe! Seer du der ved Byens Ende, Stranden nær, dog halvt begravt mellem Træer af Slottets Lunde? Jeg forglemte det var lavt og at Træerne maae groe. Det var Grunden, at jeg kunde ei i Fjernet strax det kjende eller mine Øine troe. Og jeg gjør det knapt endnu . . Kammerat, se efter du! "Der! Hvorhenne? Der du peger? Der du siger du har hjemme?" spurgte Han, men med en Stemme, som et Zittrende bevæger, mens en Blegnen paa hans Kinder over deres Rødmen rinder -- "Der? det lille hvide hist? Een Etage, med en Kvist?" "Netop det! Javist! javist!" svarte jeg saa fort jeg kunde, "Netop det, saasandt jeg lever! Og -- o Gud! se efter nøje! er det Blænden i mit Øje, eller virkelig en Stribe glemmigeiblaa Røg, som hæver venlig sig af Husets Pibe? Da kanskee hun endnu lever: . . Mary Ann . . kanskee, kanskee? SIDE: 262 Og ved Himlens Gunst kanhænde faaer jeg inden Timens Ende Francis med, min Dreng, at see." "Fa'r! her er han! Jeg er Francis. Du har nævnt min Moders Navn!" skreg min unge Kammerat, styrtende sig i min Favn med saa fyrig Ømhed, at vaklende vi Begge vare, for at gaae tilbunds, i Fare. "Gentlemen!" -- blev Lodsen ved -- "Gentlemen, I maae tilgive, at jeg ikke kan beskrive disse sortnende Sekunder af besvimet Salighed, hvori Sind og Sandsning blunder, Tanken i et Mulm gaaer under, hvori selv ei Øjet taaler Glædens altfor stærke Straaler, men forblændes som af Lynet, der i Jord ved Foden slaaer, saa at i et Mulm for Synet Alting sortner og forgaaer. Nok! endnu før Land vi naae'de havde Francis mig fortalt om sig Selv og Mary Alt, skjøndt om Mary kun en Gaade. -- Presningen hun rigtig ahnte, strax hun hørte, en Fregat havde lettet sidste Nat; tog til Portsmouth, sporte, bante Vei sig frem til Admiralen; blev paastedet jagt, som galen, af en Adjutant paa Døren. Dog af Alt hvad bag sin Pult Admiralen brummed huult, SIDE: 263 fik hun gjemt bag sine Øren, at Fregatten hvor jeg var, laa i Plymouth seileklar. I sin Godtro Mary Ann om det store England tænkte, at barmhjertigen det skjænkte nok igjen en enkelt Mand, naar en Far, et Barn, en Viv ene levte af hans Liv, at det vilde ei blie negtet, naar den Stakkel bare mægted naae Fregatten med sit Raab, selv om den var under Seil. I saa ømt og daarligt Haab, i saa elskelig en Feil -- ak, hun tænkte, en Fregat vilde lægge bi sit Roer, naar der bag den skreg en Moer; tænkte Hjerte hos en Stat: at den skulde selv erkjende sit forøvte Rov mod Hende . . . Med saa kjære gale Tanker Hun i Graad paa Kaien vanker, til hun seer en Cornwall-Jagt, ud mod Kvel for Reise lagt, og før Solen vel var nede, var tilsjøs hun allerede. Men saa raskt den skummed frem, kom dog Jagten aldrig hjem; thi man fik at vide siden, at den, drivende med Tiden, under Taagen, før det daged, paa en Cherbourgkaper raged, der benytted til at jage Bonnys knappe Frihedsdage. SIDE: 264 Og, i Mangel vel af Andet, Jagten blev erklæret Prise, hvorpaa, efter Franskmænds Viis, Kaperen, med første Briis, halte hjemad udfra Landet, for et Bytte at fremvise, Pelikanens ligt, der Ungen bær' en Flue hjem i Pungen. Jagtens Folk kom nok tilrette, da det leed paa Bonnys Sidste. Om sin arme Moder vidste Francis ikke meer end Dette, som var bleven ham fortalt af hans Bedstefader Alt. Gamlingen en snaksom Kvel havde, som en Bagatel, ogsaa vidst ham at berette, at Mylord, den unge Naade, havde selv, ei mange Dage efterat jeg var forsvundet, sig personligen indfundet for at trøste og at raade Staklerne, som sad tilbage. Enken, (som han Mary nævned,) svoer han skulde blive hevnet. "Enken" først han spurgte om, speidende omkring i Kamret, hvor de to Forladte jamred; men da den Forklaring kom, at de ei om hende vidste, blev Mylords Visit den sidste. Bedstefader, ved at mede, havde i den øde Rede skaffet sig og Drengen Brød hele ti Aar til sin Død. SIDE: 265 Og først da, da Dødens Angel sad i Bedstefaders Hjerte, Francis, stakkels Lille, lærte Meningen af Nød og Mangel. Slottets Fogd (og han var streng) som mod Aften Dagen efter indfandt sig for bort at fæste Huset til den Første Bedste, fandt min lille stakkels Dreng syg og bleg ved Ligets Seng, sammenkrøben, liig en Byldt, henslængt, kun med Pjalter fyldt, neppe ved saa mange Kræfter, at han kunde, med et Skrig, lette lidt paa Lagnets Flig, for med stive Blik at pege under denne paa den Blege. Drengens Lod naturligviis -- nu da Livet i det Fri skulde mod sin Blomstring knoppes -- var at i en Anstalt stoppes, rundt hvis Mure lyder Priis, medens indenfore klages, hvori Fattigbørn opdrages af et haardhændt Politi, ligesom Salat og Kaal, hvorom Gartneren kan vide, at han, naar han giver Taal, Hovder kappe kan medtide. To Gripomenusser vented ganske rigtig udenfore, for, naar Liget af var hentet og bag en af Kirkens Vinkler stukket tyst om Aftnen ned, at forsørge, som det heed, christeligen Drengen med SIDE: 266 i den kalkehvide store Vaaning med de sorte Sprinkler. Men, trods Fogdens egen Dom, udenfor hans Regnestykke noget Vist imellem kom, Noget -- Retfærd eller Lykke. Tingens rette Navn jeg kjender ikke meer som før desværre, da jeg troede Vorherre ene var al Glædes Sender. Men naar nu jeg engang vover Tankerne at give Rum: Han, som boer herovenover, hvilken Deel mon Han vel ejer i den hele Lykkes Sum, som paa Mennesket kan falde? og hvormeget deri vejer det som Folk Tilfælde kalde? . . o naar Sligt jeg tænker paa, mine Tvivl som Møllestene hvirvlende i Hovdet gaae, knusende min Barndoms rene skjære Tro til Støv og Røg, og min Tunge maa dem tjene viljeløs til gudløst Spøg. Thi et Slag, hvis Knusen standser ikke før end Hjertets Banken, har, som om et Vandfalds Brusen gjennemstyrtede mit Hoved, reent forvirret mine Sandser, og forjaget ud af Tanken hvad jeg engang Jesus Christ, Præsten og min Moder loved. Men saameget er dog vist, at i Himlens Engles Sted, som i eget Himmerige SIDE: 267 glemme Jordens Sorg at blidne (og man kan dem ei fortænke, at de selv ei komme ned) havde tyst en venlig Enke med sin lille Tiaars-Pige været til den Scene Vidne. Hun, som Husets egne Hygge under høie Træers Skygge alt forlængst opdaget har, eneste Liebhaber var. Og da Pigebarnets milde taareblændte Øje bad, at hun ikke skulde skille Drengen og hans Hjemsted ad, og da hvad hun saae og hørte om den forsorgsløse Armes hundetro Taknemlighed imod Ham, man bar afsted, hende selv til Hjertet rørte, -- over Drengen hun forbarmes, blev ham strax i Moders Sted. Selv en Søn, af samme Aar som min Dreng, og om ei lige just af Ansigt, dog af Haar, og med samme Rankhed skabt, havde Enken nylig tabt, saa den lille vakkre Pige, klappende med sine Hænder, høit af bare Glæde skreg: "Moder! o min kjære Moder! Hvad os denne Time sender! -- dig en Søn og mig en Broder. Nu jeg faaer igjen en Leeg." Snart en Støtte og en Trøst blev min Dreng den gode Enke. Neppe fyldt det tolvte Aar, han tilsjøs som Youngmand gaaer, SIDE: 268 for at kunne hver en Høst hende hele Hyren skjænke -- hende, ja det Hele næsten; men til "Søster Anna" Resten, Hun, som for hver Reis, han foer, voxet var saa smuk og stor, at omsider ham den Tanke syntes ganske desperat, at den høje, smukke, ranke Jomfru havde bedt sin Moder om at faae ham til sin Broder eller Legekammerat. Men Presenterne til hende (smukke, fine, franske Sager, som ei stolten Lady vrager) bleve, for hvert Aar, som gik, skjønnere, som Hun derhjemme; og den Travelhed, det Blik, hvormed Alt blev bredt paa Bordet ifra Ende og til Ende, sagde tydeligt som Ordet, at han ikke kunde glemme. Men den sidste Gang han foer Frankrigsfart til Koffardiis, bleve tvende Ringe fundne, med en Haarlok sammenbundne, mellem Silketøi og Flor fra Marseille og Paris. Lige som to Draaber Vand trilled de af Etuiet. Rask greb Anna til; men Han stod som med et Mord betynget, beed i Neglerne og tied; thi paa deres indre Rand stod gravert et A og F i et Hjerte sammenslynget. . . Nok! For Ynglingen et Træf SIDE: 269 -- Seer De, der er Træffet atter -- havde for min Francis friet til hans anden Moders Datter; og ved nok et Træf endnu klart og klappet blev Partiet. Annas Moder var tilstede, og med Mødres kloge Hu skaffed hurtigen hun Rede i Forvirringen, hvormed Begge, alt til Panden røde, røbede sin Kjærlighed. Og den hele Klaring skede blot ved Armen ud at brede, saa de lykkelige To inden Moderfavnens Ro holdt sit første Stevnemøde. Francis havde sytten, Hun i sin Blomstren sexten kun. Men iblandt de sjeldne hvide mange sorte Træffer glide, skjøndt de, efter Francis' Alder, kunde begge snarlig vente, at ham Flaaden, efter blotte Orlogsrullen, vilde hente, og at deres Eden maatte falde som et Korthuus falder. Ganske rigtigt, efter trende Maaneders for snare Ende, Tordnen hid fra Portsmouth skralder, nemlig det Kommando-Ord ifra Admiralens Bord, som til Orlogs Francis kalder. Strax ombord han, som Matros, skulde i the Albatross, SIDE: 270 sendt til Øerne at gribe Røvere og Slaveskibe. Men da Pigen hørte dette, syntes hendes Sorg at lette. Ædel sværmersk og høihjertet Reisen hun et Korstog kaldte, ja en Tidens Ridderfærd, høit om Englands Hæder talte og om Sortes Broderværd, sagde Afskeden ei smerted, skjøndt de rødforgrædte Øine, Barmens Bølgen, Stemmens Klang røbede de stolte Løgne, som hun over Læben tvang. Og da Øieblikket kom, da i Baaden Francis stiger, segned hun, som andre Piger, i sin Moders Arme om. -- Medens Francis Alt saalunde fik mig kortelig fortalt, havde ind mod Land vi halt, saa man Folk paa Kaien kunde, med sædvanligt Øje, nok kjende ifra Steen og Stok. Men imod Forelsktes Øje, naar de To har maattet døje Savnets værste Kval: at vente, stærbefængt er Falk og Glente. Thi, skjøndt endnu tusind Alen borte fra vort Landingssted, springer Francis op som galen, rykker nær min Arm af Led, svinger Hatten: "det er Hende!" Fa'r se der! Hun maa mig kjende. Ja ved Himlen! ja hun gjør! Seer du Anna der? Hun vinker tydeligen med sit Slør. SIDE: 271 Skuldermand! hal ud, hal ud! Ve, om en Sekund du sinker! Det er Anna, Fa'r -- min Brud!" Men et Træf -- et af de rette sorte Træf -- som Pileskud, ondskabsfulde Magter sætte midt i Hjertet af de hvide -- netop et af rette Art til at faae de bedste Glæder vexlede til bitter Kvide om i faa Sekunders Fart . . netop saadant et var hændt, for at faae en Lykke endt, et som Fryd ei Fryd tilsteder, og fra Hendes Favn, der klager, Elskeren med Vee forjager. Anna var -- hvad Francis ikke saae med de forelskte Blikke -- Anna var i Sørgeklæder. Først han seer det, da han seer, at hun i hans Arme græder, føler, hun ei kysser meer, hører sagt med samme Stemme, som han fra Farvellet kjendte: "Francis, skynd dig med din Fa'r! O I kom som Himmelsendte! Thi jeg er saa ene hjemme: bort idag man Moder bar." At min Francis sørged som kjærligst Søn for ømmest Moder; at hans Fyrighed blev from, Elskeren medeet en Broder; at, til Skjul for hvor han sørger, om de mindste Ting han spørger; -- at det mig som haardest græmmed, at jeg ikke ovenjorde SIDE: 272 skulde kunne takke hende for hvad mod min Dreng hun gjorde, da han, viet ind Elende, sad ved Fædrearnen fremmed; -- at jeg ved min egen Dør, liig en arm Forbryder, standser, da jeg Stakkel ikke tør indad den i Stuen træde før jeg har holdt op at græde og er kommet lidt til Sandser; -- at jeg, pludseligen glad, bærer som et Barn mig ad, eller som de Maanesyge, ved med Fladen af min Haand Væg og Stolper at bestryge og beføle Bord og Planker, som om jeg tilbagekalder i min atter vaagne Aand fra en Drøm adspredte Tanker, eller overtydes vil om at Alt ei sammenfalder som et luftigt Taagespil; -- at jeg ei alene Det ved det første Skue finder, men i Alting, holdt saa net, smukke fine Spor af Kvinder -- dette Alt, de simple Træk, ere kun Naturens Følger, gjemte i hvert Hjertes Folder, om af Blod det indeholder ikkun faa, men friske, Bølger. Derfor jeg dem sløifer væk -- dem og al Beretning om hvordan Livet gik og kom. Nok, at de Forelskte fandt, at det Elskoven ei skaded meer end Regnen Rosenbladet, om der var lidt Sorg iblandt. SIDE: 273 Ja saa fyrigt Anna sværmed (og da smilte hun af Glæde) at hun saae sin Moder nærmed tidt sig til det vante Sæde, hvor hun altid fandt dem Begge, for paa dem sin Haand at lægge. Hvad mig selv angaaer, jeg vilde ei en Dag i Edens milde palmekrandste Dale bytte for en Time i min Hytte, dersom blot jeg kunde glemt, faaet vilden Tanke tæmt, som bestandig efter Hende, den Fortabte, hvorom Ingen noget til Oplysning vidste, sværmed uden Maal og Ende, liig den Blinde, ført i Ringen, hvori ei er Først og Sidste. Altid standste den ved Døden, som var sikkreste Beretning; men med hvert et Morgengry vaagnede den ufortrøden som en ny og sikker Gjetning, der fløi ud paa Jagt paany. Sidste Gang Skjærsommertiden -- o! det er ei længer siden -- havde jeg min Francis ment med sin Elskte at forene. Brødet kunde han fortjene med mit eget Lodspatent, hvilket selve Admiralen, om han slog sig nok saa galen, ikke havde kunnet mægte en saa gammel Karl at negte. SIDE: 274 Men hvad skeer? -- just otte Dage før det smukke unge Par skulde Bryllupssødmen smage, -- St. Johannisdag det var -- holdtes i en liden By, ifra Cowes nogle Mile, som hvert Aar, en landlig Fest af et reent mærkværdigt Ry, hvortil Moden var at ile milevidt ifra til Gjæst. Selv fra Brighton By, ja læng're, kom Peeresser, Viscountesser, Hertuginder, Baronesser, fulgte i en Sværm tilhest af fornemme Lediggjæng're rundt de glimrende Karether, til den saa berømte Fest, som de kaldte "fête champêtre." Ved en Grønsværsplan, af Ege fra de Saxers Tid beskygget, var et Slags Theater bygget, hvor paa Bænke Bænke stege. Om hinanden der man finder Bondepiger, Hertuginder, som den muntre Ungdoms Lege paa den grønne Plan besee, Den beklappende, som vinder, Dem, som tabe, de belee; øge ubarmhjertigt Skammen, leende af Hjertet sammen. Snart der brydes, snart der skydes; men, paa gammelengelsk Viis, kun med Armbrøst eller Bue; snart et Veddeløb der bydes om en Sovereign til Priis, SIDE: 275 snart tilmaals et Landsekast, ført med Beduinens Hast. Men af hele Dagens Skue synes dog den høje Mast, som er opreist midt paa Sletten, mest at gjøre Alle glade, støjende jo meer det lider imod Klattringen omsider. Thi det spænder Alles Gjetten, at paa Knappens lille Flade ligger -- dette veed Enhver -- højest Priis, som Ingen seer. Kun naar gjennem Skovens Toppe Solen kaster Straaler did, viser sig et Blink deroppe, eggende til Veddestrid. At Forelskede indfinde sig især i Mængdeviis, er naturligt ganske vist, hvor der i en Glædestvist kjæmpes festligt for en Priis, skjøndt igrunden tre at vinde: Hendes Bifald først og fremst, Hæderen dernæst fornemst; endelig til Hende skjønne Sager, som vil nok belønne endnu noget bedre end Præmien, den raske Svend. Ikke blot at Veddelysten sig til Egnens Ungdom strækker. Alle Byer, alle Flekker langsudover hele Kysten byde op de bedste Kræfter; men især de stræbe efter, En, et Byesbarn, at stille, SIDE: 276 som er Karl at prøve paa noget meer end blot at ville Præmien paa Masten naae. Raskeste blandt sine Svende maatte altsaa Cowes sende; og at her ei var at gjette, at han Francis Johnson hedte, vidste Børnene paa Gaden. Sikkert var det og at Staden enig i sin Mening var, at i hele Pigeraden Francis' Anna Prisen bar. Anna havde faaet Plads midt iblandt Noblessens Stads, ved den ene Hertugindes Side, som til denne Fest kommen ifra Brighton findes; altsaa Festens Dronning næst. Bag dem Begge, næsten gjemt bag om Damens store Fjedre, som til Annas Side bølged, havde jeg en Plads, forklemt næsten midt imellem Følget, saa jeg tænkte, lidt forstemt, at jeg kunde valgt den bedre. Francis af og til vi saae under Egene at gaae spekulerende alene, hviftende fra Panden Sved nu og da med friske Grene. Thi han havde hele Dagen sig i Legene udmærket, og det mod det Værste leed; thi nu stod tilbage Værket, SIDE: 277 som skal krone hele Sagen: den ukjendte Præmies Tagen ifra Masteknappen ned. Mangen Ungersvends Anstrengen, vækker Moro kun og Latter; Mangen glider, Mangen dratter fra den glatte Stang, som Bly. Men nu kom min Søn paa Engen, maalte Masten som en Fiende, hvormed an han agter binde, maalte atter den paany, som om han ei kunde nok udstudere denne Stok. Men medeet han gjør et Sprang . . -- Otte Fod fra Jord han hang. Der han sidder til han flyttet Foden har og Armen knyttet, Kraften maalt, som til den hele Reise han maa viist fordele. Først da det var gjort med mere, syntes han at avancere -- først kun sagte, Spand for Spand. . "O den smukke unge Mand! Lykkelig Hvo ham har fød!" Damen livligen udbrød, og til nogle Kavalerer videre hun konverserer: "Se, hvor slank og løvestærk! Se hvor smidig han som Slangen frem sig ormer, knugende sig fast til Stangen! Og bemærker hvilke Former Mine Herrer, der er Normer for et plastisk Kunstnerværk, for en Nutids Ganymedes, medens Jorden gjennemledes SIDE: 278 i Neapel overalt efter nogle skimmelgrønne Levninger af en Gestalt af en Torso, halv og halt, men som dog skal kaldes skjønne." Anna smilte stolt og glad ved de Ord, som hun forstod; men ved Resten, rød som Blod, hun med bøjet Aasyn sad, indtil Raabet: "Se Hurra! Snart har Frank fra Cowes seiret" -- bragte hende derifra til med Fryd at see iveiret. Men to Alen eller trende -- ikke fleer fra Stangens Ende -- sad en Stund han ganske kvar, som om Han ei til det Sidste rigtig torde sig fordriste, som om Noget, Han kun vidste, paa det Sted ivejen var -- for Exempel falske Kviste, som igjennem Veden skar. Men medeet den Hertuginde, som begeistret har ham fulgt, og som viser ufordulgt, at hun ønsker han skal vinde, op ifra sit Sæde staaer, brusende af Flor og Fjedre, raabende: "o, endnu bedre! O hold ud! hold ud! vær tapper! Nok et Tag! Encore! encore!" Og min Anna, Anna, rørt ved de Lovord, hun har hørt, om den Elskte -- Anna klapper jublende i sine Hænder. SIDE: 279 Francis seer og hører det; thi han Hovdet didhen vender, ryster det, men ganske let, som om Noget han vil sige, nikker venligt til sin Pige, griber til endnu et Greb . . endnu et -- alt Stangen svajer, saa jeg høit af Skræk maa skrige . . endnu eet -- igjen den vajer som en Mast med slappet Reeb . . eet endnu . . det sidste skeer . . Prisen i hans Haand jeg øiner (just en Bryllups-Sølvpokal) . . . Jeg vil haardt til Francis tale, raabe til ham og befale; men i al den Jubelskrald, som i vilden Sky nu hæves, Røsten høiner jeg af al min Magt forgjæves. Da medeet -- det sidste Tag var alt gjort -- et Knæk! et Brag! Det er Masten! . . Jeg ei seer, nemmer eller sandser meer i de første ti Sekunder . . Kun, idet min Sands gaaer under, hører jeg i Folkets Skrigen høje vilde Raab fra Pigen, Jammeren ifra min Søn og mit eget dybe Støn i det samme som jeg falder om blandt Damens Kavalerer. Men mit Navn, mit Navn, mit eget, "Johnny Johnson!" saadan skreget som naar Glas mod Glas man skjærer, hastig mig tilbagekalder. Op jeg springer -- ved min Fod segner blegnet Hertuginden . . Blegnet? Nei besvimet . . Kinden SIDE: 280 farvet var med Sminkens Blod. Dog, saa godt som hun var malt, havde jeg igjenkjendt alt, ved det første Blik jeg kasted, og af hendes Stemmes Tone, Mary Ann, min egen Kone, Mary Ann, min egen Viv. Men jeg satte Alt tilside; kun min Søn tilhjælp jeg hasted. . . Ak, tilhjælp? -- nei, for at vide, om der skulde være Liv. Ak, min staute, vakkre Søn, alle Sorgers rige Løn, som en Alderdom mig loved mere end min Ungdom skjøn, laa med sønderspaltet Hoved. . . Af den skrækkelige Dag ikke meer af mig erindres. Thi, skjøndt Døden burde ventes af de allertyngste Slag, hvortil Grunden hisset hentes, dog, ved Sløvheds ækle Plaster, som sig over Vunden kaster, ved en Sandsernes Bedøven, ved en Tænkningens Berøven, endnu længe den forhindres. Da jeg syntes jeg blev vakt af et venligt Haandtryks Magt -- Lægens Søgen om det svage Pulseslag, der kom tilbage -- fandt jeg hjemme mig tilsengs ligeoverfor et Billed, som, fortrukket, kridehvidt, kun af Anna havde lidt, skjøndt det hende forestilled. . . SIDE: 281 Anna, ak min stakkels Drengs Efterladte da betød denne Form saa bleg og stiv, hvor kun Taarerne, der flød, viste der var endnu Liv! Da hun saae mig aabne Øjet, at mit Hjerte, skabt af hærdet Jern, sig atter vilde hæve for isønderknust at leve, sank hun ned i Bøn, med bøjet Pande gjemt i Hovedgjærdet. Men hun taug om Ham, hun vidste var mit Hjertes allersidste Tanke, da isøvn det faldt. Lægen lod mig vide Alt. Francis's Jordefærd var feiret glimrende, for Hertugindens Regning, fast af hele Byen. Men han skjønte ei af Skyen, som saa dunkelrød paa Kindens spidse Tinder strax sig leired, at jeg leed ved hvad jeg hørte, at det kun mit Sind oprørte. Nei, min Doktor han blev ved at høilove Hertugindens ædle Kristenkjærlighed, som til gammel dødssyg Næste, havde Ham til Læge sendt, som i Landet var bekjendt for den lærdeste og bedste. Siden fik jeg og at vide, at hver Dag ved Aftenstide pleiede den høje fromme Dame til mit Leje komme, hvor med Anna hun tilbragte Aftnen knælende i Bøn; SIDE: 282 og at Begge sig anklagte, som om hver af dem alene, ved hiin rædselfulde Scene, havde dræbt min kjære Søn: Hertuginden ved at hærde til Dumdristighed hans Mod, Anna ved den Frydgebærde, hun forledet sig tillod. Men i Skumringen jeg atter af en døsig Slummer vækkes ved at mine Hænder dækkes saa med Kys og saa med Taarer. "Anna, er du der, min Datter?" hvisker jeg; men intet Svar -- "Anna, kom dog til din Far! Uden Grund din Sjel du saarer med din mørke Selvbeskyldning. Damen, Hun, Uhyret har dræbt vor Elskling ved sin Hyldning. Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed -- o en rædsom Hem'lighed! -- at saa grusomt ingensinde Himlen straffet har en Kvinde." "Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt!" -- hulked bag mit Senggevandt Mary Ann med brudte Røst -- For en Moder, som beskyldes af sig selv for Sønnens Mord, for en Viv, som brød sit Ord, gives ei paa Jorden Trøst; ja jeg frygter, under Jord, om med Steen end Graven fyldes, kan ei Ro for hende ventes." "Mary Ann!" -- afbrød jeg blidt -- Lad Gud Herren være Dommer over hvad med Francis hændtes, SIDE: 283 det du bittert har fortrudt! Alt hvad du ved det har lidt -- o, det fast mig forekommer, er en Straf i Herrens Planer, for hvad Du, om sandt jeg ahner, har mod mig, din Mand forbrudt. Dog fortæl! I Dette ei nærmest dømmer Gud, men Jeg." "Johnny !" -- jamred Hun -- o skaan, skaan mig, o, for Det alene, som vil bringe mig dit rene Hjertes Ringeagt og Haan! Spørg ei! Hav Barmhjertighed! og tilgiv hvad ei Du veed! Deel min Rigdom! Lad mig flytte ind med den i denne Hytte! -- ikke som din Hustru meer; dertil jeg uværdig er -- men som Annas Moder -- Eller lad os drage sammen heller over til mit eget Slot, Montbrillant i Normandi, tvende Miil fra Kysten blot." Jeg alvorlig afbrød: "Ti! At jeg Dig tilgiver, Kvinde, er det Hele Du kan vinde. Mellem os maa alting være -- føler Du det ei? -- forbi. Jeg har kun af hele Livet Eet igjen; det er -- min Ære. Du? . . Nei, hvad jeg end faaer høre, værre end min Fantasi hvisker ind i Sjelens Øre, Mary Ann! er du tilgivet." Haanden, flux tilbagetagen ved Feiltagelsens Opdagen, SIDE: 284 at det ikke var min Datter, som jeg talte til saa mildt, raktes Synderinden atter. Og hun greb den næsten vildt, slap den ikke førend Alt under Graad og Krampelatter var udøst, bekjendt, fortalt. Kun i Omrids, Gentlemen, kan jeg give det igjen, som i Skilderier stedse, hvori Djævelskab er malt, det kun sees som lette Kredse, ind i Skyggen dunkelt flyttet, kun til nogle Streger knyttet, men som dog, beseet nøje, er en rædselsfuld Gestalt. Og ved hvad jeg hørte stivned af Forfærdelse mit Øje, Hjertet standsede som kvalt, Haaret reistes som belivet, som der siges det skal skee, naar Gespenster man faaer see. Det var Helved ei med hvide fromme Spøgelser opfyldt, -- nei, et luende forgyldt, Helved fra sin Glimmerside, Jordens Helvede, hvori jeg den Aften blikked ned: Helved, som det findes i vore egne høje Stænder, og som Folket ikke kjender, skjøndt den allerbedste Ved, hvoraf glimrende det brænder, hvoraf det sin Næring suger og uhyre Tal forbruger, er dets Børns Uskyldighed. SIDE: 285 . . Gentlemen fra Norge, hvor i den friske Folkestamme ingen svælgende fordærvet Adels-Snylteplante groer, sugende hvad i sin Sved Folkets, kun af Fromhed feige, stærke Arme har erhvervet, ædende som Kræftens seige snigende og sorte Flamme, tærende som Raadenhed. . . . Gentlemen ifra et Land, fattigt, men saa lykkeligt, at det har ei Adelsmand -- i Europa som et Digt, som en Gyldenalders Rest -- ja, hvad kanskee der er bedst, frit for Guldets Adel, fuld af et værre Overmod: Fødslens kræver, om saa lysted, Denne kjøber for sit Guld Folkets Døttres Uskylds Blod, Konen Manden ifra Brystet, og til Alting Lovens Tysthed. . . Gentlemen, det skal I høre af min stakkels Hustrus Skriften, skjøndt det er en sand Forgiften af et nordisk, skyldløst Øre. Ja hvis Nogen ind vil see i hiin lastefulde Verden, med Uskyldigheds Forfærden er det kun, at det kan skee. Mary Ann, ei mange Dage efterat hun op var bragt, skulde hjem fra Cherbourg tage, da hun ved Mylord, der sporte Rygtet efter paa sin Yacht, blev af nogle guldbesnorte SIDE: 286 franske Tjenere med Magt i en lukt Kalesche stukket og saa hurtigt ført, som Spandet Sæletøjet ud fik strukket, til Paris, til selve Lorden, til Paris -- o Navn forbandet! det vanhelligste paa Jorden! Mens paa sidste Poststation friske Heste forespændtes, forekom det som det hændtes af den vimse Artighed, som tilhører den Nation, at den prægtigst galonerte Skurk, som førte Reisen an, sprang fra Kudskesædet ned og i Døren præsenterte Mary et Glas Viin og Vand. . Virkningen var stærk: Hun sov til hun alt var Lordens Rov. Da hun vaagned, alt vanæret havde hun en Time været. Før til en Fortællings Ende Synderen var kommen om Elskovs Raseri for hende; at fra Orlogs hendes Mand, som ei kunde efterspørges, neppe meer til Cowes kom, men at der i Engelland for hans Far og Barnet sørges; at i Glands og Lyst hun skulde nyde Livet nu tilfulde . . . netop da det Sidste hørtes som en Susen, Marys Pande af en Febers hede Brande indtil Raseri berørtes. Raseriet stred sig mat, og opløstes i en Nat, SIDE: 287 der i Uger hylled ind Marys sønderknuste Sind. Ak, endnu var Sjelen reen; men da Livet kom igjen, og hun laa med halvlukt Blik, hvorforbi det Hele gik, Hun en Hevn, en slangefiin, under det betænkt udrugte -- en, som hende selv vel slugte og fordærved Sind og Hu, en, paa hvis Udviklingstrin, et for et, den Engel faldt, som Beboer var endnu af den krænkede Gestalt. Men den Hevnplan, om den gled efter alle hendes Traade, maatte i Elendighed styrte hastigen Hans Naade, gjøre ham liig et udsuget gjennemsigtigt Mygskelet, dinglende i et udbuget vældigt Edderkoppenet. Verdens Kjendere bemærke -- hvad i tusinde Tilfælde for Undtagelse maa gjælde -- at den første stjaalne Nyden kan en Flammes vilde Syden hos Vellystningen forstærke. Man har ogsaa sig notert, at til Sjel og Charakteer, og ei blot til Legem, er Don-Juanen enervert. Planen, som den hule Kvinde havde klækket som idrømme, var da, over ham at vinde uindskrænket Herredømme, SIDE: 288 og derefter langsomt spænde Slaven ud paa Pinebænken for den voldelige Krænken, han forøvede mod hende. Derfor, skjøndt hun overlegen var i Charakterens Styrke, hun beslutted dog sin egen Aand med anspændt Flid at dyrke. Den Beslutning hørte Lorden jublende og henrykt paa. "Nu er Alting i sin Orden; nu vil hun til Ro sig slaae," tænkte han, og næste Dag finder bukkende langs begge Forgemakkets længste Vægge Professorer for hvert Fag. Nogle Maaneder passerte, Nætter, Dage hun studerte; inden selv hun tænkte det, var en Dame hun komplet. Prisen højere, hver Gang Lorden nærmed sig, hun hang; og naar rasende han gik, kunde med et enkelt Blik Mary Ann om sine Fingre Lorden i hans Rasen slingre. Kort da gamle Lorden just opgav sidste Aandepust, over Sønnen, som man sagde, for det Levnet i Paris, som han hemmelig tilbragte, Ingenting ivejen var; men i Kirken St. Sulpice, til et offentligt Beviis, bleve de et Ægtepar. SIDE: 289 Nu kom Planens anden Akt: at faae Lorden ødelagt, gjøre Resten af hans Dage (og hos slig tilbunds Fortæret havde der alt længe været liden Levekraft tilbage) til en Kval, der kunde drive Uslingen til sig at tage i en Ruus maaskee aflive. Og han var alt meer og meer ganske hendes Slave vorden, saa det lykkedes med Lorden. Kun deri Forskjellen er, at, af Længslerne forbrændt, -- disse Længsler af hvis Vækken Mary gjorde kun en Gjækken, som for ham blev aldrig endt -- havde han en Nat sig lukket inde med en Kurv Burgunder; og da Døren op blev brukket, finder man ham steendød under det med Flasker fyldte Bord, hvor den sjette ud var drukket. Saadan døde da Mylord. Før hun vel det kunde tænke Mary var en fornem Enke. Barnløs, engelsk, smuk og riig, ung og i Paris at leve -- var jo Alting i Forening, som kan En i Velten hæve, gjøre topmaalt lykkelig efter hver Parisers Mening. Lady Norris (Marys Navn) virkelig kom snart i Mode. Snart af Ducs, som vil i Havn, snart af Grever og Markier, SIDE: 290 der vil see igjen paafode sine synkende Formuer, sværmedes hun stedse om, liig af sugelystne Bier, magre Myg og sultne Fluer honningfyldte Rosenblom. Medens Hun, af Indfald blot, der som Engelsk liktes godt, syntes Engelske at sky, hendes Omgangskreds især -- stedse større, stedse ny -- gammel fransk Noblesse var; og ud af sin Frierhær Hun i sine Planer har, Den at vælge allerhelst, som er adeligst og ældst. Gjort var Valget. Thi i slige Fortrin kunde Ingen hamle op imod den gode gamle underlige Emigrant, Hertugen af Montbrillant -- en Figur, der ikkun fandt i det hele Frankerige i hans eget Speil sin Lige: klædt, staffert, Frisuren reist som for hundred Aar tilbage -- som om fra Regentens Dage kommen var igjen en Geist. Vel for Tiden uden Slot var den gode gamle Duc i sin gammeldags Paryk; men ved Hjælp af Marys Penge og en Prokurator blot, lykkedes det at fortrænge Den, som under Robespjerre SIDE: 291 havde kjøbt det af Nationen og som uforstyrret siden havde været Godsets Herre. Og for nu at sætte Kronen paa det Hele næsten inden Mary vented det i Tiden: Maaned efter, at han var i Triumf med Gemalinden draget ind ad Slottets Port, Hertugen i Pomp man bar ud af den. Da var den sort, og med dødbleg Maanskinsglands funkled i det Sorte hans (nu hans Enkes) store Vaaben -- la Duchesse de Montbrillant's. Men da i Alleen Hoben med den Smule var forsvunden, hvortil Storheden og Naaden endelig var reducerte, tørred hun, med Smiil om Munden, hastig Sporene af Graaden (af den kunstig præparerte) bort fra Øjnene og Kinden; og, henslængt paa en Divan, atter drømmende en Plan for sit Liv hun udstuderte. Hertuginden slog sig ned i en stille Enkefred. I den stolte Glimmerkaabe af det franske Navn indhyllet, kunde sikkert Skjul hun haabe, og imellem Engelskmænd færdedes hun nu igjen, som om under en fortryllet Fortunati Hat hun gik, hvorpaa Ingen Øje fik. SIDE: 292 Trende Gange, ved sin franske Kammertjener, havde hun i en blød Erindringsstund underhaanden ladet granske efter mig og Francis, men faaet gale Svar igjen. Altid snøvled den Franzos: "Eders Naade, den Matros ganske sporløst er forsvunden, som en Steen, der gaaer til Bunden; Drengen ude var og foer siden han var nævestor; Fremmede -- Gud veed hvorfra -- alt forlængst i Huset boede: Moer og Datter, stille Kvinder; artige -- bevares ja! særligen for Britterinder; men, naar Alt han skulde sige, som han i sit Hjerte tro'ede, var hans Mening: ei saa lige de hinandens Ord forstode." Mary hørte, med den Glæde, som ei smiler, men vil græde, med en falsk og hyklet Tro paa en Tilvæxt i sin Ro, denne haltende Fortælling -- dobbelt dunkel, halv og skjæv, da hun kunde ei betro til den gamle Buxekjælling hvad der egentligen drev den fornemste Adelsfrue blandt Provindsens Høi-Noblesse til en saadan Interesse for en Sjømand og hans Søn. Ja hun drev den selv saa vidt, at hun endog spurgte tidt om Detaljerne i Stuen; -- SIDE: 293 for Exempel om den var endnu overstrøgen grøn, om der hang et Fuglebuur, om der stod et Stueuhr, som et gammelt Inventar, paa hvis blomsterkrandste Skive tvende Gjøge vare malte, som for hver en Time galte ligesom de var ilive, samt om han ei havde nogen gammel Vugge seet i Krogen og saa videre med meer, hvoraf kun den Gamle leer. Mary elsked den fornemme Verden, hvori hun var bleven, som en Fød og Baaren, hjemme; men hun elsked den af Trang, medens endnu hendes Hjerte ved den simple Verden hang, hvorfra hun var selvfordreven. Hun sit Hertugindeliv elsked kun som Tidsfordriv, som en Døven af den Smerte, der paa hendes Indre aad, som en Latterkuur mod Graad, som en Ruus, der lod forglemme stundom gamle Minders Stemme, der med gnedne Glasses Lyd gjennemskar den hele Fryd . . Stundom kun? -- nei, Mary heller sjelden saa lyksalig var; thi hun i sit Hjerte bar paa en skaanselløs Fortæller, som i hver en ensom Stund -- ja selv midt i Assembleen og i Kontradands-Karreen det til hendes Rædsel hændtes -- SIDE: 294 aabned pludselig sin Mund til Historien, som endtes: "Ve! i al den Glands du har, hvad Du er og hvad Du var!" Hvor forgjæves high-lifes Glæde gjennemleves! Hun i herligt Selskab næsten al Europa gjennemstrøg, trængte til Jerusalem og Damask mod Østen frem, gjorde, da hun tog derfra, for at gjennemfare Vesten, Libanons Zenobia, Lady Stanhope, et Besøg. Men naar hun, der var forresten sprudlende af Vid og Spøg, pludselig i Vognen faldt (som man kalder det) i Staver, ingen anden Ting det var, end den gamle Orm, som gnaver: hiin Fortæller, som just har sin Historie fortalt. Just paa en af disse Turer, som udretted Alt, undtagen Eet alene -- Hovedsagen: ei blot Øjet at adsprede, men den Syge at helbrede, som i Brystets Indre sturer . . paa en saadan Tur for Lyst ifra Brighton og til Bath, langs Kanalens skjønne Kyst, faaer hun paa det Rygte fat, at en Folkefest beredes, og da Damen ikkun jog efter dygtig at adspredes, tænkte hun: jeg kan jo dog see derpaa, imens der bedes. SIDE: 295 At idag jeg hende møder paa det Sted, hvor altid Saaret, som om ganske nylig skaaret, i os Alle friskest bløder, enten er et af de hvasse sorte Træf, der altid passe med sin Spids i gammelt Saar, saa det altid aabent staaer, eller har til Hensigt, Penge paa min Fattigdom at trænge, derfor ud at spionere hvor nu Jeg og Anna ere. Thi da nu min fordums Kone havde for mig skriftet Alt, var tilgivet og betalt -- ja betalt til sidste Krone, som jeg havde i mit Eje, Doktor, Jordefærd og Pleje, udbetalt til sidste Hvid, -- skjøndt det bed som Slangebid, at den rige Moder torde ei sit Barn, sit eget, jorde: da nu Dette vel var endt, Anna til en Frænke sendt, forat nyde Kvindepleje, flytted jeg, med alt mit Eje -- Baaden og mit Lodspatent -- ifra Cowe's til Hastings, hvor Havets store mørke Ager, hvorpaa Brød for Lodsen groer, nærmere mod Land sig drager. Men Fortjenesten blev mager: uden Hjælp, i Baaden ene, var der intet at fortjene. Sygdom dertil haardt sig slog -- kort hver Dag min Nød tiltog, SIDE: 296 saa alvorlig tænktes paa, ud en Dag tilsjøs at gaa, men ei komme meer tilbage uden trukken i en Hage. Medens i saa mørke Tanker jeg udover Sjøen saae, hvor de andre Lodser laae og Enhver sin Skude sanker: sagte det paa Døren banker, og en Sjøgut, net som drejet, bukked halvt og halvt han nejed, saa jeg ahned Uraad alt før han mig om Halsen faldt. Da faldt ogsaa Sjømandshatten, og med næsten Rædsel Haaret -- langt og glimmersort som Natten -- saae jeg ganske tæt afskaaret. "Fa'r! min Eneste! -- Hun bad -- Ingen Os maa skille ad. Derfor maa Du ei forskyde hvad din Datter har at byde: det at være dig en Søn! Du kan ikke leve ene. Francis lærte mig at ro; derfor sammen godt vi To kan vort Brød tilsjøs fortjene. Hvert et Skib, vi see, Du jager; Du alene gaaer ombord. Baaden hjem igjen jeg tager -- Kjære Far, det er et Ord!" For slig Vind fra bedre Egne, mild som Blomsterdufte, sendt, af mit Skib paa Timen drev. Som hun vilde foretegne, som Hun sagde, saa det blev; SIDE: 297 og før Ugens Rest var endt, gik det vel saa godt for Os, som for nogen Hastings-Lods. Deraf, Gentlemen, forklares, hvi en gammel Ulk som Jeg, da der af fra Briggen bares, hemmed mine Taarer ei. Tausheden, den timelange, indtil Baaden var forsvunden, Bønner var, jeg tusind Gange mumled uden Hjælp af Munden, indtil det sig tænke lod, at, ved Hjælp af Tid og Flod, Anna havde Havnen funden." AGTERSPEILET Anna havde fundet Havn i Gud Faders egen Favn. Efter nogle Døgns Forløb, vi Southamptons Havn forlode: London bød os bedre Kjøb; og Kanalen op vi stode. Da, idet vi drev med Tiden, Kysten nær, for slappe Seil, fører Strømmen hen til Siden Brædtet af et Lodsbaadsspeil, hvor i Hvidt paa Sort vi see: "Hastings, Pilot, Numero three." SIDE: 298 -- O Tilfælde underligt, som maa mere synes hjemme i et Fee- og Alfe-Digt, end i vore haarde Dage, da med tør prosaisk Stemme Alt fortælles som det skeer, strengt og strikte som det monne sig tildrage, med Forbud imod at digte; og hvor Mennesket, skjøndt Aand, ikkun troer hvad Øjet seer og hvorpaa det fat kan tage med den tunge plumpe Haand. . . O Tilfælde, sandt og skjønt! Da jeg, rystet dybt, mig læner over Rælingen, paa Speilet tvende Sommerfugle seiled, tvende deilige Falæner trygge der forelskte leged, som om Brædtet var et grønt Eiland, op af Havet steget. En var hvid, meer hvid end bleget Snekkeskal derindpaa Stranden, blaa, meer dunkelblaa den Anden end Skjærsommerdags Azur i den tropiske Natur. Eller mon i Aandens Magt fri Gestalten ned er lagt? Da kanhænde, af en sød uskyldig Smag, som vi Mennesker selv kjende, Francis' og hans Annas Sjele samme Lyst har maattet dele til, en vakker Sommerdag, atter Jorden at besøge, og som to Falæner spøge. SIDE: 299 Ja kanhænde da -- Gud veed -- at de Elskende, der blevne ere fra hinanden revne før Forening har havt Sted, kunne, Sødheden at smage af en jordisk Kjærlighed, vende for en Tid tilbage snart i Form af Nattergaler ømme Sisgener og Svaler, snart som Sommerfugle skjønne, for at leve saa en Sommer ganske for sig selv alene i det friske Livsensgrønne under Skovens dunkle Grene, indtil Efteraaret kommer. Da, en Kvel, af Stjerner klar, naar de blinke som man kunde tydelig fra deres Munde høre baade Raab og Svar, svinger sig det søde Par opad opad til det glade Hjem, de nu ei meer forlade, da vor Jord ei Mere har. . . Tomme Drømme! Thi tilvisse, Francis ei og Anna vilde eet Minut af Tiden spilde med at flagre om som Disse. Nei, til gode gamle John vilde Begge sammen haste, frygtende, den stærke Aand sin Natur, den klippefaste, har for denne Gang fornegtet og ei mægtet sidste sorte Træf at tvinge, saa hans Sands har maattet springe, Glasset liig, man tvinge vil over Stemmens Omfang til endnu højere at klinge. SIDE: 300 LONDON. BEDLAM "Har Du nok af London seet?" blev jeg spurgt ved et Glas Ale af min brave Skibskaptain just som vi paa Drurylane havde nær af Stykket leet begge To os reent ihjel. "Nok af Folkets Storhed? Ja -- Ja og nei, som man det tager -- meer end Nok dog af dens stygge over London faldne Skygge: Menneskers Elendighed, bundløs, dybere mod Helved, end som Folkets Storhed rager op i Høiden imod Hvælvet. Men, Kaptain, før vi herfra til vort kjære Norge drage, maa i Øjesyn vi tage Bedlam, det til nu forsømte, -- Bedlam, et mærkværdigt Sted, maa tilsidst vi tage med." "Bedlam?" "Netop, det berømte. Verdens største Daarekiste." "Ah, jasaa! Jeg ei det vidste, i den Tanke, at om Rangen selve London og Paris holdt i Kamp hinanden Stangen, hvert dog galt paa egen Viis. Men lad gaa! Imorgen da SIDE: 301 først til Bedlam! Saa en Flaske, ud det triste Syn at vaske! Saa ombord! og saa herfra!" -- -- "Luk Bevogter! . Himlens Gud, Hvad jeg saae i denne Celle! Blev jeg hundred Aar ilive, ingen nye Rædsler drive, kunde det af Mindet ud. Men lad Portneren fortælle dig, Kaptain, om denne Gale. Du kanhænde af hans Tale kjender gysende igjen en agtværdig engelsk Ven." "Ja -- Bevogteren begyndte, halvt at snøvle, halvt at grynte, med en Overlæges Mine og et tvivlsomt Blik paa Os -- Johnny Johnson, ikkun Lods, Nummer . . . lad mig ikke lyve . . Nummer Tusind syv og tyve, gal ved Tab af alle Sine eller af -- hvad Nogle kalder lidt fantastisk -- Hjertesaar. Mandens Galskab just bestaaer deri, at han vil fortælle Hvem som kommer til hans Celle, om en Ting, han siger falder paa hans Hoved, hvor han gaaer, og som "sorte Træf" han kalder. Dog han siger undertiden, at de ramme ind fra Siden, saa hans Hjerte, om man blot undte ham saa meget Godt, ud af Brystet det at skjære, af de mange faldne Skud som et Kogger maa see ud, SIDE: 302 fyldt med Pile, alle smykte med en Krands af sorte Fjære, ud af Djævlevinger rykte." Vogteren i Bedlam standste i sin bedste Passiar, som om Ting han eftersandste. Men den sande Aarsag var, at han med sit Ugleøje, der i Mørket kunde see, som igjennem tynde Flor, havde seet en Dame bøje om i samme Korridor -- En af hvem en fuld Guinee høist sandsynlig var at vente. Men han vilde see sig for; bad os midlertid at vente. Ikke før han Ryggen vender, før, dybt rystede, vi trykte grædende hinandens Hænder, og imens afsted han render, jeg Kaptainen med mig rykte bag den Pille, der var Cellens ene Skille. Under Vogterens Fortællen Damen Hul for Hul beseer, sparende ei paa Guineer; og hun kommer saa til Cellen, hvori Johnny Johnson er. Portnere og Slige stedse gravitetisk selvtilfredse meget hellere berette "iagttagne Fænomener," "sære casus" og "Symptomer," end de Papegøjesvar, hvortil kun de Ordre har; og hvad Selv Hans Viisdom mener SIDE: 303 noksaa modigt de fremsætte som Sentenser og som Gnomer, uomstødte Axiomer. Derfor Damen holden var i geskjæftig Passiar om den Gales Fixideer samt hvad derved var at gjøre -- "Notabene rationelt" -- uden at hun Navn fik høre eller af den hele Røre noget Sammensat og Heelt. Dog hun til en Kavaleer, af hvis Arm hun sig betjener, hvisker: "høist interessante ere disse inkonstante Aandens Sygdoms-Fænomener. Men luk op, Monsjeur! Jeg tør see ham rolig ind i Øjet; og hvis godt han er fortøjet eller stille, aabn hans Dør!" "Strax, Mylady! strax paa Timen!" . . Laasen klirrer og med Bragen Egedøren aabner sig. . . Damen med et rædsomt Skrig styrter om som lynildslagen i en dyb og lang Besvimen, selve Døden ganske liig. "Seer I Træffet?" skreg den Gale. "Seer I nu, det hjælper ikke sig i Jorden at forstikke, hjælper ikke at forskandse sig mod Skrømt fra svundne Dage i Palladsers Marmorsale, eller Verden rundt at jage, for ei meer sig selv at sandse!" Og ved pludselig at bøje SIDE: 304 sig som Tigeren til Sprang, med en Flammen i sit Øje, der tilside Alle tvang, fat paa Damen greb den Gale skrigende, idet han plukte Fjer for Fjer af hendes Hat: "Af med denne Paafuglhale!" Perlebaandet op han lukte, strø'de rundt omkring dets Skat; rullende til alle Kanter Gyldenringe, Diamanter, plyndrede af Damens Fingre, imod Kvadergulvet klingre. Langsomt Øjet op hun slog; men som den Forryktes Fange syntes hun meer glad end bange, saa hun ei sig fra ham drog; meget mere hun tilbage vinked' Følget sig at drage. "Mary Ann!" -- blev Johnny ved -- "Naadigste Fru Hertuginde! siig mig i Oprigtighed, om du kunde -- siig mig, Kvinde! -- al din Herlighed forsage og tilbringe dine Dage her, just her, just her paa dette græsselige Sted med mig?" "Johnny! o!" -- brød Mary ud, kyssende hans magre Hænder -- "o, saasandt en Dommens Gud gaaen er med mig irette, at jeg her og hvorsomhelst, Johnny, leve maa med dig, vil jeg som et Tegn betragte, at Han sig til Naade vender, at min arme Sjel er frelst. SIDE: 305 Ingen Magt skal heller mægte mig fra dette Huus at rive. Der mit Liv jeg vil forblive, hvor jeg har den Trøst i Eje, daglig Dig at kunne pleje." Johnny blev medeet saa stille, at den sidste Perle, ført af et Lufttræk, grant blev hørt Korridoren langs at trille. Og da op han saae tilsidst vare Øinene saa milde. Slukt i Taarer var den vilde urofulde Vanvidsgnist, saa at til en Kavaleer hviskede betænkt vor vise Gale-Vægter-Medikus: "Endt er nu, saavidt jeg seer af hans hele habitus, Patientens Hovedkrise." "Mary Ann, nu er du prøvet; -- sagde Johnny mildt betonet -- prøvet er du og tilgivet . . meer end det: du har udsonet! Thi din Kjærlighed har Livet, skjøndt forspildt, forødt, bedøvet, ikke fra dit Hjerte røvet. Derfor kom! En Krog, en stille, vi paa Jorden søge ville, hvor den Verden, som sig trænger ved sit Guld med al sin Last mellem Dyden og dens Lykke ikke skal forstyrre længer tvende Hjerter, som sig trykke atter til hinanden fast -- En hvor vi forsonte kunde leve vore Aftenstunde, SIDE: 306 indtil Budet fra vor Dommer, Døden, til os begge kommer, for os, med sit tause Sprog, (Fingren paa vort Øjenlaag) venligt sammen at indbyde til det yndige Paulun, hvor som Engle De nu nyde Saligheden Han og Hun, som vi mindes men ei nævne, at ei Sorgen, ene ved Navnets Tone, sig skal hevne paa vor neppe vundne Fred." "Ak, hvor findes saadant Sted? Neppe, neppe!" Mary klagte: "Et for din tilbagebragte Ro og min Taknemlighed?" . . . "Jo, i Norge tusind Steder byde hvad I ønske Eder" -- sagde min Kaptain, traadt frem -- "Derfor, Johnny, følg mig hjem! Der er tusind stille Dale hvorom Ingen har hørt Tale, og som kun en enlig Trost har for tause Skove rost -- Dale, hvis vidunderhøje almagtslige Majestæt ganske vist af fremmed Øje ei endnu er bleven seet. Men, endskjøndt, saa vist som Bryst Hjerte har og Ansigt Øie, hver en Dal sin Indsjø har, himmelblaa og stjerneklar, fjernt omkrandst af Aaser høje, nærved af en Blomsterkyst, og endskjøndt en fyrig Elv overalt ved Siden følger, SIDE: 307 med en Lyd af friske Bølger, friskere end Havets selv: kan jeg, Johnny, nok mig tænke, at den gamle Sjømands Længsel efter Havet vilde hale, som med en usynlig Lænke, snart dig bort, som fra et Fængsel, ifra Landets indre Dale. Derfor, Johnny, maa du vide, Havet har i Uroldstide Landets Alpebelte sprængt og er til dets Indre trængt, strømmende i dybe lange Fjorde, som sig indad slange, gjennem hine brudte Svælg. Der en yndig Plads dig vælg enten paa en skovkrandst Tange i en venlig liden Bugt i en Dal af Alper lukt, eller paa en grønklædt Bred skraanende mod Fjorden ned!" Før et Jevndøgn alt vi vare næsten helt af Themsen klare; og da vore Passagerer (Johnny Johnson, Mary Ann) kom paa Dækket, Engelland under Havets Bryn sig skjærer som en bleg neppe synlig Taagestreg. Og nu bar det for hver Klud lige ret nordostenud! Ostnordost og retsaa nord, til i fjerde Morgens Gry Manden ned fra Merset skriger: "Ret i Nord en snehvid Sky, SIDE: 308 der i Høiden stedse stiger, liig en buet Sølvergjord over Horizonten spændt!" . . . "Hurra! det er gamle Norges snebedækte Klippeborges morgensolbelyste Tinder, som os minder, at Seiladsen snart er endt." HARDANGER Gives Sted paa Jorden, hvor gammel Kummer, ved at stemmes i Naturens blide Toner, kan bedøves og forglemmes, -- hvor sig Had med Had forsoner, -- hvor usalig Lyst til Synder dæmpes, Lidenskaben tæmmes, Løven liig i Barnets Snor, kun ved Syn af Egnens Ynder, Tanken om en Guds Nærvær i Naturens Majestæt, i hans Almagts Høihed klædt, og ved Følelsen af Freden, der er over Egnen gleden som et paradisisk Skjær, som en Glories Straaleære hvormed Høj og Tinde pranger: -- da forvist det Sted maa være i det deilige Hardanger. Gives Sted paa Jorden, hvor gudløs Last, som kommer did SIDE: 309 flygtig, ved et vildt Tilfælde, bliver from medeet og troer . . . Sted, hvor en fortvivlet Anger føler klart sin Skabers Vælde, men ei Giften af sit Bid mere Hjertet at fortære: -- o da maa vel Stedet være i det deilige Hardanger. Gives der paa Jorden Sted, hvor, om tvende Fiender mødes, uvilkaarligen de nødes til at standse sine Fjed og udrække Haanden begge, venlig Arm i Arm at lægge, slagne af den søde Fred i Naturens Herlighed . . hvor Forfængelighedsflammen synker i sin Aske sammen, og Erobrer, hvis han kom, om med Blusel vilde vende, retsom bange forat skjænde hellig viet Tempeldom . . . hvor Naturen taler Trøst: Fjeldet som den issehvide børnekjære Oldefader, der sin gamle Favn oplader, Dalen med en Moders blide uforglemmelige Røst, Elven som en trofast Sanger, der vil Hjertet atter lære gamle Toner, svunden Lyst: -- o da maa vel Stedet være i det deilige Hardanger. Ak, om saa livsaligt Sted findes paa vort Jorderige, hvor i blaanende Geled SIDE: 310 Alper frem af Dalen stige, -- hvor ved den krystalne Bræ blomstrer snehvidt Abildtræ, medens i en Snefonns Spoer vilde Rose lystigt groer, -- hvor en Kilde først sin Sang kun mundharpespæd begynder murmlende blandt Mos og Stene; men saa under Orregrene fra sin Afdal ud sig skynder, dreven af ungdomlig Trang til med Hoveddalens Ynder i sin Glands sig at forene; og, liig David Harpeslager, fra en Hyrde bleven til Dalens Konning ved sit Spil, stolt og mægtig gjennemdrager, under tordnende Befalen, alt sit skjønne Rige, Dalen . . . ja, hvor findes saadant Sted: Majestæt og Yndighed i en inderlig Forening, hvor ifra den hvide Fonn brede sig i vid Forgrening Fagerliers grønne Baand, -- hvor de blide Bakkehæld, som forbinde Fjord og Fjeld, glide ud i løvbekrandste grønne Odders Fryndserad, der sig speile som i Bad, hvor de synes halvveis standste, saa de ei forentes med Fjordens anden skjønne Bred, og hvorfra et Hyttehjem titter mellem Birke frem, fra hvis Tag, med mild Betoning over Alt, en Røg fremblaaner, og det hele Synet laaner SIDE: 311 af et Offer og Forsoning -- o hvor findes saadant Sted, disse løvbekrandste Tanger med den fromme Hyttes Fred, uden i din Herlighed, underdeilige Hardanger? BESØGET Der paa en af disse Tanger i det deilige Hardanger, hvor en Runebauta graa ragte frem deryderstpaa, liig en Viking, i sin stive Pandserskjorte end ilive, men af Roser fangetagen i en Kappe af Skarlagen . . . der endnu lidt længer oppe paa den løvbekrandste Tange, i en Hytte under lange side Hængebirketoppe, hvor den vilde Humle spandt sit Tapet om alle Vægge og saa legende forsvandt i et Vildnis af Moreller, jeg endnu i Sommer begge vore gamle Reisefæller rolige, tilfredse fandt. Det var Søndagmorgen. Hytten aaben stod, som om til Lytten efter første Klokkelyd fra den lille vakkre hvide Kirke paa den anden Side SIDE: 312 ligeoverfor i Syd. Solen alt den blomstbesaaede Tærskel med sin Straale naaede, vækkende med frisk og gylden Glittren mellem Rankefylden, hvormed Karme og Gesimser vare yndigt krandsomvundne, alskens Sommerfuglevimser, som for Natten i de brede Humleblades sammenspundne Klaser havde fundet Rede. Men det var vel ei Indbildning, men en Øjets Tryllehildning (thi jeg sværge kan derpaa) at imellem dem en blaa og en perlehvid jeg saae flaggre indad Døren dristig, som af Solens Skin forledte, som om, spredt paa Gulvet, dette vilde begge fange listig. Og ved efter dem at skue i den landlig nette Stue, Mary Ann faldt Øjet paa. Der hvor endnu Skyggen laae sad hun bøjet ved sit Bord læsende i Herrens Ord. "Johnny kommer strax" -- hun sagde med et Haandtryk, varmt og lindt, dog af Styrke og gesvindt, som et fyrigt Hjertes Slag -- Han er blot ved Stranden nede, Færdingsbaaden at berede til vor Kirkefart idag." Knapt hun havde udtalt før gjennem Hyttens aabne Dør SIDE: 313 Kirkens klare Klokker hørtes over Fjorden af og til, som et pauseafdeelt Spil, som en Æolsharpes Klang, eftersom af Vindens Gang over Fjorden Lyden førtes. Johnny kom . . Hvor sund og karsk! Kun i Aasyn mindre barsk. Trykkede min Haand trohjertet, saa dens Fingerender smerted, mumled ud en Strøm Velsignen paa sin Engelsk om Hardanger, hvoraf op jeg kun en Lignen med en Himlens Forgaard fanger og et Spørgsmaal, om jeg troer Kashemir, det Landskab, hvor endnu der skal findes lette, i et Vildnis skjulte, Spor efter Paradisets Flor, vel er skjønnere end dette. Hvisked saa til Mary Ann: "Skynd dig, Kjære, hvad du kan! Baaden ligger alt paa Vandet. Før vi række Kirkelandet kunde det alt sammen ringe." Derpaa vendt til mig: "Min Ven, følg os eller bliv igjen. Men for Os -- Vi maae afsted. Thi fra Herrens Huus histover, hvorfra Kaldelsen nys lød, altid vi tilbagebringe til vor syge Sorg, der sover i Naturens milde Skjød, himmelsk og balsamisk Fred." O, hvor fryded den Tilstaaen meer end hans Irettegaaen! SIDE: 314 O, hvor inderligt et Amen til hans sidste Ord jeg bad! Og da just det ringte sammen, klang det som om Engle drog gjennem Luften under Kvad; og deraf jeg Varsel tog, at den Gudstro, som de Tvende i de syge Hjerter bar, vil Naturens Kuur fuldende, saa taknemlig de erkjende det for Livets bedste Mening, at ei Sorg paa Jorden findes saa fortærende og svar, som af Gudstro, i Forening med Natur, ei overvindes. SIDE: 315 SAGVISE Haa! Haa! Nu har Sagen lært at gaae: gaae ved Hjælp kun af en Steen, som ved Hjælp af Arm og Been. Hisk! Hask! Gjennem Eeg og Bøg og Ask! Stenen, som til Vægt er sat, er min gode Kammerat. Hi! Ho! Arbeid gjøre Vi for To, og Han siger ei: "lad gaa! kom, en Sup nu ovenpaa!" Hin! Hen! Russisk Sagstol hedder den. Bryd dig ei om Tingens Navn bare den gjør dygtig Gavn! His! Hus! Sligt at lære af en Rus! Lær af Tyrken, om han veed bedre om en Ting Besked! Hir! Hør! At jeg Sligt ei vidste før! Af min Pande mangen Sved skulde da ei dryppet ned. Hip! Hup! Spart jeg skulde mangen Sup. Ofte, naar vi skare To, gik Fortjenesten i Kro. SIDE: 316 Hilt! Halt! Flau er Mad foruden Salt. Fliden faaer sin rette Magt naar lidt Kløgt er underlagt. Hitsch! Hatsch! Gaaer som Buen paa en Bratsch. Spiller jeg den Melodi: "Flid og lidt Maskineri!" Hirn! Hørn! Dersom jeg har Viv og Børn, spiller jeg dem Mad i Mund med min Sag hver Morgenstund. Hem! Hem! Dersom jeg er uden dem, faaer jeg, mens min Sag gaaer godt, tænke paa den Ting saa smaat. Hil! Høl! Kom nu med Tobak og Øl! Ved min Sagstols Mechanik kan jeg ta'e en Lædskedrik. Peer! Paal! Vil I høre paa en Skaal? Gid Enhver, som sager, maa sig en russisk Sagstol faa! TO RAAD FOR LIVET Vil du stedse leve fri, vil du leve glad og rolig, SIDE: 317 finde stedse Velstand i fager Blomstring i din Bolig, da Du trolig evig Pagt maa slutte med Retsind og med Virksomhed. I Vennebarm saml Skat til Aldren krum og arm! Thi brændte end din Hytte af og brast din Stav og slukkedes din Kjerte, bedække dig skal da hans Flig, Dig varme skal hans Hjerte. TIL NIELS DAHL Giv mig en Flaske Sundhedsviin, og tag mit Renomee! Man dig da snart vil melancholsk og mig lyksalig see. Send mig et Blad af Haabets Træ, og tag min Laurbærkvast! Naar du er bleven kjed deraf, den for din Fole kast! Men giv du mig dit Hjertelag, og tag saa mit igjen! Det Bytte troer jeg saa omtrent gaaer op i op, min Ven! Saa tornet som et feiret Navn ei Vejens Tistel er. O sad jeg fri paa ti Maal Jord og hedte bare Peer! SIDE: 318 O Jordens Paradiis: en Plet, jeg havde dyrket Selv, en Halmhat og en Kofte graa, en Hytte ved en Elv! Dog leve vil og døe jeg med min Harpe ved mit Bryst. Den vejer Intet op; thi den for al min Nød har Trøst. Berømmet? Nu! Hvis jeg blier frisk, en Pibe god Tobak . . . Hvis du vil give en derfor, Du til skal have Tak. Kun eet Berøm -- og det er dit, og nogle Faaes dertil -- for Schaks og Zars og Sultans Skat jeg ikke bytte vil. SIDE: 319 JØDINDEN ELLEVE BLOMSTRENDE TORNEKVISTE PAA SYGELEJET Det Iisdryps Rislen i min Barm . .? og disse Stik af Ild .?  Lad Døden kalde det sin Seir! Det er min Himmels Foraarsveir, dens Vaarfrembrud -- snart kold snart varm min Saligheds April. Dog kjæmper Hjertet i mit Bryst mod Dødens Trængen ind. Det slaaer den endnu Dag for Dag tilbage kjækt med tunge Slag. Mit Sind er roligt, klart og lyst som Kjern i Maaneskin. Kanhænde da min Torneflor udsprungen jeg faaer see? Først Kviste syv, saa to fremskjød, ialt der elleve frembrød; og kommer ikke Dødens Lee, den skyder fleer jeg troer. Ak! blomstrer som i Gulistan, som Schiraz' Centifol! Dog søger Ingen eders Sted: I blomstre i den Eensomhed, hvorhen jeg er forjagt i Ban fra Folket, fra min Sol. SIDE: 320 Ja til den øde Eensomhed af Landsmænd jagt i Ban! De vrede Daarer ikke veed, at den en herlig Urskov er. Som sluppen Fugl jeg levte der, som frien Indian. Brasiliens Skov med Palmetræ'r af hundred Alens Top, hvortil den blaa Passionsblomst med Camellien klattrer sammen op, saa stolt og pragtfuld dog ei er som denne Eensomhed. Der mangler det paa Syner ei og Aandernes Besøg. Som Skyer, der gaae lavt og midt igjennem Skoven søge Vei, de Minder graae forbi mig tidt i Eensomheden strøg. Dog maa jeg være bleven ramt her i min elskte Ørk af Trolddom eller Slangebid: min Arm er mat, min Kind er hvid, mit Blod det rinder nu saa tamt og Aaren er saa mørk. Ah, Døden har, den store Aand, blæst af min Livstraads Haar. Til Folk jeg vil mig slæbe frem: jeg gjerne vil fortælle dem, hvor sidste Plantning fra min Haand i Blomst i Ørknen staaer. Se, om ei Honning drypper sød fra hver en Rosenknop! om ei hvert udslaaet Blomsterblad SIDE: 321 er tegnet med et kjærligt Kvad, hver Roses aabne Purpurskjød en hellig Bog lukt op! Blot Døden vil mig skjænke Frist til Floren frem er brudt! Men o! han har mig alt omsust, mit Bryst med Knokkelhaanden knust, med Blæserørets fule List mig lydløst gjennemskudt. . . O Følelse som af et Bad! Jeg Alt tilgivet har. En Finger paa mit Øje kom. En Engels; det min Moders var. Nu er min Sjel en toet Blom, saa nyfødt, barneglad. TORNEKVISTE? Tornekviste, Tornekviste, Tornekviste med Blomster paa . .? -- Dyder, herligst i Kummer viste, Nød, som aldrig sit Haab forliste, Tro, som Gud under Byrden priste, der paa skyldløse Nakke laae. O, hvor Juda har af Kvinder herlig Rosenstok skudt tilforn! Ømme Mødre iblandt Heltinder, Fromme Ruth, Makkabæerinder, Mirjams Ros, som af Honning rinder, Judiths Rose med røden Torn. SIDE: 322 O jeg hører, seer hvorlunde Judæ Kvinder, hver i sin Dør, raskt mod Aftnen paa Haandteen spunde, sang til Cithren med glade Munde -- rundtom Børn, fra de krybe kunde, voxne Døttre, som alt bar Slør. Judæ Dale ere øde, Rosenstokken er ødelagt, spredte Rødderne; men vi møde, hvor de krybende Skud fremskjøde, Judæ Roser, de fulde, røde: Kvindens Dyder i Sorgens Pragt. Moderømhed, Tro som brænder, trofast Viv og i Modgang fro, for den Fattige aabne Hænder, Huuslighed, som kun Hjemmet kjender, -- disse Roser til Verdens Ender paa de adspredte Torne groe. Ak! og disse Søstergrene, rundne lige af Evas Barm, enten krybe maae mellem Stene, eller blomstre som traurig-ene Maanedsros bag Gardiner pene i den tusmørke Vindukarm. Hvad om Norges grønne Dale gjæstmildt aabnede dem sin Bund? Hvad om engang-iblandt dets svale Blod fik lidt af det orientale? Da maa Kjærlighed kun befale, ikke Lovenes Løvemund. SIDE: 323 BLODET BARNET (Rachel, en liden Jødepige under en Hybentorn. Legende Børn længer henne. Et af dem, et Christenbarn, Charlotte, kommer hen til Rachel). Charlotte Lille Rachel, kom nu! kom! Nu gaaer Legen atter om. Elle, melle, dig fortælle! Panter ned i Kurven sælle. Leon strax skal holde Dom. Rachel Ak, du skulde bare vide hvad jeg nys har maattet lide just af Leon, just af Ham. O en altfor bitter Skam! Charlotte Hvad? Du græder? Du som har saadant Halsbaand af Koraller: hver, paa hvilken Solen falder, som en Draabe Blod saa klar? Rachel For en enkelt Draabe Blod, af din Fingerende trykket, vil jeg lægge hele Smykket som et Offer for din Fod. Thi, Charlotte, seer du, da Legen nys begyndte, sagde Leon, som os Navn tillagde SIDE: 324 og som tælled til og fra: "Det er sandt, vi allerede har jo Sidsten i vor Kjæde: Rachel Jødepige der, thi af værre Blod hun er." Derfor, kjæreste Charlotte, sneg jeg mig til dette Sted under Rosenbuskens Grotte for at finde Taarens Fred. Men Det nager -- o Det nager! og det slette Blod det jager, saa at hver min Fingerende synes bankende at brænde. Dybt det maatte mig jo krænke saa at være Sidsten født. Siig, hvad skulde jeg vel tænke om mit Blod? var det ei rødt? ei som Andres klart som Viin? dygtigt til mig at belivne? ikke den af Gud mig givne milde Livsensmedicin? Derfor, kjæreste Veninde, for at Ro jeg dog kan finde: gjør som jeg -- det smerter ikke -- Du en Torn i Fingren stikke til en Draabe Blod frembryder, som mig strax da overtyder om mit eget mere mørkt er eller bleget, og med Smykket jeg dig pryder for den ene Draabe Blod, som du Rachel overlod. Charlotte Gjerne, gjerne! Se jeg trukket har en Torn saa skarp og lang som et Sværd til Biens Kaabe. SIDE: 325 Een, to, tre! Paa samme Gang! Een, to, tre! Jeg har alt stukket, og se der! der er en Draabe! Rachel Kan du skjelne den fra min? Charlotte Nei umuligt. Rachel O hvad Glæde! Charlotte Lige, som en kløvt Rubin! Rachel O Charlotte, tag min Kjæde! JOMFRUEN Rachel Kom, Charlotte! Man kan miste i Salonnen Veir og Sands. Lad os sammen bort os liste blot fra denne ene Dands til det inderste og sidste af de stille smaa Gemakker, hvor man saa fortroligt snakker og man gjerne kunde døe, sans adieu, SIDE: 326 stille hen i Sofakrogen, ikke efterspurgt af Nogen, medens Dandsen fyrigst gaaer og sin Høide Ballet naaer. For den Dands, Du kanskee taber, denne Haarnaal være din med sin funklende Rubin, fuld af stærke Egenskaber. Den kan Blik og Hjerter trække, Kjærlighedens Ild opvække, Feil og Hæsligheder dække. Talismanens Trylleri ligger i den naturlige Magi: Herrerne, om ormeblinde, ville ved et Blik udfinde, at Rubinens Ejerinde har en Tønde Gulds Værdi. . . Mindes Du, engang som Børn saared vi os med en Tjørn, for den Tanke bort at tvinge, som saa rædsom for mig stod: nemlig at mit Jødeblod mod de Andres var for ringe? Charlotte Ah, javist! Da Rygtet fik den Fortælling at berette, at en Jødepige kjøbt havde Blod ifra en Døbt, blæste det sig op og gik, Alt i Raseri at sætte; og, som Flamme blæst i Stry, flux i Oprør kom vor By. "Hep! Hep! Hep!" jeg kan erindre lød fra Alles Struber da; og jeg husker, at jeg fra SIDE: 327 vor Altan saae Fakler tindre hist og her i Pøbelbølgen, som sig vælted gjennem Staden, samt at Vinduer jeg hørte klirre alt som Vinden førte Lyden did fra Jødegaden. Kort -- en rasende Forfølgen af den Bagatel opstod . . Rachel Ti dermed, o min Veninde! Ved min Ammes raske Fod og forsigtige Fordølgen kunde jeg blot Frelse finde; men min gamle stakkels Far, rystende og svag som Sivet, -- ve mig! -- maatte lade Livet ved sin Ejendoms Forsvar. Ve mig da, at jeg ei lod dit, Charlotte, og mit Blod ubeseet i Aaren rinde, hvori Gud har stængt det inde! Ve, at hvad jeg dengang hørte af en Dreng mig saa forførte til en Barnestreg, som blev, skjøndt uskyldig, til det Hvift, der i Klippens høje Rift rasende Lavin løsrev. Men, Charlotte, men -- men -- men nu, nu har jeg hørt det Samme, ei af Drengen sagt igjen, men af gamle Æresmænd: at mit Blod er mig tilskamme -- sagt med alle sjeldne Mærker paa Uegennyttighed, saa at deres Ord derved SIDE: 328 i Betydning sig forstærker til en Dom, der sønderknuser hvert et Haab, mit Hjerte huser, liig den smukke Sommerfugl i Urnens Lukke. Leon . . Charlotte Leon! Hvad? Rachel Min Gud, hvor forfærdet du brød ud! Charlotte Oh, jeg husked -- havde glemt, at jeg var af Leon buden til en Polka -- Det er slemt. Men, Veninde, desforuden veed Du ei, at jeg forleden Livets Terningkast har vovet og med Leon mig forlovet? Hvad, du blegner? . . Rachel Det er Heden, og jeg sov kun slet inat. (Afs.) O mit Hjerte, o hvor mat, o hvor usselt, at det, efter saa ulægeligt et Stød, ei kan samle alle Kræfter i sin usle Klump af Kjød, forat briste og at skjænke dog den Sorg en værdig Død, som paa Livet ei tør tænke! (Høit). Nei, Charlotte, hør min Grund, hvorfor jeg tilbagekalder SIDE: 329 fra vor første Barnealder hiin ulykkelige Stund. Jeg det Samme hørt har atter, og af Mænd, som Verden troer, Mænd, hvis Ord Alverden skatter som en Dom og Rettesnor, at mit Blod er saa forskjelligt ifra Andres, saa vanhelligt, at jeg ei maa tænke paa -- hvad de andre Piger kunne -- efter Hjertets frie Grunde Den at vælge, der skal faae Legeme og Hjerte som en evindlig Ejendom. Leon, o det smukke Guld paa en Skal, som ei er fuld! -- Mønsteret for Kavalerer udi Sæder og Manerer. . Denne Leon, en Nevø af min Faders Handelsven af min gamle Herr Formynder, talte meer om Himmelen og den Salighed at dø, end om Penge og om Ynder, saa jeg tænkte: Rachel, funden her er Manden for dit Hjerte -- En, som spørger ikkun om hvad der boer i Hjertegrunden, ei om Troen Fædre lærte -- ret en Mand af ædel Færd, fordomsfri, en Elsker, som elsker mig for eget Værd! Mistro ei engang jeg følte, da jeg mærked, at han nølte, udflugtsfuld og uforklarlig, med sin Fader at betro Baandet, som forbandt os To, som om netop han var farlig. SIDE: 330 Men engang, da jeg fik høre, min Formynder var tilstede, tvang jeg ham mig did at føre, hans Velsignen at udbede. Ind vi styrted Begge; men Leon, Han den Ømhedsfulde, Leon, som jeg tænkte skulde tage allerførst tilorde, knæle bønlig, som jeg gjorde, Leon stod forknyt igjen, mens hans Faders Knæ jeg alt favnende med Kys bedækte. Op de Gamle sprang forskrækte, og jeg fra min Himmel faldt. Taus og rød min Elsker stod som en arm bodfærdig Synder. Endelig, da efterhaanden han fik samlet sig lidt Mod, frem han en Forklaring stammed, mens han snapped efter Aanden, hvoraf klart nok jeg forstod, at der i vor Kjærlighed var en enkelt Ting, hvorved han sig for sin Fader skammed. Men hvad han, min feige Frier, i Befippelsen fortier, af hans Far jeg høre faaer, som naar man det aabne Saar i en giftig Edder bader. I mit Hjerte og mit Sind, er det brændemærket ind. "Hvad -- udbrød min Elskers Fader -- Hvad, min Søn, at Du kan bære for dig Selv saa liden Ære? SIDE: 331 Heller vil jeg see dig død, ja at betle for dit Brød, end at Du, saa vakkert Skud af patricisk, christen Rod, skulde søge dig en Brud af et saa vanhelligt Blod . ." Meer jeg hørte ei og saae. Da mit Liv tilbagevender, hjemme hos mig selv jeg laae med et Brev i mine Hænder, hvori Leon koldt undskylder, at han ikke havde tænkt paa den Art af Blod som fylder mine, Jødepigens, Aarer, og som os adskiller strengt. "Kjærligheden -- endte Brevet, der, saa koldt det var, var skrevet (stod der) under hede Taarer -- "Kjærligheden kun bedaarer; men hos kloge Folk, hos Somme, Forhold, Hensyn, Andres Domme gjør dens Regimente omme." Leons Onkel, min Formynder, Brevets Overbringer, Alt at bekræfte strax begynder, til paany, jeg ved hans Eeder om den Sags Umuligheder, i en Afmagts Arme faldt. Charlotte Stakkels Rachel! Det er slemt. Men . . Rachel Hvad "Men"? Oh, jeg forstaaer! Ogsaa Du mit Blod foragter. SIDE: 332 Charlotte Slige Tanker jeg forslaaer. Kommer en, at den blier glemt, stræber jeg af alle Magter. Rachel Glemt? Oh Tak! O Den, der kunde stoppe sin Erindrings Munde! Den, som salig kunde glemme! Men jeg stedse maa fornemme Blusels Brande paa min Kind og paa min Pande. Glemme? Glemmer Træet Skaaret, som det fik i Ungdomsalder? Arret staaer der til det falder for sin Øxe hundredaaret. Glemme? Det kan ikkun Vandet; thi hvor stærkt den faldne Steen jager Ringe imod Landet, døe de atter een for een. Men et Menneske? O Lyst, om det kunde saa betvinge Blodets Svallens vilde Ringe, naar man stener grumt dets Bryst! Men det skeer ei her, men hist, at et Menneske kan ende i Forglemsel al Elende -- hist hvor (o for sandt og vist den Retfærdighed jeg haaber af den Gud, hvorpaa jeg troer!) Alle faae, istedetfor Blodets mørke seige Draaber, samme Ætherstrømme lette, som til evigt Liv i Slag, med unævneligt Behag, Aandens unge Hjerte sætte. . . . O, mig lyster stærkt at yde SIDE: 333 Offeret af alt mit Blod, forat hist jeg Fred kan nyde, naar det fælles Bedre flyde skal ifra min Hjerterod! O mig lyster stærkt at see end engang mit Blod, mit eget, om det skiftet har kanskee, om det bleven er meer bleget, al dets Farve visnet bort, eller om dets Lét er steget ifra Høirødt og til Sort, om jeg det igjen kan kjende som den Draabe, klar og rød, der udaf min Fingerende under Tornestikket flød. Men en Draabe maa jeg have, ei fra Fingerspidsen da, men en Draabe ligefra Bunden af mit eget Hjerte, netop den som er en Gave af min Moders Modersmerte -- den, som alt i hendes Skjød i mit Bryst urolig flød og som Hjertet fyrig tvang til at sætte sig i Gang. Charlotte Stakkels Rachel! Lad det gaae, da det nu er engang saa. Rachel Hvad er saa? Oh! jeg forstaaer. Giftig Draabe i mit Saar. Dog med Vilje ingenlunde. Oh nei vist! Det Medynk var; og en Balsam mere sød aldrig laae paa Hjertets Bunde. SIDE: 334 Thi den er dets Taare klar, Kjærlighedens rene bedste Afdryp, gjemt i Hjertets Skjød for den kummerfulde Næste. Men den maa i Saaret gydes uden at den Hjertevee, som skal læges, kan den see; thi naar aabenbar den ydes ikkun i Dens Saar, som lider, brændende den værre svider. Den Medlidenhed tilskue er mod Kjærlighedens rene fulde Honningdraabe sød grove Sirup, som alene kan til Skjænk for Armod due, kun til Gave for Elendighedens Mave, ikkun for den ydre Nød. Charlotte Rachel! Jeg vil ei dig nøde; men, som Du nu er, Du ikke Venners Medynk bør forstøde. Rachel O, de Ord, som saa beklage, dybere i Hjertet stikke end den Naal, du der kan tage. (Borer Rubin-Haarnaalen i sit Hjerte.) Charlotte (Drager Naalen ud.) Rachel! o hvor netop stukket! Kun en enkelt Draabe Blod sidder der hvor Naalen stod, og sig Saaret alt har lukket. Rachel! den er deilig rød, som om Perle var ophedet, SIDE: 335 frisk som Rosenknoppens Glød. Rachel, hør dog! Draaben, gledet fuld ifra dit Hjerte, funkler saa Rubinen den fordunkler. Du har seiret og beviist. Intet har dit Blod forliist. Jubl, saa hele Verden veed det! . . . Rachel! Men hvor tyst Du er? Himmel! Rædsel! hvad jeg seer! Rachel, Rachel død paastedet! (Flyer forfærdet.) MØDRENE ILDEBRANDEN Byen ifra alle Ender midt om Vinternatten brænder. Kirketaarnet alt er raset glødende fra Høiden ned, knusende hvad det ei tænder; Herrens Huus lægger Menneskens i Gruus. Men som størst Elendighed løbe Stormene Kompasset under vilde Hyl omkring, som om det var dem befalt hastigt at forvandle Alt til en Askedynge, formet rund aldeles som en Ring, taarnhøi, skjøndt isammenstormet. O en Dommedags-Forvirring i de trange Stræder, hvor Røg og Flamme stænge for! SIDE: 336 O Vanvittighedens Irring paa den aabne Plads, hvorhen alle Reddede sig samle, Syge, Kvinder, Børn og Gamle, som iblandt hverandre famle forat finde Slægt igjen. Men det ikke længe varer førend Ildebrandens Farer trænge kysende derhen, -- før, som af en Esses Mund, som af Blæsebælgens Strube, eller Helveds egen Grube, Flammen liig en Tunge skyder, strygende langs Pladsens Grund, ud af en af hine Gyder. Til den usle Stadens Rest, som endnu i Mørke laae paa den anden Pladsens Side, Alle, som de kunne bedst, derfor skyndsomst flygte maae, uden Skjulested at vide: Børn, som skrige efter Moer, saa hver Moder kaldt sig troer; Mødre, raabende paa Navne, som de nu med Rædsel savne; Krøblinge, som i den dybe Sne maa over Pladsen krybe; unge Koner, hvis Gebærder vise, at med Gru de tænke sig den Nat Enhver en Enke; Sønner, som paa stærke Hærder, vindende Æneas' Ære, sine gamle Fædre bære -- kort i Trængsel vild og tæt, uden Skaansel eller Ret, hvor Enhver kun træder ned hvad der kommer ham til Hindring, SIDE: 337 og hvor selve Kjærlighed synker ned til Selv-Erindring, Pladsen blev af Mængden rømmet, som mod Byens Forstad strømmed. Men i Trængslen i Entreen til det snevre mørke Stræde tvende Mødre ængstligt lede efter sine Børn i Sneen. Arm den Ene og Jødinde, men den Anden en Grevinde. Ifra deres Bryst bortrevne vare deres Spæde blevne, og nu famlede de Tvende om i Vinternattens Blinde paa et Lykketræfs Kanhænde for de Tabte at gjenfinde. Men i Tumlen taber sig for hinanden deres Skrig; og om Stjernerne faldt ned eller Solen vendte om, røres ei en Moder, som søger om sit Barn, derved. Derfor hændte det, at Begge skreg paa engang høit af Fryd, uden at de kunde lægge Mærke til hinandens Lyd. Thi i samme Øjeblik Hver sit Diebarn i Svøb mellem sine Hænder fik. Adelsfruen strax tilbage, did hvor Ilden lyste, løb at hun Feil ei skulde tage. Men da Barnets Svøb hun hæver, skreg hun: "Fy! Saasandt jeg lever, er det Jødeunges Træk!" løb og slængte Barnet væk. SIDE: 338 Men Jødinden, som alt sad paa en Trappe sjeleglad og den fundne Spæde died, hører, nu da Larmen tied, ikke fjernt et Barneskrig. "Mon paa Pladsen glemt igjen?" tænker hun og skynder sig med det fundne Barn derhen. Og hun mumled mens hun gik -- "Herren aabnet har mit Blik, saa mit Barn, min Spæde, jeg fundet har paa Mørkets Vei. Skulde Jeg da Hjertet lukke for den Moderløses Sukke?" Barnet paa den stærktbelyste Plads var snart og let at finde; men af hvilke Rædsler gyste den barmhjertige Jødinde, da hun i den frosne Blee fik sit eget Barn at see! Flux med Begge ved sit Bryst knælte hun i Bøn den Fromme, priste Gud af Hjertenslyst, bøjede sig for hans Domme, at Hans Viisdom, som maa kjende Hjertets Styrke, havde hende To for Een i Naade sendt. "Skulde Du, du stakkels Fremmed -- sagde hun, med Blikket vendt imod Gjæsten blidelig -- Du, som alt har diet mig, atter miste Moderhjemmet, som Du alt med Arme smaa holder fast og ængstlig paa? Nei! Guds Engel var du mig, Israels Gud har skikket dig; SIDE: 339 mens jeg dig til Brystet førte, se da hørte jeg min egen Lilles Skrig. Havde jeg ei maattet sætte ned mig der, for dig at mætte, fra mit eget Kjød og Blod flyttet havde jeg min Fod. Og desuden har den gode Skaber jo i de tvende Bryster buden Plads i Nødsfald her for To?" Strax Jødinden (Judith Navnet og hun var en Kræmmers Enke) begge sine Spæde favned; stod en Stund at overtænke, hvilken Vej hun skulde gaae; ilte udad Landet saa, som om pludselig belivet af en Tanke gudindgivet -- ak kun af et Haab, saa svagt i sig selv, som Bregnens Kviste, men fordi det var det sidste, stjernevist, af Undermagt. Langsad Vejen mange Mile gik det uden anden Hvile, end naar hun sig gav lidt Ro for at die sine To. Hun erindred, at der boede (men for mange Aar tilbage) i en Landsby gammel Frænde, ikkun engang seet før. Didhen, skjøndt hun neppe troede ham ilive, vil hun drage, sætte sig med sine Tvende som en Betler ved hans Dør. SIDE: 340 Frænden levte, og hvad mere, i hans Bryst et Hjerte levte fuldt af Kjærlighed til Næsten -- moden Frugt for Himmelen. Simon ei -- som andre Flere i et sligt Tilfælde skulde, -- satte Ansigt op ad Gjæsten, som de Tvende mod ham hævte, uden anden Tale, end sine Øjne taarefulde. Alting Judith fandt paa Stedet forud som af Gud beredet. "Jehova har sendt dig, Frænke, -- sagde venligen den Gamle -- Jeg blier svag, maa snarlig tænke paa til Graven frem at famle. Derfor være al min Eje Dig anhørig. Du, som er saa rask og rørig heller kan den Gamle pleje og vil røgte Alting bedre. Du har Hjerte for de Smaa; derfor og for gamle Graa, som et Barn nu blive skal. Og naar jeg, paa Guds Befal, vandrer hjem til mine Fædre Dit det Hele være skal." SAMMENTRÆFFET Hen en Tid af sytten Aar var i stille Lykke gleden, Gamlingen forlængst var heden, Judith svag, med hvide Haar. SIDE: 341 Men det Par af raske Drenge, som hun havde fostret op, hende ikke meer tillod med Arbeide sig at mænge. Men for hendes gamle Krop Lænestol ved Arnen stod, redet ud med bløden Gjænge, aabne Arme, Skammelfod. Som hun i sit Sæde rokked stundom Taarerne sig flokked, og da tænkte hun: idag kommer vist min Rudolfs Moder. Josef mister da sin Broder, og jeg faaer et Hjerteslag. Paa det fundne Barn opdaget først hun havde Navnet stiklet paa det Svøb, hvormed det var i hiin Rædselsnat omviklet, men desuden, at det bar om sin Hals et Kors af Guld, og hun havde retfærdsfuld det i christen Tro opdraget, redelig sig selv forsaget, at, om Moderen hun fandt, ingen Smertesgraad iblandt Glædens søde honningfulde heed og giftig dryppe skulde. Og hvor nødig hun end vilde Plejesønnen Selv forspilde, havde hun ham dog befalt, at han skulde overalt Korset grant tilskue bære, saa det kunde Ledning være for det Moderøje, som endnu speidede kanhænde over hele Verden om, SIDE: 342 for det tabte Barn at kjende. Rudolf da for Alles Blik med sit Kors om Halsen gik, saa at Navnet "Rudolf Ridder" snart ham fast i Ryggen sidder. Da en Dag -- just i sin Stol gamle Judith tog et Bad i den varme Sommersol, mens hun saae hvor Josef mejed Græsset ned i Rad paa Rad paa den lille Eng, hun ejed -- da fra Posthuset kom Bud: kommen var der en Grevinde i en Vogn til tvende Spand; men det saae kun ilde ud med at kunne efter Ordre hende videre befordre, thi i Byen var ei Mand nogensteds i Huus at finde til at være Postillon til den nærmeste Station. De, som kunde det maaskee, vare væk med Sigd og Lee for at høste sine Enge; men om en af Judiths Drenge vilde være nu saa god, Alt til Tjeneste da stod. -- -- "Gaa min Gut! -- var Judiths Svar -- Det er Ære for din Moder, at du agtes for en Karl. Gaa og viis dig rask! De Straa, som du levner, vil din Broder, naar han kommer, gjerne slaae." I en prægtig Offenbacher sad en Dame og en Dreng; SIDE: 343 Hun tilaars, men endnu vakker, skjøndt af Miner stolt og streng; Drengen, sygelig og spinkel, i Karethens anden Vinkel var i Puder som begravet, Mama havde om ham lavet. "Nu! -- han peeb -- De To Gallop, mens de Andre holde Travet, til jeg engang siger Stop!" Som befalt af Drengen, jog Josef bort med Firespandet, saa at Huse, Træer, Landet, i Forvirring sammenblandet, dem forbi som Skygger drog. Neppe Tid nok Josef fik til at hilse med et Nik, nogle Hundred Skridt fra Byen, Rudolf, som sig skyndte hjem, neppe synlig gjennem Skyen, hvori Vognen rulled frem. Men uagtet Støv og Fart havde Damen seet klart. "Holdt! -- hun skreg og saae tilbage -- Han er borte . . Holdt! Omkring! Ynglingen, vi foer forbi, ham jeg strax maa fritte ud; Alt indtil den mindste Ting, nøje spørgende ransage . . O, min Gud! o hør min Bøn! med mit Øjes Gjækkeri, ideligen feil at tage, straf mig længer ei fordi Jødebarnet jeg forstødte, og lad Ynglingen jeg mødte være min fortabte Søn!" SIDE: 344 "Nu, Mama, hvad er der hændt?" -- spurgte Drengen, som forskrækket -- "Er kanskee en Axe brækket, siden Vognen alt er vendt?" "Otto, ganske vist jeg troer, at jeg saae din ældste Broer, min fortabte Førstefødte, i den Yngling, som vi mødte. Han et Kors om Halsen bar, som jeg selv ham gav i Daaben . ." "Ah, Mama! maaskee en Nar, der vil peges ud af Hoben. Rudolf -- hedte han ei saa? -- om hans Døbekors er fundet, er vist død, ei blot forsvundet. Mama troer jo selv derpaa. Og desuden, sæt, Mama, at han endnu skulde leve -- som en Bonde kanskee da -- blev jeg Intet, han en Greve, Majoratet gik mig fra . ." Hulkende den smukke Pode stak i Puden saa sit Ho'de. "Stakkels Otto!" sagde Damen, mens hun Kjærtegn paa ham ødte, som han næsten fra sig stødte; men derpaa til Josef vendt: "Du med Ynglingen vi mødte, syntes meget vel bekjendt." "Han og jeg er fostret sammen, og han er min Plejebroder. Han, som jeg, blev af min Moder frelst fra Flammen eller Gaden ved den store Brand i Staden for en sytten Aar kanskee." SIDE: 345 "Du er Jøde kan jeg see." "Ja. Det vare mine Fædre." "O hvor Gud mig vil fornedre! Her er Barnet, som jeg kasted fra mig i den dybe Sne, da jeg udaf Byen hasted. Du er Jøde, sagde Du? Da hans Plejemoer Jødinde? O hvad Ængstelse og Gru, som kan gjøre mig vanvittig, om jeg nu skal Rudolf finde som en Jøde." . . "Nei, min Frue! Ængst Dem ikke! Rudolf flittig har fra Liden frekventert Byens kristne Skolestue. Han forlængst er konfirmert." "Saa tilbage! Stille Dreng!" -- sagde Damen barsk og streng til sin Søn, som endnu trodsed efter Titelen og Godset, begge Dele for hans Øine som to fangne Fugle fløine -- "Sidste Skygge er forsvunden af al Tvivlen og Betænkning. Tvivl om hvad jeg har at gjøre nu min ældste Søn er funden, vilde være Djævles Mening hvisket stridig i mit Øre, paa min Sjel et Mulms Nedsænkning, Moderhjertet i Forstening. Kudsk kjør til! Gesvindt! Kun frem! Til din ædle Moders Hjem! SIDE: 346 Det er kun et ringe Tegn paa min Tak for hvad jeg skylder, at jeg hende Skjødet fylder med Dukaters Gyldenregn." Knøsen svarte ei med andet end et let og haanligt Smiil, og saa lod han Firespandet flyve som en udskudt Piil. TAKNEMMELIGHED Snart en Time udenfore Judiths Hytte stod den store prægtige Kalesche alt, rundt beglo'd af Byens Piger, hvoraf Fleer end Een sig piner til at gjøre gode Miner, indtil pludselig man sniger bort sig, næsten taarekvalt. Thi det var dem alt bekjendt hvad der er med Rudolf hændt: at ei "Ridder" meer forslaaer, men at Byens Yndling, Alles Kammerad maa Greve kaldes, og at han som himmelsendt fast et Kongerige faaer. Haab, i Hjerter længe fredet, eller blygsomt nys begyndt i en vakker Barm at leve, blev en Myg, som Ild har svedet, Fnug, som er henblæst af Vinden; og de vidste, at Grevinden havde paa den unge Greve skyndt, for at faae ham med paastedet. SIDE: 347 Alt forholdt sig som de sagde. Josef nemlig Bud paa Bud til den skjønne Esther bragde, og hun sladdrede da ud. "Tænk! o tænk! Saalænge Gud lader gamle Judith leve, vil ei Rudolf være Greve!" Sandt det var. Hvad Rudolf mælte blidt og sønligt mens han knælte, Moderen i Hjertet skar; men den Stolte fandt, med disse Smertens Gløder paa sin Isse, til hans Tale intet Svar. "Skulde Jeg for Hvadsomhelst vel forlade nogensinde Hende der, den ædle Kvinde? Hende, som mit Liv har frelst op fra Gaden, ud af Flammen? ladet Bryst mig dele sammen med sit Barn, som ejed det forud heelt med Eneret? -- som mig har, retfærdig, from, i min Moders Tro opdraget, skjøndt jeg under Hjemmetaget, uanseet Sæd og Skikke, lærte bedst min Christendom? -- Hende, som saa længe nært har mig i sit Ansigts Sved, saa jeg Moderløse ikke nogensinde har undvært ømmest Moderkjærlighed? -- Hende skulde jeg forlade nu, da hun er træt og svag, og kan trænge til min Spade og til mine Armes Tag? nu da kanske jeg formaaer SIDE: 348 ved min Ømhed at forskylde lidt af Gjældens store Fylde, hvori jeg, og, Moder, Du til den gode Judith staaer? -- Hende skulde jeg forlade nu i disse sidste Aar, Gud, miskundelig i Hu, vil den Dydige forunde, ligesom han Træet skjænker Tid at fælde sine Blade, før han Vintrens Død nedsænker? Nei, min Moder! Da Du kunde blot mig see med Skam og Smerte. Thi da manglede mit Hjerte hvad min Broders Dogge ejer i velsignet Overflod: den Taknemlighed, som vejer Godhed op med Liv og Blod. Og om Sjelen Tak ei har for hvad Godt er oppebaaret, men i Glemsel det begraver, ligner den kun et Kadaver af hvis Bringes hule Kar hele Hjertet ud er skaaret." Otto havde før sig holdt i et Hjørne, suur og stolt, af og til af Josef plaget med en Mængde Spørgsmaal om hvortil vel den Ejendom, som gik fløiten, an var slaget? om hvad Værd, der stak vel i Landskyld, Fæste, Hoveri? om til hvilken Hartkorns Tyngde sig beløb den hele Jord? om fra Øst til Vest, fra Nord og til Syd ei Bjerg og Floder Ejendommen gjennemslyngde, SIDE: 349 saa det hele Majorat, nu behersket af hans Broder, godt fortjente Navn af Stat? Men nu sprang ved Rudolfs Ord Otto som begeistret frem, Armene omkring ham slyngde, raabende: "o Bravo, Broder! Ve, det Hjerte, som ei Hjem er for øm Taknemlighed!" til et Blik ifra hans Moder af hans Tales Blomster bed. Og med skummel Bleghed hørte Han derpaa -- den hykkelsk Rørte -- Rudolf blive saadan ved: "Men naar Gud min gamle fromme Plejemoder kalder hen til det Sted i Himmelen, hvor de bedste Sjele komme uden Katechesexamen -- Moder! o da skal jeg haste, til dit Hjerte mig at kaste; og i kjærligt Levnet sammen aldrig mere dig bedrøve. Men ifra min Fosterbroder, Tvillingbror ved Moderbrystet, aldrig jeg adskilles kan, -- Det var som et Træ at kløve hvoraf friskt man end kan løve -- Derfor, skal jeg blive trøstet, mig til Godset følge Han! Ikke sandt, min kjære Moder?" "O, Mama! betænk! en Jøde! -- hvisked' Otto -- "over ham ville alle vore gamle Ahners Billeder jo gløde op til Tindingen af Skam, eller ned af Væggen ramle, SIDE: 350 eller vende sig af Skam, i den tunge Gyldenramme. Men han tabte Sands og Mæle, da han saae sin stolte stramme Moder for Jødinden knæle. Stenen for den Hjertekule, hvori hun sin Grumhed mod Judiths arme Dieblod havde stedse haabt og tænkt indtil Dødens Stund at skjule, havde Rudolfs Tale sprængt. Da hun af hans sidste Ord om Jødindens Søn fornam med hvad trofast Kjærlighed hendes egen hang ved ham, brast den tunge Taushedsgjord, som hun havde lagt om Brystet, og den Stolte gjennemrystet sank for gamle Judith ned. "Ve mig, Judith! Samme Nat, Du blev Moder for mit Barn, havde jeg din Spæde fat, greben op blandt Folkes Been; men, af Fordoms fæle Aand og Fortvivlelse besat, hev jeg Barnet, som en Steen, ned igjen i Sne og Skarn. Lad mig nu da i din Haand med et Kys den dyre Eed ydmygt angrende nedlægge, at jeg skal imellem Begge dele samme Kjærlighed!" "Mod min Søn? mod Jøden?" sagte Judith over Læben bragte. SIDE: 351 "Judith! ja, imod din Søn! Ringe er din Ømheds Løn. Lidet er hvad jeg nu loved mod den Kjærlighed, dit Liv offrer sig alt til dets Ende. Blot tilgiv, og paa mit Hoved, som mig Gløderne forbrænde, læg din Haand og mig tilgiv!" Judith først paa Josef saae, saa paa Rudolf, saa paa Hende, med et Blik de ikke kjende, men hvori der Straaler laae, som om allerede Aanden paa sin Himmelflugt sig voved, men dog standsede som svimmel ved at see en maalløs Himmel. Derpaa famled hun med Haanden til hun fandt Grevindens Hoved, hvorpaa den neddalte blidt. Munden mumled endnu lidt, men ei Haanden vil tilbage sig fra Damens Hoved drage. Og paa eengang med et Skrig begge Vennerne opdage, at den Gamle er et Liig. Angst og Smerte for at blive fra sin Plejesøn adskilt, Glæde over, at de To, Josef Jøde, Rudolf Greve, skulde stedse sammen leve, uanseet Blod og Tro, Saligheden at tilgive hjerteligen, fromt og mildt, havde altfor stærkt og længe paa de svage Livsensstrenge i den sidste Time spilt. SIDE: 352 DEN LYKKELIGE VIV -- -- Hannah! Pige! min Guitar! Min Mand kommer, og der kan være Skyer paa hans Pande. Pah! ere de smaa, da visker jeg dem bort med et Kys, eller de forsvinde for den første Klimpren som man blæser Støvfnug bort. Men er hans Pande mørk som Høstaftenen og hans An- sigt sygt -- o, da have de Christne fornærmet ham, og mit Ar- beide er vanskeligt, som at uddrage en tveægget Piil af Hjertet uden at rive det isønder. Dog siger Verden derude, at han er en brav Mand. Dette lille Huus er vor Verden; men dets Vægge sige det Samme til de himmelske Aander, som altid lytte ved Lønkamrene. Ak, hvi seer jeg vel min Barndomsveninde, Charlotte, den rige Christens Leons Hustru, daglig at blive blegere og ligere den halvaffaldne Rose? Heller gift med Dødens Beenrad end med en Skurk! Begge mangle Hjerte, men Døden gjør mange Ulykkelige godt. Men, siden jeg er Kvinde, heller gift med en brav Mand, end med En af Himmelens Engle! Er jeg god, kommer den Tid nok, da En af Disse vil beile. Men han faaer mig ikke, med mindre det er min Mand. Josef kan være formummet for mine Øine i sin himmelske Bryllups- dragt; men Døden, den Ædle, fører os sammen. SIDE: 353 At være gift med en Skurk, maa det ikke være som at være gift med en blind ond Aand? Og en Djævel skal jo krybe ud af Hjertet, naar det raadner? Jeg vilde før tage et Krokodilæg mellem mine Hænder, for at ruge det ud, end hans Hoved. O! naar jeg lægger mit Hoved til min Mands Bryst, da hører jeg mit Livs Regulator, Regelmæssigheden af Slaget i Evighedens Uhr, eller, naar Blodet stormer heftigere, Paradisets Klokker. Charlotte! o min Barndoms Veninde! hvorfor skyer du at vandre ved din Mands Arm? Erholder han ingen af de Blik, der mere opfriske Konens Skjønhed, som Dugg, skjøndt de ere stilede til Manden? Kun naar dit herlige sorte Spand drager dig, farer et Smiil over dit blege Aasyn ligesom Maaneskinnets Zittren. O! o! er der en bleg Blusel? en ligesom Asken efter den ud- brændte røde? Eller brænder det indvendig, naar den røde Blusel er forsvunden fra Kinden? Jeg har ikke følt anden Rødme end Brudekammerets og Glædens, naar Verden roste min Mand. Men, Charlotte! Døden borthvifter med et Vingeslag hiint Smertens Kalkstøv paa dine Kinder. Da vil dit glade Ungdoms- ansigt komme frem igjen, som en Hebes naar Gipsen aftages, og en smuk Aand vil beile til din Kjærlighed -- En af dine Ungdoms- elskere, som var dig mere værd end din Mand. Men se! Han tilbeder dig jo? Ve, skulde det være som den smukkeste Lyskrone eller Speil eller Divan i hans Salon? Dog er det et Haab: maaskee vilde han før miste et af disse Møbler end dig? og det var meget af en saadan Mand. Men døer jeg, da vil min Mand troe, at han faaer en Skyts- aand for Resten af sine Dage, og ikke en usynlig; thi jeg troer om min Mands Øine, at de kunne see ind i Himlene, og han taler ofte med de Salige. SIDE: 354 Det gjør han især, naar han er bedrøvet: naar de Christne misunde ham denne lille Plet af Verden. O se -- otte Alen! Her er Harpen i Krogen Grændsen, der Oleanderen paa Gulvet. Men lad dem faae to Alen endnu! Er ikke den udødelige Sjel bunden til Hovedets lille Beenkugle? Synet indestængt i Øjets Perle? Følelsen, at kunne omfavne og velsigne Verden, Onde og Gode, ligesom med Regnbuens Arme, indesluttet i Hjertets Kjødklump? O! lad dem faae tre Alen! Menneskene have indrømmet os formeget. Thi Kjærligheden behøver endnu mindre end dette. Se her! -- min Mand og jeg besidder en Verden, som vi maae tænke os fuld af gode Engle. Nu er der ingen; men naar min Mand kommer -- o hvad vilde jeg maaskee ikke see, om jeg da kunde see noget Andet i Verden end min Mand? SJELEKAMP OG SEJER (En Sal, i hvis ene Hjørne et Skab. Tabitha, en mosaisk Enke, beskjæftiget med Syning.) Tabitha -- -- Hvad Støi! Ah! intet Andet end de Drenge, min Jakob og hans Sværm af Kamerater, der lege nu mandhaftige Soldater og Gaden ved en sluttet Kjæde stænge. Det gjælder Nabogadens Ungdom; thi sin Hat Hver løfte skal, som vil forbi. For dristigt Spøg! Der dygtig Prygl kan falde. Jeg troer jeg Jakob hjem igjen vil kalde. Ah nei; Han bliver da til Spot for Skaren, og fra hans Egne truer ham da Faren. Desuden Jødens Tid, at kunne fro omgaaes Andre, uden at han krænkes, til denne første Ungdomstid indskrænkes. SIDE: 355 Hans Liv er siden Smerte for sin Tro. Og det er Jakobs Fødselsdag idag; da lad ham følge ganske Drengens Smag! Han kommer nok naar Maven ham erindrer. Og da er denne Fløjelshue færdig, hvor Gyldenkvasten paa det Røde tindrer -- en Høvding for den tappre Skare værdig. -- -- O Himmel! hvilket Skrig! Det var ei Leeg. Ve! om det var . .? O nei! Jeg maatte høre igjennem Bjerge Jakob, naar han skreg. Og Tys! han stormer, som han plejer gjøre, jo allerede Trappen op . ! (En sletklædt Dreng styrter ind og paaknæ for hende.) O Himmel! Drengen O frels mig! frels mig! -- Se et Barn jeg er! -- for Guds Barmhjertighed ifra den Stimmel, som følger mig i Hælene, for her mit Liv at tage . . Skynd Dig hvad Du veed, saasandt Du haaber selv Barmhjertighed. Tabitha (Afs.) O, hvem kan modstaae, naar Ulykkens Raab besværger, trygler En ved dette Haab? (Aabner Skabet.) Ulykkelige Dreng, derind! derind! Begrav dig under alt mit Hjemmespind! Gjør bag min Rok der, med sin store gule Paryk af Stry, i Uld en tjenlig Hule! Jeg skal Dig ikke røbe . . (Drengen skjuler sig i Skabet. Der bankes stærkt paa Døren.) Tys! kom ind! Første Retsbetjent Vi ere Rettens Folk; derfor, Madam, undskyld, vi tro, at her vi have ham? SIDE: 356 Tabitha Hvem "ham"? Første Retsbetjent Oh, veed De, Stakkel, ei, en Knegt fra Nabogaden kom i Klammeri med denne Gades Drenge, og deri han med en Steen af flere Skaalpunds Vægt flux dræber En i Vredens Raseri. Tabitha Ulykkelige Barn! Første Retsbetjent Ja Døden er ham vis; og sikkert maa han findes her. Han indad Porten løb; som fangen Muus den Morder har vi her i dette Huus. Forældreløs, hvad kan den Skurk vel blive, naar til han voxer, uden en Bandit? Derfor vil Øvrigheden gjøre Sit for Ulven endnu ung at faae aflive. Tabitha Ak, af en Ungdom kan der lige let, alt som den dannes, blive Godt og Slet. Men søger selv! Der er mit Nøgleknippe. Første Retsbetjent Afsted! den Morder skal os ei undslippe. (gaae.) Tabitha Det arme Barn! forældreløst og jagt paa Betlerstien ud af Sult fra Hjemmet! hvorledes skulde Lidenskabens Magt, ja Syndens, ventes blideligen tæmmet? SIDE: 357 Saa reent forladt, hvorledes skulde ikke den fule Djævel med de skarpe Blikke det sikkre Bytte have alt opdag't, og gravet ind med sine Kløer stærke i Hjertets Voxklump strax sit Ejemærke? Men o mit eget Barn! . Hvor Hjertet slaaer! Jeg tænker . .; men jeg for min Tanke frygter og kvæler den; men atter op den staaer, og alt mit Blod fra mine Aarer flygter. Men Jakob skal, endskjøndt hans Fødselsdag, faae Skjænd af mig, der svie skal som Slag, fordi han piner mig med denne Angst, og ikke strax løb hjem da Legens Ende saa blodig blev . . . (Retsbetjenterne komme tilbage.) Første Retsbetjent Madam! Nei, ingen Fangst. Med tomme Hænder vi tilbagevende. Men dette Skab? Saa dybt det seer mig ud. (Drager sin Kaarde og vil stikke ind.) Tabitha Ei, Mand! Ei, troer I, at I vinder Hæder ved slig en Kamp mod mine stakkels Klæder, mit Hjemmevirke og mit Bryllupsskrud? Se her! der hænger uldne Nøster tretten; hug Snoren af og tænk saa at det var den stive Hals paa Trettenhovded Jetten, som Tristam med sin Klinge gjennemskar! Vil ikke paa min Rok I Sværdet øve? Det gamle Hoved lader let sig kløve. Første Retsbetjent (Stikkende Kaarden ind.) Nei! kom, vi gaae, skjøndt jeg vil med min Eed besværge, Drengen skjult er her et Sted. SIDE: 358 Anden Retsbetjent (I Døren.) Oh, Enken der var visselig den Sidste, som vilde skjule ham, ifald hun vidste, at ham, vi søge efter, han, det Skarn, hun skjuler, dræbt har hendes eget Barn. (Gaae.) Tabitha (Farende om fortvivlet.) Mit Barn? Jeg hørte galt. Hvorfor just mit? Jeg har kun eet, kun eet, mens mange flere hver Moder har. Hvi skulde mit da være den Dræbte? ingen Anden tabe sit? Utroligt! Skjøndt den Graasteen var jo blind, og kunde see ei hvor den spalted ind? Dog vil jeg ikke tro. Den Mand var vred, som talte saa . . Dog om . . (Raaber udaf Vinduet). Hei, Mænd, tilbage! Her er den Morder. I ham frit kan tage. (Lukker Vinduet.) O! o! Jeg føler hvad jeg end ei veed, at Manden sandt har sagt: -- min Søn er død, den Eneste, der kom ifra mit Skjød! Kom derfor, Mænd! I skal ei længe jage. Slaaer Morderen ihjel paa dette Sted! Jeg har en Tørste, som Ulvindens heed; jeg troer, jeg kunde Blodet af ham smage. (Seer ud af Vinduet.) De komme. Vel! Vær nu ei, Hjerte, svagt, men uden Skaansel! Har ei Moses sagt: "Hvo døder Menneske, forsandt skal dødes," [fotnotemerke] og "Syn for Syn og Tand for Tand skal bødes?" At bryde Loven staaer ei i min Magt, ei i min Lyst . . Du Tigerunge, frem! Fotnote: 2 Moseb. 21. SIDE: 359 Frem af dit Skjul, du Øgle, at af dem, som komme, Du kan blive for min Fod isøndertraadt i dit forvorpne Blod! Drengen (kommer frem, knæler.) Gjør med mig hvad Du vil, og tag igjen dit Løfte! Tro mig, jeg skal ikke klage. Du var mig god saa langt, Du kunde; men jeg Døden før end Dødens Frygt vil smage. Tabitha Mit Løfte? Ha, Du har det! det er sandt. Og ve min Sjel, om ei mit Ord mig bandt! Tilbage da! tilbage i dit Skjul! Duk dig i Ulden bag mit Rokkehjul! (Drengen skjuler sig. Der bankes paa Døren.) De komme; men hvad skal jeg sige mere? (Retsbetjenterne komme.) Første Retsbetjent Madam! her er vi efter Eders Raab. Naar Sandhed I fik høre, var vort Haab jo ogsaa, at I vilde udlevere jer Enes Morder. . Tabitha Ja, Javist . . Nei, gaa! Hvad jeg i denne Tid kan sige, maa ei agtes paa. Dog skal man ikke fange af Ord ifra min Mund særdeles mange. Jeg Tid og Tanke har kun for at græde Dag ud Dag ind den hele Aarets Kjæde. Første Retsbetjent I har os kaldt. SIDE: 360 Tabitha Nei, gjorde jeg? Da var jeg i min Hjerne neppe rigtig klar. (Giver ham en Mynt.) Men der! tag den! og lad mig saa med Fred! Maaskee jeg døer; kom da og bær mig ned af Trappen, med mit Barn i samme Kiste, skal I faae to af samme Mynt som sidste. Dog det er sandt -- der seer I, at mit Hoved er som om jeg paa Valmuer har sovet -- hvor er mit Barn? Bring det, skal I faae tre. Men strax! men strax! Jeg troer ei ham at see som Liig, er fælt som Synet blodbesprængt, jeg indenfore Øjet seer forvrængt. Første Retsbetjent Paa Timen, strax! Vi har ham paa en Baare. (gaae.) Tabitha O Jehovah! styrk nu mit Hjerte! Blind mit Øje med saa svovelhed en Taare, at ei jeg seer, at Liget kommer ind. (Retsbetjentene bære Liget ind, sætte Baaren og gaae.) Tabitha (Synkende ned.) Mit Barn! Saadan? O! Gud, hvor var dit Øje fortabt i Dybet eller i det Høje, at Dette kunde skee . ? O ve! hvad har jeg sagt? Bespottet Jehova. Til Svar et Lynslag paa mit Hoved jeg fortjener, skjøndt Sorgen taler vildt, ei hvad den mener. (Reiser sig.) O Rædselssyn! Mit Barn! mit dræbte Haab! Men, dyre Blod og Pandens brede Vunde! jeg hører Eders høje Jammerraab saa klart som om hver Draabe mæle kunde. SIDE: 361 De raabe Hevn -- ja Hevn! (Aabner Døren.) Hei, Mænd, tilbage! Der i det Skab I Morderen kan tage. (Lukker Døren bestyrtset.) Ve mig! For anden Gang mit Løfte krænket! Og Løftets Ord til Himmelen er lænket. Men Gudskelov, de hørte ikke Ordet. Dog skal han sikkert, sikkert døe for Mordet, saasnart jeg blot ham udaf Huset faaer. Ved Porten Hevnens Bloddom fri ham naaer. Drengen (springer frem, hvorved en Bog falder ned af Skabet.) Nu vil jeg døe. Jeg seer du ei det bærer. Tabitha Hvad faldt? Drengen Din Bibel. Tabitha Seer du, at den vilde dig knuse, Morder? Drengen O, dens Ord det gjør. Hvad jeg har hørt deraf tilfældig før, det Lidet, som jeg mindes, mig fortærer. Tabitha Læs her! Drengen Jeg kan ei læse. SIDE: 362 Tabitha O, hvor ilde! Dog det er sandt, som vilden Nesle skudt forældreløs er jo den arme Gut. Maaskee han neppe kjender Herrens Bud. Drengen Jo eet: "Du skal din Fa'r og Moder ære!" Tabitha Ved Jehova, Du maa de andre lære. Du maa ei dø i slig Uvidenhed. Drengen Hvad spørges derom paa det mørke Sted, hvor jeg, en Morder alt, maa sikkert komme? Tabitha Tal ikke saa! Hvo kjender Naadens Domme, naar Mennesket til strenge Lov har bødet? Saa ondt vil Jeg dig ei, naar du har blødet. Men giv mig Bogen! Der er Lys og Styrke paa hver en Side. (Læser.) "Herren, Han min Gud, min Løgt skal tænde, klarne skal mit Mørke." [fotnotemerke] O lød det ei, som om et himmelsk Bud paa sænkte Skyer til mit Øre dalte og mig et Løfte fra Jovah fortalte? Nu videre paa Træf! (Læser.) "Barmhjertig, naadig, miskundelig er Herren og langmodig. Han ei os efter Synderne behandler, betaler ei os efter vor Misgjerning." [fotnotemerke] Endnu et Kast! endnu en hellig Terning! Maaskee Orakelet sig da forvandler. Fotnote: Ps. I,18. Fotnote: Ps. I,103. SIDE: 363 (Læser.) "Jeg har ei Velbehag til Synders Død -- saa siger Herren -- men at han omvender sig fra sin Vei og lever." [fotnotemerke] O, hvor sød en Balsam til en Synder Herren sender! . . Dog end engang lad see! Men slaa op Du! Dit Liv det gjælder, Dreng, i dette Nu. (Drengen slaaer op. Hun læser.) "Barmhjertig, mild er Herren; og derfor han underviser Syndere paa Vejen." [fotnotemerke] (Gjentager.) . . Han underviser Syndere paa Vejen . . O Jehova! jeg fatter, thi jeg troer, dit tydelige Vink. Paa hvilken Vei staaer den forældreløse Synder ei? Og er det ei sin egen Sjel at signe, at stræbe, Herre, Dig at efterligne? Thi vil jeg ham i dine Bud belære, for Kongen gjøre Knæfald, for hans Blod hvad Loven kræver give hen i Bod, med Hjobs Hengivenhed min Smerte bære, og med din Hjælp, o Gud! -- det er det Svære -- mit Barns Morders Moder vil jeg være. Gud har befalt, og Han for Resten sørger. Hvo er den Orm, som vrider sig og spørger? KVINDERNE PAA KIRKEGAARDEN Hvilket Ord i alle Sprog, i de lange Ord-Geleder, hvor hver Tanke, der er klog, har et Navn, hvormed den heder -- Fotnote: Es. 13, 11. Fotnote: Ps. I, 25. SIDE: 364 hvad Begreb i Sjelens Bog, i den hvide beenindbundne, mellem alle dens opfundne og benævnte Muligheder -- hvad Idee, som flyver i Fantasiens vide Rum, sommerfuglefro og fri, aander vel saa dyb en Fred, saa betydningsfuld og stum uforstyrret Rolighed, som det Ord: "en Kirkegaard"? Det er Fred foruden Skaar, det er Fred, men intet Andet enten modsat eller blandet, medens selve Ordet "Fred", naar det nævnes i vor Tale, lader Tanken "Strid" sig male uvilkaarlig blodig paa Sjelens Hjernetavle graa. Uvilkaarlig i Ideen, hurtigen paa Sjelens blanke Speil, som Vindens kaade Pust præger en Figur i Sneen, maler sig med hver en Tanke den, der er den modsat just. Nævn "Velsignen," og "Forbanden" tegner strax sig an i Panden? Nævn blot "Kjærligheden" -- hvad meer uskyldigt Ord kan sandses? -- flux af Tanker stik mod den ("Jalusi," "Utroskab," "Had"), som af Hexe, den omdandses, til, bespottet og berøvet, Ordet har ei meer igjen af sit Himmelske, end en Sommerfugl, der tabt har Støvet. Nævn hvert fredsælt Ord, og se SIDE: 365 hvilket tvivlsomt Smiil, der klæber sig til Alles Blik og Læber ved den vakte Modidee! Men mod Ordet "Kirkegaard!" intet andet fiendtligt staaer. Modbegrebet af den Fred det indeholder, ikke under Hjernens Folder bleven er i Sjelen slebet. Mellem Ordene det er hviden Due, stjerneskjær, som paa lydløs Vinge svæver, hilset fro af Mennesket, som paa Jord for Himlen lever, og ærbødigt selv af det, som for Navnet stille bæver. Der paa Kirkegaarden er Himlens Forgaard, hvor Enhver, -- Synder, Helgen, Ond og God -- bort sin værste Byrde kaster, Legemet af Kjød og Blod, og ad sine Veje haster. Der de blege Dødsensfiender hvile Side imod Side, indtil Fjælene udglide, Kisten knuses, Mulden rinder, og de blande sine Been, medens deres Kors deroppe bøje sammen sine Toppe under Sørgepoplens Green. Der det Had, som lever efter, taber lammet sine Kræfter, og kan ikke komme længer end til Portens tunge Gjænger: Gjennem Hegnets sorte Gittre blikker Øjet, Taarer zittre; Skrinet synker stille ned, Taaren efter, -- Hadet med. SIDE: 366 Der, om tvende Avindsmænd, brændende i Fyr og Flamme, sprudende af bittert Skjænd, traf hinanden paa den samme, mellem Grave blomsterkrandste let henslængte smale Sti: ilte neppe de forbi, men de studsede og standste, saae til Jorden, traf en Grav, lod saa Øje Øje møde, Hænderne paa engang gav, og forligtes til de døde. Men se her, se denne smukke Kirkegaard! O! hver en Grav er en Ø, hvis Rosenskove og hvis Asterspalmer dukke frem af Græssets stille Hav, som en munter Luftning gav af og til en liden Vove. Her et fuldt Sangfugl-Orchester strax ved sidste Spor af Sneen kaarer ud sig i Alleen aarligen et Yndlingssted til de musikalske Fester, som til Vintren vare ved. Her ei nogen Kirke kneiser, mindende om at den ene Tro i denne Hob af Stene op sin Herskerthrone reiser over Kirkegaarden med, høit opover hver, som nedenunder sover, saa den blier ei, hvad den skulde, under Mulde Dødes fælles Hvilested, men, paa Kirkens høje Vegne, kun udstykket til dens Egne . . . SIDE: 367 Her, i denne yndefulde Herrens Hauge, viet ind Andagt i et stille Sind, hellig Fred og kjære Minder, vandrer i en Poppel-Gade Arm i Armen to Veninder. Aftenhimlen er saa fager; med en venlig Serenade Fuglekoret dem ledsager. En af dem, Katholikinde, hun som ligner Aftenen, og bestandig gaaer og seer mørk og stille for sig hen, vil en vakker Plads etsteds for sin lille Døde finde. Hun, som taler noget meer og som synes ret tilfreds er en Lutheranerinde. "Her, Rosalie! -- Denne siger -- Smukkere kan Plads ei være. Hid de tolv hvidklædte Piger skal din lille Anna bære. Og, Rosalie, desuden Poppelaspen her betænk! Her er Pladsen til en Bænk af Naturen gjæstmild buden. Her, naar Skyggen ud sig slaaer af dens Pyramidekroner, sætte vi os tidt, Veninde, naar dig Tidens Løb forsoner med det smertelige Minde, lytte til, hvor Aspen slaaer sine Blades Kastagnetter sagte til Iriskens og Finkens Spil paa de luftige Balletter SIDE: 368 af en Sværm Papilioner, som ei slippe Dagen vil. Og naar der blier aabnet lidt mellem disse Rosentjørne, kan jeg paa den anden Kant see det lille knappe Hjørne, hvilket jeg, som Protestant, engang skal benævne mit: saa vi fra vort Hvilested efter Døden blive ved paa en Viis at see hinanden. Minderne med Marmorpanden saae hinanden idetmindste, naar om Natten Maanen glindste. Rosalie (Pegende paa en Kvinde som sidder paa en Grav.) Men, Konstance, Gudbevares! seer Du ei Jødinden der? Denne Plads til Hund bør spares, thi den ligger ganske nær, som Du selv kan see, til Krogen, der er anviist Synagogen mod at for sig selv den skulde med et høit Stakit indringes, og ei Blomster paa dens Grave af de Sørgende anbringes. Men se Jødekrogen nu! Den, som være skal til Gru, den er jo en herlig Have, fuld af Blomster underfulde, did fra kristne Grave krøbne? Og af Ranker, vildt opløbne, alt forlængst er Gjærdet dækt, ja, til Spot for Lov og Orden, jevnet ganske ud med Jorden af de stærke Stenglers Vægt. SIDE: 369 Konstance Oh, Veninde! det er sandt. Pladsen yndig nok jeg fandt; men bemærkte ei det fæle Naboskab i Jordens Skjød. Nei, naar Jack, min gamle Kat, med det Første ligger død, vil en Aften jeg mig stjæle til at faae den her nedsat. Rosalie Altsaa gaaer det ikke an her . . . Konstance Neivist. Men kom! Du kan jo et andet Sted oplede. Jødinden (Reisende sig.) Mine Damer, tør jeg bede . . Bilidt! Rosalie (vil gaae.) Aftensolen blænder. Konstance Vi har Hast. Jødinden Kun tre Minutter. Ikkun to. Konstance Jødinden prutter. Jødinden Se, hvor Poppelaspen spænder ud sin Skygges Telt, hvorinde Værn mod Solen I kan finde. SIDE: 370 Til de Ord, som Eder røver faa Minutter kun, behøver jeg just dette Solens Skin; og hvis I mig det tilstede vil lidt nærmere jeg træde. . . . Seer I dette Pandesmykke, en Safir, Smaragd, Rubin, fattede om denne tykke matte Onyx kunstigt ind? Lad os i Safirens Lue den katholske Christen skue, i Smaragdens Glimmerkant alle Arter Protestant, i Rubinens Kjerne Jøden med hans Smertes indre Bløden! Men, hvo skjelner mellem disse Ædelstenes Værd tilvisse? Se! o se! det Solen gjør! Seer I? lige klart de straale, hver med deres Brudds Kulør, Himmelbilledet igjen. Det er Stenens Værd at maale: Straalekraften, ei om den Solens Lys tilbageskjød farvet blaalig, grønlig, rød. Og hvad bør blandt Mennesker vel det sande Værd bestemme? Ikke af hvad Tro man er, ikke Sprog og ei hvor hjemme. Dette er kun Stenens Brudd, kun dens Skjær fra Klipperevnen, hvorfra den blev hentet ud, ei dens Værd i Straale-Evnen. Men af det Begreb om Gud og den Agt for Herrens Bud, som opfylder Sjelen, liig SIDE: 371 Solens Lys de Ædelstene, og udstraaler i dens Færd, lader ganske vist alene Menneskenes sande Værd prøve og bedømme sig. Slige Sjele, hvorhelst fundne, vidt adspredte, sammen danne den usynlige og sande og med Himmelen forbundne Herrens egen Menighed. Og dens Lemmer, naar de støde paa hinanden, skjøndt forklædte i Kaftan og Munkehætte, strax af Løsenordet: "Fred! Tolerance!" vide, de et Medlem møde af den sande Menighed. Rosalie Fordom bort! Jeg troer, Konstance, at jeg vælger dette Sted. Konstance Blomsterne fra Grav til Grav slynge sine Stenglers Krandse, som om ville de bevidst, at vi Mennesker deraf skulle lære Tolerance, og at Kirkegaarden sidst, sidst af alle Jordens Steder, (thi dens blotte Navn den freder) aabnes bør for Troestvist. Jødinden Sandt! i disse blomstergro'de Grave just det Samme staaer. Men skal Flammerne og Sværdet, SIDE: 372 eller Tidens Klingeblad: med Foragt forgiftet Had rase udenfore Gjærdet? Hvad er vel den hele Klode andet end en Kirkegaard? Slægtens Kime deri boe'de førend Tiden talte Aar; og hvor vidt den spredt er ad i de tusind Millioner, er hvert Liv dog kun et Blad, og i hver Sekund nedregne tusind fra dets fire Kroner over alle Jordens Egne. Eller Hvem er -- enten Christen eller Jøde -- Livet meer end uvisse Orlovsstunder, (hvori Skaberen skal kjendes og Fornuftens Demant tændes) fra det Huus, som færdigt er, fra vor Fødselsstund, derunder, fra dets indre Kammer: Kisten? Derfor skulle Alle minde, at, hvorhelst de sig befinde, dog de dagligen betræde deres eget Hvilested; at paa Jordens tynde Hinde stedse de Sekunder æde, som de leve lystig med, indtil midt i deres Glæde ganske vist den brister ned; at de Alle, skjøndt en Sjel Menneskenes Støvnatur med et Bad af Lys bestænker, gaae dog, efter Solens Uhr, Morgen ind og ud med Kvel, kun i Kredse, som i Lænker, rundtom deres egne Grave. SIDE: 373 Da kanhænde Deres Næste, fjettret i det samme Fæste, mere Kjærlighed de gave udenfore paa hiin Kirkegaard den store -- i den Have, hvor sig krydse Livets Veje, men som Døden har i Eje. DRENGEN VED "BLÅAPORTEN" DJURGÅRDSREISEN Faderen Fortæl mig, Hanna lille, hvad du igaar har seet, da Du til "Djurgårn" kjørte med Pappa i Kareth. Hanna Ak, kjæreste min Pappa, ved "Blåaporten" laa en stakkels Gut fra Norge og græd af Hunger saa. Mens Far deroppe spiste gik jeg til Gutten ned. Jeg gav ham hvad jeg havde og Taarer faldt nok med. At søge Brød, han dragen var nys i Verden ud. Han kunde prægtig skrive og regne selv i Brud. SIDE: 374 Faderen Men Bellmannsstøtten, Hanna, og Kongens Rosendal og Vasen udenfore, den store Kjæmpeskal? Hanna Jeg saae ei mere siden -- o, Pappa, bliv ei vred! -- Det var som om en Taage for mine Øine gled. Og da vi hjemad kjørte -- der sad den arme Dreng. Vist i et Træ paa Djurgårn han fik inat sin Seng. Men Jeg? jeg laae og tænkte; men først da jeg sov ind, o Pappa, gode Tanker blev vakte i mit Sind. Jeg syntes jeg saae Drengen tilfreds og sjeleglad; med Pennen bag sit Øre han paa Kontoret sad. Og Pappa stod og nikked og slog en vakker Takt, til Arket ud var skrevet og Summen sammenlagt. Faderen O, Barn, du skulde vide hvad blodig Skjændselstort hans Landsmænd mod din Fader for tyve Aar har gjort. SIDE: 375 Jeg kjendte ikke Loven, der lyser os i Ban; desuden ved et Skibbrud jeg kastet blev iland. Men gjennem Landets Brede, med Foden lænkesnørt, fra Fængsel og til Fængsel jeg blev til Grændsen ført. Dog vil jeg over Dette nu kaste Glemsels Flor for din Skyld, for det Hjerte du arved af din Mo'r. Da hiint jeg maatte lide var Drengen jo ei fød. I syv Aar jo omskifter hver Trevle af vort Kjød? Hvi skulde Sjelen længer da gjemme paa sit Nag? Dig skee, min gode Datter, da efter dit Behag! De Brune spændes fore! Tag Jøran med, og hent fra Porten eller Træet mig hid saa din Klient! AFREISEN Faderen En heldig Stund, da jeg den Dreng optog! Forlængst jeg savner ved hans Hjælp ei mere min gode salige Bogholder Jøran. SIDE: 376 Dog seer han mindre stærk ud nogen Tid. Formeget han arbeider; det er Sagen. Ei sandt, min Hanna? Ak, om ret jeg seer, da har du samme Sygeligheds Farve. Vist Luften usund er. Du maa paa Landet, og Hagbarth maa forbydes Pen at løfte, skjøndt -- kan du tie Barn? -- en Lægedom jeg har opfundet, som ham vil helbrede. Hanna (rask.) Og hvilken, Fader? (nedslaaet.) Neppe. . Faderen Vær du rolig! Den er probat for Alle i hans Stilling: Jeg vil tilbyde ham at dele Alt, mit Firma, Massen, som min Kompagnon. I tvende Maaneder -- hvor uforsvarligt! -- har den Beslutning hvilet i min Pande, og daglig saae jeg ham at skrante meer. Derfor det strax skal skee, og saa iaften vi ville gjøre os lidt lystige. Bed Du Marie over; Han og jeg til Dominoen tage os en Negus. (gaaer ind.) Hanna Den blier ei lystig, stakkels Fader. Ak, med Guld helbredes ikke Hjertets Bleghed, der, liig et Lav, som har haarfine Rod i fast usynlig Revne, spreder sig udover Kinden uden synlig Aarsag. Jeg føler det. Jeg ønsker jeg var fattig, saa jeg kun havde havt et venligt Ord, en Slant, et Stykke Brød for Hagbarth, da jeg første Gang ham saae. Maaskee jeg var da lykkelig. Jeg skulde idetmindste ei lide denne Kval, at maatte stirre SIDE: 377 paa et saa haabløst Livs Bagteppe, som er stedse for min Ungdom rullet ned. . . O det var grusomt imod ham! Kanskee var Hagbarth død i sin Elendighed, hvis Gud ei havde os tilsammenført. Jeg er da angerløs. Hvad siden hændte: at vore Øine, som vi voxte til de syv Aar, for hinanden aabnedes, nødvendig Følge var af Sammentræffet. Men at i samme Mon de luktes for det Svælg, som Fædretro og Landslov har befæstet mellem os, og hvorudover troskyldig vi hinanden Haanden rakte, -- det er vor egen Skyld, og derfor straffe vi nu os selv med et Farvel til Døden. Faderen (kommer tilbage og omfavner Hanna.) Min arme Datter! Tak for dette Offer! Dets dyre Værd jeg kjender; thi det er ei mindre end dit Hjerte og din Lykke. Hanna Du veed . ? Faderen Ja Alt! O det var heltemodigt! Han afslog mine Tilbud. Reisefærdig jeg traf ham tagende Farvel med Alt, som maatte minde ham om disse Aar. Han Pulten strøg, trak Stueuhret op og vandede end eengang Vindvets Blomster. Ak, naar jeg tænker paa hvad Elskov mægter, -- men, vel at mærke, kun hos Mennesker, som have Lidenskab ei Følelse, -- I kunde flygtet til Amerika, hvor Intet eders Ægteskab kan hindre. SIDE: 378 Hanna O, Fader, kunde Du . . . Faderen Nei, nei, mit Barn! Da var jeg død af Sorg. Nu maa jeg sørge; dog har for større Kummer I mig sparet. Hanna Negt mig i denne Time ei en Bøn! Faderen Ved Herren, nei! Tal, Barn! Hanna Du love mig, at aldrig jeg dig maa forlade! Faderen Hm! Det var en Sag! Sligt staaer i Herrens Haand. Nu ja, det giver sig. Jeg vil ei negte i denne Stund, da han vort Huus forlader, skjøndt, Barn, hvad ejer jeg af Fremtids Dage? Men kan det glæde dig, som jeg vil troe, da viid, han gaaer ombord tomhændet ei, men rustet ud med Nok til Vei at bryde hvorhelst i Verden. Hanna O tilgiv mig, Fader! Jeg tænkte mig at være mere stærk; thi vi igaar har sidste Afsked taget. Men nu, da Øjeblikket er der, o nu vil mit Hjerte briste, mine Been imod min Vilje ville til ham ile, for endnu engang . . SIDE: 379 Faderen O, jeg dig forstaaer. Vist, skynd dig, Barn, og tag end et Farvel, et langt i Eenrum! Græd dig rolig saa! Han venter dig . . Hans Fod var som af Bly; den er ei kommen endnu over Tærsklen. En Synd at negte det Levvel, jeg vidste til Døden være vil det allersidste. AFHENTNINGEN Marie (Hannas Selskaberske, ved Vinduet.) Se, Hanna, se hvad prægtigt Skib ved Skeppsbro'n lægger an! Sølvstjerner dække Flaggets Dug; foran en snehvid Svan. Og se -- ja nu, det drejer sig -- saa sandt jeg ei saae feil, dit Navn, min Hanna, stod i Guld i Skibets Agterspeil. Hanna Marie, ak det minder kun om at min salig Far saa inderlig en Glæde fandt i Skib, som vakkert var. Ved dette Vindu sad han da og mønstred hvert et Reeb. Til mig han sagde tidt sin Dom, skjøndt lidt jeg kun begreb. SIDE: 380 Saa kaldte han paa Jøran og paa Ham, paa Ham, Du veed -- paa Ham, som er forreist, og da Disputen tidt blev heed. Den roste det, Den dadled det, og hver en Proportion blev undersøgt; der væddet blev om vel af hvad Nation. Veninden En Mand -- han seer saa fremmed ud med Straahat alenbred -- er gaaet iland; han iler hid . . han er her før du veed. Nu aabnet Porten for ham blev . . Det alt i Trappen gaaer . . Det banker . . Hanna O raab Du: kom ind! For stærkt mit Hjerte slaaer. Hagbarth (træder ind, iler til Hanna.) Min Brud for Mennesker og Gud! Hanna Vor Eed -- ve, den er brudt. Hagbarth Ei i mit nye Fædreland vor Lykke er forbudt. Dit Sørgeaar -- og jeg har holdt det i bedrøvet Sjel -- det, Elskede, er nu forbi, forbi er vort Farvel. SIDE: 381 Nu paa min Skonnert "Hanna" did jeg henter dig afsted, hvor ueens Tro forenes kan i samme Kjærlighed. Men hisset, hvor for evigt Vi forenes skal, vi To, tilvisse alle Aander faae een og den samme Tro. RØST I ØRKNEN Christenfolkets Hjerter skulde være varme Julebrød, honningfulde, Nok for hele Verdens Nød, om den kommer som en Gjest; Rosenkviste i dem stukne som til hellig Glædesfest. -- Ve! ve! Iis de ere, Klumper Sne, Stene, i hvis Rivter sprukne boer saa fæl en Mørkets Vrimmel, og hvis Blødhed kun er Skimmel, skjøndt som Fløjel til at see. Folkets Pander skulde være klare, gjennemsigtig skjære, som det Lys, det melkehvide, hvor en Stjerne frem vil bryde; og dets Aasyn, o saa blide, talende, velsignet milde, som om de Velkommen vilde hele Verden kjærligt byde. SIDE: 382 -- Ve! ve! Sorte Regnetavler bæres paa det ædle Sted tilsyne, talbeskrevne mellem begge Øjenbryne; og af Sorger fuldtberuste, Laster, som vanvittigt lee, vildt med Træk isønderrevne, sønderknuste, Folkets Aasyn tatueres. Kjærlighedens Ild udslukkes, som naar Blomster Farven tabe. Hjerterne i Folket lukkes som en Gjerrigs plumpe Skabe. Mellem Menneskene bliver det uhyggeligt i Landet, som for Vandreren, der driver ensom om i Byens Gader, hvor hvert Lys, et efter andet, slukkes i dens Vindurader. -- Han vil raabe: O giv Ly! Hvem vil høre? Det er klogest du kan gjøre: Ryst din Saale, Mand, paany! Skoven søg, ei denne By! Vilden Gran vil give Ly, ligesom man finder hos Tyrker og Barbarer større Brødreømhed end hos Os! Som det var med Ham, der ene vandred i den øde By, fulgt kun af sit Echos Gny fra de traadte Gadestene, -- o saa er det med den Digter, SIDE: 383 som fra Himlen faaet har Olje til de tomme Kar, og sit Kald ei troløs svigter, leflende til Verdens Lyst; men slaaer an i Harpetonen Klangen af Guds egen Røst, Stemmen fra Religionen om de over glemte Pligter steentillukte Hjerters Brøst. Ve! ve! Alle, Alle have baaret Uskyldskrandse Løftets Dag under Herrens Tempeltag, Krandse visne inden Aaret: Kvinderne rundt Hovedbaandet frisken Krands af Roser hvide, som af Purpur kun beaandet; Mændene den Dag forvist dog paa deres venstre Side stukken ind en liden Kvist. Men det Løfte, som de gave fuldtbevidste og med klar og hørlig Stemme, var at gjemme Alle indtil deres Grave Hjertet friskt, som Krands og Kviste vare Høitidsdagen ud, da de stode frem for Gud. O dengang med skyldløst Øje saae I Gud, hvorlunde Han favned Dybet og det Høje, at Insektet uden Navn inden samme Armes Spand sværmed, snoed sig og krøb, hvor de stolte Stjerner løb gjennem Fjernets dybe Favn. SIDE: 384 Og I syntes, at I selv maatte favne Verdens Hvælv, Jordens Liv og Himlens Kloder, at I følte denne Lykke ved til eders Barm at trykke hvert et Menneske som Broder. JEG ER NU SAADAN JEG! (STATSØKONOMISK) Granen Hvad er det for en gil Musik hver Aften i din Top? Den mine mørke Grene fast til Glæde vækker op. Lønnen Det er en munter Biesværm, som jeg har givet Læ; og siden knapt i Skoven er saa lykkeligt et Træ. Jeg har Musik den hele Dag blot for jeg den tillod, at slikke sig lidt Honning af min Krones Overflod. Hver Green er fuld af Virksomhed, og hvert et lidet Blad, hvor dovne Larve forhen krøb, er bleven Flidens Fad. SIDE: 385 I Hakkespettens tomme Hul er Vox og Honning skjult. Nu synes jeg mit Bryst har faaet et Hjerte ømhedsfuldt. Granen Aha! du lader Fremmede din Sødme suge ud? Før bryde Stormen af hos mig de søde Foraarsskud! Og alt mit gyldne Støv jeg før udslaaer for Veir og Vind. I mine Skygger slipper jeg ei slige Gjæster ind. Min Terpentin som smeltet Sølv paa Fjeldet rinder ned. Saa har den gjort i hundred Aar og skal i Evighed. Lønnen Slip Bien til! En Kage Vox han lægger dig igjen. Granen Hvad Vox? hvad Honning? Hundred Aar jeg levte uden den. Jeg er mit Lands Repræsentant. Af Tanken om det Hverv jeg lever blot, -- for Andre har jeg derfor ingen Skjerv. SIDE: 386 Lønnen Forjag da Liv og Virksomhed og Livets Lyst med dem! Og bliv i andre hundred Aar kun Fattigdommens Hjem! Paa Kjærlighedens gjæstfri Fad, om nøisomt, uden Pynt, bestandig findes lagt igjen Taknemlighedens Mynt. Giv Saft -- igjen du Honning faaer! Giv Ly -- du faaer Musik! Giv Frihed, mørke Gran! -- du faaer det Liv, du seer jeg fik. Hør hvilken Lystighed der er hist i den gamle Lind! Han har, som jeg, den lille Ting: et gjæstevenligt Sind. Der sværme Bier, som hos mig, frit rundtom i dens Top. Hver Green er som en fuld Fabrik, hvor Rigdom dynges op. Og Pilen, Rognen -- se dig blot omkring du kloge Gran! Exempler rundtom vise dig en bedre Lykke an. Granen Har Dovenskaben ei en Smag af Sødme -- har den ei? Og Eensomhed ei sit Behag? Jeg er nu saadan Jeg! SIDE: 387 FØLG KALDET! Kongeørn, med Lænke spændt om sit Been og Vingen brudt, som i over tyve Aar, siden den blev halvdød skudt, har for simpel Gaardhund tjent paa en ensom Bondegaard, lider dog ei den arme Digters Vaande som i lidet Folk er født, hen i Verdens Hjørne stødt, med et Sprog, som ei rækker fra sin Krog længer end dets Læbers Aande. Han er liig en Klokke dækket til med tykt og fugtigt Teppe, liig et Rosentræ, der stækket er indunder mørke Skjeppe. Geniussens Vinger sprede, løs at lade da sin Aand, som de lykkelige Andre, der til Millioner kvæde, var at ville Verden vandre rundt i snevre Tøndebaand. Heller som en Indian fød imellem Indianer, mellem vilde Floridaner eller som en Araukan. Skjalden agte de som Præst, hente ham til hver en Fest, bygge ham en Palmehytte, sidde ved hans Ild og lytte SIDE: 388 lære Sangen nøje efter Ord for Ord, og hans Omkvad de i Chor juble med af alle Kræfter. Naar han saa er død, de Gamle hvert hans Kvad nøiagtig samle, og de Unge arve det paa deres Tunge. Andet Lys end det som bryder af og til i Kvadet frem heller ei de Stakler eje: Laster, Dyder, vandrende ad skilte Veje til Udødeligheds Hjem, hvor en Dommer træffer dem, har han ahnt og første Gang lært sit Folk derom i Sang; ja Ideen om den store Aand, det hylder, Folket i sin Vildhed skylder ene Glimtet i hans Seen. Perler liig, der gjennemskinne Bølgerne, som over rinde, i de vilde Kvæders Dunkle Aabenbaringerne funkle. O vi Selv, vi Selv endnu ere vilde i vor Hu, stundom og i vore Skikke. Vestens Indianer ikke ere i saa hadske Slægter, skjøndt hverandres Blod de drikke, splittede i Skoven ad, som Europa er i Sekter af forbittret Meningshad. SIDE: 389 Ung maa Verden endnu være, Slægtens Sagas lange Lære endnu kun dens Vuggesange og dens Barndoms Eventyr. Endnu leve Chaos' Dyr: Megazaur i Amazonas, Leviathan, som tog Jonas, og uhyre Kjæmpeslange. Ørkner, tusind Mile lange, tusind brede, tordnende af Løvers Vrede, spotte end ad Slægtens Flid. Fjeldet, som i Noahs Tid, uforvittret staaer i sine Tinder splittret, viser endnu intet Tegn til at ned i Muld dets Skuldre ville smuldre, dannende en frugtbar Egn. Men se Fjeldet rydt og raat hvor det glindser som Krystal, just hvor brattest er dets Fald, violet og himmelblaat! Hvad har glattet Alpens Horn, afpolert dets haarde Side Flek for Flek og Korn for Korn? -- Regnens Draabe, bløde Hvift af Skyens hvide af Atomer vævte Kaabe, Fjedrene paa Taagens Hat. Hvad har knust til Sand Graniten? vasket ud den røde Spath, saa det dynger sig i Klitten stedse mere skjært og hvidt? -- disse Vandets bløde Kredse, dette Havets maalte Skridt, dette blide Bølgeslag, i en dyb Bevægen stedse, SIDE: 390 liig en Verdens Aandedrag. Og i tusind Aar hver Sommer ryster Mosen sine smaa bægerformte Sølverblommer over golde Klipper graa, til i al den spredte Grøde store Furu finder Føde. Intet -- Større eller Mindre -- Intet frugtløst og forspildt, er der Hensigt i dets Indre, slænges ud det end saa vildt. Markens Dugg, dampet hen i Solens Glød, samles hist i Skyens Skjød som et svævelystent Flor, vævet kun af Blomstertinter; og de Fnokkers fine Fnugg, gamle Piletræ sig spinder, flittigt som den gamle Moer, der kun tænker paa en Vinter, sporløst ei i Blæsten svinder: Myren, hvor det daler ned, slæber det til Huus afsted. Skulde Skjaldens Ord, den skjære Dugg af Lysets Funker, varm som om Blod sprang af hans Barm, Eneste i Verden være, som foruden Spor og Minde kan forspildes og forsvinde? Op! hvis Herrens egen Røst fylder med en Storm dit Bryst! Ud den bruse i det Øde! Bedre Tiders Morgenrøde vil den frem af Mulmet støde. SIDE: 391 Op! hvis dine Fingerender, naar de Harpens Strenge møde, Funker ud i Mulmet sender! Enkelte dog i det lille haarde Folk, forskrækte, stille, -- enkelte, som Lapper over Fjeldenes forstente Vover, naar et Syn af fjerne Flamme kalder dem fra deres Gamme -- ile did, hvor Skjalden lader tone sine Strengerader; og, naar Øjet op han slaaer, snever Kreds omkring ham staaer. Det er nok! Han vil føle, han ei længer Folk af Millioner trænger -- kun en liden venlig Flok. . . . O, unge Pige, lad see hvad bringer dit blide Øje i Graad? En Lap Papir! et Blad af "Jøden," som din Fader ventelig har afrevet og slængt bort? O ingen Klage saalænge der endnu er et Hjerte aabent! Ligesom den snigende, usynlige Myrild omsider springer fra Træ til Træ, kan Menneskekjærlig- heden udbrede sig fra denne Ene: først til hendes Veninder, saa fra dem til deres Mænd. Hvem veed? Har ikke Kvindens Skjød været hædret? Verdens Største og alle Lysets Helte have lagt under hendes Hjerte. Og under en saadan Kvindes Hjerte vil engang Den hvile, som "skal komme efter" og ved hvem alle Slægter skulle forenes, som Floder, der ledes sammen i en Sø. Gud velsigne dig, Kvinde! Med et saadant Hjerte, at Du græder over den ulykkelige Jøde, kunde Du være den Kaarne, om Guds Time var kommen. SIDE: 392 KAADT UKRUDT Det er Uretfærdighed, naar saa tidt man siger: Tiden er prosaisk bleven siden . . . ja, hvad Tid? Man neppe veed. Tør jeg sige frem min Tanke, -- Tiden blev saa tør og trøg, just det Aar den arme Klager nødtes Pegasus at banke, som var døsig, doven, mager, saa han havde redet Ranke paa et ganske usselt Øg -- kort, da Aaren sagde stop, og som Bæk i Sandet endte, Pennen bedes næsten op, Hovedet af Blod kun brændte, Tankerne gik op i Røg, Nattergalen selv erkjendte, at den ikkun er en Gjøg. Det er Uret, Skam og Løgn mod Naturens friske Ynder, stedse spirende igjen, Synd mod Solen, som hvert Døgn lige klar sin Vei begynder, som da første Morgen den straalte Skyerne isønder. Mon vel Duggen, som opvakte Paradisets Blommer, var mere tindrende og klar end hvert Sommergry den bragte? Mon de samme Stjerner ikke ned paa vore Hovder blikke som paa Hyrderne ved Frat, der i hine stille Nætter SIDE: 393 paa de babylonske Sletter samlede sin Viisdomsskat? Paradiset lagdes brak, men tilvisse uforandret ud er over Jorden vandret vor Passionsblomst, Gyldenlak, Nellik, Rose og Levkøje, Glemmigei med Barneøje, Georginer, Oleandre, Tulipaner og de andre Skjønhedsundre, hvoraf knapt -- selv af Digters Fantasi, gjort ved Døden dobbelt fri -- nogen kan meer herlig gjettes, mere kunstig sammensættes, tænkes meer fuldkommen skabt. O, vi i Naturen skulde lade vore Sjele leve mellem disse underfulde Paradisets Syner, som, medens Seklerne henrull'de, uforandrede forbleve ved en tillagt Naadesdom. Af Hendøen den ei veed, Tider, Aar den ikke kjender i sin glade Evighed, som, begyndt engang, ei ender. Om vi os ei hylle ind i arkadisk Gjedeskind, som i Orfei skjønne Dage, da han gjennem Hellas kunde, fulgt af Steen og Træer, drage, da ved Sangerheltens Nærmen selve Hermen beenløs dandste gjennem Lunde: skee dog, mens de Fleste blunde, SIDE: 394 slige rare Ting endnu, at man tænke maa (med Glæde Somme, Somme og med Gru) at vi i den Skabningskjæde, som os favner overalt -- i det Træ, som har sig hvalt foran Døren, i de Blommer, som hvert Aar tilbagekommer, -- have Vidner til vor Færden, mindre dumme, mindre stumme end man tænke vil i Verden. "Nu, Farvel!" sagde min Ven en Sommeraften, efterat vi, under fri Himmel, igjen som sædvanligt havde disputeret om Jødernes Adgang til Norge. "Lad dette være sidste Gang! Men, min Bro'r, hvad er det for et Blomsterbed, du har der? Bare Ukrud paa den Solsikke nær! Tidsel, Valmue, Torskeflab, Burre, Kongelys og ja for Gud Bulme. Ellers kunde der nok blive noget af den Flek, ligesom af Norge, naar du bare vilde rydde dygtig Steen væk. Den er et lidet Norge, vanrøgtet og fuld af Ukrud." Jeg kunde ikke sove af Ærgrelse over min Vens Indven- dinger mod Jøderne, gik ned og satte mig paa Bakken. Det var mod Dagningen i Juni Maaned. Men hvad skulde jeg see og høre! Da den første røde Linje løb langs med Aasen, hørte jeg en Lyd tæt ved mig som et svagt Haandklap og jeg saae Solsikken aabne sine mangfoldige øreagtige Blade og ligesom at vende dem frivillig lyttende omkring. Men det var forat vække de Planter, der sov omkring den paa Steenrøsen; thi medeet begyndte, med en Stemme, som en Slags Mundharpe, Solsikken "Nei, vil man se! Klokken er To; Alle endnu i den dybeste Ro. Men om jeg øiner ei feil gjennem Laagen, er der i nærmeste Have endnu ikkun en briskende Morgenfru vaagen. SIDE: 395 Rigtig! Godmorgen, Godmorgen, min Fru! -- Her, hvor jeg har mit Forbandelsessted, siden min Hosbond fandt frem af sin Lomme netop mit Frø, som han puttede ned her paa en Plads, hvor jeg blot kunde komme midt i det sletteste Selskab -- se her, medens jeg vaager fra Aasen i Kammen fik sig det første mildtrødmende Skjær, sove de Bestier rundtom mig sammen! Valmu, vaagn op, du søvnige Hund! Torskeflab brug nu din gabende Mund! Kongelys hold op med din Nikken! Bulme, dit Trold, fuld fra igaar, døsig af Drikken, blandet med Gift, som du forstaaer ud dig at suge af stenige Rift -- væk ved et Stænk af dit Bæger, Burren, den lurende Jæger! Tidsel, holla! du give den hvide Smælde et Puf i dens Side! Vækker hverandre, saa skulle I see udført i Leeg en satirisk Idee. Nu er vor Tid just. I veed den er knap: kun ifra Dagbryn paa Aasenes Toppe indtil det Første af Solen er oppe. Derfor saa rap! -- -- -- Men -- for Død og al Ulykke! sidder ikke Hosbond der? Han med Rod mig op vil rykke, har han hørt min utaksomme Klage over at jeg her (hvor jeg dog en Hersker er) skulde frem af Jorden komme, mens jeg ellers ganske vist SIDE: 396 hen var døet i hans Lomme. Stille! her maa bruges List. Snig dig, Snerle, hen at see! Piben ligger paa hans Knæ, saa jeg troer forsandt han sover. Giv, til et Forsøg, ham over Haandens bagre fine Flade, Kongelys, et lidet Klap med de graa flanelne Blade! . . . Ei! han taaler jo et Rap, saa mit Spil jeg rolig vover. Seer I disse mine hundred Øren, alle smukt forgyldte, altid med en Nyhed fyldte, som etsteds de snappet har? For Exempel nu ikvel hørte jeg med dem forundret paa vor Hosbonds og hans Vens timelange Passiar indtil hver af dem var lens, gik og bød et træt Farvel. Men det kan jeg aldrig glemme, at den Ven, den bittre, slemme, lignede tilsidst vor Røs, da lidt vild Vegetation kanskee der er kommen løs, med sit Land og sin Nation. Nu! for os maa det jo være største Ære. Derfor lad os efterabe hvad jeg hørte der kan hænde i det frie Norges Land! Vi et lidet Norge skabe her fra Røsens ene Ende til dens anden magre Rand! SIDE: 397 Vælger nu Enhver især sig en Tro, et Folkefærd! Søger saa hos mig, der spiller herskende lutherisk Kirke, om at vinde Plads i Landet! Hvilken Galskab saa er blandet i hvad han sig forestiller, kan det ei hans Ret forvirke. Kun, er Supplikanten Jøde, vi fra Røsen ham forstøde. Vælg nu! Lad tilbage blot blive Jødetro og Spot for Resedaen dernede, som saa længe har forsøgt sig hid at trænge efter Ly mod Solens Hede! Lad den der paa Skrænten daane! Skulde jeg min Skygge laane? Nei, den er, som den tilforn altid var, mit Øjes Torn." Nu blev der en Tummel og Trængen. "Jeg er Romersk- Katholsk," sagde Kongelyset, "fordi jeg ligner Strasborger-Mün- ster." "Og jeg græsk," sagde Gjetramsen. "Vær saa god, tager Plads!" nikkede Solsikken naadig. "Vort Norge er et frit Land som I see." "Og jeg er rigtignok ikke stort meer Christen end Jøde; men jeg fører dog et christent Navn; jeg er en Kvæker," sagde den brune Skræppe. "Nok med Navnet. Tag Plads!" sva- rede Solsikken. "Men jeg -- mumlede Valmuen -- jeg bliver vel udelukt, for jeg er en Mahomedan?" "Langtfra! Vær saa god!" "Saa kan jeg maaskee være en Ildtilbeder?" sagde den brand- gule Hanefod. "Og jeg dyrke Sol, Maane og Stjerner?" sagde Tidselen. "Og jeg Jaggernaut?" "og jeg den store Slange?" "og jeg Koen?" -- "kort vi ere Afgudsdyrkere," raabte en heel Klase af Ukrud. "Kommer ikke an paa," sagde Solsikken, "Landet er ikke lukt for Eder." "Men for mig -- mumlede den gustne Bulme -- Jeg er en Jezide; jeg dyrker Djævelen, det onde SIDE: 398 Princip." Solsikken spidsede et Par Øren og skjærpede dem mod hinanden som Græshopperne gjøre med sine Vinger; men efter en kort Betænkning sagde den dog: "Ogsaa dig tillader Loven at være i Landet. Vær saa god, Djævletilbeder!" Derpaa bøjede Solsikken sig noget og sagde i en streng Tone: "Men du Urt, som saa beskeden vil dig liste ifra Heden under vore Blades Skygge for i fede Rift at bygge, siig mig: efter dine Lader og din Kryben: du er Jøde?" Resedaen "Saa bestemt det er jo blevet. Ydmyg min Bekjenden lyder: Gud er een og Alles Fader." Solsikken "I vor vise Lov staaer skrevet Ord, som med et evigt Ban dig fra Landets Luft forstøde. Folkets faste Vilje byder, at du være skal fordrevet fra et frit og oplyst Land." Men jeg afbrød den med et dygtigt Nap, saa det var forbi med den herskende Kirke; og da jeg fik Luft i Ukruddet, op- dagede jeg til min Glæde baade en liden Centifoliebusk, som jeg havde sat om Vaaren, men opgivet, og en af de deilige tre- farvede Konvolvler med røde, hvide og blaa Blomster, slynget yndigen om Rosen. Denne var vel noget fortrykt, men en fuld Knop bar den dog, og med denne søde Mund hørte jeg den sige til Resedaen: "Kom til os, du Forstødte! Vi skulde give dig Ly. Vi ere Norges rette Symboler: Vi ere Kjærligheden og Friheden." SIDE: 399 (Anhang.) EFTERRETNINGEN . . . "Hvad rager dig det Kirketaarn, o Efraim, min Mand? Lad staae det Luftens Steenskelet! Det staaer vel ei saa ganske ret; dog staa i Aar det kan. O stirr ei der ved Vinduet, med Armen under Kind, ud i den graa Septemberluft! I Kamret er der Ambraduft og Lampers Maaneskin. Der staaer Divanen. Op til den er Mirjams Harpe sat. Kom! Aftnen ville vi forslaa! Jeg tager mine Smykker paa ifra min Brudenat. Du fletter ind dem i mit Haar, o Efraim, som da, snart som en Kvast, snart som en Krands, snart spredte ad som Duggens Glands, i Vexel til og fra. Og Mirjam hviler ved dit Bryst, og Harpen op til mit. Saa Aftnen ville vi forslaa. Lad Kristenkirkens Taarn blot staae, og see ei mere did! SIDE: 400 Hvad gives mere stolt og haardt end dette Spiir, hvis Fløi isønderriver bløden Sky, der vilde haste over By til Ro paa fjerne Høi? Hvor, i den graa Septemberluft, tungsindigt mørk det staaer! som om det Rod og Stamme er til denne skumle Taage, der saa lavt i Aften gaaer." " -- Jeg tæller kun den Kraakeflok, der flyver Taarnet om. Den finder intet Fæste der. Thi Taarnet ubarmhjertigt er, som Kristnes Kristendom. Jeg tæller dem, og tænker paa Hvad nu i Norge skeer. Der Jøden ei, som fremmed Gjæst, faaer meer end Kragen Fodefæst paa Kirketaarnet der. Hvad Folket vil -- jeg ahner det -- er allerede gjort. I Aften bringer Posten Bud. Det banker . . Mirjam, se dog ud! Det banker paa vor Port. " -- Det var en Hund, som skrabed paa. Den har ei Huus i Nat." " -- Saa luk den ind, saa sandt vi veed, at Jehovahs Barmhjertighed ved Himlens Port er sat! SIDE: 401 "Men Tys! Nu kommer Posten vist. O Mirjam, se paany!" " -- Det var en Fugl, som Ruden slog." " -- Ve, Mirjam, om du ei den tog da i dit Hjertes Ly!" "Men hør! det banker atter paa. Nu kommer sikkert En. Nei bliv! Det var mit Hjerte blot, der slog, som aldrig det har slaaet. Nu Mirjam, se igjen!" . . . Hvor flaggred Mirjams lange Haar, det sorte, vildt og løst, da ind hun treen, som om det vil det Smertens Budskab dække til, hun bærer ved sit Bryst! Nu Efraim har læst det Bud, som Mirjam har ham bragt. O mild og stærk er Jødens Gud; thi Mandens Vrede sluktes ud ved fromme Tankers Magt. Han reiser sig og peger paa det Kirketaarn i Sky, hvor Kraakesværmen hakker paa, men kan ei Fodefæste faa i Spirets glatte Bly. SIDE: 402 Han tager Mirjams Diadem. Da holdt han i sin Haand en Million i Diamant, en Melkevei af Perler og Orions Stjernebaand. Han tager Mirjams Diadem. "O Mirjam, Hustru, se! hiint Kirketaarn vil styrte ned; det hælder, men kan reddes ved to Stene eller tre." "O send det Hele, Efraim, til Kristenkirkens Præst! Kun siig, at der paa Taarnet maa for arme Kraaker aabent staae et Hul i Øst og Vest!" SIDE: 403 NORGES POLITISKE FORSVINDEN (SPAAET I DEN CONSTITUTIONELLE NO. 309 hvert Korn han pilled af Gyldenskaal. Gud signe dig dog, som spørger derom! Det husker Han dig i din Alderdom. SIDE: 405 Bliv graa som Spurven -- der kommer den Tid -- Han sender dig altid en Julefest blid. Nu takke du Gud for du selv er mæt og for den liflige Julekvelstvæt! Thi nu, mit Barn, du uden Skam gjerne kan lege blandt Himmelens Lam. Med Kors paa Pande og Kors paa Mund, sov sødeligt nu til Morgenens Stund! De Korstegn svæve, til det blier Dag, da op og ned paa dit Aandedrag. Som spaltede Rosenkviste i Luft de svæve dig over med liflig Duft. Men naar det gryer ad Dag igjen, og Aandedrættene tystne hen -- Da staar ved dit Leje Jesus alt, saa skjøn som Drømmen ham af har malt. Og flux paa dit dalende Aandedræt han fanger de svævende Rosenkors let. Dem flytter han saa til Vinduet hen. Der seer om Morgnen du dem igjen. -- Vaagn op da, Barn! Det er Juledags Gry. Spurven alt sidder i Neget paany. Op, op! og se den deilige Flor, som over det hele Vindu gro'r! SIDE: 406 Den maa du tyde, den Billedbog! Den taler din Juledrøms eget Sprog. Det er dine Drømme den Julenat, i Glas og Ramme af Englene sat. Men mellem det Alt du finder dog vist de tvende Korstegn af Rosenkvist. Du der kan se Paradiis, om du vil. Den Mængde af Blommer strækker nok til. Blandt Blommernes Mængde og Stjernernes Flok du finder de blomstrende Korstegn da nok. Thi Jesus selv i det Drømmespind som herligste Pryd har flettet dem ind. De freded din Slummer og gjorde, at Du, o Elskede, drømte med Englenes Hu. . . Du græder, mit Barn, fordi de forgaa? To nye min Haand skal dig tindrende slaa. Før bliver paa Funker Fyrstenen arm end paa sin Kjærlighed Moderens Barm. Og Moderens Kjærlighed ene det er, som gjemmer betroet det Korsets Myster. Hun Korstegn kan slaa, der straale med Klang, som om af smaa Sølvklokker fulde de hang. Hun Korstegn kan slaa om de elskede Børn, som laae de under bredvingede Ørn. SIDE: 407 Var Barnet hiinsides Havet, jeg tror som skinnende Seil didover det foer. Saa bæres da Barnet, det værnløse Kryb, imellem to bundløse Kjærlighedsdyb: Imellem en Moders Ømhed og Hans, der gav med sit Hjerteblod Korset dets Glands." AUKTION OVER "GROTTEN" Nu skal jeg blive -- o saa arm, saa arm som ribbet Straa: mit Huus og Grund, min Hest og Hund skal sælges nu i denne Stund. Men jeg har Noget i min Barm, Juristen ei skal naa. Det er et Hjerte med et Slag. jevnt som mit Stueuhr. I al min Nød en Viin saa sød jeg har dog i dets dunkle Skjød. Begeistret er deraf hver Dag min freidige Natur. Men engang i min Ungdom gik det kanske lidt for fort. Af Bondens Ryg en Igle styg jeg vilde rive altfor snyg; men selv jeg fik et giftigt Stik, et Ar saa dybt og sort. SIDE: 408 Kanhænde er det Overtro, kanhænde ikke med; men Tanken har jeg ganske klar, at for min onde Geist kun var den giftige og sorte Slo som Puppens Gjemmested. Begyndt er nok Auktionen alt. Tænd mig en Pibe nu! . . . Ræk mig lidt Vand! . . . Jeg er en Mand; dog stundom svimler ogsaa Han. Mit Huus er med min Sved betalt; det kom mig blot ihu. Kanskee nu i min Hytte skal en Høker fæste Huus. Min kjære Pult skal blive skjult af Flesk og Ost og Smør og Smult; Øl trilles ind i Grottens Hal, Kognak og Spiritus. Lad gaa! lad gaa! endskjøndt jeg før mit vakkre lille Huus saae ødelagt af Ildens Magt, af Lynild tversigjennem jagt. Til Vaaren ligger dog et Slør af Blomster paa dets Gruus. Lad Huset gaa! men Brunen skal en ærlig Kugle faa . . . Her er en Hud . . . Kom, gjør et Bud! SIDE: 409 Det Hul ei skjæmmer Tingen ud. Men kjøb min Hund ei; dit Befal den vil dog ei forstaa. Jeg finder vel et Tag et Sted; og er det ikke nok? Snart fire Bord og sex Fod Jord er nok for aldrig En saa stor. Min Genius skal flytte med, min Viv, min Dueflok. Istedetfor min Pult et Bræt paa Knæ jeg breder ud . . . Kom, kjære Viv! Din Haand mig giv! Paany begynde vi et Liv. Men er det værd? Hvis Du er træt, da lad os gaa til Gud. Jeg længe har paa Himlen se't; meer stærkt er Stjernens Blink. Mig syntes med ved Søens Bred den var meer blaa -- som Klokkers Bed. Hjælp mig, min Viv! Jeg veed ei ret, om det er Himlens Vink. O! Stjernen blinked ikke saa, saa blaaned Søen ei, som hendes Blik; en Straale kvik mod Himlen skjød, en øm jeg fik . . . Kom, Viv! nu kan vi trøstigt gaa i Verden ud vor Vei. SIDE: 410 MED EN FEMTIDALERSEDDEL (IMPROMPTU) (Mel. O Nora, jeg drikker din Skaal i en Dram.) Her er en Billet fra den værste Tyran udi Landet: fra Norriges Bank; man kalde ham kan ikke andet. Den Myntfod jo bringer alt Folket paa Knæ? ja den Stakker! Den Bank er en Blodigel, sat paa et Fæ af en Prakker. Halvhundrede Daler -- trehundrede Francs! jo jeg takker! Med hine du rækker til Wandsbeck og Danks, kjære Makker! Halvhundrede Daler, de sige ei meer nu herhjemme, end Skrædere femti, som tage Kvarteer hos den Slemme. SIDSTE REIS SJØMANDS-VISE Nu sidste Reis mig forestaaer, -- Sing, Sailor, oh! Afsted til Himlen Farten gaaer. -- Sing, Sailor, oh! Snart rinder ud det sidste Glas. Se nøie efter dit Kompas! SIDE: 411 I Hjernekassen ligger det. Det pege maa paa Sandt og Ret. Se efter om du Ballast har: en Bravmands Hjerte! -- gjør saa klar! At Alle vel du vilde her, den Last i Priis i Himlen er. Det Flag, du toner fra din Stavn, maa være reent, med Herrens Navn. Frisk an! lad modig til da staae igjennem Sky op i det Blaa! Der seile Englene omkring, som paa udspændte Svaneving. Med Strande af Demant og Guld er Himlens Hav af Øer fuldt. Guld og Demant -- hvad gjælder det? Nei, det er Lys og Æther let. Det er de Stjerner, klare, smaae, som du paa Nattevagten saae. Da tænkte, Manne, du paa Gud, som strøet har dem alle ud. Snart midtiblandt Hans Stjernehær du skue skal Hans Storhed nær. Frisk an da! modig til lad staae igjennem Sky op i det Blaa! Frygt ei for Djævelens Korsar! Du gaaer ham ganske sikkert klar. SIDE: 412 Han entrer hule Skurke kun. Dem borer han i dyben Grund. I blodig Inkassator har han Bytte som en Chinafar. Og Thingstud, som brød Lov og Ret, er ham en god Stykgodspaket. Men træffes han, dit Flag da ton! Det viser Himlens fri Nation. Seil væk, som paa din gamle Viis! og spørg dig frem til Paradiis! Du møder Viv, du møder Ven, du møder dine Børn igjen. Da bryder større Glæde løs, -- Sing, Sailor, oh! end naar du her kom hjem frasjøs. -- Sing, Sailor, oh! Det, ædle Dame, har jeg fattet, det har mig Ord og Aasyn sagt, at Gud har rigelig erstattet. En Engel ifra Lysets Lande har blot sin Finger over Øjet lagt imens den kysser Deres Pande. Nu Liv jeg haaber; dog ei af Pulver, Piller eller Draaber; men Genier, husvalende og blide jeg saa en Dag ved Smertenslejets Side. SIDE: 413 A Man dræber Wergeland i Bladet atter i smukke Vers. Troer De han døer? B Man Værre hørte om ham før. Men skal det skee, da tro mig, Fatter, et Epigramma først af Taarer og af Latter paa Verden og sig selv han gjør. Verden laae begravt i Sorgen, Herrens Altre øde stod, Lasten thronede paa Borgen, Hytten laae i Synd og Blod. Gud lod da en Kvinde ahne Frelsens Time klar og nær. Under Bethlems Palmefahne kom den med en Englehær. Og da klang det over Jorden: "Een vor Mester, een vor Gud!" Og fra Syden og til Norden kristne Templer spredtes ud! Og da klang det over Jorden: "Vi fortjente Vredens Ild, Hevnens Lyn og Dommens Torden; men han gav en Straale mild." Gjem den da den Naadens Kjerte! Det Forjettelsernes Ord! Tegn i Bunden af dit Hjerte: Guds Barmhjertighed er stor! Amen! SIDE: 414 Jeg har idag et Løfte gjort; jeg agter selv det ei for stort; men siden Christus det vil eje, det sagtens ei saa lidt maa veje. Jeg lovte i det Nyaars-Nu, at vogte paa min egen Hu, at ikke Syndens vilde Flomme skal gjennem Hjertets Klapper komme. Til Tegn paa, det var sanddru meent, jeg skulde holde Alting reent; mit Sindelag det skulde blidne, min Arnes Vægge skulde hvidne. Det sidste Arbeid er nok let; det første kan mig gjøre træt. Men skulde Kræfterne ei bære, o Christe! o saa vær mig nære! Amen! HILSEN TIL KONNING OSKAR (FRA SYGELEJET) Ve mig! meer jeg kan ei kvæde. Døden kryster Hjertet først før den lædsker fuldt sin Tørst, sugende dets sidste Væde. Ve mig! Sang jeg har ei længer; Sjælen mægter kun at bede; og den selv mod Dommens Vrede hvert af sine Suk tiltrænger. SIDE: 415 Men da det blev sagt min Smerte: Oskar kommer med sin Viv, Hun og Nordens dyre Liv -- o, da bankede mit Hjerte, liig en Bølge, kvalt af Stene, stængt i grusomme Cisterne, skjøndt den sprang af Fjeldets Kjerne, fostret under Skovens Grene! Brist! o brist! Thi Oskar kommer. Til et Kvæde bliv, min Bøn! I den bundne Bølges Løn, Oskar, staaer dit Navn i Blommer. Vældet, Dødens blege Kvader knuger alt, da sprang iveiret, tonende som naar din Fader over Fiendehjerter seired. Ja, Hans Aasyn stod der præget i mit Hjertes klare Brønd, Josefine, Søn for Søn og din Datter ved dit eget! Ha, hvor skulde Aaren springe, som om den til Himlen vilde Dig og alle Dine bringe, og sig selv i Lyst forspilde! Brist da, Steen! Hvad underjordisk Tone suser fra mit Bryst? Siden, Død, dets Draabe kryst -- hed som om den ei var nordisk! Lyt da til de svage Toner, Oskar, fra min knuste Bringe! Jeg kan mindst mit Hjerte tvinge mellem dine Millioner. SIDE: 416 Jeg vil hviske i dit Øre, at jeg Himlen alt har seet. O, beskrive skal jeg Det! Jeg paa Grændsen tør det gjøre. Salige, som jeg gjenkjendte, hvilte i det Blaa i Klynge, og til Hymnerne, de synge, Harper lød, med Straaler spændte. Under dem, paa Skyers Høje Skygger løb af ædle Dyr. Hjort og Hest et Sjelefyr havde i det stolte Øje. Ah! hvor lysteligt at skue! Under hine Engles Fødder Skyen skjød af friske Rødder hver en Blomst fra Jordens Tue. Al hvad Flor paa Jorden blegned, Alt hvad Vintren mejed ned, spirte her i evig Fred. Himlens Bund var herlig tegnet. O, hvor lysteligt at skue Hyacinther halvt besjælte, Roser, som idrømme mælte, Glimt af Geist i Nelkens Lue! Men, hvor herligt end hint Fjerne, -- Oskar lyt! O, Oskar, hør! Oskar! før min Stemme døer -- nu jeg levte, o saa gjerne! Thi det for mit Øje bæres, at Du Norge skal velsigne: Ved dit Scepter skal det rigne, ved dit Sværd rundt Jorden æres. SIDE: 417 Ja, jeg glemte Edens Sletter, badede i Fryd min Ve, hvis jeg kunde Oskar se, Oskar og Hans fire Ætter. Op! Skarlagenbannret flyde om den Helteyngels Fader! . . Ha! nu brast den tunge Kvader. Oskar jeg en Sang kan byde. Nu kan Sangens Bølge springe. O, hvor sælt jeg Norge seer! Se de tusind Blink af Leer! Stolten Rug paaknæ de tvinge. Hjulets Klap ved Fossens Vove, Seilets frie Bruus for Brisen, Oskar, er en herlig Prisen af dit Folks og dine Love. Frihed! Landets Blod maa løbe, Frihed! Hvor saa hvast et Sværd? Frihed! Hvilket Folkefærd skal Du ei i Lyset døbe? Slavers dorske Flok sig rører liig Rosmarerne paa Skjæret . . Oskar, korsbetegn da Spæret, naar Du Tidens Vaagnen hører! Ha, hvad stolte Sejerssyner for mit matte Øje stod! Bjerkebeinens hede Blod gjennem sorte Aare lyner. Bjerkebeinens? O, din Fader, Oskar, og din Daad og Tale har for Dig alt Landets Dale fyldt med Bjerkebeinerader. SIDE: 418 Hvis alt hist min Grav er aabnet, Grav, o lov mig: af dit Skjød skyd en ukjendt Blomme rød, rød som Løvens Felt i Vaabnet, til et Mærke, at derunder trofast Bjerkebeinerhjerte, sligt som Hakon det begjerte, Oskar, om din Hæder blunder! Aanders Blik fra Himlen tindre. Deraf Hvælven er saa blaa. De i Fjernet kunne spaa og det Glemtes Dyb erindre. Herligt skal min Spaadom orde: at et Ax med gyldne Dopper og en Rosenstok i Knopper, Oskar, skal dit Tvespiir vorde. BRASILIE-FARTEN ET DIGT PAA HDS. MAJ. DRONNING JOSEPHINES FØDSELSDAG DEN 14DE MARTS 1845. Troer mig, uden Ord at klandre: trende Nætter paa hverandre, var min Geist over til Brasilien reist. Nattelampen i mit Kammer kastede imidlertid sine bange blege Flammer paa en Dødning, mere hvid. Spørger mig, I tusind Munde! spørger mig kun ad og om! Hvad jeg saae, det skal jeg melde; SIDE: 419 men jeg veed ei Selv, hvorlunde fra de hvide norske Fjelde jeg til fagre Rio kom. Kun saameget kan jeg sige, at man gode Vinger trænger, Uglens udi Tysthed lige og end Albatrossens længer. "Kom!" -- saa lød den Geistes Ord sagte bag Gardinets Folder, som med Styrkens Spot mig holder mellem Himmelen og Jord. "Norges Marts, i Sne indsvøbt, har ei Martsviolen døbt, ja forgjæves efter kun et Blad den kræves. Men i fire Vingeslag skal Du nok af Blommer fange mere talende end Sange, til din elskte Dronnings Dag." Jeg i Fartens tre Sekunder hørte først dernedenunder barske Nordsjøs Ulvehylen, saa Kanalens vrede korte Hundetuden i de hvide Grændseporte, og deruden Verdenshavets Løvebrølen. Ovenover og i Speil i Havets Vover jeg paa begge Sfærer saae Stjerner op og ned at gaae. "Store-Bjørn" i Nord gik ned. "Korset" høit paa Hvælvet skred. SIDE: 420 Tvivler Nogen, Han mig fritte, mærke Ord og skrive op! Rios underskjønne Egne kan jeg af livagtig tegne. Blind jeg skulde Vejen hitte opad steile "Sukkertop." Thi paa alle Rios Skrænter, ja fra "Corcovados" Tind, sværmende som travle Bi, jeg til Josephine henter al Brasiliens Flora ind. Grusomt raste jeg deri. Intet Blomster Naade venter, hvori der var Fantasi. Jeg en Regnbue' vilde spænde for Eugenes Datters Fod af Convolvler med de trende Farver, skjøndt af samme Rod. Oscars elskte Viv til Ære, over Hendes Hoved sænke vilde jeg et Morgenskjær, skabt af Roser, som man her i vor kolde Hemisfære ei kan male eller tænke. Og for Carl Johans Velsignte Myrthe- og Orangeblommer skulde ganske tæt udstrøes, saa det lignte disse Snefog i vor Sommer Æbletræet slipper løs. SIDE: 421 For den elskte, jubelkeiste Dronning Baldachiner blaae op jeg af Kjærminder reiste under Vinterhimlen graa. Men til Ære for Christinden og for Moderen og Kvinden, foran hvert af Hendes Trin spredte ud jeg Liljers Lin. Naar jeg Meer ei kunde hytte i mit vidtudspændte Fang, ilte hjem jeg med mit Bytte; men det hændte hver en Gang -- ak! at jeg opvaagned med tomme Hænder paa mit Sted. Til en Bøn for Hende bare fromt i Kors de lagte vare. Fosforhvidt min Harmes Blus flammed mod min Genius. Men han hvisked kun igjen: "Frisk! Til "Belvederet" hen! Just til "Sao Christovao!" I din Dronnings tvende Frænker der Du finder Floras rigeste Præstinder, som dig nok af Blomster skjænker. Ere de til Josephine, kappes vil da Hver med sine. To Prindsesser -- ganske sandt -- jeg i Slottets Have fandt. Tyst Francisca, som var ældst, skrev paa Noder Rad paa Rad, SIDE: 422 hvad en Harpe kvad som helst, der i Cedrens Grene sad, mens Maria, hendes Søster, sig forlyster med at have fanget i Rosens Kalk en Kolibri. "Ak! -- hun sagde -- vilde denne smukke Fange være blot lidt mindre bange, skjønt dens Buur er uden Tag, under Overreisen blunde, saa jeg kunde den til Josephine sende! Snart er Hendes Fødselsdag." "O jeg var fornøjet, Søster, vilde Luftningen, som røster gjennem Harpen, paa sin Vinge Hende blot min Hilsen bringe! Men, for ikke strax at dø, for ei som den trætte Svale midt paa Havets Dyb at dale, var det for den Zefyr bedst, om den ved den sidste Ø blev en herlig, stærk Sydvest -- mørkblaa fjerntifra at se, nær som jagende i Sne, men paa ny en Zefyr tyst under Josephines Kyst." "Gid -- saa lo Maria -- gid Vinden førte Halvten did af vor altfor rige Sommer! Thi vi kvæles fast af Blommer. SIDE: 423 Tænk, det hænder tidt, at en -- ja ret en Laps af Passionsblomst dristig titter med de store lysblaa Øine gjennem vore Vindvers Gitter. Over vort Altangelænder den og en Lian omkaps, begge op i Luften fløine, klattrende sig ofte høine." Neppe sagt, før begjærlig af jeg mejer, med et tropisk Vindstøds Magt, Halvedelen af den Pragt, Belvederets Hauge ejer. Ja det gik i saadan Hast, at en Sværm af Kolibrier, Sommerfugle, Gyldenbier fulgte med mig i min Kvast. Ak! jeg ogsaa denne Nat, hvortil alt mit Haab var sat, vaagnede, da den var omme, med korslagte Hænder tomme. Bønnen var endnu ei endt. Skjøndt den var, som den var ment, sammensat af Ord, der brænde, er det Tegn mig dog for mat: maalløs Bøn i ensom Nat. Hvem kan af et Intet kjende, at jeg vil tilbede Hende? Vel, javel! jeg vil tilbede. Jeg for Ordet veed ei andet. Det er lært af Fædrelandet. SIDE: 424 Landsmænd, men jeg skinsyg er. Hende elsk, I Tusinder! Men kun Skjalden i sin Hede, kun en Digter i sin Sejer Retten at tilbede ejer, og kun Han syndeløs tilbede kan. Første Nat som Patriot over Dronningen jeg bad, syntes i mit Huus Hun sad, tryllende det til et Slot. Nat derpaa for mig blev baaret, at jeg var en Ridder saaret. Jeg, saa langt min Klinge kunde, af paa Valen Blomster skar, som min Dronnings Farver bar; og de svalede min Vunde, Blodet standsed, saa, imens jeg bad, jeg sandsed. Sidste Nat -- o da jeg atter laa tilskamme atter med mit tomme Fang -- bad jeg med en Christens Fred, dog med Calderonisk Flamme; og det serafinske Navn hørte henrykt jeg hvormed Herrens Moder kalde vil sin fromme Datter, naar Hun trykker første Gang Hende i sin ømme Favn. Dog forsandt jeg troer, at mine Bønner i de trende Nætter for den elskte Josephine SIDE: 425 stege flux til Himmerig hurtigt som paa Lysets Fjere; friske fra mit Hjerte rundne, at de ere nu til Jesu Hjerte bundne, brad forsvundne, Duften liig af den Dronning for Tacetter, som, i hine Nætter huust i mit Kammer, vist maa have mig berust, kogt en Gift ved Lampens Flammer. Thi hvergang jeg aabned Øjet Blomsten sig tilbage bøjed paa sin Stengels slanke Talje, rædselskjøn, en Circe liig, som just havde rækket mig Tryllebægret af Emalje. Ve mig! ve mig! Dagen gryer. Disse Straaler ikke skrømte. Men ved Lampens sidste Fyr Blomst for Blomst af hine drømte, næsten synlige, som graa Snirkler og Rosetter paa Skyggens sorte Bund, bortflyer; og min ud af Sjelen tømte Bøn -- o den, den er saa tyst! Ve! jeg har da intet Tegn for de Følelser for Hende, som jeg dyrker i mit Bryst. Derfor, Zitterflamme, blegn, som en troløs Glæde tændte! Du, som med Bedrag kun endte, ned i Sorgens Aske brænd! SIDE: 426 Thi slig Armod under Sol, saa bedrøvelig Elende, om du raaber efter den, ikke letteligen findes, som en Skjald, hvis Tanker brænde, men som har ei et Symbol. Armere er ikke Rummet, om dets Stjernepande blindes, bladløst Træ, en Fos forstummet, naar den under Isen bindes. . . O, mig skeer en Aabenbaring! Jeg et Symbolum opdager, som behøver ei Forklaring. Trods min Genius, den Bedrager, skal i Simpelhedens Klædning (Nøgenheden selv har Svøb) det mig yde Seir og Redning. Gyldengrøn en Straale løb pludselig for mine Øine. Dem at høine og at se solbestraalt mit Laurbærtræ, fatte Tanken og udføre, var kun eet Minut at gjøre. . . Tak, Trofaste, som har levet under fattigt Vennetag, frisk og karsk over denne Vinter barsk indtil Josephines Dag! Jeg vil tage, Du maa skaffe af din Krone fagrest Green. Se, som en Smaragd-Agraffe glime friske de hver een! SIDE: 427 Den, ja kun en Laurbærgreen bringer jeg Eugènes Datter. Hun Betydningen nok fatter. Thi selv Fiender for slig Helt planted Laurer ved hans Telt. Josephine er fra Liden mellem dem opvoxet siden. Ædle Green, mit Tegn da vær! Gaa, Gesandt, udfør din Pligt! Bær Du frem min fromme Hyldest! Gjør for Josephine Fyldest for et endnu bedre Digt! Vær et selv! Ja et Du er! Laurens Kvad er nok taust, men tankemægtigt. Gaa da freidigt! Hemmeligt dog jeg kysser først hvert Blad i det smukke Lauredigt -- hemmeligt, men fromt, andægtigt. Men du Geist, som mig bedrog for Brasiliens Underflor, skjøndt du, af dit Lunes Naade, gav mig hurtig Oversætning, snellere end Svalers Tog, snellere end Svaners Flaade henad Stormens Strømme foer i den sekelgamle Retning . . Du -- thi Alt du kan, jeg troer, blot du vil -- stærke Genius, du skal mine blege Kys forvandle til hvide Rosers Gjennemfletning. Thi saasandt med vaagen Sands nu jeg føler Blodet strømme, og som Tiden ryster sine SIDE: 428 Sandkorn ned foruden Stands, bar Hun netop saadan Krands, da jeg sidste Gang idrømme saae i Himlen Josephine. Sankt Olafs Hjelm var herlig nok at have; men, ak, hvorlænge, Nordmænd, skal i Gruset i gamle Oslo, tætved Klokkerhuset, Normannadrotter have sine Grave? Der ligge ganske sikkert Giller trende, imellem dem Jorsalafaren selv. Op, Nordmænd, lad os Muldens Skorpe vende og bære dem til Olafs Kirkehvælv! FARVEL O! hvad hørte vi ikke igaar? Just for første Gang Lærken iaar, og den sang: det er Vaar. Poppelen hænger af Fryndser alt fuld, Aspenes Stilke med sølvergraae Silke : : og Bjerken sprætter i Grønt og i Guld : : Ifra Høiderne Bækkene komme. Hør de buldre som Pauker og Tromme! De melde Vaaren i Anmarsch er med en talløs prægtig Blomsterhær. Skulde I da kun vor Moder see peltsklæd, sturen i Arnens Læ? Nu hendes bittre Tid er omme, nu hun besprænger -- Heisa! -- Lier og Vænger rigt med Konvallers Snee. -- SIDE: 429 Nu hun Eder vil trykke i Favn; Hun vil lægge med Blomster hvert Navn, Eders elskede Navn; bygge for Eder en Løvhytte sval, Tepperne flette paa grønnende Slette; : : i Bærret fylde en Glædespokal : : Hun vil synge i susende Qviste, at hun Eder vil ingentid miste; og har hun Eder ei i sin Arm da hun klage vil i Bølgens Larm. Elskte lov os for vor Moders Vee, at hun Eder skal snart gjensee! Ei hun for længe Savnet friste! Siig, at I kommer ja! ja! endnu i Sommer, Elskte det skee! det skee! See hist Svanernes skinnende Skyer! De alt komme; men Elskte I flyer, den Bytning er dyr. -- Trækfugle kjære! dog ikke forglem Veien, I lærte til Norriges Hjerte! : : Der har hun lavt Eder Rede til Hjem : : Hvor I gaa hun med Signen omspænder Eders Vei med usynlige Hænder. -- Et Land har Moderens stærke Haab, der er Fryd i hendes Taarers Daab. Før vi Svaneflokkens Sydflugt see, liig en Flaade med Seil som Snee Elskte formild Farvellets Smerte, siig at I kommer ja! ja! endnu i Sommer Elskte det skee! det skee! SIDE: 430 PAA HOSPITALET, OM NATTEN Igjennem det store Fønster Fuldmaanen stirrer ind. "Ak, ligger du der, min Elsker, vel blegere end mit Skin?" "Jeg gik forbi din Hytte; paa Arnen var ei Glød, paa Væggen stod Uhret stille, i Vinduet Rosen død. Nu gaar jeg til Stjernehaven. Der falder Dugg saa sval. Jeg den din Feber bringer i mine Horns Pokal. Nu gaar jeg til fjerne Høje, hvor Evighedsblommer gro. Fyldt er med Livsenshonning Nektariets Gyldensko. Jeg gaar til Drømmenes Rige; jeg fanger et Par saa smukt. De skulle med Vifter jage din Pandes Sved paa Flugt. Om fireogtyve Timer, imellem Eet og To, du kan igjen mig vente med Helsebod og Ro." Mens Maanen har sin Sanger frelst med sin Panacee, om Hospitalet siges, der Underværker skee. SIDE: 431 Saa gaar det til i Verden, saa skiftes Æren ud. Den kalder sig Bjørnens Skytte, som kjøber kun dens Hud. ANDEN NAT PAA HOSPITALET Ad hvad jeg vil fortælle vil lærde Doktor lee. De Folk i Maanen Maanen og intet Andet see. En himmelsk Nonnes Aasyn den Syge seer uden Spøg, en himmelsk barmhjertig Søster, som gjør ham et Besøg. Precis som det var lovet gik Maanen igjen forbi. Den bar saa deilig en Guldkurv med hvide Roser i. Hun kasted dem indad Vindvet; de spredtes paa Gulv og Seng. Af Dugg end Kvistene glittred, hver liig en Sølverstreng. Saa reent de Roser lyste, ak, at min Haand saa hvid blev sort, som om den havde i Graven alt lagt en Tid. Min himmelske Nonne hvisked: "i Rosernes Blegheds Skjær Du Skjønhedens egen Farve og Himmelens Aanders seer. SIDE: 432 Den skal Du dig udkaare, ja med en Ridders Mod; for mine hvide Roser udslukke de rødes Blod. Udslukke dem paa Kinden og paa din Læbe med. Naar Du er bleg som min Rose, da har din Smerte Fred." MULIG FORVEXLING Beholder Maanen, Poeter! Dens Væsen er mig for flaut. Min Maane er gamle Moer Sæther i hendes snehvide Skaut. Paa selve Rigshospitalet jeg saae hende hver en Nat. Hun kom igjennem Portalet i Skikkelse af en Kat. Den Portner sig klø'de bag Øre: "Det var da en underlig Puus." Man Væsen af Katte bør gjøre i Bygninger fulde af Muus. Men under mit Vindu kommen, flux skiftede Katten Ham. Der stod i Skaut og i Kaabe en pyntelig gammel Madam. SIDE: 433 Ad Vinduets Glar hun længe som Maanen stirred ind, saa Begge jeg forvexlet har vist i Febersind. Hun nærmer sig, Hun nærmer sig som Maaneskinnet stilt. Hvem sidder der? Nu kan jeg kun fortælle Resten vildt. Saa skinner ei Aftenstjernen, ei Mars'es Karneol, som Lægedraaberne funkled i Tryllerskens Phiol. Der sad Hun som af Fosfor, i Natdragt hvid som Sne; dog lyste mod den Phiolen som Ild mod Lysetræ. Der sad Hun som Lapmarks-Uglen, den hvide med guldguult Blik; dog lyste mod det Phiolen, ja med et Iisblinks Stik. Jeg tømmer et Primulabæger, en Aurikel med Nektarsaft til Ære for gamle Moer Sæther og hendes Phioles Kraft. Jeg trende Draaber smagte, og deraf Følgen blev de tre Minutters Helse, hvori jeg dette skrev. SIDE: 434 TIL FORAARET O Foraar! Foraar! red mig! Ingen har elsket dig ømmere end jeg. Dit første Græs er mig meer værd end en Smaragd. Jeg kalder dine Anemoner Aarets Pryd, skjøndt jeg nok veed, at Roserne ville komme. Ofte slyngede de Fyrige sig efter mig. Det var som at være elsket af Princesser. Men jeg flygtede: Anemonen, Foraarets Datter, havde min Tro. O vidn da, Anemone, som jeg fyrigen har knælet for! Vidner, foragtede Løvetand og Leerfivel, at jeg har agtet eder meer end Guld, fordi I ere Foraarets Børn! Vidn, Svale, at jeg gjorde Gjæstebud for dig som for et hjemkommet fortabt Barn, fordi du var Foraarets Sendebud. Søg disse Skyers Herre og bed, at de ikke længer maae ryste Naale ned i mit Bryst fra deres kolde blaa Aabninger. Vidn, gamle Træ, hvem jeg har dyrket som en Guddom og hvis Knopper jeg hvert Foraar har talt ivrigere end Perler! Vidn Du, som jeg saa ofte har omfavnet med en Sønnesønssøns Ærbødighed for sin Oldefader. Ah ja, hvor tidt har jeg ikke ønsket at være en ung Løn af din udødelige Rod og at blande min Krone med din! Ja, Gamle, vidn for mig! Du vil blive troet. Du er jo ærværdig som en Patriark. Bed for mig, skal jeg øse Viin paa dine Rødder og læge dine Ar med Kys. SIDE: 435 Din Krone maa alt være i sit fagreste Lysgrønt, dine Blade alt suse derude. O Foraar! den Gamle raaber for mig, skjøndt han er hæs. Han rækker sine Arme mod Himlen, og Anemonerne, dine blaaøiede Børn, knæle og bede at du skal redde mig -- mig, der elsker dig saa ømt. TIL MIN GYLDENLAK Gyldenlak, før Du din Glands har tabt, da er jeg Det hvoraf Alt er skabt; ja før Du mister din Krones Guld, da er jeg Muld. Idet jeg raaber: med Vindvet op! mit sidste Blik faar din Gyldentop. Min Sjel dig kysser, idet forbi den flyver fri. Togange jeg kysser din søde Mund. Dit er det første med Rettens Grund. Det andet give du, Kjære husk, min Rosenbusk! Udsprungen faaer jeg den ei at see; thi bring mig Hilsen, naar det vil skee; og siig, jeg ønsker, at paa min Grav den blomstrer af. Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Bryst den Rose laa, du fra mig har kyst; og, Gyldenlak, vær i Dødens Huus dens Brudeblus! SIDE: 436 DEN SMUKKE FAMILIE Mærkværdigt! O, meer end Mærkværdigt! Vidunder! Vidunder! O, at mine Knæ aarkede at bøje sig for at tilbede! Min Sjel har slaaet sine Vinger sammen; den knæler ligesom i et tilhyllet Kapel; thi mine Øine have lukket sig over det Syns Herlighed, jeg har havt. "Se dog" -- sagde jeg til min Viv -- "maaske gjør jeg Rosen Uret. Kanske dog een er udsprungen inat." "Een fuldtudsprungen!" -- raabte hun slaaende sine Hænder sammen -- "og sex halvtudsprungne omkring." "O hvilken smuk Familie!" sagde jeg. "Den Fuldtudsprungne er som en Moder mellem sine Døttre." Vidunder! Himmelens Vidunder! I den største Rose sad der en Matrone, ikke større end en Humle, og klædt som den i Gyldenstykkes Trøje og sort Skjørt og spandt nogle fine Støvtraade ud af en Blomsterkolbe til Teen. "Srrr Stille!" sagde hun. "Aabn med et Kys de sex halvtudsprungne af disse Roser, skal du faa se mine sex ældste Døttre. Vi ere Génier, Englenes Tjenerinder. Alle Vi ere i din Moders Tjeneste. Hun har sendt os for at forfærdige den Dragt, hvori din Sjel skal fare hen." Jeg aabnede, som befalet, den ene Rose efter den anden. I hver af dem sad en Genius, herligere klædt end Guldbillen. Alle arbeidede de som Moderen. Ansigterne syntes mig bekjendte. De syntes mig at være afdøde Elsktes. SIDE: 437 "Se hvilken herlig rosafarvet Tunika, du skal faa!" sagde den Første. "Frygt ikke for at den er for liden," sagde den Anden. "Saasnart den kommer ud under fri Himmel, udvides den." "Jeg toer dit Skjærf", sagde den Tredie, toende nogle fine gyldne Traade i en Duggdraabe. "Og Jeg! og Jeg," sagde de Andre eftersom jeg kom til dem, "Se her! Se her!" Og En lavede Rosenolje til at smøre de fine Fjer med, som de sagde Sjelen allerede nu bar. En syede paa et Par Sandaler, der saae ud som et Par af de smaa hule fine Blade i Rosens Indre. "Med dem kan du træde paa Solens Glødbund" sagde hun og syede og syede med en Syl ikke større end en Mygs Brodd. Den Sjette sad med Hænderne i Skjødet. "Jeg er alt færdig" sagde hun: "Min Moder har alt faaet mit Spind, og saa kan jeg da sladdre lidt." "Men kjender du mig ikke? Jeg er det fattige Barn, som du ønskede var dit." "Se!" sladdrede hun. "Vi ere flere end syv. Vi ere Een og Tyve." Og til min Forbauselse tællede jeg fjorten Knopper til. "Først naar den Sidste aabner sig," vedblev Hun, "ønske vi Du skal flyve med til Himlen, og Du skal se, hvor smukke og store vi blive i Flugten." "I den sidste Knop ligger kun en Kanarifugl, ikke større end et Bygkorn, og en høirød Dompap, ikke større end en Granat." SIDE: 438 "Din Moder sender dem for at Du kan se, at Du træffer Alle igjen i Himlen, som Du har elsket, endog det Mindste. De søde Smaa skulle flyve med os tilbage." "Naar Hjertet hæves til Herligheden, fæster ogsaa det uskyldige Jordiske, det har elsket, sig til det som til en Magnet . . ." "Tys!" hviskede den søde Sladdrerske. Jeg forraader af Himmelens Religion." "Dog vil jeg sige Dig, at Du skal faa se din Hest om du længes. Du skal synes, at Du lægger din Haand paa hans Hals. I en Skydal skal Du se ham spise Nelliker tilhøire og Levkøjer tilvenstre. "Vil Du endnu engang tumle den; nu vel! Himlen har vide Sletter." "Det vil glæde din Moder, at du ikke har glemt hendes Yndling, som hun saa ofte har klappet. Hun har fortalt os, at Brunen hver Dag kom til hendes Vindu og saae med de kloge Øine paa hende til den venlige Haand kom ud. Visselig, hendes Hjerte vil banke af Fryd over din Fart paa ham, thi hun veed at dit fryder sig, naar du sprænger opad et af Tordenens Bjerge eller over Lynildens Strømme." "Nu har jeg talt. Lad nu Rosen lukke sig for jeg trænger til Hvile efter mit Arbeide. Kun det endnu: saasnart den sidste Knop har aabnet sig, falde vore Arbeidsceller sammen og vi ile tilbage til din Moder med den himmelske Dragt, hun vil skjænke sin Førstefødte." ============================== Fil: wii1.txt Bind: Samlede skrifter II, 1. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 DE HELDIGE OG UHELDIGE FRIERE LYSTSPIL MED SANG I TRE ACTER Personer: Jfr. Griselda, Pebermøe. Jfr. Amanda, Griseldas Cousine. Hrr. Willivelly, Amandas Elsker. Hrr. Wellivilly, Pebersvend. Petronelle, Griseldas Tjenestepige. Værten i den drukne Løve. [Resten av ms.' første side er revet bort. Utg.] . . . . . . . . . Tanker) Kom med Kaffeen til din Frue Petronelle. (Petronelle gaaer.) Ah! -- ah! altformeget paa engang -- -- hvem blev først gift, knipske Jomfru Amanda; hvem blev først, spørger jeg? (Petronelle bringer en Kop Kaffee ind.) See saa! Koppen blot halv og det nu, da jeg behøver den i Potteviis for at vække mine Nerver (drikker.) Vil du nu høre Petronelle? Dette er et Frierbrev til min Person maa du vide: Høitugtige, med Dyder forzirede Jomfru! Undres skulde det mig, om ikke Rygtets Trompet udstødte idel Sandheds Toner, idet den forkyndte Deres Dyders Priis rundt- omkring, og overdøvede alle nedrige Skumleres Sækkepibelyd. Jeg aabnede mit Øre for denne behagelige Lyd og beundrede SIDE: 2 Deres Dyder og mærkede, ak! forsilde Cupidos Allarmtrommeslag i mit Hjerte. Ja! dydzirede Jomfru! jeg maa give tabt, jeg maa slaae Chamade, hvor fast jeg end troede mit Hjertes Fæstning at være. Jeg, deres allerunderdanigste Tjener -- hvorfor leer du saa hæsligt Petronelle -- foreslaaer dem derfor ædleste af alle Qvinder, som nogensinde uafhængigt levende her i denne Sodomas mephitiske Jammersdal, en Forbindelse af vort verdslige Gods [og] af vore Hjerter. Min Formue er 1mo 20.000 Rigsdaler Sølv ud- satte paa fyrstelige Renter, 15 pcto; 2do Sølvtøi à 3000 Rigs- daler. 3tio 1 stor Herregaard med 15 Heste og 70 Melkekøer som ifjor satte mig istand til at sende til Byen 5 fulde Læs Smør, som da det var nykjernet oventil men bedærvet (man maa snoe sig igjennem Verden) hvilket de dumme Borgere eller Philistere ikke lugtede, skaffede mig i reen Profit 300 Daler. -- Dette er min Eiendom; Deres er ikke liden, kun iforhold til Deres Dyder; hvad om vi slog vore Pjalter sammen, du mit Hjertes gyldne Afgud; hvad om en gylden Lænke bandt vore Hjerter sammen? Jeg skal selv, angstfuld og beklemt nærme mig dem; Aftensolens Straaler skal beskinne deres Tjeners Ansigt, liggende for deres Fødder, deres smukke Puselanker, vilde jeg sige. -- Da jeg altid, for ei at lade de dyre Vognmænd snyde mig, gaaer tilfods og fordetmeste er iført en simpel Frak, rund Peruque og Hat og har et ganske pynteligt Udseende, vil de deilige Jomfrue, alle Dyders Lexicon og uendelige Register ikke, naar de iaften besøges af en saadan Person tage feil af Deres allerydmygste og allerføieligste Tjener Jan Wellivilly. Nu! hvad synes dig Pige? Det er jo bekjendt, at det er en skikkelig, stille, ordentlig, 40 Aar gammel Person, har Midler -- kort Alt. Petronelle. Mel. Der var engang en tapper Mand etc. Jeg vil da skyldigst, ydmygt nu Min Hilsen smukt frembære, Og glædestemt, jeg vil, i Hu Min Jomfru gratulere. SIDE: 3 Og ønske at i Fruestand, De Hosten maa forvinde Og leve med sin ømme Mand, Som Adam med sin Qvinde. Griselda. Du Petronelle vistnok skal Min Kammerpige blive Og pynte smukt din Fru til Bal: Saa skal hvert Aar jeg give Dig gratis hen et gammelt Plag, Som vel jeg kunde bruge Og Kaffe skal du faae hver Dag Og Skjænder kun hver Uge. Petronelle. Tak! Fru Wellivilly! men Jfr. Amanda ringer (gaaer ud.) Griselda. . . Ringer? hun? ha ha! nu maa jeg lee! ligger paa en Kanapee og ringer . . . jo, jo! Piben skal faae en anden Lyd! Melk og Brød om Morgenen! ikke en Døit til -- ingen The fra China, ingen Kaffe fra Congo -- ! la la la! -- Tys! hvad er det? Jeg hører hendes Silkesaloppe slæbe paa Trappen; nei! vil man bare see! Amanda kommer ind. Griselda. Amanda. Godmorgen Tante! Griselda. Ei! ei! saa galant? Silke fra Top til Taa? . . Jeg siger: hvo som leer sidst, leer bedst. Amanda. Udentvivl sandt! De kan ogsaa trænge dertil efter saamegen Suttren. Griselda. Kjender du Herr Willivelly? SIDE: 4 Amanda. Efter Rygtet, en Pengepuger, en Blodsuer. Griselda. Ondskabsfulde! O! jeg kjender dig, Slange i min Barm! tal ærbødigt om den Mand, min tilkommende Ægtemage. Amanda. Ha, ha, ha! Vistnok vil Ægteskabet blive Knyttet med Lænker udaf Guld; Dog vil jeg gode Ønsker give, At Du maa bli' en Mage huld. Og i jer Mands Parykker maale, Gyldne Ducater, Klingreling! Gid han phlegmatisk Tampen taale, Liig blinde Hest i Møllens Ring. (gaaer.) Griselda. Hvad? hvad var det? Jeg troer Tøsen er gal! Tamp? Paryk, Møllehest! Det skal du undgjelde . . . tro du mig. (løber ud.) Petronelle. Min stakkels Jfr. Amanda! hvorledes skal jeg redde dig ulyk- kelige Pigebarn, som nu ikke engang maa nyde Friheden, men af en haard, ubillig Tante forhindres fra enhver Livsnydelse og det nu, nu just da dit Hjertes Udkaarede skulde forsidste Gang hemmelig besøge dig, før han skal kalde dig, Sin. Men jeg maatte ikke være Petronelle, ikke en anden Pernille, ihvorvel jeg mang- ler en listig Henrik, om ikke Jomfru Grizzle skal erfare, til egen Ærgrelse, hvem der løb med Liimstangen. (gaaer.) Et simpelt Værelse i "den drukne Løve" repræsenteres. Hrr. Wellivilly og Værten. Wellivilly. Han er forbandet dyr Fatter Jacob paa sit sure Øl . . SIDE: 5 Værten. Synes Herren det? Daglønneren betaler mig dog uden Knur det samme for sin Lædskelse; ja beske Død! Wellivilly. Det er det Samme. Jeg prutter ikke paa to Skilling; saa der! Værten. Tak! men Herren lever saa minaseerlig; ja beske Død; han priser Minasen kan jeg troe; men behager Herren, -- saa staaer parat: en feed Dyresteg, med Agurker og Bønner; en fyldt . . . Wellivilly. Basta! Stop Mester Jacob! Slap det der ud? Jeg kjender kuns de Retter fra mine unge Dage, da jeg var gal nok til, hver Jule og Paaskeaften at besøge et Spiisqvarteer. Jacob (kløende sig i Hovedet.) Jamen, veed Herren hvad . ? Jeg siger nu saa min Mening; det er ingen Roes for Herren, nei! beske Død ingen Roes, men Skam, evig Skam at Herren ikke alene, da de havde jo Ducater for hver Ert i en Skaal Erter til fire Mand, ikke spiste og drak selv, men ogsaa ikke lod andre gode Venner spise med. Wellivilly. . . . Nei! Mester Jacob, ikke saa rask i dine Domme. Har jeg ikke ladet andre gode Venner spise med? vil man bare see! ikke tracteret og spildt Penge paa en saakaldet honet Maade. Jo, jeg husker det grant, det var, hør nu Jacob, vil du faae andre Tanker om mig, det var just den Aften, da Kongen kom tilbyen, det var i mit tredivte Aar Jacob, en Søndag Aften, jeg husker det grant, da jeg just samme Eftermiddag mistede 4 Ort, viklet ind i et Brev fra min Bedstemoder. Samme Aften gik jeg ind til en Kamerad, ellers et skikkeligt Menneske, naar undtages den Feil, at Penge vare for ham kun at agte med Strimler af gamle Hoser; strax jeg kom ind tabte mit Syn sig i blaae Tobaksskyer, udaf hvilke hist og her røde Basunengleansigter stak frem, en SIDE: 6 forvirret Sang brølede de, hvori de prisede Punschen, som i stor Qvantitet blinkede i en uhyre Bolle midt paa Bordet . . . . Værten. Hilledød! ja, men jeg tvivler om den var ihenseende til Qva- litæt bedre end min, nei beske Død! . . . Apropos, behager de et Glas, en halv Bolle. Wellivilly. Jeg drikker ikke noget saadant Stærkt Jacob; men giv mig en Dram simpelt Brændeviin -- Tak! (drikker) det gjorde godt . . . hvad koster . . ? Værten. To Skilling blot. Wellivilly. . . Blot? Lad det gaae for een Jacob, saa skal du faae høre hele Historien. Værten. Aa ja! jeg hører gjerne Historier; jeg kan ogsaa skjenke ham den ene til. Wellivilly. Du skal have Tak! og saa faaer jeg bede om en Sopken til for den ene Skilling du skal betale for Historien. Værten. Ha, ha, ha beske Død, hvor bli'er af den da . . ! kom med den . ? Wellivilly. (afsides.) Nu jeg skal da snyde ham for Længden af Historien idetmindste. (Høit til Værten.) Til Fortællingen Jacob: jeg drak, da det ei kostede mig noget, men da jeg blev beruset, løsnede Forsynlig- heds Isen om mit Hjerte, saa jeg tracterede hele Komplottet baade med Vaadt og Tørt . . . . Værten. Bravo! beske Død meget brav Hr. Wellivilly . ! SIDE: 7 Wellivilly. Ja! det griber ind i dit Fag, Skjelm! Nu -- vi bleve alle drukne og jeg gik hjem ør i Hovedet og Lommen saa tom og slunken som en tredsenstyveaarig Pebermøes Bryster. Værten. Ha, ha, ha! Lustig leben, nähret mir Schadet weder mir noch dir! siger Deutschen, den ædle Folkerace, som lever af Rhinskviin og Rostockerbier og forresten af westphalske Skinker -- behager deres Naade -- og af lybske, veritabel lybske, Pølser -- behager deres Naade; 1/2 Ort Portionen; jeg forsikrer, deres Naades Besøg gjør mig ganske charmeret. Wellivilly. Værten. Willivelly kommer ind. Willivelly. Hr. Vært! en Flaske Madera! Drey-Madera! Værten. Mel. Mit fulde Glas og Sangens raske Toner etc. Jeg henter flux ifra den kolde Kjelder En mosbedækket Flaske hid, Udaf hvis Svælg guldstraalende fremvælder, Med Solens Glands Madera -- Gid, De ofte skikke mig derhen At skaffe Flasker frem igjen! (gaaer.) Petronelle kommer ind. De forrige. Petronelle. . . . Er her kommen en . . . o Gud skee Lov at jeg seer dem . . . Willivelly. . . Nu, nu goddag Petronelle! . . . et Budskab . ? SIDE: 8 Petronelle. Sagte min Herre! maa jeg bede om et Par Ord afsides (de gaae lidt bort.) Seer de denne gamle Pengepuger der i Krogen er just nu paa Veien til vor Bolig for at entre den gamle Kanonhukkert Griselda og siden tage den kjære Amanda paa Slæbetoug til denne Herres gamle Uglerede. Hvis Amanda har noget Værd for dem og hvis det ei er dem ligegyldigt enten de eier 500 eller 30 000 Daler, saa maa de spille en liden Komoedie og tage Grizzle lidt i Skolen. Denne Herre . . . . . . . Wellivilly (reiser sig.) Det er nogle Pokkers Fyre disse Studentere -- bon ami'er strax med alle Tøser; jeg gad dog nok vidst hvad det er, de tale og hviske saa om . . . Jeg troer jeg vover (lister sig lyttende derhen). . . . Bare han ikke seer mig . . . Willivelly (seer ham.) Hvad behager Hrr. Snushane . . . ? Wellivilly. Ne . . . Nei; jeg blot tog mig en lille Motion . . om Forladelse (sætter sig.) Petronelle. . . Denne Herre vil om en Time indtræffe hjemme, derfor see at komme ham i Forkjøbet; giv ham Viin, saa de under Rusen faaer hans Klæder, eller laan dem for Penge af ham; thi hans Klæder, denne Frak, runde Paryk og Hat skal være Kjende- mærket. De faaer spille hans Rolle hos Jfr. Griselda saaledes at hun giver dem en god Dag; det Brev som ligger paa Bordet er deres, som de uden videre tager og læser og jeg troer ikke hun gjenkjender dem, da hun kun har seet dem i Frastand, naar hun ved deres Besøg udenfor Amandas Vinduer kastede Vand og raadne Æbler paa dem. Willivelly. Tak kjære Petronelle for din Underretning . . Alt skal skee . . Jeg havde desuden tænkt at gifte mig med min Elskede i denne Dag eller i Morgen. Gaae nu at Mistanken ei vaagner . ! (Petronelle gaaer.) SIDE: 9 Willivelly. Wellivilly. Værten med Flasken. Værten. Mel. Mit fulde Glas og Sangens raske Toner etc. Jeg bringer nu den skjønne Evans Gave: Den stjaalen er fra Guders Bord: Dens Drue voxed' kun i Edens Have; Men Noah sat den paa vor Jord. Drik Lykke af dens gyldne Væld, Som bringer Munterhed og Held! Wellivilly (nærmende sig til Flasken). Ja; ja, Madera er nok en skjøn Drik! Det er længesiden . . Lad mig nu see hvorlænge siden jeg drak den . . . jo nu husker jeg, for 15 Aar siden i min Mosters, salig Mosters Liigbegjæn- gelse . . . Aa Gud! hvor det var delicat; Jeg kan huske min kjære Halvonkel treen hen til mig med en Presenteertallerken med Kringler og Maderaglasser paa og sagde: "drik du kjære Jan, du kan trænge dertil og det standser dine Taarer." "Ho, ho! tænkte jeg, faaer du Madera for saa godt Kjøb, saa skal du saa- mæn ogsaa tage imod Budet!" Jeg gjorde saa og græd og drak til mine Øines Stivhed forbød al Bevægelse, ha, ha, ha! det var et lystigt Gilde, haa, haa! haa! Værten. Ha, ha, ha! . . . De kan ikke troe, hvor fuld af smukke Hi- storier denne Herre er! Willivelly. Min Herre siden det er saa længe siden de drak Madera, saa maaskee de tager tiltakke . . . Wellivilly. Med stor Plaisir! Ah! sligt falder ei hver Dag! Sligt drypper ei af hver Tagrende. Willivelly. Mel. Druen voxer paa vor Klode. Derfor vil vi glade være, Hylde Skjemt og Munterhed, SIDE: 10 Ingen Sorger vil vi nære I vor Sjel, som ikkun veed Af viinvakt Glæde, munter Skjemt; Alle Sorger har vi glemt! Chor. Af viinvakt Glæde etc. Willivelly. Jeg vil mig for Evan bøie, Kysse ømt hans røde Kind Og i Fauners Kreds fornøie Vil jeg nu med Viin mit Sind. Skjænk i du tykke Ganymed! Drik! og hent dig Munterhed! Chor undtagen Værten. Skjænk i du tykke etc. . . . Wellivilly. Galant! Superb! Men, Silentium! en passende Skaal! ha! ha! mine Herrer! en Skaal som passer sig paa enhver Stilling! Pyt, Pyt; fylder i Glassene: Sundhed og rede Penge! Sundhed og rede Penge (afsides). Det lader ei til du vil faae det Sidste idet- mindste -- Ja gid vi maa faae det! (drikker.) Værten. Aha, ha, ha, -- en nydelig Skaal; ja for gamle, podagristiske Herremænd og for gamle Skifteforvaltere og Kornjøder i Krigs- tider, for Leverandeurer, for . . . . . Willivelly. Tys Sladdermund! bring os blot mere Viin! En Flaske Portviin! Værten. Mel. Druen voxer paa vor Klode etc. Strax paa Timen skal jeg føre Det som Londons Lordmajor Bragte til at aabne Øre SIDE: 11 Naar han sov ved Jurys Bord: Fra Montez Høie: rød Rubin, Funkler i hver Draabe Viin! (gaaer.) Wellivilly. De er særdeles galant min Herre: Portviin og Madera! Jeg veed ei hvorledes jeg skal vise dem min Forbindtlighed gracieuse Herre? Willivelly. Ingen Aarsag! de skal formodentlig reise langt, saa en liden Styrkning er dem tjenlig. Wellivilly. Aa! min Reise gaaer just ikke langt! Til Jomfru Griseldas Gaard blot . . Willivelly. Aa, ja saa? En Kjerlighedsforstaaelse vel . ? Mel. Mit fulde Glas og Sangens raske Tone. De beiler vel til hendes store Grunker: Til hendes tørre, gyldne Haand? Wellivilly. Behager De at skjemte nu Herr Junker . ? Et Maal for Skjemt er Hymens Baand; Indtil de Herrer Lænker faae. Da selv de under Aaget gaae! Værten kommer. Willivelly. Ja saa! jo deri stikker det. Nu et Glas Viin min Ven! Wellivilly. Jeg takker! og siden de er saa gracieus, vil jeg ogsaa være aabenhjertig; og sandt at sige, haaber jeg Jomfruen giver mig Ja paa mit Frierie. SIDE: 12 Værten. Mel. Når en Præst fåt Pastorat. Ha! farligt Nyt! en Pebermøe Skal om tynde, visne Lokker Snoe Brudekrands: nu skal hun døe Som Frue; men paa Sokker, Lodne Pampusser skal Bruden fremtrine, Gigtsvag og skranten, med herskende Mine. -- Ægtemand! buk dig! Føl, hun er din Fru! : : Hun er Rasmus! -- krum dig du! : : Willivelly. Stille Hr. Vært! Jeg troer man intet har at frygte hos hende, uden hendes Hidsighed og Heftighed, som ofte gaaer til Haand- gribeligheder . . Wellivilly. Hva . . . Hvad! men -- de seer Vinen har gjort mig aaben- hjertig -- hendes skjønne Penge og hendes Gaard, og saa mine egne Smaaklatter og saa disse Midlers skjønne Konjunction. Aa Herrejemini! faaer jeg en lang Næse: jeg vilde hellere givet 5 Daler til de Fattige . . . . Rigtignok har det og sine Ubehageligheder, som f. Ex.: et Spectakel af en ung Tøite eller Niece eller hvad sligt kostbart Fandenskab eller Slægtskab, som følger med hedder; men hun skulde ogsaa faae gode Dage kan de troe! troe de Jan Wellivilly!! Willivelly (afsides.) Besynderligt! Navnet saa ligt med mit! -- (høit.) Min ærede Herre! de veed at man bruger Parapluie som Beskyttelsesmiddel mod Regnen . . . . Wellivilly. Javist! især dem af Seildug, da de koste mindst! Willivelly. . . . Og at Skoledrengene, naar de skulle have Tamp stikke tykke Stilebøger under Kjolen, forat lade Pedellen udøse sin Harme forgjeves; saaledes har jeg nu dette Forslag, at jeg vil tjene dem som Paraplye eller som Stilebog. Wellivilly. Ah! det var et deiligt Forslag! Skaal (drikke) for det! SIDE: 13 Værten. Ja! det tykkes mig mare og! Willivelly. Vil de nu være af den Godhed at tage tiltakke her saalænge -- Hr. Vært de vil være saa god at forskaffe Hrr Wellivilly Alt, hvad han forlanger . . . . Wellivilly. Saa kunde jeg maaskee faae af de skjønne Retter, du opregnede nylig, en fyldt Gaas for Exempel. Værten. Strax! Jomfru Grizzle tracterer ikke med Saadant; nei beske Død om hun gjør. Willivelly. Vil de da lade mig faae deres Paryk, Frak og Hat . . . . Wellivilly (afsides.) Nei! nei min Far! slap du derud! ja du vil løbe din Vei med Jan Wellivillys Frak og Paryk og Hat -- (høit) Ja! mod Pant min Far! mod tilstrækkeligt Pant! Willivelly. Med Fornøielse! mit Gulduhr! Vil de nu trække af! Wellivilly. (afsides.) Nu troer jeg at jeg løber og lader ham for Eftertiden gabe efter Kirkeuhret -- (høit) Velan da! (trække af Klæderne og Willivelly ifører sig dem) -- Nu! Lykke paa Reisen! (Willivelly gaaer.) Wellivilly. Værten. Wellivilly. Mel. Ak! hvor jeg skal gotte mig. Herlig Liv er dette vel Skulde jeg næsten troe? SIDE: 14 Ikke jeg mig rører selv, Men er i Roe; Andre maa frie for mig; Jeg er for magelig! Herligt Liv er dette vel Skulde jeg troe? Kom nu med Maden Herr Vært og din fineste Viin; han maa betale og han skal saamæn faae finde at Jan Wellivilly har baade Gane, som kan prøve meget og mangt og Bug, som kan rumme meget og mangt. Nu kan du Jacob tillige lade mig faae mine Skilling igjen og sætte ham dem ved paa Regning. -- (Teppet falder.) Jomfru Griseldas Værelse. Griselda siddende ved et stort Speil pyntende sig, hvorved Petronelle hjelper hende. Griselda. . . . Hvad er Klokken Petronelle? Petronelle. Allerede 6. Griselda. O min Gud! saamange? Mel. For Norge Kjempers Fødeland. Min Elsker kunde komme nu Og see mig uden Ynde; -- Dog nei! hvad kom mig da i Hu? Man kan i Ord jo synde! Ei uden Skjønhed er jeg jo: Jeg Denne ikke fattes; Men en Toupee, saa Folk jo troe, Og Stads endmere skattes. Nu Kjære! laan mig en Knappenaal eller to og saa din smukke røde Sløife. . . . Han kunde gjerne komme nu. . Du føler Intet SIDE: 15 af disse stormende Følelser i en øm Elskerindes Bryst en halv Time før Elskerens Ankomst -- nei! det er saa forunderligt med os Piger; vi ere nu saa utaalmodige, saa heftige . . . ak! Petronelle. Ja! det troer jeg; jeg kan see hvor Sættet ryster af bare Glæde. Grizzle. Ja! det maa du sige! Glæde, ja ret Glæde! kan man andet end føle Glæde over en saadan Elsker, som er galant, smuk, af sat Alder, riig og bærer sin Dulcinea paa Hænderne. Men gaae nu efter Sløifen Petronelle . . . . Jeg faaer nu en smuk Present, en Hat, en . . . . (Petronelle gaaer, men kommer strax igjen.) Petronelle. O Gud Jomfrue! han kommer! han kommer! jeg saae ham med store Støvler paa Benene, bruun . . o Gud! det banker . ! (der bankes paa Døren). Grizzle. . . . Han kommer? . . . det ba . . ba . . . bankede . . . Pet . . ronelle! Giv mig mit Hovedvandsæg. Ak! jeg tør ei bede ham komme ind . . Jeg er saa angest . . . Han spænder paa Døren! . . en fyrig Mand . . Kom ind . ! Kom ind! Griselda. Petronelle. Willivelly i Wellivillys Klæder, med en stor Hund. Grizzle. . . Ah! . Gud, . . ah! (besvimer) Willivelly (tager Flasken med Mixtur og helder over hendes Ansigt, saa hun tilsidst vaagner.) . . Hvad er dette for Narrestreger Jomfru? Grizzle. . . Ak! Dyret! . ? Willivelly. . . Besvimer de nok engang, skal jeg lade Hunden sønder- flænge eders Silkeskjørt, skjøndt jeg troer ikke, den drister sig dertil, da de stinker af Medecin. SIDE: 16 Grizzle. Ak! min Brudgom! jeg blev saa bange; de veed at Pigernes ømme Gemyt . . Willivelly. Gaae Fanden i Vold med det ømme Gemyt; jeg troer de er haard som Steen. Grizzle. . . O! kom hid til min kjerlighedsfulde Barm, til mit ømme, bløde Hjerte! Willivelly. Naar vi blive lidt mere bekjendte. Imidlertid, har de ikke en Cousine i Huset? Grizzle. Jo! min Elskede! men bryd dem ikke om dette Fruentimmer som har gjort mig tyve Aar ældre. Willivelly. Da maa de have en forfærdelig Alder! Jeg ønsker imidlertid at see hende! Grizzle. O! tal ikke om hende! ethvert Ord er et Dolkestød i mit Hjerte. Mel. Alt fra jeg var en liden Purk etc. Hvad Interesse kan vel hun Have for dem -- den frække Tøite, Som fjaser, leer og spiller kun Hvis største Lyst er, om at føite, Vexle Billetter og græde og lee Efter sin Elsker i Maanskinnet see? Willivelly. Maa jeg faae see det naragtige Brev, de fik idag? Grizzle. . . . De fjaser? skjelmske Amor! Naragtigt siger de, nei elsk- værdigt var det . . . De har vel belavet dem paa en Ring . . ? De kan faae laant af mig maaskee een. SIDE: 17 Willivelly (seende i Brevet.) Jeg maa sige dem reent ud: jeg var lidt beruset, da jeg skrev det Brev og jeg veed ingen andre Dyder ved dem end at de er riig. Grizzle. Ja . . . saa . ? Jeg troede dog . . ? Willivelly. Imidlertid, jeg vil give dem min Haand naar de vil forandre deres Levemaade, naar de, for det første vil skjænke . . . Grizzle. O Gud! Willivelly. . . . Deres Cousine nogle Tusinde. For det Andet, maa de vænne dem til at røge Tobak . . . . Grizzle. Gud frie os! . . . Tobak! Nei kjære Wellivilly, vi maa spare. . ! Willivelly. . . . For det Tredie, maa de love mig fire Retter Mad daglig og beværte mig et Snees Venner hver Søndag. Grizzle (lugter til Hovedvandsægget.) Jeg troer de er gal! mit ømme Gemyt forandrer sig snart til Vrede! Vogt dem! min Haand vinder ikke enhver Lykkeridder og Forøder og Fraadser og . . . Jeg maa sige dem, jeg har taget feil af dem! Amanda. De Forrige. Amanda. Godaften Tante! er dette deres Herr Gemal? Grizzle. Javist! Gjør din Reverenz . ! SIDE: 18 Amanda (neier.) Ærbødigst Hilsen Hrr Willivelly. (afsides) til Lykke med Comoedie min gode Anton! Willivelly (kysser hende.) Min hjerteligste Tak skjønne Jomfrue. Grizzle (farer frem.) Nu, nu! o I gamle, ærværdige Tider, hvor ere I! En ung Jom- frue, jo en deilig, en sædelig Jomfru, en Jomfru med gode Grund- sætninger, lader sig kysse af en Andens Brudgom, en Mands- person, en gammel sat Mand? Fy! du maa skamme dig Amanda! Du skal ei komme til Bryllup, ikke faa lugte Stegen uden fra dit Qvistværelse; troe du mig, du Taske! Willivelly. Lidt Sindighed var ikke saa upassende en Prydelse for deres Alder og, oprigtig talt, troer jeg, at jeg foretrækker deres Cousine for dem. Grizzle. . . . Uhyre! Grobian! vanartede Frier og du forvorpne Skab- ning af en Pige! hvorfor løber du ikke din Vei; du bliver ikke engang rød; nei see mig til hende! -- Hrr Frier det er for dem (knepser ham under Næsen) gaae af mit Hus strax! Willivelly. Jeg anbefaler mig. Adieu min Brud! Adieu Amanda (kysser hende og gaae). Grizzle (tager Brevet og kaster det iturevet efter ham). Der! tag med dig, det der berøvede mig mit Hjertes Roe! . . . Moraliteten synker . . ak! Værtshuset. Willivelly kommer ind. Wellivilly sidder der ved sin Flaske. Wellivilly. Nu Fatter! godt Nyt! . . . Fæstningen gav sig vel . . ? SIDE: 19 Willivelly. Jovist! Gid Fanden havde baade Jer og jert Ærende. Seer De, da jeg kom bukkede jeg først og sagde, da Jomfruen haan- lig spurgte: hvad Godt min Far? nu en Tigger igjen? "ja Jom- fruen tager ikke Feil, men jeg er maaskee den dristigste Tigger, Verden har eiet; jeg tigger om Jomfruens Hjerte"; herover blev hun saa opbragt at hun under tusinde Eder sønderrev Brevet og kastede mig i Øinene . . . Hvad synes I om den Modtagelse . . ? og maa jeg bede om mit Uhr? Wellivilly. Jeg synes kuns maadeligt (afsides) men hvo veed om der ikke stikker en Skjelm bag Øret? jeg vil selv gaae derhen . . (høit.) Maa jeg bede om mine Klæder; her er deres Uhr . . . Jeg vil prøve nok engang eller skal jeg ikke? Jeg vil tælle paa Knapperne: ja, nei, ja, nei, ja, nei, ja! Jo jeg gaaer; vær saa god her er Deres Regning og de erindrer vel at jeg fik Lov at benytte Eders Pung . ? (gaaer.) Willivelly. Fuldkommen vel og jeg seer at I har det. Vær saa god Hrr Vært her er Eders Penge. Værten. Jeg Takker. Gid mit Huus maa blive beæret med flere saa- danne Besøg, som Eders og bevaret fra flere, som Hrr Welli- villys. Adieu! Gud bevare dem! Adieu . ! Udenfor Amandas Vinduer. Willivelly og Amanda. Amanda. Saa har da Forsynet løst mig af min stakkels Tantes ubehagelige Lænker og kun ladet mig fængsles af dine, kjere Anton! Willivelly. Ja! den listige Petronelle lod mig ved en liden Komoedie opnaae denne Lykke! Iaften er du min Amanda, i denne Aften min El- skede; men see! tys, hvem er det som lister sig saa sagte frem . . . ah! den uheldige Frier! Kom lad os skjule os . ! (Wellivilly nærmer sig paa Tæerne med en stor Harpe.) SIDE: 20 Wellivilly. . . Nu! dit store Skrumle af en Harpe! lad mig nu see, du kan lønne mig for al min Slæb, og gid Skolemesterens Kone maa have Ære af sit Instrument . . Dersom ikke min Sang bevæger hende og smelter Jomfru Griseldas Metalhjerte, saa faaer jeg vende tilbage og skjule min lange Næse i Mester Jacobs Gjæste- seng inat . . . . he! he! he! (hoster) . . . nu da! jeg faaer til: Mel. Du som svøbt i Skjønheds Rosenklæder. O! Griselda! hør i disse Toner Mit ømme Hjertes bange, haarde Slag! Dit Nei mig sætter hen i Nattens Zoner: Dit Ja forvandler Nat til lyse Dag. -- O saa hør da end engang min Tale! Hør din Elskers ømme, bange Røst! Ved et Smiil du vil min Kummer svale: Ved et Blik du skjænke kan mig Trøst! Griselda kommer frem i Vinduet og slaaer en Kande Vand over ham sigende: Ja! jeg skal svale dig! jeg skal give dig Trøst, det kan du troe! vil du gaae strax, strax eller jeg skal øse en Syndflod over dit Hoved! (Wellivilly ryster Vandet af sig og løber. Amanda kommer frem med Willivelly.) Amanda. Har Tante mere Vand? Grizzle. Vand? nei men Galde til at drukne baade dig og den Halunk du staaer der med og Tusinde til. Amanda. Jeg vil frelse mig saa godt jeg kan og vil nu sige Tante Farvel, da jeg imorgen hedder Fru Willivelly. Mel. Der var engang en tapper Mand. Jeg er nu fri fra Tvang og Baand, Fra sure Tanters Griller; Men ved min kjere Antons Haand Jeg vandrer -- Ingen hilder SIDE: 21 Mig mere inden denne Muur, -- Et Klosters snevre Fængsel, En gammel Jomfrues Fuglebuur -- Til Frihed staaer min Længsel! Grizzle. Mel. Der var engang en tapper Mand etc. Ja gaae, ja gaae! jeg leve kan Foruden en Cousine, Som ingen Glæde volde kan, Men just desmere Pine; Ja meer end Hoste kan og Gigt og Tab af rede Penge Og grove Beilere -- Dog sligt Mig rammer ei paa længe! Amanda. Kjere Tante! lad os ikke skilles ad Uvenner. Jeg beder inderlig om Forladelse . . . Grizzle. Ja bag efter kommer Tyndtøl. Nu, da jeg gav min Frier Kur- ven, troer du maaskee, du kan sætte Næsen i Skye? Amanda. . . . Min Behandling var isandhed haard! Grizzle. Fornuftig var den, og viis! Man maa holde unge Vildhoveder i Tømmen. Willivelly. . . . Vil Jomfruen ikke imodtage denne Solitaire som et lille Beviis paa at vor Bøn er oprigtig; den er kun en ubetydelig Foræring. Grizzle. . . . Jeg maa sige, jeg tager ikke gjerne imod Foræringer af unge Herrer; det kom mig dyrt at staae i mine unge Dage; i mine SIDE: 22 fordums; i gamle Dage, vil jeg sige -- dog ræk den op Amanda! (hun rækker den op) -- ha! hvor skjøn! en Rubin i Midten -- jeg siger Tak! tusind Tak! (afsides) den er vist værd 200 Rigsdaler . . . den skal gaae i Juveleren . . . rede Penge ere bedre end saadan Stads . . kom kuns ind Hrr Willivelly . ! . . Herre Gud! hvor det Navn er ligt min fordums Elskers -- forbandet Ihukommelse -- han er heller ikke saa ulig, men min var langt mere ugalant og gik med Paryk og, ha, ha, ha, den slemme Hoste! . . . Kom kuns ind! jeg skal bede Petronelle lave mig lidt Ølost; maaskee I og kunne faae lidt ned. Willivelly. Nei Tak! Jomfru Griselda! de tager nu med os hen til en af mine Venner her i Nærheden og Petronelle med for at være Vidner til min og Amandas Forening. Grizzle. Ja! det er nu saa en betænkelig Sag med denne Aftenluft; men kanskee du vil laane mig din Muffe Amanda; saa skal jeg sende Bud over til Præsten efter hans brune Hest og Phaeton, saa kjøre hans Høiærværdighed og vi Alle bort. Amanda. Bravo Tante! Tante maa gjerne beholde Muffen! Teppet falder. Henrik Wergeland SIDE: 23 HUN FIK DOG EN LANG NÆSE! COMOEDIE I EN ACT Personer: Jfr. Fix. Frøken Strips. Mademoiselle la Plaisante. Jfr. Amalia. Hr. Dazier. Jesper, en Tigger. Frantz, Amalias Forlovede. Jfr. Fix, Strips, la Plaisante. Jfr. Fix. Hvorledes Mammesel, Jfr. Amalia har slaaet op med Frantz. Plaisante. Oui Demoiselle, que je vous dis! Frøken Strips. Jfr. Amalia er ret en Tosse, hun faaer saamæn aldrig i Verden saa smuk en Mand som Frantz; dog -- vil ikke hun have ham, saa vil min Troe jeg. Karlen har et godt Øie til mig. Jfr. Fix. Nei jeg vil have ham . . . de er jo gammel og . . . Frøken Strips Og . . . hvad har hun at sige, som har 20 Aar paa hver Side, og jeg veed desuden . . . La Plaisante. Silence! Pst! Jfr. Fix (knepser til Strips). Det var for dig Gedske. Strips (knepser igjen). Og det var for dig. SIDE: 24 Amalia, de Forrige. Amalia. Ah! Goddag Masoeurs! Jeg er saa belæsset med Nyheder, at jeg var færdig at udbasunere dem paa Torvet. Alle. Oh fortæl machere! Amalia. Der er kommet en Mand til Byen idag som er saa riig, at han slæber Pengene efter sig i Poser og det blot klingende Mynt, Guld og Sølv; hans Hensigt er, her at søge sig en Kone. Alle. Oh! Gudbevars, en charmant Mand! Amalia. Af ingen anden Grund var det jeg slog op med Frantz; thi imellem os sagt, har jeg selv Øie paa Manden. Jfr. Fix. Jeg tænker Jomfruen henter sig der en Kurv. Amalia. Jeg frabeder mig alle Spottegloser. Jfr. Fix. Hun har dog gyselige Pretensioner Jfrue, som ikke passe sig for hende (slaaer Kneps til hende). Amalia. Hold nu jer Mund Maren Giftekniv! (knepser) . . . . Nu vil jeg hjem at pynte mig for at erobre den gyldne Fæstning. De Andre. Ja! vi med! (de gaae). SIDE: 25 Frantz (allene med Haanden for Panden). Fordømte Slange; hu! du driver mig til noget; hvorfor Men- nesket maae gyse . . . Amalia, Amalia -- hvorfor bedrog du din troe Franz. Letsindige Pige du forlod mig for maaskee at falde; hvor latterligt; du vil frie til en Mand, som du ikke kjender til, for, ved hans Penge at tilfredsstille din rasende Forfængelighed . . . . Du fornærmede mig skrækkeligen . . . Hevn! Hevn! Du skal fælde bittre Taarer for din Letsindighed og Stolthed! Min Plan er fattet! vel. Jesper. Frantz. Ak! gode Herre giv en fattig Stakkel en Styver! Frantz (afsides). Ah! herligt; han skal være mig behjelpelig i min Plan! (til Jesper) der Landsmand har du en Daler; men skynd dig bort efter 2 Sække; hurtig, hurtig! (Jesper gaaer). Oh! Amalia; du skal angre at du for- nærmede din troe Elsker. (Jesper kommer). Nu Jesper fyld dem med Steen (de fylde dem med Stene; naar de ere fyldte, skrives paa dem 6000). Nu Jesper, skal du agere Herre, kom nu fort (de gaae). Amalia (pyntet kommer dandsende ind). Tral-la, lala, la la, la la. Nu er jeg glad (seer paa sig selv). O! hvor smuk jeg er, hvilken Tallie, hvilke nette Fødder, hvilke skjønt hvelvede Bryster, o den maa være gal, som ei bliver henrykt ved at see saadant . . . . Jomfr. Fix og Frøknerne sidde endnu ved Toilettet. Gud veed dog hvor saadanne gamle Skræller vil hen. Arie. O du rige Croesus kom med dine tunge Pengekister kuns naar Kassen din blier tom min Kjerlighed du mister SIDE: 26 Amalia slog op med Frans for Dazier at tage, hun sønderbrød sin Brudekrands for at faae gyldne Dage. Tralla, la la, Tral-la trala! Ei der kommer han, slæbende paa to Pengeposer. Jesper med Chapeaubas og fiffige Klæder, slæbende paa Sækkene som ere fyldte med Stene. Amalia. Jesper. Ah! jeg arme Mand hvad skal jeg med alt dette Mammon, n[aar?] jeg ikke har en kjerlig Mage, som kunde. Amalia. Goddag min Herre; velkommen her til Byen. Kanskee jeg maa tage mig den Frihed at spørge, hvad Herrens Ærinde er! Jesper. Ak! Madame! (sukker.) Amalia. De sukker! Jesper. Ja, jeg vilde søge mig en Hustru som kunde dele alle disse Penge. Amalia. Dertil findes vel Udvei Monsieur. Jeg for min Part . . . . Jesper (afsides). See blot den Rakkermær hvor begjerlig hun er. Jeg troer jeg bryder ud i den Serenade, som Herr Franz lærte mig! Jeg skal nok faae Mammesellen i Fælden. Serenade. O! gid jeg en Pige fandt hvis Hjerte jeg ved Elskov vandt. O! (afsides) nu husker jeg ikke mere; hvorfor jeg faaer sætte noget til af mit eget Hoved. . SIDE: 27 Jeg kjøbte gjerne for mit Guld en Mage troe og øm som i Livet blev mig huld, naar hun var god og skjøn Kom, kom min lille Putte, vi Kjøbet nok skal slutte kom kom! Amalia. Ja min Herre, siden de gaaer mig saa paa Livet, saa . . . . maa jeg vel give mig . . . . ja der er min Haand min Fæstemand! Jesper. Tak! (de kysses). Amalia (afsides). O, mine Medbeilerinder, I gaae af med en lang Næse; ha, ha, ha. Jeg fortryder nu ikke paa at jeg gav Franz Kurven, da jeg faaer istedet disse Sække med Guld, og dertil en lille kjøn Brudgom, som siger Sparto til Franz. (til Jesper) Nu mon cher. Dazier er deres Navn? Jesper. Ja. Amalia. Ak Gud! der kommer mine Medbeilerinder, hvor jeg skal triumphere! De Forrige. Jfr. Strips, Fix, la Plaisante. Jomfru Fix. Er dette Jomfruens Brudgom. Jesper. Til Tjeneste. La Plaisante. Monsieur Dazier. SIDE: 28 Jesper. Ja! til Tjeneste. La Plaisante. Oh! quelle rudite! non til Tjeneste, a votre service, a votre service. Frøk. Strips (med Ærgrelse). Jeg kan ikke rose Herrens Valg. Jesper. Aa jo! min Kjereste kan dog passere. Jfr. Fix. Det veed jeg just ikke. Men apropos hvad har Monsieur i disse Sække. Jesper (ligegyldig). Penge. Fix, Strips, Plaisante. (slaaende Hænderne sammen). Penge? Ih! Gudbevare's. Jesper Ja! det er Penge. Fix, Strips, La Plaisante. Aa lad os see. Jesper. (rister Stenene ud). See her mine Damer. Alle. Hvorledes? Amalia. Jeg skulde vel ikke troe, at jeg er bedraget? Arresten er dig vis nok. Afskyelige Bedrager. SIDE: 29 Jesper (grædende). Ak! forbarme de dem over mig Jomfrue. Jeg er ikke Dazier, jeg har ingen Penge, blot Kampestene; jeg eier ikke Skjorten paa Kroppen, jeg ernærer mig ved at tigge for hver Mands Dør, det var mig de gav 2 Skilling igaar, hu, hu. (han løber). Amalia (dybt bedrøvet). O Gud! afskyelige Skurk! De Andre. Vi gratulere Jomfrue, ha, ha, ha. De Forrige, Dazier. Dazier. Nu, hvad er det for en Støi, her græder man og her leer man fortæl mig det. Jfr. Fix, Frøk. Strips, la Plaisante (fortælle alle i Munden paa hinanden): Hiin fortabte Jomfrue, var forlovet med et vakkert ungt Mske ved Navn Franz; men da hun faaer at høre at en riig Mand ved Navn Dazier vilde komme her til Byen for at udsøge sig en Kone; nu slaaer Mammesellen op med Franz, i Haab om at gjøre en coup i den Fremmede; en Tigger kommer slæbende med 2 store Sække fulde af Stene som udgiver sig for Hr. Dazier, og Jomfruen forlover sig strax med ham, nu staaer hun der! ha, ha, ha. Dazier. Det var en løierlig Historie; jeg er selv Dazier. (De Andre undtagen Amalia som staaer hensjunken i sig selv): Ih, hvorledes; det vil være os en stor Plaisir. Dazier. Ja! men jeg vil saamæn ikke tage nogen af Jer til Kone, da jeg nok seer af jere Øiekast, Fagter og Lader hvad der stikker under. SIDE: 30 Jfr. Fix. Dine Penge Tølper kan ikke skjule din Plumphed; kom masoeurs. De Andre. Nei, lad os betragte Jomfrue Amalia; det er os en Balsam for vort saarede Hjerte, at see hendes Fortvivlelse (de pege Fingre ad hende). De Forrige. Franz med en Kurv med en Trænæse i. Frantz (til Amalia). Vær saa god Jomfrue; den Kurv de gav mig, skjænker jeg dem igjen med en Næse i. Amalia (græd.) Hvad maa jeg taale, dog jeg skal hevnes. (løber ud). De Andre. Ha, ha, ha. (gaae). Henrik Wergeland SIDE: 31 INDTOGET SYNGESTYKKE I EN ACT Personer: Major Blankenspor Brandmajor Vasserspand Jochum Satyricus Slinkompas, Skrædder Honoratiores. Tyndhase Schuster Repræsentanter. Bimpel, Marketenter. Zweystikke, Tambour. Prindsen. Borgere, Brandfolk, Laquaier, Hofdame. Lieutenant Dass. En Vægter. Zweystikke med en heel Mængde Folk. Zweystikke. (trommer). Trom, trom, trom. Trom, trom, trom. (læser): Herved bekjendt- gjøres af den høivise Magistrat at det høiærede Borgerskab haver at illuminere sine Huse ved hans Kongelige Høiheds Ankomst samt paaligger det Borgerskabet at holde dets Halse tilrette for at istemme et høitlydende Hurra, hans Kongelige Høihed til Ære og sømmelig Imodtagelse. Alt under fire Dalers Mulct. Trom, trom, trom, (gaaer). Satyricus (slunken og maver). Oh! vi arme Borgerfolk, hvor man plager os med Basilisker, Kanonering, Baslemaner og Æresvagt hvoraf Hurraraaben vel er det mindst belastelige. Jeg faaer vel have mig en Æggedram for at faae Halsen i Gang. Slinkompas. He, he, he Mester Jochum har I ogsaa faaet Fortjeneste? Satyricus. Ja vist har jeg det; jeg skal jo staae Vagt? SIDE: 32 Slinkompas. Ei er I gal? Jeg har alt faaet tolv nye Lakeiliberier at gjøre; men bitterdød hvad er det? Vasserspand. De Forrige. Vasserspand. Bitter-Klare-Død! Alle Mand i Gevær! Hører I for røde Fan- den! Hier auf! Hier auf. Lieutenant Dass, Lieutenant Dich, Lieutenant Der, Lieutenant Daus. Satyricus. Ingen tilstede Fatter! Vasserspand. Hvad? Ingen tilstede. Jeg skal lære ham! (prygler ham med Sablen). Ingen tilstede? (gaaer bort). (De Andre lee, pege Fingre). Blankenspor. De Forrige. Blankenspor (seende paa). (Med en hæs Stemme): Jeg befaler herved Borgerskabet at møde her paa Torvet udi fuld Puds, saaledes at Ingen maae lade sig see udi graae Buxer og grøn Kjole, da jeg dog kan huske at ifjor Mikkelsmis paa den store Parade udi det 3die Aar i mit Majorat, der indfandt sig 114 med graa blaae og lappede Buxer (græder). Det var dog tungt for Chefen at see saadant, og de slemme Skole- drenge pegede Fingre ad Corpset. (De Fleste gaae). Nu gaaer I? hører nu først. Samt har det respectable Borgerskab, at møde med Trommer og Trompeter. Satyricus. Skal udrettes Herre. Blankenspor. Hvad? Herre? hvilken Herre! SIDE: 33 Satyricus (forundret). Herr Blankenspor. Blankenspor. Herr Major! dit Æsel (giver ham Ørefigen). Lær Rangforordningen dit Bagbeest! (gaaer). De Andre (lee og pege Fingre af ham). Satyricus. See det var togange Prygl i mindre end 10 Minutter. See hvilken Obelisk! o et ægyptisk Verk! Hvor kneiser den dog stolt? Hvor synes den os stærk? Den koster ikkuns lidt, kun firehundred Daler; Men vi er rige jo; hvo om slig Sum vel taler? See hvilket Løvverk og Amorers lette Dandse, Og hvor de kjelent ømt det smukke Par bekrandse! Nei kom i Nordmænd hid! Gjør denne til Pasquil; Thi mon til noget bedre denne duer til? Ak nei! Saa hører jeg en sulten Borger sige, Vi kan jo bygge fleer'; thi vi ere Rige. Saa skriger Martis Søn: "et Hurra koster lidt. Med Sligt vi hilse kan, var det end noksaa lidt." Slinkompas. I er dog ogsaa altfor satyrisk Mester Satyricus. Satyricus. Som Cassandra, før i Spaadom ei bedre gav, Blev ikkun lønnet slet, af dem, hun spaaede for Saa jeg for et Ord af Tvende blev forslagen Men, Mester Slinkompas, saa hertildags det gaaer. Men min Gud! hvad er det for Allarm Hui det skriger stygt i Skrædrens slunkne Tarm. SIDE: 34 Bimpel, De Forrige. Bimpel (en tyk Mand). (Pustende). Aa -- a -- Mine Venner Bandlædret og Tasken paa! Trommen røres alt; vor Chef er færdig at skraale Halsen af sig. Satyricus. Jeg giver ham Fanden! Men se hvor Knæerne dingle paa Skrædderen. Nu! hvad gaaer af ham? Slinkompas. (skjelvende). A . . . a . . hør blot (Man hører Blankenspors Stemme: No. 12 Svar Her. 13: her. 14: her. Nummer 15. Nu Donner- wetter hvor er han? Mester Slinkompas. Jo jeg skal børste hans Ryg . . . .) Slinkompas. Hu -- hu, hvor jeg gyser. Og mine Buxer i Stykker, Sabelen er rustet. hu, hu. Satyricus. Gaae hjem Jens! blot Eders Been bærer Eder, da Knæerne ere komne i saadan Bevægelse. (de gaae). (Brandcorpset kommer marscherende). Vasserspand. En, to, En, to, En to tre, En to tre, holdt, En to holdt, holdt, Men holdt siger jeg . . . Prrr Karle! See nu hvilke Esler nu staaer I ti Skridt fra hverandre, medens I staae durch paa hver- andre. (tager En i Brystet) Nu staae dog ordentlig din Svinepelts og gjør ikke Spot og Spee af hele Choret. Nu! saa staae da! Er du fuld Lars. Lars. Ja . . a . vist er jeg det Herr. Vass . . . Prindsen kommer jo . . Altsaa drikker jeg lige for jer Næse! SIDE: 35 Vasserspand. Ja! drik du! (til de Andre). Hvad er det for Spectakel? (hugger ned Haanden). Jeg er Chefen. Nogle Stemmer. Haa, haa! Vasserspand (til En). Nu hvor er Skildtet? hvorfor har du ingen Trøie. En svarer. Skildtet er borte! Trøie har jeg ikke. Vasserspand. Jasaa! jeg skal bitterdød . . . En Anden. Aa gaae Fanden i Vold. Vasserspand. Nu! vil du ikke staae stille saa gaae hjem. Flere. Jeg gaaer. Jeg gaaer . . . Vasserspand. Aa gaae Fanden i Vold . . . . . Lieutenant Dass! Lieutenant Dass. Her! Vasserspand. I befaler hele Kolonnen at raabe 2 Gange Hurra, saaledes at Lange Hans begynder. (mørkt, Obelisken kan ei sees). Borgercorpset præsenteres. Bimpel (blæser i Hænderne). Hu! hvor jeg fryser! Og nu har vi staaet her i 4 Timer. Har du noget Brændeviin Makker? SIDE: 36 En Anden. Ja havde jeg ikke faat det, saa var jeg forlængesiden creperet. Lad den gaae nedover (de drikke). Men hilledød der er han. (Man hører Rummel af Vogne). Blankenspor. Skrig nu Gutter! Hurra! (De skrige): Hurra! Hurra! Hurra! Prindsen. Tackar mine Børn! (Byens Honoratiores træde frem og bukke). Tyndhase (med siirlig Buk). Vi Byens Honoratiores have hermed den Ære og store Ud- merkelse at modtage Eders kongelige Høihed i vor Byes Skjød! Vær hilset Eders kongelige Høihed med høikongelige Gemalinde! Vær tregange hilset naadigste Prinds! Du Sol! du Stjerne af første Klasse! velkommen til vor Stad! Modtag dit dig elskende og hyldende Folks Jubel! Vægteren i Taarnet. Haa, Vægter haa! Klokken er slagen elleve! Prindsen. Jeg tackar det respectable Borgerskab for deres Hilsen; men . . . Gud befalede Messieurs! (kjører væk. Folk løber med). Blankenspor. Nu kunne I gaae hjem. Borgeren. Tak, tak! Det var ikke fortidligt (gaae). Satyricus og Blankenspor. Blankenspor. Nu Jochum! er det ikke gaaet lystig til? SIDE: 37 Satyricus. Jo forbandet? Blankenspor. Tænk blot han saae paa vort Korps ja han saae paa mig . . . paa mig, tænk over Jochum og du vil finde store Ting deri. Satyricus. Javist men . . . . Blankenspor. Hvad Men? Satyricus. Det forekommer mig som om vi ere nogle Narre allesammen. See ned! der henkastede vi en 500 Daler forat opbygge det Monstrum paa Torvet . . . Nuvel lad det staae, det kan pryde vor Bye men jeg har alt hørt at det skal være solgt for fyrgetyve Daler, og pro secundo. Saa, ihvorvel det var opbygget for Prindsens Skyld, stod det dog . . . . naa . . . naa -- naae. (En Laquai løber ham overende). Laquaien. Afveien Spidsbube, eller jeg skal kløe din Pande. Blankenspor. Nu hvad vilde i sagt . . . bah . . bah. (en Ditto løber ham overende). En anden Laquai. Vil du væk Knebel; jeg er af Kongens . . . Blankenspor (ærbødig). Ih! det var en anden Sag Hr. Kammerpage . . . vær saa god at gjør det om igjen. Laquaien (leende). I er en Nar! Satyricus. Det var ogsaa en anden Sag. Men jeg vilde egentlig have sagt, at Obelisken stod ganske i Mørke. Og den Fandens Illumination; ja jeg veed dem, som maatte laane Lys for at sætte i Vinduerne, og dem, som græd i et mørkt Værelse medens de andre vare oplyste, som et Glædens Tempel. SIDE: 38 Blankenspor. Aa! jeg giver Fanden i hele Stadsen. Oh! jeg ligner En, som hævet op mod Sky'e Styrter ned igjen og ei engang tør knye. Vel er jeg avanceret og til en Major! Men hvor er jeg liden, som tilforn var stor! (de gaae). Ondt Veir. Jochum Satyricus staaer Vagt udenfor hôtel de Prince Royale. Satyricus. Dette kalder man jo en Æresvagt, at Byens Borgere skulle staae her i to Timer i Slud og Regn, o! en dygtig Opfindelse. Jægerne som ei have i Quarteer burde holde Vagt her. Fy Fanden Skind og Been for et Slæng af Laquaier, Hofdamer, nei see blot hvor de fjaser i Vinduet. (Man seer Hofdamerne ligeoverfor spisende Abelsiner). En Hofdame (kaster Abelsinskal). Hej du Norbagge? Satyricus. Nei sikket Skabilkenhoved! Jeg troer Skam det er Frue Piber. Hilleskam hvor hun er styg. En anden Dame (peger Fingre). Prrr . . . . prrr . . Bukken! Satyricus. Fy! hun maatte skamme sig Mammsell. Tvi! (spytter). Zweystikke. Jochum. Zweystikke. Prrr, ram, trom trom trom tra (Borgervagten kommer ud) trom, trom. Herved bekjendtgjøres at hans Kongelige Høiheds Oberskatmester haver faaet Ordre at udbetale til den ærede Borgervagt, for at samme kunne holde sig lystige og drikke Hans Høiheds Skaal, 2, siger to, Norske Speciesdaler trom, trom. (gaaer). En Borger. Hvor spendabel er han dog ikke. SIDE: 39 En Anden. Ja det maa du sige! Fy Fanden! Satyricus. Ey Venner gaae nu ind. Faaer Glæden i jert Sind For to Daler Thi saa jo Fyren vil At I skal drikke til: Han saa befaler! En Borger. Nei! Jeg ei smager paa, Den Finkel man kan faae' For disse Penge. Satyricus. Sluk ned kun jer Sorger; Thi tænk I er kun Borger. For dem sligt Tractement. (de gaae). Jochum (sørgmodig). Nei! nu bliver det altforgalt; nu vil jeg af Post. Gid hele Stadsen sad paa Hekkenfjeld. Nu raaber jeg. (raaber) Løs af! Gud hvilket Tummel af Karosser, Laquaier, Jockeyer, Mensker, Ka- nonering etcetera. Nei see det Grinebiderfjes i Vinduet! Jeg troer det er Prinzessen selv -- Ja gloe du Tydske Maren! Nei nu leer hun og vise Tænder. Leer du af mig du Bavian? He! (Afløsningen kommer). Bimpel. Nu kan I gaae Jochum. Jochum. Adieu! Jeg condolerer Mester. Henrik Wergeland SIDE: 40 MOSES I TØNDEN COMOEDIE I TO ACTER Personer: Frands, en Bødker. Lene, hans Kone. Moses, en Jøde. Ephraim, en Jøde. Epilogue. Franzes Stue; Frantz arbeider; Lene spinder. Frantz (synger og slaaer Takten). Arbeide flinkt, bitterdød Bødkeren saa ei har Nød Travaillez, travaillez, bon travaillez Rigdommen er i hans Verksted! Lene. Hvor du er munter lille Mand? Franz. Skulde jeg ikke være munter hos dig Lenemoer. Du seer selv saa venlig ud og din raske Roks behagelige Surren minder mig om, at jeg i dig har en forsynlig, vindskibelig Huusmoder. Lene. Meget smigrende! Men hør nu Franz jeg kan opvarte dig med en lystig Historie. Franz. Lad høre. Lene. Du kjender den gamle Israelit Moses? Franz. Den Pengepuger? SIDE: 41 Lene. Javist Aagerkarlen. Han er saa forliebt i mig, som en Rotte i en suur Ost; du smiler Frantz! Franz. Kan jeg andet? . . . . den gamle Nar! Lene. Saasnart du er gaaen ud er han her strax og piner og plager mig med sin Uforskammedhed; ja igaar bad han mig om et Kys kan du tænke; kort -- hvor jeg vender mig, seer jeg altid hans hvide Flipskjæg. Ja! jeg var saa opbragt, da det modbydelige Skabilken rækkede mig sin tilspidsede Mund til et Kys, at jeg rykkede ham i Skjegget; men som han dog ikke tog ilde op, men snarere som et Fortrolighedsbeviis; thi han kyssede strax sit væmmelige Bukkeskjæg, og han bød mig engang en heel Pung fuld af Penge for et Kys. Franz (kysser hende). Og jeg kan tage saamange jeg vil for Intet. Lene. Men hør nu hvad jeg har udtænkt for at paasætte den Gjek en Voxnæse, længere end hans Jødeskjeg: nu gaaer du ud og forbi hans Vinduer, anstiller dig drukken og opbragt paa mig fordi jeg forlangte en nye Pelts, og naar han snakker til dig, saa siger du, at du har maattet rømme Huset, da du i mig havde et reent Huus- kors at drages med . . . Franz. En Helvedesløgn Lene! Lene. Og at du nu gaaer hen paa Keglebanen hvor du vil blive i hele Dag. Naar Moses faaer dette at høre, pilter han sikkert hen til mig og jeg skal da staae her i Vinduet og med røde Øien fore- snakke ham en Hoben; han kommer da ind, hvorpaa han sikkert, for et Kys, er saa galant at forære mig Penge til en Pelts -- SIDE: 42 seer du det er nu een Udgift for Knegten men saa let skal han dog ikke slippe. Naar jeg nu gjør Miner til at kysse ham, saa skal du opvække en gyselig Allarm udenfor, bande og anstille dig rasende og beskjenket; i vor Raadvildhed, skal jeg faae Mo- sjøen til at pakke sig ned i denne Tønde, som du derpaa skal slaae Bunden i, og trille ud paa Gaden. Resten finder sig nok. Frantz. O ypperligt Lene! Fortreffeligt! du er dog et polidsk, lille Skarn! Lene. Gaae nu Franz! Jeg skal nok gnide mig i Øinene, saa de blive røde og postere mig i Vinduet; gjør Du kuns dine Sager godt. (Moses i sin Huusdør røgende Tobak. Frands kommer.) Frands. Gud give hun sad paa Bloksbjerg, det Spectakel, den Krud- tønde, den arrige Zantippe, det Huuskors . . . det . . . Moses. Ih! Gott bevares Mester! han har vist ikke sovet vel inat, han seer mig so verschrekliig opbragt ud. Humeuret feiler ham vist. Frands. Gid hun med hele hendes Maskepie Anne Marketenters, Berthe Snedkers, Ølleborg Raadstuetjeners sad paa Hekkenfjeld! Moses. Herre Jemini! hvat er nu gaaet ham imod Mester Frands? Frands. Aa min pokkers Kone! hun gjør mig Livet suurt. Moses. Ihre Frau, Gottbevares, das fromme Lamm? SIDE: 43 Frands (opgivet.) Hun from? hun et Lam? Nei deri tager I Feil Moses . . . . En Tigerfrue, en Bavianmadame kan ikke fare værre frem; kort sagt: den der vil tage hende, han tage hende i Pokkers Skind og Been. Ja seer de Hr. Moses: i førstningen gik det noksaagodt, da hedte det: Frandsemand og Lenemoer; men nu hedder det dovne Drog, Fyldbimpel, Ølvams og andet deslige, kort hun er et levende Lexicon af uhøviske og fornærmende Talemaader. See nu idag bad hun mig om en nye Pelts, saadan en, som Anne Marketenters har, da hendes var gaaen af Moden; da jeg sagde nei, blev hun vred og udkrammede sin Skjeldsordlærdom paa mig, hvorpaa jeg gav Mamesellen et Par dygtige Lavaser og da hun udskjeldte mig mere vilde jeg gaae til Skabet for at slukke min retfærdige Harme i Brændeviin; men jo pyt sa'n; neppe havde jeg et Par Glas tillivs saa smeldte hun Skabet i Laas og eschaperte med Nøglen og nu agter jeg at forblive i Keglebanen idag! hvad synes I derom Moses, kan en ærlig Mand taale sligt? Nei Frands dandser ikke saa let under Tøffelen! Moses. Das hatte ich nicht droet! Die Frauenzimmer sind variable, som Veir und Vind. Gut Glück mit Spielet. Adieu! Moses (allene.) Das war doch einmahl Vand po mein Mølle. Gak du Franz; ich weiss noch wat ich soll geere. (Pause.) Den Tanke var sublim ha, ha, ha . . . men det gaaer po Pungen, doch ein tive Daler kan ich wohl spendiren! (gaaer.) Lene i Vinduet. Moses kommer. Moses. Ach schøne Frau, de seer mich so bedrevet ud; hvat feiler dich mein Schnut? SIDE: 44 Lene (grædende.) Aa kjere Hr. Moses; jeg er dog en ulykkelig Kone; min haarde Mand . . . . ja kan jeg dog ikke græde over saadan Behandling? Moses. Ih! Gott bevares! ich kan nicht see disser schmukke Øine verdunkles af Daarer; mein Herz ist so blødt als Vox . . . . ich taaler das nicht . . . . Hold doch op Madame . . . . . Lene. Ja! de skulde blot vide hvad jeg græd for, saa . . . . Moses. Vertæl, Vertæl, Madame! Lene. Ja! hvis de vilde være saa god, at komme ind, saa skulde jeg fortælle alt; men jeg vilde nødig udsætte mig for Naboerskernes Mund, naar de see en ung Kone staae i Vinduet og tale med en saa smuk Kavaleer i sine bedste Aar, som de. Moses (stryger sig om Skjegget.) Madame! ihre Tilbud ist altfor godt; ich woll mig derauf be- nitten (springer ind.) Lene. Vær saa god at sidde ned Hr. Moses. Moses (kysser hende paa Haanden.) Tausend Dank! meine Sirupkrukke; meine herze Lene. Lene. Hør nu Her Moses: jeg bad ham om 20 Daler til en Pelts, da jeg med min gamle umulig kan lade mig see ved Siden af Anne Marketenters, hvis Pelts siger Sparto til Frue Secreterens selv; men du Herre jemini hvor her blev et Huus: du Pelts, du Pelts flød ud af hans Mund geleidet af to Ørefigener. hu, hu, hu. (græder.) SIDE: 45 Moses. Ach mein Gott, so gred nicht Madame ich har jo dem sagt, at ich det nicht toler. hu, hu, hu. (græder med.) Der Madam kauf de dem eine Peltse und das lige für ihre Manns Næse (giver hende Penge). Lene (forlegen.) De er da rigtig altfor galant Moses; jeg veed ikke om jeg vel kan tage det? Moses. Wat ist das für Schnak Madame! Lene. Tusind Tak! men hvormed skal jeg da gjengjelde dem deres store Gave? -- Moses (kjelen.) Et eneste Kis auf ihre Rosenlæber wolle langt opveje den Schlump Guld, und so et mindre, als eine Rente auf Kapitalen! Lene (skjelmsk.) See dog hvor Jøden stikker frem! dog det er kuns en liden Betaling for 20 Daler, og deres beskedne Fordring skal opfyldes (gjør Mine til at kysse ham; men i detsamme bankes og stødes der paa Døren) . . . . . O Him- mel hvad er det? . . . . Ach det er Frands, rasende og be- skjenket . . . . O red mig Moses, han dræber os begge to, hvis han seer at de er hos mig! Frands (dundrer paa Dørren.) Luk op Lene, luk op! eller jeg slaaer Dørren ind. Moses (løbende omkring.) Ah wai mir kleine Jude; ah! wai mir. Lene. Ach! Moses; o han dræber os begge to! ach hjelp . . . . (til Franz) bie nu lille Mand til jeg finder Nøglen. Moses. Gjem mig Lene, ach gjem mig! I Skabet? SIDE: 46 Lene. Der skal han efter Brendeviin. Moses. Unter Sengen? Lene. Der ligger hans Øxe og finder han dem istedetfor Øxen, hugger han dem istykker med Hugjernet . . . . o! der banker han igjen . . . bie nu Franz. Franz (opbragt.) Jeg bie! . . . Jeg bie paa dig . . . nei min Moer . . . og kom- mer jeg ind skal jeg baade slaae dig og ham, du har hos dig ihjel. Moses. O Gott befreie uns. Lene. O! du ugudelige Mand. Moses. Verwar mich po Loftet Lene? Lene. Der ligger hans Tøndestaver og baand og Gud bevare dem fra at falde i hans Kløer der. Han kasted' dem ud af Loftslugen. Franz (spænder paa Døren.) Slip mig ind strax, at jeg kan faae holdt en blodig Huusret derinde. Lene. O hør paa den Barbar? Moses. Ich heerer das noch! Aber Lene? Lene. Hurtig Moses! ned i dette Fad! (han kryber op.) Nu Frands! (hun lukker op Dørren). see nu om der er nogen? SIDE: 47 Frants. Hvorfor lukke ikke Mamesellen op strax; jeg skal bitterdød lære hende at lystre! Hid med Krabasken. Lene (løber ud.) O! du slemme, barbariske Frands! Frands (allene.) Ja bie du kuns; jeg treffer dig noch! Tralla, la, la, Tralla, la, la, la. Fordømt at jeg tabte 5 Daler; men dem faaer jeg arbeide op, og Kjøbmanden faaer vel omsider faae Fadet (han trækker Skjødskindet paa, og giver sig til at hamre paa det Fad hvori Moses er; han slaaer Bunden i og synger, slaaende Takten med Hammeren.) Arbeid Bødker, alt hvad du kan, Saa din Føde, du kan tjene! Under Hamrens Slag og Sang! Gud frie mig fra den slemme Lene! Udaf hende jeg ret er kjed. Viin slukker alle Sorger ned! Tram, tralla etc. -- -- -- (Moses hoster i Fadet.) Ha, ha! hvad er det? nu sprang nok et Baand (hamrer haardt paa det). Nu er det færdigt, dette Fad, Med Prop og Bund og faste Stager; Jeg det ei længer eie gad, Det er tilfals for hvem behager. Udaf dette jeg og er kjed: Viin slukker alle Sorger ned. (triller det ud.) Frands og Lene. Franz (omfavnende hende.) Du uforlignelige Skjelmsmesterske, du har gjort dine Sager for- treffeligt; hvor meget har du importeret? SIDE: 48 Lene. Tyve Daler blot; men han skal ikke slippe med det. Franz. Tak du forsynlige Huusmoder! Lene. Tys lille Mand! Comedien er forbi, Tragedien er tilbage. Kuns gode Miner Frands; om en Time slipper vi ham, men han pines haardt den Stakkel, da han hverken tør røre sig eller hoste, skjøndt Støvet, som blev opvakt ved din ubarmhjertige Bankning og Rullen udover Trappene pirrer og stikker ham i Halsen. Franz. Ha, ha, ha! du stakkels Skjelm hostede engang, da jeg hamrede paa Tønden; men jeg lod, som om jeg troede noget sprak, og hamrede derfor hurtigere paa! Lene. Gaae nu Frands til dit Arbeide; jeg gaaer til mit. (Tønden staaer udenfor Porten, en Jøde kommer gaaende speculerende.) Jøden (med Fingeren paa Næsen.) Ja, ja, so schal das være . . . so; altso ein hundert und firge- tive Thaler bli'er Profitten . . . . Lidet noch für ein ehrlicher Mand . . . . Moses (stikker Fingeren af Tøndehullet.) A . . . A . . A . Hjelp . . . . Bruder Ephraim . . . A . . . A . . . Ephraim (forskrekket.) Was ist das . . . . o Himmel . . . Beelzebub . . . ach . . . Gott naade mir arme Sünder! Moses. Ephraim! vær nicht bange; ich bin nich ein Devel oder andert sodant Pak, ich bin Moses, ich bin ihre Sidemann in Sinagogen. Hjelp mich doch Bruder! SIDE: 49 Ephraim. Hvordan bist du kommen in so traurige Umständen Moses? Moses (hoster.) Skind dich blot, ich qvæles auf Stev und Øldunster; kjøb blot dette Fad hvad det so schal koste, kjøb det og send det til mit Haus . . . . du schal det nicht vertrüden! (hoster.) Ephraim. Ja wohl Mussiør, naar du vil give mich eine passende Lohn, som . . aber . . . hvordan . . . ? Moses. Naar ich bin kommen hjem, schal ich erzähle alt (grædende.) Ver Gottes Skild, so kauf det af Mester Frands. Ephraim. Der kommer han. (Frands. De Forrige.) Frands (i Nathue og Tøfler.) Goddag Hrr. Ephraim, hvad fører Jer hid til min Port. Vær saa god at træde ind. Ephraim. Nei Tak Meister! Mit Ærinde var at afschakre jer dette Fad; hvad er wohl Prisen? Frands (laconisk.) Hundrede Daler. Ephraim. Hundert Thaler? I bist doll Meister; fiir hundert Thaler skulde ich kaufe halbhundert slige Fade. Frands (tørt.) Gjør hvad I vil Fâr! vi lære af jer Jøder at skrue Prisen op og iøvrigt vil I ikke kjøbe Fadet, saa lad det staae! SIDE: 50 Ephraim. Ich gebe jer Ti? Franz. Nei! Ephraim. Tive? Franz. Ikke en Døit mindre. Ephraim. Tredive? Franz. Jeg har jo sagt jer, ikke en Døit mindre. Ephraim (venlig.) Für Venskabs Skild Frands? Det Fad staaer mich særdeles an, ellers gav ich nich mere end fem Thaler, das versikkrer ich Eder, und ich bin doch ein ehrlicher Mann. Franz. Kan være? men mellem os bliver ingen Handel. Adieu (gaaer.) Ephraim. Moses. Moses. Ver Gotts Skild, so giv ham den hundert Thaler, giv to hun- dert . . . ich bin dog Mann für at betale dig igjen (hoster) A . . . a . . a, ich creperer. Ephraim. Nu ja, som I vil Mussiør (raaber) Frands, Frands . . . De Forrige. Frands. Frands. Hvad Godt? har I betænkt jer? SIDE: 51 Ephraim. Ja! siden das ist so dirt, so muss der være noget ved det; her er Pengene; ich skal afhente Fadet. Frands. Tak skal I have; eller kanskee jeg skal lade det trille til jer? Ephraim. Nein Mester. Frands. Javel! Adieu (gaaer.) Ephraim. Moses. Ephraim. Ich droer bestemt, at han veed at du ligger her, ellers kunde han nicht holde det Fad so dirt; aber naar du bist kommen hjem, so kann du hevne dich. Moses. Das kann ich nicht! mit Renomee vilde da gaae verlirt; aber skynd dich nu, og læg Halm i Vognen, at dette verdømte Fad ikke skal riste som da Frands trillede det ned über Trappene, so ich foer als ein Bold fra den ene Side til den Anden. Skynd dig nu. (Ephraim gaaer.) Franzes Værelse. Lene og Franz. Franz. See her Lenemoer er Penge til fire Peltse og det er dit Værk kjære Kone! Lene. Endnu er det ikke nok! vi maa have hundrede Daler til. Frands. Hvorledes det? SIDE: 52 Lene. Tril nu Fadet op og sæt et Andet istedet som Hr. Ephraim atter maae kjøbe. Franz. Nei det er da rigtig alt forgalt! dog jeg vil prøve. Lene. Sæt det varligt ind; thi ellers er jeg bange han kreperer (de gaae.) Ephraims Stue. Fadet staar der. Ephraim (banker med en Øxe Bunden af.) Nu schal ich befrie dich Ven Moses fra dit Fængsel; du schnakker ikke ach du bist wohl ikke død . . . . meine Geld, meine Geld (Bunden gaaer af) a -- a -- a -- hvor bist du Moses . . . . ach det har været den skindbarliche Devel . . . . ich vil gaae til Frands . . . . han maae verkläre mich das. (gaaer.) Udenfor Frandses Port, Tønden staaer der. Ephraim og Moses i Tønden. Ephraim. Ich schal, so sandt ich bin ein ehrlicher Jude lehre den Spids- bub Frands . . . ja. Moses. Ach wai mir, wai mir. A -- a -- a. Ephraim, Ephraim, hjelp mich, ich crepirer. Ephraim. Aa gaa Fanden i Vold du Devel vill du mig endnu engang bedragen. Moses. Hør nu Bruder! Ephraim. Gid Fanden høre po din Sirenesang; aber meine Geld schal du mich schaffen. SIDE: 53 Moses. Ich bin Moses und ingen Bedrager; thi mens du var borte, so bittede den Erzspidsbube Tøndene om, so at du fik den Tomme, und ich -- ich blev liggende her, verladt af Alle, færdig at døe af Støv og Hede . . . . a . . . a . . (hoster) a . . Ephraim. Ich kan nicht droe det. Moses. Du schal fo hundert Thaler, hvis du vil kaufe dette Fad und see selv til at det kommer i dit Huus. Ephraim. Ja, so schal ich preve; aber . . . Gott hjelpe dich, hvis du narrer Ephraim andengang; du schal fo ligge der in fire Timer til. Aber . . . Apropos, wo lang hast du ligget her? Moses. Ach i 3 Timer vist. Ephraim. Stakkels Moses! (raaber). Hey Franz. De Forrige. Franz. Ephraim. Hvorfor ombittede I Tønderne Franz? Jeg kunde oberlevere Jer til Retten for slig Fremfærd. Franz. Da I havde betalt mig saavel, saa gav jeg Eder det bedste Kar, jeg havde. Ephraim. Det kunde I have ladet være for det Fad stod mich særdeles an. Aber wo wiel will I have for dette Fad. SIDE: 54 Franz. Samme Priis. Ephraim. Ach mein Gott, hvor I er unverschammet. Franz. Lad af at ærgre Eder Monsjeur Ephraim. Fadet er jo ikke endnu Eders. Ephraim. Slaa dog lidt af (afsides.) Siden det gaaer po Moses' Kappe, so kan det være mich ligemeget; desuden under ich den gamle Knark den Udgift. Franz. Bestem jer nu Ephraim. Ephraim. See der er de Penge; men svær mich til at I ikke vil ombytte Fadet. Franz. Jeg sværger. Ephraim. Und hvis I gjør det, so schal I udbetale mich Pengene. Franz. Javist. Adieu. (de gaae.) Dækket falder. Epilogus og Epiloga træder frem. -ù--ù-ùù Man heraf ogsaa lære kan Til Koner ikke komme, Den Rige bliver fattig Mand, Og Lommer blive tomme. SIDE: 55 Hvormegen Viisdom finder man, Ei i Qvindens Hoved? De vise ofte meer Forstand, End man af dem sig loved. Af dette nu vi lære og, At hædre slige Qvinder, Som narred sligt et sølle Skrog; Dog man ei Slige finder, Blandt Ider, Liser, Guster her, Som denne Kone ene, Og findes de; man saa dem ær, Som denne fixe Lene! FORTALE (som skulde staaet foran; men sættes nu her bag, men ikke Stedet gjør her saa vigtig Sag.) Dette lidt for hastigt er, Paa Papiret skrevet. Og havde jeg sadt længer' her, Det bedre vist var blevet! Henrik Wergeland SIDE: 56 ØLLEGAARD FRØKEN ELLER ROMANHELTEN SYNGESTYKKE I 1 ACT Personer: Antonio Clairon. Jochum Satyricus. Henrik Fætter. Øllegaard. Antonio med en lang Liste. O! mine søde, romantiske Navne, jeg maa endnu engang op- regne disse fortryllende Ord, som sætter mig tilbage i hine her- lige Tider da Troubadourerne Harpens Strenge slog Og sang om Ridderne som til det Land uddrog Hvor Halvmaanen stolt paa Korsets Toppe vajed. Mens de Fruer troe paa skumle Borge sukked. Og paa Høneviis i dunkle Celle klukked! Først du Adelaide, en Provençalerinde, saa Isabelle, Mathilde, Ida, Jaqueline, Jenny, Amalia, Cathinka, Rosimunda, Chlotilde, Indiana, Philinde. See hvilke Navne o! jeg kunde fristes til at tage en Bondepige, naar hun blot heder et af disse Navne. O Ida, Jaqueline, o Jenny, o Cathinka, Prinzesse Indiana, o! I Kiselinker. O! gjør mig lykkelig! Jeg vil fortsætte dette elskværdige Sværmerie. Ved et styr- tende Vandfald skal hun sidde støttende sit sortlokkede Hoved til den Alabaster Arm, og der skal Antonio finde hende. Ved en Fos i Granernes Skygger Hvor Fuglene quiddrende bygger Kjerligheds Tempel. Og jeg skal skue ind i hendes straalende Øine og deres Ild skal fortære mig (Satyricus har listet sig ind.) SIDE: 57 Satyricus. Og Fossens regnbuefarvede Støv skal slukke den. Goddag! Clairon (tager sig for Hjertet.) O! det var, som om man stak en Kniv i mit saarede Hjerte, naar du falder ind med dine upolerede Talemaader. Satyricus. Nu gaaer du i Giftetanker? Antonio. Ja min Broder! Ja! jeg ønsker at finde min Hjertes Elskede, min Donna, min Prinzesse, min . . Satyricus. Haa, haa, haa, jeg kan nok mærke du er paa Frieri. Antonio. Aa nei, men forstyr ikke mit poetiske Lune. Satyricus. Som er opvakt ved altfor stor Romanlæsen; men apropos naar skal Brylluppet staae! Antonio. Jeg har jo ikke erobret nogen endnu. Satyricus. See hvilke Talemaader! Men har du ikke faaet nogen endnu? Du begyndte dog at gjøre Dækket reent til Entring ifjor Mikkelsmis. Antonio. Ja! jeg var jo ogsaa alt forlovet, men O! Jord synk ned i gabende Firmament Og skjul dig dybt i Nattens Sørgeklæde Thi jeg blev af Lisgen dependent Da jeg dog troede hun Isabelle hedde. SIDE: 58 Satyricus. O Jammerskade! Naturligt du maatte slaa op da. Hvem kan vel være tjent med en Lisbeth en Petra en Lise ja lad hende endog hedde Marie. Antonio. Rigtig min Ven, og derfor er jeg meget nøieregnende ihenseende til Navnet. Men hvad dem angaae, troer jeg, at du ei stikker saare dybt i Nomologien. Satyricus. Troer du det? Ja for saavidt jeg ikke er saa naragtig som du i den Henseende. Antonio. Naragtig? O Himmel! Naragtig? Satyricus. Ja! Jyde! Romanlæsning har reent forvirret dig. Dine Venner maa forbedre dig. Antonio (holder sig for Ørene.) Hu, hu, hu. Det klinger for mine Øren, som Natuglens Tuden paa Klosterruinerne i Maaneskinsnætter. Satyricus. Jeg frygter du er uforbederlig! Adieu. Henrik og Satyricus. Satyricus (kommende ind.) Ha, ha, ha, nei nu sprækker jeg, hør nu blot Henrik finder du nogen Rede deri: Princesser, Donna, Maaneskin, Kling, Klang, Natugler, Klosterruiner? Henrik. Nei mæn gjør jeg ikke! SIDE: 59 Satyricus. Ja! saa lyder Antonios Tale! Kort sagt han gaaer svanger med den Tanke at gifte sig; men med en som har et romantisk Navn. Du veed jo at han slog op med den tækkelige Lisgen og det blot for Navnets Skyld. Henrik. Nei nu har jeg aldrig hørt saa galt før. Satyricus. Jeg sagde ogsaa til ham at det er Narreværk og at hans Ven- ner maatte forbedre ham. Henrik. Det troer jeg ogsaa; men veed du hvad? jeg gaaer med en Plan hvorved vi skulle forbedre ham. Du kjender Ølleborg herover? Satyricus. Ja! Henrik. Hende give vi et Par Skilling forat hun skal spille Frøken Philinde Rosimunda. Hun sætter sig ved den ensomme Vei han pleier hver Dag at gaae, med Tørklædet for Øinene, som om hun sørger. En rørende Historie maae vi lære hende, som hun kan fortælle ham, og vi lade det da gaae saalænge vi synes forgodt. Satyricus. Jeg skal strax kalde hende ind. (gaaer.) De Forrige. Øllegaard. Øllegaard (neier.) Her er jeg. Henrik. Ja det seer jeg nok; har du Lyst at fortjene et Par Marks Penge paa en skikkelig Maade? SIDE: 60 Øllegaard. Hvorfor ikke det Herre? Henrik. Vær nu opmærksom Øllegaard: Du skalst være noget stort, en Frøken skal du være. Øllegaard (grædende.) Aa Gud bære mig! en Frøken? Henrik. Jeg seer du er aldeles skikket til den Rolle du skal spille. Frisk op Øllegaard. Du skal gaae ud ved Tvergangen paa Lande- veien i Aften Klokken 8 og sidde der og græde i et Væk og naar der kommer en dybsindig Person med Haanden paa Panden, og som henvender sig til dig, saa skal du sige du heder Frøken Philinde Rosimunda, hvorpaa du skal stikke i at græde (Ølleborg græder) Nei græd ikke Ølleborg. Tiden er ikke endnu. Naar han spørger dig om din Historie skal du sige, at din For- lovede Ridder Max er falden i en Tvekamp med en anden Rid- der, og at du agter at græde saamange Taarer, der er Secunder i et Aar. Ølleborg (grædende.) Aa! Herrejemini! hvilken Historie. Men jeg faaer vel derhen. Jeg har en rødblommet Kjole og en sort Halmhat med Fjeder i den faaer jeg have paa. (neier og gaaer.) Satyricus og Henrik. Satyricus. Herligt Henrik; den Pige kan flæbe trods den Bedste; og styg er hun dertil som Arvesynden! Henrik. Blot han indlader sig med hende? SIDE: 61 Satyricus. Det gjør han: det sværger jeg paa. Nei! dertil kjender jeg min Mand for godt. Henrik. Han skal takke os for Spasen. Men hvad om vi nu forstak os i Krattet bag hende. Satyricus. Javel! lad os gaa. Ølleborg allene i forantalte Dragt. Hillemen hvor jeg seer ud: blommede Kjole og sorte Fjer. Jo nu er Ølleborg fornem. (tager sig i Skjørtet og hopper om) hei hop san Frøken Rosimunda; hei hop san Ølleborg Budeie . . men helle Død der kommer han! Lad mig nu see: Ridder Lax og . . men jeg faaer nu til at græde . . Jeg vil blot lade ham faae see Øinene thi dem siger Ole Staldknegt ere uforlignelige; ja hartad som Koeøine. Ølleborg (græder) Antonio med Haand for Panden. Antonio. Hvem sidder der o! en forhexet Fee. O! hvilken Yndighed kan ei mit Øie see Du er den rette Ziir for disse dunkle Steder: Men o Himmel; ja jeg troer saaskam hun græder? Min Frøken hvortil disse salte Taarer. Ølleborg. Hu, hu, hu . . . . Antonio. Med deres Øies Glands de mit Sind bedaarer. Ølleborg. Hu, hu, hu . . . . SIDE: 62 Antonio. Hvad er Deres Navn? Hvad hedder de min Frue? Er det ei tilladt deres skjønne Ansigt skue. Ølleborg. Hu, hu, hu. Philinde Rosimunda. Antonio. Philinde Rosimunda? Philinde Rosimunda. Ølleborg. Ak ja Herr Kjempe og Herr Ridder. Antonio. Ak disse voxe ei paa Træer i disse Tider Nei disse er forbi desværre? Antonio. Min Frøken o fortæl mig Aarsagen til disse skjønne Taarer. Ølleborg (grædende.) Jeg var forlovet med Ridder Max, (hulker) kjerlig Ihukommelse. Antonio. Hrr. Ridder Max eller Maximilian vil Deres Naade sige? Ølleborg. Rigtig Herr Ridder! og han faldt, saaret af fire og halvhundrede Landse, Sværd og Dolkestød af den vældige Kjempe Grimponius, og hans Dødsstund vare stive tre Timer, saalænge holdt min Stemme ham ved Live. (græder.) Antonio. O Himmel! hvilket Under? Ølleborg. Og nu vil jeg græde saamange Taarer der er Secunder i et Aar. See blot hvor de triller En, to, tre som store Glasknapper. SIDE: 63 Antonio (græder med) paa Knæ. Jeg kan ei taale sligt o, pyntelige Frue! Eders Taareflod ei slukke kan min Lue. Men kun frisk herop! kom giv mig Eders Haand Og vi knytte skal Ægteskabets Baand. Ølleborg. Nei jeg kan ikke. Antonio. O! siig ja, siig ja, siig ja. Ølleborg. Ja. Antonio. Lykkelig jeg er af Hjertet kan du tro. O Philinde Rosimunda! hvor romantiskt. Kjereste Rosimunda! (kysser hende) (afsides) Der lugter Skam faae mig Fjøs; dog nei det er Ambra og duftende Myrrha! Vort Bryllup skal staae i de drømmende Hækker Hvor Nattergales Sang til Kjerlighed opvækker Under Harpens søde Toner og Kitrinkers Klang En yndig Dands skal gaae til Pigers bløde Sang. Øllegaard (neier.) Takker skyldigst Maansør! Men jeg maa nu; dog svær mig til og sæt ret Kavaleer Parole i Pant paa at de vil lade mig gaae ubehindret hvorhen jeg vil. Jeg beder med Taarer. . . Antonio. Gaae I hulde Frøken! Men hvor skal I hen? Jeg maa vide Eder sikker. Øllegaard. Mine Forretninger paa et vist Sted kalder mig. Antonio. Tillad mig Eders Naade, at paasette Eders runde og skinnende hvide Fingre denne Ring. Øllegaard. Takker Hrr. Ridder! (neier og gaaer.) SIDE: 64 Antonio. Min Brud har jeg fundet Et Baand har jeg bundet Og en Brudekrands. Min Donna hvis Suk Gjør dobbelt smuk er Rosimunda. See hvilken Barm See hvilken Arm og rødmende Kinder. Henrik. Antonio. Henrik. Ei see goddag! hvor gaaer det. Antonio. Herligt! Charmant! Ridderligt. Skjønt! Deiligt. Ypperligt. Henrik. Nu, nu? Hvordan det? Antonio. En Frøken jeg fandt Og flux jeg bandt Et Rosenbaand. Henrik. Haa, haa, haa. Antonio. Hun sad her og fældte stride Taarer. Jeg blev rørt og spurgte hende om hendes Navn; men -- Himmel! da hun sagde hun hedte Philinde Rosimunda, da tænkte jeg at jeg levede i . . . o! du for- staaer mig vel! Hun gav mig sin Haand og jeg . . . jeg . . . jeg SIDE: 65 var forflyttet til Perlehimlen. De fineste Hænder har hun vel ikke men hun er idetmindste fjorten Palmer høi, en kongelig Skabning, blaaeladne Øine, stærkt rødmende Kinder, deiligt Haar, Fødderne var hun altfor tugtig til at lade mig see, men det sværger jeg dig til ved Klosterkirkens mosgroede Ruiner at det er de nydeligste Puselanker der existere. Stemmen var lidt grovladen; men o! der hører jeg hende! hun synger! af Glæde! De Forrige. Øllegaard. Øllegaard med et Melkespand paa Hovedet i en Bondepiges Dragt, syngende. Su, lu, lu, lu Kua dandser med Bjelder paa Saa kommer Bukken graae Aa saa alle Soua! Su, lu, lu, lu. Su, lu. Gaae i Skoven grøn derude Og i Luren dygtig tude Kommer Kua løbende. Su, lu, lu, lu lu Kom til mig, Gjedder og Faar Hører I ei hvor Koeklokken slaaer Pelle, Pelle Gjeita. Su, lu, lu, lu lu. Antonio. Min Gud! hvad er det! Min Frøken. Øllegaard. Jeg har ikke Stunder at prate med ham Herre. Jeg skal i Fjøset. Antonio. I Fjøset? De spaser min Naadige. Øllegaard. Jeg er ikke nogen Frøken. Man kalder mig Øllegaard Budeie. Der er deres Ring. Jeg er ikke Rosimunda. Farvel! Su, lu, lu, lu. SIDE: 66 Henrik. Satyricus. Antonio. Antonio (med Haanden for Panden.) Ha! det sortner for mit svindende Øie Og Sorgen fast mit Mod ned mod Jord kan bøie Ha! Philinde! Ha! du falske Rosimunda Hvilket grusomt Spøg! Hvor kom da Malicen fra? Satyricus. Hvad? Er I bleven narret? Antonio. Ja skammeligen narret. Satyricus. Det er jer egen Skyld! Lad disse romanagtige Ideer fare, og I vil see alt med andre Øine. Antonio. Ak ja! Det er min egen Skyld. Forbandet alle Ridderromaner, Klosterromaner, Spøgelsehistorier, Kjerlighedshistorier! Alle Sieg- varter, Ambrosier og hele mit Bibliothek skal paa Ilden. Men jeg frygter at disse overspændte Ideer, som bragte mig til at løbe efter et romanagtigt Navn, ere alt for faste. Satyricus. Tab ikke Modet! Naar I har forbedret Eder, vil I takke den, som har spillet Eder dette Puds. Applaudite. Henrik Wergeland SIDE: 67 DEUS EX MACHINA ELLER VÆK I USLE COMEDIANTER! VÆK! STOR ORIGINAL OPERA-VAUDEVILLE AF OLE HALVORSEN SKOVSÆT SKOLEMESTER I EIDSVOLD OPFØRT PAA DET STORE OFFENTLIGE NATIONALE THEATER Personer: Dom Miguel af Portugal. -- Absolutisme, Vandbærer og Christusridder. -- Liberalisme. -- Pedro af Brasilien. Enkedronningen af Portugal (spilles af Mandfolk). Marquis af Chaves. Dom Miguels Barbeer. Patriarken af Lisboa. Et Ulykkesbudskab (repræsenteres af en Fee, som ellers mangler). Europa. Nogle ypperlige Statister eller Subjecter. Scenen vide Maleriet. Liberalismen. Mel. Tappenstregen. Don Miguel seer jeg kommer der, med Glædesfunker i Hjerte, med Klingresporer og guldguul Fjer . . . Absolutismen. Lad alle Oboer fjerte! Med Hat og Fjer og Sporer paa, en Glædesfunke i Hjerte, der kommer han: lad Trommen gaae og alle Oboer fjerte! Velkommen da fra Keisrens Bye, fra Keis'rens dampende Fade! SIDE: 68 En skraldende Salpeterskye skal tordne: "vi ere glade!" (Absolutismen fyrer af nogle Svingbasser og brøler Hurra. Don Miguel kommer ridende. Marquien af Chaves holder i hans Hests Hale.) Liberalismen. Don Miguel kommer -- O gid han dog hos Kongekeiseren lærte, at være meer end ellers klog, og ikke Charta'et snerte! Don Pedro (brøler siddende i et Træ.) Pas paa! Absolutismen. O bryd Jer ei om den gamle Nar! den gamle Bjørn i hans Hie! Don Miguel. Ja gid i Vuggen ham præntet var i Andres Sager at tie! Absolutismen. Tralirum -- larum! velkommen da vi ønske Alle Infanten. Og den som ikke vil juble -- ha! ja han skal pidskes min Sandten! Europa. Mon han vil af sit gule Bryst en Meeneed fremkogle? stoppe fuldt sit Statsraad, som en Pølse med Rosiner, udaf Munke, og -- trods Europas Skrig, som raaber: "det er en giftighalet Rotte!" slippe Absolute ind paa Liberale, der blot med Taushed og med Fromhed, liig med Meel en Kage, Chartaet bestrøer? SIDE: 69 Enkedronningen. Alt gaaer efter min Pibe! Hei! Spil op! Don Miguel hør! for Folket nu gjør Kaprioler! viis du har i Wien lært Heste tøile! Nu spil op! (Hun spiller en af Foureaux's Dandse.) Don Miguel. En Volte da Mama? (Don Miguel rider i Volte. Marquien af Chaves løber med. Han rider Liberalismen overende.) Liberalismen. Hvad Døden og Djævlen! I rider en brav Borgermand over- ende? Hei Oparto! hvor er Oparto? Hei Sir Henry Clinton! Sir Clinton! Absolutismen. Ei I Mand reis Jer af Lorten! Ja nu seer jere gule Buxer ud som jert Charta. Ak Sir Clinton -- ja Oparto har drukket Sir Clinton fuld saa han holder sig inde idag. Don Miguel. Ja reis Jer Mand! Dog lig nu om I vil. Det var en østerrigisk Volte, som nu Keisren, min Herr Fætter, Svigerfatter, den bruger, saa han fejer rundtom Skranken i Støvet ned Ungarer og Gallicier, Kroater, Bøhmere og Mährer, Dalmatier og slige Karle -- o som Bønnestænger ned. Og Hesten tramper paa disse fede Karles Bryst, saa Blod de spytte ud og Lungen i Støvet søles som en Svamp. Med dette Blod og denne Svamp de, dybt i Støvet, tvette Hestens Hover. Ja det er Hest min Schwiegervater har, kulsort med ildrød Man og Dragetænder. SIDE: 70 Absolutismen. Leve Hans Naades Svigerfader! Hurra! Don Miguel. Den Hest -- o gid den dog var min -- har Navnet Despotisme! Absolutismen. Leve hans Naades Svigerfaders Hest. Hurra! Don Miguel. Marquis af Chaves! Marquien (knæler.) Eders Naade! Don Miguel. I har min Naade! Og den er stor, ja viid som Skyen, der om Aften stiger af den gyldne Tajo, saa stor, at I den dele kan med denne høistædle Borgermand. Marquis af Chaves. Absolutisme! Nu buk du Pjaltetølper! Don Miguel. Og den med Silveira dele du og med din Donna. Absolutismen. (Mel. Tappenstreg.) O vær vor Absolut-Regent. Du har jo lært det i Wien En Engel er os fra Himlen sendt. Liberalismen. En Djævel blier dog Marquien. SIDE: 71 Don Pedro (i Træet.) Gjør Eed en heed! Du veed Besked! Stig ned bered til Fred! Stig ned! Europa. Bravo gamle Peter! Bravo! Don Miguel. Au jeg faaer Ondt. Mama! Mama! har I lidt Moskus? Enkedronningen. Fy du dumme Dreng! Lugt til dit Sværd! Don Miguel. O der var aldrig Blod, undtagen Abelsiners. Enkedronningen. Læg da Fingren paa Hjertet: lugt paa Fingren saa, om den vel lugter værre, om i samme Stund en Meneedstanke bulned' indenfor. Don Pedro (i Træet.) Gjør Eed: jeg ellers bider! En heed, som Ingen slider! Du veed jeg narres ikke gider! Besked jeg prompte lider. SIDE: 72 Stig ned fra Hestens Sider! bered paa alle Tider til Fred. Stig ned! Stig ned! Europa. Bravo gamle Peter! Bravo! Don Miguel. (Mel. Gubben Noah!) : : Kom med Chartet : : hører da min Eed! Liberalismen. (kommer med et Papiir.) Ja her er Papiret, undertegnet, ziret : : med Don Pedros' : : keiserlige Segl. Enkedronningen. : : Gud veed hvor den : : gamle Erkenar Os vil Frihed skjænke, mens han hjemme lænke : : vil hver Fristat : : som er ham for nær. Don Miguel. : : Gid sin Næse : : dog han hjemme holdt! Gid han dog maa læres af Buenos Ayres : : at han har nok : : i sit eget Kaart. Don Pedro (i Træet.) Fy for Fanden! Europa. Ja fy for Fanden! Don Miguel. Marquis af Chaves! holdt mig Hesten! imens jeg sværger; thi den Hest er blind. Jeg har den Blindhed kaldet. Hold mit Øg! SIDE: 73 Liberalismen. Stig ned og staae paa Fædrelandets Grund mens I sværger. Absolutismen. Aa bliv siddende! Umag Jer ei . . O ikke Eders Naade! Ha staae I ei og stræk jer lange Hals fremad som Storken naar den seer mod Solen, og læg ei Mærke til hvert Ord, som nu hans Naade siger, eller staaer I for at lytte? staaer I for at lytte, og mærke Ord? (slaaer Liberalismen under Øret) Der er Beegkage for jert graadige, bespottelige Øre! Marquis af Chaves. Blaar i Øinene Eders Naade! Blaar i Øinene, det siger jeg, Blaar i Øinene. Enkedronningen (spiller Dans og siger derpaa): Don Miguel see et Glimt af Kronen, som din Farfar bar, for hvem Carvalho svang, som en Cherub, et Sværd med levret Blod fra Spidsen stinkende! Nu, kløv din Eed! Giv Absolutismen, hvad den vil, det Halve! Giv Liberalismen, denne Gadedreng, som med de skidne Fingre leger med en Krone som med Styvre, hvad den vil, det Halve! Eller -- endnu bedre! -- muml i Skjægget, saa du giver ingen Noget; og har -- hvis det dig bryder -- i Behold, saa reen som Hinden i et Æg upillet, Samvittigheden. Nu du stakkels Dreng! faae Munden op som om du vilde skraale tilbage ind i Salamancas Bjerge din stolte Tajo, ved dit Skrig, af Skræk; men lad ei Ordet komme Tomme fra din Læbe, viid som Dommerkaaben! (Don Miguel rækker Fingrene iveiret for at gjøre Eed om at værne Chartaet.) SIDE: 74 Liberalismen. Fingrene iveiret Eders Naade! Absolutismen. Fingrene i Lommen Eders Naade, eller i den Karls Strube Eders kglige Høihed. Eller i Chartet Eders kongelige absolute Maje- stæt. Hid med det (napper efter det) Hid med det til denne Høitidelig- hed! Hurra! Patriarken. Band ikke Eders allerchristeligste Majestæt. Liberalismen. I maa aflægge Eden. Ak Dom Pedro! Dom Pedro! Patriarken. Fred med dem som ere borte og døde Amen. Dom Miguel. Jeg sværger . . . Patriarken (hvisker til Don.) Javel Eders Majestæt! sværg kun ved Himmel og hedest Hel- vede, men paa noget Sandt -- som f.Ex. at Dom Pedro af Brasilien er en Nar, at jer Hest er mager, at Palmalla bør og skal miste sin Hals o. s. v. -- som I beholder hos jer Selv, mens I lader Munden løbe om Chart og hvad Fandenstøi denne gjerrige Karl fra Oporto lægger for jer. Don Miguel (stiger af Hesten. Chaves holder den.) Ret hellige Fader. Jeg da sværger paa I 1000 Ducater faaer for Eders Raad. (skriger høit) Jeg sværger -- hør det gyldne Alemtejo! og hør det rosmarinbedækte Estremadura og druekrandste Traz os Montes og Beira paa dit Rosenleje! Og Azorens Høge flyve op, naar Eden SIDE: 75 min høje Læbe føder (liig Latonas liljeslør'de Hofte Phøbus) kommer frem paa Atlanterbølgen tordnende. (mumler i Skjægget og kryber bag Patriarken, som breder sin Kaabe ud.) Liberalismen. Tys! Tys! han gjennemborer Ordene med Tænderne. Europa. Tys! tys! Ordene raadner i Munden, eller han begraver dem i en Huultand. Fy Senhor! Enkedronningen. Han sværger Chartet holde; ja, at holde det Chart for Nar. Nu er I færdig? Marquis Chaves. Nu kan det være nok, Eders Majestæt! Patriarken. Ja nok nok sige Himlens Engle. Gud velsigne slig Eed. Liberalismen. Nei hvad er det? Jeg har ikke hørt et Ord? Absolutismen. Hold Mund! Fanden gale mig skal ikke Du holde Mund nu! Nu er det nok Eders absolute Majestæt! Nok ved Gud! Nok ved Gud! Enkedronningen. Nu luk din Mund min Gut! Du ellers faaer den fuld af Fluer. Ret! Nu er du Konge! Don Miguel. Jeg er da nu Regent? hør Portugal! Patriarken. Konge -- Konge i Herrens velsignede Navn. SIDE: 76 Absolutismen. Ja Regent -- Majestæt -- hvad I vil -- absolut Majestæt. Hurra! Lad ikke engang Eders Villie føle noget til at den befaler sig selv. Arie. Mel. Druen voxer paa vor Klode. Brug nu Chartet til jer Ende! Hold nu en Autó da fé, hvor vi kan faae stegevende disse fæle Kjættere, som partout vil' være frie! Heisa! hop! det er forbi! Don Miguel. Hvad skal jeg nu Mama? Enkedronningen. Slaae Riddere! frisktvæk! og ved de Slag slaae Kræfter til Jer (putter Placater i hans Lomme.) Don Miguel. Hvem er vedhaanden da? Hei min Barbeer! (Tambouren kommer.) Barberen. Eders Majestæt! (knæler.) Don Miguel (slaaer ham med Ridepidsken.) Du Ridder er! Gaae, smør din Sæbe af! Og nu, for Eftertiden, kun barbeer med Glavind Liberale. (Barberen gaaer.) Absolutismen. O herligt gjort! ja nu kan hvem som vil bli' Ridder. Hei! Hurra for Kongen! Giv dig Knegt! (ryster Liberalismen i Halstørklædet.) Marquis Chaves. Hør Herr Absolutisme! Hans Majestæt jer vinker til sig . . hør! SIDE: 77 Don Miguel. Du brave Mand, skjøndt du med Pjalter dækker en Dyd meer straalende end Diamanten, hør, du mit Vældes Klippe! svar mig med et Echo af min Villie! Absolutismen. Hei! Hurra! til Mord for Kongen! Don Miguel. Jaa saa sagte! Hør nu -- lad ei den Mand -- Liberalismen -- faae see hvad jeg nu putter i din Lomme. Men slaae dem op, og skraal dem over Landet! Absolutismen (læser.) "Placat. Det er Portugals eenstemmige -- thi vi regne ikke nogle skogrende brasilianske Papagøjer -- eenstemmige Villie og Be- slutning at rive dette forhadte Gjerde, Konstitutionen, ned imellem Konge og Folk. Det skee! Britterne og Liberalismen skulle faae lede efter Stumperne i deres eget Blod, om de lyste! Det skee!" (slaaer den op.) Liberalismen. Ha, made Kongerne ei Folket blot med Forbitrelse? O, derfor er de vel saa magre og saa galdesyge. Absolutismen (læser.) "Placat. Mæt din Konge med Ærbødighed og Magt! Ingen Constitution skal betage ham Kræfterne til at gjøre hvad han vil. Don Miguels Forfædre spyttede Eder i Øinene Portugisere! om deres konge- lige Kjæber ei vare smuldrede, dersom I længere drage paa denne fordømte Constitution, som et Æsel paa en Sæk Agurker!" (slaaer den op.) SIDE: 78 Don Miguel. Kom hid I Mand! staae dette slaget op? Ha, det er Folkets Stemme, hvis saa er, som buldrer ud, liig Nilen udaf hundred Mundinger. -- Absolutismen. Hvert Ord saa staae der Eders Majestæt! Marquis af Chaves. Skrig Hurra nu Mand! Absolutismen. Hurra for Kongen! Nu vil I ikke skrige? Hurra! Liberalismen. Aa jeg har Snue! Absolutismen. Snuen væk! skrig væk! Eller Eders Hjerte skal faae Snue! Hurra for den absolute Konge. Skrig! vil I ikke skrige? Mordjoh! Mordjoh (drager en Dolk.) Ha -- er der Vind i Eders Tarme, saa skrig! Liberalismen (piber) Hurra! Don Miguel. Skjøndt ei i Portugal en ussel Stemme, for Penge kjøbt, for Chartet skriger, men med eenstem't Jubelraab om Thronen Folket, paa Konstitutionen trampende med Vrede, omkaps nu stimler, vil jeg dog min Eed til Chartet holde. Liberalismen. Bravo! Europa. Vi troe ikke Senhor! Absolutismen. Som det behager Eders Majestæt. SIDE: 79 Don Miguel. Det var forbandet. Hørte du det Svar? De lystre mig i Alt endog om jeg dem slap i Republiker løs som Druer i Egeskove. Hør -- Marquis af Chaves! faae dog til lidt Forstand den gode Mand. (Marquis af Chaves hvisker til Absolutismen.) Absolutismen. Hei! Mord! Mord paa Konstitutionen! Vi skal forgive den med Placater og med dens Tilhængeres Blod. Leve den absolute Konge! Ingen Nar skal være Konge! Kongen skal være Konge, ingen Nar! Hurra! Ulykkesbudskabet kommer. O gid jeg ikke kunde tale! Studenterne i Coimbrà -- Liberale, Liberale -- har -- Puf! Hui! Hui! Ha! ifra en gylden Abelsinehæk ti Professorer ganske væk nedskudt med Bly -- O Fy -- O blodigt Fy! Og Resten dræbt med Skræk. Gid dette Budskab skræmme ei vor Don, vort Portugals Timoleon! (gaaer.) Absolutismen. Ha, see Frugten af Constitutionen, som Disciplene give Deres Lærere at æde. Hei, hvem fordøjer Blykugler? Men hør du Mand! (til Liberalismen) det var din Yngel! Du skal faae æde denne Daggert paa Kroningsdagen. Hurra for den Absolute! (knæler for Don.) Hør Eders Majestæt en Bøn engang! At slig en kloet Opposition udstrækker sin blodbestænkte Næve nu opvækker stor Angst og Gru; man taber Spiselyst, man sover ei. . SIDE: 80 Don Miguel. O talt som af mit Bryst! Absolutismen. Den Plage varer kun til at den bløder dybt for Jer Fod. Don Miguel. Velan Vi Druen møder og giver op dens Bug. Absolutismen. Stig af Jert kongelige starblinde Øg; og, vil I mig bestige, saa fører jeg Jer en galop til Maalet, hvor Chartet ligger stinkende paa Baalet. Jeg blier en Hest -- o slig en tapper Reiser, som den I saae hos naadigste Hr. Keiser. Don Miguel. Staae stille da! Følg mig Marquis af Chaves! (Don Miguel sætter sig paa Absolutismens Skuldre.) Marquis af Chaves. Naar Kongen slaaer med Pidsken maa du raabe: Hurra! Saa maa du hvrinske. Don Miguel. Marquis af Chaves! et Dominicanerbelte læg sammen og om Halsen knyt til Grime! (Marquien gjør det.) Absolutismen. Ja dette var forbandet! Ingen Grime! Ingen Grime! (Don Miguel slaaer.) Hurra! Hurra! -- Nu veed jeg ikke selv om jeg er Menn'ske eller Dyr, for denne fordømte Grime. (Don Miguel slaaer.) Hurra! Hurra! for den absolute Konge! SIDE: 81 Marquien. Naar Han hugger Eder med Sporen saa skrig: Mord paa de Konstitutionelle! og naar han snører Grimen fast, saa hvrinsk: "Nu har Nationen afskaffet Chartet!" (Don Miguel rider rundt og Absolutismen skriger eftersom han faaer Pidsk, Sporhug eller Grimetræk. Han rider Liberalismen overende. Enkedronningen spiller af alle Kræfter.) Liberalismen (liggende.) O I har handlet uforsvarligt Sir Henry ved Eders ubegrændsede Hang til Portviin. Europa. Nu bliver det for galt! Fy Senhor! Don Pedro. Nei see, hvilke Kavalcader den Meneder gjør? Nu faaer jeg vel derhen. Hollah! staae op du brave Mand og hjælp mig ned! (Liberalismen trækker Don Pedro i Benene ned af Træet.) Don Pedro (med en Kost jager dem bort.) Væk gustne Løgner! Væk til Donauiglen! Sug ikke denne unge Frihed! Ha! Du feige Chaves, blege Kriger væk! Som plyndrer under Maanens Skjold fra søvnig Fiende -- Strømpen, fugter saa dit Sværd i Hønsestien! Ud af Landet! fort! Du slette Karl Absolutisme, bort iblandt Gallegos pjaltedækte Vraaer, hvor Hunger piber. (til Dronningen) Væk og I Madame! Ei mer skal dandses efter Eders Violin! Stik Violinen ind! Pak Eder bort og spind ei ved Chicaner Spindelvæv rundtover Chartet. Væk Komplot I usle Komedianter! Væk! (Han jager dem ud allesammen.) Europa. Bravo! Bravo! SIDE: 82 CRITIQUER OVER DETTE DRAME Man kan drage Paraleller eller rettere Meridianer fra Syd til Nord imellem Helten heri Handlingen heri og Helten et andet- steds og Handlingen et andetsteds. H . . . . . [fotnotemerke] har været paa Storthinget ): paa Galeriet og 2 Gange paa Komedie. Don Pedro skal formodentlig være den i Titelen averterede Deus ex machina. Henrik Wergeland, Studiosus. Emnet synes at hjemle dette Ole Halvorsens opus Plads imellem den berømmelige Tragedie Ulysses von Ithacien og dennes tydske Original eller Macbeth, men Arierne er saa aldeles vaudevilske, at de slæbe dette Drame ned iblandt Vaudevillerne og Farcerne ligesom den lille Konge af Roms Skrig jog Napoleon ned fra Kronsalen til Barnekammeret med bonbons i Haanden og Marlborough est mort dans la guerre Meliton ton ton melitene i Munden. Wenum bestalter Klokker til Eidsvold. Fotnote: Resten av Navnet ulæselig. Henrik Wergeland SIDE: 83 "AH!" FARCE AF SIFUL-SIFADDA Personer: Filebom, Klokker. Discant. Streng. Depositurus. Ole. Ti Supplicanter. Drømmegestalter. Epilogus. (Filebom i Sygedragt, i en Lænestol. Ved Siden et Bord med Medicinflasker. Ole. Man hører Støi). Filebom. See efter Ole! hvem der støier saa i Gangen. Jeg ahner hvem det er . . ak! visselig ei mangen Pastor eller Bisp saa svarlig ventet blev, før Skjebnen ud hans Navn af Protocollen rev. Hvis Abram ønsker mig saa snart hos sig til Sæde, som Mange ønske det, da føied' jeg med Glæde titusind Hjertesuk til Disses, at jeg snart maa komme bort herfra med en Eliæfart. Jeg døer af Hungersblik og Spørgsmaal efter Helsen og af Visiter for at see om Sjelepelsen ei endnu udslidt er, saa Sjelen nøgen maa det finde altfor koldt i denne Verden gaae. See efter Ole! Ole (seer ud.) Ei! Discant og Streng paa Trappen er komne i Disput saa Streng har mistet Kappen. De trætte om et Trin: Discant har faaet Børst; men Kappen vandt han dog . . . Discant (løber ind og siger i Døren): Ei see . . . . (til Filebom) Hvor staaer det gode Ven? Streng (kommer ind og stiller sig paa den anden Side af Filebom.) Hvor gaaer det kjære Klokker? SIDE: 84 Filebom. Min Sundhed lister sig saa sagte frem paa Sokker. Ole. Snart faaer den Støvler paa. Discant (afsides.) Den snuble i en Grav! Streng (afsides.) Ha, hvor hans Traad er seig -- ja som en Vidiestav. (høit): Snart staaer I i jert Chor . . . Discant (høit.) Lad Graven længe gabe, og Døden ærgre sig som maatte Spillet tabe. Jer Kind er liig en Pung af Rosenobler mæt, som skinne rosenrødt igjennem Liljenet. Bær længe din Gevinst: lad Graven længe tørste. Streng (afsides.) Ha, tal ei meer om den! (høit): Snart, Ven! som Sangens Fyrste, du pranger i dit Chor, og Gigten seer tilbage, og hører Sundhed paa din Kind sin Aande drage! Den seer dit Purpur, og den bider arrig i din Pastors gule Kind, saa han maa lægge bie. Nu lad den bide der og pynte sig med Rynker! blot Gigten slipper dig: -- jeg ellers ingen ynker. Filebom. Hvad er det for en Støi, en Mumlen, Tagdryp liig? ja stundom og et Stød imellem blander sig, liig Stene, naar de ned af Tagets Render falde, saa man ensformig ei kan Regnens Dryben kalde. Hør nu det løber fort som Stadens Rendestene! Nu standset det igjen . . Nu hører jeg alene en Aftenpsalme. SIDE: 85 Discant. Tys! en vakker Bas for Gud! Filebom. Men midt paa Dagen da? En Søndenstorm i Slud saa synes Sangen mig. Nu atter det jo mumler? Mig tykkes græske Ord fra ugræsk Strube rumler. Streng. Maaskee en Theolog nu stopper fuld sin Pose -- hvor Rum ei mangler -- af de Ting han kun tør rose, og binder Troens Garn for Sækken fast, hvis Sager han kjender ikke meer end den, som Kurve drager forseglede omkring paa Første i April, veed hvad den Byrde er, han bær med svedig Iil. Ole. Depositurus er . . . Streng. Hvordan? Discant. Hvordan? jeg kjendte jo nok den falske Bas, hans vrange Strube sendte. Streng. Jeg kjender nok den Nar! Jeg svimler, naar jeg skuer hans frække Planer, som selv Kirkens Hvælving truer. Discant. Jeg kjender nok den Nar! Ole. Han flytted' ind igaar. See, bag en Foliant i Vinduet han staar! Han ligger her paa Luur, ei uliig, naar en Glente sulten i et Træe har sat sig for at vente, at Hesten dog skal døe, som stønner underneden. Streng. Jeg kjender nok den Nar! SIDE: 86 Discant. Jeg bæver naar jeg tænker hans høie Planer, som selv Kirkens Hvælving krænker. Han conjungerer nu, hans Pande drypper af den megen Lærdom, som ham femti Vintre gav. Streng. Hans Mund er fuld af Græsk, hans Hage sort af Blæk og Næsens Rynker er jo reen latinske Træk. Discant. Hans Frak er deelt i Vers, hans Buxer i Sectioner Blandt Folianter tolv om Bibelen han throner. De tolv er Kloder liig, men Bibelen en Sol, han selv Systemets Gud. Streng. I Krogen en Reol en Atlasbyrde bær af tykke Commentærer. Med sin Oppasser han om Disse disputerer. Discant. Det otte Dage er' nu siden han begyndte med saadan Iver i det græske Sprog at grynte. Streng. At brøle paa Hebraisk begyndte han for tre Dage siden: alt man Frugterne kan see. Discant. Student han blev ifjor -- at sige i December. Nu al sin Overflod af Lærdom ud han slænger igjennem Vinduet, i hver en Vandrers Spor. Streng. Der flyver snart Latin, og snart et jødisk Ord igjennem Vinduet, som altid aabent flagrer. I Sælgerkonens Skjød ved Døren sær det hagler. Hun lærer meget Godt; men Kringlerne hun glemmer. Hun Artium nok tog engang, hvis ei de slemme Skjørter var saadant: taknemlig, naar han gaaer paa et Collegium, med Smiil hun Knixer slaaer: med varm Beundring hun hans Pastormine seer. SIDE: 87 Depositurus gaaer og sagte "mulier" han declinerer til han sætter sig paa Bænken -- naturlig øverst, at Professoren dog faaer hans Flid i Øiesyn, og hvor hans dybe Tænken i store Døninger henover Panden gaaer. Naar Timen er forbi, han midt i Døren praler: der klart hans dybe Buk og Armens Bøger taler til Herr Professoren, at han har været der. Discant. I Aftensangen man ham midt i Korset seer; hans Tunge raser da, og yngler frem en Skare af falske Toner som omkring i Kirken fare, med Rageknive, til et rædsomt Øreslagt: hans Sang ei uliig er den tydske vilde Jagt. Da tier Orgelet, da korse sig de gamle Sibyller, som har Plads paa Gulvets sorte Skamle. Streng. Jeg skimter nok hans Plan igjennem al den Storm: ja, naar han tier og, den voxer som en Orm. Den ligger i hans Sjel som Snog i Mødding, -- bare den rakte Snuden frem: jeg skulde den ei spare. (stamper i Jorden). Discant. Jeg seer nok hvad han vil, Ja troe mig kjære Klokker! hans Plan er skummel som en Eumenides Lokker. Streng. Den voxer i hans Sjel -- ifald han eier nogen -- ja, som jeg sagde før, liig i en Mødding Snogen. Discant. Den voxer i hans Sjel, som Tidslen frodig, feed; men høit jeg leer ad den, og træder Tidslen ned. Jeg seer nok hvad han vil . . . Streng. . . O bare I tie stille! Jer Plan ei bærer Slør . . SIDE: 88 Discant. End Eders? I vil spille paa Violinen før den Kat er død, hvis Tarme, som Strenge, engang skal paa Instrumentet larme. Det veed jeg -- seer I det? Streng. Jer Plan ei bærer Slør: den nøgen gaaer omkring og viser Panden før, ja før -- I veed det nok . . Discant. Hvordan? skal jeg da bande? . Filebom. Ei, Venner! vil I da min sidste Olie blande med fæle Eder? tys! Streng. Hvem kommer? jeg vil gaae. Ole. Depositurus . . Discant. Ha, jeg ogsaa ile maa. Ole. Det er en munter Mand: han taler i en Time saa tydeligt, og klogt som Klokkerne, som kime. Streng. Jeg takker dog for ham . . Discant. Jeg takker og . . Adieu! (møder Depositurus i Døren, de gjøre truende Miner og ville ei vige hinanden) Nu hvem skal vige først? Depositurus. Du skal det eller døe! (støder Discant væk) Salutem! Discant. Ei! see! see! (gaaer) SIDE: 89 Depositurus. Salutem! Streng. See paa Manden! Depositurus. Salutem Filebom! Jeg hilser Ingen Anden. Nu humanissime! quid agitur? Filebom. O Tak! Streng (afsides). Jeg har dog end et Haab: han dræber ham med Snak. (gaaer.) Depositurus. Ja saa? -- hoc juvat! Dog den vise Solon siger: "Man er ei lykkelig før man i Graven ligger." Oudeis -- saa lyder det -- Oudeis . . men det er sandt I fatte ikke Græsk . . Nu vale! det just randt in mentem mihi, at en Lærd har knappe Stunder. Nu vale! bli'er I frisk, isandhed større Under det tykkes mig end dem, jeg læser i min Bog. I kjender ikke den; -- men jeg er Theolog! (gaaer.) Ole. En dygtig Theolog, knap tvende Uger gammel. Filebom. Nu Ole! hjælp mig lidt, og rok paa denne Skammel; og led mig sagte ind: mig tykkes Søvnen sød nu efter slig Visit, at see om end ei død den gamle Klokker er . . . Ole. Men jeg det bedste haaber af Vunder-Kron-Essenz og gode Hoffmansdraaber. (leder Filebom bort.) (kommer tilbage.) Klokkerens Godmodighed lader ham dog takke dem med et Smiil, som sige ham lige i Øinene, hvor de ere hjertelig kjede af ham; og naar deres graadige Blik tillyne ham: "i Graven SIDE: 90 med dig", og naar deres gjensidige Kjevlerier tiltordne ham: "Du lever os for længe!" Dersom jeg var en brutal Karl, og jeg ikke skjøttede om at mele min Kage, vidste jeg nok at gjøre min Prin- cipal fri for disse Bremser, der surre ham om Ørene. Men lad nu disse tre Rivaler rive hinanden Huden over Ørene, medens de løbe her paa Døren for at see om ikke Klokkeren snart vil stige ned i Graven, for at deres gyldne Forhaabninger igjen kunne springe op deraf! Ja, jeg vil ikke tale om den Flok som fritter nede i Kjøkkenet om Tilstanden her i Huset. -- Det falder Pigen til- bedste. Men disse ere dog fordetmeste Karle, som ere hule i Kinden, men have Maven spændt af Forhaabninger . . . Men det er dog løierligt: de lure ogsaa herudenfor om Natten, om de ikke skulle blive nogen pludselig Renden med Lys vaer i Huset, høre nogen Larm paa Trapperne og see En snige sig ud af Porten med Løgte og Lys forat hente Doctoren. Deres hele Iid gaaer nu blot ud paa at være Nummer Een med Ansøgningen, som de nu trediegang have maattet skrive om igjen, da den er bleven udslidt i Lommen, hvor den har lagt, lige siden Filebom for fire Uger siden fik sin Snue, der var Forløber for hans Sygdom . . Dersom de blot ikke dræbte hinanden disse tre Høvdinger i Supplicantskaren, vilde jeg indbilde dem, at den Gamle var heden. Jeg vil . . lad mig see . . Der har vi En! (Depositurus kommer.) Depositurus. Jeg glemte nok en Bog; man Genesis den kalder. Den Lærdoms Moder er, af høist ærværdig Alder. Dens Ende foran staaer, Begyndelsen ved Enden. Men det forstaaer ei I . . Ole. Ak! Feberen med Brænden har gjæstet Klokkeren . . . Depositurus. Jeg Bogen have maa! per Deum! Bogen frem! Professoren kan gaae og savne mig . . SIDE: 91 Ole. Han troer, I satte Jer i Krogen. Men Klokkeren er død . . Depositurus. Ha, død? da døe og Bogen! (omfavner Ole.) Jeg dig forærer den: tag denne ogsaa med! Det er en Scholie. Han hvile da i Fred! Filebomus død? . . o evangelium! Du skjønner ei Latin. . ? Ole. Men endnu Filebom er ikke ganske død . . Depositurus. Ei død? saa kom tilbage med Bogen! neqvam tør du -- neqvam! mig bedrage? bedrage ikke! nei! men overraske med det Skrækkensbudskab, at min Ven var sjunken ned i sorte Hades . . Ole. Tys! det varer ikke længe, saa sætter han afsted, saa briste Harpens Strenge: Et lidet Strøg endnu af Febrens Bue, saa vil Strengen briste, og sin sidste Tone slaae: Han ligger nu tilsengs og Feberdrømme dandse saa blege om hans Mund med Svedeperlekrandse. Paa Lagnet piller han . . Depositurus. Det er den sidste Leeg. Ole. Han seiler vist i Qvel. Depositurus. Igaar jo Uglen skreg? Ole. Kom hid iaften da, I Nyt vil faae at høre. SIDE: 92 Depositurus. Det gnaver paa min Sjel, men pirrer dog mit Øre. -- Sub rosa, ædle Ven! jeg bliver Klokker naar den Gamle endelig til sine Fædre gaaer, I blier paa mit Contoir . . . Ole. Jeg takker, men jeg loved' Hans Velærværdighed min Tjeneste. Depositurus. . . Det hoved' mig ogsaa bedre . . Ven! amice! I forstaaer, mit Venskab skriver sig just ikke fra igaar? Jeg har en vakker Bog, som jeg forærer Jer; paa Titelbladet staaer: "Fem Juleprækener." Et Exemplar jeg og af mit petitum skjænker Jer in memoriam. Det ad Discantes Rænker og Strengs brutale Grovhed spotter paa Latin. Det opus, blot det bar et pergamenisk Skind, Du fra Burmanni og Stygotii Tractater ei skjelnede saa let. (tager Ansøgningen op.) See Mottoet -- mi frater! foruden at det er sat foran der paa Græsk, er mod Discant og Streng en lang Satire, besk. Latinen -- mellem os, ei alle fik den Gave -- er friske Blomster fra den tusculanske Have. For læge Folk, og hvis hans Velærværdighed min classiske Latin ei skulde kjendes ved, staaer Oversættelsen, cum notis, her ved Siden. See Titlen med Fractur . . Ole. Jeg maa beundre Fliden. Depositurus. Ak, Flid gjør ikke Sligt; men visse Folk har faaet et vist ingenium, som Doctorhat har naaet: hvi da en lumpen Lap af Silke ei paa Bagen? SIDE: 93 Ole. Det maa I sige! Depositurus. Ja, det er saa klart som Dagen! Ole. Formeget var det ei -- saa tykkes mig -- om Jer den Klokkertjeneste blev tilbudt . . Depositurus. Sandt det er! Det ahner ogsaa mig, at dette bliver Enden. Ole. Discant en Næse faaer -- ja mere for sin Renden, og Streng vil dryppe da af Graad og ei af Sved. Depositurus. Han spille kan sig mæt: jeg synge vil mig fed! For Nødstilfælde kun mit Promemoria er skrevet kjære Ven! Det er et "hem" og "ha!" man gjerne hoster ud, naar man i Folkestimlen bliver ubemærk't; -- men lad kun hele Vrimlen paa Taaen hæve sig, og raabe: "hei! see mig! "Jeg er til Klokker født; ei nogen passer sig "saa godt til Klokker, som . . . Ole. Depositurus . . . Depositurus. Recte! Hans Velærværdighed vil svare: "jeg maa nægte min Herre denne Bøn: en Theolog med Ære, Depositurus, skal vor gode Klokker være: Han burde være Præst!" maaskee han lægger til . . . Ole. Det gjør han sikkerlig! Jeg gratulere vil. Depositurus. Hvi har du ei studert? lært mere end at skrive? Du mangler ikke Kløgt: min Famulus Du blive! (de gaae.) SIDE: 94 (Gade udenfor Fileboms Huus. Det er temmeligt mørkt. I et Vindue ligeoverfor sidder Depositurus ved Lys.) Depositurus (roder i en Pakke Papirer.) Hvad er dette for et Manuscript? Aa, ned med Dig! jeg kjen- der det! (kaster det ned paa Gaden.) End dette? Begyndelsen til en Glose- bog af Genesis. Bort! du har drukket en Syndflod af Sved. Bort! kom aldrig igjen! bort! (kaster et andet Bundt Papirer ud.) Men her . . ad undas! . . det er en Geometrie! Tangenter og Cirkler ere Athenes Rynker! ogsaa fordømt! (kaster den ud.) -- Ei da! Gloser og Anmærkninger til Homer! Nei den Tid glemmer jeg aldrig! bort! nei bie! en Auto da fé skal fortære den (gaaer fra Vinduet.) (Discant og Streng komme ind, hver fra sin Side.) Streng (gaaer lyttende henimod Fileboms Huus). Der brænder dog et Lys; men ellers er der stille . . forbandet . ! Discant. Der er Lys; jeg gjerne lytte vilde. Streng. Med Beeg til Legemet den Gamles Sjel er fæstet. Nu brist for Fanden da! (De 10 Supplicanter stille sig i Baggrunden). Discant. Gid Abraham han gjæsted! Streng. Jeg vil dog lytte lidt. (gaaer nærmere til Huset.) Discant. At Klokkersjelen dampe maa ud, med dette Lys, af Kroppens fede Lampe! Streng. Jeg slaaer en Rude ud, og maaskee da, af Skræk, den seige Filebom fra Scenen iler væk. Skal Andre ikke frem? Er der ei Plads for Andre? Discant. Jeg vil dog lytte lidt . . (gaaer nærmere mod Huset.) SIDE: 95 Streng. Jeg nærmere vil vandre. (de støde ind paa hinanden). Discant. . . Min Pande . . Streng. Næsen . . ha! Discant. Hvem der? Streng. . . . For Fanden tal! Discant. Hvem løber saa paa Folk? Streng. En Tølper tugtes skal! For Satan, tal dog høit! (holder Discant i Armen.) Discant. Hvem der? jeg stødte Panden . . Streng. Jeg kjender Stemmen . ha! Discant (afsides.) Ak, paa den fæle Banden Jeg ahner hvem det er. Jeg er saagodtsom blandt de Cannibaler nu . . ak gid jeg hjemad fandt! Han skjærer Tænder -- Vee! han slaaer mig vist ihjel . . . (høit.) Ak, klem mig ikke saa . ! Streng. Du kniber? ved min Sjel! Hr. Stentor syng nu op! Musik til disse Noder! (svinger Næverne truende.) Discant. Vær ei saa hidsig . . au! Streng. Hvad vil du? SIDE: 96 Discant. Slip mig Broder! Streng. Gid Satan være den! Du mukker? (Depositurus kommer i Vinduet.) Discant. (peger til Vinduet.) See, dog Ven! Streng. Hvad vilde du da her? Discant. Jeg vender om igjen. Men see til Vinduet! jeg beder . . . (Discant og Streng see til Vinduet.) Depositurus (roder i Papirerne.) Her er nok et Manuscript! Jeg har dog skrevet Adskilligt. (kaster Papirer ud.) Gadedrengene kunne gjøre Drager af det. (seer ud af Vinduet.) Men Død og Pine! hvad gjorde jeg, jeg? mit petitum faldt ned med . . hei! mit petitum paa Latin! min Ansøgning! hei! . . er der ingen paa Gaden. . . Streng. Jeg maa revne! (ryster Discant.) Discant (skjælver.) Ah -- ah -- ha, ha -- ah! Jeg nødes Eder stevne -- hvor nødigt jeg end vil -- : det er jo soleklart, jer Næse stødte først min Pande i sin Fart. Den er jo meget lang: min Pande synes knapt. Ei Skjoldet slaaer, men Sværd. Depositurus. Jeg hører dog Folk . . holla! Aa, I Mand paa Hjørnet . . aa hør I Mand, tag op det Document, som ligger der. Discant. Hvad er det han har tabt? SIDE: 97 Depositurus. Jeg solgte det ikke for tusind Daler: Jeg kan gjerne sige Jer det: det er et Document paa Latin: det vil sige Latin i Midten, translatio paa den ene Side og Notæ paa den anden. Jeg seer det skimter der! Streng. Aha! Discant. Aha! Depositurus. De øvrige Papirer kunne I tage til Jer, om I have Brug for dem. Ret saa I gode Mand! det er det hele Ark der. I kan række mig det paa en Stok . . (Streng og Discant gaae under Vinduet og tage et Papiir op.) (SANG) (Mel: Ja, ved en Bolle Punsch etc.). Streng. Her er Papiret . . Discant (griber i det.) Lad mig see! Ja, det er ganske rigtigt! Latin og Oversættelse: det Document er vigtigt. Discant. Ei, hvor I rykker? Streng. Ha, i tusind Stykker, i Rendestenen svømme de Drømme! (de rive Papiret istykker, og strøe Lapperne rundt om.) Discant. Nu hagler det. Depositurus. Mand, er Du gal? SIDE: 98 Streng. Nu sneer det . . Depositurus. Du raser, Du raser, men jeg rase skal! (løber fra Vinduet). Streng og Discant. See her din Stoltheds Laser! Nu kan du slikke dig om Munden: ikke skaffer Disputatsen Dig Pladsen. Discant. Nu staae vi To. De ti Supplicanter. Nei her er Ti! Streng. Hvem skal af os da vige? Discant. Da veed jeg nok. Streng. Ja det skal I! De ti Supplicanter. Kan vi da Intet sige? Vi er Ti i Tallet: hver er anbefalet, hver af os kan qvæde og æde! Discant og Streng (til hinanden.) Jeg leer af Dig, (til de Ti.) Jeg træder let Jer alle Ti i Støvet! (Depositurus kommer ind med Løgte og Stok.) SIDE: 99 Depositurus. Hvor skal jeg finde dem, som det, -- det Nidingsværk har øvet? Seer Du "emollit mores?" slig en Knollet saae du ei at slænge bag Drenge. (Alle Supplicanterne slutte Kreds om ham og dandse rundt). Alle Supplicanterne. Manden du finde i den Krands, vi binde. Prøv om du kan gjette den Rette! (Ole kommer ud fra Filebom). Ole (raaber.) Død! Alle Supplicanterne. Død? Ole. Død! Alle Supplicanterne. Død! (de løbe ud undtagen Depositurus og Ole.) Depositurus. Bør jeg dræbe mig Ole? Ole. Nei hvorfor det? Depositurus. Aa Ole! . . jeg er ulykkelig Ole . . kjære Ole! bør jeg dræbe mig Ole? Ole. Jeg veed ikke . . naar det kunde skee paa en honet Maade. Depositurus. Nei, Ole! Horats siger: lader os indhylle os i vor Dyd. SIDE: 100 Ole. I har suget Honningen af Autorerne. Lad den forsøde Eder Eders Malurt. Depositurus. Du trøster mig ikke Ole! som en gammel Ven burde. Ole. Var ikke det ene Ord, "Død!" saa kraftigt som en heel Tale? var ikke det Ord: "Død!" (I veed hvem jeg mener,) en tord- nende Herold for Lyksalighedens Porte, eller den knarkende Lyd idetsamme disse foer op? Var det ikke Kildens Pladsken for den Tørstige, som synes at høre med Tungen, eller Lyden af Mad- klokken for den Hungrige, som har alle Sandserne i Tænderne. Depositurus. Jo, Ole. Ole. I bider paa Neglene? Depositurus. Kunde jeg bide en Ansøgning frem deraf! Hør Ole! jeg er om en Hals: Discant og Streng komme først: det er klart! det er klart! hu, det er klart! Ole! disse graadige Ulve have sønder- revet min Ansøgning, mit petitum . . see her! (tager Lapperne op.) Jeg kan ikke faae saadan En, af saadan Qvalitet at sige, sam- men paa otte Dage . . Jeg veed . . jeg vil bede dig om Noget Ven. Jeg vilde gjerne bede Dig om Noget Ven! skjøndt jeg veed I vil gjøre Indvendinger. Ole. Er den Ting saa kostbar da? Depositurus. Almindelig er den just ikke: almindelig ikke. Saa let skiller I Eder ikke ved den. Almindelig er den ikke . . Ole. Jeg tænkte I vilde bede mig om min Kjole, men den er meget almindelig. Enhver Oppasser af den ringere Sort og ethvert Genie har en saadan, med een Knap bag. SIDE: 101 Depositurus. Nei, jeg vil bede Eder om blot at laane mig det petitum, jeg forærede Eder. Det har et Motto paa Græsk, og er forfattet paa Latin forresten. Jeg lover Eder en tro Copie eller en anden Ud- gave om en føie Tid. Jeg kommer vel neppe til at bruge den: som sagt, i Nødstilfælde, om disse skraalende Supplicanter -- jeg vil ikke kalde dem Rivaler -- skulle blive altfor uforskammede. De løb nu hjem for at bringe deres elendige Pretentioner frem imorgen tidlig, skal jeg love. I skal sikkert faae en tro Copie. Ole. Jo meget gjerne -- særdeles gjerne! Jeg havde saa alligevel intet Brug for den videre. Depositurus. Det lider jeg ikke af Dig Ole! Ole (giver ham et Papiir.) Vær saa god! Depositurus. Copien skal du faae, og det ligesaavist som at hvert Ord her i dette Document er et Korn, som vil spire frem i Guldsæd. Nu Ole! har du betænkt Dig? kommer du paa mit Contoir? Famulus- tittelen er i Grunden et Skjeldsord. Veed du hvad Famulus be- tyder? Det betyder: "underdanigste Tjener." Er det en smuk Tittel? Ole. Jeg takker; men jeg tiltræder min Plads idag eller imorgen. Depositurus. Jasaa? Ole! Ven Ole! vi ere Venner, vi ere Venner. Ole. Megen Ære. Depositurus. Vi ere Venner -- som sagt vi ere Venner. Nu vil du gaae min Ven? SIDE: 102 Ole. I kan begribe, jeg har Forretninger. Jeg ønsker tillykke! (gaaer.) Depositurus. Nu, ham er jeg sikker paa, skjøndt det er en Træring, en Knegt. Her mit petitum! hvert Ord i dette slaaer alle de Øvriges over- ende; men skjøndt der ingen Tvivl er herom, kan dog Forsigtig- hed ikke skade. Jeg veed Streng og Discant forsømme sig ikke; men -- see hvem der kom først til Møllen! Klokken syv imorgen har Hans Velærværdighed min Ansøgning. Han studerer da paa den til Klokken 12 eller 1, da Cantoren og Musikanten komme Klokken 8 -- 9, ville de faae det Svar: "Hans Velærværdighed studerer: kom igjen!" Naar de da komme, vil Hans Velærværdig- hed svare dem: "mine Herrer! det nytter Jer ikke: en Hæders- mand, en Videnskabsmand, en Pædagog, som hidtil har virket i Stilhed og opdraget mangen en vakker Pode . . ja . . I forstaae hvad jeg mener . . Godmorgen!" Men det er jeg i Uvished om, om jeg skal lade disse To faae deres Gang paa Orgelet. Men det vil ikke være noget ubehageligt Syn for mig, fra Chorsdøren at see disse To slentre omkring der som et Par Skygger, lette som en Tone, urolige som Forventningen. Jeg vil lægge mig her med Ansøgningen i Haanden. Som Klokker skal jeg nok tage denne Nats urolige, ubeqvemme Leie og Søvn igjen. Her er jo Hans Velærværdigheds Huus . . (lægger sig udenfor et Huus.) (Sagte Musik. Saasnart denne hører op, kommer Streng ind med et Papiir i Haanden.) Streng (tørrer sig om Panden). Hvor jeg er svedig! men det vil jeg ikke angre engang i Tiden. Depositurus lader nok være at søge, og jeg vil være en Skjelm om ikke jeg kommer først med mit Promemoria. Klokken syv har Hans Velærværdighed det, og naar Discant, Cantoren, kom- mer listende, faaer han nok Besked. Hvor han vil gloe, naar han hører af hans Velærværdighed: "kjære Hr. Cantor! der har alt været en Mand her, en studeret Mand, som, foruden at han har fyrgetyve vægtige Grunde, tillige lover at lære Folk at synge, som aldrig have kunnet frembringe en eneste Tone før, paa den Betingelse, at han bliver Klokker. Saamen, vi have Præster nok, som han kan experimentere paa. Saadan en Mand kunne vi SIDE: 103 ikke nægte Noget, især naar et Klokkerie er Maalet for hans Beskedenhed." Dersom da Discant er fræk nok til at sige: "men". . . saa vil Svaret blive: intet "Men" Hr. Discant! Gud befalet!" Og saa Døren i midt for Næsen. Dette Hagelveir maa nedslaae den Sæd af dristige, kneisende Planer som voxe i Dis- cants Hoved. Kom kuns imorgen Hr. Cantor: jeg veed nok hvad jeg gjør. (lægger sig udenfor det Huus, hvor Depositurus ligger.) (Sagte Musik. Saasnart denne hører op, kommer Discant syngende ind.) Discant (med et Papiir i Haanden.) Trallela la la! Fred med din Skygge Filebom! Jeg sætter Musik til Liigversene over Dig. Der ere nok de, som gjøre Vers strax de lugte Liig. Blot det ikke gaaer med dig som det gik med en Vis: man skrev saa meget over ham, at man glemte ham over Versene: eller -- der flød saameget Vand at det skyllede Graven bort. Men hvor jeg skal faae Streng bort fra Orgelet! Det skal jeg være Mand for! Imorgen er han her vel kan jeg tænke, og lægger frem nogle Lapper af et academisk Borgerbrev og sin djærve, pralende Indbydelse til en Tale, som Bilag til en trodsig Ansøgning eller Fordring. Jeg vil gaae fulere tilværks! Imorgen tidlig faaer Hans Velærværdighed mit under- danigste, allerunderdanigste Promemoria paa Sengen. Prosit Hr. Musikant! Drøm om Mad og Penge og Klokkertitlen i Eders Seng: jeg bliver her. Den Plan kan forrente sig. Vi faae jo Intet hernede uden Arbeide og Uleilighed. Godnat Depositurus! og Hr. Strengs Haab, der er spiret op af Uforskammenheds Senneps- korn og vil sætte Andre i Skyggen! Godmorgen mine Forhaab- ninger, som have lagt i Modersliv i otte Aar! Imorgen er det Eders Fødselsdag. I skulle fødes før det gryer, og døbes inden Middag. (lægger sig udenfor Huset.) (Sagte Musik. Naar den er endt, dandser Drømmegeniussen, phantastisk klædt, halv som Dreng, halv som Pige, frem). Drømmenes Genius (til Publicum.) Det første Kys, som Adam gav den Skabning, han følte aandende i Søvn ved Siden, den Nat da Qvinden fødtes, gav mig Liv. Den Nat drev Rosenduft omkring, som lunkne SIDE: 104 Vindpust, Palmen rasled' ei, de kjære Stjerner slumred' sødelig i Skyen, at Intet skulde vække Hendes endnu tankeløse Søvn, og blandes mellem Mandens Ahnelser, der snart hverandre tilbageraabte, snart igjen fremkaldte, uformelige før den første Sky, huldt rødmende vidned' med ham, og blev Baldachinen over Mandens Jubel. -- Da fremkom Virk'lighed af første Favntag, af Adams brune og af Evas mørkblaa Blik, i det de drukned' i hinanden, da Adams Blik steg ned i Evas Øies mørkblaa Bølge, og da Qvindens Blik, liig mørkblaavinget Due, fløi igjennem Mandens Øies lynopfyldte Sky. Jeg maatte flye, dog længer ei end under Qvindens Lokkers Nat: der sidder jeg. Ha, endnu, naar en Elsker kysser ømt sin Elskerindes Haar, da er det mig, han drikker, kun med Lokkens Vellugt blandet. Jeg fløi for Virklighed? men for at seire igjennem hele Livet. Troe I ei? Det ene Øieblik, jeg skjænker ham af alle Øieblikke, hvor han seirer, det Øieblik, som kun er virkeligt: det er det Øieblik, det Suk af Tiden, som er alene hørligt, naar en Elsker sin Elskte favner førstegang som sin. Men hevner jeg mig ei for denne Seier? Ah, jo! see Mennesket det søger stedse Virkligheden; men jeg fæster mig til dennes Skulder, som et løst Gevandt. See hvor den flyer og Menneskene følge SIDE: 105 pustende, liig Phoebus efter Daphne, over Høie, Dale, med det Raab: "see her! her har jeg den!" De gribe -- gribe Kappen: De see paa den; men, mens de stirre, den hensmuldrer mellem deres Fingre, som Sommerfuglevingestøvet. Heraf fremkommer det Bizarre og hvad Støvet vover kalde: klogt og galt. De vide det ei selv! Nok! jeg blander mig bestandig med det Virklige, som Latteren med Alvor, som Skum med Vinen, Stjernerne med Natten. (seer paa de Sovende.) See disse Folk! Naragtighed i Slethed og Slethed i Naragtighed . . Hollah! I gode Mænd! de sove: lad dem sove! Naragtighed er heller ikke sand: . . en Skjælven mellem Ondt og Godt. Og Slethed? -- ja, viis mig Godhed, vil jeg tilstaae . . Bah! jeg siger altfor meget: . . bør jeg tage den Drøm om Godhed, som jeg Eder gav, som var et Spjeld for Eders Øine, bort? og skjære Eders Ondskabs Tøile over? Forresten hersker jeg dog mest om Natten; da bli'er jeg selv en Sandhed! See naar Sjelen flyder hen, og Dagens Tanker hæve sig ikke over Fladen meer som Bølger: da stiger jeg af Sjelen, -- først som Damp; men siden formes jeg, snart som en Venus -- den vakreste af alle mine Døttre -- idet hun steeg af Havet, med en Krands af Perleskum i Haaret og en Skare af Naider, Havfru'r Søesatyrer boltre om i Sjelens Skum; men snart og som en slangelokket Eumenide. Jeg dugger Leiet da med iiskold Sved, belyser falmet Skjændselsdaad, og farver den op med Graad . . . SIDE: 106 Men seirer jeg da ei om Dagen? ha! see Natten er min Neger, bøiet under Byrden af Alruner, Valmu'er, Viindru'er, Vampyrer, Priapusser, Suk, Gjengang're og Løvværk, -- alt groteskt, uhyre, skjøndt en Fluevinge slynged' det bag Skyen. Men Dagen? ha, den er en snehvid Tru'els, en Bondekarl fra Jylland, meget ærlig, men meget dum. Ham Virk'ligheden tinged', og sender ud i Ærind'; men han finder aldrig Veien rigtigt, for jeg lader min sorte Tom bestandig staae paa Hjørnet, med en Turban paa Hov'det, som en Maane, hvor Truels skal komme, krum og svedig under de Stene, som jeg lagde i hans Kurv. Naar Jyden seer den Sorte, løber han: -- han troer det er den Onde -- og saa gaaer det. Paa næste Hjørne staaer den Sorte atter og griner med de hvide Stjernetænder. Eh voila! de tusind Folianter, tykmavede Systemer, Kirkefædre og Philosopher drømmede om Dagen. Forskjellen er kun: man kan Dagens Drømme ordne lidt, og skjænke Efterslægten dem til at drømme over, som naar Ammen først smager selv paa Maden, runder den med Gummen, og saa putter den i Glutten. Men Nattedrømme ere liig en Flok af Beduiner, som du seer i Ørknens Horizont, adspredte, nærmende sig snart, snart flygtende -- en Sværm af Myg, der snart paa Bækken dandser, snart om Øret. See Alting drømmer: Rosen drømmer, og din Elsktes Øie ahner blot og drømmer. Napoleon og Cæsar vare Aander, som gik omkring paa denne Jord i Drømme. SIDE: 107 I troe mig ei? "jeg ligner jo et Barn, har Mund og Næse, spørger, svarer?" ha! I Daarer! see, min Magt er lunefuld og omvendt, see, mit Lune er min Magt: jeg er den Vind, som blander alting sammen. Troe mig: en Draabe Dug er mig et Hav; jeg vandrer stolt, som Kongen i hans Sal, rundt i en hvælvet, lukt Provencerose, og Himmelhvælvet er mig trangt, saa jeg maa bøie Nakken under Stjerner. Nu troe I mig? hvis ei, jeg hevner mig i Nat paa Eder hver især: jeg skriver en Regning op i hver en Gjerrigs Hoved, og stryger atter over den med svedig Haand, og skriver Facit gal etc. I troe mig ei? det er min egen Kraft, som virker Mistroe. I har drømt saa ofte, saa I vil Intet troe! -- Nu, Mistroe er min rette Atmosphære, hvor Forstandens kolde Lufttræk krydser Phantasiens lumre Aande. (Supplicanterne snorke.) Stille nu! de sove her paa Gaden: Maaskee et borgerligt, harmoniskt Selskab har tilbragt Aft'nen hyggeligt i Klubben? . De snorke nu . . I dette Øieblik jeg -- ene jeg -- gjør Gadens Stene til en Dyne eller Ægtemages Barm. Blot stille nu! ei pib! ei tramp! thi ellers bli'er jeg tvungen til for disse gode Mænd at skifte Scenen, fra en Duneseng til qvalfuldt Leie paa et Høeloft, hvor man hører nedenunder Bucephalidernes Discant og Fodtakt. -- Min Phantasie er liig en tusindkantet Diamant, og min Forstand bestandig SIDE: 108 kiger gjennem den, som gjennem et Kaleidoskop, eller den er et chinesisk Spil som min Forstand i tusind, altid nye, Former lægger -- Ha! jeg kløver let mit Væsen, stiger op som en Raket, men daler ned i ti. Paa engang tumler jeg en søvnig Klokker -- han hører Klokkeringen, -- og en Høker -- han lugter Flesk, -- en Ungmøe -- ei! hun leer og kysser Hovedpuden, -- og en Konge -- han slaaer med Nakken: thi jeg maler ham med Phosphor: rex, rex, rex, rex! Saa som jeg staaer, med disse Ord i Munden, jeg kneiser i en spydig Ynglings Tanker: saa som jeg staaer han skimter mig igjennem sin Pibes graablaa Damp; dog stundom jeg ham narrer med et altfor velkjendt Smiil -- en Rosenknopguirlande, med en Kind, hvis hulde Runding er hans Tankers campus martius, og med en Bruunlok, som, idet den flagrer over Formen af en Pande, liig en kløvet Maane, ligner en bølget Skye, en frodig, hængende Vedbende, smigrende et Marmor med sin lette Skygge . . ha! da blæser han og splitter Røgen for at gribe efter mig -- den Nar! (Supplicanterne snorke). Eia! de tykke Sjele sukke under Byrden af min vægtige Indflydelse . . De drømme om Pengetrang, om Creditorers Skrig, om Bedekøllers Dyrhed, Klokkeriet. Jeg er medlidende: jeg hæver vel mit Sværd med guldindlagte Arabesker, men slaaer kun til med Fladen; og i Sjelens Bølger, naar de hule Døninger SIDE: 109 slaae under Nattens Taage, rører jeg med min Primstav, lokker Morild frem. (Supplicanterne snorke.) I brave Mænd! I blæse Eders Stolthed gjennem Næsen. Du er nu Bisp, som ligger der i Snavset, og Du nu commanderer over tusind Orgelpiber. Du nu æder Steg, og siger: "gaae! jeg har Forretninger!" til En, som venter Eder krum i Døren. Det dages alt. I gode Mænd! jeg vil nu pynte Eders Drømme, give dem et sikkert Omrids og lidt mere Farve. (Musik. Geniussen dandser og forsvinder engang bag Koulissen, hvorpaa strax en Deel smaae Drømme- gestalter (Geniussen selv delt), alle klædte eens, som Klokkere med Paryk og en Silkelap paa Ryggen Knæbuxer etc. dandse ind paa engang efter samme Musik. Naar de have dandset en Tid, under til- tagende Belysning, dandse de omsider bort, og Ole kommer ud af Døren, udenfor hvilken Supplicanterne sove. Han støder til et Par af dem idet han gaaer ud. De springe op alle tre stirrende paa hinanden.) Ole. Ei hvilken Beleiring her har været i Nat? Depositurus. Ha, Rædeligt . ! Ole. Godmorgen mine Herrer! Discant. Ei! det siger jeg ret . . Streng. For Djævelen! Ole. Hvad godt? Depositurus. Quomodo? -- ha! Discant. Jeg troer det har regnet i Nat. Jeg er vaad paa Ryggen. Streng. For Djævelen og alle hans Engle! Væk! -- jeg vil ind. SIDE: 110 Depositurus. Jeg væk? Discant. Det er forfærdeligt! Streng. Alt er nederdrægtigt -- det nederdrægtigste af Alt. Natten er nederdrægtig fordi den bedrager, Morgenen fordi den spotter. I er nederdrægtig! I er nederdrægtig og I? (stamper i Jorden.) Depositurus. Jeg? Discant. I mener ikke mig? (De ti Supplicanter komme ind.) Streng. Og see her en Sky af Nederdrægtighed . . væk! jeg vil bryde den! . . jeg splitter den . . Væk! jeg har fortjent 1000 Daler af Harmonien, men har den lønnet mig med Andet end med lumpne Nederdrægtigheder? Væk I Glosebog! . I Qvint! Ole (holder i ham.) I kommer ikke ind. Depositurus. Det er Famulussen I skurer til I Streng! (til Ole.) Bed dem gaae bort eller at pakke sig, ædle Ven! siig du har et Ord at tale med Hrr. Stud. Theol. Depositurus som profane Ører vilde have ondt af. Discant. Godmorgen Hrr. . . . jeg gratulerer Hr. Ole . . Hr. Famulus vilde jeg sige. Streng. Sjeldne Ven! I er en Maane i al denne Sky af Nederdræg- tighed. Alle Supplicanterne. Godmorgen! Discant. I kommer ud af Døren, kjære Hr. Ole! som en sød Tone af Violinhullet. Ak! I synger sødt. Jeg vil spille paa Eder med Guldfingre. SIDE: 111 Depositurus. I kommer her ud af Døren, som den berømte Stjerne Lucifer af en Morgensky. Vær hilset Ole! du er Morgenstjernen: din Herre er Solen: jeg bliver Maanen, der tier under Aftensangen. Disse Ole! ere Tusmørket og Natten. Denne er en Ugle; denne en Vægter -- Nattens Datter og Søn. Ole. Lad dem ikke høre det. Depositurus. Høre det! ha, hørte I det? Jeg vil lade Discanten gaae, fordi det er min Kones Stemme; men Strengen vil jeg slaae an med Jernhandsker. De ti Supplicanter. Han seer os ikke. Godmorgen Hr. . . . Ole. Godmorgen mine Herrer! De ti Supplicanter. Nu saae han os. Streng. Jeg holder det ikke ud. Bort! Dette Gjærde hopper jeg over. Depositurus. I brækker Halsen paa mig. Discant. I snubler i mig. SANG (Mel. Movitz skulde bli'e Student etc.) Depositurus (sagte til Ole.) Slip mig, min Mercurius, alene ind i Salen! Streng (til Ole.) Slip mig ind Hr. Famulus! Jeg vil jo holde Talen. SIDE: 112 Discant (til Ole.) Lad mig dog i en Krog vente der i Gangen. Trudsler er blot dennes Sprog, men sødere er Sangen. Depositurus (rækker Ansøgningen frem.) Ole! læg du dette ind paa Bordet foran Sengen! Dette Forslag sprang fra Sind, som Rosenbusk fra Engen. Haabets Grønt flagrer skjønt om de høie Qviste: af dens Rosers Smiil saa ømt skal Frugt, som Latter, briste! Streng (til Ole.) Ole har du Livet kjært, du laaner ham ei Øre. Seer du denne Haand har lært en prompte Regning føre. Discant. Derom veed jeg Besked Himlen dig bevare for at træffe Manden vred! -- Jeg kan dig ei forsvare. Depositurus. Agter jeg hans Taushed? ha, jeg spytter ad hans Eder! Streng. Ole! hvis I svarer: ja! Jer Ryg en Blodstrøm græder. SIDE: 113 De ti Supplicanter. Hei, her frem togang' fem! vi vil Porten sprænge, kaste overende dem, som Famulussen trænge. (de nærme sig.) Discant. Nei, kjære Herrer! . kjære Venner . . Sømmelighed og Fredelig- hed . . Jeg tager Eders Partie. De ti Supplicanter. Hvor er Talen? vi ville have fat paa Talen . . Discant. Han har den i Lommen. Streng (gaaer bag Ole.) Guds Død! De ti Supplicanter. Frem med Talen! vi ville sætte imprimatur paa Talen. Frem med din latinske Supplik . . vi ville rette den. Depositurus. Kan I ikke den Vise: Habitare fratres in unum? Glyt lidt paa Porten Ole. Ole. Nei, I er for tyk . . De ville storme ind efter Jer som Kjøl- vandet efter Baaden. I Herrer! jeg er upartisk, kom med Eders Ansøgninger. Discant. Læg min øverst Hr. Famulus! Ole. Hav den Godhed at bie lidt mine Herrer. (gaaer ind.) SIDE: 114 SANG af alle Supplicanterne. (Mel. Gubben Noah etc.) Der vil bides, der vil strides om det Klokkerie. Ak hvor jeg skal æde, slumre sødt og qvæde! Der vil bides, der vil strides om den Klokkerpost. Jeg bli'er Manden: ingen Anden faaer det Klokkerie: ak, hvor jeg skal æde i mit Klokkersæde! Jeg bli'er Manden etc. Gaae I Andre! jeg vil vandre til mit Klokkerie. Ak, hvor jeg skal æde, glindsende af Glæde! Gaae I Andre etc. I vil gabe, Spillet tabe om det Klokkerie. Ak, hvor jeg skal æde, I kan sultne græde! I vil gabe etc. Ole (kommer.) Det behager Hans Velærværdighed, at I give ham en Prøve paa Eders musikalske Duelighed: blot en liden Prøve. I kunne spille her. Streng. Den hvis Instrument har den høieste Lyd vinder. Ole. Det er klart, han behersker de Andre. Løven er Konge i Skoven fordi den brøler høiest. SIDE: 115 Streng. Da vinder jeg; thi jeg synger og seconderer med Langeleeg. En Supplicant. Jeg haandterer Trommen. Ole (skaffer Musikalier frem af Huset.) Der har I en Violin . . tag frem eders Piccolo Musikant. . Hvem vil have Positivet? Alle. Jeg . . jeg . . Depositurus. Nu har jeg det . sat! Alle Supplicanterne. I skal snart komme bort. Ole. Stille nu! der har I en Bas . . der en Klarinet! En Supplicant. Den er skjøn: den skriger høit. Eders Sang taber nu Streng. Streng. For en Klarinet? ha . . . knur ikke! Discant. Jeg forbeholder mig Solopartierne i Sangen, for synge maae vi. Sang er i Instrumentalmusik som Qvinder blandt Soldater. Jeg har et Bryllupsvers i Lommen, som gaaer paa den Melodie: "det gamle Gøthalejon hviler" Depositurus. Vil I synge den Melodie her? Jeg kjender nok Texten. Vil I synge sligt her? Synger I den her, anklager jeg Eder for at I voldtager Folks Moralitet. SIDE: 116 Ole. Stille nu! begynd nu! Discant. Naar jeg nikker, saa begynd! spil Kosakballetten! Streng. Naar jeg raaber: frisk! saa begynde vi at spille en Choral eller den af Zetlitz: "og naar jeg ved Elises Barm." Depositurus. Jeg spiller først et alvorligt Stykke paa Positivet. Skulle vi ingen Ouverture have kanskee? Ole Hr. Famulus, Hr. Ven! I hører hvilke Musici disse ere. Naar det er forbi, begynde I paa engang. Ole. I begynde Alle paa engang. Pst! Discant. Bi . . jeg hoster (hoster.) Streng. Skal vi bie paa Jer? nu frisk! Ole. Stryg an nu. (Concert.) Filebom (kommer ind i Sloprok og Nathue.) Ole, hvor bli'er du af? Alle Supplicanterne (i den høieste Bestyrtelse.) Ah! (Teppet falder). SIDE: 117 EPILOGUS Nu, quid videtur Herrer? brast og Eders Forventnings Bue, som vel endog satte en reen electrisk Piil iveiret for at see, om der ei sneg sig rundt en Dødens kobberlandsede Herold, et dræbe- lystent Lyn, en brandguul, stribet Tiger, bag de skumle Sky'er, som hine Trendes Planer -- hver et stridigt Element -- udviklede, lod dampe ud paa Scenen? Saa vred var Streng, og der blev ikke Mord? saa feig Discant og der blev ikke Mord? saa stolt Depositurus og ei Mord? En hvæsset Crocodilehale burde det lille Monstrum have, og ei slig en buttet, brat afskaaren Abeende; eller og en lodden Bæverhale, som idet den sagte rører os, fremkildrer Latter. Dette var jo Bjerget, der skjalv i Barnsnød, fødte kun en Muus, en liden bitte Lemand? Dette var jo ligesom naar Gaden propfuld var af fulde Brandfolk, Tropper, Pøbel med vidtaabne Munde ventende paa Kongen, og En kom ridende, og raabte: "gaae! han kommer ei!" og Alle iilte hjem, paa Mavens hule Skrig, til kolde Kjøkken? Eller dette var jo, som naar Raadet -- et viist, alvorligt, hævende de blege Ansigter af sorte Kaaber, lige en Skare Aander i en blaasort Sky -- var forsamlet, og en Høistærværdig lod En gaae, og Raadet saa blev hævet i største Hast? Men, see, mit Thema var jo: spes frustratur! Og disse Helte sige jo det samme med deres: Ah! SIDE: 118 I dette "Ah!" er "A" -- Vocalen -- Skræks Repræsentant, og "h" Forbauselsens. Isandhed, dette Ord -- Erindrer Macbeth dengang Banqvo's Aand fremdampede, som Skyen af den skumle Søe, af hans Samvittighed, og regned' Sved paa den, saa i hver Draabe Banqvo stod og lutter Banqvo's -- Dette Ord er stærkt, er Skriget af en Snog, som Skjebnen griber fat ved Halen med en staalhaard Finger, og den ud af Sjelens Mudder slider voldsomt. Er ei dette tragisk? Er "Ah!" ei Hvinen af en Dolk, idet den segner i vort Bryst? et Dødssuk? "Men Heltene hvor lave? vil I sige Og ikkun sorte Kjoler? Veed I ei, man gaaer kun paa Comedie for at see; thi man er afvant med at høre -- deels for Forfatt'rens Skyld, deels for Acteurens? -- Naar Phantasus undtages, er der ei en Fjer, en Silkekappe; og hvad gjør en saadan blegrød Stribe i den hele Masse sorte Skyer? Ei nogen Prinds? ei nogen Konge, ei engang et Von? Ha, seer I vel, der være maa en Høihed eller og, begyndende med Kongen, saa Prindsen, saa en Hertug eller Fyrste, saa en Oberhofmarschal med Frue, tre Kammerjunk're, Lieutenanter ved Garden, og hele Stigen ned, Alt overstrøet med Stjerner, Vonner, Pailletter. Det glimrer skjønt ved Lys som Lysekronen. Det bli'er Orchestrets Sag at give Liv, at røre klingrende i denne Dynge Glas, saa Lyset bryder sig derpaa. Dog, vel at mærke, Pøbel blandes med: SIDE: 119 -- en Vægter, Kudske, eller hvad det nu kan blive efter Autors Smag, men dette gjør jo Contrasten, forestiller Skyggen, saa Øiet ikke trættes ved det Skimmer. Det er den mørke Nat, som viser sig i den oplyste Balsals Vindver, saa man føler grant, hvor hyggeligt man har det." Ak, Alt er sandt! den Daddel er fortjent. Men Heltene og Navnene er Former, fuldkomment passende paa Tingen. Men Tingen er jo -- hvad man end vil sige -- en Svaghed male af, som I og jeg har faaet i Arv: Indbildskhed nemlig: Her har I, i den ene Helt, den lærde Indbildskhed, eller og den dumme; men, i en anden Helt af disse Tre, har I Indbildskhed, mænget op med Vrede, og i den Tredie er Nuancen Svaghed. Det er et psykologisk Skilderie. Det er Indbildskhed selv maaskee, som bringer mig til at ahne denne Feil hos Andre. I det jeg skriver dette, er min Pen propfuld af denne Lyde, som saa gjerne aander paa Papiret. Vist de tre Fingre af den Haand, som skriver dette, af denne Kongelyde -- det vil sige store, mægtige -- som voxer med Dyden, Mistlen liig med Poplen, krummes om min Pen. Indbildskheds Aande gjør vort Hjerte til en Blære, til en Luftballon vort Hoved, saa vi synes knapt med Taaen røre de Andres Isser. See, den voxer frem i Sjelen, liig en Trende Alen høi tykbladet Cactus i en liden Potte. Ha, Indbildskhed, lugtende saa sødt for egen Næse, stinkende hos Andre, SIDE: 120 den see vi fremst hos Alle; men den staaer, skjøndt kjæmpehøi, dog useet, bag os selv! -- Det er dens Skygge, som vi see hos Andre. Men naar vi vende os og see tilbage, da see vi blot en liden bitte Dverg, en Tommeliden, flygtende tilbage og snublende og druknende i Dynger Rosenblade, hvormed Dyder dækked' vore Trin. Nu bliver bag jo frem; og Kjæmpen staaer og svulmer atter bag os, og maler med sin lange Kost hiin Dynge Rosenblade, mens han hvisker: "denne Dreng er egentlig Indbildskhed ei, men Selvfølelse." Eller, naar vi vende os tilbage, da see vi blot en liden Kolibri, en Humle, neppe hørligt nynnende i et bleggrønt Hav af duftende Reseder: vore Dyder. -- O lad den surre! nei du dræbe den! saasnart dens Surren standser, bliver alt -- nys Roser og Reseder -- til en Hede, hvor Vinden rasler i det brune Lyng, og Humlen, som du dræbte, vil du see da som en Ørn med otte Alen mellem Vingen -- ha! -- Du seer blot Lyng: men Mange seer den søde Beskedenhedsviol, der blegner ved at see sin egen Ynde selv i Sandheds klare Dug, saa huldt at smile under Dydens Palme, skjulende sit Hoved bag de gyldne Skyer: dens Frugt er Daad. Lad Elskovsroser gløde rundtom Foden aandende en lunken Vellugt mod Kronen, saa dens Blade sagte bølge! Menn'skekjærlighed og Venskab er den Kraft, som gjør dens Stamme glindsende, SIDE: 121 liig Frels'rens Palme, staaende i Guds Lys og skyggende en Verden. Er da Indbildskhed ikke styg? den vrænger Dydens Aasyn til en Momusmaske, og giver Lasten Dydens rene Træk: den er Dydens Sporeklingren, saa man hører hvert et Trin: den sminker Lasten. Fortjener den da ei at gaae paa Scenen? en liden Bog saavelsom Radesyge, den gyldne Aare og deslige Andre? Den er dog mere udbredt: ofte den tilsideblæser Kongers Storhed, som var Glorien om Kronen, naar halstarrig en saadan En sig tænker mere viis end Parlamentet, hvidnende af Sølvhaar, og træder Domme under Fødder, liig en Hyrdedreng, der høist forbitret tramper om i vissent Løv, og fryder sig ved Løvets Suk og kaster det for Vinden, fordi han tabte der en Knap. Men ogsaa en Drots pluskjævede Indbildskhed bortblæser Lauren af hans Tinding og de Blomster, Folket nærede saa gjerne for ham i Hjertet. See, han ligner Fjeldet, hvor Granerne er' mejede af Stormen, og Folkets Hjerter ligne Agren, som de gyldne Lokker bøjer henad Støvet, om nu Indbildskhed hvisker: "Mennesker forholde sig til dig, som du til Gud: Gud plager dig med Podagra og Gigt og Syphilis: nu plag du ogsaa dem, som Gud har tilladt dig at plage!" Eller og Indbildskhed, som bestandig spotter, hæver Kongen saa iveiret, at Grændser synes ham kun Stene og Floder Grøfter, Stater Myretuer. See Generalen efter første Træfning -- at sige, hvis han vinder -- drømmer sig SIDE: 122 en Bonaparte; men hvis han maa flygte, da er han kun Moreau: hans Feighed er den fabianske Klogskab! Commisæren, hvis han, saa tung som Kong Philippi Muler, ei vender hjem fra Krigen er en Phoci'on. See Damen her, hvor høit hun sender sine Øine op mod Himlen, blot fordi den lunefulde Skjebne gav dem Himlens Farve, danned' dem en Draabe liig, der glindser i en huul Saphir! Og Denne? Hun troer at fange Verden i et Smiil, og derfor smiler hun bestandig. See denne her, med Briller og Lorgnet, hvor kneisende, hvor lang en Hals, hvor liden Nakke? See hun, bleg og blaa om Øiet, fra Institutet kom i sidste Vinter. Meer end fire Sønner hun i fire Aar har kostet; men nu kan hun og en Rose male, Clauren kan hun læse paa Tysk paa Sengen, tilmed meget Andet, saa baade Mo'er og Fa'er er vel fornøiet. See Denne her, hvor æsende som Bærme? Han skrevet har en Vaudeville, og, hvor han gaaer, han hører, hvor man hvisker: "see der det frodige Genie!" Og Denne! han tager sig om Hagen, hvor de første Manddomsblomster stikke frem, som vissen Halm af snedækt Ager. Og see Denne, hvis sødeste Musik er Sablens Klang, i det den slaaes med Gadens Stene, og hans Sporers Klirren! Kast et Blik paa Denne! Han svulmer; thi igaar han aarelod en Fru; idag forbandt han godt en Finger. SIDE: 123 Han drømmer sig et Keisersnit og en Afhandling i det medicinske Tidsskrift, hvor han kan prale med Latinen, blot ex usu lært; som f. Ex. naar han skriver "Hjerte" sættes inden Klammer "cor" dertil, skjøndt Drenge dette veed. Et Par nye Buxer, Guitarspil, lidt Sang i Struben, Briller, første Præken, en Maaned efter man er gaaet fra Skolen, kan ogsaa hæve denne Lyde. Nok, Hine svulme ei for hvad de er', saameget som for hvad de vel kan blive, ifølge hvad der allerede er. Men -- jeg vender lidt tilbage, tager fat ved Haaret den Indvending: "Autors Helte ere altfor lave." Ei! jeg tog en Klokker som Machinegud, fordi en Slig in re vel siger mere end Mange, af en saadan Rang, at de vel kunde figurere i Tragedier: og fordi, -- jeg veed jo hvordan Verden er: saa Mange søge selv Satire i Madses Vers -- her Ingen er i Byen, -- de Andre ere smaa -- som kunde mig bebreide Krænkelse af Standen, eller en lumpen footisk Spot. Jeg hader Spot, som Fruen Tølperen, der spytter ligemeget paa et tyrkisk Teppe og paa Gaden. Og Satire? ha, en cultiveret Skurk, en Gadedreng, som har igjennemløbet Sinkelexen! Spot puffer, denne kniber; Spot, den æder, men Satire bider -- Fy! SIDE: 124 Hvis jeg en Saadan spotted', vilde jeg, -- uhyre Tanke, gnavende min Sjel, idet den fødes, farende igjennem min Sjel, som Samum gjennem Mahars Dale -- vel omsider driste mig til -- mig Himlen frelse fra slig Tanke, der blotter frækt et tvivlsomt Smiil og Panden mod hellig Helveds hell'ge Luer, hvor den sikkert, ganske sikkert, bort skal hvirvles, med dette Blad, som blev dens Vugge, i den Svovelrøg, som svedent Haar -- at smile (thi da var intet helligt meer) ad Pastor Sancte Wee, fordi man føler Svovllugt stærkt i Næsen, naar han taler, seer Beeg at rinde nedad Væggen, angrer, at man har sine bedste Klæder paa. Ak Kraftens Ord! naar man kan holde ud en saadan Præken, slig en aandig Sviir, og man da endelig vil sig omvende: saa seer man grant, at det behøves ei; thi Syndens Fader -- ha Forstanden! -- ligger af Svoveldampen qvalt, som røg af Munden, og Troen fanger den da let som Drengen, der kaster Truget angest over en Grævling, som han paa en Skovvei finder raadnende: -- han tør ei røre den; thi Kløerne er' endnu ganske friske. Ha, spotte saadan Tale liig den sorte Kedron, fraadsende i Golgaths og Gethsemanes's Mudder, -- o en Naphta- kildes Luefraade! ha en Tale -- Commentairer til Pontoppidans Forklaring, og til Bogen, hvor de kjære Børn kan Herren see i vakkert Træesnit, alvorlig selv som Skolemest'ren i Paryk og Kappe, og den Helligaand, skjøndt bildet som en Høne eller Due -- som om man stod til Underlæben, i SIDE: 125 en Stilling, som før Regulus, i selve Helvedgryden, Ha, at spotte Sligt! Mon saadan hellig Lueknittren, slig Vulcan fra Prækestolen ikke trænges? -- Hør, Verden snorker jo, og slig en Lyd er kraftig til at vække, naar undtages Irlænderen, der vender sig blot om i Sengen, naar kun Næstens Sager brænde. Ha, spotte saadan Tale, som det hede Beeg i Sjelen slynger liig Raqvetter i sorte Høstnat: -- ret et aandeligt Fyrværkerie, et smukt illumineret Kjøbenhavns Beleirings Skilderie, som det, der sælges ud i Holmensgade hos Triblers Enke, -- ret et ziirligt Træesnit, hvor høit Zinober praler mellem Tusken, som røde Kinder under sorte Hatte! Hvor hæve slige Ord sig fremfor Dens, som aander Rosenblade frem, og søde Complimenter, som Christinderne contant med Taarers Sølv betale! Og fremfor Dens, hvis Mening ligger skjult bag lutter Straaleskimmers lyse Glands, -- det Hele uligt ikke Guldpapiir! Og fremfor Dens, som har de vakkre Tanker saalænge slidt, at Talen bliver liig den Smaadrengs Malerie, som har sit Skriins Farveskaller tømt, men dypper Penslen dybt i Vand, og saa i Skallen, hvor Carminen rødmed' fordum, stryger over Papiret, sigende: det Tag skal være mørkrødt; dypper saa i Skallen, hvor det Gule flammed', stryger paa Papiret, og siger: dette Huus skal være guult! Nu, sat superque! Om I ikke Vid -- liig Europæeren, som, strax han træder afrisk Sand, med graadigt Øie efter SIDE: 126 Guldkorn under Kis'len stirrer -- fandt i denne Tale: faae I dog Anledning, (thi kloge Folk af Tosser lære Vid) at vise Eders eget, saa at første Hemistichium bli'er Maalet, men det andet indeholder Latt'ren (Latter er nu det samme som man "Odden" kaldte). Jeg siger, mine Helte ere høie: de Trende sær, som ere trende af hiin Svagheds Retninger, blot navneklædte, -- tre Træk af samme Haand, af denne Last som ligger, Skrymner liig i Jothunheim, eller og, en anden Jette liig med trende Hoveder, saavel i Kongers Sjel, som i en Spillemands og snorker. Henrik Wergeland SIDE: 127 IRREPARABILE TEMPUS FARCE MED EFTERSPIL AF FORFATTEREN TIL FARCEN "AH!" Mod Møller Don Qvixot sit hvasse Slagsværd hæver, og Sancho Panzas Sjel og tykke Nerver bæver; men Rucio stod still'. Han tænkte vist: lad see, hvem Slaget gjælder først. Hvem var den klogeste? See Phantasmer lege med Rosensmiil bag Silke, nedentil er Lagnet bred over Dødningstilke. Ræddes du min vene Møe ved at skue Panden haard og huul, hvor Dage strøe visnet Haar om Randen? See en Kniplingskappe skal Dødninghov'det pryde, og et muntert Latterskrald gjennem Huultand bryde! Kys det Billed Yngling, saa ei din Læbe brænder: Tid tør plukke Roser smaae med de lange Hænder. Dødshviin tæt skal dækkes med Børneskrig saa glade: hvide Been skal graves ned under Rosenblade. SIDE: 128 Personerne: En Institutdirectrice. Moster Mode. Faster Tid. Constance. Cathinka. Molly. Rosa. Thora. Blære. Ego. Stygge. Maabe. En Enkemand. En Officeer. To Lærere ved Institutet. Personerne i Efterspillet: To Drenge. En Graverkarl. Mo'er Thora. Faster Tid. (En Plads udenfor et Huus, udaf hvilket de fire Damer styrte med Tegn paa overvættes Glæde. I Baggrunden en Kirkegaardsmuur.) Institutdirectricen (stikker Hovedet ud af Døren.) Husker nu paa det Børn . . . . . Cathinka. Børn? Vi ere saamæn ikke Børn nu . . . . Directricen. Ja derfor maae I takke mig mine Damer, om saa Eders egen Natur mindede Eder nok saa stærkt. Husker nu paa da, at I have lært her til Fuldkommenhed, til perfection, Tydsk, Regning, Liinsøm, Fransk, Orthographie, Broderie, Engelsk, Oeconomie, Tegning, Fransk-Grammatik, Norsk-Grammatik, Musik, Chresto- matie, Telemaque, Perlestikning, Skræddersøm, Modersmaalet, Brøk, Religion, Grammatik, ældre og nyere Historie, Stiiløvelser, Forstandsøvelser, Geographie, Naturhistorie, Botanik, Chenille- søm, Plantelære, Jordbeskrivelse, Skrivning, Inden- og Udenads- læsning og Dands . . . . Molly. Og Calligraphie . . . Directricen. Rigtig! Cathinka. Og hvad der henhører til Fruentimmernetheder . . . SIDE: 129 Directricen. Rigtig! Rosa. Og Skjønskrift og Blomstertegning. Directricen. Rigtig! Cathinka. Ja glemme vi det, vi have lært, saa have vi jo Characteer- listerne. Jeg har Udmærket godt med Kors og Slange for enhver Videnskab. De andre Tre. Jeg med! Directricen. Rigtig! I ere dimitterede . . Adieu! I ere dimitterede; Adieu! Pigerne (dandse i en Ring og synge til Kehraus'en.) Endelig, o endeligt vi saae et Glimt af Dagen, og den lede Barndom er nu aandet bort med Klagen. Cathinka. Nu kan jeg snakke saa meget og saa dumt jeg vil: Alle vil takke, og bukke sig dertil. Alle. Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen, og den lede Barndom er nu lagt i Skriin og Lagen. Constance. Med Complimenter nu Beilerhæren stormer hid: billige Renter af Ungdom, Skjønhed, Vid! Alle. Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen; vi vil glemme Alting nu: at lee bli'er Hovedsagen. SIDE: 130 Molly. Tusinde Blik nu vil kjæmpe om min gyldne Priis: Aha jo fik Du vel Pæren Zachariis. Alle. Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen! Nu de varme Roser lee og spotte Vinterplagen. Rosa. Kurve jeg skjænker: i hvert et Smiil der hænger en: glindsende Lænker mit Blik kan slaae igjen. Cathinka. Nei stands nu! mit Bryst taaler ikke saa violent en Motion. Det er en anden Sag, naar der ere Cavaliers med, saa bliver jeg agilere jo mere Lysene brænde ned i Lampetterne . . stands nu! Constance. I Dands maa en Pige aldrig give tabt, om saa en Aare skulde være paaveie at springe. Molly. Ja men det holder jeg med Constance i, naar Cavaliers ere med. Det er ligesom min Broder, der ikke lader sig mærke med, at han er syg i to Dage efter de tre Calaser, han har hver Uge. (De sætte sig paa en Bænk.) Første Lærer ved Institutet. (kommer, men standser ved Indgangen.) Ei, Klokken er ikke 9 endnu . . Lad mig nu see . . først spørger jeg den lille Flinkeste om det Letteste, saa siger jeg, "det er brav!" saa spørger jeg den dumme Pige fra Landet om det Vanskeligste, og dersom hun kan det, siger jeg: "det er ikke rigtigt." Dersom hun saa siger, at der staaer saa i Bogen, siger jeg: "jeg veed det nok: ja, jeg er ikke enig heri med Forfatteren SIDE: 131 til denne Grammatik. Folk, som ikke forstaae Sproget, skulde overlade Andre at skrive Grammatiker." Dersom hun ikke kan det, bliver jeg vred og siger: "De prøver en Lærers Taalmodig- hed, Mamsel! vel længe: De satisficerer mig aldrig. Hør nu! skal jeg læse Stedet op for Dem . . . hører De?" Naar jeg nu har læst det op, siger jeg: "dette er et af de vigtigste Puncter i den franske Grammaire." Derpaa vender jeg mig til den rige Grosserers Datter -- naar Klokken, som jeg haaber -- er tre Qvarteer, og siger: "vil De have den Godhed at repetere det?" Dersom hun ikke kan, siger jeg: "læs det kun op! det bliver det samme!" Naar hun er færdig, siger jeg: "Ret, Frøken, overmaade brav! vær saa god at hilse Fâr og Môr fra mig og takke dem for sidst." Men -- Guds Død! Klokken er alt over, og jeg skulde have seet over lidt til . . Det Subjonctif af avoir er noget Fandenstøi (blader i en Bog, han tager af Lommen.) Men der begynder de alt at støie, saa Religionstimen er forbi, og der er jo alt Læreren. (Anden Lærer kommer ud fløitende og hilser den Talende, som gaaer ind. Han seer Pigerne, og antager en stiv Gang henimod dem.) Anden Lærer ved Institutet. Jeg vilde have sagt Eder igaar, at I til imorgen kan tage det sjette Bud i Forklaringen . . hører I? (Alle Pigerne lee.) Cathinka. Vi bryde os ikke mere hverken om det sjette eller syvende Bud Herr . . Læreren. Ah, ja! (bliver meget levende i sine Bevægelser) det er jo sandt, De er traadt ud af Institutet. Jeg gratulerer Dem, mine Damer! Tillader De min elskværdige Lærling? Jeg gratulerer . . . (kysser hende og de Andre.) Cathinka. Fy skam Dem! De var den kjedsommeligste af alle Lærerne. Læreren (trækker paa Skuldrene.) Ja seer De . . . mit Fag . . Rosa. Aa, javist! De var ikke saa stræng. SIDE: 132 Cathinka. Nu gik Læreren i Fransk herudenfor og repeterede sin Lexe til idag, og overlagde hvad han vilde sige til Enhver. (Alle Pigerne lee.) Læreren. Ha, ha, ha, ha! ja han! Men jeg har hørt et Rygte: Skal der være bal en masque paa Theatret? Maa jeg have den Ære at følge Dem did? Jeg kommer just her fra Institutet Klokken 6. (En Dame neier) Nu Godmorgen! Jeg glæder mig ved at see i Dem nye Prydelser baade for den aandelige og legemlige Verden. Til- lader De . . . Vær fortrolig som før med Deres Lærer, nu Deres Ven og Beundrer. (gaaer fløitende bort.) Constance. Der kommer Moster . . ha, ha! hun er saa snild, skjøndt vi aldrig tør gjøre hende mindste Gran imod; thi da pidsker den hele Verdens Latter os, som hun har faaet paa sit Partie for mange Aar siden. Molly. Ja, hun kaldes nu Moster over den hele Verden mener jeg. Men hvorledes skulle vi tage imod hende? Cathinka. Lader os staae her en haye og neie tre Gange: først naar hun kommer paa Hjørnet, saa ved Trappen, og tredie Gang naar hun kommer ganske nær. Constance. Nei, togange kan være nok: først naar . . Rosa. Skal vi kysse Moster? Cathinka. Nei, det convenerer ikke. Constance. Det bliver bedre, at vi sætte os her paa Bænken, og, naar hun kommer, reise vi os halvt og sige: det charmerer os at see Fruen. (De sætte sig paa en Bænk. Mode kommer ind meget udmajet, med langt nedskaaren Kjole og en meget stor Sypose.) SIDE: 133 Alle Pigerne (reise sig halvt) Det charmerer os at see Fruen! Fru Mode (seer paa dem igjennem en Lorgnet.) Ah, Legetøi, og nyt og indenlandsk, hvormed mit Lune lege kan, som Vinden med Græsset, vajende paa Kirkegaarden, saa langt og blegt . . . ah, ret velkommen! kjære! (kysser Cathinka.) O, hvilken Vinding for vor Stad! Cathinka (afsides fra Mode.) Nei! Fy, det Kys var som at bide i en raaden Krebs. (tørrer sig om Munden.) (Mode kysser Constance.) Constance (afsides fra Mode.) Nei, den var levende: jeg følte grant, den beed. (Mode kysser Molly.) Molly (afsides fra Mode.) Ah nei, det Kys var som at bide i Tangblomster, saa den Blære fuld af Stank med Klasken brister. (Mode kysser Rosa.) Rosa (afsides fra Mode.) O hvilken Plage, som i Gjæstebud dog ikkun hjemme hører, hvor gjensidig man er forbunden til at tage væk hvad Servietten glemmer. Mode. Ret enfans! Jeg hørte hvad I sagde . . . Ret enfans! Spot skal sig krympe sammen rundt om Læben, og Øiet lee, imens I kysse; hvilket dog aldrig maa undlades, om I væmmes. Husk, Tante vil det. SIDE: 134 Cathinka. Vi maae dog vise denne Dame, om ei de Forventninger, som glindse i vor Barm og svulme der, som Glands og Vellugt ved Junimaaneds Roser, er' naturlig'. Har Moster nylig Gøz von Berlichingen af Oehlenschläger læst? ha, hvor min Sjel fik Jern, hvor mine Følelser som Staal høit klang. Jeg troer den trykt i Kjøbenhavn. Mode. Mit søde Barn! Molly. Nei, den er fra Paris. (ramsende) Paris ved Seinen har 400,000 Indbyggere og et stort Slot. Den udfører Bigotterier og Carnaillerier med mere . . . Cathinka. Nei Bijouteri- og Quincaillerievarer med mere, vil Du sige Molly. Constance. Du feilede Cathinka da du sagde hiin Bog fra Kjøbenhavn af Oehlenschläger; thi jeg har seet den grant paa Tydsk. Cathinka. Ha, ha! Er "Gøz med Jernhaanden" da Tydsk, og skriver da nogen Anden vel Tragoedier? Hvem har skrevet Palnatoke, Hakon Jarl? Og kjender du da flere? Disse tre Tragoedier man kalder, og Forfatt'ren en Tragiker. (Mode nikker) Constance. Saa maa det vel en anden Tragoedie være; men den var paa Tydsk. SIDE: 135 Cathinka. Nei Tragiker er Oehlenschläger ene. Constance. Den, jeg har seet, hed: "Gøz med Iishaanden." Saa hed den oversat. Cathinka. Det er jo to. Men sladr' nu ikke mere. Rosa. Skildringer, paa engang ømme og saa rædselsfulde, at man maa daane før man faaer seet ud, har Frøkenen Maria Weber tryllet i Jægerbruden frem. Mode. Charmant, ma fille! Constance. Nei Werthers Leiden von den søde Tieck! Mode. Ret! Noget have I dog profiteret af Institutet: nu hos mig I skulle i Skole gaae. Cathinka. Nei, vi vil ikke meer i Skole gaae. Molly. O nei, jeg skulde troe, vi har perfectioneret os. Constance. Ah, hvad skal vi vel lære mere? SIDE: 136 Constance. Nei, det seer jeg ikke. Mode. I tvinge mig at ælske Eder, I, I Elskelige! Sætter Eder dog! Den klæder Jer den Talen om Lectüre -- som Æsthetik I skulle kalde -- men erindrer vel at nævne Titlen i Grundsproget, Auctors Navn og Aarstal med, og lærer en Replique udenad, en enkelt Strophe, som I kalde Eders Yndlingssted, en Gudetanke, Eders egen Sjels Barn: tre fire Stykker, Dag ud Dag ind spill'de paa Claveret, skal hedde Eders Hjertes sande Toner. Mæt dermed kun Mamas Beundring, som frem og tilbage flyver paa hendes Aande, og lad ei Eders Faders Ærgrelse faae Mæle eller voxe frem, som Vinden fra Norden, stedse hvinende paa Fjeldet, hvor Græsset den tillader ei at spire. Lad Sang og Klang bestandig overdøve det melancholske Echo af de tre, de fire Aar, som, klingrende af alle hans Penge, er' paa Flugten. Nei, saa skal Manden tænke: "vakre Renter jeg har dog af min gyldne Sved: Musik jeg har til Piben Morgen, Middag, Aften, saa jeg en Æolsharpe eller og en hamborgsk Daase sparer mig at kjøbe. Ja Klangen af de Penge har jeg dog i mit Behold, og Ære, samt mit Huus af Svigersønneemner propfuldt ganske." Desuden, kan I Fransk? Constance. O, nei! SIDE: 137 Mode. End Tydsk? Cathinka. O nei! Mode. Nu vel! n'importe! I lære kun en Favorit-Sonnette i de Sprog, til Brug, naar der en Fremmed er tilstede. Det er det samme som at liste ind udi en Fæstning fremmed Garnison. Men endnu Et, hvad Eders Smag angaaer i Æsthetik, den være streng og kritisk, men ogsaa fri, og dette røbes bedst, ved Snakken om Ulysses von Ithacien, og en Bog, som man Candide kalder, som og endeel Noveller udaf Clauren. Constance. Jeg elsker høilig visse af de sidste. Cathinka. Vi fik i Skolen stundom af Candide smaae Oversættelser. Den var fortræff'lig. Mode. Nu nogle generelle Regler til! Læg Mærke, at I aldrig nogen huuslig Forretning foretager Eder. Cathinka. Ei! det kan jo Mutter gjøre. Mode. Vittighed maae I partout forskaffe Eder. SIDE: 138 Cathinka. O Den har vi lært, og kan for længe siden, og bedst af alle Ting fra Institutet. Vi kunne lee til det, vi ellers see, at gamle Folkes Alvor vækkes ved. Vi kunne efterabe Folk i Miner, i Gang og Mæle, hviske til hverandre, med Øiet heftet fast paa Een, og lyve vi kan for Spøg; ja, af en sjelden Evne i vor Natur, vi kunne en Historie forlænge tre- og firedobbelt, samt bepryde den paa alle Kanter rundt med Ansigter, og give den en Hale, snart liig en Snogs, snart liig en Abes, snart en Puddels liig, der logrer. Mode. Meget brav! Men lær og nogle Stropher af Peer Paars, og Wessels Skrifter, som I applicere ved hver en Leilighed. Desuden mænger lidt Fransk i Talen med trefjerdedele af Latter. Sidder stadigt, naar I ikke ved Speilet eller Flyg'len er, ved Vindvet paa høinet Sæde, til det bliver mørkt og samler Stof af Folkets Klædebon til Vittigheder, naar Kavalierer til Thevandstid indfinde sig: desuden ved Nytaarstid, om Vaaren eller og ved Bryllupper og Fødselsdage skriver et Digt, en Rad af Vers. Molly. Det bli'er umuligt! Mode. Hvad Snak? Du kan ei gjøre Vers? SIDE: 139 Cathinka. O fy! Fy skam Dig Molly! Mode. Kunsten er ei svær. See Hans gjør Vers, og Damer svede ikke. Den hele Sag bestaaer kun i at prænte sig ind en Hoben Viser, og at tage en Linie saa af hver, og sætte dem ned paa et Ark, og sætte Titlen over. Saalidt den Kunst kan kaldes Tyverie, som det at binde sig en Krands af Blomster, der voxe op ved Alfarveie. Eller man sætter Rimene som Regnestykkers Factorer op, og siden fylder til, som naar de ubekjendte Størrelser man finder ud. Cathinka. Den sidste Maade har jeg og engang brugt, og Digtet ogsaa kom udi et Blad, ja gjorde den Fortune at blive copieret i et Andet. Mit Riim i første Vers var "komme, Lomme" og "skue, Lue." Dernæst "Skygge -- bygge" og "did og Flid" i andet Vers. Mode. Fortræf'ligt! Cathinka. Jeg maa bekjende reent ud Mosters Skole er ret behagelig. Mode. Hvad Dragten angaaer: den pege dristigt paa en evig Sommer, Skjul Gigt om Vintren med en Sommerhat! SIDE: 140 lad Sneen rase om den bare Skulder, som spotter ad Lagerthas Haardførhed! Cathinka. Nei Moster! sligt vi veed forlængesiden. Mode. Heelt vel! men nu de specielle Regler! Cathinka! Du skal helst i Sind og Tanke, i Taler, Sæder og Manerer være særdeles frie. Gaae f. Ex. aldrig i Kirken og, hvis Nogen spørger, hvorfor, da svar: "see Stormen synger mine Psalmer og Stjernehimlen er min Bibel!" Cathinka. Ja ved Gud! jeg gjerne er en Atheist. Mode. See her. Du bruger Briller og Lorgnet . . . . . sæt dem nu paa (tager de Ting af sin Pose.) Cathinka. Jeg seer ei. Mode. Sæt dem paa! Du har jo grønne Øine! -- Dernæst skal Du smukt Aviser læse eller blade nu lidet hist og her, henkaste dem og sige "o Lord Cochrane langt fra har mit Haab, saa tørstigt efter Blodet, lædsket: hvor er hans Sværd og Seir, hans Klinges røde, dugfulde Blomst? . . ha Hellas Sukke hvinende igjennem Søndenvinden! O, at dette Mod, som qvæles af en Qvindebarm, liig Heclas fraadige, SIDE: 141 bugtfulde Flamme under Sneen, kunde fremskyde i haarrige Muskler, som Lavastrømme, svulmende med Røg paa! Hvor var mit Sværd? hvor Hjelmen? ha Jeanne d'arc! Og hvis der Officerer er tilstede -- sær Subalterne -- kan du lægge til: hvi styrter Nordens Kraft ei fra de høie Fjelde, liig en Fos af Sværdebølger, bedækket af de hvide Fjæres Skum, imod Steendyngen, under hvilken en uchristelig Despot, med aabent Aasyn, med Fakler og den hele Liigpomp og en Sværdemesse, levende begraver et Folk, imedens, med andægtig Mine og bortvendt Aasyn, christnede Despoter de sidste Stene kaste hen paa Graven, liig Strømpetyven i Peer Paars'es Reise, som holdt de stjaalne Koster under Kjolen, og svoer sig ærlig, eller Manden i Venedig, naar han bag en Maske gik med Gift i Apothekeræsker til de Pæstbefængte og de Gispendes den sidste Aande stjal med deres Guld, hos dem i Eenrum, mens man udenfor Kors og Velsignelser flux bag ham sendte. Ha, Nordens Kraft i Dalen samler sig og stille staaer . . . et Kjær, der raadner, Ha! O jeg forbander min Barm, mit Skjød, som gjør mig til en Qvinde! Cathinka. Min Gud da! Moster skal jeg mene med den hele Tale? Mode. Langtfra . . . nei mit Barn! nei vist! Beundring vil Du vinde; Dit Bryst man kalder da en høi Aands Tempel, Din Læbe Purpurskyen, hvorpaa den SIDE: 142 i Dagens Lys fremtriner lig et Solglimt -- Læs Alting Du; men Andre kan Du vigtig advare snart for een snart for en anden af disse Skrifter, sigende: sligt kan ei bide paa Grundsætninger, som mine. Er Du paa Bal, saa sæt Dig til at læse hen i en Krog, og allerhelst blandt Herrer. Hvis Nogen engang siger, han Dig elsker, da troe ham kun, men giv ham en af disse. (tager en Kurv af sin Pose) Der har Du fem! fem nydelige Kurve! den Ene mindre end den Anden; hvis du faaer Afsætning paa dem, faaer Du flere. Men gift Dig ikke førend Disse ere uddeelte Alle. Du Constance skal en Sværmerinde i Religionen, en Helgeninde være -- hører Du? Du græde skal, naar det er lyst i Kirken; blot der du være from. Constance. Men, kan jeg dandse charmante Tante? Mode. Ja, naar, efter Dandsen før Du igjen er engagert, Du heed og brændende i Kind og Aand afbeder din Synd paa Knæe i Sideværelset. Du Rosa skal en følsom Engel være! Som Leret Vandet, sluge Du Romaner. Du og Constance skulle nervesvage og rædde være udi Mandfolkselskab. For Hunde, Betlere, for Gjenfærd, Skud og Mørke, døde Fluer, Fingerskaar, for Tordenveir, for gamle Huse og for Skov og Vand og Fjelde, Muus og Katte, SIDE: 143 for alle Dyr I begge værer bange! Du faaer lidt mere bleg Couleur Dig skaffe -- som og til de Mysterier henhører, dem jeg forstaaer -- skjøndt ikke jeg kan nægte, at Institutet dog har Noget gjort. Der har Du en Lorgnet (giver Rosa en Lorgnet.) Du Molly stedse skal have Maven, Munden, Hjernen, Øiet propfuld' af Latter. Andet du, mit Barn, behøver ikke! Gjør hvad til Cathinka jeg sagde, hun med disse skulle gjøre. (giver Molly en Kurv.) Nu Damer! efter saa et halvt Aars Tid, hvis mine Roller kjede Eder, bytter kun atter om iblandt hverandre, saa at Cathinka kaster bort Candide for Jerusalems Riimkrønike: Constance henskoggrer Dagen: Molly smelter den i Graad og aander den i Sukke bort. Hvis I bliver fiir og tyve Aar, saa tæller igjen tilbage Aarene fra tyve, og elsker før en Frakke end Talenter, og Vest og Buxer før et Hjerte, og en Hat før Kundskab. Nok! modtager dette tilsidst (giver hver et lidet Speil), og nu adieu! Et Par cousins, igaar til Officerer slagne, vente. Dem og en liden Mand fra Bergen har jeg lovet en Visit. Adieu! Adieu! (Pigerne træde i Ring og dandse syngende den bekjendte: "Skjære, skjære Havre i det klare Maaneskin" o. s. v. men, naar de komme til de Ord som løse Dandsen: "hver ta'er sin, saa ta'er jeg min: saa faae de andre Ingen" svinge enhver sig rundt for det lille Speil, hun bærer hængende om Halsen.) (De fire Cavalerer komme ind, studse og besee Damerne med Seeglas.) Blære. Paa Ære! nei, det gaaer ei an, De dandse saa ene! O tillad mes dames! Tillad! SIDE: 144 Stygge. Hvor saae man Rosenkrandse uden med de brune Torne gjennemflettet? see sortfingret Nat jo griber midt imellem Plejadechoret! (Cavaliererne nærme sig, men Damerne blive ved at dandse og ende Dandsen paa samme Maade.) Ego. Ei det var som Fanden! Blære. Her noget er for os min Ven! Maabe. Ja, ja! Stygge (med Pathos.) Det spænder høit min Sjelskraft -- ja ved Gud! nu maa jeg hjem at digte, og jeg vender tilbage med en syngende Petarde og Verserader, Landser liig, som brænde med Luespids om disse Damers Barde! (gaaer.) Blære. O min Guitar! (gaaer.) Maabe. Mon De har seet min Frak? (vender sig rundt.) Nu faaer jeg hjem at bytte. (gaaer.) Ego (nærmer sig til Cathinka. Dandsen standses.) Hør min Dame! professor juris vil jeg bli'e til Vaaren. . . . nu hører De? De staaer mig an . . . ja vel! kort sagt . . . Men kjender De Musik? . . Ah jeg er lidt distrait! Nu, jeg Præmisserne vil lade fare . . . see, der er mit Hjerte . . (rækker Haanden frem.) SIDE: 145 Cathinka (giver ham en Kurv.) Nu, gjem det da i den. Ego. Hvordan? De mener ei saa? Det er umuligt! er det Deres bestemte -- ? ha, hvad tænker . . ? (afsides.) Er hun gal? Cathinka. Saamen min Herre! Ego. Agter De da ei et Hoved og et Hjerte fuldt af Jura? Talenter for Musik, et kroghvast Vid, en Lærdom, som skal snarlig -- hvis jeg vil -- iklædes en Professormyndighed? I seer ei Skjønhed, fiin Opdragelse? Ha! saae I Bøgerne, jeg havde læst, I kunde da begrave Eders Stolthed, saa stor den er, for evig under Dyngen. Cathinka (afsides.) Han frister mig. (høit.) Behold den kun min Herre! Ego (afsides.) Nei hun er gal! (høit.) See mig igjen og græm Dem! End De da? (til Molly.) Molly. Hi, hi, hi! (giver ham en Kurv.) Ego. Ha, veed De hvad De gjør? Genie foragter De og leer af Lærdom: SIDE: 146 De fniser ad en Haand, som svulmer efter Justitiarens Pen: De vrænger Mund til Skjønhed, Skarpsind, ja bespotter Hæder, som voxer frem og overskygger dette. Nu Deres Stolthed tier: min skal tale. (Thora, en ung Pige, kommer ud af Huset med Bøger under Armen.) Cathinka. Velkommen Thora! vær velkommen! Nu ryst i Frihed dine Skuldre, din Nakke, Tungen. Aha ha ha ha! hvor du seer ud! du din Enfoldighed har klædt i Simpelhed . . hvad skal de Bøger? Thora. Nu skal de lære mig; thi doven Fjas derinde var Disciplen, mens Alvorlighed, den ene Time i naragtig Strenghed, den anden udi streng Naragtighed, den tredie udi Latter klædt, var Lærer. Vel, at Opdragelsen og Læren, som min Mo'er og Fa'er mig gav, var mig saa stærk en Capital, at disse Aar ei aad den ganske op; men disses lærde Latter og latterfulde Lærdom bøied' dem, som Græsset kun, der reiser sig bag Bygen fritaandende, for kun saa høit at voxe, som dets Natur og Spire det tillader. Pigerne. O gaae du! gaae du! qvæg dig du i dine Grundsætninger -- oh, ret et landligt Solskin. Thora. Jeg væmmes ved dem. Disse Kegler har vel Moden dreiet til et Spil for Tiden, eller Tiden til et Spil for Moden, eller Tiden til sin egen Moroe. (gaaer.) SIDE: 147 Officeren (kommer.) Paa Parole! jeg er meget tapper. Den -- hør det Gratier og Vind og Luft! Den er Kujon, ja ret en spytsmurt Feig -- ha hør det Vidner! -- som ei duelerer med mig . . ha en, to, tre! Nu bli'er I bange? I denne Knebelsbart vel hænger Død i Enden af hvert Haar; og, naar jeg vredes, saa rykker jeg i den, og med hvert Ryk udrykker jeg et Haar, en Dødens Dæmons sortladne Skye, og med hvert Ryk et Liv! men bli'er ei bange Gratier; thi nu kun Fromhed sover i den, som en Ungmøes duunbløde Fingre i en Bjørnemuffe. Cathinka. Hvad er da Tapperhed? er vel dens Kjole i Brystet stoppet med Carteller, eller med gamle Lapper, som Forfæng'lighedens, hvis Kjole svulmer? Officeren. Ja, af disse To, min Dame med de Første. Cathinka. Spiser den? Officeren. Det var et Spørgsmaal om en Egenskab! Cathinka. Nei seer De -- posito -- jeg undersøger nu quæstionaliter og figuraliter -- jo Tapperhedens Væsen, og jeg troer, den er nu Eders hele Væsen, for den hersker i Jer Sjel som en Monarch, hvis Statsraad, nemlig Red'lighed og Retfærd, Humanitet, Forsigtighed og Fasthed, SIDE: 148 med Hat i Haanden, tier . . . Fy sligt Statsraad, som blot benytter Munden til at æde, -- thi disse æde, naar den kongelige Tapperhed tiltrodser sig, ved Hjælp af Herolden Pral, et Maaltid hos Kujoner og Borgere, hvis Smiil som Sølvet glindser, hvis Viin som Guldet, men hvis Cassa som en Tromme. Officeren. Trommelommelommelommelom! Ha, en Tromme! Cathinka. Fy sligt Statsraad, som -- uagtet Retfærd svoer retfærdig være, og Fasthed fast at være o. s. v. -- uagtet Munden hænger fuld af Tænder, og Strubeskeden slutter godt om Tungen, og Kjæben kan sig svinge i sin Muskel, smaamumler, som om dette Alt var muggent, og skimlende, saa Næsen neppe ahner, at Tungen i sin elphenbeenbestolp'de, purpuromhængte Seng, i Fødselssmerter, sig voldsomt vrider, eller hvad den fødte, om blot en Masse eller Menn'skeform. Den mærker ikkun Stanken. Officeren. Nei, nei i Dølgsmaal fødte den. Cathinka. Aa ja; men svar mig: Tapperheden spiser? Ja, det er figurligt. Officeren. Ja, som om jeg spurgte en Dame, om -- thi Dyd er hendes Væsen -- SIDE: 149 om Dyden sover, eller, om det er nu længe siden den sig tog en Luur, et Maaltid eller og en Tour paa Landet? Jeg vil da svare. Cathinka. Nu da, spiser den? Officeren. Ja egen Ære dagligdags, saalænge den Kost vil vare, men til Gjæstebud, en Andens Ære, om det saa var ti. Nu nylig jeg -- men hør nu I Valkyri'er! slig Frokost havde meget tidligt, men Guds Blod! saa ufordøielig som Been. Cathinka. Den sover? eller blomstrer den om Natten i røde, gabende Pioner, som om Morg'nen lige Spindelvæve hænge, og fare bort, tvertgjennem Sengehimlen og Tag og Loft, saasnart den Herre gaber? Officeren. Nei Fanden heller! den er oppe tidligt, ved Lys, lyslevende, i blodigt Blomster. Men ellers, jeg er ei dens Herre, men dens Rustning blot, dens Festdragt, thi den er min Herre heller: den er sui compos. Cathinka. Taler den? Officeren. Ha, ja med Qvinder blidt, som nu; men ellers er dens Tunge, som ved Nat, ved Dag, ved Aften, og, som Hanens, SIDE: 150 ved Morgengryet galer høit, en tolvqvarts Klinge, eller -- om det saa behager -- den plystrer blot -- for ikke Meningen i mange Ord at søle -- og da er en Terzerol den lille, runde Mund. Den Tale er end mere udtryksfuld end Catilinas, og dens Suk er Skjældsord og Eder rygende af Svovl. Cathinka. Det Sprog er ei artikulert, men dog man kan Comitragoedi'er og Tragicomoedi'er med dette skrive, spille. Men hvad bringer den til at træde op og tale? Officeren. Ei! som for Exempel -- men tilgiv, de Spørgsmaal selv graadigste Forfæng'lighed kan mætte -- som, naar En understaaer sig til at glemme en Rangforordning, saa han ikke Forskjel paa Folk og Bæster gjør, hvad heller En sin Hat tør glemme: da er Thesis sat, og da maa Tapperheden disputere. Cathinka. Men i et Slag? mon Tapperheden taler da med sin Skygge, som igjen med Buske og Dale, Bjerge, -- hvis det da er Solskin -- i Forbigaaen taler eller . . . Officeren. Ei! da er det ei en simpel Disputats for Tapperheden, men et Parlament, hvor Alle i hverandres Munde tale. SIDE: 151 Cathinka. Men deraf følger og, at Tapperheden i denne Taletummel, kan de høie Organer spare, bruge Læben taust, blot gjøre Miner, som en Talende, forvrænge Mund og Øine, slaae i Veiret, og vælte Bænk og Blækhuus. Officeren. Ah javist. Det er sicilianske Krigspuds. Cathinka. Og, naar saa de Andre have udtalt, da kan dens Organer svulme sammen til et drøit Finale, saa den synes være de Andres og sit eget Echo. Officeren. Ja! Cathinka. Den drikker? Officeren. Ha, den lædsker sig kun med en fremmed Viin og Brændeviin og Blod, og den i Andres Feighed sig beruser, og baade naar os Aft'nen overfalder, og naar vi Morgengryet overfalde. Cathinka. Den tænker? Officeren. Nei, jo den dog tænker . . ah! hør nu dens Tanke -- men jeg er en Kriger, SIDE: 152 uvant at hænge Glimmer paa en Tanke, og lægge Selam den i Munden, og kun ligefrem og djærv, som Carl den tolvte og Bucephalus, saa jag tør hænge selv Amor paa en Klingespids . . Min Dame! den tænker nu, at deres Skjønhed burde forgylde den, og blande sig selv med den, som Norges favre Dale mellem Jøkler, der dristig krandse sig med Himlens Stjerner. Cathinka. Min Herre, nylig gik der En herfra, med Bye-Enfold i landlig Simpelhed. Hun er lettroende og from: jeg vil ei sige mere . . . (Giver ham en Kurv.) Officeren. Ha, hvis De ei var en Qvinde . . jeg vil ikke sige mere! (gaaer syngende.) Barnet blev dræbt i Moderens Skjød saa mildelig det end smiled': Rygtet om denne Jammer og Nød til Kjernen af Landet iled'. Maabe (kommer ind i en anden Dragt og bukker for Cathinka.) O, jeg . . ja jeg, jeg troer, jeg tænker, at (børster sig paa Armen.) Gjenkjærlighed og . . . (hans Hat falder og han lader den ligge.) Au . . . der faldt min Hat! og Kjærlighed . . . Gjenkjærlighed hos Dem . . i Deres Barm jeg vilde sige . . og i min da Kjærlighed . . Cathinka. Hvorledes vil De definere Kjærlighed? Er den vel en Passion, hvad heller et Princip SIDE: 153 i Sjelen? Nu poner, at vi ponere det Første, ligger deri, at det er jo noget Umoralsk og Slet. Beviis! Beviis De det! Maabe. A . . jo fordi De seer . . Ah . . a -- paa mig med slige skjelmske Øine. Cathinka. Det er en Hypothes! nei vær saa god! (hun giver Maabe en Kurv.) Maabe (langttrukkent.) Det var besynderligt! (gaaer.) Rosa (afsides.) O gid han kom den blide Sjel til mig! Constance (afsides.) O Himlen sende den søde Engel i min aabne Favn! Den unge Enkemand (kommer fløitende.) Nu vel! her hører jeg ei meer den fæle Døds-Klokkeklang. (til Molly.) Jeg henne just har været og lukket Døren til med Grønsvær efter min salig Kone. Trofast elskes De Blondine . . o af mig! Molly (giver ham en Kurv.) Hi, hi, hi, hi! (Enkemanden putter den ene Haand i Brystet og gaaer fløitende ud.) Maabe (i en ny Dragt. Til Rosa.) Jeg tør ei . . . o . . SIDE: 154 Rosa. Vist tør De! Siig mig Kjære, Hvad tør De ei? Maabe. O elske Dem til Døden. Rosa. Min Sjel er blød, som Vestenvindens Suk bag varme Roser: seer De ei jeg græder? Maabe. Jeg seer det nok; men . . . Rosa. Seer Du denne Graad er Draaber af de hede Længsler, som af dette Hjerte dampe, ligesom den lysblaa Ambra af en Offerskaal. Maabe. Er' vi da Kjærester? Rosa. Skaan Møens Blusel! (hvisker.) Ak ja for Jord og Himmel! (høit.) Kom min Maabe! (Maabe sætter sig paa Bænken.) Blære (kommer spillende paa en Guitar.) (synger.) O Palmina! som mig elske lærte. Constance (kjelent.) Ak hav Medlidenhed med Støvets Datter! Bortdrag ei disse himmelvendte Øine ved disse Toner -- ak, som gjælde mig! Blære. Ak ja, javist! ja meget gjerne . . ja! (synger.) O Constance, som mig elske lærte. (udfylder Resten med Tremulanter.) SIDE: 155 Constance. O vidner da -- jeg vender mig til Bønnen -- I Himlens Hellige i Abrams Skjød, at efter christeligt og velraadt Hu, jeg giver Dem mit Hjerte (kysser ham.) o tilgiver! Hvor ofte har jeg ikke ønsket, at jeg var katholsk, saa blev jeg Himlens Brud, en sortbesløret Bedesøster i en dunkel Celle langt fra Verden og al Kjødets Lyst, men Himlen nær, en Engel paa Jorden alt (de kysses.) O! kom min Blære! kom min gudelige Blære! (Blære sætter sig hos Maabe. Dandsen begynder, i hvilken Blære og Maabe tage Deel. Ved Opløsningen af Kredsen omfavne de hver sin Elskerinde.) Stygge (kommer ind.) (med Pathos til Cathinka.) Jeg er Poet! min Sjel høit fraader inden den liljedækte, myrthegroede Bred hvormed min Tanke om den Favreste af Favre den indcirkler. Nu -- jeg elsker Cathinka Dem -- forstaaer De? Cathinka. Ja min Herre! Stygge. Nei bie! for at sige dette, bruger jeg disse Udtryk, bryder jeg ud i disse Ord: Jeg elsker Dig som Fuglen Morgenrøden, som er det hvalte Tempel for dens Sang. Dette er een Stanze. Cathinka, o lad dine Kinders Gløden fremaandes af min Cithars bløde Klang. Ak for et purpurvinget Smiil i Døden din ømme Sanger -- ha med Latter! sprang. SIDE: 156 Cathinka. Hvorvidt kan man da sige Død er Død? At sige det vi kalde Død, naar Lungen sig krymper sammen, Hunger ikke føles. Vi sætte nu, forinden Skjebnen eller hiin Altings Lov os lagde inden Grændsen af denne Verden, som et Embryo, saa var' vi allerede døde fra en anden Verden; og saa bliver jo det, vi benævne Død en Fødsel. Ikke? Ei sandt? Nu -- denne er en Verden begrændset kun af Blod og Nerver. Ikke? Naar endelig da Skranken bli'er saa tynd, at vi kan see igjennem den -- saa -- hør nu! saa renasceres . . . eller, i en anden Methode, saa: bag denne Skranke sidder Fornuften, liig en Fange i et Buur, hvor Fangen alt indlagdes som et Barn. Der hænger nu en gjerrig Lampe i den runde Hvælving, ved hvis Lys han læser: -- Nei Lampen skulde være Religionen; og den, ja den er ikke min, min Herre! Sæt altsaa, at Fornuften Katteøine har faaet i dette Mørke, og den læser utydeligt: "arbeid dig gjennem Muren; dog saa du ei nedriver flere Stene end trænges." Men nu ligge nogle stille og sove hele Tiden, splitte Mørket ved Gaben kun, som hine hell'ge Syv, til Taget brister af sig selv, og de maae sluge halvt det sidste Snork, og komme, gnidende de dumme, blege Øine, ind i den friske Luft hiinsides Væggen. Det er de Dovne. Andre fare rundt og kradse vildt med Tand og Negle paa den mørke Muur paa alle Kanter, saa den brister overalt; det stærke Solskin fortærer dem, liig vissent Straae; thi Kraften SIDE: 157 er ødet, ikke gradviis voxende. Det er de Liderlige. Andre ligge paa Ryggen, vaagne, speculerende paa Maader til at slippe fri foruden den mindste Møie. Ja hvad er da disse? Nu -- naar da -- seer De, Muren brister, saa -- saa renasceres vi -- forstaaer De? saa vi finde os som Børn igjen: det nye Solskin sløver nemlig Sjelens Øie i Førstningen -- Erindringen jeg mener. Vi finde os som Børn igjen, at sige i Forhold til de Væsener, vi møde alt voxne der. Vi ogsaa der vil finde en Mo'er og Solskin, Lærere; og hvis vi her har været lærde, brugt vort Pund, saa kaldes vi som Børn der gode Hov'der. Stygge. Ja, ja det er en Klimax. Cathinka. Nei, jo vist. Men troer De da, at -- for Exempel -- naar en Kat er død, dens Aande flux da farer ind i et Noer, som fødes skal til Verden, et Barn, som, naar det voxer til, ei mægter en særlig Lyst at tæmme til at blive en Procurator eller en Spion og Secretair og Snyltegjæst -- nu anført, blot til Exempel? Stygge (afsides.) Fanden plager hende! Al hendes Præk er min, blot sønderhugget en heel Afhandling, anonym med Titlen: "reflexions sur moi-même." Mon jeg skal nævne Auctor? Nu, nu kommer vel Exemplerne om Svinet og om Aben. SIDE: 158 Cathinka. Og troer De da -- til et Exempel blot -- at Aben da partout en Sprade bli'er? og Skaden en Barbeer? et Sviin en Høker? Og Lossen, som i Træet lurer, og som dræber meer end han kan æde op, en hellig Aagrer? Ja, aa ja! Men see, en Verden ligger mellem hver af disse Exemplers Led; thi ellers vilde maaskee Barberen høit paa Taget svadse, og af hine Første vilde de vel falde da til at gaae paa Lofterne om Natten. Til Aagreren man maatte sig forskrive med Blod, han Renter tog i Blod; men nu er Pengene hans første Tanke, dernæst er Blod den anden: Blod hans Renters Rente. Nu elsker Høkren blot det døde Sviin (som kommer af at disse skidne Dyr saa gjerne æde op sin raadne Yngel.) Dets Dødshviin hører han med samme Fryd, som Faderen sin Førstefødtes Skrig. Og for Exempel . . . Stygge. Favreste Cathinka! En Muse har -- jeg seer det -- Sympathier i vore Sjele aandet (afsides.) Nei, jeg tør ei! Hun bli'er vred: jeg selv blev rasende da mig Depositurus engang greb (høit.) Cathinka! jeg maa døe, jeg lever kun i dette Paradiis, saa fuldt af Rosers de favre Kinder, Natviolers Øine. Siig ja! jeg er Poet og De en Muse! Cathinka. De kunde hørt min Thesis dog tilende. Nei vær saa god! (giver ham en Kurv.) SIDE: 159 Stygge (afsides.) Det neppe var det halve jeg hørte nu. (høit.) Ha Helved! jeg fortvivler! (knæler for Constance.) Min Vakkre! Jeg elskede en lysbrunøiet Pige engang; men Skjæbnen aandede et Niflheim imellem vore Hjerter. Ingen kan jeg -- elske uden Dem. Min Sjel Phantasiens letflyvende Vinge did fører mig hen, da jeg lykkelig drak af din halvaabne Læbe Henrykkelsens Nectar, da svimmel jeg favned i Dandsen din Midie, omslyngede glad dit mildt-bankende Hjerte, da tørstig jeg suged dit Smiil, som sig skjulte, liig Regnbu'n i Skyen i Skyer af Vellugt, O vakre Constance, for mig Du blot smile, de deilige Fødder sætte i Dands! Constance. O Gud! jeg dandser ei. Det gjør mig ondt . . . jeg er for- lovet. Blære. Veed De vel min Herre! Det er min Dame! SIDE: 160 Stygge. Ha, jeg dræber mig! (knæler for Molly.) Min Sjel har Mollys favre Smiil for evigt bunden: saa naaer i Flugten Solens Piil den Fugl, som flyer fra Lunden. Slaae tusind slige Purpurbaand! -- jeg qvæles næsten -- og knyt dem evigt med din Haand! -- ak Molly gjetter Resten. Molly (giver ham en Kurv.) Hi, hi, hi, hi! Stygge (med høi Pathos.) Snart som en Aand jeg svæve skal om Dig, og kysse let, som paa Zephyrens Vinge, dit brune Haar, din Pande: -- lykkelig jeg skal om smekre Midie da mig svinge, og hviske saa din gamle Elskers Navn. . . . Du bæver? ha, Medlidenhedens Taare! Jeg henter Dig udi min Favn til Himlens lyse Fædrestavn, hvor Elskovs Frugt ei meer er Taare. Denne synges paa Melodien: zum blutgen Kampf. etc. Molly. Hi, hi, hi! Stygge. Kom nu! lad os gaae i Klubben! Maabe. Ja det er saa Gu' sandt! (reiser sig fra Bænken.) Cathinka. Bi mine Herrer! see Taalmodighed paa sorte Qviste bærer gyldne Frugter. SIDE: 161 Stygge. Nei, jeg har saamen ikke Tid. Falderallilalalalala! (gaaer.) Rosa. Ak! sæt dig søde Maabe! (Maabe sætter sig.) Blære (afsides.) Ah, mig lokker Den muntre Molly fra den languisante Constance dybt ind under hendes Smiils Purpurfane (høit.) Hør Constance! hør! . . . Paa Ære, jeg slaaer op! nu er det ude! Constance. Ha, ja Du fangede mit Ønske, før det fløi fra Himlen, hvor det længe dvæled': Du gav det Tunge! Nu af dette Hjerte udslettet er Du, Sodom liig af Jorden! Rosa. Ak, elskte Maabe! (afsides). ak, hvor er han dog den søde Digter? ahner han da ikke sin Cithars Toners Echo i mit Bryst? (høit.) Gaa Maabe! ha, forlad mig! reis Dig Maabe! (græder.) Maabe (reiser sig.) Hvi græder du? Rosa. Ak, jo, der Riim er falden paa Rosen, som for Maabe her i dette mit Hjerte gløded'. (Rosa kysser ham.) Ja nok! dit Aasyn dræber! Du er ingen, o ingen Aimar, Kenneth, eller Axel! Maabe. Hvad? hvad behager? Kjære, hvad er Klokken? SIDE: 162 Cathinka. Forstaaer De ei, De er nu -- hvis De ei itide har forsyn't Dem med Ressourcer -- foruden alt Engagement for Livet? Maabe. Nu saa, ja saa? (gaaer men møder Ego, Stygge og Blære, som stille sig i Baggrunden.) Cathinka. Han er en Philosoph, Phlegmaticus, men jeg er Scepticus. (Dandsen "skjære skjære" begynder og endes paa samme Maade.) Cathinka. Men vil De ikke, mine Herrer, have den Godhed blot at bie, mens vi nyde vor Ungdom lidt i Frihed? Venter kun, og bær' ei Kurve ene. Stygge. Ah, det er som Sangerinderne ved Scylla, der beklæde Klipperne med blege Skygger og vaade, skjælvende, paa det at Vidner de kunne være -- dette er Forsoning for Livet, som de plyndred' før det fik de Synder nedtraadt, som det yngled, og for Guld og Enker, arme selv paa Pjalter til at tørre Graaden af, der voxer i Øiet frem, saa fort som Barnets Hunger -- til, naar et Skib med blinde Stavn forfølger den Undersang, som klinger foran sødt, snart over Skummet og snart under, medens Søfolkets Sjel snart sidder i den vide, af Rædsel aabne Mund, snart bæver i det vellystfulde Øre . . . Ja da gotter sig Skyggefolket paa de magre Skjær, SIDE: 163 og standser med at skjelde ud sig selv for dumme, som ei kunde bie til de kom til Reggio, hvor nok en Græker paa Torvet for en Obol gav Musik: Et Glimt af Fryd da farer dem igjennem, en frossen Latter, som naar Vinden leger med hullet Seil, som Bladene og Riim henover Marken hvirvlende. Rosa. Ak tal ei saa: jeg har en bedre Trøst. Cathinka. Det er ei saa: nu sæt dem der paa Bænken. (Dandsen begynder. Herrerne sætte sig paa Bænken, tage Kort frem og spille. En Lyd som af et Menneske, der gaaer paa Krykker, høres nærme sig mere og mere. Pigerne løbe med Skræk fra hverandre.) Cathinka. O Himmel frels os! frels os! frels os! frels os! Constance. Det nærmer sig! ak! frels os! frels os! frels os! Molly. Jeg stivner, ah! Rosa. Jeg krympes ind af Skræk! Hun har sin Lime med sig vist, hvormed hun feier Alt det, som vi lege med, som Blomster, Kinder, Læber, Øine, Haar tilsammen, som en Hob af Feieskarn. Hu! hu! hu! hu! (Damerne styrte henimod Cavalererne, som forblive fordybede i Kortspillet.) Trofaste! Kjære! Nu hør da Krykken! o det er den Larm, jeg alt har hørt saalænge, liig et Uhrs afmaalte Perpendikel. (Faster Tid kommer humpende ind paa Krykker af Kirkegaardsporten, som knirkende aabner sig. Hun er sortklædt og har en fuld Sæk paa Ryggen.) SIDE: 164 Faster Tid. Nu Børnlille? Alle Pigerne (styrte heftigen ind paa Cavalererne, som forblive fordybede i Spillet.) O Elskede! o frels os! Hvilke Rædsler der sortne her i Sækken. Blære. Hvem fik Læsset? Ego. Væk Fandenstøi! Stygge. Au, jeg fik fire Beter. Maabe. Ja, ja! Stygge. Hvem river Fiches ned? nu væk! Faster Tid (sætter sig paa Institutets Trap.) Nu Børn! I støie saa? Jeg maatte hen -- jeg hørte Moster havde alt her været -- og see til Jer. Jeg gik nu saa i mine egne Tanker over Kirkegaarden og tænkte: mon I ikke skulle være herudenfor. Nu -- I er' blevne store. Jeg gratulerer. Nu I kjære Børn! I kysse ei den gamle Faster, ikke I sige: "snille Faster!" nu som dengang jeg trak Jer Buxen af og gav Jer Kjolen. Saa kom da Du Cathinka, kys nu Faster? Nu Barn! er du ulydig? Cathinka (skjælver.) Uhuhu! Stygge. Nu spilles der høit Spil min Bro'er. Nu stryger Vhisten. SIDE: 165 Blære. Jeg gaaer aldrig med Dig mere, det svær jeg. Ingen af dine Couleurer holde jo Stik. (Kehraus'en spilles. Cathinka vakler hen til Faster Tid, som tager hende om Nakken og kysser hende voldsomt.) Cathinka (vrider sig i hendes Arme og skriger.) O Faster suger al min Læbes Saft! Ak kjære Faster, slip mig! o min Mund sig skrumper sammen, visner . . . og min Aande den stinker fælt. (Faster Tid putter noget i sin Sypose.) O Faster plyndrer den for Tænder! O! o! o! den fæle Snuus mit Smiil begraver . . . Pfui! min Stemme skingrer. (græder stærkt.) Faster Tid (klapper hende.) Nu lad mig klappe Dig mit Barn! Cathinka (vrider sig hulkende i hendes Arme.) O Faster! Ak, kjære Faster! fæle Faster! au! Du klorer! dine Negle fure dybt min Kind med brune Rynker. O! o! o! (hulker stærkere.) Faster Tid. Græd ei Barnlille! Kom Cathinka, lad mig tørre dine Øine! (tørrer hende om Øinene.) Cathinka. Au, de smerte mig nu -- o slip mig Faster; o hvert Træk af Fasters Finger er en Grav . . de rinde og Vandet glindser om en rød og saar og svullen Ring. (hulker.) Faster Tid. Nu lad mig pynte Dig! (Hun ifører Hende Kappe paa Hovedet og en sort Sirtses Dragt, som hun tager af Sækken.) Dog Krøllerne kan Du beholde Barn! SIDE: 166 Cathinka (slipper fra hende og seer sig i Speilet.) Hvor jeg seer ud! (de andre Piger lee ad hende.) Ja lee I! lee I! Faster! afskyelige Faster! (slaaer Speilet istykker.) Faster Tid. Der mit Barn! det trøste Dig: det er Foræringer! (giver hende Noget.) Cathinka. Ak det er kun Rhabarbara og Moscus Valeriana, Hoffmansdraaber. Pfui! en Psalmebog . . . jeg er jo Atheist? Faster Tid (i en strængere Tone.) Men mist det ei Barnlille! ellers vil Du faae med mig at gjøre! kom nu Du! (Den samme Scene gjentages med de øvrige Damer. De urørte lee af de Andre, endog den Aller- sidste. Naar Faster Tid er færdig med dem, lister hun sig hen til Cavalererne, som endnu sidde for- dybede i Spillet, sætter Parykker, hvilke hun tager af Sækken, paa dem, kaster Sloprokker om dem, og maler dem gamle i Ansigtet. Faster Tid sætter sig igjen paa Trappen. Kehrausen spilles fremdeles saalænge Damerne hulke. Omsider standse de.) Cathinka. Men hvoraf kommer Trætte? Constance. Vil I trætte? Cathinka. Ei, jeg? Constance. Ja I? Cathinka. Der har I lidt! (knepser ad hende.) Constance. Ha, ha! (Damerne faae hinanden i Haaret. Naar Støien bliver stærk, springe Cavalererne op.) SIDE: 167 Blære. Ei nu? hvad Fanden? ha jeg skjælver stærkt i Benene? (hoster.) Og hvem har fæstet denne bleggule Hoste under Brystet? Ego. Au! Men hvem har dynget disse Beter op! jeg kan ei bøie mig . . . hvor Pokker kommer slig Værk i Ryggen, slig en tornet Gigt! Stygge. Jeg knapt kan staae! hvor er mit Lune og Hukommelsen, min Digteraare? hvem har tørret den? Jeg har jo intet Stort forfattet end, som kunde høit mit Navn paa Ryggen bære. Hvor jeg dog er mager? Maabe. Ak, hvor er' mine Lægge? hvor min Frak? Blære. Jeg sulten er, og hvem har tømt min Pung? Ego. Hvor er Professortitlen? hvor Collegiet, som Spurve paa et Juleaftens Kornneg? Vi have været lidt distrait'. Stygge. Nei siig, vi have været nogle Døgenichter. (Damerne begynde at græde.) Hvem er' I Kjellinger? hvi flæbe I? Cathinka. Jeg er Cathinka . . . ak! Stygge. Og endnu er I Møe? Ak ja! SIDE: 168 Constance. Nei jeg! Molly. Nei jeg! Rosa. Nei jeg! Stygge. Ja saa? hvad hedder I? Rosa. Ak jeg er Rosa. Stygge. I er lidt forandret, og det er I Alle? -- Jeg kjender Eder nu -- Hvad tørstig Sorg uddrikke har vel kunnet Mollys Latter, der brast af Hjertebægret, sprudled' fra Kindblæren, Hjerneskallen, sprang fra Læben, og dryppede af Øiet? Molly. Ak Faster Tid har klemt saa haardt mit Bryst! Stygge. Ah, nu faaer jeg Visheden, ei uliig Lugten af et udbrændt Lys, i Næsen, saa jeg ei spørge vil, hvad fattes Eder; thi Eders Kind, saa huul den er, vil bugne ud af traurig Spot ved sligt et Spørgsmaal. Ja gamle Faster har sit gustne Lune her fødet med Naragtighed -- ja hvor Hun har os havt til Nar i Aften; thi det synes mig som jeg har tilbragt her en Aften blot ved Lys, en Muftileeg, hvor naar, til et Exempel, Mufti vil til Abekat sig gjøre, maae de Alle de samme Fagter gjøre; og naar Mufti vil forestille Gammel, humpe op og ned og hoste, skralder Salen høit af Hosten. SIDE: 169 Vi gjorde alting med, ja, baade naar det lød: "see saa gjør Mufti!" og naar Mufti udraabte høit: "see Mufti gjør nu saa!" Men derfor har vi artig maattet pante. Ego. Det synes mig som Narrefrierie, eller, hvis der ei en Aster stod, saa svor jeg, det var Vinter; -- thi jeg fryser -- omtrent ved Juletider. See paa mig og troe, jeg lyver ei; og see paa disse sort'graae Mø'er, hvis Yndigheder skimle! I ligner selv jer Bedstefaer. Blære. Mig synes vi har Flaa-Gjeita spill't i Værelset ved Dandsesalen, søvnige og drukne; men nu har alt Musiken pakket ind, og Damerne nu alt er' pakked' ind, og Kokkepigen har de knirkende Vindveslemmer aabnet, saa at Dagen strax stirrer i de blege Træk, som om den ikke ret dem kjender fra igaar. Stygge. Gud veed da hvad det er, som vi har leget; men fy, hvor stygt, ei nogensinde kaste et Blik ned i sig selv, men stedse følge vor Sidemand, og stedse glemme Loven, vi fik da Legen hvirvlende begyndte. Faster Tid. Nu hjem at løse Panterne! Ego. Jeg, som er lærd, vil kalde denne Leeg . . . hør nu! Irreparabile tempus! (Kehraus'en spilles. Faster Tid humper foran ind ad Kirkegaardsporten og de Andre efter. Man hører en Liigklokke.) SIDE: 170 EFTERSPIL (En Kirkegaard med Gravminder. I Baggrunden sees en rødnæset Graverkarl at stikke frem af en Grav, hvoraf han kaster Jord op. I Baggrunden to Smaagutter, som spille Klink mod en Gravsteen.) Første Dreng (seer kluntet og stærkere ud end den Anden, som tillige er bedre klædt.) Kast ikke saa høit Johan! ellers falder Kronen i Graven. Anden Dreng. Ha, ha! Ei Du! tie stille! Mynt ned! Krone op! Første Dreng (hans Penge falder i Graven.) Ja der seer Du. Anden Dreng (kløer sig i Hovedet.) Aa kjære Graverkarl, giv mig min Krone igjen. Graverkarlen. Nei min Gut! Du Belials Barn, som spiller om Mammon paa Kirkegaarden. Første Dreng. Det er Skam af Jer, som endda er af de Hellige, at I tager hans Penge fra ham. I gjerrige og fulde Hellig-Erik! Band paa, at I ikke har den i jer Vestelomme. Anden Dreng. Tie Du stille! Kom, vi vil ikke tigge ham. (Moer Thora kommer ind i en pjaltet Silkeklædning og sætter sig paa en Grav.) Heisa! der er gale Moer Thora i sine Silkepjalter, mens hun har tre Verkenskjoler hængende ubrugte, fordi hun har været Frue. Hop, nu faae vi Løier. Hei, det er en deilig Frue! Første Dreng. Jo, hun har rigtig været Frue, men Manden er død, som var Lieutenant paa Vartpenge. Hun har været svært riig og vakker Johan! og havt en fiin Opdragelse, men Manden drak det op, og Øvrigheden pantede siden ud Levningerne, undtagen en rød Kiste med blaae Huse og Blommer paa. Du skal ikke gjøre Nar af hende Johan! for det er min Gudmoer. Anden Dreng. Ja faae hende til at synge Visen om Udpantningen eller om Huusmanden, som fik hende fra Gaard og Grund. Nei nu reiser hun paa sig. SIDE: 171 Moer Thora (gaaer hen mod Graven.) En Sildevragerkone ei kalde Du Madam; thi ellers faaer Du Skam af hende, som den rette Tone i Fruers Kreds angive kan. For ei at see ti Negle Øiet true, saa spørg: med Permission min Moer, jeg troer, at hun er Frue? Denne har min Søn Rasmus gjort. En skilling i Guds Navn, Du, som lægger Skatte i Jorden! Graverkarlen. Ak Moer! Guld og Mammon er ikke for de Rene af Hjertet. Jeg har ikke en Skilling Moer, skjøndt Viismanden siger: den, som dyrker Jorden, gjør sin Dynge høi. Jeg har ikke en Skilling. Drengene. Jo, han har en Skilling, han har en Skilling, som han har taget fra os. Graverkarlen. Ak Moer, bedre er en Fattigs Levnet under Fjelletag end kostelig Mad under fremmed Tag. Gaae nu Moer! jeg har ikke en Skilling. Drengene. Aa jer Næse seer ud som en Kobberskilling. Mynt den ud! mynt den ud! Graverkarlen. Ak Moer! Skjenk og Gaver forblinde de Vises Øine siger Jesu Sirachs Søn viseligen. Det Aandelige er bedre end det Jordiske, og jeg vil give Eder en aandelig Gave rundeligen. Jeg vil bede ydmygeligen for Eder i Hjertet. (gjør Gebærder som en Bedende.) Første Dreng. Paa den Maade slipper I let Hellig-Erik. Anden Dreng. Tal høit, saa vi kan høre, om I ikke bander, istedetfor at bede. SIDE: 172 Moer Thora. Jeg skal spise eders Bønner og drikke eders Velsignelser, I Rettroende. Første Dreng. Aa Gudmoer: syng den Vise for os om eders Ulykke. Moer Thora. Ei er Du der, min Gut? Det skal jeg min Søn, saa Du kan arve den efter mig. Den kan være Dig et Levebrød Rolling! der voxer Rugbrød af hvert Vers. Men kan Du æde Stene, mens Vinden gnaver paa dine Haar, saa det rasler i de sorte Kjæver. (Anden Dreng leer.) Første Dreng. Nei gjør ikke Nar af hende Johan. Nu vender Hun Øinene og begynder. Moer Thora (synger halvt nynnende.) I Æspelien, høit tilfjelds, laae en Furustue: der, i hullet Graaværkspelts, sad en gigtsvag Frue. Aa ja, Gigten flyer men Graaværket har sat sig paa Hovedet. Fru Thora paa sin Fjeldgaard sad med en Sønneskare: Alle vakre, liig en Rad hvide Birke vare. Gaae hen og led efter dem, og spørg, om de ere mætte, for de drive om nu i Bygden med blege Øine og en fugtig Næse, som deres Faer, over hvem Græsset synger med det hvide Skjæg. I over hundred' Agre smaae, mellem Klipper spredte, var den Fjeldgaard deelt hvorpaa efter Brød de ledte. Brød kunde vi nok finde bag de store Steengjerder, naar Grinden blot var heel, og Baandhunden gjøede ved Badstuen som den burde. Hei! lad dem rode med lange Fingre der hvor Næperne stod, og klippe Havren, dersom den tør staae der, hvor Rugen maatte falde. SIDE: 173 Ved Arnen snurrer hun sin Rok, væder Teen med Taaren: Fruen mindes bittert nok, hun var odelsbaaren. Glem, glem gammel Tid, saa glemmer Du ogsaa den nye Tid, som griner Dig lige op i Ansigtet! lee ad de Dage, som lee ad Dig paa din Bag! skjul gamle Dage med Latter hi, hi, hi! saa vil Du have et Smiil tilovers for de nye, ligesom den, der har givet alle sine Dalere ud til Drik og siger, naar han putter Haanden i Lommen: her er endnu en Skilling til en Sild. Et blegnet Smiil paa furet Kind løb som Skum paa Bølge, naar der treen af Grinden ind Sønners ranke Følge. Hun hører stolt den raske Støi, mindes Barnets Lege: Minder gjennem Sjelen fløi, lige Nordlys blege. Ja det var Gutter, som ikke spiste førend de vare svedte, skjøndt Magnus var en slem Dreng, der drak Æggene, mens han jog Hønen paa Taget, og skjød Skylden paa de Andre. Et Smiil forraader Tanken, som frem af Sjelen dukked: naar hun hørte Skaren kom Smilet qvalte Sukket. Hun tænkte sig en Qvelskye vist, som tør Stjerner føde, tænkte sig den sorte Qvist krum af Æbler røde. Siig ikke, at det er mig som synger her; thi da blev den Fru Thora vild og vred paa gamle Thora: fordums Dages Thora blev vred paa Vredens Dages Thora! Det smerted' ei den Moder see ingen Fjer at skygge Ætens Blik -- som Haandens Lee blaat og hvast det flyver. SIDE: 174 Ja de vare blaaøiede allesammen saalænge de saae stivt mod Himmelen; men nu ere de blegøiede som Byttinger, fordi de see i Glasset. Det smerted' ei, at Agrens Guld bølged' reent i Aaren, farved' Kindens hvalte Skjold Himlen liig om Vaaren. Aa der er ikke Forskjel paa Velling og Aqvavit, blot at Velling gjør Kinden rød -- og til Velling vare de forfaldne som Drenge, mine Børn. Men Aqvaviten gjør Kinden til en Fredskaabe, men Næsen til et Krigskobberhorn eller en Jacobinerhue, men Hjertet blegt som en puddret Royalist, der bukker sig for Kongens Skygge førend denne kommer i Solen, som der stod dengang min salig Mand holdt Aviserne og Øinene ikke randt. Men mine Børn ere forfaldne til at æde stærk Velling . . . nei, ikke mine, men hans Børn. Nu Æten kom fra Agren hjem: Sangen flød fra Barmen. Hvor hun lytter glad til dem, karer travlt i Varmen. Ja da gjorde de deres Arbeide; men Klokken slog netop syv, mens Maanen havde leget paa Gulvet een Time. De stormed' ind med Lee i Arm; men -- som de dog pleied' -- søgte de ei Qvelsmand varm, skjøndt dens Røgsky vajed'. Med Latter stimled' Skaren om Moders Pudesæde: "Moer her har vi den, som kom for dit Korn at træde." Det var ingen Muldvarp, ingen Soe, ingen Hest, ingen Bjørn, som vælter sig i Havren om Natten. De puffed' frem af Kredsen En, gammel, bleg og bøiet, som paa Neglen beed og green, syntes lidt fornøiet. SIDE: 175 Hvad vil I Jacob? spurgte hun, reiste sig fra Stolen: Skaren loe, den Gamle kun pilled' sig paa Kjolen. Første Dreng. Det var jo jer Huusmand Moer Thora? Moer Thora. Stille Dreng! han fødte paa min Grund baade Koe og Souv. "Ha Moer! vi i din gyldne Sæd Jacob fandt at vanke: "over Gjærdet sprang han ned, "lysted' Ax at sanke. "See paa din Ager bølger ei "Rugens Vover blanke: "den er bleven Alfarvei, "trods den høie Planke." Det tuder, naar det blæser og Fyrretræet bliver lystigt midt i sin Sorg. Den høie Frues sjunkne Blik lyned frem paa Kinden, Rødme over Panden gik, Skyer liig i Vinden. Denne Vise -- kan Du huske den Gut? -- har jeg sjunget for din Vugge, at Du maatte blive stor og stærk. Tag Bringetag eller Ryggetag eller træk Krog I To, dersom I tør. Første Dreng. Jeg tør . . . hup nu! Anden Dreng. Nei jeg har saa vakkre Klæder paa . . . bie nu. Moer Thora. Det er Ret, men hør nu! hvert Vers skal tærge Eder op med Knappenaale. "Ha, gamle Jacob! sparer Du "ei den gamle Enke? "lister Dig i Maanskin ud "for min Armod krænke? SIDE: 176 "I vakre Sønner, fører ham "ned til Bygdens Foged! "lad kun Procurator Tam "gjøre ham det broget!" Dette er at forgive en Oxe med Havre. Med Tummel førte de ham ud -- Vox blev Mandens Haser -- svinglende han skreg: "ved Gud, altfor grovt I spaser!" Ja, da var alt Maanen krøben op i Vinduet ligesom en guul Kat, der leger paa Gulvet med Nøsterne. Lad mig see, hvem der kan lee høiest af Eder. (Drengene lee.) Ret! Du, som leer af mig, leer høiest. Første Dreng. Nu kommer en anden Melodie, som er moersom, bare Moer havde sin Langeleeg. Moer Thora. Nei min Gut! denne, som nu kommer frem i Historien er ligesom et Spøgelse, og Sangen er ligesom en Ugle, der synger paa et rimet Kirketaarn, i Maanens første Qvarteer, naar Maanen er liig et guult Ugleneb og Jorden sukker af Kulde. Da seer hele Egnen, Træer og Huse med Jernfløie paa, som skrige en- gang hver halve Time, og Kirker og Stolpeboder ud som en Drøm, rædsom, skingrende af Graad og Latter, skjøndt Alt er dødsstille. Fryser Du min Gut? Samme Qvel en Skikkelse ude stod, og med Rædsel han saae gjennem Rude Jacobs's Færd. Bleg, som kalket Gabestok lytted' krum han ved Døren, men iilsomt han flytted' Foden, da ud Jacob kom blandt jublende Drenge, ud for at føres til Fûten den strænge. . . . Hei, hvor han løb! Det knirkede tregange i Væggen, og hans Hoste lød som en hæs Kats, men mine Sønners Styrke mærkede Intet. Den forrige SIDE: 177 var Huusmand, men denne en Uhuusmand, da han drev om paa Marken for at fange Ræve med Baldrian og Fedt og Grævlinge med Jern. Han var en Avindsmand, en Avindsmand. Jens hed Manden, Manden hvis lange Skygge i Maanskinet neppe Du fange kan med et Blik. Over Bjerge, Dale den dandser, først ved den optraadte Ager den standser, ludende, sort. Rugens gyldenlokkede Nakker kneise ei meer paa de frugtbare Bakker; Gjerdet var brudt. Jacobs Spor i Muldet stod præget: Agren var liig det Qvée, hvor Qvæget samles om Qvel. De grebe ham nok, troer jeg, mine Sønner med krogede Næver, sovende paa sin Dumdristighed under det Tag, mine Sønners Sved og Sommersolen havde forgyldt. Ak, hvad skulde vi leve af til Vinteren, naar vi hørte Bjelderne langt borte og Gjesterne alt bankede Sneen af Støvlerne i Forstuen? Jens forsøger Resten af Hegnet rive fra Grunden: det knagende segned' under hans Hæl. Nu kan Koen fraadse, dersom Bjelden ikke sladrer for høit, og Kalvene springe der, hvor mine Ønsker hvilede, naar jeg strikkede Strømper til mine Børn om Sommeraftenen ligeoverfor. Jag dem ud min Gut! om Du kan. Aa nei! Køerne vilde ikke engang gaae der og æde Muld: (græder) for nu skal Du høre. Jens i Lommen griber -- med Latter tilsaaer han Agren med Klintefrøe atter: "Spir nu mod Sol!" Aa det var Klinte, som kunde skygge over Arven, Nesler, som kunde skjule Klinten, Tidsler, som kunde dække Neslerne, Bulme, som kunde rage op over Tidslerne, Luushat til at kjøle Bulmen, og Alt færdigt og pyntet med Storkeneb og Qvikgræs. SIDE: 178 I Sagen "Fru Thora contra Jacob" løde mod Patronen trende Klager, liig, naar trende Lynets røde Landser gjennem Skyen brager. Dette er et Sørgespil, hvori Heltene fnise og fægte med Chi- caner og Spidsfindigheder istedet for med Sværd, som de burde; men mine Sønner ere forfaldne og Græsset vil spire i deres Hjerneskaller. De Klagemaal løde: "Jacob som Forpagter, deels gjør mindre end han burde, deels han ikke Markskjel agter, deels gjør meer end nogen turde." Hele Feilen var, at han sov, naar Solen vaagede, men vaagede naar Maanen vaagede. Min Søn Ole havde skrevet Klagen: En Aastedsforretning man ved Agren satte, for at see hvad Korn den bærer. Ei, see Klintens lysblaae Hatte under Tidslens røde Fjere! En Tidsel voxer hurtigere end en Proces, men en Procurators Fordringer hurtigere end Klinte, og en Enkes Ruin hurtigere end Nelder falde, naar Drenges Overmod hugger løs paa dem, skjøndt de voxe stille bag Smedien. "Fru Thora! -- saa mælte Retten -- hvor er Rugen, som jer Contrapart med Foden tvang at lægge sig paa Bugen, tvang at bøie Ax mod Roden?" Dette er det samme som at spørge graae Haar, om de aldrig have været unge. Det er klogt Spørgsmaal. Hvor krøb ikke Jenses Smiil bag Skjegget! Klinten loe med Tidslen ad den Klage: Jacob gotted' sig ved Finten, smilte fremad, loe tilbage. Jenses Smiil krøb som en Snog under tørt Løv, naar den seer en Frøe komme klaskende. Han svoer nok -- og Eden skingrede vist fra hans Hjerte til hans Hoved, skjøndt vi ikke hørte det -- SIDE: 179 at han vilde altid saae slig broget Sæd. Og dog gav jeg ham Mad og en Snaps, naar han gik ud for at fange Ræve, for at holde Justits paa Gaarden. "Jeg og i en anden Ager saae ham klavre over -- vidned En -- og slynge Kornneg over Gjærdestavre. Dette jeg med Eed kan tynge!" Men Skriveren var undskyldt, for hans Syn havde aldrig seilet henover Guldhavet, hvori mine Ængstelser som Moder druknede. Hør nu! Nok! Dommen saa faldt: "den tredie Post af Klagen (hvor da Actor Jacob kalder egenmægtig) bort fra Sagen, som utidigt anlagt falder. Jeg maatte gribe til mit Forklæde, og det blev fuldt af Perler, som faae Procuratorer vilde give Kobberskillinger for, og Jens raabte "Tys!" og Jacobs Hoved dreiede sig som en Storks; men mine Sønners Halse bleve lange, og de lignede Skadeunger, gabende efter en Maddik. "At Jacob ei agter Gjærder, hvor vi skue klart nu Ukruds fede Fylde, var en Misforstand, min Frue! Derfor Maanen I beskylde!" Men læg Maanen i Bøder, fordi den holder Lygten for en Dreng, saa han kan skjelne Æbler fra Pærer i en anden Mands Have! ja mynt dens Straaler ud! sæt den i Fængsel for Hælerie, fordi den hæler og ikke vil vidne skjøndt den kan; thi den seer meget og mangt. "For Tiltale bør da Jacob frie at være: Fruen selv bør koste Sagen!" Ak det var det værste; thi nu kommer en rødnæset Lensmand med Papir og Blæk og en Hammer, hvormed han bankede Fattig- folks Mod ud, efterat det først var fugtet som et Stykke Læder. Ei behøves der Mod til at kjøbe for to og fire Mark Silkekjoler, Peberbøsser af Sølv, min Mands Sølvuhr og mit af Guld, min Mands Sabel, Sølvtøiet, Uld og hvide Faar og røde Køer! Ak SIDE: 180 dette var engang min Gut! da sad jeg et Aar og spandt og skottede til Fjøset, hvor to Høns kaglede, mens mine Børn pløiede fremmed Jord og skare fremmed Havre, og da blev jeg din Gudmoer Tosten! men saa kom den røde Næse igjen og blæste Hønsene bort og Garnet bort, og en anden Fodsaale end min knirkede i Stuen og paa Gangene og i Kjøkkenet. Jeg maatte ikke spise Grøden paa min egen Skorsteen, eller melke Kjørene, som ikke kjendte mig. Da blev Thora syg af den fremmede Røg, og gik i fri Luft, men nu er jeg, Gud skee Lov! kommen mig, da en gammel Mand hviskede til mig: "Man for Guld og Graad kan lære tie, naar man bli'r bedragen!" Snip, Snap, Snude, nu er Visen ude! (Graverkarlen gaaer til Porten.) Første Dreng. Nei svindt nu! see den lumske Hellig-Erik lukker Porten uden at vare os ad. Kom nu Moer! hei vil Du bie Erik! kom nu Moer! (Konen og Drengen ile til Porten.) Graverkarlen. Nei, i Jesu Navn! vare I inde endnu? Anden Dreng. Aa I vidste det vel ikke I Hellig-Erik? I har vel ikke staaet og lyttet til Moer Thoras Sang, saa I har gjort Graven et Qvar- teer mindre dyb end den skulde være? Desuden minder vel Skillingen, som I fakkede fra os . . . Eja! (Drengene give sig til at kaste Klink.) Graverkarlen (afsides.) Gid den røde Satan tage baade dem, og Kjærlingen! (høit.) O I ufornuftige og blinde Børn, jeg tilgiver Eder jer bespottelige Adfærd. Jemini! Jemini! Moer Thora. Hvem skal raadne der min Mand? hvem skal boe under saa lavt Tag? Graverkarlen. En Enroulleringschef. Moer Thora. Jo Graven er for lidet dyb: den skal være saa dyb som en Steile er høi. Nu red op! (Graveren gaaer til Arbeidet.) Denne er en Træl; thi han drikker og arbeider blot for Andre men der vil vel komme en Tid, da Andre arbeide for Dig. SIDE: 181 Hør Du Dødens Kammertjener, jeg kommer nu her saa en Sommerqvel, skjøndt jeg var bedet ud paa Sødgrød, for at hilse paa nogle Veninder fra de Dage, der ødslede vellugtende Solskin: kald dem frem, om de saa ere i Negligee! siig dem, de skulle ikke genere sig, om de saa ere i Negligee; thi der staaer en Dame udenfor, som har seet dem saa, og rørt ved dem saa, i den Tid man kunde see deres Skjønhed voxe, og de ikke kunde skjule for hinanden, at de vare Qvinder. Men bie nu min Mand! til Navnene slaae ind paa min Hukommelse, som Hagl og Regn paa en gammel Rude, klisk! klask! thi der følger Graad med. (sætter sig paa en Grav.) Første Dreng. Nei kom nu, og lad Klinken staae, saa skal vi læse Liigskrifterne. Læs Du paa denne Side af Gangen, skal jeg læse paa den anden. Anden Dreng. Nei jeg læser bestemt ikke paa nogen anden Side end den, jeg vil. Jeg læser paa denne . . gaae nu! Første Dreng. Hvorfor det? det var jo mig, som fandt paa det. Jeg vil ikke læse paa nogen af Siderne, naar Du er saa trodsig saa . . . Anden Dreng. Vil Du ikke læse paa den Side, jeg vil? Vil Du ha'e Strips Gut? Gaae nu bare eller saa vanker der. Første Dreng. Ei da Gutten min! hvem er stærkest? Husker Du da der var Lyst- leir her, da Du fik Juling i Galgebjergsvingen? Huf Gut! da fik Du kjende Knogerne, da stode gode Knoger sig. Huf Gut! vil Du slaaes? Anden Dreng. Nei vil Du slaaes igjen Tosten? Du er nok stærkest, men jeg kan Kneb seer Du, og hvem er fornemst kanskee? Der Gutten min! har Du en halv Kringle: (kaster den til ham.) føi dig nu efter mig. Første Dreng (gnavende paa Kringlen halv grædende.) Du er rigtig saa trodsig, saa . . Aa min Fa'r var saamen Lieute- nant, og han hedte Bramarbas, men saa døde han, og saa stod hans Frue Fadder til mig. Anden Dreng. Jeg læser først . . SIDE: 182 Første Dreng. Ja, det var jo som jeg vilde. Anden Dreng. Nei nu skal Du læse. Første Dreng (knytter Næverne.) Huf Gut! der lugter Liig af disse Næver. Anden Dreng. Nei Tosten da . . husker du ikke Kringlen da? Stille nu da! (læser paa en Liigsteen.) "Her hviler Jomfru Constance Taarsh, fød 1781. Aldrig Nogen hun i Livet nægtede af hvad var givet. Herunder staaer ogsaa: "P. Stygge scripsit." Moer Thora. Der kom det første Hagl. Ja vist Constance Taarsh og saa Cathinca Nebb . . Constance Taarsh? ja vist kjender jeg hende. Hun var et Bordel og en Herrnhuter-Kirke under eet Tag: hun var et daarligt Hoved, og fandt stor Fornøielse i at see paa Parader, og naar Studenterne fulgte en Broder til Graven: hun gjorde meget af Uniformer en Tid; men siden blev enhver Kjole hende smuk, og hendes Øine aade ethvert skjægget Ansigt bort, saa snart det stak frem, hurtigere end en Bataver Ananas: paa den ene Side af Munden vuggede et sandseligt Smiil, men paa den anden Side var Trækket ligt et hebraisk L. Læs videre, saa faae vi flere. Første Dreng (læser.) "Ak! Her Ormene fortære det magre Skind, som, fyldt med Vind, var Julius Blære. Tilsidst den Blære ved megen Svingen og Hop og Springen sprak! P. Stygge pinxit!" SIDE: 183 Moer Thora. O jeg har seet ti Blærer allene idag, mens jeg sad paa Raadstue- trappen og pyntede mig med Solskin. De fløi forbi ligesom Svaler, der svinge sig rundt om en Stolpebod og dyppe Vinge- spidsene i Støvet . . . Ti paa et Qvarteer! Hør Johan! thi det blæser alt i Dig, og Du begynder at blive let -- alle Blærer i sig selv ere ikke mere ulige end Tudser, skjøndt nogle af disse ere spraglede, andre see ud som en Klump Dynd. Men sparker Du til den med Foden -- bums! saa dykker den ned og kommer op paa den anden Side af Dammen langt om længe, eller ogsaa bli- ver den i Bundmuddret. Men rører Du ved den med en Stok sagte eller blot seer stille paa den, saa -- qvæk! koak! qvæk! -- blæser den sig op, og Du kan blive bange i Tusmørket; men jo længer Du staaer fra den, jo mere voxer den, saa at den, i 10 Skridts Frastand, synes som et Græskar, i 20 Skridts som en Tønde, men i 30 Skridts som en Veirmølle der fløi bort; thi, naar den har voxet, flyver den op, og, jo høiere den kommer, des større synes den, saa at de gule Pletter under Bugen synes Dig som Skyer, omsider Øiet som Solen og dens Aande din Atmosphære og dens Knurren en Storm -- kort sagt, saa at det forekommer Dig, som at Du ikke kunde aande uden under og i den; men min Gut! kast en Steen dristig op imod den, saa seer Du intet uden en reen Himmel over Dig, og en Tudse som kravler ved dine Fød- der for at naae Dammen; eller endnu bedre! saa snart Du seer en saadan, saa løb strax til og kast din Hat over, saa fanger Du en Tordyvel. Seer Du, nogle Blærer ere meget smukke at see til, som en Silke-Luftballon, men sætter Du dig i den, saa gaaer Bunden ud, og tak Gud, om Du falder paa noget andet end Steen, eller om Du falder i en Dam. Slige Blærer kunne fyldes enten med Krudtdamp og Røgen af opbrændte Carteller og Eder og løgnagtige Historier, med Speculationer, med Løfter, med Penge- klang, med Titler, med Riim, med Examiner, med Skinhellighed, med Liderlighed -- hvorudi ogsaa kan tænkes Udmærkelse -- med Andres Blik og Ros, med Projecter, med Sang og Spil, med Dands og eqvilibristiske Kunster, med Billedet af sit eget Ud- vortes -- hvilket af et Speil kastes tilbage i Blæren -- kort med alt Muligt; dog ere disse Ting blot det som giver den Navn og Farve, men Forfængelighed er altid det rene Inhold; hvilken SIDE: 184 gjør den saa let, at den stiger iveiret, saa snart Andres Let- troenhed aabner sine vide Næsebore, hvorigjennem alt Støv farer, og puster ud, saa der kommer en Hvirvelvind. Men det min Gut! er mærkeligt, at alle Blærer, af hvad Couleur de ere, om der saa paa En staaer skrevet udenpaa "Tapperhed" paa en Anden "stor Poet" paa en Tredie "Patriotisme" paa en Fjerde "Hellighed" paa en Femte "grundig Lærdom" eller "bidende Vittighed": saa stinke de lige ilde alle sammen, naar Du træder dem isønder. Alle have Blærer i sig før Dyngen af Fortjenester bliver tung nok for at faae den til at briste: ja undertiden er Lærdom virkelig ei istand til dette, men kun at agte som en Steen, en Ballast, saa den ikke slingrer: ikkun Daad, naar Sjelen skyder ud sine gyldne Frugter, Daad, Daad, som Menneskene frit kunne spise og lædske sig med, skygge sig med, knuser den ganske. Men troe ikke strax, at en stiv Hals, en Pluskind melder, at der hænger en Blære inden- for: ah min Ven! en huul Kind er huul og til Forfængelighedens concave Side, saa at den indentil er desmere convex. Saaledes, jeg kjendte engang denne Liigverspoet Petrus Stygge: han var huul- kindet som en Skee, og hans Kjole pralede ikke mere end Tus- mørket og hans Hals ikke mere end en Mast, som der er snøret et laset Seil om, men kom Du til ham saa hed det: "min nye Tragoedie . . . jeg har idag skrevet Vers . . . ja jeg veed nu ikke hvordan det er, dog maaskee ikke uden Skjønheder, nu skal De faae høre?" Og nu rodede han op i Papirer; og hvis man spurgte, hvad det var, svarede han: "Vers, Vers min Fa'r." Saa var han, han gik stille frem som en Elegie, og Alt paa ham rimede sig med Elendighed. Men hør nu, vil jeg lære Dig: dersom din Sjel engang kommer til at boe og hvile i sine egne Fortjenester saa byg dem ikke op i et Babelstaarn, som en Rotte -- thi Du maa tage Materialierne af Dig selv -- kan gnave igjennem, og Du maa da have den Uleilighed at bruge Stiger for at komme i dine egne Værelser; men lad dem udentil være, ikke som Græ- kernes Huse i Constantinopel udentil som en Sop indentil som en Guldskaal, men simple og skjønne som de hvide Landsteder ved Lausanne, der aande i den fri Luft gjennem de løvkrandsede Vin- duer, og hilse paa hinanden i den blaae Søe; og pynt dem indeni med Talenter, som mit Værelse var pyntet indeni med Malerier af Vilhelm Tell, Hermelin, Anna Colbjørnsen, Correggio, Evald, SIDE: 185 Mozart, Holberg, Spinoza, Luther, og med Dyder som mit Barne- kammer, hvor mine Børn sov og legede under Billedet af Jesus Christus. Hører Du min Gut? Gjør saa! Men dersom jeg seer, at Du, som Dreng, paa hver Lap Papiir rabler dit Navn, cirkler det ind, slaaer Streg under o. s. v., saa siger jeg: det begynder at blæse i Dig! Fy, bliv ingen Tudse, ingen Blære! ingen Sop, som det ryger af imellem Fingrene! Anden Dreng (læser.) "Herunder hviler den visnede Rose Frøken Cathinka Nebb, 47 Aar gammel. Hun bar ei Roser her, men hisset bør vi vente, at hun vil Blomster faae med Renters Renters Rente. P. Stygge depinxit." Moer Thora. Ak ja! hun kommer i min Hukommelse, som et Torneriis i en forsømt Have. Ret! hun bar ikke Blomster, men blot Blade; thi hendes Blod var grønt: hun lærte aldrig sine Lectier, fordi hun ikke behøvede det, sagde hun; hun sprang rigtig nok 30 Aar forud for sin Tid i Unoder, saa at først nu enhver Pasgjænger har naaet hende igjen: hun elskede sig selv lige indtil Smægten og umætteligt Raserie. Naar hun engang aabnede sit Hjerte for En, havde man samme Følelse bag efter, som naar man har stukket Haanden i en Katterede og saa fører den til Næsen og saa med det samme finder den forreven til Ledet. Hendes Øine var et Par slimede Snoge, som skyde sig frem og tilbage under Sivet, og Munden var et Lazareth for philosophiske Floskler og Sætninger, af hvilke dog ingen kom heel og sund ud. Men -- jeg vil ikke bagtale de Døde . . . Hendes Hjerte var en Maddik i en guul Kaalstok, men nu er den fløien bort som en Phalæne, en Sphinx Dødninge- hoved. Første Dreng. Skal vi læse over en Toldinspecteur? "Her sover Toldinspecteur i Aren . . ." SIDE: 186 Moer Thora. Væk ham ikke! han sover paa sit Regnskab; og de, som skulle vække ham, sove paa ham igjen, og bruge Folkets Sagtmodighed som Overdyne, Sov vel! Guds Fred! Første Dreng. "Her ligger Herr . . ." Der har staaet en Titel, men jeg kan ikke læse den . . Der har først staaet nogle Bogstaver, og saa staaer der rator eller raptor eller noget sligt. "Peder Emerentius Ego." Og under neden staaer: "Piger begræde hans Savn og Fødelandet hans Gavn. P. Stygge posuit." Moer Thora. Ja det var en Vindbeutel, en Blære, fyldt med Jurisprudenz og Latin; hvilke Sager, formedelst deres sorte Farve engang var en fortræffelig Skygge for min Mands Blæres røde Indhold. Hør nu Dreng, skal Du faae en Historie, som er pyntet med Latter for alle Andre, men jeg selv maatte pynte den med Taarer: den har et hoppende Hjerte i en høi Barm som en rødhuet Nisse, men feigere end denne, og et Hoved som en tom Kirke, i hvil- ken Lærdom indtager samme Plads som Taltavlerne i denne: Han skrev et latinsk Brev til min Mand, -- skjøndt han vidste denne neppe forstod sit Modersmaal -- hvis Begyndelse: "tibi succenturioni præceptor." -- Du gaaer jo paa Latinskolen Johan? -- Hans Velærværdighed oversatte for min Mand: "jeg skal lære Dig, du Underofficeer!" skjøndt hans Mening var at undervise vore Børn i Latin og Græsk. Men nu skummede min Mands Vrede: Han skrev et Udfordringsbrev, som begyndte med denne gamle Formel: "Den er Cujon, ja ret en spytsmurt Feig -- ha hør det Vidner! -- som ei duellerer . ." og som han nummererede No. 26 og sendte til Byen. O det hjalp ikke, at mine Taarer bad ham, ikke at prostituere sig! Han svoer, at dersom han havde vidst, at Tapperhed var agtet med en fredlyst Partiegjænger i Krigens Tid, dersom hans Mod havde ladet sig tøile, dersom han havde vidst, at ligesom en Generals SIDE: 187 Broder maa være Corpschef, om han er Invalid, at en Saadans Fætters Søstersøn som Lieutenant har større Forhaabninger end Gage, saa havde han heller forenet sin blodige Ære med en Generals Huusholderskes Vanære, end med en Præstedatter, der foruden blaae Øine og Tækkelighed, Intet havde uden Sprog- kundskaber -- og hvad jeg nu kunde have lært -- og da skulde han have været anden Karl end saadan En, som en Bogorm turde fornærme med de skammeligste Udladelser. Men slige, lagde han til, lugte godt, naar de dyppes i Blod. Og nu maatte jeg ind i Kammeret for at trøste mig med at lappe mine Børns Klæder, og han lukkede til med Eeder. Men see nu! næste Postdag kom- mer der et Brev fra Præceptoren, hvis Begyndelse Hans Vel- ærværdighed, som blev tilkaldt "tua quidem superbia et fortitudine forte careo" saaledes udtydede: "din fortrinlige Tapperhed har enhver kjær eller agter Enhver", hvilke Ord min Mand, efterat have tilkaldt Tjenestefolkene, Børnene og mig og raabt: "tys! hør! begynd, Deres Velærværdighed!" erklærede for den hæder- ligste Afbigt, nogen Ærekjær nogensinde havde erholdt af en tapper Modstander; og jeg maatte ud at lave Grog og sætte en Hare paa Ilden, og invitere Lensmanden til en natlig Polskpas. Saa gik det! min Lykke druknede i hans Løfter, og min Ungdom og Tække -- o, at den ikke havde, besudlet af hans Spiritus og Grovheder, skjult sig for disse, men for mine Børns Ynde! Anden Dreng. "Her hviler Jomfru Rosa Laura Angelica Zoe Lilia Clara Madsen. Da der ei fler' Romaner var at tømme, saa lagde hun sig her for over dem at drømme. P. Stygge posuit." Moer Thora. Ja hun havde Vattersot i Hjernen, af alle de Romaner, Spøgelse og Røverhistorier, hun uddrak. Men altid spillede hun Elskerinden eller Heltinden i Historien, enten det nu var i Spiezes Mordhistorier eller Lafontaines Giftermaalshistorier. Den ene Dag elskede hun en Ridder, den anden en vellystig Munk, den tredie en Prinds SIDE: 188 eller en Fisker; men alt gik gradeviis frem indtil Brudenats- høitidelighederne, som hun feirede alene. Hun kunde tage og føle paa sin Indbildningskrafts Foster, saa at hun kunde tage en Vaskevandsstol for en utaalmodig Greve, en Stol, med et Par Strømper paa, for en dristig Ridder, som knæler ved hendes jomfruelige Leie, og Hovedpuden for en ung Førster, der agter Kys for det samme som en Borgermand Brisling i et Gjæstebud. Dersom hun ikke vil staae op paa Dommedag, saa er det fordi hun holder Larmen for den Støi, en fræk Jæger gjør i det han hopper ind ad hendes Vindue, saa at man ei bør gjøre den større ved at staae op. Anden Dreng. Navnet forekommer mig som en Hale af brogede Papiirlapper paa en Drage, men som ender med et Stykke Carduuspapir. Moer Thora. Ret! af det Udtryk "forekommer mig" skjøndt Du er en Dreng, veed jeg, at Du gaaer paa Skolen. Første Dreng. "Alt Kjød er Høe og derfor maatte Hr. Maabe døe! P. Stygge composuit." Moer Thora. Ja ham saae jeg komme ridende med sine stive Manchetter og store Sølvsporer, hvilke han dog ikke turde bruge, skjøndt Hesten gik baglænds med ham. Da han kom til mig saaledes -- som han var reden forbi for 5 Minutter siden -- da jeg sad ved Veien uden- for min egen Grund, spurgte han: "Hvor ligger Kirken Mo'er?" skjøndt de hvide Vægge pegte klart nok paa sig selv. Men da jeg svarede: "lidt til Venstre," saa spurgte han: "hvor lidt til Venstre? af min Hest eller af mig, for den gaaer baglænds med mig?" Anden Dreng. "Her hviler Jomfrue Molly Pals. Tvende Smaae . . . Nei her er det reent udvasket, men nedenunder staaer: "P. Stygge fecit." SIDE: 189 Moer Thora. Ja hun havde nu altid Maven fuld af Spøg og Latter. Friskvæk! Første Dreng. "Her ligger Petrus Stygge. Han var befængt med slette Riim og endnu værre Sæder: De sidste han beholdt for sig, de første gav han Eder. Deposituro auctore. Han Død var selv et Riim; thi da hans Creditor, med Executor Smitt ved Sottesengen staaer, og Hiin da sagde vred -- mens Smittens Øie foer om Seng og Dynerne og Væg og Bænk og Bord, og overregnede og fandt ei Summen stor -- "Det Bedste blier min Herr'! om De nu, før De gaaer til Abraham, og Fryd, mod gode Vexler, faaer, den gamle Gjeld til mig og nu Herr Smitt betal'de: saa udgav han et Riim, og Rimet var -- han rallde. Deposituro auctore." Og paa den anden Side staaer: "tre Sottesengsvers af P. Stygge over sig selv, satte her af hans Ven Depositurus til hans og egen Ære: Jeg gjerne døer; thi da jeg engang dog faaer snydt de Creditorer, som bedroge mig saa tidt. Jeg døer ei unden Hæder; thi mon det gik den store Evald bedre? Saa ofte fandt jeg mit Humeur istand at kunne gjøre Vand til Viin; men da jeg seer, det ikke kan forvandle Vand til Medicin, jeg døer." SIDE: 190 Moer Thora. Det er ikke en let Byrde at ligge begraven under Vers, som blot i saa Henseende ere sande, at de ere sande Liigvers over deres Auctor. Men Petrus Stygge løi saa meget i alle sine Vers, som han altid bar paa sig, at han nu bliver straffet med at bære Sandheden. Jeg kjendte ham som Dreng, da var han et ganske godt Hoved; men -- Gud veed, om det nu kom af, at han var saa meget klogere end sine Kammerater -- nok! i Førstningen indbildte disse ham, at han var et Digtergenie. Eller mon de tænkte, at det geraadede dem til Ære at have et Genie i deres Midte, som Planeterne Solen? nok, de indbildte ham, at han var et Genie. Men siden indbildte han sig det selv, og vilde ind- bilde Andre det, da de Første vare blevne trætte af at indbilde sig det. Nu siden, det første hans Ungdom fik en tynd Skal, indbildte han sig, at han maatte være liderlig, for at hans Sjels Lys kunde hæve sig ved denne Skygge, og han blev det. Nu skrev han Liigvers før Personen heri døde, og Bryllupsvers, naar der blev lyst førstegang for Parret, og Variationer paa Sange til Kongens Fødselsdag, og lod alt dette trykke og uddele; og et Sørgespil, som begyndte med "ha!" og endte med "døe!" hvil- ket myrdede hans Bekjendteres Taalmodighed desforuden. Men nu gik det ned ad Bakke, skjøndt han troede fuldt og fast, det gik lige op ad Parnas, ligesom En, der reiser hjem i Ferierne, naar han begyndte at nikke og slumre ind ved Foden af en Bakke, spørger naar han vaagner: "nu Ole, ere vi komne til Toppen?" skjøndt det har gaaet nedad, paa den anden Side af Aasen, en halv Time. Han drak med min Mand; men naar de talede sammen, det vil sige, naar Stygge reciterede Vers, og Han svoer og fortalte Krigshistorier, kunde man gjerne ligne Samtalen med Punsch, da dette gjerne kunde kaldes Spiritus, men hint Vand, saasom det kom af en vandig Hjerne. (Seer Faster Tid, som kommer i Porten.) De gamle Tider reise sig, og deres Suk stivnes til en Sobe- lime, som stikker dem ud af Munden. Hukommelsen lugter dine Skridt om saa frisk Dug ligger over dem. Kom du Mindes- mærke! eller stivner du til et sort Liigkors? Staae stille Niobes Steen, at jeg kan lædske Dig, Umættelige! SIDE: 191 Graverkarlen. O Herre Jemini! Moer Thora. Nu bliver I bange I hellige Mand? Seer I noget? Anden Dreng. Kom nu ligesaagodt Tosten! Der seer Du . . Hun slaaer os med Krykken. Første Dreng. Nei er Du ræd? Lad os kuns bie lidt. Graverkarlen. O Herre Jemini! frels os fra onde Aander. Moer Thora. Det er blot en Krage, som sidder i Porten. (Faster Tid humper frem.) Nu hopper den efter en Maddik. (Graveren løber, men idet han vil løbe forbi Tid, rører hun ved ham med Krykken, saa han styrter baglænds i en Grav.) Hen og kast Jord paa ham! hen og kast Jord paa ham! Hvem der graver en Grav for Andre falder selv i den. Faster Tid. Godaften Thora! Thora kan tilgive? Udaand den sidste søde Aande af en Menn'skesorg: Tilgivelse! Moer Thora. Ja som Natviolen, der aander sødere, jo mere Natten lægger sig om den; skjøndt det var Dig, som sagde jeg burde sælge min Jomfruelighed for en Penge, som vel saae ud som Sølv, men var blot det skjære Kobber. Det første Kobber, som stak frem var Næsen paa Billedet, som lignede min Mands, som siden blev liig Næsen paa Løvehovedet paa hans Gehæng; og de smaae Sølv- penge, jeg fik som Godtgjørelse for mit Tab, lagde Du i Spiritus saa Forsølvningen gik af; og nu circulere de fra Huus til Huus som slette Kobberskillinger. O, nu kunde jeg boe med Fuglene under eet Tag. SIDE: 192 Tid. Ulykkelige uden Last, tilgiv ei mig, men din Lettroenhed, en Feil, som ei hos Qvinder boer alene! Thora, Du blege Dyd! Du Sorgens Valmu see! Hvad seer Du Thora? (kaster et Dødningehoved i den aabne Grav.) Moer Thora. O jeg seer Graad, som ligger tæt til Øiet, saa den er liig et Hav; min Graad den seer igjen mit Huus . . . Nu lad det ligge; thi en fremmed Fod tyraniserer Gulvet! Ah, nyt, panelet! Barnekammervindvet vidt aabent flagrer, pyntet med Gerani'um og Malvapotter, Rosentræer, som paa Foraarsluften gynge sine Blade. Anden Dreng. Nei det er forfærdeligt! hun tager et Dødninghoved for sit Huus og Øienhulen for sit Barnekammervindue og lidt Græs og Løvetand, som stikker i det, for Blomsterpotter. Moer Thora. Ret nye Stolper foran Døren, og ret vakkert hvidtede; og udenfor lidt Granebar. Det vist er Dagen efter min Enkefest, min Mands Begravelse. Anden Dreng. Ei! hun tager fire hvide Tænder i Kjæven for Pillarer. Ja i det Huus kan en Regnorm boe. Tid. Sorgminde, see! (rækker hende en Viol-Kjærminde.) Moer Thora. Ah er det Hundetunge? Hvad Blomst, som praler med saa stærke Farver, at dybt de skjære ind i Øiet, lige til Graadscisternen. Oh, jo meer jeg seer, SIDE: 193 jo klarere min Ungdom seer jeg malet, dens Leg, dens Fryd paa disse fine Blade, med hvide, lysblaae Omrids. O min Veemod bemestrer sig først Stemmen og saa Næsen den fylder med sin varme Aande, og saa træder den i Øiet som en Dronning. Tid. See gode Hjerte! (kaster Violblade i Graven.) Mo'er Thora. Ah nu mine Duer! saa dæk mit Tag med Kjærlighed! Ah see! de føde der paa Taget deres Elskov med Solskin, hvormed Hannen gjør sin Brynde meer glindsende. En lysblaa Hun paa Engen har sat sig, gjækkende sin Elsker -- Ret! Nu daler han . . der er han paa den grønne Elskovsseng . . nu bøier han den stolte, violblaa Hals udover Magens Blyhed. Anden Dreng. Nei, hun tager nogle Violblade, som faldt paa Dødninghovedet for Duer, og et Blad, som faldt ned, fordi det laae for yderligt paa Tindingen, for en Han, som flyver ned fra Taget; og, bare Vinden letter et Blad lidt, saa synes hun det er en Han, som kroer sig. Nei, det er Løier! Mo'er Thora. Saa flyv ind! flagr ind! hop ind af Vindvet: der staaer Erter indenfor, og vender gjen tilbage med et grønt Gerani'umsblad i Nebbet, som en Fane til Tegn paa Seir og Fulde Kroer! Kom! Tid. See, Hyacinthe med det dybt i Bladet indskrevne "Ak!" See gode Thora! (kaster Dødningbeen i Graven.) SIDE: 194 Moer Thora. Ah! Ha var jeg blind? Nu, sidder da mit Syn i Enden af din Pegefinger Gamle? Jeg seer blot i en luftig Cirkel af din Finger? Ha, jeg saae ei? Mine Børn! O mine Brysters Perler! I som hang som Perler ved mit Bryst! O Rosenguld og Lilliesølv saa sammensmeltet til en kostbar Skat, adspredt paa Engen, for, under Solens mørkblaa Tribunal, med Blomsterne at kjæmpes lidt i Skjønhed! O Dommeren Jer ynder og I vinde den svære Kamp med Roser, thi hans Blik fremlokker stedse nye Purpurstrømme. O I min Sides Blomster! I mit Hjertes Smaahjerter, voxer af mit Favntag, suger af mine Kysse Næring, mine Blik udsprede Dug vidt over Eder! Ha, saa smaae og dog saa stærke! Meer Selvfølelse hos disse Frihedsbørn om Øienbrynet slaaer, liig en Løvehale, end hos skjægget, tyksenet Slave. See den Ældstes Kraft igjennem Kindens Rosenbølger, liig en Skye, som mørkner Søen, skyder bruun. Han er mit første Kongerige, liig Castillien mellem Spaniens Kongeriger: rundt om ham leger mit Valencia, mit Leon, Aragon, mit Catalunna. O leeg I, bølg de hvide Muskler, saa de skumme! træder kuns iaften ned den mørke Kløver: Gud vil skjænke Dug, saa Græsset voxer nok igjen i Nat, og bryder Eder ei om Klæderne; thi Lampen vaager gjerne med jer Moer, som nok skal faae dem hele til imorgen, naar atter Eders Sundhed tumler sig, rød under Morgenskyen. SIDE: 195 Anden Dreng. O hun tager nogle Been for sine Børn og et bruunt Laarbeen for den Ældste af sine Sønner; og hun synes de lege paa en Eng, som blot er noget Tyttebærløv af en gammel Kiste. (Tid kaster Rosenblade i Graven.) Moer Thora. See min Have! Jeg saae den ikke før; thi -- see, paa Engen, der blomstrer nu min Rosenhave. Dog retvel, jeg saae den, thi om Søndag vil jeg mit Barnekammer pynte. Tak Veninde! ræk mig din Haand! nu lad os klemme bort den gamle Sorg, som slikked' Rødmen af min Kind og plukked' Huldet af min Barm! Nu, gode Tid, med opiumsmurte Fingre! o siig mig nu, hvor feed jeg er, hvor feed jeg nu er bleven, thi hvert Trin, som disse paa Kløvrens Overmod nu gjøre, træder ti Aar i Støvet mellem Nu og Sorgen. Hvor feed er jeg? thi Hjertet bugner, som mit Norges sæle Banner, mæt af Vind, med Norges Granluft svanger, og mit Blod, som lange Vimpler, skyder gjennem Aaren, min Barm som Seilet bugner. Ha jeg er som Norges Snekke, krængende imellem de vakre Øer, brusende af Norges Fjeldes Aande! O see disse Øer, skumkrandste, rosendækte, og i Farten de synes hoppende! Ja see de hoppe høit i den lyseblaa Luft. (til Drengene.) Gaae ogsaa I, gaae hjem og leeg med Disse til jeg kommer, saa skal jeg lave Jer en Vesperkost af Melk og Brød og Bær. Nu skynder Eder, og siger: Moer vil komme. Skynder Eder, at ikke Aftensolen kommer først og melder det! nu siig, at Duggen kommer og blander sig med Sveden kold og kjølig og ikke sund: saa siig, de kan paa Gaarden SIDE: 196 fornøie sig bak efter, før jeg breder ud Teppet over deres trætte Kraft, med lystig Styltegaaen rundt om Fjøset, saa høit de fange, i sin Flugt, Tordyvlen, og Flagermuse suse dem om Øret: og siig, at Moer vil sidde udenfor paa Bænken, glæde sig, og see paa dem, og vise dem de muntre Braater rundt omkring i Bygden. Nu da dovne Drenge? (griber efter Drengene, som løbe bort.) O, I vil ei? Vel! I tør ei prøve de muskelsnoede Arme, som i Legen Jer knuge i det bløde Græs. Nu vel! Min Vellugt ei med fremmed Stank bør blandes. Farvel da Gamle, thi jeg maa nu hjem, da Vindvet endnu flagrer aabent, og, igjennem det, kan Katten springe og frastjele disse Aftensmelken. Ah! det synes mig, jeg staaer paa Høien, hvor min Græsbænk breder ud de bløde Arme: saa er det ikke langt til Hjemmet, og, naar Sol gaaer ned ad Høiens ene Side, til sine Stjerner, gaaer jeg ad den anden til mine Stjerner. Nu Levvel du Gode! Forsonlige! ei Uforsonlige! Jeg maa nu hjem at mætte Disses Kræfter og kysse dem og stede dem til Roe, mens mine Ønsker vaage over dem. Men Gode! er den vide Herlighed, saa levende, ei død som Guldet, min? Ah, denne Gjetning førte Aftenvinden, og derfor var den kold. Tid. Ja Alt er dit! Saa skue Aander ned paa Steder, hvor engang deres Ønsker flagred', deres Elskov rødmed' over, deres Attraae som Luetunger hang. Ja Alt er dit! SIDE: 197 Moer Thora. Jeg tvivler ei! O troe dog, ei jeg tvivler! Hvem kjender disse Børn, hvert Fødselsmærke? Mit Øie kjender ikke sine Øine? Ha jo, jeg tvivler ikke. Og jeg veed jo hvem er stærkest, skjøndt ei hvem er vakrest, og hvilken Time, fuld af Foraarsluft, først aandede paa hver af disse Knoppe. Jeg ynges, thi mit Blik i disse gyldne Æbler bider som nu rulle der paa Engen, men hvis Kurv er Thoras Hjerte, som nu . . . o en erstattelig ei uerstatt'lig Tid er runden hen -- O skjøndt de fylde det nær bristefærdigt, saa Himlen næsten er for trangt et Laag, saa synes mig, at der er Rum til Flere, og vidt mit Skjød af Kraft og Ønsker bugner, skjøndt En af disse er mig Alle, skjøndt de Alle er mig En. Levvel! jeg maa nu til min Throne: hjem at see min Fryd ret i den Smilehuller, røre ved den, saa høit den klinger. Mine Børn er' trætte og mættede af Legen; men see mine Øine mætte ei mit Hjerte her i denne Frastand. O Erstatning naar nær jeg hører deres Munterhed, som springer mig imøde! Jeg maa hjem og see om Skatten er saa fuld, som da den sidste Morgen blotted' den. O ja, de er' der Alle! Ja de er' der Alle, adspredte lige Sommeraftenskyer: Men jeg vil samle dem om Aftensolen, der fanger Skyer rundt sig til et Leie! Jeg kommer nu, stands Legen eller træk den rundt mig, lidt nærmere -- et Perlebaand. O erstattelige, ei uerstattelige Tid! (stiger i Graven.) Teppet falder. SIDE: 198 DEPOSITURI EPIGRAMMER OVER SIFUL SIFADDA, DA HAN SAAE DENNE SLAAE SIN PEN AF, EFTERAT HAVE ENDT DENNE FARCE Hvad har nu Siful gjort? -- Sat Ende paa sit Stykke, og i det mindste da dog givet det eet Smykke. Da Farcen nu er endt, høit Autor glæder sig. Nu Læser, samme Fryd han ogsaa skjenker dig. Hvad byder Siful os? han kalder det en Farce. Sligt kaldes paa Parnas Salat foruden Karse. Har Autor Andet gjort med dette hele Stykke end blækket til sin Lykke og gjort den mere sort? Hvem stjeler Rasmus fra? hvem plagierer han? Ak alle Digtere jo Ingen nævne kan. Og Jens udplyndrer dem, som kun hans Lige er, og siger Mit er Dit, men Dit Mit ogsaa er! -- som da den Halte til den Blinde sa'e: "wir Kleine! doch brauchet Ihr mein' Aug'! so brauch' Ich ihre Beine." Men Siful stjæler fra den fattigste Poet, som, siden Cicero, paa denne Jord er seet: han stjæler fra sig selv. Men gi'er han det tilbage? Nei Publicum hans Rov for Røverkjøb maa tage. Henrik Wergeland SIDE: 199 OPIUM SKUESPIL I TRE ACTER Personerne. Kong Lionel, ung Regent, elskværdig, sangvinsk, klog, vittig. Sylvia, ung og skjøn, øm og ædel og vittig. Ha, feig Praler Ho, kjæk, ondskabsfuld, vittig Hu, feig, dum, lumsk Tre af Kongens Kavalerer. En Page. En Daarekistevogter, fuul, lunefuld. Hoffolk. Folk. (Allee i Kongens Park, begrændset af Sylvias Haugegitter. Kongen i Cavalleerdragt, spadserende med de tre Cavalerer, som gaae i en Afstand bag ham). Ha (med Pathos.) Paa Ære, Eders Majestæt, paa blodig og saardækt Ære, Banneret -- liig frodig Tulipe med de røde Baand jeg planter op med denne Haand, der ofte røg -- I veed, hvoraf. Hvis ei saa spørg i Fjendeland hver Grav. Kongen (sarcastisk). Og Rygtet reiser sig og raaber: Blod! Ha. Som sorte Pythia paa den gyldne Fod de gamle Heltes Planer spandt isammen, og med sin hule Skingren tøiled' dem, og med sit Skarpblik skifted Skammen til Feige ud, men lagde Æren frem for hvert et lynende Pelidesværd, der plyndred' Himlen selv (om det var værd) for Stjerner og for Sole: hæver Rygtet huult hvinende igjennem Stormbasunen, (igjennem Bulletins og i Aviser) SIDE: 200 til Skyen den, som stod; men den, som flygted, til nederst Rum i Helvede det viser. Hver Mandsdaad bliver eviggrøn i Runen. -- -- Men, eders Majestæt, vi kom for langt fra vor Beleiring. Hvad om vi igjen med friskt Mod vendte om? -- Som sagt paa Borgens højste Batterie saa høit at Skyer derpaa brænde, og Maanen næsten seiler kuld, jeg planter Bannrets røde Guld, saafremt, -- og det forstaaer sig jo, thi uden sin Kølle blev jo Hercles ikke Guden, -- at sige, Eders trende Sqvadroner følge mig i Choc. Hvad Følgen blier det seer man nok. Kongen. Ja I blier Følgen; thi I følger Sqvadronen, og Sqvadronen ikke Jer. Ha. Men min Kommando foran bølger som Tordnen foran Lynets Spær. Blot tre Sqvadroner -- ikke fleer og ikke færre: firehundred Sværd jeg æsker; raske Sværd: ei Meer -- Men om da ti Kanoners Gab udspyed mod min djærve Færd, i det jeg foran Troppen gaaer og viser den, hvordan man Fiender slaaer, Dødstrudsler af den sorte Flab, saa seer de her den Pegefinger, (trækker sin Klinge) som Taushed snart tilbagetvinger, saa hurtig som en Skolemesterstok Dødsstille i en Pogeflok. (stikker Kaarden i Balgen). Saa raabe vi (hvis vi for Blod og Røg kan raabe) nu da Fienden strøg SIDE: 201 og lod sit Banner som et Stjerneskud igjennem Klingers Flamme glide; idet vi ind ad Fæstningsporten ride, Hurra for Lionel! Hurra for Kongen! og, saa -- ved Helved! hver en Møe, hver Flaske Viin i Staden døe! (den sidste da for Tungen,) men alt for Eders Ære. Kongen. Jeg troer; Men Intet mere. Thi tre Sqvadroners Chef jeg vil ei gjøre, ved et Choc, Dig til. Kun maa jeg troe, naar Du hvert Aar, før Krig er tænkt paa, Fienden slaaer og bygger Planer op, der hvile paa Løfter, som paa Regnbuepille skyemalte høie Himmel: Din Hukommelse er kort som Klingen, der gier din Hofte Helteskin. Jeg dadler ei, thi begge skade Ingen. (Sylvia kommer til Gitteret). Ho (hilser Sylvia). Godmorgen Violøie! Ha (trækker Klingen til Ho). Knegt! Et Haar, et Suk paa denne Vægt, et Blik, kan veies! (stikker Kaarden ind). Hu (hilser Sylvia). Oh Cupido Her er din Moder! Rosenflammen paa denne Kind er hendes Karm. Din Vugge er den Lilliebarm, hvori Du gynges mildt af Ammen, hvad hedder hun? Jeg troer: Lubido. (Sylvia gaaer). SIDE: 202 Kongen. Hvad siger Du? Hu. Jeg fandt en Due for Falken. -- Ah, som Dug den ryger, og smeltes op i Solens Lue, ifald I skinne vil. Oh, ikke! Om Natten man ei Solen søger, men Maanens milde Elskovsblikke. -- Saae ikke Eders Majestæt den smukke Blomst paa vort Gebeet, der folded ud hist bag det tynde Gelænder al sin Jomfruynde, som for at byde os derind; thi neppe syntes Hun, saa trak som en Mimose hun sin Kind og Øie, Mund og Barm tilbage; men i mit Bryst fremsprang et Ak Ah, lysted Eders Naade smage en Honningjomfru eller Jomfruhonning, tilæltet af de varme Foraarsdage i ædle og antike Alabastervase: en saadan En, hvor Venus, liig i sorte Ørk en smilende Oase, i en velsignet Skjønhed hæver sig, smiilkrandset midt blandt blegnende Gudinder? Og den er æltet for en kræsen Smag, at mætte kun een Nat og Dag. Ah, for at blive i en Time Dronning, hun -- ja jeg kjender nok de Qvinder i saa Fald veed de ei af Ordet, "Nei" -- Hun ødslede sit Alt og Jer beruste med al sin Honning og paa Alfarvei udslog hun Resten, -- gjerne knuste hun siden dette Alabasterkar ifald det hendes eget Selv ei var, og uden Legem Qvinden er en Nar SIDE: 203 forviist fra Himlen, for at være atter her, udi Støvet, Mandens Latter. Kongen. Du kjender hende? Hu. Ak, min Brud Mit Hjertes Blomst hun er. Kun Bud fra Kongens Læbe kan den bryde. Ah, den vil Kongens Skulder pryde naar den -- som knopfuld Vedbend slynger sig Egen rundt -- med Suk sig klynger om Eders kongelige Hærde, som blier den Favres Hovedgjærde: det Beed, hvor Ønskerne, som inden den klare Barm og Jomfrukinden vildt klattrede, trods Kydskheds Kulde, mod Solen op, hun planter ned. De springe ud som Knopper fulde, beduggede af naadig Kjerlighed. Kongen. Din Brud? Ha tænk dog før Du taler! Din Brud, som Du med Purpur maler, en paradisisk Frugt, hvorom Du øser Natviolers Lugt, den vil Du skjænke bort, og haste med denne Perle væk at kaste paa Lastens Mødding? Bie blot til det Sviin, som fandt det mellem Græsset -- Ha gjetter I? Hu. Jert kongelige Vid er hvæsset, Jer Tale er Turneringsspil, hvert Ord er slebet Sværd og Landse, og Eders Smiil er Seierskrandse. SIDE: 204 Kongen. Ak Dyd med Lasten sammensvoren! Slig Ynde i hans Skam forloren! Thi Qvinden er forført, som med en Skurk er givt, hun er forraadt til Helved selv, ja værre end om, aldrig givt, hun evig græd fordi Sirenekjerlighed i varme Vaar til ædel Ven, som Døden bort fra Løftet sled, fra Dydens Top rev hende ned, -- den Top, hvor alle Møer staae, med stolte Smiil, og vente paa et ærligt Brudeblus, som smelte kan, peent og net, det trange Belte. At lænke Dyd til Last er Hvad Prometheus ved sin Klippe leed, hvor Leveren var Gribbens Brad mens Graad i Kindens Rynker gleed, og ædel Stolthed Hjertet sled og bittre Tanker Hjernen aad, hvor Mindet -- selv ei det var Fryd -- med Skorpionens Edderbraad afmalede hans fordums Dyd. Hu. Hvor lærd er Kongen! Om Sirener og om Prometheus taler han meer klart end om sit eget Land. Kongen. Du veed hvem jeg med Klippen mener? Ha Skurk! du vilde skjænke bort din rene Brud? Hu. Ja blot -- jeg beder -- Blot til min Konge, blot til Eder, den Plet jeg troer var ikke sort. SIDE: 205 Kongen. Med Skjændsel du min Brud, og da dig eget Selv, for min Skyld pryder? Hu. I hørte det. Ved Himlen -- Ja! den Skam gier Ære, ingen Lyder. Kongen (forstilt). O undersaattelige Ømhed, speil heri dit lyse Seraphaasyn, som omsvæver Scepteret og Kronen! Kom og rødm, og suk: du er en Feil! Krymp sammen og bliv sort som Nat og klag: du er en Last mod den Hengivenhed, som allerbedste Skat Jordkloden eier, fremfor Himmelen, med ydmyg Bøn paa Thronens Trin nedlægger, siger: den er din. Hu (med Triumfsmiil). Vær naadig! paa mit Elskovstempel Sæt naadig Majestætens Stempel! Kast Skatten bort, naar I er kjed; Jeg tager den i Eders Sted. Ah, Mynden takfuld gnasker paa de Been, den selv fra Skoven maa (mens lækkert Kjød omgiver dem) med Hyl til Herren slæbe hjem. Ho. O Majestæt, forlad, tillad! Han tager af min Lomme Hvad han rækker Eder: Hun er min, saalænge til det Sire lyster . . . Ha (trækker Kaarden). Ved Helved, Lyn og Hvirvelvind, den Dame, Sire saae i Lunden, en Knop er i min Laurkrands bunden, SIDE: 206 som ingen ildrød Djævel kan, -- men vel min Fyrste, -- mig frarøve, med mindre han har Lyst at prøve -- ha kom en Djævel! kom en Løve, med skarpen Hellebard til Tand! -- min Fægtekonst mit Mod som klæber paa dette Sværd og forud dræber! (stikker Sværdet i Skeden). Kongen (alvorlig). Min Hofmarschal skal Eder lære hvad man sin Konge skyldig er, at true, som I leved' kun af Blod, og svinge efter Lyst jert Spær, i mit Nærvær, er crimen mod min Høihed og min Kongelige Ære. Ha (forbløffet.) Tilgiv -- mit Sværd! -- af Harm mit Blod vildt syded om min Hjerterod. (til Ho og Hu). Men Du er død, og Du! (til Kongen). Mit Avind er ligefremt som dette Glavind. O Majestæt, tilgiv, min Vrede forglemte at I var tilstede. Til Bod skal Damen, skjøndt saa kjær som -- ja som Portepeen er, nu være Eders Aftenstjerne og Natviol og Morgentærne, saasandt som dette Sværd i Krigen er Dødens Vinge, Jacobsstigen, hvorpaa mit Mod til Ærens Himmel (den syvende), hvor Stjerners Vrimmel, ei andet er end Laurbær blanke og Runeskrift og episk Tanke, kjækt klavrer op, for dem at sanke! SIDE: 207 Kongen (vender sig med Vrede om til dem). Ha! I er Dødsens! Ha (afsides). Kongens Øie luer! Ak, mon af Harm? Ja Vreden truer paa Læben, som en Kugle paa en Blide. Hvem knuser den? o Hvem, ifald det brister nu med rædsomt Knald? Kongen. To Skurker skal paa Steilen ride; Thi fleer end Een ei Brudgom er, og denne Ene dømmes her til op de andre To at klynge. Ha, denne Straf kan Ingen tynge. Ha, Ho og Hu (afsides). Den sidste Straf kan ikke tynge. Kongen. Thi Had er Hoffets Atmosphære, (dens Samum-Ildsky kaldes Ære) hvori en Hofmands fule Sjel, af Daarlighed forgiftet selv, sin Gift udaander, saa den hele Dunstkreds om Fyrsten blier saa fuul, at alle Dyder tye i Skjul langt bort, hvor Luften ei kan qvæle. Men Laster voxe rundt (som Bulmer bag gamle Mure) rundt om Thronen, hvorunder blodigt Avind ulmer, saa Sceptret brænder En i Haanden, og Panden svider under Kronen, Samvittigheden klemmer Sved af Hjertet, Jammersuk af Aanden; thi seer ei Kongen -- ak -- at Last sig klæber ved hans Kaabe fast, SIDE: 208 at al hans Retfærd maa med Uret hæle, at Skurke hyle med, naar han vil mæle, at ingen i det hele Land og Rige tør man saamange svare Løgne sige, da Skurken troer, at Fyrstens Skam naar han opdager, at man løi for ham, vil tvinge Hevnen til at tie stil. Er da ei Kronen Brændemærke? Ild hans Throne og en gnistfuld Røg hans zobelkrandste røde Fløielskaabe? Hvad eller -- Ha! hans Magt Nationens Spøg? hans Scepter Brixen? Han en Folkets Taabe? Vel -- hvad det er -- jeg er en Mand fornærmet, men som straffe kan. -- Hør -- Syndere mod Majestæten! I alle Tre, som Bruden bød (et abyssiniskt Pant før Bryllupsfesten paa undersaatlig Ømhed) -- Død fortjener den, der Fyrsten rækker en Gave, som imellem Trende til Alle ligemeget strækker. Hvem veed, om der det har sin Ende med Brudgomsskaren,om ei Fem og Ti og Tyve der har Hjem, hvor I en Plads tilbyde mig, som til en Stodder nederst nede og allersidst paa Gjæstesæde ved Døren yderst. Ved min Krone! kun Døden kan slig Haan forsone, Hvad hedder den smukke Qvinde? I tie? Ha! I veed det ei? Hu (skjælvende). Jeg troer -- -- Ho. Jeg veed, hun intet "Nei" i noget Lexicon kan finde. SIDE: 209 Kongen. Hvad? ei engang ved Navn I kjende den Møe, hvis Ære I tør brænde med jer Bagtalertunge, som I dyppede i Helved. Eders Sjæl er jo et Helveds Svovelvæld? Ha skvætte Dynd paa Solen! Troer? I troer? Død! Hørte I den Dom, som over Eders Hoved foer? Den, som mig ei beviser, at den Pige, som bag Sprinkelværket nys hilste mig, og som I brændemærked, har givet ham sin hele Skat, sin Elskovs første, sidste Ord, han skal sin Skjændsel skjule under Jord! Ha, Nei! slig Skam ei finde Skjul men ligge nøgen under Sky paa Hjul, hvor sultne Ravneflokke ruge, og Midnatsmaanens Straaler suge ud Hjertet af det hule Bryst, i hvilket Nattevinden piber tyst, og hyler paa de spændte Ribbe, som paa en Æolsharpe, saa at Rædsler fra det sikkre Bytte slaae de hungrige og djærve Gribbe. I see, af Eder maa bestemt de tvende falde. Gaaer det slemt, og I forkastes alle Tre, da synger en Tercet af Vee! Skynd Jer, thi Bødlen snoer sin Snare, betænk hvorlænge det kan vare, imens I trygle Livet af Hin unge Mø. Den fældte Dom skal staae ved Magt: at Narren, som tilbagevender flau og tom, skal finde i sin Kurv sin Grav! (gaaer). Hu. O Skjæbne! SIDE: 210 Ho. Nu, hvad skal vi gjøre? Ha. Ha, døe som Mænd! Ho. Det laer sig høre; men ikke meer, ei engang troe. Ha. At døe for Sværd? Jeg mener Jo. Forbandte Løgn! Bandlyst hvert Ord, som gjennem os fra Helved foer! Ho. At I ei meer er Favorit, det viser sig som Sort paa Hvidt. Ha. End I? ved Dødens Pegefinger! (drager sin Kaarde). (det Sværd jeg mener som jeg svinger) var han just ei vort Lands Klenod og var en Krone ei hans Smykke ha, ikke Konge, til Ulykke, ved Dødens Sværd -- jeg saae hans Blod. (stikker Kaarden i Skeden). I er fortabt! Jer raadne Deig skal Døden ælte, Orme æde, I er fortabt, thi I er feig. (græder). Ak for en Ven maa Vennen græde. Ho. Fy Skam! Fy Graad! Din egen Skjæbne med disse Pile Øiet væbner. SIDE: 211 Ha (tørrer Øinene. Hulkende). Jeg græde? Ha, jeg seer jert Blod, thi I er feig, men jeg har Mod. Og Mod er netop det Klenod, som Qvinden skatter allermeest, da det i loddent Bryst kun boer, som en Hyæne i sin Hule, hvor Mos og Vedbend Blomster snoer om Gnisterne, som Øiet skjule. Ho (spottende). Ja Mod er Mandens hele Rest af Arven, som ved Syndefaldet blev reent forspildt, og bortspildt, da hver Dyd en Djævel snød os fra. Ak mangen Dyd var der iblandt, som vilde gjøre, om man fandt en Levning af den end tilbage, vort hele Væsen mindre skaldet. Men hver en Dyd blev bidt tildøde, da Qvinden vilde Æblet smage. -- Ha. Ha snak ei meer! Nu maae I bløde. (trækker sin Kaarde). Blodgjerrig er jeg ikke, men Hun vælger jo ei fleer end Een Hver er sig Selv den bedste Næste (styrter ind paa dem). Holdt! Staae! Ha! ved mit Kaardefæste! To Liig skal blie min Brudeskammel! Ha Mord! (svinger Kaarden. Hu skjælver). Ho. Nei Tvekamp er en gammel ærværdig Skik; men saadan Død, at døe som Nød, foruden Stød, maa synes Cavalerer vammel. SIDE: 212 Piqvantere, som Terningspil, -- at støde Ene er Cabale -- En Kamp for Seiren smage vil. Kom! vore Kaarder maae nu tale. Kom! (trækker sin Kaarde). Ha. Ha, Hvad? trækker Du? for Fanden! (stikker sin Kaarde ind). Ho. Nu løs vi hugge paa hinanden. Træk Hu og Ha, hvis ei, Du døer (thi ei Pardon) uvæbnet, før Du Haserne igang kan sætte. Den Seirende kan Myrthen flette; den voxer ikke, mens vi trætte; men vore Hug den frem skal hvine. Hu. Jeg hugger ei -- -- For Himlen -- Ha. Ha! Hu. Jeg hugger ei -- -- Ha. Nei! Død og Pine, hvor kom slig Djævelsindfald fra, at vi hinanden skulde myrde. Tidsnok lad Galgen faae sin Byrde! Jeg stikker ind min Kaarde. Troer Du jeg vil myrde Dig min Broer? Ja i Duel, det kunde vel saa være, men ei i Triel, skjønt Syv i Aasynet jeg bister i aaben Kamp min Klinges Gnister med Eeder slænge tør -- ja Fleere. SIDE: 213 Ho. Snak! To maa døe. Det er jo klart. Ha. Ja vist -- jeg seer det nok mon frere. Ho (i Positur). Nu To maa døe; og det saasnart at Æren endnu dem kan dække. Thi ene Ordet: "Bøddel (som i Gjerning venter den, der tom fra Damen kommer) kan jo skrække selv døde Kavalerer op. Husk at vor Sjel kan skiden være -- den Helveds Bøddel pidske reen, hvor Ingen meer kan lyve Ære, som her forgylder vore Been -- men Cavalerens er vor Krop! Træk! (styrter ind paa de Andre). Ha (skjælvende). Ha! Ho. Træk! Hu (skjælvende). Hu! Ho. Træk! Ha. Ha! Ho. Træk! Ha. Ha! SIDE: 214 Ho. Saa døe da, eller løb herfra! Du kan ei løbe? Ha, du skjælver? See Gravens Bagdør Galgens Port sig over Eder høitnok hvælver. Til Tre jeg tæller, spring saa fort. (Ha synker i Knæ) Knæl ei! Dvæl ei! Skjælv ei! Men døe her, eller løb din Vei! En, to, tre, tre, tre, tre -- Ha, Død, midt i hans Hjerte Fanden mød! (styrter ind paa dem, de løber. Sylvia kommer til Gitteret). Sylvia. Hvad? Mord her? Stands! Ak Kongens Fred nær Kongen I tør træde ned? Ho (vender sig om, men forfølger dem atter). Nei, nei, de maae -- de maae -- døe -- døe -- ! Glem hvad Du saae. O flye min Møe! det er for dig, jeg dem vil strøe som Halm paa Evighedens Øe. Sylvia. Stands! Ak, vil I en Jomfrues Blik med Blod besmitte? Herre, stik Jert Sværd kun roligen i Skeden; af Skræk I seer jo de er heden. (Ho stikker Sværdet ind og vender sig om. Med ham følge de Andre). Ho. At ei de Stympres Blodstrøm randt, er Eders Skyld, min Hjertes Diamant! Jeg haaber -- hvis I Saadant kan paaskjønne, I, ædle Dame, ogsaa vil belønne. Sylvia. I Cavalerer? (til Ha) I, en Kriger flygte? Naar ei det tunge Sværd ved Siden hang, commodere og lettere I sprang. SIDE: 215 Ha (med Pathos, skjøndt pustende af Løbet). Ha, bag mig følger mig mit Rygte! Om jeg vil flye for ei at sprænge vildt paa min Dames Blomsterenge hans Blod, saa dog, om jeg end flyer, mit Rygte bag mig kneiser op i Skyer som Obelisken. Tro mig! Paa en Val -- paa tusind -- himmelhøit jeg Rygtet bygger. Af Fiendehjerneskal paa Hjerneskal, paa Graven, som mig faldne Helt beskygger, Jeg reiser mig et Himmelmonument, hvor sig Historien staver til paa Prent, at her en Helt er lagt, som hviler sig af Seier træt, paa Fienders Liig. Araberen jo kun i Flugten fægter og dog, at tusind Liv paa Landsen hans fastklæber som en Perlekrands af Blodkoraller, siig, hvo Saadant nægter? -- Ha, naar han flyer og seer tilbage og seer den Obelisk i Horizonten, (jeg siger: bag ham, ikke foran Fronten) vidt over tusind gyldne Palmer rage den Obelisk, han reiste paa et Sted hvor Slaget stod, og hvor han meied ned saamange Liv, at vide Ørken forglemte baade Tørst og Tørken og Samum qvaltes selv af Lugten: mon ei hans Stolthed leer i Flugten? Sylvia. O Skjændsel! ikke blues ved at bryde Kongens ædle Fred som følger ham i hvert hans Trin, liig frugtbar Varme Solens Skin! Hu. O vidste du, Smaragd i Lunden, saasandt -- SIDE: 216 Ho. Ti stil! Hu. Hvorfor? Ha. Ha Død! Hu. Ja vidste I, min Dame, Grunden, hvorfor I os i Oprør fandt, I dømte -- (thi de svarlig synded imod den Agtelse, de bedst maa vide, at der Eder skyldes.) I dømte, den, som Freden meest -- (og det var jeg) af disse ynded, at han bør Rosenknoppen faae -- den Rosenknop, de vilde naae (Skal Kjærlighed med Dødssuk hyldes? og Elskov, ak, med Hjerteblod forgyldes?) Den Rosenknop, de vilde naae med lange Spyd og lange Eeder, med Eeder som, -- Fy, hvilke Sæder! fastlænkede i Helved hænge, at Jordens Djævle kunne -- naar de trænge til Stempel paa en Løgn, der kom opstigende som Pestdunst fra det gustne Hjerte -- rasle da med dem, og blygsom Sandhed skræmme, der føler at den vandrer om paa Jorden vild, har her ei hjemme, og derfor gaaer saa bleg og from. Ho. I er mit Hjertes Rosenknop. Staae der i Paradisets Have! Ha. Vær skjult bag tusind Fienders Trop; -- Gjem dig bag tusind aabne Grave; jeg lyner gjennem, springer over. SIDE: 217 Sylvia. Fy, springer I? Ha. Jeg springe? Død! Jeg staaer og gaaer, som det Jer hover, Cherub for dig -- (see Solens Glød som gylden Hjelm dens Tinding pryder!) Jeg være vil. Ha, Skyer og Himle af Staal og Ild, hvor Verdner vrimle, og Chaos og Cometer jeg som Rosenløv igjennembryder for, Skjønne, Dig! -- En Melkevei, hvor Stjerner flagre tæt som Laurer, der mørkne denne Pande, tæt som Sølvermanen paa Centaurer (en Heltestamme, om jeg ret kan mindes, vild og djærv og bister, den første Trop Cavallerister) -- en Melkvei er mit Liv. Mit Mod (Cherubens Vinge) Morgenskyer for mig skal være, sprængt med Blod! Død, Skræk og Angest foran flyer, men bag mig, liig et Nordlysbanner sig lysrød Rygtet -- som en Møe, der leer mod mig, mens Andre døe -- sig rejser Hæders-Rygtet, som min Klinge fra de Slagne raner. -- -- Mit Hjerte er min Gud! det Rum, som Andre kalde Verden, nævner kun Skranken jeg, hvorhen jeg stævner hver Jordens Helt at maale sig med Klingealne der med mig. Han falder og med denne Hæl tungt kryster jeg hans tomme Lunge, saagodtsom tramper paa hans Sjæl, og Sværdet lyner, og min Tunge med Tordnens Rullen brøler: "giv, giv hid til mig hver Stump af Ære, SIDE: 218 du samled i dit heele Liv; Den og dit Liv mit Bytte være!" Og -- ha, et Smiil bag Graven blusser! -- Naar Jordens Helte blegne Alle, og der paa Jorden er kun Een, gier jeg Obaddon mine Been, for frem i Himmelen at kalde til Kamp Serapher og Hrimtusser, ildskjoldede Cheruber og hver lynrød Djævel i sin Krog, ja maaskee selve Belsebub kan falde! Ha, hvilken Plan? En Plan vel værd et Heltehjerte og et Sværd? Ha, ha, i hele Aandernes Geleed i Tartarus, Elysium, jeg veed kun To jeg holder værd et Stik et Hug, et Contra, og et bistert Blik. Og disse: Marius og Scanderbeg for mig skal vige, om de aldrig veeg! Ha Skjønne! seer du, denne Sum af Hæder, som kan knapt faae Rum i andet Rum end dette Hjerte, (som du har gjort til Bryllupskjerte). Ha Skjønne! see nu, al den Ære vil for et "Ja" i Smiil indhyllet, vil for et Kys af Smiil fremtryllet, Jeg, Kongens Gardeofficeer, med Tusind Tak til -- dig forære. Ja dette Alt og meget Meer! Sylvia. To Friere? Dræb ei hverandre, foreen jer ei til Drab paa mig, fordi jeg ikke kan forandre det absolute Nei, som, liig et Vindpust af en iiskold Kjelder, sig af mit Hjerte trænger frem til Eder begge. Fred ledsage. (Hilser for at gaae). SIDE: 219 Ha. I, -- Ha! tredobbelt Dødsdom fælder! Ho. Hvad venter den som gaaer tilbage? Ha. Tag Graad og Suk, og dødsbleg Klage! Sylvia. Mit Svar er givet, gaaer nu hjem! (vil gaae). Ha. Bie! Blodig eller blodløs Død -- -- Min Stemme brister. Saadan Nød maa smelte selve Helten blød. (græder). Bie! Blodløs Død . . . Ha, Ho, tal du! Ho. Nei siig du Grunden! Du er nu ei fjernere fra Galgen, Notabene, end -- ja du veed, hvem jeg er nødt at mene. Sylvia. O, hvad er dette? Ha. Tal da Hu! Siig Damen, hendes Finger er en Galge, Tungen Bøddelsværd, og hendes Hjerte Alba paa Bloddommerstolen. Ho. Ha, vi maae saasnart som mueligt gaae fra Scenen. Vi myrde os, og stjæle saa fra Bødlen Glæden os at hænge. SIDE: 220 Ha. O Selvmord? Fy! Ei selv Hyænen sig dræber selv, om end den strænge Blodlystne Tiger har den sat til Frokost i sin Hules Nat. Ho. Saa vov da, Hu, at sige, at den smukke Dames Jordbærmund for os er Stejlen rød og rund. Hu. Ah, er jeg gal? Nu kan I gaae, I saae jo klart, hvem der skal faae foruden mindste Sværdslag, Prisen. Gaaer, hæng jer, drukn Jer, som I vil! tag Gift, tag Dolk, som det behager! Vælg Døden som den lækkrest smager! Mit Omqvæd blive vil paa Visen: skjønt Bryllup, Gunst og Sang og Spil. La, la -- min favre Brud! I seer, I hører Hjertet gjennem Læben leer. Sylvia. Hvor Haab om Næstens Uheld suger sin Næring -- O kun sygligt Blod! som Natvampyr, der tørstig ruger paa Ligets tomme Hjerterod, og suger til den troer sig mæt. Ho. Du, Hu, seer ei -- om jeg seer Ret -- langt fremad; som om alt nu Bindet ned for dit vilde Øje gled: Tiaren som skal glide ned, dig, Eschafautets Helt, paa Næsen, at du kan faae dit bedre Væsen, der blev i Mørke født, afsted igjen i Mørke, løst fra Skindet. SIDE: 221 Hu (til Sylvia). Luk Gittret op for mig. I seer, han er en Nar. Mig Fyrstens Secretair, I frem for denne Nar og denne Praler, som kun om Heltedrømme taler, ret skjønsomt valgte. Snart I fandt, at Tapperhed er ugalant, og at den anden Herre var en flau, en reen gediegen Nar. Men Alt, hvad disse mangled, spandt din Phantasie saa smukt isammen, og mig, mit Billed, deri fletted, som Solen ind i Regnburammen. Hver Brøst din Elskovsaande sletted saa gandske ud, at jeg nu tør tilsværge dig: jeg elskes bør. Aabn Haugens Gitter, at i Eden jeg Eva fange kan. Opluk for mig, for Adam, Saligheden. Luk op med kjelne, varme Suk Din Barms Gelender, dine Arme -- saa hvide som de Svaner to, der drage i Himlen Elskovsengles Rosenkarme -- at jeg i Eva Eden finder. Hyl Ha! Hyl Ho! En Bøddel binder snart fast i Halsen Eders Klage. -- Sylvia. Hør Herre! hørte I dog ret mit Svar til disse Cavallerer? Hu. Ved Himlen, Ja. Og det er det, som nu mit Haab saa stor en Ret, saa himmelstor en Ret beskjærer. Har jeg ei Ret? Ret til at tage Hvad I fra disse lod tilbage. SIDE: 222 I kasted Nei til Ho og Ha, nu staaer tilbage kun et "Ja" Og det er mit! Sylvia. Nei vist! I dele som Brødre "Neiet" lige, saa det blier ligt et Kløverblad det Hele; den Blomst, som sidder oven paa det smuk rød og rund, udeelt, er "Ja;" og det faaer hverken Hu, Ho eller Ha. Sært, at en Hofmand ei begriber at Tre paa engang i det samme Minut faae Kurve af en Dame. Ho (lægger Fingeren paa Næsen). Liig trættekjære Bukke, som, naar Sulten allerhvassest kniber de mavre Ribber, trættes om det Kløverblad, det ene Blad, som fandtes af en Kammerad, vi maae -- Hu. Ak er det Tid til Spøg? Ha. Snart er vort Legem Aske; Røg, som oser selv i Helved, Sjelen. Ho. Vel! jeg vil tale. Død er Dvælen. (til Sylvia) Viid, Kongen har fældt Dødsdom over dem af os, som ikke bragte hjem dit Hjerte. Hvoraf denne Dom, saa blodig, og saa overilet, kom, vil jeg af gode Grunde ikke saa ligefrem i Lyset stikke. SIDE: 223 Men, Skjønne, om du har et Hjerte, som banker af medynksom Smerte, saa red et Liv, lad Bødlen sno ei trende Strikker, men kun to. Thi Kurvene, du raskt os gav, var dyb're end du troer: en Grav. Jeg beder ene for mig selv, thi hvis du vælger Een af disse, da -- o du saae det selv tilvisse -- da qvæl din Dyd, da skjælv, da skjælv! da redder du, men falder selv i dybest Helveds dybe Grav. Ha. Ha, saadan Død? Saa bleg og stille? Ei Blod? Ei Hviin? Kun Muskler blaa, som høit for Pøblens Spot maae spille. Ei Kaarde eller Sporer paa? For Ordensbaandet Hampesnor? Ei dump Musik, ei Sørgeflor? Ak dette maa dog hvermand finde for svart for unge Riddersmænd, fordi de skjemted om en Qvinde, og Tungen yttred mere end skarpøiet Sandhed mægter finde. Om Himlen selv vi sagde var et stort Bordel, den Straf var svar, for svar for Helved og for Jord. Ho, Hu, Ha. Vi svede Alle. Sylvia. Neppe troer jeg, Kongen saadan Dom kan fælde. Den vist Forbrydelser maa gjælde af større Vægt. SIDE: 224 Ho. Ja ei saa lige Den sande Grund vi Jer bør sige. Thi maaskee, fik I den at vide, I Kongen bad at lade sønderslide flux alle Tre, istedetfor vi nu skal hænges i en simpel Snor. Sylvia (kommer ud af Gitterporten). Har I om mig? Ho. Nei, tænk ei Sligt. Ha. Vi glemme saa vor Ridderpligt? Hu. En liden Løgn -- Spøg. Høist undskyldeligt. Uskyldig Løgn -- Sylvia. Nei Løgn er styg, om nok saa liden. Varmet Ryg den altid dog fortjene kan til Poenitentse! Men at man for hverdags Løgn vil Halse knække, det troer jeg neppe. Maaske blot en Spøg, som sigter -- godt, ret godt! til visse tappre Folk at skrække. (vil gaae). Ha (trækker Kaarden. Til Sylvia). Nei staae! I døer paa Stedet, hvis I ikke svarer os betids. Tilgiv mit Ugalanterie for Galgens Skyld, jeg svæver i. Hu. Svar, Skjønne, svar; thi Kongers Harme beholder længe al sin Varme. SIDE: 225 Ho (trækker Kaarden). Og kategoriskt absolut, svar, og undskyld mig, Engleglut. Ha. Svar, svar, thi ellers eet Minut skal være nok til bort at røve de Ynder, som I kan behøve til Festdragt paa Triumphen, I skal feire over To. Hu (trækker Kaarden). Ja bi! Svar nu, Madam! Nu Dødens Skræk i Sveed mit Sagtmod skyller væk. Nu, Kongens Lune spiller om en to-tre dyrebare Liv med Eders Skjønhed til sin Terning -- -- en gruelig tyrannisk Gjerning -- hav Medynk, Grumme, Svaret giv. Sylvia. I Sandhed, med Medlidenhed Jeg seer, I rase. Vel da, kom om et Qvarteer at faae Besked. Af denne Haand I Straae skal drage om Død og Liv. Kom da tilbage. (Cavalererne gaae). Med Fyrsten kommer jo og hans Skygge: saa mange Narre med krumme Rygge og tykke Pander men tynde Hjerner; for Hjerter have de tunge Stjerner. Og disse Skygger, de lægge sig imellem Fyrsten og Folket, liig en Ørken mellem to Paradiser. Kald disse Hof, kald dem Fyrstens Glands, som om Rubinæblet Guldløvkrands; jeg kalder -- hører du Nattergal, du som i Fuldmaanens Kroningssal, hvor Natten favner de tause Stjerner, SIDE: 226 liig Sauls Tungsind sit Harems Terner, er unge sangfulde David? hør, Hofharpeslager, Sylvia tør betitle Hoffolk en Fyrstes Skygge, en Flok af Ravne, som sikkrest bygge paa høiest' Tage. Den Skygge slaaer med Riim og Kulde hver Blomst, som naaer fra Folkets ydmyge Kjærlighed, -- det farveløse Resedabed, -- op til det Hjerte, som blusser med saa høi en Lue paa Purpurthronen som Folkets Varde -- o ofte slukt af Smigers Qvælluft -- o ofte lukt af Fyrstekaaben, og klemt af Kronen. Ja denne Skygge, den jager bort hver Daad, som sidder i Fyrstens Port, og venter ydmyg til den bli'er aaben, til Fyrsten bliver den vaer i Hoben. -- Hin fæle Skygge gjør Fyrsten sort i Folkets Øine, og slaaer sig midt imellem Fyrste og Folk, saa vidt, at Ingen af dem kan skimte over dens brede Ørken, og see hinanden, som staaer paa modsatte Sider af det Gab, og stirre udover Randen af al Fortroligheds store Grav, hvor Uskyldssukke, og Retfærds Klage nedsank og vendte ei meer tilbage. -- -- Ah jeg politisere? O hvis Fyrsten hørte det, han vilde, at jeg var Qvinde, ikke troe? Jeg vilde have tiet stille, hvis ei jeg havde lært at kjende de trende -- ha -- ha -- ha! de trende Hofperler af den samme Musling, en Praler, Spotter, hver en Usling. Jeg Hoffet dadle? Jeg, som har selv Hof, stort nok, men ingen Nar, SIDE: 227 som er saa dybt med Skurken blandet at man ham ei kan kalde Andet. Hos mig er Rosen Hofmarschal, -- Violer, Pager uden Tal, -- en Nattergal Minstrel, -- Vedbende uskyldig Hofnar, som sin Phantasie, tør følge vildt og slynge i mit Sind en Gnist, som Latter tænder. Solsikken Statsraad (thi den vender sig daglig rundt) og Hyacinthen min Kammerjunker, Terebinthen min Mosbænkthrones Himmel -- (Kongen træder frem fra Lunden i Cavaleerdragt). Kongen. Ha! Din Mund, skjøndt fuld af Dadel, er saa sød som sødest Daddel. Sylvia. Ah! Jeg er forloren. Kom I her, igjennem Luften, for at fange, de Ord, mit Lune Luften gav? Glem dem! Skjøndt Luften fik saa Mange, saa fandt dog der hvert Ord sin Grav. Kongen (ironisk). Men siden Kongen flytted hid til Hermitagen, Luften meer ei aander om din smukke Bolig saa sund som før, saa reen og rolig. Du troer det ei? Du leer? Men viid til Gift den alt forandret er. Hvad giftigt er i den ei døer, og Gift var hvert et Ord du talte. Med Gift du Kongen overmalte og Kongens Venner i et Slør af Haan, Foragt og Had du lagde. SIDE: 228 Sylvia. O jeg erindrer hvad jeg sagde. Jeg Kongen selv tør alting sige. Kongen. Du er fortabt. Hvad hedder Du? Du er fortabt. Min stakkels Pige. Dit Navn er? Sylvia. Sylvia. Kongen. Sylvia? Nu, Sylvanens Letsind har Du og. Du har ei Horn, men stanger dog; Din Tunge er et Satyrhorn. Sylvia. Glem Alting! Kongen. Nei du er forloren. Jeg glemme? Jeg, som selv du seer er -- blegn ei! -- Hoffets Cavaleer og Printsens, som er kommen hid at dele med dig Sommren blid? (afsides). Ha, skjøn, Godmodighed og Vid! (til Sylvia). Kan jeg med begge Ører fulde af Løgnene, som ædder-tykke hvæse i dit Forræder-Hjerte, tie still'? fordølge Løgn, saa fuld af Gift og Ild og Hidsighed, at Rosenmunden skulde fortæres som af Kræft, idet den tør, liig Heroldpage bag et Rosenslør, med Tænders Sølvbasuner blæse den ud? -- Om Staten tale -- som om da ei Kongen kunde løbe fra SIDE: 229 sin Throne, hvis det engang vilde gaae efter dine Ord, Sybille? (afsides.) O Skjøn-Sybilla kan du spaae hvordan det Kongen nu vil gaae? (til Sylvia.) Sligt glemme? Ja hvis du kunde -- Ja prøv om din Læbe paa min kan standse de Ord, som nu er paa Vei at dandse først fra din Mund i mit Øre, saa til Kongens Øre, og . . . Sylvia. Ak! I maa for Himlens Skyld ikke Sligt fortælle. Ak Kongen vil mig . . . . O Gud, jeg veed ei, hvad han siger, naar han er vred. Kongen. En vakker Pige han dig vil skjælde. Sylvia. Det maa han gjerne. Kongen. Lidt ondskabsfuld -- Sylvia. O, nei. Kongen. Men smuk og dertil naiv. Kort, du maa offre ham vist dit Liv. Sylvia. Ak jeg er angst, skjøndt dit Smiil er godt; dog Alt, som glimrer, er ikke Guld. En Hofmand klæder jo Had og Spot i samme Silke, i Venskabs Smiil -- i Rosen gjemmer han Gift og Piil. SIDE: 230 Kongen. Et Kys, Sylvia, og du er frelst. Sylvia. Nei! Nei! Endskjøndt jeg er saare angst, Jeg veed, at naar I til Slottet kom, I vilde for Eders Kammerater, for alle Junkere og Soldater, en Fangst det kalde, o fy! en Fangst, saa let som Kirsebær tages . . som . . (forlegen.) Kongen. Jeg sværger. Kys mig, og du er frelst. Sylvia. Saa mange Eeder i Dag jeg hørte, som Vinden atter til Helved førte, og det fra -- gjet det! fra Eders Venner, tre Narre, som I vist Alle kjender. Kongen. Nægt ei, at du har hans Høihed krænket ved Spot saa kaad og saa vild, at kun den var til Jorden og til din Mund ved Sproget, men ved sin Mening lænket til Helved. Kys mig og du er frelst! Sylvia. Ak jeg er angst. (afsides.) Jeg saae dog helst at han mig Kysset stjal, thi naar jeg giver eet, ei ti forslaaer; Snart var det alt for let som Vinden, snart rørtes Læben ei, men Kinden. Men stjæler han og jeg er vred, kan han ei klage, mueligt Mindst han holde maa for reen Gevinst. (Kongen kysser Sylvia. Sylvia løber og lukker Gittret efter sig.) SIDE: 231 Kongen (raaber efter hende de første Ord.) Min Sylvia! Nu er du frelst. Et Vindpust kun, dog saae jeg helst, at jeg var nødt at plyndre. O elskværde Blyehed, Kilde klar, hvor Alt jeg skimte kan paa Bunden! Det "Nei", som svømmer ovenpaa og surrende vil Bobler slaae, det fanges let som blank Forelle, der stedse vil i Skorpen sprelle. Ends ikke det; men see i Grunden, der straaler Perlerne: "Jo" -- "Jo." Drag op den Skat. Den døer udi et Suk. En Taabe, sær om han er smuk, som troer en Pige efter Munden, og troer, at Alvor nægter ham det Kys, han beder om i Lunden, i Eenrum eller Aftenstunden. Hvad femte Øie seer ei, er ei Skam. Ah, saadan Glut som Sylvia burde, naar hun blev en syv og tyve Aar, en Morgenstund opvaagne smykket -- Sligt om Tiresias er sagt -- med Manddoms fulde Muskelpragt; see Barmen ind af Sener trykket, sig iført Jordens Herskerdragt. Hun burde af en venlig Fee, (sligt var et Venskabsstykke) -- rykket med fuldbevidste Fryd sig see, til Livets anden bedre Side, hvor man ei drømme skal, men vide, ei nydes ene, men skal nyde, og ei befales blot, men byde: -- Ah, Sylvia! jeg gav dig heel min Manddom og min Kongevælde i Bytte for din søde Sjel. Du burde, før din Rosenstengel bag Skyen blomstrer til en Engel, SIDE: 232 først være Mand, saa du blev hist en høi Cherub, ei mild Seraph. Da skulde jeg, naar jeg var Qvinde, saa smuk og god som Sylvia, vist -- saasandt jeg og fik Qvindelist og Viddet, Himlen Sylvia gav -- ved Vid din Herskerstolthed fælde, ved Smilets Brudeblus, i al den Fordomsnat, som Fyrstens Sal indhyller, nok en sikker Stie, blomststrøet af min Phantasie, til Sylvius's Fyrstehjerte finde! (gaaer). SAMME SCENE Sylvia. Jeg hører alt, de Parkens Hjorte med Trudsler, Skrig, og Eeder skræmme. Det ærgrer mig at være hjemme, at Han, som Kysset stjal, er borte. Ak hvis hans Kys ei havde hjem i saadan Hast mig blæst, saa vilde mit Knæe i Støvet dybt, for dem, som Skjæbnen truer nu saa ilde, ham bedet Kongen at formilde. Det vilde han vist ei mig nægte. Jeg troer ei han var fuldt saa slem som hine Tre. Dog Skinnet veed jeg jo som oftest er ei ægte. Han var dog mild. Nei -- ikke vred. Hans Øie var dog fromt. O nei! ei blidt, men slemt ei heller. Om hans Mund ei lumske Smiil sig bølged -- nok skjelmske Smiil; dog ikke som om de et værre Hjerte dølged! det er dog godt, de lyve ei. SIDE: 233 Hans Pande klar og aaben og -- jeg vil ei nægte -- syntes klog, skjøndt den var fri for Rynker. Dog en Djævel, selv i mindste Fure i mindste Øiebrynets Krog, kan, fæl som Asmodæus, lure, og som en flittig Edderkop, i mindre end en Time spinde slig Væv paa Letsinds Regnburok, at man det hele Liv har nok i kun det halve op at vinde. Om god, han var dog nok letsindig, -- om smuk, dog djærv, -- om vittig, vindig. (staaer eftertænksom.) Ak, lad ham være! Om hans Mine ei fuldt saa løgnfuld var, jeg troer, jeg bad ham neppe -- skjøndt ei for min egen Skyld det var, om jeg nu bad -- ham lægge gode Ord for Sine; Thi, skjøndt han vist ei elsker En af dem, er hver hans Kammerad. Nu, han er borte, faaer jeg see at hjælpe ud mig selv af Nøden, at redde mig ifra de Tre, og dem da og maaskee fra Døden. (Ha, Ho, og Hu kommer.) Ha. Her er jeg. Helvede er bagenfor. Hu. Her er jeg. Helvede og Døden flyer igjennem Mismods brustne Skyer. Her er jeg. Haabet nu sit Smiil fornyer og kaster leende det Tungsinds Flor, der Hjertet hylled ind, som Nat en Grav, og nøgen -- som en Venus sprang fra Hav, der fødte hende udi Perleskjødet, mens Sydens Vind, som over Lybien gløded, SIDE: 234 var Huld-Gudindens Vuggesang -- det træder frem, kun svøbt i Smiil, dumdristigt nok, det griber efter Amorens sukbeving'de Piil (dit Øies Vaaben, Læbens Smykke lig Solens Glimt i Morgenrøden) for den, med Afsinds Hercleskræfter dybt i sin dybe Barm at trykke. Sylvia (viser dem en liden Æske.) I Herrer! I maae vove Døden. Ha. Oah! Hu. Oah! Sylvia. Til Døden svorne, vælg Kongens, eller min, som nu det synes rettest Eders Hu -- Hvis jeg skal være Eders Norne, Pandoras Æske . . . Ha. Ha Pandor . . Pandoras Æske? Ho. Stille, Bro'er, Afbryd ei Nornen, naar hun griber sin Sax, og Traaden just afkniber der, hvor den netop nu skal briste! Ha. Bør unge Folk da Livet miste? Sylvia. Nei gamle Laster. Hør mit Svar! To kan jeg ei fra Døden vriste. SIDE: 235 Ha. Triumph! Guds Torden! Hu. Døden var alt krøben ind i mine Aarer, drak Blodet ud, men fyldte Taarer og Iis i dem. Mit Hjerte staaer nu blomstrende i fuldskjøn Vaar. Ho. Ha, ja, paa Bunden dybest i Pandoras Æske, fuld af Nød og Undergang og Sorg og Død i saadan Rigdom som opfunden er af en Djævels Phantasie, laae Haabet dybest skjult paa Bunden. Sylvia. Her er da trende Piller. To indhyller i sig evig Ro. Ha (forskrækket.) Gift! Gift! Ha Pest og Død! et Gran, af det, som vulgo Rottekrud benævnes -- et Gran, som Fjer i mindste Myggevinge, kan selv en Herkules nedtvinge, er nok for Samson. Hu. Eja! Vee, et tredeelt Livshaab mig kun levnes. Sylvia. Ja, det er Terningkast. En Mand, hvis Livsværk er at døe og døde, tør ikke ned i Graven see? I som for mig vil Fanden møde? SIDE: 236 Ha. Jeg? Ja -- ja -- Gift! Pest! Død! Sylvia (rækker ham Pilleæsken.) Nu spiis! Ha. Hvem ta'er af Fandens Snus en Priis, og det er Arsenik, ved Alt, om Daasen selv, som I, var malt med Morg'nens Farver? Man jo heel og holden nyser ud sin Sjel paa saadan Priis! Nei! nei! Sylvia. O fy! Vel, jeg vil ikke Eder tvinge til stille Død, ifald I lyster at foretrække Bødlens Klinge, som maaler Eders Pralerie. Ha, vil I lade Galgen bryste sig med Jer Ungdom under Sky? Ho. Fra Haabet til Fortvivlelse at flye? Hertugens fæle Malerie af Steilescenen for mit Øie staaer saa klar, for Sind og Sands saa nær, at alt omkring mig lutter Galger er, og at jeg stedse hører Bødlen slaaer. Det gjør mig og paa Giften sulten -- Ha! (tager Pillerne op af Daasen.) De veie eens? Sylvia. Ja paa et Haar. Ho. Eensfarv'de alle, veed jeg? ja! (peger paa en Pille.) Den tager jeg, det Centnerpund SIDE: 237 som enten mig til Himlen vipper ha! eller ned i Helveds Bund; som Ørnen falsk Skildpadden slipper fra Skyen paa en Klippe ned. -- Vel, lad os ned til Stygis Bred som gamle Venner Arm i Arm paa samme Djævels-Vingekarm da ride, slæbes eller svæve. Kun Een af Os sig gjen kan hæve med Underblomsten, som der groer, tilbage til den kjære Jord. For Een af Os -- Ha. Jeg være -- Ha, Jeg være paa slig Vandring med? Ved Æren, som paa dette Sværd (trækker Kaarden.) med tusind Helteskygger sidder, jeg Giften smager ei! En Ridder at døe af Mavesyge? Ha! Hvem hugger? -- er det ærlig Færd? Hvem slaaer med Hug og naar med Stik -- er dette Riddersfærd? -- Kolik? Ho. Vel! træk, træk begge! (drager sin Kaarde. Ha stikker sin ind.) Død og Liv imellem vore Klinger svæver. Nu træk! fald ud! Men hold jer stiv thi, falder I, ei Bøn saa sød, at den gjør selve Satan blød, ifra jer Nakke Eggen hæver! Ha. Jeg fægter ei -- Ho. Saa fægt i Galgen med Veir og Vind og Slud og Regn og Pøbel-Spot! Husk hvad du er? SIDE: 238 Ha. Ved Alt, jeg veed det: Cavaleer! Jeg myrde Kamerader? Troer du der er Skjersild til, min Broer? Og troer du, for slig Daad da blegn! Nei heller rustn, mit Sværd, i Balgen, end jeg i Broders Bryst det slibe! (afsides.) Saa slemt kan Fanden selv ei knibe. Sylvia. En Dames Bud, som Døden byder af lutter Lune -- dog undtagen naar saa fortvivlet synes Sagen som Eders synes mig og Jer -- er Skam for hende; dog det pryder den ridderlige Cavaleer, som uden Hensyn Budet lyder. Ha. Ei nu, ved Underverdnens Ild, Hvor to af Os maa blive Gløder! Ho (svinger Kaarden.) Tag Pillen! Sylvia. Vælg nu som I vil. (gaaer bag Gitterværket, som hun lukker.) Ho (svinger Kaarden). Vælg, eller denne Sværdod støder al Feighed og Betænkning ud af Eders Hjerter, saa de skulle af sultne Orme blive fulde. Det gjelder paa den ene Side i Stilhed blot i Græsset bide, men paa den anden Liv og Brud. (gjør Angrebstegn, de Andre bæve tilbage.) Hu. Et Sværd i Lungen iisnende? Uhu! er piinfuld Død i samme Nu. SIDE: 239 To Piller Rottekrud -- een Hvedemeel! der er de tre. Og denne Ene kan jo tilfalde mig som Deel. Et fælt Hazardspil? Sandt! dog værre ei end Pesten, naar i Adiabene den tager To af Tre og gaaer sin Vei, dog leve Folk der, Ja, de Rene sig levende i Paradiset mene; Fabriker dundre der, og Damascenersværd (at Døden ei skal herske der alene men overalt) man smeder der, og sender vidt om hist og her. Vel! Jeg, da Ondt maa være -- holder bedst at vælge, fremfor Sværd og Galge, Pillen. Ho. Ret, bid blot -- ikke see og lugt og slik paa ædiksure Frugt! Hu. Dog, var her en Doctor og en Præst, var det -- jeg Døden snød -- i Sandhed godt. Den første gav mig Antidot, imens den sidste læste i Postillen. Ho. Saa snød den første Døden, men den Anden -- bedre -- Djævelen. Hu (seer i Pilleæsken.) I alle Engles Navn da kjæmp nu, Mave, kjækt mod Giften, dæmp dens Lavastrøm, at den ei flyder igjennem Hjertet, ikke syder for vildt i Aaren. Ak! Ak! Ak! Hvem er i saadan Time glad? Gid hun i dybest Helved sad, og aad blot Gift og Taarer drak! SIDE: 240 Ho (til Ha). I siger Intet? Ha. Ak, hvem taler i saadan Time? Gid hver Møe hver Apotheker maatte døe af Gift og Pest og Helvedsqvaler! Det siger jeg! Ho. Hu, staae mig bi! Saa skal han, skal han Pillen smage! Ha (afsides). Ak Angst er Offrets salte Kage, som trykker stolte Nakke ned; Salt før, den saltes meer i Sveed. (høit.) Det siger jeg! Ho (til Hu). Ven, staae mig bi, saa tvinge vi ham Pillen ind. (Ho og Hu gjøre Angreb paa Ha, og bemægtige sig ham.) Ha (kjæmpende). Guds Blod er Lynild! I vil putte? I putte? Ha! Mord! Fred! Fred! Fred! ved Tordenskyen, Cherubens Kutte, og Djævlens Eeder: Hvirvelvind! Prøv Pillen først! Ja prøv den I! Prøv først, saa skal jeg . . Ho (brydende med ham, holder Pillen i Veiret). Munden op Karnaille! Munden op! Ha (synkende i Knæ). Ha -- va! -- Mord! Gift! Fy! SIDE: 241 Hu. Hvor er Pillen! Ha (rallende paa Jorden). Stop! Moer D -- raab -- Trerraa -- a! -- (de slipper ham, han falder død ned). Hu. Han fik ei Pillen. Djævleblendt! Ho. Ei Djævleblendt! Thi seer I efter, saa finder I, ei bedre Kræfter, end Skræk kan Gift hos Feige have. Hu (bøier sig ned og seer paa Ha). Ja, Himmel, han er langt nok sendt. Ho. Gid du saa langt, ei læng're, følge! Thi dyb're Helved ei der er, end det, som slugte denne her. Nu slug! Hu (angst). Ak ja! Ho. Dit Ansigts Sveed er Skummet over Carons Bølge. Ha vil du ei? Bedrager, æd! (trækker Kaarden). Nu slug! Hu. Ah ja! Paa eengang da! Ho (tager Pillen ind). Tillykke da! Bedrager ha! (vil stikke ham med Kaarden). Hu (tager Pillen ind). See saa! Tal ei! O Liv Farvel! Farvel hvert Haab med Farvespil! (Ho synker om i Græsset). SIDE: 242 Hu. Han døer. O faaer jeg bedre Held? Ak alle Engle fang min Sjel, hvis den min Ungdom troløs vil henkaste til et raaddent Spil for sultne Orme, som skal pille mit Hjerte ud. O Stille! Stille! (Synker om i Græsset. Sylvia aabner Gitteret og kommer ud.) Sylvia (seer paa Ha). Hvor listig? uden Skin af Liv Han lod sig falde død og stiv? Han stønned godt, og godt han ralte; List eller Feighed gav hvert Støn en god Accent. Staae op, du Søn af Mars! Ligg til jeg bringer hjem -- om saa du vil -- Pardon for dig og dem. List er vel Feigheds Søster; men jeg seer, at List og Taushed, Pralerie og Skrig her underlig forener sig i samme Mund -- Min Herre, ikke meer! Staa op! (afsides). Ha, gaaer jeg, vil han reise sig og vist snigmyrde begge. (rusker i Ha). Kjære staa dog op! Ha! Himmel! Himmel! blaa hans Læbe er, og Skummet sidder paa. (slaaer Hænderne sammen). Ved Himlen, -- gode Himmel! Himmel! (rusker i Ho og Hu). Hei vaagner! vaagn! Din Broder døer! (forlader dem og seer paa Ha). Hvem kunde tænkt! Ak døe af Skræk? Hvem døer af Skræk? Er sligt hørt før? O frels mig! O! er Pillen væk? (seer i Æsken). Nei Gud skee Lov! Ak var jeg død! O var han her, jeg saae i Dag! Ei løi hans Blik, hans Sjel var blød, hans Smiil uskyldigt som den første Dag, der hvælved sig om Jorden rød. SIDE: 243 Han hjalp mig. O hvad Rædsel rammer! dog veed jeg ei, hvad jeg forbrød. Hvad tænker Himmelen. O Jammer! Jammer! Hvad tænker Himmelen, som denne Jammer! . . . (Kongen træder frem i kongelig Dragt). Kongen. Ha Mord ved Kongens Gaard? -- Sylvia (forvirret). Ak! Kongen Og du -- Og I! O reent uskyldig (knæler). uskyldig . . Helligst. Kongen. Trende Mord! Uhørt! useete Syn at see en Djævel i Seraphens Form og Dragt, bag Himmel-Øie Helved lagt! Uhyre Sag! Sylvia. Ved Himlens Helligste! Kongen. Tre Mord? Ha! troer I, tomme Ord, som Løgn henveirer let fra Tungen, kan blæse bort Mistanken fuld og gyldig? Sylvia. Ved Eders Retfærd, ved min . . . . . (brister i Graad). Kongen. Graad? O Falskheds Pynt, naar fuldberaad, bevidst den frem i Lyset træder. SIDE: 244 Thi Falskhed skammer sig at gaae med sine dagligdagse Klæder blandt smukke Dyder. Derfor maae hun Flitterstads sig hænge paa lidt Graad, lidt Smiil, hvad det kan være, naar nødt hun er i Lys at staae. Tidt med Triumph -- Sligt Tosser ære -- hun til sit skidne Hul gjenvender, og voxer saa, at, naar Dødssangen hviner, kun Djævelen sit Kjelebarn gjenkjender. (afsides). Ak Sylvia græder! Ha, du skjønne Last! var Angeren reen, mit Retfærdssværd det brast. (høit). Et skjørt Beviis er lette Miner, som, om de end i Dag af Sorgen og af Samvittighedens Meisel, Skræk, indstivned til Gorgonens Træk, dog vilde sikkert visne væk i Ligegyldighed i Morgen, hvis Fyrsten aanded paa dem med sin Naade, og ikke taalte smukke Kinder vaade. Sylvia (reiser sig stolt). Din Naade trygler jeg dig ikke af men Retfærd kun, som Himlen Fyrsten gav, at skifte lige ud til alle fra Armodskrybben op til Rigdoms Halle. Kongen (afsides). Hvad skal jeg dømme? Selv jeg hører og seer hun bød dem Gift; og dog reen Uskyld hendes Forsvar fører. Hvert Suk et Cherubsværd, som slog for hendes Uskyld. Himmel, gjør mig klog! Medea var vel skjøn, men denne Pige er skjønnere, men grummere tillige. (høit). Hør Pige, du min Retfærd forekom; Thi disse vare Dødsens. Dog det forekommer ei din Dom. SIDE: 245 I Morges Majestæten du ved Spot har krænket. Dog du leed en Straf, du kommer vist ihu. Dernæst -- her er Nemesis vred, om tusind Elskovsguder græd -- tre Beilere du Gift har givet, paa det at, skilt ved dem, du Livet med elsket Fjerdemand, kan nyde, som dig skal pryde, lyde, yde. Thi Helved har ei Daad saa sort, at Elskov, for i Ro at fraadse den Elskte og sig selv med bort, ei kjøber den. -- Ja, for at vinde en Krog, hvor den kan krybe hen og Søvn og Ro og Ruus kan finde, den største Last af Helved trodser, og største Dyd af Himmelen. Sylvia. Ei Gift -- ei Elskov! -- Gift? Forvidt tillader Himlen Kongen feile. Gid Eders mørke Retfærd speile sig vilde i mit Hjerte. O saa vilde den ei forud troe saa meget Ondt, men dømme viist som Eders store Dommer hist. Ak, Eders Majestæt vil I -- vil I Jer hævne nu, fordi i Dag jeg talte altfor frit? O tro mig, Ha er død af Skræk, og disse drømme Dagen væk. Kongen. Umuligt, han som tage vilde en Fæstning med Cavalerie. Sylvia (viser ham Pilleæsken.) Ei Gift! ei Gift! see her! o see! der ligger een. Der var kun tre. SIDE: 246 Kongen. Hvor veed jeg det? Sylvia. Jeg veed det jo. Kongen. Du Daare, hvem kan Synden troe? Sylvia (med bristende Stemme.) I troer mig ei? Ak ned jeg svælger nu Eders bittre Ord. Kongen (omfavner hende.) Guds Blod! Ha Sylvia, du ei forstod mig ret. Du døer -- o Himmel! O jeg troer, jeg troer, vil evig troe! O Rasende! Ak, ei du veed, Hvad Kongen kan -- Lev! jeg vil glemme! kun Hjertet skal i Sagen dømme. Sylvia. Beviser det Uskyldighed? O jeg er glad. -- Kongen. Ja Haabløshed -- Sylvia (synker om i Græsset.) Ei Gift -- kun Drømme -- Drømme -- Drømme -- Kongen. Hollah! min Krone for en Læge -- en Magus, som kan Døden tæmme. O skjøn som død, o favr, skjøndt bleg! Kun Liv, og hun paa Thronen steg. Sligt Dødsbeviis maa være gyldigt, Hun levede og døde vist uskyldigt. SIDE: 247 Jeg lever skyldig, ha blodskyldig, fuld og tung af Blodskyld segner jeg i Muld. Mit Øre løi, mit Øre sveg, da de paastod, at høre, og at see at saadan Haand som denne -- Kys! (kysser Sylvias Haand). Og Kys, og Kys -- besmitted sig. O Vee! Ak endnu varm og rosenskyet! lev, O søde Sylvia, o lev, o lev! Ak stod du op, du Dronning blev! Ha, kunde jeg dog kysse op din Aand, jeg kyssed' Giften bort ud af din Haand. Nu balsamert og purpursvøbt du skal som Snefried-fagre i Haarfagers Hal min Dronning være. Ho (vaagnende). Gys, gys, gys! Kongen (forskrækket). Hvad seer jeg der? Han vaagner, Tys! Ha Helved kogler! Ho (fantaserende, reiser sig op). Pik paa Laaget! Pik, sultne Orm! Pik rask! pik! pik! Boer ind! boer ind! du finder ikke Noget. En Ravneflok jo hele Klumpen fik. Vær ei misundelig, thi Vinden vel frastjæler Ravnene den halve Deel. Hu (reiser sig op). Slug Morian-Ravn! du sorte Nar, troer du jeg føler til dit hvasse Næb, fordi du foer med mig saa slemt afsted og Lungen tusindfold istykkersled, og Kloen lige ind til Hjertet kneb. Dog tænkte jeg, at Helved værre var. Jeg mindes jeg for det paa Jorden skjælved. SIDE: 248 Kongen. Ak, Afsind! Hu. Ei! Er Konger selv i Helved? Ho. Ja Skam! og det i al sin Pragt. Hu (til Kongen). Jeg kjender dig -- Ho. Er du og saavidt bragt? Jeg seer det nok, at det er Luer alt det røde Fløiel, hvormed du er malt. Hu. En overmaade herlig Vinterdragt. Dog neppe den behøves her, hvor Rosen staaer i Sommerskjær. Men jeg forstaaer, du blot besøger den, som og vi, -- og har forladt vort Hjem, vort Helvede. Ho. Ja vist, han spøger. Din Krone gnistrer. Hui, ja du var slem! Din Kaabe er da nok dit Folkes Blod! Og disse fyrstelige Diamanter Retfærdigheds og Uskylds Taareflod, som under din og Thronens Fod useet og søndertraadt og ufølt randt der, hvor du som jordisk Hersker stod. Kongen. Ruus eller Afsind plager dem. SIDE: 249 Hu. Den Kaabe, du med Stolthed drager, er viid opblæst af Folkets Klager. Ho. Vel dig. Din Søn dig vist nok gav Te-Deum og en Æres-Grav. Os Stakler -- Midnatshimlen huser -- dog ei os selv, men kun vort Leer; heelt er vort Væsen som du seer -- Det skader ei. Men hvis vi vilde paa Retterstedet spørge, hørte vi, hvor i Vinden Hjulet suser, (en smuk Veirmølle, hvor vort Kjød for Ravne males til en Aftensgrød, der lagde du, Tyran, mig ud da jeg var død af Rottekrud) Og hvis en Ræv ei i sin Snude førte ned i sit Hul vor Askekrukke, at ingen Krager meer deraf skal plukke, men at han selv til Frokost den kan pille, vi hørte Vinden i den spille. Det skjærer os i Sindet lidt; der færdes vi da ikke tidt. Her spøge vi som oftest, hvor en Dame, Aarsag til vor Henfart, boer, endskjøndt vi nu, hun være nok saa smuk, kan see paa hende uden Suk. Kongen. Et Underværk, han død sig troer. Ho. Og det er her. Tal, har du her at gjøre? Saa maa vi kjæmpe. Viid, din Kongerang paa Jord var lidt, hos Kloge kun en Klang, som tidt i Øret uharmonisk sang; Her er den Intet! Kan du høre? SIDE: 250 det er vel sært, men er dog saa, en Geist kan føle, slaaes og slaae. Skjøndt jeg paa Jorden Hofmand var, Er jeg for lidt Antipathie til Herskere ei ganske fri. Hu. Jeg med Forundring mærket har, at jeg kan føle; om det gjaldt -- (jeg seer jo Kaarden) kan vi fægte. Og at jeg hungrer kan jeg ikke nægte. Maaskee han løi den Præst, som har fortalt, at Helved var et Kjøkken fuldt af Gryder, hvor Satan Syndere i Svovel syder? Maaskee kun Tørst og Hunger er den Straf, som Syndeflekkerne skal slikke af. Ved Alt jeg havde nok fortjent lidt Mere -- Ja Meer end glohed Hunger, glohed Tørst. Hør mine Synder! Dog regn du op først. Ho. Jeg tier indtil Satan selv begynder Examen -- da jeg hyler nok: jeg Synder! Hu. Jeg feiler, her vi spøge blot vi to. Ha, seer jeg ret, saa er I Herren Ho, og da kan I deri nok have Ret, opregne Synderne er ei saa let. Ho. Ja rigtigt nok. Og du er Hu? Jeg kjender dig nok igjen. Hu. Siig, troer du, at i Ild Jeg, du og hver en Synder brænder? SIDE: 251 Ho. I Helvede? Ja, indtil man bekjender. Hu. Da flux jeg Alt bekjende vil. Dog brænder jeg i flere Aar, før hver en Svarsynd jeg opregnet faaer. Ho. Bedst at begynde strax, saa faae vi Lov at spøge, hvor det lyster os. Jeg til min Tumleplads nu vælger denne Skov. Hu. Ja vel! Hør Ven! nu ingen Ting, som før, den Tid vi roded' her i denne Muld, Glands, Ære, Hofgunst eller Guld, vort Venskab hylle kan i Grav og Slør. Ho. Ja sandt! Nu kan vi Venner være. Jeg haded' dig paa Jorden, skjøndt min Mund paastod, jeg elskte ret af Hjertensgrund. Hu. Isaafald Ven, vi lige ere. Ho. Jeg haded' Fyrsten, fødte op hans Naade med Smiger. Dog mig Hævnen naaede, den skjulte Væxt jeg agted ikke paa, (saa frem den sprang som en krumrygget Tiger, der udi Vellugtkrattet lumsk sig sniger) da Kongens Naade voxte saa, og syntes trives godt af det jeg gav, af Løgn, Bedrag, og vammel Smiger. Dog saae jeg, Fyrstegunst staaer paa en Grav, om Virakskyer dens gyldne Blommer bære. SIDE: 252 Hu. Isaafald Ven! vi lige ere. (til Kongen). Ha leved du, du kunde heraf lære! (til Ho). Besynderligt at Ha er borte, Han tigger Peder vel i Himlens Porte? Ho. Hans Urne ligger der isønderslagen. I Helved er han Selv for længe siden. Hu. Lad os til Helved svæve ned, at Tiden ei gaaer med Tant: Vi kan jo spøge siden i Sol- og Maaneskin. Nu Prinds! kom med! Ha Luen, seer jeg, ret tilgavns dig sved; du vandrer jo endnu i Flammelagen. Ho. Til Helved ned, at Djævelen kan svide de gamle Sjeleflekker hvide! Hu. Vi komme karske, rensede igjen. Kom Konge! Du kan nok til meer Ild trænge; (blot for os Selv har vi at bøde, men du for enhver af disse smaa Tyraner som suge ud, i Ly af Fyrstens Banner og paa din Regning, fordi du ei saae de Klagende, de Arme og de Smaae) Følg med; du til et Svovlbad nok kan trænge. Naar vi saa komme luttrede igjen, da kan vi, efter Tykke, Himmelen besøge, eller ogsaa Jordens Enge. (de gaae). Kongen. Vee! er der Gift saa graadig, at den meer end Livet, selv Forstanden kan opæde? -- Bort fremmed Sorg, her nok af Kummer er! SIDE: 253 lad dem en tabt Forstand oplede! Min hele Mandskraft, at jeg ikke mister, Hvad jeg tilbage har, med Sorgen tvister. Nu vil jeg bære bort min blege Glæde, min hyldeblomstrende min smukke Kummer, ak, begge i een Liljeknop i Slummer. O kunde du, o Sylvia i Himlen see al min Sorg for Sylvia paa Jorden, see, hvor min Ømhed sig i Natten klæder, see, hvor jeg pynter ud dit elskte Liig med Elskovs Taarer, og med Fyrste-Hæder Ak, vilde det i Himlen glæde dig? -- (tager Sylvia i Favnen) Ligg Gode! Guden har jo Engle hentet, og tomt, men skjønt igjen staaer Monumentet! (bærer Sylvia ud). (Kongens Hal. Sylvia smykket som Dronning paa Thronen. Kongen i fyrstelig Dragt, foran Thronen, betragter Sylvia). Kongen. Hun smiler -- ak! som om hun saae sig Pragt, sin Sørgefest! O var det sandt? et Morgenskjær let over Læben randt? (betragter hende opmærksomt. Ryster paa Hovedet). Ak nei, ak nei! Nei Himlen vil opdynge sin Skat bestandig. Jorden maa paa Skjønhed arm, paa Dyder øde, som plyndret Grav snart under Himlen staae. Ak saadant Dødssmiil er en Sky, hvor søde Smaaengle med Sneklokkevinger synge: her boede ikke Synd, blot Dyd og Vid paa denne Mund, som her paa Kinden sover lig liljeblomstrende Seraph, der blid i stille Æther slumrer over sit sammenslagne Sølvervingepar. (en Page kommer). SIDE: 254 Pagen. Jeg Eders Majestæt at melde har, at Bispen som tilkaldet var med sorgblegt Følge Par om Par og Kjærterne, som alle bære Jer Kummers Farve, komne ere. Ak, Faklerne tidobble deres Lys i Folkets Taarer. Slig en Liigfærd -- Kongen. Tys! Strax! Strax! Siig, jeg vil ene være! (Pagen gaaer). Snart Sylvia, ak alt for snart du og dit Scepter Hvile finder. Hersk over Fyrsters hvide Minder! der ligger hist i Hvælvingen, bag Slør af Bly og kulsort Marmor, flere smaae Kongedøttre, døde før. Ah, naar Du, elskte Hustrue, kommer, blier Gravens Mulm selv Morgenklart; i Gravens Hvælving blier det Sommer O gid jeg blomstrede der snart! O maatte ikke selve Døden rødme, beruust af Livets bedste Sødme, da Sylvia ham Purpurblodet af sit Demantbæger, Barmen, gav at drikke? -- O umættelige! Ha Guds Under! Himmel! Sylvia . . . . (betragter Sylvia nærved). Ak nei, Jeg drømte blot. Hun rødmed ei, desværre. Dog det kan jeg ei forstaae, at ikke Alting standser. Hade maae jeg hver en Blomst, som visner ei, men leer mig midt i sorgmalt Ansigt. Ja jeg seer og hører Verden gaae. Der skinner Solen! o gid det var Nat! Paa Torvet samme Støien er. SIDE: 255 Det er jo Spot. Alt er mig nu forhadt. (en Pause) Mit Alter være Sylvias Gravmæle; hos hende vil jeg Morgen -- Aften dvæle. Hver Mand i Landet der skal Døden bande, som borttog Døttre-Dydernes Fyrstinde, saa nu ei meer, hvad Dyder er, de vide, saa nu -- Ha, ere mine Syner sande? (betragter Sylvia nærved.) Ei Afsinds vilde? ikke Dumheds blinde? Ved Himlen! Rosenknoppens unge Glød mig syntes op i Kinden skjød, saa reent som Glimt af første Dag. (knæler ned for hende og seer Sylvia i Ansigtet.) Tys! Stille for Guds Skyld, o var det Bedrag? Kun Gjenskin fra Dronningens Fløiels Tunik? For Himlens Skyld! Seer jeg ei? Angest og Fryd! det Rosenblad voxer paa Kinden. O gyd, gyd Vid i min Sjel og gyd Sands i mit Blik! Hun aander! hun aander! -- Tys! Var det en Lyd? (bøier Øret ned mod hendes Mund.) Jo -- Himmel! jeg hører. Ha var det Bedrag? Jeg kan for mit eget -- mit Hjerte -- dets Slag -- ei høre. Jo Himmel! Guds Underværk. (Sylvia reiser sig op.) Kongen. Ha! (farer tilbage med Haanden for Øinene.) Sylvia (fantaserende.) O Lionel! o elskte Konge, Ah, ei Haand for Øiet nu. Alt godt er gaaet. Tvivl ei! Tro, Himlen ei forsmaaed de gode Hjerter nogensinde! Kongen. Nu veed jeg. Dette kan ei svinde. Sylvia. Jeg tusind Cherubim, hvis Vinger lued, og tusind Seraphim, hvis Øie loe, -- men Alle Lionel -- i Himlen skued. -- SIDE: 256 Besynderligt! jeg vilde neppe troe det, skjøndt jeg saae det med mit eget Syn, at tusind -- Tusinder af Engle skulde, skjøndt En i Stjerneskin, og En i Lyn, og En i Morgen-, En i Aftenskyen, i Nordlys En, i Regnbuskin en Anden, kort, To i Pragt var ikke eens hinanden, -- i Aasyn ligne Lionel tilfulde, om Øiet stolte, men om Munden hulde. -- Ja Lionel var Alle, Alle dig. Deraf, maaskee, det kommer sig, (Ak har du savnet mig?) at jeg saalænge omflaggred Himmelens violblaae Enge, hvor Stjerner vaied, Liljer liig, og smaae Gudsengle glade vugged sig derpaa som tusindmalte Sommerfugle. Vist tilgiver, Elskte, du, som nu du veed, at Lionel og al hans Kjærlighed, blandt tusind Lioneller hist, blev ikke savned. Kongen (aabner sine Arme.) See din Kjerlighed, her er den jo, ak Sylvia, stig ned. Sylvia. Det vidste jeg, Gode! da jeg afsted til Himlen svæved', for Godt at bede for Lionel, skjønneste Blomst hernede. Det var min Vinge, thi Englene hist, -- hvis smiilsvøbte Storhed jeg saae, hvis Sang jeg hørte, fra blomstrende Skyer sprang med Stjernernes skinnende Cymbleres Klang, -- ei elskte mig, naar de ei havde vidst at jeg var Lionels Brud. Thi Alle, selv mindste Seraph, som Sommerfugl stor, der laae bag en Morgenskyes Rosenflor, SIDE: 257 til største Cherub, som Orions Belte om Lænden slog, i hvis navnløse Blik de kolde Stjerner til Sole smelte, de vilde sig Lionels Tanker kalde. Kongen. O søde Phantasie, af Solen fik du Straalepenselen, for dybt at tegne i Hjertets Morgenskyer Himlens Egne. Sylvia. Der stod en Cherub, med en Sol paa Armen, den Sol var hans Skjold, hvori indgravet stod: "for Retfærd," med Lynilds Rubineblod. En Tordensky var hans Øienbryn, hans Haand udrystede tusind Lyn, men lys som Vinteren og aaben var Barmen. -- En liden Seraph rundt Læben slog en Rosenblodvinge, som hastigt jog, naar Haanden daled, fra Kinden bort hvert Vredesnordlys, som vilde sort fra Brystet over den milde Mund nedflagre, der ellers smilte kun. Han sagde: "jeg Lionels Heltesind er; min Barm, som du saae saa lys og aaben er Lionels Mod; hint Lyn, mit Vaaben, hans Tapperhed; Retfærd, det Skjold jeg bær." -- -- Da foer en Seraph gjennem Himlens Alt paa perleklar Karlsvogn: og Stjerneskud var Gnister, som sprang fra Demanthjulet ud: hans Mantel var Melkveien nordlysbemalt. Han holdt en Comet, som en straalende Pen, og maalte, aftegnede Himmelen, fra mindste Viol paa den fjerneste Jord til Verdner, som rundtomkring Sole sig snoer. -- Den Seraph var Lionels Vid og Forstand. -- -- Der stod en Cherub. Hans Blik var Sol, dog mildt, som en dugvædet Vaarens Viol. SIDE: 258 I morgenrød Arm en Harpe han letted', hvor Stjerner sig sammen til Sølvstrænge fletted', indspendte i Himmelens staalblaae Rand. En Regnbue han havde til Plecter. Han slog, og Lionels Heltesind, og hans Forstand (Cheruben, som Retfærds Soleskjold svang, Seraphen, som Lys gjennem Himmelen drog) omfavned hinanden og smilte og sang. Han sagde: "jeg er Lionels Phantasie!" -- Der stod, iblandt Sole og Stjerner som i en Lund fuld af Roser og af Jasminer, den høieste Cherub og blandt Seraphimer den mildeste, og, o den skjønneste Gud; og rundtom ham vare hans Solroser fulde af Sommerfuglengle. Han rystede ud bestandigen nye Stjerner i Himlen fra Vingen og Lokken, fra Smiil saa hulde, at hine og alle Serapher qvad, og altid fornyet udbølgede Vrimlen i end en Uendeligheds evige Rad. Han sagde: "jeg Lionels Kjerlighed er, og du er min Brud." . . . Kongen (omfavner Sylvia.) O! Ja Himlen er her. O Sylvia, Sylvia, o her er Himlen! Hver Tanke, hvert Ord og hvert Ømheds Kys, som boer under denne din Evighed, er Sylvias Engel, seraphisk og lys. Kom, mønstre du helligste Englevrimlen, dem Alle, og, naar du har mønstret -- Ha, hvor kom Uendeligheds Grændse fra? Vel, at os bag Graven en Evighed glimter! Thi her du min Kjerligheds Ende ei skimter. -- Dog medens den hele seraphiske Orden min Sylvia mønstrer igjennem paa Jorden, saa istem med denne, som synger fra min Sjel som den fylder -- istem i Chor, SIDE: 259 "ja Lionels Elskov er sød og stor, -- som min, som min" . . . O Sylvia! (kysser Sylvia.) Sylvia (river sig forskrækket løs fra ham.) Ah hvad? O Himmel! Kongen. O min Sylvia! Sylvia (med Taarer.) Ak, Herre Konge! troer I mig? Ah skal et Kys nu ogsaa -- Eders Vrede? (bliver Kronen vaer og tager den af.) Ha! En Krone? sandser jeg? (seer sig om.) Hvad! Fyrstens Hal? (knæler.) Tilgiv; jeg har mig hid forvildet. Et Afsind (Eders Vrede er jo tung. Jeg Gift -- ei slet? Jeg Elsker? Ak, saa ung) Et Vanvid har Forstanden hildet. Kongen (letter Sylvia op og sætter Kronen paa hende.) Nei Sylvia! Nei Elskte! Alt er godt. Mit Suk har Himlens Vrede drukket. Du selv har Edens Port oplukket, med Ord som Edens "Bliv!" med Smiil, saa frydefuldt som Edens første "Hviil!" Ak phantaserte Sylvia da blot? (omfavner Sylvia.) Sylvia. Jeg sandser ei, men om jeg sandser, saa gid Morgendrømmen aldrig briste maa! Kongen. Lad Fyrstekaaben være Skum da, vel! dit Scepter Tang! -- See her blot Lionel! Føl her, min Sylvia! Foragt min Krone: den er en Musling kun, saa tom som Natten, men i mit Hjerte her er Perleskatten! Føl Sylvia, o føl her er din Throne! SIDE: 260 (Gade, hvori en Daarekiste. Ho og Hu stikker Hovederne ud af et Vindue. Daarekistevægteren udenfor.) Ho. Hei Mand! Vægteren. Hahahaha. Jo raab paa Vinden; den vender sig og bukker. Hu. Inden I spotter, hør dog; ellers noget nær I ligner Tossen, som bekymret er og græder, medens Budet ham fortæller, han, hvad han vilde, fik. I vil dog knapt bevogte Folk, som Intet Vid har tabt, hvis Selv I klog er? Vægteren. Fanden heller! Jeg Enken Margot -- Jeg faae, hvad jeg vil? Ho. Ja, Ønsker er et farligt Terningspil. Thi Ønsker synes os fuld Indsats mod Alt hvad vi ønske kan, mod hvert Klenod; skjøndt Ønsket er et Mundsveir; dette sandt. Og naar vi see, vi ikke vandt (skjøndt Bøn og Ønsker vare Regnepenge mod kostbar Ting, som Herskeren lod hænge i tusind Farvespil foran vort Øie) saa sende vi -- som, om ham noget bandt og han bedrog os -- Eeder mod den Høie. Vægteren. Ja tomme Ord -- Tvi Mundsveir kun. Men Ting, som jo man tage kan og føle paa, som Silkekurv og Apricoser, Ring? Naar Sligt gjør Intet, man vel klage maa. SIDE: 261 Jeg sendte Margot Kurv med Apricoser, for Øiet søde ret som Stjerner, men langt sødere endnu for Smagen. Men Kurven var det Bedste dog ved Sagen af Silke, lyseblaa som Himmelen, den syet var og stærkt brodeert med Roser og Kirsebær, saa, havde jeg ei vidst det intet andet var end Bomuldstvist, i bedre Kurv jeg havde Frugten lagt. (grædende.) Ho. Det er en Tosse jo. Vægteren. Hun lod, nok sagt! sig Apricoserne til Bunden smage; men sendte dyrebare Kurv tilbage. -- Hu. Har I slig Ynk med egen Sorrig, saa I andre Stakler ogsaa ynke maa. Ho. Det holder ikke stik. Troer I os gale? Vægteren. Ha ha! Hu. Slip os dog ud! Vægteren. Ja tale om Skovduft, frie Luft, Gallop, i Buur, kan gjøre muntrest Fange stuur. I kloge I? Jo Pyt! Jeg har Beskeed. Selv Kongen jo om Eders Galskab veed. Sligt hændes ei enhver. Vær stolt og rolig. Ho. Her kan en Stoikus ret øve sig. Vægteren. Her leve I saa frie for Sorg som Nogen. SIDE: 262 Ho. En Epicur er her heel lykkelig. Vægteren. Med Viisdom til jer Ven, og Ro til Bolig, Stor nok -- Pragt nok; thi Ro sig strækker ei længere end Kroppens Træthed rækker, tre Alen længst. -- Ho. Diogenes jo kunde, saae han vor Leilighed, os den misunde. Vægteren. Her kan I gjemme Udyd hen i Krogen, paa Morddaad tænke -- Ei det skader Nogen. Ho. Ja gjemme vore Lyder? Munken siger, her Forgemakket er for Himlens Riger. Vægteren. Her kan I dadle frit, hver Skurk fortælle, at høiest han i Galgen burde sprelle. Han tie maa, og drage stille bort. Jer Tunge hvine kan, jert Lune bide, og hænge sig som Skorpionen fast i Hver, som lister sig forbi med Hast. Ho. Her burde da Statsmoralister sidde, og dette Vindue være Æreport for Statssatyriker, og disse Stænger af Jern, som ikke zire meget, burde da blive siddende til Sauvegarde; der kunde komme den, som, naar han fik for drøit et Skud ifra hans Vidpetarde, al Taalmod og Respect til det som hænger paa Porten, meldende hvad Huset er, i Fandens Vold henslænge turde. SIDE: 263 Vægteren. Her kan I just i Ro betvivle Alt, al Qvindedyd og Alt, hvad Præst har talt. Ho. For slige Skeptici maaskee en Bye, stor som Paris og som Athenen, var for trangt et Dolhuus, saa at mangen Nar var nødt paa Landet ud at flye. Vægteren. Her kan I først ret grundigt lære at spotte Verden og dens tomme Ære. Ho. Her læres gnothi sëauton i Live. Her er Catheder for Speculative. Vægteren. Hvis I er klog I kaster ei jer Klogskabs Perler hen paa Alfarvei. Og har I ingen, kan I gjemme jer Dumheds tomme Musling-Skal her hjemme, hvor Ingen Næsen sin tør stikke i, om høit den gaber, naar han gaaer forbi. Thi er der ingen Perler, er der Sager i Skallen, som ei Næsen just behager. Men kloge Folk -- de som man kalder saa -- som frit mod Himmelen tør Trodsblik slaae, har Himlen selv og dem, som klogere er, til Vidne paa, at han sit Vansind bær. (Hver troer sig ædru; men hver seer hans Ruus) Og Jorden, være den saa skjøn den vil, med Aften, Morgen, Fuglespil, er i sin Uskyld, dog kun Daarehuus. Forskjellen er kun mellem hiint, det Lille, som klemmer Eder, og den store Jord, at der i hiint bevidsløst Laster groer, SIDE: 264 i dette selvbevidste Laster spille, som Helveds Gjenskin imod Himlen, saa at Himlen Pest, Forbandelser og Hunger til Jordens Vogtere beskikke maa. Glæd Jer, som tidlig ere lukte ude fra Verden, hvor kun Daarligheder tude, og nye Forbandelse fra Himlen runger. Ho. Dog lyster os, som før, at tude med. Hu. Jeg har Forstanden, som du seer. Ho. Jeg veed at Afsind ei endnu min Hjerne sved; det kommer for mig, at jeg drak lidt mere i Kongens Lystpark, end jeg kunde bære. Vægteren. Snak! Kongen har vel at befale: Nu skal I, maae I, være gale. Ho. Fornuften lyder egen Majestæt. Hu. I saae vi sad og spilte vor Piquet til Tidsfordriv, og rigtig Regning holdt. -- Gjør Gale Sligt i Fængsel og i Bolt? Ho. Med Kortene vi blandte Sorgen om. Vægteren. Ei! Kongen Selv, I gale var, har sagt. I er da Galninge af Rang, og mere end Andre. "Daarerne af Stand" I jo med største Føie kaldes kan. I fyrst'lig bestaltede Gale ere. SIDE: 265 Vel mueligt, I herhid blot derfor kom, fordi I Kongen altfor kloge ere? Nu er I kloge (det kan gjerne være), I burde Skjæbnen da med Taalmod bære, og vise Verden kun en kold Foragt, men Eders egen Selvbevidsthed Ære. Ho. En Træklods! Hu (Musik og Klokkeklang høres.) Stille! Klokkelyd! -- Ho. Basun, Trompet, jeg troer? Hu. Og Skud, Ja, Een -- to -- tre. Ho. Hvor kom det fra? Vægteren. En Lieutenant ved Navn Hr. Ha man sender væk til andre Lande, hvor han saa tit han vil, kan bande. Ho. En Ha blir allevegne Ha, naar kun han faaer beholdt sin Mave, Hals og Mund; thi Andet var nok ei hans Væsen. Hans Hoved, Hjerte, Skjæg ved Næsen tilhørte kuns Munduren. (Musikken kommer nær.) Vægteren. Tyve Skud. Jeg hører jo Basunen Skyen kløver og Fløitens Drosselsuk med Stormlyd røver. SIDE: 266 Hei tusind Faner, der med Vinden kjæmpe, op over Landser og Hoboers Spil høit flyver Bannerne med Seiersild, som Mørke ei kan slukke, Nat ei dæmpe. Ho. Hvad er det Mand? Nyt trænger ikke ind til os i Cellen uden Regn og Vind. Vægteren. Klag ikke! Viid, vor Konge taer sin Brud, en Rosenknop, af Jomfrukrandsen ud. Hurra! See Toget! Ind! Put ind! Iqvel kan simple, men dog kloge Folk, frit raade! Hei Knægte, ind i Hullet! Spot for Staden, gjem Jer! Guds Død! See hist i Gaden, saa lang den er, staaer alt Soldaterraden, som Dronningens den røde Rosenlund. Ho. I Sandhed tornet nok. For Øiet kun. (Bryllupstoget høres at nærme sig). Vægteren. Hei Knegte, ind med Hovedet! -- Gud naade -- kan ikke Dronningen -- Hvem veed det? hvis hun saae en Gal, nedkomme ubetids. O værre end at see en Haremund, at see paa Eders Uglefjese -- Ind! (Ho og Hu blive staaende alligevel). Jeg troer jeg gaaer ud af mit gode Skind. Ho. Ved Himlen! Damen, som i Parken -- ha! (Toget kommer). Folket. Ha, leve Lionel og Sylvia! SIDE: 267 Ho og Hu (raaber fra Vinduet). Ja, leve Lionel og Sylvia! Vægteren (fortvivlet). Gid Tungen -- En Hofmand (til Vægteren). Mand, vær glad, men ikke gal! Hu (raaber). Ak, Naade! Naade! Sylvia (standser Kongen). Elskede Gemahl, Der ere vore Venner jo fra Lunden! (peger paa Ho og Hu). Hu. O, Naade! Naade! Vægteren. Knegte, hold dog Munden! Ha, tale Kongen til, den Djævle-Ungen! (knæler for Kongen). Ak, Eders Naade, tilgiv mig, som har ei, før Sligt hændtes, ham afskaaret Tungen. Kongen. Den Straf, min Mand, var for et Ord for svar! (til Ho og Hu). Vi vil dog prøve -- Mon I kjende mig? Hu. Ak, Naadigste, kan Anger tale? Kongen. Ret klogt sagt! den er taus. En Gaade er den Forvandling. SIDE: 268 Ho. Men min Konges Naade er aldrig taus, bemøier evig sig paa Folkets Aasyn Smiil at male, titusinddobler den, og tusind Gange. Dens evigstemte Echo, Folkets Sange, høit udbasunerer den mod Himlen. Kongen. Ei saa galt, min elskte Gemalinde. Dog Afsindighed ham nys i Skoven jog. Sylvia. O slip dem! Kongen (til Vægteren.) Slip dem, og paa kortest Vei! (Vægteren gaaer ind i Huset). Sylvia. I Fængslerne selv skinne denne Dag! I Eders Naadessmiil blier Sorg Behag. (Ho og Hu komme ud, og knæle for Kongen og Dronningen). Kongen. Gaaer! Ei et Ord! Tak Dronningen langt bag mit Herredømmes sidste Grændser blaa. Der -- ha -- jeg veed, I vil det -- der I kan belyve Fyrsten, laste Fædreland. At ei min Vrede henter ind Jer, haster! bort fra mit Aasyn, flygter Laster! (Ho og Hu gaae). Det er et Under: nylig jagne rundt i Tankens meest afskyelige Kroge af Hvinene fra Afsinds Svøbesnoge, -- nu er de kloge og kan tale sundt. Det blege urofulde Træk om Munden (en Boble stedse stigende fra Grunden, SIDE: 269 hvori paa engang Latter, Taarer koge, som ud af Hjertets gloende Pocal Vanvidet drikker, saa at det beruset, høit jubler imod Solen navnløs Qval og græder midt i Fryd) det Træk om Munden var ogsaa, med det vilde Blik, forsvunden. Sligt Afsind, som saa dybt i Sjælen boede, og uddrak Hjertet, fuldt og fast jeg troede, ei Hilsen fandt, at ingen Ting det læger før Døden river det glohede Bæger bort, bort, og kaster hen det knust i Gruset. Sylvia. Den Gaade løser jeg, hvad disse Tvende angaaer, min elskte høie Lionel, hvis I har engang seet disses Sjel vildt gnistrende paa Phantasiens Glød med sorte, skumle Dampe brænde, Husk, da til Thronen Sylvia blev fød, min Phantasie var ogsaa morgenrød. Kongen. Ja rød som Morgnen, hines som et Helved. Sylvia. Det kom af, at for det de ædrue skjælved. Slig Kraft, som sig elastisk spænder ud, og fatter Helved, Himlene og Gud, fandt, som I saae jo, i en Pille Rum. Kongen. Det vældige -- Dets Navn er? Sylvia. Opium. (Dækket falder under Folkets Vivat). Henrik Wergeland SIDE: 270 SINCLARS DØD, ET SØRGESPIL I TRE ACTER Fribaarne Søn af Norge! om Tiden dig vinker i Striden for Norges Fryd, Frihed, Frihed -- saa lyd! Din Møe som Ufri ei meer er skjøn . . O skamrød er Kinden! Hun klager for Vinden. Banneret, naar det blodige Vinger rundt Norrige svinger for Norges Pryd, Carl og Oscar -- saa lyd! "Levvel min Stella, min favre Vaar! See Baunen er vaagen i Midnattetaagen!" TIL CARL JOHAN, NORGES OG SVERRIGES KONGE En Vaarqvel Drot! -- jeg vidste ikke, om Vormens Susen eller Orrenes slog min Sjel, saa Tanker reiste sig, liig her en Blaaklokke, her et hvidskjægget Ax over Engen -- En Vaarqvel Drot! jeg sad ved Vormen, der gjerne fraader, siden Kringen den saae, og Kringens Daad udbruser nær Frihedens Bethlem -- den Friheds, Carl, hvis Cherub du vil være. Da saae jeg Elven, liig et blaavinget Sværd i Flugten, skyde sig gjennem den kjære Bred, hvor tidt mit Tungsind sig vugged' paa Vandliljen, liig en skummel Obaddon paa Stjernen. Her vajed' Hyben frit og Kløver, saa hvide Minde jeg paa blodrøde Val blev liig; men hist paa Bredden der blaaned' Violer, og Vormen ligned' ved Gjenskinnet Regnbuen. SIDE: 271 Jeg tænkte -- Carl, da svang, som Stjerneskud, (o, dens blanke Vinger sang under Skyen) sneehvid Svane høit sig fra Bølgen -- o favreste Søblomst! favreste Vaarskyens Datter! -- Hvor Kløvren høirød vajed', Norge jeg tænkte: hist bag Elvens Klinge, hvor blaaned' tusind smaae Violhjelme, Gothernes Land, og et sneehvidt Fredsflag var svævende Svane. Men Hvad i Vormen, hvorfra Svanen, som Liljeknop mod Skyen blomstrede? O Hvem saae jeg da i Elven, hvor Bredderne speilede deres Skjønhed, og hilsed' hverandre? Mit Hjems i søde Tanker svømmende Hjerte er Vormen: Carl er Scandiens, Nors og Sveas, liig to Elsktes, der føle tilsammen, om sortned' tusinde Bølger imellem. Dit Hjerte Carl er (o Panscandion, liig Helleners hist Panjonion!) Altret for mit Nors og Gothernes Ømhed: ved indhugne Eed -- en Drothelts -- Forsoningens Bauta. Det ofres Harpens første Frugt, som min Deel, mit Suk i Norges Kjærlighed -- Carl din Skat! -- Ha Norges Frihed vil fremgløde lynlige Qvad; men, var jeg en Træl, jeg taug i min Skjændsel. SIDE: 272 Personer: Ragnhild Guldbrandsdatter Seiglestad. George Sinclar, Anfører for et skotsk Leiecorps. Sinclars Søster. Guldbrand Seiglestad, Gudbrandsdøl. Ranald, en ung Skotte. En alderstegen og en ung Gudbrandsdøl. En svensk Hærold. Robin og Anne, to Børn. En norsk Mand og Kone. Gudbrandsdøler og skotske Tropper. Anmærkning: Ragnhilds Andeel i Katastrophen er grundet paa et Sagn. (Skotland. Sal i Sinclars borg. Sinclar. Lady Sinclar med en Harpe.) Lady Sinclar. Hvad Sang min Broder? Disse Ossians Qvad fremyngle taageøjet Mismod af den muntre Harpe. Sinclar. O en Vuggesang, at jeg kan sove. Frem med Visseluller, den bløde Lænestols Zephyrer, at jeg kan sove. (sætter sig i en Lænestol i en sovende Stilling). Lady Sinclar. Solen, gode George, nu midt i Løbet, som en Helt paa Valen, imellem Norge og det høie Skotland, der møder den i Luften, naar den trættes, og har fordøjet Morgenduggen, som den drak af Norges Blomster, leer af disse Ord "at jeg kan sove." Thi -- nægt det ikke -- Solen er jo Sjelen i hele Jordens Liv, saa alle Væs'ner SIDE: 273 (undtagen Maanens Ugle og de Øgler, som slæbe sig kun under Nattens Stjerne) er Legemet, som viser Hjernens og de ædle Livsorganers Virken, i den hele Menn'skeclasses Dagværk; og, i Dyreverd'nens Sværmen, Blodets og de mindre ædle Safters Løb. Sinclar. Ret! Ja mit Dagværk er fuldtfærdigt. Lady Sinclar. Naar da først, i Samklang, Sjel og Legeme har fuldt, til fælleds Væxt, en Dag fordøjet: synker den Første mat i Drømmeverd'nen hen, hvor Alt er omvendt, saa den svæver der blandt Træer med Guldfrugt, rosenrøde Bark og ravnesorte Mennesker -- liig Solen, naar Skotlands iisgraaelokk'de Fjelde, som paa Atlasnakke, har den løftet bag sig, saa gaaer den søvnig, farvet mat som Kjortlen, af Kampen levnet paa en Valplads og af mangen Pladskregn bleget, drømmende først mellem brune Esqvimoer, over Amerikas Heder, saa blandt Indianer, saa sorte selv mod Natten som en Taage, der driver over Morg'nens lyse Ansigt som Vredestræk. Da er det Tid at sove: da kan det store Legem, Dyreverd'nen, sig sammenrulle, da paa bedre Kræfter de ædle Dele -- hvide Mennesker -- i Slummer ubevidste sanke, medens de Nerver, som, ved Lidenskabers Tryk og kaad Indbildnings Aande, skjælve -- hine natsorte, abelige Indianer -- SIDE: 274 end vaage, vakte ved det svage Lys, som Sjelen i sin Slummer spreder, lige den Sværm af Drømme, hvormed Sjelen leger jo hver Nat hos hvert Menneske, naar ei den Kraft har til paa Dagens sande Ting at virke længer. Og, hvis end en Ulv paa nordisk Hede kløver Mulmet med et hylledsaget Spring; hvis Hunden vækker en bange Fugl fra Grenen, og med Gjøen den vide Nat opfylder, er det kun -- thi Dyrene er kun det store Legems Blodkar og Sener -- som en Muskeltrækning isøvne. Seer du nu, min George, en enkelt Nerve og -- i Solens Legem, de tusind Væs'ners Verden, er du denne -- kan ikke sove ene. Sinclar. Jeg -- det er din Mening -- kan ikke sove nu, fordi du synger og dandser over Gulvet med din Harpe, fordi nu Tudsen sover, og paa Gaden -- ja vel i halve Verdens Gader -- i Aberdeen, i dette Øieblik, Alt tumler sig imellem Stank og Skrigen. Kort sagt: det er ei Tid . . Ha du min Gud! det er ei Tid? O lad mig sove nu omkaps med mine Fædre og det Sværd, som sover der paa Væggen. Lady Sinclar. Solen leer -- Det har jeg sagt, om Borgemest'ren af vort Edinburg sin tykke Mave lukker til Søvn i Lænestolen, høilys Middag. Men, naar den seer en Yngling Rosenkinden, mens denne feirer en Skjærsommermorgen, SIDE: 275 bag doven, skjøndt med Muskler snoet, Albu begrave, maa den spotte. Sinclar. Du er da dens Straale, naar den spotter. Lady Sinclar. Bliv ei vred, men vaagen; thi jeg ynkes ad dit Mismod, men leer ad Søvnen, som du tænker parre med hiint forgjæves, som om Maanen du vilde, med vidtaabne Øine, byde ei svulme saa af traurig Spot tætuden dit Sovekammer. Sinclar. Sandt! Jeg hver Nat har til iiskold Sengefælle Maanen, og ved Øvelse jeg kjender hver dens Pletter; thi Lediggang maa Dagens Søvn betale med vaagen Nat. Dog Lediggang er fri. Med Paddehatten, som, af Regnen ynglet, tør, blandt de kaade Blomster, døse under et gavmildt Solskin, deler den den Dyd. Den sover, naar den vil, og leger med hver Arbeidstid, og ødsler i sin Armod med Viisdoms største Skat. Nu vil den sove! Lady Sinclar. Nei, sover I, da vaager Lediggang, og vegeterer, Æren og hver Kraft i Sjel og Legem sover. Sinclar. Jeg bli'er feed? Ei sandt min Kitty? Og, hvis Æren banked' SIDE: 276 med Sværd og Bannerstang paa Døren, vilde min tykke, salig Faders Læderkøllert jeg finde altfor trang. Nu -- der var Tid -- et lækkert, thi det var det sidste, Bid for Lediggangen, som paa Tiden æder, og æder Drøv -- at hvile endnu lidt, til Skrædderen fik flikket ind paa Siden et Stykke Nyt. Lady Sinclar. O der blev mere Tid til rolig Afsked med det vante Huusliv; thi siden Broad-Albaines sultne Clan her gjæsted' sidst med tomme Skræpper, men med lange Øxenegle, Borgen, og Notariussen dernæst traadte mellem vor Faders Liig og vore Taarer, og med lange Negleøxer hugged' løst, Hvad endnu hang tilbage, findes ei saa stor en Lap herhjemme, som behøves -- ifald nu Dorskhed skal fremyngle Fedme, som Solskinsveir og Stille fugtigt Græs -- til Sidestykke, men i Byen maae Forfædrene forskaffe os Credit. Sinclar. Ja Armod hører ogsaa til, min Kitty! Min stakkels Kitty! den er en af dine Vaarblomster, eller kun det magre Græs, som dine Dyder blomstre i, og væve med tusind søde Farver gjennem, og den Vellugt, disse aande, er dit Lune. Nu -- lev du! Denne tomme Tid, som een uendlig Slange, sammensat af tusind eensbrede, askefarv'de Led, er just den rette Sommertid for Qvindelivet. Nu kan du dyrke Krogens tause Harpe; thi Tid jo ikke mangler, Evner ikke; SIDE: 277 men hiin opægger disse til en Kamp, hvori den døer, men disse vende hjem som seirende Serapher fra en Kamp med Mørkets Engel, spoliedækte med Triumphsmiil. Kitty, dyrk nu du din Harpe, som Foraarsvind Sværdliljens gule Eng, og opfyld saa med sorgfuld Lystighed den øde Hal! Saa kan dog Ensomheden den bedste Harpespillerske for Skotland opdrage i sin Enkefavn; og Rygtet vil løgnfuldt, ei bagtalersk, sige: Sinclar, George Sinclar, denne unge Adelløve, født eneste i gylden Palmelund, sin Muskelkloe og Høimod glemmer i en Vellystsnorken, mens han lytter til sin Søsters Harpeslag. Lady Sinclar. O aldrig var et Rygte saa sandfærdigt; thi I lytter til Eders Mismods Klageharpe. Ha, vaagn op min Løve! Mind din Fader, hvem -- husk -- Broad-Albaines hundrede Lochabre istemmed Sangen over, sover i et blodigt Lagen! Sinclar. Giv mig da et Sværd for hver min Negl! Og, var selv Hellebarder hvert Broad-Albaines Haar, jeg klipped' af til iisgraa Skalle. Det var Blomster paa vor Faders Grav og kjærest Mos. Lady Sinclar. Et Sværd korshvinende, ei Armene ikors til slige Ord! SIDE: 278 Sinclar. Brodeer min Søster! i Eensformigheden afpræg din Sjels Mangfoldighed paa Silken. Saa du kan leve; thi ei dine Fingre, men mine Arme trykker Tiden. O, foruden Daad, om smerteriig, er Livet kun Død! Se, jeg er død, endskjøndt jeg aander. En Alen Silke er din Verden, hvor du seirer; og de aftenrøde Skyer befolker du med søde Tanker, som er de Figurers Sjele, som du gjemmer, som balsamerte, i din Ramme, liig en Gud, som skaber nye Former, for enhver Idee, hans Viisdom fødte. Men for mig er Heden min Baldyrstol; og Forfædres Valplads, hvor der Laurer voxed', hvis Lyngen ikke arved' Odelsret af Skotlands Clima, Mønstret, som er virket i Bardens Sange ind med Løvværk. Lady Sinclar. Ak, de synge dem herudenfor ved Porten, hvor Græs sig kaadt har fæstet fast i Hængslen. Forbyd Landstrygere sligt Indfald, som, foruden Spotten, styrrer Herrens Ro i Borgen. Sinclar. Spot er ogsaa med i Følget, som fast beleirer mig i Borgen. Først Fattigdom, saa Ørkesløshed, saa den bittre Spot. O dette er et Liv, som Hercles vilde ført det uden Arme! Et Liv, hvis hele Arbeid er at pudse de arvede Geværer . . Se, hvor blanke! Og nu, da altsaa Dagens Værk er færdigt, SIDE: 279 skjøndt Solens neppe er begyndt, jeg kan, med samme Ret som Trællen, der til Lejet af første Stjerne vises fra sit Dagværk, min Træthed mætte. Dette er et Dagværk, som daglig fremstaaer i det samme Tække, at pudse denne Rad af Vaaben. Lady Sinclar. George, de tie ikke, skjøndt de strække sig saa mageligt paa Væggen. Sinclar. Hvis de tale, saa raabe de om Arme, Andet ikke; men det er Alt, og, uden dette Alt -- min Faders Clan, hvem Lyngen synger over -- er kun tilbage disse Armes Intet: Ja godtsom Intet! Lady Sinclar. Meer end dette Alt! Jeg troer, at meer end tusind visne Piber af Laar og Been er tvende senetunge, paa begge Sider af et modfuldt Hjerte fastbundne Arme, liig et Vingepar paa glødende Cherub. Jeg troer sligt Hjerte, ligt gyldent Bæger fuldt af Offerblod, der offrer nogle dyre Draaber til vor Faders Aske, saa den blomstrer, meer værd end tusind tomme Hjerneskaller, hvor Faarekylling piber. Se min Broder! en saadan Dynge er din Faders Clan; men din er ei afblomstret: rundtomkring den voxer om din Borg, og Lueøine tidt seer jeg mellem Neldehoben, hvor din Faders Park før vajed'. SIDE: 280 Sinclar. Ah du mener den skidne Hob, som løber, endnu pyntet med hvide Drengehaar, i daglig Leeg hernede paa min Landsbyes øde Tomter, hvor endnu, ved en sjunken Skorsteenspibe, en Flok af Mødre græde sammen, trætte af Trætten? O, før laae der her en Rad af Egetræer og Huse, som mod Himlen at sende Røgen høiest kappedes, og lyserøde Tage sluttede om Slottet som en Rosenkrands. Nu er det Slot en Hytte, Hytten Muldvarpskud. Før hver af disse runkne Qvinder, hvide som deres Lin, som Herrens Banner røde en muskelsnoet Stridsmand ejed', som, naar han kom hjem bag seirfuldt Banner, dækked' sin Arm og Barmens Saar med favre Børn. Der hang de, liig Vedbendeknopper, som paa Egegrenen lude. Og det Alt var da igjen min Faders. Lady Sinclar. Ja jeg veed, de snublede i Kampen, hvor de stode saa tidt tilforn, og Broad-Albaine traadte dem haardt paa Nakken, dybt ned under Mosen; og hjemme mugned disse Mødres Ynder og Armod lærte disse Børn kun Leeg og Dovenskab, ei Flid og Arbeid. Men den Række Vedbendknoppe, Perlesnoren, som pynted' hine Heltes Arme (nu faaer Snog det gjøre) er nu bleven -- du burde lignet dem med Hybenknoppe -- til Rad af Torne. Se, der har vi Tom og Fergus, med det røde Haar, og David og Jamie, ham vi høre tidt at puffe med Nøglebøsse, Jonathan og Jess SIDE: 281 og Ranald, som i Mørket seer saa godt, og lange Ralph og William, som i Bugler sin Moders Kjedel trommer, Enkens Sønner fra Binachrow. De er' nu næsten Tyve, og modnes stærkt til Fædres Daad og Styrke. En Flok paa Femten, Sexten fylder fuldt i disses Fodspor, Alle buevante, halsstarrige og tapre, æglesyge, da Modersmelken -- som, skjøndt Faderblodet bag Nederlaget standsed', ikke standsed' -- med grønne Galde blandet blev og maled' i Hines Hjerter uforgjæng'ligt Billed af hine -- nu nedhugne -- grønne Ege, de leged' under fordum; og om Stubben har de svoret, som paa Elsktes Liigsteen, Hevn. Se her, med disse, blier min Broder til den hundred'armede Gigant. Sinclar. En Bisværm, som neppe dækker Broad-Albaines Skjold. O mine Fædres Skjold -- var Leilighed, saa hang du blankt. Lady Sinclar. Ukaldet kommer ikke -- som Echo ikke uraabt -- hvad du kalder en Leilighed. Men hver Dag paa det Skjold, som Sinclarnavnet bar med al dets Hæder -- godt Ryggen var af Staal -- fremvoxer Rusten. Sinclar. Dets Glands er ei fordunklet mere nu end Morg'nen efter Natten -- o hiin Nat, da Broad-Albaines Banner Maanen var. Men Modet fuldt er voxet: som en Sol bag Nattebølgen, hvor den dvæler frodig, det venter kun paa Tiden ørkesløst, paa Tiden, som fremruller Kraften. SIDE: 282 Lady Sinclar. Den hænger moden høit paa Venners Arme, som vente midt i Musklers hvide Blomstpragt, med Villie stærk som ildrød Ørkenvind, lidt dyb're, hist og her, i vore Dale. Sinclar. Hør Kitty! favre Søster, i vor Armod din Skjønhed synes mig som Rosen, der i Mos sin Ynde klæder. Vær da glad til jeg dit Dække løfter; thi jeg er din Sol, for kold endnu, mens Morg'nen, taus om Dagen klarner eller ikke, aander. Ei stedse denne sjunkne Borg skal være dit Foraars Himmel. Lady Sinclar. Saa Magistren [fotnotemerke] , som i Holyrood studerer, hvis han vil fra Bogen see, maa engang lære, at den Retfærd, som han glemmer med sit Scepter uddele selv, kan Adelsmanden, ved sin Arm, fra Himlen tage ned. Sinclar. Nu jag ei meer min Ro, som modner mine Planer, som stille lummert Veir, om ikke Solskin, Melonens Guld. De fraade ikke end som Fossens Kraft, men stille orme de sig frem mod Klippen, som en sivklædt Kilde. Lady Sinclar (seer ud.) Nu troer jeg -- ja ved Gud der glimte Sværd midt i den sorte Hob, som Lyn i Skyen! Jeg troer din Roe er endt. Hør en Trompet! (Støi og Trompetskrald høres udenfor.) Det tordner nu i Lynets Fodspor. Hør, og see hvor Klangen ryster Bann'ret ud! Fotnote: Jacob 6te Stuart. SIDE: 283 Sinclar (reiser sig og seer ud). Et fremmed Banner, mægtigt nok, ifald de trende Kroner, som paa Staalbund flamme, betyde, at dets Eier bærer dem paa Hov'det, ei i Lommen. (Ranald kommer bevæbnet.) Ranald. Jeg kan ikke tale, ædle Herre! min Tunge er altfor meget ladt med gode Efterretninger. Det var nu det Første. Sinclar. Nu lyver du Ranald. Din Tunge knytter sig selv i sit Løb. Et godt Budskab skal dryppe fra Tungen som Honningdraaber, sagte og seigt, saa at man kan tælle og smage hvert enkelt Gode ved det hele gode Budskab. Ranald. Sandt! Men det er første Gang i mit Liv jeg har været valgt til Glædesbudskab, som min Moder kan bevidne, der nu sidder hjemme og græder med det ene Øie -- det som skotter ned til det Bryst, jeg især betjente mig af som Pog -- af Sorg over at Ranald skal væk, skjøndt hun gav mig til Fanden igaar, fordi jeg stak Hovedet igjennem Papiirruden; og med det andet Øie -- det som vender imod Rokken, naar hun sidder i Gangen; thi der staaer hun nu med ti andre Kjellinger -- af Glæde fordi jeg har faaet nye Klæder. (Trompetskrald.) Hørte Eders Naade? Det talte bedre end min Tunge, skjøndt med færre Stavelser. Og denne nye blaa Tartan og denne nye blaa og guulrandede Hue og dette udøbte Sværd, som skal døbes, og denne blanke Musket, som jeg skal sværte, og som jeg vil prøve, naar jeg kommer ud fra Eders Naade -- Alle disse kunne tale, dersom min Tunge forivrer sig, først og fremst: at idag er ikke igaar, men alle Gaarsdages Konge, ligesom I nu er Ralphs og Ranalds og Davids -- og, det har jeg glemt, William har faaet SIDE: 284 Tromme -- og alle Eders øvrige velmunderede Clansmænds og sexhundrede andre Karles myndige Oberst. Dette var nu det Andet. Og det Tredie, om det ikke skulde behage Eder, at jeg, som Eders ældste og bedste Clansmand -- jeg regner ikke, naar jeg siger: dygtige Folk, den gamle Indsidder Willie Wilkins, som brak Benet, da han bar Eders Fader over Digerne ved Inneravin -- om det ikke behager Eders Naade, at jeg, som Eders bedste Clans- mand, men med nogle andre Venners Hjælp, da Portvagten er uduelig, aabner Eders Herligheds Slotsport, som vel kan blive bedre med Tiden. Dette var nu det Tredie. Ha, jeg skal befale Ralph at pudse Eders Vaaben. Sinclar. Gaa Ranald, thi jeg seer det er Hærold fra fremmed Rige. Men lad Sværmen blive paa Engen udenfor. Ranald. O det er Venner hver Een Eders Naade! at sige naar jeg siger Venner, da slige Venner, hvis Venskab ikke rummer i Hjertet alene, men ogsaa tager ind begge Armene og er færdigt at springe af Fingertoppene -- voxne Folk, saa at de, for alle Tilfældes Skyld, næsten kunde og burde hedde Ranald Tobias Mac Dunkeld Mac Sinclar, Allesammen. Jeg vil da, efter min Herres Befaling søge at aabne Porten, og sige, at jeg hører egentlig til Slottets Besætning, hvoraf de fleste nu have Permission, kan jeg sige. Saa kan Hærolden forklare sig, at han saae mig ledig paa Stran- den igaar i en lidet sømmelig Dragt, hvilken dog bar Eder Naa- des Vaabenfarve. (gaaer.) Sinclar. Se Lady Sinclar! se min Lediggang hvor lidet søvnig, da den flygter, som et Aandepust til evig Død, for tvivlsom Trompetklang! (ifører sig Vaaben.) End trang er ei min Køllert. SIDE: 285 Lady Sinclar. Nu søger Æren dig, men spring ei over din Faders Gravhøi for at gribe den. (Trompetklang.) Sinclar. Vist, hvis jeg kan; men denne Klang er tvivlsom. Dog altid er den som et Suk, der leder paa Vei til Æren, hvor den sig har skjult. (Hærolden og Ranald komme med Følge.) Hærolden. I er den unge George Sinclar, Ridder og dette Slots høibaarne Herre? Ranald. Ja med Guds Hjælp og min Bøsses. Sinclar. Ranald, tys! Saa er det Herre. Hærolden. Hilsen da Herr Ridder, høiædle Sinclair fra de Gothers Konge, De Venders og de Gothers, Sverrigs Drot, tredobbeltkron'de Carl! (Trompetklang.) Min Konge, tredie Vasaløve, mens med Kongen Christian af Danmark, som sit lave Land med Norges Fjeldskjold dækker, og under dette trodsende beskyder med Ild og Piil det høie Elfsborg, Han sig tumler fremmest for sit hele Folk -- som ildbemanet Løvehoved foran en Løvekrop med Svands som vrede Nordlys -- for Folkets Vel, for alle Folks Beundring, SIDE: 286 som hæve sig med Skrig om Skranken, i en Kongeleeg paa Gøthaelvens Strand, saa Elven blodigstribet synes liig et Jaspis- eller purpuraaret Fjeld af Marmor styrtende i Havet: Han, for at vriste dette Skjold, som giver til Fienden Kraft, idet det dækker Angsten, -- hiint høie Norges Kraft -- af Christians Haand -- det Skjold, som fanger Løvens hvasse Bid, skjøndt faldende saa tæt som Stjerneskud, ufølsomt op -- tilbyder Skotlands Mænd og Krigerfolk, som sidder ledigt nu og smager væmmelige Fred, en Laure. Den hænger høit bag Hav, Nordstjernen nær, men desto nærmere og Ærens Himmel. Han, Carl, min Konge, Niende, som blomstrer paa Morasteen i Upsal, Carl, som har en Fortids Kongeriger for hver Nagle af Guld i Skjoldet, byder Skotlands Mænd og Dig min ædle Ridder -- thi saasnart jeg med mit høie Hverv, paa Skotlands Strand, med slaget Banner stod, kom Rygtet med den første Landvind, og George Sinclair nævned' som Helt for Daaden, som Kong Carl har æslet det gjæve Skotland -- vriste Norges Skjold af Dannerkongens Haand. Saa Carl min Konge -- hvis Mod er Sverr'ges Skjold, hans bedste Sværd (et Cherubsværd saa han med Tvende fægter) -- Dankongens Bryst vil søge, det han dække, som Carl kan med sit Sværd. Se Ridder! se, den Bane, I maa følge, Carl, min Konge, med Guld vil strøe; men Sejer udsaaer Gud, og Hæder Eders Arme høste. Vejen gaaer over Havet: Kongens Skibe vippe ved Stranden lystigt for at bære Eder saa let derover, som paa Falkerygge. Saa gjennem Norrig: Landet ligger aabent, som drotløs Throne; thi det hele Folk SIDE: 287 sig øver i en Fæstning at beleire og udi Taalmod under Elfsborg (ha det er, som den hebraiske Bibel i en Skole, der blier aldrig udlæst) og den mosgraa, blodbestænkte Skolemester med Ildriis, svungne over Gøthaelven, Dag ud Dag ind det Samme prænter. Nu rødmoss'de Piger, Ødelande hver med Alnaturens allerbedste Skatte, og kjødrigt Qvæg er Norges eneste og smukke Prydelse. Saa ned til Elfsborg, som nu er Esse stor nok til at gløde titusind Sværd. Og saa tilbage hjem til kjære Skotland, rigere paa Alt. Ved denne Hædersvei, saa guldbestrøet og seiertækt som Vandring i et Tempel -- ved dens Begyndelse har alt sit Banner, paa fjortenhundred' Glavind frugtbart, fæstet en ædel Skotte, Oberst Munkhaven, som alt imorgen træder let paa Bølgen, for tungt paa Norges Hjerte, Thrøndelagen, at træde, og med faste Trin at kløve sig Vei til Elfsborg. Nu I ædle Ridder hvad siger I? En anden Vei staaer aaben igjennem Norges Ribbeen, Filefjeld, og Lungen, som de stærke Sønner puster mod Sverrig ud i hvert et Felttog, liig Ætnas Hule luende Cycloper, Gudbrandsdal. Nu grib I, ædle Sinclar, min Konges Haand, den høie Carls, i denne! (rækker Haanden frem. Sinclar nøler.) Ranald. Der er ingen Tvivl om, at min Herre griber et Sværd naar Hæftet rækkes ham. Denne Tale, som Hærolden holdt, har for- gyldt Hæftet noksom. Sinclair (rækker Hærolden Haanden.) Skjøndt jeg i dette . . . SIDE: 288 Lady Sinclar (hæftig.) Ha, hvad gjør I Sinclar? Ranald. Eders rolige Ungdom gode Herre -- som et Banner, der be- standig har hængt sammenfoldet, og nær var bleven et Mølrede, men nu slaaes ud i en frisk Morgenvind -- er det nu forbi med. Eders jomfruelige Ingentingbestillehed voldtages nu, og bliver frugtbar paa herlige Dage medeet af en vældig Konge, hvem vi ville ønske: leve! tregange leve! (svinger sin Hue.) Sinclar. Gaa Ranald i min Vaabensal, og tag til Brug hvert brugbart Stykke; dog undtagen de gamle Buer, Skinner, Armbrøst, som vil hænge os i Norges Enerbuske midt i vor Klavren. (Ranald gaaer.) (Til Hærolden.) Skjøndt tildøde jeg -- i Dødssøvn idetmindste -- Planer klemmer i dette Haandtag, som mit Hjerte laae vel nærmere end Gothekongens Seir: saa, da de endnu ligne Knopper meer end Frugt: og, da jeg mættet er paa Fred, der smager ækelt, som I siger, sværger jeg nu din Konge, Carl, de Gothers og de Venders, Huld- og Troskab. Og min Haand mod Himlen peger, som er Vidnet, at min Huldskab og min Troskab for din Carl -- nu og min Konge -- boer i dette Hjerte og denne Arm! (Trompetklang.) Lady Sinclar. Og inden denne Eed Beslutning ligger, at jer Søster -- som I siger er saa smuk, at, hvis hun traadte SIDE: 289 i Kongens Rigssal, reiste Majestæten sig op fra Thronen, rakte Hende Sceptret, hvis ingen Rose var ham da forhaanden -- at Eders Søster, som I tidt har sagt, I elsked meer end Eders Faders Minde, ja jevnhøit med jer egen Ære, skal henvisne eensom paa sin Faders Grav, blandt Valmublomsterne, som pynte den med døsig Nikken, for at dysse ham, der ligger der uhevnet, drømmende uroligt om sit Nederlag, i Glemsel om dette, og om, at han har en Søn, som eget Hjerte glemmer. Vil du glemme, Du arved' af hans Liv et Mod, og af hans Død en Hevn? Ak, ødsle disse bort i fremmed Land, mens . . . Sinclar. Om Krigens Lykke -- Kitty o mød ei disse glade Ord med Taarer -- vil sætte sig paa dette Sværd, imedens det gjennemflyver Norge, og jeg mægter til Kongens svare Kamp ved Elfsborg den paa Odden bringe, som behændig Dreng til kjærest Pige, Sæbeboblen, fuld af skjønne Luftsyn paa sin Rørspids: tro da jeg gjør mig elsket af den, saa den følger godvillig mig og min opvoxne Clan igjen tilbage; og med stærken Finger (den døde Arthur Sinclars Ætlings Klinge) oprykker Ønsket, som vor Barndom saaed' i begge vore Hjerter, og det Forsæt, som snoed' stærkt sig af vor Ungdom, naar det Frugt har baaret, saa det duer ei længer. Og den, du veed, er Stammens Hæder og den Rigdom, som den gridske Broad-Albaine udvristed' af vor Faders Haand, gjenvunden. SIDE: 290 Lady Sinclar. Ja dette Løfte, som du lagde fast, imens jeg bad og sang derover, til en Steen paa Graven, som der skulde ligge til dine Kræfter kunde løfte den mod Skyen som et Heltemonument, og rykke lave Mose op og strøe den med Arvefiendens Haar: det lægger du bag tusind' Bølger, hvoraf hver En efter hvert Liv, som svæver over, graadig snapper, og hver kan sluge tusind Liv: det gjemmes bag Land og Riger, og tilsidst -- Ha Sinclar erindr en Søn kun fødtes for at dække sin Faders Grav med Hæder -- bag den Høi, som fremmed Land dig skjænker. Sinclar. Disse Ord uskjønne Blomster er fra Qvindehjertet. Lady Sinclar. Nei skjønne i en Datters. O jeg veed, min Fader lugter dem og glædes. Ja vel mangen Skotte ønskte bedre Sværd, for dem at meje til en evig Krands om Graven, som nu skjuler sig bag Heden, end dit, skjøndt Pligten hviler tyngst paa dette, og burde -- ei et fjerntfra aandet Løfte, men det som aander nær i dette Hjerte og fra hver Vind, som blæser over Graven, og ryster om vor Faders dyre Aske -- Magneten være som det dreied mod den Pol, hvor trende Hædersstjerner sidde, først Hævn, saa Odelseiendommen, saa den Rang, som skulde dig og mig indfatte til Smykker i vort Skotlands Kongehal. SIDE: 291 Sinclar. Ha lad os ikke skilles ad med Hjerter end koldere og hvassere end Sværdet. (raaber ud af Vinduet.) Hør, Clanens Fane op! Ei se Harnisket af Drenge skaber Kjæmper! Saml Jer rundt! Der staaer mit Vaaben. Sku ned Herr Hærold paa disse Venner, disse Sværdfisktænder, thi som en Narhval eller Sværdfisk kløver jeg Havet hen mod Carl; og, naar jeg kommer til Stranden, reiser jeg som sølverpands'ret Søløve mig til Gøthalejons Hjælp. Prøv disse Tænder! Hærolden (seer ud af Vinduet.) Mindre Krigervandt blev ræd som Barn, der skuer fra en Spids af Klippen, Havet i en svimmel Dybde, de tusind Bølger, sine sorte Børn, til Død mod Klippen jage . . . Eja, nei! til højest Top med skumhvid Straale naae og saa, som mættet Brudgom, atter det frie Ocean at søge, eller til Bundens Perleleje dukke, for bag korte Slummer, atter vækkes op af Havets sortbeving'de Hane, Stormen, med lynrød Kam, til ny Omfavnelse med blomsterkrandste Strande. Sinclar. Kitty, nu Farvel! Farvel saalænge til jeg planter dig paa den Plads, din Bedstemoders Vaar bestraaled' yndigt, som din Skjønhed har slig Odel paa, og din Ærgjerrighed bestandig drømmer saa uskyldigt om, i Hoffets Have. O din Skjønhed, hvis jeg ligner den med Blomsten (skjøndt forslidt) saa burde denne Blomst om Sceptret snoe sig. SIDE: 292 Levvel! Den gamle Willie Wilkins boe hos Dig herhjemme, som en Drage ved min bedste Skat. Men, har Du bedre Lyst, saa er vor Tantes Dør i Aberdeen vidaaben, naar du banker, sikkert lukt, naar Du er inde. Lady Sinclar. Du tilmaaler et Dronningliv saa frit og ubehersket. (griber i en begeistret Stemning Accorder paa Harpen.) Kommer du til Norrig, jeg siger forsand, ret aldrig du kommer tilbage! Sinclar. Hvi spaaer du mig Ulykker? O borthex Ei Sinclars Mod. (En Sækkepibe høres.) Eihollah! Sækkepiben til Bannerets Suk i Vinden svarer med et halvdeels lystigt, halvdeels sorgfuldt Skrig. Hvormange er der i min Klinges Kjølvand? Hærolden. Med Eders Clan sex hundred' Negle til i Norges Indvold rode. Sinclar. Nu, jeg fører sex hundred' ikke hjem; men hvo der kommer har stærk're Arme, mere hærdet Mod, og Minder, som kan foresynge Modet ret mangen Daad. Og hvem, som ikke kommer, han bli'er en tvungen Gjæst i Fiendeland, som maa ham laane Bolstre til hans Drøm, den lange, om hans Daad, som Helten ei i Graven glemmer, liig den Digter, der ved Nattelampen skriver Vers og følges af Tanker, fødte frem af Digtet, langt SIDE: 293 i Søvnen. Thi hiin Helt indslumred jo, imens han skrev i Fiendebryst og Pande, med Purpurskrift, sin egen Epopé. (Sinclar og Hærolden med Følget gaae.) Lady Sinclar (hæftig bevæget slænger Harpen bort.) Gaa! glem din Faders Aske! Spot din Ære, idet du jager efter fremmed Konges Æres Skygge! Glem din Søster, som sin Vaar og Rang med Suk kan feire under sin Faderbanes Saale, mens sin Skulder han dækker med min ran'de Odel! Ha din Meeneed, George, gjør din Søster, som erindrer den Naturens Eed, som blander sig i ulykkelige Børns de første Raab, indfletter sig i Drømmen, smelter sig i Andagtsbønnens Glød, den: hvile ei før Odelsgods, de Enge, Fædre pløjed, de Skove, Fædres Jagtlyd fyldte, rives af Røvrens Klo -- din Meened gjør din Søster -- o Sinclar, George -- til din onde Engel. Klart Anelserne sukke: sidste Sinclar ifra den Grav, som fylder med sit Muld hans Faders Banesaar, mens Mordren ruger med Sværd i Skeden, næsten glemmende, at det har drukket Blod af Sinclars Hjerte . . . saa rolig ruger paa hans Eiendom, for aldrig hjem at komme mere iler. Og: sidste Sinclar flygter fra sit Løfte -- at hæve, naar hans Kraft i Hjemmet voxed', sig Selv som Stammens sidste Qvist, og mig som Stammens sidste Knop saa høit mod Himlen som før hans Fædres stærke Grene vajed -- for aldrig hjem at komme mere! Ha! tregang Vee -- o Rædsler slaae min Barm -- det Hjerte, som vil sælge saa sin Arm! Ha -- seer jeg ret? -- det Tog et Liigtog er. Han flyer for aldrig hjem at komme meer! SIDE: 294 MELLEMSPIL (Skotland. Strand. I Fjernet øines Sinclars Skibe. Robin og Anne.) Robin (svinger grædefærdig sin Hue.) Farvel Ralph! Farvel Ralph! Anne. Troer Du, han kan see din Hat? Sæt den paa, og lad os gaae hjem at sige hvad vi saae: at de seiled alle bort, gav os Hilsen med. Nu fort! Ellers henter os paa Veien ind den lede, sorte Nat. Maanen skræmmer os paa Heien. Robin. Anne, lad os bie her! Der er ikke koldt i Sandet; og jeg gjerne vil dig varme, om du frøs, med disse Arme; rede dig en Seng i Lyngen, drive Natten hen med Syngen til, med lyserøde Fjer, Morg'nen, pyntet, gaaer fra Landet: da vi ville see, om hist Seilet sees. Jeg troer det vist. Farvel Ralph! Farvel Ralph! Anne. Fy, du lange Dreng at græde! Og jeg ei det mindste græd dengang Ranald drog afsted. Hele Toget var jo Glæde: først Musik og mange Flag, saa Matrosernes Hurra, saa Kartovens Sang og Vimplen, der slikked' Havet, pidsked Himlen. Var det ei en morsom Dag? Som St. Hans saa moersom? SIDE: 295 Robin. Ja! Men jeg græder -- skjøndt blot Vinden egentlig mig svider Kinden -- blot for Sinclar -- stolte Herre, nægted' mig der med at være; og han sagde, jeg var liden, og fik bie smukt til siden. Er det ikke Skam hu! hu! (hulker.) Anne. Er du stor da, synes du? Robin. Hvor langt troer du de er nu? Se igjennem Fingersprække om du øiner Ralphes Snekke! Troer du de er' mange Mile? O jeg hører ikke Tom paa sin Pibe længer spille. Gid en Storm dem drev herom! Ak jeg kan dem ikke skille meer fra hvide Maager. Anne. Dumme Dreng, kan hvide Maager rumme Sinclar og sexhundred' Mænd? Robin (kaster en Steen.) Mon de hørte eller saae Stenens Pladsk i Bølgen blaae? Var jeg med, jeg skulde bære -- bort og gjerne hjem igjen -- stolten Sinclars Hjelm med Fjere, naar han svedig foran gik; gjerne Toms's Trommestik, Ralphs's Randsel -- gjerne Mere. Siig, hvorlangt Du troer de ere? SIDE: 296 Anne. Kom nu! Aftensgrøden bier. Den blier kold, men heed blier Mo'er. Hun i Nøkkens Vold os troer. Husker Du, at Riset svier? (Lady Sinclar i Sorg kommer.) Ah se Lady! buk dig Robin! Lady Sinclar. Ei bløde Dreng! saa fisker du med Graad i Øiet Krabber? Robin (tørrer Øinene.) Jeg? Anne. O lee I Lady! Lady Sinclar (afsides.) En Sinclar lee? Ha alle onde Aander i hine Seil maae blæse! Anne. Gode Lady, Robin græd (nu Rob da! see mig ei saa vred, fordi jeg Ladyen beretter den Sorg, som Perlekrandsen fletter om Øiet) ei for Vinden sved, men for Ridder Sinclar nægted' denne Dreng, som gjerne fægted', om han kunde, med at følge, til sin Grav bag Bjerg og Bølge. Lady Sinclar (afsides). Hvor Sandhed vaagner lys paa Barnets Tunge, hvis spæde Aande dog er stærk nok til at løfte Tidens Teppe, bag om hvilket den strenge Skjebne træder med Cothurnen SIDE: 297 en Grav hvori de synke Alle! Ak min Sorg er vis, endnu ei født til Verden, men svulmer alt i Moders Liv. (til Børnene.) Min Dreng, du bli'er en dygtig Mand. Boer ei din Moder ved Enden af det Vildnis, som er adlet med Navn af Sinclars-Park! Robin. Jo; og Ralph, som drog afsted i jer Broders Tog, min Bro'er. Jeg fik ikke følge med, skjøndt jeg dyrt Herr Sinclar svoer, med min lille Buesnor mange Sinclars Fiender, høie, muskeldækte, voxne, bøje ned til deres Fædres Jord. Lady Sinclar. Det er tungest Kamp for Kjæmpe sligt et Mod med Taalmod dæmpe. Hør nu Robin: skal jeg vise, hvor du salig dig maa prise, at du var en Puppe liden dengang Sinclar drog i Striden, at Herr Sinclar var saa streng, at han jog dig stakkels Dreng, da du vilde hvæsse Modet, brune Kinden, kjøle Blodet i hans Bannerskygge sval. Thi i hver en Norges Dal vugger Kløv'ren paa en Val; under hvert et Hyttetag sukker Øxen efter Slag; Pigens Barm er Morderhule, hver af hendes Fingre skjule SIDE: 298 lysten Dolk bag Rosenblad; Oldings krumme Ryggerad som en Armbrøst kraftigt springer (som den gjorde i hans Vaar) ligeud, naar Ljaa han svinger, dryppende paa hvide Haar, naar i Norge Uven staaer. Anne (stiger op paa en Steen.) Lille Robin, Røslynggrene, med de hvide Hjelmefjere, plant imellem disse Stene! De din tappre Clan skal være, Du maa være Sinclar selv, Søen her en iilsom Elv, løbende langs Norges Bjerge, som et krummet, staalblaat Værge. Denne Steen, hvorpaa jeg staaer, Norges Fjeld, som Stjernen naaer. Thi Stene maae nu være Bjerge, da Kjæmperne er ikkun Dverge. Jeg en Norges Pige er -- Kald mig Ragnhild eller hvad nordisk Navn i Mindet sad -- Dette Sand en Blomstereng, hvor hun reder Fienden Seng. Kom nu Sinclar med dit Spær! Jeg vil bryde det som Qviste, Sværdet fra din Muskel vriste ha -- med denne blotte Haand! var det end som Luen hvæsset. Hjelmen, trods dens Laas og Baand, vil jeg kaste henad Græsset. Maaskee ligger Hov'det i, afbrudt som en Rosenknop. Destobedre! raabe vi. -- Sinclar reis din stolte Trop! (Robin sætter Lyngqviste irad bag sig.) SIDE: 299 Lady Sinclar. Lille Sinclar, reis din Clan, som maa hjælpe med dit Sværd vise du er Navnet værd! Store Sinclar grib nu an! Anne (synger.) Kom min Elsker, saa bruun om Kind, med Munden saa rød som det Purpurspind om Sommerfugls Skjærsommerkaabe! Kom Sinclar! Sinclar! Robin (til Lyngqvistene.) Stands min Hær! Staa i Geledet! Hviil Geværet! Herren veed det, hvorfor I ei stille staae. Ah I Vinden skylde paa. (afsides.) Mon gammelt Kjendskab Anne lærte, engang at tale reent fra Hjerte? Jeg vil dog nær til hende gaae, at jeg kan see hvad Smiil kun knytter om sine Ord, og, om hun bytter, i Hjertet Sinclar om med Robin. (gaaer Anne nærmere.) Anne (synger.) Ak, min Elsker, jeg troer forvist, et bloddugget Sværd er din Rosenqvist en Krigerflok Brudgommens Følge. Kom Sinclar! Sinclar! Robin (afsides.) Jo hendes Smiil er ganske reent; og det er klart, at jeg er meent, om hun mig anderledes nævner for Løiers Skyld -- (nærmer sig Anne.) SIDE: 300 Anne (synger.) Se min Elsker, min Arm saa blød er Sværdet, mit Haar er min Guldhjelms Glød, et Slør mit eneste Pantser! Kom Sinclar, Sinclar! Robin (afsides). Nu er det Robin -- det er klart. Nu vil jeg fange i en Fart den Anne, som dog blier den sande, om Navne hun vil tusindblande! (springer op paa Stenen og omfavner Anne.) Anne (synger.) Se min Elsker, min Arm saa blød vil grave dig Graven i Fjeldets Skjød, og strøe den rundt med dit Følge! Kom Ravne, Ravne! (støder Robin ned af Stenen, saa de falde begge omkuld i Sandet. En Vind blæser Lyngqvistene overende.) Lady Sinclar. O dette var et Sørgespil, som kunde i Nøddeskallen ligge; men for mig en chaosopfyldt Verden, hvor dog blot til Helveder er Emner, er det blevet at tænke paa. Et Sorgspil, udtænkt af en Dæmon vist, men af uskyldigt Barn fremsagt og spillet. Kom nu Smaae! -- ha ligge I og lee derovenpaa i Gresset? -- Aftenvinden blæser. (De gaae.) (Norge. Et Fjeldpas imellem Romsdalen og Gudbrandsdalen. Bjergskotter i hvilende Grupper. Sinclar i Forgrunden.) Sinclar. Nu, endnu ikke? Solen er dog først paa Fjeldets Flade oppe, som Pocalen af Guld, der rager op imellem tusind SIDE: 301 smaae Blomsterfade, honningfyldte, hvormed den gode Himmel dækker Aasen til et Gjæstebud for Ragnhilds Lam. Hei Ranald! (Ranald kommer fra en af Grupperne med en Tiur i Haanden.) Ranald. Her ædle Oberst! Kjender I den Fugl? Hvis dette er en Nor- mand -- saa have vi dog ikke gjort dette Tog for Intet, for seer I, Hjernen er ude. Maa jeg rette den an for Eder til Middag, hvis det ikke er Eders bedre Villie, at vi skulle bryde op? Sinclar. Vel! Vel! Hør -- Du har hvasse Øren, hvori den mindste Hvift i Luften til en Mølles Brusen males -- lyt, om ei en Luurklang . . . (En Luurtone høres.) Ha, nu godt! Hvor er min Lieutenant? Ranald. Et hundred' Skridt herfra fordriver han Tiden med at fiske Aborrer i det Kjern, vi gik forbi for fire Dage siden. Sinclar (adspredt.) Vel lad ham blive. Skyndsomst! Eller bring ham Ordre, at han Mandstugt styrer og det hele Regiments Commando til mod Solnedgang jeg kommer, at langs Stien han vexler Poster, naar Solskyggen vexler fra hiin til denne Side Fjeldet. (Luurtonen høres.) Ah! mit søde Suk, jeg kommer! (iler afsted.) Ranald. Dette hæse Gedebræg oppe i Fjeldene skulde standse os paa dette seierrige Tog, om det blev noksaa godt udtrukket? Os? ved min Faders Been, det skal jeg engang qvæle! Og Obersten SIDE: 302 befaler, at vi skulle sætte Poster ud, som om vi ikke kunne vogte os selv i et Land, hvor der ikke er andre Karle end saadanne som denne Rødkam? (ryster Tiuren.) Og dog gaaer han alene i disse mørke Dybder, hvor, om der ikke lurede Andet, et Echo dog sprin- ger op af hvert Fodtrin, stærkt nok til at tordne en heel Armee ned? (nærmer sig en Gruppe.) Nei han sagde Intet om, at vi skulde lette paa os, til mig, skjøndt jeg er Oberstens bedste Clansmand, hvilket han ogsaa holder mig for. Vi ville blive her saalænge til vi blive Grantræer. Og hvad mig angaaer, saa begynder Hjernen at træes først, da den næsten ikke orker at tænke paa Andet end paa Søvnen og en Solvæg og alskens Blødt at ligge paa. Hvad staaer? (kaster Tiuren frem.) Spil om denne Normand? En Skotte. Træffe vi saadan En, træffe vi stærkere Vinger og hvassere Neb. Der maa være store Folk, naar vi først kunne finde dem, i et Land, der har slige Skovduer. Dick vandt. (Nogle Skotter komme med en bunden Normand og hans Kone.) En Skotte. Her er en Normand Ranald. Ved Skotland, rød i Kammen! Ha dit Blod! Ranald. Er du en Normand? Normanden. Ja af Guds Naade. Ranald. Stolt svaret ved Gud. Nogle Skotter. Ja stolt nok, for stolt. Ranald. Tal ydmygt, for naar Obersten er borte, er Hvermand Oberst, saalænge -- I veed det nok -- Lieutenanten er paa Post ved Flasken. Djævelen kan løse ham af, hvis han tørster som han burde i Heden. SIDE: 303 En Skotte. Ja tal derfor ydmygt. Konen. Siger du det buxeløse Fant? Skotten. Ja dit Land skal klæde os. Vær ydmyg og tag Huen af. (River hende Huen af, saa Haaret falder vildt ud). Konen (giver Skotten et drøit Ørefigen.) Tvi Skjørtehelt! Skotten (drager sin Daggert.) Ned! Helvede! Ned! Ranald. Stille Gil! Var hun ung skulde hun ned. Nu skal hun op; thi vi ville i al Hast dømme hende som Spion, og Spioner have Ret til Ophøielse. Hun har udspioneret Gils Mandighed. Hæng dem i al Stilhed, thi Retfærdigheden skal ikke prale. Mand, følg din Qvinde i Godt og Ondt! Skotten. Naar jeg kommer igjen, skal vi spille om Kjellingens Hue -- nu skal Mosen blive varm Hue nok -- skjøndt den alt var min Moders, da jeg saae den. (Nogle Skotter gaae med Parret.) En anden Skotte. Dersom jeg vidste, naar det behagede Obersten at sige: Videre! vilde jeg see, om der var Tid til at gaae lidt tilbage, hvor vi har luget, for, paa egen Haand, at lede efter Noget nede i Dalen. Ranald. Jamie, du vilde før see tvertigjennem dette graa Filefjeld end igjennem Oberstens Hjerte, naar han ikke lader Mig engang lugte, naar han troer os pirrede nok af det skarpe Solskin om Dagen og denne bidende Nordenvind om Aftenen og denne tærende SIDE: 304 Dugkulde om Natten til med ret Appetit at kunne æde i den fede Dal, som ligger her tillaaset af disse Fjelde, imod hvilke Buchanans og Atholes blaae Taarne ere som Lærkereder. Men, naar han giver Tegnet -- hvis han kommer tilbage fra denne daglige Jagt paa Fjeldet -- skal vi vise, at han har regnet rigtigt, at vor Mave er bleven huul og vore Fingre lange af Hunger og fulde af Kløe af Ørkesløshed. En Skotte. Det skal vi. Jeg har Kløe. En anden Skotte. Naar vi faae Tegnet, ville vi storme opad denne Stie, som Rotter opad en Madbodtrappe. En Skotte. Det skal vi. Jeg har Kløe i Tæer og Tænder. Ranald. Ja, og siden er Intet igjen, for Landet er bredt siden, og vi kunne løbe fra det ene til det andet Aflukke. Og jeg har svoret at stoppe den Fløite til, som blæser al vor Fornøielse af dette Tog og hvert Skridt vi gjøre tilbage, og puster Oberstens Hjerte enten op i Panden eller ned i Maven, og bøier vore Lochabere tilbage som rustne Rugax -- Ja jeg har svoret at stoppe den fast nok til, hvortil en saadan Klump vil være stor nok. (Lader en Kugle løbe i sit Gevær.) Naar det er gjort, som jeg haaber, vel, vil baade Obersten og I takke mig for at al Opsættelse er lige saa hurtigen blæst bort som den kom. (En Pibe høres.) Nu er Lieutenanten kom- men fra Fisketouren, hvormed han mader sin Kjedsomhed, uagtet den er leed af slig daglig Opkog. (Skotterne bryde op.) (Eng foran en Sæterhytte høiere paa Fjeldet imellem Romsdalen og Gudbrandsdalen. Ragnhild med en Luur.) Ragnhild. O bøi dig Klev lidt nedad! Bær ham et Stykke rappe Høg! (blæser i Luren.) SIDE: 305 Ah, letted' Aanden, idet den drages indad gjennem Luren, min smukke Elsker gjennem Luften, og ned i Hjertet gjennem Læben, som en Seirer, gjennem en rubinkrandst Port, der aabnes ham til Ære, iler til sin Throne! Ak i Hjertet! Vist i Hjertet, som voxet er i trende Dage meer end før i nitten Somre -- stort som Eden: et Eden han med sine Cherubøine, som med en Tordensky, bevander, -- vist han rummes der, hvor heelt hans Billede, ja som et Gudelegem stort, kan rummes. O bær ham Ørn! (Sinclar kommer.) Sinclar. Min Ragnhild! mit himmelske Liv! (omfavner hende.) Ragnhild. O et endnu, to til og tre igjen af slige Kys, saa dybe, at de drage din søde Aande op fra Hjertet gjennem din Munds Sneeklokkekrands af Tænder! Eja! ha! Er du et Menneske? Sinclar. Var jeg en Gud, saa viede Ragnhilds Kys mig fast til Støvet; thi, skjøndt de tvende Sommerdage, siden den Qvæl jeg, ført af Lurens Klang, som af en Engels døende Sølvvingeslag, fandt Ragnhilds skovbeskygg'de Ynde, vandt Ragnhilds smiilbeskygg'de Hjerte, har ikke Timer havt: er dog hvert Kys, hvert Vink ifra din Elskov, saadant Vink, at det bortvinket har al min Erindring, om at jeg lev'de forhen tyve Aar. SIDE: 306 Men hvert et Kys er mig et Liv; og, samlet med Øiekast og Smiil og Trykket af din Arm og Pulsens Slag og Synet af din Barm, som bæver under Følelser, liig Skyen fuld av syngende Serapher, et mangesidet, fuldtafvexlet Liv. Hver Afsked er en Død, men salig ved et Kys, hvor Læben al sin Rosenolie med Glæde øder. Salig er den Død: thi -- som Guds Stemme over Sottelejet til Dyden: træd i Himlens Verdner ind! -- du hvisker, klemmende mig Nakken, som om en Svane lagde Halsen rundt til Perlebaand: "kom snart igjen, igjen, naar Luren sukker sit: igjen, igjen!" Ragnhild. Hvor smukt du taler -- ja! og sandt, saa troer jeg -- og Ord vellugtende som dine Lokker, som Læben, hvorfra de fremblomstred', søde, som Hjertet gode, der dem gav sin Varme, og kjære som det Øie, der dem laante sin Sandhed og sin Styrke. Evig Sorg, som jeg beklager, skjøndt jeg, naar jeg seer dig, maa pynte selv min Sorg med Brudesmiil, at Ragnhilds Læbe just nu er den Seng, hvorfra et syg'ligt Budskab reiser sig. Sinclar. Hvad Ragnhild? Kys mig, og mit Kys skal blæse sligt Budskab bort, som graadig Larve fra et Rosenblad. Ragnhild (omfavner ham.) O siig, hvad Navn, foruden Navnet "Elskte" der har for mig, som Navnet "Gud" paa Gud, Betydning nok, jeg skal dig pryde med? SIDE: 307 Jeg vil dig aldrig kalde Andet end det Navn "min Elskte" som dit første Syn -- dengang du løfted' Fløielshatten, og mig gav den gyldne Skuepenge, og med hvert et Blik En til, En til for Spillet paa Luren, som dig lokkede herop -- mig lærte fuldtvel. Men hvad skal jeg sige min Fa'r? O han vil troe, det var en Trold, som laante af en Falk sit brune Øie, af Lyngens Blomst sin Farve for at muntre en Sætergjente Tiden -- og til alle de Dalens Gjenter, som vil spørge, naar de møde mig i Kirken, pyntet med min Skuepenge, hvad han hedder, som troloved' Ragnhild, mens hun laae paa Fjeldet, og Himlens tause Engle kun var Vidner? For Disse -- ikke for en Eneste, maa du det Navn, du bærer kun for mig, "min Elskte" hedde. O hvad hedder du? Sinclar (omfavner hende.) Nu jeg dig kyssed'. -- Ragnhild! løs dit Haar, at dine søde Træk, som knopfuld Lilje, kan i dets Solskin svømme! -- glemte du dit syge Budskap vel? Saa Tusind til, at det, bedækt af tusind Purpurtepp'ner, ei reiser sig. Min Ragnhild, hvad jeg hedder? Ah vist . . din "Elskte" er mit Navn, og det ei blot for denne Hedes tause Aander, men for den vide Verden og for hver nysgjerrig Mine og hvert Spørgsmaal i den vide Verden. Vel! Du veed, jeg er paa Reiser nu, at hjemme i mit Land, som ligger ikke hundred' Mile borte, og ligner dit med Dal og Fjelde, lige en Rad af blomsterkrandste Helte, staaer en Jarleborg, og venter paa min Hjemkomst med øde Suk. Ah, naar jeg kommer hjem, SIDE: 308 den lysner op af Sang og Brudefakler og af min favre Dronnings Smiil til en udhvælvet Demant. Ragnhild. Ja jeg veed, at Elskte er Jarl, men Elsktes Elskte høj're er: -- af Kongebyrd, skjøndt Adelen af Ælde udvortes visnet er, og kun indvortes beholdt sin Glands. Nu, naar jeg blier din Huustroe -- thi Jarleblod og Kongehjerte (vist af Moderen faaer Sønnen Hjerte?) vil om sine Sønnesønner Fa'rmin sige, gi'er Kongemod -- saa laaner du mig hvad af Glands hos mig er rustnet. Sinclar. O ja vist! Og du mig laaner Livet. Ragnhild. Hør nu Elskte! Endnu idag -- hør nu det Budskap, som du vilde qvæle under Kys! -- idag kom Bud ifra min Faders Gaard, som meldte, med Øine ledende i Krog og Vraa og kjæmpende med Aanden, som i Løbet sig havde sanket, saa den rummed ei i Lungen mere, men udstrømmede i Støn og Hoste gjennem Mund og Næse, at jeg de vrede Bauner burde lystret, at jeg, med Hjorden -- hvis jeg leved' endnu, før Sol gaaer ned, derhjemme maatte være. Thi -- saa bejamred' han, vor Huusmandsdreng -- en mægtig Fiende, som af Mordbegjær alt Bytte lader bag sig, til han kan opsamle Alt, som paa en Valplads, slynger sig gjennem Landet, som en Drage, under SIDE: 309 hvis giftopsvulne Bug hvert Græsstraa visner, saa altfortærende for hvert et Liv, for Huus og Alt, som faaer sit Tilvær ved et Menn'skeliv . . . Du blegner? Jeg frygter ei, thi Fienden troer jeg ei saa nær som Rygtet, der forfærdede min Elskovsdal; men jeg ulydig være imod min Fader frygter. Kjære Du maa kjæmpe for det Land, som gav dig Ragnhild. Jeg skal dit Fædreland vel engang reise en kraftfuld Søn for hvert et Sværdhug, som din Arm -- ha hver en Muskel, som (blotter hans Arm.) et hvælvet Skjold, og Aarer som et Bundt af Buetarme, og det Hele værd at vies af et Kys for saadan Sag! -- (kysser hans Arm.) vil ødsle paa den feige Røverhob. Sinclar (afsides.) Ha dette Øieblik! Jeg kjøbte det bort for min Bryllupsstund. Ragnhild. Hvad siger du? Ja, ja, min Elskte, vil du ikke kjæmpe, er det ikke Frygt for Sværdet, men at døe fra Ragnhild tidligt, o altfor tidligt for saa smukt et Liv. O vel du veed, den Ædle fægter kun for eget Fædreland. Sinclar. Og Æren . . (afsides.) Forsyn vend ikke Ragnhilds Øie ned i min Samvittighed! Ragnhild. Tænk saa! Strid ikke! Norrige har Mænd, som vogte, at vi ikke døe for tidligt SIDE: 310 ifra hverandre. Og den høie Gud vil engang sige: "lever for hinanden et Liv paa Jorden, før I blomstre frem i Himlen til en Engel, som har gjemt to Hjerter inden samme Vingepar, og blander vore Træk i samme Aasyn." Ei sandt? O sandt! Sinclar (griber hendes Haand.) Ja sandt! Min Ragnhild er din Ømhed stærk? Ragnhild. Saa stærk -- ak hvorfor taler du, saa bleg, saa himmelkjært et Spørgsmaal? -- at, som jeg siger, som to Liljerødder, der knytte sig i Støvet, før de række mod Himlen deres Kalke, at den deri kan ofre Maanens Dugsølv, Solens Guld: saa vil vi leve her paa Jorden sammen, ei længselsfulde efter alt det Mere og Skjønnere vi vide, at vi blive hist bag dit Fædrenelands Skyer. Men kalder Gud os, eller En af os, saa reise vi os begge Arm i Arm. Sinclar. Ja begge, Arm i Arm, sødmundede Prophet, som om en Rose kunde spaae. Ragnhild. Saa følg mig hjem, at ei en Dag skal visne før den har viist, idet den viser dig, at den var ikke blomstløs. Følg mig hjem; thi Røverhoben, med dens Luetand, som gnistrer foran, Sinclar -- saa ham nævned, med blodig Finger, Rygtet -- maa nu standse din tause og forunderlige Vandring, SIDE: 311 paa hvilken du jo, som du siger, dvæler snart hist, snart her (blot du ei Fleer end Ragnhild -- o dumt! tilgiv, jeg vil ei tale -- Tilgiv mig!) -- hvor Guds Almagt og den Skjønhed, som former hvert af dennes Spor, har stemplet sig tydeligst i Norge. Thi just der, hvor Mennesker i Himlens Godheds Spor, med Bygninger og Agre slæbende som Findgods bag sig, mylre, vil Fordærvelsen, som Fossen gjennem aabnet Dalstrøg, styrte og møde dig og sluge Dig -- thi Sinclar ved Fakler seer kun, peger kun med Glavind, og Døden qvæler Sukket hvor han traadte -- naar i en Dal Du standser lyttende forgjæves efter Ragnhilds Luur. O fly bag mine Landsmænds Arme, nu og dine. Sinclar. Min Ragnhild er din Ømhed? frygt -- jeg frygter . . (afsides.) Forbandet Rygtet, som min Aabenhjertighed, der dvælede forlænge, overrasked'! Ha saae den ei, i Elskovsdampen, som i hede Valmuers Glemselstaage, hyllet, at hvis den ikke tidlig taler, stivner den hen i hykkelsk Falskhed? Ragnhild. Ven, dit Øje er ikke muntert meer. Bag Øjenhaaret det ligner neppe meer bag Silkenettet en nylig fangen Falk. Og Mine, hvis jeg ikke vidste, jeg dig kunde muntre -- det veed jeg -- vilde Sorgen svømme i. Sinclar (afsides.) Og dette Øieblik er Lynet mod min Løgn, som løi alt Andet end min Elskov. Ha, SIDE: 312 det hviner gjennem al min Salighed, adsplitter den i Støv til begge Sider, mod Lyset pidsker frem Tilstaaelsen, der krøb paa dybest Bund paa Bugen, min Skam belyser, eller al min Ære som Skam fremviser. O jeg plantede -- ak, ak! i hendes høie Hjerte Løgn. Snart veed hun, Løgnen er der, som i Eden Forføreren, da ned han steeg af Træet, og løb med al dets Uskyld sikkert gjemt indunder Vingens sorte Axelhul, mens Cherubs Sværd -- han loe -- paa tomme Ryg nedgled og cirkled den med Lynglimts Glorie. Ragnhild. Tal ikke hvad jeg ei maa vide, skjøndt jeg burde vide Alt saa snart og sandt som du fik vide Ragnhilds ene Tanke, saa stor og hastig voxet frem som Regnbuen: at du den Ene var, hvis Skjønhed syntes med Ragnhilds af den legende Natur fuldkommen og for evig parret. Sinclar. Vel! Min Ragnhild, vel! bered din Tanke paa en Prøve gjennem Ilden. Kast den ned, som sande Demant ned i Hekla! Gid den ei bli'e Dunst! Frygt ei, men kast den i Helved, er den ægte. Ragnhild. O din Blegnen til disse Ord, saa blussende? Ak tal! Sinclar (afsides.) Seen Red'lighed er reen Ured'lighed. At smitte saadant Øre med Bedrag! SIDE: 313 Har jeg ei kysset det og Lokken, som beskygger denne Indgang ned til Sjelen? Ragnhild. Din Sorg er sød. Nu veed jeg, at du græmmer Dig over vi skal skilles. Du er Mand. Sinclar (afsides.) Uredelig? O hist jeg tænkte ikke, det avindsyge Rygte vilde stige saa hurtig frem og mørkne som en Skye. Min Dumhed, liig en blind Cyclope, smedded' en Lænke trindt om min Samvittighed, som raabte: "prøv den første Elskov ved et Glimt af Fiendesværdet!" -- O forgjæves Sandfærdighed! Nu maa den bryde Lænken, og flyve op, og see den sidste Elskov ved Glimt af Fiendesværdet. (til Ragnhild.) Siig du elsker mig, som Jorden Himlen, Jordens Aanderum, foruden hvilken Jorden blev forstenet til kulsort Gravsteen over Livet. Ak, er dette Meget? Ragnhild. Ingen Eed bekræfter saadan Sandhed. Du er syg. Sinclar. . . . Som Krebsens Stjerneklo og Bukkens Horn, af Sol i Sol isnoet, der presser ud Velsignelsen af Jorden? Ragnhild. Mon Ragnhild kyssed uden som til Pant, at den hun ene kyssed, salved hun til Kys for hele Livet, eller svoer sit Livs Fyrste Hyldest? SIDE: 314 Sinclar. Klem min Haand, og siig: jeg er dit Kjæreste og Mere end Faer og Moer og Fædreland! (afsides.) Een Tanke, skjøndt saa let og useet, uhørt, saa den har endnu Ingen skræmmet, om dens sidste Flig er dyppet kun i Angst og i klæbrig Ahnelse, er sort nok til et Liv, som rører sig omkring os, som lysfuld Verden sandt, at sværte. (til Ragnhild). Er jeg dig kjærere end Fa'er og Mo'er og Landet, som bar disses Vugge og hvis Luft dit Liv gav første Næring? (afsides.) Saa god En burde ikke see og høre hvad for en Lastfuld, om hun elsked varmt, var Iisdryp gjennem hedest Brynde. Ragnhild. Du, tal ei ene du! Jeg næsten frygter Du, i din Fabel-Skjønhed og din Eventyrs- Nærværelse, beslægtet er med Bjergets chrystalblaae Huldrer, som du taler med, for mig usynlige, men for dit Klarsyn nær staaende, maaskee ved denne Birk. -- Ah det er Spøg; thi slig en Skabning, vævet af raske Ungdomsdage -- liig et Marmor, af Jordens første Sol af Leret skabt -- saa fast, vil ikke i et Øieblik et Luftpust kunne smelte pluds'lig hen, om saa du ei af disse -- sandelig et Jordbarns Arme bandtes fast. Sinclar. Mit Liv! Er jeg dig kjærere end Fa'er og Mo'er og Landet, som, imellem sine Blomster, SIDE: 315 din Faers og Moers og dine Fædres Liv opklækkede, og gav dem Styrke og sin Rigdom og et Rum til Tumleplads, før de med en behag'lig Træthed lagde sig i den mosebløde Gravseng, som det gjæstevenligt reder paa den Plads, den samme Plads, hvor det de unge Liv først fandt og ammed? Er jeg kjærere -- saa svar oprigtigt, og min Sandhed skal, om seen, fuldkommen være -- end det Land, hvis Luft belived Dig, hvis Himmel gav dig dine Øine, og hvis Sne dig laante din Skjønheds ene Farve, mens den anden af samme gaverige Haand i Vuggen du fik: dens Alperosers Farve? Ragnhild. Mand! Du er mit Fædreland! Om Vinden blotted' din Arm blandt Pjalter, skjøn den var og kjær som Marmorfjeldet purpurindbaldyret, naar blomsterfulde Vedbend og Linbændler i Luften vugge, visende den Skjønhed, de let beskygge. Var du arm -- o vel jeg elsker dig som Finnen, der jo døer for magre Fjelde, som om Mos var Roser. Din Skjønhed -- thi dit Legem er kun Skjønhed -- jeg elsker som en Normand elsker Norge, med alle Landets Elves mørkblaae Aarer, som nu det sidder med dets gyldne Slør af Agre, ludende udover Havet, og med Marmorhjelmens Granqvist vugget vildt af Himlens høj'ste Skyer. Men din Sjel, jeg elsker, som en Normand elsker Frihed, og Friheds Livvagts -- hele Folkets -- Høvding, den Konge (o jeg synger gamle Sagn) som drager, liig en Løve, gjennem Landet for hver en Hyttes Dør den hulde Frihed, SIDE: 316 der har sit Gudeansigt præget i -- saa siger Faer -- i hver en Normands Hjerte; og hvis En glemmer daarligt, at det staaer der, saa er det stemplet dybt i gamle Runer. Og troer du ei, saa viid, jeg elsker mig, og altsaa Landet, som mig laaner Liv! Thi før jeg sov, og drømmed neppe: før jeg saae vel Qvæget, sagde det var Qvæg og intet Mere; nu er det og Græsset, et Liv fuldtsyngende omkring mig. Jeg gaaer ei mindste Skridt foruden at jeg seer dig, skjøndt den Samme, tusinddobblet. Ja jeg maa hoppe, og mig synes, at jeg svæver gjennem Luften for ei træde de skjønne Billeder isønder, som af hvert et Græsstraa sig udvikle, blot jeg dvæler der et enkelt Øieblik. Sinclar. Jeg troer. Jeg bytted', favre Qvinde, ei dig for Guds den bedste Engel bort. Ragnhild. Min Mand! Du er mit ene Fædreland, det Land, som jeg befolke skal med Kjæmper, lig' Jordens Førstefødte Thor og Balder. Sinclar. Det Fædreland, Du sagde Ragnhilds er, vil synke ned, naar Ragnhild døer, som Jorden, der tryktes skrumpen i sin Afgrund, som i en Grav, hvorover Stjernerne som Hyldens Smaablomster nikke, ned, da Guderne, dens første Folk, sig svang mod Himlen med et kraftfuldt Spænd. Ragnhild. Ja sandt, du døer med mig, og strøer med ivrig Haand paa Ragnhilds Høi din Høsts Dage! SIDE: 317 Sinclar. Tro! Men ei du synker, om jeg er død, som Jorden da den sank og svimled' ned, da Guderne forlod den, og tog dens Morgendragt, de uskyldsrøde Vaarmorgenskyer, med sig; thi jeg hæver dig op med mig, som Herren Christus fordum opfanged' svimle Jord og vugged' den, der stivned, af sin Ungdoms Vildhed træt, til Liv igjen i sine Arme, og i Hjertets Blodkalk dypped' Vingespidsen, og paany dens blege Himmel malte med dens Foraarspurpur, liig et Fyrstebarns rubinbesprængte Slør. Ragnhild (eftertænksom.) Du er mit Fædreland, som staaer og døer med mig, som Jord med Menn'skeslægten! Men naar vi er' blevne lavere end Græsset, da blier du dog mit Land som Himlen Aanders: da følger jeg din Sjel som trofast Tjener landflygtig Konge. O . . . Min Husbond og min Herre -- thi det er I fra den Tid Maanen ikke kunde skinne imellem vore Hjerter -- troer I? troer I? Men Norge er min Faders Fædreland, min Moders Mødreland, og Disse leve saalænge kun som Norrige er Deres; og Norge lever kun saalænge det af slige Mænd og Qvinder prydes, som en Engel kun er Engelen saalænge, han gjemmer Dyden, Gud ham pynted' med. Og disse Tvende, Fa'er og Mo'er, som gav mig Liv, for at døe i Eders Elskov Elskte! er' Meer for mig end jeg. Og jeg, som Barn, maa dyrke Deres Gud; den Dyd, De elske, jeg elsker; Landet, som de ære, ærer. SIDE: 318 Thi Landet gav mig Dem, som gav dig Ragnhild; og uden Norge var jeg ikke Ragnhild, som kun dit Fædreland, og intet andet, selv Perleindien ei, Dig kunde skabe. -- Jeg svarer paa dit synderlige Spørgsmaal oprigtigt: da jeg holder Fa'er og Mo'er meer kjær end mig, saa maa jeg elske Hvad de holde kjærest -- Gud undtagen -- : Norge, det Gud dem gav af Naade, som en Kurv i Fødselsgave, fuld af allehaande Velgjerninger . . . o mere, meer end Hvad jeg holder kjærest. Og mit Kjæreste er du mit Fædreland. O var du død: jeg taalte ei min Landsforviisning. Saa spørg ei mere om min Ømheds Styrke; men maal den med din egen Ømhed, som en Sol, der finder vel sit lange Skin for kort for Verden, og som derfor drager de gyldne Maalestænger ind om Aft'nen, og blegner ved at see et frugtløst Dagværk. Sinclar (griber Ragnhilds Haand.) Mit gode Hjerte, gjem ei Blik af Mistroe! (afsides.) Enhver Forhaling vælter frem i Lyset fra Løgnens Mørke Sandhed: (til Ragnhild.) Gjem ei Mistroe, om jeg har gjemt min Aabenhjertighed om Navnet, som din Elskte bær' i Verden. Thi Norge, skjøndt den bedste Deel af Verden, maa hade det; mit Navn din Kjærlighed maa skræmme, skjøndt saa ærligt som det Øie, din Sjel neddykker i, og som jeg kalder min Elskovs Lykkestjerne. Favre, viid, for ei med Sorg vor Elskovs Fødselstime at farve, for at prøve om du elsked' mig som jeg er, ei endsende om Skjebnen, SIDE: 319 mig skygged' eller lysned', taug jeg med mit uheldsvangre Hverv. Ei Reiselyst, ei Lune -- skjøndt en gunstig Engels Smiil -- mig viste disse Dale. Men et Følge, med Avindskjold imod din Konge strakt, i mine Fodtrin sortner. Hør min Ragnhild! jeg er dit Kjæreste, Du er mit Liv; men jeg er Sinclar . . . Ragnhild (river sig løs.) Du? . . Ei Graad! O Du? Sinclar. Naar jeg min Eed har Gothekongen bragt, og aabnet Elfsborg Aanderum med Hæren, som laaner blot til Gjennemtog dit Land, saa . . . Ragnhild (skjælvende.) Du Sinclar? Du? O hvis du ikke løi, du drog dit Sværd mod mig. Jeg hader Sinclar. Mit Had -- mit eneste -- det hedder Sinclar. Og hvis -- hvis Du er ham, laan mig dit Sværd, saa vil jeg under søde Kys dig dræbe, og vie dig til mig, naar du uskad'lig for Norge er. Jeg hader Sinclar med al min Galde, og jeg vil kun leve for ham at dræbe; men jeg elsker Den som staaer her, med hver en Draabe Blod; og Den jeg døde for, at han maa leve. O hvis du var Sinclar, holdt du dig ei fra et Mord, saa sikkert, og saa rigt som Dalens fornemste Herres Barns. Sinclar. Tro, Tid omvælter Alt, og dækker hvad den nylig viste friskt, med moset Glemsel. Du vil engang glemme, SIDE: 320 naar vi vort Liv, som Junos Par af Svaner Gudindens rosenrøde Karm, fremdrage, at Skjebnen, legende, et Øieblik et Sværd imellem vore Læber hvined'. Ragnhild (med Graad.) Ha er det sandt? Du blodig af mit Blod? Og jeg -- jeg glemme, at du var min Fiende? -- Ha, ja, jeg troer det! Er jeg ei for svag, som lover Sligt, idet jeg træder paa min Faders Vuggejord, som du bemaler med Enkegraad og Neppefødtes Blod, end varmt af Moderhjertets? Smit ei Luften, forræderiske Ord, den Luft, hvis Klarhed er Gjenskin af de Sværde, som mit Folk mod Himlens Retfærd strækker, og af Baunen, som svider ud den sidste Rust af Feighed! Vee, min Gud! hvis Ragnhild føder Barn, da bliver det en vis Forræder. Ha, gaa Skotte! gaa, at det ei lærer Sligt af Moderhjertet, der klæber, som ved Trolddom, ved din Hæl, om du den synked' i min Moders Barm og traadte i min Faders Haar! O vee hvis Ragnhild føder Barn, da bliver det en vis Forræder, som sin Fader dræber, men elsker Mod'ren, som slig Daad det lærte! O fly, fly! at ei jeg siger: kjære Fiende! kjære min Faders Morder! Sinclar. Din Smerte og din Graad, min Ragnhild, som du blues ved at vise, er mig søde og stærke Talsmænd, at din Elskov jeg ilive finder, naar jeg let, og med en sværdtom Hofte, hid gjenvender for din Faders Ord med Fred at vinde; thi han veed: af ærlig Fiende, ærlig Ven! SIDE: 321 Du er det eneste Klenod, jeg røver i rige Norge, og et Jomfrumord, som Himlen signer selv, mit ene Mord. (vil kysse hende.) Ragnhild. Nei bort! Jeg vil ei vie dig til Død med Kys! men, naar jeg næstegang Dig kysser, da til tredobbelt Liv! Ja Ridder Sinclar, naar I har splintret Sværdet, som I rækker imod mit Hjem, saa kom igjen! Saalænge I bærer det -- Ha vogt Jer -- vil jeg med hver anden Norges Svend og Datter søge at slide det ifra jer Side, om saa Hjertet fulgte med. Saa gaa med Gud! Gud være med Jer! Gud forlade! Jeg beder ikke for Jer; men jeg maa med Landet synge med Forbandelsen, hvormed de hvæsse Hevnens Øxe. Sinclar. Tro, jeg vendte om, hvis Æren skreg ei: fremad! hvis ei en Eed, hvis ene Ende er i Sverrigs Kongehjerte lænket, drog mig fremad, fremad! Ragnhild. Saa Farvel! Hvorhelst I møder mig er Haanden Fiende. Men Hjertet kjender I. Det kan ei lyve. Sinclar. Om trende Maaneder, min Ragnhild, som stat'lig Riddersmand paa snehvid Hest, med Blomster vajende fra Hjelmen, og med Sværdet naglet fast i Skeden, hvilken en Page, pyntet rundt med fredsælt Smiil, hvori Amorer hænge, og med Sløifer SIDE: 322 af dine Øines Farve, himmelblaae, paa bløde Drengearme bærer -- da min Ragnhild glem, jeg var dit Norges Fiende! Ragnhild. Ja da -- endnu engang, min Elskte, men ikke meer forinden -- naar, som Duen, blot i jer egen vaabenløse Skjønhed, som jeg beseirer, I vil komme: da I træffer mig blandt milde Piger, flux bered at flette mig for evig ind i Eders Side. Sig da: Kom min Huustro, og knæk med dine Fingres Rosenqvist mit haarde Sværd. Men tro mig, indtil da har dette Skjebnens vilde Fingergreb mit Hjerte klemmet til en Staalklump, og jeg gjemmer mig blandt mine Landsmænds Arme, og muntrer dem til Slag mod Eders Hoved. Ak Sinclar! Ragnhild maatte juble, om en tapper Normands Sværd det Hoved, som jeg har velsignet, blæste, med en Nordstorms Hviin, for mine Fødder. Derfor . . . jeg ønsker det forrædersk, men jeg vil, i fredsælt Huuslivs froe Omfavnelser Jer mere ære, og mig glæde inden saa tappre Arme ved at trykkes til saa kjækt et Hjerte -- Derfor vær I tapper! Skaan ikke Ragnhild, om I møder hende paa Eders Fiendetog med Fiendeblik og Hjertet bortvendt fra sin Kjærlighed mod Pligten, som har reist sig som et Fjeld, en Jutul reiser i en Nattetime misund'lig lige over Templet, hvor de første, christne, fromme Klokker sang, Skaan ei jer værste Fiende -- thi det er jeg -- om Lykken eller Eders Tapperhed faaer løfte Pladen af min Barm og vriste det golde Sværd af disse Fingre. SIDE: 323 Jeg tvister ikke med jer Ære, Sinclar; jeg beder ei, at I, for min Skyld, nu skal vende om, og Eders tomme Fodspor Beskjæmmelsen, at den kan fylde dem med Spot og Haan, skal levne. Men, min Elskte, tro, Ragnhilds Liv er netop langt som dit! Min Fiende tro, at Ragnhild, naar hun saae Dig bide Græsset paa din frække Bane, da jubled' hun, og ændsed' ikke, at Du var saa ung og faver; og hun græd ei, skjøndt hun saae sin egen friske Vaar, saa nys begyndt, saa tidlig endt. Thi tro, jeg vilde ikke med en sorgfuld Ungdom en Sommerstid din Gravhøi pynte, som de andre Qvinder deres døde Elskers, der bøie sig med Hyl og Graad paa Gravens den ene Side nogle Uger, mens dem Letsind venter paa den Anden, at den Sorg forbi maa være. Men i Flugten, før Du har naaet Skyen, møder Du en Aand, som blege Roser farvet, som vil hviske: "Sinclar! kjender Du mig Sinclar?" -- Nei ikke: "Sinclar!" Dette Navn er Elskovs Forbandelse! men "Elskte! kjender du mig Elskte?" (gaaer.) Sinclar. Farvel min Stolthed! Skjønne Stolthed, med sødtlydende Forbandelser, du som, idet du, klædt i ydmyg Qvindeform, mod Himlen hæver Dig, i Støvet træder en Mands Stolthed! Bi . . Farvel min Qvinde! Tag Sværdet -- det er sløvt og bider ei et Straa i Norge af! Ha, gaaer Du? Gaa! og slæb, da Du har Sjelen undertvunget, mit Legeme som en Tropæ i dine Zenobia-Trin! Og elsker Du det, naar det, vaabenløst og feigt som Trællen, males SIDE: 324 af en Erindring blodrødt -- vel, saa læg det til skamfuld Slaves Høstdaad ved dit stolte og liljeknopomvæv'de Hjerte! Eller -- o endnu bedre! -- en blodgjerrig Flok af dine Landsmænd lad du spigre mig som Høgen, til Advarsel, over Porten! Thi gribes jeg af dine Gribbe, gribes i aaben Feide jeg, og det saa blodig -- Du sagde: at Du skammes ved den Feige -- som Feiden er imellem Ulv og Bjørn. Med djærve Ryk, som en Comet paa Himlen, der kløver alle Grændser med sit Blus i vildt, ubundet Løb, mit Banner flytter jeg gjennem Landet, som dit Mod, men ei din Arm kan værge. Sinclars Krigerære skal sidde, som et blodigt Vidne, ved vor Bryllupshøitid, forestille Skjebnen, naar Bruden forestiller Himlens Dyder, Brudgommen Jordens Lidenskaber, samled' til et Forsoningsmaaltid. Saa Levvel! (raaber) Levvel! O hørte Du det? Echo bring Levvel til Ragnhild! (gaaer en modsat Vei af Ragnhilds.) Ragnhild (kommer tilbage.) Han raabte. Skal jeg sende ham "Levvel!" igjennem Luren? Sinclar hører Du saa det er godt. (raaber i Luren sagte) Levvel! Levvel! Dog ønsker jeg, at Du ei hørte. O, hørte Du, saa regn det høit; thi det er sidste Suk, mit unge Liv tør sende. Mind nu, mit Liv sig vaander i en Alvorspligts iiskolde Arme -- o for alvorlig til at stille sig blandt alle Pligter tidligst frem ved Vuggen! Mind Sinclar, ikkun vore Pligter stride -- Min Sinclar mind det -- som to barske Fædre, SIDE: 325 ærværd'ge begge To, med iisgraat Haar, der skifte arvet Had! Mind Dig vor Elskov -- liig disse Fædres Smaabørn, der med Graad ved Foden sidde under Fædres Lyn, og qvæle Lysten maae til Leeg og Venskab, skjøndt de fra første Aar har leget sammen -- Mind blodbekrandste Elsker, at vor Elskov maa blegne kun saalænge vore Pligter i deres mørke Farver blusse. Sinclar! O hørte Du! Min Sinclar! Sinclar! Hør ei -- jeg burde sagt det -- meer min Luur! Og, om Du hører den, saa lyt ei; thi den er Forræder, i en anden Sold end Himmelelskovs, ikke meer Herold for søde Timer eller Ragnhilds Længsel. Den høie Dronning sidder nu i Fængsel -- min Kjærlighed -- og leger med de Blade, din Elskov -- Kongen -- skjænkte, før den maatte hade. Tro ei min Luur! -- O Sinclar gid du hørte! Og drag dit Sværd, hvis du end eengang vil, med Hjertebanken, lytte til dens Spil, som nu maa bære Varsel over Valen. Nu er den viet Birkene i Dalen og tause, mændindhyll'de Fjelde, som med Dvergmaal hilsed', naar jeg sangfuld kom og satte mig med Luren min alene saa tankefuld paa lyngbedækte Stene, og fandt min Verden skjøn, men uden Liv, før Qvellen, som -- o søde Minde bliv! -- De vogted' mig, og Birkens grønne Sky mit Luurspil ynded', gav min Barndom Ly. Nu vil jeg vogte dem. O Sinclar fly for Ragnhilds Luur! Ha ædle Sinclar tyd ei "kom!" som før, men "fly!" dens ene Lyd, som nu -- o hør min Angst -- maa klinge der hvor Norge arvet Mod i Kampen bær, og tager det som Seierguld tilbage af hedest Kamp, paa blodig Stage! (gaaer.) SIDE: 326 ANDET MELLEMSPIL (Skotland. Sinclars Hal. Lady Sinclar i en tungsindig Stilling. Robin og Anne legende paa Gulvet.) Lady Sinclar. Er jeg hans mørke Aand? hans mørke Aand, som banded' ham? Forbandelse udsaaed' i Trinene, han vendte fra den Hevn, som hans og mine Fædres skumle Aander med Suk henpeged' paa -- o altfor iilsomt imod et fremmed Land, og agted saa en Konges Ære meer end egen, skjøndt vi selv er' Konge i vor egen Barm? Jeg banded' ikke, ønsked' ham ei Ondt, fordi han laante ei det Hjerte, som en ondskabsfuld Natur har byttet feil fra Mandehærde i en Qvindeside, først Øre for dets Suk og saa sin Arm. Ak, banded' jeg, og var min Hevn ei Retfærd -- thi Broad-Albaine er død: den store Gud sin Bøddel Djævelen har givet ham for fuldt at exseqvere -- ikke Retfærd, saa viis et Tegn, at jeg kan bøde, hvis ei dette Liv, hvis Dagligdags er Tungsind, hvis Glæder Vemod og hvis Gjæstebud en sorgfuld, gammel Sang, er Bod! Ha Bod? Er ikke Armod, -- Glemsel, saaat Sjelen før Kroppen døer, og, at jeg synes død for Verden, skjøndt jeg rører mig endnu, ei Straf, ei Bod? Ja Verden har fuld Ret: Er her ei min Liigkiste? og min Skjønhed maa frugtløs døe, som Hundredbladerosen, der Bondehybnen i dens rige Eenfold misunder? Thi det onde Rygte, hvis Tvetunges ene Tunge ødelægger saamange Bryllupsfeste, som den anden formaaer at stifte, siger Skotlands Mænd, at Lady Sinclar bag sit glatte Bryst SIDE: 327 en Hær af vilde Mænd foruden Arme har skjult. Ha dette -- hvilken Spot! -- opvoxer vel blandt Folk, for Broad-Albaine fandt Vei til Helved uden just at gaae indunder Sværdets skarpe Aag? Og Sligt vil sige: Lady Sinclar har et Hjerte for høit og tankerigt og retfærdkjært. Det kaldes blodkjært, da en Qvinde har ei Lov at handle, ikke Lov at tænke. Ei Lov at tænke? Ja, hvis Qvinden engang en herlig Tanke fanger, røver Manden den flux -- som Lairden, naar han overrasked' en Krybeskytte, Hjorten, denne fælded'. Javist for frit og elskende endmere en hendød Hæder end en Skam, som snorker paa Trælleviis et friskt, rødmosset Liv, er Lady Sinclars Hjerte for de Fleste af Skotlands Adelsungdom, der blot tænker paa sammenmugget Gods, som Orner -- naar de tykke bli'e som Fad'ren -- med en Soe paa solbar Møgdyng, døse Livet hen, tilfredse med den Arv af Hæder, som de skimlet fik fra Fad'ren, som den tog lidt friskere ifra sin Fader og saa videre til, som en Stjerne eller en sølvblank Lilje, vi den finde spire indunder gamle Dages Taagebue, paa Tiptiptiptipoldefaders Grav. Hvad eller, som ulykkelige George, de tjene fremmed Brød, og leje ud for Penge deres Tapperhed, og samle i fremmed Høvdings Fodspor hvad af Ære han vil tilslænge dem. O fordum! . . . . . . . Ja dengang fik Børnene i Arv dog altid Hæder og Rang, som voxede i hvert et Led; og Skotlands Barder vied' deres Geist til Slægterne med yppig Blomsterlænke SIDE: 328 at knytte i hinanden, fra den Tid da Ossians gyldne Strenge kløvede et Sekels Mørke, til den Tid, som saae hver Sanger selv, og hvormed hver En slutted' -- som med Rubinlaas -- hine Regnbuelænker, de slyngede om hvert et Adelsbarns Vaarhimmel, at, naar dette voxed', de Barder, som sig samled' i hans Trin -- som Klang hvor Sværdet foer -- igjen fra ham nyt Led til Kjæden kunde flette. Nu -- ha nu! . . . (holder Haanden for Øinene.) Anne (reiser sig.) Stakkels Lady Sorg vist har. Robin. Dumme Pige, hvis saa var, maatte jo vor Lady græde. Da forbi var al vor Glæde, og vi kunde ikke lege, Nul og Streg paa Gulvet strege. Kom nu Anne, pas dit Spil! Sæt dit Nul hvorhelst du vil, Jeg skal flytte nemt min Streg. Anne. Nei, se Lady bli'er saa bleg. (sætter sig til Spillet). Lady Sinclar. Jeg døde -- thi et nedtrykt, uselt Liv er Tegn, at Himlen vil ei vi skal leve -- hvis ei min Ungdom, som dog Himlen har lidt Skjønhed skjænket, gjemte i sin Blomstkalk et Haab, som liden Sommerfugl, at engang -- om jeg saa var Medea, var der Hæder i Jason være -- vil en modig Beiler SIDE: 329 iblandt Ruinerne mig søge. Da -- om denne Ahnelse har faret over George Sinclars Liig (hvis Sjelen kan vidt flyve over Land og Hav) og Skjebnen min Broder tugter, for han glemte hvad Naturen burde lært ham, og som engang Magistren lærte ham i Stilebogen: den Sandhed: beneficium, qui accepisti, celerrime repende! -- Da den, som dette Legeme behersker, til Gjengjeld for det skjønne Herredom, skal herskes af mit Hjerte og den Plan, som sukker under tunge Byrde af en Dobbeltbarm. Og Sinclars Datter skal, om Sønnen visner i en fremmed Dal, ved Huusbonds Sværd din Fædreodel vinde. Om Navnet døer: dets Ære Verden finde, forladt af Manden, reddet af en Qvinde! Anne. Nu er Lady atter glad. Robin. Ak, du aldrig stille sad! lad os finde noget Andet, som meer muntrer Lady op! Anne. Husker du vor Leeg ved Vandet? Robin. Da du viltre Tøs mig jog ned af Stenen, saa jeg slog reent tilblods min Albutop. Anne. Lady sørger, som jeg troer, for sin unge, døde Bro'er. SIDE: 330 -- Ak jeg siger død! Det randt mig paa Tungen, om ei sandt; skjøndt han nok at døe fortjener, som saa vildt fra Lady foer. Robin. Hør nu Anne, hvad jeg mener! For at trøste Lady, vil vi hans Hjemkomst, i et Spil, hende vise. Du maa være Lady selv; jeg Sinclar er. Blade tager jeg til Fjere, og en Tidselpisk til Spær. Naar jeg nu da kommer ind, maa du, som det Søster sømmer, kysse smukt din Broders Kind. Jeg din Mund. . . . Anne. Din Nar! du drømmer. Gaa nu bare, skal vi see om ei Lady da vil lee. (Robin gaaer.) Lady Sinclar. Min George, paa din uheldstrøede Bane ei fleer Bebreidelser jeg sende vil, om du har glemt, af hvem du modtog først Velgjerninger -- som efter Alder have paa Gjengjeld Krav -- og da jo, først af Alle, med Mod og Blod bør løses. Anne. Gode Lady se nu hid min og Robins Kappestrid, hvem af os der først kan drage liden Blomstergnist af Fryd fra sit Hjerte -- Tys en Lyd! -- forat pynte Eders Dage. SIDE: 331 Jeg skal sige Jer, han troer, jeg vil kysse ham som Bro'er; men Pyt! den lille Rob skal græde. Giv nu Agt, det blier en Glæde! (Robin kommer ind med Blade om Hovedet og en Tidsel i Haanden, trampende i Marschtakt, vendende sig og vinkende, som om Nogen fulgte.) Robin. Saa En -- to -- tre! Saa En -- to -- tre! Ret Eder nu! og lad mig see, I langs med Væggen, for min Søster (peger paa Anne.) -- den høje Dame der -- Jer bryster som tapre, exercerte Karle, der komme fra at slagte Jarle. Thi Jarle -- Jeg maa vide det, som kommer fra Toget, der har nedtraadt Norges Sommer -- tro mig min Søster! var hver Mand, som var, før jeg did kom, i Norrigland. Ak, Søster, du er bleven smuk -- om muligt smukkere end sidst -- Fornam Du ei med Østenvinden Suk? Min Kjære, jo du gjorde vist. (Vil omfavne Anne, men hun støder ham fra sig.) Anne. Væk! væk! Du som forlod din Søsters Graad, din Faders Aske, for fremmed Konges Fjed at vaske i fredkjært, fremmed Blod! Ha se Dig om! Se dig tilbage, om du kan finde endnu Een, af dem du lokked' bort at drage, for hjem at komme uden Been. Nej alt det Følge, som du troer staaer bag dig, er i fremmed Jord. SIDE: 332 Vanvittig kommer du -- kun fulgt af Skygger, blege, sønderrevne, som midt i deres Vaar er blevne for fremmed Sværd paa fremmed Val -- tilbage i din Faders Hal. O bedre, at og du var dulgt dybt bag en nordisk Fyrregreen! Gaa, gaa, og find igjen de Been, som du fra Fædrelandet stjal, mens de i skjønnest Blomster stod, i Liljekjød og Rosenblod! Lady Sinclar. Ha tie! tie! Robin (kaster Pynten og sin hele Rolle.) Anne, jeg blier næsten ræd. Jeg vil ikke lege med. Det var ikke aftalt, at du nu skulde være vred, give mig saa slem Besked; men, at, naar jeg tog dig fat, skulde du, med venligt Hil, til et Kys din Læbe spidse. Saa i din Velkomst først blev fundet bedste Lod og højest Vundet i det hele Lykkespil. Ja det loved' du tilvisse. Lady Sinclar. Ha, hvilken skummel Aand har sat sig paa de Smaaebørns Tunge, som paa guldrød Stol den sorte Pythia? Gaaer Børn, at ikke jer ørkesløse Phantasie uskyldig skal male mig en Spaadom, hvis Betydning min sørgelige Genius udlægger for klart og altfor snart. Gaaer i Jer Seng! SIDE: 333 Har jeg -- min Gud! ved mine bitre Ord, dengang min Broder (som dog er mit Hoved, Guds Haand for dette værgeløse Hoved), blind valgte, mod mit Raad, en anden Vei, som førte fjernt fra Fædreland og Hvad, der var hans Pligt: sin Stammes Hæder i dens gamle Hjem, sin stakkels Søsters Vel, der sidder som vemodig Sortdrosl ene -- har mine -- Gud! de bitre Ord indviet mig til hans onde Engel? Har en Djævel indblæst en Gnist af Ønsket i min Sjel, at George maatte bøde? Ha saa straf! Min Gud, bliv ved at straffe, som du har begyndt med Smaaebørns Tunger mig at pidske, at pidske min Samvittighed iveiret, som sønderrivende, blodstænkt Hyæne. Men hvis du naadig er -- lad mig ei høre med Øret (død jeg tidsnok faaer det vide) de Ahnelser, som taust, med Vampyrtand og Blik, som natlig Morders Fakkelbrand, og Gjenfærds-Vingeslag, mit Hjerte bide! (Norge. Kringen, et Bjergpas ved Lougen i Gudbrandsdalen. Guldbrand Seiglestad omringet af gamle og meget unge Døler, bevæbnede dels med Geværer, dels med Ljaaer og Øxer.) Guldbrand Seiglestad. Ha, Normænd, priser Himlen! Og Eders Fædres Styrke, der i Eder er evigung, idag lovsynger! og hør et Ord, som Eders krumme Rygge og Ribbe, der ryste under hundred' Aar, til opreist Løves fulde Musklers Skjælven af overvættes Fylde og af Harm -- en Saadan, der staaer, lig Kongen paa sin Throne, i Norges Banner -- mægter gjøre! Hør -- jeg raaber høit, thi Aldren har bedækt den største Deel af Eders Øren med SIDE: 334 sin Vintermos -- et Ord, som Eders Haar, der skinner mellem disse Drenges Lokker, Vaarsimmer liig, som hvide Nordlys mellem de gyldne Stjerner, reiser til en Sølvhjelm, til alderstegne Løves sølvgraa Man, der opreist splitter Luften som en Saug! Et Ord, som fylder Eders gamle Bøsser med Himlens sikre Lyn, og fejer Rusten, blot med sin Aande, bort fra Øxens Tand, og gjør det Sværd, som sortner af indtørret Bloddug fra jer Vaar, til Solens vildtgnistrende Straaler mod Skjærsommershimlen, og blæser Eders Hjerte op til Modets utømmelige Kogger. Hører gamle Mænd som staae her, lig' jer egen Runebauta -- et Dvergemaal, der Alt hvad kjært og helligt gjentager uden Træthed! Plant det, Unge, som Axen, hvorom Eders Tanker hvirvle, udskydende, som Solens Ildhjul Straaler, vidt Haab og Daad. Som Lønnen plant det, man binder blomstfuld Humle til; thi dertil skal lænkes al jer Dyd, og langsmed det -- til sød, til liflig Skygge for jer Alder -- skal alt jert Storværk skyde op mod Himlen, og klynge sig til Evighed og Ære, som til dens Stjerner! Nu! Det Ord er Fædreland! Gudbrandsdølerne. Ha, Fædrelandet leve! Norge leve! Guldbrand Seiglestad. Ja saalænge et høirødt Banner blomstrer i det -- Rødt betyder Mandemod; Hvidt: Qvindefromhed -- Og denne Blomst skal Landet bære, hvis ei Himlen selv Sanct Olafs Skjold vil engang Lidt af sin egen Farve laane. Leve skal Norge, skjøndt det lever nu et Liv, SIDE: 335 som Hellig Olaf leved' det i Kisten, hvor Kinden rødmed', Skjægget voxed', men ei Hjertet slog, imod den Tid da Norge -- som Olafs Ungdom -- viftede sit Rygte vidt over Øst- og Vest-Hav, slog det ind i Sydens Ørken, som en Storm, der fejer den røde Baunes vredefyldte Aande, som vort Liiglagen, langsmed lave Aase og over Dalen. Leve skal det, Mænd, saalænge i hver Stue staaer et Sværd, saavist som Ahnebrev i Adelsslot, og jevntmed Sliul'n hænger Dødspropheten for Bjørn og Fiender, nedarvet Rifle, saalænge Hvermand mægter føre sin Stridsøxe let, som Gjenten fører Vævskee! (Bifaldstummel.) Ja er ei Landet skjønt? og lærer i sin Høihed Barnet Mod? og ikke skabt til Niddings Amme? Ja med saadant Præg, som om det var den store Guddoms Ansigt, som om Gud Fader, da han skabte det, sin Almagt vilde prøve? Vel -- vort Land er skjønt og sundt og frugtbart under flittig Arm, med smukke Folk, som Thors og Frejas Børn: Det kan end høj're blæse Ynglings Flamme. Men, var det end foruden disse Dale, der parre sig til gylden Frugtbarhed i sød Omfavnelse med Elv og Søe og Bjerg: saa vilde for os Mænd -- ei sandt? -- den Frihed, vor rige Oldtid gav hver Mand til Arv, og hvoraf vi end eje Kjernen, gjøre det til en Seng, hvor Tapperhed og Dyd og Stordaad avles. Ha du norske Mand, som sidder, liig en Konge, paa den Ager, din Ætfa'er -- maaskee i hans Blod fløi Gudefunker? -- fravandt Dvergene: Du, som paa vidtstrakt, skovkrandst, elvomgjordet og bjergbefæstet Odel sidder (ei SIDE: 336 som i de andre Lande, hvor, liig Trælle, der sove dyngede op paa hverandre i Solevæggen, Bøndergaarde ligge paa Møddingstrimler, og hvor Bondens Sved af Herremandens Pidsk aftørres) -- Du vær Norsk! Thi viid i dette Ord er al den Dyd, som Himlen fordrer for den gav dig Livet her! En ung Døl. Her drak mit Hjerte -- o Sigrids Rosenknop -- sit Blod og Farve i Fred og Fryd. O tøm, strøm, øs ud din Skat! En ældre Døl. Hør Hjerter dryppe ham fra Munden! Ret min Værsøn! Brav! Og Sværd fra Næven dryppe. Før os til Fienden, Guldbrand Kongesøn! Flere Stemmer. I Kamp for Norge Guldbrand Kongesøn! Guldbrand Seiglestad. Sligt Raab, slig Hjertestorm er Bann'ret, rakt med Ørkenvindens røde Hviin mod Skyen, før Spydet svinges opad. Ha, Raab et Chor af Seirspropheter! Den unge Døl. Hør Værfa'er, et Omkvæd paa -- I kjender den? -- paa en af vene Sigrids Viser, klinger -- hør: "saa tømte de Hjertet for Norge en Skaal! og stege med Latter i Sværdebaal!" Guldbrand Seiglestad. Seirsæle Hjem! SIDE: 337 Dølerne. Vee Norges Fiender! (Vaabengny.) Den unge Døl. Forbandet være det Nidingsdrog, som nu sit Blod vilde spare! Hør Værfa'er, Gunder, Maag-min, jeg vil flette -- hør, mind mig paa det! -- hvis jeg kommer hjem, ind disse Ord: Forbandet være det Nidingsdrog, som nu sit Blod vilde spare! ind i en Vise, ny og vakker nok til Sigrids Langeleeg, om Skottekrigen. Skjøn-Sigrid ofrer. Her er Veed. (slaaer paa sit Bryst.) Og her er Faklen. (svinger sit Sværd.) Og Sigrids Uskyldsdrøm er Lammet. Guldbrand Seiglestad (peger paa Jorden.) Og her er Altret. Herren tænder Faklen. (Afsides.) Ak, ak Ragnhild døe! Ha seirer her Sværdet, hist hos Ragnhild Skjebnen, da du vaabenløs -- ? o Uskyld kan afvæbne, en Bøn fra rene Læber standse Tordnen, og Uskyldssmiil indhylle Lynet. (Ragnhild kommer med Luren.) Min Dotter, o, saa er du dog i Live? Velkommen Vesle! Alt jeg vilde sagt de gode Grander, Ingen maatte ligne Anføreren i Blodtørst; thi han havde sin Eneste, da dine Brødre gaae en slibrig Stie i Kongens Spor, at hevne. Thi Morderskaren drog iaftes alt forbi din Sæter, som han aaben fandt SIDE: 338 -- det være undet! -- til et Gjæstebud, hvor dog den bedste Ret var borte. Ha, den vilde kommet før, hvis Helvedaanden Forræderie den Røverhøvding Sinclar tilhvidsket havde, at han kunde rive sin første Fiendes halve Hjerte ud. Eja, var dette skeet, Resten var dog stor nok til at drukne Tabet deri, saalænge Fædrelandet slumrer bag den, som bag den aabne Fiendens Grav, og stor nok til at suge alt hans Blod, om han som Iglen æser, mættet af ti fede Qvinders Blod. Forstod du, Gjente, da ikke Baunens Luetungetale? O daarlig Tid i Landet, naar man glemmer at lære Børnene Forskjellen mellem fredsomme Braater, Krigsherolden Baunen, som øverst staaer paa Fjeldet, hvor en Storm dens krumme, røde, hvinende Skalmeje udstrækker over Dalen, snart fra en, snart fra en anden Kollens Side ud mod Bygden, ludende og raabende, saa Gnister hvirvle ud af Ildtrompeten, Hvermands Aarvaagenhed og Mod iveiret: snart, som det røde Norges Banner, strakt igjennem Nattens sidste, høj'ste Mulm, igjennem Stjernehæren -- liig en Bonde, der søger djærvt til Kongen med sin Klage og splitter i sin Iver Hoffolkstimlen -- den hviner Suk paa Suk om Ret rundt Gud. Ragnhild. Forlad, at jeg har ængstet Eder, Faer. Jeg burde vel betænkt, at ingen rydder paa øde, træbar, jordløs, iiskold Koll, hvor Nordenvinden ikkun stundom hviler. Man Alt var rigt for mig, og Intet øde. SIDE: 339 Guldbrand Seiglestad. Da du er frelst, min halve Sejr er vunden; jeg gaaer nu heel i Kampen; lystig, da den anden Seirens Halvdeel, veed jeg, Himlen den Munterhed, dit Syn uddeler, lover. (En langskjægget Dølekall, med en Rifle, trænger sig frem, ledsaget af en Gut.) Kallen. Jeg kommer vel for seent, er tung tilbeens. Guldbrand Seiglestad. Ei, gamle Graaskjæg, vil du være med, og liste dig ved Staven ud i Slaget? Dølegutten. Fa'er maa skrige for Bedstefa'er er tunghørt. Guldbrand Seiglestad (raaber den Gamle i Øret.) Bliv hjemme, Kall! Saa Hvide, som I er, mit sorte Hærbud ei æsked'. Tirr ei Døden med jer Krykke! I skal for bedre Arm end Sinclars falde! Kallen (nikkende.) Ja, ja, Sinclar falder. Gutten (skriger sin Bedstefa'er i Øret.) Nei Bedstefa'er, han sagde: Gaae I hjem! I er for gammel. Guldbrand Seiglestad. Hvem har narret dette mosgroede Minde over Børnebørn ud for at tirre Døden? SIDE: 340 Kallen (til Gutten.) Ja saa? Hehe? (til Guldbrand.) Aa lad mig faae bli'e med! Jeg havde ingen Bedre hjemme, da han Olaf er hos Kongen. Hør, du Guldbrand, lad mig faae skyde En af Norges Fiender end før jeg døer! Guldbrand Seiglestad. Ha Normænd seer, Taknemligheden imod Fødelandet er skjønnest og en evig Skat, som selv med Gravens kolde Pust i Ansigtet med Fryd af fulde Hjerter udbetales. Og slig en Skat, som med Rubiner ei opvejes kan: den sidste Draabe Blod i hundredaarigt Hjerte, agtes ei saa dyr. (til den Gamle.) Ja staae du gamle Stubbe! Tør hændes, at i dig en Skotte snubler. Den gamle Døl. Tro Guldbrand Kongesøn, at Thorstein falder ei før hiin Fiende. (til Døledrengen.) Hør du vesle Thorstein, tag dette Krudhorn om din Hals, og lad saa fort jeg rækker Riflen bag mig. (Sætter sig med Drengen under et Grantræ.) Guldbrand Seiglestad. Saa, Normænd, lad os alle krandse Fjeldet som med en Tordensky! Nu Granetræet og Ravnens Røverborg, den sorte Furu, som elsker Nor omkaps med os, og laaner velsignet Moder Mønstret for den Søn, SIDE: 341 som suger hendes friske Hjerte, hæle med deres Herrer, laanende vor Vrede et Skjul, til ned paa blottet Fiendeisse paa Sværdeving' den styrter, som Dødsenglen, naar han til Jord sig slynger paa et Lyn! Farvel, min Ragnhild! hold dig til din Moder, imens din Fa'er et Øjeblik Jer glemmer og mindes Gud og Nor alene! Gaa her bag os hjem; thi fremmenfore, mellem de trange Fjelde, kommer Offret snart, som vandrende igjennem Tempelporten op mod Høialteret. Ragnhild (afsides.) Hvor Kniven blinker . . . O Gud see ned! Guldbrand Seiglestad. Ha, ja! de snevre Norges Dale -- mørke saa at Sinclar bruger Fakler -- ere Templer for Fædrelandskjærlighed. Nu, vi skal ofre nigange Ni, som før til Hertha-Frigga, at dette Fjeld ved Kringen evig nævnes Høialteret for denne Dyd! Ragnhild (afsides.) O tør jeg? Hvad vil han tænke? Guldbrand Seiglestad. Ei min Vesle! -- ah, ja det er nu saa mit Mundheld, siden jeg pleied' slæbe dig, i Eng og Stue, paa Armen som et Armklenodie, at kalde dig "min Vesle" -- Ei min Gjente, du er saa bleg og taus? Seer Frygt saa ud -- da er den just udvortes ikke styg -- som naar en Frostnat, Vintrens Efternøler, slaaer Riim i hede Rose? SIDE: 342 Ragnhild (afsides.) Og dog maa han, om han vil seire. Guldbrand Seiglestad. Vær ei bange, men begynd nu, Ragnhild-min, din Sejersglæde; thi Norge strider for sig selv -- hvem kan slig Borg bestige? -- og sin lille Flok af Kjæmper (Norges Tusindegg'de Sværd) det hjælper, laanende sig Selv til Skjold. Og saa er Gudekjæmpen færdig. Ragnhild. O, om forud end jeg saae, at I blev baaren, som Liig, bag Eders Seiersrygte, som sort Segl paa guldbeskrevet Adelsbrev, ei bad jeg Eder Freden vælge, for at overleve Eders Pligt og Ære. Guldbrand Seiglestad. Ha sandt! Nu vel, saa kys din Faer, og far saa vel! Var blot de Unge her, som blusse nu om Norges fjerne Drot, og du stod her, da tog vi gamle Mænd ei Fjeldet med som trofast Bundsforvandt; men hjemme Disse da sad og deelte Hæderen, som Sønnen, liig Glorie om sine Saar, hjembar. Men -- jeg i Spidsen af den raske Flok, der, lig' Sølvsceptre, hæver deres Arme fra deres Throne, Norges Fjelde, stolt af den Frihed, som er Folkets Diadem -- vi stormed frem, som Lougen dem imøde, med Sang og Skrig, og slukte Mordrens Fakkel. Og naar du saae derpaa, hvor kjæmped' de! SIDE: 343 Se de fremtumle, stolende formeget paa deres Kraft, som dem i Kampens Ild til Guder svulmer op, for Ragnhilds Blik. Den troer sig nær det Hjerte, hvorfra Drotblod som ædle Perler ruller rundt i Aaren', som længst sig skyder frem, liig Hvalen, imellem Fiendends Bølger. Ja, min Ragnhild, du Guldbrands Datter! var din Beilerflok her rundt din Fa'er, for disse Mosbegroede, jeg bad dig bie, for at see og vælge. Du skulde see dem, liig den smukke Maane, naar den den vilde Nordlyskappen seer, idet de kjæmpe for at skyde nærmest dens hvide Barm de gyldne Landser, der med Rødt er' pynted', som om det var Thors nys dragne af et Jettebryst mod Himlen. Nu er min Hær kun gamle Mænd, hvis Hjerte er koldt mod anden Kjærlighed end Norges. Ragnhild (afsides). Nu er han mild. Han nægter ikke. Guldbrand Seiglestad. Derfor, min Ragnhild, kys din Fader, og Farvel saalænge. Ragnhild. Min Faer, hvem dobbelt jeg maa elske i denne Stund, der viser mig hvorfor, og med hvad Ret I har min Agtelse, fra tidligst Alder taget op som Skat, vil I -- min Tvivl har gjort min Glæde bleg -- en Bøn mig skjænke, naar jeg skjænker Eder tidobbelt Kjærlighed, hvis den kan øges? Guldbrand Seiglestad. Du har mit Løfte. Jeg vil ikke nægte, selv om det ikke var saa uvist, at jeg kan det løse her. SIDE: 344 Ragnhild (med brudt Stemme.) Saa spar da Sinclar! (Almindelig Forundring og Yttring af Mishag.) Guldbrand Seiglestad. Hvad? lade Dragens Hoved leve, men afhugge Kroppen, som har mere Skjønhed, men mindre Gift! Ragnhild. Spørg ikke, men blot spar ham! Jeg siger, han er Eder kostbar. Spar ham! Til skjønnest Sejersmærke spar ham! Guldbrand Seiglestad. Han er ei min. Ha Ragnhild! En Døl. Ja, ei din, men Fædrelandets. Dølerne. Norges er hans Liig. Gud frelse Sjelen. Den unge Døl. Ha vort Sejersskrig vil søndersplintre Skyggen, naar imorgen den blege Skodde løfter den iveiret. Med denne Øx -- Ak vene Ragnhild, Sigrid tør smile i hans aabne Hjerte. Dølerne. Sinclar -- Han falder først. Den unge Døl. Og Hæren ovenpaa som Klumper Jord paa Kisten. Dump! Dump! SIDE: 345 I Visen (Sigrids Morgenlæbes Klang) skal staae: En Øx hans Klokke, og Kringen hans Grav, og Norge en Fyr til hans Bauta gav. Ragnhild. Ak tal Fa'r, Fa'r! Guldbrand Seiglestad. Du hørte Norge. Medlidenhed -- Du ynkes: han er ung? Medlidenhed er blind -- en blind Polype i Qvindebarm, med lange Følehorn, corallemalt; men Retfærd seer, som Perlen, der Solen seer fra dybest Dyb og ammes til melkhvid Skjønhed op af fjernest Stjerne. Ragnhild. Ja han er ung. Guldbrand Seiglestad. Hans Hoved ungt, men see tolvhundred Arme svæve rundt, som Skyer i mørkerøde, rullende Rader rundt en Høstqvels Stjerne. Gaa, Farvel! Hils hjemme, Ragnhild-min! Ragnhild. Ak, I er Høvding; og Fiendens Høvding er jert Høvdingbytte. Gjem ham til Skam og Eders Ære, til en Triumph for Norges Qvinder og til Leeg for Norges Børn. Er det ei nok for korte Vellyst i at dræbe ham, som zittrer kun saalænge Blodet puttrer i Striden for at binde Sjelen, som jert Hug gav Smag paa Frihed og som flygter for fra en sikker Høide lee, imedens SIDE: 346 end Hevnen paa dens efterlagte Pjalt -- som Ornen med sin Huggetand i Støv, i latterligt, afmægtigt Raserie -- sig mætter. Ja, er hiint ei nok, saa tag før Spillet højest Vinding af min Haand! Jeg sælger Norge Seiren for den Priis. (afsides.) Tak Gud, som skjærpede min Elskovs Syn! (til Guldbrand.) O see I ikke -- ? Har, hos saa gamle Folk, paa deres Eftertanke Kamplyst hugget hvert Øje ud, endskjøndt for hver Dag eet udvoxe burde paa den? -- see I ikke, (saa se jer om, og se, at dette nøgne, med tynde, tørre Graner voxne Fjeld, som vel for Flugten -- aldrig tænkt paa -- kan være Dør-ilaas nok, vil forraade (før Eders Plan som Skybrud brister) for det første Fiendeøje -- og hvor let kan Sligt ei hænde -- som af kjedsom Vane mod Skyen stirrer, maaler Fjeldets Høide . . at dette nøgne Fjeld, som Sandhed nøgent, vil fluxen aabenbare og forraade hver Tømmervælte, hvert et Stenebolværk -- af hvilket hver en Steen først knække skal en Fiendeskolt, saa blive dennes Gravsteen -- som I har væltet op til første Angreb, de Fjeldets ranke Drenge, I har plantet istedenfor de Ynglinge, I mangle. Guldbrand Seiglestad. Ved Gud! Ha sandt! (til sine Folk.) Hør! Meld Lars Gram. . . . Den unge Døl. Ei sandt. SIDE: 347 Den ældre Døl. Ei Olaf tyst nu! Flere Døler. Ragnhild taler sandt. Ragnhild. Nei, Tys! den Fare er ei stor, Dog større end at I med Eders Mænd den vælter bort; men jeg den bort skal blæse -- ifald I vil bevare Sinclar -- med denne Luur, og alle Fiendens unge og sunde Liv, som Haar, for flux at kløvne, hen paa de Segle, hine Mænd -- o alt jo deres egen Gravs Bevogtere -- i runkne Hænder holde. Rygtet jo jer Datter nævner som i Norge bedste Luurblæserske. Nu vil jeg Prisen tage, om ei jeg tog den før; og blive, om ei Bedste i, saa Bedste dog for Norge. Guldbrand Seiglestad. Tal ud. Ja Sinclar lever. Dølerne. Sinclar lever! Ragnhild (peger paa en Klippe modsat Kringen.) Jeg kjæmper for min Kunst fra denne Pynt, som, liig en stympret Arm, sig hæver mod det høje Skulderfjeld, som bærer Eder, I iisgraae Falke! Og, naar Fienden kommer, mens sagte ud I drage Eders Glavind, en lang vemodig Tone, som om jeg en ensom Elskov pleied', sender jeg, som Dødens Engels Vingeslag, og til et Tegn for Eder. Og i dette Suk for Norge vil jeg lægge al min Kunst, saa, om end Luur de hørte før, dog hvert SIDE: 348 et Fiendeøre Øjnene skal drage, og saa med Blikket al Opmærksomhed mod denne fareløse Steen alene fra Fjeldet, hvorpaa Døden ruger. Guldbrand Seiglestad. Ha saa er Tid! Ved Gud, du taler sandt! En Døl. Hver Arm hans Skjold. Dølerne. Saa skal det være. Guldbrand Seiglestad. Ragnhild ham ei ynker. Men hun vil spinde Net til Sinclar. Ragnhild (afsides.) Ja et Net af slanke Glemmigejer. Dølerne. Sinclar ei døe, ei døe! Den unge Døl. Ha Livet var ham nok i Olafs Viser og i Sigrids Mund. De Bagerste. Et Budskab fra Lars Gram, vor gjæve Fogd. (Budet kommer frem.) Budet. Lars Gram, med Hær saa gram som Fogdens Sværd, staaer alt paa Pladsen. Har I Budskab? Guldbrand Seiglestad. Siig Fogden, Ragnhilds Luur skal give Tegnet, naar vi har Skotten fat. Ved tredie Klang SIDE: 349 -- o saae vi Stjerner høilys Dag, vi saae da, at de rysted' -- ja ved tredie Klang, han vælte Styrken frem. Ha da er Tid! da svulmer Hjertet os i Haanden. Eja! (Budet gaaer. Til Ragnhild.) Gaae Tøs, udstød dit Suk for Fædrelandet, saa Dvergene i alle Kløfter juble! -- Ja Sinclar lever: Du har godt betalt. Han lever: denne Arm er nu hans Skjold. Din Luur bli'r Norge kjær. Ha Guldbrands Datter! en Helt af dine Kongefædre malte den Tanke i din Sjel. (til sine Folk.) Skjænk Lougen Mjød af Fiendehjerter -- o saa stærk og sød! Hver Skottepande blive Muslingskal, hver Tand en Perle udi Nøkkens Hal! Men Sinclars Hoved paa sin Skulder staae som Sejersminde, rødt af Landsmænds Blod, og Skammen vride skal hans Hjerterod og rive Panden op med Negle blaae! Idag I Gutter bli'e medengang Mænd, I Kaller vevre Ynglinge igjen! Nu lystig' I med snedækt Bryst, som gaae til Domning i en moden Høst! De gyldne Ax, vi skjære med vor Ljaa skal Mindet hænge op som Stjernekrands, som rigest Neeg høit paa sin Himmel blaa! Der evigt skal det kappes udi Glands med Funkerne, Carls-Vognens Eger slaae! (Guldbrand og Gudbrandsdølerne gaae. Den gamle Døl sidder igjen hvor han har sat sig.) Ragnhild. O vel hin døve Olding hørte, at han raabte: Sinclar leve skal? Hvor er han? Vist er han gaaen bort? Javist han hørte, om han da var tilstede. Vist han hørte, da høit min Faders Sejersglæde talte. SIDE: 350 Desuden, er han med, saa følger han i Barndomstanker med for Moro blot. -- Dog er jeg angst. O gid han var her! O dumme Frygt, som kommer af, jeg stundom blander ham med Balder, som for blinde Hødurs Mistiltein brat daled' fra Himlen ned i Helved. Ha, denne Arm, som hænger liig et visnet, skrumpet Siv, til Leeg for Vinden, ved hans krumme Side, jeg kunde bryde, før end Krebskloe, af med tvende Fingre. Gud! hvælv denne Dag -- o heller Nat med tusind røde Stjerner -- hurtig rundt! Men gjem paa Morgendagen, da med Undren, naar Sinclar vaagner efter Slaget, som bag skrækmalt Drøm, han finder Haanden fri fra Byrden: Skjebnen, som nedtynged' den med Ravnevinger, strækkende sex hundred' Staalnegle ud. O den er fløjen bort, bortblæst af Ragnhilds Luur! Nu sidder der en rosenfingret, elskovskjelen Due. Og da, istedetfor den fæle Hær, som fulgte ham igaar, saa følger ham paa skjultest Stie, meer tro end hele Hæren, hans -- saa han kalder mig alene -- hans Ragnhild. O mit dyre Bytte! For Sværdet, som vil visne i din Haand, du finder da en knoprig Rosenstengel. Saa lægges Støv og Lidenskab og Last bag Glemsels Mos, bag Gravens Stene fast; men ovenpaa der staaer en nysfødt Engel! (Vil gaae. Sinclars Piber og Trommer høres langt bort. Hun standser.) Tys -- ha mit Hjerte! O jeg troer, jeg standser ham midt i hans Følge. (Seer sig om.) O Fjeld! der er min Fader. Kom mit Bytte! (Gaaer bort og sees derefter paa Pynten.) SIDE: 351 (Skotterne komme under Pibe- og Trommemusik med Sinclar i Spidsen. Ragnhild blæser en lang Tone igjennem Luren.) Sinclar (standser med alle Skotterne. Alle see mod Ragnhild.) Ha holdt! (Musiken standser. Ragnhild blæser paany.) Ranald. Godt blæst. Sinclar. Min Himmel aabnes. Stille! Det klang i Porten. Stille! Ranald (afsides.) Ja ved min Faders Been! Ha skal vi staae i denne Grav? (Lægger bag Sinclar an paa Ragnhild.) Sinclar. O end -- ak kan du høre? For sidste Gang raab et Farvel! Min Ragnhild raab et Farvel! Ragnhild (blæser gjennem Luren.) Farvel! (Ranald skyder. Ragnhild falder.) Sinclar. Hvem? Vee? (Styrter med Haanden for Øinene bedøvet hen mellem sin Trop, famlende efter Gjerningsmanden. Dølekallen rækker sig paa samme Tid frem fra sit Skjulested og lægger an paa Sinclar.) Kallen. For Norge! (skyder. Sinclar falder.) (Guldbrand Seiglestad, i Spidsen af Gudbrandsdølerne, styrter over Skotterne med det Raab: For Norge! Vaabenbrag. Teppet falder.) SIDE: 352 EFTERSPIL (Skotland. Sinclars Hal. Lady Sinclar i en tungsindig Stilling ved Harpen. Anne og Robin ved hendes Fødder. Lady Sinclar. Syng ikke meer, I Dagens muntre Kilder, Livskilder fulde af det friske Blod, nu Nattens stivnede Blodsdraabe, Hanen, af Midnatsmaanen smeltes hen i et (galende) Oveeovee! Oveeovee! Robin. Hør, hvor Lady galer godt! Anne. Ja vi gaae, men lad os blot sidste Vers af Visen nynne. Vi paa Flere ei begynde. Anne og Robin. (synge, mens Lady Sinclar griber af og til i Harpen.) Saa bragte de Jacob, den gamle Graaskjæg, hans Kjole, den brogede Kjortel og fryndsede Hat. Men Blomsten var borte, der Blodflekker sad paa Kjortel og Hat, i Kryds og i Rad, saa tæt og saa tykt og saa røde som Sole i Midienat. Med Argelist sukked' de Skalke: o Vee vor Broder! den Kjortel vi fandt i den vildeste Skov. Siig, kjender du denne, og lugter du Blod? O sikkert et Rov vor Broder, saa god, saa lystig og favr, er bleven for . . . SIDE: 353 Lady Sinclar. Meer ei! Godnat, Godnat! Robin. Godnat da! vi skal tænke idrømme paa en Sang, som Morgenrøden lystig, som Sommeraften lang. Anne. Ja den om Nains Enke, som bøjet og mistrøstig ved Sønnens Baare stod. Den er vel ikke lystig, men Enden blier dog god. (De kysse Ladyen paa Haanden og gaae.) Lady Sinclar. Kom, viis dig, skumle Aand, som deler min Faders Borg med mig! Nu er det Tiden, da I tør see tilbage i det Liv, som I med Eders Uskylds Blod har plettet. -- En Udsigt, som jeg engang vil faae see: en Udsigt som paa Kirkegaarden, da en mosgrøn Bauta -- som om den var evig -- er sat for hver en fuldudført Misgjerning, sort Kors for hver en Udaadstanke, og en sjunken Grav for hver en bortlagt Dyd. Og under hvert af disse Minder ligger saa sammenknuget, at det ei kan skrige, et Hjerte, Hjertet. Jeg mig selv fordømmer. Thi er det ikke sandt og rimeligt -- om strenge Puritaner raaber: Løgn! -- at da Forbrydelsen ei evig var (hvor kort at tænke: Mord? hvor snart at nævne det Ord: Mord, imens man laver Bægret? -- sligt Et, som Broad-Albaine drak, jeg mener -- Hvor snart, thi Hjertet sidder knapt en Tomme SIDE: 354 fra Huden, see den Tanke fix og færdig?) Nu, hvad jeg vilde sagt er det ei sandt? at da Forbrydelsen ei evig var, er Straffen ikke heller. Helved slukkes i Albarmhjertighedens milde Blik! Og har en Synder, i hvis Fodspor strømmed' Uskylds og skyldigt Blod -- o ligemeget; thi Gud bør slaae, ei Mennesket -- naar Døden, forstenede Obaddon, bær hans Aand, en Bloddamp liig, fra Jorden op, slig Udsigt tilbage til sit Liv som Kirkegaardens: da vil, naar han saalænge stirrer paa den til Anger snoer sig frem udaf hans Sjel, og klemmer af den rædselsfulde Suk, omsider Stenene ham Træer synes, de sorte Kors ham eviggrønne Buske, de sjunkne Grave synes Blomsterbed. (synker hen i Tanker.) Ha, mig for milde Tanker! Kunde jeg tænke saa, jeg smilte. Nu er Tiden, du Helvedaand, som lærer disse Børn Forbandelse i deres Uskyldsord! O Vee -- det var en Midnatstanke -- Vee, hør, hvis du er udenfor mig Selv, og ei kan læse Tanker, hvad jeg tænker. Om ikke du vil vise Dig, saa hør, men ei i Vanvids Ord, endskjøndt du ønsker, og stræber det at kogle frem ifra dets Vraa; thi selv hos Visest sidder det, som rastløs Edderkop, og spinder frem i Dagens Lys Bizarrerier, som Folk med Skuldertræk og Smilen seer. Er Aanden, som jeg troer forbander mig, fordi jeg ønskede min Broder Ondt, da han i Faren steg, fordi jeg hævned' paa Qvinde- eller Tigerviis, foruden at vinde Andet end den blotte Hevn: er Den -- o hvis det var saa -- ikkun Pust SIDE: 355 af min Samvittighed, der stønner, og en kulsort Tungsindsdamp opsender, liig vinget Aand, i min Indbildnings Himmel? -- Ei Himmel! Eja, Nattehimmel, derfor jeg skuer ikke klart meer i mig Selv. O hvem vil svare? Aand kan ikke tale. Og, er den udenfor, saa er den tvær som ondskabsfuld; vil ikke vise sig, endskjøndt jeg maner. O du skulde være kjært Selskab mig, meer elsket end mit eget. Men er den indenfor, saa hvine der -- foruden at der meer end tusmørkt er -- titusind Raab ikryds og qvær, saa jeg kan klart ei nogen Stemme høre. Dog fra Dybet brøler der en Stemme: George! Og Alt derinde er som svimlende af Giftdamp. Ha, hvad enten du -- jeg veed, jeg drives af en Aand, som Pythia, og derfor skreg jeg: Hevn! men hevned' stille; og derfor viselig jeg raaded' fra det Liigtog ud af Landet: derfor lagde jeg, da det drog (o kun med halve Villie, hvis Gud er mild) Forbandelser paa Bann'ret -- Ja skumle, skumle Aand, hvad enten du herinden eller udenfra nedryster, ifra din Aftenbakkeflugt omkring mig -- hvis Hviin er Ahnelser -- som blodbestænkte Skindvinger, fæle Drømme, o saa er du for tung for mig! (synker hen i Tungsind. Farer op.) End engang jeg besværger, er du udenfor, saa viis dig! viis dig! -- Jeg er ikke bange -- saa dette Vanvid, som du klækker frem, medeengang springer ud som aaben Valmu -- o stor nok i sin Kalk til Grav at være for tyve Somres Kummer, og med Duft stærk nok og tyk for klarest Minde hylle! Ikke Valmu! ikke Glemsel! Klæk det ud! den Plan du har mig svoret, klæk den ud! SIDE: 356 Klæk Vanvid ud -- o min Forstand er stærk -- Men slip ei Ungen før den er fuldvoxen, thi ellers flyver den, som Myg til Lyset, strax over Helvedilden, svier Vingen og falder ned . . . (Det banker.) Velkommen! Aabn Døren selv, hvis ei et Nøglehul er Port nok. (Ranald kommer i en pjaltet Gudbrandsdøledragt med dertil hørende rød Hue.) Kul paa Hovedet! Du er fordømt! En Djævel! Ranald (tager Huen af.) Er jeg en Djævel, saa er jeg en meget fattig Djævel. Lady Sinclar. Ha -- Ranald! Ranald. Ja det er ganske rigtigt mig, Eders Naade. Da jeg saae Lys her, gik jeg op for at hilse paa Mylady, nu mit Blods Herre -- ved hvilken Leilighed jeg saae, at gamle Willie havde sat Porten aaben, saa han nok ikke duer til Portner mere. Hvis I har lidt Mad, vil jeg endnu mere blive mig Selv liig, for nu er jeg (tager sig om Kinden) -- sandt at sige -- kun mit eget Blyantsportræt. Lady Sinclar. Og I? Ranald. Jeg? Ja mine Been ere nok de samme lange skotske, jeg bar med mig ud af Landet, men mit Kjød har jeg norsk Naadsens- grød at takke for; thi jeg har tærsket for Maden hele Vinteren over hos ædelbyrdige Herr Guldbrand Seiglestad i Gudbrands- dalen; og, da Tartanen -- Plaiden mistede jeg ved en vis Leilig- hed -- Eders Naade gav mig i Fjor af Eders Forraad, var ud- slidt og gjorde Partie (som jeg Selv med Landets Fedme) med Landets Magerhed, Slud og Kulde, omtrent ved Juletid, gav min Huusbond mig af særdeles Naade denne Dragt, som jeg dog, paa Ære, vil svie op i Morgen, og trække mine gamle Hjemmeklæder SIDE: 357 paa, hvis min Moder ikke har lappet dem op til lille Anne, eller -- endnu bedre, og saa maa det være, -- Eders Naade behager at udnævne mig til Eders Castellan, og give mig den salig Clans Farve. Lady Sinclar. Hvad Clan? salig Clan? Hvorledes? Ranald. Hvorledes? Ja det "Saaledes" er isandhed et Mirakel. Og da det glæder mig, at Eders Naade bekymrer sig om mig (hvilket giver mig Haab om hvad jeg sagde) saa stiller jeg Eders For- undring -- det er i Sandhed værd Eders Naades Forundring -- saaledes: Jeg staaer saaledes som jeg staaer, fordi jeg ved en vis Leilighed ikke stod, hvor Alle de Andre vilde staae; men, da deres Been bleve for korte; og, da jeg saae alt Kammerat- skab ophævet -- saasom der ingen Kammerater var mere -- gjorde jeg mine Been saalange som muligt. Hiin ædelbyrdige norske Mand greb mig i dette Tidsfordriv -- dog forekom det mig, at jeg løb hurtigere end Tiden -- for med eet at fordrive mig fra al Tid; men Himlen hjalp mig, i det den tvang min Angst til at raabe: Sinclar! Sinclar! Og, ved Himlen, som lærte mig dette, det var intet Tyverie! Eders Naade vil selv see, at det var Himlen, Himlen fuld af stærke Engle, som hjalp mig, naar jeg siger, at den blodgjerrige Djævel strax blev til den bedste Skyts- engel, nogen Papist kan ønske sig eller har havt; ja bedre end St. Andreas og St. Georg og St. Patrick tilsammen. Thi ikke alene sagde han: "er du Sinclar, saa tak Gud og lev!" men da en ny Blodhund støvede mig op paa Vejen og fordrede mig ud- leveret, for igjen at udlevere mig til mine Kammerater, og vi ikke kunde blive ham qvit, og han i sin Hidsighed syndede imod Subordinationen, saa hug min gode Kammerat -- thi vi sad nu paa een Hest sammen -- ham ned paa Stand [fotnotemerke] . Da vi kom hjem, saasom Himlen ikke vilde laane mig Navnet længer, da Ringen, hvori det havde siddet, blev funden i Sandet, hvor Gjæstebudet var holdt Dagen iforvejen, sagde jeg min stormodige Vært, at jeg vel ikke var Sinclar selv, men dog bedre end han nu, og at jeg Fotnote: Dette Træk lever i et Sagn. SIDE: 358 var Ranald Tobias Mac-Dunkeld Mac-Sinclar. Denne Forvand- ling havde nær forvandlet min Herre til en ligedan En som den, der kom til os paa Vejen med Aanden i Halsen; men hans Dat- ters Begravelse -- hende havde jeg sørget for, Eders Naade, men jeg taug med Sligt der, -- gav ham Andet at tænke paa. Og da Vinteren kom, gav han mig Erter at tærske og Erter at spise til nu Kyndelsmisse da han lod mig løbe. Og nu er jeg her for at være Eders Kastellan -- dersom I vil boe paa Borgen -- og Portner (dersom I vil bekoste den hængslet) og Gartner (hvis I vil have Neldehobene bort og Rosenhække istedet) og Fændrik (der- som I vil baldyre et nyt Banner) og hele Clanen under eet, der- som ikke Rob og Dick og Clas og Jamie Blackdittlie have gjort ligedanne Mirakler i Tilvæxt som deres ældre Brødre i Afvæxt. Lady Sinclar. Mirakler? Mirakler? -- Du Ranald? Ranald. Ja, som man siger, Een og alle de Andre. Dog troer jeg vist, de ere i Hælene paa mig de Andre, dersom I har et godt Syn. See Jer om! Ere de her, saa ere de her Alle, og faae godt Rum i det ene Hjørne, skjøndt sexhundred' Mand. Sirrissen faaer fore- stille den lystige Tom Sækkepibe og Tømmermandstordyvelen Willie med Trommen. Thi de ere nu stilfærdigere end da de raabte: Hurra Sinclar! paa Stranden, og løbe hverandre overende for at komme ombord. Hører I Noget, eller seer I Noget, da er det tydeligt Budskab nok. Lady Sinclar. Hvor? Hvor? Hvor Sinclar? George? Ranald (river et Haar af sig, og svider det op i Lyset for ethvert af Navnene.) Ja hvor er Fergus? -- Støv! Hvor er Jonathan? -- Stank! Hvor er Jess, mit Sødskendebarn? -- Aske! Hvor er Ralph, mit Sødskendebarn, og William? -- Røg! Hvor er David Benjie og Steffen og Lieutenanten Herr Duncan Mac-Donalbain, som var SIDE: 359 stærk nok -- Ruiner af tre Haar! Det Hele fik en Ende og det en saadan Ende, som naar Stormen slaaer ind af Vinduet og blæser et Lys ud saagodt, at ikke den fineste Næse kan kjende Lignelse til Oos. Lady Sinclar. Og Sinclar? Ak døde George! -- Puds Lyset du Djævel! her er saa skummelt. Døde George! Ha Ranald! jeg ei kan see, om Løgn . . . Ranald (pudser Lyset). See saa! Nu seer I den magre Sandhed; thi virkelig, jeg er mager, skjøndt min Tunge er feed paa meget Ondt. Troer Eders Naade ikke dette, saa skal min Hunger (hvis Eders Naade vil erindre hvad jeg bad om) bevidne, at jeg for min Part har lidt Ondt nok for at komme derfra med Livet. Ja neppe var jeg det, hvis ikke en Hædersmand af en Landsmand -- berømmeligt Minde og berømmeligt Navn -- Wallace, som nu, ligesom hans Fader, fornøier sit kongelige Sind, som desværre er ledigt, i dets Ledighed med Handel (stor Handel da, Gud bevares) i Bergen i Norge -- hvis ikke denne stolte Landsmand havde faaet prakket mig om- bord paa et af hans Herligheds Skibe, der farer paa Gammel- Skotland. Og troer Eders Naade ikke sligt Beviis paa at jeg har lidt Ondt (og dog det Bedste af dem Alle) for at komme derfra med Livet, da har jeg her en Almuessang, jeg fik med paa Rei- sen, hvori det Hele er beskrevet i Hovedsagen sandt nok, om der saa staaer 1400 Mand istedetfor 600. Og troer Eders Naade ikke sligt et tordnende Vidne, da har jeg i Visen indviklet et Been, som jeg fandt om Vaaren, da Sneen gik væk, paa det Sted min Herre og Eders Broder lagde sig sidst om Høsten. Lady Sinclar. Hid! hid! (Ranald giver Lady Sinclar et indviklet Papiir, som hun ruller op og tager et Been ud af.) Ja -- sandt som Himlen -- Been, et Been! (lugter paa Benet.) Ret! Jeg kan ikke lugte om det er just Georges Been. O søde, lille Qvist! SIDE: 360 Dog troer jeg, thi jeg følte Lugten dybt paa Hjertets Bund, som naar Iiskjelder aabnes, og Lys gaaer ud, og iiskold Vind udstrømmer. (styrter Ranald om Halsen.) O du har fler' fortræffelige Karl! Fortræffelige Karl vær gavmild, og tag Borgen med dens Blyhjelm for en Pande og hele Parken for en Haardusk! (slipper ham.) Ranald. Nei desværre, Eders Naade; dette ene er min hele Skat des- værre. (Afsides.) Havde hun ikke . . . Lady Sinclar. Ja har du fler', saa siig! Ranald. I Sandhed ikke, Eders Naade! (Afsides.) Havde hun ikke været saa hastig, vilde jeg kunnet mærke om hun kyssede min sultne Mund. Men det er det Samme! Jeg er nu baade Kastellan og Kommandant paa Slottet, hvis ikke en fattig Fætter kommer. Lady Sinclar. Ha, min dyre Marmorsteen hæng om min Hals i Guldkjæde! O Elphenbeen! Smuk Pynt! Ak døde George, jeg troer det er dit Kravebeen. Stor Skade, at den sultne Maane har ædt Kjødet væk! Ranald. Kom Eder igjen, Eders Naade! Lady Sinclar. Jeg vil med Taarer fugte Georges Been; og, hver en Time, varme det med Kys; og hver Dag med en Draabe Blod det gjøde, til først en Fingerspids fremblomstrer, og dernæst Arme skyde sig mod Himlen, SIDE: 361 og dernæst Laar slaae Rod, og Bryst og Pande som Knoppe løfte sig; og saa, naar Alt er færdigt, vil jeg -- herligt! herligt! omfavne Gudebilledet og døbe det om paany med alt mit Blod, og blæse min Sjel i det til Liv. Naar saa han vaagner, troer George, at han har drømt. Jeg vil begynde strax, thi Maaneder vil gaae før Alt er færdigt . . Ak jeg -- Gud! Jeg kan ei græde! Det er Fattigdom. Saa kys da! kys! (kysser Benet hæftigt.) Ah ja, det voxer alt op til et Bjerg. Saa kys da! kys! Ranald. Ak, I æder Eders Broders Been næsten. Eders Naade! Eders Naade! Lady Sinclar. Ja jeg æder det. Er der ei meer tilbage? Gid der var Gift i denne Stilk! (kysser Benet.) Du veed ei, Dumme! at jeg Himlen bad om slig en Ret. Dog greb jeg efter Ønsket, for det igjen at faae, og gjemme det blandt andet levret Blodkram i mit Hjerte. Men det desværre -- siig: desværre! -- var i øverst Himmel alt, som det igjen bevilget sendte ned til nederst Helved, som, opfyldt, nu mig stikker det i Munden. Ranald. Vist Mylady. I bør lægge Eder, saa skal I faae mere imorgen, naar I behager eller naar jeg faaer hvilet ud. Gud bytte den bitre Sandhed med en sød Drøm. Lady Sinclar. Jeg vil da blæse paa dit Been min George! Og vinde Priis i Fløitespil fra Hanen. Og denne Vise vil jeg synge til. Ak det er ikke huult. Bor Huller i det! SIDE: 362 Dog bi med det! Synd, hvis en Splint blev tabt af Georges lille Urne. Hvis jeg dandser, det er Castagnet. Men var det ikke Georges, men Kalve- eller usel Stympers Been? Fy, fy! Jeg da bedrog mig. Ranald! Jeg da bedrog mig, Vee Ranald, løi du? (Griber Ranald i Struben.) Ranald. Ved -- fordr hvilken Eed I vil -- det er Oberste Sinclars Been. Ved Himlen! Ja var det Kalve- eller Oxebeen, aad jeg det op. Og jeg sværger, Eders Naade bør ikke tage sig det saa nær. Lady Sinclar. Ak, hvad er nærmere end disse Been, udvox'de af det samme Hjerte. Ha du siger saa? Javist en Flygtning er Meeneder ogsaa. Tag mig Harpen, saa skal jeg dømme sidste Vidne, Visen, om den med dig og Himlen vidner, eller med mig og Helved. (Sætter sig til Harpen.) Ranald. Saa er Melodien, Eders Naade. Min Ærgrelse har tusindgange i Vinter maattet hakke den i sig. (Nynner den.) Lady Sinclar (synger.) Herr Sinclar drog over salten Hav; til Norrig hans Cours monne stande. Blandt Guldbrands Klipper han fandt sin Grav. Der vanked' saa blodig en Pande. Ranald. Ja, ved Gud! Lady Sinclar. Stille! Gud vil lønne. (synger.) Herr Sinclar drog over Bølgen blaa, for svenske Penge at stride. Hjælpe dig Gud! du visselig maa i Græsset for Normanden bide! SIDE: 363 Maanen skinner om Natten bleg, de Vover saa sagtelig trille, en Havfru op af Vandet steg, Hun spaaede Herr Sinclar ilde. "Vendom, vendom du skotske Mand! det gjælder dit Liv saa fage. Kommer du til Norrig, jeg siger forsand: ret aldrig du kommer tilbage!" (Forbauselses-Skrig). "Leed er din Sang, Du giftige Trold! (taler.) giftige Trold? Altidens du spaaer om Ulykker. (taler) om Ulykker? Fanger jeg dig engang i Vold, jeg lader dig hugge istykker!" Han seiled i Dage, han seiled i tre, med alt sit hyrede Følge. Den fjerde Morgen han Norrig mon see. Jeg vil det ikke fordølge. Ved Romsdals Kyster han styred tilland, erklærende sig for en Fiende; ham fulgte fjortenhundrede Mand, som alle havde Ondt isinde. De skjændte og brændte hvor de drog frem, al Folkeret monne de krænke, Oldingens Afmagt rørte ei dem, de spotted den grædende Enke. Barnet blev dræbt i Moderens Skjød, saa mildelig det end smiled'; men Rygtet om denne Jammer og Nød til Kjernen af Landet iled'. SIDE: 364 Baunen lyste og Budstikken løb fra Grande til nærmeste Grande. Dalens Sønner iskjul ei krøb; det maatte Herr Sinclar sande. "Soldaten er ude paa Kongens Tog; vi maae selv Landet forsvare. Forbandet være det Niddingedrog, som nu sit Blod vilde spare!" De Bønder fra Vaage, Lessøe og Lom, med skarpe Øxe paa Nakke, i Bredebygd tilsammen kom, med Skotten vilde de snakke. Tæt under Lide der løber en Sti, som man monne Kringen kalde. Lougen skynder sig der forbi: i den skal Skotterne falde! Riflen hænger ei meer paa Væg, hist sigter graahærdede Skytte, Nøkken opløfter sit vaade Skjæg, og venter med Længsel sit Bytte. Det første Skud Herr Sinclar gjaldt: han brøled og opgav sin Aande; hver Skotte raabte, da Obersten faldt: Gud fri os af denne Vaande! Frem Bønder! frem I norske Mænd! Slaaer ned! slaaer ned forfode. Da ønsked' sig Skotten hjem igjen; han var ei ret lystig tilmode. Med døde Kroppe blev Kringen strøet; de Ravne fik nok at æde; det Ungdomsblod, som her udflød de skotske Piger begræde. SIDE: 365 Ei nogen levende Sjel kom hjem, som kunde sin Landsmand fortælle, hvor farligt det er at besøge dem, som boe blandt Norriges Fjelde. Der kneiser en Støtte paa samme Sted, som Norges Uvenner mon true: Vee hver en Normand, som ei bliver hed, saa tidt hans Øine den skue! Er dette Georges Dødssang? Ak hvem var den maaneblege Havfru, som dit Kjølvand, med Forbandelser og Veeskrig sortned? Svar mig du Ungersvend, at Angst ei kryster til sveddækt Globarm din vaarunge Søster! Vee, du har ikke Tunge meer, ei Hjerte! Saa bland en venlig Drøm da i min Smerte! (lader Hovedet synke paa Harpen.) Ranald. Ja dette er Visen. Hans Dødssang eller hele Clanens og Hæ- rens Dødssang, om I behager. Og jeg kan forsikre Eders Naade om, at Støtten staaer der, da jeg selv, i min forrige Hosbonds Brød, med svidende Kinder maatte hjælpe til at reise den. Den er til al Ulykke et Kors, saa Djævelen ikke tør rive den over- ende. Men er det Sandhed, at Støtten staaer der, hvor Vore ikke stode, saa er det -- saasom jeg staaer her -- Usandhed hvad der staaer i den pralende Vise -- Behager ikke Eders Naade at høre? -- at ikke nogen levende Sjel kom hjem. For, ved min Sjel! jeg er en Sjel og en levende, som min Hunger tilskriger mig. Dog var jeg neppe det, skjøndt jeg slap ifra Bønderne, hvis ikke min hæderlige Landsmand i Bergen -- Gid Gud kalde hans Forfædres Dage tilbage for ham! -- havde revet mig ud af de bergensiske Gadedrenges Kløer. Men da jeg er det, saa beder jeg, dersom ikke Eders Naade tager det ilde op, om Nattely i Borgestuen, men førstogfremst, om Noget, hvis hurtige Død og Fortærelse skal vise, at jeg er levende, og, at Visen, i det Punct, lyver. Desuden -- vil ikke Mylady høre? -- Een til slap dog SIDE: 366 (af Naade og Barmhjertighed, som de stolte Knegte sagde, men rettere af Overmættelse paa vort Kjød og Blod) nemlig Gilbert Buttler, som endnu er i Landet og puster Glas, ligesaa skjørt og reent som hans Klinge. Eders Naade kjendte Gilbert vel? Ei, sover I? Saa Gud sidde over Eder og tilmaale Eder en lang Søvn, og alle Engles bløde Vinger være Eders Dyne, og alle Engle række Eder søde Drømme! (Gaaer. Teppet falder. Sørgemusik.) (Sinclars Hal. Lady Sinclar i samme Stilling. Lyset brænder endnu paa Bordet. Morgenen dæmrer ind af Vinduet. Det banker paa Døren. Anne og Robin komme.) Anne. Ingen raaber os: Komind! Lady, vredes ikke over, at vi komme . . . Robin. Sagte Trin! Seer du ei, at Lady sover? (de liste sig hen til Ladyen.) Anne. Ak, har Stakkels Lady saa sovet her inat paa Stolen, dygtigt vist hun fryse maa? Intet Teppe uden Kjolen? Gud! og Lyset brænder, skjøndt Dagens Lampe, Morgensolen, Gud at tænde har begyndt. (slukker Lyset.) Robin. Hun kan blive syg. Vi ville kysse Haanden ganske stille. Maaskee vaagner hun og seer, hun iaftes glemte Sengen, gaaer saa ind hvor Bolstret er blødt og silkerødt som Engen, for at sove bedre ud. SIDE: 367 En Godmorgen give Gud! (kysser Ladys Haand.) Ak min Gud, hvor Lady fryser! Underligt hun ikke gyser. Anne. Ja frydrigeste Godmorgen, men den fattigste paa Sorgen! (kysser Ladys Haand.) Ak du store Gud, hvor kold! La'er sig svinge hid og did, uden Aarer, kold og myg? Kjend du Robin! Neglen Hvid. Robin. Himlen være hende Skjold, at hun ikke bliver syg! Anne. Ak, der er ei Pulseslag. Robin. Tys! lad høre Aandedrag! (bøier sig lyttende ned.) Jeg ei hører. Hun har bøjet Hov'det altfor dybt mod Skjød. Anne (bøjer sig ned). Ak hun holder aabent Øjet. Anne og Robin. Frels os! Lady sidder død! (Teppet falder.) Henrik Wergeland SIDE: 368 PHANTASMER, EFTER RAVNEKROG-POETENS MANUSCRIPT FØRST I DET MAROCCANSKE, OVERSATTE AF BARBAROSSA, POLITIEMESTER I SALÉE, SAA I DET SPANSKE, OVERSATTE AF GREV D'ESPANNA, GOUVERNEUR I CATALONIEN, SAA I DET PORTUGISISKE, OVERSATTE AF BARBEER PIRES, MARQUIS QVELUZ, HVOREFTER DE, UDI DET NORSKE, TIL LYST OG FORNØIELSE, OVERFØRTE ERE AF SIFUL PRO PATRIA SIFADDA, VELMERITERET BACCALAUREUS FORTALE, i hvilken intet Andet (saafremt en Fortale skal indeholde altid Anbefalinger for Texten, hvad enten de nu indbages i underdanige Undskyldninger, i aabenhjertige Tilstaaelser af at Autor ret godt veed, at han aldrig burde have taget Pen i Haand eller tusinde andre Lækkerheder) trænger til at staae, end at Ravnekrogpoetens Manuscript har været et Tvistensæble imellem syv af de fortrin- ligste Nationer: imellem Tyrkiet, Østerrige, Marocco, Rusland, Portugal, Spanien og Ireland; hvilken Tvist indtil den Yderlighed er gaaen, at Enhver af alle Disse have aflagt formelig Eed paa at gjemme et Ravnekrog inden sine Enemærker. Men heraf slutter jeg (saasom jeg ingen Grund har til at troe den Ene af disse mere end den Anden) at de Alle maae være Meenedere, og at Ravnekrog vist findes andensteds. NB. Naar Stykket opføres, kunne de som spille Commandanten og Philosophen dele Maskerne imellem sig. -- Saa blev det spillet her i Ravnekrog, sidst- leden Søndag den 17de udi Maaneden . . . Ann . . . . [fotnotemerke] Autor. Fotnote: Var udslettet af Manuscriptet. Oversætteren. SIDE: 369 Personer: Philosophen i Fattighuset i Ravnekrog. Medlemmer af samme. Magistratspersoner af Ravnekrog. Commandanten af samme. Skipper Børre. En som træder frem for at gjøre Meened. Fa'rs Søn. Bacchus. Brama. Holofernes. Pythagoras. Don Quixote af Mancha. D. Theophrastus Bombastus Paracelsus. Capitain Jacob v. Thyboe. M. Stygotius. Fyrst Leopold af Anhalt. D. Gundling. Ridder Gustafsköld. M. Ole Rudbeck. Masker. Nogle Frakker, Kjoler, Parykker, Nathuer, o. s. v., som forestille Borgere af Ravnekrog; nogle Glas, Boutellier, som forestille Politieknegte og Politie-Assistenter af Ravnekrog. (Nogle af Fattighusets Indvaanere forsamlede om et Bord udenfor Husets Dør. Man ryger Tobak, Ølkanden paa Bordet, o. s. v.) Philosophen i Fattighuset. Her, Venner, lader jeg nogle formummede Personer træde frem . . . . En af Selskabet. Tys! Philosophen taler. Philosophen. Pokker i Vold! lad mig læse Aviserne uden at hedde Philosoph, naar jeg vil være Poet, og søge Themaer der -- som Gedebukkene søge de tørreste Heder for Postens og Brusens Skyld -- ja, I høre af disse to Ord, at jeg er en Normand, der, hvergang jeg tager Harpen ned fra Skabet, adler et Par Bondeord, ved at sie dem igjennem Guldstrengene. En af Selskabet. Ja har I Guldstrenge, maae de være stjaalne, saasandt denne Blok der er en Fattigblok. SIDE: 370 En Anden af Selskabet. Og dersom Philosopher vare det Samme som Viismænd, fik de ikke en Fattigblok til Catheder; thi ti Daarer subscribere gjerne for at have en Viismand til Expeditionssecretair imellem, men dog under, sig. Philosophen. I har Ret, Poeter ere heller ikke altid Digtere; thi egentlige Digtere ere blot de, der besynge levende Konger, Store og Qvin- der. Men de mødes og smelte sammen i Fortiden, ligesom Poeter og Propheter i Fremtiden. I (thi I begyndte med at betale for Eder i en lærd Skole, og ender med at være Gratist i et Fattighuus) bør være Philosophen i vor lille Stat: en henkastet Stump af et Reflexionsspeil, hvorimod jeg, som Poeten, skal samle alt det Latter- lige udenfore, og sende Eder det i een Straale. Derfor -- jeg fører her frem nogle formummede Personer, skjøndt Næsen stikker dem ud af Masken. Hvæsser da jer Skarpsindighed paa den Flint; og, hvis I finde Meningen, saa nikker blot til hverandre, og klin- ker sammen, da en Kritik over Legen vilde være ligesaa ubillig, som at rakke en Forfatter til efter Correcturarkene. Jeg vil selv spille med; thi nu tildags maae Poeter være Skuespillere, hvis de ville høste Lauren; thi disse Sidste have nu alene Æren, siden baade Qvinden og hendes Glutter have lært, at hele Livet er et maadeligt Drama i fire Acter, hvor Costümet er det Vigtigste; de ere Formyndere og priviligerede Laurbærsamlere (hvorved de da have lært adskillige Casserersnit) kort sagt, Skuespillerne gjøre nu med Poeterne hvad de ville, anatomere Kong Lear, beklippe Macbeth, dersom hans Lokkepragt synes for caledonisk, farve Othello hvid, og kunne ikke begribe (hvorved de vise, at de ikke henhøre hertil) at disse Stykkers Forfatter, som Poetkonge, skrev alene for Poeter, ligesom Sultanen kun træder frem imellem sine Adelsmænd, og kun for dem aabner sin Pung og sin Høihed, hvorimod han for Pøbelen har et Phænomens Rædsel og Ube- gribelighed, om de ikke skimtede mere end Fligen af hans Kappe. Ha! de have traadt mig under Kothurnen eller under denne laskede Vaudeville-Tøffel, hvorpaa en Doctor nede i Kjøbenhavn nu løber op ad Østergade og ned ad Vestergade, og saagar paa Tusmørket over Tag og Taarn, og qvaksalvererer med sine Badskjærsvende SIDE: 371 den gode Smag og Poesien, saa den nu ligger helseløs af Vatter- sot. De have undertrykket mig (Disse, som høste paa een Aften flere klapprende, bredbladede Laurer, end en Poet kan sanke til sin Gravhøi) thi ingen af mine Stykker blev spillet; skjøndt jeg skrev to paa hver Søreise, efterat Facultetet ved et Decret havde befalet mig at rømme de theologiske Bænke, fordi jeg havde ladet Maanen en Aftenstund lyse mig til Ægteskab førend Præ- sten. Nu -- jeg kastede mangengang Bølgerne bag mig mellem Arendal og Amsterdam, og førte, hvergang jeg kom hjem, ligesaa- snart et Drama tiltorvs som en Dunke Delftzyler-Smør. Men Bog- handlerne lærte mig snart, Intet videre at lade trykke, uagtet jeg forsikrede dem, at Oplaget var en oplagt Capital for deres Børn, hvoraf det kommer, at jeg, istedetfor Klæder, har Manuscripter i min Kiste. Af disse tager jeg nu frem en Rulle, hvorfra jeg skal fremmane nogle . . . men, førend vi komme til de formummede Personer, maa jeg dog forudskikke et Trompetskrald, der kan bebude mig som den, der med Autoritet slæber Guder og Narre frem: Anno 1780 blev jeg togange paa een Dag poetisk elec- triseret og magnetiseret, da jeg om Formiddagen havde den Ære at hjælpe Wessel op af Holmensgade, og samme Dag om Aftenen havde den Fornøielse at hilse første og sidste Gang paa min gode Ven Evald, idet han listede sig ud da for at skjule -- som Ca- moens (en Sømand og Poet som jeg) -- sine slette Klæder under den store Kaabe Tusmørket (der ingen anden Nøgenhed blotter end Maanens) og løb til Høkeren for at kjøbe sin Vesper-Sild. Men af Befippelse støder jeg ham paa Armen, saa hans Eneste- skilling foer -- Gud veed hvor; men det var som om Charon (en Sømand og Skuespiller som jeg) havde stukket Armen op af Rendestenen, og taget sig forlods Betaling for Transporten, som om den siden kunde blive uvis nok. Undskyldninger vil jeg ikke repetere, uden det skulde være i Vers, men nok er det, Aftenen endte saa, at Han fik sin Sild og Mere til i venligt Huus, hvor Suus og Duus, og Meer, som rimer sig paa Kruus, man kan ved Lygte finde, mens Sorg og Politie maae udenfore holde bi, og lytte til den Fryd derinde. (Selskabet leer.) Ak, hvormange Erindringer fløi ikke nu op under Parykkerne? Skade, da jeg ved Afskeden rykkede frem med Ønsket om at faae et sextenstrofet Vers til min Søsters Geburtsdag, gjorde han SIDE: 372 mig til Poet ved en Formular af syv velsignede Ord; idet nem- lig han venligen trak sin Haand ud af min, sagde han med et vemodigt Blik enten til Himlen eller til sit Qvistkammer: "God- nat! gjør sine Vers selv min Fa'r!" Jeg, ja jeg har fulgt dette Raad saa bogstaveligen, at jeg bogstaveligen er gaaet fra min stoute Brig, eller, endnu sandere, denne er løben saaledes ifra mig, at den syntes først som en Galeas, saa som en Slup, saa som en Jagt, saa som en Fiskerbaad, og nu som en rødmalet Skibskiste, der nu er min hele Eiendom. I Kraft af hine syv Ord fører jeg da nogle formummede Personer frem, (hvilke ud- gjøre Besætningen i min Skibskiste) for at krydre vort Lag, for at de med deres lange Masker kunne skygge vor blanke Bolle, saa vi ikke see vore egne Øiegnister og Næseblommer og Pande- torne og andre unødvendige Aggregater og Reliqvier fra Livet, hvilke vi Alle have svoret, at lægge fra os udenfor, idet vi, under Alderdommens graae Seil (der have saa fuld Vind mod Havnen, at Rygmasten bliver en Bue, hvorpaa Plager trium- pherende kunne spadsere ned til Lænden og Griller triumpherende opad til Hjernen) fore ind i det smule Vand, bag disse Vægge (som kaldes et Fattighuus, fordi der staaer en tom Blok uden- for) før vi hvirvles, saa let som et Pust, ind igjennem Gravens snoede Malstrøm, for, paa den anden Side, at flyde ind i det stille Ocean, hvor kanskee en Englevinge giver det eneste Vind- pust fra sig. Ak, jeg hvifter Jer allerede derhen eller idetmindste igjennem et uendelig sqvulpende, talende Hellespont (hvor Ideer flyve kryd- sende hinanden, som Kuglerne fra de ubevægelige Dardanelle- Blokke, som uden Sigte affyres og splintre som oftest blot en Række af Morgana Luftspeil) ind i Dødens sorte Havs Marmora- Søe, Søvnen, hvor den meest despotiske og kaadeste og hvad Caftanerne angaaer, den meest phantastiske af alle Sultaner, Drøm-Ben-Midnat, strækker Scepteret udover. Nu -- dette tjene til Fortale! Vaagner op! Hei! Nu komme mine formummede Personer: hver En af dem er et Portræt taget med Storkesnabel. Trækkene blive mindre og mindre, saa vi tilsidst i den nydelige mindste Form næsten troe at see os Selv, naar de voxe til Middelstørrelse troe vi at gjenkjende gode Ven- SIDE: 373 ner, men naar Skyggen flyder ud over Væggen vore argeste Fiender: i Næsen see vi en despotisk Træls Sværd, i Munden to krumme Raad-rygge, i den fremstikkende Hage en Politiemester, der i dette Chaos er kastet med Øinene i Mulden, men med Bagen op, klar som en Søe i Maaneskin, i Haarlokkerne galopperende Centaurer med krumme Sværd, ludende Halse og flagrende Svandse: kort sagt, saa dunkel Skyggen er, saa rædselsfuld er den, og denne Følelse (hvilket rigtignok er modsat hos Olivarius) har Tanken om ikke Tungen til øieblikkelig Tjeneste. Fiat derfor applicatio! Og -- saa sagte min Ven, siig det ikke til Nogen. (hvisker til Een, saa de Andre dog høre det.) "Themaet er spunden ud af Aviserne, og -- nok sagt, det ender med Don Miguel, som en Lystighed i Stavanger med Skrig. Derfor dersom I ville tænke Eder noget Land, hvor Saadant kan være skeet, saa forbigaaer Abdera, Aabenraae, Molde, Gascogne, Ireland, Jyl- land, Marocco, Bukhariet, Vallachiet, Polen, Barbariet, Ja- loffien, men tænker paa en liden Stad i Lusitanien (som i gamle Dage havde Mænd, der pløiede det med Sværd, satte Grændse- skjel med romerske Seiersmærker, og gjødede det med Maurer- blod), enten Staden, som Kobbersmeden Tubal byggede af Salt (efter den vindtørrede Nutids solstegte Portugiseres storsnudede Formening om Byen Setubal, thi, ligesom Adelsmænd, jo uslere Nationerne ere, desto mere prale de af fordums Dages Be- drifter og Storhed og Ahne-Ælde, hvorimod kraftfulde Folk til enhver Tid stræbe at Eftertiden saaledes kan tale om dem) eller ogsaa tænk paa Chaves eller Abrantes (hvilke begge have Marquis Chaves til Gouverneur.) Nu har Eders Phantasie faaet Reisepas og Route. Levvel! Dette faaer tjene til en Fortale. Blot vor Leeg ikke bliver forstyrret før Enden (hvorved et søndersplittet Charta skal rulle ned som Teppe, saa vi kan see ind paa Scenen, hvorledes Don Miguel og de andre Comedianter takke hinanden for godt Spil -- og tractere hinanden med Abelsiner -- Borgerhoveder fra Coimbra -- og Portviin -- Borgerblod fra Oporto -- ) . . Dette faaer tjene til Prologus . . Tys -- det hoster bag Døren . . De formummede Personer komme nu frem. SIDE: 374 Bacchus (kommer, og sætter Bollen paa Bordet.) Jeg er Bacchus, Heltes Seirer. Jeg er Bacchus, Skythers Fryd. Se, mit smekkre Epheuspyd alle Herkles-køller strax bort som Ax, Løvehovder, Tigersvandse bort, som lette Rosenkrandse, ned til Død i Støvet veirer; splitter som et Liljeblad, stærkest Doctorpande ad: saa han glemmer sit System, Vedam, Chouking, sorte Kunster, lister sig med blodigt Skjæg, paa min Val, saa sagte frem, leder efter Stav og Væg. Eja, som et Banner stiger Næsen frem, og opad higer, for at tænde Hjernens Dunster, der, som Skyer tordensvangre, samles om hans Hjerte-sol. Ha imorgen kan han angre, naar han tørster i sin Stol. Væk med Doctor! Helt er jeg! Helte ligge paa min Vei. Doctorpander er' de Blommer, Heltehjerter er de Torne, som jeg træder, hvor jeg kommer med de blanke Drue-trommer, med de mørke Epheu-flag. Ha, i saadant Nederlag Alle, Alle er forlorne! Dumme Blik, som stirre mod Sol, er' aabne Saar i Blod; SIDE: 375 Tungepralen til Hjertedalen er min Fiendes Hyl paa Valen, før i Bægergravens Hvælv segner ned hans høie Selv, som paa Læben Buesmiil spændte op med Latterpiil, da han saae mig rykke an, som en Tommelidenmand, med en Drue kun til Bug, Vedbendblad til Brog og Dug, med Rosin til Skal og Isse, med et Ribs til Næsespidse, Moserose-paryk er sat til denne Maane som Sommernat. Stilke, tynde som et Haar, er den store Kjæmpes Laar, og i Haanden som Pocal bærer han et Valnødskal. I sit Skjæg vil Goliath, at jeg sove skal en Nat, at jeg paa hans Øiebryn ride skal, som Ørn paa Sky'n, toe hans Øiehaar med Draaben i min Valnødskal, naar Taaben synes ved sin Gaben ville sluge op en Morgen stille, naar han vaagner hos sin Brud, strækkende sin Rædsel ud i dens lodne Ravneskrud. Hei slig Spot paa Tand maa glide, som en Sky paa Jøkler hvide! Latterpiil paa brune Smiil suser bort med Torden-iil. Ha -- men, som den flyer afsted, lille Bacchus voxer med, Kobberserk blier Drue-Bug, Pupurkaabe Vedbenddug, Moserose, min Paryk, SIDE: 376 blier en Samson-Haarlok tyk, gylden Hjelm Rosinen blier, Ribsen kobberblankt Vizir, og min lille Valnødskal, med de Draaber faae i Bunden, bliver hule Midnatshal med en Stjernekrands omvunden. Ha, hvor Goliath vil slaae Midnat ned til Dugfnug smaae, om han end ei Nat kan lide, som tør sværte Bruden hvide, som tør susende sig høine om hans Næse, paa hans Øine, gjøre dem saa dumme som Festpocalen huul og tom. Ha hans Latterpiil, der føg brusende om mig til Spøg, da han saae mig rykke an som en Tommelidenmand i en ussel Sølvmoerham: i en from og enkelt Dram . . Ha hans Latterpiil alt daler, Smilets Bue er brusten, Tordenrøsten rusten, Hjertet gaber, Tungen raller, Issen bøier sig i Støvet, Goliath kryber under Løvet, Gedehams tør Øiet stikke ("Væk du lille Myg -- saa brummer Goliath, saa halvt i Slummer -- Ei, en Sti mig skjæmmer ikke! Jeg skal prikke, prikke . . . prikke . . .") Piltkorn med hans Glavind slaaer Vippe mellem Heltens Laar, som om Sværdet var en Green, som om Laaret var en Steen. ("Vil du . . Veed du, hvem jeg er? Vil du lade være der! SIDE: 377 Nei -- a! har man da seet Magen? Drengen glider jo paa Bagen nedad -- ja jeg troer det s'gu -- nedad -- frisk! -- min egen Bag? Men jeg Fanden gal' i mig, skal skam nok betale dig! Vil du lade være nu! Vil du bare . . du, du, du . . !") Seer, i saadant Nederlag (hvor den store Goliath siger til sit Sværd: Godnat! hvor Magisteren maa haste med Paryk og Lærdom kaste, hvor -- for lettere at flygte -- Vestas Møe, med egen Haand, løser Barmens trange Baand, splitter Jomfruskjødets Gitter, kaster det som daarligt Flitter) hvert et Væsen er forloren, hver til mit Triumphhjul svoren. Spørg Enhver, som ikke troer, Skythiens blodbestænkte Jord, hvor en jernhaard Stamme Celter jeg i Øl til Ølskum smelter. Indien spørg! Se der min Panther, som med Tigeren jeg bidsler, ere Gidsler, eller fangede Gesandter! Naar jeg kommer hjem igjen til de kjære, dumme Skyther, gjør jeg Tigeren til Rytter- general udi Cimmerien (som sin tunge, mørke Sky tør ei kløve med mindste Kny) sender lumske Panther hen som Statholder til Siberien, SIDE: 378 at i Landets Taage han rulle sine Øine kan, spidse Øret under Sky'n, fange hvert et enkelt Gys levende til Dionys [fotnotemerke] , gjøre med sin Tunges Lyn Natten lys; springe saa, naar hist han hører Liv paa Vingesuk sig rører, hen til mig paa Bue-ryg, hviskende saa krum og myg slig Rapport: "Der er Oprør, Herre-min! Folket taler, Nogle tænke, (skumle meer end Natten sort) Nogle Bryn paa Næsen sænke (læng're Bryn end deres Lænke) Nogle vildt i Veir og Vind rædsomt sværge: "vore Bjerge synke ned til Muldvarpskud, Kæmpeæten ned til Dverge, som nu ei tør krybe ud, for en Kat, som den tappre General sender, at den lyse skal i vor Nat. Skal en gammel, graaguul Loss beherske os? Fremmed Klo og fremmed Trods haane, klore os tilblods?" Saa de bande, Herre, (undertiden meget værre, saa den lille gule Loss, som mig fulgte med mit Tross -- liden Tand hjalp ofte os -- Fotnote: Bacchus. SIDE: 379 de med Tunge, hvas som Kniv, kalde hadske: "Edderliv" . . Saa de bande Herre-min! Maa jeg flække deres Skind. Ryttergeneralen Tiger ogsaa underdanigst siger, at, ved hans Klo og Tungeflamme! i hans Land der er det Samme: Oprør her og Opstand hist. -- Kjære gamle Taalmod brist! Kort: Eders Exellence, vi ville staae hinanden bi. Jeg har større Klo end Jer (jeg har tusinde Centaurer, sultne paa at æde Laurer), I har Blik, saa skarpt som Sværd. Seiren seer I: Jeg den naaer. I befaler: Jeg dem slaaer." Ha, naar slig Rapport jeg faaer, Kronen vingekrandset slaaer op mod Skyen, som gylden Ørn (Vingen Blad og Nebbet Tjørn) der med Klo vil kradse ud af Himlen alle Guders Gud. Men jeg i min Høihed svarer: "Tys, Hr. Panther, gaae tilbage til det maa mig Selv behage med et Drue-Flammeblik, ved et ranketynget Nik over de Cimmerier drage sammen mine Epheusnarer, saa de synke under Løvet, under Mosen ned i Støvet, saa den haarde, barske Slægt, -- der i ækel Ædruhed trodsed mig engang (I veed) da fra usle, lave Telte Drenge krøbe frem som Helte, SIDE: 380 da Cimmerien mørk og kold laae der som et Avindskjold, der hver Fiendeskolt og Been knuste under Græs og Steen, da De de fulde Naboefolk ædrue slog med Herresvolk -- ned af egne Næsers Vægt (ti Pund Kobber paa Enhver) slæbes ned i Muld og Jord, saa om høiest Heltetinde kaade Nesler tør sig spinde, saa som dorske Krakedyr Hrolfer ligge: hos Angantyr lever kun et Næseboer. Nu Adieu! Cimmerien glem: gule Taarers sorte Hjem! Endnu ligger Panthren der krum og stum; endnu leger Tigren der med sit Spær (krumme Maane i Midnatrum) endnu gives knap Folket Lov at aande frit i Odelskov; endnu stirrer det beruset mod den klare Dag, som dem skinner i Øiet ind, uden dog at see der bag Vid og Sind; endnu roder det i Gruset af dets Friheds Sarkophag. Nu Adieu! Bacchus selv maa engang døe! Her er Graven, (peger paa Bollen) hvori Folk og Tiden synker, hvor sig tørre Viisdom dynker til at Dyrene den ynker! SIDE: 381 Her er Kronen! her er Staven, som har mangenen Poet løftet til en Evighed, skjøndt verbotenus man saae, at han her i Støvet laae. (River Vedbendekrandsen af sig, og slænger Thyrsus væk.) Nu Adieu! Bacchus selv maa engang døe! (gaaer.) Brama (kommer.) Jeg er Brama, Dalai-Lama. Nylig Bacchus, mit Fædrelands Tyran, Indiens Hersker paa Tiger-spand, Han, hvis Klinge nær vilde tvinge Ganges til i Afgrunden flye, og hvert Hindus-hoved svinge over Skye . . . . . Han kastet er bag Mos og Sand . . Han ædes nu af Snogetand. Kort sagt jeg har Ham i Graven lagt, jeg har al hans Synd og Skam svøbt i Suk og Prunk og Bram; rost ham, skjøndt jeg ofte svoer, mens han leved', ham i Jord . . . . rost ham; thi i Testamentet stod det prentet, at hans Enke, Fru Cybele skulde dele . . Kort at sige, at hans Enke skulde og paa Andre tænke. Men -- er Bacchus, i hvis Følge (som bag Stormen vrede Bølge) SIDE: 382 sprang Centaurer, ædende paa fede Laurer, faldt Bacchanter, sneg sig Parderkat og Panther . . . . er slig Helt vel fød blot for her at ligge død? Neppe! Neppe! Skarpsind, Chiven, Vid og Tøv, Engel eller Djævel, prøv paa at lette dette Teppe, som sig vugger om vort Støv, split det, let det, eller kløv! Ha, mit Skjæg! er jeg Genie, og for denne Gaade mægter ei at raade? kiger ei til Bunden i -- en Grav? Jeg er Præst, Mester over Verdens Tro, finder dog til denne Læst ingen Sko? Ha, kom med en -- o hvilkensomhelst! Jeg sværger, den skal passe bedst til hiin fordømte Gaade-læst: til Liigprækentext over Bacchus! Kom Dumhed, du Blinde! Kom Phantasie, du Øieblinx, skjøndt du hundrede Øine har, men alle tilsammen af farvet Glar! Kom Viisdom, du iiskolde Marmor-sphinx! Øver Eder nu, og prøver, om I Texten kunne finde! Ha, jeg Brama selv det fandt, og for mig Selv da Udødeligheden vandt! Lad Efterslægten det tage paa Vægten (den ene Stang er "Ja" den anden Stang er Nægten) SIDE: 383 og finde hvad der er Sandt! Nok -- Funtus! Triumph mig! -- jeg Texten fandt: at General Bacchus ei er fød for her at ligge død: at ei engang hans Støv har sagt os Farvel; men springe vil paa Graven op i Nesleblade og Bulmeknop; og, at hans Sjel fra Hjerneskal til Hjerneskaller vil flyde om, til Jorden er tom for saa despotiske Generaler. Og det vil sige: til evig Tid maa Bacchus løbe nu hid nu did. Saalænge Tyranner tør perse Sved under Klingeaag, for Palmer plante det tunge Banner, til Daarskab bøie hver nylig Klog: vil Bacchus komme tilbage, som Echo til en Tromme. Saalænge Doctorer og Professorer til Hieroglypher og Characterer de sunde Tanker beskjære, og lukke Hjertet, men aabne Munden, og fylde Maven, men Hjernen tømme, for Guds Ord tage en Rabbis Drømme, og Hjernen (hvis der findes end en Klat paa Bunden lagt igjen) de dybest bære i mølædt Bog! saalænge vil Brama komme igjen. For Slige ei Plads er i Himmelen! (gaaer.) Skipper Børre (kommer i Baggrunden). Her gaaer jeg rundtomkring, og skræmmer Folk paa Gaden, en Skjændsel for mig Selv, en Plage reent for Staden. Og dette Huus er lukt, skjøndt mine Ønsker før om rolig Alderdom sig skjulte bag dets Dør, SIDE: 384 skjøndt did min Plan sig sneg, at der jeg kunde faae i Fattighuset Plads, og hele Slægten saa: fra Svigerfader til det mindste Barnebarn, som hjemme søler sig i Pjalter og i Skarn. Philosophen i Fattighuset. I maa gaae, Skipper Børre, eller tie stille, for nu komme Maskerne frem. Skipper Børre. En Fest? et Bæger? Ha, min Tunge hænger tør! Comedieløier? Ha, Sligt saae jeg engang før, hvori en Prinds man bød en Throne, og ham gav en Grav, et Pallium af Muld, en Knokkelstav. Philosophen. I maa ikke forstyrre os vore Løier, Børre! Gaa lidt væk, og hold Jer i Baggrunden. Skipper Børre. Guds Blod! det gaaer forvidt d. e. det gaaer forbi min egen Næse . . Ha, jeg skal den stikke i, og røre op med den i deres Spøg og Latter, saa Hvirvelvind af Skrig og Sky af Rædsel atter sig reise kan blandt dem, som et Trompetstød, om at gamle Børre her dog med i Spillet kom. Jeg veed de hade mig, men jeg dem hader mere, og Ene faaer den Fryd de Alles Fryd fortære, som ligge paa den Seng, jeg vilde ligge paa, og drikke af den Kalk, jeg æsled' mine Smaae. Reis Himmelstorm af Skræk, som da min Bro'er de peeb af deres Samfund ud. Ha Kløgt har Rok og Reeb! Jeg spinde skal et Garn, saa fiint, at deres Sang (hvis Træk af Spot som Text for disse Noder hang) . . at deres Spøg i Baand maa finde Luften trang, saa netop som et Suk den flyve kan fra Hjerte, og jamre: "Børre os en Djævels Tilvær lærte!" SIDE: 385 Philosophen. Vil I ikke gaae jer Vei? Vi feire vort Samfunds Stiftelsesdag, den 17de . . . Skipper Børre. Just dette minder mig (O Minde, drukn' i Galde) om at jeg med min Slæng af sulten Slægt og Venner blev udelukt ifra . . . Philosophen. Der kommer Holophernes . . Tys! nu kommer 3die Maske. Holophernes (kommer.) Jeg er Holophernes, Generalissimus i Hans keiserlige, selv- herskende Majestæt af Trojanien, Priapusses Tjeneste. Jeg er Holophernes, som har den Ære, at være Hans Majestæts første Slave. Jeg er den Holophernes, som massacrerede Jerusalems Spidsborgere udenfor Zions Tempel. Jeg er den Holophernes, som slæbte den tappre Hector i Støvet paa Trojæ Torv, og jog Chilian hjem. Nok -- den, som er en Pralhans, skal faae med mig at bestille! (gaaer.) Skipper Børre (afsides.) Jeg kjender ham igjen; saasandt . . . Pythagoras (kommer.) Leve Sjelevandringen! Der gik Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Panthere. Her er Pythagoras, som var Brama. (gaaer.) Don Quixote (kommer.) Jeg er den tappre Friridder Don Quixote af Mancha, som har, med egen Haand, hugget en Veirmølle sønder og sammen, og adsplittet en Hjord af over 2000 Faar og Væddere. Jeg er Don Quixote, som er alle Spaniens og Verdens Riddersmænds store Speil og Mønster. (gaaer.) Skipper Børre (afsides.) . . Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant . . SIDE: 386 D. Theophrastus Paracelsus (kommer.) Leve Sjelevandringen! Der gik Don Quixote af Mancha, som var Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavallerie- general paa Tigere og Pardere. Her er Dr. mirabilis Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. Jacob von Thyboe (kommer.) Jeg er Jacob v. Thyboe, Capitain i hans absolute Majestæt af Danmarks derved berømmeliggjorte Landetat. Jeg sparede ikke Barn i Modersliv da Borgerne gjorde Revolte udi Braband. Jeg er den Jacob v. Thyboe, som gjorde Kaal med egen Haand paa en Holmens Matros (hvilket svarer til den Daad i gamle Dage at slaae Riser ihjel.) Jeg er den Jacob v. Thyboe, som er bleven til en Skræmsel for de Diende og har vundet Navnet af de Lær- des Skræk (hvilke nu udgjøre en forfærdelig Mængde i Verden) Thi jeg beleirede og indtog Regentsen, uden at agte paa en Penne- slikkers Vise, der siger, at en rigtig Helt kan ved sit blotte Navn faae Seier uden Blod, thi jeg vadede op til Regentsen, i velsmurte Reussere, i bare Studenterblod, saasom at jeg veed, at dette er dog det sikkreste, og den ældste Maxime fra Achillis Dage. Jeg er den Jacob v. Thyboe, som ikke giver to Skilling for en Kamp uden Blod, om det saa var min egen Broders. Basta! for ellers gjør jeg en Ulykke paa Eder. (gaaer.) Skipper Børre (afsides.) Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant jeg seer, det være skal . . . M. Stygotius (kommer.) Leve Sjelevandringen! Der gik Capitain Jacob v. Thyboe, som var Don Quixote af Mancha, som var Holophernes, som var Bac- chus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere. Her er M. subtilis Stygotius, som var Doctor Theophrastus Para- celsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. (gaaer.) Fyrst Leopold af Anhalt (kommer.) Jeg er Fyrst Leopold af Anhalt-Dessau, General-Feldtmarschal i Hans absolute preussiske Majestæts Tjeneste. Jeg har tampet SIDE: 387 Slaver ihjel, hudstrøget en theologisk Candidat med Klingen paa Exerceerpladsen, midt iblandt det gabende, eller -- saa Folket gabede af Skræk. Jeg har forgivet en Officeer med Skamflikker og Chicaner, fordi han ikke (hvilket, om det ikke skedte paa- stedet af Skræk, maatte have skeet af Hunger om nogle Dage) vilde myrde sin gamle Moder, ved at duellere med alle Armeens Blodhunde. Desforuden har jeg udøvet mangen anden Stordaad enten med egen Haand eller med min kongelige Fætters Scepter, eller med mit eget Scepter: Spidsroden, eller med min Commando- stav: Trommestikken. (gaaer.) Skipper Børre. Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant jeg seer, det være skal vor egen . . . D. Gundling (kommer.) Leve Sjelevandringen! Der gik den gamle Dessauer, som var Jacob v. Thyboe, som var Don Quixote, som var Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere. Her er Doctor Gundling, som var Mag. Stygotius, som var Doct. Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. (gaaer.) Ridder Gustafsköld (kommer). Jeg var nylig slet og ret Capitain Hellichius, men nu er jeg Ridder Gustafsköld. Min fornemste Bedrift er, ved et opdigtet Oprør, at have hjulpet til at tage mine Medborgere ved Næsen, og at kuldkaste deres Constitution. Da jeg havde kloge Folk at bestille med, saa er dette et Mesterstykke, skjøndt Nogle paa- staae, at jeg var i dette pion-marquè-Spil intet Andet end den store Schakspillers Automat. (gaaer.) Skipper Børre (afsides.) Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant jeg seer, det være skal vor egen Commandant! (gaaer.) M. Ole Rudbeck. Leve Sjelevandringen! Der gik Ridder Gustafsköld, som var Dessaueren, som var Jacob v. Thyboe, som var Don Quixote, SIDE: 388 som var Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere. Her er M. Ole Rud- beck, som var D. Gundling, som var M. Stygotius, som var D. Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. (Commandanten af Ravnekrog og Skipper Børre, med en Tromme, komme.) Skipper Børre. . . . Jeg forsikrer Eders Høivelbaarenhed, at det var Eder op ad Dage . . Commandanten af Ravnekrog. Ha Spil paa denne Dag . ! Skipper Børre. . . Og Bægerglands og Skrig . ! Commandanten. Ha, har jeg Tæften ret, jeg lugter snarlig Liig! (Skipper Børre slaaer en Hvirvel.) . . Paa denne Dag . ? Skipper Børre. Guds Død! Commandanten. Ja I har Ret Hr. Børre, slig fugtig Kaadhed man med hede Sværd maa tørre! (Skipper Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre. Paa denne Dag, da I slog Slaverne ihjel, og da med blodig Tamp beseirede først Støvet (de Trælles Kjød og Blod) og saa, som Israel, selv Herren Zebaoth, der maatte see bedrøvet, at Huld og Sundhed, som han hine Slaver gav, til Tegn paa, at han ei dem vilde end i Grav, at selv hans Villie taug, da Ravnkrogs Commandant, at sætte Sin imod, det som beleiligst fandt . . . SIDE: 389 . . . Paa denne Dag, som bør indviet være til et stille Studium af Eders Naades "Vil" (Thi deraf -- skjøndt man kan ei ganske vist det regne -- man seer, om man idag skal blomstre eller blegne) . . . Paa denne Dag, da man bør sidde bag sin Rude, og see i Maanens Rund en blodig Tampeknude . . . . Paa denne Dag, da hvert "Goddag" bør blie "Farvel" . . . . Paa denne Dag, da I indsvøber Eders Sjel (mens Staden sidder taus og krum og stum og sturen, somom den lyttede til Skrig ifra Torturen) i blodigt Minde, i en rædsom Majestæt: Spidsborgere man seer -- se der! -- paa jert Gebeet fornøie sig med Spil, der gjøre Eder til -- en Nar! Philosophen i Fattighuset. Ak, I fordærver os vort Spil. Hvem nævner Moralen midt inde i Stykket? Imidlertid faaer Eders Afbrydelser forestille de Secler, som suse imellem hver af Maskerne. Skipper Børre. Ak tys! Hans Naade bleg staaer lænet til sit Sværd! (slaaer en Hvirvel.) Commandanten. En Søvn, Medusas Søvn, en Søvn af Rædsels-harm. (Børre slaaer Hvirvel). Skipper Børre. Den ægte Harm er kold, men bliver siden varm. (Hvirvel). Commandanten. Jeg leder i min Barm om Djævle til en Færd, der, naar den først er gjort, og søger Penslen, vil Cinnober faae ei nok til al dens Blod og Ild. (Børre slaaer Hvirvel.) Ha, usle Borgere, som Gud af Naade gav et Liv til nu idag, men Jeg idag en Grav, SIDE: 390 i Støvet knæler ned, i sorte Skyer af Gys, som om jer overhang hiint Sværd hos Dionys, til Magistraten jeg vil kalde hid at læse den sidste Bøn for Jer, før Jeg jer bort vil blæse! Imidlertid en Text I faaer til Eftertanke, som Jeg skal skrive jer med Klingepenne blanke. Den Text er: Jeg er Uedel-Skarnsberg, Commandant og Friherre i Ravnekrog! (Skipper Børre slaaer Hvirvel. De gaae.) Philosophen i Fattighuset. Leve Sjelevandringen! Der gik Uedel-Skarnsberg, Commandant og Friherre i Ravnekrog, som var Ridder Gustafsköld (der hjalp til, ved et opdigtet Oprør, at kuldkaste sine Landsmænds Con- stitution) som var den gamle Dessauer (der tampede Slaver ihjel, hudstrøg theologiske Candidater og forgav Officerer med Chicaner) som var Jacob v. Thyboe (der ihjelslog en Holmens- matros, sparede ikke Barn i Moders Liv i Beleiringen af Bra- band, indtog Regentsen og vadede i Studenterblod) som var Don Quixote (der huggede en forfærdelig Veirmølle sønder og sam- men, og massacrerede over 2000 Faar og Væddere) som var Holophernes (der i Kong Priapi Tjeneste gjorde Kaal paa Jeru- salems Spidsborgere midt paa deres eget Torv) som var Bacchus (der var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere) Her staaer Philosophen i Fattighuset i Ravnekrog som var M. Ole Rudbeck, som var D. Gundling, som var M. Stygotius, som var D. Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. En af Selskabet. Nu, gode Ven, er jert Stykke ude? For, meent som sagt, har jeg ingen Lyst til at blive. En Anden. For det lykkedes ham, efterat han slog Slaven ihjel, bagefter at forgive Lovene med Snak . . . saa jeg troer med, at vi bør reve Seil, stryge Flag og gaae i Havn. SIDE: 391 En Tredie. Og siden Skipper Børre fik Afslag paa at komme ind i vor Commune med sit Slæng af fattige Fættere og Svogere, leve vi ikke et roligt Øieblik uden for vor Dør . . saa jeg troer med, at vi bør rømme Marken, og lade dem holde sig saa lystige de ville udenfore. Philosophen i Fattighuset. Sandt at sige, mit Stykke var ikke forbi. Det skulde ende med en Borgerkrig imellem en Fændrik og en Student, som segnende skulde udraabe til Punctum Finale: Centaurer have vi ei hele mere; men deelte kan de endnu slemme være! At Fændriken skulde være Bacchus og Studenten Brama, tagne af i Migniatur, behøver jeg ikke at sige. Fændriken skulde der- paa døe af Sorg over denne Studentens Svanesang -- vi skulde ringe over dem med vore Glasser -- jeg holde en Epilog af den Text: at nu var den Atmosphære, hvori Absolutisme og Tyrannie alene kan aande, nemlig i Tusmørket, som Kampen imellem Klinge- lys (hvilket Fændriken repræsenterede) og Munkemulm ynglede frem, luftet bort, saa at Friheden nu turde aabne sine Lunger, saa fine som et Valmublad -- men (imidlertid var vel Sengetid kommen) skjøndt den fødes ofte om Natten, viser den sig ikke for nogen retskaffen Mand uden om Dagen; derfor vilde jeg raade til at bie til imorgen for at see denne forsvundne Pleiemoder, som Gud gav de unge Sjele med for at sidde ved deres Hjerte- vugge, og behænge den, som med Tapeter, med lysende Runer, indbaldyrte Dydsqvad og Daabssange og Formularer til at finde Sandheden med. Ak, denne Morgendag maa være Evigheden; denne Nat, som ligger imellem idag og imorgen, være vor Grav; vore graae Haar, som vi lægge paa Puden iqvel, være dette Livs synkende Stjerner: Dagene, af hvilke der synker En i hvert Jevn- døgn . . Se, se den lyse Maidag spotter os idet den hvælver sig ned, fordi vi blive tilbage for at gaae Novembermulm og Høst- storm imøde . . . . O lader os gaae i Graven, mens den har Blom- ster og Græs! . . En af Samfundet. Tys! SIDE: 392 Philosophen i Fattighuset. . . Saaledes omtrent skulde Stykket været, dersom ikke Skip- per Børre havde skudt den fatale Scene med Commandanten ind; men I har lagt Mærke til, at jeg søgte at flikke den ind saa godt det lod sig gjøre ved en Slutningsreplik i al Hast, saaledes at det lod til, at denne Deus ex machina hørte til i Stykket . . . En Anden. Tys! jeg hører . . Ja hvad er det da! Men det bedste bliver nok at gaae ind. Philosophen i Fattighuset. I har Ret . . Commandanten kommer tidsnok igjen; thi, at han slog Slaverne ihjel, kalder han blot en Prøve paa at gjøre det Samme med Borgere. Eller maaskee han vil bruge den hurtigere og hæderligere Maade: med Sværd? Den som da overlever de Andre skal skrive paa deres Grav: Her Slavers Rang under Frimand er som Slag af Tamp under Slag af Sværd! Vi ville imidlertid ikke give Magistraten Aarsag til at fortørnes over at vi her under Guds fri Himmel yde ham ved syndløs Munterhed vor Tak paa vort Samfunds Stiftelsesdag, fordi han, ved gode, hensovede Mennesker, sørgede for at gamle Borgere i Ro kunne lave deres Been tilrette for Liigkisten. Derfor ville vi gaae ind; men imorgen indlevere Klage over den misundelige Skipper Børre (som endogsaa faaer Sælgekonerne til at sælge os Brødet dyrere end hos Naboen) og over den rasende Comman- dant, som med een og samme Pen "forbyder Alle og Enhver ikke at gaae paa Glaciet for Høeavlingens Skyld" og befaler Alle og Enhver at holde sig hjemme inden lukte Dørre paa den Dag, han tampede Slaverne ihjel, for at eftertænke, i hvor svag en Traad alle Borgeres Liv hænger i Ravnekrog, nemlig i Com- mandantens Naade, som selv skjælver paa hans Klingeod; og for at han selv kan regne efter, hvormegen Vold han tør vise her uden at komme for Landssenatet. En af Samfundet. Tys! SIDE: 393 Philosophen i Fattighuset. . . Der kommer nogle fulde Folk. Lad os gaae ind, for at ikke Magistraten skal troe os i Ledtog med dem, men lader os hænge vore Kjoler og Frakker og Nathuer og Parykker rundt omkring, for at Helten, om han ei Fienden finder, dog skal finde Bytte nok, og Lidt for Umagen. (De hænge slige Sager op.) Blot ikke disse Folk, som komme skraalende der opad Gaden, og som jeg troer, ere Matroser, rive dem ned, for vore sid- skjødede Frakker fange god Vind, seer jeg, og flagre høit som Seil, hvor Skjødet er sprungen; og paa Land hade Matroserne Skibet, og ruinere Alt hvad de faae fat paa, som om de havde deres Skib med Captain mellem Hænder, og kunde raabe: hei, lad Skuden gaae! Captainen i Raa! En af Selskabet. Ja jeg troer med, det er Matroser. (Man hører Støi og Skraal.) Philosophen i Fattighuset. Nei det er skam Magistraten! (De gaae Alle ind.) (Commandanten, Skipper Børre og Magistraten, som rangler med hinanden under Armen, som fulde Folk, komme.) Skipper Børre. Det var yderligt ubehageligt, Hr. Baron, at vi skulde træffe Magistraten saa svirende. Commandanten. Bah! Kryster bliver Helt i Viin; men Helten bliver en Heros, Cherub, Gud i Blod . . Chor af Magistraten. Vi fandt idag Holloy! en Kyst, hvor der bugned store Druer, røde, ja som Friheds Huer, trinde som et Qvindebryst. SIDE: 394 Kysten vi fandt, mens vi foer under mørke Vedbendflag paa et Ølkrus rundt om Bord. . . Hejaja om viden Jord. Heikomfallerilleralleralle! vi Frants Dranker vare Alle. Men det særeste ved Søen var, at Ebben meer og mere daled til den tørre Fjære; men det særeste ved Øen var, at Øen sank fra et Domingo til Krakebank, som forsvandt, som vi ind paa Landet vandt. Dalene sank sammen med Canaans Herlighed, Bjergene i Eldorado fulgte med. (Ene Magistraten veed, i hvilken Afgrund Dalen gled, i hvilken Krater Bjerget skred med alle sine Druer ned.) Holloy! vi fandt og vandt idag, ved Glasse-Trommeslag ved et Porter-ocean, fedt som Smør, i et Purpurdruesløer: store Druer paa hver Bakke hang som Frihedshat paaskakke, Gingerpop voxed' der som Rosenknop om Burgunderviin-volcan. Holloy, dette Land, denne Kyst var et Gaasebryst. Commandanten. Er det en Psalme, som man synge bør i Feldten? Ha, veed jeg ikke nok, at Sang gjør ikke Helten? Men denne gjør det her! (slaaer paa Klingen.) SIDE: 395 Se Kampens Morgengry! (drager Klingen.) Og denne gjør det her! (tager sig om Munden). Se Kampens Aftensky! (Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre (afsides.) Guds Død, her er jo intet Andet end nogle gamle Frakker . . . Commandanten. Velvise Magistrat . . Guds Blod! Ha seer jeg sandt! En blodløs Val er der . . Magistraten. Heifallerilleralle! Commandanten. Som Kirken øde her . . Magistraten. Men fulde er' vi Alle. Commandanten. Snak! Død for Jer og Dem; thi uden Blod jeg vandt. Skipper Børre. Hvi slog I ei istad? Commandanten. Ja Drab! I dadler sandt. Her spired Laurer da: nu er den Høst forsvunden. Et enkelt Øieblik gjør ofte Mine til, at faae en Laurekrands om Heltens Tinding spunden paa blodig Hjerterok af blege Fiende-smiil. Hvor lang Tid til et Mord behøves der da vel? Et lynligt Øieblik . . . ja med den sløve Tamp jeg gjennem Ribbene har pidsket ud en Sjel. Jeg saae den stige op -- ha som af Suk en Damp! Et Øieblik, og Lauren skygger Heltesyn: et andet splitter den, som Lynet Tordensky'n. Jeg skulde troe istad her viste sig Aspecter. SIDE: 396 En af Magistraten. Jeg tænker, Hr. Baron, at I mod Luften fægter. Her er saa øde som om Vinden selv var qvalt, saa stille som om I her havde seiret alt. Commandanten. Ved Lynet og mit Sværd! ei Tid til Complimenter. Om ikke just et Slag, jeg dog Beleiring venter. I dette Land man maa af Nøisomhed jo gjøre en Dyd: sit Sværd i Sved om ei i Blodet smøre. Skipper Børre. Seer I Intet? Da forsikrer jeg Eder, at jeg seer den bittreste Spot baade over den høivise Magistrat og den høiædle Comman- dant i alt Muligt; og jeg sværger Eder til, at jeg hører, at den fuleste Mine er den tauseste. Tør Nogen af Jer gaae frem uden Hjerteklappen? Commandanten. Jeg? Marsch! (løfter Benene op, som om han marscherede, men bliver dog staaende.) Magistraten. Nei, Fanden frem; vi ville gaae tilbage til Laget, som I brød, for Resten ind at tage. Heihopsa'n! Raadets Stue staaer ibrand, staaer i Druers røde Lue. Ile hver som slukke kan! Se i Skinkers mørke Røg synker gammel gothisk Bue. Spiret selv med Fald maa true i en Gnistehvirvl af Spøg. Hei, alting løst: vore Koners Bryst! vore Døttres Belter, Themis Skaaler smelte i en Flod af Punsch som Guld, SIDE: 397 der -- Gud veed til hvilken Kyst -- bære kan, som stolte Skuder, Magistratens Nathuer, Parykker og Puder. . . heja strømme frem saa fuld, med saa svulne Vover, at kun vore Næser, (ikke vore Hjerner) som Stormens Stjerner, funkler over. Søde Nat kom snart, maaskee skal du Priapusser see. Midlertid, mens Dagen blæser Himlen af Violer fuld, som Bacchanter kan vi lee: midlertid af Magistraten al Forstand banlyst er i dybest Vand; kolde Kløgt ud af Staten hastigst flygt! Jurisprudenzen, Moral og Alt, Lov og Præst har os fortalt, tag nu med dig over Grændsen! (vil gaae). Skipper Børre. Høivise Magistrat, vel ei forlader Pladsen? Høiædle Commandant, jert Sværd er blevet koldt. Commandanten. Jeg tænker Krigspuds ud . . Magistraten. Her Intet er at see. Her er kuns lidt Commerce. I kaldte Magistraten ifra dens Gjerning bort; men gavned' neppe Staten. Commandanten. Jeg kaldte jer fra Viin, men skjænke skal Jer Blod. SIDE: 398 Magistraten. Ak Intet mod den Fryd, vi nyligen forlod. Commandanten. Velvise Magistrat, I Vidner være til Beleiring . . . Skipper Børre (hvisker til Commandanten.) Lettest skeer den udentvivl ved Ild. Commandanten. Ha, hvilket Krigspuds, ha! Skipper Børre (hvisker til Commandanten.) Ja Brand! En liden Gnist kan ryge Ræve ud. Hr. . . I forstaaer mig vist . . Commandanten. Og gjennem Vinduet skal Carabinen strække sin sorte Strube ind, og dem til Døden vække. Jeg sværger Eder til ved dette Kaardefæste, af mine Allierte Vulcanus er den Bedste, saa Æren lider ei ved ham min Seier række. (Børre slaaer Ild og rækker ham en tændt Svovelstikke.) Skipper Børre. Her, Eders Tapperhed, en Svovelstik ibrand, som hele Babylon til Grunden rykke kan. Commandanten. Hør! Magistraten. Gud bevar's for Ild! Commandanten. Ved Sværdets Morgenrøde, skal Ordner pour merites groe frem i dette Øde! SIDE: 399 Skipper Børre. Ah, hvilke Soleblik dog Magistraten gjør ved saa at kige frem indunder Tidens Slør! Stik an Hr. Commandant! jeg hører Støi derinde. En oprørsk Strube man ved Røg kan lettest binde. Commandanten. Velvise Magistrat, nu kaster jeg en Bombe: en hellig Fakkel til en blodig Hekatombe for Slavens Minde, som ifjor for denne Haand, til Jorden gav sit Støv, til Helvede sin Aand. Der maaskee Satan har en Tamp saa fiin, saa fiin, at han kan flekke selv de tynde Aanders Skind. Ha, nu min Ven Vulcan skal slæbe Seiren frem, at jeg paa aaben Mark kan siden slagte dem! Vulcanus kom i Lyn! Ha, Ildens røde Hane med røgsort Vingeklap for mig skal Seiren bane! (Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre. Nu gaaer snart Stikken ud! Magistraten (knæler.) Ak Naade! Eders Naade! Lad Naade gaae for Ret! Hvo kan for Ilden raade? Selv Brandmajoren ei, skjøndt i sin Røghat sort og Luefjær han kan selv skræmme Satan bort. Hei, Gaden gaaer jo rundt! Stop, der vort eget Huus jo kommer ravende imellem Ild og Gruus! Commandanten. Vel, Naade gaae for Ret! Det tykkes ogsaa bedre, at vise Sværdets Magt for disse Statens Fædre. Magistraten (bukker.) Os tykkes allerbedst om hvad Jer tykkes bedst. SIDE: 400 Commandanten. . . Erklæres altsaa nu Blokaden aaben! Næst Blokaden kommer Storm, saa Død og Hungersnød, saa synker Mand og Muus . . Magistraten. Men vi dog burde vide, hvad disse Folk har gjort, hvi de slig Nød skal lide. Skipper Børre. Fornuften kommer igjen. Ræsonnement maa døves! (slaaer en Hvirvel, og skriger under den Magistraten i Øret.) Hører I? Hører I, spørger Commandanten. Magistraten. Ja . . Eders Naade . . Ja . . han talte . . ja vi hørte. Skipper Børre. Han paabød Taushed her, mens jeg min Tromme rørte. Thi Trommeklangen ei forstyrrer Generalen, naar speculerende han vandrer om paa Valen. Commandanten. Først, Skipper Børre, gaa I, og recognosceer. Og meld ved Trommeslag, hvor Fiendens Styrke er. (Børre gaaer frem mod Huset.) Skjøndt ikke altid saa, det muligt torde hænde, at Fiendens Næver, som hans Tunger, torde brænde af satirisk Kløe . . Ha, min Garde Landsenknegte maa komme snarlig her, for efter mig at fegte, endskjøndt hver Unge veed (paa Barnetunge hæver sig Heltens Rygte først, og der hans Minde svæver i skræksomst Majestæt) at Ravnkrogs Commandant med egen Finger tidt for Døden Riger vandt. Imidlertid til da vi retirere ville, til vor Trompeter skal til Mord og Angreb spille. (gaaer længer tilbage med Magistraten, som viser sig frygtsom.) SIDE: 401 Hei kom, min tappre Trop, som jeg i min Barakke (der ligger midt i Byen, men skjult som Røverhul, saa, naar jeg plystrer, de gaae frem som Orm af Muld) har lært med Klingekløer høit over Folkets Nakke paa Knebelsbarte-ving som Glenter flye omkring! Hei kom, min Trop! min Dunsinaneskov, der i sit grønne Løv kan skjule Blod og Rov! Hei frem et muntert Choc! (plystrer.) Se, under Lyn af Spær, der tordner frem min Hær! Den ruller i det Fjerne som Skyen i Hvirvelstorm; men foran funkler der som Stormens Dioscur min Lieutenant Sorgens-Stjerne. (Soldater rykke frem med flyvende Faner og klingende Spil.) Holdt! (Troppen standser. Skipper Børre er standset ved nogle Steenhobe, slaaer en Hvirvel. Commandanten og Magistraten retirere.) Magistraten (retirerende.) Tilbage! Tilbage! Commandanten (retirerende.) Hvem commanderer her? Naar disse Sværd er hist, jeg commanderer Jer. Skipper Børre. Staa vise Magistrat! Her Fare er for Porten. Staa ædle Commandant! Jeg bringer her Rapporten. Commandanten (drager Sværd.) Tal! Magistraten (knæler.) Ak vi ligge her! Skipper Børre. Slig Fare høres bør med draget Sværd og Lov, i Aske og i Slør. To Batterier hist af Steen mod Himlen kneise paa hver sin Flanke, hvor de Oprørsbann'ret heise. SIDE: 402 Som Vaterlands Parnas, som Gjessing murer op af Sved og Blæk og Dræk, saa rager deres Top. Se der! Commandanten. . . Et Rundetaarn! Skipper Børre. Se der . ! Commandanten. . . Et blodigt Flag! Magistraten. Vi intet Sligt kan see, men en Paryk paa Stag! Skipper Børre. Sligt Ræsonnement maa qvæles. (Trommehvirvl.) Hvad seer I nu? Guds Død! Magistraten (knæler.) Vi see et Oprørsbanner, som Jorden Himlens Syn, fra Himlen Jordens raner. Commandanten. Jeg tør ei sige Jer, hvad Rædslers Seculum sig over Jorden Vei bag denne Klinge baner. Som Magistraten maa min Tunge være stum! men, Glavind, grav i Blod, hvad Tid mit Hjerte aner. Ha Timurs Secler skal min Klinge pløie Rum! (Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre (til Magistraten.) Snart skal I Mere see! Tro mig, vor Commandant har spaaet Døden før, og spaaet stedse sandt! Snart skal I Mere see . . Magistraten. Ak Naade! vi vil læse en Paragraphus op, som Taarne bort kan blæse! SIDE: 403 Commandanten. Ha, Krigen er begyndt! (Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre. Men først Mandatet frem! (gaaer hen imod Huset.) Commandanten. Ja, først en Paragraph med Klingestaven tydet! Ja først en Paragraph, som vier Sværd og Spydet, og gjør til Babylon i Gruus vort Ravnehjem! Skipper Børre (nærmer sig de ophængte Klædningsstykker.) Der hænger Frakker, Parykker, Nathuer -- ja Disse skulle være Mænd og Fiender. Aftenvinden hvifter i al den Stads. Nu, det skal være et tøilesløst Oprør. Se Skjorterne ere ligesaa aabne som Kjolerne. (slaaer Hvirvel.) Magistraten (retirerende.) Tilbage! Tilbage! Commandanten. Hvem commanderer her? Naar disse Sværd er hist, jeg commanderer Jer! Magistraten (knæler.) Ak Naade! Ak og Vee! vi kan ei flye, thi Skræk i Benet hænger . . Ak vor Commandant er væk! Skipper Børre (kommer.) Bi, tappre Commandant! Commandanten. Jeg trækker mig tilbage, for større Rum at faae, som Tigren myg og krum, naar jeg skal styrte frem for Seiren hjem at tage. Tal! Magistraten. Ak vi ligge her! SIDE: 404 Skipper Børre. Slig Fare høres bør med draget Sværd og Lov, i Aske og i Slør! Aabn, Helved, vidt dit Svælg: din hele Flamme-hal kun blive vil for mig en slikket Muslingskal, idet jeg tale maa om rasende Giganter, som Agt ei nære selv for fremmede Gesandter, for egen Magistrat, for egne Commandanter. Thi . . Magistraten. Ak hvad gjorde de? Skipper Børre. Nu, see I dette Been? Det er jo vel et Been? Magistraten. Hvad Andet, kjære Børre! Skipper Børre. Man slog det med en Steen . ! Commandanten. Ha, hele Helved' green ved saadan uhørt Daad . ! Magistraten. Ak saadant maa vi høre! Skipper Børre. Man regne snarlig kan, hvad de vil Eder gjøre. Nok! bag de Taarne, som jeg Jer afmalte sidst, af haardeste Granit, saa høi' at Sky fik Brist, og Regnbuen sprang ito, i lange, sorte Rader en Oprørsskare staaer, som myrder hvem den hader. Commandanten. Saa flyer til Tyrken jeg: der veed jeg dog, man kan i Fred og Stilhed slaae ihjel en Borgermand. SIDE: 405 Skipper Børre. Hiin Skare hader Alt . . Commandanten. . . Den hader mig dog meest. Skipper Børre. Men frygter Intet. Commandanten. Gid dog Loven alt var læst. Skipper Børre (afsides.) Først Sværdet hvæsses bør, saa bider det jo bedst. (høit.) Ei nok! men Borgene, som Belgrads røde Taarn af krumme Sabler og af Tyrkers Maanehorn, besatte ere fuldt (afsides.) af Nathuer og Parykker . . (høit) af Mænd, som Fjelde op af Hav og Afgrund rykke. Magistraten. Vi see dog Intet . . Ak, skjøndt Angsten gjør os gale, vi troe, I det for stærkt, Hr. Børre lyster male. Skipper Børre. Sligt Raisonnement maa gjendrives (slaaer Hvirvel.) (Rækker Magistraten et Forstørrelsesglas.) Saa seer nu gjennem det! Det er det samme Speil, som mindste Vorte teer som Bjerg paa mindste Feil (som Helvedes Gevæxt bør kaldes . .) Magistraten (kiger.) Hvad I vil see vi nu ganske grant; ja meget Mere til. Skipper Børre. I see Giganter da? Troer gammel Mand! Magistraten (kiger.) O gale Giganterne jo er': de gjør' salto mortale! SIDE: 406 Commandanten. Kom frem med Hesten; thi paa Hesten kan jeg væk jo sprænge, om jeg vil, fra egen klamme Skræk. Fa'rs Søn (kommer med Fa'rs Hest.) Her Hesten er, Papa! Commandanten. Se her mit Silhouet! Fa'rs Søn. Ja, jeg er Fa'rses Søn. Skipper Børre. Jeg lønner Dig for det. Magistraten. Tys, Alting stille er. Vi høre Hjertet slaae i Commandantens Bryst, som Hovslag . . Quadrupedante putrem sonitu quatit ungula campum . . Commandanten (slaaer sig for Brystet.) En Falk, som klapper op! Skipper Børre. Den Stilhed værre er (som Havblik for en Storm) end om nu skreg Enhver: "Hei, Magistratens Blod! Det Politie tilkag, som hvad det svoer igaar, svær', løgnfuldt er, idag!" Ja Himlen veed . . Commandanten. . . Og jeg . . Skipper Børre. . . De spilte her et Spil . . Commandanten. . . Som Forspil paa en Krig . . SIDE: 407 Skipper Børre. . . Der sigted' ene til, i Folkets Øine Jer til slige Narre gjøre, som ingen kløgtig Mand bør lyde eller høre. Og det er rimeligt, som og det er en Pligt: at den, som siger saa, vil og forsvare Sligt. Læs derfor Loven op, saa Commandanten kan med Klingens kolde Staal faae slukt den Oprørs-brand, som truer slænge bort hvert Hoved her som Gnister! Commandanten. Ha, tappre Karle, nu jert Sværd af Skeden vrister! (Sqvadronen trækker.) Skipper Børre. Læs Oprørsloven op! Magistraten. For Graad vi ei kan see. Nu kan vi græde kuns: nys kunde vi kun lee! Skipper Børre (tager Flaske og Glas frem.) Det lader til, høivise Magistrat, at I mangler Aandsnærværelse i Farens Stund. Naar jeg forsikkrer Jer, at denne Flaske og disse Glas fandt jeg midtimellem Oprørernes Anstalter, saa ville I indsee, at Disse ikke forsømme at berede sig til Kamp. Jeg har taget Styrkens Bæger fra Fienden. Nu har den høivise Magistrat det, med Guds Hjælp, og den høiædle Commandant, ved sin egen Hjælp, Styrkens Belte og Hammer. Imidlertid har Oprørerne alle- rede havt Styrkens Bæger, for -- se efter -- det er kun halvt fuldt. Magistraten. Jammerskade; thi vi behøve det heelt, saa beklemte ere vi. Skipper Børre. Det er klart, at da Fienden har faaet Styrkens Bæger først, saa angriber han først. SIDE: 408 Magistraten. Ja det er klart, Gud bedre os! Men vi have dog faaet Styr- kens Bæger først paa Raadhuset, i Themis egen Hal: vi have saagodtsom drukket det af Themis egne Skaaler. Skipper Børre. Ja, saa bør Magistraten angribe først. Magistraten. Ja, Gud styrke os! (drikker). Denne Flaske skal forestille en Politiebetjent; thi vi have deraf faaet en god Rapport. Kluk! Kluk! Kluk! Disse Glasser skulle forestille Politieassistentere; de have isandhed hjulpet os, og vi trænge til Hjælp i denne sorrig- fulde Tid. De ere nu tomme og kraftesløse, da deres Indhold er borte, som en Spion. (Kaster Glassene.) Nu skal vi læse alt hvad I vil. (Skipper Børre gaaer.) Commandanten. Kom frem min Adjutant, mit gule, lange Blus! og hal mig op en Eed af Helveds dybe Puts, som Disses frosne Angst i Vrede smelte kan, saa de befale mig at myrde Møe og Mand. Thi sandelig jeg kan mit Mod ei længer binde. Det flyver paa mit Sværd, som Balgen ei kan finde. Adjutanten. Hvad behager Eders Naade? Commandanten. Sværg paa, at jeg slog Slaven ihjel. Adjutanten (rækker Fingrene iveiret.) Ja, saasandt hjælpe mig Himlen, han fik Alt hvad Eders Naade tildeelte ham, og han døde. Commandanten. Sværg Magistraten til, at jeg vil slaae Borgere ihjel. SIDE: 409 Adjutanten. Ja, saasandt hjælpe mig Himlen og Eders Naade, Hr. Com- mandanten vil slaae Borgere ihjel. Commandanten. Sværg paa, at jeg er tapper! Adjutanten. Derpaa sværge Eders Sværd, som Tampen svoer! (gaaer.) Skipper Børre (kommer med en Lygte.) Saa læs da Loven op om Oprør! Magistraten. Vi skal læse en Lov, som Hjertet kan af Brystet iilsomst blæse. En af Magistraten (læser.) "Aa saa skal dem miste Ære, Liv og Gods for saadan usæl Krig og saadan blodig Trods!" Skipper Børre. Godt læst! Hr. Commandant, nu binder Intet mere; men ryst paa Valen, Ørn, de blanke Klinge-fjere. (Trommehvirvl.) Her, vise Magistrat, er Husets Privileg. Gjør hvad der bydes Jer af Dagens Norne bleg. (rækker Magistraten et Papiir.) Anden Magistratsperson (slider i Papiret.) Om alle Engle ned fra Himlen Naade skreg, jeg sværger Undergang for dette Privileg. Tredie Magistratsperson (slider Papiret sønder.) Ved dristig Negl i Fred man større Seir kan vinde, end Helten vandt paa Val med Klingen nogensinde. SIDE: 410 Commandanten. Ved Helveds hele Magt! et Oprør uden Lige, som truer Himlens Gud, og Kongen i hans Rige. Et Choc! Et Choc! Ha Storm! Fa'rs Søn (tager Fa'rs Hest i Halen.) Je suis nu attaché au queue d'un cheval . . (Commandanten styrter ind paa Klæderne. Sqvadronen, med Lieutenant Sorgens-Stjerne i Spidsen, efter.) Skipper Børre. Nu røres Trommen der: jeg kan da stikke ind . . . (gaaer.) (Morgenen efter.) Philosophens Skygge paa Ruinerne. Nu skulle I Enden paa Historien høre: Der var en Skjelm, som hedte Børre. Han spilte Ouverturen til Sørgespil, af en Dæmon digtet, og spilt paa en Grav (af Borgerblod lys -- ak Stjerner i den Damp, som steg ifra Friheds og Æres Urner) . . . o spillet af Centaurer paa Hovkothurner: Centaurer, hvis Choragos's tragiske Krands er blodig Slavetamp, omspunden af en Hestesvands. Børre spilte Ouverturen, saa kom der et Choc, et Choc. Resten af Historien seer Du nok. Henrik Wergeland SIDE: 411 HARLEQUIN VIRTUOS FARCE AF SIFUL SIFADDA "Fremmed Ild er ei saa klar som den Røg, vi hjemme har." (Gammelt Ordsprog.) Personer: Papa. Alvilde. Erling. Piano. Contrabas. Veibred. Damer og Cavalierer. (Værelse i et Gjæstgiverie.) Piano og Contrabas (frokosterende.) Piano. Sapperment! den musicalske Nar igaar beværtede med en herlig Kardinal, da vi drak Danmarks Skaal, og raabte Vivat for det kjøbenhavnske Theater, kjøbenhavnske Sprog, Tone o. s. v., o. s. v. kjøbenhavnsk. Contrabas. Du har Ret, Broer! Efter al den Ære man beviser os i dette gjæstmilde Land, vide vi nok ikke mere, om vi ere Fuskere eller ikke. Piano. Jeg trøster mig til at glemme den Lection, jeg fik i det Kapitel i mit Hjem. Contrabas. Jeg med. Ere ikke Normænd Mennesker med, ligesaavel som en Pommerinke, der her kan passere for en ægte Sachser? og skralder ikke Luften af deres Vivat, blot jeg viser mig? Bliv ikke min Rival, min Ven! Jeg har mere Ære at vise op, end Du. SIDE: 412 Piano. Jeg tvivler; for, sandt at sige, er der ikke Maal og Maade for disse Folks Høflighed. Contrabas. Neppe kom jeg til Bryggen, før de galanteste Cavalierer kap- pedes om at slæbe min Bagage op i et Logis, medens Mænd og Damer, Unge og Gamle stimlede om mig, som om jeg havde været Keiser Napoleon, der kom fra St. Helena; og kun Brygge- bærerne bleve staaende stille, ærgerligen kløende sig i Hovederne formedelst hine Indgreb i deres Metier. Piano. Vare de ikke ligesaa høflige imod mig? Jeg vilde baaret min Tobakspibe selv, men fik ikke engang Lov dertil. Hatteæsker, Kavajer og Kufferter slæbte de tjenstfærdige Herrer bort som en Vind. En af dem isærdeleshed stønnede og svedede noget for- færdeligen og mere end han behøvede, idet han bar min Paraplye som en seiervunden Fane, med en spansk Tyrematadors Stolt- hed, igjennem Byen. Han stønnede vel saa, for at gjøre os sig forbundne. Contrabas. Monfrere, monfrere, gjør Dig ikke formeget til! Lagde Du Mærke til de triumferende Blikke, den Herre kastede til begge Sider af Gaden, der hoppede plystrende afsted med min Stok, Flaske- fodret og lille Joli? Han saae ud da som en uhyre lang Violin- bue indlagt i Enden med Perlemoer og et Par Diamanter. Lagde Du Mærke til den pyntelige sminkede Gentilhomme, der sprang til mig paa Skibsbroen, omfavnede mig der, saa jeg skjalv for at styrte ned med Manden, kyssede mig, og skreg overlydt: "Vel- kommen! Velkommen!" trak sin Kone frem af Hoben, og raabte, mens hun knælede paa noget Tougværk: "hun spiller!" -- trak syv Døttre frem, En efter En, for mig, og raabte for hver af dem: "hun spiller, hun spiller!" Piano. Ha, Ha! sagde ikke den samme Mand til mig akkurat det Samme? og sagde ikke Fruen: "min Herre lev vel! jeg besøger SIDE: 413 Dem imorgen tidlig, ganske tidlig. Jeg kan ikke tæmme min Beundring . . . Mit Huus staaer Dem aabent Nat og Dag, Dag og Nat"? Laae der ikke, det første jeg traadte ind i mit Logis, laae der ikke Invitationsbilletter til de 7 første Maaneder, vi vilde gjøre Staden den Ære at opholde os i den? Contrabas. Gjældte ikke de samme Billetter Ridder Contrabas? Stod der ikke Æresvers i den hele Nations Navn opslagne paa min Dør, laae paa min Pult, paa Lukaf, kort, hvor jeg vendte mig? Piano. Disse Basunstød gjældte ogsaa mig. Træder jeg til Vinduet, saa staae smukke Folk og gloe paa mig, som om jeg var en Konge eller et vildt Dyr. Contrabas. Ja ligesaa paa mig, naar jeg gaaer paa Gaden. Det hæder- ligste er, at det er en meget fiffig, den pynteligste Pøbel jeg har seet i Europa, som gjør dette Væsen af os. Klink, min Broer, dette er et herligt Folk! Jeg reiser ikke herfra, før min Pung er firedobbelt fyldt. Piano. Ja, reis Du! Lykke paa Reisen. Contrabas. Hvad? blier Du her? Piano. Jeg tænker -- ja! Vor Vært fra igaaraftes gjør mest af Fløiten. Contrabas. Det maa være, naar han taler med Dig alene. I Eenrum med mig forsikrer han, at alle hans Følelser ere indsluttede i min Violin: at de springe ud som Passionsblomster med et vældigt Suk, det første jeg banker med Buen til Ouverturen. SIDE: 414 Piano. Men han trak mig i Øret igaaraftes ved Bordet og hviskede, blinkende over til sin Datter: "hør Du! vil Du ikke have min Steddatter Du? hun har Penge Du -- er smuk Du -- spiller Du; o. s. v. Du." Contrabas. Han klinkede med mig saa enthusiastisk, at jeg kom til at øse mit Glas ud paa hans Ærme -- han slikkede det Spildte strax op, og forsikkrede, at jeg bestemt maatte have drukket noget af mit Glas, thi hver Draabe, han havde opslubret, var en Fakkel, der antændte en ny Composition i hans Hjerne -- Han klinkede -- jeg spildte -- han slikkede, og bød mig sin Lorgnet for at kige paa hans Steddatter, hviskende, idet han greb mig i mit Øre, netop det samme som til Dig: "vil Du have hende Du, o. s. v. Du, o. s. v. Du?" Du har, mafoi, ikke meget forud for mig, min Broer? Har Du Galanterie-eventyr? Jeg praler for Andre, men ikke for Dig. Disse Fruentimre i dette Land ere ukydske langt- fra at see, pertentlige nærved, men urørlige at røre ved. De synes at have nok i sig selv. Piano (Afsides.) Fordømt! jeg troede, at være ene. (Høit.) Hør, monfrere, vi have da en Veddekamp at stride idag. Den, der beseirer den anden paa sit Instrument, vinder Myrther til sine Laurer iaften. Vi faae -- tys! Contrabas. Hvad? -- O det var blot den artige Kunstnerværts Kareth, som kom at afhente os. Piano. Ja -- vi faae da kjæmpe . . . Jeg gaaer. Dig frygter jeg ikke, men en Monsjeur Normand, som snuser om Mademoisellen. Jeg gaaer -- som Cæsar vinder, naar jeg slaaer. (Gaaer.) Contrabas. Gaae? vinde? Ha -- hvad har Du forud for mig? Vor Ære i dette Land er lige. Skulde vor Gevinst ikke ogsaa være det? SIDE: 415 Jeg har dog deri noget forud for Dig, at jeg ikke er gift hjemme. Dog dette er saagodt som Intet. Du har det forud igjen, at Du er en Italiener (Tyroler rigtignok) og jeg kun en Tydsker (fra Ebeltoft rigtignok) . . O gid der laae et Land søndenfor det middel- landske Hav, hvorfra Kunstnere og Murmeldyr og Musici kom, saa vandt jeg i dette Folks Øine for Dig, om Du saa kom fra Conservatoriet i Neapel. En Medbeiler have vi begge To . . . Men for ham frie mig min Kaarde; thi man forsikrer, at i dette Land tør smaae Slyngler gaae fremdeles med Snuden iveiret, fordi Dueller ere gangne af Brug; ja, at en Udlænding har turdet krænke den hele Nation, uden at det er faldet Een ind at kræve ham til Regnskab derfor. Piano, Du vil liste Dig Byttet til ved dine følsomme Floskler og Fagter: at Du besvimer ved at høre En hoste, naar der ikke er det rette Mellemrum imellem Bas og Discanten i Hostingen. Derved har Du listet Dig ind i vor Pa- trons Gunst; thi han spiller samme Rolle, forat hedde Kunstven; men jeg skal lære Dig Kunsten af, saasandt jeg kan faae en Tone, der vækker Beundring paa en Concert, men Rødmen og For- skrækkelse i et Selskab, ved at stryge bag paa en Violin! Ved min Qvints Klokketone! ved mit Pizzicato! Jeg vinder Prisen iaften! De skraale jo: "Bravo! Bravissimo! Dacapo!" det første jeg træder frem, før de høre et Strøg: hvad da ikke -- Ha! Jeg vinder Prisen! (Gaaer.) (Værelse hos Papa.) Papa. Alvilde. Papa. Paa Jorden -- ja i bedre Egne, end her, hvor alle Kunster blegne, medmindre at de Udenlandske (blandt dem desværre er' de Danske) hid høfligst sig umage ville at declamere lidt, at male lidt, at spille lidt (blot, blot det skede tidt, ak tidt!) saa vi dog deraf kunne lære, at Muser end ilive ere; SIDE: 416 kun ikke her -- -- Paa Jorden (det vil altsaa sige hverandensteds, kun ei i Norges Rige) der mange flere Pligter er end disse Tre, jeg lærer Dig, som de nødvendigste nu, nu. For Dig -- ja kom Du det ihu, jeg siger Dig, min Datterlil! og glem ei, at jeg siger: nu! -- For Dig er Dyder tre alene. De overstige Ingens Kræfter; thi hveren er affattet efter det simple Efterabelses-princip; men Dyder, som i kolde Stene -- saa kalder jeg de stakkels Hjerter, som at aabne sig i Norge fik til Dom -- indtrylle kan Canovas Livsenssmiil. Den første Dyd Talent er for Musik. Den anden . . . Alvilde. Ak, Papa, jeg bliver høist lastværdig da. Papa. Den anden Dyd er: om Du fik, just ikke Øre for Musik, saa kan Du, Datterlil, med Munden Dig hjælpe ligegodt igrunden. Det er at sige . . . Alvilde. . . Jeg skal gabe, naar Contrabas's Bue . . . Papa. Bah! Hvor kan Du? . . Du skal Veiret tabe, complimentere, bravoere, SIDE: 417 kun aabne Læberne til Roes, omfavne hver en Virtuos, ham trykke, som af ham du trykkes; -- i samme Forhold . . ah . . henrykkes, som Manden kom langveisifra. Alvilde. En Dane følgelig fortjener, at jeg ham kalder: Helt, min Helt! men En von hinten lille Belt, en Tydsker? . . Papa. Han maa Engel blive. Alvilde. Men hvilket Navn skal jeg da give en sort, en sort Italiener? Piano? . . Papa (Listig) O "dit Øres Gud." Ja gjør Du det; thi, hør, et Øre, saa labyrinthisk det seer ud, er benest Stie til Hjertet . . Alvilde. Men hvad skal jeg kalde en Franzos? Papa. Hvis han er længere fra os, (det er, meer nær mod Himmelen,) end en Italiener, saa end høiere han nævnes maa. Ja kald ham reentud: Virtuos. Alvilde. En Afgudsdyrker er Papa. SIDE: 418 Papa. Den tredie Dyd er let; thi den bestaaer i, at Du kaster hen din Rok, din Simpelhed -- kort Alt, som Dig beskjæmmer . . Alvilde. Ak, ved at minde mig om, jeg er en Norges Qvinde, om at min Fædrejord er kun en bøiet, fattig Moer, hvis Sønner slaae, hvis Døttre spinde. Papa. Nei, dette er dog altfor galt! Hør, Datter, omend Sminken er ei jevnt i Brug -- desværr'! desværr'! -- paa Kinderne i Landet her: som andre Norges Qvinder maa din Dragt at sminke Du forstaae med Regnbufarver. Silke broget et Intet gjøre kan til Noget. Jeg sværger Dig, at Stadsen skaber om til Paris selv Ravnekroget. Alvilde. Og Mennesker den gjør til Aber. Jeg ligne skal da mine Søstre fra Frøken A til Jomfru Ø? Papa. Partout! Alvilde. Man maa da være Nar i denne Verden eller døe? Papa. Partout! SIDE: 419 Alvilde. Jeg bliver hvad jeg var. Jeg vil forblive helst mig Selv. Papa. Nei, du maa ligne -- ellers skjælv! -- en Frøken Thorbjør Sommerfugl. Alvilde. Ak, paa min Væverstol jeg heller at være simpel Larve vælger, til engang Nødens Vinter tvinger igjennem Nøisomhedens Vaar, (o grøn af unge Egeskud) en Velstandssommer frem at springe i Norges Dal -- da bryde tør jeg dette Verkens-Puppeslør og flyve sommerfarvet ud. Gallien har Raad sin Datter at pynte i Silke og Flor; for det fattige Nor indtil videre er hvert Silkeplag her en grusom Pasqvil og i Smiil en Fynte. Papa. Du skal ligne Frøken Thorbjør Sommerfugl, og Jomfru Gunhild Kolibri. Alvilde. Hør, hvor Lærken graa og fri paa Norges Vange slaaer! Solforgyldet Kolibri kun paa Kunstkammer staaer. Papa. Jeg siger dig, Du skal ligne Frøken Thorbjør Sommerfugl, Jomfru Gunhild Kolibri, Frøken Olaug Papagoy. Alvilde. Før stum og stokdøv vil jeg være, end ligne denne malte Skjære. SIDE: 420 Papa. Jeg svær dig, Du skal i tydske Kjoler ligne Frøken Thorbjør Sommerfugl, i engelske Kaaber Jomfru Gunhild Kolibri, i kjøben- havnsk Snaksomhed Frøken Olaug Papagoy, i franske Skoe og Strømper Jomfru Gudbjør Paafugl! Alvilde. Papa, hvi skal jeg tvinges -- ak! at gjøre til Landsforræder min Stak? Naar mit Hjerte er fædrenelandsk, hvi Kaaben da engelsk, og Hatten da dansk? Mit fattige Land har ei Evne til at klæde i Silke forfængeligt Smiil. Mit fattige Land har ei bedre Lykke, end sin bedste Datter i Værken at smykke. Papa. Alvilde, Holdt! jeg bliver gal . . Du giver mig, til Svar paa min Moral, igjen Moral. Alvilde. Den, som moraliserer, vel bør have nok igjen for sig Selv. Papa. Guds Død! jeg troer, Du Omgang har med Siful, den patriotiske Nar. Jeg byder Dig endnuengang, min Datter: dit norske Alvor omsmeltes maa til udenlandsk Latter. Se, det er Tidens Kjephest, hvorpaa -- hei, hop! -- med de Andre Du ride maa! At være musicalsk, Veninde være med alle Musici, som gjøre os den Ære at komme herhid for at variere . . Se det, maa Du vide, er Kjephesten min, ja Papas Kjephest. SIDE: 421 Ved Pianos Fløite, Contrabas's Vio-Violin! paa den skal Du ride til din Bryllupsfest! Alvilde. Papa, De dog vel veed, at fire Aar De (dyrtnok) stred imod Naturen, for at lære (De tabte dog) mig musicalsk at være. I fire Aar paa splinternyt Claveer (og saa det gaaer af mine Søstre Fleer) jeg lærte Intet uden maadeligt en Vals at slaae. Papa. Ti stille dog med Sligt! Nok, vær da Stok og Steen, om saa Du vil. En anden Dyd jeg veed, som, skjøndt den er vel gammeldags, kan, hvad der fattes Dig, erstatte strax. Alvilde. De mener . . ? Jeg ei Barnet glemmer i hvad der med Naturen stemmer. Jeg lover . . . Papa. Held dig! . . Lydighed vil hjælpe os i denne Sag. Ja just paa denne, denne Dag den Alting gjør. Hør . . (forlegen) Datter hør . . Alvilde. Jeg lyde bør . . . Papa. Ja, rigtigt! -- Ja! Men hør nu blot . . (forlegen) SIDE: 422 Alvilde. Nu, tal, Papa! Papa. Ja hør nu blot . . og lyd nu blot . . Alvilde. Jeg ahner, ahner intet Godt. Papa. Nei, hør nu blot . . (forlegen) Alvilde. O, Stedfa'er, hvi tør De mig ei i Øiet see? Jeg ahner . . Papa. Du er altfor fri. Ti stille! ti! Kan jeg dit Øre ikke byde, din Mund befale ei at lee, ei tvinge Dig, som Andre Dig at tee: jeg tvinger dog din Sjel at lyde. . . Dit Hjerte, vil jeg sige; thi for Sjel er Du, som Qvinde, fri. Alvilde. Nu, hjulpne vi bleve alligevel, hvis funde vi stedse kun Mænd med Sjel. Papa. Slaae ned dit Øie! hør nu stille hvad egentlig idag jeg vilde: iaften gjør jeg musicalsk Calas: Professor Piano, Ridder Contrabas, de to Virtuoser langlangveisifra, som gjøre Mig og denne Stad den Ære -- SIDE: 423 -- kortsagt -- reentudsagt, jeg holder Concert -- begge de store Virtuoser have friet til Dig -- det vil sige, jeg har lovet dem Dig -- Du er min Datter -- Du er min Myndling -- kort sagt . . jeg er et Extract af al Byens Smag -- jeg gjør Concert i denne Dag -- stort Selskab, Assemblee -- jeg har allerede sendt min Kareth efter begge de høistærede Friere -- tænk hvilken Ære! -- kortsagt, den som spiller bedst (og det gjøre de begge To) skal have Dig! -- Jeg har hentet Galanteriefruens hele Garderobe; vælg, og pynt Dig! -- er Du ikke musicalsk; kan Du ikke, som jeg, hjælpe den Brøst af ved at beundre (ikke Affectation, naar Du først kommer ind i det, og det bliver Vane), saa skal Du hjælpe Dig ved Lydighed -- Ja, Den (det er en olympisk Vedde- kamp) -- Ja, den som spiller bedst, han skal, han skal -- og Du skal neie, og sige Tak -- Han skal, han skal have Dig! -- Tys! der kommer Karethen med dem, mine høistærede Venner -- Pynt Dig -- smink din sure Mine væk -- raab Bravo; og synk i hvem af Heltenes Arme Du lyster! (iler ud.) Alvilde. Saa? -- Ja sandelig, saa farligt dette klinger, synes det mig saa latterligt, at jeg ikke kan troe, der er nogen virkelig Fare forhaanden. Svage Mand -- min Stedfa'er, som vil give sin Datter bort, sin eneste daglige Omgang og Pleie, til en ubekjendt Udlænding; -- min Formynder, som vil kaste sin Myndlings Penge til en Lykkeridder, -- en Olding, leflende med de besynderligste Gjækkerier paa Gravens Bred -- Mand, har Du en Sjel? At kalde den qvindelig, skammer jeg mig selv, som en Qvinde, ved; at kalde den mandlig, vilde ikke Erling. Du har ingen! O, og Du vil nægte mig at have nogen? at have nogen Villie? at for- agte og agte? Du har intet Fædreland, thi Du skammer Dig ved dit eget; og vil nægte mig at have et? Saa mandig er Du dog, at Du vil befale over en Pige. Det er et besynderligt Væsen, trods det aldeles Intet det bestaaer af, formedelst dets Mod- sætninger: han vil staae ispidsen for Industrieselskaber o. s. v., og hans Datter faaer ikke Lov at gaae med en hjemmevirket Kjole, ligesom han ogsaa selv foregaaer med det sletteste Exempel deri: han spiller paa en Klubaften 100 Daler bort, men har ikke en Skilling til noget Almeennyttigt, ikke en Skilling for en Fattig -- SIDE: 424 af den Grund, siger han, at han er Forstander for en velgjørende Anstalt: -- han hader Sverrig, ringeagter Norge, elsker Alt uden- for disse indtil Raserie: han vil være en Enthusiast for Musiken; derfor løber han paa hver en Concert, gesticulerer med Hoved og Fingre, som om han var henrykt; men hans Øine ere stive af Søvn, om man seer ret paa dem, han gaber ofte i sit Lommetørklæde eller naar han vender sig til Vinduet, og den Takt, han synes at følge med Benene, er ikke Orchesterets, men et simpelt Stykkes, et Tappenstregsstykkes, han har lært fra Barnsbeen: fortrinlig sætter han en Glæde -- nei ikke en Glæde, thi den kan han ikke føle -- men en Ære i at gjøre sit Huus til et Værtshuus for alle reisende Kunstnere, især fremmede Musici, skjøndt de eneste fremmede Ord han kan, er: "mein Herr! mein Freund! Was befohlen Sie?" og "partout Monsieur, oui!" og han ikke veed at skilne Bas fra Discant -- I saadan evig besværlig Kamp er han for at modstride og tilintetgjøre sit eget lille Væsen: for at sønder- plukke det i saa mange Fnug, at ingen af disse kan gjøre noget Heelt . . . og til den samme Fordreielse af mig Selv vil han tvinge mig? Ja, han synes, den er ganske naturlig -- at det maa være det allerletteste og behageligste for En, der afskyer For- fængelighed, at vise en Forfængelighed, jeg tillige, som almindelig, holder for Fødelandets Svindsot-Blomstren -- for En, der gjør mere af en Bog end af Noder, og som Naturen nægtede Talent for Musik, at gjøre sig musikalsk, eller, som han selv, hjælpe sig ved Affectation -- for En af en ukunstlet og redelig Tænkemaade at fremkunstle en foragtelig -- for En, der heller, i Haabet om at han kan blive bedre, hører en maadelig norsk Kunstner, end en udenlandsk Udskregen, at trække paa Skuldrene, naar man nævner en god norsk Kunstner, men klappe, naar man nævner en Vildfremmed -- Sandelig dette er formeget . . ja, og endda ovenikjøbet give sit Legeme hen tilligemed sin Villie og bedre Vidende . . Dette er formeget . . At kastes som en Fjærbold imellem disse To? Formeget, og derfor latterligt . . Disse To? mellem disse To? (Erling kommer hastig ind.) Erling (kysser hendes Haand iilsomt.) Min elskede Elise, jeg hørte Dig . . Jeg veed en Barm, som opfangede Dig. SIDE: 425 Alvilde. Hvorledes? Erling!? Erling. . . Opfanger i denne Aften Bolden i dette kostbare Boldspil. Ja saasandt De foretrækker denne Barm som et Fristed. Ja, ved min Agtelse og dybe Følelse for Dem, Alvilde, jeg vil spille med disse! ogsaa om De forlader mig, som Duen Qvisten, der reddede den for Høgen. Alvilde. De seer Sagen alvorligere end jeg. Kjender De ikke Papas Indfald? Der er fordetmeste Intet i dem. Erling. Alvorlig? Jeg skulde troe det; skjøndt jeg troer ikke mine egne Øine, der see Dem saa rolig. Halve Byen er inviteret; paa Billetterne staaer: "for at bivaane min elskede Datters Tro- lovelse." O blegn ikke . . ikke bange! Her er din bedste Ven . . Alvilde, svar mig nu oprigtigt. Jeg giver Dig mit Livs Opgave at løse . . Alvilde. Sandelig, denne Forhaanelse løsriver mig fra min Stedfaer . . Erling, Erling! svar mig: Den, der spiller bedst paa Concerten, han vinder -- mig: spiller ikke Du? spiller ikke De? et Instru- ment? O, om det var blot Guitarre, saa -- -- Erling (omfavner hende.) Alvilde, -- jeg spørger ikke meer. Mit Livs, min Lykkes Op- gave er løst. Du er min. Du nægter det ikke? Du kan ikke. Dit Hjerte aabnede sig i dit Spørgsmaal, om jeg kunde kjæmpe med mine Medbeilere, Dig som mig modbydelige. Ja sandelig -- ved Alt! ved Alt! ved dette Kys, min salige Evigheds første Morgen- rødme! -- jeg skal kjæmpe med dem. Alvilde, min, min, se paa mig . . Alvilde. Faren har ikke avtvunget mig dette. Du veed, at en Mand har en Qvindes Hjerte, naar hun i Eenrum kalder ham sin Ven. Jeg SIDE: 426 kaldte Dig saa ofte, naar Du trøstede mig over de smaae Sjele, der omgøglede mig i deres flagrende Døgnflitter -- vee, jeg tænkte mig Lygtemændene over Norges Grav! -- ved at lade mig skimte Glimtet af din Blussen for det Store og Gode, for Frihed, Sandhed og de Lidende . . o, naar Du ogsaa belivede mit Hjerte: fra den Stund Du lærte mig, at vi skylde Gud, at takke ham for vort Liv ved Daad, at sande, tilladte Smiil frem- voxe kun af Andres aftørrede Graad, at de ere vort Livs Rosen- have, naar ingen Ulykkeligs . . O jeg glemmer, jeg glemmer min Lykke . . jeg græder; men jeg er ikke Ulykkelig -- -- Erling. Herlige Pige! Jeg var Din! Ja dine Taarer ere Kjærlighedens; thi Du er atter i Smiil. Den behøver Tid og Væxt for at skyde saa smukke Blomster. Jeg kunde næsten af Hjertet ønske Dig i Graad hvert Minut, for at see et saadant Smiil at fødes -- en Nymphæa, der dukker skinnende op af Vandet . . O Du er min . . Alvilde (river sig løs fra Erling, stiller sig lige over for ham.) I kommer ind i det Ridderlige . . O den Kjærlighed fryser under Staal og Plade. Herr Ridder, har I noget Sværd, saa frels mig! I kjender Faren. Erling. Nu ikke -- Ja; jeg forstaaer din Spøg: vi have ikke Tid til at lytte efter vor Kjærligheds første Livsaandedræt under Guds Him- mel, for Menneskers og Engles Øren. Vel! jeg er ikke egen- nyttig; jeg vil kjæmpe, uagtet jeg har vundet Prisen forud. Alvilde. Men Fader Papas Bifald? Det er ham, som deler Prisen ud. Erling. Ja -- aa ja; men, om han saa var Kongen, er denne Ring stærkere end hans Krone. (vexler Ringe) Hvad de musicalske Vindhaser betræffer, saa slaaer jeg dem af Marken, uden at behøve at trække mit Sværd, som jeg haa- ber; ja jeg skal slaae dem væk med deres egne Vaaben. SIDE: 427 Alvilde. Hvad? Sværd? Hvad tænker Du? Erling. Jo, vær vis paa, at jeg skal møde dem paa alle Veie. Seer Du, Fægterskolen er som de tørre mathematiske Figurer til Ovids ars amandi. De vise, hvorledes man i et "En-to-tre" faaer Hvad man vil. Derfor har jeg i Smug . . Alvilde. . . Lært at fægte? -- Ah! Erling. Ja, indpuget mig disse tørre Figurer, om Herr Ridder Contrabas eller Herr Professor Piano skulde faae Lyst til at examinere mig, eller Trang til selv at examineres. Men -- se (omfavner Alvilde) et Par omfavnende Forelskede ere de illuminerede Kobbere til hiin Ovids berømte Bog! Alvilde. Fægte? Ei, Erling, Du er Student -- hvad vil Du med de plumpe Vaaben? Det er blot Don Qvixoter, som sværge, at Amor hænger altid paa den bedste Kaardespids. Erling. Jeg vil ikke tænke paa Kaarden, bedste Alvilde. Glem det! Jeg skal nok værge om Dig, min Odel for Evigheden, med bedre Vaaben. O, de elendige Prætendenter skulle staae forbausede udenfor min Herlighed, blot som dens stive Gjærdestavre. Jeg har endnu et Vaaben, og endnu et. Jeg har i al Hast sat mig noget ind i Generalbassen, for i Theorien at beskjæmme disse Pralhanse i Eders Faders Nærværelse. Alvilde. Du vil hamle op med dem i Eet og Alt. O -- jeg maa lee, skjøndt dit gode Hjerte skinner igjennem denne latterlige Plan. Du kan heller ikke have drevet det længer end til at være en Fusker i den Videnskab i denne korte Tid. SIDE: 428 Erling. O, ikke saa kort! Allerede første Dag de kom her til Landet, hørte jeg ved Bordet, at Papa lovede og tilsvor enhver af Vind- haserne, at hvem af dem, der lystede at tage Dig, behøvede blot at give ham et Vink, et Nik . . Derpaa nikkede de begge To -- Contrabas sagde: "ja, Gott verdam'mich!" -- Piano sagde: "Ro- sens og Laurens Skaal, Herr Vært!" hvorpaa alle Tre klinkede og raabte, mens hele Selskabet og Du med studsede over denne Act: "Bravissimo! Bravissimo, Signore Papa! Signore Virtuoso!" Alvilde. Sandtnok, denne plumpe Cabale er vidt dreven. I det værste Tilfælde kan jeg flye fra min Stedfa'er og hans uforskammede Gjæster . . i det allerværste Tilfælde kan jeg udsætte mig for Selskabets Forundring og Spot ved, i det Øieblik Seierherren skulde feire sin Triumph, at erklære, hvorledes det Hele hang sammen. Erling. Tro mig, Kjære, de skulle selv række mig den skjønne Rosen- krands. Alvilde. Kan Du tvinge dem dertil, Erling, ved at forelæse dem General- bassens Theorier? Det bliver ligesom i Erasmus Montanus det kraftige Argument: Alpha, Beta, Gamma, Delta, Ypsilon, Ponto Basta! Da Du ikke har, som jeg troer -- skjøndt Du smukt nok veed at pynte din simple Sang med din Moders Guitarre -- noget afgjort frembringende Genie for Musik, saa kan Du gjerne lære Generalbassen, skjøndt Du vel har vigtigere Ting at faae pløiet frem af Tiden ved dens Ploug: Fliden, (der hos Dig tillykke har Eggen af Talent-staal) og skjøndt jeg er vis paa, at de to Vir- tuoser vilde lade haant om al Slags Theorie, og sige, at Du er af den gamle Skole (hvorved Papa strax bevæges til at vise Dig Døren og udelukke Dig fra Prøven) -- ja jeg er saa vis derpaa; thi deres Ringeagt for Dig grændser til det Utrolige: er saa stor, som deres Uforskammenhed i alt Andet. SIDE: 429 Erling. Ved Gud, min Næve var nok det kraftigste Middel til at klare denne Himmel, der er skummel nok, skjøndt kun et Par Tre- mulanter er dens Torden, deres Smiil dens Lyn, Papas Bravos dens Storm! Men jeg haaber at gjøre det af med meget mindre med disse Herrer, der blegne, stivne, svimle, daane ved at høre et ubetonet Skrig. -- Min Alvilde, levvel! sæt Dig paa din Throne paa Kamppladsen; forskrækkes ikke, i Hvad du seer; kron Dig med Smiil og Blomster: Levvel! (kysser hende) min Alvilde! (Piano og Contrabas komme) Levvel! (kysser hende) Levvel saalænge! Levvel! (gaaer; standser mod dem i Døren) Contrabas. Guds Blod! Se her min Milaneser! (drager sin Kaarde) Her slænger jeg dens Skede væk. (kaster Skeden bort) Se, nøgen Dødens Slange hvæser: (truer med Kaarden) dens Bid er Død, dens Hviin er Skræk. Piano. Jeg veed, pardi, monsieur, at min honneur slig blâme døied aldrig før at møde i den samme Dør Medbeiler; derfor Døden bør med Segl og Tand og Glemsels Slør udslette ganske den malheur. (drager Kaarden) Contrabas. Skeden slængte jeg -- Din Sjel i dens Tomhed hyle kan! Men Du selv fra Hals til Hæl -- Du Barbar, Du norske Mand -- netop til en Balg kan tjene . . Erling (med tordnende Stemme.) Kaardene i Balgene flux! SIDE: 430 Contrabas (skjælvende.) Vel! Vel! . . Piano. Vel! Vel! (de stikke ind) O, saa afskyelig en Stemme hos Nordenvinden kun har hjemme i Drontheim eller Dofrefjeld. . . Jeg daaner . . saa utonet Skrig kan lægge mig paastedet Liig. (kaster sig ned som daanet) Contrabas. Ja jeg, jeg bliver dødsens . . Herre, jeg Eder skal at synge lære. Saa skal det synges: Kaar - de - ne - i - Bal - gene - flu - u - ux! En Scalatavle er mit Øre, og slig en Røst kan død mig gjøre. Jeg blegner som min Bro'er, jeg stivner. Ved Vellyd kun igjen jeg livner. Jeg daaner (sagte) -- rigtignok vel seent -- (høit) fordi Du Stemmens Regler reent forglemte . . Bah! (kaster sig ned som besvimet) Erling. Alvilde, skulde vi ikke seire over Disse? Alvilde. Det er sandt, naar man har en god Sag, kan man ikke fore- stille sig Faren liden nok. Der ligge Dagens Helte, og Gjæsterne, som skulle bivaane deres Triumf, komme allerede. Naar vi gaae, saa reise de sig. (de gaae) Contrabas. Hei, Broer, hørte Du? Piano. Tys, Broer! Jeg hørte nok; men lig stille blot et Øieblik. Attraperede nogen Anden end Papa os, idet vi reiste os, kunde de troe, at vi spillede Comedie. (Papa kommer ind, læsende i en Avis) SIDE: 431 Papa. Hvor ere Virtuoserne, at jeg kan fortælle dem Nyheden, Re- staurationen, at jeg kan fortælle dem, og omfavne dem, og for- tælle dem, at vi ere rykkede dem nærmere ved en dristig Streg. Ja, se her staaer det: Danmark (høilovlig Ihukommelse) har gjen- erobret Norge -- her er Edictet -- her er det, som viser og proclamerer, at Norge og Kjøbenhavn (gid det florere!) og Fyen ere Eet. -- Forstaaer sig desværre blot: jeg taler om Aanden -- det aandige Danmark har erobret det aandige Norge -- her staaer jo med Fynd beviist, at man taler Dansk i Norge (ja Him- len lønne dem, som ville koste paa sig en Reise til Kjøbenhavn, for at lære det, eller dog til Færder, for paa Reisen at kunne lære det, deres rette Modersmaal!) -- her staaer jo omhinanden en Liste paa udkomne Bøger i den danske Literatur: -- to fra Kjøben- havn først, saa en fra Christiania -- en fra Aalborg, saa en fra Drammen -- en fra Odense, saa en fra Throndhjem -- en fra Ribe, saa en fra Bergen -- en fra Christiansand, saa tre fra Kjøben- havn. Der seer man dog, at Kjøbenhavn er Kronen og godtsom Alpha og Omega. Piano (sagte til Contrabas.) Nu sukker jeg. Contrabas. Ja suk Du! Jeg reiser mig. (de sukke og reise sig) Papa. Ha, mine kjære Herrer, kommer, kommer! Vær saa god! Was Teufel! was ist das? Piano (reiser sig) Ah! . . Det gik over! Papa (slaaer Hænderne sammen.) Himmel! Himmel! Contrabas, Broder, hvad behager Du? Contrabas. Snik, Snak! det var Intet. Hvad jeg behager? -- Champagner og Høflighed. SIDE: 432 Papa (tripper om.) Strax! Strax! Følg mig! Champagner og Høflighed? Strax! strax! Piano (til Papa.) Er jeg bleg? er jeg ikke bleg? Papa. Rød, rød, kjære Rose, Hahahaha! Rød, rød, søde Rosenkys. (kysser Piano) Piano. Hvad? ikke bleg? Jeg siger, jeg er bleg. Papa. O jo, min Gud, bleg og skjælvende og, og . . Piano. . . Og bævende? Papa. O jo, min Gud, bævende og altereret. (grædende) O, hvad skal jeg? . . Er dette Ansigt at komme til en Fest med? er dette et Brudgomsansigt, hvis Lykkens Ansigt tilsmiler Dig? -- Kjære, Hæder for mit Huus, kom Dig, kom Dig! Contrabas (barsk.) Er ikke jeg bleg? Papa (grædende.) Hvad vil Du? Vil du være bleg eller rød? Hvad Du vil. Alting! O jo, min Himmel, bleg og -- hu-hu! Hvad er veder- faret? Gjæsterne maae afbestilles . . Contrabas. Aldeles ikke. Nei for Alt! Piano. Siig mig blot: troer Du, at en Jyde har finere Øre end en Nor- mand, en Tydsker end en Jyde, en Tyroler end en Tydsker, en Italiener end en Tyroler? finere Øre, finere Smag af Naturen? SIDE: 433 Papa. Ja -- hvor kan Du spørge om Sligt? Alt hvad der aander og taler ovenfor Kattegat burde enten have Æseløren eller ingen Øren. Min sal. Moder var en Kjøbenhavnerinde (bukker), derfor er jeg en Undtagelse i dette Mørkets Land. Piano. Ja, troer Du dette: saa kan Du ogsaa begribe, Ven, at vore Øren ikke kunne udholde al Slags Lyd. Vi segnede Begge ved at høre en Raadstuetjener snarre her paa Hjørnet. Havde vi ikke Grund dertil? Papa. Altformegen -- Gudbevare's -- Tør jeg dømme derom -- jeg som kun er en Bastard i Kunstverdenen -- saa altformegen . . (afsides) Her lærer jeg noget. (høit) Jeg kan heller ikke godt ud- holde den Lyd. Jeg er glad -- dog skulde jeg gjerne have lidt det for Eder -- ved ikke at have hørt nogen saadan Lyd idag; thi hører jeg Sligt om Morgenen, er jeg vis paa at have Migraine til om Aftenen. Piano. Sur mon honneur! Du er skabt til at nyde Kunsten. Du er en Virtuos i Smag og tendresse. Hver af dine Nerver er en Kunst- dommer. Papa (smiler og bukker.) Contrabas. Ja, sur mon honneur, Du er en Undtagelse i dette Land: en Raritet. Papa (smiler og bukker.) Piano. Du har udsonet os med vort ravgale Forsæt at styre til dette Land, om endog ikke din Myndling vilde bringe os til at ønske os tillykke dermed. SIDE: 434 Papa. Ah, en Raritet? Ah complaisance -- Kommer, kommer -- Jeg takker, jeg takker -- maa jeg ydmygst bede om din ærede Arm; og om din høistærede Herr Arm -- Salen er fuld -- der er Øine, Øren, Munde, Alt proppet, Alt gabende i hinanden. (vil gaae med dem) Contrabas. Basta, min Ven! Pst! Jeg har et Ord at sige Dig. (Papa slipper, og stirrer gabende paa ham) Du taler, bey allen Elementen, som et Genie. Du er en Raritet i dette Land. Papa. Ja -- ja -- jeg takker -- ah, ah -- lidt Tankefylde -- nogen Tankeflugt -- megen Tankeflugt og Fylde. Jeg har bandet min Fa'er, at han gjorde mig til Kjøbmand, efterat han først havde gjort mig til Genie. Piano. Jeg vil skrive det til Leipzig, til Allgemeine -- Papa. Pah -- jeg takker -- men (tør jeg bede) til Leipzig und den Hamburger Correspondent. Du forstaaer mig, Bruder, wenn wir Deutsch sprechen. Piano. Ja i en literarisk Anmeldelse, at den berømte Professor Piano, in das schreckliche Eis- und Felsenmeer Norwegen, som alene die Schweden kunne betragten mit verliebten Augen, men som der berømte Professor Piano (hem! hem!) alene af puur Menneske- kjærlighed besøgte, forat vække Livet hos de tobenede, ragede Bjørne, som kalde sig Normænd og Landets Herrer; eller, flux de spidse Øren efter min Fløite, lære dem, at de dog ere et Slags Mennesker. Her er jeg Prometheus . . . Papa. Ja, her er Du Prometheus. Herregud-Prometheus. SIDE: 435 Contrabas. Da besøger jeg dem, Gott verdam' mich! af al Slags Gierigkeit alene: især af Neugierigkeit . . Papa. Neugierigkeiten hører uns til. Ja sprech Du kun Deutsch ich skal nok verstaae. Contrabas. Hør blot . . af Nysgjerrighed, forat prøve blandt Klipperne og Bjørnene, om det er sandt, at Amphion eller Orpheus (Riddere og Professorer som jeg og Bruder Piano) kunde faae disse til at dandse. Sandtnok det var Æsler Amphion experimenterede paa, og disse ere mere musicalske end Bjørne; men . . . Piano. Ja det var Kongen af Neapel og Cardinal Ruffo, som dandsede. Men det er nu det Samme: Signor Orpheo er død: Virtuoser spille efter ham: Vi spille nu (det er at sige: vi leve; thi deri bestaaer alene vort Liv): vi døe -- og Bierfidlere spille efter os; eller hvem tør spille da? (slaaer en Trille paa Fløiten) Hørte Du det, Papa? Papa. Hørte? Ah! -- Det var ikke godt for Byen, om Du spillede paa Gaden, Virtuos, for Stenene maatte hoppe, og mange Steder have de Rum til at hoppe; og den Steen vil jeg skjælde for et Æsel af en Steen, som ikke hoppede. Der er Mange, som troe, at En bliver til et Æsel, naar man siger det til ham. Siden kan der igjen gjøres Adskilligt af dem, dog Attacheer først. Piano. Sandt! sandt! Midt paa en offentlig Plads i Paris har jeg seet et Steenæsel. Revolutionens store, de lyse Seclers Potpourri- ouverture rev det, med Flere, endelig ned i Dandsen; men nu staaer det der igjen, og vil staae der saalænge Bourbonner lære SIDE: 436 Franskmændene at intonere paa fransk: God save the King. Denne Sang er Kongernes Visselul. Du hører, Ven Papa, at jeg er en Carbonari. Men -- Stille! Papa (omfavner ham.) Ah, Carbonari! Bruder, Bruder! Imellem os sagt -- jeg er Frimurer. Jeg betaler for mig, og dermed er det gjort. Ah, Carbonari? Det er et høit Spil. Piano. In Kopenhagen hørte jeg, at her var ogsaa Carbonaris. Papa. O, desværre! vi ere ikke -- ja ikke vi, men de ere ikke komne saavidt i denne Udørken, desværre! Piano. Potstausend! i Stockholm kaldte man dem Rævbælgere, men i Kjøbenhavn 17de-Mais-helte. De skulle være et Slags St-hans- torbister, der blot sværme een Aften; eller et Slags rare Blom- ster, der blot springe ud og dufte een Dag, men saa hænge hele Aaret rundt visne og stive. Er Du iblandt dem? Papa (løfter Hænderne mod Himlen, seer rundt om Væggene.) Himlen bevares! hvor kan Du? -- Jeg sværger -- Jeg svær- ger -- -- Piano. Du blegner Papa! Her er Eau de Cologne. (giver ham en Lugtevandsflaske) Papa. Tak! Tak! Jeg vil tage Kampherdraaber -- Ah, tal ikke derom! ikke derom! -- for Himlens Skyld! Det er Forræderie -- SIDE: 437 Ak -- ! Nogle af mine høie Gjæster (I skulle see dem) have toet sine Hænder i Blod; jeg toer mine i Sved og Draaber paa at jeg er uskyldig. -- Herregud hvor man kan komme ud! Jeg? jeg? -- O jeg sværger, jeg troer, jeg blier gal -- jeg sværger -- -- Contrabas. Pst! Hør! (afsides) For en Ulykke om Manden skulde blive syg, og vi gaae Glip af Concerten og Byttet. (høit) Hør! (stryger paa Violinen) Hørte Du det, Papa? Papa. Hei! Ja det var noget Andet -- etwas Anders, som I sige. Hei! ja spil paa den Streng. Hahaha! det er ubarmhjertigt, Ven- Virtuos, at vække Stenene, at gjøre Stenene til Mennesker. Ja ligesom Aristokrater gjøre Stene til Æsler, ved at lade deres Büster hugge . . Hahaha! dersom ikke Gulvet og Væggene (saa- som de ere afskaarne Bord) vare ligesom dræbte og amputerede Træer, saa vilde de -- ja, ved Himlen! troer jeg, de svare -- der er Resonants -- jeg boer som i en Violin -- Hahaha! jeg gjør mig lystig, forat glemme min Forskrækkelse. Contrabas. Hør, Ven, din Compliment var fiin. Det vil glæde Dig, at jeg anmelder Dig i den Hamburger Correspondent som en Undtagelse i dette berygtede Land. Man vil blive saa forundret som ved Potosis Sølvminers Opdagelse. Papa. Ja sandelig -- Poeten Veibred kan skrive Anmeldelsen til Kjøbenhavns flyvende Post, og Herr Procurator Nam (Himlen skee Lov, idetmindste fød søndenfor Lindesnæs) skal melde det i Aalborgeravis. Forresten -- for seer Du, jeg maa være Patriot -- kan Du melde, at det Land jeg (der berühmte Herr Papa) er fordømt til at boe i, ikke er saa aldeles barbarisk som SIDE: 438 Vildtydsken troer, thi vi have saasom f. Ex. Boghandlere, der sætte en Stolthed i at være intet Andet end Leipzigernes og Kjøbenhavnernes Factorer; vi have Theaterrecensenter, der stu- dere Konsten efter Operajournaler fra Berlin, Anno 1750, og sidde paa Galleriet, annoterende med Blyant, saa man ikke veed enten de ere Politiknegte, der tegne Navne op paa en Slump, eller Knegte uden Politie; vi have et Theater, hvor man (Him- len skee Lov!) ikke hører et norsk Ord; vi have Frygt for Spioner som i Madrid, udenlandske Malere istedetfor vore egne; vore egne Sagaer og Nationalkrøniker faae vi for god Betaling ifra Kjøbenhavn, ligesaa alle øvrige Slags Skrifter, især en be- hørig Flom af Maaneds-Hjerneføde, som vore Damer proppe sig med -- dog have vi den Ære, at faae de saakaldte Skoleauctorer directe fra Tydskland -- item have vi saa temmelig en almindelig Afskye for Alt hvad gjøres kan i Landet og kaldes efter Landet, saa at Normanden sætter en Ære i at gjøre sin Ryg til et Ud- lændingens Gjeldsbrev -- ja ligeindtil Skjøgerne maae være udenlandske forat kunne behage -- item belønnes norske For- tjenester med fremmede Ridderordener, skjøndt dette er ligesaa unaturligt som at hænge Dadler paa Furuqviste. Vi have Fruer som Fluer, Luxus, Galanteriesager, Galanteriekræmmersker og Kræmmere af dette Slags, som i Palais Royal, Hattischerifs og Mamelukker, en ypperlig Bey, et Slags Adel, som kalder sig Conditionerede, af hvilken en stor Deels store Stamhuse ere Byerne og Forstæderne, saa, naar en Skrædder kjøber en Gaard paa Landet, kalder han sig strax Proprietarius, seer sine Naboer over Hovedet, kaldende dem simpelthen: "Bønder", og sætter sig paa Galleriet i Kirken; vi have en Rangforordning trods den bedste danske; Uniformssyge trods den bedste preussiske -- heja Alt gaaer vel! Gaaer det ikke godt? I Tingen som i Formen? Noget har dog mit Land at rose sig af; dog vil jeg ikke negte, at jeg fremhæver mig betydeligen i dette Maskapie af Godt og Slet. Skriv derfor: in das Norwegen ist der Cultur doch in die senere Aar bedeutlich stegen -- aber wir haben doch angetroffen ein Culminationspunct in der ansehliche Mann, der berühmte . . En Tjener (stikker Hovedet ind af Døren.) Herr Papa! (de gaae) SIDE: 439 (Concertsal. Alvilde paa et ophøiet Sæde inden Skranken. Damer og Cavalierer udenom Skranken.) Papa (kommer Arm i Arm converserende med Piano og Contrabas.) Ja, Venner, lad os ikke tale mere om den guddommelige Fou- reaux eller om den guddommelige Pudel Munito -- Ja, Apro- pos! -- Poeten Veibred fortalte mig det -- hahaha! (peger paa Selskabet) der hører jeg Veibred lee -- man hører ham ligesaasnart som man seer ham -- Se der staaer han -- (bukker til En i Selskabet) Velkommen! velkommen Herr Veibred! (til Virtuoserne) Ham maa De lære at kjende -- det er et Genie -- han er fulgur et lumen urbis -- Byens Lys og Glorie -- Men Skam faae mig (skjøndt jeg ikke nægter, at hans Smiil -- der ligne Bølgeringene paa en Dams Flade, naar en Steen plumper i -- gjerne kan være Glorie om vor Bye) -- ja Skam faae mig burde han ikke hellere hede Byens Skygge og Helikons Skyhose -- Det er det Samme -- kjende ham maae Du, og Du -- Han er en smagfuld Mand som jeg -- han forstaaer sig paa den rette thaliaske Smag -- endnu mens Teppet rullede ned, og Ligene laae der i "Cabale og Kjær- lighed" følte han nok for Stykket til at raabe Bravissimo af fuld Hals og "frem Lovise! frem Majoren!" saa at de dræbte Elskende maatte reise sig for Alles Øine, som efter Opstandelsens Basune- brag, og takke; og nu gik det løs paa en Klap, saaat de Taarer trillede ned, der sittrede mellem Øienhaarene hos nogle Faa, der endnu ikke havde fattet sig efter Stykket -- han er Thalias Kjøkkenmester -- og nok en Tredie er -- Nok, hvad var det jeg vilde sagt? -- Det var Pudelen Munito -- Ja, Poeten Vei- bred fortalte mig, at den var saa klog, at Professorini, dens Herre, speculerede paa at lade den gaae op til Præliminairexamen -- Men her var en Vanskelighed: den kunde ikke tale -- Men saa sagde Veibred (og her loe jeg) "dermed har det ingen Nød, Herr Professorini; vi ville sende ham til Hr. Papa." -- Men saa sagde jeg: "Jura kan dog Herr Munito lære, Herr Professorini; vi ville lade ham manuducere af Hr. Procurator Nam; Herr Munito kan jo dog skrive, og at gjøre Hvidt til Sort, er jo en af hans Børne- kunster." -- Men saa maatte Hr. Procurator Nam gaae til Be- kjendelse, at hans hele Jurisprudence blot bestod i Kneb og en vigtig Mine; og i det Første frygtede han forat maatte give tabt SIDE: 440 for Munito, og i det Andet for Herr Professorini, for han sagde, undskyldende og krummende sig: "bedste, kjære Herr Professorini, hvor gjerne jeg skulde manuducere deres kjære Elev; men . . . . jeg arbeider nu paa at finde den tilkastede Indgang til den under- jordiske Storthingsvei -- jeg roder der, saa at Blodet springer mig ud af Neglene, og af Mathed ønsker jeg mangengang, at have Fandens velbeslagne Hov; men jeg faaer den ikke, skjøndt han ofte har beæret mig med Commissioner at uddele hans Horn -- jeg arbeider nu paa et juridisk Mesterstykke at bevise, at det langtfra kan ansees urigtigt, at Soldater massacrere Borgere, men megetmere fordeelagtigt, saasom de derved øve deres Tapperhed, og viist, vække dem, som slumre i Utide, omendskjøndt man vel kan sige at denne Vækkelse skeer ved Ørefigen -- Item arbeider jeg paa et Forsvar for Enevoldsherredømmet -- item paa et For- slag om en ny Indretning af Forhør, saaledes deduceret: Forhør er Justitias Tempeltjeneste, Provene ere Hymner: ergo bør Har- perne, som ved andre Concerter, forud kunne stemmes -- Kort, jeg er en driftig Mand -- jeg kunde vel ogsaa antage Herr Mu- nito -- han kunde dog vel lære Adskilligt paa mit Contoir; men -- kjæreste Herr Professorini, han er for klog: jeg har ikke havt med Andre at bestille end med Bønder -- Desuden behøver han dog at kunne tale et Par Ord, for at kunne bagtale Den, der tør kige ham i Kaartet, naar han begynder at practisere; men -- send ham til * . . . . . Universitet, der kan han blive Studios og Magister uden at kunne tale. Han bliver skrevet ind; men Om- kostningerne herved sparer han paa den sorte Kjole, som han har før. Forresten ydmyge Tjener, Herr Professorini, Herr Munito! jeg skal hen at smøre Blæk over noget Blod, som man seer paa mine Fingre . . ja, kan gjerne være, for jeg skar mig, da jeg endte min 21de Ansøgning idag med et vidtløftigt Udkast til Re- gjeringen over mine Talenter, især til at rode i Protocoller, og derpaa grundet Ønske om at vorde bestaltet til en Slags petit Generalprocureur; thi det er ligesom de største Skøiere blive de bedste Politibetjente, de største Smuglere de skarpeste Snus- haner -- ydmygeste Tjener Herr . ." -- Ja saa sagde Vei- bred -- saa jeg -- saa Procuratoren tilsidst -- han var en ypper- lig Consulent -- Herr Munito reiste, og er nu vel Baccalaureus -- Men Hr. Professorini fik ogsaa Regning fra Procuratoren for SIDE: 441 Consultationen, samme Dag -- -- Ei, hys! lad os ikke tale om det. Trin nu frem mine Herrer! (til Tilskuerne af Selskabet) Saae I? Jeg ledsagede dem ind -- jeg talte hemmelig med dem -- og loe med dem -- Mine Herrer og Damer, her er den berømte Professor Piano, min Ven! her er den berømte Ridder Contra- bas! min Ven! -- Hurra! Bravo! -- Brug Lorgnetterne! (omfavner Virtuoserne) Saae I? saae I, jeg omfavner dem saa ofte jeg lyster. -- Champagner og Høflighed er Alt hvad de forlange -- Hei, hvor er Champagneren? -- (til Alvilde) Datterlil -- her, her, Du er Festens Dronning; sæt Dig her paa Thronen -- Du veed det: Den som taber skal have Laurbærkrandsen -- Den, som vinder, rækker Du Rosen-Myrthekrandsen -- Bravo! Bravo! (klapper i Hænderne. Selskabet klapper med. Piano og Contrabas bukke stolt.) Saae I: han buk- kede? de bukkede begge To. Bravo! Bravo! (klapper. Selskabet raaber og klapper med, Piano og Contrabas nikke) Nu bukkede de paa spansk -- saae I? -- Bravo! Bravo! Bravissimo! (klapper der er Deres Høivelbaarenheds Plads: allerforrest -- Jomfru Solo -- Jomfru Duetto -- Jomfru Allesomville flyt kuns nærmere -- Fru Sminkekrukke -- Herr Attaché hold dem ikke der bag! -- Frøken Klingre-Klavecine her er bedre Lys! -- Herr Dittoditto, Deres Plads er ved Døren! -- SIDE: 443 Herr Procurator Nam, De seer bedst i Mørket . . ja vær saa god! der bag i Krogen hos Herr Recensent N N! -- Herr Directeur Dansk-Norsk-Norsk-Dansk, Herr Velvilligst, Herr Digter Spring- vand -- Herr Digter Sprøite -- Herr Lieutenant Nebelmann, hvor- ledes staaer til? Tys, svar ikke! ikke saa høit! . . Tys, for Him- lens og Damernes Skyld! . . Nu! Du min godeste Gud, der kom det! Ah ja, vi forstaae det nok . . ha, ha! -- Hr. Vildtysk, Hr. Klaphans, husk nu paa! -- Hr. Lieutenant Fensterseufzen, sid ned . . vær saa artig! sid hos Frøken Sepaamig, imellem Jomfru Fy og Frøken Guddommelig -- Hr. Advocat . . hvad er det nu De hedder? . . fra Klækken? Velkommen fra Lan- det! . . kan jeg gratulere? Herr Pastor Depositurus og Herr Maabe, flyt ned! -- Jomfru Skoggre, hys, hys! -- Frøken Hufda taler eller gyser til Dem! Herr Landshøvding! Ilde, at De ikke kan komme høiere op -- Herr Policemester Contenance, De kan dog flytte høiere op . . vær saa god da! -- Alle Dhrr. Ogsaavidere (dog kom frem unge Herr Flaumann!) holder Dem bag! lidt længere bag . . endnu længere bag! -- Frøken Papagoy -- Fru Skade -- Jfr. Kolibri -- Frøken Sommerfugl -- Fru Drivhuus -- Fru Blomsterpotte -- Jomfru Rose-uden-Torn -- kjære lille Jomfru Adagio -- anden Bænk er Deres -- værer hilsede, værer hilsede til denne Glæde! Nu, er der Flere? -- (afsides.) Guds Død! der er Fulsi-Faddasi i Krogen . . hans graae Øine ere Blyantspidser, hans blege Gesicht Papiir, hvidt mod Dagen, beskrevet paa den underste Side -- man seer, hvorledes Linierne løbe under hans Smiil eller Griin. (høit) Herr Fulsi! ah, er De der? hem! ja, jeg seer, De staaer godt . . hem! vær saa god at staae -- hem! -- der! hem! der! -- Nu er der Flere? -- Herr Veibred, De kan . . vær saa artig -- ja jeg seer, De alt er der -- være imellem mig og Virtuoserne indenfore Skranken, og give Tonen an til Bravoeringen eller til . . Bravoeringen. Men altid fortissimo! altid fortissimo! -- Slig Aften kommer ikke saasnart igjen -- Oh, pah, jeg sveder af bare Artighed og Enthousiasme -- Nu min Datter, hvor gaaer det? Ha, Festens Dronning, hvor staaer det? -- Har De Colophonium? Besynderligt at det Himmelske maa betjene sig af saa smaae Ting . . som Icarus maatte tage Vox af Bikuben til sine Vinger. SIDE: 444 Veibred. . . Himmelske af smaae Ting? Ja ligesom jeg af en Gaase- fjer . . hahaha! (Latter) (afsides) Selskabet leer -- Jeg maa drive det en Stump til. (høit) Ja ligesom, naar jeg vil skrive et Stordigt, gaaer jeg paa Apotheket, og kjøber for 4 Skilling simpelt Blæk -- hahaha! (Latter) (afsides) Endnu lidt til! (høit) . . Og en Bog simpelt Papiir. (afsides) Nei, nu taale de ikke mere. (høit) Af Klude -- tænk en- gang! (afsides) Pokker ta'e dem, de ville ikke lee! Vel, Stop da! Nu skulle de ikke faae de herlige Vittigheder, jeg havde in mente, om hvad Slags Klude, nemlig Skjorter og . . hahaha! Papa. Kjære, siig os, hvad De leer saa godt af. Veibred. Oh, det var blot en Vittighed, som skjød op; men jeg kappede den strax af som en Asparges, og puttede den i min egen Mund, fordi den var saa lækker. Papa. Ah, dette er et herligt Selskab! Vittigheder aabne og halv skjulte . . Vittigheder og Skjemt i det frodigste, mest brogede Liv, i tropisk Vegetation: Vittigheder som Kaal, som Snylte- planter, som raslende Plataner med en uhyre Bladpragt -- hvert Blad som svulmende sammenklapprende Kjæver -- Skjemt som Champignons, som fluesmekkende Mimose . . ah, Alt gjennemsyet med Slanger og Abesvandse og atter opsprettet af Papagoyeneb -- Oh, en aandig brasiliansk Skov . . Alt groteskt, bristende, bug- nende, svulmende af Liv og Latter . . Ja et saadant Selskab er Vittighedernes Drivhuus . . Men, begynd nu! -- O tilgiv mig -- o Kunst, tilgiv min Glemsomhed midt i min Ivrighed. Jeg pluk- ker Blomster som et Barn paa Hjemveien fra Skolen til Mad- fadet . . Begynder nu, hvis I behage. Pst! Pst! (Contrabas banker med Buen.) SIDE: 445 Papa. Bravo! Bravo! (klapper -- Almindeligt Klap og Bravo) Begynd nu! Veibred. Holdt! her er en Ridder i Skranken! Mine Herrer Virtuoser i Musik, en Virtuos i Poesi udfordrer Dem. Her er mine Hand- sker. (trækker et Papiir op af Lommen) Papa. Aldrig i Verden! Jeg veed, hvem jeg vil have den Ære at være Svigerfader til. Piano. Contrabas. Nein! Nein! Hvad spiller Du paa? Veibred. Lire, Lyra er mit Instrument. Ellers -- jeg tager Anledning af Hr. Papas Ord: "begynd nu!" til at begynde at oplæse et Digt; og, om I døde, skulle I høre derpaa, -- ja da desbedre for mig, søde Alvilde -- Ellers skal til første Deel af Digtet qvinke- leres med en Violin (som der staaer i Manuscriptet); anden Deel reciteres blot; og tredie Deel af Digtet ledsages af fuldt Orchester som en Flok Hoffolk -- ja Bratscherne gamle Aristokrater, Violinerne Cavaliers, hvis Stemmer Venus har stemt ned til en Qvint, og Papagenerne Pager -- Alt stimlende bag Dronningen. Papa. Vel, vel! kom frem Calliope! Veibred. . . Polyhymnia, Clio og Melpomene. Papa. Og kjæmp med Euterpe. Trin frem! trin frem! SIDE: 446 Contrabas (til Alvilde.) Betænk din Rang, skjønne Qvinde! Du er hævet til Gudinde for min Klang, hævet til Eratos Himmel, fuld af mine Toners Vrimmel, fuld af lyttende Engles Stimmel. Men, hvor høit du svæver end, i en tonfuld Elskovs Sphære O, min Bue, du skal være Ørnefjære, som mig bære, did, didhen! Papa (tager sig en Priis.) Det maa man sige! -- Bravo! (Klap og Bravo.) Piano (til Alvilde.) Fløite! min Fløite! Amorer iskjul -- selv naar du ligger der stille og taus -- boe under Klappene, boe i hvert Hul. Men, naar du klinger i Hvirvl og Applaus, Alle sig svinge, heraus heraus, alle Amorer heraus. Søde Alvilde, Amorerne maae flye til den Himmel hvorfra de gaae. Ah, før Du ahner, ganske piano smutte de Alle atter derind: ind i dit Hjerte -- O da er jeg din! Papa (tager sig en Priis) Det maa man sige! -- (Klap og Bravo) Veibred (afsides.) Vee! Himmel! nu kommer Touren til mig at improvisere. SIDE: 447 Papa. Herr Veibred -- ? Veibred (til Alvilde.) Vel! vel! Jeg kunde sige: Søde Hjerte, naar jeg betænker ret, ei Shakespeare improviserte: hvi Jeg da gjøre det? Men -- jeg kan vel sagtens; javist kan jeg vel sagtens, javist sagtens . . Prr! her kommer det: Søde Læbe, qvad du end alle Sommermorgner hen, ei tilende qvad du mig. Læs mig blot da, Øie! -- se Jeg er kun dit Digt-volumen! Ita sane sonans flumen: amo te! Ja en Glommen, ja en Tiber! Hver en Bølge ene griber den Accord: jeg elsker Dig! Papa (tager en Priis.) Det maa man sige! -- Bravo! (Klap og Bravo.) Veibred (hoster.) Papa. Kampen begynder! Først skal Digteren have en Dyst med Violinen, og saa med Fløiten. Nu gjælder det, Alvilde! Veibred (rækker en Bunke Papiir iveiret.) Nu, mine Herrer og Damer, hvad behager? Bryllupsvers eller Liigvers? Geburtsdagsvers for en Borger eller for en Konge? Confirmationsvers for en Dreng eller Pige, fornem Dreng eller fattig Dreng, fornem Pige eller fattig Pige? Ved en Skippers SIDE: 448 Afreise, eller ved hans Hjemkomst? 4de Novembersvers eller 17de Maisvers? (Muserne ere frie -- seer De -- og kunne ikke qvæstes eller rides overende). Ja 17de Maisvers? eller om En, der kom paa Slaveriet, fordi han tændte Ild paa sin egen Badstue? Nytaars- vers? eller Julevers? eller Paaskeægsvers? -- Kort, hvad be- hager? Er til Tjeneste, Alt hvad muligt tænkes kan af Poesie. (afsides) Dog -- de have alt hørt alle disse. Vel! her er et, som jeg fandt paa Gaden; men forbistret, at det er afbrudt. Selskabet. Kom med Noget! Ligegodt! Alt fortræffeligt! Veibred (triner frem med et Papiir.) Vel! her er Noget, som jeg fandt paa Gaden . . Gaden? bah! ja Parnassets Gade, der ligner de hollandske meget. Saavidt jeg seer, er Digteren . . (jeg mener: Jeg) bleven afbrudt; og lader det til, at jeg, at Digteren, med munter Lyrik, først har besjunget de nærværende Dage og den henrundne Tid; men dette Digt er desværre borte. Hvad jeg nu har, er et Intermezzo, hvori han, eller jeg skifter Tone, for at gaae over til Udkastet af Frem- alderens Epos, hvori formodentlig (da i den Egn Phantasien maa være aldeles fri) formodentlig Scener forekomme som disse: Kjølfjeldene sees at opløse sig til en Taage, og at trække bort som den vilde Jagts hylende Skyhunde: Storbrittannien (og alle Øerne som Joller efter) kommer seilende ved Damp, med Flaget paa Wellingtons Corporalstang (hvilken da opbevares som Old- sag, og er tillagt 3 Stemmer i Parlamentet, somom han selv var tilstede); og, at man i Aabningen, denne stoute Dampfregat efter- lader sig i Oceanet, bliver Helvedes Aabning vaer, hvilken da naturligviis strax tilskylles -- samt andre store Scener. Man tage da tiltakke med dette Brudstykke, der er fundet paa et Blad af en Poets . . af min, jeg siger: min Portefeuille: (synger, accompagneret af Virtuoserne) -- "Guddommelige Digtets Aand! Historien maa, som krumbøiet Terne, efter dig gaae, og speide med Urnen ihaand, for op Hvad du slænger at plukke, for Sorgspil at gjøre af Profetens Sukke, SIDE: 449 for paa Folioblade et Stormalerie af Purp'ret udtvære, som neddrypped i en hensovet Lyrikers Smiil, der, medens det skjødesløst ned blandt Strengene gled, i dæmrende Secler henslængte sin Ild. -- O trælkede Slægter, hvorlænge skal Scepterne -- -- " Selskabet. Nok! nok! Det er for høitravende. Ikke Politik for Alting! Veibred. Oh, her er og noget Andet til Tjeneste! (læser:) "Paa samme Viis en Stodder tæres hen af Luus og Lopper, fortæres fattig Stat (Exemplet skjænk mig, Ven!) af altformange Tropper." Selskabet. Nok! nok! Det er for Lavt. Fy! Fy! Veibred. Nu! Her er da Noget, som gaaer til Siden. (læser:) "Zaren, Sultanen, Schaken: hver af disse vist var ilde faren, hvis borte var Turkmann, Tartar, Baschkiren og Kosaken. Men her i Nord blandt Fjeld og Skov vi har ei Hetmann eller Pulk behov." Baronen. Stop, herimod maa jeg protestere. Paa min Ære, ikke videre af det Slags. Det er Oprør. Paa min Ære -- hid! -- jeg vil gjennemstinge det Blad! (drager sit Sværd, og gjennemborer Papiret) SIDE: 450 Veibred. Deres Naade, det var tappert! Deres Naade har ikke imod noget af et andet Slags? (læser:) "Profane, siger du, der Aand ei er i Rax's Prækener? I næsten hveren Sætning dog han svoer, at Aanden i ham foer. -- Profane, vil du sige, i hans Præk'ner ei er Ild? Ah, hørte du en Sætning end af Samme, der Satan nævned ei og Helveds hede Flamme?" Depositurus. Imod slige Smædevers over H. H. Fanden maa jeg protestere. Det er græsselige Tider vi leve i. Ora pro nobis, o sancte Grundtvig! Veibred. Om Forladelse, Herr Pastor! Det er ikke mine Vers . . Ah, hvad vilde jeg dog sagt? Det er ikke min Skyld. De ere inspirerede. (læser:) "O sørg ei, Asgrim Digter, for du seer dit Publicum kun lidet er! Hvi ønsker du det større, naar det kun af vrede, lede, hede Recensentere bestaaer?" Kjølvand, Sprøite, Springvand og 97 andre Poeter. Fy for Fanden! det er afskyeligt! Stop! eller, ha! vi dræbe Dig! Ha, ere vi ikke poetarum irritabile genus? Veibred (afsides) Ja, hvor kunde jeg sige en saadan Blame om mig selv? Jeg har ikke sat mig ret ind i Bladet. (høit) Hører jeg ikke til samme Slægt? Kom I! Trætte giver Navnkundighed. (læser:) "Flaumann! Jeg nægter ei: Du vorden er en Abe. Men vær dog langtfra derfor vred! Vær meget heller glad derved! Thi, om du vinder ei, du kan ei heller tabe." SIDE: 451 Dehrr. Ogsaavidere m. Fl. (grædende.) Vi ere ikke komne hid, forat blive fornærmede; men for at more os. Nu! vi skulle da ogsaa tale godt om dig! Pas dig! Veibred. Hys! Hvor det er vanskeligt at gjøre Alle tilpas! Siuh! (læser:) "Ak, Claudia, idet du sminker dig, du glemmer sikkerlig, at Mandfolk aldrig pynte sig med kunstige Blomster -- -- " Damerne. Nei, det er for galt! O, kunne vi taale det? Veibred. Det var da ogsaa et forbistret Papiir! Hvorfor fandt jeg ikke en Romance, en saadan en: "Der sad paa Græsbænk et fagert Par, i Maaneskin. Og Bruden en Moserose var, men Brudgommen en Jasmin. Ak, søde min Brudgom, hvi er du saa bleg om Kind?" Damerne. Ja saadan en! saadan en! . . Og saa gik de ind i Løvhytten, og saa hviskede de, og smiskede de, og lispede de, og tiskede de, og hyssede de, og kyssede de, og . . Veibred. . . Og saa fløi der en Sphinx Dødningehoved ud af Kysset. "En iiskold Tudseryg Brudskamlen var, og Ugleøie Brudfaklen bar. En Sphinx Dødninghoved fløi af Brudkysset ud. Og Morgnen saae i Taarer den Rosenbrud." Ah, hvor nyt og skjønt -- lagde de Mærke dertil? -- at kalde Duggen: Taarer? Ha, Damerne græde alt? Er min Seier vunden? Ha -- skal jeg slaae det sidste Slag? SIDE: 452 Damerne (hulkende.) For Himlens Skyld ikke flere slige nydelige Vers. O Sommer- nat! søde, luftende, lunkne Sommernat! søde Minders lumre Skabelsesmulm! Veibred. Vel, her er det sidste Slag i en Fortælling, en nymodens, med en ypperlig Knude. Den er af min egen -- jeg vil sige: samme Fabrik: "En dunkel Høstaften -- Vinden hylede i Fyrrene -- i Dødningedands cirklede visne Blade for min Fod -- Regnen duskede ned (hvilket er ubehageligere end Pladskregn) Himlen bælmørk, endskjøndt Fuldmaanen stod høit over Bjergene -- Denne dunkle, rædselfulde Høstaften vandrede jeg eensom, iført en graa blaarudet Reisefrakke, Støvler og Hat, opover de steile, øde Høider ved O . . da -- saae jeg, jeg troede ikke mine egne Øine, Noget at glimte igjennem Træerne. Jeg stod stille -- jeg tog Mod til mig -- jeg gik -- jeg listede mig nærmere, og saae -- Damerne. Hu! ikke meer! . . Veibred. "Og saae -- et Lys. Jeg nærmede mig, og saae -- Damerne. Hu! Ikke meer! . . Veibred. Jo nu løses Knuden . . "Og saae -- et Huus: -- et Huus af Træe, med Tag paa, og Regnen dryppede af Taget. Jeg aabnede Klinken, og saae -- en gammel Kjelling spindende ved Ilden -- -- Den var Lyset, jeg saae!" Snip, Snap -- -- Ha -- Damerne (daane.) Veibred. Ha, ha! hvo har nu vundet? Behøves mere? Ha! SIDE: 453 Vægge, Dørstolper, Tag, Gulv, Møbler (brølende.) Det var mine Vers! Det var mine Vers! mine Vers! Tyv! Tyv! Tyv! Tyv! mit Digt! Tyv! Tyv! Veibred (falder næsten bedøvet om.) (Til Selskabet) Ja, var det ikke det jeg vidste? Ha, for Himlens Skyld, hørte I Noget? Det er Løgn! Løgn! Skammelig Løgn! Det er mine . . for Gud, hvad man finder . . og naar ikke Eier- manden melder sig, eller er død . . Papa. Ak, du min Himmel, hvor han er angreben af Digtet . . Veibred. Hørte De ikke Noget? O Jammer, hørte De Noget, mine Herrer og Damer? Jeg skal bevise . . Selskabet. Nei, Intet! (Mange afsides) Men det er dog altfor naivt saaledes at tilstaae, at vi ikke have hørt paa hans Digt. Veibred (kommende sig.) Ja saa? (afsides) Pyt! det var bare Samvittigheden da, som skreg. Pyt! den Bugtaler -- Du er ikke i Moden, Bugtaler! (høit) Jasaa, De hørte Intet? Ja, hvad skulde De vel høre uden, at jeg reciterede et Digt, som var, ved alle Ossians Skygger! af mig Selv. Og saa mener jeg . . hem! -- Papa. . . Bravo! Bravo! (Klap og Bravoraab.) Veibred. Ja det var det, jeg mente. Se saa, nu kan Skriget komme igjen. Det overdøver ikke disse. Veibred, Contrabas, Piano (knælende for Alvilde.) Hulde, indvi, ved at flette Myrthe-Rosenkrands om dette SIDE: 454 Hoved, det til et Altar for Skjønhed, fremstillet, Qvinde i Dig! Se, de Andres øde Isser kun betyde Trappetrin, dækt med lange Miners Liin, omhængt med Taarers Fryndse-gardin, hvoropad, hvornedad, hvorpaa Du kan stolpre, Du kan gaae til Hovedaltret -- Mig! Alvilde. Se, Herr Veibred, Herr Digter . . (afsides) O den Frække, som turde synge Erlings Vers, og kalde dem sine egne! (høit) Se, en Qvinde vilde og maatte, som blot Qvinde, række Dem Rosen- krandsen; men jeg gjør mig en Ære af, at kunne vurdere Dem og mig høiere. Er De Digter, da vil De nu see Deres Muse i mig, og da vil De tidobbelt høiere end Rosenkrandsen, i hvem min Haand skulde være iflettet som en Knop, vide at vurdere Laurbær- krandsen, som jeg nu rækker Dem. Veibred. Rigtig! Jo, sandelig tusinddobbelt høiere. Saa fik jeg den dog! (Alvilde sætter en Krands paa hans Hoved. Bravoraab og Fanfare.) Mine Herrer og Damer! nu har jeg faaet ni Brude istedetfor Een. Nu mangler jeg blot Gratierne til. Piano. Laurbær? Sacre dieu? har man seet Laurbær i dette Land? Det er Kirsebærblade. Veibred. Kirsebærblade? Med dem bekrandser man Ansiovis. Men jeg siger Dig, at det er velfortjente Laurbær. Selskabet. Nei, det er Kirsebærblade og Portulak. SIDE: 455 Papa. Hys! Mine ærede Herrer og Damer, converserer ikke mere om Foureaux, eller om Dampbaaden, eller om Louis, eller om Baronen, eller om den tigrede Hest, eller om Leiebibliothek, eller om Maanedsroser, eller om de danske Skuespillere, eller om 17de Mai, eller om Kritiker, eller om Veiret, eller om en Hat, eller om Kjøbenhavn, eller om sidste Modejournal, eller, eller om eller -- men stille, stille! jeg beder. De ærede Herrer Virtuoser, mine store, ærede, fremmede Venner, ville nu aabne Veddekampen imellem sig Selv ved en Ouverture eller en Solo af begge To, og derpaa ville de spille en enkelt Solo. Alvilde (afsides.) Erling! Denne Spøg skræmmer mig næsten. Ak, Erling, jeg faaer gribe til det Yderste; men da bliver min Stedfa'er be- skjæmmet. O Erling, hvorfor er Du her ikke? (Piano og Contrabas spille. Papa raaber Bravo, dernæst Veibred og saa Allesammen. De klappe og raabe Bravo hele Tiden, mens de spille. Midt under Concerten kommer Harlekin ind med en Tromme. Han slaaer Hvirvel indtil Alt bliver stille.) Papa. O Himmel! Himmel, hvo . . hvad er det? Contrabas. Der Teufel! Piano. Arlichino? Papa. Ak, De . . Du kjender ham? Alvilde (afsides.) O, jeg kjender ham paa hans smukke Skabning. Harlekin (til Papa.) Signor! . . Papa. Min Herre, maa jeg spørge Dem, hvem De har den Ære at være? SIDE: 456 Harlekin. Signor! Er De ikke Smagens Conservateur, Kunstens Patron, alle Virtuosers Ven og Beskytter i disse Lande? Papa (gnider sine Hænder smilende.) Min Herre, vær saa artig at tage Plads . . O vær saa god . . Jeg beder . . Harlekin. Jeg kjender Dem igjen -- i Napoli kalde vi Dem Signor Urbano. Det betyder: Herr Høflig . . Papa. O min Himmel -- Herre Gud de Virtuoser -- De flyve nu Verden rundt -- saa er mit Navn da? ak! ak! Napoli og Portici! Harlekin. Jeg er den berømte Signor Glorioso Amoroso Sonoroso Vittorioso Virtuoso Arlichino! Har De det? Papa. De er? Hva -- -- hvad? Harlekin. Virtuosernes Virtuos. Papa (knæler.) Ja ved Himlen! jeg seer det, jeg saae det strax -- jeg saae strax paa Deres Dragt, at De var en udmærket Person. Harlekin. Hør Signor -- jeg maa fatte ringe Tanker om Dem, ved at see Dem i saadant Selskab som disse to musikalske Markskrigeres. (til Contrabas.) Hvem er De vel Signor? Contrabas. Jeg er Ridder, Capelmester hos Hs. Durchlauchtighed, regjerende Graf von . . o, jeg beder om Forladelse, hans Titler ere formange, og min Ærefrygt for hans Høihed er saastor, at jeg enten vil SIDE: 457 nævne dem allesammen eller ogsaa tie og anklage mig selv for Majestætsforbrydelse -- ellers er jeg Ridder Contrabas, Virtuos . . Harlekin. Ha, ha! -- Ja, men -- Jeg er Signor Gloriosissimo Sonoroso Victoriosissimo Virtuoso Amorosissimo Arlichino. Papa. O store Ære! (Til Tilskuerne) Hvad synes Eder? Harlekin (til Piano.) Hvorfra er De, Signor? Hvem er De? Piano. Jeg er Piano. Verden er mit Hjem, Tyrol min Vugge. Jeg har lært af Alpevinden at spille paa Fløite. Harlekin. Tyrol? Ha, siig ligesaagodt: "jeg er en Esqvimoer." Herr Papa, vil De omgaaes med slige Folk? -- Jeg er fra den syd- ligste Spidse av Italien, ja fra Sicilien . . Det er noget Andet! Papa. Ak Himmel! Harlekin. Ja fra Cap Passaro paa Sicilien. Jeg har lært af en Skyhose at spille paa Tromme. Papa. Velkommen! velkommen! O, tro, jeg saae strax, at De var noget Stort. Jeg saae det; ja før jeg saae det, ahnede jeg det . . der foer som en Regnbue foran mine Øine. Harlekin. Jeg vil kjæmpe med Disse om Prisen, hvis De tillader det, skjønne Festens Dronning -- med disse elendige Spillemænd . . Ja siig selv -- De er en Skjønner, Herr Papa -- siig selv, om det kan være nogen Kunst at være Virtuos paa saa fuldkomne SIDE: 458 Instrumenter, som paa Violin og Fløite? Nei paa Tromme, Tromme: at frembringe det Høieste paa dette simpleste Instru- ment -- det er Virtuositet. Det er ligesom at faae en fornuftig Verden ud af Chaos. Det er guddommeligt. Papa. Ja det er noget Stort, Herr . . De har Ret Herr . . . Contrabas. Jeg begynder at soupçonnere? Ha, Karl, hvor er Du ifra . . Papa (afsides til Contrabas.) Bist du toll Bruder? Gott behüte dich! Er . . seiner Gnade . . hans Hochheit ist vom Sicilien. (høit til Gjæsterne) Jeg talte blot nogle Ord Tydsk, Italiensk og hvad det nu kunde være af fremmede Sprog med Hr. Ridderen. -- Det var snart bestilt. Piano. Jeg giver min Sjel, ja min Fløite paa, at denne Arlichino er en raa Karl herfra. Han taler jo ikke det nye bedre Sprog: det moderne, det dansk-norske, det offentlige Theaters Sprog, det, som Landet skal lære af Skuespillerne . . Papa. Tilvisse, tilvisse. Der kommer dog noget Taaleligt, noget som skikkelige Folk (dog taler jeg ikke om dem, som kunne, naar de lyste, tale Tydsk, Fransk, Italiensk og hvad der kan falde sig) uden Skam kunne have i Munden, naar man parrer Farsundsfolk og Thyelænder sammen, og saa Folket gaaer at høre, tripper i Skolen . . heja, Victori . . høre Hakon Jarl tale Kjøbenhavnsk. Harlekin (slaaer Hvirvel.) Stille! Det er Tid at begynde. Jeg er den musicalske Cæsar. Papa. Jo triumphe, Jo triumphe! SIDE: 459 Harlekin. Om man hang mig op ved Benene, bruger jeg mine Plectre. Papa. Skulde man hørt Sligt! Harlekin. Se disse -- de ere ikke Trommestikker for mig, som for alle Andre, men Plectre. Papa. Javist, javist. Den, der kalder disse Deres Naades runde Stikker til at slaae paa Tromme med "Trommestikker" og ikke "Plectre", skal vises fra mit Huus. Harlekin. Naar jeg seirer over disse To, bør Stikkerne hedde Spidsrødder. Skjønhed, tør jeg nærme mig Dig saa broget? Godhed -- haaber Du ogsaa paa den sorte Maske? Forstand -- tør jeg komme trommende ind i din Himmel? Alvilde. Mine Herrer Virtuoser, begynder! Piano og Contrabas. Hvem Fanden Du er, saa kan Du til Nød accompagnere os. Papa (til Gjæsterne.) Forskrækkes ikke! Der er et ligefremt, fidelt Sprog imellem Kunstnere, og imellem Kunstnere og Smagsmænd, som jeg. Piano. Der ligger Handsken! (slaaer en Trille.) Contrabas. Der ligger Handsken! (gjør et Staccato.) Harlekin. Der ligger Handsken! (slaaer en Hvirvel.) SIDE: 460 Papa (til Veibred.) Giv Tegn til Bravo! Veibred (til Gjæsterne.) Giver Agt til Bravo! Papa. Nu er Alt i sin Orden. (Piano og Contrabas spille. Harlekin følger ikke disses Musik; men, begyndende sagte paa Trommen voxe hans Hvirvler til en græsselig Styrke. Under dette siger:) Piano (lægger Fløiten.) Nei, dette bliver altfor galt. Contrabas. Var han ikke saa stærkbygget, saa -- ha, nei, dette bliver altfor galt . . Papa. Er De syg? De blegner . . Holder De op? Piano (Harlekin slaaer imidlertid.) Ja, har De Øre for dette? Holder Du ud? Contrabas. Hvad vil De gjøre? Papa. Akkurat som Du. Holdt op! holdt op! (afsides) Himlen veed, hvad jeg skal troe? om han er en Virtuos eller ikke? Veibred. Bravo, Bravo! Gjæsterne. Bravo! Bravissimo! (raabe og klappe.) Papa (skriger Veibred i Øret.) Men er De gal? Hvad gjør De? Vi ere jo færdige til at besvime. SIDE: 461 Veibred. Jeg troede, De raabte Bravo. Ingen kan høre et Ord for sig. (Harlekin slaaer fremdeles.) Piano. Jeg vil besvime. Det bliver bedst at soutenere sin Rolle. Jeg vil besvime. Det er i Harmonie med hvad Frøkenen saae, da den unge Herre brølede. Papa. Jeg gjør som Du. Contrabas. Jeg vil flye. Papa. Ja, jeg med. Piano. Kom, lad os flye Begge. Folk ville dog troe da, at vi have beholdt lidt Øre igjen. (Piano og Contrabas flye.) Papa. Ak, hvad skal jeg? (vil flye; standser) Nei! bedst vel, at holde sig til den Seirende -- Bravo! Bravo! -- Veibred. Bravo! Bravo! (Gjæsterne klappe og raabe) Papa. Nok! Nok! Victoria! Alvilde (vinker. Harlekin holder op.) Kan Tvivl der være -- naar man seer At Een, kun Een tilbage er paa Valen -- kan der være Tvivl, om hvem, der vandt sig Seirens Smiil? Harlekin (til Papa afsides.) Hvor gik det, mein lieber Herr Papa? SIDE: 462 Papa. Fortræffeligt! Victoria! Alvilde (vinker Harlekin til sig. Han knæler for hendes Stol. Hun sætter Rosenkrandsen paa ham.) Her, Virtuos, her er din bedste Roes. Hver Rosenknop er aaben Mund, der qvæder om din Seier kun. Papa. Jeg gratulerer! jeg gratulerer! Harlekin (sætter Krandsen paa Alvildes Hoved.) Først nu er denne Krands ei tom, thi, se, den fatter min Himmel om! Papa. Jeg gratulerer! jeg gratulerer! Herr . . Alvilde. Saa tag din Seierspriis, Harlekin! din Krands er min; men jeg er din. (De omfavne hinanden. Under Omfavnelsen springer Harlekinsdragten af, og Erling staaer der.) Papa. Jeg gratulerer! jeg gratulerer! -- -- Ha, hvad? hvad? (bliver staaende forbauset.) Gjæsterne. Vi gratulere! vi gratulere! Veibred (bukker.) Jeg ydmygst vil mig forbeholde, i et Lykønskningsvers at folde imorgen mine Tanker ud for ærede Brudgom og skjønne Brud. SIDE: 463 Erling og Alvilde. Vi takke, vi takke! O Tak, Papa! Papa. Jeg faaer nok raabe Victoria! (afsides) Forbandet! en norsk Studios for en fremmed Virtuos! Men Gjæsterne have allerede gratuleret. Jeg faaer gjøre gode Miner til slet Spil. (høit) Ja vel da! vel da! vel! tillykke! (Piano og Contrabas komme ind med Fløite og Violin.) Piano og Contrabas. Vi ville dog ikke her i Legen gaae Glip af Vinen og verbotenus Stegen. Ja, ahnte vi det ei, hvo Harlekin var? Nu bede vi blot det lyksalige Par -- tillykke! tillykke! -- kun om at faae Lov til at blæse et Stykke. Vi bli'e da Musikanter, og altsaa, efter mange Varianter, hvad før vi vare. (Virtuoserne spille. Gjæsterne komme op paa Scenen til Dands; Erling og Alvilde først, Papa og Fru Sminkekrukke, Veibred og Fru Drivhuus, Baronen dandser med sin egen Skygge, Herr Dittoditto og Jomfru Allesomville, et uendeligt Slæng af Herrer Ogsaavidere samt af Frøkener Sommerfugle og Jomfruer Blomsterpotter & c. & c. Dands: Menuet, saa en Kehraus.) ============================== Fil: wii2.txt Bind: Samlede skrifter II, 2. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 SKABELSEN MENNESKET OG MESSIAS ET DIGT SANDHEDENS TALSMÆND, N. TRESCHOW, DR. STATSRAAD, -- I NORGE. H. STEFFENS, HØISKOLELÆRER, -- I SCHLESIEN. FRIHEDENS TALSMÆND, G. M. DE LA FAYETTE, HÆRSTYRER, -- I FRANKRIG. P. A. HEIBERG, SPROGKYNDIG, -- I FRANKRIG. KJÆRLIGHEDENS TALSMÆND, DE SANDE CHRISTI LÆRLINGE H. N. CLAUSEN, DR. HØISKOLELÆRER, -- I DANMARK. N. SCHULTZ, FOLKELÆRER, -- I NORGE. OG MIN DYREBARE FADER N. WERGELAND, FOLKELÆRER, -- I NORGE. HELLIGES MED DEN DYBESTE ÆRBØDIGHED DETTE DIGT. SIDE: 2 TIL DIGTEREN H. STEFFENS Ved Mjøsen, dit Fædrelands Hjerte, høitbankende under Heidmarkens fulde Bryster, hvor Helgeøe hænger, sød som Moderbarmens Rubinkrone, Drengens Ydunsæble . . -- Ha, Drengen har sluppet det, mæt som en Gud: Totn med Haar som Guldax, Kinden rød som Kløver, Munden fuld af Honning! Skjøndt han sin Fader Gudbrandsdal seer (Han med de blaae og høie Muskler, skygraae Øjebryn -- Hør Galden syder gjennem Kringlens Aare!) har han sig kastet i Græsset, leende tvertsfor sin Moders aabne Velsignelse. -- . . Hvor Skreya, Skjærsommersols Herberg med guldrøde, aabne Skyport, hvor Snoens hvinende Fole og Taagens Vogn om Natten staaer, for om Morg'nen at skumme over Mjøsen . . SIDE: 3 Hvor Skreya sig styrter i Bølgerne -- Steffens! en Birk sig reiser med duftfuld Susen og hvid, saa jeg tidt i Mørke synes Stella at skimte . . o hvis jeg græd ei, hørte jeg Stellas Latter. Der sidder en Dreng med en Harpe: hør, ti af dens Strenge klinge som Vemods Klokker, som Sortdrosles Slag, og ti som Helved gnistrende hvine, og ti som Templet runge, der skjalv af Hymner . . . Hei! ti som Vanvittiges Latter kan pibe, der rasler ud gjennem rustne Sprinkler, og ti har en Klang, som -- Hui Harpens Sarpfos, min Bas! -- som om Norges Oldtid sprang fra sin Gravhøi skjoldtækt! Halvhundrede Strenge? O Stellas gyldne Kongeriger! Men, tys! de sukke øde som Dalen, ingen Reisende seer. Og over alle hersker nu Sorgen, liig en liderlig Munk. Thi -- o Gud veed, hvor hun hæver sit Smiils Scepter, som Straalen mildt, der løber, zittrende af Fryd, blandt Blomsterne om, de Solens Undersaatter, at melde: nu kommer Han, Sultanen! Ah, deilige Øine, en Engels, en Stjernes Herskers himmelblaa Tunik, i hvilken en Vraa (som Galliens Cæsar paa Elba) bortødsles din hulde Majestæt? Halvhundrede Strenge? Stellas gyldne Kongeriger! SIDE: 4 Men Thronen staaer øde, og under et Havs Anarchie de jamre. Vel, Stella, som fri Tomyris, hersk over hylfuld Ørken. Saa tom, at ei Dvergmaal boer der, selvom dit Navn du raabte. Ak, eller du boe i din egen Oase, som stolt Zenobia! Se, Øinene friske Kilder, Munden en fuld Terebinthe! Se Kinden en Palmelund, som glindser i Morgenrøden! Men -- hvidner det ei i Østen? Kjære, o speid fra Taarnet! O se, er det Støv fra Ørken, eller Ægyptens Storke? Med Flodsivets mætte Slanger fede de sig om Høsten. Ha, vee! Legioner komme. Riimhvide Dage komme. Din Barm under Aaget blegner. Hjertet som overvunden Fane hænger. Tænderne -- o Palmyras Søiler briste! -- de skrangle som flygtende Vogne. Møllene summe op: nu er det stille! -- Ak, hvor er Stella? Her er min Harpe, med een brusten Streng! SIDE: 5 I Himlen -- o neppe et Piilskud fra Skreya, et Spring fra Birken, hvor nu jeg sidder . . fra Skreya, der synes en Albu udstukken mellem opkiltrede Skyer, saa Stjernerne foer, som et Armsmykke, opad i Farten . . Se Toten, hin blussende Dreng, vil den løfte til Himlen! Hoijah, hvor Mjøsens Moderhjerte skvulper, og Barmen med Helgøes Melkeknop øser af Angst ud al sin Vellugt. O, Rosensky, du vil beruse kun Østerdals Tungsind. -- -- I Himlen, saa nær som et Piilskud fra Skreya, faaer jeg min Harpe heel igjen. Den ene, den brustne der Stella mig rækker, knælende fletter Selv den ind. Og leende siger hun: "Kjære, se, her er Strengen jeg stjal histnede, hist! Og løb med min Fangst, saa i Luften den peeb. Du fulgte med ængstligt Skrig min Spøg. Vi løb -- o uforsigtige Leeg paa en Kirkegaard, saa begge vi snubled' i en Grav." . . "Stille! stille Stella! -- saa vil jeg afbryde -- jeg fandt dig jo i din Flugt. Evighed er vor Medgift Messias til Salighed vier os. Vi iføre os Guddom til Bryllupsdragt. Serapherne spille. Vi dandse igjennem den lyse Udødelighed!" Se, min Vemod blier Fryd; min Fryd Sang under Birken, Nu er et Alter den hvide Bark; Løvet Forsoningsrøg. Ha, Sang! Sang, her hvor et Par af Ørne, som nær have Redet gjemt, susende svale mig! SIDE: 6 Hvad Sang? Jord, eier du Noget, værd at fortælle til Himlen? Thi her, hvor Skyerne knæle, Jord, du er vorden et Dyb kun. Thi her, hvor Himlen er aaben, Jord, du er vorden et Helved. O vee, vee Stella jo boer der! Jord, du er vorden en Himmel. Himmel over, Himmel under? Helved ei heller finde da Plads paa min Tind! -- Bort da Furie-muse! bort Stella, som tryller Sangen til Hviin om! ja tidt opfoer jeg med Rædsel; thi Fingren, legende -- ja, saa tænkte den -- glad, liig svævende Svane paa Bølgen, med venlige Strenge, iisned paa eengang blandt hvislende Snoge, og Du hvidnede, skraslende, favre Trolddom, i Krogen! -- Nei! min Tind hedder "Roe" var den en Landseod end. Højere er den end Thronen; kneiser i Underjordsfængsler; Armod kun er dens ærværdige Moslag om Foden. Der Stjerner nærme sig -- søde Angst! de komme som kneisende Engles bugnende Seil . . se i Dybet gabe aabne Hjerter . . selv Purpuret revner . . Skikkelser udvrimle, med Djævlesvandse med Engleøine . . vrimle i Skjaldens Blik, som Fnug i Lysstraalen: Selv Blomsterne hæve sig opmod mit Øie (o se den Mos-bloms Himmelhvælv!) op at jeg skal dog see deres Sjele. Ormen spinder sig rundtom min Fod udaf Lyngen . . se dens snelle Bugten en Engels Kamp for at udslaae Vingen! -- O store Alt, du Norges Fjeldes Knælende! SIDE: 7 . . O store Alt, du bruser -- skulde du ikke være et stille Skjold om det rolige Hjerte, Herkles Muskler liig om hans svævende Gudblik? Hvi da . . Angst! o Angst! jeg synes at drukne; thi Altet, Jeg vilde skille mig fra, bruser igjennem min Harpe, som gjennem Chaos' glødende Port og hvirvler mig bort, som et Fnug, til Fnug. O Steffens, du Norges bortblæste Laurblad, o Treschow, der ophang herhjemme din Krands, i hvis Skygge de gothiske, lyse Øine funkle, svaler min Pande med signende Hænder: de Laurbær hvorefter den brænder. SIDE: 8 Handlende: Messias, Phun-Abiriel, Ohebiel, himmelske Aander. Cajahel, Obaddon, Jordens Aander. Mand, Qvinde, Chor af Aander, Mennesker. Anm: Phun-Abiriel betyder en tvivlfuld, dristig Aand eller Engel; Ohebiel: en Aand, besjelet af en mild Tilbøjelighed eller Kjærlighed; Cajahel: det dyri- ske Livs Aand eller Personliggjører; Obaddon: Dødens eller Forgjængelighedens personliggjorte Kraft. SIDE: 9 SKABELSEN (PHUN-ABIRIEL OVER DEN SKYHYLLEDE, DAMPENDE, ØDE JORD) Phun-Abiriel (grublende) Ha, lever dette Dynd? Jeg seer det aander. Er Gud i denne Klump? Skal Den tilbedes? Se Rummets bugnende Bug! O Hvo besvangred? O bøier Eder Aander! Ja for en død Gud, for denne Forraadnelsens øde Triumphport, opreist -- af Hvem? -- til en Dødens Fest, som snart begynder med første Græs, der reiser sig som Livets blomstrende Fane, med Skabningens stolte Hær som Offerrækker imidten af Toget, og ender med vrimlende Ormes Seirherre-følge. O bøier Eder, Aander! Hist i Støvet en Støtte var vor Gud: her er en Klode. Se Tegn og Tro (det Visse ligger skjult som Livsblodsdraabe i Evigheds inderste Hjerte) er endnu Eders Viisdoms Fostermelk! O bøier Eder, Aander! Eders Viisdom, som vilde farveløse Uend'lighed paa Udødelighedens morgenrøde Vinger igjennemflyve, standser, synker i dette Morads . . o fra sin Stjernehøide af denne Klump maa Aanden slæbes ned SIDE: 10 (thi den kan ei begribe; maa dog tænke, og dier, naar den tænker, Udødelighedens Barm, thi Aander kun ved Tænken voxe) den slæbes ned i Afsinds Dybder . . . O . . o af denne døde Damp, der ægger op vort Skarpsind og beseirer, til Intet splittes -- ak den falder ned som Dug, som Graad -- en Aands Lyksalighed. (Ohebiel nærmer sig) Ohebiel. Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg! høje Abiriel, min Fryd! Phun-Abiriel min Vemods Elskov! Hvor uden rugende over dampende Kloder, for Gud at belure -- ja under Livets Undfangelse, finder min Sorg dig Abiriel? Phun-Abiriel (grublende) Ha hvor er Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin. Flux jeg skuer did, men seer som forhen Intet. Ak Intet uden Sporets dybe Hvirvel, hvori til Afsind, uden at den drukner, min Aand fordreies. Ha, var ei min Tanke meer let end jeg, den, mørk som denne Klode, synlig rulled frem, og Jeg, som Gud, da skabte. Ohebiel. Phun-Abiriel, min Elskov din Grublen vil evig forfølge, som Faklen, der fordyber sig i Natten, og, i sin Søgen efter tabte Guld, gjennemborer selv Midnattens Hjerte, en neddalet Taage. Ak, neppe-fødte Kloders Damp, er din syge Næring, din Grublens Dug, saa vidt den groer i sin sorte Skygge. De skjønne Verdner for Phuniel ere kun sammenrullede Gaader. SIDE: 11 De glade Aander og Messias seer i hver en nyeskabt Jord en Blomstknop kun, som udspringer hvor, paa sin evige Flugt gjennem Alt, den Almægtige foer, at dække (o Skyer dens Dug) med Rødme og Vellugt hans Spoer. Phun-Abiriel. Hvad Sol fremlokked' mig, en Aand, af Støvet? en Aand, som blomstrer, mens Evigheder visne? Ohebiel. Almægtig Algodhed. Phun-Abiriel. Hvad Strøm rev mig hen, som et Frø, der her til en Knop, og, se, hist til glindsende Palme henveires i legende Flugt? O rev mig saa snart gjennem Verdner og bølgende Tid henimod stille Uendelighed, at hver Tilværelse syntes en Drøm? Ohebiel. Almægtig Alviisdom. Phun-Abiriel. Erindringen tog jeg med mig alene. Ohebiel. Erindring er al vor Kundskabs Hjerte. Se derfor i Aanden flammer klart (et Suk er ei tabt) det første Ord, han gjemte, som Barn, i sin Moders Øre. Den Tanke, i duftende Ønsker hyllet, som, selv da den straalede gjennem Hjertet, han ikke forstod, staaer i Aanden malt. Phun-Abiriel. O da, jeg lever da, som Dyr af Drøv, af min Erindring? SIDE: 12 Ohebiel. Rundt den, som om Hjertet et Legem, Aandernes Kundskab vil voxe, til Hjertet -- saa synger Messias -- som Verdnerne svulmer, og Legemet fylder Guds Belte, Uendeligheden. Phun-Abiriel. For mig er Udødeligheden øde. Se Verdnerne svømme deri som Liig, -- tys! -- stumme og mørke, de svare ikke. Ohebiel. Et Liig en blomstrende Jord! Dyret, som blusser paa Høien, og seer sin Yngel i Dalen, Forraadnelsens Orm! Cajahels Rigdom -- ødsle Algodhed! -- dens Liigpynt? Dens Skyer Cajahels Graad idet han maa flygte? . . . O, hvis jeg kunde græde, græd jeg. Jeg savner Taaren, som min Sorg belyste, da mig, som Barn, Cajahel ammed', og gav mig Dyr og Blomsterne til Leeg. Men Sorgen selv, som skumler sortbleg igjennem min stjerneklare Skjønhed, er Aandens -- o en vældig Taare, som herinden voxer, til, o hvis den kunde! til den til Intet mig tilbage sprænger. Phun-Abiriel. Intet Aanderne (o kun Damp, som driver blind om det store Hjerte): lærte af deres Evighed, uden den stumme Beundring. Ohebiel. Kundskab, de Udødeliges Næring, klar i udfoldede Uend'lighed er frem for Aanden lagt. Hans Kraft og Kundskab, SIDE: 13 som Tvillingbørn, der af Omfavnelser at voxe lige synes, snoe sig sammen og voxe i hinandens Ild og Lys, saa Evigheder blive dem for snevre, som Barnedragt fra Ynglings Skulder glider. Phun-Abiriel. O Hvad kan nærme sig gjennem Uendelighed? Hvad voxe i Evighed uden den Evige? Er jeg da Gud og I, Aander og Verdner, og Alt? Ohebiel. Selv ei, om du løste Obaddons Gaader, Cajahels Vid, hvis Latter er Dyr, hvis Smiil er Blomster, blev Phuniel Gud -- o Phuniel, hvis Vanvid vil Rummet, den Eviges Tankekreds, fatte, skjøndt Selv kun en enkelt sorgfuld Tanke af Jordklodens Sjel :(dens Væs'ner): hvor du i Sandsers Blomster stod. Dog er den Jord, hvor du fødtes, født :(kun Gud er ældre end sin Verden): Men haab af din Udødelighed, som saae, skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae! Phun-Abiriel. Ohebiel, o du veed af Hvad du siger, kun det, at du Abiriels Tungsind trøster. Ohebiel. Ak Phuniel min Sorg! Abiriel min Fryd! og Begge, Phun-Abiriel, min Elskov! -- Ah Sorg og Fryd i samme Bæger mænget er Elskovs Nectar? -- Bedre, hvis jeg kunde, jeg Ligegyldigheds bund- og bølgeløse og lunkne, smagløse Vandflom drak; O, eller mig i Hadets Galdestrøm (saa seen og klæbrig, at fra liden Djævels endmindre Hjerte -- knapt saa stort som Tand af liden Hugorm -- det kan dryppe ned fra Jord til Jord, og hele Verden spinde . . . SIDE: 14 Phun-Abiriel. . . ja Gud selv om han var at finde Ohebiel. . . med Slangetraade rundt: Ja, ha! i slig en Galde var bedre mig beruse indtil Vanvid, end gjemme blege Sorg ved Phuniels Tvivl, som Orm i Blomst, i blussende Beundring, der voxer, vandet af Ohebiels Vemod, høit for Abiriels høje Sjel at naae. Phun-Abiriel. Ha. Phun-Abiriel kan ei beundre. Ohebiel. Beundring er Aanders Kjerlighed. Phun-Abiriel. Beundring er et dovent Leje. Fra dets søvnige Vellugt har Phuniel reist sig og vaagen han ind i sin Evighed stirrer. Ohebiel. End som Morgenens Dæmring er den graa og fuld af Drømme. O Utaalmod ei trodser Dagen frem, som bag Bjerget endnu sover, om tusende Suk end sønderhugged' Taagen. O stirr ei efter Gud! Vær glad og leeg som Barn kun med hans Verdners Skjønhed! Phun-Abiriel. Min Barndom jeg :(Kloden hist var min Vugge: der laae jeg blandt Dyr og Planter idrømme) jeg lagde igjen i Støvet, med Dragten af blomstrende Sandser vævet for Barnet. Af gjerrige Obaddon loe jeg, som gjemte bag Stene og Muld den udslidte Pragt, jeg rev, da jeg faldt i Rosentorn, sønder, i Flugten for spraglet Lidenskab fange. SIDE: 15 Pjalten jeg kasted' som Ormen sin Ham, da gjennem de trange Skyer :(min Vugges Teppe, hvor mine Laster gjenklæbed' som Stanken): jeg krøb som endeløs Slange ind i den nye Evighed for at leve af sorte Gaader -- o Flint! min Tand springer -- og ikke som før af regnbumalt Drøm . . o sød, rosenblød! Ohebiel. End er du Barn blandt Aanderne. Vee, et sygt og klagende! Phun-Abiriel. Hvi seer jeg da ei min Fader? Ohebiel. Du seer Ham, men kjender Ham ikke, for spæd til hans Almagt omfavne. Phun-Abiriel. O hiin Jord, min Legeplads, jeg for en Evighed siden forlod. Mindet, Gravens varigste Blomst, hvis Blad er graadfulde Hjerter, hvis Vellugt Berøm, er forlængst uddød paa min Grav Ohebiel. Phuniel -- Taare rundt om Ringen glidende, o hvileløs! Maal ikke Hvad vi vide Uendeligt, som har Begyndelsen :(Tilværelsen): i Enden :(Gud): fastsmeltet. Vær glad, og troe, det er umuligt, før, ved at læse i Guds Digt: Verden, med Kjærligheds høje Lovsang -- glad Hærold for Hvad dit Skarpsindsøje fandt -- du har hver Tanke tydet. Ak Abiriels Kraft vil vide uden at forstaae, endskjøndt hver Viden først paa Ahnelsernes Vinge, og saa paa Visheds Skulder hæves frem. SIDE: 16 Phun-Abiriel. Er ogsaa Troen foremalet Aander? (Ohebiel sagde: tro, det er umuligt! Umuligt, som Messias, Gud at kjende, endskjøndt Udødeligheden er mit Hjerte?) Ha, Troen foremalet Aander? Den regnbufarv'de Solskjerm, som vi bar engang, som Støvets Konger, lavt over Hov'det, og som Bedragere helligt svoer paa var denne rette Himmel? Ret! o Ret, thi ellers Fornuften fløi sig vild, naar over sig den saae den frie Himmel, mens den selv af blodige Sener var til Dybet lænket, . . O vee de briste ikke før de raadne! Ohebiel. Tro, Verden er Guds Tempel: denne Jord en nyreist Pille, Evigheden Port, Udødeligheden morgenfarvet Kuppel, hver Aand en Lovsang, rullende langsgjennem Evigheden i sin Væxt ved Kupplens Gjenlyd. O tilbed, og tro, kun Guden selv er Stemme stærk nok til igjennem hele Templet runge. O, naar Han synger, er det Chor af alle Pillerne (hans Billedstøtter) af Kupplen, fuld af Aander. Hør, tyd og istem Hymnen. Hist engang vi læste tause dens enkelte Ord, i Støvet, som Dyr og Blomster, skrevne. Phun-Abiriel. Kun Hvad jeg veed, jeg troer. Hos Aander Begreb og Troe er Eet. Hvad vi begribe det troe vi fast, og lægge det som funden Skat til al vor Kundskab, erkjende det for Sandt, og fange saa :(af Agtelse for den Forstand, som fandt det): Fornuften under Troen. SIDE: 17 Ohebiel. Troe er da vor Kundskabs Kjerne, og hver Aandskraft kun det Erobrende for Troen. . . Phun-Abiriel. . . Til ingen Gaade -- selv ei den, som er i Græsstraa gjemt: om al Tilværelse, og Gaaden: Gud, hvis Knude er mig Selv -- er meer tilbage. Ohebiel. Phuniel se, en udbredt Evighed er den Valplads, hvor Seiren vindes. Phun-Abiriel. Ha, saa lang, at -- o jeg troer det næsten -- vi maae troe og sukke: o umuligt! Ohebiel. Dog Messias er som en Seierherre glad. O derfor skal Haabet være Aanders Troe. Phun-Abiriel. Nu skulde -- saa der ei var Strid paa Afsinds Rand imellem mit Hjerte: Udødeligheden, fuld af blomstrende Haab, og Kundskab, min Hjerne, vissen af Tvivls Dunst -- Alvidenhed være min Hjerne, Tanke mit Øje, saa skarpt, at det kløvned' disse Kloders Knuder. Dog min Forstand kun faae Skridt lyser foran, saa svagt som om en Taare var dens Blus. Selv Phantasien, skjøndt den spænder et Smiil som lettest Vinge :(skjøndt saa vid, at en Salighed med alle sine Drømme, end lettere og skjønnere end en Aand, kun er dens Pynt, en Krands om Randen, som Himlens Morgenskyer): daler mat, SIDE: 18 fortvivlende, som Fugl i Ørken, om at gjennemflyve alle Evigheder, som, skjøndt enhver er lys, i saadan Dynge optaarne sig, at deres Dybde sortner -- o som en Grav om mig, saa tyk af Blomster, at jeg i Nat af Vellugt seer mig fangen. Kun bag mig gaaer min evige Hofmester Erfaring -- ha, lære Aander af Støvet? thi i hans Tavle staaer, og han belyser Alt med sin Fakkel, mindste Handling og svagest Tanke, som, da hist jeg krøb, igjennemfoer mig. Ohebiel. Se Abiriel, Alt er paa Tavlen opsat klart: saa let fra dunklest Følelse til Tusmørktanke, fra den til Ord, saa let som Morgenvind, fra det til dagklar Handling du kan regne. Og Alt, den hele Sum, fra første Skrig indtil dit Dødssuk, er den første Regning. Den anden er begyndt og fortsat bag Obaddons Ryg. Og begge disse Rækker er al din Viden -- o saa vidt jo kommen, at Klodernes Afstand for dig er en Tankes Flugt. Hvorhelst du dig tænker, du er. Phun-Abiriel. Dog blier jeg svimmel, træt ved Skuet af en Evighed fast i Evighed lænket, saa Leddet ei kan sees -- O ligger det bag en af disse Perler i Guds Belte? ha eller i et af Mellemrummene? Ohebiel. Speid gjennem Alle, det er Aandens Kald. Men fandt du Ringens Led, den slet var gjort. SIDE: 19 Phun-Abiriel. Jeg trættes. Ha, jeg vil min Tanke indskrænke til Beundring. Ja, som om, da hist jeg stirrede fra Mulden, jeg vilde grave Hjernen ud, fordi den mægted' ikke Skyerne rumme og Stjernens Flugt at bøje :(liig Tyrannen, der ei kan Folkets Frihed og Kraft fra deres Flugt neddrage til sit Skjul, og saa fortvivlet sprænger sig i Luften): Saa Hjernehulen Echo blev for Raab af tankeløse Jublen og Skræk om Solskin svømmed eller Torden bølged', og kun Beundrings salige Blik stod hjerneløst evigaabent for Alt :(saa dumt som Ørknens Søe der aldrig en Klippe viste eller med ensom Blomsters Skygge leged, men evig kun maler Skyer eller øde Himmel): . Ohebiel. Phuniel! Tvivl, elsker du Sandhed saa beil, og døe i din Elskov, saa fra den Elskte du ei dig Selv kan skille! Beil, som Aandernes Ældste Messias, til Sandhed! Til Almagten Han ved Beundring beiler, til Algodhed ved Kjærlighed. Aanderne see i Messias Gud, det høje Ideal, sig speile. Phun-Abiriel. Da skulde Phuniel, hvis han troede saa, kun trælle for sin Frihed qvæle, og at sønderslide sin Personlighed, og vaske Tanken "Gud" ud af sin Sjel, og grave kun Messias Billed ind, og, hvergang han ei følte som Messias, beskylde sig for Synd. SIDE: 20 Ohebiel. O det forbyder den Ret, som er til alle ligedeelt, og adler Støv til Guddom, den: at stræbe, igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder med uafhængig Kraft, hvor bedst ham synes, at ligne sit og Alles Udspring. Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin Characters Farveskjær. Vi ere Alle Guds Børn, ifra den Førstefødte, som engang i ældste Tid laae svøbt, men nu og gjennem Evighed for sine Sødskend' har Rang, fordi han bærer klarest alt sin Faders Træk i moden Skjønhed, til Yngste, som, af Sandsers Duft hendysset, Cajahel dier ubevidst i Græsset uform'lig end og sløv, knap meer end varmet Jordklump: saadan Skabning, meer ulig Gud end timegammelt Foster sin Fader. Sligt Dyr sin Faders Vuggegave kjender ei engang; og Nogle see :(fra Mulden har jeg denne Erindring): et Glimt som blinder Øiet, saa de heller gjenlukke det for om Straalerne at drømme, der viste deres Rigdom, og for frit det rene Lys, de saae, til Regnbuskjær bag lukte Øje smelte. Aanderne fuldt kjende deres Arveret: at Hver, ad selvbrudt Vei igjennem Evigheden, skal uafhængig :(heraf Selvbevidsthed, der paa en udspændt Rolighed afmaler den Lyksalighed, der er hans Hjertes eiendommelige Digt): frem mod sin Faders Guddom nærme sig. Phun-Abiriel. Glemsel, min Sjels Møl, blev hængende under Obaddons Vinge; men Uvished, Aandens evige Orm, fortærer mig. SIDE: 21 Ohebiel. Kun svampig Gisning; men ei hærdet Erfarings Dynge, Aandens Høide, hvorfra, som fra sin Viisdoms Borg, han overspeider selv Verdnerne i Evighedens Fjerne, og fanger Gaaderne og lægger dem til Borgens Stene, saa dens Ringe voxe ud gjennem dette Alt og Kupplen hæver sig gjennem Udødeligheds Himmel rødmende, fortærer den. Phun-Abiriel. Og Vanvid -- min Ohebiel, saa troer jeg -- taaler ei Uvisheds Kræft, ifald det slaaer sin fulde Skjønhed ud, med Luefarve, lummer Vellugtrøg. Alviisdom eller Vanvid kun er fri for denne Tand, som dybere sig roder ind i min Kundskabsskat. Ha, hvis jeg kunde, hvis det ei en Grif i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap, der rev mig hurtigt hen paa et vinget Smiil til hvert et Maal, som jeg tænkte mig, og med Triumphlatter rakte mig sønderplukket hver Gaade, som jeg pegte paa. O snart det skulde, i sin Flugt, mig til at troe, at alle Syner, som os fløi forbi (endskjøndt dets egen sorte Aande ikkun) de sande Verdner vare, overtale. Da sagde jeg, og det for mig var Sandhed, saa længer ei paa Gisningers lette Broe imellem Afsind og Viisdom jeg flagred: at denne Verdnernes Uend'lighed et Væsens dræbte Krop -- af Hvem da? -- var, Blodsdraaber disse Kloder, denne Jord en nys uddryppet Draabe, denne Skyring hiin Draabes Damp, og alle Liv kun Orme, som i levret Blodklump leve, SIDE: 22 Cajahel da en livfuld Raadenhed, og Gud var Sjelen, som nu over sit sønderknuste Hjemsted svæver; jeg . . ? Ha hvad var jeg! Ohebiel. Du ei vanvittig, siden du ei dig Selv kan løse, er. Thi Vanvid i Verdensdyb med kroget Gisning meder og fisker op, saa flux det kaster ud, just Perlen, som det ønsked', raaber: fundet! skjøndt Alle see kun tomme Krog. Phun-Abiriel. Jeg er en Tanke i Gudssjelens Angst for sine Lemmer sammensamle og belive dem paany. Se min Ohebiel den store Gaade aaben som et Saar, hvor finest Nerve stikker frem, saa du kan fjernest Muskel røre! Hvis jeg mægted' at troe som Sandhed dette, var jeg salig: mit Vanvid hopped' paa elastiskt Been hver Grændse over, hvor dybt under Viisdom maae svimle og krybe hen i tusind sunde og sene Tanker, for en Indgang finde. Ohebiel. Det være nok, at Alt om os er godt, at, som til Overflod, det Godes Farve og Form er Skjønhed, at, saalangt vi see Guds Storhed voxer. Vi har Deel i denne, til Odelarv, saavidt vi kan den fatte. I Hans Algodhed har du Deel saa stor som du med egen Godhed dig tilmaaler. Og du har Deel i hans Alviisdom, hvis du Selv er viis. Glød da i Aanders Fryd, der skinner gjennem den Skikkelse Guds milde Phantasie os gav, at, som hver Dyd og Kraft fremblomstrer, SIDE: 23 og, som velvillige Følelser udvælde, dens Morgenskjær meer favert skulde blomstre, og Legemet til Kaabe bli'e af Smiil, altsom vi glemte Mindet om de Laster (Angst er den blege Røg af Lasten, som damper op med Sjelen ifra Støvet og sortner Aandens Skjønhed, og Bebreidelser som Gnister søndersplintre den saalænge til Sjelens dybe uslukkelige Spire: Kraft til det Gode, modnet af Udødeligheden, frem sig hæver klar): vi fandt histnede, gjemte som en Skat, til hvinende Obaddon, Almagts Aande, dem blæste bort for evig, hvirvled' dem, med hele deres Støvham, under Støvet, at Lasterne for Efterkommerne gjen kunde spire op hvorfra de kom, og være evige i evig Dødsomvexlen! Her lyver ikke Formen, som histnede, hvor Laster funklede og Dyder rustned': er Aanden god og viis, saa er han skjøn. Dit Mismod, Aandens Tæring, for du ei kan løse Selv din egen Gaade :(thi dens Led er' spredte i Uendeligheden, i Lænkerad fra største Sol og til Insectets Vinge): blegner -- Phun-Abiriel min Kjærligheds Suk! -- din Skjønhed, som din Fryds blussende Gjenskin skulde være. O Phuniel min Sorg! Abiriel min Beundring! Glød i vor Fryd, i svulmende Bevidsthed, vor Salighed, i Guddom, som Messias! Vi vide Gud er nær, at nu vor Godhed er større Deel af Guds Algodhed, vor Kraft og Indsigt i Alverden en større Deel af Alkraft og Alviisdom, end da, beruste af Cajahels Blod, vi, skygg'de af Obaddons Vinger, sad sammen, ikke kjendende hverandre, paa lav're Trin af Guds Throne, SIDE: 24 og fryded' os som Konger over Tusind af Dyr og Planter. Phun-Abiriel. Se her den sorte Kilde til mit Mismod, som overskyller salig Evighed: Jeg er en Aand, en Verdensring af Tanker, i alle lav're Verdner seer jeg ind, og læser hver en Tanke, som fremavles i Sjelene, der vandre rundt paa hver en Jord i Mulddragt. Men Cajahel, hvis Tanker ei er Tanker blot, men Liv, for mig er højere Verden, der er kun for blinde Tro og vindøjet Phantasie, ei for Fornuften aaben . . O som hist jeg svimled, naar jeg over Graven lod min Tanke flyve. Og endskjøndt jeg er hvorhelst jeg tænker, naar jeg tænker: Gud, da er jeg hvor jeg var da Tanken kom, og døves hen af brusende Verdner. Hvem tegner Cajahel i Dyret og Blomsten? Sig Selv? eller Gud? Ohebiel. Cajahel er Guds Aande, som Støvet tilsammen i tusind Former, men alle Guds Billeder, blæser: Guds Aande, der, udviftet, bedugger Rummet med Sole. Phun-Abiriel. O Dugdraabe, Verdners straalende Pocal! De drikke og tumle berusede hen med Regnbueharpe og Morgenskykrands. Dyrene ere deres drukne Jubel, Blomsterne tøileløs Phantasie. Obaddon følger som Rusens Anger. Han Regnbuen mejer med stormvinget Lyn, og fylder de blomstrende Skyer med Pest, SIDE: 25 opreiser Natten som Dagens sorgfarvde Gravminde, sætter Maanen som Urne i hule Midnat til Minde om Solen. Ohebiel. Han er Guds Aande idet den fra Verden drages tilbage. Phun-Abiriel. Obaddon, o den Stinkende? Han Guds Aande? Heller hans Fiende! En huul Grav hans Hjelm, han har nedlagt i Striden, en guul, pestfuld Skye er hans opspændte Bue, en fuul Røg hans Landse og Raadenhed Pandsret? Han, sugende hver en Draabe, som randt fra Cajahels Hjerte? -- O Grav, bundløse Igel! Sort, skjøndt mæt af Livets Rødme: Cajahels Livsblod, der formes i Lyset :(som Kilden, der drypper i tusind Chrystaller frem): til de spraglede Dyr og Blomster! Er Cajahels Liv, Obaddons Død da Skaberens Aande: hvor er Hjertet som udaander Livets flyvende Rødme, og drager Dødens tunge Damp tilbage? :(Messias, den herligste Lysgestalt, viser sig ovenover. Aander følge ham): Chor af Aander. Spørg ei, hvor er Gud, som vi tilbad, da hist vi med Rædsel mod Skyen saae, og vi sagde: der boer Han! Verdnerne raabe: her er Han! Cajahel jubler: her er Han! Obaddon sukker: her var Han! Aanderne fylde Evighed med Sang: Han er her! SIDE: 26 Ohebiel. Messias kommer for at døbe Cajahels første Vaagnen her i sin Vugge, gynget af sin Gjæring vildt om i Rummet, med Velsignelser. Chor af Aander. O see den nye Tanke i Verdens Digt, Aanders Beundring! Messias, da Evighed maaltes til Tid af Cajahels Smiil og Obaddons Skygge, den Fødte -- Messias, o Alviisdommens første Ord, Digtet kan tyde. Messias. Guds Ord ere Aander: Aander, som blomstre fra Støvet. Guds Tanker er Verdner. Skjult ligger en Aand i dunklest Støvgran, som Ordet skjult slumrer i Tanken. Ah. Læberne aabnes, Evigheds morgenrøde Port, og ud hvirvles Tanken som lysfuldt Ord, som klangfuld Perle fra Dybets hule Musling. O mindes, I sammenrullede rislede med Blodet! Nær qvalt af omspundne Nerver, liig en sløret Følelse op du steg af Mulden. Du hang ved en Jord, som ved fulde Barm et Foster Du mægted' ei Andet end suge, voxende rød som din Slummer blegned'. Hvor skifted' din Moder dit Navn for op dig vække! Hver Morgen hun hvisked' det Navn, hun digted' med Ømhed dig nyt om Natten. Hvergang du stivned', raabte din Moder. Ud foer det nye Navn (Cajahel var Tungen, rød af Livsdug) ud igjennem Obaddons Been, de hvide Tænder. Raabte hun: "Blomst"! O endnu du stivned': knapt foer en farvet Drøm igjennem dig. Raabte SIDE: 27 angst hun: "Dyr"! du zittred' . . O Jubel! Hun skreg: "mit Foster lever!" "Der, søde Dyr, der har du smukke Blomster at lege med! Skrig blot! skrig blot! Ha Lyd, min Vellystskjælven; Ynglsom Raadenhed heller min Barm end øde Skjønhed!" Ah du fyldte din Moders Øre med Skrig: hendes Hjerte uddrak det fulde Øre og mættedes. "Tal blot! tal blot!" hun hviskede. "Tys, han tier! Ha, alt min Barm er en Ørken! O søde Skrig kan du kjede? Mæt med Beruselse mæt din Moder! Hun visner." Du stivnede ved hendes Barm. Hun raabte ind i din Taushed: "mit Dyr! mit Dyr!" Da pressede ud hendes Angst af Obaddons Beenport dit skjælvende, sidste Navn. Hun raabte: "mit Menneske tal! O lev du min Phantasies det sidste Digt!" "Der Menneske har du til Leeg en Flok Smaaesødskende, Blomster og Dyr: blot tal!" Ah, du førstegang vaagnende reiste dig. Din Moders Suk daled', gjemte sig dybt i din sidste Grav. Den hendes hule Afskedssuk var: Thi paa Udødeligheds straalfulde Arm, hvor du nu vugger, bort rev din Fa'r dig fra Moderens Die -- Ak! glad var Hun endda fik hendes Kunst frem af din Beenpjalt en Glemmigejsblomst. Dens lysblaa Blik paa din Grav er din Moders Taare, da atter Hun paa sin blomstrende Ring begyndte. Glem Hende ei; thi du hungrede ei, og, da den Daad, du fremrulled' først af Talen, var Barmen beherske, som Die dig gav: med Vemod sagde hun: "Sorg han mig gjør, men Ære". Hun, da du raabte: "fra Synskredsen her til denne rødmer mit Rige -- o bøj, som stumme SIDE: 28 Træl dig mit Blomster, og skjælv du mit Dyr!" hun sukked': "neppe den Bedste, men Smukkest er han: hans Kongedragt stjerneklar Skjønhed, hans Trudsler Vellyd." Ømhed for Kloden, der ammed' dig op er Aandens Fædrelandskjærlighed. Hver Jord har et bankende Hjerte (Cajahel) I dette Foster staaer det endnu stille. Obaddon er dens Fordøjelse. Guds Almagt svulmed', Alviisdommen undfanged'. Verdner, hans frodige Æt, fødtes og fødes i Evighed. De die Skjønhed og Styrke af Solene, som af Algodhedens aabne Bryster. Hver Jord i sine Væseners Hær har sin Sjel. Hver en enkelt fornuftig Skabning er Tanke i Sjelen. Dens Dyr dens Drifter, som mylre i Nerverne. Planterne ere dens dunkle Følelser. Ilden dens Rødme, Vand dens Vædsker, Jord er dens Kjød og Luften dens Aande, Duggen dens Sved, Skyer dens Uddunstning, Sommeren dens Maaltid, Vinteren dens Rolighed, mens den paa Høstens Mættelse tærer, Vaaren dens vaagne Madlyst: da gløde Tankerne livligst, Drifterne sværme. Se, over den yngste Jord hvælver sig neppebegyndte Evighed, at de unge Aander opad den fremblomstre kan, som Druer, der klattre for Palmens Krones Rubin at blive. Aandernes Rod vi see dybt under Mulden, vi see dem som blege Skyggeplanter under Tiden, Evigheds dag- og natmalte Port, som Cajahel aabner, Obaddon lukker. Vi see ham nu iblandt os, svimlende over sin udbredte Udødelighed, Guds Skjød. Han veed ei, at han den betraadte i Mulden, før bag sig han nu øiner en frisk Grav. SIDE: 29 Dog mindes han ikke at savne Noget, uden en ormstukken Pjalt og Lasterne. Nu er hans Godhed i Skjønhed, hans Aandskraft i Herlighed klædt. Hans Laster maae døe her af Sult, da Intet her kan dem mætte. Selv Mindet Angerens Tand vil fortære, som bortsmelter under sin Ivrighed selv. Som en reen Taare han triller tilbage i den Algodes Skjød. Aander Gud væver af Mulden som Solen Regnbu af Taagen. Nu igjennem spirale Evigheder frem han arbeider sig. Foran Indbildningens Pensel han bruger; bag sig Erindringens Meisel. Midti straaler Forstanden, liig en Sol, der springer fra Synskreds til Synskreds og afmaler Morgenen foran, slæber paa stjernede Midnat. Verdnerne synes ham vajende Blomster, dog glemmer ei han de Liljer, som skygged' hans Barndom i Støvet . . Skjønhed er Ringen, hvor Aanden, som Demanten, funkler, først naar hans Sjelskraft har afrystet syndløse Lyster. Disse hverandre maae opsluge her, hvor de ei, som hisset, i Støvet kan fraadse i blodige Synder De døe af Hunger, som Slangens Yngel om Aftnen, hvis Moder vendte ei hjem om Morgnen med Bytte . . Med Hyl hans Vellyst sig vælter om i hans Indre, forgiver Hevnlysten, som da dræber den Falske; hans Ondskab qvæler Misundelsen, døer saa af Sorg. Nu huler Angerens Tand en Grav for dem alle. Paa Graven skriver en stum Erindring den Indskrift: "Ak! en Tilværelse tabt!" Han stirrer bleg i denne Tanke. Vemod, Aandens Graad, drypper frem. Dog Bund i Tankens dybe Helved SIDE: 30 seer han, hvorfra engang han kan sig svinge op mod Evigheden, der hvælver lys sig over hiin Grav. Hans Helved synker bag ham med et Suks Bragen. Han seer han var en sorgfuld Tanke, som smelted' over i Jubel i Verdens Digt, hvor Gud sin Sjel har malt. O se hans Godhed væver Smiil i hans Skjønhed ind, hans Kraft den giver Høihed og Glandsen! Eja, han raaber sig ud til Drot i sin Udødelighed: Ah, denne Jord er skabt til at bære en Hersker med fri Villies Scepter, Samvittigheds Retfærdskugle, Indbildningskraftens Kongekaabe, spraglet og som Regnbuen skjøn, og med Fornuft, liig straalende Solkrone, og med Skjønhed, hans Gudevæsens Hærold paa hans Jord. Snart vil Cajahel vaagne og udnævne Kongen. Jorden vil lysne, som hellige Fakkel i Solaltret tændt, og Skyen vil vorde den Røg, som lysblaa fra Off'ret af dens Velsignelser stiger. Snart den istemmer Verdnernes: Priser! Priser! Chor af Aander. Priser! priser! lover Gud! Aanderne kjende Gud af hans Kræfter. Han lader straale i Verdners lange, svømmende Række Algodhed igjennem de dunkle Evigheder, hvor Selv han er skjult i sin Viisdoms Hellighed. Ha, og hans Almagt forkynder Ham. Hver Sol er en flammende Basun, udstukken fra hans Viisdoms Dyb, for Verdnerne melde, der zittre af Lydens Vellyst, Guddommens Nærhed. Aanderne knæle: Tilbedelse er deres Knælen. Aanderne offre: Kjærlighed er deres Offer. SIDE: 31 Aanderne prise: Beundring er deres Lovsang. Og tænke vi fjerneste Kloder, saa fører vor Tanke os did, og vi høre Verdnerne bruse, høre dem svinge Gudkraftens Vinge gjennem det maalløse Rum. -- Da vor Lovsang er stum. Se, fjernt de bølge som Enge af Liljer! Nær vi see dem at træde, hyll'de i Skyernes Klæde, med Straalekrands, som Himlens Præstinder i Offermøedands om Soles flammende Alter; høre hvor Kloderne rulle forbi, høre dem synge i Fuldharmonie: "Hvo kunde slynge i Rummet os ud uden Almagtens Gud?" Messias. Snart -- se, Skyerne briste, de graae Øjebryn og Lyset vækker Cajahel -- Snart vil denne, den unge Jord juble uskyldigst i Verdnernes Chor. :(Cajahel stiger som en herlig Aandeskikkelse op af Jorden): Cajahel. Her er Obaddon. Nyskabte unge Liv vær velsignet! Chor af Aander. Cajahel velsigner. Vær velsignet. Cajahel. Aand unge Jord! Som hellig Urne, med lysblaae Skyer, der ere Barme fulde udaf Velsignelser, saa mangefold, som Livet du skal nære, dig omgiv! . . O se, den aander ikke, skjøndt SIDE: 32 selv Livets Aand det byder, thi mod Loven, der binder mig og Alt, jeg, legende med Magten, bød. Først Aarsag, der ligger skjult i Gud, saa Virkning, som Cajahel leder. O Livsfunke, Lys kom ovenfra (nær er min Jord et Liig; og, hvis den aander, aander qvalmt og tungt): saa skal Cajahels Viisdom Jorden lære at blive god og skjøn! Bliv Lys! bliv Lys! :(Skyerne fordele sig. Solen skinner igjennem): Chor af Aander. Hil Jordens første Dag! Cajahel. End damper Jorden. Ah, den sukker i Solens milde Favntag som en Brud. Vær evig viet denne Sol og gjør hans Omfavnelser saa rige, at han seer din Frugtbarhed ei hungrig, naar den smager med fulde Læber hans Velsignelser, ei heller overmæt; men at den følger, om den sig vælter frem, af Rigdom tung, i lige Skridt (som regnfuld Sky en Storm) hans Kraft, der bruser uafhængig frem! Da vil han kjæmpe elskovssyg, for Dig med mere Kraft berige end du kan til muntert Liv og Smiil forvandle. Og, som i Qvindens Frodighed og Rødme (slig En, der er mit Billed paa en Klode) og Øjeglands en Brudgom vil gjenkende (og derfor elske hendes Skjønhed meer) sin egen Kraft i Blomster, vil din Sol udsaae saa rigt i Dig sit Liv, som om han vilde for en Evighed befrugte, og flye saa bort . . O en Omfavnelse saa sød og rig, som, paa en Klode hist, hvor Landene, af Yppighed saa kaade, at vildt de, for hverandre at omfavne SIDE: 33 og maale nær hverandres Frugtbarhed, fremstorme vilde, hvis ei Oceaner dem tøilede, den Brudgoms er, som skal ifra sin unge Qvinde, næste Morgen -- o i et Aar, vidt over Have fare. Ah Jord, vær trofast! sværm ei længer løs i Rummet. Snart seer du din Sol i en Straale stige ned i din Muld, og hæve sig op derifra i en Palmes glindsende Guld! :(Obaddons mørke Skikkelse hæver sig frem af Jorden): Obaddon. Slumr unge Jord! (Mørke fremstrømmer over Jorden, overskyllende Cajahels Lysbølger, der vise sig kun zittrende i Kampen: et Dag- og Nat-Chaos.) Chor af Aander. Hil Jordens første Nat! Messias. Se Livs og Døds Kamp! Ei Nat, ei Dag: Nat gjennemfarer Dagen som en Anger fordi den vaagnede fortidligt: Dag igjennemlysner Natten som en Drøm. Cajahel. Obaddon -- ha, hvor skjøn og mandig! -- Du veed, min Ømhed, at, saa blød den er, den synes være selv din Haardhed, naar den speiler glad sig i dit strenge Øje. Min Obaddon; Skal denne Jord din Throne ene være, hvor i dit mørke Alvor du kan sidde som en Tyran alene-herskende vidt over døde Stene? O du veed dit Rige er en Grav, hvor mine Orme dog Oprør vække: Min Obaddon skal her paa Jorden intet Hjerte slaae? Og jeg -- hør Elskov dadler -- jeg, som ei kan være uden som din Halvdeel, som røde Hjerte i en Morians Barm SIDE: 34 (og du maa Selv forstenes uden mig) skal fjernt ifra dit Leje sidde og lugte paa min Vemods Natviol, liig hist paa hiin omsvungne Jord, der varmer sig ved sex de Maanelys, jeg laante af min Pragt din Sorg til Pynt, saa selv din Død er ikke uden Liv, en faur Slavinde, fjernet fra sin Hersker, der klemmer Folkets Hjerter, mens Hun vander med taarefulde Suk sin Blomstkalk: Fængslet? Ja da -- o saae du nys hvor skjøn min Dag var? (Ah Natøje, du har ei Lys for Guld og Purpur, mit Livs Farver, som i Blaat sig smelte) -- Ja da, da maa jeg fly Obaddon! . . Hvorhen? O uden Død kan Liv i Støvet ikke tænkes. Jeg maa æske dig ud til Kamp igjen i Chaos, vor skjælvende første Bryllupsomfavnelse. Ak, hvorfor bryde denne skjønne Fred, hvor mine Liv er' Gidsler? Elskte mind, naar jeg (det synes blot; thi hvem vil troe for Alvor, at en Lampe, om den fik saamegen Olie at den en Nat gjør lys, fra Aftendæmrings Slør til Morgendæmrings Slæb, en evig Stjerne var?) . . O mind, naar jeg, mildt ødslende med rosenrøde Aar, for Skjemt et Liv kan synes ville smelte isammen lige med Udødeligheden, bedragende dig for din Raadenhed: saa fængsler Gidslet du med sølvgraae Lænker og jernsort Rynkebaand, og bryder ud (til Pant, at det skal ikke flye) en Rad af Been og Tænder. Maa jeg æske Dig ud til Kamp, hvor hvem, som falder, seirer; thi Den, som blier tilbage -- vil den Faldne brat følge som en Overvunden. Ha Obaddon, bag din Seir du vor Elskov vil mindes! Læg Støvet øde, og Cajahel tabte eet Rige blot; men det du vandt vil hedde: SIDE: 35 Guds Forbandelse; og denne Jord du gjør med Synd til Spot for Gud, som om Han havde udtalt dette Ord med Vanvid foruden Betydning. O Tause du er Liv: Død uden Liv er Tilintetgjørelse; og denne findes ei, før du mig finder imod Obaddon troløs. Find en Steen, hvor dybt du kan i Jord og Hav, som ei Cajahel kyssed eller har berørt! O, før du fandt en Qvinde, paa en Jord, som ei sin Mands det mindste, skjulte Haar har talt og kjender! Vel Obaddon, forskyder Du Cajahel, saa du maa Dit Navn nedlægge, thi du blev et Intet. Cajahels Død er blot Forvandling; Obaddons Død er Tilintetgjørelse Foruden mig -- her seer jeg jo din Elskov: din mørke Stoltheds Maske er for lys -- kan du ei være; uden Dig ei Jeg. Thi Støv er ikke evigt; men en Medgift Guds Godhed deelte mellem os. Jeg trænger din Magt, at den igjen kan slette ud hvert Træk jeg deri malte, for at bilde klart mit Begreb om en Algodhed: saa jeg franyt kan stedse danne, og stedse bedre, ligere Begrebet: Vi dele derfor Jorden! men vor Magt (som Lys og Skygge smelter sammen i den blaa Dag) maa blandes med hinanden, ei saa at halve Jorden er Cajahels, mens død og livløs er den anden Deel; men som vi har vor Elskov deelt og byttet i andre Kloder. Solen Guldvægt være (saa fiin at mindste Straale gjør Forskjel) hvor Tiden, mens vi Jorden skifte, maales imellem Jevndøgns ligelange Straaler. Du Iis og Liig, jeg Roser da og Blod vil kaste ligetungt i Skaalen. Ah Obaddon seer du, mine Følelser SIDE: 36 var' blege, hvis din Død ei, dine Liig, som sorte Characterer dem belivned' just ved sin Skygge? Seer du Afsky for Død, som Stormen Løvet, just bevæger til frisk're Liv jo mine Dyr? Og du ei nægter mine Tanker gjennemkrydse, som Orme, dine døde Træk. Obaddon du trøster dig ved deres visne Ringhed? O Ormen (som jeg altid vikler ind i mine Gaver til Dig, som mit Navn) indhyllet gjemmer Sommerfuglens Vinger, og dykker ned saa tidt i Død og op i Liv til Vingerne en Evighed omspænder. Vel, drukn den halve Jord i dybest Nat, hvor iiskoldt Nordlys skummer, medens jeg den anden Halve vil, som bag et Skibbrud, i Solens milde Smilen tørre. Og, naar vi vexle, naar din Bølge kommer med Stjernerne som hvide Seil høitover, og al min Dagpragt drukner, og Hvad før i mørke Nat, bag Skyers Skjær var kantret gjen reiser sig: vi kysse da hinanden paa yderst Strand, coralrød Horizont; og da, i denne Stund, vi vexle Post, vil synes Hver af os, som ret at mene: nu hersker jeg den vide Jord alene! Obaddon. Den Fredsstund være Aftendæmring! Cajahel. Den Fredsstund være Morgendæmring! Cajahel og Obaddon. Tusmørke hedde den! Messias. Hør Livs og Døds Kamp! SIDE: 37 Obaddon. Til Pant paa jeg dig elsker -- som sorte Marmorminde livlig Kilde -- jeg vifter Taagen af min Vinge, saa at Natten klarner, og jeg viser, til Tegn paa jeg vil ei alene herske, for førstegang den unge Jord sin Maane. Dog leve ikke Liv paa denne; men, som evigjomfruelige Terne et Gudsbillede, den Jorden følge, og efterabe Solen, Cajahels Arne, og efterabe i sin Goldhed Solen, Brystvorten, som Cajahel suger, til de mætte aftenrøde Læber han med Nattens Slør aftørrer. Ha din kolde Glands min Nat vel taaler? Se den være vor Forsonings Tavle! Se dens Glands er din Cajahel, og dens Kulde Obaddons, Dødens Herres. O min Nat forstyrres ikke ved slig livløs Leeg. :(Natten klarner. Maanen stiger op): Se Nattens blege Hjerte! Det slaaer sagte, som i en Drøm, ei blusser hedt som Dagens; og rundt som Draaber Blod omtrille Stjernerne. Nu følg mig Maane, mildn den døde Nat, jeg graver over Jordens Halvdeel brat. :(Obaddon forsvinder imod Vest. Maanen gaaer ned, og Morgen- dæmringen bryder frem, voxende, idet den forfølger Obaddon): Chor af Aander. Hil Jordens anden Dag! Messias. Dag og Nat er nu vejet. Morgenrøden og Nattens Taage er' lige tunge Maanen falder i hule Midnat som Guldlod medens Solens Straaler af Dagen bæres paa hvælvet Skulder. Begge tøile de Jorden rolig i Banen. SIDE: 38 Cajahel. :(træder frem i det fulde Dagslys paa Jorden): Ifør dig, Guds nye Præstinde, Festdragt, og træd lovsyngende i Verdners Chor, som yngste Søster, mest uskyldig-reen! Spir Græs! og Blomster badende i Mossets Dug sig dukke! Siv og Buske omflet den søde Kilde, Engens Belte! Og Floder sig mod Søe og Have vælte, og blande i den muntre Flugt da eget Lysblaat med Druers Violette og med Hybenrødt, saa den en Regnbu, igjennem Rankers mørke, Popplers Sølvskyer, igjennem Fyrrers Torden, Birkes Lyn, til Værn om Landets Rigdom lagt, kan ligne! :(Alt skabes -- Jorden grønnes o.s.v. -- efter Cajahels Bud. Ca- jahel fjerner sig mod Vest og Dagen daler. Obaddon nærmer sig fra Øst og Natten stiger. Tusmørket er dem imellem medens de hilse hinanden fra Synskredsen): Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. Obaddon. :(træder i fuld Nat over Jorden, Stjernerne skimre igjennem hans Vinger): Obaddon raaber i sin Nat, og flux hans Ord i Rædsler stivne rundt: lad Sne og Iis og bitter Riimfrost snart begrave Cajahels Drømme! Hvad som trodser, og ved Cajahels lunkne Barm sig skjuler, og svulmer i sin falske Sikkerhed, (som Cactusplante eller melkrig Palme,) og gløder, som til Haan, liig Aloëen, skal flammetunget Samum sortne; og den lunkne Sommers Pragt sig bøje enten (som Børn paa Moders Grav) paa stivnet Jord, og Hagl den plyndre, Sneen løbe bort med Byttet gjennem Nordenvindens Rader, der strømme ud af kolde Nordlysport! O eller ryge den i Samums Fodspor, der letter stankfuld, gusten Pest iveiret, SIDE: 39 sin egen Skygge liig! Stivn, Jord, i Klipper, lig' en forstenet Nat! og knuser, Klipper, med vidtstrakt Iisskjold Dalens Høje, eller, som Kogger fyldt med Lyn, udslynger vidt ving'de Flammer, Dødens Raserie! Qvæl, sorte Fjeld, i fasttillukket Afgrund Cajahels muntre Floder! Blegn i Ørkner, Cajahels Yndighed! Og Stormorcan i Bjergets Dybder lure! Hvirvelstorm, som Dødens Spot, med Jordens Rigdom lege saa ødselt, at det hule Hav fortvivler, mens Hunger brøler i dets sorte Bug, om Resten af den fulde Strand at naae med skumhvid, sulten Tand! (Alt skabes i Obaddons Aand og viser sig, fremtrædende lidt efter lidt af Tusmørket, som Obaddon forsvinder imod Vest og Cajahel fremtriner i Østen) Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. Cajahel. Vai som et Bryllupsblus min Morgenrødme fra Jøklen! Lægg, jomfruelige Dag, ned der din Krands af Aftenrødme før, med sin stjernehvide Brynde, med Maanering, berust af Storm og Taage, din Brudgom i sin nøgne Sorthed kommer! Som glindsende Hærold i Himlens Fest: den lyse Dag, staa unge Ceder, og vederqvæg med al din Vellugt de dandsende, kaade, blomstrende Skyer; og slaa en Rynke kun hvert Hundredaar! Som eviggrønne Jordens Belte, bøjet omkring dens Midie, gjør Obaddons Klipper til Mindesmærke om Cajahels og Obaddons Trofasthed! I Nord og Syd, som en Gesandt, der ikke tør forkrænkes, fra Livet sendt til Dødens Throner (Jordklodens Poler, hvor Cajahels SIDE: 40 Livsaande selv i Rædselsformer stivner) staa -- o se Livet seirende i Døden! -- Gran eviggrøn og Fyr, som Monument om Livs og Døds trofaste Kjærlighed! Viinranker, varmer eders Druer ved Volcanens Ild! Og, Lyng, skjul Ørknen, som Taalmods Smiil paa syg'lig Kind! Bedæk, saa Han ei finder dem igjen, men troer, at Jorden svulmer op af Fylde, Obaddons Klipper, Pors og Rosmarin! Bo, Sommerfugl og Colibri, i Blomsten! Hæng, Perlemanna, som Incectets Guirlander skinnende i Græsset! Min skjønne Flod, min nynnende Velsignelse, Obaddon fange vil og qvæle i tause Afgrund, spring fra Fjeldet som tusind hvide Stjerneskud, og slør i Regnbunet hans List, og kom tilbage til Engens Blomster, som du mindes engang, da du som Kilde med Vandliljer leged', at have seet i din Barndom, da den laae i Dalens bløde Vugge hist. Orcan, i Fjeldet bid og brist! Min Sol dig ud i Havet jage skal, som mætter sig i Tang og haard Coral! (Naturen udfolder sig saaledes i større og større Rigdom. Cajahel og Obaddon vexle paa samme Maade.) Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. Obaddon. Hør Obaddon siger i sin Nat, og hans Ord leve rundt ham for at dræbe tidobbelt Liv imod sig Selv: sug Gift, du sorte Snog, af Urterod! ei Blomst, saa reen som Stjernen, være hellig for dit Mordkys! Sommerfugls og Smaafugls Guldpragt du smelte i dit Edderspyt! SIDE: 41 Pladsk, Øgle, i de søde Kilder, som første Sky af Nag i unge Blod! Gro, Bulmeurt, ved Rosens Side; og, naar du djærv trods al din Stank fastklynger dig, bland i dit Bæger -- som den Misundelige -- om til Gift din Naboes søde Vellugtsuk! Skarntyde, lædsk den døde Svamp med Skygge! Og, Upas, ud dit Dødens Banner hvift, og Sky og Storm og Sol og Alt forgift! -- Ha, mon Cajahel tænkte, at Obaddon saa kaad en Mylren vilde skabe frem af vort fælleds Leer? O han vil sige: Obaddons Ømhed pynter nu mit Rige. Myrd, raadne Slange (regnbumalte List)! Er Alt først dødt, saa døer du selv og vist. Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. (Naturen beriges efter Obaddons Ideer. Obaddon og Cajahel vexle.) Cajahel. Fremtrin min Palme, kronet med de gyldne Daddler! Konge vær, og staa midt i dit Rige, rundt med Følge af straalende Oranger, som din Hofstat, omringet, mens i Nord skal Birken staae som din Hærold sølverpandsret! Dal Fuglehær, hvorpaa sig Solen og Morgenskyen speiler, sangfuld ned, liig livlig Flok af Blomsterblade, i hver Lund, som ofrer Jorden Frugtbarhed og Himlen Vellugt! Lærer Alle af Duen, som i Jordens Træer har spred sig tæt som lysblaa Dug, dens Frugtbarhed! Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. (Livet udvikler sig mangfoldigere efter Cajahels Bud. Han og Obad- don, med Dag og Nat, vexle.) SIDE: 42 Obaddon. Hør Obaddon siger i sin Nat, og hans Ord er Dødens Rædsler levende: rundt Palmen -- ha Cajahels Sejersmærke! -- sig slynge, som om Kongen glandsfuld Smigrer, en Qvælerslange og borthvæse hvert Liv, som den ei sluger! Sorte Los brug Birken til dit Snigmord, sov dig i Skovduens tomme Rede sulten! Ulv, med Hungers Suk fyld Nordens tause Hede, og Fjeldene gjenhyle! Sorte Bjørn, med Blod farv Hamm, som Nat med Nordlys! Hvidbjørn, vogt Polen, at ei Liv der aander! Svæv, speidende hvert Liv, svæv høit, som Skyens Piil, natfarvet Grib! Kløv, Ørn, med lynrødt Neb! Ha blegn, Cajahel, naar du seer Obaddons blodige og mørke Hær! (Alt skabes saaledes. De vexle.) Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. Cajahel. Ah se hans Nat besvangrer jeg med frugtbar Lunkenhed, saa den maa føde. Og, Hvad der voxer af den varme Jord, Obaddon troer er sit, og, i sin Blindhed, han elsker dem, fordi han føler, hvor Kløerne, som hans kolde Maane, vildt sig bøjed, og hvor Musklerne, som Natten, uhyre svulmed', da de Lys ei havde at rette sig i milde Former efter, som Disse, jeg vil øse over Jorden som Offerdraaber til Algodhed. Sortdrosl (jeg laane vil Obaddons Farve, og byde dig med Sang hans Nat at muntre og minde om vor Pagt og Elskov) Sortdrosl og tusmørkmalte Nattergal, SIDE: 43 Maaltrost i Birken, med den søde Sang mæt Høgens Hunger! stands, imens med Toner I pynte Eders farveløse Uskyld, i Faldet Gribben, saa han flyer, med Nebbet skamfuldt gjemt i Vingen, i Ørknen ind, og op til Redet slæber en Øgle, han i Dybet, som ei smagte det søde Solskin end, til Ynglen fanged'! Spring, Koe, i Eng, og Faar, saa ynglsomt som snefuld Sky, paa Højen hvidne! Selv mavrest Klippe være riig for Geden, som Vedbend kaad og trodsig som en Tjørn! Omkring Obaddons Iispol suse Renen! Ah qvæl den med dit Snefog! hent den ind med Stormen! Kronhjort og Daa, elsk Egen, saa at I til Hjelmesmykke Egegrenen vælge! Gazelle, Ørknens Græs har Marv nok for dit smekkre Been! Reis, Elephant og Mammuth og Kameel og Næshorn -- ha, min Phantasie ei større Kraft tør ødsle paa denne lille Jord! -- reis Eder op af denne varme Klump! Hist bølger Risen. Hingst, hvrinsk i Morgentaagen! Geil din Hoppe kun Hedens halve Længde borte græsser: Slaa Hedens Horizont med klare Hovslag! Fisk, leeg paa Dybet, Svanens Barm du ovenover see, som den seer Maanen! Ti, Dybets Musling, med din Rigdom, gjerrig i sorte Kiste gjem din Skat! Men Bien sin Rigdom ikke skjuler, men besynger i Sommerluften sin Arbeidsomhed. Vær, Blomst og Græs, en Skov, hvor tusind Insecter, glimrende, som var de Gnister fra Solen, dale ned som Skyer! og hver Blomst vær Hjemsted for en Slægt, ukjendt i næste Blomsterkalk! Alt være vexlende i tusind Former, fra Elephant og Leviathan til de Smaa, min Tanke i hver Draabe skaber; SIDE: 44 thi selv i mindste Draabe speiler sig forenede Obaddon med Cajahel. Obaddon kommer. Se Tusmørket (Tolk mellem Liv og Død) sig hæver, som Støvskye foran Triumphator! Ah denne Stund skal give Uglen Liv. Midnat dens Ham, dens Blik Daghimlen være! Flyv! Jeg Obaddons Nat dens Suk vil nu forære. (Alt skabes efter Cajahels Bud. De vexle.) Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. Obaddon. Ha, visn, Cajahels Liv! Som Qvist for Lynet -- Obaddons Piil paa Tordenbuen -- segn, rigest Liv, for Løvens Tand, som styrte, liig en Fos, i varmest Hjerte! En Ørk er Brølets trange Fængsel, som -- ha de skjælve, og Gazellen er ikke hurtig mere. Spring, Hyæne, som Nattens Bulme, frem mod Maanen for -- ha du segner, mens dit Hyl i ti og tyve brudte Straaler, som en Kilde, der snart vil slukkes i sin Syden, op og gjennem Skyen springer? Ha en Slange har sig viklet klæbrig om din Flugt! Nu vil din Broder vel, Schakalen, dit Liig til Hulen slæbe og fortære dig under hykkelsk Hyl? I Skoven (Cajahels kaade Lunes Mesterværk, saa yppigt, at det ene vilde Træk det andet qvæler i sin lunkne Skygge, som denne Vedbend raadner under Ranken, der gulner atter under Palmens Rigdom) -- i Skoven, som i tykke Tordensky, hyll dig, som blodigt Lyn i Flugt og Farve, min Leopard og Tiger! Kjæmp med Løven (og lign et krummet Sværd i Flugten) SIDE: 45 om hvem der kan den største Ørken vinde! Myrd nu; og, naar der ei er flere Liv, naar sig Cajahel giver tabt, opsluger hverandre Alle, thi jeg hader Eder, om I mig tjene, da I leve, og Cajahel -- som om han mig spotted' -- aander just vildest Liv i mine Former. Ha, den Sidste døe af Ligenes gustne Damp! Paany en Skabelse, paany en Kamp! (Naturen udfolder sig ogsaa i disse Træk. De vexle.) Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. Cajahel. . . . . Saa vise vi vor Kjærlighed Obaddon. Thi Elskov er blot Kamp om hvem der kan i indvortes Magt -- saa en Nødvendighed fremtryllet blier, som Tvistens Æble, der, skjøndt Ingen seer det eller smager, troes at voxe med hvert Aandedræt i fyldig og gylden Rødme -- den Anden overvinde. Se Kjærligheden mildt afrunder (ved Strøm af Følelser, som os indbilde, idet de glide, under Cirkelløbet fra hans og til mit Hjerte, os forbi, at jeg foruden Ham, og uden mig ei Han kan være) vore Drifter og egne Tanker, der i Lueskarphed sig hæve i vor Sjel og taale ei med fremmed Ild at blandes. Ikkun Røgen af begge Luer, Følelserne parre sig frit, med Vellyst, med hinanden og flette ovenover Fredens Bue, hvor vore Attraaer mødes. Derfor, Obaddon, mine Liv sig vænne ved venlig Visnen til at døe; din Nat af Morgenrødmens Bæger smager først (hvor med min Sødme dens eget Bittre er blandet) SIDE: 46 saa den min Dag kan taale. Saa umuligt, som om Obaddons Sjel Cajahels opslugte og Obaddon dog forblev, saa mørk og kold og streng som før (skjøndt Gud til saadan Armod netop har min Elskovs Rigdom og mit Lune bøjet) . . O saa umuligt, hvis du vilde prøve, det var paaengang til en Muldklump gjøre et Liv, som rødmer frodigst i sin Sundhed, som om -- hvor kunde jeg det af Guds Himmel? -- jeg vilde kolde Midnat lukke ud, og soldækt hede Middag ind medeet. Selv, naar vor Attraae smelter sammen (mit hvide Liv, din sorte Død i gule Sygdom) og sagte jeg mig giver tabt i Liget (som om med Qvinde-Ydmyghed jeg sukked', endskjøndt jeg ikke tænkte: "du er stærkest"): du finder i min døde Indrømmelse (naar jeg har sagt: "vel, lad der være stille!") dog tusinde Modsigelser som Orme (saa jeg Livsaanden, mit eget Væsen, redder) og nye Liv og da ny Grund til Kamp, som ei er andet end en frugtbar Elskov i denne Jord, vor Ægteseng. Og endnu mindre (om et Liig jeg giver, og siger blot paa Skrømt, om Blodet stivned': "jeg alt mit Skarpsind ødslede forgjeves") i Liget finder du og vinder Sjelen, som Gud lod mig, alt efter eget Lune, indfatte, saa, af Ringens Gjenskin, rubinrød snart i Løveguld den straaled', i Svanesølvet hvid som Demant, i Insectet snart som spraglet Amethyst; og saa igjennem Alle: eens i Væsen forskjellige i Størrelse og Skin, alt som mit Lune finder passende at støbe dem i stive Characterer, som denne Fisk; i vilde Arabesker, som denne Fugl. SIDE: 47 Saa Musklerne, der hærde sig til Kløer gjør Tigren grum; den lange Ryg, der er en senestrenget Buebrøst, den listig: det høje Bryst og Nakken Hesten modig: de lange Horn gjør Bukken trættekjær (thi altid er ei Ulv at stride mod, og dog, han veed, de skulle bruges). Men uden disse Tegn og Vaabenfarver, begeistret jeg af Gud har malt dem med, var Alle lige efter den Bevidsthed, Gud skjænkte deres Skabningsrække, for af mig at blive skiftet til Enhver. Saa Elephanten fik en større Deel af Guddomsgaven, men den sidste Skjerv af det, som Jordens første Dyrerige var æslet, Flaggermusen fik. Ah, jeg blot Tungen er, der giver Klang (snart "Løve" lyder den, snart "Sommerfugl") til Guds Tanker, som dog leve fort i Udødelighedens Erindring, om end Ordets Toner døe, jeg raabte frem. . . O ikke døe, men runge evig fort igjennem hele Verden, som en Gjenlyd, saa voxende, at knapt dens Grundlyd høres. Saa, om jeg raaber "Fugl!" vil dette Ord, som maler pragtfuld Tanke, af Obaddon saa moduleres, at dets skarpe Klang (hvis Dele, som Bogstaver i et Ord, er Fjer og Glands og Been) forsvinder. Men stedse kommer i det Heles Chor, igjennem alle Triller -- o fra Ørn til Colibri (fra Storm til Hvislen) -- frem den samme Klang, og moduleres atter. Saa gjennem al Cajahels Stemmes Omfang fra Mid til Mammuth . . . Messias. Dog er Verdner, hvor Cajahel dyb're Toner, meer bestemte Ord SIDE: 48 for Guddommens Tanker har: hvor Blomst kan føle, og Dyr kan tænke, hvor en Hersker i aandlig stjernklar Skjønhed smykket er. Hver Jord, som hver en Skjønhed har sin Farve, har sin Cajahel. Cajahel. . . . Men alle mine Lyd, endskjøndt hver enkelt døer for atter frem at springe, smelte sammen i Altings Gjenlyd: Verden. Messias. Men Sjelene, Cajahels Klangs Betydning, der vaagnede i Evigheden, som Tanker i Guds Barm, og af Cajahel igjennem Lys og Tid, Guds Læber, blev' udaandede i synligt Tegn og Ord, naar disse døe, vill' (som igjennem Sandser og Erindring) til Alts Bevidsthed: Gud, tilbagevende. Cajahel. O skjøndt en Jords udødelige Livsaand (thi døer end Jorden og forraadner i Dampe, samler jeg dem atter til en ny Jord sammen) er jeg mindre end disse Liv, jeg dier, som en Moder er mindre end sin Søn, thi Blod han blot af Moderen arved, men af Faderen Sjel og Dyden, hvormed han sin Manddom kroner. Og, skjøndt Obaddon mod min Ammefryd, der dugger Sundhed, Melk og Sang og Honning rigt over mine Liv, sin Smerte sætter fra Sot med Kjæven fuld af Suk til Saar med Læben fuld af Edder, og aabner øde, kolde Grav tvertsover mod mine aabne, fulde Moderliv: jeg -- mine Orme i hans Liig de vidne -- maa elske Ham og stedse pynte paa hans Bryllupsdragt, hans ækle Raadenhed. SIDE: 49 Gjensidig er vi Tumlepladsen for hinandens Kraft, hvor den sig øver, glad naar den finder sig alene der som Seireren paa Valplads, prydet med en Glorie, der dens egenkjære Hjerte tilhyller; og vor Elskov dog (vi glædes ved denne Tanke, som ved falsk Indbildning bortsnakker Egenkjærlighed og maler Skin af Ædelmod -- se heri hver en Elskovs Veltalenhed og Viisdom!) hver af os tilhvidsker, at han er den Overvundne, saa gjerne vi indbildte Seierherres de mindste Vink og Luner følge, da vi vide: Større kunde vi befale, ifald det lysted', og gjensidig den Anden lød. Derfor, Obaddon, for ei krænke dig og viise Maadehold, og op ei vække din Vrede (gule Pest) dit Had, der lurer (o sikkert nok) i Graven, føder ei hver Skabning daglig, Græsset visner. (Dog veed jeg, det er friskere i Roden og vil i Tiden blomstfuldt reise sig.) Dog blev jeg doven, om jeg ikke syntes, at jeg var skabt for dig, Du Alt for mig og den Beseirende, endskjønt jeg veed, at du foruden mig var Intet. Men -- medens denne Vished tier -- hiin Indbildning mig beviser, at nødvendigt min Kraft jeg uafladelig maa vise, at jeg mit Væsen ei i dig skal tabe. Se derfor, mens du drager Aanden for paany Cajahel favne, for at suge ved Kys ud Kinden, til den bliver sort og huul som Graven, strømme Liv, som Elskovssange, fra mit Hjerte. De hylde Solen; thi han er min Elsker, skjøndt du min Ægtemand, og Gud har viet. Ah glemmer jeg min Pligt, og er ei rede, SIDE: 50 naar til Omfavnelse en Grav du huler? Med Ømhed kan ei Livet elske Død, og Sundhed Smerte. Dog (imedens i Jorden, i vor Ægteseng, jeg kydsk min Elskers Billed gjemmer, som en Sæd til evig Frugtbarhed, i Ilden, som svømmer gjennem Jordens Indvold og smelter Bjergerod og Havet sammen og varmer Planterod og gjennem Bladet som Farve flyder og som Blod i Dyret, som Jern og Guld og Sølv i Stenen) . . . Dog fryder jeg mig paa Obaddons Leje; thi, var ei Han, da mine Liv saa rigt, at Jorden sank, udbølged, saa vildt, som en afsindig Elskers Ord. Og -- o hvad Sorg, trods deres Skjønhed og Vellyst, naar de juble? -- udødelige Dyr? En Ørn, som evig blev en Ørn? O, naar stod Tanker stille? Hvis de stod, forraadned de i Glemsel. Hør, Obaddon! De fulde Moderliv blot være aabne for dig at smigre! mine Liv blot leve, for faver Sundhed samle sammen til paaeengang mætte ved et Afskedsmaaltid, hvor du af Blod og Aande skal beruses, Bannlysningen, som møder dem fra dig i tusinddobblet Skikkelse, før Hammen (den Kurv hvor de til Gjæstebudet samle) for snever bliver for den unge Aand, saa udslidt af sig selv den falder, skjøndt du troer, det er et Offer, at du knuser hans Munterhed og Kløgt med Been og Kjød. Ah troer du Gnist af Sjel i Støv og Død at qvæle? Ha, for hvergang sammen din Aske synker, højere slaaer Flammen! (De vexle.) Messias. De Gnister af en Aand, en Gud, som ryge fra et Hjerte, dukke sig SIDE: 51 i Blodets Bølger, Morild liig, vill', hvergang at Obaddons hule Maane Livsfloden suger gjennem Gravens Horn (hvor rundtom Kanten Kramper blaane og Svindsot sukker: o forloren! forloren!) flux paa den ebbetørre Fjære (som en Beenrad huul, forstenet, kold og tom) sig stedse klarere isammenflette, (da altid nye Livsflod vil dem tvette ved finere Nervers Melkebølge) til et favrere Morganaaandespil -- Se mellem begges Satser: Liv og Død (Cajahels og Obaddons) mellem Blodets strømmende Veltalenhed og Dødens Suk, som en guddomlig Sandhed, Sjelen svæver, og Kampen stedse højere den hæver. Obaddon sværger ved sin Død saa vildt, i stedse nye Troper snildt Cajahel sophistisk søger den at fange; men tilsidst naar Han sin skjønneste Figur: et Menneske, har brugt, Obaddon sætter et Mæle som et Udraabstegn bag efter, og troer sin Seier vunden . . Ha, I smile Aander? O hvor kom I fra? Obaddon. Kort Liv jeg lyser over Støvet. Dets Liv et Aandepust, en Drøm kun være! Og Dyret være blot en Blomst, som vandrer. Saa Løven blot en Rose, som kan hyle; og Nattergal et Natvioleblad, som sukke kan og visne; Ørnen Siv henveiret af en Sky. Hør: Hvad af Støv er kommet, gjen til Støv skal blive! Hvad jeg har skabt for Støvet kjæmpe saa, at -- o selv Støv er ikke dødt, men Græsset, naar det af gyldne Blomsterbægre inddrikker Solens Straaler, synes drømme, som i en Ruus, at det og Blomsterverdnen SIDE: 52 og Dyr og sangfuld Fugl i Træet og Alting er Cajahels Phantasie, saa Nogle, (som den Hest, der over Heden, som om sig Morgentaagen i hans Næsboer spændte og Halen sved den, o som om den brændte, liig Straalen farer) ere færdig Tanke, mens Tusindbenen er en Tusinddeel, et Tusmørkkorn, som krydser Drømmens Bund -- . . Ja Hvad jeg skabte (Gift og Pest og Kløer og Galde, Hjertets Pest) for Støvet kjæmpe, saa atter, (som en Val for Sejerherren, der, naar et Aar er over den hensmuldret, og Græs den søndertraadte Muld har helet, og Roser, lige Ungdomskjød, har spundet, sig rundt, med Saft og vilde Duft, de Been, som Vinden nylig peeb i rundt Tropæen, nyt Liv og Tummel synes den fortjener) det Rum, jeg rydded' Livet bort fra, kan ny Plads for min Cajahel blive, at Hun atter kan med Brudegaver til Obaddon fylde den. Se Natten falder som Forbandelse i Sporet af den Dag, som du udaander! Den er mit Skjold i Kamp for Støvet, som, hvis jeg seired, sig forstened mod hvert Aandeindbrud gjennem Modersliv . . Ah, se forhaanende de seile nu midtgjennem mine Riger over Blodet med Hjerteflag og udspændt Muskelseil og kneisende Beenmast, Nervemusik; og knapt, naar Natten, Tidens Skjær, sig reiser med Maanen som hæse Sælhund ovenpaa og Stjernerne som Maager og som Morild, og frosne Skyer fange Vinden, som de stolte Snekker drev, bag Nordlyssprinkel, fortøirede de ligge. Ikkun Uglen, med klapprende Seil, som Vagtskib om med blussende Øielanterner driver. Men -- første Morgensky (Cajahels Bøn SIDE: 53 til Gud om Solskin for den hele Dag) . . Eja, da krænge de, og vippe snart som lette Falk mod Skyen, snart som Løve de, tordnende mod Himlen, Skoven kløve. Ah Tidens Ørk, min Nat, er altfor mørk? Og derfor tumle de om Morgnen frem som blinde i saa vildt et Haanstog? Ha, jeg fanger dem med endnu større Skin end deres falske Liv paa klarest Dag; og gjør dem Natten kjær og Dag forhadt; og lokker dem ved Stjernebilleder til tyst at stivne under Riimfrost! Vel, ryst Stjernebilleder, ryst Dug min Vinge i hver lettroende Blomst, paa hvert Cajahels Græs! Se Engen synes leve i sit Glimmer, skjøndt Mørket ud dens Farve sletter! Ah Rose vær Rubin! vær da tilfreds om du, for Duft og Varme, kun fik Skimmer: hver Blomst er Steen, hvert Træ Corallefletter! Og Dyr bliv Plante! (kunde jeg, til Muld jeg gjorde dig: til Marmel, Sand og Guld) Se Søvnen er din Dug! Husk nu, som Gjest, at Stilhed er den Tak, jeg lider bedst; saa ei ved kaade Livssang du fornærmer Obaddon mens han hersker og beskjærmer! Thi uden Fare er hans Gjæstebud: Søvn gjør ei overmæt, og Dug ei fuld, om muntrere Cajahel ødsler ud sin Melk og Honning og sit Purpurhuld, og tænker, som beruust, at Vintren kommer og Træthed ei saa snart paa Fryd og Sommer. Se Blomsterne som Ædelstenekrands sig trøste nu ved Duggens Glands, og efter Morgenen de ikke længes forfængligt mere. Den ei heller trænges. Og Dyret er kun Plante: Søvn iknæ har Mammuth lagt og Morgenfugl i Træ. Se Løven som en gulnet Palme staaer, og Ørn paa Tind som Dusk af Mosehaar, SIDE: 54 den vilde Hingst paa Heden ligger bleg og aander knap -- en kantret Bul af Eeg. Se Duen sidder som en Perle stiv i stille Løv iflettet, uden Liv. Kun Flaggermusen -- ei at agte paa, thi han sit Liv fra Dagen stjæle maa -- med fulde Kjæver endnu vaagen lurer, som dunkel Graad i kummerfulde Furer, og kløver Nat med susende Figurer. (Obaddon og Cajahel vexle.) Cajahel. Gjem Søvn, Obaddons Billed', mine Liv! Den være Livets Rod, der ubevidst af Støvet og af Natten Næring suger. Og Natten er den dybe, sorte Muld, hvor Nerverne og Aarerne som Rødder inddrikke friske Svale og det Mørke, som, mænget sammen med Cajahels Lys, gjør Farverne i Hud og Øjets Kugle. Se, først mod Aft'nen, naar den hele Dag er strømmet ind som Lys og Vand formeget, de blegne; men saa skyller Natten over, og Søvnen blander Lys og Mørke sammen, saa Morg'nen seer i hvert et vaagnet Liv et nymalt Billed' af Cajahel. O Søvn er min! Og hvis en Skabning (Obaddons Hvælving, som en Nedgang til en Grav, og i sig Selv da mørk) foruden Flammen af Cajahels Blod og Hjertefakklen, har Guds evige Lys, der voxer fra Insectskin til en Sol, Bevidsthed naaet og faaet: vil jeg mildne (thi her maa gjøres Rangforskjel) ved Drømme den mørke Nat, som Dyb ved Morildskin, som Herskers Fængsel ved Tapeter, der, skjøndt de i sig selv er purpurrøde, dog synes kun som Violet. De lette paa udspændt Florving Søvnens Skjold og Strikke, at ei den Høje qvæles, more ham SIDE: 55 i tomme Eensomhed, naar Nat med Aske de aabne Sandsekar har fyldt. Stig Søvn op til Obaddons Maane som Cajahels Offerrøg! Stig Dug op til Cajahels Sol som Obaddons Forsoningsblod! Og Drøm vær Sjelens Dug og Søvn, og, i den vilde Flugt og Farvespil, vær Regnbu fra et Dagværk til et andet; og Stjerner vær, som, hvergang Sjelen synker og Mindet slaaer som Bølger over og Sandser synke hvirvlende i Dybet saa dybt, at ei mod Bund Klenodet klingrer, sig hæve frie ovenover, lige de sande Stjerner, som i deres Cirkler er Nattens Drømme, Guds Udtydning! O Kreds af Dyr i Søvn og Blomst i Dug, Alt i hinanden snoet og flettet sammen med Nattens sorte Haar, er Brudering Cajahel til Obaddon rækker i de røde Aftenskyers Guldskaal, mens mig Gud, det høje Liv, igjen som Mesterstykke af en Kjæde skjænker den lange Drømmerad, der lænker sig i min Nerve, synker i mit Blod, men hæver sig, som Regnbu af en Flod, op mod Bevidstheds Himmelhvælving. Naaer Den Denne, Kjæden af min Haand da gaaer. Ha fy! her seer jeg (det er Nattens Levning: den hykler sig at faste, drikker Blod og fraadser sagte i sit sagte Qvalte) her seer jeg Blomsten fuld af rustnet Blod, og Liljen liig et knækket Flag paa Val. Her skede vist et Mord, et Snigmord, som Obaddon hæled? Ak her ligge Been, som søndersplittet Marmelminde. Vee, er' mine Liv, (som hvert er Capital, paa mange Dagerenter gavmild og SIDE: 56 i stærke Been, som Guld i Stenen, gjemt) saa lette bort paaengang ødsle? Ha, og dunkel Tyde voxer frækt istedet for sørgende Cypress, og slikker gjerne hvad Blod den mætte Morder glemte igjen som Skovens Drikkepenge, fordi den laante til hans Udaad Skjul? Javel Alrunen ned i Jorden fingret, og Tyden op mod Himlen grønsortneglet, som slig Uordens Skjændselsstøtte, pege! Thi Dette er Obaddons Høiforraad, at, mens de Andre krumme slumre, lede hans Mord're rundt med Tindreblik og vaagne, saa, medens Hjortens Horn er sløvt af Duggen og Stjernehimlen synes ham en Fredspagt, er Losstand skarp, thi, gjemt i Kjæbeskeden, den brynes hvas af Tungen i sit Skum. Ak Hvem skal holde Fred og Orden? Hvo pynte op i Haugen og bevogte og vande med sin Mildhed, meje med sin Retfærds Ljaa: med Strenghed? Der maa Fornuft -- Ha, det mig Gud tilsagde -- en Tanke, som liig iiskoldt Sværd kan skille, at ei mit Phantasiespil reent forvirres; et Gudsblik ordnende i dette Mørke (som klar Chrystal i Øjets Natring). Thi intet Andet er min hele Skabning end tusmørkt Hav. Min Storm imod Obaddons Havblik slaaer i evig Kamp, for de fra Gud nedsjunkne Perler, hver enkelt Bølge gjemmer dybt i Bunden, igjennem Skummet (Drifterne, som smelte fra høje Bølgelænd sig ind i Smaaebølgeæten, som af Gjær da fræser, og hver for sig til samme Høide æser) at jage i det favre Luftspeil ind, der hænger foran Himlen over hvert et saadant Livshav (mørkt endskjøndt dog hver en enkelt Draabe, som denne Fugl, er lys.) SIDE: 57 Ah, men min Phantasie er tom og ejer kun i livfuld Jord nu udenfor sig Selv sit eget Billed. Hvor er Skjønhed til Kongedragt for saadan Skabning? Og jeg paa Fuglene min Farvepragt og Sang har øst, og Hesten gav jeg ædlest Kraftpræg, som jeg vidste. Dog maa Han, thi han alt er udnævnt Aand og, som den Bedste her, da Jordens Hersker, jo efter Aandernes Natur, som ere jo skønne efter deres Kræfter, være saa skjøn som stor. Ha skal jeg digte en Skabning: Løve Ørn og Tyr tilsammen? Thi Han maa være stærk, som skal for dem, jeg, tænkende blot Død, naar Livet maatte nødvendig vexle i et andet, skabte til Fryd og vaabenløse, føre Krig. Ak Aanderne vil spotte: "Se Cajahel er fattig nu, og pjalter sammen!" Og Gud med Aand ei adler slig en Skabning. En Tanke findes ikke i Guds Viisdom, saa vild, at den saa vildt et Udtryk bruger. O Styrke ei behøves. Den forfører og gjør Tyranner. Men en Aand skal væbne sig med sin Opfindsomhed. Ei heller saadant Menneske, som hist hin Klodes Elementer tæmmer, passer til denne arme Jord, hvor alle Liv, fra Mindst til Størst iflettede, maae netop, omslyngende hvert Støvgran, række rundtom. -- Lidt klogere end Elephant og Hest, saa netop han er sig bevidst og maler i Sig et Billede af Alt omkring sig, med søde Følelser, som Duens Kurren fra Palmen, strømmende fra Hjertet til Mund og Øje; og, naar de igjen fra disse Sluser strømme, hylle de selv Billed af Obaddons Rædsler (som et Lyn i bløde Sky) i saadan Skjønhed, SIDE: 58 at Alt han kalder Godt, og Hjertet, som Himlen af Algodheds Byrde, svulmer. Saa være denne Klodes Menneske: meer from end viis; dog viis nok til at være for Dyr og Planter Hersker og Lovgiver, og viis nok til at see sig salig ved i al Velsignelsen sig Selv at finde som meest Velsignet. Han vælge frit, om han vil løse alt Ondt og sprede det paa Jorden, (Men hvo forgifter vel sin Føde?) om Han, der leve skal blandt Aander, vil vende nedad Blodets Strøm tilbage mod Dyrene og dukke sig i Drifter, istedetfor paa udspændt Tankes Luftseil at svæve opad! Ah, glemmer Han at søge Kundskab, vil dog mangefarvet Liv i hans Erfaring med Magt (thi Sandsers Porte flaggre aabne) sig præge, og, som tusind Stemmer, trænge sig i Erfarings Inderste: Erindring. Saa døer han altid klogere end han fødtes. Og det gjør alle Liv jo, thi se Løven, der bærer fulde Manddom i sin Man, er klogere og mere modig end da blind som Hvalp den famlede i Reden, og hang ved Yuret som en Snylteplante. From Eenfold være Menneskets Fornuft, Erfaring ikkun hans Forstand, Erindring kun hans Viisdom, ei meer end Drift hans Kjærlighed, og, efter denne lille Grundskat, maa jo Mynten: Sproget være fattigt nok og dunkelt, hjælpende sig ved Gebærder og Udraab, da jo denne Aands Begreber er neppe meer end Følelser. Saa, hvis paa hiin den store Jord han var, hvis Herskere tør selv Samvittigheden (som Gud hos Disse satte som en Vogter, SIDE: 59 der skulde melde Alting) gjøre til bestukken Træl, Han maatte kaldes ene et Dyr, og agtes ene for et Dyr, og, skjøndt han Broder var, dog bøje Nakken. Dog gaa han opreist som et Scepter, thi her er Han dog Enehersker! Hans Styrke være kun Udholdenhed, der alle Zoner vil erobre! Hans Samvittighed, som hist, ei klart Begreb, men Følelse kun (Sjelens Nerve) være! Som Vellyst bæve den ved Godt og Skjøndt, og lære saa Fornuften Hvad er Pligt: ved Ørknens Syn den krympes sammen: ved Syn af Død og Smerte maa den sukke; og, i sin Sammenkrympen, vælter om Erindrings Kurv (hvori er lagt et Billed af hvert et sundt og livsfro Dyr, han saae, og Exemplar af hvert et Ax, han fandt) og vifter ved sit Suk: "saa bør ei være!" den Vellugt ud, som inden Kurvens Rand (af digtfuld Bildekraft bemalt med Former, som Sundhed, Skjønhed, Rigdom skal betyde) sig bølgede som Drøm bag Rosenkind. Da pirres, ved saa skjærende et Syn, som Ørknens Nat og Engens Morgen, Sjelen. Han tænker: "hist bør Palmer være Stjerner, og til en Melkevei jeg leder Kilden, og gjør Cisternen midti til en Maane." Og Smerteskrig mod Sang, Liiglugt med Blomsterduft er Hvirvelstorm, som gjennem alle Sandser sig trænger ind og reiser Eftertanken som Nordlys blussende i dette Chaos, saa, flagrende over Modsætninger, den til det Rette, til den sande Pol, magnetisk bøjer sig. Fra Sjelens indre Helligdom fremtriner Alvor da som Ypperstepræst, mens Villien, med dens tusind Drifter, knæler som Drot og syndfuldt Folk i Sandse-Forhall, SIDE: 60 hvor Øjet er i dette Øjeblik en nedvendt Fakkel, Ørets Cymbel tier. Og Alvor griber da Hvad Eftertanken omslyngede som Bedst blandt tusind Andet med Mammuthsnabe1 og iveiret rakte . . Han rykker op den Pol, hiin Nordlystanke fandt Fæste paa i hiin Forvirringsnat, da hans Erfaring (let som Vedbend, der ombandt hans Barndoms Drue, og med denne jevnaldrende) brat blæste overende -- dog kun for til en mandig Eeg sig fæste -- og sætter den som Demant midt i Skjoldet, han holder over hine Knælende, saa høit, at de som Lyn i Tordensky den see, og bæve. Da hiin Følelse, som aabnede det Hele ved sit Suk og Nerverysten, trøstfuld reiser sig (idet hun ved sin Jomfruskjønhed, dobbelt tiltrækkende i Vemods Enkeslør, halvt troer letsindige Villie og hans Flok af vilde Drifter at bestikke) og med Smiilgriffel og med Taarers Æsevand i Alvors-Skjoldet ridser hun: "se Pligtens Tavle!" Nu Bud udgaaer til Villien allerførst, som, hvis han overtales, rider om i alle Aarer, og som Høvding byder det hele Legems Muskler reise sig, og, med en Gud, en Ætling af dets Sjel (dets Kongestamme) Opfindsomhed i Spidsen, at kjæmpe for den Pligt, som nys er funden. Thi saadan Seir er Trin til Himlen vundet, hvor foran gaaer Samvittigheden med sin stedse stigende Sejerssang; og Frygten, som forfulgte, Sult og Pest og Trang fra Ørknen flyer for den blomstrende Fred, som Mennesket sender Cajahel ned! Se da den Kamp begyndt, hvor Sjelen byder, (dog som i frie Raad, hvor Alt har Stemme SIDE: 61 fra kløgtig Kraft og til bestukne Dorskhed) hvor Hjertet er Musiken, Kroppen lyder! Ah, da det klinger i det hule Fjeld, og Malmen springer som dets Hjertevæld! Hør Manden hamrer! Gjennem mørke Skov for lyse Eng han baner Vei med Plov. Og Ørknen blomstrer, hvor han træder; ned sig gyldne Agre bøje i hans Fjed. Af Ulven lærer Han, at han kan boe bag Ulvevams i Snee og Snoe. Han efterligner Løvens Tand i Staal, og slukker saa med Sværd dens Tunges Baal, Ham Tigerryg blier Mønstret til en Bue, som spænder sig med Pilens Kobberlue. Som Crocodilens Svands Han Pantsret smedder, og gaaer i Kamp og slaaer og redder Cajahels Liv, der gjerne til den høje Beskjermer nu, som Offertog, sig føje, og underkaste Liv og Kraft hans Lov, for farlig Frihed i den vilde Skov. Da, naar (endskjøndt sin Kraft han seer som Flammen til Askekul og Støv at synke sammen) han skimter Eng og Liv og hører Sang (hvor før fra Gab og Ørken Døden sprang) saa langt paa Jord han flyttede sin Fod, og offrede sin Moder Sved og Blod . . -- da Følelsen, som lærte ham ved Graad og Frygt og Pest og Hunger al hans Daad, ei krymper sig i kolde Suk, men ud, som Aftenhorizont i Purpurskrud, den folder sig, og byder ham fra Gud: at give Kroppen Orlov til at leire sig ned paa Gravmos for i Ro at feire, med høi Bevidstheds Lovsang, slige Seire. O bliv da Menneske! Cajahel vil i Engleform indaande Blodets Ild. Din Aand fra Gud i Slummer rolig med Støvet parres, vænnes til sin Bolig! Saa, naar du vaagner (skjøndt du er en Lav SIDE: 62 blandt dem, som hist paa andre Kloder bevidste ere Gud i Støvets Grav; men dog du fød er store Aanders Broder) du griber kjæk din frie Villies Spær. (et hvidt Menneskepar udvikler sig slum- rende i Mulden.) Hilsæl mit Tempel med dit Marmorskjær, som spunden ud af Sol og sneehvid Skye! Ah snart din Sjel som Hymner ud vil flye paa Sandserne -- o did hvorfra den kom; men vende, som fortryllet, atter om, til Hjernekupplen bøjer sig i Muld, og mister Øieglar og Haarets Tag af Guld. O om et Jevndøgn aabner du dit Tempel, (hvor nu i Søvnen Drifter vanke om, som Trælle ordnende i Hallen tom til Fest før Klokken lyder i den høje Dom) og raaber ud: "Jeg er!" (dit Gudestempel) Med dette Valgsprog aabne du, og ende din Livsfest, naar ei Sandseblus meer brænde, og Hjertet bliver kun en hulet Nat! Og redd det med dig, som den bedste Skat, du fandt i Templet, da det styrted' brat! Det er dit Løsen hvor du end maa flye, naar bag dig daler Gravens raadne Skye. Hilsæl Cajahels Skabnings kaarne Drot! Hilsæl du høje Marmel-Aandeslot! (Ak lille vel for anden, bedre Jord! Dog stort for denne. Større Aand ei tør vanzire sig ved saadant Nerveslør, og være Gjæst ved saadant Ormebord.) I Farver deler jeg den Herskerstamme: se Denne her er lys som Dagens Flamme, som spunden ud af Sol og Skyens Snee! Men -- hvor Obaddon under Maanens Lee, som søvnig Høstarbeider, sidder stille -- fra lunken Muld en saadan Tempelpille sig reise kulsort som den lummre Nat, det skygger nu hans Fødselsstund saa mat, SIDE: 63 som om den aarked' ei sin Stjerneskat! Ah sort, som om til Kul hans Hud var brændt, som om hans Blod for hedt jeg havde tændt. Og -- se Obaddon kommer hisset bag Tusmørkets tynde, flagrende Flag! -- sig i den ene Horizont en Rød, som Morgnen, hæve frem af Jordens Skjød! Og under denne anden Synskreds (hin, som bærer gule Maaneblomst paa Kind) den fjerde Hersker trine frem, saa guul som taaget Maaneblus, af Jordens Skjul! (Cajahel og Obaddon vexle.) Messias og Aanderne. Gud seer, at Alt er godt. Obaddon. Obaddon hilser Mennesket. Ha vel jeg under dig dit Blod og Qvindens Skjød. Min hule Pestsky ei skal hungre: med din Skjønheds Aande vækker du dens Madlyst. Hevn er din Tand. Den bliver aldrig mæt. Og Rovbegjær din Klo. Den vild ei farer. Og Raserie din Muskel, aldrig træt. Og Falskhed Sniggift: dræber eller tæmmer som Egennytten byder. Hil min Træl! Du faaer nok Kløer i din tomme Haand, naar Løven paa dit nøgne Hoved drypper sin Fraade. Frygt din Kløgt bevæger. Og Løvens Aadsel lærer klart nok, at der er ei Grændser for din Vælde sat. Ha Hest, hvor er din Lyst med Hedens Sky omkaps, til Halens Svøbeslag, at flye? Du maa med blodig Mund din dovne Bøddel om i hans Fængsler slæbe for din Føde. Og mellem hver af disse Herskerstammer en Borgerkrig for Herredømmet; og i hver en særskilt Stamme Borgerkrig om Hvem, der eje skal de Andres Frihed SIDE: 64 og Liv, og laane Begge ud for Trældom og Renter af Sved og nu og da et Mord til Skuespil, som lærer alle Andre, at Liv og Luft og Mad er Naadeskjænk -- men ei af Gud, men af den Ene -- og lærer dem at tye iskjul, at ei den Eneherskende skal see et Hoved, som kunde vække Raabet: "kom du frem!" Vel, lad der være Fred paa Jorden, og Tigren nære sig af Rosenhonning, og sove under samme Busk med Lammet, Hyænen bade Tand i Liljers Dug, indtil de lære først af Førsten dræbe! Jeg bytted' ham ei bort for alle Rovdyr: hans List er stærkere end alle Slanger. Dog -- se Obaddon er ei grusom -- lær ei, Hyæne, om du af din Første Exemplet seer, din Broder sønderslide! Hvert Liv med Skræk Tyrannen hilse! Se Armen snoet rundt med Muskler, Sølvlænker lige! Se hans Øjebryn korslagte Sværd: Tyrannens Rustnings Lyn! (Cajahel og Obaddon vexle.) Cajahel. Du har velsignet ham (skjøndt ærligt ei). Det sikrer ham -- af samme Grund som Ravnen -- et hundredaarigt Liv. Jeg takker. Din Spaadom: at Hans Retfærds Palmestok (omslynget af sød Samvittigheds Vedbend) udskyder sig i Vredens vilde Tjørn (det er dog tilladt, hvor ufrugtbar Jord fremægger Tornene, naar flux med Hyben og Vellugt sones gnistrende Torn) og saa i Hadets snigende Tyde, med Hevnens brede Skyggeblad, og dette i Mordets Bulmeblomme (Vee hvad Frugt?) . . Den Spaadom er kun tomme Luftspeils Træk, du drager over Menneskets mørke Galde, SIDE: 65 og hvor du maler kun en bagvendt Verden. O dette sortegrønne Haab: hans Galde, er Igel sort, som hænger under Hjertet, just for at suge hver en Skarphed bort! Han er Forsørger, ikke Ødelægger. Som bedste Skib Han seiler modig, med Fornufts Lantern i Masten, foran alle de Liv, som fare, med Muskelsnor og Vinge og Aarefinne, under fredsomt Flag! Han seiler foran gjennem alle Skjær (Gravhøjene) og, naar en Pestsky kommer, med Hvirvelryg og hule Lynhals, for op igjennem denne, Snekkernes Blodreeb og Marvmast suge, lader Han Signaler gaae til hele Følget, og, ved Røg af Baldrian og Moscus, splitter Han hele Skyen, og Han kjæmper mod de Røversnekker, som med Kloekjøl og med Tandegallion, og brugende den samme Vind (Cajahels Livsaand) søge at skjære noget Seil af Flaaden bort. O nær Han redder Alle, saa de først bag lykkelig Seillads, med Top og Tavl, ved Maalet synke ned i Gravens Malstrøm; men hvers Besætning springer op paa Stranden, og kalder denne: "nye Verden", og dens Hav "det stille Hav", og bygger sig af nytopdaget Straaletræ et nyt og bedre Skib med højere Mast og skjønnere Flag (saa fiint et Hjerteflag og Barmseil, at de ogsaa der i stillere Luftning hvifte, og svæve lettere paa lettere Bølge.) -- Saa mildt et Blod, der strømmer ud, som Stjerner fra Gud, fra Menneskehjertet, og som banker, som Stjernestraalerne paa Himlen, under den hvalte Kind, det skulde trættes af sin stille Flugt paa Nervers Svanevinger? og, for at ende denne Ro, med Magt sig styrte, som i Raserie, nedover SIDE: 66 de stille Muskler, rivende, som Fossen, Alt bort fra Fred til Kamp? O skede saa, brast Livets Harpe: Musklerne er Buen, hvor Nerverne er spændte ind som Strenge, og Blodet siler gjennem dem som Vinden, saa Velbehag, Livsfølelse er Sangen! Slig Harpe har hvert Dyr: fra Ham til Orm. (Hos Fuglen lyde Tonerne tilsammen som Fløite -- o fra Ørns-Basunen til den lille Svales Pibe -- hos Insectet Mundharpelyd, hos Ormen Rørhvisl: hos Markens Dyr som Cymbel og som Tromme -- saaledes da i Mammuth som Gongon, hos Hingst og Løve som en Trommehvirvel -- Den døde Muld: fra kolde Steen og til det lunkne Leer, med Træ og Blomst og Græs, er korte eller lange Stands i Choret) Men Dyret hører blot sit eget Spil, og naar det hos en Lige lyder gjensvarende i Stemmen, som dog blot er Gjenklang fra det indre Spil, og giver dets Grundtakt an (saa, om af Sygdom det nedspændt er, maa Stemmen klynke, om opspændt høit af Frygt, maa Stemmen hyle) Og friske Hingstehvrinsk og dorske Ornegrynt og Løvebrøl og Drosselsang og Gribbehviin og Humlesurr blot giver an den Tone og Takt, Livsharpen der er spændt i. Men Hingstepauk ei Tyrstrompet forstaaer; men, lyder lige Klang -- Eja den svarer. Og lyder (er det nu en Hingst og Hoppe) Livsharpen eens, da stemmes begge sammen (og deres Samklang prøve de ved Stemmen) til Avlingsdaad, til Æden eller Hvad, som Grundklang deres Hvrinsken angav. Saa Dyret er en Harpe blot, der ryster af egen Klang. Men Mennesket forstaaer og er Tilhører af sin egen Livsharpe, og modulerer som ham lyster (thi, SIDE: 67 om Hunger eller Smerte krymper sammen hans Nervestrenge, saa de tone vildt, og Hjertecymblen, Tarmenes Trompet ham giver Hviin for Sang, saa bryder Han ei ud i vilde Skrig, men stemmer dem ved Arbeid, Taalmod og Opfindsomhed). Han fatter hele Verdenschoret, som Cajahels Aande ryster. Hver en Røst Han hører klart og skilner mellem, saa Øjets Trille, Hjertets Klokke Han forstaaer hos alle Dyr, og bringer dem i Samklang ved at værne, som Choralmester, om deres frie Slag (saa Ørnbasunen formeget ei med Duefløiten blandes og døver den, men runger frit iblandt de lange Rader Høg-Hoboer) thi der Alt maa høres. Se her den Hvide med sin Bue styrer fra Egen sit Chor af Ulv og Qvæg af Ørn og Drosl! Se her den Sorte med sin Bue styrer fra Palmen sit Chor af Løve og Gazell, Crocodil og Svane! Se her den Gule med sin Bue styrer fra Cedren sit Chor af Tiger og Kameel, Schakal og Paafugl! Se her den Røde med sin Bue styrer fra Mahagonyen sit Chor af Klapprer og Colibri, Condor og Lama! Og vilde Gud et saadant Harperige til Konge give umelodisk Hjerte, som ikke følte i sin høje Klang en Harmonie med svagest Ormesang? I Menneskehjertet Viisdom er vel længste (med Herskervillie, som med Staal, omvunden) Medlidenhed dog ei den mindste Streng. Og, naar han Skabningsharpens Klang forstaaer, som bruser rundt ham, vil han sønderrive en Streng, som Mislyd har ei (som om Panther i Svaneredet kom)? Ha, sønderrive Alle, SIDE: 68 for at hans Harpe kunde lyde ene? Ja ene; thi, om Han blev Ødelægger, saa ingen Stemme klang, hans eget Liv da blev en børnløs Enkes Hyl. O Han ei river af et Blad, for ei forstyrre det Hele, hvis det ei er visnet, og Cajahel der sin Farvesang har udspillet! Hans egen Livsharpes bløde Toner ville ham lære Mildhed i hans Herredom. Se, i hans Legems bløde Vuggedragt har Gud kun mindste Aandebarn lagt. (Thi, som Gud tænkte Aanden, skabte jeg). Her er ei, som paa andre Kloder, i et ildigt Legeme en Gnistesjel (end hedere end smeltet Guld i Luen). Mit Menneske blot synger, grubler ei. Det Højeste, hans Sjel sig hæver til, vil Indsigt blive af sin egen Ringhed. Hans smaae Sorger sidde i hans Støv, som Mos paa gammel Bark. Naar Dette falder, da falde ogsaa Hine ned som Fnug. Hos Mennesker med større Sjel de snoe sig, som Afsinds Slanger, Kummers Scorpion, om Legemet, men lægge Æg i Sjelen, saa selv i anden Verden de udklækkes i sorte Nag, i vrimlende Fortvivlelse . . . Ah Slige, som, fordi de see, de ei er den Almægtige, til Gjengjæld eller Hevn, fordi de Herredom maae selv erkjende, de andre stakkels Liv med Steenaag dybt i et Morads af Blod og Sved (hvor Angstskrig, som Ravne, svæve over) trykke ned. Vee Slige, som, for ei at avle flere Trælle, udøse deres Blod og Sæd, og slide vildt i Senerne, som lænke dem til Støvet, og splitte ad med fraadig Lidenskab den Tankering, som fæster evigt til den ubekjendte Hersker dem, saa vidt (ja hvis de kunde) den blev splittet ad SIDE: 69 til Fnug af Intet. Vee, naar en Slig i næste Øjeblik (naar Raseriet indelukker sig i Hjertet, da det saae sig selv i Guds den aabne Himmel, og blev ræd) blier vaer, at heel han staaer end, hvor han stod, at Himlen, som før, har samme Smiil, at i sin Kamp han var som Træet, der i Bølgen dukker sig op og ned, men bliver lige heelt: saa digter han sig frem en Afgrund, hvor, naar Dødens Tand har overgnavet Lænken, der holder ham imellem den og Himlen, i drejet, piinfuld, svævende Bevægelse, Han ene, uafhængig (ja hvis Han den Værste blive kan, med vildest Hær, anført af Dristighed, af Lidenskaber) kan herske, og hvor Alt er dannet omvendt til Spot mod Himlen og den Jord, han saae. Hvis slig sig Selv fortærende en Sjel er til, er tænkt i Tid af en Algodhed, da fandt den ei sit Udtryk i slig Skabning som Menneskets, hvis bløde Linier vise, at saadan Sjel ei damper indenfor, men, at af fugtigvarme Følelser (saa runde i hverandre flettede som Kind og Hage) Sjelen vævet er. Hvis Han var skabt med Vinger, og dog sat i Skyens Buur, paa denne Verdensqvist, da kunde spaaes, at han, utaalmodig ved saa at hænge, vilde plukke sig Selv og Hvad han fandt isønder. Men se, Han gaaer jo under lavest Træ, og sover under Busken med sin Mage! Hvis Galde var hans Blod (ei dette lette som Solskin) hvis hans Kind var skarp (ei denne hvalte Morgensky) hans Pande var sort (ei denne glatte Svanevinge) og Øjet rødt (ei dette Dueblaa) SIDE: 70 som Gnist i Kindens Røg fra Læbens Ild, og Næsen huul Volcan: da spaa ham Ondt! da spaa Cajahel Død, Obaddon Seir! Da spaa min Jord: du blive øde Borg! da spaa min Skabning: Skræk; og Himlen: Sorg! Men nu er Skjønhed jo hans Dragt, og da bør milde Viisdom være Pragt, som lille Demants klare Stjerneskin paa Fløjelskaabe og paa Hermelin. Han dræbe ikkun naar han maa, og tæmme kun Frihed, naar han bør, og ei for ei at glemme, at mindste Vinge hæves indenfor hans Vældes Grændsers vide Trællesnor, at fjernest Hjerte dog er hans Klenod og fjernest Aare er hans Riges Flod! Han veed jo selv, at svag er han som vældig; og, at hans hele Legems Glands er kun en mølædt Kappe, heel affældig: en Honningdugg i Gravens aabne Mund. Du meest ved ham, Obaddon, vil opfylde dit Kald: ved Offerliig din Guddom hylde. Hans Lunge aaben staaer for Pestskypust: Se Kinden er kun Svindsots røde Rust. Hans Hjerte er kjelent i Nerveserk; -- en Kummer? der ligger det stolte Værk, med øde Hjertekul: Læben sort er Ormenes raaddne, sjunkne Port, og Øjesaphiren, hans Herskerkugle, er bleven et Korn for Ravn og Ugle. -- Ha vaagn imorgen, Jorddrot! Jeg vil til Minde skjænke dig Obaddons og Cajahels Elskovs Billede i Ild. Se der er Døden sort og Livet rød indsluttet, som i Ring, i samme Glød! Se deri er Fortæreren og Livet (din Fa'r og Mo'r) dig sammenslynget givet! Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl; dog, at den blier din Herre, vogt dig vel! Din Moders Barm i Dagens Hvælv du seer; SIDE: 71 i Solen Moderhjertet, naar det leer; i Dyrevrimlen hendes fulde Skjød, i Blomstervrimlen hendes Melkeflod. I Natten og i Muld og døde Steen du seer din Faders Bryst og Kjød og Been. Og se i den Volcan, som fræser frem . . . (saa lys i Natten og saa sort i Dag -- en Fredensstøtte mellem vore Flag! Se Dagen natnes af dens Røg og Aske, og Flammens Fingre Natten hvid kan vaske!) (en Volcan bryder ud af et Bjerg i Synskredsen.) . . . Obaddons og Cajahels Ægtehjem! Ja, under Jorden, i dens Hvælv af Ild, der staaer vor Ægteseng med Luepill: de grønne Høje, som er ovenpaa er Teppner, som i bløde Bølger gaae: Volcaner ere gyldne Fryndsetoppe . . . . . et Jordskjælv? ha, da svulme vore Kroppe i en Omfavnelse, som ryster til Skyharpens høje Elskovs-Harpespil. Messias. Menneske vaagn! Din trofaste Sol vækker dig op paa din Konningestol, den Høje med Palmesmaragder i Ring, med Skybaldachin. Paa Morgnens Rubin og Aftnens Corall bæres din høje Hall. Den rystes af Tordenens Cymbelslag. (Du hviler rolig) Den bæver af Lynilds Basunebrag. (Du raaber: "et Tempel er nu min Bolig!") Slut fra dig Selv og fra Alt, som rører sig rundt af Cajahel malt, fra Verdner, som vrimle i høje Himle, SIDE: 72 fra Leviathan og Kryb i dybest Dyb, til Gud! Din Sjel skal lære dit Øje en Tolk, din Tunge en Hærold være. Saa bryde de ud (den henrykte Sjel, den sangfulde Mund, det straalende Blik . . . o forskjellige kun i Takt ei i Sang) . . . Saa bryde de ud i treenigt Chor: "Se Gud er stor!" Af Fugl under Sky og i Skov lær du din Høitidslyd: "Gud være Priis og Lov! I ham for alle Dyr er jo Fryd; for mig er Fryd og Ære!" Glem ei, du er Støv! Glem ei, du er mere end Støv! At Solene ere dig Vei til dit Hjem, de viftende Stjerner din Hjemstavns Løv, ei glem! Din Throne bestig! Skabningen hilser dig. Fuglen i Sky kan fra din Arm ei flye. Hvalen i Havets Hule kan sig ei skjule. Vel maa han mærke paa Stranden den Stærke. Mammuth iknæ? Løven paaflugt? Eja han flyer for et Menneskes Lugt. Sceptret, du ryster (ah du troer, hvor dig lyster) bøjes af Gud, snart op, snart ned, snart ind, snart ud. Fornuft er Spæret, du strækker paa Jord, og Villien er Viinløv, som vildsomt snoer sig rundtomkring SIDE: 73 med Blomster og Duft, som Stjerner i Luft fra Dyb og til Evigheds højeste Ring. Men Vinden (Guds Forsyn) alene fri, rasler og bøjer og griber i de lette Ranker (saa deres Frihed er blot en Leeg af Vindpust, som kom, eller Vindpust, som veeg: de Skjebnespil, som gjør, at du ejer ei noget: Vil) De Rankeblade, som Seil og Flag, af Vinden bøjes med Takkeltag (Og krummes Bølgen om Bov og Speil, det synes de fulde og mætte Seil -- gaaer Farten end galt -- som om de havde just Vinden befalt) Og Spæret, som laae i de vilde Ranker (skjøndt tungt af Tanker, som røde og gule og hvide Demant om Greb om Stok om Top og Kant) som Mast paa Bølge maa Seilet følge, (der følger Vinden) i Dybet synke og Stjernen slaae, om Vinden fylder nu Seilet saa. Lad din Fornuft bølge i Hjertets Blomsterduft! Som Solen, der fletter i Sky sig ind, og blander med Regnbuedunst sit Skin, og ødsler ei altid med Middagskraften, men Dugmorgen skjænker og Vellugtaften. Hersk, hersk over Dyret og Alt, Cajahel i Støvet har støbt og malt! Hersk over Jord! Vær Betydningen i dette Ord i Verden: Guds Sprog, i Verden, Guds Monolog! SIDE: 74 Hersk over Dyrene, og over det første Dyr: dig Selv! Chor af Aander. Hersk over Dyret og Alt, Cajahel i Støvet har støbt og malt! Hersk over Jord Vær Betydningen i dette Ord i Verden, Guds Sprog, i Verden Guds Sprog til sig Selv! Hersk over Dyrene, og over det første Dyr: dig Selv! SIDE: 75 MENNESKET (PHUN-ABIREL I MORGENDÆMRINGEN. MENNESKEPARRET ENDNU SLUMRENDE) Phun-Abiriel. Se Nattens Ahnelse om, at der er en Dag, er denne søde Morgendæmring. Saa lysner Phuniels Sjel, blot han tænker sig (og nu han seer) en salig Skabning. O, som om Himlen sine Øjebryn, de seraphfarvede Morgenskyer (Aanders Leje) letted'. Drømmene vil den speide, som om Natten i Stjernetræk krydsed' den vildt og sært igjennem. Ha, denne Salige, som drømmer her i Paradiset, Jordens Hjerte! Som Barn ved Moders Barm han hænger, og ødsler med dens Rigdom. Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden, som knæler ei som hans Slavinde. Ak, arme Phuniel, Hvad ejer du? Ha hvor er disse Verdners Ejermand? Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted': for Denne her er Blomsten Stjerne. Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er en Torden. Ha, han synes sig en Gud! Vil du ei lette dine Øjebryn, og see dig om, og tænke paa at nyde, du Lykkelige, fuldt din første Drøm, som dig Cajahel giver, skjøn som Sandhed? Og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke, beskue stolt dit Riges Glands, din Dag? Og stirre ind i Natten, din Skatkiste? SIDE: 76 Thi Stjernerne Ham synes Ejendom, som Renter, Han forlystes ved at tælle; men faaer, i deres Sted, Forskrivning paa Guds Udødelighed. Han seer, at Stjernerne ei vilde vises ham, hvis de med ham ei var forbundne. Dog har jeg tællet, men forgjeves; og drives stedse fremad, skjøndt jeg ønsker, at kunne standse, slaae en Streg, og skrive derunder: endeløse Rækker og saa videre. Min hele Vinding er den Viden, at mig Verden ejer, og jeg ikke den, saa jeg min Form og Mig faaer selv tillaans. Ak Vellyst boer i min Erindring, som visnet Roses Duft om Qvisten svæver! Jeg mindes, da jeg var en Støvblomst, hvor min Nerve skjalv, som denne Rørmigikke, der her med Vellyst kaster ud sin Sæd i Jordens lunkne Skjød, og drømmer om, ved lutter Balsaminesæd befrugte den hele Dal, saa Spire ei af Græs og fremmed Urt tør krænke dens Personligheds Mangfoldighed. Det er min Plage, at jeg maa erindre min fordums Nøisomhed: da jeg var glad, hist engang manet til et Dyr, som jeg saa elsked, at jeg bar dets Navn (som Denne nu bærer Navnet "Menneske") og, skjøndt en Aand tidobbelt stærkere end Adams, dog slæbed' syngende det om. Jeg saae med Fryd mig dybt i Kjød begravet, af Nerver spunden om, i Blod at druknes. Dog saae jeg Himlen altid aaben over; og Nerven rørte mine Følelser som Havfruharpe, der mig lokked' opad, naar Blodets Hvirvelstrøm mig førte nedad til Bundens Dyr i Skabningshavet. Ha gik det nedad, da Erindring var forlængst tilbage lagt: jeg Selv, SIDE: 77 i doven Taage opløst, svæved over min Grav, som dennes raaddne Damp; faldt ned som Regn, og, som en Draabe parred' mig med et Muldkorn, avled' saa en Blomst. Ha, bedre, Phuniel, en Verdens Konge (om Liljer kun for Stjerner, Roser kun for Sole, støvbedækte Følelser for Aanders lyse Kraft den har) at være, end Undersaat i Aandeverdnen. Træt jeg er af evig Tænken, af at stirre frem i Uendelighedens sorte Baggrund. Men Sandserne i Adams unge Legem, iflettede hverandre, Phuniels Træthed et Leie byde som af Blomster, der indhylle Søvn i bløde Blade, og i Vellugt Drømme. Menneske, laan mig din Krop, Cajahels Triumphport, igjennem hvilken Aander gaae til Støvet, og Orme krybe ind i Himlen! Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri (som Bien her, der træt af sig at tabe ved evig Flugt i vide Luft har hyllet sig, balsamert med Vox, i Rosen ind) . . Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren forglemme Hvad jeg var, og nu begynde ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme, i Sandsesøvnen mig anstrenge, saa det synes skal, som Loven stod i Hjertet, som gamle Træk indhugget; og, hvis sig Fornuften finder nogen Kundskab, som om det var Gjenerindring. Modtag med Hjerteblomst og Lungeflag, der hvifter i Cajahels Livsluft, mig, du skjønne Legem! Og, du lille Aand, som boer der, fly til Nerverne og Hjernen, naar Phun-Abiriel, din store Broder, en mægtig Aand, med Eder blander sig, SIDE: 78 for Menneskeslægten at igjennemleve. Ah, frygt ei for, at du vanhelliges! Da kan du gribe Sceptret over Jorden, og mane Himlens Verdner ned i Tanken. Ha vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem; thi Phuniel fra Himlen er landflygtig! O lille Barneaand, som sover her i denne Liljevugge, som Cajahel har ophængt under Morgenskyen, jeg lægger mig hos Dig; thi Phuniel er sorgfuld, skjøndt en Himmel er hans Leie, Udødelighed hans Dragt. Ah troer du, at din Uskyld bli'er besmittet, fordi jeg engang laae hos Last i Støvet, i Seng meer smuk end Adams Legem, trak Selvbedrags Gardine for, at ei den Glemselssøvn, jeg vilde nyde efter, forstyrres skulde af den Sol, som frækt (hvor kom den fra?) med lange Straaler efter mit Hjerte greb. Ak, da jeg vaagned', jeg smittet var med Sorg. Nu reen jeg lægger mig ned i Adams Legems Jomfruleje. Jeg snoer mit Alvor, som en haarbruun Arm om snehvid Barnehals, om Adams Fromhed. Og Begge drikke vi Forening af samme Hjerte. Du, som nu du er, ved Stjerneskin skal herske her i dette rosenkronte Liljerige, og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige, og kaldes Tanke. O, jeg høre vil, og mores ved dit Æolsharpespil! Med Smiil, min lille Broder, taaler jeg, at du krydser sært med Maanestraaler og Regnbuskjær min høje, faste Gang, og styrrer kaad min tause Roe ved Sang, saa underlig, at jeg ei nogen Stemme i Choret kan gjenkjende eller glemme. Du nynner sødt ved Suk om salig Jord; jeg qvæder høit om Himmelen i Ord. SIDE: 79 Dit Sprog er eens i alle Zoner, faae Ord, men mange Toner. Din Tunge Hjertet er, som ejer kun eet Sprog paa hele Jorderund; men Dialecterne i hvert et Bryst forskjelligt Echo giver for din Røst: de sukke eens ei, naar du raaber: Vee! og skralde eens ei, naar du raaber: le! Se Qvindebarm, hvor bløde Nerver stimle isammen, lyse Skyer liig til Himle, skal blive Dig den bedste Høresal. Men Tankens vil da blive Himlens Hal. Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent udbilder i den hvide Hjerne reent. Du blæser fyrigt i min tunge Harpe. Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe og dybe, yndeløse Træk, med bløde Pensel mildner du dem væk. Men Begge vil vi trofast bilde ud af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud. Vær, Jord, mit Hjem; thi Phuniel fra Himlen er landflygtig! (Solen staaer op.) Solen ud sin Vellystaande hvifter over Jorden. Hvor sødt for Manden (thi jeg seer hver Straale, som gylden Pensel, Purpurskyer drage som Slør om Menneskets favre Lemmer) at gjennemglødes af saa milde Luer, hver Morgen, til ny Livsdag, medens de tause Nattens Drømme, naar de ville sig snige ud i Luften eller og i Haaret, mødes midt i Øret af den kaade Fuglesang, saa hovedkulds de styrtes ind igjen! Han vaagner! Tys! Da var forsilde, naar Adam med Bevisthed engang sansed', og saae sig Selv, slig Dverg, som nu han er, alene inden Brystværn, Tindingskranken, SIDE: 80 at blande i hans Tankers lille Kreds mit hele Liv, som tusindtunget Lyn, der skyder ned, og Skoven blotter, som i Mørket stod som Mulmets Kjerne. Da kan jeg ei mit Hvilested erobre. Da fik i Himlen mit Tungsind et Forsvundet, istedetfor paa Jord et Fundet. Jeg Englen, som i denne Lilje sover, voldtage kan, men ikke myrde. O den vil elske mig. Jeg giver den jo Guddomsrang i Himlen som paa Jorden: til Himlen Arveret, paa Jorden Herskermagt. Du maatte jo for Løven skjælve? Ha, nu skal du tøile Elementer. Ilden vor Sengs Drabant, og Stormen Herold, og Dampen Iilbud, og Skyen Skjold, og Havet skal du for dit Leje finde, som Hædersharpe, som krum Slavinde. O stem den op i hvad Tone du vil: Slavinden maa dandse: med nedsænkt Skjold maa bag dig knæle din Stormherold, og Ilddrabanten det Bryllupsspil maa lystre og slynge i Takt sit Lyn. . . Hør Harpen i Havet, Trianglen i Skyen! Jeg synder ikke mod dig: hvis jeg synder, jeg synder mod mig Selv. Ha, Dyr, jeg bringer dig en Aand til Morgengave, saa naar du vaagner, du den finder som Demant i dit Hjertes Barnekurv. Jeg tør da vel med Ret bestige den lille Engels Jomfruleje; og naar jeg saa smuk en Søn kan avle, som Forstand, og saa saa smuk en Datterlil, som Phantasie, jeg tør vel parre mig med dig i Hjerneskallens Liljevugge? Og troløs flyer jeg ei, og lader dig som Enke eller krænket Møe tilbage. Du boer i Hjertet, jeg i Hjernen; SIDE: 81 men Blodet løber Bud imellem os, skjøndt Begge under samme Tag. Og tidt paa Tungens Forhall, Øjets Altan, Vi, for Alverden, mødes og omfavnes. Du faaer min Rigdom: Udødelighed. Jeg faaer din Medgift: Roe. Min lille Engel, alt i Drømme du fortrolig bliver med min Kjærlighed, saa naar du vaagner, mens dit Hjerte svulmer som op af Livsundfangelse, du giver mig mine Kjærtegn flux igjen, som om du alt mig kjendte, eller som om du ei kjendte meer dig Selv igjen . . O jeg saa rigt af dine Drømmekys blier elsket, at jeg ei Selv mig kjender meer igjen. Da begge vil vi ahne, at vi ere Meer end os Selv. Min Phantasie skal, hvis den Lille sørger, saa iilsomt rundtom svinge Hjertet, og spinde paa den Rok en Bryllupsdragt (saa favr som Straaleserk om Solen) og pynte ham med den, saa hvert et Suk kun bliver Hvift i Støvets Folder. Jeg Billedet af Himlens Herlighed, af Stjernefrugt og Skyblad, Dyreblom og Planteknop: af hele Livets Træ, der Roden, sort som Snog, i Muld nedsank, men Stammen gjennem Evigheder, blank som Stjernerader, snoer mod Toppen, der er rød i Guds Udødeligheds Skjær, skjøndt Ingen denne Livsenslue seer, der lokker Blomst af Mulden frem og Aand igjen af Blomsterhjem . . . . sligt Billed vil jeg flette i min Væv. Med den jeg kjøber Hvile i dit Hjerte, hvor nu du ligger sammenrullet, som i Blomstknop liden Vellugtsky. Jeg skal dig bære med mig tidt, til Gjengjeld, til Himlen, for at vise dig en Skat SIDE: 82 at drømme over, saa du synes riig, om overmodig Løve spotter dig, og, som mod arme Dyr, dig viser Tænder. Vær Phun-Abiriels Hjem da, Menneske; thi Phuniel fra Himlen er landflygtig! (Phun-Abiriel forsvinder i Adam. Adam vaagner og springer op.) Adam. (seende forskrækket imod Himmelen.) Lys! Luft! (Messias og Aander komme.) Messias. Phuniel, Tvivl, fra Himlen forsvunden, har sig til Jorden bunden. Manden fik sin fornuftige Sjel i Phun-Abiriel. Aander. Ohebiels Skjønhed blegner. Adam. (seende mod Jorden.) Jord! Mørke ! Ohebiel. Phun-Abiriel? Hvor? O Vee! Messias. Hvor vil han rase, Abiriel, naar Sener ham stramme til Ribbeenspæl i Hjerteflamme, hvor Frihed og Guddom til Aske synker? Ohebiel. Ohebiels Vemod den Aske dynker, saa atter Abiriel vil mod Himlen slaae, som Violesmiil, en Aandvinge op. SIDE: 83 Adam. (seende mod Solen.) Ha, Ild! Lys! Ild! (holder forskrækket Haanden for Øinene.) Ohebiel. Vanvittige Phuniel . . Vee! sig igjen kjender ei mere i Himmelen. Messias. Han ind sig har spunden (den høje Aand) ind i Adams Krop. Saa fast er han bunden, at mere han ei kan følge den gamle Aandevei, hvor Stjernerne skygged, som Hvidtornhæk, Hans Løb imod Gud som ham Evigheds Port oplod, hvor Solen løb som en Perlebæk, og viste hvor den evige Vei sig snoer. Adam. (seende sig forbauset om.) Jeg seer. Jeg er! Ohebiel. Ulykkelige Phuniel, som sig Selv har levende begravet! Messias. Se, i den trange Hjerneskal kan han ei Verden fange! Ikke han finder Rum til de gamle Minder, som banke paa Hjertet . . O, kom de ind, de maatte snart ud i Veir og Vind fra det qvalme Kammer, hvor opimod Spiret Blodet flammer: de fik ei nynne hvad gjerne de ville: en Sang saa stille SIDE: 84 om Himmelhjem ved den Stjernestrøm, forladt med Foragt. Der turde vel vaagne en vældig Drøm i Taare, (liig Aanden selv, der ud sig har strakt paa Adams Baare) om Guddomskrone i Støvet skudt, om Aandevinge af Snogtand brudt, om Aand, som snoed til Ribb og Been, til Støv og Steen, med Aarebast, vanvittig sin Frihed fast. Ohebiel. Ak Aandeselvmord! Adam. Tys! Ohebiel. "Tys" han skreg. O vist han hørte Himlens Skræk, Ohebiels Kummer. Kan han mindes i sin Slummer? Abiriel! Abiriel, o kom tilbage! spræng det svage Ribbeensfængsel! Hør -- o vee! -- Ohebiels Længsel sukker qvalt under Himlen høi og hvalt! Dybere, dybere er min Sorg (thi den Evigheden tømmer, og maa tænke, hvor du drømmer: Skræk dens Mine, og dens Sprog evig Klage) end det Tungsind, som dig drog gjennem Vanvids Hvirvel ned, for i hule Ormeborg finde Phuniels svundne Fred. Ak, hvor skal min Sorg faae Rum? hvor et Dyb? SIDE: 85 Abiriel er bleven Kryb: jeg maa blive Stenen stum. Endnu seer jeg ned paa dig, endnu er jeg ikke falden. Ak, Abiriel, saae du mig, visnet i Udødeligheden, taarebleg i Aanders lyse Vrimmel, kun beundre Ormeleeg derneden, kalde den en livfuld Himmel -- ak fordi jeg veed, jeg fandt min Abiriel deriblandt: . . Ha, du sprængte Hjerneskallen, kom tilbage stille, som om du fra et Fængsel kom, krum og bleg som om du fra Sotseng steg. Hil Abiriel, Held Ohebiel, hvis Du kom stille, taus og bleg og from! Kort blev Ormens Kroning: evig vor Forsoning. O, vi skulde Begge tye under samme Vingelye. O, vi skulde glemme, at een Dag du ei var hjemme; men forvildede dig bort; kom dog hjem ad samme Port. Turde da din Stolthed forskyde Hvad min Ømhed turde byde? Dristige Abiriel, med Smiil, som røde Morgen, af din Sjel jeg tvetted Sorgen. Ha, da saae du i min Sjel, at min Ømheds Ungdom falder sammen med min Barnealder, da ved Livsens Træets Rod SIDE: 86 paa den fjerne store Klode vi sprang ud, som tvende Skud, som Cajahel sammensnoede, med støvfuld Blom og Blad af Blod. Adam. Tys ! Jeg hører . . Ha! Ohebiel. Phun-Abiriel! hør! hør! Se! Ak Øjet er et Slør Øret er en Grav for trang for Aandesang. Vee, er Guddomsfunken saa dybt saa dybt i Mulden sunken, at den ei kan hæve sig, Tomme over et Liig? Vee, med Orm og Midd maa knytte Broderskab i samme Hytte? Prøv da, om igjennem Taaren du kan øine over Baaren Himlen du forlod saa brat, for at boe i Muld og Nat, for for Blodskum Stjerner bytte! Prøv, om gjennem Taareskimt du kan faae et iilsomt Glimt af den blegnende Seraf ved din Grav. Adam. Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt! Ohebiel. Ak saa sløvet, at han sandser kun i Støvet Ormesprang og Fuglesang, Æblesødme, Blomsterlugten! Ahner ei den høje Mening (Guds og Støvs Forening) SIDE: 87 som er lagt i Æblesødt, Fuglesang og Nellikrødt, Ormens Vriden op mod Lyset gjennem Støvet, som en Aand igjennem Tiden snoer sig op mod Stjerneløvet! Ha, jeg synes i Mandens Øje see den høje Phun-Abiriels Vingeslag! . . Ak, det er min Fryd paa Flugten. Adam. (Det tordner.) Ha tordn! en Sang! Lystig! Messias. Livsblodets Surren og Nervens Klang vil døve Phuniels Erindrings Sang. Han har sin Guddom stænket med Synd: Han har sin Frihed lænket til Dynd. Se Mandens Kraft er et Liigslør over en Aand, som sover. Ha, dybt i Grunden nedsank hans Kræfter. Ak, dybt fra Bunden han griber efter de høje Verdner, han fordum saae, og kunde naae. Han øiner dem nu fra sin lave Tue som gyldne Fluer. Fortvivlet flagrer hans Tanke op, og fritter og leder, og synes at kjende de gamle Steder; men Dyret, han slæber i sine Fjed, brøler igjennem Nerver og Aarer: kom ned! kom ned! Ha, da synker den ned i Taarer. SIDE: 88 Ohebiel. Ak, som en Taare faldt Phuniel ned fra Himlen i Støvet. Han stiger gjen op som et Suk. Forband ham ikke: han var bedrøvet! Adam. O Lyn, Lyn! Ak smukt! En Blomst i Skyen! Ohebiel. Se, trods sit Dække kan han ei djærve Abiriel stække! Med Hænder smaae, troer Han, han Himlen favne maa. Obaddons Lyn troer Han, at plukke som Blom fra Skyen. Messias. Dybt ifra Grunden Han griber efter sin Guddoms Kræfter, som om han har dem i Solen glemt, eller forsigtig bag Stjernen gjemt, og blot besøgte beskeden, i sparsom Sørgedragt (dreven til Sligt af Nysgjerrigheden) en Grav derneden: den Ormelegeplads, hvor Selv, som Orm, sig vrider Abiriel. Vee, han sin Frihed har lagt bort med Foragt! Ohebiel. Ak, du Forbandelsen alt har sagt! Ha, tag den tilbage: Sorg kan forsage. Ak, Han forsaged, og lod den Frihed, som var ham i Himlen for trang, i Been klemme ind; SIDE: 89 den Himmel, hvis Salighed blev ham for lang, synke i Blod; Skjønhed af Stjerneskin bytted' for Pjalter af Aske og Muld; sin Guddomsrang grov Han i Ormehul. Himmelens Stjerner han ei forstod; men herfra i Støvet saae han igjennem Blommen og Løvet (Cajahels Stjerneflod) saae han igjennem Spindelvævflor Insectets Sjel, og under Muld for dybt ei Roden foer, og klart i Bjerget Han saae hvad Guld sig under Havet snoer. Ak, Cajahels Pragt blinked' og vinked', dufted' og lufted', da sank han bedøvet -- ei med Foragt for Himlen, sig Selv og Gud -- i Støvet, og sluktes ud. Ak, nu han kjender ei Blomsterne der mere end vi kjende Stjernerne her. Messias. Med samme Uro Han vil sig vælte paa Rosens svale Ild, som før blandt Verdnerne . . Ha, se mellem Krybet saa angst han sig snoer, som før mellem Aandernes Chor! Paa Jorden fra Jord han higer til Himlens Riger. Ohebiel. Fryd naar han stiger did hvor han higer: hvor Han kom fra. SIDE: 90 Adam. (Lynet splitter et Træ.) Ha Død! Jeg døer! (kaster sig bedrøvet ned.) Messias. Priis en Algodhed! Bedøvet Phun-Abiriel irrer i Støvet, som Orm i en Grav: (Skyen hans Laag, Regnbuen hans brudte Stav). I hvert et Menneske vil Phuniel dampe, Abiriels Ild flamme fra Tunge, gnistre fra Øje (det Blus og Gnist, som slaaer fra Hans Hjerteurne hist) mod Længsel-hjemmet, de Himle høje. Men se, naar Mindesteen, som Altar, pranger med hule Been i skyteppet Hal, hvor Obaddon feirer sin Sørgefest (Ak der hvor Abiriel har trængt sig ind, som vanvittig Gjest, og sidder i Mulden ved Ormen næst) . . . da vil Phuniels Damp (Sorgen og Tvivl, der sortnede her hans Aandesmiil -- hans Aandelegem -- og hisset ryger, og Rynker i Panden stryger, som Støv paa Banner i Kamp) kvæles bag Mos og Cypresseløvet, hvor Nattevind, snoet i Maanens Horn, borer sig hvirvlende ned i Støvet, og finder Hjertet, hvor Phuniel sad ved Ormefest, som fremmed Gjest, beruust i Blod, vanvittigglad . . . finder det nu, som et Askekorn, og splitter det da, og slynger det ud, SIDE: 91 og bort det veirer . . . Saa lidet det er, faaer Skyen og Havet sin Part enhver; men Abiriel faaer Gud! Ha, som den lyse, unge Seirer, nøgen og reen fra Blod og Støv -- selv Panden fri for Kronen, thi hans Blik er et dugget Laurbærløv -- gaaer Han fra Kampen, fra Phunieldampen, fra Natteliv under Hjertelampen . . kaster Beenhvirvelstaven, gaaer saa rank og sejerblank igjennem Triumphporten: Graven . . . finder sig atter i Himmelhaven, hvor rundtom funklende Solepalmer (hvis Fuglesang er Aandepsalmer) staae dunkle Siriusalmer, rosenmilde Planeter, rankevilde Kometer -- priser! -- de klynge sig op hver Een efter Melkeveigreen . . op, for at finde en Top, hver Een, med Dyrblommer paa og Aandeduft, med Insectblade smaae og Livsensluft. Saa seer du igjen i Himlen din Ven. Som Barn Abiriel kommer igjen, at die Himlens Bryst, med Stjernemelkeknop, naar først Obaddon op har første Adams Svøbslør løst. Men Aandebarnet i Himlen vil voxe i Kraft og Dyd og Smiil, som Abirielsjelene stimle frem SIDE: 92 fra Adamshjerter mod Himmelhjem Hver Menneskeaand, løst fra Blodslør og Ribbeensbaand, vil blive en Tanke i Hans Fornuft. Naar Jorden er øde, og Alle døde, i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde. Ak Qvinden . . . Hvad er Hun? -- En Sandseduft, saa Han, beruset af Lugten, maa svimle i Flugten mod Aandehjem . . . . en Fugl, som synger, saa Han maa lytte, og knapt kan flytte sin Vinge frem . . . . af Barmeknoppe og Hofteblad og Læbeblomme en Krandserad, der rundt sig slynger Abiriel, saa Han Himlen knapt tør stirre paa. Men frygter Graven (af Kjærlighed til Qvindedyret, som slæber ham ned) og hader Obaddon, som toer hans Skarn (Cajahel kalder det Pragt, fordi han Purpursmiilbaand har knyttet i) som døber i Graven det Himmelbarn . . . Han hader Døden, og knytter Skræk, med Vanvids Ranketræk, fra Stjerne til Stjerne, i Ranketræk, hvor raadne Been er Qvist og Green, hvor hule Hjerne er vilde Rose, og Hjertet Valmu, saa huul og fuul, og Knokler Knop . . . Han seer sin Qvinde, sin Hjertenslyst, med Jomfruskjød, og med Moderbryst, SIDE: 93 som andre Dyr, under Tjørn og Mose at tye iskjul. Ak, Skjødet, lugter han, stinker op (som nys til Brystet, saa stærkt Han krysted', at ti Abirieler ud han rysted') Ak, Orme vrimle i Barmens Himle (der sank ei sammen nys for tusinde solvarme Kys . . der nys ei brast, om hele Livet sig suged' fast) Han Bægret seer tømt, som nys af Cajahels Velsignelser flød, hvor Barmen var brusende Gjær, og Øjet Draaber, og Kys var Skum, og Skjødet var Kraften i Drueskjær . . . O saa han beruuste sig, til han saae den Dal, hvor han laae, var et Himmelrum. Han troer, han har drømt om Liv og Latter, men vaagnede nu et Secund, for at see den Rædsel, og saa i Blund, til Glemsel og Død, for at raaddne i Taarer, sig vende atter. Han seer den Rædsel: sin Qvindes Liig som Dyret segne, som Blomsten visne. "Nu er hun borte med Barm og Skjød og Hjertebanken (den Stemme sød) Slig Rædsel vel venter mig: snart er jeg død!" Den Tanke gjennem hans Hjerte isner. Ei mere han veed, at Dyret arver en Evighed, at Selv han den ejer, og kan den see bag Gravhøjens lille Tropæ. SIDE: 94 Ohebiel. Ak, der ligger Qvinden -- Forræderinden, som maa forraade til Dyr og Muld Abiriel her i Puppeskjul; som maa med Smiil hans Salighed slæbe i Dybet ned, igjennem sit Skjød (som om Abiriel igjennem en Morgensky kom ind i en Skabelses lunkne Mulm, hvor tusind Abirieler smaae, som Duft i Rosenknop, laae, for op at springe, og fylde en Himmel, som Aandevrimmel paa Stjerneskyer, saa, om hans Personlighed flyer, Hver af de Smaae den i Barneblik atter fangen fik, og atter Abiriels Evighed fornyer) Ak Abiriels Himmel, fuld af Vand og Muld, vil gjennem Æten styrte brat i Qvindens Dyre-nat. Gid Qvindens Skjød var lukt! Ak, i Rosendyb ulmer, paa Liljehøi svulmer Cajahels Frugt! O vee, om Denne her, saa blank, som smeltet af Snee og Morgenrøde, jomfrulig-øde i Graven sank, og lod Abiriel sidde igjen, som Enkesvend: Hans Tungsind maatte meer tungt end før (med Enkemandssorg og brustent Haab) som sukvinget Graad fra Slør da vende tilbage igjen til mig og Himmelen. SIDE: 95 Og seer Han tilbage til Støvet, Han seer bag Løvet bedrøvet den Qvindes Grav, som Blomme var om hans Vandringsstav (det Ormesvøb, hvori han landflygtig fra Himlen løb) Han seer den Grav, som med Børnekinder han vilde omvinde Rosenminder (som rundt om Nathimmel Aftenrøde) saa mørk og øde, som Skjær i Hav. Men hist, se, den sorte Qvinde klemmer en sort Abiriel inde i Barmens Hvælv, saa buget ud som Natten selv: Med Læbe, saa fuld som Maanehjul, og Tænder, der brænde i Nat og Blod, som Stjerneflod, belyser hun geile Abiriel, som ødsler i Dyrebug sin Sjel! Og se den Gule! og hist se en Rød! O Alle har Barmen saa hvalt og spændt! O Alle i Øjet har Bryllupsblus tændt, og Bryndeglød og Livsdamp sød og Nervespil i Rosenbladharpe i Qvindeskjød, som svarer i zittrende Triller til Cajahels Tordenstød igjennem Muskelskyen, som har spunden sig høje Abiriel om; og svarer som Tempelfløitesang til Hjerteklokkens høje Klang, Cajahel slaaer i Mandebarms Dom. Ak Alle har en Abiriel funden! Ak Alle ødsle ham bort i Lunden! SIDE: 96 Han favner et Dyr (fordi i Form det ligner ham Selv, som Orm en Orm) og frem af det Favnetag (som Skyer af Nat og Dag) et Afkom mylrer, og ned sig roder i Mulden: af Æten Enhver dybere roder sig end sin Broder: jo Yngre jo mere liig sin Moder. Af gule Qvindemorgen til gule Sorgen, af hvide Qvindedag til blege Nag, af røde Qvindeqvel til røde Skam, af sorte Qvindenat til sorte Hyl Abiriel er bunden sløv og tam. Slipper han engang, brister hans Leer, (ak det voxer, som Skud fra Roden, som vilde Hybenkrat ved Floden, i Phuniel-æten frem i Tiden, for hvergang en from og liden Abiriel jeg gjenvunden seer med Barnesmiil og Aandeskjær!) . . . Slipper han engang, brister hans Leer, med aaben Skræk han i Himlen seer, at Han idrømme parred sig med et Dyr ham Selv ei liig, at Qvindeøiet (hans Himmel før) var Ormeslør at Qvindesmiil (hans Stjernehær) ei meer er værd end Fuglefjer og Puppeskjær: saa mildt det hvifter kun Slangeskjælglands om vilde Drifter, at Qvindeskjød (hans Udødeligheds-Haab) var Mulddynge kun, saa lunken og kaad, SIDE: 97 at Qvindestemme (hans Viisdoms-raad) var dumme Skrig og vilde Raab. Han seer i Himlen, at Qvinden ei kan følge Abiriels Vei: saa langt fra ham, som Dybets Rod fra Stjernekrandsen, han forlod, hun ligger tilbage i Muld og Blod. Vee, Vee, han seer, han fandt ei Sjel i Qvindebarm (endskjøndt han troede, at, indstængt der, en Høiaand boede) saa fri og høi som Abiriel. Manden blev arm, Qvinden blev riig, dengang han parred sig. Vee, naar han elskovsvarm vil flye til Moseseng og Palmelye (i Epheufryndser er Nattergal en Harpe, ophængt i Bryllupshal, hvis Tunge klinger ved den mindste Aande, som Sky slaaer ned) Guddom fra Aanden Dyret stjal: Qvindens Slægt hænger sig fast med sin hele Vægt af Blod og Been, saa Phun-Abiriels Flugt bli'er seen. Før Jorden brister i Støv og Dugg, de Aande-gnister, som Qvindedyret (o som for Spøg) i Skjødet lister, men gjemmer vel i Aske-bug i Melke-røg, og nærer Varmen i Ly af Barmen, ei samles sammen i Graven til Abiriel. Naar Jord er øde, og alle døde, i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde. SIDE: 98 O vee hvad Kamp, naar Slægten blandes, saa ei Forskjel du finder paa Dyr og Abiriel, paa Qvindehjerte og Mandesjel, naar Aandefyret sig dukker taaligt og døsigt ind i Dyrehjerte, naar meer ei Dyret ved lave Jord vil kjendes ved, foragter Blomsten, som vugger nær, men skotter til ukjendt Stjernehær, og troer, hver Stjerne dets dumme Smiil nok suger gjerne, og sukker forfængelig: "Jord, min Smerte! Himmel, mit Haab, hør gjennem Graven mit høie Raab"! . . naar Qvinden tør raabe til Manden: "ti!" . . til Manden, som nu i sit Øie viser den høie Abiriels Vingespidser: "vor Slægt er den samme: jeg Blod har som du: som du er jeg fri. Se dette Bryst? Din Kummers Lyst! Din Svagheds Trøst og Stav! Men en Engels Grav! Ha, jeg er til Himlen bunden, men nu et Særsyn kun i Lunden . . Tilbed mig Mand, saa viser jeg dig mit Fødeland! O paa et Smiil føres du did, hvis jeg vil"! . . . O vee da hvad Kamp i det samme Hjerte, som huser Aanden, der daled' fri, af Kjærlighed til Støvet, i de svale Skygger, for Ro at finde i Hjertehytte, for Sandhed engang med Drøm at bytte SIDE: 99 i Ly derinde . . . . O vee da hvad Kamp med Drifters Lyn og Sandse-Damp . . O vee hvad Kamp for Aanden, som fandt, at Evigheden for sagte randt, med blinde Dumhed og Svaghed halt (der Hundrede Øine paa Ryggen har malt, saa først, naar den faldt, den Synden seer i dens Hul med Latter, og kryber fremad, og falder atter) til hvem Abiriel i Aarespand er spændt for Hjernens Muslingskal, (der ruller frem paa fulde Hjerte) at slæbe den frem til Gravens Rand! . . O Begge vil rode i hans aabne Smerte! Naar Saaret har blødet, og al sin Lægekraft (Taaresaft) ødet, og lukt sig svullent om Brodd og Piil: den halte Svaghed da løber til en Plasterdoctor med vigtigt Smiil: thi Phantasi'en, som spinder af Graaddugg en Regnbu fiin, og væver af Latter sin Smerteliin; og Dumhed vælger da ud iblinde et Plaster blandt det Ragerie, den Kingelvæv, han bedst kan finde: . . Ha snart Forgift han binder rundt om den Hjerterift! . . Det brænder derinde . . fortvivlet Krybet et Helved huler af alle Kræfter, tæller de Taarer, som faldt i Dybet, og iler efter. . . O eller han hvælver et Helved forneden, en Himmel oven, og midtimellem dem begge skjælver; sit Hjerte klæber, som Mos til Steen, han fast til Loven. SIDE: 100 i Helvede Djævle, men Himlen fuld han sætter af Guder af frodigt Huld, og troer at Hvinet af Pidskeslag Forstanden med dens Lyder dræber, men Guddommen føder den hele Dag: Hykkelsk og krum han bærer i Hjertet Vunden, til Rodden det fortærer, og Bønnerne opslide Munden. . . O vee hvad Kamp paa den lille Val fra Hjertemusling til Pandeskal! Et Fnug mod en Aand? En liden Sky mod Sol? og Straalen maa brusten fly? En Draabe, som dunster op en Pest i samme Hjerteknop, hvor Aanden slæber ned en Himmel og en Evighed? Vee Synden stiger fra Lænd og Blod, og Aanden qvæler, der bunden dvæler om Hjerterod: som Pestsky guul, den søger selv i hans Himmel Skjul: i Lænden, som Taagen i Dynd, den savler, i Hjernen den onde Tanker avler, som voxe i Flugten, saa Vingen de spinde fra Pandetinde til Pandetinde, og stikke Nebbet i Øiet ud, og Kloen i Haanden i blodigt Skrud. Hver ond en Tanke er Dragehan, hver ond en Lyst er Dragehunnen, som slæbe -- ak et Djævlespand! -- en Engel fra Himmelen ned i Grunden, hvor Dyrevrimlen fra Mulden blød sig hæver frem af Cajahels Skjød. . . En Latter over den Afgrund hvifter, saa huul og fæl, at Dyrenes Fryd den forgifter, som Rædsels-rasl af Slangeskjæl? SIDE: 101 Ak Haabet (Hjertet i Abiriel) . . . . ak det er Haabet, som sank tilsidst. Dets Taareklokke i Smiilsnor, som klang Afgrunden Trøst fra Himlens Dom, har faaet Brist. Dernede (hvor den arme Sjel, som drukne Drifter, sover, og sandser meer ei ovenover en Stjernes Velkommen, en Gravhøis Farvel) sig Haabet selv . . ak nei! kun nær . . først til Fortvivlelse skifter: fra Engel til Orm, der i al den Hær af Orm i Hjertet (det Helveddyb, hvor Drager er Fugle og Djævle Kryb) sig vildest vrider, sig Selv til Ørvids-skrig og døde Anger til Suk den bider. . . Vee det er det eneste Liv, som hvifter i uddød Hjerte (hvor Aanden svandt, og Dyret vandt, som nu til Hevn, fordi Du stjal Dig ind i hans halve Hjertehall, vil splinke denne, og styrte sig . . . . med Dig: et Helved skabe, hvor Dyret gjerne vil styrte ned med en Aandestjerne, der vandt en Jord, men har Himlen at tabe) . . Fortvivlelsens Hviin det Liv, som hvifter i uddød Hjerte som Fødselssmerte, før Aanden er bleven til vilde Drifter? Vee, Glemsel af Alt er Fortvivlelsens Liig: Dyret sin Seier har vunden, Abiriel død i et Hjerte er funden! Ha, Aanden døer ei! Om han blev saa ond som Slangen, om han rev et Duehjerte ud i Flugten, blot for at suge dets Slag og Lugten SIDE: 102 (saa dog han til Lossens Grumhed føier den Tanke: jeg mig Selv fornøier) om han sin laante Skjønhed smitted' med Laster, som ei Svinet hitted': Han døer dog ei, men dybere ind (saa neppe han faaer Luft til Suk) væver han sig i sit Puppespind, som traurig Edderkop paa sin Snor (fra Taget spunden og ned i Grunden) fra Dag og Straale paa Linen løber, og nederstnede i Mulm sig svøber, saa Ugleøje dens Been og Horn ei ud kan pille af Mørkets Korn. Ak foer en Aand paa Nervesnor, paa Hjertevinge og spændte Aarer, i Hvirvl af Taarer, fra Verdners Skue til mulmet Jord, fra Aande-lys til Dyre-nat, fra Tanke-tale til Drifters Skrig, sin Skjønhed kasted' for dette Liig, sin Evighed fik i et Fængsel sat imellem Vugge og Grav, og bøied den ind under Maalestav: under Qvel og Morgen, der synes ved Himlens Skjolderand at skilles (ha, de ligge der, som om paa de røde Skyer enhver af dem var en Evigheds Moder!) men begge knyttes de med en Guirland', (med Dagens Fryd og Sorger) som vexlende Hjerterne slynger om med Torn og Blom: -- Dog kun fra Algodhedens ene Bryst og til det andet, af egen Lyst, sig Aanden flytted'. For Kraft og Sandhed, der flød ham til (som Stjernemelk) i Verdners Smiil, Han Drøm i lukket Blom sig bytted'. Men denne Drøm -- vee, hvis han mindes, SIDE: 103 at en Ohebiel end findes -- skal kaste Duft og Glands (som Stenen staaer der kold og bleg, naar Vedbendsløret og Hybenkrands for Stormen veeg) naar Aanden vil gribe den for at fylde sit Hjertes Øde med Morgenrøde, og Tanken, der reiser sig stjerneklar og maanekold, om Hvad han var, og skotter til Himlen i Taareglar, bedrøvet hylle i Tusmørkeliin, hvor Kys er vævet, som Stjerner, ind, Omfavnelser som Nordlys-par, der ryster Duggen i Blomsterkar: naar, i sin Drøm (paa Qvindebarm spunden) Abiriel troer, i Nat og Jord sit Selskab funden, sin Himmel gjenvunden: naar, i et Øiebliks Fryd, han troer, at Himlen med til hans Afgrund foer, at Evigheden sig sammenkrympet har i Eden, at al hans Salighed i Qvindeskjød er sjunken ned, saa, uden med Sorg at blandes, saa, uden med Kede at vandes, han kan den nyde i et Drag, saa han ei sidder bunden ene med Been og Sene til Dyb og Stene, forviist fra Himlen, men Engel fik med Straalevinger i Qvindeblik, i Qvindebarm to Himle hvalte, med hver sin Verden, morgenmalte. Ah, er ei Tvende nok: saa gjør til Sole dem Begge i Stjerneslør, saa hver en Flig af Qvindehud en Verden bliver, og du dens Gud, der har en Engel i Qvindens Øie -- ak Qvinden er din hele Verden! -- SIDE: 104 svævende over to Himle høie, i Qvindeskjød et Dyb, hvori en Cajahel maa lystre din Phantasie. Saa maa du gjøre, Abiriel! -- Du ellers fortvivler -- forfør dig Selv! Drøm, du er ei lænket, men fri som før, af Lune kun hyllet i Larveslør, at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt, saa Tiden maa bag dig synke træt, og stønne Sagn og Digt og Sage (som du i Ætten jo hører selv) om svundne Dages Abiriel, naar, støttet til rustne Runestave, den synker, bag din Flugt, tilbage paa brustne Grave. Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud. Af Qvinden (din egen Phantasie, Du udenfor seer saa lys og fri, at du dit Væsen kløvnet troer, saa kun i dig Selv din Viisdom boer) maae paa dit "Bliv"! dine egne Tanker strømme ud i formet Jord som Liv. Drøm saa Abiriel: saa Hjemveen, som din Fryd fortærer, skjøndt lige tom, saa, i sin Lethed, den stedse er bered paa Sukke at flyve til Himlen afsted, faaer Stormvind af Latter og Skyer af Smiil at æde og kjæmpe imod i sin Iil, at dynke med Graad, saa ned den synker tung og vaad, men Himlen hænger over klar som Taaren over den Aand som var. Væv Drøm, Abiriel, om dit Hul (om end den skal spindes paa Vanvids Hjul, der løber paa Smiil-ege, lang og krum, i Taare-fossen paa Kind-steen stum) jo mere broget, jo bedre Skjul, SIDE: 105 jo mindre seer du din Grav er huul, som Himlen fuld. Thi, vee, det Værste, Abiriel opdage kan i Muld -- Det er dig Selv. Spind rundt dig da, som en Edderkop, saa du ei længes mere op, og Frihed ei mindes, imens du bindes . . Spind om dig en Drøm, saa du kan glemme, at du ei længere er derhjemme, saa Hjerteknuden, der binder Guden, du føler, i din Slummer tam, ei trang og stram. Drøm, du er vorden først fri og salig imellem Hjorden. Thi her er Sandhed og Drøm saa lige, at Begge tilsidst de det Samme sige: saa prøvet, følehornet Tanke, der lyster til Himlen (som klæbrig Snegl, der lyster sig vugge paa Palme-seil) i Dyb og Mose krøb, hvis ei Indbildningskraften skjød en Ranke (som Straaler mod Himlens blanke Speil) med brede Blade-ving, der Snegle-tanke i Blomsterring fletter, og letter paa rette Vei. Ihøiden det gaaer dog med Sneglen, om end Ranken ei holder, hvad Roden lover; men slynger sig løst, hvor det Vinden hover, saa Sneglen ei altid til Maalet kom; thi kaade Ranke i Flugten vipper sit glatte Blad saa det Sneglen slipper, og flyver saa vidt og saa frit den vil fra Egemuskel til Palmesmiil, mens Sneglen dernede i Muld maa lære, sit Følehorn under Mosen bære. SIDE: 106 Ak drømte saa Abiriel, og først i Graven saae sig Selv, naar Baand og Rust tilbage føg for Obaddons Pust! Men du vil vækkes, og see dig Selv, og til Vanvid skrækkes. Se, naar med elskovsrøde Kind (som udspændt Seil af Cajahels Vind, der stiger fra Hjertet -- o da saa stort, som Østens vidtslagne Morgenport -- og jager mod Hjernen en sittrende Drøm, -- som Samum, mod Himlen, af Støv en Strøm -- men kaster til Lænden saa varm og mørk en dalende, syngende Sky af Brynde, -- som surrende Græshoppehær, der gav en Middagsstund Liv og Lyd til en Ørk, liig Sukket, der flyer over Grav, men paa den anden Gravens Side, med Neslerøg blandet og Liljeduft, maa henflyde taust i den tause Luft, som Skum over Skjær ud i Hav maa glide) . . . Se, naar med elskovsrøde Kind, (den ydre, gyldne Ramme af det Qvinde-ideal i Mandens Sind, Ohebiel ham med fra Himlen gav) som med en Morgensol han belyser sin Qvindes nøgne Ynde (Cajahels Latter bag Rosenslør tynde) hvor Smiil er Maaner i Midnathaar; og, naar om Qvindens Barm (den tvespændte Karm, hvorpaa gjennem Menneskeæten han skal fare tilbage til Himlens Hal) han blanke Muskler slaaer (som hvide Jøkler om Dalens Vaar) og seer -- saa nær, at deres Læber synes et Sommerfuglpar, der klæber i Parring fast, og Mandens Bryn beskygger Qvindens favre Syn -- SIDE: 107 . . og seer saa dybt i Qvindens Øie, som om han vilde der blive vaer de Himle høie, han mindes, jordet etsteds har. . . Ak han seer -- han stirrer -- og gyser -- han øiner kun et tosset Dyr: i Qvindeøiet, som nys ifjerne en Vaarnat var med Aften og Morgenstjerne, han seer et Snogepar sammenrullet, som Hvirvelrøg af Brynde-fyr, at dække Reden i Øiehullet . . . . han stirrer og gyser og flyer. Ha, hvis han saae i Qvindens Øie en Aand ham liig, der blottet paa Smiil-nymfæer laae og baded' i Taarer sig: i saadant Bad steg da Begge ned, og toede reen deres Kjærlighed. Ak Himlens Salighed og Jordens Lyst sig parred' da i uskyldigt Bryst! Saa sluttet og fuld som Synskredsens Hjul om Sole-axe af Ætherguld (Cajahels Karm) om Hjertet bøjed' sig da hans Barm, saa udenfore sig selv Han saae ei skyvilde Ønsker flagre og slaae . . . . Ah, fløi et ud med Klage-torden og Suk-storms Fart, for foran Graven at finde Gud og Aandeviisdom og Saligheden: ei langt det fløi: det daled' snart i Qvindens Barmhimmel, hvalt og høi, og fandt da der Cajahel for Gud (Gud i Muld for Gud i Himlen af Aander fuld) for Salighed dog Kjærlighed, SIDE: 108 i dette Liv, Ebben i hans Evighed, paa Bunden dog en Perle Fred, for Aandestraaler dog Aandeskjær . . . . . O da naar Qvinde og Mand vare Eet, ei noget Ønske sig flagred' træt; men tog i Støvet det Mindre viist, og gjemte det Bedste i Graven til hist! For Himlen hisset (thi den de veed ei tynges af deres Bønner ned) de kunde Begge her mellem Barmene en Himmel lægge, hvor Qvinde i Mandehjerte saae Aftenglød, og Manden i Qvindehjerte saa Morgenrød, saa Mand og Qvinde omfavnende stedse den sammenbandt: i Vemodsblik, som i Regnbu-gevandt, de begges Aander da fløi derinde, hviskende til hinanden: "af Himlen, som faldt, i Dig har Gud mig en Skygge malt." Ah, snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag af Skyer om Barmenes hvælvede Dag, af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld, hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld, til de spænde sig selv i Palmely ud til Smaaehimlehvælv, saa Forældrenes Himmel finder Jorderund for snever, og regner Støv i Graven til denne bliver fuld, men Selv, saa viid og let og klar, som Himmelen, Messias har, meer fuld og riig end før (thi Ohebiel Abiriel der favne tør) den atter sig hæver fra Drøm til Sandhed, fra Kjærlighed, (ak tidt urolig, en smertebleg Blomst med Suk til Løv, som ahnede den, at Hjertet af Støv kun var den en laant og fremmed Bolig!) . . fra Kjærlighed til Salighed, SIDE: 109 fra korte Suk til en Evighed af Fred, fra Muld til Gud. Det skee! Det skee! Abiriel see i Qvinden sig Selv (en Aand liig ham i Baand)! I denne Qvindeskabnings dumme Blik Han læse ei sin stumme Forviisningsdom! Et Glimt skal vise en Aand der bag, som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag! Et Aandeglimt i Qvindens Hjerte Han skimte selv i Hendes Taare! O denne skal paa Smilets Stengel i Mandens Tungsindsnat være Kjerte, saa Han i sit Hjerte Haabet seer som liden, sløret Lysets Engel, der ligger og beder ved natsort Baare. En Aandestraale i Qvindens Smiil forraade til Abiriel, at Han ei gaaer her ene for evigt, forviist blandt Dyr og Stene! Han ahner -- o Fryd! at, som Han, en Aand sin Vinge ham rækker i Qvindehaand. Og stolt, for denne Anden at overvinde, nu kjæmper Manden: for Qvindeaandens Liv, som Bytte, til sine Trin mod Himlen knytte. O søde Strid, hvor Manden maa kjæmpe blot for at vinde hvert Sorgenssuk fra den svage Qvinde, for dermed egen Sorg at dæmpe! Thi Han er seirsglad, naar han veed, at en Aand ved Ham har sin Fryd og Fred. O skjønne Strid, hvor Kraften vil vinde kun den Svages Smiil! hvor Stolthed (thi Han vil være den Første) SIDE: 110 maa bruge Taalmod til Skjold og Kjærlighed til Fangevold! O, jeg vil ei efter Seiren tørste; men gjerne vil Ohebiel tye ydmyg i Abiriels Lye, og suge der med Tak sit Liv, og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv! knæle fra Dig, saalangt som Du knæler fra Himlen nu; men, naar Du reiser dig høi og stor, som før histhenne, da skal Du kjende Hvem Aanden var, der dine Sorger i Støvet bar, hvis Kjærlighed avled' et Haab med din, der krandsed' vor Grav til en Bryllupsseng, hvor vi Begge formæle os atter med vor Evigheds Fred. Ha, i din Seir Jeg min vil see, og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ mit Sejersraab: "Abiriel, haab!" Salige Mand, hvis du kan finde en skjønnere Hilsen til din Qvinde! Du kan ei? O, da forenede vil vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab: "Menneske haab!" (Ohebiel forsvinder i Qvinden, som vaagner, og springer op.) Eva. (seende forskrækket imod Himmelen.) Lys! Ild! Messias. Ohebiel, fra Himlen forsvunden, har sig til Jorden bunden. Qvinden fik sin fornuftige Sjel i Ohebiel. (Adam vaagner, seer sig forundret om.) SIDE: 111 Eva. (seende imod Jorden.) Jord! Mørke! Adam. Tys! Chor af Aander. Vanvittige Aander! Vee, sig igjen De kjende ei mere i Himmelen! De kjende sig Selv ei igjen, og Jorden er tvende Aanders Gravhøi vorden. Messias. Nei, Jorden skal vorde et Altar for Freden imellem Kraften og Kjærligheden. Qvinden har sit Offer for Manden alt begyndt paa Jord. Ei Hun det ender før Jordens alle Vugger sammen til Grave falde. Eva. (seende mod Solen.) Ah, Lys! Himmel! (holder forskrækket Haanden for Øinene.) Adam. Tys! . . Mig Selv . ? Chor af Aander. Vee, Himlen sjunken ned i Jord! Vee, Aandemord! Abiriel qvalt i Mandens Arm! Messias. Kun Qvist af Himlens Kraft i Muld er sat, men ikke tabt. Eva (seende sig forbauset om.) Jeg seer. Jeg er. Adam. Nei, ei mig Selv! SIDE: 112 Chor af Aander. Vee, Himlen sjunken ned i Jord! Vee, Aandemord! Ohebiel druknet i Qvindens Barm! Messias. Kun Knop af Himlens Kjærlighed i Muld er sat, men ei forliist. Den blomstrer op med Kraftens Qvist paa Jorden som en Mand og Qvinde, og i dens Skygge Fryd og Fred skal alle Livets Hjerter finde. Abiriel og Ohebiel særskilte hjemvende; men Elskoven i Støvet i Førstefødtes Sjel (og evig gjennem Ætten) forene skal de Tvende, saa i hvert Bryst er dølget en Abiriel-Ohebiel: Ja Kraft og Kjærlighed af Cajahels Blot ombølget som paa en deilig Øe. Men Nerverne gynge, Blodstrømmene nynne og synge, saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover, til Gravens mullne Skyer, der tystned over, nedsynke: Aanden da i Himlen vaagen veed sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed. Eva. Tys: Jeg hører! Ah! en Fugl! Adam. Ha! Hvem er Du? Ei mig? Eva. Jeg hører, jeg seer. O, Duft! O Liv! O Alt! Adam. Ah Duft! Ha Sang! Se Liv! O Alt! Du taler som jeg taler Selv. SIDE: 113 Er du min Tales Skygge eller min, som denne der er Palmens? Se, jeg er jo skjønnere og lysere end Palmen, og maa da have Skygge lysere. Ha, har min Tale Skygge i din Tale, som Jeg i Dig? Naar Grenen hvifter, saa flagrer Skyggen. Eja, jeg vil prøve . . (hvifter med Armene.) Nei du staaer stille, Skygge. Ak du er da ei min Skygge. Vel, jeg vil da være din Skygge, saa, hvorhelst du gaaer, gaaer jeg, hvorhen Du seer, seer jeg, og selv min Tale bli'er kun din Tales Skygge eller Gjenlyd . . O ja, thi se mit Øje, bruunt og mørkt som Kildens Eeg, kun synes passet til dit klare Øjes Skygge, blaat som Kilden, og lys din Tale er, saa jeg forstaaer den bedre end min egen (thi om den jeg veed kun, at den kommer fra min Tunge . . nei, ei fra Tungen først, men først fra Øiet og Øret, men jeg veed jo ei hvorledes jeg Alting, hvad jeg seer og hører, taler) men, naar du taler, lysner flux hvert Ord et Svar dertil op her hos mig . . Ah, ja, om kun du smiled', eller gjorde Mine, forstod mit Øje det, og lærte Tungen da flux et Svar . . O, om Du ikkun rørte mig med en Finger, føler jeg dog med mit hele Legem, at jeg vilde svare. (nærmer sig Qvinden.) Du taler ei? Du hører ei, jeg taler? Ak, er Du død som Alt? Fang ei dit Øje med Haanden! O jeg saae, hvor det var skjønt og glindsende som Duen. Ak, du græder! O græd ei, ellers maa jeg græde med: Jeg er din Skygge. (træder frem for Qvinden.) Eva. Ah, Jeg der? O . . Du! SIDE: 114 Adam. Nu veed jeg, Eet vi ere, skjønne Du! O skjønnere end mig og Alt! Eva. Ei Eet, dog ei forskjellige i Meget. Adam og Eva. Ak, jeg føler dog, at din Forskjel er skjønnest. Eva. Saa find en Lyd for Dig, men riig nok til, ved blot en liden Synken, mig at vise. Thi Du fra Mig ei skilles mere end saa langt et Aandedræt fra dette korte. Adam. Som "Han" skal være mig, saa Du er "Hun" Eva. Ah, ja, den samme Lyd i tvende deelt. Det ligner os. Ak, smukke Han, hvor kom Du? Jeg troer, Du voxed' op af mine Taarer; thi Dig jeg seer, men dem ei meer paa Græsset. O, var det saa, jeg frygted' ei for Intet, og ei min Graad var spildt. Dog er det sært, at jeg er i den ene Han saa mæt og frygtløs, som om tusind Slige laae i denne Ene . . O, jeg ønsker ei, ved flere Taarers, fleer Smaaeøines Tab, mig sanke Fleer end denne ene Han. Adam. Hvad taler Du? Eva. Se, nys jeg frygted', græd, og, mens jeg græd, jeg fandt Dig. Nu ei meer jeg skjælver under dette Alt, som stormer SIDE: 115 paa Øjet ind, og dette Altings Lyd, som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste ei om jeg frydes skulde eller frygte, men Øjet brast -- saa syntes mig, endskjøndt det vist er nu som Solen fuldt og klart -- da Barmen blev for fuld! Men nu, da Du er her, jeg veed, at Alt er skjønt og kommet som Løfter foran Dig, thi deraf kom den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ fortælle vilde først: nu kommer Han. Ah, Du er kommen, men hvor kom Du? Adam. Ja, mon af Solen eller disse Stene? af Marken, saa jeg er den bedste Blomst? Jeg veed ei. Eva. Ah, hvor høit du taler! O tal meget! Øret kildres ned til Barmen, saa den maa lee. Vist har du tæmmet i din Mund en Storm, der sig forviklede i Krattet? Adam. Først -- det veed jeg -- vaagned' Øiet af Ørets Latter (thi deri Alting loe, idet Det kiged' mig i Øjet ind.) Men -- se, som du, jeg svimled', da jeg vaagned', som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande. Thi frem ifra mit Dyb i Barmen et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende -- o som en Sky, saa vid som hele Himlen, ja videre, thi den Det vilde sluge -- sig trængte voldsomt opad mod mit Øre, mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden, for sig i Rummet sprede, at Det kunde opsluge Alt, som i Uordens Fylde indstormede paa mig. Mit Øie syntes, for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og SIDE: 116 mig Selv at see paaeengang, mig for lidet; for trangt mit Øre, for at fange heel den Lydstrøm, som fra alle Sider bruste. Jeg svimled', da jeg hørte, men ei skilned'; thi Lyden var saa ny, at jeg med Skræk den hørte, vidste ikke hvad var Vellyd. Mit Øje sortned', da det Vrimlen saae, men mægted' ei at skilne, saa jeg vidste ei om jeg skulde frygte eller frydes. Jeg turde ei omfavne Palmen, skjøndt mit Øie saae den skjøn; thi Øret frygted' en Brusen i dens brede Blade. Alt mig syntes da for snevert inden mig, men Alt for vidt derudenfore . . Eva. . . Ak. ! Adam. Dog sandsed' jeg mit Liv; men, i den Storm af Billeder og Lyd, kun som en Qvist, der bølges hid og hid, saa nær den brister. Og, skjøndt jeg saae med Frygt, og hørte med Skjælven, følte Luften paa mit Bryst med sitrende Latter, og omfavned' angst og glad mig Selv, for ei at falde, skilned' jeg dog, at jeg skjalv imellem Sol og Jord og Lys og Mørke, mellem Ild og Kulde: saa Selv -- der kom en Vished fra mit Indre, der skjød sig som et Glimt ifra det Dunkle og Varme, Store, der i Brystet bølged', og vilde sluge Alt igjennem Øjet og Øret, Skyen naae med Fingerspidsen, saa, naar Det fyldtes, ud det svulned', saa jeg syntes at det vilde sprænge Panden -- saa, midt i denne bølgende Forvirring, midt i min egen Angst og Fryd og Latterskjælven, jeg sandsed' dog mit Liv, og syntes da, at Selv jeg maatte være Klump af Muld, der havde drukket op en Solens Straale, SIDE: 117 og varm da over al den anden Muld opreist sig. Eva. O, som jeg! Hvor Alt er ligt! Adam. Det syntes mig, som om igjennem Øjet Solstraalen havde skudt sig ind i Brystet (thi saae jeg ei? og, hvor jeg saae, blev lyst?) og flød saa derfra gjennem Arm og Haand. Thi Haanden løfted' sig, og holdt for Øjet, som om den vilde skille ad fra Solen dens Straale, og den der begrave . . Ak, den sank da ned i Brystet sitrende. Føl her den banker, som om den vil ud! Eva. (holder Haanden paa hans Hjerte.) Ja, ligt med mig. Den svulmer som hos mig. Føl . . Ak, den gode Sol! Jeg fik en Straale, som din saa lys og stærk . . o stærkere: Se, hvor i Bugter den mit Bryst har udspændt! Adam. (holder Haanden paa hendes Hjerte.) Ja, (gode Sol!) Du har en Livsens Straale, saa varm som min, saa lys, thi Endens Funklen (som Slangens Svands, der stikker op af Mulden) jeg i dit Øje seer. O, Sol, din Straale, som nylig vilde sprænge mig i Rummet, da Alting stormed' ind, saa jeg ei aanded', er bleven mild, og svulmer ikke mere, for atter vende om til dig og lade mig øde her tilbage i min Muld, foruden Lys og denne Brystets Aande, som er dens milde Røg . . . Men -- o jeg veed ei -- sagte synes den at sitre nedad for at tvinge Foden til hen mod Dig at flye, at bulne ud i Bryst og Arme, saa de brede sig, SIDE: 118 som Straaler, for at favne Dig og flye ind i din Barm, for der at smelte sammen med Straalen, som den gode Sol Dig gav. (vil omfavne hende, men flyer tilbage.) Ah, hvis jeg misted' den, var Jeg jo Muld, og øde, mens Du fik et dobbelt Liv. Jeg sortned', naar dens Lys blev borte . . O, jeg kjæmped' nylig med den jo, at ei den skulde flye til Solen, der jo var det Skjønneste, jeg saae . . ja flye den vilde mod hver en Blomst paa Himmelen og Jorden, mod hvert et favert Liv, saa efter Slangen, der som en Regnbue bøjed' sig omkring den lille Roses Sol, jeg greb med Fryd . . . . O, ad saamange Veie flye den vilde, at jeg af Angst og Fryd tvang Øjet (der jo evigt vilde stirre) til at lukke sig inde i sit gamle Mørke; men da saae jeg Sol og Blomst og Slange og det hele Liv, som nys jeg havde seet og følt og hørt derudenfor, at bølge som Regnbue, af Blade, Dyr og Skyer flettet, herindenfore Øjet. Se, jeg syntes, at Bjerget hist, som nys jeg havde seet udaande Ild og Røg hist langt i Fjernet, nu indenfor min Pande svulmed op med al sin Ild: saa nær jeg saae det, at jeg kunde gribe det; dog var det Intet. Mit Bryst ei rummede min Angst, og Panden nær sprængtes af den Hvirvl af Syner, saa at Vand kom i mit Øje. Ei jeg voved' at aabne Øjet, at ei flere Syner indstrømme skulde; dog jeg maatte høre, at vildt de brused udenfore. O, jeg nær var brusten; thi jeg troede, at den hele Bladerasl og Sang og Bjerget, der svulmed' Alt herindenfore Øjet (hvor Straalen tvang mig til at see) var Skrig fra Jorden, der mig vred forfulgte, og SIDE: 119 gjenfordrede, fordi det Lys og Liv, jeg fik fra Solen, hæved' mig fra Mulden, og gjorde mig mere Solen liig end Jorden. Jeg troede, at jeg kjæmpede med Jorden, og fandt et Forsvar i mit Øjelaag, saa den ei overvælded' mig med Syner, hvis Farver syntes mig var Jordens Vrede. Da Alt fra-uden vilde knuse mig, og Alt, jeg saae, ved Straalens Lys, bag Øjet, mig vilde sprænge her fra-inden: da af Livsensstraalen, skjøndt den qvaltes nær (saa Brystet banked' dobbelt af dens Slag) af Synerne, som trængte ind for hvergang jeg maatte aabne Øjet for en Taare, jeg fik min Frelse. Thi den trængte sig igjennem al min Angest, op mod Læben og toned -- ha, det Under! -- ud i Luften lidt efter lidt fra Tungen, og om Alt jeg talte da; og -- o et større Under! -- (som om kun Livsenslysets Overflod gik bort, men selv det fløi ei bort i Talen) Alt hvad jeg nævned' kom i Orden flux, som om af Talen Alting blev belyst, som om de Syner, der nys trængte mig, for Tungens Klang flux fløi til deres Sted, som om jeg ved min Tunge Alt behersked'. Thi samme Øjeblik, jeg sagde: "Lys! Luft! Jord! Mørke! Ild! Lys! Ild!" da standsed' Ild og Lys og Luft heroven, og Jord og Mørke sank herneden og krøb ind i Skoven: og jeg, da jeg saae mig Selv imidten rolig, raabte høit, som forat undertvinge alt det Mindre: "Jeg seer. Jeg er"! Hør, da jeg dette sagde, og hørte Selv, jeg sagde det: saa vidste jeg, at jeg var, saa vist som Solen var, thi Begge saae jeg; og jeg vidste da, at Livsensstraalen, som jeg fik fra Solen, SIDE: 120 og som betvang nu Alt, var den, som kaldte sig Selv nu: Jeg. Eva. O, ligt mit Liv! Adam. Da Alt jeg havde mønstret med mit Øje, og ordnet Alting med min Tale -- ha, mit Bud! thi Alting lystred hvad jeg talte . . . -- Thi Alting vidste jeg, var saa isandhed, som jeg det saae og nævnte, saa jeg turde om Dalen sige, at den knæled, og om Bjerget, at det stod, at Sletten laae, at Træet taug, saa ikke denne Solsort (saa hedde den til Spot paa Solen!) var dets Tunge, som jeg nylig maatte troe -- . . Da Alt jeg mønstred nu og ordned' -- Ha, da syntes mig, at noget Andet end min Tunge i mig talte høit, saa høit, at "Tys" jeg raabte "Tys! jeg hører . . ha"! Og dog jeg hørte ei med Øret Noget, hvis, som mig syntes, Øret ikke var vendt indad; thi jeg hørte Noget der . . -- ak uforklarligt: hørte uden Lyd! Som Tale lød det ei; dog var der Ord, men uden Lyd, som om jeg kunde blæse en Række Ord i Sandet, saa jeg saae dem. Dog vidste jeg forvist, at vel jeg kunde med Læben nævne nogle af de Ord, som taltes i mit Indre. Ah, jeg mindes end nogle, som blandt mange dunkle lød: som, da jeg saae en Løve med Løvinden, og Skoven fuld af Palmer, mens jeg stod paa Sletten ene: nævntes hos mig Selv "Selskab" "Ensomhed" og "Skabning" "Væsen". Og denne Tale i mig Selv jeg kaldte ei "Ord" men "Tanke" og "Begreb" fordi jeg vidste mere da end, at jeg saae, thi ogsaa Hvad jeg saae. Og det, som lærte SIDE: 121 mig ved en saadan taus og indre Tale, jeg kaldte: "Aand". Eva. Saa klart hos mig har Aanden ei talt, men Hvad den talte "Følelser" jeg kalder. O de ligned' Kilderisl. Adam. Men Aandens Tanketale -- skjøndt det fryded mig høit, herinden i mig at besidde en Stemme, som jeg kunde tale med om Alt Besynderligt derudenfor -- forskrækked' mig, da ei jeg mægted høre og svare paa dens Strøm af Spørgsmaal, der sig heftede til hvert et Blad, som for at suge ud den Kraft, der skjød sig ud i slige Fryndser og Farver. O de føg, blot paa en liden Blomst jeg saae i Græsset, i vilde Rigdom, som hist Fjeldets Funker, som op af Blomstens lille Bæger, mens jeg stirred' deri. Dog de svømmed kun som tom Røg ovenover, saa den Bund, jeg søgte, ei jeg fandt; ja, selv et Sandkorn, som glimred' da jeg tog det op i Haanden, blev, mens jeg stirred paa det (skjøndt saa lidet) dog dunkelt og uhyre som en Sky, hvori mit Øje sank som enkelt Regndraabe. Jeg syntes, at den vilde Aandetale, at Tankerne, som mylred' over Alt, og vilde krybe selv i Stenen ind, og see dens Aarer klart som Træets Qviste, i Jordens Dybder rode, Himlen kløve, tilsammenknyttede sig i mit Hoved (som var det mørkeste Dyb at kige i) og brast da som en stor, uhyre Taare, der atter delte sig i tvende mindre, foruden at jeg vidste, hvi jeg græd. Da alle Tanker, Alt hvad før jeg vidste, mit hele Liv, mig syntes flyde hen SIDE: 122 ud i et skygraat, ubegrændset Hav, som -- skjøndt det burde være navnløst -- Aanden mig lærte kalde: "Sorg". O Sorg, du graa og farveløse Flaggermuus, der flyver søvnig mellem Liv og Død, selv hverken Liv eller Død! Intet elskende, selv hadende den Graad, som nærer dig, og Følelsen af Liv, som fødte dig, du fik et Navn -- jeg veed du er paa Jorden! Og denne Vished, at du er mig nær, ja maaskee svulmer under mine Smiil, har gjort mig angest for min egen Fryd, saa Suk jeg lytter efter i min Latter, og søger Taarer mellem mine Smiil . . o blegnet selv mit Øje, saa jeg synes, at Liv og Himmel straaler ei som før, at Fuglens Sang ei lyder høit som før, at Rosens Morgen sank, og Hyacinthen blev bruun istedetfor -- saa synes mig -- den før var hvid . . o, Sorg, din første Aande forgiftet har min Fryd, saa ei den er saa gjennemsigtig, lys og let som før, da Palmens Glands den bar, naar jeg saae Palmen, Tulipens Ild, naar jeg Tulipen saae, Violens Blaa, naar jeg Violen saae, med Lattergysen og en dunkel Sødhed den mørke Skovhals Raslen efterligned', men skiftede til Solens Lys og Varme naar jeg paa Solen saae, min Fryd dens Liv og Straaler efterlignede med Jubel. O, se, mit Øje syntes mig da være en hulet Regnbue, hvorigjennem jeg paa Alting saae -- saa skjønt, at Skyen syntes at være Blomsterengen nedadvendt. Men Alt, som om det sørged', visned' nu, da Aanden talte saa forvirret, og til Sorg omsmelted' sine Tanker, som om de i Fødslen vare altfor bløde og maatte flyde sammen. Snart den talte SIDE: 123 imod mit Øje . . o som om den vilde indbilde mig, at Hvad jeg saae var Intet; snart sagde den om Himlen, den var aaben, skjøndt klart jeg øined, den var lukt med Solen: at Mange, Mange, som paa Engen Blomster, mig Lige, der i Himlen græd for mig, saa nær jeg syntes som jeg hørte Klager, skjøndt, naar jeg saae den, var dens Skyer Smiil, og Vinden loe kun, Solens Blik var aabent. . . O, jeg tilsidst ei vidste Hvad jeg saae. Dog vidste jeg, jeg leved i min Sorg. Thi af sig Selv et Vindpust reiste sig (og dette Vindpust kaldte Aanden "Angest") fra Barmens Bund, som syntes fuld og klemt; og, forat give Sorgens dunkle Øde et Afløb, og at prøve om ei Angstens den kolde Vind igjennem Læben kunde en Udvei finde, for at høre om jeg leved end, og dette Dyb af Tanker, hvis vilde Brusen ei jeg mægted' styre (thi, som jeg sagde, hefted' de sig fast ved Sandet, røg saa ud derfra mod Skyen, krøb under Slangens Bug, og steg saa lige -- o snarere end Ørnen -- op i Himlen, og vilde, af umættelig Videlyst, see Stenens Tyngde, høre Stormens Kilde,) . . for disse vilde Tanker skræmme bort og mætte dem med Noget, som var sandt: med Lyden, aabned' jeg min Mund og talte, og, som om jeg var glad og frygtløs, raabte: "Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt!" Men Aanden denne falske Fryd beloe: det var som om jeg Selv var tvedeelt, saa den ene Deel af Mig beloe den anden Deel, fordi den Kjækhed sveeg sig til og Fryd, som om det Raab gjenklang i hver en Aare: du er dog angst og sorgfuld trods din Jubel! Og, se, med denne sorrigfulde Sandhed, som tørrede med Rødmen mine Taarer SIDE: 124 holdt Himlen selv; thi ikke saadan Solsort den sendte, som jeg bad om i mit Raab (en, som til maanegyldne Nebbets Klang i Kroens midnatsorte Dyb faaer Gjenlyd, som om det indeni var Stjerne-sølv) men flux en rædsom Fugl, som Natten sort, med udspændt, blodrød Kroe og gule Striber, med brede Vinger, som . . ak ei jeg vidste om det var Vinger eller Skyer . . Ha, hvis ei jeg havde seet, at den fløi med Vredes-klapren op fra Himlens Ende, jeg maatte tænkt -- saa tung og sort den var -- at den min Sorg var, som sig lettede mod Himlen fra mit Bryst, som nu blev øde. Thi i det Øjeblik der laae ei selv et Mindebilled af det Liv jeg saae; men aabent stod det da og lytted' til sit eget Øde og Uhyrets Fylde og tunge Flugt, som om dets Vingeklap min Angest var, der steg mod Himlen. Eva. . . Ak . ! Adam. Thi nu jeg var ei angst, men tom som Stenen, og did, til Muld tilbage, jeg mig ønsked'. Da, som med Brag den daled' paa mit Hoved, og qvalte, i sin Nærmen, selve Luften, da tænkte jeg med Smiger den at sone, og raabte til den, skjøndt dens Sang var fæl, saa selv de døde Stene skjalv, og Træet med Bladet hang, som om det var dets Øre . . . . da raabte jeg, som med min sidste Aande: "Ha, tordn! en Sang! Lystig"! Men, ei forsonet, Nebbet, guult som Droslens, men fuldt af Vrede, den, med rædsom Hvisl, udstrakte da fra Himlen ned i Jorden. Da, for mit Liv at frelse, SIDE: 125 den Aand, som talte i mig, lærte mig med skjult Spot, at raabe ud med Løgn: "O Lyn! Lyn! Ah smukt! En Blomst i Skyen!" Men atter Dødens Fugl, som vakt ved Raabet, sit Neb udrakte . . se, og greb for mig den Bananas jeg favned'. Ak, jeg gav et Suk, det sidste før jeg saae dig her. Thi, da jeg vaagned', var min Rædsel borte og Jorden mild og Himlen blaa og klar, og du stod her, min levende Fryd! Se dette er mit Liv! Hvorfra jeg kom jeg veed ei -- kun, at jeg til Fryd er kommen. Eva. Ah ja som Jeg. Dog troer jeg, du er kommen mest til min Fryd. Adam. Jeg veed, du er min Fryd. Thi, nu jeg favner dig, jeg bunden er til Livets Hjerte. Alting jeg forstaaer; thi med din Skjønhed maaler jeg det Skjønne og Hæslige; og, med din Stemme, Vellyd og Mislyd, saa at hver en Stemme, som ei synes som en Efterklang af din kun Rædsel er. Og, som i Takten med dit Hjertes Slag, min Aand, som nylig fyldte min snevre Tinding til den næsten sprængtes med Tanker, der fra Blomstfrø kunde voxe til Himmelvidde, taler viist og rolig, og kjæmper ikke meer med mine Sandser, men seer nu Alt igjennem dine Øine, saa Hvad der fryder dig maa fryde mig. Og Tankerne, de tause Ord, den paa min Pandes Indre malte, staae nu klare: saa Tanken "Skabning" som mig syntes da kun som en Synernes vilde Forvikling (hvor Dyr i dette Vildnis vare Knoppe, og Fugle Blade, Slanger Qviste, Blomster SIDE: 126 og Træer kun Mos af altformegen Fedme) der voxed' op det Ene af det Andet, jeg nu begriber, er hver enkelt Deel af dette Alt, af samme Dyb udrunden, at Jeg og Du af alle Skabninger de Bedste ere . . Eva. Liv! Ja Du den Bedste! Jeg veed dog vist, jeg blive maa den Næste. Adam. Nu veed jeg klart, at Tanken "Ensomhed" der syntes mig kun som en dunkel Hule, er hele denne Jord, naar du var borte. O, skjøndt saa vid -- se, større jo end Solen! se hele denne Dal, der toer i Søen sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven, og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget, der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! -- jeg synes . . o hver Aare reiser sig saa høit, som om den vilde splitte sig i andre Ti; dog blive heel som før . ! . . at Jeg i Dig har Dalen med dens Søe og Sletten, Skoven, og de fjerne Fjelde, af Væsener fuld som Jeg og Du. Eva. Jeg stirrer i dit Øje, og jeg seer en Himmel fuld af dine Øjne . . O, de synke gjennem mine ned i Skjødet, og vælde ud af Barmen saa i Slag, og ud i disse Ord fra Munden. . . Ah . ! Adam. (de omfavne hinanden stadigen.) Jeg hører begge dine Bryster tale. Eva. Ak, Dine svare . . Tys! SIDE: 127 Adam. O, dobbelt Liv! Eva. Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes at være Himlen, der i Stjerner brister. Adam. Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa de bleve Hoveder som mit. Eva. Hvi lærte du mig din Ensomheds-tanke? Vee mig, var du ei her, saa var jeg øde -- o som om der var en Flod, der fandt ei Havet, men, som et spidset Horn, randt ud i Sandet, liig hovedløse Orm! Hvem standsed' da, og løste op i søde, milde Taager mit Blods Zitren? Ei den lodne Løve! ei Luftens Bundfald her i dette store, bekrandste, himmellukte Livsens Bæger, den kolde brusende Bølge! Adam. Dobbelt Liv! Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du Mandinde. Eva. Ja Mandinde! O hvor skjønt! Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand (som da Du skabte Navnet "Hun" af "Han") er Kjernen deri, som det Bedste Du er i det Ene, som vi Tvende danne nu. Adam. Om Havet fra sin Afgrund reiste sig saa høit som Stormen for at sluge dig, Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du, SIDE: 128 at disse Arme bedre Bolværk var end dette Forbjerg, om du ene stod paa himmelhøie Strand og kunde see paa Havets Fræsen ned og Stormsky-flod. Ha, hvi er Mandens Arme stærke skabte undtagen for at vogte sin Mandinde, sin Fryds Sødme, sit Livs Rødme? Eva. Ah, se min Barm er sammenslagne Arme der favne om mit Liv: hvi skabtes da mit Armepar undtagen for at favne min Mand, mit andet Liv, som jeg kan see? Adam. O fast! o fast! -- Vee, hvis jeg tabte . . ! Eva. Du er som jeg mig tænker Selv forskjønnet. Din Livsvarme (thi jeg varmer mig ved dig) som Flammen blusser om min Glød. O, naar jeg i dit Øje seer, mit Blik maa funkle, som om du gav det Straaler. O det er som om jeg i en Afgrund sank af Ild, og aanded' dog. Hvor sært, jeg frydes meer i Mandens Fryd end i min egen? Adam. Vee, hvis jeg ei favned med min Arm dig fast, og du blev tabt: en Deel af mig da brast. Thi du er Been af mine Been og Kjød udaf mit Kjød, i samme Form og Leje i Jorden dannet. Jeg som Førstefød er kun dit Prøvestykke. Dette siger din Skjønhed rødmende, som om den blues fordi den er for skjøn. Eva. Ak, Solen turde (for af saamange Mænds Blik ei fordunkles) SIDE: 129 ei danne Fleer end Een af slige Mænd i Jordens varme Skjød; men Hvad der blev af Frugtbarhed igjen i Formen danned' Den ud i Løver, Hingste og i Ørne og alle Markens Dyr, til af det Sidste den lille Kolibri blev skabt. Og nu se Manden, rustet med sin Kraft, alene! Adam. O een Mandinde formed Solen kun (for ei at see sin Morgensky at blegne) men Hvad der levnedes af Frugtbarhed i Hendes Form i Jordens milde Skjød, Den danned' ud i Luftens vingede Blomster, en Sommerfugle-hær, og sidste Rest blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene. Eva. O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld: o som en Jord af Dug og Blomster fuld! Men hver en Draabe et Mandens Øje er, et Menneskehoved hver en Blomme der, en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm, og hver en Qvist mig synes Mandens Arm. Adam. O Livsvarme! min Lænd mig synes som en Ring af dalende, zitrende, bugnende, varme Skyer, som Himlen, der maa briste med Velsignelse, som med en lunken Regn. Eva. O vi har Fryd for mange Liv som os! Vee, vi er' ene med al vor Overflod! O, skjød sig Liv ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel, naar dens Velsignelses Aande varmed' hiin! De skyde sig igjennem denne Taage af søde Suk, der, lysnet kun af Kys, SIDE: 130 er eneste Hud imellem vore Hjerter, imellem dit, min Sol, og mit, din Jord! Thi -- o jeg føler, som mit hele Legem er Jorden liig, saa er mit Hjerte deri den Form og Lejet ligt i Jordens Skjød, hvori af Solen Mennesket blev dannet. Af denne Elskovsdamp fra vore Aarer, den flyde sammen til en Livsensstrøm, en Regnbue snoer sig mellem vore Hjerter af Liv som mig, af Liv i Liv iflettet af Øjne blaae, af Lokker gule, saa de blege Panden, som de skinne paa . . . . Jeg ahner, Det Mandinden er forjettet. Messias. Mandindens Ahnelse (o Cajahel, en Guddom hylles atter i dit Mulm!) er hiin Ohebiels Spaadom om den Elskov, der lindrer støvbedækte Aanders Smerte: "For Himlen hist de kunde Begge her mellem Barmene en Himmel lægge. Og snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag af Skyer om Barmenes hvælvede Dag, af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld, hvor Aander, lige deres, drømme sødt i Muld." (Eva under et Træ med et Barn ved Barmen.) Eva. Todobblet er min Fryd! Thi se, du søde Eng, se her min Dreng! -- O dine Blommer høine sig med Flammeøine høit nok for at kige og see det lille Mandens Billed ligge ved Moderbarm og lee! SIDE: 131 Todobblet er min Fryd! Thi, høie Himmelhvælv, se Manden selv! Og Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer, ludende i Fjernet I har jo seet (som hver en Himlens Stjerne) hvor liig han er sin Fa'r? Todobblet er min Fryd! Thi, se, en Dreng jeg har og Drengens Fa'r; og Qvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden! Tør du spotte Qvinden nu, Hind? Din kronte Kalv omkaps med Vinden skal bære Drengen min. Todobblet er min Elskov! I Barnets søde Smiil jeg engang til maa elske Den, som signer Qvinden, saa hun ligner Nattens melkestjernede Barm: O tæt som Stjerner Qvinden gjerne vil vugge Børn paa Arm! Todobblet er min Elskov! Ak, er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel? Thi, sært, at nu iblunde Løven røve kunde Manden, mens jeg sover -- jeg troer? Men sov, mit Barn, ved Hjertet! over dig vaager vist din Mo'r. (Adam kommer flyende for en Løve.) Adam. Hjælp! O.! (Eva flyer med Barnet. Løven griber det.) Eva. Mit Barn! mit Barn! (Angriber Løven modigt, og river Barnet fra den. Løven forfølger Qvinden.) Adam. O Qvinden døer! (Angriber nu Løven kjækt, og fælder den med en Green.) SIDE: 132 Eva. Nu veed jeg, hvi min Elskov (før saa tryg) da den til Barnet delte sig, blev Angest. Adam. (hoverende over Løvens Aadsel.) Ha, Løven død for Manden! Hvor er Løvens Tand? O en Leeg, som Stenen, glattet rund paa Stranden af det stride Vand. Tungen, nys saa hvas og rød, som det Lyn, der Skyen brød, hænger som fra Grenen mygt og blegt et Blad. Skjælv, flammemalte Tiger! Se, for Manden, liig knaset Græskar, ligger Den, som i dit Rede kunde knuse dig! Bærer Manden Løvens Hud, snart da kan han slukke ud med sin Kølles Vrede hede Tiger-brand. (ifører sig Løvens Hud.) Knæl, Elephant, i Støvet! Store Qvælerorm, dine vide Bugter som en Taage kløves af min Kølle-storm. Seer dog, Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Skjælver, Dyr, i Flugten! Mit er Eders Blod! (gjennemborer Løven med en Steen.) SIDE: 133 Du vilde Bøffel-pande er ei Løve-bryst: Hornet maa du stikke (det skal du faae sande!) ned i Mulden tyst. Seer dog, Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Mandens Sværd skal drikke Panther-hjertet ud! (svinger Køllen.) Se Mandens Kølle stærkest Klo og Slangebugt! Den i Blod af Løven har for Livet mærket Skræk og Død og Flugt. Seer dog, Mand i Løvehud bleven er Allivsens Gud: Horn og Tand er sløve -- (hviner med sit Flint-sværd.) Hviin! -- mod Mandens Sværd! (Det tordner.) Eva. Ak, Manden, Løvens Herre, skjælver . ! Adam. Vee os! . . Himlens Vrede . . Eva. Frels mit Barn! ak Sol, o frels mit Barn! Vee døer du Selv . ? (Tordenveiret mørkner Solen.) Adam. Den sorte, vredladne Sky, der engang qvælte mig, da førstegang den, som en doven Fugl, fløi over mig; og, som med ildrødt Neb, i Skoven ledte efter Adams Hjerte, har slugt den, og vil sluge os. SIDE: 134 Eva. Hvor finder mit Barn et Skjul? Adam. I Løvens Hule jo tør Mandens Styrke lægge trygt sit Barn? Eva. Se Fuglen har et Rede, men mit Barn har intet andet Ly end denne Barm. Adam. Vi tør ei flye til Løvens Hule; men her, hvor vi staae, vi knæle ned og dække med Støvet vore Hoveder! Thi hvad skjuler og redder os for Himlen? Himlens Vrede kan knuse Den, som knuste Løven. (Det lyner. De knæle, omfavnende hinanden.) Eva. Knus ei mit Barn! Adam. Knus ei Mandinden! Eva. Jeg give vil det Bedste, kun ei Drengen. Adam. Jeg give vil det Bedste, kun ei Qvinden. Eva. Fortørner Jeg da Himlen? Maanen kommer frem, skjøndt det skulde være Dag, indhyllet i Nat, og smelter Stjernerne til Lyn, for -- vee mig! vil du Barnet røve bort fordi du ikke frugtbar er som Qvinden? Se, var en Andens Barn, jeg haded det: Men Dette er min egen søde Smerte, og Mandens halve Liv, og denne Pryd -- saa arm er jeg -- maae begge Bryster dele. SIDE: 135 Adam. Fortørner Jeg da Himlen, siden Solen sig skjuler i sin mørke Galde? Ha -- fordi jeg Løven slog, og gav den ei, der saae min Sejer, af mit Bytte? Eva. Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen de skjønneste Blomster! Snart en Natravn skal til Dig med deres Vellugt flyve! Adam. Se Du store Sol, for mit og Qvindens Liv jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve og Slettens Tyr, liig en omstyrtet Nat! Eva. (har reist et Altar, hvorpaa hun lægger Frugter og Blomster.) Himmelske, hellige Maane! Du, som forsoner selv Nattens Mørke med Dagens Lys, saa Nattergalens Toner besynge deres Fred, mens Selv du, en Taare lignende, vemodig feirer din Seir . . . . Du i din Ensomhed Alt Velsignende, o skulde Du ei røres ved en Moders bange Gys? Himmelens drømmende Smiil, du flygter? men skinner dog sidst paa Altret, jeg her dig gav. Se der en Mo'r du finder iknæ, med Graad paa Kind! Med Dugøine blege, smilende Smaaeblommer see paa Dig; klarere Øine har Barnet, hvilende ved Moderbarm, naar Maanens Skin har tørret Taaren af. SIDE: 136 Adam. (lægger Løven og en Tyr paa et Altar.) Sol, Dagens Hjerte, Dybets Blod, der spænder dine Aarer fra Skyens Fugl til Muldens Rod, Du Livsens Straaleflod (Ha, se i den er Ørn i Sky Sprudlesly, Elephant og Løven Vover, som med Bragen rulle over, Mennesket det hvide Rav, skummende høiest paa Livsens Hav, hvor alle Hjerter ere lunkne Draaber ned i Dybet sjunkne!) . . Sol, Himlens Hoved, se Jordens Hoved, se Manden, Løvens Herre, selv (liig usel Myre, der slæber Alt til Tuen, skjøndt selv den af Hunger er qvalt) sig til dit Altar bandt som Træl! Se, Manden til dit Altar drog, (thi nu, som Ørknens Løve, vil Manden æde hvad han slog) det Bytte som han tog! Naar, Sol, du lugter Ofrets Røg, blaa og sød, lægger du din Tordenkølle ned i Havets dybe Bølge, saa sig Manden reise tør atter op saa høi som før. Se, Ofrets milde Vellugtskyer følge Dig hvorhen du flyer! Sol, stedse i Offerrøg skal du dale! Den Aftenrødme, Du aander ud, Du blande skal (som et naadigt Svar før Jorden sit Soningssuk udaandet har) med Offerdamp, Du Mandens Gud! (Solen staaer klar.) Eva. Ofrer du til Solen Blod, Dagens varme Dug: Jeg vil bringe Maanen Dug, Nattens svale Blod. SIDE: 137 Adam. Mæt af Ofrets søde Damp svulmer Himlens Bug: Tordnen gaaer ei meer saa lavt der hvor Altret stod. Eva. Disse Æblers Aftenrødt, disse Liljers Duft mætter Maanen, saa den snart straaler fuld og hvid. Adam. (Solen synker.) Se, mit Offer Solen fandt gjennem Sky og Luft! Bjergets Palmers Aftensuk lokker den nu did. Se (som Qvinden favner mig under Palme-tag, naar, af gyldne Frugter krum, jeg til hende gaaer) . . Se, saa over Solen hist smukke Sommerdag bløde, røde Skyers Arm huldt isammen slaaer. Eva. (Maanen stiger.) Se, mit Offer Maanen fandt gjennem Skyers Dyb! Se hun triner stille frem, vogter Sol og Kryb! Taus hun lægger søvnig Jord til sit fulde Bryst, saa den vaagner ikke, men dier det saa tyst. Rosen slukker ei sit Blus ud i Maane-nat; men den folder endnu halvt ud sin Purpurskat. SIDE: 138 Seer du ei, at Dybets Fisk, Jordens søde Grøde lever ikke ene af Sol og Morgenrøde? Se, de faae af Maanen jo, naar den skinner fuld, af dens stille Straalemelk Fylde, Duft og Huld! Hvergang Du dit Armepar over Jorden strækker, førend du dit Moderbryst hele Livet rækker: hvergang Armene du slaaer om din Barm, saa vid som om du til Diebørn samled Stjerner did: (thi de flye mit Øie jo, naar du straaler klar): da skal Qvinden række Dig Blomster-offerkar; i dit Altars Skyggeroe maale fro din Væxt; der mit Barn skal voxe op; der vil Qvinden boe. Adam og Eva. (Stjernerne bryde frem.) Og hver en enkelt Stjerneglød, den Solens lyse Børneflok, vrimlende af Maanens Skjød, skal see et Offers Død. Se Mennesket, Selv Guden liig, guderiig! -- Dog det bedste Offer bløde skal for Solens Første- fødte: Morgenstjernen, hvis gyldne Stav reder for Natten Rosengrav: den blanke Morgnens Gud, som kommer liig Vaarviol før Dagens Sommer, og byder Skyerne fæste Dagens SIDE: 139 violblaa Vei, hvor Solen gaaer, fra Østens Hav til Bjerg i Vest; men høist den hvælves med Straalefæst, hvor Solens Altar og Manden staaer. (De reise Altar for Stjernerne.) Adam. Vee, vee! Det falder tungt mig paa mit Hjerte, og presser ud dets fulde Fryd som Sved: mit Haab var Røg; hvi bygged jeg min Roe paa Røgskyer, som ei bære kan et Sandkorn? Ha, kan jeg skabe mig en Himmel af en Oxemaves Damp? Se Aftensvalen jo kaster ned mit Offers sidste Aande, skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen, og nu Moradsets Huler sluge den, og Tudser varme sig -- o, som om Solen forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar som blussende af Fryd . . o eller Stolthed, som om den giver mig sit Smiil og Livet for Intet. O, hvi tænker jeg, ved Blodets høitgnistrende Fakkel see min Angstes Gaade: see Gud, som i Allivsens Kilde, Solen, (som her i dette Hjerte Adam) boer, mens jeg er flyttet til dens Udløb ud i Graven? Hvi frydedes jeg, da, ved min egen Aands Uvidenhed, jeg fandt der kunde være i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred' i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst; og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper da Guderne at give Hvad de eie, og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund, i denne Jordens Fedme, med min Styrke jeg synes selv, jeg er en Flue paa en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu han ruger med sin Kølle. Eva. O fortørn ei de alseende Guder! Se, om Dagen er Solen over os, om Aftnen stiger SIDE: 140 han ned paa Bjerget for vor Dags-daad regne; og, hvis den ham behager, den at male paa favre Aftenrødme; hvis den synes Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser, om Han vil straffe eller vil forsonet det hele Regnskab i Himlens Blaa udslette! Om Natten seer jo Maanen, eller og dens Sky-harm taler til os gjennem Stormen, hvis ei den, ikke nænnende at straffe, i Regnen brister! Og, se alle Stjerner jo stirrer efter hvert af vore Skridt! Adam. . . Ha! . Dog jeg føler, at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund, som kunde, om det lysted (skjøndt det synes mig kun et lidet kulsort Nøste af en fiin, uendelig Edderkoppetraad, hvis Ende useet gaaer i Dybet) haane det store Solens Guddomslys, og tvinge min egen Haand til Maanen at besudle med Dynd og Muld af dette samme Altar, den reiste op til et Forsamlingsted for Jordens Suk til Maanens Guddom . . ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme, men slænge hen til Stjernerne, af Naade, de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted'. -- Jeg ejer da en taagedunkel Villie, der svømmer nu, fordi det lyster, nederst paa Bunden af mit Blod, men -- ha, jeg føler -- vel kunde til det Skyuhyre svulmes op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige! Jeg prøver den . ! (omstyrter Solens Altar.) Eva. Vee, Du i Kamp med Solen? Hvad gjør Du? Afsind! Solens Torden kommer . ! Ak, Manden øder Jorden . ! (brister, knælende, i Graad.) SIDE: 141 Adam. Qvinde, har Du ingen Villie? O min Fryd er stor; thi se min Villie har min Angst betvunget! Ha se den Stærke! Villien Mandens Gud! Hvi værner ikke Solen om sit Altar? Jeg give kan og tage. Eva. Guderne dog Kraften have. Se din vilde Villie, om den nu lysted Himlen sønderplukke som Duen, maatte dog, fortvivlet i sin Skam, sig Selv i Dybet sønderslide. Det mægte Guderne, men ville ei. Ak, knæl og bed! Ei elsked Guder Jorden, hvis de ei agtede dens bedste Liv, og meest da naar det ydmyg trygler . . Ak! Dog see vi, at de elske mindste Siv, saa stolt det vugger over Jord sit Blomster. O, skjul dig! Kommer Sol, og seer din Gjerning, da døer du vist. Men -- se, at Qvinden har sin Villie, om den træller under Mandens! -- (reiser sig.) ød Maanens Altar: Jeg vil døe med Dig! ød Stjernens Altar; thi mit Barn maa døe! Min Mand, som gav mig Livet, tog det bort; Et Liv mit Barn maa tabe, jeg et kort. Adam. Gid det var ugjort! gid, nu gjort, tilgivet! Jeg vil ei mere Hvad jeg vilde nys. Jeg blues over Hvad var nys min Stolthed, saa selv min Angest smelter med dens iiskolde Sved-svampe. Ak, det trøster mig, at Solen ikke saae min Daad. Dog blues mit Hoved for mit Hjerte, saa det ei vil give dette Haab, i Hjertet avlet, et Rum, men ud det flyde maa -- som Graad. (brister i Graad.) SIDE: 142 Eva. Ak, Solen var ei Gud, hvis ei den var saa god som stærk. Se, jeg vil ofre Maanen mit Haar af Sorgens Farve for din Sorg. (afskjærer sit Haar, og lægger det paa Maanens Altar.) Her lægger jeg din Sorg paa Altret! Tro, at Maanen i sin Taushed vil for Solen din Udaad gjemme! Adam. Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større, et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte, o Stærkt, saa det den tøileløse Villie til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten, o til et Suk, der maa sig give tabt, kan klemme sammen. (reiser Solens Altar igjen.) Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden af Mit igjen, for hvad Han skjænker mig. Se, Manden bliver gavmild og stormodig, og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer! Thi Offerdyret, bundet paa mit Altar, dets sorte Blod, der ryger fra min Arm mod Solen, skal for Guderne betegne, at Mennesket sit sande Offer bringer: at med sin bedste Kraft han har betvunget og qvalt og bundet over Hjertets Altar sin stærke, skyuhyre, onde Villie, saa den ei, som den kunde, vil sig reise til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned. Men det, at Offerdyret være maa af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr, der glindser jo som Natten!) skal betegne: at Villien, som han til et Offer lod er Menneskets Hjertes herligste Klenod. Thi Manden frydes meer end frygter i sin Villies Rasen, om den svulmed end, og blæste fuld af Haan selv Himmelen, og øded i sin Vildhed Jorden; thi dog Manden følte stedse, Han var fri. SIDE: 143 Men -- Menneskets Guddom! -- se, vi er saa frie, at vi med selvskabt Fromhed ofre tør en Deel af vor Frihed, og være frie som før! Messias. Mennesket, ved første Synd, sig Selv at kjende har begyndt. Abiriels Kraft ikke er i Manden tabt; thi -- som om han vidste, denne Kundskab er den sidste, inderst bleven Aanden skreven i dens Evighed, saa kun gjennem eget Væsen (lysnende gjennem Livene) Aanden Gud kan see -- stirrer, gjennem Muld og Blod, Han sit Hjertes Dyb imod, og med Taarefakkel ned luder Han i Syndefaldet, om han der sig Selv kan see; men finder kun dets Dybde ved dets Gjenlyd af hans Vee. Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden, hans Vemod kalder et lukket Eden. Hans første bevidste Taare er en Cherub med blinkende Glavind der. Ved første hans Friheds Greb han synes som en Storm ham rev henover en Hede i Hvirvel og Nat. Ved første Syndens Syn, da først han ahner, at ond for Jorden, af Himlen forhadt han blive kunde: han seer sig som reven hen iblunde ad Stormens Baner af vrede Lyn, SIDE: 144 og vaagned nu ved Braget da Edens Port igjen blev slaget, nøgen, i en Ørk forladt. Dog fjernt, hvor hans Synskreds synker sig ned paa hans Grav, i hvis Mulm hans Liig, det blege i Lin, er et Maaneskin, han stedse skimter et Udødeligheds-haab. Han kalder det Livsens Træets Top, med Vugger til Rodbul, Grave til hvalte Blade, med Taaredug malte, hvornedgjennem Verdnerne glimte. Han seer det, liig rødmende Skykrands, rage over hans bøiede Dage. Han seer i sin Sjel i den ranke og blanke Livspalmes Læ voxe det qvistede Kundskabens Træ, med snoede Daadsgrene, Erfarings Mose paa, Ordbladerasl og Tankeqvisteqvasl, med Kummertorn og Glædefrugt, med Drømmeranker og Lysters svulmende Giftæbler i Smiilblade gyldent ulmende, halvt lyst, halvt mørkt, halvt giftigt, halvt sundt, af Sandsers Duft ombølget rundt, og glimrende heelt af Vemodsdug at stræbe i vilde Rankeflugt med kroget Top til Himlen naae. Og Villiens Friheds Bølgegange i sin Sjel, han tænker liig en skjøn som giftig, listig Slange, der om hans Sjel, hiin Kundskabspalme, slynger sig, og klemmer ham til Frugterne at sanke med uvis Angst, med skjælvende Lyst; thi ei han veed, hvad Frugter hiin Slanges Gift gav gyldent Skin: han staaer med Rædsel for de vildsomme Qviste (hans egne Tanker) han veed ikke hvem han skal plukke af dem, som visne og skyde saa tusindfold frem; SIDE: 145 om ikke en Slange han greb for en Qvist med flammende Frugter, han veed det ei vist. Dog, mens af Kundskabens Træ han bryder, i Sløvheds Vandgrene gaaer det ei ud, i Vanvids hvinende, stormbøiede Skud, det ei forgroer. Men som en kraftfuld Stamme skyder det jevnt sig med Livsenspalmen op, til, som en Seirskrands Begges Top fra Graven bryder. Da modnes Frugten af Kundskabens Træ, der blomstred i Livsenspalmens Læ, da modnes til Sundhed og Styrke hans Viden, der gjærende blomstrede frem under Tiden. Han seer, at hans Liv derneden var kun et Haab om Udødeligheden; at al hans skjælvende Viden og Vælgen det Onde og Gode, han tænkte, imellem, var Gnist kun til den Kundskab klar om Ondt og Godt, som da han har, som da, ligt levende Træ, sig spreder gjennem Himlene, som da er Sjelen, der beliver hans Udødelighed. (Tvende Brødre. Første Broder (Cain) staaende bevæbnet. Anden Broder (Abel) liggende i Græsset i en indhegnet Eng.) Første Broder. Hvi ligger du i Græsset? Vil du være Lam? Anden Broder. Se, denne Eng er min! Første Broder. Ja, din? Hvo gav dig den? Anden Broder. Jeg kjøbte den af Skoven for en Uges Sved. Nu gi'er mig Engen Hvile for sin lune Fred. Kom, hvil paa mine Blomster! SIDE: 146 Første Broder. Reis dig! Anden Broder. Gaa da bort! Første Broder. Gaae bort? Gaae bort af Jorden? Er ei denne Eng saavel en Deel af Jorden, som den svale Skov? Ha, Hvo vil mig og Fuglen og den vilde Bøffel forbyde Plads paa nogen Plet af vide Jord? Du troer, at dette Gjærde er Lov for dit Bedrag? Thi Jorden, som skal være fri, som alt dens Liv: en Skov med slige Sletter, som den, i sit Spil, til Fad og Skaal og Leie Dyret skjenke vil, hvor hvert et Liv kun eier Rummet, hvor det staaer, ei videre i Breden end Arm og Hornet naaer, (saa Hunden Hjortens Fodspor flux til Arvdeel faaer, og Mammuth Meste eier, saalænge til en Løve -- ha, eller Mandens Søn vil ham hans Rige røve) . . thi Jorden du bestjal, og Livet du bedrog, da Træerne du mejed, om Engen Gjærde slog. Hvad Fugl kan synge her i denne lumre Ørk, som du fra Skovens Skygge til Solens Brand forraadte? Kan Bøfflen, fri som Stormen, og som Skyen mørk, bag disse Gjærder løbe, som du om Jord vil snoe? Ha, Gjerrige, du kan jo nyde ei dit Rov: du æder jo ei Græsset, du fra Bøfflen tog? Den frie Løves Moder selv ei være fri, men ligge bar og skaldet, lænkebunden i de Volde, som om hende din feige Kløgt vil snoe? Ha, vil du plyndre Jorden? Skal Træet ikke groe? Anden Broder. Se, jeg om Blomsten værner! Er den ei Jordens Barn? Jeg pynter jo kun Jorden. Første Broder. Lad Blomst og Træet kjæmpe om hvem der høiest mægter op mod Solen klyve! SIDE: 147 Lad Eng og Skoven kjæmpe uden Skranker om hvo Jorden vel skal vinde! Anden Broder. Med Skoven kjæmper jeg for Blomsterne, thi ellers den Strid er lige ei. Se, derfor jo med taksomt Smiil, ydmygelig de neje, og de krumme sig paa min Seiersvei. Første Broder. Erhverv ved Sved (dit Sølv) dit Eje, men din Ro erhverve du med Blod (dit Guld); og, vil du spare, for dig lad Løven med sit Blodguld da betale den Plads, hvor Foden hviler, den Skygge, Nakken svaler. Anden Broder. Min Fader har jo sagt: vi, som mod Solen see, selv lyse jo som Solen, som Skoven lodne ei, med Tænder ei som Raanen, ere ikke Dyr; men Jordens høie Herrer, om Himlens Trælle her. Første Broder. Ja Jordens Væs'ners Herrer! Jorden selv er fri. Ja Blodets frie Herrer, som Løven er med os! Ja Livets høje Konger. Løven er vor Træl, saalænge vi tør søge ham i hans aabne Ørk, og lege med hans Tunge, som din spæde Søster med Rosenbladet, og i svulne Løvepande indfure Herskerbudet: ned i Støv, og dø! Se, vil du være Livets Konge, dine Arme da være fire sammensnoede Tigerrygge, da være over Livet et Bøddeltrællepar! Men Jorden maa du dyrke, ære hendes Væxt. Som Mand, i Skoven finder du dine Blommer just: din Løve-Purpurrose, din Panther-Hyacinth og Tigerens Sværdlilje, Giraffens Rankeflugt og Elephant-Melonen . . Se her din Dyrehave! Men flyer du feig bag Volde (da Selv en bunden Træl) da er dit Rige lidet, dit Gjærde Grændsen da, du selv en Havre-løve og høist en Blomster-drot. SIDE: 148 Anden Broder. Ak Livet skal jo lee; der ellers var ei Liv. Er Luften ikke vid nok uden til vor Aande? Er Jorden ikke bred nok uden til vor Fod? Første Broder. O, se dog over Jorden; se, det ene Liv sin Rod har i det Andets Aadsel! se, et Liv sig blussende ei reiser (se Livsens Bølgegang!) medmindre Et maa synke! Men øverst dog i Kjæden af disse Gab i Gab er Manden flettet, saa hans Led i Graven synker, hans Gab af Døden sluges, de store Guders hule Orm, som knuger Alt. Anden Broder. Du kjæmper med dit Spyd kun for dit eget Liv, og for i Fred at hvile i den vilde Skov. Du Livet vige byder hvor dit Fodtrin lyder. Hvad udenfore er den øde Ring omkring dig Du kalder: til din Lyst en Dyrehave kun. Se, dette Gjærde kalder jeg min Landse-ring, som jeg har spændt imod Enhver, som bryder ind, og æder mine Blomster, styrrer mig min Roe. Jeg vinder større Sejer: mit eget Liv og Fred jeg vinder da som Du, og mine Blomsters med. Første Broder. Hver Blomst er skabt til Føde; thi Dyret leve skal med Fryd til Døden kommer ihvorhelst-ifra. Vel, ej da du din Eng; men uden Gjærde, thi skal den din Sejer nyde, saa maa den være fri. Se, vogt med dine Arme Byttet! Kan du ei, da flye du til din Moder! lad hende vogte dig! (begynder at rive Indhegningen ned) Anden Broder. O skaan! Jeg selv det fletted jo, og det er mit. Første Broder. Forsvar det da, du Hersker, hvis det skal være dit. SIDE: 149 Bøi Tyrens Horn isammen, naar den vil storme ind! Med Løvetænder plant du om Vangen Gjærdering! Sæt Elephantens Tænder op som Hegnets Port! Jeg lover dig, slig Indgang vil skræmme Andre bort! Anden Broder. Lad være! Riv dog ikke ned din Moders Ly! Første Broder. Se her i disse Arme er hendes Hegn og Ly. Anden Broder. Hun frygter jo for Skoven? Hid maa hun ofte fly. Første Broder. (lader være at rive mere ned) Min Moder? Ha, du lyver! Hid end hun tyed ei; thi jo min Fader vogted hende stedse vel: Jeg laae paa hendes Skjød jo i en Parderhud. Ha, Svage, Tungen er dit Sværd, dets Od en Løgn! Skjøndt som en Qvindes Arme sløv, den rakte dog (i Moders Taarer hvæsset) mit Hjertes Vuggekrog. Vel, Hegnet staae at vogte min Moders Barm, imens jeg borte er at mede med Landsekrog paa Arm de røde Løvehjerter i Skovens grønne Dyb. Men denne Eng er min, og disse Blomster skulle min Svededraabe drikke, din dovne Aande ei. Saalænge der sig reiser Arm og Tand og Horn, som ei du mægter bøje, du ejer Intet her. (driver sin Broder ud. Forældrene (Adam og Eva) komme til.) Faderen. Hvi trætte I om Jorden? Moderen. O, du vilde Cain! Ah, se den fromme Abel gjør Skoven blid og tam! Anden Broder. Ak, Mo'r, min Broder haaner din Søn, som elsker Dig! Han øder Engens Krands, som jeg har flettet Dig. SIDE: 150 Første Broder. Min Moders Vrede er din Styrke . . ha du Svage! en Qvindes Tunge . . . Moderen. . . Den, som gav dig først dit Navn. Første Broder. . . En Qvindes Tunge, skjøndt min Moders, er din Arm? Se, med min Faders Styrke, min Faders Fader Solen, der skabte Jorden (denne min Moders Moder) fri, og, som dens Manddomstegn, lod Skoven groe for Manden saa høi og fri som Han, jeg hevne vil mod Denne, der blotter Jorden, for at klæde den i Lænker, forbyder Skovens Moderarme bære Livet og die sine Fugle ved den hvide Sky. Hør, om der i hans skjønne Ørken lyder Sang? Der springer bag hans Volde ingen Draabe Liv. Og i hans skabte Ørken (det Bytte, som, hvis ei det vexles skal blandt Hænder, forsvares maa med Magt) Gazellen ikke fnystrer, som i den frie Ørken, den Solen meiet har med sine Straaler til en Vindens Springebane, en Gjenlyds-bund i Hvælvet, der udspændt er saa stort for Løvens Brøl at rumme. Hvad bliver da tilbage for Mandens Lyst og Styrke, naar Qvindens svage Sønner (ha, som om vel de fik en blød og svampet Qvindebarm til Hjerte i Brystet?) tør kappes i, med Havet, med dorske fule Sang, at æde bort af Jorden Jordens frie Skov, hvis Toppe Jægrens Nakke hæve med sig op? Faderen. Ha, Cain har Ret! Thi dybe Skov var Mandens Vugge. Platanens Susen vakte mig først jo under Palmen. Moderen. O, Abel har Ret! Thi bløde Eng var Qvindens Vugge. Blaaklokken nikked, slog mit Øjelaag: jeg vaagned. SIDE: 151 Faderen. Ja, Hvo har Ret? Skal stedse, saalænge Solens Straaler min Jord vil' over Dybet bære, Sønnens Viisdom beskygge i sin Høide Faders simple Kløgt? . . . Moderen. . . Vel som hans Kinder, o de Abels høje Blomster, sig skyde over Moders blege, sjunkne Barm? . . Faderen. . . Da sidste Ætlings Viisdom maa vorde Guders liig . . . Første Broder. Siig, om mit Spyd sin Frugt ei bøjer for din Fod? Og ofrer ei min Skulder, som var min Fa'r min Gud? Moderen. . . Vel Jordens Skjød han finder for snevert da og lavt . . Anden Broder. Siig, gjør jeg ei dit Skjød af Frugter gyldent meer? Mon ei i Sved jeg toer mig, som om jeg vilde tvette den Smerte bort, Du sagde, min Fødsel voldte dig? Faderen. . . Først kaared jeg i Løvehud mig Selv til Blodets Herre, forbedred' Solens Værk, der Armen gav ei Klo, da jeg med Flintesværdet brød hvassest Tand og Horn, og knuste under Køllen Mammuths Snabel-slange. Sig kruste Vindens sorte Pile i min Pelts, da, som Allivsens Herre, Manden traadte frem som Hjort og lodden Løve, alt som det lysted ham. Jeg arved Tigrens Hule. Der slog ei Haglen Barnet; Men Ilden laae imidten logrende og tam. Men, se, hvor Sønnens Viisdom tør sin Faders Kløgt til Enfolds første Stigetrin vise hen i Mørket! Thi Cain med Kastespydet styrer Dyrets Løb; det flyver foran Sværd og Kølle som et Neb: han danned Buen efter Ørnens spændte Vinger; med Buens Piil han haler jo Falken fra dens Sky? SIDE: 152 Moderen. . . Og Abel tæmmer Skoven og skaber Enge frem . . Faderen. Dog har ei Manden Hvile: med Pilen Cain maa løbe, og æde i sin Sved og i sit Blod sit Bytte. Og Abel hungrig gaaer til Skoven fra sin Eng. Hvi samle vi ei Livet inden Abels Hegn, saa Faaret der er gjemt som Æblet i vor Hule? Hvi løbe vi i Skoven for at samle Frugt, og dynge ikke Høsten inden Abels Hegn? Cain, tving med lange Ranker Ørknens vilde Hingst, og bind Cameel og Faar og Koe paa denne Vang! Da er dens Frugtbarhed fra Livet ikke stjaalet, og Skoven ejer meer ei sit Fodspoer (Engen) da. Forsvar din Hjord med Buen: det er din Eiendom; thi Løven skal ei røve Hvad Manden kaarer sig. Hvert Dyr, som bærer Blod paa Tungen, døe for Dig! De andre Dyr du alle maa føre fangne hid. Plant Daddelpalmer, Abel, og den rige Riis, saa uden Sved du kan din Moders Hunger mætte, og ei din Fa'r maa løbe, som Aben, om i Skoven. En Hytte over Qvindens Hoved fletter jeg. Der skal vi Alle sidde som Falkeredet fuldt, og frydes, naar vi høre Stormens vaade Tunge med Kladsken bide i Væggen. Naar Hytten staaer paa Engen, da Dyrene den ære som Engens Hoved skulle. Vi sørge ikke med de gustne Vintertræer; thi Qvinden er som Myren, og Hytten bugner fuld, som hendes Skjød, af Jordens Fedme -- o saa riig, at Høstens fulde Hjerte kan Hytten kalde sig. Messias. Se i sit Hytteskjul seer Mennesket sin Roe, i Hjorden og i Agren det seer sit Eie groe. Og inden Engens Hegn (Selvkjærlighedens Tegn) SIDE: 153 kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed, Men udenfore gaber Graadigheden vidt, og Laster lure under, Sorger sortne over ethvert forvovent Skridt. (Cain med sin Hjord ved sit Altar. Ved Siden staaer Abels.) Cain. Hvor er Velsignelsen, min Fader loved? Se, Hjorden segner jo i mine Skridt! Ha, Abel siger: "se, den rige Cain! den fede Oxe bunden til hans magre Arm!" Saa leer han, hvilende paa sin Agers Grøde, selv hvid og feed, som da han var et Barn, mens jeg paa disse mavre Høje brunes, ei tvettende min Musk'l i Skovens Svale, som da af Lyst jeg Ulvene forfulgte, imens min Fader fødte mig i Hulen. Ha, er min Arm trælbunden ei til Oxen, som den maa pleje og vogte? . Ak! Hvert Saar paa disse skabbede Faar jo raaber: "hvi tog du os fra Klippens mavre Urter, for os i Sivets ækle Fedmegroe at dræbe? Hvert Straa i Ørknen bar os Manna, thi det syntes os som plyndret ifra Ulven." Ha, naar jeg løfter Hyrdestaven, synes den Bylder ryste over Koens Nakke! Men Abels Plov sig skyder ned i Jorden som frugtbar Sky . . . . . Se Hingsten -- nu ei Hingst, da Abels Feighed (o vise Nid!) min Fader raadte til dens Livskrafts Manddom tage, for at faae af ildvild Hingst et mygt og krummet Lam, som stakkels Abel turde ride paa, . . ha, eller et taalmodigt Æsel -- Ak! se Hesten luder (o den Hingstens Levning!) den luder skamfuld med sit lurvne Øre; SIDE: 154 af geile Hoppe egges den forgjeves; forgjeves i dens dumme, bleggraa Øie (o liigt et rygende, udslukt Arnested!) sin skjønne Nakke Hoppen speiler . . . . Ha, reis dit Hoved, Hest! laan dog dit Øje lidt Ild af denne gule Havre! Ak, forgjæves! ak forgjæves! Dog . . o! o! saa usel ligner du . . væk fæle Syn! væk fæle Syn af Liv! . . saa usel, dog du ligner Cain, Mandens Førstefødte . . Du ofrer ikke Jorden glad et Blik, men midt mod Vinden blunker jo dit Øje; og tør jeg see til Solen? tør jeg ofre til Gud den nidske Armod? til Solen skabbet Faar? (Abel og hans Qvinde gjør deres Altar rede til Offring.) Ha, se, hvor Abel dynger op sit Altar, og sender foran Røgen Frydesmiil . ! O jeg maa gaae, jeg vil ei see hans Fryd med Sorg; hans Rigdom skal ei her ved Siden af denne Armod synes større. (Vil gaae. Standser.) Ha, skal han mig jage ogsaa her fra Jorden? . . Hest, Hest, du ligner -- hvi bærer du, ha, ha, (opvækkes du førstegang af denne Cains Latter?) hvi bærer din sjunkne Lænd saa høi en Hals? Du speider efter ham (vee Abel, Abel!) som Jordens røvede og dig din Manddom? . . Se, Usle, Æslet stiger paa din Hoppe! Du ryster kun med Øret Myggen bort, og lægger dig . . Tyg Drøv, tyg Drøv, som Koen! . . Du skal ei bære Cain, endskjønt han er ei rigere end du: hans bedste Eje er denne slidte, skaldede Løvehud! Men bær du, pustende, Riisqvist-børe for din grusomme Herre Abel, han som turde (og praler af at han kan stemme Livet høit eller lavt) dig til en Plante gjøre, SIDE: 155 udplyndre Livet, lade Lungen leve! bær Qviste til hans rige Altar hist, der bugner op, mens her paa Cains Vinden i Asken roder fra den sidste Solhverv, da fra min Sult jeg tog det bedste Lam! . . Saa usel, som du er -- ah, rysted' du en Brems? forstod du Æslets Vellystskryden, da til sin egen Lavhed han nedsank ifra din smittede Hoppe? (Neppe vil du din Æt i Føllet kjende) -- Ha, saa usel, du ligner Cain dog, Mandens Førstefødte! Se, øde som en Mærkesteen jeg staaer og rækker tomme Haand mod mørke Sky ifra min Høi! -- Ha, det skal trøste ham, at han kan nævne den som sin? -- imens min yngre Broder, der sig slæbte efter den Vei jeg baned først i Skabelses-mulmet i Modersliv, tør gaae til Himlen foran fra Dalen med sit gyldne Offer! Ha, velsignet følger ham jo Qvinden, som min Fader fra det brune Folk bag Synskredsen hjemførte som en Gave til sin Ældste? Men, vee! den fattige Cain hun forskjød, og lagdes af min Mo'r til Abels Rigdom. Ha, Cain skal visne frugtløs hen som Hesten? Mit Kjød skal Solen raadne paa min Høi? Mit Hjerte gjøres til en Mærkesteen, saa ei jeg tør mit Øde og min Armod forlade, om Frugter dufte udenfor? Og Jorden tør jeg hade, men ei Himlen? O, kommer ei Ulykken ned fra Himlen? Abel. (omfavnende sin Qvinde og Børn, viser Cain et fuldt Neg.) Min Lykke voxer op af Jorden! Cain. (fortvivlet, med bortvendt Aasyn.) Ha . ! SIDE: 156 Abel. (triumferende.) Du har da intet Offer? Cain. (Abel styrter for hans Kølle.) Ha, mit Offer . ! (Adam og Eva komme.) Faderen. Forbandet Du, der slog min Søn! Forbandet Jordens første Morder! Moderen. Forbandet Du, der slog mit Barn! Forbandet Jordens Brodermorder! Abels Enke. Forbandet Du, der slog min Mand! For Abels Børns Graads den tause Forbandelse Jeg, deres Moder, raaber: Forbandet Du, der deres Fader slog! Forbandet Jordens værste Morder! Fader, Moder, Abels Enke. Forbandet Broder- Mand- og Fader-morder! Cain. . . Min Broders Blod til Himlen raaber . . Fader, Moder, Abels Enke. . . Hevn! Cain. Vee! Jeg maa flye . ! Faderen. Naar min, din Fa'rs . . Moderen. Naar min, din Mo'rs . . . SIDE: 157 Abels Enke. Naar mine Børns, din Broders Blods . . . Naar min, din dræbte Broders Hustrues . . . Naar min, den første Jordens Enkes . . . Fader, Moder, Abels Enke. . . . Forbandelser rundt Jorden hyle . . . Cain. (flyende.) . . Vee! Fader, Moder, Abels Enke. . . . . hvor vil du flye? Messias. O, Himlens Aander, fra Jorden vender Eder! Forøger ei hans Skyld ved Eders: Vee! Haaber! Haaber! Farveløs, uden Blod er Evigheden, en Grav er ei et Gab i Evigheden! Den sletter Abels Skygge af Cains Pande. Og i dens Favn -- seer gjennem fjerne Himle! -- vil Cains tunge Fod . . . (der tør ei Jorden træde, for ei at træde i Abels unge Blod, der tør ei træde paa de vaade Strande, for ei at vade i sin Moders Graad; dog iler han afsted, thi han i Stormen hører sin Fa'rs Forbandelser hvine i hans Øre, mens han i Dagens Himmel seer en Taare, der svulmer af hans Broders Enkes Øje, i Natten sin Moder, graa af Sorg, der bøjer sig, med udslagent Haar, ved Abels Baare) . . i fjerne Evigheds Himmelhavn vil Cains tunge Fod nedsynke træt: hans vilde Flugt i Evigheden standser, som Alt begrændser, som under en Himmels Barm, vil trykke Cains Aand og Abels rødmende i sammen. SIDE: 158 (Den gamle Adam paa Dødslejet. Eva, som en gammel Qvind, siddende hos ham. Deres Afkom, Mænd, Qvinder og Børn forsamlede udenfor og i Hyttens Dør.) Eva. Tys! Stille Børn! Jer Mumlen stopper til jer Faders Øre, saa hans Aand bli'er qvalt, og finder ikke Udvei . . Tys! En Søn. Vor Fa'er er døv. Eva. Hvad sagde du? En Søn. Vor Fader er jo døv. Eva. Ja døv! Din Mo'r er døv, din Fa'r er blind, og nu er ogsaa Tungen bleven stum. Hvis I har Ærefrygt, saa stopper Øret med Mos og værer døve som jer Moder! tillukker Øinene med Dynd, at ei I skulle see hvor Eders Fader famler; og tier stille i jer Sorg som Han! Bedækker Hovderne med bleget Mos, og bøjer Jer, og ligner da jer Mo'r, som fylder nu sit Skjød, hvorfra I stege, med visnet Haar, og nikker stedse søvnig! . . Det var engang . . . (slumrer ind. Adam drager et Suk. Hun vaagner.) . . Hvo talte? Jeg vil bande Den, som i mine Øren skreg, som om han havde med ugudelig Haand oprevet sin Faders Øjelaag i Dødens Stund, saa Livets Fryd og Sol ham kunde haane, og Aanden, som paa Læben var, blev trukket tilbage end engang, for atter døe. Har jeg født Flere end den ene Cain? SIDE: 159 En Søn. Græd ei vor Moder! En anden Søn. O, hun græder ei: det er blot Vand. Det graa Haar smelter op. En Datter. Hør kjære Mo'r, der Ingen talte nu; men det var Adams Suk, der vakte dig. Eva. Suk? Suk? Ak, Mandens Kraft jeg knapt erindrer nu han ligger der, som kantret Træbul . . . o det var før Livet lukte sig, før disse Qvinder i Frugtbarhed tvang deres Moder til at sukke i sit Øde: da gik Eva med rige Bryster som en Morgensky, og Adams Blik igjennemlysned mig, som Rosenknoppe, der min Haarlok brød. . . Det var, før Mandens Ryg mod Jorden krøb, som om den ledte efter roligt Skjul, og før hans Sønners Kraft beskygged' hans, og før hans Sønnesønners Hovder voxed (ak Haan i Kjerlighed?) som kaade Ranker fra lave Steenmos, opover Adams Nakke: da gik, liig en belivet Palme, Manden. Nu er hans mægtige Aande, Skovens Storm og Havets Skjælven, kun et Suk. -- Et Suk? Og Evas Barm, nys Livets Kildevover -- se rislende gjennem mine Sønner, og sprudlende op i disse Barnehjerter, og rislende saa og sprudlende saa til Jorden synker! -- er -- Fy! I gyse Døttre? -- som et Lod hvormed jeg maaler Dybet i en Grav. (Adam sukker) En Søn. O disse Suk mig isne! Jeg vil gaae og hylle dem i varme Offerdamp. SIDE: 160 En anden Søn. Hvi skal han trælle under Smertensaar? Ak, venter disse blygraa Lænker mig? Hans Arm ei mægter jage, og hans Tunge bespotter al hans Manddoms Viisdom, naar den pjaddrer, leer og græder som et Barns. Ak, se hans Øie ligt et blodigt Saar, skjøndt før dets Blik gav Saar hvorhen det saae. Vel bedre, at han segned paa det første af Alderdommens graalokstrøede Dørtrin, der bygget er af krumme Rygge, og hvor bag en Storm af Hoste og af Sot-suk med raadent Pust den Kommende jo møder. Ha, hvis han ei ved første Taage i Øjet, saa det ei kunde Hjorden see fra Vildtet, det vilde bore ud, og Øret kaste til, naar det hans Egnes Navne ikke hørte, og sønderbryde hvert fordærvet Lem, som troløst det forlod hans Hjerte ene: da bedre dog, han brat som Dyret sank, og blev medeet til Stenen uden Smerte! -- Hører, mine Sønner! naar denne rædselfulde Alderdom, min Faders Røver, kommer krybende langsopad disse Skuldre, for at stjæle mig Tænderne af Munden, mens den hungrer; og sælge Kjødet bort, mens Benet lever; og Blod af Hjertet, levnende saameget, at det kan ryste, føle til sin Armod: . . naar Jeg blier liig min Fa'r, der stønner nu (ak, hvert et Støn mig stivner til en Olding!) isammenkrympet under Alderdommens Vampyr, der har med slange-blygraae Vinger, paa hule Beenpiber spændte, sat sig paa hans Hoved, saa det tynges mat i Støvet, og maatte, om en Løve kom, med Nikken see denne lege med hans fordums Bue, idet dens Hale slaaer det levende Aadsel: -- da lad ei eders Fader bli'e slig Spot SIDE: 161 paa fordums bedre Dage! ei en Sorg, der, mens hver Fryd af Dagens Krands er afhugget, gjenlever nu som Stump af Ormens Hale! Men lad min Livsstrøm, som den faldne Løves, for kjærlig Piil udstyrte som en Foss: saa, lig en Regnbu, fra det friske Blod min Manddoms Aand kan ryge op til Solen, og ei som Dennes -- Vee min egen Fa'rs! -- udsile, som et endeløst Morads, igjennem Sliim og Suk og Graad, saa Aanden -- hvi leved den da stærke Manddoms Dage? -- indskrumpen stiger for at møde Solen! En Qvinde. Ja Qvinden vil ei heller blive hæslig som runkne Eva der. Vee, see, hun kan ei holde sine Øienlaage oppe ved Mandens Sotteleje! . Alt hun slumrer. Skal vel min Datter see saa hæslig Moder? min Søn den Barm, som næred' ham, at være den tomme, gustne Slangehud, hvor Livet er krøbet ud? En Søn. Vel, jeg vil knuse Den tunge Alderdom som træder vore Forældres Hjerter ned i Støv, og gyder sygt Øjevand i Rynker ovenpaa. (løfter sin Kølle over de to Gamles Hoved.) En anden Søn. (slaaer Køllen væk.) Nu nytter ei! snart synker deres Hjerter, ned af sig selv, for fulde alt af Smerter. En Søn. Dog er der Sorg tilbage; neppe Fryd . . . SIDE: 162 Eva. (halvslumrende .) . . Hvo veed . ? Jeg syntes jeg saae Adam ung, og mine Haar til lyse Straaler blive . . (Musik høres.) Tys! Ah, kommer Solen . ? Knæler, Børn! Nu bliver Eders Moder skjøn . . O tys! Er dette Solens klingrende Straaler . . Ah, se, om de slaae som Arme sig isammen, for atter kryste Liv af Evas Hjerte! (Alle knæle. En skjøn bruun Yngling kom- mer fulgt af lignende Ynglinge og Børn med Vaaben og Instrumenter af Metal. Evas Sønner springe op som til Angreb.) Den fremmede Yngling. (svingende en Palmeqvist.) Fred over vore Hovder! En af Evas Sønner. Ah, vort Sprog! Og ikke som min Qvindes, der er født i fjerne Himle bag et taaget Fjeld. Din Tunge er min Tunges Broder. Vel! (De lægge Vaabnene.) Den fremmede Yngling. Siig, hvor er Adam? Ha, dette brustne Minde! (knæler ned for Adam.) Mit Livs første Udspring! Siig, hvor er Eva? Ak denne bøjede Green, som visnet synker ned, men synker dog imellem alle sine Frugter. (knæler for Eva.) Hil, du Livets Moder! Eva. (brister i Graad.) Sorg! Hvi blev da gjemt den Sorg til Gravens aabne Mund, at ei jeg mægter see, om det er som jeg synes? SIDE: 163 Ak, er det saa? din ene Kind er Abels, din anden Cains, din Pande Adams og din Mund var Evas . ? Gaa! Jeg kjender ei dit skjønne Hoved, thi det synes mig, en Sky er paa din Pande. Den fremmede Yngling. Gaa? O skal jeg vende med min Sky paa Panden hjem tilbage til Landflygtighedens Land, til Cain? Eva. (forskrækket.) Til Cain . ? Den fremmede Yngling. Til Cain min Fader, som gav min Pande denne Sky, saa ei du mig, dit Barn kan kjende. (Adam reiser sig paa Lejet.) Adam. Ak Cain! Den fremmede Yngling. O Cains Fader lever? Hil, du skal min Faders Pandes Skygge hvifte med din sidste Aande bort! Eva. Om Cain han taler? Den fremmede Yngling. Din Førstefødte. Eva. Ja, om Cain, som vilde alene herske i mit Skjød. Han lever? Hvor standsed' mine Skrig? hvor kunde han da standse . ? Ak! SIDE: 164 Den fremmede Yngling. Han tænkte, som hans Fod blev træt, at dine Veeskrig sagtned'. Se, han fandt, da han ved Ganges nedsank mat, min Moders Fader, Adimo, min Moders Moder Prokriti (se, som Eva og som Adam ved disse Floder, ved Ganges Livets Udspring.) Ak, som i Hulen under Himalah, -- hvor, se, hans Kløgt af Dybets Malm kan skabe og forme Toner i det gyldne Horn, som han har skabt for dermed efterligne dit Veeskrig, og sit Suk til Himlen slaae! -- min Fader sidder sorgfuld, samle Skyer sig paa hans Pande, Snee sig paa hans Isse. En herlig Æt er voxet ud af Cain, et svalt Tusmørke mellem Cains Dag og min og Disses Moders Aften. Dog han luder i sin Hule, hvor han former til gyldne Slangehorn sit snoede Suk, og Ersens Gløder svide dybere ind (som om de vare Abels røde Blod) hans Pandes Rynkesky. Fjernt fra hans Hule min Moder staaer i Graad med sine Børn, og Alle lytte til hans Hammerslag; thi, som de klinge dybt og falde tungt, vi vide Sorgen slaaer vor Faders Hjerte. Dog, har han hamret til at Blodet springer ham udaf Haanden, og han synker mat: da smiler han og kalder sine Børn, og gnider dem sit varme Blod i Panden, og mumler over: "væk Cains Mærke! væk!" Saa tørrer med sin Sved af Barnets Pande han Blodet væk. Men næste Daggry høre vi atter Hamrens Slag i Hulen til igjen om Aftenen han bløder. Vee! Eva. Ja Vee! vee! Jeg "Vee!" har raabt for Abel. SIDE: 165 Den fremmede Yngling. O, raab dit Vee for Cain! Thi se min Moder, at ei min Faders Hjerte skulde briste . . . (o, naar det brast, ei blot i Hulens Dyb, naar han i Gnisterne seer Abels Blod, men ogsaa naar han støder i sit Horn fra Fjeldet, saa at Morgenrøden svulmer, han hører i dets Gjenlyd blot dit "Vee" der langsmed Fjeldene ruller over Jorden.) . . har udsendt mig og alle Cains Børn, med Bud, at vi med Solen skulde drage til Landet mellem fire Floder, hvorfra Cains Fa'er og Mo'er Forbandelsen udsendte. Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker for Abels ene Blod, Du Cains Fader! Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker for Abels ene Blod, Du Cains Moder! Jeg vender, hvis I lægge Eders Hænder paa Cains Søns Hoved, gjen tilbage, og siger til min Fader: "se din Faders og Moders Hænder have lagt paa dette din Søns Hoved!" O da den mørke Sky sig fra min Faders, Cains Pande letter, og Faderens Sorg fra disse Smaae vil flye! (Adam og Eva lægge deres Hænder paa hans Hoved, og segne tilbage.) En af Adams Sønner. Nu vend tilbage riig; thi, se, du bærer min Faders og min Moders Aander paa dit Hovet til din Fader! En anden Søn. Nu vi maae, som disse Evas Taarer, hvorpaa nu igjennem Rynker hendes Aand udflød, os skille ad paa Jorden. Jeg vil gaae til Søens Bred bag Ararat det blaae. Og vee hver Mand, der tør med fremmed Skygge formørke Dalene, hvor jeg vil bygge! SIDE: 166 En Søn. Ja, drage I med Vinden Syd og Nord, Seth arver Abels Ager, Cains Hjord. Thi, Brødre, see, vor Fader er jo Steen! Thi, Søstre, seer, vor Moder er jo Muld! Vi give Jorden deres tomme Been! Ak, Jord selv døer, naar den af Liig er fuld! Messias. Abiriel reen fra Adam gjenvender. Evas Hjerte Ohebiel gjensender: de elskende To, der Stamforældre vorde til Englene, der dvæle i Hjerterne paa Jorden, til Englene, der straale i Himlen ind fra Jorden: Abiriel-Ohebielers Orden. Thi første Elskovomfavnelse (liig to Fosse, der i Dalen sammenhvirvle sig) forplanter i Fostret forente begge Aander: saa De igjennem Ætten i Mulden vandre sammen: saa Menneskeheden er kun een Aands Flamme. Ja Kraft og Kjærlighed hver Sjel: hver Jordens Sjel og Himlens Abiriel-Ohebiel! Aander. Hil hjemvendte Aandepar! Snart stimle de Engle hist I fødte efter eder til Himlen! Ohebiel og Abiriel. Ah, Liv! Hvor seer jeg Alt! O Solen er ei ene Guddom, som jeg troede der! Men Gud jeg seer i Solens Skin, i Duggens Spind, i Æblerødt, i Fuglesang og Bølgegang, i disse lyse Aanders Hær. Se, Dybet er Hans Almagts-haand! Se, Himlen er Hans Viisdomsaand! Se, disse Soles Lys hans Tale! Hans Tanker sig i Livet male! Ak, hissetnede ikkun halv, som med eet Øje kun, jeg saae, SIDE: 167 og jeg, for Hvad jeg saae, jo skjalv! Ak, hist i Muld Jeg var kun heel og fuld eet Øjeblik, eet Elskovs-aandedrag, naar begge mine Dele (som Qvinden og som Manden) omfavnede hinanden, og blev eet Hjertes Slag! Fra høieste Udsigt paa Jord: een Dag, eet Liv jeg saae for Foden laae. Men her fra min Gravhøi en Evighed jeg skuer ud gjennem Himlene bredt! Se, fremad igjennem Himlene den naaer, tilbage i Støvet gjennem Ætten den gaaer til sidste Grav -- o Krandsens sidste Knop -- mens Selv jeg imidten paa denne Gravhøi staaer! Hvor er min Svaghed? Thi jeg mindes, at jeg sørgede engang, da i tvende, trange, hule Hjerter jeg mig maatte skjule, før jeg ud af dette Minde som en Himlens Blomme sprang. Min Erindring -- o hvor stor! -- er mit hele Liv paa Jord, fra mit første Ord til sidste. . . . Ak, men alle synes mig nu som Tanker fuldbevidste! Tanken i det dunkle Skrig, Angest eller Glæde fødte, naar mig Jordens Syner mødte, viser sig nu klar i mig. Ja selv -- en faver Drøm! -- jeg synes, som om i Himmelen her jeg ikke ukjendt er; som om det Navn, de høje Aander kalder mig med, var Klang ifra min Barnealder; som om jeg Ormene besøgte hist en Tid, fordi min Frihed vilde stevne did, og kommer nu af egen Kraft tilbage; som Mands og Qvindes Skjønhed var et Slør, det Døden af mit Væsen nu har draget; som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel; SIDE: 168 som om min hele Viisdom hissetnede, der vilde Gud i hvert et Blad oplede, og skjalv dog, naar det rysted', for hans Vrede, var efter fordums Himmel kun min Længsel. Dog -- ak jeg veed ei -- men jeg troer, at, først naar Alle døde er' paa Jord, og have om mit Hjerte samlet sig i samme Vingely, da seer jeg mig meer høi og glad og lys end før jeg var: som disse store Aander skjøn og klar. Messias. Ja, Aander, som Sjelene stimle frem fra Jordens Hjerter mod Himmelhjem, da stiger eders Salighed: naar Jorden er øde og Alle døde, men salige Himle eder omstraale, da naaed I Maalet. Aander. Ja høieste Aandens Maal: Messias liig I evigen rene, salige vorde; thi I en Himmel avled frem af Jorden, og see den heel da at udfolde sig. Abiriel og Ohebiel. O Gud! den Evighed du gav (ei begyndende fra min Grav) er da en Salighed? Ak, kan jeg blive meer skjøn og glad og god? Ah ja, jeg maa jo endnu lære: et lidet Barn ved denne Mesters Fod! Han tænker sandt, hvor jeg kan ikkun troe. Se her i disse Jordens Væsners Øine, jeg synes selv at skimte noget Ligt mig Selv og disse Himlens Aander høje. Dog vilde deres Øine kun for mig nu være Taageslør, og deres Øre en snever Grav at lytte i; min Aand, der flyder over Alting fri, i deres Hjerneskal var stængt og qvalt. (Menneskene stede Adams og Evas Liig til Jorden.) SIDE: 169 Ah, se mit Liig! Ah, hvor de pryde de gamle Pjalter! Ah, mit Liig imellem mine Børn! O, saae I mig, en Lovsang vilde Eders Taarer bryde. Ah, seer min Datter der mig i sin Graad? Hun stirrer hen mod mig. . . Ak nei! Da græd hun ei. Jeg seer en Tanke dybt i deres Hjerter. Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed mig fryder i min Salighed) som glindser paa min Baare, er ei Blikket af en Smerte! Ha, se! denne Søn, som slaaer Graven fuld af Graad og Haar! Hvert et Haar er udrakt Tunge, hver en Taare Skeleblik af hans Hjertes onde Raad. Vee, hvis jeg ikke vidste vist, Alle blev' som Jeg tilsidst, Kummer Himmelen da fik! (En Komet ruger over Jorden. Uveir. Oversvømmelse. Mennesker forsamlede om et Altar paa et Bjerg.) En Offerpræst. Den sorte Røg af Synd og Suk, af Avinds Aande, af Smaaebørns Blod over Jorden ruger. Dog skjuler den ei. Mennesker. O, kunde den skjule, vi syndede meer! Havet stiger, Jorden synker, Skyen er bleven Bølgens Skum. En Offerpræst. Os Ofrets Røgsky skjuler ei. De store Guder paa Havets Skjold løfte Jordens skjælvende Hoveder op mod Hevnens det gloende, hængende Sværd. SIDE: 170 Mennesker. Vee, Dybet til Fodfæste, Lynet til Skjul! Havet stiger, Jorden synker, Stjernerne i Dybet gaae! En Offerpræst. Vil Himlen atter parre sig med Dybet? Stormfulde Skyer flye lige geile, hylende Ugler . . o vee! og Bjergene bøje som Qviste sig ned! Se, Havet sig hæver til et bristende Æg! (Et Bjerg gaaer under.) Mennesker. Havet stiger, Jorden synker, Bjerget svømmer under Skye! En Offerpræst. Vee, at I, mens en Dag var klar, ei Dybets Magter et Altar gav. Thi Vreden slaaer ei ydmyge, graadblændte Blik, men svulmende Nakke, letsindige Smiil. Mennesker. Havet stiger, Jorden synker, hvor er Himmel, Jord? kun Dyb! En Offerpræst. Thi, see, ei eget Altar slaae de vrede Guder, om Alt forgaaer. Ene, midt i det endeløse Hav, det kneise som et Minde over Livets Grav . . vee, som et Minde, at paa Jorden dog var eet fromt Hjerte: det, som reiste Alteret! (Alteret skylles væk.) Mennesker. Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig, Himlen Jordens eneste Gave, Altret, har forskudt. O Vee! hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm! Dødens Sværd er paa vort Hoved, Dybet gaber ved vor Fod. (De flye. En Moder taber sit Barn.) SIDE: 171 En Moder. (famler efter det.) . . Hvor? -- Ak, Dødsens Mulm, befoel dig Guderne at sænke dig imellem en Moder og Barnet? Bølgen skreg? O tys! Mit Barn, hvor er du? Jeg skal flye med dig. Din Vugge jeg har jo i Skjødet. Fæle Lynets Lys! Mit Barn er skyllet op paa Klippens Horn: et Dyb mellem Moder og Barnet? Heller kunde da et Dyb mit eget Hjerte kløve -- -- -- (styrter sig i Vandet.) Skrig, Barn! og led mig, Lyn! (En Mand kommer drivende paa sammen- bundne Træer. Den svømmende Qvinde omfatter hans Flaade. Han støder hende væk.) Manden. Ha, skulde jeg ei nyde af min Kløgt, der lod mig ride paa og tøile Vandet? Du skulde leve? Jeg -- jeg skulde døe? (Et Lyn viser Moderens Liig.) Ha, vee, min Moders Hjerneskal jeg knuste! O, vee, jeg seiler i min Moders Blod! (En Hob Mennesker klatrende opad en Klippe.) En gammel Qvinde. Dreng! Dreng! -- au, bruger du din Fa'rmo'rs Ryg -- bort! bort! -- saa krum, til Stige . ? En Dreng. Eia, Vandet er efter mig . . o hold mig Bedstemo'r! En Mand. (styrter Kjellingen ned.) Hør, hjælper mig . . . SIDE: 172 Hans Søn. Tag mig med Fa'r, o Fa'r! Manden. Gaa, du har dine Been! Saa slip mig Dreng! (spænder Drengen ned.) . . Hør hjælper mig! Du gode Mand, hal op min Sæk. Der er min Skat . . En anden Mand. Ha, redder du dit Huusgeraad, og kaster bort din Søn? Gjør Plads for Drengen der, som skjælver . . Ha, Du sidder paa min Moders Liig . ! Hans Søn. Hjælp Fa'r! Han der med Sækken dræbte Bedstemo'r, og styrted' lille Tubal ned, hans Søn, fordi han hang i Sækken! Den anden Mand. (styrter Manden med Sækken ned. Han river anden Mands Søn med sig.) Ned da! ned! O vee, min Søn . ! O! o! En Yngling. (træder paa en Piges Liig.) Anah! Anah! En Mand. (fra Toppen.) Du træder paa din Brud, som paa en død, opskyllet Hai. Ynglingen. (knæler ved Liget.) O, Anah! Det er ei Anah! SIDE: 173 Manden. Snart da Vandet skal din Anah vaske, saa du kjender hende. Ah, vil du op endda? ei døe med hende? En Mand. (styrter opad med en Qvinde, der har et Barn i Armen.) Kom, Qvinde, lad den Lille ligge . . Ha! Kast, kast din Byrde! (kaster Barnet bort.) En Mand. (fra Toppen.) Bliv nede med din vanvittige Kraft! . Jeg lever! Ha, stærke Deukalion -- jeg lever! Manden med Qvinden. (styrter Alt ned om sig.) Kom! kom! væk! væk! Ved Dødsens! Ha! Hvad klæber mig om Barnet? Ha, hvad Tang? hvad Græs? (seer sig om) O vee! min Faders Graahaar! Qvinden. O, o frels mig ikke! Jeg er uden Børn. Manden. (arbeider sig med sin Qvinde op paa Toppen. Brydes med den Mand, som havde den inde før.) Ha, bort! Her er ei Plads for Tre! Du døer! (styrter ham ned.) Qvinden. Hvi bleve vi ei slugte i denne Syndflod, da du har Foden glat i Faders Blod, og Barnets Skrig i mine Øren holdt? Manden. Vi ere nu som Adam og som Eva: vi holde Livet inden vore Arme; og dette Horn af Fjeldet er vor Jord, og denne Ørnerede Paradiset. SIDE: 174 (Brune Mennesker forsamlede ved Ganges.) En Mand. Paa rappe Heste, høie Dromedarer fra Kaschemir, Cains Fængsel, ere Bud hidkomne for at smelte deres Skræk i salige Hindostans milde Sol. En fremmed Mand. Vi ere ei længer Flygtninger, thi vi har seet fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg. Lyksalige Hindostan, salige Prokritis Æt, I frydes! sætter Eder ned ved Ganges! Thi Dybet var retfærdigt i sin Vrede: Det standsed ved de Godes Bredder: Himaleh! En anden Fremmed. Ja, salige Hindostan, du svømmed over det vrede Dyb, som Lotosbladet. Se, da Dschagatai, før Jordens høje Hjerte, blev til en rundtomsqvulpet Strand, da saae vi det hele Vestens Liv, som gjorde Phrats og Pischons Bredder lige Jordens Mund, der, altid ædende og altid leende, med Skrig og Sqvaldren Himmelen forhaaned, som splintrede Lemmer af et Liig at drive, at tumles, at klæbe sig til vore Bjerge. En Mand. Ja, Guders Vrede er ei blind som Mandens; idet det farer, aabner Lynet Øjet, og Hevnens Sværd sin Haand bag Stjernen har. Vi sank ei, thi, som Hines, var vor Haand ei fuld af Blod, og Smaaebørns Bloddamp ei vor Himmel mørkned'; reen og sød som Ganges vor Fromhed var, og Guderne Det saae. SIDE: 175 En anden Mand af Folket. O tal ei saa! Er vi ved Skræk ei tugtede? Er Skræk ei Straf? Erindring om en Rædsel ei Tugtensriis? Vi vare jo som dømte til stivt paa vore Brødres Død at stirre? I vore Bjerge gjenlød deres Suk. Og dømte ere vi jo til at feje den store Dødsplads reen, hvor Ribbene af vore Brødre hænge rundt om Palmerne? Mon Dyrene ei vare fromme? Dog de maatte flye i lange Rader, og vi Mammuth saae i Dødsskræk søge op mod Nordens frosne Sumpe og dets Iismark; og hele Flokke samled sig i Huler, og Vandet skylled efter dem, og lukte med Dyndet deres Grav. En fremmed Mand. Prokritis Æt, hvis palmebrune Farve det rolige Tusmørke viser, hvori det Menneskehjertet er tilladt at leve, -- se du, fra Adams hvide Æt sig Solen vendte, for sin Hevn ei see! Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelste; thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer, ham løfted' til Chaldæas Fjelde let, hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang. En Mand. Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen; og Folket var saa hvidt, da Angsten ved de blodige Offre havde bleget det; og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved'. En fremmed Mand. Meschias, Meschianes blege Æt, der gjorde Caucasus til Liigsteen og den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed, SIDE: 176 til Dynd er knust, da mod hinanden Himmel og Dyb sig knuged. Kun een Mand og Qvinde paa deres Brødres Pander stege op til højste Tinde, hvor de leve. En Mand. Ja disses Hjerter svulmed saa af Synd som Caucasus. Nu er da Ganges's Børn de Jordens Første og de Sidste. En fremmed Mand. Mæt af den halve Jord har Dybet lukt sig. Det joges af det røde Blus paa Himlen fra Vesten ind, og har nu efterlaldt om Caucasus en Ring af sorte Have, et Gab i Jordens Midte fuldt af Øer (som Noahs Japhet tog til Arvedeel) der ligge, lige Levnings-been, igjen, som Gravhøje over sjunkne Folk. En anden Fremmed. Se Phrat og Pischon fandt igjen ei deres Baner, og Nil, de sorte Menneskers dybe Skille, alt kjæmper sig et nyskabt Land igjennem, et Land af Dynd, hvor før imellem Bjergene sig Havet skar. En Mand. Men Hindostan blev urørt, da Jorden skabtes om. Det er det Ældste. En anden Mand. Paa Elephanter -- se hvor Mandens Skræk sin Qvindes og sin Afkoms Taarer stivner! -- hidkomme Sydens mørke Folk. SIDE: 177 En fremmed Mand. Ja kunde min Sorg og Qvindens Taarer vejes, da ei Elephanten bar os! vi da laae med vore Brødre under vore Strande. Thi se Cambodja revned' fra Malacca, Vulcanerne udspyede Vand og Ild, i Syd er hele Landet skyllet bort som raaddent Kjød, en Hær af Øer, som Been paa Dødens Val, som vilde Haar paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte! En Mand. Men Hindostan, som Jordens Hjerte, men Ganges, som Jordens Pulsaare er, som Himlen ei vilde knuse og splitte, at ikke hele Jorden skulde døe! (Røde Mennesker forsamlede paa Chimborazzo.) En Mand. Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se fra Andes, hvor vor Jord er voxet -- ha, udbredende sig i Havet! Vælted Havet mod Østen sig at sluge Østens Lande (thi se mod Øst det endeløse Land, hvor før var Hav! se Landets store Floder, hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet!) og, sqvulpende i Dønninger tilbage paa denne Side, gjorde Chilis Kyst saa steil og lige, og Panama smal, da det igjennem denne Lænke vilde sig bryde, for sit Løb igjen begynde. Før syntes vi vor Jord var liden, kun en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah, nu see vi ikke Havet mere, men dets Kilder vel i disse Landets Floder, der stige fra de gamle Høislætter ned at maale og besee de nye Lande. SIDE: 178 Messias. Mennesket troer, at Himlen, Guds Barm, kan fyldes saa fuld af Synd og Suk, der ryge fra Muld, at ud den maa briste, og knuse hans Jord, og knuge og splitte det Alt, Cajahel som Liv har malt, til Intet tilbage, til Rummets drivende Damp, der, først ved Cajahels og Obaddons Kamp, opdyngedes, som Livets Sejersbytte, til en Jord, tilhyllet med første Morgens Smiil. Han troer, at Jorden, det Døde, for ham, for Aanden, skal bøde, som, dengang det Evige Liv ham gav, fik Løn i sig Selv og Straf. Øiner han Spoer til Kræfternes Kamp i hans Jord, fræse Vulkaner, æse Oceaner, Sig ene Aarsag og Offer og Maal for Striden han ahner. Seer han et Dyb, hvor Obaddon foer, han skjælver, og troer: "mig Jorden vil ei bære, min Synd er for stor." Aander Cajahels Seirsaande ud et Foraar af Liv, en Høst af Frugter, han smiler, og troer: "min Fromhed seer Gud, min Dyd er stor, mit Offer han lugter." En saadan Kamp, med Jubel og Gys, (som den, der rased' paa Jorden nys, da en Verden i flammede Livsensgjær den brused' nær, og Dybet svulmende denne imøde; men Jorden sin Ligevægt fik ved sit Øde) i Menneskehedens Indre vil reise sig, naar, som Blus, Himlens Sandhed over Hjerterne staaer, og Samvittighederne svulmende imøde den slaae: da vil den see, at dens Dyd og Last SIDE: 179 ei lønnes og straffes af Sky og Ild og Muld; men Aanden sin Ligevægt, Selvbevidsthed, faaer. Med den mellem Himmel og Jord staaer han fast, og seer da en Syndflod, svulmende og fuld, brusende ud, naar Hjertet er brudt, i Aandens Taarer: Vemod og Sorg. Men, se -- som Storm over Vandene jog, og ned dem til Damp i Dybene slog -- saa reiser (thi Himlen har Seir og Kamp) hans Kraft sig og aander Angrens Syndflod bort; hans Liv blomstrer atter unge Dyder frem. De klattre mod Himlen; han stiger med dem. (En Mand omringet af sine Sønner.) Manden. Opreiser Eder, Sønner, under Spydet! I, mine treti Arme, jer udbreder, og sammendriver Folket ved mit Telt! (De samle Folket.) Manden. (til Folket.) I samled' inden disse Bjerge sammen jer Teltehob, at Alle om den Enkelte et Hegn af Arme kunde flette, saa han ensom ei blev Dyrs og Fiendes Rov, og for at vogte og at nyde sammen jer Rigdom. Men, Hvo er i denne Hob, der dreves sammen jo af Angest, for at Hver kan finde Ly indunder disse isammenstukne Hovder . . Hvo er som Hjertet, det Styrkens Æg? Hvo er som Middelstøtten, hvortil de Alle læne sig i Nøden? Mon ei den Rigeste? Mon ei den Stærkeste? Og Hvo er riig som Jeg blandt mine Hjorder? Og Hvo er stærk som Jeg blandt mine Sønner? Hvo riig? Og dog var jeg end arm som I, SIDE: 180 min Styrke skaffed mig dog Rigdom atter. Saa er min Styrke da min bedste Rigdom, min Ønskehat, min Pung, som ei kan tømmes. Men -- ha, hvi gav mig Himlen Styrke blandt de Svage? Hvi i Eders Armod Rigdom? Mon, at jeg skal blandt Eder meest arbeide, naar jeg har Magt til Eders Sved at tage? Mon, at jeg skulde give bort min Rigdom, saa den blev Armod, Eders Armod Rigdom? Hvad Velbehag i Styrke, naar den ei kan hvile? hvad i Rigdom, naar den ei kan dynge sig? Ha, Alt skal voxe jo! Den Svage skulde frydes vel som jeg? Maa alle Dyr for Løven trælle ei? Naar deres Fedme blomstrer, han dem plukker. Er jeg ei som en Løve i mit Folk? Se, mine treti Kløer i mine Sønner, der bævre alle af mit stærke Blod! Se, denne Hale bag af mine Trælle, Hjemfødninger, der leve i min Skygge i frydfuld Roe, og fødes af mit Fad! Hør! See I ei, at ingen Fiende nærmer sig mine Hegn? Saa vil jeg frede Eder for Vestens sorte Folk, der svømme over vor Flod, forfærde os, som om vi saae vore levende Skygger, og fortære Eder, -- hvis I vil kalde mig for Eders Løve; jer Nakke bøje under denne Fod; jert Liv i denne Kølles Skygge sætte; jer Ager give mig, men dyrke den; og bringe mig det Bedste; hvis I ville mit Telt med eders Døttres Skjønhed pryde, og Eders Æt for min Æt være Slaver, som, Fædre, I og Alle ere mine, ifra min Ældste til den Hyrde, som med Svinet æder Olden. Folket. Vær vor Hersker! Thi vi din Kølle frygte. SIDE: 181 Manden. (fælder En med sin Kølle). Saa da splintres Enhver, som giver mig ei Skat og Trældom! Hver, i hvis Pande Jeg seer malet Trods! Hver, i hvis Mund er ei min Viljes Gjenlyd! Hver, som betvivler, at jeg er hans Lemmers, hans Livs og Døds, hans Sveds og Rigdoms Herre! Folket. Vort Liv er i din Haand, vor Sjel er i dit Blik, vor Villje i din Mund, o Herre! Manden. Hvor standser vel min Magt? Ha, den maa rulle som Alpens Snee! Mon der er bedre Folk end disse Trælle i de andre Skove? Min Fryd og Rigdom voxer med min Magt. Saa rulle den da, til den Gudens ligner. Reis Eder Folk! grib Nogle Sværd og Fakler, og Andre svinge Spydene fra Hesten, og Andre gjennem Horn forkynde Alle, at de for Jordens første Drot maae knæle! Hvo har den bedste Hest? Den jeg bestiger; thi Eders Bedste er jo mit. Ha, nu, naar jeg befaler: brænd, og myrd, og dø! saa brænd og myrd og dø! Og vi skal være som Løverne: vi æde vil vort Bytte. Og som Hyænerne: vi bli'e ei mætte! Se, reis et Banner, og et Mandehoved, paa blodigt Spyd! Naar Banneret mig hvifter, og synes slaae sig tyvedobbelt ud, betyde det vort Mod og Blod, der vil sig brede over Jorden! -- Ha! Og denne Krone, jeg sætter paa mit Hoved som en Sol, til Mærke, at det nu er Jordens Sol! (Hæren drager bort.) SIDE: 182 En Mand. Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ræv! Hersk du om Dagen! vær du Dagens Konge! Til mig skal Natten skatte! (plyndrer de tomme Telte og Hytter.) En anden Mand. Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ulv. Vil Jorden ikke bringe mig sin Skat, saa maa jeg straffe, og den tage Selv. Den Ret du lærte mig, du første Konge. (myrder første Mand og tager hans Bytte.) En Mand. Se, Konge, vær du alle Nævers Konge! Din Arm er stærk, min Arm er svag, og skulde min svage Arm da trælle for din stærke? Ha, jeg vil herske; og mit Herredømme skal være stærkere end dit! lad Kongen sidde paa Jordens Nakker: Jeg paa hans vil sidde. Hersk ved din Arm! Jeg hersker ved mit Hoved! Hersk over Armene! Jeg hersker over Hov'derne! Du skjælver, Konge, som din mindste Træl, for Himlens Kræfter, som skal vorde mine, for Jordens Syner, som jeg gjennemskuer. Fra Fjeldets klare Top jeg stirret har i Nattens Dyb, og givet Stjerner Navn. Jeg vil dem fra min vide Offerkaabe udryste over Kongens stolte Isse. Se, Han med Folket, som for Alting skjælver, der er en Tomme over alles Hov'der, sig bøjer ned i Støvet, naar jeg stiger fra Fjeldet ned med mine Stjerneguder, at sætte mig paa Altrene, hvor før de ofrede til deres dunkle Skræk, og søgte Gravens Mulm med Blod at lysne! De troe nu Intet, eller Hvermands Troe er formløs Skye, hvori hans Hjerte svømmer . . SIDE: 183 . . nei, eller Taage formet efter Alt som skrækker ham. Men jeg skal danne, efter min Lyst, den Skye, og fylde den med Guder; og denne regelløse Tro (saa den, som boer paa Stranden, dyrker sorte Bølger, og den, som boer paa Bjerget, dyrker Stormen) jeg former efter mine Indfald, naar jeg siger lydt fra Tempelet, mit Slot, at Jeg, de store Guders Høitbetroede, den former efter disses Villie, efter de høje Stjerners Baner, hvor den tydes. Da Folket skal om Guder bede mig, og jeg skal sende Skrækkenssyner som min Trælleflok. Da, Drot, beherske du ved Frygt kun Folkets Pandeskaller! jeg ved større Frygt skal Hjernerne beherske! Thi Stammerne jeg sanker til een Tro, nu da min Stammes Altar jeg har reist til Mærke for de Andres, nu da jeg ifra min Stammes Offerpræst har kaaret mig ud til Alles Overofferpræst. En Mand. Stir Du kun i Nattens Bug! spaa af Stjernens Flugt! Jeg vil see i Fuglebug, spaae af Tarmens Lugt. Som til dit, skal Folket og til mit Altar stimle, troe, at jeg i Dyrets Bug gjennemskuer Himle. En anden Mand. Rædsels-guder skabende, skræmmer Jorden Du; bøjer under Præstestav Alles bange Hu. I dit offerblodige Spoer sniger jeg mig tyst, hænger Amuleter paa hvert et bange Bryst. For Guld og Ære vil jeg lære dumme Folk en List: din fæle Gudfloks Vrede tæmme med en Troldomsqvist. Med Troldmand og med Spaamand har Offerpræsten Pagt: indunder deres Stave er hele Jorden lagt. SIDE: 184 Messias. I lange Rækker af Kroner Jorden er lænket vorden. Og Hjerterne til vilde Offerflammer nu flamme sammen! Gjennem Offerhymner gjennem Sejerssange hyler Offernes, Slavernes Jammer. Vee, Tyraniet har sin Arm opreist i Kongen, sit Hoved i en Offerpræst! I Troldomsstave, i Kronens Ender sine lange Fingre: i Blod de brænde. Men, Frihed og Sandhed -- Aandens Ejemærke, i Menneskehedens Barndomsirren henlagt, bortkastet ei, thi den kan ikke tabes, om Jorden svam i Blod, og Skyen var ei Blomsterduft, men blodig Offerrøg, om over hver en Hytte stod en graadig Tyran, om Solens Lys blev fanget ene af mørke, slugne Offerpræsters Kaaber, -- ved dybe Greb i Uvidenhedens Mulm vil hentes ud af stærke Abirieler; dog atter glide under Mængdens Hænder i Dybet ned, saa kun dets øverste Glands i Dybets Aabning, som de Templer kalde, bli'er skimrende, til Himlens Kræfter selv det løfter, under Aanders Jubelsang, heelt op af Dybet, og Klenodet lægger som Straale-ring om hvert Hjerte. Den Tid skal Støvets Aande kalde "Frelsens Tid." En Mand. Først løfted Barnet Armen, knuste Fluen: saa sprang en Yngling frem, og tyned Panthren: sig reiste Manden saa, og fældte Løven. Og Manden hersked over Qvinden og de treti Sønners Telt: saa tvang hans Styrke, der rørte tredsindstyve snoede Arme, SIDE: 185 og aanded' treti Pile ud paaeengang, de Svage til for deres Liv at trælle: saa blev han Slægtens Første, da han reiste et Fædreherredømme: derpaa gik han, som hele Folkets Konge, ud, og tvang de andre Jordens Folk, da med sit Folk (paa begge Sider udbredt lige Vinger, mens han som Hjertet bankede dem frem, og Kronen var et funklende Ørneøje) han omfløi Jorden, til han daled paa den sidste Hytte, der i Syden er (som trukket op af Solen) klinet, liig et Fuglerede, op paa Stylter; men, saa svang sig op med Hærens Fløivinger, som Jordens Midte brede, over Jordens Midte, og skjød i spidsede Phalange-neb, liig Nordlysgrene, Hæren saa udover Iismarkerne i Nord og satte sig (som trætte Falk, hvis Mod er længere end Vingerne og Luften, hvor den aander) paa Dvergens Hytte, der fra Marken knapt i Mulmet rager op og synes liig den lille blaagraa Plante Jordrøg. Saa blev den sidste Pande jevnet da indunder Mandens Stav; og alle Nakker (den ranke Bactrers og Jakutens lave) laae bøjede over Jorden jevnt som Bølger; og Mandens Herskerbud fløi over let som Vinden med de sorte Hvirvel-fodspor. Saa løfted' Barnet Arm og Yngling Bue, og Manden Kølle og tilsidst et Scepter, da fleer og flere Undertvungnes Hyldest hans Kølles Buler slikked' bort, og gjorde den til en rank og blank Befalingsstav. -- Først laante Barnet kun sit Vuggerum: sig dyrked saa en Yngling op en Ager, og fæstetog den af sin Fader: saa sin Qvindes og sin Stammes Ager ejed SIDE: 186 da Manden, Sønnens Hjord og Slavens Sved: saa tog han ved sin Styrke Folkets Land: hans Ager slugte alle Folkets Agre; og saa blev hele Jorden til hans Ager, med Aftenens og Morgnens Sky til Gjærde. Ha, Mandens Kaabe blev en Tordensky, der mørkned' Jorden; og den Jordens Rigdom, han ikke tog, men lod de Andre laane, blev som hans Krones Affald. Med sit Scepter han maaled Jorden af i Riger, lige tykbugede Elephanter liggende med barske Blik og Snabler mod hinanden. Ha, Hindostan og China og Ægypten! Ha, Babylon og Medien og Bactrien, Assyrien, Arabien og Persis og Lydien og Skythien og Libyen, Æthiopien og Mexico og Peru! Og Manden i sin Krones Ring indstevned og maalte Folkene og mærkte dem med Bannere og bandt dem rundt om Throner som bedst det lysted' ei som forhen, da, liig Dyr, de klyngedes sammen efter Farven, og fængslede bag Bjergene sig Selv, som om de vare Jordens sidste Grændser. Men Manden paa sin Skulder flyttede Cimmeriens Mulm og Jordens Grændseskjel; og traadte jordomskyllende Ocean med Foden længer bort. Først laae et Barn i Mod'rens Hætte: saa sig fletted Ynglingen en Hytte: saa udspændte Manden Teltet over sit og sine Qvinders Hoved: saa -- ha, noget Større er ei end Mand: han blev dog kun en Mand! -- saa byggede hans Trælle op hans Huus; hans Hær det løftede paa Spyd opover hans Folkes Arner, saa det raged' høit opover lave, hvide Telte, ligt en Ørnenakke over lave Duer. SIDE: 187 Han bød da Alle samle sig omkring ham, og bygge Huse rundt hans Borg, og kun hans Fiender paa Flugten imod Nord og Syd i Ørknen under Telten hviled'! Saa reiste han en Borg i hver en Stad, som Husenes Konge og som Stadens Horn; han Porte satte; Mure slog han rundt som Stadens Arme; planted Spyd paa Taarnet, som Stadens blinkende Øine over Sletten. Se, Babylon sig reiste over Sumpen, i Phrat med Marmorfoden trædende, med Sale, lige Himle, under Himlen! Se, Ninive kløver Sky med Kobberhorn! Og Ganges er som Delhis elphentand- omkrandste Tunge, der fortæller Hindostan om Delhis Pragt, den saae i Løbet, og nu maa fortælle, liig en nys udsluppen og mættet, frydfuld Gjæst, der ei kan tie med Hvad han nød og saae i Kongens Hal; men Ganges fører med sig ud til Havet (den Bølgepøbel) Alabastersøiler, og Guldgranater, som sank i den ned fra Delhis Storhed, liig hiin glade Gjæst i Kappelommen Stegebeen og Knogler. Se, Maanen ligger høit paa Pekings Tage! Og Stjernerne i Stjerneskud sig splitte paa Samarkandes Taarne! Se Persepolis, et skjønhedsfarvet Caucasus af Marmor! Syvarmede Ecbatana og Baalbek, den Ørknens hvide Dugchrystal, og Skythiens Asgaard, liig et Ural af den graa Granit til Tanais Sletter tryllet! Som Peking Hovedstæders Hoved mod Øst, først lettende paa Kupler Morgenrøden: er Memphis Stædernes hundredringede Hale, der, bugtende fra den ene Nilbred, dukker sig under, men i store Hvirvler snoer sig paa den anden Bredde op, som for at række og at slynge rundt sig om SIDE: 188 den Jordens Vægtstang, som er sjunket paa Syenes Brønd, hvorefter Theben ogsaa med hundred Munde gaber. -- Først Barnets Lov var Maven; saa blev Hjertet, der Straffe skrev med svulne Vredes-aarer, og Mildhed kun ved bløde Slag dicterte, for Yngling Lov; og saa blev Hovdet Mandens, og saa blev Manden hele Folkets Lov. Men da i Folket Manden blev som Hoved, og hele Folket blev som til een Mand, med Mures Muskler, Marmorstæders Knogler: blev Manden, da sit Folk han løfted' som Retfærdighedens Arm, Aljordens Lov. Hans Scepter blev Retfærdighedens Vægtstang; og, som han dermed Land og Grændser maalte, saa gav han Folket Vægt og Maal, og Sceptret blev Krigens Sværd og Fredens Alens Mønster. De Tappreste til dem at tvinge, som den vise Orden Mandens Villje trodsed', hans Sønneæt, til Eje gaves Jorden, som de med Blodet vunde og forsvarte, idet med blodig Hjelm de den bedækked; og Nogle Hjelmen lagde, Kroner løfted. Se, Krigerkaster, Kongestammer reiste sig da som Folkenes Aasyn og som Arme, der, uden Arbeid, laae til Kamp beredte! De Andre vare kun som Folkets Mave, og Agrens Furer bleve Landets Indvolde, foragtede, dog overladte til i Roe at være Folkets Rigdoms Aarer. Og Nogles Fingre bøjed han til Kunster: Da Smedjen klang, og Meiselen blev liig en Skabers Tordenkile. Ved sin Qvinde da lærte Manden Jordens Qvinder Spolen at slaae i Takt med Hjertet, hvorpaa Livet af Livsensaanden (Den i Alting Aandende) udspindes og de røde Kinder væves, og Jorden til en Veddekamp at tvinge SIDE: 189 i Frugtbarhed, saa deres Drengehoveder de saae, naar Maisen bøjede sig gylden, og Højens Druer kjæmped' kaade mod den Fryd de hyllede beskedne ind i Kindens Rødme. Hør, da sang de Alle om Isis, Ceres, Frigga og Athene! Saa Manden Jorden tog, for den at dele med Scepteret i Ejendomme ud; og Magten tog han over Jorden, for med Dommersværdet Ret til Hver at skifte. Den, som i Sumpen Dragen søndersled, og kasted Korn for Slangeæg i Dalen, fremhalte Skovens Voldsmand af hans Hule, opreiste Konger over Landene, og Herrer over Stæderne, og Dommere til Konger gjorde han paa Torvene, men Alle fast til evige Love bandt han. Naar Tyven greb i Mørket, greb han over det skarpe Dommersværd, og Morderens Dolk paa Retfærds Skjoldhvælv brast, ihvorsomhelst han stak, og sprang tilbage i hans Bryst. Selv Skoven deelte han; hver Vaand fik Ejer; sig Kysterne med Lov og Hævd tilegned de fjerne Bølger: Alt blev Ejendom, og løb ei længer mærkeløst i Chaos. Se, store Stæder bleve Brødres Huus; og Landeveje, liig Canaler, hvor de rige Dromedarer seiled; og Canaler, fulde Skibes Landeveje, imellem Stæderne blev' liig de Stier, der gaae fra Naboehuus til Naboehuus, saa sikkre, at i Mørkenat de vandres. Da, som Naboer, der til hverandre, for Brød og Ild og Vand at laane, løbe, sig hented' Colchis fra Ægypten Korn, Ægypten Guld fra Æthiopien, fra Thracen hentede Phønicen Viin, og Bactrien løb til Sidon efter Purpur. Nu lyder Menneskets Trin i Marmorhal, SIDE: 190 hvor Vaaben hænge blot til Stads; og gjennem Chrystallet seer han alle Elementer derudenfore trælle for hans Lyst. Han flyver over Jorden, liig en Tanke; dog hviler han, thi, se, paa blanke Vogn han ruller over Bjerg og Dal som Tordnen han farer over Bølgen paa sit Seil; ham Elephanten bærer, mens han sover; han ligger rolig, medens Jorden maa forbi hans Øine løbe. Nu plyndrer Manden ei sin Kjortel meer fra Ulven, Qvinden sin ei fra Pisangen. Ei hule Løvehoved sidder meer til Skrækkebillede paa Mandens Isse; men Sølv- og Staal-hjelm lige Stjerner, Krone, liig Sol, Turban som Morgenskyer. Dem hyller Purpur nu og Silke, saa selv Oldingen er livlig Sommer liig. De see hinandens Aasyn kun, som Solens, til Tegn, at kun de skulle hos hinanden det Aandige søge: derfor sig forelsker nu Aasyn sig i Aasyn; ei, som før, da Dyr de ligned', Lænd i Lænd . . Se, Jagten Mandens strenge Hovedværk, mens Qvinden efter Jordens Rødder roded', er bleven til en Leeg: med Pragt han skjuler, at han een Dag de Draaber lader strømme af Losseblod han har i Aaren: Hunden maa snuse foran ham, istedetfor han spoered selv tilforn indunder Løvet, og løb med aabent Næseboer mod Vinden: istedetfor hans vilde Opjags-skrig maa Skovens Aande gjennem gyldent Horn fortælle Echo, at den store Herre betvang en Hare. Og, se her! se her et Folkenes Krigstog nu! fra Bactrien en Hær uddrog, at vinde Indiens Rigdom; og Indien, lige byttelystent, sender en endeløs Række over Fjeldene. SIDE: 191 Ægyptens og Chaldæas lange Rader fra Vest til Øst hiin Strøm fra Syd til Nord tverkrydse: Rækkens Hoved bugter sig igjennem Thibet, medens endnu Halen ved Euphrat rører sine Krumninger. Men fromme Dromedarer er for Hingste, og Uld og Silke er det Kamptogs Røg, og Elphenbeen er Kampens blanke Sværd, og Kryderduft er for de Slagnes Suk, og Guld, med Retfærdsvægtskaal-stempel paa, og Purpur er i denne Kamp for Blod: i denne Kamp, hvor begge Parter vende som Sejerherrer hjem: i Handels-strid, hvor Snekkens spændte Seil er Sølvbasuner, der raabe ud til Verdens Hjørner Snillets og Flidens Sejer over Nøden. Se, i denne Kamp (ha, Ørknen livligt Marked, Caravaner lige vandrende Byer!) maa Fliden, Tidens Ploug, og Snillet seire! Thi de, som Livet, voxe kun ved Liv, ved Møje, ny Bevægelse, som Blodet; men Nød og Dovenskab og vilde Dumhed kun voxe lidende, som døde Steen, kun ved Opdyngning og Hensmuldren. Dog, om de voxede, som hos de Folk vi kalde Vilde og Barbarer, til uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe hvert Hjerte og alle overgroede, mægted' de ei at værne sig mod Snillets Flid, saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller dens Fure, naar den løber, klemme sammen. Saa skjære Plantestæder ind sig i Barbarens Lande, og de Vildes Hytter med Skam sig trække ind i Skovene; de see med Blusel sig imellem Dyrene og disse Fremmede; og Sønnen elsker ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte af Sviin og Ulv; som Skovens Papagojer, SIDE: 192 de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne, til høit de hæve sig som de paa Jorden. Saa maalte Manden Jorden som en Stad, og Staden som et Huses Kammer, saa ei Bævren eller Bien spotted mere. Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus og Kammer delte han imellem Brødre. Og Kongerne kaldte Manden deres Fader, og Krigerne kaldte Manden deres Høvding; og Præsterne kaldte Manden Solens Søn (thi Hjerterne oplyste han ved Love, med Vinter-strenghed og med Sommer-mildhed; dog skinned Retfærd gjennem deres Strenghed, som Vintersolens lunkne Blik i Skyen) og Folket kaldte Manden deres Gud; og alle Tunger med forskjellig Tone ham hylded: saa langs Nilen klang "Osiris", ved Ganges "Crishen", "Fohi" lød i China, ved Tigris "Belus", og i Schythien "Odin", hos Celterne "Tuisto", og i Hellas "Dionysos" "Herakles" "Zeus" "Saturnus". En Mand. Først drømte Barnet kun om Moderbryst, i Moderskjødet fandt det da sin Jord, i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane. Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet i Livets Bølgegang og Brusen -- ha, "Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog? Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?" Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv. Saa Manden stirred' til hans Blik blev graat, paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked', de Dødelige saa, og ind han hylled sit Hoved, at det fuldt af Tanker brast ei. SIDE: 193 Hans Sjel med Offerrøgen steg og daled. Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen, omfatte let som Blomster hver en Stjerne, og see med Solen ned paa Alting -- vee, nu sank de ned med Asken. -- Han vidste ikke, hvi han ofred hvad han fra sin Hunger tog, dog dreves han til Alteret. Han kjendte ei sin Herre, dog vidste han sig Træl, sig bunden følte. "Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen? og hungrer, mættes Skyen? Vee, se Tordnen sit eget Offer splitter! kold gaaer Skyen sit eget Altar over, ligegyldig sin viede Ild den slukker!" Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte, og saae sin Aand -- og nu hans Rynker kroged sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave, der maale Dybet, finde Himlens Midte. Da saae i Verden han et udstrakt Legem; i Stjerneraderne varme Livsensaarer, (saa Solene vare Pulse, Stjernerne de Aarer, som tilbageførte Blodet) som i hans eget Bryst; i Bladets Rasl, i Bølgens Døn, i Tordnens Skrald Allivsens Aandedrag; i Fuglesang og Dyreflugt det Legems Nerver; i ranke Mennesker Rygradens Marv, opstablet imod Hjernen, som da var de skjønne Skabninger i andre Verdner; da saae med Sjelens Øje han et Hjerte -- o som en tusinddobblet Sol imidten! -- hvis Æther strømmed gjennem hele Livet, (gjør Løven brændende og rødned Rosen) saa Liv og Død er kun dets fremad- og tilbagesvellende Puls; i Hjertet saae han med Sjelens Fjernsyn: Ahnelsen, en Aand, Altrørende, en Almagts, Viisdoms Aand, som giver Formen Hensigt og Betydning, SIDE: 194 hvis Drømme Menneskeaanderne ere, saa jo visere en Sjel er, destomere til Viisdomstanke da er klarnet Drømmen. Og Mandens Læbe helligedes, da først den nævned: -- Gud -- den Ene -- Gud. Men frem den Lyd (som dengang Vinden blæste i Vandene) af hvert et Hjerte hæved en Tanke, Mandens liig, dog bleg og sløvet, som Jorden, da den graaned først af Havet. Og Folkene knuste Altrene, som vare en Form for deres forne dunkle Angst, og, knælende i Støv, med blottet Bryst, Ægypten raabte: "Kneph", Hinduen "Akhar", og Persen "Zeruane-Akherene", Chinesen "Changti", Siamesen "Phta", Malajen "Sommonacodom", og Schythen "Alfaudur", og Hebræen "Eloah", Iisboen "Kutka" "Radier-Azhie", den Sorte "Numbo", og den Røde "Tloqve- -Nawaqve", "Tiniamacos", "den store Aand, som Alt er i sig Selv". -- Og Manden førte op de Viseste til Fjeldene, og lærte dem at sanke ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed. Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker i Tavler male ind med hellige Tegn. Et Æg Alskaberen da viste, som i sig indslutter Alt; en sløret Qvinde dem viste Guds ugranskelige Viisdom; en Mand, med Solen i sin Pande malt og Stjerner funklende paa alle Lemmer, men endende i Dyrefødder, viste Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol til Krybet, aabenbarende som Almagt; en malet Slange, som i Svælgets Dyb sin Hales sidste Stjerne slugte, viste den Evige, i hvem Allivet bølger SIDE: 195 (de vide Sphærers Bugne-hvælv af Liv liig Slangens Bugter); og et Barn, der sad med sammenbundne Fødder bøjet paa et Blad, der vipped midtpaa store Havet, dem viste Gud den Hellige, der røres ei, og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei ved Verdners Undergang, om Himlen end blev til et svullent Hav af mørke Suk, og Jorden lysned op som Solen af det Blods Udgydelse, Han skabte; et Barn, der sidder paa et Sneglehoved, betegned dem Guds Forsyns sære Gange, hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber og samler alle i eet Punct -- tilsidst: i Salighedens og Erkjendelsens; og, se, en Tornebusk i Brand, med Flammer til Blade, men dog ei fortæret, viste dem Guds Retfærdighed, der straffer uden dog selv at røres af sin Vrede. Den Tid i Menneskehedens Liv, da først Fornuftens Øje som en Vemodstaare opvaagnede, og saae sit Maal og Kampen paa Livets øde Slette (se, hvor Aarene som sorte Valpladsstøtter rage frem med Erfaringens Paaskrift!) her, herudenfor Dens Barndoms Hauge, hvor sig snoede -- som blinde Øgler rundt en duftløs Rose -- de tusinde Uvidenheds Affødninger om Uskylden, og gjorde denne værdløs: . . den Kamp den gik imøde, med sit Blik alene rustet, mod Vildfarelsers og Blændelsers Nordlys, Lidenskabers Storm, og Lysters Hvirvler, Uvidenheds Taage, Begjerligheds blinkende Sandser, mod Ladhed, sig væltende som raadden Damp i Kjødet . . den Tid i Menneskets Liv, da første "Hvorfor?" sig reiser som et dugget Torn i Barnehjertets Rose: denne Tid afmalte Manden som et herligt Træ SIDE: 196 omspundet af en Slange. Og han lærte, at hver af Træets blanke Frugter var en Indsigt; og, at Slangens Farveskin var Sandser, men dens Hvirvelgange Nerver: at Slangen først har Menneskene lært at spise af dets Frugter, i hvis Sødme sin egen Gift den blander. Thi da Smerter Uvidenheden greb iblinde, og da Lyster fødte Sorger, tvang Fornuften frem første Øieglimt; men stedse formørkes det af vaagne Lysters Jubel, af Smertesuk: saa hvert dens Glimt er ligt en Sol bag drivende Skyer Da Tanken "Gud" var evig malt af Manden, han malte Himlen i sin Hules Hvælving, gav hver en Stjerne Navn, idet han døbte dem i sit funklende Øie, samled dem i Klynger og Figurer; og han maalte det endeløse Rum da med sin Stav, og satte Jordens Plads i Verdens Buer, og bandt dens Liv til andre Stjerners Flugt. -- Saa vogted' Sirius jo, som Hunden trofast, Ægypten, naar, af Sol befrugtet, Nilen opsvulmed som et Moderskjød og vilde fortrænge Jorden bort til begge Sider, saaat dens brede Vove-rad blev liig den Qvindes Veer, der sit Teppe splitter af smertefuld Fryd (som om hun vilde føde saamange Børn som Skjødet skyder Bølger) og halvvanvittig søger Plads. Se, Stjernerne er' Skibenes sikre Roer og Styrmands-øje: saa hvor paa Himmelen de svæve, svæve (som blege Skygger,) Jordens Skibe efter! Se, efter Stjernens Baner skyder Ploven i Muldens sorte Nat sin Bane hen! Ja Manden gav de Børn (de Jordens Vise!) som sadde ved hans Fod, de Himlens Stjerner SIDE: 197 til Fakler, hvormed de sig ind i Himlens det Helligste og gjennem Gravens Dybeste sig lyste. Thi der reiste sig af Hine da Nogle op og sagde: "Mester, du har lært, at Gud du i dit Hjerte fandt: Se, vi i vore speided', men da aabned sig blot den vide Tomhed!" Men da Manden, med Haanden strakt mod Stjernerne dem lærte, med Legemets Øje finde Hvad de ei med Sjelens Øje mægted' at opdage. Han lærte dem med Sjelens Øje see igjennem Legemets Øje atter gjennem de aabne Stjerneøjne, der beskue Guds Storhed. Saa malte Manden da paa Templets Vægge Calenderen; og af den malte Tanke "Gud" fremkom, som Slangen der af liden Klump udskyder endeløse Ringe, atter en Viisdomslære, gjemt i Hieroglypher, om Sundhed, Velfærd og om Frihed, om Dyd og Last (de Sandheds og Vildfarelses Ansigter, der gjøre Hjertet tvemasket) og om Tro og om Udødelighed. Da Talens lette Vind han formed i Bogstaver evig, Manden skrev da Vedam og Yking, Zendavesta og de ti Bud; han satte deri Hjertet Lov og Ret, som Kongen satte den for Haanden; og han maalte Bueløbet af for Tanken, som Gud for Verdnerne, da sig hans Viisdom med Kræfterne udrusted'; og for Haabet han maalte Pusterummet og dets Svingning; og udenfore Tankers tette Verdners og Haabets lette Aandekredses Buer han viste det Uvisses Chaos (som sig ei til Tanke-verdner end har samlet) ligt Taagestjerner, og deruden om SIDE: 198 igjen da Vidløshedens Tomme, indtil, naar Gravens Bog sig aabner, Jordens Kundskab en Verdensviisdom bliver. -- Saa lærte Manden Mennesket at male dets Tanker af i Tale og i Digt: og lærte det at give Talen evig paa Jorden Lyd i Tegn og Skrift og Farver. Som Tankens Tunge blev da Griffl og Pensel: saa gav han Følelsen i Fløiten og i Plecteren dens Tunge; og han lærte at gjøre Jublen tryllende i Fløiten, og i dens Vildhed nøgen-skjøn paa Cymblen; at gjøre Jammeren melodisk-sød (saa den ei gjorde Hjertet ligt et Aasyn fortrukket, men, om sorgfuldt end dets Træk, dog regelmæssigt) ved at sende gjennem Citharen Klagesukket. -- Saa lærte Manden sine Sønner da: den Mandens Æt, som blev de Vises Kaster, og ligned Folkenes Hjerner. Men fordi nu Disses Kundskab voxte fra en Nød til Verdnens Størrelse, hvor midti laae, som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv og Gud -- fordi de lærte Mandens Viisdom: Calenderen og Stjernens Flugt at maale, og Jordens Vei, og Livets skjulte Kræfter, (saa Syge knælede paa deres Vei, og de bød Halte gaae og Blinde see, i Ilden gik, og aade Slangens Gift) Udtydningen af Livet, Gravens Haabs den Regnbu-broe imellem Tilværelsens Dyb og Bestemmelsens Høide, og saaledes at kige fra det ene Liv og til det andet gjennem Gravens Hvirvelhorn: saa kaldte Folkene dem "Hellige". Men Manden, som af disse kaldtes Fader (Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem) af Menneskene bleve nævnet da "den Helligste", "al Jordens Viisdoms Ophav." Hør, da lød SIDE: 199 hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst: som "Hermes, Menou, Zerduscht, Jo og La, og Buddha, og Confutse, Moses, Mimer." Messias. Denne Alder Mennesket kalder Sølvets Alder. Vee snart den falder i Offerblod ved Altrets Fod! Vee, Slavers tunge Aandepust med Ir den dækker snart og Rust! Snart skal den, fuld af Kobberofferknive og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive. Tyranners Jernsceptre saa ville rage frem af Jernaldrens tunge Dage, hvor Kronerne ere det eneste Guld. Thi Den, som bær' Krone -- o sløve Menneskeaand, som selv sig slutter i Slavebaand, for engang, naar Lænkerne groe for dybt, saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket, vanvoxen, vanvittig i Throne-lukket! -- iblandt Millioner er ene fri. Vee, af en Qvinde fød, Han gjør sig til Gud i Muld, behersker sin Broders Liv og Død, ja Tankefostre i Hjertets Skjød, halvfødte Suk, og Tusinders Smiil han former alt eftersom hans eget om Læben sig ormer, sin Kaabe med Blod han forgylder, og Millioner Slaver knæle og hylde, slikkende Broderblodet af hans Kaabe og hans Kongestav. Som Præsten kalker af Folkets Hjerner op Altrene (Sandhedens mørke Skygger), og atter igjen med kilden Skræk for Tempelvægges dunkle Træk, for Troldoms-qviste og Afguds-stjerner SIDE: 200 de tomme Hjerneskaller fylder: saa Kongerne Folkets Nakker binde isammen, og deraf (hvert Folk et Bundt) de Throner bygge. . . Vee, se, snart kneise paa Jorden rundt vel tusinde Throner (de Frihedens Gravminder)! Vee, Friheden solgt til Tyranner! -- Abiriel! Abiriel, hvor er din Kraft? Deler du døsig Lastdyrets Roe? fryder dig fro at du tør aande og sole dig dog som før? Vee, Sandheden til Bedragere forraadt! -- Abiriel! Abiriel, i Muld og Nat! Dit Legem er krumt i Despoters Lænke? Din Aand i sløv Uvidenhed skal stirre sig dum paa en Tempelhal? forbydes at tænke? befales at troe? indvendig fortæres af Laster, mens udvendig Aag om dig Herskere kaste? Vee -- Konger og Præster isammensvorne! Frihed og Sandhed forlorne! Stirr da, ulykkelige Menneskehed, i flygtende Aarhundreders stinkende Fjed! stirr over dampende Vale! gjennem rygende Tempelhalle! over sjunkne Throner! gjennem brustne Kroner! over Aarhundreder, høinende over sovende Slaver Lænker og Been, Monumenter og Grave! gjennem Aarhundreder, der kaste, liig sorte Volde, sig om nye Vildfarelser, gamle Laster! Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst, med Straaler om sit Hoved (første Aar, SIDE: 201 det reiser rødmende fra Jordans Kyst) idet det stiger over Dynger af Aarhundrede-brødrenes Liig, saa ned de synke, og evig bort, som Støv af Grav, den fule Stank af Trældoms Laster ryger sort! Da, støvklædte Abiriel, er din Jammer sin Ende nær: da fore de onde Tiders Fylde staaer; dog er den Tid kun bedre Tiders Vaar. Da løfter Eder Millioner! Abirieler, Aander stærke, bag Fortids Grave og Mindesmærker haster at Aaget kaste! Da skræmmer med brudte Lænkers Rasl de blege Tyranner fra deres Throner: de Brødre, som Tusinders Frihed tvinge ind vilde inden en Krones Ringe! Da bryder Svøben! da knækker Spydet! da knuser Altret, hvor Præsten bød, og Blodet af Eders Afkom flød! da lyser med Fakler i de Orakler, hvis Huler vare det Mulms Cisterner, der overskyllede Eders Hjerner! O Menneskehed, knæl da, Broder ved Broder, ned! bryd da, Læbe med Læbe, ud: "Himlen meer ei deles efter Altrenes Qvadrater; Jorden kløves ei og røves meer ei af Tyranners Sceptre. Blodige Kroner, Bøddelstaal, Trældomsfakler og Offerbaal glimte meer ei over Jorden: gjennem Præstemulm, gjennem Kongetorden SIDE: 202 Frihedens Morgenrøde, Sandheds lyse Dag straaler under Himlen, nu eet Tempeltag; daler ned paa Jorden, nu eet Altar vorden for Brødrekjærlighed. Jordens Aander gløde i friske Hjerter nu: Frihed er Aanders Hjerte, Sandhed Aanders Hu! Jordens Aander alle ned i Støvet falde den Evige paakalde: hver sin Thronehimmel i sin egen Pande har, hver i eget Hjerte har Alter og Offerkar: Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud! Mænd. Vist Kongen er den rigeste: ene rig, og alle Andre Fattige. Vist Kongen er den frieste: ene fri, og alle Andre Trælle. Vor Eiendom er Hans; vor Frihed fik han jo i Arveskat af vore Fædre. Vi kunne da ei klage, thi som Trælle vi fødtes jo? Men dog blandt Folket Vi have meest tillaans af Kongens Naade. Men dog blandt Folket, denne Ørken af bøjede Nakker, Nakken højest hæve Vi. Vi eje meest (og ere da de Bedste) hvis Laant er Ejendom. Vi ere frieste: ja, hvis Tilladelse er Frihed. Nu, lad Selvherskeren vor Rigdom tage! Nu lad os være kun hans første Slaver! bør Vi da ei fra Folket tage igjen? til vore Trælle gjøre Folket? Ellers jo Vi, paa hvilke Kronens Gjenskin falder, som trælle som i Ly bag Kongekaaben, SIDE: 203 og klippe Stykker af den til at dække vor egen Armodsbrøst med, vare lige med den, hvis Svedsmuds gjøder Agren; thi da vare Alle lige usle Trælle. Nu -- Folkets Nakker ere stærke -- nu de skulle være vore og Kongens Trælle! Nu med det ene Øje vil vi true, og med det andet, vendt mod Kongen, smile. Nu med den halve Mund vi ville byde, og med den anden smigre da og lyde. Paa Folket ville vi os hævne, saa, naar Kongen slaaer os, saa gaaer Slaget fra Øre til Øre gjennem hele Landet til Bondens Svinehyrde: naar Han griber i vore Punge, saa skal Grebet gaae fra Pung til Pung til Svinehyrdens Drengs. Som i een Takt, naar Kongen løfter Sceptret, vi løfte Svøber, som hans Slags Echo. Og dette Chor skal døve Folkets Vid og Sands, saa Naboe Naboes Suk ei hører; og sløve Folkets Kraft og Trods og Tanker. Naar Kongen tvinger Folkene at bygge omkring ham tyve Mure, ville Vi og tvinge det os Borge op at mure paa Fjeldene som Ørnereder, og paa Sletten Herregaarde. Og naar Kongen tør øve blodig Dom paa hvem han vil i hele Folket, saa vil Hver af os nu tage Haands- og Hals-ret over Alle, hvis lave Hytter krybe under Borgen. Naar Kongen tager vore Møer og Qvinder saa ville vi, hvor Lysten peger, vælge blandt Folkets Hustroer og Døttre; da hver tugtig, ubrudt Ægtestand skal synes som givet af vor Naade til en Trøst. Men, at ei Folkets Kraft fra Dalene skal svulme op mod Borgene, Vi ville (som Kongen holder Hær, og føder den med Landets Sved og Naboelandets Blod,) SIDE: 204 Huusknegte holde, slaae en Landserund om Borgene, og væbne Folket af, og vænne det til nikkende at gaae med senestærke Armepar ikors bag Ploven, Aare ud og Aare ind, paa laante, hjemstavnsbundne Mark, imens Vi ville stedse staae i Vaaben, med et hundred Sværd mod hvert et blottet Bryst, der tør lidt tungere aande end isøvne. Naar Kongen lyster Krig (for, naar han vender hjem kjølig, finde Frillens Favntag varmere) Vi ville styre Blodets Strømme med Commandostave. Og, naar Folket er indbanket Troen om, at Adelsblod (som rundet af Guds eget Hjerte) er meer ætherisk end dets eget tykke, saa synes selve Den, som misted' Armen, at saadant Saar er intet mod den Rift vor Finger fik i Kampen. Saa slutte Vi, med Staalbryst imod Staalbryst, en Ring om Thronen, saa vi kue den -- det er vor hemmelige Pagt -- da den jo kneiser i vor Midte (skjøndt til Kongen Vi sige, at Vi er' hans Værn mod Folket) og blandt os Selv vi keise Thronens Ejer; men udadvendt er Ringen imod Folket -- det er vor aabenlyse Pagt -- saa vi mod Folket ligne Klipperader, der beskytte rige Dale (engang Havbund) mod Havets magtesløse Mukken. Saa Vi afsondre os fra Folket, der synker ned som Bærme, men Vi blive den stærke Viin, og Kongen med hans Magt vel svømmer over os, men kun som Skum. Og Folkene kalde os med Buk og Bæven: "Satraper, Krigerkaster, Rajahs, Fyrster, Dynaster, Optimater, Aristokrater, Patricier, Lensherrerne og -- Adel." SIDE: 205 Mænd. Vi vide, at den store Lærers Røst ei hørtes udenfor hans Hule, hvor Vi sadde ved hans Fod og lytted'. Nu er Hulen bleven Templer, og de ydmyge Disciple, som sig skulde sprede ud blandt Folket for at lære hvad de hørte, og træde saa, med Issen bar, tilbage, er' blevne infulerte Præstekaster. Som før Vi udenfore Mest'rens Hule, i vore Templers Forhal Folkene knæle, og vente, at vi Præster dog engang udtrine ville for at lære dem hvad Mesteren vor Redelighed betroede, at vi igjen det skulde give Folket ufalsket, simpelt som han Selv det gav; kort, Hvad er Ret at gjøre og at lade, for rolige at leve, og med Dyd at bære Sorg og Glæde, og hvad Pligter Tilværelsen de skylde og Bestemmelsen. Men -- lad dem gabe udenfore evigt, til Mundene blive Dumheds aabne Flab! lad Folkenes Hjerner gotte sig med Gjetning (den ufordøieligste Føde, som udspyes og igjen til Drøv indhumpes)! De ligne Fugle, snappende efter Luften, mens vore Kroer bruse fulde ud! Lad Folkenes Hjerter i Forstandens Mulm af Skræk og sløve Fryd omdrives evigt, som Morild, der af Ilden kun har Skinnet i Havets Nat. Vi ville gjemme Hvad af Mest'rens Viisdom vi os erindre inden denne Kreds, og drive Enehandel dermed dyrt. Vi skrække Folket fra den enfolds Sandhed ved den Mysterier at kalde, og indhylle den i Tegn. Naar Folket fordrer, Vi pege da paa disse Hieroglypher med et Betydnings-smiil, og give dem SIDE: 206 da Optog, Sange, Dandse og Musik. -- Se denne Skal kan Folket pille paa til evig Tid! Og det vil evigt pille, med Bæven skjøndt for at det Inderste skal briste ud, og saa i Luften vanhelliges eller svinde ind til Intet. Thi Vi isammensvorne skulle sværgende belære selv graahaarede Jordens Børn, at dette Inderste (det Allerhelligste, hvis Liv de troe med deres Stirreblik at skimte sig bevægende bag Teppet -- ah, det er vore egne Skygger jo? og, naar de høre Noget, vor Røst kun? Men, se, naar disse Troendes Bønners Aande det Hemmelighedens Slør bevæger selv, saa synes de at see en Gud sig røre; og vi da raabe: salige Troe, du saae det!) . . Vi skulle lære, at den indre Viisdom er os af Himlens Aander foresjungen: er, under Hemmeligheds Slør og fire Øine, af Verdnernes almægtige Gud fortalt: at den er Aabenbaring. Men dog, at denne Aabenbaring blev os saa betroet (som et Lugte-æg, der vandrer rundt fra Næse og til Næse, som Bedstemoders rare Tractement, men ei maa aabnes) at vi skulle vogte den for nysgjerrige, gudløse Blik; men prente Folkene ind, at just dens Kraft og Hellighed (som Troldoms-lægemidlets) bestaaer i dens ukrænkte Hemm'lighed: at Vi, som eie denne Aabenbaring, hvem Gud sin Viisdoms Planer har meddelt, som vogte den, derved alene hellige, ukrænkelige ere og ufeilbare. Vist ville Folkene snart sig føie i at lugte Hvad de ei maa see og smage! Snart ville de sig nøie med at amme en Tro i deres Hjerner, liig en vandig SIDE: 207 uhyre Kaal, men luge Tanker op; og troe, at netop sjeldne Sandhedsglimt er Salighedens Kornmod i det lumre og kjære Sommermørke over Hjerternes nedbøj'de Grøde. Men Folkenes Underdanighed, den vi som deres tause Tak betragte -- ah, mon ei de bør Os takke vel, fordi Vi sløve deres Hjerner, aande Mulm om deres Sjele, saa de see ei fuldt den Jammer, som dem knuger? Hvis de saae den simple enfolds Sandheds lette Veie (med Friheds luftige Palmer mærkede) til Roe (som er jo al den Lykke, Støvet kan stræbe efter her) og Dyd (som er jo al den Stolthed, al den Pragt, som Støvet kan stræbe efter her -- saa lærte Mestren) og saae paa disse Stylter i Sorgens Ørk mod Himmelen: da bleve Alle lige, da blev jo Trællen vor og Kongens Lige: da bleve Alle Præster jo og Konger. Thi, trods de tykke Bind og bugede Ruller, er Sandhedskjernen liden, let at døie; og, vikles Hamsen, Basten, Skallen af, vel mindre Tand end Huggetand naaer Melken. Ha, Vi, som mangen Mest'rens Lærdom glemte, og mangt et af hans Tegn, hvori han vilde den gjemme evigt, har forglemt at tyde, og knapt Calenderen nu mægte stave, Vi skulde fremstaae nu godvillige, med Blusels-mine, til et Regnskab for det dumme Folk, og sige: "vi har glemt, og anden Hjælp ei vide end at bie til atter Mestrens Lige fødes?" -- Ha! Mon bedre ei med Jordens Kræfter prale (med Plante-Læge-Stjerne-videnskab) og sige: "Himlens Kraft i vor Haand er! Nu troer, I Folk: det er jo Underværker!" Mon Vi, som ind i Mest'rens Hule traadte, SIDE: 208 som traadte op blandt Stjernerne paa Fjeldet, nu skulde træde ned igjen blandt Mængden? forene med de Svage os, naar Konger selv skjælve for det Dække, som vi ryste? os bøje med de Blinde under Aaget vi see, fordi de ere vore Brødre? Mon bedre ei at sammensværge os med Herskerne, at dele Magten; ja, belive den med Skin af Guddoms-hellighed? forgude Statens Stiftere som Kirkens? forgude første Drot som første Præst? Da Folkene -- hvis de engang mærke, at den Herskermagt, som sidder dem paa Nakken, og kuer dem fra Barnsbeen, er alene et Skin mod deres egen stive Kraft, -- dog stedse Kroneskinnet skulle see med Ærefrygt, ved Himlens Bifald herliget. Med Adelen Vi ville Konger skabe, men ene (som i hemmeligt Fabrik for falske Myntnere) Vi skabe Guder. Bør slige Mestre Ærefrygt ei skattes? og Templer over Kongeborgen? og Tiender og Offre ydmygt bringes? Se, uden Mestrens Viisdomslære, bliver Guds Eenhed altfor stor for Folkets Tanker, hvis Krebsekløer og Øine af vi bryde, som frem de voxe! -- Nu, Vi Mestrens Gud, som Phantasien lyster, ville dele i tusind Andre, farvede efter Landene. Saa bliver Hindus-Gudehimlen yppig som Indiens Skove; og Ægyptens broget som Nils Affødninger; og Persiens simpel som Dag og Nat, paa ene Side lys som Schirvans Rosendale, paa den anden saa mørk som Caucasus; Chaldæas, som dets naphtaflammende Dale, skræksomt luende; liig taagestore Urals rimede Tinder sig reise Skythiens Gudeformer; og SIDE: 209 saa riigtbegudet bliver Afrens Himmel, som Sumperne i Libyen beslangede; saa iiskold, øde Esqvimoens, som hans Iismark; og Hellenens liig et Luftbilled af Drue-øerne og hans Marmorklipper. Saa dele Akhar vi i Brahma, Vischnu og Chiven; Zeruane-Akherene i Ahriman og Ormuzd; og Alfaudur i Odin og i Loke; Eloah i Jehovah og Satan . . i hveren Hjerne Disse atter ud i tusind' Mindre, indtil hveren Selv, der synes sig den Mindste og afhængig af Alle; og jo da den frygtsomste og letteste at hæve op og tæmme. Da blive Millioner Guders -- o end ejer Stoffet, Stjernehimlen og Naturens Kræfter, flere Gude-emner -- uhyre Drømmeskikkelser vor Hær, der ligger rolig i sin Skyleir kun saalænge Folket knæler ned med Offer. Og foran Gudeleiren, hvor vi byde, Vi lægge, som en Skandsegrav, et Helved (saa mørkt, at intet modigt Blik tør skinne,) af Djævle fuldt, der gribe efter hver en Dyd og Last, der hærder sig mod Os. Saa være disse Djævle vore Bødler! De skulle klore af og svide bort hver Tanke, som, liig seige Græs, sig reiser trods Afgudsbilledernes tunge Trin. Saa reise vi en Moisasoor mod Brahma, en Typhon mod Osiris, Ahriman mod Ormuzd, Satan imod Jehovah. Men, som vi skjænke hveren Troe en Himmel, saa skjænke vi den og et Helved, malt med Landets Farver. Sikkert da -- naar Himlen, fuld af vore Guder, over hvert Hoved, Helved under Foden gaber, af vore Trælle-Djævleskræmsler fuldt; SIDE: 210 og dog ilive Folkene føle sig -- de skulle troe, at de imidten svæve paa vore Bønners Aande, vore Hænder. Hvo knyer, ham slippe vi, og raabe over: "forbandet du!" Hvo tvivler, vil sig troe fortabt og ude af hiin Ligevægt. Men alle slige Trodsige forvises til Helved eller Ringløb gjennem Dyrene. Saa vi belive Alt som skrækker Folket, som strækker Horn og Kløer igjennem dets Dumheds Mulm, og gjøre det meer skrækkeligt. Thi før Naturens Ting (saa troede Folkene, og vare da som Børn imellem Gløder) syntes blot som faste Gab, der slugte blot den Dristige, som kom dem nær; men nu angribe de; thi vi dem give Vinger, Plan og Vrede. (Saa troe De nu, og ere da som Børn imellem vingede, halsede Luer.) O føielige Folk, som altid gaae et Skridt fremvid're end vi flytte Foden! Thi, skjøndt vi spinde mystisk Væv om Alt, som Tusmørkringen rundt om Natten de gyde atter derom Skyer af Rædsel, (som Børn, der, skjøndt en Spøgelsefortælling i Nerven gyder Gysen, dog forøge dens Rædsler, naar de selv den gjenfortælle) . . Se, naar paa Dragens Stjernebilled Vi henpege, vælge de til Gud den Drage, som vælter sig for deres Fod i Dyndet! Mon selv ei disse lære os at gjøre Symbolerne til Guder? O, vi skulle den gabende Lettroenhed nok made! Ja, om den studser end ved vore Skrækoffre, og snapper efter Veiret i vor Bloddamp, de skulle troe, at slige Rædsler (som naar Moder kaster Barn i Molochs Glofavn) Beviis paa disse Guders Storhed ere, der vandre om med Præsterne i Templet, SIDE: 211 og ledes ned ved Præstehaand til Folket; ei Opspind, ikke Præstebud alene. Og disse slørbedækte Rædslers Skygge vi male i vort Væsen og vor Dragt! Vor mørke Pande er som Rædslen og vort Skjæg dens Slørslæb; maalte Skridt vi flytte frem som Stjernerne: ja, se, som Himmelen vi farve vore Kaaber, besprænge dem med Stjerner, hænge rundt om Slæbet Bjelder (Sphæresangen) Dyr (Allivet) Amuleter (Livets Kræfter): Infuler bære vi som horn'de Maaner; paa Brystet Solens Ring af Diamanter; i Haanden Offerfakler, Trolddomsstave: ja, de betegne, at vi skue ind i Verdens Gang, i Livets Dyb og Kræfter, og ere Folkenes Hyrder, -- Se da her en aandig Adels Purpur, Staal og Plade! En aandig Adel, stærkere end den Anden, da blive jo den store Mesters Lærlinge? Thi hersker Kongens Adel (Korn den maaler, som Hjerter vi) med Konger end i Spidsen vidtover bøiede Nakkers stille Hav: vi Stormen jo beherske, som kan male det ned i Kongegrave-hvirvler, røre det i Schafot-skyhoser over Thronen; og Strømmen, som det driver. Thronerne, hvis de hiint Ocean vil dybt beseile til os med Bøn maae skatte, som en Skipper paa Stranden knæler ned for Stormen, og paa Reisen seer med foldet Haand mod Skyen. Men hvor vi ei med aaben Magt tør herske, Vi ville liste os krumbøiede paa Pilgrimsgange op til Herredømmet. Og Ingen ahner: at et Scepter er i høire Haand hos den, som med den Venstre sin Ryg hudfletter. Vor Stat er ordnet da: en aandig Adel, som Folket troer oprunden af Guds Hjerne: SIDE: 212 se Dommersæderne og Talerstole dens Borge ere over Folket! Templer er Statens Hovedstæder, hvor vi kaare en Ypperstepræst til Konge, ja til Gud. Vor staaende Hær Afguderne, og Djævle er' stedse færdige Bødler. Skjebne- og Guds-domme er vor Lovbog (saa vi faae til Retfærds-vægtstang egen Villie). Og de Bud, vi lade udgaae, ere Spaadomme, som sendes fra Oraklets sorte Kamre. Vor Stats Skat Offer er og Tiende. Den Lydighed, vi fordre, Overtroe. I Meroe ved Nil vi ville vise først Jorden Mønstret for vor Stat. Den snart i Ganges, Tanais, Phrat og Jordans Floder sig speiler. Saa paa Jorden vi os dele som Brahminer og Schamaner, Talapoiner, som Bonzer, Lamaer og Mager, Aser, Leviter, Aruspexer, og som -- Præster. Folk. Da Faderherredømmets Birkeriis, da Faderpræstedømmets Hyrdestav udblomstrede i Kroner og Tiarer: da, liig brolagte Stene, alle Hovder indunder Thronerne og Altre lagdes. Nu reise sig da Nogle, sigende: "i Os er Guld"; og Andre reise sig, og løfte Thronerne paa deres Skuldre, og sige: "der er Jern i Os og Kobber"; mens Andre reise sig og sige: "se i Os er Lys, Demanter vore Sjele!" Men Vi, som simple Graasteen, i vort Leie maae blive liggende at trædes paa. Ha, Hvad der levnes os i Skjødet maa vort eget Armepar ei vogte? Ha, Vi tør ei med de tusind Munde knye? Vor Tunge ei, vor Mave kun tør sukke. SIDE: 213 Os Konger skatte nu med Ørnekløer; og, under disse, røve os de Mægtige (de Borgefalke); Præsterne os tiende, som sorte Krager snigende sig ind i vore Huse. Ei vort Arbeid hviler; ei dynger sig vor Løn; utalte flyde i Jordens Furer vore Svededraaber. I Dommerens Vægtskaal ligge gyldne Lodder. Den Armes Klage er kun Spindelvæv; og sønder trykkes han, som Spindlen, naar den kryber fra sin Krog. Vel, lad os dog de Store efterligne! Hvi skulle vi da Alles Mindste være? Vi ville støde ud de Armeste til Evigtids Foragt i skidne Kaster: paa dem Vi træde, som paa os de Andre! O bedre dog, i liden Telteklynge at leve under haarde Fader-riis, og, skjøndt voxne, kaldes Patriarchens Børn, end, til eet Verdensfolk isammensmeltede, dog være kun een Flok Ulykkesbrødre! Ha, er det Trøst, sin egen Jammer læse paa Broders Aasyn, Millioner Brødres? Hvad? Ha, hvo ejer Styrken? disse hundred Satraper der, hvis vege Muskler knapt i Elskovslegen kunne holde Frillen, om hende urørt, frisk fra Faderens Dal ved leiede Trælle de lod hente? De, hvis Fingre ere blege af at rode i Drenges kolde Tarme! disse Hundred? Ha, eller Millionerne, hvis Arme er' hærdede til Pleiler, og hvis Pjalter er' lige sultne Gab, hvis Fingre ere af Harven hærdede til Harvetænder, hvis Ryg af Svøbeslag til Æselshuder? Men -- se, der sortne de paa Sletten ned med lange Spyd -- hvad Glimt af vore Knive? af dem vi skjære Brød til vore Børn med? -- med seglbesatte Vogne, lige Skyer SIDE: 214 med Stjerner rundt, med Taarne-elefanter, hvis Raserie er Herrens Tapperhed, hvis Snabler er Tyranners strakte Arme! . . De ægge dem fremover vore Hovder . . Ak, kunne vore Øg mod disse stampe? Paa Æselryg er Bondens svungne Kniv en sløv og latterligen udrakt Tunge. Med Pleiler kunne Borge tærskes ned? O, marvløs skjøndt, bevæbnet Arm er stærk! Og, lyde sammen tyve Suk fra Dalen (thi sukker enkelt Mund da lee de blot, og lade Bødler slide Tungen ud, og sætte saa den Stumme, Blodige i Gabestokken foran Borgeport): da ruller frem Tyrannernes unge Æt, krigsmodig før den arver Fædres Laster med Borgene, i blanke Rytterrækker bag Bueskytterraderne, de hverve af vores Udskud; og de tvinge flux, mens deres Trælle brænde vore Hytter, de staalbepandsrede Hingste til at vade i vore Qvinders Blod; og, naar de tøgre de svedte Heste, vide de ei om det Hvide rundt om Boverne er Skum -- o eller vore Børns Hjernemarv. . . O vee almægtige Kjærlighed -- du er, endskjøndt vor eneste Fryd vor største Svaghed! Hvi avle vi dog Trælle? hvi opdrage Forbrydere vi mod deres Menneskeadel! Vi troe, at Kjærlighedens Roser groe paa vore Mosevægge . . ha, vi yngle, som Oxerne i Stalden, for de Stolte! De sælge vore Børn som Kalve, og som Stude gilde de og slagte dem. Ha, se, naar Leeg de Stolte lyster, flux til Leegplads vælges vore Agre; og, naar Strid dem lyster, jage de os frem imellem sig, og række af vort Blod op Haanden til Forlig. O Jammer, Jammer! SIDE: 215 Saa blæse fælleds Klager Millioner isammen, ligsom Hvirvelvinden Ax. Hvad Trøst? hvad Trøst? Vor egen Læbes Klage da synes tusinddoblet jo af Echo? Men største Jammer er: vi vide ei hvorledes vel Ulykkers Aag skal bæres; om, naar vi disse bitre Sorger smage, vort Ophav skal forbandes eller takkes. Thi, skjøndt vi vide Trældom uretfærdig, i Templerne den læres dog som Dyd, og Præsten fylder Himlen med Despoter. -- Ja, om vi knæle end, og øse i hans Skjød vor Sved, og kaste vore Børn i Ilden, faae vi dog til Løn alene (saavidt hans Sang og Mumlen vi forstaae) en skræksom Ahnelse, at vore Lænker igjennem Graven løbe, at de smedes paany i Helveder, ja selv maaskee tilbage slæbe os til Jordens Vee! Nogle blandt Folkene. Hvad? Vel! Levvel du vore Fædres Vugge, du Jord, som avled' os -- ak nu vor Stedmo'er! Vi, trætte af at trælle uden Løn, Vi, kjede af at svede og at bløde for nogle Faae af vore Brødres Lyst, Vi lægge Agrene, (af Fædres Sved bedugg'de, da de dem fra Skoven vandt) igjen tilbage til de Stores Valplads, til Dyrehaver, til Leilændingsgods, til Hvad de lyste. Men Vi tye til Havet, nu glade ved at være slupne ud af Jordens blodige Gab. Vi ville da ved Jordens store Floder sætte os i Stæder sammen; vælge selv hvad Scepter skal reise over vore Arner sig; dog saa at Alle derom Fingre snoe. SIDE: 216 Saa aabner eder først, I Hellas's Fjorde, der ligne Tunger prisende Jordens Skjønhed, som Mennesk'hedens Tilflugt -- o for Fristater! Saa bærer os, I Joniens Øer, du sønderplukte Rosenkrands -- o vi dens Knopper samle, knytte atter sammen! Saa skjuler, Libanons Skræntninger, vor Flugt fra Despotiets Sletter! Libyens Syrter, ei under vore Handelsstæder synker! Misund os, Jord, ei dine mavre Rev! misund os ei at pløie golde Hav! Snart skulle vore frie Stater yngle om Strandene et frie Staters Forbund; og vore Handelsstæder Plantestæder, der græde ei, om end af Jorden de forstødtes ned til Havet. Snart da skal det første Seil fremyngle Seil som Sneflokke, og, Glimt i Glimt, de lyne over Havet. Vor Kløgt skal spinde inden vore Volde Aljordens Rigdom; og, da Alt vil herske, ved List vi amme Sløvhed op iblandt de trællebundne Folk (blot hyppe den; thi den har alt som Snerregræs dem omspændt) og hos Tyrannerne Forfæng'lighed (blot deres Stolthed kruse lidt og folde). Vi ville kostbart Legetøi opfinde, tillokke, snyde Narrene, belee dem, Tyrannen lære Pragt, ophænge Purpur som Lokkemad og Krambodmærke. Se, vi stikke under Schythens Næse Kryder fra Indien, og smøre Celtens Læbe med Joniens Viin, og gjøre Kornet, som er Melken, ham Naturen har bestemt, for Gothen vammel mod sinesisk Urt. Vi ville bringe vore Bramseil fyldte med Sydens Vellugt til de kolde Strande; indbilde Sydens Folk, at Nordens Peltse er under deres Sol nødvendigt Smykke. SIDE: 217 Men medens Jordens Skatte strømme saa igjennem vore Handelsstæder, skyller en Rigdom op sig under Borgernes klæbrige Hænder. Og vi binde da med gyldne Lænker Folkene til os; men deres Sukke standse mod vor Muur, hvorinden og paa Havets store Torv vor Frihed vi i Eenrum ville nyde, mens Slaver Haan, og Konger Trods vi byde. Mænd. Ha, ha -- I som vil bore Eders Fristater, som Medædere indi Dynastierne, jer Frihed i det lille Indelukke vil være liig ubændig Tyr i Tjor. Vi Adel, hvis jert Tag os tækkes, kryber indunder med; hvis ei, er' eders Guldstykker en Sæd, hvorfremaf Hersk're ville spire. I hade Kongenavn; men blandt Suffeter, Senat, Consuler og Archonter, Ephorerne, Pakicierne, Dommerne, et Scepter-neb sig reiser vel i Tiden; hvad eller midtblandt Pøbelen sig hæver en Kongeørn, der Nebbet fuult holdt skjult, til høit nok, for at strække Halsen ud, og klappe ud med Vingerne, han var paa Folkets Aande hævet. Længe kydsk og smekkerformet er ei Eders Frihed; thi Vindesyge er dens Bug og Tænder; og da, naar den er bleven næsten mæt, Ærgjerrighed, dens Geilhed, bruser op, og Sceptre reise sig. Mon yngles da den gamle Yngel ei, som de vil flye? Hvor langt mon kom I ved at gaae iring? SIDE: 218 Mænd. I ville flye fra Jorden? Kunne I fra Himlen flye vel eller Helvede? De gabe over, under hvert jert Skridt. Vi Præster maae da følge, forat lede, som Aruspexer, Disse sikre frem. I kunne flye Tyrannerne; thi kun i eders Kappe hæfte Disses Sceptre. Men Os I flye ei, thi vor Krumstavs-hage er haget ind i Eders Hjerter. Se, Comitiens Bevægelser er kun Augurens Aandes Hvift! lad Rigdom da og Lediggang en Adel føde, og udruste denne mod jer Frihed; eller lad hver en Stodder holde sig for Konge, og troe, naar han sin Stemme giver hæst, Stikpengene, hans krumme Næve holder, er billig Skat kun til hans Myndighed! Det er os ligegyldigt (ja desbedre, saa blive vi alene Adel) thi vor Bisag er jo Kampen imod Frihed (de gjerne leve maae som bedst de synes, og have Sandsernes og Legems Frihed) men, se vor Hovedsag er Kamp imod den Aandens Friheds Sjel: mod Sandhed selv. (En Valplads foran en brændende Bye) En Konge. Er Seiren vor? Er Marken reen? En Høvding. Kun ei for Blod. Kongen. Ha, ha! Det er min blomstrende Hæders-piones Dug. SIDE: 219 En Høvding. Hist flye de Sidste. Kongen. Vel! er Marken reen, saa dræber Fangerne! (Valpladsens Saarede jamre sig) Ti stil! Forbandet! Om man ei kjæmpe kan iro -- naturligt -- saa kan man ei engang iro jo seire? Saa dræber ham der vælter sig paa Knæstubben, og rækker -- haaner du? -- sin Armstump op, og griner stygt paa Seiersdagen, nu da Kongen tog et Land, og traadte sønder et Folk i Jordens Afkrog. Hei -- Musik! Døv Disses Skraalen, Cymbler! Blæser ud, Basuner, Disses Livsensaande, fuld af Jamren for en gammel Fa'er, en Mo'er, en Brud, et Barn og andet Hjemgods . . Ha, forbandet, at en Halvdeel af min Hær paa Valen, Seirens purpurhængte Vugge, i Blod sig vælter! Den skal døe, som ei kan Seirens Vellyst nyde: Den, som blander med Jammersuk sin Konges Jubelskrig! Saa! -- Jeg ei hører deres Klynken mere; men hæst de aabne Saar i Øret skrige . . Bort! slæng dem bort! -- Hvis I ei kunne fægte, naar høit mit Banner hvisker om, med Skyen en Seir, som venter mig: hvis ei I kunne medeengang sprøite ud alt Eders Blod i hvertet Ansigt, som ei, stivt af Rædsel, ligt Solsikblom, sig vender hvor jeg gaaer: Hvis ei I gaae med Smiil i Døden paa mit mindste Vink -- saa døer for Øxen forud! Jeg vil ei, naar jeg kommer hjem i Landet, i Eder see Forbandelser paa Krykker opstumprende. Hvi er da Krigens Storhed, trods denne Spydglands, disse Cymblers Klang (der, hvis den kunde males, maatte males SIDE: 220 med Solens Straaleglands) ei reen, ublandet? Fy, Pesten yngler under blanke Bann're! Fy, Jammerskrig forstyrre Kongens Jubel! Fy, raadden Kjødlugt blander Laurens Duft! -- Bort slige gustne Tanker! Hvirvler Cymbler! Hærolder, raaber: "Hil du store Konge!" Ha, seer med Fryd, I Overlevende, (thi glæder Eder, at I dele tør et Syn, der fryder Kongen!) skuer hist mit Seiersfestblus flammende mod Skyen! Se, Byens Spire ere Askeskygger! Se, Staden er ibrand en Rose liig, der i mit Fodspor høirød bøier sig! Hvad hviner? Er det Gnister? Qvindeskrig? Mon Smaaebørns Klynken, naar paa Spyd de falde som Silkebolde? eller, naar de hæves ved Benene, for saa mod Stene knuses? Vel! Stad og Land er Priisgods. Skjænder! brænder! I Oldings-Sølvhaar tørrer Eders Sværd! Og krænker mellem Luer døde Qvinder! Gaaer, pidsker Havets Ryg, der løfted op min Bro, da tvende Verdener jeg vilde isammensmelte! Hav, som Jord, skal være min Træl; thi er ei Jeg da Jordens Gud? og Havet er jo Jordens myge Træl? Mit Smil beliver; og mit Bryn jo dræber? Ha, fører Folkets Levning ud ifra de øde Arner! Dog til Fædreland jeg skjænker dem en fjern og øde Ørken, at blande sig med dennes vilde Folk. Men fører Fremmede her ind paa Tomterne! -- Det er at rykke op et Folk medrode! . . I ømme Jer? Ha, er det Eders Fædre, I myrde? Eders Døttre, som I skjænde, idet I qvæle dem? og Eders Børn, som skrige, naar I knuse dem? I tænke, at dette Folk end aldrig Jer fornærmed? at vide Ørkner støved mellem Eder? Jeg siger jer, at Disse, som nu vaande SIDE: 221 sig i min Hevn, fornærmed blodigt mig: Thi kom de vel og knæled? kom de vel, forinden Jeg dem tvang, og bragte mig al deres Velfærd? Deres Blod og Skrig, som Lyn og Torden, komme ene da paa Kongens Hoved! Gaaer, I Bøddeløxer! Betaler Jeg Jer ikke for at myrde? Opfostrer Jeg Jer ikke for at myrdes? Uddrag med Sang og Spil, min Hær! og dø med Tak, naar Kongen fører dig i Døden! Thi har ei Præsterne jer lært, at leve af Kongens Villie, døe for Kongens Villie, I Mælende? og synde for hans Villie? og segne, eller leve af hans Naade? En Præst. Hør, Brahma sidder paa min Tunge! -- knæler! (Folket knæler) Guds Aand i mine Lunger blæser -- ofrer! (Folket ofrer) Hør, Brahma er -- han Selv er i min Tale! Han hviler paa min Læbe, som hans Billed paa Blomsten Comala i Havet, i min Viisdomstales brusende Ocean. Ha, Vischnu, Altophold'ren, er i min Velsignelse; og Chiven, Altfordærveren, er sortnende i min Forbandelse, i min og mine Brødres, i Brahminens! Mon I, I lave, skidne Kaster -- ha, mon I er' værdige at høre Brahma? Har I idag jer badet trendegange? (afsides) (Saa faaer et simpelt Mestrens Viisdomsbud sin Majestæt ved Overdrivelse.) Har I i helligt Kopis væltet Eder? og salvet Eder ind med helligt Skarn. SIDE: 222 Folket. Vi ei arbeide, men vi bade os. Vi tale ikke, men vi bede. En Præst. Salige! Saa hører, I Rettroende og Salige! Saa flokker jer om Shastas Viisdomsdyb, som tørstige Fugle; men, naar nippende I række Nebbene op, da hvæser ud, (liig hellige Gjæs) Foragt imod de andre, de tre og fiirsindstyve Hindu-secter! og hviner Had mod Fo's og Buddhas -- ha, dem giver Forsmag paa Fordømmelsen alt nu da i Forbandelser! Saa følger da Brahmas Finger i min Tunge -- se, til Brahmas Skjød! Hør, Brahma lærer Eder: "Det er fortjenstligt først og fremst at ære Brahminerne (det første Livsensdryp) af Brahmas Hjerne), som at spytte paa og haane Parias. Og til Salighed at bygge Klostre kneisende som Gates, for os Brahminer -- o de ydmyge Gudstempler -- og for tusinde Fakirer (de Fattige paa Guld, paa Frelse Rige) at der for Eder mange kunne bede. Fortjenstligt, om I bygge op Pagoder, af Røg og Billeder og Altre fulde, for Brahma, Vischnu, Chiven og Bhavani; for Gungo (Ganges Guddom) og for Sustee; for Lukee, Vischnus; Drugah, Chivens Hustru; for Kalleka, der sprang af Drugahs Øje; for Kartik (Chivens yngste Søn); for Sursutee, (den Brimah, Guds, og Birmanees Datter); for Solen; Moonshee-Tagooran (Gudinde for Slangerne); for Kissen-Tagoor (der nedsteg fra Himlen forat fælde Kjæmper, hvis Fodtrins Støv formørked' Hindostan); for Jagannat og Kakaveda, Lingam SIDE: 223 som ei med Lovsang ene er fornøiet, men krandses skal, med Melk og Honning fodres. Det er til Salighed -- O Hil Jagannat! Der kommer han! -- (Jagannats Billed slæbes frem paa dets Vognstillads, fuldt af halv Dyre- halv Menneske-figurer) at lade af Jagannats den tunge Fod sig sønderknuse jublende med alle disse Tusinder som trække. (Nogle kaste sig under Hjulene) (O ærer Disses Helgenbeen!) Og det -- saa siger Brahma -- er en Hellighed, at give hen sit Legeme til Føde for Lusene; thi Saadan bliver jo, liig Vischnu, en belivet Verden . . Vee! forbandet Den, som dræber een i Skjægget! Thi veed han, hvilken Sjel, om ei hans Faerfaers, nu lever i dens Sliim? Men Den velsignet, som bygger tempelprægtige Gjæstehuse for Lopper og for Rotter! som til Tæger sin Skat, betroet en af Brahmas Sønner, testamenterer! som, for ei at sluge en Myg, beslører Munden! Hellig og Velsignet er du, naar du, uden Værge med Lovsang ædes op af Tigren, muligt din egen Bedstefa'r. Men helligst er det, om Enken styrter sig paa Mandens Baal (thi med den samme Fart hun styrter og sin Sjel saa iilsomt gjennem Dyrene) om i hans Grav hun stiger levende, og stjæler ei fra Brahmas Sønner Arven. Hvi vil hun leve? Hun maa ei sig gifte! (Enker kaste sig paa Dødsbaal) (Saa, bomler nu med Cymbler som til Bryllups! Se Gnistehvirvlen Helgen-rosenkrands!) -- Det er en Hellighed, at pine sig; at bære Armen, mod dens Lyst, opløftet i treti Aar, 'til som et Horn den staaer; at gjøre Kinden til et Pilekogger; SIDE: 224 at stege sig ved sagte Ild til Brusk. Det er en Fryd for alle femten Himle, naar de paa Jorden see kun Pilgrimsgange, liig Gnister irrende i brændt Papiir; naar I hvert Aar fra eders egne Floder til Ganges løbe, for saa hjem igjen en Krukke Vand at bære hundred Mile. -- Nu, hvis I øve disse Hoveddyder: saa troer med salig Jubel, at bag Graven (o tænker, hvilken, hvilken Salighed!) I kunne blive Køer de hellige! Men, hvis I synde ved at glemme disse de dyre Bud, I skulle op af Graven jer reise som langørede Æsler, at I kunne lære engang høre bedre. Ja, Hvo, som overtræder disse Bud, ved Himmel-landsforviisning: ved et Kredsløb, (o Pulsslag syv og fiirsindstyve Livsgange!) igjennem Sviin og Luus og Slanger straffes. Det troe vi, ja saasandt som Vischnu sank nigange sig i Kjødet for at frelse, som Fisk, som Skildpadd', da han trak Nordpolens Bjerg op af et Melkehav! saa, som et Vildsviin, løfted Jorden op paa sine Huggetænder op af Dybet: saa med Hyrdestav isønderknuste Slangen, der gabed' over Jorden . . ja saasandt, som at vi troe, at Vischnu, Altopholderen, var Krishen, der jo fødtes i Madurey, og blev saa Konge over Hindostan! Nu, Troende, gjentager Troesbekjendelsen! Forstaae I ei den Vise! Folk. O, gjentag den for os! Da høre Guderne den heller! Vi kunne ei; men fromt og ivrigt dreie SIDE: 225 vi Hjulet med de skrevne Bønner, saa, ved hver en Svingning, Guderne jo faae en hundred' Bønner. En præst. Ja, det kan forslaae! (Kongehal Kongens Søn -- en Præst -- en Mand.) Præsten. . . . Jeg siger: Dens er Magten, som har Kraften. (gaaer) Kongens Søn. Du hørte det? Forstaaer du? Manden. (knæler) O min Konge! Kongens Søn. (viser Manden en Dolk.) Nei bi! du springer over dette Komma. Gaa, bring min Far (det er hans Fødselsdag) den Gave fra hans Søn. Han sover nu, den trætte Olding, hist i Badet, . . Gaa! (giver Manden Dolken. Han gaaer) Nu kan Secunderne jeg tælle til ei Jeg er mere Kongens første Slave, men alle ere mine. Purpur, kom! Fugl Phoenix, dal udødelig paa Qvisten, der ung nu skyder ud paa Thronen . . Fy! (ifører sig sin Faders Kaabe. Bestiger Thronen.) der klæber rundtom Kraven Graahaar af min Fader! (børster Kaaben af) SIDE: 226 Skjønne Purpur! Skjønne Skye, hvor Magtens Straale blinker! Ha, Jeg skal, saa høit du rødmer end, dog farve dig meer høirød! . . Tys, han kommer . ? o jeg hører jo Øjeblikkets Trin. . . Manden. (kommer. Giver knælende Kongens Søn Dolken blodig). Se, nu min Konge, min sidste Konges Blod . ! Kongens Søn. (gjennemborer ham med Dolken) . . Og her min første Træls! (Tempel -- Præster -- Folk) En Præst. (løfter et udmajet Barn op) Lyksalige Thibet, din Gud er funden! Se, La sig nu har atter aabenbaret! Nedknæler for Gud! (Folket knæler) Lyksalige Thibet, som ejer sin levende Gud i sin Midte, kan kysse og føle og see sin Gud, og smage hans hellige Levninger! Smager! (Giver det knælende Folk Kugler af Lamas Excrementer at spise). O leer ad Hindostan knælende for Koen, opslikkende Skarnet af Koen! og priser . . . (Barnet Lama skriger) . . Vee priser ikke, men jamrer! jamrer! Thi Gud nu græder for Eders Synder! Og bygger Klostre . ! Visselululu . . (Vugger Lama -- Folket hyler) -- Visselululu -- Ak, Gud er i Graad, fordi han seer sine Munke nøgne. (Fremmede Præster, med Slangehuder, Uglehoveder, Øgler o.s.v. hængende om deres Kaaber komme. Knæle for Lama) SIDE: 227 Fremmede Præster. Vi vade over den store Ørken, med bare Been, fra Sibiriens Sumpe, for Lama, den almægtige Gud, at hilse paa med rige Gaver . . En Konge. Jeg er da Konge, mange Kongers Konge. Min Krone er en Ring af mange Kroner, som denne Muur en Muur om mange Stæder. Dog graaner Haaret under Kronen fort som under Trællens Hue. Mens mit Scepter er lige rankt, sig krummer dybt min Rygrad. Ha, bort med blanke Skjolde, I Drabanter! Jeg seer mit visne Aasyn -- o . . o . . vee! den blege Skygge af det stolte Aasyn, Basunerne paa Kroningsdagen blæste til Morgenskyer op og Sommersol. Da i sin Herlighed det brændte . . Huf, nu hænger det, liig frossen, skrumpen-ind Melon i rimet Høstens Have gjenlagt, og ikkun -- det er største Tidens Haan -- herrundt mig synes mine Hoffolks Smiil (skjøndt vel jeg veed, de ere kun Iistappe) i Kronens Straaler som Viol og Roser, som Liliestengler og som Morgendug. . . Ha, skal jeg visne uden Spoer, imens min Herlighed dens Ejer overlever, og er -- forrædersk! -- lige herlig i min Arvings . . ha, min Arvings! . . Hænder? Ak, naturligt synes mig, om Verden visnede, naar Jeg sank i min Storheds Fylde hen; om Alting standsed' om min Gravhøi i sit Ringløb; om min Throne sortned, som mit Askemindesmærke hen, naar dette . . . . . Ha, om en Træl sit Hoved stak end i den, den vil dog funkle som min Kroningsdag! SIDE: 228 Ha, Træl! ha, lavest Træl i Trælleflokken, ifra min Ældste til den yngste Gilding, det koster dig ei mere end et Dolkstik! Kjøb dig en Kniv for tvende Skilling; sværg, naar Høkrens Kone spørger dig, at du et Sviin vil slagte; gaa og dræb da Kongen! . . Bort! bort! . . Der maa i alle mine Lande ei sælges eller kjøbes Staal og Naal. O bedre dog, at Handel, Vandel standsed, end at ifra sin Throne Kongen skulde nødsages kjøbe for sin Storhed bort sin Indbildnings Skrækkenssyner . . ha, om Filegransarbeide, bredet ud paa sammentrukne Øiebrynes Disk, dog Afgrund fuld af Skrukketrold og Øgler, og Igler, sugende min Storheds Rødme! -- Hvad Mærke har vel Jorden om min Storhed, naar dette Øjes bistre Blik ei længer kan tvinge den at see den og beundre? Som Sæbeboble skal jeg briste? -- Ha, Mig, Tidens skjønneste Eie (i min Kaabe; thi i min Seng jeg skilnes ei fra Trællen) Mig, et Aarhundredes høistsvungne Skjoldtegn (thi, se, af mine Luner Millioner sig skabe Lyster jo og Dyder og Samvittigheder, og kun Efterligning af mine Handlinger er hver af deres!) en Feber skulde ryste forbestandig isønder, og en Hoste blæse bort? Hør, kalde Millioner stemte Munde mig ikke Jordens Gud? Og denne Røst snart skulde, som mit Liig, døe hen og stivne? Og selv Secundet efter Kongens Død da skulde synes som eensformigt Dryp i evig Taushed, i en Gravens Hvælving? Hør, kolde Marmor, Kongen vil . . . ak Marmor, du Disputator (ak saalangtfra taus) imod den svadsige Nar, imod mit Hjerte, der slaaer saa voldsomt under Purpret, mod SIDE: 229 mit hule Ribbeen, som i Bænken Taleren! -- -- Ak Død, ak Død! Ak Død, du sortner under Keiserkaaben! under min Baldachin din Gravensaande hvifter, som Pestskye under Jordegudens Himmel? -- Ha den er kun et Stykke Silketøi! -- . . Hvad Tanke? knæle ikke Millioner fornuftige Sjele, slikke med den Mund, de fik til en Basun for deres Tanker, min Fod, og tigge Liv og Fred og Fryd? Min Baldachin er ikke broget Tøi, men Nationers sammenspundne Smiil. Dens Perledopper de Fordømtes Graad, som vende sig med Hyl fra mig . . Tys! Hyl? Ha, lære Præsterne mig ei, at Guder mig gave Millioners Liv og Død? -- Trods dette, svinder jeg . . jeg svinder, som Ørknens Sandbjerg . . jeg vil svinde . . Hvad skal jeg? Raader mig, I Præster! Ak, en Grav har aabnet sig i Kongens Hjerte! Jeg føler i mit Ansigt blæsende de døde Kongers Aske -- vee, min Faders . . En Præst. Du Jordens Gud! Du alle Kongers Konge! . . Kongen. (grublende) . . Ja, Han sit Skjold jo lagde paa en Verden? Hans Hestes Hovslag fede Dales Grøde til Ørkners Avnedynger bankede? Hans Ungdomsærgjerrighed opildnede jo Millioner Spyd: ei Under da (thi Han har tause Mindesmærker nok) at hans Minde lever, og det klarest hos de Tusinder, som slæbte fra hans Vale sig hjem paa Eetbeen kun med Armestumper. Men Jeg? jeg blier ærgjerrig paa min Grav. Hvad gjorde jeg? Jeg vælted mig kun paa hans Bytte-dynger. Qvinders Sengehimle SIDE: 230 var mine Telte (nu jeg er en brudt, udkastet Spydstag); og en svalet Elskov den Frost; -- en frisk og brændende -- den Hede jeg leed; et Harem var mit Rygtes Tempel. Der Qvinder kun smaahvisked blandt hinanden, hvor Phallus, Lingam, Priapus jeg ligned. Ah, Qvindelæber vare Skjold jeg mødte; og Qvindeblik de Sværd, jeg brød i Taarer. . . Nu er den Seir forbi, med den mit Minde. Er ei min Gravhøi Seiermærket? Ak, naar Kongen sørger, da han stiger fra sin Throne ned. En Præst. O hold dig der! Se, med din Storhed, er din Fryd jo evig. Tro ei, at Dødens Scepter (skjøndt vi nægte ei, at det ruger selv paa Kongens Hoved) dit eget mægter knække! Konge, vil din egen Høihed du foragte? Menneske, mon om de Helliges Viisdom du vil tvivle? . Kongen. Ak, tal, du Vise! Præsten. . . Hør, den siger, at Jordens Konger Konger bli'e i Himlen; at, som du traadte paa din Faders Throne, saa . . Kongen (forskrækket) . . Tal ei! -- ha! . Præsten (afsides) Ah, denne Tunge, som slog Kongens Hjerte vaagent, der skal slumre, og saa forstenes! Ah, jeg glemte, at du din Fader dræbte. Se, hvor lige de hvide Seng-gardiner, da hans Fader hiin Nat dem splittede i Dødens Kamp, hans blege Kinder ere! SIDE: 231 (til andre Præster) Kom, vi maae ham spaae et hundredaarigt Liv, endskjøndt Samvittighed er Blygift! Kom, vi gaae at trøste ham ved Offre . ! (Nogle Præster gaae.) Kongen. I forlade mig sjunken i min Sorg: mit hule Hjerte? Præster. Vi gaae, at ofre hundred sorte Øxne for Kongens Frelse. Se, vi ville maale med Viisdomsblik din Livsenslængde, adspørge Guderne, lodkaste, knæle for lydfuld Støtte. Kongen. Gaaer! (til Een af dem) Men bliv du her! Jeg veed, at jeg kan standse denne Skjebne, som du mig trued med . . Ja, vel! min Ældste . . og mine Sønner . . Vee! Offer! (vrider sine Hænder) . . Præst! Præst! ha, lærte Du mig ei hiin blodige Midnats Aften: at mit Hjertes Tilskyndelser var Guders Villies Røst? og, at mit Brystes Bølgegange vare den Snor, ubøielige Skjebne spandt, og bandt min Lykke til? at den, som elsked (og jeg var Eders Fostersøn jo) Præsterne, ei leed af Synd, og var med Præsterne unddragen Guders Straf? O, siig, om jeg ei elsked Eder . ? (brister i Graad) Siig, hvi straffes da den Kjærlighed med Taarer? hvi er ei i denne Stund mig Trøst i Eders Offre ? hvi Ære ei i Eders Skjæg og Aasyn? SIDE: 232 Du lærte mig, Du svor, at selv i Himlen steg Bel, Osiris paa sin Faders Throne? . Vee, lærte Du mig ei, da her min Fader paa denne samme Throne sad og nikked af Ælde, saa hans Magtens-kugle tabtes i Skjægets Bølger, mens jeg stod i Blomster: at Dens skal Magten være, som har Kraften? (griber Præsten i Struben) . . Ha Præst, ha Præst! Hvad lærer du min Søn? Præsten (skriger halvqvalt) . . Forbandelse! . . Kongen (farer forfærdet tilbage) Vee kommer Himlens Forbandelse paa dette Hoved alt paa Jorden . ? (holder Haanden for Panden. Seer op igjen) Vel! Ja, -- Vel da, eller Vee! Dens Magten er, som kan beholde den! Gaa, bring mig mine Sønners Hov'der -- Alle fra Førstefødte og til Dieglutten! Præsten. Din Villie er de Andres, Alles Skjebne. (gaaer) Kongen. Den var min Faders engang idetmindste, men en ulykkelig -- nu mine Børns: Ha var du ikke Præst, da ogsaa din. (Præsten bringer de Dræbtes Hoveder) Saa -- stands! ei nærmere! Var det min Ældste? Var han saa voxen? havde han alt Skjæg? og kunde faae i Vext det i sit Harem? Saa han var voxen? Vel! et Hoved lavere! . . Bring bort! Han ligner mig. Vel, at han nu er kun en Støtte . ! Gaa! det er en Angst at tænke paa en Angst; en Sorg at tænke paa mulig Sorg. Din Farfar ei du hevner, SIDE: 233 hvis ei, hvis ei, hvis ei . . O dog en Sorg . ! Bring bort! Du drypper Blod paa Thronens Fod. (Præsten bringer Hovederne bort) Før var min Angst liig Skov af hvinende Træer; nu er min Sorg liig Ørknen. Præster (komme) Kongers Konge . . Kongen. Hvor sært, nu ad det Navn jeg kan ei smile? Præster. . . Vi have læst i hundred Offres Indvold. Oraklet svared': Konge lev som Ørnen! Kongen. Nu er min Fryd liig blomsterrige Dal! Præsten (kommer tilbage) Saa skee din Villie! Lad din Villie handle! Det hevnes ei paa Jord, det straffes ei af Guderne; thi selv jo disse gav dig Magten, gjorde dig til Gud paa Jorden. Kongen. Ah, Præstens Mund er som Orakelhuler! Præsten. Men, Konge, hør med sønligt Øre paa de Vises Tale: De er' og fra Himlen. Tro, at i Himlen Himle-kongeriger for Kongerne beredes. Slaver vente i Graven krumme . . . Kongen. Taler du om Orme? SIDE: 234 Præsten (løfter sin Stav) Vee, Konge, troer du ei? Da maner jeg din Fader hid at vidne. Du skal see, at han i Kaaben end er smykket! Kongen (knæler) Skaan! Præsten. (svinger sin Stav; den bliver en Slange) Se her er Kraften! Se fra Støvets Høide, med al Naturen aabnet for vor Fod, vi see igjennem Himlene til Helved, den Baggrunds-ild, den Chaos-cirkel uden om Verdenscirklerne, hvor Sandhed gløder i Livet frem . . Ha, tro, jeg siger dig: en Konge bliver Konge. Troer du Præsten ham salved' for et Døgn? Jeg siger Dig, Du de Helliges Støtte: Slaver vente krumme i Gravens Huulvei, hvorigjennem triner en Konges Høihed majestætisk, for at fra Stjernethroner Paradiser herske! Der visner ei din Manddom! men den er en evig Middagssol, der funkler mellem en evig Morgenrød af fagre Qvinder, en evig Aftenrødme-krands af Bægre. Og hisset vexler det, som her imellem en Fa'r og Søn: naar Sønnen triner op, maa Fad'ren vige til en større Himmel, saa, se omsider -- altfor stort for Tanken -- til Almagt nærmer sig en Konges Magt. Men, som en Konge saa fremføres af sin egen Høiheds Kraft: saa Mindet er liig Stormen i hans Fodspoer legende, (en Ørken er kun Legeplads for Stormen) saaat, som fremigjennem Himlene hans Storhed ruller sig, der bliver dog en Majestæt tilbage. Dog er Mindet kun stort iforhold til den Magt, han øved SIDE: 235 i sine Grændser. Saa kan liden Konge, en Træl for dig, et større Minde eje end halve Jordens Hersker, om han ikke sin Vælde øver men fordølger den, og døer og lever uformærkt som Bonden. I hvilken Vraa mon Phalaris ei nævnes? Pygmalion? Herodes? mange Andre, hvis Grændser vare smaae, men tæmmed dog med stærke Arme bistre Folk (som Ulve de holdt ved Ørerne) mod disses Lyst? Ja selv en Qvinde, Servia, jo voved' midt paa det frie Romas Torv at kjøre sin gamle Faders Hjerneskal iknas, og, smeldende med Pidsken fra Triumfvognen, de barske Romere spørge: hvad der knasked'? Vist disse (hvis jeg kjender Mennesker; thi Sagnet tier) jubled hende fremad, idet Senatet gjorde sin Undskyldning for Gaderne ei vare bedre brolagte. Vist knyed' deres Hjerter; men det er det høie Kongemagtens Maal at stræbe mod Overherredømmet over Hjerterne, som det er Præstens Maal at herske Hjernerne, og Statens Maal, at begge Magter enes; men høiest Ideal, naar begge Magter forenes i en Eneste, som Meroes Hebræernes og Thibets store Præst. . . Jeg siger, maaskee knyede Hines Hjerter; dog blot fordi da Skuet var saa nyt, at see en Datter rulle jublende henover Faderens Isse; ja saagodtsom med Svøber af hans Graahaar hvine; men (glem ikke denne Viisdom i mit Raad!) det Vanen er, som skaber Dyd og Last. Se, Sagnenes lange Rækker vise kun eet Særsyn, uden Mage, at en Konge for høit sin Vældes Bue spændte: da et lidet Folk sig deelte, til begge Sider skræmt af Kongens Trudsel: SIDE: 236 at, som hans Fader dem med Svøber pidsked, saa vilde Han dem slaae med Skorpioner. Kongen. -- O Han var værd at herske større Rige! Præsten. Saaledes saaer en liden Konge i sit Fodspoer, i sit Gravhul, Mindet; og det voxer større gjennem Seclerne. Og Du, de store Kongers Konge, ængstes for Glemsel, som saa vid en Mark kan saae? Hvad Magt -- jeg undres -- mon da vel din Fader (og dog hans Minde runger evigt, som hans Seires Gjenlyd) viste ved at flyve, med krigenslystne Mænd vidtover Jorden? Hvad alle Hjerters Ønsker mon betvang han? Ved hvilket Aag hans Folk hans Magt mon følte? Mon snarere for sine Slaver ei han trællede, ved deres Lyst til Krig at mætte og beruse? Liden Magt kan puffe Stenen frem, der er i Farten. Men endnu større Storhed kan du vise, men endnu større Minde kan du bygge, ved tvertmod dine Slavers Lyst at kjæmpe. De ere dovne, egenkjærlige, og vante til at gjøre alt med Hensigt og vante til at æde deres Arbeid. Thi byd -- og øv din Vælde, byg dit Minde og derpaa byd du -- dine Slaver støbe i deres Sved din Phantasies Fostre! Befal dem gjøre, hvis de ville leve, et Noget uden Hensigt, uden Nytte! Befal dem gjøre det Umulige! Det er: et Noget, som i denne Stund, som Ugjort, synes os for stort for Tanken; ja synes selv, naar Secler graane Daaden, for Efterslægten -- skjøndt den derpaa stirrer, og selv det føler, og det synes i SIDE: 237 sin Storhed styrte ind paa Øjet, saa det seer ei Andet (Ørknen ikke for dens Pyramider) -- som et vist Utroligt, som Guders Drømmebilleder, der ere, ved endnu større Under, stivnede for Evigheden. Byd dit hele Folk forlade Agrene og slæbe Stene fra fjerne Bjerge midt i Ørknen hen, og reise Pyramide-alper, og opløfte dig et Bjerg paa Enden som en Obelisk! i Ørknen grave Have, og skabe Have om igjen til Sletter! Siig, du paa Jorden, som de Andre, vil ei have meer din Hauge, men i Himlen; og flux de skulle hænge den paa Mure; og dine Palmer flagre over Skyen! Byd dem at lede Floder op paa Bjerge; at bygge tusind Mile lange Mure om Landene; at grave Slotte ud med tusind Sale under Mulden! -- Se da Selv, før du i Graven synker, dine de evige Monumenter! Se, de Andre Fyrster betvang blot Mennesker, men du Naturen! Kongen. Ja, Storhed og Erindring er der og i Forbandelser. Præsten (afsides) Din Vinding. (En Ørken. Folk reise Obelisker og bygge Pyramider) Kongen. Gaaer tusind Tusinder til Labyrinthen! Gaaer tusind Tusinder, et Hav mig graver! Gaaer tusind Tusinder, gjør' Hav til Land! SIDE: 238 Gaaer tusind Tusinder, opløfter Haugen! Saa pidsker dem som hvile! Priser Gud, at Kongen byder Eder ei, ved Sved og Graad og Blod og al jer Livsensvædske at dugge Ørknen til et Blomsterbed, og pløie Bjerge op med Eders Negle! Ha, ere I der alle? Ere Arnerne saa tomme nu, som Eders Øren bør, for mine Bud at høre, være? Ha, i Takt af Svøbeslager-choret reise sig sexten hundred tusend Arme, dryppende, liig Pileqviste nys fra Dammen løftede, af Sved, for endelig at lægge Kronstenen paa Kongens Storheds Pyramide-mærke! Ja Retsaa! Ret! Lad dem, som døe af Mathed paa Stilladset, nedstyrtes flux med Svøbeskaftet, som en Træl forsømmelig imod sin Herre; men lydig mod Naturen! . . Ha, Naturen, at ikke den jeg byder! at den ikke vil lystre, naar jeg siger til Graniten: opløft dig selv! og til mit Graahaar: sortn! . . Hør, svoer I ikke, at jeg skulde leve? Præsten. Ja Himlens Sandhed svoer det! Kongen. Velda! Tvinger de Fremmede, hvis Hjem min Fader øded', men drev herind dem selv som Hjorder, tvinger dem til at ælte Leer! Hvo ei vil ælte til Solenedgang, gløde Natten over i Teglets Ovn! Kom, stiger op at see, om jeg er Jordens Gud! om disse Klippedynger er' mine Kloder, næsten evige. (stiger med Præsten op paa Pyramidens Top) SIDE: 239 Præsten. Du Mægtigste, se hisset nede, skjøndt paa Bjergehøide over Ørknen, maale de matte segnende Millioner rigtigt med Obeliskens Alen ud din Storhed! Kongen. Ha, ja, i Længde! men med Pyramider den ud i Fiirkant, og i Omkreds med de Have, som jeg byder bruse frem; i Dybde da med Labyrinther! Ha, jeg lever jo? Du svoer det? Himlen svoer det? Vel, større Værker, større Minder reises! Jeg byder: Templerne flux skulle lukkes, at Folket ei paa Guderne skal tænke, før Kongens Lyst er mættet. Præsten. Menneske, Du er beruset af din Storhed. Ha, jeg mærker nok, vi rummes ikke baade paa denne Tinde . . vee dig -- hvor du svimler! (styrter Kongen ned med sin Stav. Folket jubler) (Tempelhal -- Præster. En sort Oxe) En Præst (bepletter Oxen) Se nu er Guden færdig! Ægyptens Sorg med dette Penselstrøg føg bort. Kom nu, vi føre ud den nu til Folket, at det Millioner Glædesblik kan hefte til Gudens Horn . . En Præst. Forgyld det endnu lidt! (Den Anden forgylder dens Horn) Ja Synd, at spare Guld til eget Scepter! Og dette Horn er vort. Nu, kjære Oxe, SIDE: 240 lad see du rækker -- retsom om du vidste at du er bleven Gud, at du medrette fra Krybben blev medeet til Himlen løftet, og tør selv stange Kongen -- majestætisk din tykke Nakke over Noph, der knæler og slikker op dit Smuds, til vældigt: Boh! saa alle Hjerter ryste kan af Fryd. En Præst. Vel, før den ud -- Alt Folkets Andagtssuk i Porten foran dette Helligste sig drager ud og ind som Trækvind. Før den først til Nilensby at fodre den i fiirti Dage op i gyldne Fade, at feed den komme kan til Memphis! Nu -- ? (De føre den ud til Folket) Folket (jubler) Hil Apis! Apis! Gud! En Præst. Ja Jubl Ægypten! Thi du er nu frelst. Thi Apis kom, vor Gud. Imens vi bade, en hellig Koe ved Maanens Glands undfanged. Jubl, frelste, fromme Noph; thi Apis kom med Gud Osiris's, Pthas Søns, Stjernetegn! O sku i denne sorte Røg med disse sølvhvide Gnister Gud-Osiris's Ild! (Oxen brøler) O tys! hans Brøl, Ægyptens Festsang! Ha, hør Guden tordner: "fryd dig frelste Noph! Sku i dit Tempel Gudernes Fornemste!" -- Ja Gudernes Fornemste! Se i dette Skum, som Apis sikler nedad Boven: det, hvis han i Himlen var, blev nye Stjerner! Men Verdnernes Materie øder han, liig gavmild Fremmed, nu paa sine Elskte blot til et Lystsyn og en kostbar Smag. . . Ah, ikke Fremmed, men som gavmild Vert . ! Er' vi hans Børn ei, og vort Land hans Eje? SIDE: 241 Osiris pløied først med sine Straaler op hele Jorden, saa dens fede Dale hans Furer bleve; Morgenskyer stege som Blomster vaiende fra Jordens Rigdom. Men se Osiris, Himlens høie Gud, sin Yndlingsager valgte; og han pløjed med hellige Oxer, Mnevis og Onuphis, Ægypten fra Syene (hvor han hvilte sit Spand) og ned til Typhons golde Mark: til Havet, hvor han udsaaer Salt og Bærme. Men Isis, fulgt af tro Anubis og Cabirerne, liig hvide Høstfest-børn, i Gudens Furer gik, og øste ud, med moderlige Smiil, sit Signehorn, sin Nil, imens Osiris fulgtes af Gud Amum, der udkasted Sæden [fotnotemerke] ; Som, der hypped; Serapis, der høsted', og i sin Skjeppe gav den saa til Horus. Men, se, da det af Guder pløiede Land os Præster givet var til Odeleje, og I, Misraims Arme, det foragted: da gyldne Sæd-net vare trukne rundt det, at Typhons gustne Avinds-aande fange, der samum-hedrød Flammetunge skjød fra Ørknens slukne ormestukne Lunger udover Nophs det liljedækte Hoved, der speiled sig i Isis's Elskovssmiil (og deraf skinsyg Typhons Brynde tændtes): da sank Osiris's Gudesjel i Apis (se her i Flekkerne hans Guddomsstraaler, der bryde gjennem Hudens sorte Røg!) at ei de Dødelige, som han elsked, saa han ei kunde skilles fra dem, skulde ved Gudens nøgne Glands forskrækkes, men Taknemligheden den forblomm'ede Gud bestandig turde vise . . O bestandig i Memphis herske han blandt fromme Præster! Fotnote: Betyder, blandt disse astronomiske og physiske Guder, Sommeren. SIDE: 242 Folket. Det ske! Det ske! Ja evig! En Præst. Saa og Isis nu tog sit Boe i Buto og Bubastis som Koen, og sig aabenbared' huld ved hvereen Hytte: Melkestraalen blev som Maanens hellig; Koens Horn som Maanen. Og Pan (thi Alle fulgte med Osiris) og Pan, den Livets Yngler, Stjernefader, i Mendes boer i Bukken. Amum blev i Ammon-No til Vædd'ren. Som blev Løven; og Serapis blev Slangen; og Anubis en Hund. Men alle Verdens Guder flagre os over Hovderne, og svømme i vor Flod og vore Damme, groe og gaae paa vore Marker, boe i vore Templer som Guden Høg, Gud Ibis, Guden Karpe, Gud Gjedde, Guden Rotte, Guden Kat, Gud Ulv, Gud Øgle, Guden Krokodil. (Tempel. En Præst. En Qvinde. En Buk) Præsten. Hvad vil du, skjønne Qvinde, her i Pans, Allivets Tempel? Qvinden. O, mit Blod af Elskov syder til den hellige Buk. (omfavner Bukken) O, jeg omfavner Gud! . . Ah, Gud, optænd din Brynde, din Allivsens Gnist! SIDE: 243 Præsten. Gaa ind, og Guden dig forherlige! (lukker Qvinden med Bukken ind i et Kapel) (lyttende) Tys, han fnystrer! Nu blusser Bukkens Brunst . . Ah, Qvinden sukker! . . Qvinden. (kommer ud med Bukken) Jeg Salige! Modtag mit Offer. Hellige! (giver Præsten Offer, og gaaer.) Præsten (kløer Bukken) Nu, stakkels Bukkemads, du lyster Salt? Men, bi -- en anden Gang skal du faae slikke smukt efter mig. Du har saa altformange af disse Elskerinder. -- -- (Ved Nilbredden. En Qvinde med et Barn. En Krokodil) Qvinden. Ah, vee! der ligger Guden. O mit Hjerte er stivnet . . Ak, jeg maa. Ja han er Gud; thi sligt et Øje har kun Typhon selv, saa fuldt af Gnister. Sivet hvisler . . ak, se der! se der! O værdiges at tage mit Dyreste! ja din Slavindes Dyreste. (kaster sit Barn til den) Den knasker . . o! (skjuler sit Ansigt. Seer op igjen) Men saae en Præst mig sørge, vist han sagde, jeg var ei from. Hvad Løn mon da jeg havde? Se, mæt og mild han vælter sig i Dyndet . . O stærke Gud, jeg har en grufuld Fryd. (En Præst kommer) Se, Helligste, jeg gav til Guden hist mit Barn! SIDE: 244 Præsten. Ja Ret, min fromme Qvinde! Har du end et Barn; hvi giver du ei det? Da dobles jo din Fryd. Qvinden. Jeg har ei flere. Præsten. Din Eneste? Det Offer herligt var. Hvi dandser du da ei af Fryd? Qvinden. O jeg er ikke glad. Præsten. Da er du ikke from. Qvinden. Vel! jeg vil dandse, og til Cithren synge; o jeg er stolt; mit Eneste jeg gav i Guden Krokodilens Gab en hellig Grav. (En Præst -- Folk) Præsten (afsides) Vi give Folket Legetøi, at ei det river Faklen fra os. Hører da, og gjører saa, velsignede Ægypter, som nu Bubastis taler fra min Læbe: "En Fest Ægypten skal mig vie saa: til hellige Bubastis's Stad Ægyptens de Mænd og Qvinder skulle seile, og den store Flod gjenlyde da af Fløiter! Men Stæderne, de glide saa forbi, med Skjældsord og med blottet Blusel hilses, imens Indvaanerne paa Stranden dandse. SIDE: 245 Og den vanhellig for Bubastis er, som ei beruset er den hele Fest." -- Bestiger Skibene da Mænd og Qvinder! Og, til Bubastis's Ære, samler Eder et Forraad flux af Skjældsord! løfter op, I Mænd og Qvinder, Klæderne! Afsted! (Folket gjør saa.) (Torv. Præster. Æsler. Folk) En Præst (griber en Rødhaaret) Se, grib ham! Han er Typhons. Manden. Hvad? Jeg er en Fremmed, som skal gaae tilseils. Præsten. Ha, ha! Ja Stakkel, veed du ei, den røde Farve er Dødens Smiil for den, som har den (og du har den) i Ægypten? Nu, ved Smy! forbandet er du for dit røde Haar. Det Typhon blæste i din Moders Liv ind, saa det klæbed til din vaade Skalle, for saa at mærke dig, naar op du voxed, til Offer for sig. Ha, du reiste lige til Offermarkedet, da til Pelusiums Kornmarkede du søgte vindingslysten. Nu giv dig! Du har Djævlens Mærke. Hei! Til ham i Dag vi ofre. Vrid dig ei! Vil heller du af Folket sønderrives, end døe for min den øvede Haand, der dræbte Tusinder, som du, end før de sukket fik? -- De bundne Offere. Hengiv dig i din Skjebne, Fremmede! Fortørn ei Præsten, ellers piner han! SIDE: 246 Kom, klynk med os og med de stakkels Æsler, der og er Djævlens for den røde Fels Skyld Se alle vi Trehundred skulle ofres, fordi vort Hovedhaar er rødt, til Typhon, som Folket troer er farvet ligeledes. (To Hære i Slag-orden imod hinanden. Præster ispidsen) Præster. Til Sværdet, I, som dyrke Gud Ichneumon, mod dem som dyrke Crokodilen -- Ha, et Dyr, et Typhons Djævlefoster! Ha, De Daarer, Daarer, Daarer! Sparer ei et Barn i Modersliv! Det har alt syndet; thi det er rystet af sin Moders Latter, naar hun sin Ældste til Uhyret gav. Andre Præster. Til Sværdet, I, som dyrke Crokodilens den store Guddom . . frem med Sværd og Fakler mod dem, som dyrke Rotten -- ha et Dyr, et Dyr af Dyndet avlet! Sparer ei et Barn i Modersliv! Det har alt syndet; thi det er rystet af sin Moders Latter, naar hun forræderske Ichneumon saae isøndergnave Crokodilens Æg (de hellige Verdensbilleder) i Sandet! Saa kjæmpe vi, mens vore Guder kjæmpe selv mod hverandre . ! (Kamp) (En persisk Hær i Slag-orden mod en ægyptisk. Persiske Præster og Kongen i Spidsen) En Præst. De Dyr er Ahrimans Forbandede, som ere Guder her i dette Land. Ei Lyset skabte dem, men Djævlen yngled dem i sit Helved frem med Mørket. Følg da mit Raad . ! SIDE: 247 Kongen. O Præst, du kan befale. Præsten. Jeg siger dig, du gjør en Gjerning, som i Himlen Amschaspands besynge ville, mens Devs og Ahriman i Helved hyle. Kongen. Vel! binder Kat og Ulv og Krokodil og Rotter sammen foran Hæren! vender da mod Ægypten disse store Guder; men følger dem som Tordnen! sender Pile som vilde Lyn (det følger jo med Guder?) trygt over disse landsforræderske Høiguders Rygge! (Perserne gjøre saa. Ægypterne kaste Vaaben og flye.) Ha! I Pasargader, nu øver Eder ene i at løbe som hist i Susas Jagtlunde! Ret! forfølger! Men stikker Sværdet ind, og bruger Stokken! Med Svøbehviin tving Gudekatten til at hoppe efter dem; og gaae saa frem og myrder dem i deres Skjulsted! Driver dem ind ad Thebæs hundred Porte, ind til Koglerne i Labyrintherne! Med medisk Kobbernegl vi frem dem klore. Kun hvad der redder sig i Pthas's Tempel, er reddet. Ha, der vil jeg slagte Guder, og holde Seiersmaaltid af Gud Apis, hvor Præsterne, med Borddug kastet over de fæle Trolddomskaaber, skal opvarte, mens udenfore Pøblen snufter efter den stegte Guddoms fede Lugt. Ah, ah, jeg vædder, Artabanes, Folket vil forbitres kun, hvis det er mæt, men føle en Vellyst, hvis det just er sultent. Ha, nu frem til nye Slag! Paapasser vel, SIDE: 248 Satraper, at ei Gudernes Geled blier brudt i Seiersløbet, saa det synes, naar Gud Kat, Gud Rotte, Gud Faar, Gud Ulv, Gud Stork, Gud Øgle vandre veent isammen, som om de for den gode Sags Skyld havde lagt Fiendskab tilside, og nu sluttet en hellig Alliance. Saa vi gjøre dem til hvad Joner kalde . (Muurtinde i Memphis. Præster. Folk.) Folk. Hist sortner, Hvirvelvinden lige, over den hellige Slette Fiendens Skarer. Ha, de drive vore Guder foran sig, og gaae med Sværd i Balgen som til Fest; men, naar de komme ind i vore Stæder, da løfte de en Kat i venstre Haand og dræbe os med Dolke i den Høire, os Værgeløse. Siig du Vise, Hellige, skal Nophs ærværdige Tempelpande splittes? skal Nophs det hellige Altarhjerte knuses (thi nu til det er Raden) uden Modstand? Skal vore Agre, vore Qvinder ødes? og Medens Hovslag -- fælt, at høit det klinger; men værre dog, at det i vore Diendes de bløde Lungers suttrende Blodstrøm døves -- Ak! Ak! Thi vore Hænder skjælve . . ak! O siig os, sværg os, er det Pligt mod Guderne -- ha, de forraade os! -- at kaste Vaaben for disse Fiender, flye iskjul og døe? og, før vi døe, at vide at vi have til værre Fiender de samme Guder hist? -- En Præst. Ja -- Alt er tabt. I Dyndet ligger On, og Solen skinner paa dets brudte Horn. I de Barbarers Hestes Hovslagsstøv SIDE: 249 nedsjunke Pyramiderne. O Memphis, luk op de hundred Portes gyldne Gab, at sluge ind med øde Suk de Grumme, som Myg der svæve paa en Drukkens Aande snart ind snart ud. Viis dine Elfen-templer (hvor ingen fremmed Aande graaned end) for de Vanhellige, som Aadslets hule Tænder! Ægyptens Folk -- hu, som, med Kniv i Haand og det Hvide vrængt i Øjet, saa det syntes et flagrende Liiglagen, naar det blinked, hver Fremmed hilsed nylig -- slæng nu bort hvert Vaaben; ja, fra Sværd til Pind, som om de brændte dig i Haanden, som om dine Hænder visned af Forbandelse, saasnart du fristes ved din Qvindes Skrig, din Afkoms Jammer, til at løfte dem! Gaa, gaa, og slaa med stum Forfærdelse din Dør igjen! og vent da Døden under din Bænk, hvorhen du krum dig sniger for ei det rædselfulde Syn at see: Vanhellige, der øde Hytter, Templerne besudle! Som Pesten maae de brede sig i Landet. Ved Skjebnens Traad de føres gjennem Blod fra On -- til Noph -- til Thebæ. -- Vil du standse hvor Guder gaae? Det er for dine Synder. (Folket flyer.) Præster. Ha, det er Magerne, som os betvinge, som gav den drukne Bøddelkonge Raadet. Vi Præster ere Ofret, som de søge, og Kongen laaner dem sin vilde Hov. Vee, at vi maatte byde Folket Fred, og Luen tvinge, skjøndt den kjæmpede med Overtroens Røg, og truede at gnistre ud! Men havde en Ægypter først seet en Katteguddoms Indvold aaben og Himmelen dog lige klar, saa var bag Krigens Seir vor Seir i Freden ude. SIDE: 250 Vi maae dem byde, hvis de ville tvivle og Fædretroen revner, bryde Vaaben, og bøie sig for Medens krumme Sabel (dog haabe vi mod bedre Tider); thi selv vi have lært dem jo fra Barnsbeen, at disse Dyr, som nu er kaarne til vor Fiendes Høvdinger, er Verdens Guder. (En Konge. Adel. Bødler. Folk. En Olding og en ung Mand knælende for Kongen) Kongen. Er Jeg ei Konge? Jordens Bedste? Ha, Hvo skulde nyde? Er ei Vellyst, som min Storheds bankende Hjerte? Bødler, I mine krogede blodige Fingre, strækker jer ud! og plukker bort det Graahaars Svamp, der voxer vaad (ha blege Øines Vand! gaa, stik dem ud! De ere Horngevexter . .) og kjølig mig iveien, naar jeg syder hen mod mit Leie. Fy, skal Hæslighed sig stille mellem Høihed fræk og Skjønhed! Hvad skal den Gamle mellem tvende Unge? Er Hun din Datter? Ha, hun er dog vel en Blomst, opvoxet i mit eget Land, hvor jeg plukker bort hvad Rose bedst mig lyster, om end den hænger fast paa Tornen, som den klækked ud ved Hjælp af Himlen? Ha, denne Himmel, under hvilken hun sin Rødme aanded, sine Øine blaaned, er denne ei mit Riges? mon ei min? Gaa, du er ikke viis som du er gammel! Nu, Bøddel, blodige Kongefinger, krum dig, og grib den gamle Nakke bolende med Struben Haan ud! En Bøddel. Ak, store Konge, Haanden skjælver; thi det er min Fader. SIDE: 251 Kongen. Hvad? Du skjælver? vil ei? Ha, Jeg har flere Bødler! Bøddelen. Vel -- jeg maa. Kongen. Ret, vakkre Svend! Naar saadant Prøvestykke er gjort, da veed jeg, du for mig gjør Alt. Du skal ei stedse være Bøddelknegt; men Bøddel-høvding. Bøddelen. Nu min Haand ei skjælver. Kongen. Saa Mennesker i Trældom øver man. Bøddelen. (lægger Haand paa Oldingen) Kom nu min Far! Du ind i Livet fulgte mig. Jeg vil følge dig til Gjengjeld ud. Kongen. Ah, endnu bedre! Bøddel med sin Tunge. Oldingen (reiser sig) (til Bødlen) Slip mig, Elendige! Vee -- Hvis du ryster engang i Helved min Forbandelse ned af dit Hoved, den i Vægt tidobblet skal synke paa Tyrannens! Hører Mennesker, I Tidens Jammersuk mod Evigheden! I Helveds Offre før I end forbrød! Jeg bad -- o Alderdommens hvide Haar er kulsort Haan af Djævle spyet ud paa et uskyldigt Hoved, naar forgjeves om Retfærd, ei om Naade, de maae trygle -- jeg for min eneste Datter bad blot (end for ung for Manden, gammel dog og øvet SIDE: 252 i sin graagamle, hjælpeløse Fader med kjærlig Haand at made): at ei, i sin Seng, det kronede Uhyre skulde den spæde Skjønhed æde, og fordærve det unge Hjerte (som opvoxed fromt i disse Lokkers Ly, ligt Rosen bag en moset Væg) naar ned han stødte hende misbrugt iblandt Slavinderne. Kongen. Din Vrede er brændende -- ja, som min Brynde til dit Noer! Se den har antændt nu min Harme. Du har kun Ordblus, Jeg har Beeg og Fakler. Gaa! Du skal brændes. Kongens Harm fortærer. Gaa, Bøddel, smør din Faders Haar med Beeg! (Bødlen gaaer med Oldingen) En Adelsmand. Du døer fortjent. Er Brugt af Kongen Misbrugt! Hvad? kan en Konge vel besudles af et "mis" og "van" og "u" og disse andre Opkastelser af Tanken og af Sproget? En anden Adelsmand. Forskjønnes end ei Pigens Skjønhed, hædres den dog ved Kongens . . ja, jeg vilde gjerne dens Levning arve. Thi en Konge har saameget Adel i sit Blod, at, om jeg fandt en Plet paa hende levnet, var den som et Adelsbrev. (En tredie Adelsmand knæler for Kongen) Kongen. Hvad vil du? (peger paa den knælende unge Mand) Bi! Her ligger end en Mand, en Træl, hvis Trods og Miner ere som Torne hvasse efter Kongens Fod. Her, Bødler! luger denne Snerle op! (Manden omfavner grædende hans Fod. Kongen sparker ham bort) SIDE: 253 Væk, Hund! Ha gjør paa Kongens Liv du Anfald? Ah, herligt Vintersyn om Somren! se en Mand i Graad! . . Ah, jeg har Phantasie; jeg synes smage disse Taarers Kulde. Thi Mandens Skjælven, skjøndt han ei kan skjule sin Ungdoms Rødme, synes ud dem ryste, liig Nordenvinden midt om Somren Hagl. -- Gaa! Du er ingen ægte Undersaat, som under Kongen ei det bedste Sæde Og det er paa din Huustroes Skjød. Gaa Bøddel, og red ny Bryllupsseng ham op paa Steilen. Den unge Mand (reiser sig) Ak Chryse! Chryse! . . Geil Tyrannen blev, da han min Huustroes blotte Bryst fik see, som hun ved Døren sad og Die gav. Ha, nu han river hende bort fra Barnet! Og deres Fader døer -- saa døe de maae, af Sorg de Ældste og af Sult de Smaae. Kongen. Nei, Træl, af Sorg din Ældste skal ei døe. Bring ham, du Slave! Gilder ham, I Bødler! Han skal sin Moder vogte. Den unge Mand. Du lærte da af dine Sønner, at en Søn sin Moder krænker? Kongen. Dine Smaae ei skulle døe af Sult. Jeg vil dem fede. Hidbringer mig hans Drenge flux. I Slaver! Den Vellyst bliver mig for slap med Mødre, og Jomfruens jeg kjøber dyrt med Sved. Bring Drengen hid! Han være mig som Qvinde! (Den unge Mand gaaer med en Bøddel) SIDE: 254 Adelsmænd. Hvor viis er Kongen! Nyt han jo opfinder af Fryd som Høihed. Vi maae ligne Kongen. Tredie Adelsmand (knælende) Du Mægtigste! o værdiges at tage med huldrig Gunst til Smykke for dit Leie, min yngste Datters Yndighed, der ligner en Moseroseknop frempippende! Se, sværmeriskt er hendes Øje, som om stedse deri speiled sig en Natlampe. En fjerde Adelsmand. Stormægtigste, med huldrig Naade tag en Søn jeg har, saa feed og rund som Druer! Kongen. I Narre, vide I da ei, at, om end Elskov ikke, efter sin Natur, lod Noget, skjøndt det Lækkreste, sig putte i Munden; men vil vælge ene selv: saa greb dog Kongen hvor han lysted? Vel, hidfører Pigen da og Drengen; dog til Øienslyst! Og kommer selv, I Fædre, til Hoffet. Eders Huldsind vil jeg hædre. Folk. Vi give maae til Kongen vore Sønner og vore Brude, Døttre, Mødre -- ellers vi døe jo selv. Men -- leve, leve Kongen! Og fremmed Mand og Qvinde ville vi til Kongens og til vore egne Leier (med Kongen have vi jo Lysten eens, og ere pligtige at ligne ham) voldtagne føre. Ah, de skulle smage os lækkrest; ja som Vildt. O leve Kongen! SIDE: 255 (Kongehal. En Konge paa Thronen.) Kongen. -- Hvad er et fyldt og lukket Harem, naar den Elskte gaaer paa Gaden? Hvad en . . (en Mand kommer) Ha! Manden (kaster sig ned for Kongen) Din Slave kommer paa dit Bud fra Leiren. Kongen (vinkende ham bort) Gaa! gaa! Du sortner for mit Aasyn . . Manden (gaaende) Vee, en Konges Vrede dræber. Kongen. . . Hvad en Krone, naar Slavens, Borgerens Nathue behersker en Fryd, som nægtes hiin? O Bathseba, din Skjønhed skulde visne hen i Løn? Og Mennesket saa synde mod Naturen (der funklende Kroner skrev i dine Øine, og malte Hermelinet paa din Nakke og Purpret paa din Kind, og Sceptret i din Gang) at han, naar Himlen gav ham Magten, ei skulde Diademet give dig! Ha, Kongens Magt det blev at lede Skjebnen, der strækker ud sin Finger i hans Scepter ud over Millioner! Ene Retfærd, naar Han den Skjønneste velsigner! Ak, dog bliver Diademets Perletopper som hendes Øines blye Terneflok! En sløv, ufølsom Borger, der sin Trods paa Vedtægt støtter, skulde hindre Kongen i Retfærds sjeldne Smiil Naturen skjænke? Han skulde fraadse, hvor en Drot maa sulte? SIDE: 256 beruse sig af samme ædle Vase, hvoraf Jeg, Kongen, stjal mig til en Slurk? Ah, een og to -- saa pleier man at kaste de andre slige Qvindebægre bort; men denne ædle Vase.? o jeg maatte da sønderbryde Kronen, naar jeg havde den baaret Kroningsdagen . ! -- Hans selvbehagelige Phlegma (ligt hans evigsamme slappe Elskovspiil, for hvis matte Skud sin frodige Ynde hun seer som dagligdags forhaanet Maal) i Stolthed skulde stivne, naar han gjetted sin Konges syge Blik og Magerhed? Han vilde hviske (høit dog) til Enhver, "se Kongen mavres, men jeg bliver feed!" (Ha!) "Veed du hvorfor? -- Nei! -- Jeg veed det. He!" -- Men -- naar han seer sin Hustrues Ynde i dens Sommer-rigdoms stille Modervemod, og ahner Solen, som hans Muld bestraaled . . ? . . Ha! Kald mig Uria! (til en Slave.) (Manden kommer) Hør, kjære Tappre! Beværted Kongens Folk dig vel igaar? Manden. Jeg var som Noah. Kongen. Vel! Haha! Du Tapre, da i din Hustroes Favn ind til et Øieblik dit lange Fravær klemte? Det er Ret! Lig paa en Leir-brix Aaret ud, og kom, og nyd da Bryllupsglæder andengang. Manden. Ved Kongens Liv! Min Herre Joab og min Herres Tjenere paa Marken ligge, og jeg, jeg skulde ligge hos min Hustru i bløde Dyner under Silketag? Jeg sov hos dine Tjenere paa Bænken. SIDE: 257 Kongen. (vinkende ham bort) Hvad? Ha! Du Træl . ! Du . . bort! Fra Kongen bort! Manden. Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede, som Natten, naar en iilsom Lygte glimted. Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tage: der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn, i lange Sorg-nat Mindeskimt tilbage. (gaaer) Kongen. Ha, Kongen kan sin Slave ei befale at sove hos hans Hustru! Se den Trodsige! I visse Ting, de vigtigste, er Drotten med Slaven stevnet for Naturens Domstoel, og begge lænkede for Ligheds Skranker. Men den, som Lænker bar ei før, de tynge, saa han Naturen kalder Unatur. Og prøver en unyttig Exception, saa Parten leer og Dommeren sig hæver, og siger: "see mod Formen synder Kongen. Dog Feilen er for latterlig til Straf." -- Gud! . . var du dog en mindre trofast Kriger! Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked, at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val med Smertesblod og laae paa Klippeleie, gjød i din Ægteseng sit Blod med Vellyst; men jeg din stolte Haan maa frygte, naar du mærker Kongen sig til Kneb nedlod. -- Ha! Vel! hvad var en Kongemagt, hvis ei han selv sit eget Hjerte kunde tvinge? Det sukker; men min Læbe byder . . (til en Slave) Kald mig Uria! (Manden kommer, knæler) SIDE: 258 Kongen. Hør Kjære, Tapre, Trofaste! . Jeg kaldte dig fra Leiren . . . (afsides)> Ha, hans Bryn er Falkekløerne, hvormed han holder forvoven Due, Ørnen svæver over! (høit) -- Hør Uria, du Tapre, Djærve, Trofaste! du Kongens langt i Ørknen skudte Spyd! Iil flux til Joab, Leirens høie Lue, der overflammed Ammon, med mit Skrevne! Han gjøre dig til Høvding over Tusind! (Leir. En Feldtherre, læsende i Kongens Befaling. Uria) Feldtherren. Skal tapre Uria døe? Jeg være Bøddel, som binder denne al min Fares og min Seiers Broder Bindselet for Øinene! Ja, Kongen saa befaler. Ja, naar Kongen saa bød, jeg myrde maatte jo mig selv? Hør, Uria -- Kongen gjør til Høvding dig. Gaa da at storme Byen først! Iil først, da Seiren er din Ejendom som Æren, som Kongens Naade! Iil til Seir! Uria. (gaaende) . . Til Døden! Jeg seer hvad Kongen vil, men jeg maa lyde. Feldtherren. Du kommer ei tilbage; Kongen bød at jage dig i Døden. Ha, naar Kongen i Sengen mellem sine lodne Hærder og Bathsebs foraarslunkne Ynde føler en Gysen, som han troer er Elskovsskjælven, da er det dig, min Kampven, som en bleg og tynd og iiskold Skygge! . . Kampen lyder! SIDE: 259 (Kongehal. Kongen paa Thronen. Et Bud) Bud. -- -- Og da vi dreve, med tapre Uria ispidsen, Fienden mod Portene, da kom en Piil fra Muren, og Uria sank da i sit Blod, og . . Kongen. Ha! Alt nok, alt nok! Hils Joab! Siig fra Kongen: "sligt Nederlag ei bøie maa vort Mod. Helt segner snart for Bue snart for Sværd. Paa hveren Finger Dødsensenglen bær forskjelligt Glavind." -- (Gaa hent Bathseba!) -- "Ja, saa er Krigen. Vi dog ei fortvivle." (Bud gaae. Bathseba kommer tilsløret; Kongen løfter hendes Slør) Ah, Bathseba! Du maa ei græde, Kjære! Se bedre, om ei skjønnere, Perler Kongen har for sin Brud! Ha, elsker du mig ei? Du græder for den døde Mand af Pligt; men mod din Mand ilive skal du smile. Og det er Pligt. Du kan ei ene begge. Ah, -- jo du kan det i et stille Aasyn foruden Smiil, foruden Graad; hvis ei dit ene Øie græde kan, imens det andet leer. (Kongen paa Dommersædet. Folk.) En Klager. Jeg er en fattig Mand; et Faar kun eied. Jeg kjøbte det; med mine Børn det voxed; det af mit Bæger drak, aad af mit Fad, laae i mit Skjød; det var mig som en Datter. Da kom en Vandrer til min rige Naboe (se han, som seer paa dig, som om hans Øie beskylder dig for saadan en Misgjerning!) men, sparende sin egen Hjord, han tog mit ene Faar, og slagted det. SIDE: 260 Kongen. Den Mand er Dødsens Barn, som dette gjorde. En anden Klager. Den Mand, som staaer her, lokked' lumsk min Broder i Ørken hen og dræbte ham (men nu vil han beskylde Løven, skjøndt hans Sværd imod ham vidner) for at stille i hans Ægteseng sin Brynde. Kongen. Ha, han døe! (Kongens Søn. Mordere) Kongens Søn. Hør, lister Eder i mit Gjæstebud, og naar I see min Broder tung af Vinen (ha, vel han synger om sin Søsters Blusel, den han med snedig Vold sig aabned, liig vor Fader?) og jeg giver Eder Tegn, da myrder ham! Mon I ei tør det gjøre, naar -- Jeg, Jeg jer befaler? Værer dygtige. (Chaldæiske Præster. Folk) Første Præst. Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Bel har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb opløftet saa: Hør, i Begyndelsen var Chaos Baau, et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande . . SIDE: 261 Anden Præst. Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Jovah har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb opløftet saa: Hør, i Begyndelsen var Chaos Bohu, et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande . . Første Præst. Kolpijah, Guds Munds Røsts Almagtsaande da svæved over Vandene . . Anden Præst. Og Ruach-Jovah, Guds Almagtsaande da svæved over Vandene . . Første Præst. Og Guds Munds Røst indblæste Livsens Lys, den alle Elementers Elskovsild. Anden Præst. Og Jovah sagde: vorde Lys! der blev Lys. Og der blev Qvel og Morgen første Dag. Første Præst. Saa Guds Munds Røst opløfted' Himlens Hvælv, og Mot nedsank, men Skyen svæved over . . Anden Præst. Saa Jovah fæsted vide Himmelhvælv, og Arez nedsank, men han skildte mellem det Jordens Dynd og Skyers høie Vande. Og der blev Qvel og Morgen anden Dag . . Første Præst. Og Guds Munds Røst da skilned Hav og Land; og Sæd fremkom af Jorden . . SIDE: 262 Anden Præst. Og Jovah sagde: Hav og Land sig skille! og Sæd fremkom af Jorden. Og der blev Qvel og Morgen tredie Dag . . Første Præst. Zophasemin -- se, Sol og Maane, Stjerner fremskinnede paa Guds Munds Røstes Bud, at være Himlens Opsynsmænd . . Anden Præst. Hajeorim -- se, Sol og Maane, Stjerner fremskinnede paa Jehovas Befaling, at være Himlens (Dag og Nats) Beherskere. Og der blev Qvel og Morgen fjerde Dag. Første Præst. Og Colpijah, Guds Munds Røst vakte op af Havet og af Mulden alle Liv . . Anden Præst. Og Jovah sagde: Vandet føde Fiske, og Mulden Dyr og Kryb og Skyens Fugle. Og der blev Qvel og Morgen femte Dag . . Første Præst. Saa Kolpijah, Guds Munds Røst reiste op af Støvet Mand og Qvinde i sit Billed, og Livsens Aande dem i Næsen blæste. Protogonos var Manden, Ajon Qvinden. Anden Præst. Saa Jovah sagde: Mennesket af Støvet vi ville skabe i vort Billed. Da af Støv blev Mand og Qvinde i hans Billed; han Livsens Aande dem i Næsen blæste. Og Adam Manden var, og Eva Qvinden. SIDE: 263 Første Præst. Ha, Folk, I hørte det! Er ei vor Viisdom som tvende Draaber Vand fra samme Væld? Hvi trætte da med vore Brødre, som os fra samme Sinnar fulgte over Floden? Se, du Hebræer, som jo Himlen er end Jorden skjønnere, der ejer dog Guds Billeder i Manden og i Qvinden: saa maa den have skjønnere Gudsbilleder, og disse ere vore Guder -- ha, de Guder, som I glemte. Troer dog ei, at vi, som I, tilbede noget Ukjendt! Vi dyrke Guder, kun som deres Guddom i Livet (liig i gjennemsigtige Festmalerie) sig viser. Og vi vide, at Guddom ruger over vore Høie, besjæler vore Støtter; thi hvo nærmer sig disse uden Skræk? hvad Land er rigt som Baals Land og Dagons Strand? hvad er som Nebos Bjerge signet? glædefuldt, og som af Smiil indhegnet, som de Dale, hvor duftende Mylittas Lunde bølge? Se, Sidon giver Moloch Luer; Moloch indhyller Sidon da i Purpur! Ha, og vidner ikke Babels Storhed og Chaldæas Staters alt indslidte Gang og gammel Orden i nye Fyldes Tilstrøm, at Guder nedsteeg lysende i Menneskets det første Mulm? Se Belus, der vort Øje først aabnede for Himmelens Betragtning, saa at det saae de store Verdens Guder, der vandre over Støvets Hov'der, og tilhvifte deres varme Aande dem i Rosen og i Dyret . . Han, som øved først Menneskets Arm at styre Jorden, mens dets Øie ufravendt mod Himlen skued! Se Chrysor, Han, der aabned Fjeldets Malmdyb, og letted Mennesket (som lidet Barn, der øves i at ride) ud paa Havet! SIDE: 264 Agrotas, Han, der lærte Mennesket i Skat at lægge Jorden under Ploven! Og Eliun, der først vor Haand bevæbned' imod de stærke Dyr! Men bør vi leve, hvis vi taknemmelige ikke vare mod Livet, ved at give det det Bedste? Hvad bedre have vi end vore Børn? Og dog os Guden giver noget Bedre: den Fryd, at see hans Majestæt indhylles i Gavens Damp; at see det Skjød velsignet, som tømte sig; at høre Luens Vellyst; at skimte gjennem Røgen Stjernerne at nikke Velbehag . . Mon De bør leve, som ei paa Bjergene, hvor Guder hvile, opreiste Mindesmærkerne om Tak, og lokked Guders Høihed synlig til sig? Modtog vi Liv, da være det et Offerliv; thi saa vi synes frie og stolte, som om vi tilbagegav hvad os blev givet, som om vi dog betalte Renter. Anden Præst. Ti! Ti! -- Israel! dig bød Jovah: du skal ei fremmede Guder have for mit Aasyn! Vi dyrke ikke Steen og Fisk og Støtter. Første Præst. Ha, Israels Tempel er en større Støtte! Anden Præst. Vee! Israel, lad dig ei forføre! Satan udstrækker gjennem denne Baals-præsts vanhellige Læber Kloen efter dine smaae Børns Hjerter! Første Præst. Er Israels Tempels skjulte Allerhelligste ei slørede Astarte? . o en større end den paa Libanon! Se, vore Guder SIDE: 265 staae aabne, blussende for hvert et Blik! Og, naar vi reise Billeder paa Højene, da sætte Støtter vi jo kun paa Altrene i Gudens aabne Tempel: Himlen? Anden Præst. Se, Israel, Jovah stod for Moses som en Torn ibrand. Den Misraim fortærte. -- Første Præst. Ja, Moses traf, da vildsom han omvanked i dybe Tanker over sjunkne Israel, og saae ei op, men gik med tunge Blik, i Ørkenen saa pludselig en Busk ibrand (og Terpentinen brændte længe) som om den faldt fra Himlen. Der han knæled (som Vi for Molochs Flamme, og Misraim for Pthas) og bad, og svoer, at frelse Israel. Anden Præst. Forlad ei Jovah, Israel! Thi førte ei Moses dig igjennem Havet? Første Præst. Ja; men takket være Ebben! Anden Præst. Førte dig i Ørknens Nat ei Jovahs Luestøtte? Første Præst. Ja, foran Folket bare Arons Børn et Ildens Altar. Ha, I Israels Børn, forsamler jer om Ildens Altar! Der jo lagde Abraam sin Søn, da Oldingen ei vidste hvad han skulde troe var kjærest, og Baals Dyrkere omkring ham blomstred. Men Væddren offred han -- det Nebos Offer. Seer, Eders oxehovdede Cheruber SIDE: 266 er' vore fælleds Guder, Melkarts Billeder! Hvi staae de tause da i Krogen, som en aflagt Prydelse. Anden Præst. Se, Israel, Moses Aasyn rødmede af Jovahs Herlighed, dens Straalers Gjenskin, da han opløfted Loven over dig. Første Præst. Ah, samme Rødme bævrer flammende paa Baals-præstens Kind i Babel, naar han viser Belus's Tavler frem for Folket. Anden Præst. Din Gud er nidkjær, Israel! Fortæred ei Herrens Ild og Slanger de Gjenstridige? Første Præst. Ja Molochs Vredesaande, Ørknens Samum. Se, Moses førte, da et Oprør ulmed, sit Folk til Sumpene, hvor Slanger vrimled! Anden Præst. Og Tegnene? Græshoppe-skyer og Hagl frembrusede, naar Moses løfted Staven. Første Præst. Spørg en ægyptisk Bonde, og han letter paa Huen, seer mod Himmelen og siger, om der Græshopper komme vil i Sommer. Anden Præst. Og Underværkerne? O Israel! vil du ikke boe i Ly af Arons blomstrende og eviggrønne Mandelstav? Første Præst. (til Jehovahs Præst) Det er: Ly af Eder Præster, I Leviter. SIDE: 267 Nævn ikke Underværker; thi jeg fristes (hvis ei min egen Hellighed da blegned, og flux mit Liv for mine Brødres Haand som en Forræders) at forraade for begge Slægter vore skjulte Kunster, som du til Israel vor forborgne Sandhed forraadte: at kun Een -- kun Een er Gud, at Alle aande ligelangt fra ham; at Alle have samme Pligter da; dog, at ei han og Verden ere Eet. Se, derpaa hviler jo vort Herredømme; thi kunne Tingene vi herske over, og røre deres skjulte Kræfter, da maa Folket troe, vi Gud beherske og hans Kræfter røre, som vor Villie lyster. Dog du gjenstoppede din Aabenmundethed, ved Israel at lære, at den Ene er ikkun Gud for Israel. (Til Folket) Israel -- ha, hvi vil du sidde som en Eremit iblandt de dandsende Folk? see i din Armod paa vore Fester, tør, naar du indbydes? Du Israels Konge, skulle Præster skræmme og ærgre dig, som Israels første Konge, til Vanvid og ihjel? Se, vore Fyrster, livsalige, ei tæmme deres Lyster! se, Purpur skygger dem! paa Guld de hvile! Du nøjes med en Sichems Palmeskygge? I Israels Mænd, hvi nøie Eder med een Gud, naar Hundred staae paa Eders Grændser? Er Baals Mænd ei stærke? Faldt I ei? Ha, lytte eders Hjerter ei, naar rundt- omkring I høre vor Musik? Ak, sukker da eders Stilhed ei? Vel, ei af Mænd I ville føres did -- se der jo venter med aabne Arme Canaans søde Qvinder! Ak, Israels Qvinder, spørger Eders Hjerter, om Fløitens Klang til Ildens Bragen ei SIDE: 268 er som en Qvinde vexlende med Manden en Elskovssang! Ak lærer ei Mylitta en sød og leflende Veltalenhed? Den søde Pligt hun byder, at hver Qvinde skal i sin Blomstren nyde Elskov med en fremmed Mand i Templet. Belus selv, den høje Gud, nedstiger jo om Natten omfavnende den Qvinde -- o den Salige -- som han vil vælge? (afsides) Jeg var ogsaa Gud i Maanskins-nætterne, men maatte vige, da Tiden sneede min Isse til, at Qvinderne ei skulde haane Guden ved Fnisen udenfor om Morgnen. (høit) Ha, I tøve end? Se, jeg vil klarere af Himlens Stjerner, end din Høipræst af sit Brystskjolds Demant-stjernebilled, spaae din Undergang, o Israel. En Konge (af Israeliterne) Vel! til Moloch jeg ofre vil mit Blod. Min egen Søn skal gaae igjennem Ilden. Jeg vil agte paa Fugleskrig, og vælge Tegnsudlæggere. Luk Templet! Jeg vil glæde mig paa Høiene. Nogle (af Israeliterne) Vi maae jo følge Kongen. Ere ikke, og sværge ei, som Jovahs, Baals Propheter? Paa Dans og Bethels Høie vi opreise et Baals-billede af Sølv og ofre, paa Tophets Høje i Benhinnons Dal. Anden Præst. Vee, Israel sviger sine Fædres Gud! Din hellige Kydskhed, hvorom vi Leviter og Præster var et Belte, bryder du, og horer saa med Askalon og Gaza? SIDE: 269 Fra Astaroths Skjød skal sorte Bylder regne paa dem, som Herrens Ark forraadte! Juda, du Israels unge Løve! Benjamin, du Zions taarefulde Barn, forenes! og løfter Helligdommen mellem Eder; men mellem Eder da og Israel et draget Glavind være, og et Baal imellem Afgudsdyrkerne og Eder! (Israeliterne berede sig til Kamp indbyrdes) Nogle Israeliter. Frem Pagtens Ark paa vingede Cherubim! Andre Israeliter. Frem Baal-Beriths Horn, og Molochs Ild! Første Præst. Ha, hvæs dig nu, du Sværdering om Israel, du Edom, Seir, Amalek og Moab, Philister, Syrier, Phoenicier! Og blotter Eder nu, I skjulte Dolke i Israel, I spredte Cananiter! Og dræber dem, hvis Fædre Eders Fædre i Gibeon paa Solhvervsdagen sloge, ja Natten efter, en Fuldmaanenat, dem gjennem Ajalons Dal i Døden joge! (Qvinder dandsende om Molochs glødende Kobberstøtte, i hvis Arme de lægge deres Børn. Præster. En grædende Qvinde med et Barn.) Qvinderne. I din Glofavn -- Moloch! Moloch! Moloch-Gud! glødende Allivsens Sommer! -- haste vi med Fryd og hellig Angst at kaste vore Børn . . O tag den søde Duft af Livets Overflod, af vort Skjøds den første Grøde! SIDE: 270 En Qvinde. Moloch! Moloch! jeg gav dig Een! Giv mig Diende fem igjen! En Præst. (til den grædende Qvinde) Er du et Menneske, og hører, -- hør de dandsende Mødres Jubel, naar de lægge Livsfostrene i Molochs Glofavn, naar de lade dem igjennem Ilden løbe, og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge indslikkede i Flugten -- -- Ha, er du et Menneske, dog saa fordærvet, saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øine nedblinke, som beruste, gjennem Røgen, du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd at favne om det Barn, han skabte selv? det Barn, hvis Næse han indblæste Livet, for engang op dets unge Hjertes Damp i sine røde Næseboer at suge? . . Ah, jo de samme Næseboer (du seer dem?) hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag, indtrak sig, da den frem af Baaus Bug Zophasemim, de Verdensdele, Sol og Stjerner og Allivet, havde blæst. Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved, og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker, fordi dit Hjerte mukker, (ha, med Taarers den vandige Veltalenhed!) dit Barn? Qvinden. Ak! -- Vel! jeg vil . . O kom min lille Ada! Se Guden hist er jo af Rosenblade! Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked her i mit Bryst, ei ene i mit Øre. Jeg min ugudelige Frygt forsoner. (ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen.) SIDE: 271 Qvinder. I dit Ildgab -- Moloch! Moloch! Moloch-Gud! glødende Allivsens Sommer! -- vore Spædes Hjerter vi med Smiil og Taare lægge ind . . O, af min Enes Aske atter, Moloch, skal Ætten blomstre ud og grenes! En Qvinde. Moloch! Moloch! Jeg gav dig Een! Giv mig Diende ti igjen! (Afgudsbilleder paa en Høi. En Mand og en Levit) Manden. Saa vær min Fader og mit Huses Præst, du Levi Søn, du hellige Bethlems Vandrer! Jeg giver Sølv og Klæder dig og Føde. Thi se, jeg reiste her paa Efraims Bjerg en Gud, den Gud, en Guldsmed gjorde mig af Sølvet, som jeg stjal ifra min Moder, det Sølv, som hun og jeg nu giver Guderne. Og rundt om, som Planeterne om Solen, jeg satte Teraphim, de Huusgud-billeder. Men Præstekjortlen, som min Mo'er baldyred, end hænger tom . . (Leviten giver ham Haandslag) Nu er jeg sikker; Baal beskjærmer mig, fordi jeg har hans Støtte, og Sidons Astaroth, Moabs Kamos, Ammons Moloch og Ekrons Belsebub for al min Røgelse, Israels Jovah (se, saa halter jeg paa begge Sider) signer, naar jeg har en Levi Søn til Huuspræst. Ei? Leviten. Tilvisse ! SIDE: 272 (Offerplads. En Datter knælende paa Altret. En Fader med Offerkniven hævet. Folk.) Faderen. Jeg giver Gud mit Seiersløfte opfyldt: det Første, som mig mødte af mit Huus. Ak da, min Eneste, du kom med Fløiten, og dandsende -- o du mit eneste Barn! Du mine Seirsbasuner overdøved. Ak, er den Maaned svunden, som du bad om til stille Graad for visnet Jomfrudom? -- ah visnet ei, men brudt, men knækket . . O, du græder end . ? Er Maaneden forbi? Se Præsten staaer der skummel mellem Folket, som om min Smerte vel fornærmed Gud, som om din Graad var Spyt paa Altret. . Ha, jeg kan ei . . Gud mig dræbe! (lægger Kniven) En Præst. Jephta, vee! Hvad svoer du Gud? En Taare Gud fornærmer. (Faderen støder til. Folket jubler) (En beleiret Stad. Kongen, hans Søn, Præster paa Muren. Folk.) Kongen. Mit Folk har kolde Hjerter, visne Hænder; dets Mod er sjunket; Fiendens Skjolde klemme isammen vore Mure til en Gravhvælving, og udenfore seer alt Landet ud som en Indgang til en Grav. Se Qvæget, der ligger adspredt rundt som Aadsler og af Gravene opslængte Dødningbeen! Græshoppen springer mellem Oxens Ribber! i Hestens Hoved Humler bygge Boel! Se, Agrene de have gjort til Steenrøser, og Brøndene opdynge de som Gravhøie! og Palmerne og svedne Olietræer SIDE: 273 som Mindesmærker staae med kulsort Top. De Smaaebørn, som ei kunde flye til Ørken, rundt ligge knusede paa Stenene, som Rosenknopper tabte i en Liigfærd. Saa Moses Bud de efterleve, for ei Sauls Straf at lide. En Præst. Der staaer din Søn. Giv Guderne dit Kjæreste, saa kommer Mod liig Tordnen rullende igjennem hele Folkets Hjerter! Gjennem sin Konges Ætlings Bloddamp seer ei Slaven sin egen Fare. Kongen. Vel, dets blege Feighed jeg gløder op til Mod ved den at dyppe flux i min Enestes Blod. (Ofrer sin Søn. Folket opløfter Frydraab og Kampskrig.) (En Konge. Krigshær. Spaaemænd.) Kongen. I firehundrede af Guderne Indblæste, siger, hvad i Slaget venter! Hvis jeg skal troe, maae Alle sige Eet. De Firehundrede Spaaemænd. Det skrevet er i Himlen: Du skal seire. En Spaaemand. (træder frem med Jernhorn paa Hovdet) Saa skal du, siger Herren, stange Fienden, til ei han findes meer paa Jorden. Ja! En Mand. Du lyver! Spaaemanden. (slaaer ham) Ha, du siger? Een mod os? SIDE: 274 Kongen. Ja fængsler ham! Han æde Kummers-Brød, thi Ondt han spaaed Kongen! Ja, han turde. (Kamp. Kongen falder. Hæren flyer.) (Kongehal. En Konge. En Dronning. Folk.) Dronningen. Ha, Du, du skulde være Konge, som ei veed at tage Trælles Eiendom! Ei? -- hvilket Ord! Min Mund er selv ukongelig, . . en Hjertets høiforræderisk Hærold, der spotter hvad han læser, ved at stamme. Der gives ikke Eiendom for Folket; men Guder dele Himlen, Konger Jorden, Dæmoner Luften og den sorte Afgrund. Ha, Kongen slæber bleg sig om, og sulter, fordi han nægted dig en Fædrejord, og pukked' -- o den tomme Trods! -- paa Loven, og sagde reentud: Nei; ja da han mærked, at Kongen veeg ham Skridt for Skridt: fra Gave til Kjøb, fra Kjøb til Bytte. . O du Barn, som med dit Eget leger Kjøb og Salg! -- Jeg, jeg (ja tro mig!) giver dig hans Viingaard. (til Nogle) Hør, stevner ind i Kongens Navn flux Naboth for Dommeren -- gaa, du skal være Dommer! -- og sværger paa, han Gud og Kongen haaned! (til en Anden) Du Dommer,i du skal dømme Naboth stenet, og alt hans Gods tilfaldet Kronen. . Flux! (En Viingaard. Kongen. Dronningen) Dronningen. Min Herre, her er Eders Viingaard. Naboth er stenet udenfore Porten. Nu, SIDE: 275 fornøi jer efter Hjertens Lyst! Isandhed (dog uden at forkleine Eders Smag) skjøndt disse Druers Rigdom funkler over den Blodsqvæt, som de kosted, synes knapt den Jordflek værd den Umag. Ei, min Mand, du maa dog være lystig vel som Manden! Du fik den jo ved Arv, saavel som han. (en Prophet kommer) Propheten. Du krænked' Loven. Hør, saa siger Herren: "hvor Naboth bløded, Hundene og skulle den Israels Konges Blod opslikke, som ihjelslog Naboth, lovløs tog hans Odel. Og midti Staden skulle Hunde æde din Dronning. Stadens Hunde, Markens Krager, de skulle stride om dit Afkoms Kjød!" Kongen. (sønderriver sin Kjortel; strøer Jord paa sit Hoved) Se, hellige Præst, mit Purpur sønderrevet, og Aske paa mit Hoved for min Krone, og fastende, indhyllet i en Sæk, vil Kongen liste sagtelig sig frem. Propheten. Saa siger Herren: "Kongen for mit Aasyn ydmyger sig. Vel, jeg det Onde vil nedsænke fra hans Hoved paa hans Afkoms, Endskjøndt jeg svoer, det skal dog nu saa skee!" En Mand. (til en Anden) Skjøndt, Kjære, jeg, som Kongen ei kan vinde en Viingaard, vil jeg dog, i samme Spil, to Armepar mig vinde for min Viingaard. Se der er nu den gamle Spinder-enke med begge sine Sønner! Mon de gjorde SIDE: 276 ei bedre Nytte paa min Jord, end nu de samle Dagløn til det gamle Fjog? Sværg nu du Kjære (se for dette Sølv!) at Enken er min Skyldnerske: saa vil (thi Dommeren har Sit af mig alt faaet) jeg føre hendes Sønner bort som Slaver. En Prophet. (talende til Konge, Præster, Folk) Ja, løber rundt paa Gaderne i Salem; og seer og mærker, søger paa dens Gader, om end der er en Mand, som handler ret, som søger Sandhed! da jeg vil tilgive. Ja, om de raabe høit end: Herren lever! saa sværger Munden falskelig mod Hjertet. Til Træet sige de: du er min Fader. Til Stenen: du, du avled mig. O lad da disse Guder reise sig og frelse! Ha, skulde I vel stjæle, myrde, hore, og sværge falskt, og ofre Røg til Baal, og gaae i fremmede Guders skjulte Fodspor? Forlader eder ei paa løgnfuldt Ord, der siger: Herrens Tempel, Herrens Tempel, ja Herrens Tempel ere de, de Altre! Vee, dette er et Folkfærd, paa hvis Læber omkommen er og qvalt hvert Suk af Sandhed! I Morderdalen Tophets Høie reise de, og brænde deres Sønner deres Døttre. Vee, Ingen var, som angrede sin Ondskab, som spurgte om: hvad har jeg gjort? mon ret? Men hver fremdrives af sin Egennytte, hver i sit Løb, som løse Hest paa Valen. Hvorledes sige I: "vi ere vise, og have Herrens eget Ord?" O selv Skriftlærdes Pen er fuld af Falsk; og Præsten forkaster Sandhed! Hvor er da hans Viisdom? Saamange dine Stæder, Juda, just SIDE: 277 saamange dine Guder; og, Jerusalem, saamange dine Gader, just saamange og dine Altre, hvor du ofrer til Gud Baal og den liderlige Gud. Men fra de Øjenskalke-løgns-propheters ublue Læber udkom Landets Synd. (En Præst slaaer ham) -- Ha, Præst, dit Navn er "Rædsel-rundtomkring"; thi Skræk i mindre Ring din Mine spreder, men vidtom Landet gaaer den i din Tale! Thi for de Fromme er den Sang paa Graven, der aabnet sluger Altar, Throne, Alt; skjøndt Præstens Tale lyder end som Jubel og aander Irlys-spaadomme i Natten, som kun de Letsindsdumme troe er Stjerner! Ja Øjenskalk er nu Prophet og Præst; ja de i Gudshuus øve sig i Ondskab. Vel saae jeg Daarlighed hos Baals Propheter, der Israel forvildede i Røgen; men gruelige Synder saae jeg hos de Judæ Præster: at de Hoer bedreve, gik om med Løgn fra Kongen til Enfoldige, bestyrked Uretfærd og Synd, saa Ingen omvendte sig. . Vee Sodom! vee Gomorrha! De sige til den dumme Synder: "hør, naarhelst jeg taler, taler Gud! Og nu jeg siger: ends dig ei; din Fred er evig!" Til den, som vandrer i sit Hjertes Stivhed, de sige: "hør, (saa siger Gud ved mig,) dig intet Uheld, ingen Sorg skal ramme!" I Guds Navn spaae de Løgne, sigende: "jeg drømte; ja, jeg drømte." De, som give Bedrag og deres egne Hjerters Opspind og drømte Fabler ud til Folket for en Leveviisdom og en Sandheds Lære . . . ja dem, dem kalder Folket jo Propheter. Ja selv de sige, naar de tale, naar de true Gods af Folk og Gunst af Skjøger: "Han, Herren, siger det." -- O, hvor er Sandhed? SIDE: 278 Mon Alle ikke er' forvildede af Præste-løgn og Letfærd og Afsindighed? Præster. I hørte, Drot og Folk, hans Haan? Mon Urjas, der sang i samme Ulyks-ugletone, og kaldte sig Prophet som Denne, ei sin Lunge kløvet fik af Kongens Sværd, der greb ham i Ægyptens Sumpe-skjul? Vel, samme Dødsdom ruger over denne! (Gade. Folk udenfor et Fængsel) En Mand. (lytter ved Muren) Tys! Socrates jeg hører ei meer lee, men Zenophon hulker. . Plato taler stille. (En Kone med Børn kommer ud af Fængslet) En Mand. Der komme Børnene. Ja selv Zantippe er bleven from nu. Det er vist forbi. (En Mand kommer ud og gaaer bort) En Mand. Der Cebes gaaer med Tørklædet for Øinene. Ja det er vist forbi. (En Mand kommer ud og gaaer bort) Hør Krito, Krito! Ah, han for adspredt og forstemt saae ud, til os at høre: (En Mand kommer ud) Plato! Plato! Manden. Stille! Er du en Attiker? (thi denne Blodskyld er tung paa hele Landet). Er du? SIDE: 279 En Mand. Ja. Manden. Gaa hjem da du og I! sorgklæder Eder; thi Socrates ei mere er paa Jorden. Ei død; thi det han lærte os idag. Ei heller veed jeg, om han meer her færdes; men vi ei see ham, høre ei Dens Viisdom, som dadled Uretfærd og Tyrannie hos Herskerne, Bedrag og Overtroe hos Præsterne, og talte Folkets Sag, der var fordømt til Dumhed og til alle en aandig Trældoms Laster. Vee Athenæ, den Blæst, som bragte dig dit hellige Skib, har blæst den klareste Guddomssjel, som blomstred i attisk Støv, for evig over Styx. (afsides) Saa maa i Folkets Tungemaal jeg tale, for ei at sige, at den samme Storm, som bragte Thesei Snekke til Piræos, har løsnet Socrates fra Støvet, saa hans Sjel er flydt tilbage til sin Kilde, sit Ophav . . o det Evige og Sande. (høit) -- Forstaae I ei? Vel -- Sokrates er død: den Mand, som kaldte ned fra Himlen Viisdommen til Jorden, er nu selv forviist fra Jorden: den Mand, som lærte eders Ungdom Dyd, jer Manddom (om I vilde selv) Forstand jer gamle Alder Viisdom, og os Alle, at ahne (maaskee kjende) noget Bedre end de Ægyptens Drømme, som . . Ah Mund, i slige Ord du slubbrer efter Giftbægret! Athen har Laurer for Kalliphanes, for Kleon og for Kriton Egekrandse, for Sokrates (o gjetter ei!) Skarntyde. I græde? O det er kun Vaadt i Øjet af Aristophanes's Latter! . Alle SIDE: 280 med Aristophanes jo skoggre, men med Plato græder Ingen -- -- -- (Negere. En Præst. Afgudsbilleder) Præster. Den øverste Gud er Slangen -- Ei, saa knæler for dette hellige Navn! (de knæle) Og saa er' Træerne, hvem I maa ofre Eders Naboer; og saa Havet (som, naar Hunger nager, skyder som Tarmebugter, til vi mætte det med Oxeblod); og saa Agoyen (Djævlen, det er: den værste Gud af alle Guder. Det vil nu sige Djævlen. Djævlen er da dette Billed', Øgle halv, halv Kaffer). Men skulle vi ei have flere Guder? Boe Alle vel ved Havet og bemærke, naar Rynker fure det, og der maa sones? Kan Slangen ikke løbe væk for En? ei Svinet, det vanvittige, æde den? Og midt i Ørknen have I da Træer? Og jeg, jer Præst, jo eier kun Agoyen? Men var et Menneske uden Guder kun et Øieblik, da saae I snart et Aadsel, og Djævlen (hvis hiin havde ei hans Billed,) snart tog hans Hjerte. Derfor er det Pligt at samle mange Guder, saa I vælge, og aldrig mangle. Gaae I derfor ud, og tager op det første Dyr, som møder; hvis ikke, tager Been og Steen og Qviste, og ælter alskens Skikkelser i Leer, og siger: gaaer mit Værk mig vel, saa skal du være mig en Gud! og giver Præsten (thi ham vil Guden skjænke hvad I give) et Offer; han da skal med Sang og Dands SIDE: 281 indmane Guddom i de valgte Ting, der tjene Eder, naar I troe og offre. En Mand. (kommer med en Dreng) Her er min Søn -- han traadte paa en Slange. Men, skjøndt han krænked Guden mod sin Villie, jeg tør dog ikke have ham i Hytten. Præsten. Nei, han maa offres. Se der kommer Guden, og æsker Hevn. (En Slange vælter sig frem. De ofre Drengen under Fryderaab.) (En Præst. En Anklaget. En Klager. Folk) Præsten. -- -- Ja Gud faaer dømme. . Klageren. (til Præsten) Hør, hjælp mig Kjære! Se jeg ejer Guld . . Præsten. (til Klageren) Jeg sværger, han skal æde, til han tier. Se, jeg har tvende Kager: een af Meel, og een af Gift! Hvis du nu skulde dømmes, saa putter jeg dig den af Meel i Munden; men Denne her, den Pjaltede, som pukker saa paa sin Uskyld, smage skal den anden. (høit) . . Saa faaer da Guder dømme. Anklagede. Ja, saasandt som Denne her belyver mig, jeg vil mig underkaste Himlens Retfærd ved en hellig Prøve. SIDE: 282 Præsten. Aabn din Mund da! Lever du end en Time, da er du uskyldig. (putter en Kage i hans Mund) Klageren (afsides) Han Giften fik. Nu er hans Ager min. (Den Anklagede styrter død om) Præsten. Ak, han var skyldig. Folk. Det vi tænkte ei. Han var i Armod dydig. Præsten. Vee I troe vel, naar Guder have dømt? Folk. Nu maae vi troe, at Løgn var før hans hele Liv. Klageren. Nu min hans Ager er. Jeg giver dog ham Jordsmon etsteds i Krogen til en Grav. (Afgudstempel. Præster. Folk.) En Præst. (gjennemborende et Menneske, bundet paa Altret) Tag, Vizlipuzli, tag dit Offer! (river Hjertet ud, og viser det rygende i Solen) Se, Sol, drag Livet ind med dine Straaler! Du giver Liv, du gjen vil have Liv. (putter Hjertet i Afgudens Mund og besmører hans Læber med Blod) SIDE: 283 Smag, store Gud, hvis Mad er unge Hjerter, hvis Viin er Blod! Dit Maaltid du betale med Held for Mexico! (til den Mand som bragte Offeret) Se fromme Mand, der har du Kroppen! (kaster Kroppen nedad Altertrinene) Bring den i dit Huus; og kog, og æd den saa med dine Venner! (Manden gaaer med Kroppen. Folket jubler) (Præster. Folk.) En Præst. (til Præsterne) Kom skifter disse Gothers Guders Navne imellem Eder, Aser! Se, vi skulle da fra en Præste- og en Kriger-kaste (vi hidfordrevne schytiske Mandariner) hos disse Folk da blive gamle Guder! Vort hvide Aasyn dette skal bekræfte blandt disse sodede, røgede Hyttefolk, som og det vidnede i Asaheim, at Solens Blod os farved, da vor Æt fra Caucasus nedsteg blandt Schyterne. (til Folket, pegende paa sig selv) I Skandinaver, her er Odin -- ja, Alfaudur selv! Se her, min Qvinde Frigga er Jordens Guddom, den I kaldte Jørthe. Min unge Søn, den Eenhaand der, er Tyr (I vide Fenrisulven beed den af?) Og se den Hærdebrede hist er Thor. Med denne Hammer, naar han er i Himlen, han vækker Tordnen; men med den han her, I gode Gother, rense skal jer Landet, hvor end dets gamle Folk fra Verdens Barndom (de Jetter) rundtom hist og her blandt Fjeldene i røgede Huler boe og dyrke end i gammel Troe den onde Gud min Fiende. SIDE: 284 Og denne Blonde der er Eders Balder. Og her staae Vil og Vidar, Uller og Forsete, Niord, Freyr og Freya. Se den gamle Guddom, (ja vor gamle Spaamand!) der nikker hist ved Staven, det er Mimer. Og hiin (vor Barde) Guden hist med Harpen (den Joner lærte Schyterne at bygge) er Bragi. Denne unge Qvinde der med denne Kurv af gyldne Æbler (ja de Pomeranzer Dacerne os bragte, men aldrig seete her) det er Ydunna. Og disse trende Møer ere Nornerne: det liljelokkede Pigebarn er Skuld, den fuldudslagne Blomstermøe er Værande, hiin gustne Pebermøe er Urd. Folket. (knæler) O Guderne nedstegne er' iblandt os! O hædrer os, og bærer Scepterne i vore Lande, mens I ere her! Lad Nidaros og Sigtuna og Leire da være Asagaarde! (Præster. Folk) En Præst. Nymaane smiler. Alt tilsmiler. O, I Celter, Eder Gud Belenus signer, naar han ei agtes ringere end Freyr, som Gothen dyrker. Freyr hvert Niaar faaer jo 99 Mennesker, 99 Heste, 99 Hunde, 99 Haner, ja Kongesønner; Jørth en Slavehjord, imens vor Gud faaer nu og da Lidt tilslængt. Vel -- vi Druider see i Guders Hjerte; og, naar I troe, vi stirre ned i Mosen, og lytte efter Egetoppens Raslen, da skue vi bag Skyen, høre Guder -- SIDE: 285 Vel, Guden vil eet Offer have kun, men dog et stort og værdigt! Se, vi ville et stort uhyre Mandebilled flette af Pileqviste, fylde det med Mennesker (thi vi maae give Guderne det Bedste) og tænde Offret: Det vil være som at ofre ham en mangehovdet Rise. (Folket bygger en saadan Skikkelse, fylder den med Offre, tænder an og jubler.) (Torv. Præster. Folk) En Præst. Hør, Cato, du har adspurgt Lodderne, hvis Øine er Fortunas Alphabet? En Mand. Nei, jeg kun har adspurgt min Dømmekraft: en Ret bestaaende af hundred Ja- Bisiddere og hundred Nei-bisiddere; men Alle reiste de sig op som Een, og lykønskte til mit Forehavende. Præsten. (aabner et Dyr) Hvad hjælper det, naar denne Mave nægter? Og gaaer ei Hønen der blegnebbet, som om Pip den havde, endsende ei Bygget. Gaa, Cato! du maa lade fare. Folket har alt, ved dette Syn, sin Mening tabt. Manden. Saa Roma herskes af en Kaglehøne, et Kalveaadsels Tarme, hvori lever kun høist en Vind, maa give Cato Lærdom, hvis ei hans Mening er Augurens. SIDE: 286 (To Ynglinge) Første Yngling. Vor Barndom er forbi -- som Perlen sjunken, et Hav henbruser over. Ak, med Kraften fremmodnes Pligterne. Du veed. ? Anden Yngling. Jeg veed, der ligger Blod imellem os. Din Oldefader min Oldefader dræbte. Siden alle af vore Stammer fældede hinanden, til ene Vi tilbagebleve, for at hinanden ogsaa fælde, naar vi kunde. Jeg er Blodhevneren. (drager sin Dolk) Første Yngling. Jeg er Blodhevneren. (drager sin Dolk) Anden Yngling. Ja, Loven byder det -- -- (de fælde hinanden) (En Konge. Hans Billede. Folk) Kongen. Her staaer mit Billed hundred Alne høit. En Præst. Af os, os Præster til en Guddom kaaret. Kongen. Naar nu Basuner, Fløiterne og Cymbler og Harpers Lyd slaae Landets Grændser ud, som Aanden en Trompeters Kinder, saa nedknæler Alle! beder til min Guddom! Hvo ei det gjør, skal kaldes en Ugudelig, og brænde i en Ovn. (Instrumentlyd. Folket knæler, paa Tre nær SIDE: 287 Ha I! Ha I! I hørte det, og knælte ikke? Ha I ere Jovahs Dyrkere, ei Bels! Bort, Trælle, gaaer til Ovnen! -- (Kongen. De tre Mænd føres ind) En Mand. Hil Konge, lev evindelig! Se, disse Mænd paa Ovnens Bund i Nat har ligget som paa Purpurtepner, og sjunget, som om Gnisterne var Druer! Kongen. Ha, sunde? ikke sodede? ei svedne? De tre Mænd. (afsides) Den Kunst vi ogsaa kunde lære dig. En Mand. Men de, som kasted disse ind af Gabet, fortæredes af Heden. Kongen. O, et Under! Ja, deres Gud Jovah med Babels Guder skal dyrkes. Det ei skader Fleer at have. (En Konge, Hær, Præster foran en Stad) Kongen. Jeg vil jo gjøre Jorden til eet Rige; og tæt ved mine Grændser . . ah, ei Grændser for en Antiochus! . . men lige ved mit Scepters Rod, et lidet Hyrdefolk da skulde trodse mig og mine Præster, SIDE: 288 i Sæder, Troe og Statsforfatning? Ha, Antiochus i sin Purpurglands forskyde for nogle længst Hensovedes blege Skygger? for Jovahs tause -- Zeus's muntre Dyrkelse? -- Ved Zeus og Bel, Epiphanes Antiochus vil (hver min Tanke er jo et Decret, hvert Vink med Fingeren en Dødens Hær) til Trappetrin for denne Fod forvandle Aljordens Stater; ja fra Indien, (det nederste, bredeste, teppede Trappetrin) og Parthien og Roma (to Afsatser, hvor mine Førster have Rum at knæle) til Syrien mit eget Sæde! Øerne, fra Taprobane op til Thule, strøede rundt Landene, de være Skamler for Satraperne hernedenfor min Throne. Og Elymais's og Romas Kobbertinder saa skulle tækkes af, at de symmetrisk (Granatzirater liig paa Throne-trappen) til mit Damascus, jo den øverste af Prydelserne, svare. Og tilsidst med Selene (jo af Gudinderne den kydskeste og rigeste) trolove mig Præster skulle hist i Ephesus; thi da jeg tager jo med Brudgoms-ret som Udstyr hendes Tempelkister. Præster. (afsides) Vee dig, hvis du, entskjøndt du Præsterne foragter, tør haane dem! Du Stene faaer for Guld. Kongen. Hvad tale I? En Præst. Vi sagde: Guderne frem ville føre dine Skridt paa Jorden, hvis denne Jehovah du styrter. SIDE: 289 Kongen. Ja! jeg styrter ham, som Konge, ei som Gud. Ha, Guderne? Hvad bryder mig jer Zeus, jer Bel og Jovah, alle eders Drømme, hvis Guldet ikke lod sig skrabe af dem? hvis ei de vare Folkenes Skrække-Billeder? Hvis Zeus var Jødeguden, jeg ham knækte. Kort -- ligemeget hvilken Gud der seirer, naar Jeg kun giver Seiren. Blegne I, fordi Jeg er en aµ¿oç fra Rhodos? Dog, Præster, ere I mit Raad, thi I, hvad enten Zeus's eller Baals, ere de klogeste. En Præst. (afsides) Hvo raader vel, regjerer. Kongen. Se, Apollonius, se der er Zion! Der funkler Morgenrøden over Templet, som Gjenskin af dets gyldne Skjolde. Ha! drag Glavind for Antiochus. ! Præster. . . Og Zeus! Kongen. Slaa ned i Raadet. ! Præster. Dræb Leviterne! Kongen. Nedhaler dem med Spyd, som flye paa Tagene. Den Yngel er haardnakket. Mænd og Qvinder og Jomfruer og Smaaebørn, de maa slagtes! Af Resten Halvten sælge du som Slaver. Og de, som boe tilbage, skulle ofre paa min, paa Kongens Fødselsdag. SIDE: 290 Præster. Besmitter Templet (her er det en Dyd; thi Templet bliver dem da Afskye siden) med Mord og Hoer og Drukkenskab, og tvinger Rabbinerne at sudle deres Skjæg med Bærme, Flesk og Spyt af Skjøgekys! Reis Zeus Olympier, hvor Arken staaer, og feirer Bacchi Fest med Jubelruus i Templets Allerhelligste, hvis Taushed kun eengang aarlig Præstens Fodtrin vakte. Hvo ei paa vore Altre ofrer, ofres! Gjør Templets Altar til et Oplagssted for lovforbudne Ting! De skulle sværge, at ei de ere Jøder; bede om Forladelse, fordi de fødtes her; med Trælledamp Sabbathens Himmel mørkne! Se, Templet kalder da ei meer Jovahs men Zeus Olympiers! Kongen. Ha, I have Ret! Vi gjøre dem til Græker. Jøde skal en gammel Fabel være. Gaa og døb dem om i Blod, min Apollonius! Saa seirer jeg ei ene over Nutiden, men over For- og Fremtid: over Moses og David: over Folkets hele Haab. Præster. Og vi, vi seire over Jovahs Præster og Levi Sønner, og Propheterne, der aabenbarede vor fælleds Viisdom, og skjulte kun saa meget som nødvendigt, at Aronsstaven ikke skulde brydes. SIDE: 291 (Kongens Hær. Jøderne knælende.) Kongen. Her træffe vi dem knælende i Ørken. Til Vaaben! Jødernes Høvding. I, bortkaster Vaaben! Vi ei kjæmpe maae: det er Sabbath i Dag. (de kaste Vaaben) Kongens Hærold. I kaste Vaaben? Vel, det er et Tegn, at I, som flyede til Ørken, nu ved Poenitentsen ere blevne kloge, og hylde Kongen og hans Præsters Guder. Jødernes Høvding. Det være langtfra! Ha, den er forbandet! -- Kongens Hærold. Hvad ville I da vel, I Værgeløse? Jødernes Høvding. Vi ville døe i vor Eenfoldighed. (de Knælende nedsables) (Kongen. Præster ledende en Olding, hans Datter og hendes syv Sønner frem.) En Præst. Her er den gamle Rabbi Eleazar, som nævnes "skjønne Olding" af Oprørerne. Han har ei offret end paa Zeus's Altar, ei baaret Bacchi Krandse. Kongen. Ei, saa faaer (det er en Buk saa strid!) vi prøve om han ei kan æde Flesk. SIDE: 292 Oldingen. Jeg lyder Loven. Kongen. Vrist Munden op, og put det ind. (De gjøre saa. Han spytter det ud.) Ha, hvad? Til Pinebænken! Oldingen. Jeg er niti Aar; vil ei med Synd min sidste Time smitte. Thi, kunde jeg end undgaae Straf paa Jorden, jeg kan dog død ei, eller levende, undvige den Almægtiges. (han pines) Jeg døer -- Et herligt Styrkens Syn for Israel! . . I unge Hjerter . . blegner ikke . . gaaer til Jovah blussende for Loven . . som . . som jeg. -- -- (døer) Kongen. (til Qvinden med Børnene) Nu! lærte I af Bedstefa'er? (det var en gammel trodsig Buk!) Herfrem du Ældste da! Smag lidt paa dette Flesk! Moderen. At æde eller ikke æde Flesk, er ikke vigtigt i sig selv. Men den, som agter Loven i det Mindre, kan endnu mindre ringeagte Kjernen. Ak Børn, mon jeg bemærkte eller veed hvorledes I fremvoxte i mit Liv? Jeg gav jo ikke Aanden eller Livet? Dog kom I frem af Fryd, og gaaer til Fryd. Men, Den som gav jer Aand og Liv, han gav det ei saa, at usel Træl, en lav Forbryder, som faaer den Lyst, kan plyndre det ifra jer. SIDE: 293 Men, som I vise Tillid hertil, til hans endeløse Magt, hans Gaves Værd, ved det at agte fremfor Død og Smerte, som I af de Henfarnes Viisdom og Forældres lærtes op at kalde Helligst: saa vil i sin Barmhjertighed han vise, at Hjerte-Styrke og den Frommes Tillid er ei, som Smerterne og Lastens Haan, et Blændværk. ! (brister i Graad) Ak, I Børn, jeg er en Qvinde. . ! Den første Søn. (Kongen rækker ham Flesk) Hvad vil du. ? Kongen. Gjør (men tal ei!) som jeg byder! Din Tunge er fordømt, som talte. Bøddel! Hei, slid den ud! (det skeer) Du vil ei. ? Ha, du kan ei! Vel, bid! blot rør; og du skal leve. (første Søn ryster med Hovedet) . . Ha! flaae af ham Hud og Haar, hug Arm og Been af, og kast saa Kroppen endnu, mens han aander, i glohed Kjedel! (det skeer) Moderen (til de øvrige Sønner) Gid I ei havde Øren! En Søn. Ak, Moer, du troer, hans Syden og den Puttren kan skræmme os? Kongen. Ah, lugte I jer Broer? Mo'er, lugter du dit Kjød? SIDE: 294 Moderen. Snart Paradiset skal dufte os imøde. Kongen. Frem du Anden! Du vil ei? Anden Søn. Kongen. Hvad "Lo"? Ha, svarer du i dine Fædres Tungemaal, af mig banlyst? Hvad "Lo?" Er du vanvittig? "Lo?" Moderen. Det i dit Tungemaal betyder: Nei! Kongen. Han døe sin Broders Død! Først Tungen spaltes! Anden Søn. Du, Bøddelkonge, lukker Porten til for denne Jammerdal; men hisset skjænker mig Verdens Konge Livet og Opstandelsen. (Han døer paa samme Maade) Tredie Søn. (træder godvillig frem og rækker Henderne til Afhugning.) Af Gud jeg disse fik; for høiere Pligter foragter jeg dem nu, som jeg forhaaber, ei derfor hisset iblandt Aanderne en Krøbling. (rækker godvillig Tungen ud. Døer paa samme Maade.) Kongen. Nu fort! Der er dog vel et Menneske blandt disse Klipper? SIDE: 295 Fjerde Søn. Det er Beviis for evig Salighed, at allerede Haabet derom her ei lader nogen Smerte uden Fryd. (Døer ligeledes) Kongen. Ha, det er ikke Troe, men Trods! . Den Femte! . Femte Søn. Du vil faae længer Tid, end nu du har til al din Høiheds Fryd, til nu at snufte de svedne Hjerters Steglugt i dig; ja en længer Tid til dine Suk at høre, til din Elendighed at maale. Vee, i Ækelheden længes du mod Smerten, i Smerten længes du mod Ækelheden. (døer ligeledes) Sjette Søn. Vort Blod skal lyse brændende om din Tinde, naar du af Graven reiser dig, hvis ei din Sjel af Laster er fortæret heel, som dine Lemmer udaf Orme. Kom! (døer ligeledes) Kongen. (til den syvende Søn, et Barn) Ak, unge Blomst, det gjør mig ondt for dig; men tak dog Zeus, fordi han lod dig lære i dine unge Dage. Vakkre Barn, du voxer op, og bliver Yngling; da vil Livet være dyrt, naar det er skjønt; og se, dig venter Purpur -- ha, jeg sværger! hør Kongen sværger! ja dig venter Purpur og Guld og Hæder og, ja trods din Fødsel, trods al din Slægtes Haansord mod mig, skal du være Kongens Ven, hvis du forkaster dit Modersmaal og dine Fædreskikke. SIDE: 296 Syvende Søn. O ti og dræb mig! Kongen. Vel stolte Knegt, du da forskyder Kongen som Far? Syvende Søn. Min Far med Mattathias faldt mod dig, mit Folkes Morder. Kongen. (til Moderen) Du Qvinde, trods dit Vanvid, viser dog den Taare, som for hver af dine Sønner fremlisted sig. . Moderen. O det var Glædesgraad! Kongen. Snak! Vanvid! . . disse Taarer vidne dog, at du, midt i dit Afsind, er bevidst dig at være Moder. Se nu, denne Sidste skal blive dig saa god som alle Syv, hvis du ham overtaler. . Nu, bemøi dig! Du vil dog frelse vel din Eneste? Moderen. (bøier sig over Drengen) O Benjamin! min Søn, min Søn! min Søn! forbarm dig over mig, som bar dig i mit Liv med Angst i sex og tredive Uger, i trende Aar dig died, og opfostred ved Trælleqvinde-arbeid og med Smerte, og dig oplærte alt til denne Alder! O se til Himlens Stjerner, Jordens Blomster! Dem kaldte Gud som dig, mit Barn, af Intet. Dog have de ei Sjel, som du, og derfor de fik et Liv kun; du en Evighed. SIDE: 297 Frygt derfor ei for denne store Bøddel, men bliv, skjøndt ung, dog værdig dine Brødre, og værd din døende Mo'ers Velsignelse! Ved Guds Barmhjertighed jeg faaer dig da igjen, med dine Brødre, snart, o snart! Syvende Søn. Hvi tøve I? Ei Kongens Bud jeg lyder, men Moselov, den vore Fædres Odel. Jeg længes efter mine Brødres Smerte; thi efter disse korte Suk jeg gaaer til Livet, som min Troe tilsværger mig. Men Du, men Du med værre Pine skal bekjende denne Gud, du nu forhaaner. Kongen. Ha, Qvinde, overtalte du? Sku nu din Sidstes Død! og syd saa efterpaa i samme Kjedel. (Sønnen døer paa samme Maade) Moderen. Jeg gaaer med Fryd i mine Sønners Grav. I Saligheden faaer jeg vel en Tunge, -- slid denne af -- at Gud lovsynge med. O Jovah, jeg har bragt dig her et Offer! (døer som sine Sønner) Kongen. Hvad anden Trøst er nu for os end den, at ei hver Jøde er saa stiv som disse; de Store findes myge -- ja alt Græker. . . Luk Vindvet op, at Osen ud kan trække! SIDE: 298 (Kongehal. Kongen liggende syg. Præsten) Kongen. I Præster, seer den Drot, som mente sig ifra sin Vældes Top at kunne naae og slaae de høie Stjerner: Han, der vilde, som Xerxes, byde over Havets Bølger, og gjøre Land til Hav, og Hav til Land . . seer, hvis I tør . . ak seer, her ligger Han. Og Orme voxe af hans Krop, og Luus; og Kjødet falder raadent af hans Been, og Kongen stinker, saa hans Træl -- den Groveste, der rensed Nattetider Byens Skarnkister, maa holde sig for Næsen, ja besvimer. Nu taaler jeg ei meer min egen Stank. Nu vil jeg troe paa Guder . . jeg ydmyges. Ak frelser mig, I Præster! beder dog til Zeus og Bel! Jeg gjorde alt for Eder. Jeg slagted tusind Knælende i Ørken. Jeg gjorde Jovahs Tempel liig en Mand, der haanet sidder krummet paa sin Arne. Jeg spredte Rædsel over Israel; hver Brudgom græd, og Bruden sørgeklædt i Brudesengen sad. Den Helligdom, som Eder var en Afskye, jeg besmitted; jeg sønderslog mod Jovahs Altar (skjøndt det mig kun var en Steen) de Diende. Jeg eders Fiender Leviterne tvang til at dandse rundtom Bacchi Alter vedbendekrandsede, og til at brænde den Lov, de agted helligst. Ja, jeg tvang hver Stad jo til at offre Eders Offer, og til at bede til min Genius. De Qvinder, som omskare deres Drenge og gav dem Fædremærke, førte jeg til Haan omkring i Gaderne, og styrted, mens Barnet died, dem fra Muren ned. Jeg tærskede en Nitiaarigs Graahaar, som var det Axskjæg, og hans Hjerte, til det livstomt blev som Avner. Og de Syv, SIDE: 299 de Syv, hans Børnebørn, og deres Moder . . Hu, nu jeg stinker fælere end deres kulstegte Lemmer . . Vee mig! vee mig, vee! hvis ei I frelse mig ved Eders Guder! Jeg brænde vil Sophisterne. O red mig! Se, mine Orme svømme nu i Sved! Præster. Der ingen Redning er. Kongen. O, bedre at I vare Pharmaceuter! Kom en Magus, en Troldmand! red mig! og jeg dyrker Ahriman. Præster. Dig redder Ingen. Kongen. O! mon Jehovah? Vel, send til Jøderne, dem før jeg agted, for eders Skyld, I falske Præster, ei anden Gravsted værd end Ravnemave! Siig dem, med venligst Hilsen fra Antiochus, (der takker for den Kjærlighed, de viste) at jeg hjemvendte syg fra Elymais hvis gyldne Tempelskin min Lyst opflammed, (Dog nævn ei, at jeg kom med brustent Glavind) men haaber dog til Jovah vist og fast, at jeg mig reiser snarlig karsk igjen, især, hvis De mig Godt nedbede ville i Jovahs Tempel -- det jeg da vil smykke med Kobberspiir og gyldent Skjold: saa, liig en luepandsret Cherub i sit Eden, det snart skal kneise i den hellige Stad, der meer ei vorde et Begravningssted! Siig, at Antiochus, hvis Jovah frelser, vil vorde Jøde, ja omskaaren Jøde, ei tale andet Tungemaal end Mosis, SIDE: 300 Sabbathen holde, æde Paaskelam, som om min Æt var dreven fra Ægypten. (Ja -- skjøndt den der indkiltes med Phalangerne.) Ønsk saa til Slutning Godt og megen Sundhed for mine kjære jødiske Medborgere, og siig, at hvis nu de og deres Børn (saasandt jeg frelses af min Pine) fare og lide vel, da takker inderligst Antiochus sin Gud, sin Jovah derfor! (Budet gaaer) Ak . . Jovah frelser heller ikke . . Vee, jeg føler, Ormene naaede nu mit Hjerte . . Der kjæmpes; thi .. o der er værre Orme -- -- (døer) (Mænd) En Mand. Hvormange Sceptre brast ei alt, og fulde som Haar af Verdnens graanende Isse ned? Men Præstestavene ubrudte kneise, og Tiden suser under dem . . Med samme Snit og plumpe Snirkler, som da frem de stak af graae Old, liig Horn af mulne Oxehud, de reise sig i vore Tiders Templer, saa skjønne af en verdslig Mester byggede, som om ved frie Kuppelhvælvs Forening med Pillerne (som huggede af eet Marmor), han vilde os det Sande, Skjønne, Gode i en guddommelig Eenhed evigtværende, og ei en enkelt Afguds Høihed, lære. Med disse Stave, hellige som Alnemaal, vi da, som vore Fædre, der i Skovene som Vildsviin Olden aad, som Vildsviin lodne, til samme Tro afmaales skulle? Nei, vi gaae ei under Alnen, nei, for høivoxne! Og, Præst, du er for lav. For Os, om ikke for Folket, dine Formler er' forslidte. SIDE: 301 Se, nye Dage træde frem . . o, lige en Guds hvidklædte Tog af sande Præster, der trappetrinviis gaae mod Sandheds Helligste; og Sokrates's Blod er første Fakkel, hans Dødsdag Togets første Fakkelbærer; og vore, o de Tidens Talsmænds, Raab er' Chorets Hymner. -- -- Fortælle hvert et Riges Sagn ei om en Sandheds Talsmand, en al Kundskabs Fader, der Menneskeheden i dens Barndom opdrog, som Patriarcherne opklækked' den? Saa snakke vore Sagn om Kadmos, der, hvis ei beviist, han kom ifra Phoenicien, vist skulde kaldes eedelig: himmelsendt. -- Nok, hver af disse Fosterfædre lagde sin hele Skat af Jord- og Himmel-viisdom i en naturlig Religion. Det vide vi. Men hvor er denne Viisdom? Mon gjemt i Templerne? Det kan ei være. Da have Præsterne den saa tilhyllet, at de ei selv i Bindslerne den finde, men stedse svøbe nye Slør omkring. Der er jo Andet ei end Ceremonier og Billeder af Guders drømte Daad, hvis Mening tidt er kaad og kun forførende, som Digterens og Malerens Lune var. Se, Aphrodites og Dianas Tempel paa samme Torv tvertsoverfor hinanden, jo ligne, med de hvide Søilerader og blanke Kupler, tvende Præster, der trods blanke Skallepande vise Tænder, idet med lige Rang og lige Grunde En Kydskhed roser, En Ukydskhed! Ja, hvad er vel Pligt da for Tilhørerne, det arme Folk, som veed ei op ei ned; ei hvo har Ret; ei om de vilde Lyster er seierrige Stemmer ifra Himlen? Men spørge vi om hine Mestres Viisdom (som, saa der siges, kun et lidet Folk SIDE: 302 i Canaan skal opbevare renest) da byde Præster os at kige gjennem en Forolds Sekel-rækker, sigende: "see I nu vel, at den er Aabenbaring, at det vi lære, taber sig i Himlen?" Ja ret! Vi Intet see. Det er jo som at see mod Skyen gjennem hule Kikkert, og kalde saa det sidste Glas, fordi sig Skyen der afbilder, Skyen selv. Hvor er hiin Viisdom da? Pythagoras selv fandt den ei i Indien og Ægypten. Han blev en Halvpræst kun. Vi fik den ei. Dog vore Sjele voxne føle vi, skjøndt ei af hine store Pædagoger opdragne, modne ikkun af Naturen, der, som vi mandedes, opkastede den vamle Sjelemelk, som Præsterne og Mødrene os vilde tylle ind. For voxne ere vi, til Leeg at tage for Leveviisdom og for Religion. Vist (thi Mysterierne tie) Præsterne kun tale, Voxne lige, der for Børn, som lyttende har Halvten hørt af Noget, fortælle Eventyr, for dem at dysse, og sige: "Snip, Snap, Snude, kjære Barn! Var dette hvad du hørte?" -- "Jo . . o!" Ha, takket være Menneskets Natur, at Halvten ikke er afsindig gandske og anden Halvdeel ikke reent fordærvet! Godmodige, men Tosser er de Fleste, der hade ene den, som vil dem vække. Vi maae os hjælpe selv da, og begynde, som hine Mestre, forfra, der jo havde, som vi, blot Himlen over -- Jorden under sig; Dog ledte de sig frem som gjennem Ørken; Vi gjennem Dale fulde af Forvirring, -- Vi ville kjæmpe op mod Høiderne, og hvile der, mens Alle bruse nedenfor, og Sorgen sortner under os som Skyer. SIDE: 303 Vi ville klare Folkenes Begreber, og lære kjende Ret og Dyd og Lykke, og finde os i denne Trældom Frihed, Fornuft i vor Umyndighed. -- -- En Mand. Til Stoa følger mig da! der i Roe med mig betragter Guddommen og Verden: forskjellige, ueense; Verden dog af den guddommelige Fornuft belivet, der, som en Ætherlue rører Alt, dog uden at den kan forandre i Materiens evig faste Love! Lærer, at disse er det, som fremtrine her i Livet med et Fatums Rædselshøihed; ja synes trodsende et Forsyns Viisdom: at disses Spoer kun ere det, vi kalde en Gaade: disses Seir, vi kalde Last: at hveren Misklang i vort Indre er den dunkle Følelse af deres Modstand mod vore Planer og vore Villie; men at med den falske Vished om vor Vanmagt til Modstand (skjøndt vi ei aldeles seire og kunne Kjødets Magt tilintetgjøre) gaaer al Bevidsthed, Sjelens Sjel, forloren, ja meer og meer, ja til Vanvittighed: at Lidenskaber ere hvad af Sjelen Materien underlagt har sine Love. De føre da et Skinliv, og saa døe de. Men er den hele Sjel fordærvet saa, da er den kun et Offer, som Materien fra Verdens Guddom tog, og bleven fra en Deel af Guddommen en Deel af hiin. Som da med Gud Forening er Bestemmelsen, saa er vor Pligt at gjøre os frie, som muligt, af Materien: saa vi den Svaghed fange og udrydde, som os kunde til vore Fiende og Guds forraade: saa vi gjøre os usaarlige SIDE: 304 for Smerter, og for Glæderne urystelige; thi Glæder ere ikkun kildne Smerter: saa til en Veirhane mellem Lysts og Ulysts de forgjængelige Følelser vor Guddomssjel fornedres ei; men naaer alt her en himmelsk Apathie. -- Se, Stemplet trykker jeg paa Herskerretten, som Mandens Sjel har over Legemet. Jeg trykker det med Oldings kolde Blod. (gjennomborer sig) Saa kunde Gud Alverden ødelægge. Men skabes maatte den dog frem igjen. (døende) Hør, dyrker Guderne! De ere Kræfter, der styre Verden . . . En Mand. Zeno, Mester! Kleanthes -- se, en Olding, skjøndt din Lærling, -- ved samme Daad bekræfte vil din Lære. (dræber sig) Mænd. O de Vise! de Vise! En Mand. De Daarer! de Daarer! Mænd. Os Stoiker Forhaanelser ei røre. Manden. Jeg siger andengang: den Daare Zeno! Kleanth den Daare! De Vanvittige! Dog dobbelt Daarer, hvis de ikke havde saa faae Aar havt at spilde. Ja, de Daarer! Ja -- ha, ha, ha! Og lyver Epikur? Han lyver ei: det vilde skade ham; En Flaske Viin han fik da knapt paa Borg. SIDE: 305 Er den ei Daare, som frivillig ender med Smerte hele sin Tilværelse? De troe, at til en luttret Guddom de gjenvende; ja de troede denne Guddom adskilt ifra Materien, ene deri ved sine Almagtskræfter virkende. O hvilken Vanvids-løgn mod Sandsers Tale, der har en Verden til Beviser; ja og disses stive Kropper, nu kun Muld! I saae vel deres Sjele stige op? I saae det vist? Jeg saae og Zeno døe; men saae dog intet Andet end et Liig. Knap Sjel de havde, thi de vare gamle; og Sjælen, blot en Følelse af Livet, med Blodet stivner og med Kinden blegner. Mon du ved andet end ved dine Sandser erfarer, lugter, smager, hører, føler? og seer du andet end Materien? Der er da intet Andet Virkeligt: Den er da sand alene. Vaaren og en Qvinde lærer, den er skjøn og god. At den har Kræfter, hører du i Tord'nen. Hvad mere vil du? Er ei der din Gud? I tale . . ah ja, -- om en høiere Sands? Hvad andet er den end Bevidsthed om at I sandse? Sandse I ei længer, døer den. Forøder da ei dette Liv, I have; men lærer kuns af Dyret, der jo skabtes af samme kaade Atomer vel som vi, og er af samme Lykketræf indrettet som vi, hvorledes Livet nydes skal og vogtes! Se, de ville leve glade, og trække Livet ud, saalangt de kunne; og samme Drift (Atomernes Sammenholdskraft, den Sammenstødets Gnidnings-varmes Gnist, den Følelse af Liv: det, Sjel I kalde) er i vort Hjerte, som Magneten, der tilsammentrækker Legemet, saa ei det slappes, før det maa opløses, for SIDE: 306 at samle sig til nye Forbindelser. Beflitter Eder paa, ved milde Dyder at nære Livet og vedligeholde dets Samklang skjøn, saalænge som er muligt! Med Maade nyder derfor, for deslængere at kunne nyde! Skyer det mørke Ansigt som Dødens Varsel! Leer al Sorrig bort! Mod Smerter hærder Eder; thi de kunne ei udeblive, da Naturen er vor Herre, og ei bandt sig til os, blot fordi dens Deles frie Sammensmeltninger i den Grad ere inderlige, at de vaagned' til Livsfølelse! Se, derfor vil Epikuros rolig kunne døe, da han erkjender dette Herredom, og veed, en Grav er smerteløs som frydløs, at Liv han fik som ved et Terningkast. Dog, at forbinde sig paa denne Maade til Mennesker, er, ved Forplantelsens Hævd, en evig Lov for vor Materie. Hvis engang former sig et Menneske aldeles ligt med mig, utvivleligt maa dette samme Følelse af Livet (den samme Sjel) som jeg nu har, besidde. Med Verdens Kræfter skifter Livet: saa i Verdens første Livskraft var' Giganter: nu ere Alle middelmaadige: men Dverge ville komme, som Materien sin Kraft har næsten udtømt, nylig før (som jeg ved Døden) den opløses til Atomers Støv i Rummets Grav, for maaskee at samle sig i Stjerneblommer, som mit Støv kan blive Blomster paa min Gravhøi. Ja det -- I Stoiker, som jer indbilde, at kunne fra Naturen eder frigjøre, saa at I svæve ovenover den, som stille Taager ovenover Fossen; mens vi, som kjende Fossens Vælde bedre, ei sætte os imod forgjeves, men SIDE: 307 os lade vugge mildt af den som Vandlilier, der, om end Strømmens Vold dem drager ned dog synes selv at dukke ned for Lyst . . . . Ja det I kunne gjøre Eder Haab om, I stolte Stoiker, maaskee at blive til Græs og Torn og Mynthe paa jer Gravhøi. -- Dog neppe-nok: I ere altfor magre. En Mand. Hvad, Stoiker, hvad drømmer I vel om? at sætte Eders hele Lykke i at rive Eder løs ifra Materien, der evig er som Gud? Epikuræer! at dukke ned i, blandes med Materien, som om der var ei anden Guddom? Ha, I Zenos Mænd, som var' I Aander ene? I Epikurs, som var I blotte Kroppe? En Stoiker vil handle, som om her han allerede havde den guddommelige Natur: den evige og ubevægelige. Og Epikurs Discipel, som om han blot Dyrenes bevægelig-forgjængelige Natur besad. Men vandrer nu med mig, i Lyceum skal jeg vise Menneskets Plads, hans Stræbens Sphærer, og den Middelvei, som fører ham til Guddommen igjennem Erkjendelsen af den bevægelige, men evige Natur, der egen er for Mennesket, og alle Himlens hine, det ubevægelige Væsen (da det Rum og Tid udfylder) underordnede, ulegemlige Kræfter, som af Præsterne iklædes Kjød og kaldes Folkets Guder. Ei heller skal vor Dyd og Lykke være de Yderligheder, som af hine hyldes; men vi paa Middelveien finde dem. Vor Tapperhed skal da ei være Hiins Forvovenhed og kunstlede Livsforagt; ei heller Dennes beregnende Feighed. Men SIDE: 308 vi ville stemme overeens i Alt med denne Menneskets blandede Natur; dog give det Guddommelige Fortrin, saa jordisk Lykke kun betragtes som et Dydens Tillæg: ikke som foragtelig; og ikke som om den var ene vigtig. En Mand. Selvkjærlig er din Dyd, du Stoiker; din Salighed er eneboeragtig. En ureen Ild i Epikurens brænder; og kold er din, Peripatetiker! -- Kun Dyds og Viisdoms Legeme har Zeno (ja man kan høre selv dets plumpe Fodtrin) og Epikuros har dens Lune, men dens lavere Sjel, dens Sandskraft Aristoteles. Dens høiere Sjel, dens Aand, dens Livsenshjerte, der Dyden gjør beundringsværd og kjær, behagelig som stolt, og som beliver den undgik da Eders Øie, mine Venner? Men Plato skal ifra Akademia fremtrylle den i Hjerterne, og aabne det fine Sjelens Øielaag, at den med Vellyst seer sin egen Herlighed? Ja Plato først de ene mystiske af alle Ord skal tale, naar han lærer: at Kjærlighed er Dydens Guddomssmiil og Guddomsglands og Guddomsliv, der binder Væsnerne til Væsnerne, og, som electrisk, Skaberen med det Skabte, og Elskeren til Idealerne: at, uden dette Dydens Hjerteslag og Vellugt, uden denne Kjærlighed, der Varmen er i Gudstilbedelsen, kan Dyd vel være billedstøtte-sand og ligne en guddommelig Aands Idee af Gud; dog aldrig være denne selv; thi Skjønhed, det Guddommeliges Glands, og Godhed, det Guddommeliges Livsmiil, SIDE: 309 er ei deri, og maae dog findes, i uløselig Treenighet, i hver vor Tanke og vor Stræben, hvis vi ville den meest ophøiede Guddom ligne. Ja, et Blik ind i vor Sjel os lader kaste; vi skulle der en anden Kjerne see end Drift til at tilbagevende i et evigtstrømmende Lys, et bølgende chaotisk Mulm, en ubevægelig Æther igjennem enten frossen Apathie, eller et lunkent Velbehag, en kjølig Pligtfølelse! Hvad er det vel, at Noget synes at tiltrække os, men Andet at forstøde? at Noget kaldes Ret, men Andet Uret? Thi dette ligger grundet jo i Sjelen, og vikler frit sig ud, bestyrkes blot, men fødes ikke af Erfaringen. Hvad gjør, at Fatten og Erkjenden synes at være Sjelens Grund? og dog, at Alle ei fatte eens, ei tykkes lige kloge? at samme Ting ei synes Tvende eens? at Alle dog til Himlen appellere? at Tanker fødes i os? at vort Indre en Himmel ligner fuld af Idealer? Ja dette Alt, vor Viden og vort Væsen, forklares ved en Gjenerindring af et Liv i høiere Sphærer: ja en Fart igjennem Rummet, hvori Gud, det Sandes og Skjønnes og det Godes Eenhed sig i Verdnernes Mangfoldighed gjentager. Da vare vi blandt Aanderne, de Guds beskuende Tanker, dog de svageste, og mægted' ei at fatte denne Fylde af Storhed og af Skjønhed, som indbrused, og straalede forbi os; men vi daled, og hvile nu i Støvet, og opfriskes, naar noget Skjønt og Stort vi see (og det vil sige: noget ligt hvad hist vi saae) og vi ved Guders Billeder nu frydes; SIDE: 310 thi de de Aanders skjønne Høihed ligne, vi hisset saae livsstraalende, og fulgte. Dog er hver sand en Tanke, som en Fjer, der voxer ud, for atter os at hæve til klare Aanders Tog, der gjennemlysner Guds Herligheds Himle. Vor Stræben her er da, at gjenopklare Erindringen; og da den Viisdom kaldes, som har til Meed at løse det Mangfoldiges Forvirring (saa det synes i vor Mathed, der ligner bedst den Nervesyges Drømme, som er hans sunde Livs omvendte Tegning) skjøndt den alene er uendeligen isammensatte Eenheder, i første oprindelige Eenhed, "Gud" benævnt, saaledes at det Sande, Skjønne, Gode i hver en Form den finder udtrykt. Hvis En nu mægter ei at løse disse formindskede Forhold, kalder han dem Falskt og Ondt og Hæsligt; ja fordi han sank fra hiint igjennem Verden Aandelivs-løb, for tung og pludselig, saa disse Ting, i deres straalende Sandhed, undgik ham. Men, træder frem i det Tilværende en Gjenstand med et saadant Præg af hiint Guddommelige, at det ei kan miskjendes: da sig med hellig Gys og Fryd anstrenger Fornuften, der, sat midtimellem sandselig og sædelig Tilbøielighed, er liig en Styrer med sit Hestepar (den ene en vild, den anden from) ivoxet . . da al sin Kraft anstrenger denne Styrer, at tæmme denne vilde Hest (der vil i brusende Begjærlighed bespringe og træde ned hiin Gjenstand) og at nærme sig bly og stille den . . . da sig anstrenger Fornuften, for i Mindet at gjenkalde den Gjenstands ideale Billede, og dens Gjenkendelse er -- Kjærlighed. SIDE: 311 Nu nærmer han sig ydmyg og beundrende; og, som man pynter ud et Afgudsbilled, saa stræber han at meer og meer udvikle det deri værende Guddommelige, og i dets forrige, guddommelige Tilværelse hensætte det, og flytter da uadskillelig selv med. Den sande Vise seer i alle Væsner, dog meest i dem, som ere lige ham, og allermeest dog i sit eget Selv, Gjenstande for en saadan Kjærlighed, (thi Gud i Alting jo sig aabenbarer) hvis Liv bestaaer i rastløs Stræben efter at hæve Alle til hiint høie Liv, hiin skjønne Himmel, til -- Fuldkommenhed. Og denne Kjærlighed har Lønnen i sig selv: thi som dens Møie lykkes, som dens Gjenstand blier den mere værd, saa maa, den stige jo -- o til uendelig Kjærlighed, og den er Salighedens Hjerteslag. En Mand. Hvad vide vi med Vished? Sagde Sokrates ei: dette veed jeg kun; jeg Intet veed? Hvad bliver sikkert midt i disse Lærdomme, der, byggede paa forskjellige Forudsætninger, paa Fordringer, der ej bevises kunne, gaae hver sin Vei mod det Uendelige . . Hvad bliver sikkert uden, at vi leve, og bør da nyde Livet uden Kummer og uden fremmed og indpodet Troe? Hvad bliver sikkrest mellem ti Cathedre, hvert en forskjellig Læres Tordenskye, for ei at blive gal? Jeg troer at stoppe i Øret Fingrene og sidde stille. Naar En vil lære os Tilværelsen (som om vi havde nok ei med at kunne jo baade tage paa og føle den?) ved en Udstrømmen; En ved Kræfter i SIDE: 312 Materien ene; En ved Evner i Materien, men Kræfter i en Guddom; og En ved saadan Lære: Alt er Gud, og Gud er Alt -- Hvad bliver sikkert da undtagen Det at troe sletintet? Ja, hvis Vid I have, bliver Skeptikere, og troer med Pyrrho: Væren er os nok; og den vi ville ei forspilde (ja, vi skulde øde bort vort sunde Liv?) ved denne roerløse Driven-om paa Meningernes stormefulde Bundløse, der kaldes Viden. Det er Pyrrhos Viisdom. (Mænd) En Mand. Kom, Pharisæer, vandre med mig ud til Oliebjerget herfra Stadens Larm. Jeg haaber der at kunne dig bevise, at dine Erkeengle syv blot ere Chaldæas Drømme, med vort Folk indvandrede. Ja idetmindste, naar den søde Skovluft og lyse Himmel dig ombølger, skal du give Slip paa Satan. Næste Nat du vil vel atter troe paa ham, men saa du atter jager ham imorgen, til din Seir blier fast ved vundne Slag i Slag. En anden Mand. Det være langtfra mig at gaae idag! Det er Sabbath, og da jeg vandrer kun de hundred Skridt, mig helligt Sagn afmaalte. Om Huset brændte over mig, om end min Hustroe segned ned i Veer tæt mig: jeg flytted mig dog ei et Skridt; thi sagde ei Jovah: helligholder Hviledagen! og hviled han ei selv paa første Sabbath? SIDE: 313 Folk. O hellige Rabbi, signe dine Tjenere! Anden Mand. Ja hellig! Seer, jeg er en ydmyg Træl af hellig Stads og Skikke, bragte ned til os ved gamle Sagn! mit hele Liv er Bøn og Faste, Skriftens Læsning og Almissegiven. Der! der er en Gave! (giver En en Almisse) Folk. Vi saae det. O barmhjertige Rabbi! Anden Mand. Ja barmhjertig! Giver jeg ei Tiende af al min Eiendom til Templet? Første Mand. (til anden Mand) Mens du byder Folket tiende til dig af Hvad det eier; ja af Dild og Kummen. Anden Mand. (til første Mand) Ja deri er' vi enig, Sadducæer. (til Folket) Til lysende Exempel for jer Lægfolk jeg beder høit, og giver Gaverne paa Gadehjørner og i Synagoger. Min Klædning selv er hellig: indbaldyrt med Skriftens Sprog. Jeg lader pynte paa de Helliges Grave -- Disse . . vee! I myrded! Naar jeg ved Templets Guld bekræfter Noget, da holder jeg jo Eeden? Første Mand. Men hvis du, ved Templet sværger, bryder du den. SIDE: 314 Anden Mand. Ja, ja lærer dette, Folk; thi Templets Helligste er Guldet: Lysestagerne og Arken. Og lærer: Templet er det Helligste, er Folkets rette Fader, saa I kunne med Retfærd lade Fader, Moder svelte, naar deres Livsophold til Templet gives. Troer, at der er en evig Skjebne! Første Mand. Troer, Mennesket sin Skjebne skaber selv! En tredie Mand. Vi haabe paa Guds Naade. Dog vi troe, at kunne os erhverve denne selv ved Eensomhed, Afholdenhed og Grublen og Fromhed, Bøn og Bod og Faste. Sky, Hver som vorde vil Essæer, at smitte sine Øren ved at høre paa disses Hyklerie og Spot-Spidsfindighed; men vandrer tause med mig indblandt Bjergene! Anden Mand. Troer, disse samme vore Legemer paa Dommens Dag opstande skulle alle, naar Domsbasunen ryster Verden sammen, saa alle Grave gabe, medens Gabriel, den Guds Helt, sit Sværd i Spidsen af Cherube-hæren svinger; da, naar Raphael, den Guds Marschal, sin Stav har brudt, og mere ei lyder hellig Bøn fra Jorden -- da, belivede med deres Sjele, Legemerne indvandre skulle, hvis saa Skjebnen byder, til Abrams Skjød . . vee eller til Gehenna, det Djævle-dyb, hvor Satan og hans Engle forlyste sig med Graad og Tændersgnidsel, og vælte sig, af Svovl og Ild beruste, paa Slanger, martrende de dømte Sjele SIDE: 315 i Evighed. . . Ja det er disse Djævle, der tidt i tusindviis besætte Eder, og kunne kun af Hellige uddrives. Første Mand. Du feiler: det er Nervesyges Onde. Hvis Blod du vil et ildigt Helved kalde, da, -- vel! thi disse tusind Djævle ere kun spændte Aarer. Og desuden, Folk! Jeg er saa skriftlærd vel som denne Rabbi, der vil ved sine Drømme fra Chaldæa, vanvittige gjøre eder. Troer mig da: jeg siger, Moses selv, Propheterne -- langtfra at tale om et saadant Helved -- ei nævne, at der følger Liv paa dette. For vise vare de til af det Uvisses uhyre Tomme slige Verdner skabe. Ja Salomo, den Viseste, forsikrer, at Alt er endt med dette Liv. Dog bør vi øve Dyder, da de ere nyttige. Folk. Hvad bliver os tilbage Andet end at zitre mellem Disse? ære Begge? En Mand. Man kalder mig Prophet. Javel, jeg maa da være Tidens Øie, Tidens Tunge, og Himlens Veeraab ned mod Jorden, Jordens O-hjælp-mig-Suk mod Himlen. Hører da det Himlens Veeraab, Jordens Suk i Mig, I Fyrster, hvem Retfærdighed er Afskye, som rive Hud og Kjød af Mennesker, og træde deres Hjerter, ligegyldige, som om I traadte Druer, bygge Stæder af levret Blod, og hæve Borge op SIDE: 316 paa Armes Suk! O hører da, I Præster, som lede Folkets Tanker om i Vildrede, og dømme dem til evig Slave-dumhed; som, naar I have Maden under Tand, da raabe: Fred! men hellige en Krig mod hvem, som nægter jer sin Sjel og Velfærd at udlevere til Umyndighed! I Hoveder, som dømme kun for Skjenk! I Præster, som for Guldet lære Løgn! I lønnede Spaamænd! Hver af eder Alle, som hade Godt og elske Ondt! Enhver af eder stakkels Offre! I Uskyldige med blodige Hænder! Millioner Sjele, der ligne blinde, vingafskaarne Fugle, som have, manglende et andet Hvilested, i Ørknen sænket sig imellem Hungrende! Ja, hører mig, jeg spaaer: jeg skimter Enden, Daggryet efter den Forvirrings-nat, hvor Sønners Haan mod Fædrene var Hundeglam, og Døttres Skrig mod Mødrene var Ugletud, og Blod og Offerflammer Stjerneglimt, og Kongers Bud var Midnatsstormens Hyl. Og dette Daggrye, rødmende paa de beskjæmmede Præsters, Tegnudlæggeres Kinder, hvor skulde vel jeg ønske, at det oprandt naar ikke i mit Fædreland, i Juda? Fra Zion opstaae Frelseren, o eller fra Bethlem, Davids Vugge! O, da Folkene lydt til hverandre skulle sende Fryderaab, som Nytaarsønsker raabe til hverandre: "Hil, kommer, lader os til Zion gaae, den Lærestol, hvor mild den Vise staaer (imod de gamle skumle Præster nys som Hosianna-raab mod kolde Gys) og tolker Sandhed . . Hør, han Slaven lærer, hvorledes fri i Lænker han kan være; og Kongen, at han Gud i Slaven ærer; omtryller Had til Ømhed; skjænker Kummer et Smiil, der vugger sagte den i Slummer. SIDE: 317 O Brødre, Brødre, Brødre, Drot og Træl, vi ville, sammenslyngede om hverandre, op til den Frelse-lærers Sæde vandre og sætte os, og lytte med vor Sjel, og glemme Jupiter og Zeus og Bel, og smelte om til Plove vore Sværd, og Spyd til Sigder (andet ikke værd). Ei Folk mod Folk (som i den svundne Old) ei Bro'er mod Bro'er skal løfte Avindsskjold; men Hver, som Dyds og Sandheds Dyrker, Hver som hiin den store Mesters Lærling er, skal, fri blandt frie Brødre, frydfuld boe i sine Eges eller Palmers Roe. SIDE: 318 MESSIAS (EN UNG MAND (JESUS) I EN EFTERTÆNKSOM STILLING I EN HULES AABNING I JUDÆAS ØRKEN -- MESSIAS OG AANDER OVENOVER JORDEN.) Jesus. Er dette Menneskehedens Minderulle, som . . o jeg saae igjennem den, og -- -- (brister i Graad) Messias. End ruller Jorden sin rolige Gang: Vaarfrisk, blomstrende og nye, synes den at haane Aldrene, som true den at dække med Rynker (Graverækker), som true den at graane; men -- flye. De samme Stjerner, hvis venlige Blik lokked af Jordens Blomster frem første Dug som Længselstaarer efter dem, skimre Fred end i dens aabne Blommer ned. -- Lyksalige Natur (saa sukker Mennesket) du Haand i Haand med Tiden, stille, i samme Kreds, i dine egne Spoer omvandrer uforandret? -- Men -- vee! -- o Jord af Hvad har du de Fleste: Roser eller blodige Hænder? O, alle de Aander, som bort fra dig veeg -- ja, som om al din Graad og Gys dampede hid som en Taage lys -- SIDE: 319 omgive dig, som en Straalekrands bleg. Alles sorgfulde Tanker svæve (som Maage-glimt lynsnelle over skysvellende Vover) over de Brødreslægter, som hæve i Mulden sig bølgende mod end større Jammer, end selv de forlod. -- Abiriel-Ohebieler, De troe Eder døde som Eders Mæler, eller i Vellyst og Vee som før; De see Eder ei gjennem Øieslør; ei Eders Advarsler, ei Eders Vee, gjennem Øre-graven høre de. Kun Selv I skue hverandre her, hvor Muld ei skjuler, Kaaber ei skilne meer, hvor Hveren kjender klart Enhver, hvor gjennemsigtige hverandre I møde. -- Du Aand, hvis Skikkelse ikke har de Saliges rødmende Skjønhed klar, hvi seer du med sortnende Rædsel paa hiin Jordens Kronte, der fylder sit Lands Brønde tilrands med diende Smaae? -- Ah, du var Selv Konge! -- Hvi ryste Millionernes Veeskrig dig? De naae dig jo ei. Hvi synes de Taarer at synke sig glødende i dig? De falde jo til Jorden. -- O nu din Samvittigheds Øre er fiint! -- Hvi fryder du nu dig ved Folkets Hviin, der stormer i Oprør om Thronens Tind, hvor nu din Søn (han kalder sig Stor, fordi han gik dine blodige Spor) bleg bæver midt i sin Vældes Torden? hvi Fryd ved de fnysende Slaver at see, der splintre til Støv dit stolte Mausolee? hvi Fryd ved at høre det skraslende Skrald, naar Smaaedrenge sparke din Hjerneskal? SIDE: 320 -- O nu er du bleven retfærdig! -- Hvi sittrer du af Ønsket at kunne tale til disse dine Sønner, som male (som du din Faders) med Sceptre dit Billede nu, med Blod til Skygge og Graad til Lys? Paa deres Stol du er; Ingen seer dig der. Til Kongen Raadet lytter, hører ei dine Gys. -- O nu er viis du bleven! Nu veed du vel, at Alle til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde! -- Hvi blegner du Aand, ved at høre de Ord, som Høipræsten hisset for Folket besvoer? Han er jo din Lærling, han lærer jo Hvad Selv du besvoer, ja din egen Troe. Hvi mon du dine forne Brødres Skue skyer, som Denne hader Kronens Lyn og Purprets Fyr? -- O nu er du bleven sandru! -- Nu vide I Alle at give Menneskeheden Frelse: Sandhed og Frihed: I see, at I Alle, Jordens Aandestimmel, som ligtafmaalte Stykker er af samme Himmel, at I, at hveren Sjel er en Abiriel forskjønnet og ismeltet med en Ohebiel. Seer derfor, I, som haded hverandre hissetneden, I elske nu, og elske i Alle Eder Selv, I elske nu med Aanders Hjerte: Kjærligheden, der favner om hele Livet, og favner deri Gud. Nu vide I Alle, at Tiden graaner ikke, at en Frelsens Tid fremrødmer af Trængsels lange Nat, før Jorden døer: at under dens stille Vingeslag vil straale Friheds Morgen og Sandheds lyse Dag, da Himlen kaldes Alles fælleds Tempeltag, Den døde Natur jo synes end saa nye, som Jorden var Barn i Vugge under sin Rosenskye -- ja disse Pyramider, der brast og sank i Muld, var Vaser, som den aandige Natur til Leeg den skjænkte . . o ja, en Tid den legte, med Vedbend dem omhængte, SIDE: 321 og pynted dem med Mose, men slog dem saa omkuld! -- Den skulde blomstre frodig, mens gusten alt og blodig Menneskeheden, dens Herre, visner meer og mere? Aarhundredernes Fjed, der synes let at svæve over døde Blomster, knuge Aander ned? O priser! De sorgfulde Dage, de gamle Aarhundreders Klage, synke i Mindets Urner tilbage. Der Graad sin Varme taber, bliver kun til Dug, til Rosenblade Blod, til Cypresløv Jammersuk. Men evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag. Det ene Øieblik det andet blæser bort. Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort den Andens Smiil igjennem skinner klart derbag. Som ufødte Tvillingfostre, kommende Vee og Fryd tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken i Tidens dybe Skjød. O, skulde da saamange Aarhundreder rulle væk, som disse skumle Jordens, i Synd og Blod og Skræk, og ei et Glimt af -- -- -- O jeg seer bedre Tiders første Glimt her i Mandens Taares Skimt (Frelsens første Morgenstjerne!) Han -- o se Ohebiels Smerte damper fra hans fulde Hjerte! -- Han, som brast i Graad ved at see alle sine Brødres Vee; gjennem Taarens Fjernglar saa, for den Jammers Kilde finde, stirrede dybsindig paa Aarhundredernes Rad, som ned. liig blodige skumle Skygger, gled henmod Jordens Barndoms Fjerne. Under første Throne der, under første Tempeltinde seer han Jamrens Kilde rinde. SIDE: 322 I Bedrag og Trældom fandt Han hvi Blod og Taarer randt, hvorfor Synds og Dumheds Taagevover skylled' Lysets Sjele over. Men -- o se i hans stærke Sjel luer høie Abiriel! -- græd han, nu hans Kinder gløde (Frelsens første Morgenrøde!) forat frelse, forat lette Trældomsaaget af de Trætte, lade alle Jordens Sjele Himlens Aanders Klenodie dele: Frihed og Sandhed: den Arvepart Menneskeheden tabte saasnart; forat løse op de Hjorde, Herskere drive og slagte turde: løse, saaat hver Jordens Sjel føler sig selv som en Himlens Deel, handler paa Jorden og tænker selv; men og, for ved Kjærlighed igjen knytte dem Alle, saa de blive Een, handle og tænke Alle som Een, som her I, I Jordens forløste Sjele, Abiriel-Ohebieler, i Kraft og Kjærlighed glødende Aander, I ere Alle eet Kjærligheds-baand. Ja priser, og skimter igjennem Tiden, der med Aartusinders Jammer sig gjøder, før i sin Fylde den Frelsens Time føder . . Ja priser og skimter -- o nær jo glimter alt dets Morgenskjær -- et Seculum, som bryder gjennem lyst, med Straaler om sit Hoved: første Aar, det reiser rødmende paa Jordans Kyst! Se der alt rustet Frelseren staaer, med Kjærligheden stor nok til at favne om en Verdens Jammer, med Kraften, som saa gudlig flammer, at Han en Verden frelse vil! SIDE: 323 Jesus. (reiser sig) -- Ak! O Hvad -- ? (sætter sig igjen) Mon Himlens Aander tale til min Sjel? Saa klart blev mig mit Meed -- Jeg saae det . . o, med Vished, bævrende af frydfuld Kraft, jeg saae min Kummer kun som stærk, eensformig Opfostringsføde for min Kraft: jeg saae mit Meed, og nævnte det. O hellige Stund, Hvo, Himlen eller Jorden eier dig, du salige Aldres Moder? O du valgte mit Hjerte til den Seng, hvor du vil føde, min Læbe til din Afkoms Vugge! Ah, jeg frydes over nu, at for den døde som for ufødte Æt mit Hjerte kunde sørge: at det ei Kummer nok fandt i den levende, og hyled væk med alle disse Andre, der, mens de jamre over egen Sorg, belee de Andres. Min Graad min Styrkes Øie, og min Smerte er bleven bedste Muskel i mit Hjerte. Saa pludselig, somom en Engel foer min Sjel igjennem, og borthvifted med sin Vinge Vemodssukkene, der skyhylled min Kummers Navn (saa, ubevidst dens Hensigt, jeg kaldte den, som Andres, ene: Sorg) solklarned i mit Hjertes Baggrund nu mit Meed -- o som om mine Taarer, før kun Sædekorn, sprang ud og dufted -- og jeg saae Det i min Sjel, Det nævnte: Frelsen. Kan Skjalden -- ja, jeg frygter for at være en: at kun et Digt min nye Verden bliver: at heller jeg paa Pergament, som Plato, blot burde malt . . o! o! -- O vee! jeg tvivler! (holder Haanden for Panden) O tilgiv, min Gud, hvis Viisdoms-villie, kjendt af alle Himmelske som een, een Hellig-aand i Alle luende, SIDE: 324 tilglimtede og mig, som gaaer i Støvet, saa mig mit Maal blev klart herneden alt: ved Daad at frelse, ja saasandt i Aanden jeg Menneskehedens Brøst og Midlet saae! -- Min Sjel, af Frelsens Tanke flammende, dit Aasyn er, som lysende du løfter opover mig, du min og Alles Fader! Mit Blik -- o min Begeistrings Straale-plecter! Det, mens min Tale strømmer, roligt-glimtende, som Duen svæver blank paa Stormens Brusen . . Mit Blik -- o min Begeistrings Straale-plecter! mit Herredømmes Lue-scepter! ha, det kløver Tiden . . o, til begge Sider Aarhundrederne (de -- o fjerne -- de, som skulle reise sig, liig Phoenix af sin Aske, frem af sjunkne Altres og af styrtende Throners Gruus, som kneise nu) . . Aarhundrederne, o til begge Sider de kløvne for mit Blik . . O se en Solstraale sig langsad Gangen i en Gravlund skyder: til begge Sider Palmerækker skimtes at svæve susende over Graveraderne: se Folk for Folk Qvartererne: hver Grav et Hjerte: Engle knæle der paa Gravene! -- O Himlen aabnes . . Staaer jeg end paa Jorden? Mit Hoved høit er over Skyen løftet, og seer paa andre Kloder samme Seir. De svæve denne Jord forbi, som Brude, der smile til hverandre samme Hemmelighed. O se, o se med mig de fjerne Fredens Aarhundreder: den lange Palme-gravgang, henover stedse fjernere, fjernere Gravrækker fortløbende, den voxer stedse: saa sidste Palmekroner synes Himmelhvælv, de sidste Grave Verdenskloder . . o se deres hvilende Engle (de, som nærved kun syntes lidet skjønnere end Mennesker) de blive Aander, favnende en Klode, omfavnede af en Himmel, herlige SIDE: 325 som disse alt forherligede Aander, som sig røre udenover Jordens Tider: se som lyse Skikkelser omvandrende i hiin umaalelige Friplads, der begrændser Palmegangens: Jordens Levealdre. -- Hvo siger i mit Hjerte, at jeg seer saa sandt som fjernt? Hvo sværger det? Jeg kan ei selv. Dog hører jeg en Eed . . o hellige Eed, Guds Navn i dig jeg hørte! Saa hør da, Menneske, og tro din Herlighed! -- Vee, dumme, blege Øine stirre paa mig! Dog taler jeg kun tydeligen hvad dit Hjerte sukker. Fatter du ei Frihed i Lænker? Sandhed (ja Begrebet: Sandhed) ved Altret? Kjærlighed, imens du plages af dine Brødre? Jo, det er dit Suk. -- Oh nei, dit Suk kun viser, at du føler, du mangler Noget, veed dog ikke Hvad. Saa stir da i mit Blik: se Det, imens min Tale og mit Hjerteblod udbølger (som Aandens Forstavnsskum og Kjølvand) jo glimter roligt som en Sol bag Skyedriven! Det Veien finder til dit Hjerte gjennem dit aabne Øie, om end Øret luktes, og der belyser det din Længsels Navn. Men naar du seer min Læbe taus -- o da, da vil du lytte først. -- -- Ah, ja hvad er dit Golgath? O den Vandringssteen, hvorpaa den nye Tid hviler før sin Udflugt. O Golgath, Golgath -- hvor den Trælleæts Fordærvere forgjæves (o jeg ahner) i mit, som Eders, dødelige Blod vil slukke mit udødelige Ord -- se dine Hovedskaller vorde Stjerner, dit Blod sig samler til en ny Tids Sol! (Ha, ja jeg spaaer; thi der forstummed Alle, som skreg i Jamren, som for deres Længsel fandt Ord, men ikke Kraft.) SIDE: 326 O seer, mit Blik henover Golgaths Høi -- den sidste Døning, gamle Trældoms-aldre end svulme op til Kamp fra deres Dyb: fra hule Altere og Throner -- skuer mod Maalet (o betegner det med Kors!) det satte kjækt sig over end ufødte Fremaldres Grave, seiervist og roligt! -- Se i mit Blik Du, som ei fatter Ordet, dets Sandhed! se en Fakkel til min Tale! Hør: Frihed, Sandhed, Kjærlighed! O rører sig ikke Noget i dit Hjerte? Ja, Det er din Aand, som hører Hvad den glemte. Men bæver ei du, slæb dig ved din Lænke da mod din Grav: først der -- o vee! først der du hører dem og seer dem levende i Aanderne, i dig, i Alt, i Gud. Ja, vær, mit Aasyn -- o som Mosis, da det flammed over Loven, over Folket! -- vær da for alle Disse (ak, de udmavrede, ved muldne Løgne kun opfødte Aander!) som raabe efter Syn, og vrage Mening, som raabe: "Fakkel hid!" i mindste Vraa . . vær mine Ord selv synlige og straalende! O Kjærlighed, hvis første Suk den døde -- o saa den kaldes, da dens Liv ei taler -- den Støvets Øine aabenbarte Verden, det Guddommens blomstrende, stjernede Slæb, indaandede min Sjel . . o hyll dig i mit Smiil, og fremsvæv synligen for dem, som ei dit Navn forstaae -- o vee, fordi de aldrig hørte det, med Øren fulde af tunge Bud, med Hjerter, gnavede af Slavesind og Egennytte, Hjerner af ætsende Præsteløgn udhulede til drukne Lasters Bægre! . Hyll, Alkjærlighed, dig ind, du Aanders, Himles Kys, imens jeg nævner dig for Støvet, i mit Smiil! Min Tales Sandhed straale paa min Pande! Og, Himlens Frihed, nedstig paa mit Blik, SIDE: 327 idet det daler over Folket, skuende selv ud de Fjerneste i Stimlen om mig, som stode der med hentilvendte Øren, hvis Hjerter aabned sig, hvis Vemodstræk, da jeg forstummed, viser, at de undres ved deres egne Hjerters Storhed, som jeg viste dem: ved der en Himmel finde, hvor før de troede Rum til Sukke kun (liig mørke, snevre Hvirvelvindens Huler): en Himmel, sammentrykket kun ved Vold, men med en evig, af det første Lysglimt udvidet Spændkraft! -- O Frihed, Sandhed, Kjærlighed, du alle Verdens Sjeles Liv og Eje, du Hellig-aand, som gløder gjennem Aanderne, og smelter Alle til een Guddom sammen! Du, som en ildig, hellig Kraft og Villie dig, aabenbarende skal knytte selv Støvets Aander til de Himmelske! O Frihed og Selverkjendelsens Sandhed den salige Aands Personlighed! O Kjærlighed alle Aanders fælleds Liv! Se, Frihed, Sandhed, Kjærlighed, du himmelske Sjeles Treenighed, du faaer og Hjem i dødelige Hjerter! Ei Trældom knuger mere dem, ei Løgn udhuler dem til Helveder, ei Had forgnaver dem. Se, se, paa Jorden de leve, til dem Aldren blegner, uden et Liv at have spildt, som Disse, der i Graven stige dumme, som da de fra Vuggen sprang: en Oldinglok da isner Mennesker ei til Bedragere (som disse Præster) men den bliver da en ung Engels hvide Barnesvøb. Ak Tid, ak Tid, du Rige paa Erstatning, o bliver du saa skjøn, naar nærved jeg, som Aand, kan see dig glide frem med Jorden, som vexlende, favre, luftspeilmalte Skyer? SIDE: 328 -- -- O vee! jeg ahner kun! Hvad veed jeg? Ja, hvad seer jeg uden Haabets Dæmring bag min Grav? hvad Høst i Luften, medens jeg, i Mulden stirrende, udslynger Sæden? Se endnu er den sort! se mine Furer: den nye Menneskeæts Vugger, ligge aabne! En Alder! rull henover! Støvet af een Æts Hjerter hvirvle bag dig! Lad een Slægt kun have seet gode Fædre: da spir min Sæd! da svæv i Luften lys som bedre Himles (se Guds store Verdners!) som bedre Verdners Gjenskin! O, saa selv de vide, Jorden er en enkelt Himmel, ei Helveds sorte Grændsekors mod Himlen! -- Ja, seirede min Daad saa! O, hvo veed? Et Øieblik ei gjennemskuer det Andet. Kan En (om Skjald som David eller ikke) naar i en hellig Stund, (en Stund, naar han af Helligaanden, af en Iidkraft glødes, saa Hjertet bævrer, som af Aandens Spænd idet den straalesittrende, lysstrømmende, opsvang sig mod sit Meed, for nu at bære det ned til Jorden og opreise det til Liv med daadstærk Arm) han speider i sin Sjel, paa Dybet see et Luftspeilsbilled af højere Verdner, fjerne Tiders Syner -- o da, ja, hvis . . da saae jeg Frelsens Seier før Jorden døer og sidste Sjel udaander! . . Ha, løfted Gud sit Aasyn lysende opover Jorden i min Sjel ei, da den blussende besvoer at frelse? O, hvi er mit Hjerte Mulm i samme Time? Mit Meed snart smilende tilbage til en Verden, som det gjennemfløi, og snart som Vandringsmanden træt, forsagende før end han gik et Skridt? En Himmel nu mit Hjerte gjennemfarer . . o nu synes en endeløs Ørken rulle ud sig i SIDE: 329 mit Indre, denne liig, hvor jeg i Sandet "Messias" maler og det gjenudsletter. Ja -- saa: jeg maler, og jeg gjenudsletter. Forhvergang Navnet staaer der (ja "Messias", det Navn, som Folkene give deres Suk) jeg synes skrive selv mit eget Navn: som om jeg ikke "Jesus" ene hedte, men "Jesus Messias"; ja den salvede Frelser. Men, sletter Navnet ud jeg: ud "Messias", jeg synes, at jeg sletter ud mig Selv, at navnløs jeg tilbagesynker blandt de trællende bedragne Millioner, beholdende Forstand kun til at lee ad min fromme Moders underlige Tanke, at kalde mig med Jesus-Frelser-navnet. -- -- Ah, brast mit skjønne Sjele-luftspeil? skylle nu tomme blaagraae Bølger i mit Indre, og gjør det til Ensformighedens Flade, flux jeg mod Himlen saae, for der at finde mit Syns Sandhed? Vee! O var jeg dum og sløv som . . o jeg loe da, og min Latter mit Hjertes Lænkeraslen var! En Fakkel, der lyste mig til Trøst nok for mig Selv, var da min Graad . . min Graad; men nu . . men nu en Verdens Mistrøst og Fortvivlelse. (brister i Taarer) O, Gys! jeg veed ei, om det er mig Selv, som frister mig i denne Ørken; eller, om Himmelen og mine Fædres Helved her i mit Hjerte kjæmpe om mig selv, og uden at jeg kan forbyde det: om Helveds Skygger, døsig Glemsel liig, henover hver en Straale jage, Himlen nedskjød, at vække Frelsens Tanke i min Sjel. O var det saa, da Under ei, om jeg i første Værkets Time skjælver, om nu mit Hjerte ryster som en Kampplads. Ak, veed jeg? veed jeg? . Ja, hvor er den Mand, som kjender eget Hjerte? Veed jeg, om SIDE: 330 jeg Selv igjennem Sjelens Øie sandt beskuer Saligheden, eller Himlen igjennem dette Øie skuer ned? Vel! Jordens Jammer seer jeg . . o saa stor at Frelsens Tanke, født i dette Bryst, jeg maa i Himlen avlet troe og baaren. Hvo kan da qvæle dig? O Seir! o Seir! En salig Jord fremsvæver atter for mig. Vel: jeg som Tidens høie Skjær mig reiser, som Tidens Fyldepunkt! Se her nedsynker de gamle Aldres blodigstribede Bølger! Se paa den anden Side skyder frem et Lyshav: begge bryde sig paa Mig! Vel! Ahnelsers lette, hviskende Skygger, formørker ei mit Blik, fremsvæver ei for mine Skridt! Din Dæmring, Haab, er altfor tom for Frelseren: til en Troes livsvarme, tunge Skabelsesmulm han trænger, hvor Taager dryppe ned som Verdner, Dampe sig lette op til Himle! -- Eja -- ha! -- . . O, Jubel, hveden kom du, og udslog de tvende Vingeslag? Jeg saae, jeg saae et Seiersglimt. O Troes Lynøje, du lader Mulm tilbage mellem Seiren og fjerne Synskreds, du belyste. Maalet jeg saae som stille Aftensol paa Havet, men Aldre bølgede imellem -- se, for skumle til at see igjennem, og for mange til at tælle. Ja, jeg hørte bag fjerne Aldre, som i Graad, mens Smiil henskylled over, sank: bag Kampens Aldre en Himmels Jubel lyde ifra Støvet, hvor rene Aander priste Gud for Livet, ei Sorg, men Fryd og Fred og Skjønhed fandt og Viisdom i det levende Muld, som deler med Aanden Menneskenavnet, og som smilende til Graven (hvor det Afsked tager) følger SIDE: 331 den høie Broders Flugt mod større Himle . . Jeg saae en Jord, hvor sandselige Legem omfavned, som umyndig Broder Aanden, istedetfor, som Guddom eller Djævel, det før behersked ham. -- O Seiers Syn, ei Throner blænded, Offerrøg ei mørkned: Aljorden laae der riig, ei Millionerne hverandre trængte eller slugte: Hver sin Broders Hjerte kjendte: Lasterne og Krig og Jammer kun i Mindets Dynger henlagte var' med Kroner ovenpaa; men disses Guld var blegnet, Jern de syntes: kun Slavebøiler. -- Skarpe Aandens Øre! jeg hørte disse Salige at tale om disse Ting, de sjunkne Aldres Stolthed, med samme Mistroe, som vi tale om de gamle det Umuliges Fabel-kjæmper, der siges Himmelen at have stormet. Jeg hørte -- o Aandens skarpe Øre, Tordnen du hører ei, men Tankers tause Tale og Tidens Flugt og fjerne Aldres Lyd! -- jeg hørte disse Mennesker at sige: "Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide, "at deres Fordring Sandhed er og Frihed, "at Kjærlighed er deres indre Ønske. "Se Sandheden os frigjør; thi af den "vi vide dette! Sandheden er Een; "og den er Kundskab om vort eget Væsen: "i den er Alt; thi først i Selverkjendelsen "sig Gud udfolder og Udødeligheden, "saa fordrer Gud, den Altomfattende, "en Kjærlighed, som stræber ham at favne, "og da at favne Alt; og saa Udødeligheden "affordrer Frihed os. O Den, som lærte "os Sandhed, mon Han ikke er vor Frelser? "Se denne Jord, som Aanders glade Hvilested, "mind hvad den var, da vore Fædres Aldre "i Blod og Synd nedsank; og tvivler du, "at han fra Jamrens Aar, fra Syndens Aag, SIDE: 332 "fra Aandens Død er vor Forløser? "Ja, se Han gav vor Frihed os for Gud: "vi rødme meer ei for vort eget Væsen! "Se vore Hjerters Frihed -- o den himmelske -- "sit Billed fik i Borgerfrihed; thi, "da Hveren vidste, at sig Selv beherske "og elske Alle: intet Spir sig løfted, "som blodigt Blus til Loves sorte Tavle; "men Alle sadde jevnt ved Siden af "hverandre rundtom Jordens store Fad. "Da Hver erkjendte i sig Selv Guds Billed, "vi turde ene dyrke det med Sandhed, "om simpel end mod Fortids brogede Fabler, "dog altfor stor til i et andet Tempel "(et Hvælv af Steen som disse graae Ruiner, "der Zion kaldtes før, Guds Ene-hjem) "end i et Menneskehjerte at indsluttes; "om tarvelig mod Hvad der bier os, "dog netop saa som Gud os den tilmaalte, "dog i sin Reenhed blegnende ved Tanken "om sjunkne Aldres Vanvidsprøver paa "at skabe Helveder og Himle (ja "da til et Helvede det lykkedes dem "at gjøre Jorden, blev hvertandetsteds "en Himmel lys: saa de Bedragne ved "Bedrageren hang, der viste saadan Udsigt, "thi ei de mærked, de til Himlen længtes "fordi de leed og leved slet paa Jorden) . . ". . om færre Ord vor Sandhed har: hver Tanke "en Fakkel er, som, mens den lyser sikkert "til Graven, kaster klare Glimt i Himlen; "ja faa Ord kun (thi se vor ene Troe "er den, at Gud ei vil hans eget Billed "skal noget Andet troe, end det han gav "det Kræfter til at fatte; thi en Sandhed "til Hjertet maae vi kunne trykke og "beskue indeni os eller uden) -- "ja faa Ord kun vor Sandhed bryster med; "dog sjunke Templerne i øde Tomhed, SIDE: 333 "da Præsterne dem hørte overalt. "Og Alle sadde jevnt ved Siden af "hverandre under Himlens vide Tag. " -- O styrer Gud ei Verden? ja, som vi "opløfte vore Hænder. Er da Han, "som Frihed gav til Synderen og Slaven, "som Sandhed skjænkte den Bedragne, og "dem Alle Kjærlighed; ja, Han, der mægted "at gjøre Jorden (før ved hvertet Hadpust, "ved Blodstrømme afdeelt) til eet Fædreland; "ja Han, som løste og igjenbandt Alt " -- o se os fra din Himmel, om vi Alle "som een Aand ere ei! -- o mon ei Han "som kaaret var af Gud, som salvet med "de rene Aanders Helligaand, mon ei "isandhed, som han kaldes, vor Messias?" -- Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes at svinde mellem Verdnerne, imens forløste Sjele, evigen tilstrømmende, en ubrudt Følgekjæde var imellem de Salige paa Jord og deres Frelser. Jeg saae og hørte, vilde svare: "jeg seer, jeg seer -- Priis Gud! -- mit Værk var Frelsen!" Men denne Tanke -- o min Sjels Lys henhvifter! -- ak, ak! altfor stor til Ord, udflød i Følelser, i: "Eja -- ha!" O Guds Syn, alvidendestort som iilsomt, henveiret, indesluttet i et Udraab! En Sol af Vished straaled i mit Hjerte, og rødmed Seirens fjerne Palmer -- ha! Et Himmelhvælv af Tro udslog sig -- ha! Jeg svæved jubelbaaren det igjennem. -- Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank igjen i Tvivlens Afgrund, Dybet greb mig: min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl. O vee, og endnu dybere hvirvler Angst; o vee, og endnu dybere Fortvivlelse; o vee, og endnu dybere (som paa en Malstrøms Bund) er Aandens Død. SIDE: 334 Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen for Himlen, hvis den haanede sit Kald. Min Aand fortabtes, hvis jeg ødelagde mit Væsen saa, at jeg med Lyst forhaaned, med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte (den Sandhedens Erkjendelse) bedækked: hvis Frelserkraften, som jeg følte, jeg betvang, og sløvede i Synd min Sjel, saa engang i vanæret Alderdom (som disse Præster -- selv som Offerpræst) jeg husked neppe, at som Yngling jeg for Sandhed lued af en hellig Aand. . . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig, Satan! . . Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde imod den Helligaand: imod min egen; mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod! -- Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte mod Helligaanden trodser? Er der end en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig? Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler: "Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø! Hvo giver dig dit Blod igjen, dit Liv? Hvo giver mig til Pulsen vel igjen, naar Mulden drak mig? Se, mon Mange ei, som du, sig reiste, sank, og deres Frelse med deres Læber stivned? Lænkerne forstummed, mens de talte, men saa foer de haanraslende henover deres Grave? Vil du din fulde Hjertekalk ombytte med Sokrates's Bæger? Se dog, mon ei Manges Ord, imens de talte, døde i Stenedyngen og i Folkets Skrig: "du haaner os, Profet! Forstyr os ei! Din Frihed og din Sandhed gjør vanvittig. Se vore Fædre lede! Arved vi med Godset ikke Trældom? Vi maae hædre Forfædres Arv: som De vi ville lide. SIDE: 335 Hvad Jammer, Skjændsel, Synd og Løgn og Trældom du kalder, er, ved Vane, bleven Fryd og Hæder, Dyd og Trøst og Sandhed." " -- Nei, unge Jesus, lev i Ro, og dø i Ro; og Abram, naar du hviler i hans Skjød, i Ro skal lyske dine Synder!" Ha, Blodets Djævel, din Latter røbed dig. Omklamr mig ei som hede Slanger! gaa dit vante Trællekredsløb atter væk! Hvad Djævel (o vanær ei dette Minde!) neddrypper iiskold i mit Hjerte; thi du Sandhed taler: "Se, ved Solens Vugge Confutsee flammed af den samme Aand, du, Jesus, kalder din og Himlens og den Hellige; men fløi hans Glimt vel over den Østens Synskreds? O den Strøm, han leded, at vande Jorden, mægted ei at rinde igjennem Tartariets Naboe-ørken!" O, Djævel, af dit Aasyn, iiskoldt som Historiens Blad, jeg seer, dit Navn er Lunkenhed, god Sags Forræder. Blegn, du Taage! -- Ha, end en Djævel? Ak, hvor mange Skygger iblandt de lyse Tanker? Men de sværme som Myg, og døe i Lyset. O, jeg frydes, at dog i denne Kamp, hvori Fornuften hvert Øieblik sig selv maa spørge: er du? min Aands Fornuft (ei ha! som blanke Stormstjerne, der svæver over Hjertets høie Bølger, og kuer dem med Lyn) er stærk nok til at mønstre sine Tanker og forstøde Forræderne blandt dem -- Ha, end en Djævel? Hvor glindsende er du? mon Staal, mon Solglands, idet du snoer dig? Ah, du Pjaltede, som lister frem dig efter Nederlaget, hvor Lunkenhedens kolde Tudse knustes, og Blodets høie Purpur sank -- Ja, ja SIDE: 336 jeg blæste bort dets varme Livsensaande, og kasted, Lem for Lem den dorske Tudse, som kravled af min Hjerne frem, i Blodet, for al dets angste Oprør ret at kjøle. Ei meer min Puls er Lænke, ei mit Hjerte en Klodde, som til Jorden binder. See, jeg lugter nu ei Vaaren; smager ei, om Druer eller Vand min Tunge lædske; jeg seer ei Rachel (o det Bethlems Blomster) jeg hører ei min Moder (før den søde Olivenlundens Røst) -- og Du vil kjæmpe? Kan Meer du byde? Jorden Meer ei ejer. O usle, dog besynderlige Djævel, i Fjernet glimtende, men nærved gusten, dit Ord er kun min Indvolds Piben; dog gjør det nær vanvittig: saa jeg veed ei, om jeg skal troe og raabe som du byder: "Se, kaared Gud dig ud til Frelsens Værk, da maa han have dig udrustet med Vidunder-Kræfter. Stig da op paa Templets Tinde; styrt dig ned, og -- se, du kommer over Salem svævende! Thi staaer der ikke skrevet om Messias: ""om dig vil Gud befale sine Engle: I bære skal min Søn paa Eders Hænder, saa ei sin Fod paa nogen Steen han støder?"" Ja er du (som du siger selv) Guds Søn, da liid ei, Uslere end Ormen, Hunger; men byd, at disse Stene vorde Brød!" Ret, Djævel! Gud mig salved til den Frelser, hvis Storhed Adams Slægter malte ahnende, ved ydmygt ham at nævne "Guds Eenbaarne"; men dog med Stolthed (skuende i ham et Ideal af Mennesket) at nævne ham "Menneskets Søn" -- ja, Guds Søn er jeg, men den hele Skabning er min Broder. Der staar jo skrevet: Gud du ei skal friste! Men gjorde jeg dit Bud, jeg fristed da til Vanvid min Fornuft, og Gud mig straffed, SIDE: 337 ved mig min Vanmagt vise i mit Dødssuk. -- Du hørte, Djævel? Ak, du Latterlige, Forfængelige, fjerntfra (da du reiste dig i min Hjernes Baggrund) ligned du en Engel, men en glødende i Oprør mod en Alviisdoms Love; nærmere, du var jo kun en sulten Maves Pust! . . Ha, sure Gisp, vil Du en Frelser standse? du hylle, qvæle Helligaandens Straaler? du, ved at blande dig i Jordens Mulm, det gjøre mere mørkt og stinkende? Jeg hungrede i fyrgetyve Døgn, og mærked ei min Hunger før du talte. Jeg sanded Skriften: "Mennesket ei lever af Brød alene, men af hvert et Ord, der udgaaer fra Guds Mund". Ja, hør, jeg lyttede til Guds Røst i min Sjel. . . Viig, Djævel -- Vanvid var din blanke Ham, da du mig bød at gjøre Brød af Steen; men Hunger (da du nævnte "Brød") dit Selv. Som Saadan er du ingen Djævel -- Vel, du har, som Hunger, Ret; javist jeg hungrer. Vel! jeg vil gaae til næste Oliebjerg, og stille dig tilfreds med en Oliven. Men Hvad kan mætte dig, du Djævel, som fremglittrer højest, fagrest i mit Hjerte? Ærgjerrighed, jeg kjender forhen dig! Da sad du i mit Hjerte som et Kongeblik, som Cæsars blanke Stav, og skued over min Ungdom som et udbredt Kongerige, min Manddom som et Keiserdømme, der erobres skulde under Vestens Fjerne. Min Barm var Keiserens Triumphvogn da. Mit Hjerte klappred da som Cæsars Laurer. Dog blev min Sjel som Cæsars Pande mørk. -- Ha, nu, min Sjel tilkjæmped sig sit Lys i denne Ørkens Mulm, nu sniger du dig om som dømte Skygge . . forud dømte. SIDE: 338 Thi, Djævel, dig det var, som -- da jeg stod paa Zion, lænende mit Hoved (just det bar den tyvende Sommers Blomster) til Augusti Cæsaris den gyldne Støtte, og saae (med Haanden over Øjet; thi fra Kongens Kuppler flammed Morgen-solen) paa Folket ned, der vælted sort sig brydende imellem Salems hvide Søilerader -- tilhvisked mig: "Se Salem som en Kube! De Travle gaae til Handel; Guldet synes at gjøre Disses Aasyn venligt-aabent; men Hadet gjærer mørkt i deres Hjerter mod Idumæeren, den kjøbte Romer. -- Ah, høit og varmt nu Israels Bærme bruser! Se fjernt nu Romas Ørne suse! De hilde Vingerne i Gothens Eegqviste. . . Ha, ginge ei Propheterne Dig foran lovsyngende? ja, salved dig ei Himlen (og dertil ene Himmelen var høi nok) med hellige Læber, o du Davids Kongeblod! til Israels og Gojims Fyrste? Eja, se Israels Time lyser! Ræk din Arm blot op: der er dens Viser! tal: din Tale er Israels Times Klang og Sejerværk! . . O Tiden venter paa dig -- Du, du nøler? Se, Yngling, Tiden flyer; med Haaret Hjertet henblegner! Skal engang din Læbes Skjælven din Fordring nævne?" Da vil Israel lee, imens en enkelt Svend (en carnifex, som kaute Lictor til det Arbeid lejer, en Tjeners Tjener) leder dig til Consulens Skafot -- ha det din purpurrøde Scala! I Israels stille Fnysen nøler du? Dig Asiens, Syriens, Hellas' Suk ei løfter? dig løfter ei? Ha, tog ei Cæsar med sin Arm den halve Jord? Men alle Jordens solkronte, morgensky-bekaabede Riger -- o se den Herlighed! se Marmorbyer, SIDE: 339 dens hvide fuldtudslagne Blomster midti de Landenes grønne Blade! -- jeg dig giver, hvis sig dit Hjerte bøier for mig og, mig som din bedste Kraft tilbeder -- ja, din bedste Kraft; thi jeg en større Arm: Veltalenhedens løfter . . Den er stærk og skjult som Skjebnens Arm; den snoer sig ind, den snoer sig ud igjen med Hjerterne; som gylden Krog til Leeg den kastes ud i Folkets sorte Hav, i Torvenes Hvirvler, og Taleren trækker til sig, naar han lyster, naar Taarer snart (liig sølvhvid Sild) snart Smiil liig gyldenrød Forellestime spiller hans Kroge rundt . . saa vipper han . . ah, af de tusind aabne Gab -- der murrende er Bølger liig med surrende Æse-skum -- han haler tusind Hjerter op med Krogen (det ene i det andet bidt, da Alle det Første vilde være) og nødvendig (som Finnerne med Fiske) følge Arme med Hjertefangsten. Eja, se for dine Fødder Ninive-Leviathan! Op af sit blodige Dyb du halte Rom, den forædte, gispende Muræne! O Veltalenhed, du Piil og Sværd paaeengang, du flyvende Sværd! hvor let og stolt din Seir! Du blinker gjennem Undseelsens Purpurskede -- ah se din Blinken er dit Blik mod Maalet! -- Et Aandedræt -- du er der. Ha, i Flugten henover Folkets Jubelaandes Bølger, din Klang blier Funklen; ja et Varsels Funklen; og Mængden seer i Luften dine Ord, som sværmende Cheruber: Almagtstanker henrulle, Mængden nedenunder rystende, som Oceanets Bølger Bundens Leer; ja Throner som Coraller røde, Templer som hvide Sneglesnekker tumlende: Det Maal, dit første Ord beskedent løfted sig opimod, du seer i Talens Flugt SIDE: 340 som højere Formaals Skygge kun; og stedse sig taarne højere Maal -- Et Aandedræt, Du er der . . se, de bøie ned sig bag dig, og ene overseer du dine Seire. -- Ha, skulle da Propheter lyve? I dit Bryst har svundne Aldres Suk sig sandet. O stærke Pust, du ikke være nok til disse Tiders Slægt at ryste? Let er Sejeren for Den, som Gud udvalgte. I disse Tanker du høre Himlens Valg! Dit Hjerte, Seiren svulmende imøde, Basunen er, hvor-gjennem Himlen taler. Dens Bud er let: du skyde med et Pust til Folkenes Forbittrelses Lavin! -- Oppust dit Hjerte! pust! -- -- " Ha Djævel, Djævel! af disse Ord: "oppust dit Hjerte! pust!" gjenkjendes du, Ærgjerrighed. Viig bort fra mig, du Satan! Ærgjerrighed, min Krafts vilde Skud! Mit Hjerte brænder renere end Purp'ret. Der staaer jo skrevet: "Herren, Du, din Gud, tilbede skal, og dyrke ham alene!" Og Jeg? jeg skulde mulmes, saa jeg i min Sjel da kunde tage Feil i Valgets Omfavnelse, imellem Kongens og en Frelsers Æregjerrighed? Du skulde bedrage mig, du Tanke, Djævel, født af Blodet, vugget om paa Muskler, voxende saa høit som Ungdoms Blodet damper, for at hendøe evig, naar det stivner? Oh, jeg dig beundre, store Intet? dig, som sluges af en Grav? Jeg dig tilbede, du fule Sandselighed, pralende i Purpur og nævnende dig Cæsars Cæsar? Jeg nedknæle for det slappe Meed, at naae en Thronehimmel, der at sukke ene, mens Helligaanden glimter gjennem Rækker SIDE: 341 af Evighedens Himle, svulmer færdig at hæve did mig med den hele Jord? -- O hellige Tanker, lyse Englechor, o kommer, tjener mig . . jeg er beredt! Nu, da mit Hjertes Gudglimt, Helligaanden, mit bedre Selv, har spredt de mørke Skyer af Fristelser i Ørken -- jeg er beredt! ved Seir til Seir beredt! Ja, ja, jeg fristede mig Selv. Jeg rusted mig ved Prøvelser; thi Hvo er vel den Mand, som maaler egen Kraft? Mit Meeds Høide kan jeg maale, men min Sjels Dybder ei: de sænke sig i det Uendelige, ind i Himlen. Jeg veed, der ulmer Kraft i mig til Alt, men ei hvor høit Guds Forsyn vil tillade den blusse frem paa Jorden. Hil mig! Vel! Jeg skabte frem min Tvivl; Jeg den henveired. Jeg slog mig Selv, og mod mig Selv jeg seired. -- Jeg er beredt! O hellige Tanke til een Tro (som Aander forenede i Gud) isammenglødende: den Tro: Jeg frelser Jorden . . o alle mine Tanker, tjener nu blot denne ene Frelsens-tanke! knæler, som Engle synlige, for den, for mig: thi, som jeg staaer i Kjød og Blod, jeg er alene, ene, Frelsens Tanke levende: Guds Kjærlighed, den Aandernes Forsoning, som, for den sjunkne Slægt at frelse, dvæler i Støvet synlig, jordindhyllet her. -- Min Gud -- Jeg er beredt! (gaaer) SIDE: 342 Messias. Jordens Skjød bugnede op af smuldrende Kjød. Høiere stedse hver Vugge, hver ny, løftedes paa Grave opunder Sky. Slægterne spirede, Slægterne svunde, Cajahel fremaandede Slægter igjen. De vandred' paa Muld af Forældres Been. Dog ei Cajahel (saa ødsel og fri) mod Himlen et Hjertehvælv aabned, hvori Ohebiel -- o Kjærlighed ofrende sig Selv! -- og høie Kraftens Lue, o Abiriel, -- hinanden i en reen Omfavnelse gjenfunde. En Menneskesjel, hvor Abiriels Ild skimred igjennem Ohebiels Smiil: Ohebiel-Abiriel Himmelen saae først, naar Livsblodet var rundet gjennem Graven, Obaddons Hjertekar. Men -- Himmel, sku hid, til Jordan! -- i Fylden af Jammerens Tid, Cajahel, Guds evigen skabende Haand, Cajahel, det Almagtens synlige Vil, stadigt i Livets bølgende Spil, formed nu eengang en Hjerneskal, hvor -- Abiriels Aand Himmelhvælv fandt, ikke gravtrange Baand, men reent (ei af Sandsernes Rødme bemalt) heelt (ei i Nervedamp brukket og qvalt) let, som i himmelske Legemer, kan skyde sit Glimt gjennem Sig, gjennem Alt; og formede saa (ligt signede Jord under de Verdeners straalende Gjord) et Hjerte -- det Hjernehvælvets undre Halvehvælv -- hvori Ohebiels Kjærlighed fik Rum til sin Aande -- dens Jubel Himlen faaer -- Rum til sit Blik -- o det, der over Jorden glider ud i Graad! -- SIDE: 343 Jesus, Jesus, du første sande Menneske! din Fristelses Tvivl var Phuniels Sukke, din Sejers Smiil Ohebiels og Abiriels Omfavnelse. Din Fristelses Suk var din Svimlen, da Du ene dig saae mellem Jorden og Himlen. Se nu, du Abiriel, der dig roligen seer, hvor du svimlede forhen, og sank, bedøvet af Cajahels Duft og din Sorg, i Støvet. Din Sorg var Ohebiels Kjærligheds Klage ved Sig i Himlen alene at see, imedens de Elskte, Menneskene, i Synd og i Blodskyld bleve tilbage. Forstødt af Himlen (thi endnu spandt Cajahel rundt dig et Puppegevandt) du følte dig fremmed, for ophøiet for den Jord, hvor du boer. "O, hvor er min Plads i Skabningen? hvor?" -- Men, snarlig besindet, mod Maalet dit Blik roligen straaled. . . Din Abiriel-kraft, din Ohebiel-kjærlighed, sit Offer, sin Seier jublende veed: glødende i een Helligaands Flamme til een Guddom isammen, at stræbe den sjunkne Menneskehed did, hvor du selv staaer, at hæve -- o som til Himlen at svæve, med Jorden i din Arm. (Jesus gaaende gjennem Ørken henmod Palmerne i Synskredsen.) Jesus. Hist Palmer . . ah, de Livets Faner! Liv? Hvad Liv kan boe derunder, naar hist i Dødens Fodspoer: Ørknen, Frihed, Sandhed, Kjærlighed, SIDE: 344 fra Agres lune Lye forviiste, leire sig i Armods Telt? Dog Frihed kun som børstet Vildhed, Sandhed kun som Eenfolds Troe, og Kjærlighed som teltesnevre Gjæstmildhed i Ørknen boer Naturligt vel, jeg Palmer møder her ved Ørknens Grændseskjel, men Frelseren, som fra sit Øde gaaer at frelse Jorden, meer de synes end de blotte Palmer (Livets eedoprakte Fingre, at det med Vand og Græs og Svale, ei forlader Ørknens Trætte) -- ja, ja, som nye Himles Piller, som hans Sejersveis Portal. (En Mand iler over Sletten) Hvo er den mørke Skygge hisset over Sandet dæmrende? En til sin egentlige Sky-krop med isammenslagne Vinger indsjunken Nordenvind? Ah, seer jeg ret, Johannes? Ak, er da min Barndoms Rosenkugles Axe stivnet til et saadant Staal? ja til Essæerens Skyblik, til et raggindhyllet Billede af Oldtids Helliges Troe: at smigre Himlen ved at haane Jorden? Johannes, iil ei! Vore Veje maae ei dele sig . . Johannes! Min Ven! min Ven! min -- (omfavner Manden inderlig) Johannes. (vendende sig om) -- Jesus? Jesus. (omfavnende) Kjære! SIDE: 345 Johannes (kold) Er det med et saadant Smiil, at du vil frelse Jorden, Jesus? Jesus. Du har glemt mig -- o Johannes! Johannes. O -- blot jeg tænkte paa din Moders Drøm. Jesus. Ja den til Liv er vakt. Johannes. Og endnu gaaer Johannes, liig et Spøgels i den fromme Drøm; men af dit morgenlyse Smiil (det alle Verdens Aasyns Vimpel) jeg seer, du er dens sjunkne Billed. Du til Verdens Liv er vaagnet. . . Ja Ret! ja Ret! Det var jo kun en from og fager Drøm, fuldbaaren af nervespændt, frugtsomlig Qvinde? Søde Moderblik den fostred; og tvende Drenges Skuldre (stegne bævrende som hvide Skum paa Ungdomsblodet) løfted den af Modersmilets bløde Vugge, og viste den for Himlen. Drømmen, vi til Liv jo svoer at gjøre, Mig har til en Drøm gjort, saa jeg veed kun af min Sorg, jeg lever. Jesus. O jeg forglemte ei, hvor tidt vor Tro, med Lytten, Englejubl i Olietræets Rasl fornam, der hørte ofte, at vor Ungdom SIDE: 346 blev Mandens Alvor, naar tilsammen vi om Frelsen talte. Johannes. Ak! Jesus. Dit Alvor undres ved at see mit Aasyns aabne Fryd, da, sidst vi taltes, vore Hjerter luktes krampefast ved Jordens Jammer, og vore Suk tilbage deri sank som Iisdryp. Vee, at Du forstaaer mig ei. Kan Seirens Fremglimt, Helligaandens Straalekrands fra Letsinds malte Dunsters Flugt ei skilnes i det Aasyns Smiil, du plejed selv, og saae fremblomstre? Jeg til Ørknen vandred jo, at ruste mig ved svundne Aldres Viisdom ud til Frelsens Værk. Tilbage skulde jeg til Livet med dit Sorgblik gaae, Johannes, hvis i min lange Eensomhed ei Frelsens Tanke modnet var. Men, se, mit Aasyn, sejerlyst, dens modne Rødme er og Glands, den blanke Salve, Gud mig salved med, da Helligaanden sved indi mit Hjerte Frelsernavnet; ja i alle Jordens Sprog; . . Johannes! . Johannes. (knæler) -- O min Mester! Herre! min Messias, mig tilgiv! SIDE: 347 Jesus. (løfter ham op) Johannes, reis dig! Du est kaaret (se, din Alvorshu Guds Valg!) en Støtte i det nye Tempel: Du Portalet; her har Gud alt Hjørnestenen, salvet til en Verdens store Soning, lagt. Johannes. Mig nægted Gud sit Lys. Ei redde, kun advare mægter Jeg. Kun til den sjunkne Olds Profeters Skygge kan jeg hæve mig. Saa gaaer jeg om som Tidens Gjenfærd, fulgt kun af nysgjerrigt Gys. Sig alle Hjerter bange vende fra den levende Urne -- mig. O, godt maaskee; thi fulgte Alle, Jordens Liv da stivned til en Kirkegaard med sorte Kors paa, uden Blomster, død og taus. -- Ak, ak! min Sjel og ei mit Legem sukker ved min egen Bod. Vee, vee! mit eget Hjerte stille sørger ved sin stolte Dyd. Jesus. Se, Hjertets Fordringer er' milde . . . . O du kjendte da ei dem. Ei muldne Viisdoms-ruller er det nye Tempels Pillerad. I Menneskehjertet en uvisnelig Frelsens Sæd jeg saae lagt ned. Men Blod den gjøded, Suk den kjøled, saa den spired end ei frem. Men nu min Læres milde Aande lokker frem den af dens Muld. SIDE: 348 Af Livsens-mulden: varme Hjerter, glimter frem dens Straaleax som Englehoveder -- o Høst af Jorden, for en Himmel riig nok! -- Og disse lyse Ax sig bue til et evigt Tempelhvælv, hvor Gud i Aand og Sandhed dyrkes: til en Himmel alt paa Jord. Af Livets Kræfter Viisdom lærte jeg, men Sandhed af mig Selv; thi der jeg fandt: i Menneskets Hjerte, Himlens, Helveds Grændseskjel. Johannes. O, jeg mit Hjerte vilde skabe til en Himmel; men det blev en sorgfuld Jord kun, thi jeg føler, at min kolde Bod-dyd ei i Himmelen kan øves -- Vee, den selv mod Jorden vel er Synd? Jesus. Nei, nei, Johannes! Sorgens Billed, mørkn vor Alders drukne Blik! Da Gud i Os forjetted Frelsen, (da i Os dens Tanke vaagned): for Himlens Fordringer at glemme Jordens, er for Os en Dyd. En Odeljord er os for liden; Qvindens Favnetag for trangt; for vissen er os Jordens Fryd: i Døden Vi tør smile kun. Johannes. O Jesus, du din Ven har trøstet. Jeg din Guddom saae, Messias, jo alt fra Barnets Læber straale over Templets gamle Mestre. SIDE: 349 Hvor glemte jeg? Jeg saae jo Disses dumme Graablik sig udvide, da Viisdomsdybet dæmred under Barnets muntre Flagger-smiil. Jeg saae som brudne Tempelkar dem gabe, da du spurgte: "siig, er Jovah ikke den, som lille Theophilos kalder Zeus? Er Sandhed end ei funden, siden Folkets Vise trætte end?" Det Spørgsmaal (ligt en voxen Helt i Blomsterblades Pantser) ei paa Barnesmiil sig gynged frem blandt vise Gamle, hvis det var ei Gnisten af den Kraft, du følte til at finde Sandhed selv. Jesus. Ja engang, naar min Manddom mægted hale op den af dens Dyb. Johannes. . . [fotnotemerke] Og jeg? jeg glemte, at mit Haab i dig fremspirede og voxte, fordi du, efter Jordens Jammers Mønstring, treen ei mod mig med Johannes's syge Øje eller Judas Hevners Pandeskye; men, se, Triumfens Faner dine Kinder, Frydens Speil dit Blik! Jesus. Ja se dit Haab i Blomster! Ja, mon Jeg, Marias, Qvindens Søn, ei knuser Slangens Hoved, som sit Æg i Adams Hjerte grov, sin Tand stak ud i Cains Blodhaand, spruded over Jorden Blod Fotnote: Joh. 1,31. SIDE: 350 som Ild, og udskjød Suk som Dampe, da den voxende sig spandt om alle Jordens Hjerter, suged ud dem, og sin egen Gift indtylled i de Tomme, løfted tusind kronte Hoveders Svælg vidtover sammenknugede Rov -- O maa jeg ikke sejerlee, naar Jeg den træder alt paa Issen, knusende, og fandt dens Braad? Se, i min Eensomhed jeg rulled op Historien, jeg fandt da Jamrens Kilde gjennem Mindets Urner rislende, til nu den overskyller denne Alder. Se roligt, som med duebløde Vingeslag, det første Par henaanded Livet; thi det kjendte Aandens Kraft og Kjødets ei, som fosterligen end indviklede i hinanden laae i Slum i deres Hjerter, sjunkne nedi Livets fulde Overflod, der mageligen (som igjennem Navlestreng) tilstrømmed Kjødet, mens i uskyldigt Nybegjær sig Aanden følte riig og stærk. Men snarlig mellem Fryd og Kummer, Trang og Vellyst, Nød og Fylde blev Mennesket sat, og Hunger jog det over Jorden, som de maatte i deres Ansigts Sved nu dyrke. Smerten vel da vaagen slog Opfindsomhed, men Smertens Skygge Vellysts røde Blus forhøjed, der viste, som det højeste Maal for Livets Stræben, Ejet af et Eden (ak, foruden Adams Uskyld!) hvor al Jordens Vellyst SIDE: 351 ombølged Een alene, medens Alle hungred' udenfor. Opfindsomheden blev da Kjødets Træl, og Mennesket nedsteg mod Dyret, da dets Kjød behersked (o Fordærvelse!) dets Aand, og tvang den til, med sine Himmel- Kræfter ene kjæmpe for, at Kjødet kunde tilfredsstille sin umættelige Lyst: i Ro at nyde ene alle Jordens, alle Dyrets Goder; ja tvang dens Skarpsind til at see ei andet Maal for Mennesket. Da Aanden nu som Træl forente sig med Kjødet, Sandseligheden udrusted sig til Herskesyge, Egennytte og Bedrag. Som Konger og som Præster delte disse Vaaben De iblandt sig: Vor Jords Velsignelse ei længer Nok for Alle blev, thi disse alene slugte den; og Ære Navnet blev paa Graadighed. At Een med Alt sig kunde mætte, nogle Faa sig sole i hans Purpur-lys, sig Millioner paa den Jord, hvor Alle skulde i frydfuld Flid (som tog Hvad Jorden af sin Rigdom gav, som Gave fra Himlen) og i Kjærlighed ved hverandres Side leve, omslæbte nu (dog længer ei end Stavnets Lænke rak) i Ring om Hines kronte Vellystdynger, fattige, med lystent Blik. Og Armods Hytter, farvde sorte af Trældoms Suk (liig helved-mørke, SIDE: 352 udhulede Forbryder-hjerter under ufortjente Krands!) nu under lyse Palmer krøbe. Ja et Vellyst-vanvid (o med Guddoms Smiger det sig fostred'!) bød, at disse Millioner af denne ene Broder skulde tigge selv det usle Liv, han lod i Armods-smudset klæbe; og at døe, naar Død han vinked. Dog saae de ei i Graven Lænkens brudte Led; men blot det sidste i Jordens sorte, kolde Rad; thi nu (saa lærte Præsten jo?) en Evighed af røde, hede under Graven smeddet var af Djævle: Guder, endnu værre end de Mennesker, de banded'. Med Rædsler Præsterne omgave da Bedraget, saa de Faa af Dydige paa Jorden skjalv; ja Faa som Taarer paa et vildt vanvittigt Ansigt, thi af Folket efterabedes Herskerens Laster: Naar Kongen overskylled med sit Folkes Blod et fremmed Land, indgrov med Sværdets Blodglød ny Eje-ret og Slavetegn, og hylled Himlen, som bestred hans Ret ved nye Stjerner tee, som aldrig end hans Hjem bestraaled, ind i lange Vælter Røg (de Fredens slagne Arners Spøgelser, i hvis sorte Skygge nu iblinde Morderstaalet hvined): Slaven myrded da og røved. Sig Folket hævded' Kongens Mønster til en Lov selv over Loven. SIDE: 353 Men Kongen mægtede at lade Aandens Storhed selv og Kraft sin Udaad gjennemglimre saa at Skammen for dens smuds- og blod- besprængte Kaabe Jordens blev, som ei bedre Pantser gav den, da den nedlod sig at kjæmpe Aandens Seir alene: ja, saa Valens Ribbeen syntes Straaler i en Glorie: ja, saa hans Vellyst syntes kun hans Hvile, kun en naadig Leeg med Jorden: ja, saa at Folket kaldte sine Lænker Kongens Høihed; ja kun vejed denne efter hines Vægt. Men Folkets Udaad blev foragtet Skygge kun af Kongens; Træl, Forbryder samme Navn; den Majestæt, som Folket, ved sin Drot at ligne, vandt, blev Skjændsel; den purpurhængte Throne, Slaven vandt ved samme Daad som Drottens, blev blodigt Rettersted -- Ja, Kongen ogsaa vilde ene Lov at synde eje. Saa afsindig Menneskheden var, at Hvad Naturen selv forbød blev Pligt; og sig paa grummere Skafotter end Kongens hævnede Naturen: paa de gustne Sygeleier. Og disse Dvergeskygger ville prale end med Menneske-navn! Selv Kjødet i sin egen Sejer over Aanden mat nedsank. Vel vaaged Aanden end hos Nogle Nattelampers Hviften liig. Guder lige synes disse Urolds vise Mænd, fordi SIDE: 354 bag dem sig Mindets Fakkel synker: deres Storhed ei vi fatte, fordi os synes Tiden mellem Skabelsen og dem saa kort, at de ved Menneskhedens Vugge synes staae som Fosterfædre. Dog Menneskhedens Barndom gav dem nok Erfaring; ja saa riig som min, der samled ind al Tidens modne Jammer, thi i hver en Alders Bølge malte Aandens mørke Skyflugt, dryppende af Blod og Graad, de samme Sorgspil; og en Alders Jammer lod sig efter Kroners Syndeskyld og Præste-Skjelmeriets Frækhed bestandig maale: Præsten just saa frækt bedrog, som med Foragt han Folket saae af Kongen æltet nok til Slaver: Kongen just saa dybt nedknuged Folket, som han fandt af Præsterne det sløvet. Men hine Vise mægted ene i den mørke Bloddamp, i det Løgnens Mulm at mane frem et Himlens Glimt, et Frelsens-haab. Den Kjærlighed (o Aandens Livsgløds rige Varme stænges skulde i dette Mørkes Frost?) De lærte, ene talte eet Lands Sprog, og var saa snever, at et Bjerg, en Flod den ikke overskred, men bag om Grændsen gustned, sortned hen i Had. Confutses (hør den Morgenrødens søde Tales!) klare Kilde mægted ei igjennem Tartariets Ørken bane sine Straaler Vei. SIDE: 355 O Plato (hør det Aftenrødens dybe, lange Echosvar!) sit Livsensvæld, istedetfor en lysklar Draabe sprudle ind i alle Hjerter, saae sig samle, kun til Lædskelse for Faa, i Akademias Marmorbrønd. Og Moses Sandheden om Gud, den Ene, redded' kun ved den i Hadets Staalring fatte ind, som om vort Folk han slog, at ikke bort fra deres Tøirepæl Ibrim, de Vandrere, fra Zion (vel som Elymais's Høi og Capitol en Jordens svulne Syndebylde) skulde flye. Men klang for voldsomt Menneskhedens Jammersuk og vilde Latter; men brød fra Thronen Lyn for blodrødt; røg fra Tempelaabningen for qvalmt et Mulm: da vred sig Aanden i de sammenkrympte Hjerter, udsukked Ahnelsen: "o vee os! Noget fattes; dog jeg veed ei!" Og Aanden gyste, saa den næsten vaagned, reiste sig, og skreg: "Jeg -- ha! i Løgn opfostres; efter Trældomsaag man lader mig opvoxe, derfor krummes stedse jeg mod Jorden! Vee, min Dyd er Synd! O kan jeg vaske nu med blodig Haand mit Hjerte reent? igjen mod Himlen rank mig reise? Ha min Spændkraft bævrer end . . og Hevn . . af Hevn! . O vee, min første Retfærdsdaad er ureen selv!" -- Men, ak, til saadan Tale Aanden paa sit blodige Leie, med SIDE: 356 de Taaredopper omhængt, ikke vaagned. Kun som Rædselsdrøm den gjennemisnede dens Søvn, og stympret kom den fremigjennem den Sovendes isammenbidte Tænder kun som halve Skrig. -- Saa vexled Drømmen: Smiil den svømmed gjennem: Det var Frelsens Haab. Men atter -- hu et Hyl isøvne! se Fortvivlelsen sit Blik (Søvngjængerens farveløse Stirren) slog saa ilsomt op, som Kornmod i lumre Mulm: "o vee, min Angest! Veed jeg? Er min Dyd ei Synd? Skal jeg til Himlen eller Dybet vende mig?" -- "Se, der din Trøst!" saa peger Præsten kold paa Altret. Offerblodet flyder. Af dets Damp paany bedøvet, Aanden synker i sin Dødssøvn ned. Med Rusens Mod, til nye Synder gik fra Altret Mennesket. -- Johannes, saae du dette Helveds Baggrund, hvortil Aanden, da den førte mig i Ørken, drog mig? Bøjet du mig fulgte . . Johannes. (fortvivlet) Vee! Jesus. Johannes! Johannes. (hævende sig, vridende sine Hænder) Israel! Israels Vee! SIDE: 357 Jesus. Ak, Davids Glavind glimter i dit Øie, Jøde! Menneskets Søn vil raabe: "Jorden, Jordens Vee!" Johannes. Ei kan et Menneskes Hjerte rumme Jammer meer end eget Lands. Jesus. Jo! Jo! Thi Frelserens omspænder hele Jordens? Skulde Hans ei favne mere Sorg end Dyngen mellem Asklons Blodhøi og den Jordans raadne Grav, det Helveds blotte, pestsved-blanke Aasyn? Johannes, Du skal Morgenrøden vorde: i dens Arme jo en Himmel hviler . . se, Du Dagens Fylde: Mig, frembære skal! Johannes. O, Jeg er ikke Lyset. Jesus. Men om Lyset Du skal vidne; ja om Lyset, der hvert jordfødt Hjerte himmelklare skal. Johannes, i Guds, min Faders, Navn jeg kaarer Dig at være Frelserens Elias -- ja, det nye Riges Hærold! Jeg dets Krone (ja, den Ydmyghedens Tornekrone) sætter paa mit Hoved selv. Og Golgath -- ja, jeg ahner -- Golgath (se, hist Høien blaaner, liig SIDE: 358 de gamle Syndens Aldres sidste svulne Muskeltrækning! se den Jordens Sorg opdynget synlig!) blier min Himmelthrones Trin. Ja, Jeg Messias er! Erkjend i Mig da det Guddommelige! Sku, Jord, i Mig da den Usynliges Væsen aabenbaret: ja, i Mennesket, som frelser: Mig, af Helligaanden, Himlens Villie igjennemluet, saaat Jeg, Jeg ja, det Guddommelige (det Aandens Liv og Mærke: Sandhed, Frihed, Kjærlighed) igjen i Menneskenes Væsen (vee, den Aske, slukt i Blod!) antænder! . . Ja, Jeg Messias! Sku da, Jord, i Mig Guds Naades Soningshilsen: at Gud Selv ofre vil for Jorden! (Thi jeg hører i min Sjel Hans Bud: dit Blod besegle Ordet!) Sku i Mig, Guds Offerlam! Thi, se mit Blod . . fra Golgaths Altar rinder sidste Offerblod! Ja, Jeg Messias! Jeg, som Ørknens Slange for de Døende, for Jordens Synde-syge vorder Syn til Helbred og Gjenfødsel! Ja deres Hjertesaar til Øine aabne sig, og skue Guds Miskundhed, som ei Dybet lod over Støvets Børn sig lukke; men tændte en Broders springende Blod til en Himmels Sandheds Blus; men planted i et blodigt Kors Himlens Kjærligheds Rosenqvist blandt Jordens Tornekvas og Bulmer. . . Jeg Messias! Over mig er Helligaanden: Gud ved den SIDE: 359 mig salved, at kundgjøre Frelsen for de Arme, Frihed for de Bundne, Lyset for de Blinde, løfte Synderens Blik til Haabet, hans Hjerte binde fast til Troen, blotte Kjærlighedens Smiil, og toe saa reent det, at dens himmelske Fader: Naaden, kan deri nedskuende sig speile. Ja, ved Troen frelses skulle Alle: ved Troen: ved Erkjendelsen af deres eget Guddomsvæsen, i Mig, i deres Broder klarnet! . . Jeg Messias! Ja, udvalgt af Jorden som af Himlen; thi i Mig (o sære Lykketræf! . . ak, Lykketræf? -- vanhellige Navn paa Guds Alviisdoms Tegn og Træk, indskrevne i dens eget Dyb!) i Mig jo Oldets Ønsker sandes . . Thi Hellas' ei, men Israels Støv, jo kronforgyldt af Davids Blod, jeg bærer jo -- som Oldet digted'. . . Jeg fristedes -- som Oldet digted; Satan sejerslog jeg da. . . I Bethlem jo min Vugge stod; og dette Oldets Sagn var Stjernen, som leded did de Østens Vise: De, der liig din Fader og min Moder (ja og tusind Mødre) mættede med Drøm og Digt nedarvet Længsel efter Frelsen. Se, de kom jo, og tilbad og ofred, da de just en Nyfødt funde, idet Moderen i Vemods Dug ham døbte "Jesus", og -- mens hendes Modersmiil om Barnet, som en Straalkrands, lysned -- Hun fortalte dem den Drøm SIDE: 360 (den, som hun stedse vaagen drømte) der omfavned hendes Sjel i Undfangelsens velsignte Time. . . Underdaad -- som Oldet spaaed, Messias's Guddomsfinger skulde blive -- ligger i min Haand. Thi i min Ørken jeg Naturens Kræfter gjennemskued. Ak, det smerter dog, at jeg maa laane himmelsk Sandhed jordisk Kraft! . . Og -- hør det sidste Oldets Digt! -- fremstaae skulde en Elias (saa flux som om ham Hvirvlen gjengav) ryddende med Stormens Kraft Messias' Bane, vækkende med Lynets Slag de Sovende, at, vaagne, de Messias høre: Se, Johannes, du Elias! Som Moses Klippen, slaae du Hjerterne -- ja til Angrens Kilde pibler! I den jeg tvetter dem til rene Helligaandens Altre -- Ja du (Sukket før min Tale) fremgaae, liig en Engel for mit Aasyn: for Gud, som i min Sandheds Seier- smiil for Jorden aabner sig! -- -- Gaa! bered mig Veien! (Johannes ved Jordan. Præster. Folk.) Johannes. Hør Røsten raabende i Ørken: bereder Herren Vei! Omvender Eder: Himmeriges Rige alt er nær! SIDE: 361 Hvis længes I at høre Sandhed, forbander Løgnen da! Hvis længes I mod Frihed, løfter Eders Lænker da! Hvis væmmes I ved Syndens Smitte, i Angers Dug jer toer! Han kommer, som skal Sandhed lære. Han kommer, som skal Lænken løse. Han kommer, som med Fred (Guds Naade) skal salve Eders Hjerter! Alt Dagen vaagner . . hør dens Hane! sov ei længer da! Ved Træets Rod alt Øxen ligger, hvert frugtløst Træ omhugges skal og kastes i en Ild! (Hver, som sit Hjerte aabner ei -- ligt sædfuldt Blomster -- at ny Livsensvarme Frelsen i dets Dyb kan straale ind; og strækker ikke Armen ud -- liig frugtbetynget Green -- til Daad, forvises til de gamle Sløvheds, Syndens Aar: igjen, som blodbeplettet Minde fra Jamrens Alder, staaer.) Ha, troer du frelst dig, Abrams Æt fordi du siger: Gud er Een? O denne Sandhed Han, som kommer, skal give alle Jordens Slægter. Se derfor Jeg til hele Jorden (den Jamrens Ørk) er Røsten raabende: bereder for Herren Vei igjennem Hjerterne! Omvender Eder; thi Himlens Rige stunder nær! Præster. (afsides) Essæeren rører Folket. Qvinderne alt græde meer for Mandens Ord SIDE: 362 end for hans sjunkne Kinder. Mændene sig slaae for deres Bryst. Han synes meer farlig for os end de Andre, der, pludselig som Spøgelser, i Bodserk fra deres Huler trine frem i Dagslyset; og troe at dyppe Hjerterne med Hovdet i Daaben; eller, ved det kolde Dyp, Fornuften vække i de sløve Hjerner. Ja Denne -- ha, mon troer du, ved dit Vandmærke at slette ud vort Brændetegn paa Folket? (til Johannes) Hør du (skjøndt latterligt at spørge dig, der ligner blot et Omrids til et Menneske, og gaaer i Syndens eller Armods Rustning) er Du Messias, ham vi Alle vente, den Israels Hevner? Johannes. Nei! Præster. End da Elias? Johannes. Nei! nei! I Ørknens Skjul, hvorhen, bag Hvirvelvindens sorte Ryg, den blodige Prophet undflyede, forlængesiden hans Been ufundne raadned. Præster. Ha, Hvo er du da? Johannes. I hørte? hørte Røsten over den Jord, I øded til en Ørken, raabende: bereder Herren Vei! Omvender Eder, SIDE: 363 thi Himlens Rige stunder nær! Han kommer: ja dets Konge; men ved Daab jeg tvetter Eder rene til at møde ham. Præster. Mon mener du Messias? Han skal komme i Englenes Hærskarer . . Johannes. Sikkerlig ham Himlens Aander signende omringe; men I ei see dem. Præster. . . Ja og med Basuner. Johannes. Vist! vist! hans Sandhedsrøst, som knuser Eder. Præster. . . Og Herrens Herlighed skal aabenbares. Johannes. Ja, i en salig Jord: i Sandhed paa de Dødeliges Læber, og i Frihed i deres Vandel, Kjærlighed i Hjerterne. Præster. Hvor stort skal Israel blive! Roma, har du Blod nok at betale Israel? Naar Hevnens Sværd er mættet, har da Gojim Trælle nok igjen for Israel? Johannes. I ei forstaae? I Blod I skulle døbes! -- Gaaer, styrter Templet over Eder SIDE: 364 Præster (afsides) Hvem mener denne Sværmer? Ikke vor Messias. Dog -- at ei hans hvasse Tunge, som spared selv ei Kongen, skal forhaane for Folket os -- vi ville smigre ham. (høit) Ja, vær da hvo du vil, du Hellige! Døb os i Haabet om den Israels Frelser! Johannes. (Et Tordenveir viser sig) Mon ahne I de røde Lyn, som modnes i Folkets Hjerter over eders Isser? Du Øgleæt, hvo lærte dig at flye den Vredestorden, som dig oversortner? Mon angre I? Vel! Jeg ei Hjerter kjender. (døber dem) Men Den, som kjender Hjerterne, vil komme! Da vorder Eders Spot (ja, hvis I dækked med Daabens Hellighed Forhaanelse) Forbandelse med Rædsels aabne Aasyn. Jeg døber Eder vel med Vandet til Omvendelse; men Den, som kommer efter, med Helligaandens Luekraft skal døbe; skal tænde i hver Sjel, som ei forhærdedes, saa selv den Løgnens aabne Aasyn elsker, sin egen Guddom. (Jesus kommer) Hil! Se det Guds Lam der, som bærer ene Aljordens Synder: (som ene veed, ved Sandhed at befrie fra Synd: som frelse vil og døe for Jorden)! Ak, da med Frelsen i sin Sjel han vendte tilbage fra sin Eensomhed, jeg kjendte ham ei; men nu, at han for Israel kan aabenbares som Messias, er jeg her, og døber. Jesus. Døb mig da, Johannes! SIDE: 365 Johannes. Ak, Herre, jeg af Dig skal døbes, og Du til mig vil komme? -- Nei! Jesus. Du Døber, Det bør mig saa, at styrke og indvie mig til mit Kald. Johannes. Du helliger min Daab, du Rene! (døber Jesus. Et Lyn glimter just ovenover.) Ha, saae I? Sløve Øine, ja I sige: Vi saae et Lyn. Jeg saae Guds Himle aabnes, og Helligaanden, som en skinnende Due, neddale over Ham. O var det ei, som om Guds Røst fra Himmelen velsigned: "Se denne er min Søn, den Elskelige, i hvem jeg haver Velbehag!" (Jesus. Folk. Præster.) Jesus. Vaagn, Aand, du slumrende i disse Hjerter! Se, Aand, din Herlighed, jeg maner fra Himlen atter ned i Støvet! Før Jorden blev i Verden: i Begyndelsen var du hos Gud i Sandheds, i dit Selvs Erkjendelse, saa klar og sand, som om du var Guds Ord, udtalet om dig Selv: Du er! og alle Himle svarte: Ja, du er! Du fryded dig blandt Himlens Aander da i Sandhed, Frihed, Kjærlighed: dit eget Væsen, Aand, din egen Guddom. Thi Gud, ved sin Alviisdoms Sandhed, SIDE: 366 til Sandhed; ved sin Helligheds og Almagts Frihed, til Frihed; og ved sin Algodheds Kjærlighed til Kjærlighed fremskabte Alt hvad er; og uden Kime til dette Aandens Liv er intet Liv. Da, Aand, dit Liv var reent og sandt. Men, se, for Støvets Farver Himlens Lys du byttede, du faldt i Støvet ned og glemte Himlen, dit Fædreland, den Herlighed du kom fra, endskjøndt dit Liv, du Selv blev Kjødets Lys. I Blodets Mulm du skinnede; men Mulmet ei Lyset fatted. Kjødets Liv ei parred med Aandens Liv sig; men det stred, og Synd dets Seier var. Dog Kjødets Seier Aanden forbittred med sin Anger, saa sig blanded i Syndens Jubel Sorgens Hviin. Til Anger (liig en undertvungen Kjæmpe, der blot ved Bid i Seierherrens Fod sig værne kan) indskrumped Aanden. Ja, da Kjødets Seir nedbøied Aandens Kraft, der skjød mod Himlens Sandhed op, til Hang til Løgn, til Sløvhed, til at bæve for et Intets Rædsler: ja, da Aandens Frihed blev Last, og Lasten elskede sit eget lænkekrandste Billed, Trældom: da Egennyttens Gab sig aabnede, hvor Kjærligheden sank: da Synden jubled, saa Stemmen taug fra Hjertets Baggrund, hvor nu, som Dommer, blind Samvittigheden (den forhen klare Aandens Sandhed) sad: -- da tabte Aanden selv det usle Angrens Liv, det Krampetræk isøvne, og sank hen i en bevidstløs Glemsel . . Vee! I nogle Hjerter (skabte til en mildere Forening med det Himmelske) sig reiste dog Aanden vàk, og mindedes -- o Jubel! -- Hvad Selv den var, og Hvad -- o Rædsel-vee! -- Hvad disse Millioner vare. Da SIDE: 367 lød Skræks og Straffens Tale, men ustandset Fordærvelsens Triumf rundt Jorden runged: de Vises Ord (i Folkenes sløve Haansmiil, før de til Hjertet nedsank qvælte) vare i Folkenes evigrullende Syndejubel som Psalmens Sela! Sela! Saa lød jo nys blandt Hine og hiin Aands Johannes' Tale: Hans, der vidnede om Aandens sande Liv, om Lyset. Dog klarned Aanden reen ei frem i ham. Han Menneskheden bød at standse ved den Afgrunds Rand, der fører nedimod de sjeleløse Skabningsrækkers Egne; men ei den nye Vei han aabned dem. Han pegede paa Jorden, paa Tilværet: hans Daab borttvetted Offerrøgens Sod, der lagde gjennem Aldrene sig paa de Ord i Hjerterne: "jeg er en Synder!" Men Himlen ei han blotted: ei Bestemmelsen. Han Haneklappet, Graaningens Godmorgen, Han Daggryes Søvneblussen var, men ei det vaagne Dagsmiil. Dig, du Støvets Aand, fra sløve Glemsels Dynge, hvor du hviled, tilbage førte han til Angeren, som du forlod ved første Altar: til Angerens sorte Grændsekors mod Haabets den bugtede Eng med Troens Høi og Fredens den stille Dal han førte dig, ei længer. Der standsed han, og vidned høit: "som, Støvets Aand, fra Uskylds klare Høide du gled til Angers snevre Dyb, og ned end dybere igjennem dette til det Sløvheds Dynd, jeg fandt dig i: ja, som af mig fra Sløvhed du er ført tilbage til Anger først -- saa skal en Aand fremstaae end stærkere end jeg: en Aand, som mægter at føre dig fra Angeren tilbage til forne Uskyld!" Ja, Aanden kommer, klar og høi og stærk, SIDE: 368 bevidst sit Væsen her som hist i Himlen: bevidst, hans Væsen er, du Støvets Aand, din sande og oprindelige Guddom! Han i et Kjød, som Adams i de første uskyldige Øieblikke, mildt og ei opsætsigt imod Aanden, aabenbares sand Gud, sandt Menneske til Jordens Frelse. Blandt sorgnedbøiede, syndbestænkte Brødre i eensom Herlighed han staaer paa Jorden som var han den Alverdens Guds Eenbaarne. Ja nævn ham saa, hvis, Sorg, du er taknemlig, hvis, Anger, Glimt af Haab dit Øie er! Thi se han er den store Guds Alkjærligheds det levende Pant, det eneste paa Jorden! med himmelsk Naades og med Sandheds Fylde han dækker Jord, din Synds og Jammers Fylde." Saa ærer Sønnen, som I ærer Faderen: saa ærer Guds Alkjærlighed i min! -- Thi Jeg, ja Jeg er Aanden, hvem Johannes har vidnet om . . Jeg Frelseren, Messias, I bede om, og Seclers Suk paakaldte! Ja, Støv, Jeg er din Aand igjen-opklarnet; thi jeg har Lys nok i mit Indre til at tænde det i alle Jordens Hjerter: thi Jeg vil lede dig, du Støvets Aand, til Evighedens, Salighedens Port, før end dit Muld paa Gravens lave banker; thi Jeg (jo eders egen Aand og Blod?) saa klart mit eget Væsen kjender, at, naar i dets Guddom jeg det aabenbarer, da, Millioner, mine Brødre! blotter jeg eders eget Væsens Guddoms Glands. Men Det at skue denne, Det er Frelsen! Min Sjel af Medynk ei (thi Jordens Sorg med mine Skridt forsvinder) zittrer; men af Styrke; thi min Seier veed jeg . . Ha, Du Aand i alle disse morgen- aften- og Dag- og midnat- malte Hjerter knæle, SIDE: 369 med Lovsang til dit Ophav, skal for din din egen Høihed, klarnet først i Mig. Ja nu, end mens du hviler i din Synd, ved første Lyd (o hvor udødelig er Aandens Sandheds Spire ei?) du kan dig selv fornægte ei; men flux (dog først de Lidende blandt Folkene) du strækker den syndbetyngede Haand mod Himlen, raabende: "Han taler om mig Selv . Ja, jeg har Haab, hvis end saa god En fødes kan i Støvet. Ja Han er Sandhed; thi hans Ord har givet min Sjel sit Lys! Ja Han er Livet, thi hans Ord mit Hjerte varmer!" Ja troer paa mig; thi Ordet, som jeg taler til Støvets Aand, der gjennem Folkene i Blodsudgydelse og Synd sig rører om Jorden som den onde Træets Slange, er ikke Sandhed ene for mit Væsen, for dig alene, Jord, du bævende Fnug i Almagts Haand . . o det er Sandhed for de høieste af Salighedens Aander, og Evigheden kan ei mere end bekræfte den! Og nu -- o Jord, du Salige, (thi Naaden skinner ikke paa et Helved) forbauset Morgenstjernen skal dig skue med pludselig ny, forhøiet Glands; men Englene de vide, og fortælle det til Himlene, at Jordens nye Glands er Rødmen af Taknemmeliges Smiil: de frelste Menneskers! -- Og nu skal Himlens Sandhed lyde her blandt Dyrets Brølen, Græssets Hvift? Ja troer paa mig! Thi, se, min Læbes Sandhed Alkjærligheden, da den skabte dem, indkyssede i alle Aandens Hjerter! Men er min Sandhed tegnet i min Tale, da sku min Frihed tegnet i mit Liv! Thi Hvo kan vise der en Synd? Og valgte jeg Selv ei, blødende at plukke Tornene SIDE: 370 af Eders Hjerter, o I Jordens Lidende, saa Eders Qvælere, de Mørkets Smilende dem flette kan (ja Dette veed jeg skeer, thi jeg i Graadighedens Svælg staaer ene) til Krone om min Isse? Og viser Nogen større Kjærlighed end den, som lader Livet for sin Næste? Men hele Menneskeheden er min Næste: de sukke alle under samme Byrde: Jeg ene staaer, opveiende de Andre. Saa stærkt er Lyset (thi det er fraoven) at, ene i en heelt tilmulmet Verden, det standser ei sin Skaalen-ud, før Alt med Lys er mættet, og det suger Næring af Frommes Blod; thi dette bliver evigen i sløve, onde Hjerter, Glo-dryp, naar det afdampet har, saa Pletten staaer igjen som glorødt Brændemærke paa den Alder, der fordred saadant Offer. Saa er da Sandheds, Friheds, Kjærligheds uløselige Trefold-eenhed (thi i hveren Aandens Yttring maa de ligge, som Gud i Verdens Svøb, hvis den er god) mit Væsen; ja hver Aands, ifra de Høie, der Verdner saae at blomstre og henveires, som Sæd til nye Verdener udslynget, og til de smaae, der efter Plantens Væxt og Visnen regne deres Levealdre . . ja Alles; thi for Alle staaer Fuldkommenhed, som Maal og Skjerm imellem dem og Gud . . ja da dit Væsen, Støvets Aand; thi mit dit Væsen er jo, som det var i Adam, det rene Mandens Billed, og i Eva, det rene Qvindens Billed, medens Kraften og Kjærligheden roligen beskued i disse To hverandre, førend Kjødet fornam sin Magt og Aandens Sorgløshed: før Løgn formørked det, og Jammer sløved, SIDE: 371 før Synd det trælbandt, førend Egennytte fortæred Hjertet, og sit eget Hjerte (det hugtandlige): Had istedet satte. Ah -- Aand din Seir! -- da dette er dig Unaturligt, Strid imod dit Væsen: det glider derfor af dit Hjerte som en Dunst, naar Vinden blæser, Solen stiger. Du lysner jo (din Stræbens Zittren er Lysets Straalers stedse nye Udbølgen fra bundløs Kilde: din Udødlighed) naar først du troer, at Sandhed er dit Væsen. Først, naar du troer, at Frihed er dit Væsen, at Kjødet er din Træl, ei Kjødets du, frigjøres du. Men Frihed hærdes maa, og hærdes, at dens Styrke op kan svulme, saa ingen Lænker mere passe til den. Din Kjærlighed gjenvinder du ved Troen, at samme Aand i alle Hjerter boer. Se, denne Tro dig gjør i Støvet alt til halvopvoxet Spire for en Salighed! Og Sandhed Spirens lyse Farver er; og Frihed Spirens Stamme-Marv og Grene; og Kjærlighed dens Blomst. Til Jorden falde de gode Gjerninger som Frugter ned, og vælde evig ud, hvis Gud ei hindrer, som søde Manna; men til Godheds Gud, der planted den, opstiger Takkens Duft. Men Jeg, som reiste Spiren, der den visnet; som, herliggjort af Gud, min Fader, med den Herlighed, jeg bar, før denne Jord iførte sig sin første Morgenrødme, dig lærer Jordens Aand, dig Selv at kjende igjen: dit Væsens Høihed og dets Fordring . . Jeg være din Messias! Jeg, som standsed dig i at øde dig ved Synd og Sorg, som dig ved Naadens Lys, ved frydfuld Sandhed, til Stien drog, der (skydende sig frem som Fryds Blik, den ligeskudte Piil, snart sig som Haabet bugtende, der synes SIDE: 372 at komme nær sit Udløb gjentilbage) sig slynger foran Graven mod den Bane, der hist sig aabner bred imod Fuldkommenheden, din Frelser kaldes skal, og din Forløser. Og Jeg, som døende gav Slægterne min Fred i Arv, ja, Jeg -- du Støvets Aand! -- som soned ud dig med dig Selv, skal nævnes Forsoneren, den Midler mellem Gud og Mennesken! Nogle af Folket. Ja, sandelig, Han lærer os, som Den, der Myndighed og Magt har. Andre af Folket. Ei som Præsterne. Thi deres Hjerter skjælve under Loven som vore. Andre. Ha, du Jesus, Søn af Nazreth, Hvad have vi med dig at skaffe? Est du kommen, for med Vanvids-djævle at besætte os? Hvad vil du, Søn af Joseph? Jesus. Forargelser maae komme; ja som Støvskyen før Seiren. Jorden gjærer nu om Sæden. Andre. Mon han Elias er? mon Jeremias? Mon en Prophet, fra Gravene udgangen? En Mand. Ja, sandelig du est Messias; ja den levende Guds Søn! Thi du er Sandhed. Jesus. O salig er du Simon, Jonas' Søn! Ej Kjød og Blod dig dette aabenbared; men Gud ved mig opklarede din Aand, SIDE: 373 indtil den brændte. Du er stærk: paa dig, du Klippe, jeg mit nye Tempel bygger. Den første Borger er du i Guds Rige. Du er ei meer i Syndens Vældes Mørke. En Mand. Vi vide nu, at Gud vor Faders Kjærlighed er aabenbaret i et Menneske. Jesus. Johannes, kom til mig, du Elskelige! Ja saa har Gud vor Fader elsket Jorden, at den, han elsked, bød han døe, at dog de Onde kunde troe og frelses da. En Mand. Vi ere Syndere; men du, Messias, vor Talsmand vorden er hos Guds Retfærdighed. Han straffer ei de mange Syndere for een Retfærdigs Skyld! Jesus. Du, Jacob, følg mig! Ja Gud bønhører, hvis I haabe; Gud vil give Eder, hvis I troe; ja Alt hvad Aanden beder om. O, følger mig; thi Hvo som mig for Jorden vil bekjende, vil jeg for Gud bekjende, ham tilsige en himmelsk Naades Fred! Simon. Johannes. Jacob. Du er Messias! I dig er Sandheden og Livet. Du har gjenvakt Aandens Liv i Mennesket, opreist i den et evigt Haab, gjengivet den sjunkne Aand sin Himmel her i Støvet. Jesus. Det er min klare Sandhed, Menneskeaand, som straaler nu paa din fordunklede; SIDE: 374 min Frihed triner frem for din i Lænker; min Kjærlighed som trøste vil dit Had; thi det behøver Fred: det er alene din Angests Tænderskjæren. Se min Fred tilhører dig: du blot den tabte i din Hvirvlen. Tag da, stolte Støv, din straalende Trolovelses-ring med Himlen. Du burde vogtet den. Men, se din Brud tilgivende jo selv dig rækker den! Se disse Ord -- o de umistelige! -- indgravet evig er af Gud i den: "Dit Væsen, Jordens Aand, er Himlens Aanders: er Sandhed, Kjærlighed og Frihed. Af denne første store Sandhed straaler hver Sandhed ud, som lyser op dit Hjerte; ja Den: der er en Gud! Hans Sandhed er Alviisdom, Hans Frihed Hellighed, Hans Kjærlighed en algod Almagt, der fremskabte dig til salige Fuldkommenhed, og da udødelig." Se dette er din Sandheds Skat, og den er kostbar selv i Himlen. Du Rige, kan dig Smerte da forarme? Aljordens Guld dig gjøre mere riig? Da Gud, i hvis Algodhed Alting lever, Han i hvis Almagt Alting røres, og i hvis Alviisdom Alting er, Han, i hvis Hellighed jo Alting skal fuldkommes, er Aand -- ja seer hans Billede i mig, hvori I eders egen see fuldkommen! -- i Aandens Sandhed, Stræben mod Fuldkommenhed Han ene dyrkes maa. Kan Offrene af Guld og Blod da glæde ham meer end Fedme mætter Eders Sjele? I ville, sjunkne ned til Dyr, nedslæbe Gud efter Eder til et Menneske. Opstiger da til Mennesker igjen, SIDE: 375 og giver Gud den Plads som sømmer ham! Men dette er din Sandheds-evnes Bud: o Menneske, forglem din Sjel ei! Den ved Kundskab voxer, som naar Himmelhvælvet, der ruger lavt om Natten og i Taagen, af Dagens Straaler synes at udspændes. Den egen Høihed haaner, som vil sige: "hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme? Ja, i Døden maae vi glemme Livet selv." -- O Alderdommens Glemsel Laaget er igjenslaaet for dit Liggendefæ, der alt paa Veien er til Himlen at henbæres. Hvo, som i Aanden saaer skal høste hisset. Vee da de Løgnens Præster! De som amme ved Altrene (de blodige Drage-vorter) Uvidenheden, at den knuge kan, liig tykudbuget Taage, Folkene for deres Fødder! Vee Bedragerne! Vee dem, som ville hindre Alle fra at træde ind i Lysets Rige, og ei heller selv gaae ind; men, holdende i deres eget Mulm tilbage Alle, mod fjernest Lysglimt raabe: "seer, I Folk, Fordømmelsens Ild! Om Os jer klynger sammen!" Men Sandhed ene frigjør. Thi hvad var den -- o Sandheds tomme Skin, kun Kundskabs kolde og maaneblanke Slangeham! -- om ei den varme Straaler skjød i eders Hjerter? om Mulmet sneg sig ind i Eder, for at yngle Synd, men eders Blik opklared Alt udenfore Eder? O da sunke ned Sandhedsstraalerne til gyldne Fryndser om Syndens Leie. Nei! Dette Sandheds Kjerne er, at vide at Aandens Frihed er dens Rang og Høihed, der maales eftersom den trælbandt mange af Syndens Lyster. Frihed den er Magten (som Sandheds Arm) at hævde Aandens Sandhed. SIDE: 376 Men denne griber efter hver en Synd-nød, thi altid er dens sorte Kjerne Løgn. Men dennes Sæd i blinde Kjød er lagt. Thi Kjødet føler sig ved Skjønhed, Styrke, ved Godhed adlet -- derfor vil det herske. (Men denne Herskesyge er jo Barnets? Og Barnet, om end smukt, skal lyde jo?) Naar Kjødet (ikke som hos Dyret i sit Eneherredømme maadeholdent) en Modstrid mærker, blie'r det ondt. (Dog kun som vrede Barn; thi det kan tæmmes) Med søde Vellyst det bestikker (som Barnet smigrer: Kjære, giv mig! Kjære!) Og seirer det, og lykkes det at hilde ind Aanden i dets lunkne Vellugtmulm, da voxer det til en uhyre Kjæmpe, men Aanden bliver Barn, og lulles da (som Barn i Skjød) paa Blodets Bølge-vallen. Da svagnes Aanden, glemmer eget Savn, men græder kun for Kjødets Savn og Smerte. Da, som fra Aands og Kjødets fælleds Værksted (thi Aanden maa da finde op for Kjødet, hvad dette ene tjener til Behag) udflyve onde Tanker, føde Synd: ja Mord og Hoer og Hevn og Had og Meeneed, og Gjerrighed, Misundelse og Hovmod. Men da er Aanden Træl, og Sandheden i dunkle Trudsler døer, der dække Trækket, som før i Hjertet funkled, Trækket: "Gud!" Et Billed maler Aanden af sig selv saa ond, den blive kan. Dets Navn er: Djævel! Ha, Aand foruden Frihed? ha, det Samme som Kjød Begjær foruden! Se, saalænge i Muld vi vandre, for vor Himmel maae vi agte Jorden. Men i Himlen er ei Strid i samme Væsen. Her eiheller da være Strid; men Aanden faae sin Seir, før Kjødet sejermæt nedlægger den godvilligen paa Graven! Ærer dog SIDE: 377 de gode Jordens Gaver! Eders Legemer er Guds Algodheds Templer: Skjønhed, Styrke og Fryd og Rigdom ere skjønne Prydelser, og Elskov Templets sødeste Musik. Dog er ei Templets Gud i dette Alt, men Aanden, den er Guden. Den maa dyrkes, som Verdens Gud, ved Dyd og Sandhed. Dog gik (som Slangens Hoved, svævende -- som om det var dens egen Ledestjerne -- urørt og blankt, høitover Bølgerne, hvorgjennem sig dens Hale bugter) du, med ukrænkt Frihed gjennem Fristelser, da . . o en saadan Tanke vidned dog, at Synd du havde. -- Ak, bedrag dig ei, og siig ei: viis mig Synden i mit Hjerte! Men troer -- ja sandelig jeg siger Eder: kun Reen i Hjertet er den Ydmyge, og salig er alt Denne her paa Jorden; thi sødere er Hemmeligheden, naar kun Een den veed; men Gud er denne Ene. Kun stærk er Dennes Frihed, som Forfølgelser, med Sejerssmil, for Retfærd leed, det Sandheds befalende Aasyn. Salig ja er Denne! Er Frihed Aandens Fod, hvorpaa i Støvet den kneiser, forat naae de rene Himle . . er Sandhed Aandens Arm, med Øine i hver Finger-endes Nerve, hvormed Den om Alting favne vil og til sig trykke: -- o da er Kjærligheden Aandens Hjerte, livsvarme Hjerte, hvortil Alt den kryster! Hvad Fryd og Høihed var i Skuet, selv om Aanden Guds Alverden udbredt saae, naar ei den følte: o jeg maa tilbede! jeg maa jo elske!? Men denne Skaberens Tilbedelse er Kjærlighedens Høihed. Men det er Kjærlighedens Fryd, at føle sig, (med en udzittrende Mildheds Rigdom, der vil øse i Alskabningens aabne Fyldehorn SIDE: 378 -- forgjeves! -- Jevnmaal til Alskaberens uendelige, maalløse Alkjærlighed) som Fader for saa viid en Deel af Verden, som Aanden overskuer, som om den -- o Storhed -- af Alfader var betroet ham som Pleiebarn at vise Godt imod. Da maae jo Mennesker og Dyr og Planten, ja Mulden elskes selv og pleies? Ja det Livløse er jo stille Moderømhed: den Muld, som synes død, er Leiet for Alkjærligheden, der (liig Manden paa sit Leie halvreist siddende) har reist sig i Livet, -- Planteverdnen Bugen: end dybere skjult da ligger Livets Kraft: det søvnevarme Hjerte Dyreverdnen, det vaagne Øje de Fornuftige! O Kjærlighed, Allivets Liv! Almægtige, saa selv de Ufornuftige, der Sandhed og Frihed mangle, ei er dig foruden! Dit stille Smiil i Muldens Rigdom see vi. Dit første Aandedrag vi høre jo i Dyrs Taknemlighed og Høimod; ja du taler næsten alt i Hundens trofaste Blik. O Menneske, vil du den Eneste i hele Livet være, som mangler den? Se, den er ene Dyd! Alt uden Kjærlighed er Synd, som Liget ei kan kaldes Menneske. Imellem Synd og Dyd er intet Rum. Paa Ligegyldighedens Flade Synd er dyngelagt, og Synden sortner, som Havet under Isen, under den. Forsømmelsens Gab med Synd er halvt opfyldt. Din Kjærlighed dig binder, Menneske, paa rette Plads imellem Dyb og Himmel. Vil du ei være Engel for den Jamrende? Du trøster Sorg, med Balsom staaer ved Leiet, SIDE: 379 Du vover Livet for din Avindsmand: o synes du ei da at være mere end Syg og Kummerfuld og Reddede? en Engel sendt af Gud? Du drager Tornen af Løvens Forbeen, knælende, saa (liig et hvislende Lyn) dens Tunge flagrer for dit Øje, drypper paa din blotte Nakke: o kunde Løven tale -- ja . . ah, se, Den reiser sig . . nu knæler den, og loggrer; men Dette er dens Tale: "Du er meer end Menneske: det dræber; du jo frelste". Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig. Den fylder Dybet med Velgjerninger. Ja, se, den fylde kan med Ømhed ene, om Gud din Haand til Fyldens Horn ei gjorde. Og Himlen daler ned i dens Tilbedelse. Alene den naaer Gud den Højeste; thi Nærmelse den stræber efter, og dens skjønne farvde Øje (det, hvis Laag Indbildningskraften kaldes) seer, hvor Aandens Sandhed skue vil forgjæves. Ja, var Fornuften end et saadant Blik, der solklart, uden Farve, saae det Høieste; og var vor Frihed end, vor Dydbevidsthed, en Vinge, som os mægted did at bære; dog Kjærlighed var fulde Svanebarm, hvis Banken var det Øjes Glimt og Kraften, som løfted Vingerne forbi, forbi og -- did! Ja, dette "Did!" vi, midtimellem de skarpe, følelige Verdens Syner, af Livet bruste-om, maae, i vor Dæmring tilbagetrukne, koldt benævne: "det i sin Reenhed Usynlige, Uhørlige; det i sin Høihed Ufattelige". Ak! er Støvet mørkt endnu? Se, farve det med Regnbuens søde Skjær kan Mennesket: med Haab (som Grønt: det er jo Jordens; thi, naar sandeste Fornuft det planted her SIDE: 380 det Vished bliver hisset, vide vi.) . . med Tro (som Blaat; thi den mod Himlen seer, selv fast som Hvælvet, lys som Dagens Smiil) . . med Kjærlighed (som Rødt: den Livsens Ild i Muld, men Helligaand i Himlene.) Men en uendelig Kraft til Sandhed er den Sol, som (Dagens Straale liig, der kun i mørke Skybund maler Buens Rund) i Støvets Mulm fremskabte saadant Skjær. (Men, Mørket borte, Regnbuen visner vel, flux klar, alene straaler Solen selv.) Men, svulmer Graven der (som sjunkne Sky, der æsende bag klare Syns-kreds smyger) vort Væsen straaler i en Himmel nye, og seer da, Hvad, da Livet skarpt sig malte om os, vi det Usynligt Rene kaldte, bestandig saa i samme fjerne Høihed. Vi see os mange lige Aander blandt, for hvem, som vort, et Liv i Mulden svandt; at stærkere Frihed, lysere Sandhed gjør hver Aand end meer selvstændig nu end før, mens renere Kjærlighed dem Alle smelte (se Jordens Glorie, Aanders Straalebelte!) isammen til et helligt, aandigt Eet. Dog Tvende steds (som skyggende een Flamme med eente Vingepar) gjensidig nyde hinandens Salighed: de flyde som i samme Kjærlighedens Fylde sammen. Et mattet Bild af denne Salighed i Støvets ædle Elskov skimter ned, ja selv i Hanget til det døde Skjønne, sær Skjønheden i Menneskets Gestalt, om Marmor kun og malt. . . Ja, det er Ahnelsen, at hisset er (end selve Sorgen) skjønhedsformet Alt. Som skrumpet, kroget Træ har Frugten rød, saa vel, som Det, der Skyen Blomster bød: i Herlighed fremgaaer en himmelsk Form SIDE: 381 af hæsligt Støv (som Sommerfugl af Orm). Selv den, der Gysen fik igjen, naar venligst han hilsede; ja Den, Naturen, som i Kaadhed, traadte under Fødder, saa han Menneske ei ligned, see -- han staaer som Engel paa sin Grav; og, var han from, med Livsens milde Farve, Rosens Skjær; men, var han ond, da bleg, dog skjøn han er. Thi det Guddommelige-Eviggode, (naar Aanden har sig renset, saa det sande Aandsliv, den Saligheds-bevidsthed, kan sit Livsskjær i hans Kummers Bleghed blande) i fulde Kraft maa eengang bryde frem; thi bier, bygget vel, men uden Pragt, dens Hjem. Som her, hist Perlen har ei runken Skal. Mon Sokrates' den skjønne Sjel ei skal hist faae sit eget Skjønheds-ideal til Udtryk? O, et Saadant i din Sjel, Det er den Form dig hisset blier tildeel. Af Sokrates nu leer ei Klinias' Søn: Han visere er vorden, Hiin vel mere skjøn. -- Ah, Skimt af Himlen! -- herlig, skjøn, saa selv den kummerblege Aand, bagefter hvem fra Muld sig Uskylds-blodets Røgskyer hvælve, (liig blaae, i Dødskamp sammenknugede Hænder uhyre, efter Aanden rakte frem) en Retfærds Klage, mild som Bønnen, sender Alkjærligheden hen; og Aandens Vemod Alkjærlighedens Naade-svar! -- Men Jeg er Sandheden og Livet. Hvad er sandt paa Jord, i Himmelen er Sandt. Hver da, som vandrer om i mine Spoer, som elsker mig, som jeg ham elsker, Han skal uafbrudt sit Liv i Kjærlighed, i Sandhed, Frihed hisset blive ved: hans Sorg ei Himlens Salighed skal blegne. Den, ikke troer, maa hisset først, med Smerte, oprykke Last og Løgnen af sit Hjerte, før han kan saae den Sæd, hvis Modenhed, SIDE: 382 han seer, med Blusel, straalende igjennem talløse Brødre, Himlens Englehær. Omvender Eder da i Støvet! Skyder mod Himlen, hvortil I er' bundne op, I unge Ranker, som med Frugt og Knop! Den, mine Bud vil holde, han skal see, at Gud dem talte selv til Himlene. Hør, gode Engles Jubelsange lyde for hveren Synder, som sit Øje mod de høie Himle slaaer fra Muld og Blod: som mod sit Maal, imod sin Himmel seer, bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er: som, dyrkende sit eget Guddomsvæsen, (er: Sandhed, Frihed, Kjærlighed) her ligesom det høie Embed tager, i eget Hjerte at opdrage et Gudsbarn for en Himmel. O, stræb, du Støvets Aand, da fremimod Guds Hellighed! Naar Ufuldkommenhed hentil Fuldkommenheden stræber da, sin egen Plads, sit Navn den selv forlod: den er ei Ufuldkommenheden meer, men Dyd i Himlen, som i Støv, den er. Vord som de Himmelske -- o Dette er min Læres Sjel! -- du Støvets Aand, fuldkommen. Selvprøven hisset, om du stræbed her, som Gud du skylder, redeligt, er Dommen. Men før du Himlen sand i Muld kan naae, du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa til Barnets Himmel vandre -- ak, hvor liden! en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden . . saa liden, dog den har i Uskylds Øje en Sol, som speider sandest dog det Høje. O, Kjærlighed er Stien, som didhen til Barnets Himmels Indgangs-hvælving for den store Himmel, Engles Hær beboer, kan ene føre voxne Aand igjen, (som Vedbend synes højen Fjeld at smelte SIDE: 383 med Dalen sammen til en Blomsterhøi) ja om du stærken Samson var i Belte, om Løvehuden om din Skulder fløi. Ja, stod, som Judas Maccabi i Kraftens blodskummende Svulmen (som en Uveirsaftens rødbræmmede Skyer, der blussende ombruse, som om de Bølge-lyn, de drak, beruse) du end som Folkets Frelser paa din Val: dog Kjærlighedens Aasyn, Ydmyghed, bag mørke Laurglands glorielysne skal, hvis, Mand, du og i Himmelen vil kaldes en Helt, og der din Kamp skal kaldes Seir. I Ydmyghedens Engle-rustning, da bestig Fuldkommenhedens Stige, ned i Støvet sat af Guds Alkjærlighed: din Sandhed skuer opad; Kjærligheden omfatter; Frihed stiger op franeden; hver Dydsdaad er et Trin; hvis Gud ei gav dig Evne -- se, som Engle da nedsvæve fra Gud din Troe-cherub, din Haab-seraf og op den Arme uformærkt de hæve. -- Hvor lys, o Støv, er du ved Frelsen vorden! Du Himlens bedste Sandhed veed: den, ved min Død, fra Himlen arver Jorden. Hvor salig er du, Støv, ved Frelsen vorden! Guds Naades Straaler planted ned i dig en Himmels rige Kjærlighed: Du nævne kan dens Himmel-navn, det Navn, hvormed den nævnes i dens Fødestavn: det Skabelsens og Saligheds Mysterium, som før de salige Aander ene kjendte: som, lydende fra Himmel og til Himmel, ligt helligt Schibboleth i Aandens Vrimmel, end højere stedse Kjærligheden tændte: det Ord, det Navn paa Himlens Salighed: "Se, Gud er Kjærlighed, og Hvo i Kjærlighed forbliver, er i Gud, og Gud i ham!" Af dette Helligste har Støvet malt SIDE: 384 et Billed sig i: "af din ganske Sjel du elske Gud! din Næste som dig Selv!" Men "Næste" er for skarpt et Penseltræk, der sletter baade Dyb og Himmel væk. Os Himmelen og Dybet netop er saa nær, som Kronen og Sandalen Drottens Hjerte er. Thi er vor Næste da Alverdens Alt. Af hiint det Helligste har Støvet, liig i kolde Steen, en Form afmeislet sig i Budet: "Handling være Fordring liig! Gjør Næsten Hvad du vil, at han gjør dig!" -- O er mod hiint det Himmelske ei Dette som Støttens Malm, der klang kun, naar man slog, mod Engle jublende, med Vinger spredte? Hvor lyst og saligt er ei Støvet vorden, naar Himlens Naade straaler Sandhed ned, og Kjærlighed gjensmiler ifra Jorden! O, hvor ophøjet er ei Støvet dog, der veed, en Himmel ligger foldet sammen, og folder ud sig i dets eget: "Vil!" Ha, har du hørt? Ja i dit eget: Vil! O, hørte du? du Naade-overstraalte! O hørte, saae du, Livsens Væld, det evigt- henrislende, bag Stjernerne i Himlene, Guds høie Herlighed, sig tabende? Knæl ned! det risler ved din Fod. Knæl ned! Som Elven glimtende igjennem Dybet sig skyder Himlens Sandhed lysnende din Frihed gjennem (før den sorte Afgrund, hvis vilde lunkne Rigdom yngled Drager) -- ja Sandheds Straaler, hvert et Straaleglimt er Kjærlighedens Dug udstrømmende! Et Verdensdyb af Frihed, en Himmel af Sandhed, opfyldt af Kjærlighed, som Solegran, der smeltende i tusindforme'de Verdner (din Daad) udgaae . . se dette er din Sjel! Knæl ned! elsk Støvet! Himmelen tilbed! (Jesus og mange af Folkene knæle ned i Bøn) SIDE: 385 O hør os, vor og alle Himles Fader! Dit Navn -- o Guddom! -- som i Himlen vorde forherliget i Mennesket paa Jorden! En Mand. Os er en Frelser fød i Davids Stad. -- O Livsens, Frydens Budskab! Jeg troer, ja sandelig, at vi herefter skal skue Menneskets Søn hos Kraftens Høire at sidde, og i Himlens Sky at komme. Jesus. (reiser sig langsomt fra Bønnen) Ja sandelig Guds Almagt holder over mit Ord sin Haand! Jeg gaaer, forherliget af en taknemlig Jord (Guds være Æren!) tilbage til min Fader at forherliges i Himmelen til Billed af hans Hellighed. -- Matthæus, sande Jøde, følg mig du! En Mand. Omvendelse og Syndsforladelse (din Viisdoms Alpha og Omega, Mester) prædikes Alle; ja og de Hellener, men først begyndende ifra Jerusalem. Du kan det? Ja, vi Alle, selv de Vise i Daarskab vandrede. Din Myndighed maa være stor; thi seirrig var din Sandhed. Jesus. Ja, Lukas, Frelsen er Aljordens. Her dog sættes Ploven først i Jorden. Følg mig, og udkast Lysets Sæd, saa fjernt du vil. Du elsker Antiochien meer end Zion -- Vel! ogsaa den er pløiet bort fra Mørket. I Himlens Navn jeg talede til dig. I Himmelens og mit, tal du til Alle! SIDE: 386 En Mand. Ja sandelig din Frelse er os bedre end Offerrøgs og Blods. Jesus. Slut dig til Petrus, -- du Johannes Markus. Du læne dig til Klippen, svage Vaand, der voxer nær Guds Riges Indgang op. -- Matthæus, Markus, Lukas og Johannes (min Liigsteens alle fire Siders Indskrift) I skulle vidne sammen! Imod Øst og Vest og Nord og Syd I skulle fare som Evangelets Engle ud fra Zion, fra Pol til Pol hverandre svarende som Echo, sammensmeltende, som i Cherubens Billed, Sandheds Tegn med Kraftens og Høiheds: Englens, Løvens, Tyrens Hoveder og Ørnens, suste om af Lynets Vinger. Mænd. Ja, sandelig, os Frelsen er oprunden! I denne er, hvem Moses spaaede, funden. I ingen anden er der Frelse; thi er Sandhed dobbelt? dobbelt Støvets Væsen? et Andet være end hvad Denne sagde, at elske, haabe, troe, og være fri? End under Himlen lød ei Navn som Dennes i Kraft og Signelse. Hvo "Jesus" nævner, Han nævner Haab og Tro paa Himlens Naade, Han hader ei, kan ei sig Selv foragte; thi da han mindes, at i Jesus var hans eget Væsens Storhed aabenbar. Jesus. Jakobus, du, hvis Retfærd smiler med din Broders halve Phantasie! du, Judas, der arvede, som yngste Broder, kun dens sværmende Skygge -- ja den Skygge liig, som Fakkelbæreren henkaster, stor SIDE: 387 som Ahrimans Vinger, dandsende paa Væggen! Andreas, mandige, du Petri Tvekrog! Philippus, du Oprigtighedens Ja og Nei! Nathanael, du Storm i Taagen, du Mulmets raske Blussen-hen i Lyset! og Thomas, du, du Vemods aabne Saar, du Haabets Vægtskaals Dirren, Ømheds Angstskrig! Simon, du Nidkjærhedens Blus! Og Judas Isch -- -- (afsides) Ha, hvad skal tegne dig? Et Dyb, der kjækt sig hvælver opad, som om det en Himmel var? En Ørn i Dybet, med Snoge lænket? Ørnevinget Slange, mod Solen flyvende? Livspalmens Orm? -- Dog vidned han. (høit) Ja, Alle I og Judas I er kaarne! Indtriner i det Helligste! Om Lysets første Kilde bøjer Eder, som Hulens Søiler! I, min Viingaards førstmodne Druer, voxede paa Lysstraaler, min Kjærlighed, den ømmeste og hemmelige, skal kryste, saa at eders Kraft udstraaler til fjernest Vraa paa Jorden Lys og Fryd! Se, stor er Høsten; Arbeiderne dog faae! Men beder Høstens Herre, at han sender Arbeidere! O, hvis I bede sandt, da Selv I vandre hen at høste! Se alt hvidne Agrene mod Høsten! Ja, som tunge Ax, alt bøie Folkene i sine egne Barme sine Hoveder. Hvo gaaer at høste, han sig samler Frugter: en Salighedens Sæd han kaster i sin Evighed ud. Der Selv han høster. Udflyder, mine Straaler! Teer Verden eders Troes stille Lys! opløfter eders Haab som høje Fakkel! rundtspreder Kjærlighedens milde Varme! Da tøe de kolde Hjerter -- Ja ved Veldaad, (thi jeg i stille Timer blotter Eder Naturens Kræfter) ja ved Underdaad borthugger Iisen! . Sæden finder Furen: SIDE: 388 som milde Vaarduft, stiger fra de Hjerter, hvor Saligheden staaer i første Blomster, til Livets Fader Priis. Gaaer ud, I Arme, bringer Støvet Rigdom! Forkynder Mennesket, det er gjenfunden! Thi sandelig det var fortabt, forsvunden i Løgnens Mulm, i blodigt Dyb, hvor hellige Bedragere, liig Drager, søvnig Dunst udblæste, hvor, liig Kingeler i Krogene, Voldherskerne med Lænker, rindende af Kronernes giftgule Vorter, Dybet, ja som med Kingelvæv, tilspandt. Ha, gamle Afgrund, Guds nedsjunkne Himmel, Hvo skulde troe, at endnu kunde Engle paa Bunden leve, dog som trællende? Men se opsvæved derfra ei en Engel? Nærved Herodes Throne opstod Frelseren. Men Dybet revnede som af et Lyn, da Frelserens Blik saae ned deri, og -- se, (ja først jeg Eder saae I Sendte-ud) se Engle gik der trællende paa Bunden, med Vingerne, af Kingelvæv omslørte, og Blod i Mørket drukke de for Vand, og Slangehoveder for Brød de aade. Men, se, ved første Glimt opsvæved Tolv (o fagre Stjernekrands!) og rystede i frie Himmel Vingerne; og Jubel og Lys udklang og straalede fra Spidserne. Gaaer, raaber Det til Ypperstepræsterne! Gaaer, hvidsker Romas Imperator Dette! Og han skal sortne i sit Domus aurea. Han vil ei længer være Lastens Keiser, og Syndens Kroners Krone; thi hans Synd er Romas Ære, Romas Synder ere Herodes' Ære, ja for tusind Konger; og disses Synd forgyldte Mønster for de arme Folk. -- Se dog, hvor Synden har til Afkom Trældom, Trældom atter Synd! Men Præsterne, end meer ærgjerrige, SIDE: 389 erkjende ingen Formand i Bedrag. Hver Præst i Løgn er summus pontifex. Ja siger, Hvad I hørte: at paa Zion har Mennesket i Guddoms-storhed reist sig, og peger modigt paa sin store Fordring: at nu for Trældom rødmer det; thi Gud har viist dets Odel-frihed: at det nu med himmelsk Sandhed lyser hver en Løgn tilbage i dens Dyb, Bedragerens Hjerte! Men blusser Modet? Kephas, ah, jeg seer din Pandes Aarer svulme op til Lænker, Voldherskerne at binde med. Ak, sandelig jeg siger Eder: min Sagtmodighed skal være eders Mod-fyrs indre Glød. Sand Iver for det Gode brænder langsomt; thi den er jordisk Billed af den Iver, der rører sig i Himlen: Helligaanden; og denne brænder evig. Mit Aag paa eder løfter da! Det er Triumf for Menneskheden! Se, som Faar, jeg sender eder hen blandt grumme Ulve! Men, se imellem Ulves Kløer ud, som Duer, flyve I. Blandt Dragerne I være kloge Slanger! dog den Tunge, I stride med, en Olieqvist skal være! I smile maae, mens Ryggen rinder blodig. Hvis Mig I ville følge, da bærer tunge Kors som Seierspalmer! I Templer, klapprende af Præsters Vrede, i haanopfyldte Synagoger staaer med halvdækt Smiil, som om I rugede paa lønlig Fryd! I Kongers Halle, hvis Søiler Trudslerne og Dødsbud synes at have flyttet ud saa fjernt, I staae somom i kun en Snekkemusling saae! Se lange midnat-sorte Præsterækker, se lange luerøde Konge rækker, som Tordenskyer og Lyn, omringe Eder! SIDE: 390 og Lærdom, Letkorns Avner liig i Hvirvlen, og Trudsler, blæsende op Purpuret til Baal (hvor fluxen Tusind smede Øxer) formørker Eders Øine, qvalmer Ørene! og, hvis I tale ville da til Folket, det svarer eder kun med Stenes Hviin. Dog I, hvis ret I see min Sandhed, hvis I føle sandt min Kjærlighed, forundrede skal høre Himlens Jubl fra Eders Tunger. Og Eders Straaler bryde Hines Lyn; og Eders Tale lyder midti Tordnen som Domsbasuner eller Almagts Bliv; thi ogsaa Dette lød til det Gjenstridige. -- O, Gud er med os, Hvo vel da imod? Frygt da ei dem, der kunne dræbe Kjødet, men Sjelen ei; men frygter, at forraade ved Feighed det betroede: Frelsen! -- Hisset, hvor Svaghed aldrig kaldes vil Nødvendighed, ei Frygt en Bævren efter Skjebnens Fingertryk, Jeg strengt skal dømme Eder; strengere I selv dog ville dømme, selv fordømme! Hvo frelse vil sit sande Liv, det evige, han ofre freidig et for Pligten! Ak, hvad vandt I, vandt I end den ganske Verden, men skaded Sjelen? I stjal fra eders Salighed! Se, Fuglen har sit Rede: Verdens Frelser han ejer ei at læne Hovedet til! Det hviler i min Faders Skjød: . . ja stærk er min Bevidsthed om min Daad: til den jeg læner mig, og reiser mig, at dynge et stedse højere Leie op. -- O hviler saa! Hvo følger mig, han er i mig. Hvo troer, han skabes ny, thi han maa troe et Helved nu, hvad før han kaldte Himmel. Hvis I min Sandhed lære stedse reent (som efter samme Lysets Straale vandrende) da stedse Jeg i eders Samfund er, gjenlevende i eders Ord. Mit Blod skal rense Eder; ja som Lue-dryp SIDE: 391 bortsvide Lunkenhedens Mos, hvis den vil overgroe mit skjønne, nye Tempel. Mon ved mit Kors I gyse for at lide? Apostlene. Det ske dig ikke, Mester! Døe? . o du? Ha, skulde ikke Himlens Lyn nedstyrte paa Den, som rører dig, du Hellige? Vi skulde være Mænd, og vogte ei dig, selv med Sværdet? Jesus. O, I mine Venner -- ei Tjenere! -- ei viis er eders Kjærlighed. Da mørk og kraftløs Himlens Sandhed var, om Skyens Gnist og Sværdglimt var dens Lys og Styrke. Hører, sandelig jeg siger: mit Blod skal vorde eders Blus i Mulmet, mit Blod skal synes Eder Roser, naar I træde Torneveien. Sandelig jeg siger, under Himlens Pagt med Jorden skal mange Indsegl gløde, dog først mit. Mit Blod skal mætte Jordens Djævle meer, end alle andre Sandhedsoffres. Jeg segner ned i Dybet, forat fylde det. Mit blodige Kors skal vorde Seirens Fane. Naar Kampens Høvding falder, jubler Fienden, som var alt Seiren vunden -- ha mon ei hans Blod opgnistrer Modet i hans Venner, hvis de ham elsked? frem de styrte atter, som om hans Aand paa hvert et Glavind reed; de rive Seiren til sig, for med den dog at kunne dække ham. -- Jeg døer. Jeg blotter Støvets Synd, og Støvet, i sin første Blusel, derfor hader mig. SIDE: 392 Qvinder. (omfavnende Jesu Knæ) Men Vi, o Vi, Vi elske dig! Jesus, Hellige, du Høie, vil du med et naadigt Øje skue ned, ned i Støvet: der du finder Kjærlighed. Skulle -- ak, vi arme Qvinder: Vi, som toe i Graad din Fod, saa beriges, signes, at see vor Ømheds lille Skat ene lagt i Vægtskaal mod hele Jordens Had? En Qvinde. Dig hade, Barn? Ak elsker Jeg dig ei? Du blodig døe, min vakkre Søn? Ak, vogter Jeg dig ei? Som Dug i Græs tør see mod Solen selv, og Billed af den gjemme i sit lille Hvælv, din Moders Øie vogter paa din høie Vei. Jesus. (bevæget, bortvendt) Maria! Moder, du Velsignte . ! (hemmer sin Bevægelse. Til Maria) Qvinde, Du har ei meer din Søn. Maria. Ak, engang dog mit Hjerte var meer stort end dit, min Søn: da det dit lille Hjerte bar, og vugged det i Løn. Din Høihed, som tilbage skyder med sine rene Straaler -- o! -- SIDE: 393 den Ømhed selv, en Mo'r kan byde: den Ømhed -- ak, dens hele Høihed er Synderindens Haab og Tro: den Ømhed -- ak dens hele Reenhed, dens hele Skjønhed er en Moder-Taare, som sig bryder i Glimtet -- ak, det aldrig meer dog blier end Støvets Farvespil; thi rene Modergraad sig bryder i Glimtet af en Qvindes Smiil . . . . Din Høihed (ja, maa Palmen, der i Sky er Engles gyldne Stol, ei kime først i dunkle Muld?) . . Din Høihed, hist i Himlen stor, guddommelig paa Jord, som liden Gnist (men dog en Sol) som lidet Æg, dog engang laae i mine Ahnelser indhyllet, der (Skabelsesmulmets lunkne, graae frugttunge, svullne Skyer liig) omkring mit Hjerte stedse skylled', til, da jeg saae mit unge Liv, Gud-Faders store Bliv, malt i min Spædes milde Blik, til da, til da de tændte sig, for i Velsignelser at strømme ud som en Lyskrands om dit Hoved. Jesus. Hør, Qvinde, meer du ejer ei din Søn! Maria. Ja, mens mit Hjerte, stort og fuldt, dit lille Hjerte ammed skjult, min Ahnelse frugtsommelig og med din Høihed gik. Ah, søde Foster, mine Drømme mon du indblæste dem? SIDE: 394 Din spæde Aande lufted til en Himmel ud min Barm? Ah, mon de præged sig i dig, da du i mine Hjerterødder, du søde Blomme, hang? og voxte saa med Manden frem, i Mandens Ord fremklang? Vel gamle Simon -- stakkels Gubbe! (og Anna havde glemt at være Moder) -- ved din Vugge sang baade Godt og Slemt. Men Jeg mit Hjerte bedre troer: Det nynned da, det jubler nu: "den saligste af Mødre du Maria er paa Jord!" Jesus. I Mig du har ei, Qvinde, meer din Søn! Maria. Oh! tusind Stjerner vide vel (de saae det selv) jeg fødte dig. Og tause Nat og Himlens Hvælv vel hørte mine Smertesskrig Jesus. (rystende paa Hovedet) Maria! Maria! Maria. (knælende for Jesus) O Jesus, Jesus, Jesus! Ak, jeg veed, at Herrens Tjenerinde en Søn kan miste; o, men aldrig (det veed jeg vist) et Barn sin Moder. Jesus. Du rige, karrige Moderkjærlighed, ei dig alene, men en Verden du gav en Søn. Ei Frelseren har Moder, Søster eller Broder. SIDE: 395 Qvinder. (knælende om Jesus) Veninder han har. Høihed, vi tør elske dig under din Mildheds Slør. Som Blomsterduft lette, trofaste, stille som Lysalfer, Vi omsvæve ville, Jesus, din Stie. Til Seir eller Død, til rædsomste Fjerne, som ydmyge Terner, vi følge dig gjerne; som Søstre dig pleie; som Mødre dig give, ja Alt hvad vi eje. Du seer vore Hjerter: ei længere vil du klage: jeg har ei at læne mig til. Maria. Din Moder da tør dig elske og følge og pleie og tjene som Først iblandt Disse? O, før jeg elsked dig Ene? Jesus. Maria! O du -- Moder! En Qvinde. Du hades, som tilgiver? Vee, Du døe? Hvad blev jeg da? Jeg lever i din Naade. Jesus. Maria Magdalena, Ømheds Sorg-skrig, du Angers Frydraab, Graad i ildfuldt Øie . . En Qvinde. Hvo tør Messias hade? Herren døe? Har Du ei mine Sønner? Jesus. Salome, Kjærlighedens høje Digt, du himmelvendte, aabne Aasyn! Og dog du -- Qvinde! . . SIDE: 396 En Qvinde. Ak, hader Nogen Dig? Da maa jeg sørge. Og døer du? Er min Død da meer end Sorg? Jesus. Maria, Lazars Søster, Stilheds Tanke, du Troens aabne Øre, Ømheds i sin Eensomhed hørlige Hjertebanken! . . En Qvinde. Hvad Daare hader Dig? Jeg ham vil hade. Hvo dræbe dig? Er Du ei Herren selv? Jesus. O Martha, du Ømheds Zittren, Skrig og aabne Haand! . . Susanna og Johanna og i Alle, I søde Blomster om mit Kors! jeg siger Eder: Disse ved min Fod er' mine Børn (se Simon Kephas førstefød! og du Johannes, den Sær-elskte i mit Skjød!) Men Alle, som paa Jord, min Faders Villie gjøre, et evigt Broderkys jeg giver i mit Blod. Og alle Jordens fromme Qvinder flette sig i Søster-krandsen, som I Gode, slaae om mig. Men sandelig, mit Blod I Alle skulle see, og høre Hadet juble, Lasten seierlee. Den leer af Dødens Krampe. Bevidstløs er dens Glæde. Men lyse Fredens Aldre gaae frem af Ligets Klæde! At Alting kan fuldkommes, maae disse Rædsler skee. Thi se i fjerne Slægter, naar Anger knæler ned, hvor Hadet engang i mit Hjerte traadte, naar til Korset Tro og Haab med Jubel lænet staaer (ja høien Tro med Haabet, dets lille Himmelbarn: i hveret Hjerte da et Billed af Maria med Jesus i sin Arm) saalænge Jorden lever, min Død af Kjærlighed i Millioner Hjerter skal føde himmelsk Liv: et Liv af Kjærlighed. SIDE: 397 (Præster. Folk) Mænd. En stor Prophet har Gud i Naade sendt sit Folk. Præster. (afsides) Hør! Folket raaber. Knapt det seer paa Os. Ha gaaer det saa, da er det ude med Os. Vel, traf vi ham, i fule Spørgsmaal vi hilded ham, og, som en fangen Fugl, vi viste ham for Folket. Men han flyver, som var han Rygtets Vinge, videnom. Og, see vi ham, da see vi ham forskandset bag Tusinders høit stigende Beundring. Med stive Øren, aaben Mund de stime om ham, løbe hjem saa, hilsende paa Veien baade Romere og Græker, uddele deres Gods, men komme ei i Templet, uden naar den nye Rabbi (ret somom det tilhørte ham) fremtriner, for Os at lære -- Os! Ja, om de gabe for bedre ind at drikke Mestrens Lære, hvadheller forat sluge os, vi vide ei. Dog bedre, at han er her ei; thi saa hans lange Hale, denne Folkestimmel, vi kunne bide af ham. Ha, mon Kongen alene skulde kunne hevne sig? Han bandt for Folkets Øine jo Johannes, der trodsed ham? Han var jo og en Frilærer? Herodes Antipas stjal fra os Hevnen. Mon Folket skulde taale Synet af den bundne Jesus? Ah, Herodes, gid du farved Purpret i Johannes Blod, og tørred Folkets Øine dermed; thi de blændes fast af Graad ved disse Taler. Det vantes til, det fik da Forsmag paa den Nazareners Blod. SIDE: 398 (til en Mand) Hør, Mand, du gode Israelit, siig, om du veed det, hvor vi søge Tømmermandens Søn? Manden. Hvem? Præster. Han fra Nazreth. Manden. Hvem? Præster. Den Gudsbespotter. Manden. I eders eget Hjerte søger! Præster. Ak, du ei forstaaer os! Jesus mene vi, den Tømmermandens Søn fra Nazareth, den Gud, i smudsig Armod voxet op, Ham, som ved Djævlens Magt uddriver Djævle, Ham, nogle Rasende Messias kalde. Manden. Ah Ham? Jeg spurgte ham ei om hans Fødsel. Vel, søge I Messias, søger da i eders Hjerter. Jeg i Mit ham fandt, men først da denne Jesus, ja fra Nazreth, opvakte ham? Præster. Ha, du, du Synder, er da og en Galilæer? Er du Jøde, da siig, om noget Godt end kom fra Nazreth? Da siig, om Denne, som forhaaner Loven, (thi høsted ei en Sabbath hans Disciple?) SIDE: 399 som haaner Fædrelandet (thi I saae ham selv i Synderes, de Fremmedes, og Tolderes Gjæstebud; og mon han da, med utoed Haand sig teer som Skriftens Vise?) . . Mon Denne er Messias? Israel, da var Haabet (thi det var dog stolt og skjønt, og kraftigt, saa det fødte Hevnens Forbud: Forbitrelsen mod Jordens Synderfolk) dog bedre, bedre end denne usle Sandhed, som slæber Israel ned blandt andre Folk, og kaster Guds Børn hen blandt Jordens Hunde, som giver Israel Syndere til Brødre! Folk. Hvi talte I ei saa imod ham, da han ottegange raabte Vee mod eder? Folk. Vi vide, at Han sagde: "Præster, I med toede Hænder plyndre Faderløse." Folk. Han sagde: "Vee, hvis Alle rose dig! Ei kommen er den Tid da Det er Roes." Folk. Han synded imod Loven? O vi vide blot at han sagde: "Gud, min Fader, har til Kjærlighed, og ei til Offer, Lyst." Præster. Det synes eders Armod bedre; thi I have ikke Offre. Men for eder vi Præster offre jo. Folk. Han pegte paa sig Selv og sagde: "her er Verdens Offer! Ja, Gud min Faders Villie skee!" SIDE: 400 Præster. Hans Fader? -- ha! Folk. Ja hans og Alles Fader! Nu ere Israels Grændser blevne store. Præster. Hans Fader? Rasende! Guds Søn? Han? Han? Herfrem I To? I ere Jesu Brødre. Fortæller -- Vee jer! -- er jer Bro'er Messias! en Gud? haha! To Mænd. Vi ere Simon, Joseph, fødte af Maria, Jesu Moder. Vi ei troe ham; thi, se, vi legte med ham, saae ham voxe, vi aad af samme Fad, vi sov isammen, og bar hans slidte Klæder. Præster. Hørte I? En pjaltet Israels Frelser! Hahaha! To Mænd. Vi ere Judas, Jakob, fødte af Maria, Jesu Moder. Vi ham troe. I Brødre, voxer Palmen ei som Græsset fra Mulden først? Se, alle Vi, som Børn, ei kjendte ham, vor Broder efter Kjødet: han elsked Stilhed, og hans Stilheds Ven var, da han voxte til, Johannes, den Zachariæ Søn, den store Døber. Se, da vi saae hans Høihed, glemte vi, at Han var voxet op, som vi, som Græsset. Folk. Ja sagde ei Messias: "Jeg er kommen at kaste ild paa Jorden. Gid jeg saae SIDE: 401 dens fulde Blus! Thi den er Lysets Seirskamp mod Mørket. Se, i samme Huus opstande Tre mod To, og To mod Tre. Og Fader Søn, og Broder Bro'er forraader." En Mand. Han sagde: "en Prophet er ringest agtet i eget Fædreland." Det veed jeg og, at, var han i mit Hjem, i Hellas, da han æredes. En Mand. . . Som Viismand kun, Hellener; ei som Messias. Præster. Vee den Oprører! Da Israel sammenholdtes ubrudt, saa fast af Arons Ring, at det ei agted, at Davids Krone-ring omkring det brast, da var det end een Nakke, altfor bred for Romerens Sværd. Men nu, De komme, og ødelægge Land og Stad -- de komme, og Cæsars fasces, fulde af blinkende Spidser, blier Taarepile satte over hver en Israels Mand. Folk. Er der ei Splid i Raadet, -- i Templet selv, om Hvad der er bag Graven? Vi elske Freden. Al vor Fryd er kun et Haab; men Jesu Udsagn (thi vi troe) har gjort det til en Vished. Præster. Israel! Ha, Vi ville Guds det hemmelige Navn udraabe over dig, og du skal synke i Jordens Gab før det, det Hellige, SIDE: 402 end er forraadt til Luften . . du skal synke, som de Forrædere i Ørken, hvis du hid, at høre denne Jesus, kom. Folk. (Afsides. Bevægelse iblandt det) Hvad skulle vi? Ak, var Jesus dog her! . En Mand. Ja, jeg kom hid at møde Frelseren. Præster. Jakobus, du er viet til at vandre de første Blodtrin efter Jesus. Manden. Rodhugges Viintræet, segne vel dets Grene, men stærkere Aflæggerne fremvoxe. Folk. Vi vide ei, om Han, I tale om, vil komme hid. Men vi, vi stimled hid, at see Herodes' Fest. (Kong Herodes, hans Dronning, Prinzessen komme i Festoptog. De tage Plads. Prinzessen dandser) Kongen. Ved Cæsars Liv! min Datter, var Herodias, din Moder, ei saa skinsyg -- Ha, Salome! hvor yndig denne Vending! Dands igjen, hvis ei du trættes! Ah, bli'er Zephyr træt? Du kunde dandse over Engens Blomster, og ei -- jeg sværger -- deres fine Hoveder sig bøied meer end til en skyldig Hilsen; . . nei, eller bly Blaaklokken bøied sig, for ei at kaldes uforskammet, hvis den turde stirre ufravendt -- -- Ah, ah! Gevandtet! Ah, Salome, nu et Glimt neddaled Kongen til en Klokke blaa; SIDE: 403 og Disse der til Græs, som og har Dugøine. -- Ha dette er Ballet! Hvad synes I? . . Den Fløite fløi vel rask -- Fy, støder du i Trillerne slig Koldbøtt' nedad Trapperne? -- ja Dump i Dump. Polimnia, Erato hensvæve let og jevnt ved Siden af Terpsichore . . Dog ikke ganske jevnt . . lidt Lokkeflagrens Frihed! Den er dog til Hovdet bundet. Hun er eders Hoved, I Toner, Zephyrer i Sølverplade! . . Ja ikke ganske plent ved Siden af . . lidt bagentil, somom I Toner vare blot Hendes Fodtrins Klang -- o Svævens Susen! Terpsichore-Salome! Mundskjenk -- hei! du har Pocalen færdig? -- drik min Datter! (Prinzessen drikker; dandser atter væk) Saa! Ha, det Spring var Vinens Sprudlen. Ah, andengang, Gevandtet! -- Ah Blaaklokken! Tilgiv, at Kongen er for stiv at bøie sig . . Vi see du, søde Drue, er fuldmoden. . . Ah, dette Sving var Rankens Sving i Vinden! . . (Pilatus, var du her, og Portia! Ak, jeg saae din Kulde ædes af Misundelse, som grønne Irr dit Kobberskjold paa Gabbatha.) . . Salome! Favre! -- Ak, er det, det Sidste? Giv Plads! Ak hviil dig! Søde, er du skabt af Skyer, som ei vil hvile? (Prinzessen neier for Kongen) Knæle? Ah, du gjør mig til en Sol, thi for mig knæler en Morgenrødme. -- Vel, du Romer, se end har Herodes Magni Søn at give! Begjær, min Datter, hvad du vil (thi se, om saa du dandsed paa min Grav, jeg reiste mig, og saae, og sank i salig Drøm om Synet!) Begjær, og sæt ei Grændse! ei jomfrulig Undseelses snevre! Ja, om du begjærte min halve Krone, se, jeg nægter ei. Det sværger Kongen ved sin Høiheds Magt! SIDE: 404 Prinzessen. Tilgiv, min kongelige Fader, at jeg bruge vil min Moders skarpe Øje, for ret et kostbart Smykke lede ud i Naadens Dyb, dit hulde Smiil mig aabned. Skjøndt Alt er godt deri, min barnlige Uagtsomhed dog kunde gribe feil: for lidet dybt, ja maaskee og for dybt. Præster. (afsides til Dronningen) Forhaaneren er i din Haand. Prinzessen. Min Moder, dit Valg er mit. Præster. (afsides til Dronningen) Han som dig skjældte Skjøge, høie Dronning, fordi du elskede den ene Broder meer end den Anden . . Han er i din Haand. Dronningen. Vel, Datter, mind, din Høihed trænger ei til Perlesmykker. End jeg veed et skjønnere. Jeg veed et Øinepar, som gloed fælt, naar jeg, din Moder, viste sig . . jeg gad dog see dem pludselig forvandlede til melkehvidt-glasserte, døde Perler. -- Forlang Johannes' Hoved paa et Fad! Prinzessen. (til Kongen) "Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!" saa bød min Moder. Kongen. (med Afskye) Ha! Ei saa! SIDE: 405 Dronningen. Min Konge, du svoer. Kongen. Han bøder fængslet for sin Frækhed. Ham Folket elsker. Prinzessen. Konge, dog du svoer. Kongen. Jeg svoer? Dronningen. Ja, ved din kongelige Høihed. Prinzessen. Ja, ved din Kongehøiheds Magt. Kongen. (afsides) Se Hoffets spodske Smiil! Hvad tænker Folket, naar Kongens Eed ei skulde dræbe. (høit) Vel! Jeg svoer. Jeg glemte det af lutter Fryd; thi end du dandsed indenfor mit Øie. Javist! javist! Hans Hoved paa et Fad. Gaaer! bringer det Prinzessen! Ak Rose, lille Flamme-helved! (Man bringer Johannes' Hoved paa et Fad. Prinzessen dandser frem for sin Moder med det) Dronningen. Ja, blegblaae Perler! Boer igjennem dem, og hæng dem saa om Ravnen. Præster. (afsides) Kan Kongen saa sig hævne, ikke Vi? Vi bruge Consul eller Drot til Øx. (Jesus kommer. Folket giver ærbødigen Plads) SIDE: 406 Præster. (afsides, om Jesus) Der er Han -- Ha! Jesus. Vee dig, du Land, hvor Sandheds Vidner myrdes og De, som Gud udsendte, stenes bort! Kongen. (gysende tilbage, med Haanden for Øinene) Bort! bort! -- Herodias, saae du? Ha, det var Johannes selv, Johannes selv forklaret! Ha, er han der? led Kongen væk! -- Johannes! (Kongen ledes vaklende bort. Hans Følge fjerner sig.) Folk. Jesus Messias hil dig! Du er kommen i Gud vor Faders Navn. Præster. (afsides) Ha, begynder nu Folkets Fest? det stirred koldt paa Kongens. Nogle. O, store Frelse, gjør os Tegn! Vi troe. Gjør Tegn! Gjør Tegn! Vi troe. Kun Tegn fra Himlen. Jesus. Ak, troe I at bedrage Frelseren? Den, som min Sandhed hørte, og opreiste en Dyd-beslutnings Støtte for sin Frihed, der kaldtes Kjærlighed af Verden, naar den viste sig, Han har den sande Troe. Han Tegnet paa min Sandhed deri seer, at, som han hører den, han synes, at den lysner fra hans eget Hjerte; Tegnet han paa den Frihed, som jeg lærer, seer SIDE: 407 i Jesu Syndløshed. Hvad ville I? Paa Jesu Kjærlighed I skulle faae et evigt Tegn. Folk. O, viis os den i Gjerninger! Elisa fyldte Enkens Kruus, skjøndt selv i Armod. Forolds Vise dem helbredte, som Præsterne ei turde nærme sig. Jesus. I ville lære Kjærlighed at øve? Da stræber efter Indsigt: tusind Øine og tusind Hænder faaer den da. Se, der en Enke bærer ud sin Eneste . . (et Liigtog sees) Saa trøster Kjærlighed: (standser Enken og Toget) Græd ikke Moder! Enken. (vridende Hænder) Hadavja! o Hadavja! O hvo giver Hadavja min igjen! Hvo tør da trøste? Jesus. (kaster Klædet af Liget) En Yngling? Sørgeligt at Dødsdom fældes saa tidligt over Levekraften. Neppe er Rødmen ham af Kinden. (høit) Saa hjælper Kjærlighed: (raaber i Ligets Øre) Hadavja! stat op, Hadavja! (Ynglingen reiser sig fra Baaren) SIDE: 408 Folket. (bestyrtset) Stor, ja stor er Gud i Frelseren. Enken. (knæler for Jesus) Messias! -- Præster. (skyde Enken og Liigtoget tilbage) Bortifra den Synder, som arbeider paa Sabbathen! Jesus. Et Faar en Sabbath faldt i eders Brønd. I drage det dog op. Er ei et Menneske meer end et Faar? Er det ei tilladt paa den Algodes Fest at gjøre vel? Folk. Forbarm dig over Denne! (En Syg hidses ned formedelst Mængden ifra et Tag) Jesus. Din Smerte gammel være maa, Værkbrudne, da du gjenvundet har dit muntre Aasyn? Den Værkbrudne. Jeg sørger ei, thi dit livsalige Ord har vakt mit Haab, at Gud vil tage Villien saa god som Daad, naar Evnen han berøved'. Jesus. Isandhed, dine Synder dig tilgives. Præster. Ha, Gudsbespotter, hvo tilgiver Synd, undtagen Gud alene? SIDE: 409 Jesus. Onde Hjerter, I høre ei Tilgivelsen; men dette: at den i gode Hjerter lyder, er den Fryd, som mildner Smerten, rigner Armod. Mon det er lettere at kjende Hjerterne end disse ydre Lemmer? (helbreder den Syge) Stat op, du Karske, tag din Seng, og gaa! (Den Helbredede gjør saa. Folket bestyrtses -- bryder ud i Jubel) Præster. I Daarer! Daarer! Præsternes Forbandelse, som blander sig i Eders Lov til Gud, forvandler denne -- vee! -- til Gudsforhaanelse! Messias -- ja den sande -- bruger til sin Herliggjørelse ei Smuds og Sygdom, men Israels stærke Arme, Senerne i Juda unge Løve. Siig, hvor ere hans Engle? Disse Qvinder? disse Karske? den Enke? . Oh en Fattigfogeds Engle. Hvad Lærdom viser han? Kan Denne dømme, som end ei Nogen saae i Skrivten grunde? Angr dog din Daarskab, Israel, naar du seer ham staae beskjæmmet for de Skrivtens Kloge! Hør, Rabbi, siig os, Du, som er saa viis, at du fortæller om det Himmelske, saa klart som vi de simple Jordens Sager: en Qvinde givtedes med Brødre syv, som Alle bytted Ægteseng med Graven; Hvo skal af Disse denne Syvgang-Enke i Himlen eie da som Huustroe? Jesus. Vee! Selv Himlen I tilsmudse, Støvets Djævle! Ei ægtes Englene, ei heller ægte. Var' disse Brødre gode, Qvinden ei; da andre Engle finde de at elske. SIDE: 410 Var Qvinden god, da Den af Brødrene, som er den Bedste, vil hun elske højest, om end ei Ømhed her var mellem dem. Men, alle gode; da har Aanden, som engang den elskte Qvinde var i Støvet, saa stort et Hjerte, at det rummer Alle. Men alle gode Engles Kjærlighed sig vender, som umættelig, mod det Helligste, mod Gud: i Gud, i Kjærlighed, de ere da Alle som Tilsammen-elskende. En Yngling. (til en Pige) Elisabeth -- ak! hørte du, han sagde: hist som en Engel vil den gode Qvinde, den Bedste allerhøiest elske om end ei Ømhed her dem sammenbandt? O, Den er bedst, som elsker sandest dig; thi Dyd og Fromhed elsker han da sandest. Hvi bier du, Elisa, vel til Himlen? En Qvinde. (afsides) "Var Elskeren god, men Elskerinden ikke, han da en anden Engel, men en god, vil elske" -- Var det ikke saa han sagde? Joëd, jeg elsker dig -- min Elskov synded' . . Du hist maa lyde Aandens Dom og flye mig! Ha -- flye mig! Dog, du er Ond, som mig forførte: vi maae da vandre vore Veie ensomme -- ha eller (har da Helved denne Fryd?) vi mødes i et Mulm, som her vi mødtes, med sagte Trin? Vee, Afsky da vor Elskov? Jerijah, ham hvem Præsten vied mig, hvis han er god, ei heller tør mig følge. Og mine Børn? O! (brister i Graad) Igjennem deres Moders blege Skygge de see min Synd, og flye. Jeg sidder ene. Selv Joëd . . ei de Onde tør mig elske. SIDE: 411 Hver Aand har nok i egen Sorg. O streng, for streng vort eget Hjertes Retfærd er! Præster. Du taler viist, somom du, Rabbi, kjendte de høie Himle. Mon du kjender Jorden? (de slæbe Qvinden frem) Her er Jerijah's Huustroe, Ægteskabsbrydersken. Vel Moses byder, at hun stenes; dog, du Vise, siig os, er det Ret? thi du vil jo forbedre Loven, ja Guds Lov, den Helligdommens Luestøtte, som til nu har fremledt Israel mellem Folkene! (Jesus bøjer sig ned, og skriver i Sandet. Qvinden tilhyller sig hulkende.) Præster. Nu -- Mester? (Stilhed) Præster. (afsides) Mon Hvad skriver han? (kige over Jesu Skuldre) "Hvi seer du Skjæven i din Broders Øje; og seer ei Bjelken i dit eget?" -- Ah! "Vel Aanden villig er, men Kjødet skrøbeligt." -- Jasaa? (høit) Nu -- Mester! Du forsvarer Hoer? Fordømmer du ei Rachel ifra Bethlem? Skriv ei Fordømmelse i Sand! Jesus. (reiser sig op) Den mellem Eder, som er Brødefri, Han kaste første Steen? (Jesus nedbøjer sig igjen. Qvinden knæler ned. Præsterne liste sig bort En efter En.) Jesus. (reiser sig) Hvor er dine Klagere Qvinde? Have de dømt dig? (Qvinden tier knælende) Jeg eiheller dømmer dig. Gak bort; men synd ei mere! SIDE: 412 Mænd og Qvinder. (knælende om Jesus og Qvinden.) Alle vi syndede: Os fattes for Gud vor skyldige Roes. Med Synderinden den hele Menneskehed maa knæle angerindhyllet ned for Frelserens Hellighed. (Jesus med Johannes, Petrus, Jakobus paa en Fjeldtinde. -- Messias og Aander ovenover.) Jesus. Jeg halvveis vandret er min Vei mod Maalet: her ville vi os hvile da, I Elskte, i Bøn. (De knæle ned -- Jesus afsides -- for at bede.) Messias. Frelser, o kunde dit Øje see mod det Høje: see over Kredsen, den snevre, hvor Livet i sundbrudte Straaler kun bævrer: kunde -- men ene Obaddon, det kan -- Støvet du blæse af Øjnenes Vand! Da Englene saae du -- -- En Aand. . . Adam blandt dem, Eva blandt dem: Abiriel i Høihed lignende dig, Ohebiel, Maria, den Ofrende, liig. En Aand. . . Moses blandt dem. En Aand. . . Ja, som den Yngste, Johannes blandt dem. SIDE: 413 Messias. -- -- Da Englene saae du dig knælende tjene: en himmelsk Messias blandt dem: en himmelsk Messias, der engang -- før denne Guds Verden at aande havde begyndt, før Jordens Cajahel drak med det tørste Dybgab den første flammende Livsensgnist ind, og udqvad i Livet sin Ruusfryd saa skjønt, at Aanden, forelsket i Jubelen, blanded sin Høihed med Støvet, sin Sandhed med Skin -- . . ja, Jesus, en himmelsk Messias du saae da, der førte, som du, o Messias paa Jord, en Aandslægt, forvildet, i Afgrunden hildet, tilbage til Aandens det sande dens Saligheds Hjem. Du Himle da skued dig jublende tjene: Du saae dig til Almagten lænet. Jesus. (til Lærlingene, som slumre.) De slumre alt. Ja sødelig slumrer Den, som sover paa et dygtigt Dagsværk. Dem den sultne Sværm ved Bjergets Fod har trættet. Men stige vi ei stedse opad, ene for sødere at hvile? -- Messias. Han -- fattige Storhed! -- ei seer. Jesus, din Sjel aabne sin Hytte! aabne sit fineste Øre, og lytte! Himlen vil dale nedi dit Hjerte, og tale. Talsmand paa Jorden for Himlen, en Talsmand i Himlen for Jorden vil møde dig der! SIDE: 414 Jesus. (til Lærlingene) . . Men Frelseren end hviler ei; thi Han har højere Høide at bestige. -- Messias. Som Vidner til Mødet af Himmel og Jord i Jesu Hjerte (det skjønne Capel, opreist af Cajahel for Sandhed, for Gud, beboet af en Hellig: af Frelserens Sjel) de Elskedes Sjele (thi Slumren har løst dem halvdeels af Kjødet, og halvaabne staae deres Hjerter) et Glimt af de himmelske Former skal skimte, og høre en Susen af Himmelens Røst: Jesus! -- Jesus. (til Lærlingene) . . Tilsidst vi naae den Høide (skjøndt den er ei højere end Graven) hvor ei Kræfterne til Hvile trænge; thi, o Luften letnes saa. -- Mon høre de? Hvad smile de -- -- Johannes, Petrus, Jacobus. (drømmende) Jesus -- Himlen raaber paa dig, Jesus! Messias. Jesus! -- Jesus. (til Lærlingene) . . Ah, Disse ere herlige! De tænke, de virke selv i Drømme for det Højeste. Hvo drømmer: Fisk, er Fisker; Hvo om Mad, bør gaae i Kjøkkenet, naar han vaagner. Men det er falskt at sige: "dydig Mand er lykkeligst i rolig Slummers Drøm." Thi den Bevidsthed, da fremtræder, er qvindelig og pyntet, spædere end Dagens vaagne; liig en Søster leende, hvor Broderen smiler knapt i stille Kraft. SIDE: 415 Messias. Jesus! -- Jesus. Min Sjel du raaber? Ja, jeg vil ei hvile. Nær tynged' Kjødet mig i Slum som Disse. Disciplene. (leende i Drømme) Ah, Englen raabte atter . . Sandt! Haha! Messias. Jesus, Maria's Søn, Du er Messias! Jesus. Ha i mit Hjerte raabte der Noget: "Jesus, Marias Søn, Du er Messias!" O, denne min Fryd ved her for min Eensomhed gjentage dette Ord, som jeg Jorden tilraabte tidt, tilsiger mig, at, ligetil denne hellige Stund, jeg troed' det blot. O, Hil mig, Hvad forhen jeg troede, nu jeg veed! Messias. Jesus! dit Frelserværk skal seire! Disciplene. (drømmende) Ja -- ja! Jesus. O -- som i Ørken, tjene mig Engle? bringe mig Guds Viisdoms-raad, Himlens Forbund? Jeg kunde tilsværge nu Helvede (Ringen indenfor Fiende-kredsen, hvis Vælde, med Majestætens Krone og vante Synd-sløvheds Skjold -- o næsehorn-tykt -- og Hadets den lange, senede Bue udrustet, næsten indskjød i mig, det eenlige Maal, Tvivlens de lumske Pile, der blive hængende med afbrudte Od) . . Ja Helved (den Ring, med Illskeraad fyldt) og Meeneeden selv, ja fast saa den troer, jeg tilsværge tør: "Frelsen skal seire! Sandhed og Frihed ved Kjærlighed seire!" SIDE: 416 Messias. Jesus! du for Menneskens Synder lide skal og døe! Disciplene. (drømmende) Ak! . . Han døer. Jesus. Nu Hvad jeg ahned, jeg veed. Ah, Hjerte, tilsiger du Selv dig din Dødsdom stille, med mildsom Susen, somom hvifted en Engel igjennem dig? "Jesus! du for Menneskens Synder lide skal og døe!" Ja en alvorlig Engel, dog Himmelens Mildeste, disse Ord gjennemflyver. Ikke med Smertens Sting sig i Hjertet bored den Vished. Straalklar og mild (som Solen, der skyder ned sig i Muld, stigende gjenmod Himlen i Form af Blomster) sig skjød indi min Sjel hiin Vished, med sagte Bævren; men snart vandt den sin lyse Rolighed atter: Vishedens Tegn. Og i det stille Lys den opskjød som Haab den Hjertets Evighedsblomst: Haabet: jeg og for Menneskens Frelse lider og døer: Haabet: at disse Synder, som hyle Seir over Uskyld, skulle (naar Liig de have, som bleeg Anger, lagt) gjenforvandles til Dyder, med Lovsang paa Læben, indviet Den, som dem viste, ved største Udaad de end mod Uskyld forbrød, (stor saa den alle Synder begrov) til hvilken en Svimlen De stege, rasende i Synden. -- Ske da, min Gud, din Villie! Min Smerte har Haabet (og Haabets Rente er Fryd) mig forudbetalt. Døden? O den er kun Livets Bølgesynken, for, som en Brænding, een Himmel netop høi, løftende over Graven sig sort, men omskummet hvidt af skinnende Englevinger, op sig at hæve i sin Henstrømmen mod Alfader! -- SIDE: 417 Messias. Jesus: Du paa Jord, for Menneskets Frelse, skal gjenopstaae! Disciplene. (fare halvt op i Drømme) Ha! . . Han lever Jesus. (forbauset) Opstaae igjen? For Menneskets Frelse opstaae igjen? Jesu Aand, Hvad sagde du? Ak, skulde denne hellige Frydens Stund vanhelliges ved dumdristig Prøve paa med Øjeblikkets Glimt at gjennembore Alviisdoms Dække? Ti! -- Ak Haan! O, Jesus styrer ei sin egen Aand. Jeg mægter ei . . Tilgiv mig, Gud! -- Jeg sygner. Mit Dagsværk har udmattet mig. I slappe Nerver flagrer Sjelen vildt. Messias. Jesus! Du paa Jord, for Menneskets Frelse, skal gjenopstaae! Disciplene. (leende i Drømme) Vi saae det selv -- Jesus. Sandelig! -- Ha! Gjentag det engang, min Aand! O, da -- kan du med Gudsfrygt -- da er du ingen Forbryder, da ei jeg kalder mit Hjerte et frækt, stirrende Øje, men Blomsten, der, aabnet i Støvet af Solen, med Ydmyghed vedbliver at tage dens Straaler, indtil den segner! Messias. Jesus! Du paa Jord, for Menneskets Frelse, skal gjenopstaae! SIDE: 418 Disciplene. (drømmende) Kan Sandhed bekræftes? Jesus. (nedknælende) Min Gud! -- Messias. Almagten selv, ved sit eget Mærke, Opstandelsen -- højere Indsegl end Frelserens skyldløse Blod -- evig bekræfter Jordens det nye Forbund med Himlen. Jesus, du Jordens Messias, salvet med Himmelens Aanders hellige Aand, med Iidkraft og Kjærlighed: Ene paa Jorden syndløs, er Du den Himlens Elskte og Kaarne, paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne! (En Storm farer over Bjergtinden, drivende en Sky mellem Lærlingerne og Jesus. De vaagne.) Jesus. (reiser sig) Ene paa Jorden syndløs, jeg er den Himmelens Elskte og Kaarne, paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne! Disciplene. (reise sig) Hvo taler? Hvor er du Mester? O Rædsel! han er død; men han opstaaer. Jesus. (Stormen driver Skyen bort) Stormen begynder. Se, jeg staaer rustet, som kun med det svage Kjød, men derunder en Engel har laant mig sit Pantser: Hengivenhed. Disciplene. Ak Mester, her er godt at være. Her trende Hytter ville vi opbygge: SIDE: 419 Dig een, Elias een, og Moses een. Thi var' ei De de Mænd i Lysets Dragt, der talte med dig? Ja, vi saae og hørte. Og, se, dit Aasyn straaler jo som Moses'. Vi saae, vi hørte med vor Sjel, imens vort Legem slumred ved vor Mesters Fod, at Engle kom, og tjente dig, og sang: "Jesus Messias er. Frelserens Daad seirsigne Naadens alvise Raad. Menneskets Synd dit Hjerteblod faaer. Mørket i Lyset henblegner, naar Guddommens Almagt betegner Frelserens Sandhed: naar Jesus opstaaer. Ene paa Jorden syndløs, er Jesus Himmelens Elskte og Kaarne: paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!" Jesus. (afsides) Hvad tale de om Moses og Elias? (høit) Dette har Aanden, Kjødet ei, sagt eder. Gaaer; men fortæller Ingen (de Kolde Eder Sværmere kalde) hvad dybt I maae gjemme som herligste Lysglimt, der mægter, at lysne den blodigste Nat til en Himmel: lysne det sorte Kors til en Straale farende udover Alt: mod Himlen, mod Dybet, og udover Jorden: At I eders Mester af Himmelens Hær selv hørte velsignes: "du Frelseren er" -- hørte Himlene sværge: "Jesus skal seire, skjøndt falde han maa!" -- hørte den hellige Aand aabenbared: "Jesus skal seire; thi han skal opstaae!" -- at selv I paa Bjerget saae eders Mester af Himlen forklaret! SIDE: 420 (Udenfore Zions Tempel. Præster.) En Præst. Idag skal Jovah hedde Jovah Hævneren. Idag skal Templet vorde Løvens Hule. En Præst. Ei Løvens, men Schakalens, som i Mulmet og bagfra dræber. Ha, der er han. (En Stimand kommer) Ismaelit, du traf? En Præst. Ismaelit, det varme Galilæas Blod, som smelte vil Israel og alle Slægter sammen, tilskjænkte du et tørt afsides Sted i Juda, hvor du ham forlokked? Første Stimand. Nei! Præster. Hvad, nei? Stimanden. Ved Jesu Sandhed, nei! Præster. Ha, hvad? Forræder, du foragter Frihed? Gaa, gjør det bedre: Guld du vinder og din Frihed. Første Stimand. Bedre Frihed gav mig Frelseren. Hvis jeg skal længer blive eders Træl, da maae I binde mig; thi nu jeg veed, at Menneske-Trældom er imod Naturen, at Slavens Lænker kun er Ringorm-smitte af jer ureene Høihed. Ha, jeg gaaer til Edoms Ørken; der min Anger SIDE: 421 i Eensomhed kan toe sig. Seer I, Dolken, I rakte mig, jeg slængte evig ind i Lazars, den Bethaniers, Grav; thi nu den aaben staaer: et Tempel for Messias' Kjærlighed -- den jeg vil øve i Ørken. Præster. Esau, did du kommer ei. Første Stimand. O vee mig, hvis jeg . . Hu! jeg blev en Morder, fordi I lærte Had, fordi I gjorde af Trældom Armod, og af Armod Gjerrighed. Forbandede! Jeg skulde støde Dolken i ham, mens Vee han raabte mod Tyrannerne, dem jeg -- o jeg er ikke Jesus liig -- maa hade? mens han, mild og uforfærdet, til Qvinden sagde, som hans Fødder salved, og kyssede, og tørred med sit Haar: "Maria, du mig salver til min Liigfærd." -- o dræbe ham i samme Øjeblik han Lazar gjengav Livet? Præster. Lazar? ah, den nervesvage Sovesyge? Første Stimand. Jesus ham gjengav Livet, Jesus mig gjengav det. Jeg leved ikke før. Præster. Da billigt, at du døer med ham. (Stimanden føres bort. Anden Stimand kommer) SIDE: 422 Anden Stimand. Jeg traf ham hos Zachæus Tolderen. Men -- ha fordømt! -- han undslap mig i Gjæstebuds-stimlen. Præster. Hvad Vaaben have vi tilbage? Hvis Jehu faaer ham ei i Snaren fat, og slæber ham for Oprørstale under det kolde Romersværd, der hugger ned, som Rævesax, flux Noget kommer nær: da Listens dybe Kogger og er udtømt forgjæves . . ja til Bunden udtømt, hvis vort Sende-Bud ei fik ham grebet. Ah, Jehu! (En Mand kommer) Nu, du Levi Søn? Hvi slog du ham i Fælden strax hos Romeren? Du kunde slæbt den lille Muus, som alle Jordens Baand vil overgnave, herhid til Kattene. Vi skulde leget. Dog vel han er forvaret i prætorium. Slig Kjærlighedens Sangfugl Buur maa have; sligt Lys en Løgt. Ha, Osen af Hans Blod vil sidde længe i Tibèrs (den Vildornes) Næsehaar; thi han vil jo, at Jorden selv tilbede skal hans Billed. Nu -- gik det ikke saa? Vi tvivle ei, skjøndt denne Jesus, med sin aabne Mine, er slu og listig nok. Leviten. (rækker frem en Penge) Oh stille! Se der er Skattens Penge, Kaiphas! Præster. Ha, ei Fisken beed paa Krogen? SIDE: 423 Leviten. Hør, om ikke jeg fisked rigtigt! Ydmyg ei, men ligefrem, som faldt det Spørgsmaal løst mig ind, dog kaldende ham: "vise Rabbi", jeg spurgte: "Du som taler herligen og sanddru, uden Frygt for Mennesker, trælbundne Menneskeheds Sag, siig, er det Ret, at hele Verden skatter til en Enkelt? som til Exempel, at vi arme Jøder, der fredeligen dyrke fjerne Dale, til Sølv vor Sved maa destillere og sende Romas Keiser den?" Han skarpt betragted mig, og spurgte, da jeg, paa hans Bud, ham viste Skattens Mynt: "hvis Billed bærer Mynten?" "Keiserens." "Saa giver Cæsar da hvad Cæsars er, og Gud hvad Guds er!" Se, det var det Hele. Men nu -- om Trædskhed, Hyklerie og Svig og Andetmere, kom en Tordentale, der snitted mine Øren, men desværre min lange Næse ei. Ypperstepræsten. (stikker Pengen i Tempelblokken) Der gaae da den Forbandede! (Et Bud kommer) Budet. I Hellige, I vente? Men sandelig, før skulde Pharao igjennem Havet brudt, med Hest og Vogn, end hid jeg kunde kommet før igjennem det halve Salems Mængde, der udstrømmer, kapløbende som Phrat og Tigris, ud af begge Porte til Bethanien, at see det Nazreths Lys og Lazar den udslukte, men gjentændte Lampe. SIDE: 424 Præster. Ha! Budet. Ja, skubbende mig mellem Mænd og Qvinder, med Diende paa Armen, Smaaebørn hængende i Skjørterne, og Drenge, skrigende afsted paa Kjeppe-foler, Salems Jomfruer, der glemte Sabbaths-pynten selv og Møens ærbare Trippen, løbende afsted, som Ørknens Aseninder (blussende af Iilsomhed, forsvandt de, Roser liig, dem Vinden slynger paa de smekkre Qviste, og bøjer ned udi det høie Græs) -- ja endelig, eet Skridt tilbage skubbet for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid med -- tomme Hænder. Præster. Ha, ved Jacobs Herlighed, som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien, den Salems Rosenlæbe, er fortært. Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød? Budet. Skal jeg bekjende: saa -- I hellige Fædre! som Han, end talte intet Menneske. Præster. Vee, Træl! Budet. (skjælvende) Nei, skal jeg sige Sandhed, da var han i Bethanien midtimellem de store Skarer, der med Taarer hørte ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør, skjøndt Qvinder kun ham nærmest stimled om, vel gjemt saa godt som Arken blandt Cheruber; thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte, dem hviske mellem sig: "bi! snart Messias, SIDE: 425 i himmelsk Majestæt fremtræder!" Hvad var for mig at gjøre da? Præster. Du frygted'. Vel, at sige saa, er bedre end være Galilæer. Dog, du glemte, at Folket saae Johannes' Blod, og taug. Budet. Det elsked ei Johannes. Denne elsker det. Præster. Du kjender ikke Folket. Jesus elsker det, fordi han selv er stegen af dets Bærme, men dog -- saa haaber det -- ved engang at afdække himmelsk Glands, vil vise, at Gud, liig Drot og Præst, foragter ei det lave Folk; . Er du ei og frafalden, hvis Galilæeren du ei tør endse, da dræb os Lazarus (thi Jesus gjorde ham ei udødelig vel?) Budet. (afsides) O skulde jeg stjæle, hvad Messias gav? Præsten. Troløse! du Vankelmodige, hvad siger du? Budet. (høit) Jeg sagde, Hellige: ja, jeg skal prøve. (gaaer) En Præst. Gid alle Jesu Venner vare svage, som denne Træl. (En Levit kommer) Der er vort sidste Snøre, men ogsaa tomt optrukket over denne Forventningernes krusede Vandflade. SIDE: 426 Leviten. Ja Slangen undveeg mig. Jeg spurgte ham, med hvilken grundet Myndighed han dadler, at Jordens Slægter dyrke Gud ved Offer? hvi Offerhandlerne af Templet han uddrev? Men, se, istedetfor at fange ham som Forbryder imod Templets Helgd som Gudsforagter, stod jeg selv beskjæmmet og fangen ved hans Spørgsmaal: "var Johannes', den Døbers, Daab af Gud beskikket, eller af Mennesker?" Jeg turde ikke svare. Thi under Folkets dumme Blik end gløder Johannes Blod, som Emmer under Asken. Hvis "Gud" jeg havde nævnet, da bekræfted' jeg Jesu Magt; hvis "Menneske" da -- ak I see mig midtiblandt den Dræbtes Venner . . hvad skulde jeg? jeg taug, og sneg mig hid. Ypperstepræsten. Vi Slangens Hul ved Fakkelskin faaer søge. Vi ville sende Speidere, at see, hvor han om Natten hæler: I en usel afsides Hytte sover vel den Frelser. Nu, da han seer saamange Pile afskudte paa sig, og mærker, at vi her staae rustede, vi alle Jordens Præstedømmers Stridsmænd, om Templet, tør han neppe trine frem i Dagens Lys. -- Ha, hvad er det? Jesus, fulgt af sine Lærlinge og Folkeskarer, rider ind ad Jerusalems Port op mot Templet. En Præst. Han kommer! Ypperstepræsten. Ved Templet! -- Ja! Og Folket . . En Præst. Er i Jubel. SIDE: 427 Præster. Fordærvelse! hvad maae vi see? Folk. (jublende om Jesus) Hosianna! Sagtmodig og stille, Zion, din Konge kommer til Dig! Frels os, Davids Søn! Præster. Forbandet den Nat, der undfangede dig, Forbandet den Dag, der fødte dig! Disciplene. O Mester, din Sæd er i Muld: Den glimtede gjennem Mulmet, der eddrende ruged og skulmed om Hjerternes Saar, da disse vi slynged' den ud. Den nedsank i dem som en Balsom: de lukte sig stille: Den spired -- se nu er det Vaar! Velsignet vær Messias, i Himlens Navn du kom! Din Herlighed er nær. O, Fred paa Jorden, som i Himlen! Præster. Forbandet Den, som velsigner dig! Velsignet Den, som forbander dig! Folk. Synderes Forbarmer og Dommer, Han, som de Arme elsker, Han kommer. Han, som os elsker, er her! er her! Trælbundne Armod, ejer du ei Tegn for din Kjærlighed? Ak, Palmegrenene hvifte vor Tak! SIDE: 428 Vajer! hvifter! Blomster spreder! Se, vi brede vore Klæder, milde Frelser, paa din Vei! Hosianna, du Ætling af David! O du, som kommer i Alfaders Navn, er velsignet paa Jord og i Himlen! Frels os Davids Søn! Præster. Trælle, tør I velsigne, naar Herren forbander? Disciplene. Mester, Vi vidt over Landene gik, slynged din Sæd ud som Lynildens Blik! Spædeste Troe-spire satte vi Hegn i vældige Tegn. Mørket med Straaler vi sloge. Djævlene -- grumme, som Disse, der sole (liig klyngede Snoge i Ormredets Gab) sig i Tempeldør hisset, i deres Høiheds sidste Skin -- til deres Hulers Inderste droge hylende ind, da Vi, dine Sendte, Raabet paa Menneskens Læber tændte: Velsignet er Messias! I Himlens Navn han kom! Fred paa Jorden som i Himlen! Præster. Nei Strid paa Jord, til Himmelens Forbandelse, der gaber over Eder, mættet er. En af Jesus Helbredet. Mit blinde Øie aabned sig for dit milde Blik. En anden af Jesus Helbredet. Du Stærke talte til mit Liig: jeg af Graven gik. SIDE: 429 En tredie af Jesus Helbredet. Spedalske Ti vi sad i Stadens Port; forbandende løb Præst og Broder bort. Til os du nærmed dig, du Rene. Nu, reen, dig takker jeg -- alene. To af Jesus Helbredede. Se Vi, hiin Rachels, som du frelste, (Hun, Bethlems Blomst du kaldte); ja den stakkels, den faldne, men den skjønne, ømme Rachels arme Mand og Elsker! Afsindige, i Ørken (som besat var hver af os af Djævle) vi rased Dag og Nat. Da ta1te du, Vise -- nu have vi vort Vid. At takke dig, Frelser, ilte vi hid. En af Jesus Helbredet. Barmhjertige, o lad mig takke dig! Værkbrudden laae jeg haardt paa mine Krykker. Du bøjed dig -- jeg reiste mig, med sunde Lemmer, Livets Smykker. De af Jesus Helbredede. (rækkende Krykker og Bindsler iveiret.) Hosianna, du Davids Søn! Blinde din Mildhed see -- O derfor vi bade om Synet! Værkbrudne følge dig -- Derfor vi bade om Hilsen! Lovet, velsignet paa Jord som i Himlen være den kraftige Kjærlighed! Frels os, Davids Søn! Præster. I Belials Børn, i Synden baarne, i Straffen levende, døer da i Forbandelse! Børn. Hosanna! Davids Søn! Hosanna! Hosanna! SIDE: 430 Disciplene. Alt Udsæden blomstrer: o Mester, alt du høster! Sin Kjærlighed Frelseren Støvet gav hen. Den vender som Taknemlighed fra Støvet igjen. Men fineste Duft af din blomstrende Sæd, men sødeste Smiil af Støvets Kjærlighed, dog lufter og bølger i disse Barnerøster. Børn. Hosanna, Jesus! Hosanna! Hosanna! Ypperstepræsten. Forbandede, har du smittet de kommende Slægter? nedgravet Dragens Tænder i Jorden? Ha disse de Spædes stammende Fryderaab skulle forvandles til Vee over dig, naar voxne De ere nok, for at kunne lide for dig, Forfører, og døe! Jesus. Hørte I ei: af Diendes Mund skal du samle dig Lovsang? Præster. Ha, Lovsang Du, som berøver de Hellige deres? Lad Spædes Aande og Synderes Lovsang da lette Forbandelsen, den som er lagt med Altrets, med Almagtens Vægt paa dit Hoved! Jesus. Vanartens Kilde, du rinder til din Grav! Fra Himlen Livsens Væld er runden. Brudt, Mørkets Djævle, er eders Trældomsstav. I Trældoms Salvere, seer Friheden er vunden! I Offertempler, golde Træer, visner ifra Grunden! Præster. Ha, Jesus, dette er din sidste Seir! Ved Abram, Disses Lovsang er din Liigsang! SIDE: 431 Jesus. Jerusalems Ruiner -- O Vee! de vorde skal eders Tropæ! O Stad, Ødelæggelses-Flammen de Blinde skal seende gjøre! Dit Brag, naar du styrter isammen, skal aabne det tillukte Øre! Jerusalem, Steen ei paa Steen af denne din Herlighed lades igjen! Et jordisk og aandeligt Voldherredømme til Døden skal kjæmpe, i Døden skal stønne paa dine Ruiner. Vee! Altret, det Syndernes Bòl-sted, ei længer vil skjule Jer da: Min Straale sig trænger, mens Tempel-Gardinerne briste, i Mørkhedens Dybder ustandselig ind. -- Ha Præster I eie ei Offre, hvis Røg kan slukke dens Skin. Præster. Eet Offer vi eie dog. Jesus. Det er det Sidste! Templet. Præster. Ypperstepræsten. (hærmende) Hvad gjøre Vi? Hvad gjøre Vi? Ord-dumme Skriftkloge! Raadvilde Raadmænd! Ha, jeg kunde harmes, hvis jeg vidste ei, at I, istedetforat tænke, høre; at eders Hoveder (istedetfor at slaae i Veiret, somom Tanker fremskjød og letted, visne Capsel liig, det Graahaar) SIDE: 432 til Andens Plan dog nikke kan med Anstand, somom den unnaslap jer' egne Hoveder, og nu I bøie jer, for op at tage den. Hør da, og nik Enhver til hvad jeg siger: En kraftig Handling maa betegne, at Israels Fædre (Fiendskab glemmende) dog mægte alle Jordens Præsters Sag at hævde: Vi maae handle, som i Os Aljordens Præsteskab forenet var: Ja handle som det sømmer sig i Dødskamp! Se Kongerne, naar lidet Folk tør knurre, flux styrte frem som Løverne i Hulen! -- Vel! nu vi frelse Os og Gojims Præster! Da Disse holde Israels Præster skulle for Præsternes Fornemste, som de Høvdinge, der fægte foran Trodset, medens dette i Ro kan samle hines Seier op. Vor Strid i Templets Indre være glemt, saalænge Fienden stormer paa dets Porte! . Ak, nær jeg kunde sige: stormer ud af Altrets Huulhed: thi -- vee Nikodemos! vee Joseph! veed jeg ikke, at I vare hos Galilæeren om Natten? Dog det være glemt! Nu Fred maa være her; thi intet Mindre gjælder denne Kamp, som Galilæeren har vakt, end Herredømmet, vi Præster arved over Sjelene. Et Oprør da? Nu vel, hvo Oprør gjør, maa vide, at han spiller om sit Liv. For Sadducæer, som for Pharisæer, det fælleds Løsen være: Jesu Død! Vi derom vare længe enige, forsøgte alle Vaaben, men de brast. Selv Djævlene, vi sendte, maatte flye, og hyle deres Skam, som slagne Hunde, ud i vort Skjød. Men end en Djævel har vi: den værste, stærkeste af Alle! Seent han kommer; thi han ligger dybest paa Helveds Bund, og triner bly og nølende SIDE: 433 i Templet, som tilforn den aabne Vold med Kjækhed turde bruge. Djælens Navn er: -- Forræderie. Den Djævel gaaer i Mørke, og behøver ei andet Lys end sine Tænder -- Ha, jeg sværger, at de skulle lyse, hvis vi forsølve dem. Kald Judas ind! Der er en Mand blandt Galilæerens Venner; det særeste Naturspil: Støvet haaner, og smigrer Helvede og Himmel i den Mand paaengang: Djævlen lodder ham til sig ved hans Kobber-haar; og, se, hans kjække Blik en Traad er liig af Himlen udtrukken af en ædel Steen: hans Djærvhed er Samson-voxen; men hans Hjerte en Pengepose, foldet stor som Havet, og dog barnagtig, liig en Barnemund, der stedse sulten raaber efter Meer. I Daadens Øjeblik hans Fasthed er et springende Staal, men ellers vaklende en Vægtstang løftet i hans Sjel. Saa jevnt i den da svæver Himmelen og Helved, at, ikkun eet Lod Sølv i dette kastet, flux vipper Stangen . . (Judas Ischariotes kommer) . . Ja den vipper! Hør, gode Jøde, du er Jesu Ven? Judas. Saavist, som at I hade ham. Ypperstepræsten. Tro ei det hellige Synedrium til Ondt! Vil du forraade ham? Judas. Ved Himlen -- Nei! SIDE: 434 Ypperstepræsten. (ryster en Pengepung) Foragter Du da Sølv? Judas. Nei -- Sølv er Godt. Ypperstepræsten. Forraad din Mester -- Sølvet er da dit. Judas. Nei! Nei! Ypperstepræsten. Du troer da ei, han er Messias. Judas. Jo, just fordi jeg troer det. Ypperstepræsten. Daare, da vi kunne jo ei skade ham. Judas. Ja saa? Ja -- sandt! Hvormeget har I der i Pungen? Ypperstepræsten. Fuldt treti Sekler. Judas. Ak! Ypperstepræsten. Hvi sukker du? Judas. Det er ei meget. SIDE: 435 Ypperstepræsten. Nok til saadan Prøve. Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed. Judas. (i Tanker; i samme Tone som Præsten.) Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed. -- Hu, Treti Sekler Sølv. Ypperstepræsten. Ja treti Sekler! -- Sæt, om vi ville fængsle ham, og saa sig Fængslets Porte aabned af sig selv; mon du ei selv da troede fastere? mon Vi ei selv, Synedriet da troede? og var du da ei Første blandt Apostlene? og vandt du ikke treti Sekler Sølv? Judas. (gjentagende i samme Tone) . . Og vandt du ikke treti Sekler Sølv? -- Der, Herre, er min Haand! Jeg haaber Godt. Ypperstepræsten. Du vil forraade ham til os? Judas. Forraade ? Ypperstepræsten. (afsides) Ha, at jeg brugte dette Ord til Skurken! Vel faae Omstændigheder værd han agtes. (høit) Du vil da faae ham til os hid? du vil da overgive os ham, Ven, at vi hans Høihed ogsaa kunne skue nærved? SIDE: 436 Judas. Det vil jeg. Dog maa dette skee om Natten; thi jeg om Dagen maatte skjælve, hvis jeg saae hans Øje. Ypperstepræsten. Dag? Det Gud forbyde! Betegn ham blot; begegn ham som en Ven. Hans Ven -- det bli'er du da bestandig. Se, betegn ham med et Kys! Judas. Det vil jeg -- ja! Hvor saa det gaaer, jeg tager da Farvel jo i al Venskabelighed? Ypperstepræsten. Du, med et Kys, inat ham da forraader? Judas. Ja, med et Kys, (for treti Sekler Sølv) inat sin Mester Judas vil forraade. (Jesus og hans Disciple om Nadveren) Jesus. Skilsmissen stunder til: den Tid, da Mørket paa Flugten driver mellem Mig og Eder. I vide, Det maa skee, at Gud mig kan forherlige desmeer. I Elskte, da ei bæve eders Hjerter! Troer paa Gud, og troer paa mig! Hvis I mig elske, o da frydes ved, jeg gaaer til Faderen; thi hist skal Aandens Herlighed fuldkommes; thi hvad du bød mig -- se, det er fuldført; thi reen, som jeg udgik fra Skaberen, hjemvender atter til Alfader jeg. SIDE: 437 Min Fader, Timen er der -- den du sender. Mig herliggjør med Kraft, at jeg kan dig forherlige i Støvet, til det Sidste! Se Disse aabenbared jeg din Sandhed, Du hellige dem forevigt i din Sandhed! Det Ord, jeg lærte dem, det er Guds Sandhed, og De igjen den aabnede for Verden. De være dine! (I Disciple, det, at være Guds, er, levende at føle sin Pligt, saa Intet sløver denne Vished). Thi længer ei skal jeg, som Hyrde, vogte i denne Syndens Verden disse Svage, hvem Verdens Had omspænder. Bevar dem i dit Navn, o hellige Fader, at de i Sandhed, Frihed, Kjærlighed maa være Eet, som nu jeg sammenknytter dem. Ei døe de, før de have Nok arbeidet! Langtfra dem være Fristelser og Tvivl! Thi Jordens Frelserværk de have arvet; og vee Dem, hvis -- O nei, I Elskte, nei! jeg kjender Eder dygtige og gode, undtagen En, o det fortabte Barn! (afsides til Judas) Gjør snart, hvad du vil gjøre! Du! Judas. (afsides) Ha -- mig? ! Ja Han er mægtig: Han med Faren leger. Han under Judas, hvad han kan fortjene, med Vennens Høihed aagrende. Johannes, hvi gloer han saa, somom det dumme Blaaøje saae en Slange under Rosen? Det blier nok bedst at gaae; thi alt et Spørgsmaal paa Petrus' Næse rider. Qvellen lider. (gaaer) Jesus. Velsign da deres Daad, saa Alle blive et Eet, et helligt Eet, besjelet af SIDE: 438 een Helligaand: een Hjord, een Hyrde (den Tanke om et reenfuldkomment Menneske, de kalde Frelseren: Speilet, hvori Støvet kan taale at beskue Guddomsvæsenet)! Se, ville Støvets Børn hverandre vise Apostlenes og Christi Broderkjærlighed: at de i samme Tro og Haab henleve: at sande Jesu Ords Bekjendere de ere: at de have gjort mit Væsen til deres Væsen (som til Blod og Kjød fordøjet Jesu Ord): at de med Tak erindre Ham, som lod sit Blod, for dem fra Løgns, Bedrags og Syndens Trællestand at frelse; men, at end de broderligen om Korsets Banner maae tilsammen-holde, at disse Djævle ei adsplitte dem, og rive dem tilbage ned i Dybet: at Jesu Død var sidste Offer, saa ei længer Offeraltrets Rædsler (den fremkunstlede Majestæt) forblinder Aanden: at Aanden ei i Strid med Legemet, men ømmeligen kalder det sin Broder: -- da samles de til hellig Nadvere, at nævne dette Jesu Frelses Løsen: (bryder Brød og rækker Lærlingene) Tager dette Brød! Æder deraf! Være Det mit Kjød, Jeg for Eder gav! Dette som mit Minni gjentager! (rækker Kalken om) Drikker dette Bæger I! Være Pagtens Kraft deri: Jesu Blod, der flyde skal til Syndsforladelse for Alle! Dette som mit Minni gjentager! SIDE: 439 (Nat. Jesus og Apostlene i en Hauge) Jesus. (til Johannes, Jacob og Simon Petrus.) I Tre, som eders Mester saae forklaret, I, følger mig; thi I forsage ei, om Dødsangst end I see mit Hjerte knuge. O vaager, beder -- eders Mester beder! (De nedknæle i Bøn) Ak, er mit Støv saa mægtigt? Held mig, Natten ei seer, at Frelseren skjælver -- ja jeg skjælver; thi denne Times hule Helved truer, at sluge disse Svages Kraft og Haab! O, Fader, er det muligt, fra mig da gaae denne Kalk! Dog skee min Villie ei, men din! (seer paa Apostlene) De slumre alt . . Ak, Kummer sløver. O, mon de ville slumre om mit Kors? Tabt er da Alt -- min Sorg, min Død forgjæves. O vee, den Angest er min Smerte! (vækker dem) Ak, I mægte ei en Time med mig bede! O vaager! vaager! snart Dagværket hviler paa eders Skuldre ene. Synke disse, da Vee! da kommer over dem mit Blod -- ak over dem, jeg elsker! Petrus! ha, han slumrer alt . . min første Pille mosgroes. Johannes . . skjul dig Stjerne, som mig viser hans Øje lukt af Graad, dog slumrende. Vaagn! vaagn! Jeg sørger over Eder, ak, I Faderløse! Hvo kan slumre nu? Ha, var de Hjerter, jeg, som fine Blomster, opelsket har, af Trældomslyst beruste? Jeg slog de fineste Blade ud til Vinger. O, nei Sjels-Kummer har vel hvassest Braad, men taber den, liig Bien, flux ved Stikket, SIDE: 440 der svulmer som en Sti, saa Øjet seer ei. Den saared Eder, kan ei saare mere; men klapper eder nu isøvn med Skeden. Men Qvindehjertet -- o min Moder! er blødt, saa Kummerens Braad ei brydes af, men atter, atter stikker. Moder, o forband mig ei, fordi jeg døer! Men vidste du nu hvad Kamp jeg har med den Natur, dit milde Hjerte gav mig -- ha, du vilde sige: "o! hvi lød du ei? Dit Hjertes Banken var din Moders Raab, din Angst din egen Moders Hændervriden, dit Suk din egen Moders vise Raad." Forglem din Søn! Jeg glemme maa min Moder i denne Time, fuld af Gravens Aande og Livets milde Duft, der tumler mig. -- O, Fader, er det muligt, da borttag det fyldte Lidelsernes Bæger fra mig: Dog skee min Villie ei, men Din allene! Vee, Verdens Latter hører jeg: det raslende Tilbagefald i Dybet. . Forhaanelser udbriste fra de Læber, der nylig signed mig i Zions Porte, see de Messias døe som en Forbryder, det falske Billed skuffende, de malte af hans Høihed, det hans Ydmyghed kun tjente til at friske op med Olie. O, Angst, jeg er som det betrængte Vildt: jeg kan ei flye: fra Galilæa driver mig Kongen: her staaer Garnet opspændt. Vee -- vil jeg flye? Jeg vil ei! Jeg vil døe. Men Smerten? Djævlenes Triumph -- O vee! den ruller over mig og over Disse. Og da er alt forbi, da Frelsen var en Prøve, Suk, ei Daad, da Himlen har forskudt det arme Støv, da var mit Liv et Vindpust mod en Skjebnes vandrende Bjerg. Og dog, hvi var saamegen Smerte i et Vindpust? Ha, hvi skabtes jeg og leved? SIDE: 441 Et Spoer i Ørken Livet? Vinden hvirvler -- ha, det har ei Ret at klage! Støv, hvi gik du ei de andre Solgrans Bane? Alle sig hvirvle til et Dyb. Se Det er Verden! Du maa jo knuses, hvis du gaaer imod. Ak, tag min Blod-Sved da. Det være nok. Jeg sender Disse hjem, og byder dem, at dyrke deres Jord, at gaae i Alles afmaalte Spoer, at tie og at glemme den Drøm, en afdød Ven fortalte dem: jeg beder dem tilgive mig, at jeg dem vakte, forat -- Skjebne er du sonet? . . Jeg døer, men henblæs Disse i det Løb, der hører Støvet til, det stolte Dyr. -- -- Du lumre Nat beruser, Du kolde Sved gjør ædru. Dog er min Sjel ei jevn og rolig. Tys! Ha komme De? Iskjul! (standser) Hvor er det med mig, at jeg bæver for en Palmes Hvift? (farer med Haanden over Panden) Jeg Ondt ei gjorde. Ak, milde Stjerne, er du sammensvoren med disse Rædsler? Se, du viser mig, min Haand er blodig, blot den rørte ved den Pande, der dumdristig torde haane den gamle Verdens Gang, og bryde først en Vei, en nye mod denne Verdens Lære. O, rive Verdens Synder, som jeg kaldte ned paa mit Hoved, det tilblods? Bort! Mennesker bort! jeg intet have vil med eders Synder. Jeg har Synder selv. Hver Taare, som min Moder fælder, er en Synd, der drypper fra min Sjel i Helved, for at voxe -- ha, I mine Bødler! i Eders Skikkelser. Forbarm dig Himmel; og giv mig Lys, hvis Dette er et Blændværk! -- Min Pande brænder -- er det nu ei Nat? SIDE: 442 Mit Hjerte bævrer -- er det nu ei Nat? Et Blændværk? Denne Nat jeg skaber selv. Den er min kolde Sved, der damper af min Pande -- ak, den brænder! Denne Dug, som isner mig om Foden, er jo kun den Sved, mit Hjerte bævrende afryster? Og disse røde Lyn min Pandes Blodsved, som i Luften stiger, og svæver mig for nær for nær for Øjet. . . Hvo hylte? en Schakal som fik sit Rov? mon Jesu Angers-hyl, at han sin Haand i Satans Gab stak ind for Adams Børn, der mylrede som Ormene derinde, at rive ud? Det smerter . . Ha, I Pinere, hvad Smerter udstudere I inat? O værer ei for grumme -- jeg vil bede, og kysse eders Støv; -- men ene for Marias Skyld . . Jeg lyver -- jeg er Synder. Hun sover nu som Disse . . Jeg er vaagen . . Dog veed jeg ei -- en rædsom Drøm det er. Jeg frygter selv . . jeg skjælver -- O bliv Dag! Jeg vil ei straffe eders hvide Skjæg, ei Folk fortælle om det Blod, jeg saae paa eders Kaaber . . Jordens Konger, I af Oldet Salvede, tilgiver mig! men martrer ei! Jeg vil tilsværge Slaverne, at I medrette ere Lastens Fædre. Ha, Frihed disse Dyr? Ha Kjærlighed de Djævle, som mig pine? Sandhed, naar saa stolte Templer skjønne Løgn basune? O piner ikke, Præster, kjære Fædre! Jeg er af Kjød og Blod, lidt rask, dog øm. O piner ei -- jeg er ei værste Synder! Ak, stakkels Mennesker, vedbliver kun at haabe paa Messias: haabe, at en ny Messias engang komme vil, naar Mørkets Herrers Grumhed mættet er! Kald Jesus den ulykkelige Prøve: -- et Sorgspil (ja en Farce for Ufølsomme) SIDE: 443 med den Moral, at skjønnere er Haabet end Virkeligheden! Ja, I sande det, naar I mit Blods-dryp høre kan og tælle; naar selv I -- Vee, Hevn raser du? -- Som Retfærd ras! da er du Hevn. Men Hevnens Rasen? du er navnløs. Jeg synded ene. Piin, haan, dræb kun mig! . Jeg er bedøvet . . . (bøier sit Hoved) Messias. Jesus, du Jordens Messias, salvet med Himmelens Aanders hellige Aand: med Iidkraft og Kjærlighed, Ene paa Jorden syndløs, du er den Himmelens Elskte og Kaarne: paa Jorden Gud Faders Eenbaarne! Jesus. Min Sjel! Min Sjel du klarner. Ja, hørte Nogen Frels'rens Angest, da jeg svarer ham: jeg bærer Jordens Synder. Kan, Synder, du da svare? du beskjæmme? Ha, blinde Dommere, ere I Andet end Svøber, som pidsked alle Jordens Synder paa eet Hoved sammen? Det er Helveds Avner. Det bedre Sædkorn og skal falde ud af eders Hjerter, mine Mordere. Messias. O Sandhedens Mester, du staaer ved Fod af dit Tempel svimlende ved Høiden at see af dit eget Værk. Du bæver ved at stige op, for Krandsen at slaae om Tempelets Top, for Korset at fæste derpaa. Men, Jesus din Graad ei fordunkler Forklarelsens Smiil som omfunkler, SIDE: 444 Messias, dit Aasyn, fra dengang du Himlene hørte nedjuble Seir paa dit Værk. Jesus kan skjælve. Messias er stærk. Jesus. Du taler sandt, min Sjel! Mit Kjød kan skjælve. Min Sjel maa være stærk. Jeg er Messias. Ak, nys dog bævede mit hele Væsen, min Sjel i Oprør zittred med mit Blod; var det min Sjel, som talte? -- O, min Fader, du sender dine Engle! Hisset bader en Stjerne sig i Skyens sorte Flod: Den er den Trøstens Engel, du mig sender: den Haabet i mit Hjerte atter tænder: den Natten jog, og blotted Himlen, hvor, mens Alt i Mulm og Hvirvel gaaer herneden, i Almagts Rolighed en Fader boer, som falder graadfuldt Barn til Sig, til Freden. (vækker Disciplene) Opvaagner! nær er Timen, der forraader i Syndens Hænder Menneskets Søn. Staaer op! Jeg møder den! (Judas, med væbnede Trælle, kommer. Jesus gaaer dem imøde.) Hvem søger I? En Fakkelbærer. Oh, Jesus af Nazreth? Jesus. Det er Mig? (Skaren farer tilbage.) Hvi ræddes I? Judas. (afsides) O se Messias! Rædsel er hans Skjold. Hvad Sværd mon han for Eder har, I Præster? SIDE: 445 Petrus. (til de flygtende Disciple) Ha, Feige, flye I? Petrus blier og værner. Jesus. O Svage Nattens Helt, i Daggryet, omkaps med Hanens Galen mig forraader du! Judas. (træder frem og kysser Jesus) Hil være dig kjære Rabbi! (Vagten griber ham) Jesus. Du med et Kys forraader da din Ven? (Præster forsamlede i Synedrium. Jesus lænket imellem Trællene. De to Stimænd. Judas, Petrus, en Pige ved en Kulild. Folk.) Ypperstepræsten. Der, Judas! har du dine tredve Sekler. Gaa! Vi have dig ei meer behov. (Judas gaaer, tællende Pengene, hen i Baggrunden) Hid, Esau! (afsides til første Stimand) Vidn som din Kammerad, saa er du fri. (afsides til anden Stimand) Husk nu! Sværg høit og dyrt, at Denne haaned Guds Tempel, trued det med Undergang: saa kan du løbe atter ud om Natten! (maaler Jesus med Øinene; afsides) Vi maae forbløffe, gjøre feig ham, ved at lade ham faae forud skimte Enden. (afsides til en Træl) Du, Malchus, giv ham den, Du fik paa Øret, igjen, saa flux han lukker Munden op. Trællen. (afsids til de andre Trælle) Hans Hellighed kan lide, at vi slaae ham. SIDE: 446 Trællene. Den Tjeneste er let. Petrus. (til Pigen) Hvi stirrer du paa mig? Pigen. Hvi rager du i Kullene, og seer ei op? Du er en Jesu Ven, og den, som slog min Kjæreste i Lunden. Petrus. Jeg? Jesu Ven? Hør Qvinde troe mig, jeg ei kjender ham. En Træl. Jo, seer jeg ret, da saae jeg dig i Lunden, ja saasandt, som det, at Hanen goel nu! Petrus. Mand, jeg veed ei hvad . . jeg er ei -- ha, hvor kan du tale? . Ved Gud, han var mig ei en Gang bekjendt. Ypperstepræsten. I Verdens Folk, seer hid til Zions Hellige! nedbæver! Døden er i deres Haand mod hvert et Hoved, som, ligt denne Daare, tør reise sig mod Præsters Vælde, som er Himmelens og Helvedes foreente! I Verdens Præster, seer til Zions Hellige! Af dem I lære, med opkiltret Arm, at værne Altrene, at qvæle hver en Strube, som tør anderledes tale, end Fædrene I foresang! Du, Nazreths Jesus, er en saadan Strube, SIDE: 447 med Haan mod Offrets Helgd (thi du benægted, mod alle Jordens Præster, at i Offer er Menneske-Frelse) og mod Templet fyldt! Ja, siig, er dette ei din vrange Lære? Forbanded du ei Folkets Præster? skjændte de salvede Konger? førte Folket vild, ved dig at nævne deres Haab: Messias? Bekjend, du Synder! Jesus. Jeg lærte frit for Verden. Adspørg Folket, hvis du har glemt, hvad jeg i Templet sagde. En Træl. (slaaer Jesus) Er det et Svar til Israels Høipræst, du? Jesus. Beviis mig Løgn; hvis Sandhed jeg har sagt, hvi slog du da? Judas. Ha, var ei dette Slag nok til at kaste Ydmyghedens Kaabe af dig, Messias? Alt jeg tvivler . . Ypperstepræsten. Naar Blomsten er afkappet, hvi da staae igjen de magre Blade? Hvo ere disse Svage, du forførte? De Dømte, som dig fulgte? Dem du kalder din Lærlingskare, pryglede Messias? Hvo din Discipelskare, nævn os! Jesus. Verden. SIDE: 448 En Træl. (til Petrus) Jomeer jeg seer paa dig -- ja, sandelig, du er dog Een af dem . . ja -- Petrus. Ondt mig ramme, hvis jeg dette Menneske -- Mon denne Jesus du taler om? -- har kjendt! Trælen. Dit Maal dog røber, du er en Galilæer. Det ligner Hanens, som svarte, da du talte. (Jesus seer vemodig paa Petrus) Petrus. O -- min Frelser! O Blik! o vaade Lyn! (gaaer ud hulkende) Ypperstepræsten. (til 2den Stimand) Frem, Mand! Du har et ærligt Øje -- Frem! Det slaaer ei Feil, at du har været mellem de Tusinder, som hørte Jesum. Tal! Vor Retfærd dig at vidne vil tillade. Anden Stimand. Jeg sværger, at jeg hørte Denne der, som putter Slag i Lommen, sige høit: at han Jerusalems Tempel, som det staaer der med Kuppler, Grundmuur og Pillarer -- det Tempel vore stærke Fædre bygged et halvt Aarhundred paa -- nedbryde vilde (ja tænk engang!) og gjenopreise i tre Dage. Hvor jeg loe, skjøndt Sligt var Haan. SIDE: 449 Ypperstepræsten. Ja, blodig Haan! (til Jesus) Du svarer Intet? Første Stimand. Jeg sværger: sandelig det Vidne lyver! Jeg hørte disse Ord af Jesus, men han pegte paa sit Legem sigende: "en Guddoms Tempel!" Forresten veed jeg kun, at denne Vise . . Ypperstepræsten. Nok! (afsides) Før disse bort! De skulle døe med ham. Det klæder godt, at hænge denne nye Tiders Digter (som hver en usel Digter) op imellem to ikkestemte Harper. Trin nu frem, Du rene Ni-chor. Ni Helbredede. Ja vi vide Alle, at denne Jesus os ifra Spedalskhed har renset, hvilket, da ei nogen Læge, ei nogen Præst formaaed det, vel maatte ved Djævlens Kunster skee. Præster. I have Ret! En Helbredet. Jeg var med disse Ni den Tiende; men Dette veed jeg, at han bad til Gud (og det gjør Djævlen ei) før han helbreded. Præster. To Øren imod Atten? Vogt dig! Ypperstepræsten. Isandhed -- dette Alt er Smaating mod det Hovedspørgsmaal, Selv han maa besvare: Er du Messias? Svar! SIDE: 450 Jesus. Om "Ja" jeg svared, I troe dog ei; thi I Messias haabe ei, der maa en Ende sætte eders grændseløse Voldherredømme over Sjelene. Præster. Fordømte! . Trællene. (slaae ham, spytte paa ham, holde for hans Øine.) Spaa os, hvem dig slog, Messias! Hvem slog dig nu? Judas. (afsides) Nu veed jeg ikke, om jeg en Uskyldig eller en Bedrager forraadede; thi ei Messias er han. Dog -- vee! jeg mindes ei han gjorde Ondt. Præster. De kalde dig Messias. Er du da Guds Søn? Vi dig besværge, at du siger os det, at vi dig kunne ære. Jesus. Ja, blandt Eder, isandhed Gud vor Faders Eneste. Ypperstepræsten. (sønderriver sine Klæder) I have hørt det: denne Usle har bespottet Gud. Hvad have vi da længer Beviis behov? Præster. Nei! Alle dømme vi dig, Jesus ifra Nazreth, skyldig Døden! SIDE: 451 Ypperstepræsten. Pilatus laaner os sit Sværd. Judas. (trænger sig frem) Til Døden? I Romerens Haand? I rase! Ei til Døden? Præster. End her, du, som din Herre os forraadte? Vi sagde jo, du længer ei behøvtes. Judas. Til Døden? Vee mig -- jeg har syndet! (vender Ansigtet bort fra Jesus) Messias, o min stakkels Herre -- O! De skulde til det Yderste dig drive? O, til det Yderste! ? Præster. Bort! bort! Du staaer ved samme Afgrunds Rand. Judas. Jeg gjør ei -- Jo, jeg staaer ved en, du Djævel! Men mellem ham og mig, der er et Dyb. Ha, er du ei Messias, er du Jesus, den Israels rene Graad: Viis dig! viis dig, er du Messias! ha, det første Glimt, min Herre, af din Høihed lyser mig, at jeg kan finde dybest Dyb til Skjul. (kaster Pengene til Præsterne) Der, Djævle, eders brændende Negle, som mig greb! Ak ja, ja jeg forraadte uskyldigt Blod! Præster. Hvad kommer Os det ved? Det bli'er din Sag. Du Sølvet har fortjent, Forræder. (kaste Pengene til ham) SIDE: 452 Judas. (styrtende fortvivlet ud) Jeg vil døe! O jeg maa døe! Præster. Hvad rager det vel os! hahahaha! (reise sig op) Nu vide hørende og døve Øren, at Israels Præster retteligen have dig, Jesus ifra Nazreth, dømt til Døden! (Præster. Trælle med Jesus lænket. Folk udenfore den romerske Statholders Bolig.) Præster. Hellige Israel, vanhellig denne Fest ei ved at træde paa den Hednings Dørtærskel! Raab Hedningernes Høvding ud! Folket. Hvad skeer med Jesus? Hvo tør binde Frelseren? En Træl. I, see I denne Haand? Den slog ham: og jeg staaer endnu: Er denne Israels Frelser? Ypperstepræsten. Det bedre er, at Een for Folket døer, end at det hele Folk fordærves. Præster. Sandhed! Du hørte Jovahs Raad, o Israel. SIDE: 453 Folk. Hvad mon mener han? Hans Tale, Israels Præst, lød lifligt for vort Øre: store vare hans Gjerninger i vore Øine; de vor Mund med Roes opfyldte. Ha, Hvad vil du? Præster. (afsides) Hvor er Pilatus? Sværdet flux maa drages, hvis ikke glipper Rovet os af Haanden. Gid Satan hedede den Romers Phlegma! (høit) Han bier, forat haane os. (Pilatus kommer) Pilatus. Undskylder: -- min Portia var ei vel. Hun havde drømt Calpurnias Drøm: hun vaagned skrigende, da Cæsar sagde "ogsaa Du, min Brutus?" (sætter sig paa Dommersædet) Hvad er til Tjeneste? I klage Denne? Han seer uskyldig ud. Præster. Hvis ei han var Misdæder, ei til Dig vi bragte ham. Pilatus. Jeg veed, min Magt I hade. Nu, hvi dømme I ei ham efter eders Love? Præster. Israel! Ha denne Hedning haaner dig! Du Romer, du veed jo, Israels Fyrsters Stav er brudt. Vi tør ei værste Udaadsmand dødstraffe. Og denne, trods hans blege Mine, er SIDE: 454 en Saadan; ja den Værste blandt de Værste: blandt Cæsars Fiender. Han oprører det hele Folk, forbyder (trods al Folkeret og Israels Eed) . . Pilatus. (afsides) Hvor nederdrægtige! Præster. . . at give Cæsar Skat; men lader sig af dumme Pøbel udraabe som Messias. Pilatus. Messias? Præster. Ja, det er: til Israels Konge! Selv, som de Oldets Konger, drager han omkring og tager Hyldest kun og Gjæstebud som Skat. Pilatus. (til Jesus) Du svarer Intet? Nu, mehercle! Du er en Stoiker. Du svarer Intet? Er du da Konge i Judæa? Nu, I Præster, svarer Manden: "ja!" Hvad saa? En fix Idee? Præster. Saa fix, at den ham nagler. Pilatus. Følg mig da, Mand; thi Disse ville ei tillade mig at tale. (Jesus gaaer med Pilatus.) Præster. Du hørte, Israel, hvor din Fiende Hedningen forsvarede partisk den Dømte? Det han gjorde ene, forat haane dig, for, nægtende din Bøn, at vise dig, paa Israels Helg, hvor sjunken er din Magt. SIDE: 455 Folket. Ha, gjør han det? Præster. Spørg ei! du saae og hørte. Han klappede den Dømte mildt paa Skuldren, mens vi paa Jorden stamped. Ja, han vil din Trældom og din Afmagt vise dig. Folket. Det skal han aldrig. Præster. Judas Løve, ha at bede Romas Høg om Benet, logrende! Folket. Nei! -- bede? Præster. Knurr da Løve! Folket. Løven brøler. Præster. Ret, Israel, brøl, saa Høgen slipper Benet, om ei din Sult, blot Lune lysted det. Reent ud: Brøl: "Jesus døe!" Det gjælder, at beseire Romeren og Israels Villie. Vee, Israel, det er længesiden du en Seier vandt! Folket. Ha, Romeren skal ei trodse. Nu skal vor Villie være tvertimod. Mens Øjet græder, raaber Munden: døe! Pilatus. (kommer med Jesus) Gaaer hjem, I Jøder! . SIDE: 456 Præster. (til Folket) Hører I, han jager eder hjem, den Fremmede? I maae ei træde eders Odeljord. Nu, trodser ham! imod hans Villie raaber: døe Jesus! Folket Jesus døe! Pilatus. Mod dette Folk Athenens ere som Billeder af Malm mod Vimpler. Blæser Vinden ifra den Kant? Ja Præst, jeg mener, at din Kaabe er nu bleven Æoli Sæk. Præster. (til Folket) Han haaner Alt, hvad Israels er. Den Israel har dømt beskytter han; hvis Israel beskytted, da maalløst var hans Had. Folket. Lad Jesus døe! Pilatus. I Folk, jeg har i Eenrum talt med Jesum. Han siger sig at være Konge, men i Riget, vore hellige Mysterier forgjæves ville give Grundlov, ja, i Sandhedens. Nu, deri feiler han; thi hvad er Sandhed vel? Forresten, (hvis jeg forstod ham) har han Trællen lært en Frihed, der har mere Liv end Stoikerens, og Herskeren at bruge Maadehold. Hvis man tilbunds i Jesu Lære gaaer, da finder man den gamle Thales' Perle SIDE: 457 -- ja, hvis jeg rigtigt saae. Reent ud: hos dette Menneske jeg finder ei Skyld. Præster. Hvorledes! Er du Cæsars Statholder, og taaler, at han al Judæa sætter i Oprør, siden han fra Galilæa udgik? Pilatus. Vel! Er han Galilæer, sender ham da til Fyrsten. Jeg er glad, hvis jeg kan eders Sager slippe. Lad ham gjøre med denne græculus, hvad bedst ham lyster. (De føre Jesum bort) (Jesus, Præster, Kongen) Kongen. (afsides) Det er forhadte Gaver Romeren sender. Han minder mig . . Ha alt er jo forbi? (høit) Hvo mindes vel en Dands saalænge? Staa! staae der med ham! ei nærmere for Alting! (afsides) Han ligner ham ei engang: Ham paa Fadet! Kom nærmere! Han er, ved Himlen, smuk! og ei forhæsliget ved dette Træk af Nattevaagen . . ja et græsk Profil, ei disse Jødeneb, liig Aadselgribbes. Jeg kunde elske ham som Gorgias. Dog, disse Præster gloe paa mig -- Hvis fast de gloe, da smelter Kronen. Jesus, -- dog, det er sandt, du er jo Konge? -- høikongelige Broder! Pah, du Kjærlighedens Majestæt, jeg beder, se ei alvorligt paa mig! -- ja, jeg beder dig kjærligst mig forklare lidt i Kjærlighedens SIDE: 458 Mysterium (du veed, vi Konger tidt paa Philosophien fuske lidt, imedens paa Kongedømmet Philosopher fuske) . . Jeg veed, du er i det Capitel hjemme; og selv jeg troed, at jeg var det, til du vakte Skruplerne hos mig, somom jeg ei forstod at elske. Er Kjærligheden -- vise Rabbi, hør nu! og afbeviis mig, om du kan, med Sætninger meer grundige, ei skarpe som dit Øjekast! -- Er Kjærligheden -- Rabbi, sandelig din Mine staaer ei i dens Lexicon! Foragt? mon Dumhed? Nei! Dit Øjes Kulde er Nattefrosten. Var det end Foragt; da er jo den i Mine og i Stilling, fra Moses' og fra Jambres' Dage den Fægterpositur, en Sprenglærd tager mod Striderens Udfald? -- Kjærlighed: den, som beviser i Omfavnelser sin Sandheds Overvægt mod den, du præker (dog siden jeg beviser, at der er ei virkelig Modsætning til imellem min Kjærlighed og din) . . den ene sande -- thi alle Nerver raabe jo samstemmige: jeg hader ikke den, i dette Nu jeg favner: saaat Livet være maa en fortsat Kjæde af Omfavnelser, hvis det skal vorde idealsk, og ei som Dyrenes, der slaaes, naar de ei yngle -- . . ja, Rabbi, er ei denne Kjærlighed, som Sværmere troe at brændemærke, ved at kalde den den dyriske, den physiske; skjøndt Aanden just er den, der føler Vellysten, idet den gjennem Kjødets Foraars-Rosensky, nedsæller som en Straaleregn sin Guddom . . er denne Kjærlighed ei Aandens Væsen og Salighed, som den er Støvets? Hvi skille Støv og Aand ad? Er ei netop hiin Kjærlighed den sande Harmonie SIDE: 459 (thi mon i Elskovsøjeblikket Aanden hoverer over Kjødet?) som os viser det Verdens-alts Mysterium: den Eenhed, som er i Alt? -- Ha, har du Svar? -- Hvis Sværmere sige: hisset er et Liv! hvis En, med raaden Gravlugt i sin Næse, tør fylde op med slig en yndig Drøm sin Mund: da maa han lære: Aanden hist et Legem faaer med Følelse og Vellyst, ei saadant som du drømmer gjennemskueligt som Menneskets Øine nu omtrent. Den er det sande Liv! Den Kjærlighed det Skabtes Svar til Skaberens: du er! "ja! ja, jeg er!" -- Ved Cæsars Liv indrømmet! Allivets Ord? Ved Cæsars Liv, indrømmet! Men tvende Dialecter lyde dog i dette Sprog: een Mandlig -- noget haard -- een Qvindlig -- noget blød? . Nu, Rabbi, se ei saa koldt! bliv ei en skjærende Accent i dette Sprog, thi jeg forsikrer, dit smukke Ansigt gjør dig deri til et vakkert, ja et ret poetisk Ord. . . Ja hvert et Menneske er (som det er smukt og stærkt til) deri digtersk Periode; men hvert et Dyr kun simpel Prosasætning; ja Sommerfuglepar, naar ynglende det veires hen, kun to henslængte Udraab: et "Ei-hollah!" et "Eja-ha!" og andre. Se Dyrenes Elskovs-prosa skrives paa Solskinnets rene Blade; dog tør Nattergalen (kun for sin smukke Sangs Skyld) tegne sig som Omqvæd paa det mørke Nat-papiir, hvor Menneskekjærlighedens Poesie, med Sølvskrift og med rosengyldne Puncter, sig prenter helst, for klareste at straale. Dog nægtes ei -- forvirr mig ikke Rabbi! -- at Mange, som i Natten burde lyse, blandt Fuglenes og Dyrenes Prosa paa Dagbladet slænge deres Stropher hen. SIDE: 460 Nu, her er Knuden -- vend blot Øret, ei Øiet, hid! -- naar vi maae tale Sproget, (og det er hele Livet tvunget til; kun fangne Elefanter og Essæer er' stumme deri) mon ei Dialecten staaer til vort eget Øres Valg? -- Nu, svar! . . Du svarer ei? Vel, du forstaaer ei, skjøndt din Skabning og dit Ansigt siger, at i alle Tre, som jeg, du burde tale -- Vel! Manden er den haarde Dialect; dog har han ene ei den rene Haardhed. For nu at vinde den: at blive til en dorisk Hymne, knytter han sig selv, som Periode, til en anden Sætning af samme haarde Vægt: Mand elsker Mand. -- Se Mig og Gorgias! -- Er Det ei Sprog-ret? Men elsker Qvinde Qvinde (thi alene, som Ord i den Alkjærlighedens Hymne, er Qvinden kun en Læspen) bliver det en sapphisk jonisk Sang. Er det ei Ret? -- Ha, Rabbi, vel vi komme i Disput: jeg seer, du lider ikke disse Theses. Du taler blot det rene Attiske. Vel! der er Vellyd og: det tales blot i Mands Omfavnelse med Qvinden. Det halvt er haardt, halvt blødt. O siig os, du doriske Ord, hvorledes lyder det joniske, du valgte! Mirjam? Rahel? -- O der er tusind Slige: Du maa vexle. Hvis ikke blier dit Liv, din Elskovs-hymne en tom Gjentagelse af tvende Ord. Nu vel, studeer det Attiske! Jeg vil imellem Doriske og Attisk vexle. Foragt dog ei mit Sprog, vi ere jo i samme Lærdom Mestre. -- Mester, du? Du kan jo ikke svare, ei bevise. Er denne ei den Kjærlighed du lærte, i Troper ene talende? Hvo tier, samtykker. Vel, vi ere enige. SIDE: 461 Se Jesus og Herodes, Fiender som Majestæter, ere blevne Venner som Rabbier . . Omvendt -- da reent umuligt! Ræk Haand, min Broder? Nei? Du blues, fordi jeg dig beseired i Disputen? fordi jeg rørte ved den ømme Streng, bevisende, din Lære om en Kjærlighed, der viser sig i Dyder, eller hvad de Tegn nu kaldes technisk, sig til Min forholder som en luftig Sukken efter Omfavnelse til denne Selv. Ja er (som i de Græske Fabler om Dydshelte) ikke denne Endemaalet, og Det som Heltens Taalmod gjør saa seiglivet? En Elskerinde derfor stedse ligger i Baggrunden. Nu, du lærde Jesus, erklær dig for Herodes' Lærling; thi du seer jo klart, at jeg i Ord og Daad den sande Kjærlighed har lært; men du har nedstemt i din Lære denne til Velvillie. -- Fy! Nu, derfor maa jeg dog Pilatus takke, som sendte denne Original, at jeg ham kunde gjøre til Copie af mig. Gaa nu -- jeg ei fordømmer saa smukt et Ansigt. Gaa, jeg ei dig dømmer: thi Vi jo ere enige . . Og derfor jeg (liig en Doctor, hvem du kan bevæge til Alting, ved at sige: ja jeg indrømmer!) forglemmer, at du Kongerne fordømmer, beskyldende dem for, i deres Mag (somom man Andet har at gjøre paa den højeste Top, end hvile?) . . forat have fremynglet Lasterne. -- Ja gaa! -- Dog bi! Ifør ham denne hvide Kappe, at han som Candidatus kan beile og til Romerens Gunst . . Se Jesu Ryg er Fredsbrev fra Herodes til Pilatus! SIDE: 462 (Udenfore Domhuset. Præster. Folk) En Præst. Hvor bli'er han af? Jeg frygter for Herodes. En anden Præst. Oh, Rabbi Jochanan er med. Han har et Kors i hvert sit Smiil for Jesus, fra den Tid Denne ham opvarted med Fortællingen om den barmhjertige Samaritan. En Præst. Vel nok! Men Kong Herodes kun leer ad Israels Præsters Sag. Han vil flux vise, ved at stemme med Pilatus, at kun hans Had var tvungen Gjengjeld for den stive Romers Ringeagt. En Præst. (Bevægelse iblandt Folket) Ha -- hvad? alt Folket splittes. Ja, vi tabe Slaget, hvis ei Herodes' Lune var til Blod. Nu! lad saa være; skjøndt vi tabe da Fornøielsen af Mordets Øjeblik. En Præst. Nei, Folket splittes ei. Det stimler sammen. En Mand. O store Jesus! Ja, som selv du sagde: dig tjene Aanderne. En Præst. Hvad taler du? Ha dette er den Blindfødte! End gaaer du her omkring, Forskudte! Hvad er det? Folk. Judas! Judas! SIDE: 463 Præster. Hvad? Judas? I hvilken Kro mon aagrer han, og lader sig af Skyldneren tractere? Vi skylde ham ei Noget. Folk. (slæbe Judas' Liig frem) I maae vide, om Denne kræver Eder. Præster. Bort! Ha, Judas? Folk. Vi haabe, at han har betalt. Præster. Vi byde, at slænge Aadslet bort i Kulen. Hvi at vise os den Ækle? . Ho, betalt? Betalt et uselt Skriin for Penge til Satan har han kun. Og troer I, Satan er dummere end en Jøde? Nei han laaner kun uopsigelige Capitaler, saa Alt hvad man betaler ei forslaaer. (Liget slæbes bort) En Mand. Dog svar var Angeren. Præster. Dog kun Syndens Rente. Manden. Og rædsom var hans Død: som om i Taage, og ei han vidste Veien, famled han sig frem fra Kaiphas' Huus; med skye Blinken han saae paa Dem, som vandred ham forbi, men stirred uden Blinken ind i Solen. Det lod somom han Templet søgte; thi SIDE: 464 der standsed han, og lod med dødbleg Taushed i Templets Kiste falde nogle Penge. -- Jeg veed ei mere; thi jeg ham forlod, med Undren over Judas' Gavmildhed, før han udtællet fik; thi stedse seigere neddryppet Sølvet. Dog det lod ei til, han angrede sin Gave, snarere, somom i Evighed han gjerne tællede, somom han Noget ønskte at udhale. En Mand.. Jeg hørte ham at tælle Ni . . ni . . ni og ty -- ve og -- Tre . . Tre . Tre . . Tre . . di . . ve! Men Klangen jeg i dette "ve!" ei glemmer. Det lød som stimled alle de Selvlydende omkring et "v" i. fælleds Smertes-chor, som "va, ve, vi, vo, vu, vy, væ," isammen til en enkelt Lyd (som dog til Stamme syntes have Raabet: vee!) ismeltede; ja en enkelt ny Vocal ismeltede -- kun Skade, at den vanskelig kan udtales. Dog talte . . nei! dog hvined Judas den, og løb og hvined bort . . jeg fulgte ham, som Hajen Skibet gabende efter en Ulykke. Ja jeg fik den. Thi han knapt, med hundred Alens Forsprang var forsvundet! bag Skræntningen i Oliehaven, hvor han Jesus (O, jeg veed det nok!) forraadte, før -- hu, mit Haar sig reiste, som om der hans Aand sig skjulte -- jeg ham over mig saae svævende ophængt i Terebinthen, der luder frem som Klippens nikkende, smalhals'de Hoved . . og i samme Nu han drat. Det var som skjød den ene Klippe ham med skarpen Negl hen paa den anden: som om Klipperne saalænge kun ham greb til de fik kloret ham; men dog omhyggelige, SIDE: 465 at ei han skulde døe, før mellem Nelderne og Tornene og Snoge-rederne i Dybet; thi, da ned han rasled der, den qvalte Luft i Lungerne foer ud i Hyl endda. Ja, Præster, Judas saae jeg at slide blind i egen Indvold; thi ham Ravnene forfulgte i hans Nedraslen, med Klageskrig, som var han dem frastjaalen; og, flux han naaede Bund, saa var' de der, og hakked ud (de valgte sig det Bedste, som de, der naaede Byttet først) hans Øine, og bar dem endnu levende, ei brustne, til Klippens Top. Der de nedsvælged dem, som var de Dugdraaber, og nedfoer efter mere, men kom til Kamp; thi Dybets Snoge, med ægget Harm og hungrige, somom de havde ventet ham, alt boede vrimlende i Bugen, sprettet op af Klipperne. I Dødens Øjeblik jeg Judas saae at hale ud en Slange af sit Hjerte. Præster. (afsides) De tredve Sekler gav han da tilbage? Nu faae vi Raad til Synden at udsone, og det for Intet. Manden. Jeg stod som lammet. Dog tilsidst jeg lod min Trælleflok ham slæbe udifra de seige Slanger hid. Jeg vil ham jorde. Præster. Herr Joseph af Arimathia spar den Omkostning kun til eders Ven, til Jesus! Manden. I da ville jorde Judas? SIDE: 466 Præster. Hvad rage disse Rædsler os? Af Agtelse for eders Stand, Herr Joseph, vi hørte kun paa eders lange Snak. -- Dog sandere den Taalmod skyldes heller vor Kjedsomhed; thi længe vi alt vente paa skjønnere Scener. Ha, der har vi Helten! I romersk Dragt? Ha, Folk, i blege Haan? (Jesus føres indi Domhuset) Folk. Hvor bleg . . Præster. Ha, Israel raaber ei? Folk. Hvor bleg og syg saae stakkels Jesus ud! Gid meer end Skræk ei ramme ham! Præster. (afsides) Som Løven er Folket, feigt og sky (det kaldes Høimod) naar sig Gazellen krummer bedende; men rasende, naar Blodet først den seer. Ha, Israel, du maa see det! Folk. Han gjorde aldrig Ondt; nei sandelig, han gjorde aldrig Ondt. Præster. I Utaknemlige, I saae da aldrig Godt af Præsterne? Hvo gjør, at end I leve, skjøndt I synde? mon Præsten ei, som renser? Jovah knuste dig, hvis over dine Hytters svulne Helveder ei Templet straaled reent. Men Altret er den Lod, som holder Ligevægten, saa I ei nedtynges af jer Synd. Det Vægelsind SIDE: 467 er eders Vægtstangs Bævren. Derfor vi tilgive, og afpudse Templet nu som før: -- se Judas' Sekler, disse Blodpenge, ei skulle Templet smitte: vi bortgive dem. -- I prise ei? Er Gavmildhed ei Præstedyd? (Stillhed) Mon disse Penge om til blodrødt Kobber forvandledes? Nei, sandeligen, Sølv saagodtsom Noget. Dog vi skjænke dem, at kjøbe derfor Jorden under Skræntningen, hvor den Forbandede nedbrast, til Jordeplads for trætte Pillegrime. Er Dette ikke Dyd? Da gaaer, og priser, med nazarenisk Vansind, Enken, hvis Eenskilling eders Mesters Tunge (o, den stedse-færdige) i høien Ros-klang uthamre vilde til en tung Talent. (afsides) End ei ved Raab betegner Folket, at det, ledet som af vore Dyders Straaler vil følge os i Dybet. Ja besynderligt! Det maa nok have følt de fine Traade af vort og Judas Sammenvæv, der udflagred, da sig Synedriets Døre aabned, flyve sig ind i Øinene. Thi ellers pleier det, ved Kongers og ved Præsters Dyd forbauses, som om dem Mennesk-daad var unaturlig. (høit) Ha, I stolte Stoddere, ei see en Dyd i Rigmænds slængte Penge? Et Smiil af Engelen I ville have ledsagende den tørre Handling. (Afsides) Hvor kommer dette Træk endnu vel fra den laveste Natur? End, Aand, ei død? Vi troede, at du herskende dig havde tilbagetrukket kun i Præst og Konge, saa disse Andre vare kun, som Fodskamle som døde Klodse, lette at beherske. SIDE: 468 Og, da i hvertet Folkets Barn den gjenvaagner: saa forme vi den jo i Oldets Form, vi hamre jo, vi støbe i Opdragelsen. Og dog -- forgjeves! ? (høit) I Folk! (afsides) Ha, Dette lærte du af Jesus! (høit) Folk, vi vide, Du vil have et Godheds Smiil i hveren Gjerning, hvis du vil agte den. Vel! Veed du ei, at denne Judas var vor Fiende; thi han med Templets Fiende jo vanked, og det var Retfærd kun (og da ei Dyd) og hans Samvittighed, der, i dens Vaagnen som Søvnevandrer, os tilførte Jesus: Nu, milde og forsonlige, vi ere som Træet, der henrækker Olieblad til Judas, den vildfløine Fugl. . Ja, se, vi, milde og forsonlige, forunde ham første Plads paa Pilgrimsageren! Thi han en Pilgrim var, men vandrede paaeengang efter tvende Veirlys. -- Mon Præster øve Dyder ei som Jesus? Ja, siig det nu! Han vilde Os begrave, med Møllesteen om Halsen, ud i Havet, os Israels Sonere! Ha, Han hade ei? Hans Had opsluger Jorden, saa det tyer til Havet, forat tømme der sin Galde. Og Vi udsætte os for Himlens Vrede, af Kjærlighed -- vee! lad os ei udtale det! -- forsørgende med Fader-omhu den, som Himmelen og Jordens Dyb forstødte. Vi øve Dyder ei som Jesus! ? -- Ha, Israel! Og have vi ei Templet, Jovahs Tempel, og Jovahs Alter, Jovahs Helligdomme, Forjettelserne? Ha, mon dette Alt opholder Jorden ei, saa ei den synker? Vei Dette, Israel! Har da Jesus Dette? Hvis end din Kjærlighed -- o vee dig, Israel, Du troer den er en Favn: den er et Dyb! -- SIDE: 469 hvis end din hule Kjærlighed, opfyldt med dette falske Skyggebilled af en Prophet opvejer Hiint, da læg til Dette den Rad af Israels Oldtids store Aldre. Mod disse har du Intet uden disse beruste Øieblik. Ja sandelig af Jesu søde Taler har du drukket en Opium-ruus, hvor Vanvids-syner vrimlende først folde Aldre for dit stive Blik, af brustne Kroner og af Lænkers Stumper, liig faldende Gnister, funklende, af styrtende Altre bævende; og saa en Alder, fuld af Drømmebilleder, som forestille frie Folk, der dyrke (som Jesus kalder) Gud i Aand og Sandhed. -- Vaagn Israel! hvi en saa farlig Drøm, naar du i dette Tempels Støtter har saa fast og skjøn en Sandhed? Vee, du vaagner ei før vi knække denne blege Valmu, der skjød saa lumsk fra Skyggen af vort Altar op til et Menneskhedens Tryllebæger. Du vaagner ikke før vi Jesu Blod indsprænge i dit Aasyn; ikke før vi vise dig i Jesu Hjerne, hvilken en ækel Saft du skylder dog din Ruus. Ha Dyd, som Jesus, øve vi; og dog ei nok? Men Templet eie vi; og har da Jesus, den forhadte Romers Yndling, -- ha Israel hørte du? -- et Tempel til din Lye? Folket. O herligt er dog Israels Tempel! Præster. Velsignede Israel! Og du skulde taale at Capitolet, Hedenskabets Throne, forhaaner det? Vi ere Zions Tunger; og Tungen veed vel hvo fornærmed Hjertet, SIDE: 470 og nævner den? Vi nævne Jesus nu som Israels Tempels, Helligdommens Fiende. -- Ha, Folk, dit Hoved ryster? Du benegter? Vel, lave Pøbel, gaa som Præster i det Allerhelligste! forsøger paa, at tænde Soningsaltret med din Haand, med tusind Hænder! O, de ere rene; thi Arons Stav de rev af Levis Hænder, og sled af Præstens Skuldre Kaaben, og de hellige Retfærds-øine af hans Bryst! Folket. Ei saa! Ved Israels Haab, ei saa! Præster. Du gyser Israel? Er Det din Fraaden indmod denne Tærskel, hvorbag hiin Fremme'de haaner dig; thi han beskytter Den, vi nævnte Templets Fiende: din Fiende, Israel? Ja, han sidder nu, i romersk Dragt, i Ro og Mag, derinde, og disputerer ved hans Frokost. Ha, hvis du nu raabte: "Jesus leve!" da Han stak hans Hoved udigjennem Vindvet paa Spydsod. Israel, trods ham! Skrig "Jesus frem!" imod den Romers Ønske, der fryder sig ved Skuet af, at Israel, (ja selv de Ypperste) maa, udenfor hans Vindver, hvor han fraadser indenfor, paa Festens Morgen-taage tære fastende; og saa tilsidst, af Solen stegte, med en hæs, fortørret Røst, naar langt omlænge han triner ud, Hans Ønske eller Indfald, foragtende vort eget, hvæse efter. Saa gaae vi hjem modaftens med den rolige Bevidsthed, at vi have været høflige mod Israels Herre. SIDE: 471 Folket. (raabende) Ha! du Romer, frem med Jesus! Jesus! Korsfæst, korsfæst din Jesus! Præster. (afsides) Saa æltes Folket. Masse, æs! gjær, Deig! (høit) Ak, ejed du din egen Øvrighed, den maatte komme da, saasnart du peeb. Nu hører Romeren Israels Raab, som om han hørte Vinden pibe . . Folket. Frem med Jesus! Præster. . . Ja Vindvet lukker han, naar Israel raaber, som om det var en Nordenvind. Folk. Ha, Romer, Vi slide dig . . Pilatus! frem med Jesus! Præster. Se Tyranniets Trods er Haan! Men Trællens Haan er Trods. Ja trods ham! Folk. Vee dig, Pilatus! Jesus! frem med Jesus! Jesus! Korsfæst ham -- ha! Han døe, fordi du trodser, fordi du vil, hvad Israel ikke vil! Præster. Ja derfor! Ha, hvo regner, hvorfor Jesus maa døe? han Romerens og Barbarers Ven, han Synderes og Tolderes Broder, han Garizims Ophøjer, Zions Nedtræder! SIDE: 472 Judæa du -- ha Du kan ei nedtræde en Galilæas og Samarias Blomst? Ak nei, en Romers Skjold bedækker den! Folk. I gjør os rasende. Pilatus! Vee vort Had! Ha Jesus! Jesus! (Pilatus kommer ud med Jesus og Vagt) Korsfæst! korsfæst! korsfæst! Pilatus. Tys! Tys! . Ved Jupiter! . Folk. Korsfæst ham! korsfæst ham, Romer! Det er Israels Villie. Pilatus. Foragtelige Sværmere, Taushed, hvor en Romer byder! Folk. Ha, korsfæst ham! Pilatus. Ja, hvis jeg til Israels Hjerte (denne Høipræst) ham kunde nagle. Bort! Jeg har Cohorten. Dens Landsestraaler splitte disse Skyer. Præster. (til Folket) I hørte det? bered dig, Israel, til at døe for Jesus! Folk. Jesus døe for os! Pilatus. Hvad Ondt har Han da gjort? Herodes ei, ei Jeg fandt Skyld hos ham, altsom I klage. SIDE: 473 Præster. Du hører, Folket vil, at Denne døer. Pilatus. Nei I, I ville det. Hvis Folket kun faaer sovet, vil det kalde ham imorgen, som før, "sin Kjærlighed." Præster. Siig, Israel: naar Romeren, dit Had, har favnetaget din Kjærlighed, er denne ei forgiftet? Men fly og skjul dig Israel: se Jesus i Romerkaabe har Cohorter! Folk. Et Folk foragter Legioner. Ha, Pilatus, du er Dødsens! Pilatus. (afsides) Ja, hvad skal jeg? Her er det Bedst -- ja, hvis Forstanden skal indrømmes Forrang for en Taare, hvis det skulde agtes værd at leve og at være Mand, maa "Klogest" være Eet med "Bedst" -- her er det Klogest da og Bedst (som Mulen Tøilen faaer paa mulmsvøbt Hede) at lade fatum styre i sit Lune. Dets Villie altid er den Stærkestes. Var Syriens Legioner her, da var min Villie fatum. O, hvor dybt er ei et Menneskes Mulm! En Times Draabe ei jeg mægted see igjennem, see igjennem den, at Disse maatte seire ved dens Ende. Jeg kunde lagt saalænge da paa Løibænken, og læst Horatium Flaccum, og strax hengivet ham: jo kun en Jøde. Da Timen dryppet var, som andre Timer, ufarvet, ned af egen Tyngde over SIDE: 474 Pilati Hoved. Portias Morgenhilsen et Rosenskjær dog kunde givet den. Men nu? Som en uskyldig Dryp-secund fremtitted den, og nu den svæver alt paa Nippet til at falde, liig en blodrød Rubin, med Vægten af en Sol, paa mig. . . Nei ei Rubin endnu, ved Jupiter! dog er den demantreen ei længer, men i alle Haabets og Uvisheds Farver den spiller, og den synes som forstenet af noget Uforklarligts Pust; dog et Bestemts fraoven eller nedenfra. Men nu? en Time har jeg kjæmpet -- vel! jeg maa da ei beseires ganske; men dog redde Noget af min Villie, (høit) Jøder, I ville have Jesum her paa Korset? Jeg vil det ei; men anbefale ham til Lærestol i Eders Synagoger. At ei i Fiendskab vi samstøde skulle for denne Sag, hvis Vægt borttages nu med Romerens engang den tillagte Villie: en Middelvei vi vandre til Forsoning. I ville, han dræbes, ei, at han skal slippe med mindre Straf; Jeg vil, han ei skal straffes. Nu vælge Vi en Straf, som Ingen af os har ønsket sig. Thi er da decreteret: den Jøde-konge Jesus skal hudflettes! (til Soldaterne) Flux, Romere, hugger løs, somom I havde det hele Israel med blottet Ryg i denne Ene! (Soldaterne hudflette Jesus) Jesus, vær tilfreds! Min Portia har Salve. Hvo ei Skib kan redde, ro tilfreds iland med Baaden. Saa . . o du Stoiker! (Soldaterne blive ved at hudflette Jesus) SIDE: 475 Præster. Han gav dig Skallen, Israel, at tygge; men gjemte Kjernen. Ja, han faaer sin Villie; men din -- ha Israel! men din? Bad du om Pidskesnert? om denne Leeg? Mon Jorden har en Træl, som ei vil kjøbe en romersk Prætors Venskab for et Pidskeslag? Ha, svage Folk, du græder næsten -- ja, ved Jovah, Taarer hist og her a1t vaske bort disse Draaber Blod af Synderens Ryg. Og hvergang Pidsken hviner, blinke I med Øinene . . Pilatus. O stolte Stoiker! Sligt Ansigt, roligt som en Sol, til slig chaotisk Ryg! O skjønne Syn! O høje, stolte Syn af Guddom! Men -- Sextus, ha! du slog for haardt -- Nok! nok! ved Jupiter! Folk. Nok! nok! Slaa ikke meer! for Guds Skyld, slaa ei meer! Ak, er det ikke Jesus? O vi drømme. Præster. (Hudfletningen standser) Forstokkede Anklaget tidt man saae med Melke-ansigt og Commisbrøds-ryg; thi Hjertet hærder Ryggen meer end Vanen, som Ilden hærder meer end Hamren. Men Hvo saae en Klager blød? Foragtelige! Oh, Portia har Salve, og Pilatus har Haan og Hevn mod Israel, men Venskab at bringe Templets Fiende. Israel, nu er du smurt om Munden. Han bedrog dig. Du raabte Blod! og fik det; men i Draaber. SIDE: 476 Pilatus. I klage end, I Trodsige? I Trælle, seer eders Usselhed: en Romerdragt (der nu paa simpleste Plebeier er Aljordens Kongekaabe) skal ei, ved at bæres af en pidsket Jøde, skjæmmes. Men fører ham i Israels Konge-purpur og Israels Krone, nu en Tornekrands; thi hvo kan finde Davids gyldne nu blandt Romas Regnepenge? (Soldaterne iføre Jesus Purpur, og trykke en Tornekrands om hans Pande) Se Israel, Tornen, voxet paa et romersk Castel (selv ligt en Torn i Judas Hjerte) nu drikker Davids Blod! Jeg er ei meer end Romas simple Kriger, og jeg tør din Drot hudflette, Israel. Romas Krigere, I Verdens kobbervingede Sejersørne, nedknæler, hylder Israels Konge; thi det er et mægtigt Folk, der trodse tør selv Himlens Retfærd og en romersk Prætor! Soldaterne. (haanende) O Hil dig, Israels Konge! Pilatus. Ret! Ret saa! Ja Israel er et mægtigt Folk, der tør (vel alle Zoroasters Djævle ere dets Allierede?) selv Himlen, ved at haane Retfærd, trodse; ja og Jorden i Mig, en romersk Prætor. Soldaterne. (slaae Jesus) Ret dig! Hil! Vi salve dig med Spyt. Hil Israels Konge! SIDE: 477 Pilatus. (fører Jesus frem) (afsides til Jesus) Du sande Stoiker, jeg agter dig. Jeg haaber, dine Fiender ere mætte. (høit) Se hvilket Menneske! Præster. (sønderrive deres Klæder) O blodige Haan! Vanærede Israel! O Juda, gjenlagte Beensplint af en Løve, vee, mere Ild der er i denne Purpurlap end i dit Hjerte! Folk. Haan? Ha, Romer! Haan? Korsfæst ham, eller du. ! Korsfæst ham! vee dig! Pilatus (afsides) Ha, hvilket Skrig, som tusind Dolkes Hviin! Slig casus ingen Philosoph anmærked. Her sværmersk Uskyld er anklaget, og romersk Retfærd er som Dommer; men, se, et Folk fremtræder jo som Vidner. Nu, som det Romersk er, at frelse Uskyld, saa er det Romersk dog fra Arildsold at høre Folkets Røst. Men begge Parter ved Fødselen ere Romas Afsky: lad dem isønderrive da hverandre! . . Nei -- ha, Pilatus skulde være Kritias, om Denne her blev Sokrates? Jeg vil ei have Skylden, hvordan det saa gaaer; thi her Pilati Vid maa stille staae. (høit) Elendige Trælle! I, hvis Villie kun fremkogledes af Disse Troldmænd . . Præster. (afsides) Du stive Romer, hvo bortkogled' din? -- Den flygtige Djævel Frygt, der irrer som en rastløs Midde i din tunge Hjerne. SIDE: 478 Pilatus. . . Hvad ville I? Præster. Svar høit, hvad vil du, Folk! Folk. Hvad vore Præster ville. Pilatus. O tilgiv mig, du høie Israel, at jeg leer: mig synes du nu Slangen liig, der dandser, naar Gøglerens Finger svæver over; men hensynker død med den. Ha, meer du veed ei hvad selv du vil . . Folk. Jo, jo! hvad Du ei vil. Korsfæst! korsfæst! Pilatus. (afsides) Tilsidst er Visen sjungen saalænge fore, til De kunne den. O de Foragtelige! Men jeg hevner mig! O smukke Rose, du skal sønderrives af dine egne Torne! du er afreven, og svæver ene . . Ak, Hvad kan jeg? (høit) Saa tager Jesum hen da, og korsfæster ham! Jeg vil det ei; thi jeg ham veed uskyldig. (vil gaae) Præster. Nei, nei! Hvad Vægt mon havde da hans Død? hvad Stempel? Hvis ham Folket sønderrev, da sønderrev det Templets Seier. Ha, hvad Værd hans Død, naar Anger sidenefter, saasnart hans Blod af Folkets Haand var vasket, bepletted Hjerterne med Blod? Thi Angren, begyndende med: "sandt, jeg var for rask!" vil ende med det Hyl: "jeg er en Morder!" SIDE: 479 Nei døe maa Han for Loven, som Misdæder! Thi evig maa den sande Seier være. Men Hver, som siden seer dens Grav, som Folket har dræbt, vil tænke, naar han gaaer forbi den: "Han fik en svarig Død -- Gud Os forlade! Jeg hørte -- gid, ak, gid det dog var ugjort! -- han raabte med sit Dødspust: Vee! mod mig. Dog gjorde Jeg jo kun som Andre gjorde? Jeg frygter . . Døde! sov dog sødt iro!" Men viid, Pilatus, ønsker engang Folket saa fromt om Jesus, da er Alting tabt: vor Daad da kun var Mord, men ingen Seir. Du seer, i hiint Tilfælde, Folket vover Kjærminder plante selv med blodig Haand. Men, dræber Loven, roligt gaaer det da forbi henrettet Synders Grav, og siger, med Hovedrysten, ja med bortvendt Hoved: "Du fik en svarig Død. Gud dig forlader! Skjøndt, færdes som du kan det! Os det rager ei. Thi Loven er retfærdig jo? saa Hvad du fik, fortjente du, og det medrette. Medrette? Var det ei? Lad Dommeren svare! Mon vi bedømme Loven? Dommeren svare! Det bliver Hans og Lovens Synd; ei vor." Saa stinker Afsky, som den værste Bulme, paa den henrettede Misdæders Grav, hvad-heller Ligegyldighedens Mose den overgroer, saa ei den synes længer. -- For Loven døe da Jesus som Misdæder! Du veed, dit Rom, i Seiers Overmaal (nei heller forat lade Israel eje et Minde om dets sjunkne Høihed) lod vort arme Folk sin egen Lov beholde; og denne byder . . Pilatus. Ja jeg veed det -- ja! (afsides) I fanges nu i Eders egen Snare. SIDE: 480 (til Vagten) Før frem den Morder og den Røver Barrabas! (høit) . . Jeg veed det; ja den giver Folket Forret, hver Paaskefest benaade en Forbryder. (Barrabas stilles ved Siden af Jesus) Præster. Ei saa vi meente. Loven . . Pilatus. O jeg veed det! Tys! Stille blot! Lad Folket vælge! Se, her er' da tvende Jesus'er! betyder ei Jesus "Frelser"? Nu, isandhed i Mørke har det været slemt for Mange at frelses af den ene Frelsers Kløer. Frem Jesus Barrabas! Frem Jesus Messias! Se skumle Ansigt paa den Morder Barrabas! Se milde Ansigt paa den arme Jesus! Er dette ei som Nat og Dag? Præster. Hør, Folk, han stikker dig i Munden en anden Bid, end den du hungrer efter. Pilatus. Blod sidder end, ja eders eget Blod, imellem Barrabas' Negle. Denne her skyer Blod som en Brahmaner. Er der Tvivl? Ha Folk, du seer paa disse Præsters Ansigt, og ei paa disse To: paa Barrabas, for Mord og Rov ved Lovbeviser fældet -- den natlige Hyæn: paa Jesus, hvem I straffed alt, skjøndt Intet er beviist ham -- den hvide Due. Kan der være Tvivl? Præster. Nei sandelig! Thi Folkets Naaderøst udgaaer fra Templet. Barrabas kan tænde en Hytte hist og her, men Du ham hader. SIDE: 481 Men Jesus Ilden slukke vil paa Israels den stolte Arne, Zions Alter, og du elsker ham. Giv Barrabas fri! Her er ei Tvivl. Men Jesum fæst paa Korset! Folket. Ja, Barrabas fri! Men korsfæst Jesum! Pilatus. Ha, jeg snubler i den plumpe Trods. Gaa Barrabas! Du er en værdig Gave til et Folk af Mordere: en træffende symbolsk Foræring, i dets Frihedsfesttid, til et Folk, som stjal Ægyptens Sølvkar paa sin Frihedsdag. Præster. Vi ville kun hvad Loven os byder: Død for Gudsbespotteren, for Hver der falsk, formastelig, som Jesus, tør kalde sig Guds Søn. Det er vor Anke. (afsides til Barrabas) Gaa Barrabas! bring Jesu Kors! Pilatus. Ah, stakkels Sværmer! Det var ret en Sag? Mon Æskulapius dræbtes, da han kaldte sig, stolt af nogle Kurer, Søn af Zeus: af Livet? Jesus er jo og en Læge; dog ville I ham dræbe? Dræbe Læger? Hvor lavt I staae mod andre Folk! Ah, have I da tvende Liv? Da sandelig meer end vi Andre. Snak! I ere Kjød. Dog med en slappere Følelse af Liv (den Daarer til Selvstændighed ophøie, og kalde Sjel) end Romere og Græker; thi I, som Disse ei, der vide, at det Liv, vi have, er det Alt vi eie, indrette dette Liv saa skjønt og viist, SIDE: 482 som man det eneste vel skylder; men Barbarer I forblive, agte ei en Borgers Liv, ei eders Eget heller, naar I en Læge myrde, som dog er den Eneste, der giver nogen Modvægt mod Jordens Jammer: Krig og Sot. . . den Eneste, der kan forlænge Nydelsen af Livet, og forhale (o som ved en Borgerkrig han vækker i Naturen) vor Gjenindsvinden i Materiens Døde. Bort, bort, I Usle, fra Prætorium! Jeg sværger (skjøndt Hvad er at sværge ved?) . . Dog jo, jeg sværger Eder ved min Vrede, at Haar paa Jesu Hoved ei skal krummes, saasandt han er saa god en Læge, som min Høvedsmand fra Capernaum siger. Han døe, fordi han kalder sig Guds Søn? Det er' vi Alle jo. Men kun de Kloge med Vished vide det, og sige det. Men Gud er Fælledsnavn for alle Naturens Elementer. Siger En: jeg er Guds Søn, Søn af en Gud! da er det jo det samme som om Manden sang: "Intet er Altings Oldemo'r. Ild min Bedstefa'r, Vand min Bedstemo'r. Tilsammen de avlede Luft og Jord. Og Luften er min Fa'r, og Jorden min Mo'r. Jeg er Blod og Kjød, Odelsherre i dette Dyb, pidsket af min Fa'r, Formynder for min Mo'r, Broder til hvert Kryb, til Ørn og Mos og Rosen rød. Klippen graahvidskaldet hist er en gammel Tante vist. Jeg veed: jeg er! Siig frem, om du veed meer! Jeg troer, SIDE: 483 at aldrig, førend jeg blev fød, jeg var. At jeg er Muld, saasnart som jeg er død; saa stolt jeg nu er -- ha! ei værd belivet Støvgran da, ei værd en Flue paa en Qvist, jeg troer, jeg troer forvist!" Nu da? Ei Lapperie! Ved Guds Retfærdighed jeg . . Præster. Hvilket Chaos i din Hjerne! I samme Aandedræt du Gud benegter, og sværger ved hans Retfærd. Derfor just, fordi dit Vanvid er af Vind-natur, ustadigt, men uhyre, uden Form og blødt, det bøjer sig som Vinden let om Andres Vanvid, ligemeget hvilket, der formet fast sit Horn opløfter. Pilatus. Jasaa? Ei saa! Ved Skjebnen! da, der synes at ville drive Leeg med Jesu Hoved og med min Tunge . . . ja, ved Romerens Fasthed! jeg sværger: Præster, I jer Sag har tabt, fordi I bringe saadant Lapperie i Retten, som en Klage for et Navn. Præster. Ha, Vantroe, du Formastelsen i sig "Guds Søn" at kalde, ikke maaler i din skjælvende Hjerneskal. Israels Lov fandt Gravens Maal kun stort nok for en Deel af den; men hule Helved favner Resten. Pilatus. Huult? Oh, eders Helveder, I Præster, sig hvælve, søile høit mod Skyen! (til Jesus) Hvad svarer du? Du tier blot og lider. SIDE: 484 Svar, er det saa? Ha, værdiger du Mig ei Svar? Viid dog, at Jeg, at Jeg har Magten at frelse dig og fæste dig paa Korset. Jesus. Du havde ingen Magt, hvis Den ei var fraoven givet dig. Pilatus. Du mener Skjebnen? Den slaaes med mig om dig. Hvis jeg var Skjebnens Træl, da maatte jo Samvittigheden mig beskylde for Oprører. Men isandhed, hvergang jeg forsvarer dig, jeg har en Følelse, somom mit Hjerte soled sig; men saa en Taage kommer drivende -- hvorfra? Det Jeg veed ikke. Jesus. Pontius Pilatus, De, som mig gav i dine Hænder, have en større Skyld end du. Pilatus. O stille Viisdom! O kolde, rene, høie Æther! Hvo skulde tænkt, han kunde tale nu saa vist og roligt, nu da ei hans eget Fædreland vil bære ham, men gabende ham jager ud, som paa en Leviathans Ryg! -- Jeg agter dig. Skjønt from som Daaen, der med Maaneskinnet og Egens friske Duften sværmer, og, som Daaen jaget ind i Klippens Klemme, han piber ei som Daaen. Du har min Høiagt. Og Vee den Dristige, som lette tør mit Romerskjold, der nu bedækker dig -- ja dækker dig, ved min og Romas Ære! Jeg holder dig med Staalkloe: kommer nu, SIDE: 485 I sultne Ræve! Kommer nu, og rører, saa faae I Blod paa Snuden! Præster. Pilatus, døe han maa! han maa! han maa! I alle Jordens Præsters, alle Altres og alle Guders Navn, i Jovahs Navn, Det fordre Vi! I alle Jordens Kongers, alle Throners, i alle Tyranniers Navn, i Cæsars, Du burde fordre det; ja Du! Pilatus. Ja, kom han i en parthisk Sværm af Klinger. Præster. Vee Jordens Herskere, hvis dorske de kun frygte Sværd, ei Ord, et Ord, som kan belivne Millioner Sværd! Vi sige dig: den Synder der har Trælle Frihed lært; og, forat de med desto større Kraft kan bryde Lænkerne, han lærer dem at styrke sig ved Dyd. Pilatus. Gid dette var paa Romas forum lært i Syllæ Dage! Jeg skulde dræbe Cato? Præster. Hvorsomhelst end denne Jesus fødtes, af sit Fædreland han var en Fiende; thi han vil, at det ei ene skal besidde Frihed; men, som det, hvert Folk, ja selv dets Fiender. Men Cato elsked Romas Frihed, men nedtraadte alle Andres. Derfor var han herlig som en Romer. SIDE: 486 Pilatus. Jeg har svoret. Og nu faaer Templet knuse Borgen, hvis det vil sminke sig med Jesu Blod. Men saa vil Capitolet komme selv, og knuse Templet. (Til Stridsmændene) Frem, I Romere! Gjør lyst i denne Hob med eders Landser. Jeg svoer jo ved min Ære? Præster. Israel, se nu dræber Jesus dig med Romersværd! Folk. Korsfæst! korsfæst ham! Pilatus. Ha, uvillige, I Romere, seendrægtige I ordne jer? Fordi det er en Jøde, I beskytte? Men det er Jøder, som I skulle slaae. Og Jøden, som I vogte, er ei simpel; men se, en Heros (eja! var du Bacchus, jeg dyrked, som Herodes Venus, dig!) ja Halvgud eller Guds Søn eller -- hvad? -- og Israels Konge. Præster. Vi have ingen Konge uden Cæsar. Pilatus. (afsides) Vee Jesus, hvis de blande Cæsar ind! Folk. Nei, ingen Konge uden Cæsar! SIDE: 487 Pilatus. Den Træl er først foragtelig, som med sin Skjændsel praler. Præster. Giver du ham fri, da er du ikke Cæsars Ven! Pilatus. Ha! -- Folk. Ja, giver du ham fri, Pilatus, da er du ikke Cæsars Ven! Pilatus. Ha! Dette var Otterslangens Stik. Præster. Vi traf! Ja giver du ham fri, Pilatus, da er du ikke Cæsars Ven; men Cæsars Forræder! Pilatus. Ha! Folk. Ja giver du ham fri, du er ei Cæsars Ven, men hans Forræder! Præster. Hvo er vel Cæsar? Pilatus. (afsides) Ha! -- Tiberius! SIDE: 488 Præster. (leende) -- Oh, Cæsars Navn er Trolddom! Mon ei Tiberius? Han er iversyg som Jovah. Han maa vide, hvo der er hans Fiende. Han bør kjende sin falske Tjener. Pilatus. (slaaer sig for Panden) Vee! vee Dødsens! Ha Tordenslag! Præster. Mon ei Tiberius er Jordens Cæsar? Vi hans Trælle ei? Vi tjente Cæsar, om vi viiste ham en fattig Usling, der, i fjernest Vraa at være Cæsars Uven, vovede. Og Denne her, hvem han betroede? -- ha Cæsars Øine ere Dødens Sværd! Vel! bedste Vennetjeneste er det jo, at vise forborgen Fiende . . Vi pligtskyldigt maa berette Cæsar: Pontius . . Pilatus. Ha Pontius Pilatus er meensvoren! Præster. Ja, meensvoren! Saa var det jo vi mente. Pilatus. (afsides) Ak, hvad skal jeg? -- -- Ha, kan jeg være uvis? Her er en Jøde paa den ene Side; men Cæsar paa den anden. Vee, jeg har min Ære lagt paa Jødens Vægtskaal! Dog er det ei Cæsar selv, som giver Ære? O stakkels Jesus! -- Ha han er en Jøde! SIDE: 489 Fordømte Jøde! -- Ha, han er et Menneske! O stakkels Menneske! Fordømte Jøde! . . O vee, i hvilken Cirkel drives jeg, saa kolde Sved frembrister, Olie liig af Gjængerne, hvori jeg drives om. Det er Nødvendighedens store Hvirvel: jeg er nu kommet til det Punct tilbage, hvorfra jeg udgik: den Beslutning, som jeg fatted strax, jeg hørte, at en Jøde var stevned hid; ja den: "han flux skal døe!" Men -- o man følger altid sikkrest dog den første Drift, som var den Skjebnens Stemme -- om jeg begyndte at randsage, da Uraad bag de Præsters Ivrighed jeg ahned . . ha, saa kom de Skrupler, og hvirvled mig omkring til nu jeg standser ved samme Punct: han døe! Han er en Galilæer . . ah, hvor let han kunde været blandt de Galilæer, hvis Blod jeg blandede med deres Offers? Nu -- vel han var ei; men han kunde været, og saa var han jo død og denne Sag ei til. Ha, Een? -- hvad gjør det vel til Hine? Du faaer da følge dem, som 1 in mente forglemt ved Regnestykket paa det Altar. Desuden; ja desuden -- hvad desuden? Er der ei flere Grunde? O, at jeg, for alle Disse, havde ikkun een, der kunde dække denne Tanke til: "han er uskyldig!" Cæsars Magt ei selv kan -- jo den kan! Hvo er som Cæsar mægtig? Men, hvo er skyldløs vel som denne her? Ha Tankehvirvel -- ha, hvad hviner du, at sætte Liid, trods disse Løgnere, til Tiberii skakke, lyttende Hoved, til den Mistænkeliges Skeleblik, der i en skraa uendelig Straale glider fra Capitol henover Jorden? Ha, du raader mig: at døe, om Cæsar fordred, SIDE: 490 for Jesus? Pontius for denne Jøde? . . O risum teneatis amici! -- Han døer da? Ha, I Morder-Præster, ja! Han døer! Men vider: jeg hevner mig! Mod Cæsars levende og vrede Aasyn jeg med dets døde, milde (sandelig, bogstavelig har Smiger her forgyldt!) . . jeg med dets eget Billed mig forskandser; thi jeg vil reise Cæsars gyldne Billed paa eders Zions Altar, Præster; og I skulle tvinges ned, med Sværd paa Nakke, at offrende tilbede, knælende som før for Bels og Dagons. Præster. (til Folket) Vrist Seiren ud! Den hænger løst ham nu i Haanden, Raab! Ha nu -- Ah, der er Barrabas med Jesu Kors, vort Seiersbanner! (Barrabas kommer med Korset) Se, det peger stolt mod alle Verdens Hjørner! . . Ha nu! Ha Folket skjælver nu i Seirens Øieblik, og tør ei raabe. Hør Zions Stemme da: korsfæste Jesum! Folk. Korsfæst! Korsfæste Jesum! Pilatus. Vel! (til Jesus) Jesus! (afsides) O jeg tør ei see paa ham! (til Jesus) Ak Jesus -- ja det gaaer som jeg har spaaet. Hvormange Prøver gjorde jeg? Du veed, at først jeg . . Ha, jeg kan ei tale! Se ei paa mig! Farvel! Se ei! Du veed, jeg agter Dig . . Farvel! Det gaaer SIDE: 491 . . Vær dog tilfreds, thi Alting er forsøgt! . . Det gaaer som jeg har spaaet, som jeg sagde, og ahnte, som jeg sagde . . ja -- Præster. Korsfæst ham! Thi ellers . . Folk. Korsfæst! korsfæst! Pilatus. Det maa saa være! Ja det maa saa være! Vel! tager Jesum hen! korsfæster Jesum! (toer sine Hænder) Men Jord og Himmel see, jeg er uskyldig -- min Haand er reen! -- ja reen uskyldig i den Retfærdiges Blod. Præster og Folk. (dragende bort med Jesum, hvem Barrabas lægger Korset paa) Oh, Dommer! Lad komme over os og vore Børn hans Blod! Pilatus. Det kommer! (Jesus vandrende til Golgatha med Korset. Præster. Pilatus. Vagt. Folk. Jesu Veninder og Disciple.) Præster. Godtfolk da -- Ei ei! hvi slæbe I jer frem! Er Gangen til Golgatha tung for Alle? Marsch! Pilatus. Standser -- Ha, nu agtes ikke jeg; men Toget gaaer alligevel. O dette er Skjebnens brede Strøm -- jeg flyder med. SIDE: 492 Præster. Ah, hyler ei, Qvinder! Heller Seiers-fløiter! -- Som bævrende, blege Drømme Folket synes at henglide ubevidst. Eja! vi sværge: det er ei en Drøm! det er ei en Drøm! Marsch! Pilatus. Staa! -- hem! hem! -- de gaae alligevel . . Ja det er Skjebnens Strøm, som river Alting med sig: Sol og Stjerne, som flammende Meduser nærved Bunden, og dette Kors og Jesus, liig en Frivil udslynget paa en Qvist, og jeg -- o liig en raadden Stub, der mægted ei at modstaae, -- o vee og Sommerfuglen sad paa Stubben -- og Alting drivende . . Alt stille drivende mod Dybet. Præster. Ah, heller (thi Eder en Byrde er afvæltet) I fremdandse skulde; og Han, som bærer, Han, om Skuldren end brast, Han skulde dandse med! Marsch! Pilatus. Stands! stands! Jeg byder: staae! (Toget standser. Jesus segner iknæ.) . . Ja sandelig jeg troer den brister. En Mand. Ja, hvor sagte vi end gaae, jeg troer, vi gaae for hurtigt. Pilatus. Mand, som vil saa sagte . . et Raad jeg veed derfor: du Jesu Kors skal bære. Manden. Nei, for Alt! Præster. Oh, Jesus orker nok. SIDE: 493 Pilatus. For Alt? Du er hans Ven, dog vil du ei, endskjøndt hans Skulder brister næsten, bære hans Kors til Bjerget op! Det er en Skam at røre ved det Træ? For ikke (kan jeg troe) at have Deel, end med en Fingerspids, i Jesu Død, endskjøndt alligevel den Jammer skeer, og skjøndt du sparer ham en Lidelse? Det er Plebeier-kjærlighed. Hvor falsk en Almufølelse! Manden. Ja, ja! -- Jeg vil ei. -- Det er nok, Prætor! Pilatus. (afsides) Plebeierens Villie-Fasthed mig beskjæmmer. -- O havde jeg dog sagt som Denne: stat pro ratione voluntas! (høit) Nu skal du! Tving den Tvær-buk, Vagt! Manden. Det eneste, ei Cæsars Vælde kan, er, Mandens "Vil" at tvinge, som tør døe. Pilatus. Det skal du! (afsides) Ak, hvo Magten har, er kraftløs, om ham mangler Villie. Jesus. O Næste, let din Næstes Kors! Den Byrde ei tynger; thi du lægger da dit eget. (Manden tager Jesu Kors. Toget gaaer fremad.) Stamfader til en troende Slægt, du bærer med Sorg mit Kors; din Æt vil kysse det. SIDE: 494 Pilatus. Ha, Viisdom nu med Døden alt paa Læben? Hvor underordnet synes Døden? Et Segl kun under Brevet. -- Ei, Mand, du stønner din Villie ud. Manden. Ei Vælde (som jeg sagde) kan tvinge sande "Vil", men Viisdom forvandle det til et end sandere; kun en end høiere Viisdom atter kan forvandle det. Præster. Ha, Golgatha! Golgatha see vi! Der straaler det! Jesu Veninder. Ak Golgatha! Vee! der sortner det! Pilatus. (seer forskrækket mod Bjerget.) Ha Golgath? Stedet? Nei, et Skridt ei længer! Er det der alt? Jeg svimler. Stands! Nu vel! Jeg vil dog hevne mig! Se denne Tavle skal skinne over Jesu Kors: der staaer i trende Sprog hans Udaad. (En Tavle slaaes paa Korset) Præster. Forhaanelse! Der staaer jo ligefrem: "Den Nazaræer Jesus, Jødekonge!" Forandre det dog til: "som sig udgav for!" Pilatus. Forandre? O, jeg har forandret nok! Nei, Hvad jeg skrev, det skrev jeg! (skynder sig bort) Præster. Afmægtige Harme! SIDE: 495 En Stemme. O hans Tjeneste fortjener, at I taale dette. Præster. Ha Golgatha! Golgatha see vi! der straaler det! Jesu Veninder. Ak Golgath! Golgath! alt? Der sortner det! Præster. O kom os imøde, du bugnende, røde af Israels bedste Purpur og Grøde! Jesu Veninder. Som giftig Mulm, brist, og flye! O svind, som Ørknens Skye, du svullne, sorte af Israels Brøde! Præster. O, Golgatha, svulm! Jesu Veninder. O, Golgath, synk! Præster. O Golgath, du Zions Hjørnesteen, som Jammer gjør mørk, men Blod gjør reen, som Templet løft dig! som Himmelen svulm! Jesu Veninder. Nei, Golgath, synke! Naar Djævle juble, Engle ynke. O Golgath, Synder graa SIDE: 496 (ja Myrdedes Been dit Oldingehaar, en Oldtids Profets kalkede Knok din Ærværdigheds Lok!) o siig ved et Suk, naar, naar Du dog i din Grav en Afgrund, gaaer! Præster. I fagert Morgenliv Golgatha staaer, det Styrkens Horn. Mod Golgath er Carmel ufrugtbart Korn. Mod Golgathas Been er' Libanons Cedre som hviftende Fjedre mod Søilerader af Marmelsteen. Ha, Golgath, saa frisk som Morgenens Blus, du Bæger, hvis Ild, hvis flammende Viin kun lysere males, kun sødere svales af Smaaperlers hvide, kjølige Skin -- ja, ynder du Israel vel, du kalde da "Perler" hver Golgathas Hovedskalde! -- . . Ha Golgatha, Bæger, hvor Alteret slukked sin Tørste, hvor Templet sin Kraft har drukket, og nu skal drikke i Jesu Blod sin Seiers Ruus, opbrus! opbrus! Jesu Veninder. Nei, Golgatha, synk iskjul, imuld! Lad heller blive, hvor du stod, du Klump af levret Blod, et Israels Saar, en Grav! O vi med Graad den øser fuld. Den bliver et stille Glemslens Hav: Vi, vi, som knæle rundtom ned, de Blommer, som spire paa dets Bred, og bøie sammen sig til smaae Portaler, hvor Taarekilder gaae. SIDE: 497 Præster. O Golgath, du Hane ved Zions Porte, med Krop den harmsvulne, midnatsorte, og blodrød Kam, bruus op med Bram: vi føre jo Ham? ja Ham! O kunde du gale, du goel: "Messias -- eiha! se: jeg . . se: jeg . . se: Golgatha, du Gud, skal vorde dit Himmelhvælv! Du selv af dit Hjerteblod skabe dets Sol! Men under mig, under mig huler sig -- skjælv! -- Scheol, Scheol!" Jesu Veninder. Nei, Golgath, du er selv en Djævels sammenrulte Krop. Men Jordens Djævle bygge sig Baal op paa din Top, hvor Uskylds Blod er Ilden, der føg i Sukkes Røg. Men i din Bug, dybt i din indre Skygge selv Satan kogler med Helvedkunster, saa ovenfor i Lyset heroppe, liig Skuespildukker, liig giftige Dunster, I Præster maae hoppe. Præster. O, Golgatha nu til Zions Tvebroder døbes du. Oplad nu din Strube; thi Israels Præst med Røveres Kjød, paa din Daabensfest vil made dig! O blotte dit Hoved; thi Israels Præst med Frelserens Blod, paa din Døbefest, hvor Templet er Vært og Throne er Gjæst, vil bade dig! Bered dig! bered! Thi Døbefonten, ja: Jesu Hjerte, SIDE: 498 og Sejersblikket: den hellige Kjerte, og Korset: den hellige Vieblods-qvist, Vi bringe med. Jesu Veninder. Ja, Golgath aabn dig! brist! Som Orm af Liig, Forbrydelser udvrimle da. Og, naar du lukker dig, ei Rædslers Dynge, der Jorden ned i Helved tynger; men kun en Bakke simpel Jord, en Høi, som andre Jordens Høie, hvor skystevne Palmen tør, og Rosen groer, da atter bliver du, Golgatha! O svind! o flye, som en Dunst, som en Skye! Ak, er du sandelig et Bjerg? urokkeligt? et steenhaardt, Bjerg? Nei gab, og slug dem, og sværg: "jeg er ei et Bjerg; men drivende Mulm! . Nu driver jeg bort -- ha, Zion, Farvel! Nu brast der en Byld paa din Sjel!" Præster. Bær, Jesus selv dit Kors nu! Det er din Vandringsstav! Vi staae ved Hoved-Pandestedets Rod: ved Golgatha din store Grav! Nu stige vi op, at krandse dens Top med Roser af dit Blod! Jesu Veninder. Med Graad vi toe dens Fod. Jesu Disciple. (afsides) O Rædsel, her er det! SIDE: 499 Jesu Veninder. O Vee! o vee! O Verdens Jammer! O Qvindesorg, hvad kan du Andet, end vride Hænder og forbande? Jesu Disciple. Tys! Derfor tør den rase fri. Men vi? men vi? O, hvis vi sørged, som os lysted, da snarlig brysted sig Golgath og med vore Liig. Jesu Veninder. Men Mandens Sorg den burde flamme, som røde Løve, mod selv Himmelen, der turde vække den, der sover vel som Freden, men vaager kun i Blod. Ha usle, usle Jesu Venner, der bag eders Mesters Liigtog snige jer med blege Neb! Hvi med et mandigt Greb befrie I ei? Ha ere I vel Mænd? O, havde vi saasandt kun Arme og Mandehærde, som vi have Barme! Men Qvinder ere vi. Ha, derfor taale de Mordere, vi skraale! De vide, at vi tie, naar Alting er forbi. Jesu Disciple. De røbe os . . O vee, de røbe.! Jesu Veninder. O tappre, tappre Jesu Venner, hvor ere I? I blege Fjæs eders Mod I svøbe! I eders Mester ikke mere kjende. Han døer -- o evig, evig Skam! SIDE: 500 Paa Golgatha de myrde ham! Snart er det forbi, forbi, forbi! Jesus. (tager Korset) I Salems Døttre, græder ei for mig! . . Jesu Veninder. Ja havde Qvinden noget Stærkere end Graad? -- O elskte Mester! . . Jesus. . . Men over Eder selv og eders Børn! Thi Dage skulle komme, da de ville til Bjergene sige: falder over os! til Høiene raabe: skjuler os! skjuler os! Thi, gjøre disse Døgnets Seierherrer saa med det grønne Træ, hvor ville de da handle med det Tørre? Jesu Veninder. I Disciple, han mener Eder. Jesus. Ja, det er min Sorg! Hvis Frygt ei naged mig for Disse, da med Jubel hilste jeg mit Golgatha, som Ordets Sædjord, Frelsens sikkre Borg! Præster. Gaa, Jesus, med Korset, din Vandringsstav! Se her er Golgath din høie Grav! Nu stige vi op, at krandse dens Top med Roser af Frelserens Blod. Jesu Veninder. (stige op paa Heien med Jesus) Hans Venner græde ved dens Fod . . O nei -- de flye! O evindelig Skam! SIDE: 501 O redder! Forbandede! bæve I nu? Nu? nu? O! o! Paa Golgath de myrde ham. Bæve I, tie I af Sorg eller Skræk nu, nu, da de rive ham væk, de rasende, syndige Præster, væk, væk for at sønderrive jer Mester? O skynder jer, stærke Mænd! Ha, river ham ned igjen af Korset! . En Qvindes Forbandelse kan udblæse al Marv af dig, Mand! De nagle ham -- o! De nagle ham -- ak! I lytte til dette Timeslag? O skynd dog! -- Forbi! forbi! forbi! (ile op paa Heien) Jesus paa Korset. De tvende Stimænd korsfæstede ved hans Side. Jesus Disciple, Moder og Ven- inder. Præster, Krigsmænd, Folk om Korset. -- Messias og Aander ovenover. Præster. Triumph! Triumph! i alle Præsters Navn! Triumph! i alle Kongers Navn! Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn! Stemmer. Triumph! i alle Djævles Navn! Messias og Aanderne. Triumph! i Jesu Navn, for Jord og Himmel! Disciplene. Ha! Nu, nu frygte vi ei, -- o vee -- da vi hans Hjerteblods Farve see! ja, nu, da hans Bloddryp vi tælle og sanke, vi tælle ei meer vore Hjerters Banken! SIDE: 502 Messias. Ha, Phun i Abiriel, Damp i Solens Lys, du var det, som bølged i Præsternes Jubel; du var det, som gøgled i Jesu bedrøvede Gys. O Du, hvis Tanke er Tvivl, Forvirring Viisdom, og Synder Daad, snart henveires du, og ene gjenstraaler Abiriels Ild: i Morderens Hu som Angerens Graad: i disse fortvivlete Hjerter som Haab og Tilgivelses Smiil. Præster. Triumph! Nu Offret er bragt! I Skjændsel svøbt, i Smerte døbt, er Offret for Altrene, Offret for Thronerne paa Golgatha, Dødens Altardisk, lagt. Seiren er vunden! Den Verdensbefrier er bunden til Korset -- den vældige Scepter-vaand, der løftedes end i Præstehaand selv op over Drotten, vor kronede Svend, og over Nationerne! Triumph! i alle Tempelherskeres Navn! Triumph! i alle Thronherskeres Navn! Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn! Den Aande, som rysted Templer igrund -- tys! -- bortdunster nu i Gys og Suk. Ha, Guddom Messias, er du fornedret til Folkenes Synde-buk? Tør Korsets Nagle i Frelserens Hjertes Bloddraaber sagle? SIDE: 503 Nei, sandelig, du est ophøjet til Sky, til Golgathas giftige Sky. Hør, Israel tigger sit Liv: "du Blod-kobberslange, ak Helse os giv! ophøie'de Messias, ak Frelse os giv! lad Himlen, du loved, frembryde paany! forvandl til en Sol dette tornede Hoved! Thi vi -- o vok! o vee! -- den nye Morgen, den Himmel, du svoer (somom din pralende Tunge var dens Lucifer klar) at bringe den gamle, den sukkende Jord, maae indsvunden see til en blegnende Sky paa din Mund. . . Vi Orme-kryb, vi tør sværge dig, Stjerne, den er forbi!" -- Triumph! Triumph! i alle Præsters Navn! Den Angst er forbi! Nu Altrene brænde saa høit som før. I Offerets Røg, der svider og fanges og føles med Hænder, men ei i en luftig usynlig Anger, hvadheller i Vemods Lummren seer Mennesket nu sit Syndeslør, med Ro, som før. -- Triumph! i alle Kongers Navn! Nu kronede Isse er ene fri. Med hviftende Purpurving, Scepterneb tør de udsuge Folkenes Slumren, i Ro, som før. -- Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn! i alle Templers og Throners Navn: Triumph! Stemmer. Vee! Vee! i alle Offres Navn! Vee! i alle Trælles Navn! Vee! Vee! Vee! i Nationernes Navn! SIDE: 504 Messias. Midtimellem Vee og Triumph er Forsoning. Midtimellem Diademet, Fryds og Stoltheds gyldne Favn, og Tornkrandsen, Smertens og Ydmygheds Kroning, er rolige, blotte Isse, der bøier sig for Korset, og beder om Forsoning i Jesu dyre Navn. Stemmer. Hvad taler du o Hjerte, om Forsoning nu? o nu? Hvi gjorde vi dog Dette? Hvad have vi gjort! Hvad have vi gjort! Stemmer. Forsilde at spørge! forsilde at sørge! Kom! Terninger kaste os Sorgerne bort. Stemmer. Vee! vee! han lider ei med Rette. Stemmer. Vi glemme vore Synder, de Dagenes dyngede Synder for denne ene Synd. Messias. Forsoningen begynder; thi Angren har begyndt. Jesu Veninder. Ja, gid eders blodige Hænder til Fakler sig tænde, der dryppende Angestens Blod, det svovlblege blaae, med Sviden belyse hver Rædselens Vraae, hver Hjerterod, SIDE: 505 den hylende Vraa i det Dyb, der, hulet af Jesu Smertensdryp ved Korsets Fod, opslugede nu eders Anger! -- Ha ved selve Tropæen I gyse? I zitre og fryse med Haanden i Frelserens lunkne Blod? Og Vi med brændende Hjerte omfavne vor kolde, gysfulde Smerte? O ja, vi bede, vi haabe, vi vide, at snart skal vor Mester ei lide; men ile til Seiren herfra, herfra! Hvi frydes I ikke, saalænge I have den Seir, Eder Præsterne gave? O, skynder jer! feirer dog Seiren! Den varer ei længe: den varer kun til det martrede Hjerte stander stil. Hvi blegne I meer end vi? -- Ha, Syndens Jubels Henveiren! Ha, Syndens Jubels Forbi! Stemmer. O Vee os, Syndere! Vee! Jesu Veninder. Hvi klynke I Vee! ? Ha, end er Golgatha eders Tropæ! Hvi, slaae I det Bryst, der nyligen raabte med vilden Lyst: "Han døe! han døe, den Israels Drot, med Korset til Scepter og Golgath til Slot! ?" O bi til han døer -- forband dig da, Røst! og led i Fortvivlelsens Hyl efter Trøst! Messias. Tilgivelsen rækker Fortvivlelsen den, som da bliver Haab i Vemod igjen. SIDE: 506 Mennesker. Vi vide, at ene det samme Hjerte, vi gjennembored med Staal og Smerte, kan give os -- o, det kan ei; thi han er jo et Adams Barn, som vi. Jesu Veninder. O Ruelse, kiger du ind i dig Selv? Du seer i hans dødblege Kind dit Billed? din egen Graad i hans Blod nedtrilled? Hvad byder du vel, for nu, som Vi, som Vi, at see i Frelserens dødblege Kind en stjernehvid Engleving? O! snart den folder sig ud, og svæver paa Mordernes Skyer af Vee til Seirens Himle, til Fredens Himle, til Gud? Mennesker. Vi arme Syndere, vi vide kun, en Synder kan selv ei sin Synd forgjette; men, ene denne samme Mund, vi tvang i Smerte at forstumme, vort Liv vor Død, vor Frelse rummer. Tilgav han Dette, -- den Blod-synd, vi mod ham forbrød -- da al vor Synd vil Gud udslette: da Gud os Selv Forsoning bød. Jesus. Tilgiv dem, Fader! -- Ei de vide, Hvad de gjøre. Johannes. O hørte du, Frelserens første Ord paa Korset tilgav, og forsonte dig, Jord? Jesu Moder. Ak, kan du, dræbte Uskyld, tilgive, da mister din Moe'r en guddommelig Søn. SIDE: 507 Messias. O Jordens Jesus, ei ilive var du saa høi og reen og skjøn, som nu i denne Stund, da du -- o Guddoms-kjærlighed! -- med blodløst Hjertes døende Mund, tilsmiled dine Bødler Fred. Johannes. O hørte du, Frelserens første Ord paa Korset tilgav, og forsonte dig, Jord? Jesus. Min Moder, se der er din Sønnearm! Johannes, se der er din Moderbarm! Johannes og Jesu Moder. (omfavnende hinanden) Vi Jesu Arveskifte fik. O, Kjærlighed, naar er Du arm? Disciplene. O, hørte du, Frelserens første Ord paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord? Mennesker. (nedknælende om Korset) Vi hørte, vi hørte den Tornekronte, den blødende, døende Frelser, forsonte bodfærdige Hjerte med Gud, med sig Selv. Den Angrende bæver ei mer for sin Sjel. Disciplene. I Jordens Lænkeqvalte, I syndefulde Millioner, til Eder Jesus talte, for Alle en Forsoner. Han Israel tilgav en tidseldækket tidlig Grav. Men -- visende i Sig, SIDE: 508 at Adams Afkom har endnu sin Høiheds Præg, Guddommen liig, og Aanderang med Aandehu -- Han Jordens hele Menneskehed, der haded' alt, og ringeagted, med et knuget Slavesind, sin Sjel, udsoned med sig Selv. Se, Arvesynden, dette Skrækkebilled, som Præsten tegned i Barnets Hjerte, og Gud tilegned (som, satte Godheds Gud til Blomstens Herre en Djævel, og i Stjerner Djævle spærred?) -- se Det nedtrilled, hvert et Træk nedtrilled i Jesu Bloddryp, og det dunsted væk! Din Lavhed, Menneskehed, fra Urolds Tid, i Thronens, Altrets Voldherskere Du saae (dog selv i Syndens tøileløse Iid en Funke af Aandens Høihed laae) Men gjensku nu dig Selv: din Høihed, længst i Oldet forsvunden, har sig foldet i Jesus atter ud, saa reen, som da den straalede om Adams Been! Ei klarere Guds Billede du faaer, end det, der her paa Korset staaer. Ei klarere fremstraaler Gud hernede, end i den Sjæl der døer af Kjærlighed. I Jesus Christ, o frelste Menneskehed, du Gud tilbede! Thi Jesu Dyd er Afglands af den samme Alhellighedens Flamme, der var fra Begyndelsen, tændte i Ødet, og tænder evindelig Verdnernes Rækker, for i den lyse Stjerne-hær at have som Vrimler hvide Uskylds-Hænder, der jublende sig ud af Ødet strække, at takke og at tage Algodheds Gaver af Almagts Gud. I Jesus Christ, o Menneskehed, SIDE: 509 din egen Høihed da tilbed! Thi Jesus er Dyd . . O Dyd, du lærte at være skjønnest, naar du leed. O Dyd, naar er du meer ophøiet, end med et sønderrevet Hjerte, med Blod, ei Graad i Øjet? end paa dit Smerteskors? Mennesker. (knælende) Vi alle, vi Syndere alle, vi Alle fik Jesu Arv: hans Tilgivelse. O, hvi kan blot Bodfærdige troe? Selv dydigste Menneske angre jo maa, thi Jesum det ei, som det burde, kan naae. Hvi først, naar han falder, vil Synderen Frelser, Forsoner dig kalde? O da er du Dommer. Men, reiser han sig, som Frelser du kommer, Alnaaden med dig. . . Han falder, han famler, han vil sig reise; men finder i Sig kun Forbrydelsers Minder, saa vege som Siv, saa skjøre som Smiil, at læne sig til. Han leder, han beder: "o Gud, send Englene ud: din Engel i Støvet sin Vinge har brudt! O Gud, kom selv: Det gjælder dit eget Billed: en Sjel! O tænd mig en Stjerne paa Himlen igjen! Der, der maa jeg eie en Ven!" Han løfter sit Øje mod Himlen, han seer Forsoneren der. Du synes at have dit Kors til Spær paa himmelske Throne, Forsoner, -- o en særlig Vemod nu ryster hans Sjel ved Frelseren at skue saa liig ham Selv. . . Han famler, han finder en Stie af dit Blod. Han reiser sig op ved din Thrones Fod, og læner sig der ved sin Troe. SIDE: 510 Aander. Abiriels-Ohebiels Hylle: det Adamsblod, der Aanden omskyller, sin brogede Ild, sit brændende Farvespil opdunster i det Aandens rene Klarsyn, og gjør den til Phantasie, som før. Messias. Ei Himlen dømme den fromme Angrens Tro og Haab, ei fromme Svages Drømme, ei Støvets Hjerters Raab, om dunkelt sig en dunkel Trang deri udsang. O Aandekrands, straalende om Jorden, Abiriels-Ohebiels Orden! I Roserne, Jesu første Børn af Korsets Tjørn blodglødende, paradiis-duftende plukke, sig Sandheds Straalblikke dukke, er indelukket, er sjunken ned Forsoningens Hemmelighed: -- hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte er Jesu Moder i Fødselssmerte: hver Dydens Tanke, i Hu fremskjød, en Frelser er i Pjalter fød: hver Dyd betvungen en Frelser haanet og gjennemstungen: et feirende Offeralter hver Last; men Angeren, se, en Forsoner selv, til Menneskets Sjel med blinkende Taarer naglet fast! I Angrens Graad al Brøden svinder, som Jesu Sorg i hans Blod henrinder. Men Menneskets Sjel -- o da SIDE: 511 Abiriel i sin Styrke flammer! -- sin Villie, sin Aandevinge strammer: da Angeren hensynker bag dens kraftige Daad: dens Vingeslag. . . . O da, naar den seer, at Angeren selve ei evig er, at Aanden har Kraft til at hæve sig fra den Nat, den udaandede selv om sin Daad, og gav til Stjerner sin Graad, til seraphlyse Himle . . O da, naar Støvet sin frelsende Høihed naaer: naar Adam i Taarer forstaaer, at Aanden forsoner, udsoner sig Selv . . . . o da er Menneskets Sjel selv Frelseren her, det Øieblik, fra Golgatha han til Himlen gik: da salige Aander i Dødens Stund opfanged hans Aand paa den blege Mund, mens Jordens forvirrede Skrig i det ene Øre (i samme Secund det lukkede sig) hendøer, mens det Andet opfyldes med Himlenes Hilsen, Forklaredes Hyldest. Saa fatter, saa reent som Englene selv, i Støvet Abiriel Forsoningens, Frelsens Evangel. Saa er det Abiriel troer. Saa reneste Abiriel, Jesu Sjel, i Alle indstraaler igjennem hans Ord, og spreder den Phuniel-Skygge, der end Abiriel følger: (I gøglende Former, snart frem den sig bølger som tusmørke Tvivl, snart frem den sig ormer i Sværmerens Smiil.) Men, se, den visner med Støvet hen; og reen Abiriel, sand og klar, af Blodet, Cajahels Livsensdaab, SIDE: 512 opstiger blandt Himlenes Englehob, hvor før han var. Disciplene. Af Kjærlighed han lod for Sandheds Sag sit Hjerteblod. Vi ikke tale da? Vi bæve for hans Stie? O Vi se meer, end I i dette Blod! For Os bekræfted han, for Hver han soned. -- O dette er det Glædesbud, som gjennem Jesu Vunder toned til Os og Eder ud. Mennesker. Af Kjærlighed Han lod for Sandheds Skyld sit Hjerteblod? Hvi skulle Vi da offre meer? Nei, Uskylds-offer, du det Sidste er. Præster. Det sidste Offer? Ha, trælkede Slægter, til Offerrækker I selv jer indvie! Det sidste Offer er sidste Jesu Forfægter. Da mættet, forsonet vil Alteret tie. I Præsters Chor det flammer da ene igjen, som Vredens Tunge, imellem Dynger af Been, vidtover en øde, men helligere Jord. Mennesker. En Oxekrop skulde -- ha, Præst, os mulmhyller meer ei din Offerfest! -- tilbrøle Mennesket: synd nu fort! Din Synd imod ham i mit Blod randt bort. ? Jesus. Min Gud! min Gud! Du skulde mig forlade! ? SIDE: 513 Præster. I paa en Synder haabe, Daarer, hvis Sjel alt Djævle have fat; thi meer paa Gud han tør ei haabe. Vi hørte jo hans vilde Raaben, af Tænders Gnidslen gjennemskaaren: "min Gud! hvi har du mig forladt?" Disciplene. Nei! se, Han hylled sit Ord i et døende Smiil. Den sidste Tvivl om Frelsens Seir i hans Suk bortfoer. Præster. Seir ? (afsides) Ha, Spaadom, sandsagde du? Vi Navn maae da skifte, ei Magt, ei Hu! (høit) Ha, sære Vanvid, hvad Seier, naar i Kjæmperens Hjerte Staalet staaer! O dumme Trælle, Seir, naar end, som Oldets Piller, de Jordens Bedste, Aljordens Vise og Drotter og Præster staae ubetvungne igjen? Stig ned af Korset! Da Jordens Præster og Jordens Herskere troe dig, Mester! Disciplene. Messias i Krybbe, i Pjaltelagen, af fattige Hyrders Hilsen modtagen, Messias paa Graasteensbolster besku! Du Kronte, du Rige os Arme da sige, hvor høit vel i Himmelen skattes du! Anden korsfæstede Stimand. Ja, ret! stig ned af dit Kors! og frels dig selv og Os! SIDE: 514 Som Jordens Konger og Præster skal Morder og Røver da troe dig, Mester. Første korsfæstede Stimand. Ak, frygter du ei Gud endnu? Vi lide kun vor Ret -- men Denne? O vee, han faaer en Synders Ende, skjøndt end han heel sin Uskyld har, som dengang Barn jeg Synder var. O Herre, fromme, naar i dit Rige du mon komme, o, kom den arme Esau da ihu! Jesus. Til Himlen skal du mig idag ledsage. Mennesker. O, Grav, din sorte Læbe ei tør os kalde Dødelige meer. Vort Dødssuk er et Bliv. Tyrannen kan ei længer dræbe. I pine; Pinslen er kun Fødselsveer for nyt og bedre Liv. I Hjertet Fred Forsoneren fra Korset dryppede ned; igjennem hans det hellige sande Ord Gud selv gaaer frem med Straale-spor. Og nu ifra sin Grav de friske Levende for Døden bævende Udødelighed han gav. I Hjertet Fred, (som Cherubimers Gjærde om vor Videns Helligdom: om Gud og om Udødelighed) Hans Smertens-kamp os gav. -- O Menneske, hvad er du vorden? Ei Mere Englen veed. O Jesus Messias, nu er din Rigdom udtømmet paa Jorden? SIDE: 515 Messias. Ja Himlene eje ei Meer. Jesus. Det er fuldbragt! Jesu Veninder. O Jesus! Jesus døer! Disciplene. Hans Smerte ender. Hans Fryd begynder, og hans Sorg fuldender. Ja "Smerte-ende" er nu Dødens Navn. Ja "Fred" er Navnet paa de stille Kræfter, der røre sig i Gravens dybe Skjød. Messias. Alt Engelens Ving fra hans visnende Haand, straalfjedret, med Morgenens Kraft, sig spænder. Med Tankens Iil, gjenvender Aanden til sin Hjemmestavn. Jesus. (raabende) I dine Hænder min Fader, anbefaler jeg min Aand. Messias og Aanderne. I Hviftet af sit sidste Ord udglittrer Jesu Aand -- ha, se, hvor den opstraaler reen fra mulmede Korses dødmørke Been, mod rolige Himle mod Aanders Chor fra bævende, blodige Jord. Stemmer. O Jesus! O rædsomme Nød! O Jesus, vor Frelser er død! SIDE: 516 Jesu Veninder. Vee! vee! Ei død! Ei død! Vor Ven, du aabne dit Øje igjen! Disciplene. Han hævede sin Røst; og, som et Blomster visnet, sank tornet Hoved paa hans Bryst, og Øiet brast, da Hjertet isned. Mennesker. Vee -- Jesus, vor Frelser er død. (knæle ned) Messias og Aander. Se, Mennesket stirrer end paa hans brustne Hjerte, nu Mulden graa. Det stirrer forvildet sig blind paa Korsets døde Billed. Vi Saliges Chor, vi favne, vi skue, vi hilse, o Jesus, som frelste en Jord, din levende Aand: Ohebiels milde Regnbu-ild, Abiriels høje Lue, isammenbrændende i samme Salighed. Jesu Aand. O, Straaler for Torne? Lys til Blod? En bævrende Fryd er min Hjerterod. Messias og Aander. Hør, Jesus, Himlenes Hil! Se, himmelske Brødre omstimle dig, hilsende, frydende sig i din Salighed! Se, Dette er Englenes Kjærlighed. SIDE: 517 Se, Jesus, maalløse Himle din Faders Hænder! O, Jesus, du hisset i Blod og Smerte, ja Alle histnede, laae nær hans Hjerte! Thi Himlene, se, Guds Hænder i Dybet nedgribe, og opløfte Blomsten og Krybet! Se, Verdnerne selv over Englene pege, liig straalende Fingre, paa Guddommens egen ufattelige Høihed: den Gaade ei Aandernes Skarpsind kan raade. Jesu Aand. I Dødens Stund i Himlen jeg tænkte mig . . Tanken bar gjennem mørknende Kjød mig Selv saa klar, at end jeg i Flugten belivned med Glimt af et Smiil den blegnede Mund, skjøndt bag mig alt Hjertet hang dødt og stivnet. Et Dødssuk -- o Florvinge, neppe du hvifted paa Læben, før om du til Straaler skifted! -- hidhvirvlede mig med Lysglimtets Hast, saa Øinene bag mig brast, som spiled for stærkt jeg min Vinge der. . . O se den er bedækket med Øine: dens mindste Duun et Øje, der skuer til Solens Bund! Jeg er hvor jeg tænker mig hen. Jeg tænkte, og Tanken udklang i Bøn: "o aabned Gud Fader mig Himmelen!" Og, se, blandt utallige Aander, men Alle mig lige, jeg kom! Messias. Ja alle du Brødre maa kalde. I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom. Sig Himlene bøje nedover den Dydiges bristende Øje. Hvo Helved paa Dødsleiet seer, ham bier ei Salighed her. SIDE: 518 Se, Jesus, den talløse Aandernes Hær omstraalende Jorden, liig Glorie-skjær sorgbøiede Isse, de hilse dig, Disse i Salighed luende . . Aander. Salige maae dig Jesus tilbede, det Tempel beskuende, du reiste i Muld: det, vi byggede paa. Jesu Aand. O himmelske Frænder, jeg kjender Eder. Hist du Confutse, du Sokrates heder. Ah, Menou og Moses, Zerduscht og La, Osiris og Hermes -- ah Plato -- Alle, som Jesus maa Lærere kalde, hos eders Discipel paa Golgatha? Johannes? du min Elskte, fri for din Melancholie? Ah, Cain, med Panden stjerneblank, i Abels Arme sank! Se Helte-moderen fra Herskerens Luehal, den Heltenes Heltinde omstraalet af Sønnernes hellige Tal, som af Syvstjernens deilige Krands, skjøndt hisset saa sorte i Baalet! Ned kaster den herlige Ring en Glands paa en irrende, skummel Gestalt, der engang Antiochus den Straalende var kaldt. O Retfærds Miskundelighed! Moderen har en Herlighed med Sønnernes syvfoldig klar! Ja hver af disse betvang eet Menneske kun; men meer end et Menneske, en Moder, syvgange Hun. O, Aandens vældige Kraft! selv De, hvem Jordens Aldre forbande, ei ryste længer af Jordens Vee. I Frelsen -- o Salighed! Frelsen ved mig, de øine, at Jamren, de saaed, sin Fylde, sin Ende har naaet. SIDE: 519 Messias. Ja, førstegang jublende blande de mellem de Salige sig. Jesu Aand. Se Disse, de Blege, der bævrende flye! . Dem Nagene jage som vildvingde Skyer. Herodes, du vel bedre, end under Israels Krone, om Brønden Mødrenes Jammers-tone vel hører endnu? Messias. Din Høiheds Skue, o Jesus, er den eneste Fryd de nyde her. Saa onde ei, som ulykkelige, fordi de onde i Støvet vare, de ere da. De jamrede over Golgatha; dog høiest fordi de sig Selv maae sige, at, svøbte i Muld, som før, med Præsternes Skare, de vilde opløftet den blodige Stør. De haabe -- O Jesus Messias, og oven Korset der er at frelse! Jesu Aand. Du blege Aand, med matte Ving for Morderhaand, som flammede i Støvet for at dræbe, ja Du der haanede med dødblaa Læbe, Du ogsaa i Forsoningen fik Deel. Ak nei, du eier den dog ei endnu: Thi brænder hevnsyg Nid ei i din Sjel, for du din Broder, Morder og som du, sin Frelser følge seer med spæde Glands, og flette sig ind i Frydfuldes Krands. (Ah, Esau, mindes du dig hvad jeg lovede, da du paa Korset bad?) SIDE: 520 Ja, Aand, han angrede dernede: -- der er Angren dobbelt værd mod her. Messias. O, Jesus Messias, paa Jord, som Himmelens Aander, reen og stor, i Jordens Himmel, i Jordens Aandevrimmel, Du er den Største. Aander. Ja Jesus du er den anden Messias; thi Denne her, -- Abiriels og Ohebiels første -- Han frelste den Klode, hvor forhen, før Jorden fremgled, vi boede. O Du er herlig, som Han: Du frelste, som Han. Jesu Aand. O dybe Aandens Syn! Histnede Øjet selv var mørkt som Skyen, her Lys, her Lyn er Øjets Bryn -- hvad er du selv da Aandens Øje, der Dybene gjennemlysner og speider det Høje? Min Sjels Kilde jeg seer først rindende ud, i Evigheds fjerneste Fjerne, af et Guddommens Skjød, af en Stjerne: som Draaber to af forskjelligt Skjær den udrandt der: -- saa flydende jevnsides begge hen i voxende Fart gjennem Himmelen: tilsammen nedsprudlende saa, da Jorden, det Taagedryp graa, i første Morgenrød laae, at herske en Verden, og adle den, ved (som Boe for en Aandevrimmel) at gjøre et Dyb til en Himmel: SIDE: 521 -- saa, Dette sig salig-bevidst, med øget Herlighed opstraalende atter tilsidst. O seer, I Aander, vi høine os liig, en Stjerneflod af Øjne, der Menneskets Færd, vore Brødres beskue. Præster. Hvi tie vi? Jesus, vor Fiende, er død! Stemmer. Ja, Jesus, vor Frelser, er død! Disciplene. Ei Smerten os længer for Korset nedkue! Vor Frelser vi ei i det Døde kan skue. Hvi knæle for Liget, den slukkede Kjerte? Forherliget luer Han selv i vort Hjerte! (De Knælende reise sig) Præster. Hvi skrækkes vi? Fienden er død! En Soldat. (gjennemborer Ligets Side) Ja Cæsar sværger i dette Stød, der slog hans Hjerte, saa Blod og Vand udflød, at Jesus af Nazreth er død! Præster. Jubler, jubler! det fremmede Lys i Templernes hellige Mulm er slukt; hin fremmede Røst i Templernes hellige Tys den evige Død har lukt. Ha, Vanvittige, bygge I end paa dette smuldrende Leer? Troe I, Galilæeren kommer igjen? han er ei, og bliver ei meer! (Pludseligt Mørke indhyller Alle) SIDE: 522 Stemmer. Vee tyder Mulmet: forbi er vort Haab; men Mulmet vender tilbage fra Trældoms og Løgnens Dage? En romersk Høvedsmand. Se, Himmelen aander sin Kummer ud, og Skyerne fyldes med Jammersraab! Ja, Han, som vi dræbte, var vist en Skyldfri, en Christ, en Gud! Disciplene. O Overtroes Natøie, Hvad du seer, ei Lyset, men Nattens Veirblus er. Præster. Nu, Altre, indhyller Jorden i Røg! Kun Sceptre Slægterne skimte igjennem at glimte, som Gnister der ud fra Baalene føg! Nu jubler, Baal! nu hviner, Spær, som før i sløve Trælles Hær! Ufrelse, Ufrelse, nu, som før, fornægter du dig, naar Frelseren døer? -- Ha, hviner og jubler i Altrenes Navn, i Thronernes Navn: Triu -- (Lummert Mulm omdamper Alt) Ha, døer nu Frelsens Dag? O jubler I modige Præster, i Alternes Navn, til hvem eders Sjele (som Kroppen til Thronen) er stavnsbundne Trælle: Triu -- (Jorden bæver. Torden, Lyn) Ha døer, nu Frelsens Dag? Sit svulmende Enkeblik -- se, skjøndt blindet af Sorg, det blinked! -- nu Natten kaster paa Præsters djærve Foretag. SIDE: 523 Ha, skulde et Veir formørke vor herlige Seir? Lad Mulmet qvæle den jamrende Hob! Vi splitte det ad med Seiersraab: Triu -- (Jorden bæver) Ha underdanig er Jorden! Den bæver under vor Fod. Stemmer. Men ruller og denne Torden henunder eders Fod? Præster. Ha, djærve Israels Præster, vort Baal skal Lynene sløve, vort Seiersraab Tordenen døve; Triu -- (Jorden bæver. Tordenskrald. Røvernes Kors styrte-om) Ha, Rædsel! Offret bragt er Mørkets Magter; og de hyle efter Fleer. Stemmer. Dagen sortner; Solen graaner; Lyn, som Strømme Blod, nedrisle; Dybet sluger dem og brister; Ild udhvisler. Visne Sol, dig Mørket haaner; thi nu flammer Dybet jo. Præster. Himlen vil ei Korset see, Jorden ei det bære -- Vee! Vi i Dybet styrte da med Korset og med Golgatha! Stemmer. Usle Seierherrer bæve I for Elementers blinde Vrede; men for Himlens ei? SIDE: 524 Stemmer. Se, paa den Illværksdag Himlens lyse Tag sig forvandler til en huul, marmortung og sort som Muld Sarkophag! Lyn, som sultne Ormeklynge hugge, bide, hvæse, slynge sig om Jorden, levende der begravet. Luften Mulmen; Fraade Havet; Jorden Ulmen; som udgnistred, opspyed, udhvæste Scheol. Bjerget gaber, Sletten ryster; Golgath, som i vilden Smerte, bæver, hæver sig og kryster Korset op mod Skye, som om Jesu brustne Hjerte det til Himlen vilde flye. Præster. Vee! Lynets Øiekast, saa vrede, fra sorte Himmel i Golgaths Stimmel, kun efter vore Hov'der lede. Vi flye! vi flye! Stemmer. Hvor flye? hvor Lye? i en brændende Skye? paa en bølgende Jord? Hvor flye I? Hvor? Præster. Intet trøster; Alt forskrækker. Alting truer; Intet dækker. SIDE: 525 Disciplene. (flokkende sig tæt-om Jesu Kors) Jo, i Korsets Lye, Lynets Spidser speile sig i stille Isser. Tordnens Skye mellem vore Øine brast: blinked vore Øjekast? (Mennesker stimle om Korset) Stemmer. Som af Angst, guulsorte, svulne Skyer buge henad Jorden sig, og knuge sig i Mulden ned, og mullne hen i giftig, lummer Damp. Præster. Vee! midti vor Seier vi døe! Stemmer. Et skarpere Lyn end dette, der fødes ifleng af Skyen, vil Synderen ramme. Om, snoet og qvalt, paa Bunden af hans Hjerte det ligger til Aldren graa, et Hvælv der er, hvor det ud mon slaae: det er hans Grav. Præster. Ombølget af Flammer og bævende Høie og hævende Dale er Golgatha Rædselens Øe. Vee finde vi ei gjennem Mulmet henover de bævende Høie en Vei? SIDE: 526 Stemmer. Nei, Jesu Mordere, nei! Thi Jorden gaaer i Vover; som Skyen den bruser huul; den driver under Fod. -- Ha den vil tye iskjul! Ja Høi og Skrænt med Blomstertop frem ormer sig imod en Afgrund -- ned den styrter . . ha! for ei at blive et Golgatha. Vee, Jorden gaaer i Vover, som Luft og Sky var den; og Mørket ruger over, som hvælved kulsort Muld sig op til Luft og Sky igjen. O Gravens Mørke! Ingen seer, at han blandt tusind Blege er. Hver stirrer blind i Mørket, som var han sat en rædsom Nat alene midti Ørken. Enhver staaer ene med sin Jammer, og lytter til Naturens Vee. Nei! nei! vi see: Lyn, som-om hele Scheol paaeengang lyste, er Rædselsdagens Sol; og Tordenbrag, som-om paaeengang Helved gyste, er dens Secunders Slag. Lynet nedad Korset flammer, blotte det: i Mulmet ene breder det de røde Grene. I et rædsomt Lys det kneiser frem. Dybet brast . . dets Luer blege, Satansfingre liig, paa Korset pege . . nu, nu hvislende de klattre opad det . . nu Dybet atter sluger dem. SIDE: 527 Præster. Ha, Golgathas Been og skinnende Knogler i Mulmet sig reise igjen! Alt Helvede kogler. Sig Dødninge reise paa smuldne Ogler . . se, Skallerne hvirvle saalænge rundt, til Struben de finde og Ribbeens-bundt. Bort Fæle! -- Ha, blege Prophet-gestalt, du byttede galt. Dit Hoved er dit: paa en Viismand det sad; men Støtten, du valgte, en Røvers Rad. . . Nu kommer hans Hoved, og putter ind i sin hule Kind din vise Strube, din stive Ryg, der kneised engang, mens Kongens var myg: Saa kives I hen-i Veir og Vind. Bort! bort! Ha veed I ei bedre? Jer dræbte ei Vi; men vore Fædre. Stemmer. Alnaturen jamrer sig ved den dræbte Frelsers Liig. Ilden hviner, Luften hyler, Skyen brager: Han er død! Jorden brøler, Vandet fraader, Dybets Echo huult gjentager: Han er død! O, saa Alnaturen klager: Han er død! Disciplene. Jorden briste ved vor Fod! Lyn vort Øje gjennemsuse! Torden Øret gjennembruse! alle Rædsler op sig dynge paa vor Isse! alle Smerter i vort Bryst sig sammenklynge! Havet over os sig sammen slaae! SIDE: 528 Jord og Himmel maae forgaae! -- Med saligt Hjerte, med rolig Pande de Frelste staae om Korsets Rod, som stode de end i Paradiis, uskyldige, i Læ af Kundskabens og af Livsens Træ, med Frugter -- o af Forsonerens Blod -- og Gud befalte: spiis! Ja Kundskabens Frugt vi fortærte, da Jesus os Dyden lærte; og Livsens-æblet vi brød, da Frelseren sagde: der er ei Død. Præster. Ei Skjændsel, at flye for Dybenes Kræfter. Til Templet vi tye, til Alterets Flamme ifra det rædsomme Mulm, det Satans Vingeflor om Golgatha. Vi flye . . hver Troende følge efter det flygtende Præsternes Chor! Israels Hellige, samslutter eder! Fra Golgathas ravende Hei over bævende Dale vi bane os Vei! Gjennem Mulm og Ild, gjennem skjælvende Salem vi flygte til det evige Zion! Kun Tempelet redder! Det ryster ei Satan. Det hviler fast. (Ville flye) Stemmer. Tilbage! tilbage! det evige Zion, det brast! Høialtret sank, Forhænget revned ito. Stormvinden hvinede hvast ind i det Helliges Boe. En mulmet Hule det Helligste er. Der Svovl for Ambra damper, SIDE: 529 og Dunster brænde som Lamper, og gysende Dødninge vandre der som Israels Præster. Tilbage! tilbage! et evigt Gab mellem Golgath og Zion sig fæster. Præster. Ha, Alteret seired for seent! Stemmer. Ja, Altret seired for seent! Præster. Da, Jordens Throner, til Hjælp! til-hjælp mod den dræbte Forsoner! Vi mægte ei meer at opklække Eder Trælle fleer. Ja Altret tilhjælp nu med Sværd og Lænker; thi Folket haaber, og Folket tænker! Fremblusser for Altret, I Throner, da! Vi offred for Eder paa Golgatha. Fremblusser I Throner, udgnistrende væbnede Millioner, af sande Trælle, der sælge, svigraadige mod deres egne Brødre, selv Liv og Blod! Da, se, vore Lamper, og Altrenes stille og hellige Ild forvandle sig til en Række af blodige Baal over Jorden -- ha glødende Sværd for Os og Eder! Og, se, eders lynende Trælle-geleder, opløfte i Sværdene blodige Kors for Eder og Os! Vort hellige Forbund skal kue med synlige Luer den Sjelelue, med Baal og Bøile de Oprørske tøile. En Val da vorde al Jorden, før Alt gjenvender til Oldets Orden! SIDE: 530 O, stor blier Kampen: Millioner imod Millioner i Flammer og Blod! Stemmer. Jorden briste ved vor Fod! Lyn vort Øje gjennemsuse! Torden Øret gjennembruse! alle Rædsler op sig dynge paa vor Isse! alle Smerter i vort Bryst sig sammenklynge! Havet over os sig sammen slaae! Jord og Himmel maa forgaae! -- Med saligt Hjerte, med rolig Pande de Frelste staae om Korsets Rod. Tyranner, som Jesus, Vi vide for Frihed og Sandhed at stride og lide. Vi frigjøre først vore Hjerter, saa af Skuldrene Lænkerne briste maae. Thi -- ha, i eders Baal, mens eders Pinsler hvidsle i hans Nerver, rundt hans Hjerterod, med Barmen kold af eders Staal, det Menneske, som veed, der er en Gud og en Udødelighed, med rolig Høihed maler med sit Blod: "som Jesus jeg for Frelsen leed! se jeg er fri!" (Aften. Udenfore en Gravhvælving. En Qvinde pyntende Jesu Liig. Petrus grædende i Baggrunden -- Messias, Jesu Aand, Aander ovenover.) Qvinden. Se, Rachel pynter Jesu Liig, forglemmer reent, at pynte sig, som var hun skjøn alligevel, SIDE: 531 endskjøndt hun skal til samme Fest, i samme Hal, (og det som Meer end Gjæst) i denne Sorgens Qvel. Ak, Simon Petrus, du maa ogsaa have dig et Vist fra Livet til at sørge over? Dog, det er sandt, som jeg, du ei vil lade Sorgen gaae sin Vei, idet du gaae din egen vover. Du end paa Livets vilde Qvist, som Menighedens vaagne Hane, en Stund vil vippes . . Nu -- Meer du faaer af dette Visse, af dette kummerfulde Sande, før, seige Dryp, du slippes istedetfor, bag Stenen der, det skjønne, store Ubestemte. Ah vel, om Dette end ei er, vi vandt jo dog; thi vi jo glemte! Men, o jeg haaber -- følg derhen! Jeg kaarer dig til Brudesvend. Nei! nei! Du vil ei? Nu, saa tag, som du har faaet i denne Dag, hver Stund den Livets Skjænk, det Visse! . . Ja sandt, en herlig Ejendom, der Hjernen sløver, Hjertet spidser. Petrus. Bagtal ei Sorg! thi den gjør from! Qvinden. Det kan jeg ei. Den boer jo (liig en Satanas, der soler sig) i Rachels Øje; foran mig frem vandrer den i hvert et Ord, med sære Smiil til Stav SIDE: 532 . . nei vandrer ei! den er ei stadig; men flaggrer som en Flaggermuus, der (unaturligt) har til Huus en moden Rose, tusindbladig. Men hvordan end den flaggrer, flaggrer den dog hen til Fred, til rolig Grav. Thi sandt, min Petrus, som du siger: Sorg gjør from. Ja Flaggermusen "Sorg" er god: den hvifter, svaler hidsigt Blod, og dette er jo Alt. Thi gløder det (det Rachel veed; du maaskee, gode Petrus, med) da gaaer det galt. Pyntet er du nu, søde Brudgom, pyntet smukt: Myrrha-lugt og Cypressekrands i Haaret, ikke Tornens røde Frugt. Dette Alt og hvide Liin, der en Fredens Vinge svøber over Saaret, dig den Herre Joseph gav. Men den Sløife Himmelfarve, fuldt baldyrt med gyldne Larve, paa dit Bryst, er skaaren af Rachels Brudebelte. Roserne i begge Hænder (o de gløde, saa de smelte) røden Blomst, i Brystet brænder (den jeg "Christi Bloddryp" døber) Nellikknop paa hver en Fod, Dette fæsted paa dig Israels gode Præster. O, nu er' Alle gode! Joseph god: han lader Jesus ei som Betler slænges hen paa Alfarvei. SIDE: 533 Ja Judas selv er god; thi ei han vil forraade meer sin Mester. Jesus er god; thi, se, at jeg kyssede ham, han tillod. Rachel er god, som fik Lov dertil. Og Israels Præster? Af Alle ere De de Bedste: de gjorde Alting jo saa godt; og vied . . . Ha, hvo smiler haant? Har Rachel denne Ære laant? Fik jeg den ikke mod min Villie, at være Jesu Gravhvælvs Lillie? at favne første-sidste Gang min Elskede paa Dødens Tillie, i denne Klippe-urne trang? Hvo smiler haant? Er Rachel end den Døden værde Synderinde? -- "Saalænge som hun er en Qvinde." I svare, o I grumme Mænd. Hvad! -- Ha, I haane, for mine Lokker graane; (dog ei af latterlig Respect for eders Love, skrevne af en Morder med en Lynildsstav paa Steen . . jeg agter dem ei meer, fordi jeg prøved deres Vægt.) Men bølged sig, som før, mit Haar, liig purpurbrune Frivil-ving omkring en Roses Vaar, om min ulykkelige Ynde: da sang I, loggrende omkring: "Tilbedelse tør vel kysse din Skjønhed, dit yderste Slør? O Engel, ihvad du saa gjør, du kan aldrig synde!" Nu -- gjem da Haansmiil til dig Selv! Jeg hvile skal i samme Hvælv, som Jordens Frelser . . o saa nær, SIDE: 534 somom i Døden hans Brud jeg er. -- Ha, tænk -- Messias og en Synderinde samavle Maddiker derinde! Men ovenover Engle smaae de Vinger himmelblaae fremaf vor Favnen slaae . . nei! første Favnen er, naar vore sorgfulde Tanker ifra Mulden hinanden hisset møde. En skummel Cain da maa jeg føde, og die ham et Liv med Taarer. Men -- se, naar jeg et Liv har angret: med lyse Abel-engle da jeg bliver evig, evig svanger, og føder evig -- ha! Ja, vil ei Joseph tillade mit Liig i Jesu Gravhvælv at hvile sig? "Nei, Qvind, det gaaer ei an!" Ha, Gud frelse Os! Love forat leve eller døe af Dem, som svømme her af Naade om paa en Gravhøis Øe? Love for Elskov? for naar man skal vaage og sove? Love for Lune? Love for Afsky? Love for Behag? Love for hvorlænge en Møe skal være Møe? Love for Smag? Love for Barmhjertighed og Naade? . . Gud fri os! at Naturens Kræ vil klavre op, og lægge Noget, der skulde ligne Aaget, ned paa dens Skuldre -- se da Simson i de brændte Traade! "Nei, Qvinde, nei! Det gaaer ei an." hvadheller: "bort, gale Qvind! hei! vil du pakke dig!" Oh, det er Lov nok mod et Ønske, der hen i Veir og Vind det fejer, som Nordenvinden flux afmeier en Vaars frempippende første Grønske. -- Ha, endnu ingen Mand SIDE: 535 uskyldigt Ønske skjænkte mig! Men alle vilde Rachel lære, (imens de fløited: "o du skjære, demantne Perle! uskyldige Rachel!") hvad Verden, lidt skinhellig, kalder: fra Syndefaldet skyldige Lyster. O, naar da Rachel siden græd -- ja da, ja da, ja da, med Hovedrysten, Skjøn-Rachel hedte: "Stakkel! Stakkel! Du er et Verdensbarn!" O Jesu rene Støv, mit Kjød, det Skarn, . . o Fy! nei: i en Taage fangne Morgensky, i Dyndet blæste Rosenløv, det raser, som vil hvile hos dig i samme Hal. Den syntes mig saa skjøn saa sval, og Kjødet sukked efter hvad ei Aanden turde ville. O, udenfor din Hvælvings Dør, mod kolde Marmor-pille sit arme Hjerte Rachel tør vel trykke til det bliver stille . . o ja til Morgenrøden ei mægter det igjen at gløde; thi det er svalet hen i Døden? Petrus. Din Graad, o Qvinde, har Intet at betyde, hvor, se, en Mands maa flyde. Qvinden. Dog arme "Qvind" (o Rachel maa sig finde i at kaldes saa) . . dog arme Qvind ei Mere eier. Se, baade med Pung og Øje kan SIDE: 536 Herr Joseph græde, den rige Mand! Men dobbelt veier mod Pungens Nardus hans Øjes Vand. Thi sjelden til en simpel Taare har gyldenskjermet Øje Raad. Ja, pyntet er du, Christ paa Baare, med Alt hvad Jorden dig kan give: med Riges Salve, Armes Graad, med Myrrhaduft af Rigmands Krukke, med Armes Sukke, ja Rachels Sukke, Rachels Graad. Ja sandelig, søde Brudgom, du saa deiligt ret er pyntet nu, som pyntet En kan blive af kunstig Qvindehaand, men med en sorgfuld Hu . . . . Oh nei, af lystig Brudehaand . . oh nei af traurig Dødninghaand, men med en Brude-hu, der er af dunkel Fryd, af Jomfru-Ahnen i Skjælven henrykt, naar den sidste Bryllups-fremmed gaaer (de Gjæster ere I med røde Kinder, den Livets Kalk i Haand!) naar Døren (Døren er en Steen) skal lukkes, og Brudefaklerne (de Livets Dage -- ja Livets Kraft er røde, altfor lange Tane -- der brænde ned i Gravens Stage) at blegne alt begynde, og hist og her at slukkes. . . Ja dette Liv er ret et langt, og keedsomt Gjæstebud, hvor man maa holde ud; og sidde -- o saa trangt; og holde Bordskik, som man kalder; ei nyde hvad man lyster selv, men kun hvad paa Tallerknen falder; og, selv om jeg er Brud, jeg maa dog sidde stiv og stram, SIDE: 537 ei engang skotte hen til Ham, man faaer, naar alt er endt. Da fri hun jubler: "endelig forbi! Nu lukke vi vor egen Dør!" -- Kom Dødslov da! bank paa med Stene! Du staaer ei udenfor alene. Der fryser Spot, fordriver Tiden med endnu meer at sønderslide og rive i Vanvids fine Slør. Men Vanvid -- Oh! jeg veed nok, Verdens Tunge, hvad du har Daarer foresjungen; og hvad de Dumme troe: at Rachels Hjerneskal er bleven Babels Forvirrings-hal! -- Sandt! sandt! Den stolte Aandens Baldachin er bleven en Ruin. Men, da den styrted, styrted den i Rachels Hjerte ned, og gav det den Ærværdighed, det aldrig havde end. Nu! Dødslov, Vanvid, Sot, og Spot, i Guld, i Sod -- Alt lige godt -- maae pikke, maae pukke, maae bande, maae sukke, maae banke med Steen, med Smiil, med Valmuknop: -- Vi lukke ikke op. Der er en Dør mellem Vi og I! Men Dødens Ving er Døren; dens Knirken er: Forbi! (Disciplene og Jesu Venner komme med Fakler. Vagt i Baggrunden.) -- For Himlens Skyld! o ei endnu! Jeg har ei pyntet ham endnu! Ei sagt Farvel endnu! (Stryger Jesu Liig over Panden) . . Ak Jesus, Marias Søn, hvor er du skjøn! O, stolte Pande -- nu et stille Hav! O, milde Læbe -- nu kun Krands paa Grav! SIDE: 538 O, søde Kind -- saa bleg du er, bryd ei dig meer om Morgenskjær! En fager Aftenglands du faaer af dine Venners Fakkel; en venlig Aftenstjerne Rachel nedryster fra sit Øjenhaar. Ak, som en stille Kilde klar, vort Liv dog kunde, under et Palme-par, henrundet! Men dig til Ørknen Aanden bar; mig Verden Hjertet sønderskar; Du flygtede, at ei en Qvinde (og denne Qvinde Rachel var) med snevre Smiil dig skulde binde, med milde, men med jordisk Øie dig drage fra dit Maal, det høje, ned til det stille, lave Hjemme. Du iled forat Rachel glemme; og fra sit hele Liv hun eier kun af Skjønt, og dog i Vemod svøbt, et Minde fra Bethlems Lund, hvor bort han fløi -- jeg stod tilbage, hvor jeg har elsket, og har klaget ud. Ak, kan jeg klage? Du, stærke Helt, du lysted jo hverken Moder eller Søster -- o eller Brud! Men, stor, somom et Himmelhvælv du engang havde diet, troloved du en Verden -- Ja, det synes som Gud Fader selv har Eder sammenviet. Men Rachel sørged langtifra i Skyggen af sin Jerijah. Som Ranken (der sin friske Flugt med Qval seer indelukt bag gammel natmørk Muur) saavidt den kan, SIDE: 539 med Toppen flyer mod Solens Brand . . ak nei den følger sin, en god, Natur; men min? -- o den var ond: thi jeg kun i at elske Joeds . . ja, vel meer end Joeds Flamme-øine, ei Fryd, men Hevn kun søgte mod den Frændeflok, der Rachel lod indsmedde i en evig Bøile til den jeg haded: Jerijah. Da -- o de Grumme vel erindred, saa godt som jeg, de Blik, der tindred fra Ham til mig, ved Bethlehem! . . Da slæbte de -- o heller stod jeg selv for Moses i Lyn og Blod! -- mig, som en Syndbesmittet frem for ham, for Jesus -- O! . . Forbi er dette "O!" Hvi blusser jeg? Jeg knæler jo i Templet ei. Det Svundne være som et Digt! Dog Dette er et Liv hensørge, kun eengang maatte selv sig spørge: ak, Jesus var din milde Dom blot Pligt? O nei! Du turde jo ei see . . du, med dit Kummers Øje ei vilde Rachel see sig død for dine Fødder bøje. -- Det vilde, maatte skee. "Dog "Rachel" ei du sagde; men: "jeg, Qvinde, heller ikke dømmer dig." O dette "Qvinde" var da den Dødsdom, du fældte over mig! O bedre, havde du mig dømt! Da nu, som Engel, hisset alt, jeg kunde hilst dig, og fortalt, hvor rædsomt her jeg havde drømt. SIDE: 540 Disciplene, Jesu Venner og Veninder. (bærende Jesu Liig ind i Hulen) Til Høiheds Throne, Frydens Hjem, til Sandheds Himmel klar din Sjel sig Selv henbar. O Jesus, se dit Liig, din Aske bleg, der sank, da du i Himlen straaled' ind, din brudte Stav, til hvem en Verden læned sig, ad hvem (ja opad disse Saar, som opad rosenstrøede Trin) du til din Himmel steg, Vi bære hen til Fredens Hjem, til Støvets Himmel, til en Grav. (Liigfølget sætter Jesu Liig ned i Hulen) Farvel du elskte Leer -- saa fagert end, skjøndt ei du er hans Høiheds Billed meer! O usle Støvets Æt, som elske end den brustne Urne maa, hvor Dødens Bild er præget i! . Jesu Veninder. O, Støvet maa tilbede det, til engang Vi, som Englene, hans Høiheds Dragt af Ætherild beundre tør igjen! Ja, siger dette Støv til Vort ei: snart din Jammer er forbi! ? Messias. Hør Ohebiels Klage! O nu Abiriel fører dig tilbage! Disciplene og Jesu Venner. Fortærelse, din Rædsel mildn! I Blomster, Støv, smelt hen! Vi see dig da igjen. Ak søndersplitter nu, du ødsle Jord, det Svøb, som Frelserens Smerte sukked i? det Slør, du vov saa skjønt, at deri fanged du SIDE: 541 den herligste af Lysets Engle -- ak, det øder du, fordi det blev hans tomme Spoer? Vel, tag det! Gud er jo i Dybet; Graven yder ham sin Lov! Messias. Ja, skjønneste Slør, Cajahel i Lune flettede; thi en Engel sin Vinge mægtede fuld at spile deri: i snevreste Hjernens Bule, som frit i et Himmel-rund, sig hvifted og bølged Engelens fineste Straale-duun. Cajahel, nu over dit herligste Seirsværk, gravmundede Obaddon øver sit Hærværk! Til Muld han igjen det knuger; men, se, naar Foraaret er, igjennem det smuldne Hjerte, Cajahel, som Blomster, du leer! (Liigfølget fjerner sig. Rachel bøjer sig ned over Liget) Qvinden. Ak, det er tungt for Qvinden at hvile i den Elsktes Hjerteblod; men sødt for Synderinden, at hvile ved sin Frelsers Fod? O elskte, milde Christ, døm mig for haardt ei hist! Ja mildere end her! Ei kald mig "Qvinde" der, (thi -- ha! det Navn i Øret suser, skjøndt Gud med det mig døbte) hvor ingen Pharisæer lytter paa milde Dommer, som beskytter det arme Rov; hvor ingen Lov igjennem Blod og Steenregn bruser! Hvis ei, hvis ei -- da fremstaaer jeg, som eneste Klager dig imod, ved Skaberens Thrones Fod. Naar, selv fordømt, jeg slæbes bort, jeg vidner, i min Afgrunds Port: "Du, Jesus, dog een Pligt forbrød; thi ingen Qvinde Fryd du bød; thi ingen Qvindes Fryd du nød; SIDE: 542 thi Fadernavnet du forskjød, og Børn forevige dig ei. -- Er denne Pligt den mindste? Nei! Den første, største, skaberhøje!" -- O usle Rachels Qvindeøje, som Myrens uselt, kun du seer en Himmel i en Tues Vrimmel! O usle Rachels Hjerte, der det største Sorgspil skue vil i mit Livs lille Scene til Messias' store Sørgespil, somom hans Frelserfærd var ene til min Ulykkesfærd en Scene! -- Ak, ikke Rachels Sjel saa tænker. Min Barm kun sukker som din Enke. Det er min Arm, som nynner saa, fordi den vugger ei dine Smaae. Det er mit Skjød, som drømmer saa. Ei Rachel, men en Qvinde græder. . . O dette Alt -- javist som alle de andre Qvinders -- ikkun er de gamle, smudsede Hverdagsklæder, der falde -- ah, de falde . . Med Duft og Lys jeg dem omskifter. . . Ah, lette Brudpynt, du omhvifter min Sjel; og Rachel er ei Qvinde meer -- -- Stridsmænd. (komme -- støde til Qvinden med Foden) Bort, gale Qvind! Vi vogte bedre det Aadsel der for Israels Fædre, som os, med Sved paa Panden og Blik i Muld, Pilatus bød. Hei, Qvinde, vil du stjæle Manden? Bort -- ha, ved Helved! hun er død! SIDE: 543 Jesu Aand. Ah, Rachel, nu tør vi hinanden i Øinene see! Der ligger ved Frelserens Grav henblegnet din Vee. O, end med din Herligheds svage, hviftende Glands, du ligner en opstanden Sygling i Aandernes Krands. Men klæber der end i din Sjel af Synden et Fnug, o Engel, det smelter i dig, som i Luerne Dug. Min Kjærlighed veirer det hen. -- Ja, Rachel, Messias er Jesus igjen! ja, milde Ohebiel, Abiriel elsker dig end! I Himlene frelser mit Ord. Min Kjærlighed heler i Himlen som hisset paa Jord. Den skal dig helbrede! Se Kjærlighed er Aanders Salighed; men Saliggjøren Aanders Kjærlighed! Rachels Aand. Jeg blegned ved Skuet af, Jesus, din Herlighed, Jeg kan kun tilbede. Selv himmelske Væs'ner maae Jesum tilbede! (UDENFORE JESU GRAV. Jesu Bekjendere, anførte af Disciplene, der opløfte Korset, omgive Graven nærmest. Dem omringer en stor Kreds, hvis ene Halvt bestaaer af Menneskehedens verdslige Voldherskere, og hvis andet Halvt af Menneskehedens aandige Voldherskere, opløftende Baal og Fakler. Denne Kreds omringes af de forskjellige Folkeslag hvoriblandt Krigshære. Israels Præster staae midt-imellem Bekjendernes og Voldherskernes Kreds. -- Messias, Jesu Aand, Aander ovenover.) Messias. I Spidsen af væbnede Trælles Millioner (liig flammende Piilodde foran de sorte, bredarmede Buer) paa Zions Raab -- Ah, Hærene rasle efter dem som Lænker -- hidile Jordens Herskere; foran dem Cæsar (et flyvende Spyd mellem Pilene!) . . De komme og frydes ved Zions Seir. SIDE: 544 Med rygende Hjerter i Hænderne og Troldblus af Menneskefedme (som drønede Altrene henover Jorden) paa Zions Raab, hid Præsterne ile: -- foran Jordens Viisdoms Fædre se Luften sort af Forbandelser: brølende Troesformlers hvisplende Dragehale! De komme, og misunde Zions Seir. Men Alle (liig Orme, der bide hist snart her i den pilende Vrimmel mod Byttet) med hadfulde Øjekast ile, paa Zions Raab, og syndblege Aasyn, blodbesmurte Hænder, hid for den høje, uhørte Hjerternes Banken om Frelserens Gravhøi at nedknuse. De komme Alle at dele Zions Seir. Cæsar. Fra Roma, Jordens syvsøilede Throne, Jeg, Kongernes Konge, Cæsar nedsteg. Legioner af Konger var funklende Dug i mit Spoer. Hvi raabte du Zion? Israels Præster. "Se Zion liig Cyclop-øjet ene i Dybet vàkt, hvor Jorden vi indsmedde i Kronernes de gyldne Lænker!" vi skrege. For Roma Zion speider. Konger. Fra Romas Thronetrin, Jordklodens Throner, Vi Herskere stege! -- vort sortnende Spoer Legioner: de Trælle, vi have betalt forat døe! Hvi raabte du Zion? SIDE: 545 Præester. Fra skumle Huler, fra straalende Templer, Vi, Herskernes Herskere, Præsterne stege. Sig Guderne vælte -- se Slanger og Ild! -- i vort Spoer. Hvi raabte du vældigen Zion? Israels Præster. Vort Zion bæved . . Vi skrege -- Messias er kommen! . Konger og Præster. -- Da Vee! Israels Præster. Ja, Folkenes Haab, den Kongernes, Præsternes Rædsel! Konger og Præster. -- Da Vee! Israels Præster. Den Angest er svunden; thi skuer hans Grav der! . Konger og Præster. -- Triumph! Israels Præster. Med hele sit Mulm Zion det Straaleglimt qvalte! . Konger og Præster. -- Triumph! Israels Præster. At Alle Zions Seir kunde skue, og Alle hylde Zion som Ypperste (thi Det ene alles Fiende beseired) Israels Præster raabte. Bag Cæsars Segl og Templets har Zion i Hulen gjemt sit Valrov -- høimodigen, se, nu Resten, der hist sig klynger, som Bytte, overantvordes Eder! (pegende paa Korsets Skare.) SIDE: 546 Drotter, Altret tilhjælp, eders Klinger, de lange Geleder, drager, og deler Hjerterne hist mellem Eder! Kløver med drønende Slag dem paa Graven, saaat Skyggen opstaaer! Selv Denne vi tvinge endnu engang til Golgath at henslæbe Staven! Præster, Thronen tilhjælp, da med Dolkeglimt antænder Baal! Vei i Kampmulmet lyse de frem for Kongernes Staal! Siden paa Golgatha Festblus vi tænde. Cæsar i Dands med Høipræsten springe! Seirsmaal i Frelserblod Kampen for-evigt skal ende. Cæsar. Ha, en Frelser betvang du, Høipræst! Og nu skal Cæsar mod Trælle skjæmme sin Magt? Israels Præster. Hver af dem er en Frelser. -- Cæsar, skjøndt vældig, ei dræber din blotte Foragt. Konger. En Hær af Konger skulde slynge sin Sky af Spær paa denne Klynge? For Thronen sparer denne hulde Frygt! Fast staaer den, Tak skee eders Fædres Kløgt. Se disse væbnede Geleder jo fortælle, at endnu mangle Thronerne ei Trælle! Alle Præster. Overmodige! gjenvaagner Aanden ei stedse i Barnet, med frisk, uendelig Kraft? Flux vi maae jo, som Folkenes Lærere, standse i hvert et enkelt Barn dens Væxt, madende alle de spæde Hjerner med ufordøjelig Føde? -- ja Alle: vide vi vel, under hvilken en Barn-skalle kimer en Frelseraand frem? SIDE: 547 Israels Præster. Se, rolig kneisede Templet som før paa det knælende Folk: Da sig medeet, mellem de Trælles sortbrune, bærende Skuldre, en stjernehvid Engleving spiled, og løftede Zion mod Skyen. . . Ejaha, se, Kuppelen liig en drivende Dunst, og i Luften, brudte Regnstraaler liig, hænge det Helliges Piller . . Ja Zion hele sin Vægt tiltrængte, for denne Ene at knuge i Støvet! Ormens Hoved vi knuste, men tolvleddet lever dens Hale. Øinene igraad hist om hans Grav ere blegblaae klasede Orm-æg. Cæsars matte Langmodigheds Sol dem udklækker; og da -- hui, og da, Hersker, som Lyn, De levende nedhvisle over Kronen, fare som drønende Afgrunde under din Throne! Cæsar og Konger. I rase Præster! Hvor er Messias' Krigeres Hær? Israels Præster. (pegende paa Korsets Skare) Der! Præster. I rase, Brødre; thi hvor Messias' nye Præstechor? Israels Præster (pegende paa Korsets Skare) Der! Konger og Præster. Vi sige som guddommelige Cæsar: Ham Selv I, Jovahs Præster, dræbte; og Klodens Fyrster skulde nu SIDE: 548 de visne Tidsler paa hans Grav besee med Gru? med Kongespir og Præstestav mod deres blege Torne fægte? Israels Præster. Vee, Præster, himmelske Lysglimt hiin Gravhvælvets Tidselhobs Torne! Vee, Drotter! denne Messias (som Vi gjennem Aldrene) ei fremskabte af Mennesker Trældyr; ei een Ærgjerrigheds Villie paatvang han villieløse Millioner; men atter af Trælle skabte han Mennesker -- Præster og Konger. -- Vee! Cæsar. I rase, Præster! Dette Larverede kan ene Cæsar søndertræde? Har Cæsar ei en Svend? Israels Præster. Ja med en tung Caligula paa (en Ballist være Hælen!) Cæsar, du Selv knuse maa Disse! Vee, hvis de Larver en Vinge faae udspændt: var' Legioner endog de Kløer, hvormed dybt du i Mulden griber, naar du vandrer paa Jorden, favned paaeengang du rundtom syvsøilte Roma, dog Sphinxvingen, Zion udklækkede, Dig, Dig og dit Spoer, Dig og dit Roma henveirer let som et glimrende Støvgran, selv den afrysted ha . . som en Overflods-tyngde, idet den opflaggrer, for Himlen til frie Jord at nedhale med dristige Straaler. Konger og Præster. Haha! den Israels Frelser uden Hær og Præstechor før jevner Jord for Bjerge, (skjøndt Hjem for stærke Dværge, SIDE: 549 der hale Bjergerod ned, saa gjennem Jord den siger, og løfte Kollen op, saa gjennem Sky den stiger; -- skjøndt Ørn paa Toppen boer) end han af Jorden skjærer de Throner og de Altre, den fra Oldet bærer, medfødte Vorter lige. Israels Præster. I hade Israel Alle? Dog, ved vort fælleds Had! hvis Hersker meer skal være, vi maae ei skilles ad. Men nu, i Kampen Brødre, maae om Korset Vi foreente slaae (som Dødens aabne Gab med røden Tunge, blanken Tand) af Baal og Spær en Rand. Bæver! -- snart som Jordens Angestsved Kroner og Tiarer trille ned! Holde Vi ei sammen, gjennem Spær og Flammen, Korset Vei som Lyn sig baner! Kongespir og Fakler ud af Jorden, stumpeviis, i vild Uorden, snart fremrage, Splinter liig af brusten raadden Byld. Thi -- o vee os! Trællen tænker, blotter op mod Solen sine Lænker, sukker: "Himlens, o min Faders Øje, skal du see din Søn i Skjændsels Bøje? Nei -- ei længer!" siger han, og Lænken bort han slænger. Træl nu maner Sagn fra gamle Dage, maaler vor og vore Fædres Skyld. Med et tænksomt Øje han maaler Hyttens Moserand med den gyldne Top af højen Slot: saa med Hovedet han ryster, siger: "arme Jord er syg!" ryster stærke Seneryg, somom Kobberkupplen lære vilde han, at hilse SIDE: 550 Trælleskolt med Ære. -- Det er Frelserens Soldater! Det Messias' Præstechor! Agre skulle vorde Stater, simpelt Tag skal vorde Slot, hvor, som Drot, et Menneske boer. Thi se Messias, ei Præst ei Drot, er den sandeste Republicaner! Kongerne og Præsterne. Ha! -- Cæsar. Hvi skrække os, I Præster? Ha, I lyve! De Aasyn hisset ligne ei Stolt-Roms Republicaneres, der puste af Raserie op Kinderne fra gustne Skindvinge-Par til Romuls Ulveyver. Igraad Republicaneren? Oh nei! -- Jo Fingren græder Blod til evig Tid. I Smiil Republicaneren? Oh nei! -- Jo Dolkeglimtet er hans Smilen blid. Er Alting for ham tabt: hvis kan han ei, som han kalder, være frie, han siger kold: "min Grav har gabt;" og gaaer deri. Men Disses? -- ja, ei barske Træk dem heller for Stridsmænd eller Philosopher skjælder. Men deres Aasyn (eller Særsyn) sammen har parret Elsktes Sorg og Arvings Gammen. Israels Præster. O Cæsars Letsind! du skjælver for vidløse Pøbels Skrig? Men leer, naar Folkene reise sig fra Pol til Pol, og storme ind som kulsorte Have om Capitol? SIDE: 551 Ha Folkene fordre, med Grunde saa stærke saa klare, som skinnende Skumglimt paa Bølgerne fare, ei Cæsars Slaver at være . . Konger. (afsides) Vel! Israels Præster. . . ei Nogens Slaver at være . . Konger og Præster. Ha! Israels Præster. Den Ret de fordre af Jordens Herskere igjen, dem skjænktes af Himmelbeherskeren. De kræve tilbage for Legem og Sjel hver Menneskerettighed. Konger og Præster. Vee Os da! Israels Præster. Thi Det er Frelsen, at Jesus Messias har viist Mennesket! ha! -- hvad det er. Den Sandhed . . Præsterne. Tys! Israels Præster. Og Frihed . . Cæsar. Tys! Tal før om Lys! nævn ei den Lyd! Ei Folkene ere Slaver nok endnu, til dette Navn at høre uden electrisk Rysten under Huden . . Mit Rom sin Frihed kommer end ihu! SIDE: 552 Præster. Vær rolig; Rom har glemt sin Dyd! Israels Præster. Ei nævne Frihed og Sandhed? Selv Qvinderne synge rundt Korset dem nu. Ja, raabe dem med et Dødsskrig, og sige: "paa Jorden du finder dem ei!" Thi dette Guddommens Hjerte-præg, dette, som Herskerne mulmede, Han har gjenvakt, straalende. Trællen sin Høihed har skuet, og Døden kun kan forbyde Trællen at rive tilbage dens Fordringer. "Ha, ligge de paa Cæsars Isse end -- saa synger han, og griber dristig hen -- og ruge tunge Altre over dem: de svæve dog ei højere end et Menneskes Hoved, de ligge dog ei dybere end et Menneske roded, de for et Menneske maae vel igjen herned, herfrem!" Og døer da Trællen, som Curtius døer han; og Tusinder over hans Liig, som Myrer, vrimle paa Broer af Liig imod Maalet. -- O Herskere, seer: de Trælle, som hadede eder tilforn, og foragted sig Selv, nu ære sig Selv, see nedpaa Herskerne nu med medynksomt Alvor. Som fra et Krat bag Tjørn og Blade fremdrages et Pragtmonument, forat oppyntes: fremdrager nu af sine Pjalter hver Slave et Stor-ideal af et Menneske, dyrkende det som Guddom, kaldende det, efter Ham, som vi fældede "Christus", og "Christne" sig Selv. Cæsar. I rase, Præster! Mod denne Flok -- tolv Mænd, kun Tolv i denne Trælleskok -- skal Cæsar reise sig, hvis Øjebryn SIDE: 553 som sorte Dødssky over Konger flye? En Lictor er vel denne Haandfuld nok? Gaa, Sergius Paulus, split dem med din Stok! (En Mand gaaer ud fra Cæsars Skare imod Disciplene) Israels Præster. Han vender ei tilbage meer end Arkens Ravn. Og, hvis han vender om, da vist han bærer, som en Olieqvist, i Munden Jesu Navn. Thi dette Kors fortryller: det er somom en Aand det over Jorden svang, og Alle, hvor det svæver, maa dandse Haand i Haand, med Hosianna-sang. Ja farlig er selv Duften af Frelsens Sæd, der skjød i Disse op som Lysglimt med Kjerners Livsensbrød: den selv forgifter Luften. Se derfor, Præster høje, jo Zion Eder angstfuld bad, at svide den flux af med Baal, og Fyrsterne den pløje op med Phalangers Staal! At ikke Duftens Lysstrøm skulde sig hvifte over Mulde, Vi Kongernes skyhøje Staalgjærde rundtom bøie. O end den blomstrer kun i faae af Asiens Hjerter (ikke Flere end, Cæsar, du kan knuse smaae ved kun eet Spark mod Korset og imod Graven der) Men snart -- den strømmer over Hav og Bjerg -- i Iisboens gløder den; og han, tilforn halv Dyr halv Dverg, blier Menneske igjen. Cæsars Bud. (til de om Jesu Grav Forsamlede) I Cæsars Navn, bort I Gravdyrkere! SIDE: 554 Jesu Disciple. I Guds, vor fælleds Faders, Navn, vor Broder, hils vor Broder Cæsar . . Cæsars Bud. Broder? Ha Han, hvis Billed Vi og I maa dyrke? Jesu Disciple. Hils Cæsar: Jesu Grav er Fødestavn for nye Slægter vorden: ja, for en Menneskehed, en Helteorden for Himmelen paa Jorden. Men Vi, vi Tolv Sambaarne; men vi Halvfjerds Aarbaarne har arvet Fadernavnet efter Ham, der løfted hele Jorden til sin Barm. Af Himmelen til Fædre kaarne, som Han, vi kaare Jorden til vort Barn. Kom Israels og Memphis' store Præst! sid her ved Korset! Cæsar sæt dig næst! O kommer, Børn; og lærer Kjærlighed, og bedste Sandhed, Englen veed! Israels Præster. Ha, Cæsar, Cæsar er bleven et Barn, og dit Scepter en Pind, dit Roma en Dynge af Skarn, hvor du døser i Solens Skin! Cæsar. I gamle Pontifexer ere blevne som Poge i en Skolerulle skrevne. Gaaer! Om igjen! I skulle lære atter! Hvadheller straffer I, som jeg, den gale Jødesect med Latter. Israels Præster. Knus Ormen, førend den voxer og omspænder Jorden! Den rulled henunder Templet som brølende Afgrund, SIDE: 555 og Zions Høialter rokked den let som et Følhorn, at see, om Tid var at frembryde end -- -- Jesu Disciple. (til Cæsars Bud) Hils Præsten: Frihed til at tænke er Menneskets Krav! Mod Himlen raaber det fra Jorden igjennem Jesu Grav. Stemmer iblandt Folkene. O, alle vore Hjerter Tunger vorde i denne Jordens Mund! Præster. Og Beenrade vorde dens Tænder! Du Cæsar, vort levende Spær, I Konger, vor flammende Hær, udfarer som viede Spyd af Præsternes Hænder! Vi byde det Vi! Disciplene. (til Cæsars Bud) Hils Kongen: ingen Lænke beskjæmme maa den Skulder mere, der nyder Æren af at være en Himmelborgers Svøb! Stemmer iblandt Folkene. Ha -- Sandt! Cæsar og Kongerne. Til Vaaben! nu frygte vi dem. Jesu Bekjendere. Ak, Brødre, ville I Brødre slaae? i Døden for egne Tyranner gaae? Cæsar og Kongerne. Ha -- Bannerne flyve ei frem? SIDE: 556 Jesu Bekjendere. O slutter en Fred med os, I Kongernes Hære, og deler med os, eders Brødre, Seiren! Stemmer iblandt Kongernes Skarer. Bort, Sværd! du er en Bolt. Geleder Lænkeløb! Bort gyldne Baand, du er en Kjæde fiin! Et Hersker-smiil er Bann'rets røde Liin! Cæsar og Kongerne. I Døden for Thronerne! Præsterne. For Præsten, for Altret til Mord! til Død! Cæsar. Frem! frem Legionerne! Ha, hørte I ikke, Jeg Cæsar bød? Stemmer i Kongernes Skarer. Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd, at døde Staal og gylden Qvast (der ligner Fyrstesmilet stivfrossent i dets Hast) gjør Træl til Helt igjen! Jesu Disciple. (til Cæsars Bud) Hils Alle: Ret og Sandhed er vor Styrke! Vort Løsen: Kjærlighed! Vor Seier Friheds Fred! Hils Alle, at vi ved det største Menneskes Gravhøi dyrke vor egen Menneske-høihed: at vi vide, den dyrkes skjønnest, naar vi den vort kjære mindre Væsen offerbringe (som offre Jorden hen for Himmelen) naar vi for Frelsen lide, naar vi, som Han, for Frelsen døe! SIDE: 557 Cæsars Bud. O den, som veed at døe, selv Cæsar ei kan tvinge! Jeg heller, Brødre, døer med Eder end er, for Cæsars Guld, et giftigt Muld, imod mig Selv Forræder! (slutter sig til Korsets Skare) Cæsar. O rædsomme Verdens Sygdom! Selv Cæsars høire Haand (en Sergius Forræder!) fra Hjertet løsner sig, fra Cæsars gyldne Baand! Er Menneskeheden raadnet? Ha Sergius Forræder, du drypped af det Hjerte, hvoraf du var en Deel, bort som en Draabe Edder! Og der -- der flyder atter bort Cornèl. En Mand af Cæsars Skare. (slutter sig med sin Familie om Korset) Farvel Gud-Cæsar! O min Priscilla kom! Du kan, som Magdalena hisset, vorde from. Vi vandre forat finde os et bedre Rom. Cæsar. Frem! frem! Forraad! Forraad! Israels Præster. Vee Herskere, Alteret, Thronens Grund, ja Alteret selv er nu hulet ibund. Thi Sandhed er Trællens Tale, og Frihed hans Daad. Konger. Ja vee Os! Folkene ere, af Kongernes Vinger faldne Fjere. Hvor Vindene lyste, der storme af den Frelserens Grav, de drive hen; Vi ligge som Aadsler igjen. SIDE: 558 En Jesu Bekjender. Israel, mit Folk, Du først er kaldet. Thi du var Frelserens Hjem. Saa trine da du blandt Folkene først til Korset frem! I Himmelen elsker dig Jesus endnu; thi du var hans Hjem. O Josephs ærværdige, skaldede Fa'r, du ilte til Sønnens fulde Kar. Nu raaber din Søn jo igjen: "Kun Nilens Slette kan Bugen mætte; men kom til mit unge Hjerte, min Fa'r! Det mætter din Sjel, det giver dig Ungdomskraften igjen; thi Himlenes Rigdom nedfaldt deri." En Pharisæer. Stephanus! Folke-Forfører, ti! Hiin Jesu Bekjender. O Israel, Zion forlad! Dets Præster ere Voldsmænd, dets Offer er Had; kun Dødningeribbe dets Pillerad; dets Gud er en Jøde i Skyen sat, forstørret blot, saa Tordenskyen er Skjæg, for at passe til Himlen, et bygget Slot. Naar Zion styrter, da Baals og hver Afguds i sin blodige Krog med Offerblod stjernede Nat nedbrister, liig en Kapellerad, naar Høitemplet styrter selv iqvag. Pharisæeren. Ha, du gjør Saulus rasende, Stephanus! SIDE: 559 Jesum Bekjenderen. Se, Israel, Himlene aabne sig! Messias forklaret tilvinker dig! Jesu Disciple. Ja, tilvinker Alle! Kom Guul, kom Rød, kom, sorte Broder, til Frelserens Skjød! Se her en Apostel for Juda, og her til Folkene alle et Budskab for hver en Splint af Korset Golgatha sender, til Helligaanden i Alle brænder! Pharisæeren. (dræber Bekjenderen) Stephani Blod da mærke den Stie, Apostlene vandre; ja Alle I! Jesu Disciple. Hver i hans Blod sin Fakkel tænder. Jesum-Bekjenderen. (døende) Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden! Pharisæeren. (gaaer med Lænker henmod Korsets Skare. Standser grundende) "Gud, Fader ei tilregn ham Brøden?" Det kan han ei -- besynderligt! -- thi jeg tilregner mig den Selv. Stephanus (vist en herlig Mand, skjøndt Vanvid kogte i hans Tale?) vel heller fængsled jeg end dræbte. Men -- klag ei saa, min Sjel -- jeg fægted for Jordens gode Sag, der har saamange stolte Oldtids Mindesmærker, at disse Nye; dog -- -- Jesu Disciple. Trælbundne, arme Menneskehed! Hør hør vort Glædesbud: SIDE: 560 Dig, Støv, en Frelser sendtes ned af alle Himles Gud! -- -- Pharisæeren. (grundende) Ved Jovah! Dette klinger skjønt. Hvi kom han ikke med Basuner? Da gned min Finger ikke sig i Blod. Mod Himlen mine Hænder fløi som hvide, uskyldige Stjerner -- Ha, hvor usel er ei Saulus? lidt Metal, et Skrald da Guden gjøre skal. Der maa da være Smed i Himlen. Men Menneskeheden trælket? Ja, ja, ja! Der have disse Fiender Ret. Ha, hvi dog Fiender? hvi fornægte I Templet, hvori Saul er Præst? Jesu Disciple. -- Han steg af samme Muldens Skjød, o arme Træl, som du. Da Broderhilsen, Broderhu en Engels Mund dig bød. -- -- Stemmer iblandt Folkene. Ha, da den værste Synder af os Alle, os Dyr og Trælle kalde? Ha en Tiara sige til en Hat: en Stjerne jeg, du Dyb og Nat? En Mand. Om Drotten byder: "gaa og dø! din Huustroe elsker jeg!" -- jeg lyder ei. En Mand. Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ræv. En Mand. Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ulv. SIDE: 561 En Mand. Om Drotten byder: "dræb min Fader!" ei jeg lyder nu. En Mand. Om Drotten byder: "myrd din Fader!" ei jeg lyder nu. En Mand. Om Drotten byder: "fæld din Ven! hans Huustroe elsker jeg!" -- jeg lyder ei. Mænd. Om Drotten søler sig i Vellyst, nu at ligne ham, vi kalde ikke Ære mere, men en syndig Skam. Mænd. Om Drotten byder: "dræb min Broder! han min Søster tog med Vold!" ei vi lyde. Kongeborg, dine Laster selv behold! Mænd. Om Præsten byder: "ofr dit Barn!" ei vi lyde længer. Mænd. Om Drotten plyndrer Andres Gods, vi ei, vi gjør det ei! Ynglinge. Om Loven byder: "Blod imellem jer til Evighed!" Vi lyde ei, men slutte ved Korset evig Fred. Jesu Disciple. O Trællens Hjerte aabner sig og lytter! Han Glimtet af en Guddom saae i hveren Vraae af Hjernens dunkle Hytte! Pharisæeren. (grundende) I Sandhed! -- ha, i Trælles Hjerte? Er Saulus da en Træl? Dog fare Glimt og Storm igjennem mig. O tomme Lærdom, o tomme Nat, din hele Dynge SIDE: 562 en Kjerne eier ei, men du adsplittes i Myriader Tusmørk-korn, i Luftatomer! Du venter Morgenen fra disse Læber, de Korsets Svampe, du skal faae i Sæk til Hovedpude, hvorpaa Mennesket atter indslumre skal? Ha, jeg er Træl! I Præster, det er eders Plan med Saulus, som og med Hver, I mærke har Forstand, at ham bestikke med en Deel af Herredømmet? gjøre ham til Præst? (kaster Lænkerne) Præster. Ha, Saulus, Fiendens Lænke slipper du! Pharisæeren. (grundende) Dog er det sært, at see medeet de gamle Majestæter med ærværdige Sne-skaller, som nu Capitol og Zion, -- dem man er oplært i at hædre -- at stødes ned til Intet . . . nei stødes ei, hendunste af sig Selv! Præster. Ha, Saulus, din Fiendes Lænke slipper du? Pharisæeren. Den er for tung! -- Jesu Disciple. -- Ja Frelseren steg af samme Muldens Skjød, arme Træl, som du. Da Broderhilsen til dig lød fra en Engels Mund. Dog viiste han saa reen en Hu, saa høit et Hjerte her, at i sin Lavhed Menneskeheden udjublede beskeden: "fra Himlen selv han er!" SIDE: 563 I hvertet Hjerte (o det var som tusind Engle gjennembrøde en blodig Grund, og opmod hiin den Himmelske sig skjøde) i hvertet Hjerte Jubelhilsen lød: "ja, Mennesket er ei fortabt; thi os en Himmelsk Broderhilsen bød. Det Menneske som styrtede sig Selv, har end paa Jord til Frelsen Kraft! I Jesus, det rene Menneske, saae vi Sjunkne den Høihed, Støvet kan naae; vi Bedragne den Sandhed, vi Trælle den Frihed jo saae, som Støvet pligter at faae. -- Ja Mennesket igjenfandt i sin Sjel sin Aands umistelige Odel, o, den guddom-rige, hvis Marker snoe sig gjennem Livene, gjennem Himlen, saa Mærkeskjel, ei Grændseskjel, er Stjernevrimlen. -- -- Mænd. Om Zeno saa ei talte; saa har dog Zeno meent. Farvel, I Præster. Vi Stoiker erklære os nu reent. Vi vandre ville til Jesus, Zenos Mester. Jesu Disciple. -- Men da Han vovede at aabenbare i Muld den høie Sandhed, denne klare Lyskjerne i en Høiaands Ild; det Sandheds Ord, hvis Straale hvas slaaer Guderne iqvas, og skjærer over hine rustne Baand, der lænkebandt Samvittigheden til en Offerpræsts rygende Haand, og lynadsplitter Skikkes tomme Tegn, (de Templets, Mørkets Snirkel-hegn) -- den Sandhed: een, kun een Gud er: een alle Himles Fader, der opstillet SIDE: 564 i alle Aanders Væsen har sit Billed: at det i Sandhed dyrkes kun kan der; men det er Dyrkelse, at vi vor Sjel gjør stedse mere sand og fri: at dette Maal ei synker med vort Liig; men gjennem Himle flytter sig -- -- Stemmer iblandt Folkene. Ned Odin, Zeus og Bel! I Majestæter uden Sjel! I Tegn for Laster eller falske Dyder! Alfader -- o det første Offer, vi mægte dig at yde, er er Graad -- -- Jesu Disciple. -- -- Ja da han vovede at aabenbare den Sandhed, Sjele klynge fast sig ved: der er en Gud, og en Udødelighed, korsfæsted ham hiin Præsteskare -- -- Stemmer iblandt Folkene. Hevn! Hevn! De døe! Jesu Disciple. -- -- Nei! nei! Han lærte Kjærlighed mod Dem, os hade; og han viiste, at alle ere Brødre, Nogle kun forvildede i Støvets Dyb en Stund. Som Offer, som det Sidste, han døde; og tilgav i Himlens Navn da Alle fra sin Grav, os lærende fra denne Lærestol, at ikke evigt er Scheol. -- -- Stemmer iblandt Folkene. Bort Satan! Loke! Moisasoor! Skrækbilleder af Laster, som tilhøre ei Mennesket, men ere kunst-udklækkede! SIDE: 565 Formørker, Dunster af et giftigt Hjerte, ej Godheds Himle, Dybet eller Jord, som Jesus toed reen med blodig Smerte! Jesu Disciple. -- Han døde; thi, mens Templet lærte Had, og Throners Straalerad gav Laster Glands og Majestæt, han lærte Dyd og Kjærlighed. -- -- Mænd. Vel! her er Platos Plato -- følger mig! Se, Golgatha, din stolteste Tilbeder, Akademia knæler nu for dig! Jesu Disciple. -- Han døde; thi, mens Templet svoer, at Det kun løfter Jorden opaf Helved, saavidt, at den i Gabet skjælver, han lærte: hvor en Aand end boer, en Himmel dog sig stedse overhvælver: at, som sig Aanden hæver, saa følger Jorden med; ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever i Jordens Fryd og Fred. Mænd. O kommer, Epicuri Børn! de bedste Roser groe paa Korsets Tjørn. Jesu Disciple. O Menneskehed, nu efter tunge Aldre, der paa din Isse sank sig ned, saa Lokken stivnede til Bly, imens i Blod dit Fodtrin gled, og Øjet blindedes af Altrets Sky, til Fred og Hvile Jesus kalder dig hid i Korsets Ly! Tag Korset! Korset det betegne, SIDE: 566 at Smerte ei kan Aanden hegne, men gjennem Saar og Pinslers Hviin, igjennem Graven imod Maalet flyer Aanden op, saa klart omstraalet, som gled han hen paa Æthrens Ild. Mænd. Peripatetikere, før vi funde det sande Menneske vi vandred længe; Her standse vi og lægge Staven . . (slutte sig til Bekjenderne) Jesu Disciple. O Menneskehed, dig Christi-navnet stempler, at søge Sandheden over Jordens Templer. Mænd. Os Skeptikere ei rækker Jesus Lænker. Den er ei Hans, som troer, men ikke tænker. (slutte sig til Bekjenderne) Præsterne. Vel! svigter os, I Philosopher! Vi end regned ei paa Eder, I Skindvinger mellem Nat og Dag. Jesu Disciple. O Menneskehed, nu Christi Navn du bære! Det her dig giver Englens Ære. Det er den store Frelsers Arv. Det giver Frihed -- se hans Sandhed (thi denne er det klare Øje, hvormed du seer dit eget Høie) er jo din Friheds lyse Marv, der gjennembølger dig -- o da saa klar, somom du intet Hylster bar! -- der gjennembølger dig, og ud i Dyder flyder (o det Gjennembrud er Kjærlighedens Aandedrag SIDE: 567 igjennem Livet henmod Gud!) saa Dyd er Sandheden fordøiet, saa Dyd er Menneskets Friheds Marv! Den voxer ud saa lys, at Mennesket kan, med sin egen Glands, udsvide Pletten af sin Sjel, udsonende i Muld sig Selv. Den voxer ud saa stærk, at Mennesket nedtager Himles Høihed som en Krands, og lægger om sin Pande, og om sit Hjerte Himles Fred. Stemmer iblandt Folkene. Vi vide, Himlen er vor Fædrestavn, og Jorden er vor Moderfavn. Nu, Præster, ei med Hyl vi graane vor Faders Isse meer! Nu, Drotter, ei med Blod forhaane vor Moders Skjød vi meer! Ei Synd og Løgn I meer os lære! -- O rædsomt! den, som forud Himlerader, som Saligheder kan fortære, mens vi i Støvet sukke end! Nei Christ, vor Broder, vil os lære her Jords og Himmels Børn at være saa gode, at vor store Fader, hvis Alvorsøie blaaner hist, naar frem vi voxe, vil os hæve til sig, for ved hans Barm at leve som Blomster blandt hans hvide, fulde, ærværdige Stjerne-lokker, der igjennem Dybene nedrulle og Almagts-sløret er. -- Ja Vi i Jesu Blod os døbe! I Jesu Væsens Helgd os svøbe: ja Hver skal vorde til en Christ! (Alle Folkene slutte sig om Disciplene) SIDE: 568 Jesu Disciple. Se Menneskeheden sig vender igjen til sin Fader! Enhver sig indvier i Daab til en Christus at være, en Guddommens egen Søn, til Aanden, den Hellige, der lever i Himmelskes Rader, i støvhyllet Hjerte at nære. Sku, sku med Christinavnet salvede Millioner! I Menneskehjerterne opstanden Frelseren throner. Præster. Frem, Drotter! til Døden -- det er forbi! Pharisæeren. (grundende) "Tempelskikke tomme Tegn?" saa siger Christ. Ha Israels Rabbier tatuerte med dem mit hele Hjerte! Vel! Offer, Sang og Vieqvist, jag frem en Engel af en Orm! forjager Stephans Rædselsform! I mægte ei -- ha! Hvi stimle I paa Saulus mørknende ham da? "Sig Selv kan Mennesket udsone, men een er Veien kun til Naaden: igjennem Jesu blodbeseglte Ord!" Saa er det jo fra Korset toner? Stephanus, o min Broder mild! jeg føler, at jeg mig udsoner, thi Christus har sig aabenbaret, som Sandhed i min Sjel: og Saul har angergiven svaret: "Se, Frelser, Saulus længer vil ei stampe imod Braaden!" . . Præster. Forraadt! Ha, ved Forraad selv segner Guden! Forraad i selve Alteret sig skjuler Og alle Syndere deruden paa Helligdommen hule. Vee! nu vi troe ei meer os Selv! SIDE: 569 Paulus. I Præster, følger Paulus! Han vandred fra den gamle Saulus! Hvis I og Drotterne (I vilde Børn, bortkaster Sceptrets blodige, kaade Tjørn!) i Ørknen agte ei at staae, I da til Korset krybe maae; thi der er Menneskeheden nu. -- Ha, skille I jer ad fra den, da er' I Mennesker ei mere; men Djævle! Høipræst vil da du en Antichrist, en Satan være, der rolig ene haaner Himmelen? Konger. Ha, kan da i Lænker et Folk ei tænke? Jesu Disciple. Nei! ene drømme. Konger. Vor Vellysts Løibænke, Skattens Kiste, vor Glands -- umuligt det Alt at miste! I Præster maae Folkene Noget indrømme. Præster. Ville I, Drotter, vorde eders egne fordums Trælkedes Slaver? tage af eders Livegne kun Deel af Oldets Arv som Gaver? Konger. Nei! nei! Som Naade? ha! som Naade? Vor Hjerne stivner . . Paa vor Throne nu vi paa en Afgrunds Top os see med Gru. -- I Præster, Kloge, Kolde, I faae raade! SIDE: 570 Præster. I faaer da Folkenes Gaver tage, men siden stjæle det Hele tilbage. Konger. Vee, Præster, Vee, I Drotten og opdrage i Dumhed: vi forstaae at plyndre kun og slaae. Præster. Da staaer tilbage kun at døe. Cæsar og Konger. Nei! nei! Legioner frem! Præster. I Dødsangst I hyle i Ørken; thi der er ei meer Legioner. Folkene. I kjende ei, I Arme, den Forsoner, der sine Fiender døende tilgav. Mon da vor Livsopvaagnens frydefulde og første Øjekast formørkes skulde af Hevnens blodig-mørke Skygge? Se, Præst og Drot, læg bort din Stav, og vore Brødre ere I, saa frie og froe, som Vi. Et Tempel, Præst, du faaer at offre i: dit eget Hjerte: det, som sukker øde, naar gyldne Altre gløde. Saa stort et Kongerige, Drot, du faaer, som du fra Ødet til dig seiersslaaer, og dyrker i din Sved. Cæsar og Konger. I Rasende! Rasende! Kongerne odlede Kloden med Alt hvad den bærer, med Trællen, der gaaer, og Træet paa Roden! SIDE: 571 Folkene. Bortkaster Kronerne Brødre -- den eneste Forskjel mellem Drot og et Menneske. Da først (som Falken, naar Hætten faldt) formaae I at skue med Klarsyn Alt. Er Drotten i Krone og Purpurfell, en Taage, skjøndt gylden, ombævrer hans Sjel; han blusser af Kraft, men af Feberkræfter; og brister, ja førend han giver efter. Lad Solen stikke derfor hans Isse! lad Vinden den blottet afsvale! da først kan Folket med Drotten tale, da hører han Sandhed og seer det Visse. Cæsar og Konger. Frem! frem, Legioner! -- Ha Cæsars Ørne nu blevne seendrægtige? Phalanger, klæbe ved Jorden I, Cæsars, Fodtrin de vægtige? Opløfter eder I gyldne Spydrækker! -- End, I Cæsars Tjørne, er Cæsar, Jordens blodige Rose, ei visnet hen! Den flammer endnu som en vredig Sol, blandt Kroner, dens Knoppers røde Slør, paa høien Qvist, paa Kapitol, høitover de Larver her, som vrimle ved dens Rod, fremynglede af Præstenattens Phalænes Blod, uthviftede over Jorden af en Gravlufts Bør! Præster. Cæsar, stolte Kronerosentræe! Larverne have udmarvet din Rod; i Luften du svæver med Throne og Slot, et Skybilled blot. O, sagde vi ei dig -- Cæsar, vee! af Angst phantaserer -- at Golgathas Sphinx i Altrenes Smuldren har nedlagt de Æg hvorudaf flye de Frivilskyer, SIDE: 572 der hvifte, i Flugten, af vore Isser Tiarens og Kronens Scepter-spidser? Cæsar og Konger. Ti, Præst, du Fredens Drot! I Valens Mulmsky du seer ei godt. Ha, nu er Kongernes Tid: de Kronfalke maae sig styrte fra deres Høiheds stille Blaa nu ned i de Storme, de rystede Throner (ha nu liig Stormskyer røde, tunge) udrulled, udsvunge igjennem Aljordens bævende Zoner! Betvivler I vel Majestæternes Magt? Til Vredens Lyn sig støbe vor Taage-foragt! Vi vide de Larvers Flaggren at stække med Banneret, denne vor Fluesmekke! I Blod vi drukne de Millioner! Millioner imod Millioner! -- ha Kongefærd! Et Himmelrum opfyldt med Blod og Been og Skum! -- ha Himmel, en Cæsar værd! Fremruller, Phalangers Torden! frem, brede Phalanx, du Kongeskjold! Legioners Lyn gjennemslange Jorden! ud, lange Geled, du Kongesværd! Titusinder frem, som døe for Sold! I Blod maa Jorden synke, men over denne Flod, som Arken, Cæsars Throne gaaer brusende i Blod! Folkene. I Drotter, mon af Stolthed eller Skræk det Vanvid kommer? Skuer dog om Eder! Kongen. Kun fremad skuer Drotten: bag ham er hans Geleder. Folkene. Ei Drotten skuer bag sig, for ikke at see Historiens Blæk, for ei at høre Gravenes Vee? SIDE: 573 Cæsar og Konger. Legionerne komme. Frem! Cæsar tramper! Cæsar stamper! Folkene. De komme ei, Cæsar! De staae ved Korsets Fod. O, Drot hvor er din Styrke, naar Folket er imod? ja selv Majestæten der omsvæver Thronerne, med Kraften igjenvender til Nationerne. Seer bag Eder, Herskere, en Ørken er der; som Klynger af Tidsler kun hisset og her (en farende Blegnen liig) end Adelens Landser samflokke sig! Mænd. Vor Egenret vi Adel overgive? Ha, lige med de Andre blive? Ei reise Slottene paa Bakke, mens Trællens Sved befrugter Dalen, mens der Stavnsbundne af Trælqvinde-bug groe op omkaps med Byg og Rug? Ei lægge Aag paa Bondenakke? Ei tvinge Knøsene at saae paa Valen ud deres Hjerteblod og Been for Os, saa Vi fra højen Ganger kunne plukke Gevindsten, Seirens gyldne Korn, og Seirens fine Blomme: Roes: den søde Duft af Kampens Horn, der sit Aroma faaer i Sukke? -- Ha, Cæsar, du er første Adelsmand: vi hjælpe dig! -- Ei være Adelstand? men Alle være lige? Alle frie? ! -- Da før døe Vi! Folkene. Menneskeheden er her! Herskerne, Fienderne der! Ei risler henover Vange, som hvislende, glødende Forbandelses-slange SIDE: 574 du sidste Blod, som Jorden befarver; men du er Jordens bugtende Smiil. Thi, se, du skal Kampen, den sidste for Sandhed og Frihed, igjennemziske! -- Et Alvældigt-Herligt med Lysglimt oppløier Jorden! Et Alvældigt-Kjærligt udslynger Forløsningens Sæd. Et Alvældigt-Sørgeligt henruller derefter over Jorden, og, se, med Modstridiges Been det harver de himmelske Sædkorn ned? Cæsar og Konger. Til Død Legioner! Frem! Romas Cæsar stamper! Ha, tomme Støv kun om hans Purpur damper. . Legionerne komme ei. -- Vee! O da er Cæsar kun et Menneske! Præster. Ha, Konger, I vakle? Vi Eder befale at døe! at døe som Vi! Cæsar og Konger. Frem, Konger, om Cæsar! Frem Adelstand! og Kronerne paa og Purpret ibrand! I fuld Majestæt, Eder hisset nedstyrter i Folkenes Hav, Legioner af Fyrster! I Kongeblod, under Trællefod, finde Herskerne Grav! Som Valrov, som tomme Telte staae Thronerne igjen, at plyndres af Nationerne! Som Bauter de kneise tilbage fra Magtens herlige Dage. Kan Cæsar ei leve som Cæsar; dog som Cæsar han mægter at døe. (Kamp beredes) Præster. Af Tempelpiller fra Zion og Babel og Asgaard og Memphis opreiser en Stabel! et Baal som Libanon stort! et Baal! SIDE: 575 Thi Jordens Præster nu feire den Sidste af Offerfester. Ja vee! den Sidste! O vee! det sidste Høioffer vi bringe, det er os Selv! Naar Røgen driver bag Sky, naar sidste Offerbaal sig hvirvler igjennem Himlenes Hvælv, saa Stjernerne flye; naar Emmerne hule en bundløs Mile, et Helved ud til Offerskaal: -- da, Præster, istemmende Offersangen, (mens Drotterne brøle i Døden hist) Eet Chor af Præster adgangen, hver Præst med sin Gud skal springe deri. Men Zions Ypperstepræst, af Cæsars Dødssuk beblæst, forbandende springer deri tilsidst. (Baalet antændes) Cæsar og Konger. Til Kamp! i Døden for Throner og Altre, for Trældom! Adelskaster. Med Cæsar i Døden for Trældom! Folkene. Til Kamp! I Døden for Frihed og Sandhed og Liighed! Præster. Naar Skyen kløves af Præsternes Lue, saa Himlen Jorderiges Kamp kan skue, da gaaer i Døden! -- Messias. De løfte sig, Jordens Millioner! Abirieler Aander stærke bag Fortids Grave og Mindesmærker nu haste at Aaget kaste. SIDE: 576 Med brudte Lænkers Rasl de skræmme fra Thronerne blege Tyranner: de Brødre, som inden en Krones Ringe Millioners Frihed vilde tvinge. Se over Tyrannens Blegkind mørke Pande blodkrandset, liig et Dødens Banner, der, lue-indbaldyrt om Randen, tungt hvifter over et Liig! De bryde Svøben, knække Spydet, som var i Brødres Hjerter sydet. De knuse Altaret, hvor Præsten bød, at Blod af deres Afkom flød. De lyse med Fakler i de Orakler, Hvis Huler skjulte det Mulms Cisterner, der overskyllede deres Hjerner. Jesu Aand. O Vee! Enhver af disse tusind Dødindviede, som ville for et Helved stride, min Broder er. Ak, Himlens Fred, dit første Skridt paa Jorden gled i Blod, i mit! I Brødres Blod bereder du dit evigt Leie nu? Cæsar og Konger. Til Kamp! i Døden for Throner og Altre, for Trældom! Adelkaster. Med Cæsar i Døden for Trældom! Folkene. Til Kamp! i Døden for Frihed og Sandhed og Liighed! SIDE: 577 Præster. Snart Skyen kløves af Præsternes Lue, saa Himlen Jorderigs Kamp kan skue: da gaaer i Døden! -- Messias. Rolig suser Jorden, mens Himmelen og Helved hendrøne over den. Rolig, som en Almagts-haand den svæver. Cajahel smiler til den Rædselsfærd, hvor i hans Herrers Hænder skjælver et Helveds hvasseste, men skjøre Sværd: Fortvivlelsen: hvor Aanden, der hans Støv belivner, i Kamp henbruser mod sig Selv; thi Menneskeheden, se, liig tvende Have, af Tryllescepter stivnet til to christalne Hvælv, der snarlig sammenbriste og begrave den mørke, syndefulde Alder, der, heller, end den frelses, falder! Dog mellem begge Rædsels-rader, saa ungt og friskt, som i den første Morgens Brude-lin, Cajahels Blomstersmiil sig snoer, huldthvidskende: "Abiriel, Herre-min, saa troe er jeg, at, om du bader i Blod mig dybt, jeg bliver dog din egen favre Jord; og du af Sorg vel engang klog, saa engang i en frydsom Roe, vi kunne sammen boe!" End døer ei Jorden da. Om Liig end over den mod Skyen høinede sig, med Millioner Mennesker omsider, der Himlens Fryd-roe fandt i Støvet, den frem blandt Himlens Verdner glider. SIDE: 578 Hvi bæve da, I Himmelske, for eders Brødre hisset? -- se, tvesplittet ligner Menneskeheden jo Jesus i Gethsemans Nat, imellem Seir og Tab imellem Haabets Høi, Fortvivlens Gab, imellem Dyb og Himlen sat! -- O, sandelig, som Han, den skal et Seirskors plante paa sin Val. Jesus. De Arme, Vee! saa tæt i Støvets Duft-mulm hyllte, af Vellyst, Mag og Magt fortryllte, at, førend de det miste, sig i vilden Kamp paa Afgrunds Tind de orme; de rasende fra Jorden storme; og flux den hvinende flugtdrevne Skare vil finde sig i Himle klare, hvor hver af dem med Skræk maa see sig mellem dem, han hissetnede som Straaet vilde søndertræde, liig mellem Straaler en zittrende Damp, opfyldt, som med en Storm, med Vee. -- O Sorg i Himmelen maa vorde naar den paaengang sortnes af de tusind Jammerfulde ifra Jorden, der døe ufrelste -- ak! ved Frelserens Grav. Præster. Nu blusser -- Jesu Aand. De døe i Synden! . . . gjerne jeg end-eengang leed for dem og døde! SIDE: 579 Ak, Syndernes Støv! du bære, naar Dødens Smerter dig gjennemskjære, den tyngste Last af Aandens Brøde! Messias. Nei, Aanden synder, Støvet ei. Men her vil Aanden paa sig Selv sig hevne og udsone; thi Hjertet i hver himmelsk Sjel er evig Retfærds Throne. Jesu Aand. Ak, Jesus frelste ikke Jorden heel! Messias. For Himle er en Frelse i hans Ord! Det er den evige Sandhed gleden fra høj'ste Himmel, fra Fuldkommenhedens, igjennem alle Himle straalklar ned til dette Dyb, Abiriels Jord, ei længer Syndens Ynglested. Jesu Aand. I Kampmulm hyller den sig nu, og yngler Furier, som følge den, liig Luers Hvinen, reiste Slangers Gru, igjennem Rækker Himle hen. Se Tusinder af Brødre Straalen flye, og hylle sig i tættere Skye, og ned i Blod sig dybere hule! Messias. Hist Dampen af Cæsars Stampen er sidste Hvift af Djævles Vingeflor. SIDE: 580 Hist Præstens Baal, det høie, er Djævles vilde Øie idet de bange rode sig i Jord. Men dybere ei end Graven kan Djævlene sig skjule. Bag den ere Djævle ei, men Engle kummerfulde, der hæve sig, som sorte Suk fra Mulde, og gjennemskygge Himlen, nu der Sandhedsstraalen rækker dem igjen, og varmer, lyser, bæver gjennem dem. Jesu Aand. Fordi den lyser ned i deres Hjem, Hver af de Arme bange dette flyer. Med tusind Brødres Salighed kun kjøbes Millioners Frelsefred? O, kosted den kun Eens, den var for dyr! Præster. Baalet blusser: Satans Tunge rød og hed hviner under Sol sin Tørst. Molochs Præstechor, bered dig at lædske først. ! Cæsar. I Østerlands Despoter, der med Slavers Sukke sortne Morgenrøden, her Broderskab med usle Kaster er, hist Majestæt i Døden! (Sultanerne og Schakerne kamp-fremdrage.) Messias. Snart Jorden er reen -- Voldherskerne falde: da, Jesus-Messias, i alle Millioners Hjerter lever din Sjel, de Himmelskes hellige Aand: SIDE: 581 da, Jesus-Messias, i alle Millioners Hjerter opstanden du er. Jesu Aand. Dog frelste ei Jesus Jorden heel; thi Nogle jo falde. Messias. De offre sig Selv. Jesu Aand. Kun Jesus sig offrede Selv for Dem! Jeg døde for Syndere. Messias. Opstaae da for Dem! Se, hist i din Grav end ligger dit øde Hjerte, af Rachels Favnetag omarmet, af Josephs Myrrha end livsvarmet, end liig en ulmende Kjerte: Dit Støv, saa herligen formet af Cajahel, at Aanden, skjøndt himmelsk fri, ei føler sig lænket deri! Jesu Aand. Ei efter Jesus noget Offer falde! O Jesus frelser Alle, Alle! For Syndere han gav sig hen til Smerter, de Vogtere af Himmelen; for Syndere han opstaaer igjen! Præster. Nu Skyen kløves af Præsternes sidste Lue, saa Himlen Jorderigs Kamp kan skue! -- Da gaaer i Døden! SIDE: 582 Thronherskerne og deres Skarer. I Døden! Folkene. Til Døden! (Thronherskernes Skarer vælte sig ind imod Folkene foran Jesu Grav. Molochs Præster synge Offerhymnen, i Begreb med at styrte sig i Baalet.) Jesu Veninder. Ei Qvinders Øine ved den Rædsel dvæle! Vi Qvinder, som ei mere føde Trælle, mod Graven vende Øjet! der vi knæle! Jesu Aand. For Syndere jeg gav mig hen: for Syndere jeg opstaaer igjen! (Forsvinder af de Himmelskes Rækker. Stenene og Seglet briste ifra Graven. Et Jordskjælv bølger imellem Rækkerne, hvor Kam- pen er i Udbrud. Jesus sees ovenpaa Gravklippen.) Jesu Veninder. (blive Jesum først vaer; nedknæle mellem Rækkerne) Fred! Fred! -- Han er opstanden! Jesus. Fred paa Jorden som i Himlen! Jesu Disciple. (nedknælende om Korset) Fred! Fred! -- Han er opstanden! Folkene. (nedknælende, kastende Vaaben) Fred! Fred! -- Han er opstanden! Tempel- og Thron-herskernes Skarer. (bøjende sig i Støvet) Han er opstanden! Hvad mægte vi? -- Han er opstanden! SIDE: 583 Jesus. Priis Aandernes Ophav være! Den hele Menneskehed nedknæler paa Jorden i Kjærlighed og Fred. Ja Fred; thi Frelseren seired! Ja Fred; thi I Alle og Myriader af Himmelske ere som Draaber af samme Hjerte! Da graanende fremaf flammende Dampe Jorden sig skjød: da Guds Algodhed bandt den til sig ved Solens Glød; (thi første Straaleglimt vakte det formende Liv -- o herligt, som tænkte det Selv -- ja Cajahel til Seir mod Obaddons Dødkraft) . . Da grubled i Jordens Skabelsesmulm en Aand over Gud. Men, da han Kraften ei saae, der rullede Jorden ud; men Jordens Aandedrag lød, som en smægtende Bruds, mod Himlen fra Blomster og levende Fugle (dens Overflods Suk mod Skyen): . . beruust af Cajahels Livssmiil, af Vemod, Aanden forlod sin Himmel, og parrede sig med Muldens det bedste Blod: et Mandehjerte, ei vakt end til Livet, han reiste op som et Kraftens: Abiriels Tempel, som Jordklodens Herskerthrone. En Himmelsk, der elskte Aanden, thi Begge runde ifra den samme Verdens Stjerne, bejamred Abiriel da; thi, seende Adam kun mægte at sandse sit Støv, den Elskende tænkte: han vender kun sygnet, meer sorgfuld end før tilbage. Da rullede Himlene gjennem Aandens Vee: "Phun-Abiriel! hør! hør! "Prøv, om, gjennem Taareglimt, "du kan faae et iilsomt Glimt "af den blegnende Seraf "ved dit Hjerte, ved din Grav! "Vee mig! . Øjet er et Slør, "Øret er en Grav for trang "for Aandesang. "Ak, saa sløvet, SIDE: 584 "at han sandser kun i Støvet "Fugleqvidr og Ormesprang! "Ulykkelige Phuniel, som sig Selv "har levende begravet! -- -- " Og Himlene gjennemrulled, som Echo af Aandens Vee, Aandernes strenge Sandheds Svar: "Se, i den trange "Hjerneskal kan han kun Støvet fange! "Ikke han finder "Rum til de gamle Minder. "Mandens Kraft er et Liigslør over "en Aand, som sover!" Men stærkere gjennem Himlen den Elskendes Vee da atter udbølged; thi nærved Adam, se, en Qvindeskabning i Slummer! Da tænkte den Elskende: parrer han sig med et Dyr, han gjenvender først silde igjennem Æten. Og Himlene gjennem hensortnede Aandens Veesuk: "Ak, der ligger Qvinden, " -- Forræderinden, "som maa forraade til Dyr og Muld "Abiriel den Høie i Puppeskjul, "som maa med Smiil hans Salighed "igjennem sit Skjød i Dybet slæbe ned! "Han favner et Dyr (fordi i Form "det ligner ham Selv, som Orm en Orm) "og frem af det Favnetag "(som Skyer af ynglende Nat og Dag) "et Afkom mylrer og ned sig roder "i Mulden; af Æten Enhver "sig dybere roder end sin Broder: "jo Yngre, jo mere liig sin Moder. "O Vee, naar Slægten blandes, saa ei Forskjel, "vi finde paa Dyr og Abiriel, "paa Qvindehjerte og Mandesjel! "Sig Qvindens Slægt "fasthænger med hele sin plumpe Vægt "af Blod og Been, SIDE: 585 "saa Phun-Abiriels Hjemflugt blier seen. "O først, naar Jorden er øde, "og Alle døde, "i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde, "saa stor som før! -- -- " Da gjennem de sortnende Skyer af den Elskendes Vee, han fanger et Glimt af sit Høimaal at see. Med Vemod, det huldeste Seirsblik, (liig den, der maa Slot ombytte med Hytten) han sukker til Qvinden: "o Orm, du vorder min Søster, som Adams Kjød Abiriels Broder paa Jorden!" "Ak -- tænkte Aanden med Fryd -- hvis Abiriel saae "i Qvinde-øjet en Aand ham liig, "der blottet paa Smiil-nymphæer laae, "og baded i Taarer sig: "i dette Bad stege Begge ned, "og toede reen deres Kjærlighed. "Da Himmelens Salighed, Jordens Lyst "sig parrede i uskyldigt Bryst! "Det skee! det skee! "Abiriel see "i Qvinden sig Selv: en Aand, "liig Ham, i Baand. "I Qvindeskabningens Blik det dumme "han læse ei sin stumme "Forviisnings-Dom. "Et Glimt skal vise en Aand der bag, "der kjæmper Abiriels Gjenløsningssag! "En Aandestraale i Qvindens Smiil "forraade vil "Abiriel, at Han ei vandrer ene "forevigt forviist blandt Dyr og Stene! "Abiriel ahn, at, som Du, en Aand "sin Vinge dig rækker i Qvindehaand! -- -- " Den elskende Aand, Ohebiel, da af Kjærlighed forlod sin Himmel, parred sig med det skjønneste Muldens Blod: et Qvindehjerte, ei vakt end til Livet, sig reiste op som et Kjærligheds, Ohebiels Tempel, som Jordklodens Dronningthrone. SIDE: 586 Og Himmelens Aand-chor udsang Algodhedens Svar, det velsignende: "Kun Knop af Himlens Kjærlighed i Muld er sat, men ei forliist. Den blomstrer op med Kraftens Qvist paa Jorden, som en Mand og Qvinde, og i dens Skygge Fryd og Fred de alle Livets Hjerter finde. Abiriel reen fra Adam skal gjenvende, og Evas Hjerte Ohebiel gjensende. De elskende Tvende Stamforældre vorde til Englene, der dvæle i Hjerterne paa Jorden, til Englene, der straale i Himlen ind fra Jorden: til Abiriel-Ohebielers Orden. Thi første Elskovs-omfavnelse (liig to Fosse, der i Dalen sammenhvirvle sig) forplanter foreente i Fosteret begge Aander: saa de igjennem Æten i Mulden vandre sammen: saa Menneskeheden er kun een Aands Flamme: ja Kraft og Kjærlighed hver Sjel: hver Himlens Sjel og Jordens: Abiriel-Ohebiel. Dog Mandens Muskler klarere fremhæver Abiriel, paa Qvindens Nerver klarere fremsvæver Ohebiel: da favne Mandens Muskler Qvindens Nervesky: heel i Støvet da og klar er Abiriel-Ohebiel! Men Kraftens ranke Stamme, Kjærlighedens Blom (i Form ei længer af stærke Mand og Qvinde from) vil Gravens mullne Skyer bryde og indi Himmelen sig skyde: da i hverenkelt Engels Hjerte ifra Jord sig Kraft og Kjærlighed evig sammensnoer: i samme Vingelye boe de elskende Stam-aander to, foreente til een Sjel: Abiriel-Ohebiel." Det sanded' Alfader, styrende Alt til Salighed, lod Han, forat saliggjøre en Verden, synke i Blod SIDE: 587 de tvende Himmelske. Jorden jo høinedes fra et Dyb til en Himmel, da Aander beboe den, i Guddommens Navn den herske? Det elskende Aandepar, som i Mulden nedsteg med Sorg, saae Jordens Skjul at blive en Himmels Stammeborg. Thi Begge bleve hernede jo Menneskehedens Stammepar, Begge i Himlen Forældre for Engle fra Jordens Grave. De elskende Tvende rene fra første bristende Leer opstege: Adam atter da hist Abiriel er. Men Støvets Elskov (liig Strømmen, der svømmer med Stjernens Billede bort) gjennem Æten forplanter forenede begge Aander. Se derfor, som Æten ældes, den ædles: de elskende To som Kraft og Kjærlighed stedse sig nærmere sammensnoe i Jordens Hjerter -- o indtil hvert Menneske en Ohebiel-Abiriel blier fuldkommen, som Englenes Hær om Jorden. Men Mennesket glemte Himlen i Hjertets dunstede Hal. Dens dunkle Minni nævnede han sit Syndefald. Dog Qvindens Liv var Ohebiels opoffrende Ømhed; Mandens de dristige Greb efter Sandhed i Mulmet Abiriels Grublen. Sig vældigen reiste Støvet, liig en berusende Storm, og omslynged' Aanden, ligt hiin Livspalmens Orm. Kun derfor Mennesket kjæmped, at sluge alene Sødmen i Støvet af bundløse Bægre: Bedrag var hans Haand, der greb dem. Da byggedes Synden Templer, paa Throner Lasten opstod; en Herskers Vellyst badede Jorden i Tusinds Blod. Af Templets Løgne og Borgens forgyldede Laster sneg' sig forhæsligte Skygger til Hytten. Hist Jubel, her Jammer rundtom! SIDE: 588 Dog glimrede over blodige Jord, i Mulmet igjen i Trællens Sorg en Tanke (Messias nævntes den) om Aandens Høihed et Minde, et Billed, der gjennem Taarer fra Hjerternes Bund sig fremskjød, af et Menneske i Sandhed. Og Aanden sig i sin rene Styrke, i al sin Herlighed opreiste . . Korsets Skarer. I Jesus! Tempel- og Thron-herskernes Skarer. I Jesus! Hele Menneskeheden. I Jesus Messias! Jesus. Han lærte dem Frihed Sandhed og Kjærlighed. Og Aanden sig i sin hele Styrke og Herlighed opreiste i Millionerne. Tempel- og Thron-herskernes Skarer. O Tilgivelse! Jesu Bekjendere. Det er det første Offer en Christen lader see! Tempelherskerne. (kastende Afgudsbillederne, Tiarer og Besværger-stave i Baalet) Der brænde Altrene! Vort første Offer til Sandheden! Thronherskernes Skarer. (kastende Kroner, Sceptre, Vaaben, Lænker i Baalet) Bort! bort Tiarens Pleiefostre! Der brænde Thronerne! Det vældige Spøgelse -- ha, Majestæt! -- SIDE: 589 som Trællen tilbad, ja vi Selv, med Røgen driver bort! -- Vort første Offer til Friheden! Hele Menneskeheden. (omarmende) Forsoning! vort første Offer til Kjærlighed! Jesus. Priis Aandernes Ophav være! Den hele Menneskehed nedknæler paa Jorden i Kjærlighed og Fred! Menneskeheden. Ja Fred; thi Frelseren seired. Jesus. Ja Fred! Thi I Alle og Myriader af Himmelske ere som Draaber af samme Hjerte. Menneskeheden. Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide, at deres Fordring Sandhed er og Frihed, at Kjærlighed er deres Livsenssjel; ja Sandhed, Frihed vor Abiriel-kraft, vor Dyd Ohebiels offrende Kjærlighed. Se, vore Hjerters Frihed -- o den himmelske -- sit Billed har i jordisk Borgerfrihed! Og Alle sidde jevnt ved Siden af hverandre rundtom Jordens store Fad! Vi i os Selv Guds Billede erkjende, og Kjærligheden som Præstinde dyrker i Aand og Sandhed det ved Dyder. Og Alle sidde jevnt ved Siden af hverandre under Himlens vide Tag! Jesus. Da Frelserens Værk er fuldbragt: Himlen har det evigen kronet i Opstandelsen. SIDE: 590 Se jeg hjemvender Elskte, atter hvor jeg var: til eders store Brødre hist i Himmelen! -- Farvel, I Himlens Børn i Cajahels Moderskjød! Ja, fuldbragt er Frelserens Værk. Jorden jo er nu vorden en Himmel: den samme, gudhellige Aand, som lever i Himlenes Hær, er dødeliges Hjerters Flamme! O, naar du mit Støv seer glide af min Sjel, for evig i sin Grav at skjule sig, mon spørger du da Støvet meer, Abiriel: "Ha lever dette Dynd? Jeg seer det aander. "Er Gud i denne Klump? Skal den tilbedes?" Menneskeheden. Nei, Frelser, ei vi dyrke Støvet meer. Dets Præst er Egennytte, hvis Offer Synden er. O Frelser, forglem at Aanden knæled for et andet Hjem end det hvor Aandens Stamfædre boe: Abiriel og Ohebiel de elskende To. Forglem! thi Jordens Jammer strømmed frem, da Aanden vidste ei, om noget Høiere var end Mulden, som den traadte paa og bar: da Aanden spurgte Støvet, hvad var Sandt og Ret? og Støvet svarte: Hvad jeg byder -- Det! Jesus. Naar Eder Obaddons Huulhaand, Graven, til de elskende Tvendes Himmel løfter, ei da lyde Sukket: "fra et Dyb jeg vandre vil;" men: "fra en Himmel -- til en anden gaaer min Vei!" -- Farvel, i Himlens Børn i Cajahels Moderskjød! Ja, fuldendt er Frelsens Værk: Jorden jo er nu vorden en Himmel: den samme gudhellige Aand, som lever i Himlenes Hær, er dødelige Hjerters Flamme! SIDE: 591 Den hellige Aand er Krafts og Kjærligheds -- Menneske, din egen; ja den knytter dig til Jordens Himmels Abiriel-Ohebielers Kreds. O Jord, din Broder Himlen favner dig i Mig! (udbreder sine Arme) -- Farvel, I Himlens Børn i Cajahels Moderskjød! (Jesu Legeme synker i Graven. Han opstiger til Messias og de Himmelske) Jesu Disciple. Sørg ei -- han foer til Himlen! Menneskeheden. Evindelig Fryd! Hans Støv ei frelste os; men hans Aand, hans Sandhed! O Den, en Frelser, opstaaer jo himmelsk igjen i alle Jordens Hjerter? Evindelig Fryd! Jesu Disciple. Sørg ei -- Han foer til Himlen! Menneskeheden. Evindelig Fryd! Hans Vei til Himlen var vor; hans Henfart bestraaled de Spoer, vi skulle til Gud henvandre fra Jord (det gjenfundne Eden) igjennem Udødeligheden. Evindelig Fryd! Jesu Disciple. Sørg ei -- Han foer til Himlen! Menneskeheden. Evindelig Fryd! I Brødre, lader os fra Frelserens Grav, med Haab og Jubel til Vandringsstav, udvandre over Jorden igjen! Vi ære vor Moder Cajahel ved i broderlig Fred at dyrke den. SIDE: 592 Vi ære vor Fader Himmelen, ved Jorden at gjøre til Himmelhjem, naar vi ved Sandhed, Frihed, Kjærlighed af dødelige Hjerter dyrke Engle frem! Evindelig Fryd! Udvandrer over Jorden, at dyrke i Muld en Himmels fulde Grøde. Naar Jorden først er øde, da Himmelen er fuld! Udvandrer over Jorden, thi Friheds Morgenrøde og Sandheds lyse Dag, et evigt Gjenskin af vor Frelsers sidste Vingeslag, udstrømmer fra hans Grav, og straaler under Himlen, nu eet Tempeltag, neddaler over Jorden, nu eet, eet Altar vorden for Brødrekjærlighed. Aljordens Aander gløde i friske Hjerter nu: Frihed er Aandens Hjerte, Sandhed Aandens Hu. Jordens Aander alle ned i Støvet falde, den Evige paakalde: "Hver sin Thronehimmel i egen Pande har; "Hver i eget Hjerte har Altar og Offerkar: "Drot er hver for Jorden, Præst er hver for Gud!" Messias, Jesu Aand, Himlens Aander. Himlens Aander alle den Evige paakalde, velsigne Støvets Brødre; thi Himmel nu og Jord er vorden til Guds Ære kun eet, eet Jubelchor. Amen! ============================== Fil: wii3.txt Bind: Samlede skrifter II, 3. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 OM SMAG OG BEHAG MAN IKKE DISPUTERE ET SOMDETBEHAGEREDER AF SIFUL SIFADDA Maroufle, tu mets donc ma patience a bout! Si soufflet ne suffit, usez de la gourmade! Scarron. Personer: Forskjellige Røster, og deriblandt en Madames, som ikke generer sig Henhørende til en mechlenborgsk Theaterpublik. Trompet, en mechlenborgsk Trompeter, som for 4 Skill. pr. Aften og Fribillet er leiet til at udbasune det oldenborgske Skuespillerselskab i Mechlenborg Harlekin Theaterdirectøren Et mechlenborgsk Sviin Et oldenborgsk Do. En mechlenborgsk Oxe En oldenborgsk Do. Et oldenborgsk Asen En oldenborgsk Gaas Forskjellige oldenborgske Dyr Alle henhørende til en oldenborgsk Skuespillertrop i Mechlenborg. (Scenen forestiller et Theater i en mechlenborgsk By. Den mechlenborgske Theaterpublik morer sig med at høre paa den oldenborgske Skuespillertrops Musikanter, indtil Teppet gaaer op.) Røster i Theaterpubliken. Ingen slet Smag, om vi maa bede! Ingen mechlenborgsk Na- tionalmelodie, I Oldenborgere! Ingen Sang, hvori vi høre vore egne vendiske Ege suse, eller vort eget Østerhav skumme over SIDE: 2 Flintene; thi det er dagligdags, det høre vi alligevel uden Be- taling og Bønderne finde Behag deri. Men lad os faae en olden- borgsk Sang og bare oldenborgske Melodier! Om Kjærminderne i Jevermarsk, om den blaa Viol, der speilede sig i Oldenborger- diep, om Sivet, der badede sig i Weseren eller en æsthetisk Torvesang fra Operaen i det guddommelige Papenborg! Eller troe I maaskee, at vi ikke have Smag, skjøndt vi blot (til Ulykke) ere Mechlenborgere? Røster fra de oldenborgske Musikanter. Jo, I have Smag, skjøndt I kun ere Mechlenborgere. Det sige vi! Mangfoldige Røster i Theaterpubliken. Jo, vi have Smag, naar Oldenborgerne sige det, skjøndt vi kun ere Mechlenborgere. Mangetak! Tusindtak! Men nu bare Olden- borgermelodier, bare Sange fra Papenborg! (Musiken begynder, men afbrydes da Teppet gaaer op.Scenen derbag sees da at forestille en Gade, hvor Harlekin sees i en eftertænksom Stilling paa et Hjørne.) Røster i Theaterpubliken. Ah! ah! Det Stykke er der Vid og Smag i, for her seer vi vor egen Gade. Trompet (reiser sig op, henvendende sig til Publikum.) . . Ja Huus for Huus minsandten! Der var netop det, jeg vilde gjøre opmærksom paa. Vi Mechlenborgere kunne ikke noksom være de gode Oldenborgere forbundne. Det kalder man vittigt saaledes at kunne træffe hver Mand ved at vise ham hans Huus og lade Stykket spilles i hans Gade, og det kalder man almeen- interessant saaledes at blive truffen baade i sig Selv og i sin Smaag. Directøren bør kaldes frem; thi han har herved baade gjort sig fortjent af Publikum og viist sig opmærksom for det. Directøren bør kaldes frem. Røster i Publikum. Hurra! ja, frem med Directøren! SIDE: 3 Theaterdirectøren (kommer frem; hilses med Klap og Bravo.) (Med stolt Tone og Holdning.) I Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, jeg har et skjønt oldenborgsk Stykke til Jer i Aften. Kun maa jeg bede Jer ikke at forskrækkes over at I see, at denne Prologus der eller Harle- kin er en Landsmand af jer, en raa Mechlenborger kun. Da han skal fremstille en egen Carricatur, saa var hans latterlige mechlen- borgske Dialect mig nødvendig. (Gaaer under Klap.) Madamen, som ikke generer sig. Æsler, Bæster! At klappe for Sligen? Er det ikke nok at betale sine Penge til Sligen? Det er jo Satire Altsammen. Jeg seer nok mit Huus der i Lumpengaden; men det er Satire Alt- sammen, for staaer det saaledes og ryster, fordi om det er gam- melt? Hvad kommer det Sligen ved? Bævrer Væggen som et Lagen? Det er jo ikke Huset selv. Altsaa er det bare Spot og Satire. Fy skam jer, I omvandrende Luus! Man kunde briste af Harme ved at see Sligt. En Røst i Publikum. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin (seende sig om.) Den Stad er stor, d. e. en af dens Gader har flere Narre, end fra Port til Port en anden By. Hvor skal jeg da begynde? Røst i Publikum. Ifra dig Selv skal du begynde, Nar. Og Ingen gaaer udenfor sig Selv: du skal ogsaa ende med dig Selv. Dødssukket er den bedste Satire over det hele Narreliv. Thi hvorfor sukker man da? Hvis ikke, saa loe man. Harlekin. En Ugle . . SIDE: 4 Madamen. En Ugle? Mener han mig? Fy, I skulde have Last og Skam! Nei hør paa Sligen! En Røst. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin . . En Ugle, men Minervas Ugle, goel: "ifra mig Selv." (slaaer Kappen tilside, og betragter sin Narredragt.) Her aabner jeg et Hjerte. Saa er jeg klædt foruden, I forinden. Ifra mig Selv? Nu, der er Emne nok; og ei Satire skabtes, om ei Satyr selv havde Snev af hveren Last, han skildrer. Hvor kan han stige ned i Gjerrigs Hjerte, om ei det døde Sølv ham fryded selv? om ei han i sit eget fandt den Grop (skjøndt mindre end hos Harpax, da i Satyrs saamange Lasters Former Plads maae have) hvor Dragen ruller, rugende i Vellyst, bevogtende sig over Tanken om de Dynger, Haanden lyster kare i? Hvor kan han liste ind et Øie i den Ødsles Hjerne, om ei i hans egen et Gran av samme Modmagnet var fæstet som Polspids, den han hos den Ødsle skildrer at støde bort i Ødet hvert Metal? Saa maa da Satyrs Hjerte gjemme (om, for Mængden deraf maaskee mindre) Bilder af hveren Last, og ligne Hagelformen, hvori de Laster Satan støber, som han dræber Menneskeheden med; ja ligne (skjønt med Navn: Hotel de Dieu) et Lazareth for alskens Incurable. Hvor tør uskyldig vel han tugte Vellyst? Alverden da, som kjender denne Last SIDE: 5 tilbunden (ja saavel som en Professor, der tælle kan en Slanges skjulte Hvirvler, og veed hvormange Bugter den kan slaae), vil raabe: "grundfalskt! grundfalskt! hvor han feiler!" -- Giv tabt din Dyd, hvis du vil tugte Lasten. Som Menneskeheden gav sin søde Frihed, hentyende i Stater, forat leve i evig Krig med dem, du flye din Dyd, og søge mellem Lasterne dit Virke, en evig Kamp, men ei fuldstændig Seier! Ulykkelige Satyr, her er Kunsten, det sværeste av Dødeliges Kald: giv Dydens Blomst, giv Rygtets søde Duften, hvis du vil tugte Last . . En Røst. Og endda skal det hede: Nar, du fægter kun i Luften. Harlekin. Det, Satyr, er din Kunst, din Sorgtriumf: snig dig til Lasten -- lokkende den sukker, og Døren staaer paagløt [fotnotemerke] , og Alting dufter: omfavn den da; og naar du har befølt den Skjønform, tænk da, om du kan "kun Edder;" og naar du kysset har den søde Læbe, da vend dig om, og spyt saa, om du kan; og naar du truffet har hvor Hjertet banker, da tænk "det er en tunget Ild, som slaaer mod Helveds Hvælving, for at bryde gjennem;" og sønderriv den Dyd, som selv kan hvile paa Syndens Seng, din Ærlighed; og, mens du hvisker "jeg vil lytte til dit Hjerte," da drag din Kniv, og kys, og stik -- Uhyre, Fotnote: Her faae nogle Cavalerer ondt formedelst Ordet "paagløt," og nogle Damer formedelst Skildringen i denne Replik. De hjælpe sig dog med Hovedvand, uden at gaae ud. SIDE: 6 du stikker den du kysser? ja saa skal du -- og stik, tregange stik just der hvor Lastens Hjerte livligst banker! -- Nu skinner Solen -- Ha, hvi er du bleg? Det er din Kunst, det er dit Mesterstykke. Gak nu tilbage til din Dyd -- o vee! den mærker, at du lagt har hos dens Fiende. Den sidder ikke hvor du den forlod; men svingende sig op i Luften, eller i Sorg sig klyngende til døde Billed, til Psychens Marmor og Marias Træk, og smeltet ind i malte Frelsers Glorie, den vender sig fra dig. Med Lastens Blod beplettet, uden Dyd (den hulker nu i Skyen) staaer du ene midti Verden. Den Dyd, som før sang paa din Skulder kun om Verdens Skjønhed og dens fromme Troskab og hvifted dig med Englevingen, for at ei den Altings Duft og Glands dig skulde beruse, nu omsvæver dig saa angst, som Duen et Morads, for ei at plettes. Og Fingrene, der legte før i Harpen, de bløde Nymfestengle liig paa Bækken, med Skræk du seer har Negle som en Loss, at de Andres Blod og Taarer skinne; og Strengene ei suse meer som Vinger, ei klinge meer som Bryllupsfryds Pocaler, men liig Portalerne for Æols Hule staaer Strengeraden i den dybe Harpe, og som Begravningsklokker runger den, som den, ved tidt Fordømmelser at læse, hæsblevne Dommer piber den og hviner som Fordømtes Latter. Da stolte Seirer, som af Dyd kan myrde, tilbage til din Dyd du kom som en Camill fra kuede Veji til Triumfen, men fandt sit Rom i Gruus. SIDE: 7 Se, Satyr, der er Tornestien, du selv vandre maa, for Tornene at plukke til Svøben, til dit Narrescepter. Thi du er Narrekonge, Narrene dig frygte jo som Folket frygter Kongen. -- -- Madamen. Mechlenborgske Æsel! Bæst! Hvem er det han kalder for Nar og for et Narrescepter? Og det af Sligen? Og saa siger han at Rom ligger i Gruus. Boer ikke Paven der kanskee? og ligger saa Rom igruus? Ak, du gode Gud og Taalmodighed, hvor Folk holdes for Nar af en Nar? En røst. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin. -- -- Giv Dyden tabt, hvis du vil tugte Lasten, ja see selv Dydens Skygge, Rygtet, flye! Og dig skal knapt saameget deraf levnes, at du kan tørftigt dermed parfumere den Sal, hvor du den Last, du dræbte (hvis du dig ei finder i med den at leve) nu bør at granske og anatomere. Saa dyrt betaler du din Stol, Magister; og graaner uden Fryd og uden Laurer. Tænk ei, at Verden troer, at du har lært (det er umuligt) Lasterne at kjende kun af Moralens tørre Schema -- nei, da reistes kun i Billedbøger -- nei, da brugtes Tal og ikke Penge -- nei, den veed hvorledes selv den lærte det. Hvis Du da Vellyst slaaer, veed Verden, at du selv den haled fra sit skidne Smuthul, at du maa see den Skjøges Bag, du pidsker. Hvo, som vil skildre Stolthed, steg vel ind i den Stoltes Hjertes Luftballon? Han fatter SIDE: 8 ei dennes pralende Seilads, medmindre lidt af det samme infernalske Gas, som pusted op Ballonen, stinker under hans eget Hjerte -- dog det ikke stiger, men hvifter blot og hvifter som en Bælg: vil op, men om det letter sig, da svæver det som Dragen bunden kun, tillykke bunden i en Traad Forstand. Nu, Drage af Papiir, du skratter ad guldstribede Ballon? og denne, skjøndt for dig den svæver som en Maane blank, igjen dog haanleer ad den ægte Maane, og denne smiler atter taus ad Stjernen, og Stjernerne dandse leende om Solen? (Størstedelen af Publikum snorksover.) Ja, siig, du Stymper, hvad gjærer under denne Læbemuskel, som knytter sig saa haanligt ad den Mand, der putter Haanden skjødesløst i Lommen og tænker fløitende paa Millionen? Fy, skam dig! Ja, siig, hvad trækker saa i Øiebrynet, ad denne Mand, hvis Hjerte ei kan røre sig under tyve Ordners Vægt, men som behersker Fyrstens Hjerte, medens denne regjerer ikke i et eneste? Fy skam dig! Stønnende i Støvet bander du Rytteren paa den Purpurskaberakkede, du ønsker selv at spore. -- -- Madamen. Mechlenborgske Æsel! Bæst! Lyksalige Publikum som kan sove! Bare det ikke var for Penge, saa vilde jeg ogsaa sove. Da faaer Luften ogsaa koste Penge, og Fodfæstet og Vandet, naar Søvnen skal koste Penge. Purpurskaberakkede? Har man hørt Magen? og det af Sligen? Skal det betyde en Konge eller en Hest? Poesie er enten til at sove af eller at faae ondt af. SIDE: 9 Harlekin. -- -- Vel gives der saa fræk og grov en Daarskab, at Blinde see den, Stumme give Hals: en Daarskab klapprende saa vidt som Uglen, der flyver ud om Dagen, og da strax af Kraaker, Spurve, Skjærer blier forfulgt. Men, liig en liden Plet, umærkelig paa Taget sorte Starr da sidder, og, mens Kraakesværmen sortner den forbi, den knapt rundt Uglen dens Triumfskrig hører; men ingen af de tusind Lattertoner, der fiint (om det kun er et Blad, som skratter ad Sommerens troløse Elskov) piber Naturen gjennem, undgaaer da hans Hærmen, men kløves atter paa hans Spottertunge, der end er mere fiin. Saa blues sande Satyr for at røre den Last, som lader haant om Slør og Maske. (Den levner han til Bøddelen og Præsten); men blusser op, naar han en Maske seer, og vil dog rive alle Masker af (skjøndt angest for den Last, han veed der bag), at Lasterne, beskuende hverandre, af en gjensidig Rædsel kunne døe. Han lader Daaden ligge; søger Tanken. Han endser ei de Daarskaber, som rulle, liig plumpe Stene nedfra Daarens Hjerne; ei disse Dumheder, som tordne frem, liig Snelaviner, fra en Stornars Mund, kun blottende hans egen Nøgenhed. Madamen. Nei,fy for al Ulykke! En røst. Hys, ti stille Moer! I forstaaer det ikke. Madamen. Hvad? forstaaer ikke? Nei, har man hørt paa Magen? For- staaer ikke? Og veed I Faer, hvormange Leiebibliotheker jeg SIDE: 10 er i? Og har jeg ikke været i Papenborg kanskee, som I kanskee aldrig har kjendt Røgen af? Og har jeg da ikke Smag kanskee, ligesaavel som I? ja som Ti som I er? Og kan jeg vel fordrage denne Harlekins fæle Mechlenborgersprog, som I -- I maatte skamme jer -- kan? En røst. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin. -- -- Men mathematisk-vist beregnende den Vinkel hvori Narrens Hoved løfter sig over jevn Fornufts afmaalte Flade, han finde vil hvi Skredet maa nedramle, Saa -- langtfra at, som Sisyfus, at rulle igjen de Stene op, og gjøre fra en Tidens Nar sig Selv til Evighedens -- han raaber kun til Hver, som gaaer derunder, et Varsku overtordnende Lavinen. Og, for de stakkels Bønders Huses Skyld, anraaber han de gode Guder, og et Lyn nedbærer Orfeus' Lyra til ham. -- Han spiller -- Stenen standser midti Farten. Han spiller -- Sneen trækker gjen sig sammen som Oldinglokker om den gamle Klippe. Fordømte Lyst! Ja gives større Nar (som sjelden mere usel Hare end den Mand, hvis Lyst det er at jage Harer), end netop Den, som jager efter Narre? end Den, som søger Skurkerne, han hader? Fordømte Lyst, lad hiin Lavin da ramle, og lystvandr i de tusind andre Dale, som kjende den Lavin kun, at en Klase formodne Druer laver ned af Højene, der synes pustede i Leer, optrukne kun efter Qvindebarmens bløde Linier, som hæved Jordens Bryst sig end og aanded. -- -- SIDE: 11 Damerøster i Publikum. Fy! Ak min Gud hvilken smagløs Frækhed! At tale om Bry- ster og Barme? Er det for Damer? (faae ondt.) Madamen. Æsel! Bæst! hvilken Skamløshed! og det af Sligen? Andre damerøster i Publikum. Ja faae de Andre ondt, saa maae vi med. Er det for Damer? (Alle Damerne faae ondt.) Harlekin. -- -- Fordømte Lyst! Somom et Bryllupslys fra Høitidsbordet, fra at speile sig i unge Brudgoms kjække Glædesøje og fra -- -- Damerøster i Publikum. Hold inde! Hold inde! Han forgiver os. Tal ikke om Bryllup. Vi faae vore Anfald. (Damer bæres bort.) Harlekin. -- -- Fordømte Lyst! Somom et Bryllupslys fra Høitidsbordet, fra at speile sig i unge Brudgoms kjække Glædesøje, og fra at krandse Brudens Kind med Straaler, med eet nedsænkte sig i fugtig Kjelder, for der at skræmme Tusindbeen og Fisler! -- -- Cavaleerrøster i Publikum. Fik vi ikke ondt før, saa faae vi det nu. Roser og Violer er Poesie, men ikke Skrubtudser. Harlekin. -- -- Fordømte Lyst, er dette Blik ei fromt? Dog ahner du og sværger: ondt er Hjertet: at dette Fromblik er en Søe, der spiller SIDE: 12 med solbeskinnet Flade, mens den evig til Havet paa den anden Side Kloden igjennem sorte Dybder sænker sig: at dette brune Dueøje er et Kjern hvor mørke Mørje skinner gjennem, en Kaffekop, hvis Nectar, drukken ud, kun viser Fandens Kragetæer paa Bunden: at dette Blaablik, fromt som en Serafs, kun er en dagblaa Silkeparaply, som slaaes op til Dæksel for det Hoved, der venter Skylregn af Forbandelser. Fordømte Lyst -- du bæver for et Øje, og stirrer dog fortryllet ind i Rædslen. Du sværger: Hjernen er en Djævlens Flamme, hvor Dyden, ja selv Psychens Vinger bruges som simpel Ved kun til Metal at smelte. Dog nærmer du, som en fortryllet Myg dig den, at slukke den med Myggevinger. Du sværger: ondt er Hjertet, dog jeg elsker den Guddom lige Menneskegestalt: og, somom Hjertet en Magnetsteen var, og du en Kniv, tiltrækkes du og skjærer og skjærer Hjertet ud, alene for den Skjøngestalt at redde og at snyde ved korte Piinsler Satan selv for Sjelen. -- Vel Satyr, vær da Jordens Satans! Tag Satanas Skat: tag Frygt og Had til Døden, om du ved Pidskesnert end redder fra at pidskes gjennem Evighed af Lyn! -- -- Røster i Publikum. Det gaaer ikke an. Det er vanvittig Poesie. Lyn frembringes kun i Skyerne, og gaae i vinklet Zikzak, men ikke svingformet som en Pidskesnor. Eller troer han kanskee, at vi ikke skjønne Poesie? Madamen. Æsel! Bæst! SIDE: 13 En Røst. Dette er ogsaa en Røst i Publikum. Harlekin. -- -- Vel, Satyr, gaa! betving en Verden af Laster som Napoleon, og lad, som Han, din egen Last kun leve! Fortær et Aar maaskee den Ærefrugt, som Menneskhedens Frygt afryster! Fortær den, forat døe forladt, henslængt indunder samme Træ, (som under St. Helenas Piil den Store), det, der nu engang ei et Blad dig ofrer, men bøjer Toppens Riis med lystig Raslen og pidsker -- selv dit Liig. Opfyld dit Kald! (Hvor er det herligt sagt, men ilde gjort, naar det er let at gjøre, naar En er lænket til sin Stjerne, og ei følger den, forelskt i den, med Frihed!) Din Stjerne følg, ulykkelige Satyr! Den er en halet, frygtelig Comet, i eensom Skræk fuldendende sin Bane. Hver Stjerne flyer, som vælted Himlens Drage sig om for alle Rummets Lys at sluge. Hver venlig Stjerne flyer; som Taarer drypper en efter en fra Himlen. og Venus stiger atter nedi Havet. -- -- Røster i Publikum. Det er ikke muligt. Det er aldeles plat umuligt, at Stjernen Venus skulde virkelig gaae nedi Havet. Her er sund Critik. Og Poesie kunne vi med. Og Smag have vi med, skjøndt vi ere kun Mechlenborgere. Men Oldenborgerne sige det. Harlekin. -- -- Slig Rædsel, Satyr, ligger i din Pen. Den er (og dog man hader Hovdet mere) Cometens Svands, som fejer Stjerner bort. SIDE: 14 Den er et Riis, som skjøndt med Smiil omviklet, af Vennen dog ei for Fastlavnsriis agtes; som stikker frem selv i den Blomsterbouqvet, du rækker din brudkaarne Møe -- forgjeves, forgjeves: Hun selv for dit bedste Smiil, det i hvis Straaler kun sig Ømhed bader, tilbage, som for Snog i Græsset, bæver. Hun i dit bedste Blik kun seer en Brodd. Hun hører i din Latter kun Satire, og det -- o vee dig! vee dig! over sig. Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker: nu steg paa Flammevinger op i Skallen . . Røster i Publikum. Hvad for Noget? Skallen? Et mechlenborgsk Ord? Tal olden- borgsk, mechlenborgske Tølper! Harlekin. -- -- Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker: nu steg paa Flammevinger op i Hjerneskallen hans gamle Djævel (ja en Asmodæus) opfra hans Hjerte, hvor (o Jammerskade!) den fraadser i saameget Godt. Og alt med Angstskrig er hun flygtet fra din Favn. Tilbage sidder du med aabne Arme som krumme Spørgsmaalstegn: "hvad har jeg gjort?" -- Dog følg din Stjerne, ulykkelige Satyr, Hvem Gode flye og Onde vise Tænder, men dog de Værste slikke. Bestig dit Rettersted! Liig Bødlen af sin Herre, du af Dyden skal foragtes. Dog følg din Stjerne! Den blandt Skurke daler, indledende dig mellem Jordens Helveder, blandt Hjerter, hulere og meer beskidte end Augiasstalden. Vær da meer end Herkles! Til Helveder føres lænket du af Stjernen. Og værre (siger Præsten) did med Lys at komme end vildfare did i Mørket. SIDE: 15 Du Skurkehjerter rense skal, og faaer dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse. Det er dit Kald. Du ex professo skal saameget Ondt imellem Onde lære, at, Iglen liig, du døer, idet du hænger dig ved det Hjerte, som du gyser for, udsugende det onde Blod af Lasten. -- -- Madamen. Utaaleligt! afskyeligt utaaleligt! Han gjør Nar af mine Igler fordi jeg er en Iglekone. Bort med sig, bort! En Røst. Dette er ogsaa et Ræsonnement i Publikum. Respecpt i alle Tilfælde for Publikum! Madamen. Nu? Vil han ikke bort? Vil han ikke bort, mechlenborgske Æsel? Troer han, at vi, som have Smag fra Oldenborg, og som ere vante til oldenborgsk, kunne fordrage hans mechlenborgske Snarren og Skryden? Fy, I maatte skamme jer at lade Folk for sine Penge høre paa den usmurte Rok, som skriger i jer Strube! Ja I maatte skamme jer at tale jert forbandede mechlen- borgske Modersmaal! Fy for Pokkeren, som om Mechlen- borgerne ikke havde bedre Opdragelse! Bort I landsforræderiske Æsel, som beskjæmmer jert Fædreneland ved at hærme efter dets nationale Raaheds Ruklang! Bort, eller man maa forgaae, I ægte Mechlenborger! Ægte Mechlenborger? Vil I være en ægte Mechlenborger? Hu -- ha! forbandede Mechlenborg, vil du puste dig op, fordi vi Oldenborgere endnu ikke brække os af dit brød? Vil du briske dig som en Bondekone, der tracterer Borgerfolk, og dog troer at turde tale i sit eget Huus? Tør I forbandede ægte mechlenborgske Lømler? Forbandede -- ha, ja forbandede Mechlenborg, tifold Bandede, som har skilt sig fra Oldenborg og lagt en Slagterkniv og et Dovre af Stolthed og nu vil styrte en Orkan af tusinde vilde Dialecter imellem, en Orkan hvor tusinde Vinde suse, bruse, brumme, snarre, snurre, fræse, hvæse, pibe, hvine, fnise, skratte og fnystre! O forbandede, SIDE: 16 forbandede Mechlenborg, som har skilt sig fra, som har gjort, som vil gjøre Oldenborg ulykkeligt! Forbandede! -- Og jeg? og jeg er en oldenborgsk Qvinde! (Synker afmægtig ned.) Trompet. Bravo! Bravo! vel talt, ret sagt, sagt som af mig Selv! (Blæser i en liden Lommetrompet). Røster i Publikum. Bravo! Ja, ret sagt. Andre Røster. (Synes forbausede). Er det gaaet saavidt? Det have vi hørt? Eller var den olden- borgske Høkerkjerring gal af Arrighed? Eller have vi selv været gale af ligegyldig Skjødesløshed? Andre Røster. Ja saavidt er det gaaet, og videre skal det gaae. Den, der taler mechlenborgsk i Mechlenborg skal tracteres med Nøddeskal i Øinene, og med raadne Æg, Æbleskrællinger og Smaasteen hvor de kunne træffe. (Harlekin, der imidlertid har staaet noget forknyt, fjerner sig.) Andre Røster. Ret! Pak sig, han, som gjør Nar af Folk, da han vover at tale mechlenborgsk, skjøndt det er forbudet af Smagen, under Straf at slaaes paa Galgen in effigie. Ingen slet Smag, min Herre! Ikke Nar af Folk, da han taler mechlenborgsk bare for at hærme efter os, forat vise os hvor stygt vort Sprog er! Ikke skylde paa Fødslen, for det have vi, ved Guds og Oldenborgernes Hjælp, overvundet! Og endelig, slaa ud nogle Tænder, og lad Tungen skjære, dersom du ikke paa anden Maade kan faae Ret paa dit mechlenborgske Maal. Madamen. Vi have tabt vore Øren; nu tabe vi vore Penge. Skurk, Æsel, Snyder, Theaterdirectør! nu har jeg gabet for en Ort, er bleven SIDE: 17 piint for en Ort; nu vil jeg lee for 4 Skilling og blive forskrækket for 8. Derfor frem med Dyrene! Vi have ogsaa Smag. Frem med Menageriet! Men ingen Vers, ingen Ord -- for vi kunne selv snakke -- ingen Mennesker, for dem see vi hele Dagen! -- ingen Guder, for dem læse vi om i Romaner! Men Dyrene frem! Slangen! Slangen! og Asenet med de rare lange Øren, og Oxen med de rare krumme Horn! Men bare oldenborgske Asener og Oxer, for vi Mechlenborgere have ogsaa Smag! Theaterdirectøren (trækkende Harlekin ved Haaret ind paa Scenen.) Hvad, mechlenborgske Klodrian, har du vovet at tale mechlen- borgsk til disse Mechlenborgere? Du kunde ligesaasnart have ræbet og ladet en grov En gaae med lang Betoning. Du har be- skjæmmet vort hele oldenborgske Selskab, hvor du er ligesom et skabbet Faar i den velsignede rene Hjord. Du er en Oprører imod Smagen og Aarhundredet. Men Aarhundredet puster dig bort som et Duun, der vil seile mod Vinden, og Smagen har alt spyttet dig ud. (Støder Harlekin bag Coulisserne.) (Til Theaterpublikum i Proclamationstone.) Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, saaledes straffes Enhver, som oprører sig imod eders oldenborgske Smag. Trompet (i Takadressetone) Directøren har gjort sig fortjent af Mechlenborg og af Smagen. Directøren har gjort sig fortjent til en Borgerkrone og en Laurbær- krands. (Støder i Lommetrompeten.) Mange Røster (under stort Bravo, medens mange Damer og Cavalerer kaste Tørklæder, Blomster, Slør og Pretiosa til Directøren, som ikke glemmer at plukke alting op.) Triumf! Triumf! Smagen er hevnet. Oldenborgerne skulle angive Tonen i Mechlenborg. Thi de have baade Smagen in originali, og tale, hvor det skal være, som De der have en Myn- dighed, og have et Sprog, hvorimod vi bare kunne stille Copie- sang, Ærbødighed og en vis Grynten. Desuden have de engang faaet Indpas her, saa vi ligesaa vanskelig kunne blive dem qvit SIDE: 18 strax, om vi vilde, som Choleraen, om den først var kommen i Luften. Da faar det i begge Tilfælde hedde "lass laufen!" Men nu Dyrene, Hr. Directør! Men bare oldenborgske Asner og Oxer, for vi Mechlenborgere have ogsaa Smag. Theaterdirectøren (i Proclamationstone.) Mechlenborgere og Mechlenborgerinder! Da Vaudevillen til i Aften er gaaen overstyr (ligesom og ethvert Theater maatte have gjort) saasom en Tølper af en Mechlenborger har vovet at tale mechlenborgsk for mechlenborgske Øren: saa skal der gives eder fuld Erstatning for papenborgske Vaudeville i det Me- nagerie, som nu vil aabne sig for eders forbausende Øine, fuldt af rare oldenborgske Dyr. Mechlenborgere og Mechlenborgerinder! I have Smag. Decretum est! Dixi! (Gaaer.) Røster i Publikum. Bravo! Tak! Hørte I det? Han har sagt det Selv. Ipse dixit. Det er uden for al Tvivl, at vi have Smag, skjøndt vi kun ere Mechlenborgere. Hurra for Oldenborgerne! (Et Par Stude, Trompet, et Par Sviin, et Asen og en Gaas, der skal forestille en Svane, drives ind af Directøren paa Scenen.) Røster i Publikum. Ah! ah! osv. -- Nei see paa Asnet! Trompet. Ja skrig: ah! ah! for dette er at skrige: ah! af. (Fører en Stud og et Sviin frem.) Her see I for det første en mechlenborgsk Stud, som har stanget mangen Mand, og et mechlenborgsk Sviin, som . . . Røster. Hys! hys! Bort med Mechlenborgerne! Frem med bare olden- borgske Oxer og Asner. (Den mechlenborgske Stud og do. Sviin udpibes og udføres.) SIDE: 19 Trompet. I have reddet jer Smag, Mechlenborgere og Mechlenborgerinder! I skulde blot sættes paa Prøve med de mechlenborgske Oxer og Sviin. Men, se! her er først et ægte oldenborgsk Asen, der kan skryde, naar det vil. Den oldenborgske Asen (skryder.) Røster i Publikum. Ah! Ah! Det er en rar Egenskab. Nei vil De bare høre hvor nydeligt det skryder. Og sikke deilige Øren! Gid vi bare havde slige! Vi maa lære os at skryde efter det oldenborgske Asen. (Mange øve sig i at skryde.) Trompet. Og her, I Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, er en ægte oldenborgsk Tyr, som baade kan stange og brøle, naar den vil. Og her er et ægte oldenborgsk Sviin, som ikke skriger som vore ligesom om det gik med en Kniv i Livet, men grynter saa be- hageligt, at det gjerne kunde være Contrabas i Orchestret, nu det er fedt, ligesom det kunde været første Violin, da det var sultent og magert. Den oldenborgske Oxe (hrøiter.) Røster i Publikum (klappende.) Det kalder man en behagelig Majestæt. Hvert Hrøit, (nei hver Bøging) er som om der rullede store Verdenskugler af Toner ud. Det er en behagelig, afrundet Majestæt. Fortræffelige olden- borgske Oxe, din Tunge maa være formet som Zeus' Skaber- commandostav, da han udvæltede Kloderne. Rare oldenborgske Oxe, dersom vi havde din Tunge, vilde vi ogsaa bøge. Et olden- borgsk Fæ er bedre end en mechlenborgsk Viis. Det oldenborgske Sviin (grynter.) SIDE: 20 Røster i Publikum. (Klappende.) Det kalder man en behagelig Finesse i Maalet. Af oldenborgske Oxer kunne vi Mechlenborgere lære at udtale Consonanterne, af det oldenborgske Sviin lære vi at udtale Vocalerne. Trompet. Fuldkommen riktigt. Man kan ikke noksom rose baade de oldenborgske Dyr i sig selv og Nytten af at have dem i Mechlen- borg. Røster i Publikum. Men os synes, at vi hellere kunne have vore egne Oxer og Dyr at see paa, naar vi endelig skulle see paa Oxer og Dyr. Og han har den Frækhed at vise os en almindelig Gaas for en Svane. Trompet. Oprør! Oprør imod Smagen, den vældigste Autoritet! Oprør imod Tiden, det største Fædreneland! Oprør imod Naturen i de oldenborgske Oxer og i alle de oldenborgske Dyr! Oprør imod Oldenborgerne selv! Crimen læsæ majestatis thi bliver der for meget indført, vil det falde i Prisen baade for os og for dem, og spise op baade for os og vort eget Fæ. (Vild Tummel. De oldenborgske Dyr og Trompet drives bort. Harlekin træder frem) SIDE: 21 Theaterdirectøren. Mechlenborgere! Hys! Sjuh! Jeg Harlekins Hosbond, Jeg Directøren, har befalt, at han skal fremtræde med en Declama- tion i det oldenborgsk-mechlenborgske Sprog, hvori man in- formerer baade bag og foran Coulisserne. Dette skal han baade forat stifte Fred, forat gjøre en Slags Afbigt fordi han talte i sit Modersmaal istad, og forat vise det mechlenborgske Publikum, at Oldenborgerne omsider kunne faae oldenborgsk Skik paa de stiveste mechlenborgske Tunger, og at de have Respect for den seirende oldenborgske Smag. Harlekin. Af tvende Pigers Skjønhed straaled Attika: af Melpomenes, en Patriciers Stolthed, og af Thalias, kun en Bondes Glæde. Men Melpomene slog kun Perlesløret tilside, forat Bondeknøsen Momus sig skulde brænde paa de sorte Øine. Thalias Straahat hendes Kind beskygged kun for den Blomst at gjemme frisk til Momus, hvis han, hvis han -- ja det var Knuden, der løstes ikke i de Taarer op, som løste tidt sig under Hatten, og med andre Blomsters Dugg hendamped sporløst. Men engang -- stakkels blege Melpomene! -- en ondskabsfuld Zefyr et Viinblad letted; og -- ha, hvad seer hun der i Aabningen? Straahatten, Hyrdestaven slængt' i Græsset, som var' selv de forelskte i hinanden: Thalia, Momus slængte hen i Gresset, som lærte Hatten hende, Staven ham ret skjødesløst at ligge og fortroligt; ja -- svimmel Melpomene greb i Ranken -- saa ganske nær hinanden, at de syntes paa samme Rosenqvist kun tvende Knopper, der drak hinandens Dugg. -- -- SIDE: 22 Det var Viinhøstens Tid. Da malte Momus, saa faunekaad, saa lattermild som Vinden, saa fuld af Fryd og Overmod, som fuld af Sødviin Klasen, der, nedludende, hans Pande kildrede til Latter stedse, i Drueblodet Næsen flammerød. Men Skjøn-Thalia stopped ud Gevandtet med Viinløv, og, alvorligt-hilsende, gjensidigt spurgte de: "mon du formaaer saaledes og at elske mig, min Kjære?" Men begge svarede med ærligt Nei: "i Menneskhedens Barndom idetmindste bør altid Godt og være Skjønt: men nu vi ligne Stadens trivelige Laster: Der er Byherren, der er Bymadamen: der er den Frøken Melpomenes Onkel, den Onde, Drukne, Stolte og Forædte, den rødviinkogte Skinke! der Tanten bristende af Mod og Stolthed den pengestoppte Pølse, den Pengepung med Kjød i, som Begge haded arme Melpomene, fordi" -- her endte Momus i et Kys, og afbrudt kun Thalia kom tilorde: "De haded Momus, Melpomene lasted, fordi den høifornemme Slægtning, liig en Blomst, der faaer formeget Sol, hensmægted i dette milde Purpur, som udflød . . som flyder ud (thi jeg nu drikker det) af Drengens Kinder, og paaengang nu Thalia lædsker, qvæger og opvarmer, somom hun var en mere solkjær Blomst." -- Det var Comedien: første af Comedier. Hvor loe de! Ja saa Alle stimled sammen. Hvor loe de! Ja saa Alles Sorg bortblæstes. Kun Onklens Næse blegned, Tanten indsvandt. SIDE: 23 Hvor loe de! Ja saa Selv de brast tilsidst. Og leende, end paa den sidste Bølge, som deres Latter havde slaaet i Luften, de Tvendes Sjele svømmed ind i Himlen, begyndende og der det samme Spil at pidske Last med Smiil. Der fik de Løn, som her, af Himlens Narre; men Zeus de lattermilde Engle elsked. Da Furiernes Tog, som havde hvinet igjennem Melpomenes' Sjel fik Slut: Skinsygens gustne Døttre -- de, som hviske: se her et Pulver som forgiver Sorgen! -- og Hevnens Sønner -- de, som slibe Dolke -- og Harm -- der gaaer paa Tordner gjennem Sindet, og ruller Oceaner gjennem Pulsen -- det endeløse Furie-tankefølge, som, før den sidste kommer, før de styrte i Rædselsgjerninger i Friluft frem, optraakke Vanvidsdybden i et Hjerte saa dyb, at dette Pantheon blier ligt den Kjelder, Favne under Jorden, hvor Lazarer, Røvere, Barnemordersker dandse -- det hele svandt mod Himlen i et Suk, da Parrets Livsensrødme sank i Jorden som Morgenskodden, Dagens Forseiler, der skjærer sig indunder Dalens Græs, skjøndt nys den krænged kaut paa Skrænten, pralende med violette Bram, trefarvede Vimpler, med Takkelads af perlet Spindelsilke, og med sin Høvedsmand i Høibordsteltet: en Natsfinx, som (naar Snekken, der udvarpedes af Aftensolens sidste lange Straaler ifra en Skovhavn, tørner, ladt med Vellugt, om Natten mod et Babel af en Blomst) flux gaaer iland og svirer alt til Gryet. -- Meer bleg, meer stiv end Ligene, som deres Skjønmausoleum Melpomene stod der. SIDE: 24 "Ved Himlen! Døde?" skreg hun; men en Tanke end højere i hendes Hjerte skreg. Og denne skreg: "og Jeg har ønsket det?" Da bleg og hurtig som et Maaneblink hun bryder gjennem Rankehegnet. Liig Diana over sin Endymion, hun over døde Elskling kaster sig; beundrer leende det stive Smiil; den fine Rødme, end bortdampet ei, og jubler: "nu, nu tør jeg kysse dig!" Men springer op med Hviin som en Løvinde, der kyses fra sit Bytte ved at see det var et Aadsel. Selv mod Zeus, der Aanden tog, hun raser; bander Aanden, der, med Foragt for Skjønhed og for Fryd, forlod sit Legeme og Melpomene; ja sparker (men av Nid kun til Persephone, som alt fortærer dem) de skjønne Former, som hun i næste Stund, paa dem nedsjunken sagtmodig som et Offerlam, med sit afrevne skjønne Haar begraver, og (selv Thalia til Forsoning) kysser. -- Forbauste Alle Møens Kummer saae. Dog meer forbaustes Mange ved den Tanke: kan en saa Rig og Fornem føle Sorg? Men halv med Rædsel saae de hende pludselig, at reise sig med fromme Smiil, at stryge sig koldt og eftertænksomt over Panden, at ordne sine Lokkers Levninger, at trykke Taaren bort og tvinge Hulknen, som nu, nys klingende igjen fra Bjerget, ei længer end Rebellen under Øx, sig vaanded under sammenbidte Tænder. Da med en Høihed, som, skjøndt ei bevidst ulykkelige Uskylds Majestæt, lod Dalens Herre, en Senator, løbe, SIDE: 25 hun bød (først efter Prøver paa at tale): "fra Templet henter mig Apollos Lyra!" Senatoren løb og Hundreder med ham, som for en Syg paa Vei ei Fod gad løfte. Men somom Solens Straaler havde flettet sig til en Lyra eller ned den baaret, Apollos egen laae i hendes Haand. -- Hun sang sin Kummer, o saa skjønt somom den hendes Elskte var, ja hendes Gud; saa skjønt, at alle sig i Sorg forelsked, og raabte: "sørger! hvor er Sorgen skjøn!" og rev Cypres- og Oljegrene af til en Triumfstol for Skjønsangerinden. Men da de kom, og raabte: "Muse, stig, stig op, at vi kan bære dig rundt Attika!" da sad hun bøjet over Lyren -- Ak! Triumfstole'n faldt -- da sad hun bøjet -- Skræk! der rinder Blod? -- da sad hun bøjet -- O! -- med Dolken i sit Hjerte. Det var Tragedien, første av Tragedier. End Momus og Thalia loe i Himlen; men deres Latter taug, da Melpomene indstraaled der, af selve Phoebus fulgt. Men da hun sang sit Qvad, da græd de begge, og trykte blegnende sig til hinanden. Thi nu i Melpomenes nøgne Sjel de saae, at hvad paa Jord de kaldte Stolthed, Sjelshøjhed var; at Øjets mørke Bryn, som hist de skjælved for som var det Aag, Sjelsstyrke var, der nu i hendes Sjel laae som et deiligt Skyggedrag. Alt ønskte Momus: "gid saa skjøn hun var ei!" Alt sukkede Thalia: "var hun Furie!" Da dømte vise Zeus: "se Himmelhvælvet er som Alfaders egen Hjerneskal. SIDE: 26 Der alle Salige vil finde Rum; men to Medbeilerinder ikke. Men op af Støvet hæve Millioner af mindre Himle sig: af Menneskehjerner; dog ingen ligestor: en snever, saa knapt Dyretanker kunne snoe sig frem: en vid, saa Engle der kan spænde Vinger, ja selv Halvguder der med Anstand boe; dog alle formte efter hiin den Stores, som Skaaler hvælvde over Skaaler. Men, at ei eders Elskovstrætte skal forstyrre Zeus's Himmel -- se, der irrer iblandt Athenens Flok en kruset Isse! Der hvælver ogsaa sig en Himmel. Did forviser Zeus dig Momus, Tvistensæble imellem Melpomene og Thalia. Da disse sig til Søstre skal forlige." Og Momus faldt fra Himlen, liig et Stjerne'skud. Men flux opreiste sig den kruste Isse, som vidste den, at den en Gud bedækked; og Folket hilste ydmygt Aristofanes, ei ahnende, at i hans Bitterheder brød Momus' onde Lune frem mod Zeus. Men Himlen sortnede for Melpomene, da hun ei fandt sin Elsker mere der. Ham fulgte hun, den raske Sjel; men da ei Aristofanes' Skolt gav Rum meer, hun, først sig over Thespis' svingende, paa tvende kaarne Hoveder neddaled; og hvad den Flok kun troede at være det hvide Haar paa Æschylos og Sofokles var Melpomenes egne blanke Vinger. Nu strømmede Athenen til Theatret, at høre Aristofanes belee de borgerlige Laster, følge dem med Ørefigener til Jordens Grændser; SIDE: 27 og at de fyrstelige traadtes ned af Sofokles' og Æschylus' Cothurne. Men midti Lattren, som en Spaadomsfugl alvorlig i et muntert Løvtræes Raslen . , men midt i Graaden, som en Gud i Skyen, sad Ahnelsen: "mon Momus gjenvakt er? mon Momus endnu spotter? endnu leer? mon Melpomene synger end sit Qvæde?" Da saae en Hoben Daarer -- ha! -- at Folket med Ranken, under hvilken Momus døde, bekrandste Aristofanes, og førte paa Melpomenes Laurestol rundt Attika som to Heroer Æschylos og Sofokles. Da, drevne frem af Lyst til samme Ære, men ei af Musens Vinger, de udøste en Flom af slette Dramaer, saa Folket (liig Fisk, der, vant til Vand, kun taaler Vand) tilsidst forvænt kun skreg paa alle Torve: "bort Agamemnon! bort med Clytemnestra! Vi paa Cothurn ei gaae; vi gaae paa Skoe. Hvor leved Sofokles? Hvad er vel Æschylos? hvad Aristofanes mod Kallifan?" Og Kallifan steg op i Æresstolen, og Folket løfted den paa sine Skuldre. Da foer en Vind henover. Der laae en Hoben Been, og det var Folket. Der laae en Hoben Qviste -- det var Stolen. Der laae en Hoben Aske -- o, nei det var veiret bort med selve Heltens Minde. Saa gik det. Atter Momus steg til Jorden. Forgjeves Melpomene søgte ham, for, naar et Hoved endelig forened med Høiest tragisk Kraft den største komiske, saa overordentligt saa himmelskt Værk at skabe, at det Smagen maatte binde, som Alpen standser Vindene og lader SIDE: 28 dem løse sig i Hvirvler ved ved sin Fod. Men Momus fandt hun ei i Roms Arena. Han sad i Plauti Hjerne, mens Thalia sig aabenbared fra Terentii, og begge Elskte kun forstod hinanden. Men snart der brøltes fra Theatret: "Plautus? haha! Terentius? haha! Nei Spartacus! frem, stærke Gladiatorer!" Saa gik det. Atter de til Himlen steg; men, flyende, forfølgende i en evindelig Beilen, endelig sin Momus og Rum til sig fandt Melpomene i Calderons, den Spaniers, Hjernehvælv. Saa lykkeligt de leved, at de skjød en Straalregn over dette mørke Land, at Lopez's Thalia nær blev tragisk. -- Men snart man raabte: "hvad er Calderons "Standhaftige Prinds" mod en standhaftig Tjor [fotnotemerke] ? Hvad Lopez's Dramer mod en Tyrefægtning?" Kun engang til (men da forbaustes Verden) forentes Melpomene med sin Momus: i Shakespeares Hjernehimmel. Men da Folket (som i Athen forskjæmt ved Tusinder, som vilde være Shakespear) snart begyndte at raabe: "Sporet Hane! ikke Heedspore! Skjøndt William nok er god for Sig og Sine, ei Menneske- men bare Hane-kampe!" . . og da fra andre Siden af Canalen med Anger Momus hørte sin Thalias i Molieres Latter -- da adskiltes for sidste'gang Melpomene fra sin Momus. Han tyed til Thalia. Gallien studsed, og ahned dobbelt Genius, ja en Legio af komiske' Genier i sin Moliere; Fotnote: Skrig og Benauelser i Theaterpubliken. SIDE: 29 og Melpomene, som imidlertid, blot for den Elskte nær at være, hvilte sig paa Corneille, smilte selv. Men snart og raabte Smagen der: "Corneille? Hvad er Corneille? -- Moliere alvorlig. Eh bien! en slig Moliere er utaalelig. Hvad Moliere! -- En Corneille lystig. Eh bien! en slig Corneille er utaalelig. Eh bien! frem Amadis' Historietter! Frem Provençalere! frem Pulchineller! Frem Taskenspillere! frem Liniedandsere! grands jeux de feu og Ordspil, Elskovsstykker!" De trende Genier fløi Europa rundt. I rene Nord, i Gothens rene Skovluft, de tænkte, aander og den rene Smag. Og Melpomenes Sjel medeet udstraaled fra en German: fra Schiller; men de Tvende i ly af Holbergs Hjerneskalle loe, som da de under attisk Ranke laae. Men ak! ak snart for evigt svæved de (fra Byrons Pande svang sig Melpomene, der lod en Fjær til Oehlenschläger falde) til Himmelen, da Smagen raaabte her igjennem hundred ragede Vandaler og silkeklædte Hunner: "frem med Dyrene!" -- Da svandt forevigt Muserne fra Jorden. Men end i Skyen hørtes deres Suk: "Det Æsthetikens helligste Princip af Jordens Tosser Himlens Muser lære .. den Viisdom Himlen kan af Jorden lære: om Smag og Behag man ikke disputere!" Røster i Publikum. Ja lad Muserne gaae til Helvede, om de lyste, naar vi lyste at forlyste os med Dyrene. SIDE: 30 Flere Røster. Det sige vi med. Lad Muserne gaae til Helvede, naar vi have Oldenborgerne og de oldenborgske Dyr. Harlekin. Om Smag og Behag lader sig ikke disputere. Røster i Publikum. Det var Fanden ikke oldenborgsk Mening eller oldenborgsk- mechlenborgsk Sprog. Harlekin har gjort Nar af os. Eller hvad skal det betyde om at Spaniernes Smag foretrækker Tyrefægt- ninger for Muserne, Englænderne Hanefægtninger for Muserne, Franskmændene Liniedands for Muserne, og vi Mechlenborgske oldenborgske Oxer og Asner for Muserne? Eller hvad skal det be- tyde, at Smagen er dalet fra at bekrandse slette Comedieskrivere og Comedianter, gjennem Yndesten for Nævekampe, Tyrekampe, Hanekampe og Taskenspillerkunster, ligeindtil at fodre olden- borgske Oxer og Asner med Klap? Harlekin. Det skal betyde: om Smag og Behag lader sig ikke disputere. Madamen. Men, mechlenborgske Æsel! Bæst! Enhver maa dog tilstaae, at den oldenborgske Oxe baade var en Vildoxe og en Kunstoxe, der var vant til at træde frem, hvorimod vor var ganske raae og taget fra Stalden. Nu? Og, at den brølte meget smukt; og, at Asnet havde længer Øren end hertillands; og, at, om vi have større Sviin i Mechlenborg, saa have dog de oldenborgske baade finere Børster og finere Maal og Opdragelse. Nu? Og at vore Svaner ere kun Gjæs imod de oldenborgske. Nu? Røster i Publikum. Alt er sandt. Vore mechlenborgske Oxer ere kun Kalve mod de oldenborgske Oxer. Vore mechlenborgske Svaner ere kun Gjæs mod de oldenborgske Svaner. SIDE: 31 Andre Røster. Nei, nei! Vore Oxer ere Oxer mod de oldenborgske Oxer. Røster i Publikum. Oprør! Oprør mod Oldenborgerne! (Tumult.) Harlekin. Om Smag og Behag lader sig ikke disputere. Dette er Basis for en almindelig æsthetisk Fred. Røster i Publikum. Vel! Vi maae lade os det behage. Men Harlekin har gjort Nar af os; men slet har han gjort det, for han har gjort det paa mechlenborgsk. Andre Røster. Harlekin har gjort ganske artigt Nar af os. Og dersom han har gjort det med mechlenborgsk Tunge, saa ere vi blevne pidskede med vort eget Riis. Harlekin. Nu vel! Jeg siger da ogsaa med Hensyn til mig selv: Om Smag og Behag man ikke disputere. Henrik Wergeland SIDE: 32 PAPEGØIEN, ET FASTELAVNSSRIIS AF SIFUL SIFADDA Handlende: Johan Papendal, en kjøbenhavnsk Dreng; Zacharias Güldenthal, Boghandler Tobias Güldenthal, Johans Fosterfader hans Onkler. Prometheus, Digterkonge; Den kloge Mand; Polemikkel Poetikkel Vehikkel Æsthetikkel Flere Poetikler, Polemikler, Vehikler og Æsthetikler Bagateller. En Fisker; En Skipper; En Papegøi ved Navn Johan; En Italiener; Natalfer; Folk. PAPEGØIEN SOM PAPEGØI (Onkel Tobias) Landsted. Johan i en furten Stilling paa Havetrappen. Ovenover denne Onkel Tobias i et aabent Vindue, hvorunder en stor grøn Papegøie i et Buur. Midsommerqvel. Johan. Hvorfor fik idag jeg Riis? Onkel Tobias. Fordi Johan var næseviis. Papegøien. Næseviis! Johan. Hold Mund, Johan! Papegøien. Hold Mund, Johan! SIDE: 33 Johan. Jeg nok dig tugter, Poppemand! Papegøien. Poppemand! Johan. Iforgaars Bank og Strips igaar! Jeg aldrig sligt udholder længe. Onkel Tobias. Sligt vente maa sig slemme Drenge. Papegøien. Slemme Drenge! Johan. Og røde Haanddask, grønne Saar er Blommerne udi min Vaar. Onkel Tobias. Nu, man maa høste som man saaer. Johan. Iaften maa jeg, retsom bunden, her i det fæle Maaneskin, mig kjede, tør ei komme ind. Onkel Tobias. Fordi, endskjøndt saa ung, i Sind Johan er fuld af Ondskab funden. -- Gid dig maa grye af denne Nat, hvis Sorg er til din Lærer sat, en angersgraadbedugget Morgen! Da aabner jeg med denne Dør min Kjærlighed igjen som før, og stænger ude Straf og Sorgen. (lukker af og gaaer). SIDE: 34 Johan. Hvad Ondt, om end jeg lyver lidt? om end jeg fra min Onkel rapser? om stundom jeg min Moder klapser? om end det var min Moro tidt, at slaae et kostbart Stel istykker, og skaffe Pigen saa Ulykker? at skjære Hund som var den bidt? i Naboes Baggaard Ruder klinke? af Træet ryste hveren Blom? og rode Havesæden om, og skylde saa paa Skjær og Finke? at hælde Blæk i Onkels Hat? faae i hans Hest en Tornegg sat? at plukke Kyllinger ilive? af Sommerfugle Vingen rive? at kutte Svands af Moerses Kat? paa glohed Naal alt Kryb at spidde? og, naar min Fader fik mig fat, igjen at lade Papen lide? Og nu for Sligt igjen at sidde! Ja, at sidde igjen til I komme fra Dyrehaven, Du og Onkel Zacharias! Det er ingen liden Straf for en kjøbenhavnsk Dreng. Papegøien. Kjøbenhavnsk Dreng! Johan. Fordømte Pape, som har lært alt hvad man siger om mig. Jeg skal spille en Comedie med dig. (Plukker Fjerene af den). Se saa, nu sidder du nøgen som et Maaneskin i Buret, og dine Fjer drive om dig som Skyer. Ret, dumme tykhovdede Falæn, du flyver Døden i Hænderne. (Plukker Vingerne af en Natsommerfugl). Nu er du en Orm. Og du Oldenborre, nu er du en levende Nød. (River Benene af en Tordyvel, og kaster den). Onkel vil nok undre sig imorgen over hvil- ken Sort Blomster der har ladet slige Blade falde inat som disse Vinger. Og Moer, der ikke vil bringe mig iseng, vil slaae Hæn- derne sammen over at jeg har vidst at rede mig saa godt til i hendes Natvioler og Narcisser og Resedaer som jeg nu tænker. SIDE: 35 Gid jeg ogsaa havde Onkel Zacharias' Paryk fat, fordi han ikke vil tage mig i Bogladen før jeg kan skrive rigtigt, og saa gjøre mig til sin Boghandler i Norge. Den Haandtering lider jeg; thi den giver baade Passiar, Penge og Ære, da man har god Lei- lighed til at lære Bogtitler, og ikke behøver mere for at passere for lærd og dannet. Men lad nu disse hvide Narcisser flyve om som om de vare baade Lokker af Onkels Paryk og Strimler af min Moers Kappe. (Ødelægger et Blomstqvarteer, dynger Blomsterne sammen og lægger sig derpaa). Søvnen, mærker jeg, kommer snarere end jeg tænkte efter slig Vrede, som jeg har været i. Den er en god Kuur mod Kjedsommeligheden, der nok skulde være min Tugtemester. Den er en Paryk paa Præceptoren, som gjør ham langtfra frygtelig, men latterlig. Jeg vil lægge mig til Ro i den og værpe Drømme deri. Saa -- saa! -- Imorgen noget Nyt. Ny Graad af Moer, men den kalder ikke Blomsterne tillive. Ny Skjænd af Onkel, men jeg ligger godt -- Hahaha, Pape! Fryser du, Pape? -- Det dufter stærkt -- vel stærkt kanskee -- kanskee vel stærkt -- men -- -- (Sover ind). Natalfer (omsvævende den Sovende). Natviol, Kaprifol, bøi ham smigrende til Munden Kalken fuld af Slummergift! Dødningsfinx, paa Øiet hvift med din Duunring Dødens Blunden! Valmu, hevn Falænen din! Qvalt den blev, da du den vugged i din Purpurpalankin! Tidsel, lad din Torn paa Fnugget svæve i hans Aandedrag! Blomster, I, som suge ind Giften af den lumre Dag, ryst i Riim den paa hans Kind! Endnu zittrer der det Træk hvormed han sled Vingen væk af den slumrende Liguster. Brede Rudeblade, puster Nattens Kulde i hans Bryst! SIDE: 36 Foresyng ham, Øretvist, mens din Ving som Møllens bruser, at en Nerveharpe suser selv i Fluens Barm forvist; at den Dreng har blodig Sjel, som for Lyst kan pine Dyret! Laa sligt Emne til Uhyret dybt paa Havsbund, var det vel. Blaaviol, ei meer uskyldig siden Maanen blev saa fyldig, lad (somom ham gjennemfoer Sværd af Iis) dit Dryp ham zittre til han føler al den bittre Graad der spildtes af hans Moer! Kolde Øgle, læg dig tungt paa hans Hjerte, at det stivner! Det en Satanas belivner, som kan myrde alt saa ungt. Bind hans Arme, seige Viper! Du er mildere end dem. Vaagen, Vipre ti han slipper flux i sine Fingre frem. Maanestraaler, I, som hvide nøgne Slanger om ham glide! suge ud den onde Aand! Den skal vi med Tryllebaand lænke til hiin Fugl i Buur førend Solens Kraft udklækker al hans djævelske Natur. (Johans Geist letter sig frem af den stønnende Mund). Det er Han! Bedækker ham, Flaggermuusvinger! I Kingeler, stækker hans Flugt med jert Spind! Natugler, strækker jer Duunham, og bringer til Fuglen ham ind! SIDE: 37 Vi har ham! End Svæver i blaanende Traade ham Geisten om Læben. Vel, Ugle, skjær af! Vingen du hæve og sæt uden Naade ham ind i sin Grav! Hvad skulle de Engle i Himlen med Jordens sletartede Drenge? De hjemfalde helst Natalfers Orden. Der tugtes de længe til Sjelen er frelst. Hist i Papegøien, han plukked, han hvile! Med dyriske Øie paa Verden han see! pluddre og støie, saa Mennesker smile, og Alferne lee! (Den sturende Papegøie udstønner). Tys! Den Dødpinte sukker. Frisk, Alfer, mens Nebbet er aabent, vi lukker i Fuglen han ind. Leer, om han pukker! Vi fattede Grebet, at bedre hans Sind. Før Øinene briste, før Aarerne stivne, før Nerven sit sidste hendøende Gny SIDE: 38 zittrende mister: da Tid at belivne det Døde paany. (Alferne føre Drengens Geist til Papegøien, og mane den til atter at belivne denne). Sid der, til du fatter et Menneske blive! Hvis ei, være atter alfbunden din Sjel! Ind vi den fatte da i den Tordyvel, du dræbte iqvel. Saalænge Farvel! Dig Alfer da binde til Skarnet! Tørhænde du der først vil finde din Verden? Nu vel, mindre er Borrens end Adams Elende med ødelagt Sjel. Saalænge Farvel! Saalænge Farvel! (Alferne forsvinde. To blive tilbage). 1ste Alf. Bi lidt Sfinx Elpenor! Solen rinder ikke endnu. 2den Alf. Gjerne Solsort! Thi Vi ere som Menneskene: vi holde først op med at æde hverandre, naar vi ere døde, det er: naar der intet meer er at æde. 1ste Alf. Siig mig, har du seet elendigere Sjel end den forvorpne Drengs, som vi nu, af Medynk med Forældrene, har taget under vor Tugt? Den svævede længe med en Slags Hale, som en Tobaksrøg, udaf hans Mund; og godt gjort af Alf Korskingel og Alf Flagermuus, at de strax vare vedhaanden, og at Fortærelsesørnen ikke var over, og at Vanskabningen ikke fik drive paa sin egen Haand. SIDE: 39 2den Alf. Jeg saae grangivelig Sladderagtigheden og Ondskaben i den lille Skygge ligesom Tegn til Lunge og Lever i et Maanedsfoster. Jeg har ikke saamegen Respect for den hele Aand som for Olden- borrens, han rev Benene af. 1ste Alf. Jeg holder af dig, Sfinx Elpenor. 2den Alf. Du har holdt formeget af mig, da vi sværmede i Duun og Fjer under Buskene. 1ste Alf. Nei, men fordi du er saa bitter imod Ham som dengang øde- lagde min Yngel paa det grusomste hver Vaar. 2den Alf. Trøst dig da med, at du har Udsigter til at see ham som Olden- borre og en grøn Kokase anviist ham til Fædreland. 1ste Alf. Det vil jeg skrive mig bag Ørene. Ja, saafremt han ikke op- fører sig vel som Papegøie, eller som Fange inden den forrige udlevede Papegøies Beengitter. Men han vil vel blive frommere, da han maa betjene sig af denne Hjerne. 2den Alf. Nei, blot dummere. Tænk ikke sligt. Jeg tænker, at Denne, der som Menneske ikke fattede hvad der af Følelser og Sædelig- hed kun er som Mennskelighedens Barnelærdom, skjøndt han nu er sat i en anden Skole og med Tvangstrøie paa, vil frem- deles blive ved at gaae nedover. Og jeg vil alt tænke paa lidt Mose til Kokasen. Det kan forestille Bøgetræer. 1ste Alf. Fy, Sfinx Elpenor, vare vi som tilforn, aad jeg dig for det Ind- fald. Du veed, jeg elsker Bøgetræer. SIDE: 40 2den Alf. Men dog Granerne meer? 1ste Alf. Eensidig Patriotismus! Bøgen er dog vakkrere. 2den Alf. Du synger dog ikke bedre der? 1ste Alf. Det kommer af at Luften ikke er saa fri under de brede Blade. 2den Alf. Men det gaaer dog ikke an, at lade Bøge passere for Mænd og for et Lands Styrke og for et Folks Stolthed og Gesandter, der i hver Vise have et Creditiv at lægge frem for al Verden. 1ste Alf. Nok af det Bøgesludder! Vi have havt alt for meget deraf. Hør, Elpenor, naar jeg seer ham derborte hænge saa med Nebbet, glemmer jeg hvorledes jeg hang med Nebbet over mine knuste Unger, og ønsker oprigtigt, at han maa opføre seg godt som Pape- gøie. Ak, ja! 2den Alf. Det er let for ham; thi han behøver jo kun at snakke flinkt for at passere for en god Papegøi. 1ste Alf. Snakker han flinkt, vil han passere for et Menneske. 2den Alf. Nei for et snaksomt Menneske. 1ste Alf. Hvorledes? SIDE: 41 2den Alf. Nei for en snaksom Papegøie, men et taust Menneske. 1ste Alf. Gid han vilde lære nogen Godmodighed af os! Men efter det Kjendskab, jeg har til Menneskene siden jeg hang i Buur i 10 Aar mellem dem, har jeg lidet Haab. 2den Alf. Jeg vil haabe det bedste saalænge han bliver i Buur; ellers venter jeg det værste. Blot han ikke gjør videre af sig, men bliver en enlig Bastard; thi det vilde blive en Race, som kunde jage Fuglene fra Luften og Menneskene fra Jorden. 1ste Alf. Sfinx! Vi maa under Poppelbladene. Solen Rinder. (De forsvinde). Papegøien. Vel det -- Plapplap -- vel det, at de -- Plapplap -- Det er da ogsaa fordømt, at jeg ikke er Herre over Organet -- Vel det, at de sorte smaae Djævle ikke fandt paa, at gjøre mig til Olden- borre strax. Det var en fæl Trudsel de lod falde derom. Vel derfor, at jeg ikke tirgede dem, men sad stille som en Muur. Thi det lod til at de havde anderledes Magt over mig end Onkel. Ellers naar jeg tænker over min Stilling, da er den vel gal, dog ikke saa gal somom Skikkelserne havde opfyldt det endnu værre, de havde i Baghaand. Jeg er vel noget stiv; thi Papegøiebestet var nær 100 Aar, og jeg kan ligne mig med en Krøbling, men er dog bleven saaledes uden Smerte. Og da jeg kan see, høre og snakke, er jeg bedre faren end Blinde og Døvstumme og slige Folk, som jeg har narret ud i Bække og Grøvter ved høilys Dag. Men siden jeg dog i dette Puds kom tilkort, er Knuden nu, at jeg maa gjøre alt mit til forat passere for et Menneske, skjøndt et defigureret. Dog frygter jeg, at det ikke just herfor vil holde saameget haardt at faae Folk til at troe det som fordi jeg har løiet dem fulde saa ofte tilforn. SIDE: 42 (Værelse. Onkel Tobias. Papegøien i sit Buur). Papegøien. Formen gjør intet til Sagen. Jeg er, Fanden knække mig, Johan Papendal og ingen Papegøie. Formen gjør intet til Sagen. Onkel Tobias. Du bærer idetmindste Mærker efter ham, stakkels Pape. Papegøien. Ved Alt -- Plapplap -- gid Satan -- Plapplap -- Der seer Du Følgen af at bringe mig i Affect. Onkel Tobias. Du har da arvet baade hans Hidsighed og hans Svadsighed. Dog med alt det er du vel neppe klogere end før. Papegøien. Skal jeg fortælle alt hvad jeg veed om Onkel til Beviis? Som f. Ex. da Onkel sidst Paaske var saa taabelig, dengang -- -- Onkel Tobias. Kan du være dygtig ondskabsfuld, vil jeg uden videre Beviis troe Eventyret, at Johans Aand er faren i dig. (Afsides). Alligevel -- det er besynderligt. Papegøien. Aha, Onkel er paa gode Veie til Troen trods sin sunde For- stand, hvilket er sjeldent. Onkel Tobias. I hvem Fanden du er, saa er du en Plage; og ti! Hvem i al- verden har lært den forbistrede Pape Sligt? Kan du tage det igjen? Papegøien. "Hvem i Alverden har lært den forbistrede Pape Sligt?" SIDE: 43 Onkelen. Aha, nu er Gaaden løst, naar du har saa let forat tage efter. Band nu du paa, at du er Johan Papendal, saa bander jeg paa at du er Johan Papegøi. Det er nu klart, at Knegten, som Him- melen tog, da al Jordens Tugt ikke frugtede, har lært ham alt sit ondskabsfulde Sludder, før han lagde sig til Dødssøvnen paa de bedøvende Planter. Papegøien. Jeg skal fortælle hele Verden -- Plapp! -- Onkel Tobias. Ti! Der kommer -- -- (Prometheus kommer). Prometheus: -- -- Digterkongen! Jeg hører deres Søn er død; og derfor Digteren (Læg Mærke til mit Versemaal, der ei forskruet er) med Sang indfinder sig, det er: med Harpen sørgeflort. (Ruller et Papiir op). Onkelen (Afsides). Af Snak i Prosa eller Poesi tager jeg tigange heller det første. (Høit) Det er formeget Hr. Professor. Prometheus. Velan! Det sømmer Hverdagsmenneskers Beskedenhed, at tage med Bethanias Marias Rødmen mod den store Digters Gave. Hør da med Opmærksomhed, Beskedenhedens Øre, hør paa Digteren! Onkel Tobias. (Afs.) Guds Død! begynder han paa sin Reciteren, gad jeg leje ud mine Øren, sælge min Tid og kjøbe Taalmodighed igjen. Prometheus. Ja hør med Smiil, Beskedenhedens Mund, paa Digteren! SIDE: 44 Onkel Tobias. (Afs.) "Beskedenhedens Mund paa Digteren"? Den sidder skam ikke paa den Digter. Men dersom Smiil skal være det, saa kan det saa være, naar han læser sine egne Vers. Jeg gav ellers en Daler til, om jeg vidste om det, han nu endelig vil læse, er langt. Prometheus. Hør hvad de gode Guder Digterkongen hvidsked til end ikke hørt paa Jord! Selv Dyret lytter nu. Onkel Tobias. (Afs.) Kanskee især de. Nu har vi da ikke flere Trompetstød igjen før han begynder. Han bruger altid 3. Prometheus. (Efter behørig Rømmen læsende). "Saa knækkedes den spæde Blomsterstengel? Saa foer til Himlen da den lille Engel"? -- -- Onkel Tobias. Papegøien. Det er Løgn. Papegøien. Ja det er Løgn. Hid foer jeg kun i et nyt Buur. Prometheus. Hvad hører Digteren! Som Orfeus selv i Oldtiden han bringer ved sin Sang til Tale selv Umælende. Onkel Tobias. Om Forladelse! Han har i lang Tid nær dræbt mig med sit Snak. Prometheus. Jeg studser; thi saa letbevægelig er Digteren. Onkel Tobias. Maaskee jeg kunde blive dem begge qvit ved at give Digteren Papegøien. SIDE: 45 Papegøien. (Afs.) Et fortræffeligt Indfald af Onkel. Gid jeg saaledes kom bort til Folk, som kunne skjønne paa mig! Vel! Jeg bliver aldrig agtet for et Menneske, dersom jeg ikke er listig. (Høit) Ak, store Digter, en Profet eller hvilket andet Vidunder bliver aldrig agtet i sit Fædreland. Prometheus. Hvorledes! Ha, mon gjalder ei fra Danmarks Læber dets lovpriste Digters Navn? Fra Tydsklands Hjerte klinger det. Onkel Tobias. (Afs.) Ja du har roet troligen selv med begge Aarer til det Maal. Papegøien. (Afs.) Der forløb jeg mig. (Høit) Store Skjald, jeg mente mig selv med Vidunderet. Jeg klagede over min egen Skjæbne. Prometheus. Der gives eet Vidunder kun, og det er Digteren, er Jeg. Min Skjæbne er som Solens i sin Middagsglands. Onkel Tobias. (Afs.) Siig heller, som en Lygts, der fik den Lykke, at lyse et Par ret smukke Hoffrøkener hjem, og paa Veien at kaste sit Glimt paa nogle Statuer; men som nu, hensat paa sit gamle Sted, indbilder sig at være Maanen, og fraadser med graadig Flamme i sit sidste Fedt forat soutenere saa høi en Rolle. Eller som Rakettens, der puttrer for atter at komme op, men saa kastes i Vandet for sin Forfængeligheds Skyld, der ikke var tilfreds med een lysende Bue. Papegøien. (Afs.) At fornedre sig, er et Nødanker, som ingen god Skipper be- tænker sig paa at kaste ud, naar Tid er. (Høit) Skaldekonning, Jeg meente, at jeg var et Vidunder mellem Papegøierne som Du er mellem Digterne. SIDE: 46 Prometheus. Saa er det. Flyttes Skjalden til Æsopi Alder, som af Dyret hørte Viisdom? Papegøien. Skil mig fra dette eller disse prosaiske Mennesker, og ødsl ei paa dem dine goddommelige Vers. Prometheus. Ha, sandt! Ei Draabe meer af dette Guld, det flydende! (putter Papiret til sig). Papegøien. Ak store Digter, Den, der nød den Lykke daglig at høre dine Vers! Prometheus. Hør! hør! ei Mennesket har gjemt, men Vildnaturen selv den bedste Hilsen til sin Adam! Papegøien. Jeg sukker ikke over Frihedens Tab, men over at dine Vers ikke skulle være mine Lænker. De vilde være det af klingende Guld. O, jeg vil være en almindelig Papegøie i at gjentage: Lyk- salig den, der daglig hørte dine Vers! Prometheus. Det vilde du? I hvad det koster maae jeg have dig! Onkel Tobias. Gid den maa være Professoren til megen Underholdning! Gid den i Mangel af Forstand dog maa lære mange af Professorens sidste Vers! Gid den maa lære af Hr. Professoren ikke at bryste sig naar den er saa nøgen! samt ikke at indbilde sig formeget fordi den kan snakke mere end andre Papegøier! samt -- o, jeg forsikkrer der ere flere Lyder ved den end Fjer før sal. Johan fik den i Kløerne. SIDE: 47 Prometheus. Se Skjaldens Høihed tager Skat! Hvad negtes Digteren? Min Sjelsforvante (thi med Støvet som med Englene befrændet er jo Digteren?) kom, jeg skal dagligen med Vers dig fodre. Endelig saa fandt den Søgte jeg. Lad Mennesker kun lukke Øret, de Prosaiske! Vi To, vi to er nok hinanden som to Elskende! (Prometheus gaaer med Papegøien). Vi To, vi to er nok hinanden som to Elskende! Onkel Tobias. Den stakkels Mand. Jeg betragter ham med samme Medynk som om Kong Alexander havde maattet flytte ind i Diogenes' Tønde, og dog raabte: "aabner eder Ecbatanas Porte! frem Sa- traper for min Fod i denne min pasargadiske Hal!" Alligevel -- saa er det med Vanen -- uagtet denne Følelse af Godhed, troer jeg dog, at jeg heller tog Papegøien end Digteren, naar jeg endelig skulde vælge imellem to onde Ting. (Digterens Værelse. Papegøien sturende). Papegøien. Mange prise mig vel lykkelig ved den store Digters fortrolige Omgang; men igrunden vil det dog kun sige, at jeg omgaaes med hans Skrøbeligheder. Jeg forstaaer mig ingenlunde paa de Vers, hvormed han overøser mig, men jeg har dog lært at være Poesi- dommer; og siden Verden vil det, bliver jeg stoltere og stoltere under de idelige private Reciteringer, hvorved der skal være saa megen Hæder, ligesom Jorden æser under de uophørlige Regn- skyl. Dog bliver jeg ikke lykkeligere, naar jeg skal tale opriktig; thi min Stilling er igrunden en glimrende Elendighed, og ikke ulig den at være lænket til en buldrende Malstrøm. -- -- Ak, der er dog et vist Behag ved denne Nedstemthed. Thi i saadanne Øieblik frygter jeg ikke, at blive reduceret til en Oldenborre og boret ned i Skarnet -- Alferne synes at omsvæve mig venligere -- det forekommer mig somom jeg udsoner deres Fortørnelse, naar jeg paa min Pinde under Recitationerne lider en Korsnaglets SIDE: 48 Pine. -- -- Men hu! naar jeg tænker paa, at jeg den 18de Gang skal høre "Tordenskjold", da kunde jeg ønske, at de Frygtelige kom og begrove mig hvor de ville. Jeg sidder jo da ogsaa alt forhen til opover Ørene i Snavs. -- Jeg tænkte, at bruge Dig- teren til at gjøre det Menneskelige i mig eller det som hæver mig opover andre Papegøier gjældende; men han bruger mig, og det som man bruger Tøfler d. e. Morgen og Aften og naar man er ene, til den sidste Fille, somom de blive bedre jo ældre og mere slidte. Hans Egoisme er større end min; dog maaskee kun fordi jeg maa betjene mig af en Papegøiehjerne. Thi indeni mig syder det, dog kun som Gryden, der ikke kommer et Skridt videre med al sin Fossen. Ja, jeg har ikke engang kunnet faae Dig- teren, der dog praler saa af sin Fantasi, til for een Gangs Skyld at troe paa mit Alfeventyr. Men alligevel er jeg god nok for ham til at forelæse for; og altjevnt spørger han: "er det ikke godt, Pape? er det ikke høit, Papejohan?" Men kommer Folk, da fremstiller han blot sig Selv, (det vil sige: Digteren), og siger kun om mig; "dette Huusdyr skaffer Digteren megen Fornøielse naar han sidder alene" (jovist!) "kun overladt til sine Fantasier. Den snakker bedre end andre Papegøier; kroer sig løierligt i den snevre grønne Frakke den godmodige Digter har givet den, fordi den har den Grille at nappe Fjerene af sig; indbilder sig, at den er et Menneske, nemlig en Dreng, den omgikkes meget med, og leed meget af i sin Ungdom (hvilken Indbildning maa komme af, at den har levet saa længe imellem Menneskene); og naar jeg for mig Selv (jovist! Det baade er saa og ikke saa) "reciterer et eller andet af mine guddommelige Stykker, viser den ordentlig Opmærksomhed, og kløer sig bag Øret ved de herligste Steder." Jovist, for dig Selv? Ja du seer dig Selv i dine Tilhørere og Tilhørerne i dig Selv. Men sligt har jeg til Tak fordi jeg har udholdt Forelæsningen av "Helge" 32 Gange, af "Væringerne" 26, og af "Carl den Store" ditto, ikke at regne, at jeg mangengang har havt Kløer eller Fingre med i "Prometheus." Og en Nytaars- aften -- vi pleie da som Præsten at snue Dunken -- da du sagde, at du vilde fornøie dig med et Gjæstebud hvorved nectarberuste Guder kunde sidde tilbords uden at nogen Bonde skulde blive sat paa en Herremand; læste du "Kanarifuglen" den 49de. Havde der ikke staaet Sukker paa Bordet, havde jeg alt da brudt overtvert. SIDE: 49 -- -- Brudt overtvert? Ha, bryde overtvert! Slaven er ikke længer Slave fra han fatter Tanken, at bryde overtvert med sin Tyran: hans Frihed er til fra da, ligesom Mennesket er til fra Undfangelsesstunden. Jeg vil plappre dette efter den unge Pohlak til jeg faaer Mod. Det er en smuk Tanke sagde Digteren, da han hørte det, og skrev det op i sin Tegnebog. Det er en smuk Tanke for Polakker, sagde han i den Tanke at sige den Fremmede en Compliment. Og for alle Danske Mænd, sagde denne. Og for alle Mennesker, sagde en Mulat. Og for alle Mennesker, raabte jeg efter. Men ikke for Papegøier, sagde Digteren med et Blik paa mig, hvori Lænker glittrede. Jo, ogsaa for Papegøier, sagde en Franskmand; flye til dine Akacier, flyg til din Skog! -- Hu! da han sagde "Skog" forgik strax min Heroisme. Jeg tænkte paa Alferne under Træerne, der kunde have sluppet mig som Papiirdragen, der kan hales ind naar man lyster. Jeg borede Nebbet ind i min bru- sende Kro, en Natuglehinde trak sig over mine Øine; -- ak ogsaa indenfore dandsede de Forfærdelige; og jeg følte mig greben af de natlige Magter. Ve, det er nok saa, at jeg intet maa haabe af mig selv. Da jeg misbrugte mine egne Kræfter, er jeg hjemfalden Andres. Jeg maa lade mig drive af Omstændighederne: selv vil jeg ikke -- som dog Alferne bød -- kunne fremhævde et Menneske av denne jammerlige Skikkelse. Thi baade er der Noget i mig, som lokker mig til at opoffre mig selv alene for at spilde deres Hensigter og narre min Onkel; og det lader til at Menneskene ligesaalidet ville erkjende det Gode ved dem, der synes under dem, som ved dem, der ere over dem: delte i Egoister og Sværmere, see de enten kun sig selv eller sine Ideer: de Første afgrændse sig med uoverstigelige Mure; de Sidste sidde paa en ubestemt liden Flek i maalløse Ørkener: til Begge er det lige vanskeligt at komme. Dette lærte jeg af en Misanthrop, som passerer for en Viismand. Men jeg kløede mig ligesaa dybt ind bag det andet Øre hvad en meget munter Fyr, der ligeledes er en Viismand, sagde om Haa- bet, nemlig at det bærer Lykken paa Brystet, Ulykken paa Ryg- gen. Og da Onkel Tobias sagde, han ikke forstod det, omend- skjøndt han altid skal forestille den jevne Fornuft: erklærede Viismanden, idet han skiftede Smiil, at Ulykken er saameget bedre end Lykken, som hiin har alt eller meget, Denne intet at haabe; SIDE: 50 og idet han ræbede, lagde han til: ligesom Den, der spiser med Forstand, ikke overlæsser sig, men har selv ved Middagsbordet Aftenmaaltidet isigte: saa overvælder heller ingen Fornuftig sig saa med Lykke, at Haabets Udsigter intet Værd, dets Pirrende ingen Indflydelse har paa ham! Vel! Heri er der dog nogen Trøst. Vel! Jeg vil haabe. Jeg vil haabe, at Digteren, efter de Indfald, han siger Digtere uvil- kaarlig ere underkastede, falder paa det velsignede Indfald, at afskedige mig; thi han skal faae en døv Tante i Huset, som gjerne atter staaer et Lag ud. (Digterkongen kommer slæbende paa sit Portræt). Papegøien (Afs.) Endnu maa jeg vel holde ud til Flyttedag, (Høit) Carl den Store -- Plapplap! -- Tordenskjold -- Digterkongen. Velan! Dog nei. I sidste Tid din Skjønsands sløvedes. Papegøien. Mit Øre, Herre. Digterkongen. Nu! forlangte jeg da mere vel? Jeg siger, at den sløvedes, jo mere at den øvedes. Nei her er Manden, som i Evighed skal holde ud, opmærksom stedse, stedse med et Øie smilende, dog vendt med Øret hid, og Næsen ret som nikkende: mig Selv! hvo Anden vel? -- en Digter høre Digteren! (Sætter Portrætet op, og bærer Papegøien bort). (Papegøien i Zacharias Güldenthals Boghandling). Papegøien. Fortræffeligt, at Onkel Tobias ikke vilde have mig for nogen Priis! Han skulde blot have banket mig, naar jeg sladrede eller klaffede. -- Hu! Alferne og Oldenborrene! Der maa blive en Ende paa det for denne Skræks Skyld. Min Glæde er aldrig noen umaalelig solbeskinnet Slette, hvorover min Fantasi utøilet SIDE: 51 kan jage, hvor Spirene kneise af mine Luft-Fredriksberger og -Fredensborger, og hvorfra en urokkelig Plan, beskyttende det Hele, som et Kronborg træder ud imod de indbrydende Elementer; men kun enkelte smaae Dyrehavesletter som Stjerner i Natten om- givne af den mørke brusende Skov, i hvis Skygger fiendtlige Mag- ter kogle. Jeg maa rive mig ud af denne Tryllekreds. Min nye Husbond, som vel har mere Agtelse for det Vidunderlige end min Onkel, maa opgive, at bruge mig til at trække Folk i Boden. Da han modtog mig, fordi jeg havde været hos den store Digter, og fordi han antog mig inspirert af denne, maa han ligesaa bered- villig give mig fra sig, naar han bliver overtydet om at jeg in- spirerer mig selv. (Boghandleren kommer). Papegøien. Nu har jeg hængt saa længe i Boghandlingen, Fatter! at jeg kan Snittet. Zacharias Güldenthal. Hvad skal det, Pape? Papegøien. Jeg har lagt den slemme Vane af at sige Plapplap, undtagen i Vrede og Distraction. Zacharias Güldenthal. Gid du intet Værre sagde; men -- Papegøien. Fatter har sine Fingre ude i Sverig. . Zacharias Güldenthal. Et Etablissement? Hvad i al Verden -- Papegøien. Fatter har ofte tænkt paa at faae Fingre i Norge. . . Zacharias Güldenthal. Nu? SIDE: 52 Papegøien. Fatter har altid sagt, at der er dumme Folk i Norge, og at Danmark havde større Export av Fæ did end til Tyskland. . . Zacharias Güldenthal. Nu? Papegøien. Fatter maa sende mig did som sin Factor. Jeg maa blive til noget, om ikke i Verden, saa i Norge. Zacharias Güldenthal. Aha! -- vel! -- men -- blot man ikke opdager, at du er en Papegøie. Papegøien. Fatter har udstykket Norden i Boghandelprovindser. Lad mig blive Proconsul i Norddanmark som Leerup er det i Østdanmark! Zacharias Güldenthal. Saamen! Dog -- jeg vil overlægge det med den kloge Mand. Papegøien (seer ud paa Gaden) Der er en klog Mand. Herind! Nei, det var Secretær Lunge. Men der er Han -- Herind! Herind! Zacharias Güldenthal. Johan, læg af den slemme Vane, at kalde Folk ind fra Gaden for at føre Sladder med dem og om dem, der blive udenfor. Papegøien. I Norge vil jeg sladdre med Nogle og handle med Andre. (Den kloge Mand kommer) Zacharias Güldenthal. Her har jeg nu denne Papegøie -- Den kloge Mand. Jeg har seet den i mange Aar i Boghandlingen. SIDE: 53 Zacharias Güldenthal. Jeg er -- oprigtig talt -- bleven kjed af den. Den kloge Mand. Saa Alle, der have kjendt den. Zacharias Güldenthal. Men den er bleven en god Boghandler. Den kloge Mand. Det troer jeg gjerne; thi slige Dyr, som desuden ere Vanedyr ligesom Mennesket, have Anlæg til at blive Kjøbmænd, Bog- handlere, Barberer, Frisører og Commisionærer. Zacharias Güldenthal. Nuvel, kald den kun et Dyr, omendskjøndt den nær har bun- det mig andet paa Ærmet. Men jeg har nu i Tanke, om De raader mig dertil, at anvende dens Frihed paa et Sted, hvor man ei er stort bedre vant herfra. Den kloge Mand. Det maa være i Norge. Zacharias Güldenthal. Hvor andetsteds? Blot man ikke kommer underveirs med at det er en Papegøie. Den kloge Mand. Hvad gjør det, naar den er fra Danmark? Til Overflod kan man jo klæde den ganske ud som et Menneske. Den har jo alt et lidet børstet Hoved, og et hvidtet Næb, der seer ud som et Slags Næse. Nøgen er den jo, saa man gjerne kan komme den paa Livet uden at gribe Fuglen. Nu Støvler over Kløerne, en ny grøn Frak og et Par gule Handsker paa Vingespidserne! Nogle Floskler saa i Munden; et godt Creditiv; og han vil stikke dem ud deroppe baade som Cavaleer og Boghandler. Zacharias Güldenthal. For Gud, troer jeg ikke det gaaer an. SIDE: 54 Den kloge Mand. Bedre end det. I gamle Dage var en Hund Konge der; og siden, da de fik Dannemænd til Konger, lode de sig behandle som Hunde, indtil for nyligt en Digter kalder forrige Tiders Nord- mænd "Pudelhunde", og Nutidens "Murmeldyr", og de knurre ikke ad ham derfor. Zacharias Güldenthal. Velan! velan! Der er ingenting iveien. Den kloge Mand. Visselig ikke. Ifjor var jeg med at sende en Faareflok derop; og de bleve fordeelte paa de 4 Stifter, som ordentlig reves om dem; og gjorde sin Lykke Allesammen paanær en Buk, som hele Flokken ogsaa erklærede der intet Udkomme var med. Danske Kornkrager komme, som bekjendt, godt til der; og vi vide jo nok hvad det er for Karle, der see herned hver Sommer, som de holde for tabt, naar de ikke have seet Kjøbenhavn. Zacharias Güldenthal. Johan! det er afgjort. Du skal til Norge. Papegøien. Plapplap! Plapp! Fatt -- Plapp! Zacharias Güldenthal. Stakkels Dyr, du kan ikke snakke af Glæde. Den kloge Mand. Den kan gjerne plappre i Norge, blot den gjør det paa Dansk. Zacharias Güldenthal. Her har du din Instrux: 1) skal du tjene hos en Boghandler deroppe, om der gives nogen Indfødt, som tænker og driver paa Sligt. Det kaldes at stikke Fingren i Jorden. 2) Naar Du kom- mer paa egen Haand, skal Du slaae stort paa. 3) Paa alle Maa- der overdynge Landet med danske Sager, men hemmeligen under- trykke alt indenlandsk, med mindre det skulde være af en saadan SIDE: 55 Natur, at man kun tør hvidske derom, og som skal blive dig be- tegnet i de hemmelige Tillægsartikler. 4) Du skal altid følge Folk smilende tildørs; 5) Du skal ogsaa drive den Negotie, at sende Folk store Dynger af Bøger, og lade dem beholde dem enten de ville eller ei, men efter et halvt Aar sende Regning. 6) Du skal ikke undsee dig ved at sige dem, som komme til dig: den Bog maa de have; den og den -- . 7) Før dygtig Sladder, og træk Byens Sladderhanker ind i din Bod, saa kommer Folk der forat høre Nyt, og du har da Leilighed til at prakke baade i og paa dem Nyt og Gammelt. 8) Hold dig altid tre Skridt fra Livet paa alle fornuftige Folk, undtagen som Boghandler, 9) Hold din egen uafhængige Kours! 10) Gjør dig bekjendt; men for Alting ikke kjendt. Det er dine 10 Bud. Papegøien. Og det ellevte er, at jeg ikke skal glemme at jeg har Fatter i Baghaanden. -- (Indløbet af Christianiafjorden. Maaneskinsaften. Landet sees. En Fisker i en Baad. En Jydeslup passerer forbi. Papegøien i fuld Cavaleerhabit og Skipperen i Bagstavnen). Papegøien. Idetmindste ere norske Sømænd nogle Tølpere. En sagde: "Vi har nok af sligt Gods deroppe før." En Anden ganske kort: "nei Falil!" En Tredie sagde blot "ja saa, min Gut?", og dreiede sig fløitende omkring paa Hælen. Hvad den Fjerde sagde vil jeg ikke sige; men endelig viste den Femte mig til denne brave Lands- mand, sigende: "Han har ført nok af dem over før." Er det Norge, det Høie, Blaae der? Skipperen. Ja, Falil! Men sku ikke Hunden paa Haarene. Papegøien. Gud bevares for et Land. Min tilkommende Æresbane aabner sig. Den har høie Skranker. SIDE: 56 Skipperen. Ja, høie? Men det er sgu et godt Land, Falil. Det er høit; men det er for os i Forhold til Danmark som Salen til Daglig- stuen. Dernede spise vi, men deroppe dandse vi og holde os lystige. Papegøien. Ah, den Skuespillerfrygt gik snart over. Jeg vil ikke agte disse Fjelde mere end Folderne paa Teppet hvorbag jeg skal spille. -- -- Fiskeren (seende efter Sluppen). Trællende Bølge, hvor er du fød, skjøn som en Aand, som Muldklumpen død? Mulden dog fast ved sin Klippe sig fæster; Aanderne eje selv Fædreneland. Du kun, o Sjø, følesløs ruller fra Øster og Vester, kjender ei Strand, hvor du vil leve og døe. Fødtes du ei mellem Agdur og Fold? Legte du ei under Jomfrulands Voll? Mente du intet, da Afbild af Vigen, Bølge, du beilende grov i dit Skjold? Fjeldene hist brødes du med i ungdommelig Higen. Norrig i Vold du er da svoren forvist. Bærer du uden Harme da did Jyder i Fred og Britter i Strid? Er der ei Ord i din Drønen? og funkler Tanke ei under dit glimrende Skum? Trælsindte Sjø, bort med din prægtige Kaabe! Gid dunkel, magtløs og stum du da paa Fladstrand maa døe! SIDE: 57 PAPEGØIEN SOM BOGHANDLER (Papegøien stiger i Land paa en Brygge. Polemikkel Poetikkel, Vehikkel og Æsthetikkel imellem Folkemængden). Polemikkel. Det er bestemt en Dansk. Vi maa omfavne ham. Vehikkel. Som Du jeg; det veed du. Æsthetikkel. Lugter du dem? Poetikkel. Som Poet divinerer jeg. Som Filosof objectiverer jeg fra mit subjective Standpunct. Som Menneske sympathiserer jeg og forsaavidt sensuerer. Alle Tre (omfavnende Papegøien) O! O! Papegøien. Mine Herrer! -- Plapp! -- Undskyld . . . Denne Artighed. -- Alle Tre. Det er nok. Nægt ikke, De er en Kjøbenhavner. Papegøien. Jo jeg skulde troe det. Poetikkel (Afs.) Ah! Han kan vist være mig nyttig. Hvor uvislig han seer ud, maa dog ingen isaahenseende foragtes. (Høit). Min Herre! De fremtræder obligat i denne Barbariets Region, som en Apparents fra en peregrin bedre Verden, fra Hesperien. Æsthetikkel og Vehikkel. Hørte De det? Nu troer jeg, De mærker, at De taler med Digteren Polemikkel Poetikkel. SIDE: 58 Poetikkel (Afs.) Impatiable Følelse, om han ikke skulde cognoscere mig. (Høit.) Jeg har baade for Raritetens og Fructificationens eller Fertilitetens Skyld, eligeret den Green, som ikke voxer paa Andre Digteres Laurer, nemlig den polemiske, og forresten -- Papegøien. Ah! De skulde vel ikke være Den, som har kaldt sine Lands- mænd Hunde og Murmeldyr. Alle Tre. Netop! Papegøien. Hæderligere Bekjendtskab kunde jeg ikke gjøre end med en Digter af saamegen Fortjeneste. Poetikkel. Oh! Jeg laborerer netop paa at arbeide mig frem. Jeg skal udvikle en forbausende Perfectibilitet. Jeg har skrevet over 6 Sonetter ved overmaade adæqvate Leiligheder og en polemisk Vise, som man ikke havde andet Raad med, end at kalde den et Skandskrivt og Forfatteren en Slyngel. (Æsthetikkel og Vehikkel repetere det). Men hvem vandt derved? Jeg! Thi jeg blev da kun kjendt for den jeg er. Papegøien. Og jeg har været 2 Aar i Skjaldekongen Prometheus's Huus, og -- Poetikkel. Prometheus! Hvorledes! Ah, er det possibelt? (Afs.) Bi lidt! Denne Danske skal blive mig nyttigere end 10 Andre. Jeg seer Traaden i denne Puslings Fingre, der skal lede mig ud af mit Mørkes Labyrinth. (Høit.) Prometheus! Digterkongen! Papegøien. Ja, to sammenrullede Handsker ere ikke saa intime som vi vare. Poetikkel. Min Herre -- jeg er forbauset -- consternert vilde jeg sige. SIDE: 59 Vehiklen. Ja jeg er ogsaa forbauset -- consternert vilde jeg sige, naar Du er det. Papegøien. Jeg var nær ham og kjendt i hans Huus som Lyden af hans Fodtrin. Æsthetiklen. Spiste Han? Hvad spiste Han? Spiste De med ham? Sov han? naar sov Han? Hvorledes? Gik han? Gik han i egne Forretninger? Gik han med Laurbærkrands? i Jambetact? Naar digtede han? hvorledes? hvorledes? -- -- Papegøien. Alt skal De faae at vide i Fortrolighed. (Afs.) Var det ikke det jeg vidste, at det nok skulde komme til Nytte. Sexgange om Dagen skal jeg nok vide at anbringe det. Poetikkel (Afs.) Jeg har det! Gjennem ham til de danske Aviser og til Pro- metheus selv; gjennem Prometheus selv til Ærens Tempel! Lyk- salige Dag! I et Tidsrum af otte Uger skal jeg faae en Sonnet istand til din Priis. Snart skal jeg kunne spare mig det uhyre Arbeide, hvergang jeg træder udaf Døren at spille Genie, tvinge Armene i Kors, svinge Benene over hinanden, vrikke af og til med Hovedet, nynne naar der stryger Folk forbi, ikke hilse igjen, omendskjøndt det fryder mig, om selv en Svovelstikdreng hilser, lade somom jeg gaaer i dybe Tanker, kikke og gloe Folk op i Ansigtet, og være uforskammet -- hvilket falder mig lettest af det Hele. Men jeg maa imponere ham. (Til Æsthetikkel). Du veed hvad Du skal sige, naar jeg leer, saa skal jeg fortælle ham, at Du er en Kunstdommer. (leer.) Æsthetikkel. Giv Agt! nu kommer der vittige Indfald! Poetikkel. (til forskjellige af Bryggepersonalet.) Hør Mutter, I er et concret gammelt Hæspetræ! Hør Fatter, Du er et abstract Bagbeest! Hør Haltemand, faae dig en Blind SIDE: 60 at ride paa! Hahaha! Hør Mosjø Christoffersen, I er mafoi en Nar, Hører du, Døve, mafoi, hører du, Stokdøve? Vehikkel og Æsthetikkel (der har skoggerleet under hele Replikken). Saaledes faaer hele Verden. Fortræffeligt! Fortræffeligt! Papegøien. Ja han er sandelig vittig; det er godt; men det er det bedste, at Folk ikke høre det. Æsthetikkel. Og det var nye Vittigheder. Han har aldrig sagt dem tilforn. Papegøien. Det var meget. Det var overmaade meget! Æsthetikkel. Igaar sagde han om Nordmændene, at de ere nogle Bakkelse- bester i Julen. Gjorde Du ikke? Poetikkel. Jovist -- Nuda, le da ikke før Tiden! -- Og at deres Grund- lovs rette Titel er Prostitutionen av 17de Mai! (Æsthetikkel leer umaadeligt.) Og om Siful Sifadda, at -- Papegøien. Nu? Poetikkel. At -- Æsthetikkel. Aha, der er Han. (En Person tager Plads et Stykke fra.) Poetikkel. Kom, lad os gaae. (Personen fjerner sig noget.) Papegøien. Hvad er paafærde? (Afs.) Jeg skulde dog vel ikke troe, at han ogsaa har Alfer, og saae dem. (høit) Saae De Noget? For Guds Skyld. . . -- SIDE: 61 Poetikkel. Det var intet. Det gik over. Seer De, nylig har al poetisk Elementarraahed gjort en vulkansk Hovederuption her, og den graae Figur der borte er Polyfemen. Vogt Dem for ham. Han er et Uhyre. Den ene Spids paa hans Tvetunge -- den han hvidsler med -- hedder Siful Sifadda. Faaer han vide De er Dansk, saa spytter han et elendigt Epigram paa dem. Han maa ødelægges. Hadet til ham kan begeistre. Æsthetikkel. Han skriver Vers, som man maa brække sig over, saa knuddrede, at de lyde somom man læste høit i en gungrende Vogn. Poetikkel. Hans saakaldte høie Poesie lyder som at slaae Katten af Tønden. Vehikkel. Hans Taler ere poetiske, fordi det er en Feil naar Taler ere poetiske. Poetikkel. Siig ikke det, thi er han poetisk i Eet er han det i Alt. Hans Taler er som naar man vilde holde Journal over en Feberpatients Galskab. Æsthetikkel. Han gaaer i Vadmelskjol, hvilket beviser hans Pøbelagtighed. . . -- Poetikkel. Og grelle Prosaiskhed; og at han ikke blues ved at være en Nordmand, hvilket beviser hans Skamløshed. Æsthetikkel. Jeg har opdaget 14 Duun paa Kjolen. Poetikkel. Jeg kunde see Maskerne ligesaa tydeligt som i et Fiskegarn, og i hver laae der et Duun ligesom paa Rede. SIDE: 62 Vehikkel. Han drikker som et bundløst Svælg. Forleden Dag drak han en Tønde; og engang han var i et Lag med 10 Bagateller, sagde han: det var Pokker til Lag: da Bollen var endt, havde vi 10 fulde Oxehoveder tilbage. Æsthetikkel. Hans Digte ere kun at ligne med en raa Slagg, der er slængt udenfor en Masovn hvor Forbittrelse er Flamme og Forfængelig- hed Blæsebælg. Poetikkel. Han har den grændsesløseste Foragt for Kunstpoeter og polemiske Digtere. Men de foragte ham da ogsaa igjen kan jeg troe. Æsthetikkel. Jammerlige, spydige Stumper af Vers ligge efter ham som Affald efter en Hest. De ere ogsaa isandhed triviale. Poetikkel. Jeg har pyntet ham paa Bagen; thi den giver han til Priis lige- som Ranudo, mens han kroer sig fortil, og sætter Blomster i Brystet af Forlibelse i den vilde Natur. Papegøien. (Afs.) Vilde Natur? Altid røres en ubehagelig Streng. (Høit) Vel! vi ville lægge os om sligt Monstrum. Poetikkel. Han skal bruges til at ascendere eller klattre op i. Jeg skal rive hans sqvaldrende Skjærerede ned, og lægge Gjøgeæg i Sang- fuglenes i Toppen. Æsthetikkel. Han maa angribes fra Nord og Syd. Poetikkel. Haand paa det, Triumvirer, det vil sige: aandelige Tremæn- ninger! Han skal ødelægges. I hans ødelagte Have vil jeg plante Kaal. SIDE: 63 Vehikkel. Fortræffeligt! Thi da han engang regnede op Retterne, quibus favebat genio, lignede han Rufus med en Langkorkflaske med rødt Segl paa Toppen, som han skulde knække Halsen paa, Æsthetikkel ved en Skinke, som han vilde spise med Senep og Peber til; Longus Curvus Æsthetikulus, som erklærer sig i Morgen- bladene, ved en Pølse, der af for meget Indhold er krum og ud- brusten i den ene Ende; Dig ved forloren Skildpadde af en Kalv, en heel Deel af Os ved Krebs, som førstegang skulle lære at avancere, naar de kom ham paa Tænderne, Vehiklerne ved De- sert og mig ved et Kaalhoved, som han vilde stuve op. Og han lagde nederdrægtigen til, at han skammede sig ved at fraadse alene i saa godt Maaltid. Poetikkel. Du skal faae en Luftbøsse at fyre med fra Trondhjem! og du, værdige Ven, nogle Skud, som du kan slippe løs fra Kjøbenhavn. Selv vil jeg smælde løs her; og samme Knald, som slukker hans Lys, skal allumere mit, og det skal lade jer træde frem fra Bag- grunden for dem I ere. Folk maae vænnes af med at læse ham; da har jeg -- vi, vilde jeg sige -- vundet Spil. Og det skulle vi paa tusinde Maader, hvorom vi ville oplægge Raad; men især ved at indbilde Folk, at de lyve i sin egen Pung, som sige, at de forstaae ham; og at Intet er lettere end at skrive høie Digte, naar man er gal, bidende Satirer, naar man er vred, og Messiader naar man er alvorlig; men at Den er først en Digter, som objectiverer saa godt, at han kan skrive Sørgehymner leende, lystige Stykker i trægt Lune, og høit alt som det forlanges. Vehikkel. Det kan Du. Det er netop efter min og Æsthetikkels Æsthetik. Poetikkel. Frisk Haand paa Værket! Jeg er alt 25 Aar, og har da ingen Tid at miste; ja jeg er nær de 50, naar jeg lægger de Nætter til, jeg har gjennemvaaget under Tanken om et Navn. Frisk! Frisk! Jeg skal beregne, jeg skal regne. Vi addere os sammen, og saa SIDE: 64 multiplicerer jeg Summen 10 Gange med mig Selv, og skriver Stykket op paa hans Ryg mens han staaer somom Intet var paa- færde, og gloer efter Morganabilleder i Skyerne. (De gaae Arm i Arm.) (Güldenthals Boglade. Zacharias Güldenthal med et Brev, Onkel Tobias). Onkel Tobias. -- -- Jeg kjender ham. Han er mere Papegøie indvendig end udvendig. Omsider maa det dog opdages, og saa er Farcen ude. Zacharias Güldenthal. Men saa hør da hvad han skriver: Høistærede Hr. Principal! Jeg er høistærede Hr. Principals allerærbødigste Søstersøn Johan, ærbødigst, hvilket herved ærbødigst formeldes. Samt at alt gaaer fortræffeligt og at Ingen mærker, at jeg er en Papegøie. Hvilket er det Bedste, og jeg skulde formelde. Samt at Flere ere siden komne til, da to Personer af den Sortement høistærede og megetærede Hr. Principals Instrux ærbødigst anmelder strax modtoge mig iland, hvilke gjøre Etablissementet tilsammen stor Nytte ved at anbefale det, der er en stor Nytte, og at Instruxen holdes efterrettelig i alt. Samt har jeg lagt Mærke til at Folket har Femmarksdalere og at jeg har været hos Prometheus der gjorde ypperlig Effect, hvorefter det længes inderlig at han vil gjøre Nationen den Ære, som jeg alt har skrevet i indlagte an- befalende Brev -- -- " Onkel Tobias. Hei vil du gaae! Hulter til Bulter! Papegøiestiil! Zacharias Güldenthal. Men der er da ogsaa mange Mennesker, som snakke for- træffeligt, men ikke kunne skrive et fornuftigt Ord. Det bliver nok bedst, at jeg sender ham nogle Folk paa Contoret. (fortsætter) -- -- "Og at Folket er meget føieligt og har gode Penge og som SIDE: 65 da efter en Grundlov som kaldes 17de Mai behjælper sig med Jyder da det ikke maa taale Jøder, hvilket vi ogsaa slaae os godt Allesammen igjennem, ere Potte og Pande og tollereres og ligesom Grækerne mellem Romerne, megen forskjellig Umag be- tage vi dem med forskjellig Handel og lære dem at dandse og spille for dem og more dem og tage ved Næsen m.m. o.s.v. Samt da Enkelte, som see skjævt dertil som have stive Nakker, som have deres eget barebariske Sprog kaldes Stivnakker, Vilde, Eensidige Bornerte Bjørne Luurblæsere og naar de ret skal skjæl- des ud -- Patrioter!! Og saaledes alene har Vi i min Bod alene opfundet 30 Navne paa dem hvoraf saaledes høistærede Hr. Prin- cipal ville see at Seiren er paa vor Side. Hvilket var det jeg vilde sige, at Digteren Polemikkel Poetikkel deri viser sit store Genie og har opfundet mangfoldige paa Folket selv, hvilke han nu sætter sammen til et beundringsværdigt Digt og er min Hjertens- ven og som er her daglig og som vi meddele hverandre Nyt og vi Allesammen og hvad vi kunne finde paa. Og høistærede Hr. Principal vil anbefale da han bør blive bekjendt for vor og hans egen Skyld, hvorfor jeg sender hermed nogle Stykker af ham som er for smukt til Norge men til "Prometheus." Hvorfor han ogsaa siger, at hans Geniusses rette Hjem er Danmark der- for sender jeg ogsaa; samt til Kjøbenhavnsposten et mod Siful Sifadda der er den Værste af dem Alle og som, høistærede Hr. Principal, ikke kan beskrive og en Varulv. Men vi ere ogsaa efter ham med skjønne Kobbler Polemikler som Buldbidere og Vehikler som smaae Vindspildere og Æsthetikler som Snusere og Støvere og Poetikler som give grove Hals og mange Damer, som raabe Halloh! Halloh! Spor an! og Poetikel selv paa Pegasus. Men han gaaer ogsaa aldrig forbi før vi sige se paa ham!! se paa ham!! med megen anden Bitterhed! og vende Ansigtet bort naar vi møde ham for ikke at træffe ham og da hans Dybsindig- hed er ikke andet end Letsindighed, og er uden Smag samt skriver alt for høit og skriver hvad der falder ham ind, saa kan Onkel selv tænke. Thi han holder mig for en Stymper samt ogsaa Poetikkel, som dog har givet ham mange Stykker og ikke tæn- ker paa Andet Nat og Dag, og er alle Danskes Uven omend- skjøndt han er Ven med mange af dem, som jeg ingen Commers har med da jeg har truffen nok af Danske i Norge. Hvorfor jeg SIDE: 66 beder ikke at hilse Onkel Tobias, men beder høistærede Hr. Prin- cipal allerærbødigst hilset o. s. v. allerærbødigst fra kjære Brodersøn og ærbødigste Factor Johan Papendal". Nu, Broder, hvad synes du? Onkel Tobias. Godt! Naar Dumhed gaaer til den Yderlighed, prostitueres ikke Nationen; thi da er den et Fænomen, som tilhører sin egen Natur og al Naturen. (Papegøiens Boglade. Papegøien. Poetikkel. Vehikkel. Æsthetikkel. Flere Poetikler, Vehikler og Æsthetikler). Papegøien. Du er saa blaa under Øinene og bleg om Nebbet idag, Poetikkel. Poetikkel. Ak, Kjære, Han har jo atter givet ud et Digt. En Bagatel. Ak Kjære, Han har jo atter givet ud et Digt. Alle. Men uforstaaeligt vel? Poetikkel. Desværre! Satan i alt hvad jeg har gjort! Nu er han for- staaelig af List, ikke af Lyst. En Bagatel. Desværre (o. s. v.) Alle. Men han skal ikke forstaaes. Det gjør vi. En. Vær dog fornuftig og i godt Humør. Tænk paa, at du igaar fandt 9 Riim paa "Land" foruden "Vand" og "Sand" og "Strand." SIDE: 67 Alle. Det var meget! Det var meget! overmaade meget! Geniets Triumph! En. Tænk paa, at Han har faaet baade fra Trondhjem og fra Kjø- benhavn, og at baade Kjøbenhavnsposten og svenske Heimdall tude med os. En. Tænk ikke paa hans Cæsarer og Spanioler, men paa at slaae dem i Hovedqvarteret d. e. paa at slaae ham selv. Alle. Netop det! Netop ham Selv; thi han gjør Nar af os! Alle som En! Det er et Ord. Men vi bryde ind bagfra og rydde ned! Poetikkel. Vel! jeg vil mande mig op. Jeg vil ikke tænke over hans Digte, men recensere dem, baade dem og ham. En. Ret! Vær ikke nedslagen, men slaae ned! En. Kjæm ham som Filisterne Samson. Poetikkel. Ja, som f. Ex. -- kom med en Bog, hans saakaldte Digte -- Papegøien. Contrabande, Contrabande her. Ikke for Alverden! Jeg vilde gjøre Allarm somom en Slange havde sneget sig over Dørtærskelen, om en Linie af ham kom herind. Og seer jeg et af disse Blade, hvori han henslænger sine Vers, betragter jeg det som en Ræv et Stykke Kjød, der er forgiftet i den ene Ende, ja gjennem det hele. SIDE: 68 Poetikkel. -- -- Som f. Ex. disse bestialske Linier: "Men den sande Muse: Hun som elsker Støvets Dyd, løfter den fra Pjaltedækket til sin Himmel op; i Vuggekys indstraaler i Barnet sit himmelske Lys, imens hun selv forelsket indsuger dets Menneskesjel. Gjennem Harpen (dette Jordens Øre lagt til Himlens Læber) bruse Himlens Sjeles Tanker ind i Jordens Millioners -- -- Det kan være nok; thi jeg begynder at faae ondt. Hvor er Rimet? "Harpen Jordens Øre lagt til Himlens Læber"? Har Jorden Øre? -- Chimborasso maa være dens Æseløre -- Him- len Læber? Er det Morgenrøden eller Aftenrøden? Ikke en Erke- engel med 90 Procent Alvidenhed vilde kunne forstaae det. Naar Jorden har 1000 Millioner, hvorfor staaer da ikke det til? I hans prægtige poetiske Colonnadepalads (Gud bedre os!) boer Galskab til Gaden, Uvidenhed til Bagsiden. Kort -- jeg tør paatage mig at finde to Snese Feil i denne Stump, uden at regne den Kampe- steensprosa, som nedtynger den. Herefter lægge vi over at læse hans Vers tvertover: en Linie af den ene Side og en Linie af den anden. Vehikler. Det er et Ord! Æsthetikler. Vi have alt længe læst den paa den Maneer. Andre Æsthetikler. Vi finde det beqvemmere at læse dem bagvendt. Andre Æsthetikler. Vi læse dem i Springertræk paa et Schakbræt. Poetikel. Ogsaa godt. Jeg kjender til alle Manerer, og skal sætte dem ud systematisk naar jeg bliver Lector i Æsthetik, som vel ikke kan vare længe til. SIDE: 69 Bagateller. Læg Mærke til det: nu divinerer han, nu objectiver han sig selv! Det er Geniets Kjendemærke. Papegøien. Naar du kommer paa den Post -- Poetikel. Ligesaavist som man af det, en Fugl lader efter sig, veed at finde den Qvist hvor den pleier at flyve op til Ro, ligesaavist skal man finde min Plads af det, jeg lader efter mig! Dette jammer- lige deplorable Fødeland skal jeg spargere mit unegtelige Genies Affald saa tæt paa, at dets Skolt -- sit venia verbo -- skal see ud som et Skjær, hvor Maagerne pleie at nedlade sig. Papegøien. Men naar du kommer paa den Post -- Poetikel. Jeg har seet den i min Skjæbnebrønd: i en Statsraads Viinglas. Papegøien. -- Saa for Alting tugt ham fordi han taler saameget om Fugle -- det vil sige, jeg mener ikke om store Fugle, saasom -- men at jeg mener om smaae Fugle, saasom Irisker og andre, som han har skrevet hele saakaldte Digte til, saasom -- Poetikel. Han skal blive tugtet for den som for anden Raahed. Kjære, overlad Sligt til mig. Jeg skal lyne hans "Hjemdalens Smaa- hytter" med anden Pøbelagtighed ned i Støv med mine Theorier om at alle ophøiede Billeder maae hentes fra Borge, Slotte, Thro- ner, Adel, Skjolde, -- et æsthetisk Grundprincip, som jeg veed ikke enten jeg eller Tegnér eller de tydske Mystikere har fixeret, eller om det skriver sig fra de Tider, da der ikke fandtes andre Mennesker end Skjoldmænd. Han skal blot blive anført under mine Forelæsninger over "Norges Dæmring" -- hm! et høist ud- mærket Værk, der gjør Nationen Ære, om jeg selv maa sige det, SIDE: 70 og hvorefter den norske Ungdom skal blive at opdrage -- lige- som man i Historien anfører Syndfloden som Epoche. Jeg er Poesiens Prokrustes, der skal vide at pine den i platificeret (lapsus lingvæ: plastificeret) Form. En. Tænk paa, at du spiser hos Statsraader, mens Han tager Ni- sten frem under det Træ, hvorunder hans Hest græsser, og gjør Vand til Myselimonade med slige eddikesure Vers: "Du Siful, Jahn, tildøde slog, bandt Pegasus med Grima; og atpaa hos en Statsraad tog du spolia opima." Poetikkel. Ja Jeg gjorde Halvparten af en Stump igjen iforgaars og Re- sten igaar. Men mind mig ikke paa hans; thi ellers bliver jeg i det Humør, at jeg vil recensere ham strax. En. Ja, smed mens det er varmt, og brug Slæggen! Papegøien. Hi hi! (yttrer megen Glæde. En Livreetjener bringer et Brev) Nu, seer De -- det er en ny Opfindelse. Med Rødt paa Grønt. -- En. Ideen net. Papegøien. (Afs.) Og ta'et fra Papegøier. Han gavner Herren ligelet. Alle. Og Publicum fornøier. Papegøien (læser Brevet) Ah! ah! Nu skal De see, om det ikke er sandt. Ah! ah! SIDE: 71 Alle. Ak, Nyt? Hvad Nyt? Vi har intet faaet idag. Papegøien. Ak, der er ingen Æreport, og Prometheus, Prometheus, min inderlige, store Ven, Prometheus kommer! Alle (slagne) Kommer?! Prometheus! Kommer? Kommer han Selv? . Papegøien. Ja først kom han riktignok ved mig. Men Han kommer, og der er ingen Æreport. Hvilken Skam for denne gudsjammerlige Nation, naar han kommer Selv, Selvere, Selvst.. En Bagatel (til Poetikkel.) Nu synes jeg du kunde gjerne være "Selvere", og jeg "Selv". Poetikkel (til Bagatellen) Ikke endnu, Bruun. Tys! Men opløft den Røst naar det er Tid. Bagatellen. O, jeg skal skryde som Bileams Asen, gjennemløbe hele Tale- stigen fra Sandhed exclusive til Løgn inclusive, og scalpere, scalpere, hidsigere end Irokesen hans Pandehud for dig og Bagen for mig, gjøre Hjelme deraf, og saa opløfte Kampraabet: fremad for Polemikkel Poetikkel, Bagateller, Vehikler, Poetikler, Æsthe- tikler. Alle. Vi ville danne en Æreport af vore Hænder: baade Æreport og Bærestol. Poetikkel. Jeg vil gjøre en Skammel for mig Selv af Sifuls Ryg; (Afs.) og en Bærestol af Prometheus! Bærer han mig ikke til Danmark, skal han dog løfte mig et Stykke opover Norge. Alle (hver for sig afs.) Jeg vil skrive Vers til ham og fremstille mig som ung Digter. SIDE: 72 Poetikkel. Jeg vil stille mit Brændspeil i hans Sol og svide Siful i Ansigtet, og pille ham af bag, saa han bliver til en udhulet forbrændt Skorpe, der falder sammen for et Fingertryk. Papegøien. Og jeg vil vise hvad Karl jeg er. Alle. Det ville vi Alle. Papegøien. Men jeg vil vise det ved at gaae paa hans høire Side. Poetikkel (til Papegøien) Husk hvad du har lovet! for Guds Skyld, husk paa mig! Papegøien. Du veed det. Du skal gaae paa den anden. Saa kan han und- være Æreporten. (Güldenthals Boglade. Güldenthal med et Brev. Onkel Tobias.) Onkel Tobias. -- Sagde jeg dig ikke, at der intet Godt var ved ham. Han har været et Skarn fra han var en Næve stor. Zacharias Güldenthal. Jeg troer ikke mine egne Øine. Læs du det, at jeg kan for- søge med Ørene. Onkel Tobias (læsende) "Ærede Hr. Medbroder!" -- Zacharias Güldenthal (rasende) Medbroder? Staaer der saa? Den Papegøie, Medbroder til Dompaper og Korsnebber! Hehe! Medbroder? Onkel Tobias. -- "Megetærede Hr. Medbroder! Hr. Fatter! Da jeg nu saagodt som kan være Principal selv saa gaaer alt endnu fortræffeligere SIDE: 73 og Ingen mærker, at jeg er en Papegøi saa gaaer alt herligt m.m., og forat aflede Publikums Mistanke har jeg klædt min Tjener ud som en Papegøi af en Slags Drivt, hvorefter man kan troe at han tjener hos en Excellenz. Samt da alt gaaer herligt saa kan jeg være Principal selv og ophæve Forholdet paa egne Been som jeg nu da alt gaaer herligt m.m. kan staae paa selv. Samt nød jeg megen Ære da Prometheus var her, og var som en Flue paa en Syrups- kage da han var her, og der dryppede megen Ære da han var her paa mig naar det regnede paa ham, og vi ere Alle blevne berømte, som Collega kan læse i det herlige Digt "Tak for sidst." Endskjøndt deri er ikke optaget den nu berømte Poetikkels Takke- digt til mig, hvori jeg lignes med Jupiters Ørn m.m. Og da vi kom paa den herligste Udsigt i Norge som overrasker herligt, men det var mere for at Norge skulde see Digteren end for at Digteren skulde see Norge, sagde Digteren: men kan vi ikke faae en Æggekage dernede i det lille røde Huus. Og saa spiste vi herligt og paa et andet Sted Skinke og Brød hvilket Alt er besjunget samt jeg og Skinken bleven udødelig, og at En, som heder Vaskehandskedanskedahl kjøbte Handsker hvorpaa Digteren sagde, at han havde vasket hans Handsker herligt. Hvilket alt gik herligt. Hvorefter jeg ogsaa sender Poetikkels herlige Døds- dom over det norske Uhyre Siful der skal sættes i Kjøbenhavns- posten, hvorimod ikke er udkommet andet end nogle Grunde som jeg ikke sender. Samt sender jeg Polemikkels Poetikkels polemiske Poem, som det er Løgn er hans Fædrelands Ære- skjænder m.m., men han har kun skjændt det ud for Alverden som det kunde vente af ham m. m. Og han har tjent Penge; og da jeg har tjent Penge og kan være Principal selv og sletikke er alferæd mere og da jeg kan staae paa mine egne Been og da jeg kan styre selv og paa alle disse Grunde afskjærer jeg ikke Forbindelse men kun saaledes at jeg vil være Principal selv men altid i et dansk Etablissement og som en af Nordens Boghandler- treenighed og som Principal selv og da jeg kan staae paa egne Been og henlever tjenstvillige velaffectionerte Hr. Collegas Collega Johan Papendal." SIDE: 74 Zacharias Güldenthal (river Brevet isønder) Det utaknemmelige Afskum! Skille sin Boghandling fra Moder- boghandlingen? Nu, den bliver ikke Norsk for det? Men -- ha! jeg kunde knuse det Skarn i Skarnet -- -- Onkel Tobias. Han vilde blot krybe dybere. (Papegøien i Sloprok i sin Boghandling). -- -- Jeg er om en Hals. Ogsaa her er Alfer. Maanen maa trække dem til sig fra det ene Land, og ryste dem ud over det andet. Forbandet, at Poetikkel skulde lokke mig, mig, som hader Alt hvad der er Natur, op i den botaniske Have, da det næsten var bælmørkt, forat jeg af Mørket, Kulden, Flaggermusene, de qvækkende Frøer og døsige Blomster skulde danne mig en objec- tiv Idee, som han sagde, af Dæmringens Aand. Vee! at jeg ikke kom til Sands strax af Lysthusets Kaprifolieduft, og ikke mær- kede Uraad før Fuldmaanen over Kastanietræerne skinnede derind, og viste mig alle de formummede sære Smaaskikkelser, der lige- som Pupper hang under Hvælvingens Blade. Det var for seent -- for den første Straale smeltede de tynde Spindeltraade hvori de svævede -- de drattede ned, men inden de naaede Bunden slog sig allerede ligesom en Faldskjærm ud under dem, og forstørrede svævede de cirklende langshenad den mørke Grund liig Skyggen af en Fugl i Vandet. Og trefold Ve! -- o jeg er forloren! -- at Siful skulde sidde i Lysthusets anden Deel og see dem og høre hvad de sagde, mens dog Poetikkel, som sad hos mig, -- sært nok -- lod til ikke at have Sandsen aaben for Sligt. Og dog var det Første, de Forfærdelige gjorde, at en Alf holdt mig en lysende St-Hansorm for Øinene og raabte: "det er Papegøien!" Nok En kastede med et Par Ugleøine et gulnende Skin over mine Kinder, mens den onskabsfulde Sphinx Elpenor hviftede Sminken af mit Neb, og Solsort satte sig derpaa og pikkede mig i Panden med et Neb, der foer ud af den lille sorte Djævel, som et gult Lyn af en Tordensky, mens han i eet hvinede: "Kjend dig selv, Pape- gøi; jeg skal pikke Selverkjendelsen frem!" Og Alle brummede SIDE: 75 og summede de: "det er Papegøien!" De lavede sig til noget skrækkeligt; thi de mindede mig spodsk om deres Farvel; -- en Flaggermuus, der saae ud som en Præst i Samar, holdt en Præken til Marv og Been over at det ikke er nok til at være Menneske at være Boghandler, over Letsindighed, Bagtalelsessyge og Ond- skab m.m.; og, ligesom et Liigtog, bevægede derpaa en lang Række sorte Tingester sig henmod en Kokase, der saae ud som en frisk Gravhøi. Jeg udstødte et Skrig, da splittedes Løvet, og Siful stod der. Som var han deres Konge, adlød Alferne hans Vink, at forsvinde. Jeg drog atter Aande, men tabte den igjen, da Troldet kastede Caprifoliehænget efter sig igjen med de gjennemborende Ord: "Aha, min Ahnelse var rigtig!" Poetikkel, som netop med aaben Mund standsede i et Smædevers over hans Kjole, greb mig i Siden og hviskede: "Saae du det?" Og ogsaa jeg spurgte i samme Stund: "Saae du det?" Men jeg meente mine Spøgelser, Han sit. Dryppende af Sved, kold som Natte- dug, kom vi omkaps til Byen: han forat begynde hvor han slap: jeg forat slippe kanskee hvor jeg begyndte. -- -- Jeg svimler -- jeg er forloren -- snart vil det være bekjendt, og Rollen er snart udspildt. Jeg tør ikke see min Tjener i hans Livree; thi Folk vil sige: at det er en Satire paa Herren. Ja ikke engang i hans Øine. Jeg tør ikke mere snakke; thi man vil ikke engang kalde det Sludder, men Pludder. Jeg tør ikke vise mig; thi man vil kalde mit Antræk falske Fjære, og Dagen efter staaer kanskee i Uge- bladet: "paa Politikammeret er indkommen en Papegøie"; ja kanskee lægges til -- "som efter slige og enkelte andre Dyrs Natur har bragt med sig forskjellige Ting (som specificeres), hvor- til Ejermænd behage at nævne sig." Jeg tør ikke -- O! hvad forestaaer mig? O hvad forestaaer mig? Jeg er falden i værre Hænder end i Alfernes. Jeg vil føre Polemikkel Poetikkel og tyve Vehikler og Æsthetikler som Vidne paa, at Siful lyver, om han siger noget. Jeg vil ophøie hans Poesi ligesaa ivrigt som jeg nedrev den -- thi Gud skal vide, at jeg ikke forstod mig derpaa -- og aldrig lyve paa ham mere. -- Og jeg vil -- jeg vil -- jeg svimler -- Hele Æsthetikkelselskabet vil opløses. O, jeg vil føre Beviis for at de var selv en stor Papegøie, hvor Poetikkel var Nebbet, jeg Kroen, Vehikkel Svandsen og de Andre Fjærene. Ak, de ville falde af, og Nebbet bøie sig ned i den SIDE: 76 indskrumpne Kro. Det vil gaae galt med Papegøierne. O, jeg vil føre Beviis for at de ere Papegøier og ikke jeg, bare bare Siful ikke siger hvad han veed, ikke fortæller, bare han ikke for- tæller, at at jeg er en Papegøie! -- -- Tjeneren. Vær selv Papegøie nu! (slænger Livreet for hans Fødder og lægger en Bog paa Bordet). Papegøien. (gribende Bogen læser dens Titel). Ve! der har vi det: "Papegøien som Boghandler". (Zacharias Güldenthal med et Brev. Onkel Tobias). Zacharias Güldenthal. Nu har Piben faaet en anden Lyd. (læsende) "Høistelskede, Høistmegetærede Herr Principal! -- -- Alt er forbi -- jeg er forloren -- jeg har maattet give mig til Italienerne forat ikke Drengene skulde tage mig til Skudmaal. Det er op- daget, at jeg er en Papegøie. -- -- " Onkel Tobias (leende) Nok! nok! Det var en sørgelig Ende paa Papegøien som Boghandler. EFTERSPIL (Dyrehaven ved Kjøbenhavn. Aftenskumring. Hist og her tændes Lys i Teltene, og Boderne, hvorimellem en med alskens udstillede Fugle. Imellem dem Papegøien som slet og ret Papegøie. Trængsel). Zacharias Güldenthal. Skal vi gaae til Italienerne, som indpasserede igaar fra Malmø med Papegøier og Murmeldyr? Onkel Tobias. Nei, herind! her er bedre Selskab. (Gaae ind i et Telt). Poetikkel (trængende sig frem). Jeg maa, jeg maae finde Boghandleren. Han er vist reist til Kjøbenhavn forat overraske mig med Echoet af nogle Trompet- SIDE: 77 stød; men jeg vil helst høre disse Selv tæt til Øret. Jeg maa have ham fat; thi uden ham er jeg saameget heller et Intet, som han har løftet mig noget op, saa naar han slipper, synker jeg dybere end før. (gaaer videre). Papegøien. Det er skrækkeligt, at Italienerne have ført mig hid i Skoven, midt i Alfernes uhyre Rige, og nu da Tusmørket, deres Himmel, daler ned. (skriger). Til Byen! Til Byen! Onkel Tobias (kiger udaf Teltet). Jeg vil aldrig være ærlig, om -- dog det er det Samme; altid naar jeg hørte eller tænkte paa Johan hørte eller tænkte jeg paa en Papegøie og omvendt. En af Italienerne. Stille Skrighals; mind ikke Folk paa Landet om Byen! Tænd Lampetterne, Guidotti; og hæng Papegøien paa Mørksiden, at den kan sove til imorgen. (Den flyttes til Bodens mørke Side). Papegøien. Imorgen? Ak, jeg føler jeg maa døe af den megen Sladdren idag. Ak! hvad var det? Den fæle Skov! Jeg er vis paa de kommer; thi jeg hører en Summen i Luften . . Ha, hvad var det, som lettede hint affaldne Løv som en Skjærm mod Maanen -- ak! ak! det vrimler alt -- der er Kokasen og den døende Olden- borre -- Ve mig! der -- o! Natalfer (omsværmende Papegøie). Paaveie at vorde en Djævel du døde. Da atter til Bedring et Liv vi dig gav. Ve, at du skulde letsindig forøde vor kjærlige Straf. Du sveg os. Du selv af dig selv er besvegen. Du frelstes; men atter du spildte et Liv. Længer ei dit -- din Sjel ei din egen -- os Alfer det giv! SIDE: 78 Det livne Tordyvlen, som hist paa et Leie af liigblege Heggeblomblade nu døer! Hvo mægter ei raade det Større, kun eie det Mindre han bør: Din Aand var en Menneskehjerne den høie, umaalbare Himmel -- icarisk den foer. Indknebne Skal af en grøn Papegøie selv den var for stor. Du finde din blaanende Himmel i denne Tordyvelskal! Bryder du den er du fri; bli'r dog ei Engelen strax, men kanhænde en Natalf som vi. (Alferne forsvinde. Papegøien falder død af Pinden. En Oldenborre reiser sig brummende i en Kokase). Oldenborren (med utydelig Stemme) Ulykken er skeet, men skede hurtigt; og naar den er skeet, er man ikke bange meer. Jeg sidder dog ret mageligt; men jeg maa rase, naar jeg tænker paa min skjønne Boghandling. Og dog er det værst af alt, at jeg har tabt mit Organ, og det her hvor jeg har saa skjøn Anledning til at recensere Damerne. Onkel Tobias (raaber heftig inde i Teltet) Han var er og bliver uforbederlig; tro mig nu, Zacharias! Hei, Garçon meer Afbrændt! meer Afbrændt siger jeg! Poetikkel (vendende tilbage) Jeg finder ham ikke, og da ligesaalidt min Storhed. Ah, er ikke der Boghandler Güldenthal? Ham maa jeg spørge. (Gaaer ind i Teltet, men kommer lidt efter paa Hovedet ud). Onkel Tobias (raabende efter ham). Mars! Saa! Er det ikke Ham, som har skjældt sit Fædre- land ud? Og tør rose sig for fornuftige Danske af det? Saa har han vel faaet hjemme, siden han er her. Foragtelige Karl! -- Slip mig Zacharias! -- -- SIDE: 79 Zacharias Güldenthal. -- Og som drev Dagen hen i min Factors Boglade, gjorde Nar af ham under Venskabs Maske, og forførte ham til hvad Ond- skab og Daarskab, han ei selv fandt paa, og satte ham Skruer i Hovedet, og -- Hollah, Garçon, jeg maa have noget koldt. Iis- punsch! netop Iispunsch fremfor alt. Hei herhid! Poetikkel. Jeg mærker, at fornuftige Folk tænke ens baade i Danmark og Norge; men mine Folk tænke ogsaa ens, saa det kommer kun an paa Mængden. Ellers staaer jeg nu her i en Maade "hen- dreven til en fremmed Strand alt ved min Faders Vrede." Oldenborre (lavt) Naar jeg nu bare kunde faae lært op disse summende Myg til at være Æsthetikler, der kunde recensere Blomsterblade ligesom i gamle Dage den forbandede Sifuls Fantasterier, og faae ind- bildt denne Brems, at den var en Polemikkel Poetikkel, havde vi her vor egen lille civiliserede Verden, og jeg skulde trives ret brav. Men der er for Gud Poetikkel selv. Poetikkel! Gid jeg kunde brøle! Poetikkel! -- Poetikkel. En Oldenborre? Det var den som brummede, ikke hiin Tyk- sak derinde. Ha, jeg sidder i værre Snaus en du. (Griber Oldenborren). Sex Been? -- dem skal du miste; thi de minde mig om at du kan avancere, ikke jeg. (River Benene af den). Den surrer endnu som et Uhrværk, der snurrer ud med sprungen Trindse. (Holder den for Øret). Ha, hvad er det? Tys! Poetikkel? -- ved Alt, mit Navn -- Ja her er jo en Trylleskov og Kirsten Piils Kilde lyder som en fjern Harpe -- Ha, kanskee nu Stunden er kom- men, da jeg bliver Digter! Da vil jeg gjerne undergaae større Rædsel end en Frimurernoviz, lade mig banke af fornuftige Folk, og nævne med Ros af Skarnbasser. Lad høre da! Ja ved Alt, mit Navn -- Tys! -- "Gaae i dig selv -- siger Dyret -- ligesom jeg er gaaen i denne Skarnbasse -- Jeg er Johan Papendal -- ". Haha! ja dersom du ikke kan være mig nyttig, kan du gjerne være en Oldenborre. -- (Lytter) "Du har dræbt mig, men jeg har SIDE: 80 ogsaa -- nok derom; nu føler jeg hvor godt det er. Men jeg føler ogsaa, at jeg aldrig har været din Ven før i dette Øieblik. Hør mig derfor: det er forbi med os begge; lad mine sex afrevne pedes minde dig om, at det er et ligesaa ulykkeligt Indfald, at ville være Digter, naar man ikke er det, som at ville være Menneske, naar man engang er bleven Papegøi. Lær af dette udsluknende Liv, at du staaer paa det skrækkelige Trin for en gammel Student, at de sidste Gloser henblegne i din Hu- kommelse. Og lad denne Kokase minde dig om, at hver har sin Sfære -- Sfære -- -- ". Den er forstummet -- ha! en Flaggermuus slog mig den af Haanden. Eller var det en af hans naragtige Alfer? Det er Trylleri . . Der ligger jo istedetfor Kokasen en Krands af hvide Roser om en gammel, død, huul Torbist? Det maa være en Compliment fra Alferne fordi han omsider kom til slig Sands, at han kunde holde moralske Taler for mig. -- Smuk Moral! Vise mig til mine Bøger? Lig der! Jeg vil i Høiden, om saa kun i disse Bøgegrene -- Hver har sin Sfære. -- -- (Hænger sig; men dratter ned. I samme Øieblik skifter Scenen om til at man seer Drengen slumrende i Blomsterbedet som i første Scene. Solen rinder). Johan (vaagnende). Hvad var det? Oh, en raaden Pære som faldt paa min Næse. Har jeg sovet her inat? O nu husker jeg det. Hvilken Drøm, som disse duftende Blomster maa have indaandet mig! Alfer, Papegøie, Oldenborre, Polemikkel eller hvad han hedte -- alt en Drøm. Vel! men jeg vil huske Moralen: ikke ærgre fornuftige, gode Mennesker, ikke sladdre, ikke lyve, ikke være slem Dreng, ikke ødelægge Blomster, ikke pine Sommerfugle, ikke tirge Alfer, Poeter eller Trolde, ikke være forfængelig, skadefroe og ondskabs- fuld, ikke holde mig til Poetikler eller Æsthetikler, ikke være Boghandler, naar jeg er en Dreng, aldrig glemme Papegøien. (Forlagt af Johan Dahl). Henrik Wergeland SIDE: 81 DEN INDISKE CHOLERA DRAMA Handlende: Guvernøren paa et brittisk Factorifort ved Ganges; Richard, Francis, hans Sønner; En gammel afsat Rajah; Sewaji, hans Søn; Sami, hans Datter; Vakiti, en Malay; John, Factoriets Forvalter; Capitainen paa et brittisk Krigsskib; Brittiske Sjøfolk; Seapoys; Slaver. (Under en Terrasse ved et brittisk Factori ved Ganges. Francis og Sami omfavnende hinanden paa et kuldkastet Minde.) Francis. Om Engelland og Indien, Vold og Trældom i vore Fædre slaaes saa Himlen grues -- o Sami, det er nok, om kun eet engelsk og indisk Hjerte elske, til at faae den atter til at smile over Jorden. Du seer et Engelland meer mildt end hiint at svømme i mit Blik, og Du alt bærer et mere saligt Hindostan i Skjødet. Sami. Dog, o jeg frygter -- Francis. Haab, min Sami! Sami. Ja. Thi Haab er gode Aanders Hvisken . . Ja, saalænge haaber jeg som denne Ambrabusk, vi sammen plantede hiin første Gang, SIDE: 82 sin søde Duft tør sprede. Dog som Dagen forgaaer i Natten døer mit Haab i Frygt. Thi da jeg lyttende adspurgte Aftnens hviftmilde Luftning, som saa tidt fortalte forud dit Komme, og hvert Græs besaae, om ei det luded sorgfuldt ved din Bortgang, jeg saae en Gribb forfulgt af Ørnen tye med rædsomt Vingeslag indunder Busken, og skræmme frem en Slange med en Blomst i Munden. Francis. Er da Busken bedre ei, fra sligt Uhyre renset? Sami. Er Ulykken forbi skjøndt forud af Dæmoner meldt? Francis. Tro mig, om Fædre hade, Børn bør elske; og netop derfor, thi det soner Brøden. Sami. Ak, Francis! (skjuler sit Hoved ved hans Bryst.) Francis. Sami! Sami. Denne Blomst var Knop da her vi mødtes. Med vort første Kys den aabned sig, og vore Sjele flød isammen i dens Kalk. Nu blegner den. Francis. Du søde Sværmerske! Du elsker mig fordi iskjul du engang saae mig stirre, -- af Mangel paa en bedre Yndighed -- i Blomstens Dyb med Ømhed uden Tanke? SIDE: 83 Sami. Dog bedre end med Tanke uden Ømhed. Francis. Og derfor da? Sami. Ja derfor og derfra. Thi mere dybt, end du i Blomsten, saae jeg i dit Hjerte, og jeg saae en Blomst med Guders Smiil til Blade -- og da slog du Øiet op, og saae min Tanke, at, om fra de hovmodige Dæmoner du stammed, maatte Gud dig elske, som saa ydmyg beiled til hans mindste Skabning. Francis. Nei, til hans herligste. Min Sami, zittr ei i mine Arme. Sami. Det var Aftenduggen, som faldt. Francis. Nei, nei! Sami. Nu da -- mig syntes, at disse Træer ei beskytted meer, og at de brede Blade vare Øren. Dog eje vi ei andet Værn i Verden end dette Buskværk. Francis. Jo og disse Arme. Og Gud vil ei, at Børn, som han velsignte med Jordens Kjærlighed, det Pant paa Himlens, indhales med i Fædrenes Fordærvelse. SIDE: 84 Hvis ei, da fik ei Jorden Fred, naar Drønet af sidste Ufred sagtned hen i Gravene. Dens Alderdom blev liig en Valplads, hvor vel Hærene bortdrog, men Jamren ei, og Dydens Aldre ei en stille Aften, men stormfuld Morgen liig, med Graad begyndt. Saa vil ei Gud. Fra ham vi fik vor Sjel, og ei fra Mennesker; og fra hans Vilje vor Lykke. Nu, hvad Herredom da over hvad ei de eje? over Himlens Laan til Andre? Sami, meer end nok for Gud og nok for Verden med, om Børns Lykke maa blomstre i et Smertemindes Skygge. Vi drage fælleds Sorg, min Sami; men hvor Dyden ender staaer Naturens Grændser. Dog sender denne barnlig Klage over selv ind i Lastens Enemærker, hvor en elsket Blodsforvandt ble borte. Vi leve nu for Os i anden Verden: en hvor alt omvendt er mod den derude: for Had kun Kjærlighed, for Hevn Forsoning. Min Brud! min Sami! her inden vore Arme er dens Grændser. Sami. Dog vil den onde, der omgiver os som Luften, trænge ind. Og Alt hvad vi har tænkt og drømt saa vel isammen, at Drømmen syntes fastere end Sandhed, og som et solklart Bjerg at hvile paa, er kun Madhaviblommers svage Net imellem tvende Storme. Hulde Francis! min Stengels stolte Træ! -- dig frygter jeg. (brister i Graad). Francis. Føl dette Hjerte! Slaaer det stærkere? Dog frygter det for dig alene, men Aljorden ei. SIDE: 85 Sami. Det er en skræksom Prøve. Dog maa vor Kjærlighed den voge: voge halvblind for Kniv at blindes eller see, og driste sig en Sandhed at benegte, som alle Tider eedbekræfted. Elskte! din Broder -- Francis. Stille! fly ham! Sami. Hulde Francis, Han er vor Blindheds Læge. Tak ham, thi han maaskee redder dig ifra den Skjændsel, som nu du trykker til dit Hjerte, og mig fra Bedrag, meer sort end selve Skjændslen. Han sagde -- Francis. Ha, hvad Gift udgjød han? Sami. Lad mig end engang favne dig før jeg forstødes, og hviske dig saa tyst jeg kan min Skam. Ja, Gift! Den er den Rødme, som mig brænder. Og med en Boas svullne Stolthed reist han gjød den i de Ord: "Du er Slavinde". Francis (leende.) Den Skjændsel vil jeg i et Kys fortære. Sami. Siig, Francis, vidste du og elskte dog? Jeg fatter selv min Skjændsel ei, dog maa jeg rødme. En Natur i mig forstaaer det. SIDE: 86 Francis. Se jeg, den frie Britte, i din Arm er Træl; Du, Hinduinden, er i Brittens saa fri som Borgerinden i hans Hjem. Din Trældom? Ah, et Dugg, der bøjer Blomsten. Min Frihed? -- Solen, som opsluger Duggen og reiser Blomsten op. Sami. Her sad jeg formende de friske Krandse til Navnetrækket paa min Fryd. Da, mens jeg svævende greb Urnens Laag, et Stærkt og Zittrende omkrysted mig. Jeg tænkte Slangen; men det var din Broder. Skjøndt altid frygtet, tænkte jeg, han ængster mig kun for Spøg, til jeg hans Blik fik see. Der stod i Ild, jeg veed ei Hvad, men Ondt; og med et Skrig jeg frelste mig bag Mindet. Det er min Moders Grav. Der bad jeg ham om Fred, men han med Latter det omvælted. Hans Ansigts Flamme vexled, og han raabte med løftet Pidsk og Pardrens værste Øine: "du kan ei negte; thi du er en Træl". Francis. Hvad? hvad? Sami. . . Han favned mig -- det sortned . . Francis. Han . ? Ha! Sami. Da rasled det. Jeg ønskte, det var en Løve, men det var Vakiti, halv Slange, halv Hyæn . . Francis. Meer! SIDE: 87 Sami. Richard sig frelste paa Terrassen her, forfulgt af Slavens Raab: "jeg naaer dig der!" -- -- Hvi talte jeg? Francis. O Sami! Sami. Skjul det ei: For dine Øren som for mine suser den fæle Sandhed, brænder i vor Rødme. Fyrstinde her, af Gudeblod udrunden, Brahminens Datter er for Europæen en Paria, beladt med Trældoms Syge -- en faldende, thi jeg maa falde ned, -- en engelsk, thi mit Knæ skal være bøjet, -- en fæl, skjøndt ubemærkt af mig, saa den forbyder dig at elske Sami længer. Francis. Han reiser . . Min Sami -- alt forlængst det var bestemt, han reiser til Europa. Og var det ei -- ved Dig! han skulde reise, om Skibet end ei hented ham saa snart. Lad da saamange Glemseler som Mile sig lægge mellem os og ham. Han reiser. Sami. Det atter er en Sorg -- O Far! min Far! Han reiser? Ak, min Francis, jeg belæsser dig kun med Sorger; dog af mig ei skabte. Den strenge Guvernør det blev forraadt, at hist i hiint nedramlede Pallads, som Ingen nærmer sig, da der skal boe en bandet Aand af en Tyran, min Fader stundom hemmeligen sysler. SIDE: 88 Den strenge Herre, i den blinde Tanke, at der han gjemte Skatte, har forlængst paa Pinebænken spændt min gamle Fader. Men med de blodige Fingre svoer han stedse, at der kun fandtes gamle Mindesmærker. Det var ei nok. Til ny Tortur ham sattes den Tid, da Richard skulde reise. Da, da gjælder Liv det -- sagde Guvernøren -- om ei jeg sender Penge til Europa. Nu skal han reise -- og min Fader -- Francis. Sami! Og min -- han hader mig. Dog haab! Jeg vil mig vride for ham som din pinte Fader. Er der ei Had, men Guldbegjær, da Haab! For lav er Gjerrighed til at bestige vor Lykkes skjønne Himmel. Ene Hadet, den Dæmon, kan det, Hevnen og Skinsygen, det ving'de Slangepar, om ei, min Sami, for Fædres Had og Andres Skjebner døve, fastklemte i hinandens Fryd og Vee, vi glemme hver Natur, kun ei den skjønne, som spirer mellem os -- hvis ei, da skal vor unge Skjebne, som saa huld begynder, uskyldig rives bort i Andres Synder. Vi favnes, elskte Brud, paa Afgrundsranden, og styrte, see vi did, ei paa hinanden. (De skilles. Natten mørkner paa.) (Samme Sted. Nat. Vakiti listende sig frem.) Vakiti. Her gjemme Natten mig som dyndgraa Slange, af Gift igjennembølget, til Han kommer, som vovede at gribe efter min Elskov, Trældoms ene Trøst og Glemsel SIDE: 89 og Ret og Ejendom og sidste Levning af Menneskenatur. Her kræver Slaven. Og Sami af Naturen kræver jeg, den ene Fryd den mig skal skjænke. Thi jeg elsker Aaget, som har gjort os lige. Høibaaren er hun lavest; ja høibaaren hun er ei meer, da Trældom er en Fødsel, fra Guds forskjellig, til et værre Tilvær. Den Liighed er en Slaves Frihed. Mens Fribaarnes Liighed er som Træernes og takkede Fjeldes, regelløse Bølgers, som Straae ved Siden af hverandre paa en maalløs Slette Trællene jo staae. (Rajahen kommer). Rajahen. Ve Hindostan! Ve Hindostan! Snart kommer Skibet, som min Død mig bringer, men ingen Støvsky melder mig min Søn, den Arving til Mysteret om din Hevn. Og denne Dæmon, som forlader ei trælbundne Folkeslag, skal aldrig svinge sig op fra dine Grave . . . . Da vil jeg lytte ved hver Slaves Hytte og veje Sukkene og tælle Stønnene, og hvor det stønner dybest bryde ind, og kjøbe for min Datter mig en Søn i uslest Træl, og Hindostan en Hevner. (gaaer.) Vakiti. Da er hun min, og for et Støn, men et som qvalte Storms i Hule. Dog det koster lidt meer, endskjøndt for Sami altfor lidt, at trænge ind til hendes Barm og i den Gamles Sjel: det koster Broderens og Sønnens Død. Men derfor kjøber jeg jo meer end Liv for mig: Liv for en Æt, hvori et hedere malayisk Blod SIDE: 90 fra mine Aarer syder sammen til en giftig Gjæring med det svale hinduiske fra hendes. Ham at søge jeg iler bort paa første Solglimt. Natten skal give Tanker; Dagene mig Flugt. Men hvor jeg naaer ham, slænger jeg mig enten som undflyed Træl hen i en Skygge, eller som træt Fakir mig sætter paa en Steen ved Ørknens Grændse hylende didud -- ei som for ham -- hvad ham skal jage hjem fra Vestens Ørkenskyer, hvis røde Brand han hellere end Aagets Hede aander, paa Aftnens lange Straale rapt som jeg paa Morgnens kom. Jeg følger som hans Skygge. (Samme Sted. Morgen. Sewaji under Terrassen.) Sewaji. De Hellige ei lyve. Sandt Fakiren har talt, der slæbte sig til Ørknens Rand for der at give Hvirvelstormen Indiens Veeraab at splitte over Jorden . . sandt! thi væltet er min Moders Minde og har spredt i disse Stumper Minder om min Søsters Skjændsel -- vidt! o vidt! . . Han var her aldrig, men hans Sjel var vant at fare gjennem Bjerge, og hans Øje, med Tidens aabnet, saae med Solen og steg op med Stjernerne i Nattens Hvælving. Derfor han vidste Alt, og klart beskrev den hele Egn, hvert Træ, hver Høi; og greb, da om min Faders Huus jeg spurgte, dybt i Ørknens Sand og spredte det i Luften. Ve, sandt! Det sees ei fra denne Høi som før, men kun en fæl og sveden Flek, som Planterne ei ville skjule, skjøndt Naturens Plastre over Jordens Saar. SIDE: 91 O sandt, sandt hvad, væltende sig ud i Ørknen, han udhylte: af Indien er kun Bunden hvor det var! O Fædreland selv dyrebart i Skjændsel! (knæler og kysser Jorden. Guvernøren og Richard vise sig paa Terrassen.) O Morgenens og mit og Hevnens saa fagre, skjændseldækte Fødeland! Guvernøren. Hør Trællen raser, Dick! Richard. Aha, Sewaji? Jeg kjender ham: en Søn af Rajahen. Guvernøren. Da er han kostbart Pant, og lænkes maa, om skyldløs end som Vindens første Hvift. Richard. Han var min Legebror -- Guvernøren. -- Din Legebolt. Men da den Træl i Leeg dig slang i Sandet, jeg lod ham pidske hjemad til sin Fader. Jeg saae ham ikke siden. Richard. Jo, jeg saae ham; men ilsom liig en Slange mellem Krattet. Der voxte han til Ravneaaret kom, da Magazinet luktes, og ifra Calcutta og til hid laae Hungersliig. Han da forsvandt -- man sagde til Afghanistan, og er nu rimeligt en gal Kalender. Guvernøren. Da maa han bindes; thi der aandes Frihed. SIDE: 92 Sewaji (sætter sig under Terrassen. Gangestaagen topper sig.) Hvo tvivled engang om at hine graae uformelige Skyhvælv over Ganges var Kupplerne paa det berømte Tempel, de Indiens Ærestinder i Benares? (Taagen løfter sig, blottende et Skib.) Nu maaskee -- ja de ere Topseil paa en brittisk Indiefarer, som bevæger sig langsomt, dog ustandset som en Klode i Verdensbanen, ad den brede Flod til et af Factorierne, for aarlig at hente Bytte af den Dynge Rov. Vee, hellige Ganges! var ei du og skjændet med Trældom under slige Aag, da sprang det hele arme Hindufolk i Dig, og levned de Forhadte Landet. -- Richard. Mylord -- hans Øine rulle. Vi ere ene. Guvernøren. Men Terrassen da? Han er jo som en Tiger i en Grube. Sewaji. -- Før! før! før! Ak, ei for længesiden hensvæved denne Støvsky, som sig flytter histover Sletten, ene over fromme Pilgrimskares hvileløse Trin. Nu -- snart, lad Skyen kløve sig, og jeg skal see Brittanniens Flag. Ja længe før, liig askedækket Glød, det skinner gjennem, og Trommen lader Skyen zittre, og forkynder hvad der ormed sig derbag: et Regiment, den Tyranniets Slange. (Et brittisk Regiment sees forbidragende i Fjernet). -- O aabned Jorden sig! -- et Regiment! Det skal vel fra Calcutta, Løvehulen, SIDE: 93 og til Allahabad, at holde Folkets, det armes, Struber til. Paa Vejen jevner det med Fædrejorden et hundred' Landsbyer, som ei sin Flid vil sælge efter Compagniets Taxt; og hænger vel i gudindviede Palmer, mens "Hersk Brittannia" spilles, et Dusin af frække Zemindarer, som betvivlte, at Kongen hisset i den anden Verden er deres Livs og Flids og Odels Ejer. -- Richard. Hvor er han dog forandret: Før jeg voved at slide i ham som i en Gazell. Nu slank, af Solen muskelhærdet, han ligner meer en slangerygget Panther. Hvert Muskeltræk mig naaer med Skræk. Ja see, Mylord, hvor dirre de i Ansigtet! De løfte sig og synke ned som Slanger, som Tigerkatte, naar de skyde Ryg. Han kunde see os -- da et Pantherspring. Mylord, kom! husk, han er vanvittig. Guvernøren. Bliv Richard! Frygter Herren Slaven, da er Slaven Herre. Skam dig, Richard! Sewaji. Ah! hine trende Toppe er et Krigsskib, ei Compagniets, men en af hiin fjerne Konges Oceankrokodiler. De dele Rovet. Kongen er som Ørnen imellem Glenterne paa Aatet. Han ud dem sender. Skrige disse af mættet Glubskheds Fryd, da kommer Han. Her er en Ørn paa Ganges's Blaahimmel, i Fortet hist et skogdækt Glenterede; SIDE: 94 men slige Glenter, som i Helvede fra Afgrunds Brant til Brant med Hyl omsvæve. Min Fa'r en kroket Rib, jeg nøgen Nerve paa Indiens Aat -- Vi skulle sluges -- selv han, det gamle Been, hvis Kjød er plukket. Ve Hindostan! Det var dig bedre dengang Dæmonerne dig gjennemfoer og kjæmped med chaotiske Uhyrer om dine skjønne Lande -- dem, som Brahma nedstigende selv tog i Eje, mens han jog Dæmonerne mod Norden, og tilhavs Uhyrerne. Derfra de komme forente nu igjen i disse Skibe: i de dæmonbesatte Havuhyrer. Se der er et -- det forestiller Kongen, som kommer forat hente hjem sin Deel, og decidere Compagniets Regnskab med disse Millioner Trælle, som i Sved for Fremmede maae hungre i Overflodens Land, i Hindostan! Guvernøren. Den Træl, som fantaserer, er ei farlig. Men tier han og smiler, naar du seer ham, da tænker han -- da bind ham, Dick! Sewaji. Før glimred langsad Ganges Kuppelrader -- et gyldent Perlebaand om Hindostan, den Guderne indviede Skjønhed, den hellige Præstinde mellem Landene. Og Menneskene saae med hellig Fryd -- som Guderne fra Himmel og til Himmel -- fra ene Gudebolig til den anden, saa herligt, at de store Hovedstæder, hvorover midti hvalte Domer straalte, kun var som Stjerners dunkle Atmosfærer. SIDE: 95 Nu groer Lianen ind og udad Templet, og Tigrens Yngel bygger i Pagoden. Hyænen staaer paa Fædres Grav om Dagen, om Natten hyler den i øde Byer. Kun hist og her fremskumler der af Skogen et Fort som dette mellem bange Hytter med røde Taarntag og Kartov paa Volden, en blodturbant Rohilla liig, som har med sin Pistol henslængt sig paa en Skrænt, og seer med Dødens Ro udover Fangerne. -- Den Hævnens Lynild! disse Taarne skjælve for hans Skarlagturban, om ensom den i Skogens Bryn af ængstlig Vagt blev seet. Richard. Den Orm har frydet sig i Solen nok. Mylord, træd den isønder! Guvernøren. Fantaseren fik Trællen; Herren Tænken. Galt, om omvendt. Richard. Dog er saamegen Tanke i hans Sværmen, at den er rettet mod et farligt Maal liig folkløs Brander, men med styrfast Roer. Guvernøren. Dog gaaer den ud i Fantasiens Hav; og før kan Vinden hindres fra at tone i ophængt Harpe end de tomme Drømme ifra at fare gjennem Slavens Hjerte. Hvor tidt ei har han Syner som Profeten, og henrykt Smiil forklarer sløve Aasyn som blegen Stribe Vinterdag ved Polen. Og kunde Klagerne kun faae en Form, Du vilde see at vrimle fra hans Læber SIDE: 96 imellem Øgler ogsaa Sommerfugle, og blandt prosaiske Forbandelsers Smaadjævle høistpoetiske Serafer. -- Kort hvert et Bagno er en byronsk Harpe. Sewaji. I Hindostan, hvor Qvisten drypper Olje, hvor Græsset bærer Uld og Busken Silke, hvor gjennem femtitusind Aar trehundred lykkelige Millioner fandt Liv saa rigt kun af hvad Godt, der flød af livløse Natur, saa det var blevet dem Rædsel at forgribe sig paa mindste Belivede, ja Mord at slagte Lam og Høne -- der, der dækkes Vejene, der jevnes Dalene, der høines Sletterne af Millioner Hungerdødes Liig. Richard. Jeg frygter, han er nok fanatisk til at ville før døe fri end leve Træl. Sewaji. Guddommelige Ganges, du som iler for at begrave dybt din Sorg i Havet, min Sjel har talt med dig -- Du har tilgivet. Vel! jeg skal komme. Ganges, jeg skal komme. Igjennem dine mørke Gange ledet paanyt i Livets skjulte Hvirvler ind, naar atter jeg af dem udstødes som et Menneske paa disse Bredder, da er Hindostan befried -- Hindostan? Ah, Hindostan som før, bedækt som før med Guders gyldne Kuppler, med lykkelige Millioners Hytter. -- Det er en Søvn, men hvilken herlig Morgen! SIDE: 97 Guvernøren. Han dræber sig -- Jeg vil ei miste Slaven. Han mig erstatter mere end Vakiti. Bliv her; gjør Anskrig, om han gaaer til Floden! (Gaaer). (Solen bryder frem.) Sewaji. Brahma! Brahma! hvem seer du paa med slig Fortærelse? Som Trællen seer du lavtfra, glødende mod disse Taarne. Men snart, i rolig Sejer stigende, betegner du, at Hindostans rødgrædte Blik skal blaane. Vakiti (som Fakir visende sig ved at opløfte et hængende Buskværk) Se, Hindu, did peger Brahma! (peger paa Terrassen.) Sewaji (knælende.) O Ærværdige! Du er en Dæmon. Du har fulgt mig som Luften. Du har seet alt som Solen. Vakiti. Tys! tag denne Slange! vær en Slange! spring og dræb! (rækker Sewaji hemmeligt en bugtet Dolk). Sewaji (opdager Richard) Ha, Helgen, du ogsaa dette fjernt i Ørknen saae. Vakiti. Ham er det, som kuldslog din Moders Minde. SIDE: 98 Sewaji. Ve ham! nei mig! Thi ei jeg mægter glemme, at engang jeg har kysset ham. Han var engang min Broder. Vakiti. Du er hendes Søn. Han lod dig pidske. Sewaji. Ei Sewaji, men Hindostan skal hevnes. Vakiti. Han er Tyrannens Kjæreste. Tag det fra ham, som tog dit kjæreste: din Frihed. Han er Tyrannens Søn. Sewaji. Han er Brittanniens; Jeg Hindostans . . Vakiti. Er det ei nok? Sewaji. Men Brahma lod alle Lande stige op som Blade fra samme Rod af Dybet. Ve, jeg veed ei; men Sami engang har Brittannien kaldt et Lotosblad, hvorpaa en herlig Gud har sat sig . . Dengang Samis milde Hjerte slog i min Barm. Vakiti. Her var det hvor en Britte -- han hist -- din Søster haante. Sewaji (fatter Dolken) Ha! SIDE: 99 Vakiti. Hvorledes? Er han din Broder da? Og er du Broder? Du er ei Søn, ei Hindu. Jeg forbander dig. Sewaji. Forbarm dig Helgen! Paa mit Hoved brænder Forbandelsen. Jeg maae hvad Himlen vil. Men jeg vil ham omfavne til han døer, med Tigerarme til et Mennesk'hjerte ham kryste til han døer. (Slænger Dolken. Springer opad Terrassen). Richard. Hvad vil du? Der er min Fader. O forbarm dig! Hvad vil du? o Sewaji! Barmhjertighed! Sewaji (qvælende ham). Den har ei Helgnens Forbandelser og ikke Slavens Hevn. Vakiti (Afsides) Nu du for Staalet, og min Vei er aaben til Rajahens Skjulte og til Samis Barm. Dog ville Britterne for mig dig dræbe -- bedre -- som du for mig har Britten dræbt -- Velan! (Høit) Hindu, fly ei! Jeg byder dig: ei fly! Triumfsecunden er, da du kan haane Tyrannen, frydberuset i hans Vee. Og forud føl dit Dødssaar lægt udaf den unge Folkebøddels Faders Taarer! Jeg iler at fortælle Hindostan hvor kjækt du paa dets Fiendes Liig steg op paa Grændsen mellem Jord og Himmel, de tvende Fædrelande Adam har. SIDE: 100 (Afsides). Jeg iler atter under Aaget: i de Vunder, jeg skal dækkes med, sig aabner ny Vei til Rajahens Sjel og Samis Barm. (iler bort.) (Guvernøren og John komme med Slaver.) Guvernøren. Ilive, Dick? Vi har ham. Bind ham, Slaver! (seer Richards Liig) O Richard! Richard! Richard! (kaster sig over ham.) John. Hvad her er skeet! Nu! En mindre forloren af os Tre. Guvernøren (springende op) Uhyre! -- Snør ham! Isøndersnør hvert Lem, kun ikke Struben! ei saa han qvæles som min Richard! Ha, Forrædere! I spare ham . . O Richard! min Søn! o Dick! Dick! (Slaverne fængsle Hinduen) John. Dog er det Trøst, han kommer ei til England. Guvernøren. Skurk! meer kold du er end Morderen, og han er koldere end sine snogblaae Qvælerfingre . . John. Da vi søge maae et Jern end koldere. Guvernøren. Ja hvast som Ild, seendrægtigt, koldt som Iis. Snør ind til Blodet! O Dick, Dick! SIDE: 101 John. Siig heller: død, død! Thi han ei spiller skindød som Ræv for Løve. Guvernøren. Nei, den Djævel -- Død var hans Hevn. Sewaji. En Djævels ei, en Slaves. Dog kan og bør en Slave være Djævel. I Hevn en Djævel; men deri en Gud, at han, naar Hevnen er fuldgjort, opoffrer med Fryd sig Selv. John. Mylord, I bør ei fryde Trællen med sin Herres Sorg. Guvernøren. Jeg græd ei. Sewaji. Haha! Det er en Bøddelsjel: Han blues ved at græde for sin Søn. Du græd. Du gjorde det, og det vil spare Dig tusind Aar i Helveds Evighed. Guvernøren. Ved Pinsler Mennesker forstaae af Timer at skabe Evigheder frem paa Jorden. Vent disse før du døer! Sewaji. Haha, du veed ei, Taalmodighed er Slavens sidste Dyd, sin Død det eneste han veed af Fryd. (Føres bort) SIDE: 102 (Skogegn. Vakiti hvilende under et Træ.) Vakiti. Jeg krøb paa Bugen -- dog som Krokodilen med lige Snude mod mit Maal. Og Tanke bestandig svæved over mine Skridt som Otterslangens Hoved oprakt følger -- mod Solens Straaler hvæssende sin Brodd -- de seige Bølger som dens Legem skyder igjennem en Kanal af raadnet Løv. Snart er den Gamle her -- da skal jeg stønne; indsamle Indiens Suk, og stønne ud. Men Stønnet er kun Lyden af mit Skib, der lander ved sin Kyst: ved Samis Barm med hendes Faders Hemmelighed lastet. Forskjellen mellem os er kun, at Han gjør alt for Hindostan som jeg for Sami; thi hun alene er mit Hindostan. (Rajahen kommer) Rajahen. Den sidste Seir paa Jorden bliver Slavens, saa vist som Guds Retfærdigheds i Himlen. Men uden Søn den Sandhed blier en Løgn: en værre end om ei blev Qvel paa Dag. End er ei Kampen endt, men kun med Tab for Begge djærvt begyndt. Kun jeg kan ende. For denne Hem'lighed, som ei maa døe med mig, men hevne skal din krænkte Æt, o Brahma! Brahma, giv igjen min Søn! For Hindostan jeg have maa en Søn! For Hindostan, hvem offret er min Ene! Og har det ikke En igjen at give: Ulykkeligste mellem dets Ulykkelige; mest loggrende og mest forbittret; en Sværmer, dog udhalende sin Kraft; en Tiger, dog ei springende -- som min Forlorne -- Gittret over for at myrde SIDE: 103 den Enkelte, naar Alle ei kan døe; Uegennyttig glemmende sig Selv, men ikke Hindostan, om Svøben eller og Tambourinen svinges; aldrig fristet til for sig Selv og for det Enkelte at bruge sidste frygtelige Vaaben; som Dragen vogte uden selv at bruge; en Glød, der tænde Taarnet kan, men hyller uskad'lig sig i Støv til Vinden blæser; een Kraft som spændte Staal, dog ørkesløs til Tiden er der -- da . . (Vakiti rasler) -- En Tiger . ? Vakiti. Ja en Tiger! Vel! men En som blev det. Rajahen. Han haanleer ad sit Liv: Han er ei Træl. Vakiti (for sig selv) Hvi kom du ikke, Panther? Jeg har sovet paa blodigt Mos hen Natten i dit Leje, og lever end . . . Rajahen. O Brahma! du har valgt. Vakiti. Hvi bed du ikke, Klapprer? Rundt mit Liv din Hale klemmed sig, og i Pisangen her over mig dit Hoved luded, mens, som Lamper i Lianens Krandse hængte, den hele Nat jo dine Øine lyste . . . Rajahen. Jeg i hans sløve Kummers Skede gjemmer mit Sværd. SIDE: 104 Vakiti. Haha! hvi slog du ned ei Gribb, som suste over mig saa nær, at jeg i dine Vingers Aadselstank indslumred? Mit Hjerte banked dig for haardt, du Feige! Jeg var ei som et Aat dig god, du Stolte! Rajahen. Min Datter giver mig en Søn igjen. Hindu! Vakiti. Hvo raaber? Haan var i dit Raab. Kom! grib en undflyet Træl, som ei vil slæbe sin Lænke længer. Thi denne Luft i Fængslet, han undløb, aander i Forraadet fra hver Mund meer giftig. Rajahen (træder frem) Ha, du føler det: vor Kamp er ikke Haabets; stærkere -- den er Fortvivlelsens, og vil ei Haab. Vakiti. En Fyrste? og mit Folks. Men det vil krænke, om Trællen knæler; thi du selv har knælt. Som Frihed høiner lige, Trældom lige fornedrer. Rajahen. Søn, taal Alt til Alt kan hævnes. Vakiti. Du adler mig: du kalder mig din Søn. Er du nu sjunken, eller hvinte Svøben mig op saa høit ifra mit Støv? SIDE: 105 Rajahen. Min Søn! Vakiti. O Samis Fader! Rajahen. Din og hendes. Vakiti (springende op). Ha, min Sjel ei sygner meer. Den i sin Vee har Indiens Frelse født. Jeg føler mig paa mine Fædres Hingste, brydende som første Bølge frem af Birmans Staalhav. Der leve endnu frie Frænder. Did paa Bugen snigende mig i Moradset, i Skogens Skygge dulgt, tvertover Vejen fra Green til Green med Aben klattrende, og over Floden under Vandet svømmende, i lige Linje iler jeg; men kommer tilbage med en talløs Stamme, farlig og flyvende som antændt Steppes Flammer. Da henter jeg min Brud, som med sin Flod et Ocean paa Ebben gjemt Klenod. Rajahen. Ei saa! Tilbage maa du i dit Aag, af Pidsken hvinet op til større Harm, nær Barmen lægge dig, som du vil saare, om Natten egge Dewis op med Bønner, og, som Duggdraabens Damp forøger Skyen, forsøge med dit Suk at virke ind paa Brahmas Vilje, at den snart maa skee, og han dig kaare til Fuldbyrder. Er hans Viljes Stund, er Een ham nok, som Strømmen et Hul kun trænger forat bryde gjennem. SIDE: 106 Vakiti. Jeg lyder. Rajahen. Jorden skjænker ikkun Viisdom sin Lykke, Himlen ene den sin Kraft. Men Hevnens første Kløgt er Taushed. I dens sorte Muld maa Trælen Tanker saae. Vakiti. Tys! Rajahen. . . Men pludselig, om Brahma giver Væxt, frembryde de som Cedre, hvor man tænkte kun Spirer laae til Græs. Det er ei andet jeg kjøbte for min Sami end din Taushed. Følg! Hun vil lægge Haanden paa dit Hjerte, indtil det stilnes -- den tilhører hende -- og over Panden svale Blade til den kjølnes -- den tilhører Hindostan. Vakiti. Min Død er dets, mit Liv er for din Datter. Rajahen. Din Brud er Hindostan, kun Ringen Hun. Og jeg som før for Indien med en Søn fremstaaer i Kampen fuldtudrustet atter. (Morgengry. Francis og Sami under Terrassen. Francis. -- Om denne Afgrunds fiendtlige Vægge, imellem hvem det Blomstergulv er spændt, hvor i det tyste Gry vor Elskov mødes, SIDE: 107 end briste fra hinanden, skal en Luftning fra Himlen hæve det som Feers Sky, og, atter dalende til fredet Jord, en Qvist etsteds er nok og findes nok hvortil det kan sig fæstne. Sami. Maatte ikke selv Kamadera, Elskovs favre Guddom, i Flammer døe, da han ifra sin Bue af Sukkerrør skjød blomstervinget Piil i Høiestes af alle Guders Barm? Og jeg? hvor høit har jeg ei skudt mit Blik? og vi? hvor høit gik ikke vore Ønsker? Og Bønner brændende vi sendte efter en Lykke, som ei Himlen pleier skjænke, for ei at blive fattig selv. Francis. Men over den Fagres Aske gjød de andre Guder en himmelsk Drik, der vakte op hans Aand. Saaledes tør vor bedre Elskov leve af Broderblod og Fædres Harm omflammet. (John sees paa Terrassen.) John. Ah! ah! den unge Herre? Nu, som Richard han elsker ei: som Sværmer, ei som Herre. Sami. Min Broder? O tilgiv ham, thi hvis Sami er mild, han var det. Al hans Manddom var kun en Skygge om et Qvindehjerte. Vist Ørkensolen havde brændt hans Hjerne; og den Fakir, som bød det, var en Dæmon, thi da han havde udtømt sin Forbandelse, forsvandt han som et afbrudt Tordenslag. SIDE: 108 John. Den Dæmon i Fakirdragt var nok skabt af Guden "Dødsangst" i Hinduens Hjerne; thi gjennemjagende med Hunde Egnen, vi fanged kun den Rømningstræl Vakiti: en dorsk og skabbet Grævling for en Tiger. Francis. Han var min Broder; Morderen min Bruds. Gid ei min Faders Hevnen var, men Guds! Han hendes Broder -- nok forat tilgive. For ham hun græder -- nok for ham at frelse. Jeg vil ei gruble over hvi han faldt: for Indien (da for Engelland en Britte) for Skatten (da for Faderen en Søn) for Sami -- ha, for mig da, arme Broder! for Haan mod Uskyld -- da som Synder bør, og just den Død, Tyrannen altid voger. . . Ve mig jeg vil anraabe Naaden, og i kolde Retfærds Sprog min Tunge isner! Men Naade sikkrest er hvor Ret ei vides. Og hvad der skeer i disse Skjebner, vor kun bindes til saalænge selv vi ville, er vor urokkelig som Himles Roe, naar, Elskte, Elskte, aldrig vi forglemme retfærdige at være imod hinanden. John. Med nye Rynker maatte Dette glatte ud Gouverneurens over Richard. Sami. Francis, du er barmhjertig mod mig som en Himmelsk, retfærdig ei. Men det er Kjærlighed at holde sin Barmhjertighed for Retfærd. John. Du stakkels Fugl, du har paa yderst Green formeget blottet dig for Pilen. (gaaer) SIDE: 109 Sami. Alt det gryer. Vor Dag er endt. Med Græssets Dugg begynder den og endes. Francis. Reen og skjøn som den, tilbage kun til Himlen vendt, for rigere at blive gjennedsendt. (Hal i Fortet. Guvernøren.) Guvernøren. Som Søn og Herre skal min Richard hevnes; for Herren Qval, for Sønnen -- o hvad Qval! Og endelig, naar stumpet er hver Smerte, for Livet Livet. (Francis styrter ind, omfavner hans Knæ) Francis. Naade! Vær barmhjertig. Den falske John, det smilende Uhyre, besmitter eders Sjel, min Fader, med den Grumhed hvormed Satan hans forbanded. Guvernøren. Ja, Dreng, min John har Øine som en Djævel. Han seer igjennem Natten. Og hans Øre forstaaer hvad Bladet hvidsker bag Terrassen. Francis. Som Tjørneriis imellem Hestens Been i Farten, som den voxer, bores dybere, ei værre Piner og Fremegger Magten har, end Spioneriet. O naar han, jer Djævel, frister, mind da Jesus, som tilgav sine Mordere -- SIDE: 110 Guvernøren (haanleende) Bort, Dreng! Hvor ligner du din Mo'er, den altfor ømme, men siden altfor fromme Magdalena. Francis (staaende op) Hun tilgav og som Frelseren sin -- Guvernøren. Ha! Forvorpne, ti! Francis. Ak, hvis I gjør det, det vil i Graven pine Richard. Guvernøren. Beder du for din Broders Morder? Er det bedre end Brodermord? Og troer du ei jeg kjender din Christenømheds ædle Rødder i Slavindens Hjerte, i min svorne Fiendes trælbundne Datters Skjød? Ha, ædle Lord, som leger Brudgom saa med Skjændslen, din Faders Navn bli'er ei dens Brudeskjænk. Studs ei! er det saa underligt, om i dit Paradiis en Lurer sneg sig ind? Haha! Francis (slaaende sig for Panden) O Richard! Richard! Guvernøren. Nu? Og John seer godt. Vær ikke skinsyg paa den Døde! Han fortæller Intet meer. Kun Vunden raaber. Gaa nu, og klynk Slavinden dit Farvel, -- nei byd din Bajader at følge med SIDE: 111 det Regiment, hvormed du drager bort, thi Bajaderer høre til i Feldten. Men jeg vil glemme, at du er ilive en større Sorg end Richard død. (vender sig bort) Francis. Gud bedre min Faders Hjerte . . o er der en tyngre Bøn for nogen Søn? -- (gaaer). Guvernøren. Den Filanthrop! Er han min Søn? Jeg tvivler. Francis (kommer tilbage; vil gribe Faderens Haand). Gud bedre eders Hjerte, Fader, før I driver denne Hevnkamp, I begyndte, til eders egen Undergang. (gaaer). Guvernøren. Hvad er det? En Sammensværgelse af Slaver, og min Søn i den? Saa talte Richard sandt. Forfølger da i denne veke Sværmer hans Moders Skygge mig endnu? Og jeg, i Richard fuldtopstanden, maatte gaae igjen tilbage i et Intet? -- Nei, Nei! Han dømmer kun min Stilling ret, som Den der læser roligt en Historie, og, ikke styrtende som Richard flux sin Fa'r tilhjælp i Kampen, han med Kulde filosoferer kun: "det er en Hevnkamp imellem Herredom og Slaveri; en umoralsk, dog ædlest ført af Slaven; en ødelæggende som Thebens Brødres, hvis Strid er Hevn, hvis Ende Alles Død; en Malstrøm, som imellem tvende Skibe, midtunder Træfningen sig aabner, og ustandset borer dem i samme Grav." SIDE: 112 Saa er det. Muligt? Men i Kamp om Hevn Den seirer dog som driver Hevnen videst. (John kommer) John. Det Skib vi saae imorges, er "Medusa." Og sandelig det Skue er forstenende. Glem Richard, Sir! Nu gjælder det os Selv. Guvernøren. For Deficiten, Richard skulde bringe, vi bringe vore Hov'der, skjøndt selv deri en Deficit. Det mangler et. John. Langt bedre, om Redning for sig selv de tænkte ud. Jeg sørger over Richard mere end jeg ham beklager, Sir! skjøndt denne Handel gjør os beslægtede som begge Hænder, udgrente fra det samme Bryst. Guvernøren. Ti, John! John. Hvis tie er at tænke. Det forstaaer sig Mylord maa reddes! dog isammen Vi maa reddes, Sir, erindr det! Guvernøren (i Tanker) John, hvorledes? Captainen er her. John. Frelsen er dog nærmere. Sælg Hevn for Frelse, Blod for Guld, ja sælg den Morders ene Liv for vore tvende. Alt maa benyttes, ja selv Richards Død. SIDE: 113 Guvernøren. Hvorledes? John. Skatten, jeg belurte Rajahe'n ved i Ruinen hist . . . Guvernøren. Den veed du jo er dybere begraven i hans Hjerte end under Jorden. John. Dog den maa for Dagen. Og nu om nogensinde. Guvernøren (sløv). Ja, om nogensinde. John. Et Æresløfte er kun ussel Priis. Mig undres ei, hvi han ei solgte den. At spændes ud paa Pinebænken pirrer den Stærkes Sjelenerver kun til Haardhed, og spænder eders Taalmod meer end Senen. Men det, det er en Priis at byde, Sir: sin Søns, ja vel sin Enestes, Morders Liv. Og det er Priis at tage: Sønnens Liv. Sir, tænk paa Richard! tænk, Brahminen tænker saaledes (ja som Vild vel meget stærkere) paa sin Sewaji. Sir, og tænk paa Os! -- Oh det vil pine eders Dødsensfiende at maatte tage det imod. Den Byrde at Gløder paa sit Hoved skal han længes at ryste af. Han veed hvorved han kan. Guvernøren. Ja visselig det er en Priis. Ha, Slaven skal gaa med Seir af Kampen? -- denne Trodsige! SIDE: 114 John. Men han med Guld opvejer Liget. Og Sønnen faldt da ikkun for sin Fader. Guvernøren. Han til Mahratterne, til Birman og Afghanistan skal gaae fremstrækkende som Kronespidser sine blodige Fingre, og Indien lærer: Britten døer for Guld, som han og lever derfor. John. Ah! ikke saa, Mylord. Hvor Skatten ligger, i samme Hul kan og dens Graver lægges. I maa, I maa! Jeg staaer kun for det Halve. Det koster Struben, Nu, da veed I hvad det andet Halve koster. Mind, Han er her . . Captainen -- og med et Papir, det blive kan vort Seil til Underverdnen, om ei -- Guvernøren. Vel! iil! stevn hid Rajahen! lad i Fortets Grave Crocodilen svømme, og Fiskerne bevogte, at den ei indslippes end ad Gluggen til den Fangne. (John gaaer. Captainen kommer) Guvernøren. Ah! Sir Thomas, I min Kones Broder I denne onde Dags Repræsentant? Captainen. Med Hendes Død vort Frændskab er forbi. I rødmer Sir! Ved dette vil I blegne. (Udfolder et Papiir) Guvernøren. Hidkom I forat ende den Moral, som blegned afbrudt paa jer Søsters Læber? Min Lykke var det, at hun først blev træt. SIDE: 115 Captainen (rækker Guvernøren Papiret) Her er mit Ærind, Sir, det jeg beklager, dog mere Eders faderlige Sorg. Guvernøren (læsende) Arrestbefaling -- Ah! -- i Kongens Navn mod mig, Forvalteren Sir John og Richard, min Søn, som Factoriets Regnskabsfører? Han alt af Jordens største Konge: Døden er fængslet. Graven bli'er hans Tyburnhill. Dog Jevndøgnsfrist er skjænket seer jeg. Nu! lad see, om ei den Naade kunde gjøres meer god end lang! Dog da fra Himlen Hjælpen maa komme synlig, Guld af Jorden voxe. Det Sidste troer jeg før, skjøndt ei (som drømmes derhjemme) overalt i Hindostan. Den Jord, som Guld skal bære er dog nok i Klogmands Hjerne. Der er og hans Himmel. (Skogsegn. John.) John. Forlorne? Den Tanke er ikke god under Træer med stærke Grene. Derfor vil jeg lade den fare, og heller i Naturens Skjød tænke, at der dog er menneskelig Følelse i den gamle Rajah. For- lorne? Det er Mylords Vise, og han gjør et Qmqvæde ved at knage med sine Knoker. Men jeg vil ikke forstaae den, og jeg kan heller ikke forstaae hvorledes den samme Fingerlyd kan betyde Sorg, som lod sig høre da Grebet i Cassen var foregaaet og Afregningen holdt over Beløbet. Det duer ikke at have stive Fingre uden at have stive Øren og Øine, der tør see stivt fremad som Skjebnens. Men om der var noget i det fordømte Ord "for- loren," var det ligesaagodt strax -- -- Haha! først en lang Sei- lads og saa i Gammel-England en endnu længer Proces, dersom vi træffe paa en af de rette Advocater, og saa endelig . . O Haabet forlader os ialfald ikke før vi virkelig ere nogle Alen fra Jorden. SIDE: 116 (Francis kommer iilsomt) Ah! Han søger Sami. Jeg mødte ligesaa gjerne en Parder som en opbragt Forelsket. Men det er klogt at komme Vreden ligesom et vildt Dyr i Forkjøbet. Francis. Sami! Tys! John. Jeg søger eder, unge Herre -- Francis. Skurk! jeg skyer dig. Snog, men møder du mig, vent da Utøis Skjebne. Skurk! Skurk! Skurk! (Ryster ham). John. Vil I mig qvæle som Sewaji qvalte? Francis. Jeg føler, at jeg kan. Du har belurt min Lykke, og forraadt . . (bryder ud i Hulken) John. Dog skjøndt jer Arm tilveirs mig løfter som i Vippegalge, jeg smiler; thi jeg bringer eder Glæde: -- Sewajis Liv skal spares. Francis. Ligegyldigt. Han bør jo døe. John. Dog vil det glæde Sami. Francis. Ak ja. For hende bad jeg; paa min egen Natur en bedre knælte ned og bad. SIDE: 117 John. Men I ei kjendte eders Fader bedre end mig. Jeg tog ham fra den rette Side: da Ømheds Port var lukt, jeg gik Fornuftens. Francis. Det gjorde Du? Siig heller: er han piint, og naar af dig opfundne Død ham skjænkes. Hvad Nyt i denne Vei? John. Oh, kun det Gamle, at Sønner ikke kjende sine Fædre; at Venner kjendes mere ei end Skibe i stormfuld Nat; at Godt ei bliver troet før det beskjæmmer. Dog er dette nyt, at Sønnens Morder spares af en Fader. Francis. O John! miskjendte John! (omfavner ham) Jeg troer det; thi det glæde Sami vil. Had hende ikke! O had ei Sami, John! Du kan det ei, som gjorde meer end Ret, saa sød en Uret. John. I troer min Gjerning ædel, ei mig selv; mig levnes kun den usle Ædelhed, at være kjendt for værre end jeg er. Francis. Nei, da du os belurte, strømmed Ædelsind (som uoprundne Sol forgylder Skyen) fra Samis Sjel ad ukjendt Vei i din. John. Lad mig den Lykke, selv at takke hende. SIDE: 118 Francis. I hendens Tak skal nye Strømme rigne hver Plet, der i dit Hjerte end er gold. (gaaer) John. Saamange ædle Handlinger til Verden har Dyden neppe født som Egennytten. (Sami kommer) Sami (hviskende). Francis! Tys! John. Aha, et Stevnemøde! Sami! Sami. Ve, ei Francis' Røst. John (fremtrædende) Men en ifra din Broder, ja en underjordisk, en lænkepresset, en der klynker om et Blink af Lys, et Dugg af Lædskelse, et Smiil Barmhjertighed af dig. Sami. Sewaji? John. Ja han er fri, saafremt du vil. Sami. O Brahma er stor! John. Men mærk, at det beroer paa dig. SIDE: 119 Sami. O lad ham flye tilbage til sin Ørken, og tænke ud i Eensomhed en Bod, saa tung som Richards Grav . . en Bod, der kan forsone baade Gud og Mennesker. John. Ei Fugl med løftet Ving paa Klippetop er nærmere sin Frihed, hvis du vil -- hvad ellers Magten og Fornuft fremtvinger -- aftrygle Rajahen den Skat, han skjuler hist i den gamle Borg, der synes som Ruiner af et Bjerg ei af en Bolig. Sami. Hvor lav en Priis! Ja, gode Fremmede! Dog først tag Samis Ædelstene. Sami har Perler. Tag dem med. (Løser sine Klenodier af, og giver John dem.) John. Du ejer end en Perle, du maa give: det er Francis. Sami (bedøvet) Forbi! forbi! John. Ja, med jer Daarskab. Dog kan du ikke for din Broders Pine end kjøbe dig en Frist, ei for hans Dødsstund Minuts Fortsættelse af Legen . . Sami. O jeg bærer det; thi det ei dræbte strax. SIDE: 120 John. Thi mærk, den Dag Sewaji, liig en Hveps, der stak, men redded dog sin Brodd, tør sværme igjen i Ørken ud mod Vest, mod Øst til Birman Francis gaaer med Regimentet. . . Det slaaer dig meer? Ah, havde Elskov endnu en List i Baghaand? Sami. Har du mere, da knus mig sikkrere og haardere end Birmans Elefanter knuse Francis. John. Ja, det dig mere tilladt er at tænke dig Drengen under Elefantfod knust, dog end ei død, kun stønnende mod Døden, end ved et Indtog, smykket som en Sultan, i seieroverglimret Ungdoms Favrhed, liig Rosenbusk i pragtfuld Vase paa en Marmorslottets Tinde baaren i et gyldent Taarn af snehvid Elefant. Sami. Saa vil jeg tænke ham. John. Du maa ei. Sami. Ak, gaaer Magt saavidt, da kan og Elefanten med plumpe Fødder knuse Sjelen. Da, som jeg for Francis selv har kjøbt min Broder, vil for min Faders Skat jeg kjøbe Frihed, at tænke paa ham som jeg vil. Kom da, og hør hvor jeg skal trygle -- (de gaae) SIDE: 121 (Hallen. Guvernøren, Rajahen.) Guvernøren. -- Dog er han eders Søn. Betænk! Rajahen. Hans Moder, selv runden ud af Indiens Overflod, mig gav ham; jeg til Hindostan tilbage ham skjænkte. Guvernøren. Han er givet eders Hjerte -- saa alle Sønner, Rosenblade liig om Rosens Frugtbund. Rajah, ja, ved Gud! han er det! Plyndr dog ei dit eget Hjerte! Han er det! Gud dig gav ham jo, min Fyrste. Gud eller Brahma . . ja ved Gud! (Rajahen leer) Du leer, Forfærdelige, mens din Søn du dræber? Rajahen. I svor ved Gud, Jeg veed I troer paa Ingen. Guvernøren. Da ved mit Ord, ved Bibelen og Vedam, ved Livet, om du troer at nu du lever, ved Døden, om du troer at du skal døe, ved Solen, den som brænder os i Øiet, ved Jorden, som vi træde sammen paa, ved alt hvad der er fast og virkeligt: om Du idag, idag vil aabne Skatten -- Sewaji -- han din Søn, som myrded min -- frigiver jeg; af tusinde Frigivne ledsaget, skal han komme til dit Hjem! SIDE: 122 Rajahen. Af Tusind? Frigiv Indiens Millioner; og paa det yderste af Indiens Forbjerg skal jeg tilhvidske det den sidste Britte. Guvernøren. Jeg jevner dette Fort med Jorden; skriver, at Luften er saa usund . . Rajahen. Jevn Calcutta, Madras og Bombay! Der er den forgiftet. Guvernøren. Hvortil slig Politik imellem Naboer? Her er en huuslig Tvist. Viig ei fra Sagen! Den er kun mellem to bedrøvede Hjerter. Jeg kræver Bod for Blod, og giver Soning. Hinanden nærme stode vore Huse, meer fjernt ei skulle vore Grave staae. Lad Fred kun boe imellem! Gamle, Freden gjør lyse Sale i den sorte Jord imellem Gravene. Rajahen. Men Fiendskabet imellem Husene opdynger Grave. Guvernøren. Mistroisk end? Med falske Smiil I svarer, med Læberne omspillede af Dolkglimt. Gid Engle kom og vidned, da I troer ei Mennesker! Rajahen. Forgangenhedens Aand, Erindringen, omsvæver hver en Tid. Kald denne Engel ei. Den vidner mod jer. SIDE: 123 Guvernøren. Forsaae jeg mig -- nu, se paa denne Pande, om ei jeg ærligt tegned op min Skyld! Erindringen? den Dødning! Gamle, om den ei kan manes bort, om end den hænger, blodspændte, sugende Vampyr liig, paa Forsonings milde Hjerte -- Gamle, see, da sukker Angrens taarevarme Aande ind Liv i det Tilkommende, og deraf en Engel reiser sig i Kamp mod hiin. (seer prøvende paa Rajahen) Hvor ondt et Smiil! Det gjør os begge Uret; men Ord, hvor bittre end, kun En. Tal dem, og jeg skal suge dem som Honning. Kræv, og jeg giver Herrens Høihed gjerne og Retfærds Krav og Faders Ømhed. Kræv det nærmeste imod Umuligheder, og jeg skal rose end dit Maadehold. Som Pant paa Haanden -- se, der var en Træl . . nu vel, det er Navn . . velan, en Mand, et Menneske, en Hindu som mig sveg -- Hvad Under at jeg straffede, dog meer som Fader end som Herre? Dog lad være! Han tyet er til Dig. Det er mig nok. Jeg skjænker ham igjen sit Huus som før og tusind Agre. Rajahen. Hele Hindostan, den Ager mellem Himalah og Havet, det er mit Krav. Guvernøren. Jeg Friheden ham skjænker. Rajahen. Engang af Gud, som Kjernen i Demanten, i Livets første tindrende Øjeblik uskillelig indlagt, den ham forærtes. SIDE: 124 Guvernøren. Hvad Bod, Uhyre da? . . Rajahen. Lad Slaven give jer Ryg Blaastriberne tilbage. De tilhøre jo Brittanniens Flag? Guvernøren. Er dette ei Pant paa Fred, at Herren Haan vil taale? End ei? (Afsides) Jeg er forloren. Koldt og stivt, med Dolkblink seer han paa mig. (Høit) Gamle Nabo, skjær over ei med slige Blik de Baand, de sidste, men de skjønneste, som endnu sig flette mellem os blidt som Lianens imellem Palmer . . Rajahen. Skilte ved en Afgrund. Guvernøren. Ei saa. Du seer min Vemod gjør mig blød. Jeg trygler om dit Venskab samme Dag du skulde trygle mig om Livet, hvis du ei mig frelste. (Griber hans Haand) Ven, du ahner ei, at vore Børn med Almagt banlyst har vort Had til Richards Grav. Det er en Hemm'lighed som Kokoskjernens Melk end skjult og sød. Kun Aftnens Tysthed har belurt den, dog vil Hindostan engang besynge den, og England og Europa deraf lære et bedre Herredom, et som Naturen ei maa oprøres ved, men signe. Giv for min Din skjulte Kundskab. Viid, at min angaaer Dig nær som Hjertet. SIDE: 125 Rajahen. Mellem dette og mig er Hindostan som mellem Altings Begyndelse og Ende Verdens Mængde. Min angaaer Hindostan. Guvernøren. Javist! en Skat, en Oldets Fyrste har i Mulden gjemt? En Skat liig den, en ædel Rajah hented frem fra Pagoden, Havet overskyller, en gylden Strøm, der stansed Clives Armee, og fredende omgav et Kongerige. Rajahen. Men Hyder Alis blaanende Oceaner af Sværd omværned Indien bedre. Guvernøren. Vel, din Hyder havde Ret; thi han var Indien, hans Hoved Himalah, hans Skulder Butan, hans høire Arm var Ganges, venstre Indus, Calkuttas sorte Hule var hans Hjerte -- hvad Under, at hans Fiender deri qvaltes? Rajahen. Det siger Du, som er en Clive? Haha! Guvernøren. Ei herom! Os angaaer det Hindostan og Bretland kun, som er i vore Huse. Men Hindu er du ei, hvis Ædelmod ei kan beseire dig. Velan, du skjuler din Hemme'lighed; jeg skjænker dig da min: min Francis har din Sami kjær, hun ham. Lad os ei søndre hvad Naturen ente til herligt Fredssymbol! Tænk blot: opvoxne i samme Skygge -- o det maatte skee! Tænk blot . . . SIDE: 126 Rajahen. Du lyver -- Guvernøren. Nu! vil du med sligt et Pantherblik velsigne? Sign du min Søn, jeg hende, nu min Datter. Rajahen. Ei min! Ved Chivens Vrede, min ei meer! Forlængst ei min; fra Fødslen Hindostans. Umuligt! Før formæles Grib og Due, før Parderkat og Antilope, før bestiger Ganges Himalah, og Bjerget i bløde Bølger smelter henad Sletten, ja før skal Parias urene Blod med Rajahs blande sig og med Brahminens! før -- (Afsides) Ha, Vakiti, nu er du min Søn! Guvernøren. Tænk blot: en Britte og saa Hinduinden . . Rajahen. Ei Prindsen selv af Wales usleste af Hindostans Slavinder gav jeg. Viid, en Tid tilforn og Pariaer hersked, dog frelstes Indien, da de rene Slægter bevarede sin Reenhed, Straalen liig, der smittes ei af Taagen, skjøndt nær qvalt. Guvernøren. Ve dig! du maa mig redde! Rajahen. (Afsides) Nei kun Indien. Guvernøren. Viid, jeg er dødsens! Viid da hvad du er! SIDE: 127 Rajahen. Min Datters Bøn meer stærk var end den Trudsel, forgjæves dog som den. Guvernøren. Saa prøv den opfyldt. (Raaber) John! John! (John kommer) Alt tabt! Vort sidste Haab er paa Uhyrets Stivsinds Klippe brustet. Hans Stolthed paa min bøj'de Nakke sprang, hvor dybt jeg krøb, hans Fuulhed smøg dog under, hans Øie flammed fuldt af Seiersblus. Men end er Magten vor -- endnu, ei meer. Den ende da sin sidste Aften med et Tordenslag -- hør Rajah! -- paa dit Hoved! Bring Vagt! Gjør Alting rede! Først begynd med Skruerne . . (John gaaer) Nu, du vil tale, Rajah! du Englands svorne Fiende! tal, med tro ei et Ord af hvad jeg lovte. Tro kun Trudslen! Rajahen (afsides) Jeg gaaer saa roligt som en Sol mod Havet, at ende Banen, naar jeg først Vakiti, besvangrende ham med Mysteret, har opglødet til en ny for Hindostan. Guvernøren. Hvad mumler du? Snart skal du skrige (ja vi Begge): ve, det er forsilde! Rajahen. Herre! Guvernøren. Spar kun til Bøddelen din Sledskhed: den er falsk, som mine Løfter; men den gjør mig ikke stolt, som disse gjorde dig, graalokkede Daare! SIDE: 128 Rajahen. Herre! visselig det er en Skat . . Guvernøren (heftig) Nu, nu? Rajahen. Men altfor vigtig . . Guvernøren. Hvor vigtigt er dit Liv? Rajahen. Mod Skatten intet. Guvernøren. Da gjælder mit dig endnu mindre. Rajahen. Dog jeg vil betænke mig. Som Gidsel tag mit Kjæreste, min Datter, tag mit Livs forskjønnede Natur, Meer end mig Selv! Guvernøren. Velan til næste Gry. Da peger jeg saavist til Underverdnen, hvis du tier, som Straalen op til Himlen. -- (gaaer) (Under Terrassen. Francis og Sami omfavnende.) Francis. -- Vi skilles? Ja, jeg vilde, hvis du kunde. Sami. Du gjør mig angest, Francis; dog endmeer for dig jeg skrækkes. Francis, kan du friste til saadan Blodsynd? SIDE: 129 Francis. Det er ikke Retfærd, som skaaner ham, men skummelt, syndigt Forhold. Sami. Mit Hjerte brast, om ikke min Beslutning ombelted det; thi der er intet Valg. Francis. Captainen er min Morbror; vel en fast, men venlig Mand -- o, paa hans Skib vi ere saa sikkre som paa ensom Ø. Da bort fra dette Slangerede! Sami! Sami! Sami. Tal ei, se ei; thi i dit tause Aasyn er Fristelse. Francis. Og Du mig, Elskte, frister at bede om hans Død. Sami. Du raser som Vakiti. Nylig var din Sorg dog som din Glæde yndig, da du troede ei, at Gud os kunde skille ad, men loe og zittred dog. Mod Jorden vær høimodig, mod Himlen lydig. Lad os give Verden, som gav os Mødepladsen til at kjende for Evighed hinanden, Alt tilbage; kun ei Erindringen, thi den (som Evnen i Chaos til den hele Pragt vi see) er spredt i vore Sjele ud som Kimer til saligt Liv, vel skjønnere ei end forsvundne, men saa sikkert som det Evige. Lad vort Farvel da være kort som Døden. Francis! O ei jeg bærer det -- SIDE: 130 Francis. Min Sami, end ei, end engang . . O hvisk "Ja!" -- Ved Daggry hist i Ruinens Mulm, at ikke Solen for tidlig skiller os. O, vort Farvel, for Dødsskilsmissens ene Stunde Skyld, burde saa langt som Livet være. (John viser sig med Slaver) John. Folk, her er Hun. Grib Rajahens Datter! Francis. Hvad? John. Nu! Rajahens Datter er Gidsel for sin Fader. Francis (griber Vaaben) Bort! (Afsides til Sami) Fly, Sami, fly! fly! de dræbe Dig og Dine . . Ha! Fly til Ruinen, der vil Ingen søge. John. Frisk, Trælle! Francis (angribende) Ha, saavidt -- du Skurk! John. Skaan eder! Francis. Ei mig, men endnu mindre dig . . Ha, bort! (Driver dem bort. Sami er forsvunden.) SIDE: 131 (Aftenskumring. Fortets Volde langs Ganges. Til en Port i Vandfladen fører en Trap ned, hvorpaa Vagt af Seapoys. Vakiti i Fakirdragt drivende i en Baad nedad Floden.) Vakiti. Mysterets rette Arving lever -- uvis er da min Lod. Og han skal leve -- vist er da, at i mit Støv jeg atter synker. Togange undflyet skal jeg døe før Sami ved Mindet om en Fryd har gjort mig Døden til Vellystdrøm, vel frugtløs, dog saa sød, at ei jeg vilde vaagne i en Himmel. Han leve? Muligt; thi de Fremmede for Kobber Retfærd sælge, Kjærlighed for Sølv og Hevnen selv for Guld. Mig nok, Han lever; fængslet som han ligger der paa Indiens vaade Bund bedækket af en europæisk knugende Steenhimmel, er han paa min Vei kun en Bul tvertsfalden, som ørkesløs dog hindrer, og maa væk. Ja væk! væk! (lægger til) Hinduer! Tys! Jeg hører Stønnet af en Sjel. Afveien, I Parier for Brahmas Ætling! Smitter ei Luften nær den Hellige! (Vagten fjerner sig) Bort! Jeg vil vie ham til Helgendøden. Jeg med Guders Smiil vil lyse op hans Hule. Jeg løser Sjelen, lærer den at synge der under Jord og Vand Gud Brahmas Priis. -- Hist Slusens Luge . . Floden voxer alt, opløftende fra Dybet Crocodilen. Som hvælvet Baad den driver alt for Strømmen. Ha, Chiven! Fortærende! Meer voldsomt banker mit Blod mod Brystet end mod Porten Floden med topp'ede Bølger over Tærsklen . . Ha, Fortærende, jeg lædsker kun det Blod, den Flamme, du i mine Aarer gjød. SIDE: 132 Alt Floden voxer -- nok, alt nok for bort at skylle Skillet mellem mig og Sami. (Aabner Porten. Raaber ind.) Sewaji! Sewaji. Kommer Døden? Vakiti. Ja. Sewaji. Fra dig, Fakir? Vakiti. Fra mig. Fra Brahma. Salige! som døer i Ganges. (Floden bryder ind. Pause) -- Hans Sjel er toet reen i helligt Vand. Han døde ei, ham Ganges tog tilbage. Om Vandet stiger op til Fængslets Hvælv, saa Boble knuses, har hans Sjel dog Rum; og naar det atter skyller ud, det fører den dog som rene Lotosblomme med sig. (Støder fra og forsvinder.) Vagt. Ve os! Os ogsaa sluge Floden; thi de Vantroe fatte ikke Brahmas Bud, og agte ei hans Hellige som Vi. (Styrte sig i Floden.) (Midnat. Det Indre af en kolossalsk Hal i Ruiner. Rajahen og Vakiti. Sami bag en Colonne.) Rajahen. Du svoer. Arv da Sewaji! arv det Dyreste, en Fader gav sin Søn: sit Selv, sit Livs Idee, sit Livs Liv, sin Sjels Sjel, sit eget Tilværs Nøgle mere værd end Livet, som han gav i Kjød og Blod. SIDE: 133 Vakiti. Jeg svoer ved Brahmas Vrede, Chivens Magt, ved onde Dewis, ved min Moders Ære, ved Faders Grav, ved alle Hellige, ved Jords og Havs Dæmoner, Himlens Guder, der seer i Sjelene som Stjerner i de dybe Vande, ved Gjengjældelsen jeg svoer . . Rajahen. I Brahmas Navn da! og for Hindostan! Om Dagen Brahma med sit Ildblik vaager tro for sit Hindostan og hver dets Træl, at slumre sløv i Lænker kan hans Sjel, men vaage livlig Natten ud som Flammen; til engang, engang i en rædsom Nat de Hindusjeles Hevnensflammer brat gaae til en natlig Brahmasol isammen. Da skifter Tiden. Og den nye Alder sin første Dag hiin Nat for Hevnen kalder. -- Dog sove tungt de Trælle. Kun hos dig i vaagne Sukke fryded Hevnen mig. Jeg ved din Leervæg bøjed mig at lytte, og hørte hvad og i min Sjel blev sagt: at Lænkejern i Frelserodd er lagt, at Hindostan gjenreises i en Hytte. Vakiti (afs.) Hver har sin Lidenskab. Han min ei fatter. For Sami vaagede mit trætte Legem, for Sami stønnede min qvalte Sjel. Rajahen. Paa Hindostan som jeg i Suk du tænkte, og aanded Hevn og Frihed blandt de Lænkte. Jeg elskede din Sjel saa dyb og mørk; og før jeg fandt dig sorgbedøvet, liig en frossen Slange, kaarede jeg dig, hvis ei min Søn hjemkom ifra sin Ørk. SIDE: 134 Han kom, men for med Livets Tab at hevnes paa enkelte Tyran, som ham fordrev. Men Guders plan end ingensinde blev ved Dødelige rokket. Derfor levnes mig Søn i dig og Hindostan en Hevner. Med samme Eed, som du mig Taushed, gav jeg dig mit Barn; dog her ifra min Grav en Arv meer dyrebar jeg end dig levner: en Helligdom igjennem Ætten sendt, fra Sjel i Sjel med rædsom Eed indbrændt. I Pinslers Skrig, og naar i Dødens Stund kun vidløs Tale raller i din Mund, for Viv i Modersvee, fortrolig Ven, som kræver, at du aabner dig igjen, for Frister med Golconda i sin Haand, for Sværd paa Øje, Lænkepæl i Flammer, om Staalet aabner selv dit Hjertekammer, den gjemmes maa paa Dybet af din Aand. Om Liv for Lyd deraf du kunde vinde, i Krampe Hjertet fastere den binde! Om Blodet strømmer -- da din Sjel, ei den, maa med den sidste Draabe flyde hen. Det svoer du, svoer det ved din Sjelefred . . . Vakiti (Afs.) Veed meer, ved Sami. Rajahen. . . At paa Dødens Leie du skulde med den samme dyre Eed arvgive den din Søn til Vogt og Eje. Saaledes gaaer den gjennem Æten ned. Jeg døer, men frelst jeg i din Sjel den veed -- Hør da! I Indiens Old, mens end i Havet den anden Deel af Jorden laae begravet, fra Indus' Bredder herskende sig spredte Tzengaristammerne paa Indiens Slette. Som Gnisteregn vidtover tørre Sæd SIDE: 135 paa fredsomt Hindostan de styrted ned. Da sank Benares, og i mange Aar ei Solen lyste, og ei vexled Vaar. Da regned Graad, og stiv af levret Blod, med Øer af Liig den milde Ganges stod. I Blodskam ynglet, frem bestandig værre gik Slægt af Slægt, og hver var Indiens Herre. I Byerne, i Templerne, den skjændte, den boed selv, mens Hindufolket knap i Skogene fik Skjul; thi did den sendte sin Hær som Pesten rivende og rap. Men rædsom som et Baal, i Purpur rødt af Faders Blod, sad her en blodskamfødt Tzengarisultan. Dette var hans Slot. Her sad han liig en Grib paa et Skafot, selv blodig som sin Blok, som Øxen frygtet, og sendte Døden efter dem som flygted'. Fra denne Borg mishandled Jorden han, mens gudløs Brahmas Himmel han forhaante, som alt i mange Aar ei mere blaante, men var et Gravlaag over Hindostan. Her ynglede han nye Synder frem, og podede i sine Trælle dem. Han lærte dem at æde sine Fanger, at kaste dem i Borgens Dyb for Slanger, mens ovenover under deres Skrig han fraadsede i Andres friske Liig, og i en Lønsal over hule Grund besvangrede en Crocodilehun. Saaledes sad han, adlydt skjøndt forbandet, en Dæmon -- værre, thi med Blod og Kjød forøget var hans egen Flamme blandet. Som Tordner rulled Aag han over Landet; som Lyn sig slangende, Blodstrømme flød i Kobbervognens Spoer, hvorpaa han drog, af sammenlænkte Panther og Hinduer hvert Aar omkringkjørt under Seiersbuer, at naae de Liv, han ei fra Borgen slog. SIDE: 136 Da lærte Brahma selv min Stammefa'r, i skrømtet Skikkelse af en Tzengar, at tale ved Tyrannens Thron, som stod af Hjerneskaller bygt, forgyldt med Blod: "Du Verdens Konge, paa din Thronestol hvor liig en herlig Guddom paa en Sol! Du, som retfærdigen vort Aag har lagt med tifold Vægt paa Hindostan tilbage, til Seiersjubel gjort de Usles Klage, i Hæder hyllet tusind Aars Foragt! Hvorledes? er det Jordens Herres Magt, er det en Hevn, den Seklers Trældoms fødte, der kræver tusind Aar at blive mæt, at, om et Hindubarn derude blødte, saa driste Mødre her at kræve Ret? at af det samme Folk, som ud os stødte i Ørken, da i Altings Barndom hver Nation var lige og Gud lige kjær, frem for din Throne tidt dets Fyrster mødte med trodsig Mine og med frækt Besvær? Vel! ved din Thrones Fod jeg aabne vil en bundløs Afgrund med en Falddør til. Did træde de, og brat forsvinde som Støv, der nærmes Solens Glød. Er Skræk en Thrones Fod, og Død dens Trin, er Høihed først dens Tinde. Som Solen sig med maalløst Rum omringer, saa gravomgjordet Tzengars Throne staae, derfra udstraalende i røde Klinger den nye Dag, som sig om Indien svinger fra Himalah, din Sejersbue blaa!" Min Stammefader Naade fandt, Tyrannen, at hans Raad var sandt, at falske Gulv var Prøvedom paa hans Vizirers Troskab, om med rolig Pande eller Sved paa Dybets Tag de knælte ned. SIDE: 137 Og alt han gjennemmønstrer Rækken af Døden Vie'de eller Skrækken. En gylden Kjæde var den Mesters Krav just lige lang som dyb blev Morderkulen. Og ledviis voxer Kjæden med hans Grav. Han grov. Hver Nat Tyrannen kom iløn, og loddede med frydtændt Øje Hulen, og fandt den snarest dyb nok for sin Søn. Han grov, og tækkte, eftersom den sank, den Brønd med Kobbervæg saa steil og blank. Han grov til Jordens Flammer brøde frem. Da med en Bund af Staal han tæmmer dem. Det Værk var færdigt; ovenover drejed berørt af lettest Fod sig falske Tag; men falskere var Smilet af Behag, hvormed den Frygtelige Kjæden vejed. "Der er din Løn" -- han skreg, og fra sit Sæde han slænger hen med Haan den lange Kjæde -- "Dog er der ved dit Værk end Et, som rester: Du Selv, du Selv maa først det prøve Mester!" -- Da faldt Tzengarens Dragt. Tyrannens Blik ei Tid at lyne paa Hinduen fik. I Luften funkled Kjæden; om hans Strube i Snare faldt den -- en Secund -- og ifra Dybet af den Grube som Rallen hørtes Brølet kun. Med denne sorte Steen sig Dybet lukked', og Ingen hørte hvad dernede sukked'. Men i Tzengarens Skræk det Sagn blev hørt, at bort Sultanen var af Dewis ført. Fra Skogene brød Hindufolket frem; og Hevnen førte, Sejren fulgte dem. Hvad ei af Tzengarstammen maatte bløde bag Indus sidder end i Ørknens Øde. En Deel, foragtet, hjemløs og forhadt, endnu i alle Lande maa omvandre. Urene Pariakaste er de Andre, SIDE: 138 som Hindusværdet træt har levnet at. Da var det Menu Lovens Tavler reiste som nye Aldres Port og Straalehegn. Benares' gyldne Kupp'ler atter kneiste som Blomsterklokker efter natlig Regn. Men gjennem Æten gik fra Eed til Eed det Sagn af selve Brahma aabenbaret, at hvor Tyrannens Aadsel er bevaret er end den onde Geists Forviisningssted: en Geist med Dødens Magt og Hevnens Hu, i Aadslets Pestdamp levende endnu: en Ødelæggelsens Dæmon, som skulde, om denne Steen ved mine Fædres Kunst blev aabnet, stige i en giftig Dunst, besvangre Skyen med Døden, Dybet skjul'de. Ved første Blink af Dag den dømte Aand skal stige hærjende opover Landet, en Kjæmpeslange liig, af Pestdamp dannet ved Tidens Tryk og Brøndens Hvirvlcolonn. Hvert Blik, som saae den, skulde stivne; -- hvert Aasyn vorde som Dæmonens fælt, forstent som Dens, der, naar om Geist blev mælt, seer Mulmet sig med Spøgelser at livne. I hvert et Dugg hans Billede skal hænge. Hans Kjølvand være hver en Luftnings Hvift. Imellem Kyssets Læber skal han trænge, imellem Mund og Bæger øse Gift. I Gjæstevelkomsts hellige Pocal han speiler sig, naar over Jord han jager. I Brudens Blik sig Bild han sænke skal, og Elskeren det døende opdager. Den Gamle seer sin Grav; dog hvidne end et Snees af Aar imellem ham og den: den Livsensstrøm gaaer fort endnu; den stride maa sagtne før han over den tør skride. Da vender han mod Gud med Tak sit Blik . . ve ham! hvad ned mon i hans Øine lynte? SIDE: 139 Dæmonen sortnende i Sky han synte, og Graven hvor han knælte just han fik. Som Græs, hvor Brand i Jorden tærer skjult, med Iil -- som leved det -- sig bøjer guult, omkuld, i Margen tæret, Styrken vakler; og i Dæmonens Farenhen -- som Fakler i Vinden -- slukkes Fagerkinden brat. Den Spæde Død af Moderbarmen kryster. Hver Dag Forraadnelse hans Ving afryster; og Døden luer i hans Blik hver Nat. Men det var Brahmas Dom, den han i Stenen indspeilede, at den ei løftes skal før Indien engang bugner fuld -- som Grenen af Bier, som af Gribbe liigdækt Val -- af fremmed Folk, gudløst, guldtørstigt som Tzengaren efter Blod. Og derfor om det Indiens Hevnmyster maa En kun vide, der aldrig fristes før det er paatide, at aabne Slusen for den Dødens Flom. Men da er Tiden først, naar Aaget ei ved jordisk Magt af Hindostan kan lettes, naar sammen reen og ureen Kaste slettes som Sæd og Ukrud hvor en Strøm brød Vei; naar Aag Brahmin og Paria sammenbinder; naar Sletten bærer ingen fri Mahrat; naar sidste Rajah mistet har sin Stat; naar mellem Folket Vedams Lyd forsvinder som Vindens syge Døenhen mod Nat; naar Fyrster ikke og Nationer, men kun Trælles lige Masse gaaer igjen; naar Britten fast Hinduen har fortrængt fra Jorden, og hans Hav med Skibe stængt, hans stolte Floder qvalt ved Bastioner; naar af Europas rivende Nationer (som Vrag af Søuhyrer) Asien er bestegen bleven; naar for Alle levnet kun er at døe som Træl, men vorde hevnet, SIDE: 140 at døe med Lyst naar kun Tyrannen døer. Da er det Tid! kun da, men ikke før. Vakiti! meer: min Søn! o meer: Hindu! Du har i Haand det frygtelige Vaaben, som hevner Indien paa Europa, men med dets egen Død som den, der styrter sig med sin Fiende i en Afgrund. Tag det! Thi du har svoret; og i Eden tage jo Menneskene Guderne i Haand, og eedrakt Finger isner zittrende fordi den rører Dommersværdets Egg. Dødsfrelser, du er hellig! Ingen Lidenskab maa friste dig til Misbrug . . Vakiti (Afsides) En jeg kjender, som kunde: dersom Sami -- Rajahen. Ikke, om din Sjel, som Fnugget skjælvende paa Sværdod, paa Grændsen af de tvende Sjeleriger: af Kjærlighed og Hevn, var lænket . . Vakiti (Afsides) O! Du traf det. Der den udspændt er som halvt imellem Vinterkuld og Sommerhede, imellem Nat og Dag og Hav og Ild. Een Tanke -- o! end gyste jeg for ingen. Dog føler jeg dens fjerne Mulighed som Strømmen om jeg nærmer mig en Foss. Men selv den er af begge Rigers Kræfter isammensat; min Sjel er da en Kampplads for tvende Magter, som jeg ei kan styre; og jeg en dødskudt Ørn, der tvinges af sin Smerte til med Slag af egne Vinger at knuse sit forblødte Hjerte . . SIDE: 141 Rajahen. Ha, dit Aasyn viser, at du føler Vægten af Brahmas Ærinde. Dog værre Aag paalægge Mennesker end Guder. Indien i aabent Aasyn bære maa sin Skam. Du skjul din Ære i dit Alvors Mulm! Til frie Bjerge ty med Sami. Sku derfra om Sletten fyldes nok med Britter, om Havet af de fremmede Hov'der voxer til Himalayas Lænd, og vil som Indsøer i Kaschemir og Thibet trænge ind -- da slip din Storm, Dødsvingernes Orcan! da kan din Død sig lønne, Hindostan! Vakiti. Beløn med Sami min! Rajahen. Vi søge hende. Saa skal meer høit mit Blod din Flamme tænde. Hun lønne skal dit Liv. Som i sin Himmel en Stjerne, synker du i hendes Skjød! Men skjønnere end Livet bli'er den Død! Thi du, som Natten med sin Stjernevrimmel, skal dækt med alle Indiens Geister stige, mens under dig du seer de Skygger af de Fremmede, du Død for Indien gav, som Nattehimlen øiner Jorderige. Frygt ei, at hine Skygger meer betynge end Glimmerdunet Sommerfuglens Vinge! Med dem -- som Natten speiler ind sin Pragt i Havet, naar dets Oprør har sig lagt -- naar Jorden kan, som efter Chivens Flod, frembringe bedre Liv i bedre Blod, til det besvangrende din Sjel gjenvender, og seer -- som Brahma paa sit Blad af Havet -- SIDE: 142 et bedre nyopstandet Hindostan, end det du med dets Skjændsel har begravet. (de gaae. Det gryer.) Sami (fremtrædende) Forfærdeligt! O det er ikke Retfærd, om Guder selv det gjør, at straffe Uskyld med Skyld, at hevne Skyld paa Uskyld. O, hvad Ondt har Francis gjort? Er han ei nok for alt at sone? Han maa reddes. Derfor du hid mig førte, Brahma! Francis (iilsomt kommende) Sami! Sami. Bort fra Døden! Francis. O jeg elsker Døden; thi den har gjenskjænkt mig Livet. Mellem os er ei Sewaji eller Skille meer. Han døde godt, for ingen anden Bøddel end Aftenfloden, der brød ind i Fængslet, forat befrie ham . . Sami. Francis, saa vi flye. Francis (Afsides) Hvor rolig! Sami. Ak, jeg tænker kun paa dig. Fly! Jeg vil følge dig. Vi gaae til Skibet. Paa Havet fjernt der vil jeg mønstre alt det Skrækkelige . . Kom! SIDE: 143 Francis. Ja vel, til Bjergene; til vilde Thibet, det er meer sikkert, end Skibet, som skal bære bort min Fader; til Nepauls Alpe, til et Gribberede, Rohilla'ens Telt -- o der er sikkrere! Sami. Ihvorendhen! Om paa et Vrag, en Qvist, en Boble midtpaa Havet, dog -- sikkrere end her . . Tys! Ve! (Rajahen kommer mellem Colonnerækkerne; sætter sig paa Stenqvadraten i Gulvet.) Francis. Din Fader? min Faders Modkraft? En Figur for Indien, som han er for Brittannien. (Afsides) Oh, den gamle Qvist ei hindrer os i Flugten . . Rajahen. Sami! Sami! Sami. Jeg kan ei -- O han græder . . Rajahen. Sami! Sami! Forsvundne! og forsvundne Indiens Frelse! Sami. Jeg maa -- han er min Fader, og han græder. O, Francis, slip! Francis (omfavnende) End ei, og endnu ei til Døden, og endnu ei! Rajahen. Ve mig! o ve mig! SIDE: 144 Francis (kyssende Sami) Tys! Hans Jammer er en Dag, en Aftenhvift; vor er et Liv, om du forraader dig. Rajahen. Ve mig! ve Jorden! ve Hindostan! Min Datter mig bedrog, jeg Hindostan, jeg Indi'en, Himlens Datter og min Moder, jeg Jord og Himmel, for sin Naade Gud. O Brahma, du og ei mit gamle Blik, Du kunde see Forræderiet i hans Sjel. Hvi saae du ei? Din Jord nu ødes kun ved en Lidenskab, ei, som du vilde, naar Tiden var der, af høihjertet Hevn. Sami. Vakiti menes -- o Uhyret, som jeg skulde . . Francis. Hvad! Tal ikke ud, at jeg kan ynke Oldingen og undgaa Had mod en Foragtelig. Rajahen. Velsignet være dit Øie, Brahma! men forbandet mit, som saae ei Lavhed i hans skumle Blik! Din Viisdom signet, men min Kløgt forbandet, som vidste ei, at Nedrighed kan sørge, erindred ei, malayisk Blod er Skum. Sami. Jeg trøster ham og flyer som Vinden flyer, naar den har svalt en Pande. (Vakiti kommer) O, nu ikke! SIDE: 145 Vakiti (til Rajahen) Du, Rajah, Du og Indien er i min Vold. Opfyld dit Løfte, giv mig Sami, og jeg er din og Indiens Træl. Rajahen (faldende ned for ham) Jeg trygler dig om Barmhjertighed, min Søn! min Søn! Vakiti. End ei jeg er det. Ha, du veed ei, jeg for din Datter myrdet har din Søn; dog elskede jeg ham . . Rajahen. Jeg sørger ikke. Jeg offred mine Børn. Tag nu mig Selv! Vakiti. Dog var hun min, var jeg dig bedre Søn. Rajahen. Ve, at slig Kraft ei har en bedre Rod, saa fast en Rod saa giftig Krone. Ve! slig Ild slig Glød, slig Glød saa fæl en Ild! Vakiti. Sandt! Glød og Ild. Dog er der kun een Ild som tvinge kan min Kulde, men selv denne tænder den, og værst den brænder. Rajahen. Du svoer ved Brahmas Vrede, Chivens Magt, ved onde Dewis, ved din Moders Ære, ved Faders Grav, ved alle Hellige, ved Jords og Havs Dæmoner, Himlens Guder, der seer i Sjelene som Stjerner i de dybe Vande, ved Gjengjeldelsen Du svoer, du svoer -- SIDE: 146 Vakiti. Jeg svoer ved Sami, mit Alt; du ved hiint Alt, at give mig, som Løn for Sjelebyrderne din Sami. Det var at skjænke mig en Blomst, i det du kaster den i Dybet; thi du havde hengivet hende i Tyrannens Vold. Og nu -- ha, kan det undre dig, selv Træl, om Trællen, som faaer Magt, i den sig føler, og bruger den? I Mangel af en Hær, jeg lader Dødsdæmonen, nu min Træl, bestorme Fortet. Rajahen (springende op med glad Livlighed) Søn, hun er der ei. Vær brændende for hende kun, barmhjertig mod din Velgjører; dog forstød ham, vær kun trofast imod Hindostan! Vakiti. Hvor er Hun? Da er jeg bedre Søn dig end Sewaji, Mysterets Vogter troere end Du. Hvor er Hun? Rajahen. Ve mig! Sami. O! var ei Uhyret -- Vakiti. Frem, Gamle! Ha -- Rajahen. For dig det skede. Ført som Gidsel, at jeg kunde vinde Tid SIDE: 147 at lægge ned Mysteret i din Sjel og Sami i din Arm, hun blev befriet -- ve! -- af Tyrannens Søn . . Vakiti. Ha, der endnu er En ilive! Rajahen. Hun undfløi. Vakiti. Og Han? Rajahen. Er med forsvunden. Vakiti (bedøvet) Ha! Rajahen. Han elskte hende . . Vakiti. Du vidste det? Forlorne! Rajahen. O jeg vidste, at hos Tyrannen, Fiende som alle Tyranner af sin Søn, var Sami bedst bevaret. Vakiti (slænger Rajahen ned paa Stenen) Ligg der! Paa Grubens Bund din Daarskab bedst bevartes. Rajahen. Ja, her vil jeg selv med mit Liig bevogte. SIDE: 148 Vakiti. Daare! troer du, at Guderne ei ville hvad der skeer? Rajahen. Frygt hvad kan skee, men ikke Guders Vilje! Vakiti. Men jeg -- ha, er jeg ikke som en Gud! jeg veed hvad der kan skee; og frygter Intet, selv ikke Guds Forbandelse; thi den mig medfødt er, endskjøndt dengang uskyldig. Alt som jeg voxte, har jeg løftet den op med min Skulder. Den er i min Sjel en af dens Grundvolde. Mine onde Tanker kun i min Hjernesky er' Gjenskin af dens Glotræk i mit Hjertemudder. Og min Aand maaskee, om det gaaer høit, er Røg af en for dette Livs Tilvær saavidt i Bunden nedbrændt Salighed, at alt dens Bedre, Retsind, Vid og Trofasthed, kun ere deraf enkelte Colonner, der sodbedækte staae igjen . . Rajahen. O ve dig! Saa rædsom Troe, at Gud forbander Barnet, du lærte kun af Missionæren. Hør mig: din Lidenskab er Lynet, som dig bander. Saaledes er du Gud . . Vakiti. Mon ikke Dødens paa denne Steen? Siig, flammer ei Dæmonen! Jeg kunde nok faae Lyst at see ham. Ha, selv brænder jeg derefter . . SIDE: 149 Rajahen. Ene Den, der aabner dette Dyb skal see ham. I den Djærves Aasyn speiler sig hans Fælhed og derfra da med Døden i de Andres. Vakiti. Du troer, jeg frygter. Gamle! kjender du ei anden Lidenskab end Kjærlighed til Fædreland, og Undertryktes Hevn? O! jeg vil fange Døden i mit Aasyn, og vende det mod alle Verdens Kanter. Dog søge først -- Haha! Rajahen. Hvad vil du, Rasende? Vakiti. Just det du frygter. Rajahen. O, hvi hevne dig paa Menneskheden? Vakiti. Saa de Fleste gjøre for meget mindre. Rajahen. Din vilde Vilje er Dæmonen . . Vakiti. Stærkere end den, som er min Vilje underdanig, og meer tungt end Stenen Geisten maa jeg knuge Brystet, at ei min Vilje slipper ud og dræber. SIDE: 150 Rajahen. Just Altings Ende er som Gud det vil. Anstrengelserne Menneskenes. Gaa, og søg da selv din Sami! Vakiti. Hvor? Rajahen. Jeg ahner, paa Skibet. Vakiti. Var det midtpaa Oceanet, jeg svømmed did. (iler bort) Rajahen. Og min Forbandelse det naaer. O Sami! Francis (til Sami, som vil rive sig løs) Han forbanded ei; thi Lyden var vemodig. Mærk paa Lyden meer end paa Ordet. Sami. Hans Forbandelse kun vilde søge mig. (Raaber) Forbarm dig, Fader! Her er din Sami. Rajahen. Ville Luftens Feer mig lokke fra min Plads? Hvis du er Sami, Blod af mit Blod og Hjerte af mit Hjerte, da iil til Floden! iil, og kast dig for Vakitis Fod! Trygl ham om Naade! Fly! Din Fader byder dig . . SIDE: 151 Francis (til Sami) Din Broders Morder, ham vil du trygle? Og du mig forskjød, da jeg ei vilde vige for din Broder? Den, Slange halv og halv Hyæn du nævnte, ham . . Sami. O, kun ham, kun ham i hele Verden jeg kan, selv for min Fader, mig ei offre. Det kan ei være Dyd, om selv det var for Engles Skyld, at offre sig til Djæv'len. Francis. Kom, skjul dig, at ei Disses Vanvid -- som i renest Indsøe lettest mørke Sky sig speiler -- smitte skal din Sjel. Sami. Jeg kan ei, før han velsigner mig . . Rajahen. O Hun er borte, og Brahmas Skjulte frelst. Velsignet være et lydigt Barn! O Guds Velsignelse var stor i Sami, skulde min jeg negte? Velsignet være Indiens Offerlam! Sami. For Indien, o, jeg kunde vel mig styrte i Crocodilens Gab, men selv for Francis -- hvis ei hans Sjel jeg skulde frelse -- i Vakitis ei. Det var at miste Sjelen før Evigheden dog for Evighed, og Livet førend Døden. SIDE: 152 Francis. Kom iskjul da til Natten frelser! Thi til dette Sted gjenvender han som Tigren til sin Hule. (Ved Ganges udenfor Fortet. Fra Skibet lægger en Barkasse med væbnet Mandskab modland. Vakiti paa Skibsbroen. Nogle Sjøfolk.) Vakiti. -- Kun Kulde, Kulde, Kulde! Og der er ingen Qval. Kun Kulde; thi det er Forstand, og Alt skal gaae saa godt som Himlen vil og Menneskene kunne. Hun er der ei. Jeg gjennemroded Skibet. (til en Sjømand) Hun er der ei? Du svoer det. Sjømanden. Ja ombord er kun en Negerinde. Vakiti. Du ei saae En vævt af Morgenrødme overslørt end med lidt gjennemsigtigt Sommermulm? Da maa du have dig en Diamant. Der for dit skarpe Øje! (Giver ham den) Haha! hold fast! Du mister den! Tro mig du mister den! (Barkassen lander) Captainen. Hent Fangerne! (Væbnede gaae) Vakiti (Afs.) Det er den høje Tid. Kun brist fortidlig ei, mit Bryst! det løfter sig som Dæmonen løfter paa sit Laag. Snart! snart! SIDE: 153 Captainen. Min Ven gaae ei i Ganges! Du seer ud dertil. Vakiti. Frygt ei! Jeg er saa tro en Træl, at jeg vil døe med mine Herrer. (Afs.) Er Hindostan ei opfyldt nok med Britter? Kan nogen Fremmed trænge nærmere ind paa en Hindu, end hiin Britt paa mig? Da er jo Tiden der. Da Hun forsvandt, af Brahmas Timeglas det sidste glimrende Demantkort randt. (Guvernøren og John komme med Vagt.) Guvernøren (til John) Speid gjennem Folket, om du mellem Haansansigterne ei seer den gamle Rajahs. Jeg angiver ham til Døden. Han skal følge med ombord, og med til Havsensbund. John. Jeg seer Vakiti, den rømte Træl. Han veed hvor Rajah'en er. Vakiti (Afs.) Min Fiendes Fader, og min Faders Fiende, og Hindostans Vampyr -- o det er nok for nøisom Retfærd, meer end nok for Hevnen. Guvernøren. Hvor er han? (til Capitainen) Fængsl, min Herre, denne Træl, togange rømt, skjult hos en oprørsk Rajah. Han veed hvor denne skjuler sig i Ynglen af Planer kun til Engellands Fordærv. (Vakiti fængsles paa Capitainens Vink.) Vakiti (Afs.) Nu Kulde, Kulde! Den betvinger Lænker. (til Guvernøren) Jeg myrdede din Søn . . SIDE: 154 Guvernøren. Du! Du! Vakiti (til Guvernøren) Jeg! Min Sjel, ei Andens, kun med Andens Fingre. Min Sjel fortærte hans og blev da værre. Raab ei, men løs mig, og jeg teer dig Skatten. Nu, hører du? Jeg dig forraader Skatten. (Guvernøren hvidsker til John.) John (til Guvernøren) Strax, Sir! Smedd kolde Angst som varme Jern. Captainen. Afsted! Guvernøren. Befri ham! Jeg anklager ei. Han fører eder flux til Rajahen, den Bittreste af alle Englands Fiender. Vakiti (Afs.) Haha! det er et Skuespil: min Hevn fortære skal min Qval som Tigren Panthren som Crocodilen tørstig Leguan. (Høit, lænkeløst) Følg mig! (seende sig tilbage) Ha, fulgte hele Engelland! (de gaae) (Ruinerne. Rajahen paa Stenen. Francis og Sami skjulte.) Rajahen. -- Ei jeg, Vakiti ei, men ene Sami skal frelse Hindostan. Dog er hun som hiin fagre Yngling hængt paa Gribbens Klippe; SIDE: 155 han som en Gribb, der kradser Blomsterne af bløde Høi, hvor den sit Bytte æder. Tys -- ha! Colonnerne ryste -- Kommer han med sit Bytte? Det er dyrekjøbt for Gudsmysteret. Men er Indiens Frelse vel mindre dyrekjøbt for arme Sami, det Gudsmyster i en uskyldig Jomfru? (Vakiti sees nede i Hallen med Guvernøren, John og det øvrige Følge.) Ha! Gud Brahma staa mig bi! O giv mig Liv paa Liv at værne om din Helligdom! Francis. Jeg værner min mod Alt . . Sami (skjulende sig ved hans Bryst) Først Døden værner mod Alt, og den er nær. O skjul mig! skjul mig! Der er Vakiti. Vakiti (til Guvernøren) Just hvor Rajahen sidder, der under Stenen med Hieroglyfer, er Skatten, stor nok til en syndig Jord at frelse. Guvernøren. Griber Rajahe'n, den Forræder! Ras nu! ras nu! Jeg reddes uden dig. Rajahen. O Brahma! væbn dig! Lad mig frelse min Dødsfiende . . O Brahma! I Forlorne! bort! her er Døden. (kjæmper med de Angribende) Vakiti. Saa han kalder Skatten. Den hvor han spænder Benet nu somom han løfted Bjerge . . SIDE: 156 Rajahen (brydende) Der er Døden! Døden! Sami (skriger) O Hjælp! Rajahen (brydende) O Brahma hjælper. Feen raabte med Samis Røst. O Hjælp for Hindostan! Vakiti. Der hvor han bløder, netop der . . Guvernøren. Stød ned da! Jeg bliver utaalmodig. (John støder Rajahen ned) Sami (brydende frem fulgt af Francis) Hjælp! I Mordere! O nu kan Døden komme . . Du Uhyre, kunde Du ikke bie til det endnu større Uhyre der for dette Mord dig sparte ved at opsluge Alt . ? (segner i Francis' Arme) Vakiti. Nu fuldt er Bægret. Nu strømmer Tiden over . . Rajahen (døende) Der er Lønnen! Tag den for Troskab, Djævel! O jeg har for Hindostan betalt den -- Vakiti. Tid, nu er du bristefærdig. Fød fuldbaarne Uhyre frem da af din Jammer! Hun kan døe og ei ved mig . . SIDE: 157 Guvernøren (til Vakiti) Du skulmer om dig som Ulven, der vil springe over Gjærdet. Vakiti (stryger sig over Panden) Det var en Tanke, og den var en Ulv. Ha, Samis Elskte, kryst kun hende, blot du sværger, du vil see mig i mit Aasyn om en Secund. Stirr evigt saa paa hende. Guvernøren (utaalmodig) Nu! Vakiti. Nu bort med dette Liig, at jeg kan frelse denne Indiens Bøddel. (arbeidende forat løfte Stenen) "For Indien" vilde denne Blaamund sige; jeg siger kun "for mig, for mig, for mig"! Sami (opvaagnende) Han dræber Eder -- o den Skrækkelige! Francis! stirr i mit Blik for Guds Skyld -- o! urokkeligt! for Guds Skyld! Drukn dit Øje i mit -- maaskee vi frelses. Fast! o fast! at vore Hjerter Liv slaae i hinanden . . Vi favnes, Elskte, nu paa Afgrundsranden, og styrte, see vi did, ei paa hinanden. Francis. Ja Elskte -- o jeg seer kun Dig, og føler kun dig, og hører kun din Aande. Guvernøren (utaalmodig) Nu? Vakiti (arbeidende) Der er et Dyb herunder. Frygter du? SIDE: 158 Guvernøren. Kun at du mig bedrager. Tør du see mig i mit Aasyn? Vakiti. Er det fælere end Dødens? -- (Løfter Stenen. Døden afbilder sig i fortrukne Træk i Vakitis Aasyn. Hans sidste Blik søger Guver- nørens, da det ikke finder Francis'. Idet han styrter i Dybet speile alt samme Dødstræk sig i Guver- nørens, og derfra i Johns. Nogle flye. Mellem dem Capitainen. Døden udbreder sig fra Ansigt til Ansigt. Kun de Elskende reddes nedsjunkne i hinandens Favn.) EFTERSPIL (Skibet ved en fremmed Kyst. Francis og Sami paa Dækket.) Francis. Her er en yndig Ø. Her vil vi boe, og prøve Sandheden af hvad jeg sagde, at, om end Himlen grues over Jorden, er det dog nok, om kun eet engelsk og indisk Hjerte elske, til at faae den atter til at smile over Jorden. (Capitainen stiger op af Kahytten med Breve) Captainen. Bort! bort, i rum Sjø femti Mile om dette Forbjerg. Døden er der alt. Fra Skib til Skib, fra Ø til Ø, forstærket med hærje'de Indiens Liigstank, springer den for endelig at naae Europa, og for første Gang at lade Indiens Kræfter beseire europæisk Kløgt. Til England snart rækker Indiens Hevn. Den aander -- den Indiens Vrede, Indiens Cholera, der trænger Pesten bort for selv at rase -- i hede Vinde over Havet, og forat omringe Verden puster alt SIDE: 159 (som Flammer over Tag for Tag at naae) den over Himalah, og strømmer gjennem de trange Butans Dale, dannende den store Ørken til et Dødsbassin, der atter, dæmmet op, igjennem Altai udgydes over Norden. Francis. Før os da til liden Holme midt i Havet. Derfra, som Stenen Cirkler i det stille Vand, vi atter sprede over uddød Jord en voxende Velsignelse. Thi Døden os ærer som Forsoningens Symboler. Sami. Ja før os til en Ø i Verdens Hav, for tvende Hjerter stor nok og en Grav. Henrik Wergeland SIDE: 160 DE SIDSTE KLOGE FARCE AF SIFUL SIFADDA Personerne: Kornpugeren Stadssatyricussen Procurator Zobolam De sidste Kloge paa Terranova. Fætter Een Fætter To Fætter Tre De sidste Narre paa Terranova. Halil Dimna og Ayanna, deres Barn De sidste Mennesker paa Terranova. Smaadjævle. (Torvet paa Terranova. Halil. Zobolam lister sig om.) Halil. For fæl er Hungers Rædsel selv for Døden. Af skræk den klodset, seent kun ender Nøden. De Stakkler have ikke Kraft engang, at puste ud saa Aandens Lænker sprang. De tære maae paa Mavens egne Hinder, paa Blodets Farvestof til det forsvinder. Først da, som Røgen i en blikstil Qvel hensvæver sukløs Hungerpiintes Sjel i ubestemt Secund, som ei tilhører det Liv, som endes, ei begyndte Død. Selv Sjelen synes døe i Hungersnød: sin Tanke ei mod Himmelen den fører: den eet med Støvets er: den er kun: Brød. Og der er Brød, mens døe maae Jordens Slægter; thi Den, som eier det, ved Loven negter. Der findes Brød for Millioner; men det efter Loven kun kan mætte Een. Der gives Korn, men under Laas og Lukke, og Prisen stiger jevnt med Folkets Sukke. Fra toppet Alpekrands af Rug og Byg af Havre gaaer en appenninisk Ryg SIDE: 161 til hvide Hvedeætna, som i hede Forraadnelse jo ryger allerede. Thi bedre er Beholdningens Forliis end Skjeppes Salg til Skillings Underpriis. Saa Monopolet vil, -- den Magt, som Jorden har knuget til den nu er Dødens vorden, -- det Enevælde, som i hvad Gestalt det viser sig: som Konge eller Puger, som Haandværksmand, der Laugets Særret bruger, har Liv og Frihed over Jorden qvalt. Zobolam. Hvad? tænker du paa Oprør? Se, om ikke end kaade Tanker Folk i Blodet stikke? Hvad taler du om Nøden da? Halil. Meer grum Du er end Han, der hungrer os tildøde. Han troer, at Kornet steeg som Klager løde. Du tvinge Klagen vil at være stum. Zobolam. Ja, klages høit, da veed du Folk maa bøde. Det lever Jeg jo af. Halil. Da vil jeg leve før af hvad jeg lever af: af Intet, end af Synder. Zobolam. Saa tænkte ogsaa jeg dengang jeg var Begynder; men sligt ei meer anfægte Advocaten bør. Som Chemikeren veed af Dunst et Dryp at vinde, maa han forstaae et Vist udaf et Intet finde, af samme Intet leve hvoraf Andre døer. Men, Snak tilside, Mand! vil du undgaae Stævning, saa maa du punge ud. SIDE: 162 Halil. Kan I virkelig tænke paa Sligt nu, da næsten Alle ere for- komne i denne Hungersnød, som ikke er Naturens men Kunstens Værk. Zobolam. Netop! netop! det er netop Tider for Procuratorer. Men bi bare til Magazinregningerne ere forfaldne. Halil. Der bedrager I jer stygt, da Kornpugeren ikke har solgt et Korn uden for Contanter. Zobolam. Hoho! ja til Datum! men nu er det forbi med Contanterne, og saa begynder Rentebevisernes Efterslætstid, som tager til bare Marken. Kom med hvad I har! Halil. Ak, jeg har kun til en Skjeppe Korn til min hungrende Huus- tro. Det kan I dog ikke ville tage. Zobolam. Jomen. Sniksnak! Halil. Det vil være at bedrage eders Principal. Zobolam. Principal? Hvem er det? Mammon! Er Mammon Part, saa vinder han. Er Mammon Modpart saa vinder han. Halil. Vogt jer for at gjøre en Mand sulten! Han har af Naturen Ret til at være rasende. Vogt jer for at gjøre en Rasende endnu mere rasende! SIDE: 163 Zobolam. Oh langtfra! Naar Folks Blod syder, gaaer Procuratorens Mølle. Kom med hvad I har uden Omstændigheder; thi ellers faaer I be- tale Omstændighederne. Halil. Det er min sidste Nødskilling -- hører I? -- det er min sidste Nødskilling. Den er ligesom Enden paa en Nerve. Zobolam. Den er hvid, seer jeg, den er en blank Krone, seer jeg; og den er ikke at foragte. Halil. Jeg vil give Eder en af min Huustroes Taarer. De ere blankere. Zobolam. Ahahaha! derfor faaer hun ikke et Bygkorn. Heller ikke faaer du for din Krone; thi Principalen sælger kun i Partier. Halil (bedøvet). I Partier? det er Mord paa Tusinder. Zobolam. Ja, i Partier, store Partier. Halil. O ve, det er Smaafolks Dødsdom. Der har I min Krone, da den dog ikke er mig til nogen Nytte. Nu tør jeg sige jer, at I er en Skurk. Zobolam. Nei, ikke før I har Lyst til at blive nøgen som Sandheden. (Gaaer). Halil. O Dimna! Dimna! førstegang jeg veed, at Drab kan skee af ømmest Kjærlighed. SIDE: 164 Zobolam (kommer tilbage). Beklager I jer Hustro? Jeg beklager jer Nød ei, men at I paa Hustro drager, det er et Hoved til, men ikke meer Forstand; en Mave til og dobbelt Tænder, to Taareblik, to nye tomme Hænder; og har hun Børn, da alt multipliceer! Halil. I Lykken er den Byrde som at bære en Frydruus, i Ulykke som en Stav. Kun Hungersnøden -- (brister i Graad). Zobolam. -- kan det Ønske nære, at hun med Muld sig mætted i sin Grav. Nu, skil jer lovligt da ved hende! Ingen kan sige da, at der er Synd ved Tingen; men kun, at Lov er god, naar Tid er slem. Halil. Forvorpne, ti! Nu seer jeg grant Forskjellen, der skilner Skurk og Advocat imellem: den Sidste lovlig er: Skurk af System. (Zobolam gaaer. Kornpugeren kommer.) Kornpugeren (klapper Halil paa Skulderen). Nu, hvad godt Nyt paa Torvet, Mand? Halil. Der er Dødsstille, Dødsstille. Kornpugeren. Det er daarligt Nyt. Men det giver sig vel. Jeg har Korn med sød Kjerne, Folket, Maver med skarp Saft. Hihi! Mand! Halil. Sælger I mig en Tønde Korn? SIDE: 165 Kornpugeren. Nei, jeg kan s'gu ikke. Halil. En Skjeppe? For Guds Skyld. Kornpugeren. Jeg kan s'gu ikke. Halil. En Potte? For Jesu Barmhjertigheds Skyld. Kornpugeren. Jeg kan s'gu ikke. Halil. En Haandfuld af Eders hundredetusinder Tønder? For min døende Hustro og mit Barns Skyld! for eders Saligheds Skyld! Kornpugeren. Jeg kan s'gu ikke. Men vil du have i Partier, og har gode Papirer, saa er der ingen Nød, gode Mand. Halil. Ingen Nød? O barmhjertige Gud, har ikke min Hustro blandet Vand i sin Melk forat mætte vort Barn, og aabnet sine Aarer forat nære det med Blod, da Brystet ikke vilde give mere? Kornpugeren. Hei! da er der vel Udsigter til at Priserne ville gaae op. Halil. Hvor høit hænger I Brødkurven idag? Kornpugeren. I veed det: efter Omstændighederne. Halil. Høit eller lavt er det nu ligegodt. Seer I det Hvide der ude paa Havet? den hvide Krands i Horizonten? SIDE: 166 Kornpugeren. Ja, Gudskelov! Nei, vilde jeg sagt -- de Skyer bebude nok et Uaar til. Men lad det ikke skrække dig; thi da sørge Pa- trioter som jeg for at der dog findes Korn. Halil. Du bedrager dig. Den hvide Krands er alle Øens Seil. Hele den gjenlevende Befolkning er derunder forat opsøge sig et Land, hvor der heller er mere Menneskelighed og mindre Korn. Kornpugeren. Guds Død! Halil. Kun Byens Satiricus er bleven tilbage; thi Ingen vilde have ham med. Kornpugeren. Guds Død! Og Satiricussen er, som næsten altid, ikke god for en Skjeppe Korn. Halil. Alene mig holdt Dimnas blødende Aarer tilbage. Hvor høit hænger nu Brødkurven. Kornpugeren. Som før. Hvad skulde det nytte mig at sælge de Par Tønder, Du behøver? Halil. I maatte creditere; thi eders Procurator tog min sidste Penge, fordi jeg klagede over den almene Elendighed. Kornpugeren. Raser du? Creditere? Creditere nu, da der ingen Penge er imellem Folk? Halil. Hvilke Folk mener I? Hørte I ikke ret? Der gives ikke Folk eller, efter eders Begreb, Kjøbere mere. De, jer Ubarmhjertighed levnede, søge enten nye Lande eller en hurtigere Død paa Havet. SIDE: 167 Kornpugeren (bedøvet). Ingen Kjøbere mere? Det var et Tordenslag! Guds Død, ingen Kjøber mere! Halil. Dersom jeg nu eiede en halv Styver, var det god Betaling for de hundredetusinder Tønder, I ikke behøver til jer Selv og jere mædskede Fættere. Overskudet er nu ikke mere værdt end Støv. Saaledes staaer det til paa Torvet. Kornpugeren. Det gaaer rundt for mig, Mand. Hold mig lidt. (vakler). Halil. Ja, crediterer I mig en Tønde Korn? Kornpugeren (styrtende til Jorden). Nei, jeg kan s'gu ikke. (Brøler). Vand! Vand! Luft! Løs Hals- bindet! Halil. Ja, crediterer I mig en Tønde Korn? Kornpugeren (med døende Stemme). Nei, jeg kan s'gu ikke. Halil. Saa kan jeg s'gu heller ikke give jer en Draabe Vand af Spring- vandet, som pladsker saa høit nu i den øde By. Vil i begraves i Korn eller Sand; thi nu gjælde disse Varer ligemeget? (Rusker i ham). Kornpugeren. Zobolam! Zobolam! Halil. Raab ikke paa onde Aander i eders Dødsstund! SIDE: 168 Kornpugeren. Døer jeg, saa døer jeg dog ikke af Hunger; men som den sidste Kloge paa Terranova. Halil. Ja saafremt ikke et overvættes Maaltid har Deel i eders apoplektiske Tilfælde, skjøndt det troer jeg ikke. Kornpugeren. Nei, nei, for Gud! Jeg var altid maadeholden, flittig, stilfærdig og en god Christen; ja en god Christen, der stod sig godt med Øvrighed og Præst. Halil. Saalænge indtil eders gode Christendom bragte alle Baand til at briste, og omsider nu ogsaa eders egen Livstraad. Men -- endnu engang -- jeg skal løse jert Halsbind og lægge jer Hals under Springvandet, og slaae jer en Aare løs, dersom I crediterer mig en Tønde Korn? Kornpugeren (næsten qvalt). Nei, jeg kan s'gu ikke. Hjælp! Hjælp! Halil. Nei, jeg kan s'gu ikke. (Gaaer. Fætter Een kommer) Kornpugeren. Zobolam! Skal vi sætte Taxten ned en Procent? Ak jeg seer ligesom i en Taage, at det er Fætter Een. Nu er jeg hjulpen. Og saa sulter jeg tilsidst mine Fættere og tilsidst Procuratoren ud, og tvinger dem til at kjøbe. Kjære Fætter, løs blot mit Hals- bind op, jeg er bleven noget altereret. Fætter Een. Strax gode Onkel! (Afs.) Nei for Gud troer jeg ikke han er om en Hals, dersom jeg lader være. Nu, det er da ogsaa en- gang paatide. (Høit) Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn? Hørte Onkel? SIDE: 169 Kornpugeren. Mine kjære Fættere. Hjælp! Hjælp! Mine kjære Fættere testamenterer jeg det. Fætter Een. Da hjælper jeg ikke. Alt eller Intet hedder det om meget. Kornpugeren. Den, som løser mit Halsbind op, testamenterer jeg alt mit Korn. Fætter Een. Vel! Vel! Det vil jeg have Sort paa Hvidt for af Zobolam, som Zobolam siger. I holder vel Liv i jer saalænge ved at høre denne muntre Rislen af det friske Vand. (Gaaer). (Fætter To kommer). Kornpugeren. Kjære Fætter To, du kommer som en Frelsens Engel. Hjælp mig, jeg har faaet et Slag af en skrækkelig Efterretning. Fætter To (Grædende). Ak, jeg seer hvordan det er fat med Onkel. Onkel er Død- sens. (Afs.) Gud skee Lov! Kornpugeren. Bare løs mit Halsbind, kjære Fætter! Fætter To (Grædende). Stakkels Onkel! Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn? Hvem i Guds Navn? Kornpugeren. Ak dette Snak dræber mig. Fætter To (Grædende). Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn? SIDE: 170 Kornpugeren. Den, der hjælper mig og løser mit Halsbind. Ak! ak! jeg qvæles. Fætter To (Grædende). Ak! ja Onkel qvæles. Men jeg maa have Sikkerhed som Zobolam siger. Gid Onkel leve vel til jeg kommer igjen med Sikkerhed. (Gaaer). (Fætter Tre kommer syngende). Fætter Tre. Lav Viintold, gode Priser paa Kjød, og unge Griser paa Torvet dagligdags -- den Frihed, Kammerater, vi ønske alle Stater, som har det ei tillags. Hurrah! Halih! Hurrah! Haloh! -- Men plager den Onde mig? Er Onkel saa tidlig deran? Den Viin maa Onkel have faaet gratis. Hvad Slags Viin? Langkork? Champagne Ay? Cham- pagne Sillery? Bourgogne de Nuit? Bourgogne Chambertin? Hochheimer No. 1, 2 eller 3? Kornpugeren. Ak! Ak! Hjælp! Fætter Tre. Det maae jeg lide. Hahaha! Den Viin har Skam havt Neb og Kløer. Kornpugeren. Dit Skarn! jeg er Dødsens, dersom du ikke hjælper mig. Luft! Luft! Fætter Tre. Ahaha! Det er Omqvædet paa Kazenjammervisen. Men, for alle Bacchi Løier! har Onkel ikke Bouteljecouleur i Ansigtet. Man har hørt saa galt før . . Ahahaha! saa galt før. Onkel maa ogsaa engang til, og jeg beder at hilse mine Venner Frank og Mobb, som døde af Juleøl. SIDE: 171 Kornpugeren. Hjælp! Hjælp! Luft! Luft! Vand! Aabn Halsbindet! for Guds Skyld aabn Halsbindet! Fætter Tre (leende). Ja det kunde jeg nok gjøre. Men, Apropos! hvem testamenterer Onkel alt sit Korn? Kornpugeren. Den, der løser mit Halsbind. Den, der . . . Fætter Tre. Godtkjøb, min Sandten! Men endnu dyrt nok, saasom da bliver intet at faae derfor, dersom man ikke er forsigtig som Procurator Zobolam siger. Onkel faaer tænke paa en munter Visestump saalænge: Hvo aad til han maa sprække, vor idealske, kjække Riego nævnes skal. Som Løbilds Blink de klare, lad Smiil langs Bordet fare, langs ad vor Seiersval! Hurrah! Halih! Hurrah! Haloh! langs ad vor Seiersval. (Gaaer). Kornpugeren. Utaknemlige! Zobolam! Forbandede! O! o! hvor er Pastor Obsoletus og Doctor Mercurius? Barmhjertige Gud, jeg lover dig at nedsætte Taxten en Procent, dersom jeg forløses af denne Qvide. Ha -- Blodet -- Een en halv Procent -- Blodet -- to Procent, dersom -- (Halil, Dimna og deres Barn). Halil. Arme Dimna, see ikke til den Side, der ligger den Ubarm- hjertige, Han, som er haardere end den Klippe, som nu skal nære os med sine bittre Urter. Jeg vil anstille et Experiment. (Bøjer sig over Kornpugeren). Crediterer I mig en Tønde Korn? SIDE: 172 Kornpugeren (døende). Nei, jeg kan s'gu ikke. Dimna. Forlod du ham saaledes, Halil? Ak, Gud vil lade Klippen negte os Urter for en saadan Grumhed. Halil. Jeg tænkte paa din blødende Aare lagt til vort Barns Mund. Vel, lad os redde ham. Saa -- saa -- (løser Halsbindet). Dimna. Ve! det er for seent. Halil. Det skal jeg prøve (raaber ham i Øret). Crediterer I mig en Tønde Korn? (Kornpugeren ryster paa Hovedet). Se, endnu er Sjelen i Virksom- hed. Men nu er den ogsaa forbi. Kom Dimna, ryst Støvet af din Fodsaale. (De gaae). (Procurator Zobolams Contor. Zobolam). Zobolam. Det er den mærkværdigste casus i min hele Praxis. Alle Tre troe at have alene seet Onkelen i en slem Dødsknibe, og afpiint ham et Testament. Alle Tre kommer Een for Een til mig for at lade det opsætte. Og alle Tre -- da det er let at forudsee, at det maa komme til Deling -- have givet mig Sort paa Hvidt for at jeg skal have i Sallarium for denne Tjeneste 1/3 af Boets Masse, det vil sige 1/2 mere end Hver af dem selv faaer. Det maa en Skifteforvalter forstaae. Siden, for at faae det Hele, maa jeg have dem i Proces sammen. Det maa en Procurator forstaae. Men slig Vidtløftighed kunde spares, om jeg kom mine Clienter i Forkjøbet, og selv beviste min gamle Ven den sidste ubetyde- lige Tjeneste, hvorpaa Universalarven beroer. Intet var simplere og retfærdigere eller mere overeensstemmende med Testators Ønske og Testamentets Form og udtrykkelige Ord, dersom jeg SIDE: 173 derved ikke gik glip af Processens eiendommelige Vellyst. Der- for -- (Fætter Een kommer). Nu min Herre, har I Underskrivten? Fætter Een. Jeg søger i Nabohusene forgjæves efter Vidner. Alt er øde. Kun en enkelt Mand ilede mig forbi med en Qvinde og et Barn; men da han hørte min Anmodning om at følge med til Torvet, og kastede Øiet paa de første Ord i Blanketten: "Efter vel- beraad Hu, testamenterer jeg Undertegnede alle mine Korn- beholdninger til min kjære Neveu Een, som i mit apoplektiske Tilfælde kom mig paa det beredvilligste og kjærligste tilhjælp -- " saa opløftede han en hylende Latter, tilkastede mig et sky Ulveblik og løb henad Byporten. Hvad er nu herved at gjøre, kjære Procurator? Øieblikket er netop 100,000 Tønder Korn værd. Zobolam. Hm! Vidner? Kan I ikke skrive Jesper Hansen og Jens Chri- stensen med og uden paaholden Pen, saa kan jeg, mener jeg, som Procurator. Fætter Een. Hm! I skal have 1/3 af Massen. Zobolam. Saa er Accorden; men det er forlidet for det som nu falder mig ind. Jeg mener, at jere Fættere kunne bruges som Vidner. Fætter Een. Dyrebare Ven! hvorledes? Zobolam. Ei, unge Mand, det er Samvittigheden og Filosofien som spør- ger: hvorledes? Men Jurisprudenzen svarer kun: saaledes. Fætter Een. Mener I? SIDE: 174 Zobolam. Om jeg mener, at I med Testament og Pen i Lommen kan faae jere Fættere en passent nedover til Torvet, kaste jer med Rø- relse over jer Onkel, som ligger der i en apoplektisk Rørelse, give ham lidt Luft og Pennen i Haanden, og saa sige: "det er saameget I see paa, kjære Fættere?" Ahaha, om det ikke skulde gaae an? Fætter Een. Det Paafund er beundringsværdigt. Zobolam. Ikke for en Procurator. Fætter Een. Det gaaer ud paa at bruge Folks egne Fingre til at tage dem ved Næsen med. Zobolam. Netop! Dog kun en simpel Anvendelse af den juridiske Prak- tiks Axiom, at gjøre alt for at fremklække den skjønneste af Dyderne: Taknemmelighed; og at have af dem, man har den moralske Glæde at tage ved Næsen, reel Nytte desforuden; at høste ikke alene Maalet, men ogsaa Midlerne. Ind nu i Cabi- nettet saalænge til jeg faaer dem fat. (Fætter Een gaaer ind). Hm! Jeg var ikke Procurator, Procurator Zobolam, om jeg ikke tog dem alle Tre ved Næsen med hinandens Fingre. (Fætter To kommer). Fætter To. Gud hjælpe mig, arme Mand! (Græder). Zobolam. Ja har I Ret, saa er der ingen anden Hjælp. Har I Uret, saa er Procuratorens bedre. Fætter To. Alt er spildt. Jeg kan ikke reise et Vidne i hele Byen; ikke et, uden en graa Kat, der hyler paa en Trap over at Musene leve og døe med Menneskene. SIDE: 175 Zobolam. Godt nok! meer end nok! Der har ofte nok ikke engang været en Kat til at udfylde et Vidnenavn. Men hvad mener I om eders Fættere? De ere gode nok til Vidner paa et Penge- document. Fætter To. Det maa I forstaae. Men Fanden ivold med al overflødig Graad og Kleinmodighed nu før jeg kommer til Onkel, siden dette vil være at lade Samson male for Filisterne. Zobolam. Bravo, unge Ven! det er en stor Kunst at kunne sørge og græde itide. Slige Taarer er for Gevinsten hvad Sæben er for Skjæget. Glat af! Glat af! Fætter To. Fætterne maae være i Byen: Fætter Tre paa en Restauration for at gjøre sig tilgode med Retterne, og Fætter Een paa en Restauration for at gjøre sig tilgode med Gjæsterne, der ogsaa kunne høre imellem Retterne. Jeg vil søge dem op. Zobolam. Ak, al Restauration er ophørt. Jeg har jere Fætterne nær- mere. Men veed I hvorledes de skulle bruges? Fættere ere de brugbareste Ting i Naturen næst Landeveie, Lastdyr og Støvler. Fætter To. Jeg vil, selv med Taarer, anmode dem for min Melancholies Skyld, om en Spadseretour over Torvet, og der lade dem være Vidner til at jeg opfylder hvad der staaer i eders Testament- blanket, og at jeg fælder min sidste Taare, naar Onkel har under- skrevet disse velsignede Ord: "Efter velberaad Hu, testamen- terer jeg Undertegnede alle mine Kornbeholdninger til min kjære Neveu To, som i mit apoplectiske Tilfælde kom mig paa det beredvilligste og kjærligste tilhjælp." Derpaa siger jeg: "Tak, kjære Fættere, for eders Tjeneste, Adieu!" Men til Eder: "der eders Trediedeel af det Hele -- " SIDE: 176 Zobolam. -- "Som under enhver Omstændighed er eder tilsikkret, Pro- curator Zobolam! -- " Fætter To. Rigtig, Procurator Zobolam, thi I har fortjent det. Zobolam. Atter glemte I et Ord. Fætter To. Hvilket? Zobolam. "Ærligt". Det maa aldrig glemmes uden i Praxis. Thi mellem Ordene, er det ligesom en Aand. Det har forlængst kastet sin Skal og forladt denne Verden. Men det kan paakaldes, og man kan sværge paa, at man seer det aabenbare sig herligere i sin theoretiske Glands og Begrebets ideale Høihed end det fordum var i sin raa Virkelighed. -- Behag nu at træde af i dette Cabinet til jeg har faaet eders Fættere fat. (To gaaer ud. Tre kommer). Fætter Tre. For Gud troer jeg ikke, at den hele By enten er paa et Lyst- parti eller sover ud efter en almindelig Ruus, som om f. Ex. en Prins havde gjort den et Besøg eller det var en Konges Geburtsdag. Zobolam. Aarsagen ligger visselig i den samme Dybde, nemlig i Folkets Maver. Fætter Tre. Hør, veed I hvad? Siden mine to Trediedele, under nær- værende Omstændigheder, netop ere sjunkne til Jevnværd med eders Trediedeel . . Zobolam. . . . Som under alle -- læg Mærke til alle! -- Omstændig- heder er mig tilsikkret ubeskaaret; d.e. 1/3 af den hele Masse. SIDE: 177 Fætter Tre. Vel! vel! Jeg veed nok I fik den Clausul ind. Men seer I -- siden jeg formedelst Populacens Uefterrettelighed ikke kan reise Vidner paa den Extraderen af det Hele (paanær jer Trediedeel, som I betingede jer for Conceptet), som jeg havde saagodtsom i Hænderne, og den rene Valuta saaledes har forvandlet sig til Stocks: saa lad os sætte vore luftige Andele paa et Kast! eller vil I Kaart, saa har jeg her i Lommen. Zobolam. Ak, min gode Client, det er fattige Folks Valgsprog: Alt eller Intet. Alt har gjort flere Fattige end Intet. Noget er derimod det rette Navn paa Rigdom. Fætter Tre. Bah! jeg vil tænde min Pibe med Testamentet. Disse skjønne Ord: "Efter velberaad Hu, testamenterer jeg Undertegnede alle mine Kornbeholdninger til min kjære Neveu Tre, som i mit apoplektiske Tilfælde kom mig paa det beredvilligste og kjær- ligste tilhjælp" . . . -- disse skjønne Ord ere nu kun Røg. Zobolam. Smukke Ord ere sjeldent andet -- og derfor er Procurator- stiil tør og hæslig -- ; men dennegang blive de dog noget bedre, eftersom jeg har udtænkt, at eders Fættere kunne tjene som Vidner, dersom I er klog. Fætter Tre (holdende sig paa Maven af Latter). Det Indfald, det Indfald . . Ahahaha! Zobolam. En Procurators Indfald hedder Paafund, maa jeg bede; og en anden Ondskabsfulds Paafund hedder Indfald. Fætter Tre. For det Indfald eller Paafund skal I sandelig have jer en Flaske Burgunder. Ahahaha! Fætter Een skal sætte en Streg i sin egen Regning, og den blødhjertede Fætter To stikke selv Hul paa en SIDE: 178 ny Taaretønde. Gid de vare her, skulde jeg snart faae dem paa Torvet; thi der er en god Restauration, og Fætter Een spiser og drikker der gjerne godt og længe, NB paa Andres Regning, for at faae Tid til at ende en Præken om Ødselheds Fordærvelighed og Leilighed til at oplyse dette med empiriske Beviser; og Fætter To gjør det samme med Østers og Madeira, forat han haandgribe- ligen og med Klem kan under Taarestrømme lægge Fattigfolks smale Levemaade paa Andres Hjerter. Zobolam. Behag da at træde ind her. (Aabner en tredie Dør. Fætter Tre gaaer ind). Jeg vil nu experimentere med dette Fætterskab, om ikke Gjerrigheden er lettest at bedrage af alle Lidenskaber. (Aabner Cabinetterne. Fætterne træde ud. De vise Overraskelse). Zobolam (til hver af dem). Seer I, jeg havde, som en Procurator bør, Vidnerne i Baghaand. Nu, mine Herrer, Nu? nu? Der er ingen anden Forskjel imellem Dumhed og Forundring end Langvarigheden. Fætter Een. Kjære Fætterskab gjør mig Følge nedover til Torvet; jeg har en Speculation at meddele jer, som vil være fordeelagtig for os alle. Fætter To. Jeg vilde netop anmodet om det samme for min Melancholies Skyld, der har tiltaget stærkt siden det blev saa stille paa Øen. Fætter Tre. Og jeg, Maredausen, med, forat faae Appetit til en varm Fro- kost i "Skjænken" eller "Karaflen" eller hvor I behage i Nær- heden af Torvet. Dersom der, (som jeg desværre troer) er stille, saa tillader jeg mig at invitere Mhrr. til en Concert, hvori som Solonummer, gives Melancholien af et Vandsprings Pladsken i en øde By -- ; det overgaaer langt Melancholien i et paa Landet, ja endog den i et ensomt Vandfald. Dette er ligesaa vist som at et dansk Gadevandspring imponerer og behager mere end en norsk Foss. SIDE: 179 Fætter Een. Vi kunne altsaa spare baade Pung og Ære at høre en Sangerinde. Bah, med Naturens Efterligninger! Fætter To. Dog bestaaer unegteligt Kunsten deri. Zobolam. Der gives intet unegteligt og intet negteligt i Æsthetiken. Og Kunsten bestaaer ikke i at efterligne denne Natur, men en høiere, der er ubekjendt uden gjennem Kunsten. Men, mine Herrer! der er intet unge Mennesker tabe saamegen Tid, Penge og Ære paa som paa Æsthetik. (De gaae). (Torvet. Satiricussen. Kornpugerens Liig ligger der). Satiricussen. Deri -- sagde den udødelige Dæmring -- vil jeg idetmindste være en Satiriker, at jeg faaer Prygl for hvad jeg skriver. Og deri, siger jeg, vil jeg dog være en Poet, at jeg døer af Sult siden der ingen mere er hos hvem jeg kan øve Satiricussens Privileg, at være Snyltegjæst, som er saa naturligt og gammelt siden det er grundet paa Dumhedens Affinitet til Ondskaben. Ja en Tragiker vil jeg være med Hensyn til min Ende, ligesom det almindeligviis skeer dem, der vare Comikere i sit Liv. Ei, det fordømte Indfald af Befolkningen, en masse at forlade denne Ø, der er ligesaa afsondret fra alle andre Lande ved et umaaleligt Hav, som Verdnerne fra hverandre ved Himmelrummet! Det vil sige: Indfaldet var ikke slet for mig; thi derved undgaaer jeg at indløse mit offentlige Løfte, som der baade har groet Græs og sneet togange over, at faae nogle saakaldte satiriske Spjud fær- dige; men for det bortdragende Publicum selv maa det i høi Maade være farligt efter min egen Erfaring paa den ulykkelige Reise til Canaan. Thi komme fordringsfulde Trompetere til et Land, der har nok af Slige før, saa jages de hjem igjen med Hug. Men en Satiricus maa døe af Eensomhed. Ja, om jeg sad til SIDE: 180 Halsen i Kornpugerens Dynger, maatte jeg døe, efterdi, siden jeg harpunerede de Bortdragendes sidste Barcasse med dette Epi- gram, at de vare nogle Bagbæster -- jeg ingen Tilhørere har. De Spidsborgere! Da de begyndte at sulte, fik de Afsky for Vittigheden. En sagde: den smager kun til Maden; og en anden, at den alene var istand til at jage Folk fra Landet. Nok En yttrede endog, at mit polemiske Digt havde, ved at identificere Skjældsord med Vittigheder godtgjort, at Hvermand kunde være vittig. Under slige Omstændigheder er der intet andet tilbage for mig end at hænge mig. Det vil, i høi Stiil hedde, at fuld- byrde sin Skjæbne. Thi naar man har aflurt mig Hemmeligheden at skrive polemiske Digte, saa kan enhver Grobian og Vredagtig være Geni. Og der er heller ingen Ære eller Fornøielse ved at være Geni, naar man ikke kan være det alene -- ligesaa liden som ved at være Parykmager i en By, hvor den Ene klipper den Anden. Derfor -- ak, det Ord "derfor" er den tarpejiske Klippe, hvor mangen Navnkundighed har brukket Nakken -- derfor, I dumme Spidsborgere, som udskibe jer selv til et Land, der ligesom Canaan til Thule, upaatvivlelig selv har Fæ at udføre foruden sit Korn -- derfor vil jeg gribe til det Sidste, trøstig i den Tanke, at jeg dog døer som den sidste Kloge paa Terranova. (Gaaer. Zobolam og Fætterne komme). Fætter Een. Ei! ei! der dingler s'gu Poeten? Zobolam. Allerede? Fætter To. Lad ham hænge i Jesu Navn; thi han har gjort et Epigram over mig. Zobolam. Ikke derfor bør han døe, men fordi det var slet. Fætter Tre. Jeg vil skjære ham ned. SIDE: 181 Zobolam. Gjør ikke det: han vil strax gjøre et Nidvers paa eder. Desuden har han upaatvivlelig hængt sig alene af Bankerotør-Tungsindighed eller af Speculation, nemlig for at vise, at han var undskyldt for at levere de belovede satyriske Svøber, saasom han selv havde bedre Brug for Snoren. Mine Herrer -- giv Agt! Alle tre Fættere (trække Testamenterne frem). Ah! der er kjære Onkel! Giver nu Agt, mine Herrer! (De kaste sig over Kornpugeren) Ha, hvad er dette? Onkel! Onkel! Guds Død! Fætter Een (rusker i Liget). Onkel! her er jer gode Neveu Een; og her er Pen og Papiir i Orden. Fætter To (ruskende). Nei her er To. Fætter Tre (ruskende). Nei her er Tre. . Alle Fætterne. Her er jeg, Onkel; og her er Pen og Papiret i Orden. (Til hinanden). Ei hvad Satan, har I ogsaa Papirer? Var det fætterligt handlet? Zobolam. Det er saa seent. Desuden seer I den betingede Tjeneste er ham alt viist af en fremmed Haand; men ogsaa det forsilde. Alle Fætterne. Ingenlunde, ingenlunde, naar jeg endelig skulde gaae Glip af det Hele. Fætter Een. Dette er udenfor min Beregning. Fætter To. Ak, forfængelige Verden og hvad Verdens er! Nu er det for- træffeligt at være Herrnhutter. SIDE: 182 Fætter Tre. Nu først fatter jeg Melancholien i det ensomme Vandsprings Pladsken. Alle Fætterne (gribende fat paa Procuratoren). Ha, spiller I under Dække? Zobolam. Mhrr! jeg er Procurator. En Trediedeel af Boets Masse er mig reserveret og forsikkret under alle Omstændigheder. Fætter Een. Ei, kjære Fættere, er der ikke to Grene paa det Træ hvor Satyricussen hænger? Zobolam. Guds Blod? Mhrr! Mhrr! jeg foreslaaer en Deling; men naturligviis efterat min Trediedeel er afsondret. Alle Fætterne. Da faaer I jo mere end hver af Os, hans kjødelige Arvinger. Siden vi kjende til hinandens Planer, ville vi have Alt eller Intet. Dette er efter den menneskelige Natur. Den, der faaer Alt, af- staaer jer da jer Trediedeel. Zobolam (Afs.). En Ræv har 7 Udgange; en Procurator 9. (Høit) Ak, Mhrr! I have ikke indseet, at jeg vilde hjælpe Allesammen. Derfor betingede jeg mig Mit udenfor de tilbageblivende Trefjerdedele, som maatte falde i den Lykkeligstes Lod. Men, forat I kunne faae et nyt Beviis paa min Upartiskhed, (som er den Dyd, en Procurator, ikke en Dommer skal leve ved) saa foreslaaer jeg, at I procedere under mit Referat og Satyricussens Voldgift, som vi derfor ilsomst maae skjære ned. Fætter Tre. Eh bien! SIDE: 183 Fætter Een. Det er et Vovestykke. Han vil dømme til Gunst for Den af os, som giver ham Anledning til en Vittighed. Thi Vittighederne fødes ikke inden ham selv, men tages op fra Gader og Stræder; og det er nok saa, at en Nar gjør en anden vittig. Zobolam. Da troer jeg, Mhrr. at han vil komme til at være saa upartisk som Nogen. Fætterne. Vi maa vove at varme Slangen op igjen. (Skjære Satiricussen ned, og bringe ham frem). Fætter To. Se! det er ikke Døden, men en Ondskab, som oversortner hans Læber. Fætter Een. Læber? det er for smukt Udtryk om to Orme, som krybe over hinanden. De yngle ogsaa Efemerider i Fraade. Fætter Tre. Gid vi alt vare ham qvit! Hvorledes skulle vi blive ham qvit? Zobolam. Pyt! dersom han siger en Vittighed, er det et Tyverie; og da klynge vi ham op igjen. Satiricussen (For sig selv). Hei Pøbel! har jeg lovet dig satyriske Svøber? Jeg har ingen, jeg har ingen! Kjære Folk spar mig! Jeg er undskyldt. Fætter Een. Han fantaserer over sit ubetænksomme Løfte. Zobolam (Rusker i ham). Ei Polemikkel! vi skjenke jer det Løfte, I gav, uden at be- tænke jer Fattigdom i Aanden. SIDE: 184 Satiricussen. Gjør I? Tak for det! Er I Satan? Ah Satan, jeg sværger jer til, at jeg ikke mente med mit Løfte. Zobolam. Ei! jeg er Procurator Zobolam. (rusker i Satiricussen). Satiricussen (Livner i). Ah! ja Forskjellen er ikke stor; jeg har eders Portræt. Kjen- der I den Mand: "En øined Samiel i det skumle Fjæs hos Ham. En hørte Slange fæl i Stemmens Hvæs hos Ham. En i et vandigt Smiil saae Øgler lure, og Høge i det blygraa Blik at sture hos Ham. En saae i krumme Ryg . . Nu, kjender Ingen Manden? Fætterne. Det er jo ingen Anden, end selve gamle Fanden. Satiricussen. Nei det er Procurator Zobolam!" Zobolam. Hihihi! Ligner det? Seer I, Latter paa Spot er, ligesom Blo- det over Saaret, det bedste til at døve Smerten. Men vi have alvorlige Sager fore. I skal dømme imellem disse gode Fættere, og jeg skal referere eder Sagen. Seer I -- først kom Fætter Een . . Satiricussen. Proces? Fætterne. Ja jeg stoler paa jer Retfærdighed? SIDE: 185 Zobolam (Afs.) Paa en Satiricusses? Satiricussen. "Ulykkelige stol paa Intet i Proces. Det er et Polskpasspil, hvor Knægte stikke Es". Zobolam. Ei, der er ikke et fornuftigt Ord at faae af ham. Satiricussen. "Paa Narrenæse og Kjæklertunge hænge Procuratorens Pengepunge." Fætter Een. Dersom I ikke fæster jer Opmærksomhed paa Sagen, stevner jeg jer for jere belovede satyriske Svøber. Satiricussen. Er I Procurator? Fætter Een. Nei Part. (Afs.) Jeg skal betale jer godt. Satiricussen. "Naar Lumskhed er din Kulde, og al din Varme Haab om Gevindst hvad eller indædt Harme, Du, selv examenløs, en Thingstud er tilfulde." Zobolam. Op med ham! op med ham igjen! Der er intet Udkomme med en Satyricus, som man ikke kan give Riis paa Rumpen. Satiricussen. "Galimathias er Autor til den Logik, som Advocaterne til Hjælp i Nøden fik. Den lært, i værste Sag de sjeldent staae tilskamme især hvis Retten har betjent sig af den samme. ." SIDE: 186 Fætterne. Ja, op med ham; thi han har stjaalet sine Vers. (De gribe fat paa ham). Satiricussen (Skrigende). ". . Mathias har for Mord vel og et lidet Ord -- " (De slæbe ham bort). Zobolam. En Procurator i Knibe? Da maa en Slange ikke kunne komme ud af sit eget Hul. (Fætterne komme tilbage). Fætter Een. Han var midti et stjaalet Epigram, da han foer tilveirs. Det var en forstokket Tyv. Zobolam. Lader os skride til Værket, Mhrr! og hjælpe os saagodt vi kan. En Trediedeel af den hele Masse er uden Qvæstion min? Fætterne. Vist, javist! Zobolam. Nu foreslaaer jeg broderlig Deling af Resten. Fætterne. Nei, nei! vi have kikket hinanden formeget i Kortene, vi Fættere, til at vi kunne afstaae fra vor Plan. Alt eller Intet. Zobolam (Afs.) En Procurator maa være bundløs, bundløs paa Raad og Kneb, dersom Godtfolks Punge skulle være bundløse. Han maa være netop ligesaa riig paa Kneb som en Dumrian paa Penge. Stoppe disse, er han ligesaa dum som enhver anden, skjøndt hans Dum- hed kun er Slangens Søvn. (Høit) Mhrr! nu veed jeg kun eet Raad, eet eeneste Raad, men som dog maa behage To af eder, og det er allerede meget af et Raad til Tre. SIDE: 187 Fætterne. Frem med det! frem med det! Zobolam (Afs.) En Procurator maa ikke være slugende "skummende i Lovens Blæk Mennesk'hedens Hajer" men langsomt og sikkert maa han fortære sine Clienter, eller saakaldte Medmennesker . . langsomt men sikkert ligesom Boaslangen patter Kaniner og Duer i sig. (Høit) Mhrr! I maae trække Straa. Den, der faaer det korteste faaer Intet. . . Fætterne. Er I rasende? ravruskende rasende? Zobolam. . . Men han bliver Dommer efter mit Referat, og . . Fætterne. Ei! Sniksnak! Zobolam. . . Og naar han har dømt hvem der skal have det Hele, kan han tilkjende sig det Hele i Salarium. Det er Praxis. Fætterne. Det er en anden Sag. Ja det gaaer an. Zobolam. Træk da! Vær saa god! (De trække). Fætter Tre. For Gud, er jeg ikke Dommer. Da er Processen mig lige- gyldig. Men Een af jer, kjære Fættere, er nu ødelagt, og sand- synligviis Begge. Zobolam. Ganske vist; men det maa skee formaliter og paa en smuk Maade. SIDE: 188 Fætter Een (Afs. til Tre). Gid ikke din Spillegjæld til mig maa forstyrre dig, kjære Fætter! Den er dig eftergivet, kjære Fætter! Fætter To. Ei, hvad har I med Dommerens Øre at bestille? (Afs. til Tre) Kjære Fætter, gjør du af Champagner, kjære Fætter? Da har jeg nogle Kurve til dig, kjære Fætter, for din egen Mund, kjære Fætter. Fætter Een. End du, hvad har du med Dommerens Øre at bestille? Det er ægte puritansk, at skræmme Andre bort fra Dalila eller den babyloniske Hore, for selv at liste sig ind. Fætter To. Siger Du det, Forbandede? Fætter Een. Slyngel! Gjerrige Slyngel! Vil Du have Alt eller Intet? Fætter To. Hvorfor hjalp du ikke din stakkels Onkel? hvorfor, naar du . . Fætter Een. End du da? Fætter To. Haardhjertede Skurk! Tvi! -- Fætter Een. Bileams Æsel skryder nu mellem Bjergene; thi de give Svar. Fætter To. Hvad? har du ikke Respect for det Hellige heller? Nu kan jeg slaae til uden at det synes jeg gjør det for mig selv. (Slaaer ham, de komme i Haarene paa hinanden. Fætter Tre skoggerleer). SIDE: 189 Zobolam (kaster sig imellem). Paa ingen Maade, Mhrr! paa ingen Maade kan en Procurator tillade at en Proces bliver saa kort. Respect for Retten! Fætter Tre. Ja, Respect for Retten! Zobolam. Ret, Fætter! Den Dommer mangler ikke Majestæt som kan sige de Ord ofte. (Afs.) Hihihi! Parterne ere netop i det rette Hvidglødnings-Humør til at sveises sammen i. (Høit) Mhrr! jeg beder om Opmærksomhed; jeg refererer Sagen. Ærværdigste blandt Dommere! thi Du, af Gud est kaaret, ei af eget Hu, og Retfærd er den hele Lov du kjender, og den fortolker du med tomme Hænder! Ærværdige! ak, at mit Kald det er, at kræve skarpsynt salomonisk Øie, hvor Ømhed sees sig mod Alle bøie med graadslørt Blik, der Feil hos ingen seer! Dog findes den hos En af disse Tvende, skjøndt hver er ligegod og hver din Frænde: den Feil, at Feil skal være vist hos ham: den Feil at vorde arm -- ei Feil, men Skam. I samme Æbles Kjød vi ingensinde, at Kjerner boe meer ømt tilsammen, finde, end disse To i Frændekjærlighed. Nu gløder anden Ild, ei mindre heed; men mindre reen. O lad -- saa maa jeg sukke -- mit Øie see den slukt, og saa sig lukke! Der er nu Een. Han kom vel hid som først, men lædsked meer end To ei Onklens Tørst; ei Aare slog han løs, og To ei heller, ei Halsbind løste de, kort ei Bogstav har nogen af de Tvende opfyldt af hvad disse Testamenter os fortæller -- Fætter Tre. Ih, Satan! I gjør Sagen vanskeligere -- umulig at dømme retfærdigt i. Derfor vil jeg dømme strax. SIDE: 190 Zobolam. Rigtig! en hurtig Dom er i en vis Forstand en retfærdig Dom; thi en langvarig er altid uretfærdig. Men, vise Dommer, een Omstændighed, en liden Revne, hvorigjennem, klare som Lyn, Retfærdighedens Straaler fare, i dette dybe Mulm, jeg endnu veed. Det er en afgjort Sag, som Hver forsanden bekræfte tør, der kjendte salig Manden, at uden Tvang det var umulig reent at faae ham til at give Testament. Hvor ofte ledte jeg ei fromt paa Fanden paa Sygdom, Død og Hisset den Discours, som var begyndt om Priser og om Cours; men alt kun var at sqvætte Vand paa Sanden. Han altid kom med samme tørre Svar: "Døer jeg, jeg døer som sidste Kloge, Far! Thi har jeg ikke fra dem Alle vundet i dette Spil, hvor man skal bruge Pundet? Og jeg, mens Verden armedes, blev riig; men suged ei for Andre end for mig. Som tømte Æg jeg efterlader Landet; men at jeg ikke i sin sidste Stund, kan styrte min Gevinst i Havets Grund, saa Ingen arver den, det er forbandet!" Saavist var Mandens Løfte født af Tvang, kun pinte Triller i en Svanesang. Men da et Testament kun bør udledes af Godtfolks Lyst, og ei af at de vredes, og det er rimeligt, at Mandens Lyst til bort ved Testament sit Alt at skjænke tog til som han holdt op at kunne tænke, og just som Aanden sagtned i hans Bryst: saa maa urokkeligen jeg formene, at Hvo kom sidst, kun Arven kan fortjene. Fætter Tre. Rigtigt! Thi da bliver den min. Thi kjendes for Ret . . (Mediterer). SIDE: 191 Zobolam (Afs.). Hihi! De ere saa sindte, at de ikke kunne tale. Det er den bedste Undskyldning, Dumheden har. De skyde Ulveøine paa hinanden. Da er det man kan forvexle Dumhed med Geni; thi man kan da ligesaalidt maale dens Dybde som det Vands, hvorpaa Solen spiller. Da glimrer Gadekjær og Ocean eens, eller hiin Muddercanal og -- Ha, det var en Tanke! Hiin Muddercanal! Tys, jeg tør endnu ikke sige det til mig selv. Men er det ikke Murene af Pugerens Magaziner, der steilt styrte sig ned paa den anden Side af Canalen, ikke ladende Fiirbenen en Revne? Og her er det lodrette Bolværk, der ligesom efteraber hiin Steilhed? og her ere tre paa hinanden rasende Arvinger? Aha! lad dem skyde Dødsblik i hinanden, og saa -- Mig er det jo ikke, som ønsker i hver af deres Sjele, at de andre laae i Canalen, og som virkelig -- Aha, Puger, det er prægtigt 500 Alen langt og 80 Alen høit Magazin du har anlagt; men hverken du eller Stads- satyricussen skulle hedde den sidste Kloge; det maa den aller- sidste Kloge forstaae. Fætter Een (til Fætter To). Se ikke saa paa mig, eller jeg hakker dine Øine ud. Fætter To. Glo ikke saa paa mig! Se hellere paa Jorden om du kan finde et Korn, thi du er nu armere end en Rotte. Jeg har dog endnu den almindelige Rigdom, nemlig paa det Uvisse. Fætter Tre. Respect for Retten. Thi kjendes -- Zobolam. Dersom I glemmer mit Salarium, da er det Hele en Nullitet, thi det maa ikke være borte. Jeg paastaaer 1/3 af de Massens to Trediedele, hvorom Qvæstionen er. Fætter Een. Ei, nu seer jeg hvormeget der bliver tilbage. Det besynder- ligste er ellers -- hehe, Fætter To! -- at jer Rigdom paa det Uvisse ikke staaer i lige tiltagende Forhold til det Visses Aftagen. SIDE: 192 Zobolam. Det skal jeg strax sige dem Grunden til, Mhrr! Vist og Uvist betyder netop det Samme under Procuratorhænder, idet begge ligelet reduceres til samme Størrelse, nemlig til Intet. En Pro- curator gaaer altid ud fra det Uvisse; dette er hans Væsen. Derfor er hans første Handling altid at reducere det Visse til noget Uvist, forat han, saa at sige, kan have Fod paa eget Land. Og derfor er Overgangen til Intet ligesaalet som fra en Jomfru af Fleertallet til Madam. Fætter Tre. Jeg siger 3die Gang: Respect for Retten! Thi kjendes for Ret: at Referentens Paastand bliver at tage tilfølge, hvorefter, saasom, eftersom og dasom det er unegteligt, at Den, hvem den salig Afdøde, paa Grund af Omstændighedernes stigende Tvang, maa antages med største Lyst og altsaa renest Anvendelse af den fri Vilje, at have indsat til Enearving, er Den, der kom til ham sidst og af ham sidst erholdt Løftet derom; samt da vel Ingen af de Arveberettigede har opfyldt Betingelsen, men det dog maa baade antages, om end mod Referentens Sigende, der er bygget paa eget og alment Kjendskab til Afdødes Karacteer, at han vilde mellem disse udkaare sin Arving, og at Omstændig- heder have for alle Concurrerende forhindret Opfyldelsen af hiin Betingelse, saaledes, at alle disse accidentaliter staae lige; men Den moraliter faaer Overvægten, hvem man, efter Præmisserne, maa troe at Afdøde med størst Lyst har indsat som Enearving, og denne, om ikke jeg var kommen senere, skulde have været Fætter To: saa fældes saadan Dom: Den salig Afdødes Fætter Tre indsættes som Universalarving. Procurator Zobolam erholder sin 1/3 af Massen og tilkjendes i Sa- larium 1/3 af de resterende 2/3. Alt at efterkommes strax. Fætter Een og To (Afs.) Gid han laae i Canalen! Dersom En ikke kan dømme sig selv til Baade, saa er jo Referenten Dommer. SIDE: 193 Zobolam. Saa er det just i sin Orden. (Afs.) Dersom de nu ikke tænke paa Mord, saa maa der enten være mere Uretfærdighed i Dom- men end en Dumrian kan fatte (og derfor er det at Dumrianer ere de Sidste til at give Slip paa Procuratorerne og altid disses Beundrere og Venner) eller mindre end nok til at drive Skurke til det Yderste. Thi ligesom det er Grundvolden for Haardheden i den juridiske Praxis, for ikke at tage feil, at tage Alle for Skurke, saa er det ogsaa Tilfælde, at Skurke mindst taale Uretfærdig- heder -- dem de sige bør kun ramme Dumrianerne, uvidende om at Forskjellen imellem Dumrian og Skurk er kun som mellem usyrt og syrede Agurk. Fætter Een og To (Afs.). Gid han laae i Canalen; og da Fætteren efter! Zobolam (Afs.). I de Øiekast var Mord. Men kan jeg styre deres Øiekast? Endnu mindre deres Tanker. (Høit) Mhrr! Dommen synes at have angrebet jer. Ved Canalen er en behagelig Luftning. Mon- sieur Tre, det vil være smukt af eder, om I taler venligen med dem, I har gjort fattige. De som gjøre det have godt Lov i Verden. Fætter Tre (Til Zobolam). Men jeg giver dem ikke et Korn. Zobolam (Afs.). Skal det være en Erfaring, at stor Rigdom kan gjøre selv en Ødeland gjerrig? (Høit) Vel, mine Herrer! fra Qvaien kan man see hvorledes den ene Bølge sluger den anden. Fætter Tre. Eh bien! Dersom I ere fortørnede, saa haaber jeg at bringe eder til Fornuft ved at lade jer dyrke mine Agre. Fætter Een (huult mumlende). Ja til Fornuft? Haha, mon det skeer hos Alle ved Døden? Det Sikkreste bliver det altid. Idetmindste er det fornuftigt at tie med sin Dumhed. SIDE: 194 Fætter To (huult). Trældom er Rigdoms første Anvendelse. Lader os tale derom i Eenrum! Zobolam. Ikke hidsige! Den, som vil vinde Alt, maa være rolig og be- stemt. Bestemt, ja bestemt! Det er altid, selv i Ondt, en Dyd. Hver af Fætterne. Vel! jeg er bestemt. Lader os komme til Accord! (de gaae hen til Qvaien). Zobolam. Ja, I ere bestemte til at være de sidste Narre paa Terranova, og jeg derved til den sidste Kloge. Thi dersom Egoismen er Principet for den menneskelige Virken, saa maa Den, der bliver Eneeier af Alt, være baade den største og sidste Kloge. (Fætterne Een og To styrte pludselig Fætter Tre i Canalen, angribe hinanden og styrte efter) Aha! saa- ledes endes Processer. Nu er jeg dog den allersidste Kloge. (Ayanna paa en Fjeldtind i det Indre af Øen, omringet af en Flok Skogduer). Ayanna. -- Saa, søde Duer, afsted nu med eders Smaaposer til den Gjerriges Korndynger! (Duerne flyge afsted) Ak, se endnu engang maatte Hannerne stryge sine Regnbuhalse henad Hunnernes Nak- ker. Gid jeg stakkels eensomme Pige var en Due! Ja gid jeg var selv den mørke Hunørn, som skriger saa glad, naar den fører sine Unger ud at flyge, eller naar den fra Redet hører Slaget af Magens Vinger! Hvoraf kommer det, at dens Skrig synes mig kun at være mit eget Suk hundrede Gange forstærket? Hvis den Gjerrige, som min Fader forbander og min Moder græder over, var en saadan Hanørn, vilde jeg, om jeg var Ørn, ikke hade ham eller finde ham styg. Ja selv Slangerne i Bjergets Kløfter synes mig kun fæle og ulykkelige, naar de snige sig eensomme SIDE: 195 frem; men naar en kommer til, og de snoe sig sammen og kappes om at lade Brodderne blinke i Solskinnet, synes de mig smukke og lykkelige -- ja lykkeligere end mig eller den Skogdue, som sørgede sig ihjel da Magen var død. Ak! Og dog kan jeg tænke mig en Skabning, der kunde gjøre mig lykkelig som jeg er, og over hvem jeg kunde sørge mig tildøde som Duen uden at være Due. (Fjerner sig noget. Halil og Dimna træde frem). Dimna. For vor Datters Skyld lad os forlade disse vilde Egne og tye tilbage. Halil. Til Uhyret? Til Procuratoren? Dimna. Alderen maa have gjort ham mildere ligesom Sneen blødgjør den haardfrosne Jord. Halil. Det skeer ikke med en Gjerrig, og heller ikke med en Pro- curator. Ernære ikke Skogduerne os, som ere blevne tamme mere af Medlidenhed end af Tvang? Dimna. Ak, se selv: af denne Næring er vort Barn voxet op til Jom- fru. Det seer jeg mere af hendes Tungsindighed end af hendes Væxt. Et tungsindigt Pigebarn er allerede Qvinde, men ikke en tungsindig Dreng Mand. Halil. Hvad? Dimna, min Huustro! vil du, at Han -- O husker du, at vort lille Barn maatte døe paa vor Vandring hid til Bjergene, fordi han havde berøvet mig den sidste Udvei til at mætte dets Moder? Dimna. Sandelig, Gud vil ikke glemme det, om jeg kunde. Men jeg veed, at en Pige, der føler sig Qvinde og eensom, maa døe, ja døe SIDE: 196 gjennem alle sine Fibrer, men i Hjertet sidst. Det er alene Haa- bet om ikke at forblive eensom, der lader hendes Yndighed blomstre en Tid. Det er Purpuret i hendes Roser, hvortil Ung- dommen alene giver Omridset og en beqvem Materie til at op- fange dets flammende Aande. Det er, om Du vil sige, at Blodet er rødt, dog Gløden i dets Røde; men en eensom Piges Bleghed lærer snarere, at det i sig selv er farveløst, men faaer kun Farve af hint Haab. En Pige, som, i det samme hendes Jomfruelighed slog sig ud, fik Overtydelsen om at forblive eensom, vilde være en Blomst, der visner idetsamme den aabner sig. Halil. Ei! i gamle Dage kjendte jeg Jomfruer, der vare Grantræer i Udholdenhed. Dimna. Ayanna, hvad stirrer du saa efter? Ayanna. O, jeg saa en smuk Sky -- Dimna. Nu, hvorfor blusser du saa? Siig frem mit Barn! Ayanna. Den havde et Hoved, glindsende Lokker og Arme, der greb efter mig. Dimna. Ak, mit stakkels Barn! Ayanna. Skymennesket greb efter mig, og jeg syntes, at jeg maatte styrte mig ned af Klippen. Halil. Drømmerske, se efter Duerne om de ikke komme med fulde Poser, thi jeg bliver sulten, og vel I med. SIDE: 197 (Zobolam i Kornmagasinet). Zobolam. Jeg er Pokker ikke den sidste Kloge paa Terranova; thi det er en klog Mand, som i Hungersnød lærer de vilde Skogduer at hente sig Føde fra Andenmands Overflod. Har man seet Magen? Men nu har jeg da fanget hele Flokken. Der kan mangen Skjeppe være fløien bort paa den Maade. Men Skjeppe eller Tønde eller 1000 Tønder -- jeg gav dem gjerne, om jeg havde den Halil fat. Thi denne Eensomhed begynder at kjede i samme Mon som jeg finder ensom Klogskab unyttig. Maaskee kunde jeg faae ham i Proces med sin Kone og saa tage Datteren i Salarium som Procuratorer før have gjort. Maaskee kunde jeg faae ham afkjøbt hende, som nu vel maa være istand til at forsøde Eensomheden, og at gjøre mig til en ny Menneskeslægts Stamfader paa Terra- nova. En Procurator maa have Alt hvad han faaer Lyst til. Velan! jeg vil tage mine Ord til Halil om Ægteskab i mig igjen, dreie Halsen om paa Familiens Duer, og kun lade een af dem med knækket Vinge vise mig Veien til dens Skjul i Øens Indre. (Klippetinden. Halil. Dimna. Ayanna.) Halil. Hungeren tiltager. Mon noget skulde være tilstødt Duerne, vore Madere? Ørnene og Høgene sparte dem hidtil; men der- som et Menneske . . . og hiint Menneske -- Ayanna. Der seer jeg een: den Blaavingede; men den er alene, Posen flagrer tom efter den, og den synes at være saaret i den ene Vinge, da den kun tungt og vaklende kløver Luften. Halil. Ve os, vi ere forlorne! SIDE: 198 Ayanna. Blaaving! Blaaving! Ak, den rækker ikke hid! Den svimler. Der synker den under vor Klippe. Halil (stirrende ud over Egnen). Ha, jeg seer ham! Dimna. Hvem? Hvem? Ayanna. Kommer han? O kommer han? Dimna. Hvem? Halil. Morderen. Se der! Ogsaa vi skulle døe. (Zobolam viser sig). Ayanna. O saaledes saae Han ikke ud, som jeg tænkte mig engang skulde komme. Dersom en frigjort Aand faaer noget høiere Udtryk end Legemet var den, maa denne Figur være en omvankende Geist af en Hyæne. Zobolam (under Klippen). Ah, er du der, gamle Ven? Sulter du endnu? Halil. Menneskene kunne leve lykkeligt til en Skurk opdager dem. Zobolam. Men hverken Døttre eller Mødre før en Svigersøn opdager dem. Dimna. Der ligger noget i hans Ord, som paa engang kan ende vor Elendighed. Halil. Men begynde vor Datters. Qvinde! Qvinde! SIDE: 199 Dimna. Han er riig, meget riig. Land og By er hans. Halil. Ak, hvi skal jeg lære at Qvindehjertet indskrumpes tidligen? Dimna, min Elskede, hvi gjorde du mig dette? Zobolam. Fattige Mand, jeg beiler til din Datter. Halil. Du bebreidede hendes Fader, at hendes Moder var hans Huustro. Dimna. Gjorde han? Det Uhyre! Aldrig i Verden faaer han mit Barn, om han eiede et Terranova med Guldklipper og Perlestrande. Halil. Ak, min Dimna, jeg følte hvor sand en Qvinde Du er. Men er det ikke netop dette jeg elsker? Fly, Skurk, eller jeg stener dig. Zobolam. Jeg har haardere Nakke end dine Duer. Seer du, mine Fingre ere blodige. Ayanna. O Gud! Var du tigange saa smuk som du er hæslig, vilde jeg dog hade dig. Zobolam. Fortvivl ikke, smukke Pige; jeg kan føde dig lettere end Duerne. Halil, jeg byder dig 1000 Tønder Korn og 100 Agre for din Datter. Halil. Nei, Nei! Frygter du ikke Tordenveiret, som trækker op? at Lynet skal søge dit Hoved? SIDE: 200 Zobolam. Jeg byder dig 10,000 og 1000 Agre. Daare! Du og Dine ere nærved Hungersdøden. Halil. Men ikke nær at give efter. Zobolam. 100,000 Tdr. og 10,000 Agre. Gamle, ærede Ven, jeg byder dig Halvdelen af min umaadelige Formue. (Afs.) Guds Død for en Vare en Qvinde kan være, men kun efter Omstændighederne, ei efter Realiteten. Dimna. Jeg forsikkrer dig, at den nøgenbenede Aadselgrib vilde ligesaa snart tiltale vore Hjerter. Gaa tilbage til din Eensomhed og over- lad os til Døden. Zobolam. Mit Hjerte tillader det ikke . . . mit Hjerte . . . Halil. Dog dræbte du Duerne, de Eneste, der nærede os? Zobolam. Men for selv at være en Frelsens Due, der kunde bringe eder Overflod. Pige, se jeg trygler dig; det har jeg ikke gjort for Englene. (knæler). Ayanna. Dine Fingre ere blodige -- gjem dem, og jeg seer dem dog funkle frem af dine Øine. Tordnede det ikke under Jorden da du knælede? Zobolam. Halil! værdige Ven! jeg byder dig min hele Formue, de uhyre Forraad indtil sidste Korn, den umaadelige Arv af en forladt Verden. Jeg vil være en Betler i alt Andet uden til den Rig- dom at eie din Datter. Jeg vil hylde dig som den sidste Kloge SIDE: 201 paa Terranova, og forglemme hvad det kostede mig at blive det, indtil Eensomheden lærte mig, at to Daarer maa have det bedre end en eensom Klog. Halil. I Betler? En Procurator Betler? Betyder det Velstand hos Andre? I bør dog ikke give Slip paa det som Betlere bør be- holde tilsidst, skjøndt de miste det almindeligviis med det Andet, nemlig Filosofien. Og jer Filosofi er angaaende Ægteskab jo, at en Fattigmands Huustro er " -- et Hoved til, men ikke meer Forstand, en Mave til og dobbelt Tænder, to Taareblik, to nye tomme Hænder; og har hun Børn, da alt multipliceer!" Zobolam. Løgn! Løgn! Jeg vil svare med dine egne Ord: "I Lykken er den Byrde som at bære en Frydruus, i Ulykke som en Stav." Men betragt din Stilling med Alvorlighed. Du og Dine maae døe, om du ikke tager imod mit Tilbud. Jeg kan udhungre eder paa Klippen. Halil. Jeg veed det. (Mumlende). Men vi ville hverken døe af Hunger eller leve af Forbrydelse. Zobolam. Pige! kan du dræbe dine Forældre? Halil (Mumlende). Nei; men Forældre et Barn forat redde det fra Fordærvelse. Ayanna. O Gud! Nei, jeg kan ei. Mine Forældre, lader mig stige ned til ham for at frelse eder. SIDE: 202 Halil. Hun vakler . . Ve os! Hun vakler! Zobolam (Afs.) Ha, det virkede! (Høit) Pige, siger jeg, kan du dræbe dine Forældre? Deres Liv ligger i din Haand. Det skjælver paa dit Hjertes Banken. Ayanna. Der er intet Valg. Halil. Nei der er intet Valg. Men vi ville hverken døe af Hunger eller leve af Forbrydelse. Ayanna, seer du din smukke Sky- gestalt? Englene beile til de uskyldige Piger. Ayanna. Hvor? Halil (styrtende hende i Dybet). Der! -- Dimna, min Huustro, kom, vi ville ikke mangle ved vor Datters Bryllup. (Omfavner hende). Dimna. -- Ja heller med en Skygestalt af Engel end med en virkelig Djævel. (De styrte sig ned.) Zobolam. Dette er et Tilfælde! et Tilfælde alene! Thi hvem kan beregne Fortvivlelsen? Nu, med de sidste Liig for mine Fødder, er jeg virkelig den sidste Kloge. Og saaledes ligge isandhed ogsaa ofte mange smukke Forsætter, yndige Drømme og Følelser og andre Hjertebørn Liig for den altid beregnende Klogskabs Fødder. Men den gaaer frem, fremad under Drønet af sine eensomme men faste Trin gjennem Verden. Velan! jeg vil ikke lade mig for- skrække. Og jeg vil forsøge at tilbringe Tiden med en Moer- skab, som ligner meget mine gamle juridiske Beskjæftigelser, nemlig med at erte de vilde Bøfler, som nu overfare det forladte SIDE: 203 Land, sammen med Hundene i den øde By. Eller jeg vil lære Duerne at trættes; -- kort den Mand er ikke klog, som ei kan forslaae Eensomheden. (Smaadjævle mylre frem overalt). Ha, jeg er ikke ene! Djævlene. Djævlene komme hvor Mennesker flye. Her er han! Her har vi vor Fyrste paany. Zobolam. Hvo ere I? ere I Befolkningen paa Terranova? Djævlene. Af Niddingehjerte vi engang udbrast som Orme af Byld, men vi voxte med Hast. Af Niddingesind vore Sjele vi fik. Vi tændtes til Liv af et Niddingeblik. Kun spæd var fra først af vort Legemes Form: som Hams af en Midde, som Skygge af Orm. Nu har vi en Ham som Condorens udspilt. Den voxer med Aanden, og den har ei hvilt. Af Sundhedens Blod og af Uskyldens Fred vi leve og voxe, saa seer du, derved. Hvor Hjertet er fuldt som hos drømmende Brud, vi hugge os fast, og vi suge det ud. Til Dæmoners Storhed saa voxe vi frem; men Lucifer, Kongen, er største blandt dem. Hvor vor Ryg kun har Crocodilernes Kam, der skyder sig taggede Lynild paa Ham. Kun stor som et Seil er den Vinge paa Os; men Hans som den Røgsky fra Ætnas Coloss. SIDE: 204 Til Jorden er Lucifer fløien paa den. Vi kaare da Dig til vor Fyrste igjen. Thi nærmere Lucifer Ingen er sat i Helved, paa Jord, end en ond Advocat. Men at vi din Sjel til vor Drot kunne faae, vi først i din Dynge begrave dig maae. (De gribe ham). Zobolam. Begrave mig? Begrave mig i mit eget Korn? En bedrøvelig Ende paa den sidste Kloge! Djævlene. Du synker i Synddyngen, Drot; men derved du stiger i Helvede. Hil dig! Afsted! (De fare bort med ham). Henrik Wergeland SIDE: 205 BARNEMORDERSKEN SØRGESPIL I FIRE ACTER Handlende: Mairen i Carpentras. Rodriguez, Advocat, hans Søn. Narcisse, hans Datter. René, Rettens Skriver. Pelorce, en gammel Forpagter. Nannette, hans voxne Datter. Colin, Margot, Firmin og Jacqves, hans mindre Børn. Don Gaspard, Spaniol, Chef for et Fricompagni. Frøken Madelaine. Fanchette. Narcisses Amme. Tolv Eedsvorne. Bøddelen i Carpentras. Borgere og Soldater, Jagtfølge, Retsbetjente. Et dræbt Barns Geist. Scenen er i de forrige pavelige Besiddelser i Syd-Frankrig; Tiden under de valdensiske For- følgelser. (Skovslette, hvorigjennem en skyggefuld Bæk slynger sig. Colin, en av Nannettes Smaaesøskende, plukkende Urter.) Colin. Ak, stakkels syge Margot derhjemme! Jeg sørger saa, at jeg nær maa glemme de Urter, Nannette mig bød at plukke, hvorefter din Feber saa tørst maa sukke. (Det dræbte Barns Geist hæver sig frem af Bækken.) Barnegeisten. En Dreng? Colin. Tys! Barnegeisten. Haha! SIDE: 206 Colin. Det var en Vind, som peeb i den hule Starr. Barnegeisten. Hvor liig mig! Ikkun meer plump og rød. Han er mig Selv i en Blomst af Kjød. Jeg seer hans Sjel gjennem Blodets Trillen som hviden Musling paa Bund av Kilden. Colin. Det er som hvidsked En i mit Bryst. Dog er her Ingen, og Alt er tyst. Hvem der? Nei, Ingen. Barnegeisten. Pluk du kun væk! Du seer mig ei i min Hybenhæk. Mit Aasyn er skabt af den Glands i Vandet, af Blades Skygge min Lok er dannet. Ja, om jeg forbi dine Øinehaar strøg, du tog mig for Blomsternes Vellugtrøg. Colin. Hu! her er ensomt. Det er ei Spøg. Barnegeisten. Ah! gid du vilde dog sanke med den Svanblom hisset! da gid du gled! Grib Sivet med hviftende Fjer paa Hat, som vogter min Verden, den snevre Kilde, der vandliljedækket ligner den stille og dybblaa stjernebedækkede Nat. Colin. Jeg tør ei . . Barnegeisten. Grib du dem dristig fat! SIDE: 207 Colin. Ti stille Lyst til at plukke just dette, som er mig forbudt af Søster Nannette! Barnegeisten. Vær let paa Foden. Den naaer, som dristed. Colin. Nu var det somom mig Vinden fristed, somom det Orreblad Tunge var. Ah, Orr, jeg kan ei dit Sprog, du Nar! Barnegeisten. Jeg taler ikke som du med Tænder; men samme Sprog vore Tanker kjender. Og greb du, og gled, da Selskab faaer jeg efter saamange navnløse Aar. Colin. Tys! var det en Fisk, som i Sivet slog? Eller -- hei! hei! -- var det en Snog? (slaaer i Græsset.) Barnegeisten. Haha! han ræddes for levende Muld; er bange, at Ormen skal æde hans Huld. Du Nar, som bæver for hver en Støi, her seer du mit vakkreste Legetøi. (haler en Snog over Vandskorpen.) Colin. Der sprat det, der sprat det, det sprætter endda. Ak, aldrig kommer jeg vel herfra. Jeg tør ikke gaae, skjøndt jeg har alt et Læs af Urter, men døer i det dybe Græs. O Far! o Nannette! o Josef! huhu! (brister i Graad) SIDE: 208 Barnegeisten. Jeg døer ei: saa er jeg da bedre end Du? Jeg græder ei: større jeg er da end Du? Ah, bedre? Hvad er jeg? Jeg veed ei, men vist jeg veed kun, at aldrig jeg var som Drengen, der dukker nu atter sig frem af Engen som Kløverens Konge i Purpur hist. Og visselig gav jeg for saa at græde min hele sikkre men smiilløse Glæde. Hei, hei, lille Ven! Colin. Det sused' atter. Nu vil jeg skræmme det bort med Latter. Hahaha! Flyv op, Beccasin! Barnegeisten. Hans Taare føg bort i hans Latters Vind. Og Døden, han frygter for, maa sig trække tilbage til Sidste i Dages Række. Da kommer den brad som Vintersnee, naar Søvn er bedre selv end at lee. Colin. "Hehe!" hoster Sivskjæg, saa syg og tør "Humhum!" harker Eeggreen saa krum og stør. Barnegeisten. Han hører mig ei. Nei, Ingen kan mig høre, hvis ei han er født i Vand. Det synes mig vel som jeg kjender min Moer. Dog, tidligst jeg mindes, det kommer mig for som var jeg et Øie i Taagen, som hver Aften at sove til Bækken kom. Den slumred rolig; men altid vaagen, som Lys i Mørke, var jeg i Taagen. Jeg voxed siden, det er: meer klar min Tanke om mig blev end den var. SIDE: 209 Jeg saae mig Selv da, skilt fra alt Andet, en luftig Krop, dog med Luft ei blandet. O sov du, Dreng: -- med den fagrere Dreng af Solskin, som hopper bag Kindens Eng, jeg talte da tydeligt, og du skulde mig høre og see og forstaae tilfulde. Colin (plukkende) Veronica, visner du? Visn, men giv den syge Margot dit udaandende Liv! Barnegeisten. -- Men staae mig tilrette du Qvinde, som hver Skjærsommeraften til Bækken kom, som ene af Alle kan see mig Stakkel med Øine som Lysetordyvlens Fakkel: -- ja Du som Øiet imod mig vender saalænge til næsten det Sivet tænder! Siig hvorfra jeg kom, og hvad jeg skal hedde, hvi "Navnløs" du døbte mig i din Vrede. Og gid saa du vilde mig Selskab give! Da førstegang skulde jeg lystig blive. Colin. Nu tvivler jeg Margot kan drikke mere. Men gid alle Blomstengle ville forære den Stakkel et Kys i min Urtekost: saa veed jeg der Sundhed kom fra den Most, som gode Nannette til Margot kryster. Barnegeisten. O gaa ei endnu! Colin. Hu! med sittrende Gru det suser igjennem mig: "gaa ei endnu!" Du mangler vel noget endnu, lille Søster? SIDE: 210 Barnegeisten. Ja, gaa ei endnu! Colin. Tys Sivet ryster, skjøndt Aspen tier, da hver en Vind i Hybenknoppen er krøben ind, for Middagssøvn i slig gylden Stol at tage sig under den hede Sol. Barnegeisten. Hvad kalder han Vind? Er det Luftens Aand, Tyrannen over min Siljuvaand? Vel, bøi dig, Sivryg! flagr, Kjæruldshaar! Jeg stille i Fossen og Stormen staaer. Colin. Farvel, lille Bæk! Barnegeisten. Ak bi mig, Kjære! Thi jeg maa dvæle saa længe her til Benene mine, som vel jeg seer at skinne paa Bunden med Perlemoerskjær, omsider smelted' af Vandet ere. Før kan jeg min eneste Lyst ei følge: at flye ifra denne tungsindige Bølge. Eiheida! hvor lystig! Da skal jeg lee! Hei, Gut! Ak, kan du min Fryd ei see? Colin. Det er som vilde jeg lee med Magt, ja lee med Strikken om Halsen lagt. Barnegeisten. Maaskee, naar jeg teer Dig hvad selv du har, du bliver mit Beenrad, min Blegskygge, vaer? Blot, slyngende Bæk, da, som Snogen sin Tand, den Rædsel du skjuler i skyldløse Vand! (Et Beenrad af et Barn hæves over Vandskorpen.) SIDE: 211 Colin. (Meget forskrækket, tabende sin Urtekost, idet han vil holde begge Hænderne for Øinene.) Kors fri mig! Barnegeisten. Ja fri mig! Du eier da Been, skjøndt dækket med Roser som Hybenens Green! (Beenraden rynker ned igjen.) Colin. St. Firmian! St. Firmian! Du frelse mig! Hu! Fader vor! Fader vor! . . Hvor er det nu? Der sank det, der sank det bag ludende Hyld. O frels os fra Ondt, og forlad os vor Skyld! (Gaaer baglænds ud.) Barnegeisten. Du Nar, som flyer for dig Selv afsted, som for dit Krideportræt blier ræd! ja ræd for din egen Morgendragt, foruden Hæslighed, uden Pragt, men blot med de simple Naturens Snit, ei Noget formeget, ei Noget forlidt. Med solskinnet Lok, med sommermalt Kind du praler, men begge er vinterligt Skind, som ei, mens du fryser deroven din Grav du vover at kaste som Fremmedgods af. Din Haarlok, dit Huld ere lodne Kutter, Naturen rundtom din Nøgenhed putter, at ei du skal fryse i Vinterkulden, som ruger evig herover Mulden. Nu -- sveder du midt i din Pelts saa varm, garneret med Silke og Sølv om Barm, og rundt med Rubiner om Kind og Mund, saa troer du, du gløder i Vaarens Stund. Det er kun: som jordiske Kulde tiltager, den gode Natur nye Peltse drager af Muskler og Skjæg om de kuldskjære Been. SIDE: 212 Knapt aander fra Himlen dog Sommeren, før du Peltsen vil finde for tung og stør, og kaste den hele med al dens Pragt, og søge i Beenradens Sommerdragt til Graven, den deiligste Grotte, hvor Heden behagelig blandes med Kulden derneden: Heden derneden med Kulden fraoven som Solskin med Skyggerne blandes i Skoven, som Lunkenhed blandes med Iisdryp i Voven. Men snart er den Beenraddragt udslidt. Forsval da bliver selv Graven. Intet dig binder til Jord eller den, denne Himlens Portal. -- Nøgen i soltændte Hvælv du forsvinder. (Forsvinder.) (Jagtlyd høres. Rodriguez kommer med Colin ved Haanden.) Colin. O, ikke her! ikke her! Rodriguez. Frisk, lille Colin! Hvad var det du saae? (kyssende ham) Gid det saasandt var din Søster, skulde jeg suge ud dit Blod. Colin. Et Beenrad . . der der i Hvirvlen. O! o! den skinner igjennem. Rodriguez (Ludende sig udover Bækken.) Ja ved alle Hellige! (Afsides) Ha, Fanchette! det er Been af mine Been; men om det var Kjød af dit Kjød, saa er din Brøde udsonet. Nu er det borte ligesom Tanken i Vanvidet, men kan komme igjen af sig selv ligesom Mistanken. Men herfor kan en Steen sørge. (Vælter en Steen ud.) Colin. Hvorfor gjorde du det! SIDE: 213 Rodriguez (Afs.) Saa klogt Spørgsmaal vilde ikke falde Dommeren i Carpen- tras ind, om det kom tilstykke. (Høit) Forat det Hæslige der ikke skal skræmme dig, naar du gaaer i din smukke, -- nei, gode Søsters Ærinde, vilde jeg sige. Men hør, Dreng, hvis du for- tæller Nogen herom -- hører du? -- ellers -- se mig i Øinene . . Nu ja, saaledes vil jeg see ud, naar jeg surrer dig til Træet hist, og pidsker dig til du bliver en Beenrad som den i Vandet, om du siger Noget . . Nu, lille Colin, græd ikke! Der har du din Urtekost, Rædhare! og en rød Sløife til din Hat, og -- se her -- nogle deilige Baand til Søster Nannette. Saa min Gut! Fortæl nu Nannette, hvor god Hr. Rodriguez er, og at han hjalp dig at finde lille Margots Urtekost, da du havde tabt den af Skræk for en Snog. Colin. Ak, strenge Herre, Søster Nannette har lært mig ikke at lyve, strenge Herre! Rodriguez. Saa ti da, lille Tosse. (Colin gaaer. Rodriguez seer sig omkring.) Ah, jeg kjender denne Skogslette. Der boer en sød Erindring under hiin bredarmede Poppel -- der skulde boe en, om den ikke var ud- vasket i denne Bæk. Ligesom Træerne, have slige Minder spidse Grene og ormet Bark under de bløde Blade. (Don Gaspard og René tilhest med Rodriguezes imellem sig. Jagtlyd.) Don Gaspard. Halloh! Rodriguez! her er Eders Hest. René. Ydmygste Tjener! Jeg har den Ære . . . Rodriguez. Jeg har kun een Hest, mine Herrer. Don Gaspard. Men en Ven ved hver Tøile. SIDE: 214 René. Visselig, ædle Herre! Jeg har den Ære at være den Ene. Hihi! Rodriguez. René! For alle Hellige! Hører I ei Hornet? Hvor tør I for- lade Dame Narcisse? i Galop, I Dameskygge! Benyt den For- deel, som et Par vide Rytterstøvler og Sammenligningen mellem jer og det endnu uslere Øg, I rider paa, give Jer. (Hvisker til ham.) Forstaaer I ikke? Medbeileren er her. René. Hoho! Jeg forstaaer . . Jeg har den Ære . . men . . Don Gaspard. I seer paa mig, eller rettere paa mit Sværd. Rid I i alle Djævles elles i Guds Navn, om I vil. Marken er ryddig for mig. René (Bukkende). Jeg har den Ære . . (rider bort.) Rodriguez. Hør, Don Gaspard! Vi ere nu den Nars Øren qvit. Drager I snart afsted med jert Compagni? Vil I tjene Greven af Tou- louse eller Frankrig? Don Gaspard. Toulouse er en Hædersmand, men har ingen Penge. Derfor Frankrig, Paven, Kirken, Christenheden, Gud eller hvad I vil. Jeg er en Spanier, og vil sone nogle af mine Synder, især den seneste. Rodriguez. Kongen staar alt ved Mendes. Da maa I snart ud. Don Gaspard. Oh! Priserne stige for de Sidste. SIDE: 215 Rodriguez. Har I Compagniet fuldt? Don Gaspard. Nei, men Pungen; thi jeg har syet mange Kors paa saa det stak i Skulderen, men sprættet mange af med Lempe. Men har I nogen Anviisning? Jeg skal presse Alle efter mit udstrakte Hververbrev undtagen René, som jeg har mine Grunde til at lade blive siddende. Thi jeg er en Spanier og høimodig. Rodriguez. Hør, Ven! I gjorde mig en Tjeneste, som jeg skal gjengjælde, om I pressede en herlig Karl her i Egnen. Men det besværger jeg Eder ved denne Pung (stikker den til ham) : vær døv indtil I faaer lagt Knebelen tilrette. Thi han tør nok ellers vorde veltalende siden han om kort skal giftes med den smukkeste Pige i Lan- guedoc, Dauphiné og Provence. I forstaaer mig, Don Gaspard? Don Gaspard. Aha! Jeg troer det. Rodriguez. Han boer alene i denne Skog, i det Huus, vi jog forbi: det hvori min Søster steeg af, da hun blev upasselig. Pas paa inat med nogle Folk, der kjende til Haandværket. Don Gaspard. Imorgen! imorgen! Rodriguez. Endnu bedre inat, og saa afsted før det rygtes mellem dette Pak af hemmelige Valdensere og Halvvaldensere, som boe i disse Dale! Han er selv noget valdensisk ligesom hele Pigens Familie. Naar Psalmerne ende deroppe i Huset, begynde de hos ham. Han er som enhver Frier, et Echo af Brudehuset. Der- for hold paa ham, og afsted! Jeg skal holde eders Frieri til min Søster varmt for den Spases Skyld. Don Gaspard. (Afs.) Ei! heller Spas for Spas. (Høit) Vel da! Imorgen. SIDE: 216 Rodriguez. Gid alle Carpentrases Haner gale eder Sejer til, men dog en med saamegen Ære, at Nogle ere faldne, og deriblandt -- Husk, han er en formummet Kjætter. Don Gaspard. Ha, det skal gaa ham som den tappre Urias eller som Jeftas Datter, der gik ud imod sine Egne. (En Deel af Jagtfølget nærmer sig. René, Narcisse, Madelaine. Josef fører dem an.) René. Tak! Tak, min Mand! Der er de. (Josef gaaer.) Rodriguez. Der var han. Don Gaspard. En smuk Karl. Nu, fire af mine Knegte maae vel faae Bugt med ham, dersom han sover. (Vil bort.) Rodriguez. Der er min Søster. Skyer I hende? Før . . . Don Gaspard. Jeg hørte Mairens Horn. O kom! Hvi møde en Afskeds Smerter? Vanvid, som at hale dem ud, at bore dem meer dybt i Hjertet, end selv de ramme med sin egen Hvashed! Mod dem kun Flugt. Dog skal de naae den Flygtende som Pilene naae Hjorten. Rodriguez. Endnu et Vink . . .! (De sprænge bort.) Madelaine. Ak, tyve jeg dig gav, meer ømme end en Elskerindes: slige, som Huustro ene giver; men forgjæves. (Følger efter) SIDE: 217 Narcisse. (Afs.) Han flyer mig . . o! (Høit) Følg dem, René! René. Jeg har den Ære -- (Følger Herrerne.) Narcisse. Du skyer mig? Du? o Du! Du! Du! Den Sidste, som det burde! Først alle Mennesker, først alle Qvinder, saa Mænd, og sidst imellem dem min Fader; saa Englene! men endda ikke Du! Dog flyer du mig -- og først! af Alle først! før Rygtets Tunge, letteste af Duun, er vakt at flye rundt Verden med min Skjændsel. Du svoer at skjule den i dine Arme, som qvalte Uskyld, Fred og Jomfruære -- o mere trofast er min usle Kaabe. Den dækker Skjændslen endog sidst af Alt! Men snart selv Natten ei, som dækker Verden, saa ei den ene Synd den anden seer, vil skjule den: thi Stjernerne skal see den, om end iløn jeg -- -- Ha, en rædsom Tanke! forbrydersk Sjelebarn, født frem af Nøden og denne skogbedækte Slettes Taushed! -- (seende sig om.) Jeg kjender denne Skogplads . . Ak, her var det. Dens Taushed, Sødme, Smerte kjender jeg. Her var det! Men det Træ er visnet, som nedrysted Taarer over min Uskyldighed og fanged Gaspards Eeder i sin Top . . som var de Svoveldampe, visnet, visnet. Ak, her tør Skjændsel aande. Solen ei kan gjennembore denne Skygge, mørk og sval og tæt, som om en Bjerghule sit Indhold havde tømt bag disse Buske! SIDE: 218 Og foran staaer Ulykkens Træ med stivt oprakte Grene, som til Eed mod Himlen, at intet Syndigt foregaaer derbag. Alt tier, hvis ei kydske Skovdue, der Træet har forladt som æreløst, forarget hyler som en Abbedisse, og alle Fuglene, som Nonner om vanæret Søster, ei med Skrigen komme og sønderhakke mig og det jeg føder. Dog ikke Mennesker, hvem værst jeg frygter, kun Alferne forstaae hvad denne Bæk maaskee vil synge om, og hvad hvert Blad til Blad vil hviske . . Ah, der er min Fader -- Nu maa jeg smile. (Mairen kommer tilhest med René, Madelaine og Jagtfølge.) Mairen. Nu holdt, nu holdt inde! I raske Jægersmænd! Nu er det nokmed Halloh'er. Pæh! Jeg er en gammel Mand. René! René! Hvor er I? Pæh! I lunter altid bagud. Har I noget Viin i Foderet? René (med Hatten af.) Jeg har den Ære -- Mairen. I burde før være i Hjortens Hæl end i min, og før i min Datters end i Hjortens, før i Dianas end i Hjortens. Gode René, raab dem nu ind; thi Dame Narcisse synes at have nok. René. Jeg har den Ære . . Ak, jeg faaer ikke min Hest afsted. Den slemme Spaniol har laant mig den trægeste af sine Trods- heste. Narcisse (Et let Smiil farer over hendes Ansigt. Afs.) Hvor maa jeg være selv letsindig, som endnu kan smile ved hans Letsind. SIDE: 219 Mairen. Nu da! Ahahaha! Lad ikke Dame Narcisse høre Sligt; thi man kan ride ind i et Qvindehjerte. Hvis I var saa slet Secretær som Rytter, fik vi ikke redet Retten iring og sprængt mange Parters Punge, skjøndt det er vanskeligere med deres Taal- modighed. (René kommer afsted.) Søde Narcisse, at René er en slet Rytter og Jæger er et Beviis paa at han duer til noget bedre, f.Ex. til Secretær og til engang at blive Maire i Carpentras, og saa -- ja til noget bedre; thi, reentud sagt, er det ikke stort bedre bevant med mit Rytterskab. Og at han ikke tør bruge Sporen er Beviis paa han gode Gemyt. Derfor søde Narcisse -- (Afs.) Gid den forbandede spanske Vindsak ikke var bleven trukken med af Rodriguez! (Høit.) Søde Narcisse, har Jagten frisket dig? Jeg fandt kun paa den derfor. Ak, du er bleg? Men du har ikke havt nogen Afmagt siden. Ak, du fromme Datter, du gjør dig stærkere end du er. Narcisse. Hvis saa er, da er det forat glæde Eder, min Fader! O min gode Fader! (Trykker hans Haand.) Mairen. Og René? Ak den Stakkel! From som en Due, from som en Due. Og -- tys! -- han har kjøbt en Hare af Bonden Josef her i Skoven, og brænder efter at overrække Eder Kaarden og Æren af Jagten. Den spanske Trækfugl er ikke nær saa galant. Madelaine. Aha! Rodriguez hid med Jagtens Ære, at lægge den for mine Fødder iler. (Vifter sig.) (Don Gaspard og Rodriguez komme.) Don Gaspard. Min Dame! Hjorten, ved min ringe Kraft imellem tvende Ege indeklemt med sine Takker, venter kun paa Eder. (Rækker Narcisse en Hirschfænger.) SIDE: 220 Madelaine (Afs.) Det var et Hjertestød. Ei glemmes med en større Ligegyldighed i Skoven en afbrudt Piil end jeg. Dog er det Trøst, for mig bortslængte Odd, at jeg engang har rammet Smukkeste af Frankrigs Herrer; og jeg vil holde Taget til jeg brister. Narcisse (Afs. til Gaspard.) End et Galanteri? Jeg venter Eder i Aften -- o for Døds og Livs Skyld! Don Gaspard (Afs.) Da har jeg Tjenstforretninger. Da jager jeg for Rodriguez; og imorgen dypper jeg i de fjerne Højes Gry mit Banner. (De jage bort.) Mairen (ridende efter.) Hør Datter! Renés Hare! Renés -- (Jagtlyden forsvinder.) (Aften. Fanchette springer frem fra Budskadset mod Bækken, med vanvittigt Udseende og Gebærder. Barnegeisten viser sig.) Fanchette. Er du der lille Navnløse? Jeg har seet din Far. (Dansende og syngende.) Jeg saae Ham. Han sad paa en flygende Hest. Saa bortfløi hans Troskab, den giftige Blæst. Jeg saae Ham. Han stødte i Hornet. Hoho! Halih! Haloh! Saa høit klang, saa døde i Skogen hans Tro. Jeg saae Ham. En Heirefjer paa hans Barett. Saa pralte hans Ord, men saa troløst og let. SIDE: 221 Jeg saae ham! En guldskjæftet Daggert han bar. Meer glat var hans Tunge, den dybere skar. Jeg saae ham. Han bar en azurblaa Tunik. Saa blaat var, skjøndt opfyldt med Slanger, hans Blik. Jeg saae ham. En isengraa Kaabe nedhang. Saa blegne de Lokker, han kyste engang. Jeg saae ham. En Guldspore sad paa hans Fod. Saa traadte i Støv han mit Æresklenod. Jeg saae ham. Han slængte til Betlersken Mynt. Ve, Hun var den Qvinde han elsked i Synd. Jeg saae ham. Hans Hest mig besprængte med Skarn, imedens ved Gjærdet jeg ammed hans Barn. I Regn, til jeg graaned, jeg toed mig Selv. Hans Barn hvor det fosser som stridest i Elv. (Skriger) Rodriguez! Rodriguez! Barnegeisten. Der er Hun -- idag er det Jevndøgn et Aar, da var hun her sidst -- som ene forstaaer, at tale med mig, som boer saa alene, og snakker saa sagte med Græs kun og Grene. Fanchette. Ha, er det Øiet eller Samvittigheden, som seer Geister? Er du endnu ikke forløst, lille Stakkel? Du voxer smaat, thi du kan ikke samle mange Erfaringer. Barnegeisten. Det værste er: Ingen af Alle, som vandre her rundtenomkring imellem hverandre, kan see mig engang endskjønt jeg er nær. Jeg blier da allene, desværr', desværr'! SIDE: 222 Fanchette. Vel, jeg vil rive den sidste Traad af imellem dig og disse daarlige Elementer. (Luder sig udover Bækken.) O! o! ogsaa den er borte: dine Been, som laae saa sikkert med en sort Orrerod om Halsen og en Steen i Skjødet. Nu kan du svæve her evin- delig, siden du ikke er borte endnu. O, det værste kommer altid tilsidst. Barnegeisten. En Herlig af Aander kom nylig hidhen, og løfted mig op som et Dugg paa sin Vinge. Da saae jeg i Himlen. Han loved at bringe mig did, naar han kommer som Frelser igjen. Fanchette. Ah, det er en Trøst! Og det er en Trøst, at du ingen Been har at paavise, om du skulde vække Ahnelser hos en Forbi- vandrende eller Drømme hos En, det kunde kaste sig under disse Træer. Og din Far vil komme igjen som min Frelser. Thi han elsker Fanchette endnu, og bliver ogsaa gammel som hun. Det er til Ære for mine graanende Haar han bærer sin isengraa Kappe, og til Minde om Bækken, der er et Baand imellem os, at han bærer en blaa Klædedragt. Men jeg vil pynte mig, skjøndt han gjør meer af denne Pjalt, der er en Lev- ning af den Kjole, han broderede med tusinde Kys -- jeg vil pynte mig med Jasminer, som døve Moral og gode Lærdomme, med geile Bregner, blodige Oxetunge, med Løvetand, som yngler under Foden, og kaade Nesle, gustne grumme Bulme, den Bøddelblomst, der kjøle kan sin Mordlyst her i mit slangekolde Haar; med Desmerurt, der gjør at Mosen stinker som en Liigseng; og sortblaa Stormhat groe skal paa mit Hoved, og skjule Tidens Aske for Rodriguez. O, jeg maa skrige det vellystige Navn. (Skriger) Rodriguez! Rodriguez! SIDE: 223 Barnegeisten. For mig var hiin Aand for prægtig og stor. Jeg heller vil være Margots lille Bro'r, og bære et Legem, saa frodigt og smukt som Ferskenens Blomster og Abildens Frugt: en Knop, der kan vise med Ære mig Selv for Træer og Blommer, for Mark og for Elv. Fanchette. Ak, ønsk Dig ikke Sligt, Barn! Thi en Dreng er Begyndelsen til en Mand, og en Mand Løftet til Helvede om at levere en stor, moden, stærk Djævel. Snart blier du bruun som Bøgen, og knuddret som en Eeg. Som afbrændt Vang i Røgen din Kind forgaaer i Skjæg. . . I Skjæg, der kildrer Piger, og river dem tilblods. Og frem din Skulder stiger med Klippetinders Trods. Som Fjeldets Marmoraarer snoe Musklerne sig frem. Du Flammer faaer for Taarer, men ingen Trøst i dem. Og paa din Isse sænker sig Helveds Ørneflok. De brede Vingers Skygge er Mandens mørke Lok. Saa er det gaaet din Fader, Barnlille, paa det nær, at hans Hjerte var det første, som angrebes af Forsteningen. Det vilde været bedre for ham og hele Verden, undtagen Helvede, om hans Moder havde været ligesaa barmhjertig som din, der strax gjorde dig til en liden bevidst Taage. Ak! ak! din Moder hænger ogsaa midtimellem Døden og Livet, skjælvende for begge, og jeg bliver tyndere og graaere, og blegere blive Pigernes mørke SIDE: 224 Avindsblik, som fæstede sig i min Sommerhats rosenrøde Baand, saa de hang tunge ned som Ranker. Eia! her var det, hvor Junkeren forærede mig dem, og hvor vi dansede paa St. Johannes- festen, og hvor, og hvor . . . (Skriger) Rodriguez! Rodriguez! (Josef gaar over Skogsletten hjem fra Markarbeidet). Josef. Tys! Junkeren er alt borte med det hele Selskab. Gud læge din Sjel, arme Fanchette! Fanchette. Arme? O lave Brændehugger eller Hyrde, du veed ikke, at jeg har Halvparten af den stolteste Junkers Høihed; du fatter ikke, at Lykken maae have sin Nat og Høiheden sin Ulykke; du be- griber ikke, af Storhed kun elsker som i Solglimt, der ere koste- ligere end Lavhedens døsige og eensformige Dage i din elendige Hytte. Josef. Vel da, Fanchette; men tag dog tiltakke i dens Ringhed; thi Natten stunder til. Jeg byder det med et venligt Hjerte. Fanchette. Det var en god Ting og en Fiende af Nattekulde. Var Junker Rodriguez der, har han vist glemt det efter sig. Ha, var han der? Josef. Ja. Den naadige Herre saae sig om baade ude og inde. Fanchette. Ah! Det gjorde han ikke for Intet. Efter smukke Piger? Jeg vil lægge mig bag Ovnen, saa tager han feil i Mørket. Hahaha! Farvel da min Glut! før som Rosenknop rød, nu hvid som en Musling, men sort er mit Skjød; ja sort som en Muld og dybt som et Hav, thi der var din vugge og der var din Grav (Gaae). SIDE: 225 (Nat. Gade i Carpentras. Narcisse og Madelaine paa en Altan). Narcisse. God Nat! Forlad mig . . Madelaine. Ja, jeg bytter med søvnløst Jomfrulejes Eensomhed den, som fortærer mig hos Alle, naar er Han er der. Men Sancta Clara vil jeg trætte til hun i en Drøm mig viser kun første Træk af den Forhadtes Navn, som atter har ham lokket ud inat maskert, paa ond Bevidstheds Kattetrin. Ja kun eet Træk! kun eet! -- o nok for mig! (Gaaer ind). Narcisse. Hvor er vel Jamren størst: om selv man er foragtelig? om Den, man elsker, er det? O, den er størst: Foragteligst Foragt, imens man, selv foragtelig dog elsker. -- Han flyer mig; men han flygter ud i Verden med samme Frosinds kjække Smiil (det Banner, som har betvunget mig); men jeg fra Verden. Han flyer en Ungdom, som har overlevet sin Uskyld før sin Skjønhed . . Ha, der er Han! (Don Gaspard i Spidsen for sin Trop. Josef bunden imellem Soldaterne. Narcisse luder sig udover Altanen). Hvor skjøn endnu! Jeg seer det; thi i Natten som Fakkeldryp nedfalde mine Taarer . . Don Gaspard. -- -- Pierre! og Guy! Tag Karlen mellem Eder! Sno ham fast med Buestrengen. (Afs.) Ha, ved St.Sylvester, der er Hun som et Spøgelse. SIDE: 226 Narcisse. Don Gaspard! For Guds Barmhjertighed -- Don Gaspard (Skyndende forbi) Rør Trommen! Ha, skjær Remmen over . . Narcisse. Jeg vil følge dig i Feldt som Kriger, og i Fred som Tjener, din Stolthed varte op, din Grumhed elske. Don Gaspard -- er det muligt: O kun hør mig . . O Gaspard -- er det muligt? (besvimer). Don Gaspard. Saa for Satan, faa Trommen løs, og lad Trompeten hyle Farvel til denne By, hvor Godtro end i abrahamisk Reenhed, færdig til sit Kjæreste at offre, er Bormester, og Gjæstmildheds og Dumheds tusind Former er Borgerskabet. Svindt! Vi svare maae de Trommer, som fra Huus til Huus jeg hører Gud Morfeus paa spændte Næs'boer rører. (Trommen og Trompeten lyder. Troppen drager bort. Mairen og René styrte ud paa Altanen i Natdragt. Borgere og Koner vise sig i Vinduer og Døre). Mairen. Hvad er paafærde? Vor gamle Stad . . . Hei! Hei! Narcisse (mumlende) O Han er borte -- Mairen. Den naadige Frue bevare os! Søde Narcisse besvimet . . René! Skriver! Fæ! Fæ! SIDE: 227 En Borger. Hvad er paafærde, Fatter? Anden Borger. Frels os, alle Helgener! Grevens Kjættere ere her. Ve vor gode Stad! Mairen. René! Skriver! Hvad, I Rædhare, har I skjult jer? Seer I da ikke? Først efter Hovedvand; siden Byen. Ak, paa mig hvile begge Ulykker ligetungt. Tredie Borger. Ve os! Der er ingen Barmhjertighed at vente, dersom vi ikke sadle om. En Borgerkone. Ah! Jeg kjender Gil Trommeslagers Kunster. Der er Spa- niolens Folk bare. Anden Borger. Ja, det var det jeg sagde . . De forbandede Landseknegte! Udskud! Affald af den trojanske Hest! Tredie Borger. Det var min Mening, Fatter Niclas. Første Borger. Det er skam lige ilde; thi Grevens vilde ikke fortære mere end dette Pak skylder. Anden Borger. Det er Takken for al vor Gjæstmildhed, at de vække os med dette Spectakel. (En Soldat springer ud fra et Vindue og følger Troppen). Første Borger. Ah! hvor Pokker kom den Fugl fra? Det var hos Jer, Niclas! (En anden Soldat kommer paa samme Maade fra et andet Huus). SIDE: 228 Anden Borger. Se, der er skam En i jert Rede med. Sover ikke jer Datter i det Stokværk? Første Borger. Jeg skal huske jer det. Tredie borger. Det er Takken for al vor Gjæstfrihed. Tvi! (Borgerne trække sig tilbage) Mairen. Ah, Pokker var det ikke andet? René, søde Narcisse kom- mer sig. Hun var blot forskrækket over Allarmen; og det lod til, at I ogsaa fik Benauelser, da I hørte om Grevens Folk. Men fort ind nu; thi I tager jer ikke saa godt ud nu som i Retten i Samar og Calot; og der er Anledning (som I selv maa skjønne bedst) til at drikke en Flaske Morgenviin paa at ikke en Eneste af disse Knegte maa komme fra Striden. Oramus, Domine! Oramus! (Gaae). Narcisse (Afs.) Dog beder for ham, mens min Tunge bander, en Røst her i min Barm. O nei, jeg kan ei. Det er hans Barn, som beder til mit Hjerte, omklemmende det med de spæde Hænder, for ham; men jeg vil hærde det til Staal. (Gaaer ind) (Rodriguez kommer maskert, fulgt af Fanchette.) Fanchette. Saalangt jeg kan, Guldstykke, følger jeg dig; -- ja, om denne Dørklinke var Dødens og ikke din Fader Mairens. Rodriguez. Tys! ved alle Helgener! Skal jeg overgive dig til ham? Fanchette. Ah! du skræmmer mig ikke, Allerkjæresten min, siden jeg saae dig lægge Knebelen paa den stakkels Josef, Fuglekongen SIDE: 229 i Coninges. Det var en lystig Streg, smukke Kavaleer. Blot nu Hun, som det gjælder, naar Alt er over og hun forskydes, ikke gjemmer sin Kjærlighed i samme Strømhul som jeg . . Rodriguez (Holdende for hendes Mund) Fanchette! kjære Fanchette . . for alle Helgeners Skyld. Fanchette. "Fanchette!" (Brister i Graad) Ja dette gjorde godt. Gud velsigne dig, mit Barns Fader! Nei, Gud forbande dig; thi dersom du ikke grusomt har forstødt mig, har jeg gjort en gruelig, gruelig Ugjerning. Men har du det, saa vil jeg vælte paa dig Alt. Ak nei, nei! Jeg elsker dig formeget. Din halve Fordømmelse vil jeg tage, dersom vi faae eet Leje sammen i Helvede. Rodriguez. For alle Helgener, saa ti! Fanchette. Ikke for alle Helgener; thi de ere forsvundne, men siig: for vor Kjærligheds Skyld, saa vil jeg troe dig. Rodriguez. Nu vel da! Fanchette. Saa kys mig! Ah, du vil ikke? Rodriguez (Afs.) Gud skee Lov det er mørkt. (Kysser hende) Se saa! Fanchette. Skjelm, dit Kys var ikke som i gamle Dage: -- kun som et Stryg af en Skindving. Ak, det brænder ikke mere, og dine Øine lyse ikke mere i Mørket. Rodriguez. God Nat, kjære Fanchette! Du har svoret at tie. Husk det! (Vil ind) SIDE: 230 Fanchette (Skriger) Rodriguez! Rodri -- Rodriguez (Holdende hende for Munden) Vanvittige . . Fanchette (Hendes Latter bryder frem) Hahahaha! Ja det er Jeg. Rodriguez. Troløse -- Fanchette (Hulkende) Ja, det er Du. (Skriger) Rodriguez! Rodriguez (Afs.) Ha, jeg kunde myrde Hende. (Hvidskende) Søde Fanchette! kjære Fanchette! herovenpaa sover min Fader, min Søster, der er syg, og . . Fanchette. Hvem? hvem? (Madelaine kommer paa Altanen.) Madelaine. Det var hans Navn, og med en Qvinderøst! Det gaaer forvidt. Dog vil jeg taale Alt. Rodriguez (Trækker Fanchette indunder Altanen.) Der er Hun. Fanchette. Ah, din Kjæreste? Nu ere alle Vinde løste i mit Hoved, og alle Bølger i mit Hjerte . . Rodriguez (Omfavner Fanchette) Nei, nei! Ved alle Helgener! Fanchette. Kan Fanchette troe dine Eeder? Nei, ikke om den Alvidende gjorde det. Det veed du bedst selv. SIDE: 231 Madelaine. Rodriguez! Elskede! Hvor er du? Ak, til mine Øine brænde har jeg ventet ved Nattelampen. Gud ske Lov du kom! Fanchette. Seer Du, der gik en Meened til Helved som en Steen tilbunds. For Frøkenens og din Saligheds Skyld maa jeg forstyrre dig i dit Puds med Nannette . . Rodriguez (Omfavner hende stærkere) O Fanchette! O min Kjære, hold din Eed at tie, naar jeg viser dig Sandheden i min. Fanchette. Gjør det! Ved vort Barn, jeg skal da, om saa Hovedet brister. Madelaine. Rodriguez, svar din Brud! Ak Nattekulden har gjort dig hæs paa dette vilde Tog. Rodriguez (træder frem) Min Frøken, er det saa, vil jeg dog haabe, I hører og bønhører dette Ønske, at gjemme Æren af hint søde Navn, I gav jer, for en mere Lykkelig. Fanchette. O Bravo! Bravo! Madelaine. Er det din Mening? Siig mig den engang, naar du er mindre febersyg og søvnig. Rodriguez. Det er min Mening, er og bliver det. Fanchette. Bravo! Bravo! SIDE: 232 Madelaine. Smuk Løn for min Opmærksomhed! Rodriguez. Den har generet mig. Madelaine. Og for min Kjærlighed. Rodriguez. Oh! den har mig generet endnu mere. Madelaine. Nu! Mere taaler ingen Qvindes Ære, ja selv ei hendes Elskov. Fanchette. Bravo! Bravo! (I Forpagterens Huus. Et Kammer aabent til Siden, hvor Margot sees slumrende. Forpagteren omringet af sine Børn. Han er reiseklædt. Nannette hjælper ham Randselen paa). Forpagteren. Farvel Firmin! Farvel Colin og Jacqves! Farvel Margot, mit syge lille Hjerte! Børnene. Farvel Fa'r! Farvel Fa'r! Nannette. Trøst dig for hende! Urterne er' alle, ihvor forskjellige, opstandne i et Søsterpar af Sundhedsroser. Se! SIDE: 233 Forpagteren. Gud signe dig! Nannette. Dog skal hun holde Sengen. Forpagteren. Saa kan hun dele Bryllupsglæden trygt, naar, som jeg haaber, denne Pung befrier din Josef. Stakkel! Hun og disse Smaae har forud kjøbt, som du, hvis Medgivt gaaer, den Glæde med sin Arv. Farvel Margot! Farvel Jacqves! Farvel Colin! Farvel Firmin! Børnene. Farvel Fa'r! Farvel Fa'r! Nannette. Nu ud, I Smaae! (Fører Børnene ind i Kammeret til et Bord). Fyskam! endnu ei skrevet fire Linjer? Den, som bli'er færdig bedst og først, skal faae de Silkestrømper, som jeg strikker paa. (Kommer tilbage). Forpagteren. Gud signe dig! Du neppe mere var end Barn før Du dem mere var end Moder. O jeg er riig i dig, mit Barn! Jeg føler, imens jeg bærer bort mit hele Eje, at end mit Alt jeg efterlader her. Nannette. Dig Gud ledsage! Forpagteren. Og han være her! I dine Arme, Datter, hvile Disse som favnede af Himmelduens Vinger! Levvel! Dog er -- Gud glemme denne Glemsel! dog er der endnu Eet, et Barn af Himlen, SIDE: 234 som jeg skal vogte, hvis jeg vil, at den skal vogte mine: Evangeliet, udlagt af Pjerre Vaux den Salige. (Peger paa en Bog paa Bordet). Forvar den, var det under Jorden! Laae den i dens Midtpunkt, da forgik ei Verden. Forvar den som dit Hjerte gjemmer Troen, useet af Verdens Had, men dog tilstede som Lys i Øjets Dyb og Mørkhed. Saa, nu er der Intet mere. (Gaaer. Nannette følger ham. Rodriguez kommer snart efter). Rodriguez. Fortræffeligt! den Gamle ogsaa borte. Saa gjør en Daad Tilfældet til sin Træl, og uberegnet Rad af Lykketræf sig viser som nødvendig Følge, rigt nedregnende som Vinding paa den Dristige. Jeg kan gaae lige paa. Dog nei Hun er af disse Dydige -- slig Bid er lækkrest og har en Smag af himmelske Ambrosia -- som fanges kun ved Dyd, liig visse Fisk, der bide bedst paa samme Art. Nu vel, den Lokkemad maa bruges, men som Anglen kun eftergjort. (Seende i Bogen) Ah! ah! En Hage til! "Pjerre Vaux"? Nu, Kjætterske, du fanger Helgenen! Og, Helgeninde, Kjættersken er min. Dog vil jeg, hvis hun vil , gjenlukke Øjet, og vende indad det mod Viljens Maal: imod det søde Billede, som i dens stærke Arme funkler, liig Demanten i snoet Ring, urokkeligt og klart i Sjelens Dyb, som Stjernen i en Brønd. Hvor fattigt seer her ud! Nu, desto bedre. Thi Dyd i Armod er Guldbilledet, paa Leerfad. Og hver Sammenligning (selv de Skyer, den stirrer paa, i Pragt er klædte) indfletter i dens Rødder Mismodklintens . . Og, Himmelhvedesæd -- farvel! SIDE: 235 Nu! Rødmer jeg? O latterligt isandhed! Det er paa Verdens Vegne. Den Erfaring tilhører den, ei mig. Jeg vil jo kun, at Dyden ei skal være fattig, men ei heller stiv og for alvorlig: den, og Hvad man kalder Udyd, smilende som Bro'r og Søster paa de samme Blomster. Da er det heller let ei dem at skille. Hun kommer -- nu, det er en gammel Regel: Hvo kysser Barnet klapper Moer paa Kinden. (Gaaer ind til Børnene). Ret, Børn! Se der, min lille Ven, en Top! Der du en Hatteknap! Der du et Skjærf! Børnene. Nannette! Nannette! kom! kom! (I Forvirring om Foræringerne). Nannette. Saa tys! Margot jo sover. Børnene. Se! den gode Herre -- Se! se dog -- Nannette (Gjemmer Bogen). Ah! Jeg haaber han ei saae den. Saa tak da! O, jeg maa nok takke Eder for Disse, som har Følelser, ei Ord. (Lukker Døren til Børnene Kammer). Rodriguez (traadt ind) Det er min Frygt for mig. Dog tro mit Øje, om Munden skulde svigte! Lad det fylde dens Armod ud som denne Hyttes Du! (Griber hendes Haand). Nannette! fromme Pige! liig Maria, skjøndt Jomfru, Moder! SIDE: 236 Nannette. Ædle Herre, der er liden Trøst i smukke Ord som oftest. Dog kom I for at trøste. Rodriguez. Forat trøstes. Nannette. I, Herre! Ak, her er et Sorgens Huus. Den Fattige maa taale Vold som Græsset, der fæster sig i Klippens Rift, at den begraver al dens Stræben under Gruus. Sit Tilvær maa med Taalmod han betale somom det var en Menneskenes Skjænk og ikke Guds. Hans Lykke, skjøndt beskeden i Ønsket: ikkun Ro, beroer alene paa Vindene i Andres Luner. Rodriguez. Sandt! Det gjennemborer mig. Jeg blues ved min Rigdom, og min Fødsel blie'r en Spot, naar jeg i dig seer Dyden dømt til Ringhed. Ak, -- hvis jeg saa tør sige -- din retfærdige Omhu for disse Børn er mod din Vilje en skarp Irettesættelse for Himlen. Nannette (forundret) Hvad siger I? Rodriguez. At Skjebnen dog har lært. Thi her jeg er, at frelse dig ifra en Stilling, der fortjener slige Tanker. Nannette. Min? O den deler Lindetræets Lykke herudenfor, at vogte denne Hytte, og døe i Ly af det. SIDE: 237 Rodriguez (Griber hendes Haand) Da elsked ei Rodriguez. Nannette (River Haanden løs) Herre! Rodriguez. Ja, din Skjebne, saa partisk mod Dyd, opsætsig mod Naturen, bekjæmper jeg med større Guddomskraft end den Tilfældigheders døde Strøms, der splitted os i Fødslen, kasted dig paa Lavheds Strand, men mig paa Ærens Klippe. Nu! viste du slig Taalmod hidtil i den blinde Gang hiin døde Strøm før havde, saa er det ligevist kun føisom Tak mod Den, der, skjøndt det syntes, dig ei glemte, at vise mere livlig Dyd imod den raskere af nye Strømmes Hvirvel, som, kommende fra samme Almagts Dyb, vil føre dig fra et uværdigt Leje til gyldne Kyst, bestemt dig, skjøndt i Fjernet. Nannette. Ak, I vil løse Josef? Ædle Herre! (Knæler for ham). Rodriguez. Nei dig fra ham, fra Dyndet, hvori du, tilfældigviis diddreven, har dig fæstet. (Nannette reiser sig). Saa er Fornuftens Røst. Som Orglets Drøn i Chorets Melodier, maa den høres høit over alle vante Følelser. Dog vil jeg, at min Tryglen som en Røst fra Menighedens Chor skal være, der skjøndt eensom, trænger højeste igjennem, SIDE: 238 og følger Orglet, overbydende dets Drøn og overhvinende dets Stigen. Du taler ei? Se, denne Arm er Planken, dig sendt af nye Skjebners Strøm! (Vil omfavne hende). Og denne fra dette Hjerte bruser, sluppen ud af Den tilvisse, som udsender Alt. (Nannette vender sig bort). End ei? Nu, troer du ei, at denne Stund er som de andre Øjeblik en Deel af Tiden? o en Perle i dens Krone. Og troer du, det, repræsentert i mig, dets Hensigt aabenbaret i mit Ord, er sendt af Ham, hvis Aande (den som bærer Alverden) Tiden er? Nannette. Tilvisse troer jeg. Men som en Frister er I sendt. Dog nei, saa sandsberøvet var vel aldrig Uskyld, sa ubevidst ei Uerfarenhed, at aaben Gudsbespottelse og værste af Synder: Spot mod uforskyldt Ulykke, til Vaklen kunde friste. Hvis I mener, hvad nys I sagde . . Rodriguez. Ja, ved Himlen! Nannette. Ak! Da frister I til Gysen. Rodriguez (farende tilbage) Gysen? Ei! Det Ord er meer end koldt; men jeg beklager, at intet Ord meer hedt en Elskov findes. SIDE: 239 Vel, vi forene begge. Endda dannes en passende Temperatur for Kjærligheden, saadan den maa være hvor hos den Ene ei om Sjel kan spørges, da den forgiftet er med Kjetteri. Du studser? Ja, jeg veed det. Nu, da veed Du, at Du er i min Haand, ja du og Dine, forraadte alle af jer falske Petrus. Nu gyser du med større Ret. Nannette (stolt) Tro ikke, jeg zittrer for mig Selv. Rodriguez. Ah, du har fundet et Ord meer koldt end Gysen; det er: Haan. Jeg et meer glødende end Elskov: Had. Nannette. Jeg vakler ei i Valget. Rodriguez. Heller ikke, naar det er sat imellem dig og Bogen, du skjuler, den, I holde mere værd end Verdens Alt. Nannette. Mit Liv er eders. Rodriguez. Nei, Jeg det forærer Sanct Domingos Brødre i Avignon. Dog end engang, Nannette, jeg skjænker knælende igjen dig Selv det, kun tryglende om nogle Blomster af dets Rigdom. SIDE: 240 Nannette (Kaster Bogen til ham) Se, der er mit Liv! Som Sjelen for Legemet, jeg foretrækker hvad jeg har af Bogen lært for Bogen selv, skjøndt Han, der fængsled Himlens Melodier i disse Træk, vel veed hvor jeg den elsker. Rodriguez. Ak, skal da Bødlen vise dig hvor høit jeg elsker? Nannette. Heller end nu eders Elskov hvor dybt I mig foragter. Rodriguez. Med mit Had maal ud min Kjærlighed; og du skal svimle. Nannette. Dog elsker jeg jer mere; thi jeg beder for eders Sjel. (Vil gaae). Rodriguez (river hende tilbage) Bi! bi! og lær min Kjærlighed at kjende af hvor dyrt jeg kjøbte denne Times Qval. Thi hør -- og tilgiv ei! -- Jeg, ene jeg, jeg lod (thi var han ei et næsviist Bolværk i min Fos, som tordner ned, blot for at loggre for dine Fødder?) føre bort din Brudgom. Nannette. . . Du? O! Rodriguez. Javist, til Krigens Slagterbænk, til Valen, Christenaltrets Fundament. SIDE: 241 Nannette. Sataniske! Rodriguez. Den Bøn var ikke from. Nannette. Du Djævel! Rodriguez. Nu, skjæld ei Kong David ud! Han gjorde det ei bedre. Nannette (knælende) Frels ham! O Rodriguez! -- Rodriguez. Troer du, at jeg derfor qvalte med disse Fingre, som din Taare varmer, dit Navn paa Josefs Mund, og Hjertets Torden om at det var en Synd? Nei, forat lade det vaagne op paa min eensformigt evigt som Vindens Lyd i Sivet. Nannette. O Rodriguez! For Guds Barmhjertighed -- Rodriguez. "Rodriguez?" Ja, saa mildt skal dette haarde Navn betones, som du det tonte nu. Nannette. Rodriguez! o, split denne Helveds Blindelse, I er i! Gjengiv mig Josef; og jeg evigt skal i Bønner lære Himlen eders Navn. SIDE: 242 Rodriguez. Jeg vil, at du bønhører og forbander. Nannette. Umuligt begge. Rodriguez. Hvilket af dem mest? Nannette. Tving mig ei til Forbandelse! Rodriguez. Nei, til Bønhørelse -- Nannette (trædende fortvivlet tilbage) Hjælp! hjælp! Rodriguez (Gribende efter hende) Jeg vil dig elske som Løven bidsk Ulvinde. Nannette. Himmel! Hjælp! (Fanchette styrter ind. Rodriguez fjerner sig forlegen). Fanchette. -- Rodriguez ja tilhjælp! Jeg er hans Genius. Det var et Skrig som Dommedagens. Men hvi saa? Veed du ei, Jomfru, at han elsker din Modstand just, forblindet i de Tænder din helgenlige Dyd fremviser? Nannette. O, Du kom fra Himlen. SIDE: 243 Fanchette. Ja fra Satans. Fra Jorden nemlig. Helved er hans Jord. Jeg er Rodriguez' Skygge. Derfor kom jeg lidt senere end han; thi endnu skinner hans Manddoms Morgensol ham i hans Ansigt. Og han min Skygge er, og derfor kom han lidt før end jeg; thi se hos mig det aftnes. Nannette. Kom, Stakkel! Du er hæs, jeg vil dig lædske. Fanchette. Ja, jeg har lært jo Bjergene herrundtom at hyle smukt: "Rodriguez!" Ohohoho! Dog hit for Skams Skyld, Elskte, en Undskyldning hvi du er her. Rodriguez. Bort Qvinde! Fanchette. Ja, en Qvinde! Det er min hele Plage. Rodriguez. O fordømt! Fanchette. Det er jeg med. Dog er din Skytsaand jeg, som frelser dig fra Synd, du før ei har. Thi den, vi havde mellem os tilforn, har gjort min Nerve følsom, saa den zittrer, naar din, om fjernt, sig spænder til en Udaad. Og Stormen bringer Bud fra dig; Orakler til mine angste Spørgsmaal qvæder Vinden, og Chore tale selv om dig fra Luften. SIDE: 244 Rodriguez. Fanchette -- Fanchette. Skjær ei Tænder, stolte Løve, for du est fangen i min Ømheds Net. O sønderskjær ei saa din Engels Navn! Rodriguez. Min Elskte -- Fanchette. Ret! den Tone jeg forstaaer. Saa sød den er som Sivets ved vor Bæk. Rodriguez (Afs.) Gid der du laae! Som Myg om Lyset, svæver hun stedse i sit Vanvid nær og rundt en Aabenbarelse, som dræber hende. Fanchette. Han er min Elsker, gode Pige; derfor bønhør ham ei. Den Ret tilhører mig. Men hjælp mig at beundre. Nannette. Bliv hos mig. Du synes Magt at have over ham. Fanchette. Ja Blodets. Rodriguez (Afs.) Ha, den Rasende! (Høit) Hun mener -- om Fabelen saa vil -- vist fjerne Slægtskabs. Fanchette. Vor Slægtskabs første Ahne var et Kys, dets Stammemoder en Omfavnelse, og derfra stammer ned en Rad Forbandelser. SIDE: 245 Rodriguez. Jeg kjender hende ei. Fanchette. Nu galer Hanen. Hoho! Rodriguez. Jeg sværger. Fanchette. Andengang. Hoho! Rodriguez (Afs.) Hvor djævelsk fuul og dristig i sit Vanvid! Med drømmevandrersk-sikkre Trin hun gaaer paa Afgrundsranden af Tilstaaelsen. (Til Fanchette) Fanchette: Ak, hvi vil du da, at Verden skal kige mellem vore Hjerter? Fanchette. Sandt! Det maa den ei. Dens Øie er for koldt. Men kast som Sand deri dit Had til hende, som blegner der, saa seer det ei for Graad. Rodriguez (Afs.) Mig Madelaine skal hevne. Intet Had saa sikkert slaaer som Qvindes Jalousi. I Ørkenen, hvor Mandens Hevn maa standse, den aander sin Flammevinde ud. (Gaaer.) Fanchette. Ah borte? Var det ei Rodriguez? O, (Skriger) Rodriguez! Rodriguez! Nannette. Tys dog! Gud skee Lov! SIDE: 246 Fanchette. Ak, taabelige Uskyld, veed du ei, at han har efterladt, som Satan Røg, sit bittre Had? Det lugter af dit Liig. Han svoer ei Glemsel. Vel han gik, men svoer ei. Nannette. Gud frelse mine Smaae! Fanchette. Ah, du har Børn? Dem skal jeg redde. Børn? O stol paa mig! Jeg har en Hunørns Neb og Kløer for Børn. Thi engang . . Ja, Rodriguez bedst det veed; og det er mere sikkert end hans Eed. (Gaae ind.) (Retssal i Carpentras. Rodriguez. René skrivende.) Rodriguez (Afs.) Saa frist da hende, Død! den kraftigste af alle Fristere. Nei, ikke Døden; thi hun er for smuk. Jeg skinsyg blev paa Døden, Skjøndt Hevn med Blod bør svare Haan, der spytter, dog Døden ei, dens Billed kun, dens Fare. Naar den vil gribe, vil jeg springe til, og gribe hende før det blege Kys, forblænde Øiet med en Frelsers Straaler, og skjænke Livet som en Morgengave. René, kom hid! (René kommer bukkende.) René. Hvad er til Tjeneste? Rodriguez. Nu vil jeg tjene Eder. Hør! Siden I fik Afslag af min Søster, dengang I kom paa det uheldige Indfald at tage Friermodet fra SIDE: 247 den dygtige Pidsk, I tog jer med Mairen i Anledning af Com- pagniets Bortmarsch, vil jeg foreslaa Eder en Anden, der er rigere om ikke smukkere. (René bukker) Hvad mener I om Frøken Madelaine? René. Gud bevares! Hihi! Rodriguez. Siger I det "Gud bevares" i en god Mening. René. Ja Gud bevares. Hihi! Rodriguez. Nu! Hun er ledig. Siden jeg flyttede ud af hendes Hjerte, boer Giftesygen der alene. René. Ah! den Fugl flyver høit. Hihi! Rodriguez. Jeg skal lære Eder at fange den. René. Ak! hun har truet med at gaae i Kloster . . Rodriguez. Det maa være i et Munkekloster. Til de lystige Benedictinere for Exempel. René. . . Ja endog med at stifte et af en uhørt streng Orden. Rodriguez. Ja dersom hun ikke bliver gift. Kuldkast I kun Klosteret, før det faaer sin Grundvold. jeg skal give Eder Anledning til at SIDE: 248 gjøre Eder i anden Maade fortjent af Christenheden. Reent ud: vil I have Herskabet og Slottet Hautbrisson og Godset Coninges og en langagtig Frue med Been i Næsen? René. Oh, gunstige Herre, kunde jeg tjene Eder igjen! Rodriguez. Velan da! Hele Kunsten bestaaer kun i at betroe hende, med saa vigtig Hemmelighedsmine som muligt, at Pigen Nannette Pelorce var Den, der stak hende ud. Anklag hende saa for Kjætteri efter dette Beviis (giver ham Andagtsbogen) , saa er I i Kridhuset, især da I giver Madelaine en fiin Hevn ved saaledes at tvinge mig til at være Actor som Inqvisitionens Advocat. Forstaaer I? Nu, vil I? René. Ja Gud bevares. Det var en let Maade. Rodriguez. Saa indregistrer strax Klagen. Skriv nu! (Dicterer. René skriver) "Jeg Cyprianus Neoptolemus Greffier, Hans Hellighed Pavens Maire, Byfoged og Landsdommer i Byen og Districtet Carpentras . . . René. Ja ja, bi lidt! Det er Eders Faders Navn, som skal staae med store Bogstaver. Rodriguez. . . "Gjør vitterligt: at mig med Bisiddere er, under Datum af 3die efter Sylvester, bleven foredragen lovformelig Klage, hvor- efter Herr René, Rettens Skriver hersteds, anklager for Kjætteri og Fordølgelse af forbudne, høist kjætterske Bøger" . . . Har I det? Stands lidt! (Bider sine Negle.) René. Hihihi! Det er som Monsjeur sagde: jeg gjør mig isandhed fortjent af Christenheden. SIDE: 249 Rodriguez (Afs.) Hun skal jo blot see Dødens Aasyn, for at sammenligne mit og dens, og lære at elske Livet. Mere vil jeg ikke. (Heftig) Videre! . . "Pigen Nannette, Datter af Etienne Pelorce, Forpagter under den høibyrdige Frøken Madelaine de Hautbrissons Herskab Hautbrisson; og paastaaer . . ." René. Hihihi: Nu bliver der lidt Bevægelse i disse stille Tider. Loven siger Baal og Brand. Hihi! Rodriguez. . . "At med Anklagede fortfares efter Lovens strengeste By- dende; hendes Sødskende, der befindes under Lagalder, at be- sørges, under Kjætterlovens yderligere Iagttagende, opdragne i den ene saliggjørende Kirkes Skjød; hendes Fader Etienne og Tro- lovede Josef Santorin, der begge befindes fraværende, at være underkastede samme Livspaastand som Anklagede; og at alle disse i Klagen Nævntes Ejendom tilkjendes den hellige Domi- nici Broderskab i Avignon, dog at Processens Omkostninger for- lods deraf udredes. Ifølge denne lovformelige Klage paalægges Herr Rodriguez Greffier, Advocat, og den hellige Inqvisitions Actor i Byen og Districtet Carpentras, som Saadan at iagttage alt for- nødent, i hvilken Henseende han herved bemyndiges til at lade Anklagede arrestere og fremstille til piinligt Forhør for By- og Landretten i Carpentras, der avholdes sammesteds hver Ons- dag og Løverdag." Se saa! Faa nu Undertegnelsen: Cyprianus Neoptolemus Greffier, Maire, Byfoged og Landsdommer i den pavelige By og District Carpentras. René. Hihihi! Det er Hovedet paa Sømmet. Rodriguez. Tænk blot paa, René, at det Søm er slaaet i Borgporten paa Hautbrisson. René. Eller i Frøken Madelaines Hjerte. Hihihi! SIDE: 250 Rodriguez. Hu, René! Der slipper ofte Udtryk fra Godmodigheden, som kan lade Haar reise sig. Nu flink! (René gaaer.) (Afs.) Hvor ofte vil jeg sige til mig selv: jeg vil ei bryde Grenen, ikkun bøje dens søde Frugt til Munden med lidt Magt? I magisk Lampes Dødningslys jeg vil kun vise hende Noget, som hun maa, om hun har Skjønsomhed, ei kalde Had, men Kjærlighed, der ikke frygter Helved, og lefler blid med Døden, bruger kjæk til Ømheds Talemand blaalæbet Skræk. (gaaer) (Skogsletten. Narcisse. Barnegeisten.) Narcisse. Min Time kommer. Ve! hvad skjuler mig? Ei meer en Skogens dunkle Afgrundsbund, som da jeg valgte den for denne Stund, mig synes denne Slette. Og herover er denne dagblaa, trætopkrandste Ring et Luftens Øie, følesløst og stirrende. Men om min Fader døer af Skræk og Sorg, han sætter vist som kulsort borende Pupill sig deri, seer og hører Sletten som Dybets falske Grønsværlæbe aabnes og nævne Grunden, hvi jeg belv saa bleg, hvi sidste Tid kun hørte tvungen Spøg, naar klappende han bad mig dog for Guds Skyld at tage Kryderthe og holde Sengen. I fiirti lange, skjøndt for korte Uger har Gaspards Barn mit Hjerte klappet, tigget det om Medlidenhed, om den at hylle dets Skjændsel til. Men nu, o ve! jeg mægter SIDE: 251 ei længer, længer. Og det Selv er bleven saa kjed af Hjertets tunge Slag og af at lytte til den vilde Puls. O ve! Nu krymper sig Naturen. Blodige Natur, som lønner saa sig selv, som styrter med Smerteskrig den samme Sti tilbage, hvor Vellyst taus paa spændte Nerver svævte! O ve! o ve! Hvor er en Eensomhed saa taus, at den ei Hjertets Veeraab hører? O ve, o ve! o ve! Hvor, Skjændsels Time, hvor er en Skygge sort nok til et Skjul? (Gaaer ind i Skogen.) Barnegeisten. Paa Bølgespeilet en Hvirvelvind, saa vildt ei farer paa sorte Trin som Modersveer fra Fod til Isse. Dog mere voldsomt og vildt end disse flye Smertestanker i hendes Sind. Meer raadløst bølger end Siv ved Kyst veespændte Nerver i hendes Bryst. Liig enkelt Vindstød, der Egen bøier, een Vee sig over de andre højer, at hyle ene, mens Alt er tyst. Ve Liv, hvis Traade ei briste vil! Ve Død, som griber med Hast ei til! Det er en Døen, som ikke endes, en Livsilds Sluknen, som atter tændes til nye Qvaler i Smertesild. Ei Hjelp fra Jorden, ei Himles Trøst, ei fatte Engle den Smertestrøst. En fremmed Verden, et Chaos lukket er Moderskjødet. De høre Sukket saa koldt som blev kun en Blomst forløst. (Narcisse kommer frem med et Barn.) SIDE: 252 Narcisse. Forræderisk som Glæden Smerten er. Dens Zittren var dens svigefulde Latter. Thi denne her er større. Dog jeg bar den: min pjaltesvøbte Tiggerdreng omkring, hvis Menneskene ikke suged Fryd af Andres Jammer, og tillode mig at die ham i Fred ved urent Bryst saalangt dets Rigdom strakte, om tilsidst kun vissent Blod og Taarer var tilbage. Uskyldige! (Kysser Barnet) Uskyldig Du! som suget har saalænge dette Hjerte? Dit første Pust er jo min Faders sidste, om der et standses; og din første Rødmen min Æres Blegnen. Ha, det var en Tanke, skyldvægtig meer end mangenanden Gjerning! Saa har du Blod endnu, mit Hjerte? og er dog saa tørstigt? Nok endnu af Blod til ud at fylde denne Tanke med? Nu fødes nøgen den med det. Og jeg har forud alt dens Skyld, som Fødslen ei af Barnet, men Undfangelsen er Synden. Og har ei Skjebnen ved sit Angreb æsket mig til at slaae den med sit eget Vaaben, det jeg nu svinger? (Svinger Barnet vildt over Hovedet. Det skriger). Tys! begynder, Barn, du hvor din Fader slap: med at forraade din Moder? Ah, du har et Træk af ham om Munden, som (skjøndt Øiet er for ærligt til enten ham at ligne eller mig) er nok at dømme dig til Døden for, at ei det voxer til et Slangepar. Du burde toe det ud i denne Bæk. (Holder Barnet over Bækken. Det skriger). Barnegeisten. O gjør det ei! SIDE: 253 Narcisse. Jeg siger blot "du burde." Det var som Barnet bad: "o gjør det ei!" Men ti dog for dit Livs Skyld! Oh, det har ei Værd for dig, som veed ei om du lever, og kan da ikke frygte Døden. Jeg kun veed og kan afgjøre til dit Bedste. Og det er ei det bedste, at du voxer op i din Moders Jammer, hende Verden vil nøde til at bande dig hver Time. Men det er bedst, at du tilbagegiver det Liv, med Uret du bekom. Og hvad kan være bedre end at drømme det onde Liv bort, og at vaagne først paa Engleduun i Herrens Skjød? Velan! Jeg vil dog een Velgjerning skjænke dig, foruden alt det Blod, som du har drukket: den sjeldne Lykke, at du bringe kan i Himlen ind din Uskyld englereen. Vær der min Helgen, fromme lille Navnløse! Lad mig, fordi jeg dog velsigner dig, dog have een at raabe til. Velan! Fald som en Taare reen i Jesu Skjød! Kjøb for en kjølig Stund en Salighed! Svøm i dit Døbevand til Englene! (Lader Barnet falde. Det driver hentil og bliver baaren af en Trærod. Narcisse vender sig bort.) Barnegeisten. Fortabte! Narcisse. Ve: "Fortabte" klang i Sjelen. Nu voldtog Helved Moderhjertet. Dog se min Haand er hvid, ei sort, ei blodrød. Saa kan I Herrer kysse den paany. Af ny og glohed Synd er al den gamle udbrændt. Af Sorger tynger nu kun een, kun een, kun een. Men den er Sorg af Steen. (iler bort.) SIDE: 254 Barnegeisten. Ret, Orrerod! du greb, meer øm end Moderarmen, Barn i Strøm. Nu laane, Siv, du da den Spæde dit bløde Axeskjæg til Klæde, og vugg i brede Blad hans Drøm! (Madelaine kommer, fulgt af René.) Madelaine. -- Hun! Hun! Min egen Underdan, ei værd det Støv jeg træder? René. Visselig. Madelaine. O hvor dog det er sandt, at Guds er Hevnen! thi han gav jo hende i min Haand? Forloren! -- René hør det -- Hun er forloren! Hun er forloren, er det, som I siger. Ja, nok Mistanken er. René. Min Naadige, jeg gaaer jo netop at forkynde Klagen. Madelaine. Iil! Flyg! René. Paa Haabets Vinger? Madelaine. Ja, hvis rappere end Hevns de ere. Ja, det Indfald skylder jeg min Kjærlighed, SIDE: 255 at tvinge, under Skin af Ret, Rodriguez til op mod den forvorpne Elskerinde i Dødens Skikkelse at træde. "Døden som Frier" kan jo dette Sorgspil (os et Lystspil) hedde. René. Amor er Forfatter. Han laante mig sit Hoved for mit Hjerte. Madelaine. I fik hans Tunge ogsaa. René (kyssende hendes Haand) Frøken! Madelaine (seende Barnet) Oh! Et Barn? O gyseligt! René. Nu! Det er faldet i Bækken. Den, som gjorde det, dog dybere i Rettens Blækhuus. Madelaine. Ha, et Lys gaaer op! et Lys, et Lys i denne dunkle Udaad! Hid gaaer den gamle Kjætters Fæste: hid og rundt saalangt vi see det følger Bækken. Hvo kommer hid i denne Udmark? Kun, naar ud og hjemad Hjorden drives, Hun! Paa denne Plads, der skifter ud sin Skygge til Elskov og til Udaad, de da mødtes det lange Aar, jeg piintes af hans Kulde, den han inddrak af disse Træers Svale? SIDE: 256 Her mødtes de. Hvor ellers? Her, ja her! til ogsaa her tilsidst hun mødte Djævlen, og offred' ham den Frugt der af sin Synd. René. Men Pigens Brudgom? Madelaine. Just af Frygt for ham. Og sagde I ei selv, Rodriguez elsker? Han smægter ikke for en Bondepige. René. Sandsynligt. Madelaine. Mand, begrib det er et Lys, som skjære maa selv blinde Ret i Øiet, og kan jer føre til mit Brudekammer. Ned skal, saasandt som jeg er Fruen af Hautbrisson, som Bregner disse Ege, hvis Trofasthed gav Troløsheden Skjul; og som et Mos op denne Slette ryddes. Men fares saa med det Uskyldige, saa veed I hvad jeg vil den Skyldige. René. Hihi! den Klage kan nok gaae. Madelaine. Saa er min Vilje. Hav en Klage i Beredskab. I træder frem, naar først Rodriguez nok er piint; dog strax, saafremt han skulde vakle. René (bøjer sig efter Barnet) Corpus delicti vil jeg tage strax. SIDE: 257 Madelaine. Lad ligge! Det er ikke Livet værd; -- mig lige, ja mere dyrebart som Liig. Dog førend Strømmen eller Fiskeørnen bortriver det for os, vi søge Vidner, der kunne syne selv og hente denne urene Bid fra Dødens Strube! Thi beregne Hevn og Retfærd maae jo Alt, hvis ei det gaaer som blinde Harm dem galt. (Gaae.) Barnegeisten. Du klynker, Stakkel! Hunger vist og Tørst dig piner uden Rist? Jeg Duggen i din Mund vil kryste, af Græsset paa din Tunge ryste det søde Mannas Livsensfrist. (Fanchette kommer.) Fanchette. En Pigelil i Kjortel blaa med røde Sløifer stod ved Bækken, der med Avind saae de Lokkers gyldne Flod. Da reiser sig Havmand pludselig. Fra sivet Leje reiser sig en Havmand pludselig. Han griber i det lange Haar, og hyler gram i Hu: den første Frugt, din Ungdom faaer, Du give -- hører du? Dit Fagerhuld, Haabets slagne Guld, jeg ellers slider af, og fuld din Barm jeg slaaer med Muld. Troløse Havmand! første Dreng, som Pigen gav dig feig, SIDE: 258 du qvalte i din kolde Seng, ja med en Vandsnog seig. Og Pigens Blik ud som Faklen gik. Dog laae igjen i Hulen rød en sort, men brandhed Glød. Og Haaret blev til Aske graa. Kulmine Barmen blev. Som Gnister Sløiferne, det blaa Gevandt som Røg bortdrev. Og hvor hun stod voxed Bulmerod. Og Satan holdt om hendes Fod, og vasked den med Blod. Nu, Havmand! Frister! Djævel! Rodriguez! giv mig mit Barn igjen! Kun det, et hvad du ellers tog paa Kjøbet. Hid med det! Hid! hid! Jeg tvinger dig, Blodgjerrige, med værre Djævel, som har mig betvunget, ifra jeg saae Nannettes Smaae. Nu, aabn dig, sorte Kulp! Thi længer, døde Bæk, saalenge varme Bølger slaae mit Hjerte, skal du ei være Moder for mit Barn. O riv dig løs, mit Barn! Du vil ei? Ve! er du alt bleven Nyk, og elsker Vandet, hvori du lever som en Sjel i Blod? Du er i Luften, lille Navnløs? -- O, Da vil jeg fange dig; thi jeg vil føde, besvangret kun af Længsel efter dig, en Form af Barn, vel livløs, men saa yndig, at, naar jeg lægger den ved Bækken, lokkes du til at sætte dig paa Læben som usynlig dugglands-vævet Sommerfugl; og Læben aander dybt, og du er fanget. Der vil jeg lægge det, der! der! -- (Luder sig udover og seer Barnet.) SIDE: 259 Barmhjertighed! Der er mit Barn, hvis ei det er et Syn! Nei, levende, du lever, o lyslevende! (Griber det) Du aander -- himmelske Musik! Du aander. Du slumrer. Vaagn ei for igjen at svinde! Min synd er sonet, synger denne Aande. Jeg tabte denne melkehvide Perle i Bølgen af Forskrækkelse. Men Himlen har hørt mit Raab, og Bølgen maatte give Klenodiet igjen. Og jeg ei døde, fordi jeg vidste, at den maatte; thi, som Lufttræk foran Stormen, Ahnelser foran Tilskikkelserne gjennemhvifte de Dødeliges Hjerter. Alt er godt; ja dobbelt Godt og dobbelt Glæde; thi togange er han født. Ja, se Fanchette har atter faaet nu sin Konge paa de sjunkne Brysters Throne. Verden knæler for Mødres Dronning. -- (Gaaer.) Barnegeisten. Min Mo'r vil meer ei komme hid hver Aften ved Skjærsommerstid. Mig lyster ogsaa at forlade mit Sæde paa Nymfæens Blade, og bytte dem med Skyen hvid. Thi da jeg i den Spædes Mund nedrysted Manna sød og sund, det var somom min Ving, der skimred saa mat, med eet blev overglimret fra Himmelen med Straaleduun. Da duggtungt Ax jeg bøiet fik forsmægtet Læbe til en Drik, det var somom min Sjel fornemmed, at i dens Dyb nedfaldt en fremmed, men livsvarm Graad fra Engles Blik. SIDE: 260 Og siden Sivblad, bredt og mygt, jeg fik til Barnets Vugge bygt, det er somom en Guddomsvinge mig løfter, somom jeg selv svinge den kan med lette Tanke trygt. (Forsvinder.) (Skogsletten. René drivende Fanchette derover, der bærer Margot og det fundne Barn, og er omringet af Forpagterens andre Børn) René. Saa! fort udover Fruens Enemærker, du Kjætteryngel! Her paa denne Slette jeg slipper jer som Duun i Luften. Fanchette. Klynk ikke Barn! For denne Lilles Skyld er jeg jer Moder, og I Allesammen hans Gjæster ved mit Bryst. René. Der seer du, Qvind, en Gran bag Skogen. Den er Grændsestøtten. Fanchette. Spar jer! Jeg kjender den. En Ørn boer øverst, jeg underst, under Granens Arme. Disse skal boe da under mine. Eller troer I de ere haardere end vilde Grans? René. De ligne meer den druetyngde Ranke. Med Børn og Utøi ere Fattigfolk befængte. Hihihi! Dog holdt -- tag det til første Aftensmad for disse Smaa; (giver hende Almisse.) og lær dem saa at bede for et Barn, som denne Bæk for nys har revet bort. SIDE: 261 Fanchette (Trykker Barnet fastere til sit Bryst.) Det vil jeg. Og fra Morgen indtil Aften! Og naar min Mund maa tie, da i Drømme, med Puls og Hjertebanken, Haand og Arm. Saa! saa! (Trykker Barnet til sit Bryst.) René. Det er for seent. Fordømte Bæk, du risler smilende afsted somom ei Nogenting var hændt. Hihi! Mon Pigen, der rakte Barnet dig paa denne Green saa artigt som paa Gaffel, kunde dandse, smaasladdre efter slig en Daad som Du? Der er ei Spoer. Nu, Gud forlade mig, det Suk, at Bækken var saa riig paa Børn som denne Qvind blev arm ved Tab af et. (Seer ned i Bækken. Colin holder ham i Kjolen.) Colin. O se ei did! ei did! René. Hvi saa? Jo har du gode Øine, hjælp mig. Fanchette (leende, trykkende Barnet til Brystet) Havde du selv Falkens eller Solens, saae du ei til Bunden af det Moderhjertes Dyb, som har opslugt sit Barn. (Gaaer henmod Skogen.) Colin. Ak, Herre, der er noget Stygt. René. Hvad da? Nu Dreng! SIDE: 262 Colin. Jeg tør ei for den sorte Herre, som bortførte Nannette med de fæle Mænd. René. Aha! Rodriguez? Oh, jeg er hans Ven. Det er som sagt til ham. Colin. Nei, han vil pidske mig. René. Saa bringer jeg dig til Nannette. Colin. Vel, saa maa han pidske mig (hvidsker) Der er et Barn, et dødt, et fælt . . René. Aha! nu er det fundet, af dette Barns Fritalenhed opskyllet igjen. Hihi! Du er et prægtigt Vidne; -- just blinde Barn, som griber bedst for Andre. Fanchette (raabende) Colin! Colin (klapper i Hænderne) Farvel! Farvel! Den gode Herre mig fører til Nannette. René. Ja, did maa du, om du fra Ørnen maatte hentes, som i Taarnet boer af eders Granpallads. Hihi! min Frøken, her jeg bringer dig min Amor fangen -- (De gaae) SIDE: 263 Fanchette. Drengen kommer nok tilbage; thi kom denne ei fra Bølgen? og Barn kan ikke meer undvære Moder, end Moder Barn. Det ene sørgeligst, det andet er sorgfuldest i Naturen. Kom, søde Flok, jeg har en Seng af Mos: Barmhjertighedens aabne Huus er Skogen, naar Menneskene stænge sit for Næsten. (De gaae ind i Skogen). (Fængsel i Mairiet i Carpentras. Nannette knælende i Bøn. Bag hende træder Rodriguez ind i Advocatdragt). Rodriguez (For sig selv) Hun beder. O hvor yndig denne Stilling! Sig Foden blotter, ellers kydsk og sky som om den ene var en Jomfru heel. Og sandelig jeg kjender Møer nok, som, om de sammenskrabed al sin Ynde, ei naaede halvt af denne Fods Værdi. Ha! anderledes maa Cythere lave sin Vellyst i en slig Blondines Arm end her i disse evige Brunetters, almindelige som Melon og Græskar. Hvis ikke, maatte disse lave Frugter med himmelske Ambrosia smage ens. (Træder frem. Høit) Saavidt er det da kommet mellem Os? Nannette (vendende sig om) Hvor vidt? Rodriguez. Til Grændsen mellem Liv og Død. Nannette. Der er det Dyd og Udyd skilles. I er ikke kommen videre, og jeg ei videre end Gud vil. SIDE: 264 Rodriguez. At saa skjønt et Liv kun hænger i et Smiil! Giv det; og flux mit Angreb sagtner, og, liig Storm, der springer om, sig vexler til Forsvar. Nannette. Du sværger, at du elsker. Dog Hyænen ei sønderriver hvad den elsker. Rodriguez. Jeg vil frelse dig. Nannette. Men dyrere end Satan. Han kræver Sjelen blot; du Sjel og Legem. Gud, som de Onde standse kan som Pest og Ild, mig frelse! Rodriguez. Det kan ene jeg. Nannette. Da Døden! Rodriguez. Ja, saa vil min haarde Pligt. Jeg ei anklager; Kirken kun. Min Tunge er uvilkaarligt som dens Klokker rørt. Nannette. O hvilket Helved i mit Hjerte! Rodriguez. Ja det brænder, og dit hulde Billed deri. SIDE: 265 Nannette. En Ahnelse forfærder mig: du er fordømt Alt; thi det være maa Fordømmen, at plages af saa ureen Lue, som er evig; thi du vil ei standse, om du kunde. Rodriguez. Derfor bør du just forbarmes. Jeg siger som den rige Mand: "o dyp din Finger! lædsk min Tunge!" Nannette. Spot med Jammer er større Synd end at fremskabe den. Rodriguez. Jeg burde vredes, hvis jeg ikke vidste, at Angest skjælder lige let som roser. Og sandelig din Angst er grundet; thi det vil dit Liv i Juryen Mand for Mand just gaae som Æblet, der gaaer rundtom Bordet. Ved sidste Stemme Intet er tilbage. Er den blodtørstig, faaer den lædske sig med Vand i Mund. O derfor jeg besværger dig: stød ei denne Frelserhaand tilbage! For længe er den udstrakt; men den er en Nerve fra mit Hjerte. Derfor griber den uvilkaarlig, som Polypen efter sin Føde, efter Dig. Nu! end engang! Jeg tager hvert af mine Ord tilbage! Beskjæmmet gaaer jeg som en Hund, der skjuler sin Hale, ud med Løgn igjennem Døren, blot jeg maa følge dig, naar dronningstolt med offentlige Uskyld kront du gaaer ud mellem Mængden, der ærbødig viger. Jeg æsker derfor kun din hemmelige, som Verden seer ei eller agter nok. SIDE: 266 Nannette. Fordi den veed ei Prisen. (hændervridende) Ak, I Smaae! For Eder ængstes jeg. Rodriguez. Saavidt jeg hører, har Frøkenen af Hautbrisson, (en Helgen, om Strenghed og Rettroenhed er nok) af Afsky for dit Kjætteri, forjaget dem som man slipper Fugle. Nannette. O umuligt! Margot er syg. Forvirr min Hjerne ei! Rodriguez. Jeg veed ei meer: ei om hun ligger under Lind eller Fyrr. Nannette. Piin mig ei meer. Rodriguez (Seende ud) Det tegner til Storm. Nannette. Da maa jeg skynde mig at døe, at jeg i Himlen kan faae standset Veiret. O mine Sødskende -- (brister i Graad). Rodriguez. Lad mig bortkysse disse Taarer. (Hun støder ham bort). Nu! mit Kys vil ikke brændemerke; men den røde Mand vil paa et Vink forvandle din Skulder til en Liljehave. (Stødes bort) Nu! SIDE: 267 du ei behandler mig, som den, der kan dig værst, men vil dig bedst. Dog jeg maa ære din Sorg; thi Børn af denne Krig imellem Fornemhed, Ringhed, Fattigdom og Rigdom og Tvang og Frihed ere disse Skarer Ulykkelige, som vi troe, (fordi de bære samme Jammerspræg og eje ei Hjem), at komme fjernt fra Østen, mens de fødes midt i disse christne Samfund. Hvert Feldtslag, Skibbrud, som bortrøver Fædre, hver Sot, som strækker Mødre hen, og hver Proces, der øder Huus, befolker denne omvandrende Nation. Hvert Barn, der lister fra øde Arne sig, opsamles deri. Det er en Taare, som henflyder skjult fra Menneskehedens Øje til det store Bassin af Taarer i dens Skjød. Nannette. O dryp ei mere Gift! (Tilhyller sig. En klokke lyder). Rodriguez. Ve dig! Det er for seent. Retsklokken kalder. Nannette. Den fra Himlen lød. Saa redder Gud just i den sidste Stund. Rodriguez. Fanatiske! Nu maa jeg stramme Tøilen, hvori dit Overmod jeg lader dandse. Se der! (Bøddlen i Skarlagendragt viser sig.) Nannette. Hvad er Du mig, naar Denne der velkommen som en Frelser fra dig er? (De gaae) SIDE: 268 (Domssalen i Carpentras. Mairen og Eedsvorne. Rodriguez, René og Nannette foran Skranken. Bøddlen og Retsbetjenter i Baggrunden. Viinflasker og Torturinstrumenter paa Bordet). Mairen. Kom kuns indenfor, René, paa jer Plads, Rodriguez er bleven paalagt at forfølge Klagen. (René sætter sig). Rodriguez (Afs. til Nannette) Hør det; og døm om jeg gjør Skjebnen værre, end den er i sig selv. Mairen. Først en liden Hjertestyrking, René, efter vore landlige Seder. Jeg vilde, for Gud, være i godt Humør idag, dersom det passede sig formedelst min Datters besynderlige Sygdom. (Hvisker til René) Mellem os, det forbistrede Anfald af Melancholi eller Hysteri, som hun fik af Skræk over den tumult Spaniolens Soldater gjorde om Natten, vil ikke give sig; men magrer hende skræk- kelig ud, saa jeg, for Folks Skyld, ikke tør være saa lystig, jeg vil, over denne fortræffelige Sag eller fortræffelige Anledning til at tjene Fædrene i Avignon. Til Sagen da i Guds Navn! René (Læsende) . . . "Kjendes for Ret, at Pjerre Noir, Karl hos Madame Catha- rina i Gaden St. Renauld, forat have givet Jøden Amru, senere brændt i Crenilles, Nattely paa bemeldte sin Madmoders Høloft, hende uafvidende, bør at arbeide paa Hans Helligheds Galejer i 10, (siger ti), Aar, efter først at have staaet tregange I Gabe- stokken. Og bør bemeldte Madame Catharina, den Besmittelse, som ved hendes Karls Forbrydelse er tilføjet hendes Huus, at udsone med en Gave af fire Sølvlysestager til vor hellige Frues Alter, af saadan Vægt som det Dobbelte af hvad bemeldte Pjerre Noirs Lænker veje, Alt af besynderlig Naade." -- Hihi! jeg skal love for, at den stakkels Pjerre har faaet fuld Ornat. Mairen. Det er netop Skarpsindigheden ved en Dom, at Executorerne ikke ere for strengt bundne. Men den Analogi kunne vi nok SIDE: 269 bruge, for en Jøde kan lignes med en forbudt Bog. Dog har vi nok bedre, som passer bedre paa factum quæstionis. René (Læsende) . . . "Kjendes for Ret: at Mester Benojt, Kammager, boende i Gaden des lis, bør formedelst frækt og ugudeligen, saanær Christenhedens hellige Lampe, at have omgaaets med forbudte eller djævelske Skrifter, at miste sit Liv ved Øxen, og derefter at brændes; hans Gods at tilfalde St.Dominici Broderskab. Alt af besynderlig Naade." Mairen. Der har vi det. Nu kan ikke Retten tage feil. Nu, Actor, frisk an! Du har drevet smukt Vildt op idag. Vi skal søge, at gjøre en Brad deraf, som kan smage Dominicanerne. (Madelaine kommer). René. Ah! vi har ventet Eder, naadige Frøken; thi I er aldri borte fra en Kjætterproces. Gud og de Hellige lønne Eders nidkjære Gudsfrygt! (Bringer hende galant til Sæde, nærmest sig ved Skranken. Sagte til hende). Jeg frygter for han vakler. Han er bleg og viser ei den samme Fyrighed, som ellers altid sluger Byttet forud. Madelaine (Til René) Saa vær bered! Og vakl ei Du! Mairen (Reisende sig) Nu da i Guds og St.Renaulds vor Stads Patrons, Dominici og alle Helgners Navn! Fremstiller Actor denne Pige, som anklaget efter dette Document? (Rodriguez nøler) Hvad? Rodriguez. Ja. SIDE: 270 Madelaine (Afs.) Han skjalv. Jeg skjælver med af Fryd. Mairen. Nu, Pige, vær ei bange. Den Proces er snart forbi. Det er jo kun -- hvor ondt det gjør mig for din unge Skjønhed end -- at række dig fra mine Hænder i hiin røde Gubbes. Han er Dødens Gartner, som frydes, naar han bringe kan sin Herre en vakker Blomme. Svar nu raskt og høit; thi Rødderne af Haaret, jeg har mistet, dybt ere groede mig ned i Øret. Din Sag er klar. Faml derfor ikke i Betænksomhedens Pose efter Svar. Det kun forvirrer Retten, som i Sag af slig Beskaffenhed i Klagen har Præmisser, hvorfra strengt maa concluderes, saa dit Forhørs Natur maa sig forholde til dem, som endelige Dom til det -- det Ene strengt kun Følge af det Andet. Desuden er os Hov'det meer nødvendigt end dig. Derfor -- Dog først et Bæger Viin, at Læberne, saafremt de ere skrumpne af Helveds Aande, der alt gaber efter dig, aabnes kan til Svar, flux det forlanges! Men tier du, saa se dig kun tilbage: Forstokkethed i det Skarlagen smelter. Og her, se her Justitias krumme Negle til Svar at rode ud af lukket Lunge, dens Kroge til at fiske Sandhed med af dybest Hjerte, Tausheds gode Dirke, og mellem alt det Rageri en Greb, der faaer mest sammenrullede Samvittighed saa let i Lyset frem som skrigende Alrunerod af Galgebakken. Hem! (Seer sig om. De Eedsvorne gratulere med Talen). SIDE: 271 Rodriguez (Afs. til Nannette) Det gjælder Livet for et Vink. Om et Secund for seent! Nannette. Secunden er forbi. Madelaine (For sig selv) Snart gaaer hans Ansigt som i Bølger, snart hænger det som Alpens Gletscher med bedragersk Evighed og Dødens Tryghed. Jeg veed ei, om jeg vil, at han bestaaer det. Thi Ingen kan misunde Jefta Seiren. Rodriguez. Hvor jeg beklager, vise Ret! at Pligt, meer høi end Medynk, som den i sin Høihed foragte maa som Feighed, kalder Lyn af dette Bryst, og gjør min Tunge til en Thordenkile mod saa veent et Liv! Men Pligt, af Menneskenes Dom urørt, liig solen, der af egen Æther lever, i samme rene Højd, hvor Sandhed aander, hvor Skjebnen sidder paa sin Thron, har Plads; og for dens Fødder alle Hensyn dale: Partiskhed, Vindelyst og Medynk, den lave Taage, som befugter Jorden. Fra denne Høide er det thordentung Sancti Dominici Anklage falder paa denne Piges Hoved. Derifra paa Helgnens Vegne byder jeg forfulgt Anklagen mod Nannette, Datter af Forpagteren Pelorce, for Kjætteri og skjult Omgjængelse med Petri Valdi forbudte Skrivter . . . . Mairen. Det er nok for Os. Det er en Synd, slig Synd at male ud. SIDE: 272 Madelaine (Afs.) Han er betagen. Ja han talte ogsaa ei som med Munden, men som ifra Maven. Mairen. Du kjender denne Bog? (korser sig). Rodriguez (Til Nannette) Siig nei! siig Nei! Maaskee jeg da kan . . (Nannette kysser Bogen). Ve, dit Kys dig vier til Døden! Mairen. Svar! thi Taushed laaner Skyld som Uskyld ud sin farveløse Kappe. Nannette. Jeg kjender og jeg elsker den. Rodriguez (Afs.) Nu dømte ei jeg dig, men du Selv. Ve Alt er tabt! Dog er jeg angerløs. Mairen. Du har da læst den? Nannette. Den er min Bønnebog. Den har mig lært at lide. Mairen. Skriv René! Hør, kan du læse? Nannette. Saavidt at Gudsords Sandhed jeg forstaaer. SIDE: 273 Mairen. Det har du ikke lært ved gode Kunster. Hun svarer uden Skruen, men hun er paa Piinbænk, stram nok, under mine Spørgsmaal. Tys! nu maa Rætten tænke. Madelaine (Afs.) Ogsaa jeg, forat faae Dommen skjærpet, da et Menneske kan ikkun eengang døe. Og det for lidt er for en Medbeilerske, der har tre Gratiers Ynder. 1ste Eedsvoren (til en Anden) Nu, Hvad dømmer I? 2den Eedsvoren. Som I. 1ste Eedsvoren. Jeg har ei tænkt endnu. 3die Eedsvoren. Som Mairen. 4de Eedsvoren. Ly efter da! (stikke Hovederne henmod Mairen) Mairen. Kors, Skyldig! Døden! Niclas, er I en Christen, som kan tvivle derom? Men om den skulde raffineres lidt, er endnu Knuden. Det er meer skarpsindigt; og derfor -- 10de Eedsvoren. Lidt kanskee. SIDE: 274 Mairen. Javel! I Henhold til hine forudgangne Domme, kunde først 10 Aars Fængsel og saa Døden? Godt! Knæl ned da, Synderinde! hør din Dom! (Fanchette styrter ind, stødende Bøddelen afvejen). Fanchette. Bort, du ei meer mig skræmmer! Reis dig, Pige! Han skal et Haar ei krumme paa dit Hoved. Rodriguez, har du hørt det? Madelaine. Hvilken Scene! (Afs.) Han ligner meer en Domfældt. Paa hans Pande ei perle Draaber, men Christaller. Det maa være Iisbad for hans Elskov. Mairen. Vanvid i hendes Øje lyser. Fanchette. Ja det lyser i eders Mørkheds Gjerning. Nu, Rodriguez, adlyder du Befalingen fra Dybet? Rodriguez (Til hende) Jeg gjør; men fjern dig, at jeg ei forvirres. Fanchette. Lyd dennegang, og vær barmhjertig, og jeg skal dig sige, hvi du skylder Himlen et sligt Mirakel. (Gaaer). Rodriguez. Vanvid ligevist medlidende kan være som Medlidenhed vanvittig. Begge bør man ikkun ynke. SIDE: 275 Mairen. Det koger i mig. Hvor er Raadstuvagten? End krænkedes ei Rettens Majestæt i Carpentras før nu. Rodriguez. Af hvem! Af Vanvids. Da maatte Menneskenes Majestæter paa lige Fod med Dyrenes sig sætte, og Frankrigs Konge høre Løvens Brøl som Manifest, besvare det og slaaes. Mairen. Haha! Se Synderinden har alene beholdt Concepterne. Ret, knæl, til vi har samlet vore. Rodriguez (Afs.) Jeg er angerløs. Hun har forraadt sig selv. Men al min Møje da skulde være spildt. Jeg vil da prøve, om det Gemyt, som er ubøjeligt for Magt og Trudsler, brækkes ikke, som den skjøre Qvist, af Høimodstræk, Velan, saa lyder jeg med frie Handling dog paa eengang mit utaalelige Aag. (Høit) Reis dig, mit Barn! Thi, vise Herrer, Døden er maaskee os saa nær som hende. Madelaine (Afs. til René) Ha, han vakler. Da -- René! Og vakler du, da vakler Hautbrisson, dit Luftcastel, men ikke Jeg. Mairen. Hvad mener Actor? Alt vi har det paa det Rene. SIDE: 276 Rodriguez. Vise Herrer! Ei vil jeg blænde jer med Pigens Skjønhed, endskjøndt Madonna taler smilende et himmelskt Forsvar derigjennem selv. Ei heller let berøre Eders Hjerter med søde Klang af barnlig Uskylds Navn, kun meer vidunderlig i Skjødet af den mørke Synd som hidindtil det fostred: en Blomst, der midt i Kjætteriets Vildnis, -- som saaet af en skarpsynt Stjerne, der fandt Plads for himmelskt Sædkorn mellem Ukrud -- fremspirer reen og uqvalt, frodig som i Troens Paradiis, ei ahnende at bedre Plads, hvor Naadens Sol kan naae den, paa Jorden gives end dens Fødsels, ei de Ukrudslænker følende, som tynge i Støv dens Stengel, naar den kun forundes saameget Rum, at den sin rene Kalk taknemmelig for Himmelen kan blotte. Ei vil jeg mere Vægt paa den Bemærkning, end strenge Ret maa gjøre, lægge, at paa hendes Vugge lagdes denne Bog, og at hun greb den, liig ukyndigt Barn, der tukkler Snog i Leeg som Silkebaand; at Pigen i at glemme Kirkens Bud kun lød Naturs og Lovens: ær din Fader! Ei heller rokker jeg min Paastands Retfærd ifølge hiint, hvis Redskab jeg maa være. Men liig Feldtherre, hvem Nødvendighed, ei Nederlag, Tilbagetog paatvang, jeg fører med mig dog min Dronnings Ære, idet jeg tvinges til at lade falde en Paastand, som med Kirken selv er grundlagt. Thi, vise Herrer, Klogskab byder det, -- en Lov, Omstændighederne nu trykke med Rædselstræk i hveren Pande, som ei er for haard til Rædsel eller Tanke . . SIDE: 277 Kun Klogskab, vel at mærke, ei Barmhjertighed jeg minder om; og nok om andre Ting, I kjende bedre til. Seer blot jer om. Er ei vor gode Flekke (sandelig, den burde hedde bona fides) værnløs som Lærkerede paa afmejet Vang? Den Værnløshed er ubestiglig Muur om Pigen, hvis I ikke ville blande med hendes Blod den hele Byes og eders, og lade Flammerne af Carpentras udslette hvad I leed for Fædres Daarskab. Thi viid: Toulouse, Kjætter-Saladinen, er nær i Seirfart rivende som Rhonen. Maaskee, før Eders Dom er tør, vil Han her holde Ret paa dette samme Sted. Da blier jer Plads hvor Synderinden staaer. Hans og hans Bønders hvor I sidde; kun Skarlagenmanden hist beholder sin. Dog -- thi jeg seer hvor Bønderne sig læne med blodbesmurte Ærmer over Bordet, mens Benet tramper ad Formaliteter -- sandsynligviis ophæves al Proces, og Byen dem foræres til en Frokost, til Liigfærdsgjæstebud for denne Pige. Som Dyr, der lugte Slægtens Blod, med Brøl de ville rasende ad alle Gader fra Torvet styrte, hvor de lugted hendes. Da -- vise Herrer! -- over hvem mon kommer det hele Blodskyl? . . (Retten er bestyrtset) Mairen. Over Byens Dommer. O ve mig! ve mig! Rodriguez. Ikke nok med det. Det kommer over Byens hele Ret. SIDE: 278 1ste Eedsvoren. Jeg toer mine Hænder. 2den Eedsvoren. Ja jeg med. 3die Eedsvoren. Det vilde være meer end Daarskab: Grumhed. 4de Eedsvoren. O meer end Grumhed: Blodtørsts Raseri! 5te Eedsvoren. Ja Gud bevare mig! 6te Eedsvoren. Jeg havde ikke engang, som I, min Pen i dette Blækhuus. 7de Eedsvoren. O tys! tys! 8de Eedsvoren. Hvo kunde dømme nu, for Mordbrand burde straffes. 9de Eedsvoren. Ak vi staae imellem tvende Ilde: Kjætternes, og den, som burde sluge dem: de hellige Dominicaner's. 10de Eedsvoren. Ild er lige heed. Den første gjør os til Martyrer dog. 11te Eedsvoren. Hold dog jer dumme Mund! Hvo hørte vel, at hele Byer bleve Helgener? SIDE: 279 Sanct Carpentras? Det skulde klinge net, men blev dog ei St. Guy eller Gil; thi vore egne Navne just forgik i det, som sporløst vore egne Huse i denne stakkels Flekkes Brand. 1ste Eedsvoren. Du gjøs? 12te Eedsvoren. Jeg syntes høre Støi paa Gaden. Eedsvorne. Tys! Af Vaaben? Ve! (Løbe til Vinduet) En Eedsvoren. Nei, alt er stilt og tomt. Paa Raadstutrappen sidder kun hiin Gale, og dier ved sin tørre Barm et Barn. 10de Eedsvoren. -- En Freds og Sorgløshedens Gruppe. (De sætte sig). En Eedsvoren. Ak! hiin Galqvind var en Himlens Sending. Madelaine (til René) Mand, du skjælver som de Andre. Skjælv for mig! Mairen. Sligt løber Surr for mig. Pah! Luft! Luft! Viin! Den hele By er lagt jo paa mig Gamle? Har I sligt Ansvar? Nei; kun jeg, som staaer imellem St.Renauld og denne By. Han er min Principal. Jeg hans Parti SIDE: 280 maa tage selv mod St. Dominicus, som bør dog ære Andens Ejendom. Og St. Renaulds er denne arme By før St. Dominicus blev født. Saaledes jeg maa, jeg maa -- skjøndt knapt jeg puster frit som laae jeg under dens Ruiner alt. Men lad os rede os derudifra. Stik Hovederne sammen! (De overlægge) Rodriguez (Afs.) Kun da jeg Toulouses Sejer nævned, smilte hun, men ei med Læben, ikkun med et Blik, og kun mod Himlen, ei til mig. (Nannette knæler for ham). O knæl ei! Det er min Plads. Nannette. Det er for Eder. O I var et Himlens Redskab til min Prøve. Rodriguez. Er Dette alt? Dit Liv er lidet værd. Nannette. Jo Haabet værd, at Dette og har Eder en herlig Prøve været. Rodriguez. Lad da ogsaa et Haab min Vinding være, ikke blot Erfaringen, at Veldaad faaer sin Løn i smukke Ord, som frugtbart Træ nedlaver af Dugg og Solskinsluft. (Mairen reiser sig. Nannette ogsaa). Mairen. Da Rettens Gang er lige, i sin Fremfart streng, af haardt SIDE: 281 Metal, utvingelig, kort som en Kugle: saa maa den som en Kugle, der i Farten just paa en Klippe støder, gaae tilbage den samme Bane, hvis den, udsendt kun af dødelige Hænder, i sin Fart for at nedfalde blandt de sorte Lodder i Alretfærdighedens Skjød, just støder paa disse en usynlig Verdens Fjelde, som "Skjebner og utvingelig Omstændighed" vi kalde, og som tidt kan skyde op som Svampe paa en Nat, skjøndt Alperne kun ere Sop mod dem. Derfor, da nu slig casus just er mødt, i Rettens Navn jeg kjender dig Nannette, Datter af Forpagteren Pelorce, tiltalefri. Gak hjem i Fred, og tak du St. Renauld, hvis I Godtfolk kun dyrke Helgener, og troe ei eder Selv nok hellige! Nannette. Hvis mine Troesbrødre komme, vil for denne By jeg bede. Mairen (kniber hende i Kinden) Lille Skjelm, du vil da være Skytspatronen selv? Nu, Kjætterske, hvor dine Kinder brænde. René, giv Pigen sin Frikjendelse. Madelaine (til René) Hun triumferer. Nu, René, har du da ei Triumf at feire? Skriv din Klage istedetfor Frifindelsen. Nu, hvad betyder denne Øjeblinken? René (for sig selv) Hun vil blive streng; dog det af Luften kommer paa Hautbrisson. Den ogsaa mig vil hærde. Jeg faaer deran. (skriver) SIDE: 282 Mairen. Nu, priset St. Renauld! den Sag gik over godt, I Herrer. (drikker) 10de Eedsvoren. Men betænk hvor Actor stygt beløi vor By. Den har jo Mure, høje nok for Ravne, en Grav, for Karper dyb nok, Vindebro, som hverken er for Fiske eller Fugl. 1ste Eedsvoren. Ja det er sandt. 2den Eedsvoren. Men nu er det for seent. 3die Eedsvoren. I saae det dog bagefter først. Men under hans Tale troer jeg disse Mure vare ei mere synlige for jer end os. 10de Eedsvoren. Han skildred Byen som et Lærkerede paa aaben Vang. 1ste Eedsvoren. Det Sidste er dog sandt. Og Lærkerede har en Vold af Leer. 2den Eedsvoren. Han mente vist, at Muren mangled Muur. 3die Eedsvoren. Hvorledes? Kalk? 2den Eedsvoren. Nei Kjød og Blod. SIDE: 283 3die Eedsvoren. Ja Forsvar. 2den Eedsvoren. Og deri har han Ret jo siden den fordømte Spaniol lod os i Stikken. 1ste Eedsvoren. Ja havde vi dem nu! 2den Eedsvoren. Ei Snak! En Eedsvoren. Jo, Ørn i Lærkerede gjør det til en Borg. Mairen. Snak ei om denne Muur. Den snurrer mig om Øjet som et hvirvlet Tøndebaand. Læs op, René; Og lad saa, gode Pige, din Forbøn være Muur med Engle paa. (René nøler.) René! nu nu! Paa Carpentras' og dets Skytsengels Vel -- skyl ned! Der sidder noget i eders Hals. (René reiser sig) Madelaine. Tys! tys! Læs høit! Rodriguez. Ja vel, læs høit, at denne fromme Dame kan sit krænkte Kjøn et klarligt Budskab bringe om dette Medlems Uskyld og Triumf. René (Afs.) Velan! Nu bliver enten Hautbrisson meer fast end forhen eller Luftcastel. SIDE: 284 (Læser skjælvende): "Jeg Niclas René, Skriver ved Retten i Carpentras, andrager for Retten: Da jeg forbemeldte Niclas René sidstleden 3die efter St. Johannes ved Middagstid havde den Ære at ledsage den høibyrdige Frøken Madelaine af Hautbrisson og Coninges fra hendes Besøg hos velbyrdige Mademoiselle Narcisse Greffier, og just befandt mig paa den Slette eller Aabning i Herskabet Haut- brissons Skog, som begrændses af den lille Bæk, der danner Skillet imellem Byens og Godsets Udmarker: saa forfærdedes jeg ved i denne Bæk at opdage et med tydeligt Overlæg deri henslængt, paa en Trærod opdrevet Barn . . ." Rodriguez. Ha! Nannette. Ak! Mairen. Nunu! Madelaine. Tys! Rodriguez (til René) Du Usling, hvor fik du Kløgten fra at tjene To? René (Ydmyg) Det maa I vide, ædle Herre. Madelaine (Afs.) Ha, Samvittigheden slaaer ham. Rodriguez (Afs.) Pilen, jeg afskjød, tilbagevender nu, men dyppet i fremmed Edder. Skulde dette være SIDE: 285 en Hevn fra Himlen for Nannette? Nei, da gjorde jeg, som Menneskene tidt, til Himmel egen Dumhed. Det er denne, som straffer mig, fordi jeg ikke vidste at vælge bedre Skurk end denne Dumrian. Nu er ei Valg. Men nu maa Klogskab redde. Fanchette maa opoffres. Det vil være at holde ud et Nerveskrig af Glas; men saa er dette Aag forbi. (Til Madelaine.) Min Frøken, jeg fatter jer. I bider i den anden af Pølsens Ender, hvori jeg har bidt. Men vil I gribe Aalen, saa hold fast. Madelaine. Hvi ikke Slangen? Læs! Rodriguez (seer skarpt paa René) Nei, se først hid! René (skjælvende) Ak, ædle Herre, ere vi ei begge Retfærdighedens Tjenere? Madelaine. Nu læs! René. Han seer saa rædsomt paa mig. Madelaine. Vil I heller see mine Øine vrede,, saa see hid! René. Jeg er imellem Baal. Ak, Herr Rodriguez, se ikke saa paa mig, ei saa -- jeg føler I seer paa mig. Jeg tør ei see det. Ak, jeg er jer Ven. SIDE: 286 Rodriguez. Og derfor, Stymper, vil jeg hjælpe dig. (River Anklagen fra ham.) Madelaine (Til René) Der tog han Hautbrisson af dine Hænder. (René bedækker grædende sit Ansigt.) Rodriguez (Løbende Papiret igjennem. Afs.) Ah! Saaledes? Nu maa Hjertet vorde Steen. Der er ei Valg, hvis jeg vil reddes selv. Nødverge er det, som lærer mig min frygtelige Rolle. Men den maa spilles godt, og godt til Enden. Og bedst Naturen spiller jo, og den er nu opfordret. Vel! Madelaine. Hvis I behager, saa videre. Mairen. Ja ingen Ting er mere nysgjerrig end en Overraskelse -- den er umættelig -- og intet meer begjærlig efter at forfærdes, end just netop Skræk. Rodriguez. Min har alt meer end nok. Madelaine (Afs.) Det maa ham være som at tygge Glas. Rodriguez (Læser med fast Stemme) " . . . Da vi øjeblikkelig, eftersom vor Forfærdelse tillod og Besindelsen paalagde det, søgte at bestyrke dette især for den fromme og høibyrdige Dame høist forargelige Syn med de Rettens- SIDE: 287 betjenters Vidnesbyrd og videre Hjælp, som just da havde en Forretning fore i det nærmeste Huus, Forpagteren Pelorces, og saaledes vende tilbage, fandtes vel Barnet bortrevet af Strøm- men . . . Nannette (Afbrydende) O Gud forbarme sig! Madelaine. Det var et Slag af Hjertets indre Klokke. Videre! Rodriguez. . . . Men at dets Syn ikke var en djævelsk Øjenforblændelse, som ellers let kunde have Sted hvor Kjættere havde Tilhold, derfor borger saavel høibyrdige Dames Fromhed, som Høisammes og Undertegnedes Eed; ligesom og bemeldte Forpagters ældste, ihvorvel ei voxne, Søn Colins Udsagn, at han har seet et dødt Barn paa samme Sted -- i hvilken Anledning han er tagen i behørig Forvaring -- tillægger vor Forsikkring al Sandsynlighed og meer Bestyrkelse, end den behøver. Da nu Misgjernings- stedet tilhører Etienne Pelorces Forpagtning, og ingen anden Bolig end hans er saa nær det i denne vilde Skogegn, at en fødselssyg Qvinde andetstedsfra kunde søge didhen, og ingen anden Qvinde end Forpagterens Datter i den Egn opholder sig, om hvilken det og er bekjendt, at hun har staaet og staaer i Forbindelse med Mandspersoner, og daglig har havt sin Gang paa hiint afsides Sted: saa faldt baade den høibyrdige Frøkens og Undertegnedes egen Mistanke strax, og ved nøiere Sam- stilling af Omstændighederne med saadan Vægt paa denne For- pagterens Datter Nannette, at al Pligt paalagde mig, -- hvad jeg nu saameget heller udfører, da Staden uden at have det for- medelst Omstændighederne farlige Skin deraf, ved at tage den lovlige Straf over denne Misgjerning tillige kan søge Straf over det Angjældende paabeviste Kjætteri, -- at anklage hende, Pigen Nannette, forat have øvet dette afskyelige Barnemord." Mairen. Nu, Pige, havde du besvimt, havde det været anstændigt. SIDE: 288 Nannette. Det er min Sjel, som staaer. Mit Legeme vil segne. Rodriguez. Documentet er undertegnet "Niclas René, Skriver ved Retten i Carpentras"; men min Stilling, min Menneskefølelse og For- brydelsens Natur paalægger mig at tage Klagen som min egen, saaledes at Frøkenen -- hvem jeg troer det vil være behage- ligt -- og René gaae over til simple Vidner. Madelaine (Afs.) Det er forbausende! Han er af jern. 10de Eedsvoren. Det er ypperligt. Nu kan Dominicanerne faae sin Steg alligevel. René (Afs.) Men jeg gaaer nok Glip af min. Gid Sand og Salt maatte slukke disse glødende Øine, hvori jeg selv nær var bleven stegt. Mairen. Ret, Rodriguez, nu kan du bruge den samme Sværdtunge til Angreb paa samme Person, som du nylig forsvarede dermed. Deri bestaaer just en Advocats Prøve, at han leger med For- svar og Angreb, Liv og Død, uden Hensyn til Sagernes Natur, der kun ere Specimina. Nannette. Er dette ei et Blændværk? Rodriguez. Nei, kun Du, Du Selv er Blændværk. Nannette. Denne Røst mig vækker. SIDE: 289 Mairen. Nei for Gud, om vi lege med dig som Josef med Benjamin. Den Sag er værd 5 Aars Praxis. Den er sjelden -- et Fænomen ligesom en forstenet Nød. Men jeg tænker vi have Tænder. Det er et ypperligt Specimen af en Sag, som vil udbrede Retten i Carpentras' Berømmelse som om den var et Facultet eller Par- lament (Gnider Hænderne) Hihi! Indvortes Samvittighedens Rottegnav, udvortes pille Rettens Negle paa Delinqventinden, til der kun er et tyndt Spindelvæv tilbage for Forbrydelsen, og derigjennem bryde Sandhedens Solstraaler, der ere Et med Justitias Sværd, om hun saa holdt paa det sidste jammerlige Skjul som en nøgen overrasket Qvinde paa sin Serk. Nannette. Ak, Gamle, skuf ei saa dit eget Hjerte; belyv det ei! Det vist har ofte banket imod din Datters. Laan da ei det ud til Hevnen, som, naar det er brugt, vil kaste det bort som Jernet efter øvet Mord. Gjør ei jert hvide Haar til Legetøi for Ondskab, som I seer tør lige grusomt med det som med min Ungdom lege. Rodriguez. Qvinde, bland ei den bittre Drik, du har at drikke, med Dommernes personlige Forbittrelse, skjøndt Sagtmod, som beskjæmme maa din Grumhed, mildt oversmiler disse haarde Pander, og undrer os -- som Blomster, skabte heller for spæde Stengel, paa et Kjæmpetræ -- som en Frembringelse af barsk Erfaring og kold Forstands naturlige Product. Mairen. Saa! Nu kan du slaa Øinene i Jorden. Nannette. Ak, hvi kan mine Øine ikke skjule i Jorden alt det Onde, som de see? SIDE: 290 I tvinge mig, at vise det for Himlen, hvis ei mit Øjes Kummer er for taaget til troe at speile Alting, som det er. O Gud! Rodriguez. Du sukker end til ham, som dog, da frelst du var, nu støder dig tilbage? Mairen. Frisk an, Advocat! St. Renauld og St. Dominique, som vist her har gjort et Mirakel, komme overens paa det bedste. Frisk an som Advocat! Rodriguez. Jeg haabe vil: som Menneske. Thi denne er anden Sag, og Sag hvor Mennesket er meer end Procuratoren opfordret. Selv Stumme maatte her med Taarer tale. (Pathetisk) -- Ærværdige! I hørte blodigt Nyt, som burde være meer end nyt, ja ukjendt: at skyldløst Barn er liig en Steen udsprængt fra Moderhjertet langt i Vandet. O! at Barn, som Gud ifra Naturens Morgen anviste Plads at hænge sikkert ved et varmt, af Kraft og Ømhed udspændt Bryst, i Ly af moderlige Lokkers Skygge, som Paradisets Fugl i Livsenstræet, er bortslængt som unyttig Svamp -- af hvem? O her ei burde Tanken følge Sproget; men lade det som meningsløst udsige, at det har Barnets egen Moder gjort, som har undfanget det med Vellyst og for Dødsensfare, Skam og Smerte kjøbt det. Hvo skulde troe det, dersom ei Naturen var paa Modsigelser saa riig, fra Blomsten der hyller Død i Vellugt af, fra Knoppen SIDE: 291 af egen Blomstbusks Torne saaret og til Qvinden, der kan qvæle ved sin Barm, den Livets Odelsplads, den Ømheds Sæde, med Vellyst offre først sig selv til Belial, saa mere end sig Selv, sit Barn, til Moloch. Hvor nær kun fromt Bedrag er ei vor Ømhed? Vogt derfor den i hellig Tro, adskilt fra al Erfaring, der med frossen Aande skal sluge vore bedste Følelser! Thi i mit Bryst, som sandelig jeg troede -- hvad ogsaa nylig denne Hal har hørt -- dybt gjemte Medynk, Blødhed, blide Godtro, der rase disse sønderrevne nu med Afsky, Mennesk'had i Spidsen. Og imod hvem? O vise Ret, jeg beder, at I vil tvivle til jeg faaer bedækt hvert Ord med et Beviis, saa I kun see Beviis og glemme Talen. Thi, ved Alt! gid jeg var stum og blind! Ak, hvortil det? Min Graad da skulde tale, mine Fingre oprække Vidnesbyrd til Retfærds Himmel. Og imod hvem? O, her forlader mig selv Advocat-Erfarings Jernhaand. Dog jeg qvæler min Natur, jeg søger Støtte just i det Usandsynlige, og vover at sige det: mod dette rene Speil, som Djævlen holder frem i disse Øine, for Himlens Fromhed saa at lokke til at speile sig forfængelig, for derved at faae til Helveds Spot dens Billed fanget. Jeg siger det: det er mod denne Pande, der er en Vinge af en myrdet Engel; -- mod denne Barm, der synes aandet ud som halvt Forsøg af Kjærlighed som Skaber paa Stjerners Efterligning, men som er det Hvælv hvori Dæmonerne beslutte; -- mod denne Mund, skabt som i Form jeg tænker Velsignelsen, der signed først Alverden; SIDE: 292 men kun er Gjemme for er Sprog, hvor "Moder" betyder "Morder," "Barn" betyder "Død"; -- mod denne Dydens mest fuldendte Støtte i Lastens Tempel; imod denne Eenfold, som er kun bramfuld Løgn; mod denne Uskyld, som er et Skyldfuldhedens Smiil; imod reenøjet, aabenaasynt Sandhed, som er Helveds fule Løgn; mod Ømhed, som er Blomsten kun paa Grumheds Tornebusk; mod denne Skjønhed, som kun Mord undfanger; mod denne Qvinde, som gjør Vellyst til et udtænkt Mord og Mord til udtænkt Vellyst, som Elsket vel vil være, men ei Mage, og, Mage, ikke Moder; Moder, barnløs. Se hid ei, Qvinde! Thi jeg skulde vakkle, og give Retfærd tabt ved dette Syn. Fast skulde mine Tænder knuges for at qvæle, knuse sønder disse Ord, som Pligten driver svulmende til Munden, liig stærke Hav, der slynger Liget op. Og negte skulde jeg med saadant Syn, at Menneskracen har udartet saa fra Paradiis, at Guddomsidealet igjennem syndbedækte Slægter har sig næsten tabt, saa kun Poet og Maler kan præge Skyggen frem af sin Indbildning. Men hold mig oppe, Sandhed! Svigt ei, dyre Erfaring, at ei gaves Synd paa Jorden, naar den var tvungen til at sidde stedse i Øjet som sin egen Dommer! Styrk mig, Tro paa en retfærdig Hevn, imens jeg bortvendt maner Dig! Ak "Tro" jeg siger? Har jeg ei den at kræve af dig, Qvinde, som lever end, mens Lynet burde, paa den første Mordertanke, som dit Hjerte liig giftig Røg udaanded, dig i Helved nedloddet, naglende din Sjel til den SIDE: 293 som Pilen Fugl i Vingen? Og min Medynk, før tung af søde Smerter, let at røre som mannabøjde Græs i Vinden? -- giv mig den tilbage! tag igjen den Haardhed, som du har lagt istedet! Og hvi brød du min Godtroes skjønne Støtte, som jeg lænte mig til, naar Verden lagde knugende Erfaring paa min Skulder? Kan du reise den meer end blæse Liv i Barnets Liig? Min Blødhed? -- o hvi har du gjort en Engel, som fandt sin Verden i en lunken Taare, til Grumhed, hvori Pligten throner, liig' urokkelige Pol i Isens Verden? Ulykkelige! Det , mit bedre Selv, har jeg at kræve; Jorden har et Barn, en Christen Kirken, Himmelen en Sjel, og Barnet som betale skulde Alt, et Liv. Men ve dig! Du kan Intet give. Som rædsom Creditor jeg kommer da, og kræver hvad du har tilbage: -- Livet! Mairen. Det kan der nok blive Raad til. Pah! det var en Tale! saadan en omtrent, mine Herrer -- ja gamle Bricot mindes det nok -- som jeg holdt, da jeg fik Exspectancen efter min salig Fader. Men nu, Rodriguez, gjør som jeg gjorde dengang, og tag dig et Bæger Viin, som du har fortjent. (Rodriguez ryster benegtende paa Hovedet). Jeg seer du er angreben, stakkels Dreng. Du kjæmpede tappert mod Skjønheden; den er for Gud ogsaa den værste Procurator at have imod sig, næst den gamle Mammon. Hvad mener I, René! I seer saa slukøret ud. René. Jeg heller tog en Ild i mine Arme, end denne blodbestænkte Skjønhed. Nannette. Gud, jeg føler, at du opretholder mig; SIDE: 294 thi ellers maatte Tanken ene om alt dette Skrækkelige, Lyden af de Ord, jeg hørte, enten dræbe eller forvirre Sjelen. Mairen. Qvinde! nu, tilstaaer du? Der sittrer noget paa din Læbe. Nannette. Ak! en Forbøn for min Morder. Mairen. Ei, hvad Snak! Troer du, en gammel Dommer ei kan læse hvad paa din Blegnens Blankpapiir din Rødmen opskriver og udsletter? Det er læst før det er slettet ud. Nannette. Er nok ei sagt, for Jomfrus Skræk og Blusel at opvække? Mairen. Jo, først paa Sjelens Vegne blegner Angsten, og spiller paa Forbrydelsen saa skarpt som Maaneskin paa Marmorgravsted. Og den Ret til Blegnen har i samme Mon som Dødens Hul er sort. Saa rødmer da for Legemet, som sidste Livsopflammen, din Blusel. Nannette. O, beskjæm mit Legem ei, den Sjelens Gudedragt, som reen min Moder mig gav. Jeg ei for Alting den bepletted. Saa reen faaer Graven den som Himlen Sjelen ved Herrens Naade. SIDE: 295 Mairen. Saa maae vi gaae dig rundt. Og findes Indgang ei til Løndomsborgen, der holder Sandhed fangen, vil barduus Skarlagenmanden gaae med Vaaben paa. Han er Justitias Ingeniør. (Til Madelaine:) I hørte Klagen, ædle Frøken? Madelaine. Jeg bekræfter den med Eed. Dog er min Eed ei sligt Beviis som Qvindens egen Adfærd. Hvo saae saa hvidt et Marmor? Var der Undseelighed -- saa vist som Qvinders Væsen i mangt er eens, hun rødmede som jeg? Nannette. O saadan Tanke! Jeg ei fatter den. Som selve Daaden den vanærer Hjertet. Den sløver Fantasien. Med dunkelt Øie den seer det arme Barn kun, ei den Synd som gav det Tilvær, ei dets Moder. Tid ei giver Hjertets Slag til andre Tanker; og komme de, da knuser det dem strax, og i en formløs Rædsel de opløses. Skal jeg forsikkre, at jeg er uskyldig? Det byder mig imod; mit Hjerte vendes, min Tunge ei adlyder, men kun siger: "umuligt! o umuligt!" somom dette var Tanken nærmere. Ak, gamle Mand, spørg denne Frue, tænk paa eders Datter! Troer I istand da hende til slig Række af Synd, fra den, man siger letteste for Qvinder til den haardeste for Alle? Og sandelig, tro mig , jeg er en Datter af en retskaffen Mand og af en Moder, der elsked' sine Børn som Himlens Gaver. SIDE: 296 Og tidt min Fader sagde om min Omsorg for hendes stakkels efterladte Smaae, at i mit Bryst min Moders Hjerte laae. Mairen. Nu skulle vi just kalde En af disse. Mig syntes at I talte om en Dreng. Rodriguez. Det neppe er nødvendigt. Mairen. Ei! Rodriguez, det er en Form, og Du er Procurator? Det er at sige som: "min kjære Kat, der endnu er en Muus igjen paa Boden". Før Drengen frem! Nu, Pige; du som talte saa ømt -- endskjøndt det var en Barnehaand, som greb mod Stjernerne -- om dine Sødskend, kast Had ei paa din Broder om han vidner imod dig. (En Retsbetjent gaaer.) Nannette. O det kan han ei. Mairen. Han maa ei anderledes. Nannette. Grusomt! mod ei for? Mairen. Saa vil al Ret. Den Lov er streng, men god. Den kaster bort som Sand al Følelse for Sandheds Guld at finde i Ruinen af Menneskenaturen. (Retsbetjent kommer.) SIDE: 297 Retsbetjenten. Vious Søn inat forkortet har sin Hals, fordi den sidste Retsdag vidned mod hans Faders. Mairen. Godt! Men forstyrr med Sligt ei Retten. Dog det viser grant Justitias Guddomlighed, at hun som Gud igjennem Ætten straffer, og hevner sig for Fædrene paa Børnene. Nannette. Barmhjertighed! o, for de Spædes Skyld, som jeg er Moder, skjøndt uskyldig Pige. I dræbe dem med mig. Af Hunger døe de, i Skoven vankende, som Fugleunger, hvis Moder tifold grusom Piil har skudt. Mairen. Vil du indbilde Mænd, at du er Moder som Tømmermanden Josefs Brud? At Aand kun skygged dig? Haha! Nu knæl ei; der langt er til Retfærdighedens Knæ. Hvad har du til dit Forsvar? Nannette. Nok ved Himlen, hvis Qvinder dømte. Dræb mig som en Kjætter; men piin mig ei for hvad jeg ei tør tænke. Mairen. Nu, skyldig eller ei, dog bedst der svares paa slige Spørgsmaal under Tommelskruen. Det skulde og, som gammel Praktikus, mig ærgre, om saa vigtig Forhørsform forsømtes, selv om den til Intet førte. Det kan jeg ei forsvare. Mand, friskan! (Bødlen nærmer sig med Tommeskrue.) SIDE: 298 Nannette. Hvad vil I? O skal Dette til? Rodriguez, er det jert skrækkelige Forsæt? O, Uskyldig! uskyldig! er mit Raab før Piinslen; i den mit Skrig betyde skal det Samme. Rodriguez. Nu kan jeg ikke hjælpe. Nannette. Saa vil Gud ei hjælpe dig, naar du for dette pines. Mairen. Snak ikke saa. Det ryger af din Fod. Din Arm ei kaster Skygge, om du løfter den mellem Sol og Jord. Skriv, Secretær, at Retten, tvungen af Sandsynligheder, saa lige Sandhed som et Æg det andet, og selv af Pigens Haardhed piint, gik over til lovlige Tortur. Afsted da, Bøddel! Og klem i Guds Navn til! Nannette. O store Gud! tillad dem ei den Synd? O giv et Tegn, som kan formidle deres Hjerter, og fra Synd dem frelse større end min Død! (Bødlen fører hende afsted til Marter- kammeret. Nannette raaber:) Uskyldig! Stands! Uskyldig! Mairen. Det er Veeskrig før Sandhed fødes. René (Til Madelaine) Ædle Frøken, tale ei disse Skrig for mig? Madelaine. Ei til mit Hjerte. (Nannette skriger.) SIDE: 299 10de Eedsvoren. For St. Dominicus er disse Skrig sød Psalmesang. Nannette (høres raabende) O stands! Uskyldig! O! Rodriguez! Rodriguez! Rodriguez (Afs.) Høist besynderligt det Skrig var just accentueret som Fanchettes. Kan da Sjelesmerte lignes ved Legemets? (Nannette skriger.) Mairen. Nu kom der sikkert Blod. Men bi til Kjødet mases frem af Fingren som Blommemarv, og Benet presses frem som Steen af Frugten! Hvilken Majestæt har ei Justitia, den eneste Gudinde, som overleved Hedningskabet, og som kjører knusende sin Seirsvogn end henover Mennesker! (Colin føres ind) Aha, det Vidne kan neppe tale. Rodriguez. Kun et Pust behøves, saa maa jo Skaalen synke. (Nannette skriger.) Colin (lyttende) Stygge Mænd, I gjør Nannette ondt. Mairen. Ja, Dreng, hun negter der er et Barn i Bækken. (Til de Eedsvorne triumferende.) Seer, I Mænd, det var et Spørgsmaal! SIDE: 300 Colin. Er det derfor? Ak, jeg er saa angst. Men pidsk kun mig, Rodriguez -- jeg siger det: der er et Barnebeenrad, et fælt, et fælt. I selv har -- Rodriguez (Afbrydende) Det er nok. Væk, væk med Drengen! Colin. Jeg vil til Nannette. Madelaine. Et Beenrad? Nei, et Barn som Søvnens Gud. Rodriguez. Hvad have vi meer Vidnesbyrd behov? Mairen. Slip Drengen udenfore Byen. (Colin føres bort) Bøddel, hvad nu? Bøddlen (kommende) Hun er besvimet. Skruen gjør ei mere Virkning end en Handske. Mairen. Bær saa hende ned i Fængselet igjen! Og gjør du rede dit Bestik. I Herrer, nu Intet er ivejen. Lad nu Viisdom Retfærdigheden krone med en Dom! en Dom, saa andre Retter kunne see til os, som Sømænd, rystede af Stormen til Castors Stjernehjem, og takke os, som Odelsmænd sin Stammefa'r, der brød med kjække Plogjern først Moradset op! (Retten raadslaaer, Bødlen bærer Nannette igjennem Retssalen.) SIDE: 301 Madelaine (Afs.) Gid jeg min Slagvandsflaske havde! Dog hvor taabelig en Angst! Er hun ei Kjætter, og burde døe, om skyldløs end i dette? Bør Tyv ei dræbes? Og har hun ei stjaalet fra mig hans Hjerte, kjædet til mit eget med Eeder, som maae kunne Satans Vinge som Sæk paa Ryggen binde! Det er nok! Hans Syn har hun fortryllet -- Trold bør døe -- hans Nerver døvet; men min Smerte vakt. Det er kun Selvforsvar; thi han er falden i mit Gebeet ind, styrtende sig i det Sværd, jeg holder udstrakt der med Ret. Jeg dræber hende ikke; thi hun er af Urnens sorte Stene alt bedækt. Mairen. Jeg beder, Herrer, skynder eder; thi min Datters Sygdom spænder mig i værre Tortur end Pigen. De Eedsvorne. Skyldig! Mairen. Det er dømt som af en Engel; thi en Engel har dog ikke meer end tolv Mænds Vet. Nu dømmer da Loven. Skriv -- Rodriguez (Afs.) Jeg frelste hende. Hun betaler nu sin Gjeld. Det mildner bort endeel Forfærdelse fra dette Drab. Men denne Tanke gjør, som Draabe Gift til Gift en Sjø, mit hele Sind vanvittigt: at jeg lidt, men ikke nydt: ei mere for evigt Nag end skyldløs Drøm kan give; SIDE: 302 at, Ovnens Flamme liig, min Lidenskab, fortærte kun sig selv i frugtløst Meed for Himmelen at naae; at over dens Anstrengelser Domsklokken et "Umuligt! evindeligt Forgjæves!" snart skal tone. O Skrækkeligt, snart har min Fantasi et fælt, mishandlet Billed kun at mane, og umant kommer det! Ei min Natur, der maatte nøje sig med Drømgestalten, kan taale at den skjændes -- nei! ha, nei! -- at denne usle Vellyst isner hen i Skræk, at Blod besudle skal de Former, som have i en luftig Skjønhedslinje dog tvingende som Aag og Kobberstempel, indringet Tankes Lys og Drømmes Mulm. Nei! nei! Jeg taaler ikke denne Qval, at Øxen skal det Legem sønderhugge, som jeg istand er til at rode op af Graven som Hyænen; at den Skjønhed ei overlever Livet en Secund, et Mindets sidste Kys, kun en Secund, tilhørende umættelige Øje; at hendes Liv, hvis Herlighed bortflød for mig, som fulde Strøm for Danaiders forbrændte Læber, ei en Efterligning af Liv skal skjænke, som tilhører mig; ei som nedgangne Sol en Efterglands, der et vellystigt Øjeblik endnu med matte Lys kan give Liv. Nei, nei! hvis hendes Skygge i min Evighed skal boe, da maa den ligne hende selv saa som hun var ifra Naturens Haand, ei som hun komme skal fra Bøddelens. (Høit) I Herrer! Et Ord til eders Hjerte fra mit Hjerte! Besynderligt, at Skjønhed, Dydens Aasyn, omskiftes ei, om dyden vorder Last. Saa er det her. I Barm, der synes liig SIDE: 303 en Engels Aandedræt, i denne Jords for kolde Luft til riimhvid Sky indstivnet, en smudsig-graa Vampyr af Hjerte hænger. I Øje, hvorfra skyldløs Sylfesjel, for hvergang det mod Himlen blikker, synes som mørkblaavinget Sommerfugl at stige, en Tanke svømmer om i falske Taarer, meer slugende end Nilens Crocodile. Dog er det Skjønne Værk af Gud, det Onde af Djævlen frembragt kun for hiint at haane. Lad os da ære hvad der er af Gud, just som vi ære græske Hedningtempler, men ei Afguderne, som boed der! ei sønderrive himmelskt Mesterværk, en Skaberprøve paa en ny, meer skjøn, med Stjerners Glandshud dækket Mennesk'slægt! Som hun blev skabt gjenvende hun til Jorden! Slig Skjønhed døe bør som et Maleri kun i en langsom Blegnen. Ære vi saa Menneskers, hvi da ei Skaber-Kunstværk? Lad Døden derfor snige sig bag Læben i vakre Blomsters Gift! Lad Døden i Violduft komme, bringe fagreste af Liv sin Hyldest i en taareformet Phiol af Sølv, og bøje hende sagte bagover blegnende paa Leiet! Ak, da -- (Tummel udenfor) Mairen. Frels os Sanct Renauld! I Jesu Navn hvad er paafærde! (Eedsvorne styrte til Vinduerne) 1ste Eedsvoren. Helgnen være lovet! Det er Toulouse ei, men spaniolen. Men store Gud, hvor seer hans Skare ud! Mairen. Ei, Borgere, saa er al Nød forbi. Beskyttet kan sin Gang nu Retten have. SIDE: 304 Eedsvorne. Nu maae vi hjem at passe paa! 10de Eedsvoren. Nu kan, og bør, for Compagniets Mod at qvikke, med pompfuld Strenghed Lovens Ord fuldbyrdes. Mairen. Saa troer jeg med. Rodriguez. Nu meer end før jeg ikke. (Josef bevæbnet og et Par Soldater komme). (Afs.) Ha, Han er her? Hvor fløi Toulouses Pile? Nu hurtigt maa det skee og skjult. Forsvinde maa Kilden, hvori han kan svælge, mens Tørsten mig forbrænder. Josef. Ædle Maire, min Høvding søger Ly bag eders Mure. Han æsker derfor Byens Nøgler, som han i et Væddeløb, der Livet gjaldt, har vundet fra Toulouse , der kommer efter. Mairen. Guds Død! Rodriguez (Afs.) Han smiler, den Forræder. Josef. Maire, Toulouses Bann're vaje alt paa Høiderne om Hautbrisson. SIDE: 305 Mairen og René. O ve! Madelaine. Hvad rager det vel jer? Jeg bærer det i Haab om Hevnen. Rodriguez. Du smiler, Skurk? Josef. Ja, her i denne Rede med Muur af Æggeskaller er dog bedre end paa den aabne Mark ved Sorguez, hvor jeg kaaret var til fils perdu. Mairen. O Jemini! Tag Nøglen. Der maa strax capituleres. Josef. Den Troe faaer nok min Høvding før i Haanden end i sit Hoved. Kanskee dog i begge paa eengang med eet Slag. (Gaaer) Rodriguez. Nu, vise Ret, jeg troer ei der er ret beleilig Tid til meer med Blod at tirre Sejerherren. Retspersonalet. Nei, nei! Rodriguez. Jeg skal besørge hentet ind, før Fienden kommer, Qvinde, der kan lave en Gift, der bringer Død som i et Kys. (De gaae). SIDE: 306 (Fanchette med Nannettes Sødskende under et Træ i Skogen. Hun har det fundne Barn ved Barmen). Fanchette. -- -- Nei, nei, Barn! den hvide Frue, som hvisked' med en Røst, der lød for dine i Feber tændte Nerver, høit og skarpt som Glassets, "at Nannette skulde døe", var ei Madonna. Nu, stirr ei saa did! Det er ei hende, men en Hyld i Blomstring, Barmhjertigsøsteren imellem Planter, der læger Syge og paa Graven sidder. Margot. Jeg kan ei glemme det. Fanchette (Trykkende Barnet fastere til sig) Ak, jeg har glemt! Jeg kjender ogsaa Virkelighed, meer end Febersyner rædsom, Febersyner, som ingen Sandhed kan i Fælhed naae, dog, til at see og føle, legemlige som Sandhed selv. Men alt er smeltet sammen til Skyer, som jeg ei vil undersøge, og som nu bære nye klare Himle. Den Viisdom har jeg vundet, at jeg aldrig vil ængstes, om der møder noget Galt; og den er just Forskjellen og det Fortrin, som Engles Viisdom har for Menneskets -- den Daare, som vil bade sig i Fryd, men ikke veed, at Sorgen er det svale, frisktvexlende i Badet. Margot. Ak, jeg veed: Nannette kommer ikke meer tilbage. SIDE: 307 Fanchette. Madonna elsker Børn. Bed da til hende. Det var ved hendes Under denne Lille kom efter fire Aar igjen fra Vandet som efter fire Timers Søvn. Margot. Jeg hørte -- Fanchette. Ei, Barn! den lille sorte Mand, som bøjed et glorødt Ansigt (som, Qvarteer ifra, liig Ovnen sved), udover Vuggen, og til hvide Dame hvisked: "jo hun sover; hun hører intet," var ei Djæv'len, men Skriveren René . Tro ikke Sligt! Det gjør dig syg igjen. Margot. Jeg er saa angest. Jeg hørte tydeligt -- Fanchette. Hvor kan du græde, som seer min lille Engels Smiil? Margot. -- -- Hun stod med hævet Slør, just ligt hiin Hyldegreen, som fuld af Blomster gaaer for Vinden, i vor Dør, da hørte jeg hun sagde med den fæle Stemme til den sorte Mand: "Hvad rager os, om Barnet end er borte? Vi saae det jo paa Træets Rod i Bækken. Det er dog hendes Skyld, og ikke vor. Men husk, om end hun ikke -- " (brister i Graad) Fanchette (springende op) Barn! for Guds Skyld! Død eller Liv! Meer! meer! SIDE: 308 Margot. Ja Fruen sagde: "husk, om det dræbte Barn end ei er hendes, saa maa hun for Rodriguez' Skyld dog falde." Fanchette. Hvad? Rædselsbarn! Hvad! hørte du? O nei! du laae i Feber . . . (Bøjer Hovedet mod det spæde Barn) Margot. I min Feber hørte jeg Blomsternes Musik. Jeg hørte Tonen i Rosens Farve -- det var Cymbelklang -- og Akelejens Horn og Græssets Fløite og Liljernes Basuner. Engle saae jeg tale; thi fra deres Pander straalte hver Tanke ud som mangefarvet Lys. Dog havde hveren Straale, Orglets liig, sin egen Tone. Men jeg fatted kun, at Meningen var Fryd, i Pragt forkyndt. Og mellem Englene kun een jeg kjendte, som bøjed ofte Panden over mig -- da var det som om paa min hede Kind en liflig Svale dugged ned i Lys -- ; det var Nannettes Ansigt. Ak, da hørte jeg hine Røster, og blev frisk af Skræk. Fanchette. Du dræber mig. Det Rædselslys mig blinder. O Helved lyser gjennem sine Revner! Bi lidt! Oh derfor var du syg? din Feber i vilde Gang et Hjul, som mig skal knuse? Jeg seer det. O det er et Lys! Mit Barn har seet det: hergjennem Brystet, liig et Lyn fra Sky til Sky, forplanted sig min fæle Tanke til dets Hoved. Ak, det bliver bedst, jeg giver Slip paa dig, som kan ei die dig med andet end SIDE: 309 den Skræk, du suger af mit Kys. Se derfor du smiler meer ei, Barn. Jo smiil igjen! Jeg er din Moder. Andet er umuligt. Jeg er din Moder, meer end andre Mødre; thi Himmelen togange gav mig dig; og jeg har kjøbt min Ret til eget Barn for Kjærlighed til Andres. Var jeg ikke, jeg vilde være det . . Nei denne Tanke er reent vanvittig, at jeg ikke er mit eget Barns Moder. Ak Margot, din Feber smitter mig. Ulykkesbarn, jeg kan ei længer elske dig. Du er Dens Søster, som vil røve mig mit Barn. Jeg vil tilbagegive dig Nannette. Saa skifte mellem os vi vore Børn. (Gaaer med Barnet.) (Skogsletten. Colin ved Bækken. Fanchette kommer). Fanchette. Jeg hører Tummel. Kommer hun? Mon nu for førstegang Rodriguez ei bedrager? Colin. Fanchette! ak, gode Fanchette, hjælp mig! Fanchette. Ah, Barn, velkommen hjem igjen til Skogen, du lille Fugleunge! Colin. For Guds Skyld, hjælp mig! De pine Nannette fordi hun er saa taabelig at negte der er et Barneliig i Bækken. Jeg har selv seet det i Hvirvelen. Se der! der saae jeg et Been. Fanchette. Hvor? hvor? Du raser. Hvor? SIDE: 310 Colin (arbeidende) Der! Se der hvidner det bag Stenen, som Herr Rodriguez væltede over. Han vil pidske mig, men for Nannettes Skyld vil jeg bære det lige hen til de onde Mænd paa Raadhuset. Fanchette (Slipper Barnet i Græsset) Hvor? Der er sort. Hvor er mit Barn! Jeg seer ei . . Hold fast! Hør Vandet bruser, Frels! o frels! Mit Barn drukner . . frels! (segner om) Colin. O Fanchette! stakkels Fanchette, som blev saa bange. Colin er ikke bange; Fanchette, se lille Colin er ikke bange for Nan- nettes Skyld. (Bøddlen kommer) Bøddlen. Nu, er hun her? Hej, Moer, staae op! Retten kræver din Kunst. Fanchette (Reisende sig halvt) Hvor er mit Barn? O vær barmhjertig! hvor er mit Barn? Colin (Rækker hende Barnet) Se der, og nok saa friskt. Fanchette. Bort! Det er ikke mit. Men her, kom Mand! (Fører Bøddlen til Bækken) Se her! der er det. O, nu seer jeg klart tilbunds som før, dog ei med Vandvids Øje. Et Skjæl er faldet fra. Dog er for skarpt det St.hansorme-Lys fra disse Been. Se vel til Bunden, Mand! Det er mit Barn, som skinner der, ei dette, som jeg troer er født af Bækkens Skum. SIDE: 311 Bøddlen. Ei hvad Galqvindsnak! Følg mig, Rætten kræver dig . . Fanchette (sløv) Jeg veed det. Bøddlen (Afs.) Det er noget underligt Guddommeligt i Galskabs Framsynthed. Fanchette. Oh, du er Bøddlen? Det er rigtigt. Vel her er jeg. Du har glemt mig fire Aar. Bøddlen. Jeg kræve kun skal eders Kunst. Man veed I kjender Urter, giftige som sunde. Mit Ærind derfor er at bede jer, at lave os et Bæger kraftig Gift til En, som er for god for mig. Fanchette (sløv) Da er det ikke mig. Bøddlen. Nei vel, en Barnemorderske. Fanchette. Da er det mig. Du kom tilpas. Thi se der under Orren voxer endnu den blodplettede Skarntyde, som jeg krysted for Modermelken i Rodriguez' Barn. Den svulmer fuld af Gift, men vil gaae ud, naar med min Død dens Livsmaal er opnaaet. Og her er høje Purpur-Digitalis, en Konge liig i staalblaae Hær af Stormhatte; Pigæble der, meer mordiskt en din Øx; SIDE: 312 der Daphnes bloddryplige Bær, mordskumle Gifttyde -- Du behøver neppe meer forat forgifte Rhonen. (Plukker Urterne) Bøddlen. Nok, kom nu! Fanchette. Siig, veed du, om Herodes først forgav de Børn, han kastede i Brønden? Jeg har troet det var mindre Pine. Bøddlen. Snak! Jeg har Befaling flux at føre dig igjennem skjulte Port. Fanchette. Støt mig! Jeg vakler; dog ei i det, jeg veed jeg har at gjøre. Thi jeg for Moderens fik Parcens Høihed! (De gaae). (Udenfor Raadhuset. Josef med andre Soldater paa Post. Don Gaspard og Rodriguez spadserende forbi). Don Gaspard. -- Det gjør mig ondt for Eders Søster. Rodriguez. I faaer gjøre Alvor af det. Don Gaspard. Nu, javel det gav et Gjæstebud ialfald efter Strabadserne. Men naar jeg siger jer, det gjør mig værre, at jeg Spas gik galt, saa seer I Bunden af min Elskov. SIDE: 313 Rodriguez. Don! Jeg kræver jer til Regnskab. Don Gaspard. Ei, I er tungsindig! Meer I ligner mine Landsmænd, jeg eders. Men, hvis endelig jert Tungsind behøver Blod til Lædskelse -- velan! jeg contrastevner jer med Kaardespidsen, fordi I paa saa jammerligt Beviis vil dræbe Egnens Skjønhed. (Rodriguez skjærer Tænder) Ah, jeg mærker, at eders Tænder løbe end i Vand. (Til Vagten) Pas paa Krabaten der. Han maa ei sættes paa Volden. Rodriguez (Til Gaspard) Jo, hvis Fienden skulde storme. Don Gaspard. Forgjæves! Som mod Broens spidse Hjørne sig dele Fiendens Strømme hvor han staaer; og Pileskyen føres ad hans Sider med dobbelt Død paa hver, mens han er urørt. Der er en gammel graa Fanatikus hos Fienden -- den Samme, som forærte i Løsning mig for ham en Pung med alskens Udfeiningsgods, som gamle Kroner, Maljer af Sølv og Ringe -- Han er Karlens Skytsaand. Han tager altid Pladsen ligeover, og taler godt hos sine Sidemænd for ham, saa, hvor vi styrte frem med ham imellem os, i sortest Piilregn er en Aabning, hvori Himlen skinner ned, og hvori Lærke rolig kan slaae Triller. SIDE: 314 Rodriguez. Troer I at Byen holder sig? Don Gaspard. Javel, hvis jeg kun holde kan paa Borgerne. Jeg gaaer at spærre Porten meer for dem, end for Beleirerne. (De gaae) Josef (mumlende) Gid Jeg den aabned! (Fanchette og Bøddelen kommer) Fanchette (Til Josef) Du kan ei, Josef. Josef (forskrækket) Hvad? Fanchette. Jeg læser i dit melancholske Blik Forræderiet. Det saaer det ud i Sandet, og din Landse indgraver det deri, det rager frem i dine kummerbøjde Skuldre, og i dine sygelige Træk fremglimte dets Uveirsmærker, i dit Hjemveesmiil det spiler Vingen. Josef. Ei jeg dølger, at jeg hader denne Tjeneste. Fanchette. Det bør du til du kan sprænge den. Josef. Jeg ei forstaaer dig. Er ogsaa du min Fiende? Du har den samme Grund; thi Ingen Ondt jeg gjorde. SIDE: 315 Fanchette. Saa just begynder hver en stor Bedrivt, ond eller god (og saa begyndte min) med at vi ei forstaae vort eget Hjerte. Hør efter! Ei Forræderi der gives undtagen mod det Bedre. Alt det Slette er efter sin Natur den Ost, hvori Forræderiets Orme yngles, og hjemfaldet Døden, som det bedst kan skee. Det er kun Magtens Sprog, som nævner med uærligt Navn den største Ærlighed: at lyde vor Samvittighed mod Verden, den største Riddersdaad, forvist antegnet i Himlens gyldne Bog, at løfte just forbudte Skjold, naar Solen falder bedst, og Dragens Hoved slumrer trygt derunder, og Tiden er, da Liv er værd mod Liv. Josef. Ah! troer du saa? Fanchette. Vist! Ei det er Forraad, om vi erkjende ei hvad Andre os paabandt mens end Aanden sov. Ei er Forraad det, om vi bryde hvad vi tvinges ved Tiders Lov og Øieblikkets Aag at taale; men at bryde hvad vi hylde i Hjertets Tempel, hvad vi dyrke der med Sjelens Flammer, dræbe hvad vi elske, og krænke hvad vi ære. O det er et Helligaandsforraad! Men som du er, saa vær, og vær det for Alverden, naar sin Ørnevinge Klogskab kan slaae ud, og flyve med Begeistringen omkaps! Josef. Saa er det. Ja! SIDE: 316 Fanchette. -- Og ofte Tiden er lagt i en Enkelts Haand, og med sin Evighed er han for Øjeblikket da ansvarlig. Ubøjelige Regel derfor lyder: vær hvad du er; og, kan du, som du er. Du er født at dyrke Paven som en Gud; den Eed blev i dit Hjerte fæstet, før Liv det følte. Du har revet ud dens Tvekrog -- Ret! -- din unge Sjel blev bøjet i Massens Spalier langs Kirkens Væg. Du har nu voxet anderledes, for at naae den frie Himmel -- Ret! -- Dig er lagt Sværd i Haand imod dit eget Hjerte; nu tænker du at vende det mod Fiendens. Og det er største Ret. Derfor, da du har været hvad du er, saa glem ei heller at være som du er, naar du det kan! Og det er nu! (Hvidsker) Hør hid! Ved Foden af det røde Taarn en Udfaldslaage findes, kun skoddestængt, for mig at føre ind, og end i Nat den uforskandst vil staae, for hurtig ind at lukke Lægen til den gamle Maires Datter. Budet sneg sig ud, da jeg kom ind. Forstaaer du? Bøddlen. Nu, hvad hvisker I der efter? Fanchette. Jeg fortæller den stakkels Karl, at disse Urter just vil gjøre Pinen kort nok for hans Brud, der er herindenfor til Døden dømt! Josef. Hvad? hvad? Fanchette (med Fingeren paa Munden) Saa er det. Derfor vær bestemt. (Gaaer). SIDE: 317 (Aften. Narcisses Sygeværelse. Ammen ved hendes Seng. Mairen lister sig ind). Mairen (sagte) Cathrine, fantaserer hun endnu? Ammen (sagte) Tys! ja; op og ned om Barnemordet. Hør bare -- nu hvidsker hun, men vil snart tale høit nok. Narcisse. -- -- Saa ride Gaspards Ryttere op om Skafottet, og han Selv holder ligefor med den sorte Hanefjer paa. Saa triner Bøddelen op, og rager opover Alle, som et brændende Taarn. Mon jeg skulde være klædt i Hvidt, Cathrine? O det er dyre Øjeblik. Ammen (grædende) O Gud forbarme sig! Mairen (halv høit) Du skulde have Skam, Kone, om du har fortalt hende noget om hvad det passerede inde paa Domssalen. Ammen. Nei, saasandt -- Hun er bleven værre siden Compagniet drog ind. Mairen. Tys! ud! Fordømte Sladderqvind! ud! (Ammen gaaer). Narcisse. -- Hu! der tager han Øxen frem og kjender om den er skarp, og en Sax til mit Haar. O Naade! Naade! tag mig ikke i mit Haar! Naade! Naade! Mairen. Det er jo mig, stakkels Barn! din egen gode Papa. Vær rolig for Pigen: hun skal ikke døe ved Bøddeløxen, men stille ved Gift naar det gryer ad Dag, ja stille som en Stjerne slukkes ud, som en Tone sagtner hen. Narcisse (forundret) Hvem? Ah! dette er er jo min Seng? Ak, min stakkels Fader, jeg har grædt for dig. SIDE: 318 Mairen. Narcisse, stakkels syge Barn, vær rolig! Jeg har sat ud en Priis, -- saameget Guld, som Sværd og Bidsel veje -- for den Rytter, som henter mig fra Avignon herind Dødstvingeren, Araberen El Tahir. Narcisse. Hvem meldte sig? Don Gaspard? Mairen. Nei, mit Barn, ei han -- en simpel Rytter. Narcisse. Ikke Han! en simpel Rytter? Mairen (Afs.) Dumt, jeg ikke løi. Narcisse. Nu ja, jeg gifter mig med ham. Mairen. Mit Barn, styr disse vilde Tanker. Narcisse. Troer du ei, at simple Folk har Ærlighed? Mairen. Jovist, før meer end Andre. Narcisse. Mod? SIDE: 319 Mairen. Jovist. Narcisse. Da er slik Karl jo bedre end Don Gaspard, og jeg, som mig holdt for Denne ei for god, for ringe for slig Karl. Men troer du, at Fornuft de eje, som befaler dem? Samvittighed, som kræver dem til Regnskab? Mairen. Tilvisse, Barn. Narcisse. Hvi dræbe I dem da for deres Tro? Troer du de elske denne og deres Hjem? Hvad Kuben er for Bien er Troen for Fornuften: skal den due, da maa den have bygget selv den op. Da er den kjær, og did tilbagevender den fra sin Sværmen. Mairen. Du har Ret. Narcisse. Hvi tvinge I Aanders Tro da ind i Magtens Form? Hvi fængsle Bier I i Hvepserede? Hvi har man slæbt et Menneske i Kamp mod sine Troesbrødre? dømt hans Brud for hendes Tro tildøde? Mairen. Ikke derfor. (Afs.) Der seer jeg Spidsen af Cathrines Tunge. Gid den var brændt med Glødjern! (Høit) Barn, ei derfor. SIDE: 320 Narcisse. Nu, hvorfor? Mairen. Hun er ikke værd din Tanke. Narcisse. Er Hun da en vanæret Jomfru? Da vil Jeg ei kaste første Steen. Mairen. Tænk ei paa hende. Hun er værre end Chimæra. For Roms Ulvinde maa hun blues: Hun har dræbt sit Barn. Narcisse (Med et Skrig) Sit Barn!? Mairen. Gud hjælpe mig arme Mand! Narcisse. Nu gjorde du det Samme. Sit Barn? Umuligt! Det kan En kun gjøre. Mairen (Hændervridende) El Tahir! O El Tahir! frels mit Barn! O Gud forlade dig, som tøver! Barn! vær rolig, søde Barn! Narcisse. Siig blot, tilstod hun? For Himlens Skyld saa svar! Mairen. Nei, Datter, hun var selv for haard for Pinebænken. SIDE: 321 Narcisse. Ve! Uhyre! Hun blev piint? O Piinsels Piinsel! Igjennem Luften komme hendes Skrig at pine mig. De pine mig -- O rædsomt! Hun negted dog; dog dømte du? dog voved du at fordømme! Voved du det? Mairen. Loven . . Narcisse (Haanleende) Ha Loven! Jeg vil plukke denne Lov, og klistre den i Rettens blinde Ansigt, hvori hun sprøitede sin Uskylds Dug og Fingrens Blod forgjæves. Arme Mand, du veed ei hvem du dømte. Dog, er det ei saa? Du sagde, at hun skulde døe ved Gift naar Dagen gryer? Mairen (Afs.) Hun mindes det. Besynderligt! (Høit) Jo jo, ved Rettens Gunst. Narcisse. Jeg takker. Det var mere end fortjent. Nu vil jeg op. Mairen (holdende hende tilbage) For Guds Skyld, Barn! Narcisse. Jeg er jo frisk; saa frisk. Jeg sværger det. Mig Feb'ren forlod. Du gav mig saadan iiskold Drik. Mairen. Ak, kjender du mig ikke, Barn? Narcisse. Du er min Fader jo? den gamle Dommer? O velsign mig! (Støder hans Haand tilbage) SIDE: 322 Nei, du kan ei længer med slik Dommerhaand. Den vilde dryppe paa mit Hoved kun en dobbelt Tyngde Blod. Og jeg vil ikke have hendes -- hør! jeg vil ei have hendes -- hører du? -- om Areopagus mig vil det skjænke. Tilgiv mig blot, og gaa! -- Jeg beder eder -- saa bli'er jeg frisk -- Farvel! Farvel! O gaa, jeg beder, gaa, saa bli'er jeg frisk! Farvel! Farvel min Far! Farvel! Mairen. Jeg gaaer til Kirken. Den skal straale hele Natten af Lys, liig udhult Berg af Diamant, og alle Præster skulle bede, at til Sundhed denne Krisis maa sig vende. (Gaaer) Narcisse. Til Sundhed? Ja til Sundhed i Beslutning, saa vist som at Forbrydelsens var syg. Det er bestemt. Et Lod faldt i mit Hjerte, og knuste Tanken -- fælere end Mordets -- at Retten dræber, ikke jeg. Velan, ja Retten skal nok dræbe, men den Rette. (Ammen kommer). Ammen. Hvor er det med dig, Barn? Narcisse. O meget bedre. Imorgen er jeg frisk. Sæt dig kun trygt i Sovestolen. Ammen (Sættende sig) Ah, hvor godt og mygt! SIDE: 323 (Nat. René og Madelaine paa en Altan. Josef ligeoverfor ved Raadhuusporten paa Post). René. Frøken, Hihi! herfra kan I see Luen paa Hautbrisson. (Afs.) Alt som den flammer, slukkes min. Madelaine (kjælen) René! lille René! René (Afs.) Frøkenens Yndigheder tage sig mindre og mindre godt ud i denne Belysning. Madelaine. Det er blot Sparværket i det ene Taarn, René. René. Ja endnu. (Afs.) Regner jeg efter, kan Skaden endnu dækkes med 20 Egetræer fra Skoven. (Høit) Hei, nu tog det i Fløjen. Hihi, Frøken, kanskee I ved dette Lys kan see hvilket ivrigt Middel jeg var til at skaffe jer Hevn over Rodriguez; og før Sol gaaer op ere eders Medbeilerskes Yndigheder blevne for blege. (Klokken slaaer) Nu er der en Time til. Josef. Nannette, Frelsens Time slaaer, da jeg kan være, ei blot hvad, men som jeg er. (Gaaer). Madelaine. Ei, lille René, jeg troer I var et Middel i Alles Hænder; men lad os ikke huske paa det. Coninges staaer dog endnu. Du er kold paa Haanden, lille René. René. Se den Knegt, der har han forladt sin Post. SIDE: 324 Madelaine. Det gjorde I ogsaa for Retten. René. Men Rodriguez kom i en slem Knibe. Hihi! og maatte tage min Rolle. (Afs.) Ligesom Du nu tager Frierens, fordi du har Jomfrukrampe. Madelaine. Derfor er jeg dig ogsaa kjærligere, eftersom jeg overvejer Alt. René (Afs.) Ja først og fremst dine Aar. (Høit) Jeg overvejer ogsaa Skaden paa Hautbrisson. Madelaine. Coninges staaer dog endnu: 40 Huse. René. Ja der boer Bønder. De spares nok af Bønder. Det er skam et Plus. Men Hautbrisson gaaer fløiten -- hei, der faldt Klokke- taarnet -- for eders Strenghed mod Kjætterbørnene. Hihi! Jeg skal vædde den gamle Pelorce er Fyrbøder, saasom det er Hellighedens Grundlov, ikke at sætte sit Lys under en Skjeppe Men gid jeg kunde blive Forvalter der under det nye Herskab, saa skulde nok Slottet komme op igjen, Skoven ned, og det Hele blive mit. Hihi! Madelaine. Det kan det nok, lille René; men ikke under det Herskab. Hvorlænge vil det Herskab vare? René (Afs.) Det var skam atter et Plus i Frøknens Regning. Madelaine. Konnetablen af Frankrig staaer i Qvimbertin. Og Valdensere brænde ligesaa godt som disse Planker. SIDE: 325 René (Afs.) Atter et Plus. Det er nok bedst at benytte Vinden mens den blæser. Ingen Orcan er stærkere end Giftesygen, men heller ingen meer omvexlende. Den kan falde paa at gifte sig med Mohrianer og Monstra. Madelaine (Lægger Haanden paa hans Skulder) I er adspredt, René. I sukker . . . Ak! René. Ak! jeg tænker paa min Kjærlighed, hvorledes den luer som dette eders Slot, og vil snart kun levne en usel Aske af mit hele Væsen. Ak! Madelaine. Det er længesiden I gav den Luft, Monsjeur. René (knæler) Dyrebare Frøken, se -- (Springer op) Tys! Madelaine. Der kan I see, I tænker ikke paa eders Kjærlighed. René. Jeg syntes jeg hørte Lyden af at Byens Vindebro faldt ned. Men det er Intet. Gid Vindebroen til Eders Hjerte faldt ned! Madelaine. Nei, nei! Jeg vil gaae i Kloster! René (Paaknæ) Ak, dyrebare Frøken, se dog: som eders skjønne Slot flammer ned, saa flammer Glandsen af min Uegennyttighed højere. Madelaine. I frygtede mere for Rodriguez' Blik end for mit. Det vilde jeg aldri tillade at I gjorde selv for Djævelens, om jeg tog eder til Naade. Nei, nei! Som mit Gods blusser ned, slaaer min Stolthed højere sine Flammer. SIDE: 326 René. Ak, Naadige, jeg er en svag Sjel. Derfor -- jeg beder -- Madelaine. Ja, I er en svag Sjel. Derfor vil Lydighed være eder en Prydelse. René. Befal! -- Madelaine. Imorgen gifte vi os, René. René. Imorgen? (Springer op) Ja imorgen, imorgen! Og Gudskee Lov, der vrimle Fienderne nedad Borghøiderne om Hautbrisson. Madelaine. Ja imorgen, René, naar min Medbeilerske har drukket vor Bryllupsskaal. (Nat. Fængsel. Nannette slumrende. Fanchette med Barnet. Paa Bordet Giftbægeret og en Lampe. Høit oppe et Gittervindue.) Fanchette. Hvor underlig en Sjel! hvor frit et Valg! Hun negter sig den største Fryd: en Moders; men griber Søvnens usle, skjøndt hun veed, at disse Timer ere Livets Aften og første Gry Frembrud af Dødens Nat. Er dette Svaghed eller Kraft? Jeg gyser ei for Forbrydelsen som for slig Kraft, hvem Ro i Ondt som Godt er Lov, og hvem ei Straffen skrækker meer end Synden ængsted'. Jeg ei bebreider dig; thi selv jeg ei har altid fattet min Natur. Det veed jeg at jeg, som myrdet har mit Barn, kan ei en Flue dræbe; at den første Fryd, SIDE: 327 mit bange Væsen føler med Fornuft, er Tanken, at jeg døer for dig, som har et Barn at leve for: den Tankes Sødme, som du, mit Barn, maa smage hvor du er, at dig din Moder offrer nu din Morder. Et Barn jeg dræbte, men jeg frelste et. Da maa vel Jorden, uden Krav, mig lade med Himlen gjøre Regnskab. Jorden faaer Gevinsten jo: en Moder for en Morderske, en livsfrisk Qvinde for en ussel Skabning, som kan kun blive frisk i Døden, hvis den himmelske Barmhjertighed er nøisom. Jeg troer det, ja for denne Lilles Skyld, som viser med sit faste Favnetag, at han fandt Kjærlighed ved denne Barm. Jeg troer det; thi en Marmor-Ro mig fylder. Jeg føler mig som denne Qvindes Parce, et fremmed Højere i mig, og dog mig Selv saa klart som ingensinde. Jeg er mod mig Selv Gjengjeldelsen, mod hende, ved Himlens Naade, Gjenerstattelsen Lægger Barnet i Nannettes Arme). Se der! Forkast nu Himlens Gave ei! Hvis ei Naturen lærer Kjærlighed, da er kun Lidelsen den Kunst, som kan det. Naar du opvaagner, drik da Livet af din Spædes Mund, som jeg har drukket Døden af Læberne, mit Barn i dette Bæger mig rækker til Forsoning. Læs da i livstomme Øje og i dødstomt Bæger, at her har Gud, ei Mennesker holdt Dom. (Lytter) Snart kommer Frelsen -- o, at denne Mordhaand maa sende den, er Honning i min Gift. Da kan du vende hjem til dine Smaae, og skjænke dem -- o, atter faldt et Dryp fra Himlen, en Madonnataare i mit Bæger -- for den ene Lilles Skyld SIDE: 328 en Kjærlighed, saa riig, at af dens Sødme nedflyder Draaber i dit eget Saar. Det gryer -- o snart! Men det er ikke Morgnens, men Faklers Beegglands, som paa Gittrer spiller. Det maa saa være. Tiden er snart opfyldt, og Giften syder op i moden Gjæring. (Tummel) Man raaber "Hevn for Pigen!" Det er dem. "Toulouse!" skreg man. Det er dem . O snart er al den Tummel fremmed Aandehvisken, liig Taagers Gliden, Miner uden Lyd; men -- ve mig! -- Aanders Hvisken som en Torden. (Stiger op til Gittret. Narcisse kommer) Narcisse. Hun sover -- Søvn er Uskylds bedste Ansigt, som Døden er Forbrydelsens. Thi Hvo vil da vel see paa den med Haan og Vrede? O hvis jeg, kjære Smertesøster, turde din pinte Finger kysse? Nei, du vaagner, før jeg har dig betalt min dyre Gjeld: det Liv du af mit sidste Suk skal arve. (Knæler for Nannette ) Tilgiv mig for min Døds Skyld! O, jeg tør ei dit Aasyn see, for ei at see min Dom; kun fjerntfra dunkelt disse Lemmer, som for mig i Piinsel straktes, Christi liig. O hvert Secund jeg lever er Bedrag mod mig. (Springer op og drikker Bægeret ud) Saa! Er det nok? Gid der var mere! Fanchette. Jo det er Frelserne. Jeg hørte Josef. Forbarm dig, Barn i Himlen! lad din Moder ei længer være skilt fra dig i Helved, end Livet vilde varet, hun dig røved! (Stiger ned. Seer Narcisse ). Oh, er du vaagen, kjære Pige? Du er frelst. SIDE: 329 Narcisse (segnende) Saa haaber jeg. Franchette (Seende i Bægret) Hvad? Himmel! O Hvo er du? Narcisse. Just den Rette .Døden er retfærdig: først den naaer de grumme Hænder. De ere døde alt; hjælp derfor, at bedække mig med Sløret, at jeg kan fra Jorden, som en blodig Hem'lighed fra Bryst, mig snige. Ah, nu aander Døden alt i min Barm! Tilgiv mig, mens jeg hører. Jeg seer dig ei . . Fanchette. Rodriguez' Søster? Himmel! Narcisse. Ja Mairens Datter. Mig min Fa'r har dømt. Thi jeg -- kun Du bør vide det, som leed -- jeg -- o det brænder meer, end Giften -- har dræbt mit Barn, Don Gaspards Barn. O beed med dine knuste Hænder -- beed! . . Fanchette (Griber Barnet) Du Arme, her er dit Barn! Det lever . . hør! det lever . . Narcisse (Famlende) Umuligt! Hvor? Her! her! Mit Hjerte har endnu et Slag -- (Fanchette lægger Barnet ved hendes Hjerte). Fanchette. Ak, ikke fleer! (Seer i Bægret) Og heller ei Draabe Gift for mig. (Barnet skriger) SIDE: 330 Du stakkels Barn, du kalder mig, du trænger til en Moder. Ja Gud har dømt, at jeg for dig skal leve, og sone ud ved Kjærlighed min Synd. (Tummelen tiltager. Den gamle Forpagter og Josef styrte ind) Forpagteren. Mit Barn! Hvor er mit Barn? Josef. Nannette! Nannette (drømmende) Josef! Josef (tagende hende i sine Arme) O du er frelst! Nannette. Jeg følte ikke Døden. Forpagteren. Du lever, Barn! Men Døden følger os. Mit stakkels Barn! kom! kom! Josef (Til Fanchette) Kom, Frelserinde! Til schweitzersk Afdal flygte vi, hvor Fred af Alpen skjænkes Tro og Kjærlighed. (Bærer Nannette bort. De Andre følge. Tummelen tiltager. Mairen, Rodriguez, Don Gaspard , saaret. Madelaine og René flygte ind i Fængslet. Rodriguez. Hvor gyseligt, at dette Sted just er vor sidste Tilflugt! (Seende Narcisses tilslørede Skikkelse). Ve, hun er alt død! O skrækkeligt! alt død! SIDE: 331 Mairen. Hvo kan nu tænke paa Sligt! Narcisse! ak Narcisse vanker forvildet om i Ødelæggelsen. René. Hvor rædsomt lyder Skriget gjennem Byen: "Hevn for Pelorces Barn!" Gud fri mig Arme! Det er jer Skyld, Rodriguez! Madelaine. Her er værre med dette Dødens Syn for Øje end derude mellem Morderne. Ve jer, Rodriguez -- Alt er eders Skyld. Don Gaspard. Ja -- gid jer Satan tog! -- jer er den hele Skyld, som lokked mig at presse Karlen, der har os forraadt, og maatte os forraade. Mairen. Ve dig, Rodriguez, for din Søsters Liv! Det din Skyld er. Vor stakkels Byes Brand maa sætte din Samvittighed i Kog. Rodriguez (kold) Jeg veed, at Alt er min Skyld, ikkun min. Dog offred jeg end engang op det Hele, og daled leende i Helved med Forbandelsen for Byens Undergang, hvis denne Ene leved'. (Peger paa Liget) Jeg vil see, om ogsaa du mig døende har bandet. (Løfter Sløret. Tumler tilbage). SIDE: 332 Mairen. Hvor kan du endnu over Gravens Rand forfølge denne Lidenskab? Rodriguez. Bed Gud, at Flammerne maae naae dig før du seer, hvem du har rammet med din Dom. Mairen (Tager Sløret af. Skrigende) Mit Barn! mit Barn! (Segner om) Rodriguez. Hun var ei saa uskyldig, som Den, du dømte. (Til Gaspard, dragende sin Kaarde) Skurk! Du synker ei i Jorden? Jo du skal for hendes Fødder. (Gjennemborer ham) Don Gaspard (døende) Du kunde spart dig det. Se der! (En Kriger stikker en Fakkel indigjennem Gitteret, og antænder Taget. De Indsluttede opløfte et vildt Skrig). Rodriguez. Nu maa jeg dig din Død misunde og min Fader hans Afmagt. Madelaine. Du Forbandede! Rodriguez. Du kyssed min Fod, om jeg dig gav lidt Luft. René, holdt jeg ei Løftet? Ak, den Stakkel er SIDE: 333 alt død af Skræk. Vi To kun leve for at lide Straffen. Ogsaa det er Viisdom. (Seer mod det brændende Tag) Saa maa det just see ud i Helved selv. Stemmer (udenfor) "Hevn for Pelorces Datter!" Rodriguez. Hun er hevnet. Og Gud har dømt -- (Taget styrter ned). Anm.: Stykkets Fabel er ikke historisk. Henrik Wergeland SIDE: 334 NORGE I 1800 OG 1836 SYTTENDE MAI-FARCE AF SIFUL SIFADDA OPFØRT I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND 17. MAI 1836 Personerne: Bernt Anker, Kristen Pram, Envold Falsen, Ankers Envoyé, Tre Snyltegjester, Jack, en Neger, Forskjellige Personer, hvorimellem Fanden. Anm. Blandingen af forskjellige Sprog var karakteristisk for Bernt Anker; vel endog for hans Tid. Den Tone, som hersker i et Par af Sangene i 1ste Akt, der ellers ere efter en senere fransk Forfatter, Beranger, var ogsaa karakteristisk for den Tids fornemme Bonvivants. AAR 1800 (Værelse paa den collettske Eremitage Fladeby. Christen Pram med et Brev i Haanden. Bag Bag- teppet høres Taffelallarm og det første Vers af "For Norge Kjæmpers Fødeland"). Pram (Mens man hører Pokuleringen efter Verset.) Enthusiasmen for gamle Norge er stor: man drikker imellem hvert Vers. Men denne Sang er en stor Spaadom og alle Nord- mænds Sammensværgelsesformular for det ulykkelige Fædre- lands Befrielse. Men herhjemme er der isandhed mindre Melan- koli i den, end naar Nordmændene synge den i Danmark, hvor den har noget af den taarevaade Aande i Israeliternes: "Ved Babylons Floder vi grædende sad". Men for Pokker, Bernt Anker, disse Karle, som nu skraale Slutningslinjerne omigjen for at faa Anledning til at drikke togange, ere ikke Fædrelands- befriere, og neppe dygtige og villige til at bryde andre Lænker end Staalvirringen om dine eller Værtens Champagneflasker. (Man synger 2det Vers. Pram læser Brevet, og siger under Pokuleringen:) Hvilken besynderlig Sammensætning er du dog ikke, Bernt Anker! af et Hjerte saa ordnet i sin ædle Organisation og fyldt med al Velviljens og Menneskekjærlighedens Sødme som en Bi- kube med sine honningfyldte Celler, og af et Hoved, hvis hele Indhold af Forfængelighed, Ustøhed i Tankegangen, Adspredthed SIDE: 335 i Kundskaber, Livlighed og Distraheren ad sandselige Veje, netop ligner Bisværmen som den i vild og vindig Uorden kaster sig over Markerne! Dette Brev afpræger dig ganske med sin bund- tede Stiil og Floskuleren i alle europæiske Sprog, mens dets Indhold forøvrigt er lutter Velgjerninger mod denne Kraabøll eller Jess Holmsen eller andre deslige Karle. (Man synger 3die Vers. Under Pokuleringen siger Pram:) "Og for de norske Piger!" Ja for Gud tror jeg ikke Bac- chanterne have Damer i Laget. Det maa være Bacchantinder. Det forekom mig som -- Hei, Jack! (En Neger kommer i Liberi). Hvad er det for Damer derinde? (Jack griner i Skjægget). Nu Jack! (Jack peger grinende paa et Maleri, der forestiller mythologiske Figurer). Aha! Jack (leende). Det er Kathrine, Bella og Karen bare som Gudinder, der skjænke Kaffe! men nu have de skjænket fra sig. Pram. Aha! Dette kalder Bernt Anker formodentlig at hamletisere. Gaa! (Man synger 4de Vers. Ved Enden deraf gaaer Bagteppet op, og man seer B. Anker, Falsen og de tre Snyltegjester i utvungne Stillinger om et bacchantisk Bord. Anker figurerer kun med sit Glas, men drikker ikke. Dagen skinner ind og brydes med de matte Flammer af nedbrændte Lys. Jack sætter sig i en slumrende Stilling ved Døren). B. Anker. For gamle Norge altsaa paa egne Been! (Springer op; Gjæsterne med ham). Snyltegjæsterne. For gamle Norge altsaa paa egne Been! Falsen. Det vil sige! ikke paa Krykker. B. Anker. C'est a dire, heller ikke med nogen under Armen! thi Sverrige er ikke længere artig nok. Jeg har Efterretninger, Messjeurs! A bas les Carolins, les sujets aux empereurs du Nord! A bas les Oldenbourgs, les Bourbons du Nord! SIDE: 336 Snyltegjæsterne. Ja det er sandt som Kammerherren siger. Abba! Fader! (De drikke.) Falsen. Ei! ved at høre om Sverrig snurrer det allerede for mig somom jeg alt gik rundt i Carybdis efterat være kommen vel fra Scylla. B. Anker. Leve gamle Norge! [fotnotemerke] Vive la vieille roche! Leve gamle Norge! Snyltegjæsterne. Og Bernt Anker! (Pokulerende). Pram (Træder frem) Leve gamle Norge og dets oprigtige Venner! B. Anker (Springende frem, omfavner Pram.) Agtværdigste Mand og Ven og Kunsternes og Videnskabernes Fortrolige -- Dovres Homer og Daniens Hæder -- sender Bernt Anker fra en mørk Vraa, hvor Nød og Hunger og Krigs For- varsel døve de blideste Følelser -- denne Hilsen: Velkommen! Velkommen! Pram (Afs.) Det er for Gud den ordrette Intimation til hans Brev af 21de Mai 1793 paanær Velkommen SIDE: 337 [fotnotemerke] Envoyé plenipotentiair. Desuden er han pludselig kommen hjem. Men hvad siger ikke Archias hos Plutarchus: "Ukun eis aurion ta spudaia." Men De tro dog ikke om mig, at jeg ikke føler for Dem, saalænge Hjertet banker i mig, Høiagtning, Ven- skab, Ømhed og Beundring i Dem, min Tankes Vellyst og Al- magt. Das bist du selbst; die Gottheit ists wie Du: siger Herder i Fragmentet Selbst. Pram (Afs.) Der var sgu Slutningen af Brevet. (Høit) Min Ven, Tak, Tak! Og om vi ikke mødes i Andet, saa mødes vi dog i Beslutningen: (Hvisker) gamle Norges Frihed og Frelse; men først: et Uni- versitet! B. Anker. -- Og en Bank! Ja eget Universitet og en Bank. Det kan vi sige høit; men vi maa derunder ogsaa mene (hvisker) Norges Frihed og Frelse. Pram. Jeg har paa Gjennemreisen givet Boghandler Djurendahl min Bog om et norskt Universitet. B. Anker. Har du? [fotnotemerke] Qvod felix faustumque! Men sæt dig, og lædsk dine Laurbær med Druer. Sæt dig der, du cor catonicum, du ingenium maronicum! og tænk dig imellem "Pilen Palens" Skygger af Romerske Mænd. Gode Patrioter ere de idetmindste, om de end ikke høre til den legio elysina, som samles i Prahls udøde- lige Værk. Falsen (Pegende paa Snyltegjæsterne.) Nei her er bedre Udgaver: Bipontinerudgaver siden de altid komme fra Klubvert Thobro: Skygger af romerske Mænd med Skinker til Krop og Viindunster til Sjele. De ere baade fede og begeistrede: begeistrede af Viin, eller, naar det er Ankers Viin, af ankersk Begeistring. (Pram sætter sig leende.) Fotnote: Befuldmægtiget Gesandt. Fotnote: Tillykke. SIDE: 338 B. Anker. Ret, min Ven! Vi gamle Gutter slaae Gjækken løs til vi slaa Lækkjen løs. Og jeg svær dig til, Envold, at jeg skal levende- gjøre en af disse Skygger af romerske Mænd. Falsen. Ja f. Ex. Befrieren Manlius; thi du har stor Hjælp af dine Fedegjæs og slaaes tapperst om Natten. Men sværg dog, om ikke for en Sikkerheds Skyld. B. Anker. Jeg bandte i min Ungkarlsstand ved Satan og hans Flamme. Det ei forslaaer. Som Ægtemand jeg svær ved min Madamme. Snyltegjæsterne (Skoggerleende). Et Impromptu af Kammerherren! et Impromptu! et Impromptu! B. Anker. Ja, mine Herrer, et Impromptu! (Tager en Pris). Pram (Afs.) For Gud, et Impromptu af det Franske. Men min Ven er en Original af første Skuffe, og Tyverier kaldes jo ogsaa Geni- streger. B. Anker. Hic otium meum. Smag paa min Falerner! Hei, Jack! Her hvidsker det fra Væggene, Pram: Pectoris interpres, genii domus, hospita curis, Cellula sum domini conscia delicii. Hic faciet te Juno patrem, Cytherea maritum, Libertas regem, semideumque sopor. De forsvandt som Maanen, der skinner en Stund i sin nøgne Pragt, men saa gaaer bag Skyerne. Men, nu er Skam baade Juno og Cytherea borte. SIDE: 339 Falsen. Ja, det forekommer mig i denne Mellemtid somom vi alt havde oplevet den mythologiske Alder, da Nymfer endnu om- gikkes de Dødelige; men nu er den prosaiske Fornuftalder ind- traadt. Pokker i slig Verden! Jeg vil styrte mig som Empe- dokles ned i Underverdenen igjennem Krateren af en Pokal. Skaal, Pram! du er Fornuften. B. Anker. Taler du saa om En, der omgaaes selve Muserne? Falsen. Er det med de luftige han har avlet Stærkodder, saa er det i sin Orden, at Prahl kun har avlet Skygger med sin. B. Anker. Ah, je la connais bien, mon ami! Puella delicatior lepusculo Wie eine schöne seidne Wand Für's Allerheiligste gespannt, Es von dem Heilgen zu entscheiden; Fast also bilde man sich's ein, Dass die noch halb verdeckten Freuden der auserwählten Seelen seyn. Snyltegjæsterne. Prægtigt! Brudesmiil og Lagen! En glimrende Tanke, som Kammerherren siger. Falsen. En skjøn Tanke, dersom vi kunde skilles i Anledning af den Bemærkning over Tiden, som den indeholder; thi jeg skal være paa Byens Raadstue Kl. 10. Anker (Trækkende sit Uhr.) Ei, mon ami, Byens Klokke gaar efter denne. Seer du, jeg stiller den 6 Timer tilbage; og ve Magistraten om den lader Tiden gaae fortere. 1ste Snyltegjæst. End jeg da? Jeg skal ex officio være der siden der skal undersøges paa det skarpeste pro forma om Kassererens vold- somme Undvigelse. Anker. Befrielse, Befrielse! hedder det. Ecce Libertador! Men det undersøges nok bedst præliminariter hos Bernt Anker paa Bun- den af hans Flasker og siden i hans Stald, dersom Hestene imidlertid ikke ere blevne kolde. SIDE: 342 Falsen. Tys! Byfogden var i Pengetrang, Fra den kan Ingen redd'en. Sin sidste Ting da solgte han: Den var Samvittigheden. (Snyltegjæsterne brøle: "Ecce quam bonum thi der er Fluer og Utøi nok omkring dig. B. Anker. Bah! [fotnotemerke] non acu tetigisti. Nei, som Washington mellem sine allie- rede Indianere i Vildnisserne omkring Champlainsjøen. Min kloge Fordulgthed er mine Vildnisser og Champagnepokalen min Champlain. Falsen. Upaatvivleligt, alt staaer i Forhold til hinandet. B. Anker. Comment? Falsen. Vildnisset er stort og har mange og store Vildsviin, og i Champagne-Champlainen (hvori du dog kun speiler dig) har mangen fornuftig Mand druknet og mange stive Øine forgjæves stirret efter Bunden. Saaledes er ogsaa Washingtonen stor. Quod erat demonstrandum. Fotnote: Imellem Bægrene og disse Vilde. Fotnote: Du traf det ikke. SIDE: 343 Pram (Afs.) Jeg finder til min Bedrøvelse Anker saa sløvet af Smiger, at han ikke engang fatter Satiren. Hans gode Hoved ligner en stærk Mave, der omsider har bukket under for nogle Pund Sved- sker. Jeg maa føre hans Aand tilbage til den Tanke om Fædre- landet, som endnu maa lyde sødt og vemodigt i vore gamle Hjerter som en Kilde i en Grotte. (Høit) Anker, veed du bedre Nyt end jeg, saa er det vel. Mit er sørgeligt: man har atter negtet os Universitetet. B. Anker. Sacre! Men, Venner, hvis vi ikke kan være glade, ville vi lade Sorgen drikke. Man af Nødvendighed faaer skabe sig en Dyd; og vist er, Flere drikke af Kummer end af Fryd. Pram. Noget Rædsomt falder mig ind: skulde dette ogsaa gjælde om Nationer? Da seer jeg en forklarende, men ikke undskyldende, Aarsag til de rige og anseede Normænds Hang til selskabelige Udskejelser. De ere da politisk Distraktioner; men de true med at udarte til Vane. B. Anker (Springende op) Nei! nei! Nu have vi ikke alene Frihedens, men Musernes Fornærmelse at fortørnes over, ikke alene Jorden, men Himlen at hevne. Jeg vil opildne Gemytterne. O ciel! endnu denne Seendrægtighed i Grusomheden til! endnu denne Fornærmelse efterat saamange Patrioter, Du, Pram, og Bernt Anker, have tolket det tilsidesatte Folks Klager og retfærdige Krav. Pram. Saaledes vil jeg have dig. En Snyltegjæst (til de Andre) Jedermann sein Lust. Hvad om vi drak engang? (De drikke.) SIDE: 344 B. Anker. Jeg vil opildne Gemytterne. Ja -- bi lidt! Falsen. Det bliver græsk Ild, som holder sig i Fugtighed. B. Anker. Ha! Sverige? Hvad, om vi atter vexlede et Ord paa Grændsen? Vi fik nok et Universitet paa Kjøbet. Falsen. Det blev dyrt. B. Anker. Vel, da maa vi [fotnotemerke] speak the truth and shame the devil og af- skaffe Ordsproget at stille Vand har dyp Grund. Verden maa høre dets Brusen. Bekræfte Aviserne Afslaget? samme Aviser, som berette den franske Revolutions og Buonapartes, dens Chor- agos'es, Fremgang? Det er dristigt! Falsen. Ja brug den. Den kan bruges til ligesaameget som en Foss. B. Anker. Hei, Jack! Slyngel! Aviserne! lang ham med Ridepidsken, det Dyr! Nu! kan Musklerne begynde at røre sig paa ham som en Bundt sammenviltrede Slanger? Nu, væk ham med Snerten! (Jack reiser sig fra Døren, hvor han har ligget sovende). Pram. Ikke smukt sagt af en Filosof og Frihedsmand. B. Anker. Min Filosofi har intet imod hvad der ikke angaar mig; og hvad de frie Theorier angaar, saa maa de kun bruges i Livet ligesom jeg nu bruger denne Lemon: kun nogle faa Draaber, til man faar det netop som man selv vil have det. Men behøves Fotnote: Tale Sandhed og beskjæmme Djævelen. SIDE: 345 en heel, saa maa den ikke spares. Derfor maa den franske Revolutions Ideer divulgeres i Norge, forat det kan blive be- qvemt til at blive netop det, som Bernt Ankers koldere Hoved vil. (Tager sig med Emfasis en Priis). Falsen (Afs.) En smuk Proklamation af den norske Libertador. Jack (Bringer en Avis) Intelligenzsedlen var netop kommen med Vognen, der skal hente Greven hjem; men vi kan ikke faa ham frem under Bil- larden, skjøndt den lille Ferdinand gjør alt sit til som en Græv- linghund. B. Anker (River Avisen fra ham) Ti! Se nu her disse elendige "norske Intelligenzsedler"! Hvor kummerligt for en Mand som Jeg nu i Aaret 1800, paa en Tid, der ellers andetsteds synes at have naaet Høiden af al Udvik- ling . . . Falsen. Ja i Luftballonerne; men i Damernes Slæb ligger den endnu noget tilbage. B. Anker. . . . Hvor kummerligt for en Mand som Jeg at maatte tage tiltakke med Sligt istedetfor Monitøren og Spectator, hvortil jeg er vant. Og denne Lap er den eneste, som udkommer i Staden og i en Omkreds af fulde 30 Miles Radius. Nei! alt minder mig om hvor lavt Norge staaer i Alt. Pram. Du har Ret. Hvor det glæder mig at Du har al Din Ung- doms Varme. Skulde ikke gamle Norge ogsaa besidde den. Undertrykte Nationer af historisk Rang og Nationalkarakteer ere altid Vulkaner. Snyltegjæsterne (imellem sig) Vi maa s'gu muntre dem ved en Vise enten af det ene Slags eller af det andet. Vi kan først probere med det Pene. SIDE: 346 (Istemme). Hvor saare lidet vil der til for lykkelig at være! et muntert Sind, en Piges Smiil, en Ven som gjør mig Ære, sundt Brød og Kildens klare -- B. Anker. Hold Mund! (Læsende) Sacre! ikke et Ord hverken om mig eller Norge. Snyltegjæsterne (Imellem sig) Da maa vi friste en af Nymfechoralerne eller den nye: (Syngende) Druen voxer paa vor Klode, paa dens Ranker Glæden groer; Vinen gjør os -- B. Anker (falder ind) Veltilmode. Skjøn er vores runde Jord. Chor af Snyltegjæster. Klinker, Brødre, sjung i Chor: Skjøn er vores runde Jord. Pram. Hvor kan du være saa letsindig, Anker! Nys sad du bedrøvet over dit Fædrelands Ulykker. B. Anker. Ak! [fotnotemerke] Il n'appartient qu'aux grands hommes d'avoir de grands defauts. Letsindighed hos en ædel Mand? Da maa du forbyde Orlogsskibe at føre Vimpler. [fotnotemerke] J'ai de l'esprit car a quoi bon façonner la dessus? Falsen. Jo, Rochefoucauld siger ogsaa -- Fotnote: Kun store Mænd have store Feil. Fotnote: Jeg har Aand, og jeg gjør ingen Vanskelighed med at sige det. Thi til hvad Nytte skjule det? SIDE: 347 B. Anker (stødt) Rochefoucauld? Nu, da dele vi Tanker; hvilket før har hændt mig med de største Genier mellem Europas Forfattere. Falsen. Ja, og Udtryk med. Men samme Mand siger ogsaa, at det er en dygtig Mands største Kunst at kunne skjule sin Dygtighed. B. Anker. [fotnotemerke] Ad seria! Hvad fører du med dig, Pram? Der er Intet at hente fra denne Tiggerseddel af en Avis. Pram. Alt Literaturens Nyeste: Iversens Avis, ogsaa et Nr. af [fotnotemerke] "Cris du peuple", de sidste Hefter af Politisches Journal, berlinisches und deutsches Museum, Archenholzes neue Literatur und Völker- kunde, Fuldstændig Beretning om Buonapartes hannibalske Tog over Alperne, ny Udgave af Tom Paines Menneskerettigheder med flere diverse Sager. B. Anker. Ak! Intet vor Literatur kan tilegne sig? Pram. Et Folk i det norskes Stilling frembringer vanskeligt noget uden Klager, vemodige Ironier og Satirer. Jeg har da med mig de sidste Nr. af Wessels [fotnotemerke] "Votre Serviteur, Otiosis", og en ny Bog af Peter Andreas Heiberg: "Rigsdalersedlens Hændelser," samt, om du vil regne den til den første Klasse "Klagerne," som virkelig udgjøre en Provinds i vor Literaturs Rige, saa ogsaa min Bog om et norsk Universitet, som vor Ven Konrector Rosted desforuden har i Kommission. Endeel Klageskrivter fra Island har ogsaa i den sidste Tid sysselsat Pressen, men ikke Opmærksomheden. Fotnote: Til alvorlige Ting! Fotnote: Folkets Raab. Fotnote: Titlen "Eders Tjener, I Ørkesløse!" paa et satirisk rimet Flyveblad. SIDE: 348 B. Anker. Lad os høre noget af le Cris du peuple. Det vil opildne Gemytterne. Hvor er min Envoyé? Han er en perfekt Fransk- mand. Jack, [fotnotemerke] alléz! partéz! 1ste Snyltegjæst. Heisa, kommer Envoyéen, saa have vi Overvægten om der skal stemmes paa noget. 2den Snyltegjæst. Nei han er for fiin paa det, og seer ikke paa Flasken, naar han vil drikke, men paa Kammerherrens Øine. 3die Snyltegjæst. Nei, han er s'gu ikke, naar man bare ikke bliver bange for hans polerte Væsen. Envoyéen (kommer ind) Godmorgen! Undskyld, at partikuliære Affærer kaldte mig bort ved Hanegal. Mais -- det er mit Princip -- [fotnotemerke] la sobrieté est l'amour de la santé ou l'impuissance de manger beaucoup. B. Anker. Le voila! Læs os dette Stykke. Envoyéen. "Cris du peuple?" I min Tid var det [fotnotemerke] le vieux Cordelier. Det er en Kjærlighedshymne til Guillotinen, men ikke til Bonaparte. (Læser). "Stig op som tilforn, Guillotine! du Jernbilled af Republikanerens Mine! Nik naadigt som for Bourbonerne før: der knæler for dig en Usurpatør. Fotnote: (Ligesom til Hunde): flink! bring hid! Fotnote: Maadelighed er enten Kjærlighed til Sundheden eller Udygtighed til at tage noget til sig. Fotnote: Et fransk Blad under Revolutionen. SIDE: 349 Du nikke, Du drikke, du dykke dig ned i det bobblende Blod, og atter du staa hvor du stod! Beruste Guillotine, stig op og dal ned, dands op og dands ned, du Saug, der skal veibane Folkenes Fjed! Med hundrede Tænder istedetfor een vi skulle udruste dit Kjævebeen. Paa Folket iflæng da og dets Lafayette, (den udfløine Geist af Catonernes Aske) du vil dig ei mætte; men kun paa de Rette du lave dig Kaal! Bourbonner du knaske og Buonaparte, Robespjerren af Staal! Du Frankriges Fiender fortære! Enhver, der tør Frankrigs Frihed vanære skal reen med sit Blod, reen som en glødende Stjerne dig vaske!" B. Anker. Tys! Aanden kommer ogsaa over mig. Bi lidt! Falsen. Ja den eklektiske eller nypoetiske. (Høit) Det fortjener en ud- valgt Flaske Champagner. Hei, Jack! B. Anker (Rømmende sig) Hm! Mhrr, en Bemærkning: Kun, Skade, Guillotine, at lige beredvillig du suser i Jord for Drot som for Folk, naar man slipper din Snor. Falsen. Mhrr, det kommer af, at Variatio delectat i Blod som i Vine. SIDE: 350 Pram. Disse Overdrivelser forfærde. Af os kan den franske Revolu- tion kun benyttes i sine Resultater. Falsen. Siden vi tale fornuftigt, vil jeg ogsaa gjøre en Bemærkning, nemlig den, at den norske Befolkning, som nu har sit rundelige Udkomme især fordi den er saa tynd, og fordi den, som sover, ikke sulter, synes mere tilbøjelig til at høste Frugterne af denne bernstorfske Fred end af dette nye Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, som den franske Revolution er. Engelen Gabriel, veed I, fik Ordre at hugge det første om; men han har dog ikke rod- hugget bedre, end at det har lykkets Fanden, ved at samle did- hen alt det Blod og alle de Taarer, som Monarkiet har kostet Menneskeheden, og alle de bedste Straaler af det menneskelige Geni, at lokke frem en Stamme, der er prægtigere end den første. B. Anker. Det er rigtigt. Tiden er ikke de norske Patrioter gunstig. Cassius var mager og slunken som en Ulv. De 7 magre Aar vare Israels Børn nyttigere end de 7 fede, og Fortvivlelse er den store Folkemasses Geni. 1ste Snyltegjæst. Forsyn jer, mine Venner! Efter slig Fropræken kan vi gjøre Regning paa en Faste. Pram. Udenfor os er Tiden heller ikke gunstig. Folkene bevæges ikke længere, men Hærene. B. Anker. Lad os høre hvad Iversen beretter herom, Hrr. Envoyé. Men jeg synes De snøvler stærkt siden sidste Tour til Paris. Envoyéen. [fotnotemerke] Tout a fois a la française, je vous assure, Msr. Man op- tager nu igjen alle Moder fra [fotnotemerke] l'ancien regime. Fotnote: Ganske paa sin Fransk; jeg forsikkrer Dem. Fotnote: Den gamle Regjering. SIDE: 351 Pram. Ogsaa denne Bemærkning bestyrker min Formening. Men lad høre! Envoyéen (læser:) "Officiellement ifra Paris man skriver, at Førstekonsulen er bleven Folkets Gud. Af Republikken er igjen dens tomme Hud; dens Sjel i Skyerne blandt andre Dunster driver, og seer med Qval det Folk, hvis Jubel før inddrak dens Straaler, til af Lys og Ild tilsidst det sprak, sin røde Hue til Charpi itu at plukke, og efter fremmed Blod, af eget mæt, at sukke." Falsen. Her vil jeg, ved den levende Gud, kommentere: Som Christus øved først hvad ham til Helgen gjør, men saa korsfæstet blev -- man kunde neppe før -- : saa, naar den vel har frelst vor Jord, just Republikken det gaar: den nagles da med Løgnens Tungers Stikken. Envoyéen (læser:) "En pohlsk Konstitution er ikke længer til. Og som man skriver just den sidste Qvinde myrdes, mens Mændene har dræbt hverandre alt indbyrdes; selv Landets Tomt ei staar, hvis Rusland ikke vil. I Belgien aande meer ei Konstitutionelle. De Sidste saa man nys i Ghent og Brüssel sprelle. I Baand er Schelden lagt og Belgien med den. Men Holland af dets Fald opstaaer som før igjen. I Preussen man endnu om store Friedrich snakker. Det hele Land er som forvandlet til en Val. Selv Damer, en hussard, med Sporer gaae paa Bal. Man i Berlin som før vedblier at slaae Polakker. Fra Wien skrives, at de Bøhmer og Ungarer har ansøgt Keiseren, at han dem naadigst sparer for Landdag, Grundlov og det andet gamle Tøi, som gjør saa lidet Gavn, men dog saa megen Støi. Filosofiens Feber man fra Tydskland skriver end med Søvngjængeri og Krampetræk vedbliver. SIDE: 352 Akademiernes Guldalder er forbi. Dog er der end Dispyt om de skal lukkes i. Det skjønne Hellas har man alt holdt op at dyrke. Saa godt som Asien nu det lader sig betyrke. Helvetien siges kjed er af at være fri, og Nordamerica er bleven Monarki. Sig Dannemark som før dybt i sin Ringhed dølger, sig speiler end dets Ax i Fred og Sundets Bølger. At det paa Jorden er, man neppe høre vil, hvis Theologer lydt ei skrege af og til. Som forhen det udfører Smør og Korn og Oxer indfører Tydskere og Viin og Orthodoxer. En deler Heibergs Latter, en Anden Balles Graad. Men hvo, der leer som bedst, det er dog Kongens Raad; thi det har fundet ud, at trods den megen Læsen det lader sig dog gjøre at tage Folk ved Næsen." Falsen. Guds Blod! Det er derfor vore norske Næser ere saa røde. Anker. Staar der intet om Norge da? om Mig? Envoyéen. Jo, lidt. [fotnotemerke] A votre service, Monsjeur! "Om Universitet og egen Bank med mere fra Norge høres Raab, men det de Færres ere. De Fleste skrige kun, at Handelen gaar bra'! Hvad reflektere kan man paa de Andre da? En Enkelt sang vel, at de Lænker brydes skulle, naar vakned unge Mand i Norges gamle Land; men Prams og Zetliz' Qvad for Fredriks Throne rulle, og dø i Smigren hen som Bølgerne paa Strand." (Pram faar Tørhoste.) Anker. [fotnotemerke] Comment? Fotnote: Til Deres Tjeneste, Min Herre. Fotnote: Hvorledes! SIDE: 353 Falsen. [fotnotemerke] Fi donc! Envoyéen. "I norske Skjaldes Qvad med utvetydig Pegen de Søstre to man seer i lesbisk Elskovslegen. Om Dovre synge de; -- om Dovre lad staa hen! Natluve meer solid ei faar vor gamle Ven!" Anker. Gudsdød! Envoyéen (Flegmatisk, men med Vægt.) Der staar meer: "Lad norske Helte nu kun rase ved sin Pult! Det Skrevne gjemmes der, for ei at dø af Sult. Thi den Kapsun for dem man viselig har funden, mens fulde Mulekurv er paa os Danske bunden. Brudt er da sidste Spyd i Patriotens Pen, om islandsk Mos end gror paa Landets vilde Klipper, og længe vare kan før Furubarken slipper; thi uden Steg og Viin der er ei Mand igjen. Og -- være Patriot med Munden fuld af Mose, det er at rose hvad sig ikke lader rose." Anker. Nei! saalænge jeg har en Bid Brød, det skal ikke times en norsk Patriot. Nu, mine Venner! forsyn jer! 1ste Snyltegjæst. Nu kommer s'gu de syv magre Aar, som han snakked om istad. 2den Snyltegjæst. Nei de syv fede først; thi slige Folk forgribe sig altid i Be- gyndelsen, forat være udmærkede Patrioter til de blive Patrioter som de andre d. e. renonce. Fotnote: Fyda! SIDE: 354 3die Snyltegjæst. Derfor for en Sikkerheds Skyld . . . (Tage for sig noget meer end altid.) Pram. Hvor jeg angrer mange af mine Vers! Falsen. Vel, som Normand, dersom du mener Komplimenter mod Dan- mark; men som Digter har det intetsteds hjemme. Thi Han kan ligesaalidt i sin Poesi gjøre hvad man kalder Komplimenter som en genial Arkitekt kan bygge et Huus uden at gjøre det til et Pallads. Det ophæver Begrebet af Poesi, skjøndt de fleste Poeter ere Muurmestere, der vide at lægge Steen paa Steen, kalke ihop, hænge en Krands op og sige: nu er det færdigt efter Modellen. Anker. Dersom der endda var en Stad i Norge, hvor dets Kræfter kunde koncentrere sig. Og vi have slige Kræfter; men Genierne ere adspredte, Formuen hos Enkelte. (I Tanker.) Pram (Afs.) Hvilken interessant Udvikling af hans Karakteer! En pludselig Udfolden af hans Hjerteblade! Har alene en Lidenskabs Ild denne Kraft? I dette Moment har han ingen Svaghed, ingen Sands for sine uædle Omgivelser. Han griber i sit rige Hjerte, ikke til den forvirrede Masse af sit Hoveds kummerlige Kompilationer. Na- turlige Følelser strømme til hans Tunge og, ligesom blinde mu- sikalske Børn gribe de rigtige Akkorder, finde de sit naturlige Udtryk i Modersmaalet. Dette Øjeblik maa benyttes ligesom Strømhvirvlens Ophvælv forat gribe Klenodiet . . Anker! Anker (Adspredt.) [fotnotemerke] Nescio qua natale solum dulcedine cunctos trahit og vi fik en Origi- nalitet istedetfor en Individualitet. Men ligesom disse ere de dueligste saa ere hine de udueligste. Anker. Guds Død! naar jeg tænker paa det, eller rettere naar jeg tænker paa Rækken af Fornærmelser og saa paa hvad Norge er og kunde være! Hvad er dette for en Hovedstad for Exempel? En Leir af Træhytter om en dansk Befalingsmands Slot. Og der boer Jeg! Intet Universitet, intet Bibliothek, der holder Skridt med Tiderne, ingen Bank, ingen Børs, ingen Boghandler uden Djurendahl, ingen Bogtrykker uden Jens Ørbæk Berg, ingen Ti- dende uden "norske Intelligenzsedler," ingen offentlig Adgang til den almindelige europæiske Tidsliteratur, ingen egen Regjering, ingen videnskabelige Foreninger, ingen Kunstanstalt, intet offent- ligt nationalt Theater, ingen Tendents til Byens Udvidelse og For- skjønnelse, ingen velgjørende Indretninger, dens vigtigste Befolk- ning Nürenbergere og Spidsborgere fra Jylland, ingen Fabriker uden Saugbrug, intet militært Akademi, ingen Mærkværdighed uden, som Geografierne anmærke, at den har lige Gader og Vandspring i Skæringspunkterne, ingen fornuftige og dannede Folk uden . . Falsen. Nu suppleer. Anker. Ja . . uden man tager sig ud som en Perle i en Østers. Men hvorledes skulle da de kraftige norske Aander have Lyst til der at forene sig? Jeg pines her, og det gaar mig ikke bedre paa Landet, hvor politisk Uskyldighed, Vedhængen ved det Gamle, og Uvidenheden er det fælleds Karakteristikon, Sløvhed Massens, og afsondrende Stolthed alle Embedsmænds, samt Raahed og Egen- nytte alle Fabrikanters og Saugfogders. Disse sidste Folk kjen- der jeg. De udgjør en vigtig Klasse, ligesom i Vestindien Slave- opsynsmændene. De angive nu Tonen omkring Bygderne, lære Bønderne det dødeligste Had imod Skogene, Forsømmelse af Agerbruget, Polskpas, Passadiis og at drikke Punsch, hvilket an- sees for det mærkeligste Fremskridt af Tiden. SIDE: 356 Pram. Hvorofte have vi ikke i Kjøbenhavn i det norske Selskab ud- kastet os et Billed af et ganske andet Norge, saaledes som det vil kunne være om 100 Aar! Falsen. Det havde ganske sikkert Fjelde nok, endskjøndt det vil sige Steen istedetfor Jord. Men det er naturligt, ligesom at tænke sig Englene omtrent som os selv. Anker. Om hundrede Aar? Ak, min Ven, vi kunne før beregne naar Norge vil være øde. Thi disse stagnerende Folkemasser, uden materielle eller aandelige Forbindelser, ja afsondrede selv uden den simple Veikommunikation, mangle de eneste Betingelser for Fremskridt, nemlig Frihed og Uafhængighed. Derfor er vor eneste kummerlige Trøst at sige til hinanden: [fotnotemerke] home is home, be it never so homely. Falsen. Nei: [fotnotemerke] help you self and God will help you. 1ste Snyltegjæst (Til de Andre). Nu kunde det kanskee ikke være afvejen at være lidt patriotisk og lægge et Ord med i Laget. 2den Snyltegjæst (Høit.) Ja for Exempel: help you self; ja det er ogsaa mit Valg- sprog. (Tager for sig.) 3die Snyltegjæst (Reiser sig). Ak, mine Herrer, eller rettere: gode norske Mænd, mit Hjerte smelter i mig, ligesom denne Sauce vilde smelte, om Jack passede bedre paa at varme den, naar jeg tænker paa hvorledes Norge burde være. Jeg fantaserer ofte derover, især siden den for- bandede Vexelprotest, som satte mig udaf Virksomhed. Hvilke Fotnote: Hjemme er hjemme, var der end aldrig saa hjemligt. Fotnote: Hjælp jer selv og Gud vil hjælpe jer. SIDE: 357 uhyre Fremskridt f. Ex. alene i Kristiania, hvor jeg vil have Kortegaardsgaden brolagt, ny Tjære eller Brundtrødt paa adskillige Huse, især Stadsfysikus Møllers, Sr Gepperts i Grændsen, Erik Thurmanns og Enken Anne til Franzes, der ere høist uforsvarlige. Ligesaa vil jeg have ganske forbudt at gaa paa Glaciet for det vakre Grønnes Skyld, samt af samme Grund at bygge videre i Grændsen. Basta med mere! (Sætter sig.) 1ste Snyltegjæst. Ja jeg græder mangegange naar jeg tænker paa hvad der dog engang kan blive af os. Saaledes f. Ex. (græder.) Falsen. Ja Helvede er fuldt af gode Forsætter, Ønsker og Taarer. Pram (Til Anker og Falsen.) Kom Venner! Intet er mere oprørende end Slyngler som Patrioter. Kom, Vi ville overlægge hvad der er at gjøre for at idetmindste de Kimer til Fædrelandets Opblomstren kunne spire paa vore Grave, som altid ligge i redelige og energiske Patrioters Sjele og i et Lands Natur, men som vor Fantasi øiner at be- dække fjerne Efterkommere med Kulturens og Flidens Velsig- nelser rige som vore Ønsker. Falsen. Oh, vinde vi Frihed, da gaar det hurtigt. Det er Friheden, Gud har laant sin Skabermagt, og den følger Emanationstheorien. Anker. Vi vinde kanskee intet, uden med Sverig. Pram. Der nævnte du mit Had. Falsen. Vi vinde kanskee intet, uden vi have en dansk Prinds af Side- linjen i vor Midte. Saa fire vi lidt efter lidt paa Landtauget, og lægge tilsidst ud i aaben Sjø. SIDE: 358 Pram. En dansk Prinds? Der nævnte du min Frygt. Anker. Vist er det, vi vinde intet uden Frihed. Pram. Der mit Haab! Falsen. Og Mænd. Pram. Der vor Styrke. Snyltegjæsterne. Ja Mænd! (Reise sig, men synke ned igjen.) Anker. Pram. Falsen. Forenede Mænd! (Slaa Hænderne sammen.) Pram. Ubetvingeligt! Dette er alt et Selskab for Norges Vel. Hvem veed? Anker. Saaledes er Norge i Aaret 1800 -- seent fremme, langt til- bage under Omstændighedernes Vægt. Men det er Mænds Op- gave at betvinge Omstændighederne. Lad dets Mænd da for- søge at bringe det længer frem. Eh bien! f. Ex. om 36 Aar idag den 17de Mai, da mødes vi i min Gaard i Kristiania Levende eller Døde. (De gaa.) 1ste Snyltegjæst. Ja, saa faaer det vel hedde. Men idag er det, saavidt jeg veed, den 17de Mai om Morgenen 1800, og da ville vi leve godt og flot siden vi ere paa Fladeby, og ikke have noget forsvarligt Lag ivente før den 28de hos Collett paa Ulevoll. SIDE: 359 2den Snyltegjæst. Nu kan vi slaa os løs. Hei Kathrine! Bella! Karen! Nu ere de obstinasige. . 3die Snyltegjæst. Nei, jeg vil ikke vide af dem siden min salig Kone nylig er død. Men hun har faaet et smukt Liigvers. (Synger.) Hei lystig! thi min Halvedeel just ud den Dunst har skikket, hun vovede at kalde Sjel; Den kom til Eden sikkert. Chor: Ecce quam bonum men her er en af de moderne derifra, endskjønt gamle Grammont gaar igjen deri i hvert Træk. (Synger.) I veed, at jeg forgangen Nat til Helvede var reden paa Fejekost med Troldqvind sat, som var paa Skjørtet sveden. Chor: "Fredman kom men saa tog Anker eller Falsen eller Jeg eller den fremmede Skabhals Vært- skabet, seer Du. Envoyéen. Hans Domme, ja den Skræksbasun, som Dødens Beenrad sætter ind i vort Øre -- Klang er kun af Glas og Klarinetter. Chor: "Fredman kom og kan man vel et bedre Dyb oplukke? Med sligt et Helved ingen Sjel vil efter Himlen sukke. Chor: "Fredman kom nemlig den falske og farlige, som Balle noksom viser. Vi ville staa paa vor Christendom, og vinde Historiens og Pluralitetens Vægt fra hans polyhistoriske Filosofi. Derfor ville vi omvende os. 1ste Snyltegjæst. Ja paa det grønne Øre. Vi vinde ikke i Disputatser, thi de citere mere forskjelligt og skarpt end der er i en Fuglemave, naar Indholden brister ud; men i Patriotisme skal vi vinde ud paa Dagen, dersom vi ikke blive hæse. Derfor endnu et Glas; og saa ville vi være Een om at forsvare hvad der er Patriotismens Hovedthesis, at Norge er saa herligt nu Aar 1800, som det kan være; thi Individer leve brav (hikker) og Folket bestaaer af (hikkende) Individer. (Under Bordet) Hvad er altsaa Thesis? 2den Snyltegjæst (Under Bordet.) Norge som det er . . 3die Snyltegjæst (Under Bordet.) Godnat! (Teppet ned.) SIDE: 365 MELLEMSPIL (Samme Værelse, men med Præg af at Fladeby forlængst har staaet øde og forladt. Rottegnav rundt- omkring Væggene, Katteskrig og anden forskjellig Spøgelseallarm paa Loftet og rundtomkring, samt et Par Flaggermuus og en Ugle etsteds under Taget, bidrager til at forøge det Uhyggelige. Snyltegjæsterne fremdeles under Bordet, men begyndende at yttre Livstegn.) 1ste Snyltegjæst (Efter et forfærdeligt Kattekrescendo.) Uf! nu kommer jeg. 2den Snyltegjæst. Nuf! 3die Snyltegjæst (Gjesper høit.) Begynde de alt at spille? Saa maa vi op. Jajamens'an. 1ste Snyltegjæst. Jajamens'an. (Gjesper høit.) 2den Snyltegjæst. Det var Fanden til Musik. Monstroe hvad Klokken er? 3die Snyltegjæst. Det seer ud til at være over Middagen. Men Guds Død hvor her seer uryddigt ud. 1ste Snyltegjæst. Jack sover vist endnu; men vi skal faa Svinet op. 2den Snyltegjæst. Men hør nu, Godtfolk! hvem af os har slaaet den Rude ud her lige over mit Hoved? 3die Snyltegjæst. Ei, det er jo gammel Skade. Du seer jo Skavanken har gam- melt Plaster paa. 2den Snyltegjæst. Jeg troer bestemt En af os har gjort det ved en eller anden god Skaal. SIDE: 366 1ste Snyltegjæst. Lapperi! Ruder ud, siger Glasmesteren. Men rut paa jer nu, I Karle. 2den Snyltegjæst. Gjør det du først. Aahaas'an! 3die Snyltegjæst. Hvad Dato er det idag? 1ste Snyltegjæst. Imorges var det den syttende Mai, og endnu have vi en Stump af Dagen igjen, dersom vi staa op betids. 2den Snyltegjæst. Jajamens'an. 3die Snyltegjæst. Men jeg vil tage mig en liden Luur -- bare til Eftasvelstid. Saa faa vi os en Knurribas. Gid jeg havde den strax i Livet. 1ste Snyltegjæst. Saa staa op da. (Stærk Allarm). 3die Snyltegjæst. Ja ligesaagodt først som sidst. Vi faa saa ikke Ro alligevel for de Pudsenmagre deroppe. 1ste Snyltegjæst. Elieson og Gram ere vist komne. Jeg syntes de snakked om en Traver, der skulde besigtes. Saa op da, Gutter! 2den Snyltegjæst. Hvad Fanden hvad var det? 3die Snyltegjæst. Hvilket? 2den Snyltegjæst. Jeg syntes jeg saa Collett, Anker og de Andre spadsere henad Tapetet. Gudsdød! ja! (springer halvt op.) SIDE: 367 1ste Snyltegjæst. Snik, nu falder du i Søvn igjen. Alvorligt da! See saa -- en! to! tre! Nu skal I op; det skal jeg være Mand for. (Springer op.) 2den Snyltegjæst. Jeg skulde være i Byen iqvel. 1ste Snyltegjæst. Det skulde vi jo alle! og det skal Svarten sørge for. 2den Snyltegjæst. Frisk op da! Skjænk en Dram s'an. 3die Snyltegjæst. Jaja vel da! Uf! jeg har Tømmermænd. 1ste Snyltegjæst. Dem er der Raad for. Hei Jack! i Djævlens Skind og Been! (Fanden viser sig i Døren i Jacks Skikkelse.) Snyltegjæsterne. Brændeviin! Fanden. Med inderlig Fornøjelse! (Gaar.) 1ste Snyltegjæst. Saa expedit har han aldrig været før Knegten. (Jack bringer Sagerne. De drikke.) 2den Snyltegjæst. Hvor ere de Andre henne da? Fanden. Oh, reiste for længesiden. 1ste Snyltegjæst. Anker? Fanden. Reist! SIDE: 368 2den Snyltegjæst. Collett? Fanden. Reist! Reist! 1ste Snyltegjæst. Da maa vi s'gu efter forat see hvad de tage sig for i Kristiania. 2den og 3die Snyltegjæst. Ja vi maa s'gu afsted forat tage dem paa friske Gjerninger eller friske Østers. Snyltegjæsterne. Spænd for da, Jack! Gesvindt! Jack (grinende.) Ja, gesvindt! (De ile ud.) (Teppet ned.) 1836 (Gade ved Bernt Ankers Gaard, det saakaldte Palæ. Dampbaaden Konstitutionen sees i Perspektivet. Festlig Livlighed. Folk af alle Klasser bevægende sig om hinanden, "Sønner af Norge" synges. De tre Snyltegjæster komme under Sangen. Envoyéens forældede Ansigt i Nathue sees noget længere borte. Et stormende Hurra efter Sangen, Haandklap, Skud i det Fjerne o. s. v.) 1ste Snyltegjæst. Dette Kristiania kjender ikke gamle Folk igjen. Vi maa være komne til en anden By. 2den Snyltegjæst. Ja den Karnaille Jack kjørte som Fanden selv. Han kaldte det en Dampvogn, og det baade røg og gnistrede, det er sandt. Men hvorledes vi kom frem og hvorhen eller om vi ere komne frem -- det veed jeg s'gu ikke. 3die Snyltegjæst (Peger paa Dampbaaden.) Ja se der! Ei, hvad er dog det for et Dyr? SIDE: 369 1ste Snyltegjæst. Et Sødyr er det jo. Ei, nu skrige de paa en frisk. (Hurraraab). Det er skammeligt, at de ikke have mere Respekt for Kammer- herre Anker, som man paa de nedrullede Gardiner kan see vil have Ro. En Borger. Er I fra Maanen, Far? Gardinerne ere nede siden Kongen var her? 1ste Snyltegjæst. Hahaha! Dersom jeg ikke havde taget Mærke paa Kirke- taarnet, der har sin egen Form efter Lygten i Bethlehems Stald, saa skulde jeg sværge, at dette ikke var Kristiania og denne Gaard ikke Bernt Ankers og denne Bagside her ikke gamle Pløens, thi jeg kan ikke finde min egen Gaard. Borgeren. I har nok begyndt tidlig idag, go' Mand. Snyltegjæsterne. Hahaha! Ja Gud begyndte vi tidlig igaaraftes. Borgeren. . . . Ogsaavidere indtil I træffer paa en ædru Dag langt til- bage i Tiden, der kan være Oldemoder til eders forspildte Liv. 1ste Snyltegjæst. Og hvilken Konge taler da eders Klogskab om, om jeg da maa spørge? Borgeren. Jeg veed ikke hvem De mener enten den 14de eller 3die; men Carl Johan kaldes han i Folkets Hjerter. 1ste Snyltegjæst (Snyltegjæsterne skoggerlee). Ja I maa lee. Carl Johan? Han er ovenikjøbet vel endogsaa Konge af Sverrig eller Mesopotamien eller Babylonien eller hvad galt man kan finde paa; thi det ene er ikke klogere end det andet. End hvad mener I om Christian den 7de. SIDE: 370 Borgeren (til en Anden.) Dersom de andre To ikke vare lige gale skulde jeg troe at Hassing er kommet ud af Dollhuset. En Gut. Hurra for 17de Mai! 2den Snyltegjæst. Ja det holder jeg med. Det er ganske rigtigt den 17de Mai. Det er det ene hvori de ere fornuftige. 3die Snyltegjæst. Anker, Pløen eller Collett maa vist have holdt et Kalas og ladet Publikum faa nogle Ankere. Kanskee nogle Skibe ere komne hjem eller Bekræftelse paa Krig ude og Fred hjemme. En Student. Nei, min Mand, vi vente paa Fyrværkeriet paa Bjørvigen. Ellers er det uforklarligt hvad De vil med de gamle Aristokrater, De nævnte. 1ste Snyltegjæst. Vi maa sikkert være komne til en anden By, eller, da Jorden er rund og Jack kjørte som Fanden selv, til Kristiania Antipoder paa den anden Side af Jorden. 2den Snyltegjæst. Det antager jeg ogsaa, og altsaa er der intet forunderligt i det. Kristiania selv kan det ikke være, siden man har faret saa syndig med Agershuus, der er skrællet ligesom et Æble ligetil Kjerne- huset. Deri har det gamle rigtige Kristiania Fortrinet; dog skal vi snart sige hvilket der virkelig fortjener det, naar vi først kan faa undersøge hvad Drikkevarer her gives. 1ste Snyltegjæst. Deri tror jeg denne By maa have gaaet betydelig tilbage, ihvad Fremskridt den ellers kan have gjort for et Slags Skyggebillede at være, thi disse Flokke, hvoraf Byen vrimler, synes at beruse sig af Luften. SIDE: 371 En Stemme. Afvejen! afvejen! der kommer Storthingsmændene fra Gjæste- budet forat see paa Fyrværkeriet. (Bevægelse i Massen. Hurra for Storthinget.) SANG Forsamlet er det norske Thing -- o hvilke ædle Kræfter! For hvert gjør gamle Nor et Spring, og Sverrig hinker efter. Chor: Norges Storthing leve! Høit dets Røst sig hæve! høit for Norges Frihed og Hæder! Det gaar vel smaat; thi i Harnisk vil Gothen paradere; men i sin Kofte Norge frisk og fri sig kan movere. Chor: Norges Storthing leve! Sig fryde Svensken da ved Sit: ved Lejoner og Braher, Vi synge, at vi er dem qvit, ti fro Hallelujaher: Chor: Norges Storthing leve! men nævn mig ellers Parlament, hvor Hjertet er det samme. Chor: Norges Storthing leve ei mindre ondt for Foss, at man ham vilde saa miskjende? Chor: Norges Storthing leve -- det løfter Lænker trange. Hver snøret Jomfru ikke døer, endskjønt der døer nok mange. Chor: Norges Storthing leve! Paa norske Stang et fremmed Flag? Forvist den staar ei sikker; thi Øxehugg er i hvert Slag, som hjelmske Hjerte pikker. Chor: Norges Storthing leve! men Uelands Melankoli du i dets Hvinen finde! Chor: Norges Storthing leve! men vi fortolkede den ikke saa, men kun ved: "Skomager, bliv ved din Læst!" Imidlertid, var her nogen ved- haanden skulde jeg drikke den. 1ste Snyltegjæst. Hvad er det ellers for en Blomme, han bærer paa Huen, Fa'r! Det burde ikke jer Moer tillade. Og hvad er ellers jer Be- stilling, med Permission. SIDE: 376 Studenten. Jeg er Student, til Tjeneste, og bærer den norske Kokarde med Nationalfarverne. Den Blomst har Rod i Normands Bryst, men søger ud hvor der er lyst paa brave Normænds Pander. Sit Rødt af friske Blod den fik, sit Blaa af Sværdes hvasse Blik; det er hans Sjelebanner. 1ste Snyltegjæst. Da vil jeg ogsaa have mig en saadan Lap forat blive Patriot. Thi dette er vel Meningen med denne Udmærkelse, som jeg kan see det skal være siden saa faa bære den. Der hvor jeg er kjendt, eller (som disse gale Mennesker vil) i gamle Dage, kostede det mere. Den der boer herinde (peger paa Palæet) eller som boer i et lignende Huus et andetsteds, har det kostet uhyre. Men der seer jeg En med en guul og sort Kokarde? Hvad er det for en Mand. Studenten. Et Æsel, der forresten ikke behøver at bære den. 2den Snyltegjæst. I har altsaa deponeret til Kjøbenhavn? Studenten. Nei, der deponere kun vore Damer. Jeg har deponeret her ved vort eget Universitet. 1ste Snyltegjæst (Til sine Kammerader). Ved I hvad, jeg troer s'gu vi ere komne til Maanen. Det er dog rimeligere at antage, at der er skeet en hovedkulds Forandring med os eller endog, om vi skulle indrømme det, i vore Hjerner, end med et helt Land, der desuden ligger fastere end andre. (Til Studenten). Hør, min Hrr. Hjemfødningsstudent (som det lader til I vil hedde) jert medecinske Fakultet burde lægge sig meest efter SIDE: 377 at studere Maanesygen og Sonnambulismen; thi deri har jeg Grund til at tro der er meest Praxis, og at det vil være lettest at holde de andre Fakulteter Stangen, hvoraf upaatvivleligt i et saa urimeligt Land det juridiske exellerer i Haarkløverier og det theologiske i Drømme. 2den Snyltegjæst. Lad os føle ham noget paa Tænderne, og om det virkelig skulde være Kristiania. Hvor boer Bernt Anker, om jeg maa spørge? Studenten. Ikke i Kristiania, uden det skulde være paa Kirkegaarden. Snyltegjæsterne. Ahahaha! et Kristiania uden Bernt Anker! Kan I see med et Øje uden Pupille, eller nævne mig et Fruentimmer uden Feil. Studenten. Maaskee den gammelagtige Mand derhenne kan være heldigere i at oplyse Dem. Han har været Envoyé hos afdøde Bernt Anker. Snyltegjæsterne (forundrede) Ja for Gud! Nu bliver det galere end før. Jess! gode Ven! herover! Envoyéen. Kors fri os! 1ste Snyltegjæst. Nu, bliver du bange? En af de sidste Skaaler, vi drak sammen paa Fladeby, var "aldrig see en gammel Ven med et nyt Ansigt." Envoyéen. Kors! dette gaar over Forstanden. 2den Snyltegjæst. Ja det synes vi med. Ellers komme vi fra Fladeby, men kjende os ikke rigtig igjen herinde for al den Galskabs Skyld. SIDE: 378 Envoyéen. Fra Fladeby? Snak, Monsjeur. Snyltegjæsterne. Saasandt vi staa her -- i denne Eftermiddag kom vi noget stødte rigtignok af Kjørselen og over at du havde brudt godt Lag idagmorges og listet dig bort. Envoyéen. Kommer I fra Fladeby, saa maa jer Pidsk have været stiv. Snyltegjæsterne. Det negte vi heller ikke. Envoyéen. Thi I have sovet eller været i Helvede i fulde 36 Aar netto. 1ste Snyltegjæst. Gudbevar's! Ellers, hvor har du levet? Envoyéen. For den Sags Skyld kunde jeg nok have staaet mig paa at have holdt Compagni med jer, der enten har sovet eller spøget -- hvil- ket sidste altid har været Huusmanden paa Fladebys Mening om den Sal, vi vare i, hvorfor Ingen har turdet nærme sig den. Men jeg slap vel, fordi jeg ikke havde saameget tillivs som I. Ellers er her skeet en Mængde Forandringer. Kristiania Folkemængde er meer end fordoblet og den udvides og forskjønnes ligesom en Pyntedukke, der er bleven gift. 1ste Snyltegjæst. Siig mig heller noget om vore gamle Venner. Arbin, da? Envoyéen. De ere døde. Og jeg troer skam det samme om Jer. Ialfald, dersom der ikke var en vis Opløftelse i Gadegutternes Gemytter idag, saa bleve I til Spot formedelst eders gamle Dragt. Ellers, hvor Arbin boede, er nu et blomstrende Institut. SIDE: 379 2den Snyltegjæst. End Hetting? Envoyéen. Der er en Kongl. Kunst- og Tegneskole. 3die Snyltegjæst. End gamle Pløen. Envoyéen. Der er Kathedralskolen, Skolens og Byens Bibliothek. Gid Fanden bare tog Guttene! 1ste Snyltegjæst. End Krigskommissariatet? hvor er det? Envoyéen. Der er nu vor 22aarige konstitutionelle Regjerings Departements og i den gamle Skolebygning er Storthingslokale. Ellers er der foreslaaet at bygge et Nationalpallads for begge Folkets Magter. 1ste Snyltegjæst. End gamle lucifer Djurendahl da? Envoyéen. Nei, nu har vi unge dyren Dahl samt en halv Snees andre, der lyse brav i Vinduerne. 2den Snyltegjæst. End Han, du veed, Han der ved Siden af Erik Thurmanns? Envoyéen. Ah, der er Borgerskole og Athenæum -- Alt Prægtigt og stort. Og Universitet have vi forlængst og det godt udstyret, Krigs- skole, militær Høiskole, Bankbygning, Børs, et prægtigt Theater, samt en Kongebolig under Bygning med meget mere, som bare ærgrer mig, der hører til den gamle Tid. 1ste Snyltegjæst. Alt dette Praleri staar formodentlig at læse i "norske Intelligenz- sedler?" SIDE: 380 Envoyéen. Jovist! De Intelligenzsedler komme nu ud alle Dage; ligesaa udkomme her fra 12 Bogtrykkerier altformange Aviser, og deraf nogle store og daglige, fra hvert. Kort, om I huske det, saa ere alle Bernt Ankers og de andre Patrioters Klager opfyldte, og vel saa det. Studenten. Alt, hvad han fortæller jer der, er dog Intet imod det hele Lands Velvære under en til 1/3 meer end paa jer Tid opstegen Folkemængde; og denne Velvære er alene Følge af Forfatningen, som I vel heller ikke veed at Folket gav sig selv paa Eidsvoll 17de Mai 1814. (Synger). Ja Gud velsigne Norges Land! Der er saa godt at være. Der byder nu fribaaren Mand, og ingen Lovens Herre. Saa vakned vi da op engang, og brød de danske Baand og Tvang. Ja Gud signe Norges Land! Der er saa godt at være! 1ste Snyltegjæst. Holder man rask Leben endda? Envoyéen. Snaus! Snaus! De Sidste, som levede noget honet var Nogle af Dem, som havde med det ankerske Fideikommis at bestille som det er forbi med. (Sukker.) 1ste Snyltegjæst. Da give vi Fanden i denne Frihed og Velstand, som beruser sig i Solskin og Vaarluft hver 17de Mai. 2den Snyltegjæst. Har der altid været en saadan almindelig Kordialitet den 17de Mai. SIDE: 381 Studenten. Nei, Pokker! "Varmt stak vel Majens Sol, men Magtens stak dog værre." Tilforn hørte man bare de giftigste Spottegloser, som f. Ex. Naar Edderlifven er mig nær necesse tum sim spuens; thi alt det Blod han ejer er mercuriale fluens." Og den lille wedelske Djævelunge, som I huske fulgte under- tiden sal. Greven, men som nu er bleven General, massakrerede Folket i Flæng for nogle Aar siden paa Torvet, men fik ikke andre end saadanne daarlige Stikpiller i sig: Baronen reed engang i Ring ved Aggershuses Porte; men da han saae sig ret omkring, saa var Forstanden borte . . Baronen vendte sig paa Hest, og spurgte Pladsmajoren, om han ei havde seet en Rest at falde ned til Jorden?" Envoyéen. Hm, det var vel for seent for de forbandede Kjærringene, som ere saa rappe paa det. Studenten. Men nu er alt Fortrolighed, Tilnærmelse og Glæde, og man grundlægger idag i Indbydelsesplanerne et grandiøst Monument ved Eidsvoll Jernværk til Minde om den store nationale Be- givenhed der i 1814, der gjengav Nationen sig selv og opfyldte Patrioternes Krav. Envoyéen. Ei Monsjeur, hvorfor lægger han Skjul paa Foreningen med Sverrig? Studenten. Fordi den ikke kommer 17de Mai ved. SIDE: 382 1ste Snyltegjæst. Godt og vel nok; men baade maa jeg protestere imod at den bare feires med Øjens- og Ørenslyst; thi der raser ligesom bræn- dende Svovel i mine Tarmer -- og Envoyéen. Det troer jeg s'gu gjerne: thi saa jeg ret paa jer, see I mig noget mistænkelige ud, omtrent som Løgtemænd. Jere Klæder see for Gud ud som fra en Liigkjelder. 2den Snyltegjæst. Desuden saa fatter jeg dette endnu ikke saa ganske, men vil sove derpaa. 3die Snyltegjæst. Jack gik jo ind i Portkammeret. Jack! Jack! spænd fore igjen! Luk op Porten! En Borger. Er I gal, Mand, Palæet er ganske øde. 1ste Snyltegjæst. Ja det skal Du faa see! Jack, i Djævlens Skind og Been! (Jack kommer grinende i Porten.) Jack. Vær saa god. Hestene ere færdige. Envoyéen. Enten er det Jack eller Satan selv. Jack. Du traf det. Messjeurs, Rødfuxerne stampe! 1ste Snyltegjæst. Tilbage til det gamle Norge; thi i det nye hører Folk som vi ikke hjemme! (De gaa ind, Porten drøner igjen. Man hører et vildt brølende, i det Fjerne døende Skrig under en tordenlig Drønen, der blandet med Knaldet af det løsbrydende Fyrværkeri, taber sig liig en bortrullende Vogns. Syttendemais-Jubel. Folket forsvinder, tyende nærmere Fyrværkeriet, under Afsyngningen af den norske Marseillaner). SIDE: 383 SANG (Mel.: Marseillaneren.) Op I brave Sønner af Norge! Det er Frihedens hellige Dag. Lader vaje fra Fjeldenes Borge : : Det trefarvede Norriges Flag! : : Lad Forrædere under det andet skjule sig, straalende Høifest, for Dig! og der henblegnende som Liig høre Folket at juble kring Landet! Hurra! for Norges Flag, det Tegn for Himlens Sag! Hil dig, vort Flag! for syttende Mai høit over Folket vai! Frihed Sejer i Kampen forjetter, Fryd og Velstand de fredsæle Aar. Hil dig, Frihed, som Arbeidet letter, : : og som gjør at vi tungere slaar! : : Selv sin Frihed nu feirer Naturen: Vinterens Iislænker bragende sank; og se som Frihedsbanner blank vajer rødmende Fjeldbjerk i Uren! Høit synger Fossens Dur befriede Natur. Lyd høit vort Chor som rungende Fos! Det er og Vaar for Os. Skal det Døde da Aanderne lære, at de juble sin Frihed imod? i de buldrende Vande da være : : mere Geist end i Menneskeblod? : : Støvet jubler i Solen, og qvæder Fuglen ei paa sin svævende Green? Og Manden paa sin Arnes Steen skal ei hilse sin Frihed, sin Hæder! Hans Høje Frihedshil skal Jorden lytte til. SIDE: 384 Og hver dens Træl skal aande sin Harm som Røg og Ild af Barm. Men vi mindes, at Norriges Frihed ogsaa opsteg af blodige Bad. Være taksomme Bæger da viet : : Liers segnende Seirherrerad! : : Bretlands Thordner om Norrige braged! Hungersdøden det viedes ind, og fremmede Forrædersind lurte sammen i Raadet og Slaget. Europa Trældom svor; men "Frihed" Gud med Nor. Og Carl, han svor, og lagde sit Sværd, og blev da Spiret værd. Alt forlængst har sig Maidagen sænket som et gavefyldt Himmelens Hvælv. Deri er os Forjettelsen skjænket: : : Gud den hjælper som hjælper sig selv. : : Deri lyksalige Aarrækker dvæle som i Jomfruskjød herlige Æt. Og liig et Rigdomshorn dens Sol himmelsk Lys saaer i Fribaarnes Sjele. Spænd ud dit Himmeltag du Frelsens Fødselsdag! Derfra den steg paa Norriges Raab, og der, der boer vort Haab. Nordmænd, fremad! fremad! Os føre Syttende Majens Forjettelser an. End tør trælsindte Love jo gjøre : : til umyndig den fribaarne Mand? : : Gaaer et Folk ikke fremad, tilbage da som Tidens Bagevju det gaar. Og Friheden maa hvert et Aar faa en Sejer og miste en Klage. SIDE: 385 Fremad mod alle Baand som qvæle Aand og Haand! Fremad til Alt, som Sandt er og Frit! Det Raab, o Dag, er dit. Fremad mod Trældoms Rest! Saa byder Majens Fest. "Fremad! Fremad!" Befriede Nor, saa er dens Løsenord! (Naar Gaden, efterat Envoyéen har udtrykt sin Mening ved et "comme a Paris," paa Denne nær, er bleven tom, oplyses pludselig Suiten af Palævinduerne, og man hører) En Røst. Jeg holdt mit Ord. Envoyéen (standsende forfærdet, idet han vil gaa) For Gud, Ankers Røst! Anden Røst. Jeg holdt mit Ord. Envoyéen. Ha, der var Falsen! Tredie Røst. Jeg holdt mit Ord. Envoyéen. Og, det var Prams Røst. Gid jeg var vel fra det 17de Mais- Spøgeri! (Gaar). De tre Røster. Vi Graven brød for elskte Nord. Og stedse skulle vore Sjele paa denne Dag sig sænke ned, og røve fra vor Salighed en Dag for Norges Fryd at dele! Henrik Wergeland SIDE: 386 STOCKHOLMSFAREREN SYTTENDE-MAI-STYKKE AF SIFUL SIFADDA OPFØRT 17. MAI 1837 I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND Personer: Gamle Hr. Smyg, Foged og svensk Vasaridder. Fru Smyg, Herr Hans Smyg, Cand. juris o. s. v. Fru Brav, Enke, Oluf Brav, hendes Søn, Cand. juris, Horn, Cand. theol., hans Ven og Svoger, Omnipotenzen, En gammel Soldat, Et Bud, Tjener, Lakai, Røster. (Hos gamle Smyg, som visiterer Postvæsken.) Gl. Smyg. . . . Hvad Fanden er det? Eidsvollindbydelsen! Ei, ei! min gode Pastor, du vil skyde det fra Dig. Tak ogsaa for mig! Hs. Excellence har slaaet en Streg over den hele, og det er nu ogsaa en af hans velsignede Streger, for nu er baade jeg og enhver brav Embedsmand undskyldt, mens den anden Nation kan gjøre hvad den vil. (Gjør sig en Fidibus af Indbydelsen og tænder sin Pibe.) Se saa, det er at tænde sin Pibe ved Patriotismens hellige Luer. (Slaaer Fidibussen ud). Og saaledes døe store Ideer -- ligesom Stjerneskudet og Fidibusen næsten uden Aske. (Gramser i Væsken). Nu Aviserne . . uf! jeg stak ligesaa gjerne min Haand ned i et Øglerede. Og kan- skee idag min Tour er kommen i den fordømte Borger eller hos Morgenbladsmanden, der spiser en Foged eller Sorenskriver til Frokost som ingenting eller som en stegt Fisk. (Læser). Borgeren er . . lad see! . . det var da ogsaa Satan til Skjælven . . nei, Borgeren er from og fuld af Vers, og dem bryder jeg mig ligesaa- lidet om som Publikum; men Morgenbladet -- jo Gudsdød der er en Foged! Men ikke mig, og saa lad staa til! Indsenderen har Skam ret . . han bør tages afdage . . Embedsbreve! ja det har vi nok af. Men her er et fra Hans. (Mumlende mens han læser) . . . Hehehe! det er en prægtig Gut -- ikke af Patrioterne; men SIDE: 387 af -- hvad er det nu de hedde derinde . . Disse, som dog komme frem og blive til noget i Verden? . Bare han . . Ei for Satan atter Penge, "for at kunne være med", som han skriver . . Men han har Ret i at der dog maa være Forskjel paa hvordan han og Oluf maa opføre sig. . Og disse 100 faaer vel atter gaae (sukker) af samme Kasse, som de andre. (Sukker, lader Brevet falde paa Knæet). Bare ikke . . Nei! nei! vis vas! Nu har det staaet over saalænge, og med Tiden kommer Raad. Bare han tog sin Examen engang, saa var det vel, og han havde ikke den Skam at lade Oluf Brav to Aar foran sig, og det med bedste Karakteer. Men se om han er kommen videre, og om han faaer mere Nytte af sit laud end af en tør Pind, for sit Syttendemaiskabs Skyld! Og saaledes er der da noget godt ved Patriotismen, som det hedder, da Nogle dog blive holdt tilbage, saa andre kan komme frem. Men nu varer det noget længe med hans Examen, skjøndt han er saa vel an- taget baade hos den ene og den anden Fornemme derinde, og saa moersom i sine Breve, at man ikke kan blive vred paa ham, om der nu gik et Aar eller saa til hen. Men saa ikke længer . . Nei Gudsdød, det taaler ikke Fogedkassen; thi jeg agter ogsaa at leve en Tid i Verden siden det gaaer saa godt. (Læser.) Hahaha! der citerer han af Dæmringen. . Hahaha! Den Næsestyver for- tjener det Folk, som igjennem sit Statsborgerpak ordentligt be- gynder at kontrollere Embedsmænd baade som jeg og andre. Ret! Hahaha! der var en til endnu bedre. Det maa være en Pokkers- karl. . Det kan være Hans til Nytte, at han er hans intime Ven. . Men -- hvad seer jeg . . (Skriger over sig). Moer! Moer! Du søde Gud! Moer! Moer! (Springer op). Fru Smyg (kommer). Nu Faer? Nei, her er Nøglen til Skabet. (Klapper paa Lommen). Gl. Smyg. Moer! Moer! hvorfor kommer du ikke. O den søde Gut! Nei læs selv. Se her, se her, i dette Brev, som ligger indeni og er senere. Oh, Moer, giv mig en Snaps Perkum. Hans, Hans . . Men hid med den først. . Thi, thi -- ja virkelig det ryster. SIDE: 388 Fru Smyg (Streng). Nu skal man see! Ikke en Draabe før jeg har faaet det at vide. (Tager Brevet, men rækker det igjen fra sig). Skjønner jeg sligt? Han skriver jo med Latin, naar han skriver til dig. Gl. Smyg. Ak, Ak! -- Hans har faaet Examen . . han har taget den i en Ruf, som han siger . . i en Ruf, den Pokkers flinke Karl. Men nu, Moer? Fru Smyg. Naa, endelig da? Gl. Smyg. Og det rører dig ikke meer? Fru Smyg. Vist rører det mig, for nu skal ikke min Naboerske længer have noget at rose sig af sin knortede Slampampus. Gl. Smyg. Men Karakteren. . ? Fru Smyg. Jaja den? Gl. Smyg. Haud illaudabilis, Moer, haudillaudabilis. Det betyder "upaa- klagelig;" og det var da ogsaa Synd at klage paa den stakkels Gut. Fru Smyg. Mig synes ogsaa det klinger bedre end Mosjø Olufs tørre og korte laud. Og det skal hans Moder have varmt, saa er da den Stoltheden forbi. Gl. Smyg. Ak, Stakkel, hun generer dog virkelig Ingen ved sin Stolthed . . Fru Smyg. Jamen hendes Søn gjorde det dog bedre end vor, og hun kunde være stolt . . SIDE: 389 Gl. Smyg. Ja, om hun kunde; men hun er ligesom et stille hængende Sørge- flor. Og -- ei hvad bah! bedre? Forleden erklærede hun reent ud, at det var bedre hun havde sat sin flinke Oluf bag Plogen eller jaget ham tilsjøs -- for, seer Du, det kommer af 17de Mai, at han ikke kommer nogen Vej. For, seer Du, Sligt glemmes ikke, og han frisker sin sorte Streg op hvert Aar saa fattig han er. Begge. Mel.: Lad dadle Qvinderne Hvo vil thi dermed dandser man hos Greven. En dyb Foragt for plumpe Hjem igjennem alt hans Væsen syder. : : Han er et af de Lys, som frem af Norges Dæmring bryder. : : Han fulgte den Instrux, han fik -- den gode Dreng nu er han moden. Hans Sind sin Retning, og sin Skik hans Tunge fik i "Sladderboden." Han tog Examen med Beqvem i hvad der gjør de norske Jyder. : : Han er et af de Lys, som frem af Norges Dæmring bryder. : : Men det, som meest dog gjør vor Hans udmærket mellem Norges Sønner, det er et praktisk Blik, en Sands for det, som nytter og som lønner. Paa Lykkens Trap imellem dem, som staae, han snogeglat sig skyder. : : Han er et af de Lys, som frem af Norges Dæmring bryder. : : SIDE: 390 Han tidlig saae med gyldig Spot ned paa Patriotismens Luen. Han forudsaae hver Patriot vil snart faae Huller paa Albuen. Han derfor -- -- (Afbrydes ved en Vogns Rullen.) Gl. Smyg. Tys! Gud hjælpe mig! Nu komme de. Fru Smyg. Hvilke De? Hvorfor er du bestandig saa bange for Vogndur. Ei, du Himmel! det er jo vor egen Hans. Gl. Smyg. Kandidaten maa du sige. Ja det er det skam. Nu, Moer, lad Kalven stryge. (Unge Smyg kommer). Begge. Der er Han! Der er Han! (Velkomst). Unge Smyg. Saa var det gjort. Saaledes er det at tage Examen. (Kaster Kappen af sig). Pah, Mutter, iforgaars var jeg hos Hs. Excellence, for Vi har det saaledes imellem os. Gl. Smyg. Hvilke Vi? Unge Smyg. Vi. Fru Smyg. Hos Excellencen? Oh, du store Gud! det var bedre end selve Examinen. Unge Smyg. Det gjør ogsaa omtrent det samme, Mama. SIDE: 391 Fru Smyg. Jeg maae afsted. Det maa Bygden vide. Men vær nu ikke for familiær, Hans. Gl. Smyg. Nu vips ind i Departementet. Unge Smyg. Ja, det gjør ogsaa Vi. Fru Smyg. Men Oluf Brav har nu søgt i 5 Aar, og nu er det yderlig smaat med Familien. Unge Smyg. Pyh, det har han for sin 17de Maiskommers. Departementet vil ikke have andre Folk end dem det vil have. Og nu kjender jeg Snittet. Gl. Smyg. Det har jeg lært dig a priori. Erindrer du deroppe i Grøn- stuen, da du skulde reise ind -- det første jeg da lagde dig paa Hjerte var at du aldrig maatte glemme, at du var en Embeds- mands Søn; og det Andet, at du ikke skulde stikke Finger i Jor- den for at lugte hvad Land, du er i, men i Veiret forat kjende hvad Vind der blæser. Unge Smyg. Oh, det har jeg altid gjort. Og nu blæser der en fortræffelig Østenvind. Gl. Smyg. Bravo! Hehehe! Det er en Hvirvelvind, da den egentlig be- staaer af tre sammensnoede Vinde, som opløfte Støvet og feje i Ring med de tørre Blade af Norges Livstræ. Unge Smyg. Livstræ? Ja i Roden, som Patrioterne sige, eller under Jor- den; men Stammen eller hvad der viser sig i Dagen antyder SIDE: 392 Tilbøielighed til at hentørres eller overgaae i en ny Tilværelse og antage nye Vegetationer, som min Ven Polemikkel sagde i sin sidste Privatøvelse til sine guddommelige Forelæsninger. Oh! Oh! Fru Smyg. Hvad var det Du? Naa, saa fortæl os da noget. Unge Smug. Oh! Oh! Noget ubeskriveligt. Kryptogame Vegetationer. Gl. Smyg. Ja, hvad var det, Du? Unge Smyg. Oh! Alle troede at han enten læste paa sine pensa eller smedede de belovede Landser; men saa kom først et Stykke fra En af Os om at man ikke behøvede at kunne sine pensa for at naae Kathedret, og saa kom et Program om at Han netop derfra vilde docere over hvorlunde i det første Decennium af Aar- hundredet en Epoke indtraadte i vor romantiske Poesi. Gl. Smyg. Men da var, saavidt jeg mindes, netop en Stilhed indtraadt. Unge Smyg. Det gjør intet. Ipse dixit. Der sidder gamle og fornemme Folk ved den unge Gamaliels Fødder, som ogsaa sværge in verba magistri. Og der sidder ogsaa jeg imellem Kaiphas og Pilatus. Begge de Gamle. Mel. Hvad mener Hr. Baronen vel nei bare Skvadronage og Courage. Fru Smyg. Det bør du gjøre. Og faae Navn af Digter, for det er saa vakkert. Unge Smyg. Intet er lettere, for jeg staaer mig godt med de Constitutionelle. Gl. Smyg. Det er ret, min Gut. Det er Folk, som kunne slaa Skillinger til Dalere om de ville. SIDE: 394 Begge. O hør! Poet er og vor Hans. Thi Nella, Rygtets Parce, ham af sin Have skjær' en Krands. Den groer igjen som Karse. Chor. Til Kongelige Fêter bestaltede Poeter Søtkaker med Bogstaver jo laver? Unge Smyg. De Constitutionelle ere ogsaa Vegetationer paa Træbullen, om hvem Magisteren siger, at dens Hentørren er naturlig. Thi Om- stændighederne, d. e. de Regjerendes System, ere Menneskenes Vaar og Sommer og Vinter, siger Han. Man maa ikke indbilde sig, siger han, at de besjungne Frihedstræer vare friske og fro- dige, tagne af den raa Natur, siger Han; de vare tilhugne af gammelt Træ, med eller uden Bark, et Slags Flag- eller Signal- stænger, siger Han. Der er nu Eidsvollsmindet, siger Han i en ny Aforisme -- hvad er det andet end et Museepræparat, et tørt Stykke af hiin Bull, som skal vise Efterverdenen Strukturen af de Kar, som i 1814 vare organiske, men siden hendøde under Omstændighedernes Aarskifte? (Mama slaaer Hænderne sammen). Gl. Smyg. Hans! du har vel ikke befattet dig med den Narrestreg? Unge Smyg. Nei, bevares, skjøndt den, ligesom Pesten, har revet Folk hen, uden Forskjel. Det er, som Polemikkel siger, "Skriget dominerer os igrunden." Men vi holde os til Hs. Exc. Statsministeren, som dominerer os igrunden. Begge. O hør! en Dæmring er vor Hans, og, vil han, Frimagister, og Festpoet i Troppens Svands, Klient af vor Minister. SIDE: 395 Chor. Kan man meer forlange? Hans vil Lykken fange. Hans vil blive mægtig og vægtig. Begge. En Ungersvend af slig Gehalt har just den Races Mærker, hvoraf vor Tid vil gjøre alt, -- det er dens Underværker. Chor. Kan man meer forlange? o. s. v. (Olufs Kammer, af kummerligt Udseende, kun prydet med Portræterne af en Officeer i rød Uniform og en ung Kone med to Børn paa Skjødet. Oluf ved sin Pult. Horn kommer raskt ind). Horn. -- Nu kjender du ham. Og saaledes ere de Allesammen. Oluf. Han er min Kammerat. Horn. Da fik jeg nok at bestille, om jeg vilde holde fast paa enhver Slyngel imellem mine Kammerater. Oluf. Min Sambygding, min Skolekammerat og Universitetsbroder. Horn. Des lumpnere af ham. Oluf. Hvad? SIDE: 396 Horn. At han, tre Aar yngre og af ringere Karakteer, vil gaa dig i For- kjøbet, og uagtet sine bedre Kaar tage dig Brødet af Munden. Oluf. Det er umuligt, at Saadant skulde lykkes. Regjeringen kaldes jo saa ofte retfærdig til den omsider vel maa blive det, ligesom man lærer et Sprog ved idelig at foresnakkes det. Jeg har det bedste Haab. Horn. Det er førstegang jeg har sporet Letsind hos dig, Svoger. Oluf. Jeg er lykkelig i dette Haab. Jeg har skrevet til min Moder -- Horn. Og Elise -- veed du hvad hun skriver -- Hahaha! Dog er det ikke herfor jeg holder ham for en Skurk . . Oluf. Nu? . Veed hun af, at jeg har den Plan, at hun skal komme ind med Moer og boe hos mig, naar jeg faaer Kopistpladsen. Jeg har alt udseet mig et lidet Huus, og . . Horn. Og jeg vil logere hos dere . . Hør, veed du hvad? Skjøndt det intet blier af, er dog alt saa behageligt anlagt, at jeg vil knibe Jomfruen for en liden en iaften. Oluf. Nei, Svoger; jeg har tænkt paa det samme. Kom! Horn. Du? Oh, jeg kjender Status. Jeg veed, at du intet har til- overs af det Lille, du Candidatus juris utriusque triennis laudabilis kan tjene, uden for din Moder. Det er knapt at Søsteren faaer tilhøre mig, som dog ejer hende med Liv og Sjel. For hør bare SIDE: 397 hvad hun skriver med Lars Bakken (Tager et Brev op) . . "Fru Smyg plager Moer hver Dag med sin Søns Fortræffelighed, og mig har han selv plaget med den. Forleden Aften som han tiende og sidste Gang paa egen given Anledning havde underholdt os med Greveballernes Herligheder (hvilket altid er Indledning til Kapitlet om Landlivets Kjedsomhed) saa, efter en hurtig Berørelse af Trangen til Divertissementer, og nogle skarpsynte Blik ind i dine lange Udsigter, siden du ogsaa er en Slags 17 Maismand, saa . ." hahaha! nei læs selv. Slyngelen har formelig villet stikke mig ud. Oluf. Et afskyeligt Træk! Horn. Et meget almindeligt imellem Venner. Det tilhører blot hans Races Karakteristik. Det Afskyelige ligger ellers egentlig, efter Gangen i hans Tale, i at han kun vil have et Divertissement; og heri stikker Racens Feil, en hensynsløs Egoisme, mere frem end en Naturfeil. Men lass laufen! Hele Verden maa gjerne forliebe sig i min Kjæreste. Oluf. Ja kom! Vinens Velgjerning er, at den lader glemme, at der er slette Mennesker. (De ville gaa. Et Bud møder dem i Døren med et Papiir). Horn. Eidsvollsplanen? Hvorfor Pokker kom den ikke før? Nu kom- mer den ubeleilig. Oluf. Nei -- vi ere i Nationens Gjæld. See saa -- (Giver Budet). Det koster igrunden kun at jeg bliver hjemme. Horn. Visvas! Der er for mig ogsaa. Gaa nu Karl, du traf paa gode fattige Patrioter. (Budet gaaer). Nu, Luven paa igjen. Vi tage vore Glas paa Kredit, Svoger. SIDE: 398 Oluf. Nei, nei! Jeg er vel nok tilmode -- meer end ellers, for imorgen har jeg min Ansættelse. Horn. Posito. Uden Patroner? Posito. Med et 17 Maismærke i Svarteboka? Posito. Men saa lad os idetmindste gaa ud og besee det lille Huus, hvor Elise og jeg og din Moer og du . . Kom, kom før det brænder op. Thi efter vor Erfaring vilde det ganske vist skee, dersom det virkelig blev os beskaaret at kunne faae Tag over Hovedet sammen. (De gaa). (Hos Fogden. Gamle Smyg i Sygepositur i en Lænestol. Fruen. Unge Smyg. Aviser paa Bordet). Unge Smyg. Det var en god Post; men ikke bedre end jeg kunde vente. Gl. Smyg. Uf, Hans, hvor kan du sige det? Uf! Uf! Saa kom da endelig min Tour . . Fru Smyg. Ja, Hans, hvor kan du sige det. Se den Stakkel hvor han sidder der nommen. Unge Smyg. Hvor kan jeg for det, at han paaengang kommer i Bladet for Kassemangel og faaer Mindelse af Regjeringen? Gl. Smyg. Uf! Ja Regjeringen -- jeg havde ikke fortjent det af Regjeringen jeg, som har været saa god Embedsmand paa det nær, og som har været ivrigst i at haandhæve Kundgjørelsen mod 17de Mai. Uf! Uf! Og som er Ridder af Vasa. Uf! SIDE: 399 Unge Smyg. Men min Ansættelse mener jeg var en god Post. Ikke sandt, Mama? Fru Smyg. Ja det var den . . Der vil blive en Elendighed over hos Enken. Jeg faaer over at fortælle dem det. Unge Smyg. Og at Kaldet, som Horn søgte, er blevet besat. Glem ikke det for Jomfru Elise. Jeg synes hun begynder at falme stygt. Fru Smyg. Ja forfærdelig. Jeg forstaaer ikke hvor du kunde blive for- gabet i hende . . . Unge Smyg. I al Verden hvad skulde jeg bestille? Fru Smyg. Den fattige Pige . . Gl. Smyg. O -- uf! -- snak ikke om Fattigdom, for . . (græder). Unge Smyg. Hvad gaaer der af Gamlingen? Gl. Smyg. Nu er det forbi med Stads og Fjas. Fru Smyg. Ja jeg gaaer, bare de derovre ikke have hørt om det Andre. (Gaaer). Gl. Smyg. 20,000 . . uf! Og saaledes skal en gammel Embedsmand prosti- tueres? 20,000 er Defekten, som skal dækkes inden 2 Maaneder. SIDE: 400 Unge Smyg. Ja ved Subskription. Far burde, da Far havde noget, have subskriberet til Eidsvollmindet, for nu sige Bønderne: "havde Fogden ikke en Skilling for Folket, saa maatte Fanden og ikke det have nogen for ham." Og dette Ræsonnement er rigtigt, Far. Gl. Smyg. . . Skarn! uf! Seer du ikke hvorledes jeg sidder . . Slaget har rørt mig . . uf! Jeg lever ikke de 2 Respitmaaneder ud . . Uf! det er nok min eneste Redning . . og da . . (Holder Hænderne for Øinene). Unge Smyg. Og jeg lister mig saa smaat til Byen. (Vil gaae). Gl. Smyg (Seer vildt op). Bliv! For Guds Skyld! Bliv! Hvor er jeg? Vil du forlade mig, Hans? . . Hans! Hans! Unge Smyg. Jeg skal jo ind i Departementet. Men jeg staaer mig godt der, og vil tale din Sag . . Gl. Smyg (Forvildet). Hvor? hvor? Unge Smyg (Afsides). Bare jeg kunde slippe væk! (Høit). Hos Regjeringen. Gl. Smyg (Bittert smilende). Regjeringen? hvilken? Den er Vogt, og han har ingen Barm- hjertighed. Unge Smyg. Saa har han noget andet, ligesom man ogsaa kan erstatte Ret- færdigheden etcetera etcetera etcetera. Vent dog intet med Vished, for den gamle Generation er opgivet for nærværende Tiders Haard- nakketheds Skyld; men i den unge ligger Fremtiden, og behandles SIDE: 401 derfor med samme Omhu som en tilsaaet Ærteager . . javist Ærte- ager, for man har saaet hvide, og der vil voxe blaae Blomster igjen. Haab derfor ikke meget, ikke meget . . Anbefalet! -- (Gaaer baglænds ud under det sidste. I det Teppet er gaaet ned høres et dæmpet Skrig). (Olufs Værelse, endnu uslere end før, uden anden Prydelse end Portrætterne. Oluf seer ud ad Vinduet. Horn rabler paa nogle Papirer paa Bordet). Oluf (Vendende sig om). Jeg vilde give meget til . . Horn. Du? Oluf (Knuser en Taare. Vender sig ud). Horn (Springer op. Lægger sin Arm paa hans Skulder). Min Ven! min Ven! Ak jeg veed det, din Nød er nu for stor til at lindres af Spøg, eller endog at kunne taale den. Men se hvorledes jeg tager det! (Peger paa Papirerne). Der er Karrikaturer og Epigrammer over mine Fiender og mellem dem ikke mindst over mig selv. Se her bare -- her er et Portræt af Fruen, som dryppede sin Gift i din Moders Hjerte . . og Underskrivten: "Fy, hvor hun blev styg og plump -- et Kattefjæs, og Barmen huul og Maven tyk. Hun ligner lidt Fru S. -- " Oluf (Skyder Papirerne fra sig). Jeg vilde blot sagt: gid dette knebne Gaardsrum ikke qvalte mig med sin Skummelhed, men at en Stribe blaa Luft . . for ikke at ønske en Udsigt i det Frie . . Horn. Ja bare den ikke, som fra min Qvist, var forgiftet med et svenskfarvet Flag saaledes som det paa Agershuus. Det er ingen Udsigt i det Frie. SIDE: 402 Oluf. Jeg vilde glæde mig ved at see hvorledes Gud i Regn og Sol- skin, ved at lønne Bondens Flid, gyder Marv i Folkets Indre, saa Denationaliseringen idetmindste træffer paa en passiv Mod- stand, og Kræfter kunne samles til en Krisis. Horn. Krisis? Verschleyert ist unsre Isis. Men du har Ret i at Gud synes at elske Landet, medens Fanden tager ved Folket. Her er unegtelig "etwas unheimliches" imellem Mand og Mand. For- ræderiet groer under glatte Ansigter. Gunstsystemet raader. Hjerteligheden er forsvunden. Nationen negtes sin Historie og sine Sympathier. Embedsstanden fornegter dem. Dens Yndest ringeagtes af de Styrende og er nedsjunken under Spotpriis. Lykkesøgeriet har tabt Undseelsen. Ungdommen er forgiftet der- med. Patriot er et Skjeldsord. Det er derfor jeg subskriberer til Eidsvollsmindet forat Erindringen om at et Folk handlede her i Landet 1814 dog ikke skal fare vild, naar den leder efter Ste- det eller falde overende, men have noget at gaa efter og støtte sig til. Fjeldene blive tilsidst vore bedste Nordmænd, Dalene de fuldeste Hjerter, Sletterne de bedste Patrioter, nemlig af dem, som bære Frugter og sjelden slaa feil. Bærumsfjeldene seer jeg med en Slags Respekt som om de vare vor Naturs satirisk rynkede Næse over Uvæsenet herinde. Oluf. Jeg føler det taabelige i politisk Sorg, naar man ikke kan bære sin private. Og dog -- Horn. Skulde det komme af at vor private Ulykke er indflettet i den almene, saa blev der liden Nobelhed tilbage. Men kanskee Men- neskene ere saa? Men ere de bedre, da vil jeg beholde min Ulykke og mit gode Humør. Her er noget om mig Selv. Pasqvino spørger: "Jeg i den sidste Tid Herr Kandidaten seer saa trofast som en Skygge at følge Raaden, der besætter hertillands hvert Sognekald svadendo." SIDE: 403 Og Kandidaten svarer: "Jeg søger daglig Kald med megen Sorg og Smerte. Jeg røre vil hans Hjerte. Nam gutta cavat lapidem non vi, sed sæpe cadendo." Oluf. Elskedes Taarer ere dryppede paa disse Steenhjerter, men der er endnu intet Mærke -- ikke engang til at de kunne glemme. Disse, som knuge os, ere kun Halen paa den evig sig foryngende Slangekrop, som i det svenske Stormandsvælde gnaver paa vor Frihed og Ære. I dets Slægter foreviges Hadet derimod, og saalænge der er Liv i Monstrets Hoveder hist, vil Halen slaa sig selv her, og der vil gives Nordmænd, som forfølge Nordmænd fordi de vove at være det. Horn. Jeg regner det snart ikke for nogen Ære meer, og Fornøielse har det allerede længe ikke været. Ja jeg er ikke engang glad idag, som er den 17de. Nationen er ikke mere sig selv; thi noget fremmed Modstridigt er igydet den, og gjærer i den, og jeg veed ikke enten jeg hører til Øllet eller Melken i den Ølost, som den er. Men er jeg Melk, saa er Han Øl, eller omvendt, som sniger sig hid derigjennem Porten . . Aha, jeg forstaaer ham: han søger Vraaerne idag til det bliver mørkt eller giver sig uhyre at bestille. Men, jeg troer skam, jeg skyder ham til Vidne paa at vi idag undlade at feire Dagen. Det vil forbedre vore Sager. Oluf. Nei, nei -- det er af Mangel. Men at min Moder skal lide Mangel, og jeg ikke kunne hjælpe hende . ! (Vender sig om). Hans Smyg kommer raskt ind. Hans Smyg. -- -- Nu, Gutter? ikke en Bolle paa Bordet? Hurra for 17de Mai! Horn. Tys! Man kan høre dig. SIDE: 404 Hans Smyg. Nei ikke her i denne Rottefælde. Men hør paa Gaden bare! Nu, skal Dere ikke ud? (Man hører Jubel). Oluf. Jeg kan ikke vise min Kjole mellem de Pyntede, mit Ansigt mellem de Glade. Jeg feirer den i mit Hjerte. Hans Smyg. Dit Ansigt? Ja siden din Moder blev syg . . . Oluf (heftig). Hvorledes? Tal! tal! Hans Smyg. Du veed det ikke? (Seer sig om). Men hvad Fanden, Gutter, her er Knaptæring. Haha! Ere I gaaene til Erkjendelse? Eller har Lieut. Poulsen kjøbt Fordringer paa jer? Vand og Brød? intet andet? Det kommer af at feire 17de Mai. Ja paa Vand og Brød sættes Syttendemaiskarlene friskt væk. De Godtfolk ere ligesom de 7 ægyptiske magre Aar, som kommer efter de fede. Igaar havde jeg min 17de Mai paa Welhavens Forelæsning, og man havde Lov at tage Damer ind som om de regnedes for ingen- ting. Hahaha! Troer I jeg har drukket Portviin idag? Men ikke for 17de Mai. Jovel! Kom først i Sadlen, saa kan I slaa en liden Volte uden at brække Halsen. Horn (Opbragt). Det torde dog hænde du kom til at gjøre det nu, og det ret strax. Hans Smyg. Nu, nu, gode Ven, ere vi ikke gode Venner igjen? Du har lovt mig -- Oluf (Lægger sig imellem). Rolig, rolig! Men for Guds Skyld saa siig dog hvad du veed om min Moder. Hun er frisk efter sine Breve. Men tal, for Alting -- tal! Hun skjuler det Sande af Ømhed for mig . . (Horn støder Smygen fra sig). SIDE: 405 Hans Smyg. Ja, seer du, hendes Gaard strøg med i Onsdags som Deel i Kautionen for min sal. Fader; og samme Dag -- jovist veed du det? Oluf og Horn. Nei, nei! Samme Dag . . . Hans Smyg. Ja samme Dag blev hun syg, og . . Oluf og Horn. Og . ? Hans Smyg. Og har ikke reist sig siden. Oluf (Kaster sig paa en Stol dybt bedrøvet). Gaa! gaa! Lad mig ene. (For sig selv). O, hun har aldrig be- breidet mig -- (hulker). Hans Smyg. Men hun er jo ikke død endnu? Det gaaer ikke saa hurtigt med hende som med min Far. Hvem skulde troet at det var saa hurtigt bestilt med ham? Horn (fører ham ved Kraven til Døren). Hør gaa nu. Vi ville være ene. Hans Smyg. Nei, Gudsdød! Jeg har et til. Hvor skal jeg faae mig en Bryst- naal til Vækkerøbal hos Baronen? Horn. Ud! (Støder ham ud). Saaledes ere de. (Slaaer Armen om Oluf). Vi ere ene, ene i Verden. Du har jo ofte ønsket dig det, du, som har ingen Smerte for dig selv. (Teppet falder). SIDE: 406 (Olufs Værelse. Oluf i sorte Klæder. Beskjæftiget med et Brev). Oluf. -- Døden eller Amerika, det er det eneste, som staaer tilbage. "De maa aldrig vente Dem nogen Ansættelse, daarlige unge Mand!" var Svaret. (Leer bittert). Aldrig noget Brød i mit Fædreland! I mit Fædreland! (Smerten betager ham. Farer op efter en Pause og river et Papiir isønder, strøende det rundt). Nei, nei! Det er det sidste Forsøg. Og hvad har jeg gjort? Fulgt mit Hjertes Følelser for mit Fædreland, saa natur- lige som for min Moder . . Den Salige! Og hun bebreidede mig ikke . . Hun bebreidede mig ikke, Hun, den Herlige, som for- sødede sin Armod med Tanken om at min Fader var falden for Fædrelandet, om at hun sørgede sine Livsdage hen derfor. O for dette have vi alle lidt; og Kampen er endnu ikke endt, saalænge det er en Forbrydelse at takke Gud aabenbare og ære Fædre- landet paa dets Velsignelses og Æres Dag. Men for mig er den endt. Jeg kan ikke meer end fuldbyrde Offeret ved at døe i Stilhed. Men Ingen vide hvor det skeer. Ethvert Spoer være forsvunden. Der er blodløse, som føre til den Døende. (Kaster Geværet paa Skulderen, og gaaer). Horn (styrtende ind). -- Svoger! Svoger! søg Auditoriatet! Hans Smyg agtes for den farligste Konkurrent . . Men . . ha! (Søger Papiirstykker op). An- søgningen sønderreven? et Brev til mig . . (Læser). "Sørg for Elise! Jeg kan ikke mere!" Og . . (Seer sig rundt). Geværet borte? O, min ulykkelige Ven! (Synker hen paa en Stol). Talenter, Bravhed, Kund- skaber, alle Adkomster o! o! skulde dette skee! dette Skrække- lige? (Læser). Hvilken Ømhed i disse Afskedslinier og i dette Skrivt, som han testamenterer mig, i dette afbrudte Skrivt: "Min Moder," som han har overskrevet det med en Haand, der har rystet. (Seer i det). Ja han har Ret. (Læser). -- "Det var en Kone. Hendes Skjønhed syntes at gaae tilbage i Barndommen og SIDE: 407 opsamle dens blide Smiil. Pyntet dermed lagdes hun i sin anden Vugge, Graven. Hun lignede Violerne, der tidt bryde frem om Høsten igjen for endnu engang at sige Solen Farvel!" Dette er hans Sidste . . . "Sørg for Elise!" Ja, ja, ved Gud i Himlen; men dig vil jeg hevne paa Ham, som hvergang snappede dig Brødet af Munden, og paa det politiske Had, som forfulgte dig til -- Døden. Men hvorledes sørge for Hende, o Hende! -- saa forladt som jeg er? Til Stockholm? Fy! Men hvorledes? Bort maa hun fra sin piinlige Nødstilling hos den utaalelige Fogedfrue. Men hvorhen? Min Lykke er ogsaa død for 17de Mai. Ak, jeg maa til Stockholm! Ulykken driver derhen som Fosdraget til Svælget; og da juble Dybets Aander. Nei! nei! (Eftertænksom.) Men Olufs uværdige Medbeiler reiser jo hiin skidne Supplikant- vej . . Ah, jeg følger med, med forat rive ham det Brød af Mun- den, som er besprængt med min Trofastes Blod. (Ud). (Hans Smygs Værelse. Han er beskjæftiget med at pakke ind.) Hans Smyg. Hvor vil nu Han ogsaa søge Auditoriatet? Gud hjælpe os! En 17de Maismand, en Patriot, en Hanswurst, en Norskhedsivrer, en Uselryg, som med al sin ufrugtbare Kundskab neppe har det tørre Brød til Munden? Nei ham frygter jeg ikke, ja ikke Nogen, for nu skyder jeg den gjenneste Vei til Stockholm og gjør min Opvartning hos Hs. Excellence Omnipotenzen. (Horn kommer) Ei ei! Du træffer mig paavejen til Stockholm. Eller er det en Skam det? Horn. Nei, bevars. Det er Hovedstaden i Skandinavien. Hans Smyg. Ja var det en Skam, kunde jeg jo tælle paa Knapperne. Men jeg gjør det nu alligevel. Horn. Jeg med. SIDE: 408 Hans Smyg (Gjør store Øjen) Du? Horn. Ja bestemt. Hans Smyg. Det kan jeg lide. Vi reise sammen, om du vil. (Afsides) For- træffeligt, naar En af Patrioterne times en Ydmygelse! Horn. Jo for Oluf har høist sandsynligt skudt sig, og jeg maa sørge for Søsteren. Hans Smyg (Ligegyldig) Nu, det bliver Enden paa Patrioterne. Enten det eller Hungers- død eller -- kom, hjælp mig med denne Kjole. Der maa ingen Folder blive; thi det er den, jeg skal op i til Hs. Excel. Sup- pliken ligger alt i Lommen. (Ud med Kufferten.) (Skovegn ved Magnordgrændsen. En gammel rødtrøiet Soldat, udenfor sin Hytte, beskjæftiget med at gjøre Kjørriler). Den gamle Soldat. Mel. Hr. Zinklar drog over o. s. v. Den norske Bondemand gaaer i Sved, Skjærsommerens Sky er ei gjerrig. Og Solen straaler Velsignelse ned. Det hedder det kommer fra Sverrig. Paa eget Fartøi ad Havets Vei den Sjømand henter en Skilling. Den skylder Norge sig selv ei -- nei! den kommer af Norriges Stilling. SIDE: 409 Selv Øxens Echo ei under Fjeld maa dø uden Løgn i sit Mæle. At Sverrig skyldes vor Handels Held det Dalene først maa fortælle. Fra Østen kommer ei, det jeg veed, stort andet end blæsende Vinde, som pille Kalken i Ro og Fred af Kongsvingers graanende Tinde. Om Natten komme de Grønne og Graa, og røde throndhjemske Dragoner. De synes tungt at marschere paa med Vogne, Tros og Kanoner. Men sagtere svæver ei Flaggermuus og duunvinget Ugle om Højden. Der høres kun Raslen af trillende Gruus og galende Haner i Bygden. De Vognhjul henrulle som Taager og Røg. De Pauker ei dundre, og Luren kun lyder som Vinden, der døende strøg i Græsset, der visner paa Muren. Fra Huuløine stirre Gelederne paa den Grændseborgs sorgfulde Øde. Da endnu engang indunder de graa Kaputter det synes at bløde. (Oluf kommer). Oluf. Ja, det er Ham! Jacob, er det en Nationalsang du synger? Den gl. Soldat (Forfærdet). Det er Ham! De komme tilbage; men i sorte Klæder. (Springer op; tager Huen af). Herr Lieutenant -- De veed, Jacob er ikke ræd . . selv ikke nu . . SIDE: 410 Oluf (Omfavner ham). Jacob, kjender du mig ikke? Oluf, som du saa ofte har baaret? Den gl. Soldat (Farer sig over Panden). Jaja, Oluf, Oluf Brav -- Faderen opad Dage. Jeg gamle Nar; men jeg maatte vel tænke først paa ham som faldt ved min Side her paa Moen. Her var det. Jeg vil vise dig det. Oluf. Jeg staaer ene i Verden, og tyer til dig. Er ikke dette din Stue? Og tillader du at den er mit Hjem? Jeg kan maaskee hjælpe din Alderdom. Her er mit Gevær og mine Hænder . . Den gamle Soldat. Du? (Ryster hans Hænder.) O min Gut! min Gut! Her er min Stue! Oluf. Jeg vil arbeide for dig -- idetmindste oprydde mit Fædre- land en større Plads end min Grav. (Vil bryde ud i Graad). Den gamle Soldat. Gut! Det lider jeg ikke . . Du har et alvorligere Anlete end din Fader, da han -- faldt . . hør! Jeg gjør ogsaa mine Be- tragtninger . . der er intet Folk (eller Nation) længer. Idet- mindste ere de paa gode Veje til at bringe det dertil. Jeg kjender blot Bønderne -- ja ogsaa Embedsmændene; . . de Fleste adskille sig fra dem ved Rangsyge og feig Fornegtelse af Folkets Samfølelser; og Bønderne -- hør, min Gut! var der Krig vilde jeg bygge Forhugninger af en stor Deel af dem . . De Stakler! -- o netop deri er det min Tanke forvirres -- kan man have andet end Medynk med disse til Dumhed og Ringe- agt Antvordede eller Foragt for dem som taale det? Nei, nei, jeg holder af mine Egne! Jeg var engang, da Alt haabede godt, opbragt paa dem, fordi de ikke livligt nok følte Forskjellen mellem Folkets Ære før og nu. Jeg troede de vare som disse Orme, der løbe over Moen og søge Ly i min Stue -- af koldt SIDE: 411 Blod, uden at Frihedssolen trængte ind til deres Indre, eller at den Glimmer, hvormed den omgav det Hele, trængte ind til deres livløse Hjerter. Jeg troede saa, og harmedes, da jeg troede Fædrelandets Ære og Velvære vare eet. Men nu? De have Ret disse koldblodige Orme. Solen er ikke trængt ind til dem. Kjend paa Løvet eller Græsset; det er ikke varmt; dog glimrer det i dette Solskin, som omsvømmer alt, og ogsaa Ormen, men uden at gyde nok Næring i dens Bølger, Varme i dens Hjerte og Liv i dens Glasøine . . . Dog seer jeg med mine, at det er det Eneste, som vil kunne holde Norge, og at det Eneste som vil kunne holde Kongens store Værk, er at gjøre Norge til Norge saameget som muligt . . Ormen letter Stene, om den snuer paa sig. . . Kom, min Gut! fortæl mig! Her er Stua mi! (Ind.) Unge Smyg og Horn (kjørende forbi). Mel. Im Wald und auf der Haide. Til Stockholm alle rulle, som ville og som skulle, : : bli'e store Mænd hos Os! : : Didhen de dra'e paa Kjærrer; men hjem igjen som Herrer : : de rulle i Kaross : : Kjør paa! kjør paa! kjør paa! kjør paa! de rulle i Kaross. Ei Tyrken sine Hænder meer varmt mod Østen vender : : end Norges unge Mænd. : : Profeten der og Allah "ödmjukast de påkalla, : : och vända Ryg dem s'en" : : Kjør paa! kjør paa! o. s. v. (De rulle forbi.) Den gamle Soldat (aabner Døren hurtigt). Var det ham? ham! SIDE: 412 Oluf (indenfor). Rolig, gamle Jacob! kom ind! Rolig! Den gamle Soldat (trædende). Ja den eneste Uro, vi har her, er "Snällposten og Stockholms- farerne." (Ind). ("Smygens" Værelse paa "Malmens Källare" i Stockholm. Smygen klæder sig paa. En Tjener hjælper ham. Horn paa Sofaen.) H. Smyg (lidenskabelig). Men -- Horn. Nu? H. Smyg. Hr. Olof var så beskedlig att lemna os. (Tjeneren gaaer med et Griin) Det var det jeg vilde sagt: Hvad Djevelen, vil du ødelægge mig? Horn (ligegyldig). Oluf sa'e du? H. Smyg. "Olof" sa'e jeg. Man maa tale med dem man er imellem, naar der ikke er større Forskjel. Og desuden, nu atter Oluf .? Du har holdt mig med det hele Veien, og (sætter Armene i Siden) kom- promitteret mig hvor du har kunnet med dine politiske Diskurser, og paaberaabt dig mig som en Norsk eller Ultra, og . . og . . (kaster sin Kjole i Kufferten igjen). Horn (ligegyldig). Saa du ikke hvor Olof green? H. Smyg. Nu atter igjen Oluf? hør! . . Horn. Nei Olof sa'e jeg -- den svenske Slyngel, som . . SIDE: 413 H. Smyg (seer sig heftig om). Er du gal? Tro mig -- ja jeg burde allerede i Carlstad have lagt Mærke til dig . . Horn. Hvorda? Hvad havde du hos Wingård at gjøre, naar Hedrén var i Byen? H. Smyg. Eller naar der var Heste at faa paa Gaarden, sa'e du. Des- uden Wingård var Landshøfding. Og saa i Christinehamn -- nei der var du rolig -- ; men i Ørebro, Arboga, Westerås og Sødertelje og paa Tillja og her idel Kompromittationer paa offent- lige Steder, og -- her (seer sig ængstligen om) hvor man ikke er sikker inden sine egne Vægge . . Olof! Se nu er han borte igjen. Horn. Saa ring paa -- H. Smyg. Tys, nei, jeg vil gaae ned. Olof er Sødskendebarn til Grev Brahes Kok. (gaaer ud) Horn (Springer op. Tager et Papiir ud af Kjolen i Kufferten og stikker et andet i). Se saa! Øjeblikket er der. Lad ham presentere Eidsvolls- planen for dens Fiende. Det er en Ulykke alene at . . H. Smyg (Kommende igjen. Griber efter Kjolen). . . Og desuden -- forat tale alvorligt -- du er jo selv Stock- holmsfarer. Horn. Ikke forat søge noget. H. Smyg. Hvad? Tys! (Tjeneren kommer og retter Kjolen paa) Se saa min kjære Olof. Kan jeg nu gaa til Hans Excellence? Tjeneren. Ja va's Herre! SIDE: 414 Horn. Mel. Og kjøre Vand og kjøre Ved. Hvor maa du ikke paa Thingets Voll gro højt, du kjære Eidsvollsminde! I Vredesblikke fra Løvenskjold maa dine Spirer jo oprinde? En god Ting aldrig fik en Sol saa varm, som dem, der gløder i en Mægtigs Harm. Skulde selv Blod fugte dets Rod, det Tiden højere vil finde. (Hos Omnipotenzen. Omnipotenzen en statue. En Kammerlakei.) Omnipotenzen. Hvormange Skurke er der idag fra Norge? Lakeien. Een. (Aabner Døren. Hans Smyg træder ind). Hans Smyg. Deres Excellence . Hvad er Casimir Perier eller Peel imod . . . En Beundrer . . Lad dette tale for mig. (Trækker Papiret op af Kjolen og rækker ham det). Omnipotenzen (Folder Eidsvollsplanen ud). Hvad? Til Mig? til Mig! (Med en bydende Gestus og dyb Stemme) Ud! (Vender sig som Kommandantens Steenfigur i Don Juan. Smygen skjælver). Lakeien (Tagende ham ved Armen) Forstaaer Herren ikke Hs. Ex.? Hans Smyg (Opløst i Forvirring.) Søte Ven . . . Lakeien (Førende ham ud) Forstaaer ikke Herren Hs. Excellence? SIDE: 415 (Værelset paa Malmens Källare. Horn i Sofaen.) Horn. . . . Elise! o jeg kjæmper . . . En Ydmygelse som Nor- mand . . eller om jeg ilede til Kongen, og sagde ham, at han ingen bedre Venner har end disse, som ikke fornegte sit Folk selv for hans Skyld? Nei . . Lad denne Tilværelse være spildt -- Elise, der er en anden, og hvori vi have Sandser. Thi vi maa finde hinanden, og . . (Hans Smyg kommer. Horn springer op). Hans Smyg (iilsomt) Jeg har bestilt Skyds. Tilbage? Horn. Nu hvor gik det? Hans Smyg. Tilbage! Horn. Gik det tilbage? Hans Smyg. Hs. Ex. var urimelig ligesom alle store Genier. Jeg vil slaae mig til Oppositionen, men anonymt for det første. Horn. Hahaha! Men anonymt for det første? Hans Smyg. Javist, men des hvassere. Jeg vil rase i Skiensegnen og ikke levne en Mand og tvinge Excellencen til at skrige ved at knibe Bernhoft ligesom man letter en Mand af Stolen ved at træde paa hans Ligtorn eller hale ham en Polyp af Næsen. Horn. Det er dog rasende. Oluf var ikke værre i sin bedste Tid. SIDE: 416 Hans Smyg. Oluf? Atter igjen? (Slaaer sig for Panden) Ja rasende . . o det er rasende, rasende! Men det kan ikke være saa. Mine Anbe- falinger ere endda ikke producerede. Det var Bagvaskelse og slet Stiil i Supplikken, som gjorde Hs. Excellence rasende. Det kan ikke være andet. Men rasende er det, ihvordan det staar sig. Men hør . . reis! . . Saaledes kan jeg ikke forlade Stock- holm . . Ligesaalidt som en Spiller Bordet, naar han engang er kommen did. Reis! Hestene er færdige . . Farvel. Jeg vil endnu forsøge andre Udveje. Dit Selskab alene kan have kom- promittert mig. Derfor reis! Jeg vil forsøge . . (Iler ud). Horn. Med Fornøielse -- Jeg reiser. Oluf, du er hevnet. Hevnet? Det er et stygt Navn for at Retfærdigheden er fuldbyrdet. Men naar Hevnen er retfærdig, da elsker jeg den mere end Ret- færdigheden, naar den hevner. Skar man Retfærdigheden op, turde man finde, at dens Hjerte var Hevn og dennes en Blod- draabe. Derfor -- hverken Retfærdighed eller Hevn, men For- urettelse og Forsonlighed! Og tilbage fra Sverig til Norge! (Ud). (Ved den gamle Soldats Stue. Han kommer med Olufs Gevær.) Den gamle Soldat. Jeg saa ham da han reiste. Men der var To. Nu! Gud styre min Haand . . Der kommer En af dem opover Bakken . . Ialfald er det en Stockholmsfarer, en af sit Fædrelands Beskjæm- mere, en Ødelægger af dets borgerlige Moralitet, som Oluf siger, naar han anstrænger sin Blødhed til en haard Dom . . Ha det er Ham, hans Drabsmand . . Jeg kjender ham igjen. Det er umuligt andet . . Jeg veed jo Minuttet da han skal komme. Det er ham! (Lægger an og skyder.) Oluf! Du er hevnet. Oluf (styrtende ud af Stuen forfærdet) Hevnet? (Rivende Geværet fra ham.) Gamle, hvad har du gjort? SIDE: 417 Den gamle Soldat (Rolig.) Skudt ham! Oluf (Med stigende Forfærdelse). Hvem? I Jesu Navn hvem? hvor? Den gamle Soldat (Kold). En Stockholmsfarer. Der! Du kjender ham. (Peger ud i Skoven. Oluf iler ad den Kant. Den gamle Soldat sætter sig paa Stubben i en rolig eftertænksom Stilling. Oluf kommer ind med Horn døende i sine Arme.) Oluf (Læggende Horn ned jamrende.) Ja jeg kjender ham . . min Ven! min Ven! Den gamle Soldat (Springende op.) Din Ven? Ikke Han, som . . Oluf (Jamrende.) Ikke Han . . Horn (Rækker Haanden mod Soldaten.) Tak! Tak! Oluf (Glædesskrigende.) Han lever! Soldaten (Kold.) Han lever ikke. Røster bag Scenen. Et Mord! Et mord! Horn (Rækkende Haanden mod Oluf.) Oluf! . . Oluf! . Elise! Soldaten. Han er død. Lad nu Juristerne komme. (Oluf kaster sig hulkende over Liget.) Oluf! troer du Gud har styret min Haand saa? (Taushed.) Jeg har skudt feil -- værre end imod mit eget gamle Hjerte. SIDE: 418 (Vognrullen høres.) Men der maaskee kommer den Rette. (Tummel uden for Scenen.) Men Han døer sikkert som en brav Mand, og Præsten fortæller, at han af Englene er didbragt til sine Fædre højt i det store Huus med de mange Værelser; men har ikke Djæv- lene Geværer, saa de kunne pille Slige ned til sig ligesom Men- neskene de uskyldige Skovduer paa Birkens højeste Qviste, saa vil jeg lære dem det . . (Tumlen nærmer sig. Oluf springer op. Soldaten barsk.) Hvem der? (Røster bag Scenen). Fogden! Herr Fogden! Den nye Foged! Hans Smyg (trædende frem i Fogeduniform.) Retfærdigheden! (Soldaten leer haant. Til Folk bag Scenen bydende.) Fængsler begge Delinqventerne! Soldaten. Hvem er Du? Hans Smyg. Fogden i Distriktet. Soldaten. Fars Søn. (Teppet falder.) ============================== Fil: wii4.txt Bind: Samlede skrifter II, 4. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 CAMPBELLERNE ELLER DEN HJEMKOMNE SØN SYNGESTYKKE I TO AKTER Personerne. Lord Campbell, en aldrende Mand. Lady Lucy, hans Niece og Fosterdatter. Miss Flora, hendes Selskabsjomfru. Sir Humphry Lowthes, Lordens Myndling. Den gamle John Anderson Campbell. Kitty, hans Kone. William, Kapitain, Ben, en Yngling, deres Sønner. James, Floras Fader, ogsaa en Campbell. Tobias Griffith, Notarius og Lordens Forvalter. Ostindiske Bajaderer og Sangerinder. En Jonglør. Forskjellige Folk i indisk og skotsk Kostume, Seapoys og et Par Opvartere. Handlingen foregaaer i første Akt i Ostindien, i anden i en liden By i Skotland. SIDE: 2 (I Forgrunden to Landsteder i Pavillonstiil i en ostindisk Forstad, adskilte ved en Gade af landligt Udseende, som aabner sig mod Havet. Udenfor det til Venstre fra Parterret et lidet indgittret Blomst- og Busk-Parqvet, hvori Lady Lucy ved Tegnebrettet og Miss Flora ved Brodeerrammen. Udgangen dertil er en Glasdør. Første Coulisse indtages af en almindelig Dør, over hvilken et aabent Skydevindu. Lucy synes at have til Gjenstand for sin Blyant Kapitain William, som, i ostindiskt Hjemmekostume, indtager en skjødesløs, tungsindig Stilling under en Seilbaldachin udenfor Landstedet tilhøire, diverterende sig med at betragte en Dands af Bajaderer paa Gaden, hvortil Musiken gaaer i et med Ouverturen, der bør være af orientalsk Karakteer. De følgende prosaiske Repliker falde medens Musiken sagtner af ved Dandsens Ende og Bajadererne fjerne sig mod Bag- grunden, idet den enkelte Bajader nærmer sig William, som tourviis har at udføre sine melo- dramatiske Stanzer). Sir Humphry (I Jagthabit. Trædende pludselig bagvendt udaf Glasdøren, talende ind ad den.) . . . Pah Mylord! Jovist? Nei ikke et Skridt længer. Goddam! -- over Ghauntsbjergene, som om de vare en Dørtærskel, og ind i Mysore? Nei Mylord, der gaaer Tippoo og Hyder Ali igjen i Skikkelse af Kongetigre . . . Lorden. (Sees i Døren i Slaaprok og Nathue og med Pen i Haanden). Nu saa gaa -- dumme Dreng, dumme Dreng! (Slaaer Døren hidsig i). Humphry. Ei, Mylady, er Eftermiddagen alt saa sval? Lucy (gjemmende sin Tegning). Tys, Sir! Flora. Ja, Sir, disse Toner maae døe i Fred. Humphry. Ah, Mylady, her foretager man sig noget fornuftigt, man di- verterer sig, seer jeg. Flora. Stille Sir! Husk paa, at Musiken formildede Løver og Bjørne. SIDE: 3 Humphry. Løver og Bjørne, Miss? Løven det er mit Dyr og Bjørnen ogsaa, for den er ærlig og tapper; men, Goddam, jeg har ikke seet flere Løver paa hele Reisen gjennem Asien, end jeg saae Bjørne i Christiania, da vi vare der. Og Jeg, som brændte efter at maale mig med dem! Hi! ho! med denne her. (Slaaer paa sin Hirschfænger). Det er ganske imod Reisebeskrivelserne, og derfor hader jeg slige Smørerier -- og Mylords med -- som Pest. Men -- My- lady, -- saa sandt jeg er Sir Humphry Lowthes -- den Karl derover veed at fornøie sig. Ret inventiøst for en Skotlænder at være! (Læner sig udover Stakittet med Ryggen mod Damerne). Lucy (heftig). Hvad, Sir? en Skotlænder? Humphry (vendende sig tvær om). Ja, en Skotlænder, en kjedsommelig Skotlænder. Lucy (til Flora). Hørte du det, Flora? Han er en Skotlænder. Flora. Den Grobian! Jeg stak ham med Naalen for vore Lands- mænds Skyld, dersom det ikke var saa fordeelagtigt at tegne bag hans plumpe Attitude. 1ste Bajader. (har nærmet sig William). O, hvem skildrer Tamajindris Ynde, Brahmas Mesterværk? I Millioner Aar havde Guden sig skabende øvet, først da af alle Hjertertryllerinders fineste Ynder han skabte Tamajindri. SIDE: 4 Kama, Elskovsguden, og Henrykkelse, hans Viv, lagde, da de den Nyskabte saae, paa hendes Barm sine Guddomskrandse. Da hævede frem sig Kjærligheds Høje, som Wilwamsfrugter runde, mildt bølgende som Luthens, den sødtsukkendes, Toner. Fem Pile bar Kjærlighedsguden. Tre deraf bort han skjød: i Himlen, til Jorden, i Afgrundens Rige. De øvrige to han gjemte i Tamajindris Øine. (Rækker William en Blomst). William. Ei Indiens ømme Datter, skjøn som en Fee, saa henrykt i Favnen fatter Jeg i min Vee, som visnede Blomst derhjemmefra. Jeg kyssede den tillive da. Et Straae selv vilde nikke med Minder derhjemmefra. Lucy og Flora. Hvad Tungsind er i hans Blikke, ædelt og mildt! Ham Dandsen opmuntrer ikke. Den er forspildt. Hvi rører os meer en ukjendt Vee, end naar vi den aabne Glæde see? Os længes den at kjende, vi trøste den da kanskee. Humphry. Den Nabob sin Tid fordriver efter min Smag Han lystige Optog giver Dag efter Dag. SIDE: 5 Igaar var her jo en fix Jonglør, idag Dandserinder ved hans Dør. Imorgen han opliver den kjedsomme Dag som før. (Dands. Bevægelserne som før medens 2den Bajader nærmer sig). Flora. (Seende paa Lucys Tegning). Ikke den Streg, Lucy. Hvorfor skjuler De over det Halve af hans Ansigt og det netop Næsen, som er det smukkeste? Det Interessante ved et Vemodigheds-Ideal, bestaaer ikke i en ned- slaaet Hat. Lucy. (forlegen.) Ah, der kom en Green ivejen igjen. Jeg vil lade det være. (stryger ud). Flora. Hvad gjør De? Oh, begynd igjen! Men det var ingen Green; men Deres artige Beilers Arm, om det var noget. Han koqvet- terer med Dandserinderne ligefor vore Øine. En behagelig For- grund, isandhed. Lucy. Velan, jeg vil forsøge nok engang. (Tegner). Flora. Men glem ikke den mørke Bund af Pisangblade for Profilet, eller at Næsen gaaer næsten i eet med Panden, og at i begges fine Kontur synes Moralen at have bøjet en af sine stive Ret- linjer efter Skjønhedens egen Bølge. Det vil blive en behagelig Erindring fra Ostindien, Mylady, naar vi engang ere vel hjemme. Lucy. Oh, det er ogsaa alt. Men ikke behagelig, Flora. Humphry. (Seende bag sig). Hvad bestiller De der, Lady Lucy? SIDE: 6 Flora (hurtig). Ak, Sir, stille! Mylady tegner bare . . . Humphry. Hvad beha -- ? Flora (hurtig). Insekter, Insekter, Sir . . . 2den Bajader. Se, Fremmede, vor Dands er let og yndig som Skyernes, der samles og spredes og samles, og spaae en deilig Dag og flye! Uhørlige som Stjernernes og sporløse ere vore Trin som Rosenbladenes, hvormed et Vindpust leger. (Rækker William en Krands. Dandserinderne forene sig atter). William. I visnede Rose tændte jeg med mit Kys dens Livsensblod til den brændte fyrig og lys. Jeg kyssed den til dens Liv frembrød i Farve og Duft derhjemmefra, thi paa dens Kind jeg kjendte et Smiil, o derhjemmefra. Lucy og Flora. Hvor ædel er ei hans Smerte! Hjemvee den er. Hvor stærk dog, naar Mandens Hjerte neppe den bær'! Hvor øm dog, naar kun derhjemmefra et henvisnet Blomster i sit Savn med Længsel den begjærte, at trykke det til sin Favn! SIDE: 7 Humphry. Den Nar dog, hvor han kan snakke! Bytte han vil for Græsstraa fra Hjemmets Bakke Houriens Smiil. Jeg sende ham skal derhjemmefra med største Plæsir et dygtigt Læs, og ta'er igjen tiltakke med hans Bajader for Græs. (Dands. Samme Instrumentation og Vendinger i Balletten). Humphry. (Vil vende sig). Lady Lucy, saasandt jeg er . . . Flora. Sir, Sir, staa stille. Mylady tegner netop en Flue paa deres Ryg. Humphry. Ah, min Bedste. Jeg staaer stille som en Muur. Er den smuk? Flora. Prægtig, prægtig! Den . . . . . Lucy. . . . Men, Flora, hvor kan du? Flora. Den ligner en Løve ligesom Egehjorten, som De nok kjender Sir, ligner et Næshorn, Sir, som De nok kjender. Humphry. Bevar's ja. Det maa ind i Calcutta monthly natural magazine eller -- saasandt jeg er Sir Humphry Lowthes -- i Botanic re- view, dersom Sir Wallich vil gaae ind paa min Idee at opbevare Insekter ved at presse dem som Herbarier. SIDE: 8 3die Bajader. Ak, Fremmede den søde Mahaviblomsts Duft selv fængsler den jagende Storm, saa beruset den daler i Græsset, hensvævende under de brede Blade fra Busk til Busk. Men een Dag kun dufter den Blomst, som fængsler den jagende Storm. Se, Fremmede, Mahavien er født af første Qvindes Fodtrin; og Vi, Vi ville døe for dit Smiil, der Blomstens ene Livsdag os være. (Rækker William en Blomst). William. Selv Himlen og Luften kjender ei jeg igjen. Som smeltet Metal nedsender Solen fra den. Og Stjernerne o derhjemmefra, bekrandse vel ikke Himalah; men blidere end disse de blikke derhjemme ned. Lucy og Flora. Hvor Bølgen er dyb, som skiller En fra sit Hjem! Hvor Bjerget er højt, som stiller sig mellem dem! Den Vind, som ei kom derhjemmefra, for heed eller iskold blæser da. Men Hjemmets milde Vinde de døe før de række hid. Humphry. Han sympathiserer, troer jeg, dygtig med dem. Hvor jeg mig opholder, boer jeg; der er mit Hjem. SIDE: 9 I dette Princip er Vinding gjort. Thi da ingen Hjemvee plager stort. Jeg hjemme er jo, hvor jeg paa Jorden har sat min Fod. (Dands). Flora (til Lucy). -- Saa! Det ligner virkelig meer end de allerfleste Portræter, som ligne naturligviis; thi ellers vare de ikke Portræter. Og Malerier ere de ikke altid. Lucy (gjemmende Skizzen i sin Mappe). Snak, Flora, det er mere en Skizze af disse Øieblik bare. Jeg vil gjerne forære dig det. (Tager den frem). Flora. Og beholde Originalen. Lucy. I Erindringen. Flora. Han er virkelig interessant. (Afsides). Ak, der er Noget i hans Ansigt, som ligner lille Ben derhjemme, saadan som han nu maa see ud. Men er De oprigtig, Mylady, saa tillad mig at være høimodig og vælge et andet af Deres Mappe, end just en Skizze af den smukkeste, og jeg troer bedste, Anglo-Ostindianer, vi have seet. Nu, Sir, Fluen er fløien. Humphry. (Vendende sig om). Ah, hvorfor pressede de den ikke, Miss? Men lad see! (Vil see paa Papiret. Lucy gjemmer det). Flora. Det maa have været en Troldflue, Sir; thi da den lettede sig til Flugt, blegnede dens Afbildning hen paa Papiret, og da den virkelig fløj, var hele Figuren borte. SIDE: 10 Humphry. (Langtrukkent). Virkelig? Flora. Virkelig, Sir. Humphry. (Seende paa et af Papirerne. Forundret). Der er ingen. Flora. Nei, der er ingen. Er det ikke ganske rigtigt? Humphry. Ja, det er ganske rigtigt. Men der er ingen. Flora. Men der er Sympathier til i Naturen. Er ikke det ganske rigtigt? Humphry. Jo, for Exempel . . . Flora. Altsaa ikke meer om det, Sir. 4de Bajader. Se, Fremmede, derfor ere vore Trin lette, forat bortføre din Kummer umærkeligt. Og Den, hvis Skabning mest ligner det Skjønhedens Mønster, den Yndernes paradisiske Stengel, hvorpaa dine lønlige Tanker blomstre, hvis Aasyn mest ligner din Glædes, og i hvis Øjne en Glands af dit saligste Øjeblik lyser -- o Fremmede, se Hun vil med sin søde Læbe udsuge din Smertes Gift, og lægge dit Hoved til sit Hjerte, og lade dig høre Salighedens Timer i dets Slag. (Rækker William en Blomst. Han vinker Bajadererne bort). SIDE: 11 William. I Vildrosens Hjerte skjære Bleghed er malt. I Qvindens er Blyheds Ære sødest af alt. Og Brudene staae i Annandale' med Krandsen saa smuk som Vaaren har, men Ingen glemmer at bære Vildrosen med blege Skjær. Lucy og Flora. Naar Natten med Dug forfrisker bøjede Blom, i Drømme fra Hjemmet hvisker Stemmer derom. Gid tydeligt han derhjemmefra maa høre sin Moders Stemme da, og øine Fædrehuset og Træet derudenfor! Humphry. Goddam! Hun er smuk. Ja Alle har mit Behag. Men Hun maa man deilig kalde efter min Smag. Den Mode er ret, den klæder net, med Musselinskjole kort og let. Den London vil gefalde. Jeg bringer den did, Goddam! Humphry. Nu er han kjed af den Moro, Mylady, En af Bajadererne var, paa min Ære, smuk. Lucy. Tillad, Sir, vort Arbeide fordrede al vor Opmærksomhed. Flora. Ja, Sir, vort Arbeide fordrede al vor Opmærksomhed, og lidt til. SIDE: 12 Humphry. Paa min Ære, Kunsten skulde De vise meer Opmærksomhed. Flora. Og De Mylady, Sir, og lidt til . . . Lucy (reisende sig). Flora, kom! Der er mindre qvalmt inde. Flora. Ja slig Konversation er en Slags Bagerovn af Ord, saa raae som Steen og Tegl. Og der skal jo ogsaa være Flammer i dem. (Spids) Farvel, Sir! (Damerne gaae ind). Humphry. (Seende efter dem). Prosit! Nu falde de den Gamle i Kløerne, og faae døie de tre evige sidste Kapitler af hans Reisebeskrivelse. (Sætter sig paa Da- mernes Bænk). Pah! her fik jeg mig en god Plads, bare her nu ingen Skorpioner var i Nærheden, og den Original derover fandt paa nogle nye Optøier. Men der sidder han og plukker sine Invita- tionsblomster istykker -- Quelle bête! Og hver betyder dog sin, og Passionsblomsten der, som han ødelægger, den Sødeste af dem alle: Tamajindri med de to Elskovspile i Øinene. Jeg troer han er gal, hver af dens sexten Blade betyder jo en Sommer af hendes Alder. A la bonne heure! (Gjør sig det mageligt). William. (Skjødesløs sønderplukkende Blomsterne). For pragtfuld er mig Indiens Sommer. De blinde næsten disse Blommer. De synes næsten som metalne, som groed' af Frø fra Eden faldne. En farvet Dag, om Solen døde, vil da af Indiens Flor fremgløde. Med falskt og dæmpet Solskin ville de gule Liljer Alt omspille. SIDE: 13 Langs Højens Ryg i dunkle Skyer af Rosers Gjenskin Morgnen gryer. Sølvpalmerne og Gyldenregnen da straalte Lysning over Egnen. Paany forelskte Nellikklynger indkysse Liv i Muldens Dynger. Lotos paa sine mørke Vover da ligger, liig en Sol, der sover. Det er en Dag som under Jorden, som Sommernætterne i Norden. O hvor fantastiskt Lys! Hvormeget det ligner dog mit Indres eget! Solløse Dag, purpurne Taage! Du lyse Nat, hvor Blomster vaage! Frydløse Glæde! vaagne Slummer! Tungsindighed foruden Kummer! Hvor lyst et Mulm! hvor dunkel Dagen, som Glands af floromslørt Skarlagen, som Stenen, der i Mulden tindrer, som Blindes Bliks, der Syn erindrer! Hvor ligt det Lys, hvori de svømme de fædrelandske, kjære Drømme! Hvor ligt min Sjels, af Savn fordunklet, af Hjemmets Minder gjennemfunklet. Humphry. Pah, ikke andet? Hjemvee? -- Det var ogsaa en Følelse! Somom man ikke havde nok Følelser før. Hjemvee er en Lyst til at reise hjem, og saa reiser man hjem, om man vil. I Ens Lyst er Motivet nok til hvad det skal være; og da jeg nu ikke har Lyst til at høre paa de evige tre sidste Kapitler af Mylords uendelige Reisebeskrivelse, og jeg ikke vil være uhøfligere end nødvendigt, saa gjør jeg sgu som saa . . . (Iler ud af Parqvettet nedad Gaden. Lorden kommer idet samme ivrigt ud med en Atlas og Portefeuille, fulgt af Lucy og Flora.) SIDE: 14 Lorden. Lucy. Flora. William. Lorden. -- -- O det ærlige Skind! Og om han nu er trodsig ligesom Klippen er brat bare for at være Klippe? Flora. Eller som Skindet har sin stride Side imod Haarene. Lorden (med et alvorligt Blik paa Flora). . . Lucy, eller lidt raa, ligesom Barken paa de ædle britiske Ege? Ah, der seer jeg ham endnu. (Raaber) Humphry! Humphry! Nu saa for Fanden, der dreier han om til Qvaien. Flora. Den Tølper! Lorden. (Alvorlig). Flora! ? Flora. Ja han hørte meget godt De raabte, Mylord. Han er . . o, Mylord, han er . . . Lorden (Hidsig). Jeg siger Dig . . . Flora. . . Han er utaknemmelig, Mylord. Han vil ikke høre de tre sidste . . . Lorden. Hvad? Vidste jeg! Men tal ikke saa om den brave ligefremme Dreng. "Tølper?!" I gamle Dage slog man Riddere af slige ge- diegne Karle. Flora. Ja af Vlieset eller Bukkeskindet. Lorden (tager Lucy under Hagen). Lucy, mit Barn, intet Metal er for ædelt til at ligge i Jorden. Og saa er det med stakkels Humphry. SIDE: 15 Flora (Afsides). Jeg havde nær sagt: gid det var saa vel! Lorden (endnu venligere). Men det bør ikke blive liggende, men poleres og forenes med Ædelstenen eller Perlen til et herligt Smykke. Og Humphry, stakkels Dreng, som tidlig mistede sin Fader ligesom Du din . . . . (Afbryder sukkende). Flora (Afsides). Og som tyraniserede sin Moder, der forkjelede den uvorne Dreng. Lucy (Paa engang med Floras Replik. Kjærtegnende). O min kjære Onkel! Lorden. . . Ja Humphry, Stakkels, er han ikke allerede bleven meget finere og bedre? Og en smuk Mand er han med et ægte engelsk Udtryk. Nu maa Du have lært at kjende ham paa Reisen. Flora (Afsides). Saamen, Bekjendtskabet har meget tilfælleds med de barbariske Lande, vi have seet, og med Ørknerne. Men det tog dog engang en Ende med disse. Lucy. Ja paa Reisen, Onkel! men . . . . O jo, jeg er ret tilfreds med ham. Lorden (Afsides). Den troskyldige Sjæl ahner ikke, at dette netop er Hensigten. (Raskt). Ja, at kjende og elske ham er eet. (Afsides). Pah! det var for langt rykket ud. (Lucy trækker sin Haand ud af Lordens). Flora (Afsides). Aha, der klang igjen en Streng, jeg har hørt før. Jeg be- gynder at begribe. Den gamle Herre har en kjærlig Plan med dette kjedsommelige Følge. SIDE: 16 Lucy (Afsides). Skulde det være muligt? Lorden (Forlegen). Jeg troer . . . jeg mener, at kjende og agte Sir Humphry er eet; men man maa først kjende ham. Flora. Ja ligesom Vildnisset. Naar man først har brudt ind i Torne- buskene, saa veed man hvor man er. Lorden. Og dertil, Lucy . . . Lucy. Og dertil skulde Reisen tjene? Lorden (Forbløffet). Reisen, Lucy? Reisen er til fælleds Fornøielse og jeg troer til Nytte for Videnskaberne, naar jeg først faaer endt . . . (Falder i Tanker. Gnider Panden). Ah hvor var det nu jeg slap, da disse for- dømte Dandserinder og deres Triangelmusik . . Flora. I sidste Kapitel formodentlig, Mylord. Lorden. Rigtigt Flora, Du er opmærksom, naar Du vil, og har en god Hukommelse. Det var ved et dygtigt Hug til Lord Valentia for hans Lovtale over Compagniets Adfærd mod Hyder Alis Fa- milie . . ret et dygtigt et, kan Du troe. (Viser Tegn paa fremdeles Adspredelse). William (for sig selv). Det er skotsk Dialekt, de tale. O snart skal jeg hjemme kunne beruse mit Øre i denne Musik. SIDE: 17 Flora (Tager Lorden lidt ved Armen). Ja, Mylord. Valentia fortjener alt hvad han faaer, for han er en Tory. Men var det ikke bedre at tænke videre frem end tilbage? Jeg mener . . . . Lorden. Videre? Flora. Ja for at Reisen engang kan faae Ende. Lorden. Det er just det jeg spekulerer paa, og nu har udfundet. Ret et geografiskt Vendepunkt! Men Humphry, Humphry vil ikke . . Men Aarsagen er nok, at han ikke veed om det fornøjer Lucy . . Flora. Har han tænkt paa det, Mylord, vil jeg fornegte min Tro og paa min blotte Fod gaa til Mekka og gjøre Bod for min Vild- farelse. Lorden. Visvas, Tøs! Lucy. Vist, saalænge De fornøier Dem paa Reisen, bedste Onkel, er den ogsaa mig en Glæde, men ikke længer. Først da vil jeg tillade mig at længes hjem. William. Sagde ikke den ene Lady "længes hjem"? O vi dele Fø- lelser. Lorden (Afsides). Hun undviger mig. Men jeg gaaer ogsaa for raskt paa. (Højt). Da vil det vare længe, min lille Lucy, dersom Du ikke . . . ja, dersom Du ikke faaer at bestille hjemme. Og naar jeg saa først kan see Dig skjøtte Dig selv, naar jeg -- mener jeg -- først seer Dig sikker hos en ærlig brav Mand, en brav Mand . . ret en brav Mand som . . . som . . Flora. Fy, vel ikke som . . . SIDE: 18 Lorden. Nei! nei! Miss, hvad er det De tillader Dem! Nei, nei, just ikke . . . Lucy (Kjærtegnende). O min gode Onkel! (Afsides). Ah, han bemærker os. Lorden. Jeg meente kun, naar Du befandt Dig vel -- forstaa mig: vel hjemme, vil jeg slaae min længe paatænkte Reise om Jorden efter en af Bredegraderne af Tanker, og slaae mig til Ro hos jer og arbeide paa Udgaven af mine Reiser. Det vil blive en Beskrivelse! Paa Rojal-Velin, dediceret til gamle Kong William eller min Ven Sir Walter, der har gjort Campbellerne verdens- berømte. Wiliam (Vender sig livlig om). Campbellerne? Sagde han ikke "Campbellerne?" Skulde denne Familie være Campbeller? Nu vel, den er bleven stor, en Menneskeslægt, og de ere blevne fremmede for hinanden. (Vender sig bort). Lorden. Og saa skulde jeg læse den in extenso for dig, dersom Humphry gav Dig Stunder, og . . Lucy (forundret). Sir Lowthes? Lorden (Afsides). Hvilke Øine de gjøre! Pigerne mærke Uraad. Ak, om Rei- sen skulde være spildt! Flora (Afsides). Ah, den gamle Herre troer nok, at man ligesaalet bliver for- elsket som støvet sammen paa en Reise. Lorden (Afsides). Djævleblændt, at Humphry ikke selv rykker ud, men lader mig istikken, mig, som ligesaagjerne kan holde paa en Kilde, der vil sprudle frem, som paa hvad jeg tænker . . . (Høit). Sir Lowthes, siger Du, Lucy? Nei, "Humphry, Humphry!" Har Du SIDE: 19 imod den stakkels Humphry, som gik saa trofast ved Siden af din Kameel i den afghaniske Ørken? Det staaer bestemt i 27de Capitel af min Reisebeskrivelse. Gjorde han ikke, Miss Flora? Flora. Ja, Mylord han gik ilæ af Sandfyget. Derfor gik han ved Siden af Myladys Kameel. Lorden (Vred). Derfor? Miss, jeg er misfornøiet med Dem. Hverken er De opmærksom, naar jeg forelæser min Reisebeskrivelse, og heller ikke har De noteret Veirrubrikkerne hverken for i Gaar eller for idag i Dagjournalen. Det er disse forbistrede Optog hos denne . . Gud veed hvad han er . . . denne Dagdriver af en Nabo. (Seer William). Guds Blod! Men jeg troer dog ikke han hørte det . . Lucy, vær ikke saa forskrækket . . Jeg skal gjøre den Gentle- man min Opvartning . . Imidlertid maa han tro vi tale om noget andet. (Høit). Skal vi have et Blanko for 2den August? William (Springer op). 2den August? Flora (Blød). Mylord -- Lorden (Skyndsom). Kom, Børn! Jeg vil ikke have med denne Ostindianer at bestille, kom! (De gaae ind). William. Strax derpaa Humphry. William. 2den August? Min Moders Fødselsdag; og jeg har ikke for- staaet hvorfor min Hjemvee har gjæstet mig vemodigere end ellers idag den 2den August. Humphry (kommer fra Havnen). Ja, Sir, det er den 2den August alt. Goddam! SIDE: 20 William (for sig selv). Hvad dvæler jeg efter? Mit Ophold bliver mig utaaleligere under denne Uvirksomhed og Rigdom, mens maaskee mine For- ældre . . O nu ere de gamle, om de leve . . Og, min Gud, hvad dvæler jeg efter -- ? Humphry. Nei, skynd Dem, Sir. Skal vi gjøre Følge, om De vil til Eu- ropa? Jeg kommer fra Havnen. Den sidste Ostindiefarer letter iaften, og siden tvivler man paa der dreier nogen ind fra Kal- kutta. William. Ah, Sir, jeg er Dem forbunden. Men Forpligtelser binde mig her før jeg kan sige denne Verdensdeel Farvel. Alligevel ventes her to Seilere ihøst. Humphry. Ha ihøst? Hvorfor ikke til næste Høst, Sir? Men det er alt den 2den August (Bider sig i Neglene mumlende.) 2den August! Det er af Vigtighed for mig at faa hugget mig fast i denne Pengenabob! (Seer sig om). Jo ganske rigtig. Vinden er S.S.V., saavidt man kan see af disse ustadige Silkevimpler, og Skibet derude kommer fra Land inden Aften. William. Troer De? Jeg har Understøttelse at sende en Familie i Fædrelandet. Humphry (Afsides). Gid han vilde betroe mig at bringe den frem. (Højt.) Jo ganske vist, Sir, iaften. Men lad os høre efter. William (idet de gaae). Jeg er Dem forbunden, Sir, meget gjerne! (Lorden, Lucy og Flora komme ud igjen). SIDE: 21 Lorden. Lucy. Flora.. Lorden (idet han træder ind). . . . Retsaa, søde Barn, saa er der Intet ivejen for at reise videre, naar Du vil overtale ham. (Afsides). Ha, det var en for- træffelig Avance! det er saa godt som en Kjærlighedstilstaaelse, naar en Dame anmoder en Herre om noget. (Høit. Gnidende Hænderne). Ah, nu er der næsten ingen Afstand mellem os og det bestemte Vendepunkt: Indiens Sydspidse; thi Ghauntstoppene ere intet imod en Mands Bestemthed, og Humphry er en Mand, ret en Mand, Lucy. Hans Trodsighed er kun hans Mandigheds buskede Bryn. O tro mig, søde Lucy, Du gjør mig ret lykkelig ved dette Løfte. Men, Flora, hak nu ikke paa ham, naar han kommer tilbage. Flora. Men De siger jo selv, Mylord, at han er en ædel Kjærne i en raa Skal, og hvorledes skal man faae den ud uden at hakke paa Skallen. Lorden. Tosse! Lucy. Ja jeg vil sige ham, at han skylder Dem Lydighed. Lorden. Siig hvad Du vil, hvad Dit Hjerte tilsiger Dig; men brug bedre Argumenter, og saa over Ghaunts ind i Mysore og nedover o.s.v.o.s.v. Og Humphry med. Ikke sandt, Humphry med? Lucy. Ak! jo, dersom -- Flora. Javist, han hører med til Reisen som Skumpen og Støv og for at sande Ordsproget: Mennesket fører sin Sorg med overalt. (Lorden sukker). (Afsides). Ak, det rørte ved hans Hjertesaar. (Høit). Ja, Lord Campbell, vi behøve En, som kan forsvare os mod Mah- ratterne og Tigrene, som beboe Landet isammen. SIDE: 22 Lorden. Snak! Den Deel af Reisen vil danne det meest glimrende Af- snit i min Beskrivelse. Paa en af Plancherne skal vi allesammen befinde os i Forgrunden. Du ogsaa Flora og en ung Dame støt- tende sig til . . Flora. . . . Ham, der kommer gaaende der? Men ikke ham der kommer vraltende. (Sir Lowthes og William sees at komme gaaende. De standse af og til i Samtale). Lorden og Lucy (bebreidende). Flora!? Lorden. Flora, jeg vilde ønske, Du vilde gaae ind og passe din Journal, for Du kan ikke være rolig. Flora. Oh, Mylord, den er alt færdig; men jeg skal vise Sir Lowthes hvorledes Deres Ønske bør være en Befaling. (Gaaer ind). Lorden. Lucy. Sir Lowthes. Kapitain William. Siden Flora i Vinduet. Humphry. . . Skibet reiser altsaa, Sir. Jeg vil ønske vi havde væddet. Men hvad bryder De Dem om denne Paqvet fra Præsident- skabet, som mødte os paa Qvaien, naar De vil reise, og der er god Vind? William. Min Pligt, Sir. Den kalder mig til Madras. Derfor, dersom De reiser . . Humphry. Ja dersom! Dersom Fanden ikke kjører sin Vogn ivejen. Men tys, Sir! William. (Med en let Hilsen til Lorden og Lucy). Deres Selskab maaskee binder Dem? SIDE: 23 Humphry. Fanden heller. Dog -- tys Sir, jeg skal fortælle Dem noget. (De gaae noget afsides). Lorden. Hvad Selskab han der er kommen i! Lucy. Ikke det sletteste, troer jeg. Lorden. Gid han var det qvit! For vi har jo andet fore. Han er stiv som et Harnisk, og har allerede yttret Mishag med Planen -- naturligviis for din Skyld. Lucy. For min? De betager mig Modet til at overtale ham. Lorden. (Hostende). Humphry! Hm! Humphry! Humphry (vendende sig skjødeløst om med Hovedet). Strax, Mylord! (Afsides). Nu maa jeg da holde til. (Hvisker til William). William (seende paa Lorden. Til Humphry). Aha! er han en saadan Original? Men en uskyldig en, fore- kommer det mig. Blot en Reiseliebhaber. Lucy. (Afsides). Jeg troer han bagtaler os. Han er istand dertil. Flora (oven fra Vinduet). Ja, Lucy, jeg hører det. Han skildrer Mylord som en . . jeg vil ikke sige det . . Lucy. Fy! Flora. O saa falskt, saa falskt! SIDE: 24 Lucy. Den Utaknemmelige! Men han skal -- Lorden (hostende). Humphry! Humphry! -- Det var da ogsaa . . Humphry (trædende frem. Til William, rystende hans Haand). . . Skriv altsaa, Sir. Det bliver derved. (Hviskende til ham). Jeg skal vel see til at komme afsted. (Hilsende) Ah, Mylord, jeg kan allerede sige "Godaften". Det begynder allerede at svale paa. Vinden staaer fra Land, Mylord, meget godt fra Land for Folk, som vil fra Land. Lorden. Ja min Gut, men den smager bedre imellem de blaagrønne Ghaunts, hvor den kommer fra. Humphry. Det bliver vi To om. Lorden (forskrækket). Hvad? (til Lucy). Der hører Du, Lucy. Humphry. Jeg mener i Meninger, Mylord. Lorden. Ja nu skal Du høre min og Lucys . . og Lucys, -- hører Du? (seer William har sat sig. Afsides). Ei for Pokker! der er den ube- hagelige Nabo igjen paa sin Yndlingsplads. (Høit). Men kom ind, Børn. Der er Atlassen, og den hele Vej udpeget. Humphry. Til Kap Komorin? SIDE: 25 Lorden. Netop! Lucys og min Mening og Lucys. Netop! og netop til Komorin. Humphry. Nei, Goddam! Saasandt jeg er . . . (De to sidste Replikker siges mens de gaae ind. Paa samme Tid er ogsaa William gaaen ind til sig. Fra Baggrunden Ritornellet for Sangerinderne, der komme fra det fjerneste Hjørne af Williams Landsted). William. Hinduiske Sangerinder. Lucy og Flora sees af og til ved Vinduet. William (talende ind ad Døren). . . Kan det adsprede mig, Achmet, saa lad dem komme. (Sætter sig som tilforn). Sangerinder. En Skov i Flammer er Mandens Jammer: sin egen Næring og Selvfortæring. Et Hav i Fraade, hvis Bølger æde paa egne Kyster, Vulkan i Gjæring, en Guds Unaade, en Jord, som ryster, er Mandens Vrede. William. De Indiens Døttre min Sorg ei fatte. Den er ei Skoven i Røg og Brand, ei Hav, der vredes; med Træets langsomme Død, man satte i fiendsk Jordbund paa fremmed Strand. Den lever og døer af Sukket: hvorledes, o hvor lever min Fa'r og min Mo'r? SIDE: 26 Sangerinder. Hans qvalte Længsel er Løven i Fængsel, er Kjæmpeslangen, af brustne Klipper i Hulen fangen. Det Suk, som piner hans Barm, og presset hans Vee undslipper, er Sværd, som glipper fra Haand, og hvæsset i Luften hviner. William. O nei, min Sorg er ei Løven bunden, Uhyret indklemt i Bjergets Rift. O den er Vunden i vis, indvendig, useet Forbløden, en dryptært Klippe, en langsom Gift. Den lever og døer af Sukket: hvorledes, o hvor mon lever min Fa'r og min Mo'r? Sangerinder. Hans Sorg ei slumrer skjøndt Hovdet synker, mens Panden skumrer sig til med Rynker. O Nat, hvor skummel! hvor troløst Stille! Vulkanens Tummel er i dens Indre. Ei Drøm tør spille i Ro hans Hjerne, ei trøstfuld Stjerne i Taaren tindre. SIDE: 27 William. I Sandet formes, i Bølgen maler sig falske Omrids af fjerne Hjem. I Luften taler min Moders Stemme, i Skyens Dale min Faders Hyttetag titter frem. Den lever og døer o. s. v. Sangerinder. Han hader Glæden. Ham Trøst at række er Mandelsæden i Gletscherrevne. Sig sammentrække hans Bryn som Kroge. Dem ud at jevne er Haand at strække til Fred imellem to kampopreiste giftsvullne Snoge. William (vinker Sangerinderne bort). O Hjemvee, dybere er din Smægten end Nonnes Elskovs, end Enkes Savn i tro Fornegten. Liig anskudt Due din Død du bærer med dig, hvor fjernt fra din Fødestavn. Du lever og døer o. s. v. Som Ørknens døende Vandrer hører i Alt kun Susen af livlige Bæk, en hjemlig Tone hvert Vindpust bringer, og Bølgen fører mod Stranden knuste min Faders Træk. O Hjemvee, du døer i Sukket: hvorledes, o hvor mon lever min Fa'r og min Mo'r? (Reiser sig heftig). SIDE: 28 Men denne umandige Smerte? -- bort! (Visker en Taare af Øiet. Lucy og Flora vise Deeltagelse). Maaskee ere de fattige og hjelpeløse der- hjemme -- skjøndt Bob vel er der hos dem, og lille Ben maa være bleven stor -- ; men i min Haand er Hjælpen. Derfor -- ja, denne Leilighed maa ikke forsømmes. Det vilde være Synd. Gud vil give denne Gentleman en lykkelig Reise for mine Bøn- ners Skyld. (Gaaer ind). Lorden, med sin Atlas, og Humphry komme ilsomt ud. Flora og Lucy i Vinduet, visende at de høre Samtalen. Humphry. Nei, Sir! Lorden. Jo, Sir! Humphry. Goddam, Mylord! saa slip mig! Lorden. Ikke af Flekken! Humphry. Netop det vil jeg: ikke af Flekken. Lorden (pegende paa Kortet). Men saa see dog! I Alverden, saa see dog! Humphry. Pah! Jovist! Jeg har sagt det, Mylords Reiseorm er meget lang. Lorden. Hvor er da den Gentleman herover, som ikke gjør andet end fornøie sig? Han vilde kunne sige dig . . . Humphry. Jovist, han er paa min Side. SIDE: 29 Lorden. Det kunde jeg troe. Ja det kunde jeg troe. Men er det ikke for din Skyld, for din Skyld, vi reise? Se nu, her er Ghaunts, og her . . . Humphry. Ei, Tippoo Saib og Seringapatam eller hvad det hedder! Og det Punkt er Verdens Ende. Desuden -- ja for min Skyld? Jo pyt, jeg mener Reisebeskrivelsen har ogsaa sin Deel i Skylden. Og desuden, ligesom vi drage fremad mod den ene Verdens Ende, rulle mine Udsigter -- som De veed, Mylord -- tilbage mod den anden. Og desuden . . . Lorden. (Blød). Humphry . . og desuden? Humphry. Ja desuden -- blev der, for denne evindelige Reisens Skyld, noget af Feten hos Guvernøren i Putnah eller hos Obersten i Fort George, eller her eller paa alle betegnede Hvilepunkter? Og desuden -- jeg kunde fryse mig fordærvet af Myladys Kulde, dersom her ikke var saa hedt. Goddam! (Med heftig Gestus). Lorden. Ak, Humphry, paa Forbjergene stode altid Kjærlighedens Templer. Jeg gaaer dig god for, naar vi have naaet Kap Komorin . . . Humphry. Nei, Mylord, det er alt ude i August, og jeg gaaer Dem god for, at hverken Fanden eller Kjærligheden skal faae mig længere Øst, Syd eller Vest eller fra Havet, som dog er en Slags Vei hjem. Det er paa høi Tid. Lorden (pegende paa Kortet). Men Du ser jo ikke efter, Humphry. SIDE: 30 Humphry. Nei, i Kalenderen er der andre Argumenter. Behag at see efter, Mylord -- der er mærket for 5te December, og jeg har veddet med Lord Kennedy, og et Veddemaal er et Æresord, og det holder jeg . . . Mylord, jeg holder mit Æresord, -- og det har jeg givet Lord Kennedy paa at deeltage i hans store Hjortejagt, som begynder præcis den Dag, og mit Ord staaer, og det er Sagen. Lorden. Bare Veddemaalet ikke var Sagen. (Blød). Ak, Humphry, da falder jo Alt sammen, mit Hjertes prægtige Bygning. Humphry, vil Du bedrøve mig? Jeg er din Formynder endnu, og har været Dig en Fader. Humphry. Vel nok, Mylord; men jeg er en Æresmand, og det er alt ude i August. Lorden. (Kjærlig). Nu, Dreng, videre! Du vil nok komme til Fornuft. Humphry. (Heftig). Aldeles ikke . . . aldrig i Verden! Nei! nei! Lorden. Saa vil Du dog nok tænke paa . . ja Du veed nok selv hvem . . . Humphry. (Endnu heftigere). Men saa for Fanden! Goddam Mylord! . . . Ah, om Forladelse, jeg bliver hidsig. Men (Stikker sin Hirschfænger i Jorden) her staaer min Hirschfænger, og saa staaer mit Ord. De har mit Ord, Mylord! men ikke paa at følge med til Verdens Ende; og Francis Kennedy har mit Ord . . . Ha, Mylord, De skulde see hans Støverrace! Lorden. (Næsten givende sig over). Du store Gud! Du store Gud! Og netop nu, da vi nærme os Reisens Vendepunkt, og jeg kan sige med frelst Samvittighed: SIDE: 31 "nu Børn, nu kjende I hinanden tilstrækkeligt". Ak Humphry, Du har ikke været nok opmærksom og artig, men . . . Humphry. Oprigtigt, Mylord! Det har alene været for Myladys Skyld, at jeg ikke hundredegange har slaaet Miss Flora paa Øret. Flora. (For sig selv). Takker, takker! Skal takke bedre. Lorden. Ak ja, jeg veed det jo nok. Humphry. Men jeg er en Æresmand, Mylord. Lorden. Ak ja, jeg veed det jo nok. Humphry. Og Hun en optagen Kattekilling. Flora. . . . Ja, som skal klore dig. Lucy. Tys, Flora! Lorden. Har jeg ikke altid sagt, at dit Væsen tilhører din Ærlighed? Og det har jeg sagt, og beilet langt ivrigere end Du selv. Men bare tænk paa de herlige Ejendomme, Lucys og dit Fædrenegods, som grændse saa til hinanden, og paa de prægtige Parker, som ikke bør skilles. De vilde først ret forene Skotland og England. Humphry. Det er netop der vi skulle jage, Mylord. Vi komme til at slaa ind paa Myladys Enemærker. Der maa være Hjorte paa fjorten med Mos paa. Derfor Mylord . . . SIDE: 32 Lorden. Nu, isandhed, Du overgaaer mig i at kunne reise, naar Du blot vil, eller det Lune stikker dig. Fra Indien til Skotland for sligt Lapperi som en Jagt med et Par Skovriddere? Humphry. Mylord, Francis Kennedy og tre af deres egne Neveuer . . Lorden. Visvas! Kjender jeg ikke de Døgenikter? Humphry. Og kanske Griffith med for at holde her for os og spore op. Lorden. Ei vas! Han har andet at gjøre. Humphry. Vi satte vore Hirschfængere i en Eeg til Pant paa at møde der precis den 5te December næste Aar om Middagen. Det var otte Dage før jeg indhentede Dem i Paris. Lorden. (Med Udbrud af Vrede). Sir! jeg vil sige Dem det. De elsker ikke min Fosterdatter. Humphry. (Affekteret slaaende sig for Brystet). Mylord! ved Gud . . ! Lorden. Hun vil overtale Dig. Hun har selv lovet det. Humphry. Goddam! I dets Sted. . . (Stryger sig om Munden. Afsides). I dets Sted læste hun mig en Text. Man hører godt igjennem disse Spindel- vævvægge. Lorden. (Strækkende sin Haand ud). Din Haand, Humphry! Dersom Hun giver Dig sin; saa bliver du og følger med? og hun skal det paa Stedet. SIDE: 33 Humphry. (Slaaer sin Haand i Lordens). Top! Men Mylord, nei, Francis og Ralph Buxton, og . . Hvad ville de sige? Nei, Mylord, nei . ! Lorden. (Trækkende sin Haand tilbage). Hvorledes? Ha, Sir, De fornærmer mig, og De fornærmer ogsaa . . Fy, Sir! fy! Humphry. Der er en Udvei. Ja Mylord, der er en Udvei: Vi reise sammen til England? Lorden. Hvad? Humphry. Og det i Aften med dette Skib. Lorden. Nei, Sir, ikke om jeg fik alle tre Kongeriger. Til England nu? Raser De? Tænker De ikke paa min Reisebeskrivelse? Humphry. (Kort). Nei. Lorden. Du er rasende. Den blev jo hverken heel eller halv. Det var at anglisere en Løve. Den fik . . Nok! skal den ikke have en geografisk Ende? Humphry. Ligemeget, Mylord. Min er der hvor vi skilles. Lorden. (Rasende). Saa gaae Fanden ivold! Humphry. Velan Mylord! Lorden. Ja, Fanden ivold! Hører De? . . (Vil gaa ind). SIDE: 34 Humphry. Det er efter Deres Pibe; thi det er ikke til England. (Gaaer sagte mod Havnen). Lorden. (Raaber efter ham). Farvel, Sir! Jeg stryger Dem ud af min Reisebeskrivelse, Sir! . . som en Feilskrift, Sir! . . som en Trykfeil, Sir! imellem Errata . . Gid! (Slaaer Døren i efter sig, men aabner den strax). Eller jeg skildrer Dem, Sir! ja, eller jeg skildrer Dem, Sir! Jeg skildrer Dem efter Fortjeneste . . Hører De . . efter For- tjeneste, efter Fortjeneste! (Gaaer heftig ind. Damerne forsvinde fra Vinduet). Humphry (Kommer tilbage). . . Fanden ivold? Ja did kan man komme foruden Penge, men ikke fra Indien til England. Den gamle Nar, at han ikke vilde lade sig tale til Rimelighed! Saa havde han nok forstrukket mig det. Men han er som at møde en Flod. Og Jeg? Goddam! Didhen jeg vil, vil jeg, om jeg saa skal krybe til Korset og høre de tre sidste Kapitler til Ende og saa benytte en Lovtales en- thusiastiske Øjeblik. Eller hiin Gentleman derover? Mon han skulde ville? Ah, er jeg ikke Sir Humphry Lowthes og Skibs- kapitainen en Skipper? Og kanskee han ikke har seet en Æres- mand før eller troet paa hans Ord, der bør være god forlods Betaling nok. (Gaaer rask mod Havnen). Lucy og Flora. (Trædende ud i Blomsterparqvettet). Flora. (Leende, idet hun træder ud). Mylady! Mylady! kom ud. Han er borte for evig. Lucy. (Trædende ud). Men Flora da, hvor kan Du lee saa, naar min Onkel er saa fortørnet? SIDE: 35 Flora. Fordi jeg elsker Dem, Lucy! og fordi Deres Plageaand er borte. Bruddet med den Gamle er alvorligt, det kan jeg forsikkre; thi det var to Griller, som mødte hinanden, og to skotske Bjerg- strømme ere ikke trodsigere end to Menneskers stridige Luner. Lucy. Nu, vel! Flora. Ja saa kan her blive ret behageligt. Lucy. Ja for her er ikke fuldt saa hedt som andre Steder. Havvinden kommer næsten en Time tidligere end ellers paa Kysten, og vi have luftige Bjerge tæt bag os. Flora. Ja de ere saa langtfra os, at de ere blaae som Luft. De maa være Oplag af Luft. Men i Nærheden . . . Lucy. (Holder hende for Munden). Tys, Flora! Fortørn mig ikke. Hvad gjør den Fremmede in- teressant uden det, at hans Hjemvee viser, at han er følelsesfuld? Flora. Jeg vil spionere ud hvem han er. Militær er han, men alt hans Tyende og selv de Soldater, jeg seer der undertiden, ere hinduiske. Alligevel . . . Men . . (Lyttende. Lyd af en Fløite og som af mange Folk høres). Den behagelige Havvind har nok hindret Sir Humphry fra at komme afsted -- eller han kommer for at tage Afsked. (Støien tiltager). Lucy. Gesvint, Flora! Træk Grenen der fore, og lad os holde os stille. (De sætte sig paa Bænken i Parqvettet). SIDE: 36 Sir Lowthes kommer tilbage, fulgt af en Sværm Folk, hvorimellem en Jonglør med en Slange. De Forrige. Humphry. Saa! -- der, Juggler. Staa der! (Gaaer mod Lordens Landsted, bidende sine Negle). Goddam den Kaptain, med sine 120 Pund forlods og sin Færdighed i at bande mig over og sin Ringeagt for Gentlemen og Gentlemans Parole. Og netop nu er den Gamle opbragt! (Griber efter Dørhammeren). Mon jeg tør gribe til? Jo -- afsted maa jeg, og derfor . . ja, jeg skal bogstavelig bruge Slangen hvor Staalet ikke duer. Og jeg kjender jo den gamle Nathue havde jeg nær sagt -- som saa vel veed, jeg ikke er fuldt 21 Aar endnu. Men han vil ikke staae imod. (Nogen Tummel bag i Sværmen. Lyden af en Piccolo, somom Juggleren gjorde sig færdig. Humphry vinker til ham). . . Ah, Miss Flora, jeg seer deres Kjole gjennem Busken. Jeg maa have fat i Mylord. (Gaaer mod Døren. Flora kommer til Gitteret). Flora. Jeg synes De har havt nok fat i ham. Mylord er gaaen tilsengs af Ærgrelse og med Nathue, Sir! med Nathue. (Til Lucy). Tro mig -- faaer han ham i Tale, bliver det godt imellem dem. Humphry. (Afsides). Den Djævel! (Høit) Ligemeget, Miss -- Flora. Men vi skal faae ham frisk igjen ved at fortælle ham hvorledes han er karakteriseret for Fremmede af . . . hvem af, Sir? Humphry. (Afsides). Gudsdød! (Høit). Miss, jeg benegter . . jeg forstaaer Dem ikke; men forstaaer De mig, jeg maa have fat i Mylord. Flora. (Aabner den lille Dør til Gitteret og stiller sig iveien). Paa ingen Maade Sir! SIDE: 37 Humphry. (Langttrukken, stødt). Paa ingen Maade? Jo her er en Maade, og en som vil behage Mylord. (Seer Lucy). Ah, Mylady ogsaa der? Goddag, Lady Lucy, og farvel desværre! Men Mylady, Goddag og behageligt Gjensyn i England. Lucy. (Næsten uhørligt). Farvel, Sir! Humphry. (Afsides). Nu nu! Hun behager ikke at svare, eller var det Busken eller en Fee eller Peri i Busken? (Høit). Hvad behager, Mylady? Lucy. (Med Eftertryk). Farvel, Sir. Humphry. Forundrer det Dem, Mylady, at jeg reiser, saa -- Goddam! naar vi ere hjemme igjen, skal jeg paa et Vink bringe Dem en Blomst eller Fugl fra Indien. Tro mig! (Afsides). Ja dersom det var et Veddemaal. (Højt). Og nu Mylord fat uden videre, Miss! Flora. Alvorligt, Sir, De maa ikke. Og hold deres Følge med den afskyelige Fløiten i Ave. Humphry. (Med plumpt Alvor). Miss, alvorligt? Meget alvorligt! Forstaaer De, jeg er meget alvorlig. Jeg vil ikke, . . jeg har intet at tale med Dem, men med Mylord. (Raaber). Hm! Lord Campbell! Hm; saa blæs da! (Præluderende Musik. Lorden viser sig i Sovehabit i Vinduet). De Forrige. Lorden. Lorden. . . Nu igjen Musik! Eh, saa for Satan! . . Ah er Du der igjen, min Gut? Bravo, det var det jeg vidste. SIDE: 38 Humphry. Ja Mylord, for at vise Dem en Opmærksomhed. Seer De (peger bag). Lorden. (Gnidende Hænderne af Tilfredshed). O Du ærlige Gemyt! Du ærlige Gemyt! Humphry. (Afsides). Nu har jeg ham og mine Pund. Man maa lirke med For- myndere. Flora. (Til Lucy, gaaende ind i det lille Parqvet). Nu kan han virre Lorden om sin Finger. Det var det jeg vidste, om han fik ham i Tale. Humphry. Ja seer De, Mylord, De har ingen Jonglør i Deres saa yndige Sketches, og her har jeg kapret en paa Qvaien. Lorden. Paa Qvaien? (Blød). Og did gik Du virkelig, Humphry? Ja jeg var hidsig; men nu er det godt. Humphry. (Affekteret) Oh, Mylord. Lucy. Den Falske! Flora. Ja, at en Mand kan være saa falsk. Humphry. Mylord, naar De behager. Jeg har kapret En med en ægte Brilleslange, en ægte Cobra di Capello. Lorden. Humphry, velsignede Gut! Nu kjender jeg Dig igjen. Det var et prægtigt Indfald. SIDE: 39 Humphry. (Afsides). Ja det var det skam. (Høit). Det vil blive et interessant Afsnit, Mylord. Lorden. Vist, vist! Et eget Kapitel. Humphry (vinker Jongløren nærmere). Frisk an nu, Karl! Lorden. Nei bi lidt. Jeg vil notere paa Stedet. (Sætter Briller paa, og gjør sine Papirer tilrede i Vinduet med Ivrighed). Jeg maa jo beskrive alt nøie, nøie -- ikke et Træk borte -- til min Reisebeskrivelse. Men Lucy maa see det. Ah Lucy, er Du der? Har Du din Portefeuille? Du maa tegne Slangen af, Jongløren, Dandsen og det Hele. Humphry. (Afsides). Jeg har ham. (Høit) Slip løs da Karl! (Slangen løsslippes. Tilskuerne danne en Halvkreds). Lorden. Nu, Lucy, pas paa! (Musik). Lucy. Onkel, Jeg kan ei for Skræk. Betænk, om Slangen løb væk! Flora. Ja tænk, om Slangen løb væk! Lorden. Vær ei bange mit Barn! Humphry. Vær kjek! Lorden. Med Penslen Du fange dens Træk! SIDE: 40 Humphry. Og slap den, tilstede er Jeg. Flora. Først i det Hurlumhei Humphry nok løb sin Vei. Chor. Den dandser alt! Den dandser alt! Jongløren. Paa opblæst Bryn se Brillernes Rand! En ægte Cobra di Capello! Jeg greb den i Sumpen ved Yello. Chor. En ægte Cobra di Capello! En ægte Cobra di Capello! Jongløren. Jeg greb den i Sumpen ved Yello. Chor. Fuglen sidder som var den tæmt, havde Mæle og Flugt forglemt. Thi see underneden dens Brod! Hvor hvisler dens kløftede Od! Og Kjæberne skumme i Fraade og Blod! Som glorødt Metal er dens Blik. Hør hvor den hvæser som knittrende Siv! Skjæl imod Skjæl retsom Kniv imod Kniv. Ei! spil op paany! Ei! spil op paany! Op paany! SIDE: 41 Lorden og Humphry. Rør din Finger! Efter den den knytte skal igjen, som Silkebaand i Vinden, myg en Sløife af sin Ryg. Lucy og Flora. O den er grusom, lumsk og styg! Det er nok! Det er nok! Lorden og Humphry. Op paany! Op paany! Lorden, Humphry og Jongløren. Sikker som Palme paa Rod, stiv som et Spyd paa sin Od og slank som bladløs Narciss se Slangen staar paa sin Spids! Op den puster sit skrumpne Skind for hvergang Gongonen slaar ind. Tungen foruden Rist, flygtig som Ildens Gnist, vibrerer til Triangelens Spil. Hver Nerve zittrer nøie i Takt. Hver Spette sig tænder i Flamme! Lucy og Flora. Ha er det den rette, den samme? Livløs, stille som nedblæst Kvist Slangen ligger . . Jongløren. Tro den ei vist! Den Listige lyver sig død. Se Øinenes tindrende Glød! SIDE: 42 Lorden. Humphry. Lucy og Flora. Den ligger paa Jorden henslængt som en Ring, en irret og troldomsfuld Ring. Ingen paa den en Begyndelse seer. Halen er puttet i Munden, da er Ringen sluttet og fuld. Jongløren. O, paa staalhaard Svands i sin Trylledands hvirvler den, om Musiken klang igjen. Lorden og Humphry. Dacapo da, Jonglør! Lucy og Flora. Jeg mener, at den Stakkel døer. Humphry. Saa pidsk den med din Stok! Dacapo! Lorden. Bravo! Der Jonglør. (Kaster en Pung til ham). Lucy og Flora. Det er nok, meer end nok. Humphry. Brug din Stok! Brug din Stok! Jongløren (gaar under Vinduet, og tager Pungen op). Udmattet dens vilde Natur blunder der stille og stur. Paany i hvirvlende Rund den gynger næste Sekund. (Vender tilbage. Viser Tegn paa Forfærdelse, lader Pungen falde). SIDE: 43 Lorden og Humphry. Bravo, Karl! Nu begynd! frisk an! Dacapo! Du skjælver jo, Mand? Du sveder? Du taber din Fangst? Nu hvad betyder din Angst? Lucy og Flora. O, hvad betyder hans Angst? Juggleren (heftig). Hvor er mit Dyr? Den dræber . . Flyer! Afveien! flyer! Den dræber jer -- flyer! Lorden og Humphry. Hvad er det? Hvor han sig gebærder? Lucy og Flora. Hvad er det? Hans Mine forfærder. Jongløren (i høieste Forfærdelse). Slangen! . . Tilskuerne. Slangen? . . Jongløren. . . Er løben væk! Lorden. Ve, jeg seer den bag Gittrets Hæk. Jongløren. For Guds Skyld, saa flyer da betids! (Flygter. Tilskuerne adsprede sig. Humphry flyer hen mod Williams Dør). Lorden. O Lucy! . . Jeg øiner en Spids af skjællede Hale . . Der sniger den frem. O Himmel, den nærmer sig dem! SIDE: 44 Flora. Kom, Lucy! Lucy (besvimende). Det sortner . . Flora. Hun synker, o Gud! Lorden. Ha, Humphry, saa frels dog din Brud! Kryster, Du feig fra din Elskede flyer? Humphry. Mylord, nei jeg flyer kun for giftige Dyr. (Flyer ind til William, som møder ham i Uniform i Døren med et Brev). William. Hvilke Skrig! hvilken Skræk! Væk, min Herre! væk! (Støder Humphry tilside). Flora. Frels os! frels os! (Bedækker Lucy med sit Legeme). William. Væk! (Støder Humphry heftig tilside). Flora. Ak, Hun døer! Slangen alt sig færdig gjør. O Vee, jeg tør ei see . . Den kryber op . . (Skjuler sit Ansigt). William (lader Brevet falde. River Humphrys Huggert ud, og springer over Gitteret. Man seer Huggerten blinke eengang). Hvad, staaer Du her? Afvej, jeg alt den seer. SIDE: 45 Flora (springende op). O den er dræbt, og frelst hun er. Lorden (kommende ud). Er hun frelst? Flora og William. Hun er frelst! (William bærer den besvimede Lucy ind igjennem Døren til Blomsterparqvettet. De gaa Alle ind undtagen Humphry. Musikken udtrykker Glæde.) Humphry. (Alene). . . Det var Pokker, hvor det slog mig; men det er ikke Alle, som have Besindelse, om de have Mod, i sligt Øieblik. Mod er en Champagner, hvoraf der undertiden, af bare Fyrighed, ikke bliver en Draabe tilbage; men Besindighedens Skillingsøl holder sig altid inden Skranker. Og da er det rigtignok bedre, der- som man tørst og pøbelagtig. (Seer over Gitteret). Ja, skam, der ligger Bæstet i To lidt nedenfor Nakken. Det er et Mesterstykke af min prægtige Sheffielder. Og den vil jeg dog have. (Vil over efter den). Nei, Kroppen rører sig endnu, og de røde Øine staa vidaabne; og det kan ogsaa være det samme. (Seer over Gitteret). Hm! den var s'gu nær nok; og gid Flora var . . . (Farer med Haanden over Ansigtet). . . Ja om hun nu var bleven bidt, Giften havde ikke bidt paa hende, for hun har Gift nok selv. Men hvad skal jeg sige til Mylord? Alt er spildt ved dette fordømte Tilfælde, og jeg kan ligesaasnart give mig til at gaae hjem paa Vandet, som jeg kan gaa ombord uden Penge hos den gjerrige og mistroiske Skibskapitain. Ja -- faaer jeg sige til ham -- havde jeg vidst hvor Kobraen var, eller kunnet see den ovenfra som Mylord, saa vilde jeg have gjort netop det samme som den Fremmede gjorde, og vel saa det; thi naar den først var kløvet, skulde jeg ikke have levnet et Lem heelt. Desuden, Mylord vil ikke kunne negte, at der er en Grundlov i Naturen, hvis første Paragraf er: "Nummer Een er jeg", og hvis Hovedbud er: "hjælp dig selv!" Ja gid han ikke vilde negte det, eller fæste formegen Opmærk- somhed ved dette Tilfælde, men alene erindre min gode Vilje, SIDE: 46 som gav den uskyldige Anledning, saa han ikke negter mig det, jeg behøver, for at sætte min egentlige Vilje igjennem. (Seer Brevet og tager det op.) Til mig konvoluteret? Goddam! kort og godt til mig, tykt og godt forresten. (Læser). "Ifølge Deres gode Løfte, tillader jeg mig, megetærede Sir Lowthes, da Deres Bestemmelse er at afgaa til Hjemmet med forhaandenværende Leilighed, og det til en Egn, i hvis Nærhed jeg haaber mine gamle Forældre, eller en af dem, endnu befinde sig i Live, at anbefale Dem til god- hedsfuld Besørgelse indlagte Brev, hoslagt en Note, stor 200 L. Strl., for hvis sikkre Overbringelse en Familie, hvis Kaar neppe ere de bedste, vil være Dem ikke mindre taknemmelig, end Undertegnede, der kun beklager, at en øieblikkelig Bortkaldelse i Kompagniets Tjeneste berøver ham Æren og Fornøielsen af Deres Selskab paa Overfarten til det længe savnede Fædrene- land. O. s. v. William John Campbell, Kapitain i Regimentet Madras-Llelewyn." Campbell? Nu, der er jo Tusinder af det Navn. Men (Slaaer en Latter op) Guds hellige Under! en Note paa 200 L. Strl. i mine Hænder? (Leer højt) Al Nød er jo forbi. Jeg kan give min For- mynder en Goddag, og Francis har tabt, dersom ikke en Ulykke støder til, og saa kan jeg jo dække. (Letter paa Hatten). Farvel Mylord! Jeg slipper de tre sidste Kapitler paa den bedste Maade af Verden, og, in salvo ombord, skriver jeg, at Mylord maa holde mig min Afreise uden Farvel tilgode for Fortrydelsens Skyld over at en Uvedkommende kom mig i Forkjøbet med at frelse Mylady med min egen Huggert. (Stikker Brevet triumferende i Lommen, og gaar under Latter ad Havnen til). (Lorden førende Kapitain William ud af Døren under gjensidige Komplimenter. Seapoys i Baggrunden). Lorden. . . Kjære, højstærede Herr Kapitain, hvor det gjør mig ondt at min Niece ikke selv har kunnet takke Dem nok! (Afsides). Men desmere gik Munden paa Flora. William. Oh, Mylord . . . Jeg ønsker Dem en lykkelig Reise. SIDE: 47 Lorden. (Ryster hans Haand). Iligemaade, iligemaade! Men hvor det gjør mig ondt, at De ikke kan opholde Dem her saa længe til De kunde faa hørt Scenen indtagen i min Reisebeskrivelse. -- Humphry skal vist ikke kunne rose sig. Men, for Gud, hvor er han? William. (Afsides). Ah, han har Brevet? (Højt). Han er alt borte Mylord. Jeg troer Vinden er god. Og jeg maa . . Lorden. (Rystende hans Haand). Nu da, Lykke paa Reisen! William. Lykke paa Reisen! (Gaar mod Baggrunden, som imidlertid er bleven opfyldt med Seapoys, der strax marschere ud med William). Lorden. Men at jeg i denne Tummel ikke fik vide hans Navn? (Fra Seapoyskorpset hører bag Scenen Clanmarschen "The Campbells are coming"). Ah, Campbellernes gamle Clansmarsch? Skulde han altsaa være en Campbell? Ja det var ligt en Campbell, det han gjorde. (Raabende idet han aabner Døren og gaar ind). Lucy, Lucy! han er en Campbell. (John Andersen Campbells Stue i en skotsk Landstad. Slet møbleret. Gamle John færdig at gaa paa Arbeide med Stensætterredskaber. Kitty, der endnu seer temmelig rørig ud, beskjæftiget med at lave et Madknyte til James. Siden Kitty alene). John. Kitty. James. Lud ei med Hov'det, Fattigdom med Ære! Men Skam og alt det Trællen har fortjent. For alt det Vi nok fattige tør være. Vor Slid og alt det bliver ubekjendt. Men Rang og alt det Pral og hele Pynten paa Verdens Jammer er, endskjøndt for alt det gaar, for alt det Præget kun paa Mynten. En Mand for alt det er dens Guldgehalt. SIDE: 48 For alt det, skjøndt af simpel Kost vi leve, for alt det slide Kufter graa -- velan! lad Sybariten i sin Silke bæve! En Mand, for alt det, bliver dog en Mand. Hvad rager os den Glands, man Narren giver? For alt det, lad kun Skurken leve flot! En ærlig Mand, om noksaa fattig, bliver, for alt det, stedse Menneskenes Drot. Du seer hiin Laps, som man en Herre kalder? Hvor stjernedækt som Himlen Nattestid! Skjønt Hundreder for ham i Støvet falder, har han, for alt det, ikke Mandevid. Lad kun hans Baand og alt det paa ham hænge, og er der Plads, saa gid han faa sig fleer! En uafhængig Mand skal ham ei trænge. Paa alt det seer han kun og leer og leer. En Konge Riddersmænd kan fabrikere, og Grever med og alt det, om han vil; men ei Mand af Ærlighed og Ære. Ved Gud hans Magt ei strækker sig dertil. Skrab ud! skrab ud for Deres Værdigheder! Respekt for alt det, alt det! dybt dig bøi! Forstandens Marg og Dydens stolte Hæder en Rang for alt det er end mere høi! Det er en Bøn for alle vore Sjele, at komme maa for alt det som det vil, at Ret og Dyd maa vinde over hele vor Jord den Seier, som dem hører til. For alt det alt det jeg den Spaadom vover, at den for alt det komme vil engang, at alle vorde Brødre Verden over. som Vi, der sjunge ærlig Armods Sang. Kitty (givende John Knytet). Se saa! Du bærer nok det med, John! SIDE: 49 John. Ja det er jo til lille Ben. James. Da kom med det. Jeg har min Gang hos Slutteren, og kan stikke det til ham gjennem det gamle Hul. Kitty. Vist, vist! og hils ham, at jeg kommer inden Aften. John. Farvel saalænge, Moer! Kitty. Farvel, Gamling! Jeg venter bedre Tider, og nu er Kathrine bleven saa gammel, at hun burde kunne spaae. (John og James gaa med et venligt Nik. Seer efter dem). Det er altid Haabet, som spaaer, og det har jeg da spaaet af uden Sparsomhed. Men et Par fattige Folk, hvis Børn ere saagodtsom døde, siden de drog bort . . o Gud forlade jer, som gjorde os det! . . Ak, os To vente bedre Tider først dernede, naar John og jeg havde slæbt os ud. (Sætter sig til Rokken. Synger efter en Pause, hvori man hører Rokken gaa). John Anderson, min Skat, John! dengang vi først blev kjendt, dit Haar var sort som Ravnen, din smukke Pande glat. Nu er den blevet skaldet, John, dens Lok er Sneen liig. Saa bar den er, Gud signe Dig John Anderson, min John! John Anderson, min Skat! John! vi Heien da besteg; og mangen munter Dag, John, gik hen i Spøg og Leeg. Nu maa vi stabbe nedad, John, men Haand i Haand vi To. Ved Foden sove vi i Ro tilsammen, ja min John. (Visker en Taare bort. Efter en liden Pause træder James ind igjen). SIDE: 50 Kitty. James. James. (Sættende sig). Lad mig sætte mig lidt hos jer, Moer Kitty. Jeg er altereret . . Jeg har seet . . (Farer over Panden). Men hvad kan jeg vel erindre, naar jeg seer Eder saaledes. Ak, I arbeide ogsaa for mig, Du og John tidlig og seent somom . . Kitty. Somom, James? James. Vil I endnu høre det gamle? Somom jeg, og ikke John, havde faaet det længste Straa hiin Aften. Kitty. Du siger mig det kun engang om Aaret, og gamle Kitty har endnu Fornøielse af de Artigheder, som ødsledes paa Kathrine. James. . . . Annandale-Fairy, som I hedte, fordi man ikke kunde see Sporene efter Eder, naar I dandsede i Græsset. Kitty. Ja det var naar jeg dandsede med Dig eller John. James. I sukker? Og det maa I nok, og jeg med. Den Stakkel er atter paa sit haarde Arbeide og det er ogsaa for mig. Kitty. For os alle. (Munter). Du har ikke holdt af mig, James, siden Du kan glemme, at John trak det længste Straa, da jeg sagde, at jeg holdt ligemeget af jer begge. Og det gjør jeg nu paa- ny, siden Du var saa fornuftig at tage mit Sødskendebarn, og siden Venskabet nu har staaet sin Prøve i 30 Aar siden dengang. SIDE: 51 James. Og siden Lairdens Bryllupsaften. Kitty. Ja det var det, James, da vi dandsede paa Sletten i Parken. James. (Adspredt). Ja det var det. Lairden førte selv op med Kathrine Annan- dale-Fairy og John med den unge Lady. Ak, nu er der ikke en Kvist igjen af den skjønne Park. Kitty. Har Forvalteren virkelig gjort den Ugjerning, da vil Lairden nok . . James. Ja naar han bare engang maatte komme hjem. Han vil finde det anderledes med os Alle, siden han begyndte sin endeløse Reise. Kitty. Alle de gamle Forpagtere af Clanen adspredte som Tidsel- skjæg. James. Gid! -- Kitty. Fy, James, det var intet fromt Ønske, som laae Dig paa Læben. Har vi ikke levet godt i mange Aar? James. O, Du er stærk, Kitty . . stærkere end din Mand og jeg. Kitty. (Trykker en Taare itu). Ja bare ikke Willie og Bob og . . (Gjør sig munter). Nu, endnu er ikke det Muntre dunstet bort af mit Blod, som i gamle Dage gjorde mig til Annandale-Feen. Men have vi ikke levet godt i mange Aar, Du herinde, og vi derude? James. Ja indtil den salige Frue døde og Lairden fik den rasende Smittesyge at ville reise, reise somom han kunde reise fra Smerten og Erindringen, skjøndt denne Reisen ieet viser, at han SIDE: 52 ligesaalidt kan reise fra dem som Jerusalems Skomager. Og saa kom jo Forvalteren til, og saa føle nok vi og de andre hvor- ledes han har styret i de mange Aar. Men havde han bare endda ikke drevet Eder fra Landet, hvortil I vare vante . . Kitty. Og dersom ikke Willie og Bob og . . James. Ei! Drengene maatte prøve paa noget, og I faa Dem nok igjen. Men min lille Flora, som blev taget op paa Slottet, da hun var ude i Besøg hos jer, til Selskab for Lairdens Broder- barn, der skulde erstatte ham hans eget, faar jeg vel aldrig at see, dersom jeg ikke har seet hende idag. Kitty. (Springende op). Idag? saa maa jo Lairden selv . . James. Derfor tyede jeg nu til Jer; thi det forekom mig . . . Kitty. Hvad forekom dig? O, jeg skulde kjende mit Barn over Solway-Firth. James. Det var en Storvogn, som dreiede om Fængselshjørnet, og nær havde revet John overende, just som den svang ind i Ho- tellet, dersom han ikke havde havt Jomfruen sin at holde sig til. En gammel Mand -- men vor gode Laird kan ikke være bleven saa gammel -- og en ung Dame med Slør, som bestemt var Lucy Campbell, og nok En, nok En, som saae saa paa mig, at jeg næsten svimlede . . ja de sad i Vognen. Men var det Flora, saa var hun prægtig nok, prægtig som den unge Lady selv, med hvem hun jo fra Barnsbeen af har været opdraget i Frankrig. Kitty. Og hun kjendte Dig ikke, Jamie? SIDE: 53 James. Ak, hvor kunde hun kjende mig i denne usle Dragt og her inde i Byen uden min Vogn og mine to fede Brune saaledes som i gamle Dage, naar hun kom hjem i Besøg med Ladyen? Kitty. Og Du gik ikke efter i Hotellet? Skynd Dig! James. Ak, Kitty, saaledes som jeg seer ud? Jeg maatte jo bedrøve hende i det første Øieblik, vi saaes? Og dersom det nu ikke var hende, hvorledes vilde de fornemme Folk tage mig det op? Kitty. (Afsides.) Stakkel, Ulykken har sløvet hans Mod. (Højt). Der var en Tid, Jamie, da Du ikke var saa bange for fornemme Folk. Du sad ikke langt fra Høvdingen, da de 400 Campbeller toge Afskeds- maaltidet hos ham, før de droge afsted til Spanien mod Bony. Dengang var Will 3 Aar, og klappede ad Trommerne og Piberne. Jeg frygter for han alt da fik Lysten. James. (Adspredt). Ja dengang! (Reiser sig). Vel, jeg vil gaa. Kitty. Men Du har Ret, Jamie, en bedre Kjole vilde ikke skade, skjøndt den, Du har, ikke er slettere end Tiderne. Og her hænger Johns brune, den seer endda nogenledes ud. Kom, jeg skal hjælpe dig. James. Ak, I baade føde og klæde mig. (Blød). Kitty, det haster ikke . . endnu kan jeg ikke. Kitty. Vil Du ikke gaa at se dit eget Barn? James. Jo kom, kom! (Hun hjælper ham i Kjolen). SIDE: 54 Kitty. See saa! god Lykke, kjære Jamie! James. Ja god Lykke. Men mit Hjerte banker som imod en Ulykke. Kitty. Det er naturligt. Gaa nu og se dit Barn, og bring hende hid til gamle Kitty! Jeg er dog baade hendes Gudmoder og hendes Frænke. (Følgende ham ud af Døren). Men mine? naar skal jeg gjensee mine Børn, min Førstefødte og den anden og . . (De forsvinde). (Værelse i et Hotel i samme Stad. Lucy og Flora tagende af sig Reisetøiet. En Glasdør med et Forhæng udenfra fører ud til en Altan). Lucy. Gud ske Lov, vi ere her igjen! Flora. Endnu ikke hjemme. Jeg har endnu de længste Miil igjen: de tre sidste til min Fader. Vi maa . . o Mylady, vi maa skilles -- (Bevæget). Lucy. (Kjærtegnende). Kjære Veninde! Flora. Men Far kan behøve mig, dersom ikke allerede . . Oh, jeg ahner ondt, siden Forvalteren aldrig i sine Breve omtalte hver- ken min Fader James eller hans Ven Johns. Det er mange Aar siden; jeg har næsten glemt den Familie; men det var en Camp- bell og Frænde, og lille Ben var den yngste. Lucy. En Campbell, som min Frelser var? (Blød). Flora, vi skilles ikke mere før jeg fører Dig ind i dit Huus som Brud. Flora. Mylady! Jeg tænker mig noget andet . . SIDE: 55 Lucy. Kald mig Lucy, din Veninde! Er du mere fremmed herhjemme? Du er ogsaa en Campbell. Og bedækte du mig ei mod Døden? Flora. Ja jeg er en Campbell, men en af de ringe mellem de tusinde Campbells. Han, som frelste Dem og bar Dem bort i sine Arme, han var en ægte Campbell. Jeg hørte ogsaa "The Campbells are coming", da de droge bort, og jeg saae paa hans Ansigt, at han maatte det. Lucy. Siden den Stund, Flora, -- men ikke før -- seer jeg ikke hiin Skizze i min Mappe uden Bevægelse. Jeg troer endog jeg glemte at takke ham. Flora. Jeg gjorde det jo, og det varmt nok; thi jeg hang ham om Halsen uden selv at vide det rigtigt indtil Mylord løste mig af, og han takkede ham med først at bande Humphry, som vel ikke mere tør vise sig. (Lorden kommer). De Forrige. Lorden. Lorden. (Med et Brev). . . Humphry? Han er her. Vær Du kun ganske rolig. Han har ganske rigtigt været paa Lord Kennedys Hjortejagt . . Og den har været prægtig efter hans Beskrivelse. Sytten Hjorte . . Flora. . . Har den Hare? Lorden. (Afbrydende). Han er dog, som Du seer Lucy, en punktlig Britte og trofast Kavaleer. Lucy. Onkel, Onkel husker De? SIDE: 56 Flora. Ja Slangen, Mylord, Slangen. Lorden. Lucy, han formelder sin Respekt for dig i Særdeleshed, udbeder sig, at vi ville oppebie ham her. Lucy. Baade Flora og jeg længes efter at komme hjem. Lorden. Snart, snart, Barn; men jeg venter min Forvalter her -- No- tariussen, som jeg hører han er bleven -- og jeg vil ikke ind- træffe i Edinburg, før min Reisebeskrivelse er i fuldstændig Orden til at overleveres Boghandler Constable, som ogsaa har min Ven Sir Walters Værker. Ellers forklarer Humphry sig her over hiint Tilfælde saa tilfredsstillende, at jeg maa forandre min Beskrivelse i visse Punkter, hvori jeg, til Campbellens Fordeel, har givet Engelskmanden nogle skotske Hieb. Men lidt skal han dog have . . Flora (til Lucy). Det Opus kommer ligesaalidt ud som de filosofiske Breve, Forsøgene og alt det andet. Lorden. . . Ja for om han ikke saameget viiste Mangel paa Mod, viiste han dog Mangel paa Besindighed og den Kulde, som til- hører en Engelskmand. Lucy. Oprigtigt, jeg har nu ikke engang Agtelse for ham. Lorden (forvirret). Nu, nu, Barn, du har glemt da . . . Puh, du jager mig Blodet til Hovedet. Men du skal selv dømme. Lad see os om paa gamle Tomter. Kom, ude paa Altanen skal du faae høre hvor- ledes jeg har beskrevet det . . kanske for strengt; men vær saa forsonlig, og hjælp mig at mildne det. (De gaae ud af Altandøren). SIDE: 57 (Forvalter, Notarius Griffith stikker Hovedet ind efter langvarig Banken). Notariussen. Ah, Ingen her? (Træder ind). Første Pust over! Øieblikket kommet. Time og Tid bier ikke efter Nogen, som man siger. Men truede Folk leve længe. Mylord dog vel ikke alt reist? Vilde saa komme bag paa mig. Vilde være som Djevelen. Pyh, hvad bange for? Kunde jo gjerne have truffet ham, og saa var den Minut over. Men har ikke truffet . . har altsaa til Rest. Vil blive en dygtig Vask at staa ud. Men flere end een Vei til Skoven, som man siger. Skal give Mylord Briller at see med at alt er i Orden. Gamle Fugle fanges ikke saa let, som man siger. (En sagte Banken høres). Tys! Nu Gud hjælpe mig, der er han. Har hjulpet saamange Gange. De Helvedes Forpagtere af den gamle Stok eller Clan, som fik Løbepas, ere for meste Parten med Guds Hjælp i Amerika. Skal med Guds Hjælp vise Regning for Reiseudlæg og Eftergivelser . . Hihihi! Detalljeret. Tolvhundred og sexten Pund, sex Shilling fire Pence i Smaat. (Det banker igjen sagte og skjælvende). Ørerne stive nu, Tobias Griffith! Ørerne stive! Men -- er gal. Kan jo ikke være Mylord, som banker saa ydmygt paa egen Dør. (Myndigt raabende). Kom ind! . . (James aabner Døren langsomt. Bliver staaende i den aabne Dør.) Notariussen. James (i Døren). Notarius. Nu saa for . . (Gaar voldsom mod James. Holder Døren Aaben). Nu saa for Djevelen! Hvad vil han? (Afsides). For Gud en af de Gamle. Hoho! klage uden Tvivl? Har alt lugtet Mylords Ankomst. (Myndig). Hvad Godt? Tror han ikke jeg har været med før idag? Til endnu? James. Ja Gud bedre mig. Men, om Forladelse, Herre, er her ikke . . . ? Notarius (hurtigt og vredladent). Nei, her er ikke. (Afsides). Ham skal jeg nok betage Lysten til at gjøre sin Opvartning. (Streng). Husker han, husker han, Master James? SIDE: 58 James. Ak ja Herre, jeg husker nok. Men jeg søger . . Notarius (afbidende ham). Søger han? Jeg skal søge ham for Retten. Han maa være kommen sig, siden han har lagt sig en ny Kjole til. Bedre han huskede der resterer endnu fem Pund, og at Gjelden voxer daglig saalænge jeg skal holde Knegten derover. Slet Pant, slet Pant! Bort! bort! Skal nok vide at finde ham, saa sandt jeg hedder Tobias Griffith, hans -- Noksagt han er -- ! naar jeg næste Gang kommer til Byen, seer han . . James. Var det da . ? Nei, det kunde ikke være dem, som kom. Notarius. Var mig, som kom, seer han. James. Saa har jeg intet at søge her. Notarius. Mener det med. Derfor, seer han . . (Skyder ham ud af Døren). Maa see til at faae ham vel afsted. (Følger selv med). (Gade. Paa venstre Side fra Parterret et Hotel med en Altan, hvorpaa Lorden, Lucy og Flora befinde sig. Lorden lader til af nogle Papirer at instruere Damerne om noget. Nedenunder er den gamle John beskjeftiget med Steensætterarbeide. William, tilhyllet, betragter ham fra Bag- grunden, nærmende sig lidt efter lidt. Ligeoverfor en Arrest. Siden Ben). Gamle John. Hvor frisk og grøn, hvor ungdomsskjøn stod Skoven paa Skrænten nys! Frem glimted' Blommers Lys fra dunkle Ly med Ynde ny langs Voven. Nu al den Fryd forsvandt, forsvandt, forsvandt. Men se i rigt Gevandt jomfrulig Maien skal bringe den igjen, igjen, igjen! SIDE: 59 Men Duggen mild ei smelte vil om Panden den Sne, saa hvid. Det er min Vinterstid. Med Hud og Haar retsnart forgaar nu Manden. En Oldings Dag er tung, er tung, er tung. Ak, Tid, da jeg var ung! o gyldne Dage, I komme ei igjen, igjen, igjen! Saa kold og haard min Hammer slaar og rammer hver Kampesteen i Mulden, een for een, skal Vandrers Fod (mit Kjød og Blod kan hænde) gaa paa min lave Grav, min Grav, min Grav. Da leer jeg kun deraf; thi under denne jo kommer alt igjen, igjen, igjen. Jomfrulig skjøn, skjøndt med en Søn, ja trende, med Will og Bob, med Ben, den Rosenknop, uskyldig som Gudsmoder from, jeg favner igjen min kjære Viv, min Viv, min Viv. Rind da du Smertens Liv! i Graven Alle jeg finder jo igjen, igjen, igjen. William. (Har nærmet sig. Slaar John mildt paa Skulderen). Gamle Mand, det er et tungt Arbeide, Du giver dig af med. Gl. John. Javist, Herre, tungt; dog ikke for tungt, naar man bare kan skaffe Brød til Kone og . . . og Børn, dersom jeg kunde sige saa . . William. (Heftig). Kone? . . din Kone lever? Gl. John. Ja Gud være lovet! William. (Forglemmende sig). Gud være lovet! (Gl. John kaster et forundret Blik paa ham). Gl. John. Tak, Sir, for det. Fornemme Folk vise før Penge end Deel- tagelse. SIDE: 60 William. Men du har jo Børn, Gamle? Gl. John. Nei . . . . Aa ja, som man tager det. William. Det var dog det du vilde sagt. (Letter paa hans Jomfru). Alligevel, det er for tungt Arbeide for din Alder. Gl. John. Vist, Sir -- engang behøvede jeg det ikke; thi jeg var rig, ikke paa Penge; men rig i mine tre Sønner, og da Lairden, den gode Ralph Campbell, lod mig beholde min Forpagtning. Lorden. Tys! hvad! Jeg synes at kjende ham. Gl. John. Men han følger de rige Herrers Skik i England og Irland at reise og aldrig at see til sine egne. Han skal nu være -- ja Gud veed hvor; men neppe havde han tiltraadt sin sidste Reise, før hans Forvalter drog al Forpagtningen under Godset, og gjorde os derved alle brødløse. Min Ven, Forpagteren James, satte sig først ned her, og jeg boede under hans Tag, indtil Forvalteren ogsaa fik Klo i ham og ødelagde Resten for at drive ham og os, de Sidste, til Amerika. Lorden. Ha! Flora. James? O Gud! min Fader . . Lorden. Stille, Barn! lad os høre! William. (Heftig). Men dine Sønner, dine Sønner . . ? Gl. John. Ak, alt havde været godt, dersom de . . SIDE: 61 William. Dine Sønner? tal! . . Gl. John. Oh, Sir! den ældste William, var gaaen i det ostindiske Kom- pagnies militære Tjeneste før Ulykken skede. (William vender sig bort). Flora. Mylady, veed De, hvad jeg tænker? Lucy. (Reiser sig og seer udover Altanen). Skulde det være muligt? Flora. Det slaar ind med alle mine Erindringer. Men han var alt voxen dengang da Ben . . Lorden. Tys, Barn! Gl. John. Det var ham for roligt hjemme, og som han voxede til, ærgrede det ham at han var for ung, da Campbellerne droge til Spanien. Den Anden, Robert, gik som Soldat i Kronens Tjeneste til Amerika eller Gud veed hvor. Den tredie, lille Ben -- o Gud signe ham, han blev hjemme; men . . Flora. Lille Ben? Ham erindrer jeg bedst. O Gud, at jeg ikke kjendte William igjen paa Liigheden! William. (Med bevæget Stemme). Nu, lille Ben? Gl. John. (Pegende paa Arresten). Ak, Han sidder der. Jeg gik i Kaution med det Vesle jeg havde, for min Vert og gamle Ven, den brave James; Kautionen retournerede paa mig, efterat Forvalteren havde slugt op alt hans, og der sidder nu Ben for at befri mig fra personlig Heftelse. Flora. Bravo, lille Ben! Hørte De det, Mylady? SIDE: 62 William. Men den Ældste, den Ældste, har han da aldrig ladet høre fra sig. Gl. John. Ak, Herre, eengang; og da sendte han os 50 Pund -- Alt hvad han til den Tid havde erhvervet. Men det er længesiden, og hvad forslog det i Notariussen? William. Kun eengang? Skulde det være muligt? Men har De ikke nylig modtaget Noget fra ham gjennem en Gentleman herfra Kumberlands-Grændsen? Gl. John. (Kaster et skarpt Blik paa ham). Ha, skulde De vide Noget? Herre, af Barmhjertighed, saa dølg det ikke. Ben. (Stikker Hovedet ud fra andet Stokværk i Arresten ligeover for Altanen). Fa'r! Fa'r! Flora. Ja det er Ben, det er Ben . . Ben, er Du der? Gl. John. Ja, min Gut! Flora. O Gud, afskyeligt! Ben er der? Ben. Fa'r, skuffer mit Øre mig ikke, saa er det William, William, Fa'r. Gl. John. (Forskrækket). William? . Er Du . . ? William. (Kaster Kappen af sig. Staar der i Uniform) Ja -- jeg er William. O Fa'r! min Fa'r! (Omfavner ham). SIDE: 63 Ben og Gl. John. (Den sidste vaklende). Will! Will! Det er Will. Lucy. Det er ham . . min Frelser! Onkel, Flora, det er ham! Lorden. Din Frelser -- ja ved Gud Kapitain Campbell, din Frelser. Og han er En af mine. Gud være lovet, at jeg kan takke ham. William. (I Faderens Arme). Fa'r græd ikke -- lad dette være! Al Nød er jo forbi. Gl. John. Ja, al Nød er forbi. Jeg kan taale det, men kom ikke plud- selig paa din Mo'r, som tænker paa dig Dag og Nat. Lorden. (Han, Lucy og Flora vise megen Bevægelse og Deeltagelse). Jeg holder det ikke ud . . Jeg maa ned til dem. Lucy. (Holdende ham tilbage). O, forstyr dem ikke! Flora. Og lille Ben tænker ingen paa uden jeg. Ben. (Hilsende over til Flora). Flora James's! Ved Himlen, mine Øine bedrage mig ligesaalidt som mine Øren. Og med det samme smukt krøllede Haar? Ha, velkommen, Flora James's! Dette var det bedste. Jeg er Ben Johns's, din Legebroder og Daabssødskend. Kjender Du mig ikke igjen? Flora. Jo jo, Ben. Du sidder smukt til, lille Ben. Ben. Netop, Flora, og godt nok siden jeg seer dig herfra. SIDE: 64 William. (Rivende sig løs af Faderens Arme). Men Mo'r? Kom jeg maa til min Mo'r. Gl. John. Ja Stakkel. Bare den Glæde ikke tager Livet af hende. (Samler sine Redskaber sammen, for at gaa. Kitty kommer med James). De Forrige. Kitty. James. Kitty. (Gaaende tvertsover Scenen). Rask, Jamie! Følg bare mig. Jeg skal nok undersøge det og ikke lade mig bortvise af nogen Skurk. (Vil gaa ind i Hotellet). Ben (raabende) Mo'r! Mo'r! hid skal Du see. Kitty. (Seende William, som har vendt sig). Ha Will, Willie, mitt Barn! (Løbende i Williams Arme. Hulkende). Mit Barn! mit Barn! (Vakler. William sætter hende ømt ned. John og William bøie sig over hende). Gl. John. Ja Mo'r, det er Willie. Kitty (Med Aandsfraværelse). Hvad? Er det? Er Willie kommen hjem? Flora. (Seer James, som har holdt sig noget tilbage). Min Fa'r! min stakkels Fa'r! (Iler udaf Altandøren). Kitty. (Springer William om Halsen). Ja William er kommen hjem. Du er kommen hjem, mit Barn, mit første Barn. (Afbrydes af en Taarestrøm. Pause, hvorunder Flora kommer ned. Gjenseelsesscene mellem hende og Faderen i Baggrunden). SIDE: 65 Lorden. . . Lucy, kom til mit Hjerte. Græd der med disse Lykkelige. Du er mit Barn . . Ak nu skulde mit været saa gammelt som denne gode Søn. William. Lad os gaa hjem. Al Nød er endt, og jeg forlader Eder ikke mere. Kitty. Nei, nei! Men Willie, lad mig dog se paa Dig. O hvor Du er smuk og prægtig! William. Jeg er Kapitain, rig nok for os Alle, uafhængig, og endelig lykkelig naar jeg er her. Kitty. Kapitain og rig, og Du lod os ikke høre fra Dig om din Lykke? (Holder ham for Munden). Nei, nei, svar ikke, velsignede Dreng! Det var ingen Bebreidelse. William. O, jeg seer I har lidt, kjæreste Forældre. Men det er forbi. Gl. John og Kitty (trykkende hans Haand). Ja, ja forbi! William. I skulle nyde en glad og sorgløs Alderdom, dersom min Øm- hed og Overflod, som nu først er mig behagelig, kan gjøre det; og Robert kjøber jeg en Officierspost og Ben . . Kitty. Ak, den Blodsuger Griffith holder paa ham. William. Ah, ikke andet? Jeg skal løse ham. Ben. Bravo, Will. Saa skal jeg give ham af mine Kontanter efterpaa. SIDE: 66 Lorden. Ja, Bravo, Willie, du gode Søn! Ikke sandt, Lucy? Ak, du er mere rørt end jeg. Og han er jo ogsaa din Frelser. William. I ventede mig dog nu. Kitty. Ikke før i Graven. Gl. John. Nei, ikke i dette Liv. William. Besynderligt. Ikke een Gang, men fire Gange har jeg sendt eder baade Breve og nok til at lade Eder ikke blive saa nød- lidende. Men een Gang forliste Skibet, og nok en Gang blev jeg bedragen; men nu den sidste Gang maa I for nylig have modtaget Brev om min Ankomst og deri 200 Pund saalænge. Gl. John. Nei, intet, intet, Søn. Kitty. Haabet havde allerede forladt os. William. Skulde det være muligt, at den Gentleman -- og i saa godt Selskab? Flora. Ak, Ingen tænker paa Ben. Bi lidt, Ben. Jeg vil sige til Slut- teren, at Du er fri. Jeg kan kun see Hovedet af Dig. (Gaar med James ind i Fængslet. Humphry Lowthes og Notariussen sees at komme. De standse ved Hotelporten). William. Der maa være stødt Overbringeren -- en Gentleman ikke langt herfra fra Grændsen af Kumberland -- noget til. Men, ved Gud, der er han jo selv lyslevende. SIDE: 67 De Forrige, undtagen Flora og James. Sir Lowthes og Notariussen. Notarius. . . Saa? Ogsaa gjøre Mylord Deres Opvartning? To om Budet, Sir. Humphry. Jeg hører til Huset. Notarius. Hihi! Det gjør mange unge Herrer. God Billard, skal jeg sige Dem, her i Huset med mere. Været her mange Gange. Humphry. Vist, vist. Men jeg hører til Lordens Huus. Notarius (med Kompliment). Ah! Udbeder mig deres Bevaagenhed. (Afsides). Man maa have to Strenge til sin Bue, som man siger. Humphry. (Afsides). Guds Blod! Ostindianeren! (Til Notarius). Iligemaade udbeder mig Deres Bevaagenhed som Jurist i en casus. (Afsides). Og, jeg kan ikke slippe bort. Brevet -- Goddam! Brevet -- at jeg skulde bruge det til en Forladning paa den fordømte Jagt! Og de 200 Pund. (Til Notarius). Sir, jeg udbeder mig deres Hjælp i en liden Forlegenhed. Notarius. (Afsides). Har nok med mig selv. Men han kan være til Nytte kanske, om Mylord skulde rode sig ind i mine Regnskaber. (Til Humphry). Til Tjeneste, Sir. Lad os være Venner, og slaa Øiet ud paa Djevelen, som man siger. Men gesvindt! Jeg skal gjøre Mylord min Opvartning. Lorden. (Afsides). Ha, der er den Skurk . . Hvor han er bleven feed! . . og Humphry i hans Selskab? Men bi lidt, Griffith, vi skulle regne af. SIDE: 68 Notarius. (Utaalmodig). Nu, Sir! Humphry. (Forlegen). Ja, Sir, seer De . . (Seer sig vaersom om). Tys! kort og godt . . modtaget et Brev til Besørgelse -- borte! -- Penge med -- betydeligt -- borte. Notarius. Casus mixtus! Benegt! benegt! I slig Sag intet andet at gjøre. Contrastevning for Beskyldning. Har nok med sig selv nu. Siden høre mere. Men benegt, benegt, og slaa paa Kaarden, Sir, Kaarden! Skader ikke eftersom man har Folk for sig til. Maa drikke som man har brygget til. Anbefalet saalænge. Stoler paa Deres Bevaagenhed hos Mylord, om der skulde reise sig en liden Uenighed. (Gaar ind i Hotellet) . . Om der, siger jeg . . Humphry. (Afsides). Kaarden eftersom man har Folk for sig til? Den Penneslikker, ja havde jeg dig for mig. William. Nu, Sir, kommer De ikke nærmere? Humphry. Hvad behager? Hm! William. Kjender De mig ikke igjen? Brevet, min Herre? (Lorden spidser Øren). Kitty (heftig). Ja Brevet, Brevet? Humphry (med klodset Fripostighed). Hvilket Brev? Jeg? Hvad, Havgasse, er hun rasende? William. Hvad, Herre? Uden at tale om de 200 Pund -- er det muligt, De vil benegte at have i afvigte Sommer i Travankor modtaget et Brev til omhyggelig Besørgelse til mine Forældre? De har været grusom imod disse stakkels Folk. SIDE: 69 Kitty. Ja grusom, grusom. Gl. John. Og en Skurk, om De har stukket de 200 Pund til Dem. Humphry. Ah, om Forladelse, min Herr Kapitain; jeg seer . . Lorden. (Afsides). Store Himmel! William. Svar! svar, Herre! Humphry. Jeg? 200 Pund jeg? Goddam! veed han, at jeg ikke vilde have dette for 400 Pund. Lorden. (Afsides). Den komplette Skurk! Han har gjort Brud paa betroet Gods, som hørte Armoden til, og det for at være ulydig og utaknem- melig og komme afsted. (Til Lucy). Lucy, Du skal ikke bryde Dig om dette Menneske mere. Lucy. Oh nei, nei. Kitty. Ak, med det Halve af det, De har bedraget os for, havde vi alle været hjulpne, og Ben fri -- stakkels Ben. Humphry. (Fortrolig til William). Nu ja, Sir, som De vil -- jeg kan skylde Dem de 200 Pund. Thi, seer De, mellem Gentlemen . . William. Herre, De er ingen Gentleman. Kitty. Nei, en Bedrager. Derinde bør han sidde, hvor den Stakkel sidder for sin Ædelmodighed. SIDE: 70 Lorden. (Til Lucy). Jeg faaer hjælpe ham for Familiens Skyld; men saa, Lucy, aldrig mere see ham. (Lucy tilnikker ham Bifald. Lorden gaar udaf Altandøren). William. O, Pengene kunne tabes uden at I skulle savne dem; men at han har havt Hjerte til at berøve Eder Udtrykket af min Længsel og forlænge eders haabløse Sorg . . Humphry. Reentud Sir, i hvad Indtryk denne Bagatel af en Misforstaaelse end gjør paa Dem, saa ere vi Gentlemen og forstaa hinanden. Simple Folk er det ikke saa farligt med hvad Følelser betræffer, saa der kan ikke lægges saa megen Vægt paa Brevet, skulde jeg mene. (Mærker de Andres Fortrydelighed) Puh! her er varmt, Sir, som i Ostindien, Sir. Erindrer De . . . William. Hvilken Tænkemaade! Lucy. Afskyeligt! Gl. John. (Streng). William, jeg vil, at du ikke skal taale dette! William. Nei -- (Griber efter Humphry). Lorden. (Trædende ud). -- Jo for min Skyld . . (James og Flora træde ud med Ben fra den anden Side). Gl. John. Kitty. James. (Med dybe Ærbødighedstegn). Lairden? Vor gode gamle Laird? Velkommen i en god Stund! Ben (rystende Williams Haand). Og William, velkommen! Jeg er Ben. Og her er Flora lige- som før. (William og Forældrene kjærtegne Ben, men flygtigt, da Opmærksomheden er henvendt paa Lorden) SIDE: 71 Lorden. Tak, gamle John! Tak, James! (Ryster deres Hænder). Og Tak for sidst, Kapitain Campbell! De gjøre mig Dem nu blot nok engang for- bunden ved at tillade mig at afgjøre dette foragtelige Menneskes Gjeld. Det er min Pligt som hans Formynder. (Til Humphry). For Eftertiden, Herre, er ogsaa dette Baand løst mellem os, og jeg vil glemme, at De er min Frænde. De har kun at forlade os. Strax! Humphry. (Skjærende Tænder). Goddam! (Purrende sig i Haaret idet han gaaer) Puh! det var dog godt det gik saadan over. Ben. Bravo, gamle Laird! (Faaer et strengt Blik af Forældrene). Lorden. Ei, Dreng, er du der? Ret, Ben, den Arrest var ingen Skam. Ben. Nei, for Flora har deelt den med mig i fem Minutter. Men saa befriede hun mig ved at skræmme Slutteren baade med Mylord og den røde Kapitain. Lorden. (Fører Flora frem). Her, her, James, er din Flora. Har hun ikke taget sig op? Men hun maa ikke forlade mig. Jeg har ogsaa en Ret til hende. Flora. O, Taknemmelighedens, Mylord; men skal Nogen af Os forlade hinanden? Lorden. Nei, nei, ikke mere. (Alle yttre Glæde). Ben. Vi To idetmindste ikke, Flora. (Griber hendes Haand. Hun vrider sin ud noget knipsk). William. (Hilsende Flora og James). Er det Flora James's? Jeg har lært hende og lille Ben at gaa. (Afsides). Men hvor er hendes elskværdige Frøken? SIDE: 72 Lorden. Hør, mine Venner, I maa alle glæde mig med at feire den gode Søns Hjemkomst med mig her til Middag i Hotellet. (Tegn paa erkjendtlig Overraskelse). William. Vi takke, ædle Lord; men først . . De seer der er adskilligt at gjøre. Kitty. Ja, Barn, først hjem med Os, saadan som det er, og saa ved vor gode Lairds Bord som i gamle Dage. Gl. John. Men skal det smage os, Herre, saa . . . Lorden. Nu, Ven John, frem med det! Gl. John. Saa lad Forvalteren være borte. Lorden. Forstaar sig . . Jeg kjender ham nu. (Efter kort Eftertanke). Nei, nei, han skal komme, men i Forretninger . . for at faa sin Afsked. (De hilse og lave sig til at gaa. Flora synes ubestemt). Ben (gribende hendes Haand). Nu, Flora . ? Flora. Ja, Mylord, jeg maa. Mylady vil undskylde mig . . . min Fa'r . . Ben. Og Ben . . (Trækker hende med sig). Lorden. Gaa, gaa hvor dit Hjerte kalder Dig. (Til William, rystende hans Haand). Snart tilbage, Herr Kapitain; De vil træffe En, som længes efter at takke Dem for sit Liv. William. (Forvirret). Mylord . . jeg beder . . min dybeste Høiagtelse for Deres elskværdige Niece. Jeg udbeder mig Tilladelse til at kunne be- vidne hende den personlig. (Gaar med de Andre). SIDE: 73 Lorden. (Seende efter ham, idet han gaar ind). O, det var en Mand for Lucy! Bare han var . . Visvas! Fordom! Han er ædel nok. Og er han ikke en Campbell og hendes Livs Frelser? Stue i Hotellet. Notariussen kommer ind med sin Hovedbog. Siden en Opvarter og Humphry. Notarius. (Ærgerlig). -- Hm! Nabobberi! Stod deroppe, ventede atter -- Mylord iler igjennem, siger med en Mine som en bengalsk Tiger: "Han holder sig i Nærheden til han bliver kaldet!" Hm! dette Intervallum er som mellem Præst og Galge. Hvad skal man tage sig til? (Ringer. En Opvarter kommer). Garçon! . . Courage havde jeg nær sagt . . Gin, Dreng, af den, du har for min Mund. (Opvarteren bringer det. Han drikker). Hm! deri er Courage nok. Men Tordenluft, troer jeg, kvalmt Veir, Blodet i Bevægelse. (Seer ud af Vinduet). Ei, der sprænger jo Vennen af Huset forbi . . Garçon, efter den Herre! -- standse lidt -- god Ven -- Affærer -- trække Hesten ind. (Opvarteren gaar). God at have i Baghaand, om noget skulde komme paa. Bedst at have Kapper paa, om end Solen skinner. Thi sandt at sige, jo mere det nærmer sig . . (Humphry kommer i Ridedragt). Ærbødige Tjener! Nu? Humphry. (Slaaer sine Støvleskafter med Pidsken). Fanden ivold! Notarius. Tidsnok! Humphry. Har Hastværk. Men jer Konsultation, Herre, førte ad Helvede til. Notarius. Benegtede altsaa ikke factum? Humphry. Saalænge det gik an -- bevares! SIDE: 74 Notarius. Bevares? saalænge det gik an? Liv og Død ligger paa Tungen, som man siger. Gaaer altid an at benegte. Probatum. Men maa skee tørt, bestemt, urokkeligt. Ellers farligt, farligere end factum. Humphry. Jaja. (Med Fortvivlelsens Gestus). Hu, Sir, jeg kan blive rasende, naar jeg ret tænker paa den Benegtelse. Jeg havde ikke tænkt over den Affære eller at træffe Eiermanden nogensinde. Men nu? Til- staaelse strax havde været meget bedre . . ja dersom det dumme Brev ikke havde været. Brevet, Brevet, ikke Pengene vare det værste. Notarius. De pleie s'gu ogsaa altid være det bedste. Gjør som jeg i slige Tilfælde. (Reciterende). "Naar Lykken viser Tænder med maliciøse Griin, en Ven, hvis Hjerte brænder for alle, som han kjender, en Ven med trofast Sind er gammel engelsk Gin." (Drikker). Humphry. (Gjør ligesaa). Det Raad var bedre. Notarius. (Fortrolig). Nu kan vi tale fornuftigt, Sir. Havde De da modtaget det i Vidners Nærvær og af Angjeldendes egen Haand, siden Beneg- telsen glippede? Humphry. Hverken det ene eller det andet. Skjøndt der var Aftale, havde dog Omstændighederne drevet alle Andre bort. Notarius. (Hænderne i Siden). Er De rasende? Og de benegtede ikke stadigt? Hør, Sir, tænk lidt over det, om De ikke selv har løbet Panden imod Væggen. SIDE: 75 Humphry. Sandt! sandt! (Slaaende sig for Panden). O, jeg var rasende, rasende, som ikke benegtede, negtede, kun negtede. Notarius. Der er det, Sir, der er det. Og vort Sprog har kraftige Be- negtelser. Har det ikke? En liden gammel engelsk Ed, mener jeg, kunde ikke gjort større Skade end en Spiger til i en Væg. Humphry. (Fortvivlet). . . Ikke meer, Sir. Jeg kunde . . O jeg Rasende, jeg Ra- sende! . . . Notarius. Rolig, Sir. Hihihi! Ærlighed er en Juveel, men den, som bruger den, døer Fant, som man siger. Hihihi! Humphry. Hvad? De leer? Og jeg kunde hænge mig. Notarius. Seer Udvei nemlig, Udvei ligesom Dagslyset, naar man er krøben ind i Hulen Konnaught - a - Qvairn. Tag Dem en Gin, Sir. Humphry. Skal aldrig benegte. (Drikker). Notarius. Forstaa mig -- tvang man Dem? f. Ex. faldt der Ukvemsord? Humphry. Ei -- kom med Gin'en -- i Mængdeviis. Notarius. (Skjænker) Med nogenledes Maade, Sir . . nogenledes til Humøret kommer i Orden. Humphry. Der var Fanden ingen Maade. (Holder Haanden for Ansigtet). Hu, naar jeg tænker derpaa! Ak, de skjønne Eiendomme, som kunde været mine . . et Grevskab isammen med mine egne . . SIDE: 76 Notarius. Stille, Sir! Rolighed er Kanonen, som ligger i Jorden, men træffer urokkelig sit Maal i den Linie, hvori den ligger. Humphry. . . Skjøndt igrunden kunde det gaaet værre, om Modparten havde ladet en Advokat snuse i det. Notarius. Seer De nemlig, Sir, man kan tage baade Nei og Ja tilbage. Og -- Omstændighederne vel afveiede -- ingen Vidner, aftvungen Tilstaaelse, Ukvemsord -- ja Sir, der er Anledning til Proces, og jeg, Tobias Griffith, skal føre den, dersom De bare hos Mylord, som Ven af Huset, om noget skulde . . . Humphry. Forbi, Sir, forbi! Notarius. (Langtrukkent). Ja saa? (Afsides). Det forandrer Sagen. Skjøndt, om det nu skulde briste med Mylord, og jeg kunde faae denne Herres Godser under Forvaltning . . Ei, jeg er i en forbandet Barokko. Humphry. (Afsides). Kunde jeg blot reenvaske mig for Lorden, saa kunde kanske endnu Alt komme i det gamle. Men dertil maa en Proces. Den lærde Herre har Ret. Notarius. (Højt). Men forklar mig . . (En Opvarter kommer). Nu, hvem Fanden kalder ham? Opvarteren. Jeg syntes det ringede. Saa maa det have været hos Lorden, der skal have Gjester til Middag. (Gaar). Notarius (Afsides). Aha, den Gamle er ikke i saa slet Humør endda. Bare ikke Seneppen kommer efter Maden, som man siger. Humphry. Men Processen, Sir; der er virkelig Adgang . . SIDE: 77 Notarius. (Afsides). Hihi! intet Under, at Mylord havde trabelt og satte et bistert Fjæs op imod mig og Hovedbogen. Alvorlige Ting til imorgen. Humphry. . . Ikke for de 200 Pund; for dem bør jeg tabe; men jeg maa reenvaske mig for Mylord. Notarius. (Afsides). Jeg med. Skjøndt nu staae Sagerne ypperligt. Han beder mig til Gjestebud . . maaske i Anledning af Gjensynet. Hihi! Det var det han meente med sit: "til han bliver kaldet." Gud- skelov, at jeg endnu ikke har listet flere Gin'er forlods i mig for Adstadighedens Skyld. Hihi! Tilfælde er saagodtsom Klog- skab, som man siger. Humphry. . . Og saa Revange, Sir, saasandt jeg er Sir Humphry Lowthes og en Gentleman, som blev erklæret for ikke at være nogen Gentleman. Notarius. (Afsides). . . Og naar saa den Gamle er bleven lidt pirumlirum -- hvortil vi skulle gjøre vort Bedste -- og slentrer om efter Bordet, saa knibe vi Øieblikket til en Generalkvittance -- hihihi! Humphry. (Gribende ham ved Armen). Naa for Djevlen, Sir, mine Affærer . . Notarius. Ja mine. Ei, Sir, skal De ikke til Middag hos Lord Campbell? Humphry. Nei, Goddam! Det er forbi med Sligt. Notarius. Aha, staar det saa? Men Jeg skal. Hører alt flere Trin oven- paa. Faaer nok i min Embedsdragt. Bliver stort og fornemt Selskab skal jeg sige. Har den herinde. Adieu, Sir! Rid forsigtig! Vil Du komme frem, saa far i Mag, som man siger. (Gaaer ind i et Sideværelse). SIDE: 78 Humphry. Nei, som en Rasende; men ikke saa gal som han blev med eet. Til en anden Prokurator! Der er fleer af det Ukrud. (Skyller et Glas ned). O rasende, rasende, at jeg ikke benegtede. (Styrter ud. Det ringer i Sideværelset. Opvarteren iler igjennem. Seer ud gjennem Vinduet). Opvarteren. (Skoggerleende). Gudsdød hvor det gaar -- som Jehu, den Nimsis Søn, der foer rasende afsted. (Gaar ind til Siden). Værelset ovenpaa. Lucy. Flora. Simpelt pyntede. Flora men en Hybenkrands i Haaret. Lucy. -- -- Men Flora, det har Du sagt ham? Flora. Ja, men han sagde mig først, at han elskede Dem siden hiint Øieblik, da De laae i hans Arme. Lucy (Forlegen, stammende). Gjorde han? Flora, Du kan ikke skuffe mig, skjøndt din Let- sindighed er forbausende. Flora. Oh, Mylady . . bedste Lucy, skulde jeg bære Annandales Hyben- krands alene? Lucy. Ja, hvad betyder den? Flora skulde . . ? Flora. (Leende). O nei, nei! Lucy. Ja, Flora. Vær oprigtig mod mig. Flora. Det vil jeg. Er han ikke langt smukkere nu, end med den side Hat og den stribede Tøisfrak? Lucy. Flora -- SIDE: 79 Flora. Eller er En, som interesserer os, smukkest saadan som vi see ham først? Lucy. Flora, lad være! Jeg kunde blive vred paa Dig. Flora. Nu, saa skal jeg bagtale ham. Han er dog ædlere end han er smuk, eller ialfald ikke smukkere, end han er ædel. Lucy. Flora, Du er overmodig som Lykken. Flora. Ja jeg vil betro Dem Noget. De saae Kapitain Campbells yngste Broder, lille Ben, som De kaldte ham . . Men tys! det er hans Skridt -- ikke Bens urolige og dandsende, men Kapi- tainens, som kommer, forat hilse paa Dem. Lucy. (Forvirret). Flora, hjælp mig . . jeg kan ikke tage imod ham . . Undskyld mig . . Flora. Gaaer ikke an. Husk dengang han i Travankor . . Lucy. Nu, saa viis ham ind i Visitværelset. Der er kanske min Onkel. (Gaar ind til Siden). Flora. (Afsides). Neimen er han ikke. (Flora løber til Døren og aabner den for William). Flora. William. Flora. Herind William; men bi lidt! se her skal Du se! (Viser ham Tegningen i Lucys Mappe). Seer Du det har Lucy gjort; først af Sympathi med din Hjemvee; men siden har Du givet hende nok af Træk til et SIDE: 80 smukkere, som hun har tegnet i sit Hjerte. (William viser Overraskelse). Nu, kjære William . . Lucy er alene. (Skyder ham let indad Døren). Nei saa forknytte vare hverken Ben eller jeg. Eller skulde hans ringere Fødsel volde nogen Hindring? Han er jo en Campbell, Kapitain, rig som en Nabob, og den Gamle er jo saa forgabet i ham, at han allerede har lavet sin Reisebeskrivelse tilrette for ham. Flora. Lorden. Lorden. (Idet han træder ind). Er Kapitainen her? Flora. (Afsides). Nu skal jeg føle hans Adelsfordomme paa Tænderne, om de ere gamle. Lorden. Er Kapitainen her, lille Flora? Kapitain Campbell? Flora. Ah! William mener Mylord . . Lorden. (Afsides). Hvor hun er fortrolig! (Højt). Ja, de Andre ere alt komne. Flora. Han har forladt dem for at gjøre sin Opvartning hos Mylady. Hun ventede at træffe Dem i Visitværelset, Mylord. Lorden. O nei, nei! Jeg har havt andet at gjøre. (Afsides). Lad dem kun være alene. Kanske turde Taknemmeligheden gaae over til Kjær- lighed, og hendes Skjønhed give ham Mod til at aabenbare det Indtryk, den engang gjorde. Gud give det! Flora. Men jeg har ham snart igjen. SIDE: 81 Lorden. Du? Nu, ja vi alle skulde jeg tro. Flora. Ja, men jeg mest. Lorden. Vil man høre! Flora. O, er han ikke fortræffelig? Lorden. Jovist, jovist! Flora. Jeg mener i alle Henseender. Og smuk? Brunheden klæder ham usigeligt ligesom det Fremmedartede i Eventyret. Lorden. (Afsides). Saa for en Ulykke, troer jeg ikke Tøsen er slagen. Flora. Han er . . (Gribende hans Haand) O Mylord, De velsigner ham. Lorden. (Vrister sin Haand ud). Ja ja, for Lucys Skyld. Flora. (Afsides). Fortræffeligt! Han er iversyg som en ung Pige eller som jeg kunde være. (Højt). O Mylord, De vil ikke kunde negte ham noget. Lorden. Nei nei, for Lucys Skyld. Flora. Ja netop. Lorden. (Afsides). Ak, der er ikke mere nogen Tvivl. Nu, Himlens Vilje ske! (Omfavner Flora). Nei, jeg vil velsigne ham ogsaa for din Skyld, gode SIDE: 82 Barn, som vovede dit Liv for Lucy. (Betragtende hende). Jeg seer hvor- dan det er fat. Du bærer jo en Brudekrands, som de bruge den herhjemme af vilde Roser. Flora. Ja, Mylord, jeg er meget lykkelig -- Lorden. (Afsides). Der røg et smukt Haab. Men jeg faaer se til at faae de unge Folk i Nærheden, forat have en fornuftig Mand at læse min Reisebeskrivelse for. Han er jo den bedste Helt deri. Stakkels Lucy, jeg troer nok hun kunde elske ham. Flora. William er Kapitain og rig, Mylord! og jeg er en fattig Arbeiders Datter. Lorden. Visvas! Flora. (Afsides). O den fortræffelige gamle Herre! Lorden. (Farer med Haanden over Panden). Men er det saa, saa har Visiten varet længe nok. (Aabner Døren til Visitværelset. Gaar ind med et Udraab. Flora bliver staaende ved den aabne Dør). Flora alene. Siden Lorden, William og Lucy. Senere John, Kitty, Ben, James, No- tarius, Opvartere og Clansmænd. Flora. . . Ah, Lucy grædende og smilende ved Williams Skulder . . . Og Mylord -- o herligt! herligt! -- slaaer sine Arme om Gruppen . . Han lægger Lucys Haand i Williams . . De knæle, og Mylord velsigner dem . . De omfavne hinanden. Hun er hans Brud, hans Brud . . O Mylady, min Lucy! . . (Iler ind. Kommer strax tilbage med Lorden, William og Lucy. Lorden glad vimsende. De Sidste i en fortrolig Stilling. Flora sætter sin Krands paa Lucy). Der ere de vilde Roser fra Annandale, William. Tag den, Lucy. Jeg er din Brudepige, Lucy. Det haster slet ikke med Ben og mig. (Lucy omfavner Flora). SIDE: 83 Lorden. Det mener jeg med, du søde lille Skjelm -- ja du veed nok -- ; men siden vi nu har Notarius ved Haanden, var det Synd ikke at bruge ham. (Ringer. En Opvarter slaar Fløidørene op. Man seer et fæstligt opdækket Bord. I Baggrunden gamle John, Kitty, James, og Ben, i pyntelige simple Landmandsdragter. Op- varteren). Lorden. (Til Opvarteren). Kald Notariussen! (Opvarteren gaar. Lorden leder Lucy, halv omarmet af William, Forældrene imøde). Gl. John, forstaar Du, vi blive hos hverandre? Gl. John. (Sittrende). Jaja -- ikke mere som det har været . . ikke mere, men som det var. Kitty. O brist ikke, mit Hjerte, af Glæde. (De Gamle velsigne Parret). Ben. (Har nærmet sig Flora. Seer at hun har mistet sin Krands). Men, Flora, har jeg seet saadant? Flora. (Hviskende). Ben, jeg skylder hende alt. Men du maa lære mig at vise Taknemmeligheden selv, ikke blot saadanne Tegn. Du kan det, lille Ben. Ben. (Klappende hendes Kind). Søde Flora, giv mig dit Mod. Du gik jo i Døden for hende? Af mig faaer Du intet uden en ny Krands. (Notarius træder bukkende og skrabende ind i Embedsdragt). Notarius. (Afsides). . . Han maa være bleven gal af et Solstik i Indien. Hvilket Selskab! Og for slige Tølpere lader han sætte Hotellet paa Ende? (Ydmygt bukkende for Lorden). Ædle Lord, Deres troeste og yd- mygste Tjener ønsker Dem i al Under . . Lorden. (Barskt afbrydende). Ti! (Gaar for sig selv eftertænkende. De Andre beskjeftige sig med sig selv indbyrdes. Notarius viser sig i høi Grad forknyt). Mine Venner! Før vi sætte os til det gladeste SIDE: 84 Maaltid, saa tillad mig at afgjøre nogle Forretninger, der skulle indrette vort lykkelige Samliv. (Barsk). Notarius, herhid! (Notarius nærmer sig skjælvende). Tobias Griffith, som skylder mig alt fra den Stund jeg tog ham op af disse Gader . . . Notarius. (Hændervridende). Ak, naadigste Herre, jeg er forloren . . Lorden. Ja han er, for han er en uforbederlig Skurk. Han hører jeg kjender ham, og han skal straffes . . (Notarius, fortvivlet, vil kaste sig ned). Ti! Ikke et Ord! Han skal straffes paa en Maade, der er føleligst for et saadant Gemyt. Jeg skjænker ham hans Bedragerier imod mig. (Notariussens Ansigt opklares). Men hør, Notarius, Han opsætter strax Eiendomsskjøder paa deres forhenhavende Forpagtninger for disse to gamle Forpagtere, som han uretfærdigen har drevet bort og forfulgt. Item for Hr. Benjamin Campbell, paa den Forpagtning, De selv har indehavt. Hovedbogen og Forvalterskabet afleveres til Hr. John Anderson Campbell. Item lovformelig Ægteskabs- kontrakt, som Parterne efter Maaltidet skulle udfylde, imellem denne Herre, Kapitain William John Campbell og Lady Lucy Campbell, saavelsom imellem Hr. Benjamin og Miss Flora Camp- bell. Og saa -- lad os ikke se ham mere, hvis han ikke vil sees igjennem det samme Gitter, hvor han har holdt dette ædle unge Menneske. Notarius. (Krybende). Skal blive udrettet. God Vilje gjør lette Fødder, som man siger. Og -- Lorden. (Pegende paa Døren). Hurtig! Notarius. (Afsides, idet han gaaer). Det var at blive "kaldet." Men den unge Herre dernedenfra har jo ogsaa Godser, som jeg kan bestyre? Jeg henter ham nok ind, dersom Gin er Gin. (Udaf en Sidedør. Det dækkede Bord skydes ind i det forreste Værelse af et Par Opvartere). Lorden. Nu, Venner . . vi skulle kun savne en Snes Campbeller i sine Tartaner herrundtom os og Sækkepiben og "The Campbells are coming." SIDE: 85 Gl. John. Jeg har hørt den idag, og mit Hjerte frydedes. Her maa være Campbeller. Lorden. (Vemodig). Forat drage til Amerika fra sit Fædreland. Gl. John. De ville hilse paa sin gamle Herre, om de ere her. Lorden. Og vende tilbage med ham til sine Arner. Mine Venner . . . Campbeller alle . . (De omringe Bordet staaende). Chor. William. Hver Sorg er endt, hvert Savn er slukt. Min Faders Dør sig op har lukt. Ved Moders Hjerte forsvinder hver Smerte. Hvor ømt sig bøie de Elskte om mig! En salig Fremtid i min Lucys Øje smiilklar speiler sig. Lykken kun herhjemme findes, hvor vi, hvad vi drømte, mindes. Barnet kunde ikke danne Drøm saa sødt som dette Sande, Barnets Hu : : drømme ei hvad sandt er nu. : : Lucy. Hans Sorg er endt, Hans Savn er slukt. Hans Faders Dør sig op har lukt. Ved Moders Hjerte forsvinder hans Smerte. Til Brystet trykke sin Broder han kan. SIDE: 86 Dog mig han nævner -- o hvor stolt! -- sin Lykke; evig min er Han. Frelste han mig ei fra Døden? hjalp sin Fa'r og Mo'r i Nøden? Elskte, kan du nok velsignes? Ja, i Ømhed skal du lignes af din Brud. : : Dig velsigne kan kun Gud. : : Kitty. Hver Sorg er endt og slukt hvert Savn. Jeg har min Første i min Favn. O, ved hans Hjerte forsvinder min Smerte. Hver gammel Klage forsvinder i Ham. Hvor John og jeg skal have muntre Dage hos vor William! Glemt det er hvor Hjertet blødte ved dit Savn, min Førstefødte! Nu jeg har Dig, er forsvundet hvert et Savn, hvert Saar forvundet. Taaren sødt : : smager som da du blev født. : : Gl. John og James. For os, da vore Børn kom hjem, kom Fryd og Lykke og med dem. Vor gamle Herre vil hos os nu være. Vi fra hverandre ei adskilles meer. Til En for En gaaer bort, vi sammen vandre; kort imellem hver. Bittre Dages Fure atter ud til glade Smiil sig glatter. O, men mildest Aftenrøde, om vor gamle Herre gløde! i hans Sind : : straale Fred og Lykke ind! : : SIDE: 87 Flora. Mig mere tung ei Sorgen sad end Dugg, der vugger paa et Blad. Paa Øjenhaaret hvor let den blev baaret! Kun lyse Minder mig Barndommen bar. Var Ben ei gyldenhaaret, lys af Kinder? Panden skjær og klar? Alt om lille Ben sig dreied. Tidt jeg ønskte ham jeg ejed som en liden Alf, der kunde spøge rundt i Indiens Lunde. Nu desværr'! : : maa jeg ta'e ham som han er. : : Lorden. Det rører sig i gamle Bryst. Der er saa fuldt, der er saa lyst. Det har forvundet sin Kummer og fundet saa friske Glæder. Skjøndt gammel og graa, den Rest af Aar, jeg har igjen, blandt Eder skal i Fryd hengaa. William med sin Viv ved Siden skal faae døie undertiden, naar sig sene Aft'ner liste, Reisen ifra Først til Sidste. Reisen -- ja! : : Først tilbords og saa herfra! : : (De sætte sig i parviis Orden tilbords. Fra Fjernet kommende nærmere høres Melodien: "The Camp- bells are coming," under hvilken endeel campbellske Clansmænd i Nationaldragt træde indfra Baggrunden, ordnende sig i en Halvkreds. Notarius overrækker i en krybende Stilling Lorden Papirerne, som han deler ud under Fanfarer. Notariussen vinkes bort med en bydende Mine af Lorden, men slipper ikke uknubbet ud imellem Clansmændene. Umiddelbart derpaa) SIDE: 88 Slutningschor af Clansmænd, John, James, Ben, Kitty og Flora. Velkommen, gamle Herre, hjem! Nu hviil i Ro imellem dem, som Navn og Ære af Campbeller bære, de Høilandsbaarne, den Sagnenes Æt. Vi hilse Dig fra de gamle Taarne, dækt' med Vedbend tæt. Liv og Lyst did flytter atter hjem med Campbells unge Datter. Gammel Glædes Melodier kun paa Bryllupsfesten bier, som sin Løn : : skjænker den hjemkomne Søn. : : (Teppet falder under Fanfarer). Henrik Wergeland SIDE: 89 STOCKHOLMSFAREREN No. 2 OPERA I TRE AKTER AF SIFUL SIFADDA . . "Nok en Stockholmsfarer? Hm! hvad skal vi nu finde paa?" "Hjälp nu, Samiel! Jag kan icke mera." Til Opførelse i det norske Studentersamfund. Handlende: Foged Hans Smyg, Stockholmsfarer. Baron Bombenundgranatenstråle. Baronesse Ursula Barbara von Bombenundgranatenstråle, en høi, gammelagtig Pige med Ørnenæse og Anlæg til Knebelsbarter. Gustaf Allwar, svensk Kapitain. Elise Brav, en norsk Pige, siden Kapitainens Kone. En svensk Publicist. Krækræ. No. Een. No. To. No. Tre, Fire o. s. v. Hørende til Arbeidsstokken ved den gen- tile norske Smudspresses Blad Intelligenz- skandalen. Olof, Tjener, svensk. Tre Slusker i en Pøbelsværm. Forskjellige Drømfigurer og Stemmer, hvorimellem Hvilkensomhelsts i Publikum (Tempore servato). Den fornemme Smudspresses Expeditionsbureau. Dens Arbeidere have travlt ved sine Pulte. Kræ- kræ vimser omkring dem, havende af og til Øie med Anonymkassen, som hænger paa Væggen under et Hul. I Sideværelset sees Pressen selv, hvis Bevægelsesslag høres i Chorene. En Abekat og en Papegøje more sig paa den. En Stemme. Krækræ. (Mel. Skjære, skjære Havre). Klem ham, kjære Venner, for hans Stockholmsfarer godt! Smør ham ind for alt hans Spot! med dygtigt skidne Hænder! SIDE: 90 Chor. (Af de Skrivende). Hør hvor Pressen brager! Hør hvor Pennen sprager! Raseri i Blækket flot, henad Papiret jager. En Stemme. (Gjennem Hullet). Vid og Sandhed mangler blot. Det Publikum beklager. Chor. (Af dæmpede Stemmer fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre, ham at søndersmuldre! Dæmringens Dæmoner her i dette Mørke buldre! Kræet. Klem ham godt for Spasen! Vist Vignettens Hestepar Jer betyder; thi han har tidt mig jo kaldt et Asen. Chor. (Af de Skrivende). O, vort Had belæsse al din Vægt, vor Presse! Glød, vor Strøm af Blæk, som var du smeltet Jern i Esse! Stemmen. Arme Løgn, der døer, som har til Moer en Tosks Finesse. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. SIDE: 91 Kræet. Øgene I ere. Ellers hvi saa magre da? Og en Kudsk med Chapeaubas dem slaaer i Karriere. Chor. (Af de Skrivende). Egger du os mere, Vi os ei regjere. Slipper dennegang han fra, vi maae os selv fortære. Stemmen. Skynd jer da, thi forlods alt jer Løgn har slugt jer Ære. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer Pressens Skuldre! o. s. v. Kræet. Øget, som med Lasset slæber trægt sig frem, jeg troer er forvist Poeten vor paa Veien til Parnasset. Chor. (Af de Skrivende). Ham vi frem maae mane. Vi har brudt hans Bane. Han betale skal derfor med Spydet af sin Fane. Stemmen. Ei i den den Mistil groer, som bliver Sifuls Bane. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. SIDE: 92 Kræet. Vognen med de Blakke, rasende afsted saa fort, vist betyder Bladet vort, som gaaer saa nedad Bakke. Chor. (Af de Skrivende). Manneke, for meget seer du af dit eget. Troer du Galden ei er sort, som i vort Bryst er steget? Stemmen. Ned i eget Dyb om kort er al dens Æsen seget. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. Kræet. Glem ei Papegøien! Glem ei mig, som, dermed meent, har ham med jer Alle tjent kun til en kaad Fornøien. Chor. (Af de Skrivende). Ve hans Navn og Minde! Han i os skal finde, at han Hul paa Sækken stak for alle Rygtets Vinde. (Papegøjen skriger). Stemmen. Hør, Johan, din Fætter Jack han skriger fælt derinde. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. SIDE: 93 Kræet. Hvor jeg Eder takker for Ideen med vort Blad. Nu en gros om Ham mit Had kan trykke Almanakker. Chor. (Af de Skrivende). Mammuthdyrets Kjæbe, Grønlandshvalens Læbe, Boas Strube i vort Blad vi fik for ham at dræbe. Stemmen. Monstret sandelig jeg troer vil komme til at ræbe. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, Pressens Skuldre! o. s. v. No. Een. (Reisende sig). Nu er Stykket færdigt: Vægtigt som en snoet Tamp, saftigt som en mættet Svamp det er sit Ophav værdigt. Chor (Fra Presseværelset). Løft jer, o. s. v. No. To. Nu jeg Punktum sætter. Sidste Sats var meget styg. Som en Høg fra Hønens Ryg fra ham jeg nu mig letter. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, o. s. v. SIDE: 94 No. Tre. Hvis Han sig ei varer for at drukne i jert Puds, qvæler jeg dog med mit Smuds ham og hans Stockholmsfarer. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, o. s. v. Chor. (Af Skrivende). Ve ham, om han svarer! Een som Tre og Tre som Een faae vi derfor Tak igjen af hver en Stockholmsfarer. Chor. (Fra Presseværelset). Løft jer, o. s. v. Kræet. Hi hi, lad høre, og saa vips ind med det der ligesom Brød i Ovnen. No. Tre. Aa vis vas! hvad vil du høre? Hvad forstaaer du af Sligt? Kræet. (Næsten grædefærdigt). Jeg? Men Gud bevare mig! Aa, du bare spøger -- Hi hi hi, du bare spøger? . . No. To. Stakkel, lad ham høre, naar det fornøier ham. Kræet. Ja, naar det fornøier mig. Desuden har jeg ikke Deel i Bladet om jeg maa spørge? No. Een. Pokker har du. Naar det kom til Stykke eier hverken Du eller Vi det. Men vi kunne bruge det efter Behag til vort private Brug. SIDE: 95 Kræet. Javist -- privat Brug vil sige: tilgavns. Og en Presse til pri- vat Brug er et fortræffeligt Middel, skulde jeg troe. Komfor- tabelt i høi Grad, og forholder sig i Kraft og Virkning som en Dampmaskine til en ussel Haand med Fingre som Seglgarnsender. Hu! mine Herrer, naar jeg tænker paa alt det Dit og Dat, som jeg saaledes paa egen Haand med Tungen har sendt ud om Ham, den Fordømte! Men det var Sæbebobler, der skulde seile Taarnet ned. Derimod nu, naar vi har et Blad, er det Bomber, store gediegne Bomber, fyldte med Alverdsens Ulykker. No. Een. Ja, hør bare. No. To. Det er nok -- jeg erklærer hans Skriverier for "afsindige, for at være førte med en fræk Galmands-Pen." Hvad han skriver, siger jeg "hører til vor Presses uteerlige Portion;" og enhver af hans Frembringelser "hinker uendset forbi som de øvrige af hans Invalider." No. Een. Godt nok; men hør her, det bider bedre: "O du kadukke, in- fame Karl! du Solvolds Gjenganger! du Duusbroder med Kreti og Pleti! du falske og feige Folkeprofet! du skjændige Kalumniant, ugilde Pasqvillant og lumpne Insinuant! du Akkevitdrikker og Myseostæder! du rasende gale Politikus og politiske Harlekin! du moralske Smitte du dyrebare Gjenstandes afsindige Talsmand! du Machinatør! du Usling! du forvirrede Hjerne! Kujon! politiske Renomist! du politiske Røver! du stinkende Pestilentse! du! o du! du Du! -- " No. Tre. Maa jeg -- hm! byde de Herrer det Spørgsmaal: "har Nogen været Gjenstand for eftertrykkeligere Tugtelser og Revselser, for mere direkte, uforbeholdne og ødelæggende Angreb end Stock- holmsfarerens Forfatter i vore Blade?" Kræet. Hihihi! staaer der saa? SIDE: 96 No. Tre. Ja, saa staaer der -- hm! og derovenpaa, at "Ingen har saa- ledes vaandet sig under Revselsen eller Exekutionen, som Han." Og endelig -- hm! giver jeg en Generalkritik over alle hans Poesier og Alt hvad han har skrevet ved at erklære, at hvert Land har sin Smudspresse, og at ingen anden end Han staaer i Spidsen for Norges. Kræet. Hihihi! Det Sidste var det bedste. Det forslog. Chef for Smudspressen? Det er at sværte Skarn -- som han sagde om Dæmringens Nedrivere. No. Een. Er Du fornøiet da? Kræet. Hihihi, ja! Men det er jo taget lige ud af . . . No. To. Ud af os Selv -- javist! No. Tre. Ind under Pressen med det, skjøndt han er som Gjeten, der trives jomere man bander den. Kræet. Eller som Morianen, der ikke bliver hvidere under Skrubber og Sand. No. Tre. Ind, Person! (Kræet gaaer ind med Manuskriptet. Pressen gaaer). No. To. Pyh! Han vil nok sætte sine Grændser, naar vi slette vore ud. Kræet. (Kommer tilbage). Manuskript, mere Manuskript, skriger man. No. Een. Saa til Kassen da! Lad os see hvad der er. (Stikker Haanden i Kassen. En fremmed Haand griber hans igjennem Hullet). SIDE: 97 Stemmen. (Gjennem Hullet). Tak for sidst! No. Een. Au! Au! De Andre. Hvad var det? No. Een. Ih, en grov Indsender bare. (Tager en Seddel ud af Kassen). Her er noget til Bladet. (Læser). "Indsendt. Carl Fougstad. . . (Leer tvunget og tørt). Carl Fougstad Kundskab gav ei i sin Hjerne Plads. Hvad skal en Bogreol i Stue, der er til Stads?" No. To. Væk! Væk! Er Publikum bleven galt? No. Tre. Nei, Han, Han, Han. Videre! No. Een. (Tager af Kassen). Til munchske Digte passe Schweigaards Recensioner, som til en Dands af Muus Trompetens Kobbertoner." No. Tre. Nu Trofasthed imod dig, Had! Thi nu, o! o! arme Sprog, hvi skal Nederdrægtigheden være opfindsommere? No. Een. Ja jeg har havt mange polemiske Tanker, som har manglet Ord. No. To. Og kan det Umenneske ikke begribe, at der øves Barmhjertig- hed imod ham saalænge vi ikke gaae videre end Sproget har Ord? De Andre. Kast væk! kast væk! SIDE: 98 No. Een. (Læser eller synger nok et) "Indsendt". (Mel. Jeg sätter ei Nöjet i konstigt System). Diogenes, Cyniker, Solvæggekryb! som førte dig Gunst ei til Nytte; men bad Alexander, der aabned sit Dyb af Naade, kun lidt sig at flytte, saa Solen din Mødding paany kunde naa -- din skidne Ærgjærrigheds Tempel -- nu kan du ei længer i Mindet bestaae som Maadeholds største Exempel." De Andre. Ei, det maa ind. No. Een. Bi lidt! Der er mere. "Thi seer du, jeg kjender en liden Person, som kunde et Manddrab bedrive for Glimt af et Blik fra en wedelsk Baron, endskjøndt det gjør andre Folk stive. Et greveligt Smiil er hans Vaarsol; i den han tager sit Solbad med Nytte. Kom Engle fra Himlen, og bød ham didhen, han bad dem kun unna sig flytte." Væk! Kasseret! Jeg maa bestemt paastaae det baade for min egen og Grevens Skyld. Det er Blasfemi. No. Tre. Ja ganske vist er det somom Fanden skulde være ude idag. Vi komme vel til at fylde Bladet selv. No. To. Theatrets Historiografus faae vi ta'e til da. No. Tre. Det er i Nød man ikke veed bedre Raad end det værste. Han trækker for stærkt paa Publikum. SIDE: 99 No. To. Ei! Publikum? En af os kan skrive, at han hører til dem, som ret høre ham med Fornøielse, saa troer Publikum, at slige ere til, og sætter Mistroe til sig selv eller troer ialfald -- hvad sandt er -- at der er Folk, som elske Tøv; og at man maa tænke og føle efter eget Behag og Smag, er en af de faae Sand- heder, som erkjendes af Fleerheden, og det holdes for en Frihed, som Publikum, for sin egen Skyld, vil have udvidet endog til gale Folk. No. Tre. Saa kan han skrive upaatalt. No. To. Skjøndt for een Gangs Skyld kan vi vel tøve det fuldt selv. No. Een. Ja vi have jo Stockholmsfareren. Den er endnu ikke udtømt, skjøndt vi har tappet af den i et halvt Aar. Kræet. (Mumlende idet han tager sig et Stykke Sukker). Tyndtøl! Gid det havde været hans Blod! No. Een. (Læser). "I sige, eders Skjalde drukke Suttungsmjød saa nær de sprukke. Det er vist, hvad de os gave var saa ækelt Vand som fra Kamelers Mave." De Andre. Tvi! No. Een. (Læser). "Korrex til Korrektøren Papelil! et Øie paa hver Klo maa altid til, at ikke siden under Bladets Læsen at Skam de to skal lukkes, som sidde over Næsen." SIDE: 100 Kræet. (Halv grædende). Hør! skulde det ikke gaa an at faae ham i Statsfængsel for Forræderi? Ih, da skulde jeg give en Frokost. Mherrer! en Fro- kost hvortil jeg skulde gjøre mit Bedste. No. Een, To, Tre, o. s. v. Stille du! Vi skulle ogsaa gjøre vort Bedste. Vi spekulere paa noget Sligt. Kræet. Hi hi hi! Han har skrevet Digte før paa Agershuus. No. Tre. (En Muskeltrækning farer blegnende over hans Ansigt. Med Tegn til Afsky). Ind med sig! Hvad har han her at bestille? Ind, og tag Kor- rexen med. Kræet. Nei, skam om jeg gjør, for jeg er Mand; men ind kan jeg nok gaae. (Gaaer ind i Presseværelset). No. Een. (Læser). "Til Den Constitutionelle. En slig Modsigelse, som den du er, vel sjelden gaves: høistravende du er jo, men, skjøndt det, du kryber lavest." Alle. Nei, nei, den Constitutionelle maae vi forsvare som vort eget Kjød og Blod. No. Een. (Læser op et nyt Indsendt). "Nys rost er Greven bleven overdreven. Hvor er vel Recensionen paa Patronen skreven? Oh, hos ham selv. Nei jeg mig har forsnakket -- i Forgemakket!" Alle. Afskyeligt! Væk! SIDE: 101 No. Een. (Læser). "Apropos! Fougstad skal ud i Visit -- Hyp! hyp! til Greven; men om man nu gav ham paa Veien lidt, var dette Propos ei af Veien skreven." De Andre. Blasfemi! Persiflage! No. Een. Ja, og personlig Fornærmelse. Jeg maae paa det bestemteste . . De Andre. Vær rolig! Een som Alle og Alle som Een. Er der mere? No. Een. Kisten er fuld. Her er et Uhyre. (Læser). "Katten og Musen, et Digt." En gammel Kat, en stor, en graa (jeg troer, skam, den var blaa) med venligt Griin, med venlig Blinken, hexet ind i Øiets gule Blus, til liden Muus, der soled sig i Ro og Mag paa højen Tag, fremlæspede: "Venskab Du drikke og Duus med Pus!" "Ved Hundens Glam! Ved Maanens Glød! i Liv -- jeg svær -- og Død Fostbroderskab jeg rækker dig i denne Lab. Da bliver Katteklo Muus-Glavind jo? Dens Veirhaar jo din Landsering, Du lille Ting? Kryb ned blot, kryb ned! og dig læg i min Klo til Ro!" SIDE: 102 Det skede, og et Timerind laa Musen krum og stil, og lytted' til, at Katten spandt paa Rokken sin sit Snurrerurrerur. Men sin Natur ei Musen længer tøilegreb: -- en Qvæl den peeb. Da førstegang frygteligt mjavede Puus i Dur. Flux stille blev den lille Muus, ja som en . . . som en Muus. Men engang -- ak! som Maiens varme Straale stak, da, som fra Noahs Ark, fra Luft og Mark, ud Livet vrimled', lysted' og iblandt den Flok af Sommerens Fugle etcetra vor Muus et Spark. Langt værre da, end første Gang, i Musens Øre sang et rædsomt Mjav, saa Echo toned tregang: Au! Men næste Vaar -- o Skræk! fra Rosenhæk fremgløded samme Sol, og gjør de Puds som før. Thi Sommerfugl flagred og Lærkerne sang som før. Ja Sommerfugl og Kræ og Kryb, kort Livets Alleslags opklattred strax paa Solens Straal fra lunkne Dyb. Om Friheds milde Lyst Allivets Røst opsvulmed Sommerskyens Bryst. SIDE: 103 Det spændtes ud indtil som en jublende Svane den foer til Gud. Ak, Musen, Stakkels, er ei med da Livet drog afsted. Men Maiens Sol i Smug faaer samme Kapriol. Da fraaded Kattens Tand; dens Blik blev Brand, og Kloens langsad Musen foer med blodigt Spor. Da bævede Musen, fortvivlet den var deran. Det Kattevenskab ønsked Muus i Fandens Vold barduus; ja ønsked sig paa Taget meget inderlig. Det tredie Rædselsmjav da Katten gav. Et Lynhviins Ve et Torden-Ha var Mjavet da. Sig Musen da krymped; om muligt, den blev meer flau. Kattens Klo, saasnart med Lynets Fart den i Musen skar -- Musen (ja et Trolddomsslag det var) blev en Gaupe. Gaupen (som var Musen før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Katten skar -- Katten (ja et Trolddomsslag det var) blev en Parder. SIDE: 104 Pardren (som var Katten før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Gaupen skar -- Gaupen (ja et Trolddomsslag det var) blev en Panther. Panthren (som var Musen før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Pardren skar -- Pardren (ja et Trolddomsslag det var) blev en Kongetiger. Kongetigren (som var Katten før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Panthren skar -- Panthren (ja et Trolddomsslag det var) blev en Løve. Og Løven (som var Musen før i sorgfuldt Askeslør) som Heklas Glød sig reiser rød -- Eia! hvo tør sig reise op igjen? Nu mjaver den! Mon ei det Banner, vaadt af Blod dens Tunge er? og Baunen dens Øie? og Krigeres Sværd dens Kløer?" No. To. Ad acta med det! Hvad mere er tilbage? No. Een. Det eneste gode og solide Bidrag: "Ankomne Reisende." (Seer i et Papir). Ei, ei hvad seer jeg? Foged Hans Smyg i Hotellet. SIDE: 105 No. To. Den værdige Mand er sjelden i Byen. Vi burde publiceret hans Takskrivelse for vor Adfærd mod Stockholmsfareren. (Det banker. Foged Smyg kommer ind). De Forrige. Foged Smyg. (Komplimenteren). Smyg. Mel. Visen med Omqvædet: Aa ta' mig Fa'n o. s. v. Jeg har den Ære at presentere en Mand, hvis Hæder er frelst af Eder: tidt omforklarede Fogd Hans Smyg, som I forsvarede med eders Ryg. De Andre. Herr Fogd, velkommen! Vi fældte Dommen imod Personen i rette Tonen: ham Pøbel kaldte, og, forat bli'e forstaaed', saa talte som Pøbel vi. Hvor skarpt og kraftigt, hvor hvast og saftigt, saa negted Sproget os altid Noget. Vi fandt det Meste i Gadens Elv, men vist det Bedste dog hos os Selv. SIDE: 106 Smyg. Jeg veed det, jeg veed det, ædle Venner. I har revangeret mig og det hele Stockholmsfareri. Det er ikke længer nogen Skam -- -- En Stemme (inde fra Presseværelset). -- "At tilsidesætte Regjeringen?" Hvad, staaer der saa? Smyg. -- Men det er Tegn paa god Opdragelse, Intelligenz, For- domsfrihed, politisk Oplysning, Ærbødighed for Kongen og Agtelse for den liberale Presses Meninger i deres Ord, mine Herrer. Derfor -- oprigtigt, jeg er vel her i Byen nu for at gjøre Hs. Exc. min Opvartning og faae den 4de November en- gang feiret anstændigt, men egentlig staaer jeg i Begreb med at foretage min anden Stockholmsfart. Der er en Amtmandspost ledig. En Stemme (fra Presseværelset). Hvad? staaer der "at Kongen vil vredes paa dem, der ikke agte hans Regjering?" See bedre efter i Manuskriptet. No. Tre (seer ind i Presseværelset). Stille Karle! Smyg. Ja saamen vil jeg reise til Stockholm. Hvad mener De om det, Mherrer! No. Een. Fortræffeligt! No. To. Reis i Guds og Kongens Navn! No. Tre. Og i vort med! Chor. Hvor det vil knække hans Stockholmsfarer! Gid hele Skarer maa didhen trække! Hver Passageer er Beviis for Os, at Siful bærer Foragt og Trods. SIDE: 107 Sværme af Tilskuere af den simple Klasse udenfor Statholderens oplyste Huus. Man hører Fanfaremusik indenfor og Salutskud bag Scenen. Fremmest tre Slusker. Første Slusk. Huf, Gut! har du faaet dig noget Korasi i Livet idag? Anden Slusk. Snødt, Ka'r! jeg tog i en halv Pot med en Anstein. Tredie Slusk. Kan du en "Ola Graaguts nye Vise om en Ola Høiland med mere". Første Slusk. Ja jeg kan' en, Dævelen it' op mig, Gut! Her er første Stumpen. (Laver sig til at synge; en Kreds danner sig, som næsten spærrer Gaden). Mel. Løitnant Lunds Vise. Det var han Ola Høiland tog Natten til sin Ven, Erklærte Norge Krigen og Norge ham igjen. Det var en Krig forvist Imellem Ræv og Bonde, imellem Magt og List. Hvor har du dine Hunde, du gjæve Bondemand? Hvor, Norge, er din Løve, saa barsk som Ildebrand? Ve, svenske Gubber graae i fremmed Mynt har ladet til Norges Spot den slaae! Da rysted vel de Gubber paa Haand, og skjalv i Knæer; Om Morasteen de stode som raatne Aaspetræer. Som Uglereir i Top Var Gubbernes Parykker, der klækked Daaden op. De skjælved vel paa Fingre, men ei for Løvens Tand; Men lade nu den bære vor Skam fra Land til Land. Liig gamle Huuskat, som udlaanes Nabolaget, den gaaer i Verden om. SIDE: 108 Snart kommer den til Russen. Paa hans Kopeker da den Rotterne skal skræmme det store Stabur fra, hvori, som Juleslagt, i bittre Taarelage det polske Folk er lagt. Saa kommer den til Tyrken. Med ligemegen Grund, som under de Trekroner, den staaer i Maanens Rund. Af gammel Kjærlighed til Løven vi Tributen da meer ei harmes ved. Naar Tyrkens Pjastre klinge, da tør en Normand lee, og uden Blegnen Deyens Sjørøverfahne see. Men for en Specie svensk Han gyse maa og gustne som var han pestilensk. Gid da de Specier havde i Bankens Kjælder lagt da Ola Høiland var der paa Nummer Attens Vagt! Han skulde dem beholdt, saafremt ei til at ta'e dem den Gavtjuv var for stolt. Anden Slusk. Det var han Ola Høiland tog Natten til sin Ven, Erklærte Norge Krigen, og Norge ham igjen. Det var en Krig forvist imellem Ræv og Bonde, imellem Magt og List. Hvor har du dine Rifler, du gjæve Bondemand? Hvor er din Øx, den gamle med Drapet paa sin Tand? Med den du gjør i Skov et Baal som ud kan svide den Ræv, som dybt sig grov. Men vinde vi ei Æren -- den koster meget Blod, og Skam har og en Rødme, fast den er mindre god -- vort Banner lige stolt dog vajer og Chakoen staaer som et Taarn paa Skolt. Thi lad Musiken spille, som da vi drog i Slag paa Torvet mod vore Egne paa Norges Høitidsdag, Da Tampbaronens Chok saa pragtfuldt som et Uveir henover Folket jog. SIDE: 109 Thi vi med fuld Oppakning skal ud i Feldten flux ei for, ei mod en Løve, men mod en gammel Lux: mod Ola Høiland, som har ind med List sig gravet i Norges Helligdom. Tredie Slusk. Det var han Ola Høiland, som i den mørke Nat tog Norges Bank ret listig, den dyrekjøbte Skat. Herud paa Jagt, barduus! Herud I graae Kaputter fra gamle Agershuus! Men Svensken er en ærlig og højst honette Mand. Thi midt paa klare Dagen vor Løve holte han. Det skede ei i Løn. Nu, blegne ei, Norges Datter! og blus ei, Norges Søn; Thi hvad er vel en Løve? Et meget vildsomt Djur, som Æsler dog tør sparke, naar den er bleven stur, naar brudt er dens Natur og den i Moll maa klynke, som brølte før i Dur. Hvad skal en Krigsmand tænke paa slig en Æres Tant? Han pudse skal Monduren og lystre sin Skjersant, og Han sin Løjtenant, og Løtnanten Kafteinen og Han sin Kommendant. Som Bier ud fra Kuben med Brodder, Surr og Suus, for intet daglig trække vi ei fra Agershuus, med meget fuld Musik og mange blåa Rocker, der fryde maa vort Blik. Som Øvelse i at rykke engang for Alvor ud naar høit Halvmaanen gjalder for sultne Ulves Tud, Vi fik den Exercits, at jage Ola Høiland, som Folk blev jagt af Frits. SIDE: 110 Første Slusk. Det var han Ola Høiland, som skulde fangen blie: Han gik nu alt for længe med Bjørn og Graabein fri. Snart laa han som en Stein og lurte under Busken, snart fik han Stormens Bein. Som Hubron, Midjenattens forfærdende Basun, useet og uhørt svæver paa sine Skyer af Duun, foer Ola Høiland om, og alle Steder var han, men ikke der man kom. Sligt tyktes Herr Løitnant Blårock heelt meget underligt. Thi drog han ud sin Klinge -- ved femten Linspunds Vigt, og samlede sit Chor: Ved fire Hundred Helte af dem, der er i Nord. Det var i Aaret attenhundred og treti fem man skrev, Da ædle Herr Løtnant Blårock udcommanderet blev. Han straxens var parat; Thi derfor holdes Krigsmænd udi en fredsom Stat. Jeg vil det ei fordølge, at alle Hjerter slog, Saa Trommerne knapt hørtes, da vi af Byen drog. Men Løitnant Blårock skreg: Bajonetten paa Geværet! nu er det ingen Leeg. De Fahner fløi i Luften som Ild af By ibrand. Trompeter og Basuner drønte som Sarpens hule Vand. Herr Løitnant Blårock selv af Messinglurens Hylen fik udi Knæet Skjælv. Dog fattet han snart Modet -- det var en Overgang. Og høit han commanderte, saa alle Aaser sang: "Hver Mand af dem tilfods, Som flygter, døe skal Døden!" Og hugg en Stein tilblods. Paa Rusløkbakken raabte den ædle Herr General: "Holdt! Frem nu med Tørnisten. Thi nu der spises skal!" Vi aad da Myseost med Flesk og Kjøt og Pølse og anden Helgekost. SIDE: 111 Det var Hrr Løitnant Blårock han tog en Karveknart. Saa kjækt han commanderte os til en Storm i Fart. Thi paa en Klippetop Han syntes øine Noget som Ola Høilands Krop. Saa gjorde vi et Anfald, tog Klippen uden Frygt. (Den samme Højd hvor Slottet er under Mulden bygt, hvor Bjerg er gjort til Dal og Dalen fyldt med gode Sølvspecier uden Tal.) Saa gjorde vi et Anfald, tog Klippen ind med Magt; Men Ola Høiland ikke: Han var etsteds forlagt. Vi fik en Furu fat. Den fælded vor Herr Løitnant, saa den til Jorden dat. Saa bød han, for at styrke den strabaseerte Krop, at nu var Tid at spise den Rest af Nisten op. Thi Felttoget var endt; Og den, som kjækt har stridet, sit Maaltid har fortjent. Saa høit han commanderte omkring den hele Hær. "Hurra for Løitnant Blårock!" saa raabte da Enhver. Med flyvende Fahner og med klingende Spil tilbage til Agershuus vi drog. -- Men hvad kan vel beskrive vor skrækkelige Skræk? Da vi kom frem paa Torget var Bann'rets Løve væk, og i Halvmaanens Bryst et Suk sig havde fæstet ligt Dødmands Skrig paa Kyst. Før fulgtes vor Parade af glade Landsmænd nok. Nu listed' de sig unna som for en Spøgelsflok. Thi som en simpel Klud sin gyldne Hæder røvet slog Norges Flag sig ud. Og, som vi da fremrykke gjennem Norges Hovedstad, fra alle Pander lyste, som Naaden smilte ad, ja fra Studentens med, det svenske Folks Kokarde, som fro vi kjendes ved. SIDE: 112 I Alles Pander lued det Øie af den Trold, som stirrer i Norges Fremtid og seer det FandeniVold. I Flaget guult og blaat Oprulled sig Fremtidsteppet paa Agershuuses Slot. Og naar vi tænkte spille til alle Hjerters Lyst, det fæle Suk i Hornet tvang Suk af Alles Bryst. Vor Glands er tryllet bort, og uden Løve Bann'ret kan gjerne være sort. Chor. Men drøvligt dog er det i denne Verden, at ei nogen Mand kan eje i Fred og Ro sin Skat. Bort fæle Tyveri! Bort Trolddom, som gjør Slaver, imens vi troe os frie! (Foged Smyg kommer fra Gjæstebudet med en af Skandalredaktørerne under Armen. Paa hans anden Side Kapitain Allvar i svensk Uniform. En tilhyllet Dame søger at passere forbi. Mængden volder en Stands.) Fogden Smyg. . . . Altsaa, vi reise sammen, Hr. Kapitain? morse bittida -- hehe! som vi sagde i gamle Dage derinde. Kapitain Allvar. Ja, tör Ni för Grefven. Han tycktes werkligen icke mycket om resan. Fogden Smyg. Hs. Excellence var meget naadig, forsikkrer jeg dem . . Kapt. Allvar. Ja den der Grefven har nog fin snus. Vakta Er . . Damen . . . (Dame og Foged Smyg faa i det Samme Øie paa hinanden idet hun seer op. Hun besvimer med et Skrig). Foged Smyg. Guds Død! Elise? Der, Slusk, har du to Skilling forat hjælpe det Fruentimmer hjem. Kapt. Allvar. (Holder Elise). Spara Er, Herre! Undan Karl! Jag vaktar nog Damen. SIDE: 113 Foged Smyg. Undskyld mig, Hr. Kaptain. Jeg maa bort. (Gaaer bort med Redaktøren). Første Slusk. (Kaster Skillingen) Tvi dig, du skrammererte Snudhat, dersom du kjender Jom- fruen! Elise. (Til Kapt. Allvar). Min Herre -- jeg takker Dem . . forlad mig! Kapt. Allvar. Demoisellen tillade mig at see dem vel hjemme hos dem selv efter dette Tilfælde. Jeg kan ikke forlade Dem; men lad os bare komme ud af Sværmen. Tillader De? (Ledsager Elise bort). Første Slusk. Djævelen i ham, den Svensken! Anden Slusk. Troer du det du? Nei det var En af vore egne Agedanter? Tredie Slusk. Det troer jeg med, for Uniformen er slig. Første Slusk. Den var svensk den du -- Tosken! Anden Slusk. Har ikke jeg seet Agedanter jeg da? Første Slusk. Og Svensk talt'en. Tredie Slusk. Ja endda saa. Dem blier vel inte Agedanter minders. Men jo Gu snakka en Norskt til Jomfrua. Første Slusk. En Pæl han var Svenske, er du Kar! Anden og Tredie Slusk. To mod een, Gut! Huf, var det bare 17de Mai iqvæl. (De gaae. Massen adspreder sig). SIDE: 114 (Værelse i Hotel du Nord. Fogden Smyg. En af Skandal-Redaktionen). Foged Smyg. (Stikker et Brev til sig.) Jo ganske vist, du! Allehanda skal faa Brevet det første jeg kommer. Det er jo en god Tidende nu saa jeg kan gaae derop uden Frygt for Eftertale, du? Redaktøren. Javist, vort Blad og den to Alen af eet Stykke. Lykke paa Reisen! inderlig Lykke paa Reisen! Du skal takke os for vort Raad. (Gaaer. Kompliment). Smyg. Men . . Kaptainen, hvor han bliver af? Hun skulde vel ikke meddele sig. Da kunde han vilde gjøre mig adskilligt Pak, den Radd, igjennem sin Onkel Baronen og saa videre frem ligetil Brahen selv. (Lytter ved en Sidedør). Nei, han er der skam. Saa er jeg in salvo . . Elise maa ikke have meddelt ham noget af de gamle Historier, og han kan fremdeles være mig til adskillig Nytte derinde. (Lytter) Men hvor voldsomt han gaaer op og ned. Der er Vrede og Tale i disse Skridt . . Fogden. Kaptainens Tjener (kommer) Foged Smyg. Ei, Olof! min gamle Ven! Ta mig djefvlen från Malmens. Vi råkas der ännu engång. Tjeneren. Tvekar. Jag har äran anmäla från Kaptenen det han icke kan göra följe med Herren; och att han icke er hemma. (Gaaer). Foged Smyg. (Langttrukkent). Jasaa? Ikke heller hjemme. Ha, jeg forstaar! Der er kommen Ugler i Mosen siden det fordømte Sammentræf. (Lytter til Sidedøren. Guitartoner og en Mandsstemme høres) Haha, bare det ikke er Duer, om SIDE: 115 denne Fantasering paa Guitarren betyder noget. Elises Navn, Pinedød! Nu, har jeg s'gu aldrig hørt Magen. Det var snart bestilt. Der er ingen Tvivl om, at hun maa have meddelt sig, og at han spekulerer paa en Erklæring, forelsket ligemeget i hendes Sorg, som i Resten af hendes Skjønhed. (Repeterer med Ophold imellem Linierne efter Stemmen indenfor). "Elisa had mig ei, fordi din Sorg jeg er forelsket i. Den Glandsen paa dit Aasyn kaster af himmelsk Billeds Alabaster. Sin overjordiske Plastik af Kummeren din Skjønhed fik. Du høie Sjel med knuste Sind, o lad din Kummer være min! Jeg elsker den, fordi forhøiet den har det Aandemulm i Øjet, fordi dens Bleghed er saa fiin som paa besvimet Engels Kind. Du skjønne Sorg, jeg har dig kjær, fordi Elisa selv du er. Hun dig kun føler, dig kun drømmer; din Svalhed i hver Aare strømmer. Hun er en Blomst, en Sensitiv, der faaer kun af din Dug sit Liv." Nu, Gud straffe mig, jeg troer han har det, og at der er noget i, at alle saakaldte ædle Mennesker ere Sværmere. Men her kan skee en Ulykke, om jeg ikke har Fingrene med mig. Jeg maa sikkre mig Baronen, som han sagde formaaede endeel hos Brahen, "om jeg ikke forsmaaede Veien gjennem en Svensk", som han sagde. He! Nei s'gu gjør jeg ei, og især nu tør det behøves, saasom Løvenskiold vel ikke er blid paa mig, siden jeg blev den uskyldige Anledning til Omnipotenzens Repræsen- tation, der blev udlagt paa saa skammelig en Maade. Det bliver en ny Art Stockholmsfareri, kanskee ligesaa godt som det gamle. Derfor . . . Men hvorledes . ? Hihihi! Jeg har det jo. Den gode Baron er jo i smaae Kaar, som Fætteren sagde; SIDE: 116 og det er en peen Maade at komme i Bekjendtskab med ham og vinde hans Bevaagenhed paa, om jeg giver ham Udsigt til at forbedre dem nogle Daler ved at tage Logis hos ham, siden det nu er en eneste Udvej at faae Huus paa i den Bye, nemlig paa Maa og Faa hos Private. Jeg vil skrive Baronen et Brev til for Høfligheds Skyld, og siden den Sag nu er i Orden . . . (Ringer. En Tjener viser sig i Døren). Garçon, en Flaske Porter og -- bi lidt -- løb op til Stiftsoverretsprokurator Praëm og siig ham, at Fogden Smyg er i Byen. Han tør kanske med gjøre en Stock- holmsfart til. (Kaster sig paa Sofaen. Teppet falder). (Værelse i Stockholm hos Baron Bombenundgranatenstråle. Baronen selv i Slaaprok beskjæftiget med Læsningen af Breve. Slaaprok og Værelse af lige kummerligt Udseende. Baronesse Ursula von Bombenundgranatenstråle paa en Vindueforhøining iført en udmaiet Turban, et Kastetørklæde og et Underskjørt, der afgiver et godt Pendant til Slaaprokken. Hun hilser af og til affekteret udad Gaden). Baronessen. . . Tvi, Bombenundgranatenstråle! Det er en bondflicka. I Norrige finn's alls icke annat. Baronen. Jag vet det, syster, emedan der icke er adel, tyvär. Baronessen. Tvi hvilket land! Der var det omöjligt att lefva. Men läs allt, ehuru jag alldrig fördrager det, men jag er en Bombenund- granatenstråle, ock kan tåla stöten. Baronen. Tyvärr, hon er fattig med, så der kan ingen hjelp vara för Oss, och heller icke ganska ung. Baronessen. Ung nog för den sakens skul. Men läs huru den onaturliga Kusin mördar sin familj. Tvi, att jag skall minnas min syster, som förnedrade sig med den der ofrälse Wermlandspatronen! SIDE: 117 Baronen. (Læser). . . . "Följande dagen, får jag mäla kära oncle och tant, det jag fick äran fråga efter hennes befinnande. Hon satt sorgklädd öfver sin trolofvade och sin moder och broder -- dem hon i deras sista sjuklighet hade närt, i sit enkla snygga rum med sin piga, fosterdotteren af den gamla soldaten, som vid ett vådskott hade blifvit hennes kärastes bane. På bordet låg de kvinliga arbeten, hvaraf hon, den Själsstarka, hemtade uppehölle och oberoende. Ers Gustaf lärde känna den ädlaste själen hendöende inom sig sjelf, dock för verlden i segrande kamp med det tungaste öde . . ." Baronessen. Tvi slik ädelhet! Baronen. " . Att lära detta känna var att ömkas, att känna hennes kamp att vörda, och att se henne att älska ock tilbedja Elisa. ." Baronessen. Bombenundgranatenstråle, låna mig ditt parfum! Det qväljer mig invartes för bare äckel. Baronen. Får du anfall, af ditt gamle syster? Tyvärr, det er slut på snuset, icke på brevet. (Giver hende sin tomme Daase). Baronessen. Nog för fina nerver. Baronen. (Afs.) Dina måste vara kattarmsstrengar. (Læser). "På tredje ställe lyckades mig fortsätta denna intressanta bekanntskap och vinna hennes förtroende. Jag uppsköt hemresan, redan aftalad til- fälligtvis med hennes familjs olycksstiftare den der bekannta stockholmsfarande fogden. En dag som hon väntades i den gästfria familjen saknades hon for länge, och på värdinnans anmodande gick jag at hemta henne. Jag fann Elisa i djupare vemod en eljest bugad i tårar öfver den aflidne brodrens van- liga arbetsbord, som orördt var flyttadt til hennes rum. Det var SIDE: 118 den dag hans läppar sista gången lyckte sig öfver förbannelsen emot den regeringsledamot, som hade mördat honom långsamt genom orettvis åsidosättande, emedan modrens knappa vilkor hade gifvit lifvet något värde för honom. Det var denna stunden, som gaf mig brodrens plats inom hennes förlåtenhet, älskarens inom hennes hjerta. Vi återvända til familjkretsen såsom tro- lofvade; den ädla husmodren, Elises barndomsvän, gret af glädje, då hon lade våra händer samman. Men enär detta kommit k. onkle till hande har et heligare band förenadt två menskjor, som började sin ömhet för hvarandra med aktning och ha förevigat den i visheten om ömsesidig oumbärlighet. Vi taga icke till Stockholm utan till mitt boställe i Wermland, det jag icke mera tänker lemna emedan der bor icke blott min lycka, men ock min bäste heder i Elisas ömma tillgifvenhet." Baronessen. Ai! vil du mörda mig, bror? Ditt tålamod är gränslöst? Baronen. Hvad skal jag väl göra? kära? Baronessen. Ja käre! Tvi! två hundratusen tunnor! Enär jag tänker det, går det rund rund. Men et bref skall han få hvassare än om du högg henne upp med dina sporer. Ak! Familjen er så sjunken att jag måste rädda min heder vid att skifta namn. Baronen. (Afs.) Det tror jag väl du vill. (Høit). Men olyckan var redan skedt. Det står väl i detta. (Aabner det andet Brev). Hehehe! Bättre lycka i detta, syster Sullababba. Det öppnar utsigter till respenningar till at jula hos kusin Gustaf och hans norrska fru. Hehe! det skall bli roligt at smaka hennes anrettning å norrska. Baronessen. Hvad är det då? Baronen. Pynta dig, syster -- det vil säga tag kjolen på -- ty vi få fremmande från Norrige kanhända på stunden. Fogden Smyg, SIDE: 119 som vår vän Allehandisten här ofvanpå försvarade så till lif og blod såsom Stockholmsfarare, skrifver det han hitkommer ånyo såsom en faktisk vederläggning af klandret öfver Stockholms- fareriet, och att han på grund af bekantskap med kusin Gustaf, önskar sig äran af rum hos oss. Se här, han brukar en mycket vördnadsfull underskrift och förmäler "sin allerærbødigste Com- pliment for høiædle høivelbaarne naadige Herr Baronens høiædle høivelbaarne Frøken Søster den naadige Baronessen." Baronessen. Han är en hedersman. Bror vet icke om han er ogift? Baronen. Nei alls icke. Baronessen. Han skall vara välkommen. Baronen. Såsom dufvorna i öcknen. Men verkligen, syster; han skall stå faran förlora all aptit på äktenskap om han ser din underkjol. Baronessen. Nå, oförskämde! Men stilla! jag vil icke bringes i förstörande affekt nu. Den Främmande måste bo her i Salongen och jag i kammarn, du i köket. (Det banker) Baronen. Ei, så för tusan! Underkjolen! Skynda dig! Underkjolen! . . Baronessen. Slåprocken då Lumparne! (De ile hver til sin Kant ud; men sees dog tildels af den indtrædende Fogd Smyg). (Fogd Smyg i Reisedragt med sin Reisesæk i Haanden. Siden Baronen og Baronessen). Fogd Smyg. -- Hvad Fanden var det? Sligt et Landkort af et Flanels Skjørt har jeg aldrig seet, saalidet Hav eller klar Sø der var. Og slige Strømper og Baand -- hehe, Herskabet selv kunde det dog vel SIDE: 120 ikke være; men et Par Domestiker, som spillede Musen paa Bordet, dersom her ikke saae ud til, at de godt kunde være hjemme her. (Sætter sig.) Puh! det var en Reise, som kunde give meer end een Vignet til en ulykkelig Stockholmsfarer- og Unions- farce saa som Hestene gik den hele Vej: den Ene hid den Anden did som besatte til Livsfare for Passagererne. Og saa i dette Huus? Ja for Gud tænkte jeg paa en maliciøs Karrikatur, da jeg nede paa den fordømt smale Trap i første Etage havde ondt for at slippe frem for de to Jøder, der gjorde hinanden Opstigningen stridig med Hæle og Albuer -- formodentlig til denne Etage. Og da jeg vel var dem forbi, fandt jeg mine Been hildede i en Affære mellem begge Trapgjenboernes Hankatte, mens mit Hoved blev et Offer for begge Familiers "Jungfrurs" practiske Deelagtighed i Tvisten. (Seer sig om) Det lader ellers til, at her er den Fred, som indfinder sig hvor Intet er tilbage og naar selv Rotterne maa fortrække d. e. hvor jeg eller Prokuratoren har været. Men desbedre, for da blier en Sølvspecie veltalende, og . . (Springer op, da Baronen kommer. Han er itrukket en Duskefrak, der har gjort sin Tjeneste.) Baronen. (Fornem.) Är Herren? . . Smyg. Høivelbaarne Herr Baronens -- om jeg træffer rigtigt -- ær- bødigste Tjener Kgl. Majestæts Foged Smyg, der, om jeg tør haabe . . Baronen. Åh, betrakta Er som hemma i detta Rum. Smyg. Jeg har den Ære at kunne hilse fra Deres . . Baronen. . . Systerson vil ni säga? Icke längre än ärans band räcker, och det är kortre än blodets. Ni förstår mig? Smyg. Oh, Herr Baron, med Deeltagelse og Misbilligelse af det Pas- serede . . . SIDE: 121 Baronen. (Bitter) Hehe, ja! Det skal vel vara ett Unionsäktenskap, en bild på ömheten inom en idealisk union? (En Dør gaaer saa lumskt op til et Kabinet, hvor man seer Baronessen, efter Leilighed broget itrukken, i en theatralsk Stilling ved en gammel Harpe. Hun præluderer og giver nogle rystende Prøver paa sin Sang. Herrerne blive opmærksomme.) Smyg. Ah! Frøkenen? Baronen. Baronessen förlåt . . Smyg. Oh, tusinde Gange om Forladelse. I Norge er Frøkener et Slags Baronesser. Baronen. Det måste då vara af bläckhornet eller katchesen eller liksom man i poesien kallar törn- eller bondrosor rosor. Smyg. (Afs.) Hun skotter ved Gud hid. Eller har Næsen denne Sidebøining? Den har Raad dertil. Men . . Ak! ak! kunde det lykkes, som nu falder mig ind (og man har hørt saa galt før) saa kunde gjerne hendes Næse have en ving og hvas Ryg som et Kortblad, og hendes Stemme ligne ti Gange mere et Klarinetmundstykke. Baronen. (Afs.) Åhå, jag förstår dig, syster. (I det de nærme sig paa Tæerne og tage Plads udenfor paa hver sin Side af Kabinetsdøren) Tyst! stilla, Herre! min syster Ba- ronessan är mycket romantisk. Terzet. (Mel. Hvila vid denna källa) Baronessen. Hjerta! Du lilla, ömma! ack skynda dig i Grafven gömma, den sällhet du kan drömma! skynda tysta dina slag! Ty verlden nisk afundar den skuggolika fröjd, du blundar; den tår, sig mogen rundar, SIDE: 122 tör ei bli sedd den ljusa Dag. Den måste bak midnattens täcken strömma -- ack der hvar jag blott suckande berömma kan kärleks makt och dess behag. . . . . . Gid döder vore jag! Baronen (Afs.) Hur väl, min dyra Syster, jag fattar hvarför öm och dyster du hela rummet skakar med harpospel och sorgsen tjut! Din Guddom uppenbaras, o menskjoröst, enär befaras, att döfva sjelf ei sparas, men känna i sitt öra ljud. Jag ber till Gud, det måste snart erfaras, att du som brud med Dufvokuttr besvaras. Då blir jag ochså friadt ud . . . . Jag derom ber till Gud. Smyg (Afs.) Hvad vakkert skal jeg sige? Det er en gammelagtig Pige. Men Baroness tillige. (Høit) Ak, Eders Naade, hvor charmant! (Afs.). I Hende tør jeg finde netop Fortunas snu Præstinde. O, kan jeg hende vinde, som Cæsar kom jeg, saae og vandt! (Høit) Hvor regel sandt og skjønt de Triller stige! (Afs.) Au! au! iblandt Hun skriger, som en Gige! . En Skræk for Elskov Hun minsandt? . . . . . . . er Lykkens Underpant. SIDE: 123 Endskjøndt det ikke var formeget, om jeg fandt Taburetten under hendes Skjørter, vil jeg dog lade mig nøie med mindre for det første, og gribe Jernet ved den rette Ende. Og hun seer ud at lade sig tage. Jeg maa i Ilden af hendes Øine . . nærmere ind paa hende, for herfra ligner hun disse rædselsfulde Malerier, der synes at stirre paa Folk, ihvor man seer dem fra. (Højt. Nær- mende sig til Baronessen, kyssende hendes Haand) Naadige Baronesse . . Baronessen. (Springende op) Ah, en öfverraskning. Baronen. Vår norrska gäst, syster. Baronessen. Si så! (Afs.) En mycket vacker man. (Højt.) Norrmän äro väl- komne i Stockholm. Det är et prof på deras tänkesätt att de komma. Hur mår fru'n? Smyg. Ak, naadige Baronesse, hun befinder sig endnu i de skjønne Ønskers Verden. Baronen. (Afs.) Si så! Nu har hon nog för att kasta harpunen i; och jag kan gå. Baronessen. (Med et strengt Øiekast.) Hör bror, du måste gå och verka för Herr Fogden. Smyg. (Afs.) Det var Pokker til Øine! I det ene blussende ligesom Krudt op imod Broderen, mens i det andet en glødende Staaltraadende pegede ufravigelig paa mig. (Højt.) Hvor jeg velsigner mit Be- kjendtskab med Capitainen, som førte mig hid, dersom naadige Herr Baron vil understøtte de Ønsker, De kjender. Baronessen. Vil icke han, så, tro mig, herre, så kan jag. Nå bror! . (Afs. til Baronen) Tag dig en promenad til Blasieholmen. Men skynda . ! SIDE: 124 Baronen. Nu hettas hon. (Gaaer.) Baronessen. Kom, Herre! Jag skal visa Er lyckens baktrappa. (Kabinetsdøren lukkes. Et temmelig langt taust Intermezzo, hvorunder en Krukke, som skal fore- stille en Blomstervase, falder ned og gaaer istykker.) Baronessen (styrter ind, fulgt af Fogden). Ai, mina blommor! mina blommor! Smyg. (Afs.) Tvi, hvilke Blommer! (Højt) Du skal faae bedre til din Brude- krands, min Bedste. Baronessen (kjelen.) Säger du det, söta skjälmen, som . . . Smyg. . . Har gjort Noget af unionel Betydning. Baronessen. Fy skäm dig, Hans! Smyg. (Omfavnende.) Ja i dine og Lykkens Arme. Nu har jer. . Baronessen (Omfavnende med Raseri.) . . Barbara Ursula von Bombenundgranatenstråle! Smyg. Alt hvad jeg vil! SIDE: 125 (Nat. Fogd Smyg sovende i en Feldtseng i det forrige Værelse, som kun er oplyst saavidt af en Natlampe, at en uhyre Mare i Amtmandshabit kan sees rivende ubarmhjertigen i den Sovende. Den flyer idet Baronen i Natdragt og med Lys i Haanden træder ud af en Sidedør nærmende sig forsigtig Fogdens Reisevæske, hvoraf han lister en Flaske ud. Idet han sætter den mod Lyset træder Baronessen ud af den anden Sidedør.) Baronessen. Men, Bombenundgranatenstråle! hvad är det du gör. Aktar du dit namn och din heder icke mera? Tvi! Baronen. Tyst syster! det är allt til det gode, och för att roa din tro- lofvade. Baronessen. Just derföre vil jag vakta hans saker för de äro mina nu. Derföre . . sätt från dig strax. Förbannad denne timma, Bom- benundgranatenstråle! Baronen. Syster, kan du icke förstå . . morgon bittida skall Allahanda ut og det med en ny Filippik emot "Stockholmsfararen," och att vor vän Publicisten här ofvanpå måste hafva något styrknings- medel under arbetet, att det kan blifva nog kraftigt, och att jag kan fägna vår gäst med en god frukost på sängen? Baronessen. Ah ha! väl betänkt, bror. Denna gången var du icke galen. (Baronen stikker Flasken til sig og gaaer; Baronessen ligeledes til sit med Fingerkys til den So- vende paa hvem Maren strax indfinder sig i Statsraadshabit og piner som før indtil) Tilskuere (raabe) Nok! SIDE: 126 (Den svenske Publicists Qvistkammer, knapt oplyst af Lampen, hvorved han skriver ivrigt. Den bortlistede Flaske staaer foran ham). Publicisten. (mumlende hvad han skriver.) -- -- "Vi kunde genast förstå, så väl af skådespelets titel -- " (Klunker) Pereat! -- "som ännumer af Författarens namn" (Klunker) Pereat! -- "att Theaterpjesen icke var annat än et Pereat" . . Nå, nå! (Klunker) Det Pereat repeterar . Nei . . "en politisk pam- flett" skal det heta "af högst nedrig beskaffenhet. Ty det är hans bruk i sina så kallade farser att sedan han paa scenen be- spottat og hudflängt dem, sluteligen låta dem hängas dränkas, alt som det faller sig. Civilisationen i Norrige tillåter sådant . ." (Klunker) Norrska bränvinet är godt likväl. "Vi kunna eljest til- förlitligt berätta våra landsmän, att den mäst frejdade tidning i Norrige, Gentilskandal, hvilken redigeras af Intelligenzens verk- liga representanter, har aldeles brutit stafven öfver Stockholms- fararen och dess författares personlighet, hvilken bäst karakteri- seras vid hans brorskålar med Kreti og Pleti." (Klunker. Seer paa Flasken.) Vore han här, -- ta' mig tusan om jag drack Du med honom för der är för litet på. (Skriver ivrigere). "Dess förhatligare är att se, att tidningar i båda landen bruka någon moderation i fördöm- mandet af hvad han skrifver, och at insinuera det vi skulle åsyfta oenighet emellan Folken derför att vi emellanåt köra et spet i Norrmännen enär de blottställa den nakne Nallebaken. Och det om en tidning, en tidning . ." (Klunker ud) Ai! Ai, sprit, är du redan släckt? Och jag fik icke sömnsupen? . . "Och det en tidning emot hvars redaktions patriotism, moraliska vä- sende och intelligenta hufvud dessa tidningars med samt deras publik alls icke äre annat än än -- dvärgar" . . . . (Hovedet synker mod Bordet. Lampen blusser ud. I samme Moment forvandles Scenen til det Indre af et uhyre Hoved, i Forhold til hvilket Publikum seer sig i sin sande Dvergestørrelse. Dette skeer ved at en stor Maske falder ned istedetfor Teppet med et Par i Begyndelsen blinkende maaneagtige Øjne, der snart lukke sig, og med en tilstrækkelig bred, gabende Mund, hvorigjennem man seer ind til Baggrunden af Hovedets Indre. Dette er Pap- eller Foerlærredsgraat, opfyldt kun med et røgagtigt Lys, og tomt. Paa dets Sidevægge sees kun nogle opklistrede Lapper af Kours- beregninger, Plakater, Aviser, journalistiske Noticer og hist og her nogle Kridtstregmærker. I Bag- grunden throner, som Hel i sit Rige, et blaablegt afskyeligt Gespenst, det onda samvetet. Rundtom det knæler een og tyve Løgne, smaae barokke Gespenster, hvis særegne Figurer tilsiges af Replikerne). SIDE: 127 Det onda Samvetet. Hvarför ljuga En och Tjugu? Tjugu lögner vore nog. Du har honom "Poetaster" skällt; jag dig i Dårhus kastar; ty du Stackar är ei klok. (En Lögn forsvinder) Du der med den vilda min nämd har honom "Harlekin?" Gå fördömd att åt hans trin Efev strö och friska rankar! Gif en qvickhet åt hans tankar! Dränkas sedan i hans vin (Nok en Lögn forsvinder) Vålnad af en padda! Du! hvad du ljugit, mins du nu? Du har sagt, att han omgicks Per af Paks och Pål af Picks. Du skal slafsa i dig smutsen, och så slänges ut i putsen. (Nok et Løgngespenst forsvinder) Gamla Papegojeskin, lurfvig, jemmerligen lurfvig fylld med maskar och med Vind! vil du sticka näbben in! Ack för sen da gamle Jack, Du har fört för mycket snack! Utan ljud -- det är dit öde -- skall du pladdra dig tildöde. Näbben upp och ned skal gå. Ingen kan ett ljud förstå. Syns du straffet nog är let? att du redan känner det? Märk dig, Kræk, då: dig forbjudet är ei ordet blott men ljudet! (Nok En forsvinder) SIDE: 128 Du med hugormtungan ute! Lögn, hvem andre Lögner flyr! på ett söndrad moln till skute jagas skal af stormen yr tills du träffar En, som tror sannings skugga i ditt ord, att patriotismen hans är en ödla i en krans. Träffar du blott En hvarhelst väl för dig! då är du frälst. (Nok En forsvinder) Men hvar är du hämndens korade? du förtappte bland förlorade! Du, som lägger i hans blad fenestreradt Svenskehat? Du skal lefve för att jag bita kan dig lidt hvar Dag. Alla andra I försvinner, skänkte åt de yra vindar! (Munden paa det maskedannede Teppe gaber eengang og falder igjen. Transparentøjnene aabnes. Masketeppet gaaer ivejret. Publicisten sidder som før. Morgengry). Publicisten. (Fortvivlet). . . Ljuga? Det er lögn att det er något, som heter ljuga i polemikken. "Dvärgar" . . der slapp jag; och det är ingen lögn beträffanda polemikken. (Gaaer med Papiret). (Salen hos Baronen. Baronen, Baronessen og Foged Smyg ved Frokostbordet. Fogden læsende en Avis hvoraf man hører endeel af de forhenbekjendte Kraftudtryk). Fogden. Ahahaha! Det var et kjæmpemæssigt Finale. Hvor jeg er dem takskyldig, Hr. Baron, for denne Opmærksomhed! Da jeg vaag- nede og strakte Haanden ud, følte jeg noget koldt, klamt og ud- stødte et Skrig fordi jeg halv i Drømme syntes at have grebet i en Slange; men, paa Ære, jeg skulde gjerne under Læsningen af saadant et Blad spise en levende Slange op som denne Kringle. SIDE: 129 Baronessen. Ja söta, det räknas numera till de goda tidningarna. Men om vi tänkte på . ? (Reiser sig). Baronen. Ja rent ut, svåger, vet jag icke hvarföre Ni skal dröja. Ni kan vara säker. En sådan der familjamalgamation . . . Smyg. Ak, hvad har jeg Familie? Dog var min Mors Bedstefader fra Mecklenburg og hedte Kothenhauf. Baronessen. "Et Kothenhaufn" måste du säga. Ett mycket vackert namn. Och nu skal du nog få familj, min söta. Baronen. Ni är nobiliterad genom denna förbindelse med Bombenund- granatenstrålarne. Det var det jag ville sagt: en sådan der fa- miljamalgamation betraktas såsom af mera värde för unionen än tio års bestånd, såsom det rätta sammanloddningsmedel, och en politisk förtjenst, hvarför der bör illumineras i båda rikena, och som ett realiseradt ideal en miniature af unionen i sin fullkom- lighet. Derföre . . (hvisker til Fogden) paa min landtegendom . . . Baronessen. Deri har jeg tvåhundra Banco stående, min söta. (Smyg gjør passende Forbindtlighedsminer). Baronen. . . Och så reser jag förut i svågers schäs, som står igjen se- dan förra vistandet. Baronessen. Kusin Gustaf och hans norrska fru bedja vi alls icke. Smyg. Vist ikke. Gjør i alt som du vil. SIDE: 130 Baronessen. Så åstad allt hvad tyget håller. Smyg. (Gnidende Hænderne. Afs.) Hihihi! Det var en stolt Stockholmsfart. Udnævnelsen maa komme ilende efter af sig selv. . (De gaae). (Værelse hos Gustaf Allvar. Elise i Sofaen med Lommetørklædet for Øinene. Gustaf gaaende op og ned med et Brev i Hænderne. Begge ere i det Antræk, som Enhver vil kunne angive, der har seet en fornuftig norsk eller svensk Familie i sit Hjemlige paa Landet. Imellem Værelsets Dekorationer Portræ- terne af Elises Forældre med en Evighedskrands over; ligesaa af nogle norske og svenske Patrioter. I Baggrunden Vinduer til begge Sider af en tildækket Glasdør. Baronessen og Smyg siden udenfor). Gustaf. (Knuger Brevet). . . Elise, dyrbara hustru, bry dig intet om den oforskämda skrifvelsen. Hon är ett undantag också i sitt stånd. (Sønderriver Brevet, aabner Vinduet og kaster Stumperne ud. En pludselig afbrudt Vognrullen og Stemmer som i heftig Trætte høres udenfor gjennem det aabne Vindue). Vid himlen! låt henne icke för- störa vår lycka. Hon är när. Elise. (Springende op; omfavnende Gustav). Min Gustav -- og Han! Gustaf. Låt oss höra, Elise. Kunne vi undvika detta besök . . . Smyg. (Udenfor). . . Nei, jeg holder ikke ud længer. Dette bliver utaaleligt. Baronessen. (Udenfor). Hvad, toker! vill du icke sitta på framsätet? Smyg. I min egen Kalesch? Baronessen. Ja Stockholmsfarare-kalesch. Den der på hemvägen med fyra strykande fålar. Tvi! SIDE: 131 Smyg. Gaa ad Helvede til, Jesabel! Det er at gaae paa "hemvägen" for dig. Posten er besat; skjønner du. Det var at læse i Carl- stad. Kjøbet er opgjort. Hvad kan Ni -- det vil sige I ni For- bandelser -- udrette uden at plage mig? Det har Ni gjort paa hele "hemvägen." Baronessen. Ur vägen! Jag skal . . ta' mig sju tusan tunnor! på heder och ära du skall ur vägen, ock jag vill upp i vagnen. Smyg. Heder och ära -- Haha! Ja den er ligesaa god som før, Drage! Men i vagnen, i Vognen? Siger De saa, Madam? I Vognen? Holdt! Nei! Kudsk pas paa naar jeg er i. Lad saa de fyra strykande fålar . . Forstaaer du? Kudskens Stemme. Ja vasserra. Smyg. Frøken Baronesse, forstaaer de ikke ogsaa, Reisen er gaaen galt, og at De har givet mig en Erfaring, hvorfor jeg vil have mig ærbødigst anbefalet . . Kudsk pas paa! . . Frøken Baronesse her omtrent boer jo netop, efter Beskrivelsen, Deres Neveu. Særdeles beqvemt til at træde af paa. Kudsk pas paa, naar jeg springer op. Baronessen. (Hæs af Raseri.) Bof! Bof! är det icke andre beställningar i Norrige? . . Smyg. Slip mig! Hvad? Bruge Magten? Slip mig! Jeg er glad jeg slipper . . Djævel, slip mig! eller jeg bryder en af dine Hugg- tænder ud til Erindring, . . Kudsk! . . (Man hører en Vognrullen der taber sig.) Baronessen. Tvi! tvi! tvi dig, Stockholmsfarare. SIDE: 132 Gustaf. (Henter sin ridepidsk frem. Raaber ud af en Sidedør). Olof! Borken, gesvindt! Elise, jag har att handla; och du vet huru du skall behandla den olyckliga utenför, Du förstår Elise. (Trykkende hans Haand). . . At glemme. (Aabner Døren. Men seer Baronessen i Reisehabit paa en skovomgiven Landevei). Vær saa artig at træde ind. Baronessen. (Trædende til Tærskelen. Med Hoffærdighed) Är Ni . ? se, se! se! Nei, fru! Tackar eljest. Jag har bevakat mit namn. Det går icke öfver denna Tröskel. Jag går till min Bror. Gustaf. (Trædende frem i Døren). Alldeles såsom tant behagar. (Raaber). Olof, bringa fram en vagn till Damen. Elise, aflägsna dig och sänd jungfrun til hennes bistånd. Jag har ett kort ärende. (Hviskende). För aftonen äro vi ensamme och lyckliga som förr och du skall åter höra i ditt fädernespråk min lifsång. See jeg kan ved Elisas Barm til hele Kloden sige: jeg her indslutter i min Arm, o Jord, din bedste Pige! Farväl sålänge! (Vil gaae ud. Er i Reisefrak og med Ridepidsken under Armen. Baronen kommer i samme Dragt henad Veien. De mødes i Døren). Baronen. (Idet han nærmer sig. Afs). . . Der står hon ta mig tusan, på det torra. Och det har händt paa detta stället? (Højt). Gratulerer, Gustaf! (Bukker for Elise). Och det är frun? Ödmjukaste tjenare! (Til Gustav). Hvarthen? (Gustav hvisker til ham). Aha! redan gjort. Jag fick spordt det af det tomma rummet i kaleschen; och saa gjorde denna sin tjenst. (Viser Stumperne af sin Svøbe). Jag börjar tänka att Stockholmsfararne äro några bofvar i allmänhet. SIDE: 133 Gustaf. Oncle felar icke. Och Normännen hafva rätt i att förakta dem. Försök kölden af tankan om förhållet vore omvend och Sven- skar förbigik sin ansvarige regering och sökte Sveakung på andra sidan Magnord! Men vil Oncle icke vistas her hos oss? Jag tör bjuda at see en lyckligare förbindelse emellan ett svenskt och ett norskt hjerta end den bild på en osäll förening, hvars sönderbrutna led derutanföre väcker vårt medlidande? Hon har förnärmat min hustru. Derföre smärtar det icke att hon är rest och glömd. Gid så allt som gör föreningen emellan folken til en förvrängd motbild i det stora af det lilla familjstycket her. (Omfavner Elise. De gaae ind i et Sideværelse.) (Intelligenzskandalens Bureau. Arbeidsstokken som før. Siden Fogden Smyg noget beplastret.) Chor af Arbeidsstokken. (Mel. O du Tobak! o du Tobak!) Vort Sprog er armt, kun lidet varmt; man deri hverken kan fordømme, ei heller let legere tæt Den, som vi pligte at berømme. Bestandig jo vor Stiil for mat er mod Stockholmsfarerens Forfatter, og Guldpapiir kun Kronen bli'er, som vi paa vore Egne sætte. Naar Folk den see de tør kanskee dog endnu troe, det er den rette. Saalænge vort Parti kun styrer, med hvad vi har vi frit baldyrer. Men Hampegarn og Gadeskarn faaer Vredens Barn, som ei vil knæle, og tilstaae, at som skyldig Skat vi alt blandt Os indbyrdes dele. SIDE: 134 Berømthed, Rang og Embedsposter os snart ei meer Umage koster. Thi Naadens Elv vi til os Selv har ledet hen i dyben Rende, og Israel sit Mannameel saa let ei fik som vi i denne. Gid Regimentet længe vare! Held os, derfor er ingen Fare! Vort Regiment skal sin Klient tilsidst for Stockholmsreiser spare. Foged Smyg (kommende ind.) Ja gid Fanden tog dem, og Jer med, som opmuntrer dertil. Der kommer jeg aldrig meer. Embedet er besat. En af Arbeidsstokken. Vi har netop nu sat det. Foged Smyg. Og med En, som ikke engang kan skrive sit Modersmaal som en Dreng i Sinkelexen. En af Stokken. Det har vi ikke sat. Foged Smyg. Troer det forbandet vel. (Slaaende sig for Panden) Hu, Stockholm! Stockholm! Der boer den babyloniske Hore. Tryk det! En af Stokken. Är ni galen? Foged Smyg. Jeg har selv været i Kast med hende. Gid I havde faaet det jeg har faaet! Forbandelse over Jer, som bestyrkede mig i Stockholmsfarten ved jere Raserier imod Stockholmsfareren! Og nu kan der komme en til. SIDE: 135 En af Stokken. Nok en Stockholmsfarer? Hvad skal vi saa finde paa? Foged Smyg. Hjælp, Samiel! vil jer svenske Makker sige; og han hjælper vel jer med, dersom der er Ærlighed til. Adjø -- til Helved kanske, men ikke til Stockholm mere! En af Stokken. Ja da reiser s'gu jeg til Stockholm lel. Kors! er dette en Opera? En Opera det? Nei min Mand! Og jeg reiser s'gu til Stockholm lel. Henrik Wergeland SIDE: 136 HYTTEN ELLER KRISTIAN IIDENS AFREISE FRA NORGE NATIONAL-HISTORISK DRAMA Ex tempore -- Personer: Kong Kristian den Anden. Ridder John Bratt, norsk Fredløs fra Hyttefadsopstanden. Ridder Ditlev Brockdorp, Dansk, Tilhænger af Kristian. Junker Bassewitz, i Brockdorps Tjeneste. Bisp Mogens Gyldenstjerne, Kong Frederik Istes Befuldmægtigede. Ridder Knud Gyldenstjerne, Kommandant paa Agershuus, den Forriges Broder. Herluf Erik Herregaardsbønder, Ridder Ditlevs Lehnsleilændinger. Flere andre Herregaardsbønder. Thor Strandsidder, en Selvejer. Marthe, hans Kone. Bondeqvindfolk. To Løbere. En Kjøgemester. En Borgfoged. Scenen foregaaer ved Bunden af Oslofjorden, ikke langt fra Agershuus i 1532. (Landevej. Skov til Siderne. Udsigt til en Bugt, hvor et Skib sees i Fjernet. Paa dens ene Kyst langt ude sees et Slot, paa den anden en Strandsidderhytte nærmere Scenen. Herluf og Erik vandrende henad Vejen med Agerredskaber paa Skuldrene. De standse i Forgrunden. Senere to Løbere). Herluf. . . . Er Herremanden -- Djævelen! bleven Gesandt, saa Gud naade os! (Stamper med sin Spade). Erik. Ja men saa reiser han. Herluf. Ja i Højden -- Djævelen! Men med Hovedet og Nakken blot. Han tager ikke Fødderne med sig derfor, som staae paa vor Nakke. Det er bare Halsen, som voxer paa de Folk -- Djæ- velen! -- og saa Tyngden. SIDE: 137 Erik. Ak, Tyngden! Snak ikke om Tyngden, Fa'r Herluf. Hvad har du i Tyngde og Gilde, som disse nye danske Herremænd have indført med Ridefogder og saameget andet? Det var galt under de Forrige -- vore egne, som Øxen tog -- men aldrig saa galt som nu. Herluf. Djævelen! Dersom bare Alle havde mit Gemyt! Men, tys Bro'er, der er kommen en Mand her i Nærheden, som veed et og hvert: en af Hyttefads og Knud Alfsons gamle Venner, som har været fuul nok til at liste sig over fra Braband med Kongens egne Skibe, og det med et af dem, som gik isænk under Spangar- eid; men det var ligesom Næsset skjød sig ud for at tage vor Frelsermand op, dersom han ikke gik paa Havet. Thi han kan meget. Han har en vis Tænkemaade, en vis Tænkemaade. Og han er hverken den Ene eller den Anden god. Erik. Hvilke Ene eller Anden? Herluf. Tosk! Kongen eller Adelen, hverken den Ene eller den Anden. Men her kan du høre hans Løsen: "af Bondesagen reiser sig Kongesagen. Bonden først sin Ret, saa Kongen!" Hos Selvejeren der borte paa Stranden kan du træffe ham, skjøndt han sniger sig ofte over til os, og lærer os, at vi stamme Allesammen ikke fra de gamle fri norske Bønder, som vare Adelsmænd alle, men fra Arbeidsstokken i Ægypti-Land. Erik. Men skulde der ikke blive en Lettelse, dersom det er, som den nye jydske Forvalter sagde, at Herremanden vilde efter denne Reise blive Potte og Pande ved Hove troer jeg ? . . . . Herluf. Ved Hove? Djævelen! Vi Bønder vil bli'e baade Veden, som braser under den Potte og Pande ved Hove, og Fedtet, som braser i den, siger min Mand. Og der er jo intet "Hove". SIDE: 138 En Løber. (Farer forbi, puffer Herluf tilside og Erik overende). Afveien, Kuftekarnaljer. Herluf. Djævelen! Erik. (Reisende sig). Ja det var Djævelen. Herluf. Jer egen Søn, Fa'r. Kjendte du ikke Slyngelen igjen, som Herremanden har presset til Løber uden at spørge hverken dig eller Birgitte, om I ikke havde Brug for ham selve? Erik. Ei, da vil Mo'er blive glad, dersom han seer til os, saa præg- tig han var. Herluf. (Gaaer tilside.) Djævelen! der er atter en Hidser. (En Løber farer forbi.) Det var Kongens. Gid du brak Benet! Nu hvor Djævelen er du, Erik? Erik. (Kommende frem efterat være flygtet tilside.) Men han løb dog afvejen den Karl, ordentlig i en Bue. Herluf. Det er det samme. Saa gid han brak Armen for de høflige Beens Skyld, den Kongeløber. Erik. Der seer du der er Hove. Herluf. Ja stort skal det være, saa lidet det er. Han gjør nok ellers bedre Tjeneste mellem Landsknegtene, som ogsaa bedst for- staae at fægte med Benene, dersom Budskaberne fra Bahuus ere sande. Ei, det gaaer prægtigt; men altid ud over os Bønder, som min Mand siger. Erik. (Seende efter Løberen). Saa det var Kongens? Da var min Gut prægtigere -- som en Struds med blaa og hvide Fjedre. SIDE: 139 Herluf. Ja det var Herremandens. Men Kongen har Marskalker til Strudser og Herremænd til Bønder, og Bønder til Bæster, og Herremændene har ogsaa Bønder til Bæster . . . Djævelen! De ere Bæster for Alle, som min Mand siger. Erik. Saa gid Kongen gjorde med Herremændene som Herremændene gjøre med Bønderne! Herluf. Rigtigt, Erik. Der kan blive noget af dig, saa skrøbelig svag du er, dersom min Mand fik fat i dig. Se rundt dig! -- seer du, der er Herremandens paa denne Side Bugten og der er Herremandens paa denne Side Bugten og der og der! Men der er den fri Selvejerstrimmel, og der holder han til hos Selveieren Thor . . . Djævelen, den som var Selvejendes! Erik. Ja den, som var Selvejendes! det var sandt. (Langsom, i Tanker). Saa kommer altsaa Kongen til Afskedsfesten? (Sukker). Herluf. Nu da? hvad da? Men han er ikke Konge meer, som min Mand siger, skjøndt de ere lige gode hvem der saa er det, som min Mand siger, for de ere vantroe Tyranner begge To, baade Kristian og Frederik, siger han, og Katte begge To, den Ene Kat paa Taget, den Anden alt i Sækken for at druknes, som min Mand siger. Erik. Saa gid -- dersom Troen gjør det, saa gid jeg var Konge, saa var al Nød forbi. Herluf. Konge du? Nei Jeg! Men du, hvad Djævelen da, om du blev Konge? Erik. Saa vilde jeg gjøre min Søn Løberen til Prinds og alle mine Sødskendebørn til Herremænd. SIDE: 140 Herluf. Djævelen! Tvi! er du slig? Erik. Og leve flot og drikke godt, og sende Birgitte til Nidaros eller Bergen med et anstændigt Livgeding og hente mig en Kone fra Braband eller gifte hun lille Marthe Jacobs. Herluf. Djævelen! Blev jeg Konge, skulde dine Sødskendebørn Herre- mændene blive et Hoved kortere og vor egen Herremand vilde jeg slænge ud i denne Bugt. Hehehe! (Med ærgerlig Latter). Erik. Ja det vilde jeg med gjøre. Herluf. Og dig med, Erik. Pas dig bare, dersom du ikke tager vort Parti, som hverken vil hjælpe den ene eller den anden Konge, men os Selv og Kirken, som min Mand siger! (Gaaer.) Erik. Gud bedre mig, Herluf blev arg, og saa er han farlig. Og han har været halv arg paa mig alt siden Hyttefadsfeiden, da han blev staaende engang og vi Andre . . . Nei, det gaaer ikke an . . (Raaber) Nabo! Herluf! Herluf! (En Røst høres fra Skogen dybt som Echo gjentagende Navnet "Herluf" og tillæggende med Vægt Navnet "Hyttefad". Erik ilende bange ud.) Hyttefad? Gud fri os! Høres det paany i Skogen? . . (John Bratt træder ud af Skogen i mørk Kappe og med Stav i Haanden.) John. . . Hahaha! Proselyten -- ikke for John Hyttefads-Agent eller for John Munk, men for John Bondeoprører, John Filosof, John som han selv er -- er jo borte? Men det er at imponere, og SIDE: 141 det gaaer fortræffeligt an at leve af at imponere, om jeg har forstaaet Livet og de fremmede Mestere derudenlands ret. Og denne Forfærdelse ved Hyttefads Navn, somom han levede endnu eller gik igjen i det -- hvor ypperlig at imponere mig en liden rolig Plads til ved, hvorfra jeg kan see Kristian gaa ned i Malstrømmen, som skal sluge Frederik og En efter En den norske Adels, Kirkens og mine gamle Fiender. Kirkens og mine? haha, Kirken er en god Væg at staae bag, og den vil falde, og da aabner Tidens Malstrøm sig hvor den stod. Men Kirken kan have sine Fiender; Jeg har mine, og Een er her: Han, den fremmede Adelsmand, Brockdorp, som er begavet med mit, den banlyste norske Adelsmands, Gods; og derfor maa jeg være her, nær ham, paa en sikker Plet, som Spindelen i sit Rede, forat omspinde ham og hale ham ud, naar baade Kristian og Frederik ere væk, og Kirken raver, og Adelen kan atter opbygge sine Slotte af dens Stene. (Holder sig for Panden). Nei, nei, hvad vil jeg, John Bratt, graa af Haar og furet i Hjertet af den Øx, som tog mine Venners Hoveder? Rolighed for Oldingen, Hevn for Adelsmanden? Ha disse splidige To maa Ulykkens og Hadets Kløgt forene, og dertil tjene disse Bønders Dumhed. Men de elske mig ikke, skjøndt mine Slængord elektriserer deres af Trældommen stumpede Nerver og de forbauses ved min hemmelighedsfulde Kommen og Forsvinden. Kjendte de mig, den gamle Herre, igjen -- ha, jeg veed, de vilde ikke røre en Finger for at bytte med den nye. Derfor maa jeg være skjult forat kunne virke, en Bonde mellem Bønderne forat de skulle troe mig og dæmpe al Mistanke og forat jeg kan liste mig ind paa den Dødsvorne. Rolighed derfor, Viismandens Mystiskhed og en Hytte mellem Hytterne til jeg faaer Slottet . . En Hytte -- hahaha -- trøste ikke de styrtede Ministre derude i Verden sig med en Hytte, med at agere Filosofer i en Hytte? Og Alt har Jeg for Filosof at være: en styrtet gammel Hofmands bittre Skjebne og al den Spe, som pleier den at følge saavist som Echos Latter Bjergets Fald. Jeg Armod har med Posen fuld af Stolthed, fredløse Adelsmand i Munkekutten, der spotter selv den Viisdom, som han bruger: SIDE: 142 Macchiavellis Tro og Bacons Lære, en Oldings Ydre over Mandens Styrke, de skygraa Øjebryn om skarpe Blik, og under Pjaltekaaben nobel Reisning, som tvinger hver at tænke; "hvilken Mand! Han er jo skabt en Høvding for Alcider, men foretrækker Viisdoms dunkle Hæder. O hvilken himmelsk Aand er ikke stængt i denne Krops Koloss som Daniel i Løvekulen! Men vi ville ære hans brune Kappe mere end Skarlagen." Gjør det, Godtfolk, og om en Tid kanskee jeg skal Skarlagnet vende blodrødt ud, og som en Flamme løfte det opover mit Øje, som er blevet stort og mørkt og lært har Blikket, som kan tvinge Folk at tro jeg seer igjennem Been og Marv og Tankerne som Fisk paa Sjelens bund; og Jeg i saadan Stilling -- som en Baune, der speider efter andre Bauner rundt, -- skal søge op de spredte Levninger af Norges Adelskab i Landets Vraaer og mane Frænder frem med Herlufs Navn. Men først en Vraa, et Skjulsted for mig Selv, Fodfæste først i Landet, som skal vindes, et Hul, hvorfra ved langsomt Dryp jeg kan et Leerfald af et Bondeoprør løsne! Og derfor ingen Helt imellem Feige, men Viismand mellem Dumme -- det er let -- en Munk, forfulgt af Verden, mellem Bønder, en Lærd, der skjuler sig i Enfolds Hjem, Ah, det vil lokke Folket om min Hytte. . . Min Hytte? Nu, mig Dumhed en skal laane, som lukket blev, om jeg i Plade kom med Herlufs Fane over Hov'det. Nei, først Rygte som den kloge Mand i Egnen som Filosof, halv Troldmand -- det vil lokke og give Ordet Kraft. Og seer jeg ret, SIDE: 143 kan dette Ydre Klogere bedrage. I Positur og Dragt, fra Fod til Isse er alt jo filosofisk; ja isandhed, thi det er godt beregnet. Næsten maa jeg tro mig af Naturen skabt til Viismand, og at det var et Skjebnens Makværk, som var stakket endt, at gjøre mig til Hofmand. Ja intet mangler i en Filosof, undtaget et, og dette Ene er -- en Hytte. (Eftertænkende.) Ja, en Hytte, Hytte maa en Viismand have vel som Eremitten. Den er den Borg, hvorfra han alt behersker, hans Rygtes Hjem, hans Lykkes Sneglehuus, der klæber trygt paa Klippebredden af stormfulde Skjebnes vilde Verdenshav. (Gaaer mod Hytten.) (Ridder Ditlev og Junker Bassewitz komme.) Ridder Ditlev. (Raabende ud af Scenen.) . . Saa, Karle! Hei saa rap jer dog engang! Før Hestene den rette Vei ad Slottet (til Junkeren.) Thi Majestæten er jo stegen af, og da vi stakkels Adelsmænd, somom vi allesammen vare kun hans Skygge, maae følge ham i Styrteregn og Solskin. Velan! men nu fra disse Skridt af altsaa begynder I at følge mig? . . Junkeren. Ja gid jeg maatte følge Eder hele Banen, som siden, efter udført Hverv, sig aabner for Jer med Rigdom til den ene Side og Ære til den anden, retsom her hvor rige Løvpragt grændser ind mod Nord en Vej, der maalløs Udsigt har mod Syd. SIDE: 144 Ridder Ditlev. Jeg troer det Selv. Jeg har nu hvad jeg vil. Thi Kongen . . (Standser.) Junkeren. Oh! tal ud! som Adelsmænd Vi tænke eens om Konge som om Folk. Ridder Ditlev. Paa Jer jeg stoler. (Slaaer sin Haand i hans.) Junkeren. I med Tryghed kan. Thi have vi ei ene i os Selv vort Fædreland? Jeg er en Pommerinke, og I en fredløs Dansk. (Pause.) Det smerter jer, at jeg forstaaer det. Ridder Ditlev. Gjør I? Junkeren. Mod jer Villje løsreves I fra Eders Adelsfrænder. I var i Kristians Haand, da Handsken kom. Kun det, kun den Omstændighed har knyttet til hans jer Skjebne for en Tid . . Ridder Ditlev. En Tid? I frygter? Falder han . . Junkeren. Saa red jer først! Ridder Ditlev. (Afs.) Han læser mine Tanker. Han er farlig. SIDE: 145 Junkeren. Men endnu bær' det oppe. Bærer det, da vinder I jo her hvad hist er tabt, og norske Lehn, saa store som et Rige, erstatte jydske Gaarde. Lykkes Eder jert Ærinde til Frederik og Carl, da seer jeg Grændse ei for eders Lykke, da har I Jordens stolteste Monark i eders Vold. Ridder Ditlev. Haha! Junkeren. I er mistroisk. Nu! Jeg vil sige det; thi kun jeg ønsker at være given heel i eders Vold: I Kongens Yndling er. Han troer, at I har Fædreland og Frændskab, Gods og Odel for hans Skyld sagt Farvel. Ridder Ditlev. Det har jeg. Junkeren. Ridder, I troer mig ei; men endda vil jeg tale. Det er jer Tanke: Kongen er taknemlig mod Mennesket med Had til Adelsmanden; thi slig en vild Naturlig Dyd tilhører hans sværmerske Gemyt. Den har sit Hjem midt i hans filanthropske Despoti som Mistlen i den haarde Bark. Ridder Ditlev. (Griber hans Haand.) Haha! Jeg troer jer, Junker. I er Mand for mig. I maa mig følge. I og ingen Anden. SIDE: 146 Dog nævnte Kongen intet om mit Offer, men gribende mig under Hagen loe han og sagde: "Ditlev, dette glatte Aasyn med fulde, vaade, hjortefromme Øje, med brede Tænder, Oprigtighedens Skildter, og hvor den lysebrune Bart kun er Godmodighedens Tungsind over Verden, liig stumme Maanskin bedst vil tolke Freden. Du fulgte maaske -- dog jeg ei vil troe det -- halvtvungen mig til Flandern; nu jeg sender til Danmark dig og did, kun bunden ved din Troskab. Duen liig til Noahs Ark jeg venter dig med Fredens Blad tilbage." Junkeren. Saavidt jeg veed blev tvende Duer borte? Ridder Ditlev. Ha, I er klog! Dog troer jeg det var Ravne. Men som jeg valgtes for mit aabne Ydre, saa vælger jeg jer til min Følgesvend for jer Oprigtighed mod mig alene, for dette glatte Aasyn, jeg opdager bag eders Ansigts verdenskloge Furer, og forat eders Ord, som Bølgens Surren i Maaneskin -- den Tale som forstaaes saa godt af stemte Hjerter -- bedre kan forklare al den Fred og Venlighed, som tyst skal skinne paa Gesandtens Pande. Junkeren. (Afs.) Din Nar! din blanke Pande er det Seil, som spændt skal drive frem min egen Snekke. (Høit). Ja, Herre, Kongens Greb, da han jer tog, og ikke en af Bærmen, som han elsker, meer heldigt var end blindt Instinkt fortjener, der Klogskabs Odd bag bløde Træk ei saae, men greb den dog. SIDE: 147 Ridder Ditlev. I troer da, at jeg duer? Hvad seer I i mit Blik? . Nu . ? Junkeren. Intet. Ridder Ditlev. Intet? ? Junkeren. Saa bør det hos Gesandten. Thi hans Øje er Tavlens rene Side vendt mod Verden, imens han gjør sit Stykke paa den anden. Ridder Ditlev. (Afs.) Et Regnestykke? ja imellem Fredrik og Kristian. Lad see engang hvem giver det største Facit for os Selv. Junkeren. Dog, Herre, jeg seer i eders Øje klar Afspeiling af Naadens Himmel, i hvis Port I staaer. Det synes maale begge Bugtens Arme. I tænker noget Stort. Ridder Ditlev. Oh, intet Stort. Thi begge Bugtens Arme ere mine; kun ei den Strimmel her med Hytten paa, som ei jeg gider eje . . Oh, jo dog jeg gad den eje forat lære disse Selvejere det danske Fæsteskab, og at ei denne Klipperyg skal skille ad begge Bugtens Arme, før alt mine. Junkeren. De passe smukt. De danne ret en Passer, hvormed sit Land Ærgjerrighed kan maale. SIDE: 148 Ridder Ditlev. Den sidste norske Eier var John Bratt, den trædskeste af Hyttefads Tilhæng're. Han flygted. Godset lagdes under Kronen. Og nu har jeg det; men kun halvt, thi endnu fra gammel Tid har Bonden Rettigheder. Saa, for Exempel, meer Jurisdiktion jeg har ei end til Tidsler at afslaae, men ikke Bondens Hoved, om han knurrer. Og før jeg har det saa, jeg har jo ei mit Gods. Junkeren. Den Ret vil Kongen ei jer negte, ja intet, naar I røgtet har hans Ærind. Men, Ridder, siden han nu har den Grille -- beslægtet med Forkjærlighed for Dyr -- at vise meest sin Naade imod Bønder, mens grumme Janusside vises Adlen, tee eder da som eders Bønders Fader, som Den, han Sværdet kan betroe. Ridder Ditlev. Javel. Han er her strax. Og han skal see sin Lyst i mine Fæstebønders Miner, for hvis Munterhed min Ridefogd skal sørge. Ja I har Ret, at dette Ærind lægger min Haand om Adelskabets Tugtensriis. -- -- I smiler saa tvetydigt. Tvivler I om Kongens Sag? (Afs.) Da er min Regning tabt, og jeg Gevindst hos Frederik maa søge. (Højt) I svarer ej? I tvivler? Junkeren. Geistligheden vil ikke ud med mere Sølv; og Hæren sig drager efter os i opløst Tilstand. Og siden Leirens Brand, hvori og brændte SIDE: 149 Armeens Disciplin og Ære, streifer de vilde Brabançons og Skotter om og tvinge sig Qvarterer til, men gjøre vor Sag forhadt langt længer end de kom. Ridder Ditlev. O ti! der er ei Redning. Vi maa tænke kun paa os selv. Junkeren. Jo Redning er der, hvis det lykkes ham at vinde Bonden for sig. (De gaae ad Herregaarden.) (Junkeren kommer tilbage. Strax efter kommer Kongen fra den modsatte Side.) Junkeren. (Seende efter Ridder Ditlev.) Jeg faaer en prægtig Leilighed at slippe med den Forræder bort. Dog endnu maa jeg ei forlade Kongen. Tvertimod just hænge mig ved Træet, bøje Toppen til jeg ta'er Sving og slipper. Kongen (kommende.) Bassewitz, trofaste Svend! Junkeren. Jeg venter eder, Herre! med Ridder Ditlev. Kongen. Ret! I ilte forud paa eders Been. Junkeren. Selv gaaer vor Konge jo? SIDE: 150 Kongen. Jer Konge? Ja ved Himlen og min Ret indtil det Sidste! Ei om Lykke da der burde spørges; og dog alt beroer paa Lykken med min gode Ditlevs Ærind. (Seende sig tilbage) Men se de Storkebeen af Junkre gide ei vandre med sin Konge disse Skridt og skræve over denne Bakkeklint, som fører kortere til Maalet dog! Og Tyremaverne af Rigets Raader belaste Bondens Heste uden Sky for vort, den rette Hosbonds, Øje, der, som Sproget vil, skal gjøre Hesten feed. Ved Gud, de skulde spændes selv i Sælen -- den tykke Hammer-Bisp som Sidehest og tre af disse Raader saa i Bredden -- og Bonden kjøre dem som selv ham tyktes, hvis ei idag var Glædesdag hos Ditlev. Hvor er han? Junkeren. Foran, Herre, at berede Modtagelsen. Kongen. Javist jeg saae ham jo; men glemte ham af Tænken paa hans Troskab, hvorledes han forblev da Andre sveeg, og nu skal gaae for mig i Ulvehulen, at hente Benet op, hvorom vi kives. Junkeren. Det Been er værd det? det er Rigets Spiir. Kongen. Hans Landsmænd, Jyderne, mig Handsken sendte. Det var en Daad. De Andre pønsede derpaa, men vovede den ikke selv. SIDE: 151 Men Ditlevs Daad var større. Han var Jyde, en Knold nys sluppen fra Naturens Hjerte, som Æblet falder ved sin Modenhed, og han blev tro, og derfor blev han tro. . . Du smiler Pomerinke? Veed du noget? Rok ei min Tillid til Naturen. Den er det, som gjør i Ditlev mig forelsket -- det vilde Træ, som bærer af sig selv meer ædel Frugt end alle gamle Stammer -- saa, da jeg saae ham her paa Vejen rastløs for sin ulykkelige Drot at hædre, jeg tabte mig i Drømme om hvor sikkert, som i demantne Strøm, Naturen lod mig see min Sejer i hans aabne Blik, og om hvor lidt jeg burde give tabt, naar end en Ven som han var mig tilbage. Liig Spiren, som Naturen Vintren over i kjærlig Barm nedhaler, han alene forjetter mig en Vaar, hvori omkring mit Spir end Adlens friske Krands skal blomme. Junkeren. Ja eders Majestæt just traf den Rette. Kongen. Alt længe ham jeg udsaae til det Ærind. Han uforfalsket var; hans aabne Mine just skikket til min rene Sag at tale. Hvert Træk var noget, som jeg maatte elske. Jeg lærte selv af Junkrens raske Gang, at i Naturens Knolde Nidkjærhed og Kraft maa søges som udi dens Dybder de friske Kilder og den stærke Malm. Hans Vaaben (hvis sligt Lapperi han elsker af Ungdomslyst) maa med en Hjort forøges. Thi fort han opad sprang, og, Hjorten liig paa Punktet hvorfra den sin Vej kan see, her standsed han og saae udover Havet, som snart skal blive gode Ditlevs Bane. SIDE: 152 (Seer mod Havet) Ah, mild vil vredest Bølge sænke sig hensvimende i Lyst og hule ud et Smilehul til Gjemme for hans Billed, naar han i den sit Landsbyansigt speiler, meer aabent selv end Bølgen. Junkeren. (Afs.) Den vil hule en Grav imellem eder. Den vil være som Vold og Grav han kaster bag sig. Kongen. Ja jeg tog ham for hans Væsen; thi det er som skabt at adle til Trohjertighed Diplomatiken. Men lad see nu hvorledes Ditlev Brockdorp har det hjemme. Vist som en Patriark, om end hans Telt er for Klimatets Skyld af Steen og Kalk. Junkeren. Hans Ry gaaer vidt. Kongen. Se hist jo staaer hans Borg, de lave Hytters Fader. Jeg vil liste mig foran forat høre selv og see, om han har samme gode Ansigt hjemme. Thi næsten mere end paa Ditlevs Sending, min Sag beroer paa, at ei Adelen gjør Bonden arg. Han hevner sig paa Kongen. (De gaae ad Slottet) (Ditlevs Borggaard. Herregaardsbønder. Imellem dem Herluf og Erik. Kjøgemesteren. John formummet. Siden Ridder Ditlev og Junkeren.) Kjøgemesteren. -- Saa I vil ikke have mig til Kjøgemester, Godtfolk? mig som bestandig har været det i Grænden? Det var vakkert af jer. SIDE: 153 Herluf. Nei, Djævelen! ikke jer; men Han her hos Thor. Bønderne. Ja Han hos Thor. Herluf. Han skal tale vor Sag. Bønderne. Ja Han skal tale vor Sag. Herluf. Reentud, saa Kongen hører Sandingen. Bønderne. Reentud, saa Kongen hører Sandingen. Kjøgemesteren. (Maalende John Bratt med Øinene.) Hvad er han for en Person, om jeg maa spørge? John. Du er en elendig afsat Kjøgemester, som Folket ikke vil vide af, fordi du vil smigre Herskabet, som fremmed og slemt er. Men det skal blive et Maaltid, naar Jeg triner for Bordenden og holder en Kjøgemestertale til Kongen, hvoraf det skal brænde og ryge. Herluf. (Gnidende Hænderne.) Eja, smør paa! Hvoraf det skal brænde og ryge! Bønderne. Ja smør paa! smør paa! John. Bare lad mig see, at I staae ved Ord, og ikke raabe andet end "Ja, saa er det som han siger." Kongen pleier at være rap paa Haanden og at give Lyd som Klokken for hver den, som haler i ham. Og jeg skal ringe med en Stormklokke over visse Folks Hoved kan I troe, dersom I ikke glemme at bekræfte, naar jeg vender mig til jer. SIDE: 154 Herluf. Tvivl ikke. Blive vi ham qvit da, skal vi -- Djævelen splide mig -- raabe "Ja" til alt. Bønderne. Ja det skal vi. Kjøgemesteren. Naa, min Sandten! "Veed I hvad dette er? Mytteri er det, Mytteri!" Herluf. Dersom Du snakker under Laget, skal vi holde dig bagfra og proppe dig Pølse i Halsen. Kjøgemesteren. Jeg skulde troe Herren gjør hvem han vil til Kjøgemester, skulde jeg troe. Herluf. Det skal vi nok faae at see. Kjøgemesteren. (Knepser i Fingrene.) Ja det skal vi nok faae see. Se paa den, de! John. (Til Herluf.) Saa hold ved i det Lag. Og kniber det, tør jeg træde frem af mig selv og skildre Tilstanden under disse fremmede Herrer. Herluf. Friskt Mod! Herren selv bør intet have at sige ved Festen, for vi bekoste den selv. (Nogle sukke. John gaaer, idet Ridder Ditlev træder ind med Junkeren.) Ridder Ditlev. Saa han er der alt? Junkeren. Ja. Ridder Ditlev. Gudsdød! Saa afsted! . . Nei, jeg bliver; thi jeg bør lade mig overraske. SIDE: 155 Junkeren. Med Hænderne paa Ryggen slentrer han forbi Bondehytterne. Ingen Klods fra Landet, der førstegang er i Byen, gloer mere op og nedad Husene. Ridder Ditlev. Det er godt, at Vildhumlen og Hybentornene netop blomstre over de graae Vægge. Men afsted Ven, at han ikke seer dem indvendig; thi der behøves ikke meer forat omstyrte Verden end at alle Hytter skulde vrænge Indsiden ud. (Junkeren gaaer. Til Bønderne.) Nu hvad? jeg troer Djævelen rider jer. Ere I ikke Herre- gaardsbønder, og ville ikke være lystige, naar jeg befaler det? Hvad? Jeg er en liberal Mand; men Fanden plager jer! det veed I, her paa mit Gods holder jeg en Ridefogd af mine Egne. Erik. Ak, naadige Herre, ak! ak! ja jeg veed det. Herluf. (Mumlende.) Djævelen! du Usling! Kjøgemesteren. (Til Herluf.) Nu Far Herluf, hvorfor . . . Ridder Ditlev. Stille! I bekoste selv Laget. Hører I? Der maa staae lange Rækker af stegte og kogte Høns paa Bordene, naar det behager Hans Majestæt at komme ned forat besee jer Lystighed. Thi Hans Majestæt har engang sagt, at han vilde regjere saa, at hver Undersaat -- det vil sige, naar Herskabet tillader ham at have det -- idetmindste kunde have en Høne i sin Gryde om Søndagen. Og nu bare ikke noget Snak om Værpehøns og Liggehøns, men bare om Grydehøns. Fort afsted! Ingen Bede- dagsansigter! Det er imod denne Grundlovs første Paragraf. (Viser Bønderne ud med Stokken. Kjøgemesteren bliver ydmyg tilbage.) Nu, hvad vil han? Hvem er han? SIDE: 156 Kjøgemesteren. Ak, naadige Herre, Kjøgemesteren her i Egnen, som glæder sig usigeligt over den Naade, som er vederfaret naadige Herre. Ak, tillad mig at kysse naadige Herres Haand. Ridder Ditlev. (Rækker ham den.) Der, Stymper! Men hvorfor gjorde du ikke denne din Skyl- dighed mens Bønderne vare tilstede til smukt Exempel for det Pak? Ah, jeg forstaaer -- du er en af disse omstreifende Auf- wieglere ligesom i Franken, tappre som Hundene eftersom de ere sultne til, og som holde med dem, de æde med, men tage sit Mon igjen paa Tomandshaand med dem, de ophidse imod? Kjøgemesteren. Nei, ikke jeg, Deres Naade; ikke Jeg; men -- Ridder Ditlev. Tal ud, eller . . Kjøgemesteren. Ja, der er En i Nabolaget, saadan En som deres Naade be- skriver. Ingen veed hvor han er fra; men han satte sig gjerne imod Solens Opgang. Ridder Ditlev. Snik Snak -- en Vagabond som Du, en forløben Degn eller Lægbroder fra et Kloster. Kjøgemesteren. En ægte Knurhane, Deres Naade, som Folket lytter begjærligt til. Og han knurrer over Alting: fra Konge og Adel til over de sprukne Kirkeklokkers Klang, hvilke Ting lige vanskeligt blive anderledes. Og saaledes agerer den Grinebider Viismand imellem de enfoldige Folk og lever godt som en Munk af deres Tro paa ham, og vil nu fortrænge mig fra Kjøgemesterskabet idag, som baade min Far og Bedstefar har havt her i Egnen fra Arildstid. Ridder Ditlev. Haha, ikke andet? Qvæg! SIDE: 157 Kjøgemesteren. Jomen der er andet under, naadige Herre. Han vil klage . . Ridder Ditlev. Ha klage? Mytteri! Kjøgemesteren. Just netop! Benytte Øjeblikket, naadige Herre, og trænge frem og tale i mit Sted og klage. Ridder Ditlev. Han er Dødsens! Kjøgemesteren. Ja dersom han ikke var der han er. Thi saae Deres Naade . . Ridder Ditlev. Hvor er den Forræder? Kjøgemesteren. Ja seer Deres Naade -- vil Deres Naade bare behage at see her udaf Porten, saa seer Deres Naade der i Bunden af Bugten lige- for der hvor Galeyen ligger, som Deres Naade skal bestige til den lyksalige Reise . . der seer Deres Naade Selvejeren Thors Strandsidderstue, og der holder han til, og der . . Ridder Ditlev. (Stamper med Stokken.) . . Er uden for mit Eje. Ha, jeg maa have den Flek og Ju- risdiktion over det Hele som i Danmark, før bliver det ikke roligt. Bort! Kjøgemesteren. . . Men Kjøgemesterskabet, Deres Naade? . . paa Vers som Skik og Brug er. Ridder Ditlev. (Bidende sine Negle) Snak med jers stjaalne Vers. (afs.) Bort bort maa han og -- Straf! SIDE: 158 Kjøgemesteren. Ja, Deres Naade, naar man skulde undersøge det, var der sjelden færre end To om Vers. Men Talen Deres Naade? Et Bondegjæstebud uden Tale? Ridder Ditlev. Fæ! der bliver ingen Tale. Væk! Pak dig! (Afs.) Den Slange derovre kryber mig for nær. (Seer, at Kjøgemesteren ydmygt vil gaae udaf Borgporten) Bi, Karl! Hvorledes seer Personen ud? Kjøgemesteren. Som Satan selv, Deres Naade! Ridder Ditlev. Hm! Er han Bonde, Krigsmand, Klærk -- hvad? Kjøgemesteren. Snarest som alle tre naadige Herre. Ridder Ditlev. Taler norsk? Kjøgemesteren. Ja bevar's taler han norsk. Ridder Ditlev. Det er nok. Væk nu! (Medens Kjøgemesteren gaaer.) Han er en Fiende. Farlig, det er klart. Men han maa bort, bort flux. Hvad vil han her? Dog maa han have Grund til sig at nærme forat tilføie mig et Stik just som jeg Lykkens Æble skulde faae til Munden. Dertil, og om kun forat trodse mig, -- den Fremmede, som nys fik Lehn i Landet af fældet Adels konfiskerte Gods, -- med sin modbydelige Nærhed kaared han denne frie Plet, Selvejerhytten. SIDE: 159 Han egger visseligen mine Bønder, og da han kjender Kongens sære Grille at sætte Bonden op paa Herremanden hvor Leilighed kan gives -- ha, da frygter jeg, at han splitter Festens tvungne Glæde og trænger frem til Kongens eget Øre med disse Trælles Klage. Da Farvel Gesandtskab og den Løn jeg derfor venter! Derfor afsted flux Maaltidet er endt! afsted af Ivrighed for Kongens Ærind afsted før Skurken -- ha! ja dernæst maae jeg tænke paa at faae ham bort herfra, ja bort herfra! herfra! (Pause) Ja var blot Hytten min! Men Bonden veed jeg meer kjær har egen Hytte end sig selv. Thi deri elsker han sig selv ei blot, men al sin Efterslægt i mange Led. Dog maa jeg eje den, om med det værre han kun vil bort . . Junkeren. (Kommende ilsomt) Nu kommer Kongen, Herre. (De ile ud) (Udenfor Thor Strandsidders Hytte. Thor beskjæftiget med at dreve en Baad. Erik Herregaardsbonde pyntet.) Erik. Jomen maa du komme, Thor-paa-Stranden. Det skal ikke koste dig noget. Nei min Sandten ikke en Penning. Thor. Ja ja. Marthe raa'er lel. Og En til i Huset. Erik. Hvem da uden dig selv? Thor. Det er saa underligt med det. Du veed det nok selv, Erik. SIDE: 160 Erik. Ja jamen. Hu' Berthe er ikke grei. Men saa Herre Gud saa . . Og den Anden dog, som har saameget at sige, er vel den kloge Mand, som holder til hos jers? Thor. Aa ja. Han vil, jeg skal gjøre Baaden min bedst istand, saa ingen Anden kan komme til at roe Gesandten ombord. Og det er nu vel nok, dersom der vanker gode Drikkepenge. Men er det saa, at I har kloge Mænd i jer Grænd og? Erik. Ja bevars. Den gamle Kjøgemesters Søn er ikke saa gal. Og jeg vilde heller høre ham ved Gjæstebudet idag end jers her- over, som vil trænge sig frem og klage for Kongen, som dog ikke nytter, da Herremanden er saa godt anskreven, og saaledes gjøre Gjæstebudet -- siden der nu skal være Gjæstebud -- om intet for intet. Thor. Siig ikke det. Han talte engang saaledes til nogle af Jeres, han Herluf og Thrond og de Andre, om gamle Dage her i Landet, at baade Marthe og jeg maatte græde af Sinde. Erik. Men bare vor lukker Munden op, maae vi lee. Dog var han aldrig bedre end ifjor, da En kom vandrende saa ved Sthansleite, som næsten vilde tage Næringen fra ham. Det var klogere Mand end jers. Han skjønnede sig paa Urter og Græs og leed godt vor Ost og Mjød for alle de Urters Skyld, som vare gangne igjennem Gjeternes og Biernes Mave, og saa nævnte han dem alle op baade paa Munkesprog og andet, men det meste, han sagde, var: Thimian og Merian, Merithimian og Thitimerian og Thimian. Og vi lod ham leve med os og havde tidt baade ham og Kjøgemesteren til Bryllupper og Liigfærd; men saa an- gav Kjøgemesteren ham for Kannikerne i Oslo for kjettersk tydsk Snak, og saa blev det oplyst, at han var en Lægbroder fra Klo- steret i Tønsberg, som var rømt til Tydskland og havde skiftet SIDE: 161 Tro ligesom Munk Anton paa Hovedø. Siden den Tid steg Kjøgemesteren i Anseelse hos os indtil nu jer kloge Mand kom i Egnen. Thor. Ei, vor er af gammel god Tro, og ingen Fiende af Munkene. Erik. Saa forliges de nok, skjøndt vor er strid. Og I kan godt komme til Gjæstebudet. (Sukker) Thor. Sukker du til Sligt, Erik? I har det nok ikke forgodt derover. Erik. Ak, jeg burde vel ikke sukke siden det er i Anledning af Herremandens naadig Afreise i Kongens Ærind. Bare det ikke var paa vor egen Bekostning efter tvungen Udskrivning og Lig- ning efter Borgfogdens Godtykke. Tænk engang, han har lagt mig i et halvt Riisbitsviin og sex Kander Mjød. Thor. Det var et rart Lag. Men da svarer det bedst Regning ret at slaae sig løs. Hei, jeg tænker mig, om den Borgfoged kom til Marthe med slig Udskrivning. Erik. Ja vore Kjærringer ere ikke heller for muntre; men vore let- sindige Gjentunger see ikke Tingen an med saa alvorlige Øine. Og siden det nu skal saa være, og Borgfogden har befalet det, saa er det bedst at være munter og forsøge paa at spise og drikke, om muligt, lidt ind paa de Andres. (Seer Herluf komme.) Men, Farvel saalænge. Der kommer En, som er vild paa mig fordi jeg holder med Kjøgemesteren, og han er ikke grei, naar han er i det Lag. (Gaaer hurtigt) SIDE: 162 (Herluf kommende. Thor. Siden John og Marthe) Herluf. Thor, er den hjemme, som I veed, saa skaf ham hid. Thor. Den kloge Mand? Ei, javist, hvor skulde han være ellers? Herluf. Nei, Djævelen! her er en fri Plet. Men gid han kunde boe hos os, hvor vi trænge til ham. Men kald ham; det har Hast. Thor. Strax, strax! (Gaaer ind i Huset) Herluf. (Spændende paa Baaden) Og den skal Han reise med? Djævelen! og en fri norsk Mand maa dreve den til, at den fremmede Herremand ikke skal blive vaad paa Taaspidsen? Djævelen! gid en Planke sprang og han sank paa Havsens Bund just som han skulde gribe i Faldrebet paa Galejen! (John kommer) R. John. Nu? Jeg tænker det skal gaae brav. Herluf. Djævelen! I skal bort. I maa ikke engang være paa Flekken. Kjøgemesteren siger, at Herremanden vil have Flekken, Hytten og hele Stadsen, forat faae jer væk og forene sine Eiendomme paa begge Sider Bugten her. R. John. Hahaha! Dertil er han for kort. Herluf. Og saa vil han have fuld Hals- og Haands-Ret over det Hele ligesom han har været vant til i sit eget Land, og saa vil han faae Fingre i jer . . . Djævelen! og saa ere vi i værre Suppe end før, og Ingen tør kny, og vi har Ingen til at kny for os. SIDE: 163 R. John. Vær du rolig. Det skal du faae høre idag. Herluf. Aa, der skal hastes med Afreisen midtunder Festen, saa der ingen Anledning vil blive til at tage Bladet fra Munden; og saa naar Herremanden har røgtet sit Ærind, kan han gjerne bede Kongen om en Potte af hans eget Blod, og han faaer den. R. John. Men han skal ikke faae røgtet sit Ærind. Stol paa mig. Kongen skal selv faae bringe det frem. Herluf. I er mægtig, Herre, eller hvad I er. (Pause) R. John. Ja, dette her gjør mig mægtig. (Trækker en Kapsel frem) Seer du det lave Blaae der? Herluf. Det er Røgen af Kongens Leir, hvor de fremmede Knægte holdt til, mens de nu ere ude at koge og stege paa Bondens Bekostning. R. John. Og denne Galei hører jo til Gyldenstjernes Flaade? Herluf. Ja, Djævelen! Det er "Sønderborg" Gid den sank ende ned! R. John. Ikke den, for den skal bære Kongens Gesandt afsted. Men Baaden, som skal bære Gesandten ombord, den maa synke, for Han maa ikke være Gesandt -- Skjønner du det? Den fremmede Konge, alle de Fremmede maae af Landet. Skjønner du det? Herluf. Ja, Djævelen -- det skjønner jeg. -- Gid det var saa vel! SIDE: 164 R. John. Gyldenstjerne har givet Gesandten Leidebrev og overladt ham Galejen; men han saae helst, at denne Artighed, som han har viist i sin Knibe, blev om intet. Derfor -- Skjønner du? Herluf. Hæ! skal jeg slaae ham ihjel! Ja naar jeg kunde slippe ind paa Agershuus, og vidste hvem der vandt. R. John. (Hvidskende) Herluf! Sex Huller der langs Kjølen, saa kommer han ikke længer end halvveis ombord. Forstaaer det? Herluf. Men Thor da, som skal roe ham? R. John. Der staaer hans Boer. Brug det, eller forbliv en fremmed Herremands Leilændingstræl alle dine Dage, du og dine. Herluf. Nei, Djævelen. R. John. Saa boer da. Herluf. Ja, ja, ja! tolv Huller for sex. (Borer i Baaden) R. John. Og tænk ikke paa Thor, men paa at Alle ere til Gjæstebuds, saa Ingen kan høre om det skriger udpaa. Herluf. (Borende) Nei Djævelen. Det skal pible op i den til den synker som Bly. Men Thor da, men Thor da, som har givet jer et Hjem i Hytten sin. SIDE: 165 R. John. Bare bor, og tænk paa Herremanden. Thors Hytte er ikke min. (Afs.) Men kunde blive det. (høit) Vil du roe ham da, Herluf? Herluf. (Borende.) Ja det er sandt. Derfor to smaa usynlige til her med lidt løst Drev i, saa tænker jeg nok det er nok. R. John. . . Og godt gjort, Ven! Men dette er kun i Mangel af, at jeg faaer tale reentud ved Gjæstebudet, naar Kongen kommer ned. Dog er dette sikkrere. Det er sikkrere. Herluf. Men Klagetalen var bedre. I maa ikke skuffe os for den, for . . Djævelen! om ikke vi Bønder . . R. John. Ei I Bønder tænke altid paa jer selv. Men det sikkreste er altid det bedste. (Raaber) Hei, Thor! (Thor og Marthe komme) Marthe. Hvad skal han nu igjen -- dette Indlæg hos Folk, som har nok med sig selv? R. John. Thor, Baaden om nu paa sin Kjøl og lagt paa Stranden. Her- luf, forstaaer du? Herluf. (Tager i Baaden med Thor) Ja ja -- pas dig, Thor. (Afs.) Gudsdød, hvilket Øjekast. Det borer otte Huller i mig selv. (Højt) Jaja, jeg mener for Tjæren maa du passe dig, Thor. Thor. (Leende, idet de hvælve Baaden om paa Kjølen) Aa det blier Tjære til Beeg bare. Tak for Hjelpen! (Thor og Herluf skyde Baaden udaf Scenen) SIDE: 166 R. John. (Afs.) Den Kjærring har aldrig troet mig. Saa maae jeg agere Spaa- mand. Det er en sikker Vei til Kjærringtro. (Højt) Hør, Moer, pas I paa jert Huus og ikke pas paa mig. Marthe (hidsig) Hvad? til mig passe paa mit Huus? St. Klemens, Naar lagde I Mærke til andet siden I fik slig Lyst til at være her? R. John. Naa, naa! Jeg mener ikke saa, Moer, paa Dyner og Fade, men paa jer Hytte selv. Marthe. Aa den skal vel blive staaende, saasandt den staaer paa Fjeld og der er Ret i Landet og jeg hedder Marthe. R. John. Ret i Landet? Ja hvor finder du den? Hør, Marthe, jeg skjønner nok Du ikke lider mig. Men -- Marthe. Ja jeg skjønner mig ikke paa jer, seer I. R. John. Men -- vilde jeg sagt -- Du skal komme til at troe mig. Din Hytte er i Fare, i større end Hønen hvorover Høgen svæver i uøinelig Højde. Marthe. Hm! Det veed jeg vist. Det maa være fordi I er der, lige- som en Baad kan synke, naar den har faaet for meget Ballast i. (Gaaer tvær ud efter Thor) R. John. -- Saa, Mogens Gyldenstjerne, trækkes dit Net sammen om Kristjan. Hine Huller vare kun Masker deri, og John glemmer ikke sig selv og sin Fædreneodel. (Gaaer. Marthe og Thor kommer) SIDE: 167 Marthe. -- Vil ikke du gaae fordi dette Menneske nu vil, at du skal være vedhaanden og roe Herremanden ud, saa vil skam jeg. Thor. Det er netop det han vil, Marthe. Marthe. Ja saa skulde jeg have Lyst til at være hjemme. Hu! naar han luder sig derudover Gjærdet, tænker jeg altid: slige Torne- buske maa der gro langs Veiene i Helvede. Thor. Ei, Marthe, skam dig. Det er det Samme somom du sagde, du aldrig havde gjort noget af Viisdom. Marthe. Du har nu ogsaa faaet slig Tro til ham. Thor. Ja det er en stor Ære, at saa klog en Mand har slaaet sin Bopæl op hos os. Marthe. Klog Mand? Du troer kanskee han læser i Havtaagen og forstaaer hvad Bølgerne sige, naar han sidder derude paa Næsset som en Strandrokke, der spaaer Uveir? Thor. Hys, Marthe! Han veed vist alt hvad vi sige og tænke, om han saa var noget Langt borte. Marthe. Da kan jeg dog ikke mærke, at han veed hvad jeg tænkte forleden Nat, da han ruskede i Sengklæderne somom han havde lagt, men gik ned paa Næsset og sad der som han pleier til en Baad lagde til fra den danske Bisps Flaade og saa strøg det først ombord og saa ind til Agershuus. Jeg kjendte nok Aare- slagene. SIDE: 168 Thor. Hys! Ja hvem kan vide hvor han har sine Veie? Marthe. Jo det kan man vide, at de Folk ere ikke Bondens Venner, og derfor -- ja derfor har jeg mine egne Tanker om hans Ven- skab for Bonden. Thor. Men det vil han bevise idag ved at klage overlydt for Kongen selv, naar han kommer ned fra Herresalen forat see paa Bonde- gjæstebudet. Ak den, der kunde faa høre paa det, og gnide Hænderne under Bordet! Marthe. Nu, hvad Grunde havde han da hvorfor kun du ikke maatte gaae? Thor. (klynkende) Ak, der var mange Grunde. Marthe. Aa gid han sad paa Skjæret derude med sine Grunde ved Treqvart Flodtid! Han under Ingen godt, og jeg har engang hørt ham bande over at en Bogfinke var munter og sang, men rose Spurvene fordi der var noget Suttrende i deres Qvidder. Thor. Først talte han med stor Viisdom om al Glædes Forfæn- gelighed, om tvungen Glæde, om Lystighed i et sørgende Land, om Tidens Værd og om at Morgenstund har Irr og ikke Guld i Mund efter en Lystighed -- og deri havde han Ret -- og om at Stjernene igaar havde været stik imod al Lystighed -- og deri havde han vel ogsaa Ret. Marthe. Ja for det var ganske overskyet, din Nar. SIDE: 169 Thor. Saa fortalte han baade om Konger og Andre, som vare døde midtunder Gjæstebud, men da jeg saa begyndte ligesom at græde, saa kom han med sin Hovedgrund, nemlig, at jeg var en enfoldig Mand, som burde være tidlig ude imorgen og fiske. Marthe. Ja deri havde han nu Ret. Thor. Og endnu et til, som var stærkt nok, om jeg ikke vil have ond Vind over Baaden for Eftertiden -- han sagde, at jeg be- stemt og ingen Anden skulde være vedhaanden forat roe Ge- sandten ud, og at jeg ikke maatte gaae til Gjæstebuds for ikke at blive uefterrettelig, og endelig det stærke, at saa var nu engang hans Vilje. Marthe. Men satte du saa ikke din egen derimod som jeg gjør. Thor. Jo lidt, men han foreholdt mig netop dit Exempel, der saa ofte sætter din Vilje op, og som ofte faaer see med Qvide hvor det gaaer. Marthe. Nei hør den Landstryger. Det er slemt at være visere end man har Klogskab til og stoltere end man har Raad til. Thor. Men da jeg saa endelig satte min Vilje imod hans . . . Marthe. Javist? Thor. Saa sortnede han i Ansigtet ligesom Østenkulingen og svor saa han kunde manet en Svale til at blive siddende, og gav mig det Samvittighedsspørgsmaal, om jeg vilde nyde en Drik Vand hos den Landeplager, den Tyran, den Hofsnog, den Amalekit, den falske Akitofel, den Blodigel, den -- Gudsdød! (Seer Ridder Ditlev at komme) SIDE: 170 Marthe. Ja deri havde han nu Ret. Thor. Gud hjælpe mig, Vinden stod paa. Marthe. Ei, jeg skal staae for Vasken og bruge Skjørterne som Gaase- vinger. Fort bare ned til Baaden og sæt dig der paa Stranden saalænge. (Thor lister sig bort. Marthe giver sig noget at bestille) (Marthe. Ridder Ditlev.) Ridder Ditlev. Ho, Fisker! Strandsidder. Ha! Ei hvad har jeg dog gjort din Mand, lille Kone? Jeg troer dit smukke Navn er Marthe. Jeg fik neppe Lugten af hans Beegtrøie, og skulde dog have fat paa ham. (Afs.) Aha, mon Øglen er i Redet? Marthe. Gunstige Herre, vi see sjelden Storfolk her. Og hvad vilde I vel gjøre, om I i en liden Jolle pludselig saa en Hvalfisk eller Hai af de store at stikke op? I roede nok ligesaa rapt iland, som han nu kanskee fra Land. Ridder Ditlev. Ei, det maa han ikke. Mine Landbønder holde sig lystige idag, saa de ikke ville blive duendes ved Aaren; derfor tænkte jeg at faa ham til at holde sin Baad rede til at roe mig ombord mod Aften. (Afs.) Da, om ikke før, skal jeg da faae snakke Hytten af ham. Marthe. Det kan nok skee, Herre. SIDE: 171 Ridder Ditlev. Og nok et Ærind, en Handel havde jeg . . Men du er nok Manden, Marthemoer, mærker jeg, og da træffer jeg den rette for den Sags Skyld. (Seende sig omkring) Den Hytte ligger smugt. Ja ved min Ære, hvis jeg mit Gods omdøbte til "Italien," da, som den ligger der i Bugtens Bund, den fik det stolte Navn "Venezia!" Og hvide Søiler og forgyldt Altan vel skulde Navnet hævde i det Mindres men Skjønnes Verden . . Marthe. Saa I finder Behag i Pletten, Herre? Men det gjør Flere des- værre som der siges. Ridder Ditlev. Hvem, Kone? Hvem skulde vel ville kjøbe den uden Jeg? Og kunne, siger jeg, kunne? Marthe. Og hvem skulde vel ville ikke sælge den uden Vi? Men der- for kan nok Folk finde Behag i den, som vi ikke finde Behag i. Ridder Ditlev. En herlig Udsigt, og i største Stiil! Et Omrids til en Verden denne Kyst, saa som den blev aftegnet førstegang paa Morgenskyen efter Guds Idee. Og nærved Alt udført i største Fylde med fuldendt Næthed, somom Adams Slægt den sidste Kunsthaand havde lagt paa Verden, og saa forladt den, overladende til Himlens stumme Undren Alnaturen i Filegransarbeide omforvandlet. SIDE: 172 Marthe. Det Bedste er der falder feed Makrel og adskilligt skjønt Vrag- og Drivgods her i Bugten. Ridder Ditlev. (Afs.) Hør den forbistrede Selvejertrodsighed. Det er ligesom Klangen af et andet Metal, imod naar Stavnsbundne tale. Og det Qvæg hører ikke, at jeg roser Pladsen forat egge hendes Havesyge til dog at høre et Bud. (Høit.) Ja seer du, gode lille Kone, seer du, her paa denne Side af denne lille Strimmel, som I kalde jer Plads er min Eiendom, og paa den anden Side af Bugten veed I ogsaa den begynder. Derfor kan du indsee, jeg ønsker at ogsaa denne lille Flek var min, og jeg haaber, at baade du og din Mand, som, efter dig at dømme, vist er en føjelig Mand, ville finde jer i Rimelighed. Marthe. Ja i den Rimelighed at beholde hvad vi have Lyst til at be- holde naar vi have Ret dertil. (Afs.) Ak, hvo uden John Munk skulde have kunnet spaa saa vist. Ridder Ditlev. Har man hørt Magen! Saa see selv da Kjære! Kun dette smale klippebelte af Strandsidderflekken med et Par Bygagre og nogle stivt tilskaarne Rosenhækker, mod al Natur og endnu meer mod Smag har kløvet disse tvende Fyldens Bryster hvorover, liig et Diademet Hoved, min taarnomkranste Herreborg seer ud, og i hvis Midte denne Hytte burde -- omtryllet til et Alabaster-Lysthuus -- som kostbar Solitære ensom skinne, og ikke klæbe derpaa som en Pjalt. Marthe. (Afs.) Nu kan jeg gjerne vise ham til Thor; thi han gjør Intet uden den Fremmedes Raad og mit. Ak, gid han maa være barm- SIDE: 173 hjertig mod den Anger over min Tvivlagtighed, som han nu læser i mit Bryst ligesaa vist som han længe forud læste i Herremandens denne brændende Lyst efter vor usle Flek. Ridder Ditlev. Nu Moer, hvormange Mark Sølv? Marthe. Min Mand veed hvad Hytten vejer. Ridder Ditlev. O da er Hytten min, og jeg kan brænde den Ræv, den skjuler, ud. Som meer og meer om Bomben smelter, der i Sne nedfaldt, saa skal min Eiendom udvides fra den Flek, hvor jeg min Herrefod fik sat. Hvor kostbar er Minutten! Som et Gran af Guld paa Virksomhedens rappe Hjul den kan udspindes til saamange Alen, som trænges for at fange rundt det Ønske, der fandt i Sjelens Vidhed neppe Rum. De faae Minutter, mens min høie Gjæst trak sig tilbage i sit Kabinet, jag't af min Uro, kunde jeg benytte til Rolighed at faae med denne Hytte. Marthe. Ja frist I, Herre. Men jeg frygter I vil finde, at min Mand, som nok kan være svag ellers, i det Punkt hviler paa et Zion, hvor der ikke aflades at synge: frels os fra det Onde! Ridder Ditlev. Hvorledes? naar Mand og Kone, eller Kone og Mand efter Omstændighederne, eller naar Konen, der pleier at have flere Sind, er enig med sine Sind og vil, saa skulde ikke Mandens ene være tvungen af denne Mangfoldighed? SIDE: 174 Marthe. Nei, Herre, der er liden Enighed, for her er en Viismand i Huset, som har meget at sige. Men nu Gud og Allehelgene vel- signe ham fordi hans Advarsel har holdt Prøve som en profetisk Spaadom om at vor stakkels lille Hytte vilde komme i Fare for en Stormands Ønsker, der ere ligesom Havet. Ridder Ditlev. Qvinde! hvor er den Skurk? Marthe. Jovist, Herre, det er ikke godt at sige for Lægfolk. Uglen farer ikke vaerligere ud om Natten end han, og om Dagen -- ja den, som vidste Vindens Veje. Men om Dagen kommer han undertiden ind i Stuen ligesom en Trækvind og gaaer raskere end jeg nu. (Gaaer ind i Hytten) Ridder Ditlev. For Djævlen, nu sidder han fastere end nogensinde! Men mit Øjemed paa Hytten ogsaa, saasandt jeg er en Adelsmand. Og Kongen, der er en ung Fantast og despotisk Liberal, taaler vel Voldsgjerninger mod Andre, men ikke mod Bønder og Land- strygere . . . ja ikke mod Bønder; thi det er dem han nu maa vinde og støtte sin Sag til. (Junkeren kommer ilsomt.) Junkeren. Ah, er I der? Gesvindt, I savnes hjemme. Hans Majestæt forlader sit Gemak. Ridder Ditlev. (For sig selv.) Og dette Friqvarteer er spildt med Snak; thi min i det er Hytten end ei blevet. Junkeren. Til Fredrik Kongen sønligt Brev har skrevet, som I skal bringe frem. SIDE: 175 Ridder Ditlev. Og er det bragt, da kommer Hytten ogsaa i min Magt. Min Krop dig følger -- Den er Underdan -- men ei min Sjel -- den er en Adelsmand. Ad anden Vei, ad Linje eller Bugt imod sit Maal den stiler fri sin Flugt. Hvad før kun var en knap undfangen Grille er Herreplan, naar simple Folk ei ville. Det Rede der, hvori en Avindsmand udruger Oprør under skumle Plan, og blodig Bondefrihed som i Franken, er nægtet mig. Jeg taaler ikke Tanken, og Negtelsen opflammer Lysten meer. Jeg rolig er ei førend mit det er. (De gaae). (Borgegaarden. Herregaardsbønder med deres Qvindfolk ved et opdækket Bord. Herluf og Erik imellem dem. Kjøgemesteren.) Kjøgemesteren. -- Hei lystig! Vil I være lystige, Karle! Ellers kommer Borg- fogden, og imorgen bliver han ikke grei fordi han er den Lystigste idag. Erik. Hei -- ja lystige, siden det skal saa være. (Tager for sig) Kjøgemesteren. (Til Herluf) Tygger du paa Brusk eller skjærer du Tænder? Herluf. Djævelen! Kjøgemesteren. Skjærer du Tænder? SIDE: 176 Erik. Nei, Djævelen! Giv mig et Stykke. Kjøgemesteren. Ja imellem Tænderne. Og saa en liden Vise og noget Latter! Herluf. (Mumlende) Det er ikke Tider i Norge at lee i -- Djævelen! hvor bliver vor Mand af? Kjøgemesteren. Hvad mumler du? Herluf. (Afs.) Djævelen! Han mærker Ord. Erik. (Tagende for sig) Sligt gaaer ikke an. Tænk paa Herremanden skal reise. Herregaardsbønder. Ja Heisan! Det er sandt. (Gribe til Fade og Bægre) Erik. Hihi, det er saa godt som et Bæger Mjød (Drikker) Som nok et Bæger Mjød. (Drikker) Kjøgemesteren. Ei, I er' fulde, I Sviin; ikke lystige. Og det skal I være efter Ordre, dersom ikke dette sorte Afskum . . (Seer sig om) Nei, nei, jeg slog ham af Pletten, saa han nok holder sig hjemme til han bliver hentet frem paa Stagen som en Grævling af Hulen. Frisk op! jeres Øine staa stive istedetfor at rulle omkring i Hovedet af den Glæde, der pønser paa tusinde Løjer og Spilopper. Herluf. Ja Gu' pønse vi. Kjøgemesteren. Ret, pøns paa noget godt, til Kongen selv kommer ned, og da skal I lade somom I ikke mærke ham -- thi det liker han -- SIDE: 177 men lee umaadeligen af Hjertets Grund, saa Alting ryster saa- ledes . . (Skoggerleer. Erik og et Par Andre efter) Herluf. (Slaaer i Bordet) Tys! Hvem leer? Erik. Ikke jeg, ikke jeg. Der kom noget i Halsen. Herluf. Er du slig En? Djævelen i Halsen din! Kjøgemesteren. Om igjen! Dersom det gaaer godt idag blier jeg kanske Kantor. Om igjen! Fald I ind, Herluf, I Herluf Kristoffersen, med jer gevaltige Bas, ligesom et dobbelt Echo, naar I kan skjønne vi ere midti Skratten, og naar saa Herluf er læns paa Luft, saa begynder I igjen, der endte først, og saa gaaer det tre Skratt- salver rundt. Og spørger Hans Majestæt hvad vi lee saa godt af, saa skal jeg svare: af Hjertens Grund eller af Deres Majestæt, eller noget Andet, som vil fornøje ham, eller En af jer kan have et lystigt Indfald i Baghaanden. Herluf. (Tager en god Slurk) Ja som f. Ex.: Gjør os Selveiende som vore Forfædre eller som vore Naboer paa Stranden, saa skal vi lee af os selve fra Juul til Juul. Hvad mener I om det? Kjøgemesteren. Ei -- ja, det kunde saa være; men I fik dog holde op mens Gjøgen galer, for ellers hørte man jo ikke Gjøgen i hele Landet. Men -- hei! I der nede! hvad skumle I over Ølkruset over? skal I skumle over Ølkruset? Det gjør suurt Øl. Til Liigfærds ere I muntre nok ellers. Erik. Saa bør vi være muntre for det er til Liigfærds. SIDE: 178 Kjøgemesteren. Gid det var saavel, for saa faldt der lidt af for mig udenom for Talen. Erik. Ja vi er til Liigfærds over vort Ungfæ. Hid med Laaret der! Herluf. (Mumlende) Ja Gu! tør det nok blive Liigfærd. Kjøgemesteren. (Til Erik.) Skal jeg holde Tale over Ungfæ? Jeg? Jeg? Skal jeg? (Puffer ham.) Herluf. Nei over gammelt Fæ. Kjøgemesteren. Ja naar du styrter. Og du skal styrte af dine egne Ords Op- blæsthed af Trommesyge. (Liv og Støi. Nogle Slag falder. Kongen kommer med Følge, hvori Ridder Ditlev og Junkeren. Trætten ophører. Stilhed) (Kongen med Følge. Herregaardsbønder. Siden John Bratt.) Kongen. (Trædende ind) Ah Ditlev Brockdorp, Vellyst du mig skjænker. Saa vil jeg Folket: vildt, men jublende. (Afs.) Og i dets Jubel skal min Adel høre et Drøn af en af de Vulkaner, der bære Thronens Tind som egen Æres, men splitte, naar en Ildkolonn af Konge sig reiser i sin høie Eensomhed, de Slotte og de ødsle Haver, som paa Borg Noblessen kliner opad Foden. Ridder Ditlev. (Afs. til Kjøgemesteren.) Hvor gaaer det, Kjøgemester? Kjøgemesteren. Rigtig traat. SIDE: 179 Ridder Ditlev. Faa Liv i dem ved nogle Gjøglerkunster. Kjøgemesteren. Det skal jeg, Herre, bare ei Han kom. Han, som I veed. Ridder Ditlev. Saa overskrig ham til vi have fjernet os. Kjøgemesteren. Hu, jeg vil rive den Fuskers Maske af. (Gaaer til Bordenden og gjør Grimasser.) Kongen. Blot tusind slige Bredskuldrede af Landets Børn, blot tusind Graakofter, som, eengang enthusiastiske, er svungne Øxer lige, Haand ei styrer! Blot tusind Slige -- ha, hvad mener du -- ? paa eengang reiste rundtom Agershuus! Herluf. (Til Kjøgemesteren. Ruskende i ham.) Stille med dine Grimasser! Lad os høre hvad Kongen siger. Kongen. Da, naar Bevægelsen begyndte kun fra Folkets Bund og Bølge, i fra Bonden, da skede det, som naar et Hav oprøres af skjulte Krampetræk i Jorden eller af ukjendt Vindstøds Greb i enkelt Bølge, at ei den stansed før alt Landet rysted og rysted af forhadte Herrevælde. Da blev det Raab i Landets eget Maal et Drøn, som kaldte Birkebener frem af hver en Stue i det vide Opland. Da brød en Flamme frem af Grunden selv, fra hver en Steen en Jernbyrds-Prøveild, hvori kun Kristians Ret fik fæste Fod, SIDE: 180 en Ild, hvis Skin mod Himlen lod paany Alnorden see at Kristians Lykkesol var runden op, mens Fredriks stjaalne Glands deri henblegnes med hans Gyldenstjerner. Og, Ridder, I blev her, saavist som Højren ved Sværdet da, og I med Sporen kunde mit Tryglerbrev paa Stranden sønderhugge. Ridder Ditlev. Paa mine Bønder kan, som paa mig selv, med Tryghed Eders Naade stole. Kongen. Ja jeg seer det. Du, -- og derfor jeg dig elsker, og vilde dig ei Grevedømme negte -- behandler dem ei som en Adelsmand, som Folket dømmer strengt alteftersom hans Nærmeste opføre sig mod det. Derfor -- (Støder hastig sit Sværd mod Jorden.) Ha, mine egne Landsmænd har forraadt mig, gjort mit danske Navn forhadt! Kun du, saavidt som dine Arme strække udsoner alt. Ridder Ditlev. Jeg vilde, Eders Naade. Kongen. (Heftig.) Du kan ei Blodhund! Blodhund som de Andre! Du kan ei, om du var saa from at Engle neddalte paa din Bøn og fejed med skystore Vinger Kredsen om dig reen i hvor du bad. (Hyller Kappen for Ansigtet.) Ridder Ditlev. Ak, Eders Naades Tanker forvilde sig. Kongen. (Mumlende.) Han vil det vel, kun Han. SIDE: 181 Ridder Ditlev. Jeg giver godt Exempel efter Evne, og drypper Balsom i de aabne Saar. Kongen. Dog bløde de endnu. De vil ei standse før -- (Afs.) Ha, imellem mine Ulyksstjerner er Herlufs Stejlehjul optaget, Skjebnen med rædsom Tryghed ruller mig paa det imøde. (Højt.) Stands! Jeg selv gaaer det imøde, og lægger mig og tager mod dets Slag, og endelig tilsidst mod Naadestødet. Afsted! ombord! Følg Kongen! Han sig giver. Ombord til Gyldenstjerne! (Vil gaae) Ridder Ditlev. (Bedende.) Eders Naade -- Kongen. (Fremdeles i halv Vildelse) Ombord til Gyldenstjerne? Jeg? Haha! Da fængsled jeg mig stille. Ridder Ditlev. Ak Eders Naade -- Kongen. (Standsende) Ja, jeg vil være naadig! grum ei mere Vil Himlen være Naade imod mig, da vil jeg være Naade imod eder. Bed derfor for mig! Det er for jer selv. Og send til Oslo Bud, at Biskop Hans ei Alteret forlader Dag og Nat! Og, forat være sikker, til Antonius, som kjender Luthers Aand, og derfor er, som jeg, forhadt og spærret i sin Celle! Men beder, mine Faae! Bed, Ditlev, du er from; men trods ei Himlen ved sligt Forsøg at ville vende Hjerterne til Det er dens kaaren Straf at de bortvendes. SIDE: 182 Ridder Ditlev. Tillad mig, Eders Naade, disse Øren bør ei. Kongen. Ha, det er sandt. De ere gode Papister; men det vil ei vare længe. Dog holder nok min Tro mit Liv ud. Ridder Ditlev. Ak, jeg mente, disse Øjne rundtom bør ei Eders Naades mørke Time see. Kongen. (Livlig.) Nei, nei! Min mørke Time? Har jeg slige? Kun veed jeg denne er en af de sjeldne, iblandt de glade simple Jordens Børn. O Kristians haarde Hjerte kunde græde af Fryd; thi disse glade Aasyn paa den Plet, hvor Hyttefad blev fældet, og hvor jeg i Blod, i Blod af Tusind Aarer hans Kjækhed qvalte, vise, at det er forglemt og da udsonet. Thi som Alt i Mindet lever, døer og Alt med det. (John Bratt viser sig i Baggrunden. Herluf gjør Mine til ham.) Ridder John. Det er ei glemt. Kongen. (Til R. Ditlev.) Hvem seer du paa saa stivt? Ridder Ditlev. Paa ham der bag. Kongen. En Munk? Han maa ei stødes. Det støder Folket og det er at træde det hele Kleresi paa Foden, saa det Hydras Hoveder i Harm og Smerte SIDE: 183 sig vende ogsaa fra os. Derfor, Ridder, behandl ham vel, og giv ham kun en Styver, saa signer han dem Maden, og de Stakler da ret ei vide med de fulde Kjæber, om ei de sidde alt tilbords med Jakob. Ridder Ditlev. (Hviskende.) Han seer fordægtig ud. Kongen. Saa gjør de Alle, og ere det end meer. Herluf. (Til sine Sidemænd.) Pas nu paa, Kammerater. "Ja!" til alt, han siger, og slaa i Bordet. See dig om, Kjøgemester! (Kjøgemesteren seer sig om, bliver siddende i en forskrækket Stilling, da han seer John bag sig.) Kjøgemesteren. (Mumlende.) Nu! er du der? Hold dig bare i Skindet. Ridder Ditlev. (Seende sig ængstligt om.) Jeg hører Fløjen skrige, Eders Naade! Den kalder mig just for den staaer imod. Det blæser op, men kun min Nidkjærhed. Den aftner paa, maa kun for mig at vise den Stjerne, som for Eders Sag skal føre mig over Havet. Kongen. Hvordan det end gaaer, i hvad du bringer, Døden eller Livet for mig, saa er du lykkelig, min Ditlev; thi Glade ville disse Ansigter dig møde atter. Ridder Ditlev. Ville vi ei Jorden skal være grøn og venlig om vort Huus, ei sort som Ørknen, trampet som en Bane? SIDE: 184 Og, Eders Naade, koster det saameget? Lidt Vand kanskee, knapt Tilsyn -- ikke mere. Hvi skal man da ei endnu heller ville, at Mennesker, hvormed vi daglig færdes, os vise blide Aasyn? Og det koster ei slig Umag eengang som Markens Grønhed. Lidt Venlighed og Mildhed -- neppe det; kun at man er et Menneske -- ei mere. Kongen. Meer dig som Fremmed. -- Nei jeg fatter dig; kun Menneske, er ingensteds man Fremmed! Det synes simpelt, dog er det en Kunst. Man maa ei være Menneske som hjemme, men Menneske som dem man lever mellem, ei Herremand, skjøndt Dansk, i Norge som i Danmark, men som norske Herremænd, skjøndt ellers Herremænd sig stedse ligne. Ridder Ditlev. Just saadan En har gjort den Kunst mig let at elskes. Ridder John. Ha, han lyver! Kjøgemesteren. Vil du tie! Skal Nogen tale, skal det være mig. Ridder Ditlev. (Som seer Kongen bliver opmærksom) Det er en Trætte kun af Embedsiver imellem Kjøgemestren og hiin Munk, som ubehøvlet trængte sig herind. Men, Eders Naade, hør her et Beviis paa hvad jeg sagde om Kontrasten mellem den forrige, skjøndt norske, Herremand og mig, der alt ei agtes længer fremmed. (Peger paa Erik.) Du, Bonde, for Exempel, svar hvorledes I leed den Herremand, som var her før. Nu svar, svar frit! Hvem bedst af ham og mig. SIDE: 185 Erik. (Langttrukket.) Aa, jeg veed ikke. Herluf. Aa det var Hip som Hap. Erik. (Rask) Ja det var et Bæst. Ridder Ditlev. (Forvirret.) De ei forstaae mig, Eders Naade. Ridder John. (Afs.) Skulde for slige Fæ jeg klage? Nei, men heller ikke kan over dem jeg klage. Saa de ere. Jeg vidste det. Kongen. Hr. Ridder, Timen kommer. Ridder John. (Afs.) Ja Timen kommer, da han standses maa. Ridder Ditlev. Se jeg er rede, Eders Naade (Afs.) Ha, hvad vil han? Han sig trænger frem. (John trænger sig frem fra Bordenden henimod For- grunden, fulgt af Kjøgemesteren. Herluf klapper.) Ridder John. (Med stærk Røst.) Hør, Konge! Og hør opmærksom; thi det gjælder Dig. Naar Bondeplagen der belyver dig, som han har gjort, midt i dit aabne Aasyn, hvorledes troer Du han vil paa din Bag dit Ærind røgte? Send ham derfor . . Kjøgemesteren. (Styrter paa ham; river Kappen af ham. John Bratt staaer der i ridderlig Rustning.) Skurk! skal Nogen tale, skal det være mig. Gudsdød! O! om Forladelse . . SIDE: 186 Kongen. (Forfærdet trædende tilbage.) John Bratt! Forræder, end du lever! Grib ham! Ha, (Trækkende sit Sværd. Ligesaa Kongens Følge. Bønderne springe op, men vise sig passive.) Forræder, kommer du fra Herlufs Grav? Ridder John. Fra Røsen mener Du, som Du ham undte. Ridder Ditlev. (Afs.) Ah jeg forstaaer, ham Odelshevnen drev. Kongen. Forræder, vil du dræbe mig? Ridder John. Jeg kunde. Kongen. Grib ham! Nu skal du døe! (Kongens Følge omringer John Bratt.) Ridder John. (Dragende halvt sit Sværd.) Da døer dit Haab. Herluf. (Til Bønderne) Fanden maatte hjælpe ham, naar han er en Herremand som de Andre. Ridder John. (Stødende Sværdet ind.) Nei, jeg har bedre Vaaben. (Trækker Kapselen frem. Udtager et Brev. Holder det, somom han vilde rive det sønder) Kristian, viid Din Sendings Leidebrev fra Gyldenstjerne jeg bringer. Bort med Sværdene, hvis ei jeg sønderriver det i Dødens Krampe! Og da . . det er dit sidste Haab. Jeg veed det. Og da . . SIDE: 187 K. Kristian. Hold inde. Han maa have Fred. Han maa . . (De stikke Sværdene ind.) Ridder John. Jeg veed jeg maa, og takker ikke. K. Kristian. Men ved min Sendings første Hjemkomsttrin dit Leide er forbrudt. Saalænge er dit Liv med hans isammenknyttet. Efter dit Blod har Kristian tørstet treti Aar! men haab ei længer! Frist da ei mit Taalmod Det er ei endeløst, om det kan bie; men Aar kun er den lange Tubus, hvori det seer sit fjerne Formaal uformindsket. Og da min Iid uhindret skal sig dele imellem Norges Krone og dit Hoved. Ridder John. (Overgiver Leidebrevet) Hold Halvten, Kristian, kun af hvad du loved, og endda blier du mindre end du var. (Gaaer.) Kristian. (Givende R. Ditlev Papirerne.) Afsted, Gesandt! afsted! Ridder Ditlev. Jeg er bered. Kristian. Saa flux ombord! Min Lykke med du har i Tryglerbrevet. Thi der skrevet staaer, hvo sig fornedrer, sikkrest Høihed naaer. (De gaae ud Borgporten.) Junkeren. (Følgende efter.) Og skrevet staaer i Verdens Viisdomsbog: hvo sig i Skibbrud redder, han er klog. SIDE: 188 Herluf. Ha, Gutter, nu maa vi stole paa os Selv, for nu vil begge Herremændene spille om os. Derfor maa vi vælte Bordet. Kjøgemesteren. Er du gal? Nei nu skal vi stole mindst paa os Selv, nemlig paa vore Been, som ere vort Svageste. Hid med Felen, og saa ind i Borgstuen til en Svingom. Det lyser alt derinde, og det siger det Samme som at det bliver mørkt her. Herluf. Gud naade dig for den gamle Herremand, Kjøgemester! Kjøgemesteren. Ei, jeg holder mig ikke til Herremand Galgenfrist, men til den nye, til den, som er Herremand, ikke til den, som var. Herluf. Ja hvorlænge vil det vare? Hvorlænge vil det vare? siger jeg. Kjøgemesteren. Spaaer du Ondt, saa gaa paa Stranden. Hid med Felen bare! (Qvinkelerer.) Det var mig, som maskede ham af. Ei, hvor jeg maskede ham af! Herluf. Jeg siger bare, den Gamle er fulere. Kjøgemesteren. Men jeg rev Fuulheden af ham. Op nu, Folk! En Kjøge- mester maa være ægte og uforfalsket -- ikke i sid Munkekappe eller i Plade, men qvik og lealous som jeg. (Hopper op. Spiller en Bonde- dands. Folket følger ham, som det lader til noget tilpakket. Kun Herluf bliver igjen.) Herluf. (Lyttende udad Borgporten.) Sjuh! Nu kommer det Sikkre i Regningen, de otte Huller i Regningen. Men gid! -- Djævelen, at jeg skulde gjøre det for en Herremand! Og Thor, Thor, stakkels Thor, som skal gaae SIDE: 189 med i Regningen, ligesom et Tal, man stryger ud af Vanvare med Kjoleærmet. Hys, hvad var det? Jeg syntes det skreg alt udpaa. Men det var nok Mandskabet paa Danskegalejen, som varpede Anker eller hidsede Sejl. Det blæser op og mørkner paa. Djævelen! saa er der vel lidet Haab for Thor, som dog er En af vore Egne. Gid det gik overstyr for iqvel, for det blier mørkt iqvel! Sjuh! Jeg troer han kommer igjen. Saa gid han var udpaa. (Kongen med et lidet Følge kommer tilbage. Herluf trykker sig bag Porten.) Kongen. (Idet han gaaer over Borggaarden.) Som Cæsar "jacta est alea" jeg siger. Han er i Baaden alt. Hvor rask og nidkjær, saa skrøbelige Farkost knaged, sprang han ei deri, somom ham Jorden brændte, -- nei, somom Jorden var et oprørt Hav og Baaden Klippeod, der kunde frelse. (Lyttende til Musiken.) De dandse Dyvekes Menuet. Jeg vil see til; thi Kristian er stærk Ja kom, kanskee et Egnens Underværk, en Dyveke, den træder nok saa net. (De gaae ind.) Herluf. (Trædende frem i Porten. Lyttende.) Nu skreg det . . . Djævelen! Gudsdød! Atter! Sjuh, den Helvedes Musik! . . Atter! Lad staae til . . . Tre Stemmer! Gudsdød, man troer det er Lommen. Atter! (Man hører fjerne Skrig.) Nu det gaaer ikke an! Thor! Thor! frels Thor! (Løber ud.) (Stue i Strandsidderhytten. Marthe spindende ved Arnen, hvor Ilden blusser. Ude høres af og til Stormen larme.) Marthe. (Synger.) Hvem banker nu saa silde paa? "Ak, kjender du din Fader ei?" " -- Min Fader er i Mulden graa. Did er saa lang en Vej". SIDE: 190 "Din Fader er i Mulden graa. Det veed vist bedre jeg end du. Det er din Moer, som banker paa. Du kommer mig ihu!" "Min Fader er i Mulden graa; min Moder er det ligesaa." " -- Nei, det er dine Sødskend smaa, som banke ydmygt paa." "Ei mine Sødskend smaa, forsand. Forlængst de Alle er' hos Gud." "Ak nei, jeg er din Fæstemand. Luk op! luk op, min Brud!" "Min Brudgom er du ei, forvist! Han seiler tusind Miil herfra. Dog, kan du nævne Jesus Christ, jeg lukker op dig da." "Og var du Rosmer Havmand selv, jeg aabne skal dig dog min Favn. Men ei du kan; det dyre Navn dig brænder i din Hals". "Ja jeg er Rosmer Havmand selv, og Du skal være Bruden min. Jeg vil dig seile under Ø i klare Maaneskin". "Dit Fartøj er en Møllesteen. Tro mig, jeg stiger ei derpaa. Du styrer med et Dødningsbeen indunder dybe Blaa." "Jeg veed du Havmand fuul paa Land tidt vover dig to Miil og tre. Du glider let paa tørren Sand, naar Vand Du kun kan see". SIDE: 191 "Du lokker Barn med Perlemor og Brudepar med Maanens Guld. Du hænger selv ved Kjøl og Roer til Baaden rinder fuld." "Du lokker fra sin Ganger prud Den Riddersmand i hullet Baad. Du lokked selve Kongen ud med dine falske Raad". "Du gik dig, Havmand fuul, paa Land, og paa Kong Kristians Vaadesdag hans Flaade lokked du paa Vand og slog den saa iqvag." "Hvi var der Fromhed ei ombord? ei hellig Præst, som Bann'ret bar? Da Kjølen, Rosmer, med hvert Ord dig Brystet sønderskar." (Det banker paa.) I Guds Navn, hvem er det? (Aabner alt Døren) Kommer du alt hjem, Thor? (Seer det er John Bratt) Naa, naa, er det Jer? I kan trænge til noget, I Gudsmand, dersom I ikke kommer fra Gjæstebuds? (Marthe. John Bratt i Rustning. Siden Herluf, Thor med Ridder Ditlev.) R. John. Har Du hørt noget? Marthe. Ikke andet end Lommeskrig, lidt Blæst og nogle Ænder. (Syslende med Varmen.) Men I kan trænge til noget, og I skal faae det lækkert, siden I var saa snild at give mig et Vink om hvorledes Herre- manden var tilsinds for vor Hyttes Skyld. Han kløede isandhed efter den, og kløer endnu saavidt jeg kunde mærke. Men er der ikke andet Raad, saa skal I faa Skjøde paa Hytten, og saa kan I tage os paa Vilkaar. (Flammen blusser klarere. Hun vender sig om. Seer Ridder John i Rustning. Slaaende Hænderne sammen.) Men alle Helgener! hvor seer I ud? Kommer I med det Gode? SIDE: 192 R. John. Nu, nu, nok med det! Er din Mand kommen hjem? Jeg maa takke ham for alt Godt. Marthe. Ak, I veed nok hvad Vejr der trækker op. Denne Rustning er jer Uvejrskappe. R. John. (Lyttende.) Tys der er han. Marthe. Aa, Han kommer nok, han Thor. Vejret er ikke værre. R. John. (Lyttende.) Ha, der er Flere . . Skulde . . ? (Thor kommer drivvaad ind med Ridder Ditlev paa Skuldrene, hjulpen modvillig af Herluf.) Thor. . . Kone, støt mig . . jeg synker . . Tak Herluf ! . Tak! Det var ærligt gjort . . Marthe. Men i Jesu Navn da? . . Thor. Kom med en Styrkning, Marthe. Jeg har været togange lige- saa dybt som Denne. (Lægger Ridderen paa Sengen.) Men den tredie Gang, jeg kom op med ham, var Herluf vedhaanden og fik mig fat i Luggen, og saa kom vi op som to sammenbidte Hummere. Men Baaden min, Baaden min, er væk. Den sank som Bly, og ikke En rørte sig paa Galejen for at hjælpe os. (Sætter sig mat.) Marthe. Han maa have ført en Forbandelse med sig, Herremanden. Nu skal han da, tænker jeg, lade vor Hytte med Fred. SIDE: 193 R. John. (Bøier sig over R. Ditlev.) Ja han nøjer sig nu med mindre Hytte. Jeg tænker en paa sex Fod vil være mere end stor nok. Ha, Brevskabet? (Løser et Document ud af R.Ditlevs Barm.) Det maa i Gyldenstjernes Hænder. (Gaaer) Marthe. Ei, Herluf Christophersen, du staaer jo somom du ikke havde noget at rose dig af. Thor, du faaer drikke et Bæger med Her- luf, som . . Men, store Helgene, Thor er jo ogsaa borte? (Rusker i ham.) Thor! Thor! kjære Thor . . Aa Gud hjælpe mig! . (Hulker.) Herluf. (Grædende med hende.) Ja hvorfor skulde jeg gjøre det, hvorfor skulde jeg gjøre det, naar Thor var med? . Med Herremanden kunde det være det Samme; men Djævelen i begge Herremændene og dem alle! Thor. (Vaagnende igjen). Ei er du der, Marthe. Det var en svær Pust. Men Herre- manden Gesandten maa vi have tillive, ellers tager Kongen eller Fanden ved os. Hans lange Junker bergede sig ombord i Galejen, men Denne her kan ikke ligge sligt til. (Springer op og rusker i R.Ditlev.) Herluf. Djævelen! lad Ham ligge. Thor. Nei, nei; han maa vel have ligesaameget Aande i Livet som jeg, thi vi vare baade under og over sammen. Han greb mig strax om Halsen, og saa kunde Pokkeren blive ham qvit. Marthe. Han har ikke forskyldt det; men for Skams Skyld faaer vi vel stryge ham under Næsen med lidt Ædikke og gjøre hvad vi kan. (De experimentere med R.Ditlev.) Herluf. Sjuh! Marthe. Hvad var det? SIDE: 194 Herluf. Han drog Vejret -- Djævelen! Marthe. Saa kom da, saa faaer vi lægge ham i vor Gjæsts Seng; thi skjønnede jeg ham ret, saa kommer han ikke hjem inat. Herluf. Herremanden rører jeg ikke -- Djævelen! gid begge Herre- mændene laae i samme vaade Seng! (Gaaer. Marthe og Thor bære Ridderen ind i et Kammer.) (Sal paa Agershuus. Knud Gyldenstjerne. Mogens Gyldenstjerne i halv geistlig og ridderlig Rustning. Kjerter paa Bordet.) Knud Gyldenstjerne. (Rækkende Mogens et Brev.) Læs Resten, du som kan. Det salte Vand i Øjet og det salte Vand, hvori det dyppet er, ulæselig gjør Skrivten. Mogens Gyldenstjerne. Og denne Hyklen kan bevæge Dig? Den frække Brug af Skriften bringe Dig til Tro paa slig beregnet Troløshed? Knud Gyldenstjerne. Ulykken rører ved sit Overmaal. Mogens Gyldenstjerne. Ei den Ulykke, som er Udaads Straf. Og heller ikke dig dens Topmaal rører, men kun dens Udtryk rører dig som Lægmand. Og derfor just . . (Vil rive Brevet isønder. Standses af Knud.) Knud Gyldenstjerne. Nei, nei! Du raser; glemmer Du at det er et Brev? SIDE: 195 Mogens Gyldenstjerne. Hvis Segl jeg brød, om Gud ei selv med Trykket af den Haand, som engang aabned Dybets Rædsler for syndfulde Jord og Noahs bange Øje, med Havet ikke havde alt det brudt. Det er min Ejendom; thi Ingen veed hvorledes det saa blev. Knud Gyldenstjerne. Jo En det veed, og Han er en Forræder. Mogens Gyldenstjerne. Men en bunden, just ved den Maade bunden, han det fik paa. Knud Gyldenstjerne. Og paa din Ordre, Mogens? Mogens Gyldenstjerne. Frit han handled som jeg for Fredrik vælger mine Midler. Han skulde hindre Sendelsen. Hvorledes, det er hans Sag. Men døm af eget Indtryk, om Brevet ikke maatte standses. Knud Gyldenstjerne. Læs da! Mogens Gyldenstjerne. (Læser.) " -- -- Thi komme Vi nu til Eder, kjære Herre og Broder, som den forlorne Søn, ikke aleneste som til vor kjere Far- broder og Ledemod udi Jesu Christo, begjærende og bedende Husvalelse, Hjælp og Trøst af Eder efter al Tilbørlighed, Ære og Redelighed. . . (Standser.) SIDE: 196 Knud Gyldenstjerne. Hvad er det, Broder? Mogens Gyldenstjerne. Ah, en Tanke Kristian mig giver selv. Hvis dette kunde lykkes! Knud Gyldenstjerne. Hvad mener du? Mogens Gyldenstjerne. At Kristians egne Ord, som kun figurlig om hans Sending brugtes, at han som den forlorne Søn skal komme, opfyldes skulde om ham selv. Knud Gyldenstjerne. Nei nei, da var han ei ved Vid. Mogens Gyldenstjerne. Ulykke skjærper kun til en Grad. Dens Overmaal gjør sløv. Og Tanken om et saadant Skridt -- vi høre jo at han Selv har været nær den. Knud Gyldenstjerne. Broder! Vanvittig er ei Kristian endnu. Mogens Gyldenstjerne. " -- -- Thi Os forhaabes dog aldeles til Gud, at I skulle vel- villigen og mildeligen tilsee vor store og lange Elendighed og Sorrig, som vi overmaade (Gud være Lov!) til denne Dag have lidt, og endnu daglig lide, og at I ville bevise Eders kriste- lige tro Hjerte imod Os med Kjærlighed, Vilje og Venskab, hvilket uden Tvivl den evige gode Gud med alle gode Engle vel be- falder. Thi om den alsommægtigste Gud selv har i sin retfærdige SIDE: 197 Vrede belæsset Os med saamange Gjenvordigheder -- skulde det da være billigt, at ikke alene Eders Kjærlighed men alle Mennesker fiendtligen en saa Nedbøjet skulde forfølge? At skrive og handle saaledes; er da dette Eders Evangelium? er dette Guds Ords Kraft og Virkning hos Eder? Hvad er det da for en Aand, der boer i Eder, at I anvende al mulig Flid at dræbe Den, som Gud faderligen straffer med faderligt Riis? at I, dyngende Smerter paa Smerter, begjærer at tilintetgjøre Den, som, med heftig Angst nedbøjet under den guddommelige Magt, er Fortvivlelsen nær? Hvor er her Trøst for et bedrøvet Hjerte? Hvor Opmuntring for en nedbøjet Sjel? hvor Vederqvægelse for den ydmygede Aand? (Knud Gyldenstjerne drager et dypt Suk.) Du sukker? kjender du igjen ei Ræven. Hans Ræv i Oslo? Knud Gyldenstjerne. Det er Kristians Haand. Mogens Gyldenstjerne. Ja, Hans. Knud Gyldenstjerne. Nei hans. Jeg mener Kristians egen. Han selv har skrevet det og vist om Natten, naar Sorgen holdt ham vaagen og for Øjet hans Livssensspeil. Mogens Gyldenstjerne. Saa døm da af det Indtryk, det gjør paa Dig, om slig Udgydelse maa komme ned til Frederik og Raadet. Den er til dem just stilet. Bare hør hvor blød hans Rævhale soper Støvet udover sine Skjændsords Brodde. Hør! " -- -- Vi udbede os ydmygeligen Fred og vor Alderdomshvile i dette vort Fædrenerige Norrige, at dets dybe Saar kunne læges, hvorefter vi da kjærlige og venlige engang kunne komme med Tak til Eder og vort kjære Fædreneland. Og bede vi gjerne, SIDE: 198 at I ville lade dette Brev læse for Eder og ganske Rigens Raad, paa det de kunne alvorligen forstaae vor fredsommelige gode Mening og christelige Hjerte mod dem Alle. Thi Os forhaabes, at de skulle være Os venlige og kjærlige af deres Hjerte, naar de see, at vi ere vel fordragne udi det at vi ere eet Blod og Been, udi eet Sind, Hjerte og Kjærlighed, og efterdi de have været Os fiendtlige og strengt uvenlige den Stund, I og vi vare usamdrægtige, og det alt for den store Trofasthed og Tjeneste, som de ville bevise imod Eder. Thi det er og da tilbørligt at de elske Den, I elsker, og ere vore Venner af Hjertens Grund, for- ladende udi Jesu Christo al den Skyld, Brøst og Uvilje, som de have imod Os. Den evige gode Guds store Naade og Barm- hjertighed og gode fredsommelige Aand være med Os og Eder Alle med og til evig Tid!" De Ord maa ikke komme videre. Her døe de bedst saa stille som et Suk. (Sønderriver Brevet.) Knud Gyldenstjerne. Forsvar du det! Mogens Gyldenstjerne. Jeg har jo Kongens Fuldmagt. Knud Gyldenstjerne. Gaaer den saavidt? Mogens Gyldenstjerne. Nei ikke videre end til at handle, som han selv vil handle. Og saa gjør Frederik med Kristians Breve. (Kaster Stumperne i Kaminen.) Knud Gyldenstjerne. Det er ei ærligt. Mogens Gyldenstjerne. Holdt du Agershuus ved Ærlighed? SIDE: 199 Knud Gyldenstjerne. Jeg var dets Kommandant, og maatte holde Borgen som jeg holdt den. Mogens Gyldenstjerne. Men Jeg er Norges. Jeg maa holde Norge. Og saadan Fæstning vel undskylder Listen, at flye en Fiendes Gesandt sit Leide, forat faae Finger i hans Budskab. Ha! det lykkedes, og mere tør vel lykkes. Knud Gyldenstjerne. Og vil I bruge samme smukke Kunst, forat faae Fingrene i selve Kongen? Mogens Gyldenstjerne. Du kalder Kristian Konge? Knud Gyldenstjerne. Broder, gid Du mere hang i Gjerning end i Ord! Mogens Gyldenstjerne. Og omvendt Du! Knud Gyldenstjerne. Hvorledes? Mogens Gyldenstjerne. Ingen Tvist, om end vi kunde hade! Du er Ridder. Knud Gyldenstjerne. (Gaaende.) Og Du er Bisp. Mogens Gyldenstjerne. (Seende efter ham.) Lidt mere vel end Bisp, ja meer end baade Bisp og Ridder, meer end tvende Konger; med den Enes Magt er i min Haand jo begges Skjebne lagt? (Aabner en Løndør. John Bratt træder ind i Rustning.) SIDE: 200 (Bisp Mogens Gyldenstjerne. Ridder John Bratt.) Mogens Gyldenstjerne. (Gaaende ligesom forskrækket tilbage i en Vindufordybning.) Hvad har I alt afdækket Jer? I sidder end ei paa Eders Gods. R. John. Jeg har fortjent det. Mogens Gyldenstjerne. Staa der! R. John. I troer mig ei? Mogens Gyldenstjerne. Oh jo til Alt. R. John. Jeg var bevæbnet under Munkekappen. Mogens Gyldenstjerne. Den hilded Eders Arm. Nu byder jo jer lange Klinge frem sig selv. Men Snak, jeg mener ikke Sligt. Forklar Jer kun! R. John. (Med dulgt Heftighed.) Ha, seer jeg ret? I staaer i samme Vindu, paa samme røde Fløjelspude lænet, hvorfra "Blodracken", som ham Svensken kalder, nedsaae paa Herlufs Venner, da de ledtes paa Hovedtangen til Skaffottet frem. De trued En for En, altsom de kom, med knytte Næver op imod Tyrannen. Mogens Gyldenstjerne. (Flytter sig, med Haanden paa Sværdet.) Jeg vil mig flytte. Det kan onde Tanker opvække hos Jer. Men forklar Jer dog. I maatte være Munk for os at tjene. SIDE: 201 R. John. (Mumlende.) Mig Selv, Fordømte; kun mig Selv jeg tjener. (Høit) Det er ei værdigt Jer Opmærksomhed at nævne Maaden, hvorpaa jeg blev kjendt. En drukken Nar af Kristians plumpe Følge var den, som Skjebnen brugte til at lade et Teppe falde, som ei meer behøvtes. Jeg har hans Leide. Mogens Gyldenstjerne. I? Da glemmer Ilden at fænge i, naar man den rækker Straa. R. John. Jeg bragte Eders jo, og han det trængte. Og Stilstand er der jo. Mogens Gyldenstjerne. Og under den I dræbte hans Gesandt? R. John. Ei jeg. Mogens Gyldenstjerne. Jeg mindre. Dog hvem det var, saa lad det være saa, kun det er skjult. R. John. Kun Natten saae (og den er blind) og Blæsten kun (men den er fløjen) og Bonden (men han haded) kjender til, hvorledes Baaden sank. Mogens Gyldenstjerne. Saa er det vel; men Bonden, Eders Redskab, burde døe. SIDE: 202 R. John. (Afs.) Det er det Samme som at jeg og burde. (Høit) Jeg Borgen gaaer for ham. Mogens Gyldenstjerne. Saa er det vel; skjøndt hvad jeg tænkte, var det bedste. Ridder John. Herre, det Bedste er det Bud, jeg bringer. Jeg har talt med Bisperne. Imellem Folkets Misnøje over tvungne Skat til atter at skaffe Sølv i Kirkerne, saa Disse, uagtet synligt Offer, Intet tabe, og Kristians mørke Modgangsbølger trængte kun trygle de om Livet nu, og byde for dettes Værd sin egen Vægt af Sølv. Mogens Gyldenstjerne. Haha! Velan! Kanhænde Kjøb jeg giver. Thi Folket maa betale, og de tømme dets Kjærlighed med Pengene, og da er Kristians sidste Støtte falden. R. John. Ja hvis ei det lykkes ham, just ved sin Modgang at vække Bøndernes Begejstring. Da er sidste Mynt dem lidet, Blod endmindre. Mogens Gyldenstjerne. Du færdedes jo midtimellem dem. Ha, varetog du kun din egen Sag? R. John. End er der stille. Dog, saavidt jeg mærked, var Hadet mægtigt mod de Fremmede. De Faae, som findes end i Kristians Følge, kun bandt Enthusiasmen. SIDE: 203 Mogens Gyldenstjerne. Vist saa er det, som Sjællandsfar og Jyde, Fynbo, Lollik er Eet i Hadet hjemme imod Tydsken, Det standser Fredriks Sag. R. John. Mig spurgtes og, at tvende Bønder gjennemstreife Opland med Oprørsbudskab. Mogens Gyldenstjerne. Fra Hans Reff? R. John. Saa sagdes Dog svor han: "nu de gaae paa egen Haand. Som skudte Kugler jeg dem meer ei styrer." Mogens Gyldenstjerne. Vi staae paa en Vulkan. Hvis Kristian mærker den Retning Bondens Sindelag har taget, hvad troer Du saa han gjør? R. John. Han flux opoffrer, som man til Hunde kaster Been, sit Følge at fremmed Adel. Mogens Gyldenstjerne. Da er Alt jo tabt. R. John. Ja gandske vist, faaer Bonden først sligt Blod. Mogens Gyldenstjerne. Hu, Alt befæster Tanken: Kristian maa til Danmark selv. Kan Du ham dertil lokke, da Godset Dig tilhører. SIDE: 204 R. John. I, Herr Biskop, forøger Arbeidet, men ikke Lønnen. Mogens Gyldenstjerne. Hvad vil I mere? R. John. Intet for det første. Kun Mit igjen og Fred; thi fredløs er jeg end i begge Riger. Mogens Gyldenstjerne. Vel! saa hold Jer i Kristians Nærhed! Trygl, om det kan nytte! Vind hans Fortrolige, om lukt forbliver hans egen mørke Dybde af Fortrolighed. Og fremfor alting paa Minutten luur, da Sorgen bøier dybest hans Natur, da vær vedhaanden, spørg ham haant: "hvi kløver ei selv Du Knuden? Ædelmodet prøver?" Og giv ham Leide til -- hans Fangebuur. (De gaae.) (Borggaarden. Kristian med Følge kommer ud af Borgen. Ridder Ditlev kommer vaklende ud fra Porten. De mødes.) Kristian. (Omfavner Ditlev.) Min tro Gesandt -- ak, endnu er Du bleg, min Ven, som gik for mig i Døden! Støt Dig ved Kristians Skulder. R. Ditlev. Eders Naades Brev maa være sjunket. Kristian. Det kan skrives om; men atter døe og vækkes til sligt Liv det skal Du ei. SIDE: 205 R. Ditlev. (Afs. Seende sig om.) Som om jeg ikke atter befandt mig i mit Fængsel. Kristian. Kræv en Naade; thi som fuldbragt dit Ærind jeg betragter. Erkjendtlig Kristian er. Det er hans Dyd. R. Ditlev. Ak Eders Majestæt . . Kristian. Jeg derfor er det i denne Stund for Intet Dig at negte. R. Ditlev. John Bratt, Forræderen . . han er til Døden min Avindsmand . . Kristian. Ha, stands! kun dette Ene jeg læser paa din Pande, maa jeg negte. Jeg maa . . han har min Fred, og maa den have; thi jeg har Gyldenstjernes for min Sending, som maa afsted ved næste Gry. Desuden der Stilstand er, og Han, Forræderen, har aabent sig erklært for Gyldenstjernes. R. Ditlev. (Til Kongen.) Jeg tager det paa mig, blot Eders Naade vil skjænke mig Strandsidderhytten hist . . Kun den, og Hals- og Haandsret over hele mit Lehn. Jeg Sag ham volder. Kristian. . . Det gaaer an. Tal høit, Herr Ridder! høit, hvad æsker Du af Kongens Naade. SIDE: 206 R. Ditlev. Hiin Strandsidderhytte. Kongen. Hiin Hytte kun? Du griber ikke dybt i Kongens aabne Naade, isandhed! Hiint Klipperev? R. Ditlev. Og Hytten. Kongen. Knapt, jeg troer, der voxer Straa. R. Ditlev. Til Odelseje Hytten . . Jeg vil ei meer. Kongen. Hvis jeg ei havde glemt at lee, jeg loe ad slig en Grille. R. Ditlev. Dog er der Fornuft deri . . Hiint Klipperev med Hytten paa adskiller skarpt og trodsigt de tvende Dele af mit Lehn. Kongen. Nu vel! Det er dig skjænket, Revet med dets Hytte . . R. Ditlev. Borgfoged, hørte Du? Gjør Hytten ryddig! Kongen. . . Og fri Jurisdiktion i alt dit Lehn. SIDE: 207 R. Ditlev. Borgfoged, hørte Du? Gjør Hytten ryddig! Og finder du en Fremmed der, saa fængsl ham! (Borgfogden gaaer.) Kongen. I Herrer, hørte I hans Ønske? Fast det burde være hvidsket frem med Jomfrus Pertentlighed, som Barnets om en Kage. En Hytte? sligen Hytte? Ha, hvormange har hver af Eder ikke stukket an til Lysning kun for eders Svendes Dobbel? Og kun om slig en bad han bly . . Svar ei! Kny ei! Jeg kjender Mennesker og Jer. I havde, naar I Naadens Dyb saae aabnet, om jeg var fattig, æsket tusind Mark, om jeg ei Stenen ejed', Herresæde, om jeg besad min egen Titel kun, dog æsket Grevenavn og meer end det, et Hertugdom i Sky, en Prindserang af Morgenrøden, Kroner over Skjoldet. Men Han, min Ven -- o som i stærke Ege de bly letvisnelige Mistler groe, saa spirer altid, tæt isammenvoxet med Troskabs Tornegrene, bly Beskedenhed. . . Ha, hvad er det? (Tummel udenfor Borgporten.) (De Forrige. Marthe trænger ind med Thor ved Haanden, forgjæves hindret af Borgfogden. Flere Bønder samle sig efterhaanden.) Marthe. . . . Væk Træl! Adelstræl! Herremandstræl! Kom Thor! Hold fast, og giv ham en Puf! Se der har Du en. Vi skal nok faae Ret bare vi komme til Kongen, til Kongen selv. Borgfogden. Vil Du! . . Du Skjærop! vil Du? SIDE: 208 Marthe. (Trængende sig frem.) Ja ret vil jeg. Og skjære op for Kongen vil jeg. Kongen! Kongen! Det blev som jeg sagde, at jeg nok kom til at tage Bladet fra Munden . . ja Jeg og ikke han den Falske, som var falsk fordi han var en Adelsmand. Kongen. Nu, Kone, stille! Her er Kongen jo. Marthe. (Med Armene i Siden.) Er Du Kongen? Nu! hil dig, dersom Du er en retfærdig Konge; men vee Dig, tvi Dig, er Du en Tyran, som plager Ringe og Stor eller lader de Store plage de Ringe, som kommer ud paa Et, for har Du en Kongesjel, saa er det Din Skyld Alt. Før sagde de Du var som en qvistende Øx mod de Store, og der- for havde Du mangen Velsignelse; men nu skal Folket forbande Dig, og heller ikke De ville signe Dig, som Du tillader at handle saaledes med Folk -- O jeg kunde græde Blod, Blod . . (Tørrer sine Øjne.) Kristian. Hun er vanvittig . . R. Ditlev. Ja hun er vanvittig. Marthe. Det var Skarnets Røst . . Thor, tal Du . . Mælet forgaaer mig, naar jeg hører den Stemme, som kunde forlange det, han har forlangt, og det med barsk Røst; men hos os peeb han som en halvdød Andunge. Kongen. Ei, stille, Kone! R. Ditlev. (myndig.) Ti! Saa Kongen byder. Marthe. Du lyver; og lad ham befale mig at tie -- jeg lyder ikke. Du siger "Stille!" Konge? Men er Du stille nu, da man vil fordrive SIDE: 209 Dig fra Land og Rige? Ja saa fortjente Du at man gjorde det. Og den Hytte, Du vil berøve os, er vort Land og Rige. Vi have intet Andet, og vi skal berøves det? Nei! nei! ikke før Du giver mig Herremandens Øiesteen faaer han vor . . det utaknemmelige Skarn af en Hofmand, og dit Drog, Thor, som ikke lod ham ligge paa Havsensbund, siden Du nok kunde vide hvad Tak Du fik. Kongen. Forklar Dig, Kone. Marthe. Ja det skal jeg -- men gid jeg maatte briste, saa skulde Sagen findes klar inden i mig med gloende Træk, som nok fik Lyd og Styrke, ligesom Ilden, naar Luften kom til. Men Sagen er klar, Herre Konge! som din Ret til Norrige og til at vredes paa dem, som ville støde Dig ud, er ikke klarere. Thi seer Du . . din Sending, Herremanden her -- den arge danske Adelsmand -- ja spørg kun Bønderne . . han, Ridderen her paa Godset -- hvor er han nu henne? -- ja Han, som staaer der, blev reddet med Livsfare af Thor der, min Mand . . er det ikke sandt, Thor? (Thor nikker) og slæbt ind til os af Thor der, min Mand, som neppe kunde staae paa sine Been og var dyngvaad og havde været tregange tilbunds -- er det ikke sandt, Thor? (Thor nikker) Og saa blev han lagt i vor bedste Seng, som han fik fuld af Vand og Gjørme, og kaldt tillive igjen med meget Spektakel, skjøndt det var en Skam at befatte sig med druknede Folk, og saa blev han plejet og forsynet saagodt vi kunde. Og nu til Tak berøver han os vor eneste lille Hytte, -- ak, Konge! jeg seer Du finder det ikke retfærdigt -- og sender Borgfogden forat kaste os ud . . os, som . . Kongen. (Rasende. Med Haanden paa Sværdet.) Forloren er han! Utaknemmelige! (Støder Ridder Ditlev bort, som er sjunket i Knæ for ham.) Saaledes jeg berøves Folkets Hjerter. Fængsl ham! (Følget vil adlyde) Ei I! men, Bønder, holder ham! Klem ham af Hjertenslyst med stærken Arm til jeg faaer tænkt, thi nu mit Hoved svimler. SIDE: 210 Et Livs Erfaring er tilintetgjort; møisomlig bygget Tro er ramlet ned; mit Hjertes Rod er rørt af plumpen Haand; for Uretfærdighedens Storhed kan jeg ei paa Retfærd tænke; Alting dreier sig for mit Blik; jeg veed ei hvem jeg er . . (Lader Hovedet synke. Bønderne, især Herluf, gribe Ridder Ditlev.) Herluf. Jo Du er Kong Kristjern. Og var jeg Dig, vidste jeg nok hvad jeg skulde dømme. Kongen. (Hæver Hovedet.) Du vidste det? Kun Døden Kristian veed. Veed mere Du, saa kom, og det skal bruges. Herluf. Nei, nei, bevar's! Mere veed jeg ikke, men det er brav det, Herre Konge. Thor. Da holdt jeg paa at døe tregange derudpaa. Kongen. Jeg kan ham dømme, og jeg kan ei; thi for nys han var den Ene, som jeg elsked. Men dømmer I -- tolv Bønder dømmer ham! men dømmer blot retfærdigt! Thi alt engang tilforn jeg maatte angre saadan Ret. Herluf. Vi skal nok enes, Herre. Frygt ikke for det. (Kongen og Følge gaaer. Tolv Herregaardsbønder sætte sig om Bordet. Herluf øverst. Marthe og Thor holde sig i Baggrunden.) Herluf. Hu, Gutter, nu have vi ham som Torben Oxe. Han maa døe, det er greit, om han aldrig havde gjort det med Thor paa Stranden, som han har gjort. SIDE: 211 R. Ditlev. Barmhjertighed! -- Marthe. Nei, nei, giv ham ingen Barmhjertighed! Havde han nogen med os? Herluf. Vær rolig, Marthe! Det skal nok gaae. Men først, Bønder, for at Alt kan gaa ordentligt til -- er Herremanden den Ud- suger, den Blodhund, den Bondeplager, den Forbryder, den fremmede Adelsmand der, som vi Alle kjende, skyldig? Bønderne. Skyldig! skyldig! Herluf. Ja i Utaknemlighed, og altsaa til Døden skyldig. Eller vi ville kalde det Undertrykkelse, og altsaa til Døden skyldig. Djævelen vil straffe ham for Utaknemligheden. R. Ditlev. Barmhjertighed! -- Herluf. Jo! i Djævelen og i Bønder, som skal dømme en Herremand? Hvad dømmer du, Erik? Erik. Dygtige Bøder til Sognet og Retten. Herluf. Er det Døden, Fæ? Erik. Ja husker Du ikke Peder, som netop døde af at blive udpiint af Bøder? Det var just en seig Død. Herluf. (Til en Bonde.) End Du da? SIDE: 212 Bonden. Nei, stem nu du? Herluf. Ja lad see. Jeg har ikke tænkt over andet end Døden. Men der er nu Blok og Steile. Men duer ikke, for i gamle Dage blev saamangen brav Karl steilet baade paa Agershuus og Bahuus. Alligevel -- pyt! Dommen ligger os jo nær . . Sagde ikke Thor, at han døde saagodtsom tregange derudpaa for hans Skyld. Altsaa derudpaa med ham igjen. Han skal slænges tilhavs igjen. Bønderne og Marthe. Ja, ja tilhavs med ham igjen! Herluf. Ja tilhavs med ham, saa ere vi ham qvit. Har Du hørt din Dom? R. Ditlev. O! o! Barmhjertighed -- Herluf. Afbryd ikke Rettens Forhandlinger, for nu ere de desuden sluttede. Men Du kan være fornøjet, for det er jo kun at gjøre den Reise om igjen, som gik godt førstegang. Synd er det kun, at Torben Oxe dernede skal være bleven hængt allerede, for ellers vilde han kunnet havt et Exempel at speile sig i paa det Sidste, naar han hang fra Grenen udover Bølgen. Ha, hvor Øjnene vilde blive store og træde ud for at forfølge det, som der sank. Men op, Venner! Han faaer døe alene. Det var dog et godt Arbeide, og -- hei! Kongen leve! (Bønderne reise sig under Raabet: "Kongen leve." Kongen og Følget kommer.) Kongen. Jeg vil hans Dom ei høre. Den er Døden. Det mig er nok, om ei Retfærdigheden. Fort væk med ham. Lad mig hans Blik ei see; thi det kan bede, o saa bønligt, og ei Kristian er grum, ei grum som Rygtet. SIDE: 213 Og dog -- gesvindt! hvad tøve I vel efter? Bekræftelsen, den har I. Dvæl blot ikke; thi Utaknemlighed -- den hader Kristian; Og Undertrykkelse -- den hader Kristian; og Falskhed -- ha! og at berøve Kongen, saa nødig som han er om mindste Hjælp, om svagest Suk i Himlen for sin Frelse, sit Folkets Hjerter ved at plage det i Kongens Navn? -- ha, dette hader Kongen. Skynd jer derfor. Jeg ellers skjærper Dommen. Herluf. Aa vi mene den skal være brav. Strikker om Halsen paa ham, der skal probere at være Hvalfisk og sprude Vand. Bare vi havde flere Herremænd i Stranden. Baade Kongen og Bonden kan leve dem foruden. Hurra! Konning Kristian leve og den norske Bonde! (Bønderne føre Ridder Ditlev ud under Raabet: Kong Kristian leve og den norske Bonde. Marthe og Thor blive staaende. Kongen staaer eftertænksom.) Kongen. (Seende sig kjækt om til sit Følge.) Nu bli'r det farligt for jer Adelsmænd, naar Kristian og Norges Bønder enes. Alene Troskab blind og venligøjet Omgjængelighed frelser da. Thi hørte I Løsnet ei? det Løsen jeg optager: "Kong Kristian og den norske Bonde?" Ha, det Pust vil bli'e en Storm, som blæser ned det lysgraa Taarn af Agershuus; den Gnist vil flyve højt, af Folkets dybe Barm, som af nysvaagnet Drages, aandet ud, og tænde Kristians mørke, døende, i lange Aar fasttryll'de Sol deroppe. Og den skal flamme rødere end før. Thi Kristian klart maa see sit lange Regnskab, og mørk er Tiden i sig selv, og ei han feile maa i Navnene, som før kan være hændt, skjøndt ikke i saamange som Verden siger, fast at eet er nok. SIDE: 214 Men for hver een af dem, hvis Raab endnu ei hendøet er histoppe over Kristian, da En, som har fortjent tifold at døe! Saa faaer jeg for et alretfærdigt Øje, for ham som bruger Konger til sin Haand, og ikke regner Livet ud i Brøker, mit Himmelregnskab bragt i Orden vist som at det siger i mit jordiske ei meer end strøget Tal, som kan opskrives, at jeg min Leir opbrændte, naar i hver en Bondehytte Kongens Højtelt er. (Vil gaae ind. Marthe holder ham i en ydmyg Stilling tilbage i Kappen.) Marthe. Hil Eder, Norges Konning Kristian! Ak, om I vilde . . . (Puffer paa Thor.) Kongen. Tal, raske Kone, som dit Huus har reddet, og renset Kongens. Marthe. Nei Du har reddet Huset vort, Konge; og det var kongeligt gjort. Men, ak, om I vilde vise os den Naade at træde ind i vort Huus, som vi maa takke Jer for! Kongen. Det vil jeg, Kone. Kom! (Til Følget.) Saaledes vinder man Bondens Hjerte. Det er Styrkens Steen, og Vinding er der selv om kun i Een. Thi Han er trofast, han sit Liv vil vove, og hvad han ejer -- Alt er villig Skat. Og tryggere end hos sin Livvagt sove kan Kongen i hans Skjød en eensom Nat. Imedens vogter han paa Kongens Sværd og tænker kun, hvad Heftet vel er værd. Men Andre ville derpaa Tanken øve: hvor dybt dets Egg vel gaaer; og -- saa det prøve. (Vender sig for at gaae.) Marthe. (Skuppende sig og Thor frem foran.) Afvejen, Junkere! Nu rap dig, Thor! (De gaae ad Borgporten.) SIDE: 215 (Udenfor Strandsidderhytten. Bønderne komme tilbage. Siden Kongen med Følge, Marthe, Thor, Ridder John Bratt.) Herluf. Djævelen i de Danske fra Galejen, som fangede ham op, lige- som de gjorde med Junkeren! Djævelen i den Junker med sin Baadshage, som fik fat i Halsesnoren, som vi endelig skulde have med! En Bonde. Ja hvorfor skulde vi have den med? En Anden. Jovist skulde vi have den med. Han havde stor Skræk for Vandet. En Tredie. I hans spanske Krave var det ikke, for den har jeg. En Fjerde. I hans Fløjelskappe var det ikke, thi den har jeg. En Femte. Dukket blev han dog. Herluf. Ei, Djævelen! hvad forslaaer det. Det forslog ikke førstegang. Men lad os nu holde os til Kong Kristian, saa faae vi nok Klo i Flere, og saa skal vi gjøre det paa Land, forat være sikkre. En Anden. Ja ligesom Kongen selv i gamle Dage. En Tredie. Hys! der er Han. Han taaler ikke at høre om gamle Dage. (Kongen, Følge, Marthe og Thor kommer.) Herluf. Nu, Bønder! (Raaber.) Hil Norriges Konning Kristian! Hil! Hil! og Vaaben! Konning Kristian og den norske Bonde! (Bønderne omringe Kongen jublende. Marthe stiller sig i Døren.) SIDE: 216 Marthe. Det var da ogsaa Pokker til Raab. Skal det da aldrig tage en Ende, saa Kongen kan komme ind. (Til Ridder John Bratt, som træder ud.) Ja saa maa I ud, Ridder, eller hvad I er, for Kongen lider ikke Storfolk. Desuden er I bleven for stor for os . . Aa nei, just ikke det, siden Kongen . . Men skal det da aldrig tage en Ende? Nu tage de paa igjen, og selv Thor, den Død- stok, er med. (Jubel. Skrig om Vaaben.) Kongen. Ja Venner, I har Løsenet mig givet: "Kong Kristian og Bonden!" Bringer det vidt over Landet! Kommer saa tilbage med Hundrede for Hver; til da kun varer den tvungne Stilstand med vort Riges Fiender. Men da . . (John Bratt haanleer højt. Bønderne adskille sig. Kongen studser.) R. John. Jeg loe ei af hvor godt Du agter at holde Stilstandseden. Den vil finde, som Steen, der kastes ud i Kjernet, flere, som ligne den, paa Bunden af dit Hjerte. . . Du fatter det, jeg loe af Fiendskab og af Fiendskabets Triumf. K. Kristian. Du selv forbryder din Fred, Forræder! R. John. Bryd mit Leide! tag det sidste Dryp af Hyttefadske Blod. K. Kristian. (Afs.) Ha, Folket spidser Øren. Jeg tør ei begynde med en norskfødt Adelsmand. (Højt) Hvis Du vil frelses, fly! Paa Agershuus jeg griber Dig, og da er Du forloren, Forræder mod din Konge og dit Land! SIDE: 217 R. John. Jeg bliver, for at see din Undergang; thi aldrig var Du denne nærmere, ei heller nærmere din egen Frelse. Og hvad Du griber har dit Liv mig lært. Kongen. Jeg veed mit Valg; det hedder Kamp og Ære, lad Gud saa skjule Undergang derunder. R. John. Det raader jeg Dig selv oprigtigt. Kongen. Du? R. John. Ja, om ei Du, saa troer jeg Gud er træt af disse Blodskyl over Landet, som paany Du vil begynde . . Hahaha, mon Slitungkongens Flok var uslere? Kongen. Ja, Du har Ret, det er Begyndelsen. Enthusiasmen her i denne Flok er rørte Følehorn paa stort Uhyre, paa Folket selv, hvis Ledemod snart skulle igjennem alle Landets Dale rulle. Og det forfærder dig. R. John. (Afs.) Der traf han. (Høit) Nei! Det glæder mig. Den Krig vil vare kort; og jeg i Ro snart sidder paa mit Gods. Herluf. (Til Bønderne.) Ha, Bønder, vi maa gjøre gode Miner, saalænge Kongen gjør det. Men ikke længer. SIDE: 218 R. John. Kun hvis Du hented Freden hjem ifra din Frændes aabne Arme, hvor den hviler, og bredte saa dens milde Solskin, som et Glemslens Teppe, over Landets Saar, kun da var jeg forloren, ikkun da jeg maatte fly ifra min Fædreodel, medynksomt skjult imellem den Undsætning, som, nyligt kastet ind i Agershuus, da maatte ubrugt hjem til Danmark drage. Kongen. (Afs.) Han taler sandt, endskjøndt vanvittig fast af gammelt Nag; men Sandt af Galmand høres. (Højt.) Den falske Mogens slog engang paa Sligt. R. John. Saa følg det ei. Kongen. Og Du er Danskens Ven? R. John. (Bittert smilende.) Jeg er en Nordmand. Kjender Du mig ikke? Kongen. (Afs.) Han hader Gyldenstjerne. Men hans Had mod ham er Vrede. Hevn det er mod mig. Og dette Had er stærkest. Derfor følger jeg netop det han raader ivrigst fra. (Højt) Har Du mit Leide? R. John. (Tvær.) Bispen mig det gav. Jeg tænkte just at slænge det tilhavs. Kongen. (Afs.) Han vil ei ud dermed. SIDE: 219 R. John. (Rækker ham Leidebrevet.) Forbandet, at tjene Uven forat hjælpe Fiende! Kongen. Det mangler Danmarks Kongesegl. R. John. Det er en Feil af Frederiks Fuldmægtig. Kongen. Ah, saa er det jo? Den Underskrivt er altsaa saa god som Frederiks. Jeg god den tager. Han ellers blev fornærmet. (Til Bønderne.) Kjære Venner, jeg ei mig selv, men Norge mig bortsender. Vi sees snart igjen. R. John. (Mumlende.) Kan hænde heden. Kongen. Da bringer jeg Selvstændighed og Freden. R. John. Du gjør det? Stands! Kongen. Ja just hvad du ei vil! Kan ædel Tiltro sætte sig paa Spil? Man slipper den, om nøgen, dog tilbage, og da Alverden føre vil dens Klage. (Udbredende Armene). Farvel du Land, som enkelt mig erstatter med Stolt-Haarfagers stille Aftensro og trofast Folkekjærlighed de To! Farvel! Farvel! (Gaaer med Følge.) SIDE: 220 R. John. Fyld Seilene, min Latter! (Slaaer op en skraldende Latter.) Marthe. Hvad leer I dog saa ganske rædsomt ad? R. John. Han gaaer i Baaden. Gid dens Planker revned! Nei gid den holdt! Da Herluf Hyttefad og jeg skal vorde endnu bedre hevnet. (Gaaer.) Marthe. Der kan I see hvad der kommer af slig Skrigen. Den gjorde Ridderen, eller hvad han er, opmærksom, og saa blev der intet af at Kongen skulde komme til Os . . Ak, der stiger han om- bord paa Galeyen . . Og vi see ham nok ikke mere her. Vil du ind, Thor! Du var ligesaa gal som de Andre. (Gaaer grædende ind med Thor. Bønderne adsprede sig tilsyneladende slukørede og modfaldne.) Hallen paa Agershuus. Ridder Knud Gyldenstjerne og Bisp Mogens. Siden Ridder John Bratt. Mogens Gyldenstjerne. . . Og Saadant, Broder, Snak og dumme Streger skal krydse al min Regning over? Knud Gyldenstjerne. Dog er Peder Skram og Wilhelm Steding vel fuldgode Riddersmænd? Og Begge sværge, at Kongen gav dem med sin egen Mund det Bud til jer, at hver en Underhandling, hver Stilstand, Leide, alt af saadant Navn, flux skulde brydes af og Kristian tvinges med Herreskjold til sig at overgive. Bisp Mogens. Du sagde "mundtlig Ordre", min er skriftlig; og den ei Mundsveir blæser mig af Haanden. SIDE: 221 Ridder Knud. Men Kongens . . Bisp Mogens. Oh, jeg kjender Kongen. Det skal ei gjøres eftersom det høres. Hans Vilje er, at Vaabenmagt skal bruges først da, naar List ei hjælper. Og tørhænde, at alt . . ha tys! Forlad mig nu! Tørhænde, at Bud jeg bringer inden Timens Ende, at Du kan spare dine Landseknegte, hvis Pen og Pergament kan bedre fegte. (R.Knud gaaer. R.John kommer ind ad Løndøren.) R. John. Se udaf Vindvet, ædle Herre Bisp. Se ud! Men skynd jer førend tomme Blaa fortæller blunkende I Intet saae! Bisp Mogens. (Seer ud.) Galeyen "Sønderborg" har lettet . . Ha! R. John. Og Kristian er ombord. Bisp Mogens. Han er ombord? Siig det end eengang. R. John. Kristian er ombord. Det kræved Kunster. Bisp Mogens. Saa er' de forbrugte. I med. Forstaaer I? (Lægger Haanden paa Sværdet.) R. John. Nei, det Sprog er fremmed. SIDE: 222 Bisp Mogens. Fly, vil I redde Livet! R. John. Er det saa? Bisp Mogens. Ja! Saa! R. John. (Leende bittert.) I skulde seet Kristian mellem Bønderne. En Opstand flammed op. Da jeg den dæmped. Og nu min Løn . . Bisp Mogens. Er som enhver Forræders. Troer du din egen Opstand er forglemt? R. John. I svoer mit Fædregods mig til . . Bisp Mogens. Jeg svoer i Kongens Tjeneste, og ved St. Olaf, som jeg ei troer paa. Junker Bassewitz skal have Godset, thi Han er af Vore, og har alt angret og sin Afbigt gjort. R. John. Men Ditlev Brockdorp, Kristians høire Haand? Den hugger I vel af, om jeg maa spørge. Bisp Mogens. Han er en Dansk. Han er os tro og huld, og hader Kristian mest. Og derfor skal han være Kristians Slutter, mures inde med ham, og Fiende skal bevogte Fiende, til Døden gjør den Ene af dem fri. SIDE: 223 R. John. Tak, Bisp! Lidt Sødme i min Kalk du levned. Ei mægted Hadets vilde Fantasi saa grumt at tænke mig og Herluf hevnet. (De gaae ad forskjellige Kanter.) (Stuen i Strandsidderhytten. Marthe ved sin Rok. Thor med et Arbeide ved Arnen. Siden Ridder John Bratt i Munkekappe.) Marthe. Og alle smaae Fugle i grønnende Lund de give paa Høgen stor Klage. Han river af dem baade Fjeder og Duun, og vil dem af Skoven forjage. Men Ørnen bygger Rede i Fjeldet. Op flyve i Egetop Fuglene smaa; der lagde de Raad op hvorlunde de Smaafugle skulde en Konning sig faae, som frelse fra Høgen dem kunde. Men Ørnen osv. Frem traadte da mellem dem kummerfuld paa Qviste den uselig Krage: "Den gamle graa Ørn nok bliver os huld, vi derfor til Konning den tage!" Men Ørnen osv. Og sammen sig sanker den Høgehær, at fare til Lunden dernede. Den lettelig skjultes af Lunde og Kjær. Den vilde den Ørn fortræde. Men Ørnen osv. Det hørte den Due, saa simpel den er, og fløj sig til Ørnen og sagde: "Og alt nu vil komme den Høgehær; den agter at gjøre dig Skade." Men Ørnen osv. SIDE: 224 Til dette gjensvared den gamle Ørn, saa baade hans Øjne de runde: "Saa mange smaa Muus de bide en Kat. Thi maa jeg nu rømme af Lunde." Men Ørnen osv. Og bort da fløj den gamle Ørn alt med sine Unger bag Vinge. Men Høgen sig satte i Egetop de Smaafugle bedre at tvinge. Men Ørnen osv. Nu svælter Kragen over sin Klo, og stirrer paa nøgne Qviste. Smaafuglen fanger saa liden Ro sin deilige Sang den mon miste. Men Ørnen osv. Men Herre Gud hjælpe den fattige Ørn, som flyver paa vilden Hede! Og Herre Gud hjælpe Kong Kristian, og tage ifra ham sin Vrede! Men Ørnen bygger Rede i Fjeldet. Gud fri os! det bli'er værre og værre. Har du hørt det? . . Kongen var neppe reist og Herluf Kristoffersen kommen hjem før Danskebispens Knægte kom og tog ham og bragte ham ind til Agershuus. Imorgen skal han rettes. Det gaaer i Herre- mandens Navn, skjøndt Bispen selv er værre end han seer ud til. Thor. (Med et dybt Suk.) Ja Gud hjælpe os Alle! Bare ikke Turen kommer til Os. Marthe. Det er rart nok, maa du sige, at Herremanden det første han kom paa Skibet, og fik trukket Vejret og fandt sine Venner igjen, ikke forlangte flere Hoveder end Herlufs, Stakkars, for han kunde nok faaet dem. SIDE: 225 Thor. Ja, han var for galen mod Herremanden, derfor huskede han vel først paa ham. Og saa kom Kongens forbandede Reise paa i sligen Hast. Og saa som de satte Seil til! Marthe. Det maa du sige, og ikke saameget som en rød Lap af et Flag til Ære for Kongen. Ak, det er nok saa, som Folk siger, at han ikke kommer tilbage meer. Da vil der gaa til. Gud fri os da! Og naar nu Bønderne strømme ind, og finde ingen Konge, men fremmede Bøddelknegte? . . Gud fri os! Thor. Veed du hvad, Marthe? Lad os skuppe paa os itide og flytte op til Skyldfolket oppe i Landet. Marthe. Men Hytten og Flekken vor, som vi har stridt saa trot for? . . Thor. (Halvgrædende.) Ja Hytten vor, som vi har stridt saa trot for. Marthe. Var nu Han her, som før var Herremand derover paa den anden Side, men nu maa gaae for Lud og koldt Vand, skjøndt han tør trodse Kongen selv, saa det er en Gru at høre paa, og han fremdeles trængte til vor Hytte, saa kunde han . . . tys! jeg syntes det banked. Thor. Nei det var Vejrhanen, som klapped: Nordenvind, Norden- vind; og saa flyver den afsted med Kongen. Marthe. . . Ja saa kunde han værne Huset, om han kunde, til Kongen kom tilbage. Thor. Men om han nu aldrig kom tilbage, som Folk siger. SIDE: 226 Marthe. Saa -- ak, da Gud bedre os! -- saa var det ikke værdt at see mere til hverken Huus eller Hjem, for Tiderne blive ikke bedre saalænge dette fremmede Regimente staaer paa. Thor. Ak, Gud bedre os! over Fattigfolk skal det gaae ud, i hvordan det gaaer. Jo nu hørte jeg det banked paa Ydredøren. (Det banker stærkere.) O Herre Jesus, nu komme de forat hente os ligesom Herluf. Det banker . . som med en Øx. (Vil skjule sig.) Marthe. (Springer op.) Tosse, hvad hjælper det? Blodhundene snuse snart igjennem sligt Hul. Men kom, lad dem have Alt undtagen det, de ville have: vort arme Liv. Kom, her er Bagdøren. (Tager Thor ved Haanden. Vender tilbage.) Bi lidt, lad det være lyst for dem, saa de kunne lede. (Tænder Ild i Rokkehørret og stiller den brændende Rok op mod Vedstablen.) Nu rap dig Thor. (Idet Samme de flye udad Bagdøren, høres Yderdøren at brydes op, og i næste Sekund træder John Bratt ind i Munkekappe). Ridder John. De flye for mig . . de Ringe flye for mig; de Mægtige befale mig at flye. Ha, jeg er hadet! Jeg igjen maa hade. (Seer Ilden. Kaster det Antændte paa Arnen). Dog frygted disse Folk, saa lader det, en værre En end mig. Og Slige gives. Det ahnte mig ei før, men nu jeg veed det. (Sætter sig.) Jeg ønsked jo en Hytte! nu jeg har en . . Jeg ønsked Hevn mod Kristian; jeg fik den. Jeg fik den topmaalt -- Nu hvad vil jeg mere, om suurt tilkjæmpet Viisdom duer noget? Mit Odelsgods? . hm! hm! Jeg har jo levet med Savnet treti Aar, og lever vel med det de fem jeg kanskee har tilbage. En Hytte, John? En Hytte for John Bratt? Og Hjertet slaaer ei stærkere, ei krympes isammen meer? Jeg ikke meer ærgjerrig? SIDE: 227 Saa maa jeg være viis, og er jeg ei, saa vil jeg være. Det er Kraft og Viisdom. Og disse to forenede tilsammen med Nøisomhed, som i et Legeme Forstand og Karakteren, danne Storhed. Saa blier du stor, John Bratt, just i en Hytte. Men løs det Spørgsmaal mine sidste Aar, om jeg bli'er større eller mindre, naar jeg med en endnu mindre maa den bytte! (Arnen blusser ud. Pause. Mørknen hvori Ridderens Skikkelse mere og mere taber sig, medens Teppet langsomt falder.) Henrik Wergeland SIDE: 228 SELSKABET "KRINGLA" ELLER "NORSKE ALMACKS" FARCE AF SIFUL SIFADDA "Wo ein Stück ich schreiben soll, das gefällig Allen bleiben, leg' ich meine Feder weg, und begehre nichts zu schreiben." Gammel tydsk Poet. Ei Jean de France er død, Jeronimus ei heden, Jeg mødte Arm i Arm dem begge To forleden. Personer: Karl Smelt, Dalberg, Schmeichel, Studenter. Berger, Kjøbmand. Madame Berger. Marie, deres Datter. Madsen, ung Kjøbmand. Gamle Tante. Sofadamer. Kringlefigurer. Et Tiggerbarn. Bagen paa en Skrædderdreng. Stumme. Anm. Almacks er "Kringlen" i London. Karl Smelts og Dalbergs Værelse. Simpelt. Smelt i en eftertænkende Stilling. Strax efter Schmeichel. Karl Smelt. Nei, Pokker være med, naar man ikke har Raad dertil! Det er ligesaa daarligt, at gjøre sig en Alen højere, end man er, med laante Fjer, som med Stylter. Tre Daler er for dyrt for Æren at følge et Kammerjunkersujet, en Hane af en Troppisthøvding, paavejen. Men det var den fordømte Schmeichel, som trak mig med ind i Troppen. Basta! Dengang og ikke mere. Volontør og ikke Hvervet. Men nu Brevet til de Romere for en Dag -- oh, SIDE: 229 det er som at tygge Kisel -- og saa hver Aften, i den falæn- farvede, søde Skræddertime, de tyve hemmelige, honningdryp- pende Minutter hos Marie. (Tager Bøger trevent frem). Ak! det er en grufuld Indgang til Paradiset. Det ligger som en Oase midt i Ørkener. Men hver af disse Kragetæer, som mit Øie løber over, er dog et Sandkorn, en Steen tilbagelagt, og Hun, Stakkel, spør' saa flittig om hvordan det gaaer, og fordrer hver Dag sit Pensum. Frisk an da! Idag vil jeg fortjene ti Kys til for ti Vers extra. Schmeichel. (styrter ind dandyklædt) Godmorgen, Baron. Smelt. Ei, se! Men Baron? hvad betyder det? Et Skjældsord i Norge. Schmeichel. Det blev du igaar, mon ami. Baron, Greve, Marquis kalde Vi hinanden indbyrdes; og ikke saa ganske for bare Moros Skyld. Men det er sandt, du er endnu ikke af Vore. Det er ikke nar- agtigere, end at Borgerfolk male behjelmede og bekronede Adels- vaaben paa sine Vogne, og en Opfindelse til privat Brug og til Ære for Storthinget i 1821 -- pøbelistisk Ihukommelse -- som ophævede Adelen. Forfatninger som vor ville nok For- tjenester, men ikke anden Udmærkelse end en Skilling, som er bleven blank ved at snue den imellem Fingrene. Fortjenester liciteres, og Storthingsbarrieren er ikke andet end en Høker- disk, hvor udmærkede Geister maa leve af tilpruttet og ud- qvintineret Suul. Fi donc! Vi hjælpe os da saagodt vi kan, luxuriere som Tyrker og Jøder inden egne Vægge, naar alt skal være lige usselt til Gaden; og det er dog altid et Surrogat. Men hvem veed, naar Tingen er der, saa faaer den vel med Tiden et Navn. Smelt. Ja "Narre og Abekatter." Schmeichel. Ei, vive la noblesse! Det er Æresnavnene hertillands. De betyde "Tory" paa Norsk. Næsten alle mine Bekjendte ere stemplede af Naturen til Friherrer og Marquier. Og vi indtage SIDE: 230 i vort Samfund netop Noblessens Plads i andre. La haute volée kunde de Tykhoveder i 1821 dog ikke knække Spirerne til, og nu skyde de frodigt op om de gamle aftoppede Adelsstammer. Smelt. Hm! Jeg hører til Græsset. Men der voxe ogsaa Blomsterne. Schmeichel. Ah ja, les filles? Piger og dydige Jomfruer? Men der voxer ogsaa Blomster paa Træer. Smelt. Fordetmeeste grønne og blege, som blive til Rognebær med Tiden. Schmeichel. De ægte Damer, Ræv. Men til at være Græs er du ikke skabt. Du har fortræffelige Artsmærker. Men Du er en usleben Diamant, som ligger i Støvet. Dog bi lidt! Men, hvad gaaer der af dig? Lagde du Humøret igjen i Sandvigen igaar? (Smelt tier) Det var en Rullade! Men man kan heller ikke have den For- nøjelse for sig selv. Der var lutter Skræddersvende i den med Tre, som rullede os forbi. Vi kunne kun distingvere os ved ikke at betale Vognmændene. Smelt. Aa ja, ret morsom, naar man bare havde havt mindre at sige paa vore bedste Repræsentanter. Dem foer man syndigt med. Men slig en Tour svider for en fattig Student. Schmeichel. Haha, det er Moster, som er syg. Men Uforknythed ejer Alt, den seer paa. Derved fik vore Galanterihandlere Hamborgs Her- lighed, og vi have samme Ret til at faae denne fra dem. Men der ligger jo Penge, tre Daler, flere end jeg i et uendeligt Perspektiv vil have om Maaneden. Thi seer du, jeg er reduceret. Smelt. Hvad? Jeg blier bange. Fra Fuldmægtig til Kopist? SIDE: 231 Schmeichel. Bevares! Tvertom staaer for Avance. Men Gagen gaaer til Endossenterne paa lidt nær til Cigarrer og hvide Handsker. (Tager Pengene). Dermed opgjort. Smelt. Nei, nei; det er min Kontubernals. Han har informeret derfor. Schmeichel. Hvad gjør det? Videnskabernes Udbytte er altid et commune bonum. Det er deres Ædelhed. Og hvad mener du om en Flaske Liebfrauenmilch? Smelt. Alt godt; men hvor skal den komme fra? Schmeichel. Den? Fra Frølich, Larsen, Ihlen, eller hvor du behager fra. De ere ligesaamange Ringens og Lampens Aander. Bare Papiir og Pen. (Skriver.) Nu Navn under! Bi! et Postskriptum om et Dusin passende Glasser, saa har du dem. Smelt. (Nølende.) Troer du, de gjøre det? Der skal mindre Mod til at skrive det, end for dem til at sende det. Schmeichel. Ingen Forknyttelse! Bider ikke En paa, saa bider en Anden. Export er ogsaa Handel. Og nu expedit! Hvad! har du ikke Klokkestreng? Aah, nei, paa saadan Hybel. (Smelt gaaer). Der spil- lede jeg Ham op. Men jeg vil rette paa det unge Menneske, og saa maa han betale Lærepenge. (Smelt kommer tilbage). Ei, det var da et daarligt Liebfrauenmilch-Ansigt du kom tilbage med der. Det er et Omen om at den er suur. Smelt. Reent ud, saa hygger jeg mig ikke her i Kristiania. Lidet Penge har jeg, og det er vel derfor, jeg faaer leve saa eensomt. SIDE: 232 Schmeichel. Du med dit lange sorte Haar, der saa fortræffeligt lod sig fri- sere à la Vandhund, og en Expeditionssekretær til Onkel? Det er din egen Skyld. Du forstaaer ikke at leve. Men jeg skal lære dig det. Vil du følge mine Anviisninger, saa nok en Flaske paa, at du inden otte Dage skal være inviteret paa fem Steder, inden fjorten paa ti, og inden tre Uger paa alle de Steder, hvor der er afsættelige Damer. Smelt. Oh, for mig have de lidet Værd. Schmeichel. Forlovet? Smelt. Paa dit Æresord! Ja, hemmeligt. Schmeichel. Hvem med? Det maa være en Historie. Smelt. O, et brillant Parti! Med en Datter af en Kjøbmand, som Dalberg og jeg boede hos, da vi kom til Universitetet. Vi elskede begge; jeg erklærede mig, og vandt hende; Forældrene troede at mærke nogen Tilbøielighed, sagde os op, og siden er Dalberg, min fortræffelige Ven, vor sikkre Postillon d'amour, da han læser med de yngre Sødskende. Schmeichel. (Fornem). Maade med brillant -- solid kanskee. En Kjøbmandsdatter? Nu, du seer sgu ikke høit. Den Stand er blot Fløden paa Pøbelen. Smelt. Faderen er meer end i gode Kaar; men om Marie var den allerfattigste, vilde hun erstatte mig Alt. Se der -- men paa dit Æresord -- der seer du Navnet. (Viser ham et Brev). SIDE: 233 Schmeichel. Jomfru? Til Nød kunde du skrive "Frøken." Papa er for- modentlig noget oppe i Borger- eller Brandkorpset. Smelt. Marie bryder sig ikke om slige Narrestreger. Hun er i den, som i andre Henseender, en sjelden Pige. Har hun nogen Passion udenfor sin Kjærlighed, da er det en Uvillie mod al Forfængelig- hed, som ligger i hendes sværmerisk bløde Karakteer ligesom Evnen til at mørknes og bruse i Kilden. Schmeichel. Ei, hun er ikke af de "snille," men af de "fortræffelige" Piger? Men gid heller Kjøbmanden var snill og Vinen fortræffelig! Seer du der er den. (En Tiggerjente bringer Flasken m.m. og gaaer) Det Barn saae ud til at kunne blive til Noget; men de maae rodes op af Slup- sen som Tranebærene tidlig om Vaaren; da er der noget Pi- qvant ved disse polissonne'r. Nu, du seer saa forskrækket paa mig? Livet er en dejeuné for Evigheden, som maa nydes i al Hast med alle pirrende Delikatesser, Bordet tilbyder, da man siden skal ud i taaget Veir. Men en saadan liden Gadeting er ret en Japansk Svalerede, som gouterer med al sin Ureenlig- hed. (Skjænker). Nu, min Bror, der kan du see, Romerne kom til- pas. Og saa til den Revolution i Indre og Ydre, som maa til før der kan blive noget af dig. Men nu aldeles i min Vold, saa skal jeg kanske til toute la reste bringe det til at faae dig ind i vor "Almacks," Selskabet af "Kringlen," og saa er du i Strømmen til Lykkens Strande. Smelt. Kunde jeg være saa lykkelig! Det var en Lykke, fordi jeg veed, Fortunas Præster have der sine Novizer. Hvor Marie vilde glæde sig! Og jeg, naar jeg kunde skaffe hende de For- nøielser! Schmeichel. Det er en anden Sag, seer du. Hun er . . Kort, der er visse Sfærer, hvortil man er bunden ligesom Planterne til sine Sy- stemer. SIDE: 234 Smelt. Hvad? skulde hun ikke være god nok, saa Død og Djævlen og en Goddag . . . Schmeichel. Ei, lad os nu faae Dag i dine egne Affærer, og faae sagt en Goddag til Indgetogenheden og Forknyttelsen. Du finder dig tilsidesat i det Selskabelige? uden Udsigter? Under Betingelse af Lydighed, skal jeg raade Bod paa det. Jeg kan ikke klage over nogen af Delene, og jeg maa dog vel vide Midlerne, jeg, som for to Aar siden var ligesaa stor en Flyndre, som du er. Men siden fik jeg Greb paa det. Smelt. Syn for Sagen har jeg; og jeg adlyder. Schmeichel. Glück zu! Det er Hververskaalen, og hør nu hvad du har at gjøre. Primo: Du seer jo ud som en Vildmand. Du maa lade dig frisere, og det à la Vandhund som jeg. Secundo: maa du -- alt paa Kredit -- lade dig klæde op paa nyeste Mode, og saa tro som en Kamæleon følge dennes Vexel. Skrædder Kilde maa være din bedste Ven. Tertio: maa du gjøre Wessel men altfor ge- mene, ikke af vore Folk. Qvinto: skifte Studium. Vil du gjøre Lykke, maa du være Jurist, og lade dig manuducere af En af Vore. SIDE: 235 Smelt. Men, min Gud, jeg er alt andengang inde i Romerne. Det er som paany at hugge sig igjennem et Vildnis, som er groet op siden man første Gang huggede sig igjennem Skogen. Schmeichel. Du er længer paa Vej ved at slaae Systemet op. De nye Tider have adskilligt Grumleri at kaste af sin Mave, som de gamle putted i dem: inter alia et fidem. Smelt. He! ja ja, Juristerne tør sige hvad Vi mene; men sagde Vi det, saa dømte de os. Schmeichel. Sexto: gjør du Visiter til alle de Fornemme, og leverer dine navnstukne Kort. Smelt. Jeg? en ubekjendt Student? Schmeichel. Ja; men En, som vil blive bekjendt. Septimo: er du Ven af vor Trops Leverandør, Ærindsvend, Nyhedsmagazinforvalter, last- dragende lille Borrik, vandrende Chronik, klappede Offerfaar, ærtede Papegøje, Fugleskydningsblink og Factotum? Smelt. Ikke synderlig. Han har altid forekommet mig som et vel lidet, men dog altid ækelt, Reptil. Schmeichel. Men det maa du være. Uden ham har jeg seet fortræffelige Subjekter forgjæves anstrænge sig forat blive bemærkede. De bleve nok opfattede med Øjet, men, uden den Tunge, erholdt de ikke noget Navn. De viste sig, og forsvandt som Kometer, der vel gjennemfoer, men ikke hørte til Systemet. Septimo altsaa: gjør du dig kjendt med vor egen lille Mand, saa bliver SIDE: 236 du snart bekjendt, og lærer Hemmelighederne med at fortælle Nyt og blive interessant. Dog kan du paa egen Haand øve dig paa Wergeland, ligesom man hos Snedkeren først faaer en Blok at skrubhøvle. Siden vil han lære dig at lægge ind og finere. Smelt. Ja Mahagonyen og Papegøjen maa være vel kjendte sammen. Schmeichel. Ei, han lægger Ting ind for Damer med Mahogny saa mørk som Løgn, flammet som Afpræget af Drømme paa Vidunderlig- hedens egen Pande, men Liigkister til Folks gode Navn gjør han af simple Materialier. Men octavo: -- dog først lad mig høre hvad du f. Ex. mener om Kaptain Foss? Smelt. En Hædersmand naturligviis. Schmeichel. Naturligviis? Det er Fordommens, Anticipationens Schibboleth. En Pøbelhøvding er han siden sidste Thing ligesom Hjelm fra han fik Buxer paa. I den Retning maa vi dømme. Octavo altsaa: Alt hvad der hedder Patriotisme og Patriot maa du yttre Foragt imod. Naar du saa holder den Konstitutionelle, spiser i Hotellet paa vores Ende, viser dig udelukkende i Parqvettet, og har været paa et Grevebal, saa kan du endelig, som Trettende og Sidst, lade dig indlemme i vore Almacks, og saa . . . Nei, der er intet Videre; thi dette er Kronen, og med Kronen følger alle Behageligheder. Der har du Perspektivet. Allerede Halv- veis begynder du at føle de lunkne, duftende Luftninger af den Atmosfære, hvori de Udkaarne røre sig. Smelt. Kunde det lykkes, er jeg Eders. At være Patriot erkjender jeg, er vanvittigt, og at være Theolog ikke synderligt klogere. Saaledes slap jeg da over det Kapitel i Romerne. Jeg har staaet for det som for en Væg i tre Uger. SIDE: 237 Schmeichel. Ei, jeg har altid mærket, at man kunde gjøre alt, og ikke blot Toldbetjente, af dovne Studenter, naar de blot selv ville blive noget andet, end hvad de skulle blive. Allerede at være alvorlig doven er jo ligesaa alvorlig at ville noget andet end at studere; og tro Knigges Sætning, at man er hvad man vil være, er ikke Snak. Jeg har prøvet den: jeg er hvad man kalder Troppist siden jeg saagodtsom var en Næve stor, siden min Far engang tog mig paa Armen og udbragte Geniets Skaal. Thi siden har jeg ikke været mig selv, men noget høj- ere: det jeg vilde være. Jeg har seilet mange Folk i Læ i mine Dage, latinlastede Kystsejlere med Beskedenhedens farve- løse Flag. Og tvivl da du heller ikke om, at det skal lykkes dig at naae de Udsigter, jeg har aabnet dig. Der har du min Haand. Jeg opdager et fortreffeligt Material i dig: et bøje- ligt Gemyt, uden mange Betænkeligheder, der kun ere Knuder i Træet. Men din Kjæreste -- det er en slem Tyngde paa Flugten. Kunde du give Slip paa hende? Smelt. Nei, nei! Tanken gjør mig dødsens. Ikke for Alt i Verden. Schmeichel. Ikke for vore "Almacks," eller "Kringla", som de hedde i Mod- sætning til "Maskbøtta," der er Borgerpøbelens Assembleer, Kringla, i hvis Vandkarafler man baade kan see sit Tilkommende og sin Tilkommende, om man behager? Smelt. Det er at lee ad. Schmeichel. Ikke for Almacks, Sjelenes Semiramis', Fortunas, hængende Haver, det søde Frimureri imellem Statens Øverste og dens Aspiranter? Nu, nu, Sveden staaer dig paa Panden. Smelt. Kom! drik! spørg ikke! Nei, jeg elsker hende, har elsket hende i fire Aar, i tre været hendes Forlovede. SIDE: 238 Schmeichel. Jeg vil ikke friste dig mere; men det giver sig vel, naar du lærer Almacks' almægtige Herlighed at kjende. Det er en egen Atmosfære. Og nu Haand paa Værket. Først til Frisøren, saa til Skrædderen, saa du hurtigt kan komme til at rullere med nyt Præg. Uden det accepterer ikke Almacks dig om du saa, istedetfor at læse det, kunde skrive et Brev til de Romere. Men nu kan du begynde saaledes med et til de Filistere: "behag at notere o. s. v." (De gaae.) Kjøbmand Bergers Stue. Mod Aften. Madamen og Berger ved en Dunkellampe i Sofaen. Marie endnu ved Vinduet. Berger. Nei, kom, Mariemor, og hjælp mig Frakken paa. Jeg faaer ned i Klubben forat faae Oplysning paa dette hersens Uges- bladet, for jeg skjønner slettes inte, hvor Folk paa Mangels- gaarden kan springe ud af øverste Etage for Sult, naar de har slige Diætpenge. Det faae vi stakkels Borgere at føle. (Marie hjælper ham, og gaaer til Vinduet igjen.) Madam Berger. Spil bare ikke Kort, Fa'r. Berger. Du veed det. (Afsid.) Bare en liden . . . Madam Berger. Og slaaes ikke, som de gjorde i Klubben "Moroa." Berger. Nei, naar jeg har Polskpassen borte i Krogen, saa . . . (Afsid.) Gudsdød! Nei, mente jeg, naar jeg sidder borte hos Polskpaskara borte i Krogen, saa sidder jeg saa stille og pent. (Gaaer.) SIDE: 239 Mad. Berger. Læs nu ikke længer i denne Bulwer eller Pulver, Marie. Nei da var Lafonteine anderledes i min Tid; men nu er han slidt ud i Leiebibliothekerne, saa der knapt er et Bind af "von Halden" igjen. Marie. Jeg seer blot ud paa Gaden, Mo'r, om Dalberg ikke snart kommer til Børnene. Mad. Berger. Ja han pleier altid at hilse paa dig først. Jeg skulde næsten tro, at noget Vist har smittet paa ham fra den Studenten, han boer sammen med, som engang gjorde slige Kredenzer for dig. Men det var nu godt, at Fa'r gav ham kort Besked, for han var slet ikke af disse fiffige Studenterherrer, som vi høre ere baade hos Greven og overalt. Gud veed hvordan den Stakkar har det? Marie. (Afsid.) Det er just det, jeg nu skal faae vide. (Højt.) Der kommer Dal- berg. (Iler ham imøde). Mad. Berger. Saa er Klokken sikkrere 6, end i Taarnet, for, Stakkar, han har nok lært, at Fattigfolk maa vænne sig til Orden, og kanskee han ikke har nogen anden Klokke. De Forrige. Dalberg. Dalberg. (Afsid. til Marie). Han har ikke været hjemme idag, Jomfru Marie, og har heller ikke nedlagt noget Brev. Men ængstes ikke. Det lader til at staae vel til ellers. (Højt.) Jeg maa anbefale mig; Børnene vente. (Gaaer ind ad en Sidedør.) Marie. (Afsid.) Gud veed hvad dette skal betyde; men er han ude, kan det ikke slaae feil, at han jo gaaer herforbi. (Sætter sig ved Vinduet). SIDE: 240 Mad. Berger. Ja skam han er slagen. Øinene vare ganske vaade; og saa saa alvorlig som en Præst. Marie. Aa nei, nei, Mo'r. Den brave Dalberg studerer saa stærkt. Gid det var saa med . . . Mad. Berger. Hvem du? Marie. Med alle Studerende; saa kunde de faae Examen, og saa Enhver Den, han har kjær. Mad. Berger. Jopyt, naar de ikke ere af Velten! Der er flere Kandidater end Røgesild om Vaaren, og de glindse af Luvslid ligesom disse paa Skindet, synes jeg. Marie. (Afsid.) Himmel, hvad er det? Der kommer Karl med Fa'r under Armen. Karl paa Fortouget i en lang Slængkaabe, og Far trip- pende i Rendestenen. Jeg tør ikke blive inde. Han maa have gjort Noget ubegribeligt, sat Alt paa Spil, og besluttet, at vinde ved en Dumdristighed hvad der kun skulde lade sig vinde ved hans Klogskab og Flid. (Iler ud.) Mad. Berger. Men Marie, Marie da, nu kommer jo Madsen snart -- den pene Fyr. Mad. Berger. Berger førende Karl Smelt ind med mange Komplimenter. Smelt er yderst elegant og friseret à la Vandhund. Berger. Meer Lys, Mo'r! Mo'r! Og hvor Fanden er Marie? Aa vær saa artig! uden Omstændigheder tag Kappen og Galoscherne ind. (Presenterende Smelt). Mo'r, jeg har den Ære at presentere Herrr, Herr-rr. SIDE: 241 Smelt. Karl Smelt, Frue. Mad. Berger. Det var det jeg syntes. (Afsid.) Naa, hvor han er bleven galant! Saa smuk over det hele som en Brystnaal. Jeg maa ud at faae Noget paa Marie. Smelt. (Opholdende hende.) Jeg traf Fatter paa Gaden, seer De, Frue, og saa spurgte jeg efter Dem og Deres Frøken Datter. Mad. Berger. (Neiende dybt). Altfor artigt. (Afsid.) Naa, Gud, hvor han har forandret sig til det Bedre fra da han logerte her, da han kom til Byen. Han er som klippet ud af en Modejournal. Berger. (Trækkende sin Kone i Ærmet; afsid.) Marie, Marie da, Mo'r. Mad. Berger. (Til Berger.) Ja ja! Du er da ogsaa bleven forandret, for nu er der saa- men slet intet at sige paa ham, saa galant som han nu er. Berger. Ei, Mo'r, jeg skulde troe Lyset virker paa alle Øine. Mad. Berger. Ja, ja; det var da engang et godt Indfald af dig, Fa'r! Inder- lig velkommen, Hr. Smelt. Smelt. Indfaldet var skam mit. Mad. Berger. Det troer jeg gjerne. Fa'r finder sjelden paa Noget, som er godt. SIDE: 242 Berger. Ei da, Mo'r. Jeg gik i mine egne Betragtninger, for paa Klubben gav man Kommunen en god Dag, og Alt var besat, -- saa klapped En mig paa Skuldrene, og sagde: "Tak for sidst, Fatter! Hvor leve de hjemme?" Det var da denne gode Ven. Iførstningen bar jeg mig ad som et Fæ, men da jeg saa saae mig lidt fore, og Hr. Smelt proponerede selv at see herind, for at spørge til Marie . . . Hm! Mad. Berger. Oh, tusind Tak! Det skal der strax blive Udvej til . . . Men hun seer saamen ud som en Rose. (Gaaer). Smelt. (kaster sig i Sofaen trallende:) Rosens Billed er forbrugt alt fra Evas Tider. Kan det længer være smukt, naar man saa det slider? Rosen skyder ung igjen fra de gamle Qviste. Hvor kan Billedet af den da sin Ynde miste? Thi jeg henter ikke mit ifra Potpourrien, men fra den, som rødmer blidt frem bag Jalousien. Berger. Nydeligt. Det skulde Marie hørt. Smelt. Det er i nyeste Aqvarelmaneer. Berger. Hvad behager? Meget rigtig bemærket. SIDE: 243 Smelt. Det Modsatte af Aqvavitmaneren. Begge have en Mængde Dyrkere. Nogle forene begge; men da bliver det sqvabbet eller forschwachet. Berger. Ja jeg forstaaer det ikke. Men meget rigtig bemærket. Men F -- hakke mig! forstaaer jeg heller -- for at komme til noget Fornuftigt -- hvorledes det der gaaer til. Behag at see, og lad mig høre Deres Dom. (Giver ham Bladet). Smelt. Med Fornøjelse; jeg er Jurist. (Seer i Bladet, kaster det.) Pyh! Inde- spærrede Folk sulte? Det er jo ikke andet end Pøbel? Berger. Ja . . . men . . . Meget rigtig bemærket. Men . . . Jeg mente Mennesker. Smelt. Vel, posito; men kun et vist Slags Mennesker kan De ikke negte. Og deres Meninger Betræffende, min Hr. Berger, saa kunne gamle Meninger ogsaa gaae i Barndommen. Berger. (Med air). Meget rigtig bemærket. Smelt. Og heller ikke kan De negte, at Sult er den værste Elendig- hed imellem de mangfoldige, det Slags Mennesker kjender; og saa slem, at den sløver Gnavet af alle de andre? Berger. Uf! Gid Mo'r kom med Æftasvel! Smelt. Og saaledes tilintetgjør den de øvrige Elendigheder, og det Slags Mennesker har kun Følelsen af een Elendighed at trækkes med, og det er ikke meget. SIDE: 244 Berger. Nei, bevares! Liigtorne og falske Vexler er noget Andet . . (Det banker. Madsen kommer ind). Se saa! Der har vi ham! Imellem os, et meget dannet Menneske, uagtet han kun er ung Kjøbmand, som skal begynde til Michaelis. De Forrige. Madsen. Berger forestiller dem for hinanden. Madsen sætter sig med mange Komplimenter, krammende paa sin Krave og Lommetørklæde. Smelt. (Afs.) Har jeg seet et saadant Exemplar! Han seer ud som en Melon, men strax man stikker i ham, er jeg vis paa, Græskarret kommer frem; og han hører til Modens Rige omtrent som en Tartar eller Samojed til det russiske. Og han den Begunstigede! (Brister ud i en Skoggerlatter). Madsen. (Ligeledes skoggerleende.) Ja De leer ad Spindler i Debatten? -- ja. Hahaha! Men i den hvide Dame Auktionariussen -- ja. Hvad giver De mig for ham? Hahahaha? Smelt. Ad Spindler? Hvor kommer de paa det? Det maatte da være ad Phister som Svedskeprindsen fra St. Denisgaden. Madsen. De har seet "Jægerbruden?" Smelt. Nei. Madsen. Det var meget, maa jeg sige. Aa nei, Studenter -- Stakkar -- har vel ikke meget at figte med. Men den gjorde saadant Ind- tryk paa mig, at jeg strax gik ind i Fugleskydningen; men Spids- borg blev, D -- et' op mig! Maxen han -- ja. SIDE: 245 Smelt. De synes at gjøre meget af Theatret? Aa ja, det filer nu altid lidt. Madsen. Ja kom, væd, jeg har været paa flere Komedier end De. Spindler og jeg har været Duus alt siden Troppen vilde øde- lægge ham, for da fik han mange Venner; men, siden Troppen slutted' Forlig, er jeg selv gaaen ind i den, for Wergeland kan jeg slettes ikke lide, siden han satte en Nar ind i Statsborgeren, som havde akkurat Kappe som jeg. Og han hilser ikke engang paa mig, skjøndt jeg slog Syv for ham i Kampfællerslaget jeg -- ja! Smelt. De var vel ogsaa med, Herr Berger? Berger. Hehe, jajamen. Men jeg fik selv en Dult, for jeg ludede mig ned bag Moer, da det gik paa, og saa tog hun en Priis af Daasen min, og kastede i Øinene paa en Troppist, og saa troede han det var mig, som havde gjort det, og gav mig en i Nakken. Det værste er, jeg troer det var min egen Søn, for jeg har givet ham en god Opdragelse. Siden gaaer jeg bare i Dramatikken, for der er da ikke Fare for andet end for Pungen. Madsen. (Til Smelt) De hører, han har ikke Sands for det Dramatiske. Nei, for at tale om noget Fornuftigt, "de Uadskillige" saae De den? Smelt. End "Aprilsnarrene" saae De den? Madsen (hurtigt) End "den sorte Domino"? end "den hvide Dame"? "Ludovic? Pariserdrengen? Tankredo og Bruden"? Nei, "Bruden"! -- ja. Smelt. "Bruden" vil jeg see iaften, og ovenpaa -- "ja"! SIDE: 246 Madsen. Hehe! De veed nok ikke, det er Tirsdag -- ja. Smelt. Siden De er kommen, skal De ogsaa faae see Bruden . . Der er Hun . . Marie! (Mad. Berger og Marie træde ind. Den Første pyntet). De Forrige. Mad. Berger og Marie. Smelt. (Springende hen til Marie) Marie! min Marie! Hør min Lykke: Jeg er kommen ind i vore berømte Almacks. Intet er mig umuligt længer. Marie. Tys! For Guds Skyld! Karl . . . Madsen. Nei, se paa dem de! Den Brud har jeg abonneret paa -- ja. Mad. Berger. (til Berger) Men se, hvor hun seer ud! Jeg kunde ikke faae Tøsen til at pynte sig, men i dets Sted maatte jeg bære Vand og bringe Lommetørklæder, for hun har ikke gjort andet end grædt. Marie. (Til Karl) Hvilken ubegribelig Dristighed af dig! Og hvilken Forandring i dit hele Ydre! Smelt. Deri ligger Dristigheden. Der er Intet, jeg ikke skulde fore- tage mig saaledes som jeg nu seer ud. Berger. Jeg troer skam . . at . . allerede . . SIDE: 247 Mad. Berger. Aa bliv nu siddende, Fa'r. Det er saadan en peen Fyr, ja usigelig peen. Og hvad kjender du til Tonen? Kanske? . . Ja hvem veed. Det er noget andet end baade den der Studenten med een Kjole og . . Ei, ei, Hr. Madsen? Se, se! (Afs.) Iaften kunde han saamen gjerne være borte. Madsen. Imorgen giver man "Nei," Madam Berger saavidt De veed det -- ja. De tale vist derom derhenne; men vel meget, synes jeg -- ja. Vil man bare see! Kan da ikke Andre ogsaa komme til? Synes jeg -- ja. Mad. Berger. (til sin Mand) Og du røger saamen vel stærkt, Fa'r. Troer du, Han er vant til Sligt? Værs'god og læg Piben væk, naar jeg har lagt Røgelse paa, siger jeg. Berger. (lægger Piben med et Suk) Gid Franz var hjemme, Mo'r, for de synes ret to Alen af eet Stykke. Mad. Berger. Du er da saa urimelig, Fa'r. Hvor kunde den stakkels Dreng, før han gik paa Billarden, vide, her skulde komme saadant Sel- skab? Han har saamen faaet for god Opdragelse for sine For- ældres Dagligstue. Berger. Men se bare der, Mo'r; jeg synes Madsen har ret i, at han er vel fri derborte. Mad. Berger. Snak, han kurtiserer jo bare, som fine Herrer gjøre. Du har aldrig skjønnet dig paa sligt, du. Marie. De bemærke os; Karl, slip mig! For Guds Skyld . . SIDE: 248 Smelt. Ja for at tage dig af dine Forældres Haand. Jeg er uimod- staaelig saadan som jeg nu er. Jeg har faaet en ny Aand: Lykkens, der har Dristighed til Hjerte. I denne Brillant paa mit Bryst seer den Alt kjækt under Øje. Jeg har alt gjort et Ind- tryk paa disse simple Folk . . Marie. Tys! jeg kjender dig ikke igjen. Ængst mig ikke saa, sæt ikke Alt paa Spil, lad ikke et letsindigt Overmod berøve mig Sødmen af Haabet og din hemmelige Trofasthed og Kjærlighed. Tænk, at du skal fortjene mig ved din Flid, ligesom jeg hen- rykkes ved Tanken om, at du vil det! Mine Forældre ville da ikke negte. Tro det, og haab, som jeg haaber, og vær lykkelig dermed, som jeg, og som du var det før. Smelt. Jeg har changeret Studium. En Theologs Lykke er en For- viisning; og nu bliver Kristiania altfor behageligt. Marie. Du forskrækker mig. Dog tvivl ikke om, at jeg skal holde ud Beleiringen fra Denne derborte, i hvorlænge det varer. Men først da . . Smelt. Nei nu! Det overtroiske Begreb om en Examen staaer sig ikke imod et Antræk af første eller anden Rang. (Fører Marie frem) Madsen. (Afs.) Aha de tale skam endnu om "Nei". Ja det er en interessant Materie. Imorgen giver man "Nei", Jomfru Berger, saavidt De veed det -- ja. Smelt. (Slaaer sin Arm om Marie.) Og iaften gives "Ja", vil jeg haabe, for Marie og mig. Marie. (Forvirret) Karl! Karl! (Ømt) Ja, kjæreste Forældre, vi have elsket hin- anden i tre Aar. SIDE: 249 Berger. Det er en Ære . . jeg kan ikke sige andet. Mo'r, gid jeg havde min Pibe . . Men tal til Mo'r; hun forstaaer sig bedst paa Sligt. I tre Aar? Nu nu, det, maa jeg sige, er Negotie underhaanden. Mad. Berger. Netop som det skal være, naar det skal være rigtigt, som jeg har læst saa ofte om. (Fører dem til hinanden) Med sand Ære, Herr Smelt . . Undskyld, Herr Madsen; men Ende maa der paa Alting. Madsen. (Slaaer i Bordet) Det skal F -- hakke mig bli'e Løgn det! Jeg er F -- dands'i mig ingen Nar jeg! Nu har jeg gaaet saa i to Aar og et qvart, og til Mikkelsdag sætter jeg Bod, som skal sige sex, og da skal min Herr Urian faae see mig og min Kone -- om Forladels' ikke Jomfru Marie; nei Gudskelov der er da flere -- i abon- neret Loge Littra C eller D -- ja . . Seer De det -- ja? Mad. Berger. Men Gudbevare mig! De er jo dog et dannet Menneske. Madsen. Ja det er jeg, F -- tordn'i mig jeg -- ja! Men, "bi lidt" sa'e hu' Kirsti Gjellebæk. Smelt. (Til Berger og Madamen) Stille! Jeg skal faae ham i Humør igjen. (Til Madsen). Har de været paa . . . Madsen. Ja jeg -- ja! Jeg har været paa flere Komedier end De Herr . . Gud veed hvad Fanden De er; men -- huf! -- blev "Kampfællerne" spillet, skulde De blive min Griis -- ja. Smelt. Hvad synes De om "Amors Genistreger"? SIDE: 250 Madsen. (Munter) Aajo, saa lala, saa lala. End De om . . Hvad var det nu jeg vilde sagt? Smelt. Oh prægtigt! De har god Smag. Madsen. Ja prægtigt. Top, vi gaae sammen paa Komedien imorgen, for jeg seer vi stemme i Smagen -- ja. Smelt. Paa første Bænk i Parkettet kan De finde mig. Men jeg ind- rømmer Dem for i Aften den meest forunderligt udmærkede Smag paa Komedier, bare De vil indrømme mig den bedste i Kjærlighed. Madsen. Deri have vi netop den samme, seer De -- ja. Smelt. Saa harmonere vi ganske, og den Sag er ude. Madsen. Ja saa er den Sag ude -- ja. Og jeg vil gaae ned til Treschow, for at see, om det ikke er "Nei", som gives i Morgen. Og De, Jomfru? God Fornøielse! men ikke med mig paa Klin- genberg mere. Det maa De undskylde. Og forøvrigt, min Herre, og forøvrigt Allesammen, saa maa Ingen troe, at jeg tager mig Noget nær; thi naar Noget gaaer mig imod, da reiser jeg bare til Sandvigen, Vold, Asker, Ravnsborg -- pyh! der er tusinde Steder -- og tager enda ind paa Udfarten i Vækkerø og paa Indfarten paa Dronningbjerget -- ja. Pyh, det har ingen Nød maa De tro. Aa nei slettes ikke, slettes ikke . . (gaaer). Smelt. Nu, du himmelske Gud! og han skulde været din Brudgom, Marie? SIDE: 251 Berger. Nu, nu! Han var saamen engang oppe til Præliniarexamen, og Handelsexamen har han bestaaet med al Honnør . . Men nu siger jeg som Mo'r; thi Bedre er bedre, og jeg kaster ikke mine Perler for Sviin. Nu, Marien min, se kun op! Mo'r har Ret: hvem kan have imod et saadant Parti? Nei lad nu Madsen sætte Disk til Mikkelsdag for sig selv. Mad. Berger. Ja for til Kjøbmandsmadam er min Datter for dannet. Det skjønte jeg, sa'n. Marie. Kjæreste Forældre, hvor jeg er Eder taknemlig, fordi I saa venlig tage Byrden fra mig, at have noget hemmeligt for eder! Vi have elsket hinanden længe og trofast; men Karl er fattig, og derfor undselig. Berger. Mad. Berger. Hvad? hvad? Smelt. Hvad? Ja men nu seer Svigerfa'r og Svigermo'r, at det er anderledes. Berger. Meget rigtig bemærket. Men hvor kan du da tale saa Barn? Mad. Berger. Ja hvor kan du tale saa, Barn? Alene slige Permissioner be- negte Fattigdom, og Undselighed gaaer ikke med saadan Kappe, som den der -- vist til fem Daler Alen. Jeg har visse ube- dragelige Mærker paa Lykkens Børn: og et ungt Menneskes Rigdom bestaaer ikke altid i Penge, men i Udsigter. Berger. Meget rigtigt bemærket: Indsigter. SIDE: 252 Mad. Berger. Nei, Udsigter sa'e jeg, Fa'r, naar du bare vilde høre efter istedetfor at regne. Men før nu din Kjæreste ind i Spisestuen, Marie; og vær fra nu som hjemme her, høistærede Herr Smelt, om de vil være saa artig . . Berger. Meget rigtigt bemærket. Kom Høistærede! Forlovelsesskaalen venter. Skal vi bede Dalberg ned? Marie. For Guds Skyld -- nej! Ja, kom, Karl. Og siden (hvidskende) maa du forklare mig Noget i din Adfærd, forat jeg ogsaa kan elske det; thi jeg er vant til at elske alt hos Dig. (Høit) Kom! Smelt. (Kyssende hende). Dette er Afskedskysset for i Aften. Jeg kan ikke, jeg maa bort. Berger. Mad. Berger. Bort? Iaften? Forlovelsesaftenen? Marie. Bort? Det maa jeg have Forklaring paa strax. Karl, siig mig . . . Smelt. O bedste Marie, trofaste Marie, jeg elsker dig med den ud- brudte, aabenlyse Ilds Heftighed, jeg brænder efter den første stille Time ved dit Hjerte i din Families Ro; men, men . . . Jeg skal i "Kringlen." Jeg er saa lykkelig at være kommen derind for et Par Timer siden, og derfor . . Marie. (Bebreidende) Og derfor, Karl? Derfor? Smelt. Der er alt hvad der er fiint og fornemt og nobelt og gentilt i Byen: la haute societé, og altsaa . . SIDE: 253 Mad. Berger. Ja naar det er saa. Vær dog fornuftig, Barn! Marie. Det kan maaske fremme din Lykke, om du er der, Karl. Far- vel da! Jeg vil intet sige. Smelt. Gud velsigne dig, Marie! Intet mangler i min Lykke: Jeg er i Kringlen, og har dig. Den kalder mig uimodstaaeligt. Jeg er som Falænen, der lokkes fra Blomstret hen om den straalende Flamme. Mad. Berger. Ei "Kringla"? Ja den gaaer der Ord af skal være fiin. Men med Tilladelse . . kunde -- jeg siger blot dersom, om hun kunde -- kunde Marie ikke ogsaa komme i hvad De nu kaldte det? Saa blev Kringlen en Sukkerkringle for Dem. Smelt. Bevares jo. Jeg skal proponere dig ind, Marie; og Vi der i vore Almacks holde sammen som Bier, naar de sværme og kaste sig paa et Sted. Mad. Berger. Og Gud, hvilken Ære for vort Barn og for os med! Og vi ere saamen ogsaa ligesaa gode, som baade Den og Den, som vi høre er der. Berger. Meget rigtig bemærket. Marie. (Til Smelt) Fy, Karl! Var det et Almackssmiil? Smelt. Nei, det skal jeg lave til paa Vejen. Hele Almacks skal gra- tulere mig. SIDE: 254 Mad. Berger. Fa'r, Fa'r hørte du? Og naar Marie kommer i Kringla, og de Fremmede see, at Borgerbørn ogsaa kunne være snille og vel- opdragne og saamen ligesaa galante . . Ei, Marie, det er slettes ikke at see saa alvorligt til. Smelt. (Omfavner Marie) Farvel! det er somom mit Indre deelte sig; men Almacks venter, Almacks. Jeg kommer kanske til at dandse med en af vore Baronesser. (Gaaer). Mad. Berger. Fa'r, Fa'r hørte du! Marie. Jeg hørte det, og . . . (Vender sig bort i Graad). Berger. Meget rigtig bemærket. Mad. Berger. Ei, din rigtige Bemærkning kommer da som femte Hjul til en Vogn og ikke som Aftensmad til Klokken otte. Men herefter ville vi skam spise to Timer senere naar vi komme i Velten. (De Gamle gaae ind). Marie, alene. Siden Mad. Berger. Marie. En rolig Time, naar jeg faaer udfundet Kilden til denne him- melvide Forandring i hans Væsen, vil gjengive Karl til sig selv. Og jeg haaber det. Mit heftigste Ønske, at vi turde elske hin- anden for mine Forældres Øine, at jeg kunde være fri for Raa- hedens Overhæng, og for at hedde et Menneskes Udkaarne, jeg ikke kan udstaae -- det er opfyldt, og dog er jeg mindre lyk- kelig, end dengang Karl fandt sig salig i de Øieblik, han tog fra Tusmørket og sin Flid. Hans Udvortes og Selvtillid bestak mine Forældre; men jeg aner, at en større Forandring maa være SIDE: 255 foregaaen med ham, og at Lykken ikke lever inden den frem- mede Sfære, som synes at have trukket ham til sig. O skulde det første Offer, den kræver, være Sindsoprigtigheden, Sand- druheden mod sig Selv, Naturligheden? Da er Ungdomskjærlig- heden den næste, ligesom Blomsten faaer Iis i sine Aarer, og visner, naar Kulden stivner den varme Muld, hvori den havde sine Rødder. Jeg kjender hans Bøielighed og hans overdrevne Ømfindtlighed over at være fattigere end sin Fødsel. Men han er saa for min Skyld; thi han elsker mig, og hvor kan jeg da mistvivle om at meddele ham de rigtige af mine Følelser, og imellem disse den varmeste næst Kjærlighedens: Afskyen for alt Affekteret og Uægte. Thi dette er udhulende Kræft i Hjertet. Mad. Berger. (Indigjennem Døren) Hør, Barn, nu kjøre de til "Kringla". Hvor den Musik vilde være sød, naar du var der; men næste Gang kommer Turen til dig. Marie. Ak, Mo'r, jeg er ikke begjærlig efter en saa tvetydig Ære -- tvetydig fordi det Selskab omfatter saamange Mennesker, jeg ikke kan agte, og mere end det, fordi det, om jeg ikke tager Feil af mange Mærker, er grundet paa et Standshovmod, som er endnu mere sneverhjertet og taabeligt, end gamle Dages "ho- nette Ambition". Mad. Berger. (trædende ind) Naa, at tale saa om et Selskab, hvori alt Fiint og Fornemt er? Men fordi Vi nu kunne være der, hvorfor da Kreti og Pleti? Marie. Oh, der er Beviser nok paa, at det ikke er Aandsrang eller Sædernes Fiinhed, som spørges efter der. Mad. Berger. Det nytter ikke, Barn. Du maa og skal ind i "Kringla". Jeg er af simpel Extraktion, men saa Gudskelov, det gjælder da for Mennesker ogsaa, at Skuddene ikke skyde nedover i Jorden. Ja ind skal du, for alt det, vi har kostet paa dig, for ikke at være der, er det samme som at høre til Pøbelen. (De gaae ind) SIDE: 256 Smelts og Dalbergs Værelse. Seent. Dalberg. Siden Smelt. Dalberg. (Reisende sig fra Studeerpulten) Endnu ikke? Gudveed hvor de troppistiske Snyltegjæster, som har faaet fat i ham, trække omkring med ham, og hvad de have fundet at suge hos ham. Hvis mine Penge ikke vare væk herfra Pulten, skulde jeg af Glassene her og af alt Det, som ligger her strøet om, troe, at han havde vundet Godset Zdickau, eller . . nei, fy, det tør jeg ikke tænke, skjøndt Forfængelighed, ikke Mangel, er den eneste Drift, som har drevet Folk mellem os ud af Athenes Geleder og over i Merkurs. Men se her! -- Mode- journaler, Adressekort fra Kjøbmænd, Skrædere, og Skomagere, Klædninger, Fløilssloprok, Saffianstøfler, Pakker med hvide Han- sker og -- nei han maa være bleven gal -- et komplet Fruentim- merboudoir med Porcelænsdukker fulde af Pomader, Sminker og Essenzer. Smelt. (kommende ind, kaster Kappen). Mad! Mad! Jeg har været i Almacks. Dalberg. Ialverden, hvor kommer du fra? Smelt. Kan du ikke høre mine Tarme skrige: "fra Almacks;" men Selskabet er for gentilt til at der kan vanke andet end Vand. Dalberg. Nu? Det bestaaer jo ogsaa forstørstedelen af Skjønaander og Fiskebeensdamer, som nok lade være at tage mere til sig end Timeglas. Smelt. Kjære, bare en Brødskalk og en Dram. Jeg kan ikke negte, at da Klokken blev saa omtrent 11, begyndte jeg uvilkaarligen at see adskillige Figurer af Flasker og Viktualier. Men det kan nu ikke være anderledes; thi ellers var det ikke Almacks, der er et ætheriskt Begreb. SIDE: 257 Dalberg. Desværre her er Intet, for jeg fandt ingen Penge. Smelt. Ah, ja det er sandt. Jeg laante Schmeichel dem. Dalberg. Hvad, den foragtelige Troppist har været her, og er din Ven? Smelt. Foragtelig? Da agtes han s'gu i Almacks. Ingen Qvadrille gaar uden Ham. Men andre komme vel ogsaa efter. Dalberg. Hahaha! og med sligt et latterligt Suk vender du virkelig Øinene til Himmelen? Smelt. Ei, der flyde virkelig Fordele af at være velantagen i Almacks. Men, Djævels, at jeg skal være saa sulten, naar jeg er saa lyk- kelig, saa lykkelig, saa ubeskrivelig lykkelig. Dalberg. Har du vundet Zdickau eller faaet en Arv? Smelt. Au! tal ikke om min Moder. Hun Stakkel, har det ikke for godt. Nei, men først er jeg bleven Medlem af Almacks, hvor jeg dandsede med en Baronesse, og en General talte til mig, pro secundo har Maries Forældre givet sit Samtykke . . Dalberg. Hvad? Det sætter du bagefter det Selskab med saamange ambitionerte Jeronimusser og Jean-de-Francer? Smelt. Og saa -- Hæverten i alt det, Mirakelhjulet er, at jeg har reist en ubegrændset Kredit. Aladdins Lampe er i min Haand. SIDE: 258 Hvor jeg før ikke fik Kredit paa en Dukke blaa Traad til at lappe mine Buxer med, saae jeg strax paa Kjøbmandens Blik paa min Frisur og Corportement, at jeg havde at befale over hans hele Oplag. Det ellevte Bud: "du skal ikke være forknyt!" erstatter alt det, man taber ved at holde de andre. Dalberg. Det kan gjerne være Troppist- og Almacksmoral, men er det din, saa er det ligesaa godt vi skilles. Jeg hader disse Dyrkere af det ellevte Bud, jomere deres Indtrængen overalt viser, at Usselhedens Geni er Uforskammethed; og disse Ragerier der kan jeg heller ikke komme overens med. Smelt. Nei, jeg vilde just sagt dig, at det ikke meer er passende for mig at logere sammen med dig. Din saakaldte patriotiske Tænke- maade er for bekjendt. Mine gamle Konnexioner ere afbrudte; jeg tilhører nye og en ny Karriere. Dalberg. Din næstældste Ven er Testamentet der. Men har du kanske alt . . ? Romerne? Smelt. Skal slaaes i Hartkorn tilligemed de Korinthier og Hebræer. Nu fornøier det mig, at jeg ikke læste flittigere. Jeg er bleven Jurist, og naar jeg har hedt saa i otte Dage, er jeg ansat. Dalberg. Da have Kandidater lært at være mindre sangvinske i sine Forhaabninger. Smelt. Ja uden Konnexioner -- Patrioter, Latinere, Hybelister, Sausere, Trettenaarsforlovede, Faddere hos sine Huusværter af Skræddere og Skomagere. Men se, her seer du mine Konnexioner. (Viser ham en Liste). SIDE: 259 Dalberg. Er det Almacks? Ei, ei, hvor ere de skikkelige Folk, jeg seer der, komne fra? Men ellers (Giver den tilbage) saavidt jeg seer, er der nok af Abekatte og Papegøier i det Paradiis. Florere nu Damerne og vise riig Vegetation, saa er Illusionen ikke saa ilde. Dersom jeg tænker rigtigt, at de Himmelske, ved en kaleidosko- pisk Fantasireflex, kunne see Menneskene i de Dyrformer, som svare meest til deres Karakteer, maae de have samme For- nøjelse af Almacks, som vi af en Perspektivkasse, der hensætter os under Troperne. Derfor lader "Troppist", som jeg mærker du er bleven med Liv og Sjel, sig ogsaa skrive "Tropist", uden Forandring i Meningen [fotnotemerke] . Enhver af dem har sin Afspeiling i enten et naragtigt Dyr eller et ækelt Kryb. Smelt. Kryb? Nuvel, Kryb. Det gaaer ikke fort, skulde jeg troe, naar man stiger opad; og, vil man opad, faaer man nok krybe; men naar en Mængde kryber, er det blot en Masse, som bevæger sig fremad. Dalberg. Tal ikke mere. Atmosfæren kan raadne af Lyden af slige Principer. Smelt. Saa gjør jeg den reen igjen ved at nævne Maries Navn. Dalberg. Oh, det er dit skrækkeligste Selvbedrag, at du kan elske med saadanne Grundsætninger. Dersom en Usling kunde det, var han reddet. Den nye himmelske Ild, som faldt i hans Sjel, vilde udbrænde dens Fordærvelse. Men det er umuligt. Smelt. Ved Himlen, jeg elsker uudsigeligt. Fotnote: Oplandstidenden: "Trophist." Maa komme af ): alumnus, haabe- fuld Ungdom, Opæling o. s. v. Korrekt. Anm. SIDE: 260 Dalberg. Du gjorde det engang. Nu kan du ikke om du vil. En frem- med Gift -- den som fortærer de fleste Hjerter -- har gjennem- trængt dig. Du kan ikke nægte, at du ialfald ikke elsker hende længer med Stolthed. Men den er Kjærlighedens kneisende Top. Din Kjærlighed afrigges lidtefterlidt indtil det nøgne Skrog, som tilsidst ikke faaer bære sit feirede Navn. Smelt. Vel; jeg vil troe, at jeg ikke elsker hende -- skjøndt jeg veed det bedre -- dersom jeg ikke drømmer om Marie i Nat. Dalberg. Og skeer det, skal jeg forære dig Carus' Psychologi, om du ikke seer hende i Kringla og ikke hjemme, hvor hun dog er allerelskværdigst. Smelt. Paa Almacks? Gud veed, om hun kunde komme der. For seer du . . (Forlegen) Dalberg. Den dannede, smukke, elskværdige Pige? Der, hvor man kunde behøve en Speilsal, for at det ikke skal synes altfor fat- tigt paa Skjønheder? Smelt. Det beroer, forat bruge dit Udtryk, paa "Troppen," der rekru- terer sig ved Almacks, men er bleven kræsen i den sidste Tid [fotnotemerke] . Dersom jeg ikke havde havt en Amtmand til Fa'r og en Ex- peditionssekretær til Onkel, og fremfor alt Schmeichel og en vis liden Mand, som kan bruges til Alt, til Venner, var jeg Selv neppe kommen ind. Unegtelig . . Fotnote: Benegtes. Jeg har ogsaa modtaget en Invitation i den sidste Tid; men da jeg mærkede, at det ikke var saameget af en Hovmodens Aftagelse, som formedelst en Lokalets Tiltagelse, betakkede jeg mig ærbødigst. Sætt. Anm. SIDE: 261 Dalberg. . . Unegtelig aander i den Forening den mest taabeligaristo- kratiske Aand, som Korruptionen fraoven og den bløde Materie franeden forenede have kunnet give Liv. Smelt. Taler du om dem deroven, saa Godnat. For jeg veed hvem du mener. Den, som sover, synder ikke. (Tager Lampen, og gaaer ind) Dalberg. (efter ham) Ja jeg mener Edderkoppen i Væven. Dine Almacks ere ikke andet, end dens glimrende Spind, hvori den sidder i Midten, om du seer vel efter; og du er ikke andet, end en stakkels Flue med udsuget Hjerte, som er bleven hængende og dandser i Væven. (Gaaer ind.) Hos Bergers. Marie arbeider. Hendes Moder bringer et Brev. Siden Karl Smelt. Mad. Berger. Et nydeligt rosenrødt Brev til dig, Marie, indlagt i et til mig. Der kan du see: "Fru Berger" -- noksaa artigt. Marie (tagende Brevet) "Til Frøken" . . Hvad skal det betyde? Skulde han tro, at jeg i den Grad deler mine Veninders Forfængelighed? Mad. Berger. Aa, tag du imod Titelen, naar han giver dig den. Han veed nok hvad der er passende, han, som er saa i Velten. Desuden -- du er saamen ligesaagod Frøken du, som baade Den og Den hele Gaden bortigjennem. Nu? det er vist nydeligt. SIDE: 262 Marie. Karl melder blot, at han har nogle Visiter at gjøre, da der er et Excellentsbal igjære, hvorfor han ikke kan komme før de vigtigste ere gjorte. Mad. Berger. Gud, hvor han er vel antagen, og veed at skikke sig! Tænk et Excellenzbal! Og han ender vist ikke før han fører dig der- ind med. Og sad jeg saa der, om det var i den usleste Krog, eller som en Flue under Taget med sine tusinde Øjne, eller mit Øje, i en af Damernes Diamanter -- ha, hvor denne da skulde funkle, om den var aldrig saa uægte! Marie. O min gode Moder, da vilde jeg ikke kjende det, jeg, som er vant til at see det saa roligt og blidt. Men jeg længes ikke udenfor min egen Sfære; udenfor den faaer man saa ofte at føle man er fremmed. Mad. Berger. Saa kan man dog igjen see lidt ned paa Andre under sig igjen -- det er dog en Trøst, og ikke meer end billigt. (Smelt træder ind). Smelt. Fuldkommen rigtig, høistærede Fru Svigermoder. Saadanne Blik ere Lyspunkterne i Livets Kjede. (Iler til Marie) O Marie, jeg har drømt hele Natten om dig. Vi vare i Almacks; jeg dansede med Frøken Superba Stoltzenburg, syntes jeg, men det var dit Ansigt; Alle saae paa os, og for hvert Blik heftede en Paillet sig til din blaa Atlaskes Kjole, saa du saae ud som Stjerne- himmelen. Men allerbedst som det var, reiste Fru Kalkun sig, tog dig om Hovedet, og sagde: maa jeg bede om min Vifte; og saa viftede hun sig med dig uden videre, og pæste og viftede sig. Saa syntes jeg, jeg dandsede med dig, men lidt efter lidt syntes jeg du blev skarpere om Ryggen, og inden jeg vidste Ordet af det, var det atter Frøken Superba, jeg skar mine Fingre paa. SIDE: 263 Marie. Forvexlingerne ere ikke meget smigrende. Dog -- du har tænkt paa mig, og i Drømme kunne selv de fleste af vore Poeter fantasere. Mad. Berger. Jo, Marie, det var rigtig en nydelig Drøm. I Drømme kan da ogsaa Alle komme ligesaavel i Almacks som i Himlen, Gud- skelov! Smelt. Dersom man har Fantasi -- Men Marie skal komme der virkeligt, det har Schmeichel halvtomhalvt lovet mig. Marie. Beroer det paa Enkelte? Jeg vil ikke være Nogen forbunden derfor. Mad. Berger. Naa, hvor du kan tale! Jo tusind Tak! (beseer og beføler Smelt) Naa hvor nydelig! Saadan skal rigtig vor Franz see ud inden 3 Dage, om jeg er Kone i Huset. Naar jeg nu tænker paa Madsen, vil jeg brække mig. Marie. (Til Smelt) Le ikke, Karl; Hun er min Moder. Din Skoggerlatter er heller ingen Fiinhed. Smelt. Maa jeg bede -- det er nu høieste Finesse, at vise Frihed i Manerer. I et friseret Hoved kan man kløe sig saameget man vil, med glacerede Handsker gribe til overalt, med Beenklæder af Parisersnit antage de mest ugenerte Stillinger, med pudsede Tænder gabe og lee efter Behag, og naar man er comme il faut som jeg, er der intet, man ikke skulde kunne tillade sig. Mad. Berger. Ja han er rigtig saa nydelig, saa. SIDE: 264 Marie. Fy; -- saameget jeg gjør af en Naturlighed, som ikke mangler Takt, saa afskyelig finder jeg affekteret unaturlig Naturlighed. Den er en tvunget klodset Erkjendelse fra Forfinelsen om Na- turlighedens Fortrin. Hvor modbydelig er ikke f. Ex. denne sjelløse Kulde, som under Fornøielser skal være Ansigtets Mode- udtryk, medens det unge Menneske, istedet for at følge Musikens og Blodets Indgivelser og dandse, slentrer Qvarreen nedover! Smelt. O, Marie, hvor du er paa Afveie! Det er Londonermode, Di- plomatdands, fra de ægte Westend-Almacks, vort store Forbillede. Mad. Berger. Netop saa! Gid de bare Alle vilde dandse saa paa det Bal, jeg har faaet Fa'r til at gjøre i Anledning af Forlovelsen. Saa blev det morsomt og vakkert at see paa. Se der er han med Listen. De Forrige. Berger i Kontordragt. Berger. Aa, ærbødige Tjener! (Afsid.) Jo, han tager sig s'gu ud ved Dagsenslys ogsaa. (Høit.) Iaften, Høistærede, lægge vi Beslag paa Dem, om saa -- ja jeg tør ikke sige Noget; men jeg mener, at vi ville ikke vige for Nogen i Verden, om det saa var Excel- lencen selv. Mad. Berger. Tys, Mand, er du bleven rasende? At tale sligt! Berger. Meget rigtig bemærket. Men saa vige vi heller ikke for Nogen, uden kanske for Baronen. Se her er Listen. Smelt. Efter Voteringen i Almacks, kan De gjøre Regning paa mig. (Tager en Pen og omredigerer Listen.) Se saa, med Tilladelse. Nu er den værste Pøbel redigeret væk . . . SIDE: 265 Berger. (Seer paa Listen forundret). Meget rigtig bemærket . . . mine bedste Venner. Smelt. . . . Og notable Navne ere komne istedet. Madsen og Dal- berg beholder jeg af egne Grunde. Marie. Karl! Karl! Er dit Hjerte ogsaa blevet forandret? Mad. Berger. Lad du din Kjæreste raade. Han sørger baade for Kavalerer og Damer, som vi kunne have Ære af. Marie. Jeg betvivler det ved flere af disse Navne. Der er Schmeichel, bekjendt for at være en Skurk i Bunden af Lapsen, ligesaa Byens mest berygtede Sladderhank og Bagtaler, et Par Departe- mentskryb, Ditto Duodezer af Don Ranudo og Jean de France, et Par Pernillefrøkener og Frøkenperniller, og endelig, som om der var sat en Klad til Punktum, Libertineren Wollert. Mad. Berger. Naa du Himlens Gud, har du ogsaa noget at sige paa ham, saa rig som han er? Marie. Hvormeget han parfumerer sig, vil der dog altid stinke Rende- steen af ham, og det allerfriskest Kristianias ovenpaa Roms og Venedigs. Smelt. Men Marie -- saadanne Ord i din Mund? Marie. Du har Ret. Den bliver ureen ved at nævne hans Navn. Men jeg indvier den ved at sige "jeg elsker dig", skjøndt, Karl, (sagte) jeg forstaaer dig ikke længer. SIDE: 266 Smelt. Oprigtigt, Marie, jeg dig ikke heller. Du er ligesom en Rose, hvori en Hveps har sat sig. Men vi kan forklare os under Dandsen. Da er det saa inderlig behageligt at tale med Damer. Nu maa jeg fortsætte mine Visitter; det er den rette Tid til de fornemste saa lidt ud paa Eftermiddagen efter borgerlig eller Pøbelens Regning. Berger. Meget rigtig bemærket, og ærbødigst Tak for Deres ærede Uleilighed med Listen. Kunne vi bare vente os den Ære, at Deres Venner vilde komme. Smelt. Oh, Fornøielser er deres Atmosfære, og til en Afvexling for eengangs Skyld imellem simple Folk . . . Berger. Hvad beha . . . Mad. Berger. (trækker ham i Kjolen). Imellem dem, du havde smurt op, naturligviis, Fa'r. Berger. Hm, meget rigtig bemærket, skulde jeg have sagt. Smelt. Der kan være adskillige Kuriositeter at opdage. Berger. He ja, nogle Kurve Champagner kanskee og . . . og . . . ja Gud veed hvad Mo'er nu kunde finde paa. Mad. Berger. Vær du kun rolig. Jeg skal feire Forlovelsen med en Iis, som man kan forliebe sig i, og Maries Optagelse i Kringla eller Ind- trædelse i den store Verden med en stor Makronkringle til Ære for Kringla og et Babylons Taarn, som skal staae paa Maal. SIDE: 267 Smelt. Staae paa Maal? Uf! slige Talemaader er som at træffe paa Haar i Mad. Mad. Berger. Og en liden Sukkermand, med trekantet Hat og Guldgaloner paa Buxerne, ovenpaa skal ogsaa have sin Betydning. Men -- o Gud hvor jeg længes efter at høre, at Marie er kommen derind! Smelt. Det er at længes efter mig: jeg bringer Efterretningen. (Kysser Marie raskt, hilser skjødesløst og fjerner sig.) Mad. Berger. O Gud, hvor han er sød! Berger. Meget rigtig bemærket; men . . . Marie. (sørgmodig.) Han er forandret, forandret. Berger. Ja fra han boede her i sine første Studenterdage sammen med Dalberg paa et to Dalers Værelse. Jo, meget rigtig be- mærket, han er forandret. (De Gamle gaae hver til sin Kant. Marie sætter sig paa sin Plads med Tørklædet for Øjnene.) Karl Smelts Værelse; elegant; Boudoiret paa sin Plads. Smelt. Skimtet af Bagen paa en Skrædderdreng; siden Schmeichel. Under hele Scenen bankes ofte paa Døren, hvorved de Talende nedtysse Samtalen. Smelt. (Kastende en Skrædderdreng paa Døren) Hvad, Knegt, spænder du imod? Saa! (spænder ham ud.) Gaa til Kilde med det! (Laaser Døren af; idet han gaaer, banker det). Nu for Djævelen igjen? (Lister sig hen over Gulvet. Der raabes igjennem Nøglehullet: "ingen Rykker!" Aabner Døren). SIDE: 268 Schmeichel. (kommende ind.) Bravo, Lord Pelham! Jeg gav Slubberten et Spark til paa min egen Regning, og bad ham dele med Mesteren. Smelt. (Laaser Døren igjen). Vi faae s'gu nok laase, ville vi have Fred. Schmeichel. Nei, Gudsdød, Wollerten ligger nede i Rendestenen og væver om Kanalerne i Venedig. Vi rodede bare lidt om i en Cham- pagnekurv, men Svinet havde et Par Spidsere før i sig, og saa . . . Skal vi ta'e ham op, eller skal han ligge? Smelt. Ligge naturligviis . . . Vi faae nok see ham i Almacks iaften. Schmeichel. Javist, og kanske hos din værdige Hr. Svigerfader. Hahaha! Det vil ogsaa blive et Bal! Tørfisknoblessen, Pøbelen i Blonder. Hvor jeg skal gotte mig! Men er du melankolsk? Denne Ban- ken minder om, at man er Kavaleer, der har intet andet at gjøre om Morgenen, end at sove med Dynen over Hovedet, og om at man siden ikke har noget hjemme at gjøre. Jeg har expe- deret 27 Saadanne idag med gode Anviisninger paa det rigeste Navn af Alle: paa Fremtiden. Smelt. Jeg maa have en Liste paa alle Byens Skræddere og Sko- magere, for jeg maa belave mig paa at gaae rundt. Schmeichel. Den skal du faae af mig. Men her er Listen paa dem, der skulle indvoteres i Almacks iaften. Jeg stemmer ikke for en Eneste. Smelt. Hvad? ikke for min Kjæreste engang, som du lovede? SIDE: 269 Schmeichel. Nei, pardi, naar jeg nøje betænker det. Jeg seer desværre hendes Navn paa Listen. Smelt. Jeg veed ikke, om jeg kan være din Ven. Schmeichel. Gjorde jeg det, var jeg ingen Ven af Almacks. Man maa konservere dem, ikke fortynde den Atmosfære, som skal lyse og give dette Selskabs Kjerne Udseendet af det hele Samfunds Sol. Fjernt fra maae Insekterne sole sig i dens Glands, men det maa være Fortærelse, om noget vil nærme sig. Smelt. Men den dannede, smukke, fortræffelige Pige? Schmeichel. I Almacks spørges ikke om Sligt. Hun tilhører Dramatikens og Klingenbergs lavere Sfærer. For Dannelsens Skyld kunde man nok faae opdrevet en Snees Ugler, for Skjønhedens vilde Tjenestepigerne afgive de fleste, og for Fortræffelighedens Eugenia- stiftelsens Dimittender. Smelt. Og hvad kan man have imod flere af disse Navne, om jeg maa spørge? Schmeichel. Bah, du har endnu ikke forstaaet Almacks. Selv vort store Forbillede i Westend kom engang i Miskredit bare Lady Pa- troness lukkede Øjnene et Øjeblik. Strax æsede al Citys og Southwarks Bærme iveiret, og inden man vidste Ordet af det, vare de store Almacks fordærvede, Glandsen var væk, ligesom berørt af fedtede Fingre, og der var kun en sørgelig Erindring tilbage. Vi ere nu saa mægtige, at vi kan lade Omsorgen for det Extensive fare; men da Indifferentismens Søvn er troløs, saa maae vi af al Magt lægge os paa det Intensive, Koncen- SIDE: 270 trering, Centralisation, og uddyrke hvad vi har. Derfor maa der statueres Exempler, et Glacis af Rædsel, bedækt med Stumper af tilintetgjorte Navne, lægges om vor Borg, og kun en Bro af en Knivsegg føre didhen som til de Troendes Paradiis. Du maa beqvemme dig til et Offer. Smelt. Af Maries Navn? Aldrig i Verden! O, du skulde see hende dandse; og, med alt hendes egne Hang til Simpelhed, hvilken fiin Eleganz! Schmeichel. En Kjøbmandsdatter? Hør, hendes Fa'rs Viin kan være lige god, men hans Datter er det ikke. En ny Aand har gjort sig gjældende. Kaalhov'derne i 1821, som bekrigede Laurbærtræerne, havde ingen Idee om hvad der laae i Jorden og om gunstige Stjerners Indflydelse paa den Vegetation. Nei, ved min Ære, med din Diskedame gaaer det ikke an. Vil du udsætte Hende for den bittrere Forhaanelse, at vore Damer i Almacks flytte sig fra hende og trække Skjørterne til sig, som om din dannede, smukke, søde, fortræffelige, elegante Kjæreste havde Utøj? Smelt. Død og Helvede! Schmeichel. Vil du selv have den lille spidse Ting i Livet, naar du engang bona fide engagerer: "men der sidder jo Deres Kjæreste. Hun maa kjede sig frygteligt." Smelt. Hold op! -- Slyngel -- om Forladelse -- Schmeichel, bedste, kjæreste Ven, hold op! Schmeichel. Og synker du saa i Gulvet, og fnises ned derigjennem, og kommer ned til en logerende Drammenser i Hotellet, saa smider han dig ud af ingen anden Grund, end fordi du ikke kommer SIDE: 271 som man pleier i Drammen. Var det Skik der, at komme ind gjennem Taget, og du kom gjennem Døren, smed han dig lige- ledes ud. (Smelt leer.) Se saa, nu har jeg dig som jeg vil. Om hun, eller hvilkensomhelst anden Borgerpige, kommer ind i Almacks, er jo dog en Bagatel; men ikke med Hensyn til Exemplet, naar du vil bedømme Sagen fordomsfrit og upartisk, og heller ikke er det en Bagatel for dig, naar du først engang er der, om du ved tusinde, let forudseelige, smaae coups-fins og Naalestik skulde føle dig nødsaget til en Retirade. Hør her en Stump af et Brev fra min Onkel Amtmanden: (læser.) "Kun eengang har Enhver i Haand sin Lykke. Men har du den, saa hold den som et Smykke! Thi Lykken er en Aal, og Under var, om ei du er, saavist som det, en Nar." Smelt. Dumhed, at jeg skulde indlade mig paa den Proposition. Hun havde selv ingen Lyst; men den Abinde af en Moder. Schmeichel. Vogt dig for at stikke Hul paa Ærtesækken. At tage en Borgerpige, eller saakaldt Jomfru, ind, var at begynde paa en Rulle Klæde. Alene Storgaden med sine Krølleblokker i Vin- duerne er en ligesaa lang Blodpølse, hvor man ikke kan pille Rosinerne ud uden at rode i Indmaden. Benyt heller Leilig- heden til at gjøre dig notabel i Almacks, til at vise at Du vur- derer dem over alle andre Konnexioner, kort -- og hvad skal den ene Stemme nytte til? -- voteer som vi Andre. Smelt. (springende op). Imod min Marie? hvad? Mefistofeles! Satan! Jeg bliver næsten bange. Schmeichel. Nu? Hvad kommer det Nogen ved, om Du er fordomsfri nok til at elske den Pige, du elsker -- Notabene saalænge du be- hager? Man seer igjennem Fingre med det Plæsanteri. Om nogle Aar er du godt ansat -- at sige, om Du comporterer dig SIDE: 272 vel -- og saa taber hun sig ligesaa skjult i dit Huses Indre, hvor hun kun har at sørge for den fysiske Vegetation. Men betragt nu ogsaa ligesaa fordomsfri Forholdet imellem de For- bindtligheder, du skylder denne Forbindelse, hvori du nu engang i din blinde Tid er kommen, og dem, du skylder Almacks, en Forening, der yder sine Individer Velgjerninger, men ikke kan modtage nogen af dem. Du vil da see, at hvad der synes dig som et unaturligt Offer, er alene Noget, som følger af Sagens og Forholdenes Natur. Il faut savoir vivre. [fotnotemerke] Smelt. (mekanisk). Il faut savoir vivre. Schmeichel. Hun er riig. Det er Noget. Smelt. Ja derfor, seer du -- eller derfor ogsaa, seer du . . . Schmeichel. Aa, skam du dig ikke. Il faut savoir vivre. Det er Meget; selv Almacks kan ikke undlade at skjænke den Omstændighed nogen Opmærksomhed. Det kan gjøre hende til Primadonna paa Klingenberg; men kun en umaadelig Rigdom kan opveie Rang. For hvert Trin idetmindste en Papa paa 10,000 mere. Dette klinger vel ilde for mange Øren i Norge; men man faaer -- det er sund Patriotisme -- redde ved noget Konventionelt hvad Storthinget har gjort sit bedste til at ødelægge; og at disse Manges Øren ikke ere lange, maa komme af, at Fanden klipper dem i Vuggen, for de ere fødte Æsler og Sviin. Smelt. Deri holder jeg med dig. Eller "meget rigtig bemærket," som min Hr. Svigerfader meget rigtigt vilde bemærke. Schmeichel. Ret, vær ingen Nar! Fotnote: ): Man maa vide at leve. Eller: "Man maa i Verden frem sig snoe." SIDE: 273 Smelt. Nei, naar jeg ret betænker det, saa kan min Stemme intet gavne hende; og naar jeg nu, ved at bringe Almacks dette Offer, kunde gjøre mig notabel . . . Schmeichel. Kom, lad os gaae. Almacks' Atmosfære vil styrke Dig. Men træd ikke paa Wollerten. Han ligger udenfor Porten. Hony soit qui mal y pense! (Tager Smelt under Armen). Smelt. Han er vel alt gaaen i Almacks? Schmeichel. Upaatvivlelig, hvis han er kommen op. Den Drukkenbolt maa jo ogsaa være Medlem af et Nøkterhedsselskab. Smelt. Ja, men som man kan gaae ud af, naar det lider paa Natten. (De gaae). Forsal til Almacks. Igjennem en Dør til Baggrunden sees det oplyste Hovedlokale fuldt af Al- macksfigurer. Enkelte mandlige, med Hattene i Hænderne, befinde sig i Forsalen. Siden Smelt og Schmeichel, og mod Slutningen Madsen. 1ste Figur. Ah! 2den Figur. Pah! 1ste Figur. Jeg syntes De sagde Noget. 2den Figur. Nei. Men syntes De ikke det regnede, da De kom hid? 1ste Figur. Græsseligt, rædsomt, enormt! SIDE: 274 2den Figur. Om jeg ikke tog Feil, blev jeg vaad tvertigjennem Kappen, og jeg lod Oppasseren bære Hatten efter mig i en Æske. Synes De ikke, det er bedre end at gaae barhovedet, og bære den under Kappen? 1ste Figur. Jo det er fortræffeligt. Men hvad er det for en Tølper, som har sat Hatten der ifra sig? 2den Figur. Det er utilgiveligt. Selskabet kan ikke noksom holdes reent. Men Gudskelov vi have da vore i Haanden, og kunne gaae ind uden Skam. Kom! 1ste Figur. Bi lidt -- jeg er for oprørt over slig indtrængende Raahed. Men nu har jeg en Materie for Frøken Superba. Jeg seer hun er her, og har sit Auditorium. (De gaae ind). 3die Figur. (Gjesper underhaanden). 4de Figur. Jeg syntes De sagde Noget. 3die Figur. Nei jeg syntes De sagde Noget. 4de Figur. Saa maa det have været om Wergeland. 3die Figur. Netop. 4de Figur. Ja han er god at tage til. De veed vel, han er bleven For- ræder? SIDE: 275 3die Figur. Ja bevares. Det er prægtigt. Men Redaktionen af den Con- stitutionelle har alt hængt ham med et Bret paa, og konfiskeret hans Gods. 4de Figur. Han begyndte med at forraade sig selv. Gid han vilde melde sig ind! Havde jeg da 100,000 Nei'er, skulde de falde over ham som en Regn af Spiger, og nagle ham. 3die Figur. Ja, hihi! Dobbeltnagler. Jeg kan en Stump, som er en Dob- beltnagle. Vil De bare høre: "Det er saa sandt, at Wergeland har raset, som at til Dato Welhaven har fraset. Men -- " 4de Figur. Men, min Gud, er De rasende? Sligt kan jo kun anføres som et Exempel paa Verdens Nederdrægtighed udenom os. 3die Figur. Det er en anden Sag -- om Forladels' da. Jeg troede det var værre, at rase end at frase. 4de Figur. Ei -- (Afsid.) Dumrian! -- (Høit.) Ikke i Ungdomspoesi. Der er Poeter, som frase rasende, fordi de ikke kunne rase. 3die Figur. Det er en anden Sag -- om Forladels' da. 4de Figur. (Vendende ham Ryggen.) Man kunde blive rasende over slig Dumhed midt i Intelligen- zens Sol. Det er dens Flekker. Selskabet maa renses. SIDE: 276 5te Figur. (Standsende ham). De har Ret. Det er mit Princip. Kun er det at befrygte, at det ikke længer vil blive anseet for en Skam, at falde igjennem, siden det skal gaae som jeg nu hører. Og da er der ingen Nydelse ved Rejiceringen, naar Publikums Svineryg er bleven saa gjennemflænget, at man ikke kan trænge ind til noget Hjerte eller Nerve meer. Oh! -- jeg veed vi tænke eens, og derfor kan jeg være fortrolig -- at tvinge en Rynke frem i en partiløs Indifferentists Ansigt, at kunne lege med den loggrende Mis- undelse, klemme Blodet af bløde, opblæste Madamhjerter op i Kinderne, gjøre fromme Bedstemødre rasende, pirre en brændende Taare frem i Øine, som saae for højt, lære Borgerjomfruer, at de mangle Rangens Smykke i sine Skriin, og Papa, at Liigheden, han vil experimentere i for det lille Noers Skyld, bestaaer i at Lige søge Lige. Dette er Fornøielser, som en viis Brug af vor Votering kunde gjøre langvarige, mens det nu synes, at vi skulle udtømme dem paa engang, og aabne en Grav imellem os og det øvrige Samfund, hvori siden Ingen vil lade sig lokke. 4de Figur. Meget rigtig. Dog har jeg nu engang besluttet, ikke at stemme for en Eneste uden for en Kjøbmand Madsen, som har gode Venner imellem os, aabner en elegant Galanteributik med det Første, og maa være en dannet Mand, siden han hver Aften er at see i Theatret. 5te Figur. Man har ogsaa bedet mig om et Kors for ham; men Navnet er ganske forfærdeligt. Dog faaer jeg vel til, siden han er Svoger til . . . Ei, ei Wollerten er skam paa Benene. 4de Figur. Betvivles. En Skygge behøver ikke Been. Men der har vi Schmeichel og hans haabefulde unge Menneske. Han og Frøken Stoltzenburg faae snart Folk af ham. (De gaae ind; Schmeichel og Karl Smelt komme.) Schmeichel. Nu blot Listen fra dig uden Kors. SIDE: 277 Smelt. Nei, nei, jeg kan ikke. Schmeichel. Almacks' Aand er endnu ikke kommen. Men skjøt dig selv. Jeg seer Frøken Stoltzenburg og begge Gansehaupterne derinde. Smelt. Bi bi! Forlad mig ikke. Schmeichel. Der er en Kjøbmand Madsen, en der vil tage Luven fra alle Galanterihandlere, som jeg nok vilde anbefale dig, da han er passioneret Troppist; men nei, vi bør være Terrorister. Smelt. Madsen! Han! (Byder en Parfumflaske.) Se der, ovenpaa Navnet. 1ste Figur. (Førende en 6te Figur ind). Se, vil De bare see! Der staaer den uforskammede Hat endnu. Direktionen burde vide hvorledes den gode Tone begynder at tabe sig. 6te Figur. Hvem er dog den Tølper? (Seer i Hatten) Det er oprørende, det er pøbelagtigt. Aha, det er Hans? Saa er det en Genistreg. Der er Vers i den, vist bestemte for en liden Kreds iaften. 3die Figur. Hvilken "Hans?" Jeg gjør ogsaa Vers; men ikke Betiser. 1ste Figur. Jeg med; især om Høsten, for da komme mine Kusiner til Byen, og jeg har engang vant dem den Vane. 6te Figur. Og jeg med. Siden man begyndte i Acquarelmaneren er Kunsten bleven saa simpel og almindelig som Lithochromi, orien- talsk Maling og Steentryk paa Træ, som læres i to Timer. Jeg skrev idagmorges 40 Vers til den Konstitutionelle, og jeg skulde gjerne vedblevet til nu. SIDE: 278 "Den gamle Thord i Stuen treen. Der stod et Bord paa fire Been. Den gamle Graa sig følte syg. Han sat' sig paa en Stol med Ryg." 3die Figur. Det er ganske Maneren. Simpelhed er Grundtonen, men den er snart høj, snart naiv. Bare jeg seer mig omkring, har jeg tusinde Sujetter, for saa er det bare at beskrive saa ligefrem som at lade Haanden glide langs et Legeme. Men lad see en- gang denne saakaldte "Hans's" Maneer. 1ste Figur. Aha! Mine Herrer -- en Opdagelse som at finde en Blomst under en -- Noksagt. En vis Mand, som har glemt sig selv ved at glemme sin Hat her, har ogsaa glemt deri en saakaldet "Conversation d'amour imellem en borgerlig Elsker og hans Kjæreste." (Læser:) Elskeren. Klokken er 4, min Søde. Til 6 kan jeg være, men da maa jeg gaae. Elskerinden. Ak, gyselig kort er den Stund. Elskeren. Ja gyselig kort, min Marie. Begge. Hvor skal jeg mit Hjerte faae udtømmet? Ak! Begge. Ja det maa du si'e. (Pause af et Qvarteer, som ved Deklamationen bør iagttages for Illusionens Skyld.) SIDE: 279 Elskerinden. Hvad er Klokken nu, Søde? Elskeren. (Seer paa Uhret.) Et Qvart paa Fem, min Marie. Elskerinden. Hvor Tiden dog gaaer! Elskeren. Ja det maa Du si'e. (Pause af et Qvarteer.) Elskerinden. Hvad er Klokken nu, Søde? Elskeren. (Seer paa Uhret.) Alt halvgaaen Fem, min Marie. Elskerinden. Hvor Tiden dog gaaer! Elskeren. Ja det maa du si'e. (Pause af et Qvarteer.) Elskerinden. Hvad er Klokken nu, Søde? Elskeren. (Seer paa Uhret.) Alt tre Qvart paa Fem, min Marie. Elskerinden. Hvor Tiden dog gaaer! Elskeren. Ja det maa du si'e. (O. s. v. indtil Klokken er 6)" Schmeichel. (Til Smelt.) Nu, hvor du er bleven rød! Slog det dig? Der kan du høre borgerlige Pigers Reputation inden disse Vægge. SIDE: 280 Smelt. Kom! kom! Jeg giver Listen fra mig. (Afsid.) Een af de Gamle maa dog have stemt paa hende. (De gaae ind). 3die Figur. Hihi, De har Ret. 7de Figur. Hvad behager? 3die Figur. Jeg syntes De . . . 7de Figur. Nei jeg stod blot i Tanker, og talte Selskabet, og fandt, at næsten Alle have enten Bønder herfra Landet, Skipperborgere fra Jylland, eller vandrende Tydskere til Bedsteforældre. 3die Figur. Fuldblods ere de bedste, siger man. 7de Figur. Som altid -- ja; men sjeldne. Dog have vi nogle ypperlige Exemplarer, store, stridhaarede, med hvide Bles istedetfor Øine, graa Trompetere, smaa Musede, med sort Staaman og Dusk, fra Vestkanten. 3die Figur. Ei, fordi om nu Deres Navn ender paa "rup" og mit paa "rud", saa . . . Men tys! -- paa Deres Æresord -- jeg skal sige Dem noget; men tys! (hvisker høit) Jeg har fundet en Vifte, som jeg ikke veed hvem eier; men jeg skal nok gjøre den gjældende. Flere Figurer. O, for Alting; giv mig den. 3die Figur. Troer De, jeg er gal? Nei. (Gaaer ind) SIDE: 281 7de Figur. (Tager 1ste Figur i Knaphullet) Hvad er en Vaudeville? 3die Figur. Recensenten og Dyret. Men har man hørt sligt: "Hvad er en Vaudeville?" 7de Figur. En sød, forhippen, liden Mamselle, som foer ilde, og døde i det Samme, istedetfor med Tiden at blie en tyk Madamme af et Femaktsdrama. 3die Figur. Kosmorama! (Vender sig yderlig opbragt om.) 1ste Figur. (til 3die) Ja det er yderligt ubehageligt, at man heller ikke her kan være frie for Harcellister. Selskabet maa renses. 3die Figur. Vist, ja; og Publikum udestænges. Der kunde være i Dyndet et Par Gjedder imellem de øvrige Sudere og Kulibarser, og saa var der ikke at tænke paa Fred. 7de Figur. Hverken for Aborrer eller Karudser. Men der kommer dog een fornuftig Mand: Schmeichel. Smelt. (kommende tilbage med Schmeichel) (Afs.) Det er gjort -- ak! (Høit) Mhrr, gjør jer færdige de, som skal til Kjøbmand Bergers . . 4de Figur. I Alverden hvad er dog Anledningen? Kjøbmand Berger? Berger? Jeg har neppe hørt hans Navn. SIDE: 282 Schmeichel. Er den ikke god nok -- en Borger kan ikke holde et Bal uden at have nogle af Os? Ifjor var jeg udskreven 20 Gange til Kreti og Pleti. Vi skal have kostelig Mad, kostelig Viin og kostelige Løier. 5te Figur. Ja kostelige Løier med Pøbelfrøknerne og Jomfruerne, som ind- bilde sig, at en Laas i Panden gjør dem til Damer. 7de Figur. At lukke for Noget, der er saa tomt! Dog Et er der, de maa lukke for: Tanken om at komme herind. Men Valget maa være forbi: der kommer dujour-Havende. (En 8de Figur, gaaer igjennem Forsalen, og fører Madsen ind.) 8de Figur. De er indvoteret, min Herre. Madsen. De var Pined . . . Gaar De paa Bruden næste Gang? (Faaer intet Svar: gjør keitede Komplimenter) 4de Figur. Der hører De, han er ikke saa gal. 5te Figur. Elegant er han; og det er Hovedtingen. Smelt. Men omtrent som en Oxe, der skal offres. Madsen. (til en Figur) End De da, gaaer De paa Bruden næste Gang? (Den Adspurgte svarer efter Behag.) SIDE: 283 Smelt. (Til Schmeichel) At Slige kunne komme ind! Det var ligesaagodt at indvotere nogle af Skrædder Gunnes' Garderobestykker, der svæve i Træ- arme under Loftet. Saa havde han dog passende Selskab. Schmeichel. Eet Exempel paa Liberalitet er nok til at afslaae hundrede Anklager for det Modsatte. Og du skulde bare see den Butik, han lægger an. Madsen. (Seer sig om) He, jeg undres hvad Pundet af Lysene koster. 4de Figur. (Til 7de) Der hænger lidt ved fra Læreaarene; men naar han bare har faaet været Modehandler en Tid, vil hans Konversation blive om finere Butiksager, og da vil han være velkommen derinde. Smelt. (Til Schmeichel) Vi maae gaae; men jeg gaar ikke med nogen god Samvittighed. Schmeichel. Ei, Du har jo altid rost din Kjæreste som en fornuftig Pige, og i Aften ere baade Venner og Veninder, Forbindtligheder, Dannelse og Hæder blevne offrede. Men hør, jeg lagde Mærke til hos nogle af vore ypperligste Blomkaalhoveder oppe ved Væggen, at din Delikatesse imod Selskabet var bleven bekjendt og paaskjønnet. To af vore fornemste Fruer nikkede til dig, men du saae det ikke. Smelt. Det var djævleblændt, at jeg ikke saae det. Men bare min Opoffrelse ikke bliver videre bekjendt, for gamle Fruer dømme ikke som Folk. SIDE: 284 Schmeichel. Om Forladelse, de dømme først i første Instanz, saa cirku- lerer Sagen, og saa optage de den til Skjærpelse, og saa er Dommen uden Appellation og Revision. Men du kan være vis paa, den er i din Favør, for jeg hørte tydelig En hviske Ordet "Gentlemansfærd;" og det suppleres høist rimelig saaledes: "det er en Gentlemansfærd af den unge Smelt, om ikke en Elskers; men Elsker kan ogsaa en Skrædder eller Skomager være." Frygt ellers ikke for, at din Gentlemansfærd ikke bliver be- kjendt; thi Frøken Superba fik fat i den, og du fik saa ømt et Blik af Guult i Grønt, som jeg endnu har seet hun har sat paa en Forlovet. Smelt. Allons, Messieurs! 4de Figur. Bien! Vi ere skrækkelig sultne. (Smelt, Schmeichel og flere Figurer lave sig til at gaae). Madsen. (Trykkende Smelts Haand) Hehe, Farvel saalænge! Vi sees igjen. Men jeg faaer da ind lidt jeg ogsaa. (Gaaer ind i Salen. De Andre ud). Stuen hos Bergers, oplyst: Sidedørene aabne til Balsalen, hvor Gjæster sees at bevæge sig. Omkring et Thebord Gamle Tante med endeel ubevægelige Sofadamer. Berger og Mad. Berger gaae fra og til. Dalberg i Vindufordybningen i Samtale med Marie. Siden Smelt, Schmeichel, Kringlefigurer og Madsen. Mad. Berger. Nei, Fa'r, Musiken skal ikke give et Kny fra sig før Hr. Smelt og hans galante Venner komme. Før bliver der ikke noget ved Ballet. Berger. Som du vil Mo'r. Du veed det. Marie. (Afbrydende Samtalen med Dalberg) Tak, Dalberg, det er ædelt af Dem; vedbliv at være hans Ven, og jeg vil haabe det bedste. Han er saa bøjelig. Det er hans SIDE: 285 Ulykke og hans Undskyldning. Han er kommen i disse Dandyers Selskab, som danne en egen Klasse iblandt Ungdommen. Men desværre der er intet slettere i Byen. O der er han . . jeg er saa beklemt. (Iler mod Smelt, som kommer med Schmeichel og de andre Kringlefigurer. De hilse skjødes- løst paa Husets Folk, ikke paa de Andre, hvilket giver Anledning til en horizontal Bevægelse imellem Kapperne i Sofaen. Berger og Madamen gjøre dybe Reverenzer, føre Figurerne ind i Salen, og vende tilbage). Smelt. (Omfavnende Marie) Marie, o hvor jeg elsker dig! Og naar jeg føler det inderligst, er jeg paaveje til at blive tungsindig. Marie. I denne bløde Stemning er det de Himmelske saae i Menne- skenes Sjele. (Hvidskende) Karl, vi ville blive lykkelige. Vær blot -- jeg beder dig -- noget opmærksom og skaanselsfuld mod mine Forældre. Smelt. Jeg skal gjøre mig Umage saavidt det er muligt og passende. Schmeichel. (Til Smelt) Du har s'gu Smag. Til slige Øine behøver man ikke Brillanter. Smelt. Ak, jeg tør ikke see i dem nu. Mad. Berger. Men Kringla? Vi kan gratulere? Marie er kommen ind i Kringla, veed jeg? i Almacks eller Alslags eller hvad denne Kringle, som er bagt af bare skjære Perler, nu hedder? Smelt. Desværre . . . der kom saagodtsom Ingen ind . . Man havde sat sig paa det Point . . man . . Mad. Berger. Ikke ind? Naa du chinesiske Maskerade! (Slaaer Hænderne sammen). SIDE: 286 Marie. Mo'r det smerter mig ikke, og om det gjorde, saa deler jeg den menneskelige Skrøbelighed, at føle en saadan Ulykke saa- mange Gange mindre, som man deler den med Andre. Smelt. Ja der kom saa godtsom Ingen ind. Schmeichel. Det kan jeg forsikkre, Frøken. Marie. Maaskee jeg kunde behøve den Titel (Moderen trækker hende i Kjolen) i Kringlen, men her hjemme er den ganske overflødig, min Herre. Mad. Berger. Saa gid det stolte, fordømte Pak! Tvi! . . Berger. Meget rigtigt bemærket. Marie. Men Moer, Moer da, der kom jo saagodtsom Ingen ind. Karl siger . . (Madsen kommer raskt ind). Madsen. Siger han, at jeg hedder Ingen, saa er det D -- brække mig Løgn i hans Hals, Jomfru, for jeg kom ind jeg -- ja. Mad. Berger. De? Naa! (Giftig) Ih! Vi gratulere. Nei de Almacks ere ikke Alslags. Madsen. Takker; ja ret jeg. Men Jomfruen faldt igjennem eenstemmig. Mad. Berger, Berger. (Skrigende). Eenstemmig? SIDE: 287 Schmeichel. (Til Smelt) Nu skjælv ikke saa! Smelt. (Til Schmeichel) Jeg er mest bange for de Gamle, for angaaer det deres Børn, ere slige Folk Ulvinder. Marie. (Samlende sig) Alles paa nær een, een Stemme. Det er jeg vis paa. Ak, Karl, du svarer ikke? Smelt. Bedste, Alt kan blive godt. Voteringen vil upaatvivlelig blive kasseret og en formelig Indbydelse til at melde sig ind . . Mad. Berger. Det var overmaade galant. Vær da ikke mistrøstig, Barn. Marie. Og hvilken anstændig Pige skulde kunne tage derimod? Hen- des Æres Hjerte er Æresfølelsen. Schmeichel. Jomfruen har Ret. Man vilde bare komme til at sige: Før, søde Piger, lignedes I ved Papilioner, som i Blomster hvilte; nu er I simple Myg, som ilte i Flammen, der jer nylig sved. Marie. Oh, for mig er Karls ene Stemme imod alle de Andres en Triumf. Madsen. Om Forladelse, den Trumpfen stikker jeg. Thi seer De: Een- stemmig, det er: ved Alles Stemmer uden Undtagelse. Berger. Meget rigtigt bemærket -- men bare i Formandskabet notabene. SIDE: 288 Mad. Berger. (Skrigende) Nei, nei; jeg forstaaer det. Eenstemmig, Eenstemmig! Det er med Alles Stemmer, Alles, Alles, Alles! Marie. (Med Smertesskrig) Ogsaa Karls! (Synker om i Dalbergs Arme, der staaer hende nærmest.) Mad. Berger. Mit Barn! o mit Barn! (Pegende paa Smelt) Se Slyngelen! se den onde Samvittighed! Han tør ikke røre hende. Gamle Tante. (Styrter fra Sofaen, fulgt af de Andre). Var det en Kop? en af de blaae? en af det hvide Stel? Sofadamerne. (I Munden paa hverandre.) Var det? var det? O du blodige Synd paa det hvide Stel! (De danne en Kreds om Marie, saa Smelt og Schmeichel komme til at staae udenfor). Gamle Tante. Nei, nu seer jeg det. (Kaster sig over Marie) O mit Gudbarn! o mit Søsterbarn, o mit Hjertebarn! hvad har de gjort dig? O Gud hjelpe og trøste mig! Mad. Berger. Han, han, der! O den Hykler, der holder han Lommetørklædet for. Mand, Mand! mand dig dog op! og faa ham og hans Abe- katte paa Døren! O de fordømte, fordømte Almacks! Berger. Og din fordømte Idee med at Hun skulde der ind! Ja nu tør jeg tale, Mo'r; nu da kanske vort Barn faaer Livsknækken. Mad. Berger. Og den fordømte Idee med at trække den Laps ind i Huset bare fordi han slog dig plat med sin Frækhed! O! o! mit Barn har faaet et Hjertesaar, hvoraf hun maae døe i sit Blomster. SIDE: 289 Gamle Tante. Hun maa ikke, hun maa ikke. Barn, Barn, du maa ikke døe. Bare et Øiekast, saa er mine 6000 dine. De ere dig skjænkede bare bare for et Øiekast. Dalberg. Vær rolig. Hun kommer sig. Madsen. (Til Smelt) Jo De har gjort det godt. Nu synke kanske Aktierne for Somme og stige for Somme. Kommer hun sig, vil jeg bede hende synge til Portepianet "Bønnen i Bruden", for den kunde ikke passe sig saa ilde. Schmeichel. (Til Smelt) Det er djævleblændt, naar man, ved at manøvrere med Svag- hederne, kommer til at røre ved de naturlige Følelser. Det er ligesom at træde Slanger paa Halen, naar man troede at sætte Foden paa en Traad. De ere ligesom Ildaarer under Jorden, som man ikke veed rigtig hvor dybt de ligge, naar man stikker i den. Inden man seer sig for, spruder glødende Lava ivejret, og Helvede er løst. Mad. Berger. Gudskelov! Gamle Tante. Hun aander . . det velsignede Barn. Ja de 6000 ere dine. Hvad skal jeg med dem, naar du bare lever? Berger. Meget rigtig bemærket, Tante. Schmeichel. Hør, selv det gamle Pergamentskind var der en varm Blods- draabe i, som piblede ud, da man fandt Stedet. Hun negtede vist sin Guddatter 12 Skilling igaar, men nu vil hun ikke miste hende for alt hvad hun ejer. SIDE: 290 Smelt. (Kaster et stjaalet Blik ind i Kredsen) O Gudskelov, hun reiser sig. (Marie reiser sig. Taushed inden Kredsen). Schmeichel. Det var dog en ægte Besvimelse. Ballet er for det første reduceret til en Soupee. Smelt. Forlad mig ikke; men jeg kan ikke følge dine Bemærkninger. Schmeichel. Jo een kommer du nok til at følge: den, det er nok bedst, at vi pille af, baade vi og Vore. Marie. (Lægger Haanden paa Panden eftertænkende. Træder frem. Bestemt). O mine gode Forældre, velsigner den Beslutning, jeg har fattet. Jeg har elsket, og var lykkelig endog uden Eders Vel- signelse, fordi jeg troede ham, hvis Navn ikke skal nævnes, værdig min Ømhed og Troskab. Og han var det, indtil den Fordærvelse, den Forfængelighedens, Hovmodighedens Aand, som forgifter vort Samfund, ogsaa greb hans bøjelige Gemyt. Det er forbi, og jeg er taknemlig for en lang Drøm, der havde en smertelig, men kort Opvaagnelse. Jeg er vaagnet; det er uden Letsindighed, uden Lidenskab, men af Erkjendtlighed for et trofast Venskab, og af Agtelse for en prøvet ædel Karakteer, i Tillid til mine Forældres Velsignelse, som nu have lært at vurdere det Ægte, at jeg giver Dem, Dalberg, der saa længe har elsket mig med et Savn, jeg har forstaaet og beklaget, min Haand. Dalberg. (Skjælvende) Marie! O Gud! Ja jeg elsker dig mere end Livet. (De knæle ned). Gamle Tante. Den Kulør bedrager min Tro ikke. Den stærkeste Glæde er bleg, den visse Død er bleg, den ægte Sandhed er bleg, det fineste Guld er blegt. SIDE: 291 Berger. Og . . og . . den bedste Portviin, den som jeg har, er bleg. Mad. Berger. Nu, at tænke paa Sligt nu? Gamle Tante. Ja det maa du sige. Himmelske Gud Fader! Berger. (Hemmeligt) Ei Mo'r, du veed jo, jeg aldrig tænker før du har tænkt. Det gaaer rundt for mig nu. Mad. Berger. For mig med. Men jeg tænker, det er en Straf for den falske, falske Abekat, som du trak ind i Huset, om vi samtykke i Maries Beslutning, at krone gammel trofast Kjærlighed. (Afs.) Og saa blier da heller ikke Maden fordærvet. (Høit.) Gud signe jer, Børn. Berger. Jeg som Mo'r: Gud signe jer, siden det nu skal være. Og jeg troer skam, vi have alle valgt det Bedre. Smelt. (vaklende, med Haanden for Øinene) Hold mig! Schmeichel hold mig! Det sortner . . Schmeichel. Ei was! Se Frøken Superbas Øine i det Mulm. De lyse i Mørke som Graapiises. Gamle Tante. Lad da mig ogsaa komme til. Jeg bliver ved mit. Og lad saa Kringleaben løbe. Ak, Barn, jeg har kjendt Magen i sal. Bernt Ankers Dage; men da var her flere Dyraber, for dengang foer vi paa Vestindien -- og did reiste da ogsaa Han -- men nu er her langt flere Menneskeaber i Byen. Ja Gud fri os, det er forsæt. Berger. Meget rigtig bemærket. Vær saa god, lad os gaae ind. Jeg længes efter at tømme en Skaal paa Død og Ødelæggelse over Kringleaanden. (De gaae ind i Salen). SIDE: 292 Madsen. (For sig selv) Hvad Fanden, det var ikke den Opløsning, jeg troede. Hvor skal jeg gaae hen? Med Kringlekavalererne? Nei de trippe jo væk. Jeg gaaer skam ind med. (Gaaer ind i Salen). Schmeichel. Nu kan vi pille af med en prægtig Historie for Kringlen eller norske Almacks. De erstatte Alt (Tager Smelt under Armen). Smelt. (Fortvivlet) Forbandelse over alslags Almacks! (De gaae. Mens Teppet falder, seer man nogle smale Been følge dem over Scenen ud) FØRSTE EFTERSPIL Teppet gaaer op. Samme Scene, men tom. Igjennem den aabne Dør sees Gjæstebudsbordet med Marie og Dalberg for Enden. Chor af Gjæster. Mel. Og kjøre Vatt'n og kjøre Ved. Gid Norge leve, det dyre Navn, i alle Hjerter i Nationen! Da foer tilvisse til Kjøbenhavn med første Dampbaad Ambitionen. Thi den, jo mere den er "honet", fordærver Norriges unge Æt: Sønnen blier slet, Pigen koket, og Jeandefranceri blier Tonen. Men fyld Pokalen, og send den rundt! Skaal for hver Yngling og hver Pige, som føler varmt, og som tænker sundt, og seer fornemt ei paa sin Lige! Dog gives Aber uden lodden Svands, saavist som Mennesker foruden Sands, Falskhed i Glands, Qviste i Krands, og Usselhed i Norges Rige. SIDE: 293 Men Taagen farer fra Fjeldets Tind, og Elven blaaner dybt i Dalen. Fra Folkets Arner du Geist forsvind, som aander ud din Gift i Salen! For Einars Alvor i Normands Sind, for Axels Øie og Valborgs Kind, Blodet som fiin, glødende Viin -- for Norges Ungdom gaaer Pokalen! ANDET EFTERSPIL Scene som i forrige paanær at Gjæstebudsbordet i det indre Værelse har delt sig i flere Spilleborde i begge Værelser med søvnige Lys og Gjæster -- kort alt antydende, at Gjæstebudet har været saa "man kan have Ære af det," og at det lakker ad Dag. Ved Æresbostonen i første Værelse Æresgjæster fra Landet, nemlig en suspenderet Foged, en konstitueret Foged, og en virkelig Foged, samt en Incassator, Examinatus juris. Berger, Madsen og siden Kringlefigurer. Den virkelige Foged. Nu kan jeg sige Pas: Jeg vandt jo mine misère. Den konst. Foged. Du burde været bête. Den virkelige Foged. Som du fornys, mon frère. Den konst. Foged. He, lad saa være; men nu har jeg mine Stik. Den suspend. Foged. Ja, seer De, dem De ved min Benefiz kun fik. Thi, seer De, havde jeg . . Incassatoren. I Kortene du snakker. Hold Munden! gjør som jeg, og brug du Bonden, Makker! SIDE: 294 Berger. (Reiser sig fra sit Bord). Endnu engang, mine Herrer, giver jeg mig den Ære . . Vel- gaaende af Solør, Velgaaende af Bordet derborte! En Gjæst. Ja der er s'gu Mærker i det. Berger. Rigtig bemærket. Lad det smage jer, mine Herrer! Her er ingen Kringle, skulde jeg troe. Madsen. (Beskjænket til den anmærkende Gjæst). Hvad? Mærker? Kan du mærke noget paa mig? Jeg kan bevise Dem, at det er umuligt, at jeg er fuld, for jeg er i Kringlen skal jeg sige Dem. Gid jeg havde været der, saa havde jeg været endnu ædruere! Men det er ikke for seent endnu, for der sidder altid Nogle efter. (Man hører Sang udenfor). Ei, komme de ikke der, saa er det ikke Kaspars Drikkesang af Jægerbruden, de der synge. Farvel saalænge, min Herre! (Raver ud). Gjæsten. (halvt hvidskende.) Stakkels Mand! Han er jo gaaen iaften? Berger. Hvad? Hva -- hva -- hvad? Jeg, som har endosseret. Incassatoren. (Gelassen) Er han gaaen? Har han mange Fordringer deroppe? Gjæsten. Han har jo ikke begyndt at handle endnu. Incassatoren. Det var Pokkers. Gjæsten. Det gjør intet til Sagen. De fleste gaae før de have begyndt at handle. SIDE: 295 Madsen. (kommer ind igjen.) Ja jeg gik; men kommer igjen. Vær saa god mine Herrer! (Aabner Døren for Kringlefigurer, der ligeledes ere ved godt Humør). Vær saa god! Jeg er kjendt i Huset, og Solen er endnu ikke oppe. Berger. Ikke saa rigtig bemærket. Men -- kom nærmere mine Herrer Den gik ned over min Vrede, siden jeg seer, I ere akkurat som andre Folk. Gjæsten. Ja som Vi; kanskee lidt mere. Chor af Kringlefigurer. Mel. Kaspars Drikkesang. : : Vinens Aand har sprængt de Baand, : : dumme Love bunde. Si naturam pellas ex, kommer hun igjen den Hex : : -- o saa mangelunde! : : : : Længer tør er ei som før : : vor den gamle Kringle. Elsk os nu; thi, just som I, fulde, mætte, muntre Vi : : hjem ifra den sjingle : : Chor af Gjæster og Kringlefigurer. : : Derfor er den populær: : : Skaal! ja Skaal for Kringlen! Vær som Andre, vær da gal! Er du høflig, saa befal! : : Skaal! Hurra for Kringlen! : : (De drikke). SIDE: 296 Chor af Kringlefigurer. : : Slaa din Sviir -- men Alt med Ziir -- : : af kun i vor Kringle! Lad først Damerne gaae hjem, kom, Champagnens Geist, da frem! : : Klinkklingelingelinge Lingelingle! : : Chor af Gjæster. : : Naar vi ret betænke det: : : Kringlen jo betyder Brænd'viinsbrød fra Arildstid, bør da altsaa regnes hid : : blandt Nationens Dyder. : : Gjæsten. (Afs.) : : Af en Orm, den har sin Form, : : har et Snogehjerte. Der er ikke meget ved hele den Nedladenhed, : : man af Nøden lærte. : : Henrik Wergeland SIDE: 297 DEN KONSTITUTIONELLE NISSESPIL AF SIFUL SIFADDA Personerne: Motzius, Dr. juris utriusque. To Studiosi. Grim, eller Nissegrim, den CCLIX, Nissers og flere Thusse- stammers Fyrste, forhen Konge over alle Lofter, m. m. Mara, gammel Nisseqvinde, anseet, som andre Kjærringer, for et Orakel. Tys, Nissehøvding. Sifaheddin, Alfers og Sifuliners Høvding. En talende Parykblok. Nisser, Alfer og Sifuliner. Nihiliter, et nyt Nissefolk. (Et uryddigt Loft i Motzius's Huus. Mellem Skramleriet en aaben Bogkiste og en Parykblok af Pap. Kong Grim i en sørgmodig Stilling i Bogkisten. Mara ved Parykblokken. Tys paa Vagt i Loft- gluggen. Siden Nisser, smaa, skumle, barokke Skabninger, Alfer og Sifuliner). Mara. Snart vil i Norrige, Nissernes Odel, Rødhætters Arne, Graagutters Hjemsted, Tomtgubbers egne oldhjemlede Bopæl, Flere ei findes af Thussernes Slægt. Nisser (overalt fra Krogene). Ve! ve! ve! Mara. Thusser, oprundne af Mulden, befrugtet af Risernes Blodstrøm! SIDE: 298 Nisser, de levende Geister af Asernes lystige Indfald rundt Bordet i Valhall! Graagutter, Støvet i Jetternes Fodspor, livnet af Gudens forfølgende Aande! Rødhætter, Mjølnirens levende Gnister! Tomtgubber, I, som i Fædrenes morknede Høisæder boed! Ve Eder Alle! Thi Engenes Alfer og Skov-Sifulinernes vilde og fremmede Slægt har fortrængt jer. Nisser (i Krogene). Ve! ve! ve! Mara. De myrde vor Stamme med tornede Blomster, med Kjøller af Roser, med Sværde af Liljer, med Slynger af Efev, med Landser af Solglimt. Med Sommerfuglstøv de gamle ærværdige Nisser og Nissernes Helte de blinde, saa Hine forvirres i Raadet, og disse ei Vaabnene finde. Nisser (i Krogene). Ve! ve! ve! SIDE: 299 Mara. Ja ve os! Før kaldtes vort Hjem "overalt:" fra Taget paa Templet i Nidarosby til Spangareidbondens tangtækkede Hytte. Snart intetsteds er det; thi Fienden levnet har kun dette Loft. Istedet for Helgeners brogede Billeder, fortrængte til Templets Loft af St. Olafs forgyldte Statyer, kun denne elendige Blok til vor Leeg! Istedetfor Orgelets rungende Bølgegang under i Kirken, det evige Snøvl af Pedanten herunder! Istedetfor Kisten med Kronen for Bruden, med Hornet og Kruset, det sølverforgyldte, med Maaneskin fyldte, og Søljer og Maljer og Belter og Ringe, kun denne forstøvede Kasse med mølædte Bøger og Skroller! Istedetfor brogede Stakker og Kofter paa Bøndernes Stabur, dandsende lystigt med os under Taget, kun Kingelens Væv og et Kaalhoved, vissent SIDE: 300 og flaut som Pedantens, hvis Huus er vor sidste og eneste Tilflugt! Nisser (i Krogene). Ve! ve! ve! Tys (til Grim). Og selv her beleiret, Herre! Thi histnede alt paa Engen vilde Sifuliner, kaade Alfer sig i Rækker ordne til en Storm paany inat. Med en Bonderoses Stolthed seer jeg Sifaheddin kneise; Alfer meje langsmed Muren bidske Nesler af til Riis, og den lumske Humleranke viser Vej dem opad Væggen. K. Grim. Luk da Gluggen, tappre Tys! Mærk den udenpaa med Tegnet af den store Ases Hammer! (Det bliver halvdunkelt. Kun en Ugles Øjne lyse under Tagbjelken.) Det vil skræmme dem som Løvens Hellebarde over Porten paa det gamle Agershuus tvinger stedse Ola Høiland til at vende Ryg paany. Skift en Lime, om den findes, ud til Spær blandt vore Tappre! Byd Trompeter Muus at blæse ud af sine Musehul flux vor sidste Trop isammen! (Der blæses som naar en Muus piber. Nisser af forskjellige Stammer komme frem og rangere sig op). SIDE: 301 Tys. Ak en sørgelig Revy! Dine Fædre, Herre Konge, kunde mønstre fleer Geleder end den gamle Eeg har Qviste, flere Hoveder end Blade, flere Spær end Fyrrens Naale. K. Grim. Ja, min Skjebne er som Norges, bedre ei, ei mere slet. Jeg har flere Tomtegubber end det eier Generaler. Dog Lad end engang Trompeten tone, om endnu i Krogen sig forstikke skulde Nogen. (Der blæses. Flere komme frem). Og saalænge Een er qvar, mit Prærogativ jeg har. Jeg kan gjøre hans Person fra et Nul til en Baron. Først naar Ingen af Nationen er tilbage, blegner Kronen. For at vise dig, at den end har Liv og Glands igjen siden sidste Nederlag, er Baron du fra idag. Tys. Dine Fædres høje Geist har sig i dit Hjerte rejst. Den har fra din Læbe mælt, Sejershaabet gjenbesjelt. Thi naar Storhed er tilbage, naar i Nederlagets Dage Naaden end saa mildt kan smile, hvo kan da om Seiren tvivle? SIDE: 302 K. Grim. Derfor blæs endnu engang! Tappre, det er Ærens Klang. Mod i eders Hjerter steile! Haand med Haand om Prisen beile! Venstren vinde Høirens Kraft! gjøre dennes Underværker! tegne dybe Jothunmærker med et usselt Landseskaft! Vi fra denne Foliant (høistærværdige "van Leeuwen om Noveller og Pandekter," laant af trængende Behøven af den granskende Pedant, paa hvis Loft et Skjul vi fandt) Selv vil see paa, at I fegter, styre Kampens Mord og Røven, Pilens Flugt igjennem Slaget, Sværdets Vei i Nederlaget, kaade Landsesprings Badut, Stridens Aabning, Gang og Slut. Mærker, før I Sværdet spidser, derfor min Befaling, Nisser! Raadet, født paa Cæsars Tunge til Pompeji Lapsers Skræk, lyder ifra eders Konge: hugg i Fiendens Ansigt væk! Naar, forknyt ved Sligt, Enhver skynder sig at vende Bagen, kan I mageligen der skrive Datoen af Dagen, da de gamle Nissers Hær, ofte nederdrægtigt slagen, restaurert i Norge fik Fædres Magt og Fædres Skik, renset ifra Tag til Tofter SIDE: 303 Tomten, som fra Arildsold var i Nissefolkets Vold: alle Norges gamle Lofter. Derfor hugg som jeg har buden! Smuk er Alfen, ræd for Huden, dandyagtig, elegant i sit Rosensfløilsgevant. Kast ham Aske da i Snuden! Giv ham i hans glatte Fjæs derfor mangtet Rødkridsbles! Kløv hans Næse, Kinden spalt! Gjør hans Pande runemalt! Ved et dygtigt Snit paatvers, kjække Nisser, maae I dræbe al den Haan og bittre Skjerts rundtom Sifulinens Læbe! Gjør hans Næse liig Kamelen, eller levn kun Halvedelen! I fra Øre og til Øre til en Afgrund Munden gjøre! Giv hans Kind et Klap, som svier! Panden gjør til Vertshuusskildt: Lørdagsaftens Fantasier, malte noget grelt og vildt! Gjør med alle dem, I griber, som paa Spansk med Karaiber! Hundedrevne skal de løbe Spidsrod for sin egen Svøbe, pidskes som man pidsker Duun, hakkes sønder som Kallun. Hevnen ei for svær kan være; thi det gjælder Land og Ære. Alfen, kaad og klokkeblaa, hader Nissen, som er graa. Meer end Svensken hader Russen, hader Sifulinen Thussen. SIDE: 304 Han med Rosenknop til Hue vil mit stakkels Folk forbyde, sig i Fædres Sæd at pryde med den nationale Lu'e. Derfor rød og spids som den, blus iveiret, Krigens Flamme! Heller Nederlag igjen, end en Fred, som er tilskamme! Derfor, Mara, vor Præstinde, Veeraab lys imod vor Fiende! Veeraab hvast og tæt betandet, skjøndt af tandløs Gumme født, som af Skindæg, ækelt, blødt, Krokodilerne i Sandet! Mara. Konning! min Mund har din Oldefa'r kysset. Skjaldene qvad da om Roser og Honning. Nu er den opfyldt med hede Forbandelser, fyldt som med Skedevand, Pythias Hule liig, fuld af de giftige tryllende Dampe. Men ad Forbandelser leer Sifulinen. Skjøndt som en Blyregn fra Læberne sendte, Alfen afryster dem let som et Duggdryp. Heller ei haaber jeg Sejer ved Vaaben. Førstvundne Sejer gi'er Stympren Berustes Kræfter og Lykke. Helten, betvungen, er regnslukket Baune, som SIDE: 305 længe vel syder og gløder i Asken, men mere ei løfter sin purpurne Fane. Derfor til Fædrenes tryllende Kunster Mara sit sorgfulde Øie har vendt. Rædsel maa vækkes -- Konge, giv Agt! Modet ei knækkes altid med Magt. Men det kan skrækkes, Sejerens Blussen, med Bleghed bedækkes ved Koglen af Thussen. Lad Aanden da fegte, hvor Hænder ei mægte! Vi aabne, som sidste Redning vi vidste, da Rædselens Sluse! Ei bølgende Hav af Bleghed skal bruse mod Fienden deraf, skylle fra Kinden den pralende Let, saa Fienden, inden han veed det, medeet, forfærdet og bleget, kun ligner sit eget fortegnede Blyantsportræt! K. Grim. Lad os høre da din Plan! Gamle Viisdom, lad os høre! Se, din egen Konges Øre er din Læbes Underdan! SIDE: 306 Tys. Der er ei til Koglen Tid: Fienden ruster sig til Strid. Kjelling, før du faaer din Gryde til af Fandenskab at syde, flyver Svalen under Tag; Sifulinen sidder bag, styrer den med Stjertens Roer ind paa Loftet, hvor vi boer. Mara. Ve dig, du som ikke ejer meer, end Officerer plejer, af Religion og Tro, men har mere, end man vant er selv hos unge Adjudanter, af en fuld og opblæst Kro! -- Du (og Mara dette siger) du skal døe, idet du viger. K. Grim. Stille! Stille, begge To! Forud gives Slip paa Sejren, hvis vi have Tvist i Leiren. Mod og Kløgt er ikke Eet; dog har nu I begge Ret. Alt som Fienden kommer, maa han af Os sin Hilsen faae. Skulde han blandt Nisser finde kun til Værn en gammel Qvinde? Nei, vi er Kong Grim, som veed, hvor vi har i Kamp vort Sted, højest oppe -- jo vi veed det -- medens du vor tappre Tys (Slangehovdet paa Geledet) gjør os Fiendens Række lys. Ud af dette Corpus juris, sine permissione legis, SIDE: 307 jus secundum solum furis nec non absoluti regis, vi et Blad til Banner skjærer, som med sære Karakterer, græske Træk, Arabertal, skræmme Fiendehæren skal. (River et Blad ud, og stikker det op som Fahne). Tys. De komme! De komme! K. Grim. Lad røres vor Tromme! Tys. De komme, de komme, saa rappe som Tanker. Se Toget saa broget som gamle Skavanker, som ny Fantasier! De entre i Humlens forræderske Ranker, som sværmende Bier. De bruge til Stiger en Straale, som end i Nedgangen higer til Taget igjen. De ride paa Svaler med blaat Skaberak. Det er Generaler i Stab om sin Schak. K. Grim. Til Vaaben da, Tappre! Lad Trommen bli'e rørt! At Tænderne klappre, maa ikke bli'e hørt. (Allarm udenfor Gluggen). SIDE: 308 Tys. Tilbage! tilbage! Min Post er forcert. Ret eder, Karnaljer! I Orden I drage jer ud af Bataljer, og ikke forkjert! (Alfer og Sifuliner, smukke smaa Skabninger, bevæbnede med Rosentorne, Sværdliljeblade o. s. v. mylre, med Sifaheddin i Spidsen, ind ad Gluggen ved Hjælp af Humleranken udenfore. Et stærkt Aftenlys bryder ind. Nisserne retirere, forsvindende for det meste i Krogene). Sifaheddin. Ned, Yngel af Natten, saa ussel som Støvet, der gav dig dit Liv, saa troløs som Katten og snigende Slange, feighjertet og bange som Aspetræløvet og sittrende Siv! K. Grim. Perdu! Perdu! Tys. O Konge, fly! K. Grim. Fra Land og Rygte, med Stormens Suus, vil Kongen flygte. Før frem min Ganger, "graa Flaggermus"! Sifaheddin. O man dig fanger før den er sprængt. Din Kongetitel da ud har tonet. SIDE: 309 I Slavekittel, skjøndt konningkronet, da blier du hængt. K. Grim. Fly'er, Tomtegubber, iskjul, iskjul! som Maur i Kubber, som Muus i Hul! Sifaheddin. Frem Sifuliner hvor Landsen hviner, det gyldne Ax! K. Grim. Tilbage Nisser! Tilbage strax! Hist Døden griner fra Landsespidser. Sifaheddin. Frem, Alfer fagre, hvor Bann'rene flagre! K. Grim. Retræt fra Valen! Følg Generalen! (Dr. Motzius kommer i Døren). Sifaheddin. Frem! -- Nei, tilbage! Med Sværd af Blommer kan Ingen jage saa fæle Trold, som det der kommer. Den fule Nisse har havt en Rise i skjult Behold. (Alfer og Nisser flygte hver til sin Kant) SIDE: 310 Dr. Motzius. -- -- 6te 9de 1ste om Huusfred. Item 6te, som ret passer sig paa casum, hvis kun Angjældende -- sons maleficii vel de male- ficio -- lod sig finde. Dog saa bliver 1 -- 4 -- 32 anvendelig. Eller skulde virkelig denne Allarm, formedelst overvættes Lærdom, være forefalden i mit eget Hoved, hvori virkelig stridige Lov- steder tumlede sig? Alligevel er dog Huusfreden brudt, og Dr. Motzius maatte have sig selv at stevne, om Lovgivningen var fuldkommen. Ingen maa forstyrre Dr. Motzius udi hans dybe Meditationer, ikke engang Dr. Motzius selv uvitterligen, ihvorvel ved nøjere Granskning af denne casus en mærkelig defectus legis i 6te 11te lader sig tilsyne. Men den fuldkomne Lovtilstand, der sikkrer os endog for Molester af os Selv -- ex sua ipsius persona -- vil først blive etableret naar jeg faaer min Kriminal- og Civillov færdig, hvilket -- ope Dei og de Mørkets Tænder er det, som har gnavet paa Lysets herlige Kjerne. Og kanskee de hel- ler ikke have sparet mine andre herlige Skatte, som dog imod Corpus ere som mørke Planeter og Maaner imod Solen. Lad da see! (Mønstrer Bogkassen.) Nei, den herlige Antonii Bullæi Consilia item Sigismundi Bauschmanni Qvæstiones practicabiles (hvoraf Dr. Motzius idetmindste har opdaget 400 til) item, Gudskelov, den opløftende Pagenstecheri Prognosticon de barba og Antonii de Sousa Perfectus Doctor; item den guddommelige Zepperus de jure aggratiandi, detractionis, stapulæ, anargyriæ, anatocismi, antichresis, juramenti calumniæ, revisionis, unionis prolium item den skarpsindige Philopatreia's Anmærk- ninger over de dyre Tider, samt de kostbare Kapitelstaxter fra Anno 1600 til 1814; item den ubetalelige Casparis Ziegleri Ra- bulistica, sive de artibus rabulariis item Kjøge Huus-Kaars eller Beretning om Djævelens Fristelse ved tvende Egte-Folk, af Johan Brunsmand; das Kögesche Haus-Creuz, og Euergumeni Coagienses, Lugduni Ba- tavorum, cura Ioannis Brunsmanni item: Kortholt om den af Djævlen legemlig besatte Dreng udi Borg; Gedancken von dem modo succedendi in den itzigen feudis in Dännemark, samt om Besættelsen udi Thistæd. Jo, Gud være lovet alle disse kostelige Værker, min Lærdoms Hjørnestene, befindes paa sin Plads; kun Corpus, o Corpus, SIDE: 312 Hovedhjørnestenen, er den molesterede, og Dr. Motzius den ulyksaligste af alle lærde Jurister. Men har jeg ikke læst, at Mange i Søvne have kunnet tale Hebraisk og skrive Aramæisk ved en synderlig Aabenbarelse? Jeg vil prøve det, om ikke Stedet skulde rinde mig ihu med Pagina og Paragraf paa det allernøieste in terminis, naar jeg inat bruger Corpus til Hoved- pude. (Gaaer med Corpus). Mara. Siden K.Grim og de andre Nisser. Mara (kommer frem). Da, naar Heltene i Buxe vende Ryg og unnafuxe, er det let for gammel Qvinde, Herskerinden i en Spiis, at faae Skjørterne i Priis, Rygte og Berøm at vinde, Storhed for et Røverkjøb, hvis hun stod hvor Manden løb. Da blier hendes Kneps Bedrivt fremfor Knepsene i Lommen. Hør min Røst da I, som Trommen, med Respekt og Øret stivt! K. Grim. Vi høre, vi høre! Mara. Finnerne føre Jomalas rædsomme Billed i Feldten, som de Filister svandsede Dagon og blodige Baal. Højt over Hæren løftet paa Skjolde, trued den Vældige. SIDE: 313 Fienden sloges af Aasynets Rædsel, Sværdene blødnedes, Øxerne drypped som Bly ifra Skaftet, Spydene smelted for Afgudens stirrende, dræbende Blik. Hvergang det hede Offerblod, øst af Præsterne, silred over dens Bryst af ravnsorte Marmor, risled dem Dødens Iis nedad Ryggen. Derfor, du gamle, vaklende Konge -- derfor du vantro, pralende Feldtherre, kjæk nu som Hønen, naar Regnen er over -- derfor du feige, flugtdrevne Folk -- hører Præstinden! Viisdom hun mælte dengang hun qvad: "ene til Fædrenes tryllende Kunster Mara sit sorgfulde Øje har vendt." Mara har seet Nissernes Frelse, Thussernes Vælde i Norrig gjenreist! K. Grim. Vi høre, vi høre! SIDE: 314 Tys. Af Træfningens Torden var døvet mit Øre; men nu kan det høre vel tvertsgjennem Jorden. Det drønende Hav, den rungende Val ei dæmper din Stemme. Jeg Klangen deraf dog skulde fornemme. Præstinde, o tal! Nisser. Præstinde, o tal! Vi klart i din Røst en Viisdommens Kilde vil høre at trille, en brusende Flod af skummende Mod, en Susen af milde Zefyrer af Trøst! Mara. Virkningen i bange Miner saae I hos de Sifuliner, da Pedanten treen herind. Hurtig som de Ryggen vendte, skifted Sejeren sit Sind. Søde Smiil paa Smiil den sendte efter jer hvorhen I rendte. Men, betagne Sands og Mod, Meningen I ei forstod; knap jer Selv af Skræk I kjendte. Men da vaaged Maras Øre! Hun forbauset fik at høre, at de Alfer, skjøndt saa vise, holdt Pedanten for en Rise for en alliert, en djærv, velbetænkt og fuul Reserv. SIDE: 315 Og Hun saae, at Sifuliner ogsaa kunde skifte Miner, som alt Seiren straalte i, gjøre prompte Venstre om, rømme, akkurat som I, didigjen hvorfra de kom. Nu skal derfor den Pedant tjene jer som Bundsforvandt. Naar han paa sit Corpus sover, Mara i sin Nattedragt, voldsomt som den vilde Jagt, ride skal tilgavns ham over, tumlende sin Fole graa -- den der har de hvasse Hover: Flaggermuus med Kløer paa -- gynge sig med blytung Vinge paa hans sammenklemte Bringe, pine ud hans Sjel i bange fæle, rallende og lange Støn, og hastigen den fange op i denne hule Blok. Foran bære da en Flok den som Jomala i Slaget frem som Vizlipuzli, Baal, frem som Dagon paa sin Val! Og forvist Den flygte skal, som ei alt har Flugten taget! (Mara forsvinder med Parykblokken). K. Grim. Mara har Ret; det Indfald er prægtigt. Sindet bli'er let alene ved det, og Sværdet bli'er vægtigt. Tys. Hu, hvor mit Mod nu svulmer i Brystet! SIDE: 316 Efter lidt Blod alt længe jeg lysted. Gid de maae komme tilbage paany! Skulle vel Somme faae lære at flye. Min Følelse lyver for denne Gang ikke. Med blodig Besyver jeg skulde ham stikke. -- Tys! syntes I ikke? Jeg hørte, ved Gud, den larmende Stikke paa Trommernes Hud. K. Grim. Vi ogsaa en Lyd. Jeg syntes det glindste histhenne af Spyd. Tys. De samle sig atter (Afs.) -- Gid Mara var her! -- Nu Posto da fatter! Giv Agt! I Gevær! Vi maae idetmindste udholde hans Ild til Mara os bringer hiin Alfebetvinger, hiint Rædselens Bild. Nisser. De komme, de komme med Pik og med Tross, som brusende Flomme, som rivende Foss! (Alfehæren bryder ind). SIDE: 317 De Forrige. Sifaheddin men sine Alfer og Sifuliner. Siden Mara med den talende Parykblok. Sifaheddin. Frem, I Sifaheddins Magter! Frem paany! Hiin Rise var ikkun en pedantisk Nar, som selv Drengene foragter. Blæser i Liljers sølverne Horn! Rør Tulipanernes Pauker af Guld! Fælder med Irisens blaa Hellebard! Knuser med fulde Provinsrosers Kjøller! Hugger med Kornblommers taggede Morgenstjerner! Fyr med Angelikas lange Kartov! Spring løs Balsamines rappe Ballist! K. Grim (til Tys). General, hvor du løber! Tys. (retirerende). Ja truffen i Knæet. Han har Tolleri, og Kirsebærtræet ham Kuglerne støber med Fandenskab i. K. Grim. O ve Os! forloret er Rige og Thron. Selv Mara med Alt har sammen sig svoret mod Nissers Nation. SIDE: 318 Tys. (retirerende). Ja, Konge, hvor Fanden blier Mara med Manden? Det derfor gaaer galt. Mara. (kommer med Parykblokken). Her er Han! Her er Han, den store Forskrækker, jer Feigheds Bedækker! Blot Synet har alt i Fiendens Rækker os hugget en Spalt. (Nisserne opløfte Parykblokken, og avancere). Parykblokken. 6 -- 6 -- 1, 2. Sifaheddin. Vidunderet snakker. (Afs.) Nu venter jeg paa, at Folket sig pakker. Selv Hektoren maa sligt Syn jo forvirre. Alfer. Gid Fanden maa staae! Vi kunne det ei; thi Knæerne dirre: vi løbe vor Vei. (Retirere). Man hørte vel knap i Digteres Rasen en Taler af Pap? Sifaheddin. Ei! Bileams Asen? Alfer. Det skede ved Rap. Da takker det Fanden. SIDE: 319 Sifaheddin. Velan, lad os see! Da banke vi Manden til Taushed kanskee. K. Grim. Sig Lykken har vendt som Fløjen i Veiret; før Time er endt, har Nisserne seiret. Tys. Begynder ei først da Arbeidets Byrde: de Fangne at myrde, at stille vor Tørst? Thi Sejerens Vinding er let i sig selv. Det er min Opfinding at seire kun ved et tordnende "Skjælv!" til et fiendtlig Geled. Sifaheddin. Falanger, afsted! I tætsaaede Agre med Landsen til Ax, som Vindene flagre I vende jer strax. K. Grim. Men mine de følge kun Bannerets Bølge. Som Ulven ei skræmmer sin egen Betæmmer, vi nære ei Skræk for Bannerets fæle romaniske Træk, som Sandsning og Mæle fra eder jog væk. (Styrter frem med Banneret). SIDE: 320 Parykblokken. Per Deum! (6 -- 15 -- 1) der seer jeg netop hvad jeg ventede at see idrømme, mit bortranede Pagina. Holdt! holdt! eller . . Ei, med hvilket Lovsted skal jeg true disse Væsener, der synes mig som et Slags Menneskerotter? De vilde dog kanskee for- staae det ligesaa godt som Græshopper forstaae Litanier og exorcisationes udi de katholske Lande. Alfer. Hvad Skam, om vi rømme? Thi Ord jo udstrømme fra livløse Mund? Og Tanker sig skjule i Øinenes hule og bundløse Grund. (Retirere). Sifaheddin. Naar blev vel en Tale af Dumheder endst? og Tanker hos Gale som dette Gespenst? Som Olaf gav Thor en Sexer med Klubben, saa Ormene foer af Maven paa Stubben -- tag dette Beviis, du Blok, paa den Priis, jeg sætter paa Pander, hvor ingen Forstand er! (Slaaer Parykblokken nogle Gange eftertrykkeligt i Hovedet med sit Vaaben; den styrter om. Nisserne retirere og ødelægges af Alferne, som strax sætte sig i Avance). Mara. Ve! ve! ve! Falden er Guden: Alt er forbi. Tys. Kamp ham foruden er Raseri. SIDE: 321 Sifaheddin. Frem i forceret Torveslags-Chok! Se, vil man granske, finder man kanske sig imponeret kun af en Blok. (Gjør Vidundere af Tapperhed). K. Grim. Ve mig, mit Rige er nu forbi! Sifaheddin. Ja, vi bekrige hvert Monarki. Republikanske Alfer, gaa paa! slaaer som de Blaae vilde paa danske Rødtrøjer slaae! Tys. Au, i min Bag Pilene hagle. Sifaheddin. De til din egen Vanæres Kag, Ridder, dig nagle. Gjør med et Slag Ende paa Legen! Lad den Baronen døe for Nationen! Lader saa den falde for Kronen! Ene igjen -- ene som blege Morgenens Stjerne, SIDE: 322 skjøndt paa de fjerne Fjelde forlængst Straalerne stege -- den blier mit Bytte. Da vil jeg knytte den til en Steen, skjænke saa Dybet Klenodet for Krybet for stedse igjen. (Tys falder; forceret Angreb). Mara. (til K. Grim). Alt er tabt, selv dit Rygte. Konge, knapt kan du flygte. Tys er slagen, Hæren jagen, Fahnen bleven sønderreven, Nisser mere ikke ere. Kronen kast! Fly med Hast! Spiret hiv! Mara redde vil dit Liv! (Mara og K. Grim flygte) Alfer. Viktoria! Sejer! Thussernes skumle Slægt ikke ejer Tomt til at tumle sig paa i Norge. Nu som en slukket Flamme er Ætten. Saga har lukket selve dens Minder. SIDE: 323 De ere blevne liig den bortdrevne Røg over Sletten. Sagnet selv rinder meer ei ihu. Men ifra nu muntre og fagre Alfer omkring frit kunne flagre paa Sommerfuglving. (Dr. Motzius's Studerekammer. Han selv ved Bordet. Mara og K. Grim i en Krog). Dr. Motzius (rystende Hovedet). Au, au, au! hvor jeg er fortumlet i Hovedet, som om jeg skulde have faaet gevaltige Slag. Au, au, au! det er somom min Hjerne var omrystet og bleven en Velling. Og mit Citat af Corpus, uden hvilket mine Forelæsninger in jure specialissimo ikke ville blive saa illustre som ellers! Og dog saae jeg grand- givelig Pagina og Sted inat, men saa -- au, au, au! hvor jeg er fortumlet ligesom af betydelige Dunk i Hovedet, hvilke min haarde Ven Corpus, som jeg brugte til Hovedpude maa have givet mig forat opfriske Citatet i min Erindring, forat jeg ikke skulde komme in cathedram uden at have mine Citater i Orden, hvilket vilde være det Samme, som for en General at trække i Marken uden Ammunition og Artilleri. Men det Citat, det Citat! Dr. Motzius gav sin Salighed for at ikke den Skam skulde overgaae ham. Mara (til K. Grim). O Konning, fat igjen det Mod, som dig forræderiskt forlod! Den Sjel er ei i egen Magt, som har et Ord saa gudløst sagt. I blotte Tanker alt forsvoren er Stakkelen som Faust forloren, skjøndt aldrig den til Gjerning blev, og han sit Mundsveir aldrig skrev. -- -- Høilærde Doctor Motzius! SIDE: 324 Dr. Motzius. Hvem kalder? At afbryde en lærd Mand i sine Meditationer, saa han forvirres, er som at flytte Grændseskjel, saa Alt gaaer i Eet, og burde da straffes efter 6 -- 18 -- 1, conferert med Pa- piniani 1. XXmo, 7. Mara. Høilærde Doctor Motzius! Dr. Motzius. Men i Alverden hvem er saa importun? Mara. En Geist, som sætter Glæde i at staae dig i din Qvide bi -- Jeg hedte Hugo Grotius, jeg var min Alders Motzius. Dr. Motzius. O store, store Grotius! Mara. Nei, store, store Motzius! Dit Navn har mig af Graven vakt, hvori jeg Sekler to har lagt. Men, neppe kommen i det Fri, beaandet af en Sympathi, saa følte Aandens Nerver fine en Kulde af din Pandes Sved, en Feberhede af din Pine, og flux jeg ilede afsted. Jeg kunde ahnende begribe, at en Kollega var iknibe, og fandt du mangled et Citat, som Grotius just har parat. (Træder frem). SIDE: 325 Dr. Motzius. Ei, Kollega, Ulyssis's kløgtige Raad kunde ikke komme Græ- kerne beleiligere. Men bli'er man saa liden i Aandernes Rige? Thi jeg finder dette urimeligere, end om du havde Domkirken i Rotterdams Storhed. Mara. Javist, i samme Proportion, som man var en berømt Person. Naar saae du Ædelstene svære, mens Graasteen kunde Fjelde være? (pegende paa K.Grim.) Hiin lille Mand med Sølverbarter er Puffendorf (der Staatsgelahrter). Meer stor er Godofredus ikke, end liden Ert, sat paa en Stikke. Men alt som Aander bliver mindre, de skarpere i Kjernen tindre; kun usle Aander ere svære, som Skodden paa den vaade Fjære, Gestalter som om hugne ud af Nattens sorte Marmorbrud, kun lange Mulmfigurer, støbte i Dybets Grube, Helveds Stoll, i vide Taagekjoler svøbte, og jagne Fanden ud i Vold. Tribonianus ved sin Viden i Himlen bleven er saa liden, at aldrig Nogen ham har seet; thi han blev bare Geist medeet. I Pantheos hans Geist forsvandt; og Hiin da ved hans Lærdom vandt. Han i sin Viisdom den inddrog, og Rente af hans Liv saa tog. Dr. Motzius. Da bli'er jeg heller ei saa stor. Mara. Nei, vistnok mindre, end du troer. SIDE: 326 Dr. Motzius. Dersom Prælectionstimen ikke var, saa at sige, jam in janua, ønskede jeg og at vide noget om Jurisprudenzens høitberømte Fædre: Hagiotheodoretus, Doxapater, Gregorius, Garidas, Bestes, Theophilitzes, Patzus, Demetrius, Chartophylax, Enantiophanes, Basilicus, Thalelæus, Stephanus Pandectarius, Baphius, Leo, Phocas, Modestinus, Domnius, Blastarus, Alciatus, Gregorius Haloander, den udødelige Covarruvias et ceteri. Eller ogsaa vilde jeg indbyde mine lærde Brødre til en Disputats de Accep- tilationibus eller de Zenodoctis. Men ak! vi vilde snart befinde os inde i Corpus, og Dr Motzius skulde maatte rødme; thi . . o, en slig Ulykke er aldrig hændt mig: man -- qvidam, quivis, quicunque nefandus -- har berøvet mig af mit Corpus just det Citat, jeg skulde bruge. Mara. Ei, Doctor doctissime! Jeg kommer for at yde Eder Hjælp udi denne som i andre lignende casus; og jeg vil herefter, i den høitberømte Puffendorfs Selskab, holde mig hos eder, for dog at have nogen lærd Omgang; thi i Himlen er juridisk Klassicitet udi liden Anseelse. Begge ville vi da forsyne jer med slige Citater, som neppe den Lærdeste i disse Tider skal kunne finde, hvorimod han skal maatte anføre dem med den dybeste Ærbø- dighed, somom de vare hentede fra de Bøger, Sibylla kastede paa Ilden een efter een. Dr. Motzius. Saa skulde kanskee ikke engang Zaleuci og Numæ Love være skjulte for mig? Mara. Langtfra; alt skeer jo per revelationem [fotnotemerke] ). Dr. Motzius. Hvor det vil slaae Auditorium! Fotnote: Ved Aabenbarelse. SIDE: 327 Mara. Men saasom Collega veed: cuique rei sua conditio, saa er der ogsaa ved dette store aandelige beneficium en Betingelse, som ikke kan være andet, end til Fordeel, omtrent som at feje Muusgnag af Bingerne, forat fylde dem med friskt, eller, rettere sagt, med forstenet Korn fra Pompeji istedet. Forat faae Rum til al den gedigne nye Viisdom, hvormed I forstrækkes af eders lærde Venner, maa Kollega overlade os alle de unyttige og tomme Ideer, som dog ogsaa kunne findes i Collegas Hoved. Dr. Motzius. Ei, de ere mig dog kjære og brugbare; thi ligesom man maa blande Hakkelse i Havren til Hestene, maa man heller ikke paa Prælectionerne vænne Studiosi til bare puur gedigen Lærdom. Mara. Men, Høistærede, de ere dog kun at regne for Bladaffald af Træet, hvis Krone strax skyder et friskt Blad for hvert faldende. I skal som sagt aldrig være i Mangel paa Citater, om I end aldrig skulde have læst Stedet, og saaledes kan I da staae jer paa det Bytte. K. Grim. (Afs.) Jeg ahner, men forbaust ei troer, den Kløgt Præstinden nu har for, for atter at faae op paafode vor Sag, den faldne, men den gode. Dr. Motzius. Godtnok, frater. Men naar nu Studiosi tage tiltakke, som vante til det Foder? Mara. Ei, tænker I da ikke paa et Verdensberøm? Havde ikke Numa Pompilius al sin juridiske Lærdom fra Nymfen Egeria? Og han fik den skam ikke for intet i Grotten. I er bange for at miste eders unyttige Ideer ligesom den taabelige Syge forat miste Dødkjødet i Saaret. Og om der nu fandtes en Knappe- SIDE: 328 naal i det Skarn, saa behold I Knappenaalen, og lad os faae Skarnet; thi vi have just Brug derfor ligesom der gives Folk, som opkjøbe Been, Horn, Haar, Filler og deslige. Dr. Motzius. Kan I da -- ikke fordi jeg tvivler om Eders Lærdom, udødelige Hugo -- kan I da sige mig hvilke Citater ex Corpore mig just nu ere undslupne, saa vil jeg . . skjøndt det er Daarskab at be- tænke sig paa slig Handel . . Mara. Strax, frater! Betræffende eders Forstyrrelse udi Medita- tionerne igaaraftes, posito, at den skede ved eder Selv involun- tario og netop formedelst disse unyttige Ideers Urolighed og uvilkaarlige Fremvæxt ligesom Skimmel, papillulæ carneæ og Aandepustets Dunkelhed over Speilet, saa var det Codicis Ju- stinianei Libr. 1, Tit. XVIII "de juris men da jeg vilde hæve Citatet over Drømmens Niveau, gik det det som med Klokken i Vandskorpen. Men nu har jeg det, og kan veludrustet bestige cathedram, hvorefter jeg haaber, at træffe ved min Gjenkomst min høist- ærede confratres udi en dygtig Disputats. (Gaaer). SIDE: 329 Mara og Kong Grim. Mara. Fat Mod du arme, fordrevne Konge! Nu har jeg hvervet for dig Rekrutter, en talløs Race af nye Thusser. Thi hver af Doktorens dumme Tanker med Sjel belives af disse snirklende Træk med Maras, Præstindens, Tryllestav. (Viser Grim en Griffel og Tavle. Seer ud af Vinduet). Se bare der! -- skynd jer Kong Grim! -- han er neppe kommen om Hjørnet og han har alt affødt en Mængde taabelige Ideer, som vrimle efter ham i Luften, som Haar efter den røitende Hest. (Gjør et Nul paa Tavlen). Og seer I, der tryllebandt jeg en i dette Nul, og der en i denne Krusedulle. Og se, der boltre de sig levende i Luften: Nullet som en stor Hydatide, eller en liden bemavet Bormester, Krusedullen som en Miniatur af en myg- rygget Slyngel. (Man seer nogle saadanne boltrende Figurer). K. Grim. Ei, paa den Maade kan vi aldrig mangle Folk. Det er dog altid Kanonføde, og at Mængden er den stærkeste af alle Kræfter lærte Løven af Myggen. Mara. Dette er "Nihiliternes" Slægt, som er frygtelig, netop fordi der gaaer 100,000 paa en Skjeppe; thi Doktoren vil forsyne os saa med dumme Ideer, at vi ville have fuldtop at gjøre med at slaae Nuller eller skaffe de Smaasjele en Krop. SIDE: 330 K. Grim. (malende paa Tavlen). O herlige Deborah! Vi har allerede en heel Armee; og tænke alt paa at rykke op paa Loftet igjen, og gjøre en Ende paa Alfernes og Sifulinernes Tyranni, der ganske bære sig ad som de Hvide, Spaniolerne, i Mexiko og Peru. Men nu skal det gaae mig anderledes end Montezuma, der ogsaa maatte slaaes i sin egen Hovedstad. Mara. Ret, Drot, fat Mod! Med Nihiliter du Fod for Fod indta'er dit Rige. Utællelige, er' Nihiliter som Sand i Flod, som Stjerners Rækker, som Havets Snekker; -- af stridigt Væsen, som Lemænsmuus, der efter Næsen kun gaae barduus; og konseqvente er Nihiliter som de Termiter, der aldrig vendte, hvis Snabler smaa selv Fjeldet splitter, de støde paa; -- energisk stive i Hvad de ville som Hesteklæggen som de, der blive benævnt af Væggen; og uforfærdet er Nihiliten som Sneglen er det, der kryber stille tvertsover Midten af Havets Bund SIDE: 331 fra Cabo Verde't i Afrika til Østersklitten ved Bahia, som om et Sund, af liden Brede, blandt Klipper avet, var Verdenshavet, -- den store Hede, hvor selve Vinden maa trække Bryst, og hvile inden den rækker Kyst, dog værd ei Tanken, at Snegl blier graa før Østersbanken den hist kan naae. (De forsvinde). Dr. Motzius paa Kathedret. To sovende Studenter. Dr. Motzius (citerende fra sig). -- -- Og, mine Herrer, som jeg har bemærket, disse Citater ex jure specialissimo, mine Herrer, som jeg har bemærket, re- fererede ad senatusconsultum Macedonianum, mine Herrer, Orfitianum, mine Herrer, Syllanum, mine Herrer, Tertyllianum, mine Herrer, Trebellianum, mine Herrer, Turpillianum, mine Herrer, Valescianum, mine Herrer, som jeg har bemærket, mine Herrer. . . . (Pakker ind og gaaer). 1ste Student (Seende efter ham). Høilærdeste Professor juris! vil du til Timeglas da gjøre os stakkels Juridiklers Øre? Thi just en Time, grumme Mand! med noget Tørt du fuldt det sæller, som ikke, rerum in naturis, med Noget la'er sig ligne heller, end med det pure, tørre Sand. SIDE: 332 2den Student. Jeg hører du er vaagnet. Godmorgen, Broer! Her kan du ogsaa høre mine Tanker paa Dr. juris utriusque Motzii Fore- læsninger: Hvor Skjebnen leger med sin Hæder! Montanus aldrig fik Katheder; men Motzius sidder alt paa sit. Nu -- Hap som Hip! og Dat som Dit! Montanus før, Montanus siden, Montanus god den blev med Tiden: For seent for hiin, hvor glad den fandt, da den sin Uret vil erstatte, blandt Os en Tretiaars Pedant, som flux med Anger den galant paa en Professors Sæde satte! Som andre Store ubekjendt, ulønnet Rasmus Berg har endt; Ideen, han repræsenterer i Holbergs gamle Lunespil: -- Pedanteriet -- end er til; thi hør -- i Motzius det citerer. (Gaae). (Loftet. K. Grim og Mara). K. Grim. Vi have ogsaa faaet en Tanke, Mara, som er værd vort kongelige Hjerte og din Fortjeneste af vort gjenreiste og blom- strende Rige: vær fra denne Stund af vor Dronning, at dine vise Læber kunne være nærmere vort Øre, og din Haand hvile om Sceptret over Nihiliternes, vort nye Folks Millioner! Mara. O min Herre og Konning! din Tjenerinde vil kun bruge Op- høielsen til din Nærhed til at forherlige med sine Raad dit Riges Vælde. SIDE: 333 K. Grim. Det er stort nok, Dronning. Min Haand er træt af at sætte Mærker for vor Doktors nihilitiske Ideer. Hvad behøve vi flere? Bare een af hans Prælektioner afgav ti Legioner af stærke gode Nihiliter. Alfer og Sifuliner ere forlængst drevne tilskogs, og de gamle Tomter ere i vor Magt. Mara. Ak, Herre, er dette kongelig Tale? Naar skulde Herredømme blive mæt, eller see sine Grændser? Der var en Tid, da dine Stammer herskede over alt Norrige, og nu da Nihiliterne kunne gjenerobre det og overstrømme Alt, skulde de ligne Flager- musene og Frøerne i at rulle sig sammen i Uvirksomhed? Ha, højere er Maras Tanke! større den Plan, som udvider hendes Hjerte! K. Grim. Men hvorledes? Vi forstaae dig ikke. Mara. O Konning, var ikke Norge Nissernes Odel? Og nu ere Ni- hiliterne deres Arvinger. Hver Dag maa en Sværm af dem drage ud for at gjenvinde de Fædrenetomter og udvide Nihili- ternes Herredømme. K. Grim. Vel, Dronning; men hvorledes? Mara. Ei, i ordentlige Linier, i Geleder paa Geleder, paa et Blads Feldt, i en Avis skal hver Morgen en ny Hær af Nihiliter, en ny Sværm af vor lærde Doktors taabelige Ideer, tryllebundne ved Typerne til levende Former, drage ud over Landet. K. Grim. O, Mara, du har vakt et Haarfagerhjerte til at slaae i mit Bryst. Fra Lindesnæs til Nordkap skal Nihiliternes Rige ud- bredes. SIDE: 334 Mara. Haanden da paa Værket, Drot! Handling, ei Beslutning blot! Nihiliter, en avant! Og, da altid Hære, som kun for en Erobring kom, gav sig Navn af herlig Klang, skal for Norriges Nation i en stolt Proklamation vore Nihilitarmeer (Doktor Motzii Ideer) paa sin Fransk fripostig melde sig "den Konstitutionelle." (Forsvinder). Forelæsningssalen. De to Studenter. 1ste Student. Har du hørt Nyt, Bro'er? Vor Doktor er bleven Redaktør. Det vil blive Løjer. 2den Student. Ei, jeg veed det. Se her! (Viser et Blad). 1ste Student. Hvad er det du har der? 2den Student. "Den Konstitutionelle," Nr. 1. SIDE: 335 EFTERSPIL Sifaheddin. (Paa en Graasteen med en Rose i Haanden. Viid Udsigt). Denne Steen bag Tempelvæggen, af og til -- som Skjær i Hav, hvorfra Bølgen skyller af -- skjult af Ukrud stramt og stridt, og, som hiint af Skummet hvidt, overdrysset fuld af Hæggen, -- den er Poesiens Grav, den er Grændsestenen mod Polemikens vilde Riger, skjøndt til Sikkerhed en Elv, afgrundsdyb og slangelistig, langsad Grændserne sig sniger, kun passabel ad en dristig Regnbubro, ifra hvis Hvælv man kan oversee hiinsides Polemikens Riges Steppe, hvor endnu de Allerfleste Roligheden finde neppe, men med Skygger Skygger bides som Ukrænes vilde Heste. Nylig gik paa en Pampus, nydelig og blød som Taagen, Selv saa hvid og let som Maagen, over Doktor Motzius. Ak mod mig hvor modsat Han! Først en stille Lærd, men siden, som han blev en gammel Mand, kasted han sig som en Brand ind med Raseri i Striden. Jeg blev fredelig med Tiden, sloges først med Trold og Thusser legende som Karl med Russer, SIDE: 336 fandt saa trættende i Længden Kamp mod Nihilitermængden, lod det Utøi frit da krybe i det Høje og det Dybe, bare jeg fik Ro og Lov til at færdes i min Skov. Nu, som gamle Thucydid de Helleners bittre Strid, skriver jeg fra denne Steen hine svære Kampes Sage, dypper Liljekolbens Pen i en duggfuld Klokke blaa, maler af begeistret paa et henblegnet Rosenblad Kampene fra gamle Dage, Alfernes og Thussers Had, skildrer tappre Tys, hvis Mod leopardisk, uforfærdet, fjedret, sporet og besværdet, vandred dog paa Krebsefod; og Kong Nissegrim, som øved sjelden Dyd hos en Regent, da han kronte et Talent, som han ikke meer behøved; thi de Constitutionelle droge dagligen i Marken, og befæsted for Monarken mellem Norges gamle Fjelde Nihiliters Regiment. Se den fulde Rose her! Krigens Foliant den er. -- -- Sefyr! Sefyr! alt for vindig, altfor fjasende letsindig blader du mig, Dreng, i den! Vil du, at den Kiv bli'er glemt? at den ei er værd en Pen? Ve mig, o der rev du slemt! SIDE: 337 Just det Blad du ud har revet og i Lethens Bølger hevet, hvorpaa Motzius'es Liv og hans Deel i Nissers Kiv thucydidisk var beskrevet! Ak, den store Mand med kritisk Grusomhed du har berøvet selve Navnet efter Døden! -- Han som trælled ufortrøden, til hans Aand blev mere sløvet end den usle Orms i Støvet, for en Klang af et politisk! Glip han af Berømthed gik; thi en Vind ham snød den fra. Motzius er navnløs -- sic transit mundi gloria! (Forsvinder paa hvad Maade man behager; f. Ex. i Rosen. Den lukker sig.) ============================== Fil: wii5.txt Bind: Samlede skrifter II, 5. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 SØKADETTERNE ILAND LYSTSPIL MED SANG I TRE AKTER Personerne: Jagert, dansk-norsk Fregatkapitain. Frederik, hans Søn, Edvard, Frants, Søkadetter. Johan Falster, Maanedslieutenant, forhen Koffardikapitain. Christence, hans Forlovede. Sofie Falster, hans Søster. Gabriel Jeremias Falster, hans Onkel, Traktør. Christiane, Traktørens Huusholderske. Peter, Baadsmand. En Retsbetjent. Flere Retsbetjente. -- Søsoldater. -- Matroser. Scenen er i en By paa Norges Vestkyst. Tiden mod Slutningen af sidste Krig med England. Anm. Jagert er 40 Aar, Johan Falster 35, Christence 30, Sofie 18, Gabriel Falster 45 og Christiane 40 Aar. SIDE: 2 (Gade. Tilhøire Jeremias Falsters Huus, betegnet ved Karafler, Kridpiber o.s.v. i Vinduerne ved Døren. De tre Kadetter komme syngende og trallende nedad Gaden). De tre Kadetter. Sang. Iland, iland i Norges Land! da lystig alle Mand! Som jaget Fugl paa Træets Qvist har Søkadetten stakket Frist. Thi Baadsmandspiben hviner snart: ombord han maa da i en Fart, ja i en Pokkers Fart. Saa lad os da afsted, afsted! og tage Alting med! Kaptain, saalænge da Farvel! (Lette paa Huerne.) At Hast vi har, Du veed nok selv. Thi Baadsmandspiben hviner snart, om Glasset endnu staaer der spart, ombord os i en Fart. Frederik. Ja, lad staae til, Gutter! Edvard. Vel nok, Kammerad! Men hvad tænke I Følgen vil blive af, at vi saaledes uden videre have listet os iland? Frederik. Følgen? Ja det er sandt. Den første tænker jeg vil bli'e en lystig Aften, som vi længe have trængt til. Edvard. Ja men den anden og tredie? Frederik. Pyt! SIDE: 3 Frants. Du har godt ved at snakke, som har Kapitainen til Papa. Det er ligesaagodt som at have Paven til Fætter. Frederik. (Griber Begges Hænder). Et Ord, Kammerader! Ansvaret paa mig! Det har jeg jo lovet jer for Følgets Skyld. Jeg har jo overtalt jer, og jeg skal nok spyle Dækket bagefter. Edvard. Men, men -- det er dog en Helvedes forvoven Streg nu da . . . Frants. Ja nu da Fienden ventes i Udkik og en Affære kan forestaae. Det kan -- nu falder det mig klarere ind, efter at det er gjort -- ja det kan blive os til evig Skam. Frederik. Den kan vi ved første Leilighed -- kanskee imorgen -- vaske af os i engelsk Blod. Naar vi da bedække os med Ære, er den lille Feil i Coursen forglemt. Derfor munter nu, Gutter! Men oprigtigt talt, saa maatte jeg iland. Her er en liden Dame i Farvandet . . Frants. Aha! Edvard. Det gjelder. Frederik. . . En allerkjæreste liden Pige, der trækker, kan I troe. Edvard. Som vi sae: først dig iland, og os med dig. Frederik. Til Løn skal I faae see min lille Sofie og en Flaske Viin ovenpaa. Det er et Bekjendtskab -- ja meer end det -- siden vi sidst laae her; og siig mig nu, I betænksomme, vakkre unge SIDE: 4 Mennesker, om jeg vel under slige Omstændigheder kunde som Cavaleer undlade at gribe Leiligheden ved Haarene? Maatte jeg ikke vove Alt for at see min Kjæreste -- thi, mellem os, det er hun -- endnu en Gang, som let kan blive den sidste? Edvard og Frants. Jo vist, jo vist! Frederik. Saa lad os leve i Aften! Imorgen er det uvist. Edvard. Før letter dog vel ikke Fregatten? Frants. Gudsdød, skulde den lette i Aften! Frederik. Ei! nei! Kanonbaadene række Pokker ikke frem, og derpaa beroer det. Kapitainen skal have sine Efterretninger om Engelsk- manden med dem. Edvard. Kapitainen . . Holloi! Se agter ud! Frants. Der kommer han -- den Onde tordne mig -- oppe i Gaden. Frederik. Lyslevende. Gutter. Fald af! Edvard. Alle Klude til! Frants. Lænds nedover her! (De ile ind i et Stræde tilvenstre; Kapitainen og Peter Baads- mand komme nedover Gaden; men dreie af til høire.) SIDE: 5 (Christence i Sørgedragt, og Sofie kommer ud fra Falsters. De ere itrukne som til at gaae ud). Christence. -- -- Nei, kjære Sofie, mod Samvittighedens Grunde maa Følelsen tie med sine. Og her handler jeg efter begge. I sex Aar har jeg ikke havt den allerringeste Efterretning, der kunde vække Tvivl om den første sørgelige, saa nu mit Haab er al- deles ude. Din Broder, min elskelige Johan, er borte. Og at han ahnede, hvad der vilde skee -- at vor Afsked vilde blive evig for denne Verden -- o, at jeg ikke i Smertens Øieblik begreb det, da han ved sin Udfart testamenterede mig sit hele Tilgodehavende hos Priseretten! Jeg har nu faaet Opgjøret, der lyder paa 6000 Daler; men som Gud bevare mig fra at beholde. De høre Dig, hans forladte eneste Søster, til; de ere din ret- mæssige Arvedeel. Sofie. (Bedrøvet og ømt). Christence! . Min Broders Villie . . . Christence. Mit Barn, lad os ile med at faae denne Sag nu strax i Rigtighed. Derfor har jeg jo forladt Kjøbenhavn, og søgt dig op her hos din Onkel, før jeg tager over til mine Slægtninge i Vestindien, hvor jeg ikke vil trænge. Duet. Christence. I mit Bryst, hvor Lyst var mit Haab i Ungdoms Dage! Men det svandt som Tant; Savnets Saar er kun tilbage. Alt forgaaer, kun mit Saar til Graven vil ledsage. Dødens Stund af min Mund først vil kysse bort min Klage. SIDE: 6 Sofie. I mit Bryst, hvor Lyst er mit Haab i Ungdoms Dage! Ei det svandt som Tant. Jeg en Eed af det vil tage. Alt forgaaer ogsaa Saar, som Hjertet har tilbage. Bedre Tid kommer blid, kysser bort i Smiil din Klage. (De begynde Sangen igjen, men Christence afbryder den strax med:) Tys! lad os ile. Der ere de igjen. Sofie. Hvem, bedste Christence? Christence. De støiende Søkadetter, jeg saae fra Vinduet. Muntre Søfolk minde mig om Johan. Derfor, kom! Sofie. O, Søkadetter? (Afsides.) Mon Frederik skulde . ? (Høit) Bi Chri- stence! søde Christence, lad mig see! Christence. Nei kom, Barn, kom! (Gaae ind ad Strædet tilhøire). (Søkadetterne komme frem igjen av Strædet tilvenstre). Frants. Ingen Krydsere mere i Farvandet. Edvard. De fik os nok ikke i Kikkerten. SIDE: 7 Frederik. Men jeg fik min Sofie i min. Frants. Og jeg en Flaske med Seddel og Lak paa i et Vindue. See her bare! (Peger paa Falsters Huus). Frederik. Ja netop der. Ind nu, Gutter, at faae Noget at leve af. Sang. Frants. Jeg veed et Huus . . Frederik. Jeg kjender det . . Edvard. Gesvindt kun ind i et! Frants. Der paa Kredit man lever flot; thi Værten er en Patriot. Alle Tre. Gesvindt! Thi Piben hviner snart, om Glasset endnu staaer der spart, ombord os i en Fart. Frants. (Idet de ville gaae ind). Der er de, Gal' i mig, igjen. Edvard. Herind! herind! Frederik. Just netop. (Smutte ind til Falsters). SIDE: 8 (Kapitain Jagert. Johan Falster i civil Dragt. Peter Baadsmand). Kapitainen. -- -- Saae dem? Jo min Sjel saae jeg dem, de Helvedes Kroppe! Men troer Frederik, fordi han er Kapitainens Søn, at han . . Nu da skal jeg min Salighed tyde ham Artiklerne. Johan Falster. Ombord vare de dog, da vi gik iland. Kapitainen. Det saae jeg med. De stode ved Rælingen med Hovederne sammen. Men nu ere mine Øine iland. Hvad griner han ad, Baadsmand? Peter. Ha, jeg tænker som saa, Hr. Kapitain: der er Luvart og der er Læ. Kapitainen. Der hører du, Falster. De Karnaljer ere entrede nedad den ene Side, mens vi gik i Giggen paa den anden. Men hvor Fanden ere de blevne af? Peter. Jeg tænker som saa, Hr. Kapitain: Øine har jeg som den bedste Dollands Dag- og Natkikkert. Her omtrent gik de over- stag, og plat rumskjøds nedad dette Stræde. (Viser tilvenstre). Kapitainen. Efter dem, Baadsmand! Hal dem ind og bring dem op! Men hold dig støt, Peter! midt i Gaden for Kjelderhalsenes Skyld. Peter. (Tagende til Hatten). Støt skal være, Hr. Kapitain. (Drivende af). Holloi! Tænker som saa: nu fange vi Maager og Terner med Hænderne. SIDE: 9 Kapitainen. (Gribende Johan Falsters Haand). Lad den Fugl flyve! Jeg vil ikke bryde mig om de Drenge, blot jeg kan beholde dig ombord. Du seer, jeg behøver Offi- cierer der; og saalænge maa du blive der, til jeg kan faae dig vel ned til Danmark, hvor din trofaste Kjæreste idetmindste levede for ikke mange Uger siden. Johan Falster. Nu har jeg Efterretning om, at min Christence er taget derfra -- sandsynligviis med en Konvoi til Vestindien, hvor hun har Paarørende. Der agter jeg at opsøge hende. Kapitainen. Ret, min Ven! Men nu bliver du for det Første hos mig. Kommandoen gjør i saadanne Tider ingen Vanskelighed med Patentet. Og saa ud til ham derude ved Skjærene! Det vil friske lidt paa Prisonkuløren. Johan Falster. Aarelang Længsel har samme Farve, Jagert; men friskes neppe uden ved eet Middel. Kapitainen. Vi ville forsøge, om ikke Kanonrøgen . . Johan Falster. Det er Graat i Graat. Kapitainen. Men, for Fanden, disse Krabater . . Og det netop i et saa- dant Øieblik! Er du kjendt i denne By, Falster? Johan Falster. Ikke det mindste. Kapitainen. Jeg heller ikke, siden jeg var lidet iland, da vi laae her sidst. Men jeg stoler paa Peter, og lad os saa gaae og faae dit Patent i Orden. (Gaae.) SIDE: 10 (Sal hos Falster. Man hører det banker. Da Ingen er tilstede, stikker endelig Jeremias Falster sit Hoved indad Døren. Han bærer Paryk med Pidsk, en gammeldags, bruunagtig Kjole, en opkiltret Serviet om Livet, og har en stor Blomsterbuket i Haanden). Jeremias Falster. Hvad? Jomfru Christence ikke tilstede? Og jeg gjør mig til Nar med at banke, jeg som er Herre i mit Huus? Nu ja, saa er s'gu nok de sex Tusind tilstede; og det er nu vel dem, du gaaer efter Gabriel Jeremias. Hvem der kunde faae see det Doku- ment. (Banker paa en Komode). Her ligger det velsignede Papir be- stemt, og derfor faaer jeg vel sætte Buketten her (Sætter den i et Glas paa Komoden) , for at den kan melde, at jeg dog har været her for at faae Svar, som forlangt, paa mit velstilede Frierbrev. Jo jo, sex tusinde Rigsdaler i gode Penge ere s'gu nok værdt at frie til, skulde Jeremias Falster mene. Sang. Folk maa sige, hvad de vil, Jeg siger: Penge, Penge! Lægge blot en Skilling til gjør mig munter længe. Alle sig bukke for Manden med Grunker, modig og æret paa Gaden han strunker, klapper sin Mave, og sukker et Ak over alskens Tiggerpak. Men at Jomfruen er gaaen ud uden først at svare paa mit Brev? Dog hvem veed, om der ikke ligger et Svar her i den øverste Skuffe med Skriveindretningen i? Hun sad her istae, da jeg kikkede igjennem Nøglehullet; og hvem der nu bare . . Jo jo den gaaer (Aabner Skuffen). Aha! Ei! ei! En Pakke Kjærligheds- breve, gule af Ælde og brustne af Gjennemlæsning, ombundne med et sort Silkebaand! Men mit er ikke deriblandt. Nei ikke Spoer af det. Saa gid jeg kunde bruge dette Gods til Fidibusser, hvortil der ikke gaaer saalidet Papir baade paa Billarden og i Harmoniens Klubværelse! Men maaskee i et af de andre Gjem- mer? At søge Svar paa sit eget Brev er dog vel intet Uærligt for en ærlig Mand, skulde Jeremias Falster mene . . . (Søger i Gjemmerne. Christiane med en Støvekost standser forbauset i Døren). SIDE: 11 (Jeremias Falster. Christiane). Christiane. Naa du min Himmel og udstrakte Befæstning! Hvad maa jeg ikke see i denne inderlig fordærvede Værden? Jeremias! Jeremias! Jeremias Falster. (Slaaende Skuffen i og vendende sig om med Hænderne i Siden). Nu, hvad saa? Er jeg ikke Herre i mit eget Huus? Maa jeg ikke see mig om i mit eget Huus? Kjender du ikke Jeremias? . . Christiane. Aajø partu! Men saa vil du tage mig saa? Paa den Fod? O du Erke-Karnali, som snuser om i vildfremmede Jomfruers inderlig fortrolige Gjemmer. Jeg vilde bare ønske, at den kjøben- havnske Mammesæle var kommen selv og ikke jeg, inderlig tro- skyldige Pigebarn, og havde grebet dig i din rare Gjerning. Jeremias Falster. (forlegen). Søde Christiane-Moer, seer du, det var . . seer du . . Christiane. Aa ja jeg seer nok hvad det er: Utroskab, inderlig himmel- raabende Utroskab! Maaskee hverken meer eller mindre, end et formeentlig forlovet Rannevaus? Jeremias Falster. Ja seer du, netop som, seer du . . . saa kom du strax til, Christiane-Moer, saa fabrikol, som man siger. Christiane. Strax til? Jo du har gaaet strax til! Jeremias, betydelige Afskum! se paa mig! Tør du see paa mig, see mig i Øinene? Har du ikke lovet mig, hvad du veed? Har jeg ikke dine græsse- ligste Løfter, ja Eder og Forbandelser over det inderligste Ægte- skabsbaand? Hvad? har jeg ikke? Svar mig nu pertentlig og partu! SIDE: 12 Jeremias Falster. Naa naa! det er blot Løbedagene, Christiane, blot Løbedagene. Christiane. Løbedagene? Rigtigt! himmelraabende rigtigt! Du vil løbe fra mig i disse Dage, siden den kjøbenhavnske Mammesæle kom herop, som en inderlig troløs Kjæreste. Hører du det, Jeremias? Jeremias Falster. Jeg mener, Løbedagene ere ikke ude endnu mellem os To; men saa kommer Honoreringen. (Afsides.) Eller Protesten. (Høit.) Men vær nu snil igjen, Christiane-Moer, skal vi have vor Frants- fuus igjen iaften. Christiane. Saa? Endelig engang siden den kjøbenhavnske formeentlige Mammesæle, eller hvad hun er, kom her i Huset. Siden har du rigtig været saa rar, Jeremias, saa inderlig rar. Ikke fuser du og ikke -- noksagt; snart brister jeg, og da veed jeg nok, hvad jeg gjør. Jeg er ikke saa indpaa. Jeg veed nok, hvad jeg har. Jeremias Falster. (Afsides.) Nu skal jeg nok faae hende blid, naar hun taler om, hvad hun har paa Kistebunden. (Høit.) Guds Velsignelse, Christiane, maa blive i Huset. Var det ikke Ellevehundrede? Christiane. Jo skulde jeg troe og lidt til; baade Dit og Dat. Jeremias Falster. Ja, hvad jeg har sagt det staaer . . Christiane. Torde jeg bare fæste nogen inderlig fast Tro til dig, du for- meentlig kjære Skarn. Men, nei! ikke saalænge denne kjøben- havnske Mammesæle eller Dikkedare, eller hvad hun er, gaaer her ud og ind. For en halv Time siden hedte det: "Sofie, er SIDE: 13 du færdig? Sofie, glem ikke Parasollen? Christiane, hvor ere mine Handsker?" Sofie mig der, og Christiane mig her, som om det var til en heel Reise, og nu ere de her alt igjen, skulde jeg troe. Jeremias Falster. (Ivrig.) Gesvindt da, saa alt kan være probert og net til de komme. Christiane. Ja med Følge skulde jeg troe. Tvi! Jeremias Falster. Med Følge? Christiane. Ikke med mindre end tre inderlige Søofficierer, skulde jeg troe. Jeremias Falster. Ei, ei! Noget at fortjene . . Gesvindt da. Christiane. Ja, de begyndte himmelraabende høit, skulde jeg troe. Jeremias Falster. Og saa gi'r du dig til her, Christiane? Dog kanskee de ville spise her paa Salen; og støv derfor op lidt her. Bare jeg selv er prober nok. Se efter lidt. (Vendende Ryggen til.) Christiane. Jeremias, Jeremias! Er det nu for denne kjøbenhavnske Mammesæle? Jeremias Falster. For Følgets Skyld. Hvem kan vide . . Bare gesvindt! Christiane. Ja det skal du faae mig til at troe, du pertentlige Hykler! Nei, nei! skulde jeg børste dig, skulde det være med denne. (Viser Kosten frem idet Falster gaaer, og begynder at feie; men holder strax op.) SIDE: 14 Christiane. (Alene.) Uf! at feie og stadse op for Slige! slige fremmede Mamme- sæler, der kommer herop ligesom andre Krager, som om vi ikke havde nok med os selv i denne Krigens Tid! Nei, vil man bare- stens see! En Blomsterbokætte, stor som en Sopelime, har den gamle Abekat sat her paa Mammesælens Komode. Sikke inder- lige Kunster! (Kaster Buketten ud af Vinduet.) Men jeg behøver nok ogsaa Kunster for at holde ham fast saa inderlig glat han er. Det er ikke længer som i gamle Dage, det skjønner jeg nok partu. Men bi lidt, skal du faae see Indsiden af det gamle Skind, som han kaldte mig, da han kom saa inderlig fyrig hjem fra Harmo- nien; og saa ud af Huset baade med Jomfru Sisken og Jomfru Lisken, Jomfru her og Jomfru der! Og det partu ligesom jeg feier denne Papperlok. -- -- (Hun tager en Papirstrimmel op.) Ei! ei! det er jo Jeremiasses egen formeentlige Haand! og -- o du Himmel! Stumpen af et inderlig ordentlig Frierbrev. (Læser.) "Alt siden -- Jomfruens gode Egenskaber -- dele Formue og Hjerte -- pas- selig og christsømmelig Alder -- derfor vover at haabe -- dybeste Kjærlighed -- ikke vente paa Svar, men endnu i denne velsignede Dag -- dydzirede Jomfru Christ -- -- ". Jomfru Christ -- ja saameget -- Jomfru Christ -- -- men ikke et Bogstav mere. Men det kunde jo inderlig gjerne være til mig; altsaa Christ -- iane. Eller -- o du tilbørlige Uhyre! -- til Mammesælen; altsaa Christ-ence. Og saa bliver der da heller Intet af denne Gang. Sang. Lad mig nu see! lad mig nu see! Først en Kandidat. Han stjal et Kys, mit første Kys, løb saa med den Skat. Saa Skræddermesteren, Styrmanden, Inspektøren, saa Lieutenanten med Flere, og nu tilsidst Traktøren. Fra Aar og Aar til Aar bedraget af dem Alle, jeg mig kun Døden spaaer, og lader Haabet falde. Sidste Frier rækker snart mig ud sin Knokkelhaand, og fængsler mig med sine Baand -- uløselige Baand! SIDE: 15 Det gyser i min Sjel, saa tidt jeg derpaa tænker. Kom heller, Gabriel, med Hymens tyngste Lænker! Denne Angest i min Sjel du volder, Gabriel. Saa er mig spaa'd: gift eller død, og i dette Aar. Saa er mig spaa'd af en Madam, som sin Kunst forstaaer. Om ingen trofast Mand -- o Skjæbne! blev mig givet, skal jeg Uskyldige da derfor miste Livet? Om ikke gift i Aar, bli'e Dødsens før det næste, med fjorten Hjertesaar, og hvad jeg har tilbedste? Gabriel, o frels da mig, og lad mig ikke faae skumle Grav til Brudeseng om end med Roser paa! Det gyser i min Sjel, saa tidt jeg derpaa tænker. Kom heller, Gabriel, med Hymens tyngste Lænker! Tag denne Angst af min Sjel, o grumme Gabriel! Frels mig! frels mig! frels mig! frels mig! (Iler ud). Jeremias Falster. (Kommer ind.) Naa, Gudskelov, at de Herrer kom tilbords, saa Rennevuet kan foregaae her i al Rolighed; og Gudskelov, at den gamle Plageaand finder større Fornøielse i at gloe paa de tre lystige Fættere, end i at lure paa mig. Men hvor Pokkeren har hun gjort af mine deilige Blomster, som nu skulde tale for mig, om min egen Tunge kommer istaa? At hun er jaloux, veed jeg nok; men at hun skulde vove at smide dem ud, som hun ganske vist har gjort? Gabriel Jeremias! det maa have en Ende med det Herskab, ellers bliver du ikke længer Herre i dit Huus. Hun SIDE: 16 maa selv smides ud, saasnart Tingen er paa det Rene med Jomfru Christence. Og dermed har det vel ingen Nød, siden hun selv har stevnet mig hid. Det er afgjort . . . (Christence kommer.) (Jeremias Falster. Christence.) Christence. Ja det er afgjort, Hr. Falster. Jeremias Falster. Det kunde jeg begribe, kjæreste Jomfru. Saamegen Kjærlig- hed kunde ikke blive ubesvaret. Men dette velsignede Svar paa mit ømme Frierbrev maa jeg høre paa mine Knæ; thi mine Been, med Tugt at melde, skjælve under mig. (Knæler.) Christence. Reis dem. Det sømmer sig ikke for en Mand i deres Alder. Og behag at see! (Rækker ham et Dokument.) Jeremias Falster. (Tagende Brillerne frem.) Aha! deres skriftlige Svar, dyrebareste Jomfru? Det holder jeg med. Saa har man Noget at holde sig til . . Christence. Ogsaa det: mit skriftlige Svar. Idetmindste vil dette Papir gjøre videre Svar overflødigt. Det var min Beslutning, og nu er det afgjort. Jeremias Falster. Afgjort? Ja afgjort er det, at min kjære Brodersøn Johan for- længst er død og borte, men at Gabriel Jeremias Falster derimod er ganske levende, og sidder i gode Kaar, at han netop er Mand for den Saliges saaatsige efterladte Enke eller Jomfru-Enke, at han netop er bleven saa godt som ti Aar yngre af den reneste og pureste Kjærlighed til dem, dydzirede Jomfru. SIDE: 17 Christence. Men behag dog at see. Det vil, haaber jeg, spare Dem for videre Knælen. Jeremias Falster. (Sætter Brillerne paa.) Hva -- hvad seer jeg? Sex Tusind -- ja saameget vidste jeg der var -- sex Tusind -- transporteret til Deres -- (Seer med op- skudte Briller paa hende.) Er Jomfruen rasende? -- om Forladelse! -- til Sofie, til Søsteren af den Eventyrer og Vagabond, min Broder- søn, man maa saa sige, hvad man vil . . Christence. Herre, fornærm ikke en ædel Mand i hans Grav. Det var min Pligt, en Pligt ogsaa imod ham. Jeremias Falster. Wiswas! Pligt! Dumhed! Galskab! Men der seer man, hvor meget Fruentimmerne trænge til en fornuftig Mand til at styre dem i deres Daarskaber. Men nu betakker jeg mig; for seer Jomfruen, enhver Ting har idetmindste to Sider at sees fra. Men om Jomfruen nu, ligesom jeg ogsaa faaer noget Andet at tænke paa, vilde tænke paa . . . efter hvad der er passeret, seer De . . Christence. Ogsaa det er afgjort, Hr. Falster. Der er tænkt paa et andet Opholdssted. Jeremias Falster. Ja paa -- havde jeg nær sagt -- Fanden ivold! Christence. Tjenerinde. (Gaaer.) SIDE: 18 Jeremias Falster. (Alene.) Tjenerinde? Hahaha! Dumhedens, Stolthedens, Tiggerfærdig- hedens, Dydens, Pligtens, og inderlig gammelt Jomfruskabs Tjener- inde! Det er til at blive rasende over: Sex tusind Daler i gode Penge kastede bort som hule Nødder. Jeg har aldrig hørt Magen. Kunde nu ikke den anden lille Taske have boet hos os, og gjort Nytte for sig? Ogsaa den prægtige Leilighed til at blive Chri- stiane qvit, for den Jomfru synes skam at have Been i Næsen. Ak, mit Huus kunde være blevet som et Duerede. Men nu maa jeg dog være glad ved, at jeg fik Øinene op; thi der kunde jeg være kommen net til, om hun havde taget mine søde Ord for god Fisk, tiet stille med sin dumme Streg, og slaaet til; da er dog det gamle Huustrold bedre med sine elleve Hundrede og derover. Eller -- o Gabriel, Gabriel Jeremias! hvor er du henne med din Eftertanke? Det er jo soleklart, at jeg har at holde mig til de sex Tusind, til den Haand, hvori de nu befinde sig. Og Sofie er jo af Familien, og har nydt Godt i mit Huus som et fattigt Barn, saa jeg skulde troe, jeg er nærmest. Og i hvilket straa- lende Lys vil jeg ikke staae, dersom jeg frier, medens hun troer, hun ikke er rigere end sin Synaal. Men da maa jeg Bitterdød skynde mig. Bare ikke den Helvedes Christiane . . (Idet han vender sig, støder han lige paa Christiane, som imidlertid er kommen ind.) Jeremias Falster. Christiane. Sang. Christiane. (Med Hænderne i Siden.) Staaer du her og bagtaler mig? Jeremias Falster. (Forvirret.) Jeg tale bag -- bagtale dig? Christiane. Jeg hørte nok dit grove Sprog. SIDE: 19 Jeremias Falster. Det var jo kun en Monolog. Christiane. Hvad er en Monolog? Kan jeg paa Sligt bli' klog? Jeremias Falster. Det er at snakke Noget hen for sig selv, hen for sig selv. Christiane. Ei! Altsaa Væv i Taaget? Inderlig vel, inderlig vel! Jeremias Falster. Hvad jeg har sagt, jeg bryder ei. Tillad mig nu at gaae min Vei! Christiane. Mit christne Navn det banded du. Mit Haar sig reise maa endnu. Gabriel! var det peent? Har jeg vel Sligt fortjent? Jeremias Falster. Det skal du ikke endse; har mig fortalt, har mig fortalt. Jeg vilde sagt: Christence. See det var Alt! Var det saa galt? Ja ret denne Helvedes Christence, som er kommen her, og ligger ind paa mig. Christiane. Naar du taler saa, vil jeg partu troe, at jeg denne Gang gjør dig tilbørlig Uret. Men hvem meente du da med denne. (Viser ham Papirlappen.) SIDE: 20 Jeremias Falster. Tys! lad see! (Afsides.) Saasandt jeg lever en Rest af mit eget Brev til Jomfru . . . Christiane. Hvorfor saa inderlig Tys, Gabriel Jeremias? Nei, siig kun partu, hvem du har meent med dette C -- h -- r -- i -- s -- t -- Christ? Men vær nu betydelig oprigtig. Jeremias Falster. (Kjelen.) Hvem skulde jeg mene med dette Udkast uden dig Christiane? (Afsides.) See mig til den Mamsel! Hun har brugt mit Brev til at krølle sit Haar med. Christiane. Se paa mig! Er det pertentlig og partu sagt? Jeremias Falster. Det er jo skrevet desmere. (Kysser hende.) Naa, vil du nu troe mig. Christiane. Ja nu er jeg som et Solskin igjen. Og du var tro, Jeremias; og der er altsaa ikke Noget imellem Dig og denne snerpede Mammesæle? Jeremias Falster. Ikke saa meget som saa (Stryger Haand over Haand.) Nei saa min Sjel og Salighed! Nu svoer Jeremias . . Christiane. Det var ligesom en Steen, der lettedes fra mit Bryst, og jeg vil holde af denne inderlige Lap Papir, som af et afbrækket Dukatstykke. Men hvorfor vilde du partu skrive mig til i en saa gammel Sag mellem os, Jeremias, da du dog hver Dag kan tale med mig saa inderlig fortrolig? Hvad svarer du mig paa det, Guldet mit? SIDE: 21 Jeremias Falster. Jo seer du, har du ikke hørt Tale om Kjærlighedens Fantasier, Christiane? Jeg tænkte mig dig nemlig Pokker i Vold langt borte, og hvorledes jeg da vilde expektorere mig; men saa har Mamme- sellen faaet fat paa Udkastet, og gjort Papillotter deraf. Christiane. En inderlig græsselig Fornærmelse mod os, Jeremias! Papper- lokker af dit Brev til mig? af mit Brev? Hun saae dog mit klare christelige Navn og din betydelige Ømhed, og havde ikke mere inderlig Delikatæse end som saa -- Men nu, skal hun endnu blive i Huset? Jeremias Falster. Vist ikke, nei; det er afgjort, som hun -- nei, vilde jeg sige, som du siger. Men lad mig nu være alene; jeg har noget Vigtigt at tænke paa. Christiane. Kan jeg forlade dig nu saa partu, da du har været saa græs- selig inderlig som du i lang Tid ikke har været, Jeremiassen min? Jeremias Falster. Du maa. Pas paa de tre Kadetter dernede, at de ikke ab- sentere sig uden Klarering, seer du. Christiane. Der er blot To af dem nede paa Billarden; den Tredie, en inderlig vakker liden Søofficeer, er fulgt herind i Sideværelset med Mammesælen og Jomfru Sofie. Jeremias Falster. Slip mig, siger jeg, og gaa! Det er desperat. Christiane. Ih, Gud inderlig bevare mig, hvilken græsselig Ivrighed der kom over dig nu? Og med slig Hast? SIDE: 22 Jeremias Falster. Du burde med have Hast. Du hører jo det banker i Billard- stuen, som om Fanden var løs. Staaer du ikke paa mit Bedste, Christiane, saa . . . Christiane. Nu hører jeg det. Det er disse hersens Fyrer, som vel ville have mere partu. Jeremias Falster. Saa gaa bare, saa gaa! (Fører hende til Døren.) Christiane. Skal jeg lade dem faae paa Credit disse hersens . . . Jeremias Falster. Aa ja, bare gaa! Christiane. (Venligt nikkende i Døren.) Farvel da saalænge, Gabriel-Jeremiassen min! Men er du ikke bange for mig nede imellem disse inderlige Fyrer? Jeremias Falster. Det var Noget at være ræd for. Aa nei! Men hør (Det banker nedenunder.) Husets Credit gaaer tilgrunde. Christiane. (Ilende ud.) Strax! strax! Jeremias Falster. (Alene.) Se saa! en Søkadet inde hos Sofie? Det er just Folk for Piger i hendes Alder og af hendes Gemyt, saa jeg nok maa skynde mig. Og Sligt tillader denne adstadige Pertentlighed, Jomfru Christence? Jo man kan nok see den kjøbenhavnske Opdragelse, skulde jeg troe. Men om Forladelse, om der nu SIDE: 23 kom en liden Kjelke iveien? Og Sofie har endnu ikke været ulydig, og foruden at jeg er Herre i mit Huus, seer jeg vel ikke saa ilde ud endda. (Speilende sig.) Ungdommelig vel ikke; men de brune maliciøske Øine har jeg dog beholdt, og fyrigt slaaer mit Hjerte, som om det skulde slaae et Slag for hver Daler af de sex Tusind i Minuttet. Sang. Lidt skimmelhaaret gjør ingen Skade. God Frugt bli'er baaret af blege Blade. Det leder heller de Skjønnes Tanke paa disse Blanke der i min Kjelder. Man veed, naar Andre kun bære Uld, kan jeg forandre hver Haar til Guld. I Rynker dybe, der om min Næse som Orme krybe, kan man jo læse, skjønt lidt figurligt, blot Gjeldsbeviser, og dem man priser da høist naturligt. Tidt Navnetrækket paa sligt Papir har Elskov vækket hos Kjønnets Ziir. I Plydses Buxer, og i min Brune blandt Gadefuxer jeg gjør Fortune. SIDE: 24 Thi Jeremias kan i sin Fikke det Secum stikke, som mangled Bias: en Pung, skjønt skiden og gjort af Skind; men Amor i den er krøben ind. Blot Christence ikke allerede har sagt hende, hvor riig hun er bleven. Thi der er ingen Beiler som Ædelmodighed, og ædelmodigt maa det dog vist synes af mig at tage det forladte Barn, for noget Andet er hun dog ikke. Altsaa, Jeremias! Frisk Courage! (Banker paa Døren.) Sofie! lille Sofie! Jeremias Falster. Sofie. (Kommer fra Sideværelset.) Sofie. (I Døren.) Strax! Frederik! strax! Jeremias Falster. (Blid.) Hvad er det for en Frederik, søde Barn? Sofie. Oh! en Bekjendt. Christence og jeg have Selskab derinde, og han foretrækker vort endog for sine Kammeraders. De spille Billard nedenunder. Jeremias Falster. Du har Selskab siger du? Dog er du saa alene i Verden. Nu! kom kuns nærmere til din kjære Onkel, mit Barn. Jeg har noget Vigtigt at tale med dig om -- om din Fremtid seer du . . . Sofie. Onkel! Jeg frygter det bliver for langvarigt. Frederik har Hastværk. SIDE: 25 Jeremias Falster. Fanden ivold med den Frederik! Hør, Barn! -- Sofie. Det var smukt sagt, Onkel. Jeremias Falster. Nu nu, ikke saa ilde meent af din gode Onkel. Seer Du, Barn, du er nu kommen til mig ligesom Ruth til sin Slægtning Boas, og ligesom han den retskafne brave Mand . . . Nu, Barn, du seer paa mig med saa store Øine? Ja see du kun! see paa mine! see de ikke paa dig med den pureste Ømhed? Sofie. Slip mig, Onkel! Frederik bliver utaalmodig. Jeremias Falster. Seer du, du er en fattig Pige, en meget fattig, saavidt jeg veed; og forladt er du, dersom du ikke havde mig. Men jeg har for os Begge. Sang. Du kjender nok den røde Skjænk, hvor Sølvet paraderer; og hvert Guds skabte Aar -- betænk! -- sig Rækkerne forflerer. I Kisten, som i Gangen staaer, der ligger mangt et Dynevaar. Deri sig blind af Lyst, om hun fik Lov at kige, kan vel see, kan vel see saamangen Pige. Og Kassen med de stærke Baand -- oho! du skulde kjende. Der boer Aladdins Kjæmpeaand, hvis Magt har ingen Ende. Ei gives Ting paa viden Jord, som han ei skaffer paa et Ord. Thi Mammon er den Gud, som over Alting byder, selv ofte over Mænds og Qvinders Dyder. SIDE: 26 Sofie. Dog gives der en oprørsk Ting, den er -- en Piges Hjerte. Jeremias Falster. Wiswas! Kun af romanske Sving du slige Griller lærte. Sofie vær dog ingen Nar! Fornuften hør! Sofie. Det er jo netop, hvad jeg gjør -- -- -- (Afbrydes af Frederik, som fra Sidedøren af raaber: "Sofie kom dog", hvorpaa hun iler ind.) Jeremias Falster. (Ilende efter, men maa standse ved den lukkede Dør.) Hvad? Nei det er for grovt. Er jeg ikke Herre i mit eget Huus? Er jeg ikke Herre i mit eget Huus? Nu du Naadsens, hvor de støie der nedenunder! Ja bi mine Herrer! Og bi du! (Truende mod Døren.) Jeremias Falster skal vide at handle, hvor sex Tusind i gode Penge staae paa Spil. (Iler ud af Døren i Baggrunden.) (Samme Scene. Jeremias Falster kommende først indad Døren i Baggrunden. Strax bag ham Frants og Edvard, noget overgivne. Kort efter Frederik og Sofie. Siden Christiane.) Jeremias Falster. Nei, dernede var det reent galt. Men nu! skal der nu ga- stereres her? Ja vær saa god, mine Herrer! vær saa god, skjønt Lokalet er dyrt, for det er kun for "Harmonien" og Honoratiores, skal jeg sige . . . Frants. Holloi, Frederik? Er du her forstukket, saa kom frem. Holloi! Var det ikke her, Hr. Vært? Aha! (Frederik kommer ind fra Sideværelset med Sofie.) SIDE: 27 Frederik. Mine Venner! Min Sofie! Jeremias Falster. Min? Vil man bare høre! Frederik. Paa en ypperlig Ankerplads, som I see. Jeremias Falster. (Afsides.) Gid du laae paa Havsens Bund, du! Han er den fineste, men den værste af dem alle Tre. Drikker mindst; men . . (Til Sofie.) Sofie! mars ind med dig! Frederik. Hvad er det for en Tone, Manneke? Nei, ikke paa den Boug. Jeremias Falster. Reent ud! Ikke Huus over Hovedet mere her! Skjønner I det? Jeg er Herren i mit Huus. (Søkadetterne skoggerlee.) Edvard. Ja saa, Mand! I vil ikke huse os? Ikke os, der ere Landets Venner, medens I huser et vakkert Kløverblad af dets værste Fiender? Frants. Ja veed I vel, at I som en Ikkepatriot, eller rettere som en Landsforræder, burde arresteres i jert eget Huus? Edvard. Kattes. Frants. Kjølhales. Edvard. Hænges i Raanokken. SIDE: 28 Jeremias Falster. Ih, Gud bevare mig! Jeg? Jeg Jeremias Falster. Sektionschef for Kystværnet? Jeg? Frants. Jo vi kjende jer Tænkemaade. Opdagede vi ikke baade Nelson, Home, Popham og Hyde Parker paa jer Væg, men hverken Kongen, eller Tordenskjold, eller Jessen, eller Steen Bille, medens vi gik omkring og gloede paa Kobberstykkerne, før vi rigtig begyndte at puffe. Jeremias Falster. Hvad? Puffe? Edvard. Ja jeg skal sige jer, Nelson døde for en Champagneprop. Jeremias Falster. Au, au! min næsteneste Flaske. Men den skal blive dyr, kunne I troe, for den var gjemt til et vist Tilfælde, skal jeg sige. Edvard. Og Hyde Parker faldt ved et vist Tilfælde. Frants. Sir Popham med. Frederik. Behag at sætte paa Regning! Jeremias Falster. Skal saa gjøre, skal saa gjøre. Men der seer du, hvordan de ere, Sofie: Rasebasser af værste Sort. Gjør derfor nu som din kjære Onkel vil: gaa paa dit Værelse, Barn, og lad mig styre med dem alene. Sofie. Oh, Onkel! jeg er slet ikke bange for dem. Frederik -- han der -- kjender jeg, og de Andre ere hans Venner. SIDE: 29 Jeremias Falster. Venner? Frederik? Hvad er det for Tale, Barn? Jeg vil nødig være dig imod, kjæreste lille Sofie; men ved den øverste Gud skulle de Krabater betale mig al denne Ærgrelse, som næsten lader mig faae et Tilfælde; eller ogsaa strax afsted. Frants. Om en Stund ja. Men nu faae vi jo Fortæringen op her. Der er et Glas Champagne til dig og din Veninde, Frederik! Edvard. Og her maae vi netop være. Nedenunder er ikke sikkert længer. Peter Baadsmand kom nyssens laverende opad Gaden, og blev staaende udenfor og gloe paa de røde og hvide Ka- rafler i Vinduet. Frants. Han blev vist forliebt i dem, fordi de bære Flaggets Farver. Edvard. For deres egen Skyld, Frants . . Frants. Gudsdød! da er der at frygte for, at han ikke staaer sig, men klemmer ind. Derfor Døren til, saasnart Fæstningen er pro- vianteret. (Christiane viser sig i Døren med en Oppakning paa en Presenteerbakke.) Edvard. Der er Madamen! (Karesserende.) Velkommen elskværdigste Madam! Christiane. Hører du det, Jeremias? Her kan du lære. (Sætter fra sig.) Edvard. Hun har saamen været os en Moder dernede med Beefsteg, Porter og Portviin m. m. SIDE: 30 Christiane. (Afsides.) Den inderlige Fyr, det er partu den artigste og sødeste af dem. (Til Falster.) Ja, Beefsteg, Porter og Portviin, og saa, Gud hjælpe mig, den ene med Sølvhat, som Herrerne selv havde hentet, mens jeg var heroppe. Jeremias Falster. Se! det kommer af at du stod her og plagede mig med dit Slidder og Sladder. Jeg kunde blive rasende. (Vil tage Sofie fra Fre- derik.) Men Sofie da! Saa gaa dog ind kjæreste lille Sofie da! Frederik. Om Forladelse! Jomfru Sofie maa være vor Værtinde. Sofie -- om vi nu ikke sees mere i dette Liv? Husk, vi skulle ud imod Engelskmanden, maaskee inden Aften. Jeremias Falster. Da synes mig Herrerne kunde have Hastværk. Frants. Javist have vi Hastværk med Kalaset. Gesvindt! Dæk op! (Tager Laaget af.) Jeremias Falster. (Holdende Hænderne over Bordet.) Ikke i mit Huus! Saasandt . . . Ikke en Bid! ikke en Draabe! Sofie. (Trækkende Falster bort fra Bordet.) Onkel, de skulle jo ud imod Engelskmanden, og kanskee inden Aften? Og vi ere gammel kjendte, den Kadet der, og jeg . . . Jeremias Falster. Den Kadet? Oho, gammel kjendte? Ja jeg mærker det. For Størrelsens Skyld kunde han gjerne være Lieutenant. Nei, I Herrer, skulle I ud mod Engelskmanden, saa er her Ærens Port. (Peger paa Døren.) SIDE: 31 Edvard. Saa sidder den paa Kjærlighedens Tempel. Christiane. (Afsides.) Inderlig deilig sagt. Og saa saae han saa partu paa mig. Jeremias Falster. Det skal blive meldt. Saa sandt jeg hedder Jeremias Falster, det skal blive meldt. Frants. Melder I det ombord, kan I komme med paa Krydstoget og i Ilden; for faaer man Veir af Engelskmanden, bier man s'gu ikke med at sætte Folk iland. Edvard. Ja skynd jer, Far. Fregatten skal lette. Jeremias Falster. Og saa sidder I her? Frederik. Det er vor Sag. Jeres er det at gjøre os Opholdet behageligt. Christiane. Herre du min Gud og udstrakte Befæstning! vær dog ikke saa betydelig urimelig, Jeremias. Lag dog de inderlige unge Mennesker faae more sig lidt. Betænk det kan være deres for- meentlige sidste Livsens Øieblikke, og at disse nu saa græsselig levende Fyre imorgen kunne være betydelig døde. Ak! jeg skulde være Kone i Huset! -- (Tager til Forklædet.) Jeremias Falster. Ti, naragtige Qvinde, siger jeg! Ti! I Fandens Skind og Been, ti! Edvard. Tak, elskværdigste Madam! . . SIDE: 32 Frants. Ja Gud velsigne Jeres Mund, Mutter. Edvard. Eller Jomfru, om jeg skulde tage feil . . Christiane. (Neiende.) Der traf De det paa en Prik, inderlige Skjelm, som De er. Sang. Edvard og Frants. Og Gud velsigne hu' gamle Moer, som gaaer paa Gulvet og suller. Hun ta'er ifra os det tomme Glas og skjænker i os det fulde. Alle Tre. De røde Roser og de Øine blaa, de smukke Piger holder jeg udaf, helst naar jeg faaer den, jeg vil ha', saa er det Moro at leve. Frederik. Og Gud velsigne den fagre Mø, som ønsker godt for Havets Sønner. For hende stige fra vilden Sø til Himmelen saa varme Bønner. Alle Tre. De røde Roser o.s.v. Frederik. Sofies Skaal! Frants og Edvard. Jomfru Sofie leve! Frants. (Til Jeremias Falster.) Nu, Fatter? Er han ikke med? (Peger paa et Glas.) SIDE: 33 Jeremias Falster. (Griber Glasset.) Jovist! jovist! den Skaal maa jeg vel sagtens drikke. Den kan jeg nok ikke undlade. Men det er ogsaa den eneste. Ja det er det. Edvard. (Idet han drikker, med et Sideblik til Christiane.) End Madamens? Jomfru! (Nikker til hende.) Om Forladelse! Kan blive. (Skaalen drikkes. Hurra og Haandklap.) Christiane. (Til Sofie.) Ak, Sofie, jeg er saa tilbørlig rørt. Og har du seet Mage til saa inderlige unge Mennesker? Men, hvad hedder da han, som saa partu og galant proponerte min Skaal? Sofie. Edvard, troer jeg. Christiane. Et formeentlig romansk Navn. Og saa har han saadanne inderlige Øine til mig. Og saae du saa, hvor inderlig han ka- reserte mig? Han er dog den inderlig deiligste af dem alle Tre -- et Ansigt partu som Melk og Blod. Og saa vil den Gro- bian der have dem ud, og kanskee bare for det, af den pureste Jalusi. Sofie. Ganske rigtig; men ikke til Edvard, men til Frederik, for jeg skal sige Dem Noget i Fortrolighed, Jomfru Christiane, som kanskee angaaer Dem ligesaameget som mig. Tænk Onkel har formelig friet til mig nu for faa Minuter siden. Derfor er han saa gal. Derfor! Christiane. Derfor vil han have dem ud? Saa? Derfor? O du min Himmel og udstrakte Befæstning! Derfor! Sofie. Nei, sæt Dem imod det. De har saadan Air og Anseelse imod ham, og jeg skal være paa Deres Parti. SIDE: 34 Christiane. (Truende mod Jeremias Falster.) O du inderlig himmelraabende Skarn! Nei; nu skal de blive, om det saa var hele Besætningen. Jeremias Falster. (Rasende.) For syvende og sidste Gang: vil De pakke dem med det Gode? Ud! siger jeg. Christiane. (Stampende med Foden.) Bliv! siger jeg. Jeremias Falster. (Forbauset.) Christiane! ? Christiane. (Pegende paa Frederik og Sofie.) Se engang paa de To. Er det ikke et vakkert Par, du gamle formeentlige Troskab? Tvi! Frants. (Til sine Kammerader.) Det er godt at see, at Kjellingen er Høistkommanderende paa dette Dæk. Edvard. Saa veed vi, hvem vi have at lystre. Skulle vi vel gaae, elskværdigste Madame eller Jomfru . . Om Forladelse! jeg beder . . Christiane. Ikke saalænge der er Liv i mig, min inderlige Herre. Jeremias Falster. Gjør mig ikke rasende! . Gaa deres Vei! gaa Fanden ivold, siger jeg. Christiane. Og jeg siger: Nei! Nei! (Knepser for ham.) Sofie. Og jeg siger ogsaa: Nei! Nei! SIDE: 35 Søkadetterne. (Reisende sig.) Og Vi sige ogsaa: Nei! Nei! Nei! Jeremias Falster. Hele Huset har reist sig imod mig. Alt er i Oprør. Jeg maa raabe om Hjælp. Her maa bruges Magten, saasandt jeg hedder Gabriel Jeremias Falster, og er Herre i mit Huus! (Kadetterne skoggerlee.) Frants. (Haandterende Champagneflasken.) Magten? Nei se her først, hvorledes vi bruge Magten paa denne hersens Fyr! (Proppen farer Falster i Hovedet.) Jeremias Falster. Au! au! Men bi lidt! Det er vel Lov og Ret paa Vest- landet med . . . (Iler ud.) (Søkadetterne. Christiane og Sofie.) Edvard. Det var et Grundskud for den gamle Kaper. Ikke sandt elskværdigste . . ? Christiane. Jo min inderlige Hr. Søofficeer. Men gjør dem nu alle be- tydelig tilgode, og slaae dem ned hos os partu. Frants. Vist! En Stund. Nu kunne vi først pleie os i vor Magelighed, da den Grinebider af en Vært endelig er feiet ud. Frederik. Ja kom, Sofie! Her er din Plads. Kredents for mine Venner. (De sætte sig atter.) Frants. (Med Glas i Haand.) Men om vi nu erindrede Fregatten? SIDE: 36 Edvard. Javel. Nu kunne vi ikke nægte, at vi have glemt hende noget; kanskee vel længe. (Der falder et Kanonskud.) Frants. (Springende op med sine Kammerader.) Gudsdød! Der erindrede hun os. Christiane. (Ladende sig falde i Edvards Arme.) og Sofie. (Faldende i Frederiks.) Engelskmanden! Frederik. Nei! Nei! Edvard. Kom til dem selv, elskværdigste Byrde! Christiane. Er Slaget begyndt? Kom ikke Kuglen græsselig indaf Vinduet som i Lyngøer? Jeg syntes partu den rullede paa Gulvet, syn- tes jeg. Sofie. O, Frederik, jeg er saa hjertelig angst. Mon Fienden virkelig skulde være kommen lige ind i Havnen? Frederik. Langtfra, søde Sofie. Det var et Skud fra vor egen Fregat. Edvard. Den raabte paa os med sin svare Baadsmandsrøst. Frants. Dog endnu et paa Faldrebet! (Drikker.) Frederik. Sofie, reentud: Fregatten skal lette. Endnu to Skud, og vi ere forlorne, om vi ikke ere komne ombord. SIDE: 37 Sofie. Hvad siger du, Frederik? Hvad er det du siger? Du gjør mig ganske angest. Frants. Afsted! Afsted, Gutter! Endnu kunne vi slippe for at miste Livet. Sofie og Christiane. Livet! Frederik. Ja, min Bedste, vi have ikke en Minut at spilde. Det Skud betyder, at der er Mandskab iland, og det gjelder bestemt os. Med det tredie er vort Liv forspildt, som Desertører i Orlogstid. Lev da vel! (Omfavner Sofie til Afsked.) Frants. (Tager i Frederik.) Kast dig nu los engang, Kamerad! Edvard. (Tager i Frederik.) Ja nu afsted! (Til Christiane.) Farvel Elskværdigste! Christiane. Nei, bliv, inderlige Søkadet! Gaa dog ikke saaledes partu lige lux i Gabet paa Engelskmanden. Edvard. Det maa skee. Adieu til en anden Gang. Christiane. En anden Gang er saamen en inderlig Skjelm . . Edvard. Siig ikke det. Farvel! Frants og Frederik. Farvel! Farvel! SIDE: 38 Sang. Frederik. Frants. Edvard. Lystig iland og glad ombord Kjække vi slaaes for Fædrejord. Naar vi derude Seier vinde, venter derhjemme Bølgens Søn -- Modets og Ærens sødeste Løn. I hans Laurkrands elskende Qvinde Kjærligheds Roser glad vil binde. Synge vi Ankret da op! -- Hurra! Heise vi Flagget i Top! -- Hurra! Afskedsskaal hver Søgut tømme for sit Land og for sin Mø! Hurra! Hurra! (De gaae, men stoppes i Døren af Jeremias Falster med to Retsbetjente.) (De Forrige. Jeremias Falster. To Retsbetjente.) Jeremias Falster. (Tager Frederik i Brystet.) Stop, Kammerad! Nu tænker jeg Piben skal faae en anden Lyd. Frederik. Hvad? Vover De? Væk med de smudsige Hænder af Uni- formen! Nu vilde vi just gaae paa en skikkelig Maade. Jermias Falster. Se, se! Ville I just nu gaae paa en skikkelig Maade? Paa Døren skulle I -- det er vist og sandt, for jeg er Herre i mit eget Huus, -- men ikke just paa en skikkelig Maade. Frants. Afveien, Manne! Det er ikke Spøg mere. Jeremias Falster. Nei, Jeremias Falster spøger s'gu heller ikke. (Til Retsbetjenterne.) Hold Øie med dem, Godtfolk! SIDE: 39 Frederik. For Satan! Hørte De ikke Skuddet? Jeremias Falster. Rager ikke mig. Men her er nok andre Ugler i Mosen, siden I nu endelig fik saa travlt med at tøfle af. Frants. Ja lad os det, Gutter, ad korteste Vei. (Kadetterne løbe til Vinduet. Falster løber efter og holder Frants i Kjoleskjødet, Sofie Frederik, og Christiane Edvard.) Frederik. (Pegende ud.) Tilbage! See I ham der? Frants. Kapitainen . ! Edvard. Han maa dog ikke see os entre nedover Væggen fra anden Etage. Frants. Vi maa slaae os igjennem. Frederik. Alt er som forhexet. Vore Dolke ligge i Billardstuen. Jeremias Falster. (Til Retsbetjenterne.) Det er saameget som I høre paa: De true os med Dolke, som rene Sørøvere. Christiane. Herre Jemini! Skulde det være slige Dolke, som jeg har læst om . . Frederik. Hvad mene I om Næverne da, Kammerader? SIDE: 40 Sang. Frants. Ja, frisk da, Gutter! Næven frem! Den torde tør nok smage dem. Kadetterne. (Styrtende mod Falster og Betjenterne.) I Kongens Navn, afveien Trop! Retsbetjenterne og Jer. Falster. I Rettens Navn vi sige: Stop! Kadetterne. Viis Tegnet, Politi! Retsbetjenterne (Visende Tegnet.) og Jeremias Falster. Der staaer Justitia i. I maae for hende sagtens have Respekt, have Respekt. Det Tegn er Kongemagtens. Derfor Respekt, derfor Respekt! Edvard. (Til Christiane.) Frels os, elskværdigste Madam! Christiane. (Afsides.) Nu bry'r jeg mig ei meer om ham. Han skal jo reise bort paastand? (Til Edvard.) Nei, Herre, nei! Jeg ei det kan. Jeg staaer for Husets Stat; Jeg har jo Dit og Dat Dem maattet udlevere, Alt paa Kredit, alt paa Kredit. Skal de da gasterere gratis og frit, gratis og frit? Jeremias Falster. Nei Fanden heller! Her er Regningen. (Tager den frem.) SIDE: 41 Frederik. (Slaaer sig for Panden.) Fordømte Forglemmelse! Jeremias Falster. Aha! Er det saa fat? Der er de andre Ugler i Mosen, som jeg sagde. Frederik. (Til Frants og Edvard.) Min Tegnebog ligger igjen ombord. I Farten for at komme afsted, har jeg glemt den. (Kaster sin Pung paa Bordet.) Hr. Vært, tag den, og Regning for Resten til næste Gang, for her kommer jeg oftere! Jeremias Falster. Nei Tak! Næste Gang er en Skjelm, som Christiane siger. Og der kan komme en Engelskmand imellem og qvittere. Her- rerne kunde jo læse sig til nede i Billarden, at her ikke gives Kredit, og desuden har jo Kapitainen i Ugesbladet averteret, at Ingen maa betroe Mandskabet Noget. Sofie. Men han er jo Kapitainens egen Søn, Onkel? Jeremias Falster. Aa, der er saamen mange brave Folk, som have averteret det om sine egne. Men der seer du, Barn, hvad Fugle de ere: leve bon, vende op ned paa skikkelige Folks Huse, gaae paa Jagt efter Jomfruerne iland, og saa tøfle af uden videre . . Nei, nei, saasandt jeg er Gabriel Jeremias Falster. . ! Frederik. Det forholder sig virkelig saa: jeg er en Søn af Kapitainen; og det maa vel være nok indtil videre for den Bagatel? Jeremias Falster. Nei, om I saa alle Tre vare Sønner af Admiral Tønder selv, komme I ikke af Huset før hver Døit er betalt for Billarden, for Opdiskningen, for Vinen og Porteren, for Champagnen, for Skilde- rierne, for Rumsteringen i Harmoniens egne Værelser, for at SIDE: 42 vende op og ned paa Huset, Opvartning, Rettens Assistence med Mere, med Mere. Jeremias Falster er ikke den Mand, som vil tabe en Skillings Værd. Men lad os dog see, hvad her er. (Tømmer Pungen paa Bordet.) Jo en vakker Børs, Kobber næsten Alt- sammen, Silderisp, to Sexpencer og en engelsk Shilling. Hahaha! Det er hele Stadsen. Nu maa Jeremias Falster lee, skjønt det forandrer Sagen fra en Udkastelses- til en Arrestforretning. Sofie. Men kjære Onkel -- det gjelder deres Liv. Jeremias Falster. Hvad rager det mig. Min Formue, skulde jeg troe, maa være mig ligesaa kjær, som deres Liv er dem. Sofie. Det gjelder deres Ære, bedste Onkel. Den er dem mere. Jeremias Falster. Nei, nu slipper jeg ikke Taget. Gabriel Jeremias Falster er ingen Nar. Sofie. Jeg kautionerer. Ja, Onkel, jeg kautionerer. Jeremias Falster. (Afsides.) Gudsdød troer jeg ikke Tøsen alt er vidende om Mamme- sellens desperate Beslutning. Saa kommer du i et fordømt Lys, Jeremias. Sofie. Eller jeg betaler, ja, Onkel, jeg kan betale. Bare et Ord til Christence . . . Jeremias Falster. For din Skyld, Barn, gav jeg gjerne efter tusind, ja titusind Daler i gode Penge, det veed du; men her er saa sin egen Sag. (Afsides.) Fanden og ikke Jeremias Falster betale sig selv af Høire i Venstre, som det maatte blive. SIDE: 43 Sofie. Fy, Onkel! Sin egen Sag? Ja jeg forstaaer det nok . . . (Et Skud falder. Sofie udstøder et Angstskrig.) Edvard. Det andet! Frederik. Forbi! Frants. Skulle vi til det igjen, Gutter? Lad os lukke Øinene for Justitiategnet, og saa bryde igjennem! Første Retsbetjent. (Visende Tegnet.) Betænk, at lægge Haand paa Retten, unge Mennesker . ! Frederik. Den fordømte Justitia! Jeremias Falster. Justitia! Hihihi! Ja hun har Kløer, kunne I troe. Frederik. Bereed dig paa det Værste, Sofie. Vi ere vanærede, vi ere fortabte. Min Fader kan ikke undgaae at anvende Artiklerne. Mine stakkels Kammerader . . ! Gaaer det tredie Skud kan Intet frelse dem. Sofie. (Til Frederik.) Saa er der ingen Tid at spilde. Farvel! Jeg vil liste mig ud og hurtig opsøge din Fader . . Frederik. Det er det Eneste . . Sofie. (Til Jeremias Falster.) Fæle, afskyelige Onkel! Jeg veed nok Grunden. Det er ikke Andet end Skinsyge, usel naragtig Skinsyge. Men hør det -- den er grundet, ja den er grundet; jeg skal vise, at den er grundet. SIDE: 44 Jeremias Falster. Barestens, lille Sofie, barestens du vilde love mig . . Sofie. Ja, hvad jeg skal holde: min hele Foragt! Frants. Skurk! Jeremias Falster. Kaldte De, min Herre? (Idet han vender sig til Kadetterne, griber Sofie sin Hat og smutter ud.) Men Gudskeelovogtak for den "Skurk", for nu kan jeg kalde jer saameget, jeg vil. (Til Retsbetjenterne.) Pas paa Døre og Vinduer! Frants. Forstaaer De ikke, at disse Minutter gjelde Alt for os? Frederik. Om ikke Livet, saa Farvel Avancement! Farvel Flaade! Edvard. Under Vandgangen komme vi mindst, medens Attakken varer. Frants. Hvilken Skjændsel! Frederik. Vor Stilling er fortvivlet. Mit sidste Haab staaer til Sofie. Frants. Man drøier længst med det tredie Skud, saa der endnu kan komme Redning. Edvard. (Til Christiane.) Det maatte da være fra Dem, Jomfru. Ak, Jomfru, der ligger et godt Hjerte i deres Øie. Frants. Der ligger saamen et i hvert, og de synes at gjøre sig Umage for at faae hinanden at see. SIDE: 45 Christiane. Det har partu Mange sagt, at der ligger noget Himmelraabende i mine Øine . . Frants. (Til Edvard.) For Gud! troer jeg ikke, hun gaaer om paa den gamle Boug. Fast i hende Edvard! Et Varp! (Edvard tager Christiane afsides.) Jeremias Falster. (For sig selv.) Ja for en Skam, troer jeg ikke, hun indbilder sig, at Spring- fyren gjør Cour til hende. (Knepser med Fingrene). Det var et Indfald, Gabriel Jeremias, som nok tør skille mig af med det Huuskors og skaffe mig behørig Hevn for al deres Kaadhed, og Sofie ovenikjøbet med hendes sex Tusind. Ja hvem veed . . Frederik. Hr. Falster, endnu engang . . . Jeremias Falster. (For sig selv.) . . Kniven er dem paa Struben. Tør nok hænde, at de gaae ind derpaa. Og hvad gjør ikke Ungdommen af Letsindighed, og det i en saadan Allerhelvedes Knibe? Frants. Det lader til, han kommer til Fornuft. Jeremias Falster. Ja minsandten er jeg kommen til Fornuft; det skulle I nok faae høre. (For sig selv.) Og sæt nu, at det traf Mosjøen der (Med et Blik paa Frederik.) -- og det tør nok Gabriel Jeremias nok være Mand for at sørge for -- saa var nu han fortøiet, og Intet at frygte fra den Kant. Frederik. (Visende Falster sit Uhr.) Vi have neppe et Qvarteer igjen, før det sidste Skud maa falde. Forlang hvad De vil; men for Guds Skyld lad disse Folk og os gaae. Jeremias Falster. (Til Retsbetjenterne.) Er der flere af jer dernede? SIDE: 46 Første Retsbetjent. To til nede i Gangen. Jeremias Falster. (Til Retsbetjenten.) Saa gaae I ogsaa derned; men lad Ingen slippe ud. Saa gjøre vi Sagen af heroppe i al Stilhed, vil jeg haabe. (Retsbetjenterne gaae.) Ikke sandt, mine Herrer: vi kunne gjøre Sagen af i al Stilhed? Frederik. Vist, vist! Blot gesvindt! Jeremias Falster. Og jeg kan forlange, hvad jeg vil? Var det ikke saa? Frederik. Vist, vist! Blot gesvindt! Jeremias Falster. Blot et Ord med Jomfruen der, saa skal Alt være klappet og klart. For der er nok Intet iveien, skulde jeg troe. Christiane! (Fører Christiane hvidskende ind i Sideværelset.) Frants. Nu, Gutter! nu eller aldrig! (Kadetterne ile ud.) (Søkadetterne komme ind, fulgte af Jeremias Falster og 3 Retsbetjente.) Jeremias Falster. Nei, nei! mig skal Ingen lumpe. Jeremias Falster har altid Noget i Baghaanden, og denne Gang, for en Feils Skyld, var det nu et Par af disse gode Venner til. (Til Retsbetjenterne.) Det skulle I ikke have gjort for Intet. SIDE: 47 Frederik. Hvad er det da, De forlanger af os? Siig frem! Vi ere villige til Alt. Blot Frihed! Jeremias Falster. Aa, intet Umuligt, intet Ubehageligt engang . . . en ret moersom Ting for unge lystige Fugle. Frederik. Lad høre da! Frants. Ja tal ud af Skjægget, for Satan! Jeremias Falster. Hihihi! intet Andet, end at En af jer, hvem Lodden maatte træffe, skriftligen skal paa sin Ære forpligte sig til at gifte sig, saasnart han bliver Officeer . . . Kadetterne. Aa gjerne! det er naturligt. Frederik. Men med hvem da, om vi maae spørge? Jeremias Falster. Med min Huusholderske -- et saare agtværdigt Fruentimmer, skulde jeg troe . . (Kadetterne see paa hinanden og briste i Latter.) Naa, naa! Jeg synes just ikke jeres Stilling er til at lee ad. Frants. Nu kan du faae din elskværdige Madam, Edvard, pertentlig og partu. Jeremias Falster. Den, som faaer hende, er Skam ikke narret, for hun har saa- men Adskilligt tilbedste. Og fra Jomfruens Side er der Intet iveien, for jeg har peilet Dybet, som man siger. Men det sværger jeg -- saasandt jeg hedder Gabriel Jeremias Falster, og er en reputeerlig Borgermand -- paa anden Maade slippe I ikke herfra. SIDE: 48 Frants. Rask Resolution da, Kammerader! En Udvei til en engelsk Kugle staaer vel ogsaa den Uheldige aaben . . Edvard. . . Og paa den ravgaleste Forbindelse kan der dog raades Bod; den kan idetmindste faae en Ende; men Intet kan oprette en Sømands tabte Ære . . Frants. Altsaa bliver dog Ægteskabsløftet det mindste Onde. Vært! lad gaae for mit Vedkommende. Edvard. For mit med; men han der (Pegende paa Frederik.) maa være fri, for han er bunden. Jeremias Falster. (Heftig.) Paa ingen Maade. Nei! Lige for Alle og Ærlighed i Handel og Vandel, siger Jeremias Falster. Men sidst kan han kaste, sidst! Det er nok slemmest paa Skafottet eller under Galgen; men bedst i Brættet. Frederik. Nei, Kammerader! Jeg har ført eder i Ulykken, og jeg ved- tager ogsaa; men paa den Betingelse, at vi slippe fri i det Til- fælde, at Jomfruen ikke vil have Nogen af os. Jeremias Falster. Det gaaer jeg ind paa. Jo tag hende der! Frederik. Skulde virkelig et gammelt Menneske, et Fruentimmer, indlade sig paa slig Galskab. Jeremias Falster. Som Ægteskab? Herren kjender nok ikke gamle Jomfruer, kan jeg mærke. De ere hedere end unge, skulde jeg troe. SIDE: 49 Først sagde hun til mit Propos: (Hærmende efter hende.) "Fy Gabriel Jeremias, at komme til mig med et saa inderlig delikat Spørgs- maal!" men da jeg saa bad om rent Ja eller Nei paa, om Jom- fruen vilde have en af DeHerrer, læspede hun: "Jo saamen, Gabriel, formeentlig inderlig og oprigtig, naar det var tilbørlig Alvor, og de meente det pertentlig og partu." Altsaa vær kun rolig for det! Frants. Hjertet op i Livet da, Kammerader! En af os forlover sig paa Kredit -- det er Alt. Frederik. O min Sofie! Edvard. Min Frederikke i Arendal! Frants. Min trondhjemske Maria! Men lad gaae. Jeg havde saa maaskee ikke seet hende mere. Prægtige Løier iland, det maa jeg sige. Frederik. Skrækkelige! Edvard. Altfor alvorlige! Jeremias Falster. Alvorlige, det skulde jeg troe. Der er Vidner i Baghaanden, (Peger paa Retsbetjenterne.) og her er den edelige Forpligtelse. (Lægger et Papir frem.) Deres Navne, om jeg maa bede. De to Tabende blive til Vitterlighedsvidner ved et Pennestrøg . . Frants. (Skrivende under.) Lad gaae, naar galt skal være. Jeg vil heller forskrive mig til Fandens Oldemoer, end komme for seent til en Batalje. Edvard. (Skrivende under). Jeg med. Frederik! Frederik! Du blegner? Sveden staaer dig paa Panden? SIDE: 50 Frederik. (Skrivende under.) Det maa saa være! (Slænger Pennen.) O var dette bare i Freds- tider, og ikke til Orlogs! Jeremias Falster. (Stikker Papiret til sig.) Nu frisk, mine Herrer! Kort eller Terninger? Jeg mener Terninger, for dem bruge Soldaterne, naar det skal afgjøres, hvem der skal skydes. Hihihi! Saasandt jeg hedder Gabriel Jeremias Falster, det vil blive det lystigste Spil, jeg har seet i mine Dage. (Tager Terninger frem af Bordskuffen.) Frants. Vil I være med, Vært? Jeremias Falster. Nei Tak! Men bagefter skal jeg spendere en Flaske, for jeg er i et prægtigt Lune til at synge min Ungdoms Yndlingsvise, hvoraf I nok kjende Omkvædet: (Synger.) "Pigebørn, Terninger, Kortenspil, Viin er Livets bedste Medicin." Frants. (Rystende Terningerne.) Hu! den sidder mig alt i Halsen. Men Courage, Kammerader! Tredie Skud kan gaae, og have vi sagt A, maae vi ogsaa sige B, altsaa høieste Øine tager Skuden; Den, som vinder, taber? Frederik, Edvard og Falster. Vel! vel! Kast! Frants. (Kaster med bortvendt Ansigt.) Jacta est alea, som Cæsar sagde. Hvormange? Falster og Edvard. Syv! Frederik. (Griber Terningerne.) Nu jeg! . O, Sofie! Sofie! SIDE: 51 Jeremias Falster. Nei han der først! (Afsides.) Fanden maatte stole paa andre end mine egne Terninger, som maae komme tilsidst. Frederik. Nei jeg kan ikke! (Kaster Terningerne fra sig.) Jeremias Falster. (Afsides.) For Gud vise de ikke Elleve. Hvad skal jeg nu gjøre? Nei om igjen skal han, for mine slaae Sexer alle. (Høit.) Om igjen! Det er ikke hans Tour. Jeremias Falster er en redelig Mand skulde jeg troe. Edvard. O spar ham! Lad det være nok med, at Frants og jeg vove dette farlige Spil. Frederik. Edvard! Nei! nei! Jeg kan og vil ikke undslaae mig, jeg som har ført jer i Ulykken. Idetmindste maa jeg dele Skjæbnen med eder, mine brave Venner. Edvard. (Griber Terningerne.) Lad se! Jeg kan jo faae Sexer alle. Jeremias Falster. (Afsides.) Ikke med dem der. Edvard. Giv Agt! (Kaster.) Falster, Frederik og Frants. Elleve! Edvard. (Griber Frederiks Haand, med zittrende Stemme.) Du er reddet, haaber jeg. Jeg fører Bruden hjem. SIDE: 52 Frants. Hvem Ulykken rammer, har Enhver af os vundet to Fost- brødrevenner indtil Døden. Alle tre Kadetter. (Omfavnende.) Ja! ja! Jeremias Falster. (Afsides.) Naar de kige hinanden i Brystet, slipper jeg at narre dem til Vinduet. (Bytter Terninger.) Sang. Kadetterne. Hvad er for dyrt for den trofaste Hjertensven? Kjærlighed skjød ofte mod Himmelen Flammer, som sank igjen; evig som Ædelsteen er Venskabs Glød. Kjærlighed, o forlad med Selvopoffren, hvad Venskab forbrød! Den er ei værd din Lyst, som til en Skjebnedyst ei for sin Ven sit Bryst villig frembød. Jeremias Falster. Vakkert sagt, mine Herrer! overmaade vakkert sagt; men endnu vakkrere gjort for to af de Herrers Vedkommende. Frederik. Ankeret maa snart være oppe. Velan! Min Haand skjælver, men ikke mit Hjerte. Det er som livløst; det tør ikke ønske. (Kaster.) Falster, Frants og Edvard. Ha! Sexer alle! (Tredie Skud falder.) SIDE: 53 Frederik. (Tumlende tilbage.) For seent! for seent! Alting tabt! Ære og Kjærlighed! Jeremias Falster. (Skrivende paa Papiret.) Se saa! nu figurere I To kun til Vitterlighed, og Han der -- den Lykkelige -- er Udstederen. Sang. Himlen har som den vil selv styrt det Terningspil tydeligt nok. Jeg vil ærbødig ved saadan en Leilighed lægge en Daler ned i Kirkens Blok. Frants. Hvad nytter os nu Jeres Narrestreger, Mand? Jeremias Falster. Komanderer jeg Fregatten? Det Skud faldt ellers fortræffeligt ind til Ære for Parret. Edvard. Afsted! Kom Frederik! Jeremias Falster. Intet er iveien, om den Herre der ikke skulde finde det pas- sende først at tage Afsked med sin Kjæreste. Men hun passer nok paa. Har hun ikke luret, vil jeg aldrig være ærlig. (Idet Kadetterne ville gaae, møde de Christiane latterlig stadset. Hun standser nejende i Døren.) (De Forrige. Christiane.) Christiane. Tjenerinde! Jeremias Falster. (Afsides.) Hihihi! Funtus, sae Fanden, han traf sin Moer paa Maske- rade. (Høit.) Gratulerer Jomfru! Alting er gaaet vakkert og SIDE: 54 redeligt til. De Herrer Friere have overladt Valget til Skjebnen, og den har kaaret ham der, som holder sig længst agter, til din formeentlige . . . Christiane. . . Min inderlige Brudgom, vil I sige, I formeentlige Spottefugl, som ikke mener Noget med, at I gratulerer. Himlens Villie skee! Jeg har altid havt saa inderlig tilovers for Søofficerer, skal jeg sige dem, saa det ikke var saa forunderligt endda . . Jeremias Falster. . Om det endelig flaskede sig. Jo nu har det flasket sig. Den vakkreste og rankeste Karl af dem, og Kapitainens egen Søn . . Christiane. (Til Frederik kjælent læspende.) Ja, naar du mener det saa inderligt og oprigtigt, sødeste Vennen min. Edvard. (Til Frederik.) Fat dig, Broer! (Til Christiane.) Jomfru, De vil sikkert opgive Deres Fordringer paa en Haand, som er bunden, naar De her har en fri. Frants. Og her en med, saa nogenlunde fri. Christiane. (Afsides.) Nei hør, hvor tilbørlig de elske mig, de inderlige Fyre! (Høit.) Jeg veed sandelig ikke, hvad jeg skal sige, skal jeg sige Dem. Jeremias Falster. (Giver hende Forskrivelsen.) Da siger denne det. Den kan ikke forandres. Edvard. Jeg er nærmest. Jeg fik de Elleve. . SIDE: 55 Frederik. Nei, min Ven! Nei! Jeg beder . . Jomfru . . Christiane. Befinder du dig ikke inderlig vel, Vennen min? Jeg har saa- danne inderlig deilige Kamferdraaber inde i min Dragkiste, og jeg blev ogsaa saa altereret, da Gabriel der kom med Budskabet, at jeg ikke kan sige det . . Edvard. Jomfru! Min Vens Hjerte er ikke frit -- det er Sagen. Men dersom nu jeg . . . Jeremias Falster. Aldeles ikke! Paa ingen Maade, saasandt . . Christiane. Hvad? Aldeles ikke? I inderlig vidløftige og betydelig uartige Grobian! hvad kommer det Jer ved, naar han mener det op- rigtigt og partu? Og skulde jeg da skille Sofie fra hendes inder- lige Kjæreste, naar jeg veed, hvilket himmelraabende Uhyre, der formeentlig lurer paa hende. Nei, Søfolk ere Alne af eet Stykke, og saa kan baade jeg og Sofie . . (De Forrige. Sofie kommer styrtende ind.) Sofie. (Med Aanden i Halsen.) -- -- Glæde! Glæde! O Frederik! Glæde! Glæde! Det har ingen Fare. Det var ikke Andet end Signalskud til Kanonbaadene. Kapitainen er endnu iland. Han sad og spillede Piket hos En- rulleringschefen. Jeg mødte Baadsmanden paa Gaden. "Strax, Jomfru, strax!" sagde han, og saa førte han mig til din Fa'r, og nu komme de her Allesammen. Fregatten letter ikke endnu paa to Timer, ja kanskee tre, sagde Baadsmanden. Frants og Edvard. Hurra! Hurra! SIDE: 56 Sofie. Men Frederik, hvad feiler dig? Hvorfor see I saa paa mig Allesammen -- kun Frederik ikke? Hvad er passeret? Ingen kommer jo for seent. Jeremias Falster. Ingen uden du, lille Sofie, til en vis Ting, skal jeg sige os. Christiane. Ja, om Forladels', lille Jomfru, -- Han er nu min med Gud og Æren; men græd ikke pertentlig, for det kan endnu blive betydelig godt, skal jeg sige dig. Jeremias Falster. (Afsides.) Og Sofie min med de sex Tusind. (Til Sofie.) Kom, Barn, skal du høre Skjebnens underlige Bestemmelser, og see Himlens Fingerpeeg. (Taler afsides med hende.) Sofie. (Med Taarer.) Aldrig! aldrig! Christiane. Aldrig? Ak, du min Søde, det har jeg ogsaa sagt saamangen god Gang, med ligesaa formeentlige Taarer; men nu har Bladet inderlig vendt sig. Sofie. (Med Taarer.) Frederik! Frederik! hvor kunde du? Frederik. (Heftig bevæget.) Spørg mig ikke! stedse elskede Sofie . . . Jeg har heller villet være ulykkelig, end at handle slet, ikke at ville dele Følgerne af den Daarskab, jeg havde forledet mine Kammerader til. Skulde de alene bøde derfor? O! o! jeg kunde blive vanvittig . . Sofie. (Aftørrende sin Graad.) Du skal ikke handle slet; ogsaa jeg vil heller være ulykkelig. SIDE: 57 Christiane. Jeg siger dig dog jo, Pigebarn, græd ikke saa pertentlig. Det kan endnu blive betydelig godt. Sofie. Ja, jeg haaber Kapitainen vil komme og redde ham. Frants. Aha! Han har nok havt en Robber igjen, kan jeg skjønne, og en Slump i Glasset. Christiane. Saadanne Talemaader, Jomfru, ere inderlig upassende, skal jeg sige dem. Jeremias Falster. Og veed du hvad, lille Sofie? Kapitainen, der er en hæderlig Enkemand, saavidt jeg veed, ligesom jeg, kan igrunden ikke blive saa ilde ved, at hans kjære Hr. Søn baade faaer en Kone og en Moder. Christiane. Hørte du det? Frederik. (Til Jeremias Falster.) Foragtelige Menneske! I vil ikke vove at see min værdige Fader under Øinene. (Til Sofie.) Det Sande er, at han vil blive rasende. Men at jeg deeltog i det ulykkelige Terningspil, og ikke vilde vinde Frihed paa mine Kammeraders Bekostning, haaber jeg, han bifalder. Sofie. Saa veed jeg endnu et Raad. Christence vil hjælpe. (Iler ud tilvenstre.) Edvard. Mig forekommer det, Frederik, som om vi havde reddet os selv ved at kaste en Broder overbord. SIDE: 58 Frants. Rigtig! lige lux i Gabet paa Hajen. Men nu skulde jeg troe, vi have Praktika, saa vi kunne seile Kapitainen imøde, og tage vor Lusing. Edvard. Holloi! vi have ham! (De Forrige. Kapitain Jagert og Peter Baadsmand.) Kapitainen. (Trædende raskt ind.) Ei, ei, Karle! saa træffer jeg jer her -- (Seer sig om.) i et Værts- huus med Terninger paa Bordet, Opdækning og tømte Cham- pagneflasker? Oho! Sligt kommer ikke til at vanke i underste Rum, eller paa Toppen af Stormasten, hvor jeg nu faaer see at anvise jer Qvarteer. (Til Frederik.) Og du, Dreng, har du glemt, at du ikke er Kapitainens Søn, uden hjemme? Denne kaade Overtrædelse af al Disciplin maa straffes. Her maa statueres et Exempel. Jeremias Falster, (der hele Tiden har bukket og skrabet, ligesom Christiane nejet.) Hihihi! Bravo! Det var minsandten . . . Kapitainen. (Strengt.) Hvad behager? Bi til Touren kommer til Jer, Vært. I Ung- domsforfører! . . Christiane. (Nejende dybt.) Betydelig rigtig, Deres Høivelbaarenhed. Der hørte du dit rette Navn, Jeremias. Kapitainen. Peter! Peter. Hr. Kapitain! SIDE: 59 Kapitainen. Hvorfor Døden og Djævelen lagde du ikke ind her, og kaprede dem strax i dette Hul? Peter. Hr. Kapitainen maa troe, jeg forsømte ikke at ransage saa skjøn en Havn. Men saa stod der en liden Tøs i Døren med Hankerne i Siden, som en Galliondukke, og hun fik mig drejet af ved at forsikkre mig, at der var ikke meer Søkadetter i Huset, end bag paa hendes lille hvide Haand. Jeg satte saa Cours til et andet Landingssted, hvor jeg fandt dem, sidst de vare iland, velfortøiede. Kapitainen. Dumrian! Ned til Giggen, og hent den nye Lieutenant op med nogle af Folkene! Peter. Vel! Hr. Kapitain! (Gaaer.) Kapitainen. Som Arrestanter skulle I blive transporterede ombord, og jeg skal vise jer, Knegte, at jeg kan undvære jer i Attakken. Frederik. Det vil være mig og mine Kammerader det Haardeste. Men den Straf staaer ikke i Artiklerne. Kapitainen. Ti! Desertører fortjene ingen Tillid; og I ere ikke bedre; I burde sættes for en Krigsret, og det tør skee, ja minsandten det tør skee . . Jeremias Falster. (Afsides.) Den Mand er skam ikke at spøge med. Han er nok ombord, hvad Mæren derborte er her i Huset. SIDE: 60 Kapitainen. Og I, Vært -- en graahærdet Mand -- at holde sligt Huus for unge Mennesker, hvis Tid hører Kongen og Landet til! Vogt Jer, at I ikke faaer en Rem med af Huden! Jeremias Falster. Velbaarne Hr. Kapitain, jeg er en ærlig og reputeerlig Borger- mand, og mit Huus er et hæderligt Huus, hvor baade Harmonien har Lokale, og Byfogden, Præsten og Enrulleringschefen sin Whist to Gange om Ugen. Langtfra ogsaa, at jeg har holdt paa de Herrer Kadetter, har jeg tvertimod, da de ikke kunde nøies med Billarden, men -- som De selv seer -- trængte sig lige ind i min egen Stue, hvor Harmonien kun har Lov at komme, bedet, tigget og truet dem til at gaae; men da de ikke vilde høre paa det Øre, saae jeg mig nødt til at hente disse Folk der. Kapitainen. Retsbetjente? . Gripomenusser? Isandhed en Ære for Uni- formen! Men naar I havde slig Styrke, Vært, hvorfor ere de da endnu her? Jeremias Falster. Det skal jeg have den Ære at sige Deres Velbaarenhed. Da de unge Herrer havde vendt op og ned paa Huset, levet flot og fortæret min sidste Champagneflaske, behagede det dem at ville tage afsted uden at kunne betale. Jeg har en ikke saa liden Regning paa dem, som jeg maaskee kan presentere Deres Velbaarenhed. Kapitainen. Herlige Historier! Men vær De kun rolig, hvad Regningen angaaer. Bedre og Bedre! Jeremias Falster. Det bedste er endnu tilbage, Deres Velbaarenhed -- det Vigtigste, skulde jeg sige, eftersom her desuden er passeret Noget. Men tal nu De, Jomfru! SIDE: 61 Christiane, (som under de sidste Repliker har havt Noget at bestille foran Speilet.) Nei, du inderlig grove Jeremias, som bliver dig selv bestandig liig. Du seer jeg har Andet at bestille. Og jeg inderlig uskyldige Pigebarn tale om en saa himmelraabende delikat Sag? Nei. Jeremias, nu er det forbi mellem os. Frants. Vil du ikke rapportere, Frederik, saa vil jeg. Jeg beder om Forladelse, Hr. Kapitain; men formedelst en fatal Forglemmelse under Hastværket med at pynte os til Landfarten, ere vi for det Første blevne fastholdte med Magt -- med Justitiens at sige . . Kapitainen. Ingen Undskyldning, Krabat! Jeg skal nok sørge for Justitsen, saa de Karle der kunne pille af. (Retsbetjenterne gaae.) Jeremias Falster. De unge Herrer ville ogsaa kun give en daarlig Forklaring, Deres Velbaarenhed. Men om Deres Velbaarenhed vil behage at træde ind her, skal jeg have den Ære at meddele Deres Velbaarenhed en Omstændighed, en vis Omstændighed, som . . som ret sætter Kronen paa Ungdommens Letsindighed, som an- gaaer Deres Velbaarenhed paa det Allernærmeste, skal jeg sige . . Kapitainen. Det var som Fanden, mig? Jeremias Falster. Og saa kunde vi kanskee med det samme gjøre op Regnskab, om det saa behager Deres Velbaarenhed ikke at være i min Gjeld. Kapitainen. Der traf han det; men skynd sig før Vagten kommer. (Jeremias Falster og Kapitainen træde ud til Høire, og, saasnart Døren er i efter dem, Sofie og Christence ind fra Venstre.) SIDE: 62 (Kadetterne. Sofie. Christence. Christiane.) Sofie. (Hurtig.) Frederik! Frederik! fat Mod. Din Fader skal ikke engang faae det at vide. Min Veninde vil hjælpe. (Gaaer tilside med Frederik.) Christence. Gode Pige! det er jo ikke mig, men dig selv, som vil gjøre Opofrelsen. Men lad mig tale med Dem, Christiane. Seer De dette Papir? Christiane. Ja partu! Et formentlig prægtigt Papir. Christence. Skulle vi bytte? Christiane. (Nølende.) Ne -- i Tak. Penge er nok Penge, skal jeg sige dem; men det jeg mener, er noget Andet. Christence. Men det er mange Penge. Min salig Trolovede skjænkede mig dem til Eiendom efter sin Død. Christiane. Deres formeentlig salig Trolovede vil nok Jomfruen sige. Christence. O desværre! Aar ere gangne og Budskaber ere komne; og at der er ingen Tvivl mere hos mig, som dog senest vilde op- give Haabet, om at han ikke længer befinder sig paa Jorden, vil De see af, at jeg allerede har disponeret over Testamentet saaledes, som jeg fandt at være Ret. Men nu vil hans Søster transportere det Hele til Dem, Jomfru Christiane, paa samme Vilkaar, nemlig om han ikke meer kommer tilbage, naar De vil afstaae fra Deres Pretension paa det unge Menneske, og ikke nævne et Ord derom til Kapitainen. SIDE: 63 Christiane. (Med et Sideblik til Frederik.) Men han er saa inderlig, saa -- Frants. (Til Christiane.) Men han er udsat for Kugler og Skraa, saa han imorgen kan være saa betydelig trakteret af Engelskmanden, at Jomfruen formeentlig vil pertentlig bede Gud bevare sig for denne inder- lige Fyr partu. Sofie. Og for den Fare er ikke Onkel udsat. Christiane. Det er nu vistnok tilbørlig sandt. Frants. Ham har Jomfruen ligesom i Dragkisten. Christiane. (For sig selv.) Ja, med det Papir. Det er formeentlig baade vist og sandt i alle Maader. Og saa spiller jeg den gamle Pigejæger et Puds, som han partu har inderlig fortjent. Edvard. (Til Frants og Sofie.) Hun løjer af. Jeg seer det. Christence. (Til Christiane.) Sofies Onkel friede til mig, da jeg eiede dette Papir . . Christiane. (Slaaer Hænderne sammen.) Naa det formeentlige Uhyre! Altsaa skulde der staaet "Chri- stence" og ikke "Christiane" paa den inderlig forliebte Seddel . . Christence. Og saasnart han hørte, det var overdraget Sofie, kastede han sine Øine paa hende. Altsaa er det nok i det Papir, Magneten stikker. SIDE: 64 Christiane. Jo, jo, jeg kjender ham. Han vil nok blive hængende, naar jeg har det. Derom tvivles formeentlig ikke. Frants. Og Bryllup kan der blive strax. Edvard. Et vakkert Huus at være Kone i . Christiane. Men om nu dog den Døde græsselig kom igjen, og inderlig krævede sin Eiendom. Christence. Se paa min Sørgedragt, at det kun er altfor vist . . Frants. Og Bryllup kan der jo blive strax? Edvard. Han kommer dog formeentlig ikke nedigjennem Taget. Christiane. (Afsides.) Saa Han der, den inderlige romanske Fyr ogsaa opgiver mig, og skyder til partu? (Høit.) Sex Tusind til min egen Spareskilling .. Lad see! . . . Frederik. (Til Sofie.) Ædleste Pige! Nu først hører jeg dit Offer, men Egenkjærlig- heden skal ikke længer gjøre mig blind for, hvad jeg har at gjøre. Jeg tillader det ikke. Aldrig i Evighed kan jeg modtage det. Sofie. (Bevæget.) O Frederik, du elsker mig ikke . . Du har aldrig elsket mig. SIDE: 65 Frederik. Ve mig, at jeg altid skal bringe Skade og Ulykke over mine Venner! Men skulde jeg nu ogsaa tillade, at du, min Elskede, for min Daarskabs Skyld . ? Aldrig vilde jeg kunde gjengjelde denne Ædelmodighed. Mit Liv, min Fremtid, min Formue -- Alt er uvist. Heller da bide i det sure Æble . . . Christiane. (Ivrig.) Suuræble? Pertentlige Herre! Bide i? Vil man bare høre! Nei! Jeg har inderlig betænkt mig. Jeg vil ikke have Herren for aldrig det; og saa maa Herren gjøre partu, hvad han behager. Kom med Papiret, Jomfru Christence! Vi spørge ikke Herren betydelig derom, for jeg tager imod det partu. (De vexle Papirerne.) Frants. Heisa, Kammerad! Nu er du flot igjen, og kan styre did du vil. (Frederik omfavner Sofie. De springe fra hinanden igjen, da Kapitainen og Jeremias Falster komme ind.) (De Forrige. Kapitainen og Jeremias Falster.) Kapitainen. (Leende af Vrede.) . . Bedre og bedre! Den ene ravgale Historie ovenpaa den anden! Men noget mere Desperat har jeg dog aldrig hørt i mine Dage. (Gaaer heftigt frem og tilbage.) Sofie. (Til Frederik.) O Gud! Han veed Alt. Frederik. (Til Sofie.) Ikke Alt; men han skal faae Alt at vide. Han maa det; og da vil ogsaa Han elske dig. (Til Kapitainen.) Kjære Fa'r! denne Pige . . . Kapitainen. Hvad har du med hende at bestille? Der staaer jo, om jeg ikke tager feil, din Donna -- der! (Peger paa Christiane.) Han har jo faaet nye Lænker paa, som jeg hører -- noget rustne -- men dog temmelig stærke. SIDE: 66 Jeremias Falster. (Tagende Christiane ved Haanden.) Maa jeg have den Ære at præsentere Deres Velbaarenhed Deres tilkommende . . . Kapitainen. Svigerdatter mener De. Aha! Saa det virkelig er den Dame? Nu, saa galt troede jeg rigtignok ikke det var. Christiane. (For sig selv med et Hovedkast.) Sømænd ere saamen formeentlig betydelig grove, og inderlig raae. Kapitainen. Og endnu kan jeg ikke troe den ravgale Historie, I fortalte mig, Vært, om at de tre Herrer skulde for de Skillingers Skyld, hun kan have skrabet sammen, lægge sig ud for det Fruentimmer der. Men skal jeg troe det, saa omfavn hende, Frederik! Strax siger jeg. Jeg befaler. Kys din Dulcinea! Nu! Christiane. (Nejende.) Naar Deres Høivelbaarenhed befaler . . . , men den formeentlige Historie er ude partu, skal jeg sige Dem. Jeremias Falster. Primer Qvindfolket? Kapitainen. (Til Jeremias Falster.) Hvorledes, Manne? Har De villet have mig tilbedste? Jeremias Falster. Gud bevare mig! Jeg? Ingen er saa perplex som jeg. Frants. Han stod rigtignok paa, Hr. Kapitain; men nu er han flot igjen. Sofie. Han er fri, Hr. Kapitain. Jomfruen der vil ikke have ham. Christiane. (Knibsk.) Det er saamen ikke den Første. SIDE: 67 Christence. (Giver Kapitainen Forskrivningen.) Her er Beviset. Tænd Deres Pibe dermed. Kapitainen. (Seer i Papiret, leende.) O du gale Ungdom! Nei, jeg vil gjemme det mellem mine Kuriositeter. Frederik. (Førende Sofie frem.) Denne ædle Pige har for min Befrielse ofret sin hele Formue, uagtet al Modstand fra min Side. Kapitainen. (Med et Blik paa Sofie.) Det var noget Andet den der, naar galt skal være. Kys mig, mit kjære Barn! Men det skal blive dig erstattet, hvormeget du saa gav i Løsepenge. Frederik. Sex tusind Daler. Kapitainen. Sex Tusind! Jeremias Falster. Sex Tusind! (Seer paa Christiane.) Aha! Har Du de sex Tusind i gode Penge, som jeg har jaget og friet efter, siden de kom i Huset. (Til Christiane.) Har du da Testamentet eller Obligationen, eller hvad det velsignede Papir nu er, Christianemoer? Christiane. (Tagende Papiret frem.) Jo jeg har partu: Se her! Men kom nu til mig, sagde Vor Herre til gamle Anne. Jeremias Falster. Det gjør jeg ogsaa. Til hvem skulde jeg komme, uden til dig? Kan du negte her i Hans Velbaarenhed og de Andres Nær- værelse, at jeg har givet dig et Ægteskabsløfte for mange Aar siden, og at det alt var klappet og klart imellem os? Christiane. Saa du gaaer endelig i dig selv, Gabriel Jeremias, du inder- lige Skjelm? Men svar mig først pertentlig og partu: er det for SIDE: 68 de sex tusind Dalers Skyld, du nu er saa inderlig, og vil bedrage mig, stakkels uskyldige Pigebarn? Jeremias Falster. Brylluppet kan gjerne staae iaften, og med eller uden de sex Tusind, -- det sværger jeg, og kræver Hans Velbaarenhed og Allesammen til Vidne paa. (Afsides.) De ere mig sikre nok nu, skulde jeg haabe. (Til Christence.) Men lad dog see det Papir for en Feils Skyld. (Faaer det af Christiane, og beholder det i Haanden.) Sang. (Duet.) Christiane. (For sig selv.) Ja til Madam var jeg skabt; men jeg har maattet længe vente. Dog hvad jeg har i Tiden tabt, henter jeg ind med Rentes Rente. Tømmen i Haand, med Skydsen seen kjører man over Stok og Steen. (Til Jeremias Falster.) Gabriel, Gabriel, bliv da min Mand, og gjør mig sød min Ægtestand! Jeremias Falster. (For sig selv.) Glad er jeg just ei ved min Fangst, skjønt hun nu veier flere Tusind. Ikke saa fri jeg er for Angst, at hun tør give mig en Lusing. Jeg dog forvist som stædig Hest sparke skal mod som jeg kan bedst. (Til Christiane.) Ja Christiane jeg bliver din Mand, og gjør dig sød din Ægtestand. Chor. (Af Kapitainen, Kadetterne, Sofie og Christence.) Pagten er sluttet, Vi ønske de To, at de maa nyde hinanden i Ro. (Gjensidige Komplimenter.) SIDE: 69 Kapitainen. Partiet er isandhed meget passende. Det var det Eneste, som duede af det Hele. Men Død og al Ulykke, Vært, er det, som jeg begynder at lugte, at I har ført mig bag Lyset med Jeres Historie om, at mine Gutter af eget Paafund have kastet Lod om, hvem der skulde føre Jeres Brud hjem . . Jeremias Falster. Jeg . . Deres Velbaarenhed? bag Lyset? Jeg en reputeerlig, brav og agtet Borgermand? Jeg Gabriel Jeremias Falster. Kapitainen. (Med Udraab.) Falster! (Johan Falster træder ind i Lieutenantsuniform med Søsoldater og Matroser.) (De Forrige. Johan Falster. Søsoldater og Matroser.) Kapitainen. Hedder De Falster? De skulde vel ikke . . ? Kjender De den Mand? (Peger paa Johan Falster.) Christence. Gud! Johan! Han lever! (Iler i hans Arme. Jeremias Falster og Christiane tumle hver til sin Side.) Johan Falster. Min Christence! O Lyksalighed at finde dig igjen! Kapitainen. Hvormange Faldne have vi? Frants. Tre Faldne, Hr. Kapitain, og tre Fanger. (Til Frederik og Edvard.) Jeg troer, Kammerader, at det Hele endnu vil faae en lystig Ende, og at vi slippe med Toppen. SIDE: 70 Sofie. (Idet hun iler hen til Johan Falster, snapper hun Papiret ud af Gabriels Haand.) Kjære Johan! Ja er du Broder Johan, saa er dette dit. Men derom siden . . (Stikker ham Papiret i Brystet.) Johan Falster. (Kjærtegnende.) Ogsaa du her, Sofie. Hvor smuk og stor du er bleven! Jeg træffer da Alt, hvad der er mig kjært i dette Huus. Nei! hvor smuk og stor! Kapitainen. . . Og god, min Ven Falster. Jeg har havt et Beviis derpaa, som jeg ikke skal glemme. Frederik. Velsign hende da, min Fader! Velsign hende og mig. Vi elske hinanden til Døden! Kapitainen. Nu, nu! hvis jeg ellers Intet har derimod; og det siger jeg dig: ingen Forlovelse før Portdépeen! Frederik. Den kan fortjenes imorgen eller endnu idag. Frants og Edvard. Hurra! Hurra! Jeremias Falster. Det var et skrækkeligt Tilfælde . . . Kapitainen. Hvilket? At I traf Jeres Brodersøn? Jeremias Falster. Aa, aa! Nei -- Johan! Gigten, Slagflod, din uventede An- komst, at Dettehersens slog mig saa . . . Christiane. Og Papiret er nu formeentlig Nul og Niks. Nei, Jomfru Chri- stence, jeg takker pertentlig, ikke paa den Maade, ikke paa den himmelraabende Maade! SIDE: 71 Frants. Spil er Spil, Jomfru. Jomfruen skulde have strøget ind itide. Christiane. (Grædende.) Gud inderlig hjælpe og trøste mig! Nu vil den inderlige Skjelm . . . Kapitainen. . . Vist ikke, Jomfru. Jeres Fæstemand kan ikke bryde. Han har krævet mig og Allesammen til Vidne paa sin Trolovelse med Jer, med eller uden dem, I veed . . . Jeremias Falster. Vidner? Ja, seer du, hvad det betræffer . . . Vidner kunne være gode nok, naar man har Brug derfor; men der kan gives Tilfælde, hvor man kan lade dem vidne, saameget de ville, og endda gaae sin Vei frem . . Kapitainen. Aha, lægger han om paa den Boug? Saa skulle vi gaae til at undersøge den rette Sammenhæng med Jeres Fremfærd mod disse unge Mennesker, hvorledes det kunde gaae til, at min Søn . . . Jeremias Falster. Om Forladels', at jeg afbryder Deres Velbaarenhed; men det er kun for at erklære, at jeg ikke vil afbryde med Jomfruen der. (Afsides.) Uf! Jeg mærker, man ikke kan undgaae sin Skjebne. Christiane. Det var ærligt talt af dig, Jeremias; og saaledes Deres Høi- velbaarenhed . . Kapitainen. Ja saaledes have vi da ikke, saavidt jeg seer, mindre end tre Par her. Først disse to Ærværdige, saa min Ven og hans Tro- faste, og endelig disse to Unge her. (Lægger Frederiks og Sofies Hænder sammen.) Ja lad mig see, at du fortjener Portdépeen imorgen eller endnu idag, om det skulde komme til Noget . . . SIDE: 72 Frants og Edvard. Vi med, Hr. Kapitain! Kapitainen. Sofie skal blive din Belønning, og dine Kammerader have vel ogsaa en lignende i Baghaanden, som de ønske sig. Frants. Ikke saa frit. Edvard. Tør hende, naar vi komme paa de Bredder. Kapitainen. Og du og dine Venner skulle da faae Lov at gaae iland, at sige paa den Betingelse ikke at begaae Daarskaber der. Johan Falster. (Til Kapitainen.) Umuligt, min Ven, for Søkadetter iland! Slutnings-Sang. Kapitainen. Ud nu, Gutter! Ud paa Bølgen blaa! Ud til Kamp og Ære Sejer hjem at bære! God er Vinden rakt mod Fienden vore Vimpler staae. Johan, Frederik, Edvard og Frants. Ordren følge vi paa Bølge: ud i Orlogsdyst! Men vort Hjerte higer hjem igjen, I Piger, naar vi bære kan med Ære Fred til Norges Kyst. SIDE: 73 Sofie og Christence. O vi vide, at vor stride Graad har ingen Glands -- mod den Ærens Stjerne hist paa Bølgen fjerne. Sønderreven der er bleven mangen Brudekrands. Kapitainen, Johan Falster og Kadetterne. Tordenfulde Skyer rulle om Fregattens Dæk. Blod skal Britten bøde for "Najadens" Døde. Tordenskjolder Fiender holder fjernt fra Landet væk. Ud i Slaget under Flaget gaae vi som til Dands, ud mod Engelskmanden, jage ham fra Stranden, langt fra Norges Klippeborges Hjem til Engellands. Sofie og Christence. Hør i Kampen gjennem Dampen Ærens Tordenrøst! Men din Piges Stemme heller ei du glemme, som med Klage staaer tilbage paa den øde Kyst. SIDE: 74 Seirens Ære Eders være, kjække Orlogsmænd! Qvinden har ei Bedre, end jer Daad at hædre. Krandse flette, til I sætte Coursen hjem igjen. Chor af Kapitainen, Johan Falster, Kadetterne og Matroserne. Ud i Slaget under Flaget til den gamle Dands! Held for dem herhjemme, som os ei forglemme! Norges Piger for hver Kriger flette vil en Krands. (Matroserne gaae svingende med Hattene langsomt ud. Christence og Sofie vifte med Tørklæderne. Afskedtagen i Baggrunden, medens Jeremias Falster og Christiane, trædende frem i Forgrunden, synge hver til sin Side.) Jeremias Falster. Gaaer jeg ikke ogsaa i et Slag? Er der mindre Fare, kan det længer vare. Stik af Naale faaer jeg taale hver en Herrens Dag. Christiane. Var det ikke inderligen vel, at jeg slap den Anden, og tog Borgermanden? De bli'e Enker; men i Lænker har jeg Gabriel. SIDE: 75 Begge. (Vendende sig mod hinanden.) Vil du love at bli'e snil mod mig, ikke for balstyrig, ikke altfor fyrig, vil jeg vove nu mit Liv med dig. (Dækket falder.) Henrik Wergeland SIDE: 76 JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE EN BUKET FRA HENR. WERGELAND TIL FREDRIKA BREMER Anch'io sono pittore. Correggio. JOHAN (JAN) VAN HUYSUM (FØDT I AMSTERDAM 1682, 1749). -- "Hans Fader Justus, en middelmaadig Maler, gav ham den første Underviisning; men siden gik han i Lære hos Naturen, der bød ham sine skjønneste Døttre til Mønstre. Han er Blomster- rigets Rafael; dets Beboere fremstillede han med uefterlignelig Troskab. Hans Blomstre prange i de skjønneste Farver og i naturlig Friskhed, som om Duggen just havde udgydet sine Perler over dem. Han anbragte ogsaa paa sine Blomsterstykker In- sekter, Sommerfugle, Fugle, deres Reder med Æg o. s. v., alt i Naturens rige Pragtgevandt. Blomsterne satte han ofte i Vaser, zirede med skjønne Basreliefs. I Udførelsen hersker den højeste Flid, og ved Farvernes, Oljens og Fernissens Tilberedning und- gik han omhyggelig ethvert fremmed Blik, og iagttog den dybeste Hemmelighed. Han laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne, og betjente sig derved af de klareste og varigste Farver, som ogsaa have beholdt sin Friskhed ligetil denne Tid. De Blomstre, som ere malte paa klar eller brunlig Grund, foretrækker man for dem paa dunkel, og de blive særdeles dyrt betalte. En Sindssygdom, han undergik i sine senere Leveaar, havde ingen Indflydelse paa hans Kunst." Naglers Künstler-Lexicon. -- "Det 18de Aarhundredes fortrinligste Blomster- og Frugt- maler; følte sig især dreven til Fremstillinger af Planterigets Fostre, og indskrænkede sin Pensels hele Kraft til at udtømme al Kunst i den levende Efterligning deraf. Han naaede det Højeste i sine Blomster- og Frugtstykker. Han forstod at ud- speide Naturens Hemmeligheder, at fængsle den flygtige Blomstren i dens skjønneste Øjeblik og at naae det Højeste i denne genre ved sine Farvers tryllende Sandhed og Mangfoldighed og ved det næsten Transparente i de fine Blomsterskabninger. Han var SIDE: 77 den Første, som fremstillede Blomster paa klar Grund, og over- traf alle sine Forgjængere i Blødhed og Friskhed, i Farvernes Fiinhed og Liv, i Udtrykket af det Saftige og i de nøjagtigste Lysforhold. Han var saa iversyg i sin Kunst, at han ikke tillod Nogen at see ham arbeide. Hans Blomster ere skjønnere og sandere, end hans Frugter; Dugdraaberne og Insekterne han malte dertil, have den højeste Livagtighed. For hvert af sine Billeder tog han 1000 -- 1400 Gylden; to af hans Aqvarelltegninger ere i den nyere Tid blevne betalte i Holland med 10,000 Gylden." Allg. deutsche Real-Encyklopädie. -- "Han overtraf alle sine Forgjængere i at male Blomster og Frugter, og hans Arbeider kom i et saadant Udraab, at kun Fyrster og de rigeste Privatmænd vare istand til at kjøbe hans Malerier. Den fineste Smag, den mest glimrende Kolorit, den kraftigste Pensel og den fuldkomneste Efterligning af Naturen give denne Kunstners Værker et uendeligt Værd. I Landskabs- maleriet taaler han Sammenligning med store Mestere; men i at male Blomster og Frugter har han aldeles ingen Sideordnet. Det Matte og Peltsagtige ved Frugterne, det Glindsende ved Blom- terne, det Gjennemsigtige ved Dugdraaberne, den livlige Be- vægelse, han vidste at give sine Insekter -- Alt er henrykkende i hans Malerier." "Allgemeines Künstlerlexicon, cfr. Pierers Encyklopäd. Wörterbuch." -- "Naaede alene ved sit Genis Kraft den højeste Rang i sin Kunst. Han har gjengivet i sine Blomster deres hele Sandhed, deres mest glimrende Farver med en saa blød og behagelig Pensel, at Naturen ikke er sandere. Hans Frugter have et Transparent, især hans Druer, som lader Cellevævet see og Saften hvormed de ere opfyldte. Insekterne skulde man troe bevægede sig. Og hans Duggdraaber? Man fristes første Gang, man seer dem, om end nærved, til at ville tørre dem af, forat de ikke skulle skade Mesterværket." Marquis d'Argens, Examen critique. -- "Han har, saa at sige, rivaliseret med Naturen. Friskhed, Ynde, Eleganz, Sandhed, Kolorit. Han skulde være Foraarets Gud, om Flora tillige havde givet ham sin Vellugt." Galerie du Musée Napoléon. SIDE: 78 -- "Naaede i Blomster- og Frugtmaleriet en Fuldendelse, som overtraf Alt hvad man hidtil havde seet i dette Slags. Alle de Florister, som stode i Bekjendtskab til ham, kappedes om at meddele ham det Skjønneste, deres Haver frembragte. Han plejede at udarbejde de Studier enkelt, hvoraf han komponerede sine Malerier, og var, som man fortæller, saa egen, at han aldrig tilstedede Nogen Adgang, naar han arbejdede, og gjorde en stor Hemmelighed af Tilberedelsen af sine Oljer, Fernisser og Farver. Selv hans egen Broder maatte ikke see til naar han arbeidede, og det var kun med Møje man bragte ham til at undervise Margaretha Havermann, paa hvis Talenter han skal have været iversyg. Ærgrelse over en af sine Sønners Opførsel virkede saa paa hans Forstand, at han forfaldt i en Art Vanvid, som dog ikke havde nogen Indflydelse paa hans Arbejder. Hans Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans Insekter, Duggen og de enkelte Dugg- draaber overtræffer Alt hvad man hidtil har seet i dette Slags. Om hans fortrinligste Arbejder give saavel Gool som Descamps Underretning. Fiorillo. Geschichte d. zeichnenden Künste. -- "Elskere af særdeles pragtfuld Fuldendelse sætte v. H. over alle Blomstermalere. Den Flid han gjorde sig med at vælge de mest skinnende og massiveste Farver, med at tilberede dem og rense Oljen, bidrager meget til den glimrende Friskhed ved hans Værker. Det hvide Grundanlæg paa hans Tavler eller Lærred, siger Descamps, var tilberedet med den største Omhyggelighed og med en Reenhed, som befriede ham fra den Frygt, at see Farverne, som han anlagde med stor Utvungenhed, forrevne eller fordærvede derpaa. Alt er behandlet med Præcision, uden Skjødesløshed, men ogsaa uden Tørhed. Det Ru, det Glatte, det Fløjelsagtige, det Transparente, den sandeste og brillanteste Glands -- alt Dette findes her forbundet med hint touche, som Naturen anviser, og som hverken kan tilskrives Maneer eller Tilfælde. Vaserne, som han vidste at anbringe heldigt, og hvori han satte sine Blomster, ere ligeledes efter Naturen. Bas- relief'erne, ligesaa fine som det Øvrige, ere godt sammensatte SIDE: 79 og af lærd Harmoni. Han havde den Smag, at formere sine Grupper saa, at de lyseste Blomster indtog Midten, og han betjente sig af den enhver Blomst egne Farve forat udføre Farvesynkningen fra Middelpunktet til Gruppens yderste Ende. Fuglereder, deres Æg, Fjedrene, Insekterne, Sommerfuglene, Vanddraaberne, Alt er fremstillet med den største Sandhed, og frembringer den fuldkomneste Illusion." Heidenreichs aesthetisches Wörterbuch. I disse Domme stemme ogsaa "Lüdemanns Geschichte d. Mah- lerei" og "Hirts Kunstbemerkungen" overeens. I "Historische Erklärungen der Gemälde, welche Herr Gottfried Winkler in Leipzig gesammelt, Leipz. 1768" findes netop det Stykke af v. Huysum, som er Sujet for nærværende Digt, saaledes beskrevet: "Forskjellige Blomster ere samlede i et, med ophøjet Arbeide ziret, Kar og opstillede i en Nische. Blomsterdronningen pranger ved den blonde gelderske Roses søsterlige Side, omgiven af skjøntstribede Tulipaner, blomstrende Valmu og hvide Narcisser, hvis Pragt spraglede Aurikler, fyldte Hyacinther o. s. v. og en Mængde af Foraarets spæde Skabninger forhøje med sin mildere Ynde. Spraglede Sommerfugle og forskjellige Insekter drikke Morgenduggen af deres Blade, som det hvilende Blik gjennem- trænger og Zefyrens milde Aande synes spøgende at ryste. Nedenunder paa Muren klæber den huuslige Snegl og til Højre ligger en Fuglerede med tre forladte Æg. Maleriet er paa Træ, 2', 9 1/2'' højt, 2', 2'' bredt. Dets forrige Besidder var Hr. Dietrich Schmid i Amsterdam, hvem Mesteren skjænkede det som et Venskabsminde." Det er nu siden flere Aar i Hr. Stiftamtmand Thygesons Besiddelse. Der gjorde det det Indtryk paa For- fatteren, han her har søgt at meddele. Det omfatter med en noget mere detaljeret, om end ikke udtømmende, Beskrivelse end foroven, i en Vase en hvidspraglet Tulipan, og en dunkel, rødbruun af ægte hollandsk Pragtflor, en hvid Rose, to røde Roser, en Syringe, en brun Aurikel, Pintseliljer (Narcisser), en ildfarvet Valmu, en guul, dobbelt Fløjelsblomst, en dobbelt rød- spraglet Nellik, en blaa Hyacinth, en Konvolvulus, en Forglem- migei, en halvaabnet Rosenknop og en Ridderspore. Dertil en SIDE: 80 Fuglerede med Æg, en Snegl med sit Huus, et Par flyvende Insekter og nogle Vanddraaber, som Beskuere meer end engang have villet tørre væk. Disse ere Delene af den beundringsværdige Komposition, som ikke kan forherliges af min, der vel er indgivet af Beskuelsens henrykte Øjeblik, men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse forat turde hedde en Buket til den genifulde Maler- inde, som har valgt Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end van Huysums, til Gjenstande for sin nydelige Pensel. BESKUELSEN Plumpe Menneskebeundring, som behøver Luft og Læber! Mere plump end Dyrs Forundring, der er taus og bly beskeden, krænker du i din Tilbeden, øder i Begeistringsheden; -- med din Elskovs vilde Brunst du din egen Elskte dræber: din tilbedte rene Kunst. Ve, om nu, da jeg maa tale (saa nødvendigt som at Brystet stønner, naar det bliver krystet) denne Draabe skulde dale fra van Huysums Rosenblad, af min Læbes Mundveir rystet! Foraarsvinden, yr og glad, var af meer barmhjertig Hu: Duggens Glands fra Lund og Hegn, perlemoderagtig Regn, gjemt i foldet Marikaabe, hver en Draabe, hver en Draabe SIDE: 81 har letsindigen den plyndret, alle hen i Luften søndret -- denne ligger der endnu, yderligt som Taaren baaret bævende af Øjenhaaret, yderst i dit Diadem, yndige og blide Smerte, som din Byrde triller frem; skjøn som Perlen, der var værdig til at være Stjernes Hjerte; fuld som Magdalenens Graad, fuld og tung og bristefærdig; bristende, skjøndt endnu heel, som beslutningsmodent Raad i tungsindig Engels Sjel. O! saa herligt er det Mindste: Draaben, der paa Bladet glindste. Glindste? Ja er den ei svunden, som et fuldfødt Ord fra Munden, man ei kan tilbagekalde i sit Hjertes tause Grund? Thi den syntes jo at falde af sin Vægt i hver Sekund. Dette, at den evigt spiller, evigt mæt af Glands sig runder, evigt fylder sig og triller, -- det er Under over Under, hvorpaa jeg forbauset grunder, Kunstens Dyd, Naturens Feil, som at fængsle Lyden fast, Luftens Svale i sin Hast, Billedet i Kildens Speil. O, hvad sød vellystig Skræk! Angst for Vind og Solens Straale! Draaben, som ei meer kan taale! Fluen, som vil flyve væk! SIDE: 82 Sneglen der, som nu vil flytte hen paa næste Blad sin Hytte! Malte Blad, som vil sig hæve! Fagre Blomsterliig, som leve! O, hvad sød vellystig Skræk! Mens jeg stirrer paa dem møde mig forvirret længst hendøde Elskerinders Ansigtstræk. Og, endskjøndt I er' saa sande, maa jeg troe, I aldrig gro'de blandt de andre paa vor Klode, men engang i Edens Lande: Blomstre! at I derfor ere Blomstre vel, men endnu mere: Blomsterblomstre, disse liig, som fortrylle os i Haven, som en Aand i Himmerig ligner Liget under Graven. Ak, som denne Blomstbuket maatte Kjærlighed see ud med sin Sværm af Lidenskaber, hvis en Elsker, mens han taber sig i Favntag hos sin Brud, fik sit Hjerte kløvt medeet, saa man med et Aandeblik, (hurtigt som man skimter Fligen af Gespenst, der flygter just) Øje paa dets Drømme fik, paa dets uudtalte Higen, paa dets Tankers Embryoner, paa dets Eed, før den udtoner i et troløst Aandepust, mens den endnu ligger der som en Nyfødt reen og skjær, der engang skal bli'e Forbryder, paa dets Haab, før Vingen skyder spæd som Blomstens Hjerteblad, SIDE: 83 paa dets Tale før den lyder, paa dets Fryd, før den bli'er glad, og i Smiil om Læben flyder. Hvor er slig en Lidenskab, slig en Vellyst, qvalt af Smerte, sligt et dæmpet Hjerteslag, slig en Glød paa Elskovsmunde, slig en blodig Hjertevunde, som i Pragttulipens Gab, denne mørke, selvfortærte, krampestærke, syge Rødmes natteagtige Skarlag! Hvor er Kjærlighedens Sødmes Frydberusningsøjeblik, da Du Ja af Hende fik, yndigt i de tvende røde Roser, som hinanden møde! Efter Kys en Tørst saa heed, som de Begge brænde med? Hvor maa Elskovs Anger lide, Rødmes Blus med Bleghed stride her i denne fulde hvide? Hvor er fyrigt Frydbegjær som i denne Nelliks Skjær? Hvor et Blod, der saa kan gløde, som dens fine, purpurrøde Dugregn af Granater, ud sprængt paa Perlens skjære Hud? Andagt, naar den syner bedst, seer paa fjerne Himles Fest for det frelste Zions Helte ei saa fagre fine Telte, som Konvolvlerne udbrede, blaaere end Himlens Bund, finere end Blusels Klæde foran Brudens Ønskes Mund. Uskyld har saa fiint et Blaat, en saa skjær en Blegnens Kulde, SIDE: 84 ei som Hyacinthen faae't; Ømhed ei saa rig en Yden, som Syringen der, den fulde: hver en Smaablomst i dens Klase er en liden egen Vase af et halvklart Porcellin, fuld af Honnings søde Nyden, fuld af Sommerfugles Viin. Er saa reen en Engels Hjerne, Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm og Martyrens Taarestrøm som Narcissens blege Stjerne! O, i den kan Helg'nen gjerne al sin Tempelandagt speile; thi, saa rank den skjød, den har sænket dog det fromme Hoved, som om Gud i Bøn den loved, som om Uskyld kunde feile, somom det en Syndskyld bar. Og hvor malte sig en Tanke i genifuld Ynglings Sind ildig som paa denne ranke Blodvalmues Luekind? Og hvor mon saa fyrig Plan i et Manddomshjerte tændes som det Flammehvælv, der spændes ud i denne Tulipan? Og hvor sukkede en Bøn, saa uskyldig og saa skjøn som Kjærminden der, den slanke, der saa ydmyg, bly sig klynger -- bly som tause Taares Tanke -- til en Moserosenknop? Og hvor er den Skjald, der synger godt som denne tause Lille Blomstmystererne, de stille, blot den engang, engang vilde Rosenlæben lukke op? SIDE: 85 O, hvis Knoppen vilde mæle, hvis en Aand den vil besjele, o hvor jeg den bede vil (og med Ild maae Skjønne bedes) at fortælle mig hvorledes slige Blomster bleve til! DEN HOLLANDSKE FAMILIE "Alonzo de Tobar! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!" Alonzo de Tobar, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive Velasquez eller Spaniens Stolthed, Bartolomeo Esteban Murillos, er bleven tilbage. "Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen til Priis. Viva el coronel! Han bryder sig ikke meer om nederlandske Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven." Alonzo de Tobar er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken. Fortvivler han endnu over den store Murillos's "Santa Katha- rinas Trolovelse" eller over Velasquez's "Familie." Ha, der jage de sidste Kyradserer forbi og raabe: "Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!" SIDE: 86 Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske Spanier ødelagde forat be- geistres til at blive en Murillos og at kunne male en "S.ta Katha- rinas Trolovelse." Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos' Fødeby, da styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld Krig mod Kjættere. Dem bekrigede han, mens han var hvervet til at bekrige det politiske Folk, hans Herres Fiender. Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser bag det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der skyder sig op af Choret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn. Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor. Præstens Datter Katharina stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen; og hun er i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer. "Alonzo de Tobar, vil du ikke være med?" raaber en Landsmand, idet han paa de Andres Skuldre svinger sig op i Chorvinduet, og seer ned i den flammende, qvindefyldte Kirke. "Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le paradis de l'enfer! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig tilbage?" Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af de luxembourgske fils perdus, han mister sit Ulve- navn, han bliver hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til denne Landsbyes Ødelæggelse. SIDE: 87 Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han Faklen til, jublende mellem sine Kamerader "en la honra de nuestra Sennora!" men denne Landsby, denne var for yndig, Hytterne for nette, Kirken for ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne foran dem for nydelige. Ved- bende og klattrende Roser havde flettet Gavlene sammen; Stok- roser stode paa Vagt udenfor Dørene. Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne. Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik som Wallonerne mylre indigjennem Døren. Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst. Alonzo har seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i sin Faders, Præstens, Huus, dette der ved Siden af Kirken, det ærværdigste af dem alle, med de lyseste venligste Vindver, med den yndigste Blomsterhave uden- for, med den tætteste Efev over Taget, hvorfra allerede Flam- merne slaae ud. Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens, Nederlandenes Vidunder. "Katharina," mumler han -- og der kommer Liv i Rytterens nedbøjede Skikkelse -- "jeg har seet Katharina, min Katharina, ikke Murillos', og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos' Katharina forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae, hendes Skabning meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer stjerneagtig Hvidhed; Aasyn, Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha, Alonzo de Tobars "Katharina" skal overgaae Murillos' som en Engel overgaaer det herligste Menneske!" SIDE: 88 Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte Arme, som korsfæstet, stormer imod sin Faders Dør. "O milagro de Dios!" En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forfærdelse, aabnede Døren for de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: "Katharina! O Gud være lovet!" "Hun er en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes Lokker. O milagro de Dios! Det er et Vink fra Himlen." Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og en Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. "Himlen er barmhjertig; Alonzo de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som den store Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg har seet Murillos' Katharinas Søstersjel. Gud har seet Murillos' Katharina og skabt i hendes Billede en anden for Alonzo de Tobar. Alonzo stormer rasende mod Døren. "Ayuden los angelos! Vanvittige, ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver, Flammerne drive Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end Flammerne." Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige Adrian, med Bibelen opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste Margaretha og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden Katharina, der ilsomt havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden om sin Brudgoms, Johans, den blomstrende Yngling; saa den fromme, nonneagtige Narcissa, med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald; saa Hyacinth, den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke, fine Elisabeth; den lille Benjamin og Tvillingsøsteren SIDE: 89 Anna, "Anna liden," med Hovederne i Moderens Skjød og be- dækkede af Barnepigen, den gamle trofaste Magdalena; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen, den ældste Datter Klara, hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig Kriger -- maaskee Narcissas Trolovedes Banemand -- havde overgydt hendes Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker. "Ayuden los santos! De komme!" larmer Alonzo udenfor. "Afvejen! Huset tilhører mig." En enkelt Pallask høres imod mange. "De komme!" raaber Johan, ilende mod Døren. "Paa Knæ!" befaler den Gamle. "Gud alene kan redde." Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. "Frels os! Wallonerne . . . " hviner Narcissa med Hænderne for Øjnene. "Vi ville blive frelste!" raaber Klara med et Skjær af Rødme paa Kinderne; thi hun syntes at have hørt sin Spaniers Stemme. "Ja, vi ville blive frelste" -- jamrer Faderen hændervridende -- "Gud være os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er tilgivet. Gud være lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os før de Ræd- somme -- -- " Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den bræn- dende Kirke falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger, hvor de kunne gribe ind. "Herind! Herind, Kamerader! La doncella aqui!" Alonzos Landsmand, som jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke, har sprængt Døren. "Abajo los hereticos!" Wallonerne styrte ind; Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. "Det er ham!" skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende væk grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund -- -- -- SIDE: 90 -- I samme Sekund . . . Gud! Himmel! hvad er skeet? Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begjær var sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende, Katharina og hendes Brudgom, Moderen, Klara og de øvrige Børn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det Sted, hvor Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke længer imellem dem. Ve, Ingen af dem har Katharina! Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde Krigere viste sig i Døren rædsommere. Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af Byen. Kun den af Nattekulden ned- slaaede Røg laae som en blaahvid Sjø over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den Gamle. Han kjender Spa- nieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede roligen ned, somom Intet var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at sørge; thi de stode sammen- flokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa deres Reder vare brændte. Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang aandede. "Var Hun din Datter, Gamle?" spørger Alonzo med huul Stemme. "Hvem?" "Hun, Gamle! la querida del cielo! Du saae det, og maa for- staae mig." "Jeg havde fem: Klara og Katharina og . . ." "Katharina; ingen Anden mener jeg. O mea caritta!" Den Gamle leer ham op i Øjnene. SIDE: 91 "Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog dine Tanker." Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser. "Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en Barmhjertighed." Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen. "Ve mig!" mumler Alonzo. "Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen." Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte -- Han, der iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje, der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky. Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten be- gynder efter en Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt sin Herre, tager Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes undviger Alonzo Michael Tobar, han, der blev den store Bartolomeo Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en Plads imellem Spaniens Malere er en "Santa Katharinas Trolovelse", hvori han er original, og som tvister med Murillos' verdensberømte om Palmen, samt en "Familie", der ikke giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker. SIDE: 92 GAMLE ADRIANS BLOMSTERBED Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom staaer den der uden Naboer. Omstreifende Med- lemmer af de Faa af Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som de fandt imellem Ruinerne. Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler udenfor Hytten, saaende og plantende i den aske- blandede Jord. Han veed, det er Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der og et Skud af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede at sidde med sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og planter han rundt- omkring det, mumlende: "Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil give sin Velsignelse." Fremmede gik mange Gange forbi og loe og sagde: "hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne gale?" Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som sysler saa vever i sit Bed, skulde være af- sindig? -- Hans Haar var vel hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af inderlig For- nøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine kjære Planter. Da mumlede han: "Gud vil give sin Velsignelse!" og han bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem. Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den. Holland, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saa- danne Vidundere af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild Regn. Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med sittrende Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat. SIDE: 93 -- -- "O min Sjel, o vær nu stærk! Bær Vorherres Underværk! Dø ej, Hjerte, som maa standse, at min Aand kan bedre sandse, at, i Lytten til dets Banken, ikke den forvilder Tanken! Døv mig ikke, om du daarer, om du tryller og beruser, du Henrykkelsens Musik, som i mine Øren suser! Søde Graad, ei blind mit Blik! Lad mig see med disse Taarer, som med tusind Øjne klart, som med alle Stjerners Fakler, det Mirakel af Mirakler, som er bleven aabenbart! Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg om Guds Mirakel! Slaaer vel Solen i sin Glands, højest paa sin Middagstinde, klart som Dette Syn og Sands? Maa mod Klippen knuste Pande saa dens haarde Tilvær sande? Føler Moderen saa sandt af sin vellystfulde Smerte Livet af sit Elskovspant? Elskeren, at det er Hende, Hende kun, den Sukbegjerte, paa hvis Mund hans Læber brænde? Naaden, dette milde Hjerte i trefoldig Guddoms Aand, større Under gjør paa Under med hans Almagts venstre Haand, end i Drøm selv Englen blunder, mens hans Viisdom, forat maale Dybets Dyb og Fjernets Fjerne, SIDE: 94 forat styre vilden Stjerne strengt og stramt med Solens Straale, for Kometerne at tøjre, lede Alt saa regelret, at selv Ormen fatter det, kun har Brugen af den Højre. O hvo prøvte Almagts Styrke? Og hvo saae til Viisdoms Tinde, til det Lys, af Soles Mørke og af Stjerners Mulm ernært, hvori Englene er' blinde, hvori Tanken blier fortært? Mennesket i Brystets Hule kan sit eget Hjerte skjule, -- Hvo har i Algodheds seet? Hvo Barmhjertighedens Skjød, hvor Undfangelsen er skeet til det Under, som er fød? Fødes ei i helligt Løn Støvets Barn og Syndens Søn? O hvo turde da vel see Naaden i dens Fødselsvee, i den Stund, af Almagt svanger, da Guds Kjærlighed undfanger Underet, den lader skee? Jeg har seet det! O Margrethe, hvilke Undre ere skete! Gud ske Lov for Sands og Sind! Gud ske Lov jeg er ei blind, som min gudsforgangne Klage, der var blindere end Steen, djærvere end Hjobs i Støvet. Alt er kommet jo tilbage, Alting som i gamle Dage, Alt igjen som Foraarsløvet; SIDE: 95 Ingen fattes; ikke Een. Gud i disse Blomstre givet atter har jer Alle Livet. Gud har eders Sjeles Blod gydt i disse Planters Rod, saa jeg hvert Lineament seer i Blomsten velbekjendt, hører elskte Hjerters Banken, føler Pulsen, læser Tanken, seer bekjendte Øjnes Straaler i de fine Blomsterskaaler klart som nogensinde før. Ja, hvad Under Gud dog gjør! Tidens sønderbrudte Krands har han atter sammenbunden: smigrende som Ammemunden hvisker til min vakte Sands gamle Dage ved mit Øre. O hvad Toner faaer jeg høre! Margarethas Stemme leer blidt som forhen under Grenen, den som rasler paa Syrenen; Blomstens fine Violet, Blaat og Rødt i Hvidhed badet, endnu dæmpet meer bag Bladet, er -- o tør jeg løfte det? tør et Underværk jeg granske? -- jo grangiveligt og ganske hendes Sløjfes egen Let, som hun sad der dagligdags, med det fromme Hoved bøjet, over Søm og Strikketøjet, syslende med Alleslags. Jeg var meer end blind, om ei jeg min Annalidens Øje flux gjenkjendte grant og nøje her i denne Glemmigej. SIDE: 96 Ak, jo meer jeg seer paa den, kjender jeg mit Barn igjen, skilner jeg grangivelig min fra andre Glemmigejer. Gud, mit Barn, velsigne dig, Du har slynget, som du plejer, Armen om din Tvillingbroer: Rosenknoppen der, som groer Glemmigejen min ved Siden: Benjamin og Annaliden . . Over Begge med den rene, fulde, sølvertunge Draabe, har et Fløjelsblad sig lagt. Det er gamle Magdalene med sin Graad og med sin Kaabe, paa sin ømme Ammevagt. Og mit Syn er ej saa blindt, at det kjender ej min egen Elsklingsdreng, min Hyacinth, frem i Hyacinthen stegen. Hvor var slig en Dreng blandt Drenge, slank og sværmerisk og from? Hvor er slig Vidunderblom i alt Hollands Blomstersenge? O jeg seer i denne fine amethystne Kalk den ømme sværmeriske Josefsmine, hvormed han fortalte Drømme. Og naar Drømmen saa var ude, Hovedet Fantasten bøjed, blegnede og nedslog Øjet, som de fuldtudsprungne af Hyacinthens Blomstre lude, naar de første Duft udgav. Favreste Konvolvel, fiin som en Serafs Aandedræt, SIDE: 97 fanget af en Cherubin i et Blomsters Maskenet, i en død Blaaklokkes Liin, du er min Elisabeth, Hyacinths Tilhørerinde, som ham kunde bedst forstaae, med de store Øjne blaae af sin Tro aldeles blinde. Kjendte jeg mit Barn, mit bedste, havde jeg en Faders Hjerte, om jeg ej Narcissas Smerte her i Pintseliljen læste? om jeg ikke meer forstod hvorfor hun er uden Blod, paa hiint skarpe Purpurskjær, paa hiint sikkre Flammebilled, af den Fæstensring, som brødes kun af Døden, som den Dødes, som paa hendes Kinder spilled, paa den hede Draabe nær, som jeg angest saae paa Kinden i Fremtindren og Forsvinden? Ve, sin Stribe af Karmin, Arret efter Smertens Bid, Dødens Judaskys indsvi'd, bærer endnu hendes Kind! Stjernen er ej hvid som denne, syge Perle ei saa bleg (Liljen, som af Mulden steg, er jo vistnok ogsaa Hende), Dybets Glød, Korallens Brand, solskinmættede Rubin tindrer ej saa hedt som hiin. Ve, om efter disse Mærker, som hvert Øjekast forstærker, om jeg da med grum Forstand, med en Ravnefaders Vilje, SIDE: 98 med et indbildt Blik, som al Glæde fra sig selv bestjal, kunde skilne mellem disse, mellem denne Pintselilje og min døende Narcisse! O hvad Jubelfryd opdager jeg til denne Time spart! Søde Øjeblik, der bruge Tiden kun af Pilens Fart, af et Glimt fra Solens Øje, for den hele Gift at suge, for det Bittre at fordøje af saamange Dages Klager, af saamange smertebulne, jammerfulde, taaresvullne Nattetimers vaagne Vee! Lever jeg? Er bristefærdigt Oldingøje bleven værdigt, til sin Salighed at see saa fuldstændigt aabenbaret, før velsignet Død har klaret med sit Pust hans Øjesteen? Se der mangler ikke Een! Der i Rosen ved sin Rose, se, der er jo Brudeparret Katharina og Johan! Kjærligheds Apotheose, Katharina og Johan! Begge i hinanden tabte, i hinandens Billed skabte, vexle deres Hjerter Slag under Taarers Sammenblanden, i et evigt Favnetag, vexle deres Øjne Lys, tænde Straaler i hinanden, vexler Læben Saligheder, høje, endskjøndt tause, Eeder i de endeløse Kys. SIDE: 99 Salig er jo Bryllupsstunden, slugt af Flammen, gjenoprunden? Himmelnaadens milde Graad gjorde Asken frugtbarvaad, mine egne Taarers Kræfter dugged tæt og lunkent efter, hede Stønnen af min Vaande, mine Bønners varme Aande lokked da fra Buskens Skud begge mine Roser ud: Katharina og Johan, begge disse sammenbøjde, i hinanden saa fornøjde, morgenrøde, morgenfriske Roser, som isammen hviske -- Katharina og Johan. Mig imøde, som fra Bunden af to gyldne Trylleskaaler, fra de dybe Roser straaler deres fagre ungdomshulde Aasyns Træk saa frydefulde. Thi for dem er Bryllupsstunden, den som Flammerne fortærte, atter salig gjenoprunden, Hjerte knyttende til Hjerte, Katharina til Johan. Thi ved Himlens Under kan nu i Fred jeg gamle Hyrde deres Vielse fuldbyrde, afbrudt paa hiin Rædselsdag, ende saa i Ro og Mag Brudetalen, som de vilde rædsomme Walloners Magt havde Hjerte til at spilde før Velsignelsen blev sagt. Nu jeg frit, med Haand paalagt, Guds Velsignelse nedbeder, SIDE: 100 Himlens Væld af Saligheder, Brud og Brudgom, over Eder: Herre, sign du og bevar dette Rosenbrudepar! Herre, lys dit Aasyn over Yndighed, som sig trolover! Herre, løft dit Aasyns Glands over Fromheds Brudekrands! Herren give dig sin Fred, elskende Uskyldighed! O Henrykkelses Sekund, Saligheders Fødselsstund! du er altfor tung af Glæde til at flye saa flygtig hen, som de andre duungraae, lette, farveløse Solgransstunder, Skjebnens Pust mod Døden hvifter henad Livets Ørkenslette; -- du demantne af Sekunder, som er engang allerede kommen himmelsendt igjen, ej saa troløst og saa let, som de andre dig omskifter; du maa frydbelæsset dvæle til mit Hjerte vinder Mæle, til det mestre kan sin Tanke, til det engang bliver træt af saa maalløst, stærkt at banke, til det engang bliver mæt af den søde Fryd at græde, medens mine Læber juble, medens Øjet straaler, medens brudte, vilde Ord (og dog skjønne som af Salighedens ubekjendte Himmelsprog) stødende paa Tungen snuble, somom ikke jeg var klog. SIDE: 101 O det er somom en stille lummer Regn faldt i mit Hjerte, somom Knuden af min Smerte, Dryppestenen af min Vee, Sorgkrystallen i mit Sind, opløst i Velsignelse, ud i denne Graad maa trille over hele vide Jorden, hyllende dens Bjerge ind i en skabningssvanger Sky, i sit lunkne Mulms Neddignen svangrende den med Velsignen, til en frydfuld, skyldløs Vorden svangrende dens Dyb paany. O hvor har jeg nok af Mæle, for at tale ud min Lyst? nok af Hvælving i mit Bryst, nok af Luft, af Rum, af Lyd, ømme, zittrende og høje, for i Toner at besjele denne Overlast af Fryd? nok af Spejle i mit Øje forat fange op det Hele? nok af Sandser for at nemme? nok Erindring for at gjemme? nok af Tanker for at fatte? nok af stærke Nervestrenge for at bære Glæden længe? nok af Hjerte for at dele Ømhed nok til mine Skatte: til Margretha, til de tvende Smaa, som smile næst ved hende, til Narcissa min, som skranter, Hyacinth med Drømmermine, troende Elisabeth, aldrig af hans Undre mæt, til min Stolthed, Katharine, SIDE: 102 til de dyrebare Panter, Himlen atter mig betro'ede frem i disse Blomster groede, disse der, min egen Æt? Ve mit Ravnefaderhjertes sløve mosbegroede Steen! Jeg har kunnet glemme Een af mit eget Kjød og Been: stakkels Klaras Dødningsmertes blege Billede i denne hvide Rose, som er Hende, hende Selv. Se Blusel kjæmper end paa Kinden jo som før i det Rødmende, som døer, som med Bleghed Smerten dæmper, med de dunkelhvide Emmer af en nedbrændt Lidenskab, Kalkestøvet af Ruinen, som hun under Blidhedsminen sønderknust i Hjertet gjemmer af sin Freds og Uskylds Tab! O mit Barn, se til din Fa'r! Rose hvid, som Klara var! Han er ikke længer vred paa din syge Kjærlighed, Han har intet Blik, som rammer knusende din knuste Jammer; Han har intet Øjekast for at skjære hvad der brast; Han har kun en Faders Hjerte og Velsignelser i Munden og en Smerte for din Smerte, og et Taaredryp for Vunden, Taarer af balsamisk Glæde; thi jeg ogsaa dig har funden: Ingen mangler i min Kjæde. SIDE: 103 Alle ere jo tilstede saa lyslevende og sande, at jeg ikke kan forblande Sandheds Syn med Sandheds Skin. Thi det sværges i min Sjel, derpaa mine Øjne bande, kjendende jer altfor vel: Blomsterne ej skulle være eder blot i Fantasi'n, eder, mine Børn og Viv, men forvist de Eder ere, Eder ja til Sjel og Liv, Eder ja i Ansigtstræk, Ejendommelighedssind, Karakterens fødte Mine, Smilene, som præge ind sine sommerfuglefine Spor, idet de flygte væk. Og jeg hørte eder tale, hvis min Sands ei laae i Dvale, hvis ej Dødens Gravmos alt spirede i Ørets Spalt. Men hvad mere Sands behøves? Øjet seer, om Øret døves, Alt er blomstret frem igjen, Alting som i gamle Dage: -- dugget til af Himmelen, giver Jorden det tilbage, Alting som i Bryllupsstunden, da min Lykke folded ud alle sine Hjerteblade, spredende sin Krones Straaler mere ud end Himlen taaler, da dens modne Blomsterskud højere mod Sky var runden end de Himmelske tillade, just i det Moment den brast SIDE: 104 paa den vrede Almagts Bud ned med Flammerne i Grunden, og foer hen med Gnistens Hast. Derfor -- o er det Sekunden, atter nu med Liv begavet, frem af Tidens Bæger runden, da min frydberuste Lykke blev i Rædslerne begravet, som i denne sig fornyer? Derfor mangle heller ikke Flammerne, de røde Skyer fulde af Dæmoners Blikke, bragende af Helveds Latter. . . O der gløde frem de atter. Ve mig! frels! . . O frelst er Alt, siden over er Sekunden, da, sig borende i Grunden, Taarnet brændende nedfaldt. Derfor denne Tulipan, (ægte "Admiral Enkhuisen") som sit Flammedyb bedækker fuldt med hvide Emmers Flekker, ikke er, men kun betyder, Huset, da det stod i Brand, og den Valmu' der, som skyder, pralende med Flammer ziret, over Bedet, den er Spiret, da det svimlede og faldt. Denne Zwiebel dunkelrød, ("Admiral van Liefkenshoek") liig en Nat i Luer sat, liig et Baal med Nat bemalt, Døden livlig, Livet død, fyrig-kold og kraftig-mat, liig en netslørt Kjæmpestyrke, tryllebundne Dæmonshu, SIDE: 105 den betyde skal hin mørke, gaadefulde, fromme, vilde, barske, milde Spaniol, som i Rædselsstundens Nu turde sig mod Skaren stille, somom Helved han befo'l: Han med Dommen paa sin Pande halvtens ud af Naadens Skrivt i et herligt Træk udslettet, Han med Lidenskabens Brande sydende i Smertens Vande, med sit Smiil af Kummer mættet, fuldt af Honning og af Gift. Og ved Siden se Uhyret, se hans vilde Kammerat, se den rasende Soldat i en dobbelt, guldbaldyret, tigerøjet Fløjelsblomst -- Han, hvis Rædselsid blev styret kun ved Dødens Mellemkomst! Disse fareløse Luer, denne Flamme, som ei hviner, disse Rædsler uden Skræk, denne Blomsterdæmons Træk jeg med uforsteente Miner, uden Øjeblinken skuer. Ned i Tulipanens Grube, ind i denne Kobberkube, fuld af vildtforfløjne Gnister, tør jeg stirre uden Svimlen; uden Sortnen for mit Øje Flammekjedlens Dyb jeg maaler; Lueblomsterspirets høje Flugt jeg følge tør mod Himlen, vexle Mine kjæk og bister, Øjekast af Ørnemod med den fromme Morderengel, SIDE: 106 Spaniolens Sjel, som gløder (dertil Gud ham altfor ømt har evindelig fordømt), ud fra denne Zwiebels Stengel i den dybe Kalk, der bløder af en Sygdoms sorte Blod. Ja, jeg elsker dette Syn, hvis Betydning let er gjettet uden megen uvis Ahnen: Husets Brand i Tulipanen; Taarnets (som et sammenflettet ifra Dybet opskudt Lyn) i Papav'rens Knops Skarlag; Kirkens eget brede Tag i dens Blomsts udslagne Flammer; Spaniolens vilde Jammer (som han viste sig i Døren blodig, rædsom, dog kanskee forat redde Alle førend enten Flammens Rædselsdød eller ind hans Landsmænd brød) i den mystiske, tilflorte, krigerrøde, munkesorte Pragttulipes aabne Bæger, hvori Nat og Flamme leger. O jeg elsker disse Syner! O jeg seer med Kjærlighed Blomsten, som saa skummelt lyner, Farven, som er bleven heed. Disse Blomsters skjønne, tyste Rædsler kun mit Minde skrække; mine Øjne de forlyste, Læbens døde Smiil de vække. Thi de høre ogsaa med til den samme Time jo, da hengivnest var min Tro, til den samme Time, da SIDE: 107 højest var min Salighed, da min Sjel var Himlen næst, Støvets Tanker længst ifra, lettest under Rædslers Tyngde. Thi det var jo just Sekunden, da jeg elsked Mine mest, da os Døden Alle fandt som os Rædslen sammenbandt, i hverandre sammenslyng'de og med Herrens Lov paa Munden, uden Knurren deriblandt. O hvormed har jeg fortjent dit Mirakel, store Gud? Skulde -- o det var ej meent! Ormen tør ej tale ud! -- Skulde, ja, om ej du Selv, Du, den Helligste og Største, fjernere fra Engles Første, end fra højest Himmels Hvælv dybeste af Havets Kilder . . skulde ikke Du, du Selv, Du, hvem intet Navn afbilder, Du, hvem Verdner Blomster ere, Græs, som Dybderne maae bære, men kun En af Engles Orden, en blandt Aanderne Ophøjet, som har Vælde over Jorden, have, i din Naade stærk, gjort det store Underværk, for at see en Orm fornøjet, for sin Herre Gud at ligne, naar han, efter Seklers Rækker, slukte Stjerner gjenopvækker i de Rum, der døde ud, -- o! da beder jeg, o Gud, at Du Englen vil velsigne, der har været god som Du, mægtig med barmhjertig Hu, SIDE: 108 mægtig i hvad der er herligst, mægtig til sin Gud at ligne, kjærlig -- o som du er kjærligst! Da jeg beder -- Tys! . . . . En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens Portræt paa den prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamant- agraffe paa Baretten, en Børs hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med en Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene, der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside. -- -- JAN VAN HUYSUM, BLOMSTERMALEREN "Vær forsigtig, Navnløs," siger den Fremmede, "disse Ruinernes Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden." Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra Mar- garethas Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig Øgle imellem Stenene, Hyrde- drengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham. "Ha!" raaber den Fremmede. "Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens." SIDE: 109 Adrian: "Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse." Og han mumlede atter: "Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg om Guds Mirakel!" Den Fremmede: "Du maa overlade mig dem, Gamle." "Nej, nej, nej!" "Du maa. Jeg vil betale dem." "Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke." "Troer du?" Og han kaster sin Guldbørs til Adrian. "Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod." Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funk- lede. "Jeg har sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!" Og han kaster sin Guldkjæde og Diamantagraffen for Adrians Fødder. "Er du fornøjet?" "Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere end din Tale. For Guds Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?" Den Fremmede har trukket sin Daggert. "Ikke dit Liv, men Blomsterne." "Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere Liv, de ere Liv!" "Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste ere de ikke som i denne." Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han skjærer. I samme Øjeblik udstøder Drengen et Skrig, og styrter om med Haanden paa Hjertet. "Benjamin, Benjamin, mit Barn!" hviner Oldingen, og synker tilbage med Døden i sit Aasyn. Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand. "Hvad gaaer af dig, Dreng? Navnløs, Navnløs, min Dreng, fik du ondt af denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange stukket dig?" Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død. SIDE: 110 "Hvad er dette? Ha, der var Blod paa Qvisten, som jeg skar, Blod som i en Vunde aaben, og en Draabe paa mit Vaaben. Men nu er jo alt forsvundet; Smerten vel, men ej min Angst midti Glæden for min Fangst, er jo lykkelig forvundet. Rædsel! var da min afsjelte Yndlings Livsenssnor forbundet her med denne Knop? og dvælte da hans Genius i den? Mon sit Liv med den han delte? Dobbelt, med fornyet Kraft synes det indblæst igjen i dens friske Purpursaft. Knoppen synes vakt af Dvale, vaagen Gejst i sig at hilde, og dens Læbe, blot den vilde, digtende at kunne tale. Jeg maa derfor raskt mig skynde, ende, som begyndt at synde; jeg maa skynde mig før du, Rosengeist, forandrer Hu, før du lyster at forlade dine saa forvandte Blade." Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. "Der er Rædsel heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan forstyrre mig." Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu. "Ha, hvo har negtet Jan van Huysum, Blomstermaleren, en Buket?" SIDE: 111 Inden tre Sekunder prange Adrians Blomster i Malerens Vase. Der er ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Liden- skab end Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller Synd. Den griber efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi den troer den har et Gudehjerte. Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op, vaagnede den Gamle. "O min Gud! min Gud! de ere dræbte," jamrer han med Hænderne for Øjnene. "Forat leve evigt," siger den stolte Maler, svingende Vasen højt. "Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn." "Ja, ja, han var det . . min Benjamin; og du har myrdet ham, myrdet dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader, som forbander dig med den rædsomste af Forbandelser, med Forbandelse af dit eget Barn indtil Vanvid af Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud gjør en Tusinddeel Lige for Lige -- du skal forgjæves trygle om Guds og dit eget Barns Barmhjertighed og om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at kunne døe som jeg." Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. "Djævel!" stønnede han endnu, "du veed ikke hvad du har gjort." Han sukkede endnu engang og saa ikke mere. "Men jeg veed hvad jeg vil gjøre, og hvad jeg kan gjøre," raabte Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse; men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik, "ja jeg veed hvad jeg vil gjøre. Hvo har nægtet Jan van Huysum en Buket?" SIDE: 112 Jan van Huysum malte Adrians Blomster. Der flød aldrig et herligere Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste. Han arbejdede med den unge me- dicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes stundom at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langt- fra at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik, da han stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme, begyndte han at indestænge sig, naar han arbejdede; han blev menneskesky og melankolsk, men herligere i sine Arbejder end nogensinde. Man holdt disse Egenheder for Træk af en Originalitet, der tilhørte hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare for- nuftige nok til at tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller ikke male saa herlige Blomster- stykker eller være den han var. Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det omhyggeligste i viet Jord, da de vare vis- nede, og bad over dem. Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i Opfyldelse. Thi Gud hører den Døende; og Følelsen af at have begaaet en Forbrydelse og Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens hemmelige Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen, for- beredede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne, der virkelig rammede Mesteren: Vanvid -- som det hedte, over sit Barns Slethed. Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte paa engang, naar han mumlede stille hen for sig: "Benjamin! Benjamin!" Det var i de tungeste Timer. Da lettede han sig ved at pensle paa Rosenknoppen. Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hver- SIDE: 113 gang han lod Haanden synke og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet. Han nænnede aldrig at give Maleriet sit Udødelighedsmærke -- visselig ikke nød- vendigt uden for sløvere Øjne for de Heems, Blomsterdigterens, Skyld, "Blomsteraltarets" genifulde Skaber, han, som forholder sig til van Huysum som Pereira til Velasquez og Alonzo de Tobar til Murillos. For hver Gang han greb Penselen til sit Navne- træk kom der nogle Uefterligneligheder af Fluer, Snegler og et Fuglerede og ogsaa et Par Blomster uden hiin hemmelige Be- tydning til, som Ting, hvorved han søgte at tilsløre for sig selv Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig selv med at det var den blotte Natur han havde malt. Endelig engang i et lyst Øjeblik -- Blomsterne syntes at bøje sig imod ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede -- sætter han Penselspidsen atter til forat gjøre Trækket: "Jan van Huysum fecit." Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han op- løfter Maleriet i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums Sjel tilstaaer for sig selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt. Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den ud- sprænges over Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive sid- dende, evigt siddende, fastere end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre Blomster, hvor de falde. "Gamle! du er forsonet," jubler Mesteren. "Det var din Taare." Og han fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte fra den Stund tilbage i hans Hjerte. Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men under- tiden mærkes dog deres Nærværelse af følsommere Sjele, og det er somom Taarer faldt i vore Hjerter. Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den klare Luft. Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer, som sidde de endnu i de mirakelherlige Draaber paa Jan van Huysums Blomsterstykke. SIDE: 114 Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjær- lige efter det Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt. Derfor ile Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra Haand til Haand igjennem Aarhundrederne, medens et Digt vilde døe af Boghyldestøv eller endnu forsmædeligere, om ikke Pres- sen reddede det ved at gjøre det almindeligt som Brostenene. Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums Blomsterstykke gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed. Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunst- trofæer. Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde den store Ørn bragt hjem til sit Rede under den høje Kolon- nade. Der var ogsaa "Santa Katharinas Trolovelse" af Alonzo de Tobar, Velasquez's "Familie," en "Familie" af Alonzo de Tobar, og den store Jan van Huysums Blomsterstykke. Gal- leriet var fuldt af Beskuere. Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre Mesterværkerne, end med at spotte ad en ung Mand, som paastod, at der var en Liighed, han følte meer end han saae og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa Jan van Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja imellem enhver af Blomsterne og Individerne i hans "Familie" efter Velasquez. Det loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian. En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Pub- likum viger ærbødig tilside. "Følg mig!" siger han venligen, "Du er Maler." Det var Mesteren David, som førte Gros, "Amor og Psyches" Maler, som sin Discipel til sit Atelier. Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt for et Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin Regelløshed for Malerværkers Omtumling, besidder i sin Midte SIDE: 115 Jan van Huysums Blomsterstykke, aabenlydt sige, at det fore- kommer mig som om der ogsaa finder en mystisk Liighed Sted imellem hiin Amor og Psyche og de to Roser paa Jan van Huysums Blomsterstykke. -- -- Ak, søde Rosenknop, hvad er det for et Eventyr du har fortalt mig om Jan van Huysums Blomsterstykke, mens jeg hensank i Beskuelsen deraf? "Men nu veed jeg dog hvorledes slige Blomster bleve til." Henrik Wergeland SIDE: 116 "VERDEN TILHØRER OS JURISTER!" DRAMATISK EVENTYR AF SIFUL SIFADDA "Det har nu ligesiden den store franske Revolution været Tilfælde, at Advocaterne regjere Verden, og vil endnu blive det en god Stund." Den Constitutionelle. Personer: Zobolam, Prokurator. Johannes, Underlensmand. Grethe. Nils og Erik, to Bønder. Rabulax, en Geist. En Nisse. En Kakkelovnsdukke. Gespenster. Bønder. (Udenfor et Thinghuus paa Landet. Johannes paa Trapsædet med en Skaal paa Knæet. Grethe foran ham. Bønder komme af og til med bedrøvede Gestus udaf Huset og blive staaende om- kring Trappen.) Johannes (rækkende Grethe Skaalen.) -- Nei! Ærterne smage mig ikke mere. Jeg seer bare smaa Verdener i dem. "Verden tilhører Os Jurister," siger Proku- ratoren hvergang han snyder en Bonde; og -- "Verden hører Os Jurister til" sagde han ogsaa dengang han kyssede dig med sine blaa Læber og der blev en grøn Flek efter. Jeg vil blive Jurist. Grethe. Du? Johannes. Saasandt jeg hedder Johannes Karlsen. SIDE: 117 Grethe. . . Og er Underlensmand? Johannes. Nu ja! det er alt et Stykke paa Vejen. Mange indbilde sig at være det, som ere det mindre, sagde engang Sorenskriveren til mig. Grethe. Ja, da han gav dig en Drikkeskilling fordi du holdt Hesten hans. Nej, Johannes'en min! du er for god til at blive det du vil, eller, Gudskelov, hvad der er det Samme, du er for dum dertil. Johannes. Aa, med det har det gode Raad. Der var ikke bare Profeter i Israel. Og desuden kommer saadant med Læren. Der er vel ikke andet Raad med at faae dig heller. Grethe. Naar du tog dig noget retskaffens til, Johannes . . . Johannes. Retskaffens? Du er da ikke som andre Qvindfolk, du da? Retskaffens? Det vil nok sige at grave i Jorden, men ikke at juristerere. Grethe. Nei! det er at grave i Folks Penge. Men, som sagt, da kunde vi snakkes ved. Johannes. Det skal du see, bare Prokuratoren derinde vilde tage mig med sig til Byen i Lære. Grethe. Gud bevares, hvor han dominerer derinde idag! Johannes. Ja Verden tilhører Os Jurister. Der er Torden ved ethvert Herredømme, kan gjerne enhver Jurist sige naar han hoster. Thi Os . . . . SIDE: 118 Grethe. Os? Du da? Johannes. Der kan du see du egger mig. Nu, du skal faae see, vil saasandt bare Han. Grethe. Tak din Gud, du er udenfor det Herredømme. Der listede baade han Nils og han Erik sig ud med røde Øine. Johannes. Ja det er som jeg siger, Verden tilhører Os Jurister. (Prokuratoren træder ud. Grethe flyer.) Prokuratoren (raabende.) Min Hest! Johannes. Strax, strax, Herr Prokurator. Men jeg havde en ærbødigst Bøn. (Bønderne skaffe strax Hesten frem. Nissen titter frem af og til over den underste Stalddør.) Prokuratoren. Frem med det, Gut! Du har ingen Henstand at bede om. Johannes. Nei, jeg vilde gjerne saasnart som muligt. Prokuratoren. Hvad da? Johannes. Blive Jurist . . Ja naturligvis først Skriverkarl, (Afsides) og siden en af Verdens Herrer, kanske Herre. Thi Prokuratoren sagde engang: der er ingen Tvivl om at vi ogsaa faae vor Bonaparte. Prokuratoren (leer.) Der har du en Skilling fordi du skaffede mig en Latter. Men lad mig prøve om du duer til Jurist. Hvormeget er 2 Gange 6? SIDE: 119 Johannes (kløende sig bag Øret.) Nitten netto. Prokuratoren. Ganske brav. Hvad tænker du naar du seer en vakker Gaard? Johannes. Gid den var min! tænker jeg skam. Prokuratoren. End naar du seer en Bonde? Johannes. Han er min Griis. Prokuratoren. Ganske brav. Skriver du en fast Haand allerede? Johannes. Som Herr Prokuratoren vil. Prokuratoren. Nu vel, jeg skal lære dig tre. Du kan sidde bag paa Kariolen. (Stiger ind.) Nu, Gut, hvor bliver du af? Johannes (nølende.) Grethe . . Prokuratoren. Ei! Verden hører Os Jurister til; og det er du ikke bleven endnu. Det er det første Prøvestykke paa en god Jurist, at sætte Kjærligheden Nummer sidst. (De kjøre afsted. Bønderne hilse dybt.) Nissen (seende efter de Reisende.) Naar Lumskhed er din Kulde, og al din Varme er Huden, som du flaa'ede af de Arme, du, selv Examenløs, en Thingstud er tilfulde. (Forsvinder bag Halvdøren). SIDE: 120 (Grethe kommer ud i Døren. Bønder.) Grethe. Ak! Den Onde tog ham. Stakkels Johannes! En Bonde. Ja Djævelen skinbarlig. Den Slyngel skyldte mig nogle Skil- ling, som han pinte af mig igaar under Indkaldelsen. En anden Bonde. Han begyndte at blive Jurist, seer du, Nils. Første Bonde. De skulde være til Mundgodt hos Landhandlersken for dig, Grethe, sagde han. Grethe. Han holdt da af mig. Gud forlade ham! (Gaaer ind med Forklædet for Øinene.) Anden Bonde. Han holdt mere af Storheden, for hans Fader, siger man, var en Byhøker, der ranglede hidopover paa Landet. Første Bonde. Gid Ulykken tog Gutten, saa han kunde faae Vet, og Fanden Prokuratoren, saa han rigtig fik det hedt! Anden Bonde. Nei! De ere Go'venner. Har du noget imod Sønnen din Du da, Nils? Første Bonde. Det skulde jeg næsten tro, at Prokuratoren maa være Fandens egen Aflægger, for ellers kunde det ikke gaae saa. Anden Bonde. Eller ogsaa maa det være saa, som han siger, at Verden hører Juristerne til. SIDE: 121 Første Bonde. Han sagde saa ogsaa, da han stak Skadesløsbrevet mit i Lommen. Anden Bonde. Det er blot det som bryer mig, hvem saa Helvede hører til. Første Bonde. Det er skam sandt, Erik. Anden Bonde. Helvede maa jo ogsaa tilhøre Juristerne siden Verden hører dem til. Første Bonde. Nei, Helvede maa jo ogsaa høre Verden til, siden den tilhører Juristerne. Anden Bonde. Eller siden der er Jurister, og det flest af de sorte. Thi der skal være to Slags; hvide ogsaa, skjøndt jeg ikke har seet dem, det jeg kan sige. Første Bonde. Det er da rart de ikke slaaes ligesom de sorte og hvide Myrer. Anden Bonde. Ingen ere Uvenner mens de spise, Nils. Og de spise paa Verden som Rotter om en Ost. Men naar det er forbi med Maden begynde de nok at slaaes. Første Bonde. Hihihi! Det skulde være Moro at see paa. (Gaae). SIDE: 122 (Prokuratorens Kontor. Johannes ved en egen Pult.) Johannes. Endnu kan jeg just ikke sige jeg mærker noget til Herredøm- met over Verden. At skrive Navnetræk, og øve mig i at radere, det var da ogsaa en Begyndelse. Men det kommer vel. Hos- bond har ogsaa begyndt fra ganske smaat af, og nu er han paa en god Vej; thi jeg mærker han kan Alt hvad han vil, ja selv det, jeg hjemme skulde bande paa var umuligt, at Folk i Byen skulde agte og ære ham. Men en besynderlig Regel er det, at jeg altid skal øve mig i at kløve Haar, naar jeg ikke har andet at gjøre, for ellers kommer jeg aldrig frem, siger han. Og det gjør jeg da ogsaa, saa jeg seer ganske pyntelig ud, saa Grethe -- ak Grethe Stakkel! derhjemme -- nok vilde kunde lide mig, bare den forbandede Kringlefigur derovenpaa ikke var saa flink til at laane min Skjorte mens han vasker sin egen. Det er nok saaledes han praler endogsaa i Aviserne af, at han skifter to- gange om Ugen. Imidlertid lærer jeg, at man kan leve godt i Haabet uden. Godt? Ja godt, men kun i Haabet; thi igrunden er her uhyggeligt her med dette Besynderlige, at jeg medeet kan blive blind, døv og glemsk, naar Hosbond befaler det, og at jeg undertiden synes han taler med En, som han da siger er en anden Prokurator. Men han maa være let paa Foden den Karl, for jeg hører aldrig at han gaaer bort. Engang syntes jeg ogsaa der gik en Mand med en Strikke om Halsen igjennem Værelset, og den chinesiske Dukke der paa Ovnen begyndte at nikke af sig selv og lee. Hu! Dagen efter fik vi rigtig at vide, at en af vore Debitorer oppe i Landet havde hængt sig i Brønd- stokken. Dengang sagde Hosbond ogsaa, da han slog Chatol- skuffen igjen efterat have fundet Mandens Gjældsbeviis, at Verden hører Juristerne til; men jeg kan dog ikke andet end sige, at han lagde til: "det var en snil Mand den Samme, men ubetænksom, i højeste Grad ubetænksom." Heller ikke kan jeg negte, at Hosbond i den senere Tid har lagt de ædleste og næsten uegennyttigste Principer for Dagen, for han har udtryk- kelig sagt, at Ære og et godt Navn var noget langt højere end Penge, naar man bare først var velforsynet. Og det er da han, saa det Sidste maa være lettere at faae end det Første. Slidder SIDE: 123 Sladder! Har man Penge, saa har man jo Ære ogsaa; det viser jo Hosbond grangivelig selv, saa han maa have meent Statens og ikke Folks Ære, Æresposter og ikke blot Hatten af og Æresgjæstebuder, som det Hosbond nu er i iaften. Ak, hvad mon han der propper i sin skrøbelige Mave, Han, som kalder Vinde og Samvittighedsnag Et og det Samme? Grisesteg? Ja, jeg troer det bliver det Første jeg forlanger, naar jeg engang bliver en af Verdens Herrer. Og det kan ikke vare saa længe til, for Hosbond siger jeg alt er en halv Jurist. Det skulde Grethe hørt, . . (Nikkende) Grethe . . Ærter . . Grisesteg . . Grethe . . (Lader Hovedet synke mod Protokollen, og sover ind.) (Prokuratoren kommer ind. Siden Rabulax og Johannes.) Prokuratoren (kastende sig mat paa en Stol). Gud hjælpe mig! Pah! Pah! Havde jeg ikke faaet den Efter- retning om de fire himlede Fogder, maatte jeg give mig over for al den Mad og alle de Skaaler paa mit Velgaaende. Men -- til Sagen! borte ere de, og nu kunde det være paatide for mig. (Aabner sit Chatol og tager en sort Pennefjer og et Hornblækhuus udaf et rødt Etui.) Han sover vel derborte? Aa jo det lader sig høre. Nu da! hjælp mig, min Pen, som saa ofte! (Høitideligt.) Fjær, af Satans venstre Vinge af ham Selv til mig afreven, forat frelse mig til Thinge, da jeg var som Skurk beskreven, engang da i Nød jeg stedt havde med en Knegt det hedt, fang dit Liv, som tidt tilforn, atter i mit Tryllehorn, fyldt med afpiint Blod og Graad! Rabulax, kom med dit Raad! (Stikker Pennen i Hornblækhuset. Rabulax opstiger deraf som en fæl voxende Vingegestalt.) Rabulax. Herre! SIDE: 124 Prokuratoren. (Sætter Proppen i Blækhornet.) Stands! Du ellers bliver Herre min og ei min Skriver. Svind! og kom i sand Gestalt, saadan som du Verden ejer, saadan som jeg seer du plejer om at vandre overalt, naar du hid ei er befalt! (Rabulax forsvinder og kommer i samme Sekund ind som en ung moderne Herre med Pennen bag Øret. Ovnsdukken nikker og griner.) Rabulax. (Ryster Zobolams Haand.) Godaften, Kollega. Prokuratoren. Oh, Godaften, Godaften, Høistærede. Du veed . . Rabulax. Ja; men det er blot en Forkjølelse, som den Ene af dem har. Prokuratoren. For Fanden, saa er der blot tre Distrikter at vælge imellem. Skaf mig et Kaart over Norge; men ikke Roosens. Jeg vil al- drig have med Patrioter at bestille. Rabulax. Aa, der er ikke fleer af dem end af Elsdyr i Landet; ja vel, egentlig talt, ikke fleer end een, nemlig "Granskeren." Naar en Eftertid engang finder disse knoklede Perioder, Labber af Ord og monstrøse klodsede Skjæretænder, vil han blive anseet for et Særsyn af et Mammuthdyr, der har bevæget sig igjennem vor lave sjunkne Tidsalder. Men her er Roosens Kaart. Vi har desværre intet andet. (Udbreder et Landkort.) Prokuratoren. Saa lad gaa! Rabulax. Se der er et prægtigt langt Distrikt. SIDE: 125 Prokuratoren. Ja, du siger noget. Verden hører Os Jurister til. Rabulax. Du kunde boe som Edderkoppen i en af Krogene. Prokuratoren. Naturligviis. Men ingen saadan Lignelse. Thi jeg vil nu blive en Æresmand. Min Mave bliver saa slet. Rabulax. Da er det god passe Tid at begynde, skjøndt det nytter ikke stort. Men endnu . ? Prokuratoren. Friseer mig lidt stikkelhaaret her paa Siden, saa jeg kan see lidt ærværdigere ud. Rabulax. Med Fornøielse. (Prokuratoren sætter sig. Rabulax purrer ham hist og her i Haaret hvorved det graaner.) Prokuratoren. (Seende sig i Speilet og purrende sig i Haaret.) Se saa! Det gjorde min sandt godt. Jeg mener at jeg nu kan passere for en Mand, der er bleven graa under Embeds- byrder. Au revoir! (Griber Pennen bag Rabulaxes Øre. Han forsvinder.) Nei, ikke au revoir. Jeg vil blive ikke blot en Æresmand, men en Storthingsmand. Ingen er lettere at tage ved Næsen end Folket, og Verden hører Os Jurister til. (Bøier sig over Kaartet.) Han havde ellers Ret: det Distrikt er prægtig langtrukket. Gud vel- signe vore lange Floder! Jeg kan ikke begribe hvorfor man er saa glad i Fjeldene uden forsaavidt de danne lange Dale. Skan- dinavien burde være eet eller højst to Fogderier. Johannes (vaagnende.) Ah! det var en deilig Steg . . Ei! er det blot saaledes Verden hører Os Jurister til: idrømme? Velkommen hjem, Herr Proku- rator? Arbeider Prokuratoren endnu? SIDE: 126 Prokuratoren. Jeg seer mig bare ud et Fogderi. Johannes. Ja kan det lykkes, saa vil jeg troe, at Verden hører Os Ju- rister til. Men det var da et rart Papiir. Prokuratoren. Det er Landet, Tosse. Jeg vil forære dig det Kaart. Johannes. Kan jeg ogsaa stikke mig et lidet Fogderi eller Sorenskriveri ud? Prokuratoren. Med Tiden, naar du faaer Fortjenester, det vil sige bliver Ju- rist. Verden hører Os Jurister til. Johannes (kløende sig bag Øret.) Ja det er sandt og vist i alle Maader, Herr Prokurator, bare den Verden ikke maatte bestaae af bare Landkort. Man kunde da blive en Gud bare man havde sig en Globus. Prokuratoren. Det er ogsaa sandt i en anden Mening, min Gut. Keiseren af Rusland besidder allerede en Maane. Hvor seer du ikke Jurister anbragte? Johannes. Ja, akkurat som Spiger i enhver Væg. Prokuratoren. Gid de ogsaa sad i Kirkens! Johannes. Skal det betyde, at de burde være Præster med, saa vilde det blive vakkre Prækener til at reise Haar med, Herr Proku- rator; men ogsaa vakker Tiende. Og naar Præster pante, hvor- for skulde da ikke Jurister præke? De, og Pokker ikke Præsterne, ere "Verdens Salt", og det saa det svier. SIDE: 127 Prokuratoren (alvorlig.) Johannes! der er megen Syndighed ved den Svien. Du maa erindre, at jeg snart ikke er mere Prokurator. Kom og vaag over mig inat, og forsøg om du kan huske en eller anden Bøn, om det ikke var andet end Fadervor eller noget Sligt. Johannes. (Afsides.) Kors! hvad gaaer der af Hosbond? Det er ikke Himmerig, men Verden, som hører Juristerne til. (Prokuratoren tager Lampen; de gaae ind). (Et blaaligt Lys udbreder sig fra Blækhornet. Es wird unheimlich. Pennen letter sig som af en Elektricitet. Dukken nikker og trækker Smilet op mod Ørene. Stueuhret aabner sig og viser Gespenstet af en gammel Mand. Flere Gespenster -- en Moder med tre embryon- smaa Børn, en lang Mand med en Strikke om Halsen, en gammel Skautkone o.fl. -- Alle i Bondedragt, opfylde Værelset, mylrende imellem hinanden). Moderen med de tre Ufødte. Stille Sirris! Ham du kunde dysse med din Sang iblunde; Ørets Følgen med din Nynnen kunde bli'e en Søvns Begynden, Sjeleduggen med sin Lise kunde falde med din Vise, gjøre ham imorgen stærk til fornyet Syndeværk. Han maa vaagen om sig vælte som i qvalfuldt Spigerbelte. Han til Synder mere mat blive maa med hver en Nat. Den Gamle i Stueuhret. (Langsomt og tungt, efter først at have rallet i Struben eengang, ligesom naar Klokken falder til Slag. Dette gjentages hvergang.) Klokken slaaer Tolv! SIDE: 128 Qvinden med de Fire. Gamle Rotte heller gnave! Væggen knage! Musen pibe! Døren knirke! Taget stønne! Puden komme rent aflave! Dødning ham i Næsen knibe fire Flekker blaa og grønne, en for hver af disse Spæde, som jeg skulde født med Glæde af min Sjel og af mit Skjød, om jeg ei af Sorg var død, jaget ved hans Pennestrøg ud hvor Sneen vildest føg. Derfor, mine blinde Rotter, gnaver, gnaver! Det mig gotter. Gnaver, at han Søvn ei faaer førend Sol paa Himlen staaer! Den Gamle i Stueuhret. Klokken slaaer Eet! Et mandligt Gespenst. Klap med Vingen, Hane kjæk! Hold ham vaagen i sin Skræk! En, to, tre! som gamle Graver klapper Graven til, han laver! Dæmpet, duust, dog højt nok til Hjertets Sving i Flugt at sætte, naar dets haarde Fibrer trætte næsten vilde slumre ind! Thi for ham mit Barn nu lider, bedre vant, saa trange Tider. Bløden Vugge sov det i, lærer Gang paa Betlersti. Sligt maa Faderhjertet under Mulden vække, hvor han blunder; Faderliget vækkes op af Barneskriget. SIDE: 129 Den Gamle i Stueuhret. Klokken slaaer To! Et andet Gespenst. (Slæber paa Pulten.) Laan mig Strikken din, du Lange! Hjælp mig Alle! Vi er mange. Lad os ned i Graven hale denne tunge Syndepult! Deri er det Hele skjult, som han skal os gjenbetale. Skautkonen. Stakkel! Han kan ikke snakke for det Snøre i hans Nakke. Lad du ogsaa Pulten staae! Djævelen vil engang faae med sin Dirik aabnet Laasen. Men om bare jeg kan finde "Malmros," som han tog af Baasen, var jeg en lyksalig Qvinde. Den Gamle i Stueuhret. Klokken slaaer Tre! Gespensterne (mylrende.) Det gryer. Afsted! Vi maa ned, vi maa ned. Alt tegne sig røde Skyer i Øst, nu kaldes de Døde af Hanens Røst. Nu lad ham sove en Timestid hvis han tør vove et Marerid! Hvis han vil svømme i Svedebad SIDE: 130 blandt fæle Drømme om Dødes Had! Flyt Alting tilbage paa samme Sted! Hans Ro vi kun tage i Graven med. (De flytte Møblerne igjen paa deres Plads.) Opstaaet af Sengen han intet maa savne af alt sit Gods; thi ellers Drengen faaer Prygl for Os. Men vore Navne med denne Pen, som vi kjende igjen, vi ned vil tegne, da vil han blegne som Døden hen. Den Gamle i Stueuhret. Klokken slaaer Fire! (Hvert Gespenst skriver sit Navn med Troldpennen og forsvinder. Zobolam kommer i Natdragt i Døren med et Lys i Haanden.) (Prokuratoren. Siden Johannes.) Prokuratoren. Johannes, op! Klokken er alt fire. Johannes (indenfor, isøvne.) Verden tilhører Os Jurister. Prokuratoren. Hvor det Dyr kan sove! (Seer paa Stueuhret) Himmel! Klokken er ikke mere end lidt over Eet. Det er voldsomt. Og hvem har været her! (Seer Navnene) Guds Blod! Johannes! Johannes! (Holder sig vaklende ved Pulten.) SIDE: 131 Johannes (kommende ind.) Fy hvilken Liiglugt her er! Prokuratoren. Johannes, hjælp mig ind. (Rystende paa Hovedet.) Nei, det er paa- tide, paatide . . Johannes. Ja at sove, Herr Prokurator. Gamle Prokurator Skadesløs plejede altid at sige, at han procederede sig isøvne. Og det kunde han ogsaa gjøre ved Andre. Prokuratoren. (For sig selv.) Det er paatide, paatide at holde op. Johannes. Ikke Klokken eet om Natten med at sove. Verden hører Os Jurister til, og Søvn er noget af det Bedste i Verden. Prokuratoren. (Vaklende ind.) Ak, af det Bedste i Verden har Juristerne lidet. (Samme Værelse, men tomt. Johannes med Tryllepennen og Blækhornet i Haanden. Siden Rabulax.) Johannes. Jo! Verden maa nok høre Juristerne til, siden Han, efter sligt Liv, kunde komme til slig Ære. Men jeg? Den Luusangel! Alt hvad han gav mig for mit Slid og Slæb Nat og Dag, var en Slags gravitetisk Formaning den Hykler læste over mig, denne udslidte Pen og dette Blækhorn. Ret nogle herlige Skatte! Den Verden, jeg faaer at være Herre over, er nok ingen anden end den jeg saae idrømme fra det høje Bjerg, som, da jeg vaagnede, ikke var andet end Protokollen, jeg havde lagt Hovedet paa. Ikke engang til Kontorist og Inkassator kunde han gjøre mig, saa jeg kunde tjene mig en Gaard i en Snup, og saa gifte mig med Grethe og give Juristernes Verden en Goddag. "Jeg vil skille mig ganske fra det gamle Væsen, min Gut," sagde den SIDE: 132 gudsforgaaene Skurk og trykkede og trykkede paa den nye stive trekantede Hat, som ikke rigtig vilde sidde paa Hovedet, somom han allerede virkelig havde havt Horn derunder. "Brug Pennen godt, saa gjør du din Lykke." Og dermed foer han, og med ham mit Haab. Bruge Pennen? Det sagde Skolemesteren ogsaa; men hvad har det ført til? "Bruge Pennen!" Det burde siges hver Morgen til Departementets Kopiister, skjøndt de bare vilde finde det trivielt. Men han vidste s'gu at bruge den. Det var med denne samme Pen, seer jeg, han gjorde alle sine sorte Kunster, som Gud bevare mig fra. Jeg burde altsaa forære den til ham ovenpaa, som skriver i den Constitutionelle. Den maa være fortræffelig at skrive Løgn med. Men bi lidt! Lad mig see, om den duer til at skrive Sandhed med, naar jeg skriver ham til, at han har opført sig imod mig som en Skurk og som jeg skulde være det taalmodigste Æsel af alle. (Dypper Pennen i Blækhornet. Rabulax aabenbarer sig som før.) Rabulax. Herre! Johannes. (Styrtende paaknæ.) Naade! Naade! Rabulax. Saa sæt Proppen i. (Johannes gjør det. Rabulax forsvinder og kommer igjen i sin forrige pyntelige Skikkelse.) Rabulax. Jeg er Juristeriets, ikke Jurisprudenzens, Genius. Nu, gab ikke saa, men brug mig! Johannes. Oh! Herr Prokuratorens Kollega? Om Forladelse. (Afsides.) Det maa nok være Verdens sande Herre. Rabulax. Det er ved mig Juristerne blive Verdens Herrer. Johannes. Ah! Jeg forstaaer . . Det var saaledes da . . SIDE: 133 Rabulax. Jeg maa befrie dig fra din Frygt. Din forrige Herre var en- gang i Nød forat blive kneben i en Streg, da hviskede hans Sjel til sig selv: "jeg giver mig Satan ivold, kan jeg bare blive frelst af denne Knibe." Og en Pen faldt hvirvlende ned paa Bordet foran ham, og der stod dette Blækhorn, og saa fandt han snart, at de skulde bruges sammen. Min Fødsel og Liv af denne Forbindelse er ikke forunderligere end din egen. Johannes. Ak, jeg troede det var et Puds af min forrige Herre, og at Du skulde dreje Halsen om paa mig. Rabulax. Det maatte være forat skrue dig et Hoved højere end du er. Det gjør jeg med de fleste Jurister. Men, skynd dig, har du noget at ønske eller befale, for jeg skal i Retten. Johannes. Ønske eller befale? Det er en anden Tale end Prokuratorens. Jo, det kunde nok hænde sig. Rabulax. Der er intet saa umaadeligt, du ikke kan befale mig og er- holde; men kun paa en Betingelse: Du maa strax du har frem- sat dit Ønske begive dig tilsengs. Det er Natten jeg virker i. Johannes. Det var ingen svær Kondition. Jeg gjør intet med større Fornøjelse. (Afsides.) Men lad nu see hvad jeg skulde ønske. Et Par Støvler trænger jeg til, Skjorter ogsaa for Kringlekavalerens Skyld, der skifter togange i Ugen og eengang om Ugen da min. Men det er for lidt at forlange nu da Herredømmet over Verden synes at skulle gaae i Opfyldelse. Jeg kunde kanskee begynde med at blive Expeditionssekretær, for ikke at være ubeskeden. Og saa imorgen Statsraad, og saa -- (Høit.) Hør! Siden De er saa artig og jeg er et ungt Menneske, som vil frem, saa turde jeg kanskee . . . SIDE: 134 Rabulax. Tal kun ud. Den Beskedenhed maa Du aflægge, vil Du være Jurist. Johannes. (Afsides.) Nei vist, det passer sig ikke for en af Verdens Herrer. (Høit.) Turde jeg kanske udbede mig at blive Expeditionssekre . . . Rabulax. . . . . . tær? Hvorfor ikke? Unge Folk som Du, have, uden Hexekunster, begyndt med at blive Bureauchef. Uniform og alt Tilbehør skal ligge her blot Du opfylder Betingelsen. Og brug saa blot Pennen. Johannes. Altsaa med Deres Tilladelse. (Griber Pennen. Rabulax forsvinder.) Det var som Pokkeren. Men dog en god Begyndelse. Tjenere bør aldrig falde besværlige, sagde min gamle Herre, naar han ikke vilde have Vidner. Men nu tilsengs, forat han ikke skal have noget at hænge sig paa. Blaa Buxer med Guldrender er Ver- dens Herrers Uniform. Bare den nu maatte passe. Og passer den ikke, saa ved Gud en ny fra den nye kjøbenhavnske Skræd- der, man har opdaget. Verden tilhører ellers nok Os Jurister, men ofte ikke et Par Buxer. Gid ellers enhver Jurist maatte, som jeg nu gjør, sige Godnat til Usselheden. (Gaaer tilsengs. Et Lanternamagicalys udbreder sig paa den modsatte Væg. Først viser sig et Skrædderværksted med ivrigt beskjæftiget Personale; saa en liden Johannes for Speilet i Expedi- tionssekretærs-Uniform; saa samme Person i et Gadeperspektiv; dernæst gaaende igjennem et Per- spektiv af bukkende Kopiister; saa i hans eget Bureau modtagende Referater, og endelig i Stats- raadens, hvor han prøver Dennes Hat. Rækken sluttes af et godt Middagsgjæstebud og et diætetisk Kringlebal.) Johannes (vaagnende. Det er Dag.) -- -- Tak for Dandsen, min Frøken. (Gnidende Øinene.) Ah, det er jo sandt, det er jo først iaften. Idag er Visitdagen. Jeg maa klæde mig paa. Kom med Uniformen, Mester Wincke! Og er Skomageren kommen? (Seer sig forbauset om.) Hvad Pokkeren er det? Alt som før. Er det bare saaledes Verden tilhører Os Jurister? SIDE: 135 Og jeg synes jeg var moderat. Men det maa jeg nok ikke have været til en Begyndelse. Jeg burde begyndt med mindre, og det vil jeg iaften. For Exempel med en Bureauchefspost. Det -- og naar det passerer for Andre til en Begyndelse, kan det vel passere for mig med. Jeg vil da tilbringe, som saa mange Exspektanter, Dagen med at spadsere, og naar Aftenen kommer, vil jeg spørge Rabulax alvorlig, om ikke Verden tilhører Os Jurister. (Gaaer). (Johannes. Rabulax.) Johannes. Rabulax! Tilhører ikke Verden Os Jurister? Rabulax. Ingen Jurist idetmindste tvivler derom. Desuden staaer det i den Constitutionelle. Læs! (Rækker bladet frem.) Johannes. Men da tvivler just Folk derom. Fy! Det stinker af det Blad. Der maa gives Ting af Svovel og Dyvelsdræk. Rabulax. Naar jeg ikke har andet at bestille, skriver jeg deri. Johannes. Gid du vilde sætte der imorgen, at jeg var bleven Bureauchef! Rabulax. Saa det er dit Ønske. Sov blot paa det, skal du see, at Verden tilhører Os Jurister. (Forsvinder.) Johannes. Ja Jurister som Du. De komme nok frem. Men Verden hverken bestaaer af Ord eller ejes af Ord. Jeg vil derfor haabe, at jeg imorgen vækkes af gratulerende Kopiister. (Gaaer tilsengs. Lig- nende Lanternamagicascener.) SIDE: 136 Johannes. (Reisende sig fra Puderne.) -- -- Tak, mine Herrer! Nei, det er sandt, jeg har været saa fuul at holde mig vaagen den meste Tid forat jeg kunde være sikker paa min Lykke. (Strækker sig.) Nu da! Det er ikke saa nøje med Kontortiden, blot de forbandede Kopiister ikke vare saa tilbøjelige til at kopiere det af. Jeg faaer da nok gaae forat give et godt Exempel at kopiere. (Staaer op.) Uniformen seer jeg er endnu ikke kommen; men det faaer da være for idag. (Gaaer.) (Johannes. Siden Rabulax.) Johannes. (Kommende ind.) Skjøndt det ikke blev nogen Bureauchef, og man ikke vilde kjendes ved mig dernede, kan det dog ikke være noget Bedrag, for jeg traf den unge Retslærde herovenpaa, som ganske var af samme Mening, at Verdens Herredømme hører Os Jurister til. Ja til ydermere Bestyrkelse beraabte han sig ogsaa paa hvad han selv havde skrevet i Bladet. Og der stod det tydelig. Ja ikke alene det; men at det Herredømme nok vilde vare en god Stund endnu. Jeg vil derfor endnu engang prøve Juristeriets Geist, som han kalder sig, især siden jeg dog ogsaa kan have godt af at gaae Machineriet, som jeg engang skal styre, noget igjennem. (Dypper Pennen. Rabulaxes Aabenbarelser skee.) Rabulax! Du har prostitueret mig. I hvilket Kontor jeg kom, loe man og for- sikkrede, at Bureauchefen alt var kommen og at jeg maatte høre til et andet Departement; men saa gik jeg gjennem dem alle. En stivstøvlet gammel Mand med et Ansigt saa smaafuret og alvorligt som en Brøkregning, mødte mig paa Gangen og sagde, at jeg ikke var det første unge Menneske, han havde kjendt, som gik i slige Tanker. Man viste mig tilsidst i Apartementet. Kort: Jeg ønskede, at jeg stod hjemme og træskede. Havde jeg ikke mødt en ung Mand ganske af min Tro med Hensyn til Verden . . . . Rabulax. Der kan du see. SIDE: 137 Johannes. Ja, i Grunden fik jeg jo kun den Moral, at begynde noget lavere ned. Jeg har derfor fast besluttet at blive Fuldmægtig. Rabulax. Det lykønsker jeg dig til. Johannes. Men kunde jeg ikke begynde i min Post i Eftermiddag, saa at ikke Dagen gik saa nederdrægtig tilspilde. Rabulax. Intet er lettere, blot Du vilde tage dig en Middagsluur. (Afsides.) I den avancere de fleste Kopiister til Fuldmægtig. Johannes. Ja vel! Jeg skal kalde paa dig, naar jeg skulde ville faae lidt videre Udsigt over Verden, for et Trins Skyld. Og dersom jeg skulde blive kjed af Regjeringsvejen, kunde jeg kanskee begynde i Højesteret? Bare jeg kunde tale lidt bedre for mig. Rabulax. Det gjør intet nuomstunder. Desuden holdes Veltalenhed af Grød og Øl i højere Priis i vort Klimat end den champagner- agtige. Johannes. Jeg spurgte som et Fæ fra Landet, for hvorledes skulde det være sandt, at Verden tilhører Os Jurister, naar man ikke kunde sige det om Departementerne og Højesteret? (Griber Pennen. Rabulax forsvinder. Strækker sig paa Sengen.) Jeg lægger mig meget veltilfreds idag efter de grundige Beviser, Avismanden førte for Juristernes Herredømme, skjøndt jeg tænkte hos mig selv: gid han vilde benytte det til at kjøbe sig et Par Skjorter og at reparere sine Støvler. Men den fæle Dukke deroppe! Hvor den nikker og griner! Det er nok bedst jeg trækker Dynen over og -- (Snorker efter en kort Pause.) SIDE: 138 Kakkelovnsdukken. Hvor herligt han taler i Højesteret! Hans Torden befaler, hans Stemme, som daler, opsvulmer medeet til brusende Floder af fulde og tryllende Alting henskyllende Skjønperioder. En Cicero drejer ei slige saa runde. Saa klang ei Metallet i Grækenlands Munde. Hans Stemme er Sejer, hans Gestus Triumf. Demosthenes' Ære var ikke fortjent. Hihi! Han snorker ei mere. Hans Tale er endt, hans Torden forbi. (Johannes vender Ansigtet til isøvne). I Smilet sig lister Fuldmægtigen nu, ærgjerrig i Hu, som alle Jurister, saa smaat til Minister. Nu maa du ei sove paa din Taburet, men styre og vove, selv uden Budget. Den Ting er undværlig for Kraft og Geni. Hihi! Den Luur var nok herlig; nu er den forbi. SIDE: 139 Johannes (vaagnende.) Nu! Det er skam allerede mørkt, og for seent at gaae i De- partementet for En der vil frem tidligt. Med al min Lykke kan jeg just ikke sige jeg er heldig. Imidlertid maa jeg dog indrømme, at Sol, Nat og Dag ere tre Ting, som ikke høre under Juristernes Herredømme. Men de høre ikke anderledes til Verden end det omskyllende Vand kan siges at tilhøre et Land; denne tilhører ellers Os Jurister -- om ikke som Ejendom den hele, saa dog som Skifteforvaltere, og det er saagodt som Ejendom og lidt til. Men jeg veed ikke hvordan det er med mig; jeg synes baade at jeg er Højesteretsadvokat, Kongelig Fuldmægtig og Under- lensmand Johannes Carlsen. Ja det Sidste vinder endog meer og meer i Klarhed, jo meer jeg kløer mig i Hovedet. Men derom vil jeg faae Vished hos en af mine Kolleger. Derfor -- (Staaer op.) Skulde Aanden have bedraget mig, og en Fuldmægtig- post endnu være formeget for En af Verdens Herrer? Det Sidste vilde være en højst taabelig Modsigelse. Men alligevel -- (Det banker.) Nu skal man see Gjendrivelsen kommer i gratu- lerende Kopiister. Kom ind! (Tænder Lys.) Johannes. Bønderne Nils og Erik. Johannes. Ei er det jer, Godtfolk? Saa I endnu hænge ved? Nils. Saavidt. Vi ere inde med Grethe, som skal besøge sin Moster. Erik. Jamen skal vi saa. Johannes. Ei, Grethe? Imorgen skal hun faae see mig ligesaa gill som Fogden. Nils. Gud velsigne den snille Mand! SIDE: 140 Johannes. Sige I saa nu? Erik. Jamen sige vi saa. Grummere Mand har vi aldrig havt. Nils. Nei han er rigtig velsignet. Johannes. (Afsides.) Hvor kan jeg nu tvivle? Hvad der er passeret med mig er Smaating mod dette. Eller ogsaa ere Bønderne tagne endnu finere ved Næsen, som næsten er det Eneste, han har ladet dem beholde. Men Grethe? Det løber mig i Hovedet. Jeg maa flux til Skrædder Wincke for at jeg imorgen kan lade mig see for hende. (Aabner Døren for Bønderne.) Godnat, Godtfolk! God- nat! (Bønderne gaae.) Men Penge til Skrædderen? Ei! Verden hører jo Os Jurister til. (Gaaer.) Kakkelovnsdukken. Popularitet? En Styver brugt i rette Tid, et Haandtryk og Goddag, "Lev vel min Ven!" med Mine blid -- det er den hele Sag. Retskaffen Mand for den sin Livstid trælle kan. Men vær en Skurk i femti Aar og skikkelig i et, en Maaned, Uge, i et Døgn, da sværge Alle hint er Løgn. Ad denne Gjenvej Nok du faaer af Popularitet. (Johannes. Siden Rabulax.) Johannes (kommende ind.) Ogsaa dengang gik ikke Forjettelsen i Opfyldelse. Og rundt omkring seer jeg dog, at den gjør. Overalt dominere Juristerne SIDE: 141 og skifte Herredømmet over Verden imellem sig; men jeg? Nu! Endnu engang vil jeg nedstemme mine Fordringer, men saa skal ogsaa den underfundige Aand faae høre Sandheden. (Dypper Trylle- pennen haardt i Blækhornet. Ingen Aabenbarelse følger.) Hvad er det? Ah! der er neppe en Draabe igjen i Hornet. Nu eller aldrig da, siden det ventelig er sidste Gang, hvis jeg bare kan opfange en Draabe. (Drypper. Aabenbarelsen skeer.) Rabulax! (Afsides.) Nei, jeg tør ikke skjænde. (Højt.) Rabulax! Jeg har været for overspændt i mine Fordringer . . Rabulax. Verdens Herredømme . . Johannes. Jaja! Lad det nu indskrænke sig til en Kopiistkrak. Rabulax. Netop dets rette Throne. Derifra har man de videste Udsigter, og derifra gaae de fleste Verdens Herrer ud. Johannes. Det kan ikke være større Skam for mig som en af disse end for store Keisere, der begynde for et Syns Skyld som Gemene. Rabulax. Ingenlunde. Husk blot, at Viisdommen sad ogsaa paa en Krak, men paa en Trebeens; lad ikke Daarskaben sidde paa en paa fire. Jeg giver dig dette Raad, fordi det er sidste Gang jeg kan tjene dig i Gestalt, men ikke i Aand. I Aand vil jeg altid leve og virke for Juristerne. Men dette Horn er udtørret, kun Pennens egen Kraft er dig gjenlevnet. Brug den, og du kan endnu blive en af Verdens Herrer. (Gaaer.) Johannes. Det "Farvel" var min Lykkes, om jeg ikke passer at gjøre som han sagde. Derfor "Godnat" til Svar! (Tilsengs.) SIDE: 142 Kakkelovnsdukken. Forventningen stedse isammen maa trække de straalende Kredse, som Grændse ei kjendte. Tilsidst i et Blækhorns piinagtige Hul de trænge sig sammen de Zoner af Guld, som Verden omspændte; og Haabets Kondorvinge bliver en Pen, og Verden, den maalløse Eiendomsmark, isammen sig krympende, blier, med Tugt og Respekt, kun et blegnende Ark ubeskrevet Papiir. Det gaaer med de Fleste, som her med vor Ven, hvem Skjebnen er bister, at, skabt til Minister, den flyvende Aand, som mod Højderne drister, maa dale paa Krakken imellem Kopiister. (Samme Scene. Johannes. Siden Rabulax og Grethe). Johannes. Oprørende! Ikke engang Kopiist! Og dog føler jeg dybere end nogensinde Sandheden af at Verden hører Os Jurister til. Vi ere den legitime Herrer, siger Skribenten her ovenpaa. Og det maa nok ogsaa saa være, omtrent som Frankrig hører Henrik Vte til. Mod denne store Sandhed betyder naturligviis min Skjebne intet; thi jeg er, som man bemærkede nede i Departementet, en Bondeknold og ikke Fars Søn. (Dukken nikker.) Se, nu nikker det ondskabsfulde Dyr igjen. Men paa dig kan jeg dog hevne mig, og det skal jeg. (Slaaer Dukken istykker. En Rotte løber ud af den.) Ei, en Rottesjel i et Kalkhjerte! Upaatvivlelig ogsaa en af Juristeriets Geniusser. Men skulde der ikke endnu være en Draabe, en eneste, i mit Horn, som skulde kunne hidtrylle dets store og mægtige Geist? Han kunde maaskee endnu . . . (Dypper Pennen flere Gange i Hornet. Endelig kommer Rabulax). Rabulax. Skynd dig! SIDE: 143 Johannes. Rabulax! Jeg er mismodig som en Nittemand i Lotteriet. Rabulax. Gives der da ingen store Gevinster? Se dig om! Johannes. Jo det er sandt. Forjettelsen om Verdens Herredømme er intet Blændværk, men -- Rabulax. Tænk paa det "Men" med en lang Streg efter. Den Streg er en af Livets Styrepinder. Hold i den, da jeg nu for stedse maa forlade dig. Thi din forrige Herre er bleven kjed af at være Æresmand, siden han var mere vant til Kontanter end til Vel- signelser, og har bedet mig for gammelt Venskabs Skyld af og til at see til ham. Farvel! Han hører mig til. (Forsvinder.) Johannes. Og jeg -- jeg vil høre Grethe til. Væk med det fæle Blæk- horn, mine Forventningers Grav! Pennen der er saa dygtig til at skrive Løgne med, vil jeg forære Skribenten i Bladet, og med en anden uskyldig Pen vil jeg skrive et Kjærlighedsbrev til Grethe. (Skriver. Grethe lister sig ind og læser, bøjet over ham, hvad han skriver). Grethe. Men min Gud! Der begynder Du jo atter med det Gamle: "Verden hører Os Jurister til . . ." Johannes (springende op.) . . . "I Indbildingen" staaer der, Grethe -- min Verden! (De omfavnes.) Henrik Wergeland SIDE: 144 LYV IKKE! ELLER DOMPAPEN FUGLE- OG BLOMSTERSTYKKE AF SIFUL SIFADDA Personerne: Prologus, en Maskinmester. Epilogus, en Skuespildirektør. Pape, Finke, Wincke, Afpillede Mandslinger og Venner. Florilla, et feeagtigt Barn. Karine, Moi-même, Taugenichts, Monstrum, Bondeknold, Brutal, Spytslikker, Drukkenbolt, Pøbelknegt, Pøbelhøvding, Revolt, Riimløs, Smagløs, Skrueløs, Vidløs, Tankeløs, Virkelige Løgne. Flere inkorporerede Løgne eller Løgnfigurer. (Værelse. Pape og Finke frokosterende. Siden Prologus. Pape og Finke ere iførte Dom- papernes og Bogfinkernes respektive nationale Farver: den Første rød Vest, blaa Kjole, graa Per- missioner (en blyfarvet nebagtig Næse ikke at regne); den Sidste endnu mere broget og med guult Neb. Begge spøgelseagtig tynde.) Finke (rækker Haanden frem). Halvtredsindstyve Hampefrø paa at du ikke udretter noget mod Ham med alle dine Anstrengelser. SIDE: 145 Pape. Jeg vil, ved Gud, stikke ham i Maven. Finke. Det kunde forslaae noget; men disse Historier . . . (rækkende Haanden frem) Halvtredsindstyve . . . Pape (stødt). Men hvorfor nu Hampefrø igjen? Det er, ved Gud, en For- nærmelse. Finke. En Reminiscenz blot. Om Forladelse. (Prologus kommer pludselig i Døren.) Finke (flyttende paa Stolen.) Au det er ubehageligt, man maa idelig flytte paa sig for ikke at blæse væk af Trækken. Prologus. Publikum maa have Forklaring. Derfor ud saalænge, høist- ærede Manneker! (Flytter Personerne ud noget ulemfældig). Højstærede Pub- likum, forat forstaae dette Væddemaal om Hampefrø, som faldt Hr. Finke af Munden, og som han kaldte en Reminiscenz, maa du først have en Historie tillivs. Saa hør da! I en forsømt Have stod engang inde i Buskadset en Büste af papier maché af Aristofanes. Naar Maanen skinnede paa den, skar det et Par Smaafugle i Øinene, som havde sine Reder i Buskadset. "Det ærgrer mig at maatte stirre i eet Væk paa det hvide Skabilken derborte," sagde den Ene, en Dompap, til den Anden. "Mig med", svarede denne, en Bogfinke. "Den synes bestandig at lee ad os. Lad os sætte os over den og begrave den med vort Affald". Som sagt saa gjort baade den og flere Gange. Men til deres store Ærgrelse saae Vennerne, at Regnen holdt Büsten selv, med det glatte skaldede Hoved, reen, mens Affaldet kun frugt- bargjorde Bunden omkring den, saa der inden kort stod en Krands af Fioler og Kjærminder omkring den. "Vi ville hugge Skabilkenets Øine ud", sagde Dompapen; og begge Smaanebbene kom da i ivrigt Arbeide dermed. Men SIDE: 146 neppe havde de faaet Hul før Bierne krøb ind derigjennem, den ene efter den anden, saa der var ikke godt at komme til. De aabne Huller stirrede desuden med sin Sorthed med en endnu frygteligere Livlighed henpaa dem end før. "Vi ville sønderflænge Munden forat faae Ende paa dette infame Griin", sagde Dompapen; og saa huggede de løs da paa Munden. Men heller ikke da vare de heldigere; thi neppe havde de faaet en Aabning før Biernes Honning flød ud deraf. Børnene opdagede det; de fik den gamle Büste kjær, og kom hver Dag og kys- sede den. Dette ærgrede da de To svært. Solsorten fik ogsaa Smag paa Honningen; den kom ofte og vædede sin Tunge deri, satte sig paa Büstens Hoved og sang og sang, saa det ret na- gede dem i Sjelen. Det ærgrede dem da ogsaa, og tilsidst kan jeg ikke troe andet end at Ærgrelsen tog Livet af dem. Thi døde gjorde de, og Rotten Slæbte af med et Par Fjærdotter med nogle Been i, som den havde fundet under Træet, hvori Rederne var. En af de Aarsager, hvorfor Menneskene reise Büster og Støt- ter over Afdøde er vel ogsaa forat disse selv skulle have Glæde deraf og kunne see dem fra Himmelen. Aristofanes's Geist havde ogsaa seet sin Büste i Buskadset, og den Behandling den havde lidt. Det ærgrede nu ham igjen. Han fangede derfor begge Fuglesjelene strax de havde taget sin Plads paa et af de elysinske Træer, og ligesom man sætter Fugle i Buur, satte han dem ind i et Par Drengebørns Hoveder, som tilfældigviis (skjøndt det ikke hænder saa sjeldent) vare fødte uden Sjel. Mødrene vare derfor inderlig glade, da de smaa Noer, som de troede dødfødte, begyndte at plappre. Det høistærede Publikum har nu seet Drengene efterat de ere blevne store, og kan forklare sig den ubehagelige malapropoiske Reminiscenz med Hampefrøene istedetfor Dalere. Dixi. (Bukker og gaaer). Pape og Finke komme iilsomt ind.) Pape. Det er frygteligt, Finke. Jeg møder mine egne Løgne paa Gaden. SIDE: 147 Finke. Jeg med. Qu'importe? Pape. Lyslevende. Finke. Akkurat som jeg har sagt dem. Det er ligesom om Luften undfangede Ordene og fødte. Det er ligesom om Lyden da- guerreotyperedes. Pape. Ja ligesom naar man slaaer en Haand besmurt med frisk Maling paa Væggen, saa den staaer der, saa fixeres mine Ord i Gestalt. Det er forfærdeligt. Luften maa have været saadan i Skabelsesdagene, da Ord ogsaa bleve til Liv. Finke. Krokodilen maa have været et fælt Ord. Men saaledes sagde jeg bare om Ham, du veed, at han var forfalden. Og hvad mødte der mig ikke? Midtpaa Torvet støder en kobberhudet laset Slusk mig paa Armen. "Naa, naa!" siger jeg. "Ei Far", svarer han med et frækt fortroligt Griin, idet han bød mig sin Lommelærke, "kjender du mig ikke? Jeg er din Løgn fra igaar- aftes". Hvordan jeg blev tilmode, kan Du begribe. Jeg tog mig virkelig i Alterationen en Slurk af hans Flaske; men da jeg vilde række ham den, var han borte, og en Mand, som jeg havde forsikkret om Hans Forfaldenhed, som du veed, og som just gik forbi, sagde højt og lydt: "Fy, er I ikke bedre selv?" Pape. Det er intet imod min Ubehagelighed. Nei, ved Gud, for Dit hændte dig kun paa Torvet, hvor der kun vanker grove Bor- gere; men med mig! -- der gik Damer forbi, der stod Damer i Boden, da jeg pludselig faaer see en Sværm, ja jeg troer vist 10,000 nøgne Løgne. Finke. Nu overdriver du igjen, Pape. SIDE: 148 Pape. Nei, ved Gud! men en heel Hob saae jeg, vist et Snees næsten splitternøgne Grimpomenusser med Støi og Spektakel marschere indad Porten, opad den lille Trap og ind i Boden og at dutte sig paa mig omtrent paa samme Maade under Navn af mine Løgne eller Børn troer jeg ved Gud saagar. De leed meget ondt i Verden sagde de for deres Nøgenheds Skyld. Kortsagt -- Finke. Ei, jeg har altid hørt: Løgn er fuldt udrustet, ja gaaer med Portdépée. Sandheden er nøgen og tør ei la'e sig see. Men -- Qu'importe? Hvad gjorde du? Ei Djævelen! de skulde været ude igjen paa Hovedet. Pape. Nei, ved Gud! Den nye kjøbenhavnske Skrædder var just hos mig, og saa maatte jeg give Lømlerne Anviisning paa ham paa Klæder; og det lovede han da at gjøre til dem. Finke. Ei! Det maa nok være nogle af de kortbuxede og snaukap- pede Karle, jeg mødte her en Dag. Pape. Regningen frygter jeg vil blive lang nok. Men jeg maatte have dem af Halsen. Finke. Ja, seer du, det var for dette uberegnelige Uheld -- thi hvor- mange lyve ikke uden sligt Uheld, ligesom Mange avle Børn uden at have nogen Uleilighed af dem siden? -- Det var for dette uberegnelige Uhelds Skyld, jeg vilde vædde om Hampefrø paa, at vi ikke gjøre Ham, du veed, noget. SIDE: 149 Pape. Ak, tal ikke om Hampefrø. Jeg taaler det ved Gud ikke. Det minder mig om Büsten. Finke. Kanskee vi pikke paa den endnu. Men jeg er slet ikke bange forat skikke nok en Løgn ud og lad den saa komme igjen om den vil. Qu'importe? Pape. Gud bevare dig, tal ikke saa. Jeg har nok med mine. Men lær mig det franske Ord ved Leilighed. Finke. Ja, det er godt at bruge ved alle overordentlige Leiligheder. Men hvad er du bange for? Bør vi ikke have Venner i vore egne? Og desuden maa du ikke troe de ere Gespenster disse soi-disant Løgne. De lade sig baade tage og føle paa. Pape. Men jeg? jeg maa klæde mine Børn, og godt, om jeg ikke ogsaa maa føde dem. Finke. Paa Spiseqvarterer trives de upaatvivlelig bedst. (Det banker). Pape. Gud hjælpe mig, skulde det være dem igjen. Finke. Eller en fra igaar. Sendte du nogen ud igaar? Pape. Aa, blot en ubetydelig en. Jeg sagde, ved Gud, ikke andet end til en Dame, som fandt, at Hans Poesier aandede megen Agtelse for Kjønnet, at hans Muser svævede om paa Gade- hjørnerne i Støvler og Værkensskjørter. SIDE: 150 Finke. Naa! Ikke andet? Qu'importe? Karine (kommer undselig ind i nysbeskrevet Antræk, stiller sig ved Døren). De Forrige. Finke (Bekigende hende nærved). Ei, ei, Makker! Du plejer at holde dig med finere. Men qu'importe? Pape (rasende). Ved Gud skal man ikke see det ogsaa er en af samme Folk. Hvad Godt? Hvor tør du? Du skidner mit Gulv til. Er du rasende? So! So! Hvad vil du her. Karine (fræk). Nei, saa du virkelig ikke kjender mig igjen? Pape. Ved Gud er ikke det en Løgn til! Karine. Ja kanskee een til, og kanskee to; thi jeg er saa underlig saa . . . Pape (rasende indtil Mathed). Asen! Asen! Karine. Jeg kommer forat takke fordi du førte mig ind i Verden. Ved Gud, som du siger, ingen Anden end du . . . Finke (faaer et smudsigt Indfald). Veed du hvad? Pape (til Finke). Snak! Ingen Spøg! (Til Karine). Vægterbestie! Man kunde blive venerisk af Synet. Karine. Aa, man . . . SIDE: 151 Finke. Giv hende en halv Daler og lad hende gaae. Pape (givende hende). Saa man skal ogsaa betale . . Karine. Jo for sine Løgne maa man betale. Behageligt Gjensyn. (Gaaer med et plumpt Knix). (Pape. Finke.) Pape. Det er da rigtig ubehageligt, at man ikke kan sige et Ord. Og saa uskyldigt, som jeg kom dertil! Jeg saae just ud af Vindvet, da Damen gjorde sin bestialske Bemærkning, og da jeg intet havde at finde paa ellers, og just netop den selvsamme Tøite traskede forbi -- idetmindste ganske i samme Antræk og saavidt jeg kunde see med samme Ansigt, saa fandt jeg paa det. Men hvem skulde tænkt . . Finke. Qu'importe? Har du Portviin? Jeg tænker ikke. Men kom- mer den noget paa Tungen lader jeg det gaae, om jeg saa skulde møde det igjen som en Elefant. Pape. Ei ja, Courage! Javist har jeg (Gaaer til Skjænken. Bliver staaende som for- stenet, da det banker). Finke. Siger jeg om ham, at han er et Fæ, saa møder jeg kanskee en Oxe. (Det banker igjen). Pape (Skjælvende). Ja, men en, som stanger dig. SIDE: 152 Finke. Qu'importe? Det maa være som i Tyrefægtningerne, hvor Tyren bare fanger en Kappe. (det banker.) Kom ind i Fandens Skind og Been! Pape. Er du gal? Det kan være en til af samme Art. (Smutter under Bordet). (skrædder Wincke kommer geskjæftig ind. De Forrige. Wincke. Jeg er ikke ved Professionen skal jeg sige Dem; men jeg gjør alt forat tjene mine Venner. Jeg er blot en eventyrlig Skrædder. Finke. Herfrem, Makker! Han gjemmer sig for sine egne Løgne; men denne Gang er det ingen Løgn, men Skrædder Wincke. Pape (under Bordet). Kængport, som du siger. Men Fanden veed. Det kan gjerne være, for alt det, at jeg ogsaa har sagt om Ham at han er en Skrædder, for jeg husker ikke alt sammen. Wincke. Nei, for Gud! Tag mig i Benene, skal du kjende. Pape. Ei, mine Løgne ere langt solidere; men alligevel saa . . (kryber frem) Nu et Glas, mine Herrer! Lad dem saa komme allesam- men. (Henter Viin o.s.v. De sætte sig). Nu, Mester? Wincke. Maestro, maestro, maa jeg bede, i min nærværende Profession, skjøndt jeg for een Gangs Skyld . . Maestro Pellegrini, Aven- turini, Vagabondini seer du o.s.v. Men her er Regningen. (Giver Pape den). SIDE: 153 Pape. Guds Død! Finke. Qu'importe? Wincke. Ja det var Fanden til Lapping paa dem, der havde noget paa sig, og Nyt til Saamange, der var ganske bare. Men nu er de ogsaa saa, at de Eleganteste og Kaadeste af dem yttrede, at de vilde gaae i Kringlen iaften. Der træffer du dem. Pape (mønstrer den lange Regning). Men, maestro! Wincke. Er det Regningen, som slaaer dig? Det var over et Snees, og ingen havde et heelt Plagg paa sig. Langbeente Karle, des- foruden, som sagde, at de snart maatte af Byen, da de havde langt at gaae. Pape. Nu, Gudskelov! Saa de tænkte det? Gid de vare vel afsted! Men, maestro! Jeg er forbauset over denne Regning. (Afs.) Det koster forbandet at lyve. Finke (til Pape). Hør, Makker! En anden Gang bør du lyve, saa Løgnene kunne vise sig blandt Folk. Pape. Det skal jeg, ved Gud, ogsaa. Men maestro! Tyve Alen Klæde til det Skrinkelbeen af en . . Wincke (heftig som naar man klipper med en Sax i Luften). . . Løgn siger jeg, Løgn! Ikke Klæde, som det er værd at tale om, men tyndt elendigt Spindelvævgods, som neppe taaler at sidde paa engang. Det løber nok op i alneviis naturligviis, men almindeligviis og rimeligviis ikke i Regningen postviis. Der SIDE: 154 var kun faa af de elendige Stakler, du var saa ædelmodig imod, som behøvede stærkt Klæde; men det var ogsaa Knokkel- maskiner, som kunde gaae igjennem en Væg. Finke. Herregud! Var ikke min Lazaron saa ganske sluskagtig til Sind og Sjel, vilde jeg ønske han ogsaa saae lidt skikkelig ud. Men han sagde, det Asen "Myseostæder og Akkevitdrikker har du gjort mig til, og det vil jeg Fanden it' op mig være." Pape. Du er lykkelig, som bare har een at sørge for. Men jeg . ? Finke. Qu'importe! Jeg mærker af Alt, at du ikke er rigtig stiv i Skrøningen. Denne maa være uslidelig, saa en Mand kan gaae med det Beslag, han har faaet i sin tidligste Ungdom, sit hele Liv igjennem. Det bekræfter sig, at vore Haandværkere due ikke. Jeg derimod, gjør jeg en Skrøne engang imellem, saa gjør jeg den af Pundtlæder. Pape. Kængport! Det kan nok behøves, saasom din Ene har dybt Skarn at vade i, efter Beskrivelsen. Men mine, der imod din Ene tog sig ud som Dandsemestere . . Finke. Bi lidt! Der skal nok komme fleer bestøvlede. Jeg har ogsaa Opfindsomhed. Desuden vore egne Løgne maae vel være vore Venner, for Fanden? Skaal! Vi have mange. Velgaaende af vore Venner! Pape (fremdeles mønstrende Regningen). Ja ja, Velgaaende! Men det er ved Gud skrækkeligt, at man ikke kan bie til hisset med at see Trudselen udført, at vi skulle svare til ethvert unyttigt Ord, og at disse skulle dømme os. SIDE: 155 Finke (afs. til Pape). Hisset? Ønsker du det? Husk den skrækkelige hvide Aand, her greb os fordi vi havde pikket paa hans Büste. Pape (griber Glasset zittrende). Mine Herrer! (Forsøger at synge: "Om hundrede Aar er Alting glemt;" men det gaaer istaa). Wincke. Jeg vil heller give mig den Ære at drikke paa en af de Her- rers Sundhed, som nys gav mig saameget at bestille. Det var nok det Skrinkelbeen, du mente, der havde slugt formeget Tøi. En reen Tæringskræmmer forsikkrer jeg. Pape. Det skulde fornøie mig. Der er saamange, at jeg kan gaae omkuld i dem; og jeg maa blive en ødelagt Mand, om ikke nogle af dem vare ved svag Hilsen. Især haaber jeg det, om den, du mener. Jeg sagde bare engang: "ved Gud, er der ikke en bedre Poet end Han i hver Landsby i Danmark?" og strax stak en vist syv Fod høj, grøngusten, skarpaxlet Figur, som jeg ikke før havde bemærket, sig frem imellem de Omstaaende og sagde under en umaadelig Hiven og Piben i alle Lungemaskinens Hæverter og Rør: "Gaa nu kun, Pape! Jeg skal nok forsvare Satsen og klare mig Selv." Det sidste klang med en Skarphed af gnedet Glas, saa Alle holdt sig for Ørene. Wincke. Hvis du ikke lider ham, saa kan jeg sige dig, at han kanskee i dette Øjeblik allerede er reist til Kjøbenhavn for sin Sundheds Skyld og forat besøge sine Venner. Pape (klinkende). Lykke paa Reisen! Han tager vel ind hos Wollert i Lyngby. Derfra kan han spørge sig til næste Landsby og saa videre op til Greenaa til Klokker Link. SIDE: 156 Finke. Ret, Makker! Lad Regningen ikke længer ærgre dig. Hav Respect for en Daler, men dyb Foragt for Regninger paa Hun- dreder. Men àpropos! laan mig 1/2 Daler til Koncerten iaften. Der skal deklameres et Stykke: "Livets Musik" af Ham, du veed, og jeg gad nok baade begynde og ende det med lidt af Dødens. Pape. Pah! Jovist! Nei, det har jeg ved Gud sat en Pind for; thi jeg har blidt Koncertgiveren ind, at han for Guds Skyld ikke maa byde Publikum noget af Ham. Det vilde faae Opkastelser, og blive rasende. Finke. Bravo! Den Løgn maatte vise sig som et Trold med mange tusind Hoveder paa, siden den skal forestille Publikum eller som et Æsel med utallige Ører. Skjøndt saa hørte det, og saa kunde jeg atter vædde et Hampefrø for hvert. Pape. Atter igjen Hampefrø. Finke, ved Gud, jeg taaler det ikke. (Moi-même, ganske af Udseende som Pape, kommer raskt ind. De Forrige.) Moi-même. . . Nei saaledes seer jeg ud. Publikum, som faaer Opkastelser og bliver rasende af at høre Hans Poesier, som du veed, er Jeg og ingen Anden end Jeg, saa liden jeg er. Finke. Det var det frygteligste -- en Dobbeltgjænger! Frels os! Wincke (skjulende sig). Er der To, hvem skal saa jeg holde mig til uden til Byfogden? Gid jeg aldrig havde været Skrædder! SIDE: 157 Pape (konsterneret). Min Herre, jeg maa ved Gud sige, det er første Gang . . . Moi-même. . . Du har kjendt dig selv, Pape. Lad see, om du har dem, jeg mangler. (Rækker sin Høire op. Eedfingrene mangle). Finke. Qu'importe? Pape (stikker Haanden i Lommen). Ved Gud, om jeg vil. Jeg har Rheumatisme i dem. Finke (Afs.) Besynderligt. Det er som om Løgnene have en Slags Sam- vittighed og ere bedre end sit Ophav. Om den ene, jeg har at trækkes med, kan jeg Gudskelov ikke sige det. Det Hele tør dog kanske ende med en Frokost i al Venskabelighed -- hvor det da for de To's Vedkommende omtrent bliver som at tygge foran Speilet. Pape. Nei, denne Hr. Jegselv eller Publikum er uudstaaelig. Vi ligne hinanden, hans tre Fingre minus iberegnede, som to Stykker sammenlagte Smørrebrød der ere revne fra hinanden, og hvorved den hele Forskjel er, at det ene kan have faaet en Klat mere end det andet. Den hvorledes blive han qvit? (Hændervridende). O jeg vil aldrig, aldrig lyve meer! Finke (rækkende Haanden frem). Halvtredsindstyve . . Det er som at love aldrig at drikke Champagner meer eller at komme paa Galejen de jonge Vrouw Karina af Kristiania. Pape (resolvert). Min Herre, jeg maa reent ud erklære . . min Herre! De er den identificerede Løgn. SIDE: 158 Moi-même. Netop! Og hygger du dig ikke i dit eget Selskab, saa faaer vi sørge for andet. (Aabner Døren). (Taugenichts, Karine, Monstrum, Bondeknold, Brutal, Spytslikker, Drukkenbolt, Pøbelknegt, Pøbelhøvding, Revolt, Riimløs, Smagløs, Skrueløs, Vidløs, Tankeløs, og en Mængde andre Løgne strømme ind, enhver af tilsvarende Ydre og Kostume, men ynkeligt opsnøret og forskaaren. De tre Venner trække sig sammen i en Krog. Wincke kryber dog efterhaanden ud paa alle Fire.) Løgnfigurer. Frem med Skrædderen! Han har gjort, at Folk pege Fingre ad os. Det var bedre at være nøgen som før. Pape. Dette er ubehageligt. Jeg kunde fristes til at ønske, at jeg aldrig havde løjet. Mine Herrer . . Løgnfigur. Ja enhver Løgn er sin Udtalers Herre. Vi have at hevne os fordi vi ere prostituerede. Vi lede allesammen efter et Musehul at skjule os i. Pape. Slige Kjæmper! Løgnfigur. Vi have ogsaa en Slags Anstændighed. Thi Løgn bør ogsaa have Sit af Tække, thi ellers kan den selv en Aktor skrække. Med saaledes som vi see ud, udrette vi ikke mere, uagtet vore pralende Navne, til at nedtrykke Hans, end en Sæk udrystet Støv til at faae det friske Hav til en Mødding. Pape. Saadan som I see ud? Veed I hvad, Mhrr., I see frygtelig ud. Men jeg vil give jer hvad Tilsnit I selv ville, blot I ville være saa artige at forlade mig nu. Jeg venter en stor uden- landsk Kunstner. SIDE: 159 Løgnfigur. Ah! En anden Slags Løgne behøver du? Dem klæder du i Silke og Fløjel, mens vi, dine rette Anhørige, ere dine Stedbarn. Vogt dig! Vor Forbittrelse stiger. Aktæon blev sønderslidt af sine egen Hunde. (Løgnene blive paatrængende). Pape (Skjælvende). Ved Gud, der skal hverken blive sparet paa det Ene eller det Andet; thi dette seer jeg gaaer ikke an. Finke (rækker Haanden frem). Nei -- halvtredsindstyve Hampefrø . . . Pape (slaaer Haanden væk). Du er saadan Karl, fordi du blot har den Ene derborte, som du er lige glad med; men pas dig! det lader til at din egen Lazaron vil banke dig op. Og jeg skulde, ved Gud, unde dig det for dine fordømte Reminiscenzers Skyld. Finke. Pas dig selv! Jeg hører en Brusen som af et Hav. Pape (retirerende). Mhrr! Mhrr! der skal ved Gud . . Løgnfigur. Nævn ikke det Ord! Det er som om du kjørte en Jernstang igjennem os. Pape. Jeg meente . . der skal, der skal ikke blive spart paa Nogen- ting forat I kunne vise jer mellem Folk . . hverken paa Kjoler eller Buxer. (Raaber) Wincke! Mester, maestro. Finke. Han maa være død af Skræk. Pape. Men saa maatte der dog findes Noget. Corpus mener jeg. SIDE: 160 Finke. Ja omtrent som efter en brændt Traad. Hvad der maa være blæst væk. Pape (til Finke). Makker! Gid det var saa med mig med! Det er skrækkelig ubehageligt at lyve paa den Maade. Jeg vil aldrig lyve mere. Finke (rækker Haanden frem). Halvtredsindstyve . . Pape (slaaer Haanden i Finkes). Ja Halvtredsindstyve Hampefrø paa at jeg aldrig vil lyve mere, for dette er altfor rædsomt. Halvtredsindstyve! Det staaer. Finke. Nu taaler du da baade at høre og sige Hampefrø. Pape. Ja, jeg erkjender, at jeg igrunden er en Dompap, som du er en Bogfinke. Løgnfigurerne (med vildt Hyl). Forbi! forbi med os! Han er gaaen til Sandheds Erkjendelse! Ve! ve! forbi med Os! (Løgnfigurerne synke sammen i et Nu. Paa Gulvet bliver kun for hver ligesom en liden bævrende Strimmel brændt Papiir tilbage). Finke. Paa min Ære troer jeg ikke det er nogle Levninger af nogle Nummere af den Constitutionelle, som skjælve sammen der til et endnu ynkeligere Intet. Pape. Lad det være! det er mit Alvor: jeg vil aldrig lyve meer. Jeg vil gjøre en Sværte af disse sorte Fnug, og dermed trykke paa ethvert Blad, ja jeg kunde fristes til paa min egen Pande, de rædsomme men ærværdige Ord: LYV IKKE! SIDE: 161 (Florilla kommer med en Blomsterkurv. Pape, Finke.) Finke. Qu'importe? Stur ikke over disse Fnug. Pape (sørgmodig.) De ere Levninger af mine Vildfarelser. Florilla (strøende Blomster). Sørg ikke! jeg vil begrave dine Vildfarelser i Blomster -- med hvide Roser dit blodige Had, med Roser røde med blege Avind, med stjerneskinnende Pintseliljer de sorte Tanker. Med Øjentrøst jeg vil helbrede hvert Blik som skelte; Med bløde Harelab jeg bedække vil Vredens Torne. Af Akelejens Emaljeskaaler jeg drypper Balsom i Nagets hule forbidte Tænder. Med Valmublade jeg Smerten dulmer Med kjølig Efeu jeg dækker Vunden; Kjerminder lægger paa Bitterminder. Med en ustandselig Regn af Violer SIDE: 162 og honningsmeltende Kristi Bloddryp din Sjeleørken jeg omfortryller til Paradiser. Med prægtige Qvaster af Purpurnelliker og Gyldenlakker jeg feje Smudset vil af dit Hjerte og jage Støvet ifra dit Øje. Med Iriskjøller og Morgenstjerner af Georginer medeet jeg knække vil Frækheds Nakke. Med Liljenkonvallers Sølverklokker Jeg ud af Verden vil Løgnen ringe. Med Tidselparykker jeg nye Geschichter i Hast forælder. Med duftende Pors jeg svimle Hovmod til Fald bedøver. I Snerletraade jeg Opspind fanger. I dybe Urner af Rosenknoppe jeg evigt gjemme vil Løgnens Aske. Med Præstekraver jeg mildt vil qvæle al Sladders Strube; med Rosmarinriis Lavendelkoste og Isopstokke SIDE: 163 Bagtalelsen tugte; med søde Læber af Æbleblomster dens Gift bortkysse; med Gyldentunger al Sladder dysse. Kort -- hvad du angrer, din fordums Iid, det gamle Nid, jeg vil begrave med bare Blomster ifra min Have. (Blomsterdyngen er voxet saa højt at blot Hovederne af Pape og Finke sees tilsidst. Florilla svæver over den). Pape og Finke. Hjælp! Hjælp! Vi forgaae i bare Blomster. (De forsvinde ganske i Dyngen). Florilla (svævende bort). Saaledes hævner en Poet sig. EFTERSPIL (Blomsterdyngen sees, men omskudt af Træer. Epilogus klædt som Saturnus. En Dompap og en Bogfinke paa en Qvist). Epilogus. Her ere vi paa gamle Tomter. Men hvordan her seer ud! (Hvifter med sine Vinger. Blomsterne fyge bort og afdække lidt efter lidt en hvid Büste. Neden- under den ligge to smaa Fugleskeletter, der kun see ud som Fjærtotter. Epilogus tager dem op og viser dem for Fuglene). Her see I eders Bedsteforældre. De vare avindsyge og løi noget gevaltigt. Løgn var deres elendige Livs Aande; men der er endnu mindre tilbage af deres Løgne, end disse sørgelige Levninger af deres Tilværelse: disse Fjærtotter. (Holder dem for Munden og blæser dem væk). Henrik Wergeland SIDE: 164 VENETIANERNE ELLER VENSKAB OG KJÆRLIGHED DRAMA I FEM AKTER Opført paa Kristiania offentlige Theater i Vinteren 1841. De to smagfuldeste Mænd, jeg kjender, HR. SLOTSINTENDANT LINSTOW, R. AF KGL. SV. V. O. og min Fader PROVST WERGELAND, GEIST. M. AF KGL. SV. N. O. tilegnet. Personer: Zani, Doge af Venedig, en Olding. Giulio, hans Søn. Cinthio, Giulios Frænde, af Navnet Zani. Cenzia, Giulios Søster. Carrara, Duca eller Herre af Padua. Dame Carrara. Cornelia, deres Datter. Carlo, deres Søn. Sekretæren ved Dieci eller de Timænds Raad i Venedig. Mazoliero, Zeno, Annicelli, Venetianske Halvsoldsofficerer. Tre venetianske Borgere. Nogle unge Adelsmænd af Familien Carrara. Retsbisiddere, Tjenere, Folk. Handlingen foregaaer i Slutningen af Middelalderen. SIDE: 165 ANMÆRKNING. Sujettet til dette Drama er taget af "Acerra Philologica, das ist: Sieben Hundert auserlesene, nützliche, lustige und denck- würdige Historien und Discursen, aus den berühmtesten Grie- chischen und Lateinischen Scribenten zusammen getragen", hvor man vil finde HISTORIE DES GISIPPI UND TITI. Die Academia zu Athen war für Alters die allerberühmteste der gantzen Welt, dahin aus allen Ecken und Enden sich ver- sammleten alle, so Weissheit und Künste zu lernen gesinnet waren. Der Ursachen halber zog auch von Rom dahin ein sehr edler und fürnehmer Jüngling, Titus Quintus Fulvius, welcher, als er nicht lange zu Athen gewesen, bald mit einem andern Jüngling hohes Geblüts und Reichthums, Gisippus geheissen, grosse vertrauliche Freundschafft machte. Diese beyde studier- ten mit einander, hielten sich allezeit zusammen, und war nur ein Hertz in zweyen Leibern. Es begab sich aber, dass Gisip- pus sich in die edle Jungfrau, Sophronia genannt, verliebete, und endlich sich auch mit derselben verlobete. Wie die Hoch- zeit bald solte angesetzet werden, führet Gisippus seinen Freund und Bruder den Titum mit sich zu der Braut. Da wird Titus zur Stund mit hefftiger Liebe gegen Sophroniam entzündet: Gehet nach Hause, wird mit einer gefährlichen Kranckheit be- fallen, und darff unterdessen keinem Menschen die Ursach seines Leidens klagen. Gisippus sich hertzlich bekümmernde um seinen treuen Titum, hielt mit Bitten so viel bey ihm an, dass er end- lich allen Handel erzehlt. Gisippus, ob er wohl seine Braut von Hertzen lieb hatte, so war ihm doch sein Freund viel lieber, vermahnet Titum, er solte getrost und gutes Muths seyn, er wolte ihm seine Braut gerne überlassen. Hierauf werden sie Raths, und beschlossen, dass, wann die Hochzeit mit Gisippo und Sophronia vollendet, so solte Titus an statt Gisippi zu der Sophronia auf den Abend hinein gehen, und ihr Ehemann werden, und solte Titus solches alle Abend thun: des Tages aber wolte sich Gisippus stellen als wäre er der Ehemann. Solches wird ins Werck gerichtet, bleibet auch dieser Betrug etliche Zeit verhelet, und meynet Sophronia anders nicht, als SIDE: 166 dass sie des Gisippi Frau sey. Endlich wird Titus nach Rom be- ruffen, da muste sich der Handel offenbahren. Also liess Titus den Rath von Athen und seiner Sophronien Freunde zusammen for- dern, erzehlet ihnen, welcher massen er der Sophroniæ Ehegatte worden. Sophronia verändert die Liebe gegen Gisippum in einem tödtlichen Hass: Die Athenienser aber verjagten Gisippum nackend und bloss ins Elend. Titus zog mit seiner Sophronia gen Rom, allda er bald Bürgermeister ward. Gisippus aus seinem Vater- land verwiesen, kömmt gen Rom, nach seinem ausgestandenen Elend, zeigete sich von ferne dem Tito, der ihn doch nicht kante. Daher er aus Zweiffelmuth sich in eine Höle verstecket, ver- hoffend allda sein Leben zu enden. Indem er allda verborgen sitzet, kommen zu Nacht zween Räuber, welche einen Diebstahl begangen. Und wie sie sich nicht über das gestohlne Gut ver- tragen können, ersticht der eine, mit Nahmen Publius Ambustus, den andern. Des Morgens ward der Tode für der Höle ge- funden, und nicht fern von dannen der Gisippus. Alsbald ward Gisippus als ein Thäter ergriffen, der es nicht leugnete, sondern bekennete, er hätte den Mord gethan, damit er desto eher vom Leben abkäme. Gisippus ward fürm Bürgermeister Marcum Varronem aufs Rathshauss geführet, und nach allen Umständen dieser That halber befraget. Unterdessen erkennet Titus unter den Rathsherrn sitzend, seinen getreuen Freund Gisippum; Sprin- get auf von der Stelle, schreyet überlaut: der arme Fremdling sey unschuldig, er habe den Todschlag begangen. Gisippus hin- gegen bat den Rath, sie solten solches nicht glauben, er wäre der rechte Thäter. Hierüber bestürtzte sich der Rath, wuste nicht, was diesen Wunderdingen zu thun wäre. Unterdessen war auch allda zugegen der rechte Mörder Publius Ambustus, welcher, von seinem eigenen Gewissen überzeuget, gutwillig für den Richter Varronem trat, und seine That mit allen Umständen glaubwürdig berichtete. Darauf, nicht allein Titus und Gisippus ledig erkannt, sondern auch der beyden getreuen Freunde halber dem Ambusto das Leben geschencket worden. Hierauf hat Titus dem Gisippo sein halbes Patrimonium mitgetheilet und verehret, und ihm seine eigene Schwester Fulviam verheyrathet. Ein getreuer Freund gehet über alles, und mit diesem ist kein Gold, Silber, Ehre oder einig Ding zu vergleichen. SIDE: 167 (Hal i Dogepalladset i Venedig. I Baggrunden en aaben Altandør. Maaneskinsaften. Cenzia med en Guitar paa Skjødet. Cinthio og Giulio i en fortrolig Stilling paa Divanen). Cenzia. -- -- Endnu engang, o ædle Fætter Cinthio, fortæl hvorledes Giulio du frelste. Hvergang Altanen der er aaben, aabnes Indledningen til den Historie, som, aldrig glemt, dog aldrig nok erindres. Thi hist ifra Gelændret svimler Øjet ned i Kanalens qvadersatte Grav, hvori du sprang, og frelste Giulio af. Cinthio. Det Barndomseventyr! Cenzia. Jeg er hans Søster . . . Cinthio. . . . Og jeg hans Ven. Cenzia. Det holder jeg for mere. Var jeg min Broder, var jeg din til Døden. Giulio (afsides). Lidt meer end Ven. Cinthio. Det var ei mere gjort, end uslest Stymper, fremmed Ubekjendt, Dødsfiende, Tyrk og Jøde kunde kræve. SIDE: 168 Cenzia. I disse dyrebare Perleord Guds Engle ville din Bedrivt indfatte. (træder hen i Altandøren). Men se! i dette sorte trange Dyb, som aldrig Sol og Maane kunne naae, var ikke Rum til Tanken om at komme igjen derfra. Cinthio. Men Rum nok til os Begge. Den Hund, man kalder Fare, ligger foran hver Ting af noget Værd. Og hvad har større, end Giulios Liv for Cenzia og mig? Cenzia. Se, liig en Slange, der slaaer Bugt af Rædsel, saa høit den kan sig buer Broen over, og skyder ingen Piller ned i Dybet, som ensomt, tyst . . . O alle Helgner! O! (vakler tilbage ind i Hallen). Giulio. Hvad er det, Søster? Blev du svimmel? Cinthio. Tys! (Et Guitarpræludium høres under Altanen. Giulio og Cinthio ile ud paa den). Cenzia. Ve! Hvad vil Cinthio tro? Giulio (kommende leende tilbage med Cinthio). Oh intet Andet? En Serenade-Elsker . . . SIDE: 169 Cenzia (afsides. Seende paa Cinthio). O! Han leer. Og Han kan lee! Og med en Fætters Latter, der for et Feilsting driller sin Kusine. Det er utaaleligt! Giulio (afsides). Det ærgrer Cinthio. Han leer, men tvungent. (høit) Søster, jeg bør vide . . Cenzia. Det er Mazoliero. Det bør være min Broder nok. Giulio. Jeg kjender ei den Herre. Cenzia. Sandsynligt nok; thi han er meer bekjendt paa Lidos Strande end paa Markuspladsen. Hans Klæders Farve er berygtet. Han lever ikkun af sit Riddernavn, og det tilhører kun hans Kaarde, ei hans Ære eller Sæder eller Fødsel. Han vandt det, som saa Mange, som det hedder, paa Cypern, eller rettere, jeg troer, ved fælles Ridderslag blandt Kamerader i en Kahyt lidt før man kom til Land, og upaatalt paa Lidoen det gjælder. Der kjende Fiskerpigerne nok bedst Oprigtigheden af hans Serenader, naar han om Aftenen i selve Staden tør spille Kavaleer. Saaledes har da ogsaa jeg min Plageaand og kun den Trøst, at mig alene knapt han plager. Kun naar vor Fader, Dogen, er i Raadet -- Gud veed hvorfra han altid veed det -- da, da er min Tour. SIDE: 170 Cinthio. Den sidste, ved San Marco! Giulio. Ja, hvis han synger slet. Cenzia (afsides). Han burde være mig kjær, som skabte Cinthios skjønne Vrede og dette skjønne Lyn i Øiekastet. Mazoliero (nedenfor Altanen). Serenade. O søde Nat, du Geist af yndig Dag, jeg veed du muntres af Citharens Slag, at du kun lytter, naar du dybest tier, til Fromheds, Sorgs og Elskovs Melodier. Ei Stjernenattens Negerdronningpragt, ei Dagens gyldenblaa Emalj slig Magt har over Hjertet, som din Maanes Smilen, saa from, som Helgenens i Dødsenshvilen. Giulio. Noget rusten i Stemmen. Det kommer af den sure Viin paa Lidoen. Mazoliero (nedenfor). I slig en Nat, med Maaneglands saa reen, at den til Marmor bleger hver en Steen, og fængsler som med Sølverplader Voven, og tvinger med et Flor til Tysthed Skoven . . SIDE: 171 I slig en Nat, da drømmer Armods Søn sit Suk saa mægtigt som en Engels Bøn; hans Hytte reiser sig paa slanke Søiler; til kjøligt Efev bliver Fangens Bøiler . . I slig en Nat er strengest Jomfrus Bryst for Sukket aabent, aandet fjernt og tyst. Det ind ad hendes Jalusier finder. Indsuget det i hendes Barm forsvinder. Giulio (griber Cenzias Guitar; fra Altandøren). I slig en Nat er hver forelsket Nar paa Benene med Maske og Guitar. Den kjække Helt, som vover sig en Hoste! Saameget bør ei falske Toner koste. Cenzia. Utaaleligt! Befri mig fra hans Frækhed. Cinthio. Ja strax. (spænder Kaarden om sig). Giulio. Min Pligt det er. Cinthio. Og mig en Lyst. (de gaae). Cenzia (lidenskabelig). En Lyst? O er der Ord saa sødt som "Lyst?" Det danner Elskovs blomsterstrøede Forhal; og Den, som trængte til det Inderste, til denne seer vemodig dog tilbage. SIDE: 172 Men om hans Lyst rev ham i Døden hen? -- hans raske Lyst, den jeg maa elske saa og elske meer, om den ham gav en Vunde (thi den i mine Øine blev en Skjønplet, et evigt Elskovssegl), om den ham dræbte? om Lykkeridderen, hvis Grumhed glødet er op af Asiens Sol, den Skurk, hvis Kaarde er øvet til at træffe Terningøie, om Han kun søgte Cinthios Hjerte? -- o var da Princessen, der lod Beiler slagte Medbeiler, mere grum end Jeg? O Himmel! (lytter i Altandøren). For heftig Cinthio er, for spotkold Giulio. Hvor Cinthio saarer, Han paalægger Iis, saa Saaret endnu værre brænder. Frels! De fegte . . . Atter Cinthio! . . . (iler ud). (Udenfor Dogepalladset. Cinthio og Mazoliero træde fegtende frem fra Siden, fulgte af Giulio. Siden Cenzia paa Altanen. Man seer Marmorløven ved den store Trappe udenfor Palladset, hvori de hemmelige Angivelser stikkes). Cinthio. Skurk! Maanen hyller til sit rene Øje for slige falske Stød. Giulio. Ja slip mig til! Jeg, som saae til, nu kjender hans Maneer. Cenzia (trædende frem paa Altanen). Holdt, Cinthio! O, er Cenzia dig Intet? O dumme Ridderlove! Hjælp ham, Giulio! Om denne Djævel maa der To. Cinthio. Nei aldrig. Gaa ind! gaa ind! SIDE: 173 Cenzia. Du Grumme! O saa spar ham! Spar ham for min Skyld, o Mazoliero! Mazoliero (træder tilbage og slaaer sin Kaarde ned). Det vil jeg. Denne Trolddom mig betvinger. Cinthio. Hvad, Skurk! Paa denne Maade? Mazoliero. Samme Magt, som gjør Jer rasende, gjør mig forsonlig. Giulio. Sligt Spil ei nytter Jer hos mig. Gaa Søster! Nu er min Tour. Og, paa min Ære, Mand! med Damens Broders Harme er forenet en Zanis Lyst til Pøbelovermodet at tugte ned igjen i sine Huller. Mazoliero. Død og Fordærvelse, du Adelsyngel! Afgrunden vaagner under dig ved dette. Men jeg vil ikke rase, ei tillade mit Raseri at skumme; jeg vil huske hvor det retfærdigt er, og saa arbeide. Cenzia. O vogter eder for hans fæle Bleghed! Mit Liv paa, at han er en Albaneser, en Corfiot, Illyrier eller Græker, tifold Italiener i alt Ondt! Mazoliero. Gid Stene faldt, ei slige Ord, Signora! I gjør mig Uret. SIDE: 174 Cinthio. Oh, selv dette var formegen Ære. Mazoliero. Det skal Du betale. Se i mit Øje! Cenzia. Vogt dig, Cinthio! Vogt dig! Naar ledte Fiendskab efter Vaaben? I egen Ild det gløder Duens Fjedre til Pileodde, i en Haandevending det koger Gift af himmelfaldne Dugg. Giulio. Siig, vover I jer frem slig Maan'skinsdag for at faae Luna bort med eders Beilen? Ved Himlen! det var ikke mere frækt end jer Dumdristighed mod denne Dame, mod Zanis Datter. Cenzia (afsides). Ve, hvor er det med mig? Jeg for min Broder ejer ei den halve Veltalenhed imod for Cinthio. Mazoliero. Mod Zanis Datter? Fødselen er Knuden. Haha! Og jeg, jeg har ei anden Adel end at jeg hedder et af Folkets Børn? Mod Zanis Datter? Ha, mod Zanis Datter? (Afs.) Det maa Jeg høre, Jeg, der holder Lunten her i mit Hjerte tændt i evig Brand til Minen, som just sprænge skal i Luften Venezias Noblesse paa mit Vink. O ve dig, arme Moder! Thi din Ringhed din Søn vil koste Saligheden. SIDE: 175 Giulio. Nu! Raadslaaer I med jer Feighed? Mazoliero (afsides). Sagde Hun ei nys: ei Fiendskab efter Vaaben leder? Cinthio. Et Svar! Giulio. Raadslaaer I endnu? Mazoliero (afsides). Hvilken Tanke opfylder ei min Sjel med Iis og Flammer! Ha, den er mægtig! Og Fortvivlelsen mistvivler aldrig. Giulio. Herre! Ei saalænge raadslog jeg med min Byrd. Thi I blev adlet -- men blot for denne Tvekamp vel at mærke -- ved Cinthios Hidsighed og Sværdslag. Mazoliero (afsides). Det, jeg gyser for, maa skee! Min hele Bygning maa falde, Samsons Søiletempel liig, for disse Fiender at begrave. Giulio. Nu! Dø som en Hund da! Cenzia. Lad ham heller løbe! (Træder tilbage). SIDE: 176 Mazoliero. Hun med det samme Hovmod mig foragter. Da -- Død og Helved! (Afs.) Ske da, Tanke, sikker i al din Vildhed! Jeg vil lokke Disse til mine Sammensvornes Mødested, og saa angive alle i Sekunden. (Til Giulio og Cinthio). Ved Daggry -- thi nu kommer Dogen snart fra Raadet, tung af Statens Sorgers Bly, søvnbøjet, uden dog at kunne sove, med nye Bunker Viisdom under Armen, i Lune maaskee til at jage jer ind med sin Stok, at I jer ei forkjøle . . Ved Daggry derfor, mens den Gamle sover, vil jeg paa Lidoen i Sesto's Have, den allemandbekjendte Skipperværts, som Kavaleer jer takke begge To for denne Ære, som saa stor I troe. Giulio. Ret! Bravo! Cinthio. Ja vi møde. Mazoliero. Begge To! Først En jeg takke vil og saa den Anden; først dig, først dig, saa ham og atter dig, idet jeg borer Staalet i dit Liig. Cenzia (trædende atter frem). Hvad hviske I? Det skrækker mig end mere. Kom op! I have hevnet nok min Ære. (Giulio og Cinthio gaae ind). SIDE: 177 Mazoliero (alene; tager sin Brevtaske frem). Jeg kan jo -- o priisværdige Venedig! -- dem ramme Alle med et Blyantstrøg: Ham, Broderen og Hende og den Gamle, Plebejernes og Hærens Undertrykker? Fyld da din Lampe, Maane! Lad den blusse med dobbelt Styrke een Minut kun, til jeg har udført den Plan, som gjennemfoer mig saa pludselig, af Hekate indblæst! Gid dog jeg kunde frelse Annicelli og Zeno! -- ikke Fleer. Dog Ingen hader Byrdstoltheden og Zani og Dieci, Inqvisitionen og den gyldne Bog med slig Oprigtighed som de; og derfor de ville smile, naar de lænkes sammen med Zanis Æt, hos Sesto grebne Alle som Sammensvorne, og med dem indføres for studsende Dieci og for Dogen, der stirre maa sin Romerpligt imøde. Og naar de over Sukkebroen vandre i Døden sammen, ville de tilgive for Følgeskabets Skyld Mazoliero, og finde rimeligt, at Den er borte, hvis Vidnesbyrd om Zaniernes Uskyld maaskee udpines kunde. Heltemodigt de ville sige: paa Mazolieros, vor Høvdings, Bud vi svore jo at døe. Vi døe; men han har jaget Skræk og Mistro midt i Dieci, knust Dødsfiendens Hjerte, gjort Frelsen engang for Venedig let, det Maal, vor Høvding endnu fjernt forfølger! (skriver) Tak, Hekate! Jeg Nok har ved dit Lys i denne korte Nota til Dieci. Blodhundene forfølge mindre Spor. Men vil du være meer end naadig, da SIDE: 178 træd bag hiin Sky imens jeg søger Løven og fodrer det Venezias Sindbilled med nye Offre. (Man hører Aarepladsken). Tys! Det var et Puds af Nattens Aander, som ei let forklares. Der kommer Dogen . . . . (skjuler sig bag en Pillar). (Dogen, understøttet af Sekretæren, stiger op paa Quaien med Fakkelfølge). Sekretæren. -- -- Jo, Eders Høihed, hvad der yttret blev af Gradenigo i Diecis Midte har nok sin Rigtighed . . Dogen. Om Genua? Sekretæren. Nei, om de mange Halvsoldskrigere fra Cypern, som omkring i Staden drive . . . i Staden ei, men heller rundt omkring den i alle Forstadsstræder. Dogen. Plag mig ikke! Nu har jeg neppe Kræfter til at angre, at ei til Cyperns Pest det hele Pak blev overladt. I Fred det er en Byrde. Vi maae en Krig for at faae det af Halsen. Men Saadant til imorgen! (Stiger ved Sekretærens Hjælp opad Trappen). Sekretæren (Gjør Mine til at undersøge Løvesvælget). Eders Høihed! "Memorie segrete?" Skal jeg ikke, skjøndt det er tidligt, undersøge Løven? SIDE: 179 Dogen. Lad være for iaften. Sekretæren. Gaaer det an? Dogen (afsides). Ve mig! Til Sengen følger mig Diecis Spion, belurende mit Støn i Drømme, naar Marmorløven synes mig at lægge sig over Hjertekulen. (høit) Gjør jer Pligt! Mig Trætheden betog. Sekretæren (undersøger Løvens Svælg). Jeg gratulerer. Der Intet er, som skal betage Søvnen; kun her en jammerlig Anmeldelse om Stevnemøde sat paa Lidoen med Timand Gradenigos egen Hustru, og nok en Lap om udtænkt Røveri i denne Nat. Dogen. Sligt truer ikke Staten. Sekretæren. Og ellers er der intet. Dogen. Gud skee Lov! (gaaer ind). Mazoliero (træder frem; stikker sin "Memorie" i Løvesvælget). Men nu, nu er der mere end du bærer. Nu vil for Eftertiden denne Løve sig lægge, som du sagde, paa dit Bryst SIDE: 180 og knuge dig i Hjertekulen, Gamle. Og nu til Padua for det første! Maanen maa endnu lyse mig didover Bugten. Farvel, Signora! Vil du i din Hovmod, at Zanis Navn ei altfor snart skal døe, da hold dig, til du graaner hen som Mø. Tys! nu igjen? Hvad, om jeg bort ei slipper? (Skjuler sig bag en Søile). (Zeno og Annicelli. Siden Mazoliero.) Zeno. Tal dæmpet her! Her lytte Stenene. Annicelli. Ja i Signorias Pallads; jeg veed det. Men disse under Foden forekomme mig som Tangenter, der for hvert et Trin udtone Veraab over Tyranniet. Men naar jeg seer mod Himlen, Gud skal vide, da har jeg Lyst at synge i slig Nat, meer skjøn end Dagen, som Hengangnes Aand er fagrere end Liget, som den levned . . slig Nat, da kun Italiens Guitarrer og Nattergale alle burde vaage. Men slagen af dit Alvor tier jeg. Den Tale skal Forrædere ei høre. Zeno. Læst i dit Blik, din Taushed dog udlægges som Misfornøielse. Det er Forraad. Annicelli (seer over Quaien). Hist sove to Gondolierer. Vi for tidligt er paafærde. Det er længe til Morgengry. SIDE: 181 Zeno (sukkende). Ja for Venedig. Altid var Zeno først paa Pletten dog, og du med ham, min unge Brutus. (Pause). Ædle Sjel! din Reenhed Himmelen vil dække og bedække Sammensværgelsen med den. Annicelli. Dog valgte Brødrene ei dig til Høvding; men for sin Vildhed hiin fra Cypern komne Schakal: Mazoliero. Zeno (mørk). Jeg troer ham ikke meer. Annicelli. Mazoliero? Er Han da bleven Lystig? Thi jeg veed, det vil du ikke taale i din dybe oprigtig meente Kummer for Venedig. Zeno. Ja lystig meer end Patriot bør være, langt meer end lystig: over Ørene forelsket . . Annicelli. I? Zeno. I Dogens egen Datter, i Adelskabets Blomst -- den Demokrat! Annicelli. Hvo veed hans Hensigt? SIDE: 182 Zeno. Elskovs Hensigt? Taabe, kun een har Elskov som Patriotismen. Du veed, at denne, for at være stærk, maa elskes som en Qvinde, Qvinder hades? I hele Verden ere disse To de Eneste, som have kun een Hensigt, mens alle andre Ting i mange deles. Men Nord og Syd er ikke meer ueense end hines Meed: paa Sig kun Elskov tænker, mens Patrioten virker kun for Andre. Derfor er intet saa urimeligt, saa galt, ravruskende umuligt, saa ligt bestukne Paris foran Venus, saa bundløst, troløst, brustet, falskt som en forelsket Patriot. Annicelli. Hvo veed hans Hensigt? Maaskee . . ? Zeno. Du blegner. Annicelli. Tanken var for fæl. Zeno. For Mazoliero? Annicelli. Ei din Sjel jeg fatter. Med denne Afsky gav du ham din Stemme? Zeno. Jeg har ærbødig Rædsel for ham, som for Natten eller Adriaterhavet eller for Øxen, som, bevæget af sin Arm, SIDE: 183 kun hugger hvor den skal, men uden Tanke, skjøndt den maa engang blive Statens Frelser. Jeg vilde, altfor blød og fuld af Skrupler, kun gjøre halvgjort Arbeid, medens med sin Ubarmhjertighed, der er liig Hjulets, som lige koldt gaaer over Børn og Stene, Han vilde tjene Republiken bedre. Men nu, da han er bleven Maan'skinsnar, er Han for Sagen tabt. Mazoliero (trædende frem. De Andre forskrækkes). Hvad, om jeg vunden for den har Zanis Søn og Pleiesøn, Familiens stolte Høire og dens Venstre? Vil du da troe mig? Jo, min Annicelli, spil Øjet op! Det er Mazoliero saa vist, som at Tyrannens egen Æt, naar Dagen gryer, os møde vil hos Sesto. Zeno. Tilgiv mig! Du er stor. Mazoliero. Jeg beiled kun til Zanis Datter, for at slæbe Slægten, den Adlens Krone, ned til os i Støvet, hvori vi grave paa den fælles Mine, der nu alt snoer sig under denne Borg. Forstaae I? Zeno. O, beundringsværdigt! Mazoliero. Derfor jeg knuser denne Kjærlighedsguitar. Den alt sin Tjeneste udrettet har. (Kaster Guitarren over Quaien). SIDE: 184 Annicelli. En Tjeneste den gjorde os endnu. Den vakte i sit Fald Gondolieren, som fører os til Sesto. Zeno. Ja til Sesto. Mig længes did, hvor mit Venezia gjenfødes skal imellem Lidos Hytter. Mazoliero. Jeg bier efter mine Proselytter. Zeno. Farvel da! Om en Time . . (De skilles med Haandslag). Mazoliero. Om en Time! Om sex jeg hører Paduas Taarne kime. Farvel! I vare bedre Skjæbne værd. Tag denne Tale ved jer Dødningsfærd! Farvel, Venedig! Værd ei nogen bedre, end Aaget under dine Adelsfædre. Jeg elsker dig i Tanker som i Orde; dog kunde jeg i Gruus din Storhed jorde, for at i Dyngen Ingen skulde finde den Perle, jeg for ringe var at vinde. Den Egoism' er ogsaa Dydens Feil, der elsker kun sig Selv i Skjønheds Speil. Thi Skjønhed Dydens rette Udtryk er. Derfor sig Selv den i den Elskte seer. Og derfor jeg med Rette harmopglødes; thi det mit bedre Selv er, som forstødes. Farvel, Signora! Kommer jeg tilbage, da er det for at høre paa din Klage. Een fandt du værd dig, En af Adlens Blommer. Venedig i din Fader bli'er hans Dommer. (Pause). SIDE: 185 Hvad kommer Lovens Grusomhed mig ved? Hvo standser Skjebnens Hjul, der gaaer afsted? Nu ei jeg frelser ham, om end jeg vilde. Paa mig dit Veeraab du da ei forspilde! Band Staten, band dit Fædreland, din Fader! Det dræber ham, som jeg kun stille hader. (Forsvinder bag Quaien). Sekretæren (kommer ud paa Trappen i Natdragt). Det gik dog som jeg tænkte; thi naar kan Venedigs Doge slumre meer end Løven, hvis Øje ruller mens den sover dybest. Og han gjør klogt; thi over ham de Timænd med tyve Tigerøjne vaage. Derfor tre Gange i Qvarteret vaagned han, og vælted sig og stønned, og tilsidst han bød mig at staae op og undersøge hvad nye memorie segrete Løven mon gjemme i sit skrækkelige Gab. "Før kan jeg -- sukked Oldingen -- ei sove". Hm! det bli'er vanskeligt, om der er Noget; og er der ei, du drømmer om det Værste. (Undersøger Løvegabet). Der er! God rolig Nat da! Ja der er! Og var jeg ikke vant dertil, jeg trak da før kanskee en Slange ud end dette. (Trækker et Papiir ud. Læser). Ha, hellige Jomfru! Vældige San Marco, du vaager over din indviede Stad! (Læser høit). "Dieci, sov ei Morgenstunden bort! Da vaage Mænd paa Lidoen hos Sesto, der ville gjøre Eder Søvnen lang. Venedigs Æres Børn I ville træffe i Lag med Pøblens Bærme . . Studser ei! Thi kun saaledes redde de sig selv SIDE: 186 i den dødsvorne Adel . . Om en Time!" -- Ha, om en Time! Da er hver Sekund meer vigtig for Venedig end en Dødsdag . . (Iler ind. Der kommer hist og her Lys i Palladsets Vinduer). (Giulio og Cinthio bemantlede komme fra Palladset). Giulio. Prægtigt, at man er saa tidligt paa Benene idag; har Papa For- retninger idag, saa har skam vi med. Cinthio. Som maae være fuldgjorte før Dag. Men jeg først, thi han lader til at have meest Lyst paa mig. Giulio. Han holder dig for sin Medbeiler. (Afs.) Og Gud give det var saa! (høit) Jeg vil imidlertid komme til at stampe af Utaalmodig- hed; thi jeg har dobbelt Lyst paa den Karl, nemlig ogsaa for den Haanhed, hvormed han omtalte Statsstyrelsen. Derfor levn mig noget af ham. Vi kunne ubevidst komme til at gjøre Staten en Tjeneste ved at faae en Forræders Hjerte paa Kaardespidsen istedetfor en blot og bar forliebt Nars. Cinthio. Der er nok for os Begge. Den Djævel fegter med begge Hænder paa eengang. Giulio. Ja i at fegte er han en Adelsmand; men oftere vil jeg ikke være saa nedladende. Cinthio. Allons! Lad Ingen see os. Hei, Gondolier der! Til Lidoen! (De gaae ned ad Quaitrappen. Bud og Bevæbnede ile fra Dogepalladset til forskjellige Kanter). SIDE: 187 (Hallen i Dogepalladset. Dogen, fulgt af Sekretæren og Cenzia, træde ind ad hver sin Dør. Det er endnu halvmørkt i Hallen). Cenzia (kyssende sin Faders Haand). God Morgen, Fa'r! Dogen. En herlig for Venedig. Lad Dagen strømme ind! Dens Lys idag er Sejersglands. (Altandøren aabnes af Cenzia. Morgenbelysning og Lyd af en fjern dybttonende Klokke høres). Cenzia. Men hvad betyder dette? San Marcos Klokker tone som til Brand. Dogen. Den Ild er slukt alt. Cenzia. Gid paa Eders Kind ei Rødmen var saa slukt. Med Rædsel seer jeg denne Askebleghed. Ak, min Fader, I dræber Eder . . Sekretæren. For Venedig . . Cenzia. Herre ! Venedig elsker jeg, men ei som ham. Dets graae Blykupler langtifra erstatte mig dette kjære gamle Hoved. Derfor, hvis I ei tager op min Bøn for ilde, lad mig alene mens jeg det velsigner. Sekretæren. Med Glæde, hvis min Pligt . . SIDE: 188 Dogen (smerteligt, til Cenzia). Dieci, Barn, har Omhu for din Fader. Cenzia. Var der Nogen, som skulde gjøre Oprør var det dig, den store Doge. Dogen. Døden gjør det for mig. Sekretæren. Gid jeg var døv for Eders Ord, Signora! Cenzia. Jeg blind for Eders Syn! Sekretæren. De kaste Skygge paa Eders Slægt. Dogen. Den veed I nok er pletløs. For Guds Skyld, Cenzia! Cenzia. Jeg kaste Skygge paa Zanis Æt? Om hele Verden svoer meenedersk mod den, blev dens Navn dog reent. Paa Krim min Bedstefader og paa hver sin Side Bosporus to Onkler ligge, mens Snese Fættere rundt paa Morea maae blege sine Been. Kun Cinthio og Giulio, min Broder, har Venedig til næste Felttog krediteret Livet. Hvad vil Venedig meer? SIDE: 189 Sekretæren (seende ud). Venedig leve! Nu har det seiret. Se, der gaaer den første Oprørerbande over Sukkebroen. Cenzia. Ah! Branden var da atter i dets Hjerter, ei i dets Huse? Sekretæren. Se dog, Eders Høihed! Thi Alderdom er langsynt. Dogen. Annicelli og Zeno seer jeg. Cenzia. Tvende Ædle. Sekretæren. Sort anstrøgne staae de paa min Liste. Dogen. Dernæst, saavidt jeg seer for Vagtens Hellebarder, en Række Halvsoldsofficerer. Derpaa . . O hold mig, Datter! hold mig! O det sortner . . (vakler). Sekretæren (seende ud). Hvad er det? Nu! isandhed dette Syn forbauser mig, og ham med Ret forfærder. Cenzia. Ak, stakkels Fader, vist han saae en Ven, en Vens forførte Sønner. SIDE: 190 Dogen (synkende omkuld). Mine egne! Cenzia (med Haanden for Øinene, knælende). O Gud! Forlorne! Cinthio forloren . . Sekretæren. Ei meer end Giulio og Eders Fader. (Et fjernt Drøn af igjenslagne Porte høres). Der luktes Haabets Porte bag dem. Cenzia. Ve! Venezias Barmhjertighed er Døden, og Død er Naade mod dets Fængsler. Hjælp! Hjælp! Hjælp! Min Fader døer . . Sekretæren. Nei, han vil leve for at bevise sine Sølvhaars Uskyld, og overgaa i Storhed Romas Brutus, naar selv han maa bestige Dommersædet. (De føre Dogen ind og komme strax tilbage). (Cenzia, ilende efter Sekretæren). Cenzia. . . Det undslap Eder, at I kunde frelse. Og nu jeg slipper ikke Eders Knæ . . I skal mig slæbe med Jer i Dieci. Der vil jeg sige hvad I selv har sagt, at ikke Dogen, ikke Timændsraadet, og ikke selve Storinqvisitionen har Magt at frelse dem, men I alene. SIDE: 191 Jeg fængsler Eders Fod med denne Kjæde, min Moders Halsbaand, alle mine Perler, med dette Diadem til I forbarmes. (Løser sine Smykker af). Sekretæren. I mig, fornærmer, mig, hvem Eders Smiil var meer end al San Marcos Rigdom, mig, som kunde frelse og som vilde frelse, hvis I blot kunde skjænke mig et Smiil. Cenzia (seer paa ham). Jeg vil. Sekretæren. I kan ei. Ak, hvor haard I var! Mens mig, af Medynk med Jer Qval, undslap et ubetænksomt Ord, I gjennembored mit Hjerte med et Suk for Cinthio. Paa ham I tænkte, mens I kyssede Jer Faders zittrende halvdøde Læbe. Ham kan jeg ikke frelse. Cenzia. O, men dem. I har Diecis Tiltro. I om Natten gaaer ud og ind i Fængslet. Vær høimodig! Sekretæren. Lær mig at være det! Cenzia. I er min eneste Fortrolige; og ham, I veed jeg elsker, jeg beder Eder om at landsforvise. Sekretæren. For evigt? SIDE: 192 Cenzia. Ja. Sekretæren. Og I mig ikke hader? Cenzia. Hans Frelser? O hvor jeg vil ham velsigne! Sekretæren. Hvis I vil sværge, aldrig ham at see, og Han Venedigs Bund ei at betræde, undtagen for at betle sig en Grav, da vil jeg frelse ham, og tro, at Tidens Skilsmisse mig en sød Forhaabning gav. Cenzia. Jeg sværger. Iil nu hen og tag hans Eed. Den bli'er ham let: han ei min Ømhed veed. (Gaaer). Sekretæren. Den Hjort, som Pilen ei i Lejet naaer, i Flugten den igjennem Hjertet faaer. (Gaaer). (Padua. Carraras Have. To Sidealleer. Cinthio og Giulio halvmaskerede. Siden Cornelia Carrara og hendes Moder). Giulio. -- Den Helvedskurk, som lokked os i Snaren blandt Oprørsmænd og Pøbelbærme! Cinthio. Han er ikke bedre, som os frelste ud. SIDE: 193 Giulio. Det var et Eventyr. Cinthio. Meest eventyrligt, at Vi er' frie og her i Padua. Giulio. Hvor var det muligt andetsteds at aande, landflygtige fra herlige Venedig? Hvor andetsteds vel muligt? Cinthio. Nei, end hvor Cornelia aander? Giulio (afsides). Arme Søster Cenzia! Cinthio. Jeg mener under disse skjønne Popler. Giulio. Jeg med. Jeg derfor gaaer her. Cinthio. Ogsaa jeg. Giulio (afsides). Hvor gjerne han var qvit mig, og jeg ham paa dette Sted, men kun paa dette Sted! Cinthio. Jeg vil ei nævne meer det hulde Navn. Thi, omtalt med Petrarks Veltalenhed, det var at klæde Skjønheden i Pjalter. Det smerter ogsaa dig. Giulio. Aldeles ikke. Nævn: "Pfersken" for en Tørstig og han smiler. SIDE: 194 Cinthio. Du er ei glad som før. Giulio. Du heller ikke. Cinthio. Er det ei Tiden, da du gaaer i Bad? Giulio. Er det ei Tiden, da du gaaer i Kirke? Cinthio. Du pleier mig at følge. Giulio. Du mig med. Cinthio (udbreder Armene). O hvorfor ikke følges ad som forhen i Dette med, som truer os at skille? Giulio (omfavnende). Min Cinthio! Ja til Skjebnen fælder Dom ei mellem vore Hjerter, men vor Lykke. Cinthio. Cornelia -- ? Tal du! Giulio (afsides). Ak arme Søster! Han veed ei, hvad jeg ahnte strax, da Skurken, Diecis falske Tjener, traadte ind i Fængslet med sin Lampe og sin Nøgle, at du af Kjærlighed ham frelste. Men jeg tier, sætter eget Haab paa Spil, men ei min Søsters Ære. SIDE: 195 Cinthio. Hvor du mumler! Giulio. Cornelias Navn. Cinthio. Til Rosenkrandsen mumler min Mund og Tanke det ugudeligt. Giulio (afsides). Min arme Søster! Cinthio. Men lad Himlen dømme fra hendes Læber. Ærligt Spil imellem saa gode Venner! Endnu kan vi det. Thi hun udmærker Ingen. Giulio. Ei endnu. Men første Leilighed vil decidere. Cinthio. Saa være det. Der er Hun! (Cornelia og hendes Moder sees i Baggrunden af Midtalleen). Giulio. O, jeg skjælver. Cinthio. Det maa du ei. Nu gjælder det. Giulio. De see os, og tale om os. Cinthio. Knapt for første Gang. Det har jeg mærket. SIDE: 196 Giulio. Hid! Vælg den Allee, vælg denne, om du vil; og lad det være et Skjebnens Vink til hvem hun bøier af. Cinthio. Ja, vel ! Din Haand! -- (De gaae opad hver sin Sideallee, medens Cornelia og hendes Moder spadsere ned mod Forgrunden i Midtalleen). (Dame Carrara, Cornelia, Cinthio og Giulio). Cornelia. De gjøre Opsigt her i Padua de to Venetianere. Dame Carrara. Ei Guld, mit Barn, er alt, som glimrer. Cornelia. Men er Een af Guld, saa er den Anden med. Saa ligne de hinanden. Dame Carrara. Ja i Masker. Thi Taft er Taft. Vogt dig! Cornelia. Det vil jeg nok; men jeg foragter andre Qvinders Daarskab, at kalde Elskov Skam. Dame Carrara. Ti! Slige Ord er det desmeer. SIDE: 197 Cornelia. Jeg saae et Øieblik, desværre kun eet Øieblik igaar, paa vor Banket dem begge umaskerte, men kan nu ikke meer adskille dem, om det end Saligheden gjaldt. Og reentud, den Lighed i Opmærksomhed, de viste, forvirred mig end meer, saa mine Svar tilsidst jeg maatte stile til dem begge, og ikke veed jeg hvem jeg vilde vælge, om Begge vilde beile. Ganske vist det maatte blive Den, der først det gjorde. Dame Carrara. Din Tale røber, at det ei har Hast. Den er barnagtig meer end for din Alder. Cornelia. Dog seer jeg himmelvid Forskjel imellem de to Venetianere og vore Hjemfødninger af Smaastads-Kavalerer (kun svirende Studenter, raa Slagsbrødre) som mellem Kampesteen og Perler, Moder. Og det er vist de føre begge To Venedigs Doges Navn. Dame Carrara. Langt ude Frænder formodentlig. Og om de vare mere, da er den Storhed Nul og Intet siden den sidste Sammensværgelse, som opfyldt har Padua med Fordægtige, der komme fra hver en Krog, som Frøer efter Regnen. Selv Pateren, der har opslaaet sin Bolig i Parkens øde Eneboerhytte, man ymter om har været medindviklet. Men bi, trods disse Herrers Maske, vil jeg undersøge. (Til Giulio). Hør, Signor, et Ord! (Cornelia vender imidlertid om, saa hun kommer Cinthio imøde i hans Buegang. Begge Partier spadsere op og ned i Samtale, og blive staaende i Forgrunden i Aabningen af hver sin Sideallee). SIDE: 198 Giulio (afsides). Jeg alt har sagt; jeg frygter Cinthio med. Ha, at jeg ei kan see igjennem Løvet! Dame Carrara. Sørg ikke, ædle Zani! Eders Uskyld Carrara selv vil bringe til Venedig. Men selv med Eders Sorg er I velkommen, saa tidt I vil, hos Os, hos den Cornelia, Jeg seer I søger med uroligt Øje, og vil I, hos en Moder. Giulio (kysser hendes Haand). Maatte Gud velsigne Eders Naade for det Ord! Men I bør kjende Eders Søn. (Afmaskerer sig et Øieblik). Dame Carrara. Aha! Det var jert Adelsbrev I der mig viste; og jeg skal ærligt, uden for Cornelia, bevare hvad jeg saae, indtil Venedig gaaer i sig selv og trygler Eder om, at vise atter Eders Aasyn der. (Gaaer opad Alleen. Cornelia og Cinthio, der under en lidenskabelig Samtales Gestus have staaet noget tilbage i den anden Allee, nærme sig Forgrunden, ligesom for at undgaae dem). Cornelia. . . . Jeg troer dig. Sværg ei meer, skjøndt dine Eeder er sødere i sin Vanhellighed end Englenes Musik. Dog vilde de ei været mere værd end Hvift i Luften, om du ei havde viist mig, at din Mund er ærligt som dit Øje og din Pande. SIDE: 199 Cinthio (giver hende en Haarlok ved sin Daggert). Tag dette Pant fra denne; men fra Læben et Pant meer evigt, hvis du elsker mig, end denne Ring. (Kysser hende, og sætter en Ring paa hendes Finger). Cornelia. Lad Kysset gjælde til i Aften hos din Landsmand Eremiten her i vor Park, en Tjener af vort Huus; men dette Pant til Døden gjælde! (Giver ham en Haarlok). Dette udover Døden, gjennem Evigheden! (Giver ham en Ring. Giulio, der med Cornelias Moder er traadt om i Sidealleen, hvor Cornelia og Cinthio befinde sig, seer det og udstøder et dæmpet Skrig). Cinthio. O Giulio! Cornelia. Din Ven, som saa du roste, befinder sig ei vel. Dame Carrara (raabende). Cornelia! Her bør du være. Det var bedre Anstand. Kom flux! Cinthio (fattende Giulio i Armene). Her er min Plads. Se op! Vær frisk! Her er jo Cinthio. Giulio. Jeg saae en Slange her i Alleen, og det skrækked mig for Eders Skyld, Signora. SIDE: 200 Cinthio (afsides). Uh! den stak mig. Giulio. Nu er jeg vel, dog svaller Blodet end, saa jeg maa ønske denne Buegang meer kjølig, kjølig som en Grav. Cinthio. Din Spænding forfærder mig . . Giulio. O, den vil briste snart. Dame Carrara (afsides til Cornelia). . . Mig ei i mindste Maade. Det er kun et Elskovsfeberanfald. Kom, mit Barn! Dit Fravær, sidste Hviften af dit Slør, forsvindende i Buegangens Dreining, ophvifter Kjærlighedens Ild end mere; og at den blusser høit, det skader ikke. Thi steg end slige Flammer over Skyen, de ville synke dog. Cornelia. Da vil jeg tænke, at smukke Blomster frem i Asken gro. Dame Carrara. Ja Gravens Mose over Smertens Ro. (Til Giulio) Signor, vi sees. (Gaaer med Cornelia). Giulio. Ikke meer paa Jorden. SIDE: 201 (Giulio. Cinthio.) Cinthio (gribende Giulios Haand). Hvorledes er det Ven? Du blegner atter. Giulio. Jeg blegner for mig Selv; thi jeg opdager, at jeg i Hjertet er en Skurk, som elsker mig Selv, min Lykke høiere end dig, -- en Synder, som til Gud først appellerte, og nu da Han har dømt, hans Dom indstævner for Helv'det her. (Slaaer sig for Brystet og brister i Graad). Cinthio. Jeg blues ved min Lykke. Og den er knust af dine Taarers Vægt. Gid Moderen til mig sig havde vendt, og Datteren var dig imøde sendt! Giulio. Da -- o hvad Glæde var der i min Lykke? Da jamrede jo du, og i din Aare min Sygdom zittred. Cinthio. Sygdom? Giulio. Hvorfor skulde vel Sjælen have mere grove Nerver end Legemet, og sygne ei som dette? Nu veed jeg ei, om Begge ikke er' det, om Legemet ei ogsaa er indsygnet for Selskabs og for Venskabs Skyld. SIDE: 202 Cinthio. Kom, støt dig paa mig! Her skal i Parkens Baggrund boe en Eremit, en Læge for dem Begge. Vi kalde ham -- . (Gaae opad Buegangen og ud). (Det Indre af en Eremithytte. Mazoliero i Eremitdragt; retter paa en Munkekappe, der hænger over en Stol). Mazoliero. Saaledes maa du ikke hænge, du Arvegods! Det kunde gjøre mig bange, skjøndt jeg er sikkrere her i gamle Fader Martins Hytte og i hans Kutte og med hans afragede Skjæg limet til Kinden, end under Jorden. Det er som om han sad der den Gamle med Ryggen til mig, da jeg lagde Fingrene om hans Hals og hviskede til ham, at han endnu samme Dag skulde være i Paradiis. (Tager sig en Slurk af en Viinkande). San Marco være lovet! Den Fordeel har jeg ogsaa som Munk, at jeg selv kan absolvere mine Synder -- dersom Selvopholdelse er en Synd i disse Tider, og som om ikke de uskyldige Fugle gjøre det Samme, naar de kaste en Makker udaf Reden og gjøre sig det mageligt deri. (Tager en Slurk). Og jeg erindrer dig ogsaa uden Bitterhed, gamle Collega, skjøndt du begyndte med en Straffepræken over Verdens forvildede Børn, da jeg en Aftenstund bankede paa din, nu min, Dør, og bad om Natteleje og undfangede der Tanken om at forære dig Paradiset for denne Hytte og Helgenglorien for denne Kutte og dette Skjæg. Deri var det da jeg forekom især Damerne Carrara saa ærværdig, da jeg betroede dem den store Hemmelighed, at gamle Martin havde tiltraadt en Vandring, som kun skulde være bekjendt for Guds Øjne, der forfølge Ormen i Støvet, til den hellige Grav, mens han havde betroet mig at holde Bønnerne for Huset Carrara og Lampen for den hellige Moder vedlige i hans Hytte. Gid det maatte gaa de Andre, som kanskee have reddet sig af Skibbrudet (paanær Zeno og de to forhadte Zanier, især Han, den stolte Cenzias Yndling) saa godt, at de kunne lee som jeg ad Diecis lange Fingre. Men det vil ikke længe vare, dersom de blive ved at gaae saa frie og franke om i Padua, som man siger om disse Halvmasker, der have viist sig paa SIDE: 203 Gaderne. Gud veed hvordan de kom væk; thi jeg hørte alt Venedigs Stormklokker før jeg ret havde klaret Kanalerne. Men skulde Han . . Det er umuligt. Nu! da har jeg denne eensomme Rolighed for at tænke i; og, sandt at sige, jeg har været Aarsag i Manges Ulykke ved den ene Tanke, hiin drengeagtige Med- beilers Opblæsthed indgav mig, om at kunne med et Blyantstrøg ramme Ham og Hende og Hendes Broder og Fader, der staaer i Spidsen for Undertrykkelsen af Republikens tappreste Armee. Jeg vil derfor haabe . . (Det banker). Om denne Banken vil jeg haabe, at det er mit smukke Skriftebarn Gartnerpigen . . (Aabner. Cornelia træder ind). Ah, Signora, selv! Eders Indgang være velsignet! (Mazoliero. Cornelia. Siden Cinthio). Cornelia (knælende). En Bøn, Ærværdige! Men ikke til Madonna -- thi min Sjel er nu for jordisk, af Kjærlighedens første Fryd bestukken -- men en til Eder. Mazoliero. Tal, min Herres Datter! Cornelia. Tilgiv mig først, om I ei kan velsigne. Det maaskee er en Synd, skjøndt ei imod Guds Bud, men lige efter. Mazoliero. Ak, jeg veed det. I elsker. Vogt Jer! Cornelia. Derfor tyer jeg under jert fromme Tag, hvor Lampen for Madonna i evig Brand er holdt af viet Haand, SIDE: 204 der endnu stedse folder sig i Bønnen, som hellig Martin for Halvhundredaar begyndte her og nu fortsætter selv paa Havet, gjennem Ørken og paa Zion. Yd her min unge Kjærlighed et Fristed til noget Vist opklares, jeg ei veed. Min Moder har desuden ladet falde et Ord, som skrækker mig; thi hvilken Qvinde kan elske meer end Een? Mazoliero. Og denne er? (Cinthio træder raskt ind halvmaskeret. Mazoliero reiser sig forfærdet). Cornelia (springende op, omfavnende Cinthio). Min Cinthio! Mazoliero (afsides). Ha! Jeg skulde, gjennem Masken, dig navnløs kjendt paa mine Aarers Stormen. Cinthio. Cornelia! Tilgiv, jeg dig forlader i dette andet Møde, sødere ved Mindet om det første, end selv det; thi jeg forlod min Ven, til Hjertet syg, for Trøst og Lindring til hans Seng at slæbe med Eder, fromme Fader. Følg mig derfor, og tal hans Sind tilro og dæmp hans Puls med sunde Urtedrik. Cornelia (afsides). Mon jeg skal troe min Moders Ord om Styrken af hans Elskov? Da kjæmp med ham, min Cinthio, som Jacob med Jehovah. Ak hvad kan overgaae min Cinthios Kjærlighed? SIDE: 205 (Høit). Hør, hør min Elskte, jeg tænkte, om det Hjerte slaaer paa Jorden, der mere elsker mig end dit. Cinthio. Nei, Elskte! Cornelia. Du kan ei lyve; thi hvor skulde Løgnen vel skjule sig? I Øjet? Tordenskyen da kunde blive dulgt paa klaren Himmel. I Hjertet? O, det ligger jo i Øjet? Cinthio. Dog tænker nu jeg paa min Ven af Pligt; men mægter ei at skilles fra dig før du, fromme Olding, har vor Pagt velsignet. (De knæle ned). Mazoliero (gaaende til Madonnabilledet; knæler ned derfor). Det vil jeg. (Afsides mumlende) Ved min Hevn, nei Intet heller! Gid Cenzia blot saae det! Men i Mangel heraf skal trofast Pergament oprulle den hele Troløshed for hendes Øjne. Dog er ei dette nok. Skjøndt knapt jeg troer, mit Ønske stort udretter, dog jeg kalder al Helveds Vee nedover dette Hoved. (Høit, læggende Hænderne paa deres Hoveder). Staaer op! Jeg bedet har for eder Begge. Velsignelsen vil Gud -- Han være lovet! -- for mine Ord i Gjerninger udlægge. Amen! Cinthio og Cornelia (reisende sig). Amen! SIDE: 206 Mazoliero. Følg mig til din Ven. Cornelia. Iaften her vi sees da igjen. Her under dette lave Mosetag vort Pagt indviet er med Guds Behag. (De gaae). (Værelse. Giulio paa Sygeleiet, fantaserende. Siden Mazoliero som Munk og Cinthio). Giulio. . . . Fornærmer Du min Søster, den ædle Cenzia? Se saa, Skurk! Der har du Kaarden igjennem Livet. Men, Gud hjælpe mig, det er jo Cinthios Ansigt og ikke Mazolieros? Ak! jeg har stukket min Vens Hjerte igjennem, og endda rækker han mig Haanden. Ha, hvad er det for en Ring? Cornelias, Cornelias! Saa dø da nok engang for den stakkels Cenzias Skyld, hvis Kjærlighed du ikke har forstaaet! Ak, nu er der en Ring af Blod paa min Finger, Cinthios Blod, ikke Mazolieros, Cinthios Blod . . . Hjælp! Hjælp! Jeg vælter mig i Cinthios Blod . . . (Mazoliero og Cinthio komme sagte ind). Cinthio. Tys! Sagte! Ak, Feberen er stegen. Giulio (hviskende). Cornelia! Cornelia! Gud velsigne dig! Det var smukt af dig, at du kom. Cinthio (skydende Mazoliero frem ved Sengen). Tal ham tilrette med Guds Ord og Eders egen Viisdom, og giv ham strax af Eders Phiole. Giulio (seende forvildet op). Hvem er du? Mazoliero? Jeg seer dit Skjæg er falskt. Ah! Nu forstaaer jeg det: du er den gode Cornelia, der kommer SIDE: 207 fra den fortræffelige Moder. Men hvortil denne Forklædning? thi hun er mig ret god og ønsker . . Aha, jeg veed det nok. . . Men nu seer jeg det. O! o! o! (Synker tilbage). Mazoliero (afsides). Jeg ahnte rigtig, skjøndt jeg ei begriber hvorledes her han fantaserer og ei i Venedigs smeltende Blykamre. Men denne Kjærlighed maa dæmpes ned for Cenzias Skyld. Cornelia maa vorde Medbeilerens. (Til Cinthio) Søn, lad mig ene med ham! Cinthio (gaaende). Gud, send den Ro, som flyer min Seng, til hans! Mazoliero (til Giulio). Varmt har jeg bedet for din Frelse, Søn! Og Himmelen vil sende dig sin Styrke, som Jorden dig sin Hjælp i denne Drik. (Giver ham af Phiolen). Giulio. Jeg har en Feber. Det er intet Andet. Men Tak, du gode Olding, for din Drik. Den svalede mit Blod; men takke meest jeg maa din Bøn, fordi jeg nu kan tænke. Mazoliero. Tænk paa din Ven da! Undersøg, om du er egenkjærlig eller svag, erindre hvad han dig var, og brug Kanalens Strøm, hvori han styrted sig for dig at frelse, til disse Udydsluer at udslukke! Giulio (forbauset). Hvo er du, Gamle? Kan du see i Hjertet, hvis ei min Læbe Noget har forraadt? SIDE: 208 Mazoliero. Hvis jeg er skarpsynt, er jeg det ved Bønnen. Giulio. Bed for mig, at jeg ei gjør Cinthio Uret. Det var et forudaftalt Lykkespil: hvem Skjebnen først af Os imødeførte den Hulde, hvem min Mund ei meer har Ret at nævne, skulde beile angerløs. Og dog jeg vilde, for en Tredies Skyld, hvis rene Jomfrunavn ei al Venedigs Tortur mig skulde tvinge over Læben. Mazoliero. En Søster maa det være. Giulio. Tys! For Guds Skyld! I mig forfærder. Mazoliero. Øret skjærpes ogsaa ved ivrig Bøn, og Navnet klinger for mig som . . . . Giulio. Vær barmhjertig! Dræb ei hendes Ære! Lad Navnet hvile klangløst, pletfrit paa jer rene Læbe! I til Løn skal vide, at hun ham elsker, ham, min Barndomsven, men uden at han veed det eller ahner, endskjøndt hun frelste ham, som Englen Paulus. Døm da, hvad Broderen og Vennen lider. Mazoliero (afsides). Hvor lædsker han min Sjel med hendes Qvide! (Høit) I Himlen er en Brudgom, som forskyder ei knuste Jomfruhjerter. Hun til ham som Jesu Brud maa knælende sig vende. SIDE: 209 Giulio. Ak, arme Søster, skulde saa du ende: dit fagre Liv i Kloster indestængt? Mazoliero. Dit Ord er Synd, min Søn, om ikkun tænkt. Giulio. Ve mig! Gid jeg var død! Giv mig en Drik af stærke Urter, som du kjender, Fader, af skummel Bulme, døsige Valmue, Natskygge, fuld af sorte Øgleblod, at denne Qval kan ende. Mazoliero. Ti, Ugudelige! Der er en Drik, som lædske vil dit Hjerte og dæmpe ned dets Storm som Oljen Vandet. (Giver ham en Drik). Sov vel! Jeg gaaer at bede for din Sjel. I Nat jeg vaager her hos dig. Farvel! (Gaaer hen imod Døren; lister sig tilbage). Han sover alt. Papaveren har blandet sit dorske Blod med hans. Saa skal du slumre til Intet mere hindrer Cinthio fra, i Uvidenhed elskovsberust, at faae den stolte Cenzias Hjerte knust. (Gaaer, men møder Ginthio). Mazoliero. End ei hos eders Brud? og alt det mulmer, saa Parkens Poppeltoppe synes Tinder af sænket Taage, medens under dem der er en Nat saa sort og tæt som Klippen, hvem Alfefolket gjennemvandrer. Cinthio. Venskab og Kjærligheden kjæmpe om mit Væsen, min Tid, Beslutning, Tanke og min Handling. SIDE: 210 Mazoliero. Cornelia nok fordre vil det Hele; og dog, naar det kan deles mellem To, (afsides) -- Nu slipper jeg en Slange i hans Eden -- (høit) hvi negter I en Tredie da en Brøk, som har det ældste Krav og vel det tyngste: Taknemlighedens? Cinthio. Ja det eier Han, som slumrer der -- giv Gud, i Glemsel eller i bedre Drømme end ham Livet mødte! Mazoliero. Tal ei om Ømhed meer for Eders Ven: ei een, men tvende Dolke har I boret ind i hans Hjerte. Viid, ei Iversyge har knust Ham, men hans Kummer for en Søster, hvis Kjærlighed I skylder Eders Liv. Cinthio (slaaende sig for Panden). O Cenzia, hørte du hvor i min Sjel jeg dig velsigner! Mazoliero. Sligt kan maaskee kildre en Bedstemoder. Cinthio. Jeg var blind som Skjebnen. Mazoliero. Betænk nu -- dog ei ved Cornelias Hjerte -- hvor meget skjønnere dit Venskabsforhold til Giulio var bleven, om du elskte hans Søster og hans Elskte ei som nu. (Gaaer). SIDE: 211 Cinthio. O hvilke Torne saaer du i mit Hjerte! (Træder til Giulio) Hvor ligner han i Slummeren sin Søster, den Helgen, som jeg evig vil tilbede. Ak, Eremiten talte sandt -- gid aldrig jeg havde seet Cornelia! men nu er Po og Rhin og Tiber ei meer skilte ved Alper ad, end vore Livsensstrømme. Venedig mig forstødte; -- ahnende ei Grusomhed i Skjebnens Leeg, tog jeg, som Bredden Blomstret, drevet ind af Strømmen, den Fryd mig Padua skjænkte til Erstatning. Og denne er saa sød, at for Venedig, for Cenzia jeg ikke kan den bytte; men kun for een, een Ting, kun een, i Verden: for Giulios Liv. Dog maatte jeg da døe. Giulio (i Søvne). Kun eengang! Cinthio. Tys! Giulio. Kun eengang! Cinthio (bøjende sig over ham). Tør jeg kysse ham vaagen? o hvor fuldt hans Pulse slaae! Den Søvn er ei naturlig. Giulio. O, kun eengang! Bed for mig, gode Munk, bed Cinthio for mig! Kun eengang, for at tage evig Afsked. Kun ved et Haandtryk, ved et Haandtryk kun! Mon han vil negte det, da bed ham ei for Venskabs Skyld, fordi vi Blod har blandet, SIDE: 212 men bed for Guds Barmhjertigheders Skyld, for Jesu Blods Skyld. Negter han det da, saa vil jeg døe for ikke ham at hade. Cinthio (med Taarer). Han negter ei; thi Cinthio dig elsker. O underfulde Virkning! Flux han smiler, og Graaden samler sig i Smilehullet. Nu tør jeg vække dig med dette Kys! (Kysser ham paa Panden). Giulio. Cornelia! (Vaagnende) O Cinthio tilgiv mig! Jeg hørte . . . O nu er det bedre med mig. Dog er jeg endnu altfor febermat. Det er den lumre Sumpluft her paa Sletten, der qvæler Brystet, vant til frisken Blæst ifra Dalmatiens Alper over Havet. Cinthio. Min Giulio, Cenzias Broder, kan du troe din Ven saa slet? Du har mit Ord! Tag Afsked, naar du faaer Kræfter, med Cornelia. Giulio. Det er da ingen Drøm? Det var din Stemme, ei Blodets Surr i Øret, som det sagde. Du andengang mig skjænker Livet. Se hvad Tryllemagt dit Ord har! (Springer op) Jeg er frisk. Cinthio. Du raser! Giulio. Oh! jeg kan Rialto løfte, og knuge Marmorløven til den brøler sin Løgn af Brystet. O min Cinthio, min ædle Ven! min Sjel, mit Liv! mit Alt! (Omfavner ham). Føl Pulsen, om du tvivler. SIDE: 213 Cinthio. Stærk, men rolig. Forunderligt. Giulio. Du angrer det? Cinthio. Hvor ringe er Prisen for din Sundhed! Thi dit Liv er værd Cornelia selv. Se der er Ringen, der hendes Haarlok! Det vil give dig til Mere Adgang end til Haandtryk blot. Kys hende! Ja et Kys! -- Men -- kun til Afsked! Giulio. Det bringer jeg dig reent fra hendes Mund. For mig alene jeg beholder kun det sidste Fingertryks Elektriskhed. Farvel, min Ven! Det trækker mig afsted, skjøndt, sluppen, hendes søde Fingerspidse vil støde mig i Helved ned tilvisse. (Gaaer halvmaskeret og i Domino). (Cinthio. Siden Mazoliero) Cinthio (kaster sig paa en Stol). Mig ængstes saa. Maaskee jeg gjorde galt; maaskee jeg offred' Venskabet formeget; maaskee Cornelia er saa meget Qvinde, at egen Søster hun ei vilde skjænke et Kys i natligt Eenrum af sin Elsker; maaskee . . o var jeg værdig da en Ven, hvis ei en Lidenskab, der ham fortærer, jeg vilde mætte med saa Lidet? Dog kanskee . . bort fæle Hvirvelord, som presser den kolde Sved af Panden. Tys! kanskee han angrer det? Thi Daarskab er det dog, et Vovespil. Men naar er Elskov klog? Mazoliero (kommer med Lanterne). SIDE: 214 (Mazoliero og Cinthio). Mazoliero. Hvad! Oppe alt? Signor, I er ulydig. (Seer Cinthio, sætter forskrækket Lanternen til hans Ansigt). San Marco! Eder! Cinthio. Rigtigt, som I seer. Mazoliero. Og Eders Maske, Kappe og Figur og Eders Fodtrin mødte jeg i Parken nærved min Bolig, som af Ædelmod og Godhed for min Herres fromme Datter, jeg overlod Jer til et Uskyldsmøde imens jeg vaaged her? Cinthio. Ærværdige! Jer kan jeg sige det. Min Ven tillod jeg at tage Afsked, hyllet i mit Navn, med min Cornelia, som han tilbeder. Saaledes blev han frisk. Mazoliero. Mig gjør det syg. Min Herres Barn . . . Cinthio. Imorgen er han reist. Da vil Cornelia jeg Alt fortælle . . . Kanskee . . . Mazoliero. Nei, det tilhører mig. (Afs.) Saaledes skal Cenzias Elsker ikke blive fri, men falde for Carraras Raseri. (Gaaer). SIDE: 215 Cinthio. Mig ængstes saa. Hvor mon han ilte hen? Han møder Giulio kommende igjen. (Gaaer). (Eremithytten. En Lampe brænder dunkelt foran Madonnabilledet i Baggrunden. Cornelia. Giulio). Giulio (trykkende hendes Haand, hviskende) . . . Farvel! Cornelia. O neppe er det end Velkommen! Af ond Samvittighed du ogsaa hvisked det stygge Ord uhørligt, elskte Cinthio. Giulio. O kald mig Giulio. Cornelia. Ei for Alt i Verden! Jo for dig Selv. Thi var du Cinthio blot -- skjøndt dette Navn er bleven kjær Musik -- du kunde hedde Lucifer. Nei, nei! Jeg kan ei vænne mig fra "Cinthio". Giulio. Af Venskab har vi byttet Navne. Dog vi ere Eet i Elskov for dig. Cornelia. Vogt dig! Elsk ei din Ven for høit! Jeg kunde let da blive iversyg. Giulio. O elsk ham du meer trofast, ømt end jeg! SIDE: 216 Cornelia. Nei, siden du er banlyst (som et Bud har meldt min Fader) fordi Diecis Sekretær dig hader for Dogens Datters Skyld -- jeg elsker dig saameget mere, som ham mindre, Cinthio. Du er forviist -- det er en Grund mig mere, skjøndt svagest Grund -- imens din Ven er hjemkaldt, fordi han er nu denne Dames Broder og Slægtens Hoved siden gamle Dogen tog brad sin Død . . Giulio (skjuler sit Ansigt). Sin Død! Cornelia. . . Af Skræk i sidste Tumult, fordi hans Navn var medindviklet. Det ryster dig? Sørg kun, som for en Onkel. Giulio. Som for en Fader. Cornelia. Det skal Giulio. Giulio. En Niddingsdaad ham dræbte. O forhadte Venedig, aldrig meer jeg dig vil see! Cornelia. Ret, elskte Cinthio eller Giulio, bliv Paduaner, tag en Borgers Ret, trin umaskeret i min Faders Hal, og vind min Moder ved Oprigtighed, skjøndt denne halvt tilsnegne Kjærlighed, af Natten og af Stedets Ensomhed, ja af din Maske selv, besidder en, jeg veed ei hvilken, navnløs fremmed Sødhed. SIDE: 217 Giulio (rækker hende Haanden). Farvel! Jeg maa . . . Cornelia. O, Munken slumrer vist ved Lejet, hvor han skulde vaage nu. Frygt ei for ham! Han er af mig afhængig. Kun udenfor bredøret Ranke lytter fra Taget ludende; men den er taus. Giulio. For sidste Gang . . Cornelia. Saa kold? og dog du skjælver, og Taarer trille under Masken frem; din Stemme zittrer og din Læbe -- o hvad Storm bevæger saa dens Rosenblade? (Kysser ham). Giulio (kyssende hende fyrig). Gid Jorden slugte mig i denne Stund! Afgrunden har ei Skræk for slig Berusning, hensmelter Mulmet, bitter Kummer sødmer, Erindringen af denne Honning døves. (Afs.) Dog redelig jeg Cinthio skal bringe hvert eet af disse Kys, saavidt min Svimmel har kunnet tælle dem. (Fakkellys sees udenfor). Cornelia (trækkende Giulio mod Baggrunden). Frels dig! Jeg hører min Moders Røst. (Blæser ud Alterlampen). Madonna mig tilgive! Jeg skal udsone det ved nye Kjerter for hendes Billede i Kathedralen . . SIDE: 218 (De Forrige. Carrara, Dame Carrara og Carlo, anførte af Mazoliero med en Fakkel, træde ind). Carrara. Umuligt! Her i dette Mørke! Dame Carrara. Saae du da ei, før Lyset sluktes, gjennem Vindvet, hvor ømt Profilerne paa Væggen mødtes? Mazoliero. Lad Tingen tale selv. Dens Sprog er stærkt. Carlo. Men Ve dig, Ve dig, tusindgange Ve dig, forløbne Munk, belyver du min Søster! Mazoliero (løfter Fakkelen over Cornelia og Giulio, som har stillet sig fremst). Se selv! Det er ei ham, I mener. Carlo. Er det ei Cinthio, hvem Hun sin Ømhed gav, da bør de Begge dø. Giulio. Din Søsters Uskyld vil du da finde i mit Hjerte skreven. Cornelia. Og Cinthios i mit. Ak, det er grumt af Eder, Moder, at I ham forfølger af blind Forkjærlighed for Cinthios Ven. SIDE: 219 Mazoliero. Jeg sværger Eder, at I er bedragen af denne Cinthio. Han har solgt jert Kys, jert Favntag og jer Ære. Han, I gav det, er ikke Cinthio. Carlo. Masken af, Signor! (River Masken af Giulio. Cornelia udstøder et Forfærdelses- skrig; Moderen et Glædesskrig). Ah, Giulio! -- Det Venskab gaaer for vidt! Dame Carrara. Vær rolig Mand! Vær rolig, vilde Carlo! Her . . .; men forklar, Signor! Carlo. Det mig tilhører, at æske sligt, og det skal blive æsket. Cornelia. Mit Krav er nærmere. Ve ham, jeg elskte! Saa søndret Fnug ei bliver denne Haarlok, (sønderriver Cinthios Haarlok) saa snelt hans Ring forsvinder ei i Mulmet, (kaster Cinthios Ring ud) som søndret, knust, bortkastet er hver Rest af Kjærlighed til ham, der saa mig krænkte. Dame Carrara. Dog gjorde Denne det af Kjærlighed; men Cinthio af Kulde. Derfor had ham; men ikke Giulio, som kun har taget, hvad Venskab ham har budt og du har givet. Cornelia (afsides). Af Had til Cinthio kunde jeg ham elske. SIDE: 220 Carrara. Søn af min gamle Ven, hvi gik du ikke den aabne Vei til mig, din Faders Ven? Og nu, da du er hjemkaldt -- fy, Signor! Du vilde liste med dig for Rialto, det Rygtets Torv, den Verdens Sladderbørs, min Datters Ære. Giulio. Ved min Faders Minde, et Haandtryk kun, Levvel for Evigheden. Dame Carrara. Og saadan Ømhed blive upaaskjønnet! Da burde Solens Lys ei kunne trænge igjennem Skyen, tusindaarigt Dryp igjennem Sandsteen ei. Carlo. Venetianer! Din Ven er dødsens for dit Ord. Cornelia (griber Carlos Haand). Ret, Broder! Da vil jeg ikke blues længer. Kun hans Blod kan toe mit Kys af dennes Læber. Mig gav han til sin Ven som en Slavinde; men knapt han skjænkte ham til mig igjen. Dame Carrara. Familiens Ære fordrer det; og Padua har tyve Ynglinge af Navn Carrara, i Raadet fem. Carrara. Og Jeg, jeg har jo Magten? Dog gjør mig Tingen ondt for Navnets Skyld. SIDE: 221 Giulio. Bed for ham, ædleste Cornelia! Cornelia. Var jeg da Qvinde, hvis slig Ringeagt for Venskabs Skyld jeg taalte? Giulio. Vidste du, hvor høit jeg elsker dig, hvor ham jeg elsker, da gjorde du det gjerne. Dame Carrara. Vist, min Datter, ei vilde Denne her dig saa opoffret. Jeg mærked strax, hvem dig oprigtigst elsked. Angr', at mit Raad du fulgte ei. Cornelia. Jeg angrer. Jeg angrer det, jeg angrer det af Hjertet. Dame Carrara. Da alt kan blive godt, da har Madonna laant ægte Kjærlighed sin tyste Celle, og ført i Mulm de rette Hjerter sammen. Mazoliero (afsides). Tilsidst vel Cinthios med Cenzias? Nei, det maa Carlo's Hidsighed forhindre, som striden Flod, der overskjærer Vejen. Ja, kom selv Skjæbnens Hjul, det maatte standses. Carlo (til sin Søster) Giv ham din Haand, hvem du i Løn har kysset. Han har tilstaaet, at sværmersk Lidenskab har drevet ham til dette Vovespil. Da skal Carraras Sværd, den lange Række, hiin Usling spare for min Svogers Skyld. Der er ei anden Udvej. SIDE: 222 Mazoliero. Er den Ærens? Carlo. Netop ! Mazoliero. Betænk Jer! Carrara. Nei, ved Himlen! Nei, kun saa! Din Ven du frelser. Hun er tabt for ham for evigt. Dame Carrara. Ja, saa maa det være Cornelia (afsides). Det var en Hevn! . . Giulio. O Cinthio, min Ven! Dame Carrara (til Giulio). Hvi dvæler du? Du har for mig besvoret med Graad din Ømhed for Cornelia. Giulio. Som Rosentornen fæster sig i hvad, der iler nok saa snelt forbi, saa fæsted det første Øieblik min Sjel til hende. Carlo. Tab da af Ædelmod din Ven og Hende, og ovenpaa dit Liv; thi, ved min Ære, den Mund til Taushed bringes skal, som kan fortælle, at min Søsters den har kysset, og dog er fri og ei med Eed belagt. SIDE: 223 Giulio. Cornelia, forstaa min Kamp! Cornelia. Jeg gjør det, og agter Eder derfor, som jeg maatte foragte mig, om der var Tvivl hos mig. Giulio (afsides). Det er, tør hænde, Himlens egen Vilje for Cenzias stille Suks Skyld, og maaskee jeg redder Cinthio fra Forfølgelse, om jeg mit Hjerte følger. O! jeg veed ei, om dette eller Sorgen for ham har den stærkeste Nødvendighed. (knæler) Signora, giv mig den Haand, jeg stjal mig til at trykke! Lad Læben, som min elskovssyge Sjel paastemplede sin vilde Sorgs Farvel, forkynde mig min himmelfaldne Lykke! Cornelia (reiser ham op). Du fik for meget. Nu har jeg forlidt for dig, som giver mig saa gode Prøver paa Styrken af din Elskov. Dame Carrara. Den maa vinde som er den stærkeste. Carlo (til Giulio). Der er min Haand! Carrara. Og min paa eders Hoveder. Nu Pater, læg Eders til! Mazoliero. Jeg folder dem i Bøn. (Mumlende) Forbandet være denne Tingens Gang! SIDE: 224 Nu enten Cenzia i Kloster eller i Graven Cinthio! Dame Carrara. Og der maa skyndes med Bryllup; thi vor Svigersøn er hjemkaldt. Carrara. Derom har Paduas Duca faaet Budskab. Dame Carrara. Derfor -- imorgen ved Høimessetid. Vor Svigersøn har Hastværk. Carrara. Ja, min Søn, du kaldet er, i Følge af din Plads i Adlens gyldne Bog, iilsomt tilbage. To Officerer blandt de Sammensvorne, Zeno og Annicelli, har besvoret paa Pinebænken eders Uskyld, og hvad det ei virked, virket har en Mand, man ikke gjerne nævner, thi han staaer Dieci noget nær, en dygtig Mand, der, som man veed, har stor Indflydelse, og snart, som Chef for Statens Politi, fik eders Tilflugt sporet op. Giulio. Men Cinthio? Cornelia. Nævn ei hans Navn! Carrara. Mandatet ei ham nævner. Giulio (afsides). Hjemkommen jeg ham til mit Hjerte stevner. (Carrara, Dame Carrara, Giulio og Cornelia gaae. Mazoliero vinker Carlo at blive). SIDE: 225 (Mazoliero. Carlo Carrara). Mazoliero. Styr eders Sind! Carlo. Ja til den rette Hevn. Til da en Ring af Taalmod om mit Hjerte. Mazoliero. Betænk, at Cinthio har hvilet ved jer Søsters kydske Hjerte . . Carlo. Død og Helved! Mazoliero. Betænk, han veed hvor mange Slag det slaaer, af Elskov krystet! Carlo. Ha, han er forloren! Mazoliero. Betænk, hans Læbe hvilet har paa hendes, og kun han laante ud den til en Ven. Carlo. Gjør mig ei mere rasende. Mazoliero. Betænk, din Søsters rene Skabning paa hans Skjød har efter hans sig formet, som Vedbenden sig efter Poplen. SIDE: 226 Carlo. Vogt dig, hule Munk! Jeg kunde tage, hvis du blinder mig med slige Farver, dine egne Ord for Skurkens Gjerning. Tirr mig ikke mere! Mazoliero. Betænk, for Venskabs Skyld opoffred han din hulde Søster! Skaan ham derfor! . . Carlo. Derfor? Derfor han burde tifold døe, afpiint med Livet, og dets Smerter gjenindtryllet. Opoffrede? Det siger du saa koldt? Opoffred? Hvem? En Bondepige? Eller en af hans Lidoskjøger? Død og Helved! Forband mig, hvis jeg ikke tager Hevn meer grum og seen, end tog jeg ham aflive. Dig vil for Stands og Aars Skyld jeg tilgive. Mazoliero. Mit Raad er spildt . . Carlo (styrter ud). Mazoliero. . . . Men i en frugtbar Revne. Kun frygter jeg, at Verden ei kan hevne. Der maa Beregning til og Kulde -- da gaaer Alting vel den sikkre Haand ifra. Thi Verden, Guds Natur, et Værksted er fra Smedens Dødsfald aabent for Enhver, som smede kan . . Og, hvi, naar jeg det lærte, da ei en Nagle for min Fiendes Hjerte? Er det ei vakkert eller strengen Ret, til Prikke det dog ligner Mennesket. SIDE: 227 (Hos de to Venetianere. Lampen udbrændt. Morgenen lyser ind. Cinthio i en nedbøjet Stilling ved Bordet. Siden Carlo og bevæbnede Frænder). Cinthio. Hvad skrev jeg? Afkald paa Cornelia? Nei, ikke selv for Giulios Venskab. Det var slet og ikke ædelmodigt; -- kun en Rablen i de lange Nattetimer. Dog kan Farvellet staa, som Brevet ender: de korte Ord: "du seer mig aldrig mere!" og Navnet "Cinthio". (River en Deel af Brevet). Ja Navnet "Cinthio", i Taarer til en Taage badet ud. Maaskee kan mit Farvel behøves; ja, hvi troer jeg ei min Angst? Den burde drevet mig allerede Mile bort fra Staden. Og hvis jeg nu gjør Giulio en Uret? Maaskee ham Feb'ren tog igjen paa Vejen, og kasted marmorkold af Sved og Dugg ham bag en fugtig Busk? Tys! Vist han kommer . . (Aabner Vinduet. Fodtrin høres). Ak, Morgenstjernen hersker allerede, og stakkels Giulio . . (Carlo Carrara styrter ind med et Par bevæbnede Frænder). Carlo. Saa grib ham! knebl ham! (Følgesvendene gjøre saa, kneblende ham med en Staalmaske). Men knebl ei Øret, saa han ei kan høre, at Dette er Begyndelsen til Giulios Formæling med Cornelia Carrara. Hold strammere, I Mænd! Betving hans Krampe! . . Ja det er som du hørte; men du skal taus som et Liig, selv være Bryllupsvidne; og saa skal Verden, men ei Padua og ei Venedig, ei en Plet paa Jorden, SIDE: 228 hvor en Carrara aander, være Vidne til en Elendighed, som ei vil blidne, før den i ukjendt Vraa afløses med Fortærelsens og Glemslens raadne Fred. (De gaae med Cinthio. Giulio kommer strax efter sagte ind). (Giulio. Siden en af de unge Carraraer). Giulio (holdende sig ved Døren). Hvis jeg ei saae ham førend, førend -- -- var jeg en Tyv, meer lumpen end en Morder. Tys! Han slumrer vist; men vækkes maa til Flugt, skjøndt selv i den Velgjerning der er Synd, Forræderi, ormstukken Egennytte. Den Redelige slumrer. Ahnelsers og Drømmes Skyggespil af de Ulykker, som just passere, præge sig ei paa slig Reenheds Alabast. Gud være lovet, om Cinthio i denne Nat har sovet, om nærsynt Tusmulms blege Øje, lagt nær til hans Aasyn, der har fundet Fred, som Nattelynet gjennem Vindvet seer, at Barnets Smiil af Tordnen ei forstyrres, der ruller hele Timer over Hov'det! Ja gid! . . Ve mig, er Troen da en Løgn, at jeg, da Tingen ikke kunde ændres, har frelst hans Liv? . . Ja! gid han meer ei vaagned! Gid Dagen han ei saae, som kold vil pege paa hans Ulykke i min Syndermine! Men hellere end disse Ord, hvori der er et Brodermord, gid jeg maa synke igjennem Marmorgulvet for hans Fødder! Jeg taaler ei hans Blik -- jeg føler det -- hans Godtroblik, hvormed han mig vil hilse. SIDE: 229 Det blotte Minde om hans Ansigtstræk meer end Megærens fylder mig med Skræk. (Finder Levningen af Cinthios Brev). Ak, sande Adelsind, naar nøjes du med enkelt ædel Handling? Underrettet om Alt, hans Sjel, af Offeret ei mættet, har villet skaane mig for at besee med saligt Øjekast hans Hjertevee. O ned i Jorden vilde det sig bore; nu skal det flyve om for dig at spore. Nu, da den bittreste Sekund er over, og naar den sødeste er runden ned, at see dig Blik mod Blik jeg engang vover, ja kanskee dig at minde om vor Eed, at Døden kun, men ingen Skjebnes Grille, saa mægtig skulde være, os at skille. Du er ei død; thi ellers stille stod i samme Stund mit Hjertes raske Blod. Dets Stemme har du fulgt; jeg følger dig, og finder dig for Cenzia og mig. (Vil gaae. En af de unge Carrara'er kommer). Den unge Carrara. Ah! Bravo, Svoger! Det er langt paa Dagen. Snart er med Messens eders Time slagen. Man aldrig paa en Brudgom vente maa. Giulio (afsides). Jeg gaaer. Jeg frelser Cinthio kun saa. (Gaae Arm i Arm). (Carraras Hal. I Baggrunden sees Indgangen til Kapellet. Paa den høire Side Carlo Carrara med flere af sine Fættere med Cinthio med Staalmasken og tilhyllet i Kappen imellem sig. Senere Duca Carrara med Giulio fra den ene Side, Dame Carrara med Cornelia fra den anden Side i Bryllupsoptog. Mazoliero imellem Carraraerne). En Carrara. Det kunde være nok, at han seer Alteret, Carlo. Han er dog en Zani ligesaavel som Brudgommen. SIDE: 230 Carlo. Du maa ingen Carrara være. En Carrara. Det maa du kjende ligesaa godt, som jeg din Hidsighed. Carlo. Hidsighed? Og han lever endnu? En anden Carrara. Det burde han ikke. Min Kusine . . Carlo. Det er ogsaa kun paa hendes Forbøn. Hun vil selv give ham nogle Ord til Afsked, og jeg med som Vogter af Carraras Ære. De øvrige Carraraer. Det ere vi Alle. Carlo. Derfor Taushed, ved vor fælles Ære! Ti ogsaa du, Munk! Mazoliero. Jeg følger ham som en Skygge. Mit fromme Kald byder mig at forebygge de Ulykker, som maatte følge af, om han nogen- sinde viste sig hvor en Carrara aander. Carlo. Det er i Padua, og fra imorgen af i Venedig. Thi min Svoger er hjemkaldt. Den Gamle er død, og den gyldne Bog kalder ham for Familiens Skyld. Tys! Se hvor min Moder kroer sig! (Dame Carrara leder Cornelia ind fra Høire, hvorved hun kommer Cinthio nær, idet hun gaaer imellem sine Frænder. Carrara leder Giulio ind fra Venstre op mod Kapellet). SIDE: 231 Cornelia (til Cinthio). Jeg vilde sige dig, at jeg dig hader, hvis Had kan taale Medynk i sit Øje, og Minen ei forraadte, at jeg sørger. Dog vil jeg bede Carlo om dit Liv og dig om Flugt, om Flugt, hvis du vil leve. (Gaaer noget frem). Dame Carrara (gaaende forbi). Og jeg? Jeg har ei Ord . . . Min Vrede fik du i dit Ansigt, var det umaskert. Nu, se hvad du har tabt! Jeg troer du gjør det, hvis det er Graad og ikke Falskheds Skum, som triller fra dig under Masken. Nu, det gjør mig blød forskam . . Forbedr dig, Stakkel! (Følger Cornelia). Cornelia (til Moderen). Græd han? . . (Gaaer til Kapellet). Carlo. Hold ham, Munk! Det lader som han ikke taaler Synet af sin lykkelige Ven. Kom, Fættere! (Carrara'erne gaae op til Kapellet, hvor Formælingen under høitidelig Musik gaaer for sig, mens Cinthio synker besvimet hen i Mazolieros Arme). Mazoliero. Nu ønsker jeg, at du maa leve længe med saadan Qval og for slig Qval. Og naar du træt deraf kun længes efter Døden, og viser i Venedig dig -- thi Padua maa være dig forhadt nok -- , da, som Skygge, der springer op af Jorden, er jeg der imellem dig og Døden, for at jage paany dig ud i vilde Verden, bort fra Døden og fra Cenzia, som venter dig tro, med Barmen fuld af Livsenslykke. Naar din Elendighed og Længsel hende har tæret ud, saa I jer ei gjenkjende undtagen med gjensidig Rædsel, da SIDE: 232 I skulle vide, at den hele Smerte ei kom fra Himlen, som I troe, men fra en saaret Orms, Mazolieros, Hjerte. (Brudefølget gaaer tilbage og ind til Venstre, hvorfra høres Musik. Duca Carrara følger siden med Carlo og Carraraerne). Carlo (til Cinthio). Vaagn op, forhadte Zani! Hør din Dom! Carrara. En Flygtning fra Venedig hid du kom, forvovne Fremmede, at søge Ly i Paduas gjæstfri Stad. Det blev ei negtet. Men nu, da du, til Tak for Gjæstevenskab, for Borgernavn, som blev dig tilbudt, har dets bedste Slægt, hvis Ømhed gav endmere, fornærmet dybt og blodigt: gjennem mig forstøder Padua dig med tyvegange saa tung Banlysning som Venedig sendte bag Flygtningen. Carlo. Det er udtolket: Ve dig! Du dødsens er, om her og hvorsomhelst Cornelia aander, du dit Aasyn viser. Da svoret har Carraras Æt din Død. Carraraerne. Ja hver af os, som om Cornelia ei var hver Enkelts Frænke, men hans Søster. Carrara. Saa være det! Og for dit Navns Skyld, at det, hun nu deler, ikke skal beskjæmmes, hvor Livet du vil friste rundt i Verden, du flux af Stadens Port i Betlerdragt skal stødes ud til Jammer og Foragt, saa, naar du siger, du en Zani hedder, Enhver med Tryghed paa dit Vanvid vedder. (Carlo og Mazoliero med Cinthio ud. Carrara og Fætterne gaae til Venstre). SIDE: 233 (Giulio og Cornelia komme ind i Hallen fra Festværelserne. Siden Carrara og Dame Carrara). Giulio. Jeg har mig altid tænkt, at Saligheden var tankefuld. Dens Engle ere Tanker. Det maa ei smerte dig, Cornelia. Cornelia. Kun tænk ei meer paa ham. Giulio. Men hvo kan rykke sit hele Liv medeet af Mindet ud? og deri var der ingen Dag af Hans, som ei meer inderlig var medindflettet end ene Vedbendranke i den anden. Cornelia. Dog gulner en, løsreven fra sin Rod. Giulio. Jeg gjerne boede med ham i skythisk Telt paa iset Slette, Italiens Sol med matte Stjerner bytted. I vore Øjnes Fryd de vilde speiles og suge Glands af dem. Cornelia. Giv mig hans Minde i Brudegave, Elskte, og jeg vilde i denne Demantring indtrylle det og kysse den . . Giulio (rask). Forsonende? SIDE: 234 Cornelia. Javist! (Afs.) Og kaste den i Brenta. Giulio (omfavnende). Jeg er salig: Du har tilgivet ham. Nu du opfylder som Gud min Himmel ene, og jeg glemmer, at Fyrsten for dens Engle er forsvunden. Cornelia (afsides). Han faldt. (Carrara og Dame Carrara komme). Carrara. Kom ind! Dame Carrara. Man venter Jer i Dandsen. Giulio. Nu kan jeg dandse. Kom, min hulde Brud! (Raab udenfor). Men hvilke Skrig! Carrara. Det Folket er, som jubler. Giulio. Det synes mig . . . Carrara. Lidt Vildhed er iblandt. Dame Carrara. Ja jeg skal sige Jer, det er . . . SIDE: 235 Carrara (trækker hende tilside). Ti stille! Han vil ei taale, at hans Ven saa haanfuldt af Byen drives. Carlo har for hidsig til Priis ham givet for den vilde Sværm. (Til Giulio) Se ikke ud! Blot Pøblen jager bort en Betler udigjennem Byens Port. Giulio. Jeg seer en sønderreven Skulder rage af Sværmen frem, der bærer høit paa Stænger hans Kappes Pjalter. Stakkel! Han har Ære. Han holder Hænderne for Ansigtet. Den Scene smerter mig. (Til en Tjener, som gaaer igjennem) Iil! Kjøb for Dette den Stakkel fri dernede, og ham selv du trykke denne Scudo i hans Haand. Tjeneren. Det vil hans Smerte læge, naar jeg siger, at Gaven fra den høie Brudgom kom. (Gaaer. De Andre ind, under Musik fra Værelserne til Venstre). (Venedig. Zanis Hal. Cenzia i Sørgedragt). Cenzia. Man siger Hyttens Eensomhed er sød; Jeg veed, jeg veed, Palladsets er det ikke. Maaskee, da eensomt hen mit Liv skal rinde af Tvang og ei af Valg, er Klostrets bedre. Det Valg jeg har dog; og er der et andet? Min Fader død, min Broder snart indpiint i Statsmaskineriet som de Andre, SIDE: 236 som de, et Hjul, der gaaer kun for sig selv og, egoistiskt døvt, sig selv kun hører; og Cinthio, og Cinthio, Idealet, meer død for mig end begge disse To, hvis Munken . . . ja, hvi skal jeg ham ei troe? (Tager et Brev frem af Barmen). "Cornelia Carrara?" O afskyeligt, at jeg kan hade Den, som han kan elske! Og taabeligt, at jeg kan undres over, at Den han elsker, han forlængst beundred og tit lovpriste som et Undersyn fra den Tid han i Padua studerte, den Tid, der gled, men ikke kunde glemmes! Og meer end taabeligt og afskyværd, ei at begribe, hvi han stødte just paa hende først -- har Padua flere Undre? -- og hvi hun elskte ham -- min egen Synd jo? -- og at jeg angrer næsten -- nei ved Himlen! -- at jeg befried ham og ei betinged mig Verden for ham, Padua undtagen. Saa vil jeg rykke hvertet Nag af Hjertet og jage Haab og Minder af mit Sind. (Plukker Brevet langsomt isønder og kaster Stykkerne ud over Altanen). Ak! nu igjen min Plager! min Formynder og Beiler under denne Maske! Og han veed ei, hans Nærværelse nedriver alt hvad min Smerte over Cinthios Tab opbygger i hans Fravær til hans Fordeel. Skjøndt denne Slange . . . Oh! (Cenzia. Sekretæren). Sekretæren. Signora, tag nu Afsked med den hadede Formynder, thi Eders Broder kommer end idag; og tillad mig som Beiler mere yndet SIDE: 237 at nærme mig, thi Han, I veed nok selv, vil ikke komme, aldrig vil hans Fod Venedigs Bund betræde. Cenzia. Den Uskyldige! Sekretæren. Saa finde ei de Timænd. Cenzia. Var min Broder meer skyldfri da end Han? Sekretæren. Men Statens Fædre har villet eders Faders Minde hædre, og slet de sørged' kun for Staten, om de Zanis Slægts Repræsentant forstødte, en Slægt imellem dem, der skal regjere havherskende Venedig. Cenzia. Halvblindt Øje maa see, at disse stolte Adelsslægter regjere ei Venedig, men regjeres af disse Ti, hvem Een igjen regjerer. Og denne Ene . . . Sekretæren. Nu! Var Denne mig, skjøndt jeg kun fører Pennen for Dieci, saa deel med mig Venedigs Herredømme! Dog gid I var fornøjd' med dette her! (Peger paa Hjertet). I det Venedig hersker I alene. Cenzia (adspredt). Er der et underjordiskt et endnu? SIDE: 238 Sekretæren. Der brydes ingen Eeder. Har jeg ikke holdt Løftet om at frelse min Medbeiler? I kræved meer ei da. Da Alt I loved; thi mindste Skin af Haab var da mig Alt. Og siden eders Faders Død har jeg, som eders, af Dieci kaarne, Værge, med Tvang forbudt mit Hjerte Beilerord til nu, da eders Broder . . . Cenzia. Han bestemme! Sekretæren. Et Smiil I gav mig for at frelse Cinthio, og siden intet. Nu, saa vant til lidt, jeg holder eders Ord for nok et Skridt. Cenzia (seende ud fra Altandøren). Man lander. Ve dig, Cinthio er ei med. Sekretæren. Nei, Ve ham, om han var! Cenzia. Med ham opdragen, jeg ængstes for ham i den vide Verden. Men bar du ham, Kanal, det vilde være som om din Bølge strømmed i min Puls. Sekretæren. For ham jeg sørge skal. Cenzia. Tak, min Formynder! Sekretæren. Nu meer ei; men som Beiler en Begynder. SIDE: 239 (De Forrige. Giulio fører Cornelia ind. Carlo Carrara). Cenzia (om Broderens Hals). O Giulio, har du Cinthio forladt? Giulio (præsenterende Cornelia). Min Brud, min Viv! Cenzia (omfavnende Cornelia). Din Viv? O da min Søster! Men svar mig, har du Cinthio forladt? Giulio (undvigende). Cornelia Carrara! Cenzia (tumlende tilbage). Hvad! Carrara? Cornelia? O var det kun den Rette! Hvor Rygtet kan forvexle! Cornelia. Søde Søster, er jeg dig meer ei kjær? Cenzia. O tusindfold! Jeg kan ei tvivle; een Cornelia besidder kun en saadan Skjønhed. Den har mærket dig, om Tyve hedte saa. Carlo (afsides) Og hedte Tusind i Venedig Cenzia, kun denne Cenzia vilde Verden kjende. SIDE: 240 Cornelia. Min Mund dig kalder Cenzia; mit Hjerte af Kjærlighed til Giulio, Giulietta. Cenzia. Ah! Nu forstaaer jeg: Een af hine Tyve, Een kun af To, om Flere ikke gives, var Cinthios Cornelia? (Giulio og Cornelia iagttage en mørk Taushed). Saa tause? O Giulio, Cinthio var din Fosterbroder, og Intet veed du om ham? Giulio (bortvendt). Cinthio lever. Cenzia. Hvorledes? hvor? (Giulio tier). Din Taushed . . . Giulio. Den er Tanken paa Cinthio . . . Cenzia. Og hans Cornelia er ogsaa Paduanerinde? Cornelia. Var det; nu Venetianerinde. Carlo (afsides). Herifra! Jeg bliver ellers troløs, Padua, min hidtil ene Elskte! SIDE: 241 Giulio (førende Cornelia til Altandøren). Ja, min Viv, se her dit Fædreland af Alabaster! Med det for Øje og med dig i Favn jeg ejer begge: Padua og Venedig. Cenzia (grundende). Han lever; men hvorledes var det Andet? Jeg troer, at han er fri, at Rygtet har forvexlet dem. Det er ei første Gang. (Vil gaae). Sekretæren. Han lever. Kanskee; thi man veed ei hvor. Har I for mig da ei et Blik, et Ord? Cenzia (i Døren). Jo dette Blik, og dette Ord: "Farvel!" Sig Tingen har forandret, ei min Sjel! (Gaaer). Sekretæren. Det Blik, det Blik -- ha Cenzia, jeg til en Dolk for Cinthios Hjerte hærde vil. Carlo Carrara (tagende ham under Armen). Jeg fatter Vreden, som dit Sind opheder. Viis mig Rialto: Jeg har Trøst for Eder. (Afs.) Gid blot saasandt I begge To forgik! Da begge Eders Haab i Arv jeg fik. (Gaae). (Landevej i en øde, eensformig Egn. Cinthio i en Betlers Udvortes. Seer medtagen ud. Siden Mazoliero). Cinthio (betragtende en Mynt). Den sendte Giulio, min Fosterbroder, paa Bryllupsdagen med min egen Brud. Derfor har ingen Hunger den aftvungen. SIDE: 242 Jeg betled før; jeg betled, ja jeg betled, nigange stødt tilbage, jagt fra Porte af Bondehunde, for den ene Gang jeg fik det Brød, som Hunden havde levnet. Med Røvere, med Stav mod Sværde kjæmped jeg for min Skat, mit Minde om min Ven, min Mynt, min Bibel, i hvis Skrivt jeg læser om Alts Forfænglighed og mine Feil. Den første er, at ei jeg kjendte Qvinden, den anden, at jeg elskte saa min Ven, den tredie, at jeg elsker ham endnu saa høit, at ved min Død jeg ei har villet hans Bryllupsfryd forstyrre, og den fjerde og femte, sjette, syvende og flere er Synderne jeg har mod ham begaaet, hvergang jeg tænkte, at han veed min Skjæbne. Han troer mig vist i lystige Verona, Vicenza eller Florenz, søgende Adspredelse i nye Amouretter til Sagen jevnes hjemme ved hans Gjenkomst. Gid han saa troede, skjøndt det kun er sandt for saa vidt her er Veien til Verona. Hvi did? Hvad skal jeg der? Hvi ikke did saa som jeg følesløs og uden Vilje mig lader drive af hiin mørke Skygge, hiin Munk, som stedse følger mig i Afstand? (Seer tilbage). Ja se! Jeg vidste det. Han altid spærrer Tilbagevejen, gjennende mig frem. Naar jeg om Morgenen staaer op bag Laden, og ryster Halmen af min revne Kappe, da springer han i Skovens Udkant, som af yderst Træbul frem; er der ei Skov, da kommer han fra Jorden -- nok han er der. Og kaster jeg mig ned om Aftnen, er han vel i Skyggen svunden; men han er der. Jeg vil ei taale det; var han en Aand af Helveds Værste, tvertigjennem ham SIDE: 243 jeg gik dog til Venedig for at døe -- først for at see, om Giulio kjender mig, saa for at dø. (Vender raskt om. Mazoliero træder frem som Vandremunk fra Baggrunden). Mazoliero. Hvorhen? Cinthio. Hvorhen jeg vil. Mazoliero. Hist seer I Taarnene alt af Verona. Gonzaga ligger der; han Folk behøver. Der er din Nød forbi, min Søn, og -- hvorfor ei sige det -- ? din Straf. Carraras Hevn ei naaer dig i hans Leir. Cinthio. Jeg søger den. Jeg vil ei længer slæbe om mit Liv. Dog Selv ei spilde det, ei det forsvare. Afvejen! Derfor vil jeg til Venedig. Hjemad! Jeg hviler da meest naar jeg gaaer. Hvert Fodslag er et glad Farvel til Verden, en Forudhilsen til det elskte Hjem. Mazoliero. Der venter Død og Grav. Cinthio. Jeg søger dem. Mazoliero. Jeg vover Livet selv for dig at følge. Carraras Eed og Vrede end er til. Før Cenzia seer ham, jeg dem vække vil. (Gaaer efter ham). SIDE: 244 (Samme Skueplads som i første Akts 2den Scene. Folk. Deriblandt Mazoliero som Munk, Cinthio i Betlerdragt, Zeno og Annicelli. Giulio, med en Pergamentsrolle i Haanden, og Sekretæren trine ud paa Løvetrappen). Folket. Viva Zani! Viva Giulio Zani! Nogle Stemmer. Ned med Timands-Sekretæren! Andre Stemmer. Vogt dig, Zani, for Diecis Sekretær! Viva Zani! Giulio. Viva Venezia! Folket. Viva Venezia! Viva Zani! Sekretæren. Ja vogt jer, unge Zani; men for Folket! Træk jer tilbage med Foragt en Stund, saa bliver Jublen taus, fortrydelig, og I faaer Ord for hvad I har at sige, (De trække sig tilbage). En Borger. Gud velsigne ham, hvor han ligner sin salig Fader, saa ung han er. Han burde være Doge, og bli'er det nok ogsaa. Cinthio (afsides) Han ei gjenkjendte mig, endskjøndt hans Øje igjennemmønstred hele Folkemassen. Velkommen nu Carraras Dolk! SIDE: 245 Anden Borger (skydende Cinthio tilside). Afvejen, Karl! Jeg troer ordentlig han vil vise sig. Cinthio (afsides). O Gud, o Gud! o hvad har jeg da syndet, at Han ei kjendte mig? Tregange dvælte hans Øje paa mig. Kummer saae jeg deri, men ei Gjenkjendelse. Nu, Død, velkommen! Anden Borger. Nei hør paa ham! Jo bi til det, uforskammede Knegt! Du skal nok see, Hr. Overdommeren, en Zani, kjender slige Karle uden igjennem Akterne. Tredie Borger. Saavidt bør ikke Friheden gaae, Jacopo, at slige Betlere tør trænge sig indimellem respektable Borgere. Saadan Frihed kan gjælde i Padua, hvor Alt staaer paa Ende, og Den, der er meest laset, har meest at sige. Anden Borger. Slige Karle bør presses til Flaaden. (Til Cinthio) Flyt sig endnu lidt! (For sig selv) En stout Karl med alt det. Første Borger. Hvorfor skal I da fornærme ham, Mester? Han seer ærlig og reenfærdig ud med al sin Fattigdom. Er det Frihed? Eller staaer I kanskee i den gyldne Rolle? Jer Fa'r gjorde det ikke. Anden Borger. Cospetto di Bacco! Bi lidt! Den Skose skal I angre. (Giulio træder frem med Sekretæren). Stemmer. Tys! Stille! SIDE: 246 Giulio (aabnende Rullen. Med høj Røst) I St. Marci Navn, Venetianere! Hvor lykkelig jeg priser mig, hvor takker jeg ei Hans Høihed Dogens og Diecis, de vise Statens Fædres, Naade, at min første Embedshandling er Forkynden af Amnesti for hver tilforn Anklaget i hiin Mazolieros Sammensværgelse, kun denne Selv undtagen, hvor han findes. Kun to af denne Nidings Medforbundne har Lovens Sværd i Statens Værge levnet: -- I, Ridder Zeno der og Annicelli. Thi være det for Alle vitterligt, at Frihed og Benaadning skjænkes eder af det høimodige Venezia. Men Nogle til det faste Land undveeg. Blandt dem var Een, der ingen Naade faaer, men kun sin Uskylds Ret: min Frænde Cinthio. Thi vorde denne Amnesti forkyndt Venedig og derfra Italiens Stæder, den Skyldfri som en Statens Afbigt og den Skyldige, ihvor han er, som Naade! (Gaaer ind med Sekretæren). Folket. Viva Zani! Viva Dieci! Viva Venezia! Cinthio (afsides). Jeg vil ei melde mig, men ukjendt dø, naar Han ei kjender mig. O det er Døden! (Antager en bedrøvet hensjunken Stilling medens Folket adspreder sig). Første Borger (klapper Cinthio paa Skulderen). I studerer nok paa Natteleie, Kammerat! Kom, jeg har en Plads for Jer i min Kjælderhals. SIDE: 247 Mazoliero (trængende sig frem). Men ingen for mig, en fattig Munk? Du skal ikke tage Brødet fra Børnene og kaste det for Hundene. Første Borger. Jo, ærværdige Fader! vil I tage tiltakke i en anden Krog. Hvor der er Hjerterum, veed I -- -- Cinthio (afsides). Min Plageaand! Nu vil jeg ei ham fly, men elske ham som Dødens visse Forbud. (De gaae). Anden Borger. Se saa, der kom en hellig Fader imellem, saa der blev intet af Gaaseplukningen den Gang. (Gaaer). Zeno. Forbausende! Annicelli. Jeg neppe tør det tænke. Zeno. Vi tænke da det Samme. Annicelli. Ham det var, Forræderen. Zeno. Jeg hørte det paa Stemmen, og siden saae jeg det trods hans Forklædning. Annicelli. Kom lad os følge denne Ulv paa Sporet! (De gaae). SIDE: 248 (Hal i Palladset Zani. Cornelia. Cenzia). Cornelia. . . Endda, om Sporet er forsvundet . . Cenzia. Ganske, som Flodens, der i Sandet døer, ja ganske. Cornelia. Saa priis ham lykkelig, at hid han kom ei, hvor Carlo svoret har ham Døden. Cenzia. Carlo? Her ei regjeres som i Padua, hvor Tyranni med Folkets Vildhed vexler. Min Broder kan beskytte ham, og vil det. Cornelia. Jeg frygter min. Cenzia. Har du tilgivet Cinthio, saa tving din Broder. Cornelia. Kunde du tilgive, skjøndt du er blødere end jeg, min Cenzia, om Cinthio elsked dig -- oh, hvor du rødmer! -- men elsked dig dog lidt nok til at skjænke en Ven sit Stevnemøde? (Cenzia tier). Tænk dig da, at Alt du gav ham, skyldfri Ømhed kunde, at du . . SIDE: 249 Cenzia. O ti! Jeg tænker paa hans Jammer, paa dine Frænders Hevn, paa hans Forsvinden paa Vejen ved Verona nær det Sted, hvor vilden Etsch igjennemskjærer den. Cornelia. Frygt derfor ei; en gammel Munk har fulgt ham, for kjærlig ham at gjenne fra min Slægt, hvis Harme, engang vakt, jeg ei kan styre. Jeg troer Gonzagas Hær, ei Etsch, har slugt ham. Cenzia. Han kom ei did. Han sporløs er forsvunden. Cornelia. Velan! Der ogsaa er Carrara'er. Cenzia. Dem og sin Død jeg veed han frygter ikke; og var der tusind, skulde jeg ham hevne. Det er for Giulios Skyld han er forsvunden og lider Alt, om han ei alt er død. Cornelia. Da troer jeg, at jeg elskte ham paany. Cenzia. O, Hjerter til at elske har vi Begge. Lad ham da hedde død og gjenopstaa, en Søster i sin fordums Elskte faae! Cornelia. Jeg vil min Broder om Forsoning bede. Cenzia. Troer du min Taare dæmpe vil hans Vrede? (Gaae, men glemme sine Slør). SIDE: 250 (Carlo. Mazoliero som Munk. Siden Sekretæren). Carlo. Herind! Fortæl Cornelia . . Aha, hun er her ikke? Vel! Men, Mand, dit Skjæg er voxet noget stærkt i disse Dage. Mazoliero. Jeg har opfyldt min Pligt, Jer underrettet om Cinthios Nærværelse. Nu, Herre, nu vender jeg tilbage, da han er . . Carlo. . . i min Haand. Mazoliero. Og i Guds. Carlo. Smukt sagt af Eder. Men det er udlagt: i Retfærdighedens. Dog kan jeg spare mig, ifald jeg vilde, og ikke havde et naturligt Fortrin. Her nemlig er en Mand, en dristig Beiler til Zanis Søster, dristig, som om Djævlen til Engel beiled, Broderens Collega, og han vil takke dig. Bi derfor her! Hver Dag mod Aftnen han tilstede er, saavist som Taarnet hid sin Skygge vender, saa punktlig paa sin Plads som Møllens Øg. Dog du tilgive, Fader, denne Spøg! Jeg glemte, at du Elskov ikke kjender. (Iler ud). SIDE: 251 (Mazoliero alene. Siden Carlo Carrara og Sekretæren). Mazoliero (griber det af Cenzia glemte Slør). Du feiler, Dreng! Hvi gjør mig ellers dette, og ei hiint, Slør saa blød og varm om Hjertet? hvi finder jeg, saa kold fornuftig ellers, vanvittig Glæde i at kysse det, i stirrende dets Traade at forfølge, mens dette der er mig saa ligegyldigt som Edderkoppens Spindelvæv i Krogen? Og hvorfor river jeg det ei isønder, men kryster det til Hjertet, som om det var Skyen, nedsendt af Barmhjertigheden, hvorpaa endnu jeg kunde himmelfare? Jeg stjæler det; det dække skal min Qval. (Stikker Sløret til sig). Naar jeg er død, det findes skal paa Brystet med sveden Plet, hvor Hjertet det bedækked. Jeg ikke elske! Ve mig, at jeg kunde! Othellos Lidenskab, som mættet Slange, var sløv mod min, der stedse hungret har og i sin Rasen Alt tilsidst fortæret. Jeg var en tapper, hædret Officeer, min Fødsels Ringhed dækket af min Kaarde, en Folkets Yndling, med Bocconios, Tribunens, blodbedækkede Erindring, der ei forfærded mig, i ædel Kamp om for Venedig være en Rienzi. Jeg havde Venner, ædle som en Zeno, som Annicelli sværmerske, hengivne; og Livet nød jeg, uden Rigdom vel, men sorgløst, muntert, som en Officeer, der venter bedre Tider, og ei negtes Kredit paa Kaarden til den næste Krig. Da saae jeg Cenzia -- og Alt hengav jeg. Alt, Alt! Den brave Krigsmand blev en Nar og Frihedsmanden, Vennen en Forræder. SIDE: 252 Med vanlig Kjækhed paa Rialto talte jeg Dogens Datter til, og Folket tyded det som et Træk af ægte Lighedssind. Jeg borged mig en lidt anstændig Kappe -- det leed ei Folket -- spilled Kavaleer, men var, med al den Huulhed, dødsforelsket, saa for et Smiil af Damen, jeg forfulgte med Serenader hvergang Maanen straalte, jeg gjerne skulde see Venedig synke, Lagunens Mudder suge ned San Marco. Saa elsked jeg, og blues nu og angrer -- ei at jeg hævned mig og vil fuldbyrde, men at jeg legte saa med Elskovs Slange. Min Smerte, da jeg blev med Haan forstødt som en Plebejer, lærte mig hvor dybt den Ømheds Glød var sjunken i mit Hjerte, og for at slukke den, det gamle Had mod Republikkens Optimater, lod sin gjemte Givt jeg øse i mit Blod. Forgjæves Kjærligheden Givten taalte. Jeg med Foragt min egen Ringhed maalte. Saa elsked jeg. Nu har jeg kun den Trøst at gjenne Cinthio fra hendes Bryst. Carraras Dolk ham over Issen hænger. Saa til Gonzagas Hær! Da Munk ei længer! Da Sværd ihaand og Terningspil ilomme! Dog knapt den gamle Lystighed vil komme; ei heller gamle Tiders Sværmeri. Mazolieros Liv er alt forbi. (Carlo Carrara og Sekretæren komme. Mazoliero). Sekretæren (seer forbauset paa Mazoliero). Han der? Carlo. En trofast Tjener af vort Huus. SIDE: 253 Sekretæren. Han der? Carlo. Javist! Mazoliero (afsides). Farvel Gonzaga nu! Sekretæren. Jeg kjender ham. (Til Mazoliero) Du veed hvad det betyder. Mazoliero (rolig). Jeg hørte det idag. Det lød ei fuldt saa godt som for . . . Sekretæren. Ti kun! Jeg vidste alt du var i Staden. Seer du denne Skrivt? Mazoliero. Det Zeno skrev. Nu! Han har Ret dertil. Sekretæren. Du veed, at du er dødsens. Mazoliero. Jeg det veed. Carlo. Vor Munk! I dristig er mod Os og Kirken. Sekretæren. Kast Munken væk! Jeg byder. Mazoliero (aftager sin Kutte og sit Skjæg). SIDE: 254 Carlo. Ved San Marco! Det Skifte lider jeg. Slig Karl vi trænge. En Krigsmand paa sin Hals. Mazoliero. Jeg gjorde Bod; og gik derfor fordækt. Sekretæren. Mazoliero! Paa een Betingelse du kun kan frelses -- thi jeg erindrer du var kjæk paa Cypern, og skriver Resten paa dit slette Selskab og paa en oplagt Krigers Ørkesløshed -- Paa een Betingelse dit Liv kan reddes: Paa een: Du gaae maa i Diecis Tjeneste. Mazoliero. Da kan jeg lægge Sværdet, gribe Dolken. Sekretæren. Kun sjelden; men naar det nødvendiggjøres, naar det befales, da -- ! Blind Lydighed fra øverst og til nederst er, det veed du, Venedigs Storheds Støtte, Statens Hjul. Mazoliero. Engang det mig oprørte. Sekretæren. Tys! hør hid! (Tager ham afsides). Den Flygtning, skjøndt benaadet af Venedig og Green af Zanis Huus, du har angivet, at være her i usselt Stræde skjult, maa dø i denne Nat. Carrara vil det. SIDE: 255 Mazoliero. Er det de Timænds Vilje? Sekretæren. Det er min. Du kjender mig. Mazoliero. Jo jo! Sekretæren. Og veed dit Valg? Mazoliero (afsides). Nu kan det skee, skee sikkert, uden Ansvar. Dog gid jeg stak med samme Stød jer Begge. Slig Nidings Drab var Vellyst kun at bære og himmelsk Anbefaling. Sekretæren. Saa til Cypern, hvis ei du heller vil til Candia. Mazoliero (afsides). Saa i Galgen, hvis ei jeg heller vil til Havsensbund. (De gaae). Carlo. Jeg vil ei være ærlig, om den Dommer mig ei, ved Hjælp af Munken, forekommer. Dog veed jeg hvor Han er. Med Sværd mod Sværd han svare mig! Det er meer ærlig Færd. (Vil gaae; mødes af Cornelia og Cenzia). SIDE: 256 (Carlo Carrara. Cornelia. Cenzia). Cornelia. Min Broder! Cinthio er forsvunden. Cenzia. Død; jeg ahner det. Og Gud tilgive Eder! Carlo. Tilgiver Du, da tør ei Gud det negte. Er Cinthio svunden, var det egen Vilje, endskjøndt Carraras Magt fordrev ham først. Men er han død, da hevned et Tilfælde og ikke jeg, ei Pligt og Ret, min Søster! Jeg det beklager. Cornelia. Hvad ham end er hændt, tilgiver jeg ham. Carlo. Du? Cornelia. For Cenzias Skyld og for hans Lidelser. Carlo. Den første Grund har mere Vægt. Og havde jeg ei svoret, dog sidste Gnist af Vrede maatte slukkes af disse skjønne Taarer. Men jeg svoer. Cenzia. Og jeg tør sværge, at du ei er ond. SIDE: 257 Carlo. For ei min Eed at bryde, vil jeg ile flux til Gonzaga. Cenzia (opmærksom). Oh! Hvorledes? Tal! Cornelia. Er Cinthio levende, da er han der. Cenzia. Lad Carlo tale! Gode Carlo, Carlo! min Broder Carlo, tal! Carlo (blød). O hulde Cenzia! de søde Ord og endnu meer dit Blik, som fatter dem i himmelsk blaa Emalj, betvinger mig. Nei, Cinthio er her. Cenzia. Gud og San Marco! Carlo. . . Men maaskee hans Sjel ei længere end til inat engang. Men hvor han er, veed Sekretæren bedre. Cenzia. Da truer Fare ham! Hvor er han, Carlo? Og hvor er Sekretæren denne Aften? Hans Navn mig som en Viper stak. Hvor er han? Mig ængstes saa . . O hvor er Cinthio? O siig det, Carlo; og din Løn vil blive, at du vil elske ham. Carlo. Den Løn var liden. SIDE: 258 Cenzia. Da er vel Himlens Kjærlighed en større. Carlo. Ja, Cenzia, jeg kalder dig min Himmel. Cenzia. Husk Sekretæren! husk! Carlo. Mig stak det ogsaa. Velsign min Tanke, Cenzia. Det haster. Han er i Fare . . (Kaster Kappen om sig og iler ud). Cenzia. Iil! Ei Satan raster, naar Mennesket vil ondt. Men jeg vil knæle og bede Gud, at han vil Naaden dele imellem dig og Cinthio. O alt er Naaden ned i din Forsoning dalt. (Cenzia og Cornelia gaae ind). (Uanseelig Gade. Nat, oplyst af et Madonnabilledes Lampe nede i Gaden. I Forgrunden en aaben Nedgang som til en Kjælderhals. Første Borger kommer op derfra med Løgt, fulgt af Cinthio). Borgeren. Nu har du seet Leiligheden. Ussel, Gud bedre os! Men var ikke Pateren kommen, skulde du faaet det bedre. Cinthio (sløv, stirrende). Pateren? Borgeren. Javist, Pateren. Hørte du ikke? Cinthio. Pateren? SIDE: 259 Borgeren. Ja, og det en Franciskaner til. Det er en Velsignelse til i Huset, foruden Teresa, min Datter, saa jeg mener du kan sove roligt i Krogen dernede paa Halmen for i Nats Skyld. Pateren faaer faa Teresas Kammer, naar han engang slutter sin Andagt i San Marco. Godnat! Cinthio (slipper ikke hans Haand). Bi lidt! Borgeren. Hvad gaaer af dig, Kammerad? Troer jeg ikke du græder? (Holder Lanternen til) Ei, frisk Mod! Du seer ud til at være kommen af Folk. Eller du hører vel til en opløst Skuespillertrop, kan jeg tro. Det kan nok rette sig til Karnevalet. Jeg skal tage en Billet til mig og Teresa. Cinthio. Jeg vilde blot takke dig. Ædle Mand! Du er det. Borgeren. Ei Lapperi! Kom I op imorgen tidlig til Teresa før I gaaer videre. Hun har nok lidt til Jer. Godnat! Gud være med Jer! (Gaaer ind i sit Huus). Cinthio. Selv fattig, troer han ei, at Fattigdom kan tænke paa Barmhjertighed at øve, somom den Dyd var stolte Rigdoms Særret. Hvor galt! Dog godt, at han ei bedre veed. Med Uskylds Ynde farver det hans Godhed. Han ei mig kjendte mere end hiin Jøde var kjendt i Ørknen af Samaritanen. Dog rakte flux han Haand. Gud ham det lønne! Men Giulio, min Fosterbroder -- o Han ei mig kjendte. Gud ham det tilgive! Det Stød var haardest. Gud ham det tilgive! Madonna vinker hist med milden Straale. SIDE: 260 Der vil jeg bede Gud tilgive Giulio -- for Andet ei, end at ei Han mig kjendte. Og, hvis det ikke Herren er at friste, gid saa mit Liv i denne Nat jeg miste! (Gaaer til Madonnabilledet, hvor han knæler). (Carlo Carrara kommer tilhyllet). Carlo. Her skal det være -- sagde Skurken -- her i dette Hul. Blot jeg for seent ei kommer. (Seende sig om) En Bedende? Bed da, at jeg ei, før jeg har udført det, angre maa mit Forsæt, at frelse Hendes Yndling, jeg tilbeder. Bed, at der endnu dog maa være Tid, at Sekretærens frygtelige Bud før mig ei stegen er i denne Hule! Og bed, besværgende hver Himlens Helgen, at Cenzia, hvis Bøn har gjort mig blød, medeet forsonlig, som et Barn i Sind, blødhjertet blive maa igjen for min! (Stiger ned). (Mazoliero kommer med en Lanterne paa Brystet. Cinthio knælende i Baggrunden). Mazoliero (lytter i Nedgangen). Det rører sig dernede. Rask, Mazoliero! (Drager en Dolk) Det er den samme Zani, som dig haante, og, var han end din Ven, det er jo Ham, som Cenzia elsker? Rask, Mazoliero! Lad hende sørge med dig! (Stiger ned. Pause. Man hører et Dødsskrig. Mazoliero styrter forfærdet op). Helveds Aander! Hvad Syn I viste mig? Det er umuligt! Troløse Gjøglerblus! Det er umuligt! (Blæser Lanternen ud og flygter). SIDE: 261 Cinthio (reiser sig fra Bønnen og kommer frem). Jeg er bered. Men da mit Hjerte er for ungdomsstærkt til af sin Qval at briste, gid Dolken sig til det isøvne liste! (Stiger ned). (Retshal. Morgen. Folk. Imellem det de tre Borgere. Mazoliero i Baggrunden. Zeno og Annicelli). Anden Borger (til Første). Der seer I hvad der kom af jer taabelige Christenkjærlighed. Hvem vil nu kjøbe Urter i jer Blodkjelder? Første Borger. Ak ja, ja! Hvem skulde have troet det om det unge Menneske? Tredie Borger. Om en Betler, en Lazaron? Jo han skulde være for god dertil? Anden Borger. Og det en Adelsmand, som saa ynkeligen er myrdet! Tredie Borger. Ja, og det en fornem Fremmed, som man siger. Kanskee en Gesandt. Venedig har havt Krig for mindre. Anden Borger. Hørte I det, Nabo? Pas jer, at I ikke faaer en Rem af Huden. Jeg vil ikke give en Lire for jer Kjelderbevilling. Tredie Borger. Ikke en Bajoccho. Men hvad siger jeres lille Guldstykke Teresa til alt dette? Nu kan hun skyde en hvid Pind efter at blive en af Venedigs tolv Brude til næste Kyndelsmisse. SIDE: 262 Første Borger. Aa, tal ikke til mig -- ikke derom, ikke om nogen Ting. Det løber rundt for mig naar jeg tænker paa det. Jeg har nok med at bande for mig selv det utaknemlige Skarn, som saaledes skulde takke mig for min Godhed og gjøre mit Huus til en Bykrønike. Anden Borger. Tys! Herr Overdommeren! Nu begynder Historien skal I høre. (Giulio, Sekretæren og Bisiddere komme og indtage sine Sæder bag Skranken. Siden Cinthio). Sekretæren (til Giulio). Det er en Bagatel: en Betler dræbt af anden Betler. Giulio. Ikke ganske saa. Den Dræbte være skal en Adelsmand. Hans Diamantring lyste gjennem Mørket. Saaledes fandt man ham i Kjelderkrogen, men paa hans Bryst en Betler slumrende. Sekretæren. Fortræffeligt! Giulio. Hvi saa? Sekretæren. At Gjerningsmanden, den Lazaron (det ligner denne Race) af Viin sandsynligviis betynget, blev paa Stedet funden før han fik forstukket i Pøblen sig, som Øglen i sit Mudder. Vor Stad maa renses. SIDE: 263 Giulio. Deri har I Ret. Det er oprørende! Det vilde Dyr, blodmætte, sløve Krokodil, der kunde sin Slummer tage paa sit Offers Bryst! Sekretæren. Des kortere Proces! Giulio (reiser sig). Venetianere! -- jeg siger det med Rædsel og med Sorg -- et Mord inat er skeet i Qvarteret; men se! med Solen har Retfærdigheden oplukket Øjet. Fører frem den Døde, og Morderen dernæst! Sekretæren. Den Sag er klar. Alting anklager ham. (Afs.) Ha, Mazoliero, jeg vil dig spare for din Lykkes Skyld. Med dig maa Himlen være eller Helved. (Seende henmod Mazoliero) Dog blegner han. Ha, hvad betyder dette, at Han kan blegne? (En Liigbaare føres ind). Giulio. Se nu til! Dæk af! Mazoliero (trængende sig frem. Afsides). Ja jeg vil see, om ei Lanternen løi. (Liget afdækkes. Giulio falder med et Skrig tilbage i Stolen. Mazoliero farer sammen og be- mærker, at han iagttages af Zeno og Annicelli. Sekretærens Stilling og Miner udtrykker ligeledes Forfærdelse). Mazoliero (afsides). Fordømt! Mit Blus saae sandt. Mig Djævelens Veninde, Natten, spillet har et Puds. Mig lykkes intet meer, selv ei det Onde, som ellers lykkes Mennesket saa godt. SIDE: 264 Sekretæren (fattende sig). Ei Under, at sligt Rædselssyn mig slog, at Dommeren i Stolen sank tilbage, at dæmpet Skrig undslap hiin gamle Pater. Thi dette Mord -- o Navnet ei tør nævnes -- bedække vil Venezia med Skjændsel og Padua med Sorg. (Afs.) Ha, at jeg vidste! . . (høit) Vor arme Dommer! Dolken ham har rammet. Giulio (reisende sig). Dybt! dybt! Den Dræbte er min Svoger Carlo, sit Paduas Stolthed, dette Blod min Vivs. Saa er det -- o! Men hjemme vil jeg sørge: Familiesorgen hører til mit Huus. Her Retten gaae! Hvor ere Vidnerne? En Bisidder. Hiin gamle Munk og denne Borgermand. (Peger paa Mazoliero og første Borger). Giulio. Og den Anklagede? Cinthio (trædende frem af Mængden i Baggrunden, i Lænker; med opløftet Aasyn). Er jeg! Giulio (synkende tilbage; med Hænderne for Øjnene). O Gud! Tal end engang; men ikke slige Ord. Tal end engang, ei for dig at forsvare; men tal engang, at jeg kan høre ret, at du er Cinthio og ingen Anden, at du er Cinthio, du Jammersyn! Cinthio. Jeg er Carraras Morder. SIDE: 265 Giulio (med dyb Stemme uden at see op). Du? Han lyver. Ved Alt hvad der er helligt, Folk, han lyver! Cinthio. Jeg funden blodig blev ved Liget. Giulio (styrtende ned og omfavnende Cinthio). Cinthio! Min ædle Cinthio! Nei, jeg ei mig skuffer. Dig Flugt kan fjerne; men Elendighed og Løgn ei skjule for mig. Cinthio! O dine Taarer blotte Træk for Træk! . . Sekretæren (afsides). Det Cinthio Zani? Helved! Nu bered dig paa Fald, Mazoliero, som om Jorden sig aabned under dig. Dog vil jeg friste at frelse dig; thi Offret for dit Feilstød at elske Cenzia begyndte. Cinthio. Giulio! Du kjender mig igjen? Jeg døer med Glæde; men gjør din Pligt! Giulio. Ja, dette er den første: Tag Lænken af den Fangne. Sekretæren. Han anklager sig selv; og disse Vidner . . . Cinthio. Vitterligt det er for Munken, at den Dræbte var min Avindsmand. Jeg traf ham, stak ham ned, ham slæbte som et Rovdyr i min Hule. SIDE: 266 Giulio. Skriv Intet ned af denne Vanvidstale. Sekretæren (koldt). Det staaer der alt. Giulio. Ak, Cinthio, du vil dø; Du vil. O! Jeg forstaaer . . Cinthio. Nu er jeg salig. Ængst dig ei, Giulio. Jeg har besluttet . . . Giulio. Jeg med. Tag Lænken flux af denne Ædle! End er jeg Dommer; men fra denne Stund er her min Plads i Lænkerne, han bar. (Lænkerne tages af Cinthio). (Til Sekretæren) Tag Dommersædet ind. Jeg mig anklager som Morder, Jeg! Jeg, Giulio Zani, lod hiin Dræbte dræbe og i Kjæld'ren styrte, fordi min Fosterbroder og min Frænde tildøde han forfulgte. Sekretæren. Hvor utroligt! (Koldt). Sin Gang maa Retten have. Cinthio. Giulio, du raser. Folk og Dommere, han raser. Elendighed mig gjorde til slig Synder, at Tanken jeg undfanged til det Mord. Giulio. Mig gjorde Venskab til en Morder. SIDE: 267 Cinthio. Mig det bittre Fiendskab. Hvad er rimeligst? Zeno (læggende Haand paa Mazoliero). At ingen Zani øved det; men Denne! Sekretæren (springende op). Hvad Vanvidstale! Ak, Blykamrets Hede har gjort den stakkels Zeno rasende. Zeno. Ja næsten. Dog jeg kan, retvise Raad, opløse Striden mellem disse Ædle af Byrd og Sind, som dø vil for hinanden. Mazoliero. Det Haandtag, Zeno, kjender jeg igjen. Det har en Skjebnes Fasthed. Zeno. Niding, dog dets gamle Kraft har Tommeskruen knust. Sekretæren. Den Sag indvikler sig. Vogt dig -- en Munk, en hellig Mand og en ærværdig Olding! Sig Folket korser. Zeno. Han er ingen Munk, og endnu mindre noget af det andet. Og var han end ei Morderen, saa er han meer fredløs; thi han er Mazoliero, Forræderen! (Forbauselse). Anden Borger (puffer til Første). Ei! har I huset ham ogsaa, vil jeg ikke staae ved jer Side. SIDE: 268 Tredie Borger. Jeg ikke heller. Det er Livsfare. Det var ham, som førte Sesto paa Lidoen i slig Ulykke. Kom Jacopo! (De flytte sig væk). Første Borger. Gud bedre mig! Gud bedre mig! Jeg vil blive hængt som Sesto, der heller ikke vidste om nogen Ting. Giulio. Tal, Officeer! Zeno. Han fulgte denne Arme derhen hvor en barmhjertig Borger aabned et Skjulsted for hans Jammer Natten over. Første Borger. I Seng var Munken ei, men Denne der laae slumrende ved Ligets Bryst imorges, uskyldig som et Barn -- jeg sværger det. Mazoliero (afkaster sin Forklædning). Du var bekjendt imellem os tilforn, for din Sandtalenhed, du Brutus-Zeno. Men tal nu, Segretario! Vil du, at Jeg skal tale? Sekretæren. Før den Fredløse til Galgen! Mazoliero. Der, med Dødens Vægt og Sandhed, med Strikken om min Hals, Venedig høre, at dette Mord var i din Tjeneste mit Prøvestykke, at det ikke lyktes; thi Cinthio Zanis Hjerte var det Maal, du satte, Dommer! (Føres bort. Murren imellem Folket, der stedse tiltager). SIDE: 269 Giulio (stigende op til Sædet). Ve dig! Ve! Dit Aasyn bekræfter det er saa. Det staaer der skrevet paa dine Kinders gule Pergament. Fængsl ham! Sekretæren. Et Medlem af Dieci? Giulio. Ja! Kom, Cinthio! Første Borger. De Smaa man hænger op, og la'er de Store gaae. Anden Borger. Skal Vi det taale! Giulio. Kun fængsl ham! Anden Borger. Dertil har Vi ikke Tid. Thi Blodet koger. Ville I som jeg? Giulio. Ve ham! Thi Folket raser. Første Borger. Ja, kom an! Mod Cinthio Zanis Bryst, min høje Gjæsts? Uhyre! Tredie Borger. Her maa Folket øve Retfærd. Ned med den Skurk! Mazolieros Øje maa, før det brister, skue ham ved Siden. (Folkemassen river Sekretæren bort under Raabene: "Ned med ham! Leve Zanierne!") SIDE: 270 (Giulio. Cinthio. Zeno og Annicelli). Zeno. Hør disse Skrig med Andagt, Annicelli. Guds Røst det er; vox populi vox Dei. Annicelli. Venedig leve! Zeno. Leve Republiken! Dens Hjerteslag er denne Følelse af Sæd'lighed og dennes Kraft og Ret til Dom og Straf, -- til, som i dette Opløbs henbruste Larm, at lade Domsbasunen, den vrede Dyds Forbandelser, gjenlyde. (De gaae). Giulio. Naar Politiken, som sit kolde Hjerte opvarmer kun ved Marmorstøtters Bleghed, og har ei andet Smiil end Rynkers Flugt, ei varmere Begeistring end et Haandtryk, saa nær forene kan to ædle Sjele: da, Cinthio, naar kunne vi adskilles, hvis Hjerter banked af det samme Blod, hvis Dage fløde ved hinandens Side til de nedhvirvledes i samme Dyb af Lidenskab -- du Cinthio for at lide for mig lyksalig i din Sorg at vide? Jeg mægter kun dit Offers Værd at fatte. Jeg kjender Intet, som det kan erstatte. Mit hele Liv ei værd er en Sekund af denne Sorg, der zittrer om din Mund. SIDE: 271 Cinthio. Den zittrer; thi den nævnede sit Savn, men stille hen for sig, som tidt jeg gjorde, naar Minderne jeg komme lod tilorde. Bevar det, Giulio! (Hvisker). Giulio. Himmel! Cenzias Navn! (De gaae). (Hallen i Zanis Pallads. Cornelia og Cenzia i Sørgedragt). Cenzia. Tilgiv mig, Søster; mellem mine Taarer for Carlo Glædens flød for Cinthio. Du er forsont. O se ham! Cornelia (seende udigjennem Altandøren). Seer jeg ikke hist paa Kanalen stakkels Carlos Følge til Padua, og det med Rolighed? Thi se, just der, hvor Rækken af Gondoler nu dreje om, jo begge Skurke svæve i Luften ovenover. Jeg er rolig. Thi han er hevnet. Cenzia. Ogsaa du, Cornelia. Thi Cinthio har lidt. Cornelia. Hvor haard jeg er, som siger, at jeg derfor er forsonet. Det er meer haardt, end om jeg ogsaa meente, SIDE: 272 at Hevnen har min Sorg for Carlo dæmpet. Du burde sørge meer end jeg, hans Søster. Thi dig han elskede. Cenzia. Men haded Cinthio. Cornelia. Han offred dig sit Had. Han døde da han vilde frelse ham. Han var forsonet. Cenzia. Da er han det med Gud. Cornelia. Jeg føler det. Det er somom jeg hørte ham at hviske her i mit Øre gode Ord for Cinthio. Det ei behøves. Sorg gjør Soning let, og al Forsoning letter atter Sorgen. Jeg vil ham see og trykke til mit Hjerte: han elsker Giulio højt, og du . . . Cenzia (bedende). Cornelia! Cornelia. Hvi skjælver du? Cenzia. Han kommer . . . Cornelia. Jeg er stærk; thi jeg fuldbyrde vil mit Soningsværk. Begyndt i Hjertet, skjønt i Daad det ender, naar Cinthio faaer sin Brud af mine Hænder. (Cinthio og Giulio komme i prægtig Sørgedragt). SIDE: 273 (De Forrige. Cinthio og Giulio). Cinthio (iler til Cenzia; knælende). Min Frelserinde . . . Cornelia. Meer end det: din Brud, hvis falskt jeg ikke tolker Sandhed ud. Dit Hjerte kjender Giulio; jeg Hendes. Og Kjærligheden bedst i Nøden kjendes. Cinthio og Cenzia. Cornelia! . . . Cornelia. Naar disse Ord har tonet, da veed du, at Cornelia er forsonet. Cinthio (bedende). Min Cenzia! . . Cornelia. Du bør hans Ømhed tro. Han har ei fleer end denne Giulio. Men hvis han havde nok En kjær som Denne, jeg sikkrer ikke for hvad kunde hænde. Thi hænder det, at Elskov gaaer for vidt, det hænder og med Venskab, skjøndt ei tidt. Med Skræk det Sagn hver Paduas Jomfru kjender om disse to venetianske Venner. Cenzia (givende Cinthio Haanden). Hvis denne Haand har nogen Magt dertil, dem endnu meer jeg sammenbinde vil. SIDE: 274 Cornelia. Ei triumferer Kjærlighed forinden sin Elskers bedste Ven er Elskerinden. Cenzia. Vær Cinthio da hos Giulio! Jeg da beholder ham alene Cornelia (omfavnende Giulio). Gjerne, ja! En bedre Plads jeg veed ei næst min egen i Giulios Sjel; men end er min ei vegen. Thi Venskab, det paastaaer jeg end engang, bør vige Kjærligheden første Rang. Cenzia. Hvad om af Venskabs Ædelmod vi lærte, at det er Kjærlighedens sande Hjerte? Det ahner mig, jeg troer, at hist af den kun bliver dette Evige igjen. (Teppet falder under en fortrolig Gruppering). Henrik Wergeland SIDE: 275 ENGELSK SALT FARCE AF SIFUL SIFADDA "Det Land, som vil have Patrioter, maa taale, at de ere Mennesker." Nordahl Brun. Personer: Vinæger, Langkork, Pirkom, Bier, Norske Ultraer. Mr. Thicktackkle, en fingeret Engelskmand. Cholos, Vinægers onde Genius. Agatheia, Vinægers gode Genius. FORSPIL (Vinæger slumrende. Ved den ene Side Cholos, ved den anden Agatheia med en Tavle. Værelset studentikost). Cholos. Hvad bestiller du der, Agatheia, min Søster? Agatheia. Jeg optegner hans Drømme. Ak! -- Cholos. De maae see ud som Kruseduller, Snirkler, Damelokker og Ertesnerler, for han tog dygtig tillivs af Vaadt og Tørt i Laget igaar, som Langkork gjorde for ham. Idag er jeg derfor vis paa, at Værten, og kanske Publikum med, faaer en god lang Præken om det Afskyelige i Gjæstebud. Agatheia. Det hænder ikke ofte, Cholos. SIDE: 276 Cholos. Derfor mangler han ikke Materie. Han tager den altid fra Andre. Men lad see disse chladniske Figurer, du rabler ned der! (Bøjer sig over) Nu, for Gud! de see jo ud som lutter Galger, og -- lad see! -- deri hænger jo netop hans bedste Venner. Agatheia. Ak ja, han er gruelig mistænksom. Cholos. Hans bedste Venner! Det er kuriøst. Hans bedste Venner? Agatheia. Paanær Langkork. Han er ikke forladt: Han har een Ven. Cholos. Det kan være nok. Agatheia. Vel, ja; men heller ikke mere. Du er hans onde Genius: det er dig, som har berøvet ham hans andre. Og hvem behøver Venner af sit Hjerte meer end en Patriot, der vil give sig i Kamp med Samfundets Brøst og Menneskehedens Sorger? Med Venner er han Ørnen i sin fulde Ham, somom hver af de glindsende Fjedre gav Kraft til dens Klo, og kastede en Glands af Freidig- hed i hans Øje -- uden er han den skaldede, tristøjede Grib paa den ensomme Klippe. Cholos. Ja hvis Venner ere Fjedre, er Mistænkelighed rigtignok en Slags Skab, som skaller dem af. Men hvad gjør du, Agatheia ? At græde for saadant? Agatheia. Jeg sletter hans Drømme ud med mine Taarer. Du saae, at ogsaa de vare Mistænkelighedens Indgydelser. SIDE: 277 Cholos. Lad see hvad han tænker om den Ven, du troer han endnu har tilbage. (Hvisker "Langkork" i den Sovendes Øre, og holder et Speil for hans Mund. Viser Agatheia det). Seer du? Der staaer et Spørgsmaalstegn. Naar det bliver stivt, lader det sig nok forme til en Galgefigur som de andre. Agatheia (med Haanden for Øjet). Ve, ogsaa Han! Cholos. Du ved ikke, ømme Taabe, at man ikke kan være Patriot par exellence uden Mistænkelighed og Bitterhed. Agatheia. Du lyver, du lyver, ellers var det en Forbandelse at være det. Cholos. Det er det ogsaa. Agatheia. Afskyelig Løgn! Mine skjønneste Hjemsteder ere jo netop de patriotiske Hjerter. (Forsvinder). Cholos. Vel! Skjul dig i hans venstre Hjertekammer. Jeg vil tage mig et Morgenbad i hans Galde, og saa fra det højre banke paa Mellemvæggen, og raabe: er du der Agatheia? (Gade. Langkork og Bier udenfor Vinægers Bolig. Siden Pirkom. Naar Bier, der er en Thrønder, ikke er lagt Ord i Munden, lader han ved hver af de Andres Repliker somom han vil tale, men kommer aldrig til). Langkork. -- -- Efter Skaalerne igaar at dømme, maa han virkelig være det Ideal af en Patriot og Liberal, som man gjør ham til, og som han er bleven mens jeg var borte. Jeg siger "virkelig," for Idealer for en Aftens Skyld er der nok af. SIDE: 278 Bier. Ja efter Skaalerne er han -- Langkork. Hvor det glæder mig, at denne Høvding just er min inderligste Hjertensven, mens jeg, min Nar, rider min Hest mager om i Landet, for at finde en Patriot efter mit Sind. Det er som at bede om de Penge tillaans, man selv har i Vestelommen, kun forstukne mellem Foret og Tøjet. Bier. Fandt du nogen? Langkork. Efter mit Sind? Hm! Bier, omtrent saa mange som jeg nu har Skillinger tilbage. Lad see! Der er en Halvskilling, og den faaer da nok betyde mig selv, skjøndt jeg -- oprigtig talt -- ikke er ganske efter mit eget Sind. Derfor er det vel retfærdigt, at den bliver Repræsentativet for Vinæger, som jeg nu vil bringe min oprigtige Hyldest. Bier. Velbe -- ! Langkork (griber i Porten). Kom med! Bier. Neitak! Han maa hyldes langtfra som Vindmøllerne. Pirkom (raabende oppefra Gaden). Holloi! Vogt dig! Langkork. Hvad er paafærde? Pirkom. Vil Du ind at hilse paa Vinæger fra igaar, saa lad mig visitere dig, om der intet er, som kan vække hans Mistanke. De Buxer, du har, ere vel nye. Opdager han noget, kommer du først ud, og siden ind i hans Blad "Nyregranskeren." SIDE: 279 Langkork. Jeg, hans Ven? Pirkom. Det er mere storartet at hænge netop sine Venner for Ret- færdighedens Skyld. Ærlige Bier der, som blev mistænkt for at have taget Hatten af for Grev Wedel, og Jeg bleve publice gjennemgranskede -- jeg fordi jeg tilfældigviis drak et Glas Champagner den 26de Januar. Han fik opsnuust det, og fra det Øjeblik var jeg Rojalist og fordømt. Langkork. Ei! Jeg gjør formeget af Originaliteter og Liberalisme, til ikke at bære over med Svagheder. Jeg forlanger disse hos mine Venner, fordi jeg ikke er bedre selv. Jeg har megen Agtelse, men ikke meer Kjærlighed for Dydsmønstre, end for mathe- matiske Figurer. Jeg elsker Plato kanskee ogsaa fordi han var Mand for at sige til Lais: Fortryllende Lais, en Omfavnelse skjænke du mig! Mig mindre udødelig gjør den, men mere udødelig dig. Pirkom. Mistænkelighed er Venskabets Asmodæus. En Mistænkelig er Ingens Ven; endnu mindre sine Venners, og mindst sin egen. Langkork. Det vilde bedrøve mig mest. Han kan have Erfaringer -- og det er en Debet paa Fandens Konto, men en Kredit paa det gode Menneskes -- men jeg vil lære ham, at der gives Mennesker som ikke kunne bedrage, og at dersom Patriotisme og Liberalisme ikke have ligesaa venlige Hjerter og aabne Aasyn som de andre Dyder, ere de ikke et Nummer af Nella værd. Mit Ord er ham en Erfaring. Pirkom. Ja hvis du hedte Master Babble, Master Tattle, Master Thick- tackkle, Master Braggard, og handlede med Svovelstikker i en af Londons Udkroge; thi alt Engelskt har han Respekt for, men kun for det. SIDE: 280 Langkork. Han maa være bleven forandret siden jeg reiste ud. Men er det saa, kan han kureres. Det kan al Affektation. Det er For- skjellen mellem vor første og anden Natur, at den sidstes Feil kunne helbredes. Jeg vil forsøge. (Vil gaae ind). Pirkom. Holdt! Skulde Been og Knogler betegne de Haardheder Han derinde har begaaet mod Venskabet, vilde man troe, der boede en Ræv eller en Ulv. Vestigia terrent. Jeg har advaret dig. Bier. Cave! -- Langkork. Ei! Mig kan han behandle som en gammel Hat. Jeg vil dog elske ham for hans storartede Liberalismes Skyld. Skulde jeg ikke beundre Nilens palmkrandste Majestæt, fordi nogle Slanger lege under Bredden og en Krokodil kan komme drivende? Pirkom. Farao mistænkte ikke Israeliterne som han sine Venner. Hans Mistænkelighed er mere slugende end en Krokodil, hans Smaa- lighed tilslimer enhver af Livets Blomster og Oprigtighedens Klarhed meer end Slangerne gjøre ved Nilens Oleandre og Vover. Jeg vilde ønske du havde hørt en af Schleiermachers Prækener om Værdien af hjerteløse Aandsfortrin. Langkork. Jeg har nylig hørt en af Sluddermacher. Forøvrigt er Libera- lismen et stort Hjerte for Menneskeheden. Pirkom. Et blæreformet, hvis det ikke tillige er et for Mennesket. Der- som han viser dig mere Tiltroe end mig, er denne momentane Sindsblødhed kun en af hans Haardheder, som raadner i Enden. SIDE: 281 Langkork. Jeg vil have Ærbødighed for vore Liberales Ypperste, selv om han var min Fiende. Pirkom. Slige Liberalismens Idealer koste 6 Pence i London. Langkork. Tænkte mit Hjerte saa, rev jeg det udaf Livet. Jeg er hans Ven; eller jeg maa ikke være det, siden jeg kan være din efter slige Ord. Pirkom. Sine Venner bruger han som Abekatten Kattens Poter. Og dig? Nu! finder han sin Regning ved det, vil han berøve dig din Ungdoms Elskede, Folkets Godhed. Han vil afflaae dig Popu- laritetens Løvehud, og iføre sin egen Æselagtighed den. Langkork. Æselagtighed? Pirkom. Eller giraffhalsede Indbildskhed. Langkork. Fik jeg Tag i slige lumpne Indfald, qvalte jeg dem. Pirkom. Du vil komme til at vride Halsen om paa din egen Ædel- modighed. Jeg har advaret dig. Bier (efter megen Anstrengelse). Cave! -- (Gaaer med Pirkom). Langkork (vil gaae ind). Snak! Idet jeg griber om Dørhammeren, knuser jeg alle slige Tanker. (Vinæger kommer ud). SIDE: 282 (Vinæger. Langkork). Vinæger (suur). Naa! Langkork (rystende hans Haand). Min Ven! Goddag, min Ven! Vinæger. Naa! Det var da ogsaa som Fanden. Langkork. Ei, er du ogsaa paa den nye Mode, at see ud, som om du vilde æde Folk og dig selv ovenpaa? Eller har du ondt i Maven? Kazenjammer siden igaar? Goddag! Kjender du mig ikke igjen? Paa igaar nær har jeg været længe borte fra dig. Vinæger (rimelig). Er det dig, er du velkommen. Alle Andre ere Kjeltringer til- hobe, Indifferentister, Legitimister, Optimister, Rojalister og Kopiister. Langkork. Altsaa to Undtagelser. Det er een mere end Mange tro med sig selv i Beregningen. Men da veed jeg ikke, om jeg tør gra- tulere med, at du er bleven Folkets Mand. Vinæger (med et Smiil paa den ene Side af Næsen). Folkets? Der existerer intet andet Folk end i Engeland. Langkork. Det var meget! Skulde der existere engelske Jeandefrancer, Johnofbritannier? (Afsides). Gudsdød! Han viser formelig Tænder. Vinæger. Det er mig kjært, at du kommer, min Ven, for . . SIDE: 283 Langkork (afsides). Nei det Griin skulde s'gu nok være et Smiil. Jeg gjorde ham Uret. Jeg seer ganske tydelig, at han lider af Forstoppelse. Vinæger. Jeg meente, det er mig kjært, at du kom, for at jeg kan faae sagt dig først, at det var nederdrægtigt af dig at traktere med Spirituosa, som du gjorde. Og dernæst . . Langkork. Naanaa, det er en Tak for igaar. Men et Glas Viin hører hjemme i et Lag for min bedste Ven, for dig. Det fornøjede mig ellers, at det lod til at smage dig, og at Porterens Forjettelse syntes at gaae i Opfyldelse, nemlig at et Par Flasker gjør En til Lordmayor af London. Haandfaste Bier og jeg -- det veed du vel ikke -- fulgte dig hjem. Vinæger. Porter? Ja den er engelsk. Langkork. Og Portviin det er engelskt. Da du havde stukket Porteren gjen- nem med nogle Glas, afsatte du, til stor Fornøjelse, den præsum- tive Excellence, hvorpaa Bier bemærkede: "da -- " af hvilket "da," Meningen vistnok var, at du upaatvivlelig da vilde blive trampet ihjel af alle de ballerforventede Kringlefigurer. Vinæger. Snak! Dernæst hvilke Slyngler du have bedet sammen! Der var endog en fra Departementet. Langkork. Alle vare -- det maa du tillade mig -- mine Venner og vel- tænkende Patrioter. Vinæger. Veltænkende? Ikke Een, uden Du kanskee, tænkte som Jeg. Denne Pirkom er en Forræder. Hvor skulde han vel faa en ny Kjole fra, uden ved Bestikkelse? Bier søger om at komme ind i Justitsdepartementet. Saa usle ere de Allesammen. SIDE: 284 Langkork. Det minder mig om, at jeg ogsaa kan gratulere dig med, at du er bleven en velholden Mand. Den fattige Bier, Stakkels, jublede af Hjertet med, da jeg proponerede Skaalen i den An- ledning. Er han ikke længer din Ven, saa glæder han sig ved din Virksomhed, ligesom ved Saugens, man dog ikke gider komme for nær. Vinæger. Nu, saa gid baade Han og de Andre vare Planker. Jeg lagde Mærke til, at de hverken drak paa Keiseren af Chinas og Guvernør Lin's Undergang eller paa Chartismens Velgaaende. Og det var dog mine Toaster. Langkork. (Afsides). Jeg kjender ikke min Ven igjen. Skulde hans forrige Beskeden- hed kun have været Bjørnens første Trin paa de saare Vaar- labber? (Højt). Ak, ulyksalig er denne Søndren imellem Patrioterne, ulyksalig er den Tanke, at man Selv er den eneste! Lad det være dig nok, at du i mine Tanker er den bedste, og lad os fornye vor Venskabspagt med den Eed, at Vi idetmindste aldrig ville miskjende hinanden. Vinæger (med Haandslag). Du -- for ever! (Trækker Haanden tilbage). Fanden i Vold! siger jeg. Jeg har seet nok. Usling! Nidding! Hofkryb! Elendige Rojalist! Jeg har seet nok. Du skal høre fra mig. (Slaaer Døren i efter sig). Langkork. Nu, min Gud! Hvad kan dog have været paafærde med mig? Min stakkels Ven maa være tullet, eller skulde det blot være en Efterhærmen af den engelske Spleen? (Gaaer). SIDE: 285 (Hos Pirkom. Pirkom og Bier smøgende. Dolce far niente med Benene iveiret i hver sin Ende af Sofaen. Siden Langkork). Pirkom. Nu har jeg det: en bidende Artikel paa dig, Bier. Bier. Haha! det er . . . Pirkom. Nu? Bier (med Anstrengelse). Ligesom Nyregranskeren mener jeg: om sine Venner. Pirkom. Saavidt er det dog ikke kommet med den. Bier. Har du ikke læst det sidste Nummer? Jeg har det her i Lommen, naar jeg bare gad reise mig. Men lad høre! Vi ere ikke Venner, ere vi ikke fordragelige; skjøndt saavidt bør det aldrig gaae. Pirkom (reciterende). Bier er en dygtig Smøger. "Thi -- sagde ofte Han med Dybsinds Træk -- man tænker herligst naar man damper væk." "Sig mig da, Bier, hvad tænker Du?" "Ih nu! (skreg Bier, af Vrede sort som Blæk) jeg tænker, tænker, at jeg -- røger." Bier (leende). Det var nærgaaende som det meste Sandt. Men gid Venner og Patrioter aldrig angribe hinanden for større Skranker end SIDE: 286 inden en Sofas Arme, og heller med Benene end med Hovderne! Heller Heste end Oxer! Det er anderledes med Nyregranskeren idag. Her har jeg den af 25de Novbr. (Vælter sig om og haler Bladet frem). Pirkom. Lad see! (Reiser sig kun halvt, saa Bladet falder paa Gulvet. Langkork kommer). Bier. Svindt dig! Der staaer alt Noget til ham. Langkork (gribende Bladet). Til mig! Lad see! Nei see I først paa mig! Seer I om der er noget Besynderligt eller Mistænkeligt ved mig? Pirkom og Bier. Nei for Gud om vi gjør. Langkork (nedslagen). Der maa dog være Noget, især hvis jeg alt staaer i Bladet. Læs Du kun! (Givende Pirkom det). Pirkom. Først staaer der en grundig Afhandling om den offentlige Nytte af almindelig Mistillid, med Motto: "sku ikke Hunden paa Haarene!" Dernæst en, om at det er ligsaa umoralsk ikke at forsvare en Løgn i det længste, som ikke at sørge for sine Slegfredbørn. Item nogle praktiske Prøver. Item en om Ind- førelsen af Øleddik som Nationaldrik. Item et Eventyr om de tre Brødre Mumlen, Brumlen og Skumlen, der alle Tre kom til stor Anseelse i Barbariet. Og endelig noget Ruskomsnusk som staaende Artikel. Langkork. Der maa det nok staa. Læs du! Pirkom (læser). "Blodsugerens Gjæstebud". Forgjæves ødsler du Viin, Inkassator, saa gylden som Solen, forgjæves loggrer du, Skurk, med krybende Ord for Venner at see ved dit rovdækte Bord. SIDE: 287 Thi knapt er fortært din Dessert, og man skraber med Stolen, før Vinen, som gled, dem synes er Taarer og Sved, Champagnen, som nylig i Stjerneglands stod, Burgunderen hed, de smadskede ved, dem synes med Qvalmer er Armodens Blod. Man angrer at ville det Gjæstebud smage. Det qvalmer. Man iler med Afsked at tage. Kun Værten og Lucifer sidde tilbage." Langkork. Det Gjæstebud maa være holdt i Soløer. Paataler han Uret, tilgiver jeg ham gjerne Fornærmelser mod mig. Pirkom (læser). "Før med Aurora lignedes saa tidt de hulde Damer til det blev forslidt. Nu er Sligt glemt. Derfor, I ømme Skjalde, som hamre Amors Pile paa Citrinken, optager det som noget Nyt igjen: Auroraer de Frøkener at kalde! Men, da maae de og igjen optage Sminken". Langkork. Revser han Daarskaber, tilgiver jeg ham Kaadheder mod mig. Pirkom (læser). "Hvis du en Skjald vil dræbe, sa smør med Smiger hans Øre, med Viin hans Læbe!" Langkork. Udtaler han Sandheder, tilgiver jeg ham Usandheder om mig. SIDE: 288 Pirkom. "Hist venter Bibulus strax Salighed; thi her han alt sin Skjærsild leed. Hans Krop var nemlig af de stærke Drikke forvandlet til et Baal, oppustet stedse af flogistisk Hikke, hans Sjel deri var sveden Djævels Skraal." Langkork. Tugter han Lasten, tilgiver jeg om han berøver mig mine Dyder. Pirkom (læser). "Før altid Katecheten Claus det sjette Bud sprang over taus. Nu pludselig (o ve de Pigers Øre!) paa Gulvet man det tidtnok faaer at høre. Thi -- Claus har nylig giftet sig." Langkork. Straffer han Hykleri, tilgiver jeg ham, om han drager min Op- rigtighed itvivl. Pirkom. Det er dog det Haardeste. Bestaaer du Prøven? Her er: "til Exradikalen Langskurk." "Diogenes, Cyniker, Solvæggekryb! som da Alexander oplukkede dig sin Miskundheds Dyb, kun bad ham at flytte paa sig, saa Solstraalen kunde din Sanddynge naae, ei længer du mægter for Verden som Maadeholdsmønster at staae. Thi seer du, jeg kjender en lumpen Fornegter, som finder i Sølvstjerners iiskolde Flamme det samme Behag, ja ganske det samme, og bare i Glimtet af Nøgelen bag sin Skjærsommerdag." SIDE: 289 Bier (Tyggende Skum). Nu! Sligt gaaer for vidt. Pirkom. (Til Langkork). Og du kan blegne herover? Langkork. Jeg kan være rolig, da jeg har Gjerninger at appellere til. Men du har Ret: det er det Haardeste at see sin Ærlighed dragen itvivl. Pirkom. Et nederdrægtigt Brug af Journalistens jus vitæ et necis over Ens gode Navn! Langkork. Kald det heller: jus fecis. Til en Galdesyg maa tages samme Hensyn som til andre Syge, og er har vi nok med en Galde at gjøre, der har baade Nattens Sorthed og Eddrens Grønhed. Men jeg gad dog vide . . . Bier. Strax! (Gaaer heftig ud). Pirkom. Jeg er vis paa Bier henter ham bare ved at lægge sin Haand paa Skulderen af Oppositionens Koloss. Langkork (Tager sin Hat). Det er bedst, at komme imellem. Pirkom. Jeg skulde næsten troe, at det var bedre, om Patrioterne virkelig sloges engang imellem med Nævehug, end at de øde- lægge hinanden ved Skumlerier. Langkork. Upaatvivlelig! (Gaaer). SIDE: 290 (Vinægers Værelse. Der lugter stærkt af Steenkul. Vinæger ved sin Pult. Siden Bier, Langkork og Pirkom.) Vinæger. Han fortjener det. Det er Konventhenrettelser i det Smaa: Robespierre og Danton. Og nu maa jeg ganske vist arve hans Popularitet og blive Nummer Een. Der er ogsaa en behagelig Stolthed i at have bragt sine Principer og Planer Offeret af sin bedste Ven. Jeg er over det Vanskeligste. "Per aspera ad astra" skal være mit Valgsprog. (Stormende Fodtrin høres) Tys! Jeg hører alt mine Legioner stampe. Bier (Styrter ind.) Forklar! (lægger sin Haand paa Vinægers Skuldre, men kommer ikke videre i Talen, fordi han tygger Skum) Her er Nummeret. Vinæger. Offentlig Diskussion, offentlig Diskussion blot -- hører du ikke? offentlig Diskussion. Bier (med haanfuld Harm.) Ha! offentlig Diskussion blot! Vinæger. Den er fri. Bier. Men onde Tanker bør bindes. (Pirkom og Langkork komme). Pirkom. Ja saadan som Bier nu holder Dig. Læs i mit Ansigt, at jeg er din Fiende og at Langkork er min Ven og var din. Vinæger. Han er ikke længer Frihedens og Folkets. Langkork. Hvorfor? Du gjør mig Uret. Jeg har aldrig havt to Hjerter i Brystet eller to Tunger i Munden. SIDE: 291 Pirkom. Ja hvorfor? Svar! Dette "Hvorfor" ville vi have besvaret. Langkork. Hvor er mit Forræderi? Bier (rystende Vinæger.) Svar! Vinæger. (bange; pegende paa Langkork.) Der! De Andre. Hvor? Vinæger. Den Knap! De Andre. Hvilken? Vinæger. Den royalistiske der i Vesten. Pirkom. (Med høi Latter.) Det er Forræderiet -- en umage Vestknap med C. J. og Krone i!! Har man hørt Magen! (Pirkom, Langkork og Bier briste i en umaadelig Latter). Langkork. At ærgre sig over en Mistænkelighed af denne Natur er lige- saa taabeligt som at nære den. Kun det er ærgerligt, at den skader den gode Sag ved at adsplitte og latterliggjøre dens For- fægtere. Farvel Vinæger! Jeg kan ikke hade dig. (De gaae.) Vinæger. Da kan jeg hade dig og jer Allesammen, I Kjeltringspak. En Patriot, som ikke kan hade, er en Bue uden Streng. Latterlig jeg? Beundres jeg ikke af Alle, som boe udenfor Byen? Med slige fordragelige Folk, som ikke engang have Øie for de mest iøinefaldende Symboler paa politisk Troesbekjendelse, kan man SIDE: 292 intet udrette. Men Eensomheden har sin Storhed, og Storheden altid Kraft. Menneskeforagt reddede den franske Republik og O'Connel spytter ofte i Hovedet paa dem han taler til. Tvi! Gid jeg kunde spytte Kjønrøg naar jeg spytter. (Hos Pirkom. De Tre). Langkork. Slig Mistænkelighed sidder, som jeg siger, i Maven. Den siges at høre til Klogskaben, men den grændser nærmere til Galskaben omtrent som det skumle Kamtschatka vel siges at høre til Rus- land mens det dog har mere af de vilde amerikanske Taage- lande hiinsides. Pirkom. Jeg gaaer ind paa din Mening og paa dit Propos at kurere en Svaghed med en anden. Langkork. Men hvor faae vi en Engelskmand fra? Ham troer han blindt. Det er den anden. Pirkom. Vi faae tage en Drammenser dertil. De ville gjerne spille Englændere. Langkork. Top! Ud da paa Ruseløkvejen forat fange den Første den Bedste, der vil lade sig instruere. (Hos Vinæger. Han sidder i Sofaen med Mr. Thicktackkle). Mr. Thicktackkle (tørrende sig om Næsen). Indeed, Sir, very fine Prince-Mixture. Maa jeg byde igjen? Her lugter godt Engelskt. (Aabner en Pakke). SIDE: 293 Vinæger. Med Tilladelse, Master Thicktackkle, hvad er dette for noget? Mr. Thicktackkle. Engelsk Salt, Sir Vinaigre. Ingen god Radikal spiser nu mindre end 8 Lod om Dagen. Nogle af de ypperste Kartister behøve 12. Vinæger. Indeed? Mr. Thicktackkle. Indeed! Det fortrænger ganske Snustobakken, Brausepulver, Bonsbons etc. Vinæger. Saa med Tilladelse, Sir. (Laver en Portion til i et Glas Vand). Mr. Thicktackkle. Meer, Sir. I assure. Vinæger. I thank You, Sir. Of your health, Sir! (tager sin Dosis). Mr. Thicktackkle. Of your own, Sir Vinaigre! Vinæger (med Grimasser). Extremely good, Master Thicktack -- Mr. Thicktackkle. No good Sir, but extremely english. (Reiser sig og giver sit Kort). Vinæger. Allerede? Mr. Thicktackkle. Jeg skal skrive til min gode Ven O'Connel. Men jeg maatte først have seet Norges. Vinæger. Oh, Sir. Jeg beder at hilse Sir Daniel saameget. SIDE: 294 Mr. Thicktackkle. Certainly, Sir Vinaigre! You are entirely an Englishman. Quite! Vinæger. Meget forbunden. Det har altid været min Bestræbelse. (Følger ham med mange Komplimenter til Døren. Seer paa Kaartet og læser.) "Toby Thicktackkle, Esq. H.A.R.C.E.L.L.I.S.T." Etcetera, etcetera! Gud bevare mig hvormange Selskaber han er Medlem af! Master Thicktackkle maa være en berømt Mand. Og slige Folk komme til mig! Men Gudskelov han gik. Der er periculum in mora. (iler ud). (Hos Langkork. Langkork, Pirkom, Bier. Strax efter Vinæger). Langkork (i Vinduet). For Gud kommer han ikke alt der, og med en Rose i Brystet! Pirkom. Det har virket. Hør han traller paa en munter Melodi idet han løber opad Trappen. Langkork. Det er uhørt. Jeg kunde ogsaa synge af Glæde for vi have nu upaatvivlelig vor Ven igjen. Pirkom. Du har nok havt Ret i at den skumle Mistænkelighed sad i Maven. Vinæger (kommer raskt ind med Munterhed i Ansigt og en Rose i Brystet). Mine Venner! (tager dem i Haanden). Jeg veed ikke hvordan det er med mig; men jeg seer nu, at denne Rose er rød og ikke sort- grøn som jeg før skulde bandet paa den var. Jeg veed, I ere mine oprigtige Venner og at I elske Friheden og Fædrelandet med samme uforanderlige Hengivenhed som jeg. Kom mine Venner! Jeg har en Flaske Viin i Lommen -- ud etsteds hvor- fra vi kunne see udover Fædrelandet og forlyste vore Hjerter ved dets Syn. SIDE: 295 De Andre. (Med Haandslag). Det er et Ord! Vinæger. Lad os opsøge en af de mange yndige Dale, som omstjerne Kristiania, fordybe os i vort Fædrelands Favn, nedkaste os under en af deres Bjerkelunde, fryde os ved at Højhedens og Skjøn- hedens ogsaa er Frisindethedens og Ærlighedens Hjem, hilse dets gamle Konge med et frydefuldt Vivat, og banlyse, idet vi oversprøite Mosen og Linnæerne med de sidste Draaber, al skummel Mistænkelighed, al Smaalighed fra dets Venners Tænke- maade! Bier. Top! Langkork. Der burde voxe Paddehatte op hvor Draaberne falde. Men mod Smaaligheden maa der nok skarpere Midler, for den er ikke forlegen med Opholdet. Skulde Morgenbladet sige den op, mangler den ikke Engagement i den Constitutionelle. Den er en af Hovedbestanddelene i et vist Blads berømte Retfærdighed, hvis Redaktion det er ligesaa umuligt ubeklikket at fortælle et Faktum, som ikke ganske falder i dens pessimistiske Smag, som det er at synge reent for En der har et Fiskebeen i Halsen. Vinæger. Hverken Optimister eller Pessimister, ville vi ønske Sandheden Seier og først og fremst igjennem dens Organer. Ellers ned med slige Karle som med en Appius! Langkork. Norsk Salt for dem og ikke engelsk. Vinæger. Hvad? Du veed . ? Langkork. At engelsk Salt er probat mod altfor mistænksom Patriotisme. SIDE: 296 Mr. Thicktackkle (stikker Hovedet ind og trækker det tilbage). Indeed, Sir! Vinæger. Ah Master Thicktackkle! Langkork. En Drammenser, som boer her ved Siden. Vinæger. En Drammenser blot? Nu! Ogsaa temmelig probat mod Anglo- manien. Langkork. Pokker ivold med baade den og Mistænkeligheden! Den første Betingelse ved en Patriot er at være ærlig, den anden ikke at være nogen Nar, den tredie at troe, at andre Patrioter ogsaa ere ærlige og ingen Narre. Men skulde Mistænkelighed endog anklage En, hvis hele foregaaende Liv vidner om Ærlighed og Hengivenhed for den fælleds Sag, da -- Vinæger. Recipe: Engelsk Salt! EFTERSPIL (Vennerne paa en landlig Udsigt under en Hængebjerk.) Sang. Det er min Sjel en frydfuld Trang at gjæste Norges Dale. Den gamle Fjeldkoll elsker Sang, den glade Hjerters Tale. Kom til den fagre Maridal! til Kleivens svimlende Portal! Kom hvorsomhelst, og Norge skal dig i sin Favn husvale! SIDE: 297 Hvor strømmer ud Berusning sød fra Dalens Bjerkelunde. Det var en Drøm i Engles Skjød paa deres Mos at blunde. Hvad Harpespil i denne Bæk! Hvad Melodi! hvor sød en Skræk! Bestandig ny den toner væk -- ak! som fra Perlers Munde. Hvad tænksomt sværmersk Øie fik du Kjernets stille Vove! hvad Ord den susende Musik i Aasens dybe Skove! Den Mand er ei i Norge fød, som den ei gjør om Hjertet blød. Det er hans Vuggesang, der lød ifra de dybe Skove. Didind, hvor Fyrren suser, ind tør ingen Niding vandre, som har forglemt i troløst Sind sit Fædreland for andre. Ham vilde Rædsel gribe, -- bleg han vilde høre Skoven skreg, hvor klagende dens Røster steg. Did tør ei Niding vandre. Ham vilde, som en Dommer haard, hvert Fjeld imødetræde. "Hvad vil du i din Moders Gaard, som glemt har hendes Qvæde?" Hvor Kjernets Blik blev kummerfuldt! Ak det, der smile kan saa huldt! Ve Den, hvis Barm ei voldsomt slaaer, ved Hjemmets Syn, af Glæde! Vi nærmere i Dalens Favn os føle Norges Hjerte. Dets ærlige og gamle Navn vi der af Fossen lærte. SIDE: 298 I Fjeldets solbelyste Tind det blotter os sit høie Sind, og derifra det speiler ind sig Selv i Folkets Hjerte. Igjennem Folkets Aarer lad sig Glommens Styrke vælte! Som Rjukans kjække Styrtebad saa fyrige dets Helte! Lad i dets Qvinder Ringerig med bliden Ynde præge sig! Vær Gausta hver en Gubbe liig, som sig tilthinge meldte! Hvor styrtende mod Tyris Strand fra Aasen Kleiven iler! Saa først ved Maalet, Idrætsmand! din stærke Vilje hviler. Som Kolven fra det spændte Staal, din Kraft forfølge vil sit Maal: dit Vel, en Daad, o Fædreland, en Daad hvortil du smiler. Hist slanken Silje, Hæg og Piil og Rogn sig sammenranke. Det nøgne Fjeld de dække vil -- Det er en kjærlig Tanke. Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst, vi ville med vemodig Lyst vor Moders Brøst selv hylle til -- Det er en kjærlig Tanke. Henrik Wergeland SIDE: 299 VINÆGERS FJELDEVENTYR AF SIFUL SIFADDA Sic -- Personer: Vinæger, Redaktør af Nyregranskeren, Langkork, Pirkom, Bier, Venner, Leontodon, en Poet, Blasenfeldt, en afsindig Redaktør af et stort Blad, Huldra, de Underjordiskes Herskerinde, Krystalline, hendes Datter, To Huldrejenter, Kontant, en Kobold, Nidhex, Nisseoldemoder, Krystal, Granat, Karfunkel, Kolbolder, Flere Kobolder, derimellem Koboldsmeden og hans Svend, Nisser, Dverge og andre Underjordiske. (Samme landlige Scene som i Efterspillet til "Engelsk salt". Vinæger, Langkork, Pirkom, Bier). Pirkom. . . Den Vise har Leontodon gjort. Vinæger. Da er den ypperlig. Den Mening har jeg altid været af. Langkork. Nei, det er det Samme som at sige om et Stykke Møbel eller et Par Støvler: godt gjort, men gjort paa Landet. Leontodon er Løvetanden, som man traakker paa. Vinæger. Det er Langeleegklangen af den nationale Vemod, som har indtaget mig i disse Vers. SIDE: 300 Langkork. Dacapo det sidste. Kanskee har vi ham her mens vi synge det; thi han er ventendes herud. Chor. (Slutningsstrofen i "Engelsk Salt"). "Hist slanken Silje, Hæg og Piil og Rogn sig sammenranke. Det nøgne Fjeld de dække vil -- Det er en kjærlig Tanke. Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst, vi ville med vemodig Lyst vor Moders Brøst selv hylle til -- Det er en kjærlig Tanke. Echo. . . . Kjærlig Tanke, ærlig Tanke, Tanke. Pirkom. I Norge er det skam heller en Anke. De, der ikke gjøre det, komme til Hæder og Værdighed. Langkork. (Lyttende). Et vidunderligt Echo. Vinæger. Pyh! Echo er ikke andet end Naturens Opstødelser, naar den har faaet formeget Lyd stoppet i sig. (Afs.) Det er saagu' ogsaa, naar jeg ret betænker det, formeget, at Leontodon skal have slig Overflod paa den Slags Popularitet, jeg netop har Brug for til min Nyregransker. Det har ingen Nød med Løvetanden, naar den groer imellem slig Kløver; men Løvetanden skal traak- kes paa, og derfor skulde jeg sgu' ogsaa have Lyst til at traakke paa ham ved Leilighed. Langkork. (Til de Andre). Hvad var det for en Aand, som nu foer i ham? SIDE: 301 Bier. En gusten. Pirkom. Ja hvad han mumlede var en Bendelorm-Ideeforbindelse. Hans Sjel er en Mave af Egoisme, og hans Bemærkning smagte af Engelsk Salt. Vinæger. Au, Kammerater! Jeg har endnu godt af det Engelske Salt. (Gaaer afsides). Pirkom. Hæng mig i den Ask dernede, om han ikke behøver en Dosis til. Han lod som han sang med, men gjorde dog kun Grimasser. Langkork. Gjorde alle Læber saa hvor Hjerterne ikke synge med, vilde Nationalsangene ofte blive Pantomimer. Pirkom. Der er en Race, som seer ud som Noder: tykke Hoveder og smale Been. For den kan det gjælde. Den er Charivarien paa Nationen. Bier. Paa en Menneskeslægt. Pirkom. Her bliver uhyggeligt imellem Fjeldene. Kom, lad os gaae. Langkork. Aldrig mellem dem. Der er Folket sig selv. Der boer Israel, men Fremmede og Filister i Askalon og Gaza paa Kysten. Bier. De herske. Langkork. Saa gid jeg kunde skjule mig i Fjeldene, som Huldrefolket, til det var bleven hyggeligere. SIDE: 302 Pirkom. Ved Gud jeg troer det er Vinægers Hensigt. Han bliver længe borte, og kan gaae sig bort i disse Dybder. Tys! Langkork. Han raabte om Hjælp. Afsted! (De springe op). Bier. (Fra en Klippe) Min Gud, hvad saae jeg! Pirkom. Hvad da? Bier. Saasandt jeg lever, blev han taget ind i et Bjerg. Pirkom. Hvad vil Fjeldet med flere Graasteen? Bier. To Piger havde ham imellem sig. Pirkom. Hvad ville de med Vinæger? (De ile ud). Langkork. (kommende tilbage med en Langeleeg). Pirkom vilde have fundet en Langeleeg tonende i Vinden i den Askegreen, han skulde hængt i, om Vinæger ikke var ufor- bederlig. En Sæterjente maa have glemt den fra ifjor, og jeg vil nu give Leontodon den for Langeleegklangens Skyld i hans Sange. Der er Han. Halloh! Halloh! Se her! (Gaaer). SIDE: 303 (Halvmørk Hule indvendig i Bjerget. To Huldrejenter have Vinæger imellem sig. Krystal, Granat, Karfunkel, vimsende oppe under Hvælvingen). Første Huldrejente. Flink, Granat! Gesvindt, Krystal! Flink! Karfunkel! Rask, Krabater! Med Krystaller og Granater lyser op i Huldras Hal! saa vi kunne see og kjende hvad det er for rart et Dyr, som vi fanget har til Hende. Granat. Hold din Mund! Vor Dont vi passe, pudse vore Lampeglasse. Seer du nu -- Granater, Fyr! Krystal. Lys, Krystaller! Karfunkel. Straal, Karfunkel! Er nu Huldras Hal saa dunkel? Granat. (Hulen bliver straalende af Granater, Krystaller o.s.v.). Naa, ved Thor, du har en Fangst, som kan gjøre Trolde angst! Ti Demanter mod en Flint tør jeg vedde paa, at dette Monstrum, som seer ud saa sindt, enten er en liden Jette, eller og en Kjæmpenar. Første Huldrejente. Fange ham vor Ordre var. Huldra saae ham oppefra Vindvet af Marienglar. SIDE: 304 Granat. Vi maa Hende det berette. Hun vil skjænde slemt paa Eder, hive flux ham ud igjen, som af Baaden Fiskeren fæle Korstrold og Maneder. (Kobolderne forsvinde). Anden Huldrejente. Ja, jeg troer, vi har gjort galt. Første Huldrejente. Netop hvad der var befalt. Anden Huldrejente. Rigtig nok en Sjeldenhed; kanskee en Orangutang, hvorom Huldra mangen Gang har os rare Ting fortalt. Første Huldrejente. Kanskee Søster. Ja, hvem veed? Dog man bør jo netop tro hvad man ikke grant kan see? Kommer derfor alt til alt, er kan kanskee Menneske. Anden Huldrejente. Ja kanskee og kanskee ikke. Huldra snart vil ham bekikke, og bestemt afgjøre det. Dog jeg troer, og troer med Ret, at du aldrig har opdaget slige Rynker paa en Næse. Jøde kunde, om behaged, reen Hebraisk i dem læse. Og i alle Verdens Stæder vises Aber frem i Klæder; SIDE: 305 noksaa nette, fuldt itrukne og komplette, saa jeg rettest vil formene, at vi er ei paa det Rene, om han ei af Abekat er et underligt Specimen. Første Hulderjente. Saa du holder med Granat? Nu! vor Dom vil snart bli'e sat: Huldra komme vil paa Timen. Vinæger. (Mumler). Skjæld saameget som I kunne, skjæld med alle Bækkes Munde, blot jeg turde til mig knibe nogle faae af disse Slumper reent gediegne Kobberklumper, som jeg ikke kan begribe ere saa i Krogen slængte overalt og overflødigt. Hvertet Stykke er forvist over fire Skilling lødigt. (Griber efter nogle af Kieserne). Første Huldrejente. Ei, hvorhen min Ven? Du tænkte nok ei paa, at Væggen hist er af Marmor og Porfyr. Vinæger. Oh, jeg barestens betragter disse Ertser, underskjønne, som letsindig I foragter. Ha, hvor røde og hvor grønne Malmerne i Stenen lyne! Den som turde sig forsyne! Første Huldrejente. Værsaagod, kun Lysten styr! SIDE: 306 Vinæger (med en utrolig Hurtighed). Virkelig? Nu, jeg var sandelig en Tosk, om jeg forsømte Leilig- heden. Den, som ikke samler paa Skillingen, faaer aldrig en Daler. (Stikker Kieser til sig). Første Huldrejente. Det er jo Principet i Granskerens Økonomi? Anden Huldrejente. Store Gud, hvor graadig Han fylder Steen i sine Lommer! Var det Æbler eller Blommer, vilde jeg endnu forsvare, at han var en Bavian, rømt fra et Menageri eller fra en Parmesan. . . Nei, det holder Stik ei heller. Thi man ganske vist fortæller, om den borneanske Joko, at med sandt Liebhaberi, con amore, con fuoco, samler denne Abekat sig af blanke Steen en Skat. Første Huldrejente. Aber'et ved Hypothesen er dog, bedste Søster, at den er et godmodigt Væsen. Anden Huldrejente. Denne synes dog tilfreds ret at finde sig hersteds. Vinæger. Fortræffeligt! Javist! Nu tror jeg alt jeg har tre Mark i Lommen. Anden Huldrejente (fnisende). Paa det nærmeste. SIDE: 307 Første Huldrejente. Det just! Netop det! Ei meer, ei mindre! Slig en Sjel af Irr og Rust, sligt et oxyderet Indre, slig en Kies imellem Sjele ganske er i Kobolds fæle ondskabsfulde Races Magt. (Musik høres nærmere og nærmere). Anden Huldrejente. Tølper, reis paa dig! Giv Agt! Hører Du ei fra de fjerne inderste højhvalte Haller Cymblerne af Drypkrystaller melde Herskerindens Komme? Høflighed dog Hende viis, om ei hendes ringe Terne. Første Huldrejente. Fy! For al den Kobberkies, Han har stukket i sin Lomme, kan han op ei mere staae. Anden Huldrejente. Skynd dig! Ud du lænse maa. Vinæger. Ikke for en Specie. Anden Huldrejente. Abe eller Menneske, vold os ikke mere Skræk! Vinæger. Skulde Sligt jeg kaste væk? Første Huldrejente. Vold os ikke mere Angst! Skaf os Skam ei af vor Fangst! Siden skal du nok faae Nok. (De lænse hans Lommer). SIDE: 308 Anden Huldrejente. Gjerne, om du vil, en Skok. Første Huldrejente. Gjerne, om du vil, en Skjeppe. Vinæger. Nok af Kobberdanker? Neppe! (Huldra. Chor af Underjordiske. De Forrige). Chor af Underjordiske. Forgjæves, forgjæves sang du din Vise, lystige Kilde, du Fjeldets fordækte, sladdrende, søde Hemmelighed! Forgjæves, forgjæves orglede Malmens klingende Søiler, tonte din klare Sølverne-Cymbel, Dryppekrystal! Forgjæves, forgjæves, vevre som Fraadens jagende, trillende, spillende Draaber foran en Snekke, boltred sig Nisser, dandsede Dverge, tumlede Thusser, Kobolder hopped, hvor Dronningen gik. SIDE: 309 Perlernes Bleghed dækkede Kinden, som natfaldne Meeldugg sygnende Blomster; Marmorets tunge, maaneskinsagtige, døde Sørgmodighed hvilte paa Panden; Øiets Demanter dunkledes til af agatlige Taager. Kummer maa nage Bjergenes Dronning. Huldra. (Alvorlig, til Vinæger). Menneske! Første Huldrejente. (Til Anden). Saa har du tabt, kjære Søster og Granat. Thi han Menneske er skabt og er ingen Abekat. Huldra. Fremmede! en Dødsensprøve nødes jeg paa dig at øve. Du en Angstsekund maa lide, forat jeg kan sikkert vide, om du er den rette Mand og en Vilje har, der kan. Vinæger. Faaer jeg det betalt -- kom an! Huldra. Hist, liig en henslængt, damasceret Dolk, i Klipperevnen ligger svullen Hugorm. Dens Øie, Gløden, som bestandig holder i Huultand Givten kogende og smeltet, cinnoberrødt du seer fremtindre hist. SIDE: 310 Den hugge maa sin Tand ind i dit Kjød; og døer du da, da har jeg taget feil, og røvet Jordens tørre Armod væk en af dens største Kuriositeter. Men slipper Ormen dødsensstivnet Biddet, forgivet i dit Blod af værre Givt, da er du, Fremmede, den rette Mand: just hiin Vinæger, for hvis arge Sind det hele vide Norges Rige bæver. (Griber Ormen; slynger den paa Vinæger; den bider og falder død ned). Vinæger. For den Angst vil jeg s'gu have mig en Dank. Første Huldrejente. Ah! er Han den vidtbekjendte, bidske, nidske, hadske, barske, ondskabsfulde, traa og harske Publicist Vinæger? Han! Naa, for Gud, jeg engang meente, at saa streng og stridig Mand maatte have Horn af Jern, meer til Angreb end til Værn, og en dygtig Huggetand. Anden Huldrejente. Hvor kan Fantasien skuffe! Kollet Tyr kan ogsaa puffe. Første Huldrejente. Ja hvad trænger Han til Sligt? Møder Bamse det Gesicht, vil han baglænds retirere og en Sølvbjørn bli'e af Angst. Anden Huldrejente. Begge To vi gratulere, Herskerinde, med din Fangst. Glade høre vi, at dette Exemplar er just det rette. SIDE: 311 Huldra. I underjordiske, nedtrykte Hjerter kan Han alene bringe Fryd tilbage. Hør derfor, Fremmede! Fiinnæset Støverhund man bruger til at fange vindrap Hare, snedig Væsel til ud Kaninen af dens Skjul at jage, og enkelt Menneske, med Os befrændet, kan see Metallets Aare dybt i Fjeldet og høre underjordisk Kilde risle. Hver Skabning har et eget Naturel, som lader sig til noget Enkelt bruge, og du, forunderlige Fremmede, er langtifra imellem de Forsømte, undtagen i dit Hjertes Bagatel. Sin Klo har Katten, Rotten Skjæretanden, men du i Sindet en energisk Hadskhed, som, fremfor alle andre Dødelige, gjør dig, Vinæger, skikket til at vise de Underjordiske en Tjeneste . . Vinæger. (Rask afbrydende). Hvad faaer jeg da for det? (Huldrejenterne lee). Huldra. Stille Piger! Første Huldrejente. Herskerinde, hvis du bare ei vil finde min Anmærkning altfor fri; ødsl paa ham ei Poesi! Du til Svar faaer kun et Hæ af en Sjel, som er af Træ. Tørre Prosa kun han fatter. SIDE: 312 Huldra. Jeg dit Raad vil følge, Datter. (Til Vinæger). Vid da, Fremmede, at de Underjordiske ere nedsænkte i dyb Sorg: Huldra har mistet sin Datter; hendes Rige sin Lyst og Glæde. En Digter har ved en af sine Sange -- den dine Venner nylig sang under Bjerken histoppe -- lokket hende frem i Dagens Lys. Min datter, den yndige Krystalline, brast i Taa- rer under Stroferne, da han førstegang qvad dem i Nærheden af en af Fjeldets Indgange; lyttende nærmede hun sig den, lod sig fange af Solstraalerne, og følger nu som et Echo hiin jordiske Harpe, givende sig tilkjende hvergang dens nationale Toner lyde. Ja hun medtog sin egen Langeleeg, hvorpaa ikke engang hendes Beilere, vore underjordiske udødelige Digtere Maaneskin og Taageblik, fik Lov at spille, og magede det saa, at en Ven af hendes Yndling fandt den hængende i en Ask, tonende for Vin- den. Det er derfor mine Vilje, at du for enhver Priis berøver ham dette Tryllemiddel, hvormed han binder Fjeldets Datter og Folkets Hjerter. Vinæger. (Utrolig hurtig). Hvorledes, Madam? For enhver Priis? Huldra. Tvivl ikke om Belønning fra de Underjordiske, dersom du bare, ved at skamskjænde enhver at hans Sange til Langelegen, bringer ham til at knuse den. Først da kan jeg haabe at faae see min Datter igjen. Hendes søde Stemme vil da atter tone i Fjeldet, og ikke nu som et vildtomvankende Dværgmaal langsad Lierne i Skogbrynet. Chor af Underjordiske. Ve! Krystalline, vor elskte Princesse, er forsvunden. Hendes Sølvstemme ei i Fjeldet mere høres. SIDE: 313 Fjernt i blaanende Aaser den døer. Klangløs er derfor Alfernes Harpe, Tonerne uden Gjenlyd og skarpe, legende Kilde længer ei lystig, boltrende Dverges Munterhed halt, Jublen trangbrystig, sanglysten Glædes Udbrud saa qvalt, somom den var bestilt og betalt. Første Huldrejente. Dyr paa den Haandrækning, du har forlangt, vor Herskerinde, vil du neppe Manden finde; thi hans Smag vi kjende nøje. Blot til disse Kobberkieser, vi forsikkre, staaer hans Hu. Tro os, Herskerinde! Viser ikke stadigt did hans Øje? Huldra. Jeg kan ikke negte det. Der maa ligge en Kobbermagnet deri. Men er det saa, da skal du faae saamange, som du kan slæbe med dig, Vinæger; og jeg skal overnikjøbet give dine Skillinger den Egenskab, at de blive til Dalere, naar du blot snuer dem dygtig. Vinæger. Skal ikke mangle. Huldra. Blot dygtig arg; hører du, dygtig lumpen, dygtig lav! Vinæger. Skal ikke mangle. Og naar jeg gjør det con amore og con fuoco, som disse Utysker sagde, kan det ikke siges, jeg gjør det for Andet. Det Øjeblik er af Guld, hvori man kan samle sig en Skilling. SIDE: 314 Første Huldrejente. Atter en Grundsætning i Granskerens Økonomi. Men tillad mig, Herskerinde, tal nu kun i Poesi. Du har nævnt et Trylleord, slaaet an en Harmoni: Du har nævnt det Ord "en Skilling," og hans Sjel er bleven stemt i sin høieste Akkord; hele Verden har den glemt, af det stærke Ord henreven. Som berørte Sensitiv, nervespændt er nu hans Liv, og hans Indre for et Digt er ved Ordets Anklang bleven ganske vel modtageligt. Huldra. Nu velan! Jeg vil probere. Men han hærdes maa endmere. Thi, om ei hans Sind er blødt, er han dog af Qvinde født, af en Geistlig bleven døbt, holden frem af fromme Koner over kristen Døbefont; og (imellem os kun sagt) er det dog en rædsom Dont, hvortil han er bleven kjøbt af terrestriske Dæmoner, hvem han nu er underlagt. Vinæger, lyt! Du hører underneden en dobbelt Snarren, som af tvende Rokker, somom to Bække gjennemskar hinanden. Fra gamle Nidhex, Nisseoldemoder, som sidder spindende Asbest dernede, og nu er slumret over Rokken ind, den ene kommer, og fra hendes Kat, ormspraglet Ildegrim, den anden. SIDE: 315 . . . Tys! Nu durer ikkun Eet, men et Alvældigt, som fjerne Tordener. Nu er hun vaagnet, og har sin Rok igang nu sat paany. Saa sidder hun i Krogen Aare ud og Aare ind, forbandende sin Trældom med savlet Mumlen, ja forbandende de kaade Børnebørn, hun engang elskte. Thi hun maa skaffe dem de uldne Huer, Graabuxerne og Trøierne, de slide saa umaneerligt op ved natlig Tumlen omkring paa Bondens Staldtrev. Hende maa du kysse, om end flygtigt som en Faster, at siden stedse surere endnu du grine kan, og Sjelens Skjæretænder kan, ved Berørelse med hendes, voxe. Du gyser? Oh, det er en Overgang. Og saa er ogsaa det, at Koboldsmeden maa med sin Knibtang knibe ind dit Hjerte til Spigerhoveds Størrelse og Haardhed, og banke med sin Hammer nogle af dit Hoveds Skruer løse, og tilsidst maa Nisser tirre dig, Vinæger, til Aqvatofanaen om Læben fraader. Saa er du færdig og dit Hverv fuldvoxen, og du kan slippe ud. Vinæger. Med fulde Lommer? Huldra. Javist, javist. Vinæger. Og Skillingskunsten? Huldra. Ja! Frem, I, jeg nævnte, allestedsifra! SIDE: 316 Røster. Strax! strax! strax! Herud, Mutter! Herud, Smed! Herud, Gutter! Lilleputter i graa Kutter! i Badutter afsted, afsted! (Nidhex kommer humpende; ligesaa Koboldsmeden. Nisser mylre frem. De Forrige). Nidhex. Ei, hvad Fanden vil man mig? Hvilken Hast, Hui og Hei! Aldrig Ro, aldrig Rast! Traaden brast midt ito, og jeg tabte ganske Stumpen. Rokken valt, Krakken faldt, Katten traadte de paa Rumpen, da det vilde Kjeltringspak (slige Børn er nutildags) mig afsted paa Krykker trak, skjøndt min Gryde kogte strax. (Skjuler sig). Huldra. Nidhex! Ha, hvad er paafærde? Du pertentlig dig gebærde, bly-undselig første Gang? Liig en Edderkop i Sprukken, har du dig i Krogen trang affekteert tilbagetrukken. SIDE: 317 Har du glemt i sløven Sind, at hvergang en Dødelig nødes til at kysse dig, suger du hans Livsgeist ind, saa du bliver mindre skrukken? at du af hans Kys dig nærer, aandende ham ind igjen noget af Fortærelsen, som dit eget Selv fortærer? Nidhex. Mit Kys er magtløst paa slige Læber, hvor grønne Avind paa Avind klæber, liig tvende stygge isammenynglende Iglerygge. Mit børstehyllede Kjærringgriin er jo mod hans som Smilets Dands paa fagre Kinder hos drømfortryllede Jomfru fiin. Vinæger. Jeg mener Fanden gaaer af Kjærringen. En Nisse. Frisk Mod nu, Mutter! En anden Nisse. Ei! Nu frisker hun op. Hun rask nu skutter sin gamle Krop. SIDE: 318 I Askeøjet en Gnist nu glittrer satansk fornøjet, og Rynkerunen, i Zikzak bøjet, om Munden zittrer. En tredie Nisse. Jeg vil ei mere for Mo'er kavere. Nidhex. (Til Vinæger). Ja, lad os forsøge, i dette Kys at bytte og øge hinandens Kræfter. (Omfavnende). Jeg giver dit Griin, Vinægeren min, Messings Fasthed og gustne Skin, som Løvehovdets paa Sabelhefter; og du skal paanyt igjenopfriske det gamle Gemyt hos mig, der bleven er aflægsfrom. Saa ville vi hidse hinanden -- kom! Saa ville vi bryne Tænder og Tryne, og slangespidse hinandens Tunger i dette Kys. (Kysser Vinæger). Vinæger. Fy for Fanden! Det Kys var irret. Dog Irr er jo ogsaa Metal. SIDE: 319 Nisser. Godt gjort, Oldemoder! Godt gjort! Koboldsmeden. (Lyttende ved Vinægers Bryst). Hvor er hans Hjerte, som jeg skal klemme? Jeg hører ei Slag. Koboldens Svend. (befølende ham). Jo, her her bag kan jeg fornemme en liden Nud. Her staaer den ud, som Hovedet paa en Pompespiger. Vinægers Hjerte den være maa, idet det siiger i Broken ned. Huldra. Du traf det, Smed! Koboldsmeden. (Undersøgende Vinæger). Forgjæves hamre vi da endmere det Haarde ind. Det uden Kamre og Blod maa være som steenhaard Perle i Musling blind. Og Hovdets Skruer, saavidt jeg kjender, er' noksaa løse, som falske Tænder paa gamle Fruer, og trofast Sind hos unge Tøse, SIDE: 320 saa vi kan lægge vor Tang og Slægge kun roligt væk. Dog vil jeg grave, med denne grove, til Hestehove bestemte, Skaver hans Kainsmærke meer dybt i Panden. Vinæger. Au! Det vil værke som bare Fanden. Au! au! au! For den Behandling vil jeg have mig en Klump Gediegent, som siger sex. Nisser. (Stimlende om Vinæger). Saa haardt et Hjerte er slemt at erte. Dog vi forsøge, hans Harm at øge ved store Flænger i Hyklerkaaben, ved ham at vise (men uforstillet) i Huulkrystalspeil hans eget Billed. Huldrejenterne. Sligt hjælper ikke paa haarde Sandser. Thi under Kaaben har han bedækket sig med et Pandser af staalsat Frækhed, og i sit Bild er han forelsket med Vanvids Ild. SIDE: 321 Men skal han tærges til Raseri, saa kun besværges det kan forbi, og vil I see ham til Rasen kommen, da tag en Ertsklump ham op af Lommen. Vinæger. (Rasende. Holdende for sine Lommer). Raser I? Hjælp! Er det Akkorden? Huldra. Nei, Ret han har, Sin Løn beregnet han har for Værket. Slip ham nu atter af Fjeldet ud did hvor han var! Nu Munden blegnet i Fraade skummer; nu Kainsmærket sin Skorpionsvands i Panden krummer; nu Spigerhjertet i Ryggen stikker; nu er han ertet op til Kritikker, og os saa sikker som Pilens Staal, der flyver lige imod sit Maal. (De Underjordiske forsvinde. Vinæger slæber sig med overfyldte Lommer udigjennem en snæver Indgang, hvorigjennem den blaa Himmel skinner ind). SIDE: 322 (Fjeldegn. Vinæger slæbende sig frem. Siden Pirkom, Bier og Leontodon udenfor Scenen). Vinæger (sætter sig på en Stubbe). Holloi! Hjælp! Pirkom og Bier (noget borte). Holloi! Heida! Vinæger. Holloi! Jeg kan ikke komme af Flekken. Hjælp! Pirkom (kommer med Bier). Men hvor Fanden har du været henne? Vinæger. Ja det skulde I vide? Au! Jeg aarker ikke mere. Pirkom. Gaae sig saa bort i en Steenur? Vi har ledt efter dig af alle Kræfter. Men hvad Pokker har du der i Lommerne? Vinæger. Om Forladelse, ikke nærmere. Se her bare! (Tager en Ertsklump frem). Pirkom. Ei, kast den! Hvad vil du med den Kobberkies? Bier. (Afs.) Hvilket græsseligt Ansigt han sætter op! Det gamle Lune er kommet over ham. Vinæger. Kies? Gediegent siger jeg. Over to Skilling reen Valuta i hver Klump. Gid du aldrig fik blødere Brød at æde! SIDE: 323 Pirkom. At skjære Tænder over saadant! Tys! Der er Langkork al- lerede med sin poetiske Ven og Langelegen, og med den det vidunderlige Echo. (Man hører nogle Akkorder). Leontodon. (udenfor). (Aagots Vises Melodi). Ve dig, Skjald! det er din Død synger du herhjemme. Kilden liig i Jordens Skjød, qvæle du din Stemme! Dvergen hører Kildens Qval. Ingen din fornemme skal. Echo. Dvergen hører Kildens Qval. Ingen din fornemme skal. Gjem dit Qvæde i dit Bryst, skjøndt det er en Smerte. Folkets Mund er bleven tyst, sygnet er dets Hjerte. Kun et ensomt Echo til dine Sange lytte vil. Echo. Kun et ensomt o.s.v. Ve, er Folkets Øre døvt for dets egen Stemme? finder det sig ei bedrøvt meer i Norge hjemme? Har til eget Qvad, forstemt, det da Melodien glemt? Echo. Har til eget Qvad o.s.v. SIDE: 324 Folkets Hjerte var engang fuldt af herlig Tale: Harperne i Oslo klang, Langeleeg i Dale, Skjalden sad paa Folkets Skjød, Kongens Purpur om ham flød. Echo. Skjalden sad o.s.v. Fjeldet paa sin Tomt dog staaer, som i gamle Dage, og de vene Liers Vaar vender tro tilbage, af de mørkblaa Aasers Flugt inden samme Linjer lukt. Echo. Af de mørkblaa o.s.v. Landet vi, det tause Digt, uforandret møde. Norge staaer der, Harpen ligt, ak, hvis Digter døde. Ingen spiller meer paa den. Kommer Skjalden ei igjen? Echo. Ingen spiller o.s.v. Vinæger. (Forsøgende forgjæves at springe op). Afsted! Der er, saasandt jeg lever, Langelegen og Krystal- lines Stemme. Langkork. Ja Langelegen. Den er fortræffelig til Sange, der er noget Nationalt i. SIDE: 325 Vinæger. Den maa jeg, ved Himmel og Helvede! have fat i. Langkork. Du? Det tvivler jeg om. Vinæger. Ja, om han gjemmer den ved sit Hjerte, i Krampe mellem sine Arme, maa jeg have den herud. Langkork. Han vil nok slaaes for den. Vinæger. (Mumlende). Hm! Jeg er dog paa Spoer, og maa have den for Miraklets Skyld med Skillingen. I næste Nummer altsaa skal jeg begynde at spille paa ham, saa de underjordiske Hjerter skulle hoppe af Glæde, og vil han endda ikke give Kjøb og tie stil med disse Sange, som bedaare Krystalline, saa vil jeg ogsaa pudse Blasen- feldt med sin store Journal paa ham. Han slipper ligesaalidt Taget som en Dogg, og for dette Engelske ved ham liker jeg ham, uagtet han egentlig burde hedde Asenfeldt for hvad der for øvrigt er ved ham. (Høit). Hjælp mig bare afsted. Bier. Ja kom. Ei hvor tung du er! Derhenne gaaer ogsaa Poeten til Byen, saa vi mødes dernede. (De hjælpe Vinæger afsted under Armene). Krystalline. (Trædende frem paa en Højde). Mel. Ifjor gjett'æ Gjeita o.s.v. Hvad vil Han i Byen? Hvor snart han kan glemme, der norskhjertet Skjaldskab har allermindst hjemme! Søg dybt ind i Norriges ensomme Dale: der lytter dit Fædreland til din Tale. SIDE: 326 De blaanende Aaser, som svindende jage hverandre i Fjernet, dit Qvæde gjentage. Af fuldeste Bryst der dets Echo dig svarer; der Aasernes Rækker er jublende Skarer. Hvad vil du i Byen? Hvor snart du kan glemme, der norskhjertet Skjaldskab er allermindst hjemme! Men træffer paa Veien du Hvidtorn, den hvasse, dit Hoved ærbødigt at blotte du passe! For den burde Liljen, den kneisende, neje, og Roserne knæle paa Alfareveje. Thi taggede Hvidtorn er Lauren, som Norge sin Digter, saalænge han lever, vil borge. Den trykker til Blodet det ind om hans Pande. Dog sukker han ei efter fremmede Lande. (Forsvinder). (Udenfor "Nyregranskerens" Officin. Pirkom, Langkork og Bier). Langkork. Hid maa han dog komme saa vist som Ræven til sin Hule engang i Døgnet. Pirkom. Hør her, jeg har rablet en Silhouette. Kjende I Manden? "En Samiel i mørke Ansigt saae, En i hans Træk kun Rottehaler graae, En i hans skumle Griin saae Øgler lure, En saae Tarantelklo i Næsens Fure og Krabbesax i Fingeren paa Panden, naar granskende han søgte om Forstanden." SIDE: 327 Langkork. Ei, alt jeg kjender Manden. Det er jo selve Fanden. Pirkom. Vinæger er det. -- Han og ingen Anden! Bier. Jeg indbilder mig, at han maa ligne Fanden gjørende Pøni- tentse, saa suur seer han ud nu. Pirkom. Skuffede Forventninger om Skillingen, han engang talte om. Men den Suurhed er en Skimmel paa Ondskaben. Og mod denne hjælper intet Engelsk Salt. ("Nyregranskeren" leveres ud). Langkork. Her er Bladet! Ja var det ikke det jeg vidste! Neppe var han kommen hjem og havde lænset sine Lommer for de elendige Kieser af i Kisten, han nu ruger over, før han gav sig til at skamskjænde Leontodons patriotiske Digte, og det netop hvor de nationale Akkorder sloges an. Bier. Lumpent! Langkork. Og nu sønderriver han i dette Nummer hans Sang under Bjerken: "Det er min Sjel en frydfuld Trang at gjæste Norges Dale." Der maa stikke noget under. Pirkom. Ja først et Lag af Ondskab og saa atter et Lag af Ondskab og saa videre ned i Dybet, indtil man naaer Lavhedens Urstrøg, hvorpaa hans Tilværelse er bygget. SIDE: 328 Langkork. Naar jeg spørger ham om Aarsagen til denne Forfølgelse, siger han, han har sine egne Grunde. Bier. Han vil komme til at opgive dem. Pirkom. Men hvad tager Leontodon sig for? Langkork. Øver sig temmelig ørkesløst paa sin Strengeleeg. (De gaae. Vinæger kommer). Vinæger. Her gaaer jeg og snuer paa Skillingen hele Dagen uden at Miraklet vil begynde, som forjettet er; men hjalp ikke første Nummer, saa skal s'gu dette. (Gaaer ind). (Under nogle Træer. Maaneskin. Krystalline. Strax efter Kobolden Kontant). Krystalline. Kobold! sorte, genialske Kobold, hjælp din Dronnings Datter! Kontant. (flux tilstede). Held os, om du kommer atter! Thi du har, som vel du veed, alle Vores Kjærlighed. Krystalline. Hevn Retfærdigheden! SIDE: 329 Kontant. Ak! Den er død for længesiden: Morgenbladet hugg og stak til der Liv ei fandtes i den; Nella over den holdt Talen, kold som Iis og Marmelsteen, Granskeren som Nat-Schakalen grov saa Liget op igjen, forat gnave paa dets Been. Krystalline. Hevn da mig! Kontant. Det vil jeg før. Sysselsat just udenfore Huldrehallens Hoveddør med i Maaneskinnet vore smaa Granater om at blege til demantne Rosenstene, hørte jeg dit Raab, og kom. Krystalline. Jeg behøver kun dig ene, et Minut af dine Lege. Yd den Hjælp, jeg trygler om! Hjælp mig, hvis jeg kan besværge lunefuldeste blandt Dværge, grimme, lystige Kontant. Kontant. Komplimenten var galant. Men, hvis Bleghed ei var finest Sminke over Qvindes Skjønhed, vilde jeg den gjenbetale. SIDE: 330 Krystalline. Hør! Et Trold blandt Mennesker, Menneske dog ei blandt Trolde, har sin Pen, al Ondskabs Glavind, hvæsset mod en Skjald, jeg ynder. Af min Moder, som vil tvinge mig at vælge mellem vore underjordiske Poeter, Maaneskin og Taageblik, ved et Løfte og en Dynge Kobberkies, hvorpaa han ruger, er han bleven huult bestukken. Irret deraf er hans Avind endnu meer end forhen bleven, og hans Blod, som smeltet Kobber, sydende igjennem Aaren, driver ham til Synd paa Synd. Han, hvis Ilske fører Navn af graa catonsk Patriotisme, drive vil, endskjøndt hans Land ejer ikke flere Skjalde end dets Graasteen gyldne Druser, en af hine til at knuse vildt mod Fædrelandets Fjeld Strengelegen, hvormed Han kaldte frem en af dets Geister. Kontant. Lumpent! Krystalline. Saa du føler det? Kontant. Kobold skjøndt, har jeg dog ei Graasteen eller Sop til Hjerte. Krystalline. Letsind straffes maa med Straf. Straf er altfor mild for Lasten. SIDE: 331 Last maa straffes med sin Løn, med at den sit Maal kan naae, med Betaling, men indviklet i et Omslag, en Bestalling af en stemplende Foragt. Derfor, hvergang hiin Vinæger skjænder Sandhed og sig selv, (saa modsatte disse ere) rottegnavende just der hvor hans sløve Sands fornemmer, at en Stanzes Hjerte slaaer, flux du træde til ham ind, og paa Pulten lægger taus bukkende en Kobberdank. Kontant. Jeg forstaaer dig: Danken var Kritikussens Honorar. Men, ved alt hvad der er helligt, vi ham skylde for Forskjelligt vistnok da en Mark i Smaat. Krystalline. Gjør som jeg befaler. Kontant. Godt! (Forsvinde). (Vinæger paa sit Værelse. Han skriver con furore. Siden Kontant). Vinæger. . . Gid der fløi Gnister af Pennen! Gid, gid! Nei se saa! (Slaaer Pennen af.) Der er Beviset forat han ganske umulig nogen Gang for Eftertiden kan blive begeistret. Det skal selv Blasen- feldt lade mig ugjort, skjøndt han ogsaa kunde fortjene en Be- lønning af de Underjordiske fordi han staaer mig saa redelig bi SIDE: 332 i at gjøre den Helvedes Poet kjed af sin Strengeleeg. Men det skulde undre mig, om han ikke har været dernede før mig, for det lader til, at Han kan Kunsten at faae Dalere af Skillinger. Han var ogsaa unegtelig selv slaaet til en Skilling, men er dog bleven til en Daler, skjøndt rigtignok Sletdaler. Og jeg har dog (i Nyregranskerstiil) "trælet saa trut," og endnu -- nei! skjøndt det ikke mangler paa at snue Skillingen, bliver den dog en Skil- ling, saa den Underjordiske vel endnu ikke maa være fornøjet. Men denne Literaturartikel, som jeg vil kalde den, haaber jeg skal -- -- -- (Kontant kommer ind, lægger taus og bukkende, med Eftertryk, en Skilling foran Vinæger, der sidder som forstenet ved Synet af Kobolden, hvis Farve changerer, med hvert Skridt, han nærmer sig, gjennem alle Nuancer fra Sort over hele Kroppen til glødende Rødt. Dette naaer sit Høieste i det Øieblik han lægger Skillingen klingrende ned, og gaaer over til Glødhvidt og Askebleghed indtil han igjennem en Mængde blegnende Nuancer forsvinder). Vinæger (samlende sig). Gud være mig arme Synder naadig! . . Nei, nu er det over. Og det er dog altid en Skilling, Gripomenussen lod efter sig, og maaskee netop Lykkeskillingen. (Griber den). Au, den er "gloendes heit!" Nei det er heller ikke den. Saa vil jeg gaae paa Fiske- bryggen og kjøbe mig et godt nyt Skjældsord for den af en Matros, saa saftigt som en Bus. Naar han saa faaer sligt i Fjæset efter en af disse nationale eller poetiske Sange, og Blasenfeldt i sin store Avis forsikrer Publikum om at det er billig Behand- ling, saa tænker jeg den Underjordiske holder Ord. (Gaaer). (Landlig Egn. Graa Morgen. Leontodon med Langelegen. Krystalline bag Scenen). Leontodon. Natten har ogsaa bedugget mig med Kulde og Rolighed. Maatte jeg ikke blive vanvittig, om mit Hjerte ikke var roligt? Men denne Strengeleeg vil jeg hænge tilbage hvor jeg fandt den. Den har forført mig til ørkesløs Poesi, og kun bragt mig Smerter. Krystalline. Det er uværdigt. Du vil kunne bedrøve din Veninde dermed. SIDE: 333 Leontodon. Hvem er du? Krystalline. Dine Strenges Aand. Føler du Smerter naar du har Strenge- legen ved dit Hjerte? Leontodon. Nei! Den er min Glæde og mit Liv. Krystalline. Saa stød ikke din Glæde og dit Liv fra dig! Hjertet styrkes ved at lide, Armens Muskler ved at stride, Stemmen hæves i en Blæst. Først en Mand, hvis Kraft ei svigter, saa en freidigsindet Digter; -- dette er dit Kald dernæst! Sørger du, -- da blot en Strimmel Lyseblaat af Foraarshimmel, og du juble vil af Lyst. Du, hvem Duggen kan beruse, siig, hvor er den Magt, der knuse kan et saa fredsaligt Bryst? Leontodon. Velan! Wergeland har jo sin Gransker paa Nakken, som jeg min Nyregransker, og Retfærdigheden kan være Hip som Hap. Jeg vil synge om min, som han synger om sin i en Foraarsvise: "Foraaret drager nu i Triumf over Bakke og Dal, Kilderne spille paa Blomsternes Bal. -- Granskeren gnager. Echo. Granskeren gnager. SIDE: 334 Himmelske Straaler skyde i Mulden; som Blommer igjen vende de fagrere atter fra den. -- Granskeren gnaaler. Echo. Granskeren gnaaler. Himmelen skinner, Elvene glindse, det lysende Hav speiler en Jord af Smaragdsmykker af. -- Granskeren griner. Echo. Granskeren griner. Guldrøde Miner aabne sig i Tulipanerne alt. Gransker! i dem maa du ta'e dig betalt. -- Granskeren graver, gnager, gnaaler og griner." Echo. Granskeren graver, gnager, gnaaler og griner. (Hos Vinæger. Pirkom, Langkork og Bier siddende hos ham. Siden Kontant). Vinæger. . . Lidt bort fra den Kiste der, Mhrr, siden jeg nu endelig skal have jert Besøg. Damn'd! Pirkom. Vi bryde os ikke om dine Kieser; men vi komme forat høre, om du ikke snart vil holde op med at tilhutle vor Vens Poesier. SIDE: 335 Vinæger. Jeg er nu engang kommen i Vane med det, seer du; sligt er ganske paa sin Engelsk; jeg har ingen andre Literaturartikler til Nyregranskeren, og desuden har Blasenfeldt og jeg deelt ham imellem os, saa vi have lidt at flænge i hver paa vor Kant. Pirkom. Stol ikke paa den Makker længer. Han er bleven gal af Hov- mod, fordi han havde en stor og ikke en liden Avis under Hænder, og er nu sat fast. Det gik ham som en Dreng der var kommen op i en Luftballon. Vinæger. Fanden ivold med ham! Jeg er Karl for at gjøre det alene. Her har jeg nu alene just expederet Leontodons Sang: "Ve dig, Skjald! det er din Død synger du herhjemme." (Kobolden Kontant kommer som forrige Gang, og lægger Skillingen klingrende paa Bordet. Vin- æger viser Udtryk af den højeste Forfærdelse). Langkork. (Forbauset til Pirkom). Det kan ikke være rigtigt med ham, for saae du det frygtelige Ansigt, han pludselig satte op? Haarene kunde reise sig paa Ens Hoved ligesom de gjorde paa hans. Vinæger. Ve mig! ve mig! Det var syvende Gang han var her. Vennerne (i Munden paa hverandre). Hvem? Hvad i al Verden? Pirkom. Saa mange Gange har du skjændet Leontodon, og han tilgivet dig. Vinæger. Saae I noget? O Gud hjælpe mig for den fordømte Skillings- kontrakt, at pine Langelegen af Hænderne paa ham! SIDE: 336 Langkork. (hvidskende). Han maa være bleven gal ligesom Blasenfeldt. Pirkom. Ja dette er virkeligt Galskab; men før var hans Raseri deri forskjelligt fra andet, at det ikke begyndte, voxede, kulminerede og aftog, som dette plejer, men var altid lige stærkt. Vinæger. Ligger der kanskee ikke en Skilling paa Bordet? Tag i den, skal du brænde Fingeren. Langkork. Jo, en afdanket en ligger der rigtignok. Vinæger. O! o! Skammeligt Bedrag! (Afs.) Først kom der Toskillinger, men sidste Gang en enkelt, og nu en, som ikke gjælder. Det maa være fordi jeg endnu ikke har udrettet noget. (Springende op). Afvejen! Pen og Blæk hid, og saa Noget, som kan forslaae! Langkork. (Til de Andre). Han bli'er galere og galere. Vinæger. Ja er det ikke til at blive gælen over? Langkork. Vi maa tro du er det, naar du kan snakke saa. Vinæger. Saasandt jeg lever, var ikke den lille Sorte der. Gud hjælpe mig, den rædsomme lille Sorte. Pirkom. Siden du har Syner, har du da nylig seet Mr. Thicktackkle? SIDE: 337 Vinæger. Ja, han var her igjen, og saaledes vil det vedblive -- ve mig! saaledes vil det vedblive til jeg gaaer fra Forstanden. Og I saae Intet, det vil I indbilde mig? Først sort, saa alle mulige Kulører. Pirkom. Saasandt dit rette Navn burde være Eddik eller endnu rettere Øleddik, maa du være bleven gal. Langkork. (Til de Andre). Ja, Vi maae . . Der bliver intet andet for . . Vinæger. Og I veed ikke -- men jeg vil tilstaae det -- at jeg har været i Bjerg? Bier. Nei naa! Kom nu, Gutter! (Holder Vinæger). Pirkom. Han er bleven afsindig. Vi maa søge at faae ham i Forvaring. Bier. I Daarekisten med ham! Langkork. Det bliver nok det bedste. (De føre ham ud). (Udenfor en Daarekiste. Blasenfeldt med en Papiirkrands om Hovedet stikkende udigjennem Sprinklet. Siden Vinæger og de tre Venner). Blasenfeldt. (Pathetisk talende). -- -- Ja, hæderlige norske Folk! -- Lapperi! -- Du har givet mig en Borgerkrone, -- Lapperi! -- og du har da som altid gjort din Pligt. Den, som betaler sin Gjæld -- 1ste Corintherne 14de, 13de -- forøger sit Bo. Holloi, Sky derborte! stands! Prr! siger SIDE: 338 jeg, og stryg den Vei jeg befaler, ligesom Regjeringen og Opini- onen, nemlig til Egeberg, hvor du kan hvile til jeg indfinder mig i egen Person og mønstrer jer af tilligemed Byen, hvori jeg vil gaae om som Sulla paa Torvet. Ha, Karnaljer af Huse! flux jere Taghatte af og Indsiden ud, at jeg kan see hvor der boer Re- spekt og hvor man holder Bladet. Godt, Borgere af Kristiania! godt, godt, forede Nathuer! Nu kan I sætte mig ned igjen af eders Guldstol; men midtpaa Torvet, at jeg kan tale saa I kunne høre det. Hm! Motto: (syngende). "Der var en Tid, da jeg var meget lille . ." Hvem leer? Guds Blod! vil du have Bjørnene paa dig? Min Bjørn, som river hvor jeg vil, og Myrebjørnen Nyregranskeren med Smørsøgersnuden? Eller seer jeg ud som en Kat for intet; thi Løven er en Kat? Og hvem siger, at Ræven er en fød Skurk? Der var en i Nummedalen, som blev til en Bjørn, og har ikke Bjørnen tolv Mands Vid og ti Mands Styrke? Prr! Der løber den forbandede Sky igjen. Sky! Graa Æsel! du er dømt til Tilintetgjørelse og Publikation, dersom du ikke lystrer. Ro- merne 1ste, 18de. Eller styrer jeg ikke Staten og Horizonten, du forbandede Nul, Nichts, Ingenting, du forbandede Pudderpose, Ulddot, Uldrian, Buldrian, Blære, slet Tryk, Dandsemester! . . . Kosmorama! Der gik den ned bag Jomfrubraaten, og er nu udenfor min Kommando, for det er et indskrænket Monarki, da jeg ikke regjerer meer adgangen end jeg seer af Himmelen siden jeg overlod Nyregranskeren Detaljerne med Staten. Men bi bare til jeg kommer op paa Bakken, og faaer sat Vognmændene i Bladet for Skydsforsømmelse. Vinæger kan styre det mens jeg er paa en Inspektionsreise saa lidt opover. (Vinæger kommer ført af Pirkom, Langkork og Bier). Holloi! Holloi! Her er jeg! Kom ind, Kammerad! herfra skulle vi redigere Verden og lære 10,000 Gadedrenge at holde og lade Vandet efter Tempo. Hei! Nordkap i Læ, du Roer paa gamle Norge, Kuffen min, som jeg har faaet ved Havari, saa drejer Lindesnæsbogsprydet sig tre Streger og saa gaaer det ad Helvede til. Vinæger. Ei, skal jeg træffe dig her? SIDE: 339 Blasenfeldt. Her eller der. Det kunde du forudseet, du tillukte skelende venstre Øje paa et falskt Vidne! Eller er ikke Jeg det høire, som straaler over Verden? Men hvad behager? Staaer ikke Kritiken ved Lag, skal du faae en Cyklopmuur under af mig, for jeg er ligesom et Taarn eller Obelisk, og naar jeg er død, vil jeg blive staaende som et imaginært Eidsvoldsminde eller Manden paa Rhodos. Vinæger. Sniksnak! Har du ikke seet en besynderlig, sort, liden Tingest? Blasenfeldt. Har du ikke seet en besynderlig graa liden Tingest? Vinæger. Hoho! Jeg skal beskrive dig den. Min . . . Blasenfeldt. Ti, Elendige Nul! Jeg skal beskrive dig min. Thi Nummer Een er først med 100,000 Nuller efter. Min var en Sky. Vinæger. Lad mig dog bare faae tale. Min var steenkulperlesort det første han kom i Døren; men for hvert Skridt gik han over først til Hanesvandssortgrønt, saa til Andrikhalsblaagrønt, saa til Lyse- veedgrønt, saa til Skibskobberhvidgrønt, saa til Staalblaat, Viol- blaat, Indigoblaat og gjennem tusinde Violetter til Pionskarlagen, indtil han omsider gjennem alle Hvidglødningens Henblegninger forsvandt. Blasenfeldt. Forsvandt? Død og Helvede, der er ond Lugt i det Ord. Det bruges om Ærlighed og Abonnenter, og vil engang bruges af Klokkeren om Os. Men min, som jeg mener, var graa med gule Spetter, og skal lyses efter paa Kirkebakken i Enebak, for did tog den Kursen. Men kom ind! Vi har det hyggeligt her. Doktor Motzius boer ligeoverfor, og vi har et Asinæum her, som kaldes SIDE: 340 Bøotikon, hvor alle kan komme ind ligetil Smuglere og Tyve- knegte, uberegnet en uberegnelig Mængde Abekatte med kuttede Svandser. Thi her er liberalt, skal jeg sige dig, du fordømte Postskriptum paa alle mine Artikler, hvoraf Jorden er opfyldt. Abrakadabra! Styrt i Støvet! Der kommer Skyen tilbage af sig selv paa min Kommando. Pfui (plystrer). Se, nu dreje alle Kirke- fløje sig naar jeg fløiter! Vinæger. (Afs.) Gud fri os hvor gal han er! (Høit). Ja, du har Ret, du er bleven stor; men jeg, som foragter Storhed, er bleven riig, steenriig. Men i al Verden, hvor er min Kiste? Pirkom, Langkork og Bier. (Stødende ham ind). Der er den rette. EFTERSPIL (Gamlebyens smukke Kirkegaard. En aaben Grav under et Par Piletræer. To Kobolder. En gammel og en ung Graver. Siden et Liigfølge). Første Kobold. Krystalline hjem er vendt; thi Leontodon har endt. Snar-rar-rar-rar! Uhrværksfjeren af den megen Fingereren løben er af Trindsens Gange, og de slemme Børn er' blevne stillere, om ikke bange for det smukke Sønderrevne. Anden Kobold. Vi maa efter hende ile. Lad os skynde os iskjul! Første Kobold. Ja gesvindt! her er et Hul under disse tvende Pile. Det er vist Poetens Grav. SIDE: 341 Anden Kobold. Troer du, man saa smuk ham gav? (Forsvinde i Graven). Gamle Graver. Hvem der? Smatt der Rotter ned? Forfølge de ham endnu? Ellers ganske rigtig truffet. Netop (Nynnende). -- "det Sted, hvor halten Hevn og blinden Had, som med hans Skygge fulgtes ad, skal synke trætte ned. Her ligger det meer nær end tænkt, bag tvende Piletræ'er, med Løvguirlander rigt omhængt, med Grønsvær dækt, altid besprængt med Dugg saa demantskjær. Skeløjet Nid, der meest bekvemt du læse vil hans Qvad. Der vil du fatte mere nemt, hvi Han, og Du ei, havde stemt hans egen Strengerad. Her slæng dig, Had, som kom for seent! Grib efter ham endnu! Det Støv, du faaer i Haanden, reent som Liljens er mod Hvad du meent og tænkt har i dit Hu." Unge Graver (kommer) Er I færdig, saa stig op. De komme alt. Gamle Graver. Han kunde behøve nogle Fod dybere endnu, saa var man sikker. Unge Graver. Vi kunne lægge en des tyngere Steen paa. SIDE: 342 Gamle Graver. Ja kunde vi bare faae væltet dem hid, som nu ere faldne fra mangen Nars Hjerte. Unge Graver. Der er skeet et Mirakel i Daarekisten. Saasnart Klokkerne begyndte at ringe, fik baade Vinæger og Blasenfeldt derborte sin Forstand igjen. De ere med i det Triumftog, som kommer der. (Et Liigfølge viser sig, hvori adskillige gamle Bekjendte. Derimellem Vinæger og Blasenfeldt). Vinæger. Skulde jeg holde Liigtalen, vilde jeg begynde: Dette er den sidste Farce -- -- Blasenfeldt. (Puffende til ham). . . Hold dig nu ordentlig, Makker! Vinæger. Pas du dig selv. Men jeg faaer en ubegribelig instinktmæssig Lyst til at tage ind noget af denne Muld. Blasenfeldt. Hos Mavesyge pleier sligt at virke. Giv mig ogsaa en Dosis. Gamle Graver. (med et mistænkeligt Øiekast paa dem). De ere Pokker ikke sikkre endnu. (Til Vinæger, som mauler Muld). Hør, Fa'er, det Pulver vil nok virke bedre end -- Engelsk Salt. (Overdøves af Klokkerne. Hører man noget, er det kun Knasenen mellem Vinægers og Blasenfeldts Tænder). Henrik Wergeland SIDE: 343 KUNSTHANDLER SCHMAHRS PROCES Anch io sono autore. DENNE PROCES TILEGNES ALLE KUNSTYNDERE OG TÆNKENDE MÆND ÆRBØDIGST AF J. H. SCHMAHR Skaden. Formodentlig et Vindu oppe Til Malergalleriet stod. Thi pludselig fra Træets Toppe en Skade sig derind nedlod. Den hørte Publikum at dømme. A roste høit hvad B rev ned. Men under Talens raske Strømme, Et Ord iblandt sig Skaden hentet, Og saa med et og høist uventet begyndte den at snakke med. SCHMAHR SIDE: 344 KUNSTHANDLER SCHMAHRS PROCES MOD KUNSTDOMMER HOMANN AF J. H. SCHMAHR Jeg holder med den gamle Epictetus: "Anechu kai apechu!" Lid og taal! Magistri etiam verbis hisce fretus, Jeg graa er bleven og saa haard som Staal. Schmahr Astræa steg til Himlen som man veed, Da kjed af Procedure hun var vorden. Men jeg har lokket hende atter ned Med mine Malerier hid til Jorden. Dog blev hun ikke længe der; thi som Den Himmelske just vilde dem bedømme, En Stokkemand fra Byens Raadstu kom, Og flux tilbage hun da maatte rømme. SCHMAHR SIDE: 345 FORTALE Innocens sit animus in irata fortuna. ): Min Rolighed man ikke ud skal pante; Paa Retsind heller ikke skal det vante, Om Lykken end er arrig, Lunefuld og karrig Som en gammel Tante. Dette var min Tanke, da jeg den 13de Januar dette Aar for- lod Bythingsstuen i Christiania med det Budskab, at jeg havde tabt en Sag, jeg troede var retfærdig og utabelig, hvor Lovene ogsaa havde taget den Fremmedes Ære i sin Beskyttelse. Men -- si vis beatus esse, cogita hoc primum: contemnere nondum es felix, si turba non deriserit. Det er udlagt: Hvis Du vil leve lykkelig, det være først betænket, At byde Andre din Foragt, og selv at blive krænket. Lyksalig ei og stor Du er, Hvis Pøblen ikke Dig beleer. Ja, det blev Resultatet, at Modpartens Forsøg, paa at gjøre mig til Maal for Lystighed hvor jeg kom frem med mine Malerier, blev autoriseret som uskyldig Moerskab, og at jeg faaer husvale mig med den tynde og vanskelige Trøst i disse Vers, at byde Foragt mod Foragt. Jeg kalder den tynd, fordi der ingen er deri for mig, og vanskelig fordi det har viist sig, at det ikke har været mig let at udskille Pøbelen af den Mængde, som har besøgt mine Udstillinger. Jeg vil derfor søge en bedre Trøst i en Appel til Publicum, idet jeg her udgiver min Sag med For- fatteren af de Smædevers i den Konstitutionelle, som gav An- ledning dertil, en ung Jurist ved Navn Homann, mihi sane plane incognitus, d. e. Mig ganske ubekjendt forresten, Som Græsk og Galathee (og som Hebraisk for Præsten.) Jeg vil overlade det ærede Publicum selv at forbinde de Akt- stykker, som i det Følgende ville blive leverede med en kort Antydning, med det behørige Raisonnement, hvortil Materie heller ikke vil mangle. Det vil ogsaa af visse Strøg i det Føl- SIDE: 346 gende faae tilstrækkelig Underretning om min egen Person, der, kort at fortælle, er en gammel Kjøbenhavner, som ikke har andet at leve af, end af min Rest af Malerier. Derfor er Kampen for deres Ære naturlig som for min egen, og derfor griber jeg Pennen, som den knæhuggede Tappre endnu famler paa Jorden efter et Sværd og bruger det, skjøndt Æren her, denne bydende Herskerinde, "infandum me jubet renovare do- lorem" ): Mig byder remse op en Hob af Smerter, Som Bomber tunge, talrige som Erter. Dog -- Correggio behøver ikke Papiret til sit Forsvar. Det er gamle Schmahr, som intet andet Forum har, da, reentudsagt, jeg aldrig har troet, at Astræa har forladt Jorden, men at hun aldrig har forladt Himlen, og ved Fablen om Labyrinthen er at forstaa Processens Snirkelveie, og ved den altslugende Minotaurus Juris- prudentsen. Skjøndt jeg kan sige om mig selv hvad der siges om Jugurtha, at jeg udmærker mig plurimum faciendo et Portrait af en vene- tiansk Adelsmand af en anden af disse Fyrster, Poul Veronæse; en Hanefægtning af en af den nederlandske Skoles Heroer Hondekoeter o. Fl. Det var at ønske, at Herr Schmahr -- der ved en Ildebrand i Wexiø leed et Tab af 175 af sine Malerier, og hvorved han, der har anvendt sit Liv og sin Formue i kunst- samlende Retning, -- kunde ved sin Udstilling af de Reddede, her, som andetsteds, baade i Sverige og Norge, finde nogen Erstatning for sit forøvrigt uoprettelige Tab". -- Saa mange vare Ordene! Dette er et audiatur og hverken falder det mig ind foran SIDE: 348 Enhver Hr. N.N.s Landskaber at tænke paa Poussin, eller foran P.P.s Bygninger paa Palladio. Det er vistnok, at Branden i Wexiø, der ødelagde 175 af mine Malerier, ogsaa fortærede Stykker, der vare bedre end endeel af dem jeg har tilbage, men dog ingen der overgik min Correggio og Caravaggio. Naar Englands grønne Kyst jeg seer med dem, Vil flere Guineer trille mig imøde, End Stjerner tindred over Norge frem, Da hid jeg Teucer-sloges af mit Øde. Ære være dog Nationen! Mine smaae corregianske Engle bede godt for den, om de end finde det forkoldt deroppe i det saakaldte Nationalgallerie paa Slottet og lade haant om at lege med Kobberskillinger. Dens Sands til at skille imellem Godt og Slet i Kunsten er mærkeligen tiltaget siden Jeg betraadte Landet, og det har betalt mig denne Fortjeneste med den dyre- bare Erfaring: Naar En vil trætte med Dig om din Frak, Saa giv ham Kappen med og dertil Tak. Men efter saadan Erfaring indtræder ogsaa den sande philo- sophiske Rolighed, der kan sige med Poeten. Sedes prima est vita ima. Stet quicunque volet potius aulæ culmine lubrico. Me dulci saturet qvies; obscuro positus loco leni perfruar otio. ): Jo lavere jo sikkrere mit Sæde. Lad hvo som vil paa Borgens Tinde træde! Jeg bytter ei med selve Excellenzen min lille Qvist hos Mikkelsen i Grændsen. Der boe Angeloer sammen med mig, og stundom naar jeg i et Par Timer seer paa dem, svæve de ud af Rammen forat trøste mig over Juristeriets Triumph, og lægge mig sin Harpe i Hænderne. I saadanne Stunder har jeg skrevet mine Qvad, SIDE: 349 min Triumph-Hymne over Juristerne: "Til Kamp, St. Georg!" (Dragebetvingeren); da er det klassiske Reminiscentser vise sig i mit Hoveds Camera-obscura-Baggrund, og at jeg taler Latin ligesom Taarnhanen siges at gale, naar den lugter Brød. Men det er ikke med slige Partikulariteter, jeg vil interessere Publikum. Om mig selv kun saameget, at mit Valgsprog er: Honeste vivere, prudenter agere, alterum non lædere, suum cuique tribuere ): Leve honet, handle ret, Ingen at skade, hver En Sit at lade. Og med en gunstig Forudmening om mig Selv være da min Sag indledet til et gunstigt Omdømme, idet jeg, ligesom Friede- rich Reiser begyndte med Ild, begynder med Vand, nemlig med de Vers i den Constitutionelle, der gav Anledning til Processen. CHRISTIANIA i Januar 1842. Ærbødigst J. H. SCHMAHR SIDE: 350 I. TIRAILLEURILD AF POESIER I den Constitutionelle for 17de October, paa en Søndag (til hvilken Dag man altid gjemmer Qvintessenzen af det Vid, som staaer til Red.s Tjeneste) viste sig følgende Vers: "Soirée des Muses. Der, hvor man før Forening fandt Af Alt, hvad der var elegant, Der, hvor Lorang sin Hæder vandt Før han forsvandt -- Der holdes nu en Soiree Til Stakkels Musers Spot og Spee, Men som for eengang man bør see, Naar man vil lee. Til Vinduesrammer tjenlig Stads Er hængt omkring hvor der er Plads, Dermed en vittig Populats Gjør Harcellats. Men den, som leer polidsk, er Schmahr. Folk troe han er en gammel Nar; Men den, som os ved Næsen ta'er, Er ingen Nar." Den følgende Dag viste sig dette Gjensvar: "Til Poeten i den Constitutionelle. Hvis Du og Dine Medfigurer vil komme paa min Soiree, skal Publikummet faae at see jeg mangler ei Karrikaturer. Til bøhmische Musikverein en Dands af dem vil gjøre Lykke, især naar jeg ta'er Fløiten frem og blæser Jer et Stykke. SCHMAHR" SIDE: 351 Den 19de kom Personen igjen: "Til Hr. Schmahr. Du be'er mig see paa Din Trafiqve Og dandse ved Verein-Musik, Hvorved Du assistere vil Med Løier og med Fløitespil. Undskyld, jeg er ei den, Du troer, Desværre jeg er ei Din Bro'er: Dit Bjørnetrækker-Apparat Er kun for Bjørn og Abekat. POETEN I DEN CONSTITUTIONELLE" Hvorpaa jeg gav ham rodeviis det glatte Lag den 21de i Følgende: "Nok en Prosit til Poeten i den Constitutionelle. Naar tog jeg Publikum ved Næsen? Jeg trylled kun dets Øie allenfals. Tom er min Pung, som fuld af Løgn din Hals; Men kun af Ærlighed bestaaer mit Væsen. Du angler og meder, Du søger par force efter Vittigheder? -- O daarlige Jagt! Thi vist med en Fjeder, saa sløv og forlagt, Du fanger for Alt hvad Du træller og sveder kun Hvermands Foragt. Hvis Du, Mossjø, ei endnu har faaet Mætten af hvad jeg her paa din Tallerken skar, men bliver ved at hyle med al Strubens Brutalhed mod Correggio og Rubens: saa blier det bedst nok, at vi ende Trætten for Retten; Det mener jeg, den gamle J.H. SCHMAHR" SIDE: 352 Den poetiske Aare maatte alt have udtømt sig, thi med paa- faldende Løihed lod han sig nøie med følgende Opkog: "Nogle Ord i Striden mellem Hr. Schmahr og hans Modstander. Naar det drives altfor vidt Saa bliver det omsider lidt Tyndt. J.H. WESSEL" To Stropher af mig, som i samme Blad for 18de og 24de Au- gust havde fundet Plads (jeg havde endnu 8 i Reserve) og som jeg her vil citere, burde have overtydet Anonymen om, at han før burde have indladt sig paa at tage Kagen med blotte Hænder ud af en Biekube, end paa at udæske mig med Vers. De lød: "Til Kunstdommeren i Christianssandsposten. Correggio du et Skabilken kalder? Tillad, jeg kalder Dig igjen en Nar. Mit Maleries Værdi ei derfor falder fordi din Dumhed stiger med din Alder, saasandt som jeg er gamle J.H. SCHMAHR" "Til Kunstdommeren i Christianssandsposten. Tag af Viziret, falske Ridder Rød, som hugger løs paa mine Malerier med morderiske Nidingsstød! Tag af! tag af! Du vover ei? Du tier? For Afmaskering du Dig rædsomt qvier; thi bedst du veed nok selver, at bag Masken er en Abekat: J.H. SCHMAHR" SIDE: 353 Uagtet jeg, uden Selvroes, tør sige, at disse Vers røbe en Karl for sin Hat, seer man dog, at han vovede sig ud, og kastede Handsken. Men hans Tapperhed var som Musens, der har Rumpen i Hullet og strax er nede. Kjed af en Kamp, der var saa lidet at vinde ved, og saa lidet fast at holde sig til, besluttede jeg da at gjøre Alvor af min Trudsel, og at lade Personen staae tilrette hvem han saa maatte være -- ikke fordi han havde belagt mig med "en gammel Nar," hvilket baade Democrifus og Cato har maattet taale af sin Tids "Grøn- skoldinger;" men fordi han havde sagt, at jeg tager Publikum ved Næsen. Med sligt Skudsmaal kunde jeg ikke være tjent hverken her, eller i de andre Byer, det var min Hensigt at be- søge med mine Malerier. Før jeg turde tænke herpaa maatte jeg da see til at faae hine Udtryk mortificerede. Jeg lod da Redaktionen beskikke og see -- Apparuit mus. ): Sig Musen viste da med Queuen og med Teten: en Homann, Candidat i Jura, var Poeten. II. KANONADE AF STEVNINGER OG INDLÆG O Dannemark, min Moder, hvi belønner Du kun med Hæder dem af dine Sønner, Som sprøite Blodet over fremmed Kyst? Hvi tager du kun Jueler, Troller, Ruder Og Schoutbynachter over sprængte Skuder Med øm Begeistring til dit Moderbryst? Og glemmer mig, din Søn, som nys en Træfning I Norge har bestaaet, mod hvis Brag Kanonerne i Kjøgebugtens Slag Kun var som Bologneserhundes Bjæfning Imod en Løves Brøl dens Friheds Dag? O flød ei Blod og Malm, af Ilden smeltet, Saa strømmer dog ei Sundet eller Beltet Saa stridt som Blækket strømmed fra min Pen, Naar den sin Vredes Lynild slynged hen. SCHMAHR SIDE: 354 Jeg mener herved den egentlige Kamp, jeg har maattet fegte for min og Correggios Ære; og sandelig Lignelsen med en Kano- nade er ikke saa ueffen formedelst det Skydses Grovhed, som er bleven brugt, under hvis Drøn jeg har udstedt følgende: Hjertesuk. Hvi fik jeg ikkun Winkelmanns Og Cimabue's Kunstdommersands, Vasaris Smag, Zoëgas Øie, Et kritisk Blik som Wolfgang Menzel; Men ikke den dæmonisk-høie Buonarotis djærve Pensel, Ostades brogede Pallet? Som Hiin jeg da tog til Sujet Det fulde Helvede i Lue; Jeg derpaa parodierte det Ostadisk i en Bythingsstue. Men -- en avant! Lad Bataillen atter gjentage sig paa disse Blade saadan som den foregik i det svundne Efteraars skumle Dage i den uhyggelige Retsstue fuld af problematiske Genre- gesichter! Altsaa til SAGEN 1. No. 3. Fire og Tyve Skilling Species. For et Beløb af over 20 Spd. og ikke over 30 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. Til CHRISTIANIAS BYES STEVNEVIDNER Herved maa jeg have Stevnevidnerne anmodet om uop- holdelig at begive sig til Redaktøren af Bladet den Constitu- tionelle og beskikkelsesviis afæske ham hans Erklæring, om han selv vil paatage sig Ansvarligheden ifølge Lovene for det i No. 290 indeværende Aar af bemeldte Blad, indeholdte Stykke SIDE: 355 med Overskrift: "Soirée des Muses" og de i samme mod mig fremførte Injurier eller om han er villig til at opgive sammes Forfatter, og i saafald hvo denne Forfatter er. Svaret bedes herpaategnet meddeelt. Christiania den 20de Oktober 1841. J. H. SCHMAHR Ovenmeldte Stykkes Forfatter er Hr. Cand. jur. Homann, der selv vil være ansvarlig for sammes Indhold. Christiania den 21de Oktober 1841. A. MUNCH Aar 1841 den 20de Oktober er denne Beskikkelse lovlig for- kyndt Redaktøren for vedlagte Blad Student Munch i hans Bopæl i eget Paahør, som afgav saadan Erklæring som ovenanført, bevidne undertegnede Stevnevidner. J. JANSEN F. O. WESTERN Forkyndelsen er betalt med 24 Skilling. F. O. Western. Foreviist i Christianias Byethingsret 4de November 1841. MALTHE 2. Til FORLIGELSESKOMMISSIONEN FOR CHRISTIANIA Udi et i Bladet "den Constitutionelle" No. 290 forindeværende Aar indført Stykke med Overskrift "Soirée des Muses" har For- fatteren tilladt sig at charakterisere mig som den, Alle holde for en Nar og den, der har taget Publikum ved Næsen. I Anled- ning af denne mod mig fremførte Injurie har jeg henvendt mig til Redaktionen for bemeldte Blad, og faaet Hr. Cand. jur. Homannn opgivet som Forfatter af Stykket. Thi er det herved, at jeg ud- beder Hr. Homann indkaldt for først afholdende Forligelses- kommission for at prøve mindeligt Forlig indgaaet i Anledning af ovenstaaende mod mig fremførte Injurie, med hvad dermed SIDE: 356 staaer i Forbindelse, deriblandt ogsaa om Erstatning for Tort og Creditspilde, samt for alt det Tab jeg ved bemeldte Injurie kommer til at lide. Christiania den 22de Oktober 1841. SCHMAHR, Kunsthandler. Indklagede Cand. jur. Homann indkaldes at møde i Christianias Forligelseskommission paa Stadens Raadhuus Mandagen den 25de Oktober førstkommende Kl. 5 (fem) Eftermiddag. Christiania den 23de Oktober 1841. STABEL, Forlig. Kommissær. For Paategningen tilkommer mig 24 Skilling. Stabel. Aar 1841 den 23de Oktober er denne Indkaldelse lovlig for- kyndt i Cand. jur. Homanns Bopæl for Anne Thoresdatter, be- vidnes i Kraft af vores aflagte Eed. SULLESTAD Forkyndelsen betalt med 12 Skilling. Sullestad. I Forligelsescommission den 25de Oktober 1841 mødte begge Parter personlig, men Forlig var ei at opnaa, hvorfor Sagen, efter Klagerens Forlangende, blev henviist til Afgjørelse ved Rettergang, hvilket attesteres. Betalt 16 -- sexten -- Skilling. MALTHE Fremlagt i Christianias Byethingsret 4de November 1841. MALTHE 3. No. 1. Otte Skilling Species. For et Beløb ei større end 10 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. STEVNING Da Forlig ikke har været at opnaae med Cand. jur. Homann, som af den Constitutionelles Redaktion er mig som Forfatter til et mig injurierende og mig i min Næringsvei skadende Stykke SIDE: 357 i samme Blads No. 290 for dette Aar, hvilke Injurier i Stevningen til Forligelseskommissionen ere aterede, indstevnes han herved til at møde mig inden Christianias Bythingsret Torsdag den 4de November d. A. for der og da Procedure samt stevnte og ustevnte Vidners Prov at anhøre, Dokumenter at see irettelagte samt Dom efter nærmere der gjørende Paastand at lide. Christiania den 26de Oktober 1841. SCHMAHR Aar 1841 den 27de Oktober er denne Stevning lovlig forkyndt Candidat Homann i hans Bopæl i Contorist Bøkkers Paahør, be- vidner undertegnede Stevnevidner. J. JANSEN F.O. WESTERN Forkyndelsen er betalt med 24 Skilling. F. O. Western. Fremlagt i Christianias Byethingsret den 4de November 1841. MALTHE No. 1. Otte Skilling Species. For et Beløb ei større end 10 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. 4. Til BYTHINGSRETTEN I CHRISTIANIA Idet jeg erhverver mit Brød ved, ifølge erholdt Bevilling, offent- ligen at udstille Oliemalerier -- et Foretagende, hvis Indflydelse paa Dannelsen af den almindelige Smag, Storthingets Indstiftelse af et Nationalgallerie sees at indrømme -- har jeg vel stillet mine Malerier, men derfor hverken min Næringsvei eller min Caracteer blot for Critik. Begge disse sidste haaber jeg ere lige ærlige; den første kun afhængig af Kongens og Øvrighedens Bestemmelse, og den sidste kun underkastet Guds Omdømme, saalænge jeg ikke har begaaet noget, der kan beplette samme. Det har imidlertid behaget Hr. cand. juris Homann -- skjøndt han selv i vedlagte to af ham skrevne Udkast til en Erklæring har erkjendt mig som "redelig Mand," som han har fornærmet -- SIDE: 358 at betegne mig i det her vedlagte No. 290 af den Constitu- tionelle for d. A., som ikke destomindre en Mand, om hvem "Folk troer han er en gammel Nar," og min Næringsvei eller min Natur som at bestaae i at "tage Andre ved Næsen." Dette første skulde jeg formene er en Injurie, det ikke vilde være vel muligt at bevise, og som jeg derfor vilde oversee, om den sidste Imputation ikke var af en saa farlig og skade- lig Indflydelse paa min hele Næringsvei, at det er en reen Selvopholdelsespligt for mig at befrie mig ved en Dom derfra. Thi hvorledes skulde jeg vel kunne erhverve mig mit Udkomme ved Omreisen i Norges Byer, naar et af Hovedstadens be- tydeligste Blade, og endog det der ellers med en Slags Air synes at tage sig af Kunsten, har medgivet mig det Renommee som Forbud, at jeg kun "tager Folk ved Næsen." Saalænge jeg ikke har erholdt Satisfaction herfor, maa enhver Mand før skye mig som en Bedrager, end søge mine Udstillinger, som dog er det eneste, jeg skal søge Brødet ved i min Alderdom, der allerede i Selskab med Mangelen, befinder sig indenfor Døren. Det er muligt alskens Dilettanter øve sig i hiint Blad, men hvad de i allehaande Sqvadronader offre Kunsten, er dog kun let Mynt, imod det jeg har lagt paa dens Altar i et, dog altid uskyldigt, Liebhaberie, idet jeg har offret en ikke ubetydelig, ved Møye erhvervet Formue, et Familieliv, og bindende Privat- forhold, for at skaffe mig disse Malerier. De havde hidtil er- næret mig og Andre, og vundet mig desuden Medmenneskers Godhed paa mange Steder. [fotnotemerke] Nu, efter Branden i Wexiø l838, der ødelagde 175 Stykker for mig, har jeg kun faae tilbage, og dog saasandt jeg er overbeviist om at være i Besiddelse af en ægte Correggio, truede hiin Brand ikke saa frygteligen min Exi- stence, som hine henkastede Ord. Jeg seer mig her, som andetsteds hvor jeg skal vende mig i denne Verden, udsat for at forlades som en "Nar og Bedrager;" -- thi disse ere i Korthed Ordene -- og hvad er da den Skjæbne, som venter Oldingen imellem de Fremmede? At de citerede Injurier mortificeres og at denne Mortifikation, samt Dommens øvrige Conclusion offentliggjøres paa Injuriantens Fotnote: Saaledes f. Ex. i Wexiø, hvor man paa det beredvilligste understøttede mig for mit i Branden lidte Uheld. SIDE: 359 Bekostning i Bladet den Constitutionelle, bliver da en uund- gaaelig Nødvendighedspaastand, hvorhos jeg tillige paastaaer In- jurianten ilagt saavel en passende Mulkt til Byens Fattigkasse som til mig, for Tort og Creditspilde og Processens Omkostninger, en skadesløs Godtgjørelse, samt i Kost og Tæring 1 Spd. daglig, saalænge jeg for denne Sags Skyld maa opholde mig her i Byen. Idet jeg saaledes ærbødigst henstiller min Sag til en retfærdig Opgjørelse hoslægges: 1) Beskikkelse af 20de f. M. 2) Stevning af 26de f. M. 3) Den Constitutionelle No. 290 d. A. 4) Udkast fra Homanns Side til en Erklæring, hvoraf det øverste nedskrevet paa Advokat Hjelms Contoir i Fleres Overvær, det nederste i Forligelseskommissionen af Modparten selv. 5) Mit Udkast til en Erklæring. 6) Stevning til Forligelseskommissionen. 7) Udkast fra Wexiø om mit Tab ved Ildsvaade. 8) Anbefalinger fra Conferentsraad Bugge m. fl. 9) Mit Pass. Christiania den 4de November 1841. Ærbødigst J. H. Schmahr Bilag 4. "Jeg mener at Schmahr ingen uredelig Mand er. Christiania den 21de Oktober 1841. Ovenstaaende er konciperet af en af Hjelms Contoirfolk. "Paa Forlangende af Schmahr attesteres, at jeg ikke har havt til Hensigt at fornærme ham med det i den Constitutionelle No. 290 for d. A. indeholdte Stykke med Overskrift: "Soirée des Muses", men kun at more Publikum paa en uskadelig Maade." SIDE: 360 Bilag 5. De øvrige Ord mod Hr. Schmahr, at "Alle skulle holde ham for en Nar," samt, "at han tager Publikum ved Næsen" tilbage- kaldes herved som usandfærdige. Hr. Schmahr beholder dette Papiir med mit Navns Underskrift, hvorimod jeg med Underskrift "Forfatteren af det Søndag den 17de dennes i den Constitutionelle om Hr. Schmahr Indrykkede" giver ham i samme Blad en ligelydende Erklæring. Christiania, Oktober 1841. 5. UDSKRIFT af det inden Christiania Bything den 4de Nov. 1841 Passerede i Sagen Nr. 1084 -- 1841, Kunsthandler J. H. Schmahr mod Candidat Homann. Citanten fremlagde Stævning, Klage, Beskikkelse samt Indlæg, med de øvrige deri paaberaabte Bilage, hvorefter han indlod Sagen til Dom med Paastand efter Stævningen. Indstævnte begjærede under Forbehold af Alt lovligt 8 Dages Henstand, for det Tilfælde, at Hr. Schmahr maatte samtykke i, at Comparenten førte Vidner uden Stævning. Citanten samtykkede heri. Eragtet. Sagen udstaaer til 11te dennes. Indstævnte erklærede dernæst, at det ikke har været Ind- stævntes Hensigt paa nogen Maade at fornærme denne og at han af de omstævnte Vers, tilbagekalder enhver Yttring, som Citanten maatte finde fornærmelig for sig, hvorhos Indstævnte, i Betragtning af de af Citanten oplyste Omstændigheder, er villig til, at godt- gjøre ham de Omkostninger, som han til Dato har havt, efter specificeret Opgave. Saafremt Citanten ikke idag modtager det gjorte Tilbud om Forlig, vil Comparenten ikke vedstaae samme. Citanten erklærede, at han ikke idag kan indlade sig paa det gjorte Tilbud. Sagen blev derefter atter udsat til 11te dennes. SIDE: 361 FORLIGSTILBUD. Fremlagt den 11te i Mødet. De i den Constitutionelle No. 290 Indrykkede nedenstaaende 4 Linier, nemlig: "Men den som leer polidsk, er Schmahr. Folk troe han er en gammel Nar; Men den som os ved Næsen ta'er, Er ingen Nar." Hvilket herved tilbagekaldes som Usandfærdigt. I Retten udgivet 1 Spd. 2 Mk. 12 Sk. Beregnet til Incaminering 2 Spd. For min Uleilighed og Udgifter udenfor Retten 5 Spd. Tilsammen 8. Spd. 2 Mk. 12 Sk. Blev ikke antaget, hvorfor Sagen fremmes. 6. UDSKRIFT af Protocollationen i Sagen No. 1084 -- 1841. J. H. Schmahr mod Cand. Homann. Den 11te November 1841. Homann fremstillede som Vidner Hr. Fuldmægtig Collet og Cand. Morgenstjerne og Sødring, hvem han bad tilspurgte, om ikke Fuldmægtig Collet i samtlige Vidners Nærværelse havde tilspurgt Hr. Schmahr, om han kjendte Kammerraad Barck, og hvad Schmahr hertil havde svaret. Citanten var tilstede. De fremstillede Vidner bleve lovligen eedfæstede, hvorefter Fuldmægtig Collet forklarede, at Citanten en Dag ved sin Nær- værelse i et af Departementscontorerne kom i Samtale med Vidnet, der iblandt Andet spurgte Citanten, om han ikke havde kjendt Kammerraad Barck, og da Citanten bejaede dette, indlod Vidnet sig med ham angaaende bemeldte Barcks Malerisamling, hvilken Citanten forsikkrede at kjende meget vel, men uden dog at ville indrømme Vidnet, at der fandtes Stykker af Raphael; hvorimod han paastod, at et Malerie, som Vidnet angav skulde være af Raphael i bemeldte Barckske Samling i Kjøbenhavn, SIDE: 362 blot af Raphael skulde være givet et Par Penselstrøg, men for- øvrigt være af Gudurini. Forøvrigt havde Schmahr for Vidnet erklæret, at den omhandlede Barckske Maleriesamling senere skulde være kommen til Odense. Vidnerne, Candidaterne Sød- ring og Morgenstjerne, forklarede sig i det Væsentlige overeens- stemmende med Fuldmægtig Collet. Homann bad dernæst Vidnerne tilspurgte, om de ikke ved den omhandlede Kammerraad Barck havde meent Kammerraad Barck i Comedien "Kunstnerliv," samt om det ikke er Vidnerne bekjendt kjendt, at Folk troede om Hr. Schmahr, at han var en gammel Nar. Vidnerne i den Anledning besvarede den 1ste Deel af Qvæ- stionen bekræftende, samt at de i Almindelighed har hørt Ci- tanten omtale som en besynderlig Mand, hvilket Rygte de ogsaa fandt bestyrket i Anledning af den Barckske Malerisamling. Homann bad dernæst Sagen udsat i 8 Dage. Eragtet: Sagen udstaaer til 18de dennes. 7. AFSKRIFT af det af Cand. Homann fremlagte i Retssessionen den 18de Nov. 1841 i Sagen Nr. 1084. Nr. 1. 1841. Otte Skilling Species. INDLÆG I Sagen Schmahr mod Candidat Homann. Herved har jeg den Ære at fremlægge: 1. Et Exemplar af den Constitutionelle Nr. 294 for d. A. 2. Erklæringer fra DHr. Frich og Grosch. I den Constitutionelle Nr. 294 i et Stykke overskrevet "Nok en Prosit til Poeten i den Constitutionelle" har Hr. Schmahr baade tiltalt mig paa en Maade, der er langt fornærmeligere end de Ord jeg har sagt om ham, og tillige erklæret Sagen mellem os for at være opgjort, dersom jeg intet Videre svarede SIDE: 363 ham i Aviserne. Dette har jeg ikke gjort; altsaa er Sagen forligt, hvorfor jeg maa paastaae den afviist og mig tilkjendt Kost og Tæring. Med Hensyn til Realiteten bemærkes, at de af mig brugte Ud- tryk ingenlunde ere af den Beskaffenhed, at de, endog blottede for alt Beviis, kunne medføre noget Ansvar, især naar det tages i Betragtning, at de angaae Konstgjenstande, hvorom Enhver an- sees berettiget til at yttre sin Formening, hvordan den saa er, og at de ere anførte i Veir i en spøgende Tone. Til Overflod har jeg tilveiebragt Beviis, forsaavidt som det i en Sag af Beskaffenhed som nærværende er mueligt at til- veiebringe. Med Hensyn til Ordene: "Folk troe, han er en gammel Nar," henvises til Vidneprovene. Med Hensyn til de følgende Ord, hvor jeg har søgt at godtgjøre, at Schmahr ikke er en Nar, henvises til de under No. 2 fremlagte Attester fra Maleren Frich og Architekten Grosch, der vise, at begge disse Personer, der høre til de Kyndigste til at bedømme Ting af den omhandlede Beskaffenhed, som her paa Stedet findes, fuldkom- men ere enige med mig i, hvad jeg har sagt. Under Benegtelse i Et og Alt af Citantens Indlæg in specie under Benegtelse af, at jeg har skrevet eller havt Noget at gjøre med den uvittige Erklæring, at Schmahr ingen uredelig Mand er, indlades Sagen til Doms med ærbødigst PAASTAND: At Sagen afvises, og jeg hos Citanten tilkjendes Kost og Tæring; eller At jeg frifindes for Citantens Tiltale, og hos ham tilkjendes Processens Omkostninger noget Tilstrækkeligt. Christiania den 18de Nov. 1841. Ærbødigst J. HOMANN Til Christianias Byethingsret. Fremlagt i Christiania Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE De fremlagte Attester ere saalydende: Efter Hr. Candidat juris Homanns Opfordring, at give min Mening tilkjende om Hr. Schmahrs Maleriesamling, maa jeg op- rigtig tilstaae, at samme fortjener liden Opmærksomhed, og at SIDE: 364 Hr. Schmahr, ved sin eklatante Maade at utskrige sin Samling, har fortjent den Revselse, han har faaet i den Constitutionelle No. 290 dette Aar. Christiania den 18de Nov. 1841. FRICH Efter min Formening ere de Malerier, jeg har seet hos Hr. Schmahr, ikke af de berømte Mestere for hvis Arbeider de ud- gives, og deriblandt findes endog flere meget slette Stykker. Christiania den 18de Nov. 1841. C.H. GROSCH Fremlagt i Christianias Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE Det i den Constitutionelle No. 294 Indrykkede, og som Ind- stævnte i sit foranstaaende Indlæg vil have udhævet, er saa- lydende: Naar tog jeg Publikum ved Næsen? Jeg trylled kun dets Øie allenfals. Tom er min Pung, som fuld af Løgn din Hals; Men kun af Ærlighed bestaaer mit Væsen. Hvis Du, Mosjø, ei endnu har faaet Mætten af hvad jeg Dig paa Din Tallerken skar; men bliver ved at hyle med al Strubens Brutalhed mod Correggio og Rubens, saa bliver det bedst, at vi ende Tretten for Retten; [fotnotemerke] Det mener jeg, den gamle J.H. SCHMAHR Fremlagt i Christiania Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE Fotnote: Prosodia juridica. S. SIDE: 365 8. No. 1. Otte Skilling Species. For et Beløb ei større end 10 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. Fremlagt i Christiania Byethingsret den 25de November 1841. MALTHE REPLIK Hvem -- maa jeg spørge -- har jeg i det af Modparten frem- lagte No. 294 af den Constitutionelle tiltalt paa en saa fo- nærmelig Maade? En Anonym, der havde fornærmet mig; og i hvilket Land, under hvilke existerende Retsforholde nyde Ano- nymer, der have saa Meget forud i at kunne angribe, en saadan Beskyttelse som den, min Modpart, med saa megen Prostitution for en examineret Jurist, nu vil paaberaabe sig. Jeg vidste dengang ikke, at der existerede en Hr. Homann, eller at det var dette Menneske, som havde fundet Behag i at gjøre min, den navngivne Mands, Karakteer til Gjenstand for sin Beklikkelse og Maal for et Publikums Uvillie, af hvis Godhed jeg skal leve. Jeg mener herved Udtrykket, at jeg har "taget samme ved Næsen" d. e. bedrager samme. Paastanden, at Folk holde mig for en "gammel Nar" er af mindre positiv skadelig Indflydelse paa mit Vee og Vel, endskjøndt det maa være saarende nok for den navngivne Olding og graverende nok for min Modpart, der staaer isoleret med denne sin Paastand efter sin mislykkede Vidneførsel i denne Henseende. Thi at de første Vidner bruge Reservationer (hvis Tilladelighed jeg ellers agter at see paaklaget for vedkommende justitielle Øvrighed) at mene en opdigtet Figur i en af de Vaudeviller, som formodentlig udfylde Klassikernes Plads i DHerrers Reoler og Hoveder, mens jeg adspørges om en Person, jeg virkelig har kjendt, og formene, at dette mit Svar, afgivet bona fide og af reen Høflighed, beviser, at jeg er en "besynderlig Mand," releverer Intet til Bestyrkelse for hiint Ukvemsord. En "besynderlig Mand" kan og bør Enhver kunne være uantastet, saalænge Besynderligheden ikke bestaaer i at gaa Andre for nær. Af "besynderlige Mænd" har jeg opdaget Mange baade andre Steder og her i Byen, og her ikke færrest SIDE: 366 i Forhold til Folkemængden; ja en fornuftig Mand gaaer vel neppe nogen af denne Byes Gader op eller ned uden at møde En og Anden, fra de hvide Haars Alder til den "lavpandede Ungdom" (som Horatius betegner den), om hvem han nok i sit Hjerte kunde mene, at han er et Stykke af en besynderlig Perso- nage, ja vel endog af en Nar, uden at tillade sig at sige det. Jeg vil ogsaa aabent bekjende, at jeg har den Besynderlighed frem- for min Modpart og DHrrer Vidner, at jeg er en Mand paa 60 Aar (Dødens Fortærskel), og fremfor Andre af min Alder, at Syslen med Poesi og Maleri udgjør det Vigtigste af mine deliciæ senectutis. [fotnotemerke] Men dette skulde jeg troe er en Besynderlighed, der er mere uskyldig, men mindre besynderlig, end min Mod- parts at ville gjøre min Person og Karakteer til "Kunstgjenstande, hvorom Enhver ansees berettiget at yttre sin Formening." Det er vist, at Branden i Wexiø 1838 tilintetgjorde 175 Stykker af mine 309 Malerier; men et Par af de bedste, nemlig de for en Correggio og Caravaggio udgivne, hvoraf jeg har betalt det Første med 1412 Spdlr., reddedes dog for den nærværende Rest af min Samling; og saavel Disse som mange Andre af dens Indhold lader det ikke til, at de af Modparten anførte Kunstnere, der ikke befatte sig med denne Genre, have havt Evne til at bedømme. Kalde de dem slette, kan jeg, som vedlagte Vidnesbyrd af svenske Malere udviser, anføre Andre, som have kaldt dem gode. Vilde jeg udhale denne Sag ved Vidneførsel, kunde jeg baade godtgjøre, at Hr. Homanns spøgefulde Vers har gjort mig til Gjen- stand for Spot paa Gade og offentlige Steder, og at han paa Advokat Hjelms Kontor paabegyndte den Erklæring, [fotnotemerke] som han maaske med Hensyn til Stilen kan kalde "uvittig;" men som gjør ham Ære, da den viser ham paa Veien til at gjøre en anden Uvittighed god igjen. Men det er min Hensigt, som min For- fatning gjør til Nødvendighed, at paaskynde denne Sags Ende, hvorfor jeg under Benegtelse af Modpartens Anførte og med det Tillæg til min Paastand, at han ilægges en klækkelig Mulkt. Fotnote: Man vil, efter denne Bekjendelse ikke finde det forunderligt, om jeg yttrer Mis- tanke om, at mine Vers i den Konstit., navnlig Linien, "saa bliver det bedst o. s. v." maa være bleven sat i Maaneskin; -- thi saa haltende flød ikke Verset fra min Pen, -- det lød: saa bli'er det bedst nok o. s. v. Fotnote: Andet erindres idetmindste ikke. S. SIDE: 367 for sin Mangel paa Hensyn til Rettens Alvorlighed ved sin Vidne- førsel den 11te dennes, indlader Sagen til endelig Dom. Christiania den 25de Novbr. 1841. Ærbødigst SCHMAHR NB. De i nærværende Replik paaberaabte Attester findes i vedlagte No. af Gøteborgs Handels og Sjøfarts Tidning for Aar 1837, 4de Spalte, og lyder: UDSKRIFT "I Gotheborgs Sjøfarts og Handelstidende No. 54 Mai 1837 findes følgende Attester indrykkede, som angaae J. H. Schmahr: Paa Anmodning af Hr. Schmahr have vi besigtiget ovenstaaende 82 St. Malerier, og kunne saaledes bevidne, at de senest til- komne Malerier for største Delen ere virkelige Originaler, hvor- iblandt endeel af betydeligt Værdie. A. E. FRØDERSTRØM C. GODHE" "I den Dom ovennævnte Herrer yttrede angaaende den tilforn i det kirsteinske Huus i Stockholm i længere Tid foreviste og af Stockholms Bladene, hvoriblandt Aftonbladet No. 20, 1836, særdeles fordeelagtige bedømte Samling, troer Undertegnede ligeledes med al Ret at kunne deeltage. J. C. BEXELL" Fremlagt i Christiania Byethingsret den 25de November 1841. MALTHE 9. UDSKRIFT AF Protokollationen i Sagen No. 1084/1841, J.H. Schmahr mod Cand. Ho- mann i Sessionen den 2den Dec. 1841. Homann benægtede i Eet og Alt Citantens Indlæg og de med samme følgende Documenter. In specie benægtede han, at han nogensinde har været paa Hjelms Contoir paa samme Tid som Citanten. Ligeledes maatte han benægte, at de Malerier, hvorom SIDE: 368 Hr. Schmahr har fremlagt Attester fra Sverrige ere de samme, som de han her har fremvist, saavelsom ogsaa Rigtigheden af disse Attester, og at de ere udstædte af Kunstnere. Comparenten fremlagde dernæst et Exemplar af Comoedien "Kunstnerliv," og indlod Sagen under Dom i Henhold til sit Forrige. Citanten be- gjærede 8 Dages Henstand. Eragtet: Sagen udstaaer til 9de De- cember. 10. Aar 1842 den 13de Januar, blev inden Christiania Bythingsret i Sagen, No. 1084 pro 1841: J. H. Schmahr mod Candidatus juris Homann afsagt saadan DOM: Nærværende Sag mellem Citanten Kunsthandler J. H. Schmahr og Indstevnte Candidatus juris Homann har sin Oprindelse fra en i Bladet den Constitutionelle No.290/1841 indrykket versificeret Opsats, med Overskrift: "Soirée des Muses," hvortil Indstevnte er Forfatter, og i hvilken Opsats denne gjør sig lystig over en af Citanten her i Staden offentlig udstillet Samling af Malerier, der af Indstevnte fremstilles som Sager uden Værdie, der tjene til Spot for Tilskuerne, og Digtet slutter med følgende Tirade: "Men den som leer polidsk, er Schmahr; Folk troer han er en gammel Nar, Men den som os ved Næsen ta'er Er ingen Nar." -- Citanten, som herved finder sig fornærmet ikke alene paa sin Agtelsesret, men ogsaa med Hensyn til sin borgerlige Næringsvei, har derfor sagsøgt Indstevnte, og paastaaet de omhandlede Ud- ladelser mortificerede, samt at denne Mortification, samt Dom- mens øvrige Conclusion paa Indstevntes Bekostning offentliggjøres i Bladet den Constitutionelle, Idømte ilagt en passende Mulct saavel til Byens Fattigkasse som til Citanten for Tort og Credit- spilde, tilpligtet at betale Processens Omkostninger, samt desuden 1 Spd. daglig i Kost og Tæring til Citanten, saalænge han for denne Sags Skyld maa opholde sig her i Byen. Indstevnte har paastaaet enten Sagen afviist eller sig frifunden SIDE: 369 for Citantens Tiltale. Som Grund for den nedlagte Afviisnings- paastand er anført, at Citanten i et af flere i Bladet den Con- stitutionelle No. 294/1841 indførte Epigrammer med Overskrift: "Nok en Prosit til Poeten i den Constitutionelle" yttrer sig saaledes: "Hvis Du, Mossjø, ei endnu har faaet Mætten, af hvad jeg her paa din Tallerken skar, men bliver ved at hyle med al Strubens Brutalhed mod Correggio og Rubens, saa bliver det bedst nok, at vi ende Tretten for Retten; det mener jeg den gamle J.H. SCHMAHR" Da nu Indstevnte hertil intet har svaret, formener han, at Sagen mellem ham og Citanten maa ansees opgjort, og at den saaledes transacta maa blive at afvise. Da imidlertid Indstevnte ikke paa den Tid disse Epigrammer skreves kunde være Citanten bekjendt som Forfatter af det paaankede Digt, og det vistnok maa tillægges nogen Indflydelse med Hensyn til Spørgsmaalet om Paatale af formeentlige Injurier, hvo der er sammes Forøver, saa vil den paastaaede Afviisning ikke kunne bevilges, hvorimod det under Sagens Realitet vil være at afgjøre, om og hvorvidt den omhandlede Erklæring kan blive at tillægge nogen Indflydelse ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om Indstævntes Ansvarlighed. Hvad det i denne Henseende lægges Indstævnte til Last er hans Yttringer om, at Folk troer, at Citanten er en gammel Nar, samt at Citanten skulde tage Folk ved Næsen, hvilket her [fotnotemerke] skulde være synonymt med at narre eller bedrage Folk. At paa- sige en Anden, at "Folk" troer Et eller Andet om ham, kan udentvivl ikke betragtes anderledes end som om der angaves, at et saadant Rygte eller Omdømme verserer angaaende den Vedkommende. Kan dette antages, da skjønnes ikke rettere end at Indstevnte ved de førte Vidners Forklaringer tilstrækkeligen have godtgjort det af ham angivne Omdømmes eller Rygtes Tilværelse, uden at Retten troer at burde indlade sig paa at yttre nogen Formening om hvorvidt det angivne Omdømme ved den af Vidnerne om- forklarede Adfærd fra Citantens Side i større eller mindre Grad bestyrkes, hvilket i alt Fald sees at have været Vidnernes Tro. Fotnote: Ikke i Christiania, som man seer. S. SIDE: 370 Da nu Indstevnte ikke har erklæret at han selv holder Ci- tanten for en Nar, men tvertimod fritaget Citanten for at ansees som Saadan, og da den, der godtgjør et af ham om en Anden udbragt Rygtes Tilværelse ikke kan drages til Ansvar for at have omtalt et saadant Rygte, saa vil Indstevnte ikke i denne Deel af Sagen kunne drages til Ansvar. Mere tvivlsomt fore- kommer det Retten om ikke de øvrige paaankede Udladelser maa paadrage Indstevnte Ansvar efter Injurie-Lovgivningen. At Beskyldning om at narre eller bedrage Folk, især naar saadant skeer af egennyttige Hensigter, hvilket her synes at maatte være Tilfældet, og hvilket derfor synes at paapeges ved de Udtryk "men den som leer polidsk er Schmahr," hvorved dennes Handlen mod bedre Overbevisning antydes, maa i Almindelighed ansees som en Fornærmelse, kan ingen Tvivl være underkastet. Imidler- tid maa herved erindres, at der ved denne Leilighed ikke kan være Spørgsmaal om andet Bedrag end at tillægge offentligen udstillede Kunstsager et større Værd end de virkelig besidde, eller at tillægge dem Egenskaber, som det maa være Enhver, som dertil føler Kald og Dygtighed, tilladt at bestride. Menin- gerne herom kunne være deelte, saa at den Ene kan ansee det for ordinært, hvad en Anden anseer for udmærket. Nærværende Ret er ikke i Besiddelse af den Kyndighed der udfordres for at hævde nogen Mening angaaende den af Citanten udstillede Sam- lings Værd og skal derfor blot her bemærke at det efter de fremlagte Attester synes antageligt, at Citanten har været i Be- siddelse af en Maleriesamling af Kunstværd, af hvilken dog en betydelig Deel sees at være opbrændt i Staden Wexiö. Derimod vækkes der Tvivl med Hensyn til Beskaffenheden af hans nu- værende Samling, naar hensees til, at samme af tvende her- værende kunsterfarne Mænd, er skjønnet at fortjene "Liden Opmærksomhed", og Stykker deriblandt antages ikke at være af de berømte Mestere for hvis Arbeide de udgives, hvorimod deriblandt findes endog meget slette Stykker. Under saadanne Omstændigheder maa den som giver sig ud for Kjender (og som saadan maa formentlig Citanten i Egenskab af Kunsthandler antages at gerere sig, see ogsaa Epigrammer i den Constitutionelle No. 294), formentligen finde sig i, at ikke alene hans Samling, men og han selv af de misfornøiede Til- SIDE: 371 skuere underkastes en dadlende Bedømmelse, og i Egenskab Kunstkjender og Udstiller. At det er i saadan Egenskab Ci- tanten af Indstevnte er omtalt, er af denne paastaaet, og synes ikke at kunne drages i Tvivl, men at paasige en Kunstner eller en Foreviser af Kunstværker, at han bedrager Publicum naar hans Præstationer efter almindeligt Skjøn og Kunsterfarnes Om- dømme, deels ere under deres angivne Værdie, deels endog uden al Værdie, kan ikke ansees som nogen Retskrænkelse, der kan medføre Ansvar for den Sigtede, thi herom maa Dommen være fri, og viser den sig urigtig vil Kunstneren eller Producenten intet derved tabe. At Indstevntes Yttringer i nærværende Til- fælde ere persiflerende og krænkende for Citanten i fornævnte Egenskab, kan efter Rettens Formening ikke betragtes som nogen Æresfornærmelse for Citanten, der, dette uanseet, i sit borger- lige Forhold kan være ligesaa ulastelig Mand som en Handels- mand eller Næringsdrivende der falbyder maadelige Varer, over- ladende til sine Kunder om de finde sig tjent med at modtage de anbudne Varer til den forlangte Priis, hvorved Vedkommende udentvivl maa finde sig i, at Kunderne ikke alene unddrage Den sin Næring, af hvem de troe at have faaet slette Varer, men selv deri, at de yttre Tvivl om ikke den kyndige Sælger maatte have været bekjendt med sine Varers Beskaffenhed førend han solgte dem, men alligevel fortiet denne sin Kundskab i den Tanke, at ingen Forpligtelse til Aabenhjertighed i denne Hen- seende paalaa ham mod dem, der selv kunde see sig for. Ret- ten antager saaledes ikke, at Indstevnte kan have paadraget sig noget juridisk Ansvar ved de paaklagede Yttringer, og det saa- meget mindre, som Citanten ved først at vælge Pressen til sit Forsvar selv synes at have indrømmet, at han paa denne Vei havde at møde sin Modstander, som han ikke heller synes at være bleven synderlig skyldig, og Citanten derhos selv sees oprindelig at have været af den Mening, at Tvisten, kun for- saavidt hans Modstander gjennem Pressen fortsatte samme, hvilket ei er skeet, egnede sig til Afgjørelse ved Retten. At endelig Citanten ved den paaklagede Opsats skulde have lidt noget Skaar i sin Næringsvei, kan ikke antages, da, som foranført, hans Udstilling var offentlig og kunde tale for sig selv, om den uretfærdigen blev dadlet. SIDE: 372 Ifølge det Foranførte, antager Retten, at Indstevnte maa blive at tillægge den af ham paastaaede Frifindelse, hvorhos Proces- sens Omkostninger efter Omstændighederne ville være at ophæve. THI KJENDES FOR RET: Indstævnte Candidatus juris Homann, bør for Citantens, Kunst- handler J.H. Schmahrs Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves. III. EFTERORD Men ingen Eftertale. Jeg vil afholde mig fra alle Be- og An- mærkninger. Kun vil jeg endnu tillade mig imod DHrr. Frichs og Groschs Dom at anføre en af Hr. Anonymus (der, som be- kjendt, ligesaa ofte er den bedste Kunstdommer som han er en slet). Morgenbladet, der roser sig af sit skarpe Indseende med denne mangfoldige Forfatter, meddeler den under 20de Aug. f. A. saaledes: "Iblandt de Stykker, som Hr. Kunsthandler Schmahr i disse Dage foreviser i Hr. Advokat Hjelms Gaard i sin Udstilling, er der unægtelig flere, der fortjene det kunstelskende og skjøn- somme Publicums Opmærksomhed. Den Correggio f. Ex., som er Udstillingens Lyspunkt og Perle, er unægtelig ægte, og saa- ledes alene værd et Besøg, og det samme lader sig ogsaa sige om andre, navnligen om Saul for Hexen i Endor af Caravaggio, som man, fordi det er saa smukt, maa beklage kun er et Bryst- stykke. Disse to Stykker ville hæve vort Nationalgallerie, om det havde Raad til at komme i Besiddelse af samme. Efter den trykte Catalog ere ogsaa flere af de udstillede Malerier tilsalgs. Mellem disse fortjene ligeledes Portraitet af Venetianeren An- dreas Grimani, der bærer Paul Veroneses Mærke, at komme i særdeles Betragtning; og det samme lader sig vel ogsaa sige om Landskabet, der udgives at være af en Michel Carrèe. At Hr. Schmahrs Udstillinger ere blevne anerkjendte saavel i andre norske Blade som i det svenske Aftonblad, kan maaske ogsaa tjene til at hæve dem her i Publicums Øine." Jeg vil ogsaa her, som forhen, have bemærket, for at sætte modus procedendi i sit rette Lys, at jeg virkelig har kjendt en SIDE: 373 Krigs-, Kammer- eller Commerceraad Barck i gamle Dage -- en meget peen Mand, som man siger, og ligesom Conferentsraad Bugge en decideret Liebhaber af Malerier, som siden kom til Fyen; Der spredtes de som Høstens faldne Blade: De Potters og van Dycks -- o Jammerskade! De Wouwermannske Heste løb sin Vei For Slaget under Auctionarens Hammer. Gud veed hvorhen? men til en Samling ei, Der noget bedre var end en af Rammer. Og herom var jeg da, som før berørt, saa høflig at give de to unge Herrer Underretning, som behagede at spørge mig i De- partementet, om jeg havde kjendt en Kammerraad Barck. Først senere, efter deres Eedsaflæggelse, underrettedes jeg til min Forbauselse om, at de havde meent en fingeret Vaudevillefigur, hvortil dens Forfatter gjerne kan have taget Navnet af den virkelige Krigs-, Kammer- eller Commerce-Raad Barck, som jeg (og vel en Mængde gamle Kjøbenhavnere fra min Tid) har kjendt. Sligt kan nu være lystigt nok, omendskjøndt Vittigheden er mager; men hvorvidt en streng Chef for et Lands Justits vilde lee derad, skal jeg lade være usagt. Men kan ikke han det, saa kan Jeg det; og den Evne holder jeg for at være det herligste Udbytte af et Liv, ved hvis Ende man gjerne, naar jeg regner al den Tid fra, som Thingstude, Narre og Geert Westphalere have spildt mig, kan give mig Gravskriften: Hic jacet Schmahr, cujus ætas multorum annorum fuit. Ipse septem duntaxat annos vixit. ): Her ligger Schmahr. Af Aar en Patriark han var. In Alles knapt dog syv han levet har. Og disse syv kan jeg først sige jeg har levet efterat Venskabet havde efterladt sin Kappe i mine Hænder, Kjærligheden havde nedvendt sin Fakkel og efterat min store Gaard i store Kongens- gade i Kjøbenhavn var fløiten. Jeg fik kun Viisdommen og Lykken Med Fattigdommen og Parykken. SIDE: 374 Før var jeg Daare nok til at spilde min Rolighed i Kamp for hvad jeg tænkte var baade min og Allemands Ret. Aar randt og Haar visnede før jeg indsaae, at den fredelige Nathue er den sikkreste Hjelm imod alle Livets Storme, at dens Rolighed ikke er at bortbytte mod Fortunati Ønskehat eller mod Kongen af Persiens perlebelæssede Krone, og at det Største paa Jorden staaer mig tilbage: at tilgive og glemme. Og jeg har let der- for. Thi Hvor fødtes i det blide Danmark vel En melancholsk og hadsk cholerisk Sjel? Selv Den, hvis Vugge stod paa Jyllands Hede, Ombruset af det vilde Vesterhav, Kun Blomsten seer paa Lyngen, ei den vrede Blodlystne Torn, som stikker frem deraf. Og Jeg, som fødtes under Sjellands Bøg, Er bleven gammel under Sang og Spøg. Jeg mindes kun det Skjønne, jeg har seet; Det er min nationale Characteer. Ad hver en Gang, jeg i mit Liv har leet, Paa Gravens Rand jeg end af Hjertet leer. Dog loe jeg aldrig bedre nogen Gang, End da Correggio'en op jeg hang, Og hørte Dommene man derom fældte. Da præked sjeleblinde Kallifan, [fotnotemerke] Correggio man for en Kluddrer skjeldte, Og gamle Schmahr -- han blev en Charlatan. Nu Charlatan? Lad gaae! men gaae i Fred! Med et Glas Viin gaaer "Charlatanen" ned; Og det jeg tømme vil paa Konstens Triven. Bag Maleriet skjult jeg Harpen har; Den slaaer jeg, mens Correggio er Skiven Og ikke længer gamle J. H. Schmahr. Fotnote: Muurmester og Kunstdommer i Grækenland. SIDE: 375 Ak Viin? Hvad Drømme om forsvunden Tid! Ræk mig, min Ven, et Bæger Vand kun hid! Jeg drikker deri Fred med hele Jorden Og Ende paa enhver Proces den har! Jeg fik nu en som saa paa min: for Norden Indankes den af gamle J. H. SCHMAHR Har det lykkets mig i det Foregaaende at meddele det høit- ærede Publikum det Begreb om mig, at jeg er et Menneske, der vil "Alle vel og Ingen ilde" (en velsignet Skaal, min gamle Ven Capitain Folchmann i Weile altid pleiede at udbringe, og som jeg har tømt mangt et Glas paa i mine Dage) og at min Nations Godmodighed ikke vanslægter i min Person, saa tør jeg maaskee ogsaa haabe, at man med Overbærelse tillige vil høre noget nærmere om min nærværende Stilling, hvis fortvivlede Omstændigheder egentligen bringer denne Bog (der bringer Fleer end mig over til Udødeligheden) i Publikums Hænder. Jeg er vel et Stykke af en Livsphilosoph, som i sin Tid har eiet en Snees Gaarde i Kongens Kjøbenhavn, og har under Barbererens Indsæbning, uden at fordreie en Mine, kunnet modtage Efter- retningen om Skibs og Ladnings Forliis ved Engelskmanden; men reentudsagt -- jeg gjorde mig den Tanke om det stolte Norge, Hvis Mænd foruden Pralerie fortælle, At Billeder de er af egne Fjelde, at det ikke lod sig gjøre, at gjæste dets Byer, især paa Vest- landet, før jeg for det Første havde afvæltet mig ved Proces Beskyldningen at tage Folk ved Næsen, og for det Andet betalt min Gjeld til mine Creditorer hersteds. Men i disse Meninger har jeg nok blot havt Ret i den sidste, og derom er man ogsaa saa temmelig enig i Verden, mens Begreberne om, hvad der er Fornærmeligt eller ikke, ere, ikke blot saa forskjellige som Na- tionerne, men som Personerne ere. Holder man det i Norge, ligesom imellem Yankierne, for ingen Feil at tage Folk ved Næsen, saa for mig meer end gjerne, naar man blot tillige vil udstrække sin Liberalitet til at kjøbe denne Bog i saa tilstrækkeligt Antal, SIDE: 376 at jeg kan betale en Gjeld af 150 Rigsdaler, der holder mig bunden til et Sted, Hvor Folk, der vise Bjørne frem og Aber En smuk Gevinst til sig om Aaret skraber, Mens Den, der Rom og Florenz hid har ført, Maa lutter Viderværdigheder taale, Og fristes af et Liv, der er saa tørt, Til Støv at ryste af den slidte Saale, Som, medens den var heel, til Norge bar Med Mesterværker gamle J. H. SCHMAHR Men jeg skulde ikke fortjene denne Godhed, om jeg ikke i denne Sag havde vist mig fra den ærekjæreste Side. Jeg tæmmede min Vrede [fotnotemerke] , erindrende, at en viis Mand er en stor Monark, og har et Rige i sig selv, alt efter de gamle Linier: Latius regnes avidum domando spiritum qvam si Lybiam remotis Gadibus jungas, et uterque Poenus serviat uni. ): Ved dit afspænstige Gemyt at styre, et Rige du behersker, meer uhyre, end om du sveised hele Mauritanien ved Herkles' Støtter sammen fast med Spanien og i din Haand var Esparteros Magt med al Marokkos vilde Herskers lagt. Men min Æresfølelse lod sig ikke tvinge som min billige Harme, og Sagen selv viser, at det kun var mig om dens Tilfredsstillelse at gjøre, hvilket saavel vil kunne bevidnes af mange Andre, som af en gammel Mand af Byen, Hr. B....tz, der indlod sig i en lang Samtale med mig udenfor Raadstuen, hvorfor jeg, paa Grund af hans skarpe Domme om Processer i Almindelighed og om min i Særdeleshed, hans Alder og ligefremme Henvendelse til mig, under den hele Time lange Samtale stod i den For- Fotnote: En Nar kan Høiheden dens Ro berøve. En lumpen Muus forstyrre kan en Løve. SIDE: 377 mening, at han var en Onkel eller en anden Nærbeslægtet af Modparten, som vilde overtale mig til at lade Sagen fare. Men fremfor Alle tør jeg paaberaabe mig Hr. Maler S. der, før Sagen afhængiggjordes, paa Hr. Advokat Hjelms Kontoir, paa sit Spørgs- maal, om jeg ikke vilde hæve Sagen, om jeg fik 100 Daler, hvor- for jeg da kunde reise til Kjøbenhavn, fik til Svar, at jeg ikke for 1000 Rd. vilde gjøre mig til Bedrager, og at jeg ikke vilde sætte min Fod ud af Christiania før jeg havde faaet Dom forat jeg ikke tager Publikum ved Næsen. Men jeg har nu erfaret Sandheden af, at "Paa Narrenæser og Kjæklertunge hænge Prokuratorens Pengepunge," hvortil jeg kun vil føie det pium desiderium: Er jeg en Nar, gid Næsen var saa lang, at ogsaa Prokuratoren ved Pungens Side hang! Og jeg har derfor henvendt mig til et billigttænkende Publi- kum, som baade kjender Sandheden af "ubi plurima nitent non ego paucis offendar maculis." ): Hvor herlig straale Mesteparten Jeg ved en Flek ei stødes, selv ikke ved en svart en, og som antager, at følgende MAXIMER FOR KUNSTDOMMERE, PROCEDERENDE, NARRE OG ANDRE ikke ere at foragte: At være streng som Cato er ikke altid just at være viis som Plato. Hvo troer, han kjender mindst, næst Sokrates'en gaaer: men Den er Narres Konge, som troer, han mest forstaaer. Vinden blæser Blærer op, Indbildninger en Nar. De blie' nok begge stive, men tomme som de var. SIDE: 378 Prokuratorer Saxe lige ere: kun hvad der er imellem de isønderskjære. At tale kun geraade den Kloge kan til Priis; men Taushed er paa Narres Klogskab et Beviis. Punctum finale! J.H. SCHMAHR Henrik Wergeland SIDE: 379 FORSONINGEN ET FANTASTISKT DIGT AF J. H. SCHMAHR. KUNSTHANDLER, FORFATTER AF PROCESSEN MOD FRU SCHARFFENBERG I KJØBEN- HAVN SAMT AF DO. MOD KUNSTDOMMER HOMANN I CHRISTIANIA, M. M. (Stændig Melodi: Gubben Noah.) NB. Idet jeg med dette Digt tager Farvel med et høistæret Publikum, bemærkes, at, forsaavidt deri siges, at Reisen vil gaae direkte til Storbritanien maa dette ikke tages saa strikte, da jeg formedelst det sildige Efteraar og høi Told paa mine Malerier først gjør en Kunst-Vinterreise til Stockholm. Ærbødigst J. H. SCHMAHR KRIG OG FRED FORQVÆDE I EN GROTTE Under Jorden Mænd i Norden maae for Gjække flye. Her i Grottens Skygge ere vi først trygge. Udenfore smaa og store allesteder krye. Fredens stille, lumre, milde Sol dem yngler frem. SIDE: 380 Libyens Palmekrat er fuldt af Abekatter; men vor kjære By desværre flere har af dem. Gid den linde Fred forsvinde, som slig Yngel har! Gid en Storm maa komme, fuld af Himlens Domme! Landet taber sine Aber; men Gevindst det var. Kornet vilde sig udskille, Sæd fra letten Avn; Avnen vilde gyve, udaf Landet flyve; kun de Bolde det beholde vilde i sin Favn. Det er stille, ganske stille som en Foraarsqvel. Stormen vil ei fnyse, Baunen vil ei lyse, Blodet kultner, Marven multner, syg er Folkets Sjel. Usle trives; de belives i sligt Solskinsveir. Derfor vil jeg tage en Guitar og klage. SIDE: 381 Heller skarpe Pauk og Harpe slog jeg an til Seir. Fantasere, qvinkelere vil jeg blot i Qvel: danne Arabesker vildt som Grottens Fresker: Disse Stanzer ere Krandser deraf om mig Selv. Mig Cithrinkens Strengeblinkens Trolddom vækket har. Helte og Trofæer skabe kun Tyrtæer. Fred og Gjække kan kun vække op til Sange SCHMAHR FARVEL TIL NORGE Snart i Havet skumbegravet dykker Norge ned. Gid med det forsvinde i min Sjel hvert Minde om de Dage jeg fik smage der af Bitterhed! [fotnotemerke] Fotnote: Variant: Om de Gjække, som bedække der hver Gade bred. SIDE: 382 Jeg blier gammel. Skal mit Skrammel, skal mit Skrogs Skelet dybt i Englands fede Græsbund faae sin Rede, hid dog over Havets Vover Geisten flyver let. Over spidse Bølgers Isse, i Petrellens Fjed, over Doggerbanken, lynildsnel som Tanken, skal min hvide Skygge skride hoppende afsted. Midtpaa Gaden her i Staden pludselig jeg sees. "Himmel! Hevn og Dommen! Gamle Schmahr er kommen! Han med blegen Fingerpegen bød os sin Proces." Da de svarte Knebelsbarte paa saamangen Gjæk (thi det gamle Rige mangler ei paa Slige) ville blive børstestive af forstenet Skræk. Skal saa ærligt Folk, saa herligt Land, saa ætberømt, af slig Race plages? SIDE: 383 Nei, den væk maa jages! Derfor kommer næste Sommer jeg igjen som Skrømt. Lange, snare Pilgrimskare af de vilde Gjæs kort er mod den Række halvfransøske Gjække, som min bidske Geist skal pidske ud fra Lindesnæs. Som Torbisten udpaa Qvisten, skal den sidste Nar sig paa Næssets Ende reent fortvivlet vende; men i Ryggen har han Skyggen af den gamle Schmahr. Rappe Jagte maae de fragte, eller gaae tilsjøs i omkaps Uorden hovedkulds som Hjorden, det forlorne helvedsvorne Gergasus slap løs. Før fra Norden over Jorden vandred Helte ud. Nu da, til Forandring, skee en Narrevandring! Med Forfærden vil da Verden atter be' til Gud. SIDE: 384 Der vil messes, der vil læses i hver Kathedral. Carolingens Klage Frankrig vil gjentage: "Fri os, Herre!" [fotnotemerke] endnu værre jamre ud det skal. "Fri os bare for de Narre! Send os heller Mænd!" Et højtidligt Amen udfra Notredamen vældigt bruser, dumpt det suser over Seinen hen. TILBAGEKOMST Men kan hænde, at min Ende endnu Anstand har. Ville I da tage kjærligt mig tilbage? Gjerne leve vil blandt gjæve Normænd gamle Schmahr. Jeg vil bytte for en Hytte, Norge, i din Dal prægtigst Gaard og Lade selv i Vestergade, ja i Løbet gaae paa Kjøbet gylden Kongesal! Fotnote: Libera nos, o domine! a furore Normannorum! SIDE: 385 Hyttens nøgne simpeltstrøgne Væg af Furutræ flux blier omfortryllet af Correggios Billed til en prægtig Hal i mægtig Konges Lystpalæ. Døden skrider ind omsider ad min Hyttes Dør. Men i taus Beskuen mildnes hen hans Truen; Seglen gjemmer han, og glemmer mig, og gaaer som før. MØDET Efter rundne, lumpent svundne fyrgetyve Aar, blier i Perspektivet mig paa Gaden givet et forunder- ligt Vidunder, som paa Buer gaaer. Ja paa tvende, som sig vende mod hinandens Hvælv. Slige pedes have baade Ryg og Mave; slige Lægge bukke begge for hinandens Selv. SIDE: 386 Vindes Skare kunne fare gjennem dette Hul. Sande Theorier om Periferier Folket lærer, ja om Sfærer og Struktur af Hjul. Mon en Cirkel- passer virke- lig, magnetberørt, kan sligt Liv meddeles, at den fuldt besjæles, og spadsere kan medmere? Sligt er aldrig hørt. Kort da! Gadens (som er Stadens Bondstreet) Perspektiv viser i den ene Ende tvende Bene, lige Gjorden, der er vorden lagt om Tøndens Liv. . . Himlen skjærme mig! de nærme sig, som en Dressin, rullende paatverke gjennem Gadens stærke Folkevrimmel . . . Frels mig, Himmel, i en Port nu ind! Niagaren i sin Faren, Sarpens Riven-hen SIDE: 387 ere, ihvor rappe, imod Skjebnen slappe: Jeg og Manden mod hinanden førtes dog af den. Mødt i Farten har jeg Parten just i min Proces. Han er gammel bleven, Panden fuldt beskreven, Haaret visnet, sølverisnet, blegt som tørret Græs. Begge ville Vi staae stille; Ingen Synet troer. Munden, overrasket, hænger slap og lasket. Øjekuglen, som paa Uglen, stirrer stiv og stor. Men vi lægge fluxen Begge Haand til Hat med Buk. "Er De ikke, Kjære . . ? Har jeg ei den Ære?" "Jo, min go' Mand, jeg er Homann!" svarer han med Suk. "Hvorfor sukke? Lad os lukke os i Aften ind, os en Bolle lave, hvori vi begrave et forvittret Had, som bittret engang har vort Sind!" SIDE: 388 "Vel, som sagt er, vi os agter sammen Arm i Arm til et Sted, hvor Vreden kanskee var forleden, [fotnotemerke] men hvor denne Qvel skal ende tvende Gubbers Harm." Piben damper, milde Lamper fylde Rummet med en Slags Efterlignen af den Freds Velsignen, som i blide Straaler glide paa os begge ned. Nok et Bæger! Det bevæger Gubbens gamle Bryst. Slukt er Vredens Fakkel, Soningens Mirakel skeer i Sindet, som forblindet fandt i Had sin Lyst. Nok et Bæger! Intet læger bedre gamle Saar. Efter sex en Muse vil mig ildberuse. Dithyramben flyer paa Jamben, naar jeg otte faaer. Fotnote: NB. Café Royal. SIDE: 389 Aanden river hen, den giver mig en Hymne ind, en Triumfs, en bister over de Jurister. Homann hører den, med Øret lænet til min Kind. TRIUMFHYMNE OVER JURISTERIET "Sankt Georg! vel glimrende meer var din Strid, da Dragen du fælded i Fabelens Tid; det skinner vel meer, i ridderligt, sølverne Pandser, med Guldpailletter og flagrende Fjer, at spække et Monstrum med funklende Landser; men, hellige Georg, den Edder var lind, som pusted sin fugtige Ild i din Drage, og malte med spraglede Flammer hans Skind, mod dette forgiftige Blod, der livner den Slange, hvis Tænder nu knage under min Fod. Men, Georg, meer skjult laa din Drage ej gjemt i sit Krat, end bag Formularerne den jeg har fat. Men se! som du stak i hvislende Dyb uforfærdet din Næve, i Dagslyset Monstret fremtrak, og kløved dets bævrende Bugter med Sværdet: saa splitter jeg Formlernes snirklede Stads, og Udaadens Aasyn jeg seer under Skriften saa blegt som Forræderens bag sit Kyrads. Med sanddrue Øjes Lancet jeg aabner dens Hjerte, den Bylde, af Giften svulmende mæt. SIDE: 390 Bretlands St. Georg! det brusende Storocean var Dragen, du vog, med den flyvende Man, dit Spyd var en Mast, en Kjøl var din susende Klinge, som kløvede Modstanden iilsomt og hvast, og Storhavets stribede svulmende Bringe med Skarpsindets Staalhandske tøiled du myg . . . . Men Jeg? Se, en sortsmudsket, syndrynket Hjerne, en fuul Prokurators bugtede Ryg er Havet, er Dragen jeg slaaer: Jeg snogslaaer en Barm, at den Eddercisterne Aabning dog faaer." MORGENEN Naar Garçonen i Salonen aabner Kamrets Dør, seer han mig og Homann meer liig een end to Mand. Kun i Eden saae man Freden saa livsalig før. Mig, saa bister, paa Jurister, Ham, min Contrapart, Correggios Forhutler, bag en fire Butler seer han drømme sammen ømme. -- O vidunderbart! Ved hans Hjerte al min Smerte seer han dulmet ind. Ja vi sammentrykker Pander og Parykker, SIDE: 391 somom Ening var vor Mening, ja i Krop og Sind. Han maa ikke paa os stikke, vække os, den Nar! Sammen, som forfulne Hveps, vi vilde smulne, som de hule, tørre, fule Myg i Januar. Mellem Døde hint vort Møde hist paa Gaden var. Er man død og glemt i næsten Vintre femti, af vort Eget ikke meget vi tilbage har. Men naar over mig, der sover ved min Uvens Bryst, Domsbasunen skralder: Støv og Aske falder, Straalefjere sammen bære os til Himlens Kyst. Naar den lyder, Livet bryder frem, som bundet var. Naar Basunen toner, to Papilioner himmelfare. Engang vare Homann de og SCHMAHR. SIDE: 392 EFTERSKRIVT Om Morgenen vil jeg lade mig lære at spille Topp, paa min gamle Alder. Ad Formiddagen til, vil jeg gaae ud for at kjøbe Igler for at borthænde til Udlandet. Længere ad Formiddagen vil jeg lade mig underrette i at beregne Trep Trap Træskospillet. Om Eftermiddagen vil jeg tage Underviisning i Fransk for at lære at benegte. Længere hen paa Eftermiddagen vil jeg tage Underviisning paa Violin af en god Mester. Om Aftenen vil jeg gaae hen til Hr. Oldenborg Fly! Fly! der beverter mig med en Snaps Cognac NB. til 24 Skilling. ============================== Fil: wii6.txt Bind: Samlede skrifter II, 6. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 MENNESKET ET DIGT En Omarbeidelse af "Skabelsen, Mennesket og Messias", udgiven med Under- støttelse af det kongelige norske Videnskabers Selskab i Throndhjem. TIL EN BERØMT DIGTER [fotnotemerke] ) Ved Mjøsen, mit Fædrelands Hjerte, høitbankende under Heidmarkens fulde Bryster, hvor Helgø sig hæver, liig Moderbarmens rødmende Smykke, det Drengens Ydunsæble . . Hvor Skreya, Skjærsommersols Herberg med guldrøde aabne Skyport, hvor Stormens hvinende Fole og Taagernes Vogn om Natten staaer for om Morgnen at skumme over Sjøen . . Fotnote: ) Uagtet denne Dithyrambe fremstiller den 16 Aar yngre Forfatter og ikke Omarbeideren, og saaledes kunde synes ikke her at have hjemme, frem- træder den dog i nærværende Form fordi deri gives Nøglen til Digtets Til- blivelse. I dens første er denne Forklaring over Forbindelsen mellem den unge Digters platoniske Kjærlighed og Beslutningen, at neddigte et Værk af en saadan Natur, afbrudt af hans Beklemmelse ved at føle sig overvældet af sit Stof, ved at "Altet bruste ind paa ham." SIDE: 2 Hvor Fjeldet sig styrter i Bølgerne, just hvor en Birk sig reiser for strax med angestfuld Susen og svimlende bøjet at springe tilbage . . Der sidder en Dreng med en Harpe . . Hør, ti af dens Strenge klinge som Vemods Klokker, som Sortdrosles Slag, og ti som Helved gnistrende hvine, og tregange ti som Templet runge, der skjælver af Hymner. Halvhundrede Strenge? O Stellas gyldne Kongeriger! Men tys! de sukke øde som Dalen ingen Reisende seer. Og over dem alle hersker nu Sorgen, liig en guulsottig Munk. Halvhundrede Strenge? O Stellas gyldne Kongeriger! Men Thronen staaer øde, og under et Havs Anarchi de jamre. Vel, Stella, som fri Tomyris hersk over hylfuld Ørken! Saa tom, at ei Echo boer der selv om dit Navn du raabte. Ak, eller du boe i din egen Oase, som stolt Zenobia! Se, Øinene friske Kilder! Læberne Jericho-Roser! Se Kinden en Palmelund, som glindser i Morgenrøden! Se Tænderne palmyrenske Søiler af Alabaster! SIDE: 3 Men ve! Legioner komme. Riimhvide Dage komme. Din Barm mørkner under Aaget; dit Hjerte hænger som en overvunden Fahne; Tænderne -- o Palmyras Søiler! -- briste. Møllene summe op . . Nu er det stille. Da, hvor er da Stella? Se her er min Harpe med een brusten Streng! I Himmelen først, skjøndt neppe et Piilskud fra Skreya, et Spring fra min Plads ved den bøjede Birk, faaer jeg den brustne heel igjen; knælende Stella selv fletter den ind. "Den brast" -- vil hun sige -- "dengang med ængstligt Raab du forfulgte min legende Flugt. Vi løb -- o uforsigtige Leeg! -- paa en Kirkegaard, saa Begge vi snubled i en Grav." "Stille, Elskte, stille!" -- saa vil jeg afbryde! -- "jeg fandt dig jo i din Flugt? jeg greb dig jo her mellem Stjernerne? Udødelighed er vor Medgift; Straaler vor Bryllupsdragt, din stjernehvid, min sølvergylden; paa de Saliges Høje staaer vort Hjem; Messias os vier for en Evighed; Seraferne spille; vi dandse igjennem den straalende Himmel." Se, Skjald! min Vemod bli'er Fryd, min Fryd Sang under Birken, Sang, Sang her mellem Himmel og Jord, her hvor et Par af Ørne, som nær have Redet gjemt, susende svale mig, Sang, Sang om Himmel og Jord, om Sjelenes Væsen. SIDE: 4 Thi se, som Falken, der stiger til ensommest Høide just naar den feil paa Skovduen skjød, da svævende roligst ret som om intet var hændt, jeg søger min Trøst mod Pigens Haardhed paa Eensomheds rolige Borg: her paa mit Fjeld, paa min svimlende Afsats med Birken, her paa min Tue, den blomstrende bløde, hvor alle Sorgerne strax forvandles til himmelske Syner. Der nu hviler mit Hoved, grublende over Kjærligheds Væsen: hvorlunde det skeer, at en Kvinde bly som hvide Nymfæ, der henunder Vandfladen svømmer, skjøndt dens Stjerne er fuld og moden som Jomfruens Barm, mægter min stærke Sjel at beherske ene alvældig, som om blaaglimrende Staalnet nedfaldt i hvert Blik, mægter mit Hjerteslags Regel at afmaale, snart som Klokkens Drøn imod Templets Vægge, som Bølgens Døning mod Klipperne, snart, ved et henkastet Smiil, blidt, uhørligt, som Sommerfuglvingernes Slag. -- Ah! Tre Sekunders Ro, og min Sjel er paa Grændsen af Tankens og Drømmenes Riger. Her alt Aanderne møde, talende Nogle, Nogle blidt vinkende blot. "Tys!" En mig hvidsker: "Engang i Skabelsens Dage et Par af Serafer sig søgte Hjem i Adams og Evas slumrende Hjerter; Begge I stamme fra dem. Ak, men igjen de kjendte da ikke hinanden; kun ahne de kunne hinanden. Denne Ahnen er Mandens Elskov og Kvindens, mægtig, skjøndt famlende blind. Selv har den ene Aand sig fra Himlen forviist, men den Anden opoffrende fulgte. Selvopoffren er himmelsk Kjærligheds Væsen, elskende Aands til en Aand." SIDE: 5 . . Hvor ligner den Frelserens Kjærlighed! O vor ømme Stammemoder! Jeg Himmelens Kjærlighed kun vil besynge, forglemme min egen, den jordiske. Hvad taabelig Tale! thi denne jo stammer ogsaa ned fra Himlen? Nu veed jeg jo selv vore himmelske Navne, hvormed vi skal døbes i Gravene. Jeg Aanden har seet som boed i Adams Hjerte -- mig han ligned -- og den som besjelede Evas . . O Stella, jeg gjenkjendte dig i den Herlige! Som Aanden du engang skal bære en Krands af Himlens Stjerneblommer, dit Arveklenodium; da træder jeg frem af de Skyer, hvor i Fjernet jeg knælede. Med lysende Blommer af Krandsen da skal du stolt bestrø mit Hoved, hvis dristige Løfte jeg løser: at kvæde om Himlens og Jordens Forbindelse. O djærve Forsæt! . . Mig ængstes Alnaturen har hørt det. Birken har tilsuust Sjøen det, Sjøen mod Kysterne ruller det. Altet ombruser mig tordnende: "Se, Digter, er jeg ei Kjærlighed al? Glem ikke Stjernerne! Glem ikke Blomsten! glem ikke Ormen i Støvet!" Og Stjernerne, een efter een, sig nærme, liig fulde skinnende Seil; Dyrene bryde frem ifra Skoven, omringende mig med venlige Blik; Ormen sig reiser i Lyngen, stolt som en Drot, der sit Rige beskuer; SIDE: 6 Blomsterne, for sine Hjerter at vise, aabne sig alle. Alt vil besynges i Kjærlighedsdigtet, Alt, da Alt kun af Kjærlighed er. Angst! o Angst! Jeg overvældes af himmelske Syner og Verdens Storhed, af Livets brogede Hvirvel. Altet med talløse Toner ombruser mig, forvirrer med Synernes Mængde, saa Jeg, der skulde midti dets Zenith sidde liig eensomt urørlige Øje, henhvirvles selv som et Fnug mellem Fnug. Berømte Digter, o sad du blot her ved min Harpe, og svalte min Pande med signende Hænder: de Laurbær, hvorefter den brænder! SIDE: 7 SKABELSEN DE TO AANDER (PHUN-ABIRIEL OG OHEBIEL OVER DEN DAMPENDE ØDE KLODE.) Phun-Abiriel. Se Rummets bugnende Bug har atter en ny Verden født: en ny Gaade. Ohebiel. Nedknæl, tilbed i Guds friske rygende Fodspor! Phun-Abiriel. Er Gud i denne Klump? Skal den tilbedes? Ohebiel. Han Dyndet har belivet. Se det aander! Phun-Abiriel. Ja bøjer eder, Aander! ja for en død Gud, siden den sande er navnløs og usynlig! for denne Forraadnelsens øde Triumfport, til Dødens Fest opreist, som snart begynder med første Græs, der reiser sig i Dyndet som Livets blomstrende Fane, med Skabningens stolte Hær som Offerrækker i Midten af Toget, der ender med Ormenes Seirherrefølge! Ja bøjer Eder, Aander! Hist i Støvet en Støtte var vor Gud; her er en Klode. Se Tegn og Tro -- det Visse er nok skjult som Livsblodsdraabe i Evigheds inderste Hjerte -- er endnu Eders Viisdoms Fostermelk! Anm.: "Akadiel" betyder den Førstskabte af Aanderne; "Phun- Abiriel" en skeptisk-kraftfuld Aand; "Ohebiel" en af Kjærlighed be- sjelet. "Æoner" betyde høiere Aander. SIDE: 8 Ja bøjer Eder, Aander, for den Klump! Thi Eders Viisdom, som begeistret vilde paa Udødelighedens morgenrøde Vinger igjennemflyve Rummets Vidder, til Gud I saae, indtil hans Lyshav strømmed jer nært imøde -- se den standser, synker i dette Dynd! Fra indbildt Seerhøide af denne Klump, vil Aanden slæbes ned i Afsinds Dybder, grubler den derover; og dens Lyksalighed vil splittes ad, som Sky i Dugg, af denne døde Damp, som egger op dens Skarpsind saa forgjeves. Jeg vil dog gruble, skjøndt det mig fortærer. Ohebiel. Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg! djærve Abiriel, min Fryd! Phun-Abiriel min Vemods Elskov! Hvor uden rugende over dampende Kloder, for Gud at belure -- ja under Livets Undfangelse, -- finder min Sorg dig Abiriel? Phun-Abiriel. Hvor er den Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin. Jeg skuer did, men seer som forhen Intet. Ak, Intet uden Sporets dybe Hvirvel, hvori til Afsind, uden at den drukner, min Aand fordreies. Ha, var ei min Tanke saa let og tom, den, mørk som denne Klode, synlig rullede frem, og Jeg, som Gud, da skabte. Skjøndt Aand, og skjøndt jeg er, hvorhelst jeg tænker mig, flux flyttet hen, dog naar jeg tænker "Gud", og vil Ham see, da er jeg hvor jeg var da Tanken talte, ombrust, bedøvet af hans Verdner. SIDE: 9 Ohebiel. Dog skal, ulykkelige Aand, min Ømhed din Grublen evig klarnende ledsage, som Faklen, der i Mulmet modig trænger igjennemborende Midnattens Hjerte. Og jeg vil tale til dens Eensomhed; dens vilde Spørgsmaal blidelig besvare. Phun-Abiriel. Ohebiel, du seer en Skygge sortne min stjerneklare Form igjennem, fra mit Indre sig udbredende -- den er min Graad, og denne er Abiriels Tak. Ohebiel. Betænk da Daarligheden, at en Aand, fra Støvet nys forløst, for tusind Omhvælv af Himlen siden, vil forlange at see den Evige! Det naae kanhænde de ældste skabte Aander, som har levet paa længst udslukte Stjerner, som Akadiel. Betænk, at om du Græssets Spiren kjendte, da holdt du Skabelsens Nøgle i din Haand! Men se, mens neppefødte Kloders Damp kun er den syge Næring for din Grublen, dens Dug, hvoraf den voxer i sin Skygge, og Verdnerne kun sammenrullede Gaader -- se, Phuniel, de andre glade Aander, ja selv Akadiel, Aanders Førsteblevne, ved hver en nyskabt Jord sig fryde, som om den var en Blomme sprungen ud i Skaberens Spor paa Farten gjennem Altet. Thi til Lyksalighed de skabt den vide. Og glem ei, Phun-Abiriel, at almægtig Algodheds milde Sol fremkaldte Dig, en Aand, af Støv, en Aand, der leve skal om Verdnerne som Blomster visne hen, og at almægtige Alviisdom var SIDE: 10 den milde, men dog kjæmpestærke, Strøm, der rev dig hen som blinde Frø, der hist til Skud og fjernere til Palme bliver! Phun-Abiriel. Erindringen jeg ene har; Deraf jeg lever, Dyret liig af Drøv. Ohebiel. Er den ei alle Aanders Kundskabs Hjerte? Som Legemet om Hjertet, deres Viden rundt deres første Værens Minder voxer. Det første Ord, i Moders Øre gjemt, i Aanden staaer endnu som friskt nedskrevet, og i din første Tanke diede og greb du alt Udødelighedens Barm. Men se, o Phuniel, i Verdens Skue er Kundskab, de Udødeliges Næring, i maalløs Rigdom frem for Aanden lagt; og med hans Kundskab øger sig hans Magt. Som Tvillingbørn, der af Omfavnelser sin Væxt og Lighed synes at erholde, de voxe i hinandens Ild og Lys, saa Evigheder blive dem for snevre, som Barnedragt fra Ynglings Skulder glider. Og hans Tilværelsers Erfarings Dynge bestandig voxer; den er Aandens Bjerg hvorpaa sin Viisdoms Borg han bygger og hvorfra han Verden viden overspeider. Phun-Abiriel. Hvad nærmer sig vel ad Uendelighed? Hvad bringer denne Stirren ud i Rummet, den Eviges Tankekreds, uden stum Beundring? Og ned Beundring knuger, ei opløfter. Ohebiel. O den er Aandens Kjærlighed og Offer til Ham, den Evige! SIDE: 11 Phun-Abiriel. Et dovent Leje den er hvor alle Kræfter sove ind. Men Phuniel har reist sig derifra. Ind i sin Evighed han stirrer vaagen. Ohebiel. Speid ikke efter Gud! Vær glad som Barnet! End er du kun blandt Aanderne et Barn. Find Leeg for Øiet i Hans Verdners Skjønhed! Haab alt af din Udødelighed, der saae, skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae! Phun-Abiriel. End Barn blandt Aanderne er Phun-Abiriel? Var ei hiin Klode, der saa rødlig flammer, min Vugge, hvor jeg vaagnede imellem vidunderlige Dyr og Planter? Den var Legepladsen, hvor jeg voxed frem, indtil jeg kastede, som Ormen Hammen, den smukke Sandsedragt som mig omhylled, og som en Slange, nøgen som en Lynild, kom frem af Mulden her i Rummets Øde. Da endte jeg min Barndom. Ohebiel. Lign da heller en trodsig Yngling, Phuniel! Phun-Abiriel. Ja, hvi seer jeg ei min Fader? Ohebiel. Phuniel, seer du ikke hans Klædebon nedrullet over Dybet? dets mørke Folders Bølgen i dets Dampe? i Stjernebuen Perlerne i hans Belte? SIDE: 12 Og naar hans Digt, Alverden, Du har læst og fattet den Alkjærlighedens Høisang, da haab og tro, Du vil hans Aasyn see! Phun-Abiriel. Til Haabets Siv sig ogsaa Aander læne? Og Troens Regnbu-Solskjærm, som vi bar engang, som Støvets Konger, over Hov'det, og som Bedrag're svoer var rette Himmel, at ei Fornuften vild sig skulde flyve, naar over sig den saae den fri og sande, mens blodige Sener endnu lænked den til Mulden -- skal den Aanderne bedække? Nei, kun hvad Phuniel veed, det vil han tro. Begreb og Tro hos Aanderne er Eet. Thi Gud ei vil, at de uværdigt troe hvad han ei har tilladt dem at begribe ved Kraft dertil i deres Sjel at lægge. Hvad jeg begriber troer jeg først og lægger som funden Skat det til min Kundskab. Ohebiel. Din Kundskabs Kjerne er da Tro, hver Aandskraft kun det Erobrende for Troen. Phun-Abiriel. Ja, til ingen Gaade, selv ei den, som er i Draaben gjemt: om al Tilværelse, og Gaaden "Gud", hvis Knude er mig Selv, er meer tilbage. Ohebiel. Evigheden er den vide Plads, hvor Sejeren skal vindes. Phun-Abiriel. Da svimler jeg, ved Skuet trættet af en Evighed i Evighed henglidende, som Ringen uden Led og Ende. SIDE: 13 Ohebiel. Hvis Du det fandt, den Ring da slet var gjort, du Taare, hvileløs om Ringen glidende! Men se Akadiel sejerherreglad, som om han stod paa Maalets Tinde alt, hvorfra han seer den Evige hiinsides den Afstand ingen Skabt skal overstige, og fanged Hans Afspeiling i sit Aasyn! Den Aand er Aanders Første. Dog er hans Beundring mest begeistret, videst strakt hans Godhed og hans Fryd i Alting barnligst, saa tidt en Blomst, han ikke før har seet, af utænkt Skjønhedsform, paa fjerne Klode til Lovsang bringer ham. Se, Phuniel, saa nyder Aanders Første Saligheden, og saa kan Du. Phun-Abiriel. Hvis Phuniel og Akadiel ei vare To, som Jord og Sky forskjellige. Ohebiel. Ham stræbe Aanderne at ligne; thi da troe de, at de ligne Gud. Phun-Abiriel. Da skulde, hvis saa jeg troede, jeg min Frihed dræbe, af Sjelen vaske ud den Tanke "Gud" og grave kun Akadiels Billed ind, en Aands som jeg, og, hvergang ei jeg tænkte som Han, beskylde mig for Synd. Ohebiel. O Phuniel, viid dog, det forbyder den Ret, som er til alle ligedeelt, og adler Støv til Guddom, den, at stræbe, igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder SIDE: 14 med uafhængig Kraft hvor bedst ham synes, at ligne sit og Alles Udspring. Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin Charakters Farveskjær. Vi ere Alle Guds Børn, ifra den Førstefødte, som engang i ældste Tid laae svøbt, men nu og gjennem Evighed for sine Søskende har Rang, fordi han bærer klarest alt sin Faders Træk i moden Skjønhed, til Yngste, som, af Sandsers Duft hendysset, i Græsset dier Livet ubevidst uformelig end og sløv, knap meer end varmet Jordklump, meer ulig sit Ophav, end Foster timegammelt er sin Fader. Og Aanders Arveret er den, at Hver skal mod sit Ophavs Guddom nærme sig ad selvbrudt Vei, paa uafhængig Flugt igjennem Evigheden. Deraf, Phuniel, den Selvbevidsthed som med raske Drag paa Aandens Indres Baggrund, paa dens Ro'es udspændte Marmorflade maler af Den Salighed, som er hans Fantasis og Hjertes eiendommelige Digt. Phun-Abiriel. Bedst troer jeg Vanvid vilde digte. Det Luefarver har, Indbildningskraft. Og ene Vanvid og Alviisdom tør Tvivlens Tænder ikke gnage. Hvis da jeg kunde, hvis det ei en Grif i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap. Thi snart det rev mig hen paa vinget Smiil til hvert et Maal, jeg tænkte mig, det rakte mig med Triumfens Latter sønderplukket hver Gaade, som jeg pegte paa; og naar, med kroget Gisning paa, det medede i Verdensdybet, flux det ud blev kastet SIDE: 15 det fisked op den Perle, som jeg ønsked. Mit Vanvid hopped' paa elastiskt Been hver Grændse over, hvor dypt under Viisdom maa krybe hen i tusind sunde og sene Tanker for at finde Indgang. Saaledes, o Ohebiel, hvis vanvittig jeg tænkte: "jeg er Gud," da følte jeg en Guddoms Salighed. Ohebiel. Det være nok, at Alt om os er godt, at, som til Overflod, det Godes Farve og Form er Skjønhed, at, saalangt vi see, Guds Storhed voxer, Vi har Deel i denne, til Odelarv, saavidt vi kan den fatte. Af Hans Algodhed har du Deel saa stor, som du med egen Godhed dig tilmaaler. Og du har Deel af hans Alviisdom, hvis du Selv er viis. Glød da i Aanders Fryd, der skinner gjennem den Skikkelse Guds milde Fantasi os gav, at, som hver Dyd og Kraft fremblomstrer og som velvillige Følelser udvælde, dens Morgenskjær meer fagert skulde blomstre og Aandens Form en Dragt af Skjønhed vorde. Her lyver ikke Formen, som paa Kloden, hvor Laster funklede og Dyder rustned': er Aanden god og viis, saa er han skjøn. Men, o, dit Mismod, Aandens Tæring, da du ei kan løse selv din egen Gaade, hvis Led er' spredte i Uendeligheden, i Lænkerad fra første Sol og til Insektets Vinge, gjør din Skjønhed bleg, der skulde være Gjenskin af din Fryd. O Phuniel, min Sorg! Abiriel, min Beundring! To Magter stride i det Indre; lad den seire, som kun troer, at Verden er Guds Tempel, denne Jord en nysreist Pille, SIDE: 16 Udødeligheden morgenfarvet Kuppel, spændt over hver en Aand, der som en Lovsang indruller gjennem Evighedens Porte! Og glød da med i Aanders fælles Fryd, i deres Saligheds Bevidsthed! Thi Vi vide Gud er nær, at nu vor Godhed er større Deel af Guds Algodhed, vor Kraft og Indsigt i Alverden en større Deel af Almagt og Alviisdom, end da, berusede af Livets Blod, vi, skyggede af Dødens Vinger, sad sammen, elskende hverandre, paa lavere Fodtrin af Guds Throne, og fryded os som Konger over Tusind af Dyr og Planter. Phun-Abiriel. Snart have disse Skyer kjæmpet ud, Solstraalen frem til denne Jord sig borer. Da vil den meer ei som isøvne gaae, ei gynge sagte som en Vugge; men dens Flugt begynder; som berust af Lyset, som om den Solens Bæger havde tømt, med Regnbuharpe, Morgenskyers Krands, den henigjennem Rummet tumle vil. De glade Dyr da ere Klodens Jubel og Blomster og Træer dens vilde Fantasi. Da, medens alle Aander stimle til, at see det altid nye Skuespil, da vender jeg mig bort; thi da fremvælder den sorte Kilde til mit Mismod; thi Jeg, som kan læse gjennem Kjød og Been hvad Sjelene paa disse Kloder tænke, jeg studser blind ved Lysets Underværker, og veed ei Hvad det tegner af i Blomsten, i Græsset linjer op, og efterklipper i Træets Blades aldrig eense Takker. (Akadiel, en herlig Lysgestalt, viser sig fraoven, omgivet af Æoner.) SIDE: 17 Ohebiel. Akadiel kommer! Knæl! Phun-Abiriel. Jeg ei tilbeder. Jeg sænker mig i Mulm. Ohebiel. Ve! Dig jeg følger. (Forsvinde halvt i Mulmet paa Klodens Natside.) SIDE: 18 JORDENS LIV Akadiel. Abiriel! Aand! Guds Tanker det er, som Lyset afbilder Hans, der i Rummet som Duggdraaber Sole har sprængt talløse ud til talløse Verdeners Næring. Han har digtet Blomstens Skjønhed, afstukket Bladenes Omrids. Aanderne ere hans Ord. I dunklest Liv en Aand er skjult, som Ordet, om unævnt end, slumrer i Tanken. Hver Klode i sine Væseners Hær har sin Sjel. Hver fornuftig Skabning er en Tanke i Sjelen; dens Dyr dens Drifter, som mylre i Nerverne. Planterne ere dens dunkle Følelser; Ilden dens Rødme, Vand dens Vædsker, Mulden dens Kjød, Luften dens Aande, Duggen dens Sved, Skyer dens Uddunstning, Somren dens Maaltid, Vintren dens Rolighed, mens den paa Høstens Mættelse tærer, Vaaren dens vaagne Madlyst: da gløde Tankerne livligst, Drifterne sværme. Der i Mulden Aandernes Spirer vi see, som under Vandet de blege bølgende Planter. Men snart vi skue Aanden iblandt os, smilende over sin udbredte Udødelighed. Mange ei vide, at den i Mulden begyndte, førend den friske Gravhøi bag sig de øine. Dog savner ei Aanden noget undtagen Legemets ormstukne Pjalt og de brændende Lyster. Men ve om disse have anstukket hans Væsen! Da maa han lide den Kval, som om Slanger kjæmped af Sult i hans Indre og aade hinanden. Thi her hverandre hans Lyster maae opsluge -- her, hvor de ei, som i Støvet, kan fraadse i Synder. De døe af Hunger, som Slangens Yngel om Aftnen, hvis Moder vendte ei hjem fra Morgnen med Bytte. Med Hyl hans Vellyst vælter sig om i hans Indre, SIDE: 19 forgiver Hevnlysten; denne dræber den Falske; Ondskaben kvæler Misundelsen, døer saa af Sorg, og Angerens Tand i hans Indres dunkleste Baggrund udhuler en Grav for dem alle. Som en reen Taare nu Aanden nedtriller i Alkjærlighedens Skjød. Med et Suks Bragen hiin Grav og Mindet forsvinder. Hans Uvidenhed bliver en antændt Stjerne. Frem han arbeider sig gjennem sin Evighed; foran Indbildningens Pensel han bruger, Erindringens Meisel ved Siden. Selv han ligner en Sol, der springer fra Synskreds til Synskreds og afmaler Morgenen foran, slæber paa stjernede Midnat. Nu er hans Godhed i Skjønhed, hans Aandskraft i Herlighed klædt. Jublende smelter han hen i Verdens Digt, i Aandernes Chor, raaber sig selv til Hersker ud i sin Udødelighed. Verdnerne synes ham vajende Blomster, dog glemmer ei han de Træer, som skygged hans Barndom i Støvet. Aanderne mindes, som hist de et Fædreland elsked, stedse med Ømhed den Klode, som var deres Moder, ammed dem op og aabned sig venligt for Støvet. Æoner. Priser, Priser, lover Gud! Ham, den Evige fra Begyndelsen! Skjult i sin Viisdoms Hellighed, lader han sin Algodhed udstraale i Verdnernes lange svømmende Rækker, og Solene, som flammende Basuner fra Høidens blaa Tempeltag udstukne, forkynde for Skaren af mørke mylrende Kloder den Eviges Kjærlighed. Aanderne knæle: Tilbedelse er deres Knælen. Aanderne offre: Kjærlighed er deres Offer. Aanderne prise: Beundring er deres Lovsang. SIDE: 20 Kloderne selv, i Skyernes hvide Klæde, rundtom Solens flammende Altre vandrende, synge: Hvo kunde slynge i Rummet os ud uden den evige Gud? Akadiel. Snart denne unge Klode vil juble skyldløsest med i Verdnernes Chor. Snart vil dens Hjerte begynde at slaae heftigt og varmt som indelukt Flamme. Skyernes Øjenlaag ville briste, Solstraalen gjennem dem Jordkloden naae. (Det gryer) Æoner. Denne Dæmring er Nattens Ahnelse om en Dag. Hvælvet letter sit Øjebryn, Aanders Leje, de purpurfarvede Morgenskyer, som om vilde det Stjernetrækkene gjennemgranske, der som Drømme det gjennemkrydsed. (Skyerne fare til Siden for den gjennemilende Solstraale. Lyset er udbredt over Jorden) Akadiel. "Bliv, Lys!" har Gud til Intet sagt, og Intet tændtes. Rundt i Rummet i Solene dets spredte Gløder brænde. Fra dem og til de mørke Kloder Guds Bud "Bliv Lys!" paa Straaler iler frem. SIDE: 21 Æoner. Hil Jordens første Dag! Se Jorden lysner, som hellige Fakkel i Solaltret tændt! Skyer, liig Barme velsignelsesfulde, ere dens Takoffers Røg. Snart skal den bære en Hersker med Viljes Scepter, Samvittigheds Retfærdskugle, Indbildningskraftens Kongekaabe, regnbueskjøn, Fornuftens Krone, Skjønhedens Dragt. Akadiel. Først Dyndets fæle Fostere maae døe, Udrugningen af sluknende Vulkaner og af den Ild, som brænder i dens Indre, liig Blod i Dyret, Saftens Gjær i Planten og Glands i Stenen. -- Uhyrer Gud tillod at nyde Livet i dette lunkne Dynd, de elsked, til Kloden modnedes i Solens Lys. Og se mod Norden for de skarpe Straaler hist Mammuthhjorde flye, mens Megasaurer i Klippehulerne sig liste ind, og Kjæmpeslanger sig i Havet sænke. Af mere ædle Slægter Jorden maa bedækkes før sin Hersker den frembringer. Men se, alt grønnes den! Ned i en Straale er Solen stegen i den rige Muld og stiger op igjen i gyldne Palmer. (Natten bryder frem) Æoner. Se Natten sig reiser som Dagens sorte marmorne Gravminde! Maanen i mørke Hvælving den sætter liig Solens Urne, som om ei denne meer skulde vende tilbage. Hil Jordens første Nat! SIDE: 22 Akadiel. Nu slumrer Jordens ene Halvdeel medens den anden første Gang blandt Stjerner lyser. Men ei som forhen under Taager, lave og knugende som Stene, Jorden slumrer, men som i højhvalt lampekrandset Tempel. I Maanen Nattens blide blege Hjerte ømt vaager over den med sagte Slag, og liig en trofast Terne med et Blus den følger Herskerindens Trin i Mulmet. Thi Dag og Nat hinanden elske ømt. I Gravene omfavne de hinanden. Hinandens Halvedele ere de; imellem dem er Jorden delt og Tiden, der maales til dem ud i halve Døgn paa Solens fine Straales Gyldenvægt. Mens halve Jorden synes druknet i dybest Nat, hvor iiskoldt Nordlys skummer, den anden halve, efter sidste Nat, som bag et Skibbrud, tørres atter og varmes op i Dagens milde Lys. Og hvergang Dag og Natten vexle, naar Nattens sorte Bølge vælter frem, med Stjernerne som spredte Seilere, og druknende al Dagens Pragt forgaaer, og naar hvad kantret var i mørke Nat paa Mulmets høje Kyst, bag Skyers Skjær, paany sig reiser, kysse de hinanden paa yderst Strand, koralrød Horizont. Og just i denne Stund, de vexle Post, hver af dem synes, han alene nu behersker viden Jord i Dæmringen, skjøndt denne just er fælles: Skyggen under de Tvendes sammenslagne Vinger. (Dagen frembryder.) Æoner. Hil Jordens anden Dag! Dag og Nat er nu vejet, SIDE: 23 Maanens Sølvlod, Solens Guldlod, Dagens Demant, Mørkets Muld. Akadiel. Guds nye Præstinde Festdragt sig ifører og træder jublende i Verdners Chor som yngste Søster, mest uskyldigreen, med Blomster og med frisken Grønt bekrandset. Se Græsset spirer liig et Lys, der sig udbreder over Højene! Sig Blomster dukkende i Duggen bade; om Engens Belte, om den søde Kilde sig Siv og Buske flette, fra hvis Dunkle Viinranken klattrer over forat hænge sin Drue i en Poppels Sølversky, der blinker susende hiinsides. Æoner. (Nat utbreder sig!) Gud seer, at Alt er godt; selv Død, Fortærelse og Mørket. Fortærelsen er Livets Føde, dets Skjønheds Skyggeslag. Saa rigt er intet Moderskjød som Dødens, og Dagen har ei Nattens Majestæt. Dens Søvn er Livets Dugg, selv over Dyret Drømmens Lyst den ryster og lægger Honningen i Blomstens Mund. Dens Hud er sort, men rødt og varmt dens Hjerte. Isammen Dyr og Planter med bløde Lokker fletter den i fredsom Kreds, der op om Morgnen løses. Som Rødderne af Mulden, Allivets Nerver ud af Nattens Mulm den friske Svale suge, som Dagen tærer paa, og Blodets Rødhed og Hudens Let og Øjets sorte Flamme. SIDE: 24 Akadiel. Ja, mellem Liv og Død er Jorden delt som Døgnet nøje mellem Lys og Mørke. Her Mulden stivnet er i golde Klipper liig et forstenet Nattemulm, og hist den muntre Flod i sorte Afgrund kvæles, hvor Græsstraa ei paa Styrtningen kan klæbe. Ved Rosens Side giftig Bulme groer, Skarntyden lædsker Svampen med sin Skygge og Upas hvifter Dødens Banner ud. Nær Slettens rige Ynder blegner Ørknen. Med Jordens Rigdom Hvirvelstorme lege, og Hunger efter Landet at opsluge i Havets sorte Indvold brøler ofte. Mod Norden blinke Ørkener af Iis, der stræbe videre sig frem at slæbe, til Rosenbuskens Smiil de møde og hvor Abildtræets Blommer spotte Sneen. I Syden Kaktussen og Aloeen, nær Lysets Barme Døden trodsende, af flammevingde Samums Ildpust sortne og Somrens Blomster paa den brustne Jord, som Børn paa Moders Gravhøi, bøje sig. (Det dages.) Æoner. Gud seer, at Alt er godt. Paa Østens Tinder alt igjen er Morgenrødens Glædesblus tændt, den Livets purpurne Sejersfane. Hil Jordens tredie Dag! Paa Vestens Tinder i Vesten, som paa et Altar for Gud, den skal jomfrulig nedlægge sin Aftenrødmes Krands. Akadiel. Med Vellugt vederkvæger Cedren, der slaaer en Rynke for hvert hundred Aar, SIDE: 25 de kaade Skyer, som nærme sig dens Top. Med gyldne Dadler kront fremtriner Palmen i straalende Orangers Følge, med et Slæb af Ranker og Lianer, som en Hersker over Jordens bedste Belter, mens Vaarens Hærold, sølverpandsret Birk, imellem Anemoner og Konvaller sig sværmersk vælger Plads i Alpelien. Men foran den mod Norden vandre kjækt, liig uforkrænkelige Sendebud fra Livet sendt til Dødens Throner hen, til Jordens Poler, hvor hvert Aandedræt af Livet stivner hen i Rædselsformer, den eviggrønne Gran og Fyr, de Helte, som føre Livets Banner fremad længst. Pors, Lyng og Rosmariner skjule Ørknen, som Taalmods Smiil paa sygelige Kind. Viinranken heder sine Druer ved Vulkanens Ild. Paa Græssets Toppe hænger den søde Perlemannas hvide Fryndser. Den ædle vilde Stormvind jager væk dødsvangre, fra Moradset stegne, Dunster, og styrter sig saa døende i Havet. Og Floden, Landets nynnende Velsignelse, som Fjeldet vilde i en Afgrund fange, sig styrter modig ned og Vei sig baner liig smeltet Sølvkolonne, eller som i tusind Stjerneskud den springer frem og søger Engene, der ligne dem, den mindes siden den som Kilde legte i Dalens Vugge med Nymfæerne. (Det mørknes) Æoner. Tusmørket sig hæver foran Natten, liig Støvskyen foran en Sejerherre. Natten kommer, fuld af Forjettelser, af Aftenrødmens Bæger berust. SIDE: 26 Dens stjernede Hvælv er den tillukte Kurv, af kommende Dags Velsignelser fuld. Hil Jordens tredie Nat! Akadiel. Af Jordens Skjød vil Livet rigere og rigere udbølge. Dyrerygge af Muldens brustne Tuer sig fremskyde. Dog Jorden, der har Rang blandt Stjernerne, er ringere end Livene, den dier, om Sjel de have, som en Moder er ringere end sin Søn; thi Blod de blot af Moderen have, Sjel af Faderen. (Det dages.) Æoner. Sig Højene bevæge, i Kramper zittrer Dalen. Jorden vil nu føde levende Liv, der kunne dens Tak med glade Røster den Evige fortolke. Hil Jordens fjerde Dag! Akadiel. Hver Klode har sin egen Fantasi og Skaberevne. Hist i Rummet paa de store Stjerner Blomsterne kan føle og Dyret tænke, og der er en Hersker, en Aand i Kløgt, i Styrke Mammuth liig. Men spæde Former vist den Evige har nedlagt i saa liden Klodes Hjerte. Dog er den Solen nær, dens Blod er varmt, og smukke Børn saa smuk en Moder lover. Dens Skjød sig aabne alt, og nye Liv udmylre, Liv, som leve, Liv som Ord, ei blotte Tegn som Blomster og som Træer. Og uafladelig maa Livet yngle, SIDE: 27 at det i Døden ikke sig fortaber, og Døden dræbe, at ei Jorden synker af Vægten af de Liv, der bølge ud saa skjønt og vildt som fyrig Elskers Ord. Hist reiser Elefanten sig i Sumpen, Kameel og Næshorn -- større Kraft ei ødsler paa Jord saa liden Skaberfantasien. De snøfte; hver sin Næring mærke. Did hvor Risen bølger styrter Elefanten, Næshornet iler atter ud i Sumpen, Kamelen traver henmod Ørknens Tidsler. Paa Steppen hvrinsker alt den ædle Hingst, med spidse Øren, rullende Blik sin Hoppe vogtende, der græsser. En Susen blot af Vinden, i Galop afsted det gaaer, som brændte deres Haler. I Engen Koen staaer; paa Højen hvidner, et Snedrev liig, den glade Faarehjord, mens mavrest Klippe er for Gjeden riig, som Vedbend kaad, som Tjørnebusken trodsig; og rundtom iset Nordpol Renen suser. Kronhjorten elsker Eken; thi den har til Hovedsmykke Ekegrenen faaet, og for Gazellens smekkre Been har Ørknens forbrændte Græsstraa marvfuld Næring nok. Som Blomsterblade spraglet kaster sig paa Træets Top en talrig Smaafuglsværm, og Duen samler til sit Rede alt. I Dybet leger Fisken; Svanens Barm den ovenover seer som denne Maanen, og gjerrig Musling samler der sin Skat i lukte Kiste. Men paa Marken skjuler ei Bien sin; den bærer aabenlyst sin Rigdom hjem og nynner Viser om Arbeidsomhedens salige Tilfredshed. En Skov er Engen for Insekterne, skytæt neddalende og glimrende SIDE: 28 som om de vare Funker ifra Solen; og hver en Blomst er Hjemsted for en Slægt, der ukjendt er i næste Blomsterkalk. Saa dybt som Dybet søde Solskin smager hver Draabe mylrer fuld af Myriader, der efterligne Chaos' vilde Former. (Det mørknes.) Æoner. Med Melk og Honning er Jorden bedugget. Dens Øde gjenlyder af tusinde Toner, der hilse Solen. Til Nattergalen og Droslen lytter den tyste Nat. Akadiel. Tusmørkets Time giver Uglen Liv. Dens Ham er Mulmet liig, dens Blik Daghimlen, dens Hyl er Nattens Suk, dens Flugt er Taagens uhørlige, der glide over Græsset. Dens Øine tændes nu; paa Klippen lyse de gule Blus; med Flagermusen den med snirklende Figurer kløver Mulmet. Nu lister sig Hyænen af sin Hule, og Broderen Schakalen følger efter for Rovets Levninger at gnave bedre. For Løvens Brølen Ørknen er for trang; i Miles Omkreds vaagner Alt og skjælver. Et gyldent blodigt Lyn i Flugt og Farve paa flyende Gazelle Tigren springer, og Leoparden, som et Sværd der krummes og slippes ud, i Luften Hjorten naaer. Igjennem Sivet rasle Slangerne; de krybe over Krokodilens Ryg, SIDE: 29 og Boa slynger hvæsende fra Palmen sig rundt Giraffens Hals, som raktes op godtroende imellem Kronens Blade. Af Loss og Panther uskyldshvide Birk og sødmefulde Løn til Snigmord bruges. Ved Polen sætter Hvidbjørn sig paa Vagt, at Liv ei aander der, og Nordens Hede af sultne Ulvehyl opfyldes. Høit som Skyens Pile svæve Ørn og Grib, bespeidende hvert Liv dernedenunder. Om Rosenbusken sidder Snogen spunden, i Kilden plasker Øglen, i sit Spyt Fiirbenen smelter Billens Gyldenskjold og fangne Sommerfugles Sølvflorsdragt. Saa vexlende i Former, alle skjønne, om stundom fiendtlige mod hinanden, fra Fiskenes de stive Charakterer til Slangens Snirkler, Fuglenes Arabesker og Fiirfoddyrenes korrekte Træk, talløs som Gnisterne ifra Vulkanen, paa Jorden sig udbreder Livets Fylde. Og skjøndt dets prægtig smykte Høvdinger er vilde Rovdyr, jubler dog dets Mylren. De slaae kun hist og her som Lyn i Havet, og grum er deres Geist ei i sig selv. Den raser kun, i trange Beenhvælv fangen. Mens Skabninger med Aand kan Formen tvinge, udvidende Organets tynde Skal, indtvinges Dyrets Geist af Formens Styrke, af tykke seneoverspundne Been, urokkelige som en Hules Vægge. Den lange Ryg, liig strenget Armbrøstbue, gjør Tigren listig, Hovdets tykke Been, de haarde Kløer Leoparden grusom; de lange Horn gjør Bukken trættekjær, det brede Bryst den ædle Hest saa modig. SIDE: 30 Æoner. Gud seer, at Alt er godt. For Aanders Øje fra Sol og Stjerne ei klarere straaler Hans Herligheds Glands, end her fra Nattens lysende Larve, fra Dybets Morild og Dyrets Øje. Hil Jordens femte Dag! (Det dages.) Akadiel. End Jordens Jubelchor af Liv tiltager. Der er ei Straa, hvor et Insekt ei surrer, og Lyden er for Aanders Øre høi som Hestens glade Hvrinsk og Tyrens Brølen. Hver Skabning selv en Harpe er, der toner Tilværets Glæde og dets Ophavs Priis. Beenbygningen er Karmen, hvori da som Strenge Nerverne indspændte ere, og Blodet suser gjennem dem som milde Skjærsommervind, saa sød Livsfølelse og Velbehag opfylde hele Harpen. Dog Dyret kun sin egen Lyd forstaaer, saa Hest ei Koen, Ørn ei Turtelduen, ei Bien Myggen kan hinanden fatte. Men knegger Hoppen, hrøiter Koen, flux vil Magerne forstaae, om Livssensharpen af Sygdom eller Hunger nedspændt er, om spændt af Parringsdrift, -- kort hvad de ville, og de besvare dem i samme Toner. Saa Dyret er en ordløs Æolsharpe, og alle susende iblandt hverandre. Men Jorden savner end en Skabning, som i Chorets Vildhed kunde bringe Orden og lade Ord, Fornuftens Toner, lyde -- SIDE: 31 en Skabning blid, skjøndt Klodens Enehersker; ei mægtig eller kløgtig som hiin store rødtblussende Planets Beboere, der tæmme alle Elementer; kun lidt klogere end Elefant og Hest; saa god, at Alt han kalder godt; kun med saa megen Styrke i sin Fantasi, at han af Alt et Billede sig maler; meer from end viis, dog viis nok til at være for Dyr og Planter Hersker og Lovgiver, og viis nok til at være lykkelig ved i Velsignelsen sig selv at finde som mest Velsignet i den hele Skabning; og som hiint Livsens Harperiges Hersker begavet med et saa melodisk Hjerte, at han i egen høje Livsklang føler en Harmoni med svagest Ormesang. (Det mørknes.) Æoner. Nu er Aljorden en yndig Hauge. Nu løber Floden som styrt af Hænder. Men hvo skal tæmme den i dens Vrede? Men Hvo skal kue det vandrelystne og kaade Vildnis? i Dyrenes store og levende Skov med Viisdom røgte, med Strenghed rødde? -- En Broder af Aander, en Guddom i Støvet, Fornuft fraoven, paa Jorden sat liig klare Lindse i Øjets Nat. SIDE: 32 Skjøn maae saa skjønne Skabningers Hersker vorde tilvisse, æret af Skabningen, elsket af Aander som deres yngste smukkeste Broder. Thronen er færdig, pragtfulde Forhæng for hans Fremtræden er denne milde funklende Nat. Hil Jordens femte Nat! Den er velsignet. Akadiel. Ei Skabelsen har i sin Ødselhed paa Blomsterne al Farvepragt udøst. End er et Rødt meer fiint end Rosens, til Rosens Hersker gjemt og Herskerinden, et Hvidt meer skjært end svømmende Nymfæes, et Sort meer sort end Nat og Ibenholt. Ei Jordens Dannekraft har sine Former paa Dyrevrimlen udtømt. End der er meer ædelt Kraftpræg i dens Dyb tilbage end Hestens og den kongelige Løves. Og Han maa være skjøn, den Livets Krone; men skjøndt han rustet være maa med Styrke den Elefantens Tæmmer, Han, der Krigen skal føre imod Tiger, Bjørn og Panther for de til Fryd kun skabte Vaabenløse, er Livets vakte Fantasi, hvor rigt den end har ødslet ud, dog ei saa arm, at den isammenpjalter sig en Skabning af Løve, Ørn og Tyr i samme Krop. Med Aand begaver Gud ei saadan Skabning. Ei findes saadan Tanke i hans Viisdom. From Enfold vorder Herskerens Fornuft. Erfaring ikkun hans Forstand, SIDE: 33 Erindring kun hans Viisdom, ei meer end Drift hans Kjærlighed; og, efter denne lille Grundskat, maa dens Mynt, hvori der vexles, Sproget, være fattigt, sig hjælpende med Udraab og Gebærder. Hans Aanderang bestaaer i frie Vilje. Han vælge frit, om han vil løse alt Ondt og sprede det paa Jorden; (skjøndt hvo forgifter vel sin egen Føde, og vil sit eget Leje tornestrø?) og om Han Selv, der leve skal blandt Aander, vil vende nedad Blodets Strøm tilbage mod Dyrene og dukke sig i Drifter, istedetfor paa udspændt Tankes Luftseil at svæve opad til de høje Frænder. Dog, glemmer Han at søge Kundskab, vil det mangefarvte Liv i hans Erfaring med Magt (thi Sandsers Porte flaggre aabne) sig præge, og, som tusind Stemmer, trænge sig til hans Inderste: i hans Erindring. Saa døer han altid klogere end han fødtes. Og det gjør alle Liv jo? thi se Løven, der bærer fulde Manddom i sin Man, er klogere, ei mere modig blot, end da som Hvalp den famled blind i Reden og hang ved Yuret som en Snylteplante. Dog ville Jordens Herskers klareste Begreber ligne Aanders Følelser, mod Disses Jorden liig i Chaos sænket mod nu forherliget i Solens Lys. Saa, hvis han var paa hiin den store Klode, der straaler over os fra Zenith, og hvis Herskere, i stolt Dumdristighed, naar deres Lyster som Vulkaner brænde, tør stoppe til Samvittighedens Øre, som Gud har lagt til deres Indre, saa de finest Rørelse i det kan høre -- for Aanderne da kosteligst Klenod -- SIDE: 34 maa Jordens Hersker agtes for et Dyr, og, skjøndt han Broder var, dog bøje Nakken. Dog her, hvor han er Enehersker, han vandre opreist som et Scepter! Hans Styrke være kun Udholdenhed! Hans Skjelne-Evne mellem Godt og Ondt liig Blindeormen, som sig frem dog famler! Af Vellyst zittre han ved hvad er skjønt, og kalde uden Prøve Dette Godt. Han hade Alt, hvad Sandser hade, skjælve af Frygt for Døden, naar han seer et Liig, og flye for Soten og for Smertens Skrig! Dog gjør hans Svaghed ham til Jordens Herre. Han seer med Afsky Ørknen; ogsaa der det Sandsebarn vil sig paa Blomster hvile. Thi lader Kilderne han didhen ile. Igjennem mørke Skov han baner Vei for lyse Eng; og, hvor han træder, ned sig gyldne Agre bøje i hans Fjed. Det klinger i det hule Fjeld, og Malmen han lader springe frem deraf som Blod. Af Ulven lærer han, at han kan boe bag Ulvevams i Sne og Sno. Hans Kløgt bevæges af hans Frygt. Han gjør til nøgne Haand af Staal og Kobber Klør. Han efterligner Løvens Tand i Staal, og slukker saa med Sværd dens Tunges Baal. Ham Tigrens Ryg blier Mønstret til en Bue, som spænder sig med Pilens Kobberlue. Som Krokodilens Svands Han Pantsret smeder, og gaaer i Kamp og slaaer og redder de angste Liv, der gjerne til den høje Beskjermer nu i Offertog sig føje, og underkaste Liv og Kraft hans Lov, for farlig Frihed i den vilde Skov. Han bliver da, skjøndt Aadsler vise, at der er ei Grændse for hans Vælde sat, ei Livets Ødelægger men Bevarer, SIDE: 35 der skifter ud med Mildheds Palmestav, og ei med Vredens Tjørn, iblandt dets Skarer Fredslovene, som han for Jorden gav. (Det dages. Et hvidt Menneskepar sees slumrende.) Æoner. Hil Jordens sjette Dag! den Tusindfold Signte, hvis Gry, med Moderens Øje, først skal Herskeren skue! Han er der, Herskeren! O, hvor yndige Skikkelser, liig elskende Aanders Drømme, Han og hans Mage! I Søvn under Eken Aanden med Støvet parres og vænnes til Ro i sin blodophedede Bolig. Vaagen han snart modigen griber Bevidsthedens Spær, udraabende Aandernes Løsen: Jeg er! Akadiel. Hil Jordens Herre! Hædret Jorden er. Dens Herre er et Menneske, dem liig, der styre hist paa Kloderne i Rummet. Men her er ikke, som paa disse, i Kjæmpelegemer -- hist som af Damp, hist som af Alabast -- en Flammesjel, der, liig Vulkanens Søile mod det Blaa og Dagens Lys, mod selve Gud tør trodse. Han grubler ei som disse og fortvivler. Det Højeste, hans Sjel sig hæver til, vil Indsigt blive af sin egen Ringhed. Hans Sorger sidde løst som Mos paa Bark, ei som i Hines stolte Hjerter fast som dovne Skorpion. En Igelsværm SIDE: 36 af mørke Tanker, Overmodets Grublen, udsuger Disses Livsfryd, graver sig i dybe Rynker paa den ædle Pande og lægger Æg i selve Sjelen, der til Nag udklækkes i den anden Verden. Fordi de Almagts Herredømme maae erkjende Selv, de rundt sig kue Livet og throne i en Sump af Blod og Sved; og, som om eget Liv de hade, de øde eget Blod og slide vildt i Nerverne, der binde dem til Støvet. Men naar slig Aand opdager i sin Rasen hos Himlen samme Smiil, at i sin Kamp han var som Træet, der i Bølgen dukker sig op og ned, men bliver lige heelt: saa digter han sig frem en Afgrund, hvor, naar Dødens Tand har overgnavet Lænken, der holder ham imellem den og Himlen i drejet, piinfuld, svævende Bevægelse, Han ene, uafhængig (ja hvis Han den Værste blive kan, med vildest Hær af Lidenskaber, ført af Djærvhed an) kan herske, og hvor Alt er dannet omvendt til Spot mod Himlen og den Jord, han saae. Men slig sig Selv fortærende en Sjel fandt ei i Jordens Menneske sit Udtryk, hvis bløde Linjer synes formte af hviden Sky ved Vindens lette Spil. Var han med Vinger dækket, og dog sat i Skyens Buur paa denne Verdenskvist, da kunde spaaes, at han, utaalmodig ved saa at hænge, vilde plukke sig Selv og Hvad han fandt isønder. Men se, Ham lavest Træ er høihvalt Telt! han sover under Busken med sin Mage! Hvis Galde var hans Blod (ei dette lette som Solskin) hvis hans Kind var skarp SIDE: 37 (ei denne hvalte Morgensky) hans Pande var mørk (ei denne glatte Svanevinge) og Øjet rødt (ei dette Dueblaa) -- da spaa i ham en Skabningens Tyran, at Jorden blive vil hans øde Borg! da spaa Aljorden Skræk og Himlen Sorg! Men i hans Skjønheds bløde Vuggedragt har Gud kun mindste Aandefoster lagt; og Han af Nød kun dræbe vil, og tæmme kun Frihed, naar han bør, og ei for ei at glemme, at mindste Vinge hæves indenfor hans Vældes Grændsers vide Trællesnor, at fjernest Hjerte dog er hans Klenod og fjernest Aare er hans Riges Flod! Han veed jo selv, at svag er han som vældig og at hans hele Legems Glands er kun en mølædt Kappe, heel affældig, en Honningdugg i Gravens aabne Mund. Hans Lunge aaben staaer for Pestens Pust, paa Kinden falder Svindsots røde Rust. En Sorg? -- der brister ned det stolte Værk; et udbrændt Kul er Hjertet; Læben sort er Ormenes raadne, nedsjunkne Port, og Øjesafiren, hans Herskerkugle, er bleven et Korn for Ravn og Ugle. Æoner. End rinder Hans Blod isøvne sagte. Halvlukte Zwiebel er end Hans Hjerte. Hans Vaagnen vil være som Tempels Aabning. Og i dets Indre med Ild staaer skrevet hans Gudemærke: "Jeg er! Jeg er!" -- det Raab, hvormed SIDE: 38 sin Livsfest han aabner og vil den ende, naar Sandsers Frydblus ei mere brænde -- det Løsen, hvorpaa ham Aanderne kjende, naar gjennem Graven han let er vandret som gjennem en Sky -- Bevidstheden, at, liig Demanten, kan hans Selv ei knuses. Nedstødt i Dybet, til Rum forviist hvor Stjerne ei lyser, i Jordens Midte af Ild begravet, bestandig tindrer det frem deraf. Akadiel. Menneske vaagn! Den trofaste Sol vækker dig op paa din Konningestol, i din herlige Hal med Skybaldachin, baaren paa Søiler af Morgnens Rubin og Aftenens Buer af røden Koral. Af Tordner den ryster, den flammer af Lyn. Det rædsomme Syn din Sjel kun forlyster med helligt Behag. Du siger da rolig: "et Tempel er nu min Bolig, af Fakler opfyldt og af Cymbelslag." I Hvælvets dybblaa, rolige Høje, evindelig klart over Skyerne spændt, SIDE: 39 se Du din Faders alvorlige Øje, Menneske, paa dit Hoved henvendt! I Jorden Du elske din Moder ømt! Gud har dig skabt; Hun om dig har drømt. I Dyrenes Stimmel Du fuldt af Velsignelser se hendes Skjød! I Planternes Vrimmel den Kjærliges Melk, som til Næring udflød! Ja se i Vulkanen, som hist opstaaer af Højen, der bølger som Teppener bløde, din stærkeste Tjener, Ilden, der gaaer med ydmyg Hyldelse Herren imøde! Slut fra dig Selv og fra Alt, som rører sig rundt dig af Livet bemalt, fra Verdner, som vrimle i høje Himle, fra Leviathan og Kryb i dybeste Dyb, til Gud! For Sjelen bag Hjernens snehvide Fold Øjet er Tolken og Tungen Hærold. I trestemmet Chor den henrykte Sjel, den jublende Mund, det straalende Øje bryde da ud i Erkjendelsens Stund: Se Gud er stor! Af Fugl under Sky og i Skov lær du din Høitidslyd: "Gud være Priis og Lov! I ham for alle Dyr er jo Fryd; for mig er Fryd og Ære!" Glem ei, du er Støv! Glem ei, du er mere end Støv! At Solene ere dig Vei til dit Hjem, i blaanende Fjerner de blinkende Stjerner det over din Hjemstavn hviftende Løv, ei glem! SIDE: 40 Din Throne bestig! Skabningen hilser dig. Ørnen i Sky kan fra din Arm ei flye. Hvalen i Havets Hule kan sig ei skjule. Vel maa han mærke paa Stranden den Stærke. . . Løven paa Flugt og Tigerens Lyn? Eja, de flye for et Menneskes Syn. Hersk over Dyret! over dig Selv, det første i Rækken! Mildhed, ei Skrækken, være din Kløgt og din Magt! yndigen Styret rundtom med rankende Blommer belagt! Du i dit Hjerte før i din Pande finde det Sande! Lad din Fornuft sig med Følelsen blande som Solen, der fletter i Skyer sig ind, blander med Regnbuens Dunster sit Skin og ødsler ei stedse med Middagskraften, men Duggmorgen skjænker og Vellugtaften! Da hersk over Alt, Blivet i Støvet har støbt og malt! Betydningen vær i den nyskabte Jord. Mening og Sjel i det Almagtens Ord i Verden, Guds Sprog til sig Selv, det stjernebeskrevne, som toner fra Zoner til Zoner fyldende Hvælvenes Hvælv! (Akadiel og Æonerne forsvinde). SIDE: 41 BESJELELSEN Phun-Abiriel over det endnu slumrende Menneskepar. Phun-Abiriel. Ha, denne Salige, som drømmer her i Paradiset, Jordens Hjerte! Som Barn ved Moders Barm han hænger, og ødsler med dens Rigdom. Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden, der knæler ei som hans Slavinde. Ak, arme Phuniel, hvad ejer du? Ha hvor er disse Verdners Ejermand? Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted'; for Denne her er Blomsten Stjerne. Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er en Torden. Ha han synes sig en Gud! Vil du ei lette dine Øjebryn, og see dig om, og tænke paa at nyde, du Lykkelige, fuldt din første Drøm, som Livet skjænker -- nei den skjønne Sandhed? og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke, beskue stolt dit Riges Glands, din Dag? og stirre ind i Natten, din Skatkiste? Thi Stjernerne dig Ejendom maae synes, naar du paa Evigheden har Forskrivning; og heller ei de vilde vises dig, hvis de med dig forbundne ikke vare. Dog har jeg tællet, men forgjeves, saa al min Vinding er den Viden, at mig Verden ejer, og jeg ikke den, saa jeg min Form og mig faaer selv tillaans. Dog boer en Lyst i min Erindring, som visnet Roses Duft om Kvisten svæver, saa jeg til Støvet drages fast tilbage, endskjøndt jeg veed, at gjennem Dødens Port, der aabnes let af svagest Støvskabt, ei mægtigst Aand tilbage trænge kan. SIDE: 42 Jeg mindes, at min Nerve lifligt skjalv, som Balsaminen, der sin Sæd udkaster, at mig omgav et Kjød som friske Roser, og at mit Blod som Druens kunde bruse. Dog saae jeg Himlen aaben over, og gjennem Blodets Brusen stedse klang, skjøndt afbrudt tidt som Havfruharpen, en Røst ifra mit Indre eller den, der kaldte opad opad mellem Stjernerne. Men, se, i denne fagre Skabnings Slummer staae Livets Porte aabne, ikke Dødens. Og bedre, Phuniel, en Verdens Konge (om Liljer kun for Stjerner, Roser kun for Sole den besidder) her at være end Undersaat i Aandeverdnen. Træt jeg er af Tænkens Lyst, af frem at stirre imod Uendelighedens sorte Baggrund. Men Sandserne i Adams unge Legem, iflettede hverandre, Phuniels Træthed et Leie byde mig af Blomster, som indhylle Søvn i bløde Blade og i Vellugt Drømme. Menneske, laan mig dit Legeme, Triumfporten igjennem hvilke Aander gaa til Støvet og Orme krybe ind i Himlen! Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri (som Bien her, der træt af sig at tabe ved evig Flugt i vide Luft har hyllet sig, balsameret med Vox, i Rosen ind) . . Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren forglemme Hvad jeg var, og nu begynde ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme, i Sandsesøvnen mig anstrænge, saa det synes skal, som Loven stod i Hjertet, som gamle Træk indhugget; og, hvis sig Fornuften finder nogen Kundskab, som SIDE: 43 om det var Gjenerindring. Modtag mig i din Hjerteblomst du skjønne Legem! Og, du svage Aand, som boer der, fly til Nerverne og Hjernen, naar Phun-Abiriel, din store Broder, en mægtig Aand, med Eder blander sig, for Menneskeslægten at gjennemleve. Ah, frygt ei for, at du vanhelliges! Da kan du gribe Sceptret over Jorden, og mane Himlens Verdener ned i Tanken. Ja vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem; thi Phuniel fra Himlen sig forviser! Han vil sig hvile paa dit Uskyldsleje, o Barnegeist! dog ikke dig fortrænge. Han om din Fromhed snoer, som haarbruun Arm om snehvid Barnehals, sit Alvor, og Forening drikke vi af samme Hjerte. Du skal ved Stjerneskinnet herske her i dette rosenkronte Liljerige, og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige, og kaldes Tanke. O, jeg høre vil, og mores ved dit Æolsharpespil! Med Smiil, min lille Broder, taaler jeg, at du krydser sært med Maanestraaler og Regnbuskjær min høie faste Gang, og styrrer kaad min tause Ro ved Sang, saa underlig, at jeg ei nogen Stemme i Choret kan gjenkjende eller glemme. Du nynner sødt ved Suk om salig Jord; jeg kvæder høit om Himmelen i Ord. Dit Sprog er eens i alle Zoner -- faa Ord, men mange Toner. Din Tunge Hjertet er, som ejer kun eet Sprog paa hele Jorderund; men Dialekterne i hvert et Bryst forskjelligt Echo give for din Røst. De sukke eens ei, naar du raaber: Ve! SIDE: 44 og skralde eens ei, naar du raaber: le! Se Kvindebarm, hvor bløde Nerver stimle isammen, lyse Skyer liig til Himle, skal blive Dig den bedste Høresal. Men Tankens vil da blive Himlens Hal. Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent udbilder i den hvide Hjerne reent. Du blæser fyrigt i min tunge Harpe. Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe og dybe, yndeløse Træk, med bløde Pensel mildner du dem væk. Men begge vil vi trofast bilde ud af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud. . . . Han kunde vaagne! Solens Straales med Gyldenfarve fyldte Pensel er over disse skjønne Former gleden. Han kunde vaagne . . Tys! Da var for silde, da kan jeg ei mit Hvilested erobre, naar Dvergegeisten først bevidst sig sandsed og saae sig selv som Herre indenfor sit Brysts Værn, sin Tindings Marmorskranker. Men Barne-Engelen, der slumrer end i denne Form, hvori jeg er forelsket og som jeg maa besidde, delende med ham, min Broder, den og Livet saalænge Slægten er paa Jorden -- o, Han vil mig elske, ja han vil mig elske! Thi jeg ham bringer himmelsk Rang jo med, mit første Trin paa Jorden aabner flux en Afgrund mellem Mennesket og Dyret og jeg hans Herskervælde tusinddobbler. Mod Løven maatte han med Staal sig væbne. Nu Mennesket skal med de bløde Fingre de vilde Elementer tøile. Lynet liig tamme Falk det ned fra Sky skal kalde, og ydmygt som en dandsende Slavinde det Oceanet for sin Fod skal finde. Jeg synder ikke mod den lave Geist, SIDE: 45 Æonerne til Jordens Drot udraabte. Men synder jeg, jeg synder imod Gud og mod mig Selv . . . Mod Gud? Mon ei Guds Vilje driver mig? Akadiel var ei alvidende, da han lykønskte som Jordens Konge saadant Aandebarn, som Skovens Dyr i Trætop vilde jage og Aben der af Haanden Sceptret tage. Velan! Dit søde Mulm, med Blodets Surren en Kildegrotte liig, mig lokker, Geist! Forbauste skulle Himlens Aander skue en Lige at fremstaae paa Jorden, belivende et Dyr og til dets Mørke medbringende en Aands Begreb om Gud og Billedet af Himlens Herlighed. Ja se, jeg bringer dig mig Selv, o Menneskegeist, en Aand i Morgengave, saa, naar du vaagner, finder du en himmelsk Demantkrone mellem Liljerne i Hjernens Skaal og Ætherdraaber i dit Blod, liig Funkerne i Bølgen! Saa bo da du i Hjertet, Vellugtskyen i Blomsten liig! i Hjernen jeg, liig Glandsen der svæver over Sneen! Begge dele vi Kroppens Rosenleje! Lystig glide du henad Blodets Strømmen, spillende paa Nervers Strenge, medens jeg alvorlig sidder i min Hal alene! Men i dens aabnede Altandør, Øjet, vi Begge for Alverden vise os i Glædens Øjeblikke, naar jeg glemmer, forente ømt! i Sorgens trine frem jeg der alene speidende mod Himlen! Fra Himlen Phun-Abiriel sig da forviser! Vær da hans Hjem, o Menneske! og Du, der slumrer i dets Bryst, du være dets Livsgeist kun! Jeg være vil dets Sjel! (Phun-Abiriel forsvinder. Manden vaagner og springer op.) SIDE: 46 Ohebiel (Pludselig visende sig.) Ve Aande-Selvmord! Akadiel, red! Sin Salighed en Aand har mistet. Af Vanvid fristet han har sig levende selv begravet. Fra Himlen svunden, min Sjele-Elskte, Abiriel, til Støvet har sig i Rasen bunden, i Blod sig druknet, i Nerver spunden som Larve ind, sig Selv forviist til lave Skabning, der studser hist. Manden (Seende mod Solen.) Ha, Ild! Lys! Akadiel. Guds Vilje er skeet, Aanden har handlet efter sin Viljes ubundne Sind. Forherligt er Jorden, Støvet forvandlet, dets Geist med en Himmelsk forenet er vorden Cheruben har taget dens Herskerplads ind. Manden (Seende mod Jorden.) Se! Jord! Mørke! Ohebiel. Ve, Han sig Selv ei gjenkjender meer! Se, hvor forvildet mod Hvælvet han seer! Hvor vil han rase naar Vingerne savnes, naar Sener ham stramme til Ryghvirvelpælen i Blodstrømmens Flamme! naar Kvinden vaagner og lyster at favnes og er ei den Samme -- : i Vid og Forstand et Dyr mod sin Mand! SIDE: 47 Manden. O Luft! Luft! Skyer! Vand! Ohebiel. Ve, i den trange Hjerneskal sidder en Aand tilfange! Ikke han finder Rum til de gamle Minder om Himmelhjemmet ved Stjerners Strøm. Dog vaagner engang vel og en Drøm om Himmelkrone i Støvet skudt, om Aandevinge af Orme brudt, om Aand, som snoed til Ribb og Been, til Støv og Steen med Aarers Snorer og Nervers Bast vanvittig sin Frihed fast. Manden. Jeg seer! Jeg er! Ohebiel. Manden raabte. Mon han seer gjennem Dyreøjets Slummer Himlens Skræk, Ohebiels Kummer? Mon han høre kan min Klage? O Abiriel kom tilbage! spræng det svage Ribbeensfængsel! Hør, min Længsel jamrer kvalt under Himlen høi og hvalt! Dybere, dybere er min Sorg (thi den Saligheden tømmer, og maa tænke hvor du drømmer) end det Tungsind, som dig drog gjennem Vanvids Hvirvel ned, for i hule Ormeborg, i en Dyrehules Krog finde døsig Glemsels Fred. SIDE: 48 Ak, Abiriel, saae du mig, visnet i Udødeligheden, taarebleg mellem Aanders lyse Vrimmel kun at følge dig derneden, see i usle Ormes Leeg livfuld Himmel blot fordi jeg veed, jeg fandt min Abiriel deriblandt: . . O du sprængte Hjerneskallen, kom tilbage stille, som om du fra et Fængsel kom, mat og bleg taus og from, som om du fra Sotseng steg. Kort da blev kun Støvets Kroning, evig vor Forsoning. O, vi skulde Begge tye under samme Vingely. O, vi skulde glemme, at een Dag du ei var hjemme; men forvildede dig bort; kom dog hjem ad samme Port. Turde da din Stolthed forskyde Hvad min Ømhed turde byde? O den vil, Abiriel, af dit Aasyn tvætte Sorgen, gjøre glad det som en Morgen og saa roligt som en Kvel. Da erindre vil din Sjel, at min Ømheds Ungdom falder sammen med vor Barnealder, da ved Livsens-Træets Rod paa den fjerne store Klode vi sprang ud, som tvende Skud, kjærligen isammensnoede, blomstrende i Kjød og Blod. SIDE: 49 Manden. Tys! Jeg hører . . Fuglen kviddrer. Kilden risler, Træet suser. Løven brøler, Fossen bruser! Ohebiel. Phun-Abiriel! hør! hør! Ak, som Øjet er et Slør, liig en Sjø af Taage dækket, Ørets Hvirvel er for snever, for bemoset og forbenet til at han kan blive vækket af de Raab, som Himlen hæver! Ve ham! Ve ham! Guddomsfunken -- muldnedsjunken, som Demantens Glands forstenet -- kan ei Tomme høit sig hæve fra det Støv, hvor han vil leve! maa med Mark og Midde knytte Broderskab i samme Hytte! Men naar Stjernerne sig flytte over ham, han da kanhænde vil i Legemet erkjende Aandens Grav, og igjennem Taarers Skimt faae af mig et iilsomt Glimt: af den sørgende Seraf. Manden. Jeg lugter . . Smukke Blomst, du dufter. Jeg smager . . O søde Frugt! Men Tornen stikker. O! O ! Ohebiel. Ve, saa sløvet, at han sandser kun i Støvet Dyresprang og Fuglesang, SIDE: 50 Æblesødme, Blomsterlugt, Ormens Vriden gjennem Muld mod Lyset op til den paa et Græsstraas Top Purpurvingerne udspiler, Aanden liig, der gjennem Tiden snoer sig imod Stjernevrimlen, men, naar Kraften voxer, iler gjennem Himlen frem paa Vinge, som ei hviler. . . O mig syntes -- var det Kjærligheds Bedrag? -- Mandens Øje gjennemlyntes af den høje Phun-Abiriels Vingeslag. Manden. Ah! Syng, syng, Fugl! Ha, Liv! Ha Alt! Akadiel. Livsblodets Surren og Nervens Klang vil døve Erindringens Sørgesang om Guddom stænket med dristig Synd, om Frihed lænket til lave Dynd. Nu Mandens Kraft er et Liigslør over en Aand, som sover. Ha, dybt i Grunden nedsank hans Kræfter! Ak, dybt fra Bunden han griber efter de høje Verdner, han fordum saae og kunde naae. Fortvivlet flagrer hans Tanke op, og fritter og leder og synes at kjende de gamle Steder; SIDE: 51 men Dyrets Krop med slappe Nerver og seige Aarer den haler atter fra Flugten ned; og ned da synker den, ned i Taarer. Ohebiel. Ak, som en Taare faldt Phuniel ned fra Himlen i Støvet. Til Aanders Rige igjen han vil som en Jubel stige. Forband ham ikke! Han var bedrøvet! Manden. O smukke Lyn i Skyen! Som brast en Rosenkrands. Ohebiel. Se, trods sit Dække kan han ei djærve Abiriel stække! Med Hænder smaae, troer Han, han Himlen favne maa. Med svage Kræfter dens Stjerner dristig han griber efter, som om han skuer i dem kun sværmende Glimmerfluer. Rædsomme Lyn Han troer at plukke som Blomster fra Skyen. Manden. Det tordner! Ha, Skyernes Løver brøle! Ohebiel. Livet just aabned paa Kloden sin Fest Menneskets Krop, den herlige Dragt, under Egen var lagt: da trængte han ind som en ubuden Gjæst, beruset i Blod, vanvittigen glad, ved Ormenes Fad SIDE: 52 nu sidder Han Aben og Hundene næst. Den nyskabte Pragt blinked' og vinked', dufted' og lufted', da sank han bedøvet, ei med Foragt for Himlen, sig Selv og for Gud, med svimlende Øje i Støvet og sluktes som Fakkelen ud. Fra Himlen han saae paa den mylrende Jord Insekternes Sjel gjennem Vingernes Flor. Nu kjender han ikke Blomsterne der mere end vi kjende Stjernerne her. Akadiel. Med samme Uro Han vil sig vælte paa Rosers og Nellikkers Ild, som den, der fordrev ham fra Aandernes Chor. Naar Tanken først vaagner, da atter fra Jord tilbage han higer til Aandernes Riger. Ohebiel. O Fryd, naar han stiger igjennem den hyllende Sky! O Fryd, naar han kommer! Til Naaden, vor Dommer, da ville vi fly. Den Eviges Vrede Akadiel af ydmygelig bede! Manden. (Lynet slaaer ned.) Jeg døer! Jeg døer! (Skjuler sig imellem Træerne.) Akadiel. Menneskets bløde blomstrende Kjød visner som Græs og blegner som Korn. Tidlig tilbage i Himmelens Skjød Døden skal føre Sjelen af førstskabte Mand. SIDE: 53 Men Blodets Surren for Aandens Øre, det haarde hvirvlede Horn, døvet har ganske hans Minder. Svimlende finder Aanden sig fremmed i Himmelhjemmet, veed kun af Jorden som Fædreneland, kommer som Barn tilbage fra Støvet, glemt har han Himlen -- som Modersliv Dette, sandsebedøvet mægter han kun at ahne og gjette. Dog er den førstskabte Mands hjemvendte Sjel en Abiriel reen, end ei vanslægtet, skjøndt sløvet af Sands. Men hist under samme Egetræes Grene der ligger Kvinden -- Forræderinden, som smilende Aanden i Puppeskjul forraader til Dyret og Ormenes Hul, igjennem sit Skjød hans Salighed dybere slæber i Dybet ned. Thi Hvad er Kvinden mod Manden nu? Ei meer hans Lige i Sjel og Hu -- en Sandseduft mod Aands Fornuft, et Mellemled imellem ham og det Skabtes Rækker! Dog hendes Skjønhed hans Brynde vækker, hans Brynde ikke hans Kjærlighed! Han Dyret favner, fordi dets Form er liig ham selv, som Orm en Orm, og frem af Favntaget Slægter vrimle, blindere stedse for Fædrenehimle, -- en Blanding af Aand og af Dyr, hvis Tanker knapt naae til de dampende Skyer, men skabe sig Guder af Steen og Muld, en Himmel fuld SIDE: 54 af Guder som de af frodigt Huld. Menneskets Sjel gjennem Ætterne da Abiriel slægtes mere ifra. Ohebiel. O gid, at lukt var Kvindens Skjød! Gid Hun var død! Paa Liljehøi svulmer den fristende Frugt, i Rosendyb ulmer den tændende Glød. Nei, ve! om Denne, saa faver og blank, som skabt af Sne og Morgenrøde, jomfrulig-øde i Graven sank, lod Manden sidde som Enkesvend eensom igjen! -- om han som Aadsel sin Kvinde saae, sin Hjertenslyst med Jomfruskjød og med Moderbryst, fortæret halvt under Træet laae, at Ormevrimle sig nu forlysted i Barmens Himle, som nys han krysted, og som ei brast om hele Livet sig suged fast: da blev hans Tungsind meer tungt end før, han grubled over sin Kvindes Liig: "Nu er hun borte med Barm og Skjød, med Hjertebanken (den Stemme sød) Slig Rædselsskjebne vel venter mig: snart er jeg død!" Ei mig, men Hende, i Himmelen han opsøger, vendt tilbage igjen. SIDE: 55 Forgjæves! Hans Blikke finde den Dyresjel ikke. Han speider bedrøvet tilbage til Støvet til Hendes Grav, der Blomme var om hans Vandringsstav. Akadiel. Nei ømme Ohebiel, brister hans Leer, med aaben Skræk han i Himmelen seer, at han idrømme parrede sig med laven Skabning, ham Selv ei liig, at Kvindeøjet (hans Himmel før) var Ormeslør; at Kvindesmiil (hans Stjerneskjær) ei meer er værd end Glandsen over Fuglens Fjær -- saa mildt det hvifter kun Slangeskjælglands om vilde Drifter; at Kvindeskjød (hans Saligheds-Haab) var Mulddynge kun, saa lunken og kaad; at Kvindestemme (hans Viisdomsraad) var dumme Skrig og vilde Raab. Han seer i Himlen, at Kvinden ei kan følge fra Jorden Aandens Vei; saa langt fra ham, som Dybets Rod fra Stjerneverdenen han forlod, hun ligger tilbage i Muld og Blod. Han seer i Himlen, han fandt ei Sjel i Kvindebarm, endskjøndt han troede, at der, ham liig, en Engel boede, hans Kjærlighed værd som Ohebiel. Men nu i Støvet med Mandens Øje kun seer den Høje. Liig Fuglen den elskovsblinde, der Magen kun seer, han seer kun sin Kvinde; af Jorden ei meer. SIDE: 56 I efevfryndsede Træers Ly en Nattergal Ham lokker hen i hans Bryllupshal. Der seer han Kvinden, og kan ei flye. Da blandes Slægten, saa ei Forskjel der findes paa Dyr og Abiriel. Dyret blier rigt, Aanden blier arm. I Skjødet lister omfavnende Kvinde himmelske Gnister, og Hovmoden stiger i hendes Barm, saa hun til Manden tør raabe: nu vor Slægt er den samme; jeg Blod har som Du! Ohebiel. Men hvis han sandsede i sin Hjerne sin Rang som nedstyrtet Aandestjerne -- ve da hvad Kamp paa den lille Val derinden indknebne Pandeskal imellem Stoltheden og den Fare, hvorfor han ikke sig kan forsvare! Hans Fald er vist. Til Kvinden vaagner kun har han Frist. Men ve! meer fæl mig en Angst besjeler: i Slægten fra Abiriels Rod selvyngles Synden i hede Blod, der Aanden kvæler til sidste Spor, saa selve Læben ei mere mæler, da ingen Tanke den bæres for. Thi sløvet som Kvæget de sjunkne Slægter, der sig i dyriske Synd fornegte med Sproget miste selv Allersidste af Aandepræget. Som Slangen i Dynd, den dyriske Lyst, forvandlet til Synd, i Lænden savler; SIDE: 57 men andre Synder, som sig forgrene af denne ene, saa onde Tanker i Hjernen avle. Fra Pandetinde til Pandetinde de sig som Orme isammenspinde; i Øjet lægge de fæle Glo, udstikke i Haanden en blodig Klo. Hver Sjelesynd er en Dragehan, hver Kjødets Synd er Dragehunnen, der slæbe afsted, som et jagende Spand, al Menneskeslægten, Kvinde og Mand, alt dybere, dybere ned i Grunden, indtil den forsvinder i Dyrevrimlen, fortabt for Himlen, og Dyrets Sejer er vunden: Aanden uddød i Hjernerne funden. Akadiel. Ei Aanden døer! Om ond han blev som Klapperslangen, om han rev et Duehjerte ud i Flugten, blot for at suge dets Slag og Lugten, om han sin laante Skjønhed smitted' med Laster, som ei Svinet hitted': Han døer dog ei, kun dybere ind han væver sig i sit Puppespind, som traurig Edderkop paa sin Snor (fra Taget spunden og ned i Grunden) fra Dag og Straale paa Linen løber, og nederstnede i Mulm sig svøber, saa Ugleøje dens Been og Horn ei ud kan pille af Mørkets Korn. Og om en Aand sin Himmel forlod for Sandseliv i Kjød og Blod, om han nedfoer, Abiriel liig, til mulmet Jord, fra Aandelys til Dyre-Nat, fra Tanketale til Drifters Skrig, SIDE: 58 sin evigtstraalende Skjønhed bytted for dette blomstervisnende Liig, imellem Vuggen og Graven sat: dog kun fra Algodhedens ene Bryst og til det andet af egen Lyst sig Aanden flytted. Ohebiel. O, gid at Abiriel troer i Kvinden sit Selskab funden, sin Himmel gjenvunden, at Himmelen med til hans Afgrund foer, at han igjennem al Evigheden kan leve med hende i Eden, at al hans Salighed i Kvindeskjød er sjunken ned, saa han ei sidder bunden ene med Been og Sene til Dybets Stene, forviist fra Himlen, men Engel fik med Straalevinger i Kvindeblik, i Kvindebarm to Himle hvalte, med hver sin Verden, morgenmalte, i Kvindeskjød et Dyb, hvori en Skaber maa lystre hans Fantasi! Saa du gjøre, Abiriel! -- Du ellers fortvivler -- Forfør dig Selv! Drøm, du er ei lænket, men fri som før, af Lune kun hyllet i Larveslør! at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt, saa Tiden maa bag dig nedsynke træt, og stønne Sagn og Digt og Sage (som du i Ætten da hører selv) om svundne Dages Abiriel, naar, støttet til rustne Runestave, den synker, bag din Flugt, tilbage paa brustne Grave! Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud! at paa dit "Bliv" SIDE: 59 Sjel af din Sjel kan strømme ud af Kvindens Skjød i blomstrende Kjød til Liv! Væv Drømme, Abiriel, om dit Hul, om spundne end paa Vanvids Hjul! Jo mere broget, jo bedre Skjul. Thi ve! det Værste, Abiriel, du kan opdage, det er dig Selv, hvorledes iblinde du er forraadt til en dyrisk Kvinde. Spind rundt dig da, som en Edderkop! saa du ei længes mere op, og Frihed ei mindes, imens du bindes. Omspind dig med Drømme, saa du kan glemme, at du ei længere er derhjemme, saa Senelænken og Hjerteknuden, der fængsler Guden, du føler, i din Slummer tam, ei trang og stram. Ja drøm, du er vorden først fri og salig imellem Hjorden, at der du funden tilsidst har Fred! Kanhænde ogsaa -- thi hvo veed? -- at her er Sandhed og Drøm saa lige, at Begge netop det Samme sige. O drømte saa Abiriel! og først med Sandhed saae sig Selv, naar Dødens Pust af Aanden blæste Fængslets Rust! Akadiel. Abiriel vil vækkes, og see sig selv som naar Mulmet brækkes af enkelt Lyn; af Kvindens Syn, naar Blikket aabnes, til Vanvid skrækkes. SIDE: 60 Thi se, naar spøgende Sommervind Uorden har bragt i Lokkerne, Kvindens Uskyldighedsdragt, blottet for Mandens Brynde den nøgne Ynde -- naar han til blygsomt rødmende Kind trykker, med Fyrighed blussende sin -- slaaer musklede Arm om Kvindens Barm, og speider saa nær, at deres Læber synes et Sommerfuglpar, der klæber i Parring fast, og Mandens Bryn beskygger Kvindens henrykte Syn, -- saa nær og dybt i Kvindens Øie, som om han vilde der blive vaer de Himle høie, han mindes, han jordet etsteds har. . . Ak da seer han -- han stirrer og gyser -- da øjner han kun et halvtosset Dyr. I Kvindeøjet, som nys ifjerne var Vaarnat med Aften og Morgenstjerne, han seer kun et Snogepar sammenrullet at dække Reden i Øjehullet -- Han stirrer og gyser og flyer. Men hvis han saae i Kvindens Øje en Aand ham liig, der blottet paa svømmende Blomster laae og baded' i Taarer sig -- i dette Bad steg da Begge ned og toede reen deres Kjærlighed. Himmelens Salighed, Jordens Lyst sig parred i Mandens og Kvindens Bryst, og Kjærligheden til Jordens Ørkner forplanted Eden. . . . O da naar Kvinde og Mand vare Eet, ei noget Ønske sig flagred' træt; men tog i Støvet det Mindre viist, og gjemte det Bedste i Graven til hist! SIDE: 61 For Himlen hisset da kunde Begge en Himmel imellem Hjerterne lægge, begrændset af favnende Mand og Kvinde; og begge Aander da fløi derinde, hvidskende til hinanden: "af Himlen, som faldt, i Dig har Gud mig en Skygge malt." Ah, snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag af Skyer om Barmenes hvælvede Dag, af Smaahjerter fuld, af Huld af deres Huld, hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld; og bliver dem Jorden tilsidst forsnever, det elskende Par sig til Himlen hæver, fra Drøm til Sandheden stjernerolig, fra Kjærlighed i Støvets fremmede laante Bolig til Kjærligheden i Himlens Fred, til Salighed. Ohebiel. Det skee! det skee! Abiriel see i Kvinden sig Selv -- en Aand liig ham i Baand! I denne Kvindeskabnings dumme Blik han læse ei sin stumme Forviisningsdom! Et Glimt skal vise en Aand der bag, som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag! Et Aandeglimt i Kvindens Hjerte Manden skimte i hendes Graad, kjærligt flydende ved hans Smerte! I hendes Stemme Han Røst af Aand fornemme og Aandekløgt i hendes Raad! En Aandestraale i Kvindens Smiil forraade til Abiriel, at Han ei gaaer her ene, for evigt forviist blandt Dyr og Stene! SIDE: 62 Han ahne med Fryd, at, som Han, en Aand sin Vinge ham rækker i Kvindehaand! For denne Anden nu kjæmpe Manden: for Kvindens Aand, som et Sejersbytte, til sine Trin imod Himlen at knytte! O søde Strid, hvor Manden vil kjæmpe hvert Sorgenssuk hos Kvinden at dæmpe! hvor Kraften vil vinde kun den Svages Smiil! hvor Begge tørste kun efter i Offer at være den Første! O, gjerne vil Ohebiel tye ydmyg i Abiriels Ly, suge der med Tak sit Liv, og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv! knæle fra Dig, saalangt som Du knæler fra Himlen nu! Men, naar Du reiser dig høi og stor, som før histhenne, da skal Du kjende Hvem Aanden var, som dine Sorger i Støvet bar, hvis Kjærlighed avled' et Haab med din, der krandsed' vor Grav til en Bryllupsseng, hvor vi Begge formæle os atter med vor Evigheds Fred. Ha, i din Seir Jeg min vil se, og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ Mit Sejersraab: "Abiriel, haab!" Salige Mand, hvis du kan finde en skjønnere Hilsen til din Kvinde! Du kan ei? O, da forenede vil vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab: "Menneske haab!" (Ohebiel forsvinder i Kvinden, som vaagner, og springer op). SIDE: 63 Akadiel. Almægtige Kjærlighed! Himmelen for jordisk Hytte den bort vil bytte, naar kun den Elskede deler den. Fra Himlen svunden, Ohebiel har sig til Støvet bunden. Kvinden fik sin fornuftige Sjel i Ohebiel. Kvinden. (Seende mod Himlen.) Ah, Lys! Ild! Aander. Vanvittige Aander! Ve, sig igjen de kjende ei mere i Himmelen! De kjende sig Selv ei igjen, og Jorden er tvende Aanders Gravhøi vorden. Kvinden. (seende mod Jorden.) Jord! Mørke! Akadiel. Kvinden har alt i Støvet for Manden sit Offer begyndt, som ei hun ender før Jordens alle Vugger sammen til Grave falde. Men naar hinanden i Støvets Pynt Abiriel og Ohebiel kjender, skjøndt glemt de have hinandens Navne, den Kjærlighed, de i Himmelen nærte, vil vaagne i Begges jordiske Hjerte, om end de aldrig hinanden favne, men vandre idrømme adskilte af Livets rivende Strømme, om end de rave paa hver sin Side mod sine Grave. SIDE: 64 Kvinden. Ah Duft! Ah Lyd! O Liv! o Alt! Jeg er, Jeg er! Aander. Ve Aandemord! Abiriel kvalt i Mandens Arm, Ohebiel druknet i Kvindens Barm! Akadiel. I Muldens Bed af Himlens Aandekraft en Kvist, en Knop af Himlens Kjærlighed er plantet ned, men ei forliist, ei mere tabt end Stjernens Par, der sænket ned i Natten var. Paa Jorden de som Mand og Kvinde sig blomstrende isammentvinde, og i hinandens Hjerters Ly en Himmel ny i Kjærlighedens Fryd de finde, mens Slægten over Jorden ud sig breder rigt som Rankens Skud. Men Aanden tvinge i benigt Hvælv maa sin Straalevinge, og Hjertet gynger og nynnende Blodstrømmen synger Menneskets himmelske Aand i Døs. Da lave Livsgeist, til Kjødet forjagt ved Aandens Magt, i Legemet slipper herskende løs; da Sorg og Synder sin Væxt begynder, sig ud at sprede fra Menneskens Rede, fra Dage til Dage igjennem dets Ætters blodige Sage. SIDE: 65 Kun hos de Færre blier Aanden Herre fra Pande til Lænd. Ja kun hos Een af Kvinder og kun hos Een af Mænd den himmelske Aand vil vise sig reen: med Tankens Vinge saa frit i Hjerne udspiilt som Straalerne af en Stjerne, med Sandheds Øje saa klart som her ifra Himlens Høje, med Kjærligheden saa reen og puur som den, der Ohebiels Offer bød. Hil! Halelu! af den Kvindes Skjød vil Slægtens Frelse da blive fød, Kjæmperen mod dens vilde Natur, Sejerherren, som Støvet lagt for evigen faaer under Aandens Magt, den Læremester, som Ordets Flammer i Dalene udsaaer, til Bjergene fæster, saa Mennesket, ja indtil Barnet, veed, at Slægten stammer ifra de himmelske Aander ned. SIDE: 66 FORVILDELSEN ADAM OG EVA (Eva siddende i Ly af en Busk paa en Skovslette. Adam kommer ud fra Skoven. Akadiel og Aander ovenover.) Eva. O, syng, Fugl! Mig ængstes. Jeg er ene. Adam. Ah, Tys! En Røst som min . . . Eva. Jeg saae en Panther en liljehvid Gazell at sønderrive. Hvo skal vel mig forsvare? Adam. (seer Eva). Ah, mig selv! Men skjønnere. Eva. Hvor slaaer det i min Barm! og fra mit Øje falder Dugg som Blomstens. Adam. Den Skjønne sørger. Jeg bør sørge med, saa lige som vi ere; men af Fryd jeg skjælver. Eva. Ak, af Alting, som jeg seer, min Skygge jeg kun ligner. Jeg til den har talt, men den er stum som Træets. SIDE: 67 Adam. (nærmende sig Eva). Vel! jeg vil være da din Skygge, Fagre! Hvorhelst du gaaer, gaaer jeg, og jeg vil svare paa dine Ord, endskjøndt min Tale blier Skygge eller Gjenlyd kun af din. Eva. Paa Stenen hist see blodige Duefjer fra Ørnens Maaltid! Mig vil Løven spise. Thi hvo skal mig forsvare? Adam. Jeg, o Skjønne! Eva. (springer op). O, min Røst! . Mig selv . ? O, Du! Adam. Vi ere Eet. Eet Navn vi have: "Du." O Skjønne Du, Du Skjønnere end Alt, end Solen, Rosenknoppen, slanken Palme! Eva. Du er som Løven. Jeg er som en Hind, skjøndt din Løvinde. Rundt vi ville vandre og give Alting Navn; men først os Selv. Hed "Adam" du og "Mand!" Det skal betyde imod det Navn, du mig vil give, hvad Løven er imod Løvinden og Duehannen hist mod Duehunnen. Adam. Ah, Han og Hun? Hed "Eva" Du og "Kvinde!" Eva. Nu slaaer ei Angsten længer i min Barm. Men mon du kaldtes frem af mine Taarer, der varme, ei duggkolde, faldt paa Jorden? Dog vil jeg frem ei græde Fleer som Du. SIDE: 68 Adam. O tal! tal meer! Da jeg var ene min Tale gled saa langsomt; men naar Du med mere liflig Røst end Fuglens taler, da lysner i mit Hoved for hvert Ord flux op et Svar dertil, saa Talen nu liig Kilden flyder. Eva. Da om dig jeg taler, hvis Syn min Frygt forjog. Jeg skjælver ei for Panthren meer og ahner ondt af Dueblodet for mig selv. Ei heller jeg bæver under dette Alt, som stormer paa Øjet ind, og dette Altings Lyd, som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste ei om jeg frydes skulde eller frygte. Men nu, da Du er her, jeg veed, at Alt er skjønt og godt, og kommet som Løfter foran Dig, thi deraf kom den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ fortælle vilde først: nu kommer Manden. Men siig, hvorfra Du kom. Adam. Jeg veed det ei. Mon ned fra Solen siden jeg er lys og ligner dig? Mon op fra Marken imellem disse hvide unge Poppler, som du maa være opskudt mellem Blomsterne? Dog naar jeg speider i dit Øje, du synes forud mig saa vel bekjendt. Eva. O Under! Mand, det er min egen Tanke! Bedst, at vi troe, vi ere ifra Solen, men Dyrene af Jordens Mulm opstegne. SIDE: 69 Adam. Hør! Først -- det veed jeg -- vaagned Øjet af Ørets Latter (thi deri Alting loe, og kiged mig derpaa i Øjet ind.) Men -- se, som du, jeg svimled, da jeg vaagned, som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande. Thi frem ifra mit Dyb i Barmen et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende -- o som en Sky, saa vid som hele Himlen, ja videre, thi den Det vilde sluge -- sig trængte voldsomt opad mod mit Øre, mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden, for sig i Rummet sprede, at Det kunde opsluge Alt, som i Uordnens Fylde indstormede paa mig. Mit Øje syntes, for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og mig Selv at see paaeengang, mig for lidet; for trangt mit Øre, for at fange heel den Lydstrøm, som fra alle Sider bruste. Jeg svimled, da jeg hørte, men ei skilned; thi Lyden var saa ny, at jeg med Skræk den hørte, vidste ikke hvad var Vellyd. Mit Øje sortned, da det Vrimlen saae, men mægted ei at skilne, saa jeg vidste ei om jeg skulde frygte eller frydes. Jeg turde ei omfavne Palmen, skjøndt mit Øje saae den skjøn; thi Øret frygted en Brusen i dens store Blade. Alt mig syntes da for snevert inden mig, men Alt for vidt derudenfore . . Eva. Hvor ligt hos mig! mit Hoved vilde briste. Adam. Dog sandsed jeg mit Liv, men, i den Storm af Billeder og Lyd, kun som en Kvist, der bølges hid og did, saa nær den brister. SIDE: 70 Og, skjøndt jeg saae med Frygt og hørte med Skjælven, følte Luften paa mit Bryst med sittrende Latter, og omfavned angst mig Selv, for ei at falde, skilned dog jeg, at jeg skjalv imellem Sol og Jord og Lys og Mørke, mellem Ild og Kulde: saa Selv -- der kom en Vished fra mit Indre, der skjød sig som et Glimt ifra det Dunkle og Varme, Store, som mig gjennembølged, og vilde sluge Alt igjennem Øjet og Øret, Skyen naae med Fingerspidsen -- saa, midt i denne bølgende Forvirring, midt i min egen Angst og Fryd og Latterskjælven, jeg sandsed dog mit Liv, og syntes da, at Selv jeg maatte være Klump af Muld, der havde drukket op en Solens Straale, og livsvarm over al den anden Muld opreist sig. Eva. O, som jeg! Hvor Alt er ligt! Adam. Det syntes mig, som om igjennem Øjet Solstraalen havde skudt sig ind i Brystet (thi saae jeg ei? og, hvor jeg saae, blev lyst?) og flød saa derfra gjennem Arm og Haand. Thi Haanden løfted sig og holdt for Øjet, som om den vilde skille ad fra Solen dens Straale, og den der begrave . . Ak, den sank da ned i Brystet sittrende. Føl her, den banker, som om den vil ud! Eva. (holder Haanden paa hans Hjerte.) Ja, ligt med mig. Den svulmer som hos mig. Føl . . Ak, den gode Sol! Jeg fik en Straale, som din saa lys og stærk . . o stærkere. Se, hvor i Bugter den mit Bryst har udspændt! SIDE: 71 Adam. (holder Haanden paa hendes Hjerte.) O gode Sol! Du har en Livsens Straale, saa varm som min, saa lys, thi Endens Funklen jeg i dit Øje seer. O, Sol, din Straale, som nylig vilde sprænge mig i Rummet, da Alting stormed ind, saa knap jeg aanded', er bleven mild, og svulmer ikke mere, for atter om til dig at vende og lade mig tilbage i min Muld, foruden Lys og denne Brystets Aande, som er dens milde Røg . . . Men -- o jeg veed ei -- sagte synes den at sittre nedad for at tvinge Foden til hen mod Dig at flye, at bulne ud i Bryst og Arme, saa de brede sig, som Straaler, for at favne Dig og flye ind i din Barm, for der at smelte sammen med Straalen, som den gode Sol dig gav. (vil omfavne hende, men flyer tilbage) Ah, hvis jeg misted den, var Jeg jo Muld, og øde, mens Du fik et dobbelt Liv? Jeg sortned, naar dens Liv blev borte . . O, jeg kjæmped nylig med den jo, at ei den skulde flye til Solen, der jo var den Skjønneste, jeg saae . . ja flye den vilde mod hver en Blomst paa Himmelen og Jorden, mod hvert et fagert Liv, saa efter Slangen, der som en Regnbue bøjed sig omkring den lille Roses Sol, jeg greb med Fryd. . . O, ad saamange Veie flye den vilde, at jeg af Angst og Fryd tvang Øjet (der jo evigt vilde stirre) til at lukke sig inde i sit gamle Mørke; men da saae jeg Sol og Blomst og Slange og det hele Liv, som jeg nys havde seet og følt og hørt derudenfor, at bølge som Regnbue, af Blade, Dyr og Skyer flettet, herindenfore Øjet. Se, jeg syntes, SIDE: 72 at Bjerget hist, som nys jeg havde seet udaande Ild og Røg hist langt i Fjernet, nu indenfor min Pande svulmed op med al sin Ild; saa nær jeg saae det, at jeg kunde gribe det; dog var det Intet. Mit Bryst ei rummede min Angst, og Panden nær sprængtes af den Hvirvl af Syner, saa at Vand kom i mit Øje. Ei jeg voved at aabne Øjet, at ei flere Syner indstrømme skulde; dog jeg maatte høre, at vildt de brused udenfore. O, jeg nær var brusten; thi jeg troede, at den hele Bladerasl og Sang og Bjerget, der svulmed Alt herindenfore Øjet, hvor Straalen tvang mig til at see, var Skrig fra Jorden, der mig vred forfulgte og gjenfordrede, fordi det Lys og Liv, jeg fik fra Solen, hæved mig fra Mulden, og gjorde mig meer Solen liig end Jorden. Jeg troede, at jeg kjæmpede med Jorden, og fandt et Forsvar i mit Øjelaag, saa den ei overvælded mig med Syner, hvis Farver syntes mig var Jordens Vrede. Da Alt fra-uden vilde knuse mig, og Alt, jeg saae, ved Straalens Lys bag Øjet, mig vilde sprænge her frainden: da af Livsensstraalen, skjøndt den kvaltes nær (saa Brystet banked dobbelt af dens Slag) af Synerne, som trængte ind for hvergang jeg maatte aabne Øjet for en Taare, jeg fik min Frelse. Thi den trængte sig igjennem al min Angest, op mod Læben og tonte -- ha, det Under! -- ud i Luften lidt efter lidt fra Tungen, og om Alt jeg talte da; og -- o et større Under! -- (som om kun Livsenslysets Overflod gik bort, men selv det fløi ei bort i Talen) Alt hvad jeg nævned kom i Orden flux, SIDE: 73 som om af Talen Alting blev belyst, som om de Syner, der nys trængte mig, for Tungens Klang flux fløi til deres Sted, som om jeg med min Tunge Alt behersked. Thi samme Øjeblik, jeg sagde: "Lys! Ild! Luft! Jord! Mørke! Vand!" da standsed Ild og Luft og Lys heroven, og Jord og Mørke sank herneden og til Skoven Skyggen løb, og jeg, dengang jeg saae mig Selv imidten rolig, raabte høit, som for at undertvinge alt det Mindre: "Jeg seer. Jeg er!" Hør, da jeg dette sagde. og hørte Selv, jeg sagde det: saa vidste jeg, at jeg var, saa vist som Solen var, thi Begge saae jeg; og jeg vidste da, at Livsensstraalen, som jeg fik fra Solen, og som betvang nu Alt, var den, som kaldte sig Selv nu: Jeg. Eva. Hvor ligt mit Liv er Mandens! Adam. Da Alt jeg havde mønstret med mit Øje, og ordnet Alting med min Tale -- ha, mit Bud! thi Alting lystred hvad jeg talte; thi Alting vidste jeg var saa isandhed, som jeg det saae og nævnte, saa jeg turde om Dalen sige, at den knæled, og om Bjerget, at det stod, at Sletten laae, at Træet taug, saa ikke Fuglen var dets Tunge, som jeg nylig maatte troe -- . . Da Alt jeg mønstred nu og ordned -- Ha, da syntes mig, at noget Andet end min Tunge i mig talte høit, saa høit, at "Tys!" jeg raabte "Tys! jeg hører . . ha!" Og dog jeg hørte ei med Øret Noget, SIDE: 74 hvis, som mig syntes, Øret ikke var vendt indad; thi jeg hørte Noget der -- ak uforklarligt: hørte uden Lyd. Som Tale lød det ei; dog var der Ord, men uden Lyd, som om jeg kunde blæse en Række Ord i Sandet, saa jeg saae dem. Dog vidste jeg forvist, at vel jeg kunde med Læben nævne nogle af de Ord, som taltes i mit Indre. Ah, jeg mindes end nogle, som blandt mange dunkle lød: som, da jeg saae en Løve med Løvinden, og Skoven fuld af Palmer, mens jeg stod paa Sletten ene: nævntes hos mig Selv om "Selskab" "Ensomhed" og "Skabning" "Væsen". Og denne Tale i mig Selv jeg kaldte ei "Ord" men "Tanke" og "Begreb" fordi jeg vidste mere da end, at jeg saae, thi ogsaa Hvad jeg saae. Og det, som lærte mig ved en saadan taus og indre Tale, jeg kaldte: "Aand". Eva. Saa klart hos mig har Aanden ei talt, men Hvad den talte "Følelser" jeg kalder. O de ligne Kilderislen. Adam. Men Aandens Tanketale -- skjøndt det fryded mig høit, herinden i mig at besidde en Stemme, som jeg kunde tale med om Alt besynderligt derudenfor -- forskrækked mig, da ei jeg mægted høre og svare paa dens Strøm af Spørgsmaal, der sig heftede til hvert et Blad, som for at suge ud den Kraft, der skjød sig ud i slige Fryndser og Farver. O de føg, blot paa en liden Blomst jeg saae i Græsset, SIDE: 75 i vilde Rigdom, som hist Fjeldets Funker, som op af Blomstens lille Bæger, mens jeg stirred deri. Dog de svømmed kun som tom Røg ovenover, saa den Bund, jeg søgte, ei jeg fandt; ja, selv et Sandkorn, som glimred da jeg tog det op i Haanden, blev, mens jeg stirred paa det (skjøndt saa lidet) dog dunkelt og uhyre som en Sky, hvori mit Øje sank som enkelt Regndraabe. Jeg syntes, at den vilde Aandetale, at Tankerne, som mylred over Alt, og vilde krybe selv i Stenen ind, og see dens Aarer klart som Træets Kviste, i Jordens Dybder rode, Himlen kløve, tilsammenknyttede sig i mit Hoved (som mørkest Dyb at kige ned i var) og brast da som en stor uhyre Taare, der atter deelte sig i tvende mindre, foruden at jeg vidste, hvi jeg græd. Alt fra jeg havde seet mig selv i Kilden, jeg længtes efter Noget, jeg ei vidste. Da alle Tanker, Alt hvad før jeg vidste, mit hele Liv, mig syntes flyde hen ud i et skygraat ubegrændset Hav, som -- skjøndt det burde være navnløst -- Aanden mig lærte "Sorg" at kalde. O da, Sorg, du graa og farveløse Flaggermuus, der flyver søvnig mellem Liv og Død, selv hverken Liv eller Død, du Intet Elskende, selv hadende den Graad, som nærer dig, og Følelsen af Liv, som fødte dig, da fik du Navn -- jeg veed du er paa Jorden! Og denne Vished, at du er mig nær, ja maaskee svulmer under mine Smiil, har gjort mig angest for min egen Fryd, saa Suk jeg lytter efter i min Latter, og søger Taarer mellem mine Smiil, -- ja blegnet selv mit Øje, saa jeg synes, SIDE: 76 at Liv og Himmel straaler ei som før, at Fuglens Sang ei lyder høit som før, at Rosens Morgen sank, og Hyacinthen blev bruun istedetfor -- saa synes mig -- den før var hvid . . O, Sorg, din første Aande forgiftet har min Fryd, saa ei den er saa gjennemsigtig, lys og let som før, da Palmens Glands den bar, naar jeg saae Palmen, Tulipens Ild, naar jeg Tulipen saae, Violens Blaa, naar jeg Violen fandt, med Lattergysen og en dunkel Sødhed den mørke Skovhalls Raslen efterligned', men skiftede til Solens Lys og Varme naar jeg paa Solen saae, idet min Fryd dens Straaler efterlignede med Jubel. O, se, mit Øje syntes mig da være en hulet Regnbue, hvorigjennem jeg paa Alting saae -- saa skjønt, at Skyen syntes at være Blomsterengen nedadvendt. Men Alt, som om det sørged, visned nu, da Aanden talte saa forvirret, og til Sorg omsmelted sine Tanker, som om de i Fødslen vare altfor bløde og maatte flyde sammen. Snart den talte imod mit Øje . . o som om den vilde indbilde mig, at Hvad jeg saae var Intet; snart sagde den om Himlen, den var aaben, skjøndt klart jeg øined, den var lukt med Solen; at mange, mange, som paa Engen Blomster, mig Lige, der i Himlen græd for mig, saa fast mig syntes som jeg hørte Klager, skjøndt, naar jeg saae den, var dens Skyer Smiil, og Vinden loe kun, Solens Blik var aabent. . . O, jeg tilsidst ei vidste Hvad jeg saae. Dog vidste jeg jeg leved i min Sorg. Thi af sig Selv et Vindpust reiste sig (og dette Vindpust kaldte Aanden "Angest") fra Barmens Bund, som syntes fuld og klemt; SIDE: 77 og, forat give Sorgens dunkle Øde et Afløb, og at prøve om ei Angstens den kolde Vind igjennem Læben kunde en Udvei finde, -- for at høre om jeg leved end, og dette Dyb af Tanker, hvis vilde Brusen ei jeg mægted' styre (thi, som jeg sagde, hefted de sig fast ved Sandet, røg saa ud derfra mod Skyen, krøb under Slangens Bug, og steg saa lige -- o snarere end Ørnen -- op i Himlen, og vilde, af umættelig Videlyst, see Stenens Tyngde, høre Stormens Kilde,) . . for disse vilde Tanker bort at skræmme, og mætte dem med Noget, som var sandt: med Lyden, aabned jeg min Mund og talte og, som om jeg var glad og frygtløs, raabte: "Syng, syng, Fugl! Ha, Liv! Ha, Alt!" Men Aanden denne falske Fryd beloe; det var som om jeg Selv var tvedelt, saa den ene Deel af Mig beloe den anden Deel, fordi den Kjækhed sveeg sig til og Fryd, som om det Raab gjenklang i hver en Aare: du er dog angst og sorgfuld trods din Jubel! Og, se, med denne sorrigfulde Sandhed, som tørrede med Rødmen mine Taarer, holdt Himlen selv; thi ikke saadan Solsort den sendte, som jeg bad om i mit Raab (en, som til Klang af straalegyldne Neb i Kroens afgrundsorte Dyb faaer Gjenlyd, som om det indeni var Hvælv af Sølv) men flux en Sky, liig rædsom Nattefugl, med udspændt, blodrød Kro og gule Striber, med brede Vinger, saa -- ja jeg ei vidste om det var Vinger eller Skyer, thi den fløi med saadan Fart -- hvis ei jeg havde seet at den fløi med Vredesklappren op fra Himlens Ende, jeg maatte tænkt -- saa tung og sort den var -- SIDE: 78 at den min Sorg var, som sig letted mod Himlen fra mit Bryst, der nu blev øde. Thi i det Øjeblik der laae ei selv et Mindebilled af det Liv jeg saae; men aabent stod det da og lytted til sit eget Øde og Uhyrets Fylde og tunge Flugt, som om dets Vingeklap min Angest var, der steg mod Himlen . . Eva. . . Ak . ! Adam. Thi nu jeg var ei angst, men tom som Stenen, og did, til Muld tilbage, jeg mig ønsked. Da, just som Skyen dalte paa mit Hoved, og kvalte, i sin Nærmen, selve Luften, da tænkte jeg med Smiger den at sone, og raabte til den, skjøndt dens Sang var fæl, saa selv de døde Stene skjalv, og Træet med Bladet hang, som om det var dets Øre . . da raabte jeg, som med min sidste Aande "Det tordner . . Skyernes Løver brøle!" Men, ei forsonet, Nebbet guult som Droslens, men fuldt af Vrede, den, med rædsom Hvisl, udstrakte da fra Himlen ned i Jorden, skjøndt ogsaa for mit Liv at frelse, den Aand, som talte i mig, havde lært mig med daarligt Mod, at raabe ud med Løgn: "O smukke Lyn! som brast en Rosenkrands i Skyen." Men atter Dødens Fugl, som vakt ved Raabet, sit Neb udrakte og for mig han dræbte det Egetræ, jeg favned. Siden veed jeg intet før jeg saae dig her. Thi da jeg vaagned', var min Rædsel borte og Jorden mild og Himlen blaa og klar, SIDE: 79 og du stod her, min levende Fryd! Se dette er mit Liv! Hvorfra jeg kom jeg veed ei -- kun, at jeg til Fryd er kommen. Eva. Ah ja som jeg. Dog troer jeg, du er kommen til min Fryd mest. Adam. Jeg veed, at du er min. Thi, nu jeg favner dig, jeg bunden er til Livets Hjerte. Alting jeg forstaaer; thi med din Skjønhed maaler jeg det Skjønne og Hæslige; og, med din Stemme Vellyd og Mislyd, saa at hver en Stemme, som ei synes som en Efterklang af din kun Rædsel er. Og, som i Takten med dit Hjertes Slag, min Aand, som nylig fyldte min snevre Tinding til den næsten sprængtes med Tanker, der fra Blomstfrø kunde voxe til Himmelvidde, taler viist og rolig, og kjæmper ikke meer med mine Sandser, men seer nu Alt igjennem dine Øine, saa hvad der fryder dig maa fryde mig. Og Tankerne, de tause Ord, den paa min Pandes Indre malte, staae nu klare: saa Tanken "Skabning", som mig syntes da en vild Forvikling kun af Syner (hvor Dyr i dette Vildnis vare Knoppe, og Fugle Blade, Slanger Kviste, Blomster og Træer kun Mos af altformegen Fedme) der voxed op det Ene af det Andet, jeg nu begriber er hver enkelt Deel af dette Alt, af samme Dyb udrunden, at Jeg og Du af alle Skabninger de Bedste ere . . SIDE: 80 Eva. Liv! Ja Du den Bedste! Jeg veed dog vist, jeg blive maa den Næste. Adam. Nu veed jeg klart, at Tanken "Ensomhed" der syntes mig kun som en dunkel Hule, er hele denne Jord, naar du var borte. O, skjøndt saa vid -- se, større jo end Solen! se hele denne Dal, der toer i Søen sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven, og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget, der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! -- jeg synes jeg i Dig besidder Alt, Dal, Slette, Skoven og de fjerne Fjelde, Alt fuldt af Væsner lige Jeg og Du. Eva. Jeg stirrer i dit Øje, og jeg seer en Himmel fuld af dine Øine . . O, de synke gjennem mine ned i Skjødet, og vælde ud af Barmen saa i Slag, og ud i disse Ord fra Munden. . . Ah . ! Adam. (Omfavnende.) Jeg hører begge dine Bryster tale. Eva. Ak, dine svare . . Tys! Adam. O, dobbelt Liv! Eva. Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes at være Himlen, der sit Lys udøser. SIDE: 81 Adam. Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa de bleve Hoveder som mit. Eva. Hvi lærte du mig din Ensomhedstanke? Ve mig, var du ei her, saa var jeg øde -- o som om der var en Flod, der fandt ei Sjøen, men, som et spidset Horn randt ud i Sandet, liig hovedløse Orm! Hvem standste da, og løste op i søde, milde Taager mit Blods Zittren? Ei den lodne Løve ei Luftens Bundfald her i dette store, bekrandste, himmellukte Livsens Bæger, den kolde brusende Bølge. Adam. Dobbelt Liv! Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du Mandinde. Eva. Ja Mandinde! O hvor skjønt! Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand (som da Du skabte Navnet "Hun" af "Han") er Kjernen deri, som det Bedste Du er i det Ene, som vi danne nu. Adam. Om Sjøen fra sin Afgrund reiste sig saa høit som Stormen for at sluge dig, Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du, at disse Arme bedre Bolværk var end dette Forbjerg, om du ene stod paa himmelhøie Strand og kunde see paa Sjøens Fræsen ned og Bølgens Sprang. SIDE: 82 Ha, hvi er Mandens Arme stærke skabte undtagen for at vogte sin Mandinde, sin Fryds Sødme, sit Livs Rødme? Eva. Ah, se min Barm er sammenslagne Arme der favne om mit Liv! hvi skabtes da mit Armepar undtagen for at favne min Mand, mit andet Liv, som jeg kan see? Adam. O fast! o fast! -- Ve, hvis jeg tabte. . ! Eva. Du er som jeg mig tænker Selv forskjønnet. Naar i dit Blik jeg seer, da mit maa funkle, som om du gav det Straaler. Meer jeg frydes i Mandens Fryd end i min egen . ? Adam. Ve, hvis jeg ei favned med min Arm dig fast, og du blev tabt: en Deel af mig da brast. Thi du er Been af mine Been og Kjød udaf mit Kjød, i samme Form og Leje i Jorden dannet. Jeg som Førstefød er kun dit Prøvestykke. Dette siger din Skjønhed rødmende, som om den blues fordi den er for skjøn. Eva. Ak Solen turde (for af saamange Mænds Blik ei at dunkles) ei danne Fleer end Een af slige Mænd i Jordens varme Skjød; men Hvad der blev af Frugtbarhed igjen i Formen danned Den ud i Løver, Hingste og i Ørne SIDE: 83 og alle Markens Dyr, til af det Sidste den lille Kolibri blev skabt. Og nu se Manden, rustet med sin Kraft, alene! Adam. O een Mandinde formed Solen kun (for ei at see sin Morgensky at blegne) men hvad der levnedes af Frugtbarhed i Hendes Form i Jordens milde Skjød, Den danned' ud i Luftens vingede Blommer, de Sommerfugles Hær, og sidste Rest blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene. Eva. O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld: o som en Jord af Dugg og Blomster fuld! Men hvert et Dryp et Mandens Øje er, et Menneskehoved hver en Blomme der, en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm, og hver en Kvist mig synes Mandens Arm. Adam. Livsglød! min Lænd mig synes som en Ring af dalende, zittrende, bugnende, varme Skyer, som Himlen, der maa briste med Velsignelse, som med en lunken Regn. Eva. O vi har Fryd for mange Liv som os, skjøndt vi er ene med al vor Overflod! O, skjød sig Liv ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel, naar dens Velsignelses Aande varmed hiin! De skyde sig igjennem denne Taage af søde Suk, der, lysnet kun af Kys, er eneste Hud imellem vore Hjerter, SIDE: 84 imellem dit, min Sol, og mit, din Jord! Thi -- o jeg føler, Mand, at som mit Legem er Jorden liig, saa er mit Hjerte deri den Form og Lejet ligt i Jordens Skjød, hvori af Solen Mennesket blev dannet, og at en Kjæde skal sig derfra snoe, uløselig forbindende os To, af Liv som mig, af Liv i Liv iflettet, af Øine blaa, af Lokker gule, saa de blege Panden, som de skinne paa. -- Jeg ahner, Det Mandinden er forjettet. Adam. Se Løven har sin Hule, Duen Rede Et Hjem i Skoven vil jeg os berede. (Gaae ind i Skoven). Akadiel. Mandindens Ahnelse er hiin i Himlen hørte Spaadom om den Elskov, der lindrer støvbedækte Aanders Smerte: "For Himlen hisset de kunne Begge en Himmel imellem Hjerterne lægge. Og snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag af Skyer om Barmenes hvælvede Dag, af Smaahjerter fuld, af Huld af deres Huld, hvor Aander, lige deres, drømme sødt i Muld." (Eva under et Træ med et Barn paa Armen.) Eva. Todobblet er min Fryd! Thi se, du skjønne Eng, se her min Dreng! -- O dine Blommer høine sig med Flammeøjne SIDE: 85 høit nok for at kige og se det lille Mandens Billed ligge ved Moderbarm og lee! Todobblet er min Fryd! Thi, høje Himmelhvælv, se Drengen selv! Og, Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer, alt ifra det Fjerne I har jo seet (som hver en Himlens Stjerne) hvor liig han er sin Fa'r? Todobblet er min Fryd! Thi, se en Dreng jeg har og Drengens Fa'r; og Kvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden! Tør du spotte Kvinden nu, Hind? Din kronte Kalv omkaps med Vinden skal bære Drengen min. Todobblet er min Elskov! I Barnets søde Smiil jeg engang til maa elske Den, som signer Kvinden, saa hun ligner Nattens melkestjernede Barm; O tæt som Stjerner Kvinden gjerne vil vugge Børn paa Arm! Todobblet er min Elskov! Ak, er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel? SIDE: 86 Thi, sært, at nu iblunde Løven røve kunde Manden, mens jeg sover jeg troer? -- Men sov, mit Barn, ved Hjertet! over dig vaager vist din Mo'r. Adam. (flyende for en Løve.) Hjælp! O . ! (Eva flyer med Barnet. Løven griber det). Eva. Mit Barn! mit Barn! (Angriber Løven modigt, og river Barnet fra den. Løven forfølger Kvinden.) Adam. O Kvinden døer! (Angriber nu Løven kjækt, og fælder den med en Kjølle.) Eva. Nu veed jeg, hvi min Elskov, før saa tryg, da den til Barnet delte sig, blev Angest. Adam. (hoverende over Løvens Aadsel.) Ha, Løven død for Manden! Hvor er Løvens Tand? O en Leeg, som Stenen, glattet rund paa Stranden af det stride Vand. Tungen, nys saa hvas og rød, som det Lyn, der Skyen brød, hænger som fra Grenen mygt og blegt et Blad. Skjælv, flammemalte Tiger! Se, for Manden, liig knaset Græskar, ligger Den, som i dit Rede kunde knuse dig! SIDE: 87 Bærer Manden Løvens Hud, snart da kan han slukke ud med sin Kølles Vrede hede Tiger-Brand. (ifører sig Løvens Hud.) Knæl, Elefant, i Støvet! Vrid dig, Kvælerorm, under Kjøllens Tugten, som en Taage kløvet af den stærke Storm! Manden, se, i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Skjælver, Dyr, i Flugten! Mit er Eders Blod! Du vilde Bøffelpande er ei Løvebryst; Hornet maa du stikke (det skal du faae sande!) ned i Mulden tyst. Manden, se, i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Mandens Sværd skal drikke Pantherhjertet ud! svinger Kjøllen. Se Mandens Kjølle stærkest Klo og Slangebugt! Blod af slagne Løve har for Livet mærket Skræk og Død og Flugt. Manden, se, i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Horn og Tand er sløve (hviner med sit Flintesværd.) imod Mandens Sværd! (Det tordner) Eva. Ak, Manden, Løvens Herre, skjælver . ! SIDE: 88 Adam. Ve os ! . . Himlens Vrede . . Eva. Frels mit Barn! Ak Sol! o frels mit Barn! Ve døer du Selv . ? (Tordenveiret mørkner Solen) Adam. Den sorte vredladne Sky, der engang kvalte mig, da førstegang den, som en doven Fugl, fløi over mig; og, som med ildrødt Neb, i Skoven ledte efter Adams Hjerte, har slugt den, og vil sluge os. Eva. Hvor finder mit Barn et Skjul? Adam. I Løvens Hule jo tør Mandens Styrke lægge trygt sit Barn? Eva. Se Fuglen har et Rede, men mit Barn har nu ei andet Ly end denne Barm. Adam. For fjern er Løvens Hule; men her, hvor vi staae, vi knæle ned og dække med Støvet vore Hoveder! Thi hvad skjuler og redder os for Himlen? Himlens Vrede kan knuse Den, som knuste Løven. (Det lyner. De knæle, omfavnende hinanden) Eva. Knus ei mit Barn! SIDE: 89 Adam. Knus ei Mandinden! Eva. Jeg give vil det Bedste, kun ei Drengen. Adam. Jeg give vil det Bedste, kun ei Kvinden. Eva. Har Himlen Jeg fortørnet? Maanen kommer skjøndt Dag det skulde være, natindhyllet. Til den jeg bede vil; bed du til Solen! Kanskee dog Maanen Barnet vil forlange, fordi den ikke frugtbar er som Kvinden? Nei, nei! det er min egen søde Smerte, og Mandens halve Liv, og denne Pryd, saa arm er jeg, maa begge Bryster dele. Adam. Har Himlen Jeg fortørnet, siden Solen sig skjuler i sin mørke Galde? Mon fordi jeg Løven slog og gav ei Den, der saae min Sejer, af mit Bytte? Eva. Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen de skjønneste Blomster! Snart en Natravn skal til dig med deres Vellugt flyve. Adam. Se Du store Sol, for mit og Kvindens Liv jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve og Slettens Tyr, liig et omstyrtet Bjerg. SIDE: 90 Eva. (Lægger Frugter og Blomster paa en Steen) Himmelske Maane! Du, som forsoner selv Nattens Mørke med Dagens Lys, saa Nattergalens Toner besynge deres Fred, mens Selv du, en Taare lignende, vemodig feirer din Seir -- Du i din Ensomhed Alt Velsignende, o skulde Du ei røres ved en Moders bange Gys? Himmelens Drømsmiil, du flygter, men skinner dog sidst paa Altret, jeg her dig gav. Du der en Moder finder iknæ, med Graad paa Kind. Med Duggøine blege, smilende Smaablommer see paa Dig. Klarere Øjne har Barnet, hvilende ved Moderbarm, naar Maanens Skin har tørret Taaren af. Adam. (lægger Løven og en Tyr paa et Altar) Sol, Dagens Hjerte, Dybets Blod, der spænder dine Aarer fra Skyens Top til Muldens Rod! Du Livsens Straaleflod, hvor Ørnen er i Luftens Rum sprøitet Skum, Elefant og Løven Vover, som med Bragen rulle over, Mennesket det hvide Rav, skummende høiest paa Livsens Hav, hvor alle Hjerter ere lunkne Draaber ned i Dybet sjunkne -- O Sol, du Himlens Hoved, lovpriist, høilovet! se Manden, Jordens Hoved, selv SIDE: 91 (liig usel Myre, der slæber Alt til Tuen, skjøndt selv den af Sult er kvalt) sig til din Offersteen bandt som Træl! Se, Manden til dit Altar drog, (skjøndt nu, som Ørknens Løve, vil Manden æde hvad han slog) det Bytte som han tog! Naar, Sol, du lugter Ofrets Røg, blaa og sød, lægger du din Tordenkjølle ned i Havets dybe Bølge saa sig Manden reise tør atter op saa høi som før. Se, Ofrets søde Vellugtskyer følge Dig hvorhen du flyer! I deres milde Svale du skal neddale, Din Aftenrødme, dit Skyskarlag, Du blande skal, som et naadigt Svar til Ham, som i Offret sin Sjel frembar, med Altrets Damp paa sin Sejersdag. (Solen staaer klar) Eva. Ofrer du til Solen Blod, Dagens varme Dugg: Jeg vil bringe Maanen Dugg, Nattens svale Blod. Adam. Mæt af Ofrets søde Damp svulmer Himlens Bug. Tordnen gaaer ei meer saa lavt der hvor Altret stod. Eva. Disse Æblers Aftenrødt, disse Liljers Duft mætter Maanen, saa den snart straaler fuld og hvid. Adam. (Solen synker) Se, mit Offer Solen fandt gjennem Sky og Luft! Bjergets Palmers Aftensuk lokker den nu did. Se (som Kvinden favner mig under Palmens Tag, SIDE: 92 naar, af gyldne Frugter krum, jeg til hende gaaer) . . Se, saa over Solen hist smukke Sommerdag bløde, røde Skyers Arm huldt isammen slaaer. Eva. (Maanen stiger) Se, mit Offer Maanen fandt gjennem Skyers Dyb! Se hun triner stille frem, vogter Sol og Kryb! Taus hun lægger søvnig Jord til sit fulde Bryst, saa den vaagner ikke mens hun den dier tyst. Rosen slukker ei sit Blus ud i Maanenat; men den folder endnu halvt ud sin Purpurskat. Seer du ei, at Dybets Fisk, Markens hvide Sæd lever ikke ene af Solens hede Blod? Se, de faae af Maanen jo, naar den skinner fuld, af dens stille Straalemelk Fylde, Duft og Huld! Hvergang du dit Armepar strækker huldrig ud, førend du din Moderbarm blotter hvid og fuld, hvergang du som Diebørn samler Stjerner did -- Kvinden da skal række Dig Blomster-Offerkar; i dit Altars Skyggero maale fro din Væxt; der mit Barn skal voxe op; der vil Kvinden boe. Adam og Eva. (Stjernerne bryde frem) Og hver en enkelt Stjerneglød, den Solens lyse Børneflok, vrimlende af Nattens Skjød, skal see et Offers Død. I Nattens Dyb -- en demantriig Hule liig, -- stille Ofrene skal bløde først for Stjerners Førstefødte: Morgenstjernen, hvis gyldne Stav reder i Roser Natten Grav, det Dagens glade Bud, som kommer frem af Morgenrødens Blommer, som Fuglens Sang fornyer i Skov og Skyer og stille foran Solen gaaer SIDE: 93 fra Østens Hav til Bjerg i Vest. Et stjernehvidt Duepar paa din Fest o Morgenstjerne, dit Altar faaer. (De reise Altar for Stjernerne) Adam. Sol, Maane, Stjerner være Guder! Saa hedde de vi frygte maae og elske. Fornemst er Solen. Eva. Han er Manden; kun Kvinden Maanen, som om Natten liig Kvinden vaager over sine Smaa. Adam. Ja det er Stjernerne, de Solens Børn. Eva. Men Ilden? O om den var Solens Barn? om vi en Gud forglemte? Da vi vilde vor Hytte finde nedbrændt. Adam. Seer du ei, hist stiger den af Bjerget? Eva. Da langs Floden jeg gik at samle Siv til Barnets Vugge, da tænkte jeg, en Gud den vist maa være; thi kun hvorhen den skylled blomstrer Landet. Adam. Den vælder udaf Jorden. Jeg har seet dens Kilde liden som den blanke Sleve. Paa Jorden ville selv vi være Guder. Eva. Dog skjalv du, Adam, da du dette sagde. SIDE: 94 Adam. O Noget faldt mig tungt paa Hjerte, en Tanke liig en Steen ifra min Pande. Den presser ud dets Fryd. Hvorledes bygge min Ro paa Røg, som ei et Sandskorn bærer? Hvorledes kan jeg bære Himlens Guder med Damp af Dyrets Blod? Se Aftensvalen jo kaster ned mit Offers sidste Vellugt, skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen; og nu Moradsets Huler sluge den, og Tudser varme sig, just som om Solen forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar som blussende af Fryd . . o eller Stolthed, som om den giver mig sit Smiil og Livet for Intet. O, hvi tænker jeg at see ved Blodets matte dunkelrøde Blus, der sortner flux til Kul, min Angstes Gaader? see Guden, der i Solen boer, Livskilden, som Jeg i dette Hjerte, medens jeg er flyttet til dens Udløb ud i Graven? Hvi jubled jeg, da, ved min egen Sjels Uvidenhed, jeg fandt der kunde være i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst, og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper da Guderne at give hvad de eje og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund, i denne Jordens Fedme, med min Styrke jeg synes selv, jeg er en Flue paa en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu han ruger med sin Kjølle. Eva. O fortørn ei de alseende Guder! Se, om Dagen er Solen over os, om Aftnen stiger han ned paa Bjerget, vor Bedrivt at regne; og hvis den ham behager, den at male SIDE: 95 paa favre Aftenrødme; hvis den synes Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser, om Han vil straffe eller vil forsonet det Hele slette ud i Himlens Blaa. Om Natten seer jo Maanen, eller og dens Vrede taler til os gjennem Stormen, hvis ei den, ikke nænnende at straffe, i Regn udbrister! Og, se alle Stjerner jo stirre efter hvert af vore Skridt! Adam. . . Ha! . Dog jeg føler, at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund, som kunde, om det lysted (skjøndt det synes mig kun et lidet kulsort Nøste af en fiin, uendelig Edderkoppetraad, hvis Ende useet gaaer i Dybet) haane det store Solens Guddomslys, og tvinge min egen Haand til Maanen at besudle med Dynd og Muld af dette samme Altar, den reiste op til et Forsamlingssted for Jordens Suk til Maanens Guddom -- ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme, men slænge hen til Stjernerne, af Naade, de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted! Eva. Du mig forfærder. Adam. For mig selv jeg ængstes. Thi Jeg en taagedunkel Villie ejer, der svømmer nu, fordi det lyster, nederst paa Bunden af mit Blod, men -- ha, jeg føler -- vel kunde til et Skyuhyre svulmes op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige! Jeg prøver den . ! (omstyrter Solens Altar.) SIDE: 96 Eva. Ve, Du i Kamp med Solen? Hvad gjør Du? Afsind! Solens Torden kommer. Ak, Manden øder Jorden . ! (brister knælende i Graad.) Adam. Kvinde har Du ingen Villie? O min Fryd er stor; thi se min Villie har min Angst betvunget! Ha se den Stærke! Villien Mandens Gud! Hvi værner ikke Solen om sit Altar? Jeg give kan og tage. Eva. Guderne dog Kraften have. Se, din vilde Villie, om den nu lysted Himlen sønderplukke som Duen, maatte dog, fortvivlet i sin Skam, sig Selv i Dybet sønderslide. Det mægte Guderne, men ville ei. Ak, knæl og bed! Ei elsked Guder Jorden, hvis de ei agtede dens bedste Liv, og meest da naar det ydmyg trygler. O vi see jo, at de elske mindste Siv, saa stolt det vugger over Muld sit Blomster. O, skjul dig! Kommer Solen, seer din Gjerning, da døer du vist. Men -- se, at Kvinden har sin Villie, om den træller under Mandens! -- Ød Maanens Alter! Jeg vil døe med Dig! Ød Stjernernes Alter! Thi mit Barn maa døe! Min Mand, som gav mig Livet, tog det bort. Langt Liv mit Barn maa tabe, jeg et kort. Adam. Gid det var ugjort! gid, nu gjort, tilgivet! Jeg vil ei mere Hvad jeg vilde nys, og blues over Hvad var nys min Stolthed, saa selv min Angsts iiskolde Sved SIDE: 97 paa Panden gløder. Heller ei det trøster, at Solen ikke saae min Daad. Thi blues mit Hoved maa nu for mit Hjerte, og Manden græder -- Jordens Gud! Eva. Tro, Solen var ei Gud, hvis ei den var saa god som stærk. Og se jeg ofrer Maanen mit Haar af Sorgens Farve for din Sorg. (Afskjærer sit Haar, og lægger det paa Maanens Alter. Her lægger jeg din Sorg paa Altret! Tro, at Maanen i sin Taushed vil for Solen din Udaad gjemme! Adam. Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større, et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte, et Stærkt, saa det den tøileløse Villie til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten, o til et Suk, der maa sig give tabt, kan klemme sammen. (reiser Solens Alter igjen) Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden af Mit igjen, for hvad han skjænker mig. Se, Manden bliver gavmild og stormodig og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer! Thi Offerdyret, bundet paa mit Alter, dets sorte Blod, der ryger fra min Arm mod Solen, skal for Guderne betegne, at Mennesket sit sande Offer bringer: at med sin bedste Kraft han har betvunget og kvalt og bundet over Hjertets Alter sin stærke, skyuhyre, onde Villie, saa ei den, som den kunde, vil sig reise til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned. Men det, at Offerdyret være maa af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr, der glindser jo som Natten!) skal betegne, at Villien, som han til et Offer lod, SIDE: 98 er Menneskets Hjertes herligste Klenod. Thi Manden frydes meer end frygter i sin Villies Rasen, om den svulmed end, og blæste fuld af Haan selv Himmelen, og øded i sin Vildhed Jorden; thi dog Manden følte stedse, Han var fri. Men -- Menneskets Guddom! -- se, vi er saa frie, at vi med selvskabt Fromhed ofre tør en Deel af vor Frihed, og være frie som før! Akadiel. Mennesket ved første Synd sig Selv at kjende har begyndt. Abiriels Kraft ikke er i Manden tabt. Thi -- som om han vidste, denne Kundskab er den sidste, inderst bleven Aanden skreven i dens Væsens Dunkelhed, at den kun gjennem eget Væsen den Evige kan se -- stirrer gjennem Muld og Blod Han sit Hjertes Dyb imod, og med Taarefakkel ned luder han i Syndefaldet, om han der sig Selv kan see; men han finder kun dets Dybde ved dets Gjenlyd af hans Vee. Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden, hans Kummer kalder et lukket Eden. Hans første bevidste Taare er en Cherub med blinkende Glavind der. Ved første Greb af hans Frihed han synes som om han tilfældig en Tordens Lavine i Rullen har sat, som om han bortlynes af Stormen ubændig og vældig SIDE: 99 henover en Hede i Hvirvel og Nat. Han ræddes for Frihedens Magt. Som Fuglen i Blæsten, som Barnet paa Hesten, Han kan den ei styre. At Viljen, den yre, liig Stormen i Ørkenens Baner, ei Grændse vil kjende og Ønsket ei Ende, med kildrende Angest har han opdagt. Han føler sin Synd -- den første -- Han ahner, at vorde han kunde for Jordkloden ond, af Himlen forhadt. Han vaagner afblunde, forfærdet ved Braget naar Edens Port igjen bliver slaget, og seer sig da nøgen i Ørknen forladt. Paa Døden han tænker; hans Øje sig sænker paa egen Grav, i hvis Mulm hans Liig, saa blegt som et Fosfors Fuldmaaneskin, engang skal strække sig, og gjennem den revnede Grav han skimter af Evigheden en Straale fiin. Den salige Tro han kalder sit Livsens Træ. Hans Liv i dets Læ kan rinde i Ro; thi Himmelen glimter igjennem dets Grene, der rage over hans Dage, sig skydende op fra Vuggens Rod igjennem Stammen af Kjød og Blod, med Englevinger til Blade i Top. Nu burde sig nøje hans speidende Øie. Det har jo franeden SIDE: 100 i Støvet opdaget Udødeligheden? og Haabet derom, med en Stjerne i Haanden, jo følger evindelig Aanden, der flygter fra Eden? Men stedse, stedse hans Øje speider i videre Kredse. Han Skyernes Fæste vil kløve, Sandkornets Hjerte randsage, alle Ting prøve, Syndernes gjærende Viinsødmes Gift lyster ham smage. Den vældige Drift kalder han Kundskabens Træ i sin Sjel, der tør sig fordriste de tornede Kviste at vende mod Himmelen selv, ja tør vel friste, halvt lyst, halvt mørkt, halvt giftigt, halvt sundt, af Sandsers Duften ombølget rundt, med Drømmeranker og Lysters svulmende Giftæbler i Halvmørke gyldent ulmende, med halvmoden Viisdomsfrugt, i Rankeflugt med krogede Top ifra sin Vraa imellem Stjernerne op at naae. Dog ræddes han stundom dets Frugter at sanke. Han synes han skimted de snoede Gange rundtom dets Stamme af listige Slange: hovmodige Viisdoms gudløse Tanke. Han veed ikke hvilke der ere de sunde frugtbare Stilke; om ikke en Slange han greb for en Kvist, med flammende Frugter, han veed det ei vist. Dog maa han dyrke sit Kundskabens Træ, at det ikke groer ud i Sløvhedens Vandgrene eller fordrives i Vanvidets krogede Skud. SIDE: 101 De umodne Frugter af Døden bortrives. Til Sandhed og Styrke da modnes hans Viden, der blomstred i Tiden gjærende frem. Han bringer fra Baaren to Sejrskrandse hjem: Fra Livspalmen Tro paa Udødeligheden, fra Kundskabens Træ den Vished beskeden, at al hans skjælvende Viden og Kaaren var Gnisterne dog til den Kundskab klar om Ondt og Godt, han i Himmelen har. BRØDRENE (En indhegnet Eng. Tvende Brødre. Den Ældste bevæbnet, den Yngste liggende i Græsset.) Ældste Broder. Hvi ligger du i Græsset? Vil du være Lam? Yngste Broder. Se, denne Eng er min! Ældste Broder. Ja, din? Hvo gav dig den? Yngste Broder. Jeg kjøbte den af Skoven for en Uges Sved. Nu gi'er mig Engen Hvile for sin lune Fred. Kom, hvil paa mine Blomster! Ældste Broder. Reis dig! Yngste Broder. Gaa da bort! Ældste Broder. Gaae bort? Gaae bort af Jorden? Er ei denne Eng saavel en Deel af Jorden, som den svale Skov? SIDE: 102 Ha, Hvo vil mig og Fuglen og den vilde Bøffel forbyde Plads paa nogen Plet af vide Jord? Du troer, at dette Gjærde er Lov for dit Bedrag? Thi Jorden, -- som skal være fri, som alt dens Liv, en Skov med slige Sletter, som denne, i sit Spil, til Fad og Skaal og Leie Dyret skjenke vil, hvor hvert et Liv kun eier Rummet, hvor det staaer, ei videre i Bredden end Arm og Hornet naaer, (saa Hunden Hjortens Fodspor flux til Arvdeel faaer, og Tigren Meste eier, saalænge til en Løve -- ha, eller Mandens Søn vil ham hans Rige røve) -- Thi Jorden du bestjal og Livet du bedrog, da Træerne du mejed, om Engen Gjærde slog. Hvad Fugl kan synge her i denne lumre Ørk, som du fra Skovens Skygge til Solens Brand forraadte? Kan Bøfflen, fri som Stormen og som Skyen mørk, bag disse Gjærder løbe, som du vil snoe om Marken? Ha, Gjerrige, du kan jo ei nyde Selv dit Rov: du æder jo ei Græsset, du fra Bøfflen tog? Skal frie Løves Moder selv ei være fri, men ligge bar og skaldet, lænkebunden i de Volde, som om hende din feige Kløgt vil snoe? Ha, vil du plyndre Jorden? Skal Træet ikke groe? Yngste Broder. Se, jeg om Blomsten værner! Er den ei Jordens Barn? Jeg pynter jo kun Jorden. Ældste Broder. Lad Blomst og Træet kjæmpe om hvem der høiest mægter mod Solen op at klattre! Lad Eng og Skoven kjæmpe uden Skranker om hvo Jorden vel skal vinde! Yngste Broder. Med Skoven kjæmper jeg for Blomsterne, thi ellers den Strid er lige ei. Se, derfor jo med taksomt Smiil, ydmygelig de neje og de krumme sig paa min Seiersvei. SIDE: 103 Ældste Broder. Erhverv ved Sved -- dit Sølv -- dit Eje! men din Ro erhverve du med Blod, dit Guld; og, vil du spare, for dig lad Løven med sit Blodguld da betale den Plads, hvor Foden hviler, den Skygge dig skal svale! Yngste Broder. Vor Fader har jo sagt: vi, som mod Solen see, selv lyse jo som Solen, som Skoven lodne ei, med Tænder ei som Tigren, ere ikke Dyr; men Jordens høje Herrer, om Himlens Trælle her. Ældste Broder. Ja Jordens Væsners Herrer. Jorden selv er fri. Ja Blodets frie Herrer, hvad Løven er med os. Nei, nei han er vor Træl, saalænge vi tør søge ham i hans aabne Ørk, og lege med hans Tunge, som vor Søster Ada med Rosenbladet, og i svulne Løvepande indfure Herskerbudet: ned i Støv, og dø! Ja, vil du være Livets Herre, dine Arme da være fire sammensnoede Tigerrygge, et Bøddeltrælpar over det opløftet! Men Jorden maa du dyrke, ære hendes Væxt. Som Mand du finder just din Flor i Skoven: din Løve-Tulipan, din Panther-Hyacinth og Tigerens Sværdlilje, Giraffens Rankeflugt og Elephant-Melonen . . Se her din Dyrehave! Men flyer du feig bag Volde (da Selv en bunden Træl) da er dit Rige lidet, dit Gjærde Grændsen da, du Selv en Havre-Løve og høist en Blomster-Drot. Yngste Broder. Ak Livet skal jo lee; der ellers var ei Liv. Er Luften ikke vid nok uden til vor Aande? Er Jorden ikke bred nok uden til vor Fod? Ældste Broder. O, se dog over Jorden; se, det ene Liv sin Rod har i det Andets Aadsel! se, et Liv SIDE: 104 sig blussende ei reiser -- se Livsens Bølgegang! -- medmindre Et maa synke! Men øverst dog i Kjæden af disse Gab i Gab er Manden flettet, saa hans Led i Graven synker, hans Gab af Døden sluges, de store Guders hule Orm, som knuger Alt. Yngste Broder. Du kjæmper med dit Spyd kun for dit eget Liv, og for i Fred at hvile i den vilde Skov. Du Livet byder vige hvor dit Fodtrin lyder. Hvad udenfore er den øde Ring omkring dig Du kalder: til din Lyst en Dyrehave kun. Se, dette Gjærde kalder jeg min Landsering, som jeg har spændt imod Enhver, som bryder ind, og æder mine Blomster, styrrer mig min Ro. Jeg vinder større Sejer: mit eget Liv og Fred jeg vinder da som Du, og mine Blomsters med. Ældste Broder. Hver Blomst er skabt til Føde; thi Dyret leve skal med Fryd til Døden kommer ihvorhelst - ifra. Vel, ej da du din Eng; men uden Gjærde, thi skal den din Sejer nyde, saa maa den være fri. Se, vogt med dine Arme Byttet! Kan du ei, da flye du til din Moder! lad hende vogte dig! (begynder at rive Indhegningen ned) Yngste Broder. O skaan! Jeg selv det fletted. Gjærdet er da mit. Ældste Broder. Forsvar det da, du Hersker, hvis det skal være dit! Bøi Tyrens Horn isammen, naar den vil storme ind! Med Løvetænder plant du om Vangen Gjærdering! Sæt Elefantens Tænder op som Hegnets Port! Jeg lover dig, slig Indgang vil skræmme Andre bort! Yngste Broder. Lad være! Riv dog ikke ned din Moders Ly! SIDE: 105 Ældste Broder. Se her i disse Arme er hendes Hegn og Ly. Yngste Broder. Hun frygter jo for Skoven? Hit maa hun ofte fly. Ældste Broder. (lader være at rive ned) Min Moder? Ha, du lyver! Hid end hun tyed ei; thi jo min Fader vogted hende stedse vel. Jeg laae paa hendes Skjød jo i en Parderhud. Ha, Svage, Tungen er dit Sværd, dets Od en Løgn! Skjøndt som en Kvindes Arme sløv, den naaed dog, i Moders Taarer hvæsset, mit Hjertes Vuggekrog. Vel! Hegnet staae at vogte min Moders Barm, imens jeg borte er at mede med Landsekrog paa Arm de røde Løvehjerter i Skovens grønne Dyb. Men denne Eng er min, og disse Blomster skulle min Svededraabe drikke, din dovne Aande ei. Saalænge der sig reiser Arm og Tand og Horn, som ei du mægter bøje, du ejer Intet her. (driver sin Broder ud. Forældrene, Adam og Eva, komme til.) Faderen. Hvi trætte I om Jorden? Moderen. O, du vilde Cain! Ah, se den fromme Abel gjør Skoven blid og tam! Yngste Broder. Ak, Mo'r, min Broder haaner din Søn, som elsker Dig! Han øder Engens Krands, som jeg har flettet Dig. Ældste Broder. Min Moders Vrede er din Styrke . . Ha du Svage! en Kvindes Tunge . . Moderen. . . Dens, som gav dig først dit Navn. SIDE: 106 Ældste Broder. . . En Kvindes Tunge, skjøndt min Moders, er din Arm. Men ved min Faders Styrke, min Faders Fader Solen, der skabte Jorden, denne min Moders Moder, fri, og, som dens Fuldvexts-Tegn, lod Skoven groe for Manden, saa stolt og fri som Han, sig hevne vil paa Denne, der blotter Jorden, for at klæde den i Lænker, forbyder Skovens Moderarm at bære Livet og die sine Fugle ved den hvide Sky. Hør, om der i hans Eng-Ørk lyder Sang? Der springer bag hans Volde ingen Draabe Liv. Og i hans skabte Ørken (det Bytte, som, hvis ei det vexles skal blandt Hænder, forsvares maa med Magt) Gazellen ikke fnyser, som i den frie Ørken, den Solen meiet har med sine Straaler til en Vindens Springebane, en Gjenlydsbund i Hvælvet, der udspændt er saa stort for Løvens Brøl at rumme. Hvad bliver da tilbage for Mandens Lyst og Styrke, naar Kvindens svage Sønner (ha, som om de bære en svampet Kvindebarm og ikke Mandebringe?) tør kappes i, med Havet med dorske fule Sang, at æde bort af Jorden Jordens frie Skov? Faderen. Ha, Cain har Ret! Thi dybe Skov var Mandens Vugge. Palmens Susen vakte mig først. Moderen. O, Abel har Ret! Thi bløde Eng var Kvindens Vugge. Blaaklokken nikked, slog mit Øjelaag; jeg vaagned. Faderen. Ja, Hvo har Ret? Skal stedse, saalænge Solens Straaler vil bære Jorden over Dybet, Sønnens Viisdom beskygge i sin Høide Faders simple Kløgt? Moderen. Vel som hans Kinder, o de Abels søde Blomster, sig skyde over hans Moders blege, sjunkne Barm? SIDE: 107 Faderen. Da sidste Ætlings Viisdom maa vorde Guders liig. Ældste Broder. Siig, om mit Spyd sin Frugt ei bøjer for din Fod? Og ofrer ei min Skulder, som var min Fa'r min Gud? Moderen. Vel Jordens Skjød han finder for snevert da og lavt. Yngste Broder. Siig, gjør jeg ei dit Skjød af Frugter gyldent meer? Mon ei i Sved jeg toer mig, som om jeg vilde tvette den Smerte bort, Du sagde, min Fødsel voldte dig? Faderen. Først kaared jeg i Løvehud mig Selv til Blodets Herre, forbedred Solens Værk, der Armen gav ei Klo, da jeg med Flintesværdet brød hvassest Tand og Horn, og knuste under Kjøllen Mammuths Snabelslange. Sig kruste Vindens sorte Pile i min Pelts, da, som Allivsens Herre, Manden traadte frem som Hjort og lodden Løve, alt som det lysted ham. Jeg arved Tigrens Hule. Der slog ei Haglen Barnet; men Ilden laae imidten logrende og tam. Men, se, hvor Sønnens Viisdom tør sin Faders Kløgt til Enfolds første Stigetrin vise hen i Mørket! Thi Cain med Kastespydet styrer Dyrets Løb; det flyver foran Sværd og Kjølle som et Neb; han danned Buen efter Ørnens spændte Vinger; med Buens Piil han haler jo Falken fra dens Sky? Moderen. Og Abel tæmmer Skoven og skaber Enge frem . . Faderen. Dog har ei Manden Hvile: med Pilen Cain maa løbe, og æde i sin Sved og i sit Blod sit Bytte. Og Abel hungrig gaaer til Skoven fra sin Eng. SIDE: 108 Hvi samle vi ei Livet inden Abels Hegn, saa Faaret der er gjemt som Æblet i vor Hule? Hvi løbe vi i Skoven for at samle Frugt, og dynge ikke Høsten inden Abels Hegn? Cain, tving med lange Ranker Ørknens vilde Hingst, og bind Kameel og Faar og Ko paa denne Vang! Da er dens Frugtbarhed fra Livet ikke stjaalet, og Skoven ejer meer ei sit Fodspor, Engen, da. Forsvar din Hjord med Buen; den er din Eiendom; thi Løven skal ei røre Hvad Manden kaarer sig. Hvert Dyr, som bærer Blod paa Tungen, døe for Dig! De andre Dyr du alle maa føre fangne hid. Plant Daddelpalmer, Abel, og den rige Riis, saa uden Sved du kan din Moders Hunger mætte, og ei din Fa'r maa løbe, som Aben, om i Skoven. En Hytte over Kvindens Hoved fletter jeg. Der skal vi Alle sidde som Falkeredet fuldt, og frydes, naar vi høre Stormens vaade Tunge med Kladsk i Væg at bide. Naar Hytten staaer paa Engen, da Dyrene den ære som Engens Hoved skulle. Vi sørge ikke med de gustne Vintertræer; thi Kvinden er som Myren, og Hytten bugner fuld, som hendes Skjød, af Jordens Fedme -- o saa riig, at Høstens fulde Hjerte kan Hytten kalde sig. Akadiel. Se i sit Hytteskjul seer Mennesket sin Ro, i Hjorden og i Agren det seer sit Eie groe. Og inden Engens Hegn (Selvkjærlighedens Tegn) kan Hjertet rolig nyde, Fornuften lege med den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed. Men udenfore gaber Graadigheden vidt, og Laster lure under, Sorger sortne over ethvert forvovent Skridt. SIDE: 109 (Cain med sin Hjord ved sit Alter. Ved Siden staar Abel.) Cain. Hvor er Velsignelsen, min Fader loved? Se, Hjorden segner jo i mine Skridt! Ha, Abel siger: "se, den rige Cain! den fede Oxe bunden til hans magre Arm!" Saa leer han, hvilende paa sin Agers Grøde, selv hvid og feed, som da han var et Barn, mens jeg paa disse mavre Høje brunes, ei tvettende min Muskel i Skovens Svale, som da af Lyst jeg Ulvene forfulgte, imens min Fader fødte mig i Hulen. Ha, er min Arm trælbunden ei til Oxen, som den maa pleje og bevogte? . Ak! Hvert Saar paa disse skabbede Faar jo raaber: "hvi tog du os fra Klippens mavre Urter, for os i Slettens Fedmegro at dræbe? Hvert Straa i Ørknen bar os Manna, thi det synes os som plyndret ifra Ulven." Ha, naar jeg løfter Hyrdestaven, synes den Bylder ryste over Koens Nakke! Men Abels Plov sig skyder ned i Jorden som frugtbar Sky . . . Se Hingsten -- nu ei Hingst, da Abels Feighed (o vise Nid!) min Fader raadte til dens Livskrafts Manddom tage, for at faae af ildvild Hingst et mygt og krummet Lam, som stakkels Abel turde ride paa, . . ha, eller et taalmodigt Æsel -- Ak! se Hesten luder (o den Hingstens Levning!) den luder skamfuld med sit lurvede Øre; af geile Hoppe egges den forgjeves; forgjeves i dens dumme, bleggraa Øje (liig rygende, men udslukt, Arnested!) sin skjønne Nakke Hoppen speiler . . Ha, reis dit Hoved, Hest! laan dog dit Øje lidt Ild af denne gule Havre! Ak, SIDE: 110 forgjæves! ak forgjæves! Dog . . o! o! saa usel ligner du . . væk fæle Syn! væk fæle Syn af Liv! . . saa usel, dog du ligner Cain, Mandens Førstefødte . . Du ofrer ikke Jorden glad et Blik, men midt mod Vinden blunker jo dit Øje; og tør jeg se til Solen? tør jeg ofre til Gud den nidske Armod? til Solen skabbet Faar? (Abel bereder sit Alter til Offring.) Ha, se, hvor Abel dynger op sit Alter, og sender foran Røgen Frydesmiil . ! Bort jeg maa gaae; jeg vil ei see hans Fryd med Sorg; hans Rigdom skal ei her ved Siden af denne Armod synes større. (Standser.) Ha, skal han mig jage ogsaa her fra Jorden? Hest, arme Hest -- hvi bærer du . . Haha! opvækkes du førstegang af denne Cains Latter? hvi bærer din sjunkne Lænd saa høi en Hals? Du speider efter ham (ve Abel, Abel!) som Jordens Frihed røved, dig din Manddom? . . Se, Usle, Æslet stiger paa din Hoppe! Du ryster kun med Øret Myggen bort, og lægger dig . .Tyg Drøv, tyg Drøv som Koen! . . Du skal ei bære Cain, endskjøndt han er ei rigere end du; hans bedste Eje er denne slidte, skaldede Løvehud! Men bær du, pustende, Riiskvistbøre for din grusomme Herre Abel, han som turde (og praler af at han kan stemme Livet høit eller lavt) dig til en Plante gjøre, udplyndre Livet, lade Lungen leve! bær Kviste til hans rige Alter hist, der bugner op, mens her paa Cains Vinden i Asken roder fra den sidste Solhverv, da fra min Sult jeg tog mit bedste Lam! . . Saa usel, som du er -- ah, rysted' du en Brems? forstod du Æslets Vellystskryden, SIDE: 111 da til sin egen Lavhed det nedsank ifra din smittede Hoppe? (Neppe vil du din Æt i Føllet kjende) -- Ha saa usel, du ligner Cain dog, Mandens Førstefødte! Se, øde som en Mærkesteen jeg staaer og rækker tomme Haand mod mørke Sky ifra min Høi -- min Høi? Det mig skal trøste, at jeg kan nævne den som min -- imens min yngre Broder, der sig slæbte efter den Vei jeg bante først i Skabningsmulmet i Modersliv, tør gaae til Himlen foran fra Dalen med sit gyldne Offer! Ha, velsignet følger ham jo Kvinden, som er Cains Søster, den Forskudtes, den Skjønneste af Evas Døttre, saa Cain skal visne frugtløs hen som Hesten, hans Kjød i Solen raadne paa hans Høi. Saa gjøres til en Mærkesteen mit Hjerte, saa ei jeg tør mit Øde og min Armod forlade, om end Frugter dufte udenfor? Og Jorden tør jeg hade, men ei Himlen? O, kommer ei Ulykken ned fra Himlen? Abel. (omfavnende sin Kvinde og Børn, viser Cain et fuldt Neg.) Min Lykke voxer op af Jorden! Cain. (fortvivlet, med bortvendt Aasyn.) Ha . ! Abel. Du har da intet Offer? Cain. (Abel styrter for hans Kjølle.) Ha, mit Offer . ! (Adam og Eva komme. Anah, deres Datter, følger bag Moderen.) Faderen. Forbandet Du, der slog min Søn! Forbandet Jordens første Morder! SIDE: 112 Moderen. Forbandet Du, der slog mit Barn! Forbandet Jordens Brodermorder! Abels Enke. Forbandet Du, der slog min Mand! For Abels Børns Graads den tause Forbandelse Jeg, deres Moder, raaber: Forbandet Du, der deres Fader slog! Forbandet Jordens værste Morder! Fader, Moder, Abels Enke. Forbandet Broder- Mand- og Fader-Morder! Cain. Min Broders Blod til Himlen raaber . . Fader, Moder, Abels Enke. . . Hevn Cain. Ve! Jeg maa flye . ! Faderen. Naar min, din Fa'rs . . Moderen. Naar min, din Mo'rs . . . Abels Enke. Naar mine Børns, din Broders Blods naar min, din dræbte Broders Hustrues naar min, den første Jordens Enkes . . . Fader, Moder, Abels Enke. . . . Forbandelser rundt Jorden hyle . . Cain. (flyende.) Ve! Fader, Moder, Abels Enke. . . . Hvor vil du flye? SIDE: 113 Anah (afsides). Jeg vil ham følge den Ulykkelige. Fortvivler han, da skee det ved mit Hjerte! (iler efter.) Akadiel. Sig Himlens Aander ifra Jorden vende, forøgende dens Skyld ved deres Ve. De røde Draaber, som Cains Hjerte brænde, vil han som Aand i Evigheden see. Dog haaber! haaber! Engang vil paa hans Pande hans Gjernings Skygge sig med Klarhed blande, og Cains tunge Fod, der tør paa Jord ei gaa, for ei at træde i Abels Uskyldsblod, ei vandre langsad Havets Strande, for ikke i sin Moders Graad at vade, vil synke træt i fjerne Himmels Havn. Hans vilde Flugt, naar alle Vindpust føre hans Fars Forbandelser kun til hans Øre, naar han i Dagens Hvælv kun seer en Taare, der svulmer i hans Broders Enkes Øje, sin Mor i Natten, graa af Sorg, der bøjer sig med udslaget Haar ved Abels Baare, vil engang standse i hans Broders Favn. Som Jernets hvide Fnug i Flammen forgaaer i Angrens Gløder Syndens Ve. Fra Sekel og til Sekel falde Draaber fra Kummerens Blik derpaa; men dog tilsidst de syde ikke meer -- da Aanden haaber, hvad glemt paa Jord da er tilgivet hist, og Himlene da engang skulle see omfavnte Cains og Abels Aander sammen. SIDE: 114 (Den gamle Adam paa Dødslejet. Eva, som en gammel Kvinde, siddende hos ham. Deres Afkom, Mænd, Kvinder og Børn, forsamlet udenfor og i Hyttens Dør.) Eva. Tys! Stille Børn! Jer Mumlen stopper til jer Faders Øre, saa hans Aand bli'er kvalt, og finder ikke Udvei. En Søn. Døv han er jo. Eva. Hvad sagde du? En Søn. Vor Fader er jo døv. Eva. Ja døv! Din Mo'r er døv, din Fa'r er blind, og nu er ogsaa Tungen bleven stum. Hvis I har Ærefrygt, saa stopper Øret med Mos og værer døve som jer Moder! Tillukker Øinene med Dynd, at ei I skulle see hvor Eders Fader famler; og tier stille i jer Sorg som Han! Bedækker Hovderne med bleget Mos, og bøjer Jer, og ligner da jer Mo'r, som fylder nu sit Skjød, hvorfra I stege, med visnet Haar, og nikker stedse søvnig! . . Det var engang . . . (slumrer ind. Adam drager et Suk. Hun vaagner.) . . Hvo talte? Jeg vil bande Den, som i mine Øren skreg, som om han havde med ugudelig Haand oprevet sin Faders Øjelaag i Dødens Stund, saa Livets Fryd og Sol ham kunde haane, og Aanden, som paa Læben var, blev trukket tilbage end engang, igjen at døe. Har jeg født flere end den ene Cain? SIDE: 115 En Søn. Græd ei vor Moder! En anden Søn. O, hun græder ei. Det er blot Vand. Det iisgraa Hoved smelter. En Datter. Hør kjære Mo'r, der Ingen talte nu; men det var Adams Suk der vakte dig. Eva. Suk? Suk? Ak, Mandens Kraft jeg knapt erindrer nu han ligger der, som kantret Træbul . . . o, det var før Livet lukte sig, før disse Kvinder i Frugtbarhed tvang deres Moder til at sukke i sit Øde: da gik Eva med rige Bryster som en Morgensky, og Adams Blik igjennemlysned mig, som Rosenknoppe, der min Haarlok brød. . . Det var, før Mandens Ryg mod Jorden krøb, som om den ledte efter roligt Skjul, og før hans Sønners Kraft beskygged hans, og før hans Sønnesønners Hovder voxed som kaade Ranker over Adams Nakke: da gik, liig en belivet Palme, Manden. Nu er hans mægtige Aande, Skovens Storm og Havets Skjælven, en afmægtig Stønnen. Og Evas Barm, nys Livets Kildevove igjennem mine Sønner rislende, sig hævende i mine Døttre, opsprudlende i disse Barnehjerter, er -- Fy! I gyse Døttre? -- som et Lod hvormed jeg maaler Dybet i en Grav. (Adam sukker.) En Søn. O disse Suk mig isne! Jeg vil gaae og hylle dem i varme Offerdamp. SIDE: 116 En anden Søn. Hvi skal han trælle under Smertensaar? Ak, venter disse blygraa Lænker mig? Hans Arm ei mægter jage, og hans Tunge bespotter al hans Manddoms Viisdom, naar den pjattrer, leer og græder som et Barns. Ak, se hans Øje ligt et blodigt Saar, skjøndt før dets Blik gav Saar hvorhen det saae. Vel bedre, var han segnet paa det første af Alderdommens graalokstrøede Dørtrin, der bygget er af krumme Rygge, og hvor bag en Storm af Hoste og af Sotsuk med raadent Pust den Kommende jo møder. Men, hvis han ei ved første Skodd i Øjet, saa det ei kunde Hjorden see fra Vildtet, det vilde bore ud, tilkaste Øret, naar det hans Egnes Navne ikke hørte, og sønderbryde hvert fordærvet Lem, naar troløst det forlod hans Hjerte ene: da bedre dog, han brad som Dyret sank, og blev medeet til Stenen uden Smerte. -- Thi hører, mine Sønner! naar rædselfulde Alderdom, min Faders Røver, kommer krybende langsopad disse Skuldre, for at stjæle mig Tænderne af Munden, mens den hungrer, og sælge Kjødet bort, mens Benet lever, og Blod af Hjertet, levnende saameget, at det kan ryste, føle til sin Armod -- naar Jeg blier liig min Fa'r, der stønner nu isammenkrympet under Alderdommens Vampyr, der har med slange-blygraae Vinger, paa hule Beenpiber spændte, sat sig paa hans Hoved, saa det tynges mat i Støvet, og maatte, om en Løve kom, med Nikken see denne lege med hans fordums Bue, idet dens Hale slaaer det levende Aadsel: -- da lad ei eders Fader bli'e slig Spot SIDE: 117 paa fordums bedre Dage! ei en Sorg, der mens hver Fryd af Dagens Krands er afhugget, gjenlever nu som Stump af Ormens Hale! Men lad min Livsstrøm, som den faldne Løves, for kjærlig Piil udstyrte som en Foss: saa, liig en Regnbu, fra det friske Blod min Manddoms Aand kan ryge op til Solen, og ei som Dennes -- Ve min egen Fa'rs! -- udsile, som et endeløst Morads, igjennem Sliim og Suk og Graad, saa Aanden indskrumpen stiger for at møde Solen! En Kvinde. Ja Kvinden vil ei blive hæslig som runkne Eva der. Ak, se, hun kan ei holde sine Øjenlaage oppe ved Mandens Sotteleje! . Alt hun slumrer. Skal vel min Datter see saa hæslig Moder? min Søn den Barm, som nærte ham, at være den tomme, gustne Slangehud, hvor Livet er krøbet ud? En Søn. Vel, jeg vil knuse den tunge Alderdom, som træder vore Forældres Hjerter ned i Støv, og gyder sygt Øjevand i Rynker ovenpaa. (løfter sin Kjølle over de to Gamle.) En anden Søn. (slaaer Kjøllen væk.) Nu nytter ei! snart synker deres Hjerter, ned af sig selv, for fulde alt af Smerter. En Søn. Dog er der Sorg tilbage; neppe Fryd . . . Eva. (halvslumrende.) . . Hvo veed . ? Jeg syntes jeg saae Adam ung, og mine Haar til lyse Straaler blive . . (Musik høres.) SIDE: 118 Tys! Ah, kommer Solen . ? Knæler, Børn! Nu bliver Eders Moder skjøn . . O tys! Er dette Solens klingrende Straaler . . Ah, se, om de slaae som Arme sig isammen, for atter Liv af Evas Barm at kryste! (Alle knæle. En skjøn mørklet Yngling kommer ledsaget af Yngre, der føre Instrumenter af Metal. Adams og Evas Sønner springe op som til Angreb.) Den fremmede Yngling. (svingende en Palmekvist.) Fred over vore Hovder! En af Adams og Evas Sønner. Ligt vort Sprog! Din Tunge er min Tunges Broder. Vel! (De lægge Vaabnerne.) Den fremmede Yngling. Siig, hvor er Adam? Ha, dette brustne Minde! (knæler ned for Adam.) Mit Livs første Udspring! Siig, hvor er Eva? Ak denne bøjede Green, som visnet synker ned, men synker dog imellem sine Frugter; dog ei alle. (knæler for Eva.) Hil, du Livets Moder! Eva. (brister i Graad.) Sorg! Hvi blev da gjemt den Sorg til Gravens aabne Mund, at ei jeg mægter see, om det er som jeg synes? Ak, er det saa? din ene Kind er Abels, din anden Cains, din Pande Adams og din Mund var Evas . ? Gaa! Jeg kjender ei dit skjønne Hoved, thi det synes mig, en Sky er paa din Pande. Den fremmede Yngling. Gaa? O skal jeg vende med min Sky paa Panden hjem SIDE: 119 tilbage til Landflygtighedens Land, til Cain? Eva. (forskrækket.) Til Cain . ? Den fremmede Yngling. Til Cain, min Fader, som gav min Pande denne Sky, saa ei du mig, dit Barn kan kjende. (Adam reiser sig paa Lejet.) Adam. Ak Cain! Den fremmede Yngling. O Cains Fader lever? Hil, du skal min Faders Pandes Skygge hvifte med din sidste Aande bort! Eva. Om Cain han taler? Den fremmede Yngling. Din Førstefødte. Eva. Ja, om Cain, som vilde alene herske i mit Skjød. Han lever? Naar standste mine Skrig? hvor kunde han da standse. ? Ak! Den fremmede Yngling. Han tænkte, som hans Fod blev træt, at dine Veskrig sagtned. Først ved Ganges' store Flod han nedsank mat; da nærmed Anah sig, din Datter, der havde fulgt ham som en Skygge, og toed Blodet af hans Fødder. Eva, da græd Cain. SIDE: 120 Eva. Hør Adam, Cain græd. Den fremmede Yngling. I Hulen under Himalah, hvor han har lært sin Kløgt af Dybets Malm at skabe og forme Toner i det gyldne Horn, dermed sin Moders Skrig at efterligne og med sin egen Sjels at naae til Himlen, min Fader sidder ene; Skyer samle sig paa hans Pande, Snee sig paa hans Isse. En kraftig Æt dog spiret er af Cain, tusmørkefarvet af den hede Sol. Men ene former stedse han i Hulen til gyldne Slangehorn sit snoede Suk, og Ertsens Gløder svide dybere ind, som om de vare Abels røde Blod, hans Pandes Rynkesky. Fjernt fra hans Hule min Moder staaer i Graad med sine Børn, og Alle lytte til hans Hammerslag; thi, som de klinge dybt og falde tungt, vi vide Sorgen slaaer vor Faders Hjerte. Dog, har han hamret til at Blodet springer ham udaf Haanden, og han synker mat: da smiler han og kalder sine Børn, og gnider dem sit varme Blod i Panden, og mumler over: "væk Cains Mærke! væk!" Saa tørrer med sin Sved af Barnets Pande han Blodet væk. Men næste Daggry høre vi atter Hamrens Slag i Hulen til igjen om Aftenen han bløder. Ve! Eva. Ja Ve! ve! Jeg "Ve!" har raabt for Abel. Den fremmede Yngling. O, raab dit Ve for Cain! Thi se, min Moder, at ei min Faders Hjerte skulde briste . . . (o, naar det brast, ei blot i Hulens Dyb, SIDE: 121 naar han i Gnisterne seer Abels Blod, men ogsaa naar han støder i sit Horn fra Fjeldet, saa at Morgenrøden svulmer, han hører i dets Gjenlyd blot dit "Ve" der langsmed Fjeldene ruller over Jorden,) . . min Moder har mig sendt og mine Søskend med Bud, at vi med Solen skulde drage til Landet mellem fire Floder, hvorfra Cains Fa'er og Mo'er Forbandelsen udsendte. Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker for Abels ene Blod, Du Cains Fader! Se, Cain ti av sine Børn Dig skjænker for Abels ene Blod, Du Cains Moder! Jeg vender, hvis I lægge Eders Hænder paa Cains Søns Hoved, did tilbage, og siger til min Fader: "se din Faders og Moders Hænder have lagt paa dette din Søns Hoved!" O da den mørke Sky sig fra min Faders, Cains, Pande letter, og Faders Sorg fra disse Smaa vil flye! (Adam og Eva lægge sine Hænder paa hans Hoved, og segne tilbage.) En af Adams Sønner. Nu vend tilbage riig; thi, se, du bærer min Faders og min Moders Aander paa dit Hoved til din Fader! En anden Søn. Nu vi maae, som disse Evas Taarer, hvorpaa nu igjennem Rynker hendes Aand udflød, os skille ad paa Jorden. Jeg vil gaae til Søens Bred bag Ararat det blaa. Og ve hver Mand, der tør med fremmed Skygge formørke Dalene, hvor jeg vil bygge! En Søn. Ja, drage I med Vinden Syd og Nord, Seth arver Abels Ager, Cains Hjord. SIDE: 122 Thi Brødre, seer, vor Fader er jo Steen! Thi Søstre, seer, vor Moder er jo Muld! Vi give Jorden deres tomme Been! Selv Jorden døer, naar den af Liig er fuld! Akadiel. Fra Adam tilbage Abiriel vender. Evas Hjerte Ohebiel gjensender: de elskende Tvende, der Stamme er vorden til Aanderne, som dvæle i Hjerterne paa Jorden, til Aanderne, der straale i Himlen ind fra Jorden, en nyskabt Aanders Orden. Dog maae de længe Mindet anstrænge Tanken anspænde før de igjen sig i Himmelen kjende. Aander. Hil hjemvendte Aander! Efter Eder stimle de Engle, hist I fødte, til Fædrene-Himle. Adams Aand. Ah, Liv! Hvor seer jeg Alt! O Solen er ei Guddom, som jeg troede dernede. Men Gud jeg seer er overalt tilstede; i Solens Skin, i Duggens Spind Han glandsiføres; i Fuglesang og Bølgegang, Hans Tilvær høres; i disse lyse Aanders Hær, Han er! Se, Dybet er Hans Almagts-Haand! Se, Himlen er Hans Viisdomsaand! Se, disse Soles Lys hans Tale! Hans Tanker sig i Livet male! Men hissetnede ikkun halvt, som med eet Øje kun, jeg saae, og jeg, for Hvad jeg saae, jo skjalv. SIDE: 123 Fra høiest Udsigtspunkt paa Jord: en Dag, den Tinde blaa, eet Liv jeg saae for Foden laae, saa flygtigt som en Strøm af Ord. Men fra min Grav en Evighed jeg skuer for min Aand bered. Min Erindring -- o hvor stor! -- er mit hele Liv paa Jord, fra mit første Ord til sidste. . . Ak, men alle synes mig nu som Tanker fuldbevidste! Tanken i det dunkle Skrig, Angest eller Glæde fødte, naar mig Jordens Syner mødte, viser sig nu klar i mig. Ja selv -- o søde Drøm! -- mig synes, i Himmelen jeg ikke ukjendt er; som om det Navn, de høje Aander kalder mig med, var Klang ifra min Barnealder; som om jeg Ormene besøgte hist en Tid, fordi min Frihed vilde stevne did, og kommer nu af egen Kraft tilbage; som om mit Legeme kun var et Slør, som Døden af mit Væsen nu har draget; som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel; som om min hele Viisdom hissetnede, der vilde Gud i hvert et Blad oplede, og skjalv dog, naar det rysted, for hans Vrede, var efter fordums Himmel kun min Længsel. Evas Aand. Saa, Adam, synes det mig med, som om jeg havde tabt en Salighed, men fundet den igjen, skjøndt glemt er meget -- af Navnene ja selv mit eget. Dog -- ak jeg veed ei -- men jeg troer, at, først naar Alle døde er' paa Jord, og have om mit Hjerte samlet sig SIDE: 124 i samme Vingely, da seer jeg mig meer høi og glad og lys end før jeg var: som disse skjønne Aander stjerneklar. Akadiel. Ja, Aander! som Sjelene stimle frem fra Jordens Hjerter mod Himmelens Hjem, da stiger eders Salighed; naar Jorden er øde og Alle døde, da naaed I Maalet, af salige Aandekredse omstraalet. Adams Aand. Ja se i alle vore Slægters Øjne histnede skimtes Liighed klarlig nok med disse Himlens Aanders Straaleblik. Dog vilde deres Øjne kun for mig nu være Taageslør, og deres Øre en snever Grav at lytte i; min Aand, der flyder over Alting fri, i deres Pande være stængt og kvalt. (Menneskene stede Adams og Evas Liig til Jorden.) Evas Aand. Ah, se mit Liig! Ah, hvor de pryde de gamle Pjalter! Ah, mit Liig imellem mine Børn! O, saae I mig, en Lovsang vilde Eders Taarer bryde. Ah, seer min Datter der mig i sin Graad? Hun stirrer hen mod mig . . . Ak nei! Da græd hun ei. Adams Aand. Jeg seer hver Tanke dybt i deres Hjerter. Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed dog fryder saligst i min Salighed) som glindser paa min Baare, Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed Ha, se denne Søn, som slaaer SIDE: 125 Graven fuld af Graad og Haar! Hvert et Haar er udrakt Braad, hver en Taare Skeleblik af hans Hjertes onde Raad. Ve, hvis ei jeg vidste vist, Alle blev som Jeg tilsidst, Kummer Himmelen da fik! SIDE: 126 SYNDFLODEN (Uveir og Stormflod. Himlen mat flammende. Paa Fladen af et Bjerg et Altar, hvorom Mennesker forsamle sig.) Akadiel. I Farver har deelt sig den Edens Stamme: her hvid som Dagens rene Flamme, hist sort som dybe Efteraarsnat, der gjerrig har slukket sin Stjerneskat, som om den Stammes Hud var brændt til Kul, dens Blod for hedt var tændt. Fra Vestens Synskreds fra Skovens Skjød fremtriner en Tredie som Morgnen rød, fra Østens ud af Teltenes Skjul en fjerde Ætling som Maanen guul. Som Dyrenes Skarer paa Steppen der brænder, hylende jagte af Flammen, fra Jordklodens Ender af stigende Hav drives Slægterne sammen. De studsende skue hverandre. Men Bølgerne brøle dem nærmere alt; imellem dem aabnes en fraadende Spalt; Strandene sig i Sekunden forandre; de synke for Foden, for Øjet de svinde. "Til Bjerget! Til Bjerget" er Skarernes Raab, dets første Tinde det eneste Haab. Did styrte de brogede Skarer, forfulgte af stigende Farer: gule og røde, hvide og sorte, som vilde de bryde Skyernes Porte. Men medens de klattre, Hjerterne banke hos Alle af samme knusende Tanke, at Floden kun for deres Synder er kommen, dens brølende Afgrund er Dommen, Skyen, som brænder, Sværdet i Guders hævnende Hænder. SIDE: 127 En Offerpræst. Den sorte Røg af Synd og Suk, af Avinds Aande, af Smaabørns Blod over Jorden ruger. Dog skjuler den ei. Mennesker. O, kunde den skjule, vi syndede meer! Havet stiger, Jorden synker, Skyen er bleven Bølgens Skum. En Offerpræst. Os Offerets Røgsky skjuler ei. De store Guder paa Havets Skjold opløfte Jordens skjælvende Hoveder mod Hevnens det gloende hængende Sværd. Mennesker. Ve, Dybet til Fodfæste, Lynild til Skjul! Havet stiger, Jorden synker, Stjernerne i Dybet gaae. En Offerpræst. Vil Himlen atter parre sig med Dybet? Stormfulde Skyer flyve liig geile hylende Ugler omkring, og Bjergene bøje som Kviste sig ned. Havet sig hæver til et bristende Æg. Mennesker. Havet stiger, Jorden synker, Bjerget svømmer under Sky. En Offerpræst. Ve, at I, medens Dagen var klar, ei Dybenes Magter et Altar gav! Thi Vreden slaaer ei ydmyge graadblændte Blik, men svulmende Nakke, letsindige Smiil. Mennesker. Havet stiger, Jorden synker. Hvor er Himmel, Jord? Kun Dyb! SIDE: 128 En Offerpræst. Thi, hør! ei eget Altar slaae de vrede Guder, om Alt forgaaer. Ene, midt i det endeløse Hav, det kneise som et Minde over Livets Grav og som et Minde, at eet Hjerte dog var fromt: Det, som opreiste det. (Alteret skylles væk.) Mennesker. Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig! Himlen Jordens eneste Gave Altret, har forskudt. O Ve! Hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm? Dødens Sværd er paa vort Hoved, Dybet gaber ved vor Fod. (De flye. En Moder taber sit Barn.) Moderen. (famlende efter det.) Hvor . . ? -- Ak, Dødsens Mulm, befoel dig Guderne at sænke dig imellem en Moder og Barnet? Bølgen skreg? O tys! Mit Barn, hvor er du? Jeg skal flye med dig. Din Vugge jeg har jo i Skjødet. Fæle Lynets Lys! Mit Barn er skyllet op paa Klippens Horn: et Dyb er mellem Moder og Barnet? Heller kunde da et Dyb mit eget Hjerte kløve -- -- -- (Styrter sig i Vandet.) Skrig, Barn! og led mig, Lyn! (En Mand kommer drivende paa sammenbundne Træer. Den svømmende Kvinde omfatter hans Flaade. Han støder hende væk.) Manden. Ha, skulde jeg ei nyde af min Kløgt, der lod mig ride paa og tøile Vandet? SIDE: 129 Du skulde leve? Jeg -- jeg skulde døe? (Et Lyn viser Moderens Liig.) Ha, ve, min Moders Hjerneskal jeg knuste! Ve mig, jeg seiler i min Moders Blod! (En Hob Mennesker klattrende opad en Klippe.) En gammel Kvinde. Dreng! Dreng! -- au, bruger du din Farmors Ryg bort! bort! -- saa krum, til Stige . ? En Dreng. Eia, Vandet er efter mig . . o holdt mig Bedstemo'r! En Mand. (styrter Kjellingen ned.) Hør, hjælper mig! Hans Søn. Tag mig med Fa'r, o Fa'r! Manden. Gaa! du har dine Been! Saa slip mig Dreng! (spænder Drengen ned.) . . Hør hjælper mig! Du gode Mand, hal op min Sæk. Der er min Skat . . En anden Mand. Ha redder du dit Huusgeraad, og kaster bort din Søn? Gjør Plads for Drengen der, som skjælver . . Ha, Du sidder paa min Moders Liig . ! Hans Søn. Hjælp Fa'r! Han der med Sækken dræbte Bedstemo'r, og styrted' lille Tubal ned, hans Søn, fordi han hang i Sækken! En anden Mand. (styrter Manden med Sækken ned. Han river anden Mands Søn med sig.) Ned da! ned! O ve, min Søn . ! O! o! SIDE: 130 En Yngling. (træder paa en Piges Liig.) Anah! Anah! En Mand. (fra Toppen.) Du træder paa din Brud, som paa en død, opskyllet Fisk. Ynglingen. (knæler ved Liget.) O, Anah! Det er ei Anah! Manden. Snart da Vandet skal din Anah vaske, saa du kjender hende. Ah, vil du op endda? ei døe med hende? (styrter opad med en Kvinde, der har et Barn i Armen.) Kom Kvinde, lad den Lille ligge . . Ha! Kast, kast din Byrde! (kaster Barnet bort.) En Mand. (fra Toppen.) Bliv nede med din Vanvidskraft! Jeg lever! Manden med Kvinden. (styrter Alt ned om sig.) Kom! kom! væk! væk! Ve! Dødsens! Ha! Hvad klæber mig om Benet? Ha, hvad Tang? hvad Græs! (seer sig om) O ve: min Faders Graahaar! Kvinden. O frels mig ikke! Jeg er uden Børn. Manden. (arbeider sig med sin Kvinde op paa Toppen. Brydes med den Mand, som havde den inde før.) Ha, bort! Her er ei Plads for Tre! Du døer! (styrter ham ned.) Kvinden. Hvi bleve vi ei slugt i denne Syndeflod, da du har Foden glat i Faders Blod, og Barnets Skrig i mine Øren holdt? SIDE: 131 Manden. Vi ere nu som Adam og som Eva: vi holde Livet inden vore Arme, og dette Horn af Fjeldet er vor Jord, og denne Ørnerede Paradiset. Kvinden. Se, Mand, hvad kommer hist? Et Bjerg, som flyder? Manden. Ah, det er Noahs Bygning, ham man spotted da han arbeidede med sine Sønner og speidede mod Himlen. Ha, hans Kløgt er værd, at alle disse Slægter døde! thi nu maa Dybets vredereiste Ryg jo bære Manden? Havet er hans Slave. Hvor stolt det glider her forbi det Tempel for en Adamsætlings Aand! Det suser Spot til mig fordi min Sjel, skjøndt Hav og Himmel drønte, endnu sov og skjøndt hver Kvist, som drev forbi, mig burde lære hvad den Noah lærte. Af Skam jeg burde styrte mig bagefter i denne hvide Elv, der følger Snekken, hvis du ei var her, Pyrrha, og mit Haab. (Brune Mennesker forsamlede ved Ganges.) En Mand. Paa rappe Heste, høje Dromedarer fra Vestens Sletter ere Bud paa Bud hidkomne for at smelte deres Skræk i salige Hindostans milde Sol. En fremmed Mand. Vi ere ei længer Flygtninger, thi vi har seet fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg. SIDE: 132 Lyksalige Hindostan, Guders beskyttede Slægt, du frydes ved guddommelige Ganges! Thi i sin Harm retfærdigt standsed Dybet ved de Gudfrygtiges Bredder: Himalah! En anden Fremmed. Ja, salige Hindostan, du svømmed over det vrede Dyb, som Lotosbladet. Se, da Dschagatai, før Jordens høje Hjerte, blev til en rundtomskvulpet Strand, da saae vi det hele Vestens Liv, som gjorde Frats og Pischons Bredder lige Jordens Mund, der, altid ædende og altid leende, med Skrig og Skvaldren Himmelen forhaaned, som splintrede Lemmer af et Liig at drive, at tumles, at klæbe sig til vore Bjerge. En Mand. Ja, Guders Vrede er ei blind som Mandens; idet det farer, aabner Lynet Øjet, og Hevnens Sværd sin Haand bag Stjernen har. Vi sank ei; thi som Hines, var vor Haand ei fuld af Blod, og Smaabørns Bloddamp ei vor Himmel mørkned; reen og sød som Ganges vor Fromhed var, og Guderne Det saae. En anden Mand af Folket. O tal ei saa! Er vi ved Skræk ei tugtede? Er Skræk ei Straf? Erindring om en Rædsel ei Tugtensriis? Vi vare jo som dømte til stivt paa vore Brødres Død at stirre? I vore Bjerge gjenlød deres Suk. Og dømte ere vi jo til at feje den store Dødsplads reen, hvor Ribbene af vore Brødre hænge rundt om Palmerne? Mon Dyrene ei vare fromme? Dog de maatte flye i lange Rader, og vi Mammuth saae i Dødsskræk søge op mod Nordens frosne Sumpe og dets Iismark; SIDE: 133 sig hele Flokke samlede i Huler, og Vandet skylled efter dem, og lukte med Dyndet deres Grav. En fremmed Mand. Hindostans Slægt, hvis palmebrune Farve det rolige Tusmørke viser, hvori det Menneskehjertet er tilladt at leve, -- se du, fra Adams hvide Æt sig Solen vendte, for sin Hevn ei se! Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelst; thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer, ham løfted til Chaldæas Fjelde let, hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang. En Mand. Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen; og Folket var saa hvidt, da Angsten ved de blodige Offre havde bleget det; og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved. En fremmed Mand. Meschias' og Meschianes blege Æt, der gjorde Kaukasus til Liigsteen og den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed, til Dynd er knust, da mod hinanden Himmel og Dyb sig knuged. Kun een Mand og Kvinde paa deres Brødres Pander stege op til højest Tinde, hvor de leve. En Mand. Ja Disses Hjerter svulmed saa af Synd som Kaukasus. Nu er da Ganges' Børn de Jordens Første og de Sidste. En fremmed Mand. Mæt af den halve Jord har Dybet lukt sig. Det joges af det røde Blus paa Himlen SIDE: 134 fra Vesten ind, og har nu efterladt om Kaukasus en Ring af sorte Have, et Gab i Jordens Midte fuldt af Øer (som Noahs Japhet tog til Arvedeel) der ligge, lige Levningsbeen, igjen, som Gravhøje over sjunkne Folk. En anden Fremmed. Se Frat og Pischon fandt igjen ei deres Baner, og Nil, de sorte Menneskers dybe Skille, alt kjæmper sig et nyskabt Land igjennem, et Land af Dynd, hvor før imellem Bjergene sig Havet skar. En Mand. Men Hindostan blev urørt, da Jorden skabtes om. Det er det Ældste. En anden Mand. Paa Elefanterne -- se hvor Mandens Skræk sin Kvindes og sin Afkoms Taarer stivner! -- hidkomme Sydens mørke Folk. En fremmed Mand. Ja kunde min Sorg og Kvindens Taarer vejes, da ei Elefanten bar os; vi da laae med vore Brødre under vore Strande. Thi se Kambodja revned fra Malakka! Vulkanerne udspyede Vand og Ild; i Syd er hele Landet skyllet bort som raadent Kjød; en Hær af Øer, som Been paa Dødens Val, som vilde Haar paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte! En Mand. Men Hindostan som Jordens Hjerte, men Ganges som Jordens Pulsaare er; SIDE: 135 den Himlen ei vilde knuse og splitte, at ikke hele Jorden skulde døe! (Røde Mennesker forsamlete paa Chimborazzo.) En Mand. Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se fra Andes, hvor vor Jord er voxet -- ha, udbredende sig i Havet! Vælted Havet mod Østen sig at sluge Østens Lande? -- thi se mod Øst det endeløse Land, hvor før var Hav! se Landets store Floder, hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet! -- og, skvulpende i Dønninger tilbage paa denne Side gjorde Chiles Kyst saa steil og lige, og Panama smal, da det igjennem denne Lænke vilde sig bryde, for sit Løb igjen begynde? Før syntes vi vor Jord var liden, kun en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah, nu see vi ikke Havet meer mod Øst; men kun dets Kilder i disse Landets Floder, der stige fra de gamle Tinder ned at maale og besee de nye Lande. Akadiel. Mennesket troer, at Himlen, Guds Barm, kan fyldes saa fuld af Suk og rygende Synder fra Muld, at ud den maa briste og knuse hans Jord, til Intet tilbage knuge det Alt, Livet saa herligt har formet og malt, det splitte paany ad i Chaos'ets Damp, der først ved Livets og Dødens Kamp, som Livets Seirsbytte, dynged sig til en Jord, der rødmed i Lysets Smiil. Han troer, at Jorden, det Døde, for ham, for Aanden, skal bøde, SIDE: 136 som, dengang det Evige Liv ham gav, fik Løn i sig selv og Straf. Øiner han Spor til Kræfternes Kamp i hans Jord, fræse Vulkaner, æse Oceaner, Sig ene Aarsag og Offer og Maal for Striden han ahner. Visner hans Ager, tømmes hans Skaal, han skjælver, og troer: "mig Himlen maa hade; min Synd er saa stor." Fyldes hans Lade med Dynger af Frugter, han smiler, og troer: "min Fromhed seer Gud, min Dyd er for stor, mit Offer Han lugter." En Kamp som Elementernes nys, da flammende Sky var Dagens Lys, da vildfarne Stjerne i Livsensgjær brusede Jordkloden nær og Dybene steg den imøde, i Menneskeheden vil reise sig, naar, Sandhedens Blus over Hjerterne staaer og kalder dens Vidner at bløde. SIDE: 137 HERREDØMMENES OPRINDELSE KONGEDØMMET (En Mand omringet af sine Sønner.) Manden. Opreiser Eder, Sønner, under Spydet! I, mine treti Arme, jer udbreder, og sammendriver Folket ved mit Telt! Manden. (til Folket.) I samled inden disse Bjerge sammen jer Teltehob, at Alle om den Enkelte et Hegn af Arme kunde flette, saa han ensom ei blev Dyrs og Fiendes Rov, og for at vogte og at nyde sammen jer Rigdom. Men, hvo er i denne Hob, der dreves sammen jo af Angest, for at Hver kan finde Ly indunder disse isammenstukne Hovder -- Hvo er som Hjertet, det Styrkens Æg? Hvo er som Middelstøtten, hvortil de Alle læne sig i Nøden? Mon ei den Rigeste? Mon ei den Stærkeste? Og Hvo er riig som Jeg blandt mine Hjorder? Og Hvo er stærk som Jeg blandt mine Sønner? Hvo riig? Og dog, var Jeg end arm som I, min Styrke skaffed mig dog Rigdom atter. Saa er min Styrke da min bedste Rigdom, min Ønskehat, min Pung, som ei kan tømmes. Men -- ha, hvi gav mig Himlen Styrke blandt de Svage? Hvi i Eders Armod Rigdom? Mon, at jeg skal blandt Eder meest arbeide, naar jeg har Magt til Eders Sved at tage? Mon, at jeg skulde give bort min Rigdom, saa den blev Armod, Eders Armod Rigdom? Hvad Velbehag i Styrke, naar den ei kan hvile? hvad i Rigdom, naar den ei kan dynge sig? Ha, Alt skal voxe jo! SIDE: 138 Den Svage skulde frydes da som jeg? Maa alle Dyr for Løven trælle ei? Naar deres Fedme blomstrer, han dem plukker. Er jeg ei som en Løve i mit Folk? Se, mine treti Kløer i mine Sønner, der bævre alle af mit stærke Blod! Se, denne Hale bag af mine Trælle, Hjemfødninger, der leve i min Skygge i frydfuld Ro, og fødes af mit Fad! Hør! See I ei, at ingen Fiende nærmer sig mine Hegn? Saa vil jeg frede Eder for Vestens sorte Folk, der svømme over vor Flod, forfærde os, som om vi saae vore levende Skygger, og fortære Eder, -- hvis I vil kalde mig for Eders Løve; jer Nakke bøje under denne Fod; jert Liv i denne Kjølles Skygge sætte; jer Ager give mig, men dyrke den; og bringe mig det Bedste; hvis I ville mit Telt med eders Døttres Skjønhed pryde, og Eders Æt for min Æt være Slaver, som, Fædre, I og Alle ere mine, ifra min Ældste, til den Hyrde, som med Svinet æder Olden. Folket. Vær vor Hersker! Thi vi din Kjølle frygte. Manden. (fælder En med sin Kjølle.) Saa da splintres Enhver, som giver mig ei Skat og Trældom! Hver, i hvis Pande Jeg seer malet Trods! Hver, i hvis Mund er ei min Viljes Gjenlyd! Hver, som betvivler, at jeg er hans Lemmers, hans Livs og Døds, hans Sveds og Rigdoms Herre! SIDE: 139 Folket. Vort Liv er i din Haand, vor Sjel er i dit Blik, vor Vilje i din Mund, o Herre! Manden. Hvor standser vel min Magt? Ha, den maa rulle som Alpens Sne! Mon der er bedre Folk end disse Trælle i de andre Skove? Min Fryd og Rigdom voxer med min Magt. Saa rulle den da, til en Guds den ligner. Reis Eder Folk! grib Nogle Sværd og Fakler, og Andre svinge Spydene fra Hesten og Andre gjennem Horn forkynde Alle, at de for Jordens første Drot maae knæle! Hvo har den bedste Hest? Den jeg bestiger; thi Eders Bedste er jo mit. Ha, nu, naar jeg befaler: "brænd, og myrd, og dø!" saa brænd og myrd og dø! Og vi skal være som Løverne: vi æde vil vort Bytte; og som Hyænerne: vi bli'e ei mætte! Se, reis et Banner og et Mandehoved paa blodigt Spyd! Naar Banneret saa hvifter, og synes slaae sig tyvedobbelt ud, betyde det vort Mod og Blod, der vil sig brede over Jorden! -- Ha! Og denne Krone jeg sætter straalende nu paa mit Hoved, til Mærke, at den nu er Jordens Sol! (Hæren drager bort.) En Mand. Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ræv! Hersk du om Dagen! vær du Dagens Konge! Til mig skal Natten skatte! (plyndrer de tomme Telte og Hytter.) En anden Mand. Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ulv. Vil Jorden ikke bringe mig sin Skat, SIDE: 140 saa maa jeg straffe, og den tage Selv. Den Ret du lærte mig, du første Konge. (myrder første Mand og tager hans Bytte.) PRÆSTEDØMMET En Mand. Vel, Konge, vær du alle Nævers Konge! Din Arm er stærk, min Arm er svag, men skulde min svage Arm da trælle for din stærke? Jeg med vil herske; og mit Herredømme skal være stærkere end dit! Lad Kongen sidde paa Jordens Nakker; Jeg paa hans vil sidde. Hersk ved din Arm! Jeg hersker ved mit Hoved! Hersk over Armene! Jeg hersker over Hov'derne! Du skjælver, Konge, som din mindste Træl, for Himlens Kræfter, som skal vorde mine, for Jordens Syner, som jeg gjennemskuer. Fra Fjeldets klare Top jeg stirret har i Nattens Dyb, og givet Stjerner Navn. Jeg vil dem fra min vide Offerkaabe udryste over Kongens stolte Isse. Se, Han med Folket, som for Alting skjælver, der er en Tomme over Alles Hov'der, sig bøjer ned i Støvet, naar jeg stiger fra Fjeldet ned med mine Stjerneguder, at sætte mig paa Alterne, hvor før de ofrede til deres dunkle Skræk, og søgte Gravens Mulm med Blod at lysne! De troe nu Intet, eller Hvermands Tro er formløs Sky, hvori hans Hjerte svømmer -- nei, eller Taage formet efter Alt som skrækker ham. Men jeg skal danne, efter min Lyst, den Sky, og fylde den med Guder; og denne regelløse Tro (saa Den, som boer paa Stranden, dyrker sorte Bølger, og Den, som boer paa Bjerget, dyrker Stormen) jeg former efter mine Indfald, naar SIDE: 141 jeg siger lydt fra Tempelet, mit Slot, at Jeg, de store Guders Høitbetroede, den former efter Disses Villie, efter de høje Stjerners Baner, hvor den tydes. Da Folket skal om Guder bede mig, og jeg skal sende Skrækkensskyer som min Trælleflok. Da, Drot, beherske Du ved Frygt kun Folkets Pandeskaller! Jeg ved større Frygt skal Hjernerne beherske! Thi Stammerne jeg sanker til een Tro, nu da min Stammes Altar jeg har reist til Mærke for de Andres, nu da Jeg ifra min Stammes Offerpræst har kaaret mig ud til Alles Overofferpræst. En Mand. Stir Du kun i Nattens Bug! Spaa af Stjerners Flugt! Jeg vil see i Fuglebug, spaa af Tarmens Lugt. Som til dit, skal Folket og til mit Alter stimle, troe, at jeg i Dyrets Bug gjennemskuer Himle. En anden Mand. Rædsels-Guder skabende, skræmmer Jorden du; bøjer under Præstestav Alles bange Hu. I dit offerblodige Spor sniger jeg mig tyst, hænger Amuleter paa hvert et bange Bryst. For Guld og Ære vil jeg lære dumme Folk en List: din fæle Gudfloks Vrede tæmme med en Trolddomskvist. Med Troldmand og med Spaamand har Offerpræsten Pagt: indunder deres Stave er hele Jorden lagt. Akadiel. I lange Rækker af Kroner Jorden er lænket vorden. Og Hjerterne til vilde Offerflammer nu blusse sammen! SIDE: 142 Gjennem Offerhymner, gjennem Sejerssange hyler Offrenes, Slavernes Jammer. Tyranniet har i Kongen sin Arm opreist, sit Hoved i en Præst, i Trolddomsstave sine Fingerspidser, der rinde af Blod; i Kronens demantsmykte Tagger det viser de skinnende Tænder. Men, Frihed og Sandhed -- Aandens Ejemærke, i Menneskehedens Barndomsirren henlagt, bortkastet ei, thi det kan ikke tabes, om Jorden svam i Blod og Skyen var ei Blomsterduft, men blodig Offerrøg, om over hver en Hytte stod en graadig Tyran, om Solens Lys blev fanget ene af mørke, slugne Offerpræsters Kaaber, -- ved dybe Greb i Uvidenhedens Mulm vil hentes ud af stærke Abirieler; dog atter glide under Mængdens Hænder i Dybet ned, saa kun dets øverste Glands i Dybets Aabning, som de Templer kalde, bli'r skimrende, til Himlens Kræfter selv det løfter, under Aanders Jubelsang, heelt op af Dybet, og Klenodet lægger som Straalering om hvert et Hjerte. Den Tid skal Støvet kalde "Frelsens Tid." SIDE: 143 LYSBRUD I MØRKET. GULDALDREN Først løfted Barnet Armen, knuste Fluen; saa sprang en Yngling frem og tynte Panthren; sig reiste Manden saa, og fældte Løven. Og Manden hersked over Kvinden og de treti Sønners Telt. Saa tvang hans Styrke, der rørte tredsindstyve snoede Arme, og aanded treti Pile ud paaeengang, de Svage til for deres Liv at trælle. Saa blev Han Slægtens Første, da han reiste et Fædreherredømme; derpaa drog han, som hele Folkets Konge, ud, og tvang de andre Jordens Folk, da med sit Folk (paa begge Sider udbredt lige Vinger, mens han, som Hjertet bankede dem frem, og Kronen var et funklende Ørneøje) han omfløi Jorden, til han dalte paa den sidste Hytte, der i Syden er -- som trukken op af Solen -- klinet liig et Fuglerede, op paa Stylter. Men saa svang han sig med Hærens Fløivinger, som Jordens Midte brede, over Jordens Midte, og skjød i spidsede Falange Neb, liig Nordlysgrene, Hæren saa udover Iismarkerne i Nord og satte sig (som trætte Falk, hvis Mod er længere end Vingerne og Luften, hvor den aander) paa Dvergens Hytte, der fra Marken knapt i Mulmet rager op og synes liig en liden blaagraa Sop. Saa blev den sidste Pande jevnet da indunder Mandens Stav; og alle Nakker (den ranke Baktrers og Jakutens lave) laa bøjede over Jorden jevnt som Bølger; og Mandens Herskerbud fløi over let som Vinden med de sorte Hvirvel Fodspor. Saa løfted Barnet Arm og Yngling Bue SIDE: 144 og Manden Kjølle og tilsidst et Scepter, da fleer og flere Undertvungnes Hyldest hans Kjølles Buler slikked' bort, og gjorde den til en rank og blank Befalingsstav. -- Først laante Barnet kun sit Vuggerum; sig dyrked saa en Yngling op en Ager, og fæstetog den af sin Fader; saa sin Kvindes og sin Stammes Ager ejed da Manden, Sønnens Hjord og Slavens Sved; saa tog han ved sin Styrke Folkets Land; hans Ager slugte alle Folkets Agre; og saa blev hele Jorden til hans Ager, med Aftenens og Morgnens Sky til Gjærde. Ha, Mandens Kaabe blev en Tordensky, der mørkned Jorden! og den Jordens Rigdom, han ikke tog, men lod de Andre laane, blev som hans Krones Affald. Med sit Spiir Han maalte Jorden af i Riger, lige tykbugede Elefanter liggende med barske Blik og Snabler mod hinanden. Se Hindostan og China og Ægypten! Se Babylon og Medien og Baktrien, Assyrien, Arabien og Persis og Lydien og Skythien og Libyen og Æthiopien, de Sortes Rige! Og Manden i sin Krones Ring indstevnte og maalte Folkene og mærkte dem med Bannere og bandt dem rundt om Throner som bedst det lysted: ei som forhen, da, liig Dyr, de klyngedes sammen efter Farven og fængslede bag Bjergene sig Selv, som vare disse Jordens sidste Grændser. Men Manden paa sin Skulder flyttede Cimmeriens Mulm og Jordens Grændseskjel, og traadte jordomskyllende Ocean med Foden længer bort. SIDE: 145 Først laae et Barn i Moders Hætte; saa sig fletted Ynglingen en Hytte; saa udspændte Manden Teltet over sit og sine Kvinders Hoveder paa Sletten. Hans Trælle byggede da op hans Huus; hans Hær det løfted som et Taarn opover hans Folkes Arner, saa det raged høit opover lave, hvide Telte, ligt en Ørnenakke over slagne Duer. Han bød da Alle samle sig omkring ham, og bygge Huse rundt hans Borg, og kun hans Fiender paa Flugten imod Nord og Syd i Ørknen under Teltet hvilte. Saa reiste han en Borg i hver en Stad, som Husenes Konge og som Stadens Horn; han Porte satte; Mure slog han rundt som Stadens Arme; planted Spyd paa Taarnet, som Stadens blinkende Øine over Sletten. Da reiste Babylon sig over Sumpen, i Frat med Marmorfoden trædende, med Sale, lige Himle, under Himlen. Se, Ninive kløver Sky med Kobberhorn! Og stolte Ganges er som Elfentand omkrandste Tunge, der fortæller Hindostan om Delhis Pragt, den saae i Løbet, og nu maa fortælle, liig en nys udsluppen og mættet, frydfuld Gjæst, der ei kan tie med hvad han nød og saae i Kongens Hal; dog fører Floden med sig ud til Havet (den Bølgepøbel) Alabastersøiler, og Guldkarnisser, som sank i den ned fra Delhis og fra Agras Overflod. Se, Maanen hviler sig paa Sardes' Tage! Og Stjernerne i Stjerneskud sig splitte paa Samarkandes Taarne! Se Persepolis, et blankpoleret Kaukasus af Marmor! Syvarmede Ekbatana og Baalbek, den Ørknens hvide Dugchrystal, SIDE: 146 og Skythiens Asgaard, liig et Ural af den graa Granit til Tanais Sletter tryllet! Som Peking, Stæders Hoved imod Øst, først lettende paa Kupler Morgenrøden er Memfis Stædernes hundredringede Hale, der, bugtende fra ene Nilbred, dukker sig under, men i store Hvirvler snoer sig paa den anden Bredde op, som for at række og at slynge rundt sig om den Jordens Vægtstang, som er sjunket paa Syenes Brønd, hvorefter Theben ogsaa med hundred Munde gaber. Først Barnets Lov var Maven; saa blev Hjertet, der Straffe skrev med svulne Vredesaarer, og Mildhed kun ved bløde Slag dikterte, for Yngling Lov; og saa blev Hovdet Mandens, og saa blev Manden hele Folkets Lov. Men da i Folket Manden blev som Hoved, og hele Folket blev som til een Mand, med Mures Muskler, Marmorstæders Knokler: blev Manden, da sit Folk han løfted som Retfærdighedens Arm, Aljordens Lov. Hans Scepter blev Retfærdighedens Vægtstang; og, som han dermed Land og Grændser maalte, saa gav han Folket Vægt og Maal, og Sceptret blev Krigens Sværds og Fredens Alens Mønster. De Tappreste til dem at tvinge, som den vise Orden, Mandens Vilje, trodsed, hans Sønneæt, til Eje gaves Jorden, som de med Blodet vunde og forsvarte, idet med blodige Hjelme de den dækte og Nogle Hjelmen lagde, Kroner løfted. Se, Krigerkaster, Kongestammer reiste sig da som Folkenes Aasyn og som Arme, der, uden Arbeid, laae til Kamp beredte! De andre vare kun som Folkets Mave, og Agrens Furer bleve Landets Indvolde, SIDE: 147 foragtede, dog overladte til i Ro at være Folkets Rigdoms Kilder. Og Nogles Fingre bøjed han til Kunster; da Smedjen klang, og Meiselen blev liig en Skabers Tordenkile. Ved sin Kvinde da lærte Manden Jordens Kvinder Spolen at slaae i Takt med Hjertet, hvorpaa Livet af Livsensaanden -- den i Alting Aandende -- udspindes og de røde Kinder væves, og Jorden til en Veddekamp at tvinge i Frugtbarhed, saa deres Drengehoveder de saae, naar Maisen bøjede sig gylden. Hør, da sang de Alle om Isis, Ceres, Frigga og Athene! Saa Manden Jorden tog, for den at dele med Scepteret i Ejendomme ud; og Magten tog han over Jorden, for med Dommersværdet Ret til Hver at skifte. Den, som i Sumpen Dragen søndersled, og kasted Korn for Slangeæg i Dalen, fremhalte Skovens Voldsmand af hans Hule, opreiste Konger over Landene og Herrer over Stæderne, og Dommere til Konger gjorde han paa Torvene, men Alle fast til Guders Love bandt han. Naar Tyven greb i Mørket, greb han over det skarpe Dommersværd, og Morderdolken paa Retfærds Skjoldhvælv brast ihvorsomhelst han stak, og sprang tilbage i hans Bryst. Selv Skoven delte han; hver Vaand fik Ejer. Sig Kysterne med Lov og Hævd tilegned de fjerne Bølger. Alt blev Ejendom, og løb ei længer mærkeløst i Chaos. Som Brødres Huus de store Stæder bleve; og Landeveje, liig Kanaler, hvor de rige Dromedarer seiled og SIDE: 148 Kanaler, fulde Skibes Landeveje, imellem Stæderne blev liig de Stier, der gaae fra Nabohuus til Nabohuus, saa sikkre, at i Midjenat de vandres. Som Naboer, der til hverandre løbe, for Brød og Ild og Vand at laane, da sig hented Kolchis fra Ægypten Korn, Ægypten Guld fra Æthiopien, fra Thracen hentede Phønizen Viin, og Baktren drog til Sidon efter Purpur. Nu lyder Menneskets Trin i Marmorhal, hvor Vaaben hænge blot til Stads; og gjennem Chrystallet seer han alle Elementer derudenfore trælle for hans Lyst. Han flyver over Jorden liig en Tanke; dog hviler han, thi, se, paa blanke Vogn han ruller over Bjerg og Dal som Tordnen; han farer over Bølgen paa sit Seil; ham Elefanten bærer, mens han sover; han ligger rolig, medens Jorden maa forbi hans tankefulde Øine løbe. Nu plyndrer Manden ei sin Kjortel meer fra Ulven, Kvinden sin ei fra Pisangen, Ei hule Løvehoved sidder længer til Skrækkebillede paa Mandens Isse; men Sølv og Staal Hjelm, Stjerner lige, Krone, liig Solen og Turban som Morgenskyer. Dem hyller Purpur nu og Silke, saa selv Oldingen er livlig Sommer liig. De see hinandens Aasyn kun, som Solens, til Tegn, at kun de skulle hos hinanden det Aandige søge. Derfor sig forelsker nu Aasyn sig i Aasyn; ei, som før, da Dyr de ligned, Lænd i Lænd. Se, Jagten, Mandens strenge Haandværk, mens Kvinden efter Jordens Rødder roded, er bleven til en Leeg! Med Pragt han skjuler, SIDE: 149 at han en Dag de Funker lader gløde af Myrdelyst, han har i Aaren. Hunden maa snuse foran ham, istedetfor han spored selv tilforn indunder Løvet, og løb med aabnet Næseboer mod Vinden; istedetfor hans vilde Opjagsskrig maa Skovens Aande gjennem gyldent Horn fortælle Echo, at den store Herre betvang en Hare. Og, se her! se her et Folkenes Krigstog nu! Fra Baktrien en Hær uddrog, at vinde Indiens Rigdom; og Indien, lige byttelystent, sender en endeløs Række over Fjeldene. Ægyptens og Chaldæas lange Rader fra Vest til Øst hiin Strøm fra Syd til Nord tverkrydse; Rækkens Hoved bugter sig igjennem Thibet, medens endnu Halen ved Eufrat rører sine Krumninger. Men fromme Dromedarer er for Hingste, og Uld og Silke er det Kamptogs Røg, og Elfenbeen er Kampens blanke Sværd, og Kryderduft er for de Slagnes Suk, og Guld, med Retfærdsvægtskaal Stempel paa, og Purpur er i denne Kamp for Blod: i denne Kamp, hvor begge Parter vende som Sejerherrer hjem: i Handelsstrid, hvor Snekkens spændte Seil er Sølvbasuner, der raabe ud til Verdens Hjørner Snillets og Flidens Seier over Nøden. Se, i denne Kamp, hvis Valplads er et Marked, hvis Hære Karavaner, midti Ørknen liig vandrende Byer, maa Fliden, Tidens Ploug, og Snillet seire! Thi de, som Livet, voxe kun ved Liv; ved Møje, ny Bevægelse, som Blodet; men Nød og Dovenskab og vilde Dumhed kun voxe lidende, som døde Steen, kun ved Opdyngning og Hensmuldren. SIDE: 150 Dog, om de voxede, som hos de Folk vi kalde Vilde og Barbarer, til uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe hvert Hjerte overgroede tykt, dog mægted de ei at værne sig mod Snillets Flid, saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller dens Fure, naar den løber, klemme sammen. Saa skjære Plantestæder ind sig i Barbarens Lande, og de Vildes Hytter med Skam sig trække ind i Skovene. De see med Blusel sig imellem Dyrene og disse Fremmede; og Sønnen elsker ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte af Sviin og Ulv. Som Skovens Papagojer de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne, til høit de hæve sig som de paa Jorden. Saa maalte Manden Jorden som en Stad, og Staden som et Huses Kammer, saa ei Bævren eller Bien spotted mere. Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus og Kammer delte han imellem Brødre. Og Kongerne kaldte Manden deres Fader, og Krigerne kaldte Manden deres Høvding; og Præsterne kaldte Manden Solens Søn (thi Hjerterne oplyste han ved Love, med Vinter Strenghed og med Sommer Mildhed; dog skinned Retfærd gjennem Strengheden, som Vintersolens lunkne Blik i Skyen) og Folket kaldte Manden deres Gud; og alle Tunger med forskjellig Tone ham hylded. Saa langs Nilen klang "Osiris", ved Ganges "Crishen", "Fohi" lød i China, SIDE: 151 ved Tigris "Belus", og i Schythien "Odin", hos Celterne "Tuisto", og i Hellas "Dionysos" "Herakles" "Zeus" "Saturnus". Først drømte Barnet kun om Moderbryst; i Moderskjødet fandt det da sin Jord, i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane. Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet i Livets Bølgegang og Brusen -- ha, "Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog? Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?" Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv. Saa Manden stirred til hans Blik blev graat, paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked de Dødelige saa, og ind han hylled sit Hoved, at det ei af Tanker brast. Hans Sjel med Offerrøgen steg og dalte. Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen, omfatte let som Skyer hver en Stjerne, og see med Solen ned paa Alting; men med Asken sank de ned igjen. Han vidste ikke, hvi han ofred hvad han fra sin Hunger tog; dog dreves han til Alteret. Han kjendte ei sin Herre, dog vidste han sig Træl, sig bunden følte. "Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen? og hungrer, mættes Skyen? Ve, se Tordnen sit eget Offer splittrer! kold gaaer Skyen sit eget Altar over, ligegyldig sin viede Ild den slukker!" Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte, og saae sin Aand -- og nu hans Rynker kroged sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave, der maale Dybet, finde Himlens Midte. Da saae i Verden han et udstrakt Legem; SIDE: 152 i Stjerneraderne varme Livsensaarer, saa Solene vare Pulse, Stjernerne de Aarer, som tilbageførte Blodet, som i hans eget Bryst: i Bladets Rasl, i Bølgens Døn, i Tordnens Skrald Allivsens Aandedrag han hørte; ham Dyreverdnen var det Legems Nerver, det ranke Menneske Rygradens Marv, opstablet imod Hjernen, som da var de skjønne Skabninger i andre Verdner. Da saae med Sjelens Øje han et Hjerte -- o som en tusinddobbelt Sol imidten! -- hvis Æther strømmed gjennem hele Livet, (gjør Løven brændende og rødner Rosen) saa Liv og Død er kun dets fremad og tilbagesvellende Puls; i Hjertet saae han med Sjelens Fjernsyn, Ahnelsen, en Aand, Altrørende, al Aarsags Aarsag, som giver Formen Hensigt og Betydning, hvis Drømme Menneskeaanderne ere, saa jo visere en Sjel er, destomere til Viisdomstanke da er klarnet Drømmen. Og Mandens Læbe helligedes, da først den nævned: "Gud" -- den Ene -- Gud. Men frem den Lyd (som dengang Vinden blæste i Vandene) af hvert et Hjerte hæved en Tanke, Mandens liig, dog bleg og sløvet, som Jorden, da den graaned først af Havet. Og Folkene knuste Altrene, som vare en Form for deres forne dunkle Angst, og, knælende i Støv, med blottet Bryst, Ægypten raabte: "Kneph", Hinduen "Akhar", og Persen "Zeruane Akherene", Chinesen "Changti", Siamesen "Fta", den Sorte "Numbo" og Iisboen "Kutka", Malajen "Sommonakodom", og Gothen "Alfaudur", og Hebræen "Eloah". SIDE: 153 -- Og Manden førte op de Viseste til Fjeldene, og lærte dem at sanke ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed. Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker i Tavler male ind med hellige Tegn. Et Æg Alskaberen da viste, som i sig indslutter Alt. En sløret Kvinde betegned Guds ugranskelige Viisdom. En Mand, med Solen i sin Pande malt og Stjerner funklende paa alle Lemmer, men endende i Dyrelab betød Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol til Krybet aabenbarende som Almagt. En malet Slange som i Svælgets Dyb sin Hales sidste Stjerne slugte, viste den Evige, i hvem Allivet bølger (de vide Sfærers Bugnehvælv af Liv liig Slangens Bugter); og et Barn der sad med sammenbundne Fødder bøjet paa et Blad, der vipped midtpaa Oceanet, dem viste Gud den Hellige, der røres ei, og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei ved Verdners Undergang, om Himlen end blev til et svullent Hav af mørke Suk, og Jorden lysned op som Solen af det Blods Udgydelse, Han skabte. Et Barn, der sidder paa et Sneglehoved, betegned dem Guds Forsyns sære Gange, hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber og samler alle i eet Punkt tilsidst: i Salighedens og Erkjendelsens; og se, en Tornebusk i Brand, med Flammer til Blade, men dog ei fortæret, viste dem Guds Retfærdighed, der straffer uden dog selv at røres af sin Vrede. Den Tid i Menneskehedens Liv, da først Fornuftens Øje som en Vemodstaare SIDE: 154 opvaagnede, og saae sit Maal og Kampen paa Livets Slette, hvorpaa Aarene som sorte Valpladsstøtter rage frem med Erfaringens Paaskrift -- den Tid herudenfor dens Barndoms Hauge, hvor sig snoede, som blinde Øgler rundt en duftløs Rose, de tusinde Uvidenheds Affødninger om Uskylden, og gjorde denne værdløs: . . den Kamp den gik imøde, med sit Blik alene rustet, mod Vildfarelsers og Blændelsers Nordlys, Lidenskabers Storm, og Lysters Hvirvler, Uvidenheds Taage, Begjerligheds blinkende Sandser, mod Ladhed, sig væltende som raadden Damp i Kjødet -- den Tid i Menneskets Liv, da første "Hvorfor?" sig reiser som en dugget Torn i Barnehjertets Rose -- denne Tid afmalte Manden som et herligt Træ omspundet af en Slange. Og han lærte, at hver af Træets blanke Frugter var en Indsigt, og, at Slangens Farveskin var Sandser, men dens Hvirvelgange Nerver; at Slangen først har Menneskene lært at spise af dets Frugter, i hvis Sødme sin egen Gift den blander. Thi da Smerter Uvidenheden greb iblinde, og da Lyster fødte Sorger, tvang Fornuften frem første Øjeglimt; men stedse formørkes det af vaagne Lysters Jubel, af Smertesuk, saa hvert dens Glimt er ligt en Sol bag drivende Skyer. Da Tanken "Gud" var evig malt af Manden, han malte Himlen i sin Hules Hvælving, gav hver en Stjerne Navn, idet han døbte dem i sit stirrende Øje, samled dem i Klynger og Figurer; og han maalte det endeløse Rum da med sin Stav, og satte Jordens Plads i Verdens Buer, SIDE: 155 og bandt dens Liv til andre Stjerners Flugt. Saa vogted Sirius jo, som Hunden trofast, Ægypten, naar, af Sol befrugtet, Nilen opsvulmed som et Moderskjød og vilde fortrænge Jorden bort til begge Sider, saaat dens brede Voverad blev liig den Kvindes Veer, der sit Teppe splitter af smertefulde Fryd (som om hun vilde føde saamange Børn som Skjødet skyder Bølger) og halvvanvittig søger Plads. Se, Stjernerne er Skibenes sikre Roer og Styrmands Øje: saa hvor paa Himmelen de svæve, svæve som blege Skygger Jordens Skibe efter! Og efter Stjernens Baner skyder Ploven i Muldens sorte Nat sin Bane hen. Ja Manden gav de Børn (de Jordens Vise!) som sadde ved hans Fod, de Himlens Stjerner til Fakler, hvormed ind i Himlens det Helligste og gjennem Gravens Dybeste de lyste sig. Thi sig af Hine reiste da Nogle op og sagde: "Mester, du har lært, at Gud du i dit Hjerte fandt: Se, vi i vore speided men da aabned sig blot den vide Tomhed!" Manden da med Haanden strakt mod Stjernerne dem lærte med Legemets Øje finde Hvad de ei med Sjelens Øje mægted at opdage. Han lærte dem med Sjelens Øje see igjennem Legemets Øje atter gjennem de aabne Stjerneøjne, der beskue Guds Storhed. Saa malte Manden da paa Templets Vægge Kalenderen; og af den malte Tanke "Gud" fremkom, som Slangen der af liden Klump udskyder endeløse Ringe, atter en Viisdomslære, gjemt i Hieroglyfer, om Sundhed, Velfærd og om Frihed, om Dyd og Last (de Sandheds og SIDE: 156 Vildfarelses Ansigter, der gjøre Hjertet tvemasket) og om Tro og om Udødelighed. Da Talens lette Vind han formed i Bogstaver evig; Manden skrev da Vedam og Yking, Zendavesta og de ti Bud. Han satte deri Hjertet Lov og Ret, som Kongen satte den for Haanden; og han maalte Bueløbet af for Tanken, som Gud for Verdnerne, da sig hans Viisdom med Kræfterne udrusted; og for Haabet han maalte Pusterummet og dets Svingning; og udenfore Tankers tætte Verdners og Haabets lette Aandekredses Buer han viste det Uvisses Chaos (som sig ei til Tankeverdner end har samlet) ligt Taagestjerner, og deruden om igjen da Vidløshedens Tomme, indtil, naar Gravens Bog sig aabner, Jordens Kundskab en Verdensviisdom bliver. -- Saa lærte Manden Mennesket at male dets Tanker af i Tale og i Digt, og lærte det, i Tegn og Skrift og Farver, at give Talen evig Lyd. Som Tankens Tunge blev da Griffl og Pensel, saa gav han Følelsen i Fløiten og i Plekteren dens Tunge; og han lærte at gjøre Jublen tryllende i Fløiten og i dens Vildhed nøgen skjøn paa Cymblen, og Jammeren melodisk sød (saa den ei gjorde Hjertet ligt et Aasyn fortrukket, men, om sorgfuldt end dets Træk, dog regelmæssigt) ved at sende gjennem Citharen Klagesukket. -- Saa lærte Manden sine Sønner da: den Mandens Æt, som blev de Vises Kaster, og ligned Folkenes Hjerner. Men fordi nu Disses Kundskab voxte fra en Nød til Verdners Størrelse, hvor midti laae, SIDE: 157 som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv og Gud -- fordi de lærte Mandens Viisdom, at maale Jordens Vei og Stjernens Flugt, og kjendte Livets skjulte Kræfter, (saa Syge knælede paa deres Vei, og Halte de bød gaae og Blinde see, i Ilden gik, og aade Slangens Gift) samt kjendte Gravens Haabs Udtydning (den Regnbu Bro imellem Tilværelsens Dyb og Bestemmelsens Høide) og saaledes forstod at kige fra det ene Liv og til det andet gjennem Graven som om den et Seerør var, saa kaldte Folkene dem "Hellige", og "Vise" og "Profeter". Men Manden, som af disse kaldtes Fader (Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem) af Menneskene blev nævnet da "den Helligste", "al Jordens Viisdoms Ophav." Hør, da lød hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst; som "Hermes, Mimer, Zerdusch, Jo og La, og Buddha, Menu og Confutse, Moses." Akadiel. Denne Alder Mennesket kalder Guldets Alder. Ve! snart den falder i Offerblod ved Altrets Fod. Ve! Slavers tunge Aandepust med Ir den dækker snart og Rust. Snart skal den, fuld af Kobberofferknive og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive. Tyranners Jernsceptre saa ville rage frem af Jernaldrens tunge Dage, hvor Kronerne ere det eneste Guld. Thi Kronebærerne -- o sløve Menneskeaand, som selv sig slutter i Slavebaand, for engang, naar Lænkerne groe for dybt, saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket, SIDE: 158 vanvoxen, vanvittig i Throne-Lukket! -- iblandt Millioner er ene fri. Af Kvinde fød, Han gjør sig til Gud i Muld, behersker sin Broders Liv og Død, ja Tankefostre i Hjertets Skjød, halvfødte Suk og Tusinders Smiil han former alt eftersom hans eget om Læben sig ormer; sin Kaabe med Blod han forgylder, og Slavernes Masse knæler og hylder, slikkende Broderblodet af hans Kaabe og hans Kongestav. Som Præsten kalker af Folkets Hjerner op Altre og atter med kilden Skræk for Tempelvægges dunkle Træk, for Trolddoms Kviste og Afguds Stjerner opfylder Hjernernes tomme Skaller: saa Kongerne Folkets Nakker binde isammen, og deraf -- hvert Folk et Bundt -- de Throner bygge paa Jorden rundt. Snart kneise tusind (og hver et Minde er over en Frihed) i gyldne Haller. Friheden er i Tyranners Magt. -- Abiriel! hvor er din Styrke forlagt? Deler du døsig Lastdyrets Ro? ønsker du kun som Kaalen at gro? fryder dig fro at du tør aande og sole dig dog som før? Sandheden er til Bedraget forraadt! -- Abiriel! Abiriel, i Muld og Nat! Dit Legem er krumt i Despoters Lænke. Din Aand i sløv Uvidenhed skal stirre sig dum paa Tempelhal? befales at troe? forbydes at tænke? SIDE: 159 indvendig fortæres af Laster, mens udvendig Aag om dig Herskeren kaster? Ve! Konger og Præster isammensvorne! Frihed og Sandhed forlorne! Stirr da, ulykkelige Menneskehed, i flygtende Aarhundreders rygende Fjed! stirr over dampende Vale, gjennem rygende Tempelers Haller, over sjunkne Throner, gjennem brustne Kroner, over Aarhundreder, høinende over sovende Slaver Lænker og Been, Monumenter og Grave, gjennem Sekuler, der sig rugende holde liig sorte Volde, liig Borge faste om nye Vildfarelser, gamle Laster! Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst, med Straaler om sit Hoved (første Aar, det reiser rødmende fra Jordans Kyst) idet det stiger over Dynger af Aarhundrede Brødrenes Liig, saa ned de synke, og evig bort, som Støv af Grav, den fule Stank af Trældoms Lyster ryger sort! Da, støvklædte Himmelske, er eders værste Jammer sin Ende nær. Den eneste Gud erindres igjen fra Himmelen, og Aandeverdenens Lov, henblegnet, paany i Hjerterne vorder tegnet. Afguderiet, Uvidenheden faaer Banesaar. Den værste Tid da sin Fylde naaer. Dog døer den Tid, SIDE: 160 som bringe vilde Aljorden Freden, i blodig Strid, og vorder kun bedre Tiders Vaar. Da løfter Eder Millioner! Abirieler, I Aander stærke, da maa I haste bag Fortids Grave og Mindesmærker jert Aag at kaste! Med brudte Lænkers Raslen I skræmme de blege Tyranner fra Borgenes Gjemme! de Brødre, som Tusinders Frihed tvinge vil indenfore en Krones Ringe! Da bryder Svøben! da knækker Spydet! da knuser Altret, hvor Præsten bød, og Blodet af Eders Afkom flød! da lyser med Fakler i de Orakler, hvis Huler vare det Mulms Cisterner, der overskyllede Eders Hjerner! O Menneskehed, knæl da, Broder ved Broder ned! bryd da, Læbe med Læbe, ud: "Himlen meer ei deles efter Altrenes Kvadrater; Jorden kløves ei og røves meer ei af Tyranners Sceptre. Blodige Kroner, Bøddelstaal, Trældomsfakler og Offerbaal glimte meer ei over Jorden. Gjennem Præstemulm, gjennem Kongetorden Frihedens Morgenrøde, Sandheds lyse Dag straaler under Himlen, nu eet Tempeltag; daler ned paa Jorden, nu eet Alter vorden for Brødrekjærlighed. Jordens Aander gløde i friske Hjerter nu. SIDE: 161 Frihed er Aanders Hjerte, Sandhed Aanders Hu. Jordens Aander alle ned i Støvet falde den Evige paakalde. Hver sin Thronehimmel i egen Pande har. Hver i eget Hjerte har Alter og Offerkar. Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud! SIDE: 162 HERSKENDE KASTER ADEL. Mænd. Vist Kongen er den Rigeste; ene rig, og alle Andre Fattige. Vist Kongen er den Frieste; ene fri, og alle Andre Trælle. Vor Eiendom er Hans; vor Frihed fik han jo i Arveskat af vore Fædre. Vi kunne da ei klage, thi som Trælle vi fødtes jo? Men dog blandt Folket Vi have meest tillaans af Kongens Naade. Men dog blandt Folket, denne Ørken af bøiede Nakker, vore Vi højest hæve. Vi eje meest (og ere da de Bedste), hvis Laant er Ejendom. Vi ere frieste; ja, hvis Tilladelse er Frihed. Nu, lad Selvherskeren vor Rigdom tage! Nu lad os være kun hans første Slaver! Bør Vi da ei fra Folket atter tage? til vore Trælle gjøre Folket? Ellers jo Vi, paa hvilke Kronens Gjenskin falder, der trælle som i Ly bag Kongekaaben, og klippe Stykker af den til at dække vor egen Armodsbrøst med, vare lige med Ham, hvis Svedsmuds gjøder Agren; thi da vare Alle lige usle Trælle. Nu! Folkets Nakker ere stærke, saa de Kongens Trælle med for Os kan trælle. Thi ville vi med det ene Øje true, men med det andet, vendt mod Kongen, smile; og med den halve Mund vi ville byde, men med den anden smigre da og lyde. Paa Folket ville vi os hævne, saa, naar Kongen slaaer os, saa gaaer Slaget fra Øre til Øre gjennem hele Landet SIDE: 163 til Bondens Svinehyrde; naar Han griber i vore Punge, saa skal Grebet gaae fra Pung til Pung til Svinehyrdens Drengs. Som i een Takt, naar Kongen løfter Sceptret, vi løfte Svøber, som hans Slags Echo. Og dette Chor skal døve Folkets Vid og Sands, saa Nabo Nabo's Suk ei hører, og sløve Folkets Kraft og Trods og Tanker. Naar Kongen tvinger Folkene at bygge omkring ham tyve Mure, ville Vi det tvinge ogsaa Borge os at mure paa Fjeldene som Ørnereder, og paa Sletten Herregaarde. Og naar Kongen tør øve blodig Dom paa hvem han vil i hele Folket, saa vil Hver af os nu tage Haands- og Hals-Ret over Alle, hvis lave Hytter krybe under Borgen. Naar Kongen tager vore Møer og Kvinder saa ville vi, hvor Lysten peger, vælge blandt Folkets Hustroer og Døttre. Da hver tugtig, ubrudt Ægtestand skal synes som givet af vor Naade til en Trøst. Men, at ei Folkets Kraft fra Dalene skal svulme op mod Borgene, Vi ville (som Kongen holder Hær, og føder den med Landets Sved og Nabolandets Blod,) Huusknegte holde, slaae en Landserund om Borgene, og væbne Folket af, og vænne det til nikkende at gaae med senestærke Armepar ikors bag Ploven, Aare ud og Aare ind, paa laante, hjemstavnsbundne Mark, imens Vi ville stedse staae i Vaaben, med et hundred Sværd mod hvert et blottet Bryst, det tør lidt tungere aande end isøvne. Naar Kongen lyster Krig, blot for at finde sin Frilles Favntag varmere ved Hjemkomsten, Vi ville styre Blodets Strømme med SIDE: 164 Kommandostave. Og, naar Folket er indbanket Troen om, at Adelsblod (som rundet af Guds eget Hjerte) er meer ætherisk end dets eget tykke, saa synes selve Den, som misted Armen, at saadant Saar er intet mod den Rift vor Finger fik i Kampen. Saa slutte Vi, med Staalbryst imod Staalbryst, en Ring om Thronen, saa vi kue den -- det er vor hemmelige Pagt -- da den jo kneiser i vor Midte (skjøndt til Kongen Vi sige, at Vi er hans Værn mod Folket) og blandt os Selv vi keise Thronens Ejer; men udadvendt er Ringen imod Folket -- det er vor aabenlyse Pagt -- saa vi mod Folket ligne Klipperader, som beskytte rige Dale -- engang Havbund -- mod Havets magtesløse Mukken. Saa Vi afsondre os fra Folket, der synker ned som Bærme, men Vi blive den stærke Viin, og Kongen med hans Magt vel svømmer over os, men kun som Skum. Og Folkene kalde os med Buk og Bæven: "Satraper, Krigerkaster, Rajahs, Fyrster, Dynaster, Optimater, Aristokrater, Patricier, Lehnsherrerne og Adel." PRÆSTESKAB. Mænd. Vi vide, at den store Lærers Røst ei hørtes udenfor hans Hule, hvor Vi sadde ved hans Fod og lytted. Nu er Hulen bleven Templer og de ydmyge Disciple, som sig skulde sprede ud blandt Folket for at lære hvad de hørte, og træde saa, med Issen bar, tilbage, er blevne infulerte Præstekaster. SIDE: 165 Som før Vi udenfore Mest'rens Hule, i vore Templers Forhal Folkene knæle, og vente, at vi Præster dog engang udtrine ville for at lære dem hvad Mesteren vor Redelighed betroede, at vi igjen det skulde give Folket ufalsknet, simpelt som han Selv det gav; kort Hvad er Ret at gjøre og at lade, for rolige at leve og med Dyd at bære Sorg og Glæde, og hvad Pligter Tilværelsen de skylde og Bestemmelsen. Men -- lad dem gabe udenfore evigt, til Mundene blive Dumheds aabne Flab! lad Folkenes Hjerner gotte sig med Gjetning (den ufordøieligste Føde, som udspyes og igjen til Drøv indhumpes)! De ligne Fugle, snappende efter Luften, mens vore Kroer bruse fulde ud! Lad Folkenes Hjerter i Forstandens Mulm af Skræk og sløve Fryd omdrives evigt, som Morild, der af Ilden kun har Skinnet i Havets Nat. Vi ville gjemme Hvad af Mest'rens Viisdom vi os erindre inden denne Kreds, og drive Enehandel dermed dyrt. Vi skrække Folket fra den enfolds Sandhed ved den Mysterier at kalde, og indhylle den i Tegn. Naar Folket fordrer, Vi pege da paa disse Hieroglyfer med et Betydnings-Smiil, og give dem da Optog, Sange, Dandse og Musik. -- Se denne Skal kan Folket pille paa til evig Tid! Og det vil evigt pille, med Bæven skjøndt for at det Inderste skal briste ud, og saa i Luften vanhelliges eller svinde ind til Intet. Thi Vi Isammensvorne skulle sværgende belære selv graahaarede Jordens Børn, SIDE: 166 at dette Indre er det Allerhelligste, hvis Liv de troe med deres Stirreblik at skimte sig bevægende bag Teppet, mens det kun vore egne Skygger er. . . Vi skulle lære, at den indre Viisdom er os af Himlens Aander foresjungen Os, under Hemmeligheds Slør og fire Øjne, af Verdnernes almægtige Gud fortalt: at den er Aabenbaring. Men dog, at denne Aabenbaring blev os saa betroet (som et Lugte-Æg, der vandrer rundt fra Næse og til Næse, som Bedstemoders rare Traktement, men ei maa aabnes) at vi skulle vogte den for nysgjerrige, gudløse Blik; men prente Folkene ind, at just dens Kraft og Hellighed, som Trolddoms-Lægemidlets, bestaaer i dens ukrænkte Hemmelighed: at Vi, som eie denne Aabenbaring, hvem Gud sin Viisdoms Planer har meddelt, som vogte den, derved alene hellige, ukrænkelige ere og ufeilbare. Vist vil hvert Folk da snart sig føie i at lugte Hvad de ei maa see og smage. Snart ville de sig nøie med at amme en Tro i deres Hjerner, liig en vandig uhyre Kaal, men luge Tanker op; og troe, at netop sjeldne Sandhedsglimt er Salighedens Kornmod i det lumre og kjære Sommermørke over Hjerternes nedbøjede Grøde. Men Folkenes Underdanighed, den vi som deres tause Tak betragte. Og mon vel de ei bør takke Os, fordi Vi sløve deres Hjerner, aande Mulm om deres Sjele, saa de see ei fuldt den Jammer, som dem knuger? Hvis de saae den simple enfolds Sandheds lette Veie, SIDE: 167 med Friheds luftige Palmer mærkede, til Ro (som er jo al den Lykke, Støvet kan stræbe efter her) og Dyd (som er jo al den Stolthed, al den Pragt, som Støvet kan stræbe efter her -- saa lærte Mestren) da blev jo Trællen vor og Kongens Lige? da bleve Alle Præster jo og Konger? Thi, trods de tykke Bind og bugede Ruller, er Sandhedskjernen liden, let at døie; og, vikles Hamsen, Basten, Skallen af, vel mindre Tand end Huggetand naar Melken. Ha, Vi, som mangen Mest'rens Lærdom glemte, og mangt et af hans Tegn, hvori han vilde den gjemme evigt, har forglemt at tyde, og knapt Kalenderen nu mægte stave, Vi skulde fremstaae nu godvillige, med Bluselsmine, til et Regnskab for det dumme Folk, og sige: "vi har glemt, og anden Hjælp ei vide end at bie til atter Mestrens Lige fødes?" -- Ha! Mon bedre ei med Jordens Kræfter prale (med Plante-Læge-Stjerne-Videnskab) og sige: "Himlens Kraft i vor Haand er! Nu troer, I Folk! Det er jo Underværker!" Mon Vi, som ind i Mest'rens Hule traadte, som traadte op blandt Stjernerne paa Fjeldet, nu skulde træde ned igjen blandt Mængden? forene med de Svage os, naar Konger selv skjælve for det Dække, som vi ryste? os bøje med de Blinde under Aaget vi see, fordi de ere vore Brødre? Mon bedre ei at sammensværge os med Herskerne, at dele Magten; ja, belive den med Skin af Guddoms-Hellighed? forgude Statens Stiftere som Kirkens? forgude første Drot som første Præst? Da Folkene -- hvis de engang mærke, at den Herskermagt, som sidder dem paa Nakken, SIDE: 168 og kuer dem fra Barnsbeen, er alene et Skin mod deres egen stive Kraft, -- dog stedse Kroneskinnet skulle see med Ærefrygt, ved Templets Bifald herliget. Med Adelen Vi ville Konger skabe, men ene (som i hemmeligt Fabrik for falske Myntnere) Vi skabe Guder. Bør slige Mestre Ærefrygt ei skattes? og Templer over Kongeborgen? og Tiender og Offre ydmygt bringes? Se, uden Mestrens Viisdomslære, bliver Guds Eenhed altfor stor for Folkets Tanker, hvis Krebsekløer og Øine af vi bryde, som frem de voxe! -- Nu, Vi Mestrens Gud, som Phantasien lyster, ville dele i tusind Andre, farvede efter Landene. Saa bliver Hindus-Gudehimlen yppig som Indiens Skove; og Ægyptens broget som Nils Affødninger; og Persiens simpel som Dag og Nat, paa ene Side lys som Schirvans Rosendale, paa den anden saa mørk som Kaukasus; Chaldæas, som dets naftaflammende Dale, skræksomt luende; liig taagestore Urals rimede Tinder sig reise Skythiens Gudeformer; og saa rigtbegudet bliver Afrens Himmel, som Sumperne i Libyen beslangede; saa iiskold, øde Eskimoens, som hans Iismark; og Hellenens liig et Luftbilled af Drue-Øerne og hans Marmorklipper. Saa dele Akhar vi i Brahma, Vischnu og Chiven; Zeruane-Akherene i Ahriman og Ormuzd; og Alfaudur i Odin og i Loke; Eloah i Jehovah og Satan . . i hveren Hjerne Disse atter ud i tusind Mindre, indtil hveren Selv SIDE: 169 sig synes Verdens Mindste og afhængig af Alle, og jo da den frygtsomste og letteste at hæve op og tæmme. Da blive Millioner Guders -- o end ejer Stoffet Stjernehimlen og Naturens Kræfter, flere Gude-Emner -- uhyre Drømmeskikkelser vor Hær, der ligger rolig i sin Skyleir kun saalænge Folket knæler ned med Offer. Og foran Gudeleiren, hvor vi byde, Vi lægge, som en Skandsegrav, et Helved af Djævle fuldt, der gribe efter hver en Dyd og Last, der hærder sig mod Os. Saa være disse Djævle vore Bødler! De skulle klore af og svide bort hver Tanke, som, liig seige Græs, sig reiser trods Afgudsbilledernes tunge Trin. Saa reise vi en Moisasoor mod Brahma, en Tyfon mod Osiris, Ahriman mod Ormuzd, Satan imod Jehovah. Men, som vi skjænke hveren Tro en Himmel, saa skjænke vi den og et Helved malt med Landets Farver. Sikkert da -- naar Himlen, fuld af vore Guder, over hvert Hoved, Helved under Foden gaber, af vore Trælle-Djævleskræmsler fuldt; og dog ilive Folkene føle sig -- de skulle troe, at de imidten svæve paa vore Bønners Aande, vore Hænder. Hvo knyer, ham slippe vi, og raabe over: "forbandet du!" Hvo tvivler, vil sig troe fortabt og ude af hiin Ligevægt. Men alle slige Trodsige forvises til Helved eller Ringløb gjennem Dyrene. Saa vi belive Alt, som skrækker Folket, som strækker Horn og Kløer gjennem dets Dumheds Mulm, og gjøre det meer skrækkeligt. Thi før Naturens Ting SIDE: 170 (saa troede Folkene, og vare da som Børn imellem Gløder) syntes blot som faste Gab, der slugte blot den Dristige, som kom dem nær; men nu angribe de, thi vi dem give Vinger, Plan og Vrede. Saa troe De nu, og ere da som Børn imellem vingede, halsede Luer. -- O føielige Folk, som altid gaae et Skridt frem videre end vi flytte Foden! Thi, skjøndt vi spinde mystisk Væv om Alt, som Tusmørkringen rundt om Natten, de gyde atter derom Skyer af Rædsel, som Børn, der, skjøndt en Spøgelsesfortælling i Nerven gyder Gysen, dog forøge dens Rædsler, naar de selv den gjenfortælle . . . Se, naar paa Dragens Stjernebilled Vi henpege, vælge de til Gud den Drage, som vælter sig for deres Fod i Dyndet! Mon selv de da ei lære os at gjøre Symbolerne til Guder? O, vi skulle den gabende Lettroenhed nok made! Ja, om den studser end ved vore Skrækoffre, og snapper efter Veiret i vor Bloddamp de skulle troe, at slige Rædsler (som naar Moder kaster Barn i Molochs Glofavn) Beviis paa disse Guders Storhed ere, der vandre om med Præsterne i Templet, og ledes ned ved Præstehaand til Folket; ei Opspind, ikke Præstebud alene. Og disse slørbedækte Rædslers Skygge vi male i vort Væsen og vor Dragt. Vor mørke Pande er som Rædslen og vort Skjæg dens Slørslæb; maalte Skridt vi flytte frem som Stjernerne; ja, se, som Himmelen vi farve vore Kaaber, besprænge dem med Stjerner, hænge rundt om Slæbet Bjelder (Sfæresangen) Dyr (Allivet) Amuleter (Livets Kræfter). SIDE: 171 Infuler bære vi som hornede Maaner; paa Brystet Solens Ring af Diamanter; i Haanden Offerfakler, Trolddomsstave, som da betegne, at vi skue ind i Verdens Gang, i Livets Dyb og Kræfter, og ere Folkenes Hyrder. -- Se da her en aandig Adels Purpur, Staal og Plade! En aandig Adel, stærkere end den Anden, da blive jo den store Mesters Lærlinge? Thi hersker Kongens Adel (Korn den maaler, som Hjerter vi) med Konger end i Spidsen vidtover bøiede Nakkers stille Hav: Vi Stormen jo beherske, som kan male det ned i Kongegrave-Hvirvler, røre det i Schafot-Skyhoser over Thronen; og Strømmen, som det driver, styre Vi. Hvis Kongerne paa sine Throner hiint Ocean vil dybt beseile, de til os med Bøn maa skatte, som en Skipper paa Stranden knæler ned for Stormen, og paa Reisen seer med foldet Haand mod Skyen. Men hvor vi ei med aaben Magt tør herske, Vi ville liste os krumbøiede paa Pilgrimsgange op til Herredømmet. Og ingen ahner, at et Scepter er i høire Haand hos Den, som med den Venstre sin Ryg hudfletter. Vor Stat er ordnet da: en aandig Adel, som Folket troer oprunden af Guds Hjerne; og Dommersæderne og Talerstole dens Borge ere over Folket. Templer er Statens Hovedstæder, hvor vi kaare en Ypperstepræst til Konge, ja til Gud. Vor staaende Hær Afguderne, og Djævle er' stedse færdige Bødler. Skjebne- og Guds-Domme er vor Lovbog (saa vi faae til Retfærds Vægtstang egen Villie). Og de Bud, vi lade udgaae, ere Spaadomme, SIDE: 172 som sendes fra Oraklets sorte Kamre. Vor Stats Skat Offer er og Tiende. Den Lydighed, vi fordre, Overtro. I Meroe ved Nil vi ville vise først Jorden Mønstret for vor Stat. Den snart i Ganges, Tanais, Phrat og Jordens Floder sig speiler. Saa paa Jorden vi os dele som Brahminer og Schamaner, Talapoiner, som Bonzer, Lamaer og Mager, Aser, Leviter, Aruspexer og som Præster. Røst fra Folkene. Da Faderherredømmets Birkeriis, da Faderpræstedømmets Hyrdestav udblomstrede i Kroner og Tiarer: da, liig brolagte Stene, alle Hovder indunder Thronerne og Altre lagdes. Nu reise sig da Nogle, sigende: "i Os er Guld"; og Andre reise sig, og løfte Thronerne paa deres Skuldre, og sige: "der er Jern i Os og Kobber"; mens Andre reise sig og sige: "se i Os er Lys, Demanter vore Sjele!" Men Vi, som simple Graasteen, i vort Leie maae blive liggende at trædes paa. Ha, Hvad der levnes os i Skjødet maa vort eget Armepar ei vogte? Ha, Vi tør ei med de tusind Munde knye? Vor Tunge ei, vor Mave kun tør sukke. Os Konger skatte nu med Ørnekløer; og, under disse, røve os de Mægtige, de Taarnefalke; Præsterne os tiende, som sorte Krager snigende sig ind i vore Huse. Ei vort Arbeid hviler; ei dynger sig vor Løn; utalte flyde i Jordens Furer vore Svededraaber. I Dommerens Vægtskaal ligge gyldne Lodder. SIDE: 173 Den Armes Klage er kun Spindelvæv; isønder trykkes han, som Spindlen, naar den kryber fra sin Krog. Vel, lad os dog de Store efterligne! Hvi skulle vi da Alles Mindste være? Vi ville støde ud de Armeste til Evigtids Foragt i skidne Kaster; paa dem Vi træde, som paa os de Andre! O bedre dog, i liden Telteklynge at leve under haarde Fader-Riis, skjøndt voxne, kaldes Patriarchens Børn, end, til eet Verdensfolk isammensmeltede, dog være kun een Flok Ulykkesbrødre! Ha, er det Trøst, sin egen Jammer læse paa Broders Aasyn, Millioner Brødres? Hvad? Ha, hvo ejer Styrken? disse hundred Satraper der, hvis veke Muskler knapt i Elskovslegen kunne holde Frillen, om urørt, frisk fra Faderens Dal de hende ved Trælle lode hente? Disse Hundred? Ha, eller Millionerne, hvis Arme er' hærdede til Pleiler, og hvis Pjalter er lige sultne Gab, hvis Fingre ere af Harven hærdede til Harvetænder, hvis Ryg af Svøbeslag til Æselshuder? Men se, der sortne de paa Sletten ned med lange Spyd -- hvad Glimt af vore Knive? af dem vi skjære Brød til vore Børn med? -- med seglbesatte Vogne, lige Skyer med Stjerner rundt, med Taarne-Elefanter, hvis Raseri er Herrens Tapperhed, hvis Snabler er Tyrannens strakte Arme! . . De ægge dem fremover vore Hovder . . Ak, kunne vore Øg mod disse stampe? Paa Æselryg er Bondens svungne Kniv en sløv og latterligen udrakt Tunge. Mon Borge ned med Pleiler tærskes kunne? O, marvløs skjøndt, bevæbnet Arm er stærk! SIDE: 174 Og, lyde sammen tyve Suk fra Dalen (thi sukker enkelt Mund da lee de blot, og lade Bødler slide Tungen ud, og sætte saa den Stumme, Blodige i Gabestokken foran Borgeport): da ruller frem Tyrannernes unge Æt, krigsmodig før den arver Fædres Laster med Borgene, i blanke Rytterrækker bag Bueskytteraderne, de hverve af vores Udskud; og de tvinge flux, mens deres Trælle brænde vore Hytter, de staalbepandsrede Hingste til at vade i vore Kvinders Blod; og, naar de tøire de svedte Heste, vide de ei om det Hvide rundt om Boverne er Skum -- o eller vore Børns Hjernemarv. . . O ve almægtige Kjærlighed, du er, endskjøndt vor eneste Fryd, vor største Svaghed! Hvi avle vi dog Trælle? hvi opdrage Forbrydere vi mod deres Menneskeadel? Vi troe, at Kjærlighedens Roser groe paa vore Mosevægge . . ha, vi yngle, som Oxerne i Stalden, for de Stolte! De sælge vore Børn som Kalve, og som Stude gilde de og slagte dem. Ha, se, naar Leeg de Stolte lyster, flux til Leegplads vælges vore Agre; og, naar Strid dem lyster, jage de os frem imellem sig, og række af vort Blod op Haanden til Forlig. O Jammer, Jammer! Saa blæse fælles Klage Millioner isammen, retsom Hvirvelvinden Ax. Hvad Trøst? hvad Trøst? Vor egen Læbes Klage da synes tusinddobblet jo af Echo? Men største Jammer er: vi vide ei hvorledes vel Ulykkers Aag skal bæres; om, naar vi disse bitre Sorger smage, SIDE: 175 vort Ophav skal forbandes elles takkes. Thi, skjøndt vi vide Trældom uretfærdig, i Templerne den læres dog som Dyd, og Præsten fylder Himlen med Despoter. -- Ja, om vi knæle end, og øse i hans Skjød vor Sved, og kaste vore Børn i Ilden, faae vi dog til Løn alene (saavidt hans Sang og Mumlen vi forstaae) en skræksom Ahnelse, at vore Lænker igjennem Graven løbe, at de smedes paany i Helveder, ja selv maaskee tilbage slæbe os til Jordens Ve! Røst fra Folkene. Hvad? Vel! Levvel du vore Fædres Vugge, du Jord, som avled os -- ak nu vor Stedmo'r! Vi, trætte af at trælle uden Løn, Vi, kjede af at svede og at bløde for nogle Faa af vore Brødres Lyst, Vi lægge Agrene, af Fædres Sved bedugg'de, da de dem fra Skoven vandt, igjen tilbage til de Stores Valplads, til Dyrehaver, til Leilændingsgods, til Hvad de lyste. Men Vi tye til Havet nu glade ved at være slupne ud af Jordens blodige Gab. Vi ville da ved Jordens store Floder sætte os i Stæder sammen, vælge selv hvad Scepter skal reise over vore Arner sig; dog saa at Alle derom Fingre snoe. Saa aabner eder først, I Hellas's Fjorde, der ligne Tunger prisende Jordens Skjønhed, som Mennesk'hedens Tilflugt -- o for Fristater! Saa bærer os, I Joniens Øer, du sønderplukte Rosenkrands -- o vi dens Knopper samle, knytte atter sammen! Saa skjuler, Libanons Skræntninger, vor Flugt SIDE: 176 fra Despotiets Sletter! Libyens Syrter, ei under vore Handelsstæder synker! Misund os, Jord, ei dine mavre Rev! misund os ei at pløie golde Hav! Snart skulle vore frie Stater yngle om Strandene et frie Staters Forbund; og vore Handelsstæder Plantestæder, der græde ei, om end af Jorden de forstødtes ned til Havet. Snart da skal det første Seil fremyngle Seil som Sneflokke, og, Glimt i Glimt, de lyne over Havet. Vor Kløgt skal spinde inden vore Volde Aljordens Rigdom; og, da Alt vil herske, ved List vi amme Sløvhed op iblandt de trællebundne Folk (blot hyppe den; thi den har alt som Snerregræs dem omspændt) og hos Tyrannerne Forfængelighed (blot deres Stolthed kruse lidt og folde). Vi ville kostbart Legetøi opfinde, tillokke, snyde Narrene, belee dem, Tyrannen lære Pragt, ophænge Purpur som Lokkemad og Krambodmærke. Se, vi stikke under Schythens Næse Kryder fra Indien, og smøre Celtens Læbe med Joniens Viin, og gjøre Kornet, som er Melken, ham Naturen har bestemt, for Gothen vammel mod sinesisk Urt. Vi ville bringe vore Bramseil fyldte med Sydens Vellugt til de kolde Strande; indbilde Sydens Folk, at Nordens Peltse er under deres Sol nødvendigt Smykke. Men medens Jordens Skatte strømme saa igjennem vore Handelsstæder, skyller en Rigdom op sig under Borgernes klæbrige Hænder. Og vi binde da med gyldne Lænker Folkene til os; men deres Sukke standse ved vor Muur, SIDE: 177 hvorinden og paa Havets store Torv vor Frihed vi i Eenrum ville nyde, mens Slaver Haan, og Konger Trods vi byde. Røst. Ha, ha -- I som vil bore Eders Fristater, som Medædere indi Dynastierne, jer Frihed i det lille Indelukke vil være liig ubændig Tyr i Tjor. Vi Adel, hvis jert Tag os tækkes, kryber indunder med; hvis ei, er eders Guldstykker en Sæd, hvorfremaf Herskere ville spire. I hade Kongenavn; men blandt Suffeter, Senat, Consuler og Archonter, Eforerne, Patricierne, Dommerne, et Scepter-Neb sig reiser vel i Tiden; hvad eller midtblandt Pøbelen sig hæver en Kongeørn, der Nebbet fuult holdt skjult, til høit nok, for at strække Halsen ud, og klappe ud med Vingerne, han var paa Folkets Aande hævet. Længe kydsk og smekkerformet er ei Eders Frihed; thi Vindesyge er dens Bug og Tænder; og da, naar den er bleven næsten mæt, Ærgjerrighed, dens Geilhed, bruser op, og Sceptre hæve sig. Mon yngles da den gamle Yngel ei, som I vil flye? Hvor langt mon kom I ved at gaae iring? Røst. I ville flye fra Jorden? Kunne I fra Himlen flye vel eller Helvede? De gabe over, under hvert et Skridt. Vi Præster maae da følge, forat lede, som Aruspexer, Disse sikre frem. I kunne flye Tyrannerne; thi kun SIDE: 178 i eders Kapper hæfte Disses Sceptre. Men Os I flye ei, thi vor Krumstavs-Hage er haget ind i Eders Hjerter. Se, Comitiens Bevægelser er kun Augurens Aandes Hvift! Lad Rigdom da og Lediggang en Adel føde, og udruste denne mod Jer Frihed; eller lad hver en Stodder holde sig for Konge, og troe, naar han sin Stemme giver hæst, Stikpengene, hans krumme Næve holder, er billig Skat kun til hans Myndighed! Det er os ligegyldigt (ja desbedre, saa blive vi alene Adel) thi vor Bisag er jo Kampen imod Frihed. De gjerne leve maae som bedst de synes, og have Sandsernes og Legems Frihed. Vor Hovedsag er Kamp imod den Aandens Friheds Sjel mod Sandhed selv. SIDE: 179 HJERTERNES MELLEMSPIL En ung Prinds. Altsaa derfor, hulde Dimna, kun fordi jeg er en Prinds, Du en Agerdyrkers Datter, kan du ei mig elske? Dimna. O, ikke "kan", men tør ei. Prindsen. "Tør ei?" Kjærlighed er aldrig feig. Trodser jeg ei nu min Fader? Dimna. Da er ikke, som du siger du har Vished om, vor Elskov fra den samme Himmel; thi min for dig bestandig frygter. Prindsen. Ve, at ei jeg fødtes Bonde! Dimna. Neppe elskedes du meer. Som du er jeg vil min Elsker, elske ham igjen og døe. Prindsen. Der er ingen Rangforskjel. Er du ei en Dronning over disse Enges tusind Blomster? SIDE: 180 Dimna. Disse mine Undersaatter spises af din Faders Heste. Prindsen. Mellem hine Heste, Pige, er en hvid som Sneen og blød at ride paa som Skyen. Hvad, om jeg paa den dig satte? kvalte dine Skrig med Kys? jog saa til min fjerne Borg? Dimna. Da du elskte ikke Dimna: ikkun dit fortabte Selv. Prindsen. Uden Krone kan jeg leve, men ei dig foruden, Dimna, som jeg kjendte før jeg saae dig. Derfor jeg mit Arverige bytte vil for ensom Hytte, hvis du did med mig vil vandre. Dimna. O nu veed jeg at du elsker. Ædle Zeir, der er min Haand. (En ung Gartner bestrøende en Palladstrap med Blomster.) Gartneren. O, Rose, hvis du kunde tale! Din søde Læbe maatte seire. Dog maatte du i Gaader tale kun, saa halvt hun gjetted selv og blev medskyldig. O frels! (Skjuler sig bag et Træ) SIDE: 181 Princessen. Hver Morgen denne Trap er blomsterstrøet. Det gjælder mig. Her kommer ingen Anden. Men gid mit Hjerte gjetted ret, at det hiin smukke Gartner var, der længe har mig syntes som en Broder! Jeg vil den smukkeste af disse Roser til Barmen tage . . Gartneren. Himmel! seer jeg ret? Princessen. (opdagende ham.) Nei, Himmel! seer jeg ret? Gartneren. Min Blomst, der skulde for hendes Fodtrin salig døe, hun bærer ved sit Bryst. Princessen. Komfrem! Komfrem! Saa vil jeg hæve dig ifra din Ringhed op til min Høihed, ja til Blomstens Sæde. Ei blot har dine Blomster talt, o Yngling; men meer veltalende din egen Taushed. (Allee-Indgang til en Stad. Ayub, en ung Mand, kommer spadserende.) Ayub. Hvad frygtelige Øine der i Grøften? Røst. Ja veed du noget Dyr, der stirrer værre -- ei værre, men meer tro og evigt -- end Fiirbenen? (Et Hoved af vanvittigt Udseende reiser sig af Grøvten.) SIDE: 182 Ayub. O Feramin! min Ven! Her holder du dig skjult? Hvor er det med dig? Feramin. Godt, godt, godt, meget godt, naar blot jeg har lidt Vand i Grøften og saa lidt Solskin. Dog det er det samme om Solen ei sig teer, naar Leila gjør det, den rige Asophs Datter. Ayub. (afs.) Han er bleven af Kjærlighet vanvittig. (Høit) Kjære Feramin følg med til Byen. Feramin. Der man dræber mig paa Gadestenene som Fiirbeen. Her jeg sikker er, skjøndt jeg maa slaaes med Snogen og Tudserne, som mig min Plads misunde. Ayub. Hvor smerter mig din Tale, Feramin! Feramin. Her sad hver Middag jeg i Solens Brand, at Leila skulde see mig, naar hun drog i Palankinen til sin Faders Landsted -- hver Middag sad jeg saa i hundred Dage. Men sidste Dag som jeg var Feramin, da sprang jeg op, skjød Alt tilside og kastede i Leilas Skjød et Brev. I Grøften styrted hendes Slaver mig, og Leilas Latter hørte jeg derfra, imens hun læste Brevet; og den gjorde mig til hvad nu jeg er, thi ved ethvert "Haha", skjøndt det som Sølverklokker lød, SIDE: 183 jeg sank et Trin paa Skabningsstigen ned. Hver Dag til samme Time kommer Hun. Da kryber frem jeg mellem Løvet. Leila. (passerende forbi) Den smukke Døgenicht endnu der ligger, saa doven som en Øgle. Feramin. Hørte Du, hun saae i mig en Fiirbeen kun, men Arten hun vidste ei. Ayub. Jeg lagde Mærke til, at hun foragted Dovenskab. Der har du Vei til hendes Hjerte. Feramin. (springende op) Giv en Skilling! Nei kun en halv. Ayub. (givende ham den) Hvad vil du? Feramin. Dermed jeg begynde vil at blive riig. Ayub. Tro ei, at Asophs Datter ringeagter dig for Armods Skyld. Feramin. Var hun da Leila? Hvad elskes uden det Fuldkomne, Det, som ligner Guderne og Stjernerne? SIDE: 184 Men derfor Kjærligheden er saa stærk, at, om den Elskede forlangte, vilde den plukke Stjernerne af Himlen. Ayub. Viis at du arbeide vil for hendes Priis! Jeg kjender Pigen. Hun ei loe af Haan, men kun af Ungdoms Lystighed. De lee ad første Elskovsbrev jo Alle? Men nu, hvad maa hun troe? Feramin. Fik jeg en Halvskilling? Ayub. Javist. Feramin. Farvel! Du høre skal fra Feramin. Ayub. O Kjærligheds Kræfter! Med samme Lethed du gjør den Kloge gal, den Gale klog. (Samme Sted. En Karavan opfylder Vejen. Leila kommer i sin Palankin). Leila. Spørg, hvem som ejer disse Dromedarer? De synes kostbart ladte. En Slave. Feramin, en Kjøbmand ifra Ninive. Der kommer han Selv paa en Araber. Leila. (afs.) Ah, hvor smuk! Men -- alle Himlens Guder! -- Han fra Grøvten! SIDE: 185 Dog ei hans Øine; Hans det er, der kasted saa dristig Brevet ind i Palankinen. (Drager forbi. Ayub kommer) Feramin. Se Ayub, Ayub! se jeg har arbeidet! Den Karavan er min. Ayub. Hvorledes ? Feramin. Ja, hvorledes? Simplere er Intet. Først for din halve Skilling kjøbte jeg tre rustne Nagler; dem polerte jeg og solgte for en Skilling; kjøbte sex, saa tolv, saa tyve, hundrede, saa tusind, titusind, tyve, ja en Million, og alle disse Rujerns jeg polerte, saa der tilsidst ei kunde andre sælges. Selv Steppens Beduin til sine Heste kun blanke Nagler vilde have; han søgte mig, som havde Enesalget i store Ninive. Ayub. Nu jeg forstaaer. Feramin. Den Karavan er Gaver kun til Leila. Fleer Svededraaber ere faldne ifra min Pande end der gled ifra min Haand polerte Nagler. Men, o Ayub, gaa, spørg om hun mig mindes. Jeg vil dvæle saalænge her, ei drage ind i Staden, men vælte al min Rigdom af i Grøvten, om atter. . . Gaa! (Ayub gaaer. Feramin sætter sig ned) SIDE: 186 Ayub. (kommende tilbage) Her bringer jeg et Svar. Feramin. (Gribende Brevet; læser:) "Giv til din Ven din hele Karavan, og kom med Halveskillingen i Haand til Leila." (Haremsværelse.) Kongen. (trædende ind) Min Zilha! Bort Alle! Zilha! Zilha! Zilha. (omfavnende) Hun er i dine Arme. O velkommen fra Sejer hjem til Lykke, store Rhamses! Kongen. (Til en ventende Høvding) Nu bort! Nedsablingen begynde! Hvormange er der? Høvdingen. Over Tyvetusind. Kongen. Vel! Jeg har talt. (Høvdingen trækker sig nølende tilbage) Zilha. O, Rhamses, hvilke Ord! og disse Læber, som saa talte, har kysset mig? O Fy! jeg smager Blod. Kongen. Bi Høvding! Træl! Ha, Kvinde, frygter du ei for dit eget Hoved? SIDE: 187 Zilha. Gid du tog det! Da følger du mig til en bedre Verden, hvor Alle ere lige, hvor ei Vælde fordærver meer de bedste Sjele. Thi svoret har du jo, du kan ei leve foruden Zilha. Kongen. Det er sandt. Gaa, lad de Tyvetusind leve! Her i mit Harem er jeg barnesvag, ei Rhamses meer i Zilhas Favnetag. (Landsby i Maaneskin). En Yngling (fra en Hytte) Fyllis! min Moder sover. En Pige. (fra en Gjenbohytte) Hermon! min Moder sover. Ynglingen. Selene vaager. Afsted under Cedren! Der er Skyggerne tættest. (Ile sammen bort) En Olding. (Lyttende) Hvor dyb en Rolighed er overalt i Hytterne! Jeg hører hvert et Aandedrag. De Joner have glemt, at de ei hidkom at vorde Lydiens Trælle; og endskjøndt ei Kongens Fogder sparer dem, ved Zeus! Citharerne hver Aften klinge dog hernede i de Kolonisters Landsby. . . Hvad her? Ah! ved sin Kones Hjerte her ligger Byens Hyrde under Skuret, og Selene af Hornet synes gyde SIDE: 188 et oljeglindsende Smiil paa deres Aasyn. Almægtige Kjærlighed! dig er det, som saa bedøver Lidelsen, der just Forstanden skulde skjærpe, og som lægger om Lænken Bomuld -- dig, som yder Tyrannen gjerne Dagen blot han lader dig for dig selv beholde Natten. Men tog han den, da sønderbrast hvert Rige, Deukalions Flod var bliden Svanesjø mod Folkets Raseri . . Ah! her igjen! Hvor hen? (De to Elskende flygte ud af Cederskyggen) Saasandt jeg lever! et af Cytheres Duepar fløi op. (Hvilende Arbeidere omkring et Pyramide-Bygværk.) Rachel. (bringende sin Mand Mad) Spiis, Simon! Hver Dag du magres. Simon. Men højere blier Faraos Pyramide. Og magres? Daglig seer jeg, dig jo, Rachel? Rachel. Bag disse Stene vil jeg boe, saa er jeg hos dig stedse. Simon. Hustru, nei! Jeg føler ikke meer end disse Hjul, der trælle sammen med os, at jeg lever de Timer du er borte i vort Hjem. Mit Legem gaaer ensformigt til det Samme, imens min Sjel, af det uhindret, af Opsynsmanden uopdaget, bag halvlukt Øje drejer sig om Tanken SIDE: 189 paa Timens Glæde naar du kommer; og den mig giver Kraft fra Døgn til Døgn. Men var du her, og Stenene jeg maatte omfavne i dit Sted -- det var en Kval! Min Sjel da vilde stedse være vaagen, ei hvile, som den gjør just naar jeg træller, fra et Besøg af dig og til det andet. Men kom du ikke naar den vaagned til den bestemte Time, just naar Skyggen er lige under Foden -- Rachel, o! da steg jeg op paa Pyramiden og speided, og naar ei jeg saae dig, da, jeg styrtede mig ned derfra. Men nu den ene Times Kjærlighed forsøder de tre og tyve andre Timers Trældom. Akadiel. Kjærlighed Livets Ørken bestrøer. Med grønne Oasers venlige Øer Vaagner en Ahnen i Sjele to, hos Ham og Hende, at ned de stamme ifra forelskede Aander tvende, ifra det samme med Stjerner tækkede Himmelbo: da briste alle Menneskebaand, Rangen og Standen; Aand vil til Aand; i Øinenes Brønd de har seet hinanden. Kongen fra Thronen nedstiger, beholder en Ager af hundrede Riger; Fyrstinden vil flytte ind i en Hytte, sit Diadem for en Blomsterkrands bytte. Mægtige Kjærlighed! Aagenes Tyngde gjør du til Baand af Roser omslyng'de. SIDE: 190 Elskende Træl med lyksalig Foragt skuer sin Herskers Glimmer og Magt; ei føler Kvinden at Slid og Slæb skjærer Furer i Kinden; Graad hensmelter Despotens Harme; og Bjerge gjerne med blotte Arme igjennemgrov Elskeren blot han hende ved Lysets Gjennembrud maatte kjende og at hun ikke paany maa forskyde den blodige Haand, han hende kan byde. SIDE: 191 MAGT OG BEDRAG (En Valplads foran en brændende By). En Konge. Er Seiren vor? Er Marken reen? En Høvding. Kun ei for Blod. Kongen. Ha, ha! Det er min blomstrende Hæders-Piones Dugg. En Høvding. Hist flye de Sidste. Kongen. Vel! er Marken reen, saa dræber Fangerne! (Valpladsens Saarede jamre sig) Ti stil! Forbandet! Om man ei kjæmpe kan iro -- naturligt -- saa kan man ei engang iro jo seire? Saa dræber ham, der vælter sig paa Knæstubben, og rækker -- haaner du? -- sin Armstump op, og griner stygt paa Sejersdagen, nu da Kongen tog et Land, og traadte sønder et Folk i Jordens Afkrog. Hei -- Musik! Døv Disses Skraalen! Cymbler! Blæser ud, Basuner, Disses Livsensaande, fuld af Jamren for en gammel Fa'r, en Mo'r, en Brud, et Barn og andet Hjemgods . . Ha, forbandet, at en Halvdeel af min Hær paa Valen, Seirens purpurhængte Vugge, i Blod sig vælter! Den skal døe, som ei kan Seirens Vellyst nyde: Den, som blander med Jammersuk sin Konges Jubelskrig! SIDE: 192 Saa! -- Jeg ei hører deres Klynken mere; men hæst de aabne Saar i Øret skrige. . Bort! slæng dem bort! Hvis I ei kunne fægte, naar høit med Skyen mit Banner hvisker om en Seir, som venter mig -- hvis ei I kunne medeengang sprøite ud alt Eders Blod i hvert et Ansigt, som ei, stivt af Rædsel, ligt Solsikblomsten, snoer sig hvor jeg gaaer -- Hvis ei I gaae med Smiil i Døden paa mit mindste Vink -- saa døer for Øxen forud! Jeg vil ei, naar jeg kommer hjem i Landet, i Eder see Forbandelser paa Krykker omstumprende. Hvi er da Krigens Storhed, trods denne Spydglands, disse Cymblers Klang (der, hvis den kunde males, maatte males med Solens Straaleglands) ei reen, ublandet? Fy, Pesten yngler under blanke Bann're! Fy, Jammerskrig forstyrre Kongens Jubel! Fy, raadden Kjødlugt blander Laurens Duft! -- Bort slige gustne Tanker! Hvirvler Cymbler! Hærolder, raaber: "Hil du store Konge"! Ha, seer med Fryd, I Overlevende, (thi glæder Eder, at I dele tør et Syn, der fryder Kongen!) skuer hist mit Seiersfestblus flammende mod Skyen! Se, Byens Spire ere Askeskygger! Se, Staden er ibrand en Rose liig, der i mit Fodspor højrød bøjer sig! Hvad hviner? Er det Gnister? Kvindeskrig? Mon Smaabørns Klynken, naar paa Spyd de falde som Silkeballer? eller, naar de hæves ved Benene, for saa mod Steen at knuses? Vel! Stad og Land er Priisgods. Skjænder! brænder! I Oldings Sølvhaar tørrer Eders Sværd! og krænker mellem Luer døde Kvinder! Gaaer, pidsker Havets Ryg, der løfted op min Bro, da tvende Verdener jeg vilde isammensmelte! Hav, som Jord, skal være SIDE: 193 min Træl; thi er Jeg da ei Verdens Gud? og Havet er jo Jordens myge Træl? Mit Smiil beliver, og mit Bryn jo dræber? Ha, fører Folkets Levning ud ifra de øde Arner! Dog til Fædreland jeg skjænker den en fjern og øde Ørken, at blande sig med dennes vilde Folk. Men fører Fremmede her ind paa Tomterne! Det er at rykke op et Folk medrode. . . I ømme Jer? Ha, er det Eders Fædre, I myrde? Eders Døttre, som I skjænde, idet I kvæle dem? og Eders Børn, som skrige, naar I knuse dem? I tænke, at dette Folk end aldrig Jer fornærmed? at vide Ørkner støved mellem Eder? Jeg siger jer, at Disse, som nu vaande sig i min Hevn, fornærmed blodigt Mig: Thi kom de vel og knælte? kom de vel, forinden Jeg dem tvang, og bragte mig al deres Velfærd? Deres Blod og Skrig, som Lyn og Torden, komme ene da paa Kongens Hoved! Gaaer, I Bøddeløxer! Betaler Jeg Jer ikke for at myrde? Opfostrer Jeg Jer ikke for at myrdes? Uddrag med Sang og Spil, min Hær! og dø med Tak, naar Kongen fører dig i Døden! Thi har ei Præsterne jer lært, at leve af Kongens Villie, døe for Kongens Villie, I Mælende? og synde for hans Villie? og segne, eller leve af hans Naade? En Præst. Hør, Brahma sidder paa min Tunge! -- Knæler! (Folket knæler) Guds Aand i mine Lunger blæser -- Ofrer! (Folket ofrer) SIDE: 194 Hør, Brahma er -- han Selv er i min Tale! Han hviler paa min Læbe, som hans Billed paa Blomsten Comala i Havet, i min Viisdomstales bølgestærke Strømme. Og Vischnu, Alts Opholder, er i min Velsignelse; og Chiven, Altfordærveren, er sortnende i min Forbandelse, i min og mine Brødres, i Brahminens! Mon I, I lave, skidne Kaster -- ha, mon I er værdige at høre Brahma? Har I idag jer badet trendegange, og salvet saa jer ind med helligt Skarn? Folket. Alt vort Arbeide bringe vi som Offer. Vi tale ikke, men vi bede. En Præst. Saa hører, I Rettroende og Salige! Saa flokker jer om Shastas Viisdomsdyb, som tørstige Fugle; men, naar nippende I række Nebbene op, da hvæser ud, liig hellige Gjæs, Foragt imod de andre, de tre og fiirsindstyve Hindu-Sekter! og hviner Had mod Fo's og Buddha's -- ha, dem giver Forsmag paa Fordømmelsen alt nu da i Forbandelser! Saa følger da Brahmas Finger i min Tunge -- se, til Brahmas Skjød! Hør, Brahma lærer Eder: "Det er fortjenstligt først og fremst at ære Brahminerne (det første Livsensdryp af Brahmas Hjerne), som at spytte paa og haane Parias. Og til Salighed at bygge Klostre kneisende som Bjerge for os Brahminer og Fakirerne (de Fattige paa Guld, paa Frelse Rige) at der for Eder mange kunne bede. Fortjenstligt, om I bygge op Pagoder SIDE: 195 af Røg og Billeder og Altre fulde, for Brahma, Vischnu, Chiven og Bhavani; for Gungo (Ganges Guddom) og for Sustee; for Lukee, Vischnus; Drugah, Chivens Hustru; for Kalleka, der sprang af Drugahs Øje; for Kartik (Chivens yngste Søn); for Sursutee, (den Brihmah, Guds og Birmanees Datter); for Solen; Moonshee-Tagooran (Gudinde for Slangerne); for Kissen-Tagoor (der nedsteg fra Himlen forat fælde Kjæmper, hvis Fodtrins Støv formørked Hindostan); for Jagannat og Kakaveda, Lingam som ei med Lovsang ene er fornøiet, men krandses skal, med Melk og Honning fodres. Det er til Salighed -- O Hil Jagannat! Der kommer han! -- (Jagannats Billed slæbes frem paa dets Vognstillads, fuldt af halv Dyre- halv Menneskefigurer) . . til Salighed at lade af Jagannats den tunge Fod sig sønderknuse jublende med alle disse Tusinder som trække. (Nogle kaste sig under Hjulene) O ærer disses Helgenbeen! Og det -- saa siger Brahma -- er en Hellighed, at give hen sit Legeme til Føde for alskens Utøi; Saadan bliver jo, liig Vischnu, en belivet Verden. Derfor forbandet Den, som dræber en i Skjægget! Thi veed han, hvilken Sjel, om ei hans Farfars, nu lever i dens Sliim? Men Den velsignet, som bygger tempelprægtige Gjæstehuse for Lopper og for Rotter! som til Tæger sin Skat, betroet en af Brahmas Sønner, testamenterer! som, for ei at sluge en Myg, beslører Munden! Hellig og Velsignet er du, naar du, uden Værge med Lovsang ædes op af Tigren, muligt din egen Bedstefa'r. Men helligst er det, om Enken styrter sig paa Mandens Baal SIDE: 196 (thi med den samme Fart hun styrter og sin Sjel saa iilsomt gjennem Dyrene) om i hans Grav hun stiger levende, og stjæler ei fra Brahmas Sønner Arven. Hvi vil hun leve? Hun maa ei sig gifte! (Enker kaste sig paa Dødsbaal) Saa klinger nu med Cymbler som til Bryllups! Se Gnistehvirvlen Helgen-Rosenkrands! -- Det er en Hellighed, at pine sig; at bære Armen, mod dens Lyst, opløftet i treti Aar, til som et Horn den staaer; at gjøre Kinden til et Pilekogger; at stege sig ved sagte Ild til Brusk. Det er en Fryd for alle femten Himle, naar de paa Jorden see kun Pilgrimsgange, liig Gnister irrende i brændt Papiir; naar I hvert Aar fra eders egne Floder til Ganges løbe, for saa hjem igjen en Krukke Vand at bære hundred Mile. -- Nu, hvis I øve disse Hoveddyder: saa troer med salig Jubel, at bag Graven (o tænker eder, hvilken Salighed!) I kunne blive Kjør de hellige! Men, hvis I synde ved at glemme disse de dyre Bud, I skulle op af Graven jer reise som langørede Æsler, at I kunne lære engang høre bedre. Ja, Hvo som overtræder disse Bud, ved Himmel-Landsforviisning, ved et Kredsløb, (o Pulsslag syv og fiirsindstyve Livsgange!) igjennem Sviin og Luus og Slanger straffes. Det troe vi, ja saasandt som Vischnu sank nigange sig i Kjødet for at frelse, som Fisk og som Skildpadde, da han trak Nordpolens Bjerg op af et Melkehav; saa, som et Vildsviin, løfted Jorden paa sine Huggetænder op af Dybet; saa med Hyrdestav isønderknuste Slangen, SIDE: 197 der gabed over Jorden . . ja saasandt, som at vi troe, at Vischnu, Altopholderen, var Krishen, der jo fødtes i Madurey, og blev saa Konge over Hindostan. Nu, Troende, gjentager Troesbekjendelsen! Forstaae I ei den Vise! Folk. O, gjentag den for os! Da høre Guderne den heller! Vi kunne ei; men fromt og ivrigt dreie vi Hjulet med de skrevne Bønner, saa, ved hver en Svingning, Guderne jo faae en hundred Bønner. En Præst. Ja, det kan forslaae! (Kongehal. Kongens Søn -- en Præst -- en Mand). Præsten. . . . Jeg siger: Dens er Magten, som har Kraften. (gaaer) Kongens Søn. Du hørte det? Forstaaer du? Manden. (knæler) O min Konge! Kongens Søn. (viser Manden en Dolk) Nei bi! du springer over dette Komma. Gaa, bring min Far (det er hans Fødselsdag) den Gave fra hans Søn. Han sover nu, den trætte Olding, hist i Badet . . Gaa! (giver Manden Dolken. Han gaaer) Nu kan Sekunderne jeg tælle til SIDE: 198 ei Jeg er mere Kongens første Slave, men Alle ere mine. Purpur, kom! Fugl Fønix, dal udødelig paa Kvisten, der ung nu skyder ud paa Thronen . . Fy! (ifører sig sin Faders Kaabe. Bestiger Thronen) der klæber rundtom Kraven Graahaar af min Fader! (børster Kaaben af) Skjønne Purpur! Skjønne Sky, hvor Magtens Straale blinker! Ha, Jeg skal, saa høit du rødmer end, dog farve dig meer høirødt! . . Tys, han kommer . ? o jeg hører jo Øjeblikkets Trin. . . Manden. (kommer. Giver knælende Kongens Søn Dolken blodig) Se, nu min Konge, min sidste Konges Blod . ! Kongens Søn. (gjennemborer ham med Dolken) . Og her min første Træls. (Tempel -- Præster -- Folk.) En Præst. (løfter et udmajet Barn op) Lyksalige Thibet, din Gud er funden! Se, La sig nu har atter aabenbaret! Nedknæler for Gud! (Folket knæler) Lyksalige Thibet, som ejer sin levende Gud i sin Midte, kan kysse og føle og see sin Gud, og smage hans hellige Levninger! Smager! O leer ad Hindostan knælende for Koen, opslikkende Skarnet af Koen! og priser . . . (Barnet Lama skriger) . . Ve priser ikke, men jamrer! jamrer! Thi Gud nu græder for Eders Synder! SIDE: 199 og bygger Klostre . ! Visselululu . . (Vugger Lama -- Folket hyler) -- Visselululu -- Ak, Gud er i Graad, fordi han seer sine Munke nøgne. (Fremmede Præster, med Slangehuder, Uglehoveder, Øgler o. s. v. hængende om deres Kaaber, komme, knæle for Lama) Fremmede Præster. Vi vade over den vide Ørken, med bare Been, fra Sibiriens Sumpe, for Lama, den almægtige Gud, at hilse paa med rige Gaver . . (Den gamle Konge.) En Konge. Jeg er da Konge, mange Kongers Konge. Min Krone er en Ring af mange Kroner, som denne Muur en Muur om mange Stæder. Dog graaner Haaret under Kronen fort som under Trællens Hue. Mens mit Scepter er lige rankt, sig krummer dybt min Rygrad. Ha, bort med blanke Skjolde, I Drabanter! Jeg seer mit visne Aasyn -- o! o! ve! den blege Skygge af det stolte Aasyn, Basunerne paa Kroningsdagen blæste til Morgenskyer op og Sommersol. Da i sin Herlighed det brændte -- da! Nu hænger det, liig frossen og indskrumpen Melon i rimet Høstens Have gjenlagt, og ikkun -- det er største Tidens Haan -- herrundt mig synes mine Hoffolks Smiil (skjøndt vel jeg veed, de kun Iistapper ere) i Kronens Straaler som Viol og Roser, som Liljestengler og som Morgendugg. Saa skal jeg visne uden Spor, imens min Herlighed dens Ejer overlever, SIDE: 200 og er -- forrædersk! -- lige herlig i min Arvings . . ha, min Arvings! . . . Hænder? Ak, naturligt synes mig, om Verden visnede, naar Jeg sank i min Storheds Fylde hen; om Alting standsed om min Gravhøi i sit Ringløb; om min Throne sortned, som mit Askemindesmærke hen, naar denne . . . (Griber om Kronen) . . Ak, om en Træl sit Hoved stak end i den, den vil dog funkle som min Kroningsdag! Ha, Træl! ha, lavest Træl i Trælleflokken, ifra min Ældste til den yngste Gilding, det koster dig ei mere end et Dolkstik! Kjøb dig en Kniv for tvende Skilling; sværg, naar Høkrens Kone spørger dig, at du et Sviin vil slagte; gaa og dræb da Kongen! . . Bort! bort! . . Der maa i alle mine Lande ei sælges eller kjøbes Staal og Naal. O bedre dog, at Handel, Vandel standsed, end at ifra sin Throne Kongen skulde nødsages kjøbe for sin Storhed bort sin Indbildnings Skrækkensyner . . -- Hvad Mærke har vel Jorden om min Storhed, naar dette Øjes bistre Blik ei længer kan tvinge den at see den og beundre? Som Sæbeboblen skal jeg briste? -- Ha, Mig, Tidens skjønneste Eie (i min Kaabe; thi i min Seng jeg skilnes ei fra Trællen) Mig, et Aarhundredes høistsvungne Skjoldtegn (thi, se, af mine Luner Millioner sig skabe Lyster jo og Dyder og Samvittigheder, og kun Efterligning af mine Handlinger er hver af deres!) mig skal en Feber ryste forbestandig isønder, og en Hoste blæse bort? Hør, kalde Millioner stemte Munde mig ikke Jordens Gud? Og denne Røst snart skulde, som mit Liig, døe hen og stivne? SIDE: 201 Og selv Sekundet efter Kongens Død da skulde synes som eensformigt Dryp i evig Taushed, i en Gravens Hvælving? Hør! kolde Marmor, Kongen vil . . . Ak Marmor, du Disputator (ak saalangtfra taus) imod den svadsige Nar, imod mit Hjerte, der slaaer saa voldsomt under Purpret mod mit hule Ribbeen, som i Bænken Taleren! -- -- Ak Død, ak Død! ak Død, du sortner under Keiserkaaben! under min Baldachin din Gravensaande hvifter, som Pestsky under Jordegudens Himmel -- det Stykke Silketøi! . . Hvad Tanke? knæle ikke Millioner fornuftige Sjele? slikke med den Mund, de fik til en Basun for deres Tanker, min Fod, og tigge Liv og Fred og Fryd? Min Baldachin er ikke broget Tøi, men Folkeslags isammenspundne Smiil. Dens Perledopper de Fordømtes Graad, som vende sig med Hyl fra mig . . Tys! Hyl? Ha, lære Præsterne mig ei, at Guder mig gave Millioner Liv og Død? -- Trods dette svinder jeg . . jeg svinder, som Ørknens Sandbjerg . . jeg vil svinde. Hvad skal jeg? Raader mig, I Præster! Ak, en Grav har aabnet sig i Kongens Hjerte! Jeg føler i mit Ansigt blæsende de døde Kongers Aske -- ve, min Faders . ! En Præst. (Flere ile til) Du Jordens Gud! Du alle Kongers Konge! . . Kongen. (grublende) . . Ja, Han sit Skjold jo lagde paa en Verden? Hans Hestes Hovslag fede Dales Grøde til Ørknens Agnedynger bankede? og Hans Ærgjerrighed opildnede SIDE: 202 jo Millioner Spyd? Ei Under da (thi han har tause Mindesmærker nok) at Mindet lever, og det klarest hos de Tusinder, som slæbte fra hans Vale sig hjem paa Eetbeen kun med Armestumper. Men Jeg? jeg blier ærgjerrig paa min Grav. Hvad gjorde jeg? Jeg vælted mig kun paa hans Byttedynger. Kvinders Sengehimle var mine Telte (nu jeg er en brudt, udkastet Spydstag); og en svalet Elskov den Frost, en frisk og brændende den Hede jeg leed; et Harem var mit Rygtes Tempel. Der Kvinder kun smaahvisked blandt hinanden hvor Fallus, Lingam, Priapus jeg ligned. Der Kvindelæber vare Skjoldene og Kvindeblik de Sværd, jeg brød i Taarer. . . Nu er min Seir forbi, med den mit Minde. Er ei min Gravhøi Seiermærket? Ak, naar Kongen sørger, da han stiger fra sin Throne ned. En Præst. Da hold dig der! Se, med din Storhed, er din Fryd jo evig. Tro ei, at Dødens Scepter (skjøndt vi negte ei, at det ruger selv paa Kongens Hoved) dit eget mægter knække! Konge, vil din egen Høihed du foragte? Menneske, mon om de Helliges Viisdom du vil tvivle? Kongen. Ak, tal, du Vise! Præsten. . . Hør, den siger, at Jordens Konger Drotter bli'e i Himlen; at, som du traadte paa din Faders Throne, saa . . SIDE: 203 Kongen. (forskrækket) . . Tal ei! -- ha! . Præsten. (afs.) Ve, denne Tunge, som slog Kongens Hjerte vaagent, der skal slumre, og saa forstenes! Ah, jeg glemte, at du din Fader dræbte. Se, hvor lige de hvide Seng-Gardiner, da hans Fader hiin Nat dem splittede i Dødens Kamp, hans blege Kinder ere! (til andre Præster) Kom, vi maae ham spaae et hundredaarigt Liv, endskjøndt Samvittighed er Blygift! Kom, vi gaae at trøste ham ved Offre . ! (Nogle Præster gaae.) Kongen. I forlade mig sjunken i min Sorg: mit hule Hjerte? Præster. Vi gaae, at offre hundred sorte Øxne for Kongens Frelse. Se, vi ville maale med Viisdomsblik din Livsenslængde, adspørge Guderne, lodkaste, knæle for lydfuld Støtte. Kongen. Gaaer! (til en af dem) Men bliv Du her! Jeg veed, at jeg kan standse denne Skjebne, som du mig trued med . . Ja, vel! min Ældste . . og mine Sønner . . Ve! Offer! Offer! (vridende sine Hænder) . . Præst! Præst! ha, lærte Du mig ei hiin blodige Midnats Aften, at mit Hjertes Tilskyndelser var Guders Villies Røst? og at mit Brystes Bølgegange vare SIDE: 204 den Snor, ubøielige Skjebne spandt, og bandt min Lykke til? at Den, som elsked jer Præster -- og jeg var jer Fostersøn -- ei leed af Synd, og var med Præsterne unddragen Guders Straf? O, siig, om jeg ei elsked Eder . ? (brister i Graad) Siig, hvi straffes da den Kjærlighed med Taarer? hvi er ei i denne Stund mig Trøst i Eders Offre? hvi Ære ei i Eders Skjæg og Aasyn? Du lærte mig, Du svor, at selv i Himlen steg Bel, Osiris paa sin Faders Throne? Tal: lærte Du mig ei, da her min Fader paa denne samme Throne sad og nikked af Ælde, saa hans Magtens-Kugle tabtes i Skjæggets Bølger, mens jeg stod i Blomster: at Dens skal Magten være, som har Kraften? (griber Præsten i Struben) . . Ha Præst, ha Præst! hvad lærer du min Søn? Præsten. (skriger halvkvalt) . . Forbandelse! . Kongen. (farer forfærdet tilbage) Ve, kommer Himlens Forbandelse paa dette Hoved alt paa Jorden . ? (holder Haanden for Panden. Seer op igjen) Vel! Ja, -- Vel da, eller Ve! Dens Magten er, som kan beholde den! Gaa, bring mig mine Sønners Hov'der -- Alles fra Førstefødtes og til Diegluttens! Præsten. Din Villie er de Andres, Alles Skjebne. (gaaer) Kongen. Den var min Faders engang idetmindste, men en ulykkelig -- nu mine Børns. SIDE: 205 Og, var du ikke Præst, da ogsaa din. (Præsten bringer de Dræbtes Hoveder) Saa -- stands! ei nærmere! Var det min Ældste? Var han saa voxen? havde han alt Skjæg? og kunde faae i Væxt det i sit Harem? Saa han var voxen? Vel! et Hoved lavere! . . Bring bort! Han ligner mig. Vel at han nu er kun en Støtte . ! Gaa! det er en Angst at tænke paa den Angst; en Sorg at tænke paa mulig Sorg! Din Farfar ei du hevner, hvis ei, hvis ei . . O dog en Sorg . ! Bring bort! Du drypper Blod paa Thronens Fod. (Præsten bringer Hovederne bort) Før var min Angst en Skov af hvinende Træer; nu er min Sorg liig Ørknen. Præster. (komme) Kongers Konge . . Kongen. Hvor sært, nu ad det Navn jeg kan ei smile? Præster. . . Vi have læst i hundred Offres Indvold. Oraklet svared: Konge, lev som Ørnen! Kongen. Nu er min Fryd liig blomsterrige Dal! Præsten. (kommer tilbage) Saa skee din Villie! Lad din Villie handle! Det hevnes ei paa Jord, det straffes ei af Guderne! thi selv jo Disse gav dig Magten, gjorde dig til Gud paa Jorden. Kongen. Ah, Præstens Mund er som Orakelhuler! SIDE: 206 Præsten. Men, Konge, hør med sønligt Øre paa de Vises Ord! De stamme ned fra Himlen. Tro, at i Himlen Himle-Kongeriger for Kongerne beredes. Slaver vente i Graven krumme . . . Kongen. Taler du om Orme? Præsten. (løfter sin Stav) Ve, Konge, troer du ei? Da maner jeg din Fader hid at vidne. Du skal see, at han i Kaaben end er smykket! Kongen. (knæler) Skaan! Præsten. (svinger sin Stav; den bliver en Slange) Se her er Kraften! Se fra Støvets Høide, med al Naturen aabnet for vor Fod, vi see igjennem Himlene til Helved, den Baggrunds-Ild, den Chaos-Cirkel uden om Verdenscirklerne, hvor Sandhed gløder i Livet frem . . Ha, tro, jeg siger dig: en Konge bliver Konge. Troer du Præsten ham salved for et Døgn? Jeg siger Dig, de Helliges Støtte: Slaver vente krumme i Gravens Huulvei, hvorigjennem triner en Konges Høihed majestætisk, for fra Stjernethroner at styre Paradiser. Der visner ei din Manddom; men den er en evig Middagssol, der funkler mellem en evig Morgenrød af fagre Kvinder, en evig Aftenrødme-Krands af Bægre. Og hisset vexler det, som her imellem en Fa'r og Søn: naar Sønnen triner op, SIDE: 207 maa Fad'ren vige til en større Himmel, saa, se omsider -- Altfor stort for Tanken -- til Almagt nærmer sig en Konges Magt. Men, som en Konge saa fremføres af sin egen Høiheds Kraft: saa Mindet er ligt Stormen i hans Fodspor legende, saaat, som fremigjennem Himlene hans Storhed ruller sig, der bliver dog en Majestæt tilbage. Dog er Mindet kun stort iforhold til den Magt, han øved i sine Grændser. Saa kan liden Konge, en Træl for dig, et større Minde eje end halve Jordens Hersker, om han ikke sin Vælde øver, men fordølger den, og døer og lever uformærkt som Bonden. I hvilken Vraa mon Falaris ei nævnes Pygmalion? Herodes? mange Andre, hvis Grændser vare smaa, men tæmmed dog med stærke Arme bistre Folk, som Ulve de holdt ved Ørene? Ja selv en Kvinde, Servia, jo voved midt paa det frie Romas Torv at kjøre sin gamle Faders Hjerneskal iknas, og, smeldende med Pidsken fra Triumfvognen, de barske Romere spørge: hvad der knasked? Vist disse (hvis jeg kjender Mennesker; thi Sagnet tier) jubled hende fremad, idet Senatet gjorde sin Undskyldning for Gaderne ei vare bedre brolagte. Vist knyed deres Hjerter; men det er det høie Kongemagtens Maal at stræbe mod Overherredømmet over Hjerterne, som det er Præstens Maal at styre Hjernerne, og Statens Maal, at begge Magter enes; men høiest Ideal, naar begge Magter forenes i en Eneste, som Meroes Hebræernes og Thibets store Præst. . . Jeg siger, maaskee knyede Hines Hjerter; SIDE: 208 dog blot fordi det Skue var saa nyt, at see en Datter rulle jublende henover Faderens Oldingisse; men det Vanen er, som skaber Dyd og Last. Se, Sagnenes lange Rækker vise kun eet Særsyn, uden Mage, at en Konge for høit sin Vældes Bue spændte: da det lidet Abrams Folk sig delte, til begge Sider skræmt af Kongens Trudsel: at, som hans Fader dem med Svøber pidsked, saa vilde han dem slaae med Skorpioner. Kongen. -- Den Drot var værd at tøile større Rige! Præsten. Saaledes saaer en liden Konge i sit Fodspor, i sit Gravhul, Mindet, og det voxer større gjennem Tiderne. Og Du, de store Kongers Konge, ængstes for Glemsel, som saa vid en Mark kan saae? Hvad Magt -- jeg undres -- mon da vel din Fader (og dog hans Minde runger evigt, som hans Seires Gjenlyd) viste ved at flyve, med krigelystne Mænd vidtover Jorden? Hvad alle Hjerters Ønsker mon betvang han? Ved hvilket Aag mon følte man hans Magt? Mon snarere for sine Slaver ei han trællede, ved deres Lyst til Krig at mætte og beruse? Liden Magt kan puffe Stenen frem, der er i Farten. Men endnu større Storhed kan du vise, men endnu større Minde kan du bygge, ved stikmod dine Slavers Lyst at kjæmpe. De ere dovne, egenkjærlige, og vante til at gjøre alt med Hensigt og vante til at æde deres Arbeid. Thi byd, at dine Slaver skulle støbe SIDE: 209 i deres Sved din Fantasies Fostre! Befal dem gjøre, hvis de ville leve, et Noget uden Hensigt, uden Nytte! Befal dem gjøre det Umulige! Det er: et Noget, der i denne Stund, som Ugjort synes os for stort for Tanken; ja synes selv, naar Sekler graane Daaden, for Efterslægten -- skjøndt den derpaa stirrer, og mægter ei at skue Ørknen for dens Pyramider -- som et vist Utroligt, som Guders Drømmebilleder, der ere, ved endnu større Under, stivnede for Evigheden. Byd dit hele Folk forlade Agrene og slæbe Stene fra fjerne Bjerge midt i Ørknen hen, opreise Pyramide-Alper, og at løfte dig et Bjerg paa Enden som en Obelisk! i Ørknen grave Have, og skabe Have om igjen til Sletter! Siig, du paa Jorden, som de Andre, vil ei have meer din Hauge, men i Himlen; og flux de skulle hænge den paa Mure; og dine Palmer flagre over Skyen. Byd dem at lede Floder op paa Bjerge; at bygge tusind Mile lange Mure, om Landene; at grave Slotte ud med tusind Sale under Mulden! -- Se da Selv, før du i Graven synker, dine de evige Monumenter! Thi de andre Fyrster betvang blot Mennesker, men du Naturen! Kongen. Jeg seer der gives Storhed og Erindring da ogsaa i Forbandelser . . Præsten. (afsides) Din Vinding! SIDE: 210 (En Ørken. Folk reise Obelisker og bygge Pyramider). Kongen. Gaaer tusind Tusinder til Labyrinthen! Gaaer tusind Tusinder, et Hav mig graver! Gaaer tusind Tusinder, gjør Hav til Land! Gaaer tusind Tusinder, opløfter Haugen! Saa pidsker dem som hvile! Priser Gud, at Kongen byder Eder ei, ved Sved og Graad og Blod og al jer Livsensvædske at dugge Ørknen til et Blomsterbed, og pløie Bjerge op med Eders Negle! Ha, ere I der alle? Ere Arnerne saa tomme nu, som Ørene bør være for mine Bud at høre? Ha, i Takt af Svøbeslager-Choret reise sig sexten hundred Arme, dryppende, liig Pilekviste nys fra Dammen løftede, af Sved, for endelig at løfte Kronstenen paa Kongens Storheds Pyramide-Mærke! Ja Retsaa! Ret! Lad dem, som døe af Mathed paa Stilladset, nedstyrtes flux med Svøbeskaftet, som en Træl forsømmelig imod sin Herre, skjøndt lydig mod Naturen! . . Ha, Naturen, at ikke den jeg byder! at den ikke vil lystre, naar jeg siger til Graniten: opløft dig selv! og til mit Graahaar: sortn! . . Hør, svoer I ikke, at jeg skulde leve? Præsten. Ja Himlens Sandhed svoer det! . Kongen. Vel da! Tvinger de Fremmede, hvis Hjem min Fader øded, men drev herind dem selv som Hjorder, tvinger dem til at ælte Leer! Hvo ei vil ælte til Solenedgang, skal gløde Natten over SIDE: 211 i Teglets Ovn! Kom, stiger op at see, om jeg er Jordens Gud! om disse Klippedynger er mine Kloder, næsten evige. (stiger med Præsten op paa Pyramidens Top) Præsten. Du Mægtigste, se hist dernede, skjøndt paa Bjergehøide over Ørknen, maale de matte segnende Millioner rigtigt med Obeliskens Alen ud din Storhed! Kongen. Ha, ja, i Længde! men med Pyramider den ud i Fiirkant, og i Omkreds med de Have, som jeg byder bruse frem; i Dybde da med Labyrinther. Ha, jeg lever jo? Du svoer det? Himlen svoer det? Vel, større Værker, større Minder reises! Jeg byder: Templerne flux skulle lukkes, at Folket ei paa Guderne skal tænke, før Kongens Lyst er mættet. Præsten. Menneske, Du er beruset af din Storhed. Ha, jeg mærker nok, vi rummes ikke baade paa denne Tinde -- ve dig -- hvor du svimler! (styrter Kongen ned med sin Stav. Folket jubler.) (Tempelhal -- Præster. En sort Oxe.) En Præst. (bepletter Oxen). Se nu er Guden færdig! Ægyptens Sorg med dette Penselstrøg føg bort. Kom nu, vi føre ud den nu til Folket, at dets Millioners Glædesblik kan hefte til Gudens Horn . . SIDE: 212 En Præst. Forgyld det endnu lidt! (Den Anden forgylder dens Horn.) Ja Synd, at spare Guld til eget Scepter! Og dette Horn er vort. Nu, kjære Oxe, lad see du rækker -- retsom om du vidste at du er bleven Gud, at du medrette fra Krybben blev medeet til Himlen løftet, og tør selv stange Kongen -- majestætisk din tykke Nakke over Noph, der knæler og slikker op dit Smuds, til vældigt Brøl, saa alle Hjerter ryste kan af Fryd. En Præst. Vel, før den ud -- Alt Folkets Andagtssuk i Porten foran dette Helligste sig drager ud og ind som Trækvind. Før den først til Nilens-By at fodre den i firti Dage op i gyldne Fade, at feed den komme kan til Memfis! Nu -- ? (De føre den ud til Folket.) Folket. (jubler). Hil Apis! Apis! Gud! En Præst. Ja jubl Ægypten! Thi du er nu frelst. Thi Apis kom, vor Gud. Imens vi bade, en hellig Ko ved Maanens Glands undfanged. Jubl, frelste, fromme Noph; thi Apis kom med Gud Osiris's, Pthas Søns, Stjernetegn! O sku i denne sorte Røg med disse sølvhvide Gnister Gud-Osiris's Ild! (Oxen brøler) O tys! hans Brøl, Ægyptens Festsang! Ha, hør Guden tordner: "fryd dig frelste Noph! Sku i dit Tempel Gudernes Fornemste! Ja Gudernes Fornemste! Seer I dette Skum, som Apis sikler nedad Boven? det, hvis han i Himlen var, blev nye Stjerner. SIDE: 213 Men Verdnernes Materie øder han, liig gavmild Fremmed, nu paa sine Elskte blot til et Lystsyn og en kostbar Smag. . . Ah, ikke Fremmed, men som gavmild Vert! Er' vi hans Børn ei, og vort Land hans Eje? Osiris pløied først med sine Straaler op hele Jorden, saa hans Furer bleve dens fede Dale; Morgenskyer stege som Blomster vaiende fra Jordens Rigdom. Men se Osiris, Himlens høie Gud, sin Ynglingsager valgte; og han pløjed med hellige Oxer, Mnevis og Onufis, Ægypten fra Syene, hvor han hvilte sit Spand, og ned til Tyfons golde Mark: til Havet, hvor han udsaaer Salt og Bærme. Men Isis, fulgt af tro Anubis og Kabirerne, liig hvide Høstfest-Børn, i Gudens Furer gik, og øste ud, med moderlige Smiil, sit Signehorn, sin Nil, imens Osiris fulgtes af Gud Amum, der udkasted Sæden; Som der hypped; Serapis, der høsted, og i sin Skjeppe gav det saa til Horus. Men, se, da det af Guder pløiede Land os Præster givet var til Odeleje, og I, Misraims Arme, det foragted; da gyldne Sæd-Net vare trukne rundt det, at fange Tyfons gustne Avinds-Aande, der samum-hedrød Flammetunge skjød fra Ørknens slunkne ormestukne Lunger udover Nophs det liljedækte Hoved, der speiled sig i Isis's Elskovssmiil (og deraf skinsyg Tyfons Brynde tændtes): da sank Osiris's Gudesjel i Apis (se her i Flekkerne hans Guddomsstraaler, der bryde gjennem Hudens sorte Røg!) at ei de Dødelige, som han elsked, saa han ei kunde skilles fra dem, skulde SIDE: 214 ved Gudens nøgne Glands forskrækkes, men Taknemmeligheden den forblomm'ede Gud bestandig turde vise . . O bestandig i Memfis herske han blandt fromme Præster! Folket. Det ske! Det ske! Ja evig! En Præst. Saa og Isis nu tog sit Bo i Buto og Bubastis som Koen, og sig aabenbarte huld ved hvereen Hytte. Melkestraalen blev som Maanens hellig; Koens Horn som Maanen. Og Pan (thi Alle fulgte med Osiris) og Pan, den Livets Yngler, Stjernefader, i Mendes boer i Bukken. Amum blev i Ammon-No til Vædren. Som blev Løven; og Serapis blev Slangen; og Anubis en Hund. Men alle Verdens Guder flagre os over Hovderne, og svømme i vor Flod og vore Damme, groe og gaae paa vore Marker, boe i vore Templer som Guden Høg, Gud Ibis, Guden Karpe, Gud Gjedde, Guden Rotte, Guden Kat, Gud Ulv, Gud Øgle, Guden Krokodil. (Ved Nilbredden. En Kvinde med et Barn. En Krokodil.) Kvinden. Ah, ve! der ligger Guden. O mit Hjerte er stivnet . . Ak, jeg maa. Ja han er Gud; thi sligt et Øje har kun Tyfon selv, saa fuldt af Gnister. Sivet hvisler . . ak, se der! se der! O værdiges at tage mit Dyreste! ja din Slavindes Dyreste. (kaster sit Barn til den) SIDE: 215 Den knasker . . o! (skjuler sit Ansigt. Seer op igjen) Men saae en Præst mig sørge, vist han sagde, jeg var ei from. Hvad Løn mon da jeg havde? Se, mæt og mild han vælter sig i Dyndet . . O stærke Gud, jeg har en grufuld Fryd. (En Præst kommer) Se, Helligste, jeg gav til Guden hist mit Barn! Præsten. Ja Ret, min fromme Kvinde! Har du end et Barn; hvi giver du ei det? Da dobles jo din Fryd. Kvinden. Jeg har ei flere. Præsten. Din Eneste? Det Offer herligt var. Hvi dandser du da ei af Fryd? Kvinden. O jeg er ikke glad. Præsten. Da er du ikke from. Kvinden. Vel! jeg vil dandse, og til Cithren synge: o jeg er stolt; mit eneste Barn jeg gav i Guden Krokodilens Gab en hellig Grav. (Torv. Præster. Folk. Æsler.) En Præst. (griber en Rødhaaret) Se, grib ham! Han er Tyfons. SIDE: 216 Manden. Hvad? Jeg er en Fremmed, som skal gaae tilseils. Præsten. Ha, ha! Ja Stakkel, veed du ei, den røde Farve er Dødens Smiil for den, som har den (og du har den) i Ægypten? Nu, ved Smy! forbandet er du for dit røde Haar. Det Tyfon blæste i din Moders Liv ind, saa det klæbed til din vaade Skalle, for saa at mærke dig, naar op du voxed, til Offer for sig. Ha, du reiste lige til Offermarkedet, da til Pelusiums Kornmarked her du søgte vindingslysten. Nu giv dig! Du har Djævlens Mærke. Hei! Til ham i Dag vi ofre. Vrid dig ei! Vi heller du af Folket sønderrives, end døe for min den øvede Haand, der dræbte Tusinder, som du, end før de sukket fik? -- De bundne offere. Hengiv dig i din Skjebne, Fremmede! Fortørn ei Præsten, ellers piner han! Kom, klynk med os og med de stakkels Æsler, der ere Djævlens med for Fellens Skyld. Se alle vi Trehundred skulle ofres, fordi vort Hovedhaar er rødt, til Tyfon, som Folket troer er farvet ligeledes. (To Hære i Slagorden imod hinanden. Præster ispidsen.) Præster. Til Sværdet, I, som dyrke Gud Ichneumon, mod dem, som dyrke Krokodilen -- Ha, et Dyr, et Tyfons Djævlefoster! SIDE: 217 De Daarer, Daarer, Daarer! Sparer ei et Barn i Modersliv! Det har alt syndet; thi det er rystet af sin Moders Latter, naar hun sin Ældste til Uhyret gav. Andre Præster. Til Sværdet, I, som dyrke Krokodilens den store Guddom . . frem med Sværd og Fakler mod dem, som dyrke Rotten -- Se et Dyr, et Dyr af Dyndet avlet! Sparer ei et Barn i Modersliv! Det har alt syndet; thi det er rystet af sin Moders Latter, naar hun forræderske Ichneumon saae isøndergnave Krokodilens Æg (de hellige Verdensbilleder) i Sandet! Saa kjæmpe vi, mens vore Guder kjæmpe selv mod hverandre . ! (Kamp) (To Hære i Slagorden. Præster og Kongen i Spidsen.) En Præst. De Dyr er Ahrimans Forbandede, som ere Guder her i dette Land. Ei Lyset skabte dem, men Djævlen yngled dem i sit Helved frem med Mørket. Følg da mit Raad . ! Kongen. O Præst, du kan befale. Præsten. Jeg siger dig, du gjør en Gjerning, som i Himlen Amschaspands besynge ville, mens Devs og Ahriman i Helved hyle. Kongen. Vel! binder Kat og Ulv og Krokodil og Rotter sammen foran Hæren! vender SIDE: 218 da mod Ægypten disse store Guder; men følger dem som Tordnen! sender Pile som Lynild over disse landsforræderske Høiguders Rygge! (Fienderne fly). Ha! I Pasargader, nu øver Eder ene i at løbe som hist i Susas Jagtlunde! Ret! forfølger! Men stikker Sværdet ind og bruger Stokken! Med Svøbehviin tving Gudekatten til at hoppe efter dem; og gaae saa frem og myrder dem i deres Skjulsted! Driver dem ind ad Thebæs hundred Porte, ind til Koglerne i Labyrintherne! Med medisk Kobbernegl vi frem dem klore. Kun hvad der redder sig i Pthas's Tempel, er reddet. Ha, der vil jeg slagte Guder, og holde Seiersmaaltid af Gud Apis, hvor Præsterne, med Borddug kastet over de fæle Trolddomskaaber, skal opvarte mens udenfore Pøblen snufter efter den stegte Guddoms fede Lugt. Ah, ah, jeg vædder, Artabanes, Folket vil forbittres kun, hvis det er mæt, men føle en Vellyst, hvis det just er sultent. Ha, nu frem til nye Slag! Paapasser vel, Satraper, at ei Gudernes Geled blier brudt i Seiersløbet, saa det synes, naar Gud Kat, Gud Rotte, Gud Faar, Gud Ulv, Gud Stork, Gud Øgle vandre veent isammen, som om de for den gode Sags Skyld havde lagt Fiendskab tilside, og nu sluttet en hellig Alliance. Saa vi gjøre dem til hvad Joner kalde Forkjæmpere. (Muurtinde i Memfis. Præster. Folk.) Folk. Hist sortner, Hvirvelvinde lige, over den hellige Slette Fiendens Skarer. Ha, SIDE: 219 de drive vore Guder foran sig, og gaae med Sværd i Balgen som til Fest; men, naar de komme ind i vore Stæder, da løfte de en Kat i venstre Haand og dræbe os med Dolke i den Høire, os Værgeløse. Siig du Vise, Hellige, skal Nophs det hellige Altarhjerte knuses (thi nu til det er Raden) uden Modstand? Skal vore Agre, vore Kvinder ødes? Og Medens Hovslag -- fælt, at høit det klinger; men værre dog, at det i vore Diendes de bløde Lungers suttrende Blodstrøm døves. Ak! Ak! Thi vore Hænder skjælve . . ak! O siig os, sværg os er det Pligt mod Guderne, naar de forraade os, at kaste Vaaben for disse Fiender, flye iskjul og døe? og, før vi døe, at vide at vi have til værre Fiender de samme Guder hist? En Præst. Ja -- Alt er tabt. I Dyndet ligger On, og Solen skinner paa dets brudte Horn. I de Barbarers Hestes Hovslagsstøv nedsjunke Pyramiderne. O Memfis, luk op de hundred Portes gyldne Gab, at sluge ind med øde Suk de Grumme, som Myg der svæve paa en Drukkens Aande snart ind snart ud. Viis dine Elfen-Templer for de Vanhellige, som Aadslets hule Tænder! Ægyptens Folk! du, som, med Kniv i Haand og Hviden vrængt i Øjet saa det syntes et flagrende Liiglagen, naar det blinked, nys hilste hveren Fremmed -- slæng nu bort hvert Vaaben! ja fra Sværd til Pind, som om de brændte dig i Haanden, som om dine Hænder visned af Forbandelse, saasnart du fristes ved din Kvindes Skrig, SIDE: 220 din Afkoms Jammer, til at løfte dem! Gaa, gaa, og slaa med stum Forfærdelse din Dør igjen! og vent da Døden under din Bænk, hvorhen du krum dig sniger for ei det Raædselsyn at see: Vanhellige, der skjænde Hytter, Templerne besudle! Som Pesten maae de brede sig i Landet. Ved Skjebnens Traad de føres gjennem Blod fra On til Noph til Thebæ. Vil du standse hvor Guder gaae? Det er for dine Synder. (Folket flyer.) Præster. Ha, det er Magerne, som os betvinge, som gav den drukne Bøddelkonge Raadet. Vi Præster ere Ofret som de søge, og Kongen laaner dem sin vilde Hov. Ve, at vi maatte byde Folket Fred, og Luen tvinge, skjøndt den kjæmpede med Overtroens Røg, og truede at gnistre ud! Men havde en Ægypter først seet en Katteguddoms Indvold aaben og Himmelen dog lige klar, saa var bag Krigens Seir vor Seir i Freden ude. Mens vi mod bedre Tider haabe, Vi maae dem byde, hvis de ville tvivle og Fædretroen revner, bryde Vaaben, og bøie sig for Medens krumme Sabel. Thi selv vi have lært dem jo fra Barnsbeen, at disse Dyr, som nu er kaarne til vor Fiendes Høvdinger, er Verdens Guder. (En Konge. Adel. Bødler. Folk. En Olding og en ung Mand knælende for Kongen.) Kongen. Er Jeg ei Konge? Jordens Bedste? Ha, Hvo skulde nyde? Er ei Vellyst som SIDE: 221 min Storheds bankende Hjerte? Bødler, I mine krogede blodige Fingre, strækker jer ud og plukker bort det Graahaars Svamp, der voxer vaad og kjølig mig iveien naar sydende jeg stormer mod mit Leje. Gesvindt ud med de blege Øines Vand! Gaa, stik dem ud! De ere Horngevexter. Og skulde arrig runken Hæslighed sig stille mellem Høihed fræk og Skjønhed? Hvad skal den Gamle mellem tvende Unge? Er Hun din Datter? Ha, hun er dog vel en Blomst opvoxet i mit eget Land? Der plukker jeg hvad Rose bedst mig lyster, om end den hænger fast paa Tornen, som den klækked ud ved Hjælp af Himlen? Ha, denne Himmel, under hvilken hun sin Rødme aanded, sine Øjne blaaned, er denne ei mit Riges egen Himmel? Gaa, du er ikke viis som du er gammel! Nu, Bøddel, blodige Kongefinger, krum dig, og grib den gamle Nakke, der har bolet med Struben Haan mod Kongen. En Bøddel. Ak, store Konge, Haanden skjælver; thi det er min Fader. Kongen. Hvad? Du skjælver? vil ei? Ha, Jeg har flere Bødler! Bøddelen. Vel -- jeg maa. Kongen. Ret vakkre Svend! Naar saadant Prøvestykke er gjort, da veed jeg, du for mig gjør Alt. SIDE: 222 Du skal ei stedse være Bøddelknegt; men Bøddel-Høvding. Bøddelen. Nu min Haand ei skjælver. Kongen. Saa Mennesker i Trældom øver man. Bøddelen. (lægger Haand paa Oldingen) Kom Far! Du ind i Livet fulgte mig. Nu skal jeg følge dig til Gjengjeld ud. Kongen. Ah, endnu bedre! Bøddel med sin Tunge. Oldingen. (reiser sig. Til Bøddelen) Slip mig . . Elendige! Ve dig! Hvis du ryster engang i Helved min Forbandelse ned af dit Hoved, den i Vægt tidobblet skal synke paa Tyrannens! Hører Mennesker, I Tidens Jammersuk mod Evigheden! I Helveds Offre før I end forbrød! Jeg bad -- o Alderdommens hvide Haar er kulsort Haan af Djævle spyet ud paa et uskyldigt Hoved, naar forgjeves om Retfærd, ei om Naade, de maae trygle, -- Jeg for min eneste Datter bad blot (end for ung for Manden, gammel dog og øvet i sin forlængst alt hjælpeløse Fader med kjærlig Haand at made): at ei i sin Seng det kronede Uhyre skulde den spæde Skjønhed æde og fordærve det unge Hjerte (som opvoxed fromt i disse Lokkers Ly, ligt Rosen bag en moset Væg) naar ned han stødte hende misbrugt iblandt Slavinderne. SIDE: 223 Kongen. Din Vrede er brændende -- ja, som min Brynde til dit Noer! Se den har antændt nu min Harme. Du har kun Ordblus, Jeg har Beeg og Fakler. Gaa! Du skal brændes. Kongens Harm fortærer. Gaa, Bøddel, smør din Faders Haar med Beeg! (Bødlen gaaer med Oldingen) En Adelsmand. Du døer fortjent. Er Brugt af Kongen Misbrugt? Hvad? kan en Konge vel besudles af et "mis" og "van" og "u" og disse andre Opkastelser af Tanken og af Sproget? En anden Adelsmand. Forskjønnes end ei Pigens Skjønhed, hædres den dog ved Kongens . . ja, jeg vilde gjerne dens Levning arve. Thi en Konge har saameget Adel i sit Blod, at, om jeg fandt en Plet paa hende levnet, var den som et Adelsbrev. (En tredie Adelsmand knæler for Kongen) Kongen. Hvad vil du? (peger paa den knælende unge Mand) Bi! Her ligger end en Mand, en Træl, hvis Trods og Miner ere som Torne hvasse efter Kongens Fod. Her, Bødler! luger denne Snerle op! (Manden omfavner grædende hans Fod. Kongen sparker ham bort) Væk, Hund! Ha gjør paa Kongens Liv du Anfald? Ah, herligt Vintersyn om Somren! se en Mand i Graad! . . Ah, jeg har Fantasi; jeg synes smage disse Taarers Kulde. Thi Mandens Skjælven, skjøndt han ei kan skjule sin Ungdoms Rødme, synes ud dem ryste, liig Nordenvinden midt om Somren Hagl. Gaa! Du er ingen ægte Undersaat, SIDE: 224 som under Kongen ei det bedste Sæde; og det er paa din Huustroes Skjød. Gaa Bøddel, og red ny Bryllupsseng ham op paa Steilen! Den unge Mand. (reiser sig) Ak Chryse! Chryse! . . . Geil Tyrannen blev, da han min Huustroes blotte Bryst fik see, som hun ved Døren sad og Die gav. Ha, nu han river hende bort fra Barnet! Og deres Fader døer -- saa døe de maae, af Sorg de Ældste og af Sult de Smaa. Kongen. Nei, Træl, af Sorg din Ældste skal ei døe. Bring ham, du Slave! Gilder ham, I Bødler! Han skal sin Moder vogte. Den unge Mand. Du lærte da af dine Sønner, at en Søn sin Moder krænker? (Den unge Mand gaaer med en Bøddel) Adelsmænd. Hvor viis er Kongen! Nyt han jo opfinder af Fryd som Høihed? Vi maae ligne Kongen. Tredie Adelsmand. (knælende) Du Mægtigste! o værdiges at tage med huldrig Gunst til Smykke for dit Leie min yngste Datters Yndighed, der ligner en Moseroseknop frempippende! Se, sværmeriskt er hendes Øje, som om stedse deri sig Natlampe speiled. En fjerde Adelsmand. Stormægtigste, med huldrig Naade tag en Søn jeg har, saa feed og rund som Druen! SIDE: 225 Kongen. I Narre, vide I da ei, at, om end Elskov ikke, efter sin Natur, lod Noget, skjøndt det Lækkreste, sig putte i Munden, men vil vælge ene selv: saa greb dog Kongen hvor han lysted? Vel, hidfører Pigen da og Drengen; dog til Øjenslyst! Og kommer selv, I Fædre, til Hoffet. Eders Huldsind vil jeg hædre. Folk. Vi give maae til Kongen vore Sønner og vore Brude, Døttre, Mødre -- ellers vi døe jo selv. Men -- leve, leve Kongen! (Kongehal. En Konge paa Thronen.) Kongen. -- Hvad er et fyldt og lukket Harem, naar den Elskte gaaer paa Gaden? Hvad en. . (en Kriger kommer) Ha! Krigeren. (kaster sig ned for Kongen) Din Slave kommer paa dit Bud fra Leiren. Kongen. (vinkende ham bort) Gaa! gaa! Du sortner for mit Aasyn . . Krigeren. (gaaende) Ve, en Konges Vrede dræber. Kongen. . . Hvad er Kronen, naar Slavens, Borgerens Nathue behersker SIDE: 226 en Fryd, som nægtes hiin? O Bathseba, din Skjønhed skulde visne hen i Løn? Og Mennesket saa synde mod Naturen (der funklende Kroner skrev i dine Øjne, og malte Hermelinet paa din Nakke og Purpret paa din Kind og Sceptret i din Gang) at han, naar Himlen gav ham Magten, ei skulde Diademet give dig? Ha, Kongens Magt det blev at lede Skjebnen, der strækker ud sin Finger i hans Scepter ud over Millioner! Ene Retfærd, naar Han den Skjønneste velsigner. Ak, dog bliver Diademets Perledopper som hendes Øjnes blye Terneflok. . . . En sløv ufølsom Borger, der sin Trods paa Vedtægt støtter, skulde hindre Kongen i Retfærds sjeldne Smiil Naturen skjænke? Han skulde fraadse hvor en Drot maa sulte? beruse sig af samme ædle Vase, hvoraf Jeg, Kongen, stjal mig til en Slurk? Ah, een og to -- saa pleier man at kaste de andre slige Kvindebægre bort; men denne ædle Vase. ? O jeg maatte da sønderbryde Kronen, naar jeg havde den baaret Kroningsdagen . ! -- Hans selvbehagelige Flegma i Stolthed skulde stivne, naar han gjetted sin Konges syge Blik og Magerhed? Han vilde hviske (høit dog) til Enhver, "se Kongen mavres, men jeg bliver feed!" (Ha!) "Veed du hvorfor?" -- "Nei!" -- "Jeg veed det. He!" Men naar han seer sin Hustrues Ynde i dens Sommer-Rigdoms stille Modervemod, og ahner Solen, som hans Muld bestraaled. . ? (til en slave.) . . Ha! Kald mig Uria! (Krigeren kommer) Hør, kjære Tappre! Beværted Kongens Folk dig vel igaar? SIDE: 227 Krigeren. Jeg var som Noah. Kongen. Vel! Haha! Da Tapre, du i din Hustroes Favn ind til et Øieblik dit lange Fravær klemte? Det er Ret! Lig paa en Leirbrix Aaret ud, og kom, og nyd da Bryllupsglæder andengang! Krigeren. Ved Kongens Liv! Min Herre Joab og min Herres Tjenere paa Marken ligge, og jeg, jeg skulde ligge hos min Hustru i bløde Dyner under Silketag? Jeg sov hos dine Tjenere paa Bænken. Kongen. (vinkende ham bort) Hvad? Ha! Træl . ! Du . . bort! Fra Kongen bort! Krigeren. Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede, som Natten, naar en iilsom Lygte glimted. Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tage; der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn, i lange Sorg-Nat Mindeskimt tilbage. (gaaer) Kongen. Ha, Kongen kan sin Slave ei befale at sove hos hans Hustru? Se den Trodsige! I visse Ting, de vigtigste, er Drotten med Slaven stevnet for Naturens Domstol, og begge lænkede for Ligheds Skranker. Men Den, som Lænker bar ei før, de tynge, saa han Naturen kalder Unatur. . . O, var du dog en mindre trofast Kriger! Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked, at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val SIDE: 228 med Smertesblod og laae paa Klippeleie, gjød i din Ægteseng sit Blod med Vellyst; men jeg din stolte Haan maa frygte, naar du mærker Kongen sig til Kneb nedlod. Ha! Vel! hvad var en Kongemagt, hvis ei han selv sit eget Hjerte kunde tvinge? Det sukker; men min Læbe byder . . (til en Slave) Kald mig Uria! (Krigeren kommer, knæler) Kongen. Hør Kjære, Tapre, Trofaste! Jeg kaldte dig fra Leiren . . . (afsides) Ha, hans Bryn er Falkekløerne, hvormed han holder forvoven Due, Ørnen svæver over! (høit.) -- Hør Uria, du Tapre, Djærve, Trofaste! du Kongens langt i Ørknen skudte Spyd! Iil flux til Joab, Leirens høie Lue, der overflammed Ammon, med mit Skrevne! Han gjøre dig til Høvding over Tusind! (Leir. En Feldtherre, læsende i Kongens Befaling. Uria.) Feldtherren. Skal tapre Uria døe? Jeg være Bøddel, som binder denne al min Fares og min Seiers Broder Bindselet for Øjnene? Ja, Kongen saa befaler. Ja, naar Kongen saa bød, jeg myrde maatte jo mig selv? Hør, Uria -- Kongen gjør til Høvding dig. Gaa da at storme Byen først! Iil først, da Seiren er din Ejendom som Æren, som Kongens Naade! Iil til Seir! Uria. (gaaende) . . . Til Døden! Jeg seer hvad Kongen vil, men jeg maa lyde. SIDE: 229 Feldtherren. Du kommer ei tilbage; Kongen bød at jage dig i Døden. Ha, naar Kongen i Sengen mellem sine lodne Hærder og Bathsebas vaarlunkne Ynde føler en Gysen, som han troer er Elskovsskjælven, da er det dig, min Kampven, som en bleg og tynd og iiskold Skygge! . . Kampen lyder! (Kongehal. Kongen paa Thronen. Et Bud) Bud. -- -- Og da vi dreve, med tapre Uria ispidsen, Fienden mod Portene, da kom en Piil fra Muren, og Uria sank da i sit Blod, og . . Kongen. Ha! Alt nok, alt nok! Hils Joab! Siig fra Kongen: "sligt Nederlag ei bøie maa vort Mod. Helt segner snart for Buen snart for Sværd. Paa hveren Finger Dødsensenglen bærer forskjelligt Glavind." -- (Gaa hent Bathseba!) -- "Ja, saa er Krigen. Vi dog ei fortvivle." (Bud gaaer. Bathseba kommer tilsløret; Kongen løfter hendes Slør) Ah, Bathseba! Du maa ei græde, Kjære! Se, bedre, om ei skjønnere, Perler Kongen har for sin Brud. Ha, elsker du mig ei? Du græder for den døde Mand af Pligt; men mod din Mand ilive skal du smile. Og det er Pligt. Du kan ei ene begge. Ah, -- jo du kan det i et stille Aasyn foruden Smiil, foruden Graad; hvis ei dit ene Øje græde kan, imens det andet leer. SIDE: 230 (Kongen paa Dommersædet. Folk.) En Klager. Jeg er en fattig Mand; et Faar kun eied. Jeg kjøbte det; med mine Børn det voxed; det af mit Bæger drak, aad af mit Fad, laae i mit Skjød; det var mig som en Datter. Da kom en Vandrer til min rige Nabo (se han, som seer paa dig, som om hans Øje beskylder dig for saadan en Misgjerning!) men sparende sin egen Hjord, han tog mit ene Faar, og slagted det. Kongen. Den Mand er Dødsens Barn, som dette gjorde. En anden Klager. Den Mand, som staaer her, lokked lumsk min Broder i Ørknen hen og dræbte ham; men nu vil han beskylde Løven, skjøndt hans Færd imod ham vidner, da han strax derpaa sin Brynde stilled i hans Ægteseng. Kongen. Den Mand bør tifold døe! (Chaldæiske Præster. Folk.) Første Præst. Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Bel har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb opløftet saa: Hør, i Begyndelsen var Chaos Baau, et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande. . Anden Præst. Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Jovah SIDE: 231 har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb opløftet saa: Hør, i Begyndelsen var Bohu, et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande. . Første Præst. Kolpijah, Guds Munds Røsts Almagtsaande da svæved over Vandene. . Anden Præst. Og Ruach-Jovah, Guds Almagtsaande da svæved over Vandene. . Første Præst. Og Guds Munds Røst indblæste Livsens Lys, den alle Elementers Elskovsild. Anden Præst. Og Jovah sagde: "vord Lys!" og der blev Lys. Den første Dag der Morgen blev og Aften. Første Præst. Saa Guds Munds Røst opløfted Himlens Hvælv, og Moth nedsank, men Skyen svæved over. . Anden Præst. Saa Jovah fæsted vide Himmelhvælv og Arez nedsank, men han skildte mellem det Jordens Dynd og Skyers høie Vande. Første Præst. Og Guds Munds Røst da skilned Hav og Land; og Sæd fremkom af Jorden. . Anden Præst. Og Jovah sagde: Hav og Land sig skille! og Sæd fremkom af Jorden. SIDE: 232 Første Præst. Zophasemin -- se, Sol og Maane, Stjerner fremskinnede paa Guds Munds Røstes Bud, at være Himlens Opsynsmænd. . Anden Præst. Hajeorim -- se, Sol og Maane, Stjerner fremskinnede paa Jehovahs Befaling, at være Himlens (Dag og Nats) Beherskere . . Første Præst. Og Kolpijah, Guds Munds Røst opvakte af Havet og af Mulden alle Liv. . Anden Præst. Og Jovah sagde: Vandet føde Fiske, og Mulden Dyr og Kryb og Skyens Fugle! Første Præst. Saa Kolpijah, Guds Munds Røst, opreiste af Støvet Mand og Kvinde i sit Billed, og Livsens Aande dem i Næsen blæste. Protogonos var Manden, Ajon Kvinden. Anden Præst. Saa Jovah sagde: Mennesket af Støvet vi ville skabe i vort Billed. Da af Støv blev Mand og Kvinde i hans Billed; han Livsens Aande dem i Næsen blæste. Og Adam Manden var, og Eva Kvinden. Første Præst. Ha, Folk, I hørte det! Er ei vor Viisdom som tvende Draaber Vand fra samme Væld? Hvi trætte da med vore Brødre, som fra samme Sinnar fulgte over Floden? Se, du Hebræer, som jo Himlen er meer skjøn end Jorden, som dog ejer SIDE: 233 Guds Billeder i Manden og i Kvinden: saa maa den have skjønnere Gudsbilleder, og disse ere vore Guder -- ha, de Guder, som I glemte. Troer dog ei, at vi, som I, tilbede noget Ukjendt! Vi dyrke Guder, kun som deres Guddom i Livet (liig i gjennemsigtige Festmaleri) sig viser. Og vi vide, at Guddom ruger over vore Høie, besjæler vore Støtter; thi hvo nærmer sig disse uden Skræk? hvad Land er rigt som Baals Land og Dagons Strand? hvad er som Nebos Bjerge signet? glædefuldt, og som af Smiil indhegnet, som de Dale, hvor duftende Mylittas Lunde bølge? Se, Sidon giver Moloch Luer; Moloch indhyller Sidon da i Purpur. Og vidner ikke Babels Storhed og Chaldæas Staters alt indslidte Gang og gammel Orden i nye Fyldes Tilstrøm, at Guder nedsteg lysende i Menneskets det første Mulm? Se Belus, der vort Øje først aabnede for Himmelens Betragtning, saa at de saae de store Verdens Guder, der vandre over Støvets Hovder, og tilhvifte deres varme Aande dem i Rosen og i Dyret . . Han, som øved først Mandens Arm i Jordens Styre, mens hans Øje ufravendt mod Himlen skued! Se Chrysor, Han, der aabned Fjeldets Malmdyb, og letted Mennesket (som lidet Barn, der øves i at ride) ud paa Havet! Agrotas, Han, der lærte Mennesket i Skat at lægge Jorden under Plogen! Og Eliun, der først vor Haand bevæbned imod de stærke Dyr! Men bør vi leve, hvis vi taknemmelige ikke vare mod Livet, ved at give det det Bedste? SIDE: 234 Hvad bedre have vi end vore Børn? Og dog os Guden giver noget Bedre: den Fryd at see hans Majestæt indhylles i Gavens Damp, at see det Skjød velsignet, som tømte sig, at høre Luens Vellyst, at skimte gjennem Røgen Stjernerne at nikke Velbehag . . Mon De bør leve, som ei paa Bjergene, hvor Guder hvile, opreiste Mindesmærkerne om Tak, og lokked Guders Høihed synlig til sig? Modtog vi Liv, da være det et Offerliv; thi saa vi synes fri og stolte som om vi tilbagegav hvad os blev givet, som om vi dog betalte Renter. Anden Præst. Ti! Ti! -- Israel! dig bød Jovah: du skal ei fremmede Guder have for mit Aasyn! Vi dyrke ikke Steen og Fisk og Støtter. Første Præst. Oh, Israels Tempel er en større Støtte. Anden Præst. Lad, Israel, dig ei forføre! Satan udstrækker gjennem denne Baals Præsts vanhellige Læber Kloen efter dine smaa Børns Hjerter. Første Præst. Er Israels Tempels skjulte Allerhelligste ei slørede Astarte ? . o en større end den paa Libanon! Se, vore Guder staae aabne, blussende for hvert et Blik! Og, naar vi reise Billeder paa Højene, da sætte Støtter vi jo kun paa Altrene i Guders aabne Tempel: Himlen? SIDE: 235 Anden Præst. Se, Israel, Jovah stod for Moses som en Torn ibrand. Den Misraim fortærte. Første Præst. Ja, Moses traf, da vildsom han omvanked i dybe Tanker over sjunkne Israel, og saae ei op, men gik med tunge Blik, i Ørkenen saa pludselig en Busk ibrand (og Terpentinen brændte længe) som om den faldt fra Himlen. Der han knælte (som Vi for Molochs Flamme og Misraim for Pthas) og bad, og svoer, at frelse Israel. Anden Præst. Forlad ei Jovah, Israel! Thi førte ei Moses dig igjennem Havet? Første Præst. Ja; men takket være Ebben! Anden Præst. Førte dig i Ørknens Nat ei Jovahs Luestøtte? Første Præst. Ja foran Folket bare Arons Børn et Ildens Alter. O, I Israels Børn, forsamler jer om Ildens Altar! Der jo lagde Abraam sin Søn, da Oldingen ei vidste hvad han skulde troe var kjærest, og Baals Dyrkere omkring ham blomstred. Men Væddren offred han -- det Nebos Offer. Seer, Eders oxehovedede Cheruber er vore fælleds Guder, Melkarts Billeder! Hvi staae de tause da i Krogen, som en aflagt Prydelse? SIDE: 236 Anden Præst. O, Israel, Moses Aasyn rødmede af Jovahs Herlighed, dens Straalers Gjenskin, da han opløfted Loven over dig! Første Præst. Ja samme Rødme bævrer flammende paa Baals-Præstens Kind i Babel, naar han viser Belus's Tavler frem for Folket. Anden Præst. Din Gud er nidkjær, Israel! Fortæred ei Herrens Ild og Slanger de Gjenstridige? Første Præst. Ja Molochs Vredesaande, Ørknens Samum. Og Moses førte, da et Oprør ulmed, sit Folk til Sumpene, hvor Slanger vrimled. Anden Præst. Og Tegnene? Græshoppe-Skyer og Hagl frembrusede, naar Moses løfted Staven. Første Præst. Spørg en ægyptisk Bonde, og han letter paa Huen, seer mod Himmelen og siger, om der Græshopper komme vil i Sommer. Anden Præst. Og Underværkerne? O Israel! vil du ikke boe i Ly af Arons blomstrende og eviggrønne Mandelstav? Første Præst. Det er: i Ly af eder Præster, jer Leviter. Nævn ikke Underværker; thi jeg fristes (hvis ei min egen Hellighed da blegned og Livet med for mine Brødres Haand, SIDE: 237 som en Forræders) at forraade for begge Slægter vore skjulte Kunster, som du til Israel vor forborgne Sandhed forraadte: at kun Een -- kun Een er Gud, at Alle aande ligelangt fra ham; at alle have samme Pligter da; dog, at ei han og Verden ere Eet. Se, derpaa hviler jo vort Herredømme; thi kunne Tingene vi herske over, og røre deres skjulte Kræfter, da maa Folket troe, vi Gud beherske og hans Kræfter røre, som vor Villie lyster. Dog du gjenstoppede din Aabenmundethed, ved Israel at lære, at den Ene er ikkun Gud for Israel. (Til Folket) Israel -- ha, hvi vil du sidde som en Eremit iblandt de dandsende Folk? Se i din Armod paa vore Fester, hungrig naar du bydes? Du Israels Konge, skulle Præster skræmme og ærgre dig, som Israels første Konge, til Vanvid og tildøde? Vore Fyrster, livsalige, ei tæmme sine Lyster! Dem Purpur skygger og paa Guld de hvile! Du nøjes med en Sichems Palmeskygge? I Israels Mænd, hvi nøie Eder med een Gud, naar Hundred staae paa Eders Grændser? Er Baals Mænd ei stærke? Faldt I ei? Ha, lytte eders Hjerter ei, naar viden I høre vore Horns Musik? Ak, sukker da eders Stilhed ei? Vel, ei af Mænd I ville føres did -- se der jo venter med aabne Arme Kanaans søde Kvinder! Ak, Israels Døttre, spørger Eders Hjerter, om Fløitens Klang til Ildens Bragen ei er som en Kvinde vexlende med Manden i Elskovssang! Og lærer ei Mylitta en sød og leflende Veltalenhed? SIDE: 238 Den søde Pligt hun byder, at hver Kvinde skal i sin Blomstren nyde Elskov med en fremmed Mand i Templet. Belus selv, den høje Gud, nedstiger jo om Natten omfavnende den Kvinde -- o den Salige -- som han vil vælge? (afsides) Jeg var ogsaa Gud til Tiden sneede min Isse over. (høit) I tøve end? Da jeg vil klarere af Himlens Stjerner, end din Høipræst af sit Brystskjolds Demant-Stjernebilled, spaae din Undergang, o Israel. Israeliternes Konge. Til Moloch jeg ofre vil mit Blod. Min egen Søn skal gaae igjennem Ilden. Jeg vil agte paa Fugleskrig, og vælge Tegnsudlæggere. Luk Templet! Jeg vil glæde mig paa Høiene. Nogle Israeliter. Vi maae jo følge Kongen. Ere ikke, og sværge ei, som Jovahs, Baals Profeter? Paa Dans og Bethels Høie vi opreise et Baals-Billede af Sølv og ofre paa Tofets Høje i Benhinnons Dal! Anden Præst. Ve, Israel sviger sine Fædres Gud! Din hellige Kydskhed, hvorom vi Leviter og Præster var et Belte, bryder du, og horer saa med Askalon og Gaza? Fra Astaroths Skjød skal sorte Bylder regne paa dem, som Herrens Ark forraadte. Juda, du Israels unge Løve! Benjamin, du Zions taarefulde Barn, forenes! og løfter Helligdommen mellem Eder! Men mellem Eder da og Israel et draget Glavind være, og et Baal imellem Afgudsdyrkerne og Eder! SIDE: 239 Nogle Israeliter. Frem Pagtens Ark paa vingede Cherubim! Andre Israeliter. Frem Baal-Beriths Horn og Molochs Ild! Første Præst. Ha, hvæs dig nu, du Sværdering om Israel, du Edom, Seïr, Amalek og Moab, Filister, Syrier, Fønicier! Og blotter Eder nu, I skjulte Dolke i Israel, I spredte Kananiter! Og dræber dem, hvis Fædre Eders Fædre i Gibeon paa Solhvervsdagen sloge, ja Natten efter, en Fuldmaanenat, dem gjennem Ajalons Dal i Døden joge! (Kvinder dandsende om Molochs glødende Kobberstøtte, i hvis Arme de lægge sine Børn. Præster. En grædende Kvinde med et Barn.) Chor af Kvinder. I din Glofavn, Moloch! Moloch! Moloch-Gud! glødende Allivsens Sommer! haste vi med Fryd og hellig Angst at kaste vore Børn. . O tag den søde Duft af Livets Overflod, af vort Skjøds den første Grøde! En Kvinde. Moloch! Moloch! jeg gav dig Een! Giv mig Diende fem igjen! En Præst. (til den græedende Kvinde) Er du et Menneske, og hører, -- hør de dandsende Mødres Jubel, naar de lægge Livsfostrene i Molochs Glofavn, naar SIDE: 240 de lade dem igjennem Ilden løbe, og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge indslikkede i Flugten -- Ha, er du et Menneske, dog saa fordærvet, saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øjne nedblinke, som beruste gjennem Røgen, du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd at favne om det Barn, han skabte selv? det Barn, hvis Næse han indblæste Livet, for engang op det unge Hjertes Damp i sine røde Næseboer at suge? Netop de samme Næseboer -- du seer dem? -- hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag, indtrak sig, da den frem af Baaus Bug Zophasemim, de Verdensdele, Sol og Stjerner og Allivet havde blæst. Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved, og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker, fordi dit Hjerte mukker, nu dit Barn? Kvinden. Ak! -- Vel! jeg vil . . O kom min lille Ada! Se Guden hist er jo af Rosenblade! Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked her i mit Bryst, ei ene i mit Øre. Jeg min ugudelige Frygt forsoner. (Ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen) Chor af Kvinder. I dit Ildgab -- Moloch! Moloch! Moloch-Gud! glødende Allivsens Sommer! vore Spædes Hjerter vi med Smiil og Taare lægge ind . . O, af min Enes Aske atter, Moloch, skal Ætten blomstre ud og grenes! SIDE: 241 En Kvinde. Moloch! Moloch! Jeg gav dig Een! Giv mig Diende ti igjen! (Afgudsbilleder paa en Høi. En Mand og en Levit.) Manden. Saa vær min Fader og mit Huses Præst, du Levi Søn, du hellige Bethlems Vandrer! Jeg giver Sølv og Klæder dig og Føde. Thi se, jeg reiste her paa Ephraims Bjerg en Gud, den Gud, en Guldsmed gjorde mig af Sølvet, som jeg stjal ifra min Moder, det Sølv, som hun og jeg nu giver Guderne. Og rundt om, som Planeterne om Solen, jeg satte Terafim, de Huusgud-Billeder. Men Præstekjortlen, som min Mo'r baldyred, end hænger tom. (Leviten giver ham Haandslag) Nu er jeg sikker; Baal beskjærmer mig, fordi jeg har hans Støtte, og Sidons Astaroth og Ammons Moloch og Ekrons Belsebub for al min Røgelse; Israels Jovah (se, saa halter jeg paa begge Sider) signer, naar jeg har en Levi Søn til Huuspræst. Ei? Leviten. Tilvisse! (Offerplads. En Datter knælende paa Altret. En Fader med Offerkniven hævet. Folk). Faderen. Jeg giver Gud mit Sejersløfte opfyldt: det Første, som mig mødte af mit Huus. Ak da, min Eneste, du kom med Fløiten, SIDE: 242 og dandsende -- o du mit eneste Barn! -- Du mine Seirsbasuner overdøved. Ak, er den Maaned svunden, som du bad om til stille Graad for visnet Jomfrudom? -- ah visnet ei, men brudt, men knækket . . O, du græder end . ? Er Maaneden forbi? Se Præsten staaer der skummel mellem Folket, som om min Smerte vel fornærmed Gud, som om din Graad var Spyt paa Altret . . Ha, jeg kan ei . . Gud mig dræbe! En Præst. Jefta, ve! Hvad svoer du Gud? Din Taare Gud fornærmer. (Faderen støder til. Folket jubler) (En beleiret Stad. Kongen, hans Søn, Præster paa Muren. Folk.) Kongen. Mit Folk har kolde Hjerter, visne Hænder; dets Mod er sjunket; Fiendens Skjolde klemme isammen vore Mure til en Gravhvælving, og udenfore seer alt Landet ud som en Indgang til en Grav. Se Kvæget, der ligger adspredt rundt som Aadsler og af Gravene opslængte Dødningbeen! Græshoppen springer mellem Oxens Ribber. I Hestens Hoved Humler bygge Boel. Se, Agrene de have gjort til Steenrøser, og Brøndene opdynge de som Gravhøie! Og Palmerne og svedne Olietræer som Mindesmærker staae med kulsort Top. De Smaabørn, som ei kunde flye til Ørknen, rundt ligge knuste om paa Stenene, som Rosenknoppe tabte i en Liigfærd. Saa Moses Bud de efterleve, for ei Sauls Straf at lide. SIDE: 243 En Præst. Der staaer din Søn. Giv Guderne dit Kjæreste, saa kommer Mod liig Tordnen rullende igjennem hele Folkets Hjerter. Gjennem sin Konges Ætlings Bloddamp seer ei Slaven sin egen Fare. Kongen. Vel, dets blege Feighed jeg gløder op til Mod ved den at dyppe flux i min Enestes Blod. (En Konge. Krigshær. Spaamænd.) Kongen. I firehundrede af Guderne Indblæste, siger, hvad i Slaget venter! Hvis jeg skal troe, maae Alle sige Eet. De Firehundrede Spaamænd. Det skrevet er i Himlen: Du skal seire. En Spaamand. (træder frem med Jernhorn paa Hovedet) Saa skal du, siger Herren, stange Fienden, til ei han findes meer paa Jorden. Ja! En Mand. Du lyver! Spaamanden. (slaaer ham) Ha, du siger? Een mod os? Kongen. Ja fængsler ham! Han æde Kummers-Brød, thi ondt han spaaed Kongen! Ja, han turde. (Kamp. Kongen falder. Hæren flyer.) SIDE: 244 (Kongehal. En Konge. En Dronning. Folk). Dronningen. Ha, Du, Du skulde være Konge, som ei veed at tage Trælles Eiendom! Ei? -- hvilket Mord! Min Mund er selv ukongelig, . . en Hjertets høiforræderiske Hærold, der spotter, ved at stamme, hvad han læser. Der gives ikke Eiendom for Folket; men Guder dele Himlen, Konger Jorden, Dæmoner Luften og den sorte Afgrund. Ha, Kongen slæber bleg sig om, og sulter, fordi han negted dig en Fædrejord, og pukked -- o hvor tom en Trods! -- paa Loven, og sagde reentud: Nei. Ja da han mærked, at Kongen veeg ham Skridt for Skridt: fra Gave til Kjøb, fra Kjøb til Bytte . . O du Barn, som med dit Eget leger Kjøb og Salg! -- -- Jeg, jeg (ja tro mig!) giver dig hans Viingaard. (til Nogle) Hør, stevner ind i Kongens Navn flux Naboth for Dommeren -- Gaa, I skal være Vidner! og sværger paa, han Gud og Kongen haante! (til en Anden) Du Dommer, du skal dømme Naboth stenet, og alt hans Gods tilfaldet Kronen. ! Flux! (En Viingaard. Kongen. Dronningen) Dronningen. Min Herre, her er Eders Viingaard. Naboth er stenet udenfore Porten. Nu, fornøi jer efter Hjertens Lyst! Isandhed (dog uden at forkleine Eders Smag) skjøndt disse Druers Rigdom funkler over den Blodskvæt, som de kosted, synes knapt den Jordflek værd den Umag. Ei, min Mand, SIDE: 245 du maa dog være lystig vel som Manden! Du fik den jo ved Arv, saavelsom han. (En Profet kommer) Profeten. Du krænked Loven. Hør, saa siger Herren: "hvor Naboth bløded, Hundene og skulle den Israels Konges Blod opslikke, som ihjelslog Naboth, lovløs tog hans Odel. Og midti Staden skulle Hunde æde din Dronning. Stadens Hunde, Markens Krager, de skulle stride om dit Afkoms Kjød!" Kongen. (sønderriver sin Kjortel; strøer Jord paa sit Hoved) Se, hellige Mand, mit Purpur sønderrevet, og Aske paa mit Hoved for min Krone, og fastende, indhyllet i en Sæk, vil Kongen liste sagtelig sig frem. Profeten. Saa siger Herren: "Kongen for mit Aasyn ydmyger sig. Vel, jeg det Onde vil nedsænke fra hans Hoved paa hans Afkoms. Endskjøndt jeg svoer, det skal dog nu saa skee!" En Mand. (til en Anden) Skjøndt, Kjære, jeg, som Kongen ei kan vinde en Viingaard, vil jeg dog, i samme Spil, to Armepar mig vinde for min Viingaard. Se der er nu den gamle Spinder-Enke med begge sine Sønner! Mon de gjorde ei bedre Nytte paa min Jord, end nu de samle Dagløn til det gamle Fjog? Sværg nu du Kjære (se for dette Sølv!) at Enken er min Skyldnerske: saa vil (thi Dommeren har Sit af mig alt faaet) jeg føre hendes Sønner bort som Slaver. SIDE: 246 (Negere. En Præst. Afgudsbilleder). Præster. Den øverste Gud er Slangen -- Ei, saa knæler for dette hellige Navn! Og saa er Træerne, hvem I maa ofre Eders Naboer; og saa Havet, som, naar Hunger nager, skyder som Tarmebugter, til vi mætte det med Oxeblod; og saa Agoyen (Djævlen, det er: den værste Gud af alle Guder. Det vil nu sige Djævlen. Djævlen er da dette Billed: Øgle halv, halv Kaffer). Men skulle vi ei have flere Guder? Boe Alle vel ved Havet og bemærke, naar Rynker fure det, og der maa sones? Kan Slangen ikke løbe væk for En? ei Svinet, det vanvittige, æde den? Og midt i Ørknen have I da Træer? Og jeg, jer Præst, jo eier kun Agoyen? Men var et Menneske uden Guder kun et Øieblik, da saae I snart et Aadsel, og Djævlen, hvis hiin havde ei hans Billed, snart tog hans Hjerte. Derfor er det Pligt at samle mange Guder, saa I vælge, og aldrig mangle. Gaaer I derfor ud, og tager op det første Dyr, som møder; hvis ikke, tager Been og Steen og Kviste, og ælter alskens Skikkelser i Leer, og siger: gaaer mit Værk mig vel, saa skal du være mig en Gud! og giver Præsten (thi ham vil Guden skjænke hvad I give) et Offer! Han da skal med Sang og Dands indmane Guddom i de valgte Ting, der tjene Eder, naar I troe og ofre. En Mand. (kommer med en Dreng) Her er min Søn -- han traadte paa en Slange. SIDE: 247 Men, skjøndt han krænked Guden mod sin Villie, jeg tør dog ikke have ham i Hytten. Præsten. Nei han maa offres. Se der kommer Guden, og æsker Hevn. (En Slange vælter sig frem. De offre Drengen under Fryderaab). (En Præst. En Anklaget. En Klager. Folk). Præsten. -- -- Ja Guderne faae dømme . . Klageren. (til Præsten) Hør, hjælp mig Kjære! Se jeg ejer Guld . . Præsten. (til Klageren) Jeg sværger, han skal æde til han tier. Se, jeg har tvende Kager: en af Meel, og en af Gift! Hvis du nu skulde dømmes, saa putter jeg dig den af Meel i Munden; men Denne her, den Pjaltede, som pukker saa paa sin Uskyld! smage skal den anden. (høit) . . Saa faaer da Guder dømme. Anklagede. Ja, saasandt som Denne her belyver mig, jeg vil mig underkaste Himlens Retfærd ved en hellig Prøve. Præsten. Aabn din Mund da! Lever du end en Time, da er du uskyldig. (putter en Kage i hans Mund) Klageren. (afsides) Han Giften fik. Nu er hans Ager min. (Den Anklagede styrter død om.) SIDE: 248 Præsten. Den Mand var skyldig. Folk. Det vi tænkte ei. Han var i Armod dydig. Præsten. Hvad? I troe vel, naar Guder have dømt? Folk. Nu maae vi troe, at Løgn var før hans hele Liv. Klageren. Nu min hans Ager er. Jeg giver dog ham Jordsmon etsteds i Krogen til en Grav. (Afgudstempel. Præster. Folk). En Præst. (gjennemborende et Menneske, bundet paa Altret) Tag, Vizlipuzli, tag dit Offer! (river Hjertet ud, og viser det rygende i Solen) Se, Sol, drag Livet ind med dine Straaler! Du giver Liv, vil have Liv igjen. (putter Hjertet i Afgudens Mund og besmører hans Læber med Blod) Smag, store Gud, hvis Mad er unge Hjerter, hvis Viin er Blod! Dit Maaltid du betale med Held for Mexico! (til den Mand som bragte Offeret) Se fromme Mand, der har du Kroppen! (kaster Kroppen nedad Altertrinene) Bring den i dit Huus; og kog og æd den saa med dine Venner! (Manden gaaer med Kroppen. Folket jubler) SIDE: 249 (Præster. Folk). En Præst. (til Præsterne) Kom skifter disse Gothers Guders Navne imellem Eder, Aser! Se, vi skulle da fra en Præste- og en Kriger-Kaste hos disse Slægter blive gamle Guder! Vort hvide Aasyn dette skal bekræfte blandt disse sodede, røgede Hyttefolk, som og det vidnede i Asaheim, at Solens Blod os farved, da vor Æt fra Kaukasus nedsteg blandt Schyterne. (til Folket, pegende paa sig selv) I Skandinaver, her er Odin -- ja, Alfaudur selv! Se her, min Kvinde Frigga er Jordens Guddom, den I kalde Jørthe. Min unge Søn, den Eenhaand der, er Tyr (I vide Fenrisulven beed den af?) Og se den Hærdebrede hist er Thor. Med denne Hammer, naar han er i Himlen, han vækker Tordnen; men med denne her, Han, gode Gother, rense skal jer Landet, hvor end dets gamle Folk fra Verdens Barndom, de Jetter, rundtom hist og her blandt Fjeldene i røgede Huler boe og dyrke end i gammel Tro den onde Gud, min Fiende. Og denne Blonde der er Eders Balder. Og her staae Vil og Vidar, Uller og Forsete, Niord, Freyr og Freya. Se den gamle Guddom, (ja vor gamle Spaamand!) der nikker hist ved Staven, det er Mimer. Og hiin -- vor Barde -- Guden hist med Harpen er Bragi. Denne unge Kvinde der med denne Kurv med gyldne Æbler (de Pomeranzer Dacerne os bragte, men aldrig seete her) det er Ydunna. Og disse trende Møer ere Nornerne: det liljelokkede Pigebarn er Skuld, SIDE: 250 den fuldudslagne Blomstermøe er Værande, hiin gustne Pebermø er Urd. Folket. (knæler) O Guderne nedstegne er iblandt os! O hædrer os, og bærer Spirene i vore Lande, mens I ere her! Lad Nidaros og Sigtuna og Leire da være Asagaarde! (Præster. Folk). En Præst. Nymaane smiler. Alt tilsmiler. O, I Celter, Eder Gud Belenus signer, naar han ei agtes ringere end Freyr, som Gothen dyrker. Freyr hvert Niaar faaer jo niogniti Mennesker, Heste, Hunde, Haner, og Jørth en talrig Slavehjord, imens vor Gud faaer nu og da Lidt tilslængt. Vel -- vi Druider see i Guders Hjerte; og, naar I troe, vi stirre ned i Mosen, og lytte efter Egetoppens Raslen, da skue vi bag Skyen, høre Guder. Vel, Guden vil eet Offer have kun, men dog et stort og prægtigt. Se, vi ville et stort uhyre Mandebilled flette af Pilekviste, fylde det med Mennesker (thi vi maae give Guderne det Bedste) og tænde Ofret. Det vil være som at ofre ham en mangehovdet Rise. (Torv. Præster. Folk) En Præst. Hør, Cato, du har adspurgt Lodderne, hvis Øine er Fortunas Alfabet? SIDE: 251 En Mand. Nei, jeg kun har adspurgt min Dømmekraft: en Ret bestaaende af hundred Ja- Bisiddere og hundred Nei-Bisiddere; men alle reiste de sig op som Een, og mig lykønskte til mit Forehavende. Præsten. (aabner et Dyr) Hvad hjælper det, naar denne Mave negter? Og gaaer ei Hønen der blegnebbet, som om Pip den havde, endsende ei Bygget. Gaa, Cato! du maa lade fare. Folket har alt, ved dette Syn, sin Mening tabt. Manden. Saa Roma styres af en Kaglehøne, et Kalveaadsels Tarme, hvori lever kun høist en Vind, maa give Cato Lærdom, hvis ei hans Mening er Augurens? (To Ynglinge) Første Yngling. Vor Barndom er forbi -- som Perlen sjunken, et Hav henbruser over. Ak, med Kraften fremmodnes Pligterne. Du veed . . ? Anden Yngling. Jeg veed, der ligger Blod imellem os. Din Oldefader min Oldefader dræbte. Siden Alle af vore Stammer fældede hinanden, til ene vi tilbagebleve, for hinanden ned at fælde, naar vi kunde. Jeg er Blodhevneren. (drager sin Dolk) Første Yngling. Jeg er Blodhevneren. (drager sin Dolk) SIDE: 252 Anden Yngling. Ja, Loven byder det -- min Ven! min Ven! -- -- (de fælde hinanden) (En Konge. Hans Billede. Folk). Kongen. Her staaer mit Billed hundred Alne høit. En Præst. Af os, os Præster til en Guddom kaaret. Kongen. Naar nu Basuner, Fløiterne og Cymbler og Harpers Lyd slaae Landets Grændser ud, som Aanden en Trompeters Kinder, saa nedknæler Alle! beder til min Guddom! Hvo ei det gjør, skal kaldes en Ugudelig og brændes i en Ovn. (Instrumentlyd. Folket knæler, paa Tre nær) Ha I! Ha I! I hørte det, og knælte ikke? Ha I ere Jovahs Dyrkere, ei Bels! Bort, Trælle, gaaer til Ovnen! -- (Kongen. Tre Mænd føres ind) En Mand. Hil Konge, lev evindelig! Se, disse Mænd paa Ovnens Bund i Nat har ligget som paa Purpurtepner, og sjunget, som om Gnisterne var Druer. Kongen. Ha, sunde? ikke sodede? ei svedne? De tre Mænd. (afsides) Den Kunst vi ogsaa kunde lære dig. SIDE: 253 En Mand. Men de, som kasted disse indad Gabet, fortæredes fast af Heden. Kongen. O, et Under! Ja deres Gud Jovah med Babels Guder skal dyrkes. Det ei skader Fleer at have. (En Konge, Hær, Præster foran en Stad) Kongen. Jeg vil jo gjøre Jorden til eet Rige; og tæt ved mine Grændser . . ah, ei Grændser for en Antiochus! . . men lige ved mit Scepters Rod, et lidet Hyrdefolk da skulde trodse mig og mine Præster i Sæder, Tro og Statsforfatning? Antiochus forskyde i sin Purpurglands for nogle længst Hensovedes blege Skygger? for Jovahs tause Zeus's muntre Dyrkelse? -- Ved Zeus og Bel, Antiochus Epifanes vil (hver min Tanke er jo et Dekret, hvert Vink med Fingeren en Dødens Hær) til Trappekin for denne Fod forvandle Aljordens Stater; ja fra Indien, (det nederste, bredeste, teppede Trappetrin) og Parthien og Roma (to Afsatser, hvor mine Førster have Rum at knæle) til Syrien, mit eget Sæde! Øerne, fra Taprobane op til Thule, strøede rundt Landene, de være Skamler for Satraperne hernedenfor min Throne. Og Elymais's og Romas Kobbertinder saa skulle tækkes af, at de symmetrisk, Granatzirater liig paa Throne-Trappen, SIDE: 254 til mit Damaskus, allerøverste af Prydelserne, svare. Og tilsidst med Selene, som af Gudinderne er kydskest og den rigeste, trolove mig Præster skulle hist i Efesus: thi da jeg tager jo med Brudgoms-Ret som Udstyr hendes Tempelkister. Præster. (afsides) Ve dig, hvis du, endskjøndt du Præsterne foragter, tør haane dem! Du Stene faaer for Guld. Kongen. Hvad tale I? En Præst. Vi sagde: Guderne frem ville føre dine Skridt paa Jorden, hvis denne Jehovah du styrter. Kongen. Ja, jeg styrter ham som Konge ei som Gud. Ha, Guderne? Hvad bryder mig jer Zeus, jer Bel og Jovah, alle eders Drømme, hvis Guldet ikke lod sig skrabe af dem? hvis ei de vare Folkenes Skrække-Billeder? Hvis Zeus var Jødeguden, jeg ham knækte. Kort -- ligemeget hvilken Gud der seirer, naar Jeg kun giver Seiren. Blegne I, fordi jeg er en Atheist fra Rhodos? Dog, Præster, ere I mit Raad, thi I, hvad enten Zeus's eller Baals, ere de klogeste. En Præst. (afsides) Hvo raader vel, regjerer. SIDE: 255 Kongen. Se, Apollonius, se der er Zion! Der funkler Morgenrøden over Templet, som Gjenskin af dets gyldne Skjolde. Ha! drag Glavind for Antiochus. ! Præster. . . Og Zeus! Kongen. Slaa ned i Raadet. ! Præster. Dræb Leviterne! Kongen. Nedhaler dem med Spyd, som flye paa Tagene! Den Yngel er haardnakket. Mænd og Kvinder og Jomfruer og Smaabørn, de maa slagtes! Af Resten Halvten sælge vi som Slaver. Og de, som boe tilbage, skulle ofre paa min, paa Kongens Fødselsdag. Præster. Besmitter Templet (der er det en Dyd; thi Templet bliver dem da Afsky siden) med Mord og Hoer og Drukkenskab, og tvinger Rabbinerne at sudle deres Skjæg med Bærme, Flesk og Spyt af Skjøgekys! Reis Zeus Olympier hvor Arken staaer, og feirer Bacchi Fest med Jubelruus i Templets Allerhelligste, hvis Taushed kun eengang aarlig Præstens Fodtrin vakte. Hvo ei paa vore Altre ofrer, offres! Gjør Templets Altar til et Oplagssted for lovforbudne Ting! De skulle sværge, at de ei ere Jøder; bede om Forladelse, fordi de fødtes her; SIDE: 256 med Trælledamp Sabbathens Himmel mørkne! Og Templet kaldes da ei meer Jovahs men Zeus Olympiers! Kongen. I have Ret! Vi gjøre dem til Græker. Jøde skal en gammel Fabel være. Gaa og døb dem om i Blod, min Apollonius! Saa seirer jeg ei ene over Nutiden, men over For- og Fremtid: over Moses og David, over Folkets hele Haab. Præster. Og vi, vi seire over Jovahs Præster og Levi Sønner og Profeterne, der aabenbarede vor fælles Viisdom, og skjulte kun saameget som nødvendigt, at Aronsstaven ikke skulde brydes. (Kongens Hær. Jøderne knælende.) Kongen. Her træffe vi dem knælende i Ørken. Til Vaaben! Jødernes Høvding. Bort med Vaabnene! Vi maae idag ei kjæmpe: det idag er Sabbath. (De kaste Vaaben) Kongens Hærold. I kaste Vaaben? Vel, det er et Tegn, at I, som flyede til Ørken, nu ved Pønitentsen ere blevne kloge, og hylde Kongen og hans Præsters Guder. Jødernes Høvding. Det være langtfra! Ha, Den er forbandet! -- SIDE: 257 Kongens Hærold. Hvad ville I da vel, I Værgeløse? Jødernes Høvding. Vi ville døe i vor Enfoldighed. (de Knælende nedsables) (Kongen. Præster ledende en Olding, hans Datter og hendes syv Sønner frem.) En Præst. Her er den gamle Rabbi Eleazar, "den vakkre Olding" kaldet af Oprørerne, Han har ei offret end paa Zeus's Altar, ei baaret Bacchi Krandse. Kongen. Ei, saa faaer (det er en Buk saa strid!) vi prøve om han ei kan æde Flesk. Oldingen. Jeg lyder Loven. Kongen. Vrist Munden op, og put det ind. (De gjøre saa. Han spytter det ud) Ha, hvad? Til Pinebænken! Oldingen. Jeg er niti Aar; vil ei med Synd min sidste Time smitte. Thi, kunde jeg end undgaae Straf paa Jorden, jeg kan dog død ei, eller levende, undvige den Almægtiges. (han pines) Jeg døer -- Et herligt Styrkens Syn for Israel! . . I unge Hjerter . . blegner ikke . . gaaer til Jovah blussende for Loven . . som . . som jeg. -- -- (døer) SIDE: 258 Kongen. (til Kvinden med Børnene) Nu! lærte I af Bedstefa'r? Det var en gammel trodsig Buk . Herfrem du Ældste da! Smag lidt paa dette Flesk! Moderen. At æde eller ikke æde Flesk, er ikke vigtigt i sig selv. Men Den, som agter Loven i det Mindre, kan endnu mindre ringeagte Kjernen. Ak Børn, mon jeg bemærkte eller veed hvorledes I fremvoxte i mit Liv? Jeg gav jo ikke Aanden eller Livet? Dog kom I frem af Fryd, og gaae til Fryd. Men, Den som gav jer Aandens Liv, han gav det ei saa, at usel Træl, en lav Forbryder, som faaer den Lyst, kan plyndre det ifra jer. Men, som I vise Tillid hertil, til hans endeløse Magt, hans Gaves Værd, ved det at agte fremfor Død og Smerte, som I af de Henfarnes Viisdom og Forældres lærtes op at kalde Helligst: saa vil i sin Barmhjertighed han vise, at Hjerte-Styrke og den Frommes Tillid er ei, som Smerterne og Lastens Haan, et Blændværk. ! (brister i Graad) Ak, I Børn, jeg er en Kvinde. . ! Den første Søn. (Kongen rækker ham Flesk) Hvad vil du . ? Kongen. Tal ei! Gjør blot hvad jeg byder! Din Tunge er fordømt, som talte. Bøddel! Hei, slid den ud! (det skeer) Du vil ei.? Ha, du kan ei! SIDE: 259 Vel, bid! blot rør; og du skal leve (første Søn ryster med Hovedet) . . Ha! flaae af ham Hud og Haar, hug Arm og Been af, og kast saa Kroppen endnu, mens han aander, i glohed Kjedel! Moderen. (til de øvrige Sønner) Gid I ei havde Øren! En Søn. Ak, Moer, du troer, hans Syden, som vi høre, kan skræmme os? Kongen. Ah, lugte I Jer Broer? Mo'r, lugter du dit Kjød? Moderen. Snart Paradiset skal dufte os imøde. Kongen. Frem du Anden! Du vil ei? Anden Søn. Lo. Kongen. Hvad "Lo"? Ha, svarer du i dine Fædres Tungemaal, af mig banlyst? Hvad "Lo"? Er du vanvittig? "Lo"? Moderen. Det i dit Tungemaal betyder: Nei! Kongen. Han døe sin Broders Død! Først Tungen spaltes! SIDE: 260 Anden Søn. Du, Bøddelkonge, lukker Porten til for denne Jammerdal; men hisset skjænker mig Verdens Konge Livet og Opstandelsen. (Han døer paa samme Maade) Tredie Søn. (træder godvillig frem og rækker Hænderne til Afhugning) Af Gud jeg disse fik; for høiere Pligter foragter jeg dem nu; som jeg forhaaber, ei derfor hisset iblandt Aanderne en Krøbling. (Døer paa samme Maade) Kongen. Nu fort! der er dog vel et Menneske blandt disse Klipper? Fjerde Søn. Det er Beviis for evig Salighed, at allerede Haabet derom her ei lader nogen Smerte uden Fryd. (Døer ligeledes) Kongen. Ha, det er ikke Tro men Trods ! . Den Femte ! . Femte Søn. Du vil faae længer Tid end nu du har til al din Høiheds Fryd, til nu at snufte de svedne Hjerters Steglugt i dig; ja en længer Tid til dine Suk at høre, til din Elendighed at maale. Du i Ækelheden længes skal mod Smerten, i Smerten længes imod Ækelheden. (døer ligeledes) Sjette Søn. Vort Blod skal lyse brændende om din Tinde, naar du af Graven reiser dig, hvis ei din Sjel af Laster er fortæret heel, som dine Lemmer udaf Orme. Kom! (døer ligeledes) SIDE: 261 Kongen. (til den syvende Søn, et Barn) Ak, unge Blomst, det gjør mig ondt for dig; men tak dog Zeus fordi han lod dig lære i dine unge Dage. Vakkre Barn, du voxer op og bliver Yngling; da vil Livet være dyrt, naar det er skjønt; og se, dig venter Purpur -- ja, jeg sværger! hør Kongen sværger! ja dig venter Purpur og Guld og Hæder, og, ja trods din Fødsel, trods al din Slægtes Haansord mod mig, skal du være Kongens Ven, hvis du forkaster dit Modersmaal og dine Fædreskikke. Syvende Søn. O ti og dræb mig! Piin ei meer min Moder! Kongen. Vel, stolte Knegt, du da forskyder Kongen som Far? Syvende Søn. Min Far med Matathias faldt mod dig, mit Folkes Morder. Kongen. (til Moderen) Du Kvinde, trods dit Vanvid, viser dog den Taare, som for hver af dine Sønner fremlisted sig. . Moderen. O det var Glædesgraad! Kongen. Snak! Vanvid! . . disse Taarer vidne dog, at du, midt i dit Afsind, er bevidst dig at være Moder. Se nu, denne Sidste skal blive dig saa god som alle Syv, SIDE: 262 hvis du ham overtaler. . Nu, bemøi dig! Du vil dog frelse vel din Eneste? Moderen. (bøier sig over Drengen) O Benjamin! min Søn, min Søn! min Søn! Forbarm dig over mig, som bar dig i mit Liv med Angst i sex og tredive Uger, i tvende Aar dig died og dig fostred ved Trællekvindearbeid og med Smerte, og dig oplærte alt til denne Alder! O se til Himlens Stjerner, Jordens Blomster! Dem kaldte Gud som dig, mit Barn, af Intet. Dog have de ei Sjel, som du, og derfor de fik et Liv kun; du en Evighed. Frygt derfor ei for denne store Bøddel, men bliv, skjøndt ung, dog værdig dine Brødre, og værd din døende Mo'rs Velsignelse! Ved Guds Barmhjertighed jeg faaer dig da igjen med dine Brødre, snart, o snart! Syvende Søn. Hvi tøve I? Ei Kongens Bud jeg lyder, men Moselov, den vore Fædres Odel. Jeg længes efter mine Brødres Smerte; thi efter disse korte Suk jeg gaaer til Livet, som min Tro tilsværger mig. Men Du, men Du med værre Pine skal bekjende denne Gud, du nu forhaaner. Kongen. Ha, Kvinde, overtalte du? Sku nu din Sidstes Død, og syd saa efterpaa i samme Kjedel! (Sønnen døer paa samme Maade) Moderen. Jeg gaaer med Fryd i mine Sønners Grav. I Saligheden faaer jeg vel en Tunge, -- slid denne af -- Gud at lovsynge med. O Jovah, jeg har bragt dig her et Offer! (døer som sine Sønner) SIDE: 263 Kongen. Hvad anden Trøst er nu for os end den, at ei hver Jøde er saa stiv som disse; de Store findes myge -- ja alt Græker. . . Luk Vindvet op, at Osen ud kan trække! (Kongehal. Kongen liggende syg. Præster) Kongen. I Præster, seer den Drot, som mente sig ifra sin Vældes Top at kunne naae og slaae de høie Stjerner! Han, der vilde, som Xerxes, byde over Havets Bølger, og gjøre Land til Hav, og Hav til Land. . . seer, hvis I tør . . ak seer, her ligger Han! Seer Mark og Orme voxe af hans Krop, og Kjødet falder raadent af hans Been, og Kongen stinker, saa hans Træl -- den Groveste, der rensed Nattetider Byens Skarnkister, -- maa holde sig for Næsen, ja besvimer. Nu taaler jeg ei meer min egen Stank. Nu vil jeg troe paa Guder . . jeg ydmyges. Ak frelser mig, I Præster! beder dog til Zeus og Bel! Jeg gjorde alt for Eder. Jeg slagted tusind Knælende i Ørken. Jeg gjorde Jovahs Tempel liig en Mand, der haanet sidder krummet paa sin Arne. Jeg spredte Rædsel over Israel; hver Brudgom græd, og Bruden sørgeklædt i Brudesengen sad. Den Helligdom, som Eder var en Afsky, jeg besmitted; jeg sønderslog mod Jovahs Altar (skjøndt det mig kun var en Steen) de Diende. Jeg eders Fiender Leviterne tvang til at dandse rundt om Bacchi Alter vedbendekrandsede, og til at brænde den Lov de agted helligst. Ja, jeg tvang hver Stad jo til at offre Eders Offer, og til at bede til min Genius. SIDE: 264 De Kvinder, som omskare sine Drenge og gav dem Fædremærke, førte jeg til Haan omkring i Gaderne, og styrted, mens Barnet endnu died, dem fra Muren ned. Jeg tærskede en Nitiaarigs Graahaar, som var det Axskjæg, og hans Hjerte, til det livstomt blev som Avner. Og de Syv, de Syv, hans Børnebørn, og deres Moder . . . . Hu! nu jeg stinker fælere end deres kulstegte Lemmer . . Ve mig! ve mig, ve! hvis ei I frelse mig ved Eders Guder! Jeg brænde vil Sophisterne. O red mig! Se mine Orme svømme nu i Sved! Præster. Der ingen Redning er. Kongen. O, bedre at I vare Farmaceuter! Kom en Magus, en Troldmand! red mig! og jeg dyrker Ahriman. Præster. Dig redder Ingen. Kongen. O! mon Jehovah? Vel, send til Jøderne, dem før jeg agted, for Eders Skyld, I falske Præster, ei andet Gravsted værd end Ravnemave! Siig dem, med venligst Hilsen fra Antiochus, (der takker for den Kjærlighed, de viste) at jeg hjemvendte syg fra Elymais hvis gyldne Tempelskin min Lyst opflammed, (Dog nævn ei, at jeg kom med brustent Glavind) men haaber dog til Jovah vist og fast, at jeg mig reiser snarlig karsk igjen, især, hvis de mig godt nedbede ville i Jovahs Tempel. Det jeg da vil smykke SIDE: 265 med Kobberspiir og gyldent Tag: saa, liig en luepantsret Cherub i sit Eden, det snart skal kneise i den hellige Stad, der meer ei vorde et Begravningssted! Siig, at Antiochus, hvis Jovah frelser, vil vorde Jøde, ja omskaaren Jøde, ei tale andet Tungemaal end Mosis, Sabbathen holde, æde Paaskelam, som om min Æt var dreven fra Ægypten. Ønsk saa til Slutning Godt og megen Sundhed for mine kjære jødiske Medborgere, og siig, at hvis nu de og deres Børn (saasandt jeg frelses af min Pine) fare og lide vel, da takker inderligst Antiochus sin Gud, sin Jovah derfor. (Budet gaar) Ak . . Jovah frelser heller ikke . . Ve, jeg føler, Ormene naaede nu mit Hjerte. . . Der kjæmpes; thi . . o der er værre Orme -- -- (døer) SIDE: 266 MENNESKEAANDENS LYSBRUD PROFETER OG FILOSOFER En Profet. (talende til Konge, Præster, Folk) Ja, løber rundt paa Gaderne i Salem; og seer og mærker, søger paa dens Gader, om end der er en Mand, som handler ret og søger Sandhed! da vil jeg tilgive. Ja, om de raabe høit end: Herren lever! saa sværger Munden falskelig mod Hjertet. Til Træet sige de: du er min Fader. Til Stenen sige de: du avled mig. O lad da disse Guder reise sig og frelse! Ha, skulde I vel stjæle, myrde, hore og sværge falskt og offre Røg til Baal og gaae i fremmede Guders skjulte Fodspor? Forlader Eder ei paa løgnfuldt Ord, der siger: Herrens Tempel, Herrens Tempel, ja Herrens Tempel ere de, de Altre! Ve, dette er et Folkefærd, paa hvis Læber omkommet er og kvalt hvert Suk af Sandhed! I Morderdalen Tofets Høie reise de, og brænde sine Sønner sine Døttre. Ve, ingen var, som angrede sin Ondskab, som spurgte om: hvad har jeg gjort? mon ret? Men hver fremdrives af sin Egennytte, hver i sit Løb, som løse Hest paa Valen. Hvorledes sige I: "vi ere vise, og have Herrens eget Ord? O selv Skriftlærdes Pen er fuld af falsk; og Præsten forkaster Sandhed! Hvor er da hans Viisdom? Saamange dine Stæder, Juda, just saamange dine Guder! og, Jerusalem, saamange dine Guder, just saamange og dine Altre, hvor du ofrer til SIDE: 267 Gud Baal og den liderlige Gud. Men fra de Øjenskalke-Løgnprofeters ublue Læber udkom Landets Synd. (En Præst slaaer ham) -- Ha, Præst, dit Navn er "Landerædsel"; thi Skræk i mindre Ring din Mine spreder, men vidtom Landet gaaer den i din Tale. Ja Øjenskalk er nu Levit og Præst; i Jovahs Huus de øve sig i Ondskab. Vel saae jeg Daarlighed hos Baals Profeter, der Israel forvildede i Røgen; men gruelige Synder saae jeg hos de Judæ Præster: at de Hoer bedreve, gik om med Løgn fra Kongen til Enfoldige, bestyrked Uretfærd og Synd, saa Ingen omvendte sig . . Ve Sodom! ve Gomorrha! De sige til den dumme Synder: "hør, naarhelst jeg taler, taler Gud! Og nu jeg siger: ends dig ei; din Fred er evig!" Til Den, som vandrer i sit Hjertes Stivhed, de sige: "hør, (saa siger Gud ved mig) dig intet Uheld, ingen Sorg skal ramme!" I Guds Navn spaae de Løgne, sigende: "jeg drømte; ja, jeg drømte." De, som give Bedrag og deres egne Hjerters Opspind og drømte Fabler ud til Folket for en Leveviisdom og en Sandheds Lære . . . . ja dem, dem kalder Folket jo Profeter. Ja selv de sige, naar de tale, naar de true Gods af Folk og Gunst af Skjøger: "Han, Herren, siger det." -- O, hvor er Sandhed? Mon Alle ikke er forvildede af Præste-Løgn og Letfærd og Afsindighed? Præster. I hørte, Drot og Folk, hans Haan? Mon Urjas, der sang i samme Ulyks-Ugletone, og kaldte sig Profet som Denne, ei SIDE: 268 sin Tunge kløvet fik af Kongens Sværd, der greb ham i Ægyptens Sump-Skjul? Vel, samme Dødsdom hvile over Denne! (Gade. Folk udenfor et Fængsel) En Mand. (lyttende) Tys! Sokrates jeg hører ei meer lee, men Zenofon hulker . . Plato taler stille. (En Kone med Børn kommer ud af Fængslet) En Mand. Der komme Børnene. Ja selv Zantippe er bleven from nu. Det er vist forbi. (En Mand kommer ud og gaaer bort) En Mand. Der Cebes gaaer med Tørklædet for Øinene. Ja det er vist forbi. (En Mand kommer ud, og gaaer bort) Hør Krito, Krito! Ah, han for adspredt og forstemt saae ud, til os at høre. (En Mand kommer ud) Plato! Plato! Plato. Stille! Er du en Attiker? Thi denne Blodskyld er tung paa hele Landet. Er du? En Mand. Ja. Plato. Gaa hjem da du og I! Sorgklæder Eder! Thi Sokrates ei mere er paa Jorden. Ei heller veed jeg, om han meer her færdes; men vi ei se ham, høre ei Dens Viisdom, som dadled Uretfærd og Tyranni SIDE: 269 hos Herskerne, Bedrag og Overtro hos Præsterne, og talte Folkets Sag, der var fordømt til Dumhed og til alle en aandig Trældoms Laster. Ve Athenæ, den Blæst, som bragte dig dit hellige Skib, har blæst den klareste Guddomssjel, som blomstred i attisk Støv, for evig over Styx. (afsides) Saa maa i Folkets Tungemaal jeg tale, for ei at sige, at den samme Storm, som bragte Thesei Snekke til Piræos, har løsnet Sokrates fra Støvet, saa hans Sjel er flydt tilbage til sin Kilde, sit Ophav, til det Evige og Sande. (høit) -- Forstaae I ei? Ve! -- Sokrates er død. Den Mand, som kaldte ned fra Himlen Viisdommen til Jorden, er nu selv forviist fra Jorden; den Mand, som lærte eders Ungdom Dyd, jer Manddom (om I vilde selv) Forstand jer gamle Alder Viisdom, og os Alle, at ahne -- maaskee kjende -- noget Bedre end de Ægyptens Drømme, som . . Ah Mund, i slige Ord du slubbrer efter Giftbægret! Athen har Laurer for Kallifanes; for Kleon og for Kriton Egekrandse, for Sokrates (o gjetter ei!) Skarntyde. I græde? O det er kun Vaadt i Øjet af Aristofanes's Latter! . Alle med Aristofanes jo skoggre, men med Plato græder Ingen -- -- (Mænd). En Mand. Hvormange Sceptre brast ei alt, og fulde som Haar af Verdens graanende Isse ned? Men Præstestavene ubrudte kneise, og Tiden suser under dem . . Med samme Snit SIDE: 270 og plumpe Snirkler, som da frem de stak af graa Old, liig Horn af mulne Oxehud, de reise sig i vore Tiders Templer, saa skjønne af en verdslig Mester byggede, som om ved frie Kuppelhvælvs Forening med Pillerne, som huggede af eet Marmor, han vilde os det Sande, Skjønne, Gode i en guddommelig Eenhed evigtværende, og ei en enkelt Afguds Høihed, lære. Med disse Stave, hellige som Alnemaal, vi da, som vore Fædre, der i Skovene som Vildsviin Olden aad, som Vildsviin lodne, til samme Tro afmaales skulle? Nei, vi gaae ei under Alnen, nei, for høivoxne! Og, Præst, du er for lav. For Os, om ikke for Folket, dine Formler er forslidte. Se, nye Dage træde frem . . o, lige en Guds hvidklædte Tog af sande Præster, der trappetrinviis gaae mod Sandheds Helligste; og Sokrates's Blod er første Fakkel, hans Dødsdag Togets første Fakkelbærer; og vore, o de Tidens Talsmænds, Raab er Chorets Hymner. Fortælle hvert et Riges Sagn ei om en Sandheds Talsmand, en al Kundskabs Fader, der Menneskeheden i dens Barndom opdrog, som Patriarkerne opklækked den? Saa snakke vore Sagn om Kadmos, der, hvis ei beviist, han kom ifra Fønicien, med Eed vist skulde kaldes himmelsendt. Nok, hver af disse Fosterfædre lagde sin hele Skat af Jord- og Himmel-Viisdom i en naturlig Religion. Det vide vi. Men hvor er denne Viisdom? Mon gjemt i Templerne? Det kan ei være. Da have Præsterne den saa tilhyllet, at de ei selv i Bindslerne den finde, men stedse svøbe nye Slør omkring. Der er jo Andet ei end Ceremonier SIDE: 271 og Billeder af Guders drømte Daad, hvis Mening tidt er kaad og kun forførende, som Digterens og Malerens Lune var. Se, Afrodites og Dianas Tempel paa samme Torv tvertsoverfor hinanden, jo ligne, med de hvide Søilerader og blanke Kupler, tvende Præster, der, trods blanke Skaldepande, vise Tænder, idet med lige Rang og lige Grunde En Kydskhed roser, En Ukydskhed! Ja, hvad er vel Pligt da for Tilhørerne? det arme Folk, som veed ei op ei ned; ei hvo har Ret; ei om de vilde Lyster er seierrige Stemmer ifra Himlen? Men spørge vi om hine Mestres Viisdom (som, saa der siges, kun et lidet Folk i Kanaan skal opbevare renest) da byde Præster os at kige gjennem en Forolds Sekelrækker, sigende: "seer I nu vel, at den er Aabenbaring, at det, vi lære, taber sig i Himlen?" Ja ret! Vi Intet see. Det er jo som at see mod Skyen gjennem hule Haand. Vi Skyer saae og intet andet, ei hvad os Præsterne fortælle. Hvor er hiin Viisdom da? Pythagoras selv fandt den ei i Indien og Ægypten. Han blev en Halvpræst kun. Vi fik den ei. Dog vore Sjele voxne føle vi, skjøndt ei af hine store Pædagoger opdragne, modne ikkun af Naturen, der, som vi mandedes, opkastede den vamle Sjelemelk, som Præsterne og Mødrene os vilde tylle ind. For voxne ere vi, til Leeg at tage for Leveviisdom og for Religion. Og takket være Menneskets Natur, at Halvten ikke er afsindig ganske SIDE: 272 og ikke reent fordærvet! Godmodige, men Tosser, er de Fleste, der hade ene Den, som vil dem vække. Vi maae os hjælpe selv da, og begynde forfra som hine Mestre, der jo havde, som vi, blot Himlen over, Jorden under sig. Dog ledte de sig frem som gjennem Ørken. Vi, gjennem Dale fulde af Forvirring, Vi ville kjæmpe op mod Høiderne, og hvile der, mens Alle bruse nedenfor, og Sorgen sortner under os som Skyer. Vi ville klare Folkenes Begreber, og lære Ret og Lykke sandt at kjende, og finde os i denne Trældom Frihed, Fornuft i vor Umyndighed. En Olding. Til Stoa følger mig da! Der i Ro med mig betragter Guddommen og Verden! Forskjellige, ueense; Verden dog af Guddommens Fornuft belivet, der, som en Ætherlue, rører Alt, dog uden at den kan forandre i Materiens evig faste Love. Lærer, at disse er det, som fremtrine her i Livet med et Fatums Rædselshøihed, ja synes trodsende et Forsyns Viisdom! at disses Spor kun ere det, vi kalde en Gaade; disses Seir, vi kalde Last! at hveren Misklang i vort Indre er den dunkle Følelse af deres Modstand mod vore Planer og vor Villie; men at med den falske Vished om vor Vanmagt til Modstand (skjøndt vi ei aldeles seire og kunne Kjødets Magt tilintetgjøre) gaaer al Bevidsthed, Sjelens Sjel, forloren, ja meer og meer, ja til Vanvittighed! at Lidenskaber ere hvad af Sjelen SIDE: 273 Materien underlagt har sine Love! De føre da et Skinliv, og saa døe de. Men er den hele Sjel fordærvet saa, da er den kun et Offer, som Materien fra Verdens Guddom tog, og bleven fra en Deel af Guddommen en Deel af hiin. Som da med Gud Forening er Bestemmelsen, saa er vor Pligt at gjøre os saa frie, som muligt, af Materien: saa vi den Svaghed fange og udrydde, som os kunde til vor Fiende og Guds forraade; saa vi gjøre os usaarlige for Smerter, og for Glæderne urystelige; thi Glæder ere ikkun kildne Smerter: saa til en Veirhane mellem Lysts og Ulysts de forgjængelige Følelser vor Guddomssjel fornedres ei; men naaer alt her en himmelsk Apathi. -- Se, Stemplet trykker jeg paa Herreretten, som Mandens Sjel har over Legemet. Jeg trykker det med Gubbens kolde Blod. (gjennemborer sig) Saa kunde Gud Alverden ødelægge. Men skabes maatte den dog frem igjen. (døende) Hør, dyrker Guderne! De ere Kræfter, der styre Verden. . . En Mand. Zeno, Mester! Kleanthes -- se, en Olding, skjøndt din Lærling, -- ved samme Daad bekræfte vil din Lære. (dræber sig) Mænd. O de Vise! de Vise! En Mand. De Daarer! de Daarer! Mænd. Os Stoiker Forhaanelser ei røre. SIDE: 274 Manden. Jeg siger andengang: den Daare Zeno! Kleanth den Daare! De Vanvittige! Dog dobbelt Daarer, hvis de ikke havde saa faa Aar havt at spilde. Ja, de Daarer! Ja -- ha, ha, ha! Og lyver Epikur? Han lyver ei: det vilde skade ham; en Flaske Viin han fik da knapt paa Borg. Er Den ei Daare, som frivillig ender med Smerte hele sin Tilværelse? De troe, at til en luttret Guddom de gjenvende; ja de troede denne Guddom adskilt ifra Materien, ene deri ved sine Almagtskræfter virkende. O hvilken Vanvids-Løgn mod Sandsers Tale, der har en Verden til Beviser; ja og Disses stive Kropper, nu kun Muld! I saae vel deres Sjele stige op? I saae det vist? Jeg saae og Zeno døe; men saae dog intet Andet end et Liig. Knap Sjel de havde, thi de vare gamle; og Sjælen, blot en Følelse af Livet, med Blodet stivner og med Kinden blegner. Mon du ved andet end ved dine Sandser erfarer, lugter, smager, hører, føler? og seer du andet end Materien? Der er da intet Andet Virkeligt. Den er da sand alene. Vaaren og en Kvinde lærer, den er skjøn og god. At den har Kræfter, hører du i Tordnen. Hvad mere vil du? Er ei der din Gud? I tale . . ah, ja om en høiere Sands? Hvad andet er den end Bevidsthed om I sandse? Sandse I ei længer, døer den. Forøder da ei dette Liv, I have; men lærer kuns af Dyret, der jo skabtes af samme kaade Atomer vel som vi, og er af samme Lykketræf indrettet SIDE: 275 som vi, hvorledes Livet nydes skal og vogtes! Se, de ville leve glade, og trække Livet ud saalangt de kunne! Og samme Drift (Atomers Sammenhold, den Sammenstødets Gnidnings-Varmes Gnist, den Følelse af Liv: det, Sjel I kalde) er i vort Hjerte, som Magneten, der tilsammentrækker Legemet, saa ei det slappes, før det maa opløses, for at samle sig til nye Forbindelser. Beflitter jer da paa, ved milde Dyder at nære Livet og vedligeholde dets Samklang skjøn, saalænge som er muligt! Med Maade nyder derfor, for deslængere at kunne nyde! Skyer det mørke Ansigt som Dødens Varsel! Leer al Sorrig bort! Mod Smerter hærder Eder; thi de kunne ei udeblive, da Naturen er vor Herre, og ei bandt sig til os, blot fordi dens Deles frie Sammensmeltninger i den Grad ere inderlige, at de vaagned til Livsfølelse! Se, derfor vil Epikuros rolig kunne døe, da han erkjender dette Herredom, og veed, en Grav er smerteløs som frydløs, at Liv han fik som ved et Terningkast. Dog, at forbinde sig paa denne Maade til Mennesker, ved Hævden af Forplantelsen er evig Lov for vor Materie. Hvis engang former sig et Menneske aldeles ligt med mig, utvivleligt maa dette samme Følelse af Livet (den samme Sjel) som jeg nu har, besidde. Med Verdens Kræfter skifter Livet, saa i Verdens første Livskraft var Giganter; nu ere Alle middelmaadige; men Dverge ville komme, naar Materien sin Kraft har næsten udtømt, nylig før SIDE: 276 (som jeg ved Døden) den opløses til Atomers Støv i Rummets Grav, for maaskee at samle sig i Stjerneblommer, som mit Støv kan blive Blomster paa min Gravhøi. Ja det -- I Stoiker, som jer indbilde, at kunne fra Naturen eder frigjøre, saa at I svæve ovenover den, som stille Taager ovenover Fossen; mens vi, som kjende Fossens Vælde bedre, ei sætte os imod forgjeves, men os lade vugge mildt af den som Vandlilier, der, om end Strømmens Vold dem drager ned, dog synes selv at dukke ned for Lyst . . . . Ja det I kunne gjøre Eder Haab om, I stolte Stoiker, maaskee at blive til Græs og Torn og Mynthe paa jer Gravhøi. -- Dog neppe-nok: I ere altfor magre. En Mand. Hvad, Stoikere, hvad drømme I vel om? at sætte Eders hele Lykke i at rive Eder løs ifra Materien, der evig er som Gud? Epikuræere! at dukke ned i, blandes med Materien, som om der var ei anden Guddom? Ha, I Zenos Mænd, som var I Aander ene? I Epikurs, som var I blotte Kroppe? En Stoiker vil handle, som om her han allerede havde den guddommelige Natur: den evige og ubevægelige. Og Epikurs Discipel, som om han blot Dyrenes bevægelig-forgjængelige Natur besad. Men vandrer nu med mig! Jeg i Lycæum viser Menneskets Plads, hans Stræbens Sfærer og den Middelvei, som fører ham til Guddommen igjennem Erkjendelsen af den bevægelige, men evige, Natur, der egen er SIDE: 277 for Mennesket, og alle Himlens hine, ulegemlige Kræfter, som af Præsterne iklædes Kjød og kaldes Folkets Guder, det ubevægelige Væsen, som udfylder Rum og Tid, dog underordnede. Ei heller skal vor Dyd og Lykke være de Yderligheder, som af hine hyldes; men vi paa Middelveien finde dem. Vor Tapperhed skal da ei være Hiins Forvovenhed og kunstlet Livsforagt; ei heller Dennes Feighed med Beregnen. Vi ville stemme overeens i Alt med denne Menneskets blandede Natur; dog give det Guddommelige Fortrin, saa jordisk Lykke kun betragtes som et Dydens Tillæg: ikke som foragtelig, og ikke som om den var ene vigtig. En Mand. Selvkjærlig er din Dyd, du Stoiker; din Salighed er eneboeragtig. En ureen Ild i Epikurens brænder; og kold er din, Peripatetiker! Kun Dyds og Viisdoms Legeme har Zeno (ja man kan høre selv dets plumpe Fodtrin) og Epikuros har dens Lune, men dens lavere Sjel, dens Sandskraft Aristoteles. Dens høiere Sjel, dens Aand, dens Livsenshjerte, der Dyden gjør beundringsværd og kjær, behagelig som stolt, og som beliver den, undgik da Eders Øje, mine Venner? Men Plato skal ifra Akademia fremtrylle den i Hjerterne og aabne det fine Sjelens Øjelaag, at den med Vellyst seer sin egen Herlighed? Ja Plato først de ene mystiske af alle Ord skal tale, naar han lærer: at Kjærlighed er Dydens Guddomssmiil SIDE: 278 og Guddomsglands og Guddomsliv, der binder Væsnerne til Væsnerne, og, som elektrisk, Skaberen med det Skabte, og Elskeren til Idealerne: at, uden dette Dydens Hjerteslag og Vellugt, uden denne Kjærlighed, der Varmen er i Gudstilbedelsen, kan Dyd vel være billedstøtte-sand og ligne en guddommelig Aands Idee af Gud; dog aldrig være denne selv. Thi Skjønhed, det Guddommeliges Glands, og Godhed, det Guddommeliges Livsmiil, er ei deri, og maa dog findes, i uløselig Treenighed, i hver vor Tanke og vor Stræben, hvis vi ville den meest ophøiede Guddom ligne. Ja, et Blik ind i vor Sjel os lader kaste! Vi skulle der en anden Kjerne se end Drift til at tilbagevende i et evigtstrømmende Lys, et bølgende chaotisk Mulm, en ubevægelig Æther igjennem enten frossen Apathi, et lunkent Velbehag, en kjølig Pligtfølelse. Hvad er det vel, at Noget synes at tiltrække os, men Andet at forstøde? at Noget kaldes Ret, men Andet Uret? Thi Dette ligger grundet jo i Sjelen, og vikler frit sig ud, bestyrkes blot, men fødes ikke af Erfaringen. Hvad gjør, at Fatten og Erkjenden synes at være Sjelens Grund? og dog, at Alle ei fatte eens, ei tykkes lige kloge? at samme Ting ei synes Tvende eens? at Alle dog til Himlen appellere? at Tanker fødes i os: at vort Indre en Himmel ligner, fuld af Idealer? Ja dette Alt, vor Viden og vort Væsen, forklares ved en Gjenerindring af SIDE: 279 et Liv i høiere Sfærer; ja en Fart igjennem Rummet, hvori Gud, det Sandes og Skjønnes og det Godes Eenhed, sig i Verdnernes Mangfoldighed gjentager. Da vare vi blandt Aanderne, de Guds beskuende Tanker; dog de svageste, og mægted ei at fatte denne Fylde af Storhed og af Skjønhed, som indbruste, og straalede forbi os; men vi dalte, og hvile nu i Støvet, og opfriskes, naar noget Skjønt og Stort vi see her -- det vil sige: noget ligt hvad hist vi saae. Ved Guders Billeder vi derfor frydes; thi de de Aanders skjønne Høihed ligne, vi hisset saae livsstraalende og fulgte. Dog er hver Tanke, der er sand, en Fjer, der voxer ud, for atter os at hæve til klare Aanders Tog, der gjennemlysner Guds Herligheds Himle. Vor Stræben her er da, at gjenopklare Erindringen; og da den Viisdom kaldes, naar den til Meed har at opløse Mangfoldighedernes Forvirring i den oprindelige Eenhed, Gud, saaledes at det Sande, Skjønne, Gode, (Guds Fantasi og Guds Fornuft) i hver en Form den finder udtrykt. Hvis En nu mægter ei at løse disse formindskede Forhold, kalder han dem Falskt og Ondt og Hæsligt; ja fordi han sank ifra hiint Aandelivsløb gjennem Verden, for tung og pludselig, saa disse Ting, i deres straalende Sandhed, undgik ham. Men, træder frem i det Tilværende en Gjenstand med et saadant Præg af hiint Guddommelige, at det ei kan miskjendes: da sig med hellig Gys og Fryd anstrenger Fornuften, der, sat midtimellem sandselig SIDE: 280 og sædelig Tilbøielighed, er liig en Styrer med sit Hestepar ivoxet, af hvilket en er vild, den anden from. . . Da al sin Kraft anstrenger denne Styrer, at tæmme denne vilde Hest, der vil i brusende Begjærlighed bespringe og træde ned hiin Gjenstand, og at nærme sig bly og stille den . . Da sig anstrenger Fornuften, for i Mindet at gjenkalde den Gjenstands ideale Billede, og dens Gjenkjendelse er -- Kjærlighed. Nu nærmer han sig ydmyg og beundrende; og, som man pynter ud et Billed, han stræber meer og mere da at udvikle det deri værende Guddommelige, og i dets forrige, guddommelige Tilværelse hensætte det, og flytter da uadskillelig selv med. Den sande Vise seer i alle Væsner, dog meest i dem, som ere lige ham, og allermeest tog i sit eget Selv, Gjenstande for en saadan Kjærlighed, hvis Liv bestaaer i rastløs Stræben efter at hæve Alle til hiint høie Liv, hiin skjønne Himmel, til -- Fuldkommenhed. Og denne Kjærlighed har Lønnen i sig selv; thi, som dens Møie lykkes, som dens Gjenstand bli'r den mere værd, saa maa, den stige jo -- o til uendelig Kjærlighed; og den er Salighedens Hjerteslag. En Mand. Hvad vide vi med Vished? Sagde Sokrates ei: "dette veed jeg kun jeg Intet veed?" Hvad bliver sikkert midt i disse Lærdomme, som hver sin Vei gaae mod det Endeløse -- Hvad bliver sikkert uden, at vi leve, og bør da nyde Livet uden Kummer SIDE: 281 og uden fremmed og indpodet Tro? Hvad bliver sikkrest mellem ti Kathedre, hvert en forskjellig Læres Tordensky, for ei at blive gal? Jeg troer, at stoppe i Øret Fingrene og sidde stille. Naar En vil lære os Tilværelsen ved en Udstrømmen, En ved Kræfter i Materien ene, En ved Evner i Materien, men Kræfter i en Guddom, og En ved saadan Lære: Alt er Gud, og Gud er Alt -- Hvad bliver sikkert da undtagen Det at troe sletintet? Ja, hvis Vid I have, bliver Skeptikere, og troer med Pyrrho: Væren er os nok; og den vi ville ei forspilde ved denne roerløse Driven-om paa Meningernes stormoprørte Bundløse, der kaldes Viden. Det er Pyrrhos Viisdom. Akadiel. Herlige Plato! I Sjelenes Hær Ingen har Sandheden seet saa nær. Aandernes Væsen har du fortalt; Mennesket lært om Sjelenes Kald, som om du kjendte Ohebiels Offer, Abiriels Fald; Himlen afmalt, som om dit Blik over Stjernen du sendte. Klarere Alderes Morgenstjerne, skjøn, men som Stjernen kjølig og i usikker Glitter, herlige Plato, af din Fantasi, funkler ifra din straalrene Hjerne. Men varm som Solen, rolig som den, trængende ind gjennem Borgenes Gitter, Teltenes Aabning, Hytternes Døre, SIDE: 282 kjærlighedslængtende efter at gjøre Menneskeslægten himmelsk igjen, Platos Mester, Alt at fuldkomme, Sandheden selv, naar Tiden er omme, kommer som Syndernes frelsende Ven. I Platos Høide, af Mennesket naaet, er Slægtens Ypperste, Frelseren, spaaet. (Udenfor Jerusalems Tempel. Skriftkloge af forskjellige Sekter. Folk). En Saddusæer. Kom, Farisæer, vandre med mig ud til Oliebjerget herfra Stadens Larm. Jeg haaber der at kunne dig bevise, at dine Erkeengle syv blot ere Kaldæas Drømme, med vort Folk indvandrede. Ja idetmindste, naar den søde Skovluft og lyse Himmel dig ombølger, skal du give Slip paa Satan. Næste Nat du vil vel atter troe paa ham, men saa du atter jager ham imorgen, til din Seir blier fast ved vundne Slag i Slag. En Farisæer. Det være langtfra mig at gaae idag! Det er Sabbath, og da jeg vandrer kun de hundred Skridt, mig helligt Sagn afmaalte. Om Huset brændte over mig, om end min Hustro segned ned i Veer tæt mig; jeg flytted mig dog ei et Skridt; thi sagde ei Jovah: helligholder Hviledagen! og hvilte han ei selv paa første Sabbath? Folk. O hellige Rabbi, signe dine Tjenere! SIDE: 283 Farisæeren. Ja hellig! Seer, jeg er en ydmyg Træl af hellig Stads og Skikke, bragte ned til os ved gamle Sagn! Mit hele Liv er Bøn og Faste Skriftens Læsning og Almissegiven. Der! der er en Gave! (giver En en Almisse) Folk. Vi saae det. O barmhjertige Rabbi! Farisæeren. Ja barmhjertig! Giver jeg ei Tiende af al min Eiendom til Templet? Saddusæeren. Mens du byder Folket tiende til dig af Hvad det eier, ja af Dild og Kummen. Farisæeren. Deri vi ere enige, Saddusæer. Til lysende Exempel for jer Lægfolk jeg beder høit, og deler Gaver ud paa Gadehjørner og i Synagoger. Min Klædning selv er hellig: indbaldyrt med Skriftens Sprog. Jeg lader pynte paa de Helliges Grave -- Disse, som I myrded! Naar jeg ved Templets Guld bekræfter Noget, da holder jeg jo Eeden? Saddusæeren. Men hvis du, ved Templet sværger, bryder du den. Farisæeren. Ja, ja lærer dette, Folk; thi Templets Helligste SIDE: 284 er Guldet: Lysestagerne og Arken. Og lærer: Templet er det Helligste, er Folkets rette Fader, saa I kunne med Retfærd lade Fader, Moder sulte, naar deres Livsophold til Templet gives. Troer, at der er en evig Skjebne! Saddusæeren. Troer, Mennesket sin Skjebne skaber selv! En Essæer. Vi haabe paa Guds Naade. Dog vi troe, at kunne os erhverve denne selv ved Eensomhed, Afholdenhed og Grublen og Fromhed, Bøn og Bod og Faste. Sky, Hver som vorde vil Essæer, at smitte sine Øren ved at høre paa Disses Hykleri og Spot-Spidsfindighed; men vandrer tause med mig indblandt Bjergene! Farisæeren. Troer, disse samme vore Legemer paa Dommens Dag opstande skulle alle, naar Domsbasunen ryster Verden sammen, saa alle Grave gabe, medens Gabriel, den Herrens Helt, sit Sværd i Spidsen af Cherube-Hæren svinger; da, naar Rafael, den Guds Hærold, sin Stav har brudt, og meer ei lyder Bøn fra Jorden -- da, belivede med sine Sjele, Legemerne indvandre skulle, hvis saa Skjebnen byder, til Abrams Skjød -- did eller til Gehenna, det Djævledyb, hvor Satan og hans Engle forlyste sig med Graad og Tændersgnidsel, og vælte sig, af Svovl og Ild beruste, paa Slanger, martrende de dømte Sjele i Evighed . . . Ja det er disse Djævle, der tidt i Tusindviis besætte Eder, og kunne kun af Hellige uddrives. SIDE: 285 Saddusæeren. Du feiler: det er Nervesyges Onde. Hvis Blod du vil et ildigt Helved kalde, da -- vel! thi disse tusind Djævle ere kun spændte Aarer. Og desuden, Folk! Jeg er saa skriftlærd vel som denne Rabbi, der vil ved sine Drømme fra Kaldæa, vanvittige gjøre eder. Troer mig da: jeg siger, Moses selv, Profeterne -- langtfra at tale om et saadant Helved -- ei nævne, at der følger Liv paa dette. For vise vare de til af det Uvisses uhyre Tomme slige Verdner skabe. Ja Salomo, den Viseste, forsikrer, at Alt er endt med dette Liv. Dog bør vi øve Dyder, da de ere nyttige. Folk. Hvad bliver os tilbage uden at zitre mellem Disse? ære Begge? En Mand. Man kalder mig Profet. Javel, jeg maa da være Tidens Øje, Tidens Tunge, og Himlens Veraab ned mod Jorden, Jordens O-hjælp-mig Suk mod Himlen. Hører da det Himlens Veraab, Jordens Suk i Mig, I Fyrster, hvem Retfærdighed er Afsky, som rive Hud og Kjød af Mennesker, og træde deres Hjerter, ligegyldige, som om I traadte Druer, bygge Stæder af levret Blod, og hæve Borge op paa Armes Suk! O hører da, I Præster, som lede Folkets Tanker om i Vildrede, og dømme dem til evig Slave-Dumhed; SIDE: 286 som, naar I, have Maden under Tand, da raabe: Fred! men hellige en Krig mod hvem, som negter jer sin Sjel og Velfærd at udlevere til Umyndighed! I Hoveder, som dømme kun for Skjenk! I Præster, som for Guldet lære Løgn! I lønnede Spaamænd! Hver af eder Alle, som hade Godt og elske Ondt! Enhver af eder stakkels Offre! I Uskyldige med blodige Hænder! Millioner Sjele, der ligne blinde, vingeskaarne Fugle, som have, manglende et andet Hvilested, i Ørknen sænket sig imellem Hungrende! Ja, hører mig, jeg spaaer: jeg skimter Enden, Daggryet efter den Forvirrings-Nat, hvor Blod og Offerflammer vare Stjerneglimt og Kongers Bud var Midnatsstormens Hyl. Og dette Daggry rødmende paa de beskjemmede Præsters Kinder, hvor skulde vel jeg ønske, at det oprandt naar ikke i mit Fædreland, i Juda? Fra Zion opstaae Frelseren, o eller fra Bethlem, Davids Vugge! O, da Folkene lydt til hverandre skulle sende Fryderaab, som Nytaarsønsker raabe til hverandre: "Hil! kommer, kommer! op til Zion gaaer, den Lærestol, hvor mild den Vise staaer og tolker Sandhed . . Hør, han Slaven lærer, hvorledes fri i Lænker han kan være; og Kongen, at han Gud i Slaven ærer; omtryller Had til Ømhed; skjænker Kummer et Smiil, der vugger sagte den i Slummer. O Brødre, Brødre, Brødre, Drot og Træl vi ville, sammenslyngede om hverandre op til den Frelselærers Sæde vandre, og sætte os, og lytte med vor Sjel, og glemme Jupiter og Zeus og Bel, og smelte om til Plove vore Sværd SIDE: 287 og Spyd til Sigder -- andet ikke værd -- Ei Folk mod Folk, som i den svundne Old, ei Broer mod Broer skal løfte Avindsskjold; men Hver, som Dyds og Sandheds Dyrker, Hver som hiin den store Mesters Lærling er, skal, fri blandt sine Brødre, frydfuld boe i sine Eges eller Palmers Ro. SIDE: 288 HIMMEL OG HELVED (Akadiel. Salige og Usalige Aander ovenover Jorden. De Usalige afsides og af et meer og mindre skummelt og ulykkeligt Udseende). Akadiel. Samler eder, Aander, hvis Tanker kjærligt svæve henover Brødreslægter, der sig i Mulden hæve, som Havets Bølgetopper kappende imod end større Jammer end selv I forlod! Ei Eders Advarsler, ei Eders Ve gjennem Ørets Hvirvelhorn høre de. De see Eder ei gjennem Øjnenes Slør; som Eders Grave de troe eder døde hvadheller i Vellyst og Ve som før. Ikke de ahne, at her, hvor Muld og Kaaber ei tilhylle meer, de klare som Draaber hverandre skal møde, saa Hveren igjennemskuer Enhver. Usalige Aander. Ve! deri vor Strafs Grumhed bestaaer. Hvert prøvende Blik er et nagende Saar. Salige Aander. Held os! deri er vor Saligheds Glæde, at ei vore Sjele sig kunne beklæde. Som Safterne i Balsaminens Stengel, Tankerne sees hos salige Engel. Akadiel. Samler eder, Aander, som af Jordens Grave steg, her over Judæ Palmer, som en Straalekrands bleg, herover Kvindens Hytte, hvis Øjne speide bange, hvis Øren spændte lytte efter den elskte Søn, der styrer sine Gange saa tidt til Eensomheden i Ørknens dybe Løn! SIDE: 289 Usalige Aander. Ei for vor egen Blusel vi tør vore gustne Skygger, de askegraa Slør, med Cainsmærket i skummelsort Pande, imellem de Saliges straalende blande. Naar vil du ende, gysende Sjel, med hevnende Tugt at gaae grusomt irette imod jo dit eget blødende Selv? Ve! ve! forestaaer os en Evighed! Befinde vi os paa Fortvivlelsens Slette, der ikke af Grændse og Hvileplads veed? Af Orme forlængst vore Kroppe er ædte. . Tilintetgjørelse! o! mon ejer du ingen, der kunde vore Sjele fortære med hungrige Munde? Og hvor er din Afgrund? Der ville vi boe. En usalig Aand. Ve mig! de Syv og deres Moder jeg seer. Hvor smile de Alle! Den Yngste leer. Syv Stjerneblommer, just syv i alt, til Pryd for sin Pande har hun valgt. Gid deres Skjebne mig havde hændt! Gid syvgange syv jeg var bleven forbrændt! Akadiel. Med Synet af Disse straffes du skal: den Heltemoder fra din osende Hal, den Heltenes Heltinde omstraalet af Sønnernes hellige Tal, som af Syvstjernens deilige Krands, skjøndt hisset saa sorte i Baalet. Brændende kaster den Kreds sin Glands paa den irrende skumle Gestalt, der engang Antiochus den Straalende var kaldt. Se Retfærdens Retfærd: Moderen har SIDE: 290 en Skjønform mod Sønnernes syvfoldig klar! Hver af dem betvang eet Menneske kun; men meer end et Menneske, en Moder, syvgange Hun. En usalig Aand. Min dræbte Fader sig vil forbarme. Se hist han vinker med aabne Arme. Tilgivelsen dog jeg forskyde maa, skjøndt, o, jeg tørster efter den saa! Min Sjel forbyder. Jeg er det ei værd. Den myrder sig selv med det blodige Sværd. En tredie usalig Aand. Jeg Salige seer af mit jamrende Folk. En fjerde usalig Aand. Min Broder seer jeg, som jeg stak med min Dolk. Tredie Aand. Med isnende Medynk de nedsee paa mig. Fjerde Aand. Min Broder mig venligen vinker til sig. Der er ingen Afgrund imellem os Begge; dog tør jeg ei Vejen tilbagelægge. En salig Aand. Kom, Broder! Se Cain blandt de Salige er. Forlængst han, med Panden stjerneblank, i Abels Arme udsonet sank. Fjerde usalige Aand. Dog sjelden hans Aasyn man smilende seer. Liig mørke Marv i en Blom-Stengel klar hans straalende Skygge en Dunkelhed har. Aartusinder, Broder, vared hans Smerte. Saalænge maa ruste den Odd i mit Hjerte. SIDE: 291 Usalige Aander. Til Os, der vare videnom Jorden Præsternes Skare, taler ei Nogen med Trøst. Vore Synder maae være for svare. Ikke de skede i Lidenskabs Hede; vi løde Beregningens hviskende Røst. O hvor er et Mulm, hvor vi kunne os sænke? en Nat af Forglemsel, saa ikke vi tænke? Ve, Djævlene, vi for Folkene malte, vrimlende fylde vort Indres Bryst! Vor Sjel er den Satanas, hvorom vi talte; han piner sig Selv nu med rasende Lyst. Han med os vil følge, om Glemselen kunde os aabne miskundelig skjulende Grunde. I Styrtningens Øjeblik skulde vi høre hans hvinende Latter: "Haha, du Menneskesjel! du tænker at kunne fly fra dig Selv?" Paa Bunden fortvivlelsesfulde vi vilde ham gjenfinde atter. En salig Aand. Hvi bede de ikke de Arme, at Gud vil sig naadig forbarme? Hvi knæle de ned ei i Kreds og vender mod Verdenshjørnerne deres Hænder, bedende, at Han det Øje vil slukke, som tindrer i deres inderste Lukke og gjør det saa rædselfuldt lyst, mens blideste Solskin det er i vort Bryst? En usalig Aand. (Et fjernt Tordenskrald) Mig gyser! mig gyser! O hvor er et Skjul! Blot Skyer sig røre jeg synes at høre de dundrende Hjul, SIDE: 292 hvormed jeg min Fader tildøde lod kjøre. Hist seer jeg hans Skygge. Den vender sig bort. O Afgrund, hvor er din frelsende Port? Usalige Aander. O, blind os, blind os, flammende Lyn! Miskundelig Naade, hvis, Lynild, du os udborte vort Syn! vi see vore Synders fineste Traade; Følgernes Følger, liig snorede Slangeæg, træde nu frem. Intet fordølger for Aanderne dem. En usalig Aand. Jammer! Mig følger Valpladsens Lugt. Graven ei dækker min bævende Flugt. Hvor jeg mig vender hvor jeg de synkende Vinger vil styre, Blodet bagefter mig Røgskyer sender, som dødsblaae, uhyre til Trudsel isammenknugede Hænder. Stille! klang ikke Basunen paany? I Leiren Trompeterne skingre. O ve mig! Thi se med de blaalige Fingre efter mig griber den rædsomme Sky! En salig Aand. Igjen Jeg kjender ei meer det Folk i mit Hjemland paa Jorden. Det var, da jeg levede der, et Hyrdefolk følgende Hjorden, saa fromt som de duggede Blomster, hvormed de dyrkede Solen i Guddommens Sted. Nu ud i myrdende Skarer det vidtover Landene farer, mens Præsten i Tempelets Døre blodgjerrig tørster efter de Offre de hjemigjen føre. SIDE: 293 Usalige Aander. Skylden er vor, vi Præster og Førster. Ve os! vi have sluppet en Flod, styrtende frem i Synder og Blod! Akadiel. Du Aand, hvis Skikkelse ikke har de Saliges rødmende Skjønhed klar, hvi seer du med sortnende Rædsel paa hiin Jordens Kronte, der fylder sit Lands Brønde tilrands med Mødres Taarer og diende Smaa? Ah! Du var Selv en Hersker som Han, en blodig Tyran! Hvi ryster Millionernes Veraab dig nu? Nu kan du jo spotte Trudslernes Gru? Det Raab er jo Intet, naar ud det har hvint? Hvi synes de Taarer, som Glød paa Glød, at dryppe dig i dit Inderstes Skjød? De falde jo sporløst uhørligt til Jorden? O, nu din Samvittigheds Nerve er vorden saa skjærpet, dens Øre saa fint! Hvi fryder Du nu dig ved Folkets Hviin, der stormer i Oprør om Thronens Trin, hvor nu din Søn, som kalder sig Stor fordi han gik dine blodige Spor, bleg bæver midti sin Vældes Torden? Hvi Fryd ved de fnysende Slaver at see, der splintre i Gruus dit stolte Mausolee, mens Smaadrenge sparke med drønende Skrald blandt Gravene om din Hjerneskal? O nu er Du bleven retfærdig og viis! Nu veed du, at Alle til lige Høihed hæves naar under Muld de falde. Nu vilde du, at du paa fordums Viis en Tale kunde fra Thronen holde. . . Du sidder der; men Ingen dig seer, SIDE: 294 og Ingen fornemmer din Tale af Gys. De troe det er Vinden i Purpurets Folde. Til Kongen lytter Raadet. Han er jo Landets Lys? Hvi gustner din Skummelhed, Aand, ved de Ord, som Høipræsten hist for Folket besvoer? Han er jo din Lærling? Han lærer jo Hvad selv du besvoer, ja din egen Tro? Hvi mon dine forne Brødre du skyer, som Denne hader Kronens og Purpurets Fyr? Andre usalige Aander. Ve Os! Se hist paa Alterets Steen, efter vor Lære, ofres en Liden! Se atter der een! tusinde Spæde til Afgudens Ære! Mødrene, selv til Offret forledte, kvælende først Følelsens Raab for det Rette førend de lædsked vor blodige Tørst, see vi, af ahnende Angest forgrædte, følge omsider de elskede Spæde. Børnene bange iførstningen flye, tænke at skjule sig bagom en Sky. Mødrene vinke og kalde. O hvilken Glæde! Børnene falde jublende i deres Arme paany! Men i vor Sjel os Nagene æde -- Vi, som har brudt grusomt Naturens helligste Kjæde, Moderen Barnet ved Hjertet forbudt. En usalig Aand. Hvi skulde Jeg angre, Jeg, som var fød med Rovdyrshoved, med Børster smykket, i Skikkelse foran en sammentrykket, af røde Granitsteen uddrejet, Nød? Jeg levte som Dyret. Sandt! men min Skolt SIDE: 295 en Tigers Bredde bag Ørene holdt. -- O hykkelske Ord! en Falskhed i hvert! Thi havde min Moder mig ikke belært? Og for min Alder de Bud jeg forstod, jeg siden syndede alle imod. En usalig Aand. Tantali Kval, Sisyfi Trillen, Danai Døttres spottende Spilden ere imod min Piinsel tilsammen -- o som mod Flammen Lunden saa kjølig og sval! Vellysten først har fortæret min Krop; ædt saa af Sjelen Halvdelen op: halvt af Hukommelsen, halvt Energien, mere end Halvdelen af Fantasien. Kræftædt er den; paa dens glødende Bund male sig gjækkende Billeder kun. Skjøndt legemløs nu, brænder af Vellyst min inderste Hu. Rædsomme Kvaler! jeg veed at de frække Synder kun gjække, at syg jeg kun Selv de Syner kan klække, at Orme forlængst er det Kjød, min Vellyst paa Jorden fraadsende nød; dog Armene ud jeg maa strække vanvittig vanvittig. . . Det er jeg, jeg veed. Ve, skulde det vare en Evighed! Evas Aand. Adam-Abiriel, talløs er bleven vor Æt. Se, hvor den mylrer paa Jordkloden tæt! Frigjorte Aander med hver en Sekund stige til Himlen fra blegnende Mund. Adams Aand. Som Børn dog komme endnu de Fleste. SIDE: 296 Evas Aand. Jeg tænker, Adam, det er det Bedste. Adams Aand. Saa er det med alle de sorte Millioner, der vrimle hist under Palmernes Kroner. Om oldinggraa og med Kjæmpestyrke, et Barn i Aand er den sorte Vild; han styrter sig ind i sin Offerild, at gaae til Guderne, som de dyrke. Som Aanderne af hine offrede Smaa i Himmelen først opdrages han maa. Her som histnede først efterhaanden spire Evnerne frem i Aanden. Evas Aand. Men hvor forandret er ei den hvide Menneskeslægt selv bleven i Sind! Tænk dig vor Datter Ada, den blide, ved hiin Kong Herodes' Datters Side, som dandser histnede rundt Thronens Trin! Af Hvad mon Jorden mest brænder: af Roser eller blodige Hænder? Dog jeg paa Jorden en Kvinde veed med Adas Fromhed og Ydmyghed: Maria, den Ynglings Moder, for hvem Akadiel kaldte Aanderne frem. For ham har hun grædt vel tusinde Gange, snart glad snart bange. Men da hendes Elskling engang, med sine herlige Øine i hendes nedsænkte, forkyndte sin Moder med Alvor i Mine Hvad angest hun selv i sit Inderste tænkte: at hen af et himmelsk Kald han var bleven i Aanden reven, og at hun til Tanken sig maatte vænne, at see ham tidligt og blodigt ende -- da løftet hun op sin Haand saa stolt SIDE: 297 som om hun den over Alverden holdt, velsigned sin Søn og sank saa ned og bad med Ydmyghed om hans Fred. Adams Aand. Eva-Ohebiel, den Kvinde maa have dit Hjerte faaet i Vuggegave. Det er som om Hun dit Offer ligned, da Sønnens Beslutning hun saa velsigned. Evas Aand. Den Arme! Knapt Drengen var gaaen afsted, da vendte hun sig mod Væggen og græd. Fra Nabohuset en Pige bleg sig sagte til hendes Fødder sneg. Med Kys hun dækte Marias Hænder. Maria ei saae op; Taarerne fløde: saa vel hun kjender den kyssende Læbe, den varme og bløde. Det er jo Rachel, den Duesjel, den Bethlems Blomst? Hun ogsaa taget har et Farvel, et haabløst uden Tilbagekomst. Akadiel. Den, Pigen elsker med saa beskeden, hengiven Smerte ham er det givet, at elske med Aanders Hjerte: med Kjærligheden, der favner Livet. Ham ventede Tiden: hans Times Klang. Dog graante den ikke og Jorden henrulled sin rolige Gang. Vaarfrisk, blomstrende og ny synes jo denne de Aldre at haane som true dens Aasyn at dække med Rynker af Gravenes Række, men som bag Gravene flye. SIDE: 298 Og samme Stjerner, hvis venlige Blik Taarer til Svar fra Blomsterne fik: Taarer af Længsel efter dem, lokte i første Duggdraabe frem, skinne jo Fred end i Jordens Blomstkalke ned: saa Mennesket salig Naturen priser, der, Haand i Haand med Tiden, tyst, i samme Sporets Kreds sig viser, igjennemvandrende samme Lyst. Den døde Natur jo synes end som ny, som Jorden var Barn i Vugge under sin Rosensky? Ja disse Pyramider, der kneisende jo skulde beseire alle Tider, men brast og sank imulde, hvad andet mon de ere end Vaser, hvide, skjære, til Leeg Naturen skjænkte? En Tid den med dem legte, med Vedbend dem omhængte, og pynted dem med Mose, men slog dem saa omkuld, mens Rosentornen pranger af friske Knopper fuld: den samme Torn, som skjød sit Skud, da Grunden man til Pyramiden brød. Og denne Jordnatur den skulde blomstre frodig, men gusten mat vanmodig Menneskeheden, dens Herre, visne meer og mere? Aarhundredernes Fjed, der let og sporløst sakke over Blomsters Nakke, knuge Aander ned? Jorden er ei visnet, Tiden er ei isnet; men stærkere end de Tvende Aandens Kræfter brænde, engang for alle ud dermed til Kampen rustet af alle Aanders Gud. SIDE: 299 Alt Haabet er udganget til Jordens Slægter, at en Frelsens Tid undfanget er i den lange Nat. Før Jorden døer vil, under dens lysende Vingeslag, fremstraale Friheds Morgen og Sandheds lyse Dag, da vorder grønnen Jord et Brødres fælles Bord og Himmelhvælvet over det fælles Hjemmetag. SIDE: 300 FRELSEN FRISTELSEN I ØRKNEN (Jesus, en skjøn ung Mand i en eftertænksom Stilling med en Skriftrulle i Haanden i en Ørkenhules Aabning. Akadiel ovenover). Akadiel. Jordklodens Skjød bugnede op af smuldrende Kjød. Høiere stedse hver Vugge, hver ny, løftedes paa Grave opunder Sky. Slægter oprunde, Slægter forsvunde, Livet fremaandede Slægter igjen, vandrende paa Muld af Forældres Been. Skabelsen, fortsat i Mødrenes Skjød ødsel og fri, aabned dog ei et Hjerte, hvori Ohebiels offrende Kjærlighed flød og hvorfra Abiriels Luekraft brød -- en Menneskesjel, hvor Abiriels Ild skimred igjennem Ohebiels Smiil. Men -- Himmel, sku hid, til Juda! -- i Fylden af Jammerens Tid, Guds evigen skabende Haand, det Almagtens synlige Vil, stadigt i Livets bølgende Spil, formed nu engang en Hjerneskal, hvor Abiriels Aand fri som i Himmelens Hvælvinger boer, et Hjerte hvori Ohebiels Kjærlighed aande kan fri. Jesus. Er dette Menneskehedens Minderulle, som -- o jeg saae igjennem den og . . . (Brister i Graad) Akadiel. Aarhundredernes Klage skal ei sig fornye i syndefulde Dage. SIDE: 301 De synke i Mindets Urner tilbage, hvor Graad sin Varme taber, sig til Chrystal omskaber og Smerten sig forvandler til Alabastrets Fred og Blodet, som forfærded da hedt det flød fra Sværdet, forstenes til Koraller, der ingen Skræk er ved. Jesus. Hvad er den? Aarhundreder rullede væk i Synd og Mørke og Blod og Skræk. Akadiel. O evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag. Det ene Øieblik det andet blæser bort. Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort den Andens Smiil igjennem skinner klart derbag. Som ufødte Tvillingfostre, kommende Ve og Fryd tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken i Tidens dybe Skjød. Jesus. . . Med Aartusinders Jammer sig Tiden gjøder førend den Frelsens Time føder. Akadiel. O, jeg bedre Tiders Glimt seer i Jesu Taares Skimt -- Frelsens første Morgenstjerne! Han -- o se Ohebiels Smerte damper fra hans fulde Hjerte! -- Han, som brast i Graad ved at see sine Brødres dybe Ve. Paa de Seklers Rad, som ned, skumle Skygger lige, gled henmod Jordens Barndoms Fjerne, han igjennem Dybsinds Glar stirret har, SIDE: 302 som en Astrolog paa Stjerne. Under første Throne der, under første Tempeltinde sort og blodrød frem at rinde Jamrens Kilder to han seer. I Bedrag og Trældom fandt Han hvi Blod og Taarer randt, hvorfor Mulmets Taagevover skylled Lysets Sjele over. Men -- o se i hans stærke Sjel luer høie Abiriel! -- græd han, nu hans Kinder gløde (Frelsens første Morgenrøde!) forat frelse, forat lette Trældomsaaget af de Trætte, lade alle Jordens Sjele Himlens Aanders Klenodie dele: Frihed og Sandhed: den Arvepart Menneskeheden tabte saasnart; forat løse op de Hjorde, Herskere drive og slagte turde -- løse, saaat hver Jordens Sjel føler sig selv som en Himlens Deel. Ja priser og skimter -- o nær jo glimter alt dets Morgenskjær! -- et Sekulum, som bryder gjennem lyst, med Straaler om sit Hoved: første Aar, det reiser rødmende paa Jordans Kyst! Se der alt rustet Frelseren staaer, med Kjærligheden stor nok til at favne om en Verdens Jammer, med Kraften, som saa gudlig flammer, at Han en Verden frelse vil! Jesus. (reiser sig) -- Ak! O Hvad -- ? Mon Himlens Aander tale til min Sjel? Saa klart blev mig mit Meed -- Jeg saae det . . o, SIDE: 303 med Vished, bævrende af frydfuld Kraft, jeg saae min Kummer kun som stærk, eensformig Opfostringsføde for min Kraft; jeg saae mit Meed, og nævnte det. O hellige Stund, lyksalige Aldres Moder! du har valgt mit Hjerte til den Seng, hvor du vil føde, min unge Læbe til din Afkoms Vugge! O min Graad min Styrkes Øje, og min Smerte er bleven bedste Muskel i mit Hjerte. Saa pludselig som om en Engel foer min Sjel igjennem, og borthvifted med sin Vinge Vemodssukkenes tomme Skyer, solklarned i mit Hjertes Baggrund nu mit Meed -- o som om mine Taarer, før kun Sædekorn, sprang ud og dufted -- og jeg saae det og det nævnte modig Frelsen. Kan Skjalden -- ja, jeg frygter for at være en: at kun et Digt min nye Verden bliver, at heller jeg paa Pergament, som Plato, blot burde malt . . O! o! Ve mig, som tvivler! O tilgiv, min Gud, hvis Viisdomsvilje, kjendt kun af de Himmelske dog har tilglimtet mig, som gaaer i Støvet! Min Sjel, af Frelsens Tanke flammende, dit Aasyn er, som lysende du løfter opover mig, du min og Alles Fader! Meer end sig selv den er: en Helligaand, en Aand, som Aanderne selv prise maae. Mit Blik, det min Begeistrings Straale-Plekter, det, mens min Tale strømmer, roligt-glimtende, som Duen svæver blank paa Stormens Brusen . . mit Blik, mit Herredømmes Luescepter har kløvet Tiden, saa til begge Sider Aarhundrederne deles, Skygger lige, naar Straalen skyder gjennem Lundens Gang: til begge Sider Palmerækker skimtes at svæve susende over Graveraderne: SIDE: 304 se Folk for Folk Kvartererne: hver Grav et Hjerte: Engle knæle der paa Gravene! -- O Himlen aabnes . . Staaer jeg end paa Jorden? Mit Hoved høit er over Skyen løftet, og seer paa andre Kloder samme Seir. De svæve denne Jord forbi, som Brude, der smile til hverandre samme Fryd. O se, o se med mig de fjerne Fredens Aarhundreder, den lange Palme-Gravgang, henover stedse fjernere, fjernere Gravrækker fortløbende, den voxer stedse: saa sidste Palmekroner synes Himmelhvælv, de sidste Grave Verdenskloder . . o se deres hvilende Engle (de, som nærved kun syntes lidet skjønnere end Mennesker) de blive Aander, favnende en Klode, omfavnede af en Himmel, herlige som disse alt forherligede Aander, som sig røre udenover Jordens Tider. -- Hvo siger i mit Hjerte, at jeg seer saa sandt som fjernt? Hvo sværger det? Jeg kan ei selv. Dog hører jeg en Eed . . o hellige Eed, Guds Navn i dig jeg hørte! Saa hør da, Menneske, og tro din Herlighed! O, dumme, blege Øine stirre paa mig! Dog taler jeg kun tydeligen hvad dit Hjerte sukker. Fatter du ei Frihed i Lænker? Sandhed under dine Altre? og Kjærlighed, mens du af Brødre plages? Er dette ei dit Suk? -- Oh nei, dit Suk kun viser, at du føler, du mangler Noget, veed dog ikke Hvad. Saa stirr da i mit Blik! Se, det, imens min Tale og mit Hjerteblod udbølger, jo glimter roligt som en Sol bag Skyen! Det Veien finder til dit Hjerte gjennem dit aabne Øie, om end Øret luktes, og der belyser det din Længsels Navn. SIDE: 305 Men naar du seer min Læbe taus -- o da, da vil du lytte først. -- -- Ah, ja hvad er dit Golgath dog? -- den Vandringssteen, hvorpaa den ny Tid hviler før sin Udflugt. -- O Golgath, Golgath! hvor jeg ahner den Trælleæts Fordærvere forgjæves i mit, som Eders, dødelige Blod vil slukke mit udødelige Ord -- se dine Hovedskaller vorde Stjerner, dit Blod sig samler til en ny Tids Sol! Mod den mit Blik henover Højen skuer; mod Maalet bag ufødte Aldres Grave det straaler sejervist og roligt. O, se i mit Blik Du, som ei fatter Ordet, en Fakkel til min Tale, se dens Sandhed! Og naar du hører Frelsens Løsenord: naar "Frihed, Sandhed, Kjærlighed" Du hører, mon rører sig ei Noget i dit Hjerte? Det er din Aand, som hører Hvad den glemte. Ja, vær, mit Aasyn -- o som Mosis, da det flammed over Loven, over Folket! -- vær mine Ord selv synlige og straalende! Og, Kjærlighed, hvis første Suk den døde for Støvets Øine aabenbarte Verden, det Guddommens blomstrende, stjernede Slæb, indaandede min Sjel . . o hyll dig i mit Smiil, og fremsvæv synligen for dem, som ei dit Navn forstaae! -- o ve, fordi de aldrig hørte det, med Øren fulde af tunge Bud, med Hjerter gnavede af Slavesind og Egennytte, Hjerner, udhulede til drukne Lasters Bægre af Løgnens Ætsen. Hyll, Alkjærlighed dig i mit Smil, du Aanders, Himles Kys, imens jeg nævner dig i Støvet! Min Tales Sandhed straale paa min Pande! Og, Himlens Frihed, nedstig paa mit Blik, idet det daler over Folket, skuende SIDE: 306 selv ud de Fjerneste i Stimlen om mig, som med de hentilvendte Øren lytte, hvis Hjerter aabne sig, hvis Vemodstræk, naar jeg forstummer, vise, at de undres ved sine egne Hjerters Storhed, som jeg viste dem: ved der en Himmel finde, hvor før de troede Rum til Sukke kun. O Frihed, Sandhed, Kjærlighed, den alle Verdens Sjeles Liv og Eje, du Hellig-Aand, som gjennemgløder Aanderne, du alle Sjeles arvede Treenighed, du faaer et Hjem i dødelige Hjerter! Ei Trældom knuger mere dem, ei Løgn udhuler dem til Helveder, ei Had forgnaver dem; men Mennesket skal leve til bliden Alder med sin Lok ham hyller i unge Engels hvide Barnesvøb. Ak Tid, ak Tid, du rige paa Erstatning, o bliver du saa skjøn, naar nærved jeg, som Aand, kan see dig glide frem med Jorden, som vexlende, fagre, luftspeilmalte Skyer? -- -- O ve! jeg ahner kun? Hvad veed jeg? Ja, hvad seer jeg uden Haabets Dæmring bag min Grav? hvad Høst i Luften, medens jeg, i Mulden stirrende udslynger Sæden? Se endnu er den sort! se mine Furer: den nye Menneskeæts Vugger, ligge aabne! En Alder rull henover! Støvet af een Æts Hjerter hvirvle bag dig! Lad een Slægt kun have seet gode Fædre: da spir min Sæd! da svæv i Luften lys som bedre Verdners Gjenskin! O, saa selv de vide, Jorden er en enkelt Himmel, ei Helveds sorte Grændsekors mod Himlen! -- Ja, seirede min Daad saa? O, hvo veed? Et Øjeblik ei gjennemskuer det Andet. Kan En (om Skjald som David eller ikke) SIDE: 307 naar i en hellig Stund han speider i sin Sjel, paa Dybet see et Luftspeilsbilled af høiere Verdner, fjerne Tiders Syner -- o da, ja, hvis . . da saae jeg Frelsens Sejer før Jorden døer og sidste Sjel udaander. . . Ha, løfted Gud sit Aasyn lysende opover Jorden i min Sjel ei, da den blussende besvoer at frelse? Men hvi er mit Hjerte Mulm i samme Time? mit Meed snart smilende tilbage til en Verden, som det gjennemfløi, og snart som Vandringsmanden træt, forsagende før end han gik et Skridt? En Himmel nu mit Hjerte gjennemfarer . . og nu synes en endeløs Ørken rulle ud sig i mit Indre, denne liig, hvor jeg i Sandet "Messias" maler og det gjenudsletter. Forhvergang Navnet staaer der (ja "Messias", det Navn, som Folkene give deres Suk) jeg synes skrive selv mit eget Navn: som om jeg ikke "Jesus" ene hedte, men "Jesus Messias", ja den salvede Frelser. Men, sletter Navnet ud jeg: ud "Messias", jeg synes, at jeg sletter ud mig Selv, at navnløs jeg tilbagesynker blandt de trællende bedragne Millioner, beholdende Forstand kun til at lee ad min fromme Moders underlige Tanke, at kalde mig med Jesus-Frelser-Navnet. -- -- Ah, brast mit skjønne Sjele-Luftspeil? skylle nu tomme blaagraae Bølger i mit Indre, og gjør det til Ensformighedens Flade, da jeg mod Himlen saae, for der at finde mit Syns Sandhed? Ve! o var jeg dum og sløv som . . o jeg loe da; men min Latter mit Hjertes Lænkeraslen var; en Fakkel, der lyste mig til Trøst nok for mig Selv, SIDE: 308 var da min Graad . . min Graad; men nu . . men nu en Verdens Mistrøst og Fortvivlelse. (brister i Taarer) O, Gys! jeg veed ei, om det er mig Selv, som frister mig i denne Ørken, eller, om Himmelen og mine Fædres Helved her i mit Hjerte kjæmpe om mig selv, og uden at jeg kan forbyde det: om Helveds Skygger, døsig Glemsel liig, henover hver en Straale jage, Himlen nedskjød, at vække Frelsens Tanke i min Sjel. O var det saa, da Under ei, om jeg i første Værkets Time skjælver, om nu mit Hjerte ryster som en Kampplads. Ak, veed jeg? veed jeg? . Ja, hvor er den Mand, som kjender eget Hjerte? Veed jeg, om jeg Selv igjennem Sjelens Øje sandt beskuer Aandehimlen eller denne igjennem dette Øje skuer ned? Vel! Jordens Jammer seer jeg . . o saa stor at Frelsens Tanke, født i dette Bryst, jeg maa i Himlen avlet troe og baaren. Hvo kan da kvæle den? O Sejr! o Sejr! En salig Jord fremsvæver atter for mig. Vel! jeg som Tidens høie Skjær mig reiser, som Tidens Fyldepunkt! Se her nedsynker de gamle Aldres blodigstribede Bølger! og paa den anden Side skyder frem et Lyshav: begge bryde sig paa Mig! Vel! Ahnelsers lette, hviskende Skygger formørker ei mit Blik, fremsvæver ei for mine Skridt! Din Dæmring, Haab, er altfor tom for Frelseren: til en Troes livsvarme, tunge Skabelsesmulm han trænger, hvor Taager dryppe ned som Verdner, Dampe sig lette op til Himle! Ejaja! . . O, Jubel, hveden kom du, og udslog dit Vingeslag? Jeg saae, jeg saae SIDE: 309 et Sejersglimt. O Troes Lynøje, du lader Mulm tilbage mellem Seiren og fjerne Synskreds, du belyste. Maalet jeg saae som stille Aftensol paa Havet, men Aldre bølgede imellem, Aldre, for skumle til at see igjennem klart, for mange til at tælle. Ja, jeg hørte, men som igjennem Fjernets Tepper, en Himmels Jubel lyde ifra Støvet, hvor rene Aander priste Gud for Livet, ei Sorg, men Fryd og Fred og Skjønhed fandt og Viisdom i det levende Muld, som deler med Aanden Menneskenavnet, og som smilende til Graven, hvor det Afsked tager, følger den høje Broders Flugt mod større Himle. . Jeg saae en Jord, hvor sandselige Legem omfavned, som umyndig Broder, Aanden, istedetfor, som Guddom eller Djævel, det før behersked ham . . O Sejers Syn! ei Throner blænded, Offerrøg ei mørkned; Aljorden laae der riig; ei Millionerne hverandre trængte eller slugte; Hver sin Broders Hjerte kjendte; Lasterne og Krig og Jammer kun i Mindets Dynger henlagte var med Kroner ovenpaa; men disses Guld var blegnet, Jern de syntes som Slavebøiler . . Skarpe Aandens Øre! jeg hørte disse Salige at tale om disse Ting, de sjunkne Aldres Stolthed, med samme Mistro, som vi tale om de gamle det Umuliges Fabel-Kjæmper, der siges Himmelen at have stormet. Jeg hørte med det Aandens skarpe Øre der hører fremmed Tankes tause Tale og Tidens Flugt og fjerne Aldres Lyd, hvorledes disse Mennesker forkyndte: "Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide, at deres Fordring Sandhed er og Frihed, SIDE: 310 at Kjærlighed er deres indre Ønske. Først Sandheden os frigjør; thi af den vi vide dette. Sandheden er een; og den er Kundskab om vort eget Væsen. Alt er i denne; først i Selverkjendelsen sig Gud udfolder og Udødeligheden. Saa fordrer Gud, den Altomfattende, en Kjærlighed, som stræber ham at favne, og da at favne Alt. Og Den, som lærte os Dette, mon han ikke er vor Frelser? Se Jorden nu er Aanders glade Hvilested! Mind hvad den var, da vore Fædres Aldre i Blod og Synd nedsank! Og tvivler du, at han fra Jamrens Aar, fra Syndens Aag, fra Aandens Død er vor Forløser? Ja, se Han gav vor Frihed os for Gud! Vi rødme meer ei for vort eget Væsen! Se vore Hjerters Frihed -- o den himmelske -- sit Billed fik i Borgerfrihed; thi, da Hveren vidste, at sig Selv beherske og elske Alle: intet Spiir sig løfted, som blodigt Blus til Loves sorte Tavle; men Alle sadde jevnt ved Siden af hverandre rundtom Jordens store Fad. Da Hver erkjendte i sig Selv Guds Billed, vi turde ene dyrke det med Sandhed, om simpel end mod Fortids brogede Fabler, dog altfor stor til i et andet Tempel end i et Menneskehjerte at indsluttes. -- O styrer Gud ei Verden let som vi opløfte vore Hænder. Er da Han, som Frihed gav til Synderen og Slaven, som Sandhed skjænkte den Bedragne, og dem Alle Kjærlighed -- ja Han, der mægted at gjøre Jorden til eet Fædreland -- ei kaaret ud af Gud, og salvet med de rene Aanders Helligaand? mon ei isandhed, som han kaldes, vor Messias?" SIDE: 311 -- Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes at svinde mellem Verdnerne, imens forløste Sjele, evigen tilstrømmende, en ubrudt Følgekjede var imellem de Salige paa Jord og deres Frelser. Jeg saae og hørte, jubled uvilkaarlig. En Sol af Vished straaled i mit Hjerte, og rødmed Sejrens fjerne Palmer -- ha! Et Himmelhvælv af Tro udslog sig -- ha! Jeg svæved jubelbaaren det igjennem. -- Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank igjen i Tvivlens Afgrund; Dybet greb mig; min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl. O ve, og endnu dybere hvirvler Angst; o ve, og endnu dybere Fortvivlelse; o ve, og endnu dybere (som paa en Malstrøms Bund) er Aandens Død. Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen for Himlen, hvis den haanede sit Kald. Min Aand fortabtes, hvis jeg tilbedækte med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte, idet jeg dulgte Sandhedens Erkjendelse, og hvis jeg Frelserkraften, som jeg følte, betvang, og sløvede i Synd min Sjel, saa engang i vanæret Alderdom jeg husked neppe, at som Yngling jeg for Sandhed lued af en hellig Aand. . . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig Satan! . . Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde imod den Helligaand, som mig besjeler, mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod! -- Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte mod Helligaanden trodser? Er der end en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig? Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler: "Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø! SIDE: 312 Hvo giver dig dit Blod igjen, dit Liv? Hvo giver mig til Pulsen vel igjen, naar Mulden drak mig? Se, mon Mange ei, som du, sig reiste, sank, og deres Frelse med deres Lænker stivned? Lænkerne forstummed, mens de talte, men saa foer de haanraslende henover deres Grave. Vil du din fulde Hjertekalk ombytte med Sokrates's Bæger? Se dog, mon ei Manges Ord, imens de talte, døde i Stenedyngen og i Folkets Skrig: "du haaner os, Profet! Forstyr os ei! Din Frihed og din Sandhed gjør vanvittig. Se vore Fædre lede! Arved vi med Godset ikke Trældom? Vi maa hædre Forfædres Arv: som de vi ville lide. Hvad Jammer, Skjændsel, Synd og Løgn og Trældom du kalder, er, ved Vane bleven Fryd og Hæder, Dyd og Trøst og Sandhed."" " -- Nei, unge Jesus, lev i Ro og dø i Ro; og Abram, naar du hviler i hans Skjød, skal slette dine Synder ud!" -- Ha, Blodets Djævel, din Latter røbed dig. Omklamr mig ei med hede Slanger! Løb dit vante Trællekredsløb atter væk! Men denne Djævels Tale er som Iisdryp i Hjertets Midte; og den Sandhed taler: "Ved Solens Vugge se Confutsee flammed og Buddha af den samme Aand, du, Jesus, kalder din og Himlens og den Hellige; men fløi vel deres Glimt den Østens Synskreds over? Og den Strøm, de leded for at vande Jorden, formaaede jo ei at bryde igjennem Tartariets Nabo-Ørken?" O, Djævel, af dit Aasyn, iiskoldt som SIDE: 313 Historiens Blad, jeg seer, dit Navn er Lunkenhed, god Sags Forræder. Blegn, du Taage! -- Ha, end en Djævel? Ak, hvor mange Skygger iblandt de lyse Tanker? Men de sværme som Myg, og døe i Lyset. . . End en Djævel? Hvor glindsende er du? mon Staal, mon Solglands, idet du snoer dig? Ah, du Pjaltede, som lister frem dig efter Nederlaget, hvor Lunkenhedens kolde Tudse knustes, og Blodets høje Purpur sank! Thi jeg jeg blæste bort dets varme Livsensaande, og kasted Lem for Lem den dorske Tudse, som kravled af min Hjerne frem, i Blodet, for al dets angste Oprør ret at kjøle. Ei meer min Puls er Lænke, ei mit Hjerte en Klods, som mig til Jorden binder. Se, jeg lugter nu ei Vaaren; smager ei, om Druer eller Vand min Tunge lædske; jeg seer ei Rachel (o det Bethlems Blomster! Hun i hvis Blik jeg Himlen først opdaged og saae min egen Sjel og Menneskets, som den nedsteg i Paradisets Glands) jeg hører ei min Moder (før den søde Olivenlundens Røst) -- og Du vil kjæmpe? Kan Meer du byde? Meer ei Jorden ejer. O usle, dog besynderlige, Djævel, i Fjernet glimtende, men nærved gusten, dit Ord er kun min Indvolds Piben, en Aares Brusen mod min Tinding; dog gjør det nær vanvittig: saa jeg veed ei, om jeg skal troe og raabe som du byder: "Se, kaared Gud dig ud til Frelsens Værk, da maa Han have dig udrustet med Vidunder-Kræfter. Stig da op paa Templets Tinde; styrt dig ned, og -- se, du kommer over Salem svævende! Thi staaer der ikke skrevet om Messias: SIDE: 314 " " om dig vil Gud befale sine Engle: I bære skal min Søn paa Eders Hænder, saa ei sin Fod paa nogen Steen han støder?" " Ja er du, som du siger selv, Guds Søn, da liid ei, Uslere end Ormen, Hunger; men byd, at disse Stene vorde Brød!" Sandt, Djævel! Gud mig salved til den Frelser, hvis Storhed Adams Slægter malte ahnende, ved ydmygt ham at nævne "Guds Eenbaarne"; men og med Stolthed (skuende i ham et Ideal af Mennesket) de benævnte ham "Menneskets Søn" -- ja, Guds Søn er jeg, men den hele Skabning er min Broder. Der staaer jo skrevet: Gud du ei skal friste! Men gjorde jeg din Vilje, fristed jeg til Vanvid min Fornuft, og Gud mig straffed med Døden eller det. -- Du hørte, Djævel? Ak, du Latterlige, Forfængelige, fjerntfra (da du reiste dig i min Hjernes Baggrund og da du til Tempelspranget fristed) ligned du en Engel, men en glødende i Oprør mod en Alviisdoms Love; nærmere, da du af Steen mig bød at bage Brød, du var jo kun en sulten Maves Pust? Og, du, et Gisp, vil du en Frelser standse? Jeg fastede i fyrgetyve Døgn, og mærked ei min Hunger før du talte. Du er da Hunger? -- en uskyldig Djævel, skjøndt jeg nok troer en mægtig Frister; og nu -- ja du har Ret; javist jeg hungrer. Vel! jeg vil gaae til næste Oljebjerg, og stille dig tilfreds med en Oliven. Men hvad kan mætte dig, du Djævel, som fremglittrer højest, fagrest i mit Hjerte? Ærgjerrighed, jeg kjender forhen dig! Da sad du i mit Hjerte som et Kongeblik, SIDE: 315 som Cæsars blanke Stav, og skued over min Ungdom som et udbredt Kongerige, min Manddom som et Keiserdømme, der erobres skulde under Vestens Fjerne. Min Barm var Keiserens Triumfvogn da. Mit Hjerte klappred da som Cæsars Laurer. Dog blev min Sjel som Cæsars Pande mørk. -- Ha, nu min Sjel tilkjæmped sig sit Lys i denne Ørkens Mulm, nu sniger du dig om som dømte Skygge . . forud dømte? Thi, Djævel, dig det var, som, da jeg stod paa Zion, lænende mit Hoved (just det bar den tyvende Sommers Blomster) til Augusti Cæsaris den gyldne Støtte, og saae med Haanden over Øjet -- thi fra Kongens Kuppler flammed Morgensolen -- paa Folket ned, der vælted sort sig brydende imellem Salems hvide Søilerader -- ja dig det var, som dengang til mig hvisked: "Se Salem som en Kube! De Travle gaae til Handel; Guldet synes at gjøre disses Aasyn venligt-aabent; men Hadet gjærer mørkt i deres Hjerter mod Idumæeren, den kjøbte Romer. Nu Israels Bærme bruser høit og varmt! Se fjernt nu Romas Ørne suse! De hilde Vingerne i Gothens Ege. . . Ha, ginge ei Profeterne Dig foran lovsyngende? ja, salved dig ei Himlen med hellige Læber, o du Davids Kongeblod! til Israels og Gojims Fyrste? Eja, se Israels Time lyser! Ræk din Arm blot op: der er dens Viser! tal: din Tale er Israels Times Klang og Sejerværk! . . O Tiden venter paa dig -- Du, du nøler? Se, Yngling, Tiden flyer; med Haaret Hjertet henblegner! Skal engang din Læbes Skjælven SIDE: 316 din Fordring nævne? Da vil Israel lee, imens en enkelt Svend (en carnifex, som kaute Lictor til det Arbeid lejer, en Tjeners Tjener) leder dig til Consulens Skafot -- ha det din purpurrøde Skala! I Israels stille Fnysen nøler du? Dig Asiens, Syriens, Hellas' Suk ei hæver? Ha, tog ei Cæsar med sin Ungdomsarm den halve Jord? Men alle Jordens solkronte, morgensky-bekaabede Riger -- o se den Herlighed! se Marmorbyer, dens hvide fuldtudslagne Blomster midti de Landenes grønne Blade! -- jeg dig giver, hvis sig dit Hjerte bøier for mig og mig som din bedste Kraft tilbeder -- ja, din bedste Kraft; thi jeg en større Arm, Veltalenhedens, løfter. Den er stærk og skjult som Skjebnens Arm; den snoer sig ind den snoer sig ud igjen med Hjerterne. Som gylden Krog til Leeg den kastes ud i Folkets sorte Hav, i Torvenes Hvirvler, og Taleren trækker til sig, naar han lyster. Naar Taarer snart, liig sølvhvid Sild, snart Smiil, liig gyldenrød Forellestime, spiller hans Kroge rundt, saa vipper han . . ah, af de tusind aabne Gab de tusind Hjerter isammenbidte op med Krogen. Eja! for dine Fødder seer du da den store Leviathan, Babylon! og op af blodigt Dyb du haler Rom, den gispende formædskede Muræne! . . Veltalenhed, o Piil og Sværd paaeengang! du flyvende Sværd! hvor let og stolt din Seir! Du blinker gjennem Undseelsens Purpurskede -- og denne Blinken er dit Blik mod Maalet. Et Aandedræt -- du er der. Ha, i Flugten henover Folkets Jubelaandes Bølger, din Klang blier Funklen, ja et Varsels Funklen; SIDE: 317 og Mængden seer i Luften dine Ord som sværmende Cheruber. Almagtstanker henrulle, Mængden nedenunder rystende, som Oceanets Bølger Bundens Leer; ja Throner som Koraller røde, Templer som hvide Sneglesnekker tumlende. Det Maal, dit første Ord beskedent løfted sig opimod, du seer i Talens Flugt som højere Formaals Skygge kun; og stedse sig taarne højere Maal -- Et Aandedræt, Du er der . . se, de bøie ned sig bag dig, og ene overseer du dine Seire. -- Ha, skulle da Profeter lyve? I dit Bryst har svundne Aldres Suk sig sandet. O stærke Pust, du ikke være nok til disse Tiders Slægt at ryste? Let er Sejeren for Den, som Gud udvalgte. Du Himlens Valg i disse Tanker høre! Dit Hjerte, Sejren svulmende imøde, Basunen er, hvorigjennem Himlen taler. Dens Bud er let: du skyde med et Pust blot til Folkenes Forbittrelses Lavin! -- Oppust dit Hjerte! pust -- -- " Ha, Djævel, Djævel! af disse Ord: "oppust dit Hjerte! pust!" gjenkjendes du, Ærgjerrighed! Viig bort fra mig, du Satan! Ærgjerrighed, min Krafts vilde Skud! Mit Hjerte brænder renere end Purp'ret. Der staaer jo skrevet: "Herren Du, din Gud, tilbede skal, og dyrke ham alene!" Og Jeg? jeg skulde mulmes, saa jeg i min Sjel da kunde tage Feil i Valgets Omfavnelse, imellem Kongens og en Frelsers Ærelyst? Du skulde bedrage mig, du Tanke, Djævel, født af Ynglingsblod, paa Ynglings Muskler vugget, saa høit, som Blodet damper, voxende, SIDE: 318 men for at døe som dette kjølner hen? Jeg dig beundre, store Intet? dig som slugtes af en Grav? Jeg dig tilbede, du fule Sandselighed, pralende i Purpur og nævnende dig Cæsars Cæsar? Jeg nedknæle for det slappe Meed, at naae en Thronehimmel, naar Aljordens fra Øst til Vest udspændte Horizonter kun ere Telteraden for mit Folk? -- O hellige Tanker, lyse Englechor, o kommer, tjener mig! . Jeg er beredt. Nu, da mit Hjertes Gudglimt, Helligaanden, mit bedre Selv, har spredt de mørke Skyer af Fristelser i Ørken -- jeg er beredt, ved Seir til Seir beredt! Ja, ja! jeg fristede mig Selv. Jeg rusted mig med Prøvelser; thi Hvo er vel den Mand, som maaler egen Kraft? Min Idræts Høide kan jeg maale, men ei Dybderne i Sjelen; de sig sænke i det Uendelige ind. Jeg veed, der ulmer Kraft i mig til Alt, men ei hvor høit Guds Forsyn vil tillade den frem paa Jord at blusse. Hil mig! Hil! Jeg skabte frem min Tvivl; Jeg den henveired. Jeg slog mig Selv, og mod mig Selv jeg seired. -- Jeg er beredt! O hellige Tanker -- til een Tro, den Tro: "Jeg frelser Jorden," glødende isammen -- o alle mine Tanker, tjener nu blot denne ene Frelsens-Tanke! knæler, som Engle synlige, for den, for mig! Thi, som jeg staaer i Kjød og Blod, jeg er alene Frelsens Tanke levende: Guds Kjærlighed, den Aandernes Forsoning, som, for den sjunkne Slægt at frelse, dvæler i Støvet synlig, jordindhyllet her. -- Min Gud, min Fader, se, beredt jeg er! SIDE: 319 Akadiel. Jesus, Jesus, din Frelses Tvivl var Phuniels Sukke, din Sejers Smiil Ohebiels og Abiriels ømme Omfavnelse efter Skilsmisse-Drømme. Din Fristelses Suk var din Svimlen, da Du ene dig saae mellem Jorden og Himlen. Men nu, du, Abiriel, seer dig roligen der, hvor du svimlede forhen, og sank, bedøvet af Livets Duft og din Sorg, i Støvet. Din Sorg var Ohebiels Kjærligheds Klage ved Sig i Himlen alene at see, imedens de Elskte, Menneskene, i Synd og i Blodskyld bleve tilbage. Du følte dig fremmed, for ophøiet for den Jord, hvor du boer. "O, hvor er min Plads i Skabningen? hvor?" -- Men, snarlig besindet, mod Maalet dit Øje roligen straaled. Din Abiriel-Kraft, din Ohebiel-Kjærlighed sit Offer, sin Sejer jublende veed i salige Barm: al Menneskehed op til din Høide at hæve -- o som til Himlen at svæve med Jordkloden lagt i din frelsende Arm. SIDE: 320 JESUS OG JOHANNES BARNDOMSVENNERNES MØDE (Jesus gaaende gjennem Ørken henmod Palmerne i Synskredsen). Jesus. . . Palmer hist de Livets Faner! Liv? Hvad Liv kan boe derunder, naar i Dødens Fodspor, Ørknen, Frihed, Sandhed, Kjærlighed, bort fra Agres Ly forviste, leire sig i Armods Telt? Frihed dog som børstet Vildhed, Sandhed kun som Eenfolds Tro, Kjærlighed som teltesnevre Gjæstmildhed i Ørknen boer. Vel naturligt Palmer mødes her ved Ørknens Grændseskjel; men for Frelseren, som gaaer fra sin Ørk at frelse Jorden, meer end Palmer blot de synes: Livets eedoprakte Fingre, at det ei med Græs og Svale vil forlade Ørknens Trætte; ja de synes ham hans Piller, som hans Sejersveis Portal. (En Mand iler over Sletten) Hvo mon er den Skygge hisset over Sandet dæmrende? Ah, Johannes? Ak, min Barndoms Rosenkugles Axe er da stivnet hen til saadant Staal? til en mørk Essæers Skyblik, til et raggindhyllet Billed af den falske Tro: at smigre Himlen ved at haane Jorden? Iil ei saa, Johannes! Vore Veje maae ei dele sig. O min Ven! min Ven! min -- (omfavner Manden inderlig) SIDE: 321 Johannes. (vendende sig om) -- Jesus! Er det med et saadant Smiil, du vil frelse Jorden, Jesus? Jesus. Du har glemt mig -- o Johannes! Johannes. Jeg blot tænkte paa din Moders Drøm. Jesus. Ja den til Liv er vakt. Johannes. Endnu gaaer Johannes, liig et Gjenfærd i den fromme Drøm; men af dine lyse Smiil seer jeg -- oh, ja det er klogt -- Du til Verdens Liv er vaagnet. Ret! ja Ret! Hvad var det Hele? Kun en fager Drøm, fuldbaaren af en from, frugtsomlig Kvinde? Søde Moderblik den fostred; tvende Drenges Skuldre, stegne bævrende som hvide Skum op af Ungdomsblodet, løfted den af Modersmilets Vugge, og for Himlen viste den. Drømmen, som vi to Fostbrødre, svore kjækt til Liv at gjøre, at Du skulde vorde David for det arme Juda, jeg din trofaste Jonathan, mig har til en Drøm forvandlet, saa jeg veed kun af min Sorg, at jeg lever. SIDE: 322 Jesus. O jeg har ei glemt hvor tidt vor fromme Tro i Olivnens Bladeraslen Engles Bifaldsjubl fornam, naar de hørte, at vor Ungdom Mandens Alvor blev, naar sammen vi om Frelsen talte. Johannes. Ak! Jesus. Din Alvorlighed sig undrer ved mit Aasyns aabne Fryd; Thi da sidst vi talte sammen, vore unge Hjerter luktes krampefast ved Jordens Jammer. Ve, at Du mig ei forstaaer! Eller kunne Seirens Fremglimt, Helligaandens Straaleglands ei fra Letsinds malte Dunster skilnes i mit Aasyns Træk? Jeg til Ørknen vandred jo, mig ved svundne Aldres Viisdom ud til Frelsens Værk at ruste. Jeg til Livet skulde gaaet med dit Kummerblik tilbage, hvis ei i min Eensomhed Frelsens Tanke modnet var. Derfor, se, mit Aasyn er dens Sejersglands og modne Rødme, blanken Salve, hvormed Gud salved mig da Aanden sved i mit Hjerte Frelsernavnet. Johannes. (knælende) O min Herre og min Mester! O, Messias, mig tilgiv! SIDE: 323 Jesus. (løfter ham op) Du, Johannes, du est kaaret -- Valget er din Alvorshu -- til det nye Tempels Støtte. Du skal være der Portalet. Johannes. Gud har negtet mig sit Lys. Ei at frelse, kun advare er det Lidet, som jeg mægter. Kun til sjunkne Olds Profeters Skygge kan jeg hæve mig. Jeg gaaer om som Tidens Gjenfærd, fulgt kun af nysgjerrig Rædsel. Hjerterne sig bange vende fra den levende Urne -- mig. Godt maaskee; thi fulgte Alle, Jordens Liv en Kirkegaard blev da kun med sorte Kors paa, uden Blomster, død og taus. -- Ak! min Sjel og ei mit Legem sukker ved min egen Bod; og mit eget Hjerte stille sørger ved sin stolte Dyd. Jesus. Muldne Viisdoms-Ruller ere ei mit Tempels Pillerad. Jeg i Menneskehjertet saae en uvisnelig Frelsens Sæd. Og min Læres milde Aande lokker frem den af dens Muld. Frem som Englehoveder glimte skal dens Straaleax -- o Høst af Jorden, for en Himmel riig nok! Og de lyse Ax sig bue sammen til et Tempel, hvor Gud i Aand og Sandhed dyrkes: SIDE: 324 til en Himmel alt paa Jord. Jeg af Livets Kræfter lærte Viisdom, Sandhed af mig Selv; og jeg fandt i Menneskets Hjerte Himlens, Helveds Grændseskjel. Johannes. Jeg mit Hjerte vilde skabe til en Himmel; men det blev sorgfuld Jord kun, thi jeg føler, at min kolde Bod-Dyd ei øves kan i Himlen -- Ve, den selv mod Jorden vel er Synd? Jesus. Nei, Johannes! Sorgens Billed, mørkn vor Alders drukne Blik! Os det er en Dyd at glemme Jordens Krav. Os kræver Himlen. Os et Eje er for lidet, Kvindens Favnetag for trangt; os er Jordens Fryd for vissen; Vi i Døden kun tør frydes. Johannes. Jesus, du din Ven har trøstet. Jeg din Guddom saae, Messias, alt fra Barnets Læber straale over Templets gamle Mestre. Deres dumme Blik udspændtes, og som brudne Kar de gabte, da du gav dem disse Spørgsmaal, voxne Helte liig i Pantser hyllede af Blomsterblade: "siig mig, kjære gamle Rabbi, er ei Jovah Den, som lille Theofilos kalder Zeus? Er ei Sandhed funden, siden SIDE: 325 Folkets Vise trætte end?" Og jeg kunde glemme, at alt mit Haab med dig kun voxte, da du ei treen mig imøde med mit eget syge Øje eller Judas Hevners Pande! O, Triumfens Faners Spiir glimre frem i dine Blik; og de i den fine Rødme vaje, Jesus, paa din Kind! Jesus. Se dit Haab i Blomster! Ja, mon Jeg, Marias, Kvindens Søn, ikke knuser Slangen, som grov sit Æg i Adams Hjerte, viste Tand i Cains Blodhaand, spruded over Jorden Blod, spandt sig voxende omkring alle Jordens Hjerter, suged ud dem, og sin egen Gift tylled i de tomme, løfted tusind kronte Hoveders Svælg over sammenknuget Bytte? O maa ei jeg sejerlee? Jeg den træder alt paa Issen, knusende, og fandt dens Braad? Se, jeg i min Eensomhed rulled op Historien; Jamrens Kilde gjennem Mindets Urner rislende jeg fandt. Roligt, som paa duebløde Vingeslag, det første Par aanded Livet hen; det kjendte Aandens Kraft og Kjødets ei. Tvillingfosterlig forbundne slumred de i sine Hjerter, sjunkne ned i Livets Fylde, SIDE: 326 der saa mageligt, som gjennem Navlestreng, tilstrømmed Kjødet, mens i skyldløst Nybegjær Aanden fandt sig mægtig nok. Men imellem Fryd og Kummer, Trang og Vellyst, Nød og Fylde Mennesket blev sat, og Hunger jog det over Jorden, som det fra nu af maatte dyrke i sit Ansigts stride Sved. Vel Opfindsomheden vaagen tidlig slagen blev af Smerten; men den blev en Kjødets Træl, kun genifuld forat dette kunde ene nyde alle Jordens, alle Dyrets Goder. Længer Nok for Alle blev ei alle Jordens Agres Høst. Enkelte opslugte Alt, og den Graadigste blev hædret med saa høit et Æresnavn, Trælleflokken kunde digte, der, saalangt som Lænken rak, rundtom hine Vellystdynger vandrede med lystne Øjne. Millioner af den Ene maatte tigge Livets Byrde, lydig døe naar Død han vinked. Kun Naturen søgte kjærlig Menneskenes Skam at skjule, pyntende med Efevranker Armods Hytter, som indvendig sorte var af Trældomssuk. Men Naturens bedste Trøst, Gravens, undtes ei de Arme. De i Graven saae ei Lænkens brudte Led; men blot det første SIDE: 327 i en ny foruden Ende. Thi saa lærtes der fra Altret, at en Evighed af hede røde Lænker under Graven smededes af Djævle værre end Tyrannerne, de banded. Skjælvende som spildte Taarer paa et vildt vanvittigt Ansigt, irred nogle gode Faa ængstelige om paa Jorden. Thi til selve Folkets Kjerne trængte Herredømmets Laster. Naar en Drot et fremmed Folk ved sin Klinges Blodglød stempled med det nye Slavemærke, hyllende i Vælter Røg, liig Gespenster af de knuste Fredens Arner, Himlen ind, som bestred hans Ret ved stille nye Stjerner ham at tee, som end ei hans Hjem bestraalte, Slaven myrded da og røved, og af Kongens Mønster hævded Folket Lov sig over Loven, Sæder over Fædres Sæd. Purpurhængte Throne, Slaven vandt ved samme Daad som Drottens, blev et blodigt Rettersted. Men paa grummere Skafotter, paa de gustne Sygeleier, hævned gysende Naturen sig paa Synder mod den selv. Men naar Jammersuk og Latter blandede for vildt sig sammen, brød fra Thronen Lyn for blodrødt, røg fra Tempelaabningen Mulmet altfor tykt og kvalmt: vaagned Aander hist og her, SIDE: 328 Nattelampers Hviften lige, og de sukket: "ve os! Noget, som vi vide ei, os fattes. Ja, en Frelser, en Messias." Johannes. Israels, o Israels Ve! Jesus. I dit Øje, glimter, Jøde, Davids Glavind. Davids Søn sørger for Aljordens Ve. Johannes. Kan et enkelt Hjerte rumme Jammer meer end eget Lands? Jesus. Skulde Frelserens ei favne mere Sorg end Dyngen mellem Gazas Offer-Blodhøi og Sodoms raadne Grav, det Helveds nøgne, pestsved-blanke Aasyn? O Johannes, du skal vorde Morgenrøden i hvis Arme Dagen hviler, som omfavne elskende vil hele Jorden. Johannes. O, Jeg er ei Lyset. Jesus. Men Du skal Lyset først forkynde som hvert Hjerte skal opklare. Jeg i Guds, min Faders, Navn kaarer Dig til min Elias, til det nye Riges Hærold. SIDE: 329 Men jeg sætter selv dets Krone, (Ydmyghedens Tornekrone) paa mit eget kaarne Hoved. Og -- jeg ahner -- Golgath, Golgath blier min Himmelthrones Trin. Thi jeg vil til Folket sige: "Jeg er Den, som I forventer, Jeg er Den, I sukked efter, Jeg er Den, hvorom I tale, Jeg er Folkenes Messias. Sku i mig, i eders Broder, eders egen Guddom klarnet! Sku i mig Guds Soningshilsen og et Offerlam for Jorden! Thi det siger mig min Sjel, at med Blod jeg skal besegle, plante i et blodigt Kors Kjærlighedens Rosenkvist mellem Jordens Tornekvas, og af Blodets Draaber skabe Sandheden dens bedste Blus." Men lad Stormen tale ud før de blide Vindes Sang! Rydd som Hvirvelvinden Vejen, o Johannes, min Elias! Skjær som Plougen dybe Furer indtil Sædemanden kommer! Som en Tordensky paa klare Himmelblaa, du træde frem midt paa Kongens glade Høitid! Væk med Lynets Slag af Søvnen! Hjerter slaae, som Moses Klippen, ja til Angrens Kilde springer! Da min Moders Drøm fuldbyrdes -- den, der favned hendes Sjel i Undfangelsens velsignte og for Himlen aabne Stund, SIDE: 330 og befrugted hendes Hjerte med saa salig en Forhaabning, at hun siden stedse drømte vaagen om igjen sin Drøm; ja da skal den vel fuldbyrdes i sin Spaadom, at vi To ei i Liv og Død adskilles. Ak, Hun mente, at Du skulde ride paa min høire Side paa min Sejerindtogs-Dag. Men det Sande er, du døer Sandhedsvidnets Vellystdød. O Henrykkelse, at elske Himlen liig, der Alt omfavner, Luften liig, der Alt omstrømmer, Lyset liig, der Alt omstraaler, ja den milde Regnsky liig, der paa Ond og God neddrysser! Det er Aanders Salighed, Det er Englens Hjerteslag i en jordisk Barm at føle. Hvem kan eget Ve fornemme, naar han tænker kun paa Alles? Hvem er herligt ei det Liv, der arbeider for en Verden og bekrones skal omsider med en Død af Kjærlighed? Hvem er herlig ei en Død, som for Aanden aabner Himlen, og omsider skal bekrones med Alverdens Kjærlighed? O, hvis ei det var en Synd, alt jeg længtedes derefter! Men mens Dagen endnu er, er det at der skal arbeides. Derfor med Eliæ Styrke gaa, bered mig Vei, Johannes! SIDE: 331 DØBEREN (Johannes ved Jordan. Præster. Folk.) Johannes. Hør Røsten raaber i Ørken: bereder Herren Vei! Omvender Eder! Himmeriges Rige alt er nær! Længes I at høre Sandhed, forbander Løgnen da! Længes I mod Frihed, løfter Eders Lænker da! Væmmes I ved Syndens Smitte, i Angers Dugg jer toer! Han kommer, som skal Sandhed lære. Han kommer, som skal Lænken løse, Han kommer, som med Kjærlighed skal salve Eders Hjerter. Alt Dagen vaagner . . Hør dens Hane! Sov ei længer da! Ved Træets Rod alt Øxen ligger, hvert frugtløst Træ omhugges skal og kastes i en Ild! Hver, som ei sit Hjerte aabner, ligt en sædfuld Blomsterkalk, for at Frelsen i dets Dyb Livsensvarme ind kan straale, og til Daad ei strækker Armen, liig en frugtbetynget Green, staae igjen som Skjændselsmærke fra den gamle Syndetid! Eller troer du, Abrams Æt, det er til din Frelse nok, at du siger: Gud er Een? Denne Sandhed Han, som kommer, lærer alle Jordens Slægter. Og Jeg er til hele Jorden Røsten raabende: bereder, SIDE: 332 alle Sjele, Herren Vei! O, omvender Eder Alle! Himlens Rige stunder nær. Præster. (afsides) Essæeren rører Folket. Kvinderne alt græde meer for Mandens Ord end for hans sjunkne Kinder. Mændene sig slaae for deres Bryst. Han synes meer farlig for os end de Andre, der, pludselig som Spøgelser, i Bodserk fra deres Huler trine frem i Dagslyset, og troe at dyppe Hjerterne med Hovdet i Daaben, eller, ved det kolde Dyp, Fornuft at vække i de sløve Hjerner. Ja Denne -- ha, mon troer du, ved dit Vandmærke at slette ud vort Brændetegn paa Folket? (til Johannes) Hør du! (skjøndt latterligt at spørge dig, der ligner blot et Omrids til et Menneske, og gaaer i Syndens eller Armods Rustning) er Du Messias, ham vi Alle vente, den Israels Hevner? Johannes. Nei! Præster. End da Elias? Johannes. Nei! nei! I Ørknens Skjul, hvorhen, paa Hvirvelvindens sorte Ryg, den blodige Profet undflyede, forlængesiden hans Been ufundne raadned. Præster. Ha, Hvo er du da? SIDE: 333 Johannes. I hørte? hørte Røsten over den Jord, I øded til en Ørken, raabende: bereder Herren Vei! Omvender Eder, thi Himlens Rige stunder nær! Han kommer: ja dets Konge; men ved Daab jeg tvetter Eder rene til at møde ham. Præster. Mon mener du Messias? Han skal komme i Englenes Hærskarer. Johannes. Sikkerlig ham Himlens Aander signende omringe; men I ei see dem. Præster. . . Ja og med Basuner. Johannes. Vist! vist! hans Sandhedsrøst, som knuser Eder. Præster. . . Og Herrens Herlighed skal aabenbares. Johannes. Ja i en salig Jord: i Sandhed paa de Dødeliges Læber, og i Frihed i deres Vandel, Kjærlighed i Hjerterne. Præster. Hvor stort skal Israel blive! Roma har du Blod nok at betale Israel? Naar Hevnens Sværd er mættet, har da Gojim Trælle nok igjen for Israel? SIDE: 334 Johannes. I ei forstaae? I Blod I skulle døbes! -- Gaaer, styrter Templet over Eder! Præster. (afsides) Hvo mener denne Sværmer? Ikke vor Messias. Dog -- at ei hans hvasse Tunge, som sparte selv ei Kongen, skal forhaane for Folket os -- vi ville smigre ham. (høit) Ja, vær da hvo du vil, du Hellige! Døb os i Haabet om den Israels Frelser! Johannes. Mon ahne I de røde Lyn, som modnes i Folkets Hjerter over eders Isser? Du Øgleæt, hvo lærte dig at flye den Vredestorden, som dig oversortner? Mon angre I? Vel! Jeg ei Hjerter kjender. (døber dem) Men Den, som kjender Hjerterne, vil komme! Da vorder Eders Spot (ja, hvis I dækked med Daabens Hellighed Forhaanelse) Forbandelse med Rædsels aabne Aasyn. Jeg døber Eder vel med Vandet til Omvendelse; men Den, som kommer efter, med Helligaandens Luekraft skal døbe: skal tænde i hver Sjel, som ei forhærdedes, sin egen Guddom. (Jesus kommer) Hil! Se det Guds Lam der, som bærer ene Aljordens Synder! som ene veed, ved Sandhed at befrie fra Synd; som frelse vil og døe for Jorden! Jesus. Johannes, døb mig da! Johannes. Ak, Herre, jeg af Dig skal døbes, og Du til mig vil komme? -- Nei! SIDE: 335 Jesus. Du Døber, Det bør mig saa, at styrke og indvie mig til mit Kald. Johannes. Du helliger min Daab, du Rene! (døber Jesus.) Ha, saae I? Sløve Øjne, ja I sige: Vi saae et Lyn. Jeg saae Guds Himle aabnes, en Aand fra Himlen, liig en sølvhvid Due, neddale over Ham. Og var det ei, som om Guds Røst fra Himmelen velsigned: "Se Denne er min Søn, den Elskelige, i hvem jeg haver Velbehag!" SIDE: 336 DISCIPLENE, MODEREN OG VENINDERNE (Jesus. Folk. Præster). Jesus. Vaagn, Aand, du slumrende i disse Hjerter! Se, Aand, din Herlighed jeg maner fra Himlen atter ned i Støvet! Før Jorden blev i Verden: i Begyndelsen var Du hos Gud i Sandheds, i dit Selvs Erkjendelse, saa klar og sand, som om du var Guds Ord, udtalet om dig Selv: Du er! og alle Himle svarte: Ja, du er! Du fryded dig blandt Himlens Aander da i Sandhed, Frihed, Kjærlighed: dit eget Væsen, Aand, din egen Guddom, en Afglands af den Eviges Alviisdom, hans Almagts Frihed, hans Algodheds Kjærlighed. O gjennem alle Skabningsrækker den afspeiles, fra de højeste Æoner til Mennesket, den Stummes kloge Broder! Ja Glimt deraf adspredte synes selv at bryde stundom frem af Disses Øjne. Ja uden Kime til dette Aandens Liv er intet Liv. Da, Aand, dit Liv var reent og sandt. Men, se, for Støvets Farver Himlens Lys du bytted; du faldt i Støvet ned og glemte Himlen, dit Fædreland, den Herlighed du kom fra, og du, o Aand, du blev kun Kjødets Lys. I Blodets Mulm du skinnede; men Mulmet ei Lyset fatted. Kjødets Liv ei parred med Aandens Liv sig; men det stred, og Synd dets Seier var. Da blev din Frihed Last, o Menneskeaand, og Lasten elskede sit eget lænkekrandste Billed, Trældom; SIDE: 337 da aabnede sig Egennyttens Gab, hvor Kjærligheden sank; da jubled Synden, og Aanden tabte selve Angrens Liv, det Krampetræk isøvne, og sank hen i en bevidstløs Glemsel . . Thi lød forgjæves og hiin Aands, Johannes', Raab, at standse ved den Afgrunds Rand, der fører nedimod de sjeleløse Skabningsrækkers Egne; men Himmelstigen ei han viste dem. Hans Daab borttvetted Offerrøgens Sod, der lagde gjennem Aldrene sig paa de Ord i Hjerterne: "jeg er en Synder!" Men Himmelen, Bestemmelsen, ei han blotted. Han Haneklappet, Graaningens Godmorgen, Han Daggryes Søvneblussen var, men ei det vaagne Dagsmiil. Og tilbage han førte Støvets Aand fra Sløvheds Dynge til Angrens sorte Grændsekors mod Haabets vaarfagre Eng med Troens Bjerg paa og Fredens stille Dal. Didhen ei længer. Dog vidner han: en Aand, end stærkere, skal fremstaae -- en, som mægter ved sit Ord at føre Synderen tilbage fra Angren til forne Uskyld. Ja, Aanden kommer, klar og høi og stærk, bevidst sit Væsen her som hist i Himlen: bevidst, hans Væsen er, du Støvets Aand, din sande og oprindelige Guddom! Han i et Kjød, som Adams i de første uskyldige Øjeblikke, mildt og ei opsætsigt imod Aanden, aabenbares sand Gud, sandt Menneske til Jordens Frelse. Blandt sorgnedbøjede, syndbestænkte Brødre i ensom Herlighed han staaer paa Jorden, som var han den Alverdens Guds Eenbaarne. . . Ja nævn ham saa, hvis, Sorg, du er taknemmelig, SIDE: 338 hvis, Anger, Glimt af Haab dit Øje er! Thi se han er den store Guds Alkjærligheds det levende Pant, det eneste paa Jorden! Med himmelsk Naades og med Sandheds Fylde han dækker Jord, din Synds og Jammers Fylde. Saa ærer Sønnen, som I ære Faderen! saa ærer Guds Alkjærlighed i min! -- Thi Jeg, ja Jeg er Aanden, hvem Johannes har vidnet om . . Jeg Frelseren Messias, I bede om, hvem Seklers Suk paakaldte! Ja, Støv, Jeg er din Aand igjen-opklarnet; thi jeg har Lys nok i mit Indre til at tænde det i alle Jordens Hjerter; og Jeg vil lede dig, du Støvets Aand, til Salighedens stjernekrandste Port, før end dit Muld paa Gravens lave banker. Ja Jeg -- jo eders egen Aand og Blod, I Millioner Brødre? -- aabenbarer i eget Væsen eders Guddomsglands. Men det at skue denne, at opdage Guds Storheds Billed, Solens liig i Draaben, i eget Indre -- det er Salighed, Cherubens stolte Fryd, Serafens Jubel; at skue det formørket og besudlet Fordømmelse, Usalighedens Blusel. I Graad at toe det atter reent, at bede Guds Naade om et Øjekast, er Frelsen. Ja troer paa mig; thi Ordet, som jeg taler til Støvets Aand, der gjennem Folkene i Blodsudgydelse og Synd sig rører om Jorden som den onde Træets Slange, er ikke Sandhed ene for mit Væsen, for dig alene, Jord, du bævende Fnug i Almagts Haand . . o det er Sandhed for de høieste af Salighedens Aander, og Evigheden kan ei mere end SIDE: 339 bekræfte den! Og nu -- o Jord, du Salige, forbauset Morgenstjernen skal dig skue med pludselig ny forhøiet Glands; men Englene de vide, og fortælle det til Himlene, at Jordens nye Glands er Funklen af dens frelste Millioners Glædesblik. Ja troer paa mig! Thi, se, min Læbes Sandhed Alkjærligheden, da den skabte dem, indkyssede i alle Støvets Hjerter! Men er min Sandhed tegnet i min Tale, da sku min Aandefrihed i mit Liv! Mon selv jeg valgte ei at plukke Tornene af Eders Hjerter, o I Jordens Lidende, imens mit eget bløder? Eders Kvaler de Mørkets Smilende skal engang flette til Krone om min Isse! Ja det skeer! Thi jeg i Graadighedens Svælg staaer ene. Og viser Nogen større Kjærlighed end Den, som lader Livet for sin Næste? Men hele Menneskeheden er min Næste; thi alle sukke under samme Byrde. Dog Lyset er saa stærkt -- det er fraoven -- at, ene i en heelt tilmulmet Verden, det standser ei sin Straalen-ud, før Alt med Lys er mættet, og det suger Næring af egne Heltes Blod; thi Pletten deraf som glorødt Brændemærke paa den Alder, der fordred saadant Offer, staaer igjen. Saa er da Sandheds, Friheds, Kjærligheds uløselige Trefold-Eenhed det fælles Aandens Væsen, fra de Høie, der Verdner saae at blomstre og henveires, som Sæd til nye Verdener udslynget, og til de Smaa, der efter Plantens Væxt og Visnen regne deres Levealdre. SIDE: 340 Som Aanderne du alt forklares her ved Tanken om, at Sandhed er dit Krav, at Intet tør sig skjule for din Gransken. Og, Menneske, din Stræbens Zittren er Lysets Straalers stedse ny Udbølgen fra bundløs Kilde, Aandens eget Væsen. Og naar du troer, at Frihed er dit Kald, at Kjødet er din Træl, ei Kjødets du, frigjøres du. Men Frihed hærdes maa, og hærdes, at dens Styrke op kan svulme, saa ingen Lænker mere til den passe. Din Kjærlighed gjenvinder du ved Troen, at samme Aand i alle Hjerter boer. Se, denne Tro dig gjør i Støvet alt til halvtopvoxet Spire for en Salighed! Og Sandhed Spirens lyse Farver er; og Frihed Spirens Stamme-Marv og Grene; og Kjærlighed dens Blomst. Til Jorden falde de gode Gjerninger som Frugter ned, og vælde evig ud som Ørknens Manna. Men Jeg, som reiste Spiren, der den visned, som, herliggjort af Gud, min Fader, med den Herlighed, som Aander bar før Jorden iførte sig sin første Morgenrødme, dig lærer, Støvets Aand, dig Selv at kjende igjen: dit Væsens Høihed og dets Fordring. . Jeg være din Messias! Jeg, som standsed dig i at øde dig ved Synd og Sorg, som dig ved frydfuld Sandhed drog til Stien, der taber sig blandt Himlens Stjernepalmer imellem Saliges Pauluner. -- Jeg kaldes skal din Frelser og Forløser. Og Jeg, som døende gav Slægterne min Fred i Arv, ja, Jeg, som sonte dig ud med dig Selv og med Forgangenheden, Forsoneren skal nævnes, Midleren imellem Gud og Mennesken! SIDE: 341 Nogle af Folket. Ja, sandelig, Han lærer os, som Den, der Myndighed og Magt har. Andre af Folket. Ei som Præsterne. Thi deres Hjerter skjælve under Loven som vore. Andre. Ha, du Jesus, Søn af Nazreth, Hvad have vi med dig at skaffe? Est du kommen, for med Vanvids-Djævle at besætte os? Hvad vil du, Søn af Josef? Jesus. Forargelser maae komme; ja som Støvskyer før Seiren. Jorden gjærer nu om Sæden. Andre. Mon han Elias er? mon Jeremias? Mon en Profet, fra Gravene udgangen? En Mand. Ja, sandelig du est Messias; ja den levende Guds Søn! Thi du er Sandhed. Jesus. O salig er du Simon, Jonas' Søn! Ei Kjød og Blod dig dette aabenbarte; men Gud ved mig opklarede din Aand, indtil den brændte. Du er stærk: paa dig, du Klippe, jeg mit nye Tempel bygger. Den første Borger er du i Guds Rige. Du er ei meer i Syndens Vældes Mørke. En Mand. Vi vide nu, at Gud vor Faders Kjærlighed er aabenbaret i et Menneske. SIDE: 342 Jesus. Johannes, kom til mig, du Elskelige! Ja saa har Gud vor Fader elsket Jorden, at den, han elskte, bød han døe, at dog de Onde kunde troe og frelses da. En Mand. Vi ere Syndere; men du, Messias, vor Talsmand vorden er hos Guds Retfærdighed. Han straffer ei de mange Syndere for en Retfærdigs Skyld! Forloren er ei Adams Slægt, naar den har kunnet føde en saa Fuldkommen. Jesus. Jakob, følg mig Du! Ja Gud bønhører, hvis I haabe; Gud vil give Eder, hvis I troe; ja Alt hvad Aanden beder om. O, følger mig! Thi Hvo som mig for Jorden vil bekjende, vil jeg for Gud bekjende, ham tilsige en himmelsk Naades Fred! Simon. Johannes. Jacob. Du er Messias! I dig er Sandheden og Livet. Du har gjenvakt Aandens Liv i Mennesket, opreist i den et evigt Haab, gjengivet den sjunkne Aand sin Himmel her i Støvet. Jesus. Det er min klare Sandhed, Menneskeaand, som straaler nu paa din fordunklede; min Frihed triner for din lænkebundne, min Kjærlighed, som trøste vil dit Had. Og i mit Ord, tag, stolte Aand, paany din straalende Formælings-Ring med Himlen. Du burte vogtet den. Men, se din Brud SIDE: 343 tilgivende jo selv dig rækker den! Og disse Ord -- o de umistelige! -- indgravet evig er af Gud i den: "Der er en Gud. Han dig har skabt udødelig, til Salighed bestemt." Se dette er din Sandheds Skat, og den er kostbar selv i Himlen. Du Rige, kan dig Smerte da forarme? Aljordens Guld dig gjøre mere riig? Da Gud, i hvis Algodhed Alting lever, Han i hvis Almagt Alting røres, og i hvis Alviisdom Alting er, Han, i hvis Hellighed jo Alting skal fuldkommes, er Aand -- ja seer hans Billede i mig, hvori I eders egen see fuldkommen! -- i Aandens Sandhed, Stræben mod Fuldkommenhed, Han ene dyrkes maa. Kan Offrene af Guld og Blod da glæde ham meer end Fedme mætter Eders Sjele? I ville, sjunkne ned til Dyr, nedslæbe Gud efter Eder til et Menneske. Opstiger da til Mennesker igjen, og giver Gud den Plads, der sømmer ham! Men dette er din Sandheds-Evnes Bud: o Menneske, forglem din Sjel ei! Den ved Kundskab voxer, som naar Himmelhvælvet, der ruger lavt om Natten og i Taagen, af Dagens Straaler synes at udspændes. Den egen Høihed haaner, som vil sige: "hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme? Ja, i Døden maae vi glemme Livet selv." -- O Alderdommens Glemsel Laaget er igjenslaaet for din Kundskabs-Skat, der alt paa Veien er til Himlen at henbæres. Hvo, som i Aanden saaer, skal høste hisset. Ve da de Løgnens Præster! De som amme SIDE: 344 ved Altrene (de blodige Drage-Vorter) Uvidenheden, at den knuge kan, liig tykudbuget Taage, Folkene for deres Fødder! Ve Bedragerne! Ve dem, som ville hindre Alle fra at træde ind i Lysets Rige, og ei heller selv gaae ind; men, holdende i deres eget Mulm tilbage Alle, mod fjernest Lysglimt raabe: "seer, I Folk, Fordømmelsens Ild! Om Os jer klynger sammen!" Men Sandhed ene frigjør. Thi hvad var den -- o Sandheds tomme Skin, kun Kundskabs kolde og maaneblanke Slangeham! -- om ei den varme Straaler skjød i eders Hjerter? om Mulmet sneg sig ind i Eder, for at yngle Synd, mens eders Blik opklarte Alt udenfore Eder? O da sunke ned Sandhedsstraalerne til gyldne Fryndser om Syndens Leie. Nei! Dette Sandheds Kjerne er, at vide at Aandens Frihed er dens Rang og Høihed, der maales eftersom den trælbandt mange af Syndens Lyster. Frihed den er Magten (som Sandheds Arm) at hævde Aandens Sandhed. Men denne griber efter hver en Synd-Nød, thi altid er dens sorte Kjerne Løgn og dennes Sæd i blinde Kjød er lagt. Thi Kjødet føler sig ved Skjønhed, Styrke, ved Godhed adlet -- derfor vil det herske. Men denne Herskesyge er jo Barnets? Og Barnet, om end smukt, skal lyde jo? Naar Kjødet, ikke som hos Dyret i sit Eneherredømme maadeholdent, en Modstrid mærker, bli'er det ondt. (Dog kun som vrede Barn; thi det kan tæmmes) Med søde Vellyst det bestikker SIDE: 345 (som Barnet smigrer: Kjære, giv mig! Kjære!) Og seirer det, og lykkes det at hilde ind Aanden i dets lunkne Vellugtmulm, da voxer det til en uhyre Kjæmpe, men Aanden bliver Barn, og lulles da, som Barn i Skjød, paa Blodets Bølge-Vallen. Da svagnes Aanden, glemmer eget Savn, men græder kun for Kjødets Savn og Smerte. Da, som fra Aands og Kjødets fælleds Værksted (thi Aanden maa da finde op for Kjødet, hvad dette ene tjener til Behag) udflyve onde Tanker, fødes Synd: ja Mord og Hoer og Hevn og Had og Meeneed, og Gjerrighed, Misundelse og Hovmod. Men da er Aanden Træl, og Sandheden i dunkle Trudsler døer, der dække Trækket, som før i Hjertet funkled, Trækket: "Gud!" Et Billed maler Aanden af sig selv saa ond, den blive kan. Dets Navn er: Djævel! Ha, Aand foruden Frihed? ha, det Samme som Kjød Begjær foruden! Se, saalænge i Muld vi vandre, for vor Himmel maae vi agte Jorden. Men i Himlen er ei Strid i samme Væsen. Her ei heller da være Strid; men Aanden faae sin Seir, før Kjødet sejermæt nedlægger den godvilligen paa Graven! Ærer dog de gode Jordens Gaver! Eders Legemer er Guds Algodheds Templer: Skjønhed, Styrke og Fryd og Rigdom ere skjønne Prydelser, og Elskov Templets sødeste Musik. Dog er ei Templets Gud i dette Alt, men Aanden, den er Guden. Den maa dyrkes, som Altets Gud, ved Dyd og Sandhed. Dog gik (som Slangens Hoved, svævende, som om det var dens egen Ledestjerne urørt og blankt, høitover Bølgerne, igjennem hvem dens Hale bugter) du SIDE: 346 med ukrænkt Frihed gjennem Fristelser, da -- o en saadan Tanke vidned dog, at Synd du havde. Ak, bedrag dig ei, og siig ei: viis mig Synden i mit Hjerte! Men troer -- ja sandelig jeg siger Eder: kun reen i Hjertet er den Ydmyge, og salig er alt Denne her paa Jorden; thi sødere er Hemmeligheden, naar kun Een den veed, og Gud er denne Ene. Kun stærk er Dennes Frihed, som Forfølgelser, med Sejerssmiil, for Retfærd leed, det Sandheds befalende Aasyn. Salig ja er Denne! Er Frihed Aandens Fod, hvorpaa i Støvet den kneiser, forat naae de rene Himle . . er Sandhed Aandens Arm, med Øjne i hver Fingerendes Nerve, hvormed den om Alting favne vil og til sig trykke: -- o da er Kjærligheden Aandens Hjerte, livsvarme Hjerte, hvortil Alt den kryster! Hvad Fryd og Høihed var i Skuet, selv om Aanden Guds Alverden udbredt saae, naar ei den følte: o jeg maa tilbede! jeg maa jo elske!? Men denne Skaberens Tilbedelse er Kjærlighedens Høihed. Og det er Kjærlighedens Fryd, at føle sig som Fader for saa viid en Deel af Verden, som Aanden overskuer, som om den var ham betroet af Alfader at vise Godt imod som Pleiebarn, og som om i det Skabtes Fyldehorn hans rige Hjerte kan forsøge at øse ud et Jevnmaal til Alskaberens Alkjærligheds Velsignelser. Da Mennesket ei blot, men Dyr og Planter, ja Mulden elskes maa og plejes. Det stille Smiil i Muldens Rigdom see vi. Alt Livløst er jo milden Moderømhed SIDE: 347 og døde Muld Alkjærlighedens Leje, hvorfra den, liig en halvreist Siddende, har reist sig op i Planter og i Dyr, de gode søvnevarme Hjerters. Ja dens første Aandedrag vi høre jo i Dyrs Taknemlighed og Høimod; ja den taler næsten alt i Hundens trofaste Blik. O Menneske, vil du den Eneste i hele Livet være, som mangler den? Se, den er ene Dyd! Alt uden Kjærlighed er Synd, som Liget ei kan kaldes Menneske. Imellem Synd og Dyd er intet Rum. Paa Ligegyldighedens Flade Udaad er dyngelagt, og Synden sortner, som Havet under Isen, under den. Forsømmelsens Gab med Synd er halvt opfyldt. Din Kjærlighed dig binder, Menneske, paa rette Plads imellem Dyb og Himmel. Vil du ei være Engel for den Jamrende? hver Dag med bedre Hjerte i dit Bryst, liig Busken, hvorpaa hver en Morgen en stedse skjønnere Rosenknop udspringer? Du trøster Sorg, med Balsom staaer ved Leiet, Du vover Livet for din Avindsmand: o synes du ei da at være mere end Syg og Kummerfuld og Reddede? -- en Engel sendt af Gud! Du drager Tornen af Løvens Forbeen, knælende, saa, liig et hvislende Lyn, dens Tunge flagrer for dit Øje, drypper paa din blotte Nakke: o kunde Løven tale -- ja . . ah, se! Den reiser sig . . nu knæler den og loggrer; men Dette er dens Tale: "Du er meer end Menneske: det dræber; du jo frelste?" Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig, liig Kilden rundtom hvilken Alting blomstrer. SIDE: 348 Den fylder Dybet med Velgjerninger. Ja, se! den fylde kan med Ømhed ene, om Gud din Haand til Fyldens Horn ei gjorde. Da er den liig en Busk, der fryder Verden med Duft, naar den ei søde Frugter ejer. Alene den naaer Gud den Højeste; thi andet Offer ikke ham behager, og klart dens skjønne Øjne, Følelsen og Fantasien, see hvor Aandens skarpe Blik forgjæves speider, og taale Synet der hvor dette blindes. Ja, var Fornuften end et saadant Blik, der forud kunde see i Himlen ind; og kunde vi paa Dydbevidstheds Vinge end svæve did iblandt de Salige: dog Kjærlighed var fulde Svanebarm, hvis Banken skjød det Glimt i Øjet og løfted Vingerne med Længslens Styrke. Men føles Støvet tungt endnu, skjøndt Aanden saa høit kan stige i dets Baand, opfostres vi i Armods nøgne Hytte og trine Sorger daglig indad Døren, kan Mennesket sig værnende omgive med fager Regnbues Skjær, hvor Kjærligheden er Lysets Rødt, hvor Haabet er som Grønt -- det er jo Jordens -- og hvor Troen er som Blaat, thi den mod Himmelen jo seer, med Længsel efter Gud og Aandelivet. Men for den himmelkaldte Aand den Evige, Usynlige og Hellige vil være i den samme fjerne Høihed. Han seer sig mange lige Aander blandt, for hvem, som ham, et Liv i Mulden svandt; at stærkere Frihed, lysere Sandhed gjør, hver Aand end meer selvstændig nu end før, mens renere Kjærlighed dem Alle smelte (se Jordens Glorie, Aanders Straalebelte!) isammen til et helligt, aandigt Eet. SIDE: 349 Dog altid To, som skyggende een Flamme med eente Vingepar, gjensidig nyde hinandens Salighed, og Begge flyde i samme Kjærlighedens Fylde sammen. En Afglands mat af denne Salighed i Støvets ædle Elskov skimter ned, ja selv i Hanget til det døde Skjønne, til Skjønheden i Menneskets Gestalt, om Marmor kun og malt. Det Ahnelsen er om, at hisset Alt, selv Lasten i sin Straf, er skjønhedsformet. Som skrumpet, kroget Træ har Frugten rød, saa vel som det, der Skyen Blomster bød: i Herlighed fremgaaer en himmelsk Form af hæsligt Støv, som Sommerfugl af Orm. Selv Den, der Gysen fik igjen, naar venligst han hilsede; ja Den, Naturen, som i Kaadhed, traadte under Fødder, saa han Menneske ei ligned, se han staaer som Engel paa sin Grav, og, var han from, med Livsens milde Farve, Rosens Skjær; men, var han ond, da bleg, dog skjøn han er. Thi det Guddommelige-Eviggode, naar Aanden har sig renset, saa det sande Aandsliv, den Saligheds-Bevidsthed, kan sit Livsskjær i hans Kummers Bleghed blande, i fulde Kraft maa eengang bryde frem; thi bier sorgtilhyllet dog dens Hjem. Som her, hist Perlen har ei runken Skal. Mon Sokrates, den skjønne Sjel ei skulde hist faae sit eget Skjønheds-Ideal til Udtryk? O, et saadant i din Sjel, det er den Form dig hisset blier tildeel. Af Sokrates nu leer ei Klinias' Søn: Han visere er vorden, Hiin vel mere skjøn. -- Ah, Skimt af Himlen! Kummerblege Aand sin Jammers Klage sender i en Bøn Alkjærligheden hen, og Aandens Vemod SIDE: 350 er dennes Naadesvar. Men Jeg er Sandheden og Livet. Hvad er sandt paa Jord, i Himmelen er sandt. Hver da, som eftervandrer mine Spor, som elsker mig, som jeg ham elsker, Han skal uafbrudt sit Liv i Kjærlighed, i Sandhed, Frihed hisset blive ved. Den Lastefulde hist maa først med Smerte oprykke Last og Løgnen af sit Hjerte, før han kan saae den Sæd, hvis Modenhed, han seer, med Blusel, straalende igjennem talløse Brødre, Himlens Englehær. Omvender Eder da i Støvet! Skyder mod Himlen, hvortil I er bundne op, I unge Ranker, som med Frugt og Knop! Den, mine Bud vil holde, han skal see, at Gud dem talte selv til Himlene. Hør, gode Engles Jubelsange lyde for hveren Synder, som sit Øje mod de høie Himle slaaer fra Muld og Blod, -- som mod sit Maal, imod sin Himmel seer, bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er, -- som, dyrkende sit eget Guddomsvæsen, her paa sin Sjel det høie Hverv vil tage, et Gudsbarn for en Himmel at opdrage. O, stræb, du Støvets Aand da fremimod Guds Hellighed! Naar Ufuldkommenhed hentil Fuldkommenheden stræber, da sin egen Plads, sit Navn den da forlod: den er ei Ufuldkommenheden meer, men Dyd i Himlen, som i Støv, den er. Vord som de Himmelske -- o Dette er min Læres Sjel! -- du Støvets Aand, fuldkommen. Selvprøven hisset, om du stræbte her, som Gud du skylder, redeligt, er Dommen. Men før du Himlen sand i Muld kan naae, du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa SIDE: 351 til Barnets Himmel vandre -- ak, hvor liden! en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden. Saa liden, dog den har i Uskylds Øje en Sol, som speider sandest dog det Høje. Men Kjærlighed er Stien, som didhen til Barnets Himmels Indgangs-Hvælving for den store Himmel, Engles Hær beboer, kan ene føre voxne Aand igjen. Ja om du stærken Samson var i Belte, om Løvehuden om din Skulder fløi, stod Du, som Judas Makkabi i Kraftens blodskummende Svulmen (som en Uveirsaftens rødbræmmede Sky iblandt nedslagne Taager) som Folkets Frelserhøvding paa din Val: dog Kjærlighedens Aasyn, Ydmyghed, bag mørke Laurglands glorielysne skal, hvis, Mand, du og i Himmelen vil kaldes en Helt, og der din Kamp skal kaldes Seir. I Ydmyghedens Engle-Rustning da bestig Fuldkommenhedens Stige, ned i Støvet sat af Guds Alkjærlighed! Hver Dydsdaad er et Trin; hvis Gud ei gav dig Evne -- se et Englepar dig bærer: din stærke Troes Cherub, dit Haabs Seraf. -- Hvor lyst, o Støv, er du ved Frelsen vorden! Du Himlens bedste Sandhed veed. Den, ved min Død, fra Himlen arver Jorden. Hvor saligt er du, Støv, ved Frelsen vorden! Guds Naades Straaler planted ned i dig en Himmels rige Kjærlighed! Du nævne kan dens Himmel-Navn, det Navn, hvormed den nævnes i dens Fødestavn: det Skabelsens og Saligheds Mysterium, som før de salige Aander ene kjendte, som, lydende fra Himmel og til Himmel, ligt helligt Schibboleth i Aanders Vrimmel, end højere stedse Kjærligheden tændte, SIDE: 352 det Ord, det Navn paa Himlens Salighed: "Se, Gud er Kjærlighed, og Hvo i Kjærlighed forbliver, er i Gud og Gud i ham!" Af dette Helligste har Støvet malt et Billede sig i: "af ganske Sjel du elske Gud! din Næste som dig Selv!" Men "Næste" er for skarpt et Penseltræk, der sletter baade Dyb og Himmel væk. Os Himmelen og Dybet netop er saa nær, som Kronen og Sandalen Drottens Hjerte er. Thi er vor Næste da Alverdens Alt. Af hiint det Helligste, har Støvet, liig i kolde Steen, en Form afmeislet sig i Budet: "Handling være Fordring liig! Gjør Næsten Hvad du vil, at han gjør dig!" O er mod hiint det Himmelske ei Dette som Støttens Malm, der klang kun, naar man slog, mod Engle jublende, med Vinger spredte? Hvor lyst og saligt er ei Støvet vorden, naar Himlens Naade straaler Sandhed ned, og Kjærlighed gjensmiler ifra Jorden! O, hvor ophøiet er ei Støvet dog, der veed, en Himmel ligger foldet sammen, og folder ud sig i dets eget: "Vil!" Ha, har du hørt? Ja i dit eget: Vil! O, hørte du? du Naade-Overstraalte! O hørte, saae du Livsens Væld, det evigt- henrislende, bag Stjernerne i Himlene, Guds høje Herlighed sig tabende? Knæl ned! det risler ved din Fod. Knæl ned! Knæl ned! elsk Støvet! Himmelen tilbed! (Jesus og mange af Folkene knæle ned i Bøn) O hør os, vor og alle Himles Fader! Dit Navn -- o Guddom! -- som i Himlen vorde forherliget i Mennesket paa Jorden! SIDE: 353 En Mand. Os er en Frelser fød i Davids Stad. -- O Livsens, Frydens Budskab! Jeg troer, ja sandelig, at vi herefter skal skue Menneskets Søn hos Kraftens Høire at sidde og i Himlens Sky at komme. Jesus. (reiser sig langsomt fra Bønnen.) Ja sandelig Guds Almagt holder over mit Ord sin Haand! Jeg gaaer, forherliget af en taknemlig Jord (Guds være Æren!) tilbage til min Fader at forherliges i Himmelen til Billed af hans Hellighed. -- Matthæus, sande Jøde, følg mig du! En Mand. Omvendelse og Syndsforladelse (din Viisdoms Alfa og Omega, Mester) prædikes Alle; ja og de Hellener, men først begyndende ifra Jerusalem. Du kan det? Ja, vi Alle, selv de Vise i Daarskab vandrede. Din Myndighed maa være stor; thi seirrigt var dit Ord. Jesus. Ja, Lukas, Frelsen er Aljordens. Her dog sættes Plogen først i Jorden. Følg mig, og udkast Lysets Sæd saa fjernt du vil. Du elsker Antiochien meer end Zion -- Vel! ogsaa den er pløiet bort fra Mørket. I Himlens Navn jeg talede til dig. I Himmelens og mit, tal Du til Alle! En Mand. Ja sandelig din Frelse er os bedre end Offerrøgs og Blods. SIDE: 354 Jesus. Slut dig til Petrus, -- du Johannes Markus! Du læne dig til Klippen, svage Vaand, der voxer nær Guds Riges Indgang op! -- Matthæus, Markus, Lukas og Johannes (min Liigsteens alle fire Siders Indskrift) I skulle vidne sammen! Imod Øst og Vest og Nord og Syd I skulle fare som Evangelets Engle ud fra Zion, fra Pol til Pol hinanden svarende som Echo, sammensmeltende, som i Cherubens Billed, Sandheds Tegn med Kraftens og Høiheds: Englens, Løvens, Tyrens Hoveder og Ørnens, suste om af Lynets Vinger. Mænd. Ja, sandelig, os Frelsen er oprunden! I denne er Den Moses spaaede, funden. I ingen Anden er der Frelse; thi er Sandhed dobbelt? dobbelt Støvets Væsen? Et Andet være end hvad Denne sagde, at elske, haabe, troe og være fri? End under Himlen lød ei Navn som Dennes i Kraft og Signelse. Hvo "Jesus" nævner, Han nævner Haab og Tro paa Himlens Naade, Han hader ei, kan ei sig Selv foragte; thi da han mindes, at i Jesus var hans eget Væsens Storhed aabenbar. Jesus. Jakobus, du, hvis Retfærd smiler med din Broders halve Fantasi! Du, Judas, der arvede, som yngste Broder, kun dens sværmende og matte Skygge! Andreas, mandige, du Petri Tvekrog! Filippus, du Oprigtighedens Ja og Nei! Nathanael, du Storm i Taagen, du Mulmets raske Blussen-hen i Lyset! SIDE: 355 og Thomas, du, du Vemods aabne Saar, du Haabets Vægtskaals Dirren, Ømheds Angstskrig! Simon, du Nidkjærhedens Blus! Og Judas Isch -- -- (afs.) Ha, hvad skal tegne dig? Et Dyb, der kjækt sig hvælver opad, som om det en Himmel var? En Ørn i Dybet, med Snoge lænket? Ørnevinget Slange, mod Solen flyvende? Livspalmens Orm? -- Dog vidned han. (høit) Ja, Alle I og Judas I ere kaarne! Indtriner i det Helligste! Om Lysets første Kilde bøjer Eder, som Hulens Søiler! I, min Viingaards førstmodne Druer, voxede paa Lysstraaler, min Kjærlighed, den ømmeste og hemmelige, skal kryste, saa at eders Kraft udstraaler til fjernest Vraa paa Jorden Lys og Fryd! Se, stor er Høsten; Arbeiderne dog faae! Men beder Høstens Herre, at han sender Arbeidere! O, hvis I bede sandt, da Selv I vandre hen at høste! Se alt hvidne Agrene mod Høsten! Ja, som tunge Ax alt bøje Folkene i sine egne Barme sine Hoveder. Hvo gaaer at høste, han sig samler Frugter: en Salighedens Sæd han kaster i sin Evighed ud. Der selv han høster. Udflyder, mine Straaler! Teer Verden eders Troes stille Lys! Opløfter eders Haab som høje Fakkel! Rundtspreder Kjærlighedens milde Varme! Da tøe de kolde Hjerter; Frelsens Vaar til Himlens Lyst udspringer over Jorden. Gaaer ud, I Arme, bringer Støvet Rigdom! Forkynder Mennesket, det er gjenfunden! Thi sandelig det var fortabt, forsvunden SIDE: 356 i bjergsort Mulm, i blodigt Dragedyb. Ha, gamle Afgrund, Guds nedsjunkne Himmel, Hvo skulde troe, at endnu kunde Engle paa Bunden leve, dog som trællende? Men se min Aand opsvæved derifra! Nærved Herodes Throne opstod Frelseren. Men Dybet revnede som af et Lyn, da Frelserens Blik saae ned deri, og -- se, se Engle gik der trællende paa Bunden, med Vingerne af Kingelvæv omslørte, og Blod i Mørket drukke de for Vand, og Slangehoveder for Brød de aade. Men, se, ved første Glimt I Tolv omsvæved -- o fagre Stjernekrands! -- og rysted Vingerne i frie Himmel! Nu skal Lys og Jubel udklinge straalende fra deres Spidser. Gaaer, raaber Det til Ypperstepræsterne! Gaaer, hvidsker Romas Imperator Dette, og han skal sortne paa sit Kapitol. Han vil ei længer være Lastens Keiser, og Syndens Kroners Krone; thi hans Synd er Romas Ære, Romas Synder ere Herodes' Ære, ja for tusind Konger; og disses Synd forgyldte Mønster for de arme Folk. -- Se dog, hvor Synden har til Afkom Trældom, Trældom atter Synd! Men Præsterne, end meer ærgjerrige, erkjende ingen Formand i Bedrag. Hver Præst i Løgn er summus pontifex. Ja siger, Hvad I hørte: at paa Zion har Mennesket sig i sin sandhed reist sig, i Aandens Storhed, som den er i Himlen, i Aandens Reenhed, som den kom til Jorden. Siig, at det peger paa sit store Krav: at nu for Trældom rødmer det; thi nu det veed sin Odelsfrihed! Siig, at det med himmelsk Sandhed lyser hver en Løgn tilbage i dens Dyb, i Præstens Hjerte! SIDE: 357 Men blusser Modet? Kephas, ah, jeg seer din Pandes Aarer svulme op til Lænker, Voldherskerne at binde med. Ak, sandelig jeg siger Eder: min Sagtmodighed skal være eders Flammes hvide Kjerne. Mit Aag paa eder løfter da! Det er for Menneskeheden en Triumfport. Jeg sender eder hen som Faar blandt Ulve. Men se, imellem Ulves Kløer ud, som Duer, flyve I. Blandt Dragerne I være kloge Slanger! Dog den Tunge, I stride med, en Oliekvist skal være! I smile maa, mens Ryggen rinder blodig. Hvis Mig I ville følge, da bærer tunge Kors som Sejerspalmer! I Templet, klapprende af Præsters Vrede, i haanopfyldte Synagoger staaer med halvdækt Smiil, som om I rugede paa lønlig Fryd! I Kongers Haller, hvis Søiler Trudslerne og Dødsbud synes at have flyttet ud saa fjernt, I staae somom I kun en Snekkemusling saae! Se lange midnatsorte Præsterækker, se lange luerøde Kongerækker, som Tordenskyer og Lyn omringe Eder! Og Lærdom, Letkorns Avner liig i Hvirvlen, og Trudsler, blæsende op Purpuret til Baal, hvor fluxen Tusind smede Øxer, formørker Eders Øine, kvalmer Ørene. Og hvis I tale ville da til Folket, det svarer eder kun med Stenes Hviin. Dog I, hvis ret I see min Sandhed, hvis I føle sandt min Kjærlighed, forundrede skal høre Himlens Jubl fra Eders Tunger. Og Eders Straaler bryde Hines Lyn; og Eders Tale lyder midti Tordnen som Domsbasuner eller Almagts Bliv; SIDE: 358 thi ogsaa Dette lød til det Gjenstridige. -- O, Gud er med os, Hvo vel da imod? Frygt da ei dem, der kunne dræbe Kjødet, men Sjelen ei; men frygter, at forraade ved Feighed det betroede: Frelsen! -- Hisset, hvor Svaghed aldrig kaldes vil Nødvendighed, ei Frygt en Bævren efter Skjebnens Fingertryk, Jeg strengt skal dømme Eder. Strengere I selv dog ville dømme, selv fordømme! Hvo frelse vil sit sande Liv, det evige, han ofre freidig et for Pligten! Ak, hvad vandt I, vandt I end den ganske Verden, men skaded Sjelen? I stjal fra eders Salighed! Se, Fuglen har sit Rede! Verdens Frelser han ejer ei at læne Hovedet til! Det hviler i min Faders Skjød . . Ja stærk er min Bevidsthed om min Daad: til den jeg læner mig og reiser mig, at dynge et højere Leie op. -- O hviler saa! Hvo følger mig, han er i mig. Hvo troer, han skabes ny, thi han maa troe et Helved nu, hvad før han kaldte Himmel. Hvis I min Sandhed lære stedse reent -- som efter samme Lysets Straale vandrende -- da stedse Jeg i Eders Samfund er, gjenlevende i Eders Ord. Mit Blod skal rense Eder; ja som Luedryp bortsvide Lunkenhedens Mos, hvis den vil overgroe mit skjønne, nye Tempel. Mon ved mit Kors I gyse for at lide? Apostlene. Det ske dig ikke, Mester! Døe? . o Du? Ha, skulde ikke Himlens Lyn nedstyrte paa Den, som rører dig, du Hellige? Vi skulde være Mænd, og vogte ei dig, selv med Sværdet? SIDE: 359 Jesus. O, mine Venner -- ei Tjenere! -- ei viis er eders Kjærlighed. Da mørk og kraftløs Himlens Sandhed var, om Skyens Gnist og Sværdglimt var dens Lys og Styrke. Hører, sandelig jeg siger: mit Blod skal vorde eders Blus i Mulmet, mit Blod skal synes Eder Roser, naar I træde Torneveien. Sandelig jeg siger, under Himlens Pagt med Jorden skal mange Indsegl gløde, dog først mit. Mit Blod skal mætte Jordens Djævle meer, end alle andre Sandhedsoffres. Jeg segner ned i Dybet, forat fylde det. Mit blodige Kors skal vorde Sejrens Fane. Naar Kampens Høvding falder, jubler Fienden, som var alt Seiren vunden -- ha mon ei hans Blod opgnistrer Modet i hans Venner, hvis de ham elsked? frem de styrte atter, som om hans Aand paa hvert et Glavind reed; de rive Seiren til sig for med den at kunne dække ham. -- Jeg døer. Jeg blotter Støvets Synd, og Støvet, i sin første Blusel, derfor hader mig. Kvinder. (omfavnende Jesu Knæ) Men Vi, o Vi, Vi elske dig! Jesus, Hellige, du Høie, vil du med et naadigt Øje skue ned, ned i Støvet: der du finder Kjærlighed. Skulle vi, vi arme Kvinder, Vi, som toe i Graad din Fod, saa beriges, signes, at see vor Ømheds lille Skat ene lagt i Vægtskaal mod hele Jordens Had? SIDE: 360 En Kvinde. Dig hade, Barn? Ak elsker Jeg dig ei? Du blodig døe, min vakkre Søn? Ak, vogtes Du ei af min Bøn? Som Dugg i Græs tør see mod Solen selv, og Billed af den gjemme i sit lille Hvælv, din Moders Øje vogter paa din Vei. Jesus. (bevæget, bortvendt) Maria! Moder, du Velsignte. ! (hemmer sin Bevæegelse. Til Maria) Kvinde, Du har ei meer din Søn. Maria. Ak, eengang dog mit Hjerte var meer stort end dit, min Søn: da det dit lille Hjerte bar, og vugged det i Løn. Ak vil din Høihed nu forskyde med sine rene Straaler -- o! -- den Ømhed som en Mo'r kan byde? den Ømhed -- ak, dens hele Høihed er Synderindens Haab og Tro, dens Reenhed og dens Skjønhed en Moders Taare, som sit Skjær i Glimtet af den Stolthed bryder, hvormed hun Himlens Bud adlyder og Offeret af ham frembyder, der hende Jord og Himmel er. Jeg lyder stolt, men vemodsfuld, som i din Fødselstime. Dog ei, min Søn, du glemme maa -- din Høihed (ja, maa Palmen, der i Sky er Engles gyldne Stol, ei først i Mulden kime?) som liden Tanke til en Sol som lidet Æg dog engang laae i mine Ahnelser indhyllet, SIDE: 361 der, Skyer liig, om Hjertet skylled, indtil Jeg saae Gud Faders Bliv tændt i dit Blik, mit unge Liv. Da tændtes ogsaa mine Drømme, hvert Syn i svangre Løn. Jeg Straaler saae at strømme, o Elskte, om dit Hoved, da Herren Gud jeg loved ifra mit Fosterleje med første Takkebøn. Jesus. Ak, Moder, længer eje du ikke skal din Søn! Maria. -- Ja, mens mit Hjerte, stort og fuldt dit lille Hjerte ammed skjult, min Ahnelse frugtsommelig, o Jesu Høihed, gik med dig. Ah, søde Foster, mine Drømme mon du indblæste dem saa ømme? Mon med dit spæde Aandedrag du letted saa mit Hjertes Slag? Hvad mon de Tanker fromme, som saa min Sjel bevæged med deres stille Sang, sig i dit Indre præged, da du, o søde Blomme, i Hjerteroden hang? og voxte saa med Tiden til de i Ord fremklang, som jeg ei kjender siden? Vel gamle Simon -- stakkels Gubbe! (og Anna havde glemt at være Moder) -- ved din Vugge sang baade Godt og Slemt. Men Jeg mit Hjerte bedre troer. SIDE: 362 Det nynned da, det jubler nu: "den saligste af Mødre du Maria er paa Jord!" Jesus. Du drage det tilminde, du ejer meer ei, Kvinde, i Jesus nogen Søn! Maria. Oh! tusind Stjerner vide vel -- de saae det selv -- jeg fødte dig. Og tause Nat og Himlens Hvælv de hørte mine Smertesskrig. Jesus. (rystende paa Hovedet) Maria! Maria! Maria. (knælende for Jesus) O Jesus, Jesus, Jesus! Ak, jeg veed, at Herrens Tjenerinde en Søn kan miste; o, men aldrig -- det veed jeg vist -- et Barn sin Moder. Jesus. Du rige, karrige Moderkjærlighed, ei dig alene, men en Verden du gav en Søn. Ei Frelseren har Moder, Søster eller Broder. Kvinder. (knælende om Jesus) Veninder han har. Høihed, vi tør elske dig under din Mildheds Slør. Som Blomsterduft lette, trofaste, stille, som Skytsaander Vi omsvæve ville, Jesus, din Sti. Til Sejr eller Død, til rædsomste Fjerne, som ydmyge Terner, vi følge dig gjerne, SIDE: 363 som Søstre dig pleie, som Mødre dig give, ja Alt hvad vi eje. O tag vore Hjerter! Ei længere vil du klage: jeg har ei at læne mig til. Maria. Din Moder da tør dig elske og følge og pleie og tjene som Første blandt Disse? O, før jeg elsked dig ene? Jesus. Maria! O -- Moder! . Rachel. (afs.) Jeg vil i Slørets Skjul mig holde. Mit Syn ham kunde Ve forvolde. Dog, Jesus, o hvad er der i de Alles Kjærligheds Værdi imod din Mo'rs og min? Dog hendes er, sat min imod, som Vand mod Blod, mod Solen Maaneskin. En Kvinde. Du hades, som tilgiver? Jesu døe? Hvad blev jeg da? Jeg lever i din Naade. Jesus. Maria Magdalena, Ømheds Sorgskrig, Du Angers Frydraab, Graad i ildfuldt Øje! En Kvinde. Hvo tør Messias hade? Herren døe? Har Du ei mine Sønner? Jesus. Salome, Kjærlighedens høje Digt, du himmelvendte Aasyn! Og dog du -- Kvinde! . . SIDE: 364 En Kvinde. Ak, hader Nogen Dig? Da maa jeg sørge. Og døer du? Er min Død da meer end Sorg? Jesus. Maria, Lazars Søster, Stilheds Tanke, du Troens aabne Øre, Ømheds i sin Eensomhed hørlige Hjertebanken! En Kvinde. Hvad Daare hader Dig? Jeg ham vil hade. Hvo dræbe dig? Er Du ei Herren selv? Jesus. O Martha, du Ømheds Zittren, Skrig og aabne Haand! Susanna og Johanna og I Alle, I søde Blomster om mit Kors! Jeg siger Eder: Disse ved min Fod er mine Børn (se Simon Kefas førstefød! og du Johannes, den Særelskte i mit Skjød!) Men Alle, som paa Jord min Faders Villie gjøre, et evigt Broderkys jeg giver i mit Blod. Og alle Jordens fromme Kvinder flette sig i Søsterkrandsen, som I Gode slaae om mig. Men sandelig, mit Blod I Alle skulle see, og høre Hadet juble, Lasten seierlee. Den leer af Dødens Krampe. Bevidstløs er dens Glæde. Men lyse Fredens Aldre gaae frem af Ligets Klæde. At Alting kan fuldkommes, maae disse Rædsler skee. Og Korset blier Symbolet for alle Lysets Slægter, en rosenkrandset Fane paa deres Sejersbane, trearmet Lynildkile mod hver som det fornegter. Og Synet af Maria med Jesus i sin Arm i Menneskenes Barm skal blødne deres Hjerter som med en Moders Fred, og føde himmelsk Liv, et Liv af Kjærlighed. SIDE: 365 FORKLARELSEN PAA BJERGET (Jesus med Johannes, Petrus og Jakobus paa en Fjeldtinde. Akadiel og Aander ovenover). Jesus. Jeg halvveis vandret er min Vei mod Maalet. Her ville vi os hvile da i Bøn. (De knæle) Akadiel. Frelser! o kunde Englenes Munde af Øjnenes demantne Vand bortblæse Støvets mørknende Gran -- kunde dit Øje see over Kredsen den snevre, hvor Jordlivets Straaler søndrede bævre, see hvad du ahner i Aandernes Høje, Aanderne saae du da stimlende frem dig Hyldest at bringe. En Aand. . . Adams blandt dem, Evas blandt dem paa straalende Vinge. Adam-Abiriels hyldende Dig, Ohebiel, den Kjærligheds-Ofrende, liig En Aand. . . Moses' blandt dem. En Aand. . . Elias' blandt dem. En Aand. Snart blandt de Yngste, Jesus, du skulde Johannes kjende igjen; salig ham see, din tungsindige Ven, mellem de Salighedsfulde. Akadiel. Jesus, en himmelsk Messias du saae da signende over dit Hoved at staae SIDE: 366 -- en Aand der har skjænkt, før Jorden blev tænkt, en Aandslægt forvildet, i Laster indhildet, den Frelse, du Menneskets Slægt vil forlene. Ja var dit Øje ei stængt, da Englene saae du dig knælende tjene. Jesus. (Til Lærlingene, som slumre.) De slumre alt. Sødt slumrer Den, som sover paa et dygtigt Dagsværk. Dem den sultne Sværm ved Bjergets Fod har trættet. Men stige vi ei stedse opad, ene for sødere at hvile? Akadiel. Han -- fattige Storhed! -- ei seer. Jesus, din Sjel aabne sin Hytte! aabne sit fineste Øre, og lytte! Himlen vil dale nedi dit Hjerte, og tale. Talsmand paa Jorden for Himlen! en Talsmand i Himlen for Jorden vil møde dig der. Jesus. (til Lærlingene) . . Men Frelseren end hviler ei; Han har højere Høide at bestige. -- Akadiel. Som Vidner til Mødet i Jesu Hjerte, det skjønne Kapel, beboet af en Hellig, af Frelserens Sjel, de Elskedes Sjele (thi Slumren har løst dem halvdeels af Kjødet) de himmelske Former skal skimte at nærmes, at glimte, og høre en Susen af Aandernes Røst. Jesus ! -- SIDE: 367 Jesus. (til Lærlingene) . . Tilsidst vi naae den Høide (skjøndt den er ei højere end Graven) hvor ei Kræfterne til Hvile trænge; thi saa letnes Luften. -- Mon høre de? Hvad smile de? -- -- Johannes. (drømmende) Jesus! En Cherub raaber paa dig, Jesus! Akadiel. Jesus ! Jesus. (til Lærlingene) . . Ah, Disse ere herlige! De tænke, de virke selv i Drømme for det Højeste. Hvo drømmer: Fisk, er Fisker; Hvo om Mad, bør gaae i Kjøkkenet, naar han vaagner. Akadiel. Jesus! -- Jesus. Min Sjel, du raaber? Ja, jeg vil ei hvile. Nær tynged Kjødet mig i Slum som Disse. Disciplene. (leende i Drømme) Ah, Englen raabte atter . . Sandt! Haha! Akadiel. Jesus, Marias Søn, Du er Messias! Jesus. Ha, i mit Hjerte raabte Noget: "Jesus, Marias Søn, Du er Messias!" O, denne Fryd ved her for Eensomheden at igjentage disse Ord, tilsiger mig, at alt til denne Stund, jeg blot det troed, ei det vidste. SIDE: 368 O, Hil mig, nu jeg veed det, som om det skrevet stod for Alles Øjne med Stjerner midtpaa Himmelhvælvet. Akadiel. Jesus! du seirer. Lyset sin Sæd over Jordkloden veirer. Jesus! du seirer, men lider og døer. Disciplene. (drømmende) Ak! . . Han døer. Jesus. Nu veed jeg hvad jeg ikkun ahnte før. Min Dødsdom har mig Himmelen forkyndt, min Dødsdom og min Sejer. Ja min Sejer. Det var som om en Engel gjennemfoer min Sjel med mildsom Susen, frydfuldt Aasyn Og Døden? O -- kun Livets Bølgesynken, for, som en Brænding, en Himmel netop høi, sort løftende sig over Graven, men hvidt af Englevingerne omskummet, at hæve op sig i sin Strømmen hen imod Alfader! Akadiel. Men, Jesus! Du skal gjenopstaae! Disciplene. (fare halvt op i Drømme) Han lever! Han lever! Jesus. Opstaae igjen? Ve dig, min Aand, flaggrer Du uden styrende Baand! hører du ilde, skuer du galt, troer du paa Alt hvad dine Drømme og Ahnelsens Øre SIDE: 369 kan synes at høre! Gud vil ei vove at røre Naturens de evige Love, Døden fornærme, hvis Vælde han Selv har underlagt Livets visnende Kjød. "Opstaae igjen" dog klang i min Sjel. Dog vil jeg troe kun min blodige Død. Gud mig tilgive, om Hovmod har pralt, i Himmelskes Navn Indbildningen talt! Mit Dagsværk har trættet, mit Maaltid blev spildt, i Nervenettet min Sjel vist flaggrer for vildt. Men sov jeg som Disse, svævte min Sjel mellem Vaagen og Soven, hørte tilvisse jeg klarere Røsten fraoven. Røsten fraoven? Ak, jeg fornemmer jo kun i min Sjel de talende Stemmer? Akadiel. Ja, Jesus! Du skal gjenopstaae! Jesus. Sandelig -- Ha! Hvad skal jeg nu troe? Min Aand, det gjentag Og, Himmelske, gjør det, vare I To! at ei jeg skal tænke det var kun Bedrag, Svalling af Blodet, der længes til Ro. Thi ve, om mit Øje vover at see himmelske Raad, der ikke skal skee! Tro som Speilet i Voven, ydmygt som Blomsten, hvis Skaaler segnende fyldes fra Solen af Straaler, det aabent skal staae for hvad Syner fraoven Himlen forunder i hellige Stunder, til Døden sin Haand paa Laaget har lagt og Støvet forjagt. SIDE: 370 Akadiel. Jesus! Jesus! Du skal gjenopstaae! Disciplene. (leende i Drømme) Vi saae det selv . . . Jesus. (knælende) Herlige Segl paa Udødeligheden, Jesu Opstanden! Seir over Døden alt vunden herneden, Gravene fyldte med Straaler til Randen! Hvo tør nu nære i gysende Sjele de blegnende Tvivl om Sjelens Forbi i Graven med Støvet, som lægges deri? Døden jo svarer med ærlige Smiil, peger paa Gravens nedbrustne Steen, frem af hvis Skygge Frelseren treen. O himmelske Tegn paa Sandhedens Lære! højere Mærke end selve mit Blod! Thi Tusinder før med Martyrernes Ære Livet i Pinsler jo lod. Akadiel. Nu er du rustet, Jordens Messias, med salige Ahnelser, sejerrigt Haab, salvet med Himmelens Daab, med Aandernes hellige Aand, med Krafts og med Kjærligheds hellige Lue. Thi Jesus, i dig de Himmelske skue Himmelens Elskte og Kaarne, paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne! Signe da Naadens alvise Raad, Jesus Messias, din herlige Daad! Syndernes Krav dit Hjerteblod faaer. Men Mørket i Lyset henblegner, naar Guddommens Almagt betegner Frelserens Sandhed: naar Jesus opstaaer. (En Storm farer over Bjergtinden, drivende en Sky mellem Lærlingene og Jesus. De vaagne.) SIDE: 371 Jesus. Hvorledes? -- "Himmelens Elskte og Kaarne, paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!" Disciplene. (reise sig) Hvo taler? Hvor er du Mester? O Rædsel! han er død; men han opstaaer. Jesus. (Stormen driver Skyen bort) Stormen begynder. Se, jeg staaer rustet, om kun med det svage Kjød, men derunder en Engel har laant mig sit Pantser: Hengivenhed. Disciplene. Ak Mester, her er godt at være. Her trende Hytter ville vi opbygge: Dig een, Elias een, og Moses een. Thi var ei De de Mænd i Lysets Dragt, der talte med dig? Ja, vi saae og hørte. Og, se, dit Aasyn straaler jo som Moses. Vi saae, vi hørte med vor Sjel, imens vort Legem slumred ved vor Mesters Fod, at Engle kom, og tjente dig og talte. Jesus. (afsides) Hvad tale de om Moses og Elias? (høit) Dette ei Kjødet, men Aanden har sagt; Gaaer; men fortæller Ingen (de Kolde Sværmere kalde jer kun med Foragt) hvad I til Tiden maa hemmeligt holde, At Selv eders Mester af Himmelens Hær I hørte velsignes: "du Frelseren er!" -- hørte af Himlene sværget: "Jesus skal seire, skjøndt falde han maa!" -- hørte af hellige Aand aabenbaret: "Jesus skal seire; thi han skal opstaae!" -- at selv I paa Bjerget saae eders Mester af Himlen forklaret! SIDE: 372 JESUS, FOLKET OG PRÆSTERNE TROENS UDBREDELSE (Præster. Folk). Mænd. En stor Profet har Gud i Naade sendt sit Folk. En Præst. (afsides) Hør! Folket raaber. Knapt det seer paa Os. Ha gaaer det saa, da er det ude med Os. Vel, traf vi ham, i fule Spørgsmaal vi hilded ham, og, som en fangen Fugl, vi viste ham for Folket. Men han flyver, som var han Rygtets Vinge, videnom. Og, see vi ham, da see vi ham forskandset bag Tusinders høit stigende Beundring. Med stive Øren, aabne Munde de stime om ham, løbe hjem saa, hilsende paa Veien baade Romere og Græker, uddele selv sit Gods, men komme ei i Templet, uden naar den nye Rabbi (ret somom det tilhørte ham) fremtriner, for os at lære -- Os! Ja, om de gabe for bedre ind at drikke Mestrens Lære, hvadheller forat sluge os, vi vide ei. Dog bedre, at han er her ei; thi saa hans lange Hale, denne Folkestimmel, vi kunne bide af ham. Hør du gode Mand, Israelit, siig, om du veed det, hvor vi søge Tømmermandens Søn? Manden. Hvem? Præster. Han fra Nazreth. SIDE: 373 Manden. Hvem? Præster. Den Gudsbespotter. Manden. I eders eget Hjerte søger! En Præst. Ak, du ei forstaaer os! Jesus mene vi, den Tømmermandens Søn fra Nazareth, den Gud, i smudsig Armod voxet op, Ham, som ved Djævlens Magt uddriver Djævle, Ham, nogle Rasende Messias kalde. Manden. Ah Ham? Jeg spurte ham ei om hans Fødsel. Vel, søge I Messias, søger da i eders Hjerter! Jeg i mit ham fandt, men først da denne Jesus, han fra Nazreth, opvakte ham. En Præst. Ha, du, du Synder, er da og en Galilæer? Er du Jøde, da siig, om noget Godt end kom fra Nazreth? Da siig, om Denne, som forhaaner Loven, (thi høsted ei en Sabbath hans Disciple?) som haaner Fædrelandet (thi I saae ham selv i Synderes, de Fremmedes, og Tolderes Gjæstebud; og mon han da, med utoet Haand sig teer som Skriftens Vise?) . . Mon Denne er Messias? Israel, da var Haabet (thi det var dog stolt og skjønt, og kraftigt, saa det fødte Hevnens Forbud: Forbitrelsen mod Jordens Synderfolk) SIDE: 374 dog bedre, bedre end saa usel Sandhed, der slæber Israel ned blandt andre Folk, og kaster Guds Børn hen blandt Jordens Hunde, og giver Israel Syndere til Brødre. Folk. Hvi talte I ei saa imod ham, da han ottegange raabte Ve mod eder? Folk. Vi vide, at Han sagde: "Præster, I med toede Hænder plyndre Faderløse." Folk. Han sagde: "Ve, hvis Alle rose dig! Ei kommen er den Tid da Det er Roes." Folk. Han synded imod Loven? O vi vide blot at han sagde: "Gud, min Fader, har til Kjærlighed, og ei til Offer, Lyst." Præster. Det synes eders Armod bedre; thi I elske ikke Offre. Men for eder vi Præster offre jo? Folk. Han pegte paa sig Selv og sagde: "her er Verdens Offer! Ja, Gud min Faders Villie skee!" Præster. Hans Fader? -- ha! Folk. Ja hans og Alles Fader! Nu ere Israels Grændser blevne store. SIDE: 375 Præster. Hans Fader? Rasende! Guds Søn? Han? Han? Herfrem I To? I ere Jesu Brødre. Fortæller -- Ve jer! -- er jer Bro'er Messias! en Gud? haha! To Mænd. Vi ere Simon, Josef, fødte af Maria, Jesu Moder. Vi ei troe ham; thi, se, vi legte med ham, saae ham voxe, vi aad af samme Fad, vi sov isammen, og bar hans slidte Klæder. Præster. Hørte I? En pjaltet Israels Frelser? Hahaha! To Mænd. Vi ere Judas, Jakob fødte af Maria, Jesu Moder. Vi ham troe. I Brødre, voxer Palmen ei som Græsset fra Mulden først? Se, alle Vi, som Børn, ei kjendte ham, vor Broder efter Kjødet; han elsked Stilhed, og hans Stilheds Ven var, da han voxte til, Johannes, den Zachariæ Søn, den store Døber. Se, da vi saae hans Høihed, glemte vi, at Han var voxet op, som vi, som Græsset. En Mand. Ja sagde ei Messias: "Jeg er kommen at kaste Ild paa Jorden. Gid jeg saae dens fulde Blus! Thi den er Lysets Seirskamp mod Mørket. Se, i samme Huus opstande Tre mod To, og To mod Tre. Og Fader Søn, og Broder Bro'er forraader." SIDE: 376 En Mand. Han sagde: "En Profet er ringest agtet i eget Fædreland." Det veed jeg og, at, var han i mit Hjem, i Hellas, da han æredes. En Præst. . . Som Viismand kun, Hellener; ei som Messias. En Præst. Ve den Oprører! Da Israel sammenholdtes ubrudt, saa fast af Arons Ring, at det ei agted, at Davids Kronering omkring det brast, da var det end en Nakke altfor bred for Romerens Sværd. Men nu -- de komme, og ødelægge Land og Stad -- de komme, og Cæsars fasces, fulde af blinkende Spidser, blier Taarepile satte over hver en Israels Mand. Folk. Er der ei Splid i Raadet, i Templet selv, om Hvad der er bag Graven? Vi elske Freden. Al vor Fryd er kun et Haab; men Jesu Udsagn (thi vi troe) har gjort det til en Vished. Præster. Israel! Ha, Vi ville Guds det hemmelige Navn udraabe over dig, og du skal synke i Jordens Gab før det, det Hellige, end er forraadt til Luften . . du skal synke, som de Forrædere i Ørken, hvis du hid, at høre denne Jesus, kom. SIDE: 377 Folk. Hvad skulle vi? Ak, var dog Jesus her! . En Mand. Ja, jeg kom hid at møde Frelseren. Præster. Jakobus, du est viet til at vandre de første Blodtrin efter Jesus. Manden. Rodhugges Viintræet, segner vel dets Grene, men stærkere Aflæggerne fremvoxe. Folk. Vi vide ei, om Han, I tale om, vil komme hid. Men vi, vi stimled hid, at see Herodes' Fest. En Præst. Ha, mon sig Kongen alene skulde kunne hevne? Han bandt for Folkets Øjne jo Johannes, der trodsed ham? Han var jo og en Frilærer? Herodes Antipas stjal fra os Hevnen. Mon Folket skulde taale Synet af den bundne Jesus? Ah, Herodes, gid du farved Purpret i Johannes Blod, og tørred Folkets Øjne dermed; thi de blændes fast af Graad ved disse Taler. Det vantes til, det fik da Forsmag paa den Nazareners Blod. JOHANNES FOROFFER (Kong Herodes, hans Dronning og Prinzessen komme i Festoptog. De tage Plads. Prinzessen dandser). Kongen. Ved Cæsars Liv! min Datter, var Herodias, din Moder ei saa skinsyg . . . Ha, Salome! SIDE: 378 hvor yndig denne Vending! Dands igjen, hvis ei du trættes! Ah, blier Zefyr træt? Du kunde dandse over Engens Blomster, og ei -- jeg sværger -- deres fine Hoveder sig bøied meer end til en skyldig Hilsen; . . nei, eller bly Blaaklokken bøied sig, for ei at kaldes uforskammet, hvis den turde stirre ufravendt -- -- Ah, ah! Gevandtet! Ah, Herodias, nu et Glimt nød Kongen Klokkens søde Øjenlyst. -- Ha Dette er Ballet! Hvad synes I? . . Den Fløite fløi vel rask -- Fy, støder du i Trillerne slig Kolbøtte nedad Trapperne? -- ja Dump i Dump. Polimnia, Erato maae svæve let og jevnt ved Siden af Terpsichore. Dog ikke ganske jevnt. . . Lidt Lokkeflagrens Frihed! Den er dog til Hovdet bundet. Hun er eders Hoved, I Toner, Zefyrer i Sølverplade! Ja ikke ganske just ved Siden af. . . Lidt bagentil, somom I Toner vare blot Hendes Fodtrins Klang -- o Svævens Susen! Terpsichore-Herodias! Mundskjænk -- Hei! du har Pokalen færdig? Drik min Datter! (Prinzessen drikker; dandser atter) Saa! Ha, det Spring var Vinens Sprudlen. Ah, andengang, Gevandtet! -- Ah Blaaklokken! Vi see du, søde Drue, er fuldmoden. . . Ah, dette Sving var Rankens Sving i Vinden! (Pilatus, var du her, og Portia! Ak, jeg saae din Kulde ædes af Misundelse, som grønne Irr dit Kobberskjold paa Gabbatha.) . . Herodias! Fagre! Ak, er det det Sidste? Giv Plads! Ak hvil dig! Søde, er du skabt af Sky'er, som ei vil hvile? (Prinzessen knæler for Kongen) Knæle? Ah, du gjør mig til en Sol, thi for mig knæler SIDE: 379 en Morgenrødme. Vel, du Romer, se end har Herodes Magni Søn at give! Begjær, min Datter, hvad du vil; thi se, om saa du dandsed paa min Grav, jeg reiste mig, og saae, og sank i salig Drøm om Synet. Begjær, og sæt ei Grændse! ei jomfrulig Undseelses snevre! Ja, om du begjærte min halve Krone, se, jeg negter ei! Det sværger Kongen ved sin Høiheds Magt. Prinzessen. Tilgiv, min kongelige Fader, at jeg bruge vil min Moders skarpe Øje, for ret et kostbart Smykke ud at lede i Naadens Dyb, dit hulde Smiil mig aabned. Skjøndt Alt er godt deri, min barnlige Uagtsomhed dog kunde gribe feil: for lidet dybt, ja maaskee og for dybt. Præster. (afsides til Dronningen) Forhaaneren er i din Haand. Prinzessen. Min Moder, dit Valg er mit. Præster. (afsides til Dronningen) Han som dig skjældte Blod-Skjøge, høie Dronning, fordi du elskede den ene Broder meer end den Anden . . Han er i din Haand. Dronningen. Vel, Datter, mind, din Høihed trænger ei til Perlesmykker. End jeg veed et skjønnere. Jeg veed et Øjnepar, som gloed fælt, naar jeg, din Moder, viste sig . . Jeg gad dog see dem pludselig forvandlede til melkehvidt-glasserte, døde Perler. -- Forlang Johannes' Hoved paa et Fad! SIDE: 380 Prinzessen. (til Kongen) "Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!" saa bød min Moder. Kongen. (med Afsky) Ha! Ei saa! Dronningen. Min Konge, du svoer. Kongen. Han bøder fængslet for sin Frækhed. Ham Folket elsker. Prinzessen. Konge, dog du svoer. Kongen. Jeg svoer? Dronningen. Ja, ved din kongelige Høihed. Prinzessen. Ja, ved din Kongehøiheds Magt. Kongen. (afsides) Se Hoffets spodske Smiil! Hvad tænker Folket, naar Kongens Eed ei skulde dræbe? (høit) Vel! Jeg svor. Jeg glemte det af lutter Fryd; thi end du dandsed indenfor mit Øje. Javist! javist! Hans Hoved paa et Fad. Gaaer! bringer det Prinzessen! Ak Rose, lille Flamme-Helved! (Man bringer Johannes' Hoved paa et Fad. Prinzessen dandser frem for sin Moder med det.) SIDE: 381 Dronningen. Hvad blegblaae Perler! boer igjennem dem, og hæng dem saa om Ravnen. Præster. (afsides) Kan Kongen saa sig hævne, ikke Vi? Vi bruge Præster eller Drot til Øx. KJÆRLIGHEDS-UNDERGJERNINGER. PRÆSTERNES BESKJÆMMELSE (Jesus kommer. Folket giver ærbødigen Plads) Præster. Der er Han -- Ha! Jesus. Ve dig, du Land, hvor Sandheds Vidner myrdes og De, som Gud udsendte, stenes bort! Kongen. (gysende tilbage, med Haanden for Øjnene) Bort! bort! -- Herodias, saae du? Ha, det var Johannes selv, Johannes selv forklaret! Ha, er han der! led Kongen væk! -- Johannes (Kongen ledes vaklende bort. Hans Følge fjerner sig.) Folk. Jesus Messias, hil dig! Du er kommen i Gud vor Faders Navn. Præster. (afsides) Ha, begynder nu Folkets Fest? det stirred koldt paa Kongens. Nogle. O store Frelser, gjør os Tegn! Vi troe. Gjør Tegn! Gjør Tegn! Vi troe. Kun Tegn fra Himlen. SIDE: 382 Jesus. Ak, troe I at bedrage Frelseren? Paa Jesu Kjærlighed I skulle faae et evigt Tegn. Folk. O, viis os den i Gjerninger! Elisa fyldte Enkens Kruus, skjøndt selv i Armod. Forolds Vise dem helbredte, som Præsterne ei turde nærme sig. Jesus. I ville lære Kjærlighed at øve? Da stræber efter Indsigt i Naturen! Den faaer da tusind Øjne, tusind Hænder. Se der en Enke bærer ud sin Eneste. . (Et Liigtog sees) Saa trøster Kjærlighed: (standser Enken og Toget) Græd ikke Moder! Enken. (vridende Hænder) Hadavja! O Hadavja! O hvo giver Hadavja min igjen! Hvo tør da trøste? Jesus. (kaster Klædet af Liget) En Yngling? Sørgeligt, at Dødsdom fældes saa tidligt over Levekraften! Neppe er Rødmen ham af Kinden, Liv af Hjertet. (høit) Saa hjælper Kjærlighed: (raaber i Ligets Øre) Hadavja! Stat op Hadavja! (Ynglingen reiser sig fra Baaren) Folket. (bestyrtset) Stor, ja stor er Gud i Frelseren. Enken. (knæler for Jesus) Messias! -- SIDE: 383 Præster. (skyde Enken og Liigtoget tilbage) Bortifra den Synder, som arbeider paa Sabbathen! Jesus. Et Faar en Sabbath faldt i eders Brønd. I drage det dog op. Er ei et Menneske meer end et Faar? Er det ei tilladt paa den Algodes Fest at gjøre vel? Folk. Forbarm dig over Denne! (En Værkbruden bringes frem i sin Seng) Jesus. Din Smerte gammel være maa, Værkbrudne, da du gjenvundet har dit muntre Aasyn? Den Værkbrudne. Jeg sørger ei, thi dit livsalige Ord har vakt mit Haab, at Gud vil tage Villien saa god som Daad, naar Evnen han berøved. Jesus. Isandhed, dine Synder dig tilgives. Præster. Ha Gudsbespotter, hvo tilgiver Synd, undtagen Gud alene? Jesus. Onde Hjerter, I høre ei Tilgivelsen; men dette: at den i gode Hjerter lyder, er den Fryd, som mildner Smerten, rigner Armod. Mon det er lettere at kjende Hjerterne end disse ydre Lemmer? (helbreder den Syge) Stat op, du Karske, tag din Seng og gaa! SIDE: 384 Mødre. (førende Børn frem) O Jesus, o velsign du vore Spæde! læg Haanden blot paa deres Hoveder! De ere kjærere end vore egne. Jesus. Af Gud, I Smaa, velsignede I ere med Himlens Krone, med Uskyldighed. Gid I maa bære den til Aldren trykker Ærværdighedens over eders Lokker! Bevogter den da, Mødre! Det er svært. Dog er det Pantet paa Guds Kjærlighed for Menneskeslægten og et evigt Haab, at Æt paa Æt af syndefulde Skjød fremgaaer uskyldig som en Englehær, af ædelt Præg som Evas første Børn. Men hør, I Lærlinge, der kives alt om Ærespladsene i Himlen: did kommer Ingen, som paany ei bliver et Barn i Sind, saa ydmyg, from og kjærlig. Børnene. Hosanna! Hosanna! (Mødre og Folk juble med) En Præst. I Daarer! Daarer! Præsternes Forbandelse, som blander sig i Eders Lov til Gud, forvandler denne al til Gudsforhaanelse! Messias -- ja den sande -- bruger til sin Herliggjørelse ei Smuds og Sygdom, men Israels stærke Arme, Senerne i Juda unge Løve. Siig, hvor ere hans Engle? Disse Kvinder? disse Karske? den Enke? . Oh en Fattigfogeds Engle! Hvad Lærdom viser han? Kan Denne dømme, som end ei Nogen saae i Skriften grunde? Angr dog din Daarskab, Israel, naar du seer ham staae beskjemmet for de Skriftens Kloge! SIDE: 385 Hør, Rabbi, siig os, Du, som er saa viis, at du fortæller om det Himmelske, saa klart som vi de simple Jordens Sager: en Kvinde givtedes med Brødre syv, som Alle bytted Ægteseng med Graven: Hvo skal af Disse denne Syvgang-Enke i Himlen eie da som Huustro? Jesus. Skjændsel! Selv Himlen I tilsmudse, Støvets Djævle! Ei ægtes Aanderne, ei heller ægte. Var disse Brødre gode, Kvinden ei, da andre Engle finde de at elske. Var Kvinden god, da Den af Brødrene, som er den Bedste, vil hun elske højest, om end ei Ømhed her var mellem dem. Men, alle gode, da har Aanden, som engang den elskte Kvinde var i Støvet, saa stort et Hjerte, at det rummer Alle. Men alle gode Aanders Kjærlighed sig vender, som umættelig, mod det Helligste, mod Gud: i Gud, i Kjærlighed, de ere da Alle som Tilsammen-Elskende. En Yngling. (til en Pige) Elisabeth -- ak! hørte du, han sagde: hist som en Engel vil den gode Kvinde, den Bedste allerhøjest elske om end ei Ømhed her dem sammenbandt? O, Den er bedst, som elsker sandest dig; thi Dyd og Fromhed elsker han da sandest. Men o, Elisa, hvi bier du til Himlen? En Kvinde. (afsides) "Var Elskeren god, men Elskerinden ikke, han da en anden Engel, men en god, vil elske" -- Var det saa ei Jesus sagde? SIDE: 386 -- Joëd, jeg elsked dig; men kun fordi jeg, som Forført, var tryllebunden til dig. Min Kjærlighed -- o den er himmelsk, og den har sig derfor noget Himmelsk valgt. Dog maa Du hisset lyde Aandens Dom, og flye mig! Ha -- Du flye mig! Du er jo Ond, som mig forførte? Vi maae da vandre vore Veie ensomme. Ha! eller (har da Helved denne Fryd?) vi mødes i et Mulm, som her vi mødtes, med sagte Trin? Nei, Afsky er vor Elskov. Jerijah, ham hvem Præsten vied mig, og mine Børn ei heller tør mig følge. Igjennem deres Moders blege Skygge de see min Synd, og flye. Jeg sidder ene. Selv Joëd . . ei de Onde tør mig elske. Hver Aand har nok i egen Sorg. O streng, for streng vort eget Hjertes Retfærd er! Præster. Du taler viist, somom du, Rabbi, kjendte de høie Himle. Mon du kjender Jorden? (de slæbe Kvinden frem) Her er Jerijah's Huustro, Ægteskabsbrydersken, Maria Magdalena, skjøn som Fuldmaanen, indvendig fuld af fleer end dennes Pletter, om kun eet Syndefald for hver vi regne. Vel Moses byder, at hun stenes; dog du Vise, siig os, er det Ret? Thi du vil jo forbedre Loven, ja Guds Lov, den Helligdommens Luestøtte, som til nu har fremledt Israel mellem Folkene! (Jesus bøjer sig ned, og skriver i Sandet. Kvinden tilhyller sig hulkende.) Præster. Nu -- Mester? (Stilhed) SIDE: 387 Præster. (afsides) Mon Hvad skriver han? (kige over Jesu Skuldre) "Hvi seer du Skjeven i din Broders Øje; og seer ei Bjelken i dit eget?" -- Ah! "Vel Aanden villig er, men Kjødet skrøbeligt." -- Jasaa? Nu -- Mester! Du forsvarer Hoer? Fordømmer du ei denne Synderinde? Men skriv i Sand ei din Fordømmelse! Jesus. (reiser sig op) Den mellem Eder, som er Brødefri, Han kaste første Steen? (Jesus nedbøjer sig igjen. Kvinden knæler ned. Præsterne liste sig bort En efter En.) Jesus. (reiser sig) Hvor ere dine Klagere, Kvinde? Have de dømt dig? (Kvinden tier knælende) Jeg eiheller dømmer dig. Gak bort; men synd ei mere! Mænd og Kvinder. (knælende om Jesus og Kvinden.) Alle vi syndede: Os fattes for Gud vor skyldige Ros. Med Synderinden den hele Menneskehed maa knæle angerindhyllet ned for Frelserens Hellighed. (Adsprede sig) Maria Magdalena. (forgjæves søgende at standse Jesus ved at omfavne hans Knæ.) O Jesus bliv! og hør hvorlunde saa dybt Maria falde kunde! Han gaaer . . forsilde! o forsilde! Han hader mig -- o nei, Foragt . . Foragt ei heller -- i hans milde azurblaa Blik var Smerte lagt. SIDE: 388 Vel! Eensomheden jeg fortæller hvad han ei veed og ikke heller han af min Læbe vide skal. At Jesus var mit Ideal er unævnt af min egen Kval. Jeg sørged langt ifra i Skyggen af min Jerijah. Som Ranken, der sin friske Flugt med Kval seer indelukt bag skummel skimlet Muur, saavidt den kan med Toppen flyer mod Solens Brand, saa fulgte blind jeg min Natur, lod, da mit Ideal var tabt som Stjernen kun for Himle skabt, min bundne Ranke høine sig efter Joëds Flammeøjne. Dog hedest i mit Hjerte brændte min Hevn mod Frænder og Bekjendte, der havde ladet mig smedde fast til Den, jeg haded. Det Rygte, som snart Alt fortalte, mig mindre ængsted end husvalte. Men -- o de Grumme! de erindred et Elskovsblik, der engang tindred til mig fra Joëd, ei til dem, og slæbte saa -- o heller stod for Moses jeg i Lyn og Blod! -- mig frem for Ham, for Jesus frem. Alt er forbi! Hvi blusser jeg? Jeg knæler jo i Templet ei. Det Svundne være som et Digt! Dog er et Liv det at hensørge, at maatte eengang selv sig spørge, "o Jesus, var din Dom blot Pligt? -- O nei! Du turde jo ei see . . Du vilde med medynksomt Øje ei see Maria i sin Ve SIDE: 389 sig død for dine Fødder bøje. Dog "Maria" ei du sagde; men: "jeg, Kvinde, heller ikke dømmer dig." Men dette "Kvinde" -- o! -- var en Dødsdom Du fældte over mig. O bedre, havde Du mig dømt! Naar Satan saa mig havde piint, jeg skulde da forklart dig Hiint, at jeg for dristigt havde drømt, da jeg som Morgnens Dugg var reen og elsked Himmelen i Een. FORFØLGELSER OG TRIUMF (Udenfor Zions Tempel. Præster). En Præst. Idag skal Jovah hedde Jovah Hævneren. Idag skal Templet vorde Løvens Hule. En Præst. Ei Løvens, men Schakalens, som i Mulmet og bagfra dræber. Ha, der er han. (En Stimand kommer) Ismaelit, du traf? En Præst. Ismaelit, det varme Galilæas Blod, som smelte vil Israel og alle Slægter sammen, tilskjænkte du et tørt afsides Sted i Juda, hvor du ham forlokked? Første Stimand. Nei! Præster. Hvad, nei? SIDE: 390 Stimanden. Ved Jesu Sandhed, nei! Præster. Ha, hvad? Forræder, du foragter Frihed? Gaa, gjør det bedre! Guld du vinder og din Frihed. Første Stimand. Bedre Frihed gav mig Frelseren. Hvis jeg skal længer blive eders Træl, da maae I binde mig; thi nu jeg veed, at Menneske-Trældom er imod Naturen, at Slavens Lænker kun er Ringormsmitte af jer ureene Høihed. Ha, jeg gaaer til Edoms Ørken; der min Anger i Eensomhed kan toe sig. Seer I, Dolken, I rakte mig, jeg slængte evig ind i Lazars, den Bethaniers, Grav; thi nu den aaben staaer: et Tempel for Messias, Kjærlighed -- den jeg vil øve i Ørken. Præster. Esau, did du kommer ei. Første Stimand. O ve mig, hvis jeg . . Hu! jeg blev en Morder, fordi I lærte Had, fordi I gjorde af Trældom Armod, og af Armod Gjerrighed. Forbandede! Jeg skulde støde Dolken i ham, mens Ve han raabte mod Tyrannerne, dem jeg -- o jeg er ikke Jesus liig -- maa hade? mens han, mild og uforfærdet, til Kvinden sagde, som hans Fødder salved og kyssede og tørred med sit Haar: "Maria, du mig salver til min Liigfærd." -- o dræbe ham i samme Øjeblik han Lazar gjengav Livet? SIDE: 391 Præster. Lazar? ah, den nervesvage Sovesyge? Første Stimand. Jesus ham gjengav Livet, Jesus mig gjengav det! Jeg leved ikke før. Han har mig lært hvorledes selv med mine blodige Hænder jeg toer mit Hjerte reent. Præster. Da billigt, at du døer med ham, naar kun ved ham du lever. (Stimanden føres bort. Anden Stimand kommer) Anden Stimand. Jeg traf ham hos Zachæus Tolderen. Men -- ha fordømt! han undslap mig i Gjæstebudsstimlen. Præster. Hvad Vaaben have vi tilbage? Hvis Jehu faaer ham ei i Snaren fat, og slæber ham for Oprørstale under det kolde Romersværd, der hugger ned, som Rævesax, flux Noget kommer nær: da Listens dybe Kogger med er udtømt forgjæves . . ja til Bunden udtømt hvis vort Sendebud ei fik ham grebet. Ah, Jehu! (En Mand kommer) Nu, du Levi Søn? Hvi slog du ham i Fælden strax hos Romeren? Du kunde slæbt den lille Muus, som alle Jordens Baand vil overgnave, herhid til Kattene. Vi skulde leget. Dog vel han er forvaret i prætorium? Slig Kjærlighedens Sangfugl Buur maa have, sligt Lys en Løgt. Ha, Osen af SIDE: 392 Hans Blod vil sidde længe i Tibèrs (den Vildornes) Næsehaar; thi han vil jo, at Jorden selv tilbede skal hans Billed. Nu -- gik det ikke saa? Vi tvivle ei, skjøndt denne Jesus, med sin aabne Mine, er slu og listig nok. Leviten. (trækker frem en Penge) Oh stille! Se der er Skattens Penge, Kaifas! Ypperstepræsten. Ha, ei Fisken beed paa Krogen? Leviten. Hør, om ikke jeg fisked rigtigt! Ydmyg ei, men ligefrem, som faldt det Spørgsmaal løst mig ind, dog kaldende ham; "vise Rabbi", jeg spurgte: "Du som taler herligen og sanddru, uden Frygt for Mennesker, trælbundne Menneskeheds Sag, siig, er det Ret, at hele Verden skatter til en Enkelt? som til Exempel, at vi arme Jøder, der fredeligen dyrke fjerne Dale, til Sølv vor Sved maa destillere og sende Romas Keiser den?" Han skarpt betragted mig, og spurgte, da jeg, paa hans Bud, ham viste Skattens Mynt: "hvis Billed bærer Mynten?" "Cæsars." "Saa giver Cæsar da hvad Cæsars er, og Gud hvad Guds er!" Se, det var det Hele. Men nu -- om Træskhed, Hykleri og Svig og andet Mere, kom en Tordentale, der snitted mine Øren, men desværre min lange Næse ei. SIDE: 393 Ypperstepræsten. (stikker Pengen i Tempelblokken) Der gaae da den Forbandede! (Et Bud kommer) Budet. I Hellige, I vente? Men sandelig, før skulde Farao igjennem Havet brudt med Hest og Vogn, end hid jeg kunde kommet før igjennem den halve Salems Mængde, der udstrømmer, kapløbende som Frat og Tigris, ud af begge Porte til Bethanien, at see det Nazreths Lys og Lazar den udslukte, men gjentændte, Lampe. Præster. Ha! Budet. Ja, skubbende mig mellem Mænd og Kvinder, med Diende paa Armen, Smaabørn hængende i Skjørterne, og Drenge, skrigende afsted paa Kjeppe-Foler, Salems Jomfruer, der glemte Sabbaths-Pynten selv og Møens ærbare Trippen, løbende afsted, som Ørkenens Gazeller (blussende af Iilsomhed forsvandt de, Roser liig, dem Vinden slynger paa de smekkre Kviste, og bøjer druknende i høje Græs) -- ja endelig, et Skridt tilbage skubbet for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid med tomme Hænder. Præster. Ha, ved Jakobs Herlighed, som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien, den Salems Rosenlæbe er fortært. Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød? SIDE: 394 Budet. Skal jeg bekjende: saa -- I hellige Fædre! som Han end talte intet Menneske. Præster. Skurk! Træl! Budet. (skjælvende) Nei, skal jeg sige Sandhed, da var han i Bethanien midtimellem de store Skarer, der med Taarer hørte ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør, skjøndt Kvinder kun ham nærmest stimled om, vel gjemt, saa godt som Arken blandt Cheruber; thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte, dem hviske mellem sig: "bi! snart Messias, i himmelsk Majestæt fremtræder!" Hvad var for mig at gjøre da? Præster. Du frygted. Vel, at sige saa, er bedre end være Galilæer. Dog, du glemte, at Folket saae Johannes' Blod og taug. Budet. Det elsked ei Johannes. Denne elsker det. Præster. Du kjender ikke Folket. Jesus elsker det, fordi han selv er stegen af dets Bærme, men dog -- saa haaber det -- ved engang at afdække himmelsk Glands vil vise, at Gud, liig Jordens Konger, ei foragter det lave Folk . . Er Du ei og frafalden, hvis Galilæeren du ei tør endse, da dræb os Lazarus; thi Jesus gjorde ham ei udødelig vel? SIDE: 395 Budet. (afsides) O skulde jeg stjæle, hvad Messias gav? Præsten. Troløse! Du Vankelmodige, hvad siger du? Budet. (høit) Jeg sagde, Hellige: ja, jeg skal prøve. (gaaer) En Præst. Gid alle Jesu Venner vare svage som denne Træl! (En Levit kommer) Der er vort sidste Snøre, men ogsaa tomt optrukket over denne Forventningernes krusede Vandflade. Leviten. Ja Slangen undveeg mig. Jeg spurgte ham, med hvilken grundet Myndighed han dadler, at Jordens Slægter dyrke Gud ved Offer? hvi Offerhandlerne af Templet han uddrev? Men, se, istedetfor at fange ham som Forbryder imod Templets Helgd som Gudsforagter, stod jeg selv beskjæmmet og fangen ved hans Spørgsmaal: "var Johannes, den Døbers, Daab af Gud beskikket, eller af Mennesker?" Jeg turde ikke svare. Thi under Folkets dumme Blik end gløder Johannes' Blod, som Emmer under Asken. Hvis "Gud" jeg havde nævnet, da bekræfted jeg Jesu Magt; hvis "Menneske" da -- ak I see mig midtiblandt den Dræbtes Venner. . Hvad skulde jeg? jeg taug og sneg mig hid. Ypperstepræsten. Vi Slangens Hul med Fakkelskin faaer søge. Vi ville sende Speidere, at see, hvor han om Natten hæler. I en ussel SIDE: 396 afsides Hytte sover vel den Frelser? Nu, da han seer saamange Pile skudte paa sig, og mærker, at vi her staae rustede, vi alle Jordens Præstedømmers Stridsmænd, om Templet, tør han neppe trine frem i Dagens Lys. -- Ha, hvad er det? (Jesus, fulgt af sine Lærlinge og Folkeskarer, rider ind ad Jerusalems Port op mod Templet. Der hviftes og strøes med Palmeblade). En Præst. Han kommer! Ypperstepræsten. Ved Templet! Ja! Og Folket . . En Præst. Er i Jubel. Præster. Fordærvelse! hvad maae vi see? Folk. Hosianna! Sagtmodig og stille, Zion, din Konge kommer til Dig! Frels os, Davids Søn! Præster. Forbandet den Nat, der undfangede dig, Forbandet den Dag, der fødte dig! Disciplene. O tilbedte Mester! din Sæd alt staaer i blomstrende Skud. I Hjerternes Saar vi spredte den ud. Som en Balsom sød de tørstige Vunder den nød. Som en Stjerneregn blank SIDE: 397 den i Sjelene sank. Den spired -- se nu er det Sjelenes Vaar! Velsignede Mester! din Seier er nær som Dagen i Morgenens rødmende Skjær. Præster. Forbandet Den, som velsigner dig! Velsignet Den, som forbander dig! Folk. Synderes Forbarmer og Dommer, Han, som de Arme elske, Han kommer. Han, som os elsker, er her! er her! Trælbundne Armod, ejer du ei Tegn for din Kjærlighed? Ak, fattige Palmegreen hvifter vor Tak! Vajer! hvifter! Blomster spreder! Se, vi brede vore Klæder, milde Frelser, paa din Vei! Hosianna, du Ætling af David! Præster. Trælle, tør I velsigne, naar Herren forbander? Disciplene. Mester, Vi vidt over Landene gik, slynged din Sæd ud som Lynildens Blik. Spædeste Trospire satte vi Hegn i vældige Tegn. Mørket med Straaler vi sloge. Djævle, som disse Leviter, der sole -- liig klyngede Snoge i Ormredets Gab -- sig bag Tempelets Gitter i deres Vældes døende Skin, til deres Hulers Inderste droge hylende ind, da Vi, dine Sendte, Raabet paa Menneskens Læber antændte: SIDE: 398 Velsignet er Messias, hans Herlighed nær! Fred og Fryd paa Jorden, som i Himmelen er. Præster. Nei Strid paa Jord, til Himmelens Forbandelse, der gaber over Eder, mættet er! En af Jesus Helbredet. Mit blinde Øje aabned sig for dit milde Blik. En Anden. Du Stærke talte til mit Liig: jeg af Graven gik. En Tredie. Spedalske Ti vi sad i Stadens Port; forbandende løb Præst og Broder bort. Til os du nærmed dig, du Rene. Nu, reen, dig takker jeg -- alene. To af Jesus Helbredede. Se vi, hiin Kvindes, som du frelste, Maria Magdalenas Mand og Elsker! Afsindige, i Ørken (som besat var hver af os af Djævle) vi rased Dag og Nat. Da talte Du -- Nu have vi vort Vid. At takke dig, o Jesus, hid vi ilte. En af Jesus Helbredet. Barmhjertige, o lad mig takke dig! Værkbrudden laae jeg haardt paa mine Krykker. Du bøjed dig -- Jeg reiste mig, med sunde Lemmer, Livets Smykker. De af Jesus Helbredede. Hosianna, du Davids Søn! Blinde din Mildhed see -- O derfor vi bade om Synet. Værkbrudne følge dig -- Derfor vi bade om Hilsen. SIDE: 399 Lovet, velsignet paa Jord som i Himlen være din kraftige Kjærlighed! Præster. I Belials Børn, i Synden baarne, i Straffen levende, døer da i Forbandelse! Børn. Hosanna! Davids Søn! Hosanna! Hosanna! Disciplene. Alt Udsæden blomstrer. O Mester, du høster! Sin Kjærlighed Frelseren Støvet gav hen. Taknemlighed yde de Arme igjen. Men fineste Duft af din blomstrende Sæd, men sødeste Gjensmiil af Kjærlighed, dog lufter og bølger i Børnenes Røster. Børn. Hosanna, Jesus! Hosanna! Hosanna! Ypperstepræsten. Forbandede, har du smittet de kommende Slægter? nedgravet Dragens Tænder i Jorden? Ha disse de Spædes stammende Fryderaab skulle forvandles til Ve over dig, naar voxne De ere, saa lide for dig, Forfører, de kunne og døe! Jesus. Hørte I ei: af Diendes Mund skal du samle dig Lovsang? Præster. Ha, Lovsang Du, som berøver de Hellige deres? Lad Spædes Aande og Synderes Lovsang da lette Forbandelsen, den som er lagt med Altrets altknusende Vægt paa dit Hoved! Jesus. Vanartens Kilde, du rinder til din Grav. Fra Himlen Livsens Væld er runden. SIDE: 400 Brudt, Mørkets Djævle, er eders Trældomsstav. I Trældoms Salvere, seer Friheden er vunden! I Offertempler, golde Træer, visner ifra Grunden! Præster. Ha, Jesus, dette er din sidste Seir! Ved Abram, Disses Lovsang er din Liigsang! Jesus. Jerusalems Ruiner -- O Ve! de vorde skal eders Tropæ! O Stad, Ødelæggelsesflammen de Blinde skal seende gjøre! Dit Brag, naar du styrter isammen, skal aabne det tillukte Øre. Jerusalem, Steen ei paa Steen af denne din Herlighed lades igjen! Et jordisk og aandeligt Voldherredømme til Døden skal kjæmpe, i Døden skal stønne paa dine Ruiner. Ve! Altret, det Syndernes Bolsted, ei længer vil skjule Jer da. Min Straale sig trænger, mens Tempel-Gardinerne briste, i Mørkhedens Dybder ustandselig ind. I eie ei Offre, hvis Røg, o Præster, kan slukke dens Skin. Præster. Eet Offer vi eje: dig Selv, du Mester! FORRÆDEREN Templet. Præster Ypperstepræsten. (hærmende) Hvad gjøre Vi? Hvad gjøre Vi? Ord-dumme Skriftkloge! Raadvilde Raadmænd! Ha, jeg kunde harmes, hvis jeg vidste ei, SIDE: 401 at I, istedetfor at tænke, høre; at eders Hoveder (istedetfor at slaae i Veiret, somom Tanker fremskjød og lettet, visne Kapsel liig, det Graahaar) til Andens Plan dog nikke kan med Anstand, somom den unnaslap jer selv, og nu I bøje jer, for op at tage den. Hør da, og nik Enhver til hvad jeg siger: En kraftig Handling maa betegne, at Israels Fædre, Fiendskab glemmende, dog mægte alle Jordens Præsters Sag at hævde: Vi maae handle, som i Os Aljordens Præsteskab forenet var -- ja handle som det sømmer sig i Dødskamp! Se, Kongerne, naar lidet Folk tør knurre, flux styrte frem som Løverne af Hulen. -- Vel! nu vi frelse Os og Gojims Præster! Da skulle Disse holde Israels for Præsternes Fornemste, som de Høvdinge, der fægte foran Trodset, medens dette i Ro kan samle hines Sejer op. Vor Strid i Templets Indre være glemt, saalænge Fienden stormer paa dets Porte! . Ak, nær jeg kunde sige: stormer ud af Altrets Huulhed: thi -- ve Nikodemos! ve Josef! veed jeg ikke, at I vare hos Galilæeren om Natten? Dog det være glemt! Nu Fred maa være her; thi intet Mindre gjælder denne Kamp, som Galilæeren har vakt, end Herredømmet, vi Præster arved over Sjelene. Et Oprør da? Nu vel, hvo Oprør gjør, maa vide, at han spiller om sit Liv. For Sadducæer som for Farisæer det fælles Løsen være: Jesu Død! Vi derom vare længe enige, forsøgte alle Vaaben, men de brast. Selv Djævlene, vi sendte, maatte flye, SIDE: 402 og hyle deres Skam, som slagne Hunde, ud i vort Skjød. Men end en Djævel har vi: den værste, stærkeste af Alle. Seent han kommer; thi han ligger dybest paa Helveds Bund, og triner bly og nølende i Templet, som tilforn den aabne Vold med Kjækhed turde bruge. Djævlens Navn er: -- Forræderi. Den Djævel gaaer i Mørke, og behøver ei andet Lys end sine Tænder -- Ha, jeg sværger, at de skulle lyse, hvis vi forsølve dem. Kald Judas ind! Der er en Mand blandt Galilæerens Venner; det særeste Naturspil: Støvet haaner og smigrer Helvede og Himmel i den Mand paaeengang; Djævlen lodder ham til sig ved hans Kobber-Haar; og, se, hans kjække Blik en Traad er liig af Himlen udtrukken af en ædel Steen. Hans Djærvhed er Samsonvoxen; men hans Hjerte en Pengepose, foldet stor som Havet, og dog -- naragtigt -- liig en Barnemund, der stedse sulten raaber efter Meer. I Daadens Øjeblik hans Fasthed er et springende Staal, men ellers vaklende en Vægtstang løftet i hans Sjel. Saa jevnt i den da svæver Himmelen og Helved, at, ikkun eet Lod Sølv i dette kastet, flux vipper Stangen. . (Judas Ischariotes kommer) . . Ja den vipper! Hør, gode Jøde, du er Jesu Ven? Judas. Saavist, som at I hade ham. Ypperstepræsten. Tro ei det hellige Synedrium til Ondt! Vil du forraade ham? SIDE: 403 Judas. Ved Himlen -- Nei! Ypperstepræsten. (ryster en Pengepung) Foragter Du da Sølv? Judas. Nei -- Sølv er Godt. Ypperstepræsten. Forraad din Mester! Sølvet er da dit. Judas. Nei! Nei! Ypperstepræsten. Du troer da ei, han er Messias. Judas. Jo, just fordi jeg troer det. Ypperstepræsten. Daare, da vi kunne jo ei skade ham. Judas. Ja saa? Ja -- sandt! Hvormeget har I der i Pungen? Ypperstepræsten. Fuldt treti Sekler. Judas. Ak! Ypperstepræsten. Hvi sukker du? Judas. Det er ei meget. SIDE: 404 Ypperstepræsten. Nok til saadan Prøve. Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed. Judas. (i Tanker; i samme Tone som Præsten.) Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed. Og treti Sekler Sølv. Ypperstepræsten. Ja treti Sekler Sølv. -- Sæt, om vi ville fængsle ham, og saa sig Fængslets Porte aabned af sig selv; mon du ei selv da troede fastere? mon Vi ei selv, Synedriet, da troede? og var du da ei Første blandt Apostlerne? og vandt du ikke treti Sekler Sølv? Judas. (gjentagende i samme Tone) . . Og vandt du ikke treti Sekler Sølv? -- Der, Herre, er min Haand! Jeg haaber Godt. Ypperstepræsten. Du vil forraade ham til os? Judas. Forraade? Det Ord er græsseligt. Ypperstepræsten. (afsides) Dumt, at jeg brugte dette Ord til Skurken! Vel faae Omstændigheder værd han agtes. (høit) Du vil da faae ham til os hid? du vil da overgive os ham, Ven, at vi hans Høihed ogsaa kunne skue nærved? Judas. Det vil jeg. Dog maa dette skee om Natten; thi jeg om Dagen maatte skjælve, hvis jeg saae hans Øje. SIDE: 405 Ypperstepræsten. Dag? Det Gud forbyde! Betegn ham blot: begegn ham som en Ven. Hans Ven -- det blier du da bestandig. Se, betegn ham med et Kys! Judas. Det vil jeg -- ja! Hvor saa det gaaer, jeg tager da Farvel i Venskab? Og -- o sandt! -- jeg elsker ham. Ypperstepræsten. Du, med et Kys, inat ham da forraader? Judas. Ja, med et Kys og for de treti Sekler. SIDE: 406 SIDSTE SAMVÆR NADVEREN (Jesus og hans Disciple om Nadveren). Jesus. Skilsmissen stunder til: den Tid, da Mørket paa Flugten driver mellem Mig og Eder. I vide, Det maa skee, at Gud mig kan forherlige desmeer. I Elskte, da ei bæve eders Hjerter! Troer paa Gud, og troer paa mig! Hvis I mig elske, o da frydes ved, jeg gaaer til Faderen; thi hist skal Aandens Herlighed fuldkommes. Thi hvad han bød mig -- se, det er fuldført. Og reen, som jeg udgik fra Skaberen, hjemvender atter til Alfader jeg. Min Fader, Timen er der -- den du sender. Mig helliggjør med Kraft, at jeg kan dig forherlige i Støvet, til det Sidste! Se Disse aabenbarte jeg din Sandhed, og De igjen den aabnede for Verden! Bevar dem i dit Navn, o hellige Fader, at de i Sandhed, Frihed, Kjærlighed maa være Eet, som nu jeg sammenknytter dem. Ei døe de, før de have nok arbeidet! Langtfra dem være Fristelser og Tvivl! Thi Jordens Frelserværk de have arvet; og ve Dem, hvis -- O nei, I Elskte, nei! jeg kjender Eder dygtige og gode, undtagen En, o det fortabte Barn! (afsides til Judas) Gjør snart, hvad du vil gjøre! Du! Judas. (afsides) Ha -- mig? Ja Han er mægtig: Han med Faren leger. Han under Judas, hvad han kan fortjene, med Vennens Høihed aagrende. Johannes, SIDE: 407 hvi gloer han saa, somom det dumme Blaaøje saae en Slange under Rosen? Det blier nok bedst at gaae; thi alt et Spørgsmaal paa Petrus' Næse rider. Kvellen lider. (gaaer) Jesus. Velsign da Deres Daad, saa Alle blive et Eet, et helligt Eet, besjelte af een Helligaand: een Hjord, een Hyrde -- den Tanke om et reenfuldkomment Menneske, de kalde Frelseren: Speilet, hvori Støvet kan taale at beskue Guddomsvæsenet! Se, ville Støvets Børn hverandre vise Apostlenes og Christi Broderkjærlighed, at de i samme Tro og Haab henleve, at sande Jesu Ords Bekjendere de ere, at de have gjort mit Væsen til deres Væsen -- som til Blod og Kjød fordøjet Jesu Ord -- at de med Tak erindre Ham, som lod sit Blod, for dem fra Løgns, Bedrags og Syndens Trællestand at frelse; men, at end de broderligen om Korsets Banner maa tilsammenholde, saa disse Djævle ei adsplitte dem, og rive dem tilbage ned i Dybet -- og at ei Aanden er i Strid med Støvet, men ømmeligen kalder det sin Broder: -- da samles de til hellig Nadvere, at nævne dette Jesu Frelses Løsen: (bryder Brød og rækker Lærlingerne) Tager dette Brød! Æder deraf! Være Det mit Kjød, Jeg for Eder gav! Til et Tegn, I ei forgjette Eders Mester, gjører Dette! (rækker Kalken om) Drikker dette Bæger I! Være Kraftens Pagt deri! SIDE: 408 Jesu Blod, hvis Aarer fulde for Alverden flyde skulde! Fromme Angers saare Byld det skal læge, Syndens Kummer vederkvæge; Bægeret betegne, at Synden er for Jesu Skyld af Guds Miskundhed forladt! Til et Tegn, I ei forgjette Eders Mester, gjører Dette! JESUS I GETHSEMANE (Nat. Jesus, Johannes, Jakob og Petrus i en Hauge. Akadiel). Jesus. (Til Johannes, Jakob og Petrus) I Tre, som saae forklaret eders Mester, I, følger mig! Thi I forsage ei, om Dødsangst end I see mit Hjerte knuge. O vaager, beder -- eders Mester beder! (De nedknæle i Bøn) Ak, er mit Støv saa mægtigt? Held mig, Natten ei seer, at Frelseren skjælver -- ja jeg skjælver; thi denne Times hule Helved truer, at sluge disse Svages Kraft og Haab. O, Fader, er det muligt, fra mig da gaae denne Kalk! Dog skee min Vilje ei, men din! (Seer paa Apostlene) De slumre alt . . Ak, Kummer sløver. O, mon de ville slumre om mit Kors? Tabt er da Alt -- min Sorg, min Død forgjæves. O ve, den Angest er min Smerte! (vækker dem) Ak, I mægte ei en Time med mig bede! O vaager! vaager! snart Dagsværket hviler paa eders Skuldre ene . . Synke Disse, da Ve! da kommer over dem mit Blod -- ak over dem, jeg elsker! Petrus! ha, SIDE: 409 han slumrer alt -- min første Pille, Petrus. Johannes . . Skjul dig Stjerne, som mig viser hans Øje lukt af Graad, dog slumrende. Vaagn! vaagn! Thi Timen er der. Vaager med mig! Jeg sørger midt i Rædslen over Eder, I Faderløse! Hvo kan slumre nu? Ha, var de Hjerter, jeg, som fine Blomster, opelsket har, af Trældomslyst beruste? Jeg slog de fineste Blade ud til Vinger. O, nei Sjels-Kummer har vel hvassest Braad, men taber den, liig Bien, flux ved Stikket, der svulmer som en Sti, saa Øjet seer ei. Den saared Eder, kan ei saare mere; men klapper eder nu isøvn med Skeden. Men Kvindehjertet -- o min Moder! og Rachel! Rachel! -- er blødt, saa Sorgens Braad ei brydes af, men atter, atter stikker. Moder, o forband mig ei, fordi jeg døer! Men vidste du nu hvad Kamp jeg har med den Natur, dit milde Hjerte gav mig -- ha, du vilde sige: "o! hvi lød du ei? Dit Hjertes Banken var din Moders Raab, din Angst din egen Moders Hændervriden, dit Suk din egen Moders vise Raad." Forglem din Søn! Jeg glemme maa min Moder i denne Time, fuld af Gravens Aande og Livets milde Duft, som mig bedøve. O, Fader, o forherlige din Søn med Aandens Styrke, at i Lidelsen han kan forherlige dit Navn! Thi, Verdens Latter hører jeg -- det raslende Tilbagefald i Dybet. Forhaanelser udbriste fra de Læber, der nylig signed mig i Zions Porte, hvis de Messias see at døe som en Forbryder, skuffende det falske Billed, SIDE: 410 de malte af hans Høihed, det hans Ydmyghed kun tjente til at friske op med Olie. O, Angst, jeg er som det betrængte Vildt: jeg kan ei flye; fra Galilæa driver mig Kongen; her staaer Garnet opspændt. Ve -- vil jeg flye? Jeg vil ei! Jeg vil døe. Men Smerten? Djævlenes Triumf -- O ve! den ruller over mig og over Disse. Og da er alt forbi, da Frelsen var en Prøve, Suk, ei Daad, da Himlen har forskudt det arme Støv, da var mit Liv et Vindpust mod en Skjebnes vandrende Bjerg. Og dog, hvi var saamegen Smerte i et Vindpust? Ha, hvi skabtes jeg og levte? Et Spor i Ørken Livet? Vinden hvirvler -- ha, det har ei Ret at klage. Støv, hvi gik du ei de andre Solgrans Bane? Alle sig hvirvle til et Dyb. Se Det er Verden! Du maa jo knuses, hvis du gaaer imod. Ak, tag min Blod-Sved da! Det være nok. Jeg sender Disse hjem, og byder dem, at dyrke deres Jord, at gaae i Alles afmaalte Spor, at tie og at glemme den Drøm, en afdød Ven fortalte dem. Jeg beder dem tilgive mig, at jeg dem vakte, forat . . . Skjebne er du sonet? . . Jeg døer, men henblæs Disse i det Løb, der hører Støvet til, det stolte Dyr. -- -- Du lumre Nat beruser, Du kolde Sved gjør ædru. Dog er min Sjel ei jevn og rolig. Tys! Ha komme De? Iskjul! (standser) Hvor er det med mig, at jeg bæver for en Palmes Hvift? Jeg Ondt ei gjorde. I Træets Top, skjøndt det er stille, suste Forbudet for en Storm. Saa er min Angest. Den Rædslernes Begyndelse forkynder. Ha, Tys! Jeg syntes, at jeg hørte Fodtrin SIDE: 411 og Hvisken mellem Buskene. Nei, nei, Alt end er stille. Det var Løvets Raslen. (Farer med Haanden over Panden) Ak, milde Stjerne, er du sammensvoren med disse Rædsler? Se, du viser mig min Haand med blodig Sved beplettet, blot den ved Panden rørte, der dumdristig har tordet trodse Verdens Gang og Lære. O, rive Verdens Synder, som jeg kaldte ned paa mit Hoved, det tilblods? Bort! Mennesker bort! jeg intet have vil med eders Synder. Jeg har Synder selv. Hver Taare, som min Moder fælder, er en Synd, der drypper fra min Sjel i Helved, for op at voxe -- ha, I mine Bødler! -- i Eders Skikkelser. Forbarm dig Himmel; og giv mig Lys, hvis Dette er et Blændværk! Min Pande brænder -- er det nu ei Nat? Mit Hjerte bævrer -- er det nu ei Nat? Et Blændværk! Denne Nat jeg skaber selv. Den Dugg, som isner mig om Foden, er jo kun den Sved, der falder fra min Pande. . . Hvo hylte? En Schakal? Kanskee dog heller de vaagne Fienders Signal? Jeg kan ei undgaae. . O, I Pinere, hvad Smerter udstudere I inat? O værer ei for grumme! Jeg vil bede, og kysse Eders Støv; men ene for min Moders Skyld . . Jeg lyver, o jeg Synder! Det vil jeg aldrig. Jeg Messias, Jeg! Dog veed jeg ei . . Jeg frygter disse Præster, jeg frygter deres Grumheds Kløgt. Men, o, Jeg vil ei straffe eders hvide Skjæg, ei Folk fortælle om det Blod, jeg saae paa eders Kaaber. Og, I Jordens Konger, af Oldet Salvede, tilgiver mig! O martrer ikke, Præster, kjære Fædre! Jeg er af Kjød og Blod, lidt rask, dog øm. SIDE: 412 O piner ei -- jeg er ei værste Synder; skjøndt alle Jordens Synder ere pidskede paa dette Hoved sammen -- Helveds Avner. Dog selv af eders Hjerter, mine Mordere, skal bedre Sædkorn engang rystes ud. Ak, stakkels Mennesker, vedbliver kun at haabe paa Messias: haabe, at en ny Messias engang komme vil, en Stærkere end jeg, en mindre blød. Thi Jeg vil tabe mig iblandt de Andre, som Døden leed for Menneskheden. Dog tænkte jeg -- o hvad er Piinsler mod Kvalerne af denne Skuffelse? Dem Døden ikkun kan helbrede, en Død som Stenens, stille, uden Tanke. (Bøjer Hovedet ned). Akadiel. O Sandhedens Mester, du staaer ved Fod af dit Tempel svimlende ved Høiden at see af dit Værk. Du bæver ved at stige op, for Krandsen at slaae om Tempelets Top, for Korset at fæste derpaa. Men, Jesus, din Graad ei fordunkler Forklarelsens Smiil som omfunkler, Messias, dit Aasyn fra dengang Himlene nedjublede Seir paa dit Værk. Jesus kan skjælve, Messias er stærk. Jesus. Du taler sandt min Sjel! Mit Kjød kan skjælve. Min Sjel maa være stærk. Jeg er Messias. Ak, nys dog bævede mit hele Væsen, mit Blod i Oprør gjærte mod min Sjel. Var det min Sjel, som talte? -- O, min Fader, Du sender dine Engle . . Hist jo bader en Stjerne sig i Skyens sorte Flod: SIDE: 413 Den er den Trøstens Engel, Du mig sender. Saa bryder Sjelens Klarhed atter frem. Den Haabet i mit Hjerte atter tænder; den Natten jog, og blotted Himlen, hvor, mens Alt i Mulm og Hvirvel gaaer herneden, i Almagts Rolighed en Fader boer, som kalder graadfuldt Barn til Sig, til Freden. (vækker Disciplene) Opvaagner! nær er Timen, der forraader i Syndens Hænder Menneskets Søn. Staaer op! Jeg møder den! (Judas, med væbnede Trælle, kommer. Jesus gaaer dem imøde). Hvem søger I? En Fakkelbærer. Oh, Jesus af Nazreth. Jesus. Det er Mig. (Skaren farer tilbage) Hvi ræddes I? Judas. (afsides) O se Messias! Rædsel er hans Skjold. Hvad Sværd mon han for Eder har, I Præster? Petrus. (til de flygtende Disciple) Ha, Feige, flye I? Petrus blier og værner. Jesus. O svage Nattens Helt! i Daggryet omkaps med Hanens Galen mig forraader du. Judas. (træder frem og kysser Jesus) Hil være dig, o kjære Mester! (Vagten griber ham.) Jesus. Du med et Kys forraader da din Ven? SIDE: 414 MØRKETS SEJER PRÆSTERNES DOM (Præster forsamlede i Synedrium. Jesus lænket imellem Trællene. De to Stimænd. Judas. Petrus. En Pige ved en Kulild. Folk). Ypperstepræsten. Der, Judas! har du dine tredive Sekler. Gaa! Vi have dig ei meer behov. (Judas gaaer, tællende Pengene, hen i Baggrunden) (Afsides til første Stimand) Hid, Esau! Vidn som din Kammerad, saa er du fri. (Afsides til anden Stimand) Husk nu! Sværg høit og dyrt, at Denne haaned Guds Tempel, trued det med Undergang: saa kan du løbe atter ud om Natten! (Maaler Jesus med Øinene; afsides) Vi maa forbløffe, gjøre feig ham, ved at lade ham faae forud skimte Enden. (Afsides til en Træl) Du, Malchus, giv ham den, du fik paa Øret, igjen, saa flux han lukker Munden op. Trællen. (afs. til de Andre Trælle) Hans Hellighed kan lide, at vi slaae ham. Trællene. Den Tjeneste er let. Petrus. (til Pigen) Hvi stirrer du paa mig? Pigen. Hvi rager du i Kullene, og seer ei op? Du er en Jesu Ven, og Den, som slog min Kjæreste i Lunden. Petrus. Jeg Jesu Ven? Hør, Kvinde, tro mig, jeg ei kjender ham. SIDE: 415 En Træl. Jo, seer jeg ret, da saae jeg dig i Lunden, ja saasandt, som det, at Hanen goel nu! Petrus. Mand, jeg veed ei hvad . . . Jeg er ei -- ha, hvor du kan snakke! Ved Gud, han var mig ei en Gang bekjendt. Ypperstepræsten. I Verdens Folk, seer hid til Zions hellige! Nedbæver! Døden er nu i vor Haand mod hvert et Hoved, som, ligt denne Daares, tør reise sig mod Præsters Vælde, som er Himmelens og Helvedes forente! I Verdens Præster, seer til Zions Hellige! Af dem I lære, med opkiltret Arm at værne Altrene, at kvæle hver en Strube, som tør anderledes tale, end Fædrene I foresang! Du, Nazreths Jesus, er en saadan Strube, med Haan mod Offrets Helgd (thi du benegted, mod alle Jordens Præster, at i Offer er Menneske-Frelse) og mod Templet fyldt! Ja, siig, er dette ei din vrange Lære? Forbanded du ei Folkets Præster? skjændte de salvede Konger? førte Folket vild, ved dig at nævne deres Haab: Messias? Bekjend, du Synder! Jesus. Jeg lærte frit for Verden. Adspørg Folket, hvis du har glemt, hvad jeg i Templet sagde. En Træl. (slaaer Jesus) Er det et Svar til Israels Høipræst, du? SIDE: 416 Jesus. Beviis mig Løgn! Hvis Sandhed jeg har sagt, hvi slog du da? Judas. Ha, var ei dette Slag nok til at kaste Ydmyghedens Kaabe af dig, Messias? Alt jeg tvivler . . Ypperstepræsten. Naar Blomsten er afkappet, hvi da staae igjen de magre Blade? Hvo ere disse Svage, du forførte? De Dømte, som dig fulgte? Dem du kalder din Lærlingskare, pryglede Messias? Hvo din Discipelskare? Nævn os! Jesus. Verden. En Træl. (til Petrus) Jomeer jeg seer paa dig -- ja, sandelig, du er dog En af dem . . ja -- Petrus. Ondt mig ramme, hvis jeg det Menneske har kjendt! Trællen. Dit Maal dog røber, du er en Galilæer. Det ligner Hanens, som svarte, da du talte. (Jesus seer vemodig paa Petrus) Petrus. O -- min Frelser! O Blik! o vaade Lyn! (gaaer ud hulkende) Ypperstepræsten. (til 2den Stimand) Frem, Mand! Du har et ærligt Øje -- Frem! Det slaaer ei feil, at du har været mellem SIDE: 417 de Tusinder, som hørte Jesum. Tal! Vor Retfærd dig at vidne vil tillade. Anden Stimand. Jeg sværger, at jeg hørte Denne der, som putter Slag i Lommen, sige høit: at han Jerusalems Tempel, som det staaer der med Kuppler, Grundmuur og Pillarer -- det Tempel vore stærke Fædre bygged et halvt Aarhundred paa -- nedbryde vilde (ja tænk engang!) og gjenopreise i tre Dage. Hvor jeg loe, skjøndt Sligt var Haan. Ypperstepræsten. Ja blodig Haan! (Til Jesus) Du svarer Intet? Første Stimand. Jeg sværger: sandelig det Vidne lyver! Jeg hørte disse Ord af Jesus, men han pegte paa sit Legem sigende: "en Guddoms Tempel!" Forresten veed jeg kun, at denne Vise . . Ypperstepræsten. Nok! (afs.) Før Disse bort! De skulle døe med ham. Det klæder godt, at hænge denne nye Tiders Digter (som hver en ussel Digter) op imellem to ikkestemte Harper. Trin nu frem, du rene Ni-Chor. Ni Helbredede. Ja vi vide Alle, at denne Jesus os ifra Spedalskhed har renset, hvilket, da ei nogen Læge, ei nogen Præst formaaed det, vel maatte ved Djævlens Kunster skee. Præster. I have Ret. SIDE: 418 En Helbredet. Jeg var med disse Ni den Tiende; men Dette veed jeg, at han bad til Gud, og ei til Djævelen, før han helbreded. Præster. To Øren imod Atten? Vogt dig! Ypperstepræsten. Alt Dette dog er Smaating mod det Hovedspørgsmaal, Selv han maa besvare: "Er du Messias?" Svar! Jesus. Om "Ja" jeg svarte, I troe dog ei; thi I Messias frygte, der maa en Ende sætte eders grændseløse Voldherredømme over Sjelene. Præster. Fordømte! Trællene. (mishandle Jesus) Siig os, hvem dig slog, Messias! Hvem slog dig nu? Judas. (afs.) Nu veed jeg ikke, om jeg en Uskyldig eller en Bedrager forraadede; thi ei Messias er han. Dog -- ve! jeg mindes ei han gjorde Ondt. Præster. De kalde dig Messias. Er du da Guds Søn? Vi dig besværge, siig os det, at vi dig kunne ære. Jesus. Ja, blandt Eder, isandhed Gud vor Faders Eneste. SIDE: 419 Ypperstepræsten. (sønderriver sine Klæder) I have hørt det: denne Usle har bespottet Gud. Hvad have vi da længer Beviis behov? Præster. Nei! Alle dømme vi dig, Jesus ifra Nazreth, skyldig Døden! Ypperstepræsten. Pilatus laaner os sit Sværd. Judas. (trænger sig frem) Til Døden? I Romerens Haand? I rase! Ei til Døden! Præster. End her, Du, som din Mester os forraadte? Vi sagde jo, du længer ei behøvtes. Judas. Til Døden? Ve mig -- jeg har syndet! Messias, o min stakkels Herre -- O! De skulde til det Yderste dig drive? O, til det Yderste! Præster. Bort! bort! Du staaer ved samme Afgrunds Rand. Judas. Jeg gjør ei -- Jo, jeg staaer ved en, du Djævel! Men mellem ham og mig der er et Dyb. Ak, er han ei Messias, er han Jesus, den Israels rene Graad, Titusindgange bedre end hele Israels Folk. Men viis dig, viis dig, er Du Messias! Ha, det første Glimt, o Herre, af din Høihed lyser mig, at jeg kan finde dybest Dyb til Skjul. (kaster Pengene til Præsterne) SIDE: 420 Der, Djævle, eders brændende Negle, som mig greb! Ak ja, ja jeg forraadte uskyldigt Blod! Præster. Hvad kommer Os det ved? Det blier din Sag. Du Sølvet har fortjent, Forræder. (kaste Pengene til ham) Judas. (styrtende fortvivlet ud) Jeg vil døe! O jeg maa døe! Præster. (reise sig op) Hvad rager det vel os! Hahahaha! Nu vide hørende og døve Øren, at Israels Præster retteligen have dig, Jesus ifra Nazreth, dømt til Døden! FRA PILATUS TlL HERODES (Udenfor den romerske Statholders Bolig. Præster. Trælle med Jesus lænket. Folk). Præster. Hellige Israel, vanhellig denne Fest ei ved at træde paa den Hednings Dørtærskel! Raab Hedningernes Høvding ud! Røster mellem Folket. Hvad skeer med Jesus? Hvo tør binde Frelseren? En Træl. I, see I denne Haand? Den slog ham, og jeg staaer endnu: Er slig En Israels Frelser? Ypperstepræsten. Det bedre er, at Een for Folket døer, end at det hele Folk fordærves. Præster. Sandhed! Du hørte Jovahs Raad, o Israel. SIDE: 421 Folk. Hvad mener han? Hans Tale, Israels Præst, lød lifligt for vort Øre; store vare hans Gjerninger i vore Øine; de vor Mund med Roes opfyldte. Men, Hvad vil du? Præster. (afs.) Hvor er Pilatus? Sværdet flux maa drages, hvis ikke glipper Byttet os af Haanden. Gid Satan heded op den Romers Flegma! (høit) Han bier, forat haane os. Pilatus. (Træder ud) Undskylder! Min Portia var ei vel. Hun havde drømt Calpurnias Drøm; hun vaagned skrigende, da Cæsar sagde: "ogsaa Du, min Brutus?" (Sætter sig paa Dommersædet) Hvad er til Tjeneste? Er Denne anklagt? Han seer uskyldig ud. Præster. Hvis ei han var Misdæder, ei til Dig vi bragte ham. Pilatus. Jeg veed, min Magt I hade. Nu, hvi dømmme I ei ham efter eders Love? Præster. Israel! Ha denne Hedning haaner dig! Du Romer, du veed jo, Israels Fyrsters Stav er brudt. Vi tør ei værste Udaadsmand dødstraffe. Og Denne, trods hans blege Mine, er en Saadan, ja den Værste blandt de Værste: blandt Cæsars Fiender. Han oprører det hele Folk, forbyder, trods al Folkeret og Israels Eed . . SIDE: 422 Pilatus. (afs.) Hvor Nederdrægtige! Præster. . . at give Cæsar Skat; men lader sig af dumme Pøbel hylde som Messias. Pilatus. Messias? Præster. Ja, det er: til Israels Konge! Selv, som de Oldets Konger, drager han omkring og tager Hyldest kun og Gjæstebud som Skat. Pilatus. (til Jesus) Du svarer Intet? Nu, mehercle! Du er en Stoiker. Du svarer Intet? Er du da Konge i Judæa? Nu, I Præster, svarer Manden: "ja!" Hvad saa? En fix Idee! Præster. Saa fix, at den ham nagler. Pilatus. Følg mig da, Mand; thi Disse ville ei tillade mig at tale. (Jesus gaaer ind med Pilatus.) Præster. Du hørte, Israel, hvor din Fiende Hedningen forsvarede partisk den Dømte? Det han gjorde ene, forat haane dig, for, negtende din Bøn, at vise dig, paa Israels Helg, hvor sjunken er din Magt. Røster i Folket. Ha, gjør han det? SIDE: 423 Præster. Spørg ei! du saae og hørte. Han klappede den Dømte mildt paa Skuldren, mens vi paa Jorden stamped. Ja, han vil din Trældom og din Afmagt vise dig. Røster i Folket. Det skal han aldrig. Præster. Judas Løve, ha at bede Romas Høg om Benet, logrende! Røster i Folket. Nei! -- bedre? Præster. Knurr da Løve! Røster i Folket. Løven brøler. Præster. Nei, Israel, brøl, saa Høgen slipper Benet, om ei din Sult, blot Lune, lysted det. Reent ud: Brøl: "Jesus døe!" Det gjælder, hvem skal seire: Romeren eller Israels Vilje. Og, Israel, ve! nu er det længesiden Du vandt en Seir! Røster i Folket. Ha, Romeren skal ei trodse. Nu skal vor Vilje være tvertimod. Mens Øjet græder, raaber Munden: dø! Pilatus. (kommer med Jesus) Gaaer hjem, I Jøder! SIDE: 424 Præster. (til Folket) Hører I? han jager eder hjem, den Fremmede? I maae ei træde Eders Odelsjord. Nu, trodser ham! imod hans Villie raaber: "døe Jesus!" Røster i Folket. Jesus døe! Pilatus. Mod dette Folk Athenens er som Billeder af Malm mod Vimpler. Blæser Vinden ifra den Kant? Ja Præst, jeg mener, at din Kaabe er nu bleven Æoli Sæk. Præster. (til Folket) Han haaner Alt, hvad Israels er. Den Israel har dømt beskytter han; hvis Israel beskytted, da maalløst var hans Had. Røster i Folket. Lad Jesus døe! Pilatus. I Folk, jeg har i Eenrum talt med Jesum. Han siger sig at være Konge, men i Riget, vore hellige Mysterier forgjæves ville give Grundlov, ja, i Sandhedens. Nu, deri feiler han; thi hvad er Sandhed vel? Forresten, (hvis jeg forstod ham) har han Folket lært en Frihed, der har mere Liv end Stoikerens, og Herskeren at bruge Maadehold. Hvis man tilbunds i Jesu Lære gaaer, da finder man den gamle Thales Perle SIDE: 425 "Først kjend dig selv!" -- ja, hvis jeg rigtigt saae. Rent ud: hos dette Menneske jeg finder ei Skyld. Præster. Hvorledes! Er du Cæsars Statholder, og taaler, at han al Judæa sætter i Oprør, siden han fra Galilæa udgik? Pilatus. Vel! Er han Galilæer, sender ham da til Fyrsten. Jeg er glad, hvis jeg kan eders Sager slippe. Lad ham gjøre med denne græculus, hvad bedst ham lyster. (De føre Jesum bort) (Jesus for Kong Herodes. Præster. Hoffolk). Kongen. Det er forhadte Gaver Romeren sender. Han minder mig . . Ha alt er jo forbi? Hvo mindes vel en Dands saalænge? Staa! staa der med ham! ei nærmere for Alting! (afsides) Han ligner ham ei engang: Ham paa Fadet! (høit) Kom nærmere! Han er, ved Himlen, smuk! og ei forhæsliget ved dette Træk af Nattevaagen; ja et græsk Profil, ei disse Jødeneb, liig Aadselgribbes. Jeg kunde elske ham som Gorgias. Dog, disse Præster gloe paa mig -- Hvis fast de gloe, da smelter Kronen. Jesus, -- dog, det er sandt, du er jo Konge? Høikongelige Broder! Pah, du Kjærlighedens Majestæt, jeg beder, se ei alvorligt paa mig! -- ja jeg beder SIDE: 426 dig kjærligst klare lidt i Kjærlighedens Mysterium. Du veed, vi Konger tidt paa Filosofien fuske lidt, imedens paa Kongedømmet Filosofer fuske. . . Jeg veed, du er i det Kapitel hjemme; og selv jeg troed, at jeg var det, til du vakte Skruplerne hos mig, somom jeg ei forstod at elske. Er Kjærligheden -- vise Rabbi, hør nu! og afbeviis mig, om du kan, med Sætninger meer grundige, ei skarpe som dit Øjekast! Er Kjærligheden -- Rabbi, sandelig din Mine staaer ei i dens Lexikon! Foragt? mon Dumhed? Nei! dit Øjes Kulde er Nattefrosten. Var det end Foragt; da er jo den i Mine og i Stilling, fra Moses' og fra Jambres' Dage den Fægterpositur, en Sprænglærd tager mod Striderens Udfald? Altsaa Kjærlighed: den, som beviser i Omfavnelser sin Sandheds Overvægt mod den, du præker (dog siden vil jeg vise, at der er ei virkelig Modsætning til imellem min Kjærlighed og din) . . den ene sande -- thi alle Nerver raabe jo samstemmige: jeg hader ikke den, i dette Nu jeg favner: saaat Livet være maa en fortsat Kjæde af Omfavnelser, hvis det skal vorde idealsk, og ei som Dyrenes, der slaaes, naar de ei yngle -- . . ja, Rabbi, er ei denne Kjærlighed, som Sværmere troe at brændemærke, ved at kalde den den dyriske, den fysiske, skjøndt Aanden just er den, der føler Vellysten, idet den gjennem Kjødets Rosen-Vaarsky, nedsæller som en Straaleregn sin Guddom . . er denne Kjærlighed ei Aandens Væsen og Salighed, som den er Støvets? SIDE: 427 Hvi skille Støv og Aand ad? Er ei netop hiin Kjærlighed den sande Harmoni (thi mon i Elskovsøjeblikket Aanden hoverer over Kjødet?) som os viser det Verdens-Alts Mysterium: den Eenhed, som er i Alt? -- Nu, har du Svar? Hvis Sværmere sige: hisset er et Liv! hvis En, med raaden Gravlugt i sin Næse, tør fylde op med slig en yndig Drøm sin Mund, da maa han lære: Aanden hist et Legem faaer med Følelse og Vellyst, et saadant som du drømmer, gjennemskueligt som Menneskets Øjne nu omtrent. Den er det sande Liv! Den Kjærlighed det Skabtes Svar til Skaberens: "du er!" "ja! ja, jeg er!" Ved Cæsars Liv indrømmet, den er Allivets eget fælles Sprog, hvori dog tvende Dialekter lyde: en mandlig -- noget haard -- og bløde kvindelige. Dog sammen er det en Koncert. Nu Rabbi, se ei saa koldt! bliv ei en skjærende Accent i dette Sprog, thi jeg forsikrer, dit smukke Ansigt gjør dig deri til et vakkert, ja et ret poetisk Ord. . . Ja hvert et Mennesk' er, som det er smukt og stærkt til, deri digtersk Periode; men hvert et Dyr kun simpel Prosasætning; et Sommerfuglepar, naar ynglende det veires hen, kun to henslængte Udraab: et "Ei-hollah!" et "Eja-ha!" og andre. Men her er Knuden -- vend blot Øret, ei Øjet, hid! -- naar Vi maae tale Sproget, (og det er hele Livet tvunget til; kun fangne Elefanter og Essæer er stumme deri) mon ei Dialekten staaer til vort eget Øres Valg? -- Nu, svar! . . Du svarer ei? Vel, du forstaaer ei, skjøndt din Skabning og dit Ansigt siger, at SIDE: 428 i alle Tre, som jeg, du burde tale. Vel! Manden er den haarde Dialekt; dog har han ene ei den rene Haardhed. For nu at vinde den, at blive til en dorisk Hymne, knytter han sig selv, som Periode, til en anden Sætning af samme haarde Vægt: Mand elsker Mand. Se Mig og Gorgias! -- Er Det ei sprogret? Men elsker Kvinde Kvinde (thi alene, som Ord i den Alkjærlighedens Hymne, er Kvinden kun en Læspen) bliver det en saffisk jonisk Sang. Er det ei Ret? Men, Rabbi, vel vi komme i Disput. Jeg seer, du lider ikke disse Theses. Du taler blot det rene Attiske. Vel, der er Vellyd, og det tales blot i Mands Omfavnelse med Kvinden. Det halvt er haardt, halvt blødt. Men siig os, du haarde Ord, hvorledes lyder det joniske, du valgte! Mirjam? Rachel? -- O der er tusind Slige: Du maa vexle. Hvis ikke bli'er dit Liv, din Elskovs-Hymne en tom Gjentagelse af tvende Ord. Nu vel, studeer det Attiske! Jeg vil imellem Doriske og Attisk vexle. Foragt dog ei mit Sprog, vi ere jo i samme Lærdom Mestre . . . Mester, du? Du kan jo ikke svare, ei bevise. Er denne ei den Kjærlighed du lærte, i Troper ene talende? Hvo tier, samtykker. Vel, vi ere enige. Se Jesus og Herodes, Fiender som Majestæter, ere blevne Venner som Rabbier . . Omvendt -- da rent umuligt! Ræk Haand, min Broder? Nei? Du blues, fordi jeg dig beseired i Disputen? fordi jeg rørte ved den ømme Streng, SIDE: 429 bevisende, din Lære om en Kjærlighed, der viser sig i Dyder, eller hvad de Tegn nu kaldes technisk, sig forholder til min som luftig Sukken efter Omfavnelse til denne Selv. Ja er (som i de græske Fabler om Dydshelte) ikke denne Endemaalet; og Det som gjør seiglivet Heltens Taalmod? En Elskerinde derfor stedse ligger i Baggrunden. Nu, du lærde Jesus, erklær dig for Herodes' Lærling; thi du seer jo klart, at jeg i Ord og Daad den sande Kjærlighed har lært; men du har nedstemt i din Lære denne til Velvillie. Fy, den lunkne Blanding! Nu, derfor maa jeg dog Pilatus takke, som sendte denne Original, at jeg ham kunde gjøre til Kopi af mig. Gaa nu -- Jeg ei fordømmer; thi Vi jo ere enige . . Og derfor jeg (liig en Doktor, hvem du kan bevæge til Alting, ved at sige: jeg indrømmer!) forglemmer, at du Kongerne fordømmer, beskyldende dem for, i deres Mag (somom man Andet har at gjøre paa den højeste Top, end hvile?) . . forat have fremynglet Lasterne. Ja gaa! Dog bi! Ifør ham denne hvide Kappe, at han som Candidatus kan beile til Romerens Gunst . . Se Jesu Ryg er Fredsbrev fra Herodes til Pilatus! JESU DOMFÆLDELSE AF PILATUS (Udenfore Domhuset. Præster. Folk). En Præst. Hvor blier han af? Jeg frygter for Herodes, SIDE: 430 En anden Præst. Oh, Rabbi Jochanan er med. Han har i hvert sit Smiil et Kors for Jesus, fra den Tid Denne ham opvarted med Fortællingen om den barmhjertige Samaritan. En Præst. Vel nok! Men Kong Herodes kun leer ad Israels Præsters Sag. Han vil flux vise, ved at stemme med Pilatus, at kun hans Had var tvungen Gjengjeld for den stive Romers Ringagt. En Præst. (Bevægelse iblandt Folket) Ha! hvad? alt Folket splittes. Ja, vi tabe Slaget, hvis ei Herodes' Lune stod til Blod. Nu! lad saa være; skjøndt vi tabe da Fornøielsen af Mordets Øjeblik. En Præst. Nei, Folket splittes ei. Det stimler sammen. En Mand. O store Jesus! Ja, som selv du sagde: dig tjene Aanderne. En Præst. Hvad taler du? Ha dette er den Blindfødte! End gaaer du her omkring, Forskudte! Men hvad er Det? Folk. Oh, Judas! Judas! SIDE: 431 Præster. Hvad? Judas? Mon i hvilken Kro han aagrer, og lader sig af Skyldneren traktere? Vi skylde ham ei Noget. Folk. (slæbe Judas' Liig frem) I maae vide, om Denne kræver Eder. Præster. Bort! Ha, Rædsel! Folk. Vi haabe, at han har betalt. Præster. Vi byde, at slænge Aadslet bort i Kulen. Hvi at vise os det Ækle? . Ho, betalt? Betalt et uselt Pengeskriin til Satan har han kun. Og troer I, Satan er dummere end Judas? Nei han laaner kun uopsigelige Kapitaler, saa Alt hvad man betaler ei forslaaer. (Liget slæbes bort) En Mand. Dog svar var Angeren. Præster. Dog kun Syndens Rente. Manden. Og rædsom var hans Død. Som om i Taage, og ei han vidste Veien, famled han sig frem fra Kaifas' Huus; med sky Blinken han saae paa Dem, som vandred ham forbi, men stirred uden Blinken ind i Solen. Det lod somom han Templet søgte; thi der standsed han, og lod med dødbleg Taushed SIDE: 432 i Templets Kiste falde nogle Penge. Jeg veed ei mere; thi jeg ham forlod, med Undren over Judas' Gavmildhed, før han udtællet fik; thi stedse seigere neddrypped Sølvet. Dog det lod ei til, han angrede sin Gave; snarere, somom i Evighed han gjerne tællede, somom han Noget ønskte at udhale. En Mand. Jeg hørte ham at tælle Ni . . ni . . ni og ty -- ve og -- Tre . . Tre . . Tre . . di . . ve! Men Klangen jeg i dette "ve!" ei glemmer. Det lød som stimled alle de Selvlydende omkring et "v" i fælles Smertes-Chor, som "va, ve, vi, vo, vu, vy, væ," isammensmeltede til enkelt Lyd, som dog til Stamme havde Raabet: ve! Den sære Lyd udhvinte Judas da og løb, nei hvinte bort . . Jeg fulgte ham, som Hajen Skibet gabende efter en Ulykke. Ja jeg fik den. Thi han knapt, med hundred Alens Forsprang, var forsvundet bag Skræntningen i Oljehaven, hvor han Jesus (O, jeg veed det nok!) forraadte, før -- hu, mit Haar sig reiste, som om der hans Aand sig skjulte -- jeg ham over mig saae svævende ophængt i Terebinthen, der luder frem som Klippens nikkende, smalhalsede Hoved . . og i samme Nu han drat. Men ei som Andet drat han. Det var som skjød den ene Klippe ham med skarpen Negl hen paa den anden; som om Klipperne saalænge kun ham greb til de fik kloret ham; men dog omhyggelige, at ei han skulde døe før mellem Neslerne og Tornene og Ormerederne i Dybet; thi, da ned han rasled der, SIDE: 433 den kvalte Luft i Lungerne foer ud i Hyl endda. Ja, Præster, Judas saae jeg at slide blind i egen Indvold; thi ham Ravnene forfulgte i hans Nedraslen, med Klageskrig, som var han dem frastjaalen; og, flux han naaede Bund, saa var de der, og hakked ud (de valgte sig det Bedste, som de, der naaede Byttet først) hans Øjne, og bar dem endnu levende, ei brustne, til Klippens Top. Der de nedsvælged dem, som var de Dugdraaber, og nedfoer efter mere, men kom til Kamp; thi Dybets Orme, med ægget Harm og hungrige, somom de havde ventet ham, alt boede vrimlende i Bugen, sprettet op af Klipperne. I Dødens Øjeblik jeg Judas saae at hale ud en Slange af sit Hjerte. Præster. (afsides) De tredve Sekler gav han da tilbage? Nu faae vi Raad til Tingen at udsone, og det for Intet. Manden. Jeg stod som lammet. Dog tilsidst jeg lod min Trælleflok ham slæbe udifra de seige Slanger hid. Jeg vil ham jorde. Præster. O I, Herr Josef af Arimathia, spar den Omkostning kun til eders Ven, til Jesus! Manden. I da ville jorde Judas? Præster. Hvad rage disse Rædsler os? Af Agtelse for eders Stand, Herr Josef, SIDE: 434 vi hørte kun paa eders lange Snak. Dog sandere den Taalmod skyldes heller vor Kjedsomhed; thi længe vi alt vente paa skjønnere Scener. Ha, der har vi Helten i romersk Dragt, i blege Haan indsvøbt! (Jesus føres indi Domhuset) Folk. Hvor bleg . ! Præster. Ha, Israel raaber ei? Folk. Hvor bleg og syg saae arme Jesus ud! Gid meer end Skræk ei ramme ham! Præster. (afsides) Som Løven, er Folket feigt og sky -- det kaldes Høimod -- naar sig Gazellen krummer bedende; men rasende, naar Blodet først den seer. Ha, Israel, du maa see og smage det! Folk. Han gjorde aldrig Ondt; nei sandelig, han gjorde aldrig Ondt. Præster. I Utaknemmelige, I saae da aldrig Godt af Præsterne? Hvo gjør, at end I leve, skjøndt I synde? Mon Præsten ei, som renser? Jovah knuste dig, hvis over dine Hytters svulne Helveder ei Templet straalte reent. Men Altret er det Lod, som holder Ligevægten, saa I ei nedtynges af jer Synd. Det Vægelsind er eders Vægtstangs Bævren. Derfor vi tilgive, og afpudse Templet nu som før. Se Judas' Sekler, disse Blodpenge, SIDE: 435 ei skulle Templet smitte: vi bortgive dem. I prise ei? Er Gavmildhed ei Præstedyd? Mon disse Penge om til blodrødt Kobber forvandledes? Nei, sandeligen, Sølv saa godt som noget. Dog vi skjænke dem, at kjøbe derfor Jorden under Skræntningen, hvor den Forbandede nedbrast, til Jordeplads for ham og Pillegrime. Er dette ikke Dyd? Da gaaer og priser, med nazarenisk Vansind, Enken, hvis Eenskilling eders Mesters Tunge (o, den stedse-færdige) i højen Ros-Klang udhamre vilde til en tung Talent. -- Mon Præster øve Dyder ei som Jesus? Ja, siig det nu! Han vilde Os begrave, med Møllesteen om Halsen, udi Havet, os Israels Sonere! Og Han hader ei? Hans Had opsluger Jorden, saa det tyer til Havet, forat tømme der sin Galde. Og Vi udsætte os for Himlens Vrede, af Kjærlighed -- o! lad os ei udtale det! -- forsørgende med Faderomhu Den som Himmelen og Jordens Dyb forstødte. Vi øve Dyder ei som Jesus, Vi? O, Israel! Mon have Vi ei derved Jovahs Tempel, og Jovahs Alter, Jovahs Helligdomme, Forjettelserne? Ha, mon dette Alt opholder Jorden ei, saa ei den synker? Vei Dette, Israel! Har Jesus Dette? Hvis end din hule Kjærlighed, opfyldt med dette falske Skyggebilled af en Profet, opvejer Hiint, da læg til Dette den Rad af Israels Oldtids store Aldre! Mod dem du ejer Intet uden disse beruste Øieblik. Ja sandelig af Jesu søde Taler har du drukket en Valmuruus, hvor Vanvidssyner vrimlende SIDE: 436 først for dit stive Blik udfolde Aldre, af brustne Kroner og af Lænkers Stumper, liig faldende Gnister, funklende, af styrtende Altre bævende; og saa en Alder, fuld af Drømmebilleder, som forestille frie Folk, der dyrke (som det skal hedde) Gud i Aand og Sandhed. -- Vaagn Israel! Hvi en saa farlig Drøm, naar du i dette Tempels Støtter har saa fast og skjøn en Sandhed? Ve, du vaagner ei før hans Blod vi sprænge i dit Aasyn, ei før vi knække denne blege Valmu, der skjød saa lumsk fra Skyggen af vort Alter op til et Menneskhedens Tryllebæger. Røster i Folket. O herligt er dog Israels Tempel! Præster. Velsignede Israel! Og du skulde taale at Kapitolet, Hedenskabets Throne, forhaaner det? Vi ere Zions Tunger; og Tungen veed vel hvo fornærmed Hjertet, og nævner ham? Vi nævne Jesus nu som Israels Tempels, Helligdommens, Fiende. -- Ha, Folk, du Hoved ryster? Du benegter? Vel, lave Pøbel, gaa som Præster i det Allerhelligste! forsøger paa, at tænde Soningsaltret med din Haand, med tusind Hænder! O, de ere rene; thi Arons Stav de rev af Levis Hænder, og sled af Præstens Skuldre Kaaben, og de hellige Retfærdsøjne af hans Bryst! Folket. Ei saa! Ved Israels Haab, ei saa! SIDE: 437 Præster. Du gyser Israel? Er Det din Fraaden indmod denne Tærskel, hvorbag hiin Fremmede haaner dig; thi han beskytter Den, vi nævnte Templets Fiende: din Fiende, Israel? Ja, han sidder nu, i romersk Dragt, i Ro og Mag, derinde, og disputerer ved hans Frokost. Ha, hvis du nu raabte: "Jesus leve!" da Han stak hans Hoved udigjennem Vindvet paa Spydsod. Israel, trods ham! Skrig "Jesus frem!" imod den Romers Ønske, der fryder sig ved Skuet af, at Israel -- ja selv de Ypperste -- maa udenfor hans Vindver, hvor han fraadser indenfor, paa Festens Morgentaage tære fastende. Han veed, at de, af Solen stegte, med en hæs, fortørret Røst, naar langt omlænge han triner ud, Hans Ønske hvæse efter. Saa gaae vi hjem modaftens med den rolige Bevidsthed, at vi have været høflige mod Israels Herre. Røster i Folket. (raabende) Ha! du Romer, frem med Jesus! Jesus! Præster. (afsides) Saa æltes Folket. Masse, æs! Gjær, Deig! Ak, ejed du din egen Øvrighed, den maatte komme da, saasnart du peeb. Nu hører Romeren Israels Raab, som om han hørte Vinden pibe . Røster i Folket. Frem med Jesus! Præster. . . Ja Vindvet lukker han, naar Israel raaber, som om det var en Nordenvind. SIDE: 438 Røster i Folket. Ha, Romer, Vi slide dig . . Pilatus! frem med Jesus. Folk. Ve dig Pilatus! Jesus! Frem med Jesus! Jesus! Korsfæst ham -- ha! Han døe, fordi du trodser, fordi du vil, hvad Israel ikke vil! Præster. Ja derfor! Ha, hvo regner, hvorfor Jesus maa døe? han Romerens og Barbarers Ven, han Synderes og Tolderes Broder, han Garizims Ophøjer, Zions Nedtræder! Judæa du -- ha Du kan ei nedtræde en Galilæas og Samarias Blomst? Ak nei, en Romers Skjold bedækker den! Folk. I gjør os rasende. Pilatus! frygt vort Had! Ha Jesus! Jesus! (Pilatus kommer ud med Jesus og Vagt) Korsfæst! korsfæst! korsfæst! Pilatus. Tys! Tys! . Ved Jupiter! . Folk. Korsfæst ham! korsfæst ham, Romer! Det er Israels Villie. Pilatus. Foragtelige Sværmere! Taushed, hvor en Romer byder! Folk. Ha korsfæst ham! Pilatus. Ja, hvis jeg til Israels Hjerte -- denne Høipræst -- SIDE: 439 ham kunde nagle. Bort! Jeg har Cohorter. Dens Landsestraaler splitte disse Skyer. Præster. (til Folket) I hørte det? Bered dig, Israel, til at døe for Jesus! Folk. Jesus døe for os! Pilatus. Hvad Ondt har Han da gjort? Herodes ei, ei Jeg fandt Skyld hos ham, altsom I klage. Præster. Du hører, Folket vil, at Denne døer. Pilatus. Nei I, I ville det. Hvis Folket kun faaer sovet, vil det kalde ham imorgen, som før, "sin Kjærlighed." Præster. Siig, Israel: naar Romeren, dit Had, har favnetaget din Kjærlighed, er denne ei forgiftet? Men fly og skjul dig, Israel! Se Jesus i Romerkaabe har Cohorter! Folk. Et Folk foragter Legioner. Ha, Pilatus, du er Dødsens! Pilatus. (afsides) Ja, hvad skal jeg? Her er det Bedst -- ja, hvis Forstanden skal indrømmes Forrang for en Taare, hvis det skulde agtes værd at leve og at være Mand, maa "Klogest" være Eet med "Bedst" -- her er det Klogest da og Bedst SIDE: 440 (som Mulen Tøilen faaer paa mulmsvøbt Hede) at lade fatum styre i sit Lune. Dets Villie altid er den Stærkestes. Var Syriens Legioner her, da var min Villie fatum. O, hvor dybt er ei et Menneskes Mulm! En Times Draabe ei jeg mægted see igjennem, see igjennem den, at disse maatte seire ved dens Ende. Jeg kunde lagt saalænge da paa Løibænken og læst Horatium Flaccum, og strax hengivet ham -- jo kun en Jøde. Da var den Stund, som andre Timer, dryppet ufarvet ned af egen Tyngde over Pilati Hoved. Portias Morgenhilsen et Rosenskjær dog kunde givet den. Men nu? Som en uskyldig Dryp-Sekund fremtitted den, og nu den svæver alt paa Nippet til at falde, liig en blodrød Rubin, med Vægten af en Sol, paa mig. . . Nei ei Rubin endnu, ved Jupiter! Dog er den demantreen ei længer, men i alle Haabets og Uvisheds Farver den spiller, og den synes som forstenet af noget Uforklarligts Pust; dog et Bestemts fraoven eller nedenfra. Men nu? en Time har jeg kjæmpet -- vel! jeg maa da ei beseires ganske; men dog redde Noget af min Vilje. (høit) Jøder, I ville have Jesum her paa Korset? Jeg vil det ei; men anbefaler ham til Lærestol i Eders Synagoger. At ei i Fiendskab vi samstøde skulle for denne Sag, hvis Vægt borttages nu med Romerens engang den tillagte Vilje: en Middelvei vi vandre til Forsoning! I ville, han dræbes, ei, at han skal slippe med mindre Straf; Jeg vil, han ei skal straffes. SIDE: 441 Nu vælge Vi en Straf, som Ingen af os har ønsket sig. Thi er da dekreteret: den Jødekonge Jesus skal hudflettes! (til Soldaterne) Flux, Romere, hugger løs, somom I havde det hele Israel med blottet Ryg i denne Ene! (Soldaterne hudflette Jesus) Jesus, vær tilfreds! Min Portia har Salve. Hvo ei Skib kan redde, ro tilfreds iland med Baaden! Saa . . o du Stoiker! (Soldaterne blive ved at budflette Jesus) Præster. Han gav dig Skallen, Israel, at tygge! men gjemte Kjærnen. Ja, han faaer sin Villie; men din -- ha Israel! men din? Bad du om Pidskesnert? om denne Leeg? Mon Jorden har en Træl, som ei vil kjøbe en romersk Prætors Venskab for et Pidskeslag? Ha, svage Folk, du græder næsten -- ja, ved Jovah, Taarer hist og her alt vaske bort disse Draaber Blod af Synderens Ryg. Og, hvergang Pidsken hviner, blinke I med Øjnene . . Pilatus. O stolte Stoiker! Sligt Ansigt, roligt som en Sol, til slig chaotisk Ryg! O skjønne Syn! O høje, stolte Syn af Guddom! Men -- Sextus, ha! du slog for haardt -- Nok! nok! ved Jupiter! Folk. Nok! nok! Slaa ikke meer! for Guds Skyld, slaa ei meer! Ak, er det ikke Jesus? O vi drømme. SIDE: 442 Præster. Forstokkede Anklaget tidt man saae med Melke-Ansigt og Kommisbrøds-Ryg; thi Hjertet hærder Ryggen meer end Vanen, som Ilden hærder meer end Hamren. Men Hvo saae en Klager blød? Foragtelige! Oh, Portia har Salve, og Pilatus har Haan og Hevn mod Israel, men Venskab at bringe Templets Fiende. Israel, nu er du smurt om Munden. Han bedrog dig. Du raabte "Blod" og fik det, men i Draaber. Pilatus. I klage end, I Trodsige? I Trælle, seer eders Usselhed: en Romerdragt (der nu paa simpleste Plebeier er Aljordens Kongekaabe) skal ei, ved at bæres af en pidsket Jøde, skjæmmes. Men Israels Konge-Purpur ham ifører og Israels Krone, nu en Tornekrands; thi hvo kan finde Davids gyldne nu blandt Romas Regnepenge? (Soldaterne iføre Jesus Purpur, og trykke en Tornekrands om hans Pande) Se Israel, Tornen, voxet paa et romersk Kastel (selv ligt en Torn i Judas Hjerte) nu drikker Davids Blod! Jeg er ei meer end Romas simple Kriger, og jeg tør din Drot hudflette, Israel. Romas Krigere, I Verdens kobbervingede Sejersørne, nedknæler, hylder Israels Konge! Thi det er et mægtigt Folk, der trodse tør selv Himlens Retfærd og en romersk Prætor. Soldaterne. O Hil dig, Israels Konge! Pilatus. Ret! Ret saa! Ja Israel er et mægtigt Folk, der tør SIDE: 443 (vel alle Zoroasters Djævle ere dets Allierede?) selv Himlen, ved at haane Retfærd, trodse; ja og Jorden i Mig, en romersk Prætor. Soldaterne. (slaae Jesus) Ret dig! Hil! Vi salve dig med Spyt. Hil Israels Konge! Pilatus. (fører Jesus frem) (afsides til Jesus) Du sande Stoiker, jeg agter dig. Jeg haaber, dine Fiender ere mætte. (høit) Se hvilket Menneske! Præster. (sønderrive deres Klæder) O blodige Haan! Vanærede Israel! O Juda, gjenlagte Beensplint af en Løve, ve, mere Ild der er i denne Purpurlap end i dit Hjerte! Folk. Haan? Ha, Romer! Haan? Korsfæst ham, eller du. ! Korsfæst ham! ve dig! Pilatus. (afsides) Ha, hvilket Skrig! Som tusind Dolkes Hviin. Slig casus ingen Filosof anmærked. Her sværmersk Uskyld er anklaget, og romersk Retfærd er som Dommer; men, se, et Folk fremtræder jo som Vidner. Nu, som det Romersk er, at frelse Uskyld, saa er det Romersk dog fra Arildsold at høre Folkets Røst. Men begge Parter ved Fødselen ere Romas Afsky. Lad dem isønderrive da hverandre! . . Nei -- ha, Pilatus skulde være Kritias, om Denne her blev Sokrates? Jeg vil ei have Skylden, hvordan det saa gaaer; SIDE: 444 thi her Pilati Vid maa stille staae. (høit) Elendige Trælle! I, hvis Villie kun fremkogledes af Disse Troldmænd . . Præster. (afsides) Du stive Romer, hvo bortkogled din? Den flygtige Djævel Frygt, der irrer som en rastløs Midde i din tunge Hjerne. Pilatus. . . Hvad ville I? Præster. Svar høit, hvad vil du, Folk! Folk. Hvad vore Præster ville. Pilatus. O tilgiv mig, du høie Israel, at jeg leer. Mig synes du nu Slangen liig, der dandser, naar Gjøglerens Finger svæver over; men hensynker død med den. Ha, meer du veed ei, hvad selv du vil . . Folk. Jo, ja! hvad Du ei vil. Korsfæst! Korsfæst! Pilatus. (afsides) Tilsidst er Visen sjungen saalænge fore, til De kunne den. O de Foragtelige! Men jeg hevner mig! O smukke Rose, du skal sønderrives af dine egne Torne! Du er afreven, og svæver ene . . Ak, Hvad kan jeg! (høit) Saa tager Jesum hen da, og korsfæster ham! Jeg vil det ei; thi jeg ham veed uskyldig. (vil gaae) SIDE: 445 Præster. Nei, nei! Hvad Vægt mon havde da hans Død? hvad Stempel? Hvis ham Folket sønderrev, da sønderrev det Templets Seier. Ha, hvad Værd hans Død, naar Anger sidenefter, saasnart hans Blod af Folkets Haand var vasket, bepletted Hjerterne med Blod? Thi Angren, begyndende med: "sandt, jeg var for rask!" vil ende med det Hyl: "jeg er en Morder!" Nei døe maa Han for Loven, som Misdæder! I al sin Orden maa vor Seier være. Men Hver, som siden seer Ens Grav, som Folket har dræbt, vil tænke, naar han gaaer forbi den: "Han fik en svarig Død -- Gud Os forlade! Jeg hørte -- gid, ak, gid det dog var ugjort! -- han raabte med sit Dødspust: Ve! mod mig. Dog gjorde Jeg jo kun som Andre gjorde? Jeg frygter . . Døde! sov dog sødt iro!" Men viid, Pilatus, ønsker engang Folket saa fromt om Jesus, da er Alting tabt. Vor Daad da kun var Mord, men ingen Seir. Du seer, i hiint Tilfælde, Folket vover Kjærminder plante selv med blodig Haand. Men, dræber Loven, roligt gaaer det da forbi henrettet Synders Grav, og siger, med Hovedrysten, ja med bortvendt Hoved: "Du fik en svarig Død. Gud dig forlade! Skjøndt, færdes som du kan! Os ei det rager. Thi Loven er retfærdig jo? saa Hvad du fik, fortjente du, og det medrette. Medrette? Var det ei? Lad Dommeren svare! Mon vi bedømme Loven? Dommeren svare! Det bliver Hans og Lovens Synd, ei vor." Saa stinker Afsky, som den værste Bulme, paa den henrettede Misdæders Grav, hvadheller Ligegyldighedens Mose den overgroer, saa ei den synes længer. -- For Loven døe da Jesus som Misdæder! SIDE: 446 Du veed, dit Rom, i Seiers Overmaal (nei heller forat lade Israel eje et Minde om dets sjunkne Høihed) lod vort arme Folk sin egen Lov beholde; og denne byder . . Pilatus. Ja jeg veed det -- ja! (afsides) I fanges nu i Eders egen Snare. (til Vagten) Før frem den Morder og den Røver Barrabas! (høit) . . Jeg veed det; ja den giver Folket Forret, hver Paaskefest en Synder at benaade. (Barrabas stilles ved Siden af Jesus) Præster. Ei saa vi mente. Loven . . Pilatus. O jeg veed det! Tys! Stille blot! Lad Folket vælge! Se, her er da tvende Jesus'er! Betyder ei Jesus "Frelser?" Nu, isandhed i Mørke har det været slemt for Mange at frelses af den ene Frelsers Kløer. Frem Jesus Barrabas! Frem Jesus Messias! Se skumle Ansigt paa den Morder Barrabas! Se milde Ansigt paa den arme Jesus! Er dette ei som Nat og Dag? Præster. Hør, Folk, han stikker dig i Munden en anden Bid, end den du hungrer efter. Pilatus. Blod sidder end, ja eders eget Blod, imellem Barrabas' Negle. Denne her skyer Blod som en Brahmaner. Er der Tvivl? Ha Folk, du seer paa disse Præsters Ansigt, og ei paa disse To: paa Barrabas, SIDE: 447 for Mord og Rov ved Lovbeviser fældet -- den natlige Hyæn; paa Jesus, hvem I straffed alt, skjøndt Intet er beviist ham -- den hvide Due. Kan der være Tvivl? Præster. Nei sandelig! Thi Folkets Naaderøst udgaaer fra Templet. Barrabas kan tænde en Hytte hist og her, men -- Du ham hader. Men Jesus Ilden slukke vil paa Israels den stolte Arne, Zions Alter, og -- Du elsker ham. Giv Barrabas da fri! Her er ei Tvivl. Men Jesum fæst paa Korset! Røster i Folket. Ja, Barrabas fri! Men korsfæst Jesum! Pilatus. Ha, jeg snubler i den plumpe Trods. Gaa Barrabas! Du er en værdig Gave til et Folk af Mordere: en træffende symbolsk Foræring i dets Frihedsfesttid til et Folk, som stjal Ægyptens Sølvkar paa sin Frihedsdag. Præster. Vi ville kun hvad Loven os byder: Død for Gudsbespotteren, for Hver der falsk, formastelig, som Jesus, tør kalde sig Guds Søn. Det er vor Anke. (afsides til Barrabas) Gaa Barrabas! bring Jesu Kors! Pilatus. Ah, stakkels Sværmer! Det var ret en Sag? Mon Æskulapius dræbtes, da han kaldte sig, stolt af nogle Kurer, Søn af Zeus: af Livet? Jesus er jo og en Læge; SIDE: 448 dog ville I ham dræbe? Dræbe Læger? Hvor lavt I staae mod andre Folk! Ah, have I da tvende Liv? Da sandelig meer end vi Andre. Snak! I ere Kjød. Dog med en slappere Følelse af Liv (den Daarer til Selvstændighed ophøie, og kalde Sjel) end Romere og Græker; thi I ei, Disse liig, der vide, at det Liv, vi have, er det Alt vi eie, indrette dette Liv saa skjønt og viist, som man det eneste vel skylder; men Barbarer I forblive, agte ei en Borgers Liv, ei eders Eget heller, naar I en Læge myrde, som dog er den Eneste, der giver nogen Modvægt mod Jordens Jammer: Krig og Sot -- den Eneste, der kan forlænge Nydelsen af Livet, og forhale (o som ved en Borgerkrig, han vækker i Naturen) vor Gjenindsvinden i Materiens Døde. Bort, bort, I Usle, fra Prætorium! Jeg sværger (skjøndt Hvad er at sværge ved?) . . Dog jo, jeg sværger Eder ved min Vrede, at Haar paa Jesu Hoved ei skal krummes, saasandt han er saa god en Læge, som min Høvedsmand fra Capernaum siger. Han døe, fordi han kalder sig Guds Søn? Det er vi Alle jo. Men kun de Kloge med Vished vide det, men ei det sige. Men Gud er Fællesnavn for alle Naturens Elementer. Siger En: jeg er Guds Søn, Søn af en Gud! da er det jo det Samme som om Manden sang: (nynnende) "Intet er Altings Oldemo'r, Ild min Bedstefa'r, Vand min Bedstemo'r. Tilsammen de avlede Luft og Jord. Og Luften er min Fa'r, og Jorden er min Mo'r. SIDE: 449 Jeg er Blod og Kjød, Odelsherre i dette Dyb, pidsket af min Fa'r, Formynder for min Mo'r, Broder til hvert Kryb, til Ørn og Mos og Rosen rød. Klippen graahvidskaldet hist er en gammel Tante vist. Jeg veed: jeg er! Siig frem, om du veed meer! Jeg troer, at aldrig, førend jeg blev fød, jeg var. At jeg er Muld, saasnart som jeg er død; saa stolt jeg nu er -- ha! ei værd belivet Støvgran da, ei værd en Flue paa en Kvist, jeg troer, jeg troer forvist!" Nu da? Ei Lapperi! Ved Guds Retfærdighed jeg . . . Præster. Hvilket Chaos i din Hjerne! I samme Aandedræt du Gud benegter, og sværger ved hans Retfærd. Derfor just, fordi dit Vanvid er af Vindnatur, ustadigt, men uhyre, uden Form og blødt, det bøjer sig som Vinden let om Andres Vanvid, ligemeget hvilket, der formet fast sit Horn opløfter. Pilatus. Jasaa? Ei saa! Ved Skjebnen! da, der synes at ville drive Leeg med Jesu Hoved og med min Tunge . . ja, ved Romerens Fasthed! jeg sværger: Præster, I jer Sag har tabt, fordi I bringe saadant Lapperi i Retten, som en Klage for et Navn. SIDE: 450 Præster. Ha, Vantroe, du Formastelsen i sig "Guds Søn" at kalde, ikke maaler i din skjælvende Hjerneskal. Israels Lov fandt for en Deel af den kun Rum i Graven, men hule Helved griber Resten; thi did Synderen banlyses. Pilatus. Huult? Oh, eders Helveder, I Præster, sig søilehvælve høit mod Skyen! (til Jesus) Hvad svarer du? Du tier blot og lider. Svar, er det saa? Ha, værdiger du Mig ei Svar? Viid dog, at Jeg, at Jeg har Magten at frelse dig, at fæste dig paa Korset. Jesus. Du havde ingen Magt, hvis Den ei var fraoven givet dig. Pilatus. Du mener Skjebnen? Den slaaes med mig om dig. Hvis jeg var Skjebnens Træl, da maatte jo Samvittigheden mig beskylde for Oprører. Men isandhed, hvergang jeg forsvarer dig, jeg har en Følelse, somom mit Hjerte solte sig; men saa en Taage kommer drivende -- Hvorfra? Det veed Jeg ikke. Jesus. Pontius Pilatus, De, som mig gav i dine Hænder, have en større Skyld end Du. SIDE: 451 Pilatus. O stille Viisdom! O kolde, rene, høie Æther! Hvo skulde tænkt, han kunde tale nu saa viist og roligt, nu da ei hans eget Fædreland vil bære ham, men gabende ham jager ud, som paa en Leviathans Ryg? Jeg agter dig. Skjøndt from som Daaen, der med Maaneskinnet og Egens friske Duften sværmer, og, som Dyret jaget ind i Klippens Klemme, han piber ei som dette. Du har min Høiagt. Og Ve den Dristige, som lette tør mit Romerskjold, der nu bedækker dig -- ja dækker dig, ved min og Romas Ære! Jeg holder dig med Staalklo! Kommer nu, i sultne Ræve! Kommer nu Schakaler! saa faae I Blod paa Snuden. Præster. Pilatus, døe han maa! han maa! han maa! I alle Jordens Præsters, alle Altres i dine Guders Navn, i Jovahs Navn, Det fordre Vi! I alle Jordens Kongers, alle Throners, i alle Herredømmers Navn, i Cæsars, Du burde fordre det; ja Du! Pilatus. Ja, kom han i en parthisk Sværm af Klinger. Præster. Ve Jordens Herskere, hvis dorske de kun frygte Sværd ei Ord, et Ord, som kan belivne Millioner Sværd! Vi sige dig: den Synder der har Trælle Frihed lært; og, forat de med desto større Kraft kan bryde Lænkerne, han lærer dem at styrke sig ved Dyd. SIDE: 452 Pilatus. Gid dette var paa Romas forum lært i Sullæ Dage! Jeg skulde dræbe Cato? Præster. Hvorsomhelst end denne Jesus fødtes, af sit Fædreland han var en Fiende; thi han vil, at det ei ene skal besidde Frihed; men, som det, hvert Folk, ja selv dets Fiender. Din Cato elsked Romas Frihed, men nedtraadte alle Andres. Derfor var han herlig som en Romer. Pilatus. Jeg har svoret. Og nu faaer Templet knuse Borgen, hvis det vil sminke sig med Jesu Blod. Men saa vil Capitolet komme selv, og knuse Templet. (Til Stridsmændene) Frem I Romere! Gjør lyst i denne Hob med eders Landser! Jeg svoer jo ved min Ære? Præster. Israel, se nu dræber Jesus dig med Romersværd! Folk. Korsfæst! korsfæst ham! Pilatus. Ha, uvillige, I Romere, seendrægtige I ordne jer? Fordi det er en Jøde, I beskytte? Men det er Jøder, som I skulle slaae. Og Jøden, som I vogte, er ei simpel; SIDE: 453 men, se, en Heros. Eja! var du Bacchus, jeg dyrked, som Herodes Venus, dig! -- Ja Halvgud eller Guds Søn er han eller -- nu hvad? jo Alt foruden Israels Konge. Præster. Vi have ingen Konge uden Cæsar. Pilatus. (afsides) Ve Jesus, hvis de blande Cæsar ind! Folk. Nei, ingen Konge uden Cæsar! Pilatus. Den Træl er først foragtelig, som med sin Skjændsel praler. Præster. Giver du ham fri, da er du ikke Cæsars Ven! Pilatus. Ha! -- Folk. Ja, giver du ham fri, Pilatus, da er du ikke Cæsars Ven! Pilatus. Ha! Dette var Otterslangens Stik. Præster. Vi traf! Ja giver du ham fri, Pilatus, da er du ikke Cæsars Ven; men Cæsars Forræder! SIDE: 454 Pilatus. Ha! Folk. Ja giver du ham fri, du er ei Cæsars Ven, men hans Forræder! Præster. Hvo er vel Cæsar? Pilatus. (afsides) Ha! -- Tiberius! Præster. (leende) Oh, Cæsars Navn er Trolddom! Mon ei Tiberius? Han er iversyg som Jovah. Han maa vide, hvo der er hans Fiende. Han bør kjende sin falske Tjener. Pilatus. (slaaer sig for Panden) Ve! ve! Dødsens! Ha! Tordenslag! Præster. Mon ei Tiberius er Jordens Cæsar? Vi hans Trælle ei? Vi tjente Cæsar, om vi viste ham en fattig Usling, der, i fjernest Vraa at være Cæsars Uven, vovede. Og Denne her, hvem han betroede? -- ha Cæsars Øine ere Dødens Sværd! Vel! bedste Vennetjeneste er det jo, at vise forborgen Fiende . . Vi pligtskyldigst maae berette Cæsar: Pontius . . Pilatus. Ha Pontius! Pilatus er meensvoren. SIDE: 455 Præster. Ja, meensvoren! Saa var det jo vi mente . . Pilatus. (afsides) Ak, hvad skal jeg? -- -- Men, kan jeg være uvis? Her er en Jøde paa den ene Side; men Cæsar paa den anden. Men jeg har min Ære lagt paa Jødens Vægtskaal. Dog er det ei Cæsar selv, som giver Ære? O stakkels Jesus! Ha, han er en Jøde! Fordømte Jøde! -- Ha, han er et Menneske! O stakkels Menneske! fordømte Jøde! . . O ve, i hvilken Cirkel drives jeg, saa kolde Sved frembrister, Olie liig af Gjængerne, hvori jeg drives om. Det er Nødvendighedens store Hvirvel. Jeg er nu kommen til det Punkt tilbage, hvorfra jeg udgik: den Beslutning, som jeg fatted strax, jeg hørte, at en Jøde var stevnet hid; ja den: "han flux skal døe!" Men -- o man følger altid sikkrest dog den første Drift, som var den Skjebnens Stemme -- da jeg begyndte at ransage, da Uraad bag de Præsters Ivrighed jeg ahnte . . da, da kom de Skrupler, og hvirvled mig omkring til nu jeg standser ved samme Punkt: han døe! Han er en Galilæer . . ah, hvor let han kunde været blandt de Galilæer, hvis Blod jeg blandede med deres Offers? Nu -- vel han var ei; men han kunde været. Og saa var han jo død og denne Sag ei til. Og Een? -- hvad gjør det vel til Hine? Du faaer da følge dem, som 1 in mente forglemt ved Regnestykket paa det Altar. SIDE: 456 Desuden; ja desuden -- hvad desuden? Er der ei flere Grunde? O, at jeg, for alle hine, havde ikkun een, der kunde dække denne Tanke til: "han er uskyldig!" Cæsars Magt ei selv kan . . . jo den kan! Hvo er som Cæsar mægtig? Men, hvo er skyldløs vel som Denne her? Ha Tankehvirvel! ha, hvad hviner du, at sætte Liid, trods disse Løgnere, til Tiberii skakke, lyttende Hoved, til den Mistænkeliges Skeleblik, der i en skraa uendelig Straale glider fra Capitol henover Jorden? Ha, du raader mig: at døe, om Cæsar fordred, for Jesus? Pontius for denne Jøde? O risum teneatis amici! Han døer da? Ha, I Morder-Præster, ja! Han døer! Men vider: jeg hevner mig! Mod Cæsars levende og vrede Aasyn jeg med dets døde, milde (sandelig bogstavelig har Smiger her forgyldt!) . . jeg med dets eget Billed mig forskandser; thi jeg vil reise Cæsars gyldne Billed paa eders Zions Altar, Præster; og I skulle tvinges ned, med Sværd paa Nakke, at ofrende tilbede, knælende som før for Bels og Dagons. Præster. (til Folket) Vrist Sejren ud! Den hænger løst ham nu i Haanden. Raab! Ha nu -- Ah, der er Barrabas med Jesu Kors, vort Sejersbanner! (Barrabas kommer med Korset) Se, det, liig en Stjernes Beenrad, mod alle Verdens Hjørner peger stolt! . . Ha nu! Ha Folket skjælver nu i Sejrens Øjeblik, og tør ei raabe. Hør Zions Stemme da: korsfæste Jesum! SIDE: 457 Folk. Korsfæst! Korsfæste Jesum! Pilatus. Vel! (til Jesus) Jesus ! (afsides) O jeg tør ei see paa ham! (til Jesus) Ak Jesus -- ja det gaaer som jeg har spaaet. Hvormange Prøver gjorde jeg! Du veed, at først jeg . . Ha, jeg kan ei tale! Se ei paa mig! Farvel! Se ei! Du veed, jeg agter dig . . Farvel! Det gaaer . . Vær dog tilfreds, thi Alting er forsøgt! . . Det gaaer som jeg har spaaet, som jeg sagde, og ahnte, som jeg sagde . . ja -- Præster. Korsfæst ham! Thi ellers . . Folk. Korsfæst! korsfæst! Pilatus. Det maa saa være! Ja det maa saa være! Vel! tager Jesum hen! korsfæster Jesum! (toer sine Hænder) Men Jord og Himmel see, jeg er uskyldig i den Retfærdiges Blod. Præster og Folk. (dragende bort med Jesum, hvem Barrabas lægger Korset paa) Oh, Dommer! Lad komme over os og vore Børn hans Blod! Pilatus. Det kommer! SIDE: 458 KORSFÆSTELSEN GANGEN TIL GOLGATHA (Jesus vandrende til Golgatha med Korset. Præster. Pilatus. Vagt. Folk. Jesu Disciple og Veninder. Akadiel ovenover). En Præst. Godtfolk! Ei nu! hvi slæbe I jer frem? Til Golgath er ei Gangen tung for Alle. Marsch! Pilatus. Standser -- Ha, nu agtes ikke jeg; men Toget gaaer alligevel. O dette er Skjebnens brede Strøm -- jeg flyder med. Præster. Hvad! Hyle I Kvinder? Heller Sejersfløiter! Som bævende blege Skygger Folket synes at henglide drømmende. Eja! vi sværge: det er ei en Drøm! det er ei en Drøm! Marsch! Pilatus. Staa! -- hem! hem! -- de gaae alligevel . . Ja det er Skjebnens Strøm, som river Alting med sig: Sol og Stjerne, som flammende Meduser nærved Bunden, og dette Kors og Jesus, liig en Frivil udslynget paa en Kvist, og jeg -- o liig en raadden Stub, der mægtet ei at modstaae, -- o ve, og Sommerfuglen sad paa Stubben -- og Alting drivende . . Alt stille drivende mod Dybet. Præster. Fremad, frem! I burde dandse; og Han, som bærer, Han, SIDE: 459 om Skuldren brast end, skulde dandse med. Marsch! Pilatus. Stands! stands! Jeg byder staae! (Toget standser. Jesus segner iknæ). . . Ja sandelig jeg troer den brister. En Mand. Ja, hvor sagte vi end gaae, jeg troer, vi gaae for hurtigt. Pilatus. Hør, du gode Mand, et Raad jeg veed derfor: du Jesu Kors skal bære. Manden. Nei, for Alt! Præster. Oh, Jesus aarker. Pilatus. For Alt? Du er hans Ven, dog vil du ei, endskjøndt hans Skulder brister næsten, bære hans Kors den Rest af Vejen opad Hejen? Det er en Skam at røre ved det Træ? For ikke -- kan jeg troe -- at have Deel, end med en Fingerspids, i Jesu Død, endskjøndt alligevel den Jammer skeer, og skjøndt du sparer ham en Lidelse? Det er Plebejer-Kjærlighed. Hvor falsk en Almufølelse! Manden. Ja, ja! -- Jeg vil ei. -- Prætor, det er nok! SIDE: 460 Pilatus. (afsides) Plebejerens Viljefasthed mig beskjæmmer. -- O havde jeg dog sagt som Denne: stat pro ratione voluntas! (høit) Nu skal du! Tving den Tværbuk, Vagt! Manden. Det Eneste, ei Cæsars Vælde kan, er, Mandens "Vil" at tvinge, som tør døe. Pilatus. Det skal du! (afs.) Ak, hvo Magten har, er kraftløs, om ham mangler Vilje. Jesus. O Simon, let din Næstes Kors! Den Byrde ei tynger; thi du lægger da dit eget. (Manden tager Jesu Kors. Toget gaaer fremad). Stamfader til en troende Slægt, du bærer med Sorg mit Kors; din Æt vil kysse det. Pilatus. Ha, Viisdom nu med Døden alt paa Læben? Hvor underordnet synes ham ei Døden! Præster. Ha, Golgatha! Golgatha see vi! Der straaler det! Jesu Veninder. Ak Golgatha! Ve! der sortner det! Pilatus. (seer forskrækket mod Bjerget). Ha Golgath? Stedet? Nei, et Skridt ei længer! Er det der alt? Jeg svimler. Stands! Nu vel! Jeg vil dog hevne mig! Se denne Tavle skal skinne over Jesu Kors: der staaer i trende Sprog hans Udaad. (En Tavle slaaes paa Korset) SIDE: 461 Præster. Forhaanelse! Der staaer jo ligefrem: "Den Nazaræer Jesus, Jødekonge!" Forandre det dog til: "som sig udgav for!" Pilatus. Forandre? O, jeg har forandret nok! Nei, Hvad jeg skrev, det skrev jeg! (skynder sig bort) Præster. Afmægtige Harme! Røst i Folket. O hans Tjeneste fortjener, at I taale dette. Præster. Ha Golgatha! Golgatha see vi! der straaler det! Jesu Veninder. Ak Golgath! Golgath! Der sortner det! Præster. Du kneiser imøde du Bugnende, Røde af Israels bedste Purpur og Grøde. Jesu Veninder. O gid du kunde som Taagen flye, forsvinde som Ørknens Sky, opløst blive for Øjet borte, du Svullne, Sorte af Israels Brøde! med Dræbtes Been du overstrøede, Blodoffersteen! Præster. De hvidnende Dødningepander ere en Krands om Golgath af Perler skjære, SIDE: 462 det blussende Bæger, hvor Alteret slukked sin Tørste, hvor Templet sin Kraft har drukket, og nu skal drikke -- o Bæger brus! -- i Jesu Blod sin Sejers Ruus! Jesu Veninder. Engang vil Gud af Jorden slette dig, Golgatha, ud, du stinkende Klump af levret Blod! En bundløs Sump skal vise det Sted, hvor du stod. Præster. O Golgath, du Hane ved Zions Porte, med blodrøde Fjedre blandt midnatsorte, hungrig du efter din Føde gol. Du ruger aarvaagen midtover Helved, hvor høiest du er imod Skyen hvælvet huler sig under dig ud Scheol. Jesu Veninder. O Jordens Djævle bebygge med blodige Kors din Top. Dog, Golgatha, i din Skygge avler du Lyset op. Præster. O, Golgatha nu til Zions Tvebroder døbes du. Oplad din Strube! Thi Israels Præst med kosteligt Kjød vil dig made. Ja blotte dit Hoved; thi Israels Præst, paa din Døbefest, i Frelserens Blod vil dig bade. Bered dig! bered! Vi bringe i Korset en Viekvist med. SIDE: 463 Jesu Veninder. O Golgath -- nei vil du, Aljorden, da bære saa svar en Synd? End er der Tid -- forsynk i Dynd! forsvind som Skyen kløvt af Torden! Ak, er du sandelig et Bjerg? o Golgatha, et steenhaardt Bjerg? Nei gab, og slug dem op og sværg: "jeg er ei et Bjerg, men drivende Mulm. . . Nu driver jeg bort -- ha, Zion, Farvel! Nu brast der en Byld paa din Sjel!" Præster. Bær, Jesus, selv dit Kors! Det er din Vandringsstav! Vi staae ved Pandestedets Rod: ved Golgatha, din store Grav! Nu stige vi op, at krandse dens Top med Roser af dit Blod. Jesu Veninder. Med Graad vi toe dens Fod. Jesu Disciple. (afsides) O Rædselssted! o Sted forbandet! Jesu Veninder. O Kvindesorg, hvad kan du Andet, end Skrig med stille Graad at blande? end vride Hænder og forbande? Jesu Disciple. Tys! Derfor tør den rase fri. Men vi? men vi? O, hvis vi sørged, som os lysted, da snarlig brysted sig Golgatha med vore Liig. SIDE: 464 Jesu Veninder. Ak, Mandens Jammer bør være Ørkenen i Flammer. Dens flyvende Baal hvile først ved naaede Maal. Men usle, usle Jesu Venner, der bag eders Mesters Liigtog snige jer med blege Neb! Hvi ei befrie med mandigt Greb? O, havde vi kun Mandens Arme og Mandehærder for Kvindebarme! Men magtløse Kvinder kun ere jo vi. Og derfor taale de Mordere vi skraale! De tænke, vi tie, naar Alt er forbi. Jesu Disciple. De røbe os. O ve, de røbe. ! Jesu Veninder. O tappre, tappre Jesu Venner, hvor ere I? I blege Fjæs eders Mod I svøbe! Ingen af jer meer Jesus kjender. Han døer -- o evig, evig Skam! Paa Golgatha de myrde ham! Snart er det forbi, forbi, forbi! Jesus. (tager Korset) I Salems Døttre, græder ei for mig! . . Jesu Veninder. Ja havde Kvinden noget Stærkere end Graad? -- o elskte Mester! . . Jesus. Græd over Eder selv og eders Børn! Thi Dage skulle komme, da de ville SIDE: 465 til Bjergene sige: falder over os! til Højene raabe: skjuler os! skjuler os! Thi, gjøre disse Døgnets Sejerherrer saa med det grønne Træ, hvor ville de da handle med det tørre? Jesu Veninder. I Disciple, han mener Eder. Jesus. Ja, det er min Sorg! Hvis Frygt ei naged mig for Disse, da med Jubel hilste jeg mit Golgatha, som Ordets Sædjord, Frelsens sikkre Borg! Præster. Gaa, Jesus, med Korset, din Vandringsstav! Se her er Golgath din høje Grav! Nu stige vi op, at krandse dens Top med Roser af Frelserens Blod. (Stige op paa Golaths Øverste med Jesus) Jesu Veninder. Hans Venner græde ved dens Fod . . O nei -- de flye! O evindelig Skam! O redder! . . Forbandede! bæve I nu? Nu? Nu? O! o! Paa Golgath de myrde ham. Bæve I? tie af Sorg eller Skræk nu, nu, da de rive ham væk? -- de rasende, syndige Præster, væk, væk for at sønderrive jer Mester? O skynder jer, stærke Mænd! river af Korset ham ned igjen! . . En Kvindes Forbandelse kan udblæse al Marv af dig, Mand! De nagle ham -- o! de nagle ham alt! SIDE: 466 Vi høre jo Slaget rædsomt gjentaget, der indkløver i Hænder og Fødder den blødende Spalt. Skynd da! o skynd da! Forbi! o forbi! (Ile til Højens Øverste) Akadiel. Forbi med Haabet, I ømme Hjerter! Men ei forbi med den Elsktes Smerter. Han langsomt skal lide, at ud hans Kjærlighed talt kan faae; i seige Bloddryp hengaae hans Kvide, at Verden blues for evigt maae. I Himlen høres som hellig Kimen de Nagleslag. Med Stormens Fart over Jord de føres, og anmelde tonende Morgentimen for Frelsens Dag. JESUS PAA KORSET (Jesus korsfæstet paa Golgathas Top mellem de to Stimænd. Jesu Disciple, Moder og Veninder, samt Præster, Krigsmænd og Folk rundtom Korset. Akadiel og Aander ovenover). Præster. Triumf! Nu Offret er bragt! I Skjændsel svøbt, i Smerte døbt, er Offret for Altrene, Offret for Thronerne paa Golgatha, Dødens Altardisk, lagt. Sejren er vunden! Den Verdensbefrier er bunden til Korset -- den vældigste Scepter-Vaand, der løftedes end i Præstehaand SIDE: 467 selv op over Drotten, vor kronede Svend, og over Nationerne! Den Aande, som trued med pralende Mund at ryste de Jordens Templer igrund, den bortdunster nu i gysente Suk. For Folkets Skare nu Guds Søn bare er krandsede offrede Syndebuk. Og Korsets Nagle i Frelserens Blod tør graadigen sagle. Ak, sandelig, Du est jo høinet til Sky, til Golgathas Top over Salomons By? Og Israel tigger sit Liv: "du Blod-Kobberslange, ak Helse os giv! Messias, Guds Søn, ak Frelse os giv! lad Himlen, du loved, frembryde paany! Forvandl til en Sol dette tornede Hoved! Thi vi den Morgen, du helligt svoer -- somom din pralende Tunge var dens Lucifer klar -- at bringe den gamle, sukkende Jord, maa see indsvunden kun til en blegnende Sky paa Munden. . . Vi Orme-Kryb, vi tør sværge dig, Stjerne, den er forbi!" Saa spotte Skarer med klappende Hænder. Og Alteret brænder saa høit som før. I Offerets Røg, der Sandserne fanger, men ei i en luftig usynlig Anger, seer Mennesket nu sit Syndeslør, med Ro som før. Disciplene. Nu frygte vi ei, da vi -- o ve! vor Mesters Hjerteblods Farve see. SIDE: 468 Ja nu, da hans Bloddryp vi tælle og sanke, vi tælle ei Slagene Hjerterne banke. Stemmer. Hvi gjorde vi Dette? Hvad have vi gjort! Hvad have vi gjort! Stemmer. Forsilde at spørge! forsilde at sørge! Kom! Terninger kaste os Sorgerne bort. Stemmer. O ve os! han lider ei Dette medrette. Stemmer. Vi glemme vore Synder -- det er en talløs Skare -- for denne ene svare! Forsoningen begynder, naar Angrens Taarer stride for Jesu Fødder glide. Jesu Veninder. O Falske, o først de blodige Hænder, mod Himlen I vender, maae fakkelbelyse hver syndefuld Vraa under Hjerternes Rod. Men se, I ved selve Tropæen jo gyse? I zittre og fryse med Haanden i Frelserens lunkne Blod? Men Vi med glædebrændende Hjerte omfavne vor isnende Smerte . . O ja, vi bede, vi vide, at snart skal vor Mester ei lide; men ile til Seiren herfra, herfra! Men I, hvi frydes I ei som have den Seir, Eder Præsterne gave? SIDE: 469 O, skynder jer! feirer tog Seiren! Den varer ei længe: den varer kun til det martrede Hjerte staaer stil. Hvi blegne I meer end vi? -- Ha, Syndens Jubels Henveiren! Ha, Syndens Jubels Forbi! Stemmer. Ja ve os, Syndere! ve! Jesu Veninder. Hvi raabe I Ve? End er jo Golgatha eders Tropæ! Hvi slaae I det Bryst, der nyligen raabte med vilden Lyst: "Han døe! han døe, den Israels Drot, med Korset til Scepter og Golgath til Slot?" O bi til han døer -- forband dig da, Røst! og led i Fortvivlelsens Hyl efter Trøst! Stemmer. Vi vide, at ene det samme Hjerte, vi gjennembored med Staal og Smerte, kan tilgive os -- o, det kan ei: thi han er jo et Adams Barn, som vi. Jesu Veninder. O Ruelse, seer i dig Selv du ind? Vel! seer du i Frelserens dødblege Kind dit eget Billed, i Blodet din egen Taare nedtrillet, da skal du som Vi, snart skue i Frelserens dødblege Kinder en stjernehvid Englevings Tinder af glittrende Lue -- see dem at folde sig ud paa jublende Hjemfart til Gud. SIDE: 470 Stemmer. Vi arme Syndere vide jo kun, en Synder ei selv kan sin Udaad forgjette; men ene den samme kjærlige Mund, vi tvang i hans Kval at forstumme, vort Liv, vor Død, vor Frelse kan rumme. Tilgav han Dette, den Blod-Synd, vi mod ham forbrød, da Gud vil Synden udslette, da Gud os Forsoningen bød. Jesus. Tilgiv dem, Fader! Ei de vide, Hvad de gjøre. Johannes. O hørte du, Frelserens første Ord paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord? Jesu Moder. Ak, kan du, myrdede Uskyld, tilgive, da mister din Mo'r en guddommelig Søn. Akadiel. O Jordens Jesus, ei ilive var du saa høi og reen og skjøn, som nu i denne Stund, da du -- o Guddoms-Kjærlighed! -- med blodløst Hjertes døende Mund, tilsmilte dine Bødler Fred. Jesus. Min Moder, se din Sønnearm! Johannes, se din Moders Barm! Johannes og Jesu Moder. (omfavnende hinanden) Vi Jesu Arveskifte fik. O, Kjærlighed, naar er du arm? SIDE: 471 Disciplene. O, hørte du, Frelserens første Ord paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord? Mennesker. (nedknælende om Korset) Vi hørte, vi hørte den Tornekronte, den blødende, døende Frelser, forsonte bodfærdige Hjerte, med Gud, med sig Selv. Den Angrende bæver ei meer for sin Sjel. Disciplene. Til Eder han talte den Slægtens Forsoner, I Lænkekvalte I Millioner! I Jesus, o Adamsæt, du dig Selv i din Reenhed besku, saa skyldløs du var, da Palmer i Eden Brødet dig bar. Din Høihed, forlængst forsvunden i Oldet, ud har sig foldet I Jesus saa reen, som dengang du straalte om Adams Been. Et klarere Guds-Billed ikke du faaer, end dette, som naglet paa Korset staaer. Ei klarere fremstraaler Gud hernede, end i den Sjel, som døer af Kjærlighed. I Jesus, o frelste Menneskehed, du Gud da tilbede! Thi Jesu Dyd er Afglands af samme Alhelligheds Flamme, der var fra Begyndelsen, tændte i Ødet, og tænder evindelig Verdnernes Række, for i den lyse Stjernehær at have Vrimler af hvide Uskyldigheds-Hænder, der jublende ud af Ødet sig strække, SIDE: 472 at takke og tage Algodhedens Gave af Almagtens Gud. I Jesus da, Menneskehed, din Høihed tilbed! Thi Jesus er Dyd . . O Dyd, du lærte at være skjønnest, naar du leed. Thi, o, naar er du meer ophøjet, end med et sønderrevet Hjerte, med Blod, ei Graad, i Øjet? end paa dit Smerteskors? Stemmer. O, dydigste Menneske sørge jo maa: det ei, som det burde, Jesum kan naae. Hvo er det, som ei i sit Inderste finder syndfulde Minder, og ikke maa bede: "o Gud, en Engel send ud! Hans Broder i Støvet sin Vinge har brudt. Han hjælpeløs jamrer, af Haabet forskudt. O tænd mig en Stjerne paa Himlen igjen! Der, der maa jeg eje en Ven!" Disciplene. Da løfte han Øjet mod Himlen! Han vil Forsoneren skue der, kjærlig og mild. Den strenge Dommer som Frelser kommer, I Engles Hær, med Korset til Spær, med Naadens Balsamhorn i sin Haand, hvormed han salver den syge Aand, der famlende finder en Sti af hans Blod, og reiser sig op ved hans Thrones Fod. Akadiel. Menneskeaandens brogede Hylle, Nettet af Aarer, som Aanden omskylle, SIDE: 473 blander sin spraglede Ild, sit brændende Farvespil i Aandens rene Klarsyn og gjør den til Fantasier som før. Men hisset vil Aanden selv dømme Sandhed og Drømme, skille alt Falskt fra sit Haab, klarne den dunkle Fromhedens Trang, som i de Troendes Raab sig saa fantastisk udsang -- denne, som troer, Forsoningens søde Mysterium boer i Jesu Bloddryps smaa Rosenskaaler, hvis Purpur Golgathas Kors omstraaler, liig Tjørnen begravt i sin blomstrende Flor. Hist vil han finde Forsoningen lukket i Aanden inde i Angersukket, Jesu Histories hele Ve fuldbyrdet i sit Inderste see. Hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte er Jesu Moder i Fødselssmerte; hver Dydens Tanke, i Hu fremskjød, en Frelser er i Pjalter fød; hver Dyd betvungen en Frelser haanet og gjennemstungen; et seirende Offeralter hver Last; men Angeren, se, en Forsoner selv, til Menneskets Sjel med blinkende Taarer naglet fast! I Angerens Graad Brøden henrinder som Jesu Ve med hans Blod hensvinder. Men Menneskets Sjel i sin Styrke flammer, sin Villie, sin Aandevinge den strammer, og Angeren hensynker bag dens Idræt, bag Aandevingernes Slag. SIDE: 474 . . . O da, naar den seer, at Angeren ei evindelig er, naar Menneskets Sjel i Betragtningen naaer den Tinde, hvor den i Taarer forstaaer, at Aanden ved Ydmyghed soner sig selv -- o da er den Sjel Frelseren liig i den hellige Stund Himlen ham aabnes, mens Jorden Farvel faaer fra den blegnede Mund. Saa fatter støvbundne Abiriel reent som Aanderne hvad Evangelet har meent. Saa er det han troer. Saa ædlest Abiriel, Frelserens Sjel, indstraaler i Alle igjennem hans Ord, og spreder den Phuniel-Skygge, der stedse omgiver Abiriel med koglende Kredse, der Aanden snart følger i gjøglende Former, som tusmørke Tvivl, snart rundt den sig ormer i Sværmerens Smiil. Disciplene. Af Kjærlighed han lod for Sandheds Sag sit Hjerteblod. Vi ikke tale da? Vi bæve for hans Sti? O Vi se meer i dette Blod end I! For Os bekræfted han, for Alle sonte. Det er et Glædesbud, som gjennem Jesu Vunder tonte til Os og Eder ud. Stemmer. Hvi skulle vi da offre meer? Det Uskyldsoffer det sidste er. Præster. Det sidste Offer? Ha, trælkede Slægter, til Offerrækker I selv jer indvie! SIDE: 475 Det sidste er sidste Jesu Forfægter. Da mættet, forsonet vil Alteret tie. I Præsters Chor det flammer da ene igjen, som Vredens Tunge blandt Dynger af Been, vidtover en øde, men helligere Jord. (Mulm udbreder sig) Jesus. Min Gud! min Gud! Du skulde mig forlade? Præster. Vanvittige Hob som Lit til en Synder har sat! Hørte I ikke hans Raab, at Gud ham havde forladt? Disciplene. Saae I ei Alle, han hylled sit Ord i et døende Smiil? Den sidste Tvivl om Frelsens Seir i hans Suk bortfoer. See I ei denne stigende Nat? Naturen selv hylles i Sørgeflor. Præster. Seir? -- Ha, Spaadom, sandsagde du? Vi Navn maa da skifte, ei Magt, ei Hu! Ha, sære Vanvid! hvad Sejer, naar i Kjæmperens Hjerte Staalet staaer? O dumme Trælle, Seir, naar end, som Oldets Piller, de Jordens Bedste, Aljordens Vise og Drotter og Præster staae ubetvungne igjen? Stig ned af Korset! Da Jordens Præster og Jordens Herskere troe dig, Mester! SIDE: 476 Disciplene. Messias i Krybbe, i Pjaltelagen, af fattige Hyrders Hilsen modtagen, Messias paa Graasteensbolster besku! Du Kronte, du Rige os Arme da sige, hvor høit vel i Himmelen skattes du! Anden korsfæstede Stimand. Ja, ret! stig ned af dit Kors! og frels dig selv, Messias, og Os! Som Jordens Konger og Præster, skal Morder og Røver da troe dig, Mester. Første korsfæstede Stimand. Ak, frygter Du ei Gud endnu? Vi lide kun vor Ret -- men Denne? O Han, han faaer en Synders Ende, skjøndt end han heel sin Uskyld har, som dengang Barn jeg Synder var. O Herre, fromme, naar i dit Rige du mon komme, kom arme Esau da ihu! Jesus. Du skal mig did idag ledsage. Stemmer. O, Grav, din sorte Læbe ei tør os kalde Dødens meer. Vort Dødssuk er et Bliv. Tyrannen kan ei længer dræbe. I pine; Pinslen er kun Fødselsveer for nyt og bedre Liv. I Hjerterne Fred Forsoneren fra Korset dryppede ned; igjennem hans hellige Ord Gud selv gaaer frem med lysende Spor. SIDE: 477 Og nu ifra sin Grav de friske Levende for Døden bævende Udødelighed den Døende gav. O Menneske hvad er du vorden, som Frelsen har arvet: Himlen paa Jorden! i Visheden om din Udødelighed hvad Englene veed. Jesus. Det er fuldbragt! Jesu Veninder. O Jesus! Jesus døer! Disciplene. Hans Smerte ender. Hans Fryd begynder, og hans Sorg fuldender. Ja "Smerte-Ende" er nu Dødens Navn, og "Fred" er Navnet paa de stille Kræfter, der røre sig i Gravens dybe Skjød. Akadiel. Alt Engelens Ving fra hans visnende Haand, straalfjedret, med Morgenens Kraft, sig spænder. Jesus. I dine Hænder min Fader, jeg anbefaler min Aand. Akadiel og Aanderne. I Hviftet af sit sidste Ord udglittrer Jesu Aand saa reen fra mulmede Korses dødmørke Been, mod rolige Himle mod Aanders Chor fra bævende, blodige Jord. SIDE: 478 Stemmer. O Jesus! O rædsomme Nød! O Jesus, vor Frelser er død! Jesu Veninder. Ei død! Ei død! Vor Ven, du aabne dit Øje igjen! Disciplene. Han hævede sin Røst; og, som et Blomster visnet, sank tornet Hoved paa hans Bryst, og Øjet brast, da Hjertet isned, og kjøligt Vand af Vunden flød. Mennesker. Ve! Jesus, vor Frelser er død. (knæle om Korset) Akadiel. Mennesket stirrer studsende paa hans brustne Hjerte, nu Mulden graa. Det stirrer forvildet sig blind paa Korsets døde Billed. Ja see I det Smiil, der paa Læberne kom som endnu dem flyder straalende om? Himlen var alt for hans Øje oprunden. I Dødssekunden Sjelene fælde sin Evigheds Dom. Sig Himlene bøje nedover den Dydiges bristende Øje. Hvo Helved paa Dødslejet seer, ham bier ei Salighed her. Jesu Aand. O, Straaler for Torne! Lys til Blod! En bævrende Fryd er min Hjerterod. Her Lys, her Lyn SIDE: 479 er Øjets Syn, og Aandens Øje Dybene gjennemlysner og speider det Høje. Akadiel og Aander. Hil dig, o Jesus, fuldkomneste Aand, Jorden har holdt i fængslende Baand! Hil dig blandt himmelske Frænder! Ohebiels Varme, livsaligen mild, Abiriels høje flammende Ild see vi i Frelserens Inderste brænder. Hil dig, o Jesus! Fra Korsets Smerte du taget er nær til din Faders Hjerte. Din Saligheds Næring er sød og stærk: Beskuelsen af dit seirende Værk. Jesu Aand. I Dødens Stund i Himlen jeg tænkte mig . . Tanken bar gjennem mørknende Kjød mig Selv saa klar, at end jeg i Flugten belivned med Glimt af et Smiil den blegnede Mund, skjøndt bag mig alt Hjertet hang dødt og stivnet. Et Dødssuk -- o Florvinge, neppe du hvifted paa Læben, før om du til Straaler skifted! -- hidhvirvlede mig med Lysglimtets Hast, saa Øjnene bag mig smeltende brast. Men nye sig aabned i samme Sekund, der mægte at speide til Solenes Bund, mægte at følge Verdnernes Pegen med straalende Fingre paa Guddommens egen Høihed, den Gaade Aandernes Tanke ikke kan raade. Akadiel. De Ypperste derfor i Aandernes Hær, der omstraaler Jorden liig Gloriens Skjær om bøjede Isse, SIDE: 480 de hilse dig disse i Salighed Luende . . Aander. Med Andagt vi maae dig Jesus tilbede, det Tempel beskuende, det vi i Mulden byggede paa. Jesu Aand. O himmelske Frænder, jeg kjender alt Eder. Du der Konfutse, Du Sokrates heder. Ah, Menou og Moses, Zerduscht og La, Israels store Profeter, I Alle, Jesus maa Lærere kalde, hos eders Discipel paa Golgatha? Johannes blandt dem med Skjønformen fri for hver en Skygge af Melancholi. Akadiel. Imellem de skumle Skygger, som blege, liig Skyer for Lyset, isammenvege, da, Jesus, du straalte i Himmelen ind, sku hist dine tvende blodige Følgesvende, ense af Daad, ei ense af Sind! Jesu Aand. Ah, Esau, mindes du hvad jeg lovte dig, da du paa Korset bad? Du angred histnede; derfor Englene for dig bede. Med klarnet Pande du mellem de Salige dig da blande! Men Du, hans Følgesvend, skumle Aand! med matte Vinge for Morderhaand, der flammed paa Jorden af Lyst til at dræbe, Du vedblev at haane med dødblaa Læbe, SIDE: 481 at haane med døende Sjel; thi er du ei værd i Forsoningen Deel. Men alle I angrende Aander forkynder jeg Frelsens Forsoning for Nag over Synder. Samvittighedsmulmet maa komme i Glød, søge at svide Pletterne ud. For mat er dog Flammen; Alle tilsammen lægges maa ydmygt i Naadens Skjød. Et sønderknust Indre, ei Hovmodens Pukken paa Meer eller Mindre, maa ofres til Gud. Usalige Aander. Jesus! du Trøst har de Domfældte talt, Helved husvalt, Fortvivlelsen viist Vejen til Naaden, alt længe forliist. Nu længer vi ville ei Synderne dølge stolte og stille, dem aabent bekjende, blandede med dit velsignede Navn, os haabende vende til Guds, til vor Faders barmhjertige Favn. Præster. Hvi tie vi? Jesus, vor Fiende er død! Stemmer. Ja, Jesus, vor Frelser er død! Disciplene. Ei Smerten os længer for Korset nedkuer! Vi Frelseren ei i det Livløse skuer. Hvi knæle for Liget, den slukkede Kjerte? Forherliget luer Han Selv i vort Hjerte! (De Knælende reise sig) SIDE: 482 Præster. Hva skrækkes vi? Fienden er død! En Soldat. (gjennemborer Ligets Side) Ja Cæsar sværger i dette Stød, der slog hans Hjerte, saa Blod og Vand udflød, at Jesus af Nazreth er død! Præster. Jubler, jubler! det fremmede Lys i Templernes hellige Dunkle er slukt; hiin fremmede Røst bag Forhængets Tys nu Døden for evig har lukt. Ha, Vanvittige, bygge I end paa dette hensmuldrende Leer? Troe I, Galilæeren kommer igjen? Han er ei, og bliver ei meer! (Mulmet indhyller Alt) Stemmer. Betyder det Mulm: forbi er vort Haab; men Mulmet vender tilbage fra Trældoms og Løgnens Dage? En romersk Høvedsmand. Se, Himmelen aander sin Kummer ud, og Skyerne fyldes med Jammersraab! Ja, Han, som vi dræbte, var vist en Skyldfri, en Christ, en Gud. Disciple. O Overtroes Natøie, Hvad du seer ei Lyset, men Nattens Veirblus er. Præster. Nu, Altre, indhyller Jorden i Røg! Kun Sceptre Slægterne skimte igjennem at glimte, SIDE: 483 som Gnister, der ud fra Baalene føg! Nu jubler, Baal! nu hviner Spær, som før i sløve Trælles Hær! Ufrelse, Ufrelse, nu, som før, fornegter du dig, naar Frelseren døer? (Torden og Lyn. Røvernes Kors styrte overende) Rædsel! Rædsel! Offret bragt er Mørkets Magter, og de hyle efter fleer. Men skulde et Veir, øde vor herlige Seir? Lad Mulmet kvæle den jamrende Hob! Vi splitte det ad med Seiersraab: Triumf! Underdanig er Jorden! Den bæver under vor Fod. Stemmer. Men ruller og denne Torden henunder jer Fod? Præster. Ha, djærve Israels Præster, vort Baal skal Lynene sløve, vort Seiersraab Tordenen døve: Triumf over Lærling og Mester! Stemmer. Dagen sortner, Solen graaner, Lyn, som Strømme Blod, nedrisle, Dybet sluger dem og brister, Ild udhvisler. Visne Sol, dig Mørket haaner; thi nu flammer Dybet jo. Præster. Himlen vil ei korset see, Jorden bære ei dets Spe. Vi i Dybet styrte da med Korset og med Golgatha! SIDE: 484 Stemmer. Usle Seierherre-Glæde! skjælve I for Luftens Vrede; men for Himlens ei? Stemmer. Se, paa den Illværksdag Himlens lyse Tag sig forvandler til en huul, Sarkofag, saa sort som Muld! Lyn, som sultne Ormeklynge hugge, bide, hvæse, slynge sig om Jorden, levende der begravet. Luften Mulmen; Fraade Havet; Jorden Ulmen; Bjerget gaber, Sletten ryster; Golgath, som i vilden Smerte, bæver, hæver sig og kryster Korset op mod Sky, som om Jesu brustne Hjerte det til Himlen vilde flye. Præster. Ve! Lynets Øjekast vorde saa vrede; fra sorte Himmel i Golgaths Stimmel, de kun efter vore Hoveder lede. Vi flye! vi flye! Stemmer. Hvor flye? hvor Ly? i en brændende Sky? paa en bølgende Jord? Hvor flye? O, hvor? SIDE: 485 Præster. Intet trøster; Alt forskrækker. Alting truer; Intet dækker. Disciplene. (flokkende sig tætom Jesu Kors) Jo, i Korsets Ly Lynets Spidser speile sig i stille Isser. Tordnens Sky mellem vore Øjne brast. Blinked vore Øjekast? (Mennesker stimle om Korset) Stemmer. Som af Angst, guulsorte, svulne Skyer buge henad Jorden sig og knuge sig i Mulden ned, og mullne hen i giftig, lummer Damp. Præster. Ve! midti vor Seier vi døe! Disciplene. Et skarpere Lyn end dette, der fødes ifleng af Sky'n, vil Synderen ramme. Om, snoet og kvalt, paa Bunden af hans Hjerte det ligger til Aldren graa, et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae; det er hans Grav. Præster. Ombølget af Flammer og bævende Høie og hævende Dale er Golgatha Rædselens Ø. Ve, finde vi ei SIDE: 486 gjennem Mulmet henover de bævende Høie en Vei? Disciplene. Nei, Jesu Mordere, nei! Thi Jorden gaaer i Vover; som Skyen den bruser huul; den driver under Fod. -- Ha, den vil tye iskjul. Ja Høi og Skrænt med Blomstertop frem ormer sig imod en Afgrund -- ned den styrter . . ha! for ei at blive et Golgatha. Ve, Jorden gaaer i Vover, som Luft og Sky var den; og Mørket ruger over, som hvælved kulsort Muld sig op til Luft og Sky igjen. O Gravens Mørke! Ingen seer, at han blandt tusind Blege er. Hver stirrer blind i Mørket, som var han sat en rædsom Nat alene midti Ørken. Enhver staaer ene med sin Jammer, og lytter til Naturens Ve. Nei! nei! vi see: Lyn, som om hele Scheol paaeengang lyste, er Rædselsdagens Sol; og Tordenbrag, som om paaeengang Helved gyste, er dens Sekunders Slag. Lynet nedad Korset flammer . . Se hvor det i Mulmet ene breder ud de røde Grene! I rædsomt Lys det kneiser frem. Dybet brast; dets Luer blege, SIDE: 487 Satans Fingre liig, paa Korset pege . . nu hvislende de klattre opad det . . nu Dybet atter sluger dem. Præster. Ha, Golgathas Been og skinnende Knogler sig reise i Mulmet bag Mose og Steen. Alt Helvede kogler. Sig Dødninge reise paa smuldnende Ogler, og Skallerne hvirvle saalænge rundt, til Struben de finde og Benenes Bundt. Bort Fæle! -- Ha, blege Profet-Gestalt, du byttede galt. Dit Hoved er dit: paa en Viismand det sad; men Støtten, du tog, er en Røvers Rad. . . Nu kommer hans Hoved, og putter ind i sin hule Kind din vise Strube, din stive Ryg, der kneised engang, mens Kongens var myg. Saa kives I heni Veir og Vind. Bort! bort! I vide maae bedre: Jer dræbte ei Vi; det var vore Fædre. Stemmer. Alnaturen jamrer sig ved den dræbte Frelsers Liig. Ilden hviner, Luften hyler, Skyen brager: Han er død! Jorden brøler, Vandet fraader, Dybets Echo huult gjentager: Han er død! O, saa Alnaturen klager: Han er død! Disciplene. Jorden briste ved vor Fod! Lyn vort Øje gjennemsuse! SIDE: 488 Torden Øret gjennembruse! Alle Rædsler op sig dynge paa vor Isse! alle Smerter i vort Bryst sig sammenklynge! Havet høit sig sammenslaae! Jord og Himmel maae forgaae! -- Med saligt Hjerte, med rolig Pande de Frelste staae om Korsets Rod, som stode de end i Paradiis, uskyldige, i Læ af Kundskabens og af Livsens Træ, med Frugter -- o af Forsonerens Blod -- og Gud befalte os Syndere: spiis! O Kundskabens Frugt vi fortærte, da Jesus os Dyden lærte, og Livsensæblet vi brød, da Frelseren sagde: der er ei Død. Præster. Ei Skjændsel, at flye for Dybenes Kræfter. Til Templet vi tye, til Alterets Flamme ifra det rædsomme Mulm, det Djævelens Flor om Golgatha. Vi flye . . hver Troende følge efter det flygtende Præsternes Chor! Israels Hellige, samslutter eder! Fra Golgathas ravende Hei over bævende Dale vi bane os Vei! Gjennem Mulm og Ild, gjennem skjælvende Salem vi flygte til det evige Zion. Kun Tempelet redder. Det ryster ei Satan. Det hviler fast. (Ville flye) Stemmer. Tilbage! tilbage! Det evige Zion det brast! SIDE: 489 Høialtret sank, Forhænget revned ito. Stormvinden hvinede hvast ind i det Helliges Bo. En mulmet Hule det Helligste er. Der Svovl for Ambra damper, og Dunster brænde som Lamper, og gysende Dødninge vandre der som Israels Præster. Tilbage! tilbage! et evigt Gab mellem Golgath og Zion sig fæster. Præster. Ha, Alteret seired for seent! Stemmer. Ja, Alteret seired for seent! Præster. Da, Jordens Throner, tilhjælp! tilhjælp mod den dræbte Forsoner! Vi mægte ei meer at opklække Eder Trælskarer fleer. Ja Altret tilhjælp nu med Sværd og Lænker! Thi Folket haaber, og Folket tænker. Opblusser for Altret, I Throner, da! Vi offred for Eder paa Golgatha. Fremblusser I Throner, udgnistrende væbnede Millioner, af Trælle, der sælge, svigraadige mod sine egne Brødre, selv Liv og Blod! Da, se, vore Lamper og Altrenes Ild forvandle sig til en Række af blodige Baal! I den eders Trællegeleder skal hærde hvert Staal til blodige Kors for Os og for Eder. Vort hellige Forbund skal kue med synlige Luer den Sjelenes Lue, SIDE: 490 med Baal og Bøile de Oprørske tøile. En Val da vorde al Jorden, før Alt gjenvender til Oldets Orden! O, stor blier Kampen: Millioner imod Millioner i Flammer og Blod! Stemmer. Jorden briste ved vor Fod! Lyn vort Øje gjennemsuse! Torden Øret gjennembruse! Alle Rædsler op sig dynge paa vor Isse! alle Smerter i vort Bryst sig sammenklynge! Havet høit sig sammenslaae! Jord og Himmel maae forgaae! -- Med saligt Hjerte, med rolig Pande de Frelste staae om Korsets Rod. Tyranner! Som Jesus Vi vide for Frihed og Sandhed at stride og lide. Vi frigjøre først vore Hjerter, saa af Skuldrene Lænkerne briste maae. Thi viid, i eders Baal, mens eders Piinsler hvisle i hans Nerver, rundt hans Hjerterod, med Barmen kold af eders Staal, det Menneske, som veed der er en Gud og en Udødelighed og Syndernes Forsoning, med rolig Høihed maler med sit Blod: først da jeg som min Mester leed, da blev jeg fri og fik min Æreskroning. SIDE: 491 JESU LEGEMLIGE OPSTANDELSE BEGRAVELSEN (Aften. Udenfor en Grav-Grotte. Rachel pyntende Jesu Liig. Petrus staaende hos i sløv Sorg). Rachel. Se, Rachel pynter Jesu Liig, forglemmer reent, at pynte sig, som var hun skjøn alligevel, endskjøndt hun skal til samme Fest, i samme Hal, (og det som Meer end Gjæst) i denne Sorgens Kvel. Ak, Simon Petrus, Du, i Intre blød, i Ydre ru, maa ogsaa have dig et Vist fra Livet til at sørge over? Dog, det er sandt, som jeg, du ei vil lade Sorgen gaae sin Vei, idet du gaae din egen vover. Du end paa Livets vilde Bane, som Menighedens vaagne Hane, en Stund paa højest Kvist vil vippes. . Nu -- Meer du faaer nok i din Pande af dette kummerfulde Sande, før, seige Dryp, du slippes, istedetfor, bag Stenen der, det skjønne, store Ubestemte. Ah, vel, om Dette end ei er, vi vandt jo dog; thi vi jo glemte! Men, o jeg haaber -- følg derhen! Jeg kaarer dig til Brudesvend. Nei! nei! Du vil ei? Nu, saa tag, som du har faaet i denne Dag, hver Stund den Livets Skjænk, det Visse! SIDE: 492 . . Ja sandt, en herlig Ejendom, der Hjertet som en Negl kan spidse. Petrus. Bagtal ei Sorg! thi den gjør from! Rachel. Det kan jeg ei. Den boer jo, liig en Satanas, der soler sig, i Rachels Øje; foran mig frem vandrer den i hvert et Ord, med sære Smiil til Stav -- nei vandrer ei! den er ei stadig; men flaggrer som en Flaggermuus, der -- unaturligt -- har til Huus en moden Rose, tusindbladig. Men hvordan end den flaggrer, flaggrer den dog hen til Rachels stille Grav. Thi sandt, min Petrus, som du siger: Sorg gjør from. Ja Flaggermusen "Sorg" er god: den hvifter, svaler hidsigt Blod, og dette er jo Alt. Thi gløder det (det Rachel veed; du maaskee, gode Petrus, med) da gaaer det galt. Pyntet er du nu, søde Brudgom, pyntet smukt: Myrrhalugt og Cypressekrands i Haaret, ikke Tornens røde Frugt. Dette Alt og hvide Lin, der en Vinge svanefiin lægger mildsom ovenpaa, venligt svøber Alting ind i Maaneskin, dig den Herre Josef gav. SIDE: 493 Men den Sløife himmelblaa, hvorpaa ned en Taare løber, paa dit Bryst, er skaaren af Rachels Brudebelte. Røden Blomst, i Brystet brænder (den jeg "Christi Bloddryp" døber) Roserne i begge Hænder (o de gløde, saa de smelte) Nellikknop paa hver en Fod, Dette fæster paa dig Israels gode Præster. Gode? O, nu ere Alle gode! Josef god: Josef lader Jesus ei slænges hen paa Alfarvei. Judas god; thi ei han vil forraade meer sin Mester. Haarde Jesus er nu god; thi, se, at jeg kyssede ham, han tillod. Rachel er god, som fik Lov dertil, og hykler ei Svaghed fordi hun vil. Og Israels Præster? Af Alle De bedst er; de vied os sammen . . Hvo smiler vel haant? Har Rachel denne Ære laant? Fik jeg den ikke saa uden Villie, at være Jesu Gravhvælvs Lillie? at favne første-sidste Gang min Elskede paa Dødens Tillie, i denne Klippe-Urne trang? Gjem dine Haansmiil til dig Selv! Jeg hvile skal i samme Hvælv, som Jordens Frelser . . o saa nær, somom i Døden hans Brud jeg er. Ha, tænk -- Messias og en Synderinde samavle Maddiker derinde! Men Ei! de vorde Engle smaa, talløse, uden Navn, der sværme ud paa Vinger blaa SIDE: 494 af Jesu og min Favn. Men skulde ei Josef tillade mit Liig i Jesu Gravhvælv at hvile sig? "Nei Kvind, det gaaer ei an! Bort! Du dig skjænder. Der ligger en Mand." Gud fri Os! Love forat leve eller døe af Dem, som svømme her af Naade om paa en Gravhøis Øe? For Kjærlighed og Barmhjertighed Love? for tørre Øjne og vaade? for naar man skal vaage og sove? Love for Lune, Afsky, Behag? Love for Anstand, Følelse, Smag? Love for Naade? . . Gud fri os! at Naturens Kræ vi klavre op, og lægge Noget, der skulde ligne Aaget, ned paa dens Skuldre -- se da Simson i de brændte Traade! "Nei Kvinde, nei! Det gaaer ei an" saa ville lyde Lovens Ban, og Rachels ømme Ønske i Vejr og Vind det fejer som Nordenvinden mejer den spæde Foraars-Grønske. "Det gaaer ei an," det hedder tvært, "og stakkels Rachel du har vær't forvist et Verdensbarn." O Jesu rene Støv, mit Kjød, det Skarn . . o Fy! nei: i en Taage fangne Morgensky, i Dyndet blæste Rosenløv, det raser, som vil hvile hos dig i samme Hal. Den syntes mig saa skjøn, saa sval, SIDE: 495 og Kjødet sukked efter hvad ei Aanden turde ville. O, udenfor din Hvælvings Dør, mod kolde Marmorpille sit arme Hjerte Rachel tør vel trykke til det bliver stille . . o ja til Morgenrøden ei mægter det at tænde; thi det og dets Elende er svalet hen i Døden! Petrus. Din Graad, o Kvinde, har Intet at betyde, hvor se, en Mands maa flyde. Rachel. Dog arme Kvinde -- Rachel maa sig finde i at kaldes saa -- ei Mere end sin Taare eier. Men baade med Pung og Øje kan Herr Josef græde, den rige Mand. Men dobbelt veier mod Pungens Nardus hans Øjes Vand. Thi sjelden til en simpel Taare har gyldenskjermet Øje Raad. Ja, pyntet er du, Christ paa Baare, med Alt hvad Jorden dig kan skjænke, med Alt hvad Kjærlighed kan tænke: med Riges Salve, Armes Graad, med Myrrhaduft af Rigmands Krukke, med Armes Sukke, ja Rachels Sukke, Rachels Graad. Ja sandelig, søde Brudgom, du saa deiligt ret er pyntet nu, som pyntet En kan blive af kunstig Kvindehaand, men med et sorgfuldt Hu, -- oh nei, af lystig Brudehaand, SIDE: 496 som om Du var ilive -- oh nei, af traurig Dødninghaand, men med et Brude-Hu. . . Ja er ei dette Liv et langt Formælings-Gjæstebud, hvor man maa holde ud og sidde -- og saa trangt! -- til Faklerne, de Livets Dage, sig brænde ned i Gravens Stage. Der Bordskik holdes, som man kalder; man faaer hvad paa Tallerknen falder, ei hvad man lyster selv; ja, selv om jeg er Brud, jeg maa dog sidde stiv og stram, ei engang skotte hen til Ham, man faaer, naar Alt er endt. Da fri hun jubler: "endelig forbi! Nu splitter jeg mit Jomfruslør; nu lukke vi vor Kammerdør, vor Grav med fasten Hvælv." Petrus. Afvejen, Rachel! Gale Kvinde! Dig maa ei Nogen see derinde. Og der alt kommer Toget. Rachel. O! Jeg veed nok Verdens Tunge, har villet foresjunge dens Daarers aabne Tro, at Rachels Hjerneskal er bleven Babels Forvirrings-Hal. Og sandt! den Aandens Baldachin er bleven til en Slags Ruin. Men, da den styrted, styrted den i Rachels Hjerte ned, og gav det den Ærværdighed, SIDE: 497 det aldrig havde end. Nu Fienders Spe og Venners Spot, dit Sværd, o Petrus, der bed saa godt, maa pikke, maa pukke, maa bande, maa sukke, maa banke med staalsat Kjølleknop -- Vi lukke ei op. Den stærke Dør mellem Os og Eder Dødens altskjulende Vinge heder. Did bag naaer intet nysgjerrigt Blik. Den knirked "Forbi!" da til den gik. (Jesu Liigfølge, bestaaende af hans Lærlinge, Venner og Veninder, stille sig med Fakler om den aabne Sarkofag. Vagt i Fjernet. Petrus slutter sig til Følget og vil tildække Sarkofagen) Rachel. -- For Himlens Skyld! o, ei endnu! Jeg har ei pyntet ham endnu! Ei sagt Farvel endnu! (Stryger Jesu Liig over Panden) O Jesus, Marias og Himlens Søn, hvor er du skjøn! O, stolte Pande -- nu et stille Hav! O, milde Læbe -- nu kun Krands paa Grav! O, søde Kind -- saa bleg du er, bryd ei dig meer om Morgenskjær! En fager Aftenglands du faaer af dine Venners Fakkel; en venlig Aftenstjerne Rachel nedryster fra sit Øjenhaar. -- -- Ak, som en stille Kilde klar, vort Liv dog kunde rundet, i Palmelunden svundet! Men dig til Ørknen Aanden bar; mig Verden Hjertet sønderskar, Du flygtede, at ei en Kvinde (og denne Kvinde Rachel var) med snevre Smiil dig skulde binde, med milde, men med jordisk, Øje SIDE: 498 dig drage fra dit Maal, det høje, ned til det stille, lave Hjemme. Du ilte forat Rachel glemme; og fra sit Liv hun eier kun af Skjønt et vemodindsvøbt Minde fra Bethlems Lund, hvor bort han fløi -- jeg stod tilbage, hvor jeg har elsket, og har klaget ud. Ak, kan jeg klage? Du, stærke Helt, Dig trøster jo hverken Moder eller Søster -- o eller Brud! Men, stor, somom et Himmelhvælv du engang havde diet, troloved du en Verden -- Ja, det synes som Gud Fader selv har Eder sammenviet. Gravchor. (medens Sarkofagen bæres ind i Grotten.) Til Høiheds Throne, Frydens Hjem, til Sandheds Himmel klar din Sjel sig selv henbar. Men Jesus, se! dit Liig, din Aske bleg, der sank da du i Himlen straaled ind, din brudte Stav, til hvem en Verden lænte sig, ad hvem -- ja opad disse Saar som opad rosenstrøede Trin -- Du til din Himmel steg, vi bære hen til Fredens Hjem, til Støvets Himmel, til en Grav. Farvel du elskte Leer! saa smukt, endskjøndt Du ikke er Hans Høiheds Billed meer! O usle Støvets Æt, som elske end den brustne Urne maa, hvor Dødens Bild er præget i! Ja Støvet maa tilbede det, SIDE: 499 til engang Vi, som Englene, Hans Høiheds Dragt af Ætherild beundre tør igjen. Og dette Støv til vort jo siger: snart din Jammer er forbi. Fortærelse, din Rædsel mildn! I Blomster, Støv, smelt hen! Vi see dig da igjen. Ak, søndersplitter nu, du ødsle Jord, det Svøb, som Jesu Smerte sukked i? det Slør du vov saa skjønt, at deri fanged du den Herligste af Lysets Engle -- ak, det øder du fordi det blev Hans tomme Spor? Vel, tag det! Gud er jo i Dybet; Graven yder Ham sin Lov. (Liigfølget fjerner sig. Rachel sætter sig lænende til Sarkofagen) Rachel. Saa tungt det er for Kvinden at hvile i den Elsktes Blod, saa sødt for Synderinden, at hvile ved sin Frelsers Fod. O elskte, milde Christ, døm mig for haardt ei hist! Ja mildere end her! Ei kald mig "Kvinde" der! Hvis ei, hvis ei, da fremstaaer jeg, som eneste Klager dig imod, ved Skaberens Thrones Fod. Naar, selv fordømt, jeg slæbes bort, jeg vidner, i min Afgrunds Port: "Du, Jesus, dog en Pligt forbrød; thi ingen Kvinde Fryd du bød; thi ingen Kvindes Fryd du nød; thi Fadernavnet du forskjød, og Børn forevige dig ei. -- Er denne Pligt den mindste? Nei! Den første, største, skaberhøje!" SIDE: 500 -- O usle Rachels Kvindeøje, som Myrens uselt, kun du seer en Himmel i en Tues Vrimmel! O usle Rachels Hjerte, der det største Sorgspil skue vil i mit Livs lille Scene til Messias' store Sørgespil, somom hans Frelserfærd var ene til min Ulykkesfærd en Scene! -- Ak, saa ei Rachels Sjel vil tænke. Min Barm kun sukker som din Enke. Det er min Arm, som nynner saa, fordi den vugger ei dine Smaa. Ei Rachel, men en Kvinde, græder. . . Og dette Alt -- javist som alle de andre Kvinders -- ikkun er de gamle, smudsede Hverdagsklæder, der falde -- ah, de falde. . Med Duft og Lys jeg dem omskifter. . . Ah, lette Brudpynt, du omhvifter min Sjel jo alt; og Rachel er ei Kvinde meer -- -- (Vagten nærmer sig) Vagten. (støder til Rachel) Bort, gale Kvind! Vi vogte bedre det Aadsel der for Israels Fædre, som os, med Sved paa Panden og Blik i Muld, Pilatus bød. Hei, Kvinde, vil du stjæle Manden? Jeg troer, ved Helved, hun er død! (Vælte en Steen for Indgangen og sætte Segl for) OPSTANDELSEN (Morgengry. Jordskjælv. Stenen for Indgangen til Graven styrter fra. Jesus kommer frem. Vagten flyer). Jesus. Trofaste Rachels elskede Sjel, endnu et ilende kort Farvel! SIDE: 501 Til Himlen idag Du ile! Du dvæle, Du vente mig over en flyvende Stund, imedens jeg sprænger mit Mæle, i Støvet opstander, brydende Klippernes Grund, de Svage opmander, at Ordet ei døer paa den zittrende Mund! De skulle forvisse selv Hænder og Øje, Fingrene ind i Arrene føje, tvivlende Tommel i Vunden indpløje efter den Spidse, jeg maatte i Dødsstunden døje. Siden de ville aldrig forglemme mit knækkede Brysts dæmpede Stemme, mit blege Aasyn, de Dage faa, vi endnu tilsammen paa Jorden gaae. Modet vil da opflamme de Svage, Troen ei vakle i stormende Dage, Iveren være en brændende Tørste mellem min Menigheds kjæmpende Første. (Gaaer ind imellem Træerne. Jesu Veninder komme) Maria Magdalena. Hvad? Graven aaben? Seglet sprængt? og ingen Vagt? Da Jeg vil vaage til Lyset gjennem Morgnens Taage er ind i Grottens Dybde trængt. Rachel. (Kommer frem i Jesu Liigklæde) Forfærdes ikke! Han er opstanden. Men iler, som Lyset fra Himmelranden, at det kan blive Alverden fortalt! (Afs.) Jeg føler Døden. Han har mig kaldt. Nu til hans Moder jeg vil mig slæbe, med taksom Læbe der al min Vaande ved hendes Hjerte i Fryd udaande. (Gaaer) SIDE: 502 Jesu Veninder. Graven -- som Englen sagde -- er tom! Flux til Apostlerne om! En af Veninderne. Der kommer Johannes og Peder. Veninderne. Ve Os! Forgjæves vi leder. Jesus er borte. Splittet er Graven. Peder. Skjult af en Ven eller Uven i Haven.? Johannes. O skulde hans Hjerte, af Favntag omarmet, af Myrrha og Balsom opvarmet, dog have været den ulmende Kjerte? Veninderne. Afsted at berette, Brødrene Dette! (De og Apostlene ile afsted) Maria Magdalena. O kunde Maria Magdalene udaande blot paa disse Stene, i Himlen for hans Naades Fylde jeg skulde -- o, nei ei undskylde -- men hvordan jeg blev Synderinde, bare min milde Dommer vilde jeg forklare. Jesus. (træder pludselig frem) Maria! Maria Magdalena. O, Mester, du lever? Men dine Knæ af mit Favntag forsvinde. SIDE: 503 Jesus. Maria, ei rør mig! (Forsvinder) Maria Magdalena. "Maria?" ei "Kvinde?" Heller ei kalder han mig "Synderinde". Mit Hjerte bevinget sig hæver, Skjændselens Steen i Luften er pukket, Bluselens Baal paa Panden er slukket; mellem de Rene samles igjen Maria Magdalene. Men, o at jeg havde, milde Fortrøster, tusinde Røster, Verden at melde, at Frelseren lever. (Gaaer; møder alle Apostlene) Apostle. Vi vide det, Tys! Med Os har han spiist. Andre Apostle. Os har han Naglernes Vunder fremviist. Thomas. Fingeren har jeg, Sandhed at vide, lagt i hans endnu dryppende Side. Petrus. Hvad er det Alt? Kanhænde ei død. Men Hvo kunde tvivle, da Brødet han brød? Da Alle ham kjendte, og Hjerterne da, som ved Nadveren, brændte. Han var sig saa liig fra hiin hellige Kvel, at Tvivl ikke findes meer i vor Sjel. HIMMELFARTEN (Apostlene forsamlede paa et Bjerg. En Sky driver over). Petrus. -- Ha, Mesteren borte! Endnu han talte. Endnu i Luften Ordene bæve. SIDE: 504 Johannes. Skyen -- se hist med de straalende Porte! -- den, som neddalte, der gik han ind for til Himlen at svæve. Thomas. (afsides) Djævelske Tvivl! Mon han har sig forstukket? snelt sig tilbage i Ørkenen trukket? Der søge gudfrygtige Mænd sig Ro; i Huler de der som Grævlinge boe. Petrus. Den Gravopstandne er Himmelfaren. Vi see ham ei meer, det er vist, før vi hos Mesteren samle os hist. Han gav sit Farvel jo til Brødreskaren: "Over viden Jord gaaer, lærer mit Ord! døber dem Alle i Kirkens Favn i Faderens, Sønnens og Aandens Navn! -- den hellige Aand, hvoraf Himlene brænde, og som jeg eder tilhjælp skal sende. Salig hver Døbt! Mennesket er da som Himlens betegnet, ind i usynlige Herlighed svøbt, straalende frem, naar Støvets er blegnet." Afsted da, Brødre! afsted! afsted! I Øst og Vest! Jesus en Talsmand sender os med: det Sandhedens Mod, som føler sig lettest og taler som bedst i Tempelets Chor og ved Thronernes Fod. SIDE: 505 CHRISTENDOMMENS FØRSTE STORE SEJER (Mod Jesu Bekjenderes lille Skare trækker Cæsar og Kongerne op med sine Legi- oner. Israels og andre Præster. Akadiels og Jesu Aander). Akadiel. I Spidsen af væbnede Trælles Millioner, liig flammende Piilodde foran de sorte bredarmede Buer, paa Præsternes Raab -- Hør, Hærene rasle efter dem som Lænker -- fremile Jordens Herskere; foran dem Cæsar, det flyvende Spyd mellem Pilene. Men Alle (liig Orme, der bide hist snart her i den pilende Vrimmel mod Byttet) med hadfulde Øjekast ile, paa Præsternes Raab, med syndblege Aasyn, blodbesmurte Hænder, hid, for den høje uhørte Hjerternes Banken om Frelserens Gravhøi at nedknuse. Jesu Aand. Se Menneskeheden, liig tvende Have, som hvert af, dem var af Stormen livnet, paa engang stivnet i tvende høje chrystalne Hvælv. De briste sammen og saa begrave sig i de styrtende Huler selv. Men Sorg! Enhver af disse Tusinder Død-Indviede, som skulle endnu for Mørket stride, min Broder er. Ak, Himlens Fred, dit første Skridt paa Jorden gled ud i Blod, i mit! I Brødres Blod bereder Du dig evigt Leje nu? Det skal ei hænde. Sandhedens Magt skal Hjerterne vende. Hevnen og Hadet er da forleden. Tvesplittet ligner Menneskeheden SIDE: 506 ene mig Selv i Gethsemane Nat: mellem Seir og Tab, Haabets Høi, Fortvivlens Gab, Men sandelig, som Jeg, den skal mellem Dyb og Himmel sat et Seirskors plante paa sin Val. Dampen af Cæsars Stampen er sidste Hvift af Mørkets Flor. Præstens Baal, det høje, er Mulmets vilde Øje idet det ned sig sænker under Jord. Cæsar. Fra Roma, Jordens syvsøilede Throne, Jeg, Kongernes Konge, Cæsar nedsteg. Legioner af Konger var funklende Dugg i mit Spor. Hvi raabte du Zion? Israels Præster. "Se Zion liig Cyklop-Øjet ene i Dybet vákt, hvor Jorden vi indsmedde i Kronernes gyldne Lænker!" vi skrege. For Roma Zion speider. Konger. Fra Romas Thronetrin, Jordklodens Throner, Vi Herskere stege; vort sortnende Spor Legioner: de Trælle, vi have betalt forat døe! Hvi raabte du Zion? Præster. Fra skumle Huler, fra straalende Templer, Vi, Herskernes Herskere, Præsterne stege. Sig Guderne vælte -- se Slanger og Ild! -- i vort Spor. Hvi raabte du vældigen, Zion? SIDE: 507 Israels Præster. Vort Zion bævte . . Vi skrege -- Messias er kommen! . Konger og Præster. Da Ve! Israels Præster. Ja, Folkenes Haab, den Kongernes, Præsternes Rædsel ! . Konger og Præster. Da Ve! Israels Præster. Den Angest er svunden; thi skuer hans Grav der ! . Konger og Præster. Triumf! Israels Præster. Med hele sit Mulm Zion det Straaleglimt kvalte ! . Konger og Præster. Triumf! Israels Præster. At Alle Zions Seir kunde skue, og Alle hylde Zion som Ypperste (thi Det ene Alles Fiende beseired) Israels Præster raabte. Bag Cæsars Segl og Templets har Zion i Hulen gjemt sit Valrov -- høimodigen, se, nu Resten, der hist sig klynger, som Bytte, overantvordes Eder! (pegende paa Korsets Skare) Drotter! Altret tilhjælp, eders Klinger, de lange Geleder, drager, og deler Hjerterne hist mellen Eder! SIDE: 508 Cæsar. Ha, en Frelser betvang du Høipræst! Og nu skal Cæsar mod Trælle skjæmme sin Magt? Israels Præster. Hver af dem er en Frelser. O, Cæsar, skjøndt vældig, ei dræber din blotte Foragt. Konger. En Hær af Konger skulde slynge sin Sky af Spær paa denne Klynge? For Thronen sparer denne hulde Frygt! Fast staaer den -- Tak skee eders Fædres Kløgt! Se disse væbnede Geleder jo fortælle, at endnu mangle Thronerne ei Trælle! Alle Præster. Overmodige! gjenvaagner Aanden ei stedse i Barnet med frisk, uendelig Kraft? Flux vi maae jo, som Folkenes Lærere, standse i hver en enkelt Pode dens Væxt, madende alle de spæde Hjerner med ufordøjelig Føde? -- ja Alle; thi vide vi vel, under hvilken en Barneskolt kimer en Frelseraand frem? Israels Præster. Se roligt kneisede Templet som før paa det knælende Folk: da sig medeet, mellem de Trælles sortbrune, bærende Skuldre, en stjernehvid Engleving spiled, og løftede Zion mod Skyen. . . Ejaha, se, Kuppelen liig en drivende Dunst! og i Luften, brudte Regnstraaler liig, hænge det Helliges Piller! Ja Zion hele sin Vægt tiltrængte, for denne Ene at knuge i Støvet! Ormens Hoved vi knuste, men tolvleddet lever dens Hale. De grædende Blik hist om hans Grav ere blegblaa klasede Orm-Æg. SIDE: 509 Cæsars matte Langmodigheds Sol dem klækker; og da, Hersker, som Lyn, De levende nedhvisle over Kronen og udhule Afgrunde under din Throne! Cæsar og Konger. I rase Præster! Hvor er Messias' Krigeres Hær? Israels Præster. (pegende paa Korsets Skare) Der! Cæsar og Konger. I rase, Præster; thi hvor Messias' nye Præstechor? Israels Præster. (pegende paa Korsets Skare) Der! Konger. Vi sige som guddommelige Cæsar: Ham Selv I, Jovahs Præster, dræbte; og Verdens Fyrster skulde nu de visne Tistler paa hans Grav besee med Gru? med Kongespir og Præstestav mod deres blege Torne fægte? Israels Præster. Ve, Præster, himmelske Glimt er hiin Gravs Tistelhobs Torne! Ve, Drotter, denne Messias ei een Ærgjærrigheds Vilje paatvang de villieløse Millioner; men atter af Trælle skabte han Mennesker -- Præster og Konger. -- Ha! SIDE: 510 Cæsar. I rase, Præster! Dette Larverede kan ene Cæsar søndertræde? Har Cæsar ei en Svend? Israels Præster. Ja med en tung "Caligula" paa (en Ballist være Hælen!) Cæsar, du Selv knuse maa Disse! Ve, hvis de Larver en Vinge faae udspændt! Vare Legioner de Klør, hvormed dybt du mærker i Mulden, Cæsar, naar Du vandrer paa Jorden, favned paaeengang du rundtom syvsøilte Roma, dog Sfinxvingen, Zion udklækkede, Dig, Dig og dit Spor, Dig og dit Roma henveirer let som et glimrende Støvgran, opfløjen, for Himlen til frie Jord at nedhale med dristige Straaler. Konger. Haha! den Israels Frelser ei bort af Jorden skjærer de Throner den fra Oldet, liig Fødselsvorter, bærer. Præster. Nei, ved vort fælles Had! hvis Hersker meer skal være, vi maae ei skilles ad. Men nu, i Kampen Brødre, maae om Korset Vi foreente slaae af Baal og Spær en Ring, og holde saa vort Thing. Bæver! -- snart som Jordens Angestsved Kroner og Tiarer trille ned! Holde Vi ei sammen, Korset gjør fra Golgaths Hei, gjennem Spær og Flammen, som treegget Lyn, sig Vei. Præstespir og Sceptre ud af Jorden, stumpeviis, i vild Uorden, snart fremrage, SIDE: 511 Splinter liig af brusten raadden Byld. Thi -- o ve os! Trællen tænker, maner Sagn fra gamle Dage, maaler vor og vore Fædres Skyld, blotter op mod Solen sine Lænker, sukker: "Himlens, o min Faders Øje! skal du see din Søn i Skjændsels Bøje? Nei -- ei længer!" siger han, og Lænken bort han slænger. Med et tænksomt Øje han maaler Hyttens Moserand med den gyldne Top af højen Slot; saa med Hovedet han ryster, siger: "arme Jord er syg!" ryster stærken Seneryg, som om Kobberkupplen lære vilde han, at hilse Trælleskolt med Ære. -- Det er Frelserens Soldater! Det Messias' Præstechor! Agre skulle vorde Stater, simpelt Tag skal vorde Slot, hvor, som Drot, et Menneske boer. Thi se Messias, ei Præst ei Drot, han er en Republikaner! Cæsar. Hvi skrække os, I Præster? Ha, I lyve! De Aasyn hisset ligne ei Stolt-Roms Republikaneres, der puste af Raseri op Kinderne fra gustne Skindvinge-Par til Lupas Ulveyver. Igraad Republikaneren? Oh nei! -- Jo Fingren græder Blod til evig Tid. I Smiil Republikaneren? Oh nei! -- Jo Dolkeglimtet er hans Smilen blid. Er Alting for ham tabt, hvis ei han kan, som han kalder, være fri, SIDE: 512 han siger kold: "min Grav har gabt;" og gaaer deri. Men Disse? -- ja, ei barske Træk dem heller for Stridsmænd eller Filosofer skjælder. Men deres Aasyn (eller Særsyn) sammen har parret Elsktes Sorg og Arvings Gammen. Israels Præster. O Cæsars Letsind! du skjælver for vidløse Pøbels Skrig? Men leer, naar Folkene reise sig fra Pol til Pol, og storme ind som kulsorte Have om Kapitol? De fordre, med Grunde saa mange saa klare, som Stjernernes Skare, ei Cæsars Slaver at være . . Konger. (afs.) Vel! Israels Præster. . . ei Nogens Slaver at være . . Konger og Præster. Ha! Israels Præster. De kræve den Ret af jer Fyrster igjen, dem skjænktes af Himmelbeherskeren. De kræve tilbage for Legem og Sjel hver Menneskerettighed. Konger og Præster. Ve Os! ja da! SIDE: 513 Israels Præster. Thi det er Frelsen, at Jesus Messias har viist Mennesket! ha! -- hvad det er. Den Sandhed . . Præsterne. Tys! Israels Præster. Og Frihed . . Cæsar. Tys! Tal før om Lys! nævn ei den Lyd! Ei Folkene nok ere Slaver endnu, til dette Navn at høre uden elektrisk Zittren under Huden . . Mit Rom sin Frihed kommer end ihu! Præster. Vær rolig; Rom har glemt sin Dyd! Israels Præster. Ei nævne Frihed og Sandhed? Selv Kvinderne synge rundt Korset dem nu. Ja, raabe dem med et Dødsskrig, og sige: "paa Jorden du finder ei dem!" Thi dette Guddommens Hjertepræg, dette, som Herskerne mumlede, Han har gjenvakt, straalende. Trællen sin Høihed har skuet, og Døden kun kan forbyde Trællen at rive tilbage dens Fordringer. "Ha, ligge de paa Cæsars Isse end -- saa synger Han og griber dristig hen -- og ruge tunge Altre over dem: vor rige Fødselsgave, paany af Jesus lovet, SIDE: 514 dog er ei højere forlagt end paa en Broders Hoved, ei dybere i Jorden bragt, end Menneskehaand kan grave. For Mennesket de maae igjen herned, herfrem!" Og døer da Trællen, som Curtius døer han; og Tusinder over hans Liig, som Myrer, vrimle mod Maalet. -- O Herskere, seer: de Trælle, som hadede eder tilforn, og foragted sig Selv, nu ære sig Selv, see nedpaa Herskerne nu med medynksomt Alvor. Som fra et Krat bag Tjørn og Blade fremdrages et Pragtmonument, fremdrager nu af sine Pjalter hver Slave et Reen-Ideal af et Menneske, dyrkende det som Guddom, kaldende det, efter Ham, som vi fældede, "Christus", og "Christne" sig Selv. Cæsar. I rase, Præster! Cæsar mod denne Flok? Cæsar, hvis Øjebryn sig sammentrække som sorte Dødssky'r over Kongers Række? En Liktor er vel denne Haandfuld nok? Gaa, Sergius Paulus, split dem med din Stok! Israels Præster. Han vender ei tilbage meer end Arkens Ravn. Og, hvis han vender om, da vist han bærer, som en Oliekvist, i Munden Jesu Navn. Thi dette Kors fortryller: det er somom en Aand det over Jorden svang, og Alle, hvor det svæver, maa dandse Haand i Haand med Hosianna-Sang. SIDE: 515 Præster. Ja farlig er selv Duften af Frelsens Sæd, der skjød i Disse op som Kjerner af stærke Livsensbrød. Den Sæd forgifter Luften. Derfor vi Præster høje den svide af med Baal; I Fyrster maae den pløje op med Falangers Staal! At ikke Duftens Lysstrøm skulde sig hvifte over Mulde, maa Cæsar sit skyhøje Staalgjærde rundtom bøje. End tændt den har kun Hjerter faa -- ei fleer end Cæsar knuser smaa. Snart gaaer den over Hav og Bjerg -- i Iisboens gløder den; og Han, tilforn halv Dyr halv Dverg, blier Menneske igjen. Cæsars Bud. (Til Jesu Forkyndere) I Cæsars Navn, bort I Gravdyrkere! Jesu Bekjendere. I Guds, vor fælleds Faders, Navn, vor Broder, hils vor Broder Cæsar! Cæsars Bud. Broder? Ha Han, hvis Billed Vi og I maa dyrke? Jesu Bekjendere. Hils Cæsar, Jesu Grav er Fødestavn for nye Slægter vorden: ja, for en Menneskehed, en Helteorden for Himmelen paa Jorden. Vi ere som Sambaarne, SIDE: 516 som Lysets Tids Aarbaarne, af Jesus selv Udkaarne. Kom Israels og Romas store Præst! sid her ved Korset! Cæsar sæt dig næst! O kommer, Børn, og lærer Kjærlighed, og bedste Sandhed, Englen veed! Præster. Nu, Cæsar, har du hørt? Din Høihed er under i Skarnet ført. Cæsar. I Pontifexer ere ogsaa blevne som Poge i en Skolerulle skrevne. Gaaer! Om igjen! I skulle lære atter! Hvadheller straffer I, som jeg, den gale Jødesekt med Latter. Jesu Bekjendere. (til Cæsars Bud) Hils Præsten: Frihed til at tænke er Menneskets Krav! Mod Himlen raaber det fra Jorden igjennem Jesu Grav. Stemmer iblandt Kongernes Skarer. O, alle vore Hjerter Tunger vorde i denne Jordens Mund! Præster. Og Beenrade vorde dens Tænder! Du Cæsar, vort levende Spær, I Konger, vor flammende Hær, udfarer som viede Spyd af Præsternes Hænder! Jesu Bekjendere. (til Cæsars Bud) Hils Kongen: ingen Lænkes Løb beskjæmme maa den Skulder mere, der nyder Æren af at være en Himmelborgers Svøb! SIDE: 517 Stemmer iblandt Kongernes Skarer. Ha -- Sandt! Cæsar og Kongerne. Til Vaaben! Nu frygte vi dem. Jesu Bekjendere. (Til Legionerne) Ak, Brødre, ville I Brødre slaae? i Døden for egne Tyranner gaae? Cæsar og Kongerne. Ha -- Bannerne flyve ei frem? Jesu Bekjendere. O slutter en Fred med os, I Kongernes Hære, og deler med os, eders Brødre, Seiren! Stemmer iblandt Kongernes Skarer. Bort, Sværd! du er en Bolt. Geleder Lænkeløb! Bort gyldne Baand, du er en Kjæde fiin! Et Herskersmiil er Bann'rets røde Liin! Cæsar og Kongerne. I Døden for Thronerne! Præsterne. For Præsten, for Altret til Mord! til Død! Cæsar. Frem! frem Legionerne! Ha, hørte I ikke, Jeg, Cæsar, bød? Stemmer i Kongernes Skarer. Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd, at døde Staal og gylden Kvast (der ligner Fyrstesmilet stivfrossent i dets Hast) gjør Træl til Helt igjen! (Sønderbryde sine Vaaben) SIDE: 518 Jesu Bekjendere. (til Cæsars Bud) Hils Alle: Ret og Sandhed er vor Styrke! Vort Løsen: Kjærlighed! Vor Sejer Friheds Fred! Hils Alle, at vi ved det største Menneskes Gravhøi dyrke vor egen Menneskehøihed: at vi vide, den dyrkes skjønnest, naar vi den vort kjære mindre Væsen offerbringe (som offre Jorden hen for Himmelen) naar vi for Frelsen lide, naar Vi, som Han, for Frelsen døe! Cæsars Bud. O Den, som veed at døe, selv Cæsar ei kan tvinge! Jeg heller, Brødre, døer med Eder end er, for Cæsars Guld, imod mig Selv Forræder! (slutter sig til Korsets Skare) Cæsar. O rædsomme Verdens Sygdom! Selv Cæsars høire Haand (en Sergius Forræder!) fra Hjertet løsner sig, fra Cæsars gyldne Baand! Er Menneskeheden raadnet? Ha Sergius Forræder, du drypped af det Hjerte, hvoraf du var en Deel, bort som en Draabe Edder! Og der -- der flyder atter bort Cornél. En Mand af Cæsars Skare. (slutter sig med sin Familie om Korset) Farvel, Gud-Cæsar! O min Priscilla kom! Vi vandre forat finde os et bedre Rom. Cæsar. Frem! frem! Forraad! Forraad! SIDE: 519 Præster. Ve Herskere! Alteret, Thronens Grund, ja Alteret selv nu er hulet ibund. Thi Sandhed er Trællens Tale og Frihed hans Daad. Konger. Ja ve Os! Folkene ere af Kongernes Vinger affaldne Fjere. Hvor Vindene lyste, der storme af den Frelserens Grav, de drive hen; Vi ligge som Aadsler igjen. En Jesu Bekjender. Israel, mit Folk, Du først er kaldet. Thi du var Frelserens Hjem. Saa trine da du blandt Folkene først til Korset frem! I Himmelen elsker dig Jesus endnu; thi du var hans Hjem. O Josefs ærværdige, skaldede Fa'r! du ilte til Sønnens bredfulde Kar. Nu raaber din Søn jo igjen: "Den Nilens Slette kun Bugen kan mætte; men kom til mit unge Hjerte, min Fa'r! Det mætter din Sjel, det giver dig Ungdomskraften igjen; thi Himlenes Rigdom er falden deri." En Farisæer. Stefanus! Folke-Forfører, ti! Stefanus. O Israel, Zion forlad! Dets Præster ere Voldsmænd, dets Offer er Had; dets Gud er en Jøde i Skyen sat, i den med Offerblod stjernede Nat. SIDE: 520 Farisæeren. Pas! gjør ei Saulus rasende! Stefanus. Se, Israel, Himlene aabne sig! Messias forklaret tilvinker dig! Jesu Bekjendere. Ja, tilvinker Alle! Kom Guul, kom Rød, kom, sorte Broder, til Frelserens Skjød! Se her en Apostel fra Juda, og her til Folkene alle et Budskab for hver en Splint af Korset Golgatha sender, til Helligaanden i Alle brænder! Farisæeren. (dræber Stefanen) Stefani Blod da mærke den Sti, Apostlene vandre; ja Alle I! Jesu Bekjendere. Hver i hans Blod sin Fakkel tænder. Stefanus. (døende) Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden! Farisæeren. (gaaer med Lænker henmod Korsets Skare. Standser grundende) "Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden?" Det kan han ei -- besynderligt! -- thi jeg tilregner mig den Selv. Stefanus (vist en herlig Mand, skjøndt Vanvid kogte i hans Tale) vel heller fængsled jeg end dræbte. Men -- klag ei saa, min Sjel! -- jeg fegted for Jordens gode Sag, der har saamange stolte Oldtids Mindesmærker, at disse nye; dog -- -- SIDE: 521 Jesu Bekjendere. Trælbundne, arme Menneskehed! Hør hør vort Glædesbud: Dig, Støv, en Frelser sendtes ned af alle Himles Gud! Farisæeren. (grundende) Ved Jovah! Dette klinger skjønt. Hvi kom han ikke med Basuner? Da vred min Finger ikke sig i Blod. Mod Himlen mine Hænder fløi som hvide uskyldige Vinger -- Ha, hvor ussel er ei Saulus! Lidt Metal, et Skrald da Guden gjøre skal. Men Menneskeheden trælket? Ja, ja, ja! Der have disse Fiender Ret. Ha, hvi dog Fiender? hvi fornegte I Templet, hvori Saul er Præst? Jesu Bekjendere. -- Han steg af samme Muldens Skjød, o arme Træl, som du. Da Broderhilsen, Broderhu en Engels Mund dig bød. Stemmer iblandt Folkene. Ha, skal den værste Synder af os Alle, os Dyr og Trælle kalde? Skal en Tiara sige til en Hat: en Stjerne jeg, du Dyb og Nat? En Mand. Om Drotten byder: "gaa og dø! din Huustro elsker jeg!" -- jeg lyder ei. En Mand. Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ræv. En Mand. Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ulv. SIDE: 522 En Mand. Om Drotten byder: "dræb min Fader!" ei jeg lyder nu. En Mand. Om Drotten byder: "myrd din Fader!" ei jeg lyder nu. En Mand. Om Drotten byder: "fæld din Ven! hans Huustro elsker jeg" -- jeg lyder ei. Mænd. Om Drotten søler sig i Vellyst, nu at ligne ham vi kalde ikke Ære mere, men en syndig Skam. Mænd. Om Drotten byder: "dræb min Broder! han min Søster tog med Vold!" ei vi lyde. Kongeborg, dine Laster, selv behold! Kvinder. Om Præsten byder: "ofr dit Barn!" ei vi lyde længer. Mænd. Om Drotten plyndrer Andres Gods, vi ei, vi gjør det ei! Ynglinge. Om Loven byder: "Blod imellem jer til Evighed!" Vi lyde ei, men slutte ved Korset evig Fred. Jesu Disciple. O Trællens Hjerte aabner sig at lytte! Han Glimtet af en Guddom saae i hveren Vraa af Hjernens dunkle Hytte. Farisæeren. (grundende) I Sandhed! -- ha, i Trælles Hjerte? Er Saulus da en Træl? Dog fare Glimt og Storm igjennem mig. O tomme Lærdom, o tomme Nat, din hele Dynge SIDE: 523 en Kjerne ejer ei, men du adsplittes i Myriader Tusmørk-Korn, i Luftatomer! I Præster, det er eders Plan med Saulus, som og med Hver, I mærke har Forstand, ham at bestikke med en Deel af Herredømmet? gjøre ham til Præst? (kaster Lænkerne) Præster. Ha, Saulus, Fiendens Lænke slipper du! Farisæeren. (grundende) Dog er det sært, at see medeet de gamle Majestæter med ærværdige Sneskaller, som nu Kapitol og Zion, -- dem man er oplært i at hædre -- at stødes ned til Intet . . nei stødes ei, hendunste af sig Selv. Præster. Ha, Saulus, din Fiendes Lænke slipper du? Farisæeren. Den er for tung! -- Jesu Bekjendere. -- Ja, Frelseren steg af samme Muldens Skjød, o arme Træl, som du. Da Broderhilsen til dig lød ifra en Engels Mund. Og viiste han saa reen en Hu, saa højt et Hjerte her, at i sin Lavhed Menneskeheden udjublede beskeden: "fra Himlen selv han er!" I hvertet Hjerte (o det var som tusind Engle gjennembrøde en blodig Grund, og opmod hiin den Himmelske sig skjøde) i hvertet Hjerte Jubelhilsen lød: SIDE: 524 "ja, Mennesket er ei fortabt; thi os en Himmelsk Broderhilsen bød. Det Menneske, som styrtede sig Selv, har end paa Jord til Frelsen Kraft! I Jesus, det rene Menneske, saae vi Sjunkne den Høihed, Støvet kan naae. -- Ja Mennesket igjenfandt i sin Sjel sin Aands umistelige Odel, o, den guddomrige, hvis Marker sno sig gjennem Livene, gjennem Himlen, saa Mærkeskjel, ei Grændseskjel, er Stjernevrimlen. -- -- Mænd. Om Zeno saa ei talte; saa har dog Zeno meent. Farvel, I Præster! Vi Stoiker erklære os nu reent. Vi vandre til Jesus, til Zenos Mester. Jesu Bekjendere. -- Men da han vovede at aabenbare i Muld den høje Sandhed, denne klare Lyskjerne i en Høiaands Ild, det Sandheds Ord, hvis Straale hvas slaaer Guderne ikvas, og skjærer over hine rustne Baand, der lænkebandt Samvittigheden til en Offerpræsts rygende Haand, og lynadsplitter Skikkes tomme Tegn, de Templets, Mørkets Snirkelhegn -- den Sandhed: een, kun een Gud er: een alle Himles Fader, der opstillet i alle Aanders Væsen har sit Billed: at det i Sandhed dyrkes kun kan der; men det er Dyrkelse, at vi vor Sjel gjør stedse mere sand og fri: at dette Maal ei synker med vort Liig; men gjennem Himle flytter sig -- -- SIDE: 525 Stemmer iblandt Folkene. Ned Zeus og Bel! I Majestæter uden Sjel! I Støv vi jer kaster, I Tegn for falske Dyder og Laster! Jesu Disciple. -- -- Ja da han vovede at aabenbare den Sandhed, Himle klynge fast sig ved: der er en Gud og en Udødelighed, korsfæsted ham hiin Præsteskare -- -- Stemmer iblandt Folkene. Hevn! Hevn! De døe! Jesu Bekjendere. -- -- Nei! nei! Han lærte Kjærlighed mod Dem, os hade; og han viiste, at alle ere Brødre, Nogle kun forvildede i Støvets Dyb en Stund. Som Offer, som det Sidste, han døde; og tilgav i Himlens Navn da Alle fra sin Grav. Stemmer iblandt Folkene. Bort Satan! Loke! Moisasoor! Formørker, Dunster af et giftigt Hjerte, ei Godheds Himle, Dybet og den Jord, som Jesus toed reen med blodig Smerte! Jesu Bekjendere. -- Han døde; thi, mens Templet lærte Had, og Throners Straalerad gav Laster Glands og Majestæt, han lærte Dyd og Kjærlighed. -- -- En Mand. Vel! her er Platos Plato -- følger mig! Se, Golgatha, din stolteste Tilbeder, Akademia knæler nu for dig! SIDE: 526 Jesu Bekjendere. -- Han døde; thi, mens Templet svoer, at Det kun løfter Jorden opaf Helved, saavidt, at den i Gabet skjælver, han lærte: hvor en Aand end boer, en Himmel dog sig stedse overhvælver: at, som sig Aanden hæver, saa følger Jorden med; ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever i Jordens Fryd og Fred. Mænd. O kommer, Epikuri Børn! de bedste Roser groe paa Korsets Tjørn. Jesu Bekjendere. O Menneskehed, nu efter tungen Alder, der paa din Isse sank sig ned, saa Lokken stivnede til Bly, imens i Blod dit Fodtrin gled, og Øjet blindedes af Altrets Sky, til Fred og Hvile Jesus kalder dig hid i Korsets Ly! Tag Korset! Korset det betyde, at Smerte ei kan Aanden byde, men gjennem Pinslers Vaande bleg igjennem Graven imod Maalet op flyver Aanden, klart omstraalet, som om af Æthrens Daab den steg. Mænd. Peripatetikere, før vi funde det sande Menneske vi vandred længe; Her standse vi og lægge Staven . . (slutte sig til Bekjenderne) Jesu Bekjendere. O Menneskehed, dig Christnavnet stempler, at søge Sandheden over Jordens Templer. SIDE: 527 Mænd. Os Skeptikere ei rækker Jesus Lænker. Den er ei Hans, som troer, men ikke tænker. (slutte sig til Bekjenderne) Præsterne. Vel! svigter os, I Filosofer! Vi end regne ei paa Eder, I Skindvinger mellem Nat og Dag! Jesu Bekjendere. O Menneskehed, nu Christi Navn du bære! Det her dig giver Englens Ære. Det er den store Frelsers Arv. Det giver Frihed og det giver Sandhed; og denne er det klare Øje, hvormed du seer dit eget Høje; den er din Friheds lyse Marv, der gjennembølger dig saa klar, somom du intet Hylster bar, udstraalende i Dyders Gjennembrud -- det Kjærlighedens Aandedrag igjennem Livet henmod Gud. Dyd er da Sandheden fordøiet, Dyd er da Menneskets Væsens Kjerne, saa lys, at Mennesket ved egen Glands kan svide Pletter af sin Sjel, udsonende i Muld sig Selv, saa stærk, at Mennesket ved egen Kraft nedtager Himlens Høihed som en Krands, og lægger om sin Pande, og om sit Hjerte Himles Fred. Stemmer iblandt Folkene. Vi vide, Himlen er vor Fædrestavn, og Jorden er vor Moderfavn. Nu, Præster, ei med Hyl vi graane vor Faders Isse meer! Nu, Drotter, ei med Blod forhaane SIDE: 528 vor Moders Skjød vi meer! Ei Synd og Løgn I meer os lære! -- O rædsomt! den, som forud Himlerader og Saligheder kan fortære, mens vi i Støvet sukke end! Nei Christ, vor Broder, vil os lære her Jords og Himlens Børn at være saa gode, at vor store Fader, hvis Alvorsøie blaaner hist, naar frem vi voxe, vil os hæve til sig, for ved hans Barm at leve som Blomster blandt hans hvide fulde ærværdige Stjerne-Lokker, der igjennem Dybene nedrulle og Almagts-Sløret er. -- Ja Vi i Jesu Blod os døbe! I Jesu Væsens Helgd os svøbe! ja Hver skal vorde til en Christ! (Alle Skarerne slutte sig til Bekjenderne) Jesu Bekjendere. Se Menneskeheden sig vender igjen til sin Fader! Enhver sig indvier i Daab til en Christus at være, en Guddommens egen Søn, til Aanden, den Hellige, der lever i Himmelskes Rader, i støvhyllet Hjerte at nære. Sku, sku med Christnavnet salvede Millioner! I Menneskehjerterne opstanden Frelseren throner. Præster. Frem, Drotter! til Døden -- det er forbi! Farisæeren. (grundende) "Tempelskikke tomme Tegn?" saa siger Christ. Ha Israels Rabbier tatuerte med dem mit hele Hjerte! Vel! Offer, Sang og Viekvist, jag frem en Engel af en Orm! SIDE: 529 forjager Stefans Rædselsform! I mægte ei -- ha! Hvi stimle I paa Saulus mørknende ham da? "Sig Selv kan Mennesket udsone, men een er Veien kun til Naaden: igjennem Jesu blodbeseglte Ord!" Saa er det jo fra Korset toner? Stefanus, o min Broder mild! jeg føler at jeg mig udsoner, thi Christus har sig aabenbaret som Sandhed i min Sjel; og Saul har angergiven svaret: "Se, Frelser, Saulus længer vil ei stampe imod Braaden!" . . Præster. Forraadt! Ha, ved Forraad selv segner Guden! Forraad i selve Alteret sig skjuler. Og Verden selv deruden paa Helligdommen huler. Ve! nu vi troe ei meer os Selv! Den omvendte Farisæer. I Præster, følger Paulus! Han vandred fra den gamle Saulus. Hvis I og Drotterne (I vilde Børn, bortkaster Sceptrets blodige, kaade Tjørn!) i Ørknen agte ei at staae, I da til Korset krybe maae; thi der er Menneskeheden nu. -- Ha, skille I jer ad fra den, da er' I Mennesker ei mere; men Djævle! Høipræst vil da du en Antichrist, en Satan være, der rolig ene haaner Himmelen? Konger. Ha, kan da i Lænke et Folk ei tænke? SIDE: 530 Jesu Bekjendere. Nei! ene drømme. Konger. Vor Vellysts Løibænke, Skattens Kiste, vor Glands -- umuligt det Alt at miste! I Præster maae Folkene Noget indrømme. Præster. Ville I, Drotter, vorde eders egne fordums Trælkedes Slaver? tage af eders Livegne kun Deel af Oldets Arv som Gaver? Konger. Nei! nei! Som Naade? ha! som Naade? Vor Hjerne stivner . . Paa vor Throne nu vi paa en Afgrunds Top os see med Gru. -- I Præster, Kloge, Kolde, I faae raade! Præster. I faae da Folkenes Gaver tage, men siden stjæle det Hele tilbage. Konger. Ve, Præster, Ve, I Drotten med opdrage i Dumhed: vi forstaae at plyndre kun og slaae! Præster. Da staaer tilbage kun at døe. Cæsar og Konger. Nei! nei! Legionerne frem! Præster. I Dødsangst I hyle i Ørknen; thi der er ei meer Legioner. SIDE: 531 Folkene. I kjende ei, I Arme, den Forsoner, der sine Fiender døende tilgav. Mon da vor Livsopvaagnens frydefulde og første Øjekast formørkes skulde af Hevnens blodig-mørke Skygge? Nei, Præst og Drot, læg bort din Stav, og vore Brødre ere I, saa frie og froe, som Vi. Et Tempel, Præst, du faaer at offre i: dit eget Hjerte -- det, som sukker øde, naar gyldne Altre gløde. Saa stort et Kongerige, Drot, du faaer, som du ved Arbeid til dig sejersslaaer, og dyrker i din Sved. Cæsar og Konger. I Rasende! Rasende! Kongerne odeltog Kloden med Alt hvad den bærer, med Trællen og Træet paa Roden! Folkene. Bortkaster Kronerne, Brødre -- den eneste Forskjel mellem en Drot og et Menneske. Da først (som Falken, naar Hætten faldt) formaae I at skue med Klarsyn Alt. Er Drotten i Krone og Purpurfell, en Taage, skjøndt gylden, ombævrer hans Sjel; han blusser af Kraft, men af Feberkræfter; og brister, ja førend han giver efter. Lad Solen stikke derfor hans Isse! lad Vinden den blottet afsvale! da først kan Folket med Drotten tale, da hører han Sandhed og seer det Visse. Cæsar og Konger. Frem! frem, Legioner! -- Ha, Cæsars Ørne nu blevne seendrægtige? Falanger, klæbe ved Jorden I, Cæsars Fodtrin de vægtige? SIDE: 532 Opløfter eder. I gyldne Spydrækker! -- End, I Cæsars Tjørne, er Cæsar, Jordens blodige Rose, ei visnet hen. Den flammer endnu som en vredig Sol blandt Kroner, dens Knoppers røde Slør, paa høien Kvist, paa Kapitol, høitover de Larver, som vrimle ved dens Rod, fremynglede af Præstenattens Falænes Blod, udhviftede over Jorden af en Gravlufts Bør. Præster. Cæsar, stolte Kronrosentræ! Larverne have udmarvet din Rod; i Luften den svæver med Throne og Slot, et Skybilled blot. O, sagde vi ei dig -- Cæsar, ve! af Angst fantaserer -- at Golgathas Sfinx i Altrenes Smuldren har nedlagt de Æg hvorudaf flyer de Frivilskyer, der hvifte, i Flugten, af vore Isser Tiarens og Kronens Gyldenspidser? Cæsar og Konger. Ti, Præst, du Fredens Drot! I Valens Mulmsky du seer ei godt. Ha, nu er Kongernes Tid: de Kronfalke maae sig styrte fra Høihedens rolige Blaa i Stormene ned, de rystede Throner, liig Stormskyer røde og tunge, udrulled, udsvunge igjennem Aljordens bævende Zoner! Betvivle I vel Majestæternes Magt? Til Harmlyn da støb dig vor stolte Foragt! Vi vide de Larvers Flaggren at stække men Banneret, denne vor Fluesmække. I Blod vi drukne de Millioner. Millioner imod Millioner! SIDE: 533 -- Ha Kongefærd! Et Himmelrum opfyldt med Blod og Been og Skum! -- Ha Himmel, en Cæsar værd! Ud, lange Geled, du Kongesværd! Titusinder frem, som døe for Sold! Fremruller, Falangers Torden! Frem, brede Falanx, du Kongeskjold! Legioners Lyn gjennemslange Jorden! I Blod maa Jorden synke, men over denne Flod, som Arken, Cæsars Throne gaaer brusende i Blod. Folkene. I Drotter, mon af Stolthed eller Skræk det Vanvid kommer? Seer dog rundt Eder! Konger. Kun fremad skuer Drotten: bag ham er hans Geleder. Folkene. Ei Drotten skuer bag sig, for ikke at see i Historiens Blæk Domfældelsens Skræk, for ikke at høre Gravenes Ve. Cæsar og Konger. Legionerne komme. Frem! Cæsar tramper! Cæsar stamper! Folkene. De komme ei, Cæsar! De staae ved Korsets Fod. O, Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod? Ja selv Majestæten, der omsvæver Thronerne, med Kraften igjenvender til Nationerne. Seer bag Eder, Herskere! En Ørken er der; som Klynger af Tistler kun hisset og her (en farende Blegnen liig) end Adelens Landser samflokke sig. SIDE: 534 Lehnshøvdinger. Vor Egenret, vor Adel overgive? og lige med de Andre blive? Ei reise Slottene paa Bakke, mens Trællens Sved befrugter Dalen, mens der Stavnsbundne af Trælkvindebug groe op omkaps med Byg og Rug? Ei lægge Aag paa Bondenakke? Ei tvinge Gutterne at saae paa Valen ud deres Hjerteblod og Been for Os, saa Vi fra højen Ganger kunne plukke den Seirens Blomme, Verdens Ros? -- Ha, Cæsar, du er første Adelsmand: Vi hjælpe dig! -- Ei være Adelstand? men Alle være lige? Alle frie? -- Da før døe Vi! Folkene. Menneskeheden er her! Herskerne, Fienderne der! Ei risler henover Vange, som hvislende glødende Forbandelses-Slange, du sidste Blod, som skal Jorden befarve. -- Et Alvældigt-Herligt med Lysglimt oppløier Jorden. Et Alvældigt-Sørgeligt henruller saa over Jorden; og, ve, med Modstridiges Been det skal harve de himmelske Sædkorn ned! Cæsar og Konger. Til Død Legioner! Frem! Romas Cæsar stamper! Ha, tomme Støv kun om hans Purpur damper. . Legionerne komme ei. -- Ve! O da er Cæsar kun et Menneske! Præster. Ha, Konger, I vakle? Vi Eder befale at døe! at døe som Vi! SIDE: 535 Cæsar. Frem, Konger, om Cæsar! Frem Adelstand! og Kronerne paa og Purpret ibrand! I fuld Majestæt Eder hisset nedstyrter i Folkenes Hav, Legioner af Fyrster! I Kongeblod, under Trællefod finde Herskerne Grav! Som Valrov, som tomme Telte staae Thronerne igjen, at plyndres af Nationerne. Som Bauter de kneise tilbage fra Magtens herlige Dage. Kan Cæsar ei leve som Cæsar; dog som Cæsar han mægter at døe. Præster. Af Tempelpiller fra Zion og Babel og Roma og Memfis opreiser en Stabel! et Baal som Libanon stort! et Baal! Thi Jordens Præster nu feirer den Sidste af Offerfester. Ja ve! den Sidste! O ve! det sidste Høioffer vi bringe -- det er os Selv! Naar Røgen driver bag Sky, naar sidste Offerbaal sig hvirvler igjennem Himlenes Hvælv, saa Stjernerne flye; naar Emmerne hule en bundløs Mile, et Helved ud til Offerskaal: -- da, Præster, istemmende Offersangen, mens Drottene brøle i Døden hist, et Chor af Præster adgangen, hver Præst med sin Gud skal springe deri. . . Baalet blusser; Satans Tunge, rød og hed hviner under Sol sin Tørst. SIDE: 536 Molochs Præstechor, bered dig at læske først! Cæsar. I Østerlands Despoter, der med Slavers Sukke sortne Morgenrøden, her Broderskab med usle Kaster er, hist Majestæt i Døden! Konger. Til Kamp da! i Døden for Throne og Alter! Lehnshøvdinger. Med Cæsar i Døden for Trældom! Cæsars og Kongernes Skarer. (omfavnende hverandre og Jesu Bekjendere) Til Kamp? Ja mod Eder, Friheden at vinde. Til Kamp? Ja for Brødre i Alle at erobre. Til Kamp? Ja vore Hjerter skal mod hverandre slaae. Cæsar og Kongerne. Ve Os! vi ere forladte. Vi vare et Intet, hvis ikke den Sag, at Alle vi ere forhadte, dog gav os et Værd for det hevnende Nag. Hvad gjøre vi Præster? Præster. (flyende) Vi flye at forsvare Templernes Rester. Cæsar og Kongerne. Vi stifte Fred med de Millioner. Kanskee vi redde da Liv og Kroner. Røster fra Folkene. I Brødre, som inden en Krones Ringe Millionernes Frihed vilde tvinge, SIDE: 537 vi bryde vel Svøben og knække Spydet, som var i Brødrenes Hjerter sydet; vi knuse vel Altret, hvor Præsten bød, at Blodet af vores Afkom flød; vi lyse med Fakler i de Orakler, hvis Huler skjulte det Mulms Cisterner, der overskyllede deres Hjerner; men intet Menneske Vi forstøde; med Brodernavnet vi Alle møde. Cæsar. (afs.) Brødre eller ei, de ere Millionerne. Nu maa man spille: det gjælder Kronerne. Kanhænde regjeres de nok saa let blot med lidt Slik af Menneskeret. De synes desuden just ei at ville et Præstevælde i Spidsen stille, men roligt som før under Spiir at boe adspredte omkring i Landenes Ro. Velan da, Nationer, vi skrive jer ud i de smaa Kantoner. Er Cæsar christen, da Skarerne tør nok trække Sværdet paa Bud som før. (høit) Velan I Brødre! Cæsar vil døbes, i hvide Døbebarns-Klæde svøbes. Jani Porte igjen skal knirke, Jupiters Tempel blive en Kirke, Korset, det stærke, skal blive Keiserens Bannermærke. Fra Rom og Byzanz, fra hver af de syv af Byernes Høje, liig Solens Øje skal Korset straale i Gyldenglands. (Jubel) Kongerne. Hvad Cæsar gjør, det maa vi gjøre: Kirker opføre lade os døbe og Prædiken høre. SIDE: 538 JESU AANDIGE OPSTANDELSE (Digteren af dette Værk paa sin Fjeldplet. Akadiel og Aander ovenover. Paaskemorgen. Klokkerne kime nede i Bygden). Digteren. Ton, Klokke, paa Jesu Opstandelsesfest! Din hellige Stemme lyder saa smukt; dog trænger den ei over Dalens Hjemme, af Aasenes blaagrønne Belte lukt. Og vilde fra Tempel til Tempel jeg gaae, jeg skulde, før Foden fremrak kun et lidet Afsnit af Kloden, ved sidste Christtempel studsende staae, forkuet, lavt, som paaknæ foran en stolt spiirkronet Moskee. O sørgeligt Syn nu efterat fast to tusinde Aar er forløbne . . Ak nei -- over Himmelen krøbne med Skildpadders Hast. O Gud! var saa dit forjettede Raad? Jesus maa skue paa Jorden med Graad, hans blodvundne Salighed blive forgiftet, om til Græmmelse skiftet. Thi se, som betagen, stille nedslagen, den christne Kirke, uden at virke, splittet i tusinde Sekter, der Alle hinanden fornegter, og Alle hade -- imod hinanden som Tistlens Blade -- er indskrænket end til de snevrede Grunde, til Kysterne rundt om Vesthavets Sunde, høitstegne Halvmaane vil den forunde. Dog tør i Jesu Fædrenehjem hans Kirkes Klokker ei klinge, SIDE: 539 og væbnede Vantroe omringe Frelserens Grav i Jerusalem. Det er en Naade, der vejes med Guld, faaer Pilgrimmen knæle paa den hellige Muld. Synagogen endnu har sin stridige Hu; ifra Minareten forkyndes Profeten vel over en Trediedeel udaf Jorden; Brahma og La Magten ei end er tagen ifra; Resten tilbeder Lynild og Torden. Saa er det endnu, saa næsten man fristes, at tænke med Gru, at Christendommen kun som de andre Religioner til Jorden er kommen, at skifte sig ud en Hob Millioner. Akadiel. O sørgende Christen! sværmende Digter! Troen dig svigter. Smerten dig har dit Klarsyn berøvet, Du, som bestænker din elskede Fjeldplet med Taarer, ene fordi, Daarligst blandt Daarer, du sværmende tænker Frelseren i sin Himmel bedrøvet, da Lysets Kamp ei end er forbi, skjøndt Aar næsten tusinde tvende rullede ere tilende. Men kunde Du, med et dødeligt Blik, Frelseren see, din grublende Ve imellem Serafernes Jubel forgik. Du vilde ei Sky i hans Øje finde, paa Panden ikke et sorgfuldt Minde, SIDE: 540 ei tvivlende Tanke over hans Bryn i Tvelys at vanke. Hans Aasyn smiler end meer forklart end under Nadver og Himmelfart. Apostelkredsen omkring ham hviler; kun indenfor Johannes, hans Elskte, Maria, hans Mo'r, og Hun, Serafen, Veninden fra Barndoms- og Dødninge-Haven. -- Men Aarene, som henrandt over Verden, du tæller med spændte Forfærden, eet for eet med blytunge Drøn, Stenenes liig fra svimmeldyb Brønd. Hvad ere de vel imod Livet, mod Tiden afmaalt for Kloden? Totusinde Regndryp i Floden! Totusinde Fnokker fra Sivet! For Aandens Syn? Totusinde Bølger paa Havets Bryn, dukkende, svindende, mens nye Tusinder ere oprindende. Men, Skjald, for din ømme sværmende Ve, Aljorden idrømme du forud skal see, som om du Slummeren nød i Himlen i Frelserens Skjød. Du synes den varer i tusinde Aar, skjøndt tusinde Slag dit Hjerte knap slaaer, endskjøndt ikke længer du vugger i Drømmenes Gjænger, end Paaskedagsklokkerne lyde dernede og kimende over Hjembygden frede. (Berører Digterens Pande. Han slumrer ind) Du synes hvert Sekel paa Paaskedagsgry at vaagne paany, SIDE: 541 og maa da med halvvaagent Klarsyn berette, hvorvidt det er kommen fra Sekel til Sekel med Christendommen, hvorvidt imod Vest den Mærker tør sætte, hvorvidt imod Øst sig flytte dens Templer med Klokkernes Røst. Men naar til den liflige Klang du vil lytte, du fluxen maa Talen med Drømmen ombytte. (vækker Digteren ved Berørelse) Hvad seer du paa Jorden her eller hist? Et Sekel er henrullet alt siden sidst. Digteren. O Jord! hvor forvandlet i saadan en Tid, der synes mig knap af en Time en Bid! Nu maa det snart mod Sejeren lide: med venlige Ord kun Kirkerne stride. Anathemet ei mere høres, og Kampen i Skrifter kun døende føres. Som Dagene rinde, Løgnene blive halte og blinde; tilsidst de, som Rotter, Dagslyset naaer, forsvinde i Huller og Vraaer. Udstoppede Exemplarer paa Bibliothekerne kun man bevarer. Den rene Læres Tilsætninger alle, een efter een, som gammel Kalk ifra Templet falde, blotte den ædle marmorne Steen. De Menneskeopdigt, som gjorde Christlæren haard for Øre og Sind, som Sandhedens ædle Simpelhed torde indhylle i sine brogede Spind -- de fejes nu bort af Slægternes Fædre fra alle Kathedre. Historien gjemmer kun Prøver af Skarnet, saavidt den behøver. Sekterne henvisne een efter een, SIDE: 542 som Blade fra Green. Sammen de nu i Kjærligheds Skygge Kirker sig bygge. Budskaber sendes som flyvende Brande i Hedningelande. Som lysende Traade kan man forfølge Apostlernes Vei over Bjerge og Bølge. Snart Christlyset gaaer som Solstraalen lige, hvis Meed er at gjøre Fjeldvæggen heed, snart maa det sig snige, med Bækkenes irrende Fjed. Men herligst hjemme virket har Frelserens Stemme. Endt er den fæle, lurende Feide imellem Rigdommen og Arbeide. Rigdommen bleven er kjærlig, lykkelig Fattigdommen og ærlig. Ei Pjalter sees, ei misnøid Mine, ei selv i de maalløse Verdensstæder. Den glade Arbeider nu boer i sine alleebeskyggede Vaaningsstræder, saa hvide og rene som Rigmandspalladsernes Marmorstene. Halvmaanen ei længer fra Top og Taarn speiler i Middelhavet sit Horn; som ørede hvide Uglehoved den synes paa Damaskes Moskee indsovet. Snart klinge vel der de christne Klokker? De lyde alt mellem Palmyras Blokker. I Jesu Fædrelands Stæder hænger Klokkernes Knebler ei bundne længer. Frit bringe de fra Jerusalem rundt Landet Paaskehilsenen frem. Paa Golgath et gyldent Kors er reist, saa høit som paa Libanon Ceder har kneist. Dets Straaler, naar Solen skinner derpaa, til Bethlehem og til Nazareth naae; ja selv det lyser i Natten mørk, SIDE: 543 en Stjerne da ligt i Mulmets Ørk. Et Hav af Roser nu Højen bedækker. De klattre ad Korset saalangt de række, og Korset synes i Høiden at træde opløftet af de tusinde Spæde. Men tys! fra Zion hvor yndigt det lyder. Tonen af Sølv gjennem Luften flyder. . . (Slumrer ind) Akadiel. Det sidste Sekund i Aarhundredet slaaer. Fortæl nu hvorlunde det Mennesket gaaer! Digteren. O, hvor dog Alt ved Jesum forvandles! Sjelene klarnes, Hjerterne lindes. Slaver ei selv i Brasilien findes; Jøderne ikke længer mishandles; frie som Andre, ei meer de forblindes; i Daaben de nu aftoe den stridige Hu. Hvad aldrig end skede i hundrede Aar, i Østens Kirker nu foregaaer: Kadier, Omraher, Muftier, Mollaher, Rabbiner, Muezziner til Daaben triner, og Taarerne stride med Vandet dem triller i Skjæget hvide. Som Iistappe een efter een ifra Tag, men sikkert dog alle, for Luftens Friskhed og Solskinnet falde, døbes der Flere Dag efter Dag. Europas Despotier ere forsvundne; liig Laviner, hvorunder den grønne Høi blunder, de ubemærkt smeltende ere henrundne. Fristat nu bliver hvert Rige benævnt. SIDE: 544 Søstrene Ret har med Brødrene jævnt. Religionen og Menneskeret agtes nu oven Statskløgt og Loven. Lysets Esser ere de frie Presser. Sandhedens Ord og Menneskets Krav flyde som glohedt Metal deraf. Stivnede ned de i Jorden sig grave. Børnene lære den Fibel at stave. -- Kongerne meer under Kronen ei sætte Ypperstepræstens Skarlagenshætte. Magten ei meer efter Menneskets Aand formastelig tør udstrække sin Haand. Kirke og Stat skilte er ad som Dag og som Nat. Halvmaanen er fra Europa forjagt. Den blinker nu bleg fra Skutari paa Vagt, liig en sønderbrudt Lee. I Constantinopel Klokkerne lyde fra Taarn og fra Stoppel. Ah, hvor de kime fra Achmets Moskee? . . (Slumrer ind) Akadiel. Det tredie Sekulum ruller. Sylvesterkvel bar det bort paa sin Skulder. Digteren. Med skabende tryllende Magt Frelserens Aand over Jorden er vakt. Lyset den skaffer Hottentotter og Kaffer, spreder sin Frugt over Tombukt. Dens Vei jeg seer igjennem Ørkenen som Alleer. Elefanterne studse i Skogens Bryn ved Landsbyers Syn, om nytømret Kirke i Orden satte, SIDE: 545 istedetfor Hytter af Leer og Matte. Europa sig skynder at sone de Fortidens Synder mod Neger og mod Indianen paa stedse flygtende Fod. De søge de arme Rester at redde, bygge dem Huse ved Flodernes Bredde; og frem af den røde tatuerede Hud straaler et Menneske ud. Lysets Strømme ad trende Belter sig ind i Asiens Indre vælter: fra friblevne Rusland, fra Stambuls Taarne, fra Suezes Tange, den gjennemskaarne. Thi klinge Paaskeklokkernes Røst fra Teheran alt i lysnede Øst. Ah, Tys lad høre! . . (Slumrer ind) Akadiel. Et Sekel er svundet paany -- det fjerde. Hvor langt har flyttet sig Lysets Gjærde? Digteren. Lyset har gjort en Bue mod Nord, slaaet om Bokhara sin straalende Gjord. Omvendte Mahomedaner bryde med Iver de krydsende Baner. Velgjerninger, aandige Fortrin dernæst, hedder den bedste Christendomspræst. Det Sprog forstaaes af Barbarer, og deri tilsidst de Mesterne svarer. De Kjærlighedsværker, hvormed Christlæren har Europa besaaet, fører den om saalangt den har naaet i Hedningeland paa vandrende Fjed: Presser og Skoler, Kirker, Hospitaler, medens af Bøger i Folkenes Tegn en lysende Regn over hvert Hyttetag daler. SIDE: 546 Fra Chiva i Nord, Ispahan i Syd høres alt Paaskeklokkernes Lyd. Tys! Minareten spiller en Psalme! . (Slumrer ind) Akadiel. Atter et Sekulum er forleden. Fortæl, hvor times det Menigheden! Digteren. Det Under i Sekelets Løb er skeet: Græsk- og Romersk-Katholsk ere eet. Da sluktes, som naar Dagens og Morgenens Skin flyde i hinanden i Hvælvet ind, med blegnende Blaanen i selve Damaskus Mahomedsmaanen. Reformerte og Lutheraner ere ei meer den kløvede Stjerne, hvis Halvdele gaae mod det Fjerne i adskilte Baner. De sidde alt Begge inden de samme Kirkevægge, og Sekterne smaa ere forsvundne som Bække i Aa. I Østen omkaps med Indus og Ganges Lysstrømmen gjennem Folkene slanges. Mod Mahomedanens Aag udaf Jern blide Hindu i Korset har Værn. Kasterne løses i Broder mod Broder, Paria kysser paa Pande og Kind broderlig milde, fornemme Bramin, Prædiken lyder i Brahmas Pagoder, Klokker fra Jaggernauttempelets Tind. Hør alt i helligt Benares mod Øst tusinde blande i Luften sin Røst. . . (Slumrer ind) Akadiel. Et Duun er Dagen, et Aar en Fjer. Vaagn! Bortblæst i Luften Aarhundredet er. SIDE: 547 Digteren. O herlige Fredens Skue! Mægtige Strøm i Lysets Lue! I Kirken ei mere Skilsmisse findes; Alle med samme Christennavn bindes. Katholik og Protestant, Protestant og Katholik -- hvad En ei blandt sit Eget fandt Han af den Anden fik. En stor Synode af alle Partier har renset forfode Dogmer og Ceremonier. En Bibeludgave for Menneskeheden er ogsaa bestreden. Det er, som kunde man tænke et tilsmudset Tempel i Bad at sænke, og som om det, toet af brusende Hav, forherliget opstod deraf. Den sidste Pave -- Gud glæde hans Sjel! han slumrer nu i Vatikanets Kapel -- selv Forsædet førte i Bispernes Kreds, og aflagde Spiir og Tiara tilfreds. Kardinalerne derpaa, den Fyrsteskare, de røde Kalotter som Offer frembare. De selv sig funde som Lys, der for langt indpaa Dagen brunde, med ludende Væge og Flammerne blege. Kirken skal være nu underlagt et Præsteskab lige af Rang og Magt. Hvert Land har sine, af Folket kaarne, saamange som Landet har Kirketaarne. Resten sig skaber i fjerne Lande, langs Orinokos og Maranhons Strande, langs Irawaddys palmede Bredder Kirker og troende Menigheder. SIDE: 548 Alt imod Øst lyder fra Thibet Klokkernes Røst. Mellem Alpernes Tinder først den, som opslugt, forsvinder; Echo i alle Kleiver og Kløfter, Tungen i sine Klokker saa løfter. Ah tys! Det er som om Lydens Aand. . (Slumrer ind) Akadiel. Det syvende Sekulum er henrundet. Fortæl hvad Jorden i det har vundet! Digteren. O nu da Christi Kirke igjen er som ved Nadverens Bord kun een, og Christendommen i Liv og Kraft er tilbagekommen. Nu have ei Fængslerne meer nogen Fange, Kornbinger blive de ledige Celler; Fæstninger og Citadeller forvandles til Haver og Lystfartsgange. De øde Glacier ere nu Blomsterpartier; paa jevnede Volde Roser og Hvidtorn Vagt kun holde; Tulipaner og blodrøde Pioner nikke udover de gamle Bastioner, under hvis Ege Børnene lege -- Garnisonen, som forstærker de til Naturen overgivne Værker. Al Malmarmatur forlængst har i Ilden omskiftet Natur. Karonader, Kanoner Mordene udsoner; som Ploge, som Huse, Maskiner og Baner de vise sig nu som Lysets Underdaner. Den Orlogger, Øxen skal spare, SIDE: 549 i Handelens Tjeneste ydmyg maa fare. Med Perkins Bomber, Congreves Raketter Kanalens Strube Britannien mætter. Krigsvidenskaben er væk som en Røg; længe den var som en døende Lampe. Fremtiden bød ikke mere den Kampe, Streg den da over Tabellerne strøg. De gamle Generaler spille nu Krig kun med Triktrak og Toccadille. Armeernes ledige Hænder tilbage til Plogstyret vender. Genierne styre sig paa noget nyttigt Uhyre: paa Kajer og Dokker med Klipper til Blokker, paa Kjæmpediger, fra Havet erobrende hele Riger, paa Veje, der have slig snorlige Hast, at Bjergene brast. Paa samlede Kirkes forenede Kræfter Lyset gaaer frem og Lyksalighed efter. Hvor i Amerikas Urskov du seer straalelignende brede Alleer, -- Dale, som frie Indianere dyrke -- der har en Præst med Apostelens Styrke Vejen for Lys og Kultur allerførst bant gjennem vilde Natur. I Øst gaaer Lyset seirende frem. Hinduen, Chinesen, Malayen, Siamesen er Christen, endskjøndt med det Væsen, Klimatet har der anviist dets Hjem. Fra Nankingstaarnet af Porcellæns-Brokker klinge de yndige Paaskedagsklokker. . . (Slumrer ind) Akadiel. Stedse hans Smiil meer glade vorde. Lad Seeren komme igjen tilorde! SIDE: 550 Digteren. Længe forblev Jordkloden liig en Kugle af irrende Erts. Skovene strakte da sig en Verdensdeel over paatvers, Moradsernes fænnikvajende Rør, Millioner af Siv- og Bambus-Helte seirende stode som før tvertsover Afrikas bredeste Belte. Skumle Stæder, som Flekker af Rust, vege ei for Aarhundreders Pust, Borge og Fæster vare at see til som irrædte Rester. Men se nu den skinner som Broncemetal, som Lyskronens Kugle i Tempelets Hal! Saa nu, -- da Jorden for Himle fjerne skinner med højere Glands som Stjerne -- nu kunde Jesus med Ære den frem for Faderen bære. Thi Jordklodens Glands skylder det Lys -- det ene er hans -- den Kjærlighedsvarme, der strømmer ifra hans favnende Arme. Hver Verdensdeel er i de grønnende Zoner afdelte Haver, beboed' af Nationer. Husene synes som om paa et Net Perler i talløse Mængde var spredt. Skinnende Byer krone hver Bugt, krandse hver Indsø og Flodernes Flugt. Med lysende Vifter Amerikas Skove er gjennemskaarne til Sydhavets Vove. Som Ørnen ei lurer den Vilde længer fra Klippen, der udover Stien hænger. Histnede hvor Fossen bruser hans venlige Hytte dig gjerne huser. Sivet ei længer sit Guldhaar ryster i Afrika over moradsige Kyster. SIDE: 551 Plogen, som Præsten med sig har baaret, Luft har i Jordsmonnet skaaret; Sivet med løbende Flammer er sveden; tilveirs gik al Pest med Røgen og Heden. Der dynges nu Neg hvor nys Krokodilerne lagde sin Leg. Deilige, fjedervajende Lunde suse nu over de farlige Grunde. Europæer og Neger sammen den liflige Duft vederkvæger. Den hvide Britte, den sorte Jalof henrykte tale om selvsamme Stof, at Alt er Christendomslyset forskyldt, som nu Alverden tilsidst har opfyldt. Det Krigen har endt, Sjele og Hjerterne tændt, til Fredens Tjeneste Kræfterne vendt, gjort Jorden saa skjøn og sat paa hver Plet en Guddommens Søn. -- Men tys! lad høre! Mon gives en Krog, hvorhen ei Lyset sin Straale end jog? Paa Japans yderste Klipper først Lyden af Klokkerne slipper. Men vist derude, i Havet slængte, i ukjendte Sjøer, gives der Øer, hvorhen ei Straalerne end ere trængte? Skjøndt, tys! jeg hører Klokkernes Kimen alt Nyholland over ifra Van-Diemen. . . (Slumrer ind) Akadiel. Seklet er gaaet som en Strøm af Ord. Hvad seer du paa den velsignede Jord? Digteren. Den stærkeste Straale, hidtil udsprungen af Christlærens Hjerte, var Præstetungen. Nu se, somom Solen udskjød SIDE: 552 to herlige Stjerner, hvis lysende Kjerner atter i tusinde andre sig brød, to Lysets Kræfters Væld er kommen af Christendommen, begge ifra dens Hjerte udrundne, herligst iblandt dens Ideer fundne, stærke nok til, foruden den Selv, i Tiaar faa om Jordklodens Hvælv lysende Belter at slaae. Jordkloden Selv er som bleven besjelt: i rene Republiker overalt inddelt, saa rene og skjønne i Form og Stempel som Parthenons Tempel; store og smaa, efter Sprog og Stamme begrændste alene ei efter malede Milepæle eller en Ramme som udkvadrerer et Kvantum Sjele. En Rosenhæks ludende Grene forresten var nok til det Grændsedele. Thi om den Herr Chef for en Republik bonapartiske Tanker i Hovedet fik, han flux blev henviist til et bedre Maal: til flittigt at dyrke den hjemlige Kaal. Nu styrer Dyd og Geni, Fortjenesten hædres, Talentet belønnes, Livet forbedres, Jorden forskjønnes; hvergang den grønnes smiler den somom dens Masse af Leer følte sig fri, henrykt ved al den Lykke den seer. Men her i den Grundlov, hver Fristat lyder, fordi den af Christlærens Hjerte flyder, SIDE: 553 at hvert et Geni i Massen opdaget, af Staten skal blive til Barn antaget, opfostret, opdraget -- se deri den anden mægtige Vinge til Jordkloden fremad saavidt at bringe, den anden Straale fra Christendommen, hiint Stjerneskud liig, ifra Solen kommen! Som Sædkastning ødsel, udsaaes Geniet ved Børnenes Fødsel, som Lyskorn iflæng over Hyrdindens og Dronningens Seng. Imellem Massen de fleste da faldt forsvindende som i en gabende Spalt. I Armodens smudsige Muld Ingen opdaged Geniets Guld. Millioner Talenter forginge ret som paa Havsbund henslængte Ringe. Talløse Lysets Kræfter forsvunde -- de spurgtes ei efter. Det var et Tilfælde af Luften taget, om en af de Spildte dog blev opdaget; Pungen og Pergamentet styrte da Jorden, men ikke Talentet. Men Christendommen har Staterne vakt. Nu vaage de alle af anspændt Magt, at ikke En, til Bedre bestemt, i Massens Vrimmel bliver forglemt, ei En til Fakkel for Folket skabt henligger i Massens Dunkle fortabt. Heller end saadan en Dreng Staten vil miste baade Skog og Eng. Thi ind den i egen Blomstring henter de Plejebørns Kjærligheds Tak med Renter; de Skilling, den taber, gjengjældes med Kunster og Videnskaber. De smaa Elever, som Christendommen til Værn og Læ SIDE: 554 velsignende hæver til Statens Knæ, de fødte Genier er Lysets sande gudviede Præster, med himmelsk Salving paa Bryst og Pande for Jesus arbeidende, deres Mester. Ei frygtede mere, men kaldte frem, liig Kilder man borer efter i Jorden, Menneskelivet er bragt ved dem Naturen nær og i aandigst Orden. Atter leve paa egne Marker hundredaarige Patriarker. Visen om Jammerdalen er endt, Præket om Sorgens Dyb ei bekjendt. Alle elske den skjønne Klode. Himlens Engle den gjerne bebo'de. Dens Kjerne sig viser fra Himlen omspændt med et blomstrende Net af smaa Paradiser. Men Mennesket selv er det herligste Syn. Hvad Høihed, der hvælver sig over hans Bryn! Hans Republiks Grundlov synes der skreven og til paa hans talende Læbe bleven. Skjøndt Blod og Kjød, synes han som iblandt Aander fød, paa Jorden nedstegen, forgangne Slægtfølger overlegen. Han synes en nyskabt Skaberens Tanke. Som Gryets Straaler, som Skovens Træer, der Krat ei taaler, Slægterne ere skjønne og ranke. Der er en Sommer paa alle Kinder af Sundhedsblommer, i alle Blik en Glædes skrevne, men tause, Musik. om alle Munde en Godhed stegen fra Hjertets Grunde. Kjærligheden ei meer sig plager SIDE: 555 gusten og mager. Et Blik, hvori Begge hinanden kjende: for ham og Hende flux Huus da bygges og maales Ager. Det fryder Staten, at Befolkningen stiger; med Sjele og Styrke den sig beriger. Hvor har ei Freden for Arme Brug? Thi bole sig Slægten som Byg og Rug! Og Frugtbarheden paa Træ og Ager, alt som der fødes Børn tiltager. Hvor mægtige end og hvor behænde, Slægterne dog med Fromhed bekjende, at alt det Hele Jesum forskyldes, der Lyset har vakt i Jordklodens Sjele. Af hele Jorden, ei Sted undtaget, han derfor hyldes som Den, der har, fra hvad det var, Menneske til Menneske sandt opdraget. Selv ifra Øerne fjernt i det stille maalløse Hav Klokkerne spille til Minde om Jesu aabnede Grav. -- Kun ifra een rædsomme Skrig skjærende blande i Tonerne sig. En ensom Koralø der er langt Syd, til hvem ei trængte end Ordets Lyd, hvem Skib, forslaget, ei har opdaget, i Taager og hvide Rev forstukket, neppe nok frem af Havet dukket -- der ligger en Fange paa Stenen bunden; Hylende Vilde kræve hans Liv; Præsten svinger sin Flintekniv; Han ofres skal Guden og siden Munden. Himmel, at Saadant endnu kan skee! O lad et frelsende Seil dog see! SIDE: 556 Ny-Zeeland derfra er knap femti Mile; der synes Klokkerne ei at hvile. (Slumrer ind) Akadiel. Det tiende Sekels Sekunder er fløine. Seer, aabn endnu en Gang dine Øine! Digteren. Hvad sees, naar Herlighed blinder? Hvad kan beskrives naar Grændse for Lykken ei gives? naar i dens Strømmen for Virkeligheden tabe maa Drømmen? naar Idealet sig under og agter det Naaede finder, som Kragen bag Ørnen forsvinder, hvis Flugt den vil hærme med plumpe Fagter? Jeg maatte beskrive med selve Naturen ilive: med funklende Øine, frydstraalende Kinder, med levende Smiil og Glæden greben lige fra Læben, med hørlige Toner af Jubel fra alle Zoner, jeg maatte udtrykke Menneskets Lykke, den vise Orden, som raader paa Jorden. Og nu er der ikke en Flek igjen, hvor Lyset ikke har trængt sig hen. Tys! stille, stille! Paa hiin syndige Ø i den stille Sjø lyser en Kirke frem mellem Palmer, Klokkerne spille Opstandelsespsalmer. Tonerne blande SIDE: 557 sig mellem de tusind fra alle Lande, der lyde nu i den samme Stund, Alle som Een med jublende Mund, Alle i Eet: Jesus opstanden er over al Jorden i Kvinden og Manden, i Aand og Dyder i Mennesket. Akadiel. Før du paa Drømmenes Hvirvel maa age det Sekulums-Tiaar tilbage, ile igjennem den halve Time, du hørte Klokkerne tigange kime, blot paa Opvaagnelsens rappe Sekund, indtil du standser som hos dig Selv mellem kjendte Sandser: Skjald! skal du høre Profeter af Engle opføre den Paaskesang, som om tusind Aars Stund skal lyde fra alle Menneskers Mund. Chor. Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd! Den hele Menneskehed nedknæler paa Jorden i Lykke og Fred. I Mennesket er Du kommen igjen, o Jesus Messias, fra Himmelen! Menneskets Sjel et straalende Skin lever af din; i Menneskets Hu dine himmelske Tanker; og, som om der hang i Hjerternes Rod et funklende Dryp af Frelserens Blod, i Menneskets Hjerte din Kjærlighed banker. Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd! Nu endt er, Jesus, dit Værk; Thi hviler Du nu i din Sejerfryd stærk. Du Mennesket har til Menneske gjort SIDE: 558 og blæst af Gudsbilledet Støvet bort, saa Englenes Sind og Menneskets Hu Eet ere nu. Thi, Jesus Messias, i Skarernes Hjerter i levende Daad opstanden du est. Hver Slægt er en ny Opstandelsesfest; de Nyfødte ere dens nytændte Kjerter. Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd! Vor Mo'r, den venlige Jord, vi hædre ved Dyrkning fra Syd og til Nord. Vor Fader i Himlen, naadig og huld, fremdyrke vi Engle af Hjertets Muld. Han tager engang de Blommer med Lyst hisset til Bryst. Thi Jesu, Hans Elskedes, Hjerte de bære som Duggen i Kalk, og signede Jord forener sin Røst med Himlenes Chor til Faderens Priis og hans Eenbaarnes Ære. Akadiel. Paradisisk er Jorden, herligt er Mennesket vorden. Abiriels glødende Ild, Ohebiels milde, gydet dertil, i Menneskestammen vel flyde sammen; dog boer hos Kvinden, i Hjertegrunden, i Smilet om Munden, i Rosenlunden som groer paa Kinden, i Øjets milde Karfunkelkilde Ohebiels Aand, som den himmelske reen, imedens Abiriels Flammer tindre stærkere frem ifra Mandens Indre, som Lyskjernen i Diamantens Steen. SIDE: 559 Menneskets mægtige Aand nu føler ei mere sit Kjød og sit Blod som Lænke om Haand og Bolt ved Fod; som Fuglenes Fjere, som Rosenblad-Dragt kun føler det Legemets Magt. Sandhedens Dag, Pligternes Røster, Frihedens sejrende Vingeslag over forræderske Lyster fylde dets Pande, det Tempeltag, mens stille og mild i Hjertet brænder Brødrekjærligheds himmelske Ild, straalende ud i de fremrakte Hænder. For Gud i Støvet falde de Jordens Aander Alle; for Ham, den Evighøje, de sine Pander bøje. Men naar de op dem høine ifra den Andagtstund, i klare Aandeøine paa Pande og om Mund, staaer prægt med Straaler ud: Hver sin Thronehimmel i egen Pande har; Hver i eget Hjerte har Altar og Offerkar; Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud! (Forsvinder) Digteren. (springende op) Hvad Toner? Fra Jorden? fra Himlen? Jeg hørte jo Choret? Jeg saae jo Stimlen? Ah! Klokkerne endnu i Bygden klinge. Did maa jeg haste, paaknæ for den Højestes Altar mig kaste, SIDE: 560 min Tak ham med brændende Taarer bringe. Han har mig benaadet med profetiske Syner. En mægtig Aand, med digtende, skjøndt med en sanddru, Haand hurtigt, som Lynet lyner, har Fremtidsraadet afmalt paa mine Øjenhaars yderste fine, saa, ved at skimte paa halvaabent Blik, de herlige Syner jeg fik: Jeg seet har Jorden i himmelsk Orden og Mennesket som de Himmelske vorden. Henrik Wergeland SIDE: 561 FJELDSTUEN SKUESPIL MED SANG I TRE AKTER Personerne: Repp Lundastad, Kaxe. Sigrid, hans Datter. Thor Solaas, Bonde af jevne Kaar. Kari, hans Hustru. Helge, deres Søn. Capellanen. Lensmanden. Svennoug Thrandsen, Udvandrings-Agent. Jep Jepstrup, Inkassator. Bønder. Søfolk. Huldren. Scenen -- Thelemarken. En af Løvskov omgivet Plads. Tilhøire en stor moset Steen (Klippebrok). Svennoug (alene). (Sommernats Tusmørke. Svennoug kommer ind i national Dragt ( ): klædt som en Thelemarking) med Skræppe og Vandringsstav. Slænger Skræppen bag Stenen. -- En fjern Luurtone høres). -- -- Sjuh! Alt Folk oppe i Bygden? Det maa være mine Folk, mine Amerikafarere, som vække hinaden! Ja kom kun! Han Repp Lundastad har laant mig god Plads, saavidt jeg kan see, og fra denne Stein kan jeg tale just som Præsterne i Ame- rika og kaste Bøgerne udover hele Folkemængden. Det bider bedre, naar de faae Meningen paa den Maade, end naar man stikker hver Enkelt Bogen i Næven. (To hinanden svarende Lure høres). Sjuh! Den ene var en Qvindfolke-Luur, -- og her paa Lundastad- eiendele! Faaer jeg Qvindfolket med mig, saa er det som naar der er kommen Vand under Leren, saa maa Alt glide med. Men hidtil har det rigtignok været det traaeste. Eller har han Repp sendt Budejen sin ud, for at retlede mig over Fjeldet fra Nabobygden og til Gaarden? Han var rigtig nok saa hid- SIDE: 562 sig paa mig i Indbydelsesbrevet, at han nok tog imod mig nu, saa tidligt paa Morgenen; men bedst er det vel, at jeg tager mig en liden Blund først her, saa han træffer mig paa Pletten. (Han lægger sig bag Stenen paa høire Side af den, med Skræppen under Hovedet). Huldren. (Med Langeleik. Et svagt blaaagtigt Lys omgiver hende. Hun er høi og slank, i grønligt Gevant med et Sølvbælte og Sølvbaand i det lysblonde Haar). Mel. Aagodts Sang i Fjeld-Eventyret. Vee! Nu maa den svarte Død jeg med Rædsel mindes. Ødegaard i Dalens Skjød nu som den Gang findes. Arnen ryger ikke meer. Vandret ud er Folket der. See det flygter nu som da bort fra Fædres Grave, søger ivrigt derifra til de vilde Have. Hvor den sidste Bølge døer, hviler det. Det vil ei før. Længst fra gamle Fædreland vildsom Skare stunder -- ja saa langt, at Mindet kan gaae i Havet under, ellers blev det nye Brød beskt -- ja som den bittre Død. SIDE: 563 Bækken mere sorgløs ei synes frem at rinde, end de Sværme, som sin Vei juble frem iblinde. Gamle Norge selv er glemt, Sindet er saa bagvendt stemt. Vee dig, som ei Taare har for din Hjembygds Kirke, for den Haug, som Vuggen bar under lyse Birke. Du er syg. En Byld saa sort tærer paa dit Hjerte fort. Der er Graad i Nødens Blik, saa det let forblindes; men ved en forgiftet Drik dog de fleste vindes. Gjennem Øret Slangers Brod dryppe den i Folkets Blod. (Mod Svennoug). Vee dig, Orm, hidoversendt, Folkets Blod at tappe! Did igjen, før du blir kjendt, skyndsomt du dig rappe! Nidding, som i Dalens Skjød bærer om den sorte Død! (Lurene høres sagte, men ganske nær). Huldren (talende). Nu Fred over Stunden, over Kjærligheds-Stevne i Lunden! Men at du ei mægter meer end at gjette, jeg dækker dit Syn med en Munkehætte. (Hun lægger en Munkehætte-Stengel over Svennougs Ansigt og forsvinder.) SIDE: 564 Morgen-Belysning. Helge og Sigrid ile i hinandens Arme. Helge. Trofaste! O, Gud signe dig! Efter det lange Aar lige øm og kjærlig. Men Synd er det af mig, at jeg har kaldt dig. Ja, Synd! Synd! Sigrid. Hvad skulde jeg tænkt om dig, hvis du ikke havde gjort det? Jeg vidste jo, du var hjemkommen fra Seminariet, ligesom jeg fra Moster i Byen. Helge. Ak, Sigrid, for os er intet Haab. Igaar var min Ven og Lærer, Kapellanen hos din Far, og friede formelig for mig med Anbud af at en ret god Fastskolelærer-Betjening stod mig aaben; men hans Svar var, at han ligesaa gjerne saae dig gift med Fattigvægteren som med en Skolelærer. Du var des- uden lovet til Inkassator Jepstrup. Sigrid. . . . Den berygtede Bondeplage. Og sligt, troer du, skulde gaae, Helge! Føl! Hjertet mit slaaer ikke haardere nu, end før du fortalte mig dette; thi jeg selv har endnu ikke hørt et Ord om den Handel, skjøndt Blodigelen rigtig nok var sledsk og paatrængende nok, da han kom til Lundastad igaaraftes, for at være med ved denne Svennougs Møde med Amerikafarerne. Helge. . . . Amerika? Sigrid, kunde du flye med mig til Amerika? Sigrid. Spørg ikke saa! Ja, ja! Med dig -- over Havet -- og dybt ind i Havene af Urskov! Svennoug (bag Stenen). Ret saa! Ret saa! . . . Bare tag det Tunge væk over Pan- den min! (Helge og Sigrid flygte. Hun glemmer sin Luur). SIDE: 565 Repp. Jepstrup. Svennoug. Repp. Naa, vi er da de første paa Pletten; og saa bør være. Svennoug (liggende bag Stenen). Nei, Repp Lundastad, det er du ikke. Bare tag væk det Tunge her over Øinene. Jeg er ganske som fortumlet af de Minutters Søvn. Repp (tagende Munkehætten væk af Svennougs Ansigt). Ja, hvorfor lægger du dig i sligt giftigt Ukrud, Svennoug? Bedre havde det været at sove i en af Duunsengene paa Lunda- stad. Men velkommen skal du være. Svennoug (som imidlertid har reist sig og er kommen frem). Tak! Tak! Jeg er først kommen over Aasen for en Stund siden, saa jeg vilde ikke forstyrre Gaardsfolket, skjøndt jeg hørte nok paa Luren, der var folk oppe før Gry. Repp. Paa Luren? Svennoug. Jaja! og skulde jeg feile meget, om det ikke var fra den Luur, som staaer der ved Stenen, og om den ikke blev blæst af det Qvindfolk, som var her paa Pletten før Jer. Under- ligt at baade hun og Karlen, hun snakte med om at reise til Amerika, ere borte. Jeg vilde have talt med dem; for slige Ungfolk betaler Dichson og jeg veed, han liker ikke Udvandringerne, men er mig overalt i Veien. Jepstrup. Men om nu hans Forældre bleve overtalte til at udvandre, og at tage Sønnen med? Repp (glad). Gud signe dig for det Indfald, Maag. Det er at bruge sin Pande. Ha ha! Helge i Amerika, Sigrid her. Der lyder ingen Luur imellem dem. Ja kunde det gaae? Svennoug, han Repp har Pengene. Svennoug. Der skal Kunst til. Thor er nok god at faae til hvad det skal være; men han skryder jo altid af, at han finder sig saa vel paa Solaas, som giver ham netop Udkomme. Engang, han var paa en Kant, vilde han ikke bytte med store Lundastad. Stor Gaard, store sorger, sagde han. Repp. Kunde det lykkes, Svennoug! To Gule for din Umage. Svennoug. Skal friste. Og Skaal paa det! (Drikker af en Lommeflaske, og byder om). Jepstrup. Tak! Ikke for mig. Jeg har en saa daarlig Mave, at jeg er gaaen ind i Afholdenheds-Selskabet. SIDE: 568 Repp (smager). Rum? Havde du mere af den, kunde du trække hele Be- folkningen efter dig. Men gjem den Slumpen til han Thor. Der tør den gjøre Nytte. Svennoug. Du siger noget. Men, sjuh! er det Folket som kommer, eller tager det til at blæse i Birketoppene? Repp. Det er Folket. Det knager og brager i Skogen, som om hele Lundastad-Buskapen brød sig frem. (Pladsen fyldes med Bønderfolk af forskjelligt Kjøn og Alder. Mødre med Børn ved Brystet o.s.v.) Mellem Almuen Thor Solaas, Helge, Capellanen. De Forrige. Svennoug. Naa, skal vi see Præsten her med. Capellanen. Jeg gad nok engang høre paa din Præken, Svennoug. Lad ogsaa den være Sandhedens. Svennoug. Det skal du snart faae høre, Præst. (Han springer op paa Stenen). See, her er jeg igjen frisk og rask, gode Venner, saa Amerika ikke er saa lukt en Grav, som man lyver det paa. Og her staaer jeg i den gamle Korttrøien min og Knæbuxerne; men bi lidt, skal I see, hvordan en Bonde gaaer klædt i Amerika. (Han springer ned, og gaaer bag om nogle Træer i Skoven). Repp. Naa, Thor Solaas! Du ogsaa? Thor. Jeg fulgte bare over med Præsten for Moro Skyld, for at høre paa Præka hans Svennoug. Men jeg blir nok qvar paa Solaas, der er ikke Fare for det. SIDE: 569 Svennoug (kommer frem og springer rask op paa Stenen igjen, i moderne blaa Dragt med blanke Knap- per og en graa Hat. Forundringsraab modtager ham). Saa gaaer Almuesmand klædt i Amerika. Men til Dragten hører en Pung med slige smaa gule Sisiker og Sølvduer i. (Træk- ker en Pung frem og viser dem Guld- og Sølvmynter). Seer I? Det rene, skjære Guld! Slig en kaldes en Souvereign, og er ligesom Specier hos os, og disse store Sølvdalere kaldes Dollars, men ere kun som Marker hos os, skjøndt de ere jevngode med vore Sølv- specier -- ja mange Gange bedre, for alt det der kan faaes for dem. Og en slig Dollar faaer hvilken Karl det er for Dagen. Og saa Levemaaden? Det er Hvedebrød og Flæsk, -- ja Hvedebrød af Hvede tre Gange saa stor som Ærter. Jord kan faaes frit paa det nærmeste -- hele Herregaarde af Muld uden Bund. Det er noget andet end at grave i Stenene her hjemme. (Bifaldslyd). Ingen Skatter og Love at mærke, -- intet Pantefolk at see! (Bifaldslyd) Men bedre vil I skjønne Alt af denne Bog, som skjænkes hvem der faaer den. (Han kaster Bø- ger ud af Skræppen. Almuen gramser efter dem, undtagen Thor og Helge, som sparke dem væk) Jeg kan kun bekræfte hvad der staaer i Bogen, og Svennoug Thrandsen kan I troe. Capellanen. Nei, nei! Dig skal de stakkels Folk ikke troe. Hele din Tale var Falskhed, og lagt an paa at forføre. Troer mig, Godt- folk: "Øst -- Vest, hjemme bedst!" Helge. Hører I? Hør paa Præsten! Stemmer. Nei! Vi troe paa han Svennoug! Andre Stemmer. Pas dig, Helge! Var du ikke i Følge med Præsten? (Et vildt Hurraskrig bryder løs). Capellanen. Kom, Helge! Lad os forlade de Vanvittige! (Capellanen og Helge gaae). SIDE: 570 Repp. Bliv du her, Thor. Ingen skal gjøre dig noget. Svennoug. Altsaa, Venner, læser nu Bogen; saa komme vi overeens om, hvem der vil reise, og hvem der har det saa løst, at han kan reise strax, for Skibsleilighed mangler ikke. Stemmer. Til Auctions med Gaardene! Hei, Jepstrup, nu faaer I For- retninger. (Jepstrup skjuler sig bag Repp). Stemmer. Til Auctions, og saa afsted til Amerika! Chor. (Af Fjeld-Eventyret). Afsted over Hav! Det er Sorgernes Grav. I fjerneste Vesten begrave vi Resten; i Skogenes Skjød hvert Minde om Nød. Nyt Liv vi begynde. Thi lad os skynde os lugt herfra! Her magert er Brødet, men snehvidt og sødet det falder i Mund i Amerika. Dybt Jorden er muldet, og Sølvet og Guldet i Simpelmands Pung som i Rigmandens leer. Ja heller i Døden end hjemme hos Nøden! Men, Held os, nyt Liv i Amerika er! Afsted! Afsted! (Bondefolket afsted). SIDE: 571 Repp. Svennoug. Jepstrup. Thor. Svennoug (til Thor). Saa du kaster slig Foragt paa Bøgerne mine, Thor? Thor. Ja, som Ormæg. Præsten er en oplyst Mand. Svennoug. Det kan du troe han ogsaa er, som har skrevet Bogen . . . Men den tør smage bedre. (Rækker ham Lærken). Thor (drikker). Naa, sligt Brændeviin har jeg aldrig kjendt. Svennoug. Det er i Amerika som simpelt hos os. Thor. Jeg kan nok sagtens tage en af Bøgerne dine, Svennoug. (Faaer et Exemplar, som han beholder i Haanden). Repp. Lad mig ogsaa faae En, Svennoug, siden han Thor tager. (Svennoug giver ham et Exemplar). Thor. I, Repp, I vil dog vel ikke gaae fra Lundastad, I? Repp. Det kunde nok være. Der er større Lundastader i Amerika at faae. Svennoug. Men en Slurk paa det, Thor, at du læser Bogen. Thor. He -- ja! (drikker). SIDE: 572 Svennoug. Og du burde vel meest læse den her; for hjemme faaer du vel ikke Lov for han Helge. Thor (opbragt). For Sønnen min? Hvem har Gaarden, Svennoug? Nei, endnu sidder Thor paa Solaas, og blir vel siddende. Jeg skal lese den midt for baade hans og Præstens Næse. Repp. Nu taler I som en Mand, Thor. Men læs nu Bogen hernede i Lien for Jer selv, og kom saa til Lundastad til en liden Dokter, saa skal vi begge sige vor Mening om Bogen. Svennoug (giver Thor Lærken). Tag Slumpen, Thor. I vil ikke til Amerika, saa I aldrig faaer smage Sligt mere. Thor. Tak, som byder. Og Bogen skal blive læst, saa sandt jeg er Thor Solaas. Tro det, Svennoug. (De skilles). En Bondestue indtil 10de og sidste Scene. (Stue hos Thor Solaas, uryddig, som paa en Flyttedag, ved en Mængde Huusgeraad, hvormed Kari er sysselsat). Kari. Mel. Ifjor gjet'æ Gjeita. Farvel, gamle Rokken! Nu skal jeg dig miste! Det bringer mit Hjerte i Barmen at briste. Nu skal vi ei mere om Qvellen ved Flammen, du gamle Veninden min, smaasnakke sammen. SIDE: 573 Ak! alt hvad jeg seer, i mit Hjerte har Rødder. Nu rykkes det ud. Er det rart, at det bløder? Dog veed jeg knap, hvad jeg af alt skulde vælge. Jo, med mig helst slæbte jeg Vuggen til Helge. Men værst er med Dyrene. Smerte og Glæde de føle som vi. Hvor Guldblomma vil græde! Og Bølingen, veed jeg, vil hrøite i Bakken, naar Kari skal vandre med Posen paa Nakken. Kari. Thor. Thor (som kommer med tre Vandringsstave). Snak, Kjærring, den skal Helge bære! Pengene har jeg i Lommen, og her er Stave til os alle Tre. Men græd ikke saa, kjære, snille Kari; men stell lidt til her i Stuen, for jeg venter Inkassatoren ind fra Besigtigelsen. Kari. Ja, han er ogsaa af Forførerne! Men, Thor, jeg græder ikke saameget for mig selv . . . Thor. Det bør du heller ikke; for du skal faae det godt paa dine gamle Dage. Ikke en Traad paa din Krop uden Silke, og hverken Slid eller Slæb, Kari . . . Kari. Slid og Slæb var mig altid kjært her, og skal blive det overalt ved din Side, Thor. Men Helge! Den stakkers Helge! Det er for at faae ham væk . . . SIDE: 574 Thor. Der komme de. Ti saalænge! Men tro du mig, Solaas er betalt. Kari (rystende paa Hovedet). Men Tilfredsheden? Hvad har du faaet for den? (Hun giver sig til at rydde et Bord). Thor. Kari. Jepstrup. Jepstrup. Alt er befunden efter Aftale, Thor. Bølingen er vakker, Hestene med. Thor. Men husk, I har lovet, at Blakken og Borken aldrig maa skilles. Jepstrup. Javist! Javist! Huusgeraadet tage vi paa en Slump. Og her er Pengene for det Hele. (Han tæller Penge op paa Bordet). Thor. Det er reen Handel. Kom, kom, og see! Kari! Der er ti Røde, og der er ti Grønne, og saa ti Gule. Rigtig! Kari. (Ved Arnen, tørrende Øiet). Nei, jeg vil ikke see de Penge. Thor. Med dem hjælpe vi os godt frem, kan du troe. Kari. Ja, til Graven. Jepstrup. See saa! Skjødet har jeg her med Paategning. Og saa ryddigt strax til Indflytning? SIDE: 575 Thor. Vist, vist! Jepstrup. I Aften kunde I faae godt Følge nedover til Byen. Thor. Saa afsted! Naar det er, som der staaer i Bogen, burde ikke en Mand blive længer i Norge. Jepstrup. Og Helge med ombord? Thor. Naturligviis! Han er min Alderdoms Støtte, og skal bli noget andet end Skolelærer eller Bonde i Norge. Men siig mig bare, er det Jer, Hr. Inkassator, eller er det Repp Lundastad, som er Kjøber? Jepstrup. Mit Navn staaer jo i Skjødet. Hvor kan I spørge saa? Thor. Ja, men endda saa . . . Det viste sig jo, at det var Repp, som havde kjøbt Gaardparterne under Aasen, skjøndt I tilslog Jer selv dem. Kari. Kan du tvivle paa, at det er Repp, som har faaet dig fra Gaard og Grund? Jepstrup. Nu burde I gjøre Jer færdig, Kone! Kari. Og I med. Hører I det? SIDE: 576 Jepstrup. Aa ja. Jeg skal gaae. Det var Synd at berøve Jer det sidste Qvarteers Tid, I har igjen. Derfor Farvel! Lykke paa Reisen, Thor! (sagte) Husk paa Helge! Du veed, han er betalt. Thor. Ja, ja! (Følger ham ud). Kari. Thor (som kommer strax ind igjen). Kari. Skjønner du ikke, at det er Helge, Repp vil have bort, for at faae ham og Sigrid skilte ad for evigt? Thor. Det har jeg nu ikke vidst noget om. Men vil ikke han Repp Lundastad, saa vil nu ikke han Thor Solaas heller. Kari. Sligt faae kun Mødrene at vide; og jeg skulde nok laget det sammen, jeg. Men du -- Thor Solaas, siger du? Nei -- nu er du Thor Helgesen, og jeg er Kari-Ingenting. Gud hjælpe os! Thor. Ja, Gud hjælpe og trøste mig! Gid det var opgjort igjen! (Tørrer sine Øine). Kari. Her paa Solaas er det nok Meningen, at Jepstrup og Sigrid Lundastad skal boe. Men det blir nu ikke noget af det, om jeg kjender Jenta ret. Thor (sløv). Saa hun er slig? Stakkars Helge! SIDE: 577 Kari. Solaas, Bøling og alt blir vanrygtet, og os faaer Gud hjælpe igjennem Verden. Thor. Ja, ja! Gud hjælpe og trøste mig! Kari. Det er nu for seent. Nu faaer du være Mand, Thor. Thor. Den Repp! Den Repp! O, nu seer jeg det! O! O! Kari! Nu seer jeg hele Pudset! (Han viser sig utrøstelig, og river sig i Haaret). Kari. Du kunde have gaaet hjemom, da de Forrædere havde faaet listet Bogen i dig, istedetfor at gaae til den fordømte Dokte- rering paa Lundastad. Thor. Ak! Ja, ja! Men gid disse mine graae Haar falde paa dem som Orme! Gid! Gid! Gid! Ja, jeg skulde forbande dem, dersom jeg ikke vidste, det vilde bare more dem. Kari. At Angeren vilde komme, det vidste jeg nok. Men saa braat . . .? Du har dog vel ikke faaet Penge, for at tvinge Helge med? Thor (nølende). Kari, det er som Halsen min brænder nu, jeg skal sige det; men jeg fik 100 Daler atpaa, for det Løfte, at tage ham om- bord med. Kari. Fy! At sælge sin Søn? Thor. Det er det, som nager mig. Da Jepstrup hviskede til mig de sidste Ord: "Husk paa, han er betalt", da fik jeg Øinene op. SIDE: 578 Og da jeg saa kom ud i Svalen, da sad Helge der, bleg som et Liig, og Præsten sad hos ham, og trykkede ham i Haanden, som om han alt berettede ham. Kari. Stakkars Gut! Han er hjertesyg, jeg veed det nok! Men Kjærlighed var ikke længer hvad den altid har været, dersom han ikke med Tiden fik sin Sigrid, naar han bare fik være i Landet -- ja, om saa Repp satte hende ind i et Taarn, som gamle Dages Princesser. Han har hendes Løfte om aldrig at ægte nogen Anden, -- og Jepstrup afskyer hun, som alle Men- nesker gjør -- den Bondeplage! Det er slige, som drive Folket af Landet. Gud forlade dem! Thor. Raad mig, Kari! Let mig denne Steen af Hjertet med Gutten! For min Hjælps Skyld behøver jeg ham ikke derovre; men Løftet, Løftet! Og vi drak og haandtoges derpaa. Kari. Det kan jeg troe; det er ligesom naar man handler Creaturer. Men Raad? -- Ja, raade nu, jeg er saa fortumlet og sorggiven? (Eftertænkende) Det holder haardt nu, Thor. Bedre om jeg havde faaet raade før. Thor. Ja, ja! Det var et sandt Ord! Men hjælp nu, Kari; for min Samvittighed kan ikke bære det. Kari. Hvorledes lovte du? Thor. Jeg lovte, at skaffe Helge ombord i Skibet. Kari. Ikke til Amerika? Thor. Nei, naar han først var ombord, saa . . . SIDE: 579 Kari. Naa! Skaf Helge ombord i Skibet, saa er din Forpligtelse løst. Giv mig de hundrede Daler, og overlad saa Alt til mig. Thor. Gid de hundrede Daler var i dem igjen! Kari. Der skal de komme. Vær du angerløs i hvad der skeer, og ved friskt Mod, Thor! Husk bare paa, hvad du har lovet at gjøre af mig, Kari di eia. De Forrige. Helge og Capellanen. Helge. Jeg er færdig, kjære Fader! Thor. Naa, ja, ja! Gud velsigne dig! Capellanen. Man hører alt Lyden af Sværmen, som vandrer ned igjen- nem Dalen. Kari. Saa faaer jeg ud at tage Farvel med Bølingen. Thor. Og jeg med Borken og Blakken. (De Gamle gaae ud). Capellanen. . . . Min Ven, tro mig, du vil finde Ro i Bevidstheden om, at opfylde din Pligt mod dine Forældre. Helge. Og du vil bede Sigrid bevare sin Tro et Aar endnu? SIDE: 580 Capellanen. Det skal jeg, -- og hun vil svare, at hun bevarer den til Døden. Helge. Jeg frygter det, jeg frygter det! Til Døden. Capellanen. Haab derpaa. Tænk om du engang kom tilbage. Norge har Afdale og Skoge, ligesom Amerika. Helge (mumlende efter). . . . Om jeg kom tilbage . . . Norge har Afdale og Skoge, ligesom Amerika . . . (De Gamle komme tilbage grædende). Thor. I Guds Navn da! Kom, kom! Kom Søn! Følget er lige under Bakken. Capellanen. Ja i Guds Navn da! Fred være med Eder! (De gribe Vandringsstavene, og gaae med langsomme Skridt og kastende sorgfulde Blikke om- kring sig. Kari, i Døren, vender endnu engang tilbage og seer sig omkring). Repp og Jepstrup. (Komme ind efter en Pause). Repp. En vakker Acqvisition, Maag! skjøndt en Huusmandsstue mod Lundastad. Og see bare, hvor Lundastad-Bygningen tager sig ud herfra! Det bliver behageligt for Sigrid, naar der nu bliver stelt saa, at I kan boe her. (Han seer ud af Vinduet) Ei, ei! Jeg seer ikke andet, end at de alle Tre pille nok saa vakkert afsted nedover Bakken. Jepstrup. (Seende ud). Hihihi! Jamen gjør de saa. Thor var altid en ærlig Mand. SIDE: 581 Repp. Da blir han nok snart Fant i Amerika. Jepstrup. Det kan I være vis paa. Repp. Men Fanden maatte troe Gutten, siden sidste Luring, og ikke han Repp. Jeg reiser endnu i Qvæl til Byen, for at høre ham vel ombord. Sigrid og du blir her saalænge. Jepstrup. Bravo! (Hurra-Raab høres) Men hør! Repp. De Udvandrende raabe Hurra. Jepstrup. Godt, at de ere saa lystige! Repp. Jeg faaer mig vel et Hurra jeg med, naar jeg nu kommer forbi dem. Jepstrup. Da vilde s'gu ikke jeg vove at kjøre forbi dem. Og hvordan det er, Svigerfar, saa var det nok bedst, jeg kom til Ro her paa Solaas jo før jo heller. Repp. Strax, Maag, naar jeg kommer tilbage fra Byen med baade Snedkere og Malere. Da skal I kalde Solaas Vesle-Lundastad, og der kan I leve af hvad I har skrabet til Jer i nogle Aar, saa ere de Sager glemte. Er I ikke Formandskabets Ordfører inden tre Aar, vilde jeg ønske, at Kariolarmene mine maatte knækkes før jeg kom ned af Bakken. (De gaae, Jepstrup gnidende sine Hænder og leende). SIDE: 582 Sigrid, efterfulgt af Jepstrup, kommer ind. Sigrid. Kalder I mig Dronning her paa Solaas eller Vesle-Lunda- stad -- men som det nok ikke kommer til at hedde i Jer Tid -- saa lyd dog min Befaling, at lade mig allene. Jeg ventede ikke at see Jer her. Jepstrup. Det kommer de nok til at vænne dem til, Jomfru. Men, Gud- bevars! De har ingen lydigere Tjener end mig. (Gaaende) Naar Katten er borte, danse Musene paa Bordet. Sigrid (allene. Seende en Cithar henne i en Krog). En Cithar? Ak, den har været hans? (Hun griber Citharen, og accompagnerer sig til følgende Sang). Mel. Af Fjeldeventyret:"Venlige Morgen". Her, hvor i Alt hvad jeg seer Han er til, leve jeg vil mellem de øde Vægge. Her jeg pleier min Kjærlighed. Her jeg daglig min Troskabs-Eed vil til den Elskte aflægge. Her vil jeg vente til Haaret blir graat, Rynker udslaaet ligsom et Net over Kinden. End den Trofaste komme tør. Bort han foer med den vilde Bør. Kommer da ogsaa med Vinden. SIDE: 583 Her ifra Vinduet daglig jeg veed Fløiens Beskeed, hvordan de Vinde glide. Hver Gang lystige Vesten gaaer, Blomster fæster jeg i mit Haar, vare selv Lokkerne hvide. Og, see der hans Moders Rok! Hun elskede ham saa, og jeg skal elske hendes Minde i hendes Rok. Hun maa have havt den kjær, for jeg kan altid mindes, hun sad ved den, den Gang jeg som Barn fik Lov at komme herover. (Hun raaber ud). Jepstrup, vær saa god at komme ind. Sigrid. Jepstrup. (Kommer ind). Sigrid. Hør, Herre! Den Cithar og den Rok der maa blive min. Og, saa troer jeg, der var to Køer, den gamle Kone især holdt af. Dem tager jeg under min Beskyttelse. Jepstrup. Vel nok, Jomfru. Men dersom Deres Far ikke lader de to gamle Skramler brænde, og Kjørene slagte, naar han mærker Lunten, saa vil jeg aldrig være Jep Jepstrup (Snigende efter Sigrids Haand). Men dersom De kunde vise mig et venligt Ansigt, Jomfru -- blot een Gang imellem -- ikke Dag ud og Dag ind dette sure, -- saa skulde jeg nok see at gjøre hvad jeg kan. Sigrid. Taknemmelig vil jeg være. Men frygt og for Følgerne af en saadan Ondskab. Da havte min Far tabt sin Datter; thi da saae jeg, at det var Hjertet han vilde ramme. Jepstrup. Naa, hvor Jomfruen har lært derinde i Byen at tale godt! SIDE: 584 Sigrid. Har I gjort mig til Dronning her, saa lyd! (Gaaer). Jepstrup. Skal skee . . . i ydmygst Forventning . . . (Gnider sit Kjole-Ærme af Glæde). Hihihi! Det er pro arrha, som Advokaterne sige. (Gaaer). (Skuepladsen omvexler til en Søhavn. En Brygge. Emigrantere opfylde Bryggen. Embarke- ringen foregaaer i en Chaluppe, som ligger tæt til Bryggen. Det er mørk Aften, saa at et Skib med norsk Flag kun skimtes ved en paa Gaffelen ophængt mat Laterne. Repp med en Lygte, ved hvis Skin Thor, Kari og Helge ogsaa skimtes.) Repp. Thor. Kari. Svennoug. Bønder og Matroser. Matros-Røst. Rap! Rap! Vinden er god! Repp og Svennoug. Ja! Skynd Jer, godt Folk! Vinden er god! Chor (af Fjeld-Eventyret). Sjøfolk i Chaluppen. Afsted! Ja afsted! Nu med Faldrebet ned! Som Silden i Tønder, vi stuve Jer, Bønder. En Overgang blot fra Tønde til Slot: en hyggelig Rede med Sviin saa fede i Compagni. Kan hænde en Slange af alle de Mange kan liste sig ind som i Skoven fri. Det Hvedebrød hvide i Halsen vil sidde. SIDE: 585 I mindes Jer Lepsen med sorgfuldt Sind. Gid blot, naar I, Bønder, skar Skræpperne sønder, I slap over Skibet en Nordostenvind. Afsted! Afsted! Bønder paa Bryggen. Afsted! over Hav! Det er Sorgernes Grav. I fjerneste Vesten begrave vi Resten: i Skogenes Skjød hvert Minde om Nød. Nyt Liv vi begynde; thi lad os skynde os lugt herfra! Her magert er Brødet, men snehvidt og sødet det falder i Mund i Amerika. Dybt Jorden er muldet, og Sølvet og Guldet i Simpelmands Pung som i Riigmandens leer. Ja heller i Døden end hjemme hos Nøden! Men Held os! Nyt Liv i Amerika er. Afsted! Afsted! (Chaluppen fyldes med Emigranter, og skal støde fra). Repp. (skrigende). Holdt der! Er Passageer Helge Solaas med? Thor (i Baaden). Ja! Ja! See selv! (Repp lyser Helge, Thor og Kari i Ansigtet). Kari. Hør, Far, torde I lyse jer salig Kone i Ansigtet? Men nu, da I seer, at han Thor holder Ord, at faae jer Datters Kjæreste SIDE: 586 ombord -- ombord, læg Mærke til det -- , saa behøver I ingen Lygte mere. (Kari slaaer Repps Lygte istykker, saa den falder i Vandet, og det bliver næsten ganske mørkt. Under Ankerhivninger og anden Sjøtummel falder Tæppet). (I denne Akt bliver Scenen uforandret en Plan udenfor en Stue af svært Tømmer, beliggende i en Høidal, hvor man har et langt Perspectiv med Alpetinder i Baggrunden; Løvskov paa Tilskuernes høire Side, og paa den anden Side lige over for Stuen er en eller to mosbegroede Stene, saa store, at de kunne tjene til Sæde for Fire). Helge (alene). (Beskjæftiget med at pynte Indgangen til Stuen med Løv og Blomster). See der, Sigrids Navn i smaa Nyperoser og blaa Gentianer [fotnotemerke] . Men at de ikke er her endnu? Det er allerede over Noon. Jeg faaer retlede dem med Luren. (Han blæser og lytter) Tys! Der er Folk nærmere end jeg troede; jeg hører Heste slippes i Væn- get . . . Mit Hjerte banker, saa jeg ikke kan komme af Stedet . . . Det er dem! Det er dem! (Iler Capellanen og Sigrid imøde). Helge. Capellanen. Sigrid. (Helge og Sigrid ile hinanden imøde og omfavne hinanden tause). Helge. Og her, midt paa det vilde Fjeld, i denne usle Stue vil du leve med mig, Sigrid? Sigrid. Har ikke du, Helge, opsøgt dette Sted for vor Lykke? Har ikke du bygget dette Tilflugtssted for vor Kjærlighed? Ak, see der mit Navn i Blommer over Døren! Men dit vil jeg flette ved Siden. Fortæl mig imidlertid, hvorledes dette er gaaen Fotnote: Søterodblommer. SIDE: 587 til. Præsten har først igaar ladet mig vide, at du i et heelt Aar har været i Landet, og at du ventede mig her. (Sigrid sætter sig paa den mosbegroede Steen og arbeider paa at flette Helges Navn med Grønt og Blomster. Helge og Capellanen staae foran hende; Helge paa hendes høire ): læn- gere frem paa Skuepladsen og Capellanen paa hendes venstre Side; altsaa tættere ved Coulis- sen, der forestiller Buskads, der bedækker noget de der Siddende. Den, som kommer ind paa samme Side af Skuepladsen i Baggrunden, maa saaledes først faae Øie paa Helge, uden strax at blive de Andre vaer. Sigrid vender sig noget imod Baggrunden, saa at hun, naar hun seer op, kan blive vaer, hvad der foregaaer. De andre To vende Ryggen ganske til Baggrunden. Helge maa staae saa vidt fra Steenbænken, at Sigrid har Rum til at springe op bag hans Ryg). Helge (rystende Capellanens Haand). O Sigrid, denne min Ven her, -- ham skylde vi alt. Saa- snart min gode Mor havde underrettet mig om, at det stod til mig selv at gjøre mig fri igjen, naar jeg efter Fars Løfte var kom- men ombord, saa var jeg ogsaa fri. -- "Mand overbord" hørte jeg nok man skreeg i Mørket; men efter nogle Tag var jeg iland med de 100 Daler, Moer havde stukket til mig, til ved Leilighed at løse Fars Ord ind med, om Nogen skulde have at klage. Sigrid. Ha, du sprang i Søen, og svømte iland? Helge. Ja, efter min Sigrid. Og saa tog jeg min Tilflugt til denne vor trofaste Ven i hans Logis i Byen. Han bifaldt min Plan at kjøbe en liden Flek her paa Høifjeldet, men allerede paa Hardangers Grund, og der at bygge en Stue. -- Det gik raskt fra Haanden -- ja ofte troede jeg næsten at have havt over- naturlig Hjelp . . . Capellanen. Ei, Helge, Kjærligheden har Underkræfter selv. Helge. Alt ifjor Høst var jeg færdig. Men jeg maatte først friste, hvordan en Vinter var at holde ud her, før jeg turde tænke paa at Sigrid skulde dele det med mig. Og, Gudskeelov! Snee- fogene gaae over os, saa her er ret luunt og godt. Heller ikke er der at frygte for Levemaaden, især siden jeg har faaet baade Mors Rødsi og Guldblomma til mig. SIDE: 588 Sigrid. Nei! Nei! Helge. Ja, det er nu just ikke saa rigtigt. Men hvad skal jeg gjøre? Paa et Jagtomdrev efter Reensdyr var jeg kommen Solaas- Sæteren noget nær. Kjørene kjendte mig igjen, og paa hele Hjemveien var det mig ikke muligt at blive dem qvit. Tilbage torde jeg heller ikke lede dem, for ikke at blive røbet for Lundastadfolkene, som laae paa Sæteren. Capellanen (leende). Aa ja, nu kan det da være det samme, nu da du kan be- tragte disse to Køer som Sigrids Hjemgifte. Sigrid. Det er lidet, Helge. Jeg er nu fattig som du. Men, see her! Sæt nu op dit Navn ved Siden af mit. (Helge fæster det over Døren, og gaaer saa tilbage til sin forrige Plads). Capellanen. Det tager sig godt ud! De Forrige. Repp, Jepstrup og Svennoug. (I det Helge, Sigrid og Capellanen betragte Udpyntningen paa Stuen, vise sig Repp, Jepstrup og Svennoug i Baggrunden paa samme Side, nemlig Tilskuernes Høire, listende sig frem med Ængstelighed. Repp, som faaer Øie paa Helge, gjør pludselig Tegn til de Andre at standse, og lægger saa sin Rifle an paa Helge). Sigrid. (Seer det, springer op skrigende). Ah! Far min! (Slaaer Riflepiben saaledes tilside, at Skuddet forfeiler Helge og slaaer an i Stue-Væggen. Sigrid besvimer. Helge iler til, og tager hende i sine Arme). Capellanen. (Gribende Repp i Brystet og rystende ham.) Ha! Fredløse Mand! Hvad vilde du gjort? SIDE: 589 Repp (kold). Skudt en bortløben Hund. Men I, Præst, I og mine Egne ere mig altid i Veien. Pas Jer! Capellanen. Du truer, Fredløse? Repp. Paa Fjeldet er den Fredløse Konge. Saa I veed alt, at vi ere under Justitsens Tiltale for de usle Gaardhandeler, -- og at Bygden nu er efter os? Capellanen. Repp, Repp! Hvad Jer angaaer, ikke blot for Gaardhande- lerne, men for mere fra gamle Dage. Jo jeg maatte nok vide det først, siden det var mig, som underrettede Jer om Faren. Repp. Det var Jer, Præst? Capellanen. Min Onkel Amtmanden skrev mig til om Ordren til at sætte Jer fast med samt jert Compagnie; og saaledes kunde jeg, for Sigrids Skyld, give Jer et Nys, førend Lensmanden kom iveien. Repp (kastende Riflen). Præst, I har lagt gloende Kul paa mit Hoved. Jeg vil ikke være den Hund, som bider den Haand, der giver den at æde. Tilgiv mig I først, og beed saa mit Barn at gjøre det. Capellanen. Jeg -- jeg tilgiver Eder, Repp, med at ønske eders vilde Hjerte Fred. Sigrid. Og jeg? O Fader! Af Hjertet! Capellanen. Men Helge, Repp? SIDE: 590 Helge. Aa, gamle Repp har kun gjort et Hul over Døren til en ny Birkeqvist. Men den maa han selv skjære. Repp. (Skjærer en Birkeqvist og rækker Helge). Der, min Søn! Helge (efter at have sat Qvisten i Hullet). Lad det da nu være glemt, og giv mig din Haand, Svigerfader. Repp. (Giver ham Haanden, og tørrer en Taare af sit Øie. Han peger paa Jepstrup, som hele Tiden viser Angst). At den Usling der, som har flæbet hele Veien, skal see Repp Lundastad græde! Capellanen. Aa, skam Jer ikke, Gamle, over at eders Hjertes Iisskorpe tøer. Nu eller aldrig er I beredt til at velsigne eders Datter og hendes Brudgom. I og Jepstrup kunne være Bryllupsvidner i denne Stund, ifølge dette Kongens Brev. (Tager et Dokument frem). Vi ventede paa et Par Vestmænd som Vidner; men de have nok slaaet Selskab med eders Forfølgere. Jepstrup (ydmyg). Til Tjeneste, Hr. Pastor. -- Men (lyttende) syntes de ikke? . . . Capellanen. Jo -- jeg hørte Skud; men det røbede, at Forfølgerne vist ere en halv Miil borte . . . Repp (som har staaet og bidt paa sine Fingre). Kom! Kom! I Guds Navn afsted! Pas paa her udenfor du Svennoug! (Først Capellanen, saa Brudeparret og saa Repp og Jepstrup vandre ind i Huset). SIDE: 591 Svennoug (alene. Tagende Repps Rifle op). Istykker! Hvad skal vi nu gjøre for at holde Folket fra os? Kniven? Nu ja, andet har vi ikke, og den faaer vi da bruge, skjøndt Hjertet synes at være falden Repp ned i -- Sjuh! Joggu trække de ind paa os, og reent besæt er Folket bleven siden gamle Thor Solaas kom saa afpillet tilbage fra Amerika. Store Ting, at Dichson for inden et Aar er han hængt eller sidder tredie og sidste Gang i et af Amerikas Bodsfængsler. Repp. Helge. Sigrid. Capellanen komme bevægede ud af Stuen igjen. Sigrid har paa Hovedet en Brudekrone af Blomster. Capellanen. Tak Gud, Repp, at I kunde velsigne som I gjorde. Svennoug. Her er ikke sikkert længer. Capellanen. Længer end hid gaaer nok ikke Lensmanden og Folket, især naar her bliver Bryllupsleik tilqvels. Helge. Her er ogsaa Stiftsdele og vel det. Strax I kommer bag den hvide Nuten der, kan I ikke tage Feil. I Hardanger er der engelske Fartøier, som let tage Jer over, og saa videre da til Amerika. Og her, Svigerfar, her er de hundrede Daler, Thor fik udenom Gaardhandelen, for at føre mig ombord, som han ogsaa gjorde. Men da I nok meente, at han skulde føre SIDE: 592 mig til Amerika, saa maa I have Pengene igjen efter en saadan Misforstaaelse. Repp (tager dem. Sigrid gaaer hastig ind i Stuen). Tak! Tak! De komme tilpas, da jeg maatte flygte uden saameget som en Daler. Capellanen. Far da vel! Afsted nu! Sigrid. (som kommer ud igjen med en Ølkande, kredensende for sin Fader). Efter ringe Leilighed, gamle Far. Men Tak for dit Samtykke og din Velsignelse, og Lykke med dig paa Reisen! Repp. Den bliver lang -- længer end til Amerika. Farvel! Farvel! Svennoug og Jepstrup. Afsted! Afsted! Capellanen. Helge. Sigrid. Lensmanden. Thor. Kari. Bønder. (En Sværm bevæbnede Bønder vise sig, anførte af Lensmanden, der er en gammeldags Figur. Midt i Sværmen befinde sig og Thor og Kari, samt to Hardangere, hvoraf den Ene har en Fele paa Ryggen. Alle de andre Bønder have Skræppe paa Ryggen. Thor og Kari hilse paa Helge, Sigrid og Capellanen, og sætte sig saa paa den store Steen ligesom af Træthed. Helge og Sigrid sætte sig hos dem. De tales ved, og er derhos opmærksomme paa hvad Lensmanden og Bønderne foretage. Lensmanden rangerer nemlig sine Folk i en Cordon om Huset). Capellanen. Men, Lensmand, hvad skal dette betyde? Lensmanden. Det betyder, jeg opfylder min Pligt, Hr. Pastor. I Stuen der maa der være tre Rømningsmænd, men nu er den ogsaa saa godt beleiret og kringsat, at ikke en Muus kan slippe væk. SIDE: 593 Capellanen. I fornærmer mig, Lensmand! Lensmanden. Jeg veed nok, I har ikke Maskepi med de Folk; for I var dem altid meget imod. Men siig mig alligevel: er de ikke her? . . . Hei! fem Mand ind med Gevær at see efter . . . Capellanen. I Helge Solaas's Stue? Hvor skulde det være muligt, da han ingen bittrere Fiender havde? Lensmanden. Hei! Fem Mand tilbage! Det er sandt! Men saa videre. (Brystende sig og kommanderende) Retter Eder! Fremad! Marsch! (Han begynder at marschere med dragen Sabel, men Bønderne blive staaende. Seer sig om) Hvad for noget! Staaer I, Karle? Vil I bare lette paa Foden! (kommanderende) Fremad! Marsch! Det var som Fanden! Fremad, siger jeg! Insubordination! Forræderie! Hælerie! Chor af Bønder. Mel. af Elverhøi: Nu da Lensmanden bort vil drage. Holdt nu, Lensmand, her maa vi puste; Aldrig vi saae en Eng saa blød. Her var det gjilt om Ølkanna fruste, om vi os Hul paa Nisten brød. Lensmanden. Bryde Hul paa Nisten? Gjør I ikke det i hver Bakke, I Skrubvomme! Chor af Bønderne. Ei I faaer os nu meer af Flekken! Lensmand, saa hør! Her Bryllup er! Allemand slænger Skræppen og Sækken, fyrer i Luften sit Gevær. (Geværsalve). SIDE: 594 Bønderne (raabende). Til Æreshilsen for Brud og Brudgom!! Lensmanden. Saa bliv, I Oprørere imod Øvrigheden! Men jeg forfølger min Pligt alligevel; hvilket jeg vil haabe, Hr. Pastoren gjør sin høivelbaarne Hr. Onkel Hr. Amtmanden opmærksom paa. Capellanen. Og hvor langt gaaer da eders Pligt, Lensmand? Lensmanden. Til Stiftsdelet; ikke et Skridt længer, Hr. Pastor. Capellanen. Da har I skrævet over jer Pligt. Der er intet andet Stifts- dele end Bækkene, og gaaer I til den første den bedste, skal I see, hvor travlt den har med at komme ned i det deilige Hardanger. (Thor, Kari, Helge og Sigrid reise sig). Sigrid og Helge. (Klappende Lensmanden paa Skuldrene). Aa kjære, vene Lensmand, vi beer . . . Lensmanden. Naa ja, er du Bruden, Sigrid Lundastad, min egen Guddatter, saa (stikker Sabelen ind) Pardon! Hører! Pardon, uden Anmel- delse til høiere Øvrighed! Kari. Det var ret, Lensmand! Lad de Ulykkesfugle flyve! og lad os nu være glade. Alle Mand bedes til Bryllups (Glædes-Gny blandt Bønderne). Ølankeren maa tømmes for Helge og Sigrid, og en Dands maa trædes, førend vi drage ned i Bygden igjen. Vest- mand, løs du Felen af Ryggen paa Kameraten din! (Hardangeren løser Violinen af, imedens Kari synger Følgende:) SIDE: 595 Mel. Længje venta Laurdagsqvellen etc. Her paa høie Fjeldet, nærmest Himmelen, her skal deres Bryllup stande. Høie Fjeldenuten er da Brudesvend, han med Sølverhjelm om Pande. Her kan Dandsen paa et Blomsterteppe gaae: vesle røde Fjeldtup, Enzianen blaa. Gjenter skorter paa; Huldra derfor maa gjerne sig i Dandsen blande. Kari træder endnu Springedands paakar; Thor har heller ikke glemt'en. Brud og Brudgom ere saa det næste Par, og det gjælde maa for Femten. Var der ikke flere, blev det daarligt Bal. Men histhenne dandser Huldren i sin Hal, og i Luften blaa svæve vene smaa, mange, mange fleer end femten. (Latter blandt Bønderne. Bifaldslatter). En af Bønderne. (i en syngende Tone af samme Melodie [fotnotemerke] . Jadden er hun Kari Drotning lel som før. (Bifaldslatter. Hardangeren stemmer sin Violin). En af Bønderne (raabende). Stryg op Austagulen, Vestmand! Mange Stemmer (raabende). Ja, Austagulen! Austagulen! Thor. Austagulen? Nei, Godtfolk! Dækeren i Austagulen! Austa- gulen er det, som river Thelemarkingen væk til Amerika. Fotnote: Overeensstemmende med hvad Forfatteren to Dage før sin Død, da han ikke mere selv kunde føre Pennen, dicterede, har en af hans Venner arrangeret Slutningen af denne Scene. SIDE: 596 Lensmanden. Ha -- ha -- ha! Thor. Sæt Jer her, Lensmand, skal jeg fortælle Jer Sandheden, og Nyt fra Amerika. Kari (tagende ham Haanden). Nei Thor. Vil du ikke dandse paa din Søns Bryllupsdag? Ballet. (Hardangeren spiller en feiende Springedands. Helge og Sigrid, Thor og Kari dandse. Kjøgemesteren, noget burlesk kostumeret, kommer ud fra Stuen, trækkende Kokka ( ): Kokkepigen) ved Haanden. Hun er negligé klædt, aabenbar taget ligefra Kjøkkenet af Mangel paa Damer til Ballet; hun har ikke faaet Tid til at lægge Tvaaren fra sig, men har den i sin Be- fippelse i Haanden. Det nytter ikke, at hun er undseelig og modstræbende; hun maa dandse Springedandsen med Tvaaren i Haanden med Kjøge- mesteren. Selskabet morer sig derved og leer. Medens Ballet varer gaae de øvrige Gjæster ind og ud af Stuen, mun- tre og smilende. En bærer Ølkanden om. En har Piben i Munden. En slaaer Ild og tænder sin Pibe. Nogle tale sammen, Andre see paa Dandsen; og Nogle gjøre Grimacer og Gebærder dertil. Efter Springedandsen spiller Hardangeren en Halling. Da træder først den anden Hardanger frem og dandser enkelt, derpaa tillige en Thele- marking, saa flere og flere, deels enkelte, deels parviis, indtil hele Plad- sen er fuld, saa at man er i Veien for hinanden. Da klapper Kari med Hænderne, og Dandsen ophører). Kari. Nu faaer det være nok, Godtfolk. Det tager alt paa at qvældes. Her er hverken Plads til at snoe sig, eller Qvarteer i Huset uden for Brud og Brudgom. Derfor maa vi nu sige Dem Farvel og Godnat, og fare ned til Solaas til anden Dags Bryllup imorgen. Mange Stemmer. Ja, Gud signe Dem, og Tak for i Qvæl! (Nu tager man Afsked fra Brudeparret og begynder saa at fortrække med Spillemanden i Spidsen. Men førend de gaae, synges efter Melodien: Kjøre Veed og kjøre Vand, følgende:) SIDE: 597 Een Stemme. Saamangen Daare over Havet hen drog ud til Nordamerika, men kom og snart som en Fant igjen, med ei en Skilling i Fikka. [fotnotemerke] : : Man reise øst, og man reise vest, det norske Hjem er dog allerbedst. Der med min Gud, der med min Brud vil jeg til Dødagen leve. : : Chor. Man reise øst og etc. Een Stemme. Og Gud velsigne mig Norges Land med Fjeldes snetækte Rygge. Der var jeg alt fra Barn van [fotnotemerke] at finde hjertelig Hygge. : : Reis du i Øst eller reis i Vest, her hjemme er det dog allerbedst. Hvor jeg er fød der til min Død, der vil jeg stadig bo og bygge! : : (Nu drage de bort, idet de repetere dette Alle. Helge og Sigrid, Haand i Haand, staae og see efter dem, hviftende med Tørklæder, indtil de ikke see dem mere. Det bliver imidlertid Tusmørke). Helge. Sigrid. Huldra. (I det Helge og Sigrid vende sig, for at træde ind i deres Hytte, staaer Huldren for dem og stænger for dem med en Rosenqvist. Hun synger derpaa til sit Langspel følgende Vers efter hosstaaende norske Melodie:) Huldren. Saa ganger nu ind i Fred og Ro til Elskovs Fred i den Hytte. Fotnote: Fikka ): Lommen. Fotnote: Der var jeg allerede fra Barndommen vant. SIDE: 598 Og Gud vil signe Jer begge To, og eders Bolig beskytte! Og Huldra, hun vil staae Jer bi, og age Skrubben i Skog og Li. Fra denne min Dal I aldrig maa flytte. Saamangen Kjærring, saamangen Mand slap odelsarvede Borge, og drog i Ørslen [fotnotemerke] til fremmede Land; og da maatte Huldren sorge. Hun græd og sukte: Gud hjælpe dem! Men nu er Sanningen [fotnotemerke] kommen frem. Nu vende de hjem! Held være med Norge! Det bliver under Sangen dunklere og dunklere. Tilsidst er det ganske mørkt, da Tæppet falder. Fotnote: i Ørslen ): i Ubesindighed. Fotnote: Sanningen ): Sandheden. ============================== Fil: wiii1.txt Bind: Samlede skrifter III, 1. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Henrik Wergeland BLODSTENEN (ET SAGN) Morgenbladet 17 juli 1821. Med Rædsel skrider Vandringsmanden ned i Pöllnitzer-Dalen. Medens Øjet svimler ved Synet af Pöllnitzer- og Chemnitzer- Spidsen, bedøves Øret ved Lyden af brusende Bjergstrømme, der skummende styrte sig ned over de bratte Fjeldvægge, af hylende Ugler, der tudende bygge deres Reder i Chemnitzer- Borgens forfaldne Ruiner. Rædsomme Skygger seer man snige sig vaersomt omkring iblandt Chemnitzes indfaldne Mure, og varslende at bortkyse den frække Vandrer, der vover at nærme sig Aandernes Bolig. Spørger man Dalens eensomme Beboere, begynde de følgende Fortælling: Paa Pöllnitz boede, i Keiser Maximilians Tider, Ridder Leo- pold, ædel og god som hans Datter, den skjønne Therese. -- Therese var 15 Aar gammel. -- Mange ædle Riddere kom til Pöllnitz, for at beile til hendes Haand, iblandt dem og Ridder Hugo, Herre til den Borg, hvis Ruiner sees liggende oppe paa Bjergtoppen. Erfaren i alle rid- derlige Øvelser var han ond og stolt, og førte et ryggesløst Liv paa sin Borg. Intet Under, at Therese gav ham Afslag; den unge Otto von Selbitz vandt hendes Haand og Hjerte. Skummende af Forbitrelse sendte Hugo Selbitz et Udfor- SIDE: 2 dringsbrev. Otto, stolende paa sin Tapperhed og retfærdige Sag, mødte paa Pladsen nede ved Bækken. I Kampen stødtes Hugo af Hesten. Otto vendte tilbage til den bekymrede Pige. "Endnu i Aften," sagde den gamle Leopold, "skal I troloves, mine Børn; den onde Hugo vil søge at hevne sig." Hugo fnyste af Hevngjerrighed. "Døe maa de, ved Djævelen! hun skal vorde min." "Ludvig," sagde han til sin Fortrolige, en Bandit, "Ludvig, skal Otto troloves med den gamle Leopolds Datter iaften?" "Ja, Herre." Velan, Ludvig, de maa døe! ved Djævelen, hun skal vorde min. Til blodig Daad maa vi være beredte. Samler Svendene i Midnatstimen, sliber Dolkene og følger mig! -- Hvidtsmykket førtes Therese til Capellet. Den trofaste Otto troede at have naaet Maalet for al jordisk Lyk- salighed. Endnu sad de i den høie Slotssal, allerede var Klok- ken slaaet tolv, da Hugo stolt traadte ind. Therese besvimede. Otto og Leopold grebe til Sværdet. "Hvortil Vaaben?" sagde Hugo; "jeg har Magten. Mine Svende besætte allerede Borgen, og Eders ligge afmægtige i Bolt og Lænker i Taarnet. Eders Datter forlanger jeg, og at I ere mine Fanger." "Hvorledes, Formastelige! du vover at røre denne Uskyld?" "Nei aldrig!" raabte Otto. "Og vi dine Fanger? Husk dengang jeg stødte dig af Sadelen." "Velan, Ridder! hun er min," svarede Hugo rasende, og styrtede ud af Døren; "brænder, myrder, Svende!" hørte man ham raabe. Therese slog Øjnene op. "Fader," sagde hun bleg, "stød Dolken i mit Bryst, og gjør Ende paa mine Lidelser." "Therese," sukkede Otto, "see! hvor man myrder de trofaste Svende; see! alt staaer Taarnet i lys Lue." Leopold hævede Dolken. "Velan, saa døe da, Datter! reen, som du traadte ind i Verden, forlader du igjen Samme! Tilgiv din Fiende, snart skulle vi følge dig til vor himmelske Fader." Lynende foer Dolken igjennem hendes Barm og Thereses Blod strømmede. Nu stødte Gubben Dolken i sit Bryst: "strax kommer jeg, min Datter." "Tak, Fader," sagde hun. "Otto! følger du mig ei ogsaa?" "Jo, Elskede," svarede Ridderen, styrtede sig i Sværdet og sank i Dødens kolde Arme. Forbauset stod Hugo ved Synet af denne Gruppe, da han med de blodbestænkte Svende traadte ind i Hallen. Som en Rasende styrtede han ud, sammenkaldte Svendene, og drog sørgmodig til sin Bolig, medens de rødligskinnende Luer fra SIDE: 3 Pöllnitz flammede høit op imod Himmelen, og oplyste det dunkle Slot. Vanvittig sværmede han om, skyede Dagen, og troede be- standig at see, hvorledes Djævelen strakte sine Kløer ud efter ham, og mindede ham om Contracten, der var sluttet imellem dem. En Morgen fandt man hans Liig knuust i Dalen. I fuldkommen Afsindighed havde han om Aftenen styrtet sig ned af Klippen i Djævelens Arme, der med Glæde modtog ham i sine skrækkelige Boliger. Endnu sees den Steen, paa hvilken hans Legeme knustes, der overalt er besprængt med Blodpletter, og, som Minde om denne sørgelige Begivenhed, endnu kaldes Blodstenen. w -- g. Henrik Wergeland AGANDECCA (EN FORTÆLLING) Morgenbladet 5 sept. 1821. I Oldtiden regjerede i York i England en Konge ved Navn Starno. Alfaderen havde rynket hans Pande, men ei kunnet omstemme hans med Tapperhed og Grumhed forbundne trædske og rænkefulde, lumske og falske Charakter. Hvor han ikke kunde udrette Noget ved Magt, tog han sin Tilflugt til List; og brugte Han end Magt, havde han altid en List færdig i Baggrun- den, der og, for det Meste, spillede Hovedrollen. Længe havde han levet i Fiendskab med Fingal, Konge i Morven i Scotland; et uforsonligt Had bar han til ham, og havde tilsvoret ham Undergang. Denne var een af hine ædle, rene Sjele, hvem den mindste Afvigelse fra Redelighedens Vei syntes en Skjændsel. Hans ranke, høie Væxt forkyndte en ædel, en ophøiet, hans lyse, aabne Blik en reen Sjæl; hans brune Haar flagrede i lange Lokker paa hans stærke Skuldre; og den Ven- lighed og Godhet, den Blidhed og Fortrolighed, der straalede frem af hans Aasyn, satte disse Fortrin endnu i et klarere Lys. Balders mandlige Skjønhed og Godhed, Tyrs Viisdom, Vidars Styrke og Smidighed vare i hans Person forenede; og, kort sagt, alle ydre og indre Legemets som Sjelens Fuldkommenheder fandtes hos ham. Starno havde en Datter, ved Navn Agandecca. Skjøn som Freya, da hun græd gyldne Taarer over Odur, var hun alle Ulykkeliges Trøsterinde i Nøden, Trængendes og Nødlidendes Understøtterske, og ofte var det hendes virksomt hjælpende SIDE: 4 Haand, som de, der allerede havde opgivet alt Haab om Redning, havde at takke for deres Frelse. Høi, rank og smekker af Skab- ning; den hvide Svanehals og Liliebarmen stak herligt af imod det gule lange Haar, der tæt ombølgede den skjønt hvælvede Nakke; hendes Aasyn havde noget saa Indtagende, Følende, noget saa Udtryksfuldt, at hun i Væsen lignede en Guddom. Hendes Fødsel havde kostet hendes Moder Livet, og ene under en Ammes Opsyn blev hun opdraget; dog ei var hendes Faders lumske og hevngjerrige Sind gaaet over paa hende; men som en spæd Lilie i en eensom Dal, var hun opvoxen. Længe havde hun med Beundring hørt Tale om den ædle Fingal, og fattet en Tilbøielighed for ham, der lidt efter lidt opblussede til en Deel- tagelse og Inderlighed i Alt, hvad der angik ham, som man pleier at kalde Kjærlighed. Høiligt bedrøvedes hun derfor over sin Faders Feider med den ædle Fingal, som hun gjerne øn- skede fjern fra enhver Fare og Ulykke. Ogsaa Fingal havde vant sig til at betragte hende som Maalet for sine Bestræbelser, men hans Feider med Starno adskilte Begge for bestandig, og den falske og mørke Starno forhindrede enhver Adgang til Agandecca. -- Dog, en Tildragelse syntes at ville forene det ædle -- hinanden ubevidst -- gjensidig elskende Par, og at komme dets Ønsker i Forveien. Det var i hine Tider, da Sørøveriet var i sit høieste Flor, da Enhver, der vilde erhverve sig Ære og Lykke, drog ut paa Søtog. Især var det de gamle Kongers kjæreste og sædvanlig- ste Forretning, at sværme om paa Søen, undertvinge og maale sig med Sørøvere, dog uden at skade Kjøbmænd eller fredelige Reisende, og saaledes hævde deres Herredømme tilsøes. Med en Flaade af 10 Skibe sværmede Fingal om i Vester- havet. Paa sin Hjemreise traf han sin Fiende Starno, der med 20 Skibe var ude paa Søtog. -- Glad over nu endelig at kunne faae Leilighed til Hevn i Hænderne, betænkte denne ei den Vanære og Skændsel, der vilde træffe den, der med Overmagt angreb en Anden. Han troede, at være seiervis, og gav Befa- ling til Angreb. Desuagtet blev Fingal ved freidigt Mod, da han vidste, at ei Mængden, men Tapperheden gjør Udslaget, ei søgte han at undflye, men snarere ved Angreb fra sin Side, at SIDE: 5 komme sin Fiendes Ønsker imøde. Skib blev til Skib, -- to af Starnos mod eet af Fingals, -- Stavn bundet til Stavn, og en haardnakket Strid begyndte. -- Ei nyttede Starno hans Flaades Overmagt. Med 20 tapre Ynglinge, der fulgte ham, be- steg Fingal selv Starnos Skib; ingen Modstand frugtede, men Alt veg for deres tapre og haardnakkede Angreb. Starno, der med fortvivlet Tapperhed forsvarede sig, da han saae, hvorlidet Overmagten her vilde hjælpe, blev, efter lang og tapper Mod- stand, indklemt imellem Skjoldene af Fingal og hans Mænd, og ved Starnos Fangenskab havde Slaget Ende. "Starno," sagde Fingal, da denne var bragt for ham, "Hvad vilde Du give mig, hvis jeg igjen satte Dig i Frihed?" "Alt hvad jeg eier," svarede Hiin. "Det trænger jeg ikke til; kun Eet, hvis jeg ellers vilde have Noget, vilde jeg betinge mig. Dog frivillig maa du give mig det, ellers ikke." "Og det var?" "Agandecca, Din Datter." "Dersom det er Gudernes Villie, Ja." "Velan! Du er fri!" raabte Helten. Strax blev Starno løsladt og sendt til sine Skibe. Tilsyneladende rørt bad han Fingal følge med sig til York. Villig modtog Fingal denne Bøn, og begge Konger droge i Forening, som Venner, til Starnos Resi- dence. Prægtigt bleve de modtagne af den skjønne Agandecca, der med Glæde kom den dyrebare Gjæst imøde, som hun med Forundring fandt var Helten Fingal selv. Forestillende Fingal for Agandecca, sagde Starno: "min Datter! du maa afgjøre angaaende et Løfte, som jeg er Fingal skyldig, i Henseende til dig." "I Henseende til mig?" gjentog Pigen rødmende. "Ja, om du vil betro din Person til Fingal ved Ægteskabets hellige Baand," svarede Starno, og fortalte hende Aarsagen til hans Løfte. "Er det min Faders og Gu- dernes Villie, Ja." -- Til næste Foraar, blev man enige om, skulde Høitiden staae hos den Trolovedes Fader; til den Tid skulde Fingal besøge Starno og hans Datter i hans Residence. Dog, Starno pønsede paa Svig. Endnu brændte Hadet til Fingal i fulde Flammer i hans Bryst, og hiin Opførsel var kun en Maske, hvori han hyllede sig, som den ædle Fingal, der dømte Andre efter sig selv, og ei kjendte den uforsonlige Star- nos sande Charakteer, antog for hans virkelige Ansigt; det SIDE: 6 var kun en Forstillelse, hvorved han deslettere troede at kunne naae Maalet, at styrte Fingal; men desværre, forsilde indsaae han, at han selv for Tiden havde beredet sig sin egen Under- gang. Endnu flammede Iversygen hos ham, der ved Fingals sidste ædle Daad var stegen til det Høieste, saa at ei engang denne skjønne Handling, der ellers vilde have bevæget enhver Anden, formaaede at røre Starnos, i Ondskab forhærdede, Sind. Selv Faderfølelsen var udslukket, og havde aldeles tabt sin Kraft hos ham, saa at han ikke et Øjeblik betænkte sig paa at opofre sin Datter, naar han derved kunde befordre sine Hen- sigters Opnaaelse. Ei længe kunde Starno dølge, hvad han rugede over. I et Ruus truede han sin Datter med, at hun aldrig skulde komme i Besiddelse af Fingal, og lod desuden imod denne falde flere Trusler, der ei kunde Andet end vække Agandeccas Mis- tanke. Den bekymrede Pige sendte strax et Bud til Fingal med en Runestok, hvorpaa der var indgravet: "Fingal, vær forsigtig, naar du kommer til min Fader. Kom snart til den ulykkelige Agandecca. Vær bered paa det Værste. Jeg kan ei sige Mere." -- Et Ulvehaar var bundet til Stokken. Be- styrtset samlede Fingal, der strax indsaae hvad dette vilde sige, i Hast 30 Mænd. Med disse drog han til Starnos Hof, og po- sterede dem saaledes, at de strax kunde staae ham bi, hvis det skulde gjøres fornødent. Fingal var kommen for sildig. Allerede havde Agandecca udstødt det sidste Suk, og var ei mere, da han traadte ind i Hallen. -- Med et af Forbittrelse funklende Blik var Starno traadt ind til sin Datter. "Elsker du Fingal?" spurgte han. Da Pigen ved sin rødmende Taushed ei syntes at ville benægte det, ved- blev Starno: "Ei skal du elske min Fiende, som jeg har svoret Undergang, ei skal han, der saa ofte har vækket min Vrede, have den Glæde, at kalde dig sin." Rasende gjennemborede han hende med Sværdet. Døende sukkede hun: "Guderne tilgive dig, min Fader, og bringe dig den Glæde, som jeg ei har kunnet bringe dig." -- Forbauset og yderst forskrækket spurgte Fingal: "hvo har gjort dette?" Kold svarede Starno, SIDE: 7 og uden at røbe mindste Fortrydelse: "Saa var min og Gudernes Villie." -- Flux styrtede, paa Starnos Tegn, hans Bevæbnede ind i Hallen, og angrebe Fingal. Tappert værgede han sig, indtil hans Mænd, der hørte Allarmen, brøde frem, for at forsvare den ædle Drot. Haard var Striden; men snart maatte Starnos Mænd vige for Fingals og hans Mænds Tapper- hed. Med et Udraab: "far til Hel!" styrtede han ind paa Starno, der med Livet maatte bøde for sin Ondskab. Bestyrt- sede over deres Herres Død kastede Starnos Krigere deres Vaa- ben, og forlode Hallen. Nu lod Fingal sine Taarer over den Elskede frit Løb. Sør- gende drog han hjem, og med dyb Vemod erindrede han sig siden Starnos Ondskab og Agandeccas ulykkelige Skjæbne. w...g..x. Henrik Wergeland HUNNERSLAGET (NORDISK FORTÆLLING) Morgenbladet 6 sept.1821. Bægrene gik om ved Heidreks Gravøl, og Angantyrs Kæm- per aflagde drabelige Løfter om Bedrifter, de vilde udføre. Af sin Fader, Heidrek, havde Angantyr faaet Riget Reid- gothland; han havde hevnet hans Død, og satte sig nu ved Gravøllet i Besiddelse af sin Faders Rige. Kæmperne fortalte Oldtidens Bedrifter og Sagaer. Mange berettede og egne Bedrifter, og Hændelser, der var dem veder- farede. Her blev omtalt, hvorlunde Sigurd Fofnisbane dræbte Fofner, hvorlunde han selv siden blev sveget af de troløse Gjuk- unger, hvorledes disse bleve overvundne af Atle Budleson, hvor- ledes Jarmerik, paa falsk Mistanke, lod sin eneste Søn, Randver, dræbe, at Svanhvide blev, med en Sæk over Hovedet, hjeltraadt af Jarmeriks Heste, hvorlunde Gjukungerne dræbte deres Broder Erpur, og hjelsloge Jarmerik. Under saadanne og lignende Samtaler traadte Angantyrs yngre Stedbroder Laudur ind i Hal- len. -- I Tandgave havde han af sin Fader faaet Sværde, Bryn- jer, Hjelme, Heste og Qvæg og et skjønt Landskab. -- Ei for- nøiet hermed, vilde han gjøre sin Paastand paa den Andeel, han troede tilkom ham i Regjeringen, gjældende, og kom med 30 Svende, for at fordre Land efter sin Fader. Den bestyrtsede SIDE: 8 Forsamling gik med Angantyr ham imøde, bad ham tage Deel i Gildet, drikke Mjød og hædre den afdøde Konges Minde ved Gravøllet. "Ei er det den Hensigt, hvori jeg er kommen," svarede Laudur stolt; "men for at fordre Halvdelen af Alt, hvad Heidrek har eiet, baade af Land, Skov, Vaaninger, af ind- viede Lunde og Altare, af Slotte og alt det Øvrige, er jeg dra- gen hid. Vil du, Angantyr! tilstaae mig det eller ikke? Der- paa beror vor Færd med hinanden for Fremtiden. Svar?" Vred i Hu greb da Angantyr i sin billige Harme det med Mjød til Randen fyldte Bæger, og aflagde høitidelig Heitstren- ging: "Ved Odin sværger jeg: før skulle Krigsmænd bide i Græsset, og vore Spydsodde møde hinanden, førend jeg, lov- lig født til Riget, antager dine ubillige Vilkaar; før skal Svær- det Tyrfing skille imellem os, før du dennegang faaer din Villie. Dog, lagde han til, paa Grund af vort Slægtskab byder jeg dig, at modtage Sværde, Svende, 1,200 Mænd, 1,200 Heste, 1,200 Drenge til at bære Skjolde; Guld og Sølv, saameget du ønsker, samt Trediedelen af Landsfolket, og troer jeg, du hermed kan være fornøiet." Her taug Angantyr, og tømmede Bægeret. "Vel talt!" raabte Kæmperne. Laudur, der troede, at have lige saamegen Ret til Riget, som Hiin, svarede vred: "I for- kaster mine Vilkaar; jeg forkaster ogsaa Eders. Loddet er kastet. Tyrfing skal skille imellem os." Hurtigt og med et ulykkeforkyndende Blik forlod han Gravøllet. Allevegne i Hunnernes Rige samlede Laudur og hans Mor- fader, Hunnerkongen Humble, Folk. En utallig Hær strøm- mede sammen. Af denne over 200,000 Mand stærke Armee, anførte Humble den høire Fløi, der udgjorde 11 Hobe; Laudur selv anførte Midten af Hæren, 13 Hobe stærk, og den venstre Fløi commanderedes af en anden Hunnisk Konge, Høgrin, med 9 Hobe. Denne uhyre Magt troede Laudur var tilstrækkelig til at udrette hvad han med det Gode ei havde kunnet udrette, og til at skaffe ham Hevn over hans Broder; men desværre for- sildig fandt han sig skuffet i sit Haab. Da Foraaret kom droge Humble og Laudur med deres sam- lede Magt ind i det Reidgothiske Rige. Allevegne, hvor de kom, SIDE: 9 hærgede de, og Landet var udsat for deres Plyndringer, hvorved det ubeskyttede Rige led overmaade Meget. Ligesom Tartarerne adspredte de sig over hele Landet, og lagde det øde. De for- skrækkede Indvaanere flygtede hobeviis dybere ind i Landet, for at undgaae denne ødelæggende Strøm. Hervor, Angantyrs Søster, en tapper Skjoldmøe, havde i Nærheden et Slot, for at beskytte Landet imod de plyndrende Hunners Streifetog. Saasnart hun blev Hunnerne vaer, drog hun med sin samlede Magt, saare ubetydelig imod hiin, dem imøde. Striden begyndte. Med uefterlignelig Tapperhed angreb Her- vor Hunnernes talrige, langt overlegne Skarer. Hurtigt vege disse tilbage for det kjekke Anfald, og udstrakte deres store Hær i en Halvmaanes Figur rundt om Fienden. Paa flere Steder gjennembrød Hervor, hendes tapre Fosterfader Orm og hans Folk Hunnernes Slagtorden. Lig Skjoldmøen Veborg i Bravalla- slaget gjorde hun Angreb paa Fiendens Hær, hug til Høire og Venstre, og fældede Alt ned for Fode. Dog for Hunnernes store Overmagt kunde ikke engang Tapperheden selv længer holde ud. Hun hug Laudur saaledes i Hovedet, at han faldt bagover; forbitret reiste han sig, afskar med flere Anførere Til- bagegangen til Sine for Hervor, der ene havde nedlagt flere Fiender end alle de Øvrige. Udmattet og mødig af den lang- varige og anstrengende Kamp faldt tilsidst Heltinden, overmandet, ei overvunden. Da Orm saae sin Herskerinde falde, samlede han de sidste Levninger af Hæren, slog sig igjennem, og kom uskadt til Angantyr. Med Bedrøvelse modtog Angantyr Budskabet om denne ulykke- lige Hændelse. Vred i Hu sled han sig i Skjægget, og lod Taarer rinde over den tapre Søsters Død. Med høi Røst ud- raabte han: "hvo der vil gaae til Hunnerne, at forkynde dem Krigen, giver jeg en Guldring." Da reiste sig den gamle Gizur, Heidreks Fosterfader, og sagde: "For Intet, ædle Herre, gaaer jeg til Hunnerne, at forkynde dem Krig." "Forkynd dem da tillige," sagde Angantyr, "at de møde os paa Dunahede og der udholde Striden med os." SIDE: 10 Nu drog da Hunnerhæren, der, deels ved Slaget med Hervor var betydeligen indsmeltet, deels ved at besætte det erobrede Land, var meget formindsket, og udgjorde 16 Hobe, som hver igjen havde sin Hovedfane og flere Underafdelinger, ud paa Kamppladsen paa Dunahede, for ved Sværdene at afgjøre, hvo der skulde være det Reidgothiske Riges Behersker. Angantyr samlede sin Armee, der bestod af 50,000 Mand, og rykkede ud paa Kamppladsen. Selv anførte han med Orm, Hervors Fosterfader, Kjernen og Midten af Armeen, Gizur førte den høire, Øref den venstre Fløi. Angantyr var en Helt, der ei saae paa Mængden, men paa Tapperheden. Stor og før af Skabning, høi og rank af Væxt, stærk af Bygning og Kræfter, var han øvet og erfaren i alle Nordens dengang brugelige Konster og Færdigheder. I Tapper- hed lignede han sin Fader Heidrek, i Godhed og Retviished sin Farfader Haufudr. Hans fyrige og aabne Blik forkyndte den Ild og Iver, den Lyst til alt Godt og Ædelt, der boede i ham. Ugjerne greb han dennegang til Vaaben, og ikke førend Laudurs altfor store Ubillighed tvang ham, for ei at synes feig, til at møde ham i aaben Mark, og da see, hvis Seieren vilde blive. Men da Krigen var uundgaaelig, mødte han med freidigt Mod, uagtet langt sva- gere, Hiins langt større og overlegne Hær; thi baade Billigheden, den gode Sag og hans Folks Tapperhed, hvori han vilde fore- gaae dem med Exempel, strede for ham, og vare paa hans Side. Laudur var og af Skabning stor og før og stærk, og tapper; men hans stolte og overmodige Sind taalte ingen Modsigelse, og bragte ham til at overskride Billighedens Grændser. Baade yngre end Angantyr, og født udenfor Ægteskab av Humbles bortrøvede Datter Svafa, havde han aldeles ingen Ret til Andeel i Regjeringen. Men hans Hovmod og Selvkjærlighed lod ham troe, at lige Andeel med hans Broder tilkom ham i Regjeringen, da dog Angantyr ei alene af sin Fader og ved sin Fødsel var bestemt til Thronen, men og var valgt af Folket, havde hevnet sin Faders Død, og holdt Gravøl over ham. Angantyr og Laudur ordnede deres Folk. Angantyr frem- kaldte Laudur og tiltalede ham saalunde: "endnu eengang, min Broder, tilbyder jeg dig, hvad jeg tilbød dig i Gravøllet; men, SIDE: 11 hvis du endnu vedbliver din Paastand, saa maa Sværdet skille imellem os." "For vidt," svarede Laudur, "er jeg gaaet frem, til at jeg kan gaae tilbage. Nei, nu maa Tyrfing afgjøre, hvo der har Ret." -- Slaget begyndte. Langt fra kastede man Pile, Kastespyd og alle Slags Kastevaaben paa hverandre. De Hunniske som de Reidgothiske Anførere gjorde en Skjoldborg om sig. Anfaldet rasede med Heftighed fra Hunnernes Side; men Gothernes Tapperhed opveiede Hunnernes Mængde, hvis korte Spyd Intet udrettede, men bleve opfangne i Gothernes store og tykke Skjolde. Ei heller kunde det store Tab, Gotherne led paa Folk, synderlig mærkes, da allevegne fra Folk strøm- mede sammen til deres Hær. Hunnerne, der bleve dette vaer, sammentrak alle deres Folk fra de besatte Steder. Mange af Gotherne og Hunnerne indlode sig ordentlig i Tve- kamp. Saaledes anfaldt Orm, Hervors Fosterfader, Kong Humble, men denne gav ham et saadant Hug i Laaret, at han fik Bane- saar. Laudur mødte Angantyr, der med Skjoldet paa Ryggen og Sværdet Tyrfing i Haanden, banede sig Vei igjennem Hun- nerne og gjorde stort Nederlag, og de vexlede Hug. Dynger af Lig laae paa Valpladsen, Blod strømmede, Seieren var uvis og vendte sig endnu ikke til nogen af Siderne. Heftigt rasede Kam- pen i otte Dage, uden at man kunde see, hvis Seieren vilde blive. Solen stod op den niende Dag, og beskinnede de blodbestænkte Sletter og Krigernes Sværde, der skulde afgjøre Striden. Kam- pen begyndte med lige Heftighed som de forrige Dage, da pludselig en Omstændighed gjorde Udslaget. Med 25,000 Mand friske Tropper kom den Garderigske Konge Herlaug, Hervors Morbroder, Angantyr til Hjælp. Med rasende Kamplyst trængte Gotherne uimodstaaelige ind paa Hunnerne. En fortvivlet Tapperhed fra disses Side, der vid- ste, at Ingen fik Pardon, modtog dem. Dog end mere og mere uimodstaaelige kæmpede Gotherne, der strede for Frihed og Fædreland. Da begyndte Hunnerne lidt efter lidt at vige. Humble og Laudur, og de øvrige Hunniske Anførere, ind- sluttede sig i Skjoldborgen og satte sig i Spidsen af Hæren. Det meest heftige Anfald, som Angantyr, Herlaug og flere Gothiske Helte gjorde paa Skjoldborgen, kunde denne ei ud- SIDE: 12 holde, men blev tilsidst brudt af det alt mere og mere heftige Angreb. Da faldt Humble, Laudur og de øvrige Hunniske Konger. I en Hast toge da Hunnerne Flugten, men Gotherne forfulgte dem hidsigt, og tilintetgjorde dem aldeles. 30,000 Hunner laae paa den blodige Valplads, og 15,000 Gother og Russer vare faldne. Saaledes endte dette blodige Slag. Med Pragt og Hæder lod Angantyr de faldne Fiender begrave. Især begræd han inderlig Laudur, hvis Overmod, Ærgjerrighed og Haardnakken- hed havde styrtet ham selv, hans Fædreland og Fienderne i en saa sørgelig Skjæbne. w...g..x. Henrik Wergeland PAULUS ÆMILIUS Morgenbladet 11 sept. 1821. Paa den rædselfulde blodige Dag til Slaget ved Cannæ, der bortrev saa mange ædle Romere, døde ogsaa een af de ædleste iblandt dem, Consulen Paulus Æmilius. Alt, hvad vi vide om ham, forkynder os ham som en Feldtherre, hos hvem modent overlæggende Viisdom, og Standhaftighed førende Tapperhed forenede sig i skjøn Harmonie. Det Romerske Navns Ros skulde have været befriet for den Krænkelse, som den leed paa Sletterne ved Cannæ, og Aufidus's Bølger skulde ikke have været farvede af saa mange Tusinde Romeres Blod, havde ikke en misunderlig Skjæbne givet vor Helt en ubesindig, dumdristig Terentius Varro, der stedse modstræbte hans visere Planer, til Collega i Consulatet og Feldtherreværdigheden. Hvad kunde han nu? Intet, uden at give et glimrende Exempel paa Helte- mod og Sjelsstorhed. Allerede var Terentius Varro med sine Legioner aldeles sla- gen; allerede opfyldte de seierrige Karthagers Jublen hvert Romerhjerte med Fortvivlelse. Hvo var det, som endnu ufor- sagt gjorde Modstand? Paulus Æmilius. Skjøndt hans Strids- mænd faldt rundt om ham, kæmpede han uforfærdet; endnu, da han selv allerede bløder, strider han med Mod: hvert Saar, han modtager, synes at besjele ham med ny Kraft. Synet af hans Tapperhed antænder paany de Romerske Ridderes syn- kende Mod. For at frarive Fienderne den næsten allerede er- holdte Seier, eller dog i det Mindste lade dem kjøbe den dyrt, SIDE: 13 styrte de sig ind paa de tykkeste Skarer; og, da Nogle af dem see, at den saarede Consul mangler Kræfter til at styre sin Hest, springe Alle af deres Heste og stride tilfods ved hans Side. Fast staae de, i den Beslutning, før at blive paa Stedet, end flygte. Men Fienden, opbragt over saa faa Mænds Dristighed, som vove at gjøre ham Kamppladsen stridig, og endnu mere over sin egen Skam, at han ikke formaaer at bringe de Faa til at vige, anfalder dem med fordoblet Raserie, for at dræbe dem, som han føler sig for afmægtig til at fordrive; dog endelig, men for silde, lykkes dette ham ogsaa. Udmattede af Kamp og Saar vakle Nogle. Snart udbrede Forvirring og Flugt sig overalt. Ogsaa de, som endnu ville gjøre Modstand, river Strømmen uopholdelig med sig, en Eneste undtagen, Paulus Æmilius alene modstaaer endnu Fienden med nogle faa Venner. Nu flye ogsaa disse. Han slaaer endnu. Endelig er ogsaa hans Kræfter udtømte; Sværdet falder ud af hans trætte Haand; han synker ned iblandt de Døde, og lukker sit Øie. Dog ikke for evig. Efter en Tid vaagner han, bringer med Møie de stivnede Lemmer i Veiret, slæber sig nogle Skridt fremad, og sætter sig paa en Steen. Nu først vender fuld Be- vidsthed tilbage til hans Sjel. Han skuer omkring sig, og seer sine Landsmænds Jammer. Hvo skildrer den navnløse Smerte, der sønderriver hans Inderste? Temmelig længe sad han der -- mørk og taus. Fiender sprængte forbi, og bemærkede ham ikke, eller agtede det ikke Umagen værdt at sende en Halvdød til Skyggerne; selv Romere flyede forbi, og bleve ham ikke vaer eller (saameget havde Blod og Saar forvandlet ham) kjendte ikke i ham deres Feldtherre. Kun Een ikke, en Yngling, ædel af Fødsel, endnu ædlere af Hjerte, Tribunen Cornelius Lentulus. Hurtig springer han af Hesten, og fører den til Paulus Æmilius. "Paulus Æmilius (saa talede han) du Eneste, som Guderne ved Nederlaget idag maae ansee som skyldfri, tag denne Hest, medens du endnu har nogen Kraft; denne Arm slaaer dig igjen- nem Fienden. Ved Consulens Død skal dette Slag ikke blive endnu jammerligere. Vi have nok af Taarer og Jammer." Den ærværdige Olding reiste sig op ved denne Tale, og igjennem hans Græmmelses mørke Skyer smiler en Straale af SIDE: 14 Glæde over Ynglingens Dyd. Denne troer i dette Smiil at læse Antagelse af hans Tilbud, og med fyrig Utaalmodighed banker hans Hjerte. Allerede vil han udstrække Armene, for at hjælpe den afkræftede Helt op, da han hører disse Ord af ham: "Min Tak, Cornelius, for din ædle Iver; men tab intet Øieblik for endnu at undløbe Fiendens Haand. Iil, og overbring Senatet den sidste Bøn, det sidste Raad af dets døende Consul: at det befæster Rom, og førend endnu den seierrige Fiende trænger for Murene, at befæste dem med Krigere." "Saa skal jeg ikke redde dig, afbrød ham hastig Lentulus, med en Taare i Øiet, du vil altsaa døe?" "See, der ligger mine Krigere, sagde Paulus, lad mig blive her. Jeg maatte, for at retfærdiggjøre min Uskyldighed, an- klage min Medconsul. Mit Liv skal ikke være hans Ulykke. -- Jeg døer rolig; thi jeg har opfyldt min Pligt. Ikke uberømt; thi jeg faldt i Kamp. Og tilfreds; thi nu bliver mit sidste Ønske, at sende Senatet hiint Raad endnu opfyldt.... Dog endnu Et! Gaae, og beret Qvintus Fabius, at Paulus Æmilius mindedes hans Raad og døde. Og nu -- her greb han den Tøvendes Haand -- "lev vel!" Da hiin end tøvede og ikke kunde forlade ham, føiede Oldingen til: "Og glem ei det, jeg har paalagt Dig." Denne Erindring var fornøden til at bortfjerne Ynglingen. Maalløs -- thi Smerten qvalte paa hans bævende Læber det sørgelige Levvel, han endnu vilde fremstamme -- trykker han Oldingens Haand, som han endnu holdt indsluttet i sine, svinger sig paa sin Hest og undflyer. -- Paulus Æmilius ledsager ham endnu med et faderligt, velsignende Blik. Sidenefter blev Con- sulen funden iblandt de Døde. w... g.. x. HENRIK WERGELAND CARL DEN FØRSTE Morgenbladet 22 nov. 1821. Engang stod Carl, dengang endnu Prinds af Wallis, hos Erke- biskoppen Laud, og talte med ham om forskjellige Gjenstande. Iblandt Andet faldt Samtalen paa Valget af en Næringsvei. "Nei," sagde Prindsen,"Advocat gad jeg aldeles ikke være. Thi en slet Sag kan jeg ei forsvare, og en god ikke opgive." SIDE: 15 Erkebiskoppen formanede ham til, altid at blive denne Mening tro; da vilde den lykkeligste Følge ikke mangle. Carl holdt virkeligen Ord; han havde talt af Hjertet. Ei at opgive, hvad han holdt for Ret, var den første Grund- sætning i alle hans Handlinger, i den ulykkelige Kamp med hans listige Fiender. Uden denne Standhaftighed havde Crom- wel aldrig bragt ham paa Skafottet. Saa forskjellig er Menneskenes Lod. -- Een af de høieste og ædleste Regentdyder var Kilden til Carls Ulykke; altfor stor Godhjertethed endnu mere end egentlig Svaghed styrtede Ludvig den Sextende. Havde Ludvig den Sextende havt hans Stand- haftighed, og han Hiins Eftergivenhed, saa vilde Begge sandsyn- ligviis være døde i rolig Besiddelse af Thronen. w...g..x. Henrik Wergeland LILLOSØEN Morgenbladet 12 Febr.1823. Hør, Vinden suser, Om steile Øe. See, Bølgen bruser, Paa Lillosøe. De Vover trille, De Vinde spille Om Elgas Øe. See Skyggen, som stiger, Med Harpen i Haand, Fra Dødninge Riger. Det er Lillo's Aand. De Strænge bæve, Og Lokkerne svæve, I natlige Luft. De blege Kinder, Paa Ynglingen der; Den Taare, som rinder: Det Lillo er. Ak Lillo maa græde! Til Elga qvæde I tause Nat. See Møen, som staaer, Ved Bredden hist. Snart Tiden gaaer, Den Midnattefrist, Den Taare rinder, Og Tiden svinder, Den svinder brat. Og Hænder de række; Fornye den Troe. De Armen udstrække For tabte Roe. Og Taaren falder; Snart Hanen kalder Til Gravens Hjem. See Dolken, som sidder I Møens Bryst. Hun Hænderne vrider Paa Søens Kyst. Som røde Koraller De Blodsdraaber falder I brusende Blaae. SIDE: 16 Og bort de nu vandre, Med Qval udi Sjel. De ønske hverandre, Et bittert Farvel. Og ned de nu stige Til Dødningerige. Bort de nu gaae. Saa lyder den ærlige Bjergskottes Sang, som har opslaaet sin Bolig ved den mørke Lillosøes Bredder, dybt inde i det steile Grampians Fjelddale; saaledes vil Enhver, som bereiser Høilandene, og farer over Lillosøe, høre den. Alt mørkere og mørkere steg den steile Elga-Øe med sine imponerende Klipper, frem av Søens Favn; Vinden fyldte Sei- lene; min Skotte lagde Aarerne op, og spurgte om jeg vel havde hørt noget om Elga-Øe. Jeg bad ham at fortælle, og i sin naive Bjergdialect begyndte han: "Det var paa den mægtige Fingals Tid, som Herren nok kjender, at her i Høilandene regjerede en Konge, som hedte Rogald, han havde sin Kongeborg hist henne paa Øen. Denne Konge havde en Datter ved Navn Elga, som han havde bortlovet fra hendes tidligste Barndom til Wortigern, Konge i Inverness; men Knuden var, at Prindsessen ei kunde lide ham; thi I maa vide, gode Herre, at den Wortigern, var ret en hæslig Brudgom, for saa yndig en Møe, som Elga var. Derfor var Elga ogsaa bedrøvet, og naar de venlige Terner lystigen dandsede og sang omkring hende paa den blomsterklædte Vang, da græd hun, istedenfor at stemme i med i deres glade Hymner. Ofte vandrede hun ene om, paa Øens steile Strandklipper, med Taarer i det dunkle Øie; men engang, da hun, som sæd- vanlig sad paa Klippeskræntningen, og skuede ned i Dybet, som laa roligt og speilklart i det klare Maaneskin, blev hun i Vandets Speil vaer Billedet af en Yngling, som hun syntes at kjende, i Haanden holdt han en gylden Harpe, og hans Fjeder, hans Skjærf var blaae, som Forglemmigei -- Elgas Farve. Hun forskrækkedes, og store Taarestrømme flød hende ud af Øinene, da vækkede rørende Harpetoner hende igjen. Hun sprang op, og see -- ved hendes Side stod Ynglingen med Harpen. SIDE: 17 "Bliv ei forskrækket skjønne Prindsesse. Kjender du mig ikke mere Elga?" sagde han, ømt bøiende sig over hende. "Nei! svarede Elga rødmende, hvem est du, unge Barde?" Lillo er jeg, sagde Sangeren, hist ovre i Dalen, hvem du tilsvoer Kjærlighed, førend jeg foer til Norrig med Fingal." Kort -- Løftet blev fornyet, og hver Aften hilsede de Elskende de op- kommende Stjerner, og den venlige Maane, som var et Vidne til deres Kjærlighed, og kun i Baggrunden stod Wortigern, som et dunkelt Spøgelse. Elga blev muntrere Dag for Dag, hvilket ikke undgik Rogalds skarpe Øie -- han opdagede Aarsagen, og i hans Hjerte kogte den sorteste Hevn. En Morgen, før Solen forgyldte Kongeborgens Spire ginge Rogald og Elga, gjennem de lyse Enge til Stranden; da tonede Accorder over Bølgerne. Elga, henreven ved Tanken om den Elskede, stemmede i med. Rogald mærkede det, han sagde intet; men sprang flux i en Baad, som laae ved Stranden, og som en Piil skar den gjennem Bølgerne, dreven ved Rogalds Kjæmpearm; snart var han ved Harpeslageren. Det var Lillo. "Lad mig prøve din Harpe unge Barde, sagde Rogald, ogsaa jeg er øvet i Strængeleeg." Med den ene Haand tog Rogald Harpen og med den Anden, stødte han Lillo ud i Bølgerne, men, da Lillo holdt sig i Baaden, hævede Rogald Harpen, slog ham i Hovedet og Lillo sank, raabende Elgas Navn. Snart var Rogald igjen hos sin Datter. Fælt leende, sagde han til hende: "der Elga, har du en Harpe, som kan fornøie dig i dine ensomme Timer." "Der er jo Blod," sagde hun, og en gysende Ahnelse foer igjennem hende. "Ja Elskerblod," svarede Rogald med hjerteskærende Kulde. Trøst dig Elga!" Man bar hende bevidstløs hjem; men den kjølige Aftenstund, den tause Nat, og den rindende Soel fandt Elga vanvittig paa Stranden. Rogald befalede, at bevogte hende; men Ingen vovede at standse den dybt sørgende Prind- sesse, naar hun med udslaget Haar, forgrædte Øine og i det hvide flagrende Klædebon, gik til Stranden. Da besluttede Rogald at følge hende paa hendes Nattevandring. Da de vare komne til Stranden, omfavnede hun sin Fader, og sagde med Vanvids hele Præg: "O Fader, see der er Lillo!" Og see SIDE: 18 Lillos Skygge svævede paa Vandet, og Harpetoner løde over Søen. "Fader hvad har du gjort?" skreg Elga, vridende sine Hænder, og nye Taarestrømme styrtede ud af de forgrædte Øine; men rask drog hun Rogalds Daggert, og dybt stod den i hendes Barm. "Lillo jeg kommer," raabte hun, end engang tonede Harpen, og Elga var ei mere. Dette udholdt Rogald ei, han styrtede sig i sit Sværd, og Slottet forfaldt; thi man sagde at Rogald ved Midienatstide vandrede om blandt Borgens Ruiner. Her sluttede Bjergskotten. Maanen gik op, da vi just seilede Ruinerne forbi, og heel underligt syntes os, de hvide Mure, at skinne i Maanens blege Skjær; mens Uglerne opførte en sørgelig Concert i de øde Haller. w...g...x. Henrik Wergeland SIDE: 19 1824. VADEMECUM ELLER COLLECTION DE CARRICATURES VED H. W. SIDE: 20 INDHOLD 1) Europa som Titelkobber 2) Dania 3) Scandaleus Historie om Skriveren i Bamble 4) Neapolitanske Soldater 5) Svær Straf for Brøde 6) Surnumeraire Lieutenanter 7) Bataverkjerlighed 8) I Lærdomssædet Tydskland ogsaa gives Fæe 9) Procureuren 10) Fredrikssteen 11) Huuslig Lyksalighed 12) Selvroes 13) Brandcorpset 14) Fruer 15) Mager Frugt af feed kan gaae 16) Delphin 17) Arbin 18) Nostrates 19) Gjestebudet paa Frogner SIDE: 61 DANMARKS TILSTAND Spørgsmaal: Gud bevares hvor du seer ussel ud Dania? Du seer mere udtæret ud end den, der er kommen op af Nervefeberen; see blot hvor dine Bryster dingler som tomme Pengeposer? Hvad var det for en Doctor du raabte paa? Dania: Ja Gud bedre mig, jeg er maver og før 1814, forbandet Ihukommelse, var jeg den triveligste Matrone i Norden; men da faldt jeg i en slem Feber og da jeg daarlige Qvinde har givet Doctoren Afsked, saa er jeg nu aldeles paa Knæerne! Spørgsmaal: Hvormed helbredede da den Doctor dig i de svære Syg- domme 1645 og 1660? Dania: Da helbredede han mig med Sølv, saa at han nu Intet har, hvilket dog er mig en liden Trøst! Ja Norge var en skjøn Ressource! hans Pung stod mig stedse aaben og den betjente jeg mig godt af, saalænge det varede. Men det, der ærgrer mig er, at man siger Norge er i gode Omstændigheder; jeg stræbte dog saa godt jeg kunde at berøve det alle Hjelpekilder . . . . Spørgsmaal: Men da var du jo Norge meget skyldig? Dania: Javist! Men Taknemlighed er jo forlængst uddøet her paa Jorden; og derfor vilde jeg ogsaa ovenikjøbet have gjort det til Provinz; men det holdt sig dog. Men det værste er, at jeg er saa overlæsset med Gjeld at det reent tærer mine Kræfter bort, og mellem os sagt, jeg vilde ikke give 4 Skilling for Hon- neurer at bære denne tunge Krone . . . . . . . . . . Og de dumme Jyder gjør mig ogsaa Hovedet kruset; de klage over Skatter og Afgifter; men hvad skal jeg gjøre? SIDE: 62 DEN SCANDALEUSE HISTORIE DA SKRIVEREN I BAMBLE BLEV REJECERET FRA STORTHINGET Om høivise Lucifer (Jeg vil ham saa nu skjelde) Rygtet kan fortælle, Hvad jeg nu skriver her: Den Pensionær, Herr Lucifer, (Dog gjerne, Jeg nævner ham en Morgenstjerne) Blev reent forkastet, Hvorpaa han hastet, Forbandet fort, Af Thinget bort. Han tænkte nok i Byen være, For at fortære Dietpengene med mere, Hos Zuvan; Men han, Til Bamble maatte tye, Og sue paa Labben! -- EN NEAPOLITANSK ARMEE Den eneste, som veed at leve, Er Neapolitaneren: Han veed Solheden godt at hæve; (Thi den Er ham en Plage, I Somrens hede Dage) Ved Paraplui og Parasol. Og Regn ei han, Taale kan. Tilfeldts han gaaer, Med dem og slaaer Mod Regn og Sol! Mod andre drages ikke Sværd; Og tykkes det mig værd, Den Skik blev indført her! SIDE: 63 Før kaster han Geværet bort, Og flyer fort, End han sin Skjerm vil kaste! Hvem vil ham derfor laste? Enhver har jo sin Viis! Hvem regner det til Skam Om Æren og hos ham Ei staaer saa høit i Priis? Og Dovenskab indgroet fast, Hos ham er ikke Last. Naar han ei gider selv Geværet bære; For en Slik, En Lazzaroni tager paa sig denne Ære. En herlig Skik. Om hertillands de Gemene, En Anden vilde Med Oppakningen forlehne! (Det skulde ei see ilde) Og selv i Lommen putte Hænderne! Men det er Skade At Iis, simpel Iis, jeg mener, Og Lemonade, Ei vore Kjemper tjener! Nei der maa Aquavit og Stump! [Under billedet:] En neapolitansk Armee Med Parapluie I Feldten drager! O fui! Nei see! Hvor den dig behager! JØDEN En stakkels Jøde, Spion agerte; Men blev greben. Og maatte bøde, Fordi han spionerte, Mit das Leben! Den Krigsrets Dom, Over arme Stakkel, Saalunde læses: "O hvor grusom! Hans Lives Fakkel, Af Jøder skal udblæses!" SIDE: 64 "Ah! wai mir Arme!" Han krymped sig: De kan ei skyde. Jehovah forbarme Sig over mig;" Men han maae lyde! Af Israels Sønner, Causa exsequendi, Sex udcommanderes. -- Her hjelpe ei Bønner! Numeri explendi! Her skal exsequeres! De rustne Geværer, Af Væggen ned, Tager man nu; Man dem bærer Til skumle Sted, Saa mod ihu! En Jøde aldrig Bli'r Soldat, La'r Vaaben være. Sig stedse liig, Sin Pengeskat Kun vil han bære. Nu falder Skud, "En, to tre! Ah wai mir! baf! For Damp af Krud, Man ei kan see, Om det traf! De skjøde saa, En Timestiv Før han døede: Før Kroppen laae, Foruden Liv. Svær Straf for Brøde! BATAVERKJERLIGHED Af hvad man kalder Kjerlighed, Hollænderen ei meget veed. Det er bekjendt, At det har hændt, Bataveren Skibbrudne ikke berger. Om han kan! "Hvad kommer mig den Mand Vel ved?" Og ved Bataver-Ære, Han sikkerligen sværger, At Næstekjerlighed, Ei rent han lader være! At sige: her paa Land, Hvor han, Ei er vel deran! SIDE: 65 Ei nogen maa med Bønner ham paatrænge, Naar man i Havs-Nød er: "Ei faaer man Lov i Tovet sig at hænge! Hvat schal man der?" Hollænderen ei lider, Man Tovene opslider. Med krogede Baadshage, Han støder ham tilbage, Ei tænker han at redde! Han saadant ei vil høre. "Det maatte Fanden Og ingen Anden Gjøre! Skal Skibet standses i dets Fart, Nu da det gaaer saa hart?" Og han phlegmatisk smøger, Sin Knaster. Da, alle vist ham laster, Fordi han røger; Og jeg kan ikke lide, At røge i Utide! Hvad synes dig om denne Handlemaade? Den synes grum naar man er i det Vaade! I LÆRDOMSSÆDET TYDSKLAND OGSAA GIVES FÆE! De stakkels Jyder, Man og ene Skylden giver, For dumme være; Men hvorfor skal de Skammen ene bære? Har de blot disse Lyder? Nei! vist Svaret bliver. Der gives ogsaa dumme allelands, Som og tilvands (Man forstaar, jeg en Hollænder mener;) Dog kan ikke nægtes man Jyderne forlehner, Maxime hermed, som hver vel veed! SIDE: 66 En Passage, som, Mig til at smile kom, Da jeg den læste; Jeg giver mine Venner her tilbedste! Den maaskee kan vise Dem, som Tydsken prise, At i Tydskland og, Finds Fæe og Drog: En fem, sextusind Mand, Til en Rigsstad, som Laae i omtalte Land Engang kom. Men da Armeen skulde afmarschere, Det høivise Raad begyndte consulere, Som saa: "Vi kan ei lade gaae, Ugeleidet hen, De keiserlige Mænd; Thi Røvere, i Tallet over ti, Dem vist ei la'r i Skoven her gaae frie. For dette nu afvende, Vor Stadsmilits vi sende." I Haab en Steen af Hjertet lette, Den General, De ham det berette, Samt Soldatesquens Tal, Med mere; Nemlig fire stolte Knegte. (De var' ei flere, Foruden Chefen og en invalid Tambour, Som visselig ei negte Denne Tour For at indlægge Ære. Om Generalen takkede for Følget, Det har man mig fordølget; Men nok er det, man Trommen slog, Og Regimenterne med Følget flux bortdrog! SIDE: 67 STORTHINGETS SVAR PAA PROCUREURENS CONSTITUTIONSFORSLAG De forkastes, som stridende mod Grundlovens Aand, utyde- lige, ufuldstændige og overflødige, ihenseende til Grundene mod- sigende, og kun lidet overensstemmende med National-Repræsen- tationens Værdighed!!! Denne Dosis vil vist blive haard at fordøie Hr. General- Procureur! Blot den ikke bevirker en Galdefeber? Hvad vilde der da blive af Land, Constitution og almeen Velfærd! Ha, hvilket Tordenslag for saa djerv en Mand! Som jeg, den meest Formaaende udi det hele Land! Jeg veed ei hvor man saadant svare tør, Mig, Mig, den høie Procureur! Ha! min Lever af bitre Galde syder; Og hine fæle Ord endnu i øret lyder! Ha! jeg bliver sort, det i Avisen staaer, Og allerede, som Budstik trindt Landet gaaer!! Jeg bringer her Storthingets Resolution! Deres Høi -- Jeg troer han bliver sort af Ærgrelse og Taarer, Vi se noksom hvor stærkt man hannem saarer! FREDERIKSSTEEN Knap griber jeg Pennen, de Scener at male, Ved Fredrikshald; Dog lyder jo saa almindelig Tale, At Fæstningen skal Ved Guld være aabnet. Paa sjunkne Trophæer, med Taare paa Kind, Nora nu hviler. Hun skuer ei stolt meer paa Fredrikssteens Tind; Men sørgelig smiler Ved Tanken derom. Saasnart Guldet kom inden Fæstningens Port; Bort man drog. Der slaaes Chamade og drages nu fort. Et hæderligt Tog, SIDE: 68 For Soldater!! Men Skade var det, at man ei fandt, Der Meteller; Saa let da Svensken Fæstningen vandt Ikkeheller: Men disse just mangled' Men Niddinger voxe, som Mose paa Fjeld, Og Helte er' rare; I Norge da fandtes slet ingen Metell I den Skare Som fægter for Hæder! HUUSLIG LYKSALIGHED IMPROMTU Huuslig Lyksalighed er jo saa rar Paa vor Jord; Men Smithen i Huset den Lykke dog har! Hvem vel det troer? Men En Anecdot min Ven; Dig til Troe skal lede hen: Smithen kommer just ud af en Hyttes Dør, Hvor han Dynen tog af Leiet. Hvori Manden gjorde hvad ham bør, Og han har pleiet, Stedse gjøre. Skjøndt Rygtet og har ladet høre, Det hans største Moroe er. Naar han exequer Hvor der ei er Penge Der maa ei ventes længe Med Exequeren Og Exciperen Af hvad der findes; Thi ellers Intet vindes Af Procurator. -- Dog nok herom, Vi lidt for langt fra Sagen kom. SIDE: 69 Som sagt, en Ven Møder ham just da Han slig Idræt kommer fra. Smith beder ham nu hen, At see, hvad hver ei let vil troe, At huuslig Lykke just hos Smith har fæstet Boe. Manden smiler, Og iler Med den vakre Vert hen til Det sjeldne Skuespil. En Flok af Bavianer ved Indtrædelsen, Just møder denne Ven. Bavianer -- thi Æblet ikke falder Langt fra Træet -- . Den hjertensgode Smith Paa en Unge kalder: "Hid! Min lille Smit og sid Her paa Knæet." Paa Stolen gynger Fruen ømt sin kjelne Mand. (Styg er hun, det er Sanden Som bare Fanden, Og det er ogsaa han) Mens henrykt Smithen synger en Vuggevise; Hvorved han vilde prise Slige skjønne Dage! Og det er sandt. Den slags Lykke man hos Smithen rigtig fandt. EN ANDEN GESCHICHTE OM DEN SAMME IMPROMPTU Til rette Tid lidt Selvroes ikke skader! At det sig saa forholder Man mig lader! Thi hvis jeg ikke fandt, Det var sandt, Jeg neppe sat det her. SIDE: 70 Den samme Smith (Omtalt vel tidt) Mig bringer til at skrive. Han kan Exempel give, Sequendum just derpaa: Man Smith for Speilet engang saae. For første Gang han Sandhed ikke nægted; Men desmeer bekræfted: "At han var styg og fæl!" Heri han Sandhed ikke dølger: Men et Appendix følger, Som jeg ei vil troe, Da han det sagde selv: "Et ædelt Hjerte i mit Bryst dog monne boe!" HJØRRING IMPROMPTU Blandt flere Byens moresomme Fættere kan Hjørring komme: Den hidsigste i Ord og Lader Af Gjerning dog den største Hader: Thi bande kan han, true med Ild Og Død og alskens Pestilence; Men Haand han paa ei' lægge vil Og Feilende slet ikke ændse! Heel desperat han sig har teet Og splintret Sablen har man seet. Hans Underhavende, som kjender Ham en antændt Sværmer for, Som sprudler ikkuns mens den brænder Og af sig selv ud stakket gaaer. De pege Fingre, løbe hjem, Lâr Chefen staae der næsten ene. Mens han løber tilbage frem, Og veed ei selv, hvad han skal mene: SIDE: 71 "Din Svinehund gjør Skam af Choret; Imidlertid hvis du vil gaae, Da, Slapperment, har jeg forsvoret, Her mere, Tølper, lâe dig staae'." Det er' hans Ord da Kongen kom, Fandt Gaderne for Brandfolk tom'! FRUER En Sildevrager-kone, Ei kalde du Madam! Thi ellers faaer du Skam Af hende, som den rette Tone, I Fruers Kreds angive kan. Fordi den Kjelling, Koger selv sin Velling Og vasker selv sin Gryde, Derfor du Rang dog lyde! Ja Smedekjerlinger, Er her Nu Fruer! Men Et Raad min Ven! "For ei at see ti Negle Øiet true, Du spørge først: "med Permission Min Kon' Er hun Frue?" IMPROMPTU Godt Træe god Frugt maa bære, Den Sandhed vil vist evig staae; Men Jeg vil Eder lære, At mager Frugt af feed kan gaae. See Christianes slunkne Kinder, See hendes skelend' stive Øie, Som gamle Piger altid minder, At Alderen kan Skjønhed bøie! Mutter Wyller, denne Kone, Fede Koners Hæder, Ære; Slotsgadens tykkeste Matrone Fødte ovenstaaende Megære! SIDE: 72 DELPHIN Grueligt Spectakel Med Major Delphin Kommer mig i Sind; Da hans Lives Fakkel Nær udgaaet var. Historien er dette, Som jeg vil berette: "Det sig begivet har Her tilbyes ifjor, Det stolte Borgerchor Sig afspenstig gjorde, Og Chefen sende Forde, Fra en til anden Ende! Man knyttet Næve sat, I Majorens Side. Det hjalp ikke at Han ikke kunde lide Saadant Væsen. Da man ham kneb i Næsen. Man dobbelt Stød nu gav Og traadte Sporen af! Han hujed og han skreg, Vred ved saadan Leeg. ARBIN Skarpe Øines stærke Straaler, Ikke mange Helte taaler; Hvorfor da Arbin? Carl Johannes barske Øie, Ned til Jord ham monne bøie, Just da han treen ind. Udi Kongens hvalte Sale, For et Ord med ham at tale Knarken just did gik. -- Carl der tidt saae Døden vinke, Havde vant sig til at blinke Med sit Ørneblik, Naar han vilde kjende Sine, Og en barsk, en truend' Mine Var nu Mandens Skik. Da nu Kallen saae det lyne, Under skumle Øienbryne, Tordenskyer lig', Af sig selv han meer' ei veed, Plat mod Jord han dratted ned'; Øiet lukked' sig. Dennewitzes Overvinder, Laurbær til i Krandsen binder, Ved sit Blik nu fler'. Seier kjøbt ei ved Blodstrømme, Carl Johan just kan berømme Over hiin Secreteer! SIDE: 73 NOSTRATES Hvinende lyder Pidskenes Slag, Britteren stolt for Hinduens Øre Svinger, mens Slaven den udslagne Dag, Trælle maa for af Bomuld at gjøre, Schawle, som Gjæssene efter sig drager. Penge derfor den gamle John tager! Der hvor man roser sig af at Tant Reent er forjaget; hvor Ærlighed throner; Hvor Folket boer ind' i Fjeldene blandt, Hersker dog Moden blandt Mænd og blandt Koner Normanden gaaer, som Franskmand i Paris! Fanden i Vold med hver simpel Viis!! Hoftepuder, Sminkekrukker, Komme her igjen i Brug. -- Christianias Modedukker, Sminke sig saa lidt i Smug. Men naar Herrer sminke sig, Da er det mere latterlig! -- Men apropos -- du vil ei lide At jeg forholder dig at vide, Hvem disse ere -- Saa hør: -- Kan nok være De Rougtvedts ere! Men tie du bør! -- -- -- -- GJÆSTEBUDET PAA FROGNER Spidsborger bliver steds'den samme, Hans Lyst er altid grovest Spas. Vort Borgerskab tilskamme, Jeg vil bevise denne Sats: Vor gode Konge, Carl Johan, Hvorved just er den Ulykke, At Landsfaderen ei kan, Af Norske Sproget noget Stykke, SIDE: 74 Blir af Borgerskabets Bud, Til Soupee just buden ud. Hvor man skal drikke tæt og spise, Samt synge smukt en liden Vise. Man kom; men neppe Kongen fik, Saameget at han mættet gik Fra Stadsen. Men Tjenerne sig bedst, Ved Spasen Stode. Saa at man troede Der feiredes en Saturnalie-Fest! Med Venner og Veninder, Man Tjenerne i Skoven finder; Med Retterne, hvormed de gik, Fra Herren bort, der intet fik. En fik et Hønselaar, En Anden fik en Ving; Men slemmere det gaaer Dem, som fik ingenting. Da Sangen skulde nu deran, Benytted man, (Poetens Held), Uvidenheden altfor vel. Thi da de alkefulde Udskraale Sangen skulde Skreg man, Til Carl Johan: Kommer Brødre! singer so: Kongens Liv vær' glad og froe! Efter mine Tanker saa, Man Insolence det kaldes maae! SIDE: 75 Henrik Wergeland ØNSKER Morgenbladet 31. okt. 1826. Vor unge Literatur -- hidtil et Træ, ligesaa sparsomt blom- strende som Klippebunden, hvori det fæstede Rod -- staaer nu bedækket med Blomster eller Knopper idetmindste, som skulle springe ud ved det nye Aars første Aandedrag. Iduna, den evigunge Iduna, døde -- af Sorg maaskee, fordi hendes Æbler smagte de Dødelige surere end de Udødelige, eller bortførtes hun end engang af en Thjasse: Hermods Raab lyder ei saa skjønt, saa stærkt i Norges Dale, som da han først besteg sin Bifrost i Litteraturens Himmel; men Sjofna, hvis Kinder rødme skjønnere end Yduns Æbler og hvis Stemme er sødere end Hermods, skal gaae en skjønnere Bane imøde. Dette er et ønske, som Enhver, der elsker Norge og holder en skjøn Litteratur for et Lands skjønneste Prydelse, og hos os for den skjønneste Qvist i Frihedens Stamme -- en gylden Mistel i Sølverpoppelen -- vil istemme. Opfyldelsen hjemler os tildeels Norges hæderlige Sanger, der vil føre den rødmende Møe frem for vore Øine. Hendes anden Chapeau Hr.Hansson er heller ikke at foragte, ihvorvel i den Alder, hvori man har bedre af at læse end af at skrive. Et andet ønske, hvis det første opfyldes, er, at Sjofna maa gaae en længere Bane imøde, end flere saadanne æsthetiske Piecer pleie at kunne holde ud, at man ikke om et Aars Tid atter saa skal sige om det udkommende Maanedsskrift, som man kunde sagt, da Tilskueren hensov: Paa Politikens Firmament Gik baglænds ud af Dandsen Comeet med Rævehale sendt forleden Aar af H . . . . . -- Man forandrede da blot "Politikens" til "Æsthetikens": ellers er Alt rigtig. Imidlertid vilde dog en Braddød være ønskeligere, end om enhver af Sjofnas maanedlige Nedkomster skulde være en abortus, eller om Skriftet skulde lide samme Skjæbne, som et ovennævnt æsthetisk Blad, der længe var en Hauge, hvor Na- tionens Skjalde henplantede deres Blomster, men siden er blevet SIDE: 76 til en Plads, hvor Enhver kan afvælte sit Læs med Affald, for ikke at sige -- Skarn. Vi ville haabe det Modsatte, og at Sjofna maa blive et dan- net Publicums Yndling og hævde sin Plads over alle de æsthe- tiske Maanedsskrifter, der strømme herop fra Sjellands og Jyl- lands Officiner. ØNSKET Morgenbladet 31. okt. 1826 Gid skjønne Vers Hermoder maatte pryde, og ikke Ruskomsnusk/No. 24, P. 192. den sine Gjæster byde! HÆDERSSANG til forhenværende Generalprocureur C: M: Falsen. Man kan jo Ulve rose; -- men blot for Kontrasten i stiklende Skjerts og ved Komplimenter i krybende Prose; men hædrende Vers sig fra Plecteren svinge og følge den Mand, der er Frihedens Klinge, lynhvasse Klinge og ildfaste Skjold! hvis Tunge er Tordenens Kile paa Thinge mod truende Vold! Mel: [fotnotemerke] At Slyngler hæves til Ærens Top etc. Skjøndt Folkehadet dit høie Spor liig Hunden slikker med blodig Tunge og Vreden flammer den gamle Nor, saa vil jeg dog om din Hæder sjunge. Kitrinkens Toner min Sang ei kroner, men Pibe har jeg -- paa Trommen throner : : din Sanger høit : : Fotnote: Denne Mel. er valgt for det lyriske Sving den har: slet ikke for andet. SIDE: 77 En Vimpel est du! din Hæder høit omflagrer Fædrenelandets Klipper. Man hvisker vel: "nei det blir for drøit! "før Magnus holdt, hvor nu Herren slipper." Med dig foragter jeg Folkets Fagter: en Hest blier kaad af at spænde agter : : og siden tam : : Themistocles nød Athenens Had: man ham bagvasked for han changerte: man saae, hvor løst han i Sadlen sad skjøndt ogsaa Fiender han deporterte. Det hjalp dog ikke bort Folk at skikke: hans Blod maa Frihedens Hevngud drikke! : : Forræders Løn! : : I Sang at græde ved Dennes Grav var ei min Tanke -- Du længe venter paa Løftet, som jeg foroven gav: jeg loved nemlig jo Complimenter. Ja det opfylder jeg naar jeg hylder Dig brave Falsen og Glasset fylder. -- : : : Din Skaal! Din Skaal! -- : : Jeg roser noksom ei Bergens Bye, hvor høit Kartovens den røde Tunge imødejubled' dig -- : der i Skye de Borgerens Mænd nys din Hæder sjunge. -- En Serenade paa aaben Gade jo viser noksom, de ei aflade : : at hædre dig -- : : Dit ædle Hjerte ei urørt blev ved saa uskrømtet en Glædes Stemme. Man siger ogsaa Du trolig skrev op Navne, Sangen, for Intet glemme. SIDE: 78 Hvad siden fulgte Du ædelt dulgte: den Ædle stedse sin Tak jo skjulte. : : Men vi det saae! : : Jeg frydes hvergang et ædelt Træk jeg er saa heldig hos dig at finde Jeg mange fandt: thi jeg voved kjek at søge Blomster paa blomstløs Tinde, -- At stor og herlig du er -- det ærlig du blev og derfor hver Normand kjerlig : : vil elske dig! : : Henrik Wergeland TIL JONS VEN Morgenbladet 21. okt. 1827. See, hvor en huulkindet Grønlænder gaber ved Kjøbmandens Taffel, endser ei Stegen og Viin, ja ofrer sin Naboes Blik -- hvert var en rindende Tand -- selv den syltetøikrandsede Vaffel, mens et medlidende Smiil, ligt Buen bag kløvede Skjold, hænger paa Læben! han griner ad Dugen og staalfingret Gaffel, smadsker med Tungen: -- hans Drømme fraadse i Hjem- stavnens Tran. W. Indsenderen heraf seer, at koldsindig Taushed vilde være det bedste Svar paa Ovennævntes, med Hensyn til hiint Stykkes Tendents, i høieste Grad upassende Angreb; han vilde ikke fægte paa sin Vens Grav om Latter udæsker ham. Han betragter dette Qvasi-Epigram blot som et halv uvilkaarligt Udbrud, som et "lad være! væk!" Den udstøder, der, staaende i Graad ved en Grav, voldsomt, med en skingrende Latter bliver greben ved Armen af en ufølsom, halvvanvittig Naboe, som, forbauset over Hiins heftige Graad, raaber ham i Øret: "græd ikke saa stærkt! ha, ha! brug idetmindste Lommetørklædet, som Skik er i vor Bye! græd smukt, med Anstand, stille og pent som den der SIDE: 79 ligeover, hvis Næse er fugtig af Taarer, som forsvinde i Smile- hvirvlerne: eller taktmæssig som denne der, der græder bit- terlig medens han af fuld Hals synger sine egne Vers og træder Naboen paa Foden hvergang denne griber falskt an i Tonen: saa skal du græde ha, ha, ha. Du maa græde som de andre ellers duer det ikke!" Jeg vilde i Sandhed ønske, for Deres Skyld, ærede Ven! at de havde angrebet et af de andre Stykker, der Tid efter anden kunne være faldne af mig, som visne Blade: jeg veed, der vil være meget at plukke for Critiken: den drøvtyggende Spotter vil heller ikke hungre og mangle Stof for sine Kjæver til at tygge. Jeg vilde da kunne gjensvare eller lade dette være, uden at føle den nødvendige, naturlige Følelse af Modbydelig- hed, som maa opstaae naar man finder det Slette og Usømmelige forenede. Jeg kan ikke bekjæmpe den, naar jeg seer hen til det angrebne og det angribende Stykkes Tendents, hvilket Sid- ste, da det tillige er et uvirksomt Middel for den slette Hen- sigt, da det i høi Grad er slet og som Spot ikke spottende nok, ligner en pjaltet Tyv, der ikke dølger sine Gjerninger. Videre vil jeg til denne lange Anmærkning, i Almindelighed talt, føie: Den der fordømmer, blindthen hvad han ikke forstaar, ligner Drengen, der kastede sin Mathematik, med Skjældsord mod Pythagoras, Euclid og Holmboe, i Krogen. Det er en agtværdig Rest af Religieusitet som bringer Ban- ditten til at lade Præsten fare i Fred, naar han kan træffe den fede Ridder. Henrik Wergeland FRA SIFUL SIFADDA til Fremstilleren af Paralellen mellem det svenske og norske Product i Nr. 2. Nyeste Skilderie 21. juli 1828. Depositurus. Ah Siful! jeg har seet Herkules sit Muskel-Atlas svulme høit op over en Dvergs indsunkne Smiil, ligt slynget Skaar i Kobberpladen. -- Ei, din Dverg er drukken og famler i sin Tale, som en Elsker, der binder Selam, og Narcissen ei, blandt Roser, Hyacinther, Liljer og SIDE: 80 titusend stærke Parakleter, mægter, som Sandheds Talsmand finde! (giver Siful Sifadda "Nyeste Skilderie af Christiania og Stockholm Nr. 2) Mindes du de Epigrammer fem, et Echo lig', min Sjel femdobbelt udslog -- o saa sande som Pythias og uden Skadefryd -- bag efter Farcen dins bizarre Skrig? De spaaede, som altfor hule Klang af første Fod i nybygt Tempel: "ak! det falder snart! sligt Taarn ei Skyen kløver, men snart i Støvet søler det sin Top, at geile Hunde kan det vaske, saa en Dreng kan Blyet see, og putte lidt deraf i Lommen til en Kugle . . Ak, slig Kuppel, dristig som pisanske, og med Skyer til Vinger, foldede paa Ryggen, og Sol paa Tind som guldguul Falkekam, blot skabt til Kragers Død?" Siful (læsende). Mod viis, mod taabelig Critik hvæs aldrig Pen! [fotnotemerke] Depositurus. Nu har dit Hjerte udsuget Kinden: hver en Linie her af denne lundske Epilog, som sortgrøn og blodfyldt Igle glider ned og ruller sig sammen der. Nu have Heltene kun bleggraa Hjerter, medens Kinden flammer af firedobbelt Rustnings Gjenskin, og mens Øiet funkler, blinkende for hvergang en Kaarde klirrer eller Fængkrudt blusser; men du, som ei er Helt, maa naar du æskes, saaledes blegne vel i Kinden, men dit Hjerte svulme frem til Kampen fuldt af glohedt Mod. Fotnote: Gylden Regel af Vessel. SIDE: 81 Siful. Ei fy Depositurus! Depositurus. Nu rødmer du . . . O, Ærgrelse er liig Chamæleonen. Siful. Fy Depositurus! Depositurus. Saa strøm tilbage lette Blod! hver Linie, som døde Fiske over Phlegeton, tilbagestrømme til de Strande, som bag fiirbeenfyldte Siv fremyngled' dem! Siful. Min Landsmand vakkert tegnet har Gothens favre fata morgana. O skjønnere end Fee Morganas Templer, skjøndt hun paa den violblaa Æther høit bygger dem af farvet Regnbue-Jaspis, har dette Digt i Gotheskjaldens Sjel dybt spillet, da han det baldyred' ind i nyskabt, lundsk Magisters Baldachin paa hans Triumphtog. Neppe dog i Lund og Upsal hver Magister faaer slig Bue, saa laurbærkrandset, naar hans Værdighed, med silkestrømpet Læg, langt foran Stimlen med Pallas's Fakkel triner op mod Altret: -- der ellers blev saamange Regnbuer hvert Aar som Hvælvinger i gothisk Kirke, og hvermand vilde blive lundsk Magister, for see sig sat een Dag i dette Spil af Himmelfarver hvormed Digtet leger, og Samlingen af slige Epiloger blev tykkest, skjønnest Digterværk. -- Ja ret Depositurus -- Du, som tygger hver Aften Drøv paa eget Vid, og ælter uskad'lig Spot, som Boaslangen Spyt, SIDE: 82 med Kjæben -- det var en Herakles, som sig stillede, med Skuldre lige Templets høithvalte Kupler, frem ved Dvergens Side! Men Den, som Gothens Regnbu'digt har malet -- Gid Bladets skidne Horizont ei havde dets Hale slugt -- med saadan livlig Pensel har ikke tydet Sandsen, som igjennem det latterlige Dvergesmiil sig slynger, som klangfuld Sandhed gjennem Hi'roglypher: Min gode Landsmand har ei seet Sifuls Personer, som de ere -- liig en Flok Dverg-Dickier veitsdandsende paa Heden til egen Latters Lyd, naar Hanen tier, og qvælende med vildt fortrukne Smiil den vaagnende Bevidsthed om de Armes Vansind, stræbende til Gravs den synge med evig Latter: Een kun af de Alle det Sande ahner, at de lege kun et Skyggeliv, men han sin Vemod øser ud paa sig Selv og Alt i Spot. See derfor Du, som saa fuldt dit Syn har aabnet til at fatte Gothens Himmelfarvespil, og klart har Mønstret præget, at du kun med søvnigt Blik har seet Sifuls Spil, paa Siden nederst, Pag. 38! [fotnotemerke] (Siful Sifadda gaaer). Depositurus. Er dette Svar? O jammerlige Helt, ræd for sit eget Fodslag! Er det Svar? Min Spot som Hercules's Krebs forfølge din feige Hæl, til Øiet lyner over en skamrød Kind som Gnistehvirvlen over et plyndret Riges Bauner, som et Par af Seiersørne over blodig Fane! Fotnote: Stygge. Fanden plager hende: Al hendes Præk er min, blot sønderhugget en heel Afhandling, anonym med Titlen: "reflections sur moi-mème." SIDE: 83 Ah Sommersol uddrukket har dit Vid og al din Galde: derfor vist det tordner som da ifjor den uddrak Digteraaren i Rasmi Hjerne: derfor skyllede saameget Vand her dengang ned fra Skyen! Naar Hiin saa blindt tør give Piller, maa han vist ubuden have snaget mellem dem, Du har lavet, fundet dem for bitre, som f. Ex. [fotnotemerke] Pag. 39 uventet fundet frem sin Oldefa'er. Hvis saa er, var det bedst at vise ham til Titelbladet, hvor en [fotnotemerke] Strophe staaer som ret Veiviser. Eller i det Hele -- hvis du vil dømme Farver søvnig -- thi de tvende Farcer er kun Prøver paa hvad Farver Sifuls Pensel drypper af -- saa tag til Vækkelse her to af mine Epigramer Dadl aldrig Hvad en Nutids Digter skriver: Du veed ei hvilken Stor i Fortid dadlet bliver. Du stikker Snuden til, og snuser, om du kjende kan Sifuls Blomster . . . Au! du gjøer fordi de brænde! Henrik Wergeland [FRA SIFUL SIFADDA] Nyeste Skilderie 11. aug. 1828. S.T. Hr.Boghandler J. Schiwe. Jeg troede -- Deres Vbhd -- at lege med en Zobel, men jeg havde et vemmeligt Stinkdyr imellem Fingrene. Jeg vil aldrig røre ved et Stinkdyr. Deres Siful-Sifadda. Fotnote: V.irr.temp. Fotnote: V.irr.temp. SIDE: 84 Henrik Wergeland ET REGNESTYKKE Morgenbladet 6. sept. 1828. Paa Gaardermoen ligger nu i denne, iaar mere end ellers for Landets Velfærd uskatteerlige Høsttid, 900 Mand, om ikke Flere, for 24 Dage. Disse 900 Mand have hver 2 Arme: gjør 1800 Arme. Hvert Par Arme skjærer, da det er de dygtigste Karle, efter maadelig Regning, 1 1/2 Maal Korn om Dagen: gjør daglig 1350 Maal. Da nu 1 1/2 Maals Arbeide kan tages lige med ethvert andet Høstdagsarbeide, og dette vel vil paa de fleste Gaarde, i de Egne, som maae levere hiint Antal, fordres af enhver Karl idetmindste i 18, om ikke i de 24 Dage fuldtud, saa behage man at multiplicere hine daglige 1350 Maal med 18, og man vil da see det uhyre og reelle Tab for Landet, nemlig 24,300 Høstdags- arbeide eller Maal. Hertil addere man ogsaa Borttagelsen fra det meest trængende Høstarbeide af 900 Heste, samt den, i den Tid, da leiede Arbeidere opfylde Gaardene, dobbelt besværlige Udnisten af de bedste Fødemidler for hiint Antal. Man tager sig altsaa den Frihed, underdanigen at spørge Hr. Generalmajor, Baron Wedel-Jarlsberg, om vi have en Krig ivente? Hvis saa er, da er der ikke mere Tale om nogen Byrde, og Ind- senderen erklærer at have gjort det sletteste Regnestykke, Nogen har brugt en Griffel eller Pen til. I Sandhed, da vilde der, lige- som hos Gallierne, indfinde sig lystige Dilettanter og Reservekarle nok til hver Hest, og hver Odelsmand vilde da jage sine Huus- folk paa sine øvrige Heste, smelde sin Dør ilaas og slutte sig til Hr. Baronens Regulaire, som Stormilingerne i Tordenens Fod- spor, glade ved at lære lidt, at lege lidt paa Moen ved Siden af den øvede Høvdings grønne livlige Dunsinaneskov, før den rette Zinklairsleg begyndte: da vilde de smukke Døttres og Søstres Skjød og den krumme Oldings Ryg blive Kornvogn, og de Første vilde nu, til intet mandligt Øies Glæde, ødsle med at vise deres veldannede mælkehvide Lægge for Solen, idet de lagde et Neg formeget i deres Skjød: da vilde Smaaguttene (ligesom nu mange Skydsdrenge, der ikke kunde glemme den lystige Kjørsel, Hr. Baronen ofte har skjænket dem) med Jublen lege Leier paa Gaarden, til Ihukommelse af den Høvding, der itide drog Sværdet. Kort -- da vilde Nationen glæde sig over Hr. Generalmajorens udmærkede Feuer i Tjenesten, som lader ham hverken Rist eller SIDE: 85 Ro, som endogsaa bringer Hans Hvbhd. til den Grad at opofre sig selv for Tjenesten, at han endog iler coureer-, men dog generalmæssigt, tre Gange i een Sommer igjennem Landet. Henrik Wergeland EFTER DET I NO. 15 INDRYKKEDE "IRREPARABILE TEMPUS" BETITLEDE STYKKES FORFATTERS ØNSKE, FRA SIEUL SIFADDA S. Nyeste Skilderie 3. nov. 1828. Eftersom jeg har erfaret, har De Deres Mening, om det om- handlede dramatiske Stykkes Tendenz, ikke tilfælles med nogen Anden end med enhver forstandig Læser, med Forfatteren Selv, og med Enhver, som ikke skelende seer (hans Sam- vittighed dømme, med hvor stor Ret) i ethvert Narreideal eller Skurke-do. sig Selv, og som ei, med en vanvittig Angst, maaler og maaler Længde og Bredde og hvert Smil og Træk og Farve hos den opdigtede Character med Beskaffenheden af sin egen, som Bevidstheden jager iveiret i hans Indre som et synligt Gespenst, der spøgelseagtig leer ad den Menneskeværdighed, han, hen- visnet og forlagt siden Børneaarene, med Bebreidelse bliver vaer i sit Indres Baggrund, uliig ikke en sammenkrympet Krøbling, der sidder som Indlægd i Krogen paa sin egen Odelsgaard, og hvergang Ilden blusser paa Arnen, træder tydelig frem med Rædsel for Den, der gjorde ham vanfør og vristede ham Hos- bondens Nøgler af Haanden. Gid der ingen Ild var, ønsker Denne vist; thi i Mørke bliver Ingen rød! Det er da egentlig to Skygger en Saadan sammenligner; Characteren i Stykket med sin egen eller det Billede af sin egen, der pidskedes op af det første -- et sympathetisk -- Blik paa den Digtede, op fra hans Samvittighed, hvor al Selvbetragtning før laae som en Flok snorkende Trælle i Solvæggen. Han bliver bange -- thi han har en forunderlig, men falsk, Klarsynet- hed i at gjenkjende sig Selv i en saadan digtet Character, og han opfatter dennes Sandhed hurtigen, hurtigen, som en Pest- syg Røgen af sin afdøde Kammerads opbrændte Pjalter, og med samme Rædsel som en Saadan seer Morgenvinden reise en Skikkelse af det om Aftenen forud opbrændte Efterladen- SIDE: 86 skabs Aske iveiret, hvilken giver ham et klart Begreb om Syg- dommens Farlighed, og synes ham en Dødsengel, der kalder ham Selv bort. Han bliver bange som Helten i fabelagtige Hi- storier om sig Selv seende Dobbeltgjængere: Han kryber ind under sin Egenkjærligheds vide, nedhængende Kaabe, som al- tid er glinsende og reen, skjøndt den slæber over de smudsigste Steder, da den rastløse Terne, Forfængelighed, aldrig bliver træt af at tvette den i Lethe eller selv at afslikke dens Smuds. Og har Han givet sig under denne villige Skyts, saa reiser hans Egenkjærlighed sig (denne Samvittighedens despotiserende Ægtehustrue -- o Misalliance! og dog har den Høieste selv viet dem -- der endnu, som i gamle Dage, bærer vide Skjørter, og skjuler Meget for sin Argusmage), den reiser sig, og nu er Ana- themet lyst over Den, der saa uskyldigt kom til at lære Tha- les's: "Kjend dig selv." De vil indrømme mig, at saadanne ere, naar de faae Mo- raler eller Satirer ihænde, som en Tyv, der staaer iblandt Stim- len, just som Consorten bliver hængt. De kjende hinanden igjen: et besynderligt, vemodigt-ondskabsfuldt Grin spiller paa Galgefrugten, medens den Anden, frelst og fri nedunder, krym- per sig sammen som en affalden Qvist -- Ah, at ikke Politie- knegten mærker hvem den Letsindige nikker og gjør saa be- kjendte Miner til, og som han med Bæven og kunstlet Munter- hed maa gjensvare, for at ei -- han synes medrette, at hans Liv hænger i en ligesaa smal Strikke, som den, Bøddelen nu laver tilrette paa sit Knæ, nemlig i et Smiil, der just nu gjerne kan være det fremstikkende Følehorn af en ulykkeligere Kam- merads Misundelse -- han maa grine med, at dette Spøg kan hindre hiins Ondskabsfuldhed fra at bryde ud i et tydeligere Sprog, som baade kunde vække Folkemængdens og Rettens- knegts og Bøddels Opmærksomhed. I at handle saaledes, holde gode Miner, om han nu maa hade Correspondenten, og lære taust hvad der forresten kan læres af en saadan Scene, handler han klogt. Men om han strax i sin første Angst vilde raabe: "Gud fordømme dig Peter, som ikke kan være stille!" vilde han handle dumt. Ikkesandt? De vil nok vide og see, hvorvidt et saadant Hang til Accom- modation bør gaae og kan gaae, uden Fornærmelse for nogen Anden. Flagellanten rase imod sin egen Bag! Den kommer jo SIDE: 87 ingen Anden ved. Men, spørger De en retskaffens Theolog, saa vil De høre, at al Accommodation hører de Profane til: den er en Stank af det bandlyste Brændemærke, som gav et Dyr Cheru- bens Stempel. Naar man nu derimod, med samme Vold som den uartige Jaans, da han trak Kjolen bagvendt paa sin Fa'r, vil appli- cere en, i en Satire fremstillet, urosværdig Character paa en agtværdig Trediemand, hvor maa da Forfatteren blive tilmode, naar han seer, at han ligesom har fodret Ondskab eller Ufor- stand? Dette veed jeg med Uvillie, er Tilfældet med den Cha- racter i "Ah!" der er til der af samme Grund som i et Skov- malerie en maanelys Plet, hvorpaa en Fyr og en Gran kaste deres Skygger, og kjæmpe om Rummet, og som forekommer mig som en Faarekylling, en Sommerqvel modulerende to vældige Frøers baslige Koaxa. -- Dette, samt at jeg følger et alvorligere Kald, har ladet mig for bestandig maaskee -- som den Skibbrudne sine dryppende Klæder -- ophænge Svøben; men jeg vilde rive den ned, og snoe nye Snor i, og hvine om mine egne Øren, hvis jeg virke- lig nærede en saadan Tanke om mig Selv, som det gjør mig ondt at formode, en saa retsindig Mand, jeg troer De er, skal nære Mistanke om jeg besidder. Hvis jeg gav Grund til at formode noget Saadant i Gjensvaret i hiint Mbld., da vil De erindre, at jeg ytrede min Formening om at Tendenzen af hine Vers burde hellige og gjøre dem urørlige, som de haarde Tem- pelskuebrød. Men disse vare rigtignok ikke hellige for Davids Hunger. Vare mine Vers haarde og ufordøielige som forstenet Frugt, som Flintestene, fandt de skam ogsaa graadige Staal- tænder. Kan det da undre Dem, at der føg Gnister? Og jeg paastaaer, at hine joniske Vers -- i Strid med mine doriske -- hvilke De behager at kalde blot Ironie og ikke Spot, var da en Ironie, der var saa nøie forenet med Spot, som en vild Lapithe med Hesten, som en grinende, evoerende Bacchant med den blodige Tiger, han sprænger afsted paa. Til Deres sidste fem Ord, vil jeg spørge, om følgende fem ere rigtige og sande: cum cane simul et lorum. Deres Non quam multis placeam studens, sed quibus. SIDE: 88 Henrik Wergeland [FORSVAR FOR SATAN] Morgenbladet 31. jan. 1829. Den hellige Kamp, under Troens Oriflamme-Banner, for at forsvare den kjære, gamle, bittert fornærmede Satan, er nu ogsaa i vort rolige, sindige Land begyndt. Himlen skee Lov! ja begyndt og saa tapperligen fortsat, som om vi (jeg siger "vi" saasom jeg gjør mig til af at være En af dem, som have denne ene Tanke, at: "da de ikke tænke gide, de tænke ikkun: bedst at troe"); ja saa tappert, som om vi ikke havde vor gode hornede Allierede selv i Spidsen. Men er han ikke fremme, saa kommer han, hvorfor jeg er bleven i en Vision, eller hvad det nu var, som paakom mig saa med eet, ved at læse Hr. Pastor Ellefsens Hjernesuk, værdiget at sørge. Foreløbigen kan jeg nu, siden jeg har ymtet om, at jeg har havt en hellig Vision, forsikre Troende og Lidettroende og Ikketroende, høit og dyrt om, at Djævelen altid vil blive agtet høit i Verden. Om Nogen vil sige mig imod heri og prophetere anderledes eller fordre Beviis, da siger jeg, en Vision er Beviis nok og læseligt nok for Troens Øie. Men, om Nogen siger: Troen er jo blind, saa svarer jeg: Vis-Vas. Udi samme Vision blev mig ogsaa aabenbaret, at Djævelen agter Verdens høie og evige Agtelse for ham ligesaa høit, saa at den eneste Bog, naar jeg undtager en tynd, lille Forklaring, hvori han underviser sine mange smaae sorte Rollinger, som fandtes i hans Boghylde, var Dogmet om hans reelle personlige Tilværelse og Indflydelse her og hisset udrevet af en christelig Dogmatik, skreven af en Professor Theologiae; dog syntes mig i et afsides lidet Skab at blive vaer nogle jesuitiske Moraler, et nyt Exemplar af et Hyrdebrev fra Erkebispen af Toulouse, nogle Skrifter af Grundtvig, hvori stod "Professor Clausen", som Eierens Navn, anført paa Bindet, samt, med samme Haand, disse Ord: "Fostre af partiel Afsindighed hos et Genie"; og ligeledes nogle Skrifter af Rudelbach, hvor paa Bindet stod skrevet: "Vand paasat af et Kaalhoved". -- Nu, skjøndt Djævelen saaledes maa holdes for uovervindelig og vel forvaret, saa ere dog vistnok ikke, da Fienderne ere talrigere end de gergasenske pressede Marinerere, Venner og Forsvarere at foragte. Thi, havde ikke fidus ille Achates, Hr. Pastor Wexels, raabt Hei! itide, saa var vor gode ældgamle Allierede bleven qvalt af den gamle, høit- SIDE: 89 berømte norske Philosoph, som greb Leiligheden, da han sad nikkende over sit næsten udslukte Helved, endnu lethargisk beruset af den Opiumskaal, nogle lystige Viismænd, der be- søgte ham, da det qvældede mod forrige Seculum, havde iskjæn- ket ham. Da lød Varskouet fra den Trofaste, -- den Gamle foer op, gnikkede sine Øine, mens han mumlede Noget i Skjæg- get om Zoroaster og Augustinus (drømmede han sig ind under deres Aarhundreder?) og nævnede Christus (dette synes dog sært) og Confucius med en Eed, der kunde skræmme Christen Grovsmed selv ifra at recensere; han karede op i Baalet, stak en Musicus og en Aagerkarl paa Spiddet, greb en Brand og styrtede -- Achates slog Døren op -- ud af Helvede, for at see, hvorledes det stod til i Verden nu...Ak, ingen San- benitofest, ingen Excommunicationer, ingen høitidelig Over- leverelse af Sjel og Legeme i hans Vold, ingen Ordalier, intet Sværd draget, ingen Fakkel løftet for at belyse Samvittighederne og tilhugge dem med Sværdet efter Seierherrens, som Prokrustes Gjæsternes Ankler, for at passe til hans blodige Seng. Kun et udslidt Pavepallium saae han hænge endnu paa St. Peters Stol, sværdvæbnede Barbarer og pennevæbnede, Hjerteløse Diplomater rundt Hellas, rygende af Aske og Blod, Soldater i Ministerierne, Ministre i Feldten, endnu Armeer (denne glim- rende Lænke imellem Attilas og det nittende, tyvende-tredivte Sekels Dage) over den vide Jord, Skele-casserne tømte i Mis- sionærers Bug eller paa Guineas Strande, Wellingtoner, Villeleer og Migueler som Grundloves Fortolkere, endnu Adelstand, som det fyrgetyvende Aarhundrede vil finde i Historien med samme Forbauselse, som naar vi finde et forstenet Mammuthscadaver, hvilke Dyr vel have været for store, til at kunne komme ind ad Arkens Dør i god Behold, og maaskee unaturligt ere avlede af Giganternes himmelske Fædre (I Moseb. 6, I); og -- han loe -- i de protestantiske Lande saae han en Reaction til Catholicis- men, og en behagelig mørk, Guds fordunklede Billed værdig Augustinsk Theologie fremmanet fra Cathederne, for at lægge sig som Støv paa Hjerterne, der nylig skjøde nervefulde iveiret under Kampens Hæder, og paa Hjernerne, der lægges aabne som Tavler i Verden, at Muserne kunne bruge sine Griffeler og annotere smukt og sandt i dem, som i Vennens Stambøger, Alt efter Enhvers fortrinlige Yndest aabne til Reflectionsspeile for SIDE: 90 Erfaringen; men nu indskrumpes begge af Støvet, som Profes- soren ryster ud i Salen, og som dog, hvor ækkelt det smager, maa ind, hvis de ville nogensinde have Brød i Munden og et Barn i Armen; begge indskrumpes og blive fra unyttige, skjøndt smukke, sunde og duftfulde Blomsterknopper, til et Par Nødder, som kun det høieste Øie kan see ind i, om der er en mager Kjerne tilbage eller en feed Orm -- lad dem saa tabe den livs- fortaknemmelige Opfatning af den friske Aande og Pulsation i Guds skjønne Verden. Ak, jeg mærker selv en Reaction i mine Ideer -- men tilbage, tilbage, og værer Smudset i den aandelige Kjæmpes W's vældige Fodtrin, om han endogsaa retirerede til- bage igjennem alle Dogmer (Porte hvori Philosopher hænge) til selve Dogmet om Satans Personlighed og Realitet! Tilbage da! Djævelen saae, at Sagerne ikke stode saa slet endda, og at han vel kunde tage sig en Luur, naar han igjennem saamange Aarhundreder havde sat Alt i Gang, som en Kjelling nikker trøstig fort, naar hun veed, at hun har sat Hjulet paa Glid. Han saae, og frydfuld trak han sig tilbage til sin gjæstmilde Arne, overladende sine Venner Forsvaret, som Seclerne straalende væltede sig frem; som dette staaer nu, som en haabefuld Regn- bue over Slægterne, et henrykkende religieust Vanvid, ligt en Slange, der hæver sig frem, idet den bøier en Deel af Kroppen tilbage, snigende sig frem imellem de ypperste Nationer. Held os! det har svunget sig over Havet til vore Dale, det udspyer den søde Roe om vore Hjerter, lægger sine Æg i vore Hoveder, og Drager springe frem, som W's Bog imod Treschows, stærke i Kampen for Djævelen. Nu, dette var, Skam faae mig, en Episode saa lang, at jeg anbefaler den til den dybsindige Oldings Taalmodighed, der har tøvet saa længe, før han kom ud med sin Hjertensmening, og vel baaret over med Trefjerdedele af de Prædikener og Kathe- chisationer, han i sine Dage har hørt. Fordi den er apologetisk, vilde mine Trosbrødre tilgive mig, at jeg slap ifra Visionen. Vel -- troer da først Visionen; siden skulle I høre den. Jeg har sagt, at jeg saae Fandens Boghylde; men ikke, at jeg saae Manden selv. Nu siger jeg det, nu. Jeg saae ham i fuldt Antræk, fuldt satyrisk Antræk -- virkelig som de gamle Satyrer: Lodden, hornet, med en Heste- eller Bukke- hov, lang, krum Næse og to Hanevinger paa Ryggen. Disse SIDE: 91 sidste Prydelser har jeg den Fornøielse at lægge til Ornaten istedetfor de gamle uhyre Flaggermuus-Vinger, som jeg sværger paa ere falske. Han sad just og læste ved Kjøkkenild Hr. Pastor Wexels Bog imod Treschows "Christendommens Aand", som det lod til med megen Interesse. Han læste med megen Hurtighed Bogen ud, reiste sig op, stak Bogen i Hylden, greb saa med en Ildtang Treschows Bog og kastede den i Ilden; men alt som Luen slog op om den, flammede et satanisk Smiil om hans Mund, og alt som Røgen steg op fra dens Aske dampede Kainsmærker over hans Øienbryn. Jeg maa dog oprigtig til- staae, at jeg skjalv, endskjøndt jeg var glad ved at see min Troe saa retfærdiggjort; men, idet jeg begyndte at skjælve, be- gyndte Visionen at forsvinde, og, da jeg saae mig om, saae jeg, istedetfor Helvedes Flammegrund, et rødt Gulvtæppe, istedet- for Djævelens Boghylde og Skab min egen tynde Bogreol, og istedetfor Fanden selv en Kakkelovn med Kong Carls broncerede Büste. -- Jeg har da nu den christelige Plan, da jeg saa grant erindrer hans Figur og Ansigtstræk, og da et kraftigt Middel kan behøves imod de mange Dumdristige, som forhaane vor gamle Djævel, den nødvendige Skolemester med Riset i den store Skole, Verden, søge at gjøre ham latterlig for hans gammel- dags Dragt og Manerer, og true med at bringe deres Oplysning selv til det enfoldige Folk, at lade ham, Fanden, lithographere til gratis Uddeling i alle Skoler, Cathedral- som Almueskoler, at Stykket der til Ziir og Opbyggelse kan hænge. Kun maa jeg bekjende, at, da jeg ikke turde see ham ret i Øinene, jeg ikke er paa det Rene med mig selv om, hvilket Udtryk jeg skal lægge i disse: om Dumhed eller lumsk Ondskab eller begge til- sammensmeltede i Præget af et vist Sværmerie? eller Dumhed i det ene, Nederdrægtighed i det andet? Denne Uvished foraar- sager mig megen haard Kamp; thi, paa den ene Side tør jeg, for mine egne Øines Skyld, ikke afmale H. H. Djævelens ander- ledes, end de virkeligen ere, og paa den anden Side tør jeg, for min Saligheds Skyld, ikke vise Børnene en Djævel, som ei var sand, eller saa, at de, naar de engang møde den sande, ikke kunne gjenkjende ham fra Portraitet. En ny Vision kan jeg heller ikke tilmane mig selv, og venter jeg kun med Længsel en ny naadefuld Aabenbaring; men, da denne kunde udeblive, saa staaer mig kun een Udvei tilbage, nemlig: herigjennem ydmyge- SIDE: 92 ligen at bede dem eller den af mine Medbrødre i Troen, som muligens nyligen har seet Djævelen, at veilede mig i denne vanskelige Sag, ved at opgive mig, hvad Charakteristiskt han opdagede i Fandens Øine da jeg ellers vel erindrer mig, og har allerede i Contur, de svulmende, sandselige, hovmodige Kind- muskler, det indbildske Skjæg, det Nederdrægtige om Munden, det Ondskabsfulde paa og om Næsen. Denne simple Beretning om min mærkelige Vision tilegner jeg herved, med Lægmandens fulde Ærbødighed, DHrr. Pastorer Wexels, Sundt, Delphin, Ellefsen meget mere hører den til den sønderbrustne Plan til et apostolisk Universalrige, hvor det kunde synes tjenligt, at Borgerne vare, ligesom een Mands Faar, mærkede lige. Almanakkerne bidrage meget til at under- holde denne besynderlige Vane, som er lige gjængs i alle andre Folkeslags. Hine værdieløse Navne staae i Forbund med mørk og sværmerisk eller falsk Religieusitet, der, (man erindre sig Puritanerne og Presbyterianerne, Herrnhuter og Consorter) sy- nes at ahne en mystisk Velsignelse, som endnu skulde aande i nogle gamle cananitiske Emirers Navne, saasom Abraham, Isaac, eller i nogle Steders (Tabor, Zion o.fl.), hvor engang et lidet mesopotansk Folk, som har Æren af at kunne regne de meest oplyste Nationers Religionsstifter blandt sine hensovede Bor- gere, iagttog sin halvægyptiske, halvpersiske Cultus. Vort Sprog tilbyder en Overflod af betydningsfulde, velklin- gende Navne, der gjøre det unødvendigt at hale op af den gamle jødiske Historie, et "Michael, Tobias, Daniel, Isaak, Joseph, SIDE: 93 Jonas, Sara, Elisabeth, Rachel, Rebekka, Anna, Susanna," til en norsk Gut eller Gjente, der vier sig til vor Historie og dens eiendommelige Dyder, ved at bære et fædrelandsk Navn, et: Olaf, [fotnotemerke] Thoralf, Hakon, Hagbarth, Harald, Erik, Thorstein, Oluf, Einar, Thorgeir, Thorgrim, Arnhald, Haldor, Thorleik, Kalf, Eigil, Eivind, Sigvard, Henrik, Halfrod, Ivar, Thorvald, Bodvar, Frithiof, Sigurd, Inge, Sverre, Snorro, Asgrim, Arne, Brage, Hos- kuld, Sturle, Elif, Erling, Gudmund, Guldbrand, Rognvald, Reff, Alf, Grane, Harek, Eisteen, Ragnhild, Svanhild, Asild, Snefrid, Astrid, Ingerd, Ulvilde, Alvilde, Thora, Ingeborg, Gyda, Ragna, Alfhild, Aaloff, Sigrid, Bergliot, og andre ligesaa skjønttonende. Af disse Navne ere Olaf og Oluf (Ola, Ole) samt Guldbrand rigtignok holdte i sømmelig Ære, og vesterpaa i Dalene træffer man mange slige nationale Navne, der gjøre det overflødigt at hente Benævnelser af Romaner, enten de have hjemme i Italien, eller Gud veed, hvor fjernt fra os, eller fra det nye Testamente eller Munkelegender eller Martyrfabler, som f. Eks. Peder, Paul, Thomas, Christian, Marcus, Lucas, Laurents, Emerentius, Jør- gen, Vincents, Rasmus, Bent (Benedictus), Nils (Nicolaus), Søren (Severinus), Jens, Jan, John, Jochum, Hans (Johannes), Cle- mens, Anton, Andreas, Christopher, Maria, Christine, Christiane, Fotnote: Alle disse Navne, som pege paa Thor, ere ikke saa hedenske, som de synes. De svare netop til Germanernes mange Navne, hvor "Gott" (f. Ex. Gottlieb) og Jødernes, hvor "Jehova" (f. Ex. Josva) er iflettet, I Skandina- viens Urbeboeres oprindelige Religion var den guddommelige Enhed erkjendt, udtrykt ved Navnet "Thor" og givet, som i fleste Urfolks Religion, Ilden -- Solen, Stjernerne, Æthren, Lynet, -- til Symbol. Thor er da aldeles svarende til Celternes Taranis, til Ægypternes Pthas, til de asiatiske Hovedslægters Bel, Akhar, Zæruane-Akherene, Tien, Jehova, og kaldes Alfadur egentlig, da "Thor" mere er Navnet paa den i Naturen synlig fremtrædende Alfader. Siden rigtignok, da Ideerne blandede sig, som Folkeslægterne imængedes hin- anden, degraderes Begrebet "Thor", da Mythologien fremkom, der pantheistisk udtrykkede den guddommelige Enhed, ved at personificere og poetisk at for- binde dens Modificationer igjennem det uendelige Alt. Den opfattede Enheden brøkviis, og disse Brøker ere Fabellærens Guder. Begrebet om Alfadur blev da sat inderst i Theosophiens Allerhelligste; men Odin, Frigga, Hertha o.fl. fremtraadte i Tempelhallen for Folket. Thor nævnes nu blot som Norges Skytsgud; de øvrige to nordiske Lande delte Freir og Niord imellem sig: Odin, der synes nu mere at svare til Jupiter, var da blot den evige, uforan- derlige Øverstes, Alfaders, første Repræsentant eller Vicarius; og den histo- riske Odin et Slags Messias. Den samme Udstykning af Guddommen viser sig i alle andre Nationer (f.Ex. Akhar, der deeltes i Brahma, Chiven, Vischnu o.fl.) undtagen hos Jøderne. SIDE: 94 Pauline, Paula (udtales: Polla), Maren, Maja, Agnete, Agathe, Juliane, Lene, Else, Sabine, Marthe, Cathrine, Constance, og andre tusinde Hunkjønsforvandlinger af fremmede Mands-Navne. De respective Geistlige og productive Huusfædre, hvis de ere enige med Indsenderen i, at Sproget vanzires ved sligt frem- med Udslet, og at Normænd og Norqvinder bør være stemplede med indenlandsk Mærke, som dertil er smukt og heraldisk-betyd- ningsfuldt, ere istand til at raade Bod paa omtalte besynderlige Slendrian. Det høiere Øiemed, som ved Sproget er lænket til Hjerterne, undgaaer ikke et aabent Øie; og en Starblind, der blot havde sund Følelse, maatte, naar han fandt udslidte Helgenfigurer i Nutids norske Almanakker, spørge hver, der gad høre, om ikke Navne fra vor Historie der hellere burde have Plads. Det vilde ikke vare længe før Almuesmanden, der blader i Alma- nakken hele Aaret rundt og puger Navnene i sig, saa deri en Spore for sin Opmærksomhed, og lidt efter lidt kom efter For- bindelsen imellem dem, og havde den sammenhængende Hi- storie inde. Istedetfor Anhanget om Primstaven, som vel neppe findes i mange Hytter, var ogsaa et velvalgt Udvalg af en frugt- bar Videnskab (f. Ex. Moralens Kjernesætninger) at foretrække. Henrik Wergeland OM ET HÆDERSMINDE FOR AFDØDE STATSRAAD CHRISTIAN KROGH Morgenbladet 11.mars 1829. Tre patriotiske Trøndere have i Folkevennen (Copie findes i Skilderie af Christiania o.s.v) antydet en skjøn Pligt for Na- tionen: den, at lade et Minde, oprettet af fri Erkjendtlighed, bevidne Folkets takfulde Høiagtelse for de udmærkede Dyder, hedenfarne Krohg vidste at gjøre frugtbare for Fædrenelandet, være os en talende Opmuntring, Ætlingerne en Rune, vor gjen- vundne Historie -- især den, der vinder sig, som Guldspind om en furusvart Norneteen, om Aarstallet 1824 -- malmtonende vil udlægge. Fortjenester af Folkets Majestæt, dets Frihed, den eneste Betingelse for dets Vel, selv om Forsynet (hvilket her ikke er Tilfældet) ikke tillod dem at blive vedvarende, omfatte evigen enhver Borgers Taknemmelighed, ligesom de altid ere evige i Mønstret, som rastløst, stedse mindende: tandem tri- umphabo, arbeider gjennem Tiderne paa at virkeliggjøre sig. SIDE: 95 Dette Billede lægger en Farve paa forrige Sætning: Chinas frugt- bare Dale stak Tartarerne i Øinene, Duften af Agrenes Frodighed røg over til dem, og beruste dem; saa de glemte baade Eed og Forbund: de styrtede løs: Chinesernes Muskler vare slappere end Tartarernes Tøiler: da strækkede en klog Chineser den be- kjendte Muur hen som en Kjæmpe, der sætter Lid til sit Pantser og hviler paa sin Post. Dette var en varende Fortjeneste; hans Efterkommere vilde have udført hans Plan, om Tiden ikke havde ladet Opfinderen gjøre det; nu byggede de videre og videre, til de mødte Thibets skarpe Alper: Tartarerne maatte sulte i Ørken og æde op deres Forbittrelse. Muren var Minde nok over Man- den; men Folket satte ham dog et skjønt Mæle i hans Stad. Vedvarende Fortjenester æsker vedvarende Taknemmelighed: en, hvis hele Liv ikke er et Skrig, en Klage, der døer næste Dag efter den Fortjenstfuldes Begravelse, hvis der i Alma- nakken staaer med Latin: en Festdag. O Lys i Vinduerne hos fattige Folk, som spise ellers deres Grød ved en Stikke. Lys i Vinduerne og Graad over den Begravne indenfore . . Det passer ikke . . Ærmen til Øiet! Se nu er han glemt, Alt i sin Orden, og Dagens Skaal kan drikkes uden modstridige Følelser. Endnu synker Mulden sammen over Kisten og Graven er blød som en saadan Borgers Sind. -- Almindelige Fortjenester æsker almindelig Taknemmelighed: ikke tyve Harpers Suk er nok; neppe mere end eet Suk af den Taknemmelighed, Himlen har næret med Velgjerninger, at den blussende kunde tale, smilende male, stolt som Prometheus træde frem med Meislen i Haanden. Ja, saa er Stordaads Løn: mens Manden, der bær slig Sæd i sin Sjæl, endnu gaaer her krum og svedig, afbildes han i Hjer- terne. Men dette er blot Contur, frit og let udkastet af Kjær- lighed -- Velvillie aander paa saa den ei udslettes -- men aldrig færdig, og endnu ikke Taknemmeligheds klare Billede; thi han lever jo endnu, og man fordrer altid mere, altid mere, da Omridset ikke kan blive skjønt nok, og det dog maa holde sig til Sandheden. Men -- ligger først hans Grav der: flux er Billedet fuldendt og afrundet: Sorg er Skyggen, Taknemmelig- heden sætter en Fakkel ved Siden -- det fremhæves herligt saaledes; og underneden bliver man da vaer Ordet: Erindring. Nu -- det skee! det skee! og Taknemmeligheden kappes med Fortjenesterne i Evighed -- et Marmor og en Meisel i en Haand SIDE: 96 med bankende Aarer, og -- Mindet staaer der. Enhver troer at have givet Modellen, Ideen dertil; thi han seer dets Træk i sit Indre . . Enhver seer sin Broders og Landsmands Følelse frem- traadt i Dagens Lys, saa pludselig forstenet, at de mindste Smiiltræk synes at svæve der endnu. Isandhed, Hædersminder ere det eneste Adelskab og Rid- derorden Folket kan uddele. Der er ingen Forfængelighed ved dem; vi vide ikke, om Aanden svulmer ved at see sig hædret af et høihjertet Folk, der ikke lader Talenter qvæles ved Mis- undelse, men søger et sødt Berøm i at vise Verden, hvilke Dyder og Frugter de kalde deres. Et Hædersminde er et skjønt Stam- gods for den hedenfarne Hædredes Børn. Leve de, som Fade- ren, bygger Nationen dem et nyt for deres Børn igjen, og adler dem efter deres Død. Dette er en Adelstamme: Folkets Historie dens Pergament. Hine Trondhjemmere foreslaae hedenfarne Kroghs Hjemstavn, som den rette Plads for et Minde; men der er hans Arne, Enke og Børn Minder nok, da Erindringen om ham, som Huusfader og Privatmand, mere sær- skilt henhører didhen, og trænger ei til bedre Tolk. Som Stats- borger er det vi ville hædre ham og da bør et Sted, som tilhører hele Staten, nyde Æren. Skuepladsen for hans fortrinligste Daad er dette Sted, Storthingssalen. Kroghs Büste, udhugget i Marmor af vor Kunstner Michelsen, burde, efter Indsenderens Mening, pryde denne. Ligesaa, for mere end Symetriens Skyld, var der en tilsvarende Plads for Knudssøns. Disse ville staae der, som de første Penater i vor Friheds Tempel. Det turde hændes, at mange Taler stivnede paa Tungen, dersom man blev en af Büsterne vaer, idet man aabnede Munden. De venlige og runde gothiske Træk ville ikke kunne drive Gorgonekraften videre, end til Taushed og Gaben. Men de staae der som det synlige Udtryk af den Aand, der engang der besjelede dem til at bære Skarpsinds Lynsværd og den redelige, sande Fastheds Tordenskjold, som Cheruber for vore frie Rettigheder. De ville mane denne Aand evig til Hallen, at lue over de Udkaarnes Isser. Indsenderen venter denne Sag behandlet med Opmærksom- hed af Landets Gode, da han veed, at den fortjener det, om han end ikke skulde have været heldig nok til at vise her sin Over- beviisnings Sandhed. Han har hørt, at Trøndelagens Fortrin- SIDE: 97 ligste ville fremme dette fædrenelandske Anliggende med Raad og Daad. I vide Norge ville de vel finde Jevninge med. For at Mange kunne lægge deres gode Villie isaahenseende for Dagen, yttre ovennævnte tre Mænd, at ethvert Bidrag modtages med lige Erkjendlighed. Dette er udentvivl rigtigt: den Fattige selv nødes her ikke til at qvæle et skjønt Ønske. Han glemmer en mulig legemlig Trang, naar han seer, at han med Selvfølelse kan tilfredsstille Hjertets. Her viser den sørgelige Modsætning sig: et fuldt Hjerte, en maver Pung. Den moralske Fortælling om den fattige Enke ved Tempelkisten er mere værd end 20 Mirakkel- historier, dersom man ei forstaaer at faae Kjernen ud af en haard Nød, men taler stort, mens man hungrer, om Skallens Glands, Rundhed, Rang over en blød Blomstknop, da den er næsten voxet udenfor Sandsernes Gebeet: den mangler Lugt, Smag, Klang, og viser sig blot for Syn og Følelse, som en sam- menrullet Gaade, vi just derfor skulle beundre, og af Ærbødig- hed ikke nøiere undersøge. Hvo, som erindrer 1824, vil snart faae sin Skjerv henlagt til hiint Øiemed til et Hædersminde for Krohg, hvordan nu dette bliver. Indsenderen søger at understøtte Trondhjemmernes For- slag ved i sin Kreds at samle Folkets Bidrag; og rundtomkring ville vel Flere, ved et saadant let Arbeide, bære en Steen til Mindet. Fortjenstfulde Dyder uddøe ikke, hvor de agtes. EPIGRAMMER Folkevennen 25. april 1829. Af Ædelbaarne have vi kun faa; dog nok, saa fleer vi ikke ønske maae. Af Ædle efter Fødslen har vi Flere, dog synes os, ei de for Mange ere. Ødeland er Den, som reiser meget: at sige, naar han gjør det paa sit eget. Men Den, som reiser rundtomkring for liden eller ingen Verdsens Ting, SIDE: 98 mens Statens Pung ham føder Han, kan man sige, Landet øder. Under, største Under i vor Alder jeg dette Factum kalder: hist vises os en ægte General, som Kongens factotum og Hofmarchal; her man det Første næsten omvendt seer; men Følgen er den Samme som fortalt. Du i Historien Exempler nok vil see fra A til inclusive W. Sin Alder Napoleon regned' efter Seire. Jeg kjender nu en Helt, som tæller efter Leire. Tør en Superieur Hvad ikke bør, det hændes kan, at en Inferieur da ikke tør hvad bør. Hvis Oberst lyver (til Exempel ene anført paa dette) den Gemene saa feig og snu er tidt at tie med den Sandhed, som han veed, som, hvis den kom, mod Subordinationen stred og gjorde Chefen Skam, Soldaten blot Fortræd. Baden, det latinske "Baro" oversætter først "Dumhoved, Tosse men fandt dog først ved Middagstid, at den hverken stak foran, midti eller bag: at han, da han har den Ære at kjende Nogle af dem, som Z kalder Daarer, et Stykke ned i Verset, trøster sig vel over ikke at kunne finde Brodden; at han deler Z's Ønske (thi udentvil er hans Udsagn om Farcens Glemsel grundet i et Ønske) at "Ah", hans første Prøveklud, maa drive raskt ned af Lethestrømmen, eller, da denne gaaer saa døsigt, lad den vugge SIDE: 100 sig som en vissen Nelde paa Bredden: at det skal være hans Bestræbelse, ved ethvert nyt digterisk Værk, at bringe de fore- gaaendes Mangler i Forglemmelse, og at gjøre sig ophøiet over ethvert uarticuleret Udraab -- dette kommer nu pludselig, enten fordi man ved Selvbedrag troer i enhver Narreskygge forbauset at see sin egen, Beslægtede eller Venners Silhouette, eller hele Familien tilsammen, eller fordi en fremstikkende, gottschedisk eller gradusadparnassiansk rosiflengisk Smagsnærve er bleven rørt -- og over enhver epigrammatisk Kritik, medmindre denne synligen skulde komme ovenfra nedad, og, føleligen, som Piil, ikke tillade Forvexlingen med dryppende, over ti nedenunder Staaende sqvættende Glente-Ureenlighed: at Forfatteren af sine Farcer har lært at skrive bedre Jamber i sine Sørgespil; og ende- lig udlod han sig med, at den elendige Epigrammatist instinct- mæssig rigtigen havde valgt Z til sit betegnende Bogstav, da han, rigtignok blot ledet af en dunkel Følelse, troer, at det er det sidste og nederste Bogstav en Forfatter til saadant Brug bør vælge, saasom de to følgende lavere og plumpeste Bogstaver Æ og Ø altfor aabent vilde angive Grundtonen i Productet, og Æ i Autors Tanker, Ø i hans Drifter. Tilsidst erklærede han: at om man jog en heel Hjord eller Sqvadron op af slige blinde, magre Vidøg, kneggende Smæderiim, Epigrammer, Prosa men gaar blot af Veien, til de falde sammen af sig selv. [EPIGRAM] Morgenbladet 18. april 1829. Til ti Samvittigheder bag Kyrads -- et Slag. Blod bør en Krigers Klinge slikke i Feldten. Men mellem Blod og Blod er dog Forskjel: saaledes Landsmands Lungeblod kan ikke just hædre Helten. I Krig bør Klingen være rød; men ellers bleg og død. I Fredens Skjød (hvor Leire er en Art af Krig og Nød) bør den og Næven være reengjort vel. Henrik Wergeland SIDE: 101 EN SILHOUETTE Morgenbladet 28. april 1829. R., som Recensent, har Friplads i Parqvett? O fule Direction! Han bruges som Lampett. Ingen har Næsen bortbidt af al Skam. Men om en Skam nu Næsen beed af ham? -- Det synes billigt nok. Til Efterretning for den rasende Recensent, som vælter sig ind paa Siful Sifadda i Morgenbladet, tjene, at det Ord "Braa- den" i Forbindelse med Lethe, i No. 108 er Feiltryk for "Bred- den", hvilket maatte falde En ind, endog uden Rettelse. For- resten lader han den gamle Faun, efter Løfte, springe i Fred. ET ØNSKE Morgenbladet 30. april 1829. Gid ved et Trylleslag vi Alle kom til England end i dag! R's Recensioner maatte da sig holde bag Newgates Volde. [EPIGRAM] Morgenbladet 1. mai 1829. Er R. og Ingen vel den Samme? Jo, som du vil; thi Ingen er Gjengangeren af R.: den ækle Røg af R's udslukte Flamme. LAURBÆRBLADE Morgenbladet 21. mai 1829. I gamle Dage tusinde Philister med Asenkjævt en Samson slog. I vore Dage og en Samson bister med samme Vaaben Tvendetusind jog. Han nemlig talte -- -- -- -- SIDE: 102 VARIATIO Med enkelt Asenkjæbe en Samson kunde Tusind dræbe, hvor Uedel bruger hele Æsler til et saadant Spil. Han nemlig slog -- -- -- -- -- -- Henrik Wergeland [OM WERGELANDS STUDENTERUNIFORM] Morgenbladet 26. mai 1829. Saavidt Forfatteren erindrer, lød det, i Søndagsbladet om- talte, med en Kjole til Generalmajor Baron Wedel sendte Brev: "Undertegnede blev, igaaraftes den 17de Mai, ved paa sin rolige Hjemgang i Kirkegaden at møde et Detaschement af Deres Høivelbaarenheds ridende Jægere, at En af disse hilset med et Klingeslag. Jeg bar dengang den af H. M. Kongen sanctionerede Uniform for de Norske Studenter. En saa ringe- agtet Dragt skjøtter jeg ikke om længere at bære eller eie. Desaarsag, saasom jeg maa troe Rytterens Fremfærd conseqvent med modtaget Ordre, overlades den Deres Høivelbaarenhed til fuld Odel og Eie og fri, behagelig Disposition. Henr. Wergeland." Om Hr. Generalmajor Baron Wedel-Jarlsberg vel, som Old- tidens stormodige Feldtherrer, efter vundet Slag, alene tager Hæderen som Seiersbytte: synes det dog i dette Tilfælde noget ubetænksomt af Hr. Generalen saaledes friskthen at undslaae sig for den ærligt og redeligt fortjente Spolie, som saa herligt kunde komme En af de Tvende af hans underordnede Tappre (Baronens høire og venstre blodige Arme) tilgode, nemlig hans Søn Lieutenant Fritz, Baronet, og Lieutenant Morgenstjerne, hvilke Begge -- Skam at tale derom -- ere Studenter. Henrik Wergeland NOTITZER Nyeste Skilderie 24. sept. 1829. Guds Død! hvor skal vi gjøre af den? Den formaledidede Pragtudgave af Grundloven, som Procu- rator, daværende constitueret Foged Brejen, ved den i dette SIDE: 103 Blad omhandlede Gjennemreise af Rigets Statholder, iilsomt lod nedtage af Gjæstestuevæggen paa Stationen Klekken paa Ringerige, blev i Befippelsen først puttet i Sengen, men, da det formodentlig kunde være at befrygte, at den endnu der kunde blive udsat for at skjære for dybt i et nysgjerrigt Øie, blev den puttet under Sengen. Velkommen. Samme constituerede Foged satte sig, ved hiin Gjennemreise, i Spidsen for en Trop af hæderlige Bønder tilhest, og escorterede saaledes paa den allerhøfligste, ja underdanigste Maade af Ver- den, Hs.Exellence igjennem Districtet. Om en saadan konge- lig Æresbeviisning var bleven ydet Hs. Høivelbaarenhed Oberste m. m. Spørck under hans berømte Ophold i Finmarken, da maa- ske Anføreren havde faaet et høfligere Adieu end det, som Brejen af Hs. Exellence fik thi det var kort og tørt imod den Honningflod de Andre drak af Ord og Hilsener og Tak -- ak! kun et taust og magert Nik -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Medusa. O! I vilde Bruushoveder! I svulstige Republicanere, som troe intet Storthing at være som det bør være, uden endende med en Rigsret, for at I een Dag ud kunne fylde Gallerierne med bankende Hjerter, men gaae destomere slukørede hjem igjen om Aftenen, tyggende og fraadende over Dommen, som Ynglin- gen over hans første Tobakspibe; som ville have Justitsactioner færdige mod Enhver, der tør skumle lidt over Nationens Ære i offentlige Blade, Galger opreiste over Landsforrædere, Forviis- nings- og Afsættelsesdocumenter, ligesaa let tilsendte dem, der vove at belyve og massacrere et roligt Folk, som Visitbiletter eller Ordens- og Pensions-Anviisninger -- ja, som ymte om at stakkels Procurator Brejen vel skulde være værd baade Hs. E. Statholderens, og Regjeringens retlige Opmærksomhed for hans ommeldte besynderlige Omhyggelighed for at faae den isandhed SIDE: 104 decorerende Pragtudgave af Grundloven ned af Væggen i den Stue, hvor det behagede Hs. E. Hr. von Platen at aftræde -- have I dog, i Muelighedernes rummelige Vægtskaal veiet Grun- dene, der kunne have bevæget Hr. Brejen til denne tilsyne- ladende latterlige og nederdrægtige Handling? Jeg vilde ind- lade mig paa at opstille et Dusin saadanne Muligheder (hvor- iblandt, som den første, gjerne kunde være den, at Hr. B. kan have troet, at Hs. E. just ikke yndede Grundloven i det Hele, formedelst visse Paragrapher, eller var -- paa samme Maade som mange retskafne catholske Theologer med Hensyn til Bibelen, eller mange ditto ditto Protestantiske med Hensyn til Geologie, Physik men aflokkede endog Søster Blære sin gamle Erklæring, at det var saa naturligt, saa det var en Gru, med Hensyn baade paa Øl- og Brændeviins-Rusen ved sin nebelmæssige Opførsel. -- Peers Rolle udførtes af den unge Værdig-Juling med al den Præcision, som man kunde vente sig af dette unge Menneske. Han var forresten von Thy- boe vel meget attacheret; thi uagtet at Texten foreskriver, at han skal gjøre Forsøg paa at flye, glemte han Illusionen i den Grad, at han, da Skipper Børre, som gjerne vilde have Stu- denterne til at forløbe sig, mindede ham derom, og paa samme Tid vinkede Studenterne til at begynde Attaquen, for at være desto vissere paa Seiren, ikke gjorde det, og man kan vel ikke undre sig over at denne unge haabefulde Helt tog Feil af sin Rolle, især da Studenterne kuns vare bevæbnede med Folian- ter, og han forsynet med en drabelig Morgenstjerne, saaledes SIDE: 107 at han kunde slaae ned for Fode, naar der blev commanderet "gaae paa". -- De vil maaske undre Dem over, høitærede Hr. Patron, at vi have optaget Skipper Børre i vort Selskab, fordi han paa en lumpen Maade, som Værge for Søster Blære, har forødet en stor Del af hendes Formue og skjændigen mis- handlet eller ladet mishandle Deres gamle Moder Mad. Stær, Borgemesterinde i Ravnekrog; men det maa man lade ham, at han skillede sig meget ja endog udmærket vel ved sin Rolle; thi han bar sin Kappe ypperlig paa begge Skuldre, havde for- synet sig med et Par Støvler, der noksom antydede, at han med von Thyboe inden Aften vilde vade i Studenterblod til Knæerne, og assisterede især Hr. Gouverneuren, som Stygotius, fortræffeligt. Han spillede os ellers et slemt Puds; thi da han havde glemt Disputatsen de alicubitate hjemme, saa greb han i sin Fortvivlelse til to Exemplarer af Oprørsloven som han havde i Lommen, saaledes at Pernille ikke fik noget, men i Befippelsen læste i Lucilias Exemplar, der tilligemed Eleonora bleve en heel Deel consternerede ved Hr. Gouverneurens Feil- tagelse. Forresten udførte Manden sin Rolle ret godt, for- nemmelig i Scenen, hvor han af Angest for von Thyboe, slut- ter Fred med denne, og beslutter at bestorme Lucilia, som i Grunden intet Ondt har gjort dem, i Huset hos sin Moder. Forresten havde han, imellem os sagt, gunstige Hr. Patron og Velynder, gjerne kunnet været borte, og havde han forstaaet Latin, vilde Disputatsens Titel maaskee have bragt ham til at indsee, hvad han aldrig før har villet erkjende, at Hr. Ingen, der, siden han ophørte at skrive, har begyndt at tale, og nu som Gjæst oppholder sig hos os, havde spillet Rollen langt bedre end ham, faaet et klarere Begreb om, hvad alicubitas (Nogetstedshed) betyder, og smukt holdt sig i Parterret, eller ialfald hjemme. -- Peerses ikke lette Rolle gjorde Hr. Politie- præfecten megen Ære ved den heldige Udførelse deraf; thi hans tossede "Ita" hvergang Stygotius raabte "Jane" var for- træffeligt. -- Leonard udførtes af Hr. Olmer med den værdige Sindighed, som man kunde vente sig af ham; men Leonora med sit Blærevæsen var jeg ikke saa ganske fornøiet med; thi hun coquetterede mere end tilbørligt med Skipper Børre, som jeg næsten skulde troe, at hun har staaet paa en mindre end anstændig Fod med, imedens Datteren, Deres halvblinde gamle SIDE: 108 Moder, maatte staae i Skyggen, men (ja De maae nu ikke tage mig det fortrydeligt op) hvorfor vil ogsaa denne gamle Kone maje sig ud med Baand og alskens Stads og Fjas blot for at trænge sig frem som Elskerinde, efterligne sin taabe- lige Frænde og høre paa Kaalersken Pernilles dumme Rai- sonnement, uagtet hun er saa fattig, at hun neppe har Brød i Huset? Hun er ved Gud i Grunden sin Skjæbne værd, uagtet jeg kan forsikkre Dem, høistærede Ven og Velynder, at jeg aldrig skal forlade hende, saalænge jeg mægter at underholde mig selv. Pernille coquetterede paa den frækkeste Maade med Jens, spillede sin liderlige Rolle altfor aabenlyst, og er mig over- hovet en ufordragelig Qvind, da hun jo dog egentlig er hans Bislaaperske, og meget forskjellig fra hans særdeles tækkelige og agtværdige Kone. -- Student Wehrteuchbraf spillede Pe- tronius med meget Held, thi han beloe de Tosser ypperligt, og afgav et Beviis paa, at han ret spillede Rollen con amore i det at han, da den unge Værdig-Juling i en ham medfødt Distraction gav ham det Ørefigen, han selv skulde havt, be- svarede det med et Knips paa Næsen, som han endnu føler Virkningen af. -- Værten skulde egentlig Hr. Politiefuldmægtig Deis have spillet; men han sagde i Spøg selv, idet han gjorde et Ordspil paa sit Navn, at han den Aften havde baade "Dies und Dass" paa Raadstuen at afgjøre, siden de fem og tyve agtværdige Borgere, som De veed vare os behjælpelige i at eftersøge den forbryderske Eva Smut, hvert Aar der bevær- tes paa Byens Regning, til Minde om deres glorværdige Daad. Den stakkels Mons Hoppensack maatte derfor til, uagtet han skaaede sig ynkelig, da han ogsaa havde travlt til Gildet. Ikke destomindre udførte han sin Rolle meget godt, og for- byttede Pungene med stor Behændighed. -- Officieren (Hr. Lieutenant Wohlbedacht) yttrede sig med meget Held over von Thyboes Narrestreger, og vandt sin lille Rolle uagtet, Pub- licums udeelte Bifald. -- Den unge Misbrug af Magtenstjerne spillede os et slemt Puds; thi da Jacob von Thyboe, ved sin Svingen med Kaarden, havde bibragt den øvede Souffleur Pro- curator Rechtlieb et Slag saa at han blødede, og desuden en anden Erkeslyngel blandt Statisterne havde saaret ham, og nær ogsaa mig som Regisseur, saa maatte vi hjælpe os med SIDE: 109 en af Maskinfolkene, som ikke var synderligt bevandt med Haandværket, og som desaarsag soufflerede, at "Justitien" var død, istedetfor "Jeronimus", hvilket Skuespilleren eftersagde, og De kan selv, høitagtede Ven og Velynder, begribe, hvilken Sensation saadant vakte in publico. -- De to Herrer Raad- mænd Flau og Mæhæ have flere Gange spillet taalelig; men her prostituerede de sig; thi de lode sig ganske decontenencere af Pernille, som enten af Dumhed eller Ondskab (vi skulde næsten troe det Sidste) havde undladt at forsyne sig med Vand- skaalen, og i dets Sted kastede begge Exemplarerne af Oprørs- Acten ned til dem, hvoraf de begyndte at opramse noget ufor- staaeligt Tøi i sin svære Forknyttelse. I det Haab, høistærede Ven og Velynder, at denne lidt ud- førlige Beretning om Udførelsen af Jacob von Thyboe hos os ikke vil være Dem aldeles ukjærkommen, bruger jeg Frihed at spørge Dem, om det medfører Sandhed, hvad man her har for- talt for vist, at man et Steds, for at forstærke Illusionen, har valgt Byens Torv til Skueplads for den sidste Act. Er det saa, da underret mig endelig derom, thi jeg har ingen Roe for Skipper Børre, som gjerne speculerer i det Store, førend jeg faaer det at vide, saasom han har stor Lyst til at see denne Act udført paa Torvet. Fortryd nu ikke paa min Vidtløftighed, velfornemme Ven, og beær snart den med et Svar, som tegner sig Ravnekrog i Mai 1829. Deres ydmygste og til Døden hengivne Tjener: Lars Madsen Finke. Henrik Wergeland [OM PROKURATOR PRAÀM] Morgenbladet 25.sept.1829. Der skeer intet Nyt under Solen, siger Salomo med en Sand- hed, Tidernes Viseste ikke have kunnet andet end bekræfte, ihvor anticiperende Omdømmet den end maa synes, udsagt saa bestemt i saa ungt et Aarhundrede, førend Erfaringerne synes at have kunnet opdynge sig nok til deraf at udtrække et saa kategoriskt Udsagn, der ved første Betragtning synes saa- meget mere forunderligt og uvist, som vi i Livets evige Omvex- SIDE: 110 linger og fortløbende Forandringer troe at see Livets eget, som Historiens, Væsen og Beviser for det Modsatte, som enhver Tid i sine Phænomener troer at see det forhen Useete, Uhørte, Uer- farede, hvortil de forledne Dages Historie forgjeves vil kunne opleve noget Ligedant, kort -- noget Nyt. At Hensigterne for Menneskenes Stræben, som Statsborgere, forblive i Hovedtrækkene de Samme, dertil er Grunden snart funden i de i sig selv uforanderlige Principer for Staterne, og deri er da Intet forunderligt -- saaledes ere Oldtidens Tyranner og Nutidens Usurpateurer (Dionysios, Don Miguel) netop det Samme -- men desmere forundrer det os, i Midlerne, i Metho- derne, som forskjellige Tiders Mennesker have betjent sig af, for at naae et lignende Maal, og som synes at maatte være aldeles frie og den forskjellige Opfindsomheds uligeartede Af- fødninger, at opdage en saa stor Lighed, at vi ikke vide, hvor vi skulle søge Originalen for lutter Copier. Vi skulle tillade os hertil at optrække nogle Samlinier (Paralleler). Hos de gamle, republikanske Romere var det et almindeligt Fif, ærgjerrige Candidater til Tribunatet o. a. d. betjente sig af, for at samle sig Stemmer blandt Folket paa Valgforsamlin- gerne, at de gik omkring paa Torvet, hilsede paa, og med milde, nedladende Smil trykkede de stemmehavende Almuesmænd i Hænderne. Clientelet eller det aristocratiske Afhængigheds- system hjalp dem til den faste Stok af Stemmer. Om en Græ- ker, der, under Skin af at være Statens Friheds varmeste For- svarer, stræbte hemmeligen efter at blive istand til at skade den, læse vi, at han, for at vinde Stemmerne for sig, lod sig engang bære frem for Folket blødende af Saar, han Selv havde tilføiet sig, medens han, klagende og jamrende for Folket, foregav, at han havde lidt dette for Dets og Frihedens Skyld af sine Fiender, og nu fordrede, at Folket skulde forsvare ham, dets Martyr. For Gjæstebud, Skuespil, hvortil Folket indbødes, og andre saadanne Bestikkelser i det Store, tilkjøbte enfoldige Lepidus'er sig Opinionen, og udøste fra deres Balconer eller Loger atter en Donation i klingende Mynt, i Drikkepenge til de kjære Mænd, som ikke pruttede saaledes paa et "Ja" i dette store Stemmemarked; slue Appier og Catiliner betalte det saa- ledes vundne Vivat, der spaaede høit og klart om hvad der snart skulde rygtes som Udfaldet af Comitierne, med et Hyænesmil til. SIDE: 111 Foruden alle disse plumpe Midler, af hvilke de Sidste dog lode sig anvende i hine Tider og i saa indskrænkede Fristater, som Oldtidens, f.Ex. Grækenlands og Roms i dets Ungdom og første Manddom, vidste dog slue Patrioter at flette et finere og farligere Net til at fange Opinionen i, som ikke, ligt hine, lod sig, saa at sige, see og tage paa og æde, men alene høre, nemlig Talens, og hos Flere af hine Staters aura plebis capti ofte Veltalen- hedens. Man frygtede ogsaa dette, og søgte at sætte Grændser for de Misbrug heraf kunde flyde -- som naar en ung, ærgjerrig Demagog hyklede Følelser frem, der kunde røre de udannede, lettroende Gemytter -- ved at forordne, at Ingen under 50 Aar maatte først tale offentlig over en Sag. I de nyere Tiders Republiker, de constitutionelle Stater, la- der, fortrinsvis i de engere Valgkredse, den førstnævnte, ro- merske, haandgribelige Maade, som det simpleste af hine plum- pere Fif, sig anvende og bliver anvendt, ligesom ogsaa det til det romerske Clientél in casu svarende Debitorforhold. Er i dette Sidste En Creditor, der flux kan gjøre det trykkende eller farligt, ja truende for en Fleerhed, da seer man let, at det i saa Henseende fuldkomment er et saa kraftigt Middel som hiint Clientél. En Procurator P. f. Ex. sidder inde med Fordringer paa Q., R., S., T., o.s. fl. og denne P. jager og brænder efter at forsøge Sin Lykke i Nationalforsamlingen: saa er det en let Sag, at give disse eller denne Legio at forstaae, at det staaer i deres egen og Slægtningers og gode Venners Magt, at lette den Exe- cution, som hænger dem over Hovedet, bort til ubestemt Tid over Valgdagen, som de vel vide snart stunder til. "Adieu, min gode Mand, betænk Hvad du da gjør!" Hiint udstrakte romerske Bestikkelsessystem lader sig der- imod kun i det Smaa og Specielle efterligne, hvortil saavel et Middagsmaaltid kan tjene, som en Daler i Næven. England staaer i Rygte for hertil at kunne især levere en heel Skam- krønike. Men Savnet af de romerske og græske Talerstole vide dog overalt de, der i vore Tider nagle deres Ønsker og For- haabninger til Folkeforsamlings-Bænkene, fuldvel at afhjælpe ved de offentlige Tidender eller ogsaa ved Flyveblade; og kan man saaledes da, ifra disse rostra, der kunde gjenlyde over hele Landet og Verden, af den, som hans Nærmere af Erfaring kjende som en Person, der hylder Grundsætninger modsatte Forfat- SIDE: 112 ningens, faae høre i Aviserne frisindede Betænkninger over For- slag fra Kronen, der ere lagte i den lovgivende Forsamlings Hænder; hvilke opstillede Modgrunde, udstyrede med behørig Selvroes, Svulst og Patriotisme, ansees vigtige nok til at i sær- skilte, med Omkostning aftrykte Blade at komme for Dagen, for, udenfor hine Nærmere, der ikke saa let lade sig sætte Blaar i Øinene, i den større Kreds af Medborgere at kaste Billedet af en ivrig, frimodig og høihjertet Patriot, der vel fortjente af dem at sættes paa hine Bænke, der nu dennegang desværre ere blevne besatte uden Ham, hvor man da skulde faae at høre..! Ligeledes næstegang i betimelig Tid før Valget, kan man fra den samme Talestol faae et med nøiagtige Regninger for- synet Lovforslag, anbefalet den vordende Folkeforsamlings Op- mærksomhed. Ligeledes fra samme rostrum faaer man høre ogsaa, at Den, som i sin Kreds er sneverhjertet, uden andre Kundskaber end de, hans Kald strengt fordrer, haard og ud- suende i den Grad, at beføiede Klager indløbe den ene efter den anden over ham, -- kort en complet voxen Gjøgunge, der hakker sin Pleiemoder tildøde -- nu træder frem, opkastende sig, i høihjertede, følelsesfulde, velvalgte, fromme, uegennyttige Ud- tryk, til hans hele Stands Enkers og Faderløses Forsørger, ja saaledes som om Han for disse kjæmpede med alle de Taarer, Han afpressede de Øvrige Stænders Enker og Faderløse -- at Den, hvis Rygte er i den Grad ruineret, at Tyve og Skurke tør anmode ham om at træde i Compagnie med dem, med Begjær- lighed for at ei Opmærksomheden skal døe hen, griber Leilig- heden til (liig hiin Græker, der, under Skin af at være Statens Friheds ivrigste Forsvarer, stræbte hemmeligen efter at blive istand til at skade den, saarede sig selv, og, o. s. v. see ovenfor) fra Avistalestolen afvexlende at klynke for Folk, Regjering, og at tordne imod Skumlerie, Bagvaskelser og Fiender, fordi, trods foregaaende paalidelige Prøver paa et patriotisk, ret- og frihedelskende, ædelt Sindelag, Folk alligevel tør sige, at han maskeret har traadt op og blameret Nationen. Alle saadanne Taler maae, naar de skulle kunne faae Lig- hed med hine fra Oldtidens Torve, især høres, naar Valg stun- der til, og navnligen, hvorimod det vel lader sig tænke, at den samme Charakteer af og til, saaledes maskeret, at det andet Partie kan kjende ham, con amore tør yttre Noget tvertimod SIDE: 113 Aanden i hine Taler, f. Ex. holde Liigtaler over afdøde Hæders- mænd, hvori den Roes, han fratager disse, deles imellem Ta- leren selv og gode Venner; komme saa med infame Personlig- heder imod Den, der i et Oppositionsblad dadler Hensigten af hans Tale, for at muligens en Delicatesse for sig selv, der kræn- kes ved at indblande sig med En, man afskyer, skal afholde Denne fra at demaskere ham o. s. d. Naar nu, foruden disse store Miner, hvorved Candidaten vil sprænge Folkets slette Mening om ham lidt efter lidt bort, til- lige paa eengang andre passende mindre Løbegrave imod, Ind- senderen vil, som her mere forstaaeligt, kalde den, den i Blok- kadetilstand erklærede Storthingsbænk, f. Ex. Skuldertrækken over Skattevæsenet og Beklagelser til den Udarmede, Henpeg- ninger paa Forbedringer deri, som han vilde kunne fremvirke for Almuen, hvis...ivrige, patriotiske Taler, et Selskab i rette Tid, hvorved man udbringer patriotiske Skaaler, spiser og drik- ker med Papirer og Aviser i Haanden, og gratulerer til Slutning Værten, som Storthingsmand, en trofast Talemand og Stemme- samler paa rede Haand og tidlig ude o.s.v.: saa see vi Nutidens Candidati ligesaa travle, ligesaa smilende og visse paa disse deres Midlers Hensigtsmæssighed, som Romeren i sin Loge, naar Lampetterne ere tændte til det Skuespil, han gav Folket, og Circus gjenlød af: vivat donator! Og vi see, at, om Tiderne end ere forskjellige, naar Hensigterne ere lignende, blive Mid- lerne de samme, idet de kun ere tilsyneladende forskjellige, og det ligesaavist de samme, som at Appius dog blev Appius, d. e. den samme Skjelm som Appius bestandig havde været, om vi end see ham gaae krybende og logrende som candidatus om paa forum, og saa see ham igjen i decemvir-Togaen, og ligesaa lignende hverandre forblive de Midler, forskjellige Tiders Men- nesker benytte sig af i lignende Hensigter, som denne til decem- vir blevne Appius er conform med en forfængelig Nutidens Mand, der, misfornøiet i sin Stilling, beskupper sine Medbor- gere paa en af ovennævnte Maader, naaer Maalet, demaskerer sig, og bliver, efter ethvert Lands Indretning, Fredsdommer, Borgermester, Procureur, Alcalde, Sherif, Cancellierath, Foged eller Sorenskriver eller Politiemester. S. S. SIDE: 114 Henrik Wergeland NOTIZER Nyeste Skilderie 27. sept. 1829. Gud og Hvermand veed, at vi have en Overflod paa theolo- giske Candidater, orthodoxe som om de daterede deres petita: Vittenberg 1529, istedetfor Christiania 1829; og Hvermand, og formodentlig Fanden med, veed, at i Finmarken Kald have staaet ledige aarviis. Et Spørgsmaal falder derved ind: hvorfor søge ikke Nogle af hine, idetmindste da de meest ivrigen Rettroende, derop, hvor de medeet kunne komme til Apostelværdighed? Napoleon gav større Glimt af sit Feldtherregenie, end i Feld- ten, tilkjende i den Gadekamp, han førte for de fem Direc- torii-Herrer imod Pariser Sectioner. Generalmajor, Baron We- del-Jarlsberg gav større Glimt af sit Feldtherregenie, end i Feldten, tilkjende i den Gadekamp, han førte for de fem [fotnotemerke] Dic- tatorii-Herrer imod Christianias Sectioner. Saavidt ere da disse Helte hinanden saa lige som to Draaber Blod, og kun Pen- denterne til Consulatet, Imperatoriatet, til Seirene ved Auster- litz, Vagram, Moskva men, er der ulykkeligviis den dybeste Constitutions- eller Hellig-Alliance-Fred under et saadant Meteors Væren, da døer han i en Galge. Her erindre man sig Napoleon, -- Schah Nadir -- Tamerlan -- Cæsar -- Fra Diavolo -- Cartouche -- Ciro, Dødens Registrator i Terra di Otranto, o. s. fl. dog ikke saa mange. Et Heltegenie kan ligesaalidet af Omstændighe- derne tvinges til ganske at putte Hjertet i Brogen og Haanden i Barmen, som en Poet kan lade være at klore sine Tanker op, om det var ham kun tilstedet paa Birkebark. I Paris ellers hæder- Maire, fordi han men be- Andeel i, ved Mi- blev en værdig havde havt virksom føiet litairmagt, at I Christia- Magistrat, fordi han Andeel i, ved Mi- nia blev en havde havt virksom litairmagt, at adsplit- oprørsk Folkefor- guillotineret. te en samling adsplit- Folkefor- te en samling S. S. Henrik Wergeland [OM P. A. HEIBERG] Nyeste Skilderie 27. sept. 1829 I Anledning af en for en Tid siden fra en Krohn i Bergen i Rigs- tidenden indrykkede, for Hædersnormanden, Oldingen Peter An- dreas Heiberg krænkende Skrivelse, tillader Indsenderen sig fore- SIDE: 116 løbigen før det med Grund ventede Svar kommer fra sidstnævnte Bortfjernede, at bemærke: at Hr. Heiberg i sin "Tre Aars Op- hold i Bergen", omtaler, at Han af sin Principal, en Krohn, blev tvungen til at afgive en Erklæring, fordi et Brev fra den unge Heiberg, hvori han omtalte et scandaleust Snyderie af sin Prin- cipal, og ytrede en bestemt Lyst til desaarsag at komme der- fra, var falden denne i Hænderne. Pjecen er Indsenderen nu just ikke vedhaande, men maaskee en velvillig Læser, som maatte være i Besiddelse deraf, vilde have den Godhed, i dette eller et andet Blad, at indrykke ordlydende af Pjecen hvad hermed maatte staae i Forbindelse. Heiberg omtaler vel ikke, saavidt erindres, det paa ham anvendte Tvangsmiddel, men fra Bergensere veed Indsenderen, at det skal have været dri- vende, nemlig den rasende Principal som saae sin Praxis nær lagt for Dagen af sin egne Undergivne, netop i det frygtelige Øieblik, da han havde attraperet sin Ære og sin Credit paa Flugten gjennem sin Contoirbetjents Pen -- og han, saa siges der, ispidsen for 4 (fire) Striler med deres Tolleknive. Dette er sandelig saa kraftigt remedia dictatoria, at Indsenderen troer, at, i lignende Situation, hans Pen med var kommen saaledes paaglid som den arme Heibergs. S. S. Henrik Wergeland NOTIZER Nyeste Skilderie 8. okt. 1829. I Brittanien kunne de rige Jordeieres røde Næser betragtes som, naar Ondt skal være, Hæmorrhøider ved det hele Jorde- gods-Corpus. Herrens Drikkelyst giver dog (thi han er patri- otisk og selvkjerlig nok til at lade sine Spirituosa fabriqvere hos sig Selv), et Afløb for hans Grunker til hans Farmers eller Leilændinge, saa at disse, hiint Legems Lemmer, dog befinde sig i en jevn Sundhedstilstand. I Norge hvor Huusmænd ud- gjøre de mavre Been og Arme ved et saadant Jordegodslegeme, og hvor Jordeierne drikke deres Brændeviin af deres egen Gryde, ere disse røde Næser temmelig almindelig at betragte som Med- ædere i usunde Legemer. Jo usundere og mavrere et saaledes beskaffent menneskeligt Legeme bliver, desto federe bliver Med- æderne. Saaledes see vi, at jo uslere Bondens Gaard bliver hos os, desto federe og rødere bliver hans Næse. SIDE: 117 Henrik Wergeland NOTIZER Nyeste Skilderie 18. okt. 1829. Det er desværre almindeligere, end man burde formode, iblandt den arbeidende Classe i Bye og Bygd, at træffe skræk- kelige Sygdomme, som alene have deres Rod i et fordærvet Nervesystem. Saaledes epileptiske og alle Slags hysteriske Til- fælde. Indsenderen vover vel ikke, som udelukkende, men dog som en virksom Grund dertil, at nævne den umaadelige Drik af Caffe, [fotnotemerke] der, som næsten almindeligt Næringsmiddel, har fun- det Vei til de laveste Arner, hvor Indsenderen ofte og paa for- skjellige Steder, har været Vidne til, at den iblandet, spilkum- viis, har maattet tjene ganske unge Børn til Frokost. Denne Misbrug er maaskee, ligesom Brændeviinsdrikken, værd Re- gjeringens Opmærksomhed. Placater vilde dog neppe vælte mangen Kjedel, men en betydeligen forøget Told paa denne Luxusartikkel, vil i det mindste fremlede mange uskadelige Surrogater. I ovenstaaende Stykke er talt om, at Regjeringen er bleven opmærksom paa den herskende Misbrug af Brændeviin, saa- ledes har den ved udsendte Placater advaret imod saadant, hvorfor den fortjener al Tak. Men alt for løst er i disse berørt, at Øl er den Drik, som bør komme istedetfor Brændeviin til saa almindeligt, dagligt Brug. En kraftig Opmuntring, en Anviis- ning til at brygge stærkt, godt Øl, der alene formenes at kunne fortrænge et saadant Misbrug af Brændeviin, troes at have bur- det følge med hiin offentlige Advarsel, og det nødvendigen, thi af Øllets Sjeldenhed, og, hvis det findes, af dets jammerlige Be- skaffenhed hos Bonden, ja næsten [fotnotemerke] overalt hos os, kan man vel antage, at de have forglemt at brygge det, eller dog, hvor- Fotnote: Den langt svagere Drik Thee, faaer jo, fordi den af de engelske Fruen- timmer nydes til Umaadelighed, Skylden for de blandt disse fortrinligen hyp- pige Bryst- og hysteriske Svagheder. Fotnote: Selv Hovedstadens Bryggerier frembringer kun, i det mindste for Maven, maadeligt Gods. Man bør haabe, at Magistraten, ved Hjelp af en Chemiker, har af og til et Indseende med dem. Indsenderen traf engang paa Landet et udmærket gehaltigt Øl, hvorimod Christianias 8 Skillings Øl, syntes som 4 skillings; og dog forsikkrede Huusmoderen, at hun med betydelig Fordeel vilde kunne avsee Flasken for de fire Skilling, Christiania Bryggere forlange for deres Enkelt-Øl. SIDE: 118 ledes godt Øl smager, hvad Virkninger det har i Kulde og Væde, og at det netop har dem, som man søger, paa sin Fornufts og Sundheds Bekostning, i Brændevinet. S. S. Henrik Wergeland [FRA SIFUL SIFADDA] Morgenbladet 27. okt. 1829. Endskjøndt Siful Sifadda selv har baade en erhvervet og en af sit Lands Hæderligste, bekræftet og tilstaaet Ret til at holde sit Navn for ophøiet over alskens N.Ners og Anonymers Smuds, smaalige Udbrud af Nid og personligt Fiendskab og uteerlige Taabeligheder, saaledes som de mod ham i Bladets No. 275 er udslængte; og, skjøndt han veed af en Erfaring, der er hans Ære og Glæde, at hans Charakteer, som Menneske og Skribent, uafhængig og urørt af saadanne Angreb (hvilke aldrig udeblive fra de Mennesker, han har noget Lignende med) allerede er, i det Hele, anviist en hæderlig Plads i de Retfærdiges og For- nuftiges sunde Omdømme, saaat, jo uslere slige Angreb vise sig, destomindre ere de værd den Opmærksomhed, som dog altid synes at ligge i et Pennegreb, den Ærgrelse og Tidsspilde, som altid ligger klar i det blanke Papiir, naar man har det for sig, for at fylde det med Svar i en saadan Anledning: saa bevæge dog nævnte Blads 3die Anonyms blandt hans Øvrige Lumpen- heder fremstikkende Trudsler mig til disse Linier. Den første Herre, hvis Samvittighed, i Anledning af nogle optrukne historiske Samlinier, synes at have ham tilbedste (hvorfor den, med venligt Godnat! Sovvel! anmodes om atter at lægge sig til Roe), og hvis Yttringer om Foragt i Oven- staaende, ligesom No. 275s Anonymer i Skilderiet No. 10 af Christiania og Stockholm, af en Ubekjendt allerede ere vur- derede -- ligesom ogsaa Gallerieskøieren N. N. (anbefalet Politiet) hvilken jeg har draget Omsorg for ved de alvorligste Midler at faae tvunget til at slikke sit Smuds i sig igjen, hen- vendes altsaa ikke disse Ord til, men til tredie Compagnon, som i den latterligste Skolemestertone udstøder nogle elendige Trudsler om at ville paa Ære og Samvittighed offentliggjøre, i Form af Lystspil, Spørgsmaal o. s. v., Scener af Sifuls virke- lige (eller daglige? private?) Liv, hvilken Offentliggjørelse ved den bitre Anger den formodentlig vilde opvække hos det levende SIDE: 119 Emne, formenes at ville tjene som et fortrinligt Ave- og Cuur- Middel, saa at han ikke oftere ved Skriblerier bringer Sorg i Familier o.s.v, see Bladet, hvis der sidder saa lidt af Snavset i Læserens Erindring, som i min. Min Hr. Indsender, løi De Dem ikke til den Ære og Sam- vittighed, som i Deres Række af infame, saarende Personalier og forbitrende Impertinencer faaer at tjene som en Eed, saa vilde de have taget i Betænkning, ved forblommede Trudsler at sætte ubekjendte Læseres og alle deres Gjetningslyst og Indbildningskraft i Bevægelse, som ikke have Skjønsomhed nok til at bedømme et saa nyt Udbrud af Hevnen, og til at give dette det Navn, det fortjener og bliver merket med, og heller da, hvis de ei havde kunnet finde et andet Middel til at give Uvillien Luft, kommet (NB. med en Undskyldning for Publicum) med de belovede Geschichter strax; og da maatte den mindste Affectionsreliqvie, den mindste Gnist af denne Ære og Samvittighed have været dem Lys nok til at see, hvor- vidt den kunde tillade dem, fra Anonymens Smuthul at besudle et aabent Navn, og, at Enhver maa afsky en saadan Hevn dob- belt, naar den skeer derifra. Men der er Tid endnu til slig Daad, førend den almindelige Mening om den, De nu ikke und- saae Dem ved at forsøge at angribe med alle de Krænkelser og Lumpenheder, Deres Gemyt er istand til at udfinde, nøder Dem med Consorter til at tie og snakke med. Mit Liv være dem alt- saa tilbudt, for at De iblandt dets Ubetydeligheder og Rage- rier kan udsøge Dem Satser til Variation for Deres Muse; men -- thi selv har jeg utilfredsstillet forsøgt at udspinde Noget af samme mavre Teen -- forskaan Publicum derfor, hvis De ikke er Mand for at gjøre Deres Arbejde godt; thi i den plumpe Behandler skal jeg vide at finde det slette Hjerte, og træde det tilblods. Her har De altsaa en Opfordring til at tage fat paa Deres valgte Emne. -- Min Frygtløshed, den yderlige Ringeagt, hvormed jeg anseer denne Lime (eller rettere Fastelavnsriis: Lystspillene spraglede Sløifer, Spørgsmaalene snoede Qvaster, men dog den hele Stads igrunden blot tørre Pinde), som De indbilder Dem saa magisk forfærdeligt for mig, idet De løfter det saa truende i Baggrunden, tage dog Ingen for en Pukken paa Reenhed, som om ikke mit Liv, saavelsom Enhver Andens, skulde kunne give en opbragt, hævnelysten Fiende Emner til Spot eller et opfat- SIDE: 120 tende Talent Træk til en Satire, om endog ingen Scene skulde fortjene at behandles i Smædevers og Nidviser! Men skuffer Formodningen mig ikke, om hvem min nærværende inhumane Angriber er, saa vil jeg, hvis jeg skulde nødes til at indlade mig i en Væddekamp med ham, være istand til at røre en tragisk Streng, der maa bringe hans Momus's Smil til at stivne. Dog, finder jeg end min Formodning rigtig, saa at altsaa Emnet laae der i min Herres vita til et Drama, hvis Forspil er et Ungdoms- liv af Slyngelstreger, Mellemacterne en Række af Skurkestreger, og i hvis Efterspil Galgen spilte den bedragne Klagende, den tragiske Electra, hvis Forhaabninger visne hen under Taarerne -- jeg haaber dog ikke, at min Harme skal forlede mig til at vanære mit Hjerte, saa at jeg nedlader mig i en mig ukjendt, de menneskelige natlige Hyæners Kampring: den, hvori man kjæmper om Prisen i bittrest at krænke sin Modstander -- en Kamp, hvortil da og N. N., No. 275's Anonymer have opløftet det første Hyl. Det forekommer mig dog muligt, at i den Indsenders Dynge af Ondskab, jeg her har at skaffe med, dog kan ligge en liden Gnist af Retfærdighedsfølelse. Hvad han taler om, at jeg ved Skriblerier har bragt Sorg i Familier, fører mig rigtignok ikke paa den Tanke; thi, naar undtages en kort, af en Misforstaaelse og fremmed Indblanden oprunden, Feide med en Recensent, have ikke andre Personer været Gjenstande for nogle epigram- matiske Linier fra min Haand, end Saadanne, som have reentud eller stiltiende erklæret sig udenfor og ligegyldig ved Ytringer af nogetsomhelst offentligt Mishag, og det synes rimeligt da, at Disses Damer o. s. v., dele deres Anskuelse. Desuden maatte Personer, som gjøre sig fortjente til saadanne offentlige Uvillie- yttringer, forblive urørlige og Deres Daad ukjendt for Flere, dersom Hustruens Migraine, Datterens Graad, Sønnens Harme over at Papa dog faaer et bittert Indfald, en satirisk Latter til Straf, skulde svæve i Galdefarver for Dens Pen, der, med et Slags Kald, gjør sig saaledes til en talrig Fleerheds Organ. Et nødvendigt, uundgaaeligt Onde bliver altsaa denne sympathiske Sorg, saalænge denne Præstens Mening i P. Paars om Fruen- timmers Avislæsning: -- -- -- -- -- -- Det er, per Deum, bedst: Det allertjenligst er, man flyer dem ingen Bøger, SIDE: 121 er i saadan yderlig Foragt i vor Tid. Men paa hiin Formening fører mig Tanken om at min Hr. Indsender staaer i deres Tal, der i Siful-Sifaddas Satirer saae personlige Satirer, Pasqviller. Hører han iblandt disse Uskjønsommes, Uvittiges Tal, da tænk ikke mere paa at levere Publicum Satirer over Siful, om han end ikke, som de Fornuftigere kan tænke om Siful-Sifadda: at under denne Pseudonym fremtræder en retsindig norsk Yngling, talende sin Sjels Tanker til sine Landsmænd, for at forskaane det Navn, han deler med sin Fader, for de Uartigheder, Lum- penheder og Taabeligheder endog den almindeligste Satire saa let faaer til Løn, den aande nu (jeg siger dette med Anvendelse paa mine egne) noksaa megen Iver for den gode Sag og Afsky for Alt hvad der er denne fordærvende! Hvo der læser Sifuls Satirer med en saadan Aand, han finde en siful-sifaddisk Linie, der kan forarge ham! Men, skjøndt fra Tendentsens og den sædelige Side uplettelige og uplettede, om saa noksaamange af Deres Lige ville commentere og radere i dem med smudsede Fingre, saa ere de dog kun mine Slegfredborn (Muserne have deres Slyngelaar ligesaavel som Menneskene), og, samstil- lende dem og mit daglige eller (lidt feilagtigt) virkelige Liv, som De troer saa righoldigt for Pennen, med mit Selv, som De, med Usandhed, siger at kjende, vil De i det første maaskee ikke finde en Falstaff, men maaskee blot en maver Poince, gjøglende om Prinds Henrik, der vog Heedspore, slog den overtroiske Glendower, jog Falstaff og Dorthe paa Porten, da han tog Kronen. Siful-Sifadda. Henrik Wergeland [OM RÆVBÆLGERNE] Nyeste Skilderie 15. nov. 1829 Uagtet Justitsdepartementets høist forunderlige Indstilling til Hs. Majestæt Kongen i den forhadte Rævbælgersag er Forfat- teren til dette fameuse Product opdaget, som vil sees af neden- skrevne SIDE: 122 EPILOG Hvo er Rævbælgernes Forfatter? Personerne: HANS LARS OLE I Jagtdragt med Børser Det var en ægte listig Knævel. Ole. Jeg tænkte strax Bro'er Lars for vist, Det var en gammel Tusind-Djævel. Lars. (betragtende Ræven). See Bælgen hvor den skabbed er. Mon Hans at det er værd at flaae den? Hans. (I dyb Betænkning). Et mystisk Sagn der gaaer og her, Maaskee vi her kan løse Gaaden. Ole. Et mystisk Sagn fortæl, fortæl! Sligt gider jeg saa gjerne høre. Lars. (ligesaa i Betænkning). Et Sagn om skabbet Rævefeld Er ogsaa kommet mig for Øre. Men Folk vil sige det er Snak; Paa Sagn man troer ei nuomstunder, Skjøndt om man end af Mimer drak, Man fatter ei Naturens Under. SIDE: 123 Ole. Men kjære Hans! begynd! begynd! Du veed, Du sagde mig forleden, At det er Damers Skjødesynd At plages af Nysgjerrigheden; Men sligt den Bedste hende kan. Vel Eva tog den første Biden Af Æblet, men hun gav sin Mand, Der tog en Bid, som ei var liden. Hans. (Med Declamation, der udtrykker høitidelig Rædsel). Til Sagen da. Hør til! og gys! Der rinder op for mig et Lys. Til festlig Fryd I Jer berede; Hør Sagnet først og saa hvad skede. I denne øde, barske Egn Hvert Træ; hver Busk den Onde kjender, Og hist det dunkle, tætte Hegn Har Satan bygt med egne Hænder. Her gik han før paa Frieri Til Ulra, Ullers sledske Qvinde, Og Frugten af sligt Maskepi Det blev en Ræv og en Rævinde. Rævinden dræbte Ulra selv; Ved Fødslen blev den Døden viet, Men hist i Fjeldets Klippehvelv Af Ondskabs Bryst blev Ræven diet. Af Aander født den mangler Krop; Men i dens Bælg den bær en Pose, Og Trolden, som den fostred' op, Af Posens Indhold sig kan rose. Men Satan gav den Liv. Med Flid Den lærte Ræven lumsk og nedrig Smiger, Blandt Drot og Folk at sætte Splid, Og udstrøe Tvedragts Sæd i Nordens Riger. SIDE: 124 Lig en Cameleon den skifter Hud; Skjøndt Ræv, den let en Mandsling bliver, Og da sin sorte Ædder sprudler ud Igjennem Løgnens Pen, hvormed den skriver. Ole. Nei Hans! Det ei kan være saa; Thi boer han her blandt vore norske Fjelde, Da har vi Lov -- og denne maa Den Frække for slig nedrig Ondskab fælde. Lars. Mig synes, du gjør bedst udi, Til Hans faaer udtalt, at Du tier. Desuden gaaer Du reent forbi, At Fanden veed nok hvem han frier. Hans. (vedbliver som før). En Dag jeg træt af Jagten sad Og hvilte mig paa disse Stene, Og da jeg netop var alene Jeg læste i et Morgenblad. Til Enden kom jeg, men i Harm Jeg Bladet rev i tusind' Stykker. "Han Løgn paa Løgn med Smiger smykker!" Saa raabte jeg. Da med en Larm, Som naar I høre Tordnen buldre, Jeg saae den haarde Steen at muldre, Og frem at stige en Gestalt. Det Uller var. Med venlig Mine Han bød mig nærmere at trine; Men jeg af Angst til Jorden faldt. Som Æspens Løv saa skalv min Krop; Men Haanden venlig han mig byder, Hans blotte Blik mig Mod indgyder. "Min Ven", saa lød hans Røst, "stat op." "Med salig Fryd jeg gjennemskuer "Den Harm, der i Dit Indre luer, SIDE: 125 "Hver Normand føler den med Dig; "For mig Du Intet har at frygte, "Og kjender Du ei Alt mit Rygte, "Saa viid: Jeg er ulykkelig, "Men jeg skal finde snart en Hevner, "Om hede Helvede end revner, "Skal Satan bøde for sin Svig. "Den Nidding, som ved Løgn og Rænker "Gad styrte Nor i Slavelænker, "Og sætte Splid blandt Folk og Drot, "Han er et Slegfredbarn af Fanden, "Skjøndt Niddingsdaaden stempler Manden, "Og skjøndt han har sig selv forraadt, "Vil Lovens Arm ham ikke række; "Men denne Kugle skal ham knække, "Naar han i Rævebælgen gaaer. "Ei længer Tid mig her er levnet: "Vi skilles maae; men jeg er hevnet, "Saa vist som Kuglen Maalet naaer." Da hørte jeg et rædsomt Støn, Som naar man Liv med Døden skifter. Sig aabned' Fjeldets mindste Rifter Med hule Brag lig Tordnens Drøn. Og -- bort han fra mit Aasyn svandt! Al Samling var mig nu berøvet, Jeg faldt til Jorden som bedøvet, Men Kuglen i min Haand jeg fandt. Ole. Din Tale vækker rædsom Grue! Du sikkert skjød med denne Kugle? Da Skuddet faldt, jeg saae en Ugle, Der skreg: Uhu! Uhu! Uhu! Hans. Ja, mine Venner Ja! (Man hører i alle Rætninger en levende Latter af Usynlige). Ha! Ha! Ha! Ha! Ha! SIDE: 126 Lars. Victoria! Victoria! Victoria! (Latteren gjentages). Victoria! Victoria! Victoria! (Tager Ræven fat og viser den frem). See Djævelens Yngel! Her har vi den Slyngel! Alle tre. Victoria! Victoria! Victoria! (Latteren gjentages). Ha! Ha! Ha! Ha! Ha! Lars (til Hans). Du sagde før: Den mangler Krop; Men i hvis Sted den bær en Pose, Og Trolden, som den fostred' op, Af Posens Indhold sig kan rose. Den Pose maa her frem for Dagen, Da først vi Vished har om Sagen. (Tager Ræven og hænger den ved Bagbenene op i et Træe.) Kom da, Du Afkom af en Skjøge! Hæng her i dette raadne Træe! Din Pose vil vi først besee, Og saa dens Indhold undersøge. (Han skjærer den op i Bugen, og trækker frem en Pose saa stor som hele Rævens Bælg, viser den frem, og siger til Ole i en ironisk Tone). Man kjærlig være bør mod Næsten; Kom Ole! Du kan aabne Resten. Ole. Det gjør jeg med en sand Plaseer; Jeg skal den skjære smaa som Finker (Griber efter Posen, og sprætter den op; men griner frygtelig paa Næsen). Huf! Fy for Satan hvor den stinker! Jeg vil s'gu ikke aabne meer. SIDE: 127 Hans. Aa Snak! det var den første Gufs, Nu er jo Stanken ganske over. Du loved' godt; men det er tufs, At ikke holde hvad man lover. Ræk hid: (Han drager frem af Posen en anden, der fylder den første, og læser): Indeholder Nederdrægtige Løgne, blandet med skjændig Ond- skab, og ført for Lyset ved Ubesindighed og Hang til Smiger. (Bliver en bitte liden Pose vaer, der er sammenføiet til den store). Her har jo Posen en Gevæxt, Der har en ganske anden Text. Læser: Indeholder Sandhed. (Han skjær den af, og tager ud en Lap Papir, hvoraf han læser): Jeg er Forfatter til Rævbælgerne, en ny politisk Faction i Norge, indrykket i Morgenbladets No. 210. Selv en Rævbælg, udskjældte jeg ligefrem en stor Deel af den norske Nation for det samme, med andre Ord: for Landsforrædere. Mit Øiemed: at sætte Splid mellem Kongen og den norske Nation, blev vel ikke opnaaet; men den Fryd oplevede jeg at skue, at man paa det groveste tør fornærme, paa det skamme- ligste belyve den norske Nation, uden herfor at drages til Ansvar. (Alle tre hjælpes ad, og kaste væk med synlig Foragt Rævbælgen og dens forskjellige Bestanddele). Hans (træder atter frem og tiltaler Tilskuerne saaledes:) Vi her vor Landsmands Ord maae sande: At braadne Kar i alle Lande, Vi stedse faae for Lyset bragt. Ad Rævebælgen bør vi smile, Lad ham paa sine Laurbær hvile! Vi ofre ham -- en kold Foragt! Henrik Wergeland NOTIZE Nyeste Skilderie 27.des.1829. Man støder ofte paa de urigtigste Meninger om Norge hos Udlændinger. Deres Uvidenhed kan ikke fornærme, og vi kunne ikke engang forundre os derover, naar, som af Nedenstaaende SIDE: 128 skal vises, vi finde de urigtige Begrebers Kilde i selve de authori- serede Lærebøger, som gaae ud paa at oplyse et Folk om andre Folk og Lande. I Cannabichs kleine Schulgeographie (7te berichtigte Auflage 1826) finder man Pag. 40, under Overskriften "Der Schwediske Staat:" Er begreift die vereinigten Königreiche Schweden und Nor- wegen, und enthält 14000 Q. M. Er gränzt gegen O. an Ruszland, den Bothnischen Meerbusen und die Ostsee; gegen S. an die Ostsee; gegen W. and den Sund, Kattegat und die Nordsee; gegen N. an das nordliche Eismeer. -- Nu følger Norges og Sveriges Floder under een Rubrik. Om Bjergene fortfarer den berømte Geograph: "Im Innern lauft näm- lich von S. nach N.O.das Skandinavische Gebirge, das sich in der Gestalt eines Hufeisens um den Bothn. Meerbusen herum- krümmt. Haupttheile desselben sind das Gebirge Koelen und das Sevegebirge. Ein anderer Hauptarm dieser Nordischen Alpen heiszt Langfield, welcher Norwegen in das südliche und nörd- liche theilt, und sich an der südlichen Spitze Norwegens in einem schrecklichen Absturz endigt. Der Dofrefield gehört zu diesem Arme. -- Nu følger under een Rubrik begge Landes Producter imængede, iblandt hvilke Tobak (der formodentlig kun dyrkes i Sveriges sydligere Provindser). Einwohner zählt man zusammen 3,600,000 theils Schweden, theils Norweger (900,000) und wenige Lappen. Man redet Schwedisch, Norwegisch und Lappisch; auch ist das Deutsche unter den gebildeten Ständen sehr gemein. Juden werden geduldet. Die Finnlappen sind zwar grösztentheils Christen, doch im Grunde nicht viel beszer als Heiden. Efterat dernæst Norge er omtalt som Skotland til Engelland, følger umiddelbar efter Nordkaps Omnævnelse: Anmärkung. Auszer- halb Europa besitzen die Schweden blosz die kleine westindische Insel Barthelemy. Det er formodentlig denne Geographie Rigstidendens Udgivere have studeret. Det ere Folk som have vanskeligt for at skjelne imellem Christiania og Stockholm. Hvad man faaer derifra, endog Regjeringen uvedkommende, er derfor ikke at sætte iblandt uden- landske Artikler. Hvis, som vi have seet, en tydsk Geographie giver slige Under- retninger om Norge, hvorledes mon da andre Landes ere, f. Ex. en fransk? S. S. SIDE: 129 Henrik Wergeland [OM EN ANMELDELSE AV J.M.HALS'S SØRGESPILL "KONG HALF"] Morgenbladet 9. jan. 1830. For en Tid siden saae man i dette Blad en Unavngiven med en saadan nisk Forbittrelse angribe et lidet Sørgespil, Kong Half, af en nyoptrædende Forfatter, J. M. Hals, som om han selv var en Forfatter, der i 7 Uger havde trælet paa samme Emne, og nu saae sig kommen i Forkjøbet. Undertegnede har læst Stykket (hvilket Recensenter undertiden forglemme), og finder, efter sit bedste Skjøn, at det ikke fortjener en saadan Omtale. Jeg kunde sige, at det aldeles ikke fortjener en saadan Omtale (eller Skam- hutlen, som den er), dersom jeg ikke frygtede for at synes som jeg vilde slaae over, eller optræde som en reen Modsætning til Angriberen. At tie ganske med Stykket in publico var maaskee det [fotnotemerke] Retfærdigste, og dermed kunde Forfatteren være tjent, da jeg troer, tværtimod den Unavngivnes overspændte Ytringer om vort hele Publicums rene Skjønsands, at kunne være vis paa, at han i en stor og den virksomste Deel af dette, i Thevandscirk- lerne i de megetlæsende Fruentimmers og Jomfru-Karles svad- sige Kredse vil erholde den Godheds-raage paa Retfærdighedens Strøgmaalsskjeppe, enhver Forfatters hemmelige Ahnelser og Ønsker optaarne -- o Caucasus -- i det Uhyre. -- At præke Noget om Skaansomhed, Retfærd og andre Dommerens Dyder for benævnte Stykkes Angriber vilde formodentlig, hvis man kan kjende Dyret paa Maalet, i alle andre Henseender være for- gjæves, end i den, at vække endnu mere hans Harme imod mig, som intet andet venter for disse Linier end en Gufs af samme Natur, som den, der kom Kong Halfs Forfatter imøde ved hans første lydelige Fodslag og Stønnen paa vort Parnas. Den dygtige Dommer i Smagssager vi have inde i Christiania bør paasee, at Stympere ikke fuske ham i Haandverket, og gjøre Recensent- navnet forhadt. At dette kan blive det i den Grad, at retskafne Folk endog skjære alle Rec. over en Kam, viser Vignettet i et af gamle Heibergs Ungdoms- men bedste Arbeider. De ædle, fædrelandske Følelser, som man ikke kan miskjende under Styk- ket Kong Halfs ret paa sin Østerdalske godt saugskaarne og, paa Fotnote: En saadan aldeles Taushed vilde ogsaa være det Retfærdigste i det Til- fælde, som nys har ladet nogle svenske og norske Masker optræde med lige skamløse Nid- og Roesqvæder. SIDE: 130 et Par Steder kanthuggede Jamber, og som man glæder sig ved at høre fra En af de hæderlige østerdalske Krigere, synes at burde forskaane det for Angreb af et saadant Kjendemærke, som det jeg her tillader at ærgre mig over, saa baade Folk seer og hører derpaa. Røber En nu en saadan agtværdig Tænke- maade, og lyster at lade sine Tanker, de være nu gjennemmøn- strede 1000gange forhen, opmarschere i de kjære Verserækker paa Papiret -- saa, min Gud, om der endog slap nogle svenske Overløbere med i Gelederne, er det ikke slet, at ville, ved en infam Cassation, et vedelsk ubetinget "Træk af" ved en saadan forudindtagende Fordømmelsesdom, som den Angriberen af Styk- ket kom med næsten før det var udkommet, nægte en saa uskyldig Fornøielse? Det er Skam og det er Synd, da en saadan Krænkelse er den bitreste man kan tilføie en begyndende For- fatter, der er agtværdig og ærekjær, og hvis Arbeider ikke kunne gjøre Fordring paa Efterslægten ): ere mere Haandens end Aan- dens. Men -- dog, selv om det er Tilfældet, er han ikke und- skyldt -- maaskee Kong Halfs Angriber troer Forfatteren deel- agtig i Forlæggerens noget stortalende Anmeldelse deraf! Min Følelse fritager ham derfor, og det vil Alles, hvis Samvittighed ikke lærer dem at dømme med et Slags djævelsk Halvbehag ligesaa slet om Andre som om sig Selv. Man bør ogsaa troe, at Forlæggeren, uden andre Hensyn, alene har ikke kunnet holde sig fra at ytre i Anmeldelsen sin personlige Smag. Bør man nu holde en Forfatter for beskeden -- og jeg erindrer at have hørt, at Forfatteren var forlegen ved at see Makkeren trumfe ud saa tidligt -- og han tolker agtværdige og Folkets stærkeste Følelser: dem, hvis Næring vor Selvstændighed beroer paa, og som han har stræbt at idealisere: Kjærlighed til, opofrende Kraft for Love, Konge og Hjem: da være han i Fred! Om ei et Laureblad du finder i din Krandserad, en Egeqvist du finder mellem alskens Urter vist. Det Fund er ei at foragte. Nordahl Brun vandt aldrig mere end en fuld Egekrands, heller ikke A. Bull, heller ikke blandt vore -- men -- jeg fornærmes: man agter ikke Egekrandsen nok -- man vil have Laurekrandsen i levende Live -- man glem- SIDE: 131 mer, at den kan kun Efterslægten flette, at Gravjord er den eneste, den trives i. Men træffer du -- ja vogt dig, at du ikke løber paa dem, hvor du gaaer snart -- en Forfatter (eller en fast Stok af Forfattere) der, uden at have hine Dyder, er ligesaa genieløs som indbildsk og ubeskeden, da flet din Svøbe, og hviin saa omtrent: Ei høiere op end jevnt med Høiden af din egen Krop paa Vellyst-Scala-suk, paa skjægslørt Latter, Erasmice, du naaer: Ei drukkent Øies Piil, Erasmice, til Stjernen gaaer: Ei morgenbuet Frydesmiil, Erasmice, en Laurbærkrands omfatter: -- hvor kan en kummerligen tygget Pen, Erasmice, min Ven, da bære dig til Himmelen? -- da jag ham eller dem tilbage til Skjødskindet, Ploven, Syste- met eller Testamentet, eller til deres egen Ubetydelighed; men glem for Alting ikke selv, at en lodden Buk, en Buk med Horn, en Buk, som kan Mæhæ, er derfor ikke Pan og Satyr -- P.S. At et temmelig uvægtigt Navn staaer under disse Linier vil ikke forringe det Rigtige, som kan findes i dem. Det skeer, fordi jeg, efter Overveielser over Anonymitetens sædelige Værd og Uværd, har maattet give Navngivelsen isaahenseende Fortrin. Mærker, som jeg før har brugt, naar jeg tillod mig at ytre Noget offentligt, har jeg derfor besluttet, uden Hensyn, at forsage, men altid, i hvad det er, at undertegne mig Henr. Wergeland. Henrik Wergeland PROMEMORIA TIL HR. CHR. R. HANSSON, DIGTER Morgenbladet 29.jan.1830. "Et Basunstød eller Torden? Sluger Oceanet Jorden? O hvad var det Knald? det Skrald? Var det Sols og Stjerners Fald? SIDE: 132 Dybet hæver sine Kjæver? Var det Sols og Stjerners Fald? -- Priis min Himmel! det gik over. . . Ah, det var ei andet end at en herlig Norges Skjald rysted Luftens lange Vover, fyldte Dvergmaals Bug, saa stor som Horizonten om vor Jord, brølende, modulerende, pustende, fløitende: "O jeg er en Virtuos," løfted selve Himmelen ved sin Roes, knuged ned det høie Norden med sin Bram: saaat den, som før var Kryb som vi Andre, -- Ham, ja Ham see vi (ak vi neppe troede dette før) see vi gjennem skarpe Rør om i Ætherrum at vandre, svæve ret kometisk om midt imellem Sol og Dyb som en nyskabt, vældig Klode." Saaledes skingrende med sittrende Læber, holdende sig for sine Øren, rystende paa Hovedet, vridende sig som om han havde Kolik, snart rank som din springende Plecter, snart krum som et sarkastisk Smiil -- kort som en Afsindig eller en Forskrækket kom Siful-Sifadda til mig imorges. Jeg saae ganske eenfoldigen iveiret efter den nye Verden, han talte om, men saae Intet uden en Kaje, der forgjæves stræbte at flyve op mod Vinden. Jeg lyttede efter det Brag, han afmalede saa forfærdeligt, men hørte Intet uden Skraslen af Postkjærren, der foer Landet igjennem med Aviserne. Maaskee dette var -- det faldt mig ind, skjøndt jeg forekom mig selv nu med Hr. Siful, som Pasqvino, der har faaet en uløselig Gaade af Marforio -- det Berømmelsens rul- lende Echo, det horizontvide, jublende Dvergmaal, der havde for- SIDE: 133 bauset ham saa? Sandelig, det skulde glæde mig og Siful talte da ikke for stort; thi det gaaer lige til Vardøehuus, til Polen i Nord, ligesom Kjøbenhavns flyvende Post hviler sig paa den i Syd, hvis dens vindige Væsen tillader den at fæste Stade. -- Denne besynderlige Person blev imidlertid ved at bære sig som en Igle i Stormveir: Han var rent forfælen: som en Blind bar han sig, der faaer sine Øine aabnede første Gang lige imod Martssnee og Vaarsol: som en Døv, der bliver hørende midt i en Concertsal, just naar Klarinetterne gribe an, i et Barnekammer eller i en Svinestie: hans Mund loe, hans Næse green, hans ene Øie stirrede som i Skræk, det andet glimtede som om han enten var forelsket, havde seet noget Smukt, eller et Digt ulmede frem; men paa hans Pande formede sig i Rynketræk et Medusahoved, mens Øienbrynene ormede sig til Slanger -- jeg vilde selv for- stenes, dersom jeg ikke kjendte hans Gorgone saa vel: den er blot en Momus, en Maskes Maske. Hans afbrudte Ord, som jeg her vil igjentage, vare virkeligen hans Miners levende Klang: scanderende langsomt paa Fingrene udbrød han stirrende op mod den øde Taage: "Ja, seer du ingen Verden, Ven, det var dog vist et Phænomen. Om det ei var en Klode ny, det var dog vist en Sky, en Sky: Om ei en Sol, dog vist en Gnist; jeg hist den tydelig jo skimted: i Nordens Nat den lynrød glimted, og over Kattegat sig svang -- saa over Kjøbenhavn den hang, men saa tilsidst i Norge sprang det Varsel .. o -- et Meteor, et Meteor, et Meteor, som foer fra Nor til Danevang, og saa igjen til Nor -- -- "Nei, Gud bedre mig for at rime herefter." -- Voldsommere vedblev han: " -- -- -- En bleg Skygge, Erasme, -- o din frodige Hæders Vampyr, hvinende, lang som en Silkesvøbesnor -- kold, saa din SIDE: 134 fyldige Portulak-Krands rimer under den -- kommer, kommer, livsalige Skjald! " -- -- -- Du vakte selv, Erasme, da du stødte i Trompeten, Mjøsens arge Nøk -- han karer i sit Leie for at finde den smuk- keste Tang til en Krands -- den Meensvorne sværger, at det er Laurbær, og hænger dem om din Isse, skjøndt en Siikling endnu spræller i den -- han øiner dig gjennem sit Iisspeil svim- lende i Luften som Geisir -- han iler, han omfavner, han kalder dig: "Fætter, Fætter! Fætter Vandmand! uforlignelige Fætter Vandmand! hvor vil du hen? velkommen ifra Amager med en Kurv Hollændersager! -- men, kjære Fætter, er det ogsaa dig? er du Fætter Dug, Dryp, Regn eller Springvand? -- hvor du er bleven stor! -- " Jeg bad Siful, høistærede Hr. Collega, at forklare sig. Han ved- blev kun med hævet Stemme: " -- -- -- Ja det "hvor du er bleven stor" -- ja det skal Norge min Stedmoders sqvaldrende Mund Christiania igjentage -- den skal slaae Overlæben (se Overlæben selve Byen med de rige Kjøbmænds hæslige Søboder lige brune, skimlede Tænder, Slots- taarnet som en blinkende Huggetand, hvor bag Commandanten er som en Ornes Hviin; dens forfængelige Qvinder som en stin- kende Aande halvrepareret ved Pebermyntekager og Nelliker) -- den skal slaae den mod Opsloes nedsjunkne Kjellinge-Under- læbe, skraldende: "hvor du er bleven stor"? -- O Bjørvigen, hvor er du bleven? -- Dybet svarer tørt og hæst: Hans Hæder har inddrukket mig! -- -- " Hvad var det? Hvor er Siful? Jeg finder mig ene med Morgen- bladet No. 2 for iaar halvlæst paa mit Skjød, med en udslukket Pibe i Munden. Jeg maa have slumret. Under Indslumringen maa Pibens hvide Damp, dens Glød have syntes mig som det hvide Gespenst med de gnistrende Vampyrøine, jeg kaldte Siful. Mit Indre forekom mig som en Theaterhal, der nylig har været gjennemrystet af Klap, men nu er fuld af Oos og øde, paa et Par Lysepudsere nær, der trætte om hvem af dem Directeuren mest har beæret den Aften med Befalinger, og om hvem af dem, der skal sportulere Lysestumperne. For at komme ud af denne SIDE: 135 ubehagelige Stemning forsøgte jeg at føre nogle Figurer frem paa dit Bret, der, efter min fulde Mening, vilde være ret vakkert, naar en Vind blot ikke havde ført det med dets alamodiske Marionetter til Skyerne blandt Guderne. Med din gunstige Til- ladelse, modige Medstrider for Lauren, fører jeg dem frem; ja med dine tre Første, og med din Hr. Pastors Tilladelse de andre To: den unge Mand, som du maaskee gjenkjender, og Qvinden, som Jeg alene kjender, naar jeg er længst fra alle Qvinder. Her har du dem: fremmede Gjæster i dit Selskab: Tre Skjalde [fotnotemerke] (hver besvoer først at hans Hjerte en Harpe var) sig reiste. "See -- saa En af disse lærte -- Jeg fundet har min Lykke -- o med mig den først vil blegne -- i mine Vers at læse: mine egne!" "Ja, sandt nok!" skreg de andre to Colleger, "det Vellyst er. Applaus dog (spørg din Ven du: Oehlenschläger) er Lykken her." "Jeg fra Tegnér saa tyst -- saŽe En -- den henter." "Jeg har den fra Venskab med de Recensenter." En Yngling -- om hans Læber syntes lave en Druekrands; en Geist, der reiser sig i sjunkne Grave var Øiet hans; hans Sorg jeg saae i Smiil, hans Smiil bedrøvet; hans Sjel var Dødsskrig liig bag Rosenløvet. Ha, Siful, Hvad vil du om Lykken tale? " -- Hr. Pastor, o tilgiv (han mælte) jeg kan Lykken male: saa har jeg jo, saavist som De har Himmelen in fide, min Lykke, o min Stella ved min Side." Fotnote: Jeg tør ikke sætte flere end 3 Skjalde, da jeg ikke veed om der var over en 12 -- 13 i hele Selskabet. SIDE: 136 (Det græmmed mig for Præstens Skyld at høre saa fuul en Spot. Det lod som om den Yngling vilde gjøre igjen det godt; thi, see, en Rødme foer ham over Kinden, og Øiet sank. Nei, vee, det Haab blev snart forbi -- der er hans Mine mørk og fri; Hans Øie glimter, Stjernen liig i Vinden, snart skjult, snart blank. Hør her hans falske, falske Filosofie!) "Skal Lykke være, Himlen enten tømme i mine Fjed sin Fyldes Horn; ja enten Alting strømme, ja Alting med! Aladdins Lampe maa jeg eie, denne maa Liv i alle mine Ønsker tænde. "Hvadeller (mens han talte, sønderplukked han en Viol) skal hver en kjærlig Stjerne være slukket; et Lyn min Sol. Naar Alting, Alting, Alting gaaer imod En, da nyd en Furrus Fryd i Storm og Floden!" En Norges Møe fremtreen -- kan Det, som hylled den Skjønhed ind, det Værkensspind hvorunder Barmen skylled (den Sneelavin) i Tarvelighed lignes, Ven-min, med din Vise (ja Roes, ei Skjerts!) da Hendes Former liig med jeg maa prise tegnerske Vers; og hendes Sjel i Alvor Ossians Qvæder i funklende Liv (Temora naar hun græder); men (ejaha) i Fryd Mozartes Tryllefløitelyd; i Rolighed en Rafaels Række Billeder, i Pantheon opstillede, den er. -- SIDE: 137 Hun græd -- o Taare, kummerfulde Himmel, som sank i Støv, at frelse Den, som laae i Øglers Vrimmel paa Vedbendløv; hvis Smiil var haanfuldt Hviin, hvis Taarer tunge var Fakler, Djævle vildt i Mulmet svunge! -- Hun saae paa Ynglingen... o tys: hans Hjerte, det banker saa. (Mon vel de tre poeticuli nu lærte en Sjel forstaae?) Et Blik som Rafaels Engle-Kuppola hun sendte ham, ham, hvis Blik som Michels Domsdags brændte. "Min Ven!" hun taler, mens hans Haand hun fatter (hvi sittrer han?) "Hr.Pastor!" -- (hvi det spodske Smiil nu atter om Kindens Rand? mon ei han leed den Gamles Tale om at Mandens Stræben kun var et Fantom? Ha, mon hans Sjel, paa engang vild og stille, i Graad paa engang mens ham Smiil omspille, kan, mens hans Lidenskaber nedenunder bryde paa Hjertets Stormskjær, Gladiatorer liige, der reise sig og døe paa Cæsars Vink, kan den, en Ørn liig -- se det gyldne Blink, der svæver stille over Skyer som syde! -- ifra sit Dyb en rolig Straale skyde? Mon føler han sig overlegen selve den Qvinde for hvis Blik og Ord han skjælver? Mon naar han sittred -- sært nok da -- han loe af alle de dumme Øine, som gabed paa de To? mon vel fordi han vidste bedst, at ene ham hun har et Ord at sige; men tør ei for de Ører eller Øine, som rundtom sig, liig Echo-Kløfter, høine, hvor tittende, lurende Djævle rundtom ligge -- Pardon, Madame: -- og derfor nødtes bly at parre ham med gammel Præst?) SIDE: 138 "Min Ven" saa talte hun og gjemte Blomsten, han sønderbrød -- "en Lykke gives der, som huldrigst blomstrer i Kummers Skjød; ja ofte først naar Nat din Barm omspændte, naar lumre Gravpust Taarestjerner tændte, dens Morgenrød frembrød: den er saa riig og stor, at den for liden blier tilsidst vor Jord, at Guld den adler, Fryd og Kronesmykke: den Lykke er -- at fremme Andres Lykke. -- Se, selv du trøstes (o hvor sandt hun lærte!) naar du vil lindre alle Andres Smerte: din Fryd saa mangedobles som med mange du deler den: Du Himlen naaer, idet du stræber den hele, hele Jord at hæve til Himmelen. Og derved er det dig alene givet at takke Gud for Livet. Se, under denne stolte Kamp dit Hjerte til Verdensstorhed ud udvider sig! Ei Kummer skrumper det: din forne Smerte din Sjels bedste Muskel bleven er. Lad ei den slappes af de Velsignelser, som dig fra Munden duftende omlufte, mens du mod rene Æther Hovedet løfter, og tykkes bære Jorden paa din Arm, prometheus-kjæk, saa ei du føler Gribben, der søler i dit Blod og hvifter fra dit Ribbeen! Om Latter ei, dog eier Smiil din Fred, naar Frelserens Hjerte: Broderkjærlighed dig banker i din Barm. -- -- " Tilgiv mig disse Vers: de ere blevne saa skjødesløse, fordi jeg just havde nogle andre bedre i Pennen for en vigtigere Sag. Hvad denne unge noget bizarre Mand betræffer, saa fandt jeg ham Morgenen efter læsende i Rousseau. Tæt ved ham laae nogle Værker af Campe og Villaume, Howards Levned, Bisp SIDE: 139 Hansens Archiv for Almueoplysning og Franklyns og Washing- tons Portraiter. Meget munter fortalte han mig, at han havde besluttet at blive en ligesaa daadfuld Patriot herefter, som han i sin tidlige Ungdom havde været en ordfuld -- at han havde glemt at see paa sig selv med et tungt Blik, da han kastede det sorrigfulde paa Millioner af Medmennesker, der stige ligesaa van- kundige i deres Grave som de stege op af deres Vugger, der spilde et Liv endog om de ikke syndede svarligen; thi deres Dyd var uden Fortjeneste -- at hans hele Hu stod til at arbeide for alle Disse, Disse, der i 1800 Aar efter den største Folkelærers Død endnu over den hele Verden Intet i Kundskab have vundet forud for den Tids uvidende Jøder -- at han nu havde fundet Lykken i sin Stræben. Han viste mig sine Planer til Almuebog- samlinger, Lærebøger, Foreninger o. s. v. Jeg igjen fortalte Alt dette til den gamle Præst; men han slog Kors for sig, og mente at Sligt maatte skee ved S. Spiritus egen Indflydelse -- at Ca- chisma og Forklaring var Oplysning nok for Almuen o. s. v. Farvel! Henr.Wergeland. Henrik Wergeland USONG [fotnotemerke] Nyeste Skilderie 30. mai 1830. er en østerlandsk Historie, oversat af v. Haller, og siden oversat i det danske Sprog. Den er Usong, Dschingis-chans Ætlings, efter mange Eventyr Persiens Schah's Historie, hvori i Usong- Hassans Person, og det med historisk Sandhed, fremstilles et Ideal af en Hersker -- ja et saa opløftet, at det kan bringe Re- publicaneren til at fortvivle. Usong levede henimod Slutningen af det 13de Aarhundrede e. C. F., og beherskede det hele Persien. De udmærkede Grundsætninger, der, i denne Levnetsbeskrivelse, i dette sande Kongespeil, findes, som komme af Schahens egen Mund og Pen, og -- det er det fortrinligste eller sjeldneste -- foregaaende viste i hans egne Handlinger og ligesom deraf ud- dragne, have, og vel med rette, naar man tager Hensyn til Tiden og Stedet, og til at de ere en Selvherskers, vakt en saadan Interesse hos Nedskriveren, at han ikke tvivler om, at de og- saa af mange af dette Blads Læsere med lignende Følelse ville anhøres. Fotnote: Meddeelt af Candidat Wergeland. SIDE: 140 Der siges: "Krigsvæsenet foraarsagede Keiseren (Usong) Bekymringer. Han kunde ikke skjule for sig selv, at en staaende Hær berøvede Ploven en Deel af Nationen, afholdt den fra Ægtestanden, og paalagde den Pligter, som vaere ikkun for en Tid, da derimod just disse Krigsmænds særskilte Pligter forhindre den nyttige Borgers bestandige Pligter. De store Omkostninger, Krigsmagten fordrer, gjøre høie Skatter uundgaaelige, og ere den tungeste Byrde for Undersaatterne. Usong undgik alle Omkostninger, som kunde trykke Folket, hvilket altid med Smerte føler de prægtige Høitideligheder Kon- gerne anstille. Riget skal ønske, og ikke frygte, at see sin Re- gent, sagde Usong. Hoffets Pragt skulde blive en nye Byrde for mit Folk. Mere værd er en Fabrik end Slottene i Schiras. Den skal blive min Ven, sagde Usong, som bedst dyrker sine Agre, og skjænker Staten de fleste velopdragne Børn. Overalt opmuntrede han Konstnere og Kjøbmænd at indberette, hvad Konst og Natur frembragte paa ethvert Sted, hvad begge mere kunde frembringe, hvilke Varer ethvert Steds Beliggenhed og Egenskaber lovede at kunne forskaffe i størst Mængde og for letteste Priis; og Midlerne, hvorved disse Flidens og den gud- dommelige Godheds Frugter kunde forbedres og formeres. Alle Forslag bleve optegnede, og, uden at nævne Forfatteren, blev andre Kyndiges Anmærkninger indhentede over ethvert. Persien er fattig, sagde Usong, men det har Rigdommens Sæd i sig selv." Af "Usongs, Persernes Keisers sidste Raad til Schah Sade [fotnotemerke] Ismael" udtages her af den hele fortræffelige Række: "Frygt Intet saa meget, min Søn, som din egen Magt! Din store Magt er kun da et Gode, naar Viisdom styrer den. Den bliver dit Folks Ulykke, saasnart din Villie bliver dine Handlingers eneste eller fornemste Bevæggrund. Undersøg enhver din Villies Fordring, enhver opstigende Lyst, førend den bliver til Handling: forkast den, saasnart du ikke tør tilstaae den for dit Folk (og det samstemmer) -- den er din Fiende. "Naar Folket lever i Ro og Frihed, naar dets Sveds Frugter er dets Eiendom, naar de finde Retfærdigheden i Retterne: da vil Folket elske dig. Fotnote: Den berømte Ismael Sofi. SIDE: 141 "Frygt ikke Arbeide, det er Ærens Moder, og Æren avler Sikkerhed. "Sæt din Fornøielse i dit Folks Lykke! Glæd dig, naar du seer dets Velstand! skat dig rigere, naar dets Tal tiltager; og herlig, naar Enhver af det er sin Underholdning vis! "Hør alle Dage dine Undersaatter! De troe sig allerede halvt trøstede, naar du har hørt deres Klage! "Enhver velanvendt Time gjør ti andre Timer lykkelige; en- hver forsømt ti Andre elendige. "Du kan ikke Selv see Alt; men dog Meget. Lad ikke hos nogen Tjener opstaae det Haab, at han kunde tilraade dig Uret- færdigheder! "Bebyrd sjelden dine Undersaatter med nye Forordninger, lad dem adlyde Lovene; men formeer ikke deres Pligter! Indskrænk dem ikke med undværlige Befalinger! Kue aldrig dit Folks Fø- lelser! "Den Fattige, der neppe har det Nødvendige, maa betale de Stores Overflod, og hungre for det, den Store forøder. "Stræb ikke at forstørre dit Rige! Et Rige er stort nok, naar det Intet har at frygte af sine Naboer. Erobringer ere ikke de Ulykker værd, som en Seiervinder bringer over Folket. "Fordyb dig ikke i Gjeld, betal uden Opsættelse, foretag dig Intet, hvortil du ikke har Pengene forhaanden! "Hold nøiagtigen Troe og Love. En Konge, der ikke holder sit Løfte, har alle Naboerne til hemmelige Fiender! Kommer han i Fare, finder han ingen Ven. "Hav ingen Yndling! Dit Øre er Enhvers af dine Undersaatters. Din Gunst skulde beruse din Yndling! den er for stærk, naar den ikke fordeles. Dine Foræringer skulle berige ham; men dit Folk betaler disse Foræringer. "Forandre ikke Folkets Forfatning, end ikke af de sandsyn- ligste Grunde. Alle Love slaae Rødder, og bekomme af Folket en Høiagtelse, som grunder sig paa deres Vedvarenhed. "Tilstæd aldrig at Krigsfolket undertrykker Undersaatterne. Skulde et Folks Beskyttere handle som dets Fiender? Skaan Blod! Livet kommer ikke fra dig, hvorfra Besoldningen og Æren (den indvortes) kommer. Lad Fortjenester opløfte den ringeste Rytter til den høieste Post. Men ophøi dem efterhaanden, og ikke med vilkaarlige SIDE: 142 Spring. En fortræffelig Underhøvedsmand kunde blive en elendig Feldtherre. "Formeer ikke Krigsmagten formeget: du maatte da under- trykke dit Folk. Retfærdighed er din Thrones Støtte: din største Omsorg være, at forskaffe dit Folk den uforfalsket og let. "Vær opmærksom paa Dommerne! bliv uforsonlig imod dem, som for Fordeels Skyld bøie Retten. Lad Retten dømme med Frihed mellem dig og en Bonde: berøm den med, naar den med Grund dømmer dig imod. "Udvælg aldrig egne Dommere til en Sag eller til en Bestraf- felse: dit Folk skulde holde endog de Skyldige for Uskyldige, om de dømtes med en vilkaarlig Ret. "Tilstæd ikke, at man under noget Foregivende paalægger Skatter eller forhøier Udgifterne. Bliver du rigere, naar dit Folk er fattigere? Landmandens taalelige Tilstand vil give ham Kræfter til at udvide det dyrkede Land, og gjøre Ørkener til Agre. "Erindre dig, at Handelen tillands har Skranker; men tilsøes er den ubegrændset, kan udvides til det Uendelige. Den har gjort Venedig fra en Fiskerøe til en Dronning. "Beskyt alle Konster! understøt dem med Præmier, med Æres- beviisninger, ikke med Laan, som styrte en Begynder, efterdi de bevæge ham til at foretage mere, end han har Kræfter til. Ansee Opfinderen af en bedre Plan for Rigets Velgjører; og den være din Broder, der lærer dig at høste flere Neg paa et Ager- land. Foretræk en veldyrket Ager alle Lysthauger! Alle Fortrin kommer af Bidrag til det almindelige Bedste. Du vil blive riig og mægtig, naar dit Land er rigt paa Menne- sker. Rigdomme forhverves ved Hænder. Et ubeboet Paradiis er ufrugtbart. Sørg aldrig for, at Jorden skal blive for snever for dens Indvaaner: Den skal snarere blive fra en Ager til en Hauge. "Statholderne skulle forestille Keiserens Høihed. Vælg dem vel, o Keisersøn! fra dem vil Folket dømme om dig. Reglerne, hvor- efter de skulle regjere, maae foreskrives dem. Beskyt Landmændene! Sørg for at Stæderne have en duelig Magistrat, og erfarne Embedsmænd. "Tusinde Smaating beskjæftige Politiets Haandhævere: en vis Længde maa du give den Tømme, hvormed du styrer denne For- valtningens underste Deel. SIDE: 143 "Ophjælp Stæderne ved Understøttelser! Regn et smukt Borger- huus for et af dine Palladser. Det bidrager mere til Rigets Bedste end Hystaspidernes colosalske Støtter. Gode Huse og Velstand ere Blomsterlænkene paa Borgerne. "En Ager, du river fra Ufrugtbarheds Haand, er tyve Agre værd, du erobrer. "Dine Udsendte (et Slags Procureurs?) ere dine Øine; men lad dem ikke blive dine Hænder! "Paa Folkets Stemme hører en viis Konge med Opmærksom- hed: den er en fraværende Tordenskye, der udbryder i Lyn, om den ikke fordeles. "Embedsmanden skylder dig den største Virksomhed og den eneste Sandhed. Misbruger en Embedsmand din Tillid, bør hans Straf blive den haardeste". Denne Tale er en Mahomedans, en Barbars (thi Usong var en Mongol) og en Selvherskers over Barbarer. Sandelig, hvilke Modsætninger opstiller ikke Historien(?) ja Modsætninger i Et og Alt: christne, civiliserede, constitutionelle -- Dog, nok! Vi ville endnu engang flye fra Dagenes bitre Sandheder tilbage til Idealernes Tid: til den svundne: til Usongs Alder, hvor de studse ved at finde sig selv afmeislede af Saga, ved at finde Rudera af deres eget Liv; ja studse som om de, deres Høihed bevidste, aldrig havde ahnet, at de virkeligen nogensinde have afpræget sig fuldstændigen, som et eneste Ideal i Livet, og det der i en Mørkhedens Alder, ved et forbandet Altar, mellem Lesghier og Turkmanner, i en Mongols Person. Et enkelt Træk af Usong vil, naar vi see hen til Aanden deri, være nok hertil. Usong indsaae vel, at et Fodfolk, indrettet som Mahmuds Janitschar- Phalanger, vilde være Persien gavnligt, om endog Halvdelen af dets ypperlige Rytterie dertil maatte tages; men da Perserne ytrede en afgjort Modbydelighed for at tjene som Fodfolk, til- sidesatte han sit eget velgrundede Ønske, trøstende sig med: om Krig indtræffer, da vil Kjerlighed til Fædrenelandet og hiin deres ukrænkede Lyst nok lægge den Kraft i deres Yndlings- vaaben den løstflyvende Sabel, som jeg dog er vis findes altid i Bajonetternes tætsluttede Rader. SIDE: 144 Dette Træk synes maaskee ved første Øiekast ubetydeligt; men hvilken Aand rører sig ikke deri? Vi gjensee den Aand deri, som Folkene tilbede, kaldende den, den skjønneste, som kan aande i en Konges Handlinger; nemlig: Agtelse for dets Følelser. Den store Dschingide underlagde endog sin bedre Overbeviis- ning Folkets Ønsker, da Sagen dog ikke var af den allerhøieste Vigtighed. Han foragtede at gjøre Persiens Drot til en Daare ved at ville prøve paa at kue Millioners Følelser ved at lægge disse, der intet Herredømme erkjende -- ere for elastiske til at sønderbrydes, og faae gjensidigen Liv af hverandre ved Omgang og Tale, saa de ikke kunne undvære Livsyttringer, og det tvang- løse (thi et Folks Følelser ere altid uskyldige og retfærdige) og eiendommelige -- ja han foragtede at ville krænke sin Høihed ved at ville forsøge paa Umuligheder, paa det Latterlig-Store, at kue et Folks Følelser, der havde deres Oprindelse af Landets egen Beskaffenhed, Forfatning og herligste Old, og altsaa egte nationale, ved Magtsproget i en Ukas eller en Hattischerif. For hvilke lignende Hindringer i Evighed bevare Russer Tyrker og Os! Henrik Wergeland [ANNONSE OM "SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS"] Morgenbladet 6. juli 1830. SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS, et Digt af Henrik Wergeland, har forladt Pressen og erholdes hos Bogbinder Johansen paa Torvet for en Priis, der, hvor høi den synes, dog er betydeligt under den i Subscriptionsplanerne antydede, nemlig for 2 Spd. 60 ß for Subscribentere og 2 Spd. 96 ß for Andre. Værket er 720 Pag. stort, stor Octav, udstyret med lithographeret Titel og Vignette. Dets Characteer som philosophiskt og med Hensyn til Tidens Aand og Fordringer, angives maaskee kort og bestemt ved at anføre, at det er tilegnet nogle af vore Dages geniefuldeste og herligste Sandhedens og Frihedens Forfægtere, hvilke Alle, naar undtages La Fayette og Prof. Clausen, ere vort eget Fædrelands Hæder. Dets Characteer som Digt troer Anmelderen at angive ved følgende Strophe (Digtets Pag. 100): SIDE: 145 -- -- -- se, Drøm, Du farve skal ihast hvad Tanken seent udbilder i den hvide Hjerne reent. Du blæser fyrigt i min tunge Harpe. Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe og dybe, yndeløse Træk, med bløde Pensel mildner du dem væk. Med Begge (Drøm og Tanke) bilde ud af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud. Værket bestaaer af 3 dramatiske Digte, hvilke særskilte oven- for sees nævnede; men, det være nu vidtløftigt, saa veed dog Forfatteren, at dets Idee ikke kunde udfolde sig i mindre Rum end i hine 3 Sphærer, og det, at det er kostbarere end de fleste Andre af vor Literaturs Frembringelser, behøver desaarsag ingen Forklaring -- mindst hos de Normænd, der ikke med uvirksom Kulde agte at møde et Værk, der antyder ved sit Omfang og sin Idee idetmindste Stræben efter at kaldes og agtes for et Nationalværk. Henrik Wergeland TIL DIGTET: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS'S UVÆRDIGE ANGRIBER I GAARS-MORGENBLADET Morgenbladet 16.aug. 1830. Den yngste Maler af dem Alle stilled For Verdens Øine op sit største Billed. Det gik da her, som altid, hvor man gav Et Større end Ens egen Smaaoctav, at første Lyd, der Ringen gjennemskar, som stod om Maleriet, var -- et Skrig. Forfatteren til Digtet: "Skabelsen, Mennesket og Messias", hvilket er Aarsagen til at han er gjort til Gjenstand for nogle Smædevers i Gaarsmgbl., undlader ikke i denne Anledning at tilkjendegive: at dette Digt er indstevnet for et høiere Tribunal end Anonymens; men, fælder dette en ligesaa afgjort Fordøm- melsesdom derover, som denne, da vil Forfatteren lægge sin Pen, forbande den Time han greb den, for igjennem den at lade de Ideer udstrømme, der gjennemglødede hans hele Væsen og be- stemte hans hele Virken -- da vil han, hvad ovennævnte Digt SIDE: 146 isærdeleshed angaaer, erkjende sig afsindig, som dristede sig til at ville udføre Menneskehedens Epos, at ville skrive Republika- nerens Bibel; ja han vil, fratrædende en Skueplads, hvor han da spillede den jammerligste Rolle, forsøge at overtale sig til at kjæmpe for det Monstrum, han nu har viet hele sin Iid imod. Videre at forsvare hvad han har skrevet eller yttret i Oven- nævnte hverken bør Forfatteren eller har han Lyst til. EN SAAKALDET JEREMIADE FRA FORFATTEREN TIL "SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS", HVILKEN VÆRE YDMYGELIGEN DEDICERET HANS ÆRVÆRDIGE PRÆCEPTOR ANONYMUS I MORGENBLADENE Morgenbladet 24. sept. 1830. Ak, kan det undres Dig, om jeg er taus og stille der, hvor jeg ei engang kan øine dine Pile? Thi -- o tilgiv: -- jeg troer, fra Regioner klang min Harpe, hvorhen Du, med Fleer, Dig aldrig svang. Og andengang tilgiv, at jeg maa være her, hvor Skaberen den hang, om end ei Du Du Selv Du Selv er der. NOGLE SIFUL SIFADDAS STROPHER TIL NIDRIMEREN I MORGBL. NO. 227 OG FREMDELES Morgenbladet 3.okt. 1830. De Lyn Du siger, skjød sig undertiden forbi hans Blik fra Skyen, har dog saa stærke været, arme Krop: at de har gjort dit Syn bestandig skælende til Siden. De Mannagryn, Du siger faldt fra Himlen i hans Skjød, er blevne dog saa tyk og sød en Grød, at endnu Du bestandigt kaster op. Den Mand, som Du Sanchoen gav, til Ridder af Mancha Du slaaer. Men Du, som han fegter imod, siig: fegted han ikke mod Faar? SIDE: 147 Hvo Speil mig rækker, der dølger ei selv mindste Flekker, Hvo mig med ærlig Kindhest vækker, naar jeg blandt Heste er tilfods, Han er, hvor lidt han synes dette end, min Ven, og jeg er hans igjen. -- Men Den, som klorer mig tilblods, men Den, som hyle vil mig taus, fordi min Lire klinger ei, som alle de Andres, der faae Applaus paa Alfarvei, Han er en Kat og ei min Ven. Henrik Wergeland [OM DANSKE OG DANSK SPROG I NORGE] Morgenbladet 23. okt. 1830. Jo, Hr. amicus Norvagiae, vi kunne tjene dem med det meest directe Svar paa deres Spørgsmaal -- : De Danske Studenter ere en heel Klat fortrinligere end de Norske; jo dette gjælder om alle Danske overhovedet. Hvorfor? maae vi formode, at Hr. amicus vil efterspørge; og vi skulle med sand dansk Urba- nitet og Beskedenhed besvare dette alene for at spare min Herre for at komme frem med flere norske Idiotismer, endskjøndt jeg veed, at den største Deel af, ja det hele dannede Publicum (saa- vidt et saadant hertillands kan finde Sted) vilde af en sømmelig Beskedenhed, der er et Beviis paa deres begyndende Dan- nelse idetmindste, undsee sig for at gjøre en Dansk et saadant Spørgsmaal. De ere fortrinligere vel ikke i Aands- eller Legems- dygtighed, men med Hensyn til Sproget: -- de tale jo Dansk, Dansk: -- Gud bevare mig, Mand, hvor er De henne? Hvor kan De glemme dette, dette hertillands ligesaa vigtige Fortrin, som at have i Politiken svenske Grundsætninger? Hvi vil De stampe imod Braadden? Og dette gjør De, saasnart De vil sætte Dem imod denne Nationens aandige Udviklingsproces, som betegner sin vældige Fremskriden tydeligst ved den Begjærlighed, hvor- med man omkalfatrer det norske Maal med den danske hulde Dialect, og ved den retfærdige Ringeagt man kaster paa alle de Smagsgjenstande, som høre Landet til. Eller hvilket Sprog skulde SIDE: 148 bedre kunne tjene som Characteristicon for al Aandsdannelse, saaledes som Tiden fremavler og fordrer denne, end dette be- hagelige, bløde, sukkervandagtige, sorbetagtige Danske, som Na- turen velsignede os med, idet den kun gav de dannede Norske et Slags Instinct til at indsee dette og à la Demosthenes at stræbe derefter? Det er derfor ikke saa vanskelig en Paradox at for- svare, at enhver Dansk, fra den, der fødes til Eneherredømmet (hvilket i al Evighed fremdeles velsigne det kjære Danmark!) og til Smaarollingerne i Fladstrands Sand, har medfødt Aandscultur, saa at det Meste de vinde ved Aarene er Bevidstheden herom, der da lægges for Dagen i en sømmelig Grad af Impertinence. Dette sidste, saa ofte mistydede Ord vil dog neppe Nogen an- vende bebreidende paa Inds., der jo er saa retfærdig at tilstaae Normændenes og Norqvindernes redelige Stræben efter at til- egne sig saamange Aandsdannelsens Kjendemærker, d. e. efter at blive saa danske som muligt. Vi maatte da, hvis vi ville være saa ubillige at benægte dette, forglemme, at Normændene tillade, at der paa deres offentlige Theatre ikke høres et norsk Ord, men lutter Dansk, saaledes at vi til vor store Fryd og den norske Nations Ære veed, at flere Normænd ikke besøge navnligen Chri- stiania-Theatret, fordi de ikke forstaae det Sprog, som der tales; ja en af os har hørt en gammel Thrønder, som engang besøgte sidstnævnte Smagstempel, sige: "det var en god Concert; men som dog tildeels blev mig forqvaklet; thi midt under den kom en udlændisk Mandsperson først og saa en udlændisk Dame frem og pjattrede noget Tydsk eller hvad Pokker det var, som jeg ikke forstod et Ord af." Disse to have været Skuespiller G. og Madame B., som have tracteret med en Prolog eller en kjøben- havnsk Vaudeville eller noget sligt æsthetisk Bonsbons. Dog ville vi gaae forbi saadanne Enkeltheder, hvor bevisende de end kunne være for vor Sats: at det bedresindede norske Partie, ): det Dansk-Norske gaaer af med Seiren; thi har det ikke, foruden Theatrene, der aldeles ere = Aalborg og Skives o. s. v., ogsaa den hele Lecture, alle Leiebibliotheker, Recensenter og Gramma- tikere i sin Sold? hører ikke alt dette Os og ene og alene Os til, der fremskabte dette, der gide forlade det velsignede Dan- mark af reen Cosmopolitisme, for at colonisere og cultivere et fremmed, utaknemmeligt Land? Inviterer man os ikke herop som Informatorer eller egentlig som den hele Nations Belærere, som SIDE: 149 Fuldmægtige, Factorer o. s. v., og betaler os med Guld, Døttre, Triumpher, Vers og Galanterier? Men hvilket Partie er i Besid- delse af slige værdiefulde Sager, uden det i Landet forherskende? Tie derfor, brutale, utaknemlige Døl! Hvi -- jeg gjentager det -- vil du da stampe imod Braadden? Gaae paa Storthingsgalleriet, saa skal Greven og den Klynkende og den lille æsthetiske libe- raleste Royalist, og meest royalistiske Liberale lære dig Aristo- kratismens Dialect hertillands! gaae i Salonerne, hør Damernes og Petitmaitrenes Sniksnak, og du skal faae høre Elegancens Dialect -- dansk dansk, saa sandt en Mund ikke vil betragtes som skiden! Stikker derfor Piben i Sækken du vor kjære amicus Norvagiae, og Siful og Thorgnyr og alle I andre Barbarer; thi I have ikke alene vort hele Corps Lykkeriddere imod Eder; men alle Papaer og Mamaer, alle Narre i hele Landet (og disse ere ikke faae), og alle Gjæs i hele Landet, der forvende deres Røst, da de skamme sig ved deres Modersmaal (og disse ere heller ikke faa). Ja tier stille, eller lader Eder belære som disse; men, i hvad I end gjøre, glemmer aldrig, at vi kom hidop for at søge Lykken og at faae Complimenter, ikke Grovheder, som de vor Hr. -- ; ja, da vi udgjøre et sluttet Partie saagodtsom -- vor Hr. amicus opvarter med. Vi kunne ellers let fristes til at lade Landet nedsynke i Mørke og Barbarie igjen ved at forlade det -- dette Land, der skal være Os det Samme, som Portugal er for Britterne. Jean de France. Geert Westphaler. Jeronimus. Marthe Kokketøs. Pernille. P. Paars. Arv, m. p. P. P. Ruus. Henrik Wergeland [OM EN DANSK ANMELDELSE AV "HARLEQUIN VIRTUOS"] Morgenbladet 22. des. 1830. Nogen retfærdigere Bedømmelse, end den aldeles Fordreielse af hans Forfatter-Aand og Eiendommelighed, som Danmarks Smags- Sophisters Tolk, Kjøbenhavnsposten udtuder over Siful Sifadda, kunde vel ikke ventes ifra Danmark, og mindst fra en Dommer, der enten lider af en saa stor medfødt Brist paa Fornuft, eller SIDE: 150 af lidet Snarnemme eller af en saa stor Lidenskabelighedens Overvægt, at han ikke tager i Betænkning at erklære sit hele Folk ("os Danske") for Maalet for en Satire, der tydeligen nok alene er skreven for norskfødte unorske Daarer og saaledes i Forbigaaende, men dog nødvendigviis, har maattet nævne som en af disses Daarskaber t. Ex., at de altfor villigen bøie sig under de Anmasselser over vort Sprog og Literatur, danske Literatorer have gjort sig skyldige i. Inds. troer at vide, at Recensenten kjender Siful Sifadda som en Forfatter, der har viet Liberalismen, i videste Begreb, sin Pen, og denne Troe giver Rum og Grund for den Mistanke, at den Mening hos Recensenten, at han selv i den Mængde Personer, Harleqvin indfører, troe vi kun i Baronen at gjenkjende en berømt Hær- fører hertillands, og i Procurator Nam en berygtet Person, For- fatterens lumpneste Fiende, som, da han træffende er tegnet, ikke behøvede nærmere at nævnes end han er. Følgende Strophe: Alvilde. "Papa, hvi skal jeg tvinges -- ak! at gjøre til Landsforræder min Stak? Naar mit Hjerte er fædrenelandsk, hvi Kaaben da engelsk, og Hatten da dansk? Mit fattige Land har ei Evne til at klæde i Silke forfængeligt Smiil. Mit fattige Land har ei bedre Lykke, end sin bedste Datter i Værken at smykke". samt mangfoldige andre Steder maae, formedelst deres Simpelhed og Sandhed og det sande Fædrelandssind de og hele Stykket aande, for enhver upartisk, han være Norsk eller Dansk, være gyldige Beviser nok imod Recensentens Paastand om Forfatterens totalt forskruede Excentricitet, og om at han vil have Norskhed bestaaende i Antidanskhed alene, og derved tillige Beviser for, at en saa uretfærdig Recensent aldrig burde, -- besad han end Kjøbenhavnspostens Redacteurs hele mesterlige Dialectik -- tage SIDE: 151 Pen i Haand offentligen for at afgjøre Forfatterværd. Den Vei- bred (plantago major, hvis Kjendemærker er, at, jo mere man traakker paa den, jo mere skyder den frem), som overførte om- handlede Recension til vore Blade, takkes forbindtligst. Han har dermed gjort Siful en Tjeneste, lig den Studenten W-haven gjorde Forfatteren til Skabelsen, Mennesket og Messias, idet den ædel- og varmhjertede Yngling, ved at lade sig af reen æsthetisk Ret- færdighed forlede til at skamhutle fra alle Kanter anonymt denne Sidste, paa samme Tid som han sledskede for ham i hans Nær- vær, netop foraarsagede at en Meningsstyrke yttrede sig, der har viist sig at have mere Sandhed og Vægt end den der belives af Misundelse, skinfødt eller af en ond Bevidsthed født Hevn- gjærrighed, Falskhed eller andre det sædelige Væsens fordøm- melsesværdige Uregelmæssigheder. Plantago lanceolata. Henrik Wergeland PEBERNØDDER TIL JUUL Nyeste Skilderie 30. des. 1830. Man antager almindelig, at et Videnskabs- eller Smags-fosters Uselhed fritager det for Omdømme; eller, at det at være "under al Critik" tilkjendegiver den høieste Grad af Jammerlighed hos en saadan Frembringelse. En Bedømmelse, især en noget enskilt fremsat og begrundet, har man vel heller ikke nogensinde seet fremkaldt af det aldeles Ubetydelige og Værdløse, uden maaskee hvor Forfatter og Forlægger enten var selv Recensenten eller formaaede Noget over en Recensent, hvis Dom var tilfals. Dette antyder da, at Bedømmelsen, tiltrods for al Retfærd og sund Sands, maatte være fordeelagtig; men viste sig alligevel en ret- færdig og strengt revsende Bedømmelse af en saadan Aands- frembringelse, da paastaae vi dog, at der i dette maa have ladet sig finde en eller anden fyldestgjørende Grund for en saadan Opmærksomhed f. Ex. en besynderlig Idee, et forqvaklet Talent, fordærvelige Grundsætninger eller et non plus ultra af alskens Latterligheder, paa hvilket Sidste vi anføre som Mønster Reisers fyrgterlige Ildebrandsgeschichte. Saaledes komme dog disse sidste species et Trin høiere end dem, der af dertil Dygtige eller af Almeenheden affærdiges med et: "under al Critik", og denne SIDE: 152 Dom har forekommet os som et infimum ultimatum, lige indtil nu, da en saakaldet Farce, betitlet "Bostonspillet" som nylig er trum- fet ud fra Hviids Trykkerie, overtyder os om, at i vore Dage, da dog den udbredte Læsning især af Smagssager, hvoraf alskens Stumper hænge igjen i Hukommelsen, gjør det let endog for Stym- pere uden naturlig Frembringelsesevne at (verbotenus) componere Adskilligt, der lader sig læse, som man siger, ja endog rimede Sager, som komme i Folkemunde, Aandsfostre see Dagens Lys, der ere "under al Critik", der ere endogsaa under den maaskee endnu bestemtere Fordømmelses-Dom "under al Omtale", hvilken Sidste ei engang tør udtales, men blot betegnes ved en Hoved- rysten, Skuldertræk o. a. d. Et nyt Navn er altsaa nødvendigt, der kan udtrykke Forbauselse, Latter og en Slump retfærdig Harme over den Ligegyldighed for sin Tid, Smøreren har vist ved at skrive hiin Farce, og den Uforskammenhed, han har lagt aabenbare for Dagen ved at blotte denne Forstands-, Smags- og Sædeligheds-Bete for Almeenheden, samt kan udtrykke Sorg over at saamegen Flauhed, Dorskhed og Dumhed ikke har faaet saa stor en Gnist af Selvkjendskab, at dette Grundelement i Autors Sjel ikke har taget i Betænkning, saaledes at skildre sig Selv: det ideale aldeles i dets Heelhed uopfattelige Triviale; ja saa uopfatteligt, at, som man seer, vi have maattet tage dette fremmede Udtryk, saasom Intet i Sproget tilbød sig, der kunde give Udtryk for det Begreb om aandig Klodsethed, aandig Usel- hed, som opfylder vore smaae Tankehvælvinger ligesom med en qvalm, uhyre Taage, der synes at ville omridse sig til en latterlig Narreskikkelse af den personliggjorte Dumhed, idet vi tænde vore Piber med Bogen, for atter at komme til Sands og Samling. Dog maaskee saavel dette Udtryk som det for en endnu stær- kere Fordømmelse, end "under al Critik" som vi ovenfor er- klærede ikke at kunne komme afsted med, velvilligen vil for- skydes os af den berømte Theaterrecensent her i Byen, under hvis forum Sligt hører, eller af en anden af de dygtige Litera- torer, der have saa travlt med at "amalgamere" vort Sprog, trods dets fremglimtende Eiendommeligheder og Rigdomme, med det Danske, hvori netop nu inddrages alle de filosofiske, gram- maticalske og æsthetiske Benævnelser man i fremmede Lande, især i det transscendentale Tydskland kan overkomme. Thore men Grunden til at desuagtet Udygtige, Unge, Udlændinger, hverken Kundskaber eller Sprog mægtige, eller deelagtige i den Aand, der maa udtale sig i et selvstændigt norsk Tidsskrift, der ikke skal blive (efter Tendenzen) en fremmed Indpodning, en Misvæxt paa vor Literatur, ville overtage det vigtige Hverv at forestaae et Tidsskrift, der, som et af vor Literaturs Første, maatte eller burde være af Indflydelse, søge vi i den Uforskammenhed, der ofte er hos Personer af saadanne Egenskaber den meest over- legne Evne, ja den eneste, hvormed de fremstille sig i Livet og gjøre deres Personlighed gjældende, deres Ubetydelighed be- mærket, samt i en Plan, der er denne Evnes Affødning og gaaer ud paa, at levere en Modvegt imod den Norskhed, den Selv- stændighed i aandig som borgerlig Henseende, der befrygtes ud- talt i det norske Maanedsskrift; ja maaskee den er saa dristig, at den, støttende sig paa den Kjendsgjerning at den norske Lite- ratur Dag for Dag ødelægges af danske Tidsskrifter og Romaner, gaaer ud paa, endnu hurtigere at nedbryde den ved at anlægge et Etablissement, et propaganda for den danske Copie-Literatur i vort eget Land -- kort, ved at lade et dansk Skrift udkomme i Norge. Riises Archiv for Historie og Geographie, der medrette, saalænge ingen Normand vil udgive et ligesaagodt, er vel mod- taget hertillands, gjør desuden det tiltænkte Repertorium over- flødigt, omendog en . . . . . .dreng [fotnotemerke] ikke skulde blive dets Redac- teur og Befordreren af et Par fremmede og vannorskede lite- raire Pygmæers Fingerkløe. Thore eller -- som jeg, med mindre Skin af Forfænge- lighed, og end tydeligere for dem, der af mine digterske Arbeider kjende mit sande Væsen, kan udtrykke det -- for at vorde stedse ligere mig Selv, saaledes som dette aabenbarer sig i Sandhed og facsimicisk Ægthed kun i dets digterske Frem- bringelser, saaat Høimaalet for mit Liv bliver at fremstille saa stor Samklang som muligt imellem Handling og poetiske Ideer. Men dette er ikke saa let; thi omendskjøndt disse ere kraftige som og mere omfattende end Grundsætninger, saa lader deres evige Livsbevægelse, det Farvespil, som er dem eiendommeligt, hverken Tid eller Ro til fuldkommen at afpræge dem i Livet -- ofte, naar man ret troer, at have truffet det, trække Folk paa Skuldrene, betragtende En, som den, der greb efter Fuglen, men nu staaer igjen med tomme Hænder, og da hedder man mildest sagt: Phantast. Hvad staaer igjen for det letpirrelige Gemyt? nye Forsøg og ny Haan? at trække sig tilbage i sig selv som en Sensitiva? kaldes sær og lunefuld, opdynge Bitterhed og af og til give dem et fossende Afløb? tage Kuldes og Uvillies Maske paa med al Frosind som dog igrunden leer ad det Hele, ad de Narre, som med Uret synes ondskabsfulde; thi de dadle jo hvad de ikke forstaae? hedde menneskehadsk med al sin dulgte Varme, der da raser som den qvalte Vulcan? eller -- endnu værre -- forglemme sig selv og fremkunstle en mat, hyklersk SIDE: 156 Efterligning af en Andens, af de Menneskers Liv som kaldes dagligdagse, gode, fromme, skikkelige Mennesker, der ikke ere nogen til Fortræd, men alle tilnøies og komme vakkert frem i Verden? Det faaer nu gaae som det kan: mine Ideer have en ubekjendt Far, men Menneskekjærlighed til Mor, og Nogle sige, at den Harpe, de have til Vugge, gynger rask nok til at holde dem i Aande -- jeg vil opdrage saa mange af dem, som jeg kan; men kalde dem Alle, som de voxe til: Menneskevel -- kort, jeg vil realisere dem saa meget det staaer i min Magt. I en saadan Følgerække findes de især i det Friheden, Sandheden og Kjær- ligheden (de sande, de christelige Muser) helligede større Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias", at dette fremstiller mit Indre i dets Heelhed -- mit Livs fortsatte Anstrengelser ville altsaa gaae ud paa at gjøre dette til en saa tro og prosaisk Commen- tair til Digtet som muligt. Under en saa kold og rolig Selvanskuelse ulmer Livsgløden, den uudslukkelige Begeistring for det Sande og Store og Gode, som baade giver Mod til at stræbe efter dette, og til at fortælle Verden, med Kraften af en Eed, at man virkelig gjør det. Men baade De, der kjende mig nok til at overlade Temperamentsfeil og Vildelser til denne Selvanskuelses og deres Følgers Straf, og derfor ikke behøvede nogen Ledning til Bunden i min Virken, som og Andre, der blot see det Ydre og hænge deres Hat, hvor de finde en Knort, ville sikkerlig finde denne skildrende Indled- ning saavel nødvendig for det Følgende, som dette at være en nødvendig Følge af en saadan Livsplan. En Udgrening af denne Livsplan er ogsaa at sysle med fuld Iver med Sognesamfunds og Bogsamlingers Oprettelse, saavidt mine Forbindelser strækker sig, som fortrinlige Midler til at ud- brede kjernefuld, sædelig Oplysning, Borgeraand og Borgerheld. Men, har jeg viet en saa god Sag alt mit Formaaende, da skylder jeg Denne meer end mig Selv ikke alene at forsøge alt for at bortrydde hvad der, f. Ex. af Dovenskab, af uværdig Ringeagt for Almueoplysning, livløst og passivt lægger sig derfor iveien; men vel endnu heller at bortrydde de Kræfter, som fiendtligen og virkende modsætte sig Samme. Anvender jeg til denne Sags Tarv hovedsageligen min Tid, sætter jeg i dens Fremme min Lykke: da byder mig en Slags Selvopholdelsespligt at tilintetgjøre Angreb SIDE: 157 derimod; og endelig, færdes jeg desaarsag imellem saadanne Folk, hos hvem jeg for Sagens Skyld, for at give mine Opmuntringer til Maadelighed, Sædelighed og alle de Dyder, vort Lands baade Physiske og Politiske fortrinligen lærer, Kraft og Vægt maa have Tiltroe og Agtelse og ikke den blotte Velvillie, da er det Pligt at underrette Disse, hvoraf Mange læse dette Blad, om de Bag- vaskelser og Rænker, en enkelt Avindsmand anvender alene for at berøve mig disse Goder og uundværlige Midler til hiin Sags Fremme, saalænge jeg skal virke for den. Jeg skylder altsaa noget Høiere end mig Selv og mit Navn, som jeg veed sikkret for alskens deslige klavrende Forsøg, at rive Masken af et Menneske, der af al Evne, dog især ved hemmelige Midler, søger at standse mig paa ovenomtalte Vei; men idet jeg gjør det binder jeg mig til, for ikke at bebyrde Publicum med Vidtløftighed i en Sag, som dog kun har Interesse og Vigtighed for en Deel af Samme, at lægge Rænkerne for Dagen uden mere Bitterhed end der ligger i disses Aabenbarelse selv, og, ikke ind- blandende de Hevnyttringer, som angaae min Person eller mit Liv, saa kort og skeletterende som muligt, at fremstille alene deraf disse Avindsmandens Fremfærd, som have ovennævnte særegne Hensigt. Dette Menneske er Underretsprocurator i Aggershuus Amt J. O. Praem. Han vedgaaer sin Plan at være den: ved alle mulige Midler at bevirke at Undertegnede ikke skal faae Embede; og undlader ikke at forsikkre, at han er ganske sikker paa at faae denne Plan opfyldt, antydende derved, formeentlig ligesaa ugrun- det som dumdristigt, at han har høie Conspiranter med sig mod mig stakkels Candidat som vordende Supplicant. De Læsere, som værdige disse Linier Opmærksomhed, spørge formodentlig: hvad kan have fremført et saadant Had, en saa fjerntseende Hevn? Jeg vil oplyse herom saameget hellere som det kan afgive et Vidnesbyrd for den skjønne Tro, at selv de sletteste Handlinger og Hensigter have deres Kilde i oprørte Lidenskaber og ikke i den egentlige Ondskab, som alene hører Djævelen til! Min Fiende troer sig nemlig overbeviist om, at Undertegnede var Forfatter til et i Morgenbl. Nr. 268(?) 1829 indrykket Stykke, hvori en meget slet Borger- og Menneske- characteer var skildret, i hvilken han ligesaavist troer at gjen- kjende sin egen; og fordi Stykket fremkom ved Storthingsvalg- SIDE: 158 tiden, troer han, at Forfatterens Hensigt var, at gjøre Valgmæn- dene ved en sammenhængende Skildring bekjendte med alle Omstændigheder og Beskaffenheder ved ham som Valgcandidat -- kort, han troer, at har jeg forsøgt at tilintetgjøre Udsigterne for ham til at faa et Embede, saa er det billigt, at han gjør ligesaa ved mig. Denne Tanke kunde han ikke faae ud af sit Hoved, omendskjøndt jeg forud mundtlig havde erklæret ham, at jeg var overbeviist om, at han gjorde sig altfor sangvinske For- haabninger, naar han udlod sig med, "at det vel ikke kunde være saa umuligt, at han blev valgt for Aggershuus Amt; men, at han var vis derpaa, hvis han havde henhørt til Hedemarkens," ligesom jeg og gjorde ham opmærksom paa, at det almene Rygte om, at han var Forfatter til den saakaldte Rævbælg-Opsats, og om at hans Fortjenester uden Hæder nævnedes i Storthingsde- batterne, da han med Nød og Neppe naturaliseredes, ikke at tale om, at det var bekjendt hvorliden Agt og Kjærlighed han havde vidst at erhverve sig inden sin Embedskreds, maatte tilsammen være nok til at gjøre en fornuftig Mands Ønsker mere beskedne. Dette uagtet og uagtet jeg, da jeg saae Manden sat ud af sig selv over det formeentlige Portrait, med Beredvillighed, som vir- kelig Forfatter, erklærede ham, at det havde en almindelig og ingen særegen Tendents, kan han dog ikke begribe Andet, end at det virkelig er ham, og derfor samt vel fordi vi ellers hylde aldeles forskjellige Principer, af hvilke han dog ikke har ud- dannet andet end det, at gjøre sig sine Medborgere saa nyttige som muligt, kan han ikke Andet end hade og atter hade, og søge denne uædle Lidenskab mættet ved forskjellige Midler, af hvilke jeg, som de, der sigte til at skade mig som virkende for Almuevel og Almueoplysning, udpiller Følgende: 1) Han udspreder alskens opdigtede Letfærdigheder om mig; men da det ikke er ham nok at forplante Bagvaskelsen ved Tjeneres Tjenere, mundtlig Tradition og Skrift endog, som sendes bygd- imellem, saa 2) passer han paa af og til i offentlige Blade at udslænge nogle anonyme Linier, der ligeledes gaae ud paa at ødelægge mit Rygte. Saaledes t. Ex. skrev han i eet Blad 3 navnløse Opsatser, alle af lignende Indhold. Hvad vilde jeg vel kunne virke med al min Villie til Sædelig- heds og Maadeligheds Fremme, om Saadant vandt Tiltroe? SIDE: 159 Imidlertid har han dog, ved at vælge denne for et ungt Menne- ske, og især for en Theolog, hvis conditio sine qva non det er, saafremt han vil vorde Præst, forud at øve sig i at kunne vorde sin Menigheds Mønster, et Billed af Christus, ømmeste Side, bevirket den temmelig almindelige, men temmelig feilagtige Mening, at jeg er hvad man kalder en lystig Fætter. Men om de Bedste af disse hvad kan man sige? god Villie, men ingen Stadighed, nu og da et Glimt af Energi, men uden Vedholdenhed og kun fremkaldt af Lune ikke af Pligtfølelse. Hvor skadelige for min og vel Fleres end min Sag ere da ikke disse 2 første Led i Hans conseqvente Hevnsystem? eller rettere sagt: kunne være? thi jeg bliver dog meer og meer personlig kjendt med Mange, og veed heller ikke mere end eet Exempel paa, at de virkelig have foraarsaget saadan Skade. En Lensmand nemlig, af hvem Byg- den ventede, at han vilde indrette en Bogsamling, saasom Præ- sten ikke vilde, turde ikke befatte sig dermed, saasom en Op- muntringstale dertil var skreven af En, der var saa forfalden, at han ikke engang, tvertimod Majestætens Bud, kunde holde sig ædru den 17de Mai, og han vilde kun lægge sig ud med de "Store". (Maaskee dog Uddrag af Commissionsforhandlingerne ang. l7de Maisaffærerne 1829, hvori Statsraad Vogt har behandlet mig con amore har lært Hr. Lensmanden disse specialia.) 3) Han lægger alle de Hindringer, han kan, iveien for mine Be- stræbelser for en Forening til vor fælleds Hjembygds Vel -- et Sogneselskab, i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel, der da, ligesom dette Sogns Bogsamling har været, skulde være Moder til lignende i angrændsende Bygder. -- Saaledes opfanger han mine Indbydelser og Bekjendtgjørelser desangaaende til Almuen, gjør, idet hans onde Hensigt mod mig tager hans servile Tænke- maade og hans Mangel paa Kjendskab til Aanden i Tidens sande Jurisprudence, for ikke at sige til Grundlovens, i sin Tjeneste, en heel Deel Ophævelser om det Oprørske i at kalde sine Medborgere sammen for at tales ved om en almeennyttig Gjenstand -- er- klærer f. Ex., at han er anmodet om at anstille Undersøgelse des- angaaende, uden at betænke, at han, ved en saadan Usandfær- dighed, som jeg har faaet Oplysning om at denne er, let kan udsætte Authoriteter for Miskjendelse. Dette Sidste udsætter Han den højeste Authoritet endnu uforsvarligere for, idet Han 4) insinuerer til Denne eller privat til Enkelte af dens Med- SIDE: 160 lemmer enten selv eller ved Hjælpere, at mine Reiser, Samlinger og forskjellige Bestræbelser for Almuevel ikke ere andet end en Maske for politiske Stemplinger. Denne Mines Hovedvirkning skulde være at sprænge mit Navn som god loyal Unionsborger i Luften; men dens nærmeste enten at foraarsage mig Ubehageligheden af en decreteret Action, end- skjøndt en mindre forblindet, en mindre fra Sands og Samling bragt Hevnsyg maatte see disse Bestræbelsers Uskyld lagt for Dagen baade i Almueskrifterne og disse Bestræbelsers Følger, eller vel endnu heller den, at ved en saa omfattende og i det Hele paafaldende Anklage, hvilken man dog som saadan maatte forkaste, dog Noget af Mistroe, en liden Sky af Mistanke imod min borgerlige Characteer maatte blive hængende igjen hos Dem, i hvis Magt det staaer at fremme ovennævnte hans Hovedplan. Endskjøndt jeg er og bør være overbeviist om at Regjeringen vel veed at vurdere et saa dumdristigt og plumpt Forsøg paa at ville nedværdige den kongelige norske Regjering eller enkelte af dens ophøiede Medlemmer til at være et Redskab for en saa lav, privat Hevn, saa maa jeg dog tilstaae, at ingen af hans Midler har slaaet saa godt an, har virket saa nedslaaende paa min Enthusiasme for hiin Sag, som netop dette. Dog -- ligesom man føler sig lettet, ja stærkere efter at have skredet over Steen- muren, og nu seer de faste Høider for sig -- denne nedslaaende Følelse er gaaen over, efterat jeg nu i Sammenhæng seer de Hindringer, som lagde sig iveien, Denne oplagte Kabal-Række vil jeg ende med, at Han 5) udspreder, at jeg er en Forhaaner og Ringeagter af de be- staaende Troessætninger. Denne Bagvaskelse, ikke at være en Religionsven, ikke at være religieus naar ikke Messias Sanger, Opmuntringerne, An- viisningerne til Gudsfrygt i Almuehefterne gjælde Enhver, som behøver den, Enhver, som ikke hæver sig i aandelig Uddannelse over Massen: altsaa og Procuratoren Praem, hvem jeg tillige skjænker Beklagelsen over, at en Mand, der sørgede saa betids for at blive legemlig gammel, som Han, ikke tillige sørgede for sit Hjerte og sin Sjel. Bedre havde det været at udfeie de bittre Safter, som jeg, af Agtelse for en udødelig Sjel, troer indvir- kende paa hans Handlinger i Almindelighed med et saadant Herrevælde, at det sikkerlig kun i eller efter Dødsøieblikket vil SIDE: 161 være ham muligt at fælde derom noget klart, sædeligt Om- dømme. At vække denne Selverkjendelse og altsaa Forsoning imellem os før Døden, er det skjønneste Maal for disse Linier, ligesom det Vigtigste er, at ophæve de skadelige Følger min Fiendes Hevnanslag kunne have for min Virken paa Folket for dettes Vel. Modtager ved denne Leilighed min Tak og Bevidnelsen om min Høiagtelse alle I gode Medborgere, som havde mødt mig og ledt mig med Velvillie paa denne Vei, og som med Iver bestræbe Eder for at gjøre saamange af Norges Børn, Eders Daad og Tale rækker til, saa dydige og derved saa værdige til alle Goder og fremst iblandt disse til borgerlig Frihed som muligt, nedledende sand, sædelig, nyttig Oplysning til Folkemasserne, der indtil disse Aar forsømtes i alle Lande! December 1830. [fotnotemerke] Henr. Wergeland, Cand. Theol. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 1. Tirsdag den 1ste Februar 1831. Der vil meer til at styre Plougefæst, end "Ho, vil du gaae!" til Hest. FOLKEBLADET Vi vide ikke at mønsternævne noget Land, der besidder et Blad, svarende aldeles til ovenanførte Navn; men kunne ikke troe Andet end at Englands og Amerikas Frihed, der er trængt belivende ind i enhver medborgerlig og offentlig Færd, og Op- lysning, der har naaet saaatsige Bunden af Folkemængden selv, ikke har været og ikke er saadanne Midler foruden, som sande Folkeblade, hvis Hovedmaal er: at lede statsborgerlig og almeen- menneskelig Oplysning ned til selve Mængden, til det egentlige Folk. Men Erkjendelsen af noget Godt behøver ikke Mønstere Fotnote: Lige fra den Tid har Ovensatte lagt færdig til at gjøres bekjendt. Alle- rede længe før den Tid havde jeg overtydet mig om, at jeg maatte gjøre dette Skridt. Men netop her i dette "maatte", i, at en Pligt mod mig og Andre bød mig det, ligger Grund nok for, at jeg ikke opsætter det Nedskrevnes Offent- liggjørelse til Procurator Praems Hjemkomst fra en Supplicantreise til Stockholm. SIDE: 162 for at udøve dette; og det vide vi, at saavel Statsforfatningen og Landets egen Beskaffenhed som bestaaende af afsondrede Bygdelag, som og det Trin af Oplysning og den Stræben efter denne, som udvikler sig hos mange af disses hæderlige Beboere gjør et norsk Folkeblad nødvendigt. Dog jevntmed Overtydelsen om Gavnligheden og Nødvendigheden af et Folkeblad for os Normænd, hvilken saa klarligen staaer os for Øine, at vi ikke længer dvæle med at udsende et saadant, teer sig ogsaa Vanske- ligheden i at kunne gjøre det til et sandt Folkeblad d. e. saaledes at kunne vedligeholde det i simpelformet Gehalt, at de Læsere, det nærmest er bestemt for, de nærende Stænder, maae erkjende, at de i det have et blad for Sig: et, der alene er skrevet for disses Behov. At Bladet, om endog et forøget Antal af Undertegnere tillod at udvide det, aldrig skal vige af fra denne Bestemmelse, aldrig aflade at betegne sig med Simpelhed, Sandhed og Kraft -- kort, aldrig høre op med at være et Folkeblad, herfor vil Bladets Be- styr af al Evne bestræbe sig. Men ikke alene paa Bestyrets redelige Villie og Kraft, som foreløbigen lægges for Dagen, idet Bladet sættes igang med saaliden Understøttelse, som den det endnu har, beroer dette Folkeblads Vedbliven som saadant; thi skal det vedblive med et Folkeblads eiendommelige Kraft, da maa det ogsaa, ligesom Folket selv, virke ved en Slags Masse- eller Antal-styrke -- med andre Ord: Mange maae holde det, at det virkeligen kan trænge ind til Folket. Opmuntring og Bevæggrund hertil, til at undertegne sig som et Folkeblads Læser, som Fremhjælper af et Taleredskab for Folkevel og Folkeoplysning -- disse Begreber, som i vore Dages Begivenheder fremtræde af Hjerterne med vældige Fordringer -- finder vel Enhver, hvem disse Menneskehedens vigtigste An- liggender, Fædrelandssind og Borgeraand ligger paa Hjerte i oven saa løseligen omridsede Begreb om et Folkeblad, men forat dette vort norske Folkeblad kan naae hiin Ære, vi ovenanførte var nødvendig, forat det kan svare til sit Navn, at blive almeent, vil Bestyret af Bladet i Nedenanførendes oplyse, at det vil sørge forat opfylde de Betingelser, under hvilke det alene kan blive almeent, idet det vil gjøre Bladet saa omfattende og billigt, at det endog med Hensyn til de andre tildeels meget dyre Tidender, kan siges at være fordeelagtigt at holde Folkebladet. SIDE: 163 Skulde de ernærende Stænder, Borger og Bonde, Statens Styrke, og, naar de udviklede de aandige Kræfter, der i dem hidtil have dulgt sig velmeget, meest formaaende Stænder være uden et eget Redskab for deres Tanker og Daad? bevæge sig stumme i deres Sysler alene forat ernære sig og os Alle? -- Nei! derfor vil Folkebladet vorde: 1) et ubesmittet Meddelelsesredskab for Folkets Trang i enhver Henseende, for Borger til Borger. Skulde Norges Mænd paa deres Fremstræben med aandig og borgerlig Selvstændighed ikke kunne opmuntrende og belærende tilraabe hverandre, om de end sysle i fjerne eenskilte Samfund? -- Jo! Derfor vil Folkebladet vorde: 2) et Forbindelsesmiddel imellem fædrelandssindede Foreninger, f. Ex. Sognesamfundene og Bogsamlingerne, der hist og her i Bygderne oprettes. Skulde norsk Mand i fjerne Dal, der gjerne vil det, ikke vide, hvorledes det staaer til i Verden? -- Jo! derfor vil Folkebladet 3) meddele de vigtigste Tidens Begivenheder samt korteligen de vigtigere Øvrighedens Bekjendtgjørelser. Bladet er altsaa omfattende; thi det vil omhandle enhver Gjen- stand, som kan ansees vigtig for dets Hovedplan, som ovenfor er angivet. At Betalingen 1 Spd. Aargangen er usædvanlig billig, maa vel indrømmes, ligesom den og viser, at Bladet er beregnet paa et stort Antal Undertegnere, uden at derfor dets Bestyrere ville kunne berige sig; men alene for, som berørt, at kaldes med Sandhed, og virke som et Folkeblad. -- Her, brave, norske Bonde og Borger har Du da et Blad, som Du kan kalde udelukkende Dit, alene afpasset efter dit Krav og Behov! Gjengjeld dets Hilsen med Velvillie! Maa det end stundom, som Odins Ravnebud bære den mørke Alvors Farve, sanddru klinge dets Tunge, lysende Runer ryste det fra Vinge videnom i Dalene! Folkebladet udkommer engang ugentlig, hver Tirsdag fra Schiwes Prenterie, i nærværende Skikkelse; men udvides eller udkommer oftere, eftersom Flere tiltræde Undertegningen, uden at derfor Betalingen forøges. Saafremt en betydelig Postfrihed ikke ind- vilges, vil man ved Leilighed søge det fortbragt hvor dette kan SIDE: 164 skee, hvortil man haaber at enhver af Bladets Holdere, men især dets Besørgere i Stæderne ville være behjælpelige. Hvem disse Sidste ere skal bekjendtgjøres, naar Undertegningsplanerne ind- kaldes. Bidrag til Folkebladet indsendes postfrie eller afleveres, med Paaskrift: "til Folkebladet" i Schiwes Prenterie, hvorhos kun i Tilfælde, at de maae have Plads i Bladets faste Rubrik "Politie- vennen". Navnet maa opgives paa Indsender eller Forfatter, hvilket dog helligen skal forties. Ikkun Bekjendtgjørelser af Kjøb og Salg paa faste Eiendomme modtages til Indrykkelse mod nedsat Betaling. Ved Modtagelsen af 1ste No. i hver Fjerding- aargang erlægges Betalingen 30 ß til Indehaveren af Paategnings- listen, som velvilligen ikke vil undlade at indsende den samlet fra alle hans Paategnere til Folkebladets Bestyrelse i Christiania. Add. Boghandler Schiwe. Henrik Wergeland FÆDRELANDSSINDEDE FORENINGER Sidste Krig gav os ikke alene vor udvortes borgerlige Selv- stændighed; men syntes og, gjennem Nød og Qvide, at ville frem- tvinge en indvortes. Der opstod nemlig i enkelte Bygder Sogne- samfund og Foreninger, for at indskrænke Forbruget af fremmede Overdaadsting, for at ophjælpe Huusfliden, vaage over Maade- lighed i selskabelige Forlystelser o. a. dsl., saaledes som Kgl. Rescript til Christians Amt af 28 Juni 1814, om en af Froens Sogneselskab indgaaen, og af Almuen tiltraadt Forening til Over- daads Indskrænkning og Tarveligheds Fremme, viser i Froen at være skeet. Saa hæderlige Foreninger burde aldrig døe hen, men stedse uddanne sig mere, stedse finde Efterlignere; thi vi leve i en fortsat Krig med vor egen Sandselighed og Efter- abelsesdrift, med Tidsalderens overvægtige Hang til Overdaad, og alskens Flitter og Flatter [fotnotemerke] , og vi have end farligere Fiender Fotnote: Det er sikkerligen ingen Gjenstand, som fortjener stærkere at advares imod, end den Skat, som Udlændingen har vidst at paalægge det norske Folk ved Indførelsen af Alskens Manufactur Varer etc. Hvis et Folk vil være selv- stændigt, maa Selvstændigheden ei være en blot tom Lyd, men maa vise sig i Virkeligheden. Denne kan ikke finde Sted, saalænge man er afhængig i An- skaffelsen af Føde og Klæder, og i Henseende til Sidste skammer sig ved SIDE: 165 end i sidste Krig, i disse Sværme af Vestgöther og Handels- karle, der med broget Plagg, til Flag paa Alenstag bestorme vore Døre Nat og Dag. Disse Fiender af vort Fædrenelands Lykke og Rigdom have de brave Bygdinger af Søndre Oudalen med Kjækhed besluttet at slaae af Marken, alt som det viser sig af et Brev til Besty- relsen af dette Blad fra hæderlige Ole Dysterud, Forstander for den i f. A. sammesteds oprettede Sogne-Bogsamling: "Indtil vi faae Sogneselskab indrettet i Forbindelse med et, som jeg haaber, nærmere oprettendes Landhuusholdningsselskab, ere vi blevne enige om at forene med Præstegjeldets Læsesel- selskab et midlertidigt Sogneselskab, der nu i Julen er istand- bragt med Vedtagelse af følgende: l) Vi afgive 2de aarlige Møder, hvortil Tid og Sted nu forud er berammet, hvor Enhver efter Udkomme til Sogneselskabet yder sin Skjerv. 2) For Eftertiden skal ikke andre Klæder bruges end graat og sort Vadmel. 3) Ikke længere end een Dags Gilder og Forlystelser maa holdes af hvilketsomhelst Slags, hvortil ei maa bringes Fødevarer, eiheller bruges udenrigs Drikkevarer, undtagen Caffe og The (formodentlig for Fruentimmernes Skyld? bifaldes alligevel ikke. Best.Anm.). 4) Tjenernes Forpligtelser og Flyttetid bestemtes sikkrere end til- forn. De maa ikke lønnes med andet end med Penge. Fotnote: Landets egne Frembringelser. Landsmænd af den hæderlige Bondestand! Lader Eder nøies med de Klædestykker Eders Jordbund giver Matrialier til og Eders Qvinder virke. Søger at producere det dertil og i øvrigt til Livets Fornøden- heder Uundværlige, og bliver derved fri og uafhængige. Sandt nok, naar man seer vore Storembedsmænd og endel Officierer især Adjutant-Corpset, skulde man fristes til at spørge om de ere hidkomne fra Potosis Guldgruber? Sandt, at det gaaer med Luxus ligesom med en smitsom Sygdom. Fra oven af udbreder Luxus sig som en ødelæggende Feber ned ad; den Ene vil ei være ringere eller staae tilbage for den Anden, og Mangel samt deraf flydende Laster bliver Følgen. Und Embedsstanden og dens Efteraber i Luxus deres fade Pragt: Maaskee mange desuden troe sig nødte til at erstatte i det Udvortes, hvad de monne mangle i indvortes Gehalt. Red. Anm. SIDE: 166 5) Enhver Huusbond er nøie paalagt at have Opsyn med ulov- ligt Brændeviinssalg, og ikke at indtage Inderster paa sin Grund, medmindre Jord kan overlades til en Koes Fødsel, da han saaledes bliver Huusmand. 6) Regler fastsattes angaaende ulærte omvandrende Haandvær- kere -- Alt sigtende til Penges Besparelse og bedre Huusflid, og vedtaget under en Mulct af l0 Spd., det Halve til An- giveren, det andet Halve til Selskabets Fond, efter Afgjørelse paa de bestemte Møder med 2/3 Stemmer." -- Gak hen, og gjør ligesaa! bede vi af Hjertet. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Candidat Wergeland anmoder sine Venner om at samle Under- tegnere paa: "Levnets og Velfærdsviisdom, 5te Hefte for Almuen, 6 Ark stor." Prisen er 24 ß i raa Form, 28 ß indheftet. -- Un- dertegning modtages i Schiwes Boghandling. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 2. Tirsdag den 8de Februar 1831. Normænd, priser Himlen! beder, at eders Fædres Kraft er evig-ung i Eder OM MAADELIGHEDS-SELSKABER Det har lykkets Bladets Bestyr at faae en udførligere Kund- skab om de saakaldte Maadelighedsselskaber, der have deres Udspring og især findes i Nordamerika, men dog inden føie Tid have udgrenet sig i Europa, end den løse Efterretning om disses Tilvær, der for en Tid siden fandtes i et af vore Blade. De gaae hovedsageligen ud paa at sætte Grændser for eller standse noget i dets skrækkelige Fremsteg Misbruget af stærke Drikke. I Nordamerika, den sande baade den religiøse og borgerlige Friheds Vugge og Hjem, hvor 12 Millioner i de frugtbareste l00,000 Qvadratmile store Lande med Sikkerhed og Lethed under SIDE: 167 stedse fremskridende Velstand styres af Folkets Kaarne og Disses Præsident, maatte det skee, at saa kraftige Forholdsregler mod dette Onde, der angriber Menneskeheden i dens Rod, toges som vi skulle høre: Det er blot faae Aar tilbage at en Præst i Staden Boston (Ly- man Beecher er hans Navn -- han fortjener vel at vorde nævnt) udgav 6 Prækener, hvori med troe og stærke Farver afmaledes Fordærveligheden af et umaadeligt Brug af berusende Drikke, de Ulykker, som deraf følge, samt Midlerne derimod. Disse Prækener vakte den største Opmærksomhed i Menigheden, især fordi de vare af et mere almeenforstaaeligt og paa det daglige Liv mere passende, og derfor desmere indtrængende Indhold, end dem man sædvanlig faaer at høre fra Lærestolen. -- Andre optoge samme Emne; og herfra stamme de første Foreninger til Maadeligheds Fremme. Hvorvel det ikke er længere end siden 1827, at den første Forening, kaldet "Maadeligheds-Venner" stiftedes, kan man dog bedømme Udstrækningen af disse For- eningers gode Virkninger og den forbausende Hastighed hvor- med de spredtes over hele Landet, heraf, at 2 Aar derefter, 1829 fandtes allerede 500 Samfund for Maadeligheds Fremme, bestaa- ende af Flere end 25,000 Medlemmer; og, at Flere end 100,000 have frasagt sig alt Brug af stærke Drikke. Det presbyterianske Religionssamfunds øverste Forstanderskab udfærdigede i Mai 1829, i mere end 2000 Menigheders Navn, et offentligt Taksigelsesskrift for alt det Gode, som Maadelighedsselskaberne allerede havde stiftet, opmuntrende derhos til yderligere at udbrede saa rosvær- dige Forsætter, som de at afsige sig alt Brug af berusende Drikke. Allerede da havde et stort Antal af Menigheder af alle Slags Troesbekjendelse ved fælleds Samtræde aflyst alt Brug af stærke Drikke; hvilke Foreninger tiltraadtes af 34 presbyterianske Stifter, 25 Compagnier Soldater, Officiererne ved 4 Regimenter, 10 læge- videnskabelige Selskaber, en stor Mængde Retskyndige, hvori- blandt alle Lovkyndige uden Undtagelse i to Forbundsstater for- uden mange Flere. Afsætningen paa stærke Drikke havde i nogle Stæder i disse 2 Aar nedmindsket til Halvten; ja i nogle andre endda mere. Mange Kjøbmænd udstrøg stærke Drikke af deres Vareliste; ja i en Flekke, hvor i 1827 10 Kroer fandtes, af hvilke i blot een aarligen uddrammedes ikke mindre end 12 Oxehoveder Brændeviin, fandtes Aar 1829 ikke en eneste Kro. Af et endnu SIDE: 168 glædeligere Indhold er Underrettelsen om disse Stiftelsers Fort- skriden og stedse mere udbredte Virkning. Staden Ny-York er Middelpunctet for Maadelighedsselskaberne i hele det nordame- rikanske Frivælde. Der udgiver Hovedforeningen siden Mai 1824 et Ugeblad, hvori Selskabets Udvikling meddeles. Stundom ud- sender det ogsaa, paa sin Bekostning, Reisende forat udbrede Kjendskab til Foreningens Tilvær og Maal, samt forat vinde nye Deeltagere. Dette har ogsaa lykkets i den Grad, at det oprinde- lige Selskab "Maadelighedens Venner" allerede har over 100,000 Medlemmer, og bestaaer af ikke mindre end 1002 Under- eller Bi-selskaber, hvoraf i Forbundsstaten Nyyork 300. FOLKEBLADET No. 3. Tirsdag den 15de Februar 1831. Blandt alle Pligter triner Kjærlighed til Hjem med strenge Alvorsminer ved Vuggen tidligst frem. Henrik Wergeland No. 4. Tirsdag den 22de Februar 1831. Galne Folk! Millioner til Krig? Skillinger til at opdrage Dig? [NOGET MERE OM MAADELIGHEDSSAMFUNDENE] En forhadt Sag bliver det altid at røre ved de Svagheder, hvoraf Ens eget Folk i det Hele lider, og saa meget mere unyt- tigt som disse Svagheder ere indgroede og ere for en Fleerhed blevne næsten kjære, og som den Dadlende enten er i Besid- delse af liden eller ingen Meningsanseelse eller ikke skjøtter om at vise, at han troer, han har nogen ved at navngive sig under sin Straffepræken. Men der et lønnende Behag i at kjæmpe for Sandheden, for ikke at sige, i at give sin Ærgrelse Luft, hvilken sandelig, uden grundet Anke over Ubillighed, kan komme i Kog, naar man seer Forfængelighed og Armod, Letsind og Elendighed, Overdaad og Ringeagt for alt Landets simple Eget, Dag for Dag at udbrede sig, voxe ind i hinanden og æde sig ind i et Folk, der baade af Naturen og Erfaringer synes at skulle opfostres og oplæres i, og henvises til den især Frivældet egne (republi- canske) Tarvelighed og Simpelhed, som ere de eneste Midler til SIDE: 169 Velstand og Lykke og en behagelig Følelse af en værdig Til- værelse. Advarsler, Beklagelser, enkelte Mønstre -- hvad ere de andet end de falske Udvexter af dødt Kjød i Kræftsaaret? Hvad ere de, naar de ikke engang kunne sættes iblandt Midlerne imod Onderne? Dog een Plads faae de: de ere ikke ødslede som Sukket i Vinden, saalænge een Nytte af en saadan offentlig Klage er mulig: den nemlig at udpege Midlerne imod Ondet. Naaer saadan Daddel ikke Æren at være en levende Leder og Fører, den naaer dog at være Milepælen. Som et Folke-Onde nævnede vi forleden det umaadelige Brug af berusende Drikke, og "Selskaber forat indskrænke dette d. e. Maadeligheds-Sam- fund" som Middel derimod. Ja, vi anbefale det snart som det eneste derimod, bestyrkende dette ved at meddele NOGET MERE OM MAADELIGHEDSSAMFUNDENE Det har været befrygtet, at en fuldkommen Afholdenhed fra et tilvant Brug af stærke Drikke skulde være skadelig for Helsen; men man har i Amerika med Opmærksomhed anstillet Under- søgelse over denne Opgave, hvorved det Modsatte fuldkommen er bleven beviist. Bekjendte Drankere t. Ex., som ere blevne satte i Fængsel, have ikke seet ringeste Skade paa deres Helse af en fuldkommen Afholdenhed; tvertimod de ere alle blevne friskere. Derimod er det en beviist Sandhed, at 3/4 af alle For- brydelser og af al den Fattigdom og Nød, som trykker de la- vere Classer ere foraarsagede af et umaadeligt Brug af Brænde- viin. Men der er et andet Misbrug af berusende Drikke, hvis Fordærvelighed er mere skjult, men derfor ikke mindre. Vi mene hermed den daarlige Skik ved enhver Leilighed at frembyde, ja paanøde "en Dram" som man siger. Ved alle Leiligheder vælger man denne farlige Mellemmand, saaat det endogsaa næsten er bleven en Høflighedssag at hilse paa ham noget inderligere end med et blot Kys. Skal Gjestfrihed eller Venskab lægges for Dagen -- flux hedder det: "en Dram! drik mig til!" Kommer man ind ad en Dør, flux: "en Dram, det er saa koldt." Skal man ind ad flere Døre, saa er hele Dagen forloren for bare Ar- tigheds Skyld. Vil man qvikke sig efter Anstrængelser, skal Kjøb eller Salg besegles, skal man afgjøre hvilkensomhelst Sag, vil man give En et Velvillighedsbeviis for gjorte Tjenester -- SIDE: 170 flux maa der drammes; ja kommer et Barn til selve Præsten med en Korg -- ogsaa en Dram. Skjænker Moderen Brændeviin, undlader hun sjelden at meddele sin Diende af den herlige Guds Gave, somom ikke den Drank, han suger af Brysterne, kunde være den lille Stakkar farlig nok. Skal Manden til Kirke, saa maa "Kirkesnapsen" frem! ja vel som oftest med -- kort Brænde- viinet er fremkunstlet og fremtvunget til at være en Nødvendig- hedsting, næsten ligesaa uundværlig som Vandet. Og dog kan det neppe kaldes saa for Den, der slider ilde tilskogs og tilfjords i Kulde og Væde, hvem Drammen dog langtfra misundes. Men naar skal dette overhaandtagende Misbrug standse -- dette, der har indtrængt sig fra Templet til Vuggen? Vor Tids Erfaring viser os ingen Grændser, idet den lader os see Brænderier i selve Hytterne, og at større deslige Anlæg nutildags ansees som et nødvendigt Atpaaslæng til en nogenledes betydelig Gaard -- et Huusvæsen, der finder veltalende og mægtige Forsvarere [fotnotemerke] . Vi maatte fortvivle, dersom vi ikke troede at burde grunde det Haab paa vor oplyste Tidsalder, at Denne, hvis Eftertanke især gaaer ud paa at rette Statsmanglerne, snart vil henlede almeent i ethvert Land, sin Opmærksomhed paa dette Folkeonde, vi her løseligen have skildret; Dette er begyndt, som vi have hørt, i et Land, hvor Statsmanglerne ere saa faae, at de ikke yde Folkets Eftertanke Sysselsættelse nok, nemlig i Amerika ved Maadelig- hedsselskaberne, til hvis Indstiftelse i vort Land vi opmuntre Folkevenner af Anseelse, men især retsindige Folkelærere. Der er ingen Grund til at de ikke skulle lykkes ligesaavel her som hist over Havet og i flere europæiske Lande; thi Nødvendigheden af saadanne Indskrænkninger er dog vel ligesaastor her? og skulde Fædrelandskjærlighed og den sædelige Styrke være mindre? De overordentlige Midler Amerikanerne have taget imod Mis- bruget vidner og om at dette har maattet være overordentligt, ligesom og Følgerne af deres kraftige Forholdsregler imod dette Onde, som truede med at udmarve og trælke dem, ligesom det Fotnote: Vi have saavel i en svensk Bog læst, som og af en fortræffelig Jord- bruger hørt bekræfte, at Dranken, som disse Brænderieforsvarere paaberaabe sig, som det fortrinligste Foer og Gjødningsmiddel, udøver næsten samme for- styrrende Virkning paa Dyrenes som paa Menneskenes Legeme. De blive smaae, løshuldige, tabe snart Tænderne, Tarmene blive skjøre, og dobbelt saamange Kalve kastes dødfødte af dem, som af andre Køer. SIDE: 171 havde gjort med Indianerne, da de brugte det som et Vaaben mod de stakkels Vilde, hvilke i Farlighed langt overgik disses forgiftede Pile. Henrik Wergeland FÆEDRELANDSSINDEDE FORENINGER (No.2). Fra Odelsmand Grinder har Bestyret modtaget Efterretning om, at i hans Hjembygd Fenstad, Annex til Store-Næs paa Øvre Romerige, er oprettet et Sognesamfund med Bogsamling, i hvilket, ved Samstevne i Januar "blandt flere Forslag, der kom paa Bane baade om Luxus og Oekonomie (Overdaad og Huusgavne) een- stemmig blev antaget, at der ikke under nogetsomhelst Paaskud skulde ved Gjæstebud eller Sammenkomster forbruges udenlandske Brændevine af hvad Navn nævnes kan." "Saaledes -- ender Beretningen -- "er der i denne lille Kreds af blot læge Mænd tændt en liden Glød, som vi haabe, af en Ild, der skal kaldes den værdige Offerlue for vor dyrebare, besvorne Grundlov." -- Bestyret kan forsikkre, at det er noget ædlere end Kjærlighed til den indfødte Finkel, som udtaler sig i Fenstadsogningernes udtalte Had til den udenlandske, ligesaalidt som Gjerrighed; thi de ere bekjendte som baade ædruelige og formuende Folk. Der staaer nu tilbage, saafremt det rygende Bæger endnu har mange skjulte Venner, der tænke paa en Modomveltning (speculere paa en Contrarevolution) enten at forædle Kornbrændevinet til en al- deles reen Spiritus, der i en saadan Skikkelse lader sig bruge uden Modbydelighed, eller ogsaa at gaae et Skridt videre d.e. -- afskaffe endog vort Brændeviin i selskabeligt Samqvem. Den ærværdige løvefodede Valbirkskande med det stærke brune Øl i, blive derimod evindelig staaende paa Bordet! Henrik Wergeland EFTERRETNING OM NORDLYS Morgenbladet 25. febr. 1831. Allerbedst som vi sad hersteds og drak en liden Dokter sam- men og slog Russer ihjel, kom Vagtmesteren ind, og sagde: "Det er just ligesom om Russer og Polakker skulde slaaes oppe i Himlen!" "Er du gal?" sagde jeg -- "Kors bevares," sagde Præ- sten -- "Det var som Fanden!" sagde Lensmanden. "Da vil jeg ønske, at Russen maa seire!" sagde Skriverfuldmægtigen, en mo- derne Jurist af den morgenstjernske Skole. Men hvorledes Pokker SIDE: 172 det var eller ikke, saa vilde Ingen af os forlade Dokteren og gaae ud. Derimod, efterat Juristen, der havde profiteret af den ved Universitetet for Tiden docerede Naturret, havde udbredt sig i Contractretten (ved hvilken Leilighed han, blot ved fripo- stigt nok at conjugere norske Verber paa Latin, satte Pastoren Beter i Latin, saa at Klokkeren af Forskrækkelse drak en heel Dokter ud paa engang) og havde dømt Polakkerne i corporlig Straf og Sagens Omkostninger, saasom de havde brudt Con- tracten, og endelig havde ladet os komme til Orde: saa, efterat Lensmanden havde sagt, at det maatte være Skodde, som var kommen ibrand -- Præsten, at det maatte være Helvedes Luer, som i Aften slog saa høit -- Klokkeren, at det maatte være hvad Præsten sagde -- Vagtmesteren, at det maatte enten være hvad han før havde sagt, eller den himmelske Generalfeldtmarschal von Gabriel eller Gabrielskys pallietterte Purpurtunic og Rust- ning, som nu hængtes ud at luftes før han drager til Jorden -- Juristen, at han havde vigtigere Sager at tænke paa (exempli gratia, sagde han, Morten skal iovermorgen dømmes paa Sla- veriet, saa vist, som han sidder her, fordi han har skrevet en Ansøgning for en Ven, der ikke har lært at skrive -- her har- kede Præsten -- ), end at indstevne alle disse og tusinde andre Hypotheser for sin Domstol -- og efterat enhver af de plebeiiske Væggebisiddere havde med en betænkelig Mine sagt sin Mening, hvoriblandt ogsaa forekom, at man, for at undgaae senere Ho- vedbrud, skulde fare op i Veirlyset med en Luftballon og ned- tage i en Blære noget af Materien (hvilket dristige Forslag ind- skjødes under Hr. Pastor Galskjøts Authoritet, som støttende sig paa hans Theorie), samt efter at Præsten havde erklæret det for varmt og Nordenvind, Lensmanden det for koldt og Søndenvind o.s.v.: saa blev til Veirprotocollen dikteret: "Idag (Datum in blanco, saasom Almanakken var udlaant, og man ikke var enig om Dagen) blev ongefehr Klokken (in blanco, da Alles Uhre gik galt) seet (in blanco, formedelst Seernes Uenig- hed, og da man heller ikke var ude af Stuen, men drak Dokter). Temperaturen var ubestemt, saasom man heller ikke derom kunde komme til Enighed. Hvilken saaledes at være skeet, bevidnes under vor Haand og Segl. Y i X Præstegjeld. Datum ut supra. SIDE: 173 Standspersoner: Proprietair og Brændeviinsbrænder Skynæse. Lensmand og Brændeviinsbrænder Pantud. Klokker og Brændeviinsbrænder Kanikkelæse Vagtmester Hurraforbaronen, Eedsvoren Fuldmæg- m. p. P. m. p. P. tig m. m. [fotnotemerke] Flaabonde. Bønder og Brændeviinsbrændere: Krik! Krak! Godtaar! Drik! Drak! m. p. P. m. p. P. m. p. P. m. p. P. m. p. P. Godtaar! Tak! m. p. P. m. p. P. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 5.Tirsdag den 1ste Marts 1831. Fremmed Ild er ei saa klar, som den Røg vi hjemme har. FÆDRELANDSSINDEDE FORENINGER I et senere Møde i Sogneselskabet i Fenstad, Annex til Store- Næs paa Øvre Romerige, blev besluttet: l) Justits-Departementet ansøges om at sætte i Udøvelse den kgl. Resolution af 10 Juli 1828, hvorved Chefen paabydes at gjøre Undersøgelses-Reiser, forat Samme kan undersøge ad- skillige Misligheder og Tvistigheder dersteds om Kongetienden. 2) Allehaande Gilder, saavel ved Begravelser som Bryllupper, maae ei holdes mere end een Dag. 3) De saakaldte Fønner og Skaalpenge afskaffes. I Trøgstad, Smaalehnenes Amt, bestaaer et Bygdeselskab af 150 Medlemmer, der have en Bogsamling i deres Midte, bestaa- ende af 200 No. Indretningen, af hvem Lieutenant J. M. Hals Fotnote: P. S. til Protocols. Paa Forlangende af Hr. Flaabonde bevidnes: at den Uregelmæssighed, at S. T. Hr. Flaabondes Navn findes sidst, kommer af, at Hr. Vagtmesteren ikke kunde bie til Hr. Flaabonde kom ind fra Svalen, hvor han var udkaldt af en Bonde, som imorgen skulde pantes, men bad om Henstand, hvorfor erlagdes til Hr. Flaabonde saameget som det Halve af Capitalen. Skynæse. SIDE: 174 har Fortjeneste, grundedes ved det temmelig betydelige Indskud 70 Spd., foruden at dens Fremme sikkredes ved bestemte aar- lige Bidrag. Bogsamlingens Bestyrelses pligtmæssige Bestræbelser for "at fremme gavnlig Oplysning i enhver Henseende" frem- hjælpes -- skrives der -- af en stedse voxende Lære- og Læse- lyst hos Almuen. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 6. Tirsdag den 8de Marts 1831. I Alting er en Middelvei; Forstand den finder, Lidenskaber ei. TIL AGERSHUUS AMTS LANDHUUSHOLDNINGSSELSKABS BESTYR Idet Undertegnede giver sig Æren af at fremlægge for det høistærede Bestyr et Forslag hensigtende til at sætte Grændser for det overhaandtagende Betlerie og mangfoldige Armes Næ- ringsløshed, beder jeg de ædle Medborgere [fotnotemerke] ,jeg henvender mig til, mindre at lægge Mærke til, at det er en ung Uerfaren, der vover at gjøre Forslag, end dertil, at hine, allehaande Elen- digheder foraarsagende, Mangler virkelig ere fra Aar til Aar stegne til en Grad, der hos ethvert Medmenneske maa vække Medlidenhed, Uvillie, naar Lediggangen sees at vanke for Døren ligesaa ivrig, ja vel dristigere end den virkelige Nød, men især Tanker om hvorledes for største Delen og engang for alle dette Onde muligen kan afhjælpes. Det er intet nyt Middel, som herved anbefales saavel dette Amts Landhuusholdningsselskabs Bestyr som og Selskabet for Norges Vels Overbestyrs og enhver tænkende Medborgers Op- mærksomhed, saaat jeg bør troe, at en lignende Plan er maaskee, langt bedre begrundet og ordnet, falden Flere af Ovennævnte ind. Men flere forstandige Landsmænds Bifald, for hvem jeg fremsatte den, og deres enige Overbeviisning om, at det er paa høi Tid, at man saaatsige vækker Motion eller foraarsager de meest erfarne Medborgeres Undersøgelser over et saa magtpaa- liggende Emne, paalægger mig at forsøge Fremsættelsen af følgende Fotnote: Bestyrelsen bestaaer af Hædersmændene: Sorenskriver Borchsenius, Provst Juell i Sørum og Capt. Mariboe. SIDE: 175 FORSLAG, HENSIGTENDE TIL AT AFHJÆLPE BETLERIET OG NÆRINGSLØSHEDEN: A. Amtets Landhuusholdningsselskabs Bestyrelse udarbeider en Indbydelse med nøiere udviklet Forslag til en Arbeidsanstalts Oprettelse enten i hvert af Amtets Fogderier, i hvert af deres Midte omtrent, for Fogderiets Trængende eller fælleds for et Par Præstegjeld, eller i hvert Præstegjeld, til alene dets Fattiges For- sørgelse Vinteren over indtil den Tid, da man kan antage at alle Hænder kunne sysselsættes hos Jorddyrkeren. Jeg tillader mig nogle Bemærkninger herved: 1) Denne Indbydelse og Forslaget trykkes og inden Midsom- mer bringes den saameget som mueligt til Bygdingernes Kund- skab, hvorhos den tillige indrykkes i forskjellige Tidender, og bør den gaae ud paa, at foreslaae Indretningerne grundede ved paalignet Kornbidrag af hver skyldsat Eiendom. -- 2) Denne Paa- ligning overlades de for hvert Sogn ved det første i denne Sag afholdendes Almeenmøde fritvalgte Mænd, der, mod at cautionere for Bidragenes ordentlige Levering, fritages selv for Bidrag, og sørge for, efter første i det Hele taget gode Høst, at indfordre Bidragene, besørge Auction afholdt over Kornformuen, og straks derefter Bygningen opført, samt alt Behøvendes anskaffet. Det vil staae til Ligningsmændene at gaae ind eller ei paa de Tilbud som maatte gjøres istedetfor Kornbidrag t. Ex. at levere aarlig af Gaarden Veed eller ved Bygningens Opførelse Materialier o. s. v. 3) I de 2 første Aar leveres vel endnu et mindre Korn- bidrag til Indretningen, men efter den Tid tør man antage, at den vil kunne underholde sig selv -- Indretningen antager nemlig Vinteren over aldeles Væsenet af et Manufactur eller Fabrik, hvorifra ingen Green af Industrien udelukkes. -- 4) Den bestyres af en Værkmester, der tillige er Opsynsmand og lønnes ved Korn- bidrag af Bygderne. -- 5) Ikkun de Fattige, som beviislig ikke kunne erholde Arbeide uagtet al Umage, kunne efter Attest fra Sognepræsten og deres Fjerdingsmand, tillades at faae Plads i Indretningen, hvor foruden Føde, Varme og Seng, en liden Godt- gjørelse, saasnart Indretningens Casse taaler det, gives dem efter deres Arbeide, hvilken oplægges og alene anvendes til deres egen og Børns Klædning, der tilvirkes i Anstalten. -- 6) Betlere SIDE: 176 af Lediggang skulle kunne i afsondret Værelse og under Tvang indsættes, naar øvrigheden finder det forgodt. -- 7) Er Indret- ningen istandbragt, da opmuntres Almuen til at lade al Almisse for Dørene fare, men hellere skjænke Indretningen hvad de ville afsee. -- 8) Giver Indretningen Overskud (hvilket den som et- hvert andet Manufactur bør gjøre) da gaae dette til de i den deeltagende Sognes Skolekasser. Skulde det Begreb, de ærede Herrer kunne faae af denne Omridsning af en Fattigforsørgelsesindretning dog ikke afgive Grunde nok for at fremme det i ethvert af Amtets Fogderier, som en Begyndelse til at see lignende istandbragte over det hele Land, saa foreslaaes: B. Amtets Landhuusholdningsselskabs Bestyrelse gjør Sit til, at i Øvre Romerige istandbringes en saadan Anstalt, enten som en Prøveindretning eller, om Alle som kunde, ikke skulle ville bi- drage dertil men hellere taale Betleriet, da ved Enkeltes Actier, som en Gevindstanstalt. Eidsvold Præstegaard d. l9de Febr. 1831. Ærbødigst Henr.Wergeland. Cand. theol. Henrik Wergeland [OM KUNNGJØRELSER FRA SELSKABET FOR NORGES VEL] Da det neppe kan andet end indrømmes, at der kunde gives Omstændigheder da netop Norges Vel fordrede, at talrige Folke- forsamlinger kunde overalt hurtigen sammenkaldes af de anseede Mænd som ere kaldede til Formænd i Sognesamfundene -- da almindeligen taget Møderne i de i Forbindelse med det kgl. Sel- skab for Norges Vel staaende Sogneselskaber bør gjøres saa fuldtallige og Sammenkaldelser dertil altsaa lettes saameget som muligt -- da herfor kun maadeligen kan sørges aldeenstund Besørgelsen af Sognesamfundsforstandernes Indkaldelser og Be- kjendtgjørelser befordres kun ved Godtykket, og derfor ofte blive enten ganske liggende eller kun seent fremsendes: SIDE: 177 Saa anmodes den ærede Bestyrelse at gjøre Sit for at bevirke, at Selskabet for Norges Vel for sine Sognesamfund erhverver den Ret: at Sognesamfundets Formandskab kan uden Godtgjørelse til Lensmanden, hos denne fordre sine Bekjendtgjørelser og Ind- kaldelser baade oplæste fra Kirkebakkerne og omsendte i Budstik- kapsel. Eidsvold Præstegaard d. 19de Febr. 1831. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FÆDRELANDSSINDEDE FORENINGER Bogsamlingen i Søndre Oudalen grundlagdes 2den Pindsedag 1830 af imellem 20 og 30 Bønder, men bestaaer for Tiden af henimod 300 No., hvoraf mange ere givne, samt benyttes af hen- ved l00 Sambygdinger. Der finder en saadan Indretning Sted ved denne Sognebogsamling, at en Afdeling deraf findes nedlagt omtrent midt i hvert af Præstegjældets 3 Sogne, hvilke hvert Fjerdingaar ombyttes. Henrik Wergeland UDMÆRKEDE HAANDVÆRKERE AF BONDESTANDEN Huusmand Anders Pedersen Stormyren under Rønvold i Næs paa øvre Romerige fortrinlig Plougsmed. Gaardmand Amund Olsen Vesle-Fenstad sammesteds udmærket Uhrmager. Hans Nielsen Steenbakken og Gunder Knudsrud i Søndre Ou- dalen udmærkede Børsesmede. Huusmand Søren Sørensen Sæterstøen udmærket Snedker i Store Næs. Har tillige anlagt en betydelig Frugthave. Henrik Wergeland [OM NYE ORD I FOLKEBLADET] Nyeste Skilderie 10.mars 1831. Forsaavidt Indsenderen i Morgenbladets Bebreidelse til Folke- bladet, at det indfører nye og uvante Ord, angaaer Folkebladets Bestyr, da maa Undertegnede vedgaae, at Bebreidelsen alene rammer Ham, som Den, der alene heri har gjort sig skyldig i de SIDE: 178 Stykker, han pligtmæssigen som Bestyrer af den Deel af Bladet, der angaaer Efterretninger om allehaande fædrelandssindede For- eninger, Industrie o.s.v., deri har ladet indrykke. Hensigten og Aanden i denne Bladets Deel giver nemlig fortrinlig Anledning til at virkeliggjøre denne Yndlingstanke: igjen at ophjælpe og be- rige vort under det danske Herretryk mishandlede og udplyndrede Sprog, ved at øse saavel af Fædrenes som af det nuværende herlige Almuesprog. Et saadant Foretags Nytsame falder idet- mindste Den i Øine, der føler Trangen til et rigt Sprog, saaat ikke Tankerne nødes at bevæge sig indenfor snevre gottschedisk- badenske afmaalte Gjænger, -- og Den der ærgrer sig over, at vort Sprog er saa armt, da det dog efter sine store Grund- træk, hvilke formede sig under det digteriske, frie Old, og som fremskinne iblandt Andet i vort nuværende Maals Beqvemhed til Sammensætninger: burde være saa rigt -- samt Den, der seer, at en ogsaa i Sprog selvstændig Literatur er det sikreste Pant og Mærke paa et Folks borgerlige Selvstændighed, og at vort Sprog, vort Skriftsprog (thi, vilde vi ikke abe efter og gjøre os til: d. e. "danske", saa var dette vort Talesprog) egner sig fuld- kommen til at indtage en særegen Plads midtimellem det Svenske og Danske, ved hvilket Mellemled omsider vilde bevirkes, at de 3 gothiske Folkeslags Literatur udbredte sig og læstes med Lethed i hvert af Rigerne. Til sligt Storraad kan da Folkebladets lille Lap ikkun gjøre lidet; men Anslaget selv bør dog ikke tabes af Sigte, men uafbrudt bør man bidrage til dets Fremme hvad man kan; og derfor ikke aflade at fremføre nye og atter nye Ord, skjøndt blot som Forslag; thi da først, naar Mænd af viden- skabelig Anseelse bifalde ved Brug af dem, ere de optagne i Sproget. Skulle de vinde denne Borgerret, da maae de visse- ligen aldrig være fremmede for Sprogets Aand; men ligesaalidet maae de forkastes fordi man eier et Ligebetydende. Den første Feil er der neppe ved Folkebladets "mønsternævne" d. e. anføre som Exempel, og altsaa er Bebreidelsen for dette Ord ubeføiet, ligesaalidt som "Prenterie" bør forkastes, fordi "Bogtrykkerie" siger det Samme. "Mønsternævne" og "prente" have idetmindste det Fortrin, at de i eet Ord udtrykke hvad man ellers behøver flere til. "Bestyr" er valgt istedet for det slæbende "Bestyrelse" eller det fremmede Ord "Redaction". Hvor vante til fremmede Ord vi Unorsktalende end ere, saa ere de dog uvante for den SIDE: 179 største Deel af selve Folket [fotnotemerke] , saa at det ogsaa gjælder om dem, at man meget vel kan sætte dem norske Ord ved Siden, uden at gaae Folkesproget (det hvorefter Skriftsproget skal danne sig) for nær. At have flere norske paa det Nærmeste enstydige Ord skader dog vel heller ikke? For den store (maaskee l/l0) Deel af Folket, som hemmelig eller aabenbar spilder Tiden med at rime, vil ethvert nyt Ord, enhver "else" eller "skab" som kommer bort, være en reen Vinding; thi hvormange "Smerter" vil man ikke paa en pyntelig Maade kunne undgaae? hvormange "Hjerter" spare? hvormange "Kroner, Thro- ner, Zoner, Hjerteslag o.s.v." kan man da ikke spare paa en Fødselsdag, da man kan faae Qvalmer nok desforuden af Alt det man i "Enthousiasmen" jager i sig i Pligtgjæstebudene? hvor- meget det end kan passe sig for Tidens danske Muse, hvem det mildere Climat tillader at klæde sig endog i en Bomuldstøiskjole, saa tynd og udjasket som nogen af Ulkegadens Mammesellers, at besynge den raske Bondeungdom om Sommermorgenen, i de gamle Toner saaledes: "Første Morgenstraales hulde Glands, dig møder Pigen med Kjærmindekrands o. s. v. o. s. v." saa vilde det dog være en behagelig Afvexling istedetfor slige Vers, hvori Klokken idetmindste er l0, og det paa en lummer- heed Kjøbenhavnsk Formiddag, endskjøndt der t. Ex. loves en frisk Morgen besjungen, at give os nogle, hvori Klokken kuns er 4 eller hvori man idetmindste føler lidt af den norske Morgen- luftnings ejendommelige Svale -- med andre Ord: lad Sproget beriges med norske Ord, og, istedetfor hiin fremmede Stads- Pjoske, skal man da ogsaa tee os den norske Sangmøe i det baade stærkfarvede og (som Luften fordrer det til Fjelds) stærk- vævede og nette Fjeldgjente-Værkensskjørt, som er hende eien- dommeligt. Man skal, uden at det skurrer i Ørene, høre hende til Langlegen besynge hiin Gjenstand i sligt norsk Maal omtrent: Vaarsol, som er saa vakker og vak, skulde du finde ei Gjenta i Stak? glaame i Stua, se Guten i Sengen? Pusta' 'an Ola: 'an Ola er paa Engen. Fotnote: En Bonde spurgte mig saaledes hvad "Gehalt" (see Folkbl. No. 1) vilde sige? Jeg maatte skamme mig, da jeg sandelig intet reennorsk Ord kunde finde, der tydeligen kunde gjengive Begrebet. SIDE: 180 -- Det er ligesaameget Folkets som Landets Natur, der skal leve i Sproget og give det dets Tone. Selv Christianias Omegn er for ophøiet til at man ikke kan andet end at forundre sig over det Sprogslask, hvori man der søler sine Tunger, oplært deri af et Nationaltheater(!) hvor man ligesaasnart kunde begaae den Buk at spye midt paa Skuepladsen, som der at lade et norsk Ord falde, men især i dette ubegribelige Verden-beherskende, som kaldes "Tonen". Hvorledes skal da Ringerikingen, Mjøsboeren, og alle Dølerne kunne være fornøiede med et Sprog, der er at betragte som det Tydskes Affald og som kan være ensformige Heders og fede Enges og disses langkitlede Dyrkeres Afpræg, og, hvor det skal opsvinge sig over det Dagligdagse, trænger til det latinske o. fl. d. Sprog? Dette gjælder i det Prosaiske -- hvormeget mere i det Poetiske da? -- Literaturen, som den nu er, vannorsker os. Sproget er i en Gjæring. Men norske Mænds forenede Bestræbelser ville i denne Henseende fremhjælpe til Modenhed i l0 Aar hvad Tiden ellers vil fremmodne i l00. Levvel, gode Normand! Henr.Wergeland. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 9. Tirsdag den 29de Marts 1831. Gruus er kun Gruus, var det end af Salems Mure og Zions Huus. [OM DET POLSKE OPRØR] (Det er unægtelig en høist mærkværdig Kamp som føres imel- lem 4 og 57 Millioner Mennesker, mellem en Flok af Helte som vove Alt: Liv, Lemmer og Velfærd, for at gjenvinde deres dem frarøvede Frihed og Uafhængighed i Kampen med et uden al Sammenligning større Antal af Europas tappreste og meest øvede Krigsfolk, kommanderede af En af Nutidens største Feldtherrer. Polakkerne kunne ligge under i den ulige Kamp, det er vel end- ogsaa rimeligt, at de tilsidst ville gjøre det, dersom Gud ikke vil have det anderledes, men de have allerede viist en saa over- ordentlig Tapperhed, at deres Undergang vil blive liig Sparta- nernes fordum ved Thermopylæ. "Vi ville ende," sagde nylig grev Svidzinski i Regjeringskamret, "som vi have begyndt. Er SIDE: 181 Døden os bestemt, da vil det blive den skjønneste og hæder- fuldeste, men selv vor Død vil ikke blive uhævnet, thi ingen For- brydelse vorder ustraffet i denne eller hiin Verden, hvor vi atter skulle see hinanden." Man har i Warschau beredt sig paa en Dødskamp; thi man har erfaret, at det er den russiske Keisers Plan, at gjøre det overvundne Polen til en Provinds af det Rus- siske Rige, at forjage en stor Deel af Indbyggerne til de ube- boede nogaiske Stepper i det sydlige Rusland, og derimod at anlægge store russiske Militairkolonier i Polens meest frugtbare Egne. Saaledes, skrives der fra Warschau: vil Keiseren af Rus- land hævne sig paa os og der er intet andet Valg tilbage end: Kamp paa Liv og Død! Seier og Frihed, eller Slaverie og Undergang! [fotnotemerke] ) Henrik Wergeland [OM PROCURATOR PRAEM] Morgenbladet 15. april 1831. Paa en Gjennemreise træffer jeg Procurator Praems Tilsvar til mit i Februar d. A. i Morgenbladet Indrykkede om hans skurke- mæssige Fremfærd imod mig, og har da blot Tid til at forsikkre Publicum, at ved min Hjemkomst skal denne Forbryder mod Stat og Menneskehed stemples som fortjent. Christiania, den 14de April 1831. Henr.Wergeland. Cand. Theol. FOLKEBLADET No. 12. Tirsdag den 19de April 1831. Da Adam grov, og Eva spandt hvor fandtes da en Adelsmand? Fotnote: Folkebladet kan ei afholde sig fra at tænke paa det gamle Ordsprog "det angaaer ogsaa dig, naar din Naboes Væg brænder." SIDE: 182 [EPIGRAM] Morgenbladet 28. april 1831. Du siger, ei du raser, naar du spiller. Men "har du raset eller skal du rase?" er en forstandig, hollandsk Phrase; og det er klart, du raser, naar du skriver, Miller. S. S. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 14. Tirsdag den 3die Mai 1831. Ydmyghed skyldes alene Gud, mod Andre er den skjændig Tribut. [INDSENDT OM SKUESPILLER MILLER OG 17.MAI] Det er en sørgelig Erfaring, at selv Mænd af udmærkede For- tjenester ofte ere udsatte for Skumleres lumske Angreb. Saaledes har en Person der kalder sig Miller, for nogen Tid siden i Morgen- bladet med mageløs Frækhed søgt at fordunkle den velfortjente Hæder, Hr. Baron Wedel Jarlsberg har indlagt sig ved sin i Af- fairen paa Christiania Torv den 17de Mai 1829 udøvede Helte- daad, ved paa en haanende Maade at omtale 17de Mais Helte, hvorved umuligt kan forstaaes Andre, end høibemeldte Hr. Baron og Consorter, da ingen Anden paa denne Dag har udøvet nogen Daad, der kunde gjøre ham fortjent til Navnet Helt. Dog Hr. Baronen kan rolig hvile paa sine Laurbær, og med ædel Stolthed foragte slige Vittighedsjægeres flaue Spot; thi neppe gives der nogen Egn i Norges Land, hvor man ei, naar man hører det uforglemmelige Navn Wedel-Jarlsberg nævne, begeistret udbryder: Lyksaligt er det Land, Lyksalig er den Bye, lyksaligt er det Herred, Som eier slig en Mand! No. 15. Tirsdag den 10de Mai 1831. I Dag mig, i Morgen Dig, ): Hver Djævel raser sin Tid. SIDE: 183 Henrik Wergeland No. 16. Tirsdag den 17de Mai 1831. 1) Det er en Slaves usle Trøst: sin egen Vee paa Millioner Brødres Aasyn prentet see. 2) Indunder det Scepter er godt at boe, hvor rundtom et Folks Fingre sig snoe. Folkebladet ønsker til Lykke med Dagen! Glædelig Fest! OM FORHOLDET TIL SVERIGE Uvittige og, vi bør haabe, snarere uvidende end ondskabsfulde Svenske komme af og til fremstikkende med Skrifter og Tidende- stykker, hvori Norges Forhold til Sverige aldeles miskjendes og fremstilles saa bagvendt, at man kunde fristes til at forlade sin Skaansomhed i Omdømmet, og erklære det med Vilje, mod bedre Vidende gjort. Dog Feilene ere saa grove, at de snarere vække Latter end Uvillie. Latter faaer saaledes den Rector, der (se et Skilderie af Christiania og Stockh.) i den Geographie, han smurte sammen til sin kjære Ungdoms Veiledning til Sandhed og Kund- skab, omtaler Norge som Sveriges Provinds, ja sammenregner Norges Folkemængde til Sverigs, begyndende fra 1801; men Uvil- lien falder paa det svenske Underviisningsvæsens Forstandere, som tillade, at saa vrange Begreber indprentes den svenske Ung- dom igjennem Skolebøgerne. Disse kunne idetmindste, i Fore- ning med de vanslægtede Normænd, som i Sverige stræbe at udslette ethvert Spor af at de høre her hjemme og saaledes t. Ex. som Nedskriveren hørte en Major og Ridder af den kgl. svenske Sværdorden forsøgte paa i Stockholm, jammerligen nok prøve paa at spække deres Sprog med svenske Ord og Talemaader, udrette temmelig meget, ja vel Alt hvad disse Folk ønske isaa- henseende, dersom ikke i Sverige selv et oplyst og frisindet Partie bekjæmpede slige Midler. Da vi ligesaa oprigtigen hade ethvert Nationalhad, som foragte ethvert Forsøg, det være ved fornærmelige Yttringer i Skrifter og Blade imod vore Statsindretninger eller imod hele Nationen eller ved Sandheden og Norge krænkende, historiske Fremstil- linger fra svensk Side, som skulde kunne bevirke, at den ene af de for Tiden forenede Nationer fattede ringere eller hadeful- dere Tanker til den anden: saa er det kun, fordi vi kunne ud- pille nogle Beviser for norsk Fædrelandssind og Heltemod af en svensk Bog, der ellers indeholder paa en for Norge og Sandheden SIDE: 184 krænkende Maade, Fremstillinger af Begivenheder imellem begge Rigerne, at vi befatte os med den. Da denne Bog "Kronprindsen af Sverrig, Carl Johans Feldttog 1813 og 14, Stockholm 1815 hos Directeur, kongel. Feldtbogtrykker Sohm" gaaer ud paa at løse dette ordret oversatte Spørgsmaal: "Hvad var den egentlige Aar- sag til at den svenske Armee, under 1814 Aars Feldtog, inden kortere Tid erobrede (erøfrade) hele Norge, end Carl den 12te anvendte forat fremtrænge nogle Miil": saa seer man, at For- fatteren, forat give dette lumpne Smigrerie i Sammenstillingen Vægt, maa hæve de nærværende Normænd og nedsætte 1814 Aars, og altsaa fremkomme med Beviser for de Hindringer, der gjorde Carl 12tes Indfald saa meget uheldigere end Carl Johans og som især maatte findes i daværende Normænds sedlige Kræfter. Han gaaer ogsaa længere hen i Tiden, omtaler flere Træk, der geraade fordums Normænd til Ære, og som vi troe mindre be- kjendte i vort eget Hjem. Vi nedsætte dem derfor. Det ene af de to i svensk Sold staaende scotske Seiecorps førtes af en Oberst Munkhaven til Sverrig, medens det andet under Sinclar fandt sit Maal blandt Dale-Gudbrands Klipper. Dets Skjæbne fortælles nøiere saaledes: "Borgerne i Throndhjem joge ved Blokhuse Skotterne skyndsomst tilbage, da de stevnede didhen. De krydsede da udenfor i Fjorden, fangede Fiskere, som de tvang til at lodse sig i Land nordenfor Throndhjem. Almuen opfordrede forgjæves (den jydske) Steen Bille, Lensbefalingsmand dersteds til at anføre. Skotterne vovede dog ikke at indtage nogen fast Stilling, men trak sig hærjende igjennem Herjedalen til Jæmtland, hvor de naaedes af de norske Bønder, som for- fulgte dem og hevnede sig ved et stort Nederlag". "Da Carl den 12te stod i Norge, vare neppe Grændsefæstnin- gerne forsynede med Mandskab; Krigsgrejer og Fetalje manglede, og Cassen var kun 200 Rdlr. Men 10,000 Bønder samlede sig ihast, og tilbøde sig; men man maatte aftakke dem, formedelst hine Mangler. Medens Garnisonen paa Agershuus tappert for- svarede sig, bevæbnede Almuen sig deromkring og ihjelslog en- hver Svenske, som vovede at sætte Foden indenfore deres Skove og Dale. Carl lod gribe Nogle af disse Bønder, formanede dem til Roe, og lovede Enhver, som vilde holde sig rolig hjemme, en Ducat. Men hvor smaae Partier viste sig, bleve de enten ned- huggede (nedgjorde) eller udleverede til Armeen. Nu fattedes SIDE: 185 det djærve Beslut, at samle hele Hæren og Almuen og kringsætte Carl; og, da Magazinerne i Moss gik forlorne, trak han sig til- bage fra Landet". "Da Svenskerne indtrængte i Frederikshald under Carl 12te, havde en Pige Betænksomhed nok til at fornagle Kanonerne i Havnen og kaste Kuglerne i Søen". Videre fortælles, at flere smaae Corps under Carl den 12tes Feldttog, afsendtes til Kongs- berg, af hvilke Løvens, der fik sin Ende paa Ringeriget var det største, men at de "uppnåde knappt halfva Vågen, innan de voro nedgjorde". Saaledes besvares hiint Bogens Spørgsmaal ved at fremhæve Datidens Normænd og nedsætte disse Tiders, omendskjøndt dette skeer mere med Hensyn til deres sedlige Egenskaber end til deres Modstandskræfter, hvilket viser sig i følgende ligeledes ordgrantoversatte Fortsættelse af ovenanførte Bogens Sætning: "Med Kjendskab hertil maa man tilstaae, at Norges Erobring maaskee er det sværeste og ærefuldeste af alle de lysende Fore- tag, som udmærke Kronprindsen af Sverigs militaire Bane. Han saae den norske Nation, forledet, forvildet fra sine Pligter og sit sande Velfærd". Er det ikke søte Broderkys vi faae, Godtfolk? Sligt Broder- skab bliver vel varmt. Paa den østlige Grændse kan desaarsag ingen Marsovne bestaae. Paa den østlige Grænds? -- endnu et Par Aar maaske kan man saavidt see, at der har været en Grændse i gamle Dage mellem Norge og Sverige; men nu groer Skoven lystig iveiret; thi den Mellemtid er bleven lang, som Loven bestemmer at være imellem hver Rigsgrændsens Ophug- ning. Gothenborgernes Favntag er dog det inderligste; thi de drikke Skaalen: "Lefve Sverige og Norrige, vort Fädernesland!" Men det er dog rimeligt, at denne Skaal er udbragt af Sam- smelteren Borgemester Ekstrøm under Bordet. -- Forundrer Eder dog ikke over alt Dette, I, som have tælt Kuglehullerne i Svenske- stuen i Norderhougs Præstegaard! I, som have besøgt Krogskoven og Lier-moen og Matrand, og hørt Lougen bruse forbi Kringen! I, som med en let Gysen have ilet over den "blaa-Myra!" og I, der have sørget paa Sarpsborgs og Storhammers Ruiner! For- undrer Eder ikke herover; thi det var Samme som at undre sig over, at der findes Daarer imellem 2 1/2 Millioner Mennesker. SIDE: 186 De formaae ikke at betage os Agtelsen for det hæderdækte svenske Folk; men ikkun at gjøre os mere vake paa vor Post for Norges Selvstændighed, saaat ikke atter de tvende stormodige Nordens Folk, Gothestammens Hovedgrene, skulle -- om de end hver for sig udbrede sig under egen Himmel, vajende paa egen Rod -- brage isammen af den Storm, der engang susede over blaa-Myren og oppustede Anne Colbjørnsdatters Flammer mod Skyerne. Henrik Wergeland UDENLANDSKE EFTERRETNINGER Med Polakkernes Frihedskamp gaaer det fremdeles herligen. Deres Rækker rulle jublende mod Bugelven, det sidstsammen- makkede Kongerige Polens Grændse mod de voldeligen i Rusland indlemmede polske Fylker. Men denne Strøm bruser ikke mere fiendtligen igjennem Landet; thi dens østlige Bredder skjælve under Beboernes Opraab til Afrysten af det russiske Aag, lige- som allerede deres vestlige Frænder med saamegen Lykke have gjort. Medens den polske Hær under Skriznecki aldeles har kastet og forstyrret den russiske Hovedarmee, medens Himlens Velsignelse lyser over de heltemodige Frihedskjæmperes Rækker og Seieren ligesom dens Gjenskin paa Jorden, rødmer foran deres Front, saa hvine Frihøvdingen Dvernickis titusinde Klinger og alle de, ved hans Seierssteg i Oprør satte vestlige Fylkers Ljar og Øxer, saa sortner alskens Dødsot bag de forstyrrede russiske Rækker, der ogsaa møde Døden i de østersøiske Fylker. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 17. Tirsdag den 24de Mai 1831. Drot, om du end Jarler øiner for din Fod, Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod? [OM 17. MAI I EIDSVOLL] Neppe feiredes sidstleden 17de Mai skjønnere end i Eidsvold. Det norske Banner og Salver mærkede alt fra Daggry Stedet, en over Vormen ophøiet Flade med en henrivende Udsigt, hvor de fri Odelsmænd samledes Kl. 5 Eftermiddag, efterat de hver i sit Hjem havde givet Tyendet Frihed, trods den travle Aann. SIDE: 187 En stor Baad nærmer sig paa den deilige Vormen . . den fører et stort norsk Flag, og fyrer værre end en Sørøver . . . man hører Musik over Vandet . . . Det er Odelsmænd fra Nabo- sognet Store Næs, som gjæste Eidsvoldingerne; men det er deres Odelsbaarne, som i et Chor af 6 Klarinetter, Gongon og Tromme, spille og synge Nationalsangen og Parisienne. Henimod 50 vare de egentligen Deeltagende i Festen, der inden kort, da Baalene og Tjæretønderne begyndte at blusse og Gjenter og Gutter fra Bygden samledes sammen til "17de Mais-leiken," beværtedes og toge paa at dandse, viste sig aldeles som Folkefest. Der manglede hverken paa værdige og skjønne Skaaler, der udbragtes under Norbanneret med passende Sange, skjøn Musik, Skud- og Jubel- hilsener, eller paa andre Træk, der vidnede om en værdig An- skuelse af Festen, Almeenaand, Fædrelandssind, Frisind og Dan- nelse, endskjøndt (hvilket falder en god Deel "Proprietariusser" utroeligt) de Alle, paa et Par nær, baade kom fra Ploven og gik, da 18de Maisol lyste høit paa Himlen, med det høitaflagte Løfte, stedse at feire Dagen, atter til Ploven. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 18. Tirsdag den 31te Mai 1831. Der er en Djævel som "Lunkenhed" heder -- god Sags Forræder. EN BESYNDERLIG OVERTROE Forleden kom en Mand til Indsenderen og anbetroede ham med den betænkeligste Mine, at han førte en Kone med sig, forat forskaffe hende Trøst, da hun næsten var bleven gal af den skrækkeligste Frygt for en fæl Skjebne, der forestod hendes Barn. Konen traadte hulkende ind, og fortalte, at hendes 11 -- 12 Aars Søn havde, som han ved Grundsæt-Markedsleite betlede i Landsveien, af et Par aldrende Handelsmænd fra en af Smaa- stæderne faaet det Tilbud at følge med dem hjem, hvor de da skulde sørge vel for ham, hvilket baade Barnet selv og dets Forældre havde med Tak og Velsignelse taget imod. "Jeg troede ham i gode Hænder -- fortalte Konen under stigende Fortviv- lelse -- men, Gud hjælpe mig! nu kommer der en halvvoxen SIDE: 188 Dreng fra samme Sted og fortæller, at man vil gjøre med ham som der er gjort før med Smaagutter, nemlig at man holder paa at fede ham op, for siden at sælge ham til Tyrken til Føde." Indsenderen helbredede Konen med Latter, omendskjøndt hverken hendes eller Mandens Frygt gav sig pludselig; thi de vedbleve længe at paastaae Sandheden af denne almindelige Overtroe, der ogsaa tegner den smukke tyrkiske Menneskeæt, hvortil netop vi Gother selv høre, i uvidende Bønders Indbildning med Svinehoveder paa -- Menneskefigurer under Navn af Tryne- tyrker, der især finder Behag i christent Kjød. Hiin Overtroe, at virkelig nogle give sig af med at tilføre ham slig Proviant, er vist nok en Gjenerindring om Hollændernes og andre sydlige Havfarende Nationers voldsomme Matrospresning eller Kjøb af Mennesker, der for det meste opoffredes i de indiske Colonier. Henrik Wergeland BOLIVAR (Af Hr. de Pradt). Alm. norsk Maanedsskrift mars 1831 (utkommet i begynnelsen av juni). Maae vi søge Trøst i Amerika for det, som vi i Europa see tildrage sig, og, hvad værre er, erfare og fornemme? Imedens denne Verdensdeel paa en bedrøvelig Maade vrider og vaander sig imellem sit gamle Barbarie og sin nye Oplysning; imedens angstfuldt- omkringsigskuende Regjeringer snart skride fremad, snart tilbage, stundom tilkalde, stundom frastøde Civilisationen; imedens de ønske at besidde denne i dens materielle Virkninger, men forkaste den i dens moralske Resultater, som ere dem ube- hagelige, og saaledes stræbe at kløve det Udelelige, imedens det ene Partie endnu fører sin urimelige forældede Tale om Rettig- heder, indrømmede af Gud, og det Andet lader høre det stolte, høitravende Sprog, som tilhører de menneskelige Samfunds gamle Beherskerinde, og derved viser sig som Samfundslivets Fiende, og ligesom ubekjendt med vor Tids Aand, som dog fra alle Sider alligevel omgiver det; imedens man i Europa sysselsætter sig dermed -- ikke at læmpe Monarcherne efter en sand Samfunds- orden, men denne virkelig sociale Orden, efter den saakaldte monarchiske, som er en fra Climat til Climat, fra Folk til Folk, fra Sekel til Sekel foranderlig Indretning, savnende al uundværlig SIDE: 189 Elementartypus, og, (da Alt, som ikke formaaer at fremvise et himmelsk Udspring, haandgribeligen udleder sig fra Mennesker, thi et Magtens tredie Udspring kjendes ikke) tydeligen heelt og holdent hørende til Antallet af menneskelige Institutioner, værende deraf blot en Variant; -- med eet Ord sagt, imedens en Solfor- mørkelse nathyller Europas Horizont, modtage vi fra Amerika et Dokument, som Minerva selv synes at have forfattet; Fenelon er det, som taler, som vi troe at høre. Det er hans Aand, som lever i denne Kundgjørelse, angaaende det Brug, man emner at gjøre af Magten og af Seieren. Bolivar siger (da Peru, af Ham befriet fra det spanske Volds- herredømme, i høieste Grad utaksomt, erklærer ham Krig): "Intet Gevær skal løses af Os, ikke engang til vort eget Forsvar, før- end vi have reclameret vore ubestridelige Rettigheder, vort Taal- mod er blevet udtømt, og vi tvungne til en anden Handlemaade. Paa det Inderligste skulle vi bede de Beseirede om Fred. Dette skal vorde vor Hævn. Inden denne Forsamlings Skjød skulle Raad holdes over alle eders Interesser; og indbyrdes enige skulle I danne en ny Regjering, kraftig nok til at opretholde Columbiens Frihed og Selvstændighed." I, som læse dette Brudstykke, siger, om ikke Det, som Fenelon til en Fyrstes Underviisning dicterede, er af et republikansk Overhoved blevet virkeliggjort, og om ikke det, som saa frugt- løst bliver i europæisk Jord udsaaet, behøver at overflyttes i den Amerikanske, for at bære Frugt? Her seer man endelig Mag- tens Brug og Krigens slet indskrænkede efter en sand Menneske- ligheds Grundsætninger; her seer man at Mennesket, ikke uden Fortrydelse, udgyder sin Broders Blod med den eneste Und- tagelse, naar han nødes til at forsvare sig. I, som bedække Jor- den med Soldater, for inden Landet at være Undertrykkere, uden Landet Angribere, læser eders Dom i denne for Menneskeslægten desværre altfor nye Lovbog! Og I, som anklage Bolivar, som den, der med List stræber efter den høieste Magt og sukker efter Diademet, hvad ville I nu sige? Er hans Sammenkaldelse af et Nationalkonvent ogsaa blot et af Ærgjerrighedens Foretagender? Vi stakkars Europæere, som maale Verden efter den snevre Kreds, inden hvilken vi røre os, kunne endnu ikke kaste vort Øie paa en Throne, uden deraf at forblindes. Det blendede Blik fastloddes til disse Throner, som efter vort ringe Begreb, udgjøre SIDE: 190 Maalet for al menneskelig Lyksalighed, til hvis Opnaaelse intet Offer er for dyrebart, ingen Møie for stor imod Belønningen. Velan! begriber da, at Fædrenelandets og Menneskehedens Tak- nemmelighed udgjør for den store Patriot den eneste, isandhed høieste Throne, og at paa hele Jordkloden ere ikke Alle Crom- weller og Don Migueler. Ved sin Mildhed har Bolivar lært at indsee, at der findes et bedre Middel, end Bøddelblokker til at afvæbne sine Fiender og adsplitte Sammensværgelser. Ved sit Maadehold imod det uskjønsomme, udfordrende Folk har han beviist, at man fremfor alt Andet bør spare Menneskeblod, ved sin patriotiske Uegennyttighed har han ophøiet Titelen: Borger høit over alle andre, og dette ligesaa lykkeligt som selve Washing- ton. Hvo kan miskjende vor Tidsalders største Mand i Bolivar -- Ham, som paa saa mange Maader krones af den sande Ære? Dolken kan naae ham; thi Forrædere findes overalt. Men en Bane, som Hans, trues ikke at ende paa St.Helena. Det er i Sandhed en Kilde af Trøst og oplivende Mod for Sindet, som ved saa mange Optrin i Europa, maa føle sig nedtrykt, at syssel- sætte sig med et Levnets Løb, hvis Formaal er saa reent, saa uegennyttigt, for Menneskehed og Fædreland saa gavnligt, sig selv saa tro, og saa lærerigt for alle dem, som stræbe efter Magt. Man aander atter frit ved Skuet af denne Tavle, som fremstiller Alt, som kan opløfte Sjelen og trøste Hjertet. Jevnfører Dette med Europas Tildragelser! Jevnfører med denne oplyste og humane Fremskriden 1814's Hændelser; det, som foranledigede og fulgte paa den 20de Marts; den pyrenæiske Halvøes Skræk- scener; den kongelige Ægteskabsproces i London; Anfald paa de neapolitanske og spanske Nationer af dem, som de aldrig for- ulempede, ved hvilken Vaabenvold de atter underkastedes et Blyspiir og et Jernspiir; Løfters og Eders Vanhelligelse overalt; den guddommelige Retfærdighed i Spanien baseret paa Bøddel- blokker; hvorledes de sønderslides, hvis Fader man kalder sig; Bempostas frække Udaad; Jesuiternes Udflugter; Aristokratiets fiendske Anstrængelser imod Civilisationen; Præsteskabet atter installeret i sin behørige Andeel i Statsstyrelsen; bundløs Ufor- stand; Staters Tømmer anbetroede i Udyrs Kløer; og -- for at trykke et Indsegl paa alt dette -- Thronerne, som saa ængst- ligen hænge fast ved Legitimitets-begrebet, med saa stor Haard- hed, møde ethvert Angreb paa dette, og alligevel gjøre sig al SIDE: 191 Umage forat kunne finde en aaben Dør, hvorigjennem de paa "legitim" Maade kunne indføre Don Miguel i Kongernes Kreds ligesom om Thronernes Ære derved kunde sikkres, at Sporene efter alle mulige blodige Forbrydelser tilhylledes af Purpuret, og at man udrydder til sidste Mand Vidnerne dertil. I, vor Frem- tids tacitanske Historikere, bereder eders Pensler, river eders Farver; Emner skulle I ikke savne til eders Malerier. SATIREN (En Birkeqvist af Farcen "Ordnerne" i Phantasmen "Løier i Holyrood" af Siful Sifadda). Nyeste Skilderie 5. juni 1831. (Anm. Exkongen af Frankrigs maitre de plaisir omringet af en Hob af Ex- kongens Creditorer. Deriblandt en saakaldet Poet). Poeten. Mig skylder Kongen for en skjøn Geburtsdagssang, hvor jeg Enthousiasme saa dristigen fingerte, foruden andet Skjønt, som ikke existerte, at, da Avisen ud mit Carmen trompeterte, paa hveren Patriot forbauset Øret hang som Æselets i Slud. Betænk, hvad Sligt dog koster, at faae af Intet frem et saa uhyre Foster! (Maitre trækker paa Skuldrene). -- Min Digterild er slukt; men Hevnens tænder Du, (ha visseligen, den er hedere endnu!) hvis ei min Digterild du nærer med en Styver. Men gjør Du, jeg fremdeles underdanigst lyver. Maitre. Monsjeur, af slige Folk der nok paa Gaden gaaer. Poeten. Hvem synger, troer I vel, som ei Betaling faaer? Jeg spaaer paa eders Fest en Taushed som i Graven, naar Fuglen sukker, (den, som sang saa Vel i Haven: "ak, Digterilden slukt!" SIDE: 192 En Stemme. Hos Dig den tændt ei var; men Avind er den hele Lue, Jan, du har. Du slæber Aske fra de Andres Arnesteder, og puster, og tilsidst en usel Klump du smeder. Poeten. Ha! Folket mig imod? Den Røst for Skud er frie. Vel, Folkets Fiender, Jydens, være mit Partie! Naar jeg ham smiggret har, han mig igjen basunet, jeg af Basunens Gab høitover Hjempaulunet mig svinger som en Ørn -- da, Folk, forbauset glan! Jeg daler meer ei ned, saasandt jeg heder Jan! Stemmen. En Ørn blier aldrig af en Gjøgeunge dunet. Poeten. . . Forgjæves glaner du: midt i dit dumme Øie jeg falde la'er en Klat af Kalk ifra det Høie. Gnid da dit Øie, Folk, og spørg med Taarer: "kom det ei fra den Poet, vi lod saa haanligt om?" Stemmen. Det hendes aldrig, Jan; thi i dit Rede alt dit spæde Duun er af saamange Klatter qvalt, at, var en Luftballon endog din tomme Kroe, blandt Høns og Gjæs, paa Jorden Du maa Dig slaae til Roe. Poeten. Herr Maitre de plaisir! hør ei paa disse Skoser! Den Folket hader, som formeget Kongen roser, som kalder Jubel leiede Trompeters Støi, og Dagen selv "velbaaren," maaskee endogsaa "høi." Men tro ei heller, at man Sligt for Intet digter! At lyve regnes ei blandt absolute Pligter; kun blandt betalte . . . Maitre. (trækker paa Skuldrene). Ak, Monsjeur, hvis hver en Løgn betales skulde, som blier sagt i saadant Døgn! -- SIDE: 193 Poeten. I glemmer, Ære eller Guld ved Alt maa vindes. Den Baggrund bagom hveren herlig Forgrund findes. Jeg seer vel grant, at jeg som Skjald ei Ære faaer. Da, se, en Daler er det Plaster, som maa bindes paa disse Saar, som Sandhed for Eders Skyld mig slaaer. I vil ei? Kjender I da ei de Muser -- ha! bort Muser! Gratier! -- men kjender I ei da de Furier med side, eddersvangre Bryster, dem jeg kan slippe løs saa ofte som jeg lyster? . . de Furier med Drageblik og Snogehaar? (hver Snog et Smædevers, I ventelig forstaaer) . . de Furier, som efter Piben min maae dandse Stemmen. Det gjør ei Furien, at Avind ei kan sandse. Ei usel Piben er Erinnys' Slangers Hvæs. Gorgonens Aasyn er ei hvertet opbragt Fjæs. Læg Mærke hertil, Jan: hvor ond man end kan være, saa naaer ei dagligt Vid Paul Aretinos Ære. En tirret Skjøges (Sligen er din Muse, Jan: hun boler med enhver elendig Kallifan) en tirret Skjøges Fagter og liderlige "Tvi" er ikke Furiens fæle, men høie Raserie. Din Skjøgemuses Opskjørt ei Furiens Gevandt er, vildtflagrende i en Galopfart paa en Panther. Helt bliver ikke altid en fortørnet Mand, saalidt som en Satyricus den ussle Bajas, Jan! Hvo raaber ofte: "hei! herfrem, og slaaer, Gorgoner!" har kun et Batterie fornaglede Kanoner. Frygt ei hans Lunte! frygt ei saadant Vredesblik! Frygt ei hans dumme Skraal! Han Ringen ikke fik, der maner Aander frem. Frygt ei i hver den Tale Et Verdenslyn -- hver Tale, som begynder: Ha! Satiren tidt slukøret man vender sig ifra, naar den ei kryddret er med salsum naturale. Det naturale, Jan, er just det Geniale. Ved kunstig Ild og Digl og chemiske Proces Du smelter det ei frem, men kun en fæl Absces, SIDE: 194 et Slagg, der kastes ud, saa, hvor det voxer, veed En, at der i Huset, ja just netop der, boer Smeden. Hvis ei saa en passant som Tyrier til Glas du kommer til det Salt: saa rør ei ved Satiren! Thi da en Mesters Haand behøves sær til Liren, naar Munden byder: "Streng, som Furiens Hugorm, ras!" Øl man forstaaer i Staden at byde uden Malt, Men byd ei en Satire frem, som mangler Salt! Den Skik, som Bryggeren troer, er reent af Mode falden, tør komme op igjen: at faae sit Kruus i Skallen. Man er kun et Genie, men aldrig man det blier. Er du det ei, saa kommer ikke Musen paa dit "hier!" thi Tryllescepteret dit mindste Smiiltræk hæver; frem styrter Furien af dit Haanblik af sig selv, thi det er Lynet af en himmelsk Retfærds "Skjælv!" Gorgonens Steentræk true om din Læbes Hvælv. Kun da Ærgjerrighed hos Støvet man forgjetter, ja om du Lauren paa dit eget Hoved sætter. Men er der Liv saa uselt som Liv, der lever af at tygge paa en Pen? Det Liv Du selv Dig gav, ei Skjebnen, som saatidt gav Skjalden Vand og Luften, der mavrer, blandes den endog med Laurbærduften. Men slikke paa en Pen, og tørre Spyttet ind til Edder! Bedre da at leve af en Vind. Vær heller Intet, Jan, end falske Rolle spille! En Maske slides op, men ikke Footes Træk, Skam dig ei ved dit Ansigt, men kast din Maske væk! Thi mærk: i Ondt som Godt det er ei nok at ville. Om Du vil Djævel være, saa tak din Gud, du fik til Satans Hjerte ei hans Hoveds skarpe Blik! Maitre. Hør det, Monsjeur! Poeten. Ha! (afsides) Tys! Jeg maa ei Reglen glemme: "Hvis du vil over dig de Andres Latter tæmme, SIDE: 195 vær selv den Første da, som høiest skoggerleer!" Slemt er det vel at lee, naar man vil græde heller; men værre Latter, som paa min Bekostning skeer. (høit) Hahaha! -- jeg leer -- haha! -- jo meer du skjelder, Du Navnløs-Trættekjær! Hvo er du! Hvo ei tør paa Opraab komme frem, er nødt at bruge Slør. Men Latter under Slør den skader ikke Øret. Hvormangen Dame leer vel ikke under Sløret af vrikkende Chapeau, ja af Gemalen; men hun kaster Sløret, er alvorlig flux igjen. Du loe vel bag dit Sløer; men Folket leer jo ikke. Det er et sikkert Tegn at ei din Piil kan stikke. Stemmen. Der en Satire er, som taaler ikke Latter. Thi den er Sandhed reen, ja idel Sandhed blot, og derfor kold og klar, ja uden Sky af Spot. Du trodser ikke den; thi den er Lynets Datter. Maitre. Hør det, Monsjeur! Poeten. Han krænker Satyr-Laugets Ret. Satyricusen har Tribunens Majestæt. Han selv ei røres maa. Hvad nytter det desuden? Meer tyk end hos de Andre er paa ham jo Huden? Dog, havde jeg dig fat, jeg flaaede reent dig af, og saa dig skjære Prygl paa nøgne Nerver gav. Det er: jeg Ære ei dig for en Styver levner: paa dit moralske Rygte jeg mig mordisk hevner: jeg skriver "Drukkenbolt," jeg skriver "til en Tyv," og tager om en Hoerkarl Motto af Peer Syv. Da kliner sig et Tvi i Sporet, hvor du gik! thi Qvintessencen du af en Satire fik. Sligt Dødsskud vover du ei reen Satire kalde? Hvo brygger bittrere, end Den, der brygger Galde? Kom frem da Hvo, som tør! Kom frem og faae et Klaps fra "Skurk og Tremarksmand" og nedad indtil "Laps!" SIDE: 196 Komfrem! komfrem! komfrem! -- Haloh! Nei, Ingen vover, Nu! vel Herr Maitre seer De hvem paa Laurbær sover? I hørte, at jeg vandt. Hvem gav det sidste Spark? Nu vee jer Herre! thi nu strømmer Galden over. I sorte Vover skal den skumme paa et Ark: -- en Parodie paa Hvad jeg skrev om jer Monark (gaaer). Exkongen. (fra Vindvet). Det var en arrig Mand. Skriftefader Jesuit. Gid Folket blot bestod af Skjalde! Flux det laae i Blæk om ei i Blod. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 19. Tirsdag den 7de Juni 1831. Overtroens Vindøie, Hvad du seer, ei Lyset, men Nattens Veirblus er. [OM 17. MAI PÅ TOTEN OG I NANNESTAD] 17de Mai feiredes paa Toten som Folkefest [fotnotemerke] . Flere 100 Menne- sker vare forsamlede paa en skjøn Houg nær Gaarden Alfstad, hvor Aftenen tilbragtes om Glædesblussene med Musik, Dands, Skudhilsener og andre Tegn paa almeen Jubel. I Nannestad lykkedes det ogsaa et Par brave Medborgere at faae en Leik istand, som heller ikke skal have været liden. Ved et saadant Middel -- tør hænde 17de Mais-felen og Skaalhilse- nerne -- lykkes det maaskee snarest at vække den i dette vel- staaende Sogn temmelig almindeligen slumrende Almeenaand og Oplysningssands. Henrik Wergeland [I ANLEDNING AV EN INNSENDT ARTIKKEL OM MYRMALM] Bestyrets Anmærkning: Indsenderen af ovenstaaende -- en Østerdøl -- har berettet Bladets Bestyr, at, saavidt hans Kjendskab til Fædrelandet stræk- Fotnote: Sørgeligt at man uvilkaarlig maa undtage Embeds- og Propritærclassen fra dette Begreb. SIDE: 197 ker sig, findes denne ovenbeskrevne særdeles rige, gode og let- behandlelige Malm i den mest velsignede Mængde. Han paastaaer, at de flere Mile lange Skovmyre imellem Elvrum og Tryssild kunne forsyne det ganske Norge, uden at man forgreb sig i de første, ja i en lang Række af Aar paa Andet end nedraadnende Tømmer i de uudtømmelige Skove, der bedække disse Skov- myre, og som desuden ikke formedelst Beliggenheden kunne blive til nogen anden Nytte. Man bør troe, at den svære og vel i Forhold til den stigende Befolkning, det udvidede Agerbrug (der behøver en løbende Pengemasse), det stigende Borgersind (hvor- paa man ogsaa bør beregne og kan udstæde Millioner) samt den stedse mere følte Nødvendighed at gjøre sig uafhængig med Hensyn til andre Landes Frembringelser, uforsvarlige Pengemangel er den eneste Aarsag til at denne Velstandskilde ogsaa ligger ubenyttet. At dog det rette meddelende Borgersind mangler, viser sig vel ogsaa deri, at denne Mangel ikke endnu har bevirket Oprettelsen af særegne Banker, f. Ex. Stiftsbanker eller endog Amtsbanker. Pengemangelen er haardere for Norge end Korn- mangelen. FOLKEBLADET No. 20. Tirsdag den 14de Juni 1831. Lasten elsker sit eget lænkekrandste Billed: Trældom. Henrik Wergeland No. 21. Tirsdag den 21de Juni 1831. Skinhellige danne vor Munkeorden; men Himlen hædres ikke ved at haane Jorden. OPFINDELSER OG OPDAGELSER En nordamerikansk Mechaniker har forfærdiget et Orchester, sammensat af 42 Automater (kunstige, sig selv bevægende men- neskelige Figurer) hvilke udgjøre en Forening af alle til et fuld- stændigt Orchester hørende Dele. Med den beundringsværdigste Nøiagtighed behandler hver Figur sit Instrument: En spiller paa SIDE: 198 Violin, en Anden slaaer Paukerne o. s. v. og saaledes udføre de de sværeste Concertstykker. Kunstneren har havt svære Bud paa dette Mesterstykke; men han holder det endnu dyrere, ja ligeindtil 500,000 Dollars. En Franskmand har opfundet og forsøgt et andet og bedre Middel end Dykkerklokken til at opholde sig længere Tid under Vandet. Gjennem lange Rør underholder han nemlig Forbindel- sen med Luften. Saaledes nedsteg han tvende Gange, hvergang i 10 Minuter, paa Seines Flodbund, og afsaugede der et Træ- stykke. Hvilke Opdagelser vil man nu ikke kunne gjøre paa Hav- bunden? og hvilke Rigdomme ville ikke der kunne gjenfindes? En nordamerikansk Stjernekyndig paastaaer, at han igjennem et Fjernrør af ny Opfindelse har opdaget, at Solflekkerne hid- røre fra uhyre Sky- og Dunst-masser, som opstige fra de talrige ildsprudende Bjerge, som dette Verdenslegeme har i sit Skjød; og at Maanen er bedækt med evig Iis og Snee. Han anseer Maaneflekkerne for Gjenskin af dens Iishave, og de pyramide- formede Ophøininger, man seer i dens Midte for Topper af ud- slukkede ildsprudende Bjerge. Han bekræfter ligeledes, at den ingen Dunstkreds har. I Albany i de forenede nordamerikanske Stater skal omsider et perpetuum mobile (et stedse sig selv bevægende Kunstværk) være opfundet. Det skal udmærke sig ved stor Simpelhed, og sættes i Bevægelse af Luften, der, naar den er gaaen igjennem nogle smaae lodretsatte Gjemmer og fladejevntsatte Rør, kom- mer til at virke paa et Hjul, hvis Bevægelse vedvarer saalænge det, Kunstværket er gjort af, bestaaer. SIDE: 199 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 22, Tirsdag den 28de Juni 1831. Bort, Fyrstebaand! du er en Kjæde fiin. Voldherskersmiil er Banrets røde Liin. Du er en Bolt, du Sværd med Portd'epée! Lænker om et Folk er hver Armee. AF ET BREV Saavidt min Erfaring strækker sig, er det særdeles paafaldende baade hvor stor Forskjel der kan være paa Almeenaand og Op- lysningssands imellem angrændsende Bygder (f. Ex. imellem Gran paa Hadeland og Toten paa den anden Side af Kjølvigen); ja imellem enkelte Grannlag i samme Bygd, som og hvorlidet af disse Statens ædle, belivende Kræfter, der findes overalt hos den saakaldte Proprietær- eller conditionerede Klasse. Hvor der findes Nogle af dette jammerlige Stormandsvælde, holder Bonden sig tilbage af Beskedenhed; og, hvor der findes Mange heraf, gaaer Alt istaa. Papaerne i saadanne Familier, hvoraf der findes altformange, spille 2 Skillings-Boston den ganske Vinter, og troe at have gjort noget Stort, om de (for Skams Skyld) have ind- meldt sig i Selskabet for Norges Vel. Mamaerne føre Sladder i Bygderne og ere tilligemed Døttrene for Bondeqvindfolket de faste Modetegninger, som fremlægges især paa Gallerierne i Kir- kerne til Afbenyttelse d. e. til Efterligning. Sønnerne slænge hjemme i det kjære Solskin, fiske lidt ud paa Eftermiddagen, gjæspe tidligt om Qvellen, øve sig tidligen i Elskovsdaad (skjøndt deres forherskende Lidenskab er den heftigste Afskye for Ploven eller det saakaldte Bondearbeid), samt fra Lørdag til Mandag i at ødelægge aldeles det nyttige Vildt ved den tøilesløseste Jagt. Døttrene (ligesaa blege som de jydske Maanedsroser hvormed de pynte deres Hjernekammere) søge ved alt i eet at omsye deres Bomuldskjoler, strikke Brystduge og Pulsvanter til Brødrene og ved at brodere nogle Strimler at faae Has paa den Kjedsom- hed, Ørkesløshed, qvindelige Længsler og mislykkede Forsøg paa at tilfredsstille dem, som fortære dem, lade deres Blomster gaae i Frøe, henvisnende under fremmede Musseliner, fordi en ung, rask og ferm, ja vel og formuende og dannet Bonde ikke tør opløfte sine Øine saa høit: til denne Himmel, hvor saamange Stjerner smægte. SIDE: 200 Hvilken fordærvet Natur! og hvor fordærvelig! Thi i hvor- mange Bygder veed jeg ikke, at hine Papaer (hvem gammelt Navn i Bygden, Vognheste, Karioler, Slægt, Titel eller blot By- byrd skaffer en latlig Anseelse) alene ved deres Dovenskab, stolte, uvidende Dorskhed og Hang til alskens dumme, men for- detmeste Vindesygen pirrende Forlystelser, have været til Hinder for Sogneselskabers betimelige Opkomst; og mon da -- naar der var et velindrettet Sognesamfund -- Hungersnøden skulde nærme sig og rase i Hjemstavnen? eller (naar bedre Mønstre ovenfra gaves) et saa ustyrligt Forfængeligheds-Hang tage Overhaand, at skinnende Sider bedække den fillede Serk og Maven, hvor Barkemelet og Halmstumperne gjære? Henrik Wergeland KARANTÆNETANKER (Et Brev fra Siful Sifadda, dateret Clara Maria -- Spithead 30 Juni 1831). Alm. Norsk Maanedsskrift 1832. Bekjæmp Ondt med Ondt: Karantæne-kjedsommelighed med Kjedsommeligheden af at skrive et Brev. Jeg vil gribe til denne homøopatiske Kuur, før min Ærgrelse virkeligen gaaer over i en Cholera eller i en Galdefeber -- noget jeg virkelig troer den truer med, saasom vi, efter 3 Ugers haard Overfart, nu lænkes her som Choleramistænkte midt uden for Ryde, hvorom Walter Scott siger, at Den, som engang har seet denne henrivende Egn, aldrig forglemmer den, hvorsomhelst han end siden omtumles til Klodens skjønneste Lande. Jeg har tænkt at svømme i Land; men -- den fordømte Karantæneskonnert ligger der med sine Kanoner, og blanke Marinere spadsere op og ned paa Dækket med lange Musketdonnere. Men jeg har Spithead, Codringtons Admiralskib, Flaaden -- dette rule Brittania-chart -- Portsmouth og the garden of England for mig. Min Interesse er saa levende, at jeg af en Slags glad Ondskab mod sig Selv vil sætte mig hen paa Spillet, bortræsonnere den, sprætte Hul paa denne Forbau- selses Blære, som truer med at voxe til det uhyre under stedse behageligere Kildren i sin Væxt, saa at den ikke, naar jeg ruller ind i Paris, hævende sig under høi, uvilkaarlig Skoggerlatter, strax skal løfte mig over de ubeseede Herligheder fra St. Denis- SIDE: 201 porten til Bicetre. Jeg vil sige hundredegange til mig Selv, hver- gang et emfatisk Forbauselses-Ah! truer med at springe frem: "Der er, der skeer intet Nyt under Solen". Beviset for dette forunderligt klingende og dog sande Ud- sagn ligger i det Selv. Det paafalder os, at noget Saadant, alle- rede i det, efter vort Begreb, tidlige salomoniske Aarhundrede, har kunnet blive paastaaet af en Viismand og med saadan Sand- hed. Hvilken Uddannelse, allerede da, forudsætter dette Udsagn ikke, og hvormange Beviser tilbyder ikke Historien for dets Sandhed! Se f. Ex. gamle Æsops Fabel om Frøskene, der for- langte en Konge af Zeus-guden; men, da han slyngede en Træ- bull ned til dem i Dammen, forat tjene dem til Konge: saa fore de vel, forskrækkede over Pladsket, tilbunds; men da Alt for- blev stille, saa stak de igjen op og begyndte at klavre op paa den uvirksomme Stubkonge, haanende baade den og Zeus, hvor- paa da denne, paa Anmodning om en ny Konge, sendte dem en Stork, som nu ret tyrannisk knebbrede Frøskene i sig, enten de sad i Mudderet eller svam forskrækkede om. Hvilken Række af historiske Erfaringer maa ikke i de før Æsops saakaldte mørke Alder henrundne Aarrækker have tilbudt sig Digteren, forat han kunde sammensætte dette saa uendeligen træffende, vore pra- lende, som alle Dage, skildrende Billede! -- Nationerne have sjelden undladt i deres Herskere at see enten Bull eller Stork; og de ville gjøre samme sørgelige Erfaringer ligeindtil de frabede sig baade Buller og Storker, og saa rense Dammen for alle de raadne bourbonske, habsburgske o. s. v. Thronbuller, som drive om der, og for alle de romanoffske o. s. v. Storkebeenrader og Heirekløer, som endnu klore fast i Mudderet. Kristendommens Sædelæresystem, som alle Aldre ville bøje sig for, fik jo ogsaa sin Tilblivelse i en Tidsalder, som man er vant til at troe uvidende og mere raa end vor; og dog byggedes dette af forlængst hensovnede Seklers Viisdom. De paa den Tid omtrent rasende filosofiske Stridigheder have til mange Tider gjentaget sig, og de gamle Filosofer tælle endnu sine Disciple, ligesaavel som de taabeligste og klogeste Kirkefædre sine. Endnu stampes der imod Braadene, endnu tilbedes Djævelen, og i de kristelig-katholske Templer dyrkes de gamle Italieneres og Andres hedenske Guder og Gudinder, vel under andre Navne, SIDE: 202 men med ligesaa ivrig en Afgudsdyrkelse; og disse gamle Folke- slags Guder vare atter en formeent Forbedring af endnu Ældres. Det er ogsaa en Sandhed, som alle de Stympere, der troe at kunne klavre paa Andres Skuldre til Digterkrandsen, ikke kunne afbevise, at Digtere have til enhver Tid været lige fortræffelige. Dette forudsætter ligesaavel en omtrent lige Beskaffenhed af den Verden, som omgav dem til enhver Tid, og som er det Hjul, hvorpaa deres Geniediamanter slibtes og slibes, som og omtrent lige medfødt Kraft, der, saa at sige, fordøjede deres Erfaring og Opfattelse af deres og forudgangne Tider, og som gjorde dem saa stærke som de vare. For de Lærde behøver man Ingen at nævne; dog vil jeg her fremsætte et Par østerlandske Tanke- blommer fra det 12te Aarhundrede, spørgende Lærd og Læg, om de ikke ere isandhed dyrebare og gyldne, og om de ikke forud- sætte allerede da en rigtudviklet Verden, Menneskekundskabens Høstmark, sandende hiint salomoniske Udsagn. "Dyd er guddommeligere end Forstand og Uskyld. Den kan du hitte igjen, endskjøndt den er tabt." (Fortræffeligt!) "Tvende Mennesker skal du elske fremfor Alle: Den, som gjorde Dig meget godt; Den, som Du gjorde meget Ondt!" "Din Hemmelighed er din Fange. Meddeel den, og du vorder Dens." "Øret er vort, -- Tungen Fremmedes." "Af Konger vorder Jorden dømt, af Vise Konger." "Vil du prøve den Takkende, unddrag ham dine Velgjerninger; da røber dig hans Hengivenhed den ægte -- hans Uvilje den uægte Taknemmelighed." "Omgaaes de Mægtige som Ilden, at Du ei, altfor fjern, skal fryse ihjel, og, altfor nær, brændes!" "Synder samle vi for os selv, Penge for vore Arvinger." "Daaren maa søge sin Dadler udenfor sig; Viismanden finder ham i sig selv." "Hvilke ere de bedste Bundsforvante? -- De Dødes Fornuft og de Levendes Kjærlighed." "Har man mere at fortie, end Hemmeligheder? -- Ogsaa, at man har nogle." "Tro er Stjernen fra det Høje -- Haab Diamanten fra Dybet -- og Naturens skjønneste Perle hedder Kjærlighed." Nu, berømte Tidens Vise, har nogensinde eders kneisende SIDE: 203 Kundskabstræ baaret saa søde, saa faste, saa perleskjønne Kjer- ner? Kunne I male med saa fagert et Guld en renere Viisdom? Hvor fremtraadte al Viisdoms, ja selv Kristendommens Aand sandere og klarere og skjønnere end i det første og sidste af disse Sprog, som ere skrevne paa et mørkt Aarhundredes Bund, for Evighederne, og som ikke skulle fornægtes i Himlene? Hvor feirer ikke Menneskekundskaben sin Triumf i disse Linier -- Vi see den selv stillesmilende at spille i det klare Øje under Tur- banen og at krøke sig i kloge Folder under denne Persers ær- værdige Skjæg -- han som levede midt imellem vore rullende Dage og hine Salomons, der nu ligge stive for os, som Mosaik- qvadraterne i Historiens Tempelgulv. Verden gik dengang lige- saalidt forbi den Haugedør, hvor hiin Perser strakte sig, uden at skatte Viisdom til ham, som den nu gjør det forbi ethvert klogt Øje paa et Torv, paa en Bro, i Folkeforsamlingerne, i Sørge- husene, i Glædessalene, ja forbi ethvert, som blot vogter paa den Enkelte, paa lette Træk, paa Ord, og som speider først og fremst i sine egne Dybder. Selv vore Aarhundreders Oplysnings sorte Port: Bogtrykker- presserne, siges jo længe tilforn at have staaet aabne i Kina. Og Araberne -- ikke at tale om den græske Ild og Thrand Fisi- liers Opfindelse under Erik Præstehader -- skulle jo have kjendt Krudtet længefør de europæiske Fyrster ved det første Kanon- skud ved Crecy udraabte: her er det menneskelige Snilles høit- klingende Sejerværk; thi heri har man fundet Middelet til at øde- lægge i eet Sekund, hvad der ikke kan gjenoprettes i mindre end en Menneskealder, og til at vinde den Sejer i eet Minut, som vi neppe vandt, efter at have pikket paa hverandres Harnisker fra Hanegal til Solefald; ja her i Kartoven er Cæsarens Herold; her i Lavetten Herredømmets Veiplov! Ja endog om vi indrømme, at vore Tider ere komne videre i det Mekaniske og i at lade adskilligt Nyt snurre sig under Solen: saa skede dette dog kun efterat de havde lagt sig paa de Ting med hele den fortvivlede Kraft af Ærgrelsen over at have spe- kuleret i det Oversandselige nogle Aarhundreder bort, uden at være kommen videre end det graae Olds Fædre. Og vi maa heller ikke glemme, at mange af Nutidens Kunster maaskee ere gjenopstandne fra Thebens, Memfis, Jerusalems, Ekbatanas, Athe- nens og Roms Ruiner. Hvad Statsmaskinerier betræffer, da ere SIDE: 204 vore oplyste Dages netop som de ældstes. Eller har Europa ikke sine assyriske og babyloniske Despotier, sin Ypperstepræstestat, sine Republiker, netop som de gamle, og med de samme Fæno- mener: -- Tvistighederne mellem de græske Smaarepublikers Land- og Byborgere, og de nuværende Sweitzeruroligheder -- Nebukadnezars og andre østerlandske Tyranners Sæd at om- flytte de Undertvungne i fjerne Provindser, og Czarens barbariske Pohlaktransporter ind i sit Rædselsriges Uhyre -- Karthago og Rom, og England og Frankrig -- den korcyræiske eller pelopon- nesiske Krig, og den nordamerikanske -- Satrapen Tissafernes, og Warzawskyen -- Rom, og Paris -- Cæsar, og Napoleon? -- og nu (kort, man kan gribe iblinde og iflæng og dog træffe paa lutter Kongruentser) ja nu: Heliogabalernes, Tiberernes, Sardana- palernes, Rehabeamernes, men ogsaa Timoleonernes, Makka- bæernes, Demosthenernes, Alcibiadernes Gjentagelser, i det Mang- foldige, og ikke alene i Ludvig den 15de, Filip den 2den, Carl den l0de, Ferdinand den 7de og i Bolivar, Epaminondas, Lafay- ette, Rotteck, Washington, Sheridan, Fox, Pitt, Guiche, Sigurd Slembidegn, Richard York osv. osv. osv.? Man tør paastaae: lad Demosthenes pludselig træde op i de Deputeredes Kammer, med den Dannelse og de Kundskaber, han tog med sig i Graven, og han skal fange Flaggermusen Dupin i sine Tordner, og det er forbi med Perriers langsomme Trælken og det skal han gjøre uden at støde an imod de øvrige Deputeredes Dannelse. Han vil maaskee noglegange raabe Zeus! Zeus!; men da skal ogsaa Zeus komme i sin Torden og med sine Lyn, længe før nogen Gud kommer efter noget "o mon Dieu! mon Dieu!" lad Timoleon komme, og han vil strax orientere sig: Han seer vel først hen til Sicilien, sin Hæders Høstmark; men saa iler han til Græken- land, og der bliver hverken af nogen tydsk Barnekonge eller nogen russisk Satrap! Lad Epaminondas komme . . . han seer en Garde-Revy ved Besançon, og har sat sig ind i sin egen In- fanterietaktik med de bajonet- eller landse-glimrende, uryggelige Karreer; han veed strax hvad han har at gjøre: over Germanien bevæge hans Qvadrater sig henmod Polen, og Tydskerne bølge efter som det brede Kjølvand efter Flydebatterierne, og høit- ovenpaa disse Bølger skvulpe de berlinske Pralerier som falskt Skum over det brølende Dyb. En historisk Paralel er forglemt, men som her optrækkes, da SIDE: 205 den har noget tiltrækkende ved sig, for Nedskriveren idetmindste, og da den klarligen viser, at Historien ikke er andet end Reka- pitulationer, saaledes at man næsten kan falde for Alvor paa, at Efterslægten vil indskrænke dens Studium til et enkelt Afsnit, naar den erfarer, at man evindelig lærer det Samme af den, og at den i sin Heelhed vil blive for vidtløftig for den menneske- lige, endog en mithridatisk Hukommelse. Denne Parallel er den, som lader sig optrække snorlige imellem den røde og hvide Roses, Birkebenernes, og de nuværende karlistiske og loyale Kampe. Samme Fænomener af samme Bevæggrunde; ja neppe er der Forskjel i Koloriten mellem disse Begivenheder. Men er Historien, som dog skulde synes at maatte være den mest for- anderlige Videnskab, kun som en evig eensformig Bølgen, uden at Stranden sees, hvorhen disse Vover bevæge sig, den ene vel stundom lidt højere og mere kruset end den anden, men dog alle støbte i samme Hvælvform og rullende een Vei, og uden at man -- hverken med kristeligt Øje, der kun seer 5000 Aar igjen- nem, og det selv med Doktorbriller, eller med et hinduisk, der med naturligt Klarsyn vil gjennembore 50,000ders Dynge -- kan skimte hvorifra de udrullede begyndende deres Eensformighed: hvorledes tør da nogen anden Videnskab fornægte hiin salomo- niske Dom? Filosofien ikke; thi den maa vel vide, at Plato og Aristoteles høre mellem dens Mestere, og at disse havde sine Mestere igjen. Theologien tør vel endnu mindre og vil det vel endnu mindre, saasom den gjerne vil tælle Ahner og reducere Alt tilbage under Nomadeteltet, til hvis Vise den sætter den yd- mygeste Stolthed i at appellere fra Nutidens berømteste Kathedre? Geografien? -- nu vel, det kan dog vel ikke kaldes nogen Nyhed at finde hvad der ligger, og har altid lagt under Solens Øje. Mathematiken og Mekaniken? -- Lader os sætte os under en af de uhyre Obelisker og udgrunde dette Spørgsmaal, samt hvor- lunde slige Masser reistes og hvorfor saamange ligge i Støvet, medens Mathematikere og Arkitekter klavre paa dem! Eller lader os fra en Pyramides Top -- ah! vi glemme Spørgsmaalet af For- bauselse og hellig Gysen; thi Isis staaer hos os med Stjernesløret og med Fingeren paa Munden, og nedenunder see vi Aljorden, og Keops'es svedende Trælle, og Ludvig den 14des dødtrætte Skarer arbeidende paa Marlys Vandværker, som hine paa Møris- SIDE: 206 søen, og paa Versaies-Pyramiden, hvorunder det gammelfranske Monarkie er begravet. Men jeg seer ligesom en i tre Afsatser deelt Kridklippe, som om hele den hvide engelske Kyst, fra Shakespeares Learscliff til Folkstone, bevægede sig henover Havet. Det er Caledonia, Ad- miralskibet of the blue, med sine tre -- fire Kanonportrækker, som braser forbi. Codrington er ombord. Der er navarinsk Luft i Seilene. Men bag efter det bruser det. Det er Northumber- land, Ørnen, som omsvævede Aquitanien og bortbar Napoleon, da han traadte ud i Verdenshavet. Og der gaaer en Kalkutta- farer, og der gaaer En til Kanada, og En til Nyholland; men Latter skingrer fra alle Tre Oceanets Bølgevælter imøde. Skibs- bygningskonsten, Navigationen, er den Tidsalderens Triumf? disse majestætiske Orlogsmænd og Handelsskibe, ere de det Nye, som Solen opdager? Er Kompasset den Ordensstjerne, den senere Tid brisker sig med for den forbausede Sol? Ak, den har seet det føniciske Kongeskib, det vandrende Tyrus; Den har seet Ar- gos gyldne Stavn gjennemskjære det graae Old, og med samme Mod stævne indigjennem Dardanellerne ud i det fiendtlige Hav, som nu disse Fjernfarere mellem Whigt og Portsmouth ud i Ka- nalen. Den har seet Fønicierne under Thule i livlig Handels- færden. Den har set Ormenlange, Ellida, Kars- og Mariesuden, og Jorsalafars silkeseilede, funklende Snekker. Den har seet Leif under Grønland og under Kanadas og Nyskotlands Kyster. Og Sydsøeøerne befolkedes ikke uden Skibe. Sæden nedreg- nedes ikke paa det deilige afsondrede Otaheiti, for at opblomstre i det første Par venlige Insulanere. Og i Siam og Pegu har man altid forstaaet at bygge Skibe, og Ceylons Cedrer have pløiet den indiske Bølge, før Portugiserne kom, Aartusinder førend Brit- terne forgiftede Luften om det hellige Benares uhyre Tempel- kolosser med deres Dragesnuften efter Guldet. Og Magneten paastaaes jo er kjendt fra Arildsold. -- Altsaa seer du heller ikke paa det prægtige Spithead noget Nyt, gode Sol. Alle Viden- skaber ere Opstandelser eller Foryngelser. Kun den guddomme- lige Poesie fødes fra Nyt, og Solen har seet nye Laurer i Ho- mers, i Sofokles, Æskylos's, Ovids, Horatses, Calderons, Shake- speares, Schillers, Byrons, Eddas gamle Forfatters, og i hiin Persers Krands, plukket i Ghulistan. Den travle Rørelse i Havnen siger mig, at jeg er i Naviga- SIDE: 207 tionsaktens Fødeland. I dette Politikens Mesterstykke saae dog Solen noget Nyt? Jasaa! Slaae op i vore Sagablade og find der, at vor gjæve Hakon den 7de Magnussøn har ogsaa skrevet Hansestæderne en Navigationsact! Men Norge havde da ingen Blake, ingen Helt of the blue til at trykke Seglet paa. Jeg har nærmet mig Hjemmet. Det forekommer mig som om jeg vuggedes paa Florevaag. Nu -- derfra erindrer jeg en yderst naiv Historie, den jeg bringer Dig nu iminde som et godt Bilag til min Sats. Det er jo nemlig vitterligt, at mangfoldige Udlæn- dinge have de mest bagvendte Forestillinger om vort Fædrene- land; ja igaar lagde hertil en brittisk Søeofficier, som -- paa min Ære -- ikke vidste hvor Norge laae paa Kortet, men spurgte, om det laae langt ifra Sverrig, om det hørte til Rusland, og som endelig først maatte reise til sine Superiører i Portsmouth, før han begreb, at vi ikke behøvede at berøre Danmark, som da var koleramistænkt, og at vi heller ikke havde havt vor Kurs igjen- nem Kattegat. At samme latterlige Uvidenhed og gale Begreber om Norge ikke er noget Nyt, eller en Følge af Norges Hensynken i den danske Forenings Velfærds- og Æres-grav, eller af Ud- lændingernes ved de raskere Begivenheder i deres egne Lande alene didhen vendte Blik -- Det sees klart af Kardinallegaten af Sabinas (eller Albanis) Tale over Bordet efter Hakon den 6te Hakonssøns Kroning. Han erklærer, at han høiligen er bleven skuffet i de forudfattede Meninger om Landets Raahed og Ussel- hed, som alskens Fremmede paa hans Vei havde indblæst ham. Han siger, at han nu saae Guds Overflødighed for sig, og her- lige og lærde og fiintdannede Mænd og Damer, og den mest levende Færdsel og Handel, han havde seet, i dette Land, hvor man havde sagt ham, at han kun vilde træffe Lidet og Slet af det Første, Intet af det Andet, og kun et Liv i Stæderne, som kunde lade sig ligne med Utøis Kravlen paa en i Solvæggen hen- kastet Tiggerfille. Saa omtrent var det. Og erindre dig hertil de kostelige Taarer, som den skotske Ridder ved Magnus Laga- bæters Kroning og Ridderslag fældte af puur Rørelse over at slige prægtige Ceremonier og saa statlige Riddersmænd fandtes i et Land, om hvilket man sagde, at slige Herligheder aldrig der havde fundet Sted. Saa da i det Daarlige som i det Herlige -- intet Nyt skeer under Solen. I det Smaa som i det Store -- intet Nyt skeer SIDE: 208 under Solen. I Alt afpræger sig det samme Eense, om end ikke Eensformige, ligesom den fuldkomne Kugleform i Insektægget, der gjennembores af en Fluesnabel, og i Verdenskloden, der maa have Lynet af et guddommeligt Bliv, Straalen af et Skaberblik, til sin gjennemborende Pol. Og dog -- hvorfor reiser jeg? -- For at finde noget Nyt? Og dog, er Evigheden saa eensformig som Livet, saa maae Englene døe af Kjedsomhed -- rigtignok den længste Død og altsaa mest passende i Evigheden. -- Det er Karantænetanker! Henrik Wergeland FOLKEBLADET No.32. Tirsdag den 6te September 1831. Har du ei forud tænkt, og troer du, at med Tiden skal Alting jevne sig; tro mig, det slet gaaer siden. [ANMERKNINGER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM AT INGEN AV BONDESTANDEN SKRIVER OFFENTLIG] 1. [Innsenderen spør: "Er Bonden slagen med ægyptisk Sjelemørke, med Sløvhed eller Skræk?" Ordet "Sløvhed" faar følgende anmerkning av Wergeland:] Armodens Korkeskorpe. Best.Anm. 2. [Innsenderen spør: "Eller hvad skulle vi troe er Grunden til dette Sær- syn?" Wergeland svarer i en anmerkning:] Maaskee denne: at Alt staaer fortræffeligt til, at man nyder Forfatningens og Foreningens Lykke med stille Fryd, der kun paa Skattethingene, medens Skrammererede punsche og trumpfe indenfore, bryder ud i et "kjære Lensmand, spar mig!" eller et "Hik-Hik!" udenfor i Svalgangen? Best.Anm. 3. [Innsenderen bemerker: "Sandeligen de gjæve Odelsmænd tie jo i Stor- thinget med." Wergeland legger til i en anmerkning:] Indsenderen har visseligen Ret. Saavel for deres ringe Antal, hvorved de tabe sig imellem Galonerede og Skrammererede, som Disses som oftest for lærde (hvis Jurisprudenz kan kaldes saa) SIDE: 209 og vidtsvævende Taler forknytte Bønderne paa Thinget, saaat de Fleste nedsætte (reducere) sig Selv til blotte Stemmemachiner. Dog -- den Tid er vel ikke saa fjern, da en Storthingsbonde ikke skal behøve at glaame kring Salen forat finde en Kufte, en Lige -- at sige, hvis ikke formange fremture i at anskaffe sig fine engelske Kjoler og Hatte (under Paaskud af, at man ellers ikke kan gaae i Gjæstebud til Statsraaderne og Statholder) og Galoscher, der gjøre herlig Tjeneste i "Leira bak Plogen", naar man kommer hjem. Men, husker jeg ret, saa kan jeg dog ikke aldeles give Indsenderen Ret i hans Paastand; thi i visse Til- fælde kan man tale nok, ja mere end nok, netop ved at gjøre sig til en saadan Stemmemachine. Saaledes t. Ex. behøvede Arne Jørstads korte "Ja!" til de mange 1000der, Statholder og Stats- minister fik ved sidste Thing, neppe en Tøddel til. Det var en gal Text, og Tale paa-kar for en Bonde laae i dette "Ja". Best.Anm. 4. [Innsenderen sier om bønderne paa Storthinget: "der tør man vel neppe saaledes møde dem som paa et Contor eller i en Amtmands Forstue?" Wergeland legger til i en anmerkning:] Indsender! der er en Byfoged, som griner ad dig. Best.Anm. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No.33.Tirsdag den 13de September 1831. Tyrannie paa sin høie Throneseng bevistløs føder Oprør, en strid, rødhaaret Dreng. Han ammes op i Hytter; men, skinner Himlen klar, da blier han, naar han voxer, den hulde Friheds Fa'r NEDSKRIVEREN VAR NYLIG I ET GILDE HOS EN BONDE PAA OPLANDET Først braste Captainens Frue ind, Saa brusende og stor Nei Fanden ingen Frue saae jeg; men en Dynge Flor, saa, hvis der kom en Fordevind, foer hele Klatten visselig over den brede Fjord. SIDE: 210 Saa brisked der en Lensmand ind (vard suspendert ifjor) saa rundbeslagen med Metal, med Snor og gylden Pandegjord (som var han Drot i høie Nord) at ingen Storm kan lette ham ifra den kjære Jord; men Væggen skjalv: og Bonden skjalv, den skjalv den hele Hal. o. s. v. Et stort Selskab kom sammen. Man drak Punsch, uden at belive Glasserne eller den døde Masse i dem med en eneste Skaal (ja ikke engang med Norges, Kongens eller 17de Mais), klagede, ja jamrede over Tiderne, og -- satte 2 Daler paa hvert Kortblad. Nedskriveren gik misfornøiet afsides med Præsten; men dennes evindelige Klager over sin Menigheds Træghed og Karrig- hed og Ringagt saavel for Gudstjenesten i det Hele, som især for Præstens Prækener og Person, bidrog ikke til at forbedre mit Lune! Iblandt andet klagede Hans Velærværdighed over at det for- muende Sogns endog anseligste Mænd havde villet slaae af nogle Skilling i Skolelærernes vistnok maadelige Løn; men da Nedskri- veren paastedet ikke vilde opgive H. V. den sande Grund til denne hans Sognemænds ubillige Paastand, forat Han ikke skulde give disse Forargelse, naar han i Selskabet maatte -- som i et mindre Samfund var skeet -- yttre sin Uvillie imod det Middel til at ud- rydde slig uværdig Ligegyldighed for Opdragelsen, som da vel faldt mig i Tankerne: saa giver Nedsk. sig den Frihed her, at gjøre saa- vel denne som andre Velærværdigheder, som skulle være i lignende Betryk, opmærksomme paa: at Fædres saa dadelværdige Lige- gyldighed for deres Børns Underviisning alene kommer af, at de ikke, som opvoxne under Mørke og Trældom, nogensinde haver erholdt nogen god Undervisning selv, saaat de ikke vide at paa- skjønne Dennes Værd. Derfor maa den Præst, som vil bortrydde slige Hindringer for sine Bestræbelser som Folkelærer, som de Disse af Uvidenhed lægge ham iveien, (hvorved han lider for sine Formænds Synder)gjøre sig Umage for at oplyse ogsaa sine gamle Sognefolk, hvilket fornemmelig skeer ved Sognebogsam- linger. Den Præst derimod som ikke -- efter Pligt som Folke- lærer -- tager sig af disse, eller endog lægger Hinder iveien for dem, maa belave sig paa at møde al den Modgang, Uvidenhed og Træghed afføder; og -- den er som undt ham fortjent. SIDE: 211 Henrik Wergeland TIL OPIUMS FØRSTE RECENSENT I MORGENBL. Af min Æsthethik. Morgenbladet 21.sept.1831. Man maa selv have nogen Fantasie d. e. vise mærkelige Fun- ker deraf, for at kunne finde Behag i Noget, der er skrevet med megen Fantasie. Dette er ikke saa meget Tilfælde med Frem- bringelser af Vittigheder, da disse paafalde og indgribe selv i det sløvere Sind, hvorimod Fantasiens som lette Skyer drive over, dersom ikke deres Vellugt, deres Kaustiske, deres Jegveedikke- hvad-Eiendommelige, men hvori man ligesom seer, hører, sandser med alle Sandser den Tanke, Sproget ikke uden Dette har kunnet afbilde, i eet Øieblik opfattes af et beslægtet Sind. Er man ikke i Besiddelse af hiin visseligen underordnede Egenskab, men vil endda begaae den Daarskab, at give sig af med en skabende Fantasies Fostre, da torde maaskee en Pille virkelig Apotheker- Opium erstatte for en Tid denne lille Sjelebrist. Beqvemmer man sig ikke hertil -- hvilket nu ogsaa saa kan være -- men vil endda læse, blive vred og øve sit dialectiske Talent paa den stakkels Ideekappe eller paa Forfatteren, saa staaer rigtignok den gamle Vise om vild, ja vanvittig Fantasie, om tøileløs Pegasus o. s. v. til Tjeneste; og man kan være vis paa, at kun de Fær- reste ville mumle om at den, som sidder paa Hesten, veed nok bedst selv hvor stram Tøilen er og hvorhen det gaaer, samt maaskee om den Blinde, der vil snakke om Farverne. At Recensenten har været i et lignende Forhold til Dramet Opium, som denne Ordsprogets Blinde til Farverne, er dog ikke saa klart af, at han ei har formaaet at sætte sig ind i dets Farvetone, som heraf, at han kalder det et blot Fantasiespil, at han i den Grad ikke har kunnet forstaae dets Meed eller Hovedidee, at det har undgaaet ham, at dette Dramas er den reenmoralske: at revse den letsindige Ondskab, visse (især finere) Herrer lægge for Dagen imod dydige Qvinders Rygte. Den onde Samvittighed rører sig i Forbrydernes, den gode i den Uskyldiges Fantaseren. Og denne Sidste -- en Følge af de Førstes Straf -- er jo Aar- sagen til Uskyldens Kronen og Triumferen. Vil den meest pe- dantiske saakaldte -- eller rettere sig selv saakaldende -- Æsthe- tik -- forlange mere? -- Denne "Æsthetik" er ellers -- efter Nedskriverens Æsthetik d. e. efter hans Skjønfølelse -- det latter- SIDE: 212 ligste Gespenst man kan tænke sig. Lad den briske sig med hele sin Literatur ligefra gradus ad Parnassum, Gottschedens Sy- stemer til Kjøbenhavns flyvende Post, samt med alle den moderne Critik-Dialectiks skarpe Briller og Anatomieknive, lad den tale om og fordre "æsthetiske Kundskaber"(!) -- den vil dog aldrig erhverve sig Virkelighed som Videnskab. At bebreide En Mangel paa Indsigter(!) i denne, er derfor ligesaavist Nonsens, som det er vanskeligt at afgjøre med hvorliden eller hvormegen Skjøn- følelse eller poetisk Sands En ikke synderlig bekjendt er begavet med. Meget liden maa dog Den have, der kan holde sig fra at smile til hiin Kunstæsthetiks prosaiske, almindelige Spørgsmaal, hvori dens Armod stikker frem: "hvorfor saa, Poet, og ikke anderledes? hvorfor den Titel? hvorledes -- er det muligt? -- Kan en Feig døe af Skræk? hvorfor døe midt i Stykket? hvorfor? hvorfor o. s. v. hvorfor? Henrik Wergeland SAMTALE IMELLEM HØIVELBAARNE MAITRE DE CLERESIE OG EN AGTVÆRDIG HYRDE (Indsendt). Statsborgeren 25.sept.1831. Maitre de Cleresie, (tyggende paa en Kongeblomme og skjælende med det ene Øie efter en Statspære) værdiger den Indtrædende et Hofbuk. Hyrden. Det er mig bekjendt, at Hjorden i G -- mangler Hyrde, og som Solicitant dertil, vover jeg at fremstille mig. Maitre de Cleresie, (trækker paa Skuldrene saa stærkt at Hovedet næsten skjules mellem den broderede Krave -- med et falskt Suk): Dertil er N. N. udseet og indstillet. Hyrden. Saa faaer jeg taalmodigen haabe paa senere Naade. Maitre de Cleresie, (antager en Almægtighedsmine og kroer sig). SIDE: 213 Hyrden. Men, -- jeg, Deres Høivelbaarenhed, har tjent ved Hjorden N. N. saa og saa mange Aar; N. N. derimod kuns saa og saa længe. Maitre de Cleresie, (stolt): Ja, jeg veed det. Hyrden. Jeg har Kone og flere Børn; -- N. N. derimod Ingen, og er Ungkarl. Maitre de Cleresie, (bliver fortrydelig): Ja, jeg veed det. Hyrden. Jeg, Deres Høivelbaarenhed! har bedste Karakteer til Examen, N. N. derimod Sletteste. Maitre de Cleresie, (Vredesskyer funkle i det ene Øie): Ja, jeg veed det. Hyrden. Jeg, Deres Høivelbaarenhed! har under Krigen tjent Fædre- landet saa og saa mange Aar; N. N. har aldeles ikke været i nogen saadan Stilling. Maitre de Cleresie, (med en Pascha af tre Toks Anmasselse): Ja, jeg veed det, men N.N. har Patroner. Hyrden. Ærbødige Tjener. -- Saadanne Midler har jeg anseet det uværdigt at benytte. Adjeu. Hvorlænge skal Intriger, Egennytte, lumpen Politik og Vilkaar- lighed skille Fortjenester og Værd ved sin Belønning? Hvorlænge skal Uretfærdigheden strafløs udøve sit Herredømme? Er det maaskee Planen at ægge Gemytterne, for i rørt Vand at skaffe Desspotismen en videre Mark, end den allerede synes at have tilegnet sig, for sin Virksomhed? Man gjør i saa Fald en slet SIDE: 214 Calcul, og maaskee turde en uleqvideret lang og betydelig Reg- ning blive præsenteret Vilkaarlighedsmændene. Harald Haagensen Thorsklubbe. Henrik Wergeland [NOTISER] (Indsendt). Statsborgeren 28. sept. 1831. De udenlandske Efterretninger synes at frembyde Exempler nok, der ere opmuntrende til at forlange retfærdig Medfart, og turde Despoterne allevegne maaskee snart komme til at raabe: "O vee os! vore Handlinger vare ei gode!" INDPASSEREDE Den almindelige Friheds Opretholdelse, indklemt i royalistisk Snørliv, komplimenteret paa Kongsvinger af DHr. Haan og Spot, logerende i Hovedstaden hos Hr. Liberte sans peur, der ønsker tilkjøbs en gammel Madskræppe, for deri at nedpakke royalistisk, ministerielt og aristokratisk Fuxsvanseri og lavt Smigerværk, som med første Coureer skal retournere til sine Fædre. FUNDNE OG OPDAGEDE SAGER Skandiens Fjelde, som en hvis Exellence, eller noget Sligt, -- thi det gjør ei stort til Sagen -- paa en riig Forsamling i 1829, sagde at være sænkte, hvilket Folk, der komme fra Grændsen, forsikkre er Løgn og Sludder; tvertimod frembryde de gammelt Værn mod uvelkomne Gjæster. Anm. See de Svenske Rigsdagsforhandlinger for 1829 hvor Yttrin- gen findes om Skandiens sænkte Fjelde. TABTE SAGER Grændselinien mellem Norge og Sverig, ikke langt fra Kongs- vinger, Frederikssteen, Blakjer og øvrige brugbare Steder, er bleven borte. For Opdagelsen loves raisonabel Douceur af Tiden, Tvillingbroder til Forhaabningernes Basis. SIDE: 215 ANTIQVITETER Sandt, ægte freidigt, gammelt ufordærvet ene Norskt Sindelag, findes allevegne imellem Fjeldene, hos de fleste Norske Gutter, hvis Tro skriver sig før 1814. Da Cholera morbus nu gjennem Russisk Finland nærmer sig Sverige, synes det ei uhensigtsmæssigt, itide at tænke paa en Cordon langs de Norske Grændser, da man skylder sig selv vist al den Forsigtighed, som muligen kan anvendes; thi villigen at dele Sygdomskaar med Sverige, eller lette deres Udbredelse i Norge, kan jeg neppe troe Nogen ville bifalde. Derfor forventes, at med det Første flere stærke militaire Corps faa Ordre til at marschere til Kongsvinger, Blakjær, og andre Steder, hvor de i gamle Dage holdt Ondt fra Landet, tillagt alvorlig Befaling, i Til- fælde af Choleras Indtrængen i Sverige, at holde enhver Mis- tænkt fra Grændsen. Harald Haagensen Thorsklubbe. Henrik Wergeland TIL U. SUNDTS, DEN PROFETES, BESPOTTER I MORGENBL. (Indsendt). Morgenbladet 1.okt.1831. Af hvilken Djævel laante du din Dristighed, du Profetens For- haaner? Saae Du efter, da vilde Du see at din Pen var ei af den uskyldige Gaas, men Satans eget Horn, som han stak dig i Haanden, mens han bøiede sin Mund til dit Øre, og oplod dit Hjertes sorte Byld, for deri at dyppe som i Besudlelsens Blæk- huus. Jeremiæ Bespotteres Skjebne vorde din! Den mørke Her- rens Cholera-Engel nedslaa dig først og fremst i de Synderes Hob; thi Du loe ad hans hylende Forbud! Derom bede vi -- Amen! Ja derom bede vi, skjøndt din Haan kun er Forherligelse for denne Himmelens Udkaarne, som, liig Jonas af Leviathans Bug, pludseligen fremgik af de ugudelige Krigeres Midte, tog Erkeengelens Basune, satte sig paa Sølvsbjerget og blæste. Hvad er vel Forhaanelsen mod de Hellige uden Dybenes Triumfsange? Ak, vi unde Eder denne Tidsfordriv, der ikke forstyrrer vor Pro- fetes medens han i Skjul piller og pirker paa Bogen med de 7 Segl! Hvad er din Spottetale i Avisen Andet end Martyrens SIDE: 216 Hudflettelse og de tunge Nagleslag paa hans Forherligelses Kors? Skulde ikke Satans Synagoge ogsaa have sin Sang? Men bier til det syvende Segl aabnes, til Solen sortner som en Haarsæk og Maanen bliver som Blod og til at Fortærelsens Skaaler ud- øses med Bylder, Blod og Ild og Mørke -- altsom os Udvalde er forjettet over vore Fiender -- bier til den Tid, som os baade af Sanct Johannes, den Evangelist, og Sanct Sundt, den Profet, er varslet: da skal Jorden blive Eder som en Deig at staae paa, I Vantroende, og Røster og Drager og Tordner og Lyn og tihor- nede og syvhovdede Dyr med Horer paa, henrulle ovenover Eder, mens vi hundredeogfireogfyrgetusinde in Alles, med Aaben- baringslammets Faders Navn (d. e. "Saubuk" raabe I Bespottere) i Panden, opløftes paa det evige Zion -- Amen! Den Tid kan ikke være borte længe siden der allerede er opstanden en Profet imellem os med Eliæ stærke Lyn og Jeremiæ Klageharpe og Amos jernbeslagne Hyrdestav og Daniels Løvekapsun og Samuels Slagtekniv, Esajæ Basun, Hoseæ Tamperretstamp og Zefanjæ Riis. Ligesom I maae bøie Eders stolte Nakker under Ulykken naar den kommer: saa ærer ogsaa dette dens hylende Vaersku! Skjøndt I ere ævindeligen fordømte, saa ærer dog og kysser den Trompete, som har forkyndt Eder dette, skraldende fra Sølvs- berget, der nu er omdøbt med Profetens salte Taarer over Tiden til det nye Zion! Den gudfrygtige Stadschirurgus F. Reiser sagde vel: "Disse Naturalister vill jeg Inddele udi tvende Classer, nem- lig: I de goedartige: og I de Undartige, eller Malitieuse; den første Sort, eller de Goedartige: er fromme, Vell-tænkende, og goede Mennisker; den 2den Sort, er slet ikke af den Goedartige Slags; thi De tør vell understaae sig at være saa Næseviist at Hoffmesterere Gud selv! med Lästerlige Ord"; Men dette Naade- dele imellem Eder skal nu ikke finde Sted; men I skulle døe og fordømmes tilhobe undtagen Vi, der ikke sætte vor Lid til Bittre- drammer alene, men ogsaa til Psalmer som Helsemiddel mod Choleran. Vi ere in salvo, som man siger. Men for dette stolte Haab, der ligesom en stærk Palme fremskyder sig midt paa Elen- dighedens Mark, og bedækker ikkun dem, der skulle frelses, med sin Skygge, -- for dette takke og prise vi vor Profet; thi han plantede den, at ikke alt skulde forgaae: paa samme Tid Aanden kom over ham som en brændende Vind, og Synerne blinkede i hans Øine som Sneppertodder, og fremtidig Jammer opfyldte SIDE: 217 hans Kjæber, saa at -- liig Bavianens Poser -- de sortblaanede og oppustedes af Sorgen -- da opreiste han tillige sin Pen (der maa være stjaalen af en Englevinge) som en Livsenspalme for de Udvalde, og henlagde sin Varselsbog midt paa Fortærelsens dybe Kjær som en liden svømmende Øe for de Udvalde, hvorhen vi da ogsaa tye som Lopperne til Mikkel-Rævs Mosedot; ja Han gav os en Bog, hvoraf den mindste Lap er et Plaster mod Dø- den, og hvoraf Kræmmerhusene ere som skinnende Fredspau- luner, hvorunder Livet boer med Sundt, den Profet. Paa For- tærelsens Dag, naar Choleran udøser sin Galde over os (hvilket er den første Aabenbaringens Skaal), naar, efter 16de Cap. l0de V., den 5te Engel udøser sin Skaal paa Dyrets Throne, og dets Rige formørkes, saa de tygge deres Tunger af Pine (hvilket Alt ud- lægges om den russiske Czar) -- da skal han opløfte sig imellem disse sine Telte og raabe med Moses og sal. Friedrich Reiser: "Siig Israel: Frygt ikke; Disse Ægyptier som j seer i Dag skal j aldrig mere see; Nu da; Ifald mine ugudelige Spottefugle som stride imod mig, og min redelige fromme-Skaare, som saa ærligen ælsker og staaer mig bie; absolute ey vill ommvende sig; Da give Gud, at alle Spottefugle som gjøre Nar af Folk, til en vellfortjent Straff, maae Endelig med de unde og frekke Ægypter i det røde Haff elendigen Døe og omkomme." En af de 3 "Udvalde" i Gran. Henrik Wergeland [TIL STUDENTERSAMFUNDET] Samfundsbladet 1. okt. 1831. Gaaer Punschen os i Hovdet i vore Lag, Brødre: saa er det almindeligviis saa, at en ond Djævel under Sodoma-psalmer med- eet bryder ud selv af sædelige Munde. Liderlige Sange begynde da, ja jo liderligere og bryggemæssigere, jo bedre, jo mere Latter. Nogle føle Væmmelse, men hos de Fleste reise de Haar, som reise sig af en vis gysenblandet Forbauselse over det Enorme, Abnorme eller endog undertiden sand Komiske og Geniemæssige, som kan falde imellem i deslige Rundsanges epigrammatiske, con- denserede, sammenstoppede Liderlighed, sig dog med en vis Be- hagelighed, som kan være farlig. Fra Ord til Daad er kun eet Skridt; og, skjøndt denne Daad ikke er saa farlig som den for- SIDE: 218 styrrede Ligevægt i et forhen afholdende Ynglingesind, hvilken altid er Følgen af en saadan Ophidselse, Kamp, første Gang til Faldet, Faldet selv og Angeren Klokken 7 om Morgenen der- efter: saa bør man dog ikke betragte den saa letsindigen, som maaskee slige beskidte Epigrammers Forfattere, eller De, som pumpe ud strax ved første Glas med disse Yndlingsstumper. Det maa støde Tilhørerne udenfore at høre Musasønnerne skifte om til svinske Bacchantchore. Ligesaagodt var det at følge det lille saa- kaldte Lycees Mønster og veike og utblaute og delicatere sig med nogle Sentimentalitetens Triumfromancer, ved noget Rosenkilde- vand og andre sidste Opkastelser af den nu aldeles af langsom- melig Svindsot døde danske Nationalitet. Det gode Navn og Rygte vilde lystige Musasønner da beholde, ja kanskee Ros til, og mangtet huldt "Ak!" vilde falde under Vinduerne. Det var, siger jeg, kanskee bedre (dersom man endelig vil have noget Blautmørje til at kline imellem de alvorlige Sanges faste Stene, naar vi sammen bygge paa et Glædestempel) at man da foretrak "Kjærminder blaa ved Danmarks blanke Vove" for "at staae for Qvintus i Gevær" og deslige Tamper bagom Musepantheonet. Det er tilladt, at gjøre Bagen til et Vandhuus, men Munden -- sæt endog, at Lænden var en liden Livsens Blæsebælg -- skal altid være et Tempel -- Vi maae ligesaalidt gjøre den, som Ba- gen, til et Horehuus. Lystige Viser vil dog Ungersvenden have paa Tunge, naar det snurrer i Parykken. Men Lystigt og Liderligt er ikke det Samme. Derfor -- frem med lystige Viser, ikke med Hammersborghymner! Lystigt derimod -- især for dannede Ynglinge -- falder gjerne ind i og sammen med det Bidende, endog med det paa Personer og levende monstra temporis anvendelige Satiriske. Derfor -- frem med bidende Smaastumper, som give saavel noget for Hovdet som for Mellemgulvet! En saadan særdeles heldig have vi i det bekjendte Sangepigram: En Nat Herr Esmark frygtelig omkring i Sengen basked. Han drømte nemlig tydelig at Han med Vold blev vasket. Slige Vers synges af Enkeltmand i Omgang; men til hvert Vers SIDE: 219 falder det lystige Brødrechor ind: Ecce qvam bonum osv., eller og med følgende Omqvæd: Fredman kom -- Filebom! med Musik og Flikker, og de Lærde rendte om som Asner og Borrikker. Det passer godt, og giver Afvexling. Jeg vil her og i følgende Blade foreslaae nogle Stumper og Viser til saadant Brug, op- muntrende Kammerader til at berige Samlingen. -- Hilsen og Broderskab! Siful STUMPER Hvormeget dog en Tøddel gjør? Tag "W"et bort af Wedel. Du seer da, Hvad du aldrig før hos denne Slægt har seet. ChorEcce men med et Sorgflor om sin Gaffel. Chor -- Ecce. I Modersliv Grev Wedel stjal fra sine Brødre Forstanden. Se, derfor En blev splittergal, men studedum den Anden. Chor -- Ecce. Baron! af Greven for alt dit Vet er du bestjaalen bleven. At Tyvegods bruges altid slet det viser ogsaa Greven. Chor -- Ecce. fortsættes si placet. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 36. Tirsdag den 4de October 1831. Lev for at lære, og lær for at leve. (Indsendt). MAN KAN GJØRE EN SKJELM URET Bladet Statsborgeren er ikke uliig en vel tro med dog arg Bikje, der glæfser mod Alle og Enhver, som liste sig forbi, blot de have Noget mistænkeligt i deres Udseende. Ikke Knurrene mod S. T. Hr. Byfoged, Sorenskriver og tilkommende Amtmand og Commandeur af Vasa-ordenen m. m. A. Olsen -- der til sine Borgerkrandse har lagt Digterlaurens uforvisnelige Krone -- ikke den hundske Adfærd mod de stakkels Cavalerer, fordi de be- taagede tilhobe ranglede fra Glædens ind paa Galskabens nær- grændsende Gebeet, eller fordi de -- aabenhjertig talt -- for een Gangs Skyld gjorde hvad jeg selv ikke vil sige mig fri forat kunne have gjort i Frydtummelen over at have vundet en Brud, SIDE: 221 og altsaa til hendes Ære -- ikke disse (naar man erindrer Stamme- forældrenes Fald) smaalige Bjeff imod to Ynglinge, fordi de eet Øieblik, ak! kun eet, neddalede fra Kjærlighedens renere og høiere Himle i Begjærlighedernes Gjærpyt; og det, skjøndt Sand- heden fryder sig ved ellers at kunne bevidne saavel deres poli- tiske som sædelige Uskyldighed -- ikke denne forfærdelige Tuden i enhver tom Fogedpung -- kort intet Glæfs af denne Bandhund ved vort tomme, men ikke destomindre baade af Bodøerotter og andetslags Rotter opfyldte, Stabur, har i den Grad oprørt og forekommet mig saa uretfærdigt, som det, der, ledsaget af Bid og giftig Sikl, opløftedes mod Hædersmændene Procurator Praem og Politiadjutant Dass, fordi den Første skulde have blandt Andet begrundet sin Ansøgning om Politimesterskabet i Christiania paa Selvrosen af en vis Snuhed, og den Anden en lignende paa Praleriet om at have faaet Stene i Ryggen den 17de Mai. (Fortsættes). Henrik Wergeland POLEN "Polen er ikke meere!" -- klager det over Verden. "Det helte- modige, det under den storpralende Barbars Aag fortvivlede Polen har udkjæmpet, har udblødt" -- saa klager det over Verden, saa sukker det igjennem Millioners Hjerter, igjennem de Millioner, som I elendige sneverhjertede Ministre, I Folkemordere, med forbrydersk Kløgt have forstaaet at bedrage endog i den anden store Revolutions, Julirevolutionens første Aar. -- Det klager i Himlen, dersom dennes Beboere ligner Jordens. Saa bedroges det franske Folk endnu i 1789. Kongen og hans Slæng havde intet Begreb om Folkekræfterne. De troede Trodsen imod Milli- oners Krav ikke saa farlig. Da kom de blodige Aar. Det var et Aarhundrede, som fordrede, at de Nakker, som ei vilde bøie sig for dets Krav, skulde under Folkebilen; og de kom der, de forgyldte Skurke medrette. For Forbrydelser, hvorunder Folke- slag lide, er Dødsstraffen retfærdig og tilladt. Den har allerede Frankerfolket, ja vel flere Folkeslag, fældet i deres Hjerter over Ministrene, der seigpinede Polen; men nu ville de udføre den. Frankerfolket vil mindes, at dets republicanske kraftige Regjering ikke tog i Betænkning at sende Kjernehæren til Pestens Vugge, til Ægypten; og -- Cholera vil ikke hindre dem fra at sprænge SIDE: 222 den politiske Fricasee Preussen til alle Versens Kanter, og ile til det ædle Liig forat gjenkalde Liv i det. O hvor vi bedrøves -- ja, hvor vi Normænd og vore gothiske Brødre bedrøves over at en elendig Politik har holdt vore Sværde ifra den russiske Var- ulvs Strube. -- Ha! Gotherne fra Norden og deres Brødre de caucasiske Tyrker fra Sønden huggede ind! De skulde omfavnet hverandre paa Tulas Volgahøider. Trælleblodet og Despotblodet skulde duftet af dem sødere end om det var Persiens skjønneste Schirwanroser, der lavede af deres opkiltrede Klæder. Ak! nu sidder hver kampdygtig Europæer beskjæmmet i sin Krog og klager og klager . . Men hvad vilde de ogsaa hjælpe, naar hvert Folk har Trældom nok hjemme at bekjempe? Ak, en Nation døer . . Suvarow dræbte Børnene . . nu myrder Nikolai Fædrene og Mødrene, saa hele Menneskeyngelen døer . . Et Folk døer og Europa klager, kun klager, ikke hjælper . . kun angrer at det ikke har hjulpet, og klager . . Det norske Folk klager ogsaa, endskjøndt dets Klager kun vorde Suk, men neppe Hviin som det franske Folks vil vorde, eller Brøl som det engelske Folks. Vel, suk mit Folk! og had Trældom og Despotens Seire og de Blodhundkobler, som de kalde Hære og hidse paa Mennesker! og glæd dig i den Folkehævn, i det dyrebare Blod du skal see flyde paa Torvene for Polen! Kun Rigstidenden og Morgenbladet jubler i din Sorg og behandler den uskaansomt, idet de bringe den forfærdende Efterretning frem for Folket ordret i den lumpne Berlinertidendes Mening og Udtryk. Ak! Sorg seer kun Sorg. Nei, vi ville ikke opgive Haabet om et Forsyn. Et Folk kan ikke døe. Herpaa give vi Selv et Ex- empel. Vi ville heller raabe: Triumph, thi England og Frankrig og kanskee Vi med ville hjælpe; og -- Russerne staa nu paa War- schaus volcanlige bævende underminerede Jord . . . Den sprin- ger, og den polske Hær, ibehold ved Plock, jubler ved Braget, der skal lade Æderne i Wien miste Gaflerne af Skræk . . . . Hvad var det, som knald? -- Det var selve Dybene, som for- bandede Polens Undertrykker, og slugte hans Trælle. SIDE: 223 Henrik Wergeland [OM PRAEM SOM EMBEDSANSØKER] (Indsendt). Nyeste Skilderie 7. okt. 1831. I mit Inderste oprørt over de ubillige Skoser, hvormed den -- som han selv med nedslagne Øine siger -- med adskillige Ta- lenter, for ikke at tale om Dyder, begavede Procurator Praëm overlæsses som en Følge af det Nys, Statsborgeren gav om den unge, men fortjenstfulde Mands Fingerkløe efter blot at laane Politiemesterstokken i Hovedstaden, holder jeg det for Ret at gjøre opmærksom paa en Fortjeneste af ham, som hans For- svarere ikke noksom have belyst. Denne Mand har nemlig gjort i Løndom et Offer, som burde forskaane ham for ethvert An- greb, og hellere, end at mangle Paaskjønnelse, erhverve ham en Borgerkrone. Hvormange Normænd age ikke til Stockholm, krybe i Stockholm, og bringe fede Embeder med sig tilbage, saaat de have Reisen inden kort betalt? De vide, at Befordringsveien begynder ved Magnor, og give da den constitutionelle igjennem den kgl. norske Regjering en god Dag. Hr. Praëm derimod, hvad gjør Han? I den koldeste Vinter sætter den gigtiske unge Mand sig i en Slæde (ikke en sligen lukt Tingest, som den Amtmand Bull reiste samme Tour i), reiser halvfjerdsindstyve Miil paa Helses- og Pungs-, ja gode Navns Bekostning, og vender tilbage -- uden Embede. Hvem kan ogsaa troe, at saa fortjenstfuld en Patriot, at en Mand, der har spredt Velsignelse om sig i al sin Tid, og som derfor ogsaa velsignes med Taarer i Øinene, skulde kunne ville gaae sligen Vei, eller behøve at gaae sligen Vei, eller, med sin ædle Stolthed, beqvemme sig til at gaae sligen Vei? Nei, jeg gjentager det, Han reiste, og -- kom igjen uden Embede, ja uden Haabets Straaler om sin Pande, men snarere med en alvorlig Rynke deri, der lignede en latinsk T, en Vippegalge eller noget sligt, skjøndt Nogles Phantasie deraf skaber hellere en Hesteskoe. Jeg gjentager det trediegang til Patriotens uforlignelige Roes, Han reiste, og kom igjen -- uden Embede. Men hvorfor reiste Han da? spørger en Skare af Hverdagsmennesker, som ikke kunne begribe Muligheden af at et fornuftigt Væsen kan gjøre et Offer, der ikke strengt afnødes. Jo, Hædersmanden reiste for at over- levere egenhændig H. M. en fransk Memorial, hvori, uden al Tvivl, H. M. med norsk Djærvhed gjøres opmærksom paa en eller anden Norges Tarv, som kan være tilsidesat, ja maaskee SIDE: 224 dertil føjes et Forsvar for 17de Mai og kraftige Beviser for Nød- vendigheden for H. M. af i denne Henseende at vige for Folke- viljen, samt andre Alvorsord! Nok! Forfatteren til denne i Stockholm oversatte Skrivelse, Forfatteren til Djærvmaalet i Mbgldt mod Kongens absolute Veto reiste, overleverede, og -- reiste tilbage reen som han kom. Hvo der vil og kan gjøre dette efter, han alene dadle Praëm om han vil. Men da vil jeg juble: "Republiken kommer! Det er Republikens Tid! Thi vi have to Fabricier!" Henrik Wergeland [OM Å BRUKE UTENLANDSKE VARER] (Indsendt). Statsborgeren 9. okt. 1831. Daglig hører man Klager over Pengetrang, Udpantninger, Exe- kutioner og Fattigdom, hvilke Onder man fordrer Storthingene og Regjeringen skal afhjælpe; men sjelden hører man Klage over de betydelige Skatte der gaa til Udlændingen for hans fine Klæ- der, hans galante Tøier og hans Flitterstads; sjelden hører man klage over, at saa faa af vore opvoxende, ja voxne Døttre, kan spinde Garn til en Strømpe, et Lærred, et Verken, eller væve disse Tøier; -- at Bondedøttrene, især i Stædernes Omegn, alt mere og mere lære af Bydamerne at bortsysle Dagen med sin Pynt, isteden for at ofre den til huuslig og vindskibelig Virksom- hed; at Alt hvad de, saavelsom næsten enhver Kjøbstædboer, skal klæde sig i, skal pynte sig med, maa være udenlandsk, hvis det skal due. Hvilke Kapitaler trækker ikke dette ud af Landet? Hvilken tærende Kræft er ikke dette Statens Marv? Mon ikke de betydelige Summer, som gaa til Udlandet for de mange Slags Tøier Luxusvarer, er en af Hovedaarsagerne til vor tiltagende Pengemangel og Fattigdom? Mon det ikke stod i vor egen Magt at afværge disse Onder, naar vi besjelede af sand Nationalaand, foretrak vort Lands Produkter og dets Industrifrembringelser for de Udenlandske, og saaledes viste os som ægte Normænd? Der- ved ville betydelige Kapitaler blive i Landets Skjød, som nu strømme til Udlændingen for Ting som vi kunde undvære, naar vi alvorlig ville. Efter min Anskuelse vilde det være særdeles nyttigt om man kunde bringe det derhen, at ethvert Amts Almue godvilligen kon- SIDE: 225 tribuerede til Oprettelse af Manufakturhuse, hvori Almuens For- nødenhedsvarer forarbeidedes af indenlandske Materialier, hvor man kunde erholde mere passende Klædevarer, end de fine, tynde, for Nordboer upassende, og ofte med Velfærds Forliis an- skaffede Udenlandske. Gid Enhver i sin Kreds vilde følge Nøisomheds og Tarvelig- heds Principer, vilde bruge vort hjemmevævede Vadmel, Verken, Lærred og øvrige hjemmevirkede Produkter, og derved afværge at Landets herlige, solide Udførselsartikler borttuskedes for Bra- bants Kniplinger, Lyons Silketørklæder, Ostindiens Schavls, Eng- lands utallige og utællede Frembringelser! Dog -- Nationalaanden maa først vaagne; Mænd med Popularitet maa først virksomt be- stræbe sig for at foregaa den store Hob med sit Exempel, maa først varsomt bestræbe sig for at lede til det Bedre de Mange, hvis Valgsprog er: "Forandring er en skjønne Mode", og næsten daglig afvexle i deres Udvortes som Billederne i en Lanterna magica, ja endog have saa lidet Fædrelandssind at de slaa Vrag paa deres Modersmaal, og pludre Noget, der paa Død og Liv skal være Jydsk! -- -- -- saadanne Mennesker maa man be- stræbe sig for at nationalisere, eller dog søge at forebygge, at deres Unorskhed ikke smitter Andre. Det er ikke blot Embedsstanden og Kjøbmandsstanden de uden- landske Tøier ere saa kjære, (dem kunde man undskylde); selv Bonden og den simpleste Klasse er, som sagt, smittet af dette Raserie; det er ikke blot i Byerne denne Kræft tærer paa Lan- dets Marv; ogsaa i de fleste Egne paa Landet har Smitten ud- bredt sig. Bondekoner og Bondepiger, saa tækkelige, saa hæder- lige i deres hjemmevirkede Dragt, seer man nu gjøre sig latterlige ved at ville efterligne Byernes fiffige Damer, og, ligesom Disse, prunke i udenlandske fine Tøier, ja endog behænge sig med kost- bare Schavls, medens deres Sprog og Opførsel mangengang er saa ganske afstikkende fra deres Dragt, at selv den Alvorligste neppe kan bare sig for at lee ved at iagttage dem, idet han op- rigtigen beklager den Nation, der ved sin forfængelige Pragtsyge arbeider paa at ødelægge sig selv, og gjøre sig til Spot for de Fremmede, hvis Luxusvarer den saa begjærlig søger. Hvormed skal vi betale Udlændingen for den Overdaad som vi prange med? Vor Trælasthandel er ubetydelig, og i Grunden til Landets Skade; altsaa kun med hvad vore Bjergverker og SIDE: 226 Fiskerier producere -- -- og -- kunde ikke dette anvendes bedre? Statsbestyrelsen bør ingen Forholdsregler tage mod dette Onde; thi Staten bør ikke opkaste sig til Statsborgernes Formynder; det bedste Middel til at hemme Brugen af udenlandske Tøier, vilde vistnok være, at der dannede sig patriotiske Foreninger i denne Henseende. Selskabet for Norges Vel [fotnotemerke] kunde bedst virke til dette Øiemed, og man bør haabe, at det alvorlig vil bestræbe sig derfor. Gid de Fornemme og Formuende, hvis Sæder og Moder Hoben saa villig efterligner, vilde begynde med dette! at Disse ville overlade til Pøbelen den usle Stolthed at pryde sig med fremmed Fjære, og selv sætte Hæder i at bære hvad Fædre- landet frembringer! Hvilket stolt, hvilket ærværdigt Syn vilde det ikke være at see [fotnotemerke] Landets fornemste Damer, selv til Bal og Høi- tidsfærd, bære Kjoler af Norske Tøier, og hjemmevirkede Straa- hatte, at see Landets fornemste Mænd bruge Vadmel istedetfor Engelsk Klæde og det ikke af Tvang eller Trang, kun af patrio- tisk Omhu for Landets Opkomst. Vi vare da isandhed et selv- stændigt Folk, som Udlændingen vilde betragte med Høiagtelse, istedetfor at han nu har Grund til at spotte over vor Daarlighed, og putte vore Penge i Lommen. H -- Henrik Wergeland STORKARER PAAKAR (Indsendt). Statsborgeren 9. okt. 1831. S. T. DHrr. pro tempore Underretsprocurator, men i Haabet først Politiemester i Hovedstaden og siden Chef for Justits-De- partementet eller Generalprokureur eller Hvadhanvil J. O. Praëm, samt Hr. Lieutenant paa Vartpenge og Sorenskriver- fuldmægtig Ejeberr! Forsikkrende Dem, mine høistærede Herrer, at det gjør Under- tegnede, Deres ærbødigste Tjener, inderlig ondt, at Rangforord- ningen, skjøndt det Værk, jeg anseer med den dybeste, skyl- digste Ærbødighed, ikke tillader mig at titulere Dem, som jeg ellers inderligen ønskede, med Fortjenestens sande Navne: Deres Fotnote: Det Kgl. Selskab for Norges Vel vil kun rode i Jorden. Fotnote: Som de svenske. En Reisendes Anmærkninger. SIDE: 227 Høivelbaarenhed, Deres Excellencer eller deslige af Høihedens Gloriestraaler sammensmeltede Titler, tillader jeg mig ærbødigst at raadspørge Dem i en Sag af yderste Vigtighed. De høistærede Herrer ere formodentlig ligesaalidt uvidende om den, ved Hans Høivelbaarenhed p. p. Amtmandens høie Naade, mig efter et Par Aars Kontortjeneste forundte Indsættelse i et Lensmandsombud, som uvillige til at indrømme mig Fortrinet af at have Livreetjenere, hvilket maa antages at være en Formuendes, men først og fremst Embedsstandens uimodsigelige Fordring. Herpaa have mine Herrer givet det glorværdigste Exempel, skjøndt det maa indrømmes, at Hr. Lieutenant paa Vartpenge og Sorenskriverfuldmægtig Ejeberrrs Stand, Rang og Eqvipager kunde fortjene et mere glimrende Tjenerlivree end Grønt med Sølv, hvor smagfuldt enhver Upartisk end maa tilstaae dette er. Ikke- destomindre er Undertegnede de ærede Herrers Tjeners Op- findelseskraft endnu ringere, hvorfor anmodes om Veiledning, Planer, Vink og Tegninger i denne Sag. Jeg maa dog tilstaae, at jeg smigrer mig med at faae de bedste Deslige fra først- bemeldte høie Herre, hvis Talent baade til at klæde af og paa, er bekjendt og ophøiet over min Roes, og som, strax han var blevet naadigst udnævnt til sin høie Post, med ædel, honet Am- bition anvendte alt sit Dybsind for at udfinde den bedste Af- gjørelse af det vigtige, værdige Spørgsmaal om Blaat med Guld eller Graat med Sølv skulde være det mest passende Livree for hans Tjenere. I saa forfærdelig en Krisis, som Afgjørelsen heraf maatte sætte høibemeldte Sagfører for alle Agershuusamts Land- distrikters Sind, kunne vel enkelte mindre smagfulde, ihvorvel dog passende Livreeideer f. Ex. om forskjelligfarvede Buxelaar ikke skulde kunne give et Begreb om Herres Fortjenester og Værd, have foresvævet Phantasien; men dog ogsaa uendelig mange smukkere end det, der vandt Prisen. Det er disse Ideer, jeg ærbødigst anmoder om at gjøres bekjendt med, forat jeg efter dem kan rette mine egne ringe Tanker; og, ved endelig at de- cidere efter en saadan Authoritet, bringe min (med Permission at melde) Madame saavel til at frafalde sine udsvævende Forslag om at iføre min kluntede Ola en rød Fløiels Heidukdragt med Strudsfjerbarret, eller lyseblaa Pagedragt, eller amethystfarvet Silke-Stivskjødkjole og Pudderparyk eller citrongul Jockeydragt med røde Snorer eller russisk Kudskepelts og Bjørneskindshue. SIDE: 228 -- Alt udstyret rigt med Guld eller Sølvtresser, -- samt raade Bod paa de hysteriske Glimmersyge-Anfald, hun jevnligen, og det ligesaa stærkt, som Jomfru Tabitha i Smollets Humphry Clin- ker, da denne saae Skydsgutten Humphrys bare Bag, overvældes af, hvergang hun saae min pro tempore vadmelstrøiede Ola paa Kudskebukken. Jeg beder altsaa mine Herrer af christelig Med- lidenhed at ville raade mig. Indtil jeg seer mit Haab herom op- fyldt, har baade jeg og min Halvedeel svoret ikke oftere at pro- stituere os paa Kirkevangen eller andetsteds med en ulibrert Kudsk. Men den Tro, at Livreekjolen ligesaavel kan gjøre en- hver Arv til Henrik, som Vaabenlivreet Token til Officeer; og, at det ikke var til at udholde at leve i et saakaldet frit Land, der- som man ikke kunde klæde og behandle sin egen Tjener idet- mindste som Slave, alt efter de om Frihed og Menneskeret stor- talende Hvides Exempel paa de vestindiske Øers Slaveplantager; samt overbeviist om, at man, for at passere for dannet, maa følge Hr. Ejeberrrs Mønster i at skjæmmes ved sit Modersmaal og tale Dansk, skjøndt man aldrig har seet Danmark og er opdraget blandt bare Norske -- det koste hvad Anstrengelse det koste vil, ja det koste, at Spottefugle gribe til den personlige Satire, hvor Latterligheden og den illiberale, unorske Svaghed er saa stor, at den dækker mangehaande Talenter og Dyder, og kunde see sig nødte til desaarsag alene at samstille en ellers Ikke-ond med den complette Slyngel -- har jeg den Ære at undertegne mig, Prunkenlyst Octbr. 1831. mine Herrer, Deres ærbødigste Hvemvilværedensidste Skynæse, Høi-Amtsbestalteter Lensmand i Pengetomt Præstegjeld, Secretair i Fattigcommissionen, Oberrodemester over den høie Kongevei, samt de ordinære Bygde- og Kirke-veie, Underpolitimester og Arrestforvarer, 2det Medlem af Skolecommissionen, samt Ober- bestyrer af det resolutionsmæssige Bygdemagasin i samme Sogn P.P. SIDE: 229 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 37. Tirsdag den 11te October 1831. (Indsendt). MAN KAN GJØRE EN SKJELM URET (Slutning). Hvad Dass angaaer, da haaber jeg, han, ligesom forrige Politie- mester, vil vide eftertrykkeligen med sine Næver at tugte sine Modstandere, saaat det gjøres overflødigt for mig at straffe Stats- borgerens Redacteur for saa ubeføjet Flaakjeftighed om Hvad Beskedenheden gjerne vil beholde for sig Selv og for høiere Øren, der, hvor lange de endog kunne være, dog undertiden ikke naae langt nok, men maa fortælles endog selvsmigrende Sandhed. Førstnævnte Hædermand derimod betræffende, da kræver det ubesmittede Rygte, han i sine ærlige, men udarmede Hjembygder, lige siden dets Blankskuring i Storthinget, da han ansøgte og er- holdt ved sal. Falsens Anstrengelser Borgerret, har forstaaet saa vel at vedligeholde, at det ogsaa agtes reent og ubesmittet uden- om disse, saameget mere, som han nu medrette agter sine For- tjenesters Dynge saa høi, at han derpaa bør opstige med samme Stolthed som Hanen paa en Møgdyng, tale eller gale baade om dem og hvadmere han agter at gjøre og kræve og fordre og pukke paa Forflyttelse, hvortil -- dersom dette endelig maa skee -- da hine hans Hjembygder med Selvfornægtelse sukke: Amen! -- Ja, da kræver Sandheden at berigtige Statsborgerens udspredte Usandhed om denne Mands Ubeskedenhed og Selvroes; og Men- neskelighed kræver at jage denne Gneldrebikje fra Benene af en skikkelig Mand, der kun emner at vandre sin egen Vei. Det burde foraarsage et Oprør imellem nogle 100 fortvivlede Menne- sker, der faste og græde for at gjøre ligesom en Vederlagsbod til Himlen, fordi den har velsignet deres Kreds med et saadant "Gudsmenneske," som han kaldes, dersom de fik at vide, at en Atpaaslæng i Byen uimodsagt havde vovet at ville sætte en Pind for dette taarevædede Gudsmenneskes høiere Hensigter. Derfor erklærer jeg aabenlyst for en Bagvaskelse det: at sige, at Proc. Praem ligefrem roser sig af sin Snuhed. Ak, I Himlens SIDE: 230 Hellige! Snuhed? Han Snuhed, denne tvetydige Egenskab, som laanes af Ræven, og som kun passer sig for disse Dyr, for Spio- ner og Sartiner! [fotnotemerke] Snuhed Han, der vil komme til at staae igjen som et nybaaret Lam, naar Justitsen faaer trukket den Vargham af ham, som Candidat Wergeland, der ikke seer godt, troer at have seet ham i, luskende omkring i Taagen nuder Rommerigets Graner? Han har visselig kun halvligefrem, indirecte tillagt sig denne Egenskab. Thi Sagen hænger saaledes sammen: Han havde blandt andre ædle unionske og patriotiske Planer ogsaa den at sætte en Grændse for det aarlige Uvæsen 17de Mai; men der- til behøvedes en liden Politimester som den Napoleon havde i Fouché, og ikke ligefremme Karle, der indlade sig i Slagsmaal og vove Broderiet, eller troe den politiske Retfærd hevnet nok- som ved saa mild en Pinebænk som en Uges ulovlige Fastlænken til en Arrestbrix, eller Kjødhoveder, som ikke vide at udspinde Noget af det falske Rygte om Hovedmænd for slige oprørske Uordener, der skulle have deres Rod i Sammensværgelser for "gamle Norge paa egne Been." Nei, udviklende dette i en Af- handling til Regjeringen, der hovedsageligen fører Beviset for, at Politimesterembedet bør gjøres saa afhængigt af Magten som mu- ligt, og alene bestyres ved Constitution, skildrer Han ganske an- dre, men derfor ikke mindre kraftige Egenskaber, som nødven- dige for og betegnende den fødte constituerede Politimester. Iblandt disse har da "en vis Snuhed" sin ikke underordnede Plads. Ved Siden af dette smukke Værk indleveres da Ansøg- ningen om Politimesterskab, med Forsikkringer om, at man tiltroer sig, og veed og føler sig skikket til at opfylde, som havende de nødvendige Egenskaber, alle derpaa hvilende Forpligtelser. Hvem har nu Ret, Hr. Statsborger! Er dette at rose sig af Snuhed, fordi man siger, at en Politimester bør have denne Egen- skab, og, at man Selv bør være Politimester? Kanskee, naar Alt kommer til Alt, saa har Hr. Dass heller ikke ligefrem pralt af at have erholdt Stene i Ryggen for den gode Sags Skyld; men ikkun sagt: "at han gjerne for Hs. Majestæts Villies Skyld kunde have faaet baade Stene i Ryggen og Bank," eller "at han gjerne for Hs. Majestæts Villies Skyld vil modtage Stene i Ryggen." Isaa- fald kan man kun sige, at det er en høist hæderlig Parodie paa Kong Arthurs Jevninge, der gjorde Løfter for Maden, ja Løfter, Fotnote: En stor Politieslyngel i Paris engang. SIDE: 231 der stege i Frygtelighed jomere de drak. De seer, Hr. Statsbor- ger, hvorledes Deres Anke mod Hr. Praëm -- der vil faae sin Gjengjeldelse Hisset, trods den utaknemmelige Stat -- hensvin- der af hans gode Navn som Pusten af Staalet. Maaskee, naar man fik fat i det franske Haandskrift, som Han havde i Stock- holm den Ære underdanigst at overrække Hs. Majestæt, man ligeledes vilde opdage snarere Træk af Høisind end af Neder- drægtighed, snarere en patriotisk Nyplan, lignende Ovenforfrem- satte, end, som Rygtet har sagt, et Amalgamations-Forslag eller et nyt Forslag til at kue 17de Mai tilbage i Forglemmelse. Saa- ledes er det, naar Alt bliver belyst, naar man giver Den et høist fortjent Flabbedrag, der vil sætte sine skidne Læber til Bagta- lelsens Basun imod en Mand, hvis Uegennyttighed snart vil blive til et Ordsprog, hvis Dyd er liig den, der straalede i hine Dage, da der stod Galger paa hver Kirkebakke, og Synden altsaa maatte tye iskjul, og om Hvem det ikke lader sig sige, at Han betyngede sit Hus med uretfærdigt Gods, sit allerede i Ungdommen rystende Hoved med udplyndrede Armes Jammersuk, sin Isse med et gjæstmildt Folks Forbandelser, sit Navn med Skjændsel, der ikke hendamper med den sidste Sveed; eller at Han, efter Barndom- mens henrundne fortjenstløse Dage, begyndte med at hylde de Be- gjærligheder, som mærke Manddommens Dage med Forbrydelser. Skulde De blive altfor arg over disse Revselser, Hr. Statsbor- ger, da maae De vide, at jeg, som Procurator Wahl i Thrond- hjem, holder Landslov og Ret for det sikkreste, og agter at holde mig dertil. Regjeringen vil heller ikke være sparsom paa at give mig en overordentlig Ret, en Commission til at dømme os imel- lem. Mit hele Forsvar ligger i selve Gjerningen, at jeg har talt en almeenagtet Hædersmands Sag imod ubeføjet Bagvaskelse, samt i disse Tydskeren H. Heines Ord: "det er just Trykkefrihe- dens velsignede Følger -- den jeg ellers hader ligesaa dødelig som Universitets-Lærernes Skribentdovenskabs Talsmand i Mor- genbladets første Tilsvar til hersteds Indrykkede, om 8de Hefte af Maanedsskriftet -- at den berøver Folkeledernes Djervmaal al Nyhedens Tryllekraft: det lidenskabeligste Ord neutraliseres ved ligesaa lidenskabeligt Gjenmæle; og den qvæler allerede i Fødselen Bagvaskelsen, der, udsaaet af Tilfælde eller Ondskab, fremvoxer fordærveligen og frækt iløn, liig Giftplanten der kun SIDE: 232 trives i dunkle Skovsumpe og i gamle Borg- og Kirke-Rui- ners Skygge, men hentørres elendigt og jammerligt i det klare Sollys." Henrik Wergeland [OM OPPOSISJONEN] Vor Regjering og dens nærmeste Stormænd skulle sandelig slippe at klage over, at Modsamlagstidenderne ikke ere nok høf- lige imod dem. Man complimenterer snart den hele Regjering, snart Enkelte af dens Medlemmer for Liberalitet; og en Amt- mand faaer de ærbødigste Taksigelser, der ligne Nederdrægtig- hedens Bøienistøvet for Nedladenheden, saasnart han giver Al- meenheden en offentlig afæsket Oplysning, eller viser paa en eller anden Maade, at han ikke, som nogle engelske storsnudede Statsraader tilforn, eller som vor Hovedstads Fæstnings-Com- mandant, Baron Wedel, efter hans offentlige Erklæring, lader haant om den offentlige Stemme, forsaavidt denne finder Mæle igjennem Dagbladene. Omendskjøndt Lovmælerne over vore Regjeringsmedlemmers Liberalitet lade sig, og det alene med Grund, betragte som almindelige, tomme Artigheder, eller som taabelige Forsøg paa at smøre dem om Munden, fordi de i no- gen Tid have standset med at ødsle saa med Trykkefrihedspro- cesser -- noget, som, at slutte efter Sagsanlægget mod Bladet Folkevennen for dens Benævnelse af Grundloven fra 17de Mai, ellers falder DHrr. særdeles let, saaat det kan paa en Maade kaldes en Naade at slippe for en saadan Action -- : saa er og bliver dog dette Complimentmagerie, en uværdig Uskik, fordi den har sit Udspring fra den gamle slaviske Kryben for Kongen og hans Nærmeste; og 2) en umoralsk Uskik, fordi man ligesaalidt bør usandfærdigen rose eller smigre som bagvaske; samt 3) en fordærvelig Uskik, fordi man ved en, omendog denne høieste Embedsmand gjør sin Pligt, endog i dette Tilfælde høist utidig, unødvendig Roes, let kan gjøre denne altfor kry, saa han, for- ledet af Indbildningen om sine Fortjenester, forlader netop den Bane, han stille vandrede imod disse. Saavidt Inds. bekjendt, have vi hverken noget synderligen -- og mindst Liberalitet -- at rose hos vore Statsraader, og vel heller ikke videre at dadle. Skulde En af dem, mod Forventning, give et eller andet frem- ragende Exempel paa Liberalitet og mandig Pligtopfyldelse, da SIDE: 233 skulle vi visselig gjøre os en Ære af at forekomme Ministerial- bladet Rigstidenden i at rose. Vi vente imidlertid ingen Særsyn. Lad det derfor være som det er. Vor politiske Barndom, vor statsborgerlige Klodsethed og vort offentlige Livs døde Stilhed fortjener dem ikke bedre eller mere udmærkede end de ere. Henrik Wergeland EUROPA Istedetfor at dele flere svenske Tidenders Uvillie over vor sidste Kongeætlings Navntagelse efter Polens Kuer, hvilken be- tragtede dette som et Slags Vasaltegn, og istedetfor at frabede sig Æren af at see ham betitlet som Hertug af Dalarne, have Dalekarlerne underdanigst ved en Deputation takket for denne Ære. -- I Sjælland raser ogsaa en fysisk Forraadnelsesfeber. Ikke alene Sjelene, men ogsaa Kroppene forraadne under Ene- vældet. -- I det keiserlig-kongelige Spiseqvarteer Wien raser Cholera. Fraadsemagnaterne forbauses over slige Digestioner og døe. Metternich er syg; snart skal der ikke rende ondt af ham mere. -- Det var en skammelig Bagvaskelse, at den polske Hær stod med strakt gevær om Modlin, Zacroczyn og Plozk. I den første Stad der er stærkt befæstet og nærme Warschau, befaler Ledochowski, der har svoret ikke at ville overleve Polen. I den anden Stad befinde sig de polske Thingmænd, Statsraader og en stor Mængde af den polske Befrielseskrigs Ophavsmænd, hvor- iblandt flere Bestyrere af frisindede Blade, der nu udkomme ligesaavel her som før i Warschau. I den tredie Stad og dens Omegn staaer den ene Halvdeel af den polske Hær, omtrent 20,000 Kocziuskoer, med 70 Canoner, medens den anden Halv- deel, under Romarino, efter to Seire over Gen. Rosen, har truk- ket sig ned mod Galiziens Grændse. Men hvor er den flyvende Dembinski? Maaskee ved en eller anden af de Smaahære, som nu bringe Russerne, efter Warschaus Besættelse, der udfordrer en heel Hær, ligesaavist Fordærvelsen som Spaniernes Smaakrig bragte Franskmændene den efter Madrids Indtagelse. Hvor er den djærve Skrzinecki og Chlopicki med de blodsprængte Graa- haar, og Stormeren Prandzinskis ustandselige Klinge? Ingen veed det. Men visselig dele de ikke Gamlingen Kruckowieckis Bedøvelse. Hvem holder Vargen ved Ørene? Hevnsværdet tilbage i War- schau? Hvem kastede den russiske Rüdiger over Grændsen? SIDE: 234 Hvem lader endnu Hvidørnen flyve over den hele polske Slette, undtagen over Rummet fra Vola til Pragas Brohoved. Hvidørnen er fløjet ud forat øve sine Unger -- en Ulv er krøben i det tomme Rede. Det er det Hele. Men Ørnen med Ungerne ven- der tilbage, og den galliske Kamphane kommer -- da maa Ulven ud. Det er Sluten. I Paris har Dødsskriget fra Warschau vakt den galliske Hane. Den har galet Død over Ministeren Sebastiani, der har bedraget Skrzinecki og bevirket ved sine forræderiske Løfter, at den pol- ske Hær, i fuld Tiltroe dertil, deelte sig før Warschaus Storme. Den vil ud at kare i det tydske støv. Med andre Ord: kun med Nød er for det første denne Minister og hans Medskyldige Perrier undsluppen Pariserfolkets Forbittrelse. De anholdtes paa Vendomepladsen; i Kammeret androges af Mauguin paa Anklage mod dem; Lafayette fordømte dem og den orleanske Politik i en Tale over Polen, der bragte Hjerterne til at bæve over dette iiskolde, egennyttige Systeem; Gaderne steinskandsedes; Mas- sernes Veeskrig fremkaldte Kongen af Palais Royal; hans gamle Søtsnak fik kun Millionraabet: "mod Russerne!" til Svar; hine Ministres Storhuse ødelagdes -- den væbnede Nationalgarde saae derpaa i Sørgeflor. Dette er Begyndelsen til Hovedomvælt- ningen, til Befrielseskrigen i Tyskland, til Barbarernes Forjagelse af Europa, til de varme, medfø1ende Hjerters, den europæiske Brødrekjærligheds Udbrud. Hiin iiskolde, sneverhjertede Politik brister som Isen over Vulcanen. Lad Vulcanen udøse sin Ild. Frydens Viinbjerge, Fredens Kornmarker, Olivenhøje bølge snar- ligen over. Man maa aldrig frygte for hvad Friheden koster. Den fødes, som det guddommelige Menneske i Kamp og Smerte. Fædrene arbeide for Børnene. Hvor stort er dog dette halvtræl- bundne halvfrie Europa, at det skal føde netop af sin Elendighed et lyksaligt. Det skal udgyde Blod og kjæmpe med Hærrækker forat -- saa nær er man Seiren -- den nærmeste Æt kan splintre Sværdene og lægge Bannerne korsviis over Fædrenes, over vore Grave. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE De af Folkebladets Holdere, som ville benytte den til l/3 af Bladets Priis fastsatte Portonedsættelse (almindeligen kaldet Porto- frihed), som Folkebladet har under 20de f. M. naadigst erholdt, SIDE: 235 ville behage hurtigst at melde dette enten til Bladbestyret selv i Christiania eller helst til dem, der hidtil godhedsfuldt have be- sørget Uddelingen i Byerne og Bygderne, hvilke gode Mænd da ikke ville undlade saa betimeligen at meddele Bladbestyret hver Enkeltmands Villie isaahenseende, saa at den almene Forsendelse med Posten kunde begyndes med Folkebladets 4de Fjerdingaar. Forat erholde Bladet med Posten betales altsaa 10 ß fjerdingaar- viis pr. Exemplar. Der indbydes til Subscription paa Digte af Henrik Wergeland, 2den Ring, samt Løjer i Holyrood, Fantasme i 3 Farcer af Siful Sifadda. Subscriptionsprisen for Begge tilsammen, der udkomme sær- skilt heftede til een Tid, hver omtrent 6 Ark stor, er 60 ß. Vel- villige, som samle 8 Subscribenter erholde 1 Friexemplar af Begge; for 20 Subskb. 3, o. s. v. i Forhold. Planerne ønskes indsendte til Hr. Boghandler Schiwe i Christiania, eller til Udstederne inden Midten af November, for at see Expl. omsendte til Juul. lste October 1831. Henrik Wergeland INDLÆG FOR PROCURATOR PRAEM MOD THOR STATSBORGER Nyeste Skilderie 12. okt. 1831. S.T. Hr. Statsborger! Det gaaer vel -- som man siger med en norsk Talemaade -- i mange Mennesker, naar de høre Procurator Praems Navn. Hvordan maa da De, Hr. Statsborger, være tilmode -- gaaer det ikke i Dem -- som har turdet ægge Dem ind paa denne engle- blændte Mand? Kommer det Dem ved, at en Grønskolling, der troer, at Livet er tabt, fordi han seer nogle ærlige Mænd holde Faste eller med Bylt paa Nakken og Ungerne ved Haanden, vandre ud fra øde Arner, og som ikke kan taale, at man vrider sine Hænder i Graad bag Guds grønne Buske; som hører paa Bygdesnak, og har Indbildningen fuld af børneædende Varulve og Drager, der ruge paa røvet Guld, erklærer, med Øxen over Nakken, for Alfolket, at dets meestberømte(?) Procurator er en SIDE: 236 Forbryder mod Stat og Menneskehed? Deres ærbødige Tjener formener, at Deres Oprippen af denne dumme Aabenhjertighed, herleder sig fra det Oppositionsbladenes Princip, at tage kun fat paa de Carnailler, der ogsaa ere politiske Carnailler. Jeg holder mig saaledes overtydet om, at De vilde ladet Proc. Praem ifred, dersom De ikke havde havt i politisk Henseende et Horn i Siden paa denne Mand. Pas Dem imidlertid for at faae et Horn igjen med Justitiabilledet selv indsvedet paa Knappen, naar han (upaa- tvivlelig, dersom Fortjenester lønnes hertillands!) bliver Hoved- stadens Politiemester! Thi den eneste Last, som dette Dyds- mønster har, er Hevngjerrighed, som dog kun bevæger sig under alle Lovens Former. Jeg spørger Dem imidlertid med hvad Grund, De kan drage Proc. Praems politiske eller -- som De formodentlig vil -- statsborgerlige Characteers Agtværdighed itvivl. De maa have glemt Hans Trumfsexten mod det kongelige absolute Veto, da det stundede til Thingvalg. De maa have glemt hans Cano- nade i Morgenbladet mod Rævbælgmageren, efter hvilken, da Røgen drev væk, man saae ham staae igjen paa den tappertfor- svarede Vold, reen og skinnende og sejersmilende, med Lunten i Haanden -- ogsaa da det stundede tilthings -- beredt til at nedskyde Enhver, som endnu turde raabe: Rævbælg! Rævbælg! Men De synes kun at erindre, at en af de tiloversblevne ladte Kanoner, blot ved et Luntefeilgreb, gik af imod de stakkels Sammensamlere af Chr. Kroghs Aske og imod Syrinxfløiten, der snart blæses fra den Kant og snart fra den Kant, alteftersom Vinden blæser paa Økern. Der maa ellers starblinde Øine til ikke at see, at kun Fiinfølelse og Beskedenhed da styrede hans Haand. Thi vel maatte han vide med sig Selv, at, fik Normæn- dene først Smag paa at reise Æresstøtter, da vilde det ikke vare længe, før Turen kom til ham, og at der reistes en, enten der, hvor han steeg først iland eller der, hvor han saaatsige har sin Hule, med en Indskrift, som kunde lokke Taarer af Efter- slægtens Øine, altid behængt med Krandse af g-Ran, Ulv-efod- mose og andre Urter, hvis Best-andighed Evigheden forgjæves pRøver, samt omringet af Rævesaxe eller et spydfOrm-et G-Elen- de-r, saaat ingen kRænker eller Synder-river Folkets H-Æders- støtte. Skulde nu Den, der prydes med saa mageløs en Be- skedenhed, prale af sin Snuhed, naar hans ædle Bevæggrunde ere saa lette at finde? eller, skulde det ikke uendset tillades SIDE: 237 ham for eengangs Skyld at rose sig af denne, som Livet nu er indrettet, uundværlige Egenskab? . . Eller skulde der være nogen Skam forbundet med at besidde og rose sig af denne Klog- skabens Broder? Den er meget mere en ædel Egenskab, som lejes for det røde Guld af Kongerne og udgjør første Ingredienz til en Ministerhjerne. De ædleste Dyr have den: Løven parrer denne Dyd med sit Mod og Kongetigeren og Ørkenernes Herskere Leoparden og Pantheren leve ved den; ligeledes -- for at gaae over til andre Slægter -- den ædle Baron Wedel parrer ligesom Løven Snuhed med ugemeen Tapperhed, hvorpaa han gav en forunderlig Prøve, da han saa mesterligen spillede den Fortørnede, fordi, ved en Leilighed, en yngre Krigsmand blev ham foretrukken, gik omkring, som den aftakkede Dictator Sylla paa Roms forum, i civile Klæder og smaasnakkede med Borgerne saa venligen som om han alvorligen havde givet Kongen, Kongens Vrede, Krigs- tjenesten og sin egen gamle martialske Adam en god Dag. Kan De altsaa heller ikke i dette Punct faae nogen Klik paa Ædlingen, hvis Navn funkler i Taarer over Landet, og hvis Sag jeg her taler, da har De talt af blindt Had til Ham -- gid da, hvis De siden har faaet eller nu faaer dem op, deres Øine atter maa blindes af salten Angers Graad; -- hvis ikke, da vil jeg an- mode H. H. Baronen om at hugge Hovedet af Dem!! Hr. Stats- borger, Deres Procurator Praems Procurator. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 38. Tirsdag den 18de October 1831. OVERTROE Iblandt mindre oplyste Bønder, men især imellem disses Qvind- folk, hersker endnu den gamle Overtroe om Ilddrager, om den som Syndskræmsel opdigtede Djævels Aabenbarelse som Ildkugler og deslige. Maa man vel indrømme, at saadanne skadelige og uværdige Indbildninger sjeldnere end i Bedstefaderoldet plage Folk, saa lader det sig dog ikke nægte, at flere Uvittige opfriske igjen de gamle Historier, som forledede dertil af enkelte Natur- særsyn, hvortil de have været Vidne. Flere af disse kunne SIDE: 238 virkelig forbause, og Forbauselse er, skjøndt taus, mens den varer, desto mere flaakjeftet og strømtalende, naar den kommer til Mæle. Det er derfor et klogt Raad, at give denne, især forme- delst den velsignede Uvidenhed om Naturen, hvori man har ladet Bonden Æt for Æt voxe op, saaofte naturlige, grundede For- bauselse først opstaaer hos Folk, man bør tiltroe mere Oplysning end sig Selv eller de Tilhørere, man ellers kunde villet esle For- tællingen fersk. Denne Tiltroe, og sin egen Eftertanke viste en simpel Landstjenestepige Indsenderen, og Han maa bekjende, at Hvad der mødte denne Pige kunne have forbauset hvilkensom- helst Professor i Naturvidenskaben det skulde være. Hun befandt sig Søndag Aften Kl.9 1/2 2den Octbr. d. A. -- Himmelen stjerne- klar, Veiret koldt og stille -- gaaende paa en Almuevei i Nær- heden af en Bæk, langt fra Folk: da Hun pludselig føler et Tryk paa Hovedet, en Gløden somom Skautet brændte i Nakken, seer sagte hvislende i et Nu hensvindende, varmende, men ei for- tærende Flammer at sprede sig paa begge Sider af Ansigtet. Alt oplystes medeet. Alt var forbi medeet. Fornemmelsen af Varme var saa stærk, at Hun følte efter om Skautet ikke brændte, men Intet var beskadiget. Inds. forklarede Pigen, at noget Over- naturligt var ligesaalidt i Spillet nu som ellers; men at brændbare Dampe ofte pludseligen antænde sig snart fjernere -- og sees da som Stjerneskud, Kornmod og Lyn -- snart nærmere, og sees da som Ildkugler eller de saakaldte Ilddrager. Disse Virkninger til- skrives forskjellige Legemers gjensidigt virkende, electriske Kraft. Men har et Luftlegeme, en Damp, ved sin electriske Kraft antændt sig, da søger denne electriske Ild, andre electriske Legemer og ledes deraf, som f. Ex. Lynet Metaller. Pigen havde gaaet hurtig: hendes Uddunstning og Haar har tiltrukket de pludselig antændte Dampe, som Bækken ved den paakomne Kulde havde givet af sig. Henrik Wergeland BLANDINGER I Paris vises et Carricatur (Spottebild,) betitlet "Europas Til- stand;" hvori en grønklæd Kriger (Rusland) sees ifærd med at binde en lille Dreng med afrevne Klæder og hvis nøgne Ryg viser Striber af Pidskesnært; han værger sig imidlertid godt imod hiin, der holder en Lænke i den ene og en Svøbe i den anden Haand. Drengen er opkradset i Ansigtet, og Sved og Blod løber SIDE: 239 ned af ham. Ved hans ene Side staaer en Mand i blaa Uniform (Frankrig) og stikker ham en Agurk i Munden. En Mand i rød Uniform (England) staaer noget afsides, regnende paa en Tavle, og havende en Vægt for sig, i hvis ene Skaal ligger Menneskehed, og i den anden en Pence, som overveier hiin. En fransk Soldat opløfter Foden for at skræve over Tydskland, men holdes i Kjole- flaget tilbage af et Faar. Don Miguel drikker af et Kar med Paa- skrift "Menneskeblod." Nogle Damer (andre europæiske Stater) sidde og plukke Charpi af den franske Konges Trontale. Over Maleriet svæver en kulsort Skye. Henrik Wergeland FOREBYGGELSESMIDDEL MOD CHOLERA Allerede Hypocrates skal have kjendt at hindre Udbredelse af smitsomme Sygdomme, ved at lægge gloende Stene i et Kar med Tjære udenfor en Byes Porte. Den Damp, som derved opstiger, skal forebygge Smitten. En Hamborger Læge, som levede under den Pest, som i Begyndelsen af det Attende Aarhundrede herjede Hamborg, skal have anvendt samme Middel ved Indgangen til sit Huus med det Held, at Ingen hverken i hans eller Nabohuset blev hjemsøgte af Pesten, imedens den rasede fjern og nær. Ogsaa som Forebyggelsesmiddel skal l0 til 15 Draaber forsødet Saltgeist (spir. salis dulcis), taget i Sukker, være befundet probat. Flegma- tiske og de, som nyde dagligen endeel Spiritus kunne tage nogle Draaber mere. Kun Friske -- men aldeles ikke Syge -- maa bruge dette Middel. En østerrigsk Præst skal have brugt følgende Middel mod Cho- lera morbus med det Held, at Ingen, som brugte det, døde af Sygdommen: 1 Pot stærk Viingeist, 1/2 Pot Viinædike, 1 Lod stødt Kamfer, 1 Lod stødt Sennepsfrøe, 1/2 Lod stødt Pebber, 1 Skee stødt Knopløg, 1/2 Lod Cantaride Pulver, som kommes tilsammen, opvarmes og ristes vel, hvormed Hænder og Fødder gnides vel paa Patienten i 2 à 3 Timer, som tillige gives 1 Glas varm og stærk Thee 1/2 Delen af Chamomille og 1/2 Delen af Krusemynte. Naar Sved indtræffer, som gjerne skeer efter et Qvarteer, til- pakkes Patienten med Dyne og Tæpper saa vel, at ei engang en Finger er ubedækket, saasom den mindste Forkjølelse er dræ- bende. For Mavekrampe bruges varme Omslag af Klid og Aske. Henrik Wergeland SIDE: 240 BEKJENDTGJØRELSE Portonedsættelsen lader Bestyrelsen haabe en Forandring til det Bedre med dette Blad. Vi opmuntre til fornyet Subscription, hvilken, dersom den lykkes, vil, uden Forhøielse af Bladets Priis, bevirke, at det regelmæssig udkommer med Tillæg, alene emnet Bekjendtgjørelser. Da Betalingen for forlangte Bekjendtgjørelser -- 2 ß Linien -- er saa særdeles billig iforhold til den for andre Blade fastsatte, da Folkebladet læses af en stor Mængde, og fra Novbr. Maaned kan forsendes med Posterne: saa anbefale vi dette paatænkte Tillæg for Bekjendtgjørelser, for hvilket vi da ikke trække saa snævre Grændser som i Bladets 1ste No. hvor de, formedelst det snævre Rum indskrænkedes til blot angaaende Kjøb og Salg af faste Eiendomme. Auctioner og Licitationer skulle ligeledes i dette Tillæg erholde fast Plads. Forsendelsen skal skee paa det punktligste; og saavel Indholdets Valg, som Bladets Ud- videlse uden Priisforhøielse alteftersom Subscribenternes Antal stiger, skal overtyde om, at Bladets Bestyrelse har Gavnviljen nær- mere for Øje end Fordeel. De Velvillige, som hidtil have frem- hjulpet Forsendelsen, som enhver af Læserne opmuntres til at samle Subscribenter paanyt, forat fremme dette Maal, saaat Bladet ud- videt og forbedret efter Evne, kan sættes istand til, efter dette Be- gyndelsesaar, stedse værdigere at hævde sit skjønne Navn. Vi haabe, at disse vore Forventninger om Medborgeres velvillige Umage herfor ikke skulle skuffes; men vente saa hurtigt som mue- ligt at see fra Bladets Fremhjælpere saavel Forlangender indsendt gjennem dem for Bladets gamle Holdere om at faae det med Posten, som lignende Forlangender fra nye Subscribenter. De, som mangle enkelte No., ville behage at tilmelde Bestyrelsen dette igjennem dens Commissionairer, hvilket beqvemmest skeer med det Samme de an- melde deres Villie om at benytte Portoen eller ei. (See forrige No.) SIFULINSKE STUMPER (Indsendt) Samfundsbladet 22. okt. 1831. (fortsat). Welhaven gav et rædsomt Vraal; men Siful gav han Skylden. Saa hænger Rodd sig ved den Naal, som pirker Hul paa Bylden. Chor -- Ecce eller Fredman kom. SIDE: 241 Som Maanen i den mørke Nat staaer eensom i det Høje, saa er i Norske Kirke sat Herr Deses ene Øje. Ecce Ei nogen Præst i Norges Land kan sin Minister lide. Ak, bør Du see ham Præstemand, ifra hans mørke Side. Ecce Den unge Morgenstjerne stod i Graad paa Torvevalen. Det Dampen var af Heltens Mod som drypped frem af Skallen. Ecce En Flyvetorsk troer sig være Fugl naar over en Sjø den sqvætter. Welhaven gjorde et Vers til Juul og troer sig Apollos Fætter. Ecce SCENE DE LA PETITE LYCÉE ): LA LYCÉE DES PETITESSES: Som Broer Ola Rein og ei som Far kun sutler blandt Grønskoller. I Spirit sin Ungdom gjemt han har. Den derfor evig holder. Ecce Welhavens Pensel er tidt en Pen (Had Sandhed at fordølge!) At Pennen Pensel er igjen, er derfor ingen Følge. Ecce SIDE: 242 Emilie gav Møglestue slig Besked: "Dem sidst jeg Hjertet giver." Han trøster sig; thi da han veed hans Tour det engang bliver. Ecce TIL CLAS KOKSMAT OMBORD I TOBAKSNØD FOR EN STUMP TOBAK. EN FIDIBUS. Clas gjør hvad Alle Andre gjør. Det Samme gjør og Aben. Nu røge Alle: Piberør har Clas da og i Flaben. Chor -- Fredman kom osv. Clas Koksmat troer, han voxen blier med Bedstefarspibe paa Tanden. Den gjør ei Mand og Havn ei Tyr: Den har og mangen Anden. Chor -- Fredman kom osv. Clas hørte sagt af Præstemand: "man tænker, naar man smøger". Clas røger strax. Hvad tænker Han? Han tænker, at Han -- røger. Chor -- Fredman kom osv. Af Smaadrengs Mund min lille Clas ei Røg skal gaae men Latter. Den Pibe, som er dig tilpas, er Ane Ammes Patter. Chor -- Fredman kom osv. Kast Piben, Tøs! Veed du ei, Nar, at Tobak Roser dræber. En kort men glødende Cigar Du har i mine Læber. Fredman kom osv. SIDE: 243 Den Fraadser hist, som æder meer, end Ulv og Bjørn og Løven, sin Pibe burde som Klysteer indstikke udi Røven. Fredman kom Den gamle Sladderhex, som Pjat med Snaddens Røg udblæser, jeg under meget heller at hun beed i Fandens Næse. Fredman kom Studenter ryge! Røgen jo fordriver Ræv af Hule. I Augustins og Ørsteds Tro sig mange Ræve skjule. Fredman kom osv. Og Sømanden i Slud paa Bak jeg 20 Piber giver. -- -- Se Clas, jeg til din Skidttobak en Fidibus beskriver. Fredman kom osv. STUMP En Dame gav Baumann slig Besked: "Jeg tør ei -- gak til Fanden. Een Mær du jo tildøde reed. Det skee kan med en Anden." Ecce -- (Fortsættes). SIDE: 244 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No.39. Tirsdag den 25de October 1831. Reis dit Hoved, da Ingen tør Dig traae. Men kryber Du i Støvet, da blier Du traakket paa. ANMÆRKNING [TIL POLEMIKK MELLEM P. P. SOELVOLD OG M. HUSEBYE] I Anledning Ovenstaaende beklager Bladets Bestyr, at Bladet eengang -- men for sidste Gang -- aabnede sig for deslige ube- tydelige, men ikkedestomindre med illsk Sinde førte, Trætter. Tilligemed al Ordvexling om Smaating eller deslige Pølsepinde, hvis Opkog, hvor varmt det kan være, dog er forfærdelig tyndt, og som opfylder Rummet for almeennyttigere Ting, forvises ogsaa alle Rygter, naar de ikke ere almeenvigtige i videste Bemærkelse d. e. angaaende den hele Stat. Vi sætte en Pind for Pølsepindene. Punctum! Henrik Wergeland NAPOLEONS GRAV En Fleerhed i det franske Kammer har villet afæske den engelske Regjering, som Ejer af Øen St. Helena, Napoleons dødelige Lev- ninger, forat bisætte dem under hans jettestore, af den preussiske, østerrigske og russiske (de 3 den europæiske Trældoms store Repræsentanteres) Kanonmalm forfærdigede Sejerskolonne paa Vendomepladsen i Paris. Hvor værdigt et Liigminde den over- ordentlige Mand end herved vilde erholde, saa ere dog ikke Faa af den Mening, at han har et endnu værdigere, betragtende St. Helenaklippen midt i Verdenshavet alene som hans Grav- minde, som en endnu større Mindestøtte. Denne Tanke er unægtelig skjøn og stor; men spørge vi os: hvad vilde være det nyttigste? saa helde vi mere til den første Mening. Frankrigs Folk udstrømmede nemlig under hans Faner, enligt det ædlere Tænkesæt, som det oftere har givet Beviser for at være dets eget, i den Tanke, at det endnu under Keiser- spiret, som under Republikens Consularstave forfægtede Frihedens Sag. Det har endnu den samme Vilje. Det staaer endnu beredt til at udføre dette Hverv, som hos det er bleven nationalt, som et af Forsynet det betroet Pligtarbeide; og -- da de Kræfter SIDE: 245 Franskmændene skulde bekjæmpe ere svare, da de ogsaa have prøvet Krigens skiftende Lykke, saa behøve de al den Øgelse, deres sædlige Kraft kan faae; og -- da Sagaens Minder virke vældigen paa de Folkemasser, der kunne kalde dem sine; -- da Hvad der er borte dog indhylles ligesom i en Glemselstaage [fotnotemerke] om end ei i Forglemmelsens døde Mulm: saa trænge de til en saa belivende Opfriskelse af deres stolteste historiske Minde, som det vilde være, at Frankerfolket daglig havde Napoleons store Gravstøtte for Øinene. I det vi fremføre denne Mening, staaer Napoleons Liv for vor Erindring, og -- vi ere atter uvisse; det er en Masses Uvidenhed, som da vilde bruges som Vaaben: Despoten fortjener intet andet Leje end under en fremmed Skild- vagts Fod paa et øde Skjær: alle Europas Despoter burde der ved fremmede barbariske Kyster finde deres Grav: hiin Kolonne forblive altid Frankerfolkets dyrebareste Nationalklenod (som det viste i 1815, tvingende de forbundne Seierherrer i Paris til at borttage Trosserne som de alt havde om Kolonnen forat nedhale den); men -- sæt, at Napoleons Lig ankom nu under Polens Dødsstrid eller under den forestaaende Hevn, som de allerede ymte om, truer baade Polen og Belgien, mon da ikke Folkets Mod og Vilje til at hjælpe og befrie vilde erholde ligesom ny Opildning, og det selv, ligesom anført af hans Skygge, paa hvem Forpligtelsen hviler at hjælpe Polen, bryde ud, forat fuldføre dette Hverv, enten det falske Ministerraad vil eller ikke; ja bryde ud til Hjælp for Polen, ligesom forat berolige hans Skygge? Med Helgenbeen paa Brystet ginge Korsfarerne gjennem græsk Ild og muhamedanske Klinger. Men, forat forsyne de papistiske Masser med slige Been, hvormangen Røver, i Galgen, kan ikke tænkes dertil at have maattet lade sit Galgendingel? Røverbeen som Begeistringsmiddel i en hellig Krig? Nu, Despotbeen som Begeistringsmiddel i en Befrielseskrig -- er dette besynderligere? Forflyttelsen kan da være nyttig, og er dertil ikke af saa liden poetisk Storhed, som det syntes ved den første Sammenligning med Ligets Forbliven i den Grav, som det har, hvor poetisk- stor end denne virkelig er. For denne sidste Mening har et svensk Digt, der -- at slutte mere efter dets Værd og Aanden Fotnote: Dæmrer ikke ogsaa en Saadan for vore Øine for de videnskabelige Skatte, som Norge har at kræve i Kjøbenhavn? Island og de øvrige fralistede norske Eiendomme ligge i samme Skaadde. Lad det blæse op! SIDE: 246 deri end af at det er mærket T -- r -- er af den berømte Tegner, udtrykt sig saa skjønt, at vi ville overføre det i vort Sprog: Napoleons Grav. Rør ei hans Støv! Hvorhelst det hviler, staaer Sejerens Kolonn' derpaa. Det er hans Ære blot, som iler til Tidens Grænds. Lad Støvet staae! Det var hans Storhed, at han vilde forene hvad dog søndres skal: det Gamles og det Nyes Snille; det var hans Storhed og hans Fald. De Tvende bøjes ei tilsammen. De sprunge sønder i hans Haand; og snart igjen opluer Flammen af deres Strid kring Hav og Land. Nyverdnen mødes med den gamle, hvor Solen vendes midt paa Hav. Og For- og Fremtids Aander famle omkring den store Mindegrav. Imellem sluknede Volcaner, en Vægtstang med to Tider paa, imellem tvende Verdners Baner hans Urne staaer -- der den maa staae. Der kan Han over begge blikke, og pege med sin Herskerstav, hvor begge sine Bølger skikke, at brydes kring hans Jettegrav. Henrik Wergeland MINERING I ostindiske Steenbrud vindes uhyre Blokker udaf haarde Bjerget paa følgende simple Maade. Naar man har fundet en Deel af Klippen nok vidtstrakt og beliggende utmed Branten af en alle- rede bearbeidet Deel, jevnes den øverste Yte og, altefter den SIDE: 247 paatænkte Størrelse, udhugges en et Par Tommer dyb Linie, hvorover en smal Ild opgjøres og underholdes til den under- liggende Klippe er vel igjennemglødet. Hurtigt forsyne en Række Arbeidere sig hver med en Bøtte koldt Vand, bortsope i største Hast Asken og udtømme Vandet i den ophedede Fordybning, da Bjerget alene revner med en smal Sprække. Blokke af 6 Fods Bredde og 80 Fods Længde erholdes stundom paa dette Sæt. Henrik Wergeland TRYKFEIL I NO. 36. Pag. 147 Sp. 2 Ln. 19 lide l. lide, -- 148 - 1 - 7 lasede l. lavede -- " - " - 13 Nikolai l. Mikael -- 150 - 2 - 18 Begivenheder l. Begjærligheder. Forfatteren til Stykket Polen i Folkebladet. 17de October. P. S. Den slette Correctur beklager jeg dobbelt. Men hvor er det muligt at corrigere, naar Sætterne ere saa skjødesløse. Manu- scriptet var nu rigtignok, in casu Polens, temmelig utydeligt. Henrik Wergeland REPLIQUE FRA SIFUL Samfundsbladet 30(?) oktober 1831. Welhaven! Jeg vil ikke paa nogensomhelst Maade give Dig An- ledning til at trække Dig tilbage fra Stumpekampen. Det vilde være baade ufornuftigt af mig, der har givet mig engang af med at dechiffrere din Charakteer, og endnu har Dig, og formedelst dens virkelige Originalitet længe endnu vil have Dig under Mikro- skopet, som og barnagtigt af mig, at henslænge Dig, efterat jeg har sat Dig i Bevægelse som min Legedukke. Ja vel! Du er det, Welhaven; men der er mere Alvor i min Leeg med Dig, end med en sædvanlig levende burlesk Halling (f. Ex. O.R.H. -- H.T.W. -- I.S. -- T.H. -- B. -- atter B. -- N. o. s. v.) og Du lader Dig i Dit Forhold til mig snarere ligne ved en Figur, hvormed en Fysi- ker, en Mediciner eller deslige anstille deres Experimenter -- f. Ex. galvaniske Forsøg -- ja, galvaniske, mine ere galvaniske. SIDE: 248 Det er grusomt med et levende Menneske. Men det skeer for min Videnskabs Skyld. Jeg experimenterer videre -- jeg ana- tomerer videre. Du har kun Lov til at vride Dig under Experi- menterne, saameget Du vil. Jeg har havt altfor megen Tilfreds- stillelse af det første Experiment, til at jeg skulde aflade; thi med en Sags superbia vatis har jeg af enkelte af Dine Udbrud, der vare en forudseet, intenderet Følge af de moralske Krampetræk, Punkternaalen maatte -- læg Mærke til dette maatte -- sætte dit Væsen i, seet dette forud aldeles træffende skildret af mig i en for længere Tid siden forfattet, "Løjer i Holyrood" betitlet, dramatisk Satires eller Farces Repliquer, nemlig en Charakteer, hvis Naragtighed jeg har -- med Tilladelse -- laant af din, saa- ledes som jeg, efter den omhyggeligste Indsamling af Smaatræk, har den inde. Hvilken herlig Correspondence er nemlig ikke heri, at hiin Farceskygges Repræsentant i det virkelige Liv, ved at benytte sig af det Rygte om min Drikfældighed, som jeg allerede efter at have været i en halv Snees Studenterlag, havde ufortjent er- hvervet mig, og som gode Venner havde søgt af al Magt at be- vare, berettiger mig til at have lagt min Maske efterat en Stemme har tilraabt ham: Der en Satire er, som ikke taaler Latter, Thi den er Dommens Røst, ja idel Sandhed blot, Og derfor kold og klar, ja uden Sky af Spot. Du trodser ikke den; thi den er Lynets Datter. følgende ord i Munden -- -- -- havde jeg Dig fat, jeg flaaede reent Dig af og saa Dig skjære Prygl paa nøgne Nerver gav. Det er: Jeg Ære Dig ei for en Styver levner, paa dit moralske Rygte jeg mig mordisk hevner; Jeg skriver "Drukkenbolt"; jeg skriver til "en Tyv" og tager om en Hoerkarl Motto af Peer Syv. -- -- -- -- -- Hans Rygte tærer Skam, Død staaer i Knægtens Blik, Thi Quintessencen han af en Satire fik. Sligt Dødsskud vover Du ei reen Satire kalde? Hvo brygger bittrere end den, der brygger Galde? Kom frem da, Hvo som tør, og faaer et Klaps Fra "Skurk" og "Tremarksmand" og nedad indtil "Laps" Kom frem! kom frem! kom frem! kom frem! Nei Ingen vover! SIDE: 249 De Herrer see da, hvem paa Laurbær sover; I hørte, at jeg vandt; hvem gav det sidste Spark? Nu ve den Stemme; thi nu strømmer Galden over! I sorte Vover skal den strømme paa et Ark. Jeg tør sige, at jeg har opfattet dig min lille varmblodede, koldhjertede Mikro-Don-Juan-Charakteer. Jeg siger, som Du, ved et vellykket Kridstrøg: "Jeg har dig". Don-Juan-Charakteren er blot behandlet fra den ene Side hidtil: fra Sandselighedens. Vi havde hidtil blot en Don Juan, der opoffrer Alt for sin Sand- selighed, og denne er ikke den værste. Men den anden Livs- Drivfjeder, Egoismens Don Juan, have vi ikke; og Du, unge Wel- haven, synes allerede at have Conturen til en saadan. Don-Juan- Charakteeren er ligesom Gausta, lige forfærdende at betragte fra begge Sider. Vel -- jeg stiller mig paa min Plads -- jeg lader den lille Don Juan dandse -- jeg lader Alrunen skrige -- Juani- den hoppe -- jeg pirker -- jeg seer -- jeg pirker, naar det falder mig ind -- jeg experimenterer videre. -- -- -- STUMPER (Fortsættelse.) Jans Hoved Æmne godt nok er For sifulinske Lire; Hans Hjerte og hans Charakteer For Djævelens Satire. Fredman kom, etc. eller Ecce etc. Jan, for at døve Sifuls Sang, Hugg Tylvten -- ikke mindre. Thi Sangen evig gjennemklang Som Hug hans hule Indre. Fredman etc. Jan hugg en Tylvt, og loved fleer; Han Norges Lov vil prøve, At gribes Øxen atter, er Der ingen Skov at kløve. Fredman etc. SIDE: 250 (Efter det Franske) [fotnotemerke] Jeg bandte i min Ungkarls Stand Ved Satan og hans Flamme, Det ei forslaaer. -- Som Ægtemand Jeg svær ved min Madame. Ecce quam etc. Strax! vil du blive Millionær (Elv bli'r ved Aaers Yngel) Du tage 3 Mark af Enhver, Som troer, Du er en Slyngel. Fortsættes, si placet. Henrik Wergeland [OM PATROUILLEN] (Indsendt). Statsborgeren 30. okt. 1831. Med Forundring hører Indsenderen, at den udlevede, kraftløse Patrouille endnu existerer, skjønt den paa Aar og Dag ikke skal have frembragt et Stykke som var værd at læse, med Undtagelse af det den har opkogt af andre Aviser. Sluttelig tillader Indsen- deren sig at spørge, om det er til Patrouillen eller til Hr. Capi- taine Mariboe Abonenterne betale, hvoraf Ingen efter slig Prose- lyt-Færd fortjener Publikums Understøttelse? Det synes at være en høi Grad af Uforskammenhed at bemeldte Capitaine endnu ikke inddrager Bladet, dersom enten Podagra ei tillader ham mere at patrouillere, eller han har faaet Betaling for at ligge qvar. Man haaber at Publikum selv vil ende dette Gjækdriverie med samme og frasige sig Bladet, som Kjøbmændene i den senere Tid udentvivl har holdt blot for at faae Kræmmerhuse, og de andre Abonenter for at faae Krøller til deres Damer. Den 22de October 1831. Henrik Wergeland [OM BARON WEDEL OG TAMPESAKEN] (Indsendt). Statsborgeren 30. okt. 1831. Det er sørgeligt at høre paa alle disse Rygter, som fare Byen rundt om vor ærværdige Baron Wedel. Sæt at han var meget Fotnote: Saa redelig burde Welhaven været, at gjøre opmærksom paa, at det bedste av hans Epigrammer, det 9de, er stjaalet av det Tydske. Siful. SIDE: 251 sensibel, kunne vi jo resikere, at ogsaa han hængte sig; naar vi saaledes mistede alle vore Folk af den Kaliber, stode vi der en kjøn. Sæt endogsaa, at Slaven er død eller bragt til Fortvivlelse af Tampe-Traktementet, saa har dog ikke Baronen gjort værre end Cain. Men nu skriger man som om der skulde være skeet noget uhørt. Baronen, som er en meget medlidende Sjæl, kan ogsaa muligt have ræsoneret som saa, at det var bedre for Kunte- gutten at være blandt de Forklarede end paa Fæstningen. Tie derfor, du tusindtungede Rygte! om en Mand, som gjennem flere Sekler vil være baade Norges og Staværns Ziir, en Mand som paa Torvet -- hui! saa det lynede! -- nakkede Smaagutten og jog Hver hjem til Sit, en Mand, hm -- dog nei lad mig tie -- en Mand, som har samlet sig store Oplag af Laurbær, og som endnu inden han himler -- venia sit verbo! -- : vil samle sig et be- tydeligt Qvantum. Hvil sødt paa dine Laurbær da Du hæderkronte Wedel, som neppe sendes vil herfra Af ham, hvis Navn er Ledel. Thi hvis sin Manuarius Fra Jord han vilde puffe, Han var en Drommedarius -- Og det af første Skuffe. Vedelamicus. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 40. Tirsdag den 1ste November 1831. Reis dit Hoved, da Ingen tør Dig traae. Men kryber Du i Støvet, da blier Du traakket paa. POLITISKE PRÆKENER Dette Emne -- siger "den svenske Medborger" -- er, ogsaa i vort Land, blevet Gjenstand for Opmærksomhed, i Anledning af en Præken, holdet Andendag-Juul i en af Stockholms Kirker. Spørgsmaalet synes at ligge dybt. Vi tillade os alene nogle Be- tragtninger derover. SIDE: 252 Om vi paastode at Almeenuddannelsen paa et høit Trin vilde fordre, at forvandle den offentlige Kirke-Guds-Dyrkelse til en enskilt (privat), at lade Tænkesæt og Anskuelser ligesaa frit ud- vikle sig i Religionsemner som i andre; at overlade Enhver, efter sin Aands Kraft, at tolke Religion og det religiøse Sinds opløf- tende Hemmeligheder paa samme Maade som han frit faaer tyde Naturens, Menneskefornuftens og Menneskefølelsens øvrige snart sagt ligesaa uforklarlige Gaader -- om vi paastode, at Religionen meer end noget Andet burde tilhøre alene Menneskets Indre, ad- skildt fra Tempelskikke og Tempelprunk, -- med eet Ord, at den ydre Stats Befatning med religiøse Anliggender engang vil ophøre, -- at saaledes et særrettighed-begavet Præsteskab og en Præstestand i Tidernes Længde og paa Almeenuddannelsens Blomstringspunct vil vorde overflødigt -- om vi derjemtemed paa- stode, at Alt igrunden er det Samme: Religion, Naturlære og Statslære: -- da skulde vi, udsættende os for en af Sandhedens haarde Kampe, henledes i vidtløftigere Afhandlinger, om hvilke vi nu kun kunne sige, at Tiden snart er moden for deres Be- handling og Udvikling. Med Tryghed vove vi dog at paastaae og paatage os at forsvare, at en Præst handler i sin Aands Kald, naar han fæster sine Tilhøreres Opmærksomhed paa Tidens Tegn og paa den Gudsrøst, som i de vidtomfattende Verdenshændelser aabenbarer sig for Menneskeheden. Man hører fra Prækestolerne hver Helg den høieste Guddom fremstilles som Ophov og Styrer af Natursynerne, af Aarsvext og Luftforandringer. Langt vigtigere maa det vel være at paaminde om, at, hvorledes hans Kraft og Aand virker i sin største Herlighed, naar det gjælder Skabelsens Ypperste: Menneskeheden, dens ædleste Fordringer, dens Ve eller Vel, Sejer eller Nederlag. Skulde dette være et uværdigt Formaal for aandelige Betragtninger, saa vide vi i Sandhed ei hvad som er vigtigt, værdigt eller stort. Thi hvilket Menneske, efter Christendommens Sind, anseer ikke Menneskehedens An- liggender for sine egne? Eller mon Meningen kan være, at Sven- sken blot skulde bekymre sig om Sverige, Normanden om Norge, Franskmanden blot om Frankrige o. s. v.? og, i Slutfølge heraf, hvert og et uselt Enkeltmenneske alene tænke paa sit eget Jeg? Nei -- saa var ikke Christi Hensigt, da han offrede sig for baade Jøder og Hedninger, som et Beviis paa sin faste sedlige og reli- giøse Overbeviisning d. e. paa sin Tro! Saa var ikke hans Hen- SIDE: 253 sigt, da han udskikkede sin Apostle at prædike for alt Folk de forbedrede Sedlighedslove, og for med deres Blod at besegle den nye Ordning i den sedlige Verden. Ovennævnte Præken udgik fra denne Synspunct. Forfatteren af denne Opsats hørte denne Præken, og med Uvilje hørte han den dadlet. Den var, efter Forfatterens Omdømme, blandt de sandest religiøse, han mindes at have hørt. Livligt fæstede den sig ogsaa i hans Minde, og han vil forsøge at give en Fremstil- ling af dens Hovedindhold. Evangeliet paa Andendag-Juul afhandler Math. 23 C. 34 V., hvor Jesus forkynder Guds Aands Hevn over Jerusalem for dets Synders Skyld, og straffer sin Tids Farisæer, fordi de ikke vilde lade Guds Aand rense sig; fordi de, efter deres Tænkesæt vare som Deeltagere i Profeternes Drab og Forfølgelse; fordi de, under Skin af Lov og Ret lagde tunge, utaalelige Byrder paa Andres Skuldre, men vilde selv ikke røre dem med en Finger; og slutte- ligen fordi de satte Guds Rige ikke i Hjertets Helgelse og For- sagelse, men i ydre Gudstjeneste, i andagtsløse Bønner og Al- misser uden Kjærlighed o. s. v. Dette Strafmæle gav den nær- meste Anledning til at revse vor Tids Farisæer d. e. "Samfundets meest begunstigede, lykkelige, mægtige og saakaldede dannede højere Samfundsclasser." Disse havde vel ei -- yttrede Taleren -- i bogstavelig Mening dræbt Profeterne men de havde traadt under Fødderne Historiens og Christendommens profetiske Lærdomme. Historien, fremfor alt de sidste 40 Aars, burde have lært dem, at Hævnens Engel gaar useet gjennem Tiderne, indtil han i deres Ødelæggelse, som overhølje hele Verdensdele med Blod og Taa- rer, lader sin straffende Haand tilkjende. Udviklingen af Jesu Religion burde have lært dem, at der findes en Gud, som gjen- nemskuer Hjertet: at Alle ere Brødre i Christo gjennem Kjerlig- heden; at De, som foragte dem, der bære Samfundets tyngste Byr- der, tillige foragte sin Skaber og Gjenløseren fra Uvidenhedens og Usedlighedens Mørke; at Mennesket kun bliver stort ved Sam- baandet med Gud og sine Lige. Til disse Lærdomme have Tidens Farisæer ikke lyttet. De have fortfaret i at betragte sig som Væsener af en høiere Natur end Mængden, at stole paa deres egen Klogskab, at aagre med sine ulykkelige Liges Elendighed; at vælte paa dem Skatternes og Arbeidets Tyngder, og under Skin af Fare for Samfundets Bistand, med at udeslutte dem fra SIDE: 254 Deeltagendet i Lovstiftning og andre i Christendommen grundede Samfundsrettigheder; de havde fortfaret med, i Brist paa indre Værd, at overtræffe hverandre i Pragt, Ødselhed og Forfænge- lighed, og med i faae Dage at opsluge hvad som i hele Aar kunde livnære en hungrende Broder, samt med at kaste over sine Udsvævelser en Kaabe af Elskværdighed og Behag. Det ind- rømmedes at Sedfordærvelsen ogsaa hos den arbeidende Classe havde naaet en frygtelig Høide. Men Skylden var Deres, som havde faaet den høje Bestemmelse, at være de Ulykkeliges, de Udannedes Opfostrere, Lærere og Beskyttere; som vare blevne satte til Forvaltere over Guds Eiendom paa Jorden, til Værn for dem, som bære Dagens Tyngde og Hede. Og, naar man saa- ledes, ved Hofmod, Hyklerie og usle Fordomme, har sundslidt de virkelige indre Samfundsbaand mellem Folkeclasserne, hvilket Udseende maa da Samfundet ikke have, endog isvøbt den ydre Ordnings Kaabe? Paa det store Livsenstræ voxer en Dyd, en Sedlighed, som er Skal og ikke Kjerne. Istedetfor Venskabets og Kjærlighedens oprigtige Væsen findes alene Egennyttens Høf- lighed og Egenkjærlighedens Belevenhed. De som endnu besjæles af Retskaffenhed, Seder og Dyd undergraves aabenbare af Her- skelystens Anstrængelser for med Guld og ydre Fortrin at be- stikke Medborgeres Følelser eller Samvittighed. Efter denne Skil- dring af de højere Klassers Sedløshed og Hyklerie overgik Taleren til Guds Hverv, som aabenbarede sig i disse Tidens blodige og rædselfulde Tegn, bebudende en af disse store Tidspuncter, da Himlens Gud kommer med stor Magt og Herlighed, for at holde Regnskab med sine Tjenere (de Lykkelige og Mægtige paa Jorden) for Det, de have modtaget at forvalte til deres i Ansigtets Sved arbeidende Brødres Forædling og Lykke. Efterat Prædikanten havde forklaret, hvorledes det ikke var den arbeidende Klasses Uvilje med Samfundets Lykkeligere, som han vilde fremkalde; men alene Kjærligheden hos dem, som Gud har gjort til Uddelere af sit Gode paa Jorden, og som saa let glemme, at af den, som meget er givet, skal meget kræves; og efterat han havde forklaret, at den strænge Sandhed ikke maatte dølges formedelst jordiske Betænkeligheder: lykønskede han Sve- rige, som styret af en Konge, som selv havde kjæmpet den for- trykte Menneskeheds Sag, med at være blandt de faae Lande, hvor ingen Folkebevægelser vare at befrygte; men, da alt om- SIDE: 255 kring var Ild og Lue, ansaae han det for Pligt, at bede de Store og Mægtige ogsaa der at betænke, hvad de skylde for den Fred, hvori de leve; og at, bede dem, lægge paa Hjerte de sande Aar- sager til og Betydningen af Tidens Tegn. Han bad dem, ei at troe, at de Folkebevægelser, som ryste vor Verdensdeel, alene vare tilfældige Følger af Mængdens Avind, vilde Begjær eller ildesin- dede Indflydelser. Der findes ingen Slumphendelse, fortfoer Ta- leren, men et retviist Forsyn, som gaaer dømmende og straffende gjennem Tiderne. Den sande Aarsag til det Store og Vigtige i Verden findes ikke udenom os, men i vort eget Bryst. Taleren formanede til et Indblik i Sjelens Dybder. Der laae kanske Ræd- slernes sande Grund i Hjertets Haardhed og Uretfærd, i Stands- og Kundskabs-overmod; i den gudløse Foragt for Menneskeret og Menneskeværd [fotnotemerke] . Betragtede man, efter slig Prøvelse, Tidens Tegn, da skulde man deri see Forbudet for Sandhedens og Ret- færdighedens Sejer, Standsskrankernes Fald for de værdfulde, usmin- kede Samfundsdyders Ophøjelse paa den tomme Daarskabs, den tankeløse, barnagtigt pralende Forfængeligheds Ruiner, for den fuldkomne Erkjendelse af Menneskeret og Menneskeværd, for Ly- sets uhindrede Virksomhed: for Tilkommelsen af Guds Rige paa Fotnote: Efter en mindre Maalestok ville vi anføre exempelviis Pariserfolkets indtil Lysten at sønderslide de landsforræderske polignacske Ministre drevne For- bittrelse over disses Udaad, og Stockholmerfolkets Blodhevn paa Grev Fersen, der havde sit Udspring fra den retfærdige Uvillje over hans, ifølge Mistanke, havte Deel i Christian Augusts formeentlige Forgiftelse. Dersom Christiania- folket eller endog ved Leilighed Agershuuses Slaver tynede den bekjendte Com- mandant Baron Wedel -- mon ikke en saadan Gjerning eller, rettere sagt, For- brydelse udspringelig herlededes fra denne Mands egen ofteviste barbariske Ringeagt for Menneskeret, Menneskeliv og Menneskeværd? Noget saadant lader sig vel ikke befrygte af vore rolige, paa Nakken traadte, Skarer; men -- lader os tænke os -- at Disse væltede frem, og krævede Ret, og tog den, om den den nægtedes: Lovens Aand, den retfærdige Vilje, gjennembruser Massen, den fnyser i dens Raab, mens Lovens Bogstav lukker sig inden sine Permer. Lige- ledes, da i Christiansand Roligheden forstyrredes i f. A. ved virkeligen vold- somme Udskejelser -- hvad var det, som oprørte Mængden indtil at begaae disse? Den almene med retfærdig Harme ledsagede Mistanke, at en formeentlig Mordbrænder, fordi han ansaaes at være af "den højere Stamme" og maaskee Øvrighedspersoners Omgangsven, ikke vilde vorde behandlet som saadan af dem, hvis Pligt det var. Folket paatog sig blot at minde Disse om deres Pligt. Da dette var gjort med Følge traadte Borgerne selv tilbage, og kun den bittre Følelse af den almene Mangel holdt den fattigste Classe endnu i Bevægelse et Par Dage. SIDE: 256 Jorden efter Jesu Ordning. Vi burde saaledes haabe, at det var den ædle, at Guds Skjød udsprungne Menneskeheds sande Jule- høitid, som bebudedes af den rensende Storm; burde haabe, at det som vakte vor Rædsel, var et Foreningsoffer til Menneske- hedens vrede Skytsaand, en Vækkelse til et ædlere Samfundsliv, til Virksomhed for et skjønnere Maal. -- Dette var det Væsentlige af den saakaldede politiske Præken, og vi spørge Hver og En af vore Læsere, om det ikke gjør godt i det Inderste af hans Hjerte, at finde den aandelige Betydning af Tidens Tegn tolket paa dette menneskeelskende, snillerige Sæt. Isandhed paafalder det os, at, naar man, uden Dadel, ja tilmed under Lovsang, hører mod de trængende og lavere Samfunds- klasser prækes Forkastelse [fotnotemerke] , Ild og Svovl, naar man med de mørkeste Farver udmaler deres Formues og huuslige Tilstand, man da vil ansee som himmelraabende utilbørligt at give en Skil- dring af de højere, de fornemmere Kasters sikkert ligesaa mørke, ihvorvel med Glitter og Glimmer forgyldte, Sedfordærv. Vi, for vor Deel, troe, at baade den Enes og den Andens bør af Reli- gionslærerne uden Skaansel straffes, og vi skulde lykønske Fol- kene, dersom de besad mange Præster, der, med en ligesaa varm Nidkjærhed for Menneskeheden, med lige Foragt for verds- lig Vinding og med lige Sjeleevner, som denne svenske Præst, forvaltede deres Embeder i Guds Rige paa Jorden. I ANLEDNING AF B. OG S. Statsborgeren 6. nov. 1831. Forbryderne skal ikke meer Besvære Retterstanden, Hvis de fremdeles vil, som her, Ihjelslaae kun hinanden. ecce qvam bonum! (See Følgen, som det haver!) B . . . . . . . een mindre blier, Men lige mange Slaver ecce qvam bonum! Han Hoved ei at miste har, Kan uden det ei hænge. ecce qvam bonum! men i andre Skrifter (ikke at regne et elendigt Sammensmørje, betitlet "det christianiensiske Blod- bad" som viste sig i en Nytaarsgave hertillands) nævnes den 8de Novbr. som Dagen. Best. Anm. Henrik Wergeland ADSKILLIGT I Totens Sogneselskab besluttedes i sidste Sommermøde, at tvende Plove skulde forskaffes til Belønning for to udmærkede Agerdyrkere. Fattigere skulde have fortrinlig Adkomst. Odels- manden Herman Rustad af østre Toten tør da vel med Ære tee fram sine i et Par Aar, under hvilke saare faae andre Kræfter, end hans egen anstrængede Flid og Sparsomhed, have staaet til hans Anvendelse, af Mark og Myr optagne 31 Maal fortrinlig Jord, der er hævdet ved 1800 Alen deels aabne, deels steen- fyldte Veiter. Saavel dette Godvirke som hans udkastede Anlæg til større Forbedringer ved Landbruget, hans egen Sands og Iver for Oplysning, Omhyggelighed for at nære og give denne en sund for Landmanden og Medborgeren nyttig Retning hos sine Børn, samt hans dydige Vandel i enhver Henseende, synes at fortjene en Opmuntring for Landhuusholdningsselskabet. Vi haabe, at dette, ligesom dets Afdelinger nordenfjelds, ogsaa her sønden- fjelds snart vil begynde at virke til Landbrugets Opkomst ved udsatte Belønninger, hvilke vi troe, aldrig bør bestaae i Penge, men i Æresgaver af fastsat Pengeværd. I Ullensager har man et sandt frembringende Tonesnille i Orga- nisten Bonden Nils Ursin; ligeledes i Store Næs i den unge Gul- SIDE: 259 brand Manderud. De tonsætte betydelige Storvaltse, pragtfulde Marscher, Adagioer og deslige. Sørgeligt er det, at, ogsaa i disse Snillets Egne, fremmede Marodere sætte sig fast, fortrængende Landets Børn og Landets Musik! Sørgeligt er det, at ingen tager saadanne begavede, fattigere Medborgere under Armene, og letter dem frem til den Plads, de odledes til d. e. i et nationalt Skuespil- huses Orchester, i et Conversatorium for vor nationale Musik! Sørgeligt er det, at under al denne det fornemme Tokskabs Musikrasen, intet sandt frembringende Tonesnille der fremhæver sig; men at Alle bøje sig som ydmyge Elever under Harlekin Virtuosers Bue! Sørgeligt er det, at vor nationale Musik, der stempledes af Naturen med ligesaa ejendommeligt Præg og Krav paa Opmærksomhed, som den tyrolske og skotske, skjænkes saa liden Opmærksomhed! Dog -- det kan ikke være anderledes: den største Deel af vor fornemmere, mere slebne Almeenhed, og isærdeleshed den Deel af den "høgere Stamma," som angiver Tonen, er ikkenorsk; men Udlændinger, der hidlokkedes under Landets forrige hjælpeløse, selvstændighedsløse Forfatning, da det laae som et Aat, hvorpaa alverdsens Spyefluer satte sig, og lagde Æg, eller og er den den af disse Æg udkrækne Yngel. Jemte med denne, der ellers kan være agtværdig nok, staae de bybaarne Normænd, der aldrig have hørt Luur og seet en Fjeld- gjente, medhensyntil Ringeagten for det Ejendommelige i norsk Snille og særegent for dennes Yttringer igjennem Tonekunsten. Men "vor Tid kommer ogsaa" sagde de Danske, da de Selv for Engelskmanden maatte ødelægge deres prægtige Skibsværfter, -- "vor Tid kommer ogsaa!" -- Ved Professor Hansteen hidbragtes fra Finland 1 l/2 Pot af en egen, skalløs, særdeles drægtig Byg kaldet, efter den høiasiske Bjergkjæde Himalaja, hvor det trives i en stor Høide over Havet og altsaa i koldere Egne, "Himalajabyg." I feed Havejord ved Christiania har det givet efter Dibling, 264 Fold; ligesom og en liden Udsæd ved Røraas havde det heldigste Udfald. Paa Tøien opelskes den større Deel til Sædefrøe. Iaar har smaae Forsøg med Mais slaaet heldig af paa flere Steder. I Danmark har Landhuusholdningsselskabet holdt flere Præmie- pløininger. De holdes paa store Grønsværmarker, hvor Stykker SIDE: 260 paa 1 -- 2 Skjeppers Udsæd ere afstukne. Tre Bønder tildømte de Karler, som førte den bedste Furu, Prisen, der bestod om- trent i 6 -- 10 Spd. Vort Landhuusholdningsselskab emner at tage efter. Om Nytten kan vel ikke være to Meninger. Sognesel- skaberne burde, hvor Døsighed og Mangel paa Almuesands ikke har forhindret deres Opkomst, faae Præmiepløininger istand endog i de særskilte Sogne. Hvis 17de Mai ikke var netop midt i Aa- nen, kunde den Dag være passende, da Dagen passende vilde endes med en Fest, hvor Gjenterne kunde faae en ligesaa smuk Anledning til at udmærke sig i Dands, som Gutterne havde havt før om Dagen til at udmærke sig i Pløining. I mange Egne (f. Ex. Hedemarken, der dog ikke udmærker sig ved Sands for fri For- fatning) indtræffer ikke 17de Mai i Aanen. Der lod Forslaget sig da udføre. Som Forfærdiger af ypperlige Varme- og Lufttyngde-maalere nævne vi Klokker Christophersen i østre Toten. Han er desuden en i flere Henseender evnerig Mand. At han tillige er Bogbin- der, vil gavne Sognebogsamlingen dersteds (naar det engang skulde behage Bestyrerne at faae Bidragene dertil ind og Bøger indkjøbte). Ethvert Sogn, der er saa klogt, at det har skaffet eller vil skaffe sig en saa heldbringende Indretning, burde see til at have en Bogbinder i sin Midte. Det er en meget simpel Kunst, saaledes som den dertil behøves, ja selv saadan, som den øves i Byerne almindeligviis. Nordamerica fremstiller det opløftende Skue af 12 Millioner Mennesker, der paa det frugtbareste, 100,000 Mile store Land leve under den fuldkomneste Frihed i 25 Forbundsstater, regjeres af en Nationalforsamling (Congres) der, ligesom vor, efter visse Mellemrum (2 Aar) træder sammen og af en Præ- sident, der vælges. Disse Fristaters blomstrende Tilstand er vel ogsaa at tilskrive det, at saaledes intet Hofhold gives, at Hæren er særdeles liden (paa saa stor en Landstrækning og af saamange Millioner ikkun 10,000 Mand) samt at det indvortes Statsbestyr er særdeles simpelt; men dog især det ejendomme- lige Fortrin, at de ere Forbundsstater, hvoraf enhver Enkelt bi- beholder sin Selvstændighed. De europæiske Forbundsstater SIDE: 261 have aldrig, og kunne efter deres nærværende Indretning, ikke opstille et lignende Billede paa Storhed og Lykke. Hvorfor? -- Formedelst den europæiske Misundelses- og Indblandelsespolitik, der ikke tillader Brødre indbyrdes imellem sig at skifte Ret, og fordi de ere 2 og ikke 3 eller flere i Tallet. Historien idetmindste opviser os ikke et eneste Mønster paa en lykkelig bestaaende Forening imellem 2 (to) Stater; men lærer os, pegende paa Spa- niens og Portugals, Englands og Irlands, Rusland og Polens, Hol- lands og Belgiens, Danmarks og Norges sønderrevne, blodige Forenings-Contracter, at altid af to Forbundsstater den ene gjør sig til den Andens Misnøie gjældende som Forstat (Principatstat) og, at den Anden omsider bliver kjed af at spille Stedbroderens Rolle. I vore Dage see vi især alle unaturlige Foreninger opløses eller sønderrives, og Folkeslagene at afsondre sig efter de alene sikkre og ligesom af Gud selv betegnede Folkegrændser, nemlig Sproget og Sæderne. Efter disse Betragtninger paatrænger den opløftende Tanke sig os: hvad om den gothiske Nation -- Norges, Sveriges, Danmarks Folk -- dannede eet politisk Forbund, hvert med sin selvstændige, egne fri Forfatning, men under et fælleds repræsentativt Bestyr, een fælleds Repræsentation i Udlandet, aldeles efter den nord- americanske Statsindretning? Da var Nordens, Nordsøens, Øster- søens Dronning keiset; -- dog, det at opnævne Fordelene af et gothisk Statsforbund vilde lede til en Undersøgelse, som er for- beholdet den Kyndigere, der skulde finde det værd sit Skarpsind at optage denne lille Kjerne, der har riig Kime nok til de inter- essanteste Aandssysselsættelser. Henrik Wergeland [OM SOGNESELSKAP I HOF I SOLØR] Det er meldt dette Blads Redaction foreløbigen, at et Sogne- selskab er oprettet i Hoff Sogn i Soløer, hvis Formaal gaar ud paa at fremme Agerdyrkning og Huusflid, og modarbeide Luxus og Umaadelighed m. m. Selskabet tæller omtrent 120 Medlemmer. Gid det maa bære velgjørende Frugter. Gode Skrivter i Ager- dyrkning og Landoeconomie, forenet med Tænkning, vil lære Landmanden bedre at behandle Jordarterne m. m. Fornuften vil lære ham at holde godt Huus med Jordens Frembringelser, og bestræbe sig for Tid efter anden at samle Forraad til Hjelp i Nødens Tid. SIDE: 262 Henrik Wergeland [MOT POLITIADJUTANT DASS] (Indsendt). Statsborgeren 13. nov. 1831. Varsku! -- Sporhunden (Navnet rimer sig paa Pass, som Knæg- ten), item 1829 Aars Jagtbikjer vogte sig for Universitets Porten der staaer paa Gløt og letteligen kunne klemme Næsen af dem ligerviis som Heltetogets Trompeter paa Christiania Torv, har maattet bøde med gule og blaae Fingre fordi han vilde renovere uden for Renovationsstæder, hvor ingen formener ham at hen- vende sin Næse for behagelige Oplevelser. SIFULINER Af Skjærsliber Barbeer Løvestads Recommendationsbog. Samfundsbladet ca. 15. nov. 1831. Han drikker -- det er sandt -- som Fa'nen; og da kan Næsen springe vel foruden Skjæg og Rag. Men den, hvis Næse er saa lang som Reberbanen, kan taale sligtet Tag. Saaledes sige Folk, at siden Mester L -- en Stump af Næsen min tog bort en Lørdagsqvel, saa er jeg bleven bedre, ja neppe liig mig selv. Welhaven. Henrik Wergeland TILSIDST HAN TRAF DET -- ELLER PORTRÆTET Vise til Welhaven og Compagnie. Samfundsbladet ca. 15. nov. 1831. [Inntatt i Sifuliner med overskrift Billedet og få endringer, se nærværende bind s. 331 -- 332] FOLKEBLADET No. 42. Tirsdag den 15de November 1831. Med Fyrsten følger jo hans Skygge: saamange Ravne med krumme Rygge og tykke Pander, men tynde Hjerner, for Hjerter have de tunge Stjerner. No. 43. Torsdag den 17de November 1831. Sandhed er min Røst: Jesus. SIDE: 263 No. 44. Løverdag den 19de November 1831. Trygl ingen Naade Fyrsten af! Men Retfærd kræv! Den Gud til Dig ham gav. Henrik Wergeland No. 45. Tirsdag den 22de November 1831. [OM SOGNESELSKAPER OG FOLKEBOKSAMLINGER I GUDBRANDSDAL] Man har endnu ikke af offentlige Efterretninger seet noget til Sogneselskabers Tilværelse i Gudbrandsdalen. Vel siges der, at et saadant skal være oprettet i Faaberg, og som skal have virket adskilligt, men Vished haves dog ei herom, endskjøndt deslige Efterretninger opmuntre de Menigheder, der endnu isaahenseende staae tilbage. Har Gusdal, Øjer og Dalens nordligere Sogne faaet Sogneselskaber og Bogsamlinger? Hvis ikke da maa Præsters og andre Embedsmænds døsige Lunkenhed og Mangel paa Virkelyst dele Bebreidelsen med Dølerne. Henrik Wergeland SPØRGSMAAL Er det sandt, at der gives Præster, som ei engang have fore- viist deres Almuer de dem tilsendte Subscriptionslister for Kroghs- mindet? ja dem, som have yttret, at de ikke ville gjøre det? Henrik Wergeland [OM SOGNESELSKAPER PÅ ROMERIKE.] I Ullensager er Bonden vel i Almindelighed, og ofte over al Tanke, dorsk, uvillig, arm og uvidende, saaat man ikke maa for- tænke ham i, at han ikke af sig Selv søger at raade Bod paa disse Mangler ved at oprette et Sogneselskab med Bogsamling. Men det paafalder Nedskriveren, at de mange Embedsmænd og saakaldte Conditionerede, som boe i Bygden, ikke have forsøgt, og det af al Magt -- thi det maa der til -- at røre isaahenseende denne døde Leirmasse. Næsten overalt trænger Bonden, der mistroer sine egne Kræfter og ofte hvad der synes Nyt, til Op- muntring fra dem, der paa Grund af højere Rang, tiltroes mere Vet. Men under saadanne Omstændigheder som i U., er det ikke nok, at en Storkarl simpelthen opmuntrer eller endog sen- der en Indbydelsesliste, med sit Navn paa, om til Bønderne; men han maa ogsaa faae alle sine Lige til først at skrive paa, holde Samlinger og hverve baade selv og ved Andre for den gode Sag. SIDE: 264 I Bygden findes endeel Officerer samt saakaldte Proprietariusser (d. e. norske Herremænd) som hermed kunde beskjæftige sig en Tid, saameget mere som vel endeel af dem ere Medlemmer af Selskabet f.N.V., og saaledes pligtmæssig burde gjøre det. Disse atter bie paa selve det Medlem af Agershuus Amts Landhuus- holdningsselskabs Bestyr, nemlig Sorenskriveren som boer i Ullens- ager? Hans fortrinlig gode Vilje for Saadant, som foreslaaet, kjende vi ligesaa vel som de mangfoldige Embedssager, der for- modentlig forhindre ham fra at lægge sig med saadan Magt paa disse Indstiftelser. En Indbydelse kunde han dog udstede, og overdrage det videre Hverv til en Anden eller til flere Andre. Thi man bør vel ikke strax mistvivle om at forenede Bestræbel- ser omsider ville hjælpe, fordi Enkeltmands have havt et mindre heldigt Udfald, som f. E. Ullensagers res. Capellans, der, skjøndt han har sin Menigheds Velvilje og Tiltroe, og har arbeidet paa en Sognebogsamlings Oprettelse, dog fik kun en 5 -- 6 Daler teg- net dertil af nogle og tyve Bønder, der dog alle, som værende Fjerdingsmænd og Skoleholdere, stode i nærmere Forhold til ham. Saaledes virkede Sorenskriver Weidemann og Ritmester Kinch forenede til en saadan Indstiftelse paa Toten. Da, naar de mere Dannede og selv højere Embedsmænd træde sammen, forat virke til at sætte noget Godt igang for alle Sambygdinger, da har det Klem; men for Alt maa saadanne Medborgeres fremdeles Ind- virken paa deslige almene Indretninger kun beroe paa Almuens Godtykke. I Eidsvold bestaae vel allerede i 2 Aar en Bogsamling, hvori, om mindes ret, ikke saa Faae over hundrede Bønder deeltage. Men ligesaalidt som nogen anden Embedsmand, end Præsten, eller nogen af Bygdens befruede eller bemadammede Matadorer dertil have bidraget enten en Skjerv, eller en Bog, ligesaalidt har Nogen af dem været til at røre sig, forat faae Bønderne sammen i et Sogneselskab. I forleden Vinter tegnede sig herfor ved et Møde vel et Snees Bønder, og Formænd valgtes; men herved er det. Ikke saa Faae af Bønderne ere villige; men hvil- ken Lunkenhed maa det ikke vække hos dem, naar de see, at de fornemme Sambygdinger, og deriblandt Medlemmer af S. f. N. V. give slige Indretninger en god Dag. I Sørum arbeider gamle hæderlige Provst Juell paa at faae en Bogsamling og vel ogsaa et Samfund for Sognets Vel istand. SIDE: 265 I Store Næs gives to Bogsamlinger og to Sogneselskaber, af hvilke Hovedsognets skylder den res. Capellan, men Annexets Bønderne alene sin Tilværelse. I Nannestad, hvis almindeligen velstaaende Folk ikke ere uden en Træghed, der er ligesaa seig og vedhængende som deres Leire i vaadt Veir, men ligesaa frugtbare paa gode Eftermiddagslure som deres Leire paa Alt hvad en Bonde kan ønske sig, har lige- ledes den res. Capellan faaet for 1 1/2 Aar siden, en Bogsamling istand; men som er høist sparsommelig aflagt. I Gjerdrum og Skydsmoe er, og bliver vel ikke paa det Første, Noget gjort for Sognevel og Almueoplysning. Raumariking. Henrik Wergeland [OM SØRGEFEST FOR POLEN] Upsala-Studenterne have feiret en Sørgefest for Poland. Det Samme agte vore Studenter at gjøre naar de 2 franske Officerer, som siges at være indkomne til Holmestrand fra Poland, indtræffe i Hovedstaden. Neppe eftergjøres dog Ophængningen i Upsal af en stor Dukke i blodfarvede Klæder, der paa Brystet bar det høie Navn, hvorfor Verden nu kun har Forbandelser. Henrik Wergeland UDENLANDSKE EFTERRETNINGER Vi sætte os med Sorg til at fortælle vore Landsmænd hvor- ledes det staaer til i vor Verden. Europa faldt med Poland. Menneskehedens Haab henfoer med de polske Heltes sidste Suk. Barbarernes Zar er beskjæftiget med at faae sin Hevn i en pyn- telig Form; men har dog fundet det tjenligst at erklære Dem for- viste, med deres Godses Fortabelse, i hvilke han ikke har kunnet faae Fingrene, forat indføre dem i Hevnlistens første Rubrik, nemlig Dødens under Bilen, eller i dens anden Rubrik, der heder: Forviisning nogle 100 eller 1000 Miil ind i der ædsomme siberiske Ørkener, hvor de kunne varme sig ved Trællearbeide. Mindre formelige ere Engelskmændene i deres retfærdige Hevn over deres geistlige og verdslige Stormænd, som af den lump- neste Egennytte i det sidste Parlament modsatte sig Forslaget om Forbedringen af Englands Valgindretning, hvorved enkelte Stormænds, i Bestikkelser grundede, Indflydelse paa Valgene i de, fra gamle Dage, valgberettigede nu forfaldne Kjøbinger, vilde taget en Ende. Thi næsten i alle større engelske Byer, men især SIDE: 266 i Bristol, hvor Ødelæggelsen rasede i 3 Dage, har Folket givet sin retfærdige Uvillie frithen Luft. De fornemme Forrædere hil- ses allevegne med Stene og Forhaanelser; Biskopperne tør ikke vise sig paa Prækestolene, thi Folket harmes ved at høre Guds- ord i Munde, som nys have været fyldte med Landsforræderie; de Forhadtes Storhuse jevnes med Jorden -- kort Stormanna- vældet føler nu bagefter med Bæven hvor svagt det er mod Folket, og at det er den guddommelige Retfærdighed det kjæmper med. Ellers raser det Onde over vor ulykkelige Verdensdeel i det Store som i det Smaae. Despoterne løfte paa sig. Aaret 1830 -- 31 forekommer dem blot som en svær Pust, og ligesom Folkene udenom os lade til, bedøvede af Skraldet ved Polands Fald, at bøje sig under deres Aag, saaledes har ogsaa i Chri- stiania Publicum besluttet sig til at taale den berygtede Barons Frifindelse for Slavemord, hvortil det retnu bliver vant, samt til at glemme al Ærgrelse paa den forhaanede Justitias Vegne ved at døve Øren og al Sands med de Gjøglerier, som opføres der- steds, til Sprogs, Smags, Videnskabeligheds og Selvstændigheds Fordærv, af en fremmed Skuespillerbande. Henrik Wergeland [OM "AMORS GENIESTREGER"] (Indsendt). Morgenbladet 22. nov. 1831. Morgenbladet Nr. 313 leverer en i Smagshenseende ægte Ræv- bælgopsats, formet som en Anmeldelse af Amors Geniestreger, et af de danske Lystspil, hvormed Hovedstadens Publikum senest har ladet sig underholde af sin fremmede Skuespillertroup. Styk- ket, der hovedsagelig gaaer ud paa endnu mere at forøge de fordærvelige Kræfter, der fra alle Kanter angribe og søge at qvæle den unge norske selvstændige Skjønvidenskabelighed, idet den omgiver den nuværende danske characteerløse med Berøm- melsens Glorie, og listigen søger, under Skin af at tale dens Sag, at indgyde Foragt for den Norske under dens Fremstræben, er tydelig nok skrevet af en Dansk og i Christianias danske Theaters Sold. Det Sidste sluttes imidlertid altfor let og sand- synligt af denne latterlige Yttring, hvori man hører Hjemveen og den ikke nok fyldte Lomme klage, at "isærdeleshed den drama- tiske Kunst forplantedes ved mærkelige, undertiden næsten over- SIDE: 267 drevne Anstrengelser til Norges betydeligere Kjøbstæder". Man venter nu vel ingensteds stor Beskedenhed hos slige Folk, og vi Normænd give dem altformegen Anledning til at gjøre sig og sine Fordringer gjældende, til at vi medrette skulde kunne beklage os over en Uforskammenhed, der nu og da kunde falde besværlig, men som vi selv havde givet Fodfæste og baaret paa Hænderne, opammende den med vort klare Sølv. Det maa derfor ikke for- undre Normændene, at de, istedetfor at kunne smigre sig selv i Taushed med den Tanke, som maa falde godmodige Tosser sød, at de endnu vedblive at opføde endeel taknemmelige danske Børn, faae det at høre i en fræk Tone, blive det kastet i Næsen af de opvoxne Fosterbørn, at Norge maa takke til, at det er kun "næsten overdrevne Anstrengelser" for Norges Vel, for de fra- faldne Brødre, som endnu lader Danmark tilsende os Læremestre i sine egne Rejicerede. Men hvor lavt det norske Publicum end maa staae i Henseende til æsthetisk Smag og Dømmekraft, og hvorpaa det afgiver Beviset i det, alligevel temmelig phlegmatiske, Behag, hvormed det overlader sig til de uheldige Indvirkninger af den sjelløse danske Skjønliteratur, saa fortjener det dog neppe, at det offentlig tiltales og bebreides af en fremmed Person, der lider af saa mangelfuld en Dømmekraft, af saa umodne, falske Begreber, som Forf. til ovennævnte Anmeldelse. Hans Pralerie om den nye danske dramatiske Poesie, der skal vise sig i Lystspil [fotnotemerke] , som fremstille det nationale (danske) Livs Eiendommeligheder, lade vi gaae med en simpel Benægtelse, indtil vi finde en bedre Leilighed til at fremføre Beviserne, saa- vel for dens Ikketilværelse som national Dansk, som for det danske saakaldte nationale Livs totale Mangel paa al Eiendommelighed, og for Umuligheden af, at en virkelig national udenlandsk Poesie skulde kunne indvirke saaledes paa et andet Folk, som har beholdt sine Eiendommeligheder, som den danske Poesie -- jeg beder Mu- serne om Forladelse for dette Udtryk -- netop fordi den er characteerløs og maa behage enhver Nations Characteerløse, gjør paa endeel af det norske Folks mere dannede Classer. Men i dette Theaterrecensentens Spørgsmaal: "ligger da nu Grunden til vor Mangel paa -- især dramatisk -- Poesie i Tidsaanden, i det Sving, Nationalaanden under den nye Forfatning har taget?" Fotnote: Et af Disse: Recensenten og Dyret faaer en anden Omtale i en udmærket svensk Tidende, end man er vant at høre fra Danmark og af Eftersnakkerne her. SIDE: 268 viser sig hiin Mangel paa Dømmekraft saa stor, at vi næsten skamme os ved at skjænke slig Usands et Ord. Det er en altfor bekjendt og i den oldengelske rule Britannia allerede som Erfa- ringssandhed fremsat Sag, at hos Friheden findes altid Muserne. Fremtrine de ikke hos os i deres Herlighed og med deres umis- kjendelige Præg af Aandshøihed og Characteer saa skarp præget som Landets, da er det alene at tilskrive den Overfyldelse af Levninger fra det gamle Barbarie og Slaverie, som endnu finder Sted i vort Frihedstempel, og som ikke lader os see de herlige Skikkelser, som dog der bevæge sig og prøve at lette Vingerne. Ligesaavist er det og, at den danske Skjønliteraturs Characteer- løshed, der mindre fandt Sted under Trykkefriheden, mere maa tilskrives Folkets politiske Trællestand end den mellem de fleste Nationer det meest egne Mangel paa fremragende sædelig Cha- racteer. Hauchs fortrinlige Melpomene søger derfor ud fra de saameget besjungne danske Bøge, og Folket, ikke skjønnende, at den Genius, der skulde være den danske, lever i Ewalds udøde- lige Værker, troer at høre en national Poesie, blot de høre ret mange indflettede Christian'er og Frederik'er, og see i Theater- Coulisserne de kjendte Gader igjen. Det morer sig med Steen Steensen Blichers tydske, fouqveeske Romancer, med Ingemanns engelske, walterscottske Romaner, med Heibergs franske, scri- biske Vaudeviller, med Garbrechts, Blicherolsens, Søetofts og Desliges alverdsens Skrab; jubler, efter endeel recenserende Avi- sers Toneangiven, om en national dansk Poesie; og troer den, sig selv og Digteren apotheoserede i Oehlenschlaegers Frem- bringelser, der mangle -- det er Alt hvad der med Sandhed lader sig sige om denne Tidens forkjælede Pleiesøn -- dobbelt saamange Feil som Dyder. Det er denne nationale Skjønliteratur, som Danskerne ville gjøre gjældende, ja -- mirabile dictu -- national i Norge. Man seer ikke, at man forsøger det Umulige, saasom det er unatur- ligt. Den indpodes i Byerne, og fordi disses Beboere tælle nu- fortiden mange Danske, hvem det ligesaalidet bør vanskeliggjøres at dyrke den danske Skjønliteratur, som det kan forbydes her- værende Engelskmænd at anskaffe sig engelske Værker og more sig paa sin Engelsk, og fordi altsaa den første Indpodning falder let: saa gaaer man saavidt i sine Forhaabninger, at man troer, at ogsaa Danskernes Efterkommere her i Landet ville vorde lige- SIDE: 269 dan tilsinds, og at det skal lade sig gjøre ogsaa at indgive de Norskbaarne, med Tiden og fortsatte "Anstrængelser", den samme Characteer. Derfor maa der tidlig indaandes Disse Foragt for egne Frembringelser og Mistroe til egne Kræfter. Derved kan vel en Normand med Aandskald til at fremhæve en selvstændig norsk Skjønliteratur forhindres og beredes en ublid Bane; men man forglemmer, at en eneste saadan Flamme, der er uqvælelig, maa qvæles, dersom den ikke skal ødelægge hvad de med Møie og planmæssigen have arbeidet. Det er derfor, at de Danske, under disse for dem, hvor glimrende de end synes, dog bedrage- riske Tider, medens deres Planer synes i fuld Fremgang, medens vi ikke synes at kjende nogen anden end dansk Literatur, be- møie sig med at faae en Lærerpost i Skjønvidenskaben oprettet, for at fordærve os de unge Slægter, og under Skin af Patrio- tisme bebreide Statsstyrelsen, at den ikke yder "Kunsten" for- tjent Opmærksomhed. Da vilde man, formodentlig af en Dan- sker, af en af Vaudevillemesterens Elever, fra vore Læresale høre Forelæsninger over Kong Salomon og Jørgen Hattemager, over Andersens Fodreise og andre den danske Skjønliteraturs lignende Prydelser, og vor academiske Ungdom vilde fordærve sig den frie æsthetiske Følelse ved at disputere om sligt Non- sens, som om der skulde mangle eller ikke i et Folk "poetisk Stof og Liv." Er der en Digter, saa vil han nok vide at finde sit poetiske Stof; men prosaiske Øine, selv bevæbnede med alle Lærdommens Briller og den til Videnskab gjorte Æsthetiks Mi- kroskoper, ville ikke kunne finde det. Kun poetiske "Kunstnere" have en fast Liste over Tingenes og Begivenhedernes poetiske Anvendelighed. En fremmed Literatur vil ikke kunne acclimatisere sig i et fremmed Land. Kun hos Enkelte vil den finde Gjæstemodtagelse. Kun i Vinduerne trives Heliotropen og andre sydlige Væxter hos os -- ligesaa trives hos os den danske Skjønliteratur kun i en- kelte Byernes Huse, medens den er fremmed og vansmagelig for Folket selv og for Mange blandt dets Dannede, der med Uvillie see hvor godt den danske Egennytte staaer sig ved at have gjort Norge til en Afsætningsplads for dens Bogladedynger, men med Haab see hen til den sig nærmende Tid, da Mængden af nærings- løse norske Studenter vil afgive dannede Skuespillere, der kunne fortrænge de Fremmede, som det norske Publicum -- omend- SIDE: 270 skjøndt det vel er bedre at undvære noget Godt end at have noget Slet -- ene og alene i Mangel af det Bedre, hidtil have ladet sig sjeldnere more end ærgre af. Henrik Wergeland [OM DØDSDOMMEN OVER BLEHR] (Indsendt). Morgenbladet 23. nov 1831. Streng mod Sig, mild mod Andre. Det er Christi Trin at vandre. Et af de sidste Morgenblade indeholder et lidet Udraab fra Christianssand, angaaende Blehrs Dødsdom, i hvilket en uchriste- ligsindet, blodhevnlysten Sjel aabenbarer sig. Det erklæres, at Almenheeden (den chske?) venter at see Dommen udført. Be- træffende Dette, da er det altfor almindeligt, at udgive offentligt sit eget Tankesæt for Almeenhedens, til at man af ovenberørte Yttring skulde med Skjel turde bebreide nogen Anden, end ikke den chsandske Pøbel, der selv af Chsands Biskop er skildret med oprørende Farver og med en Pensel, der maa være dyppet i Hans Høiærværdigheds egen mørke Galde, men alene dens Frem- sætter og maaskee Enkelte af Bærmen, at saa hevngjerrige Tanker i deres Hjerter. Vi vove ikke at afgjøre, om nogen Dødsstraf er retfærdig og Menneskene tilladt. Vor Konge, der upaatvivlelig med et fortræffeligt Hjerte forener et i mange Henseender skarpt og lyst Sjeleøie, deler med mange af Tidens Skarpsindigste denne Uvished. Kun Forbrydelser, der hensigte til det hele Samfunds Fordærv, synes at burde kalde Bilen over sig; og dog see vi, at det franske Pairskammer ikke vovede at dødsdomfælde det om meenederske Landsforræderie overbeviste polignacske Statsraad. Vi kunne trygt efter dets offentlige Hand- linger betragte det franske Folk som Repræsentanter for den europæiske Civilisation og som Maalestokken for dennes Frem- skridt. Fra den samvittighedsløseste, koldblodigste Udgyden af Menneskeblod paa Justitias Skafotter, der da omstimledes af Masser, som med hemmeligt eller aabenbart Velbehag ansaae de skrækkelige Skuespil, er dog Begrebsudviklingen i vore Dage fremskreden til en Uvished om det virkeligen Retmæssige og Til- ladelige i Dødsdomme, som er overladt Viismændene, de skarp- SIDE: 271 sindigste Retslærde, de overvægtige Aander og Folkeforsamlin- gerne at opløse. Helten Ney toges af Dage i det samme Luxem- burgpalais, hvor, et Tiaar sednere, Landsforræderne toges i Be- skyttelse mod den rasende Pariserpøbel og ikkun fængseldømtes. Hvilken skrækkelig Skjæbne der end bliver Forbryderen Blehrs, saa er den dog ikke saa sørgelig som den, der har ramt hans ulykkelige Datter. Hun, der har almeen Lov for at være en god, blye, dannet og dertil smuk og ung Pige, og som har viist sit ømme Barnesind imod sin Fader, er bleven indviklet i Moderens be- dragerske Handlinger, og seer et Liv fuldt af Skjændsel imøde. Retterne ville vel nu tage vedbørligt Hensyn til hendes barnlige Afhængighedstilstand, Ungdom og maaske Nød, ja maaske den Daad af Politiemesteren i Christiansand, hvorved denne Sag frem- kom, vil indvirke til hendes Fordeel, og Enhver med Menneske- følelse vil beklage den stakkels, stakkels Pige og lette den under saa sønderknusende Skjebner Nedbøiede. Idet vi berørte Po- litiemesterens, den myndige Embedsherre Ole Emerentius Søren- sens Adfærd mod Moder og Datter, udtrykte vi os neppe tve- tydigt eller misbilligende nok. En retfærdiggjørende Grund for den Uvillie, hvormed vi tænke herpaa, ligger i selve Fremstil- lingen af hans Opførsel: Politiemesteren erkyndiger sig hos en Kjøbmand, om Denne, efter et almeent Rygte om, at han skulde underfundigen være bleven forurettet af Blehrs Fruentimmer, havde desangaaende Noget at klage over disse. Da Alt iforveien privat var jevnet og forligt imellem Parterne, gav Kjøbmanden et benægtende Svar. Kort efter vil Mad. Blehr med Datter forlade Landet for at bosætte sig i England, og Madamen gaaer, for at erholde Pas, paa Politiekammeret. Der erklærer Politiemesteren hende med Datter, der siden arresteredes, for Arrestanter, som Mistænkte for Tyverie. Har nu Politiemesteren handlet ædelt heri? Om endog kun for den Sorg, der laae over de ulykkelige Qvinder for Mandens og Faderens Skyld, eller fordi kjendt Brøde er halv Bøde, eller fordi de vilde forlade Landet for stedse, men dog fulgte af saa bitre Erindringer, at Forseelserne, de maatte, uden Lovens Straf, have begaaet, deri vilde have en stedsevarig Tugtelse, eller og for det ulykkelige Pigebarns Skyld, forekommer det vor Følelse, at Politiemesteren, uden at krænke sin Embedspligt og Retfær- SIDE: 272 dighed, kunde undladt en saadan Adfærd. -- Medmenneskers Venlighed og Godhed, en Religion, der lærer: See ned i dit Hjerte! Du finder en Himmel paa dets Bund, Hvor før Du troede Rum til Sukke kun: og en Eftertanke, der veed at finde en ledende Straale under det tykkeste Mulm, og som sander midt i Sorgen og Prøvel- velserne, at Graad er ofte Styrkens Øie, tidt en Funke fra det Høie; ofte Smerte bedste Muskel i et Hjerte. Disse det bristende Hjertes Støtter, Disse, der give Ulykken Høihed, og den almene Deeltagelse, Tornestiens husvalende Blom- mer og de bedste Blommer blandt dens faa, styrke den unge Korsdragerinde! Himlen kræver en Sjel af den unge Skabning -- nedbøier den da ikke for tungt, og lægger ikke Lovenes Jern- haand af Skadefrohed eller overdreven Nidkjærhed (Joh. 8, 1 -- 11, Luc. 7, 37 -- 48) paa det spæde Hoved, Himmelen nedlagde Sorg nok paa alligevel. Jorden, Staten kræver en Borgerinde, der kan udsone den blodskyldige Fader og den forbryderske Moder -- overhøljer da ikke den skjære og hjertebladfine Ungdom med Skjændsel, og borthvifter ikke med plumpe, ufølsomme Hænder det gode Navn, der let som et Arom om Blomsten omsvæver den. Med os ville mange bede for det stakkels Pigebarn, at ikke Haabet maa forlade hendes blødende Hjerte, der maa rumme en Sorg, som selv den Fremmede og Manden kun kan tænke paa med Taarer -- -- . Henrik Wergeland [AV LØVESTADS RECOMMENDATIONSBOG] Nyeste Skilderie 27. nov. 1831. Forleden Dag kommer den omvankende Skjærsliber og Skjæg- rager Løvestad, som har aftjent ved den vellingtonske Armee i Spanien, men som endnu staaer ved General Fusel von Finkel- hofens Armee, ind til Indsenderen, og foreviste mig, efter at have saabet og barberet mig til Tilfredshed, en saakaldet Recommen- dationsbog, hvori jeg blandt Andre, fandt følgende Recommen- dation: SIDE: 273 "Jeg skreg i Thinget som brast de Vindes Sæk, som klaren Dag til Stormkast blev forvandlet. Jeg skreg, jeg skreg af Smerte og af Skræk, thi nys af Løvestad jeg bleven var behandlet. Lodvig Økern." Henrik Wergeland [OM "VEDELAMICUS"] Statsborgeren 27. nov. 1831. Til Hr. God Ven. Den, som i et Brev, udenpaa tilstilet Undertegnede, men indeni tilstilet Vedelamikus, med Underskrift som ovenanført, og hvori, med Yttrende, at Brevskriveren er overbeviist om at have truffet den rette Forfatter til det "Vedelamikus" mærkede Stykke i Statsborgerens No. 3 -- 4, anbefales mig til videre Forsørgelse en- deel, til "Bøddelbaronen", som Angjældende deri benævnes, sti- lede "Riimlapper til en Slavekjole", være hermed betydet, at han har ikke truffet efter Formodning den Vedelamikus i mig, og, at jeg maa frabede mig det tiltænkte Hverv. Skulde jeg opgive Grunde for denne Modvilje, da vilde de blive ligesaa smigrende for Brevskriveren som et saadant Brevs Tilhændelse har været for Undertegnede. Dersom ellers den ubekjendte Riimskrædder vil bøie Øre til saa modvillig en Kommissionær, og slig Tale er forstaaelig for ham, da tillader jeg mig at yttre den Mening, at hvor Nemesis lader Haant om Prosaen, og vil gribe til Digtfor- merne, der bør hun, skjøndt Selv opfindende den epigrammatiske Tanke, saaledes lære at behandle disse af Muserne, at man kun af en Slags Godmodighed lader sig forbyde, at nævne hende som den 10de Muse. Nemesis maa saaledes vide at bruge Svøben, at dens Hviin lyde som en Musikfløjte. Selv den raae militære Nemesis med Spidsrødderne bevæger sig harmoniske efter Picco- loen. Et Epigram maa have saameget af det Digteriske, at det ikke maa kunne kaldes prosaisk en Grovhed eller blot Daddel. Forstaae De? Henr. Wergeland EFTERSVÆLG TIL DEN RENOMERTE Hr. P -- (Indsendt). Statsborgeren 27. nov. 1831. Til Tugthuset Du mange dømte, Dog -- skaansom var -- dig selv forsømte. SIDE: 274 Anm. Redaktionen anmodes om at gjøre Sætteren opmærksom paa, "at hans Fingre afholder sig fra at føie Bogstaverne raëm efter ovenstaaende P, " (en Vane, som let kunde indsniges med et Navn, der saa ofte er Gjenstand for Publiciteten), og ønsker Indsenderen ingen Dispute med Galgemageren i Skil- deriet, kun at han ei berøver Tugthuuset en af sine værdigste Prydelser, maa Brændemærket T gjerne kombineres efter Fortjeneste. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 46. Tirsdag den 29de November 1831. Sand Iver for det Gode snart sig tænder; men seent den brænder. RELIGIØSE HØSTFESTE ere ikke saa almindelige i Norge, som de, baade for den fromme Glæde, de fortrinligen ere istand til at vække, og for den skjønne Retning de give Andagten, visseligen fortjene. Jubellæreren Provst Finckenhagen i Store Næs vide vi har holdt saadanne Takkefeste fleregange og ogsaa i Aar; men mere udmærkede ved Lovsangchore, Kirkens Udpyntning med Løv og Blomster og ved Tilstrømmen af Folk have de været, som Provst Wergeland har foranstaltet i Eidsvold Kirke. En saadan feiredes i Aar der- steds 25de Septbr. Som en Erstatning for de Blommer, der denne- gang manglede i Kirken, var Choret, der sang en af Hr. Provsten digtet og componeret Takkehymne, som vi kun formedelst dens Vidtløftighed her udelade, bestaaende af saa stort et Antal som 16 unge Bondepiger, hvortil kom 8 Mandfolkestemmer, ligeledes Bønder. Sex unge Odelsætlinger fra Store Næs, der med Held dyrke Tonkunsten, blæste fra Orgelets Gallerie Adagioer til Indgang og Udgang, samt accompagnerede med Klarinetter Høi- messepsalmen, og glædede den særdeles talrige Mængde paa Kirkevangen efterpaa med Nationalsangens Melodie fra Taarnet. Af Prækenen mindes disse Ord: "Landmænd, skammer Eder ikke ved at lægge Haand paa Plougen, dette første Redskab paa Jorden, hvis Opfinder maa have været inspireret af Gud Fader i Himmelen, af det ophol- dende Forsyn! Skammer Eder ikke ved at røre dette ærværdige SIDE: 275 og velgjørende Redskab, som aabner Jordens moderlige Skjød -- denne Nøgel, Gud har givet Eder i Hænderne, til at oplukke hans Forraadskammer med. -- Det store Chinas Keiser selv be- gynder Pløiningen i sit Land, og indvier dette ærværdige Arbeide med egen Haand. Derfor vrimler dette vidtudstrakte Rige, hvor Plougen er hellig, af Indvaanere ligesom en Myretue. Borgere og Haandværkere tage Brødet af eders Hænder, Land- mænd! Men I, I tage det fra første Haand, fra Guds egen Haand, eller fra Guds Forraadshuus, der hvor han skabede det. Værer glade ved eders ædle Syssel, I, der ere ligesom Svende, Haandt- langere, Medhjælpere i det Værksted, hvor den Almægtige laver Brødet. Arbeider troligen, flittigen og forstandigen med den al- mægtige Skaber, I det forsørgende Forsyns Tjenere, ved hvis Arbeide Herren bereder Opholdelsesmidlerne for Riig og Fattig! Glæder Eder derover, at I aarligen ere de nærmeste Vidner til Skaberens Underværker; og takker Herren, som har sat Eder i et lykkeligere borgerligt Forhold, end eders Lige i andre Riger og Lande!" Skjøndt Aaret er fremlident, og de graae Dage, med Vaad- hætten paa staae for Døren, vil det dog ikke være for seent, paa en eller anden Søndag før Juul, om Veiret skulde sætte sig, saaat nogen Mængde kunde komme tilkirke, at tage efter denne Skik. Skjøndt Udsigterne ikke ere de glædeligste og en Vaarknibe forestaaer -- idet mindste hvad Kornet angaaer -- som ikke vil knibe lindt, saa er dog den glade Følelse over at være sluppen over Hungersaaret ifjor saa almeen og stærk endnu, da Laaven ikke er udsolgt, at Religionslærere bør benytte den til at vække en Religiøsitet, som de somoftest med Hænderne i Skjødet, og Aandens Sværd i Balgen, klage over er i Forfald. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 47. Tirsdag den 6te December 1831. Ei kommen er den Tid, da Du kan kalde det Ros, at roses udaf Alle. SIDE: 276 OPMUNTRING TIL AT BENYTTE SIG AF HESTEKJØD SOM FØDEMIDDEL Det er en Daarlighed af os, at vi have forglemt Forfædrenes Skik at spise Hestekjød. Nøden faaer lære os at optage den igjen. Denne Høst -- Tiden da Landmanden pleier at dræbe de Heste, han vil -- da vi see imøde, at Levnetsmidler ville op- stige til svære Priser, synes særdeles skikket dertil. Disse Heste ere vel gamle og ikke af saa lækkert et Kjød som Folerne; men Inds. kan dog af egen Erfaring forsikre, at selv disse Skotmære, næsten hvor magre og gamle de end kunne være, dog afgive saavel meget som velsmagende og rimeligviis velnærende Kjød. I Udlandene er Hestekjød almindelig Føde, og anprist af Mange baade i Tale, Skrift og i Daad. Hvad, som Fornuft kan billige, er der da iveien forat vi saaledes afbenytte Kjødet af dette reen- ligste af alle Dyr? Afbenytter da det meste Kjød af de Gamper I emne Riflen, som Fødemiddel for eder Selv, I Landmænd! for eders Folk, og for de Betlere, som beleire med Nødens uimod- sigelige Retskrav eders Kjøkkener! At benytte blot det Bedste af Hesten, f.Ex. Tungen, der røget er fortræffelig, samt Noget af Laaret, der hidtil blot pleier at bruges i Pølser, vil lidet for- slaae; -- nei! nedsalter næsten den hele Hest, og levner kun det Ubrugbare til Aat! Naar I slaae op disse Saltmadskar i Vaarkniben, da ville mange hungrige Munde takke Eder. Denne Opmuntring anbefales Landhuusholdningsselskaberne til Opmærksomhed. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 48. Mandag den 12te December 1831. Sku ei en Dyd i Rigmands henslængte Gave. Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have. BLANDINGER Danmark skylder Norge en stor Deel af hvad det i forskjellige Henseender regner sig til Ære. I Krigen mod Sverige brugte SIDE: 277 Danmark Norge omtrent som i Fabelen Aben Kattens Labb til at rage Kastanjerne af Ilden med. Undertiden blev stakkels Puus stygt sveden, som f. Ex. da Sarpsborg, Opsloe og Hammer ginge op i Røg; men, fik den Kastanjerne ud, eller ramtes der noget i Feldttoget, da maatte Norge med blodige Næver tage det for Danmark. Forat slippe nogenledes ud af de Kniber, hvori den svenske Carle-Mandhaftighed tidt og jevnt satte Danmark, skar dette friskvæk dygtige Stykker af Norge og puttede i Götha- lejonet. Flere af de Krigere, hvis Laurbær Danmark brystede og bryster sig med, vare Normænd og havde lært deres Tapper- hed hjemme. Kunstkammeret (Museet) og Bibliothekerne i Dan- mark berigede sig med norske Skatte. Og en meget stor Deel af Forfatterne i de skjønne Videnskaber tilhørte Norge, og norsk Aand raadede i deres Værker. Disse Forfattere udgjøre over 1/3 af de egentlige Danske -- et Forhold, der især medhensyntil de faae Normænd, som nøde videnskabelig Dannelse imod Danske, er meget stort -- og opnævnes her: J. N. Bruun, H. Bull, G. Faye (?), C. Frimann, P. Frimann, L. Holberg (saa god som 40), B. D. Prahl, C. Pram, J. Rein, P. C. Stenersen, T. Stockfleth, E. Storm, C. B. Tullin, J. H. Wessel (saa god som 10), J. Wibe, J. Zetlitz. Til Vederlag for alt dette fik Norge Æren af Navnet: "allerkjærligste Søsterrige". Da Norge ikke noksom kan beklage sig over de fleste af dets forrige dansk-norske Konger, ja over alle Oldenborgerne, und- tagen maaskee over Christian 4de, og der altsaa, men især ved Drotnavnet Frederik, klæber ubehagelige Erindringer, saa fore- kommer det at være besynderligt, at man holder fast ved disse Erindringer i flere af vore Byers Navne. Vi burde kaste Frederik bort af Frederikshald o. s. v.; kalde denne By med dens gamle Navn: "Halden"; kalde Frederiksstad "Sarpsborg", Universitetet ikke "Frederiks" (thi han gav det ikke med Godvilje) men "Norges eller Norsk Universitet." Forat faae varige Lys, dyppes Vegen engang i Olie, helst Mad- olie. -- Kaalorme ødelægges enten ved at lægge nogle af de smaae SIDE: 278 Brændenesler ovenpaa Kaalstokken, og gjentage dette nogle Gange, eller ved at saae ganske tyndt lidt Hamp imellem Kaalen, eller ved at afbryde de store Blade, hvorpaa Æggene sættes, af og til. Qversillsalve laves af 3 Spiseskeer Svine- Gaase- eller Heste- fedt og 1 Do. Terpentinolje. Behøves den stærkere, da tages lige Dele. Gjemmes i vel tillukt Flaske. Urindrivende Latværge for Heste laves af 1/2 Lod tyk Terpentin og 2 Lod Enebærpulver. Terpentinen udtværes med en Skee Brændeviin, og Alt udtværes enten med Honning eller Vand. En saadan Portion gives første Dag 2gange. I Lungebetændelse indgives Hesten, 4gange paa een Dag, en Latværge bestaaende af stødt Saltpeter 4 Lod, Svovl-blomme 2 Lod, og Ædike 1 Pæl; Alt udmænget med Meel og Honning. Fire Næver Rugmeel og 2 Potter lunkent Vand give nærende Klisteer for Hesten. Henrik Wergeland [OM NORSKHET I SPROGET] (Indsendt). Morgenbladet 12. des. 1831. Anmelderen af et Theaterstykke i Morgenbladet No. 313 kan have Ret i at bebreide mig -- eller i hans Sprog "slaae mig eller min Uforskammethed paa Næsen" -- for en blind Higen efter Norskhed, forsaavidt som at jeg ikke kunde overtale mig til at troe, at en virkelig Normand kunde skrive saaledes. Erindringen om endeel vannorskede Norges Børn, en Flok æsthetiske, criti- kaklende og rimende Pygmæer, som dog neppe ere den flygtige Tanke værd, tillod mig dog kun at udtrykke dette behagelige Drømmerie saa ubestemt, at jeg vedhæftede Formodningen om at Personen vel kunde ikkun være i Hovedstadens danske offent- lige Theaters Sold. Heri har jeg heller ikke taget Feil, saafremt jeg medrette gjenkjender i Anmelderen den gamle gode Smører og alle vore om Theatret sværmende æsthetiske og poetiske Narres vægtige Middelpunct. Hvor indbydende til en liden her prentet Latter end dette Møde og Carricaturens Vrede, saaledes som denne tindrer eller rettere oljekoger i No. 333, end er, tillader jeg mig dog ikkun tvertom at bevidne ham med Kammerader SIDE: 279 min Erkjendtlighed, fordi deres Svar og især denne Forbittrelse, der er det belivende i deres ellers liv- og aandløse Ordremser, har overtydet mig saavel om disse Kjæmpers Udygtighed, som, indtil høieste Grad af Tilfredsstillelse for mig og Ligetænkende, om at mine Linier i No. 326 have virket hvad de skulle, d. e. Syndserkjendelse, om end ei Bekjendelse, hos dem. Den norske Ulv, som vor rasende Dannekjær formodentlig derfor har saa trabelt med, fordi han af og til tilforn selv har følt dens Tænder, naar den legende vilde ryddiggjøre sin kjære Skov for alskens giftigt Kram, gjør sig ellers til af at have ligesaa vanskeligt for at troe, at et endog kun i den Forstand dannet Menneske, at de heftigste Lidenskaber dog ere blevne noget afrundede, kan af noget andet indre Oprør end Selvbebreidelsens, naar man er bleven greben i en Dumhed eller Slethed, eller, som Anmelderen i begge Dele, og især naar hertil kommer Ahnelsen om at man oftere af samme Hjertegriber er bleven pirket saa smaat paa selve Selverkjendelsens Nerver, lade sig forlede til offentligen paa den latterligste Maade at vise dette eller sin Vrede, udtøm- mende den i de plumpeste Skjeldsord, som Theatercriticussen i No. 333, som han havde let for at troe, at en Norskbaaren mu- ligen kunde skrive saa falskeligen om den norske og den danske Skjønvidenskabelighed, som Personen i No. 313. Samme norske Ulv vedgaaer ogsaa at have saa tykt et Ragg, at alle matte Pile deri blive hængende; men, om det er saa, at han har et skarpt Maal, da vil han ikke oplade det mod slige Daarekisteskrig, som "Had og Foragt mod en Nation" og andre deslige Usselheder. Han kjender ogsaa saameget til Sandheden af "om Smag og Be- hag lader ei disputere" og til den Retning mod Æsthetik og Critik over Lapperie, som Hoved- og Høiskolestæders unge Dagdrivere, især imellem Gentilhommeriet, tage til, at han skulde ville gjøre slige Bagateller en Tomme høiere, ved at vise deres Snakken frem og tilbage nogen Opmærksomhed, undtagen da, naar noget Nationaliteter og vigtigere Sandheder Krænkende deri skulde blande sig. Ja denne norske Ulv er saa fredsommelig, at han, uden at strække ud en Klo, seer hvorledes de norske Oxer, Faar og Gjæs flokke sig endrægteligen sammen med de danske Raadyr, som man fører herop i Skokketal. Forfatteren i No. 326. SIDE: 280 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 49. Tirsdag den 13de December 1831. Det Ene, som en Stortyran ei kan med al sin Magt er Mandens Vil at tvinge, som døe tør uforsagt. [ANMERKNINGER OM SOGNESELSKAP I NORD-ODAL] [Det var vedtatt at "ved Bryllups- og Begravelses-Gilder" skulde "de forhen brugelige Sendinger og Skaalepenge være afskaffede." Wergeland legger til i en fodnote:] Bladets Bestyr under fattige Folk f. Ex. Huusmænd denne Gave til Huusholdningsbegyndelse, naar den kom fra Gaardmandsgjæsten. [Efter den insendte artikkel om sogneselskapet i Nord-Odal kommer Werge- lands] Anmærkning: Bladbestyret er af Ovenfremsatte endmere overtydet om det Hensigtsmæssigere i saadanne Sogneselskaber, som vel erkjende sin Virken for Landhuusholdningens Fremme for Hovedsagen, og, som havende dette Meed, knytter sig til det kgl. S. f. N. V., men som tillige erklære i Planen og vise, at Sognets Vel i enhver Henseende er deres Anliggende, og, at enhver Fælledssag, ethvert Communal-Anliggende fortjener deres Opmærksomhed og Stræben for med Tiden at hendrage alle dem af disse, som Embedsmyndig- heden endnu, kun ved Hævd, men ikke med sand Ret, ruger over, under Menighedernes egen Afgjørelse. Et saaledes ind- rettet Sogneselskab er den fortrinligste Erstatning for de saa længselfuldt og saa forgjæves attraaede, med lovlig Myndighed udrustede Formandskaber i Bygderne. Da Landhuusholdningens Fremme altid maa være et alene saaledes indrettet Sogneselskabs Hovedmeed, saa kan det kongelige S. f. N. V., hvor gjerne end nogle Directører kunde ønske dette, ikke med Anstændighed udelukke det af den store Krands af blomstrende Sognesamfund, det vil samknytte over al Norge. Dette store Samfund vil ligesaa- vist, kun ved at indskrænke sig ene og alene til et Landhuus- holdningsselskab, nu da Landets materielle Tilstand for det Første er mere vigtig end dets politiske (hvilket var omvendt i Slutningen af den danske Herretid) kunne virke med Kraft og Nytte, som SIDE: 281 de mindre Samfund kun kunne dette ved at omfatte det hele Sognevel, visende, at de ogsaa have til Øjemed: mere og mere at jevne Communalforfatningen og Medborgerlivet med Grund- lovens Aand, afskaffe alskens Despotiets Levninger, qvæle de Misfostre, som et modent, udvortes i alle Former kanhænde noksaa pynteligt Smaadespotie skulde ville indhævde i vor Verden, samt at tvinge vor glimrende, udvortes, politiske og hidtil næsten alene i Statens Former levende Frihed til ogsaa at afføde en ind- vortes, borgerlig i Communal-anliggendernes Enkeltheder raadende Frihed. Vi ville herpaa afpasse en Lignelse, som maa være i det kgl. Selskab f. N. Vels Smag: det forrige store Selskab for Norges Vel forberedede, ved den Forbindelse det havde forbe- redet imellem Fædrelandets Venner, vor politiske Selvstændighed og Frihed: det var den store Plov og Harv, som omvæltede og tilberedte Jorden; -- men alt Ukrudet, Herre-tistelene og Smyge- qvikrødderne og Suge-Dyllen medtoges ikke; -- nu maae Smaa- barna ud for at luge efter; -- disse ere Sogneselskaberne. Da skal der blive Ager, ja Ager for Sjel og Krop! Henrik Wergeland [OM SOGNESELSKAP I GJERDRUM] I Gjærdrum Sogn siges Præst og Lensmand nu at arbeide paa et Sogneselskabs og en Bogsamlings Oprettelse. Vi melde dette med saameget større Tilfredsstillelse, som vi næsten derom alle- rede havde opgivet Haabet. Henrik Wergeland PEBERNØDDER TIL JUUL 24. des. 1831. Hvem bage vi for? Oh, der gaber Dumheden med sin store Flab -- Ingen har slaaet den igjen. Endnu gaber den ved Aarets Ende som ved dets Begyndelse -- gaber, somom den var Porten, hvorigjennem de spildte Dage fløi -- gaber, somom den ventede at en Oxe skulde stikke sit hornede Hoved ind til Tandstikker -- gaber, som Europa, naar det nu spørger sig selv: "hvormange Gran Frihed fik jeg for de tusinde Skippund Blod, jeg spen- derede iaar?" og seer sig fra 1830's Alcide med Eken i sin Haand reduceret til en Krigsfange paa Naade og Unaade eller SIDE: 282 til en usel Actor, der med Vanheld har debuteret i en tragisk Rolle, og nu maa slaa sig til at agere Polichinello og drager Narrehætten over sit beskjæmmede Ansigt. Kom søde Aarets Dumhed, du som udgav Nytaarsgaven Mi- nerva, Du, som nedsatte Dig i Laurvig som Byfoged, i Nordre Bergenhuus som Amtmand, i Christiansand som Stiftsprovst -- Du, som i Christiania, under Navn af at restaurere det fremmede Theater, atter kalkede en Grav for Nationaliteten og en af denne sig fritudviklende Smag og Skjønsands -- Du, som bød det me- dicinske Facultet see sig blindt, om det vilde, paa den muligt af Mishandling dræbte Slave, men derhos at beholde Omdømmet hos sig selv -- Du, som har siddet i de fleste Loger paa Theatret -- Du, som drømte saa sangvinsk om Udbyttet af en dygtig Commission, der nedsattes over Den, der ikke førstegang har tampet Grundloven op i Filler, og har gjort baade Patricier og Plebejer til Strøelse under sine Heste -- Du, der har været den usynlige Præsident ved mange Forsamlinger og Retter, og den virksomste Redactør av vore Blade og den flittigste Prædikant -- Du, som, efter tilfegtet Sejer over nogle fattige Huusmænd paa Manglefjeld og efterat have drevet dem fra den Mark de opodlede ud i den vilde Skov, endelig nedlod dig paa dit eget Yndlingssæde: Forneboe -- Du, som vilde give alle Nordlandenes Sjægter og Joller Sundhedspas og med det Samme Seistimerne gode Ferier og Reisepas -- Du, som under Navn af Lieutenant er at betragte som Cavalleriets Ordensstjerne -- Du, som i det uforlignelige Epos Provindsiaden saameget har opofret Dig for det almene Bedste, at Du har gjort din egen Yndlingshest Pe- gasus til Skydshest for Alle og Enhver gjennem hele Budskerud for den billige Taxt 48 Skilling -- Du, som i den saakaldte pohlske Nationalsang har ladet os begræde, at Muserne faldt med Pohlen -- Du, som endnu spanker fri og frank om som den livagtige berygtede Commandant Baronen, -- Du, som har ind- kaldt 500 fremmede Skuespillere, forat lade os glemme Hungers- nød, Sind, Sands og Sprog, samt 600 Gjøglere og Musikanter, og ordineret atter en Suppe paa 700 slette Vaudeviller, som Syge- suppe for Publicum, der befinder sig ilde og har en Flauhed, som efterat have forspiist sig paa Trøfler, efterat have spiist formange heibergske Vaudeviller tilforn -- Du, som har sluttet Pagt og Forbund med den onde Cholera forat udrydde vor Vantro, og SIDE: 283 allerede har udstedt Manifestet, dateret Hovedqvarteret Gran; og Du, som velsigner Cholera, fordi den allerede i fem Fjerding- aar har udfyldt din Hjerne med den faste Samtaletext: hvor staaer det med Cholera? veed De hvad jeg mener om Cholera? -- Du, som -- o søde Dumhed, Du, som har mig for mange Ansigter til at jeg kan besee dem allesammen -- Du, som har gjort det meste af hvad der er gjort i Aaret -- kom Du søde Dreng, kom Du tusindfjesede Janus, kom! -- der har Du for det Samme en Pose Pebernødder til Juul! Hvor er Du krybende Nederdrægtighed? hvor er Du usle Betler? Vil ikke Du ogsaa have Dig en Pebernød til Juul? Ah, der sidder Du paa første Bænk i vort danske Theater, smilende, fjasende, annoterende. Den Plads er hellig: der sidder Theatrets Orakel. Den Plads er farlig: der sidder Theatrets Cerberus. Den Plads hører til Orchestret: der sidder Theatrets Basune og Mark- skrigertromme. Den Plads er Friplads: der sidder Theatrets faste lejede Skriver og Apologist. Siig ikke: maalløse Nederdrægtig- hed, at sælge sit Omdømme, sin Overbeviisning, sin Pen for 2 Ort pr. Aften! Siig ikke det; thi disse tre Ting ere hos Personen ikke saameget værd. Han er godt betalt med Billetten, og dog tog han hellere dens contante Beløb, de 2 eller 3 Ort, dersom han ikke for et Syns Skyld maatte sidde der, for idetmindste at huske Navnene paa dem han skal væve om næste Dag i Morgen- bladet. Men tænker jeg paa den Tid Manden spilder, da siger jeg til Directionen: "læg paa 12 Skilling til! giv ham idetmindste et Æble imellem hver Act!" 2 Ort er nok forat være neder- drægtig, men forlidt forat være nødt til at være doven; thi ogsaa Den, som kun gjør Narreværk er doven, ligesaavisst som at Den, der vrøvler hele Dagen eller hele Morgenblade fulde, er ikke veltalende. Men vil ikke Directionen være generøs, min Gut, saa vil jeg holde Dig skadesløs med en Pebernød. Morgenbladet for Mandag 12te Decbr. lod nogle Ord falde om danske Raadyr, som man i Skokketal fører herop; og umiddelbar derpaa fik man det fuldstændigste Beviis paa at dette Ordspil nok lader sig applicere. Om den i samme Blad sig anmeldende SIDE: 284 Pianist "fra Kjøbenhavn" (en Anbefaling, som maaskee bedre burde passe i Skive eller Løgstøer end i Norges Hovedstad, der har Overflod af gode Pianister) end maa henregnes til det Skokketal af Danske, som hidkomme, mens Landet har nok forat skaffe Brød til sine egne Børn, saa sætter Nedskriveren dog ikke ukjendt Mand imellem dem, han vil have hiint Ordspil anvendt paa, naar dets Applicabilitet lader sig bevise. Men her menes, at man fik Beviset herfor i det af selve de danske Skuespilleres Chef Dagen efter, Tirsdag den 13de Decbr. Indsendte. Spækket er det med Hjertebrækkelser om "smertelige Sandheder, uesthe- tisk Bitterhed, mange Pligter og mange Sorger, vanskelig og fare- fuld Stilling" o. s. v. og med de sødeste Complimenter til "den høitagtede Medarbeider" Hr. Giebelhausen, der selv forud har ratificeret dem, om "den oprigtige Agtelse for hans Aand og Hjerte og hans udmærkede, enhver Skueplads hædrende Talent som Comiker, " samt med de offentligste, noget nær dem man seer paa Skuepladsen lignende, altsaa theatralskeste Forsikkringer om at disse To "med Barndoms- og Ungdoms-Venskab Sammen- knyttede (Directeurstiil) vil kun, om saa skal skee (om Gud ville?) (atter Directeurstiil) adskilles fra hinanden med det inderligste Venskab og den sandeste Tak for den Tid de have arbeidet sam- men til eet Maal;" -- men spækket er ogsaa dette Hr. Theater- directeurens Stykke med saamange Sprog- Stiil- og Tanke-Bom- merter, at man ikke kan tvivle paa, at jo Han maa henregnes mellem Raadyrene. At udpille mere end en af hver af disse Bommerter -- hvorifra jeg vel veed at undtage dem, som kunne være Trykfeil -- er ikke Umagen værd. Her ere de: "der gives Enkelte, som fornegter disse Egenskaber, og snart paa den ene, snart paa den anden Maade ligger(!) for Dagen o. s. v. -- "Paa- skuddet af Rygter" -- 12 Ln. f. n. i Slutn. ytres det besynderlige Begreb, at kun en Navngivens Yttringer kunne vorde Gjenstand for den Publicums Dom, som deri æskes -- og heelt igjennem conjugeres i Singularis til Subjecter i Pluraris, en Feil som er ligesaa characteristisk for udannede Mennesker hos os, som Con- jugationen af avoir i Pluralis til Subjectet i Singularis for den samme Classe i Frankrig. Det er latterligt, fra en saadan Pen, at see Omdømme fældt over Christianias Publicum, om hvorvidt det er begavet med Upartiskhed og Smag. Mangen Bytosse tør dog kanske kroe sig herover paa Theaterbænkene; thi han vil SIDE: 285 ogsaa have Deel i disse isandhed smigrende Complimenter, og lidt efter lidt rykke op fra at have Upartiskhed, d. e. ikke trampe, til at have Smag, d. e. klappe ret flittigt, og endelig ind i den øverste eller "Kunstinteressens" Classe, d. e. den, hvori man ret- skriver sine Bravos og sender dem til Morgenbladet i Rubriken: Theatret. Klart er det, at dette Theater, som dets Directeur "drister sig at sige" d. e. her "siger med Dristighed" maa "hel- digt" fremspire, dersom det har mange saa Dannede som Han. Wahl i Throndhjem! seer Du Juletræet ligeoverfor i det lille lave Huus? Børn dandse omkring det, beundrende Papiirskra- verne, Baandene, Lysene, hvormed dets mørke Bar er prydet. Fryd Dig, Wahl -- det er hos Enken Dahl dette Træ og disse Børneøine straale! Fryd Dig, Wahl -- disse Papiirskraver paa Juletræet har Du skjænket: Major Ræder har klippet og kruset dem til Børnene af dit smukke Brev til Enken. Man ihukommer i Julestuen disse Dit ædle Hjertes Udtømmelser, mens det lille Glas Mjød gaaer rundt. Fryd Dig, Wahl! -- Du har fremskabt denne støjende Juleglæde; thi den vilde ikke nu være saa livlig i disse Minuter, om Glæden der var huusvant Aaret rundt. Du er en Ven af Pantelege -- nu, hvi tænder ikke ogsaa Du et glimrende Juletræ? Kun dine Øine seer jeg skinne som Lossens borte i den mørke Krog, hvor Du sidder med Haand under Kind ogsaa nu tænkende paa Jurisprudencen. . Ak, ogsaa Juleaften tænkende paa Jurisprudenz? Lad den beskytte din Ære, som Du siger; men Glæden vogter den kun slet. Den qvæles enten under de mørke Betragtninger, denne Videnskab afføder, eller den svinger sig op, flyer, og lader slige Betragtninger krybe i Støvet. Mand Dig op! Lad Godhed vogte din Ære, og lad disse to boe sammen med Glæden i dit Huus! Frisk op! Begynd med at sende Julegodt til Dahls derover og til Slagteren Du holder i Arrest, fordi han har gjort engang som sin Hund! Tænd saa Juletræet hos Dig med, og spiis som her baade Gode-Raad og Pebernød. -- Bager Thore thi, da en Statsforfatning i sit Princip kun kan fornuftigviis gaae ud paa det Nærværende; thi ingen Regjering -- hvor stærk end dens Arm er -- har stærke Arme nok til at virke hiinsides Graven, saa formenes det at være klart, at denne Sammenblanden af det Timelige og Evige er stridende mod Fornuft og sandt Borgerheld. Vistnok veed Redact. hvor vanskeligt det vil blive at skaffe en saadan Grundsætning Indpas i Europa, hvor man er saa vant til at see Regjeringens Sværd at døde Legemerne og Hierarkiets at døde Aanden. Hvad er vel mere tyranniskt og unaturligt end at berøve Forældre sine Børns Opdragelse? og lægge den hen under en Kaste, hvis Individer altfor ofte med hierarkisk Myn- dighed har tyranniseret over Sjelene, og bragt Svagsindede til galgjørende Grublerier? Troe er Individets Sag, og Enhver, der opfører sig som en god Borger, burde dog være befriet for et- hvert Aands-Tyrannie og at forkjettres. Man har rost Christian den 6te forat have indstiftet Confirmationen. Oh ja! som et Undertrykkelsesmiddel i Despotiets Haand kunde det være godt nok, og andet kunde man ei vente af en Fyrste, som -- fra- draget sin Utaknemmelighed imod sin Stedmoder -- kun udmær- kede sig ved Hyklerie, Skinhellighed og Prædilection for alt Tydskt. At hans Gudsfrygt mest var en Maske, beviser hans Kjerlighedshandel med sin Svigerinde, Enkefyrstinden af Ostfries- land. Den store Fridrik den Anden af Preussen har ellers bedst caracteriseret hans Regjering, og satyriseret den i hans Tid sted- fundne hernhuttiske Taage, i at sige: At i Hans Tid gik Regje- ringen ud paa "at bestorme Himmeriges Rige". Det er af Med- lidenhed med Individernes Sjele, at man har paataget sig dette Tyrannie, siger man, mon ikke en rundelig Betaling for denne Medlidenhed var det vigtigste? Dertil kan man svare som Kongen af Preussen en Commune, der vilde have en Præst afsat, fordi SIDE: 288 han havde talt imod Helvedstraffens Evighed: "Hvis I mine kjære Undersaattere ville være evig fordømte, hvad kan Præsten eller Jeg gjøre derved?" Der tvivles ingenlunde om, at Mange, om de end i sit Hjerte bifalde den fremsatte Sætnings Rigtighed, vilde finde mange Betænkeligheder i at ønske den realiseret, men lyk- keligvis viser Nordamerikas Exempel, at Religionen uden Skade -- nei til Held -- for Statssamfundet kan være privat, saa at enhver Betænkelighed kun har hjemme i Indbildningen. Vistnok vides, at en Forandring som denne er lettere henkastet end istandbragt; men man veed og, at det er Tænkerens Pligt at ud- saae Sæden og overlade i Skjæbnens Haand, om og naar Sæden kan voxe og modnes. Henrik Wergeland [OM DEN DANSKE SKUESPILLERTROPP I NORGE] Iblandt de Udtryk, Redactøren af dette Blad ikke kunde bil- lige i No. 45, er Benævnelsen "Skuespillerbande" om de danske Skuespillere, Christianias Publicum morer sig med. Den, som brugte dette Udtryk, hverken vil eller tør fornærme Personer, han ligesaalidt kjender fra nogen slet, som fra nogen god Side, og som for en Fribillet kunne faae hvilkensomhelst svadsig Skrib- ler hidset paa hvem de behage. Bruger man end Ordet "Bande" ofte i Samsætning med Ordene "Tyv" eller "Røver", saa bru- ges det dog ligesaa ofte og ligesaa passende om "omreisende Skuespillere af en lavere Rang som saadanne." At de danske Skuespillere, som ikke alene i Christiania, men i Trondhjem og snart hist snart her, forlyste det norske Publicum, ere omreisende, er upaatvivleligt; og forat de ikke ere af en lavere Rang som Skuespillere, antage vi ikke som gyldige de Beviser, som de selv herhos fremlægge og lade fremlægge i Morgenbladet. Ligger der alligevel trods denne Forklaring, trods ovensatte Erklæring om, at Nedskriveren hverken har troet at have fornærmet eller villet eller turdet fornærme Personer, hos hvem han ikkun kan agte den Klogskab, de vise i at benytte sig af Normændernes og Nor- qvindenes Mangel paa Omsorg forat faae et Nationaltheater istand og Mangel maaskee paa Midler hertil, og paa Interesse for et saadant, om det end stod der; -- ja ligger der, trods alt dette, og trods den Samlinie, som da lader sig drage med at f. Ex. Præster maatte da tage dette fortrydeligt op, at man bruger om SIDE: 289 deres Stand i Sammensætningen "Præsteskab" det samme Sam- sætningsord, som ofte bruges til at udtrykke mindre hæderlige Begreber (som f. Ex. om der sagdes: "uden synderlig Ondskab ønskes, at P. Ps. Forbryderskab, Bedragerskab, Blodsugerskab, Kjeltringskab og Skurkeskab ikke maa komme under det af Bor- gerskabet saa forhadte Commandantskabs Torturskab") endda efter Nogens Mening en Fornærmelse i brugte Benævnelse, da veed Nedskriveren ikke at rette paa sig anderledes, end ved for Efter- tiden, om han skulde berøre disse Skuespillere, at betjene sig af et andet Udtryk end "Bande", nemlig "Trop" -- altsaa "Skue- spillertrop." Fæste de sig her (Hvilket vi af al Kraft bede maa blive afvendt) og gaaer Theatret over til at blive fra et Prøve- foretagende en fast Inretning, der ikke alene er grundet i en sygelig Retning i endeel Hovedstadbeboeres Smag, men gjør Partie med Nationalfølelsen og Nationalskjønvidenskabeligheden, da turde vel Ordet: "Skuespillerselskab" lade sig anvende. Henrik Wergeland [PROGRAM FOR TIDSSKRIFTET "NORDLYSET"] (Efter Daa's "Tidstavler" I, 1872). Datert des. 1831. Den almenhed, for hvem planen til et nyt blad, af en ny, for vore andre blade fremmed tendens, i nærværende opsats frem- sættes, befinder sig vel for tiden næsten overlæsset med tidender; men det maa ogsaa tilstaaes baade at de færreste af disse til- fredsstille mere end de tarveligste forventninger, og at mange af dem sejle efter samme streg til undergangen. Det at man yderst sjælden faar en vidtløftigere, ogsaa med æsthetisk værd udstyret, politisk, videnskabelig eller kritisk afhandling at læse i vore dag- blade; -- at den Norske almenhed vel ret nøjagtigen igennem et fem- til sex-dobbelt echo underrettes om de begivenheder, som foregaa i en fjernere kreds udenom den, end i den kreds, som inringer med Nordsøen, Elben, Østersøen og Kjølen de Go- thiske brødrefolk, medens man, paa nogle strøunderrettelser nær, lades i uvidenhed om det liv, som rører sig inden denne i disse beslægtede hjærnemasser: -- at idetmindste den mere dannede del af den Norske almenhed kun ugerne kan vide sig, efter for- SIDE: 290 eningen med Sverrig, ligesaa ubekænt med det aandelige liv der, som før denne begivenhed, og end mere, end tilforn, med dettes tilstand i Danmark; -- at denne uvidenhed ikke kan føles er- stattet ved de tørre skelet-billeder, som dagbladene opstille af verdensbegivenhederne: -- alt dette har bragt undertegnede paa tanken om at afhjælpe denne mangel ved en egen tidende: den, som nu fremskyder i lyset sit første prøveblad. Omenskønt den dybere mulige politiske betydning i en saa- dan tidende ikke lader sig skjule for nogen, som, med et klart øje over Norden, i Norges trefarvede banner har set det politisk- mysteriøse tria libera juncta in uno fra Dovre straalende sænke sig over de adspredte Gother som forat minde dem om de for- jættelser, der inprægedes dem i samme sprog, seder og karakter før de forlode Uralens og Kaucasus' store patriarchalske høj- sæder: saa vover redaktionen dog ikke at lægge noget andet, end hvad der efter ordene lader sig tage, i det, som fremsættes at være hovedtendensen af dette blad, som saadant, nemlig den, at meddele en stadig oversigt af det videnskabelige og politiske liv hos brødrenationerne. Men blive end meddelelser i det Norske sprog af de mest ud- mærkede afhandlinger, som de fortrinligere Svenske og Danske tidender tilbyde, en væsentlig del af inholdet, saa binder redak- tionen sig dog ikke saa strengt til Norden, at den ikke skulde kunne meddele ogsaa værdfulde frembringelser fra andre udlandes tidender eller journaler, om bladets ekonomiske stilling engang skulde tillade at holde slige. Isaafald skal dog sjældenheden heraf ikke rykke antydede hovedmaal af sigte; og bladets om- fang vil spare for gentagne afbrydelser. -- -- Efter dette omrids, afgøre den Norske almenhed, om den føler trang til et saadant blad, og om det med nogen betydning kan antage sit navn og fæste sig paa vor literære himmel. Det er en affødning af en idé, som, ved tanken om hvor fremmede de trenne Gothefolk dog forblive for hverandre, faldt undertegnede in, nemlig den, at foranledige udgivelsen af en tidende i hvert af de tre riger, som skulde befatte sig med at udbrede kunskab om det aandige liv i de andre tvenne: en idé, som sees fremfødt i en i aar paabegynt tidende i Danmark, hvilken alene tager sit inhold af de Norske og Svenske blade og noget lignende viser sig i den Svenske Hejmdal. SIDE: 291 Henrik Wergeland S. T. HR. BISKOP MUNCH (Indsendt). Morgenbladet 4. jan. 1832. Den efter Indsenderens i Morgbl. No. 327 og alle deres Me- ning, som kjendte til den med "oprørende Farver" gjorte Skil- dring af den Classe, som i Christiansand og overalt paa Jorden, paa Grund af sin Fattigdom og den Uvidenhed og Usædelighed, hvori Staternes fra Grunden af mangelfulde Indretning lader denne største Deel af Menneskeheden nedsynke, og, af de lykkeligere Brødres Foragt, almindeligen kaldes Pøbel, findes i en for omtrent 3 Aar (?) tilbage i Chr.sandsvisen indrykket Opsats, hvori et sandt Skyggemalerie opstilledes af denne Classes oekonomiske og sed- lige Tilstand. Det Træk heraf, som gjorde det ubehageligste Ind- tryk paa Indsenderens og andre Læseres Følelser, laae i Paa- standen, at man saae allerede "Skurketrækkene grine" af de fattige Smaabørns Ansigter. Denne Opsats tillagdes almindeligen og eenstemmigen Deres Høiærværdighed; og, ihvorvel Inds. isaa- fald gjerne vil troe, at Hensigten med Opsatsen var at gjøre et dybt Indtryk til Hjælp og Forbedring for de ulykkelige Brødre, og altsaa Biskoppen fuldkommen værdig: saa kan han dog ikke fravige den Mening, som han i dette Blads Nummer 327 har givet et Udtryk, som D. H. ironisk behager at kalde smigrende, men som dog ikke siger noget værre, end at Inds. tiltroer Dem en noget hypochrondrisk Charakteer (der ogsaa aabenbarer sig saavel i Deres physiske som psychiske Ydere, ): ogsaa i Deres be- kjendte energiske Stiil) og som har, da Deres Sind var bevæget over al den Jammer, ladet dem, som man siger, i Skildringen "smøre vel tykt paa". Da en brav Mand aldrig vil gjælde for Ophavsmand til Noget, hvori han ingen Deel har -- det være nu til Roes eller Dadel -- og da D. H. virkelig er bleven tilskrevet af Almeenheden be- meldte Stykke, som man, selv om man antog dets Hensigt at være saa god, som Inds. antog ovenfor, ikke kunde billige, saa finder Inds. sig tilfreds ved at have givet D. H. Leilighed til at fralægge sig hiin Skildring, der vakte Følelser, lignende dem, hvormed man seer en Lazarus blotte sine ækle Saar, og som skjærende modsatte sig den Troe, som Inds. vil holde paa i det længste, at Naturen altid er skjøn og god, og altsaa ogsaa saa- SIDE: 292 ledes som man finder den til lige Friskhed og moralsk Kraft sig evigen foryngede Menneskenatur hos selve Forbrydernes og de til yderste Armod Drevnes pjaltede, smudsige Børn, lige indtil For- nuften udvikler sig hos dem i Skarnet, som en bitter Følelse af uforskyldt Elendighed, der strax hensætter Dem i Oprørstilstand og evig Krig mod de Indretninger i Staterne, der have fremfødt den, mod de Love, Staterne anvende som Modvaaben med lige- saaliden Skaansel, som hine deres Dirke, Knive og Stene. -- I saa Tilfælde, at D. H. kan eller vil fralægge sig Stykket i Chr.- sandsavisen paa Grund af hvad nærværende Inds. desangaaende har yttret, da formener han at have gjort Dem en Tjeneste her- med. I modsat Fald siger han med Bassanio i Shakespeares Kjøbmanden af Venedig: "Enhver Fornærmelse er ikke Had". FOLKEBLADET No. 2. Tirsdag den 10de Januar 1832. Lad, Mand, dit Frisind ei skræmmes ind, af lidt Skin og Hermelin! Skræmmes maa du ei tilbage for et Scepter eller Stage. Henrik Wergeland No. 3. Tirsdag den 17de Januar 1832. Et Smiil fra Fædrelandet bedre er end Fyrstegunst i gyldent Skjær. UDENLANDSFRA hører man intet Andet end Folke-jammer og Slave-elendighed og Tyranjubel, Knutslag, Bileklang, Forkyndelser af voldsomme De- creter, af Forviisnings- eller Døds-domme, af almindelige Am- nestier eller Tilgivelsesbreve, som dog undtage Alle, Skrig om Brød, Skrig om Arbeide, Skrig om Forræderie, Skrig om For- barmelse, Skrig om Mordbrand, der er de ogsaa i sjelelig Hen- seende elendigblevne Fattiges Løsen, Fakkel og skinnende Fane i den Krig, de have erklæret mod al Eiendom; ja og alt dette Sørgelige, dette Chor, der synes at synge Verdens Undergang imøde og kun at fremdrage foran Dommens Basuner, igjennem- blandet med Mundhuggerie om Cholera, Regimentsmusik, med SIDE: 293 Hurralatter og Tedeumspsalmer over lykkelig tilendebragte cæ- sariske Misgjerninger. Reactionen i Europa er frygtelig. Det vil sige: Despoternes, eller, med et udtryksfuldt norsk Ord, Voldherskernes d. e. alle de Fyrster, som ikke udlede deres Magt fra eller besidde den ifølge Folkets Magtfuldkommenhed eller Souverænitet, og som regjere uden at Folket har Andeel i Regjeringen -- alle Disse gaae lykkeligen frem i sine voldsomme Anstrengelser, forat bringe Alt tilbage i den saa tvetydigen kaldte "gamle Orden", det vil sige: under de gamle Aag, under de forrige Trældomsformer, hvoraf sidstvundne blodige Aars Frihedskampe udrykkede en Deel af Europa. Ingen Stampemølles Pressebjelker kunne gaae hurtigere og stærkere nu Juleleite end de Kræfter, som hine derfor sætte i Bevægelse. Det er ogsaa det gode Fribonde- vadmel, det gode Friborgerklæde, hvorpaa man har vævet lige- siden Patriarkteltet blev for snevert, og hvilket er den Dragt, ingen Mand kan være foruden, medmindre han enten som Slan- gen vil dække sig med Støv eller med Lænker eller smyge under Voldherrepurpurerne, hvilket de søge at søndertrampe, sønder- stampe og sønderskjære. Skade kun, som koster mange en Trællestand ogsaa en Stund bag Graven (skjøndt maaskee under mildere Herrer,) at de Allerfleste, som saaledes blive berøvede deres Frihedskappe, da staaer splitnøgne igjen; thi de have ikke Dyd-hyllet under, hvori en romersk Digter siger, at en Mand kan trodse alle Ulykkens Storme. (Fortsættes). Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 4. Tirsdag den 24de Januar 1832. UDENLANDSFRA (Slutning). Saaledes stormer det nu her paa Jorden, at Slavernes Zar holder Standret i Moskau over de pohlske Høvdinger, der ikke slap fra Blodbadet paa Volamarken: der, hvor en Enkelts For- ræderie grov Faldgraven for Pohlens sidste Tapperhed: der hvor Pohlen faldt -- nei, der hvor Pohlen saaede sine trætte Been, forat lade friske Kjæmper opvoxe igjen. -- Paa samme SIDE: 294 Tid mangfoldige Pohlakker indslæbes i Rusland, udstrømme, frem- bølge fra det Inderste af dette uhyre Folkechaos Baschkirer, de Vildeste af Ruslands Vilde, forat befolke Pohlens Ødemarker, hvor endnu Blodet ryger. -- Fiinheden i Hevnen lader sig især tilsyne i det lille Træk, at Peter Wysoczski, den heltemodigste og udødeligste Yngling af alle dem, som 29de Novbr. 1830 iværk- satte den pohlske Revolution, og som, kjæmpende det hele Feldt- tog, omsider faldt under 6 Saar i Russernes Hænder, dømtes til at henrettes netop paa denne sin Æresdag 29de Novbr. -- Al- vorligheden i Hevnen lader sig, mere end i Henrettelserne, Lands- forviisningerne (der især ramme dem, man ikke kan faae fat paa,) Confiscationerne, Domfældelserne til offentligt Slavearbeide og i Deporteringerne til Siberiens Ørkener og Bjergværker, deri tilsyne, at en keiserlig Ukase afskjærer de to øverste Classer af de pohlske høiere Skoler, forbyder Underviisningen i det franske Sprog, men paabyder den i det russiske. Det skjønne Frihedens Træ har Zaren kappet; nu griber han dybt i Jorden efter Rød- derne. -- Russiske Kjøbmænd bedække Pohlen, der nu, da Le- verandørerne ikke kunne faae kjøbt hvad behøves til de russiske Armeer i Landet, udplyndres til det yderste. -- De Pohlakker, som hentyede til den franske Gjæstmildhed, og virkelig fandt den hos Folket, forvises af Ministeriet fra Paris, hvor de endnu muligen kunde virke for Fædrelandet, til de fjerneste Egne, hvor- hen de og kun gives Pas, og opmuntres af alle Kræfter til at pakke sig udaf Europa, til Amerika, over eller vel hellere i Verdsoceanet. -- I Paris arresteres ligesom i Warschau af alle Kræfter. -- I Frankrig og Tydskland tages de strengeste For- holdsregler mod Trykkefriheden, idet idelige Actioner anlægges mod Tidenderne, Noget, der er det sikkreste Tegn paa en rivende Tilbagegang. -- I Sverige gaaer man frem paa samme Maade, omendskjøndt herfor ikke er sagt, eller kan siges, at dette Rige henhører til de despotiske. -- Man søger at aabne en Plads i det engelske Statsraad for Wellington, denne Leiesoldat, som Despoternes hellige Alliance har hvervet hos Aristokratiet eller Stormannavældet, og hvis Laurkrands blot bestaaer af de faae Blade Orcanen borthvirvlede af Napoleons. -- I England under- kues de Foreninger, som stiftedes forat samle og styrke Kræf- terne til den forestaaende Kamp for Forbedringer i Valgindret- ningen; og man lader ikke til at indsee, at en aldeles Tilside- SIDE: 295 sættelse eller kun Halverkjendelse af dette Spørgsmaal, maaskee, efter en af det fortvivlede Folk iværksat Kuldkastelse af det engelske Stormannavælde eller af dets første Forret, nemlig den, at danne, paa Grund af Fødsel, den afgjørende Deel af den lov- givende Forsamling, tør bringe Hunts og de lavere Massers Spørgsmaal paabane, nemlig det om en Forandring fra Grunden af i selve Constitutionen. Og Napoleons Spaadom paa St. Helena, at det engelske Folk ei vilde tøve med at hevne ham paa det engelske Aristokrati, tør gaae i Opfyldelse. -- Kongen af Hol- land vilde ikke anerkjende Belgiens Selvstændighed; og han syntes at have et Ryggestød i Preussen, endskjøndt dets Minister ogsaa har i London underskrevet Erkjendelsesacten. Han har nu givet en Erklæring, som Belgien umuligen kan antage, især fordi paastaaes Flodernes, navnlig Scheldens, Spæring, saasom de ved deres Udløb berøre hollandske Provindser. Han synes rolig at vente Forsvar for sin Haardnakkethed af Tiden d. e. af Reactionens videre Fremgang. Og baade har nu Rusland tem- melig tydeligen lagt for Dagen, at ville smelte disse adskilte Riger sammenigjen med sin Kanonild (truende med at Pohlen ellers aldeles skulde opsluges,) og Preussen, hvis Kongehuus er paa det nøieste forenet med det hollandske, tør vel ogsaa have opført sig altfor "honet" mod Rusland i den pohlske Under- kuelseskrig til ikke at kunne læne sig til det, ihvad der end bliver at foretage. -- Lader os haabe, at ligesom 1831 begyndte glimrende, men endte sørgeligt, saa skal det Aar, vi nu indtræde i med Sorg, ende herligen og i Seierglæde. I ethvert af Landene viser det gode Partie sig meget udholdende. Thi see hvorlænge have ikke Minas Karle omsværmet Spanien, og de ædle terceiriske Falke opsvinge sig nu fra Høgeøerne og sortne allerede over Don Mi- guels Hoved. I Lithauens Skove fegte endnu flere smaae Corps. 50,000 Pohlakker have udbredt sig over Europa. I Bayern og Hessen hører man et Sprog i Stændernes Forsamling ligesaa be- stemt, men mere ædelt end Forbundsdagens. Europa vil van- skelig kunne taale, at Pohlen ganske opsluges af Rusland, ligesom det er gaaet Lithauen og Volhynien, hvis Forrettigheder strax inddroges efter Pohlens Fald; thi da vil Frygten selv opildne de SIDE: 296 østlige, mere eller mindre trælbundne Europæer, selve Tydskerne og Preusserne, og man vil gyse, saa at Sværdet klingrer udaf Balgen, ved at see, at Rusland, der har Barbarie nok til i Men- neskehedens Værdies Vægtskaal at opveie hele den europæiske Civilisation, der strækker sig fra Europas Hjerte til det ameri- kanske Ocean. Raabet "vældige Rusland! Zaren leve!" vil klinge dem i Ørene som: "seirende Trældom! ulykkelige, fornedrede Europa! Vi mindes dig, da du var Verdens taarnkronte Dron- ning -- nu est du vorden Asiens Trælqvind". Henrik Wergeland [OM NORSKE TEATERSTYKKER] Morgenbladet 24. jan. 1832. (Indsendt). Næsten hvergang Hovedstadens danske Theater stikker Trom- peten frem i Morgenbladet, faae vi høre, at vor Literatur ikke tilbyder dem Stykker at spille, saa at Publicum maa holde det tilgode, om det kun opvartes med alskens fremmed, især danske, eller af dets eget Personale oversat Theatergods. Dette høre vi i en aldeles afgjørende Tone udskreget især i de Mellemrum i Theaterharangerne, naar Bravourskraldene gjennemskjæres af Forbittrelsens Sækkepibehviin over at der dog findes nogle Nor- mænd, som have faaet Øinene op ved det danske Uvæsen, som driver sit Spil her i Landet, støttende sig alene til en besynderlig Forkjærlighed, som maa forsvinde som et Foster af uddøende Erindringer, og til en Tolerance, for hvilken der baade kan og bør sættes en Grændse, da den deels udledes af en daarlig Indifferentisme, deels af et altfor høitskruet Begreb om den Aandsoverlegenhed, Theaterpersonalets fjerne, os uvedkommende Landsmænd skulle være i Besiddelse af, og hvortil de appellere. Et fastere Stød og den eneste Sikkerhed for dets Tilvær vil dette Institut unægtelig erholde, naar det kan appellere til Opfyl- delsen af Løftet om at opdrage norske Skuespillere -- Noget, som strax vil lægge denne Pen, der ellers ikke vil vorde træt af at modarbeide det i dets nærværende Tilstand, paa Hylden -- samt dersom dertil duelige og værdige norske Mænd overtage Re- pertoircensuren. Reent stridende imod dets sande Interesse er SIDE: 297 dog Theatrets Fremfærd, i lidenskabelige, ofte Nationalæren og Sandheden og Retfærdigheden krænkende offentlige Udladelser at blotte den aldeles unorske Aand, dets Personale endnu er befængt med, og som ikke kan skjule sig bag Complimenter til vort Publicum, der dog sandelig staaer saa høit, at lovtalende Bedømmelser over dets Smag kun falder latterlige, naar de frem- siges af slige Dommere, som vore danske Skuespillere. Til hine Udsagn hører ogsaa det ovenberørte tidtfremsatte om vor saa aldeles fattige Theaterliteratur, hvortil vi finde det meest pas- sende og modbevisende, at lægge Svaret i en Opregning af Theaterstykker, forfattede af Norske og afpassede til Scenen, hvilken Opregning, som affattet alene efter Hukommelsen, dog neppe er fuldstændig: Bjerregaard -- Fjeldeventyret, Clara, Magnus Barfods Sønner. Bruun -- Einar Thambeskjelfver. Falsen -- Dragedukken og mange flere. Holberg -- Mangfoldige. P. A. Heiberg -- 2 Bind Skuespil. Munch -- Præsten i Hallingdal. Wessel -- Kjærlighed uden Strømper, samt et Skuespil til, om erindres ret. Upaatvivleligen vilde man aarlig kunne frembyde nye originale norske Stykker, dersom Opmuntring skede, dersom et Censorat gaves ved Theatret, som en Forfatter med sin Ære i Behold kunde fremlægge sine Arbeider for, og forudsat, at en Forfatter kunde beqvemme sig til at lægge sine Ord i Munde, der ikke klinge behageligere for hans norske Øren, end de danske gjøre -- idetmindste for Nedskriverens og vel og for Nogles til. FOLKEBLADET No. 5. Tirsdag den 31te Januar 1832. Oplysning er af Goderne det første. Vankundighed af Onderne det største. SIDE: 298 Henrik Wergeland No. 6. Tirsdag den 7de Februar 1832. Din Tale er din Handlemaades Skygge. Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge. ANMÆRKNING [TIL "NORDISK FRIHEDSSANG AF MALTHE CONRAD BRUN] Vi vide ikke, at denne fortræffelige Sang er saa bekjendt, som den fortjener at være. I de Visebøger, som jevnlig ud- kommer, finder man aldrig slige Sange, men kun det gudsjam- merlig-digterske Sukkervand, som behager den Fleerhed af lef- lende Qvindekarle, hvoraf Tidens Opvæxtninger, ja selv Mænd, bestaaer. Nogle dannede Mænd i Trondhjem have nys ladet den aftrykke og Studentersamfundet (som har besluttet at skaffe sig udgivet en passende Sangsamling) tilstille 50 Explr. deraf. 5te Linie i 2det Vers synes desværre at passe paa Forfatteren selv; thi han gav sig i Despotiets Sold i Frankrig paa samme Tid, som P. A. Heiberg vel tog dets Brød, men formodentlig uden at sælge sine Grundsætninger. Denne har da, endskjøndt han, ved nogle i den sidste Tid udgivne Lapperier, har formørket sit Forfatter- navn, beholdt sine Landsmænds Agtelse, medens Forfatteren til denne Sang og flere Frembringelser, der aande den skjønneste Frihedskjærlighed, tabte denne. 3die og 4de Vers synes skrevne for vore Storthing. Det var at ønske, at den herlige Melodie udkom hos os. Henrik Wergeland INDSENDTE BEMÆRKNINGER. Det var vel ikke formeget, om man imellem Folkeønskerne ogsaa optog Ønsket om at næste og alle følgende 17de Maidage med Værdighed d. e. overensstemmende med kgl. Kundg. af 7de Mai 1828, maa feires uden Sky i alle Norges Bygder og Byer som Folkefest! -- Heller ikke er vel det Ønske afveien: gid den velbekjendte Baronwedel maa sættes udaf Stand til oftere at kunne øve Tortur, saaat Folket kan troe, at der gives Retfærdighed i Landet! -- Og endelig andrages om Plads mellem de formentlige Folkeønsker for følgende: gid næste Storthing bestaae alene af SIDE: 299 en passende Fleerhed af aldeles uafhængige Statsborgere, og af de Embedsmænd alene, som foruden udmærket Skarpsindighed ingensinde have viist sig der uden som de redeligste, ivrige Patrioter. Det er en høist ynkelig Figur vore Laugrettesmænd (vore Eed- svorne) gjøre i Thingstuerne. Der anvises dem Plads i den fjer- neste Krog af Stuen, og der sove de. At de lide og taale en slig Behandling er saavel et Beviis paa vedkommende Embeds- mænds Ringeagt baade for Laugrettet selv som Indretning, og for dets Personer, men ligesaavel ogsaa paa disse Bønders egen nedværdigende Sløvhed. Skranken i Tingstuen bør aabnes for Laugrettesmændene, og De bør tage Plads ved Bordet. Dette Agtelsesbeviis torde maaskee vække Begreber hos dem om Laugrettets Vigtighed, om hvorfor de sidde der, og om hvorfor de stedse værdigere skulle hævde deres Plads. Vore Communalforhandlinger ere sjeldent aldeles offentlige. Saavel Sneverheden af Bestyrernes Anskuelser af Offentlighedens Nytte og Fordringer, som Sneverheden og Indretningen af de Værelser deslige Forhandlingerne holdes i, lader Bonden staae og glaame igjennem Vinduerne og lure udenfor Dørene, istedetfor at gaae ind uden videre. Et eget Huus til Menighedsforsamlinger, til Sogneselskabsmøder, Valgforretninger og deslige burde derfor indrettes paa hvert Præstegjelds eller Sogns Kirkevang. Det burde bestaae af en meget stor Stue, forsynet med Trækhuller for frisk Lufts Skyld, Bænker, et stort Bord med Sæder om paa et op- høiet, skrankeomgivet Gulv i Stuens nedre Deel, samt med Grund- lov og vedkommende Love til almeent Eftersyn paa Væggene. Dersom tillige Bygden havde en Bogsamling, da kunde Bogskabet dersteds faae Plads, og Stuen da aabnes hver Søndag i de til Bogombytning bestemte Timer. Resten af Bygningen kunde be- staae af en Gang til at opbevare Reiseklæder i, og af et Kammer, hvor Folk boede forat holde Bygningen reen, gjøre varmt naar behøvedes, og iblandt andre Tilfælde ogsaa hver Vintersøndags- formiddag ilde op i den store Stue, især for Daab-børnenes Skyld. I Indsenderens Bygd ere virkelig endeel Mænd komne saa halvt SIDE: 300 overeens om en saadan Indretning, der antages billigen at kunne opføres ved Sammenskud af Materialier fra alle dem, som havde saadanne. AF SKJÆRSLIBER LØVESTADS RECOMMENDATIONSBOG. (Indsendt). Nyeste Skilderie 7. febr. 1832. Løvestaden og Jeg barbere lige vel, Kun deri er Forskjel: Han sputer i sin Kop og smører Hvidt om Truten, Men jeg med svarte Kjønrøg kun barberer Futen. Statsborgeren. AF SKJÆRSLIBER LØVESTADS REKOMMENDATIONSBOG. (Indsendt). Statsborgeren 5 [ ): 8] . febr. 1832. Løvestaden og jeg det Samme er igrunden, Thi begge smøre vi jo Publikum om Munden. Skilderiemanden. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 7. Tirsdag den 14de Februar 1832. Lov værnes maa med samme Mod. som Stad og Muur og Kronklenod. FOLKE-OPLYSNING. For dette vigtigste Anliggende er meget gjort i Finmarken af Præsterne Rode og Stockfleth. Da vi maae beklage ikke Selv at kjende noget nøiere til det Enkelte i disse sande Folkelæreres Bestræbelser, anmode vi herved Enhver, som derom maatte være bedre underrettet, om velvilligen at meddele vort Blad disse Efter- SIDE: 301 retninger. Vi vide kun, at begge disse Hædersembedsmænd strax med Iver satte sig ind i det lappiske Sprog, forskaffede Bøger, tog sig med Anstrengelse af Skolevæsenet, begyndende med Skolelærernes Underviisning, pleiede Gudstjenesten samvittigheds- fuldt i flere Sogne, fik nedsendt 3 unge Lapper til Christiania for, som nu skeer, at faae dem der uddannede til gode Skole- lærere, og vare Lappernes ivrige Talsmænd hos Regjeringen, lappske Patrioter, naar behøvedes. Vi gjentage: det gjør os ondt at maatte tale saa kort om saa rastløst et Daadliv, der vel, hvad Herr Stockfleth især angaaer, er at betragte som den heldigste Fortsættelse af Formandens i Lebesbye-Kald Herr Deinbolls, og som maa bringe mangen gammel Præstemand i bedre Egne af Landet, det sidste Blod i Kinderne, naar Samstillingen paatrænger sig ham mellem disse unge Mænd og Ham Selv, der staaer be- redt at forlade, for evigt sine Lærlinge, sine Sambygdinger lige- saa dumme, ja maaskee -- hvilket Ansvar! -- mere uvidende, mere usædelige, end han, for et halvt Aarhundrede siden, fik dem. Finmarken har i lang Tid været jammerlig besat med Præ- ster; og de Fleste, som droge derop, var enten Nøden paa Ba- gen, eller Finnernes Sølvskillinger, og en stor Præstegaards røde Tag nede i Landets bedre Egne, under hvilket man kunde hygge sig siden, tilglimrede dem igjennem Snefoget. Sjelden faldt Præster, som Ovennævnte, der forene uddannede Evner med apostolisk Nidkjærhed i Finmarkens Lod. Bundfaldet fra de theo- logiske Læresale søgte derhen. Nu derimod kunne vi, ved alle Lappekalds Besættelse og ved Ansøgdygtiges stigende Antal, der nu loggre ydmygeligen for de forhen sure Rognebær, være visse paa, at Finmarken i særlig(?) Henseende for Fremtiden er hjulpen, og at der vil blive fortbygget paa hiin Grundvold til Finmarkens Opkomst, hvoraf Hine have Æren. -- Herr Poul Hansen Birck, en Mand, der nu synes at foretrække Medborgernavnet for sine øvrige Titler som Generalmajor, Generalkrigscommissær og Com- mandør af svenske Sværdordenen, og hvis rastløse Virksomhed, Godvilie og ædle Hjertelag, Almenheden under det Roeembede, han har erholdt i Generalkrigscommissariatet [ -- -- ] , har ogsaa til Finmarken udbredt sit Gavnvirke. Han didsendte nemlig ivaar en betydelig Kasse med Bøger som Foræring -- den kraftigste Opmuntring -- til Almuebogsamlinger dersteds, samt et lidet Bog- trykkerie, der vil erholde sin Plads, samt, som det tiltrænger, sin SIDE: 302 Forbedring og Udvidelse i det fremblomstrende Tromsøe. Hoved- sageligen bliver det vel at benytte til Aftrykningen af Bøger i Lappsproget: men ogsaa en Tidende siges derfra enten udkom- men, eller og at staae paa Udspranget til den finmarkske Almen- hed. Solen vil neppe fryde denne mere, naar den endelig, efter flere Ugers Forløb, reiser sin første Straale over Havyten. (Fortsættes). FOLKEBLADET No. 8. Tirsdag den 21de Februar 1832. Gjør Hvermand Ret og Skjel; men Armod vel. Henrik Wergeland No. 9. Tirsdag den 28de Februar 1832. Ædelhjerte trænger ei til Fløjel og Gehænger. TIL OLE GRAATRØJE. Dersom ikke din Nytaarserindring var saa lidet paaklagelig som den er, saa fortjente Hensigten dermed alvorligere Riis, end man pleier at give Fastlavnsleite; thi den, er virkelig baade slet og skadelig -- noget, som Du maa tilstaae for dig Selv, dersom Du har nogen Graatrøjeærlighed under din Graatrøje. Klarligen gaaer den nemlig ud paa at fremføre et Omdømme over et Par Storthingsmænd af Bondestanden, der skulle kunne blive dem skadeligt især saafrem Spørgsmaal opstod om deres fremtidige Valg. Trediemand her vil vel vogte sig for tydeligere at nævne de Angrebne, for ikke, tvertimod sin bedre Hensigt, at fremme bemeldte Olas slette, omendskjøndt han ved at paaberaabe sig tvende udmærkede Storthingsmænds og deriblandt vor meest ud- mærkede Thingmands [fotnotemerke] i høi Grad fordeelagtige Dom over den af Graatrøjen værst og sidstangrebne Storthingsbonde, idetmindste for Dennes Vedkommende fuldkommen vilde kunne godtgjøre det uretfærdige og altsaa slette i Angrebet paa ham. Hvad Først- Fotnote: Her kan vel ikke næres Uvished om hvem der menes. SIDE: 303 angrebne angaaer, da veed Nedskriveren idetmindste, at han paa et af vore vigtigste Storthing, hvor Oppositionen behøvede hele sin mest anstrængte Kraft, ikke unddrog denne sin Deel deraf. Og hvad Sidstangrebne betræffer, da maa man beklage, at en Mand skal skamhutles, der, omframt hiint gode Omdømme, har den eenstemmige Roes af Alle, der kjende ham, at have udviklet saa godt og samvittighedsfuldt sine megetgode medfødte Forstands- evner, saaat han er en Bonde, som man skal lede Amter igjen- nem efter -- kort, en Mand, hvis Fædrelandssind, Dannelse og Aandsdygtighed gjør ham saa udmærket imellem sine Lige, at han netop er paa sin rette Plads der hvor min gode Ola gjerne gav sin Graatrøje forat sidde og maaskee ogsaa gjerne kunde sidde. Skadelig er ogsaa din Hensigt, Ola, især paa en Tid, da man seer Bestræbelser forat faae flere Bøndere og Borgere paa Thingbænkene, dog saa at et rigtigt Forhold iagttages. Thi under slige Omstændigheder bør man vel mindst søge at virke til et ufordeelagtigt Omdømme over de Flinkeste af Bondestanden. Thi jeg gjentager, at den T., Du har angrebet, hører iblandt Disse, og fortjener ingen Grovheder, om end hans Ydre ikke er graa- trøjisk nok for en Ola Graatrøje. Ellers Hilsen og Venskab. Henrik Wergeland SIFUL SIFADDA OG THEATER-RECENSENTEN HANSSON. (Anonymen i Morgenbl. No. 52.) (Indsendt). Morgenbladet 2. mars 1832. (Tvende Røster, talende fra hvert sit af Sifuls Hjertekamre.) lste Røst Der gaaer en Nar -- Slaa til! 2den Røst Den Nar mig elsker. lste Røst Slig Nar du finder ei. 2den Røst Jeg veed det; men -- SIDE: 304 lste Røst Det er en Verd opdaget, fuld af Narre. Iland! Tillykke! 2den Røst Ja, jeg veed det; men -- 1ste Røst Svartalfer mylre i dens Indre. 2den Røst Ha! 1ste Røst. Det er en Skude-indbildsk Dumhed staaer i Høibord som en briskende Hollænder, og, liig en Sværm fantastiskklædte Sørøvere af alle Landes Udskud rundt paa Dækket omvandre alskens Latterligheder. . . 2den Røst Vel! 1ste Røst Hvad vel? Du entrer ei. 2den Røst Han har mig kjær. 1ste Røst Men under Dækket, som en Slavedynge, ja sortere end disse selv og Mørket, den Skude fører Lumpenheder. . . 2den Røst Ha! 1ste Røst Det er en Verdensdeel, som hæver sig, beboet af Frækheds Kjæmpe-Patagoner, frem af et Ocean af Dumhed. . 2den Røst Ha! SIDE: 305 1ste Røst Ret! Grib din Pidsk! Træd ned den Krake! Nu? Saa hugg! Skal Jorden da af Narre synke, som paa Antillens Rev det slængte Vrag af Vægten under alle Dybets Skildpadder, der klavre op og sole sig paa Dækket? Riv ned! Nei hugg! Det er en Alligater. 2den Røst Jeg seer en Tudse ikkun paa et Bret. 1ste Røst Du elsker Tudsen. 2den Røst Ha, hvad skal jeg svare? og Englen ikke blegne, som paa Skyen, hvorunder Mennesket taler, skriver op hvert Ord, og saa med Vingen hvifter den hen blandt Guds evige Stjerner? (høit) Ja vel, i Tudsens gule Vorter seer jeg med samme Ret (thi jo med samme Øje), beundrende Naturen, ikkun Blomsten som jeg i Liljedybene seer Himlene, i Himlene Guders solpupillde Øine. lste Røst Jeg siger Dig, den Nar er mellem Narre, som Kreml i Moskva! 2den Røst Ha! 1ste Røst Stød til, og tusind Narre han begraver. 2den Røst Lad staa. Han har mig kjær jo -- ja jeg veed det. SIDE: 306 1ste Røst . . Men inde sidder der i Narrekremlen en Czar af Frækhed. 2den Røst Ha -- velan! 1ste Røst Der er din Pidsk af tusind Lattre snoet. 2den Røst Nei bort! Han har mig kjær. 1ste Røst Man er en Nar, en Høiforræder mod de norske Muser. og Narre voxe kun af Kloges Naade. Bortødsl ei angergivne Sjeles Føde, Barmhjertighed, paa frækhedproppte Taaber! Du er bestukken. Han han ladet da din Fod omglimres af Apollos Straaler? Den glindser i dit ækle Sleikspyt, hvormed den Padde kysser den . . 2den Røst Velan! Jeg slaaer; men gjør det værre end det skal, da slaaer jeg dig, da Balsom græder jeg, med slagne Nar jeg knæler i hans Jamren, og lægger Plastere paa Saaret. I Ovenstaaende behage det Publicum, som ikke er saa vred over at Student Chr. Hansson tracterer det og foranlediger det tracteret med sine ubetydelige personlige Tvistigheder Student imellem, at det ikke bortslænger i Uvilje Blade af deslige Ind- hold, at see Sjelen i Sifulds Færd mod den berygtede eller be- rømte Theaterred. Hansson. Denne tilbød, i den Tid smaae Ba- gateltvistigheder kunde more, altfor rigelig Tilfredsstillelse i sit Moralske for Sifuls Hang til at finde det Latterlige, til at denne, SIDE: 307 som Hansson troer, skulde have søgt dette i H's Udvortes. Skulde han være forestillet i nogle Carricaturer, som han paastaaer, og paastaaer med Uret at have været udstillede, da maaskee han hellere kunde støtte denne Formodning til at f. Ex. en Raane- Pegasus, der forestilledes i fuld Fart med en Rytter paa, til Par- nasset, var skoet med Blækhuse og gav alskens Lapper med Lei- lighedsvers af sig formedelst det forcerede Løb, end i Rytterens Corpulence. Siful indrømmer tvertom gjerne Hr. Hansson, at han er en ret vakker Mand. Et Plaster efter nogle, som Siful troede, og, efter hans Erindring, i Studentersamfundet Hansson givne, drøie Klaps gav S. ham af egen Drift, og ikke, som H. fortæller, efter Andres Indvirkning, i den Billet, H. har indrykket. Og Siful erklærer, at han finder det ikke under sin Værdighed, men til- skyndes dertil af Grundsætning og Charakteer, at anmode om Tilgivelse, naar han af Sig eller Andre er overbeviist om Uret. Derfor vedgaaes gjerne, at det, ikke at tæmme sin Spot over et ikke udkommet Arbeide, maaskee ogsaa for at behage Andre, og det af En, som ikke var sparsom paa Complimenter, var en Forfængelighed, der var daarlig, men som dog tilhørte kun den unge Forfatter -- En, som nu kun angriber farlige Daarskaber. Mange med Siful regne hertil Danskraseriet; og da Hansson, som et Slags Missionær endog befattede sig mere end Andre med at udbrede det, saa ansaaes han som hjemfalden. Under sin Vær- dighed har derimod Siful bestandig fundet enhver Poetrivaliseren med Chr. Hansson. Det ved H. bedre selv. Hans Forsøg paa at tillægge Siful slige Motiver er derfor ligesaa usandt som taa- beligt, ja ligesaa usandt som at Sif. skulde have tilstaaet et An- greb, som han "høitidelig havde benegtet og indstændig anmodet H. om Fornyelse af Omgangen". Den Ringeagt Siful viste for hans Complimenter modbevise dette, omendskjøndt Sif. endnu ikke seer Umuligheden i en Omgang uden Nævetag senere hen med den pudsige Personage. Slige Folk ere just i Sifuls Smag; men derfor ikke i den Persons, som man ofte forvexler med ham. Slige Folks Hidsighed og Sinde kan langtfra at fornærme. Men for at man kan see, hvor nær denne hos Hansson, der troer sig oftere ærtet af Sif. end han er, gaaer til Galskab, indrykkes her den anden Pebernød, hvori Hansson selv erklærer, at han, Chr. R. Hansson, er beskyldt for "krybende Nederdrægtighed" o. s. v. Siful har vel før vidst, at der gaves en Theatrets Cerberus, SIDE: 308 en Theatrets faste Skriver og Apologist; men nu først veed han og Alle hvem denne er. Cerberussen har gjøet det af alle Struber. PEBERNØDDEN QVÆSTIONIS. Hvor er Du krybende Nederdrægtighed? hvor er Du usle Betler. Vil ikke Du ogsaa have Dig en Pebernød til Juul? Ah, der sidder Du paa første Bænk i vort danske Theater, smilende, fjasende, annoterende. Den Plads er hellig: der sidder Theatrets Orakel. Den Plads er farlig: der sidder Theatrets Cerberus. Den Plads hører til Orchestret: der sidder Theatrets Basune og Markskrigertromme. Den Plads er Friplads: der sidder Theatrets fast lejede Skriver og Apologist. Siig ikke: maalløse Nederdræg- tighed, at sælge sit Omdømme, sin Overbeviisning, sin Pen for 2 Ort pr. Aften! Siig ikke det; thi disse tre Ting ere hos Per- sonen ikke saameget værd. Han er godt betalt med Billetten, og dog tog han hellere dens contante Beløb, de 2 eller 3 Ort, dersom han ikke for et Syns Skyld maatte sidde der, for idet- mindste at huske Navnene paa dem, han skal væve om næste Dag i Morgenbladet. Men tænker jeg paa den Tid Manden spilder, da siger jeg til Directionen: "læg paa 12 Skilling til! giv ham idetmindste et Æble imellem hver Act!" 2 Ort er nok for at være nederdrægtig, men forlidt for at være nødt til at være doven; thi ogsaa Den, som kun gjør Narreværk, er doven, lige- saavist som at Den, der vrøvler hele Dagen eller hele Morgen- blade fulde, er ikke veltalende. Men vil ikke Directionen være generøs, min Gut, saa vil jeg holde Dig skadesløs med en Pe- bernød. TIL DEN I NO. 12 FOR VORT DANSKE THEATER RIMENDE (Indsendt) Morgenbladet 2. mars 1832. udtage vi som anvendelige disse Qvister af det Birkeriis af den sifulinske Farce "Løjer i Holyrood", som fremlagdes i et Skilderi- nummer for Mai f. A.: Sangkrybet. Min Digterild er slukt, men Hevnens tænder Du. (Ha, visseligen den er hedere endnu!) Men hvis min Digterild du nærer med en Styver, da ligesom tilforn altsom I vil jeg lyver. SIDE: 309 Maitre. Monsjeur, af slige Folk Ti i hver Gade gaaer. Sangkrybet. Hvem synger, troer I vel, som ei Betaling faaer? Jeg spaaer paa eders Fest en Taushed som i Graven, naar Fuglen sukker (den, som sang saa vel i Haven): "min Digterild er slukt!" Stemmer. Hos Dig den tændt ei var; men Avind, Stymper, er den hele Ild du har. Du slæber Aske fra de Andres Arnesteder, og puster, og tilsidst en usel Klump du smeder. Sangkrybet. Ha, Folket mig imod? Stemmer. Den Røst for Skud er fri. Sangkrybet. Vel! Folkets Fiender, Jydens, være mit Partie! Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 10. Tirsdag den 6te Marts 1832. BRAVO. Man vil erindre sig en Afhandling i dette Blad om Myrmalm omtrent fra ifjor Vaar. Der sagdes ogsaa, at Skovmyrerne, der strække sig imellem Elverum og Trysild flere Mile lange, baade ere opfyldte med dette Malm og bedækte med Skov, der alene duer til Brænde. De driftige og brave Østerdøler Peder Skjul- stad og Engebreth Børgersøn Grundsæt have, som de i Indberet- ningen sige "ikke alene for at vi i Tiden kunne søge en Nærings- vei uden at gaae til Tømmerskoven, men endmere forat syssel- sætte endeel ledige Arbeidsfolk og for om mueligen at bidrage lidet til at Fædrelandet ikke skal overlæsses med Udlandet Sve- SIDE: 310 riges Jern baade for vore Penge og for vort end dyrebarere Korn" anlagt et Jernblæsterbrug paa Tryssild Grund i Nærheden Øjnsøen, saaat Bruget deraf har taget Navnet Øjnsøefos, i hvis Omegn findes Myrmalm i uudtømmelig Mængde samt Skov til Veed. Disse driftige Hædersmænd sige sig allerede istand til at vise tilstrækkelige Prøver paa godt Jern og Staal. En saakaldet Blæsterkjerring, hvis Bælge alene bestaae af Træ og nogle Jern- fjere, uden Skind, suser alt afsted med Vand, og snart begynder en Hammer at dundre og tilklappre dem Lykke. Smeltningen foregaaer uafbrudt. Af Fogden have de erholdt Skjærpeseddel og ansøgt derom hos vedkommende Bergmester. Indberetningen ender saaledes: "Dette vort Anlæg haabe vi vil med Tiden drage flere Efterlignere efter sig, der ville foretage sig Lignende i de Egne, hvor Myrmalm findes." Det skee! Gaaer hen og gjører ligesaa! Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 11. Tirsdag den 13de Marts 1832. Naturen os dannede lige, og Adel er ikkun en Lyd. Ja, ene bør Mennesket vige for højere Kundskab og Dyd. FOLKE-OPLYSNING (Slutning fra No. 5). Hr. Søren Dahl, from, afholdt Præst i det lille Nedre Oudahls Kald, udsendte allerede i Vaaren 1830 Indbydelse til sin Menig- hed angaaende Oprettelsen af en Sognebogsamling. Da 92 havde tegnet sig, afholdt han i sin Præstegaard 9de Juni s. A. et Møde, hvor Paategnerne erklærede sig forenede i et saadant Læse- selskab; vedtoge, at Halvparten af Bidraget, eller Hvo, der vilde, det Hele skulde indbetales til St. Hansdag, og Bøger strax an- skaffes; valgte Præsten og Klokkeren Hr. Engebretsen til Be- styrere paa Valg; samt bestemte Sacristiet eller et Værelse i Præstegaards Borgestuen som Plads for det anskaffendes Bog- skab. Der indkjøbtes 36 Bøger. Ved private Gaver steg An- tallet til 44 No., hvormed Udlaanet aabnedes 8de August, men SIDE: 311 ved den af Selskabet f. N. V. erholdte Præmie i Bøger og Ind- kjøb efter det hele Bidrags Indbetaling, talte Bogsamlingen i Be- gyndelsen af Marz d. A. 160 No. "Alle Bøgerne -- skriver Hr. Pastoren -- ere tjenlige og nyttige til Almuelæsning, og mange af dem søges med Begjærlighed, Læselysten er vaagnet. Ikke blot Gaardmænd, men og mange Husmænd, Tjenestekarle og unge Drenge, ja selv nogle af Qvindekjønnet ere Deeltagere. Saaledes er da nu en Kilde aabnet for Almuen til at øse flere Slags nyttige Kundskaber af, en Trang til behagelig, gavnlig Tids- fordriv i ledige Timer afhjulpen. En temmelig virksom Spore til Læsning er vist en Indretning af dette Slags; thi Enhver at- traaer at nyde Godt af sine udlagte Penge, og Bogen kan nu heller ikke vel lægges paa Hylden, da den om kort skal le- veres igjen." Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 12. Tirsdag den 20de Marts 1832. Giv ei aarhundredgammel Fordom Rum! Den ældste Mening ofte meest er dum. SOGNESELSKABER OG BOGSAMLINGER I Urskougs Præstegjeld paa nedre Rommerige lagdes Grunden til en Sognebogsamling i Mai f. M., hvilken blev sat i Virksom- hed i October s. A. Bogsamlingen har en Værdie af 50 Spd., som i hiint Hungersaar bleve sammenskrabede, fornemlig af Hovedsognets Beboere, da ikkun faae af Annexet deeltoge. Læse- og Vide-lysten er stor, saa at neppe Bøgerne for denne Summa kan tilfredsstille Deeltagerne, som dog i dette lille Sogn kuns udgjøre et Antal af 70. Sognets Embedsmænd deeltoge med Bønderne, og ingen modarbeider det Gode; men Alle "rusle tilsammen mod Maalet". Endog den hæderlige Olding Præsten Holst, en af de ældste Præster i Norge, hylder det Nye og Gode og sørger ogsaa derved for sin Almues Vel. Bog- ombytning skeer hver Søndag i Præstegaarden af de 2 Formænd, af hvilke den Ene Artillerieunderofficer Chr. Haneborg har særlig SIDE: 312 Fortjeneste af denne nyttige Indretning. Bøgerne ere forsynede med Mærke, hvortil man har valgt en rindende Sol. Med et Sognesamfunds Oprettelse gaar det derimod noget traat. I Ullensager arbeides nu af al Magt paa Oprettelsen af et Sogneselskab. Forskjellige Embedsmænd drive der Værket af fuld Evne. Endeel af de samlede Indskud, der for kort siden beløb sig til omtrent 50 Spd., afgaae til en Bogsamling. -- Be- klageligt er det, med Hensyn til disse i Almindelighed, at vore nyere Landbrugsskrifter holdes i den uforsvarligste Priis. Sver- drups Magaziner findes desaarsag ikke i flere Almubogsamlinger, saasom man for den Daler, hvert af disse koste, heller lader sig kjøbe andre Bøger især paa Bogauctionerne, hvor de faaes for meget billig Priis og dertil oftest indbundne. Ved et saadant Kjøb har man ogsaa nærmest Hensyn til Massen af Deeltagerne i en Almubogsamling, hvilken Fleerhed sandelig for Tiden mest trænger til den blotte Øvelse i at læse. Herfor er det dog ikke sagt, at Bøgernes Valg er ligegyldigt. Letfattelige Landbrugs- afhandlinger vilde give den bedste Læsning; men vi mangle ogsaa dem. Lærdom kan Bonden nok faae hos Sverdrup og Grøn- dahl, men som sagt kun i dyren Domme. Om end Hr. Sver- drup har den dyreste, men en dygtig, Bogtrykker: saa kunde man ventet, at hans Bøgers rigelige Afsætning i et Land, der tørster efter Blæk, som udgydes for den Videnskabsgreen, vilde bragt ham til at nedsætte Prisen. Nu siger Bonden: "Sverdrup er for dyr -- lader os heller lure paa en Auction efter Høeg og andre deslige. Vi skulde nok slutte os til hvad, der lader sig anvende hos os. For en Daler have vi halvkjøbt Snorro- Guldtavlen og heelkjøbt Sturms eller Salsmanns Postille, hvor de findes. For en Daler faae vi en heel Deel Smaaskrifter af Viborg, Didriksen, Flor, Mansa, With, Hald og mange andre." I Ullensager grundedes Sogneselskabet ved faste Indskud. I Eidsvold derimod har man grundet et paa den Bestemmelse, at det Fornødne til et eller andet ved 2/3 Stemmefleerhed Bevilget, paalignes. Man vil prøve om den Erfaring staar sig, at Bonden i Almindelighed kun da giver beredvilligen, naar han veed og SIDE: 313 seer Pengenes Anvendelse, og Nytten for ham selv staar ham nær. Det Første man paatænker bliver formodentlig et Menig- hedshuus, saaledes som Planen dertil løselig var udkastet i et foregaaende No. Ligesaa er man opmærksom paa en Saae- maskine, som en Bonde holder paa at faae istand efter egen Opfindelse. Holder den Prøve, skal det blive berettet. Og da vil Sogneselskabet vel ikke nægte ham en Præmie, hvor suurt end Kraake og Sporr maa see dertil. Henrik Wergeland FORSLAG TIL KIRKEMUSIK PAA LANGFREDAG Vi savne paa de fleste Steder en Kirkemusik. Den luthe- ranske Frihed, at Enhver kan synge med, frembringer denne Storm af Mislyd i vore Kirker, som gjør Forsangeren til et langt- bagefter kommende Echo af en Sværm kam-pibende, igjennem Koralerne med afskyelige Hviin ilende Kjerringe-røster, og som bortveirer alle religiøse Følelser, sønderskjærer hvad der kunde sidde tilbage af disse, og vækker Harm, Spøglune og Tanken om en Daarekiste. Et Par Psalmer burde kun gives til Priis; men de andre udføres af Sang- og Musik-dygtige. Katholicismen staaer, ved de Skjønfølelser dens Gudsdyrkelse og især dens Musik vækker, langt over den lutherske. Langfredag egner sig vel til at bruge den bedste Vemodsvækker: Sørgemusiken. Som Forslag for de Præster, som dele disse Tanker, og til de Kirke- musikere, som videre kunde udføre i Noder nedenstaaende, der alene er sat efter Monochorden eller Eenstreng-Psalmodikon, eller som selv ville sætte en Musik dertil, fremsættes her: JESU GRAVSANG (af Digtet, Skabelsen, Mennesket og Messias). Til Høiheds Throne, Frydens Hjem, til Sandheds Himmel klar din Sjel sig Selv henbar. O Jesus, see dit Liig, din Aske bleg, der sank, da du i Himlen straaled ind, din brudte Stav, til hvem en Verden læned sig, ad hvem -- ja opad disse Saar som op ad rosenstrøede Trin -- du til din Himmel steg, Vi bære hen til Fredens Hjem, til Støvets Himmel til en Grav. SIDE: 314 Farvel du elskte Leer -- saa skjønt endnu, skjøndt ei du er Hans Høiheds Billed meer! O usle Støvets Æt, som elske end den brustne Urne maa, hvor Dødens Bild er præget i! -- O Støvet maa tilbede det, til engang Vi, som Englene, hans Høiheds Dragt af himmelsk Ild beundre tør igjen. Ja, siger dette Støv til Vort, o snart din Jammer er forbi! Fortærelse din Rædsel mildn! i Blomster, Støv, smelt hen! Vi see dig da igjen. Ak søndersplitter nu du ødsle Jord, det Svøb, som Frels'rens Smerte sukked' i? det Slør du vov saa skjønt, at deri fanged' du den herligste af Lysets Hær -- o vee, det øder du fordi det blev hans tomme Spor? Vel, tag det! Gud i Dybet er, og Graven yder ham sin Lov. PAA PSALMODIKON SIDE: 315 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 13. Tirsdag den 27de Marts 1832. Ak Himlen sig forbarme! (jeg kan for Skratt ei bare mig) nu vil den Arme den Daarskab efterabe, som eies kun af Riig. OM VEIGRØFTERNES NYTTE (Indsendt). Grøfter ved Siden af Landeveiene ere paa de fleste Steder et nødvendigt Onde. Et Onde kalder jeg dem, fordi de koste meget Arbeide at danne og vedligeholde, og for det andet fordi de afstedkomme Ulykker især i mørke Nætter. Men dette Onde er et nødvendigt Onde, saasom, uden det, et større Onde i det mindste paa mange Steder vilde indtræffe, nemlig at Veien visse Tider af Aaret vilde blive til et fuldkomment Morads og saaledes ufremkommelig, ubrugbar. Den Sidste Lov om Veivæsenet siger meget viselig, at Grøfter kun skulle anbringes, hvor de ere nyt- tige og nødvendige. Den burde have lagt til, at Veibestyrerne skulle være særdeles opmærksomme paa, hvorvidt Grøfter efter Jordbundens Beskaffenhed og Terrainets Beliggenhed maatte be- høves eller ikke, og ikke fordre, ikke taale dem, uden hvor de befindes absolut nødvendige, ikke alene fordi de, som sagt, ere et Onde i sig selv; men fordi de paa sine Steder mere skade end gavne Veien, i det de, naar Jordbunden er løs, foraarsage Kløfter, som skjære tvers ind paa Veien. Selv paa Leerveie med Sandfyld og brede og dybe Grøfter ved Siderne er Føret i Op- slags- og Regntiderne saa slet, at man altid nødes at drage Grøf- ternes Nytte ogsaa her i Tvivl. Ogsaa er det troligt, at disse dybe Grøfter giver Tjælen mere Magt at trænge dybere ind og ned i Veien end ellers vilde være Tilfældet. Men da man nu engang har Grøfterne, maa man søge at drage saa mange For- dele af dem, som mueligt, og gjøre sig dem saa nyttige som man kan, for al den Møié, de have kostet, og aarlig koste. Den Nytte man tildeels allerede har, og endnu fuldkommen kunde have af dem om Vinteren, er maaskee større end den de gjøre om Som- meren, og det var herpaa Indsenderen vilde gjøre Vedkommende opmærksomme. -- Det hænder nemlig meget ofte, at Oplands- bonden, som reiser hjemmefra i godt Slædeføre, naar han nærmer SIDE: 316 sig Byen paa 2 a 3 Mile, eller førend han forlader Byen igjen, ikke finder andet end den bare Jord at kjøre paa. Hans Læs er svært, -- Gampene ere matte af den lange Reise; Manden er meget ilde deran. Han skrider imidlertid dog frem, saa godt han kan, deels ved at kjøre ind paa Jordene, men fornemlig ved at kjøre ned i Grøfterne. Fandt han ikke disse Udveie og Let- telser, maatte han, for ikke at kjøre sine Heste trætte og for- dærve dem, hvilket upaatvivlelig vilde indtræffe, om han holdt ved paa Veien, enten vende om igjen, eller leie Vogn og en Hest til for sit Læs, til stor Sinkelse, Bekostning og Skade for sig. Dette undgaaer han nu, ved at lette sig Fremkomsten ved Grøfterne. Jordveiene kan han sjeldnere hjelpe sig ved. De ligge ikke saaledes til, eller de ere pløiede, eller gjennemskaarne af Render eller Gjerder; eller have formeget eller forlidet Snee; desuden beskadiges de ved Kjørselen over dem. I Grøfterne kjører man derimod som paa et tilfrosset Vand, og en jevn Bane, og ingen fornærmes derved. Dette er en Nytte af Grøfterne som Veibestyrerne og Veiarbeiderne ikke have lagt Mærke til og ikke tage Hensyn til, men som er betydelig baade for Byen og Landet. Den har i Særdeleshed i Aar været indlysende, under Christiania Marked og hele afvigte Februar-Maaned igjennem. Ja der gaaer ikke noget Aar forbi, uden at man jo benytter Grøf- terne til at lette Fremkomsten; thi om der end ikke indtreffer Tøveir og Barfrost midt om Vinteren, og man da ikke behøver at betjene sig af Grøfterne, saa ere de dog altid gode at tage til om Vaaren, eftersom Grøfterne, hvori en større Mængde Snee har samlet sig, som har lagt urørt hele Vinteren igjennem, og paa hvilken Soelvarmen formedelst det dybere Lage ikke kan virke saa stærkt, og som desuden har Iisbund under sig, endnu tilbyde godt Slædeføre, naar dette er forsvunden baade fra den egentlige Vei og fra Jordene. Det jeg nu vilde sige er, at Vei- bestyrelsen vilde gjøre en Velgjerning imod det offentlige, om den lod Grøfterne bearbeides med Hensyn til ovenbeskrevne Nytte, som kunde haves af dem om Vinteren. Denne Foranstaltning venter man saa meget vissere, som Tingen ikke bestaaer i andet, end at Grøfterne overalt gjøres saaledes, som de bør være til en- hver Tid af Aaret. Men saaledes som de nu ere, har man paa Færdslen ikke den halve Nytte af dem, som man kunde have. Hvor Grøfterne ere lige, jevne og af en Slædes Bredde, gaaer SIDE: 317 det meget godt; men saa blive de krogede og ujevne, og man maa op paa Veien igjen; saa blive de for dybe, og man maa op igjen; saa blive de for smale, og man maa op igjen; saa er der lagt en Bro til en Huusmandsstue, -- atter op igjen! See, alle disse Hindringer vare hævede, naar disse Broer befaltes bort- tagne om Vinteren, og Grøfterne overalt holdtes lige gode, lige tilbørlige, lige brede, lige dybe, ikke for dybe, og saa retstrakte som mueligt. Man fik da paa begge Sider af Veien ligesom et Fortoug eller en Iisbane. Enhver Reisende benytter den høire, og intet Hinder ved Møde kunde finde Sted. Hvorvidt det paa andre Kanter af Byen kan behøves, kan ikke Indsenderen sige, men paa Kongeveien gjennem hele nedre Romerige og en Miil op i øvre Romerige baade kan og bør det skee. Maatte man have den Glæde at see, at der i Sommer stelledes saaledes med Grøfterne, at de kunne gjøre den dobbelte Nytte, de ere tjenlige til, naar de ere rigtige, og at Besværlighederne kunde lettes for de Reisende og for de stakkels trællende Heste. Kun det vil jeg endnu anmærke: Grøfternes Forøgelse i Bredde bør tages af Veien og ikke af Marken; thi Veiene ere for det meste bre- dere end Loven byder og fornødent gjøres, og af frugtbringende Jord har man intet at ødsle med her til Lands. Kongeveiene i Sverrig ere ikke saa brede som de ere fra Christiania og opad Romerige. OPMUNTRENDE KRIGSSANG TIL S. N. OG N. N. (Indsendt). Statsborgeren 1. april 1832. Mel.: Skjænk en Dram san san; Lad os see I baskes godt I To! san. Mester-Erik bruger, og hinanden lugger! Gier hinanden dygtig Kat og Spo [fotnotemerke] ! san. Op til Kamp! san. Giver Tamp! san; Som, naar en slaaer til en anden Gamp, san. Fotnote: Et Slags Svensk Spidsrod. SIDE: 318 N -- -- ! bank den Lømmel sort som Kul! san. Staae ei denne sinde som et Nul! san; Som da Du paa Veien fra fik i Skalmeien, Saa det ganged paa din Hue Hul, san. Op til Kamp! san. Giv ham Tamp! san. Hull end [i] din Hue som en Svamp, san. Martis Pode, tappre N -- -- ! Op! san. Og kjølhal den tykke Skriverkrop! san. Slaae i Pandebrasken, saa den gaaer i Vasken! Hør ei paa Medlidenheds Stop! san. Op til Kamp! san. Giv ham Tamp! san. Spark og spænd og stamp og tramp! san. Vær ei bang' som hine Anholtsmænd! san. Som for Krigsbasun tog Godtfolks Lænd, san. Kast Du paa Magnaten Bomben und Granaten, Viis Du ei er numervipet end! san. Op til Kamp! san. Giv ham Tamp! san. Slaae ham og nedring ham i en Stamp! san. Lad da Eders Baxing blive staut! san. Viser, at I ædt har mangen Graut! san. Publikum I glæder, og erhverver Eder Stort Berserkernavn, som ei er flaut, san. Op til Kamp, san. Giver Tamp! san. Sug hinandens Blod som -yren Vamp-! san. Og naar saa I have baxet nok, san. Tager jeg min messingknappet Stok, san. Gaaer til Kampens Hede og der, stante pede, I et Epos synger hvert Jers Choq, san. Op til Kamp! san. Giver Tamp! san. Trampe lampe lampe lampe lampe lamp! san. Tyrtæus den 2den. Henrik Wergeland SIDE: 319 FOLKEBLADET No. 14. Tirsdag den 3die April 1832. Sandhed og Dyd, er stærkest Uveirskappe, i Himlen syet. NYE KOGE-APPARATER Amerikaneren Perkins, som igjennem flere ligesaa simple som sindrige Opfindelser har erhvervet sig en Plads iblandt Tids- alderens meest udmærkede Mekanikere, har nylig erholdt Pa- tent paa en af ham opfunden Kogeindretning, som truer alle nu brugelige Kogekar med Forviisning fra Kjøkkenerne, imedens den er saa simpel og let forfærdiget, at den har vakt alle Til- skueres Forundring. Anstalten bestaaer deri, at man i et sæd- vanligt Kar af hvilkensomhelst Form og Størrelse, fra Kaffe- kjedlen til Panden til en Dampmaskine, indsætter et Kar, som ved tynde Støtter eller Fødder, holdes lige langt fra Bunden og Siderne af Karret, saaledes at Kanten staaer lavere end Væd- skens Yde, som skal koges. Dette indre Kar har et Hul i Bun- den, 1/3 af dens Diameter stor. Naar nu Kogekarret sættes over Ilden, opstiger den ophedede Vædske imellem begge Karrene, og Pladsen fyldes igjennem den indre Vandcolonnes Nedfalden til Bunden igjennem ovennævnte Hul. Heraf opstaaer en be- standig Circulation, som foraarsager, at den hedeste Vædske gaaer udenom ind over Bredderne i det indre Kar, samt igjen henfører til Bunden den mindre hede Vædske. Derved forøges over- ordentlig Afdampningens Hurtighed, og hindrer Bunden i Karret fra at vedbrænde. For en Mængde Manufacturer, Bryggepander etc. er især denne Opfindelse af megen Værdie, og anvendt i Kjøkkener har den den Fordeel, at Maden ei brændes ved for- medelst Kokkepigens Forsømmelse. Flere Videnskabsmænd have fældt den Dom: at Opfindelsen er en af de Nyttigste og Vigtigste, som vor Tidsalder kan opvise. SIDE: 320 [TIL BARON WEDEL] Nyeste Skilderie 9. april 1832. Nu er dog skeet hvorom er længe talt; Thi det er nemlig bleven altfor galt, Da Themis -- o mirabile at sige! -- Dig elskede Baron, o Dig! forkynder, At hun for dine Synder Med Retfærds Sværd Dig vil bekrige. Da sligt en Dag jeg saae Paa Prent at staae, Jeg blev saa underlig tilmode, Og tænkte, det kan aldrig være Godt, At man Baronen gjør en saadan Spot; Skjøndt siden hine Grand-Batailler stode, Sligt bleven er, desværre, næsten Mode; Men da den Spot nu rigtig gik forvidt Jeg troede, at jeg burde, Hvis jeg for ugalante Plebs kun turde, Dog efter Evne gjøre Mit Til Baron-Ærens høifornødne Hævelse, Hvortil Udkrævelse Jeg saae udi dens tydelige Bævelse. Ved Pulten jeg mig derfor sætter, -- At skrive et Forsvar er Planen min, Og vil den -- nota bene -- skrive paa Latin, For at ei Plebis O-nefanda-Retter Mig skulde blive til en miserabel Deel, Og Skindet mit en modsat Ting af heel; -- Men hør nu hvor det stod i Pokker At have mig til Nar med gamle Sokker. Jeg gjør en grundig lærd Begyndelse Om aura popularis, udlagt: Folkeyndelse Qvam, quum den er dog bare Vind Det nunqvam i den Vises Sind I Verden kan venire At cupire SIDE: 321 Forsaavidt godt, som Læseren nok seer, Men dette var nu kun Præfatio, -- Jeg derpaa med den egentlig' Oratio Begynde skulde; men hvad skeer? I gamle Badens Lexicon Jeg vilde til min Tarv oplede, Hvad en velbaaren Hr. Baron I Romersproget monne hedde. -- O! jeg udbryde maa med Maro: An sic in sceptra nos reponis? Baron latine hedte baro Baronis!!! Nu veed jo hver en latinsk Klosse, At Ordet baro mon betyde: Dumhoved, Fjante, Nar og Tosse, Kort, hver som har paa Hjernen Lyde, At ergo følgelig Baronen med en Nar er liig Og atter ergo, at Baronen og en Nar I Alting Alt tilfælles har, Og end et ergo: Hvor man Sagen vender, De to man ikke fra hinanden kjender. -- Forskrækket som jeg blev, Jeg ei en Tøddel mere skrev; Men foretog mig at betragte nøie Den hele Sag med Granskerøie, Og Resultatet af min Forsken lang Jeg skal fortælle næste Gang. Gibul Bambraso. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 12. april 1832. Man troer formodentlig at kunne krænke vedkommende Forf. ved at falbyde et af hans første Ungdomsarbeider, hvori der dog ligger mere end visse Folk kunne og ville see, til en saa lav Priis som annonceret er i Morgenbladet for 4de April. At man SIDE: 322 dog heri mærkeligen tager feil, forsikkres fra En, som troer at kjende Forf. nok til at kunne gjøre dette paa hans Vegne. Lige- saa daarligt som det vilde være at optræde, især mellem de æsthetiske Forfattere, uden særeget Kald, ligesaa daarligt vil det være ikke at indsee, at et saadant Kald mindst lader sig qvæle ved deslige og lignende Usselheder, som der skal mindre Kraft end irreparabile tempus's Forfatters til at hæve sig over og gjen- nembryde. SIFULINSKE PAASKEÆG. Statsborgeren 22. april 1832. Fredrikstads-Chamade. "Den Fæstning tages inden kort, hvor guldbelæsset Æsel kommer indad Port." -- Det maa vel være sandt; thi Fæstningen blev tagen, ja midtpaa lyse Dagen, og ikke ved Kartover, eihellere ved Storm, men ud sig Garnisonen listed som en Orm bag selve Generalen i høirød Uniform. -- Da saae jeg Æslet vandre ud den samme Vei. Men sidenefter til hiint Sprichwort lægger jeg: et Skaberak maa Æslet have af Skarlagen. Katechisation. Marforio. Quem deum suum vocant isti * comitiorum tauri? Pasquino. Oh! ipsum Satanam; nam deus est rixarum thi jeg skjøtter ei lægge mig ud med Skokke Advokater, med Skriver og Fut. Nu smager for Hundred af Disse den Fynte som Noget man ei blier klog paa, som et je ne sais quoi, som et Un og dog Trois, som -- Pebermynte. SIDE: 323 Prokuratoren i Dødsstunden. Bønder (puffe Prokuratoren). Aa, hvorfor skulde du 'en Iver, Poul og Peer flaae? Ja, det skal du ha'e! og du skal meer faae! Prokuratoren (idet han døer). Det er saameget som I seer paa. Captatio benevolentiæ. Marforio. Hvad vil da den Mand med at kryste hver Bonde i Haanden, saa voldsomt som vilde han udklemme Aanden? Pasquino. Tys! Han Søvngjænger er. Han drømmer, han griber i Storthings-salonens Trappegelender. Og dette er svagt. Hvad Under, han kniber sig fast da med baade Hænder? Katechisation. Marforio. Advocatus? Pasquino. Oh, nu igjen? Marforio. In æternum! Advocatus? Pasquino. Eh! medicus folliculi est, cum huncce vexantur flatus. Marforio. Non qvæstio absoluta est. Iterum -- Advocatus? Pasquino. Da det "Tilkaldet" siger, som Hver veed, undtagen maaskee mangen Advokat: saa fører mig en sær Idee afsted SIDE: 324 gjennem Skov og Krat, Morads og Nat og Fjeld og Hei til en afsides Landevei, hvor stakkels Reisende er lagt i Blod for Røvers Fod. Og denne piber nu ad alle Vinde, saa alle Makkerne i Skoven inde til Pladsen styrte som "Tilkaldte" -- scilicet latine: accurrunt nunc ad forum Advocati. Henrik Wergeland [OM LIKVERS OG DØDSFALLS-AVERTISSEMENTER] (Indsendt). Statsborgeren 29. april 1832. "Ak, væ mit ene Knæ, den Indgang var for lang." P. Paars. I gamle Dage offredes Oxer Faar og Deslige, ja vel endog enkelte Fæ blandt den Afdødes Venner lode sig offre paa Gra- vene. Men nu offrer man til Afdødes, ja vel endog ubetydelige Afdødes Ære det hele Publikums Avisglæde og ofte Skjønsands. Dette skeer tidt og jevnt i de endeløse Parentationer og Liigvers i Dagbladene. Holder man virkelig af den Afdøde, saa bør man dog ikke foraarsage ham bandet i sin Grav -- Noget, som let i Hidsigheden kan skee, idet den Plagede overfører i Øieblikket paa hans uskyldige Død Skylden for alle de svulstige Skriblerier, hvortil den giver Anledning. Naar man seer en Rigstidende fuld af slige Spalter saa seer man Litteraturens afskyeligste Spøgelse: en mager Beenrad, eller vel endog en tør Pinde i en viid, lang, slæbende Præstekaabe. Avertissementerne om Dødsfald ere ogsaa for svadsige, svulstige og overflødige. Det er naturligt at sørge; men høist unaturligt at kramme ud med Sorgen, og det i en Allehaandeaviis. Det er som at lægge sine Kjæres Levninger til Skue i en Høkerbod mellem Flesk og Skinker. Ligesaa naturligt som at lade Rigs- tidenden hyle for sig for Betaling, ligesaa naturlig er nogle In- dianeres Skik at leie nogle Kjerringer til at gjøre det paa Lands- byens Torv. Alt med Maade! SIDE: 325 Henrik Wergeland LIGUEN IMOD HENR. WERGELANDS OG SIFUL SIFADDAS DIGTERÆRE bestaaer af følgende herlige Karle: Statsborgeren 29. april 1832 Biographiske Noter. l) Student J. Welhaven -- General -- Efter at have dandset oftere Spidsrod under Siful, deserterede han; og er nu saavidt avanceret, at han er Liguens Høvding, og trækker en ganske anstændig Gage i sifullinske Epigrammer og flere veltænkende Normænds Foragt. Hans største Krigsmeriter er ellers at rapse alskens Smaavittigheder "Daraussen fra," og udgive dem for sine Egne. Han lever saaledes af Rov, som ægte Krigsmand, og er en dygtig General, saafremt det meest rasende Had til Fienden kan erstatte Heltemodet, og lumske Overfald paa en Mands Bag, som ellers vilde vide at for- svare sig, kunne kaldes Seire. Denne Egenskab har ladet Fienden afslaae hans krybende Freds- og Venskabsforslag: saa der staaer ham intet Andet tilbage end at vedblive med samme Tapperhed eller at falde enten i Kamp eller tilbage i sit eget Intet. Seiren synes ham dog vis; thi det er utroligt hvor dybt han kan bøie sig, for at vinde lidt Mon: saa det synes som hans Valgsprog er: Alt for Seiren! 2) Student Chr. R. Hans- son -- Major -- Ogsaa en Desertør fra Spidsroden. Han er meget tapper. Hansemand Falstaff opad Dage i Feldten. SIDE: 326 3) Boghandlersvend Dahl -- Trompeter Han udtrompeterer fra sin Disk Gene- ralens og Liguens Proklamationer og Mani- fester. Formedelst sine Trompeteregen- skaber er han, efter Folkeretten, skudfrie. 4) De Gemene Bestaae ogsaa ligesom Falstaffs Kom- pagnie af alskens Udskud: nogle æsthe- tiske Dagdrivere, vidløse Eftersnakkere, dansksindede Normænd, sjelløse Mode- herrer, vandige Rimere, pidskede Narre, endeel Typographer eller Bogtrykker- svende og Komedianter. Kompagniet mangler heller ikke et Trods af Marke- tentersker og villige Flaner. Det fører, som en Ziguenerhorde, Qvinder, Drenge og alskens løst Pak i Marken. 5) Kjøbmand Syversen Bliver vist forundret over at see sig i Mønsterrollen. Men han er virkelig listigen hvervet til bestaltet Udsælger af Byttet. Da Liguens Taxt herpaa er lav, saa kan man sige at den ofte bærer sig ad med dette Bytte som Sviin med Perler. Kompagniets Feldtraab er: (efter en Tappenstreg). Mod Aand og Smag og Sind og Sands Vi have sluttet en Ligue; Mod Musen, som i en Spidsroddands Lod vore Beenpiber skrige Du norske Muse saa kjæk og ung, Respekt for Dumhed, den Gamle! Din slanke Blomme med Træsko tung Hun dybt i Mulden skal ramle! SIDE: 327 SIFULINER til Studenten JAHN WELHAVEN, med øvrige opbragte Compagnie af poetiske og æsthetiske Bagateller. Jeg Skurkehjerter rense skal, og faaer, dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse. Om Smag og Behag man ikke disputere. (Trykt som Haandskrivt.) NB. Et Par af det Slags Dagdrivere, som man, ikke uden Spot, kalder Skjønaander, have lagt an paa det forgjeves Arbeide, at standse Henrik Wergeland paa den Bane, han har brudt sig, men som han vilde forlade, dersom han ikke følte sig i et Stigende, som kun Slappelse af egen Kraft, men ikke Avindsmænds nok- saa anspændte Anstrængelser, kan nedhale Zenith for. Aller- ivrigst arbeider en Student Welhaven paa dette icariske Meed; men har dog hidtil intet bedre vundet, end Sifuls allerhjerteligste Latter og "Skabelsen, Mennesket og Messias's" Forfatters Med- ynk, men langtfra hans Forundring over at møde endog sligt Modbør. Den Ligegyldighed, hvormed denne, den Spot, hvormed Siful behandlede En, som hans Kammerader kun kjendte som en slet Karl og især som den hjerteløseste Egoist, bragte denne Person i Harnisk og henledede hans Opmærksomhed paa Vaaben, som det ellers ikke saa let skulde falde En ind at anvende imod En som Forfatter. Disse Vaaben ere f. Ex. Nidvers, der besørges trykte i Danmark, og udspredte og løgnagtige bagvaskende Hen- spil paa Wergelands Maade at leve paa, hvilke ligeledes ud- spredes ved Hjælpere og Hjælpershjælpere, saaledes som Til- fældet er med de i Trondhjem udgivne "Tre Dosin Complimenter". Behøver man at gribe til deslige Ondskabens sidste Nødvaaben, da kunde vel dette lære Henrik Wergeland hvor vigtig man troer ham, dersom, ikke Uvigtigheden af saadanne Modstandere altfor SIDE: 328 klart stod ham for Øie, og især af en Modstander, der, som be- meldte Welhaven, saaledes kan miskjende sit fattige Talent, at han ikke har nok Gjenstand for sine oftest maadelige Epigram- mer i den, efter hans Mening, uheldige Forfatter; men maa ogsaa gribe til Løgne og Bagvaskelser om hans private Liv. Da nu disse i Studentersamfundet eller ved Afskrivter kun liden Skade kunde bevirke, i Forhold til hvad Personens brændende Hevn- tørst krævede, fordi han mærkede, at Siful virkelig med ufor- stilt Latter holdt ham for Nar: saa har han nu besluttet, i hans Ryg at udvide Tilhørerkredsen; og med Forundring erfares, at en talentfuld Mand i Trondhjem derfor har løftet Kallifanen paa sin Skulder. Dette giver da Anledning til -- saavidt man har kunnet faae fat paa de behørige Studenter-Samfundsblade, hvori Siful drog Skorpionen frem -- at udtage nogle af de "sifulinske Stumper", hvori bemeldte Welhavens Character, efter de Flestes Mening, som kjende ham, med Sandhed er skildret. De tre Mark med Renter igjen til Welhaven. Hvis Du vil bli'e en Millionær, (Elv bli'r ved Aaers Yngel) Du tage tre Mark af Enhver, som troer Du er en Slyngel. Welhaven efter Naturen. Hans Hoved Emne godt nok er for sifulinske Lire; Hans Hjerte og hans Character for Djævelens Satire. Da Welhaven blev opbragt. Welhaven løfted op et Vraal; men Siful gav han Skylden. Saa hænger Rodd sig ved den Naal, som pirrer Hul paa Bylden. SIDE: 329 Welhavens Vid. Som Phaeton, Solgudens Hjul, vil Welhaven Vid probere. Da seer man liden Sommerfugl i Støvler voltigere. Fra Welhaven mangen vil paastaae, at Vittigheder fløde. Stor Synd -- han jager dem; vi faae dem derfor næsten døde. Welhaven gjorde et Vers til Juul og troer sig Apollos Fætter. Saa troer sig Flyvefisken Fugl, naar over Sjø den sqvætter. Jahn, for at døve Sifuls Sang hug Tylvten -- ikke mindre. Thi Sifuls Ære gjennemklang som Hugg hans hule Indre. Jahn hugg en Tylvt, og loved fleer Han Norges Lod vil prøve, at, gribes Øxen atter, er der ingen Skov at kløve. Jahn stjæler hvor han kan det bedst, fra Gøckingk, Pfeffel, Wess'ler. Saa Æslet med den ædle Hest dog avler kun Muulæsler. SIDE: 330 See, Avinds Fraad er værste Viin! Foragt en mørjet Rende! Du dig beruste, Jahn, i hiin, og sover ud i denne. I Avinds fæle Søl man fandt Welhaven ofte druknet. Mon meer end Søplets Værd den vandt, som allerheldigst sukned? I Riimnød i dit eget Spyt din Pennefjer at slikke: Det, af den hippokrenske Pyt Du kalder, Jahn, at drikke. Du saae en Mand at bygge fort en Marmorcollonade. Da saae Du harm, at kun af Kort Du bygged, og af Blade. For Dig ei hviler nogen Krands paa Fædrelandets Alter. Den Norskhed tugtes hertillands, som gaaer i danske Pjalter. Du det tilfælleds eier, Jahn, med Skorpioner slemme, at man ei veed hvorhelst din Tand er sat: om bag, om fremme. At haane hvad man ei forstaaer, det kunne Daarer trygge. At rive ned ei den formaaer, som mægter ei at bygge. SIDE: 331 Billedet. (Tillige et Billede af Collegium Æstheticulorum). Sig portrætere selv vil Jahn. Thi han sig tidlig lærte, At han det Ansigt har, som kan erstatte Sjel og Hjerte. I Alting, som han stod og gik. med genialske Hue, han malte sig, da blot man fik en simpel Nar at skue Han kasted Lærredet i Krog Da sukked Rasmus Kjaster: "Du deri ligner mangen Klog, at bort dig Selv Du kaster." "Ak, sønderriv dit Billed ei!" -- skreg Rufus Æsthetikkel -- "det kan dog forestille mig, som kun er dit Vehikkel." "Det ligner vel kun halvdeels Dig," -- skreg søde lille Jyde [fotnotemerke] , som paa en Disk har reddet sig fra kjøbenhavnske Gyde -- "Thi Du -- ved Felsenborgs Digterdrot! end simpel Nar er mere. Hæng Bildet op i Boden blot, saa skal jeg Alt supplere." "Det genialske Næsesmiil -- jeg sige vil til Kunden -- har tvende Slyngel ditto til, som orme sig om Munden." Fotnote: En dansk Boghandlersvend, som hjælper Welhaven med at udbasune fra Disken dennes Rimerier. SIDE: 332 Da opstod atter Rasmus fjer blandt Klubbens Bagateller. Han loe, og satte sig; men der hans Skratt for Tale gjælder. Han sad der Stor og stille end, som mellem Glas Pocalen. -- Hei, saa den klinger, bank Du den, Du Genius for Talen! Nu faaer han Ord, men Øren og fik Klubben paa Minutet, En Rucio bli'er Rucio dog, om Øret end er kuttet. "Vær, Jahn, tilfreds -- saa ordes han -- med Bildet, som Du maled. Thi, saa mig tykkes, sjelden man kan opnaae Idealet." Derefter mellem dem, saa bred, alvorlig som en Romer, den vise Rasmus synker ned -- en Verden blandt Atomer. "Ja truffet!" mælte Jahn -- da skrald en Røst, mens Klubben tier: "Men efter slig Original Hanswurster bli'e Copier!" Anmærkning. Her er vel i Studentersamfundets Blade sat "fortsat, si placet"; men da ingen Forsættelse hidtil har viist sig, saa har Siful vel ikke agtet Personen videre Tugtelse værd. Trykt hos Thorkild Borg i Trondhjem 1832. SIDE: 333 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 18. Tirsdag den 1ste Mai 1832. [OM ET SANDEFJORDSK DIKT PÅ KONGENS FØDSELSDAG] At vor Konges Liv og Skjebne er af den ophøiede Beskaf- fenhed, at det tilbyder den værdigste Gjenstand for et Helte- digt eller og for Digte af en anden Rang, men dog af en mere ophøiet Natur end almindelige Samfundsviser -- det tilstaae vi baade med Fornøielse og Stolthed. Olsenske og Sagenske og Blauenfeldtske Svadserier og Riimflomme paa Kongens Fødsels- dag, have da ingen anden Virkning paa os end at sætte vor Latter som en Mølle i en Slags klapprende, vedholdende Be- vægelse. Denne Virkning har især dog en Sandefjordenser især vor Erkjendtlighed for at have forskaffet os ved at indrykke stolteligen i Morgenbladet for 4de Febr. et fransk Vers, forfattet til Ære for hiin Dag, og, som det lader til, ogsaa til Ære for Sandefjordensernes Flaskefodre, af en derstedsværende fransk Officier. Verset oversættes her saa bogstavelig som muligt for Oversætteren, for at skaffe dem af vore Læsere samme For- nøielse, som ere begavede med mindste Sands for at opfatte det Latterlige eller og kun med et Gran mere Sands herfor, end det lader til at det hele Assemble i Sandefjord har været begavet med. Mel.: Op I brave Marseillaner. Normannaæt, tilbords paa Timen! Drikkedagen er kommen for Dør. Ei hos os med Skoddesno'en og Rimen : : fyger bort vort muntre Humør : : Paa denne Dag, saa propfuld af Glæde, feirer denne jer Frihed i Lag, som jer Drot i vise Velbehag, har behaget Sanction at tilstede! Herfrem I Mænd af Nor! Udtømmer hver Butelj! Og svælj og svælj en Minniskaal for hver Statsborger stor. SIDE: 334 Er dette Vers sjunget -- som man kan have Grund til at troe -- og sjunget uden -- og det er klart nok, at det ikke det er -- at være optaget som Ironie; ja er det saaledes sjunget i Sandefjords fornemste Mands, den berømte Consul Christoffer Hvidts Huus, da ville vi bede Enhver, som tænker at skrive Norges Geografie, at han, naar han kommer til Sandefjord, saa- ledes affatter sig: "Sandefjord, et Ladested med 400 Indbyggere. Her boer Consul Christoffer Hvidt." Henrik Wergeland POLITIK. En stor Deel af vort Blads Læsere ere Bønder, og det er især for deres Skyld, at vi i Korthed gjengive det Vigtigste af de øvrige Blades politiske Efterretninger -- Noget, som de øvrige Læsere, der have Leilighed til at tage Rub og Stub med af Rigs- tidendens og Morgenbladets Spalter, faae holde os tilgode. Fri- hedens Videnskab: Politiken have vi troet ikke bør være disse af vore frie Medborgere ubekjendt, om vi end kun mægte at vise dem dennes tørre Ydre, fortællende kun hvad der skeer, hvorledes det staaer til i Verden for hine afsondrede Landsmænd, hvem de derved meddeelte geografiske og historiske Strøunder- retninger ikke kan andet end være til Nytte. Forundre dem maa imidlertid den evige Svæven imellem Krig og Fred, som de see Europa hængende i nu over et Aar, og at de bittreste Klager over Velfærdsaftagen i enhver Henseende i saa lang Tid har gjenlydt netop fra de to rigeste Lande: Frank- rige og England, om hvis Overflod man har været vant til at nære overtroiske Begreber, og at disse frie Lande, midt under Udrustningerne af overordentlige Stridskræfter, have været al- deles uvirksomme, og hverken ved et raskt Sværdtag befriet sig selv fra hiin Hentærelsestilstand eller de ulykkelige Brødrefolk, der have anraabt deres Hjælp mod de Despotier, som vælte sig over dem liig Iisbræer trædende ind i deres gamle Leje. Denne Gaade har et fransk Blad forsøgt at løse, væltende hele Skylden paa den nærværende engelske Førsteminister Grey; og vi gjen- give Noget af disse Paastande, hentende dem af den "svenske Medborgar". Der siges: den pludselige og hidtil useete Minkning af de engelske Statsindtægter er bleven et Emne til de heftigste SIDE: 335 Beskyldninger mod den greyske Statsstyrelse, hvis egne Tidender kun svagt tage til Gjenmæle; ja en af dem angiver endog tyde- ligen den virkelige Grund til dette uhyre Deficit (henimod 17 Millioner Spd.). Aarsagen hertil indskrænker sig dog ikke alene til England. Den er den Samme, som nedtynger saa mange andre Landes Kredit, Erhvervsflid og Indkomster; som har qualt Por- tugal, Spanien og selve Frankrige; som nylig bevirkede den pohlske Nations Fald, og som lænker den europæiske Handel fra Lissabon til Odessa, fra Stockholm til Triest. England har hidtil troet at eje Ret til at forblive en ligegyldig Tilskuer til den Strid, som paa Europas Fastland føres imellem Frihedens og Despotiets Interesser. Det har, efter et Blik paa sin afsondrede Beliggenhed og sine vidtstrakte Forbindelser med hele Verden, indbildt sig, at hvordan det end maatte gaae med Fastlandets Odling og Vel- stand, saa skulde det dog selv forblive lige mægtigt og rigt. Men hvem kan vide, om ikke dets mægtige Handelsstand, forglem- mende at dens uhyre Vægt og Storhed daterer sig fra Frihedens Grundlægning og det stuartske Huses Fald, har ladet sig bedaare af den Tanke, at Fastlandets Ødelæggelse kunde blive nyttig for England? Saadanne ere Frugterne af denne usle Egennytte. -- Nei, Aarsagen til de engelske Statsindkomsters følelige Minkning er ikke efter det aristokratiske eller Toryparties Paastand den, at et liberalere Statsraad eller et af Vhigpartiet, staaer i Spidsen for Styrelsen, men den, at dette Ministerium ikke opfylder sine med det liberale Partie indgangne Forpligtelser. Hvilken Rolle har vel England spillet altifra Lord Greys Ind- trædelse i Ministeriet? Er det vel samme store Folk, som Aar 92 syntes at være optraadt i Spidsen af det monarkiske Eeds- forbund, alene fordi Frankrige paa sin Side stod fremst i Fol- kenes Forening? Man kan forklare Grunden til det Pittske Ministeriums stolte Avind mod Frankrige og Engelskmændenes uforsonlige Had, som oprørte og besoldede Europa, for at see Frankrige styrtet; som glemte deres egen puritanske store Konge- henrettelse i Whitehall, for at behandle Franskmændene som Kongemordere og Oprørere og Fiender af hver Orden og Re- gjering. Der ligger noget paaengang Stort og Afskyeligt, Ophøiet og Sataniskt i dette voldsomme Had mod Frankrige hos det engelske Stormannavældes mægtigste Kjæmpere; -- men hvilken Anskuelse skal vel kunne forklare og undskylde den uendelig SIDE: 336 mindre modige og næsten ligesaa lidet liberale Rolle, som spilles af det greyske Ministerium? Lord Grey er ikke Fiende af Julirevolutionen. Han er eiheller Fiende af det despotiske Europa. Han er en ubeslutsom, vak- lende og tvetydig Modstander af dem begge. Canning var langtfra at tilhøre en i sine Grundsætninger saa reen politisk Skole, som den, der længe regnede Grey blandt sine Tilhængere i Parla- mentet. Imidlertid havde Cannings Skarpsyn allerede opdaget og angivet den Brydning, som maatte foregaae i England, om det ei vilde lide Straffen for den pittske Styrelses Lidenskaber og Mistag. Canning havde yttret de af Torypartiet heftigt an- grebne Ord, som et Øieblik gav det under den hellige Alliances Jernspiir fortrykte Europa Tid til at drage Aande. Og skulde vel Julirevolutionen, da den gjengav Franskmændene deres Vær- dighed som Nation, have bevæget Englands liberale Mænd til at rygge tilbage? Skulde vel Lord Grey, den sidste Repræsentant af den berømte Opposition eller Modsamlag, hvis ypperste Taler Sheridan var, ligesom Fox var dens fornemste Statsmand, endnu ikke i denne Stund have naaet lige langt frem som Canning, der længe var Torypolitikens Bundsforvandt? Hvad? Foxes og Sheridans Ven styrer England, og han har tilladt Absolutismens Rænker og Anstrængelser at hindre Por- tugal, Spanien og Italien at betræde den Bane som Aaret 1789's revolutionære Bevægelser aabnede? Han har ei vovet at ind- lægge et eneste virksomt deeltagende Ord for Pohlen? Han har bortsløset 14 Maaneders Tid paa jammerlige Statsrænker i en Ministerconference, som ikke engang har den Fortjeneste at re- præsentere de Regjeringer, i hvis Navn man træder sammen? Han har hverken forstaaet at være Bundsforvandt eller Modstander af den store Tildragelse, som bragte paabane Spørgsmaalet om det af Castlereagh bevilgede afskyelige Menneskekjøbs Retmæssig- hed? Han har ved sit Vankelmod paa eengang bibragt Europa og England den langsomt tærende Sygdom, hvis Framsteg nylig har paa en forfærdende Maade givet sig tilkjende i den Statsbrist, som i dette Øjeblik syselsætter alle engelske Dagblade? Men kan det vel være ligegyldigt for Verdens fornemste Han- delsnation, hvorvidt Frankrig befinder sig i en blomstrende Til- stand eller ikke? Hvorvidt Italien, Spanien og Portugal under SIDE: 337 den uædle Munkekaabe forblive fremmede for alle Culturens, Frihedens og Industriens Framsteg, thi alle disse staae i et nært indbyrdes Sammenhæng? Er det vel ligegyldigt for den engelske Handel enten Weichselens Vover tilføre Danzig Pohlens Produkter fra Krakau, Sandomir og Plotzk, eller pohlske Helters Liig? Er det for Londons rige og virksomme Befolkning ligegyldigt at El- bens, Rhins og Oderens Vande væde Lande, der sukker under Fyrst Metternichs haarde Censur, eller at de flyde blandt lykke- ligere Indbyggere, som frit faae overlade sig til alle Forstandens og Erhvervets Speculationer? Det staaer blot i Frihedens Magt at befrugte disse herlige Lande, og gjøre deres Frembringelser gavnlige for den engelske Handel. Men England maa ikke heller lade sig beherske af den Fordom, at det, ved at arbeide for Friheden, skal stille sin monarkiske Forfatning blot. Denne Frygt var dets Fordærv. Den skulde ei redde Englands Throne; men derimod ødelægge den rige Middelstand, hvis Egennytte nu lider sin retfærdige Straf. Anm.: For de Enkelte, som maaskee ikke skulde erindre sig Rækken af de engelske Ministerier siden den første franske Re- volution, hvoraf de fleste Formænd i Ovensatte ere nævnte, op- regne vi dem her med kort Antydelse af deres Characteer: Paa den franske Republiks Tider og imod denne stod Pitts ufrisindede, men kraftige Ministerium i en Række af Aar, indtil Republikens Vaabenheld og de Ulykker hans urokkelige Kamp- system mod denne bragte over England og Europa, tvang ham til at træde tilbage for Addingtons fredeligsindede af Opposi- tionen udsprungne Ministerium. Dettes det nuværende Greyske lige Vaklen og Svaghed bragte snart Pitt igjen til Roeret, ligesom nu den Pitt i Illiberalitet lige Wellington synes at nærme sig det igjen. Keiser Napoleon betvang imidlertid England i Tydskland; og det er sandsynligt, at Græmmelse over sin frugtesløse, men Millioner baade af Guineer og Menneskeliv kostede Haard- nakkenhed lagde Pitt i Graven. Derved hævede atter Opposi- tionen sin Høvding Fox til Førsteministerpladsen. Hans Død gav kort efter Plads for de mere eller mindre ufrisindede, krigersk- stemte Greenwilles, Portlands og Castlereaghs Ministerier. Under dennes Sidstes og Hertugens af Wellingtons første Styrelse hen- snege sig Europas værste Skjændselsaar, medens Despotfor- SIDE: 338 bundet, der kaldte sig, efter et Indfald, Keiser Alexander af Rus- land havde havt i en religiøs Raptus, den hellige Alliance, her- skede i al sin Bajonetvælde. Det klarnede lidt, da Canning afløste Wellington. Hans forhen haarde Ufrisind (Illiberalitet) opløste sig mere og mere; men kort efterat han kraftigen havde talt som Mellemmand mellem Grækerne og Tyrkerne, rømmede Døden hans Sæde atter for Wellington. Julirevolutionen i Frankrig viste sig imidlertid for det engelske Folk i et saadant Lys, at det -- ligesom ogsaa Oppositionen i Parlamentet siden den Tid trængte paa det med gamle Spørgsmaal om en Reform -- gav det Wel- lingtonske Ministerium saa tydelig tilkjende, at paa en saadan Tid et illiberalt Ministerium ikke kunde staae i Spidsen for Styrelsen, da det truede med Krig for eller imod Friheden, at Wellington tilligemed sine Colleger (hvoriblandt især Grev Aber- deen har gjort sig uhæderlig bekjendt) maatte træde tilbage for nuværende Minister Lord Grey af Oppositionen, en Mand, der dog endnu ikke har tabt den Roes, at han som Engelsk Liberal eller Whig er den Standhaftigste. En Undskyldning for at han som Europæisk-Liberal ikke har opfyldt Forventningerne, kunne vi finde i den livlige Interesse, hvormed Oldingen, som Minister, har faaet Leilighed til at kaste sig over Reformen -- den hans Manddom satte sin Ære og Pligt i aldrig at tabe afsigte. SIFULINSKE STUMPER (Fortsættelse). Samfundsbladet 5. mai 1832. SLUTNINGSVERS AF "BILLEDET" (se forhen). "Ja truffet!" mælte Jahn -- da skrald en Røst, mens Klubben tier: "Men efter slig Original Hanswurster bli'r Copier. STUMPER TIL WELHAVEN At ei din Hjerneblære fri opunder Skyen svæver, den bindes af den Snog, som i dit Mudderhjerte slever. SIDE: 339 "Vær Skjald!" du selv befalte dig "Trask vingeløs paa Klamper!" -- Nødvendig bliŽer din Sang da Skrig, thi du mod Braadden stamper. Hør Jahn, det bør ei, at Du meer, for dine Vers dig skammer. Thi gode Oversættelser er dine Epigrammer. Den franske Vært, som Vildt ei har, flux sætter Kat paa Fadet. Saa tænker du -- for Vid du taer og flaaer en Løgn af Hadet. Blandt Vittige en Snyltegjæst, blandt Snyltegjæster vittig -- det er det Kald du agter bedst, og did du stræber flittig. Med usle Nidvers, Kallifan, du qvæle vil et Psalter. Mod en Natur du kjæmper, Jan. Som Jacob og du halter. Ei Skjald, du troer en Skjaldnatur ved ussel Haan at tvinge. Ak, under en Alhambramuur kan mange Øgler springe. Den unge norske Muse, Jan, du Torn i Fod vil stikke. At ogsaa Musen flyve kan, den Stakkar ahner ikke. SIDE: 340 Som Pharos magre Bester aad, men ingen Fedme vinder: saa læste Du, men intet Raad mod Hjernetæring finder. Der er et eget Kald, du har at være Pudsenmager. Dog glemte du, at aldrig Nar paa Prækestol behager. Du engang ei, skjøndt Theolog Tohu Vabohu vidste. -- Ak, klarlig tydet dette Sprog er i din Kundskabskiste. At dine Vers er uden Klem kun siges kan af Daarer. Thi Sandhed myrder du med dem, og hvert Moralen saarer. I Kirken enten gabes -- ja hvadeller spidses Øren. Men da du præked -- Særsyn! da man loe fra Chor til Døren. For Dig ei hviler nogen Krands Paa Fædrelandets Alter. Den Norskhed tugtes hertillands, som gaaer i danske Pjalter. Se, Avinds Fraad er værste Viin! Foragt en mørjet Rende! Du dig beruste, Jahn, i hiin, og sover ud i denne. (fortsættes naar beleiligt). SIDE: 341 Henrik Wergeland [OM AVDØDE BISKOP J. S. MUNCH] (Indsendt). Morgenbladet 5. mai 1832. Historieskriveren Herodot fortæller om Ægypterne, at de Døde, førend deres Begravelse foregik, fremsattes, for at Enhver kunde anklage eller forsvare dem, og, eftersom denne Act udfaldt, iværk- sattes deres Begravelse. Denne Oldtidens Skik, omendskjøndt ikke passelig for vore Tider, havde dog den Fordeel, at de Efter- levende kunde vide, hvad de skulde tænke om de Hedenfarne. I vore Dage, da saadant ikke finder Sted, er man derimod som oftest i Forlegenhed for hvad man skal dømme om disse og kunde ønske, for at komme til en Slags Vished, at noget lignende kunde vedtages istedet. Saaledes see vi nyligen i de offentlige Tidender med Berømmelse nævnet en Mand, som forhen man ikke har undseet sig for at beskylde for Arrogance, Herskesyge, Bitterhed, Hevngjærrighed o.s.v. Denne Mand er Christiansands afdøde Biskop J.S. Munch. Hvilken af Delene -- det gode eller det Onde -- skal man nu antage, som sandt, for denne Mands Ved- kommende? Det er kun kort siden at man læste om ham, "at han dyppede sin Pen i sort Galde o.s.v.", og nu anføres han i Rigstidenden og andre Blade som en retskaffen, virksom og for sit Embede nidkjær Mand -- hvilken Anomalie er ikke dette!! Vistnok er det Skade, at ingen Mindesmærker fra hans Tid, som Biskop, vidne om ham, ved Hjælp af disse vilde hans Gjerninger have talt for sig selv, og sees der hen til hans Visitatser, saa beretter Rygtet saa mange Smaaligheder, begangne under dem og saa mange uoverlagte Attentater, som døde i Fødselen, at man aldeles ikke heraf kan drage nogen Slutning, som kan tjene til Forsvar. Da saaledes Ordsproget: at Værket priser Mesteren, heller ikke kan anvendes paa denne Sag, saa var det at ønske, at Nogle af de gode Folk, der ere optraadte som hans Nekro- loger og Doxaloger, nærmere vilde opgive de Fortjenester, han har af Fødelandet, saa meget mere som hans literaire Bane heller ikke opviser noget ualmindeligt. I Særdeleshed er vel hans sidste Pjece: Præsten i Hallingdalen, et mislykket Foster, som han selv i Bagtalen ikke veed at henføre til nogen særegen Classe. SIDE: 342 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 19. Tirsdag den 8de Mai 1832. KIRKEMUSIK Sidste Langfredag opførtes i Store-Næskirke hiin Jesu-Grav- sang, som i et foregaaende No. aftryktes, af et af unge Mænd, Piger, Drenge bestaaende, indtil 20 Personer stærkt Vocal- og Instrumental-chor, der anførtes af Ole Bøhn, en dygtig Musikus, som havde sat Musiken, ordnet Alt dertil hørende, og førte Alt udført paa det Punktligste. Gravsangen blev afsjungen før Præ- diken, og i dens 2det Vers ved Ordene "Ja, Støvet maa tilbede det" indfaldt alene Chorets unge Piger, forestillende Jesu Ven- inder. Efter Prædiken opførtes Oratoriets 2den Deel, neden- staaende trende "Halelujaer" der ikke indeholdes i "Skabelsen, Mennesket og Messias", men vare i den Anledning digtede. Da Høitidschoret tillige sang til Messen, saa bleve de omtrent 1500 Mennesker, som i Kirken vare forsamlede, opbyggede ved en meget skjøn d. e. hertillands en meget sjelden Gudstjeneste. 1ste Halelujah. Ham Ære være, Herren Gud hvis Naades Time slog da Christ i Smertens Aag Langfredagsukket drog. Haleluja! Hans Godhed samler til en Gloria de svages Graad. Hans Viisdom hører Sukkets Raad. Han lod sin Almagts Ving slaae ud af en vemodig Qvindes Bøn og bære ned sin Søn. at lære Jord fra Golgatha et himmelsk stort Halelujah! 2det. Ham Ære være, Christ, som, da den gamle Verden gled i Synd og Taarer ned, fra Bethlems Palmely frembar en ny -- ja paa sin Arm en Verd af Kjærlighed. SIDE: 343 Ak Armen brast! Da Guddomsvingen slog han ud om Jorden som et Foraarsgry, og bar sit Seierværk med Hast op til sin Fader Gud. Der om hans Throne bæres du af Jesus, frelste Jord, endnu. 3die. Priis Helligaanden være, Den, som, straalende fra Gud i Sjelerækker ud, i Høiserafens Skin af Jubelsmiil, i muldne Adamshjerte slører ind sit Guddomsvil! Ja Den, som allerherligst har i Friheds, Sandheds, Kjærligheds trefoldige Aand-eenhed klar sig aabenbart i Christ! Straal i dit Tempel, Helligaand: i Englens som i Adams Bryst! Henrik Wergeland ERKLÆRING I EN MAGELØS FORSÆTNING OG EFTERSÆTNING (Indsendt.) Statsborgeren 13. mai 1832. Da Hr. Kapitain Mariboe, Redaktør af Patrouillen fleregange og ikke utydeligen har ladet sig forstaae med, at ingen Anden end Han Selv duer til at være en Oppositions Taleorgan hertil lands, eller -- i "bidsk" Stiil, som Han engang kaldte et maaskee mislykket Forsøg paa at ligne Mesteren af en af hans Elever -- at i disse tyvagtige Tider Han alene duer til at være "Burmann" ved Staburet, omendskjøndt, for at gjøre Gaarden sand sikker (eller rettere til en sand Skrækkens Bopæl) d. e. for at gjøre Op- positionschoret fuldstemmigt, der vel ogsaa kunde behøves en- deel "Perler" "Dianer", lurvede "Flinker" og andre deslige Dis- kant- og Tenorister; og: SIDE: 344 Da Nedskriveren gjerne vil indrømme denne Paastand, og her- til maa lægge den oprigtigste Erkjendelse af Hr. Ms. mangesidige Talenter og Kundskaber, samt Tilstaaelsen af den Tro, at mange af de Forsøg, man har seet, paa at undergrave Godtfolks gode Mening om Virkeligheden og Grundigheden ved hine Hr. Ms. fortrinlige Egenskaber, skrive sig dels fra Folk, der maaskee have noget privat udestaaende med ham, dels fra Folk, der ere Fien- der af enhver Opposition, og idet hele ikke ere ham voxne: Da endvidere Nedskr. har seet Hr. M. paa det blodigste at hævde hiin Mening om sit Diktatur imod enhver Knyen imod dette, enhver Tvivl om dettes (efter en Slags napoleonsk Privat- kodex) Retsbegrundelse i hans egen Fortrinlighed; saaledes nem- lig, at han har bøiet, ligesom Robespjerre først sine egne Tilhæn- gere under sin Guillotine, og derpaa -- efterat have (ligesom denne efter Dantons og Pethions og Girondens Mord) afstumpet den Kegle, hvorpaa han ene vil staae i sin rædsomme Diktator- Storhed -- nu udfarende i stedse større Fortærelsens Ljasving- ninger, (der først gjorde af med Skilderie-Kloots og Statsborger- Danton) ovenfra nedad i større og større Cirkler dannet de Ter- rasser, der skulde begrunde Diktator-Babelstaarnet; og under hvilken Stornedmejen mit ubetydelige Hoved let kunde falde med; samt: Da baade den Bemærkning har paatrængt sig mig, at den Guillo- tine, som kapper Folks gode Navn bort, i vore statsborgerlige Ti- der gaaer vel terroristisk; og den, at denne Egg igrunden gaaer til Bedste for vore Seklers Despoter Juristerne, som jeg hader ind- til vulkanmæssig Selvfortærelse, saaledes nemlig, at den kun tjener til at sønderrive En, for at strax de andre Colleger, efter et Ulveinstinct, kunne styrte til og opsluge og sønderrive, og sønderrives indtil kun eet Uhyrernes Uhyre staaer igjen; og endelig: Da Nedskriveren har omtrent lært at kjende ligemange Trom- petere imellem de saakaldte Liberale, som Servile, paa det nær, at de Første have meer af Narren, de Sidste mere af Skurken; og da det dog svarer bedre Regning her i Juristernes Verden at være en Skurk end en Nar: Saa -- har Nedskriveren besluttet sig til at følge Hr. L. Mariboes Raad og ikke fuske ham i Oppositionshaandværket, som visselig er det utaknemmeligste af alle; men derimod til som en god SIDE: 345 Renegat at studere sig ind i Servilitetens Indifferentisme ved endnu engang at læse Patrouillens trøstløse Efterretninger fra Polen og kolde skjærende Døds- og Arquebuseringsdomme over de uopdragne, kun af Hunger, Vhisky og Fabrikmesteres Pidske opfostrede Manchester- og Bristoler-Reformeerpøbel. Kan jeg ikke saa aldeles omfarve min Hud, saa vil jeg dog idetmindste lade al liberal Praxis fare, men overlade mig iskiul alene til mit Hang til ultraliberale Theorier eller Drømmerier; og, medens jeg aabenlyst bander al Opposition undtagen den mariboeske, som man maa taale formedelst dens særegne Fuldkommenhed, vil jeg -- om det end skulde være at befrygte, naar alle Skrigerne og Tinvillerne taug, at de gamle Onder i et Aarhundrede saaledes skulde opdynge sig under den tause Liden, og da omsider den ubetvingelig stærke, men flegmatiske Kjæmpe Menneskeheden vilde reise sig til en 1790-Fnysen -- saa vil jeg dog ønske at, iste- detfor disse Tiders Flikken, vore Dage maatte henrinde i stille Tilbagegang, under stille voxende Liden, og at heller Børnebørns- børnene maa opsluges under regelmæssige sekulære Revolutioner. Jeg tør sige, at dette fromme og fornuftige Ønske viser en Re- negat af bedste Forhaabninger; og, at dømme efter min fore- gaaende djævleblendte tydske Periode, har jeg baade talt som en gammel Servil og som En, der har valgt sig den bedste Skole. Jeg vil endydermere strax vise hvor alvorlig min Renegation er, hvor punktlig jeg tager mig Kapitainens "Varsku for mig" til Tanke, ja hvorledes jeg, hyldende Hans Alene-Opponents, og ikke indskrænkende mig til den Almeentaushed, han fordrer, gaaer løs paa et, og det nærværende Oppositionsblads Ruin, og det paa den fineste og sikkreste Maade, idet jeg deri indsætter denne Opsats, som Intet har tilfælleds med dets Tendens. Hertil, som og til at tjene som en Kompliment til Hr. M. som alle andre Oppositionsblades ubarmhjertige Tugtemester, sigter og neden- staaende frygtelige Beretning om en Tugtemester, der -- saa ahner Nedskriveren -- har været Hr. Ms. store Forbillede: "Joh. Jac. Häuberle, Jubelskolelærer i en schwabisk Stad havde i sin 51 aarige og 7 maanedlige Embedsførelse, efter Middelbe- regning uddelt til den ham betroede Skoleungdom: 911,517 Stokke- SIDE: 346 slag -- 24,010 Slag af Riset -- 20,989 Slag med Næve og Lineal -- 136,715 Haanddasker -- 10,235 Slag paa Kjæften -- 7,905 Øre- figener -- 1,115,800 Hovedknærter -- og 12,763 Notabener med Bibel, Katechismus, Psalmebog og Grammatik. 777 gange havde han ladet Disciplene knæle paa Ærter -- 613 gange paa et tre- kantet Stykke Træ; -- 5001 Disciple havde maattet bære Æslet og 1707 staae med Riset i længe hævet Haand, foruden andre øieblikkelige Straffe. Blandt Stokkeslagene vare 800,000 tildeelte for ikke lærte latinske Gloser og blandt Riisslagene (hvortil hører Haanddaskene) 76,000 for ulærte Bibelsprog og Psalme- vers. Blandt hans 3000 Skjeldsord var 1/3 hans egen Opfindelse. I 2 Aar var han færdig med en Bibel i Velsk, som han bestandig havde hos sig til Disciplinens hurtige Haandhævelse. Under sin Embedsførelse havde han opbrugt 12 Gramatiker, 7 Katechismer, 6 Psalmebøger i Skolen og 3 til hemmelige Tugtelser bagfra i Kirken -- Alt alene til Knærter." Sandelig ligesaamegen Tugtelse af lignende Slags har Patrouil- len ikke undladt at give sine Elever imellem Oppositionsbladene: saa at Undertegnede, der hidtil i disses Rækker af og til flan- kerede, baade af Revselse og Overbevisning er bleven en ægte Renegat. Henrik Wergeland [OM UNDERVISNING I JØDISK HISTORIE OG I NORGES HISTORIE] (Indsendt). Statsborgeren 13. mai 1832. Det er vel neppe nærværende Indsender alene paafaldende, at det jødiske Folks Historie, i de saakaldte Bibelhistorier, udeluk- kende bruges til et Slags Dydespeil for Ungdommen. Uagtet det gjerne indrømmes, at denne Exempelrække har faaet den hel- digste Fremstiller i Professor Hersleb, og at flere af disse For- tællinger indeholde skjøn Sædelære: saa indsees dog ikke hvorfor man gaaer saa langt, og til et folk med fremmede Sæder, som det falder Ungdommen tungt at sætte sig ind i, for at finde hvad vor egen Historie tilbyder i rigeste Overmaal. Indsenderen paa- beraaber sig her Mallings store og gode Handlinger, og paastaaer, at alle Dyder finde ligesaa værdige Repræsentanter i vor Historie som i Jødefolkets, uden at dog, hvor de feilede f. Ex. naar de SIDE: 347 af lode sig henrive, slige Afskyeligheder viste sig, som flere af vore Troes Heroer f. Ex. Moses og Josva tillode sig -- bevægede dertil af Jehovahguden. Man pleier at udlede Interessen for Bibelhistorien af det opløftende Skue af et Forsyn, som sær- skilt skal lede sit saakaldte kaarne Folk; men -- seer hen til det ulykkelige, af de Christne under Fødder traadte Jødefolk, og seer da hvorledes den særegne Leden er beskaffen. Den Gud, som styrer den hele Verden seer først nu med Glæde, at hist og her den liberalere Politik, i Forening med den af alle religieuse Systemer forhadte Tolerance, begynder at emancipere hist og her disse i Aartusinder lige indtil Sjelen mishandlede. Hvor modsigende er det da ikke, at den samme Tid, og samme Folk, som piner og plager Jødefolket tilbeder dets afdøde histo- riske Personer! Ja dette skeer jo og i Norge, hvor en Jøde ikke maa drage norsk Luft, medens man lærer Børnene mere om Nehemias, Zacharias o. s. v. end de vide om alle de store Nor- mænd, som levede her fra Halfdan til Oluf. Lærer t. Ex. ikke Stiklestadslaget, hvortil Religionsintolerants og voldsom Indførsel af Nyt -- det være endogsaa Forbedringer -- fører? See vi ikke i Magnus den Godes blussende Kinder, da han bød Kalf Arne- søn paa Valpladsen at vise sig Faderens Banested, hvorledes Lidenskabeligheden, vel begyndende fra os selv, med et farligt Hang søger Næring af alle Omstændigheder, som dertil kunne tjene? Og nu da han med mørkt Øie vendte sig fra ham, og Kalf, ahnende Leidefreden ikke længer sikker, saae efter sine Skibe, og da saa Magnus rasende om imellem Faderens Fiender -- hvilket Exempel paa hvor let Lidenskaben, engang vakt, voxer til Handling? Og Reidars Død af Trofasthed? Og Hakon den 6tes Seier over Borgerkrigerne ikke saameget ved Sværdet, som ved Forsonlighed og Mildhed? Og Birkebenernes Udholdenhed for den gode Sag, -- en Dyd, som bragte dem, og bringer, Seieren tilsidst? Og Letsindighedens, Forfængelighedens og Svagsindets ulykkelige Følger, og denne sidste Egenskabs Hang til at over- gaae til Slethed og nederdrægtige Handlinger -- hvor tegnes dette skarpere end i Magnus Smeks Historie? Og endelig Løs- agtighedens uberegnelige Følger -- hvilken Advarsel i de ræd- somme hundredeaarige Borgerkrige, som havde deres Udspring af Magnus Barfods uregelmæssige Levnet? Og hertil alle Exemp- lene i vor Historie paa Retfærd, Tapperhed, Viisdom, Sagtmod SIDE: 348 og de modsatte Laster! Kort -- hvori ligger da den jødiske Histo- ries Fortrinlighed som Emne til praktisk Sædelære? Indsenderen har hørt Folk udlede Interessen for Jøderne i dette Folks sær- egne Lære om Guddommens Eenhed, mens alle Folkeslag vare Afgudsdyrkere. Nu, den Troe holdt de maadelig nok ved og de Christne skulle vogte sig for at rose sig formeget deraf. Kan nogen Sekt gjøre det, saa er det Mahomedanernes. RECEPT PAA ESPRIT DE WELHAVEN EN FOR AANDELIG SUNDHED ANBEFALET COMPOSITION (Indsendt). Statsborgeren 13. Mai 1832. Tag Høfligheden af en Fiskerkjerling Og Vittigheden af en Garpegut [fotnotemerke] Og rør det med en Elmqvist til en Velling. Derpaa et Blad af Maanedsroser put I Vellingen der for at blive rigtig god Maa faae et Tilsats af von Tyboes Mod. Naar deri kommes Hanssons Næsvished Det intet mangler mere, saavidt man veed. P.S. Den derpaa heldes i den Dahlske Blære For deri den til Kunder at ombære, Hvis ei ved Salg fra Syvertsens Boutik Man maaskee mere Afsætning fik. Destilateur men især de Smaa med deres Peltser af graat Papiir d.e. Uld-papiir, deres Sammen- fatinger med Silke-, Uld- og Bomulds-traad, og fremfor Alt med deres giftigt-stinkende Indsmøringer af alle mulige Slags, men dog meest af dyrisk Udspring. Dem kan man ei modtage i en Skaal Vand, som klingende Mynt, for straks at skylle dem rene; og hvad formaaer desuden Vand paa deres med Fedt indbarkede Yte? Skulde de atter, Mand fra Mand, renses med Tilrøgning eller Eddikebad, for ei at tale om Chlor: saa gjennemgik de ei et Dusin slige Rensninger, førend de faldt sønder og sammen. Det er derfor værd Enhvers Omtanke, jo før jo heller at faae deslige Pengefiller udvexlede mod nye og rene Sedler, og vare disse saa nøie som mueligt. Med nødvendige Forsigtighedsmidler maatte Banken modtage de indstrømmende Penge, saaat ikke Banken blev en Pestbeholdning, hvorifra Smitten med Lynets Hast skulde kunne sprede sig rundt hele Landet. Da ingen saa sørgelig Ting findes, at den ei skulde have sin latterlige Side, saa kan man let forestille sig den indre Strid, som under nys- SIDE: 350 nævnte ulykkelige Forhold skulde opstaae hos mangen gammel Aagerkarl, mellem Kjærligheden til Livet og Kjærligheden til Pengene, naar en stakkars Skyldner præsenterede ham en saa- dan smudsig mistænkelig Pakke til Betaling, kanskee med den hemmelige Ondskab, ei at ville anskaffe noget Pynteligere. Med hvilke Øine skulde ei den gamle Gjerrige betragte disse Sedler, som han saa gjerne vilde eje, men som han nu ikke vover at tælle, ja ikke engang røre eller nærme sig dem, af Frygt for med det Samme at indkassere Vexel fra Døden; ja maaskee -- og med hvilken Kamp? -- skulde han formaae sig til at forsage dette kanskee eneste Tilfælde, hvorved han kunde gjenfaae sin Capital og sine Renter. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 22. Tirsdag den 29 Mai 1832. INDBERETNINGER OM DEN 17DE MAI I Store Næs feiredes Dagen af henimod 500 af Bondestanden fra 80 Aarsalderen til Veslingen paa 12 med Kringle i Næven. Samlingsstedet var en Høide under Gaarden Vormsund i den deilige Egn hvor de mest majestætiske af Norges Floder Glom- men og Vormen have sat Stevne. Didhen begav man sig fra alle Kanter meget tidlig, saasom det var besluttet at Festen skulde ringes ud med Bededagsaftenklokken. Flere Baade førte Flag, men imellem Alle udmerkede sig Fenstadsogningernes Storbaad, der førte 50 Mennesker, et stort Musikcorps og det nye Sognebanner: et rødt med to krydsende blaae Striber, der betegne Vormen og Glommen, og i hvis Skjærpunct en Kirke (Næs's) saaes. Under levende Jubel, Musik og Skud gik det afsted indtil alle Baadene mellem 7 og 8 om Morgenen mødte hverandre i Sundet, hvor de fra begge Bredder hilsedes med Kanonskud. Man landede nu paa den østre Bred, medens Kanonhilsenerne fortsattes fra et flagkront Batterie paa den vestre -- medbragte Fødevarer sattes paa Borde under fri Himmel, men Overeenskomsten om at frasige sig fremmede Drikkevarer sattes under Bordet for den Dag, og Skaaler udbragtes for Dagen, Kong Carl Johan, Fædrene- SIDE: 351 landet og for Repræsentanten Advocat Hjelm, alt med passende Sange, Fanfare og Skud. Musikken spilte op til Dands efter endt Maaltid, og Festen fortgik paa det frydefuldeste indtil 3 3/4 Eftm., da man skildtes ad med det høitidelige Løfte, aldrig at glemme 17de Mai. Da Skaalen udbragtes for Dagen, oplæste Bonden Ole Valstad følgende af ham Selv forfattede, skjøndt vel noget omskrevne Tale: "17de Majens Frugt er Norges ædleste og herligste. Medbor- gere og Medborgerinder! skulle vi ikke fryde os ved den? Vore Grane bære Dalere og vore Agre Renter; men Friheden -- Eids- voldspalmen -- bærer vor Lykke og vor Stolthed. Vi hvile i dens Skygge Aaret rundt; men i Dag ville vi reise os op med det hele Normannafolk, og betragte dens herlige Krone med de 112 straalende Qviste! -- Den Tid er kommen med den stigende Op- lysning, da Tanken om 17de Mai gaaer oplivende igjennem Nor- mandens Hjerte; og der gives ikke noget Hoved mere, hvori- gjennem den zittrer som en ræd Skygge. Det nytter ikke Feig- heden længere at regne siden Fryderaabene hørtes tydeligen: Fryderaabene over at Norge da sønderskar det danske Aag, og med reddet Ære og Frihed hengav sig i en nu prøvet lykkelig Forening med Broderriget. Tænker paa Pohlen, Normænd -- hvorledes det kjæmpede for Det, vi vandt, døde for Det, vi leve for! Ogsaa det sammen- kaldte en Nationalforsamling ligesom den, der idag 18 Aar holdt Norges Velvære imellem sine Hænder; men hvor er den og dens Arbeide? I det øde Land tør man ikke erindre Fædrelandsven- nerne, og der læses ingen Grundlov, men en fremmed Tyrans Pennestrøg -- de samme, der udslette Landets Navn og bandlyse Helteskarernes Levninger. Men vi? hvorledes maale vor Skjebne med dette Ærens og Skjændselens, Heltemodets og Dødens og Elendighedens Land, over hvilket Forsynets Veje synes at gaae i ligesaamange modstridige Krumninger som de Blodstrømme, der overskylle det? Vor Skjebne har kun det tilfælleds, at ogsaa vi stode med Vaaben i Haand, mens vor Frihed skabtes. Og det var ikke med Tabet av det Storvirke, som udførtes inde i Landet, medens Æren stod ved Lier og Matrand, at Sværdene henlagdes. Norge beholdt sin Selvstændighed, og dets Grundlov, SIDE: 352 hvis Mage knapt i hele Europa kan paavises, besvores af Broder- folkets Konge. -- Seer dette var vor Skjebne! Den Lykke, hvorfor andre Folkeslag have maattet døe -- den blev vor. Lader os takke Forsynet -- vor Gjeld er stor! Den kan kun afbetales med Dyder. Lader os takke vor høitelskede Kong Carl Johan -- han vilde ikke herske over nedværdigede Slaver! Lader os betale ham med Hengivenhed! Han har talt Frihedens Sag høit i Europa, og han glæder sig naar hans norske Folk hoster Frugterne af Mai- sæden. Lader os gjengjelde ham med Hengivenhed! Den, der har talt Frihedsevangeliet høit i Europa, vilde ikke herske over et Folk af Slaver, ikke see et ædelt, nys gjenfødt Folk at døe heller end blot at vexle Aag. Og han glæder sig, naar han seer sit Folk at høste Frugterne af Maisæden. Han veed, at et Folk maaler Kongens Ære efter sin og sin Lykke. Men lader os ogsaa paa denne hellige Dag ihukomme vor Kraft, Frisind, Eendræg- tighed, Oprigtighed i Alt, Stræben efter Oplysning og fremfor Alt Gudsfrygt; Frygt for den Gud, som har lagt sin Velsignelse paa de frie Folk mens han lægger sine Straffedomme til Sla- vernes Elendighed, og ved sine Forbandelser tugter dem til Fri- hed! Halelujah -- Han klæder ikke sine Aander med Lænker! Halelujah -- Han hvæsser den retfærdige Vredes Øx med Lynet! Halelujah -- Han har overstraalet det nedbøiede Norge herligst mellem Landene! Hil os! hil os! -- vi have hans Miskundheds yp- perste Gave: den gyldne Ving, hvorpaa Aanderne løfte sig. Og visselig, Borgere og Borgerinder, disse Aander under norske Hærder have løftet sig, og de have opløftet Norge med sig, saaat der staaer ligesom et pludselig gjenfundet Æresskjold over mange Land! Det er saa, i hvad den forløbne Tids Mennesker sige, som kun regne Lykke efter egen Gevinst, og Landets Lykke efter de gamle Firemarks Dalere, som en bevæget Tid opkastede paa Strandene. Det er saa -- seer blot udover Dalene, og seer den samme Folkemængde vrimle som i Hakonernes Dage! seer det lysne i Skovene! og, fremfor alt, seer det lysne i Hjernerne! Der er ikke mere nogen norsk Bonde, som kan leve uvidende uden Skam og Skade! Og berømmer Frihedens Overflod af Vel- signelse, naar saameget Godt, som det vi ere i Besiddelse af, og nyde i daglig Vandel, har kunnet tilflyde os, uagtet Grund- loven, med Hensyn til sin Anvendelse hidtil, med mere Grund lader sig ligne med den evindelig samme Form og Værd behol- SIDE: 353 dende Diamant end med Lykkeringen, der evindelig lader sig forvandle i forskjellige Goder! Seer, og beundrer det fra Træl- dommens og Uvidenhedens Ægypten nys udvandrede fattige Folk, hvorledes det er viist og sagtmodigt nok til at anklage egen Van- kundighed først og fremst fordi Lyksaligheden endnu ikke staaer i Forhold til de Forjettelser, Grundloven, den hellige Ark, inde- holder! Et saadant Folk skal vel ikke let ved voldsomme Om- væltninger erhverve sig Friheden; men det skal som det har gjort, vide bedst at benytte Begivenhedernes Gang, og det skal aldrig tabe det Erhvervede. Despotiet under alle dets Former skal det ikke bekjæmpe anderledes end ved at appelere til Lo- ven -- denne ypperste, evigen lige retfærdige og værdige Konge over et Folk av Lovgivere. -- Hørte I dette Navn, Normænd? Det er eders Rang, I Odelsmænd! I Odelsbaarne, I Alle, saa høit skulle vi stræbe! Mindre er ikke denne Dags Fortjeneste end at den hævede Eder fra Trælle til frie Lovgivere. Erindrer den da med Fryd, og blander den Stolthed, hvormed I maae frem- træde imellem Folkene, med den Ydmyghed, hvormed Himlens Velgjerninger maae modtages. -- -- Syttende Mai skede det, at Norge erklærede sig selvstændigt -- Syttende Mai -- -- (Skaal- jubel)". I Eidsvold feiredes Dagen paa de to historisk-mærkelige Steder Minne og Eidsvoldbakken ved Eidsevjua (Heidsivja). Alt gik til paa sædvanlig Maade, og kun følgende Smaaeting ere at be- mærke: ikke een Eneste af Bygdens Conditionerede deeltog i Festen -- at man skildtes ad til ordentlig Tid -- at et trefarvet franskt eller Frihedsbanner vajede mellem Eidsvoldbakkens Glade, medens en Sang til Dagen, forfattet af en Bonde, fra Minne- stranden drønede over Mjøsen. Af den udtage vi her et Vers: Her seer man sølvgraae Isser blandt dem paa sexten Aar. Den Gamle Gutten viser den Palme i sin Vaar, som over Norge spreder fra Eidsvold Kronen ud. og Ung og Gammel beder for den saa varmt til Gud. SIDE: 354 Sogneselskabet i Trøgstad og Baadstad har festligholdt 17de Mai med et Antal af over 200 Personer; Festligheden begyndte Kl. 8 om Morgenen, og ophørte Kl. 4 1/2 Eftermiddag. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 23. Tirsdag den 5te Juni 1832. Uden Ære børjet paa, plejer ud med Skjændsel gaae. FÆDRELANDET I Gaar jordedes Levningerne af Norges, ach! alt for tidlig tabte Søn Nils Stockfleth Schjultz residerende Cappellan til Frue Kirke i Trondhjem. Et overvættes talrigt Følge ledsagede Liget til Graven fra vor Frelsers Kirke, hvor det var bisat. I Kirken aabnedes Høitideligheden med en skjøn og til Dagen passende Sang, hvorefter Hr. Stiftsprovst Siegwardt i en hjertelig Tale skildrede den afdødes Fortjenester som Menneske, Normand, Familiefader og Borger. Under Talen steg tre Storthingsmænd fra Christiania frem, og holdt Hr. Advocat Sørenssen en kort Tale samt lagde en Egekrands paa Kisten. Ved Graven holdt DHr. Biskop Kjerskow og Sognepræst Lieungh Taler saavel til Roes over den Afdøde, som til Opmuntring at træde i hans Spor; endelig sluttende sine Taler med hjertelige Farvel til den Afdøde, hvis for tidlige Bortgang beklagedes. Efter Jordpaakastelsen blev endelig et Vers afsjunget. En Mængde i dyb Sorg klædte Damer forherligede Høitideligheden ved Deres Nærværelse i Choret, og Galleriet ved Orgelet var fuldt af Sangerinder i hvide Klæder og Sangere, hvorimod det Vers, som blev sjunget ved Graven, blot udførtes ved Mandsstemmer. Ordene til Sangene vare af Hr. Artillerie Capitain Foss. Henrik Wergeland EFTERRETNINGER OM 17 MAIS HØITIDELIGHOLDELSE Statsborgeren 10. juni 1832. [Et innsendt stykke om feiringen av 17 mai i Store Næs Eidsvoll o. fl., næsten identisk med stykket i Folkebladet for 29 mai, se foran s. 350 -- 353; men referat av Valstads tale mangler]. SIDE: 355 Henrik Wergeland [OM KJØBENHAVNS-FARERE] (Indsendt). Statsborgeren 10. Juni 1832. S.T. Hr.cand. jur P. Schøyen De veed, at mange norske Narres Hu staaer til Kjøbenhavn, at denne Stads Narre aarlig ifra os erholde endeel af vore Narres Besøg -- at en ægte Christianianar regner en Tour til Kjøben- havn som en ligesaa ufravigelig Pligt som en Mahomedan Reisen til Mekka -- at Norge prostitueres næsten hver Sommer for Kjøbenhavn ved en Snes Narres Nedreise, og at Kjøbenhavn remiterer dem som uforbederlige "Gens de Copenhagen". Men veed De ogsaa, M'herrer, at der kan gives norskbaarne og norsk- opdragne Kjøbenhavnere, som ikke blues ved, dernede, i frem- med Land, paa det skammeligste at nedrive Fædrelandets Kultur, Selskabstone o. s. v.? Og veed De ikke med dem selv, at slig en usel Normand ifjor i et Selskab i Kjøbenhavn saaledes til- rakkede navnlig Christiania, somom der ingen for det dannede Menneske anstændig Omgang skulde tilbyde sig? Veed De ikke med dem Selv, at denne Normand fra Aandens Sider kun kan gjøre smaae Fordringer og er særlig lidet kompetent til i Mate- rier af en saadan Beskaffenhed at fælde nogensomhelst Dom? Troer De ikke at en Dansk af Sjel, ikke at Tale om den Norske, maa nære Foragt for en slig Opførsel? eller maaskee, at en Norsk just derved kan vinde Tække og Behag i Danmark? eller at slig eller anden Foragt for det Hjemlige hører til de Tegn paa den vise? Dannelse, en velopdragen Normand bør afgive? De maa være enig med mig i, at en saadan Karl bør trækkes frem, og i at det nu dertil er paatide, da man har hørt noget Lignende om andre Kjøbenhavnsfarere end Den, som saaledes prostituerede sig dernede ifjor. De maa ogsaa være enig med mig i, at en saadan Karl har opført sig meget uværdig -- idet- mindste har jeg deri Medhold af en Dansk, som har fortalt mig dette. Da nu De, Hr. Cand.jur. Schøyen, vist iaar reiser til det velsignede Kjøbenhavn, ligesom De gjorde ifjor, og Aaret derfor: saa tager jeg mig den Frihed, at bede Dem fortælle Kjøbenhav- nerne hvad Dom der i Norge fældes over slige Normænd. 24 April 1832 Lykkepaa Reisen. SIDE: 356 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 24. Tirsdag den 12te Juni 1832. Tak Dadleren! Han gavner meer end tyve Lovtalere, som lyve. SPRÆTT I VASFAD (En Fortælling) Alf og Ole, to vakre Gutter i Blommealderen, tjente hos deres velstaaende Frænde; dog meest for Datteren Karis Skyld -- hun som var jevnaldrende med dem og behandlede dem begge med lige Frændevenlighed. Medbeilere have skarpt Øje til hverandre, og Ole troede snart at have mærket, at Kari gjorde mere af den livligere Alf. Hun blev vel ved at smøre lige tykt paa Æfta- svælgen til dem begge, og klappe i Hænderne og lee saa hun sank i Knæ, naar den stærkere Ole basede Alf i Sneehougen: men hun havde tregange efter hverandre ladet sig styre af Alf: togange til Kirken og eengang til Bryllup, og da havde Ole, som kjørte bagefter, lydelig hørt, at de havde sunget sammen den hele Vei. Han skjønte nok, at Alfs Sangstemme passede sig bedre til Karis, men han skjønte ikke hvorfor Alf, fordi han havde havt den Fornøielse at styre Gjenta, tillige skulde have den at dandse første Dans med hende, somom Styringen den Miilsvei var et Besvær, der burde belønnes, da dog Ole havde maattet styre gamle Moer, og dog dandsede bedre end Alf. Saa stod det til. Skyflekker lagde sig for Oles Øine, saa han neppe saae Bryllupslysene. Men "Hauk over Hauk" tænkte han med en Blanding af Harm og Glæde, da han saa Kari nægtede Alf den samme Dands, hun strax efter med skinnende Velbehag turede ud med den fra Top til Taa byklædte Skriverbetjent. Alf saae nu i sin ret vakkre rød- og grønstribede Vest med totenske Knapper kun som en forrædisk Fahne, der drog over med al hans Lykke til det seirende Silkebanner, som han saae flamme i Betjentens flunknye Vest af Storgadens smukkeste Modetøi; og naar han saae det stive, nydelige Halstørklæde, som skinnede om Blæksmørerens Hals, saa qvaltes han næsten af sit eget: det forekom ham blot at være en Skurefille. Og tænkte han paa Dandserens fløjelsfine mellemblaae Kjole, hvorpaa Kari just nu, SIDE: 357 ligesom befølende, lagde sine Hænder -- hu! da forekom det ham somom hans ærlige Vadmelskjole reiste Børster. -- Dagen efter syntes det somom begge de unge Karler havde noget at pønse paa. Inden 8 Dage var det vist i Huset, at Ole var bleven engang saa arbeidsom som før. Alf var det det Samme med, og man kunde kun faae et lidet Indglimt i hans Tanker deraf, at han lod alle sine Skillinger springe for et flammet Silke- tørklæde, som En af vore Vandre- og Skakkre-Jøder -- disse Karle, som drage om, enten sælgende for Bykjøbmænd eller for egen Regning, med alskens Kramvarer i en Tine -- lagde op paa Bordet for ham. Og strax efter solgte han sin gode Søndags Vadmelskjole for en luvslidt af Klæde, sine 8 Strieskjorter for 3 af Svenskelærred og sit Sølvlommeuhr for et af Tambak men med tre kobberindfattede Glasdingledangler. Snart var den Her- lighed forbi, og han rødmede mangengang, naar Kari overraskede ham bag Lovæggen lappende paa Skjorterne og Kjolen. Da sang Ole i Logulvet ovenover, og stak Hovedet af og til ud af Gluggen. Pludselig var Alf forsvunden; men et Klorebrev laa igjen til "hjertekjære Kari" hvori han melder, at han "nok skal komme igjen som en Kar, ligesaa gjil som Skriverkaren." Et Aars Tid derefter kunde Præsten neppe komme igjennem Folkemængden udenfor Kirken efter Paaskedagsgudstjenesten. "Hvad er det Godtfolk? hvad er paafærde?" spurgte Gubben. "Aa det er Alf!" fik han til Svar fra mange blottede Hoveder. Men i samme Øieblik foer ogsaa den enten alt for høflige eller og for ethvert Rangs- eller Stands-mærke alt for ærbødige Præste- mands Hat af. Thi ligefor ham stod en fremmed ung Person i fiffigste Bydragt: med skinnende, histogher (forat vise Nyheden) tverbørstet Hat, i en blaa, fiin, flaggrende, med forgyldte Løvekløer sammenheftet Kappe, af hvis Ærmer han blot benyttede det ene, medens det andet hang løs, forat han desfriere kunde vise at han havde en fiin sort Klædeskjole under og graagrønne Hand- sker til en Daler Parret. Den værdige Præst begyndte alt at sunde efter om dog Prækenen havde været saa beskaffen, at fremmede Øren og det formodentlig en gudsforgaaen, satirisk, vantro medicinsk Candidats eller præstehadsk Advocats Øren SIDE: 358 kunde hørt paa den uden at det kildrede nede i Lungerne. Da bragte man ham ud af Betuttelsen ved at sige: "det er Alf" -- "Hvilken Alf?," -- "Han som gik til Byen i Skrædderlære." -- "Aha! nu Gjenter, nu Børn, staaer ikke saa og glan paa den Nar!" -- dermed satte Præsten sig i Slæden. Men nu blev der en Befølen og Strygen paa den fine Kappe, og Spørgsmaal efter Alenprisen. Bygdeskrædderne kløede sig i Hovedet, og indpræntede sig saa og saamange Skjødfolder, saa og saamange Rynker bag; men Vestforet og Tykningen af Stop- ningen fik de dog ikke see; thi Cavaleren havde ingen Skjorte under. Bygdeskomagerne vilde maale Støvleskafterne og see deres Form; men det fik de ikke; thi Bykaren havde ingen Strøm- per under. Alle vilde prøve Handskerne; men dem vilde han ikke af med; thi Smaaherrens Fingre vare fulde af Fnat. Fiffig undskyldte han sig med, at han ikke vilde blive kold paa Hæn- derne, saasom han da ikke kunde blive varm siden. Næsten Alle misundte ham beundrende ligesaameget den fornemme Mine, han i saa kort Tid (tilligemed en god Stump Sjukblegt) havde lagt sig til, og som spillede over de udstaaende Kjaker og Kind- been ligesom den gule Silkeparaply, han just nu slog op, over de stive Messingspilrer. Kappen, Kjolen af 3 Dalers Klæde og Casimirs-Beenklæderne stod Sogneungdommen for høit; men sligtet Lommetørklæde svoer de dog, at de skulde have hos den første Svenske, og sligtet Halstørklæde hos Glückstad eller Møller og Mørk det første de kom til Byen, og sligtet Foerværk strax. Samme Eftermiddag kom ogsaa 66 sorte Katte i Bygden paa den skrækkeligste Maade afdage. (Fortsættes). Henrik Wergeland DEN UOVERTRÆFFELIGE NATUR. (Indsendt). Statsborgeren 17. juni 1832. Vi have ikke Ret i at paastaae at Digternes groteske, bizarre og gigantiske Karakterer oftest ere overdrevne og fordreiede Kari- katurer, aldrig fundne in rerum natura. Shakespares forfærdeligste Uhyre, Richard af York, synes at have sin Karakters Grund- SIDE: 359 trække afridsede efter vor Sigurd Slemmedegn. I den forfærde- ligste Sjelestyrke, der ikke grues for nogen Udaad, i altopofrende Blodgjerrighed, i en Tapperhed og List, der aldrig tabte Maalet af Sigte, i umaadelig Ærgjerrighed, i de Midler, denne brugte -- kort, i alle fremragende Træk ere disse To hinandens Kon- trafeier, og for Sandheden borger de troværdigste Historier. Kong Lears Phantaseren har Nedskriveren hørt opad Dage af en gammel, nærvesvag Hædersmand, der havde en utaknemlig Slyn- gel, ligesom Lear, til Svigersøn. Kort -- Naturen bliver stedse den uovertræffelige Karakterskildrer og den ypperste Tragiker. Den levende Julius Cæsar var større og mere energisk end Sha- kespeares, og om end den Digter, som vilde bedst kunne skildre Napoleon, maatte have nogen Sjeleforvandskab med denne, lidt af dennes Storhed, saa vilde dog Naturens evige Epos' største Helt blive mere stor, mere lynende, mere Tanke, mere Handling, mere poetisk. Romanen lyver virkelig mere end den egentligere Poesie, uden dog derfor at naae Naturen. Vi have, eller idet- mindste ikke saa faae Mennesker, have i Ungdommen følt en inderligere Smægten, end den Lafontaine lader sine Helte og Heltinder forgaae i. Og -- for at tage et modsat Exempel af Romanen -- Wilhelm af Marks gyselige Gjæstebud paa Fyrst- biskoppens Slot ved Luttiik i Scotts Qvintin Durvard og Mord- scenen med den gamle Prælat naaer ikke Sandheden af Naturens Improvisation. I det indiske Mesterstykke Sakontala har derimod Nedskriveren truffet en Idee som kan siges at overtræffe Naturen, ikke alene i Pragt og Styrke, men ogsaa i Liv uden at Sandhe- den krænkes. Det er nemlig den, at Kalidas fremstiller os en ung Prinds tøilende en Løve i en Silkesnoer (om erindres ret), for at udtrykke det Heltemod, som ulmede i Drengen. Om end Drengen med sit Mod er en Naturens Komposition, en Følge af en heldig Kombination mellem den aandige og den legemlige Verden: saa vilde dog ikke Naturen hos et Barn hæve sig til en saadan Yttring af Sjelekraft -- den, der dog er i høiste Grad træffende fremstillet af Digteren, saasom han tænker sig et Barn af heroisk Oprindelse. Men nu i det Karrikaturmæssige og Latterlige? Ogsaa der er Naturen uopnaaelig for den menneskelige Fantasie. Man kan vel altid opstille en forfærdelig Karikatur, som synes overdreven d.e. endnu latterligere end Naturen vilde kunne frembringe den; SIDE: 360 men altid skal man dog om en levende Karikatur kunne sige: hvad af det Latterlige han ikke gjør i Superlativ vil han dog kunne gjøre, om Omstændighederne maatte føre ham ud af hans dagligdagse Latterligheds Positiv eller Komparativ. Hvem har ikke kjendt en Domine Sampson? en Prokurator ligesaa skurk- agtig som den i Guy Mannering? og de, som erindre sig Anti- qvaren Arndt vilde kalde Oldbuck mat. "Den honette Ambition" spilles jo dagligdags og paa større Amfitheatre end Vespasians, i hele Byer. Don Ranudo synes os vel ved første Øiekast kun til at lee ad, som ad en besynderlig Lanternamagika-Figur, som drager os forbi mellem andre en Moroqvels Løier, men som vi dog, om den end voxer til naturlig Størrelse og halvt forskrækker os, vel erindrer os er kun en Skygge paa et flagrende Lagen. Don Ranudo synes os ved et let Øiekast ikke til at troe paa, for overdreven til at belære. Den af Stolthed Bristefærdige have vi seet at lee ad denne sin Repræsentant, uden Skye paa første Bænke i Parqvettet. Og dog har Nedskriveren seet Ranudos Hoffærdighed og Stolthed vel saa latterlig og høit spændt, lys- levende imellem os, i en af vore fornemste Fruer, ja hun er saa stolt og ranudisk, at hun vilde give mig et Knix for disse Linier, alene fordi jeg nævner hende som en af vore fornemste Fruer -- saafremt hun kunde undlade at give mig et Knips fordi jeg ikke kalder hende den Allerfornemste. FIRE DRAMMER ISKJÆNKTE FOR HANS GODE VENNER PURITANERNE af Gibul Bambraso. Nyeste Skilderie 18. juni 1832. Hil Dig o Jomfrue reen og puur Nys bagede Forening! Der staar om pene Herrers Cour I grusele Formening. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. SIDE: 361 Ja leve Puritanerne! De sig purificere! Thi af det puur Modsatte de Jo ellers maa crepere. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Du som barbeert af Løvesta'n [fotnotemerke] Vandt Carolines Hjerte, Barbeer Du nu hver Puritan, Og lær dem hvad Du lærte! Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Dog som hiin Dreng ei lære fik Hvert Greb i Fægterkunsten, Saa gjem af din Diplomatik Om Andet ei -- dog Dunsten. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Da den paa plagiatisk Vid Velhavende sig viste, Da stod hos smukke Mob en Tid En Dverg paa Rise-Liste. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Fotnote: Som bekjendt, Aristocraten, Hertug Wellingtons Vaabenbroder. SIDE: 362 Som Frøen vil han ligne Stud, Som den han bruger Luften, Og puster, puster, puster ud Tilsidst -- o Ve! -- Fornuften. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. O Du med svenske-norske Mens Og norske-tydske Nomen, Hvis Du blev for Indbildskhed lens, Det var et sælsomt Omen. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Nedlægning af dit Dictatur Var res pretii nulla. Tænk ei i Dig Miniatur Man saae af gamle Sulla. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 25. Tirsdag den 19de Juni 1832. SPRÆTT I VASFAD. (En Fortælling). (Slutning). Triumfen paa Kirkevolden satte Alf i sligt Godlune at han endnu var i et venligt Griin, da han tog i Klinken hjemme; -- men hvad saae og hørte han? Kari sad ved Væven, hvorpaa var udspændt et Vestetøi til Ole af samme Farver, som Skriverkarlens, og omarmet af Ole sang hun: SIDE: 363 "Og ikke gifter jeg mig med en Hat, som meer end Hovedet man roser. Og ikke Du naaer min Brudenat, som gaaer paa Støvler uden Hoser. Og ikke gifter jeg mig med en Knap, med skiden Finger under Handske, og ei med skjorteløs Kravelap om norske Læber, som danske. Og ikke gifter jeg mig med en Pink, der knapt kan svinge mig i Valsen, med søvnigt Øje og Røsten spink, som sad en Kam ham i Halsen. -- Men jeg vil ha'e mig et Hoved, som er likgodt selv uden Hat paa, en Læg, som ei lader Støvlen tom: saa strikk' jeg Strømper deratpaa. Men jeg vil ha'e mig et ærligt Sind; men derfor ikke et som brænder; med Alvorsbryn over Glædeskind, og dygtig lattermilde Tænder. Men jeg vil ha'e mig en Haand saa reen, at den min Brudekjol tør røre, saa stærk, at mig over Stok og Steen den gjennem Livet kan føre. Ja sligen Haand har jeg tidsnok faa'et, Jeg med min egen den betaler. Og naar den fryser, skal den faae en Vaatt, men ingen Handsker til en Daler. Men mange Gjenter ta'e kun Handsken fat og holde Bryllup med en Kjole. Men jeg tog Manden før jeg saae paa Hat: lod Alfen gaae og tog 'en Ole." SIDE: 364 Og mellem hvert Vers faldt Ole ind: "De røde Roser og de Øine blaae, de norske Gjenter holder jeg utaf. -- helst naar jeg faaer Den, jeg vil ha'e, saa er det Moro at leve!" Det var intet Raad for. Spræke Alf hørte Sangen ud, mærkede hvad Klokken var slagen, drejede sig om paa Hælen der han stod, dinglede lidt med Glasklumperne i Uhrkjeden, tog saa Lomme- flasken op, gik ud i Spisen, lavede en liden Dokter til sig og Gamlekallen, talte en heel Deel om Laugsindretningerne, "hvilke Mesteren selv siger ere Statens Grundpiller," paaberaabte sig Ytteborgs Authoritet, talte om det skammelige Stykke i Skilderiet af Christiania og Stockholm, der havde skjældt "Os Skræddere for Snydere Allesammen saa godt som -- og det er dog for- meget, siger Mester", drak Dokteren ud, sagde Kallen Farvel, og listede sig ind i Byen igjen. FOLKEBLADET No. 26. Tirsdag den 26de Juni 1832. Kjendte Veie er' de bedste. Prøvet Ven er god at gjæste. [POLEMIKK OM "FIRE DRAMMER"] Nyeste Skilderie 5. juli 1832. Fortale. Som det sig hør og bør gjentracteres Hjertensvennen, Forfat- teren i dette Blad No. 50, med følgende Drammer af Underteg- nede, der forresten anbefaler sig i hans gunstige Bevaagenhed. Gibul Bambraso. SIDE: 365 Alvorligt! Var det dog din Hu Mig at irettesætte? Men isaafald, hvor kunde Du Da Svøben reent forgjette? Nei, at i min Faveur Du vist Har brugt en liden Rænke. Og navnlig hanibalske List Sig lader heller tænke. Som Prosaist Du svæved i Selvoffrets søde Duften; Af den beruust i Poesie Du svæved fra Fornuften. Beføl dog nøie langs og tvers Den geniefulde Panden, Om ikke med de sære Vers Dig fløiten gik Forstanden. Man ingenlunde nægte tør, Du væver som en net en; Men selve Væveren dog bør Ei glemme reent Indslætten. For Traven Præmie sættes ud Af en honet Forening; Hvi ei for den, hvis Hovedbrud I dine Vers fandt Mening? Ei sandt Du laved', lidt confus, Af Vand og Bittert Drammen; Thi at den mangler Spiritus Vi mærke allesammen. Hvad Qvantiteten anbelanger, har jeg med Ovenstaaende be- talt Lige for Lige, og med Hensyn til Qvaliteten, tør jeg haabe at have gjort endnu mere; men for ret at lægge min Erkjendt- lighed for Dagen tracterer jeg denne Gang med dobbelt Portion, og Hjertensvennen vil derfor eiheller forsmaae følgende i veel- meent Hensigt iskjænkede Drammer: SIDE: 366 Til 1ste Vers: Det er en fast grundfæstet Roes, Dig ingen kan berøve: Du er den største Virtuos, Man kjender i at tøve. Til det 2det: Hvis Nogen Mening finde vil Ved dette Verses Læsen, Det staaer, min Troe, paa farligt Spil At han bli'er lang om Næsen. Til det 3die: Dit Vrøvle-Vers har slig en Fynd At Mange sig indbilde, Du fandt udi Cloakens Dynd Din heliconske Kilde. Til det 4de: Du ivrer barsk fordi Patent Du troer jeg eftertragter; At Jalousie din Geist har tændt Man seer paa dine Fagter. Til det 5te: Er Du en Arvings Descendent Af salig Fader Reiser? Som han Du Dig et Monument Paa Flauheds Tinde reiser. Til det 6te: Du, hvad i dine Vers er Sands Mod Intets Vægt probere, Og hvis Du da ei faaer Ballans Er intet æqvalt mere. SIDE: 367 Til det 7de: Til Afskeeds Dram det nu er Tid, Og denne saadan være: Den som i Ordspil viser Vid, Er ikke Dig, min Kjære! Eftertale. Om jeg end, Hr. Modstander! med Hensyn til Studenterfor- bundet, og dettes Forhold til "Samfundet", i det Væsentlige deler Deres Anskuelse, kan De dog ikke forundre Dem over at jeg, efter et saa afgjort "Poscimur", som saavel nogle af Deres pro- saiske Udtryk som især Deres rimede Product indeholder, har fundet mig beføiet til at refutere det Angreb, De ei alene har gjort paa mig som Forfatter af hine Vers, men endog paa min personlige Characteer. De vilde irettesætte mig, siger De, fordi hiint Angreb (mine Vers) baade som Product var saa usselt, og røbede en saa kaad Misbrug af den Ret at skrive offentlig. Hvad denne Bedømmelse af mine Vers som Product angaaer, da vil det formeentligt være upassende, om jeg i saa Henseende skrev min egen Apologie; kun vil jeg derfor bemærke, at den der kan skrive saadanne Vers som De, har neppe nogen Stemme, hvor der er Tale om et Products æsthetiske Værd. Har jeg misbrugt Retten til at skrive offentlig ved at yttre min Uvillie mod nogle af Studenterforbundets Constituenter, og ved at ridiculere den naragtige Maske af fiin Moralfølelse, jeg der troede at bemærke, saa vil Sagen ikke staae meget bedre med Hensyn til Dem, der ligesaalidt som jeg har anseet Studenterforbundet og dets Med- lemmer for sacrosanctiske, og som gjør titnævnte Forbund en ikke mindre graverende Beskyldning ved at antage Hevn - altsaa en meget ussel Lidenskab - for det Sædefrøe hvoraf Studenter- forbundet fremspirer. Er det endvidere en Misbrug af hiin Ret at skrive Vers ialmindelighed, og satiriske isærdeleshed, saa har De ialfald efter Evne søgt at gjøre Dem skyldig i samme Brøde. Kort, hvad De anførte Beskyldninger betræffer, vilde De uden- tvivl handlet klogest, hvis De havde tiet; thi med den samme Dom man dømmer Andre skal man igjen dømmes. Da vi forresten, Hr. Modstander! synes at staae omtrent i samme Forhold saavel til Studentersamfundet som Studenterfor- SIDE: 368 bundet, og vor Strid, der, som Følge heraf, kommer til at mangle egentlig Tendents, vil i Fremtiden blot gaae ud paa Per- sonligheder: saa gjorde vi uden Tvivl fra begge Sider rettest i at slutte Fred, og ophøre med en hensigtsløs Kamp. Tro imid- lertid ikke, at det er Frygt eller Feighed, som bringer mig til dette Forslag. Nei, vil De ikke adlyde et Raad, som ialfald er ligesaa fordeelagtigt for Deres som min Ære, saa alea esto jacta! De skal, i hvor det end gaaer, ikke forgjeves søge mig paa Kamp- pladsen, og det endelige Udfald maa da lære Dem, om De hand- lede klogt eller ikke, da De forkastede mit Fredsforslag. G- B- EN LUMSK AVINDSMAND TRUKKEN FREM OG SKILDRET EFTER NATUREN i Anden Række SIFULINER til en Student JAHN WELHAVEN Forbedre din Forstand, skal den ei falde ureiselig i Støv! -- Shakespeare. (Trykt som Haandskrivt). Christiania, 1832. Trykt i det Lundhske Bogtrykkeri af C. L. Roshauw. FORORD Mange ville maaskee forundres over at see en ubekjendt Person at fremtrækkes til Lyset fra sin navnløse Ubetydeligheds Skygge. Men disse maae vide, at under denne forøvedes Gjerninger, der havde til Hensigt at berøve et ungt Menneske og dertil en Kamerad og Theolog hans gode Navn ved udspredte, trykte løgnagtige Bag- vaskelser, der intet have tilfælleds med en literær Satire. De, der kjende Personen forundres maaskee over, at nærværende Udgiver saaledes vil imødekommende opfylde Avindsmandens hef- SIDE: 369 tigste Ønske om at faae et Navn, det være, snart sagt, saa tvetydigt det vil. Men Disse maae vide, at Udg. vilde, som den fædrelandske Literaturs Ven, ønske at denne hans Fiende engang maatte vise, at et andet Navn var ham opbevaret i Literaturen, end Løgn- prenterens og Smæderimerens skjændselfulde, som dette unge Menneske alt har kjøbt sig med det Dyreste, et Menneske har. Andre, der kjende begge Parter, ville maaskee undres over, at en Welhaven værdiges et Gjensvar -- det Ondskab, der er magtløs naar den sees, sjelden faar Æren af. Og Disse kan Udg. kun svare med Repliken i Kjøbmanden af Venedig: Hvo vil vel stikkes togang af en Orm? saafremt ikke den Bemærkning, at Faae af dem, Welhaven be- klaffer Henr. Wergeland for, kunne dømme derover efter Kjend- skab til begge Parter, skulde være dem nok til at give Udg. Ret i, at det er paatide, at han hales frem og stilles blot midti alle sine Usselheder. At Haanlinier om vor hele Literatur fra hans Pen udflød i Bladene -- det var ikke mere foragteligt end man kunde vente af en Person uden patriotisk Følelse, ja snart uden alle andre Følelser end en, hos saa ungt et Menneske forfærdelig, Egoismes lave Bevægelser. Og det er naturligt, at disse, der efter Alles Bemærkning, som have iagttaget Welhaven, findes hos ham forherskende og fremragende indtil en Forundring eller Gysen opvækkende Grad , aldrig tillade ham at see, at Kund- skaber, der ikke gaae uden for den dovne Students almindelige, eller det lette Hoveds Evner, eller en, mindre i øjenbliklig Liden- skabelighed end i beregnende Skadefryd grundet, Partiskhed kan kalde til det literære Dommersæde. Ligeledes, at Han, strax "Skabelsen, Mennesket og Mesias" var udkommet, og vel før han havde læst dette Digt, der, ikke skrevet for de Fleste, mindst tiltaler den Aandsdybde, Religiøsitet og hver Gnist af Hjertevarme Manglende, tilstilede dets Forfatter i vort mest læste Blad nogle uretfærdige Haanvers, som ogsaa ved Hjælpershjælpere udspred- tes i Danmark -- det bekymrede Forf. sig lidet om, da han vel maatte vide, at hvad der er Godt eller Slet maa staae eller falde ved sig selv. Men, at Nidrimeren umiddelbar forud nær- mede sig den mishandlede Kammerad med alle Venskabets Tegn; at Han, da Denne i en Kreds af fælleds Bekjendter bebreidede ham det Usle i det troløse Smygerie, men udtrykkeligen ikke at SIDE: 370 han ved unødvendige Krænkelser vilde standse En som Forfatter, fortfoer i Udviklingen af samme lave Gemytsbeskaffenhed, idet han atter tilbød den Fornærmede sit Venskab -- dette oprørte paa den menneskelige Naturs Vegne, dette vakte mere Bedrø- velsen over at see en ung Sjel saa beplettet end Harmen over selv at være fornærmet. I disse Ord "far dog ikke saa hidsig frem -- jeg vil jo være din Ven!" gjennemfoer en Lysstribe en elendig Sjel. Fra Siful erholdt Welhaven fra nu af et moralsk Misfosters Værd, og han besluttede at anatomere det. Denne derimod, som mærkede at Sifuls Sarkasmer mere syntes anlagte med Mod- bydelighedens og Ringeagtens end Forbittrelsens Farver, sattes mere og mere i en Tilstand liig den kogende Grydes, saa alt Bundindholdet mere og mere væltede op af hans Sjel; og der- iblandt kom ogsaa tilsyne den latterlige Tanke, at han baade vilde mætte sin Hevn og naae et berømmeligt Navn, om han kunde berøve den Digter sit, hvorpaa Folkets Øine vare fæstede. Om denne besynderlige Plans Tilvær havde Angjældende vel forlængst været underrettet af Venner, der kjendte Welhaven; men en saadan Egoismens Affødning forekom dog altfor una- turlig hos hvilketsomhelst Menneske, end sige hos Et, hvis umaa- delige Indbildskhed ikke understøttes af Aandsegenskaber. Men da lærte de "Complimenter til Henr. Wergeland", som Welhaven udsendte fra Trondhjem, forat de en Tid kunde virke i Werge- lands Ryg, Denne omsider at troe, at en slet og afsindig Hensigt maatte ligge til Grund for slige Midler, som at bevirke offentlig- gjorte løgnagtige Henspil paa en Maade at leve paa, hvormed hverken Wergelands akademiske Liv eller hans nu i længere Tid fortsatte ikke uvirksomme Indgetogenhed har noget tilfælleds. Welhavens øvrige Nidvers bevirke ikke dette Svar, hvormeget end Sandhed, Retfærdigheds Eiermænd og den epigrammatiske Muse kunne have at sige paa de fleste. Det er alene følgende Løgne, der ikke engang have Vittighed at undskylde sig med "at Wergeland under Vægtersang har vaagnet i Rendestenen" og "at Sifuls Pegasusbest faaer formeget Finkel", som bevirke, at Flere gjøres bekjendt med en Character, som de med Afsky ville vende sig fra, og med de usle Vaaben, som en anden Sjel af lige Rang, den berygtede Procurator Praëm, har opfundet, og hvoraf man nu seer Welhaven har betjent sig. Det Sletteste er dog, at de bruges efter Beregning, ja afskydes, saa at sige, i en beregnet SIDE: 371 Vinkel mod min Fremtids Velfærd. Paa de følgende Blade er dette Menneske skildret efter Overbeviisning og med Sandhed; men denne Dyd, som Udg. langtfra saa letsindigen som Wel- haven, og mod bedre Vidende vil krænke, fordrer og Tilstaaelsen af, at et Par af dennes i Trondhjem udgivne Epigrammer, og hvilke ikke antages stjaalne, ere saa gode midt i al deres Uret- færdighed, at man hos dette lette Hoved bør antage saamegen Vittighed, at man ikke ligegyldigen kan see den saa slet anvendt. -- Ingen Literatur taaler Uretfærdighed -- vor taaler ikke engang Splid, og mindst at see sine Kræfter fordærvede. NE SUTOR ULTRA CREPIDAM! Dybt fra muddret Dambund skjød sig den skjellede Forelle, for i Solens Skin at sprelle. Blank i Vandets Speil den flød, øined over sig den hvalte Himmel og, som purpurmalte Snekker, Morgenskyer saae Den i Æthrens Blaadyb gaae. Ha, hvor voldsomt da mod Himlen lille Fiskehjerte slog! Hvor Foragt for Brødrestimlen stedse den mod Luften jog! Falken tryg paa Skyen svam som Forellen i sin Dam. "Fæle Syn!" Forellen sukked' -- Harme Sukket søndermukked, sønderplukked til et Virvar Smertesskrig, der omsider ordned' sig til slig Tale: -- -- "ikke kunne? er jeg gal da? ikke kunne? Ha hvo hørte engang Magen? Jeg, jeg skulde ikke kunne gjennemflyve hvalte Dagen? SIDE: 372 flaggre høit saavel som Den over Bjerg og Dalens Lunde? ja mod Himlens Krone Solen? hvile mig en Stund paa Polen? flyve saa til Maanen hen, Redet mit paa Stjernegrene? Flyver Falken da alene? Mod kun! Ingen lægger Mærke til at jeg ei Vinger har. Mine Finner er saa stærke som den Fjer, der Falken bar. Har vel Fuglen Sølverglandsen, som forskjønner Fiskens Krop? Frisk herop! kun frisk herop! Frisk! jeg kjed af Bølgedandsen svinger mig fra lave Dam stjerneblank til Stjernekrandsen, bader mig i Solens Lue! Verden skal forbauset skue Fønixfugl i Fiskeham! -- " Flux den sig i Halen bed, svang sig op; men -- dat saa ned. Men det værste var, paa Sandet faldt den og ei ned i Vandet. Mens den sig tildøde spreller, Falken suste ned og greb største Daare blandt Foreller. -- Men I andre Damforeller lærer af en Fabel heller end af Sand og Falkeneb, at den største Daarskab er Det at flyve uden Fjær. Du maa tyde Fablens Sands Ørnegribb foruden Vinge, lange Balg foruden Klinge, Snogehoved uden Svands! SIDE: 373 Du, hvis Sejerværker er paa en Smædelinie-dynge for en Baggaards Kyllingklynge slaae et Hjul med laante Fjer -- Du, som Skjaldelaurguirland søndergnave vil saa gjerne, kolde Sjel i Mudderhjerne, med din sløve Slevetand -- Nøgne Løgn, saa klar og bar, bævrende som Bladets Draabe, Du, som Andres Æreskaabe for en Pialt til Dig beskar -- Du, som, mens Du vred Dig der, liig en Hugorm traad paa Halen, under Messiadportalen førstegang, men avindsgalen, saae med Gru hvad Kryb du er -- finder ikke Du Moralen? SIFULINER TIL STUDENTEN WELHAVEN Et Navn -- det koste hvad det vil! Et Navn! -- derfor Du brænder. Du trak -- ak et uheldigt Spil -- et Navn som Æreskjænder. Det er et skræksomt Sjeletræk: Du sledsk og venlig slikker Dens Haand, udi hvis Bag med Blæk Dit eget Bild Du stikker. SIDE: 374 En Høitidsrimers Egenskab Du har, og det er kløgtig iblandt dit Hoveds andet Skrab: den er -- at lyve dygtig. Hvo vil og gjør det Onde -- Han maa være en Noksagten; Hvo vil som Du, men ikke kan, faaer Latter til Foragten. Hvad er dit Maal for Livet vel? De Dage ei Du giver en Daadens Krands i røden Qvel, som bort i Løgn Du skriver. Som Barn Du kaldtes et Genie. (Naturligviis man skjemted). Nu fraader Du af Raserie, fordi Godtfolk har glemt det. Retræten, som Du endnu har er Skuespillerbanden. Som Yngling usel Norsk Du var. En Jyde blev af Manden. Knapt Jahn var Emne for en Sang, ei Knag for Hatten, Venner. Da aabned han sin Sjel: der hang en Rad af Slangetænder. SIDE: 375 Hvormed vil Du betale vel de Godes Bifald siden, naar Du for Stymperroes din Sjel har solgt, da du var liden? Frisk op Johan, du valgte ei saa brødløs en Bestilling! Thi Pibende paa Alfarvei faaer nu og da en Skilling. Der findes ofte dagligt Gods blandt skjønne Rariteter. Saa al Forventning og tiltrods Welhaven blandt Poeter. De Stumper, som du giver, blot har Videts Surrogater. Din Aand i Hjertets Bankerot gjør falske Assignater. Som Harlekin du nok saa gilt kan endnu ende Spasen; Dog først, naar du har gjennemspilt din Rolle som Bajasen. For at forstaae Poemers Sving ei nok Kritikens Kjerte. En liden, men nødvendig Ting Du mangler Jahn: et Hjerte. SIDE: 376 Det er et eget Kald du har at være Pudsenmager. Dog glemte du, at aldrig Nar paa Prækestol behager. Den Vert, som Haresteg ei har, tør sætte Kat paa Fadet. Saa tænker du -- for Vid du ta'r og flaaer en Løgn af Hadet. Som Pharos magre Bester aad, men dog ei Huldet vindes: saa læste du; men intet Raad mod Hjernetæring findes. At være -- agter Du for bedst, og did Du stræber flittig -- blandt Vittige en Snyltegjest, blandt Snyltegjester Vittig. Hvis engang Hver skal tage Sit, Dig Satanas annammer; men Tydsken hveren Splint og Smit af Dine Epigrammer. Ak norske Muse vil Du, Jahn, en Torn i Foden stikke? At Himlens Datter flyve kan, det ahner Staklen ikke. SIDE: 377 Engang Du ei, skjøndt Theolog Tohu Vabohu [fotnotemerke] vidste. Ak, klarlig tydet dette Sprog er i Din Kundskabskiste. I Kirken enten gabes, ja hvad heller spidses Øren. Men da Du prækte, Særsyn! da man loe fra Chor til Døren. "Vær Skjald!" -- Dig bød Din Hovedblok -- "trask vingeløs paa Klamper!" Kun lad dem være tykke nok; thi Du mod Braadde stamper! Med Nidvers, usle Kallifan, Du qvæle vil et Psalter? Mod en Natur du kjæmper, Jan. Som Jacob og Du halter. Nei, imod een Natur med Gru gav Jacob tabt i Legen. Mod to Naturer kjæmper Du: mod min og mod din egen. At ei Din Hjerneblære fri opunder Skyen svæver, den bindes af den Snog, som i Dit Mudderhjerte lever. Fotnote: Det tomme Øde. SIDE: 378 Hør, Jahn, det bør ej, at Du meer for Dine Vers Dig skammer. Thi gode Oversættelser er' Dine Epigrammer. Hvad vil du med dit Stiklerie, med dine Smædelinier? Er lave Nesle harm, fordi den ikke staaer blandt Pinier? Du burde Hamlets Monolog "at være" dybt studere. Du har dig Selv, hvis med "et Drog" Citaten du supplerer. Mig synes, at et Barn du er vel længe og formeget. Thi, skjøndt du Skjæg paa Hagen bær, du ligger i dit Eget. Skjøndt slangeagtig nok -- om Du var Snog, du vilde flæbe, fordi du kunde hvæse kun, men ei som Berus dræbe. Du plukker af et Danskeblad en Kjeldermand, en sjelden. Med den betaler Du den Mad, Du snylter dig om Qvellen. SIDE: 379 For Vaudeville-Snakkerads Du gav dit Testamente. I Daarskabers Multiplicaz staar Studiet ei in mente. Din Pensel ofte var en Pen (Stygt Sandhed at fordølge). At Pennen Pensel blev igjen, er derfor ingen Følge. Du Stumper rapsed, Jahn Genie, fra Fremmede og Egne. Du veed, at man vil Tyverie og som Geniestreg regne. Jahn Sit og Andres byder Os. Nu, hvilket er det Rette? Hvad der er Hans? I dette Gods af Maadeligt det Slette. Din Balg er god; den mangler blot en ærligtsvungen Klinge. Dit Skyds er bedre: det Du flot opøser af en Binge. Mod Messiaden, Jahn, Du blot fremraser fælt og ilde, fordi som dens Iscariot Du seer Du handlet vilde. SIDE: 380 Du dadler Sinclars Digters Sang, mens Du af Avind sukker. Thi vel Du veed, at ei engang Du kan begaae hans Bukker. At haane fædrelandske Hu og Fædrelandets Hæder. Det er at emnes fræk som Du til Fædrelandsforræder. Som Du saa Mange intet Blik for Skjønt og Sandt oplode. Men det er Slemmere, Du fik ei Sandsen for Gode. Hvad vil Du med det Epos der, Du kritikalske Snille, hvem Storheds-Idealet er en heibergsk Vaudeville. Dig Øre ei Naturen gav for Sang i norske Grønne, der henrykt hører Kaglet af den tamme danske Høne. Der er et Sprog Du burde, Jahn, ind i Dit Minde slægge: at Ingen til sit Hoved kan en Alen Høide lægge. SIDE: 381 Parnassets Sjouercompagnie de Plagiatorer ere. Som dem Du ta'r lidt Ragerie, naar Andres Gods Du bærer. Jeg tænkte: Jahn, slig Bagatel, som Emne er for slunken. -- Men største Skue, see en Sjel en heel Natur nedsjunken. Se, til Dit Lys Darausenfra jo Talg og Stage faaes. Forræderpraase, netop da Din egen Tyndhed saaes! Du end kan blive Digter, hvis det la'er sig demonstrere, at Hang til Løgn kan Fantasies Totaldefect supplere. Hvis Musen ikke flyver nok, Godtfolk, i Jahnses Blade: saa husk Galoscher maae og Stok til gjennem Skarn at vade. Ei Skjald Du troer en Skjaldnatur ved smaalig Haan at tvinge. Ak, under en Alhambramuur kan mange Øgler springe. SIDE: 382 Du kan ei blive udtømt, som kan hændes selve Tælen. Thi alt det Smuds, der kom, det kom directe dig fra Sjelen. Du klager, at Du fodres slet med hvasse Vers; -- men Nesler og bidske Tistil er den Ret, som sættes frem for Æsler. Jeg skulde troe dig spæd og glat en Aal i mine Hænder. Men paa den tomme Hvæsen rat den stygge Snog man kjender. Nu, vil du være Snog -- velan! -- og ei en Aal fra Sivet, da Siful er en Afrikan: Det koster Slanger Livet. Min Jahn, du seer din nøgne Løgn har sagt Adieu til Verden. Dens hele Liv var kun et Døgn. I Skjændsel jordet er den. Klag ikke, Jahn, paa Grund af, at din Sjel er paa en Stabel af Vers paradesat: den Klat er reent inappellabel. SIDE: 383 Nu staar Du skjælvende og bar, og mærker, at det galt er, at kjøbe Narres Klappen, Nar, med Ærens sidste Pjalter. At dine vers er uden Klem, kun siges kan af Daarer. Thi Sandhed myrder Du med dem, og hvert Moralen saarer. Men, naar Du myrder Sandheden, elendige Snigmorder, da fælder Retfærd dig igjen og Skjændselen dig jorder. Med fæle Træk en ond Natur er i dit Hjerte skreven. En frygtelig Maculatur din hele Sjel er bleven. Elsk dog min Muse nu; thi den i Sextistumpesvaret har dig et -- ækelt Fænomen -- i Geist jo opbevaret. SIDE: 384 Henrik Wergeland I ANLEDNING AF HR. PROVST E. MUNCHS I NO. 229 INDRYKKEDE Morgenbladet 17. sept. 1832. "Hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter?" (Jesus til de Skriftkloge). Man kunde saaledes blive ved at opstille Bud af Skriften, som ovennævnte Skriftkloge, tilligemed Forfatteren af det i hans Op- sats anførte Brev, har viist liden Agt for i de Linier, som afføde disse. Disse geistlige Mænd slaae om sig med "Skumlerier" og "nederdrægtig Dumhed", fordi en Indsender, der paa den menne- skelige Naturs Vegne oprørtes over en forfærdende Skildring af Christiansands fattige Børn, udledede disse Træk af den for- meentlige Forfatters egen mørke Sindsstemning. Bevæggrunden til at paaanke denne overdrevne og uretfærdige Skildring for- tjener da vel neppe en saadan Udskjelden. Og bliver det end et Spørgsmaal, om Indsenderen fortjente en Bebreidelse for at have, blot efter Andres Opgivende, tillagt afdøde Biskop Munch Forfatterskabet af en Beretning, hvori ikke Sandheden og Menne- skeligheden, men et skummelt Sind prægede sig: saa bliver det dog en Sandhed, at der gives tusinde pynteligere, humanere, for ei at tale om christeligere, Maader at bebreide eller irettesætte paa, end den, ovennævnte Præstemænd have valgt. Den sal. Biskop vidste selv at fremsætte i et Morgenblad en saadan Correctur, der ikke besudlede Papiret. Men skulde det endnu, som hans Hr. Broder forsikkrer, "virkelig have lagt den retskafne Henvan- drede saare meget paa Hjerte at godtgjøre, at han ikke var For- fatter til Opsatsen i Christianssandsavisen", og det endda efterat have fralagt sig det selv offentligen: da synes vel dette at til- kjendegive, at Biskop Munch var vidende om at det var almindeligt Sigende, at han skulde være Forfatteren; og heri burde den sindigere og mildere Dommer finde en Grund til at gjøre den Bebreidelse lemfældig, han ellers maatte finde passende at give En, som vedgik at have hørt samme Rygte. At den Ene af Stifts- provsterne ikke kan begribe, at Inds. af det Stykke, de angribe, har sat et Spørgsmaalstegn efter Angivelsen af den Tid, han, endogsaa med Tillæg af Ordet "omtrent", ansætter siden Opsatsen i Christianssandsavisen, alene for at betegne at han isaahenseende SIDE: 385 ikke er ganske vis paa at opgive det Rigtige -- det er Inds. lige- saa ubegribeligt som at Hr. E. Munch slynger sine vægtige Kiler mod et saa uskyldigt og allerede af Angjældende repliceret og dupliceret Stykke, medens han ikke endser det sørgelige Efter- mæle, som i et senere Morgenblad reistes hans afdøde Broder. Dette er saameget besynderligere, som den Inds., han raaber og lader raabe Raka over, talte Christiansands-Opsatsens formeent- lige Forfatters Villie til Hæder. At Inds. oprørtes ved det Menne- skehadske i hiin Skildring -- det vil hos den Retsindige og Følende geraade ham til ligesaa liden Vanære, som det kan geraade gamle Præstemænd til Ære at fare saa afsted som gjort i No. 229. Ind- prentningen af endeel fortræffelige Skriftlærdomme, som det lader til at de høilærde Velærværdigheder ikke saa ret have iminde, tillader man sig slutteligen at ansee for ikke saa ganske overflødig. DHrr. Stiftsprovster tage da ikke ilde op denne Børnelærdom: "Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive langt fra Eder samt al Ondskab!" (Ephes. 4,31). -- "Dømmer ikke, at ikke I skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes!"(Math. 7,1). -- "Salige ere de [fotnotemerke] ) Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn. Salige ere de Sagtmodige!" (Math. 5,5,9). -- Gal. 6,1. Philip. 2,3. -- Eph. 4,6. 1 Petr. 3,9. Math. 5,44 sq. Math. 6,14,15. o. s. v. Henrik Wergeland LITERATUR (Indsendt). BLADET VIDAR Morgenbladet 22. sept. 1832. Du, Asa, bort fra Norden drog, men hjemkom saa forandret. Man af dit kaudervelske Sprog kan see, du vidt har vandret. Den gamle Asa-Vidar var en taus Gud. Denne fremtræder høit skrigende. Det maa da ikke være den guddommelige. Nei, Fotnote: Who préaches War, is the Dévils Chaplain. Engelsk Ordsprog. SIDE: 386 denne Vidar er dødelig, er skrøbelig, og smaalige Lidenskaber gjøre hans Tunge zittrende. Hans Forstand er forvirret, saa han ikke kan udtrykke de simpleste Ting naturligen og tydeligen. Hans Hukommelse slaaer ham Feil, saa han standser af Mangel paa Udtryk ved Begreber, en Dreng strax og paa det bestem- teste vilde beregne; og da sammensætter han i Beklemtheden Ord, hvorved man kun kan studse, men ikke blive klogere. Hans Øre for Versemaal har lukt sig eller er tilgroet, saa han jammerligen forhutler de gamle Qvæder, han især har Lyst til at fortælle, og som han med en ulykkelig Dristighed paatager sig at synge. Dog dadler han med en Uforskammethed, som man dog ikke kan hade, formedelst det Comiske deri, de norske For- fattere, som bruge norske Ord, medens han selv sætter Ord- vanskabninger, som "Betastning og Orienteerthed" ind i vor videnskabelige Verden, og befolker det norske Sprogrige med alskens Ord fra Latium, Tydskland og Frankrig. Han udbasuner: "jeg, jeg Asa-Vidar, rene hvide Asa-Vidar, jeg skal forme Nor- dens Kraft i rene Gestalter!" -- og han sønderskjærer vore Øren med Vers som Disse: Ind ham byd, om det Erik er, ham, som I veed, jeg vænter! -- -- Men hvi ham skilte ved Seiren du? (!) -- -- Uviist taler du, ellers saa vise Brage, Du, som saa vel Alt veed; (!) For Erik det tordner, (!) (!) som ind hid kommer, (!) (!) Helten, i Odins Haller. (!) Dette kalder man Tmesis'er. Dette er det gamle "Per -- mine Venner -- pen -- dik -- siger jeg -- kelen". I gamle Dage sad der maaskee lidt sund Sands bag disse Forhugninger; men nu er Sandsen borte, og vi see kun Forhugningerne; først Rødder af Træer, saa noget tør Sand, saa Toppene af Træerne, hulter til bulter. Med slige Sager trues nu vore Bønder; og, isandhed, Oldqvadene, saaledes oversatte af Hr. Munch, skulle blive dem folkekjære -- af en Slags Stolthed nemlig, saafremt de lykke- SIDE: 387 ligen have arbeidet sig igjennem en tredobbelt Fortrop af Mel- lemsætninger, der unødvendigen ere saaledes hensatte, og der- næst have faaet nogle forskruede Tillægsnavne fortolkede, og endelig fundet Subject og den Sætning, som burde staaet i Spidsen eller dog af en Digter vilde været hensat paa et fremragende Sted i Perioden, skjulende sig, som en forsigtig General, under Bag- troppen eller endog under dens Bagage af Tilsætninger. Med slige Vers skal Bonden plages, for at faae det rigtige Begreb om Fædrenes Versebygning, om "det regelmæssige 6liniede Fornyr- dalag, hvori 1ste og 2den, 4de og 5te Linie høre sammen, for- saavidt de forbindes med Riimbogstaver, og hvori 3die og 6te Linie have hver 2 Riimbogstaver for sig selv." Nu -- efterat have faaet slige Vers tillivs, skal Almeenmand udbede sig Al- gebra og de gamle thraciske Hymner ligeledes, ordret og Ord for Ord oversatte. Bonden skal jo arbeide; og de Vers han faaer i den belovede eller forkyndte munchske Snorro skulle tage Sveden af ham. Endnu mere bagvendt er Vidars Oversættelse af Hakons- maalet. Ingen Brynje huggedes saa sønder og sammen i Fitje- slaget som disse Vers. -- Ellers er det roesværdigt, at unge Mennesker ogsaa saaledes øve sig; men de første Øvelser, det ringere Talents Fostre, en sygelig Lærdoms ufordøiede Levninger bør ikke søge Plads paa rostra. Man bør tæmme den fremkunst- lede Trang til at meddele sig; og, om den end, undfanget af For- fængelighed og næret af Flid, voxede i unge Hjerner til en vis Styrke, saa er det dog blot et Selvbedrag, at den har den na- turlige Meddelelsestrangs elementlige Kraft eller den grundige Lærdoms erhvervede: der skal ikke fremstaae nogen Minerva, nogen Vidar, fordi Misfosteret vil kalde sig saa. Alligevel vilde det kjærlige Folk tage Affødningen paa sit Skjød. Det skulde taale, at den Unge ikke talte tydeligt og svømmede i poetisk Vand. Det skulde kun sige "du er en forskruet lille Ting", om den begyndte at pluddre fordærvet tydsk Philosophie; men be- gynder Vanskabningen -- som Vidar -- at yttre Trællesind og Smygerie, da skal Pleiemoderen bortkaste den som en ung Krokodil. SIDE: 388 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 39. Tirsdag den 25de September 1832. Hvad Mennesket behøver, det meddeel; Men ei dets Ønsker, om du vil dets Vel. (FORLANGT INDRYKKET.) Indsenderen af den førstindrykkede Skaaltale ved 17de Mai- festen i Næs har derfor frit behandlet, omskrevet (parafraseret, travesteret) en Original, fordi han baade troede, at denne be- høvede lidt, dog heller ikke saa megen Omarbeidelse; og troer at et Blad, end ikke paa Forlangende, bør optage Indrykkelser, der mangle det Behørige med Hensyn til Formen. At rette denne bør staae til Redaktionen, der skylder sig Selv, Indsenderen og Læseren ikke at lade Spalter udgaae, hvorfor en Dreng i en Borgerskoles lavere Klasser vilde faae Bask og sin Stilebog mærket paakryds og qvær. Det Stilistiske og Tankegangen i hiin oprindelige Skaaltale være ellers upaatalt baade fordi det nok gaaer an, viser en roesværdig Aand, og er fremkaldt til Offentlighed ved den altfor fri Omarbeidelse; men den temmelige almindelige Uvidenhedsbommert om "Norges Undergivelse under Sverrig" burde ikke urettet være fremsat. Det er besynderligt, at denne nedslaaende Usandhed, som i forskjellige Blade har faaet saamange Dødshug, endnu lever i Almuens Mund. At den ogsaa træder frem i en ikke udannet Bondes offentlige Tale -- det kommer dog vel kun af, at Pennen løb for ham, da han fik den kjære 17de Mai -- sats fat, som den løb for Omskriveren. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 40. Tirsdag den 2den Oktober 1832. NYTTIGE FORETAGENDER Omtalte nye Myrmalmbrug i Østerdalen gaaer fremad. Vi have seet særdeles fiint Staal derfra, hvorimod Jernet var noget SIDE: 389 haardt. Bergmands-Oraklet Professor Esmark skal have fældt en fordeelagtig Dom om de ham forelagte Prøver. Ellers er det glædeligt at høre, at en Christiania-Kjøbmand, Herr Gleditsch, har gjort fælleds Sag med de to dygtige Østerdøler, som fra først af benyttede denne vore norske Myres Rigdom. Vore norske Ørkeners vægtige Manna tør være ligesaa god som de Israeli- tiskes. Det norske Folk er ikke uligt det vandrende Jødefolk i Ørknen -- Stimlerne voxe -- Brødet bliver mindre og mindre -- Haabet, den vandrende Skystøtte, svæver for langt forud i Synskredsen for de trætte Been. Men af og til, som det mørk- nes mod Natten, saa udstøder den sine Glimt. Et saadant Glimt er Skinnet af Fiskestimerne under Lofoden for tusinde Nord- lændinger, ja for Tusinder af Andre (thi nu flyver Norge paa en Fiskefinne). Et saadant Glimt over det hele Land er denne Vaar, der forjetter Soningsaaret for de to forløbne Trangens Vintre. Et saadant Glimt for de fattige Trysildinger er ogsaa Flammen af den nye Myrmalmovn. Saaledes gjøre de Kloge: saaledes skulle de gjøre! I Ørkenen see de ikke med korslagte Arme imod Himlens drivende Skyer, men imod Jorden speide de med raadsnilde Øine; thi der og intet andet Sted for os Mennesker speiler Himlen sine Velsignelser -- der laae ogsaa Israeliternes Manna -- der finde nu baade Øst og Vestlændinger, at Norges ligger. Hvad ovennævnte Herr Gleditsch betræffer, da har han For- tjenesten af at have forskudt Penge til Myrmalmbruget; men ønske maa man, at andre Bykjøbmænd maatte være ligesaa villige til at indgaae paa kløgtige indenlandske Speculationer. Yderst faa kunne her nævnes som Saadanne; dog maa Kjøb- manden Jacob Juul her ikke forbigaaes. Hans selvtænkende Hoved har frembragt imellem mange andre nyttige og tildeels større Indretninger, ogsaa en hidtil savnet Tilvirkning af farvet Bogbinderpapiir, samt (i Forbindelse med Lector Boech saavidt vides) en Senepsmølle. SIDE: 390 FAKKELTOGSVISE Samfundsbladet 13. okt. 1832. Mel. Ecce qvam bonum o. s. v. Cheferne. At den "Enthusiasme", Vi usigelig maa kalde, ei ogsaa skal usynlig blie, saa tænder Fakler Alle! Chor af Følgesvende. Burschen og Russen skal ved Fakkelblussen fange Lykkesfuglen og Uglen. Cheferne. Fortuna sidder i sin Nat -- forsaavidt kun iblinde. Flux tænder Faklen, Gutter, at Hun engang Os kan finde! Chor. Faklerne brænde, at hun vel kan kjende Poul og Peer og Palle og Alle! Cheferne. Hvis Nat og Røg kun gjør os til uformede Gestalter, vi siden paradere vil i Morgenbladets Spalter. Chor. Just naar det qveller, Dagens Bagateller Fakkellyset viser som Riser. SIDE: 391 Cheferne. Som under Mikroskop en Luus til Elefant sig høiner: saa voxer den Merit ved Blus, som Ingen ellers øiner. Chor. Mens Lys er vor Façade den Port til bagre Gade tør Nøgle faae som Fritzens tilsidstens. -- Røster i Publikum. Ved Dagslys hist og her man nok af Narre faaer at skue, men aldrig saae man større Flok end her ved Fakkellue. Omqvæd. Frem Vidar-Aser! (Asner, naar I rase) Vi med Asenracer vil spase. Fakkeltoget. Røg af vore Fakler, qvæl, begrav de Stakler, som, imens vi lystre, tør plystre! I Slutten av August. Henrik Wergeland [OM BLADET VIDAR.] (Indsendt.) Morgenbladet 22. okt. 1832. Den Bifrost høi dog være maa, hvor disse Aser hoppe, Thi kun som Spurvfigurer smaae man øiner dem deroppe. Altsaa, store Vidaraser, Askursønner -- maa lægge lange Stiger til, for til den Bifrost klyve, at tydeligen see hvad Spil i SIDE: 392 Guders Navn I drive. Med andre Ord: Vidars Redaction vide, at de i No. 272 afæskede Beviser ere fuldførte; men søge, paa Grund af Udførlighed, videre Skranker end Morgenbladets. Med en organiseret Propaganda kommer man ikke tilrette i en Avis- opsats. Ellers bemærkes, at ingen af de Afhandlinger i Vidar, hvorifra Indsenderen henter de Beviser, han grunder sit Om- dømme paa betræffende disses særskilte Værd som og Bladets Charakter i det Hele, vedkomme personligen de tvende Ærede, som nævne sig sidst af Redactionen. Om Disse, som Saadanne, vil man nødigt troe andet end at de kun have udlaant sine Navne -- en Velvillighed, der, beklageligt nok, faaer en Utak som om den let lod sig tage for en Ubesindighed. Viist en Redaction, der -- efter egne Slutningsord i No. 272 -- kun har at vælge imellem "blind Lidenskabelighed eller virkelig Mangel paa sundt Omdømme", er den heller ikke langt herifra. Men selv med Odins Hjelm og Stang blier Loke ikkun Loke. Troer end nærværende Bedømmer, at en illiberal Aand og Uretfærdighed fortjener Skarpmælet, at man bør stræbe at for- hindre mislykkede Forsøg fra at plette et ellers hæderligt, maaskee vel udført Foretagende (som f. Ex. Munchs Versoversættelser fra i den Form at søndre hans Heimskringla): saa staaer dog den Critik, som dicteres af den blinde Lidenskabelighed, der ude- lukker alt sundt Omdømme, ham for Øie i al sin Vederstygge- lighed. Den schweigaardske Dunkelhed tilhyller ham ikke Glimtet af denne skarpsindige Sjel. Talentet og Lærdommen fryder ham, men at see dem samtrælle under Tydskeriet vækker Vee og Smerte. Den velhavenske Herostratismes Ordvid er ham behageligt, medens han maa korse sig for de lave og magtesløse Dæmoner, der kogle derunder. Og han glæder sig paa samme Tid paa Fædrelandets og dets Videnskabeligheds Vegne over den flittige Munchs Virken for Nationalhistorien, og lykønsker ham dertil, som han ønsker ham bedre Held i dennes poetiske Dele og mindre Snæv af Danomanisme, men mere Retfærd og Beskedenhed og Kundskab, naar han vil dømme Andre. Da den gode Aser, hvem hiin belovede, udførligere Critik egent- SIDE: 393 lig angaaer, sikkerligen imellem sine Ydunsæbler ogsaa ville finde Taalmodighedens syrlige, kan man kun anmode dem at sysle med dette imidlertid. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 43. Tirsdag den 23de October 1832. Ikke alt er Guld, som glimrer. NYTTIGE FORETAGENDER I Ullensager har Sorenskriver Borchsenius gjort Forskud af 100 Spdlr. til Anskaffelsen af Kløverfrøe. I Stavanger Amt isærdeleshed ere mange Sogneselskaber op- rettede, og det af betydelig Virksomhed. Anskaffelsen af de saakaldte eidsvoldske Ploge lader til at være de gode Medbor- gere paa den Kant en vigtig Sag; og vi omnævne derfor, om- endskjøndt disse almindelige østlandske Ploge vel forfærdiges godt paa mange Stæder, Smed Ole Arnesen paa Eidsvold Værk, som den fortrinligste Plogsmed, som den ægteste Plog-Vaulundur, man i omgrændsende Bygder kjender. Henrik Wergeland INDBYDELSE Statsborgeren 4. nov. 1832. I Vaar udgav Undertegnede to Rækker Folkeviser og, i For- bindelse med dem, Balladen Blaamyra, hvilke alle i hans Omegn have erholdt Melodier. De første, der udkom i to store Halvark, med Titelomslag og historiske Anmærkninger, besynge Niels Ju- stesens Fortjenester som Jordbruger, Olvar Bondes og Oberst Kruses Tapperhed, Vormens og Glommens stolte og skjønne Sam- stevne, Glommens 17de Maiqvæde, Reidar Griotgardsens Tro- skabsoffer og Baglarkampen ved Minde. For den Sidste er en senere Vaabendrivt Gjenstanden. De Medborgere, som nu maatte erkjende med Forf., at patriotiske Folkeviser ere i flere Henseender almeengavnlige, især naar de gjennem Sangen indvoxe med Folkets SIDE: 394 Følelser, indbydes herved til at fremme Udgivelsen af et Ark til for det første, der vil indeholde flere deslige Folkesange, og danne 3die Række. Dette kan skee ved enten gjennem dette Blads Red. eller ved direkte at henvende sig til Undertegnede, at tegne sig for endeel Exemplarer til hensigtsmæssigere Udbredelse i flere Bygdelag. Tegnes saaledes for 1 Spd. erholdes 34 Explr., for 1/2 Spd. 16 Explr.; for 30 ß 8 Explr. hvoraf behageligen vil sees, at Prisen er sat saa lav som muligt og som den ogsaa bør være for Sange, der nærmest ere bestemte for Almuen. Eidsvold. Hnr. Wergeland. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 45. Tirsdag den 6te November 1832. Tyrannie er ingen Regjering -- det er Vilkaarligheden, som har indtaget Lovenes Plads. [OM RELIGIØST SVERMERI PAA ØSTLANDET OG VESTLANDET.] (Indsendt.) Paa Østlandet skal man ikke klage over formeget religiøst Sværmerie. Om der end findes enkelte Steder, hvor enkelt Præst eller enkelt Mand tør indlade sig paa at tælle de Frelste, saa er det dog hverken meget udbredt, saaat disse frelste Hoveder eller maaske rettere Høveder godt lade sig tælle, eller et mere rasende end et andet almindeligt Hang, som gives slappe, men ikke løse Tøiler. Man beriger Grøndahl og Monomotapakysten, kniber næste Naboe, naar man kan, trækker paa Skuldrene ad et sultent eller glat Ansigt, læser Missionsbladet med al Troe og Andægtighed, kommer sammen forat præke over hvorledes den Helligaand sidstleden Onsdag eller Torsdag besøgte den og den -- se det er Alt. Den anden større Mængde derimod leer ad disse "Hellig- mikkeler", uden at være et Haar bedre eller at vise mere For- nuft. Her skulde tales mere om denne Classe, dersom Sløvheden saa let kunde vækkes og alle dens gale Retninger hos de forskjel- lige Hoveder i denne store Classe derved rettes ud mod det SIDE: 395 Sande og Rigtige, der sammenlodder Følelse og Fornuft til en Magnet, som viser baade paa det bedste igjennem denne Verden og paa det beneste ind i den bedre. Kun de Færreste betræde den gyldne Middelvei, og forstaae at forene Gudsfrygt og For- nuft sammen, saaat de med dette Klenod vandre uskadte mellem de brændende, langfingrede Sværmere tilhøire og de kolde, værd- løse Ligegyldige tilvenstre, der enten tage Alt eller Intet for godt af det, der puttes i dem. Paa Vestlandet, paa den skjønne Kyst, hvor den alvorlige Huus- faer i Kredsen af sit Tyende og sine Børn med uforandret an- dægtigt Alvor lægger Brillerne "i Jesu Navn" i Bogen efter Aften- psalmen, (hvis sidste Vers rigtignok blev sjunget i et hurtigere Tempo for visse Aarsagers Skyld, som vi skulle høre) og derpaa, reisende sig med en Livlighed, man ikke skulde tiltroe disse graae Haar og denne nys saa rolige, patriarchalske Majestæt, raaber med Tordenstemme: "nu ud Gutter til Arbeide! Guds velsignede Maane skinner saa passe! Og den ugudelige Tolder sidder ved sin syndige Boston hos Fyrpasseren!" -- der, paa den Kyst, viser hiin sværmerske Hang sig langt stærkere og stærkere og mere ud- bredt. Der gaves ikke flere falske Propheter i Israel end der; og Jernhornene mangle heller ikke, hvormed de kjerlighedsfuldt ud- stange Skjeven af Næstens Øine. Der præke og smuggle og anfægtes Haugianer, Methodister, Spødevoldianere (efter Propheten Knud Spødevold), Bulowianere (efter en forløben, fra Stavanger forjaget Metodistpræst og Baron i Haabet Bulow) Follandianere, Skjevlan- dianere. Reisepræsten Paterson, der i Sommer reiste for det en- gelske Bibelselskab, prækede ogsaa; Quækerne præke, alle Anerne præke -- kort der er flere Prædikantere i de Egne end Tilhørere, ja end Folk. Men der gives ingen Middelvei; thi for at skille sig ifra alle de secteriske Hængehoveder maa man være næsten ugudfrygtig i sin Tale, for at passere for en Mand, der ikke ligner dem i Gjerning. Hvor usikker Middelveien er at finde, hvor Menneskene vakle imellem Yderlighederne, sees mærkeligen af den Erfaring, at en Secterers Søn bliver det modsatte i Troe og udvortes Bekjendelse af sin Fader, men dennes Søn atter som Bedstefaderen. Dette maa komme af, at hver Søn saae, at Faderens Troe lidet frugtede, og tænker paa at prøve noget andet. SIDE: 396 Henrik Wergeland NYTTIGE FORETAGENDER. Oudølen Ole Dysterud havde for en Tid siden en Ljasmidje igjerde; men, om den er kommen istand vide vi intet tilforladeligt. Men den svenske Lja vil vel klinge saalænge paa norsk Vang og de tusinde ubrugte Fossefald dure saalænge til, at Speculations- aanden, der nu ligger indsløret i Brænderiedampen, og Drifte- kraften, der nu ligger i Drankekaret, omsider vender sig til Spiger- hammeren og Ljasmidjerne. Redactionen opmuntrer til at meddele den Efterretninger om allehaande nyttige Foretagender. Bekjendtgjørelsen heraf skal være baade Opmuntring og Exempel. Henrik Wergeland LITERATUR (Indsendt.) Morgenbladet 10. nov. 1832. (VIDARS SPROG OG DØMMEKRAFT.) Hr. Winther, skjult og rastløs som Spindelvæven, fortjener Tak for at have skjænket Almeenheden en ny Udgave af Primons Lexicon af fremmede, optagne og optagendis Ord betimeligen før Vidars Udgivelse eller, i Asamaalet, formodentlig "Apparence", men i Asernes Tanker, efter Indledningsvisen "Fremstraalen", om dette skulde forslaae. Indsenderen raader alvorligen alle ikke latin- eller franskkyndige Vidarlæsere til at have Primon, i Mangel af Baden og Aphelen, vedhaanden; thi saaledes skulle de til Læs- ningens Behag ogsaa knytte Gavnligheden af en Studering. Lidt efter lidt skulle de ogsaa lære at forædle og berige eller, i Vidar- sprog, at "imbure" Sproget med Udtryk, som "Niaiserie, Meditation, apparenta, absolutoriske, maniereret, explodere, Emeute", og snart skulle de komme ligesaa vidt som de studerede vidarske Elever, til hvis Øvelse og Kundskab denne Rigdom udøses, om ikke nærmest for at gjendrive Beskyldningen for at det franske Sprog ikke holdes i noksom Hævd af den studerende Ungdom. I en interessant Opsats i Vidar om den portugisiske Literatur sige nogle per applicationem ret satiriske Linier, at "Skjændig SIDE: 397 Smigrelyst bragte de vanslægtede Portugisere til at foragte sit eget rige og herlige Sprog for at skrive i castellanske (spanske) Gutturaler, og tilsidesætte det Portugisiskes sonore Hellenismer for Tyrannernes Sprogs aspirerede arabiske Lyd." Fiat applicatio Danomanis! om end de to første Ord bør undtages. Vidar maa ikke fortryde paa at han gjøres opmærksom paa hvad man troer kan være Sproget tilskade. Man indseer, at det kan være en næsten uvitterlig Vane, især hos unge Forfattere, der endnu besidde mere Læsning end Tænkning, at ødsle med fremmede Benævnelser og Begrebnavne, hvor det ikke gjøres fornødent, eller, i Vidarsprog, at mystificere med formegen Phra- seologie og Terminologiseren. De, der søge at berige og uddanne Skriftsproget ved Almuemaalet, ville have ligesaa godt af Mod- partiets Control, saa at ikke ufortjente Ord erholde Borgerret- tens Ære; men altid vil der blive mange baade fremmede og Almueord, der deels have vundet og deels bør vinde den. Men i dette Øie, man gjensidigen har til hinanden, bør ikke Hadet gnistre eller Avindet skele (gleime paa Norsk). Det gjælder et fælleds dyrebart Klenod, og desangaaende bør Mænd tale vær- digen sammen, og Aander skrive med Penne, heller tagne af en Engels end af en Høgs Vinge; -- ikke bør man see Ulve, der holde hinanden i Ørene. Men hvilken Ulv reiste ikke sit grove Ragg i Vidars Afhandling om norsk Sprogreformation? -- Den Erkjendelse Rec. gjør sig en patriotisk Glæde af at ved- kjende sig af de Kundskaber og Aandsgaver, som pryde de fleste af Vidars Redacteurer, lader ham desværre forundre sig over, at de tillade Vidnesbyrd om enten en tilsyneladende Mangel paa Dømmekraft eller om et uforsigtigt Hang til at henslænge Phraser, skulle oftere nedsætte Bladet. Thi hvilken Modsætning er ikke det, at det ene No. taler om "vor Tids herskende Skep- sis", mens det andet erklærer, at "en religiøs til det Positive heldende Tendenz synligen aabenbarer sig i vor Tid, efter Na- tionernes frie Valg og Trang"? Her vises Veien med Fingrene ikors. Det vidner heller ikke om synderlig Dømmekraft eller vel snarere ikke om den Eftertanke, man kan fordre af en Recen- sent, at Recensenten af det hjelmske Maanedskrifts 16. Hefte, i Vidar No. 10, ikke indseer, at en ung Reisende, der netop ved SIDE: 398 Ankomsten til det fremmede Land, forhindres fra at tilfredsstille sin Interesse, der vækkes og spændes af tusinde nye Gjenstande rundt om ham, kan af en Slags glad Ondskab mod sig selv be- slutte sig til ved Raisonnement at nedstemme denne lidt, som netop nu ved den øieblikkelige Forhindring, under en halv piinlig og vellysten zittrende Spænding hæver sig desstærkere mod For- ventningen om Tilfredsstillelsen, som dog altid var vis i Bag- grunden. Skildringen af en Sindsstemning, der næsten frygter for det Virkelige, som snart skal tilbyde sig for den aabne og pirrede Sands, saasom allerede de blotte forud udkastede Phan- tasiebilleder deraf næsten ere den overvældige, er klart fremsat og dertil søgt udtrykt i Billeder; -- men alligevel har det ikke lykkets Recensentens Dømmekraft og Phantasie at sætte sig ind i den. Ellers er Rec. en af de Vidarredacteurer, som langtfra mangle den første af disse Evner, og den anden vil han vel saameget mindre gjøre betydelig Fordring paa, som den rigelig er erstattet, og som selv den, der figurerer i Vidar, som Poet, beskedent renoncerer paa den. SONNETT (EFTER SONNETTEN I VIDARS No. 10) (Indsendt). Samfundsbladet 11. nov. 1832. Naar Natten svæver kring de tause Strande naar Skyerne af Mulm og Slud er fulde; naar der en Nat er 18 Graders Kulde, saa lange blanke Tapper Taget rande; Naar Nattens Mulm er ligt det i Din Pande og Kulden lig den i Dit Hjertes Hule -- da Genius, Du maa Dig ikke skjule; men svæve frem som Noahs Fugl paa Vande. Begeistringsstunden da er kommen. Da skriv paa frosne Rude Distichoner, og Nattens Alf i Blomsterkrands dem sætter! Da dyp en Iistap midti Gadeflommen, og skriv paa Dammen som den Kulde boner, igjen et nonplusultra af Sonetter! Siful. Henrik Wergeland SIDE: 399 FOLKEBLADET No. 46. Tirsdag den 13de November 1832. BONDEVIISDOM (Indsendt.) Plog i Brug blinker; men stille Vand stinker. Ærlig Mands Sagt er godt som Contract. Bedre liden Fisk end tom Disk. Før Huus end Brudeseng. Red den med Urter fra egen Eng. Fornøjet Sind gjør Vand til Viin. Muntert Hug sidder bestandig ved Juledug. Glad Sjel lever altid vel. Seet Lyn ei slaaer. Seet Fare gaaer. Nar og Penge forliges ei længe. Letkjøb er en Lommetyv. God Naboe, god Morgen. Ungdom lad -- Alderdom uden Kjole og Fad. Tiggerstav bedre end daadløst Adelskab. SIDE: 400 Leges kan med egen Hund, til den glæfser Been isund. Et Pund af Sorg og Qvaler ei et Lod af Gjeld betaler. Mist heller din Brystnaal i Dandsen end Sandsen. Qvinde tier med hvad hun ikke veed. Bygge for høi, bygge for bred sikkreste Middel at armes ved. Bedre spare Kruus ved Munden end paa Bunden. Dig Selv med Honning smør: Fluer du faaer, om aldrig før. Tidlig i Seng, tidlig i Brog gjør Manden sund og rig og klog. Docter Bygsuppe, Docter Hvile, Docter Muntermand kan mere end slukke en Feberbrand. Øst, Vest, men hjemme -- bedst. Regning klar er Vens Bevar. Hest i Gallop og Spiller i Bræt gaaer snart træt. SIDE: 401 God Reisefær en Fjerding af Milen skjær. Godt Øl er ofte Mad og Drikke og Kofte. Paa Narrenæse og Kjækklertunge hænger Procuratorens Pengepunge. Den spiller bedst, som vinder meest. Den, som lever med den rige Mand, som Lazarus døe ved Porten kan. Sætter du Tigger paa Hesten op, saa rider han strax i Herregalop. Henrik Wergeland AF ET BREV FRA ULLENSAGER (Indsendt.) -- -- Medens Bonden synes at spille Mester ved Valgene rundtom i Norge, og Trompeterne lyde til disse vældige Fram- steg, reiser Ullenssogningen sig som en Modsætning dertil, alene rustet med Kittel-Beskedenheden. Her valgtes nys Skriver, Pro- curator, Lieutenant, Capitain, Fuldmægtig og Klokker -- de 3 første til Valgmænd, de 3 sidste til Suppleanter. Omendskjøndt netop Procurator, Lieutenant, Capitain og Klokker af Statsbor- geren som af andre Skrifter ere satte mellem de høist mis- tænkelige Valgemner: saa troer jeg dog, at dette Valg, hvad de 3 første af Sidstnævnte betræffer, baade er vellykket, og et Beviis for hvor lidet Ullenssogningen vil vide sig afhængig af Tidens Lærdomme. Det gjør mig ellers ondt, at kunne melde som paalideligt, at den udmærkede Repræsentant, Ullensager har havt Ære af at berige Storthinget med, nemlig Sorenskriver Borchsenius vil undslaae sig for et fornyet Valg til Repræsen- SIDE: 402 tant, [fotnotemerke] som den Beskedenhed, der forskjønner hans Talenter, vel ikke kan andet end kalde muligt, men som de Fleste vel antage for meer end sandsynligt, har afgjort. Valgmændene faae da rage om i dette Amts Armod paa Valgemner, der ere noget tes, indtil de finde En i hans Sted; men til at udfylde det hører mere, end man kan vente. Henrik Wergeland NYTTIGE OPFINDELSER (Indsendt.) Mange have stuslet med Saamaskiner; [fotnotemerke] men saaet flere Daler ud end Korn med den, og kun høstet Ærgrelse ind og lange Næser istedetfor lange Ax [fotnotemerke] . Der kom vel forfærdelige Hjul- grejer istand, og de ok bortover Marken store som et lidet Huus; men Kraaken lo paa Gardstauren, gleimende ad de blanke Sædkorn, og Saakaren kløede sig grinende i Haaret og saae paa sine Næver, der i tyve Aar havde havt det visse Slæng paa Kornet, og hvis Ære nu en af Tidens umodne Opfindelser vilde løbe af med. Imidlertid kan fortælles, at man i Faaborg idetmindste allerede en Tid bruger Saamaskiner, her i Landet opfundne, der forene Simpelhed og Lethed med fuldkommen Hensigtsmæssighed. Skulde nogen ville have nøiere Underret- ning, da vanter vist ikke, at hæderlige Herr Arne Jørstad 1ste Forligsmand i Faaborg, meddeler saadan. Henrik Wergeland IDYL TIL SKABNINGEN AF ÆDEL RACE PAA FORNEBOE (Indsendt.) Statsborgeren 18. nov. 1832. Manglefjeldets mørke Huldrer -- kommer I, der boe i de klin- gende Furuer, som Elegierne bag Sangerens Paryk! Kommer I, alvorlige Skovgudinder, med Kraakestrylokkerne og Næverluren -- kommer, og tjener erkjendtligen uden Løn som Budeier hos Fotnote: Mangel paa Rum har foraarsaget at dette først nu fremkommer, der an- mærkes; saasom Hr. Sorenskriveren har antaget Valget. Fotnote: Neppe er det Tilfældet i Norge. Fotnote: At radsaae med Maskiner, og hyppe de saaledes saaede Agre, er nød- vendigt i den Brugsmaade. Har Nogen radsaaet og forsømt det Sidste, vil en slet Afgrøde været Følgen, der da er dens Skyld, som indfurte en Brugs- maade, hvilken han ikke forstod. SIDE: 403 Eders store Ven den berømmelige Christian Forneboe! Thi Han har ikke villet, at I skulde forstyrres af flittigtarbeidende Menne- skers rastløse Larm, af Børns Skrigen og Plovens Klang: -- Han vilde ikke, at den menneskelige Fattigdom skulde vove en Kamp mod den vilde Naturs Rigdom, der udspredte sig i talløse, ufrugt- bringende Skud til Glæde for Ham, der førstegang førte Menneske- hedens høieste Stænder tilbage til Naturstanden: -- Han indsaae, at Flid og mange, mangeaarig Besiddelse under svær Kamp mod en uvenlig Natur, kun vare elendige Paaskud for at forurolige Eder, I Skogens Fagre; forat forstyrre den graaskjæggede Myrs Hang til Ørkesløshed; og forat kunne mætte en forbrydersk Hævn mod den uskyldige Røslyng, der forgjæves knælede med Dugg i sit rødgrædte Øie. Men da reiste Du dig, Naturens Kjæmper og ædle Repræsen- tant: Myrenes Velgjører kom; Steenurenes Triumfator opstod baunestraalende, Vildskogenes, Lynghedernes, Ødemarkernes Libertador reiste sig med en Kraft, der atter lader Myrene udrulle sig, Skogene spredes, Lyngen sammenflette sine smaae Fænniker til en rødmende Seiersbue, og Steenrøsene hobe sig til uforgjængelige Pyramider for Dig, der iværksatte Naturens Restauration, Reaktionen mod Familiers hundreaarige Flid. Manglefjeldets Huldrer! læsker eder med den djærve Christen Haakaaliens Taarer: med Hans, der vovede at sønderrive eders Mosetag med den gjerrige Harv, og at give Klippen syv Børn at die! beruser eder med den sidste Røg, som drev af den Arne, der i 70 Aar haanede den mørke Tallskog med sit frem- mede Lys! dandser i Familiens sidste Fodspoer over Agren, der ilang Tid hvidnede som en hæslig Ringorm mellem Lyngens natur- lige Rødme! lægger Luren afvexlende med den uskyldige Silju- pibe til Læben til Hans Ære, der, tilforn from som den kollede Koe, iførte sig vældige Horn for endogsaa at oprode Jordkøien, hvorunder de 7 smaae Nøgne, og Moderen, og den fordrevne Fader vilde skjule sig i vild Mark! Og lovsynger Livegenskabet, og lærer i en Seiersang Liflands og Kurlands Barskoge at bøie sig for Norges, hvori Christian Forneboe- (væ!) har øvet Meritier, som en liflandsk Herremand maa misunde! Haakaaliens øde Arne er et smukt Sted at spille paa, I Huldrer! Sukke hviske endnu i den sidste Aske, og Tomten skal hedde Menneskelighedens Valplads og Barmhjertighedens Rettersted! SIDE: 404 Der er et opmærksomt Stille, hvad enten I besynge den herlige Green af en ædel Stamme, der beskygger Vornedboe, eller I hærme efter de 7 Ungers Skrig og Moderens Hylen, da de kastedes ud i den vilde Skog! Der er Stille, og der er en sørge- lig Erindrings Majestæt paa dette Sted; -- sætter eder der da, I Skovgudinder, og hilser Ham, eders milde Herre, om engang Qvistene skulde rusle som om en Oxe brød sig igjennem og Han skulde aabenbare sig paa dette sine Bedrivters Sted, herlig som han gaar der paa Forneboes yndige Græsgange. Henrik Wergeland SYGE-JOURNAL (Indsendt.) Statsborgeren 18. nov. 1832. Det er en bekjendt Sag, at gamle Rigstidenden, desværre, er underkastet Phantaseringer, naar Gubben kommer paa sit Ynd- lingsthema om rasende Enthausiasme, Jubel af fuldt Hjerte, Hen- rykkelse indtil Taarer og andre lidenskabelige Udbrud og Yttringer af et sygeligt, oprørt eller overspændt Befindende, som det rolige norske Publikum tilskrives af ham ved visse Leiligheder. Det er imidlertid ogsaa bekjendt, at en Patient, der lider af fixe Ideer, eller af en eller anden Slags Galskab, troer alle Andre at lide af saadanne Sygdomme, som at dette er Tilfældet med Sieur Rigstidende, og som det gamle Ordsprog: Tyv troer Hvermand stjæler. En saadan Paroxysme, og det en af de heftige, har den stakkels Syge været underkastet Fredag den 31 August. Deliranten har vel skrantet i længere Tid, men paa et saa stærkt Udbrud har man dog ikke været belavet. Under sine Phantaseringer har han altfra 28 Juni om Aftenen Kl. 9 til 30te August Kl. 2 l/2 præ- cise hørt Ordet "Kongen", eller vel rettere sagt, seet Ordet "Kongen" ligge paa Alles Læber. Patienten udtrykker sig vel saaledes, at han har hørt Ordet ligge; men dette maa vel forstaaes om en Slags Knirken, saafremt vi Læger ikke have Ret i at for- klare det hele Fænomen som et Slags Øresusen, eller derved, at enkelte Gale have brudt ind til ham med dette Raab, hvilket han maaskee, under det derved forhøiede Delirium, har troet at see fremslynget i Smudset paa disse evig Skraalendes Læber, ligesom Tonerne ved Buestrøg kunne forme sig i Sandet paa en løstholdt Glasflade, og ligesom indbildningsrige Folk læse Napo- SIDE: 405 leon empereur i den flamske Piges Øie. Til de mindre paafaldende Symptomer hører ogsaa, at han i dette Tidsrum har seet Lys i alle, selv i Fattigfolks, Vinduer -- Noget, som vi antage som Tegn paa en indtrædende Stær; -- men det tydeligste Tegn paa en overhaandtagende Sindsfraværelse, er, at Patienten, som saa- mange andre Idioter og voldsommere Gale (rabidi), giver sig af med at recensere. Han er ogsaa deri liig andre Vanvittige, at hans Domme ere modsatte alle Fornuftiges. Han løber nemlig omkring, og udskriger en Sang for "saare vellykket", hvori Intet er at opdage, der kan hæve den over, eller skille den fra andet Mikmak af Kompliment- eller Underdanigheds-Sange eller andet deslige Alengods. Man skulde troe, at Rimeren selv har faaet Patienten fat, og hvisket ham noget i Ørene om hvor saare vel- lykket hans Rimen havde været. Naar vi omtale, at Sygdommen antager den voldsomme Charak- teer 2 -- 3 Gange om Ugen, at Deliranten spænder Skillerummet bort imellem Tæringspatienten Nor og en Dame, der lider af den høiadeligste Migraine, saa have vore Herrer confratres medici et saa nogenlunde Omrids af Sygdommen, at man haaber at faae høre en Betænkning. Man har hidtil forgjæves anordnet en dygtig Dosis Sandfærdighed, og af og til anvendt Børstninger og Salt; men lige frugtesløst. Sygdommen, der trodser Anstrængelser, synes baade at komme af Orme, af en Svaghed i Hjernen, og af en Feil i Hjertet [fotnotemerke] . Dr. Syntax. Henrik Wergeland TIL VIDARS REDACTION (Indsendt.) Morgenbladet 21. nov. 1832. -- Dock trösten er, I sönderslitna hjertan På andra sidan blåa stjern-forläten Gå dubbelt klara solar upp för smärtan. Stagnelius. Redactioner prostituere sig vel ikke saa sjeldent; men som oftest er der dog kun i Consequenzfeil, hvori de forløbe sig, og da pleier ikke Tilretteviisningen at mangle. Er derimod en Re- Fotnote: Ovenstaaende har været over een Maanede underveis fra Forfatteren, hvorfor det først nu kan blive offentliggjort. Stbrgs. Red. SIDE: 406 daction saa ufornuftig at henrives til lidenskabelig Harme af en Bedømmelse eller af andre Yttringer, den betræffende, og saa uklog ikke at blues ved at fremtræde for Almeenheden, naar den befinder sig saaledes extra se, med alle, deels latterlige, deels beklagelsesværdige Symptomer paa denne Tilstand: saa have de Tidender, i hvis Magt overveiende Fortrin have lagt Controllen, neppe med andet end med et satirisk Træk i al Korthed værdiget at vise den tilrette, eller -- hvor dette allerede har viist sig unyttigt -- blot antydet for Almeenheden, at den og den Tidende atter har afgivet et Beviis for Rigtigheden af det Misdømme den forlængst har paadraget sig. Denne Fremfærd, der med saamegen Takt af de overlegne svenske Tidender Nya Argus og Medborgaren oftere ved Leilighed, er viist Granskaren, Stockholmsposten samt ogsaa Heimdall, hvor denne Tidende for slemt skulde have røbet sin Uvidenhed, og snakket formeget om Ting, som kun Heimdalls bekjendte Fri- postighed indbilder ham at forstaae -- denne lakoniske Fremfærd vilde være den mest passende af en Redaction at anvende mod Bladet Vidars, der ganske befinder sig i ovenskrevne sørgelige Tilstand. Her derimod, hvor det kun er Individet, der taler, æskes en større Omstændelighed -- noget, Vidar-Redactionens gjentagne Prostitution dog meddeler et særdeles Skin af frivillig beviist Artighed, idet dens Gjentagelse og Latterlighed ligesaa meget fremkalder Laconismen, som Individets Beskedenhed for- drer dog at gjøre sig noget mere Omstændigheder med en heel Corporation. Inds. har dog ondt for at bare sig, da vel neppe nogen Redaction latterligere end Vidars i Morgenbladet No. 308 har prostitueret sig, siden Stockholmspostens næsten grædende Jeremiade over at dens Red. Lindeberg in publico gik under Klængenavnet "Farbror Mårten". Især er det kostelige Anstren- gelser Vidaristerne gjøre sig for at spille Ideekampen over i det personlige Kjævlerie, hvorifra En af dem af Erfaring veed, at man henter de skjønneste Laurer; men Smiil maa blive Latter, naar man seer, at den frygtelige Tanke om at gribe til Lov og Rettensmidler har ligesom et lysnende Glimt, men flygtigt som et Redningshaab igjennem den, der svømmer midt paa Oceanet, gaaet igjennem deres oprørte Hjerner. En Daare kan jo engang vorde viis; men, Viismand, veed du, naar du blie'r en Daare? SIDE: 407 Nei, det Minut kan komme høist uformodet; -- i et saadant maa det være Vidar-Redactionen skriver. Thi det kan dog vel neppe være andet end en Selvforglemmelse, at den, istedetfor at møde Daddel med politisk, doctrinær Rolighed, i Mangel af Forstandens naturlige og vel endog med en kunstig Kulde, giver sin saarede Ømfindtligheds heftige Udbrud, sin Bevidsthed over at være greben i Udflugten af en Aand, der er dens modstridig, blot i denne ligemeget af ubehersket Sindsbevægelse, som af Indbildsk- hed dicterede Paastand, at den, endogsaa efter de videre udførte Beviser, kun kan tilskrive enten blind Lidenskabelighed eller Mangel paa sundt Omdømme, at Vidar dadles. Det forholder sig virkeligen saaledes, at da Bladets Aand var misbilliget, da forunderlige Sprogudvexter vare opdagede i det Blad, som med megen Selvtillid anmeldte sig som Sprogets Renselsesmaskine, og da de poetiske Dele af en til Prøve, d. e. til Bedømmelse fremlagt Deel af Heimskringlasoversættelsen vare dadlede som utydelige og stødende: saa opfordrede Redactionen i et Tilsvar, der, ihvorvel i mindre Grad end i No. 308, zittrede af Harme, til Fremlæggelse af yderligere Beviser, for derefter at afgjøre om Bedømmelsen havde sit Udspring af blind Lidenskabelighed eller af en virkelig Mangel paa sundt Omdømme.(!) Dette er at dømme forud. Besynderligt dog, at man, naar man gav sig saa vidstrakt Dommeromraade, dog ikke vil antage flere forbryderske Mulig- heder. At Intet, selv ikke det Forønskte, er tilpas for den Sindsop- rørte, er et Træk, som ogsaa betegner Graden af Reds. Tilstand. Thi da Bedømmeren beredvilligst erklærer, at de afæskede Be- viser til Tjeneste og behagelig Efterretning vare fuldførte, men af en ikke til Morgenbladet passende Vidtløftighed, og han saa- ledes troer paa det fuldkomneste at møde Reds. Ønsker eller Forlangende: saa er dette heller ikke vel, langtfra vel, ilde, ilde, ilde nok til at faa Sletlunet til at udtømme sig i Grovheder, For- drejelser, Uretfærdigheder og Latterligheder, i det, efter Bedøm- merens forekommende afæskede Erklæring, aldeles overflødige Manifest af 3die Novbr. Den taabelige, indirecte Trudsel, der, i en Sag som denne, ligger i at trække Justitias Skrækbillede frem, men at age det tilbage til sin Vraa med Kjærlighedens Duer ad Skaansels bløde Sti, samt den tydelige Kildren efter at komme Bedømmeren personlig tillivs, har Nedskriveren bemærket; SIDE: 408 men hertil komme flere Tegn paa en al Besindelse overvægtig Paroxysme. Saaledes formener, eller, forsaavidt derved opkastes Tvivl om Bedømmerens Troværd, hvortil kommer heel usle For- søg paa at betegne ham, beskylder Redactionen Bedømmeren for kun at bruge Paaskud, i det han offentlig erklærer at have grundet sit Omdømme paa færdige og fremlæggendis Beviser, samt lægger hertil en foregribende Erklæring om hans Incom- petenz. Denne have nu Sted eller ikke, saa er jo Redactionens Dom allerede fældet baade før de videre udførte Beviser, og efter dem, naar de fremlægges. Efterat det er godtgjort, at Red. ikke har havt den fornødne Ligevægt i Sindet til at møde motiverede Angreb, prøve dem med Billighed, og til med den især for et videnskabeligt Blads Redaction nødvendige Anstand at fremtræde for Almeenheden, falder det ikke saa besynderligt endda, at Bedømmerens tydelige Mening med at undtage de to Sidstnævnte af Redactionen, for at spare dem den ubehagelige Tanke, at Rec. maaskee havde grundet sit ufordeelagtige Omdømme, forsaavidt det ikke ind- befattes i Morgenbladet, paa Arbeider af dem, kan undergives en saa fordreiende Fortolkning. Men ligesom Beviser skulle findes og tildeels ogsaa ere afgivne som de Vaaben, hvorved Bedømmerens Paastande stræbe efter Seiren, saa er deslige tor- menta aldeles i sin Orden i den Polemik Vidar har valgt sig. Dog være det sagt, at Bedømmeren, saavel efter flere Artikler i Vidar, som efter Reds. første Tilsvar, virkelig havde ondt ved at troe, at Lectorerne Hjelm og Stang kunde have synderlig dermed at skaffe. Det faldt ham derfor rimeligt, at disse Herrer af per- sonlig Velvillie for de andre Redacteurer, af Sympathie med den Aand, disse vidste at indblæse den lille Studenterforbundets Abortskabning, samt af kjærlighedsfuld Omhu for at holde dette Skinvæsen ilive ved det Skin af Authoritet, som deres Navne kunne meddele det, altsaa af de ædleste Bevæggrunde i Verden, kunde have beqvemmet sig til at figurere. At heri skulde ligge nogen Afbigt eller Mortification, kan man vel ligesaalidt finde, som overhovedet Noget i Bedømmerens Opsats, der kan billige denne latterlige Fordring af en umaadelig Indbildskhed. Denne slemme Plage er det ogsaa som lader Redactionen takke Be- dømmeren med Impertinenzer, fordi han, baade bevisende sin SIDE: 409 Sandhedskjærlighed, sin Afsky for en Critik, der blot seer Feilene, og en godmodig Medfølelse over at see Redactionen saa altereret, greb Leiligheden til at erkjende de særegne Fortrin hos Forfattere, han i andre Henseender, efter Overbeviisning, maatte dadle. Red. forglemmer dog ikke atter i et behageligt Drøvtygge at smage paa disse Complimenter, blandende denne Sødme med noget af det første Sure, som indtil Raseriets Træk forvrængte dens Aasyn, som dog nu, ved denne senere Tilsats, pryder sig med et coket- terende Smiil, idet den frabeder sig, at Publicum vil lægge nogen Vægt paa disse Artigheder saavelsom paa Uartighederne. Disse "Uartigheder" veed man nu er at vove at dadle Vidar enten i det Hele, det være sig nu ligefrem eller metaforisk, benævnende den en Vanskabning, om end anatomiske Beviser derfor frem- føres, eller at henregne elendige Sonetter, mislykkede Rimerier og Versforsøg samt grundløse, uretfærdige Bedømmelser til "det ringere Talents Fostre". Vidars-Redacteurerne burde ogsaa sandeligen være de Sidste, der bebreidede Rec. Anonymitet. Tyndere Skjold kan han dog neppe have mod Folk, der i deres plumpe og lidenskabelige Be- handling mod Anonymen, og usle Bestræbelser for at fravriste ham det, vise klart nok, hvorledes de ville behandle den Navn- givne. Den bestaltede Poet imellem dem, Han, -- der bader i Sved sin Sang, i Gift sin Skjemt, har vel ved sit Brug af Anonymiteten mod navngiven Mand bi- draget til at vække vægtige Tvivl om dennes moralske Værd; men netop dette Brug har lært Vidars Bedømmer at vogte sig for dens Misbrug. Imidlertid kan man gjerne, naar den udførligere Bedøm- melse seer Dagens Lys, tjene med at lade dette Værn mod For- nærmelser falde. Der er Ingen, som meer end Nedskriveren kan beklage, at den banditmæssige Forvorpenhed, hvormed personligt Fiendskab, deels under denne Maske, og deels uden Maske, men under en tillistet Dommerkaabe, djærver at tilfredsstille alle de uædle Lidenskaber: Nid, Avind, Had, den meest kortsynede Ær- gjerrighed og Uretfærdighed, hvoraf det bestaaer, skal kunne bringe en Mand til at sætte en Grundsætning tilside. Denne maa dog sættes imellem de mindre vigtige og meest betingede; og om SIDE: 410 man end efter indre og ydre Kamp aftvinges den, gaaer dog ikke det skjønne stagneliske Haab forloret: Jag på en samling tror af ljusets sälla andar. Jag tror, att, segrande en dag Min ande sig, försonad, blandar Vid Skaparns helga thron i deras brödralag. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 48. Tirsdag den 27de November 1832. Vær Norsk! Thi viid: i dette Ord er al den Dyd, du kræves for. [OM MISBRUK AV PRESSEN.] (Indsendt.) Er det, som Nedskriveren troer, sandt hvad den svenske Skjald Ridderstad i sin Tale paa Jubeldagen 1830 siger om Tidenderne, nemlig, at en Stats Indre afspeiler sig i intet saa tro og fuld- komment som i en fuldendt Tidning-Literatur: saa maae vi Nor- mænd tilstaae, at vor Stats Indre, eller det egentlige Samlivs Beskaffenhed hos os kun i meget grumsede og uklare Billeder afspeiler sig i vore Tidender, da de langtfra kunne kaldes fuld- endte i nogen Henseende, ja selv ikke i Formen. Hvor lidet hæderligt der end heri er for Norge, saa ligger deri dog en sæ- delig Trøst. Thi Gud frie os, for at alle de Skrækbilleder af Embedsforseelser, Had, Bedrag og Bagvaskelse, som ofte forfærde os især i "Statsborgeren" virkelig skulde være sande, og Sam- livet virkelig saa forstyrret og søndret, som denne Folkets an- tagne offentlige Anklager vover at fortælle sin Suveræn! Det har ogsaa viist sig til betydeligt Creditspilde for Vedkom- mende, at mangfoldige af disse Anklager deels vare overdrevne, deels falske; men man kan, idet man beklager dette Misbrug af Pressen, dog ikke andet end at finde det ganske i sin Orden, at dens Magt anvendes fremdeles med lige Fylde og Fyrighed, om end stedse med lidt mere Duelighed, mod Uretfærd, Ud- suelser og deslige giftige Paddehatte, der voxe op især der, hvor Hjertebunden i Almindelighed er kold og trælartet og udpidsket tilforn, og saaledes tillader lidende slige Udvæxter at tage Over- SIDE: 411 haand, og hvor Natten er saa mørk, at den endog kan paaliste den offentlige Justits en liden Luur. Man har derfor intet imod, at Mænd, som den offentlige Mening forlængst havde brudt Staven over, af de uhyre Valser, som denne Kraft sætter i Be- vægelse, skydes ind under Pressen, og der knuses; men fordi man uden Forskrækkelse hørte den falde ned over Florenz, Praem, Pind og deslige, hvilken ærlig Mand seer vel uden Harme Skum- leren at berede Hædersnavnet den samme Skjebne, og ved et let Træk at lade Pressens Vægt, gjennemdrønende Norden, sprøi- tende i Sværte og Edder, falde over det uplettede Rygte, paa den Retskafnes Hoved? Er det ikke Vanære og Sorg, at det synes som om et Hang til offentlig Bagvaskelse udbreder sig, saa at der ikke er mange Bygder uden Een eller Anden, der sætter en Ære i at yttre det? Vee, om en rolig Tid kan op- klække saadanne Planter i Mængde -- da skal den Bund være mager, hvori det norske Navns Æretræ slog sine Rødder i Arilds- old, og vi skulle see dets rene Blommer, som vi troede drev som Stjerner over vore Hoveder, at falde ned som Papirlapper! Det er denne samme Aand, som indblæser ærlige Almuesmænd Had og Misundelse mod Embedsmændene overhovedet, fordi disse føre en anden Levemaade, der og vel undertiden ogsaa er af en noget skarp Modsætning samt fordi de have hørt eller muligens erfaret, at der i Embedsstandens formeente Lykkeland ogsaa findes braadne Kar. Det er denne Aand, som uden næsten at kunne klore et Navn, gjerne vilde udspænde sine mørke Vinger over Thingets Bænke, forvexlende disse Ærgjerrighedens Gjøgle- billeder med Ideen om et Thing, der, uden at give Slip paa de overvægtige aandelige Kræfter, som hidtil har hævdet det og Forfatningen, tillige søgte en passende Grad af demokratisk Styrke. Det er denne Aand, som ikke indseer, at i vore Dage bestemmes Graden af denne Styrke alene af Oplysningens, og at denne bestaaer for den norske Bonde i noget ganske andet end i at have slugt den hansholstiske Viisdom. Det er denne Aand, som gjør deslige, kun som Styverfængerie fuldkomment, juridisk Mikmak til sin Bibel og Eenskillings-Offerdecretet til sin Catechisme, som den kan paa sine Fingre. Det er endelig -- om- endskjøndt mangfoldige lignende Træk staae tilbage -- den samme Aand, som fryder sig ved Pressens Vanære og Næstens Sorg, der ikke tager i Betænkning trodsigen at slænge Skillinger til SIDE: 412 den værdige Præst, medens den aabner Bondens Huus i Døgn paa Døgn for en Overdaad, der spotter med hans daglige Klager. Det skulde vel gjøre mig ondt, om disse Yttringer skulde mis- forstaaes saaledes, som om jeg ikke havde bemærket, at en anden og bedre Aand, en livligere Sands for Friheden og nyttig Oplysning, en mere opvagt Følelse for Forfatningens Goder, for- bunden med en paa indre Samfundsforbedringer henledt almenere Opmærksomhed, ved Siden af og overstraalende hiin, der kun glimrer med de sataniske Gnister, som ligge i onde Øine, tillige har fremskudt sig i de senere Aar i vort Norge; -- men være det endog Tilfælde, at Alle ikke skulde forstaae mig rigtig: saa vil der dog være nok tilbage, som med mig tillægge Skildringen af hiin fordærvelige Aand ogsaa disse Ord: "Det er denne Aand, som det er enhver brav Fædrelandsvens Sag at sætte Skranker for." Skildringens Sandhed udsoner Bitterheden deri. Vel lader denne misundelige, urostiftende, egennyttige, lumpne Aand, der bliver den store Almeenhed kun bekjendt som Hang til offentligt Skumlerie, sig betragte med mere Sorgløshed som et Tidens fremkomne, men forsvindende Særsyn; og det er sandt, at vi Normænd ogsaa deri have en Snev af politisk Barndom, at være som oftest velkildne med Hensyn til Avisnavnet, og alt for fulde af Respect for navnløs Enkeltmands Mening for eller mod; -- men disse Betragtninger ere dog ikke istand til at ude- lukke Frygten for at hiin Aand skulde kunne udbrede sig til almeen Skam og Skade, eller til at svække Vægten af den Er- faring, at den dog ogsaa yttrer sig med en Frækhed, som maa krænke det egentlige Offer og oprøre enhver anden Retsindig. Herpaa mangle vi ikke Exempler; men neppe gik den nogen- sinde videre end i Sundbergs Skrivelse til Jubeloldingen Provst Finkenhagen i store Næs, i Statsb. for 4de Novb. d. A. Denne Person, som forresten er ypperste Qvaksalver paa Rommeriget, og derfor tiltalt, eller som dog derfor har været underkastet Forhør, gaaer saavidt i sin Uforskammenhed, at han affordrer Sognepræsten i private, efter Sigende, usømmelige Skrivelser Embedsregnskab aflagt for sig, anklager ham for Forsømmelighed som Advarer mod forskjellig Usædelighed, paavælter ham An- svaret for Almuens Opførsel, og udsætter ved ubestemte Ud- ladelser det gode Embedsnavn, Gubben har vidst at samle sig i 52 Tjenesteaar, og deraf nogle og 30 tilbragte i Næs, for den SIDE: 413 Almeenheds Misdømme, der ikke kjender Hædersmanden og Forholdene. Og hertil kommer, at Skumleren æreskjender den Menighed, som vel i sin Uvidenhed har givet Qvaksalveren Af- sætning paa sine Salver o. s. v. uagtet den Skrækkensprøve han skal have aflagt paa sine Lægeindsigter i Sørum, og sig derved formodentlig baade paa Hilse og Penge, og som tillige skal have ladet denne Taknemmelige opfostre af sit Fattigvæsen; men som idetmindste har Ord og Lov for at være mindre befængt end de fleste andre Bønder med slige Laster, som Sundberg siger "gaae betydelig i Svang" der. Denne Roes tilkommer Næs endog uden Hensyn til den store Folkemængde. Holdt man det end værd, at bebreide denne Menigheds Qvinder for stor Pynte- lyst, saa maatte man erindre baade, at det er Qvinder, samt Mønstrene fra oven og denne Bygds Velstand; men hvor en Menighed beskyldes for at være befængt med grove Laster i fortrinlig Grad, burde man dog betænke det vanskelige i at be- vise det, og Skaden, man anretter ved at gjøre Alle under Eet mistænkelige, om man end ikke havde Samvittighed nok til at føle det Uretfærdige heri, eller Taknemlighed nok til at erindre Velgjerninger. Er end den Aand, som ovenfor skildredes, og som har dicteret Qvaksalveren det uforskammede og usandfærdige Brev, ligesaa- lidt ganske ubekjendt i Næs som i mange andre Bygder: saa tør Nedskriveren dog forsikre, at denne brave Almue føler større Uvillie over de Krænkelser, som ere dens almeenelskede og agtede Lærer saa uværdigen tilføiede, end over de skammelige, hvorunder den selv lider. Denne billige Uvillie skal være i Al- muens sunde Fornufts Sold; og, som en ærlig, men harmtændt Drabant, bevare den, saaat hiin slette Aand intet formaaer over den, men holder sig alene i et Par forvildede, uvidende Sjele, naar den slipper ud af Doktor Sundbergs Hjernekiste, der lader til at være af samme farlige Beskaffenhed som hans Mercurial- æske. -- Maaskee kan Nedskriveren bidrage hertil, om han hos- sætter sit Navn, da han er vel kjendt i angjeldende Bygd, og har Beviser paa Tillid derfra. Dette, der tillige vil for Eftertiden forbyde visse Personer at misbruge det, skeer derfor. Henr. Wergeland. SIDE: 414 SONET EFTER VIDAR TILEGNET SONETTISTEN DER (Indsendt.) Statsborgeren 9. des. 1832. "Naar Natten svæver kring de tause Strande" -- nei, meer end det, naar Stjerner mørkerædde ei vove i det dybe Mulm at træde, naar det er regnmørk Nat selv i din Pande. "O lad da Farten kjækt fra Jorden stande!" benyt Minuten mens den er tilstede! Og stig fra Pandens op til Skyens Væde! Og dal saa atter i Sonettens Vande! "I Solens Glød naar Dagens Kræfter gjære" I regnfuld Nat tillyv dig Evighedens! Thi da skal Drenge kunne spille Jetter. Da bruser Rendesteen som Glommens Fjære. Og Alle skulle med det grønne Øre taalmodig høre vidarske Sonetter. Henrik Wergeland UNDERRETNING FOR HEXERNE (Indsendt). Statsborgeren 23. des. 1832. Istedenfor det sædvanlige Bal, som vi pleier at have paa Bloks- bjerg St. Hans Nat, gjøres det hermed vitterligt at vi næste Aar ville samles om Aftenen den 4de November paa Hornelen, hvor jeg skal svinge lystig kringom med Jer. Mangen Halling skal jeg da springe; jeg skal ogsaa tøfle om i mangen Polskdans med Jer, saa I skulde faae sope Støvet udaf Jere (med Respekt at sige) Stakker! Gamleerik. Henrik Wergeland KUNDGJØRELSE (Indsendt.) Statsborgeren 23. des. 1832. Da Obscurantismen har villet paadutte mig, at jeg er Fader til et af Jomfru Tid født Barn, "Fritænkerie" kaldet, finder jeg mig herved beføiet til at erklære, at jeg aldeles ikke er Barne- fader, og skal med min korporlige Eed bekræfte dette. Fanden. SIDE: 415 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No.52. Tirsdag den 25de December 1832. NYTTIGE FORETAGENDER Omendskjøndt man kan være ræd nok for at tale en Mand til Ære, efter den finmarkske Præst Rodes glæfsende Knur, fordi man troede, at han var noget meer end en af de almindelige Praaselys i hiint Mørke: saa har Indsenderen dog endnu saa meget Mod tilbage, at han med Roes tør omtale følgende til Huus- og Fabrik-Flidens Fremme sigtende Gavnvirker. 1. Generalkrigs- commissær Birch har i længere Tid indsamlet de forskjelligste Prøver af indenlandske Tøier af nogen Fortrinlighed, hvilke op- bevares i en Protocol med Tilskrivt hvor og af hvem de ere virkede. Deri ligger unægtelig en Opmuntring, foruden at den hensigtsmæssigste Control føres med Tilvirkningernes Fremgang. Denne Fædrelandsven modtager med Nøie og Lyst alle de fagre Blommer af deres Kunst, som de flittige og nethændte norske Borgerinder maatte indsende. 2. I Vardal anlægges en Fabrik for at tilveiebringe den Staaltraad, som Egnen behøver især til Kardefabrikationen, som der er udbredt. 3. Aggerhuus Landhuusholdningsselskab har besluttet at an- vende 2000 i Sparebanken staaende Daler saaledes: hver af de 8 hidtil oprettede Districters Sogneselskaber faaer en Kornrens- ningsmaskine og en Exstirpator; fra hver af disse 8 Bygder ind- sendes en ung confirmeret Pige til Eugeniastiftelsen for paa Amt- landhuusholdningsselskabets Kostende der at oplæres i Vævning; 100 Spd. anvendes til Æresbelønninger for udmærket Huusflid eller andet særdeles Gavnvirke, samt ligesaa meget til Oplærelsen af Gartnere, hvortil skikkede Personer fra Sogneselskaberne blive at indsende til Christiania. Da det, som baade Directionens Mening, og rimeligt er, maae være de Sogneselskabers Hensigt, som indsende deslige Lærlinge, at de skulde hjemvende til Menig- heden: saa bør denne udtrykkelige Betingelse gjøres. Man har, men neppe med Rette, troet, at mere formuende Gjenter, hvem Arv og gode Udsigter bandt til Hjembygden, for Sikkerheds Skyld, derfor især burde vælges. Inds. derimod troer, at Nemme, Raskhed og netop Fattigdom, som Bianbefaling, bør komme i Betragtning; thi baade vil Forpligtelsen, hun indgaaer, at hjem- SIDE: 416 vende, og Erkjendtlighed, samt de Udsigter, en ferm og tilfulde oplært Vævergjente aldrig og intetsteds kan mangle, binde hende til Hjembygden. Det er det Ypperste at kunne være god og ret- færdig paa engang. Henrik Wergeland PROKLAMA (Indsendt.) Statsborgeren 30. des. 1832. Da jeg ikke med Ligegyldighed kan see paa, at man i de offentlige Blade overstænker mig med Snaus og Sk...t, eller med andre Ord, kaster hele Blækhorn efter mig som engang før -- det I vel vide -- har jeg endelig besluttet at statuere et Exem- pel, og tænker næsten at jeg vil anlægge Trykkefrihedsaktion mod Indsenderen i Statsborgerens 2det Hefte, Nr., ja Numeret er jeg nu for gammel til at erindre: I et Vers sammesteds heder det: Men, naar han engang taer herfra (det maa han dog for Fanden) etc. Dette er udentvivl en Finte til mig, som pro primo bestaaer deri, at Indsenderen supponerer, at jeg vil tage den høie Person, som der formeentlig omtales, da vi dog tvertimod ere meget gode Venner, saa at han nok indfinder sig hos mig uden at jeg behøver voldelig at tage ham. Pro secundo indeholder Ordet for en Chikane, da man listelig derved har villet udskjælde mig for et Faar, der som bekjendt er ligelydende med hint for. At denne Fortolkning ikke er Haarkløverie, bevises derved, at om Regjering, Fiskal har meent, at man i Proceduren nok kunde fortolke Udtrykket derhen. Jeg er nu for gammel til at lære mores af unge Grønskollinger. Jeg veed nok hvem jeg skal tage og ikke tage, og jeg kan have den Ære at fortælle Dem, Hr. Statsborger, at vedbliver De at indrykke Anoncer imod mig, saa skal selv De ikke holde Dem for sikker for, at jeg dandser af med Dem. Jeg er ogsaa en hellig Monarch, skjøndt man rigtignok i den senere Tid har arbeidet paa, at gjøre mig i Exhed lige med Carl 10de, Don Pedro o.Fl., men jeg lader ikke sætte mig Vox- næse paa; jeg skal vide at redde Verden for aandeligt Anarchie, og at overholde den ligitime Souverainitet, jeg nu i saa lang Tid har havt. Jeg erklærer altsaa hine Udtryk for crimen læsæ majestatis, hvilken Majestæt sig saameget mere agter at holde SIDE: 417 ukrænket, som Wienercongressen ikke har erklæret mig for Ex. Det var at ønske, at Alle og Enhver vilde tage disse Linier ad notam og vogte sig for den tiltagende Trykkefrækhed, der truer baade min og andre Majestæter mit Untergehen -- Etwas das muss betrüben einjeder Biedermann. Om Forladelse! jeg har nok glemt mit Tydsk nu, og skriver ikke mere Classisk. Givet under vor Haand og Rigets Segl Fastelavns Mandag paa Viinkjælderen. Gamlerik. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 1. Tirsdag 1. Januar 1833. ADSKILLIGT Hæld 2 Unzer Vingeist, 2 Drachmer reent Saltpeter, 1/2 ditto pulveriseret Ammoniak i et 10 Tommer langt Glasrør af 8 Liniers Vidde; -- og du har en Lufttyngdemaaler (Barometer). Uskikken aldrig at kunne gaae udenfor sin Dør uden strax at bedække Hovedet -- Uskikken ikke at bedække Hovedet, naar det bør bedækkes, kun let, men med tunge, varme eller lodne Mysser -- Uskikken at holde sig for nær den gloende Ovn -- Uskikken ofte ikke at bedække sig, naar Haaret er gjort vaadt -- foruden utallige andre Uskikke (naar undtages den at tænke eller -- skjøndt det langtfra altid er Eet -- at studere altformeget, som i gamle Dage fik Skylden for mangt et Onde, som havde sit Sted lavere nede end Panden) have fremført Hovedpine, der raser saa i vore Dage, og især, siden de atter begyndte at belæsse deres Haar med falske Krøller eller Halvparykker, hjemsøger Qvinderne. Mod den have vi hørt følgende Raad: af ganske friskt Oxekjød skjæres to runde Smaaskiver saa store som -- Kobberdanker, og lægges under stramt Bind, paa hver Tinding. Efter nogle Timer, eller bedst efter Nattesøvn, tages de af. Da ere Kjødskivene af Udseende som Beofsteeg, formedelst det de have trukket i sig, og Pinen borte. Henrik Wergeland OM NORGES SELVSTÆNDIGHEDSTEGN (Indsendt.) Det er selv for Personer af Vigtighed at overholde de Tegn og Mærker, som Æresfølelsen (ikke Forfængeligheden) og Agtelse SIDE: 418 for Andres gode Mening paabyde at overholdes. Saaledes vil man yderst nødig og med Undseelse, selv i Nødstilfælde, bære en Andens, selv sin Vens Kjole, fordi dette synes at tilkjende- give en beskjæmmende Mangel paa selvstændigt Tilvær og et altfor nøie Forbindtligheds-Forhold. Dette er uomtvisteligt, og bekræftes af Enhvers Følelse, hvortil der appelleres. Men det Samme gjælder og om Stater; thi disse have og en Æresfølelse af høiere Vigtighed, og have andre Staters Agtelse behov. Det er derfor Pligt for dem, og det en Pligt af Vigtighed, at over- holde alle de Selvstændighedsmærker, der fremæske andre Staters Agtelse og forudsætte vor egen. Mynt og Flag ere deslige Selv- stændighedstegn, hvorpaa Opmærksomheden bør fæstes -- og det saameget mere nu, som det er høi Tid at røre derved, for at de væsentlige Mangler derved dog ikke stiltiende skulle ind- hævde sig. Hvorledes seer nemlig vort Unionsflag ud? Saaledes som de norske Farver, der paradere i en Flaggets Sjettedeel, pleier en erobrende Nations Seiersbanner at smykke sig med en overvunden og erobret Provinds's Flagmærke. Det er en Skjændsel for Norge, at dets Farver spille en saa elendig Rolle i Unionsflagget, hvori Brødrene burde have skiftet ligeligen sammen. Men det Snak, om at Barbareskerne kun respecterede eller kjendte de svenske Farver forbausede vel datids Storthing saaledes, at det af Frygt for Tyrken gav den Uting af et nyt Flag Indpas. Nu vaier det da med sine gule krydsende Strømme og sin blaa Sky med den lille røde Stjerne ifra alle Fæstninger og Krigsskibe, fra alle Told- boder og Toldbaade; og seer man udover de gode loyale Ber- gensmænds kjære Vaag, da skulde man troe, at man var i Götha- borg saaledes blaaner og gulner det. Uvittige Dansker forhaane ogsaa Normændene, sigende med det gamle falske Smiil, der forhen stod i Gjestvenlighedens Sold: "I ere Svensker nu og ikke Normænd" og, se Jyden peger haant paa Prinds Carls blaa og gule Flag; -- og Normanden bider sig ærgelig i Læberne. -- Man sagde, at det maatte være svensk at see til ved første Anblik, for at Corsarerne ikke skulde være for raske til at entre for en Feils Skyld; men det er jo tydeligt, at en officiel Meddelelse igjennem Consulaterne maatte have lært dem at kjende og re- spectere hvilketsomhelst Unionsflag. Denne Grund holder da altsaa ikke Stik; men befindes ikke at være andet end et Paa- SIDE: 419 skud for svensk Anmasselse. At Normændene saa villig have fun- det sig deri; at de forhaanes for den Sags Skyld; at norske Borgere (saaledes som Tilfældet er med de fleste Skibseiere især paa Vestkanten) -- ere usle nok til at lade det smukke trefarvede norske Handelsflag fortrænges af dette frygtelige tilsyneladende Symbol paa forbryderske Fordringer -- dette er visseligen i saa høi Grad sørgeligt, at det forekommer os høist værdigen det kommende Storthing at jevne paa denne Sag, og at faae et nyt Unionsflag i Stand, der istedet for at beskjemme Fædrelandet med for Alverden at antyde Sverige som Overrige eller Supre- matrige og Norge som et høist ubetydeligt Atpaaslæng, skulde vise, at der findes en lige Union med lige Selvstændighed, under gjensidig Agtelse Sted imellem de tvende nordgothiske Folkeslag. Saare let vil det ogsaa være af begge disse Farver at sammen- sætte et ligesaa skjøndt som passende Unionsflag. (Fortsættes). Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 2. Tirsdag den 8de Januar 1833. OM NORGES SELVSTÆNDIGHEDSTEGN Fortsættelse f. f. No. (Indsendt.) Paa vore Mynter og i kongelige Decreter læse vi Normænd heller ikke vor Ære. Naar kjendte Norge nogen 9de, 10de, 11te, 12te Carl? Vel kunde vi uden synderligt Tab byttet dem med Frederikkerne og Christianerne; men da vi dog ikke have havt den Ære, saa forbyder Selvfølelsen og den Selvagtelse, der ikke vil tillægge sig noget, man ei tilkommer, ligesom og den historiske Sandhed, os Normænd at vedkjende os dem. Og dette maa vi dog gjøre for at kunne vedblive at tælle Carl den 13de, Carl den 14de, som vi med stor Uret gjøre. Vor Konge er med Gud og Æren Sverriges 14de Carl; men med Gud og Æren og Sand- heden er han kun den 2den Carl i Norge. Man har vel hørt ham nævne som den 3die, men da regnes Carl Knudtzøn, hvilket neppe er rigtigt, da han kun dertil kaaredes af et Partie. Vig- SIDE: 420 tigere er den historiske Samlinie, man har trukket imellem Jacob Stuart i England og Skotland, som den 1ste i hiint, den 5te i dette. Herhen kan ogsaa ansees at høre, at Kongen benævnes i norske Documenter "til Sverige og Norge", hvorimod det vel burde lyde omvendt. Efter Dette, anmode Vi (thi det er visseligen flere Normænd, som dele disse Tanker.) Hvilkensomhelst af det vordende Things Mænd, som maatte heri være enig, om at søge følgende Forslag til hine Uskikkers Ophævelse fremmede: 1) Unionsflaget forandres saaledes, at det værdigere betegner Norges Plads i Foreningen. 2) H. M. Kongen benævnes paa de norske Mynter, i norske Documenter, fra Prædikestolene og ellers ved offentlige Hand- linger, som Carl IIden Johan. 3) H. M. anmodes i Adresse om at sætte dette i Kraft, samt om at ville skrive sig, hvor han handler som Norges Konge, først som Konge i dette Land, (eller maaskee saaledes: "Vi Norges grundlovmæssige Konge Carl den IIden Johan, Konge til Sverige, de Gothers og Venders, o. s.v.). Hvis man tør sætte Liid til Norske Skipperes Efterretninger, saa skulle de Norsk-Svenske Consuler i de Middelhavske Havne tillade sig at nedtage med Magt det Norske Koffardie Flag, saa- fremt en Skipper har heiset samme. Forholder det sig saa, er det heel besynderligt, at vedkommende Skipper ikke har klaget til den Norske Regjering over en saadan Fornærmelse; thi ikke nok at det -- formeentligen -- maa betragtes som Vold, saa er det tillige en Fornærmelse imod Norges Lands Høihed, hvis lov- mæssige Koffardie-Flag er det Trefarvede, imedens det saakaldte Unions-Koffardieflag ingen Hjemmel har, hverken i Grundloven eller i de borgerlige Love. Men saasom disse Consuler vel ikke torde handle saa egenmægtigen paa egen Haand, saa er det sandsynligt, at de maae have et Slags Hjemmel dertil, i en eller anden Ordre fra den Svenske Regjering; thi vi kunne umuligen troe, at vor egen Regjering kunde være svag nok, til at give sit Samtykke til et for Nationen saa fornærmeligt Bud, der i Ud- landene maa stemple Norge som en Provinds af Sverrig. Vi op- SIDE: 421 fordre den eller de Skippere, som saadant skal være vederfaret, at kundgjøre saadan Handling offentligen, og ere vi villige til at modtage og lade trykke enhver saadan Kundgjørelse med eller uden Navn, naar kun Vedkommende indestaaer for Sandheden. Den, som ei maatte ville være sit Navn bekjendt, kan være for- visset om den ubrødeligste Taushed fra Redactionens Side; thi forsynede med historiske Beretninger, agte vi, i Trykken at op- fordre den Norske Regjering til at sætte Grændser for saadan fornærmelig Handlemaade. Vel var det om den Norske Regjering i Forbindelse med Stor- thinget vilde foreslaae for den Rigsdag, som til næste Aar skal samles i Sverig, et Unions-Orlogsflag, hvori Norge kom til at spille en mere passende Rolle, end i det af Sverig eensidigen og uden Fuldmagt fra Norsk Side bestemte, baade for at Unions- Orlogsflaget maa vorde lovbestemt, og tillige, at Aarsagen til Normandens billige Misfornøielse med og Fortrydelse over det Nærværende maa ophøre, og denne Grund til Anke over Sverigs Opførsel imod Norge, der ikke er gavnlig for Unionen, maa op- hæves. Henrik Wergeland INDBYDELSE Candidat Wergeland har anmodet Redactionen om at foreslaae for dem, der skulde være enige med ham i, at patriotiske Folkeviser ere i flere Henseender en særdeles gavnlig Almeenlæs- ning, at understøtte ham i at fortsætte med Udgivelsen af deslige. Der er udkommet to Rækker Folkeviser, hvilke i hans Omegn have erholdt Melodier, samt, i Forbindelse med dem, Balladen Blaamyra. I de første, der udkom i to store Halvark med Titel- omslag og historiske Anmærkninger, besynges N. Justesens For- tjenester som Landmand, Olvar Bondes Tapperhed, Oberste Kruses Vaabendrivt i Høeland, Vormens og Glommens skjønne og stolte Samstevne, Glommens 17de Maiqvæde, Reidar Griot- gardsons Troskabsoffer og Baglerkampen ved Minde. At frem- hjælpe Udgivelsen af et Ark til, for det første, kunde skee, ved enten igjennem denne Redaction eller ved directe frankeert Hen- vendelse til Forfatteren (Addresse: Eidsvold) at tegne sig for en Deel Exemplarer, saa at Udgivterne dækkedes, hvortil meget over det halve Oplag vil medgaae efter den lave Priis, hvortil SIDE: 422 saadanne Sager bør sælges. De, som saaledes velvilligen frem- hjælpe dette Arbeide, faae da udbrede sine Exemplarer ved Salg eller Gave. Tegnes for 1 Spd. erholdes 34 Explr.; for 1/2 Spd. 16 Explr.; for 30 ß. 8 Explr. Henrik Wergeland [OM ARBEIDSANSTALTER] (Indsendt.) De forrige Aars Nød og Oversvømmelse af Betlere og arbeids- løse Mennesker, forenet med det Hang til Lediggang, som Arbeids- klasserne i de gode Aar gjerne overlader sig til, har vakt Tanken om Arbeidshuse, der baade skulde være Tvangs- og Hjælpe-Anstalt for Mange. Vanskeligheden i at udarbeide en Plan, enten en almindelig, eller en for særegne Districter afridset, og hvori der tillige var viist Muligheden af dens Istandbringelse og hvad Hjælpe- midler man, foruden de en Indflydelse kunde give, kunde gjøre Regning paa, maa vel have afholdt fra at Nogen uopfordret har fremsat en saadan. Denne Gjenstand er dog af yderste Vigtig- hed, af offentlig som af privat Nytte i mangfoldige Henseender. Saaledes kunde maaskee, om Arbeidshuse oprettedes fogderieviis eller for 2 -- 3, flere Thinglaug, dermed forenes Arresterne til Beqvemmelighed for vedkommende Øvrighed og den betydeligste Besparelse for det Offentlige. Den fortjener Storthingets, Sel- skabet for Norges Vels, alle Sogneselskabers, enhver tænkende Borgers Opmærksomhed. En Committee kunde ikke nedsættes i vigtigere Anliggende. Men skeer Intet af dette, da tillader Inds. sig ærbødig at opfordre Sorenskriver Borchsenius, hvem man ogsaa skylder Kornmagazinernes Indførelse, eller Capitain Mariboe til rumme ud lidt i deres vidtløftige Forretninger, for at faae Plads for denne Sag. Hvem der gjør dette, hvem der bevirker Arbeidshuse oprettede, gjør sig høiligen fortjent af Fædrenelandet, af Armoden, af Sædeligheden. Idetmindste kunde Regjeringen anlægge et til Prøve. Den vilde ikke slaae Feil. Et Manufactur vilde opstaae og staae paa sine egne Been om en Tid. Men hvorledes end -- lad Noget skee ved Sagen! Bonden er maaskee meest istand og villig til at ofre noget nu, da han midt i det rige Aar dog har de magre og deres Rædsler iminde. SIDE: 423 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 3. Tirsdag den l5de Januar 1833. SAALEDES VAR DET DER (Indsendt.) Besøg ikke den Mand -- havde man sagt -- : gjerrig er han, suur er han, en Nar er han, og Døttrene faaer du ikke at see. Men dette virkede modsat paa mig; thi baade kan man uden Fare være noget mistroisk imod en overflødig Daddel, og man bør lære dem at kjende, som Folk tale ilde om, for selv at kunne dømme. Desuden erindrede jeg mig en anden Dom om Manden -- nok, der laae Gaarden. Brunen spidsede Øren, og slog ind ad Gutuen. Mine Tanker om Manden forbedrede sig alt førend jeg kom til Gaarden. Thi, at han maatte være en dygtig Jord- bruger, en flittig, ordentlig, klog, menneskekjærlig og dyrevenlig Mand -- det viiste mig en fortræffelig optagen Myr paa Venstre af Veien, hvor just nu to velfødte Spand Heste og et Spand trivelige Oxer høstpløiede, samt Steengjerdet paa Høire og en Skigaard paa Venstre, der var saaledes afstudset, at man trygt kunde fare den forbi i Mørket, uden at miste Øine eller at blive spiddet. Ligesaa, at Veien, der havde dyb Lere tilbunds, var ypperligen istandsat med Sand og Singel, og det, at en Sværm fattige Børn tjente Føden og lidt til ved at løve Aasp og høste Rognebærene ind af Alleen. Manden fortalte mig siden, at han brugte dem kogte med lidt Overdrys af Meel til at gjøde især Sviin med. Desuden havde han den Grundsætning, at den Fattige, som vil arbeide, maa ikke nægtes det, og endnu mindre sulte. Den Mand er ikke gjerrig, tænkte jeg. Og hvilken herlig Gaard at see til! Et langt, endda lyst Steen- fjøs; en skjøn Stald; tagdækte Møgbinger; et Bryggerhuus, hvori jeg hørte Springvandet silre; en Indhegning, der vrimlede af Fjærkræe; to Laaver, der søge deres Lige: udmærkede Gaarden fra mangfoldige andre. Den Mand er ikke gjerrig, svoer jeg. Der kom Manden selv. Blaae Vadmelsbuxer, graa Vadmels- frak, rødternet Verkensvest, en stærk Hue af norsk Skind. Erindrende, at han havde onde Tunger paa sig, trykte jeg ham varmere i Haanden. Det fornøiede ham, at jeg først vilde sørge for min Hest. Det var ogsaa et godt Træk af ham. Han ad- SIDE: 424 varede strax Gutten mod at slippe den strax tilvands, og bad ham at lægge et Dækken paa til Natten. Elsker han Dyr, tænkte jeg, men ikke Menneskene, da maae disse svart have fornærmet ham, og lagt sig om at rykke enhver Spire til Kjærlighed af et Hjerte, som er saa rigt derpaa, at det ikke kan undvære en Gjenstand. Han havde en barsk Stemme, men den klædte Manden vel. De klare, næsten svømmende Øine, passede dog bedre til den Forstand, der laae udbredt over Ansigtet, end til dets Alvor. Han er hverken suur eller en Nar, tænkte jeg. En hyggelig Stue. Grundloven i Glas og Ramme paa Væggen over en verkenbetrukken Sofa, en smuk Birketræes-Skjænk, en ditto Comode og Chatol, Krohgs og Knudsons Portræter, nogle Blom- sterpotter i Vinduet -- hvilke tydede paa qvindelige Hænder -- udgjorde dens fornæmste Prydelser. Nogle Landhuusholdnings- skrifter og et Par Politiske af en god Aand laae paa Bordet. Ved at blade i dem saae jeg at de hist og her vare mærkede med Blyant. Den Mand maa være fædrelandssindet, tænkte jeg, og læse med Forstand og Tænksomhed. Derom overbeviiste mig ogsaa de Samtaler, vi førte lige til et Par Væverstole, som hid- indtil havde givet den eneste Lyd i Huset pludselig forstummede, og et Par unge Piger traadte ind. De hedte Jomfruer, men vare dog uden falske Krøller og klædte i Værken, men i det fineste og smukkeste jeg har seet. De forhøjede Glæden over deres Tilstedekomst ved at bringe os baade fortræffeligt Øl og et Glas Punsch, da Tid var. Aftenen henrandt paa det behageligste, i munter Samtale uden at have omtalt en eneste Roman. Det vilde da sagte lidet have nyttet; thi de tækkelige Piger vare kun bevandrede i Historie og Geographi og Naturhistorie; men at de ogsaa vare dygtige Skrive- og Regnemestere, det viiste mig en Huusholdningsbog, som de skiftesviis førte; og at deres Hæn- der forstode noget, det fik jeg baade at smage og see. De slap mig nemlig ikke før de havde viist mig hele forrige Vintervirke: nyt Sofatræk, Kjoletøier af de smukkeste Mønstre, Klædning til Fa'er, og Duge med baade Træer og Rosetter i. Faderen var rask i sit Omdømme: "ret Ingeborg -- sagde han, klappende den Yngste paa Kinden -- men væv mig slig en Kjole, som du vov til din Comfirmation! Nu? bliver hun ikke ordentlig rød af Skam over at den Fremmede skal høre, at du stod til Comfirmation i Værken? Han er ikke slig". "Nei, FaŽer ikke SIDE: 425 derfor, svarede Pigen; men den var ikke saa vakker." "Ret Barn" -- sagde Faderen, formodentlig glad over at opdage saa ædel en Kilde som Beskedenhed, til den rødmende Bølge paa hendes Kinder. -- "Ret Barn! men om det havde været Hver- dagsverken, vilde det have været vakkrere i Guds og de For- standiges Øine, end alle disse kostbare fremmede Flitterfiller, hvormed selv fattige Bondepiger havde udspjoket sig." Vakre Ingeborg -- tænkte jeg -- vakre norske Gjente, var ikke dit Confirmations-Verken af den fagreste Let, din Beskedenhed har dog overdraget det med et Slør af Purpur. Det vilde blive vidtløftigt, drøftende at berette hvilke Meninger min Vært havde forskjellige fra Andres i de mange almeeninter- ressante Gjenstande Samtalen bragte paa Bane. Kun vil jeg ikke undlade at fortælle, at han med en vis Strænghed, der mere syntes ham tilvandt maaskee af bittre Erfaringer, end naturlig, yttrede sig om den Svaghed i visse Sogneselskabers Love, at de undtage de saakaldte Conditioneerte med Familie, for at holde sig de §§ efterrettelige, der paabyde at klæde sig i indenlandske Tøier. Reise -- eller streifa, troer jeg han sagde -- Frøiknerne eller Jomfruerne og Herrerne til Byen, saa kan det jo staae dem frit for at maje sig ud som de ville; men herhjemme ere de til slet Mønster hvor de sees, men især i Kirken. Derfor bør de enten udelukkes af de Foreninger, hvis Hensigter de saaledes modstride, eller finde sig i at binde en fordærvelig Villie. Dette syntes mig saa strængt sagt, at jeg kun svarede med at støde mit Glas imod hans. Saameget Godt var ellers snart at opdage hos Manden, at man dobbelt maatte beklage, at Verden skulde have indvirket saa stærkt paa hans Charakteer, at hans Daddel i fortrolig Samtale antog ofte en mørkere Farve end nødvendigt. Saaledes sagde han reent ud: "Den Blodhund burde i Galgen" om en Procurator, som man ellers almindeligen kun nævner som Lovtrækker og Udsuger med andet lignende. Om Embedsmæn- dene sagde han, at de vel ikke fortjene saameget Skravl, og at Statsforfatningen i dem har sit første Værn, men han sagde ogsaa uforbeholdent, baade at mange af dem og især af Ju- risterne havde benyttet sig vel drøit af de sportelløse Tider, og romsteret vel slemt i dette Retfærdighedens Interregnum, som han kaldte det, og at de tee sig skammeligen den 17de Mai; thi, hvor Almuen holder den, ere de ikke med, og hvor Almuen ikke SIDE: 426 feirer den, der lære ei disse mere Oplyste den at feire den. Om de forræderske Planer mod Kongehuset, som svenske Adels- mænd atter have gjort sig skyldige i, yttrede han reent ud, at Oscar burde søge at faae sit paalideligste Værn i Norge; og at han burde indsee, at 17de Mais Festligholdelse netop knytter de norske Hjerter til det Bestaaende, til baade Forfatning og Kongefamilie. Han meente nemlig, at, jo høiere Selvstændigheds- følelsen, vaktes hos Folket, med desstørre Modbydelighed vilde det tænke paa en anden Kronkræver, der skulde kjøbe sig den svenske Adels Hengivenhed ved at opfylde dens skuffede For- ventninger med Hensyn til Norge. Da han sagde disse Ord, eller rettere: idet han tilbagekuede nogle heftige deraf fødte Tanker, blev det klare blaa Øie ligesom flammende bruunt, og hans Overlæbe bævrede uvilkaarligen. Heller ikke aftog hans Heftighed, da han kom paa Tale om vore ufrie indre Samfunds- Indretninger. Menighederne, meente han: burde ved frit Valg besætte Smaaposterne inden sig. Amterne burde ikke kaare Lensmænd, hvilket enten burde tilhøre Kongen eller endnu snarere Menigheden. I sidste Tilfælde kunde man indrømme Amterne Forslagsret snarere, end til Forligsmændsvalget. Ma- gazinbestyrere, Organister kunde Menighederne gjerne indsætte. Formandsskaber holdt han for oprettelige og vigtigere end selve Amtmandsposterne, som han meente kunde indgaae. Dog var hans Yttring desangaaende indklædt i et Spørgsmaal, som heller intet bestemt Svar fik. Det var ogsaa allerede 3 Timer efterat Smaapigerne havde gaaet og lagt sig. Dynen begyndte allerede at faae mere Vigtighed end Staten, og, mens min Vært lyk- ønskede Folket med Hjelms Storthingsvalg, og opmuntrede mig til at vedde om Mariboes, tænkte jeg kun paa et trofast Teppe og paa lette Fjær. -- Jeg gik saa op, men min Vært ud for at see til Varmen i Kjøkken og Drengestue. -- Sex Timer derefter hørte jeg allerede min Værts høie Røst i Gaarden. En ulykkelig Kræmmerkarl havde forvildet sig did, og allerede begyndte at udkramme sine Sager paa Kjøkkenbænken, da Huusbonden kom ud. Smugkræmmer havde vist aldrig før været der, og kommer der nok aldrig mere heller. To Piger stode hver i sin Ro og græd; thi Huusbond havde slaaet Handelen op igjen. Huusbond gik paa Gaarden og slog sine Støvleskafter med en Ridepidsk. Dog var han ikke suur, som Folk havde sagt. Han loe, da jeg SIDE: 427 kom ned. "Lærer den Kræmmer mine Piger Dovenskab, skal jeg lære hans Been Flittighed i at løbe", sagde han blot, og drog mig afsted, for at besee en ny Saamaskine, som han havde bestilt fra Faaberg. "Den er fortræffelig, sagde han; men det Bedste er, at jeg har faaet nogle Granner til at tage efter." Men de burde tage efter i Alt hos denne Mand; thi Alt var fortræffeligt! Alt var hensigtsmæssigt fra Vaaningshuset og til det reenlige Svinehuus; og har man seet Rognebye paa Thoten, saa kan man gjøre sig et Begreb om Mandens Jordbrug. Det var vidtløftigt -- vi ville da ikke vandre det rundt. Desuden, naar jeg nu fortæller, hvad vi spiste og drak, saa er jeg vel vidtløftig nok. Viid da altsaa, at den Punsch, de vakre Piger opvartede med, var lavet af fuldkommen reen, norsk Korn- spiritus; at der var ikke saa lidt Chicori i Cafeen; at vi fik en Saftsuppe, men hvori Ingeborg havde kommet tørrede Stikkels- bær, istedetfor Rosiner -- at Kalvestegen var bleven saa fed af Dylle og Haveukrud; og at en Flaske Viin, som jeg troede var en Slags Muskateller var lavet af Ribs og Blaabær. Straks efter kom en af gule Ribs, der lignede aldeles Rhinskviin baade i denne Solætlings gyldne Blink, i Smag og Kræfter; thi, før denne smukke Sol dalede, havde vi baade opbygget et Arbeidshuus for Bygden, faaet Storthinget besat, og drukket en Skaal "For Friheden, den Norges favreste Sol!" og atter en, hvortil Pigerne smilede: "for hvert et ærligt Jomfruhjerte under Værkenskjol!" Henrik Wergeland FORTSAT MØNSTRING AF VIDARASERNE (Indsendt.) Morgenbladet 1. febr. 1833. RIDDEREN MED VEIRMØLLEN En, der ellers deler de Anskuelser af Vidar, nærværende Inds. har fremsat i Mgbl., har vel privat yttret, at man burde have ladet Vidar uendset pludre væk 1/2 Aars Tid, til han troede sig sikker, og godtroende endnu mere uforbeholdent kom frem med SIDE: 428 Hjertesproget. Men det nøiagtige Opsyn, der bør føres med be- gyndende Tidender, især saafremt et hævdet Særkjende, som her er Tilfælde, gjør dem vigtige, og hvilket Inds. iværksatte med Vidar, har fremdeles overtydet om, at dette Blad kun har agtet liden Forsigtighed nødvendig. Bladbestyrets Aandsgaver saavelsom den Fasthed, hvormed det forfølger sit Meed, har som sagt, givet Tidenden sit afgjorte Præg; og dette letter Op- synet dermed, medens det, at Ufrisindet især snoer sig under Oversættelser, hvis Anskuelser og Ansvar Red. naturligviis deler, kun kan skjærpe Opmærksomheden og langtfra vanskeliggjøre eller forvirre Omdømmet. Nei, Ufrisindet har i Vidar ligefra Opsatsen om Popularitet til den de Pradtske Artikel stedse talt tydeligt nok; Pedanteriet har deri stedse staaet aabenlyst paa sit Catheder; Modsigelserne have hvinet i Øret; Urigtigheder, skjøndt fremsagte med al Selvtillidens Vægt, have vakt en prø- vende Eftertanke; Masken har været af Glas, Sløret stedse i Gliden; og Fakklerne have antændte og klartskinnende været bundne til disse natlige Skabninger, der, udsendte af den det tabte Israels Jette, som slaaer med Asen-kjæve, fare udover vor akademiske Sæd! Skulde heri ligge nogen Bitterhed, saa ønskes dog, at den i sin Oprindelse intet maa tillægges at have tilfælleds med den, der i de kritiske Gjensvar fra Vidar-Recensenten i No. 13 og 16 sammenmænger sig med alt Selvtillidsfuldhedens Modbydelige. Ligesaa maa man erindre, baade at en barmhjertig Streg slaaes over endeel verssatte Usselheder i dette Smagens Blad, og at Forfatteren af "om den literaire Antidanskhed" forskaanes for den piinlige Tilretteskruen af alle de Skjævheder, hvoraf hans Opsats lider. Det skal være nok, at erklære, og ved en Appell til Erfaringen og Menneskeforstanden at bevise, at Hovedfeilen derved er, at han skaber sig en Gjenstand for sin Ivren, der intet Tilvær har uden i hans egen eensidige Indbildning; og saa ivrer han væk. Bestred Vidaristen de Normænd, som Antidaner, der ikke kunne erkjende det Gavnlige for den fædrelandske Videnskabelighed, Smag og aandige Tone i at Norge oversvøm- mes med al dansk, oftest maadelig, Skjønlecture, samt i de danske Theatre i hver norsk Bye, og som med Uvilje ansee den, ofte med Uforskammetheder ledsagede, aandige Overlegenhed, som Danske ville gjøre gjeldende hertillands; bestred han de Nor- SIDE: 429 mænd, som kun have en bitter Erindring tilbage for det gamle kjærlige Søsterland, og som ærgre sig over at dets videnskabe- lige Registre fremdeles vedblive at regne Norge i Provindsstand, og at de Danske fremdeles gjennem Skolebøger, Fædrelands- historier, Morskabsbøger o. s. v. have beskattet os, og gjort alt for at forhindre os fra at begynde selv; bestred han disse og dem som Antidaner, der med Uvilje ere Vidne til at Normænd, deels under Skin af Cosmopolitisme, deels med aaben, dog for- rædisk Frækhed, slappe de Kræfter, som kunde arbeide for Norge og dets videnskabelige Ære og Nytte, og vække ned- kuende Selvblussel hos Folket ved at indpræge det, hvor usle dets aandige Evner og videnskabelige Virken dog er -- nu vel, da kunde man dog kaste et Modord paa. Men nu, da det op- gives som den "Antidanies Særkjende" Forfatteren giver sig af med, at der gives Normænd, "som fordømmer danske Aands- frembringelser blot paa Grund af at de ere danske", hvem vil afbevise slige Paastande, hvis Taabelighed fritage dem for at hedde Uretfærd. Forfatteren kan ikke opgive, at dette Særkjende paa den Antidanie, han har for Øie, er offentligen for Dagen lagt; enskilt yttret vilde det vække Medynk -- den, Forfatteren nu paadrager sig selv ved at skabe sig Modstandere af en saa frygtelig Monstrositet. Og her er da Ridderen med Veirmøllen. SPROGRENSEREN Spørgeren. Det er en yderst ubehagelig Control, Vidar er kom- men under. Sprogrenseren. "Dissentienter! Dissentienter! desavouerede Dis- sentienter! Den puerile Borneerthed kan ikke attrapere vore apparente Raffinements og indulgente Novationer. Men lad end en Consolidation substitueres i Contrasistencen, saa skulle vi dog, duperende selv luxurierende Literatur, no- mothetisk reproducere Modens Fernis." POLlTIKEREN Lafayette, Washington, Foy, Lamarque, Lelewel, Rotteck -- norske Vidar lærer Eder: "Popularitet er kun Egenkjærlighedens Sag, den udsmykker Uhyrer, og forguder æreløse Skjelmer." "Naar man kun tager Ordet Popularitet i sin politiske Betyd- SIDE: 430 ning, saa er det ikke alene Higen efter at erhverve sig et Navn, men endvidere en Snigen efter Gunst, en Bestræbelse for at mislede Hoben o.s.v. "Demokratiets Tilhængere ere paa Vildspor, naar de troe at lønne store Handlinger med Popularitet." Napoleon, Cæsar, Sulla, Francia -- norske Vidar fortæller hvad I skjulte i Eders Hjerter, men lod Senatorerne og Akademiernes Laurkrandsede, skjøndt forblommet, forkynde: "Det er ret og tilbørligt, at befæste og udvide Geniets Magt. Denne Servilisme er den største af al Kraft, næst den høieste." Pressefrihed -- norske Vidar giver dig din Roes: "I Alder- dommens Samfund var det Tribunerne og Skolerne, i vor Tids Samfund er det Dagbladene og Bøgerne -- en meget vigtigere Tribune -- der gjenlyde af de Lovtaler, der blive Folkene bragte af de populaire Smigrere; deres Slutningstale til disse er stedse, at de ere hævede over Alt; at de ikke behøve at binde sig til Velanstændighedens og Retskaffenhedens Bud; at Magten stedse har Uret; at de ere de eneste Magthavende; at deres Forfæn- gelighed, deres Uretfærdighed, deres Luner udelukkende skulle udøve Herredømmet, og bestemme de socielle Forhold". "Det er ei Umagen værdt at skrive for Almeenheden, siden Almeenheden nutildags skriver selv." Klag ikke Polen, men velsign din Underkuer! og, Tydskland, siig ikke, at du er bleven skuffet -- norske Vidar lærer: "Med Moderationen forbinde man ogsaa noget, som altfor meget er blevet glemt, nemlig Høflighed, og man høre op at sige: Autokraten Nicolaus, Metternich, de Despoter, de Aristokrater. Man vil først da ansee Revolutionerne for endte, naar det re- volutionaire Sprogs Barbari ophører og gjør Plads for et pas- sende og anstændigt Sprog, der til alle Tider har været indført blandt dannede Folkeslag, og først er forsvundet siden Revolu- tionsmændenes og deres Systemers Invasion, ligesom det endnu kun overholdes der, hvor der ingen Revolutionaire gives." Norge, dit stolte Sind, kan behøve at vide hvad Vidar lærer: at du "ogsaa ved egen Brøde tabte det ydre Tegn paa Natio- nalitet"; og "at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget, har meget for sig, eller at Sagen idetmindste er saa uvis, at man gjør bedst i at lade al Strid derom fare." Og dette bør du af Taknemmelighed, saasom "vi gjennem denne sættes i Forbindelse SIDE: 431 med alle øvrige videnskabeligt dannede Nationer, hvilket vistnok paa Grund af Beliggenhed neppe eller saare vanskeligt vilde have været Tilfælde." Og om du ikke kan rødme af Kjærlighed, idet du kysser den ømme Haand, som saa rigeligen udstrøer Maaneds- roser og aladdinske Granater og Steenpærer paa din golde Kyst, saa rødme dog af Blussel; thi dine egne Børn sige, at: "hvor fattig vor Literatur end nu er, saa vilde den dog have været endnu fattigere, om vi ikke saa beqvemt vare komne til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers, den danskes Literatur." (Fortsættes.) Henrik Wergeland RHAPSODIE AF ET PAATÆNKT SVAR TIL WELHAVEN FRA H. WERGELAND Samfundsbladet 2. febr. 1833. Dramatiske Kritikere have undertiden betegnet det Hensigts- mæssige, det Passende som Idealet for Dramaets Dialog og for hver enkelt Deel af dets indre Bygning. De have vovet at fore- skrive Digterne Huusholdningslove, hvorefter det Poetiske ban- lystes af Replikerne, der skulle have en anatomeret Beenrads Maverhed, saa at Enhver tydelig kan see ind i Maskineriet. Disse Hjerner forvildes, om ikke de høieste tragiske Emner ud- vikle sig under daglig Tale. De formaae ikke at see Colonnerne, der bære Musetemplet, om Bygmesteren har været rig nok at oversaae dem med Arabesker og til at beklæde Capitælerne med Basrelief, Corridorerne med Malerier. Alt skal være kunst- mæssigt afskaaret, taxusbeklippet, forenede i snorlige Gange til Maalet; en Blomst, der udsprang af Digterens Natur, eller af den, han meddeler sin dramatiske Skabning, maa ikke taales. Lidenskaben skal tage sit Sprog af en fast Ordbog. Emnet kan vel være saa poetisk som, vel at mærke, Historien kan skabe det, men Behandlingen maa være prosaisk, for at det skjønne Heelindtryk ikke skal gaae tabt under saakaldte poetiske Ud- skeielser, d. e. under enkelte Dele af et Digt, der indeholde for- meget af en prægnant poetisk Materie eller vel endog ere Smaapoemer i sig selv. Denne Rigdom er bortkastet for disse Øine, der vel vide, hvorledes de skulle udparcellere den. Dette, som nu henskylles der i en ilende Replik, skulde de have ladet SIDE: 432 gaae Vandspringets Ringløb igjennem Versrækker under alle de forskjellige Kunstnavne. Den poetiske Overdaad er dem for- dømmelig, fordi den er dem ubegribelig, fordi de kun kjende Fattigdommen, og fordi Talentets frie Svingninger, Naturens Rundformer og de bøiede Blomsterlinier ere fremmede for hine, der kun have vant sig til at maale regelrette Dramaers stive Sparreværk. De have formet sig visse Læster, hvori enhver Frembringelse maa passe, saafremt den vil gaae uklikket gjen- nem Verden; og en mathematisk tør, men ikke derfor altid mathematisk rigtig Theori skal med sin Sanddynge fylde op den Organdybde, hvori den poetiske Sands -- dette uskyld [ig] e Barn, som siger: den Frugt er sund, som smager godt -- skulde hvile paa sit Blomsterleie. De anvise vel Sørgedramaet Plads i den høiere Poesie, men er Emnet opfundet, da sætter strax Sandsynligheden sine Briller paa, og mønstrer og griner og veier og griner og sondrer og griner. En Replik maa ikke straale for- meget, for at ei det Heles Belysning skal tabe, saaledes som De nu ville have den, og et nyt Træk, et selvopfundet Hjul er for- brydersk eller udueligt, om det ikke agter de Gamles Hævd. Et eller maaskee ti glimrende Sidehug i en Satire skulle vise det Modsatte af Kraftfylde, nemlig Mangel paa Kraft til at be- herske sit Emne. Denne Æsthetik, der er latterlig, fordi den midt i sin Usselhed er uforskammet og brystende sig, ruster sig paa forskjellig Maade mod den sunde Forstands og Følelses Misnøie. Den søger sin Styrke i den store Hob, der kjender endnu mindre til poetisk Sands end til det Skarpsind, der finder den rigeligste Næring i en noget gehaltig Poesie; og den im- ponerer ved at raabe paa Barbarisme, Dunkelhed, Tøilesløshed, Foragt for alle de Former, hvori Mængden er vant til at sætte Poesiens Væsen. Dem derimod den har at frygte for, møder den med en dialectisk Tunge, en mystificentisk Næse og Bog, fuld af Citater og Autoritetssteder i Haanden. I dette Optog er det for os, at den welhavenske Kritik fremtræder. Bedømmende den som et Phænomen, der kun ved et uforholdsmæssigt Quan- tum Plumpheder og Skjældsord adskiller sig fra lignende, der have viist sig til alle Tider, bemærker jeg ikke at saadanne Ingredientser vedrøre nogen Anden end Kritikeren selv til Be- skjæmmelse. Dog er det kun Plumpheder af en saadan Grad, der forsmaaes som Vaaben selv af hiin Æsthetik, der dog SIDE: 433 trænger saasnart til Værge. Dens Rige regjeres som alle De- spotier med Stok og Pidske. Den troer det i det mindste, skjøndt den, der straffes for Lovforagt, Gjærdebrud, Pegasusran, respektstridigt Forhold, ja crimen læsæ majestatis, leer under Slagene, som om de kun vare Narrebrixens. -- Allerlatterligst ere dog Kritikere af den Rang, naar de i høi- viis Indskrænkethed byde Digterne at tage det nøieste Hensyn til Stand og Kaar. Af en simpel Mand ville de, selv om han sættes i en bevæget Stund og adles ved Storbedrifter, han udfører, ikke høre smukke Tanker og Ord. Det er umueligt, sige de, at en Mand af en saa lav Stand kan tænke eller tale saa høit. Saaledes er virkelig denne Kritiks Resonnement om Gulbrand Seglestads Opraabstale i 3 Act i Sørgespillet Sinclars Død. Vel maa Be- dømmeren undskyldes, saasom til en Mængde uforskyldte Mangler ogsaa kommer den, at han ikke sympathiserer med det Fædre- landssind, som i hine Repliker udgyder sig med en Nationalsangs Poesie; men ellers ialmindelighed sagt ere saadanne Forsøg paa at indprænte een af hiin falske Æsthetiks Paragrapher nok værd et Modord, og at man gives Beviser ihænde for deres Uanvende- lighed netop i de særskilte Tilfælde, hvor man vil see deres Be- kræftelse og Triumph. Den sande Æsthetiks Regler og Fordringer ere ligesom Fornuften almene. Den kalder Hindueren Kalidas og Celteren Ossians Poesie skjøn, om den end ikke vilde for Folkets Skyld tilraade Østerlændin- gen at lade sin Harpe lyde under Morvens nøgne Høie. Den skal ind- rømme, at der gives Grundlove, som ingen Digter maa overtræde, ja den skal endog sige, at ingen Digter kan overtræde dem, da disse Typer ere de naturlige hvorunder fælles Aands-Genius maa aaben- bare sig; men hertil skal den ikke regne Coloriten, der er ligesaa forskjellig som Menneskevanernes. Derimod skal den ikke sige, at hvad der er skjønt sagt af en Herremand er ikke skjønt i en Bondes Mund, eller at hvad vi med Ørene fulde af Scotts Romaner vilde finde passende i en skotsk Høilænders Tale, skal findes upassende i en norsk Høilænders. Det er her i Spørgsmaalet om det Pas- sende og Poetiske, at den falske Æsthetik skiller sig fra den sande; det er her, at hiin aabenbarer sin Prosaiskhed og Udyg- tighed til at kunne bedømme poetiske Gjenstande, idet den ligger under for en Virkelighed, der er den frygtelig i det dagligdagse Sande. Er det muligt? staaer det i direkte Forbindelse med SIDE: 434 Stykkets Traade? er denne Æsthetiks første forbausende Spørgs- maal, medens den anden roligen spørger sin Forstand, om det ogsaa er den ligesaa skjønt og aandsandt som det var Indbild- ningskraften. Det Ophøiede bliver den aldrig unaturligt i et Menne- skes Mund, som af Digteren tillægges Ædelsind og Kraft, om han end ikke gav Theaterpynteren synderligen at bestille, Og dernæst om det er i sammenhængende Værk, i et Drama, under- søger denne Kritik først, i hvad Forbindelse dette partielle Skjønne staaer i til det Hele. Findes nu Forbindelsen fiin nok, da er det ikke denne Æsthetik, som undersøger særskilt det alene Kunst- mæssige og særskilt den poetiske Gehalt ved Emnet som ved det Enkelte, der tillader sig at omhugge et Træ, fordi en Blomst slynger sig om det, eller fordi en Sangfugl, der i næste Secund flyver bort, har sat sig paa en Kvist. Det er visselig saa, at ingen i det daglige Liv taler i Jamber og Trochæer; men da et Dramas Personer dog intet andet ere end Digterens Ideer og Selvskabninger i en Tankeverden, saa har man engang vant sig til at høre dem skandere og bruge Skabernes Sprog. Dette synes nu Prosaisterne og deres Æsthetik allerede meget indrøm- met, ja formeget, om den, der fremføres talende, er en Bonde eller en anden simpel Mand; men hvad vilde de da sige, om der paastaaes medrette, at daglig Tale og trivielle Tanker ere dobbelt uudstaaelige under de deiligste Jamber, og at Brugen af Versformer betinger Poesie derunder uden det latterlige Hen- syn til Stand og Kaar? Derfor [er] Shakespeare saa meget for- trinligere end Øhlenschlæger eller Myriader af Andre, fordi han ikke misbruger Tilladelsen at betjene sig af Versformer, men samvittighedsfuld fylder sine Repliker med alle Poesiens Skjøn- heder. Han lader sig ikke nøie med, at Dramaet som Heelt er en skjøn Bygning; alt deri er forziret, saaat Sparreverket ikke falder i Øinene. Det var ham ikke nok at skrive Hamlet eller "Som det behager Eder". Han skrev ogsaa Monologen og den Tung- sindiges sværmerske Tanker. Forstanden har ogsaa nok at gjøre i et Drama: man bør da ikke udelukke Phantasien eller andre poetiske Evner fra Udførelsens Enkeltheder. Dette er det, som en falsk og taabelig Kritik kalder Extravaganz, Overspændthed, Unatur. Men det er slige Øine som ikke kunne see, at det er Sommer for bare Blomster. At der skal meget mindre end en rigelig Udstrømmen af Digteraaren eller et ødselt Anlæg af Farver SIDE: 435 til for at lægge min Kritikus slige Domme i Panden, det viser hiin Bondes Opraabstale, der hæver sig i Tanker og Billeder til dem, der kunne tillades en maadelig Nationalsang. Saadanne pleier man jo gjerne at lægge Bonden i Munden og man troer jo gjerne at hans Tanker selv i det daglige Liv hæver sig saa høit. Hvori ligger da Extravaganzen uden i Kritikerens Ubeskeden- hed, der betræder et Gebeet, der er ham fremmed? hvori Over- spændtheden uden i hans Indbilskhed og i hans Munds Fylde med ugrundede Paastande? hvori Unaturligheden uden i at saa- lidet Beføiede bestige det æsthetiske Dommersæde. -- Henrik Wergeland FORTSAT MONSTRING AF VIDARASERNE (Slutning fra No. 32.) Morgenbladet 4. febr. 1833. LITERATOREN At Vidar er en Formernes Hærold, og deri, i Poesie som Prosa sætter sit Væsen, vilde strax forraade sig ved det lidet af Aand, som forener sig med de Masser, som han ikke saa utydelig slaaer paa, skulde kaldes idetmindste Lærdoms- og Grundigheds- stjernen i vort literaire Øde. Men vi kunne ikke saa ganske troe ham paa Ordet. Før har man opdaget slemme Modsigelser hos ham; og det gik dem, som de tvende spanske Linieskibe, der i Mørket lagde til og entrede hinanden. Flammerne sloge ud og belyste den slemme Feiltagelse først i det Øieblik de begge sprang i Luften. Flid fortjener Belønning; og, naar Selvtænkning kommer til, vil den altid frembringe noget grundigt. Det Grundige har vel ofte et eget tørt Præg, og man bryder sig ikke meget om, at det ikke veed at finde et bedre; men naar det Ugrundige ifører sig det og gaaer selvtillidsfuld frem under Doctorhatten, da lad kuns Hat og Paryk gaae tilveirs. At Vidar lærer os, at "Poesiens Egentlige er den ædle Simpelhed", det lader sig nu vel -- omendskjøndt der fremsat som almindeligt Criterium -- kun bekræfte om enkelte, og det efter gamle og nye poetiske Ordensregistre, underordnede Arter af Poesie; og idetmindste veed Edinb. Review at give ganske andre Definitioner deraf; -- men at Vidar, efter denne selvgivne Compliment "er man SIDE: 436 først ret fortrolig med Litteraturen", lærer os Forskjellen imellem de asiatiske og oldnorske Digteres billedlige Udtryksmaade at være den, at "ligesom de asiatiske Digtere sammenligne Gjen- standene, saaledes substituere vore Forfædre dem for hverandre" -- det kan Inds. idetmindste ikke troe ham paa Ordet for. Hvor forskjellige i alt andet, saa have de netop Sammenfaldspunctet der, hvor Vidar lader dem skilles. Begge "substituere", begge for- vexle Billedet med Tingen, og i hurtige Tankespring udelade de at antyde, at det er en Sammenligning. Dog betjener den nor- diske Oldpoesie sig mere af Omskrivninger end af egentlige Billeder, men disse sidste fremtræde netop paa samme Maade i den asiatiske Poesie som Omskrivningerne i hiin, d. e. ligefrem for Tingen, som Tingen selv, de skulle betegne eller rettere ud- trykke, og uden Sammenligning. Det kunde maaskee heller siges, at de afpasse Tingen efter Billedet og Omskrivningen, mens det omvendte skeer hos alle andre. Saaledes siger Høisangens Digter: Min Brud, min Brud! Min Myrrhaqvist, som evig blommer mig paa Brystet! Min Copherdrue, som jeg krysted udi Engaddis Have hist! Min Due, som i Taarnet boer, Og Rede har i Klippens Kløfter, o, at du engang Vingen løfter, og syngende til mig nedfoer! Men dette er ikke egentlige "Sammenligninger" efter vort Be- greb, men "Substitutioner" og Omskrivninger. Den nordiske Old- poesies adskiller sig herfra kun ved det mere abstracte i dem. Om Asiaterne siger "Gazell, Sarons-Rose, Dueøie" istedetfor "smekkre, fagre Møe med de fromme, ømme Øine": saa betjener han sig netop af samme Digtformer som Oldnordboen, naar han omgaaer at nævne Sværd, Konge o. s. v. ved deres almindelige Navne. Kun Tanken opfordres til at anstille Sammenligningen, som dog naturligviis maa ligge i "Substitutionen", og til at ud- vikle det Lignende og Maleriske, d. e. det Træffende, d. e. det Poetiske i Beskrivelserne. Vidaristen har da -- trods "sin rette Fortrolighed med Literaturen" -- været mindre end heldig i at angive den asiatiske Poesies Characteer og Særkjendet mellem den og den oldnordiske. At Inds. har været det tilfulde, troes SIDE: 437 ikke; men kun det, at han har antydet noget, der er rigtigere og sandere end det han har villet berigtige. Ligesaalidet tilkjender Inds. sig den fine Takt, der udfordres til bestemt at afgjøre slige Spørgsmaal; men han troer den hos sin Modpart opveiet ved en Lærdom, han med al Agtelse anerkjender. Denne poetisk- kritiske Takt tilhører ellers oftere Digteren end selve Recensenten af Profession; men allermindst har den tilfælleds og forenes med den antiqvariske Begeistring. POETEN Poesiens Gebeet synes desværre ganske at være lukket for den hele Redaction af vort æsthetiske, kritiske, videnskabelige Vidar- blad. Derifra ere Jurister af Lyst, Antiqvarer af Lyst, Recensenter af Lyst fremfor Andre bandlyste; og disse udgjøre dog Redactio- nens tørre Elementer. Alligevel skulde dog nogle poetiske Forsøg gjøres; men hvem vil, under saadanne Omstændigheder, undres over, at de faldt keitet ud. Da intet himmelsendt Lyn kom for at tænde Museofferet, saa gned man en tør Pinde, for at faae Ild. Her er i et Par Travestationer Prøver af den tynde Suppe, Vidar kogte derover. De skjænkes Sonettisten: "Naar Natten svæver kring de tause Strande" -- Nei, meer end det, naar Stjerner mørkerædde Ei vove i det dybe Mulm at træde, og det er regnmørk Nat selv i din Pande.. "O lad da Farten kjækt fra Jorden stande!" -- Benyt Minutten, mens den er tilstede! Og stig fra Pandens op til Skyens Væde! Og dal saa atter i Sonettens Vande! -- "I Solens Glød maa Døgnets Kræfter gjære;" I regnmørk Nat tillyv dig Evighedens! Thi da skal Dværge kunne spille Jetter; Da bruser Rendesteen som Glommens Fjære: Og alle skulle paa det grønne Øre taalmodig høre vidarske Sonetter! "Naar Natten svæver kring de tause Strande;" Naar Skyerne af høstlig Slud er fulde; Naar det en Nat er 18 Graders Kulde, Saa lange blanke Tapper Taget rande; -- Naar Nattens Mulm er ligt det i din Pande, Og Kulden liig den i dit Hiertes Hule: Da, Genius, du maa dig ikke skjule; Men svæve frem som Noahs Fugl paa Vande; -- Da er Begeistringen i Finmut kommen! Da skriv paa frosne Rude Distichoner; Og Nattens Alf i Blomsterkrands dem sætter. -- Da dyp en Iistap midti Gadeflommen, Og skriv paa Fladen, som den Kulde boner, Igjen et nonplusultra af Sonetter." Nok er det -- var Vidar, for Akademikernes og Akademiets Æres Skyld, blot liberal, skulde Urigtigheder, usle Vers, ja Uret- færdigheder i kritiske Gjenstande gaae upaatalte af Ve. SIDE: 438 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 6 Tirsdag den 5te Februar 1833. ADSKILLIGT 1828 indført, undtagen til Nordland og Finmarken, 646,816 Tdr. Kornvarer og 8,193 Tdr. Ærter. 1829 -- 609, 411 Tdr. Kornvarer og 11,389 Tdr. Ærter. 1828 indførtes fra Udlandet til Nordland og Finmarken 32,234 Tdr. Kornvarer og 98 Tdr. Ærter. 1827 ud- gjorde Indførselen af disse Varer til Norge, undtagen disse Nord- lande, henved 800,000 Tdr. 1828 indført, undtagen til Nordland og Finmarken, 2356 Sk Fedevarer. 1829 2,792 Sk do, 1827 udgjorde Indførselen heraf til samme Rigets Deel, Noget over 3000 Sk. Til Nordland og Finmarken indførtes fra Udlandene 59 Sk. 1828 udførtes fra Norge 193,691 1/2 Trælast-Læster; 1829, 185341 do.; 1827, 202828 1/2 do. (Men hvem kan beregne alle de Læster, de Stokker, Planker og Spirer, som komme ombord et lidet Stykke udenfor Toldboden, for at øge Dækslasten?) Svenskerne have i de senere Aar anvendt meget paa deres Faareavl. Flere Eiendoms-Herrer have indrettet Skæferier, og forbedret dem ved Indførselen af fra spansk Race nedstammende sachsiske Faar. Kongen fremmer og deeltager selv i saa nyttige Foretagender. Svensk Uld har derved vundet op til høi Priis. Saaledes gaves paa det store Norrköpings Uldmarked i denne Sommer indtil over 1 1/2 Spd. for t. af bedste Stamskæferieuld, og for den almindelige over 1/2 Spd. I Sverige more de unge Herrer sig med Oprettelsen af Jagt- selskaber og Veddeløb. Dersom de første have til Hensigt Udyrs Udryddelse, og de andre ikke den blotte Lediggangs Fordrivelse, men Hesteracens Forædling, saa er slig Tidsfordriv al Ære værd. Den særlunede og for Jagt indtil Raserie lidenskabelige Englænder Loyd, som nu i nogle Aar har levet som Bjørneskytter i Nordre- Værmelands Ødemarker, og som har udgivet en vidtløftig Be- skrivelse over alle sine Jagtbedrifter, hvilken er udstyret med Portraiterne af forskjellige Bjørne, og har oplevet i 1 Aar 2 Oplag, tør have ved sit Mønster tillige erhvervet sig Æren af at være disse Jagtselskabers Fader. SIDE: 439 Henrik Wergeland FUNDNE SAGER I RAVNEKROGEN (Indsendt). Statsborgeren 6. febr. 1833. I Ravnekrogen er paa Veien mellem DHrr. Colluvies og Qvasi- Demophilos funden en Pakke, hvorpaa staaer skrevet: "Planer til Realisation af Ideen: Bring alle Oppositionsmænds politiske, men især moralske Charakteer til at høre ilde, lad Fama udbrede Skjændselsrygter, hvor Frihedssindet yttrer sig, og vi ville vinde Spillet." Pakken kan, mod en passende Douceur Naadigerindring, faaes tilbage hos Jan Trompeur, i modsat Fald bekjendtgjøres Pakkens Indhold. Brandpræfecteurens Forstand er funden i et Musehul. Han anmodes om at lade denne, der er for liden til at tilhøre nogen Anden, snarest muligt afhente hos Jesper Jespersen. Findeløn forlanges ikke for en slig Bagatel. Henrik Wergeland LITERATUR (Indsendt). Beg. av febr. 1833; før utrykt. BIEN, ET MAANEDSSKRIFT FOR MOERSKABSLÆS- NING. CHRIA. WINTHER. JULI 1832 -- JAN. 33. Kuben, hvori denne norske Bi sysler gjør ved sin Eleganz Forfærdigeren, Hr. Winther, Ære. Hverken de danske Maaneds- rosers Potte eller de danske Læsefrugters Kurv, men maaskee alene Etuibibliotheket, kan isaahenseende maale sig med den. Denne Omstændighed, om end ei uvigtig, vilde Inds. dog neppe fremdrage i Spidsen tilligemed den, at et nationalt Ønske kan siges opfyldt ved at have et eget Moerskabsskrift, der baade giver norske Forfattere Plads, og standser noget en kostbar Indstrømmen af tildels værdløse danske, om ei den Dom, han efter Overbeviisning maa fælde, tiltrængte en Fremhæven af det Udsonende og Formildende. Hertil hører ogsaa et vist nationalt Præg, som Skriftet umiskjendeligen har tilegnet sig -- Noget, som, efter nogle Yttringer af Biens Recensent i Vidar til Fordeel for en fremmed Moerskabsliteraturs Overvægt hos os, formodentlig forekommer Denne ligere den modbydelige emne Lugt af et vildt Jordhumlebol, end den liflige Duft, som det har for Inds. Heller SIDE: 440 ikke maa forglemmes, at vor udmærkede, fiinttegnende Novellist, Mauriz Hansen har, især i "Moderen", lagt saameget fiin Jomfru- honning i Kuben, at man, efter Nydelsen af dens maadeligere Indhold, endnu har lidt sød Smag i Munden. Desuden, er "Moderen" at betragte som Dronningen i Kuben, saa have vi ogsaa i de to national-historiske Skizzer et Par dygtige Arbeids- bier, og en lystig Sværm -- om end ei saa stor, som man efter det rigelige Valg kunde ønske -- i "Tante Wheesy"" og de fleste af Oversættelserne. Det er kun et uforholdsmæssigt stort Antal Vandbier, der have faaet Indpas, som fordærve denne smukke Kube. Men hvor paatrængende end disse kunne være, bliver det dog en vis Selvopholdelsespligt for en æsthetisk Redaction med det onde, naar det gode ei vil hjælpe, at skaffe sig dem qvit. Ja, om Indsenderen ikke gjetter feil, har netop angjældende Red. selv en sørgelig Erfaring om hvor farlig en vidtdreven God- modighed isaahenseende er; -- dog jeg vil nødig tillægge den Mand, jeg mener, noget hvoraf jeg ikke kan troe, at han har ubetinget Ære; og, erindrende Red [actionens] maadelige Tilsvar i Vidar, frygter jeg at have fornærm [et ham ved] min Gisning. Men Red. være nu hvem den vil, mit [....] Raad -- en skarpere Censur -- vil den maaskee benytte, og da er Hensigten med denne Recension opnaaet. Dette burde man rigtignok allerede ventet at see i Januar- heftet efter den i det meste velgrundede Irettesættelse i Vidar; men det er langtfra Tilfældet. Og dog er det af Slutnings- linierne i Indledningsverset, at "Bien" skal "ad taabelig Kritik kun smile"(?) klart, at Vidars Recension var Udg. i friskt Minde. Men omendskjøndt denne Kritik og dens appendicia fra samme Haand -- ihvorvel plettede med sin Ophavsmands egne mod- bydelige Uforskammethed -- aldrig med Ret hverken som Kritik eller som stilistisk Arbeide kan kaldes taabelig: saa gaaer dog Red. videre i sin Ligegyldighed derfor end den burde, nemlig lige til Trods derimod, idet den ikke tager i Betænkning at op- tage som saakaldte originale Fortællinger Sager som "Brand- skuddet" og "Den gamle Dragkiste". Hvad "Cicisbeatet" i samme Hefte angaaer, da forundres man over den sære, for ei at sige ikke rosværdige Grille, at indføre en Præst, som, det første han lukker Munden op, udstøder Eeden "Fanden tage mig!", og som, efter Pag. 15 at have spillet Udhaleren, og ført løs SIDE: 441 eller letsindig Passiar Pag. 22, atter figurerer saaledes: "Nei, -- bandte Præsten, -- "skal jeg spille iqvel, saa skal det være Imperial eller Scherwenzel!" Dette er unegteligen upassende; men det er ogsaa unødvendigt i Fortællingen. Ganske passende er det heller ikke, at man i Oversættelsen om den evige Gjen- ganger i alle Moerskabstidsskrifter, Kaspar Hauser, underrettes paa det nøjeste om det Toilet, man holder paa et vist Sted; -- dette er en Nøiagtighed, som, uden Tab for et æsthetisk Skrift, kunde være forbeholdt Feuerbachs juridiske, og derfor udførlige Skildring. "Dragkisten" er fuld af den taabeligste Overtroe -- noget, der dæmrer skjøndt i mindre Grad under flere af Maa- nedsskriftets Sager. Oversættelserne i Januarheftet ere meget velvalgte paa de arabiske Tankesprog nær, og i Envold Falsens Levnetsskizze støder kun følgende Sætning "blandt hans gjen- levende Børn kjender man Mænd, der viste(!) og vise(?) sig deres hedengangne Fader værdige, og gavne Fødelandet." [M] en forat give et Begreb om "Bien" i det Hele, skulde det maaskee [være nødven] digt at charakterisere flere Hefter end et enkelt. Inds. [vil] gjøre det med alle; men dette kan kun skee i Korthed. I Tillid til at det ikke skal svække en Bedømmelses sømmelige Alvor, vælger jeg da at charakterisere ved Tal, for deslettere at antyde det Charakteertal, som tilkommer Maaneds- skriftet i det Hele. Tallene fra 1 til 6 betegne da Charaktererne Udmærketgod, Megetgod, God, Temmeliggod, Maadelig, Slet. Saaledes da: Indledningsversene.....................................5 Moderen (orig. Fortæl.)...............................1 Sørgelige Følger af et Feiltrin.........................6 Beethoven...............................................5 Kilden (Vers)...........................................6 Sonettine (en højst uforskammet Wertheriade).....5 Epilog...................................................4 Holms Minde...........................................3 Min Barndom (Vers af Wolff. Af Red. kaldet "en Blomst, der ikke vil læses uden Interesse)..6 Til Bien (Vers af Aalholm)............................6+ Olaf Haraldsøn (hist. Skizze).........................2 Sømanden (Fort.)......................................6 Hammer (Beskrivelse)................................2 SIDE: 442 Til et skjønt Barn (Vers af Aalholm)................6 + Reprisen (Fort.).......................................4 W.Thranes Minde.....................................2 Til Læserne (Vers)....................................5 Cicisbeatet (Fort.)....................................2 Brandskuddet (Fort.)................................6 + Livets Fugl (Parabel af Krummacher, Maria Thu- ness o. fl.)...................................3 Den gamle Dragkiste (slet gjort)....................6 + Oversættelsernes Middeltal........................2 Miscellernes do. ..................................4 Biens Hovedcharakteer altsaa paa det nærmeste 4 d. e. Temme- liggod. Er end denne Facit liden nu, saa er der dog ingen Tvivl om at Kræfter staae til Red.'s Tjeneste, som hurtigen ville kunne hæve den. De hansenske Noveller ere herpaa Beviser. [EPIGRAMMER] (Indsendt.) Statsborgeren 17. febr. 1833. Apollo. Hvorfor Thalia din Græden -- Du, som er saa skabt for Glæden? Thalia. Ak! I Nord jeg kaldes Moder Til den danske Heibergs Poder. 1933. Jan pudsed uædle Metal; Polituren er lystig at skue; I Erts vel arbeidede W; men i denne Guldstjernerne lue. Casper. Hvorpaa grunder Du min Clas? Clas. Sig, er der ei Forskjel paa Stats og Stads. Casper. Naturligviis. Clas. Saa er klart at see. I Statsraad burde findes D. SIDE: 443 DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 17. febr. 1833. Djerv Du fordrer til Kamp, og kalder Dig Fenris's Bane. Husk dog at Asen sin Død fandt i den selv samme Kamp. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 21. febr. 1833. Vidar jo Taushedens Gud kaldtes blandt Aserne fordum; Skade! han ikke beholdt Fingeren stedse paa Mund! -- DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 24. febr. 1833. Væbnet med Hjelm og med Stang I støie som Berserker vilde; Venner! Om Stangen nu sveg -- Hjelmen af Issen Jer faldt? -- DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 27. febr. 1833. Du ei din Pen imod taabelig Criticeren vil spidse! Derfor jeg spidser ei min meer imod Critiken din. -- Amicus veritatis. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 10. Tirsdag den 5te Marts 1833. DE STORE BØRN (Indsendt). Der var stor Opstuss ved Kirken idag. Kun et Par sølvsnorede Kudskekraver og et Dusin fjedrede Silkehatte saaes i nogle Fai- toner over den bølgende Mængde. "Her er folksomt som paa et Marked" sagde en rødglindsende Proprietarius, idet han hjalp en Frøken i Vognen. "Godt, at man dog engang kan træffe SIDE: 444 andet end Pøbel i Kirken" sagde Frøkenen med en flyvende Krølle paa Næsen, idet hun trak Kaaben efter sig. Der maa have været en overordentlig Fest, siden baade Juri- ster, Fruer, Frøkener, Officerer og Proprietariusser ere tilkirke, ja siden de kom i god betids, da Præsten sagde Amen. Nei, nei -- de kom tidlig disse Herrer, og Bostonpartierne til Efter- middagen vare alt afgjorte i Pulpiturerne og Gallerierne og Stands- skrankerne i Guds Huus før de, strækkende sig, børstende sig, speilende, smilende og nikkende til hverandre, reiste sig under Velsignelsen, der ligesom Solskinnet daler over Onde og Gode. En Stribe af blottede Hoveder hvidner igjennem Mængden. En lang fortsat Rullen kløver den. Guldsnorede svenskcokar- derede Huer glimte i en Række henover den, liig en Lynstribe, der følger de takkede Kanter af en mørk Sky. Det er de Condi- tionerede, som kjøre væk. Men et jamrende Hviin følger skjæ- rende efter Cariol- og Diable-Duret. Det standser. Man seer sig om, man leer, og ruller afsted. "Kom Lieutenant! kom Lieute- nant!" raaber man og ruller afsted. Thi det er kun en gammel Bedstemoer i sin røde Atlaskeskaabe med Hermelinsbremmen og med Psalmebogen i det hvide Tørklæde, som er redet over- ende af den Grønne med Halen paa Hatten, da han til Afsked vilde lade sin Hest gjøre Caprioler for En af de Fjedrede i Fai- tonerne, for Frøkenen med det flyvende Høgeduun af en Krølle paa Næsen. Hesten gjorde ogsaa Complimenterne, Fjedrene nik- kede, den lille Sky forsvandt fra Næsen, et Blink af Venlighed foer som et Kornmod over Damens noget mørkladne Ansigt, og Knebelsbarten spidsede sig som et Par Vinger opimod Ørene til et Smiil; men Moer stakkels ligger med splittet Fløielskyse under Teltbodstolperne, Hesten dandser paa Atlaskeskaaben og Psalme- bogen svømmer ut med Moer i Gropen. "Gud skee Lov, at Lieutenantens Hest ikke trampede hu Moer ihjel!" siger Mæng- den. "Det var endda vel". "Gudskeelov, at Lieutenantens Hest ikke trampede Psalme- bogen isønder! Det var endda vel!" siger hu Moer, og griber vak- lende efter Klenodiet der det ligger, uden at ændse sine hvide Bomuldsgarnsvanter. "Fanden skal..." -- "Hvad, Knebel?" raaber Lieutenanten og et opbragt, bange Ansigt, som trænger sig frem i Mængden, i Munden paa hinanden. En Pidsk hviner. En Hat svømmer SIDE: 445 med Psalmebogen. Hatten af! Hesten dandser i en skraa Linie, i kort Galop bort med Cavaleren. Snart slutter han sig til Herrerne i Kariolerne og Diablerne, der drage nedover til Gjæstgiverstedet, hvor Menigheden skal forhandle et Par Sogneanliggender. Dette er det, som gav Gud den Ære at see disse sine store Børn i sit Huus. Mængden myl- rede efter. Snart give Mændene i sine langskjødede, graae Kittel- kjoler Bakken til Giæstgiverstedet Udseende af et siigende, put- trende Leerfald; snart lignede den mere en Braateli fuld af stik- kende Flammer i Lyngen, gloende Stubber og synkende og sti- gende Asketuer, naar de brogede Gjenter i brede Rækker, og i et Skridt, som Forlegenheden maaskee gjorde hurtigere og haar- dere end smukt er, stimede nedover til det søde Honningkage- sted. Men dennegang gik de det forbi. Forgjæves klingrede voxne og halvvoxne Gutter med Kobberpengene i Lommen, og snak- kede i Forbigaaende baade om Mjød og Honningkage. De gik forbi, og Gutterne slentrede efter, ikke ret tilsinds, skjøndt de med frelst Ære sparte Penge. Mændene bleve igjen. Der skulde vælges Forligelseskommissær efter Amtets Forslag af to, og en Organist skulde foreslaaes af Menigheden til Udnævnelse af Øvrigheden. Alt gik godt. Lieute- nanten blev Commissær, Proprietariussen ikke. Men bedre gik det siden: Lieutenanten fik Frøkenen i Faitonen for Commis- sariatets Skyld, Proprietariussen ikke. Alt gik godt, og kun de Færreste mumlede om, at havde Valget været frit, saa var hver- ken den ene eller den anden af disse Herrer bleven valgt. Dog laae dette skjult under en vis mørk Ærgerlighed, der udspændte sig over Ansigterne; og det lod som om Alle tænkte, at da de selv eiede Orgelet og Kirken og lønnede Organisten, saa kunde de vel uden fremmed Hjælp udnævne en Saadan. Dog gik Alt vel. Om Aftenen hørte man blot paa Salen hos de Store et Par Ørefigener, et Brøl og et Dunk i Gulvet. -- Det var den nye Forligelses-Commissær og Proprietariussen -- men strax derpaa en lystig Sang af en dansk Vaudeville. Nedenunder derimod skraalte man af fuld Hals: "Fri som nogen Greve Norges Bønder leve!" SIDE: 446 Hiint Formynderskab var glemt. "Fri som nogen Greve Norges Bønder leve!" jublede de graaskjæggede Børn, indtil hine mørke Mumlere selv drak Held for den vise og naadige Forsorg, som skal have Fingre og Øine i Alt, ja indtil hiint Ansigt, der trængte sig med slig Harme og Angest i sine Miner frem af Kirkefolket, atter saaes straalende af Glæde imellem Kromændene; og fra denne samme Mund, som bandte Lieutenanten, der reed hans Bedstemoer over- ende, hørtes nu et skingrende: "Skam for den, som ikke Commissarens Skaal vil drikke Hurra! Hurra! den Skaala var bra! Hurra! "Store Børn! store Børn! Saa alvorlige i Smaating?" sagde den nye Forligelses-Commissær ovenpaa Salen hos de Store, i det han blev kastet nedover Trappene, fordi -- hedte det -- han havde gjort Jox i Kaartene. "Store Børn! store Børn! Saa letsindige i vigtige Ting! knur- rede en Knark, (der ved frit Valg skulde være bleven valgt) med Armene ikors henne i Krogen i Bondestuen, da Sangen om "Frihedens Tempel i Normandens Dale" og om den frie Bonde i forvirret Tummel blandede sig med Hurraerne for den nye Kommissær, Organistbestallingen og for den faderlige vise For- sorg, som man siger, selv de store Børn kunne have Godt af. Henrik Wergeland NYTTIGT FORETAGENDE Saa maa Candidat Knutzens Udgivelse af et Hefteskrivt "For Almueskolelærere" kaldes. 1ste Hefte er udkommet, indeholdende foruden Forerindringen, to interressante Oversættelser, Skole- lærerlivet vedrørende. Heftet koster 15 ß; og subskriberer man for 4 Hefter eller et Bind. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 7. mars 1833 "Heltesind udi Daad og i Tale!" Det var Eders Løsen. Første "Paraden" os gav; Andet "Sonetterne" vel? SIDE: 447 Henrik Wergeland [OM NORSK SPROG OG RETTSKRIVNING] (Indsendt). Statsborgeren 10. mars 1833. En Unævnt har i Morgenbladet anmodet om nogle Regler for hvorledes det norske Sprog skal skrives, foranlediget hertil ved en Opsats i Statsborgeren. Indsenderen vil her korteligen frem- sætte nogle Tanker herom. Vort Sprog er i en Forbedringstid. Det har endnu ikke naaet den Grad af Kraft, Vellyd, Rigdom og Udtryk, som det kan mod- tage, medens det danske Sprog kan antages at have naaet heraf hvad det, efter fattig Leilighed, kan. Vi erhverve os et kraftigt, vellydende, nyt og udtryksfuldt Sprog, og skrive det rigtigt, naar vi 1) afskjære saamange slæbende Endelser, som muligt. Saadanne Endelser ere "else" og ofte "hed" og "skab". Vi kunne saa- ledes ikke vel afskjære "else" i "Forstyrrelse, Begyndelse", men vel i "Bestyrelse", o. fl. 2) borttage det stumme "e". "Frihed" ikke "Friehed", "Lapperi" ikke "Lapperie". Saaledes og i Imperativerne f. Ex. ti! af Infinitivet at "tie"; 3) skrive det norske "j" og "g" istedetfor det danske "i" og "u" eller "v", Saaledes "Vilje", "Haga" for "Villie, Have". 4) i samsatte Ord ikke betjene sig saa ofte af "e" som For- bindelsesbogstav. Saaledes "Øxhammer" ikke "Øxehammer", "Borgport" o. s. v. I enkelte Ord heller bruge "s". "Kongs- gaard" for "Kongegaard"; 5) fordobble Konsonanterne efter Udtalen. "Dugg" til Forskjel fra "Dug". I Imperativerne saaledes "hugg" o. fl.; 6) Ikke bruge formange fremmede Ord; men da ogsaa skrive dem som de ere; 7) bruge med Forkjærlighed velklingende korte Ord. Til den Ende afkorte flere, saasom "Bild" for "Billede", "sambyes" for "fra samme Bye"; at danne saadanne Adverbier er ogsaa hensigtsmæssigt; 8) optage Ord fra Almuesproget, der have hine Fortrin. SIDE: 448 DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 10. mars 1833. "Nordens Kraft til en reen Gestalt at forme" I loved. Høre til Norden ei I? Eller fattes Jer Stof? Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 11. Tirsdag den 12te Marts 1833. NOGET OM VORE ORME. OVERTROE OM DEM Omendskjøndt disse Dyr langtfra ere sjeldne, have dog Almues- folk saa forunderlige og gale Begreber om dem, at et Par Ord desangaaende ikke ere til Overflod. Almuen forsikkrer, at den kjender flere Arter Orme, hvorimod Naturhistorien kun giver 5 Arter Borgerret her tillands, nemlig den deels brungraa, deels blaagraa Skovorm med et sort Bølgebaand langs Ryggen; den guulbrune Skovorm med Pletten paa Hovedet; den sortagtige saakaldte Huusorm med de hvide Striber paa Siden af Halsen opmod Øret; den lille rødagtige og den endnu mindre blaa Staal- orm, med ganske smaae Øine. Af disse er alene den første (Hugormen) virkelig giftig, og dens Bid kan bringe Døden eller en farlig og altid smertelig Betændelse, saafremt hurtig Hjælp ikke skaffes. Nedskriveren kjender vel en Mand, som, da han blev ormebidt i Stortaaen af en saadan, strax greb til det for- færdelige Middel, at han lagde sin Taa paa en Stubbe og hug den af med sin Øx; men saa skarp en Kuur behøves vel ikke [fotnotemerke] . Man har anbefalt en Spiseskee Aaskeblodsaft hver 2den Time, kjølende Omslag, eller at faae Blodet til at rinde paa det Sted, hvor man er bidt. Da disse Midlers Tilforladelighed eller Tilstræk- kelighed ikke af Nedskriveren kan godtgjøres, og da det dog hæn- der altimellem, at Folk ormbides, ja det har hændt i Nedskrive- rens Bygd, at et Barn inden 1 1/2 Døgn er død af et Hugormbid: saa anmodes Kyndigere om at ville offentliggøre de sikkre og simple Helbredsmidler, de maatte kjende [fotnotemerke] . Disse bruungraa eller Fotnote: At lade øieblikkeligen kopsætte det saarede Sted, gjorde udentvivl samme Nytte. Fotnote: Bartholomæo de San Paolino i sin Beskrivelse over Ostindien angiver Theriak at være den bedste Modgift mod Slangegift. SIDE: 449 blaaagtige Hugorme findes hyppigst, og da især i bjergige Skov- egne. Mindre hyppig er den guulbrune, ligeledes omtrent alen- store, Skovorm, om hvis Farlighed Nedskriveren kun kan yttre Formeningen, at den ikke lader sig ligne med Foregaaendes. Alt kommer isaahenseende an paa, om den, ligesom Hugormen, har de to bevægelige Tænder, der ligne Kattekløer, og hvorigjennem Giftkjertlerne udtømme sig ved Bidet. Men det er at mærke, at Ormegift kun da er farlig, naar den kommer i Blodet, og at dette skeer ved Bid, men ikke ved Stik af den fine, spillende Tunge; thi den er for myg til at saare, og har heller ingen Gift. VIDAR (Indsendt.) Statsborgeren 14. mars 1833. Er Vidars vanlige Logik ubændig uforstaaelig: Pegasen som Janasen fik, er da desmere taalig. Du Ase fra Valhalla drog: det gik dig som de Fleste, Der reise meget, at dit Sprog blev vildtydsk fordetmeste. Du skrydende slog op din Dør. Vi Asen mager saae der. Ak Stakkel, skal, saa Munchetør Du Pidsk og Tidsler faae her? Men tykkes haard dig denne Kost: den blødet blier og blandet; Thi fra den Ianske Digterpost igjennem dig gaaer Vandet. Fenris. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 14. mars 1833. Asakampen I ville fornye med Bulder i Norden; Modet beundre vi vel; Kraften den vente vi end. SIDE: 450 DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 21. mars 1833. Ragnaroks Strid I ville saa gjerne fremmane Eder; Føle I at Eders Tid kommen til Undergang er? DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 24. mars 1833. Lille Probeermester, som Guldvægten har grebet ihænde Kjære! Sonnetterne først eller Paraden din vei! FOLKEBLADET No. 13. Tirsdag den 26de Marts 1833. "Forraad! Forraad!" saa hedder nu i Borg og Tempel, Sandhed, Du! Det rette Navn er "Himmelslyst" -- det hviskes maa paa Jorden tyst. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 29. mars 1833. Sødeste som paa Kritikens Kjephest rider saa tappert, Vil Du see den i Gang, snert da din egen Fod. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 31. mars 1833. Voldsomt o Jahn! din Svøbe du svinger og rædsomt Slagene svie; thi Sandheden veed Du er nøgen. SIDE: 451 Henrik Wergeland [OM WELHAVENS STRIDSSKRIFT MOT WERGELAND] (Indsendt.) Statsborgeren 4. april 1833. Det er kommet til Undertegnedes Kundskab, at Recensenten, Digteren og Lyset, den berømmelige Jahn Welhaven, har tilladt sig at omnævne mig i sit mageløse, af alle moralske og intellek- tuelle Dyder straalende Storværk imod Henrik Wergeland, som han alene har skrevet af den ædleste Retfærdskjerlighed, menende Digteren det vel, og for at undgaa Bagvaskelse. Ihvorvel dette elskværdige unge Menneske upaatvivligen troer derved at have foreviget mig, og sørget for at jeg kan dele hans Berømmelse, maa jeg dog som Mand af Ære erklære mig særdeles lidet til- freds med denne tiltænkte Velgjerning. Den Hæder, et rigtbe- væget Liv har kastet paa mine graae Haar, skriver sig fra Vit- torias Blodmarker og fra Glandsen af de spanske Laurer, jeg har deelt med Elliotten i aaben Mark [,med] den berømmelige Welling- ton, med Sir John Moore og med La Romana; men den har Intet tilfælleds med den Hæder, Hr. Welhaven stræber efter i sin literære Borgerkrig. Jeg er kun lidet skikket til at figurere deri, om jeg end med hædrende Sandhed vedkjender mig at min militære Air, hensmeltende i mit Hjems Friheds milde Straa- ler, er gaaen over i en civil Liberalitet. Dog driver denne Sinds- stemning ikke Veteranen videre end til med stille Opmærksomhed at følge de politiske og literære Bevægelser i Fædrelandet, og stundom til det stille Ønske, at han endnu havde Kraft til at pryde nogle norske Træer med uretfærdige, af alskens usle Lidenskaber opflammede Recensenter, prosaiske Poeter og dansk- rasende Kavalerer saaledes som han ofte har pyntet kastilianske bredarmede Kastanietræer med Munke, Forrædere og Overløbere. At et ungt hædertørstigt Menneske som Welhaven maa have Interesse for Veteranen -- at en Smæderimer og Epigramma- tist maa have noget vist tiltrækkende for og korresponderende med Skjærsliberen -- at den ubarmhjertige Recensent har noget vist tilfælles med Barbereren, der levner hverken Hud eller Haar -- at navnligen Hr. Welhavens Epigrammer ofte har sat mig i samme Enthusiasme som sløve Knive gjøre det -- at hans Mund imaginativt har forekommet mig at være den Sax, hvor- med Andres Navn beskjæres, og som jeg kunde have Lyst til SIDE: 452 at sætte op om den engang skulde blive sløv: -- det har dog ladet mig med mindre Bitterhed erindre hiin Fornærmelse, og gjort mig tilbøielig til at være Hr. Welhaven til Tjeneste igjen med at fremhjælpe hans Udødelighed. Han svanger med Berømthed gaaer. Saa unaturlig er den, at Løvstad med et Keiserskaar maa hjælpe den til Verden. Løvestad, brittisk Veteran, vandrende Barberer og Skjærsliber. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 7. april 1833. Styrtet ligger Du Jan, saa siger mig tusinde Smiil; Men naar reistes vel Du af dit Støv, naar faldt vel det Lave? FOLKEBLADET No. 15. Tirsdag den 9de april 1833. Sandhed gaaer nøgen eller skjult i Pjalter; Løgnen er indhyllet i kostelig Dragt. No. 16. Tirsdag den 16de april 1833. Jeg skriver! netop fordi jeg er hverken Fyrste eller Lovgiver; thi, var jeg en af Delene, da vilde jeg handle istedetfor at skrive. Rousseau. SIDE: 453 Henrik Wergeland No. 17. Tirsdag den 23de april 1833. Ryk Tidslen bort fra Livets Ager; Istedet Rosen plant derpaa. Den Vise ei dens Torne vrager; Thi Ondt med Godt sig blande maa. NYKTERHEDS ADVARSLER IMOD DRUKKENSKAB (Philadelphia. Evening Post. Saturday.) "Ethvert uordentligt Bæger er ikke velsignet, men dets Indhold -- en Djævel." Shakespeare. Ønsker du at tørste, saa bliv en Dranker, thi jo oftere og jo meer du drikker, des tiere vil du da blive tørstig. Vil du hindre dem, som søge at fremme dit Vel i Livet, fra at naae deres Maal, da bliv en Dranker, og du skal isandhed gjøre alle deres Anslag til Intet. Vil du paa det Kraftigste modarbeide dine egne Anstrængelser, for at blive nyttig i Verden; da bliv en Dranker, thi da vil Alt slaae dig feil. Vil du gjøre alle dem til Skamme, som bestræbe sig for at befordre din Ære, din Indflydelse og din Velfærd, da bliv en Dranker, og du vil paa den sikkreste Maade triumfere over Alle. Har du besluttet at vorde fattig, da bliv en Dranker, og du vil snart blive nødlidende og uden en Skilling i Lommen. Skal din Familie omkomme af Hunger, saa bliv en Dranker; da kan du paa den nemmeste Maade ødelægge ethvert Middel til dens Underholdning. Vil du vorde en Spillebold i Skurkers Hænder, bliv en Dranker; thi derved letter du dem i deres Beskjæftigelser. Vil du bestjæles, bliv en Dranker; thi da sætter du Tyven istand til des sikkrere at udføre sine Kneb. Vil du sløve dine Sandser, bliv en Dranker, og du skal snart blive dummere end et Æsel. Vil du vorde afsindig, saa bliv en Dranker, og din Forstand vil snart gaae tabt. Vil du være uskikket til at føre en fornuftig Samtale, saa bliv en Dranker, og du skal snart kun sladdre dumt Vaas. Vil du forstyrre dit Legeme, da bliv en Dranker; thi Drukken- skab er en Moder til Sygdomme. Vil du fornægte din Sjel, bliv en Dranker; thi Bæstet er sik- kerligen udelukket fra Saligheden. SIDE: 454 Vil du blive en Selvmorder, vær en Dranker; thi det er Maaden at styrte sig i Fortvivlelse paa. Vil du give dine Daarskaber og de dig betroede Hemmelig- heder til Priis, saa bliv en Dranker; de skulle udflyde af dig i samme Grad, som den hidsende Drik løber om inden i dig. Est du begavet med store Legems Kræfter, og blomstrende Sundhed, og er denne Himmelgave dig ei tilpas, bliv en Dranker; thi en saa mægtig Modstander, som hidsig Drik, vil snart over- vinde begge Dele. Vil du være af med dine Penge, uden at vide Maaden, hvor- paa? bliv en Dranker, og de skulle umærkeligen hensvinde. Ønsker du paa det hurtigste, fordi du intet Arbeide kan finde, at blive Lem af et Arbeids- eller Fattighuus, da bliv en Dranker; thi du vil da snart blive uskikket til at sørge for dig selv. Har du besluttet at banlyse al indvortes Fred fra din huuslige Kreds, bliv en Dranker, og Tvedragt med sin hele Række af Elendigheder vil snart indfinde sig hos Dig. Vil du stedse og overalt synes fordægtig, bliv en Dranker; thi hvor lidet du end tænker derpaa, ere Alle enige i, at den, som ødelægger sig og sin Familie, kan ogsaa ødelægge Andre. Vil du sætte dig i den Nødvendighed at skye dine Kreditorer, da bliv en Dranker, og du skal snart nødes til at snige dig gjennem Smaaestræderne og undgaae Hovedgaderne. Fryder det dig at indkaldes for Politiet, bliv en Dranker; og du vil ofte nyde denne Fryd. Vil du vorde en Last paa Samfundet, og en Skamflek paa det menneskelige Selskab, bliv en Dranker; og du skal snart vorde en hjælpeløs, lastefuld og beskjæmmet Døgenikt. Paa det, at Enhver kan foragte Dig, bliv en Dranker; thi man nærmer sig heller en Møgdynge end en Svirregast. Henrik Wergeland [OM BYGDEMÅL I STORTHINGET] (Indsendt.) Den, der i Morgenbladet fremsætter Storthingsforhandlingerne, har i Beretningen om Talevexlingerne (Debatterne) om Skjøns- Forretningerne saaledes bemærket, at en Odelsmand brugte Ud- trykket "lye efter," at hans Hensigt at spotte dermed ikke lader sig miskjende. Inds. siger dette ligefrem, saasom han, efter den høifornemme Viis, hiin Herre neppe vil fornægte, ikke venter SIDE: 455 Svar, om han med et Spørgsmaal vilde indlede sine Bebreidelser desbetræffende. Det er en Kaadhed at ville gjøre en Bonde, og dertil en Repræsentant, som er forbunden til at tale, naar hans Overbeviisning driver ham, latterlig fordi han bruger sit hjemlige Maal. Det er en Beskjæmmelse for den spottende An- mærker selv, at han ikke kjender sit Modersmaal saameget, at han ikke veed, at netop angjældende Udtryk er et af disse for- træffelige eiendommelige, hvorpaa det er saa rigt, at det vel er en af Perlerne for de Danske, -- men som Normændene, og Han som Normand og det af Massen, bør vide at skatte. Det er uædelt, og her er det farligt, at ville ydmyge; og i et Blad, der hidtil med Tørhed og uden Luner har berettet Gangen i Storthinget, er det upassende pludseligen at give et Stænk af uretfærdig Spot. Der er Midler nok for et bedre Lune til at trække den Bonde, der som Repræsentant skulde roe sig for langt ud, pynteligen og uformærket iland igjen. Men det er ikke at roe sig for langt ud, om de ædle Odels- mænd i det norske Storthing bruge norske Tunge. Den Klang? O vel jeg kjender den! Den Klang? O lyt dog om igjen! Hvor kom du, Klang, ifra? Kom du fra denne Mand? Kom du ifra mit Hjerte? da Dets Tunge har og Han. Det anstaaer dem vel; men om de skruede paa franske eller om de jydskede, da maatte Latter og Knald af Spottens Svøbe jage de taabelige, fordærvelige og forhadte Toner i Halsen igjen. De taler det Fædrenes Bygdernes Maal, som kun bedærvede og anstukne Landsmænd forhaane; og da bevæge de sine Sjele i den lette Høiluft, hvori den opvakte Normands Tanker røre sig livligst, og paa dette Lydhav, hvis Storhed og Dybde Fædrene- landets Aander kjende og hvorhenover de fare og til hvis dybe Klang de lytte med Rørelse og Fryd. Henrik Wergeland TIL FOLKEBLADET Aviserne berette, at Dødsdom er overgaaet den svenske Bonde Johanson ved Svea Hofret for majestætsforbryderske Udladelser. Disse ere rigtignok os ubekjendte; men -- de være end de værste -- SIDE: 456 et Hoved er dog mere end et Ord, var det end ikke, som her for- menes, henveiret af et ubetydeligt Menneske, der er uden For- bindelser og uden anden Evne end at gjøre sine Ord i samme Grad næsten latterlige som de klinge frygtelige. Vi maae prise os lykkelige ved at leve i et Land, hvor man ikke "mærker Ord" saa skarpt, som Svea Hofretten gjør det med sin Bile, og derved, at man ikke fristes til i trygt Skjul at tale anderledes om Majestæten, end at det gjerne kunde høres af denne Selv. Det er ellers Ind- senderens Hensigt at opstille nogle Modstykker til denne svenske Dom fra Frankrige, som ville vise, hvorledes man der dømmer lignende Forseelser. Den 25de August 1831 anklagedes Redaktionen af Parisertiden- den "Revolutionen" for Ophidselse til Had mod og Foragt for Regjeringen, paa Grund af en Opsats, betitlet: "Skrivelse fra en Forstadbeboer til Julikjæmperne, med Motto: "Danai Afkom jeg befrygter endog, naar Gaver den byder."" Skrivelsens Gjenstand var de bekjendte Juli-Ærestegn. Efterat Forfatteren har opregnet de Forfølgelser, de Frisindede lede af Regjeringen, siger han tilsidst: "Anholdelserne, Fængslingerne, hvorfor vi daglig ere Ofrene siden de berømte Julidage, og det under de lovløseste Paaskud, bevise klart nok, at Julirevolutionen har kun været til Gavn for enkelte Dumdristrige, som har tiltaget sig den udelukkende og despotiske Myndighed til at fordømme os, mishandle og plukke os efter eget Godtykke. Vi have ikke flere Fri- heder end under Carl. Ligesom under ham lader man os paalægge Byrder, nedsable i Gaderne, og ufølsomt skal man udentvivl lade os nedskyde." Forfatteren og Redaktøren bleve aldeles frikjendte. Studenten Duchatelet anklagedes, samme Tid omtrent for Truds- ler mod Kongen. Han var bleven arresteret paa Bastilledagen under et Opløb, og tilstod, at han paa sin Fængselmuur havde skrevet: "Duchatelet. Juli 1831. Leve Republiken! Skjælver, Tyranner! See, Revolutionsmændene komme!" samt derunder tegnet en Guillotine med Underskrivt: "Philip" (Kongens Navn) "skal lægge sit Hoved paa dit Alter, o Frihed!" -- Den Anklagede blev frikjendt; ligesaa hans Medfange, Studenten Gallois, hvis Sag synes at have været endnu værre. Disse Mønstre, paa hvorledes Yttringsfriheden hæv- des af de franske Domstole, anbefales vore egne og Broderfolkets til et NB. ============================== Fil: wiii2.txt Bind: Samlede skrifter III, 2. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - DEN GJÆVE NORMAND (Efter det Tydske). Folkebladet 23. april 1833. Den Mand jeg agter Ære værd, Hvis stærke Hand det norske Sværd Harm svinger om den Fiendes Skolt, Som rækker ham en Slavebolt. Den Normand Ære, Priis og Held, Der (liig i vilden Hav et Fjeld) Omsvævet end af Sorg og Skræk, Dog hæver Panden klar og kjæk! Den Nordmands Roes af fulden Hals, Hvis Hjerte ikke er tilfals, Som ei for Guld og Ordensband Forraade kan sit Fædreland! Den Nordmands Roes i fulden Chor, Der holder fast som Eed sit Ord: Med Ven og Fiende saa fast Som Sværd i Hand hvor Fiendens brast! SIDE: 2 Fra Himlen svæver Ærefred Paa saadan Normands Gravhøi ned, Der vandt Berøm i Livets Strid, Og sank udadlet selv af Nid. Henrik Wergeland [OM STUDENTENE OG 17. MAI] (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1833. Det er en vanskelig Sag at rose og dadle. Roser man en heel Klasse tage alle det til sig; roser man en Enkelt, bliver han vred, eller misundt af Andre. Dadler man en heel Klasse troe alle de ere Undtagelser. Dadler man Enkelte, troe alle, de kunne pege Fingre til dem. Men ligegodt, i følgende Linier er noget af hvert: For nogle Aar siden høitideligholdt alle Studenter Konstitu- tionsdagen. De løb gjennem Gaderne med Styr og Spektakel og raabte: "Afveien Pøbel!" til alle dem, som mødte dem, og ikke bare Studenterhuer; men ikke før havde en Mand, der som Individ har Indflydelse nok alligevel paa et Folk 1 000 000 Mennesker kundgjordt, at han ikke led det, førend de alle knur- rede og skulende lode al Høitideligholdelse fare. Og det er disse, som kalde sig "det frie Norges frieste Sønner" og som synge: "Vort Fædrelandsblik paa vor Idræt henvendt" og: "Svulmende Hjerter og glødende Kinder hylde det elskte og hellige Navn". Men de synge det ogsaa kun, de fø1e det ikke. Deres Sang er som Lyd af Veirhaner. De skulde synge en Hymne til Løvens Manke, og til det Utøi der kryber i den, det vilde tage sig bedre ud. Men man maa være retfærdig. De vare anmodede om at lade det være af deres høivelbaarne, høiædle, velbaarne og velbyr- dige Forældre; Professorerne løb om og prækede om sorte Brætter, en theologisk Professor holdt, om jeg husker ret, i Ordensdragt, en Tale for at bevæge dem. Han brugte Guds SIDE: 3 Navn, og tog et Sted af Bibelen til Text, men Gudsbespottelse kan det dog vel ikke kaldes. Aaret efter løb han om og sagde, at visse Folk vare gale, og udtog deraf vise Forskrifter. Hr.H. jog en Student ud af Landet, og Statsraad Diriks brugte nu sin Maneer. Dette gjorde nu disse Folk og det er dog dem, som haanligen kalde Folket "de lavere Klasser" -- som ikke ere fornøiede, med mindre de faae en Løn aarlig, som de nitten Tyvendedele af Folket vilde kalde Rigdom. Jeg vender mine Øine bort fra dem, og min Aand opklares i det mit Blik falder paa de norske Bønder. De ere det norske Folk. Til dem staaer Fædrelandsvennens Haab. "Frem Bonde- mænd, Odelsmænd, Hædersmænd alle til Hobe". Holder frem som I stevne, men samstemmig og end kraftigere, og eders Fien- der skulle tumle for Eder som Skotterne ved Kringlen, og da skulle I være værd at glæde Eder paa eders Hædersdag! Efter mit Løfte skylder jeg endnu den enkelte Hædersmand Roes; men jeg er for stolt til at rose Nogen, som kunde for- smaae den, og for beskeden til at troe, Nogen vil smigres ved den. Dog de Døde foragte ikke. Jonas Rein! Jens Zetlitz! Peter Kræfting! Nogle Øieblikkes Dvælen ved Eders Minde er et Bæger med Nektar, som jeg tømmer til Ære for eders Skygger. TIL GAMLE B VON M AF M. (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1833. Naar Tvende i en længer Tid af gammel Buk kun leve: -- hvad Under da vel om dit Vid og Kløgt saa magre bleve. Henrik Wergeland [OM Å FEIRE 17. MAI] (Indsendt.) Statsborgeren 5. mai 1833. Allerede nu taler man i Oplandet om Forberedelser til Syt- tendemais Leiken, og om ved Skaaler at hædre frimodige Re- præsentanters Færd m. m. SIDE: 4 Henrik Wergeland ATTER ET BRUDSTYKKE AF "DEN UOVERTRÆFFELIGE NATUR" (Indsendt.) Statsborgeren 12. mai 1833. -- -- Jeg har seet en Qvinde i et af denne Arts Sletteres Aabenbarelsesøieblik: saaledes som enkelte Ægtemænd faae dem at see ): Hænderne snart begge to knyttede i Siden, for at tjene til det Samme, som de Stene Smedene vælte oppaa sine Bælger -- snart den ene Næve knyttet udstrakt med spændte blaa- grønne Aarer -- snart begge svævende med udstrakte Fingre som et Par Gribbekløer -- Kinderne snart klapprende som Vingerne paa en mat Flaggermuus og farvede som disse, snart med Nordlysets fyrrige Iilsomhed vexlende i alle Blyets og Kobberets Farver fra det blaahvide gjennem alle det Gules Farveovergange til det Rødgrønne -- Øinene lige et Par sqva- dronerede Sabler -- Nakken i en Vinkel af l00 med Ryggen -- og alt dette drapeert med en flyvende Karmosinshavel, en brandguul Silkekjole og sorte vajende Fjedre. Disse Strøg ere langtfra overdrevne. Jeg gyser ikke, blinker ikke ved at udkaste dette Efterbild som da Originalen, den uopnaaelige stod der. Og kan jeg gjengive Foldene i Dragten og Shavlet? Dog maa jeg tilstaae, at der var Udtryk og Lidenskab i dem alle ligesom i enhver enkelt af det rasende Dyrs reiste Børster. Kan jeg gjengive de vexlende Udtryk i Øinene? og Ordene saaledes som de tause før de kom til Læben rullede henad Øienbrynene og steg op af Furerne, der fremkom, sortnede og glede hen som disse Bogstaver? eller kan jeg gjengive Stemmen, skjøndt den endnu klynker, skriger, hyler, synker og stiger i mit inderste Øre? Sig da ikke at disse enkelte Træk af et mat Skilderi ere overdrevne og unaturlige i den Bemærkelse man pleier at tage dette Ord. De ere kun saaledes unaturlige, at de ikke naae Naturen i sin Heftighed og Styrke, at de forsøge paa noget For- gjeves, og at de vove at henkaste sig enkelte og kun til et Om- rids, medens det fattige Sprog maa give tabt alle disse fine Smaatræk og Smaaovergange, som danne og ere uundværlige til Heelmaleriet. Sig derfor ikke at Malerens Furier ere unaturlige, og tro med Overbevisning paa Makbeths Hexe! Eller hvem som ikke troer -- han bringe blot en saadan Qvinde i Raseri, og han SIDE: 5 skal tro. Skulde der maatte være Overdrivelse i Furiens Slange- haar? Visselig, Maleren gjør i disse Slanger kun et slet Bytte mod den rasende Dames Røst, som han maa undvære. Den burde udtrykkes ved Piilodder, Røg og Flammer udaf hendes Mund, og Sandheden skulde ikke være krænket, men kun mat efterlignet. I Forening kunde maaske Kunsterne udtrykke saadan Natur, men kun paa et Theater, hvor Naturen turde fremtræde i saa nær Afbildning som muligt. Ouverturen maatte da forud- betegne Charakterens Sindsbevægelser; Røsten tilhøre Skue- spilleren; Ordene en Digter, der havde hentet dem ligefra Naturen. Men saasom Lidenskaben hæver en Qvinde over det Smaalige, over sin Natur, maatte den, der forestille hende være en Mand og forud virkelig tirret. Dog skulde Stemmens Udtryk da gaae tabt, og Tilstaaelsen atter være os aftvungen om Naturens Uovertræffelighed og et ulmende Had eller Foragt for Kun- sterne være paaveie til at fødes. Vi skulde foragte Digternes Værker, og overlade os til den umiddelbare Poesie i vore Sjele, i Følelserne og Livet: denne der taler og musicerer skjøndt uhørlig, maler skjøndt usynligt. Vi skulde snoe vore Malerier bagvendt, og see udaf Vinduerne paa Naturen. Det berømteste Dyrmaleri skulde forekomme os usselt Narreværk idet vi be- tragtede en pattende Kalv; og med den malte Fos skulde vi bære os ad som Peruanen med Bønnebogen. "Den durer jo ikke. Hvor er Regnbuen og Luftningen i Granerne og Støvregnen?" Vi skulde aftakke Theatrene -- gaae paa Torverne, naar vi ville see Komedier og i Husene naar vi ville see Tragedier. Ric- harderne, Thyboerne, Ranudoerne, Hexene, Harlekinerne o. fl. skulle vi finde alle gratis, med stærkere Træk Kolorit i den uovertræffelige Natur. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 20. Tirsdag 14de Mai 1833. FRA EN PRÆST TIL HØIFJELDS (NB. til Storthinget og Regjeringen). (Indsendt.) Her har jeg da tilbragt den største Deel af mit Liv, afskaaren fra den hele dannede Menneskeverden, som det engang var min SIDE: 6 Glæde nær at betragte i dens fremskydende Liv, men som jeg nu ikke vover at henregne mig selv mere til. Jeg tilhører nu Kofterne og Skindbuxerne, Tjorpeiserne og de høie smalbrem- mede Hatte, som have tjent i Cicignon-Opløbet i Bergen, og hvoraf en Halling eller en Lomværing der østen Fjeldet tør lee. Disse have tilhævdet sig mig. Dog har jeg engang glimret paa Kb.havns Universitets Høisale, og Moldenhawer har emnet mig til akademisk Lærer; dog vandt et Par Afhandlinger i Rabecks Minerva mig den Tids liberale Talenters Venskab og Malthe Bruun foreslog mig i Fælledsskab med sig og den geistige Reno- mist Heiberg at udgive et publicistisk Tidsskrivt. Ak! hvorledes er det? Betænksomme Folk troede dengang, at jeg var sprun- get et Stykke foran min Tid; -- nu tilhører jeg ikke engang min Egen, ja, om vi skrev 1814, og jeg pludselig traadte frem af min Krog, vilde enhver af Eidsvoldsreformatorerne kalde mig for- ældet. Og isandhed! hvad skulde jeg tale om af nogen aandigere Beskaffenhed, end om denne Egns gjængse Materier d. e.: om Heste, Tvivls-Tilfælder ved Qvæghandel, besynderlige Ulykker og nye Kneb i Slagsmaal, Barseler, Nisser og vidunderlige Huldrehistorier? Jeg maatte finde paa noget bedre: enten om Nationalconventet i 91 -- 94, om Nelson, Parker, Willemoes, Chr. Colbjørnsen, om sidste Feide i Iris og Hebe, Januar 1795, eller om Zarine, Einar Thambeskjelfver, og om hvad godt Nyt der kunde pilles udaf Votre Serviteur Otiosis. Videre kunde jeg ikke komme; -- man vilde studse og lee -- ikke ad mine gode Universitetsanekdoter om Kirsebom m. fl., men ad mig; man vilde forundre sig -- ikke over de fine moldenhawerske theologiske Undersøgelser, jeg maaskee i min Godtroe, dog der- ved at gjøre Indtryk, kunde bringe paa Bane, men over dette reliqviemæssige Særsyn af et Menneske, som ikke længere hørte hjemme her. Virkelig skulde ogsaa en Underholdning, udspun- den af en halvaarsgammel Rigstidende -- det eneste Literære som kommer hid -- kun lidet tjene til at befrie mig fra et saa nedtrykkende Omdømme. Men jeg er langtfra ligegyldig ved denne Tilbagegang, hvortil jeg ikke skabtes. Jeg sørger mere over den end over, at mine stakkels Døttres Skjønhed er henvisnet i sin Eensomhed, og SIDE: 7 over, at min ene Søn er gaaen ind i Cavalleriebrigaden, samt over, at min anden Søn, som studerer i Christiania, skrev mig til, at han for det første kan udsætte sin Kjøbenhavnsreise, da man nu i Christiania kan lære ret godt Dansk med mere dertil hørende. Mit Haar er bleven hvidt som den ludende Bræ, der er mit Tag; dog fø1er jeg, at mit Blod endnu kan bruse som Elven herudenfore, fuld af sine klingrende Iissøiler, bragende Stene, styrtende dem og sig fra Terasse paa Terasse i Minutter fra Bræ til Hav; ja jeg føler, at det kan banke mig ret haardt i Pulsen, at mit Sind, med Ungdoms Hurtighed kan mørkne sig som denne smale Blaastribe, jeg seer af Himmelen, i eet Secund, i eet Stormkast fyldes med Skyer, der pludselig udrulle som Laviner over den hele Dal, mulmede og tunge, saa Fosserne neppe høres, tætte, som om denne Revne skulde tilstoppes, der kaldes en Dal, skjøndt Ørnen synes at spænde sine Vinger fra Tind til Tind, naar den svæver derimellem. Mit Blod banker, mit Sind mørknes, naar jeg tænker paa Aarsagen til min sør- gelige Skjæbne, til min Tilbagegang, til mine hjemmeværende Børns Udannethed, til at jeg ikke saaledes har kunnet sørge for mine Sønners videnskabelige Opdragelse herhjemme under mine egne Øine, at de ikke skulde være veke nok til at lade sig bøie til hine Daarskaber, som græmme mig. Men hvad anden Aarsag er der til mit Onde end at jeg, som saa mange af mine Lige, er afskaaren fra Literaturen, som jeg dog dengang havde Kald og Lyst til stadigen at følge i dens Udvikling."Stat! Stat! -- raaber jeg, bortslængende et Hefte af Journal for Politik, Natur og Menneskekundskab, som jeg nys læste den 40de Gang -- hvortil den tantalistiske, gjækkende Grusomhed at lade mig i Rigstidenden see Lister over udkommende Bøger uden at jeg, formedelst de uhyre Afgivter du æsker, kan anskaffe mig en eneste? Hvorfor hindre med saadan Gridskhed de Lys- straaler, der ellers kunde finde en let Vei til min afsondrede skumle Dal? -- den, hvori jeg har opdraget Tusinde af dine Børn, hvori jeg gjør dette med Livsfare; og er dette en Tak, der anstaaer dig, og som jeg fortjener? Har du noget vigtigere Hverv end at udbrede Oplysning? Men hvorledes opfylder Du dette billigste af alle Krav, naar du svært beskatter Skrivterne og Kjøberne, og disse i stigende Forhold, eftersom de boe fjernt SIDE: 8 til, og eftersom de, i fuldkomment Afkald paa alle Selskabelig- hedens Nydelser, og paa alle andre Glæder end de stille, som udrinde af Bevidstheden om opfyldte Pligter imod Dig og sine Nærmeste, meest kunde trænge til de forædlende, Literaturen og at følge med Tiden, og dens Videnskabelighed skjænker? Der klages over liden Livlighed i Literaturen og Boghandelen. Nu, Staten, som skulde fremme dem, er disses værste Fiende. Der boer mangen Mand i Dalene, langs Fjordene, mellem Fjel- dene, som vilde anskaffe sig, hvad der pranger i Bogladerne, om Staten ikke gjorde dette til en Velfærdssag. "Der gaaer den tomme Postsæk -- et Par dyre Breve og nogle Avisruller dingle deri: -- da staaer Embedsmanden med sin understrøgne Litera- turliste: "den skulde jeg have, den skulde jeg have, den og den og den -- -- men...." Da flyver der enten en Funke af hans Øie af Misundelse over disse Lykkelige, som boe Byerne (Ber- gen exclusive) nær eller saaledes, at dertil gaaer Leilighed, eller og han tænder sin Pibe med Ønskelisten, lader Sig og Sine med Taalmodighed rustificere, og kalder slige Ønsker, som at kunne skaffe sig en Bog, forfængelige. Om nogle Aar falde de ham ikke ind -- Papa røger Tobak og seer paa Skyerne, Hønsene og Kraakerne -- Mama spinder og læser Grandison med ukjølnet Henrykkelse -- nogle bleg- nende Jomfruer bestille ingenting -- og de lange keitede Sønner forvexle det Udkast, Slagtebønderne have givet dem af det fremblomstrende Christiania, som de snart skulle besøge, med det, deres Fantasie skizzerer dem af det eventyrlige Bagdad, som de læste om og læste atter om i Tusind og een Nat. Henrik Wergeland [FEIL I UTENLANDSKE EFTERRETNINGER OM NORGE] (Indsendt.) Statsborgeren 17. Mai 1833. Nedenstaaende vil blive indrykket i franske, engelske og tydske Tidender. Forfatteren har troet at burde underrette sine Landsmænd herom med Erkjendelse saavel af Overbeviisningen om at han her udtrykker Mange af disses Mening, som af at der i denne Sag forlængst og af Landets Dygtigste burde været talt. SIDE: 9 Det er en Sandhed, at der kun er lidet Paalideligt i alle- haande fremmede Forfattere især Reisendes Efterretninger om Norge. Eftersom disse Vildfarelser og skjæve Meninger, som med en letsindig Dumdristighed gives det europæiske Publikum tilbedste, nu ere beskafne, vække de hos Normanden enten en Følelse af at være fornærmet eller af en uegennyttig Uvillie over at see Sandheden med saa megen Fripostighed krænket, men dog oftere kun en Latter, der er blandet med Medynk over de subjektive Grunde, hvoraf han troer dem udledelige. Ofte har man ogsaa seet disse fremmede Eventyr ledsaget med bittre irettesættende Berigtigelser i de norske Dagblade, men rimelig- viis ere de ikke komne didhen de egentlig skulde, eller og have Fabulanterne ikke troet, at det kunde svare Regning at ind- lade sig paa Kommentærer, der maatte beskjæmme dem og be- tage deres Værker Krediten. Den engelske Sir Elliot har ogsaa nylig i en med alle sit Lands berømteste kritiske Oraklers impri- matur men det vilde have været et Mirakel om de havde været det i et Værk, hvor alt er fortrukket, fordreiet og Unatur. Vi antage hans Appel til at henregnes alene mellem Fantasifostrene for fyldestgjørende, omendskjøndt vi ikke vilde tillade at man i en Roman, hvis Scene var f. ex. Auvergne, fortalte os om Menneskeædere, Dyrmennesker med Neb og Kløer o. s. v., eller SIDE: 10 at man beskrev os de hvide, snedækte naaldannede Fjelde om Paris. Anmærkningsværdigere ere Engellænderen Elliot og Fransk- manden Ampère, hvis Beretninger begge i norske Blade ere blevne bedømte efter Fortjeneste. Det er vanskeligt at sige om Sandheden lider mere ved den Førstes Taabelighed, end ved den Sidstes slette Lune. Men et Regnveir er ogsaa virkeligen ubehageligt, naar man vil see sig omkring -- kun at man da afholder sig fra at beskrive hvad man ikke seer. Dog det er sandt -- denne vise Regel følger jo Hr. Ampère. Han beskriver Taagerne, men ikke de deilige, frugtbare, velbebyggede Egne, som han er reist igjennem paa en Tid, da de i Alt kunde maale sig med Normandiets skjønneste Strækninger. Han maa altsaa ikke have seet dem. Dog ligge de der, og dog beskriver Hr. A. dette Land. Men at slutte af denne Herres Rædsel ved fra en Høide i den store, veldyrkede, frugtbare Tronhjemsdal at see ud over den to Mile brede Fjord, formode vi med Grund, at den hele Reisebeskrivelse kun er et Thermometer for hans Nervetilstand den Sommer, en Dagbog, han, med Tilladelse at skrive om hvad han vilde, naar det blot angik hans vexlende Forhold og Omstændigheder, har skullet forelægge sin Læge. Paa hiin Høi nemlig, midtimellem Landgaardene, Lyststederne og Haugerne, med den smukke Stad med dens l0 000 Indbyg- gere for Øine, overfalder ham grufuld Hjertet standsende Be- klemmelse som om han stod ved Verdens Ende, paa et yderste Punkt for Livet, paa en sjunken Klodes Top i et Chaos af Vand og Dunst. Men til et saa frygteligt Punkt kan man jo ikke nærme sig igjennem Paradiser? Eller hvem kan med et saadant Maal for Øinene see dem eller noget andet, end hvad der ligner det og kan forberede Sindet paa det Øieblik, da det skal see sig forladt af Livet og alt Menneskeligt? Det er i Overensstemmelse hermed og med Hr. Ampères Taagelande at disse befolkes med Spøgelser. En gammeldags Kareth hensætter ham i Norge som i en uddød Verden, hvor " -- -- qvæ gratia currum, armorumque fuit vivis; quæ cura nitentes pascere eqvos, eadem seqvitur tellure repostos" [fotnotemerke] Fotnote: "Rørte dem Lyst, mens de aandede her, til Vogne og Vaaben eller til skinnende Heste, da følger den dem i Graven." SIDE: 11 og hvor hr. Ampère "arma procul, currusque virum miratus inanes." [fotnotemerke] Men hvad skal man sige, naar man selv maa frakjende det Virkelighed, som Hr. A. forsikkrer mødte ham i den meest prosaiske Sandhed: en bornert Uvidenhed nemlig som virke- lig pleier at have sit Tilvær i de smaae Spidsborgerstæder. (Fortsættes). TIL SPROGVIDUNDRET I HOLMESTRAND (SEE RIGSTIDENDEN) (Indsendt.) Statsborgeren 23. Mai 1833. O Sprogvidunder, du hvis Hjerte (hos Andre maalløs Klump) parlerte saa let og herligt Fransk! Din Ryg forstaaer vel Svensk tilfulde; Dog veed (med Tugt det meldes skulde) jeg Sted paa dig, som pluddrer Dansk. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 22. Tirsdag den 28de Mai 1833. Ja læs i Mandens aabne Pande hvert Frihedscharts Original! See Qvindens Buebryn sig rande til Borgerindens Triumfal. VINKELSKRIVEREN (Sortkridtstreger i en Storthingsmands Tegnebog.) Vintermorgen. Procuratoren ved sin Pult. Ude fyger det; og den blege Stribe over Aasen spaaer en mørk og iilsom Dag, der, borthvirvlet af Foget, nedkuet af de tunge graae, kun ved smale hvide Bremmer fra den hele Masse afsondrede Sneeskyer, snart skal begrave sig i Natten. Inde er det luunt. Lysene kaste et Fotnote: "Heltenes Skyggevogne og Vaaben han fjerntfra beundrer." SIDE: 12 roligt Skin paa de grønne malte Gardiner, hvorpaa Kaffedam- pens Skygge gjenteer sig i livlig Bevægelse. Men hvor den er uhyre! hvor synes den at rulle og at røre sig? Den ligner et af sin Grav opstigende Gespenst, reisende sig langs Tapetet, bøiende sig under Taget. -- Ha! den løbende Pen, hvis Spragen var den eneste Lyd, stand- ser -- de smaae tindrende Øine bag Pulten blinke til Siden, for- følgende Skyggens Bevægelse. Men de forstenede Træk med Munden livnes atter: -- det er jo kun et Spøgelse fra Kaffe- koppen, og ikke et, der klæbede ved disse Papirer med det usynlige Blod paa. Denne væltende Sky er jo ikke belivet med Aand -- er jo ikke Dunsten af de Taarer, hvormed de Skades- løsbreve engang beduggedes, hvori Manden med Pennen roder. Dog maa Kaffekoppen bort. Nu er det godt, nu gaaer Pennen atter. Men paa den hvide Kaminvæg reiser sig atter Gespenstet. Forbandede Kokke! Hvad har du indkoglet din brændende Kaffe? Den maa drikkes ud. Nu er det godt, nu gaaer Pennen atter. Men den nerveangribende, blodbevægende Drik opdamper fæle Skygger i Mandens Indre, vækkende, forenende sig med dem, som huse der før. Hvad er det? den flittige Mand ved Pulten befinder sig ikke vel. Det maa være af den stærke Kaffe. Sved glimrer frem paa Panden som en Nordlysbue paa Nat- himlen, og Stemmen skjælver. Manden iler til Vinduet, lægger sin Pande mod de kolde Ruder -- endnu synes den blege Dag- rand ikke at have løftet sig. Den synes kun at være en Revne i Vinterhimlen, hvorigjennem al dens Storm og Fog udbrister. Manden længes efter Selskab. Døren maa op til Sidecabinettet, hvor de uskyldige Smaae sove, og Hun, der ofte har kysset det Sted, hvor hans Hjerte banker, og sagt: hvorfor skal Verden miskjende dette Ædle, som slaaer saa roligt? -- Ah! de røre sig alt. Nu er det godt, og Pennen gaaer atter. Den sprager høit: Det var et lykkeligt Kneb, som faldt Manden ind med en Henrykkelse, der lader ham bruge bare Forkortelsessving. Uskyldiges Selskab er opmuntrende. Daggry er hyggeligt og Genifostres lykkelige Fødselsstund. Spøgelser ere Tant. Taarer dunste kun eengang. Usynligt Blod er Nonsens. Kaffe giver heldige Tanker, og vækker ingen anden Geist end den, der boer i Hjerneskallen. SIDE: 13 Men -- ved Himlens Retfærdighed! det sukkede, det støn- nede eengang, togang, tregang. Ak! endnu ikke Dag, endnu ikke vaagne de Uskyldige derinde? og den Ømme, som kan elske Slanger? Det sukker atter. Det er en dyb Stemme, som sukker atter. Ha! er det i Papirerne? Pennen falder, den lykkelige Tankegang løber med en sprungen Uhrfjers Hvirvlen og Kraft i tilbagegaaende Snirkler om i Mandens Hjerne. Sukkede det fra Pulten? Kunne gamle Bogstaver sukke? Ak! Manden bleg- ner. Han springer op. Rullegardinerne, de smaa Uskyldige, den Godtroende maa op. Men hvad var det som stønnede? Ikke Bogstaverne i Pro- curatorens Skadesløsbreve, ikke Tallene i gamle Regnskaber, ikke en mørk Geist i hans Blækhuus, ikke heller sukkede den unge Hustroe i Sideværelset, fordi hun atter finder sin Side tom, og ham, hun elsker fordi han dog er af Mand, og ærer fordi hun tror ham ufortjent anseet mellem Mand og Mand for en Slyngel, atter hivende og harkende ved det mørke Arbeide, tændende sine hektiske Kindflammer ved Nattelampen. Men ude, ved Siden af Vinduet med de grønne Gardiner, blotter Sneefoget, hvergang det drager Aande, eller naar det kløver sig i tindede Hvirvler, der søge op mod Huusmøningen, en fillet Skikkelse af en Mand. Alt en Time staaer han der, og Sneen har faaet Tid til at lægge sig i en Kegleform om hans Been. Haanden bevæger sig mod Dørklinken, men atter og atter tilbage i den aabne Barm, hvor et Papiir stikker frem. Da suk- ker han. Fillerne flagre i Stormen, der fylder Hullerne med fiin Snee, saa det synes, som om han har hvidt godt Linned under de bruun- og blaalappede graae Vadmelsbuxer. Ellers er han ubevægelig. Dog vender han Hovedet ofte om, naar Haanden farer tilbage fra Klinken, og det med et Øiekast som om han ventede, at Noget skulde skee eller komme fra hiin smale Dag- stribe. Men denne er ikke det blanke Geled af en Engle- legion, der rykker dig til Undsætning, du Arme med Sneehoserne, Klagen i Barmen, Døden i Øiet, Hungeren i Pjalter, Sygdom i Fyglinnedet og Haanden paa din Djævels brændende Klinke. Nei! Han skal jo være din frelsende Engel -- Han derinden- SIDE: 14 fore med Pennevingerne og Stjernekrandsen om Panden af Sved saa kold som Diamanter. Det er jo ikke ham, som kjøbte alle dine Medarvingers Krav, da du med Ret procederede om din Andeel efter Gamlekallen paa Bertnæs; paaførte dig otte Processer paa engang, ødelagde dig først i Bund og Grund, og siden alle de otte efter de Skadesløsbreve, Procuratoren forlok- kede dem til at give sig i Uvidenhed. Dette gjorde jo ikke Han, men hans Collega; og over sin Collega skriver han ingen Klage, hverken af Retfærd eller Barmhjertighed eller endog for dine sidste Skillinger, fattige Thor ved Døren! Derfor ryster din Haand tilbage fra Klinken, som om den var et flammefarvet Gribbenæb eller et guulædderet Ormehoved. -- Og du har Ret: kom ikke til Ham med Sligt. Han vil vise dig juridiske Docu- menter og sige: "staaer der ikke: mod 12 pCt. i Auctionssallar, 8 i Incassationssallar, Skyds, og 20 Spd. for Mødet, havde De- bitor Intet at indvende?" Han vil sige: "kom ikke til mig med Sligt!" Han vil lee af togangbetalte Qvitteringer, af 15 og 20 pCt. Renter, af at forlokke uvittige Almuesmænd til at give Skadesløsbrev for at forfordele det Offentlige og Andre, af falskt og uordentligt Regnskab, af Snyderier, Udsugelser, øde- lagte Familier, vandrende Mødre og hungrende Børn. Han skal sige: "min Gud! hvad vil I da Mand? Hvad skjønner I jer paa Jus?" Han skal gløtte paa Døren for dig, og fra Sofaen skal en sød Stemme hviske: "ak, du min Gud! du stakkels Mand, hvor du da ogsaa er plaget!" Smukke Kone! din Mand skal ikke plages med Anmodning om at skrive Klage over sin Collega. Intet Støn skrækker ham mere uden det, der, uhørt af Andre, dog høres af ham midt under Stormstødene, under Karethrullen, under de smaae Uskyldiges Latter eller Skrig, under Balmusik eller under den Fløites Spil, hvis ømme Toner han forstod før han blev juridisk. Han skal være i Fred, arbeide med Uforfærdethed under Dagslyset, modtage i Puds sit Middagsselskab og fortælle det, gnidende med livlig Glæde sine brilliantringede Fingre, at han nu befinder sig vel, skjøndt han imorges var noget upasselig. Han skal være i Fred. Den fattige Thor er borte. Han har for sidste Gang rørt ved Klinken; da faldt det ham ind, mellem hans eensformige Tanker, hurtigt nedslaaende som en Høg mel- SIDE: 15 lem graae Duer, at den ene Ravn hugger ikke Øinene ud paa den anden. Men da han gik, syntes et kulsort Ravnpar at spænde sig ud i de ellers matte Øine, og i Øienhaarene laae en klar sammen- flydende Taarerække, der gjorde samme Virkning i hans sorg- fulde Ansigt, som hiin hvide Dagstribe under den mørke Vinter- himmel. "For Jesu Christ, hvilket Øie! Hvad mon Manden vilde?" tænkte Procuratoren, da han rullede Gardinet op, "at ikke Sul- tan holder slige fra Gaarden?" I Selskabet hos Procuratoren samme Dag bragtes følgende Spørgsmaal paa Bane: Kunne Almuesmennesker føle, tænke, elske, græde? Det besvaredes med 20 Nei mod 2 Ja. En aldrende Frøken meente, at "saadanne Folk" kunde neppe med Billighed frakjendes visse Drivter, som stundom havde "mere end man skulde kunne troe" af noget vist forædlende Aandigt; men Procuratoren troede at kunne bevise, at de aldeles ikke kunne tænke, og at de mangle visse Følelser, som ellers ere de "egentlige Menneskers" Særkjender, saasom Erkjendtlighed o. fl. Dog meente han, at man, hvad denne Følelse angaaer, altid selv kunde rette paa dens Mangel. "Saadanne Menneskers" Graad holdt han for at være en Kjertelsygdom. Men et Fyg af Bleghed, som ikke Gjenskinnet af det Viinglas, han just førte til Læben, betog noget af sin Hvidnen, foer over hans Kinder, da han sagde dette: -- Ravneøinene med den glind- sende Taarebrem skinnede ham imøde saaledes som udenfra, da han rullede Gardinerne op. De funklede i det mørke Port- viinglas med Skumperlerne om. Han vovede ikke at drikke det, forat ikke de glødende Øine deri skulde fortære hans Indre. "Gid de Slags Mennesker da for sig selv havde Indbildnings- kraften med alt dens Djævelskab!" sagde Procuratoren ved sig selv, og fandt Leilighed til at slaae det forhadte, mørkøiede, taarekrandste Glas i Ovnen, "fordi der var kommen en Flue deri," hedte det. Men Procuratoren tænkte paa Fluekongen selv: Han der kan gjøre sig stor og liden. (Fortsættes.) SIDE: 16 Henrik Wergeland ANMÆRKNINGER [TIL DIKTENE FRAMNÆS -- BALESTRAND OG EIVINDVIG] [Sml. I, 1, s. 352 -- 354.] Vikingen juni 1833, bd. 1, s. 228 -- 229. Man skal paa Frithiofssagaens Scene have vanskeligt for at gjenkjende sig, om man kun medbringer det Begreb, Digtet med- deler derom. De tvende yndige Kyster skulle vel ikke fore- komme fremmede, men desmere den vældige Natur, hvori hine synke tilbage. Alpnaturen, fremtrædende der med en høirøstet Hærold i Qvinenfossen, og ganske nær Fjorden glimrende i Tiugums Snebræer, finder man lidet Spor til i Digtet. Disse eiendommelige Charakter-Egne, som man bør ønske den store Skjald havde seet, for at have kunnet laant dem en sanddruere Pensel, stemme fortræffelig med den historiske Frithiof hiin Frækne; men denne stemmer ikke med den poetiske hos Tegnér. I Naturen og Frithiof, som han var, ligger noget mere titanisk, end Tegnérs yndige Romantik har kunnet give dem, om end denne har udrustet sig med al den Kraft, som er den naturlig. Det er Opgaver for den byroniske Muse. Men maa man end hertil indrømme den kjøbenhavnske "Kunstverdens" første Haarkløver J. L. Heiberg (resensent- og dyragtig Ihukommelse) Ret i den Paastand blandt hans mange oftest grund- og aandløse Angreb paa Frithiofssagaen, at intet Tidsrum egner sig mindre til en alene romantisk-sentimental, modern Behandling, end netop Frithiofs: saa maa man dog vel tilstaae Digteren den fuldkomneste Frihed over sit Emne, især naar den saaledes bliver brugt til dets Forædling, som Tilfældet er. Det bliver kun en, langtfra Digtet forkleinende, og maaske kun i det Subjective grundet Sandhed, at man med større Behag læser Frithiofsdigtet i sin Sopha, end paa dets Scene med den atheistiske, voldsomme og dog ædelsindede Heros i Tankerne, gynget midt imellem Framnæs og Baldurshage paa den Frithiofs Harme lignende Fjord -- der hvor ovensatte Linier fødtes. Denne lille Krands er flettet den værdige Folkelærer og Folkerepræsentant Provst Dahl, som har omsnoet Eivindvigens SIDE: 17 Klipper med en uforvisnelig Velsignelses- og Æreskrands i alle de Agre og Enge, han der har fremtryllet fra Eid til Sognefest, sit Sogns Grændsepunkter. Og dog ere disse kun Billeder af de Sjeleagre, han rastløs fremdyrker i sin Menighed, der, med Hensyn til den ubetingede Ærbødighed, denne yder ham, næsten lader sig ligne ved et lidet Paraguay. Henrik Wergeland ATPAAORD [TIL DIKTET FRAMNÆS -- BALESTRAND] Bien juni 1833, bd. 4, s. 126. Man skal paa Frithjofssaga-Scenen ikke have saa ganske let forat gjenkjende sig, om man kun medbringer det Begreb derom Digtet meddeler. De to yndige smale Kyster Vangsnæs og Bale- strand skulle vel ikke forekomme os fremmede, men desmere den vældige Natur, hvori hine synke tilbage. I Digtet finder man kun lidet Spor til Alpnaturen fremtrædende med en høi- røstet Hærold i Qvinenfossen og ganske nær den mørke Sogne- fjord glimrende i Tiugums Snebræer. Disse Eiendommeligheder, som man bør ønske den store Skjald havde seet forat have kun- net laant dem en sanddruere Pensel, stemme fortræffelig med den historiske Frithjof hin Fr¿kne, men de stemme ikke med den Romantiske hos Tegnér. I Sognenaturen og Frithjof, som den var, ligger noget mere titanisk end Tegnérs yndige Ro- mance har kunnet give dem. Sværmere for Frithjofs Saga ville, om de -- som stundom er Tilfælde -- begive sig en 30 Miil til- krogs til Stedet, finde sit Sværmeri nedstemt for Digtet, men et nyt fremfødt for Naturen der, en ny Frithjof, Frithjof som han var vil forme sig i deres Indbildningskraft, Frithjof hin Fr¿kne og Naturen om hans Odel ere Opgaver for en byronisk, ikke for nogen southeysk Genius. Man er paa intet Sted mere tilbøielig til at give den kjøbenhavnske "fine Kunstverdens" Kunstdom- mer Ret i den Paastand blandt hans mange Angreb paa Frithjof- sagaen, at "intet Tidsrum egner sig mindre til en alene roman- tisk-sentimental-moderne Behandling end netop Frithjofs." Dog bliver det kun en Digtet lidet forkleinende og maaskee kun i det Subjective grundet Sandhed, at man med større Behag læser Frithiof i sin Sofa end paa dets Scene med den atheistiske, vold- SIDE: 18 somme og dog ædelsindede Heros i Tankerne, gynget midtimel- lem Framnes og Balestrand paa den Frithjofs Harme lignende Fjord -- der hvor ovensatte Linier fødtes, borthvirvledes af et Stormkast fra Tiugumsbræen, bortskylledes af en rullende hvidttakket Sjøalpes Skumlavin, men indprægedes netop derved til at gjenerindres under Balestrands Roser og hvide Morel- telte." (Derfra har nu Bien hentet dem). Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 23. Tirsdag den 4de Juni 1833. VINKELSKRIVEREN (Sortkridtstreger i en Storthingsmands Tegnebog.) (Fortsættelse fra forrige No.) "Du har lidt blodig Uret, Thor!" sagde en Mand med bæ- vende Røst samme Aften. Et Blik, han sendte over Dalen til Procuratorens fuldtoplyste Huus, sagde tydeligt, at begge Col- legaerne vare der at finde. "Galskab af dig, Thor -- blev han ved -- at tænke, at Han derover skulde ville raabe om Ret for dig -- Han, der ikke er et Haar ligere, der er medindviklet i denne og mangfoldige andre af din Ødelæggers Kjeltringerier. Klag for Belsebub over, at onde Aander drive Uvæsen!" Thor svarte blot med Kummerens Adspredthed: "ja, det var sandt!" Et langttrukket utydeligt mumlende "Gud veed hvor jeg skal hen?" fulgte længe efter. "Der bliver da intet andet Raad, end at jeg faaer anraabe Retfærdigheden for dig, min kjære Thor" -- fortsatte Manden. "Bare jeg ikke kommer paa Tugthuset for det Stykke Arbeide." -- "For Guds Skyld, Mand! befat dig ikke dermed," raabte en ung Kone, gribende Blækskrinet ivrigen. "Du gjør os ulykke- lige. Juristerne ere enige; de ville være enige i at ødelægge dig!" "Thor har lidt blodig, blodig Uret, Kone!" "Hvormange lider ikke det? Procuratorens Tid kommer vel uden os; men bedst er at passe sine egne Ting, og at passe sig i alt hvad man gjør. Lyd mig nu heri bare!" SIDE: 19 "Thor har havt Formue og Gaard -- det opslugte det Udyr af en Procurator, og hylte endnu ovenikjøbet paa den øde Tomt: "troer Godtfolk ikke at jeg har cachert mig?" Thor har havt en Kone, (her blev hans Stemme blød, og Konen klappede ham paa Skulderen), men hende dræbte Sorg og Nød. Thor har sex Børn, engang velforsynede og sunde, som vore (her traadte Taarer i den unge Kones Øine), men nu, siden den Rovfugl slog ned, adspredt paa Betlerstien, syge, hungrende, nøgne." Mandens Stemme steg her indtil Vredens skarpe zittrende Tone. Konen bøiede sig kjælende over ham, og sagde, sættende Blækskrinet ned, med graadbrudt Stemme: "skriv da, skriv da i Guds navn!" Thor fik intet Andet frem end "Gud velsigne jer! Gud velsigne jer begge!" Men han sagde dette med en Røst, som ikke lod sig hærme. Anden Løn end denne Anviisning paa Himlen fik Manden heller ikke, da Klagen var færdig; men han tog den for god. Da Thors Klage blev bekjendt, smidskede Procuratorerne imellem sig: "troer Godtfolk ikke, at vi Jurister have cache- ret os?" Nogle Maaneder efterat Thor var sluppen udaf Arresten, fordi han havde vovet at klage, befandt han sig paa Arbeide i Chri- stiania. En Vogn med en Arrestant ruller ham forbi i Storgaden. Ha! saae Thor ret? Dog maa han vel see med disse Øine; thi Ravneparet indspænder sig atter deri som ved Procuratorens Dør hiin Morgen. Vognen standser ved Tugthuusporten. Ha! Thor har seet ret. Det er Manden, som skrev. Men Porten er allerede aaben. Hvem er det? hvem var det? spørger Mængden i Munden paa hverandre, medens Vognen drøner ind under Porthvælvet. "En Vinkelskriver!" svarer Slutteren -- og Skjændselens Porte have slugt sit Rov. Ha! Thor saae ret med Ravneøinene. Men Ravnene fløi ud derfra, da Porten bragede igjen; dunkelt blinkende, ligesom snappende efter Lyset, ligne de nu et Par flaggrende graae Duunfjere. Han vakler nedover Gaden mod Broen; der holdt han svingende om Rækværket. En grønglind- SIDE: 20 sende Jagtvogn ruller derover. Begge Procuratorerne sidde hil- sende og smilende til begge Sider deri. Da stege atter Ravnene op i hans Øine, mørke, funklende, huggende. Men de bleve sid- dende fra denne Stund, bruusbruusfjedrede, huggende forgjæ- ves om sig, da Folk stimlede om og raabte: "Manden er bleven gal! hei! hei! hvorfor seer du saa vildt Thor?" Thor fik Buur i Daarekisten at tumle sig i, ligesom hiint sorte Ravnelivlige, Vingevoxende, Nebhuggende tumlede sig i hans Øienhuller til Søndagsmorro for alle Gamlebyens Døgenichter. Uvist er det endnu om Nervebaandet er brustet, som bandt denne Ravn i Øie; men er det saa, da svæver den fri i Høiden, for engang at nedstyrte paa sit Rov. Dog maa det vel være saa; thi Procuratoren seer i den sidste Tid betænkelig imod Himlen, som om han saae et vist tindrende blankt Sort at svæve deroppe over sit Hoved, og naar han seer ned i et Glas Portviin, da svimler han som stirrende i en sydende Afgrund. Det er imidlertid vist, at Vinkelskriverens unge Kone nedkom fortidlig af Sorg og døde med sit Barn, og at samme Dag som Procuratorerne droge ind i Byen som i Triumf over Dommen, der fældte Vinkelskriveren, og som Thor kom i Daarekisten og Vinkelskriveren paa Tugthuset, droge Tusinder gjennem samme Gade, over samme Bro, forbi de smilende Procuratorer, den sindssvimlende Thor og hans lænkede Forsvarer, jublende: "Hurra for Friheden! idag er 17de Mai! Hurra for Grundloven!" Frihedens Tempel i Normandens Dale Stander saa herligt i Ly af hans Fjeld. Frit tør han tænke (skrive?) og frit tør han tale, Frit tør han virke til Norriges Held! SIDE: 21 Henrik Wergeland BIOGRAPHISKE SKIZZER AV KAVALEERLIVET (Indsendt.) Statsborgeren 16. juni 1833. Kavaleren ombord paa Dampbaaden paa en Kjøbenhavns- reise. Det sidste blaa Omrids af Landet forsvinder -- Himlen blaa og tom. Havet blaat og livløst. Foran Stavnen, bag Stav- nen blaat, øde og tomt. Men tommere er ikke Hvælvet, end hiin Kavaleers Hjernehvælv. Livløsere ikke Fladen end hans Phan- tasiespeil, nu da han saae sit Fædreland at svinde, førstegang seer det Umaalelige, og førstegang skal see fremmede Lande. Ødere og Dødere er ikke Fjernet fra Forstavn og Bagstavn end disse to Blaaøine under Kastorhatten, skjøndt de see en udrul- lende Verdensdeel imøde. Alt er tomt hos ham undtagen de violette Beenklæder og den rødladne Kortfrak, hvilke Skræd- deren i Hamborg mesterligen efter nedsendt Maal har truffet efter Kroppen. Dog er Pungen endnu strammere og trindere: selv Parcerne, der ogsaa sysle med et Slags Skræderhaandværk, have behandlet den Nette paa det honetteste efter Maal; -- rig- tignok førende Forstanden noget uforskammet til Debet. Der staaer han under Seilteltet som en Skrædderfigur. Rundtom ham soves; men dertil har desværre hverken hans Aand eller Legeme arbeidet sig træt nok. Rundtom er stille. Kun Damp- hjulene klapre. Kun Han rangler med sine Uhrdingler. Saa har han ranglet i 3 Timer. Kavaleren har været 14 Dage i Kjøbenhavn. Det er en bræn- dende hed Eftermiddag. Kavaleren skriver i Skjortearmerne i det inderste af sine tre elegante Værelser i Hotel du Nord. Fire Kjøbenhavnske Snyltegjæster, men Sprader, der glimre af uægte Amathyster, dreie indad Porten: "herind! herind, mine Herrer! til Normanden, til den studsede Bjørn! Vi skulle afrette ham! Kom, han spenderer Portviin og Champagner og Porter og Østers." De banke fnisende paa. Intet "Komind!" "Mon han? Aha! det var forbandet? Har han det Vid ikke at ville være hjemme? Det var en Streg i Regningen." Da styrte de ubudne ind. Kavaleren seer dem fra det inderste Værelse.. Sjeleglad springer han op.. "Ah! bonjour! bonjour Messieurs! hav den Godhed at sidde til jeg faaer itrukket mig.. Pardon saalænge!" (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OM DANSKE SKUESPILLERE] (Indsendt.) Statsborgeren 7. juli 1833. Til Statsborgeren! I Morgenbladene læser man af og til de mest pralende, over- drevne Anmeldelser af de isommer ankomne kjøbenhavnske SIDE: 22 Skuespilleres Forestillinger. De redigeres sandsynlig i de Lap- sers Midte, som spille Toneangivere i Theatret og opvartende Kavalerer hos de fremmede Kunstnere. Især bar Anmeldelsen af Ryges Hakon Jarl Spoer af den Aand, som beliver disse stakkels Personer, som saa jammerligen gjøre sig gjældende. De ere ogsaa tilforladeligen gjennemskuede af hine Fremmede, som -- om de ligge døde paa Scenen, om Spillet har været saa- ledes at Aandedrettet maa standse hos Den, der har fulgt det og forstaaet det og følt det -- maae reise sig før Teppet er nede for Hines uvittige, rasende Bifaldsbrøl, der viser tilfulde hvor- ledes det er bevænt med deres Kunstfølelse. Indsenderen be- undrer disse danske Kunstnere, og han troer at gjøre Ryge i en Modsætning en Kompliment ved at erindre om hvorledes Hakon Jarl før har været fremstillet for os af en vis Miller. "Til en slet dansk Fremstiller af Hakon Jarl. Dine Landsmænds Tort, da Hakon Jarl dem slog ved Thy, den, store Jyde, du paa Hakon Jarl har hevnet, Thi du af Hakon (Han, som, dræbt af Karkers Kniv, igjen fremsprang til Liv paa Oehlenschlægers Bliv) i Seirens Overmod ei mindste Stump har levnet. Nu, vent dig Karkers Løn -- hvis ei . . til Jylland fl!" Gjøgleren blev irettesat i Tidenderne; men med dansk Imper- tinence hertillands svarede han forfægtende sin Tragik. Der blev da tænkt: "Du siger, ei du raser, naar du spiller. Men "har du raset eller skal du rase" er en forstandig hollandsk Phrase; og det er klart, du raser, naar du skriver Miller." Henrik Wergeland BIOGRAPHISKE SKIZZER AF KAVALEERLIVET (Fortsættelse fra forrige Hefte Nr. 29-30.) Statsborgeren 7. juli 1833. Mens han skyndsomt ifører sig en Kjole, bekige Kjøben- havnerne de Flasker, som ere hensatte under Ovnen, eller drive nynnende omkring. Hurtigt! Bouteljerne klinge . . Kavaleren SIDE: 23 kommer. "Ah! Messjeurs! vær saa artig at sidde ... hvad beha'er? Men mon jeg bør trække Kjole paa nu?" -- "Nei Frak! Frak!" raabe de alle. Frakken altsaa paa. "Hvad beha'er? Hvad maa jeg opvarte med?" Klokken klingrer. Gar- çonen kommer, Portvinen, Champagneren, Cigarerne komme. Men mens de Herrer gjøre sig tilgode ved og over Kavaleren; han paa det flittigste erkyndiger sig om hvorledes han med An- stændighed kan udtale det og det Ord, uden at røbe sin Norsk- hed; mens man leer af fuld Hals over hans saakaldte, ja af ham selv kaldte Idiotismer, som han "be'er saameget de ærede Herrer ikche at ta'e ilde op;" mens en nye Champagnestrøm ombølger Duusringen og Kavalerens Stolthed over denne Ære syder iveiret med det puttrende Skum, og hans henrykte Sjel opløfter sig i Champagnerens Aroma, medens de fremmede Herrers Reqvisitioner udbrede sig til Statsleverancers Vidtløf- tighed: saa ville vi med en af Snyltegjæsternes Uforskammenhed kige i det, Kavaleren skrev paa derinde ved sin lille grønne Reisepult . . Ah! det er Dagbogen. 28de Juni. Allerede spiist deilige Moreller. Dog forsikkrede Hr. Scherning, at de burde spises med Sukker og Maderaviin, hvilket vi ogsaa gjorde. NB. I Norge haves endnu ikke Moreller. 29de Juni. Rundetaarn er et temmelig høit, rundt Taarn. 30te Juni Kl. 10 minutter over 11 1/2 havde jeg den høie Ære at see Hs. kongelige Majestæt Kong Frederik, som gik med sorte Klæder og spadserede med en Stok paa Ryggen. Han havde hvidt Haar og hvide Øienbryn. (NB. herom skrives Brev til Onkel Jacob). Jeg mødte ham paa Volden, og vidste ikke at det var H. M. Kongen før Kopist Lamberg tog mig i Armen og sagde "det var Kongen". 1ste Juli. Spadserede fra 11 1/2 til 3 i Gothersgaden, som er noget andet end baade Kongensgade og Storgaden i Christiania. Kl. 6 kom 3 artige Kjøbenhavnere ind til mig, og gjorde Be- kjendtskab med mig. Sidenefter foreslog de mig at gaae til Gianelle, en Italiener, hvor vi spilte Billiard og drak Kardinal. (28 Rbdlr, 2 Ort). Kom hjem Kl. 3 1/2. 2den Juli. Dhrr. Bøgerup, Viol og Woverup kom ind til mig idag, spiste med mig ved Table d'hote, og saa tog vi ud til Dyre- haven. Der er mange Bøgetræe; men Nattergalen hørte vi ikke. SIDE: 24 Kom hjem før Solen gik ned, da Herrerne havde lovt at følge med mig paa Kongens Theater. Jeg saae der længe før nogen i Christiania "Recensenten og Dyret", der er et ypperligt Stykke. (I alt 25 Rbdlr.). 3 Juli. Idag saae jeg en Tydsker, der trak omkring med en udklædt Abekat, der kunde dandse meget moersomt. Omkring Amalienborgpladsen ligge deilige Palæer, der ere noget andet end Palæet i Christiania. NB. Spiste ægte Skildpadde, der smagte meget godt. Var paa Komedie og saa Recensenten og Dyret. 4de Juli. Hilste paa Hans Exellence Geheimestatsminister, Storkors af Dannebrog, 1ste Deputeret i Toldkammeret m. m. Møsting paa Gaden, der gjorde mig den Ære at hilse igjen, hvorfor Woverup spurgte, om jeg kjendte ham. Kl. 4 saae jeg Prindsessernes Kareth; men Gardinerne vare nedtrukne. Saae Rec. og Dyret. (Fortsættes.) Henrik Wergeland LITERATUR (Indsendt.) Den Frimodige 7. juli 1833. Morgenbladet har leveret en efter Indsenderens Skjønnende temmelig ubillig Critik over Poemet "Et Tilbageblik i Tiden", optaget i norske Maanedsskrift 9de Hefte. Allerede hiin Critiks første Afdeling, hvori Intet angaaende dette Stykke var vedrørt, lod ahne en rigorøs Dommer, uden at derfor denne rigor forbød at tænke sig dens Forbindelse med Umodenhed. Det er vel saa, at ingen poetisk Idee, sammenholdende det Hele, rører sig i Bunden af disse Versrækker. Der gaaer et "Saa er det" et krønikagtigt "Saa er det," intet skabende Liv igjen- nem dem. Men alligevel indeholde de Skjønheder nok til at fritage dem for Fordømmelse. Ikke mange norske Digtere have leveret Vers som dette første: Dig vil jeg synge, høie Frihed! Dig, Mens tryg jeg sidder under dine Volde, Hvor Mimers Love dække mig som Skjolde, Og dine Straaler huldt omskinne mig. Her truer ei Tyranen med at dræbe I Sjelen Tanken, Ordet paa min Læbe. SIDE: 25 Hertil føie man og 2det, 12te, 13de, 14de, 15de, 18de og 20de Vers, som alle ere, hvad man kalder smukke Vers. Og Ind- senderen behøver vel neppe at nævne flere Exempler paa Recen- sentens Villieblindhed, end dette, at han, forat kunne hugge løs paa Slutningslinierne i l9de Vers, forglemmer de isandhed dei- lige foregaaende Linier i samme Vers: Din Himmel Hellas, den var klar og blaae. Alene paa den skyomfylte Klode, Mens Tyranniets Natgestalter stode Rundt om, man dig en Lysoase saae. Dette Epitheton "Lysoase" overstraaler alene flere loca humida vel arida, hvor de skulde findes. Kommer nu hertil det behagelige Metrum, Frisindet, som har lagt Forfatteren Pennen i Haanden, og de flere prydende poeti- ske Blomster, som f. Ex. om Lafayette: Hans Livs Ledsager hænger ved hans Side. Han blomstret og afblomstret har i Feldt: saa vover Indsenderen at paastaae, at Stykket hører til dem, som med Behag lade sig læse. Og da det er Faa givet at skimte den sande poetiske Genius, hvor den findes, saa er Indsenderen vis paa, at Mange med ham virkelig have læst det med Behag, og at disse fremdeles ville erklære nærværende Indsenders Om- dømme forat være deres. Herved være ligesaavel sagt, at disse Manges Dom ikke overveier hine Færres, som, at der ogsaa imellem disse færre, med poetisk Sands Udrustede, vil gives dem, som troe, at Staven ikke bør brydes over angjældende Product, der baade har ovennævnte gode Egenskaber og har hiin Læserfleerheds Bifald. Det afgiver ligesaa liden Grund til en god Mening om Rec. Dygtighed som literair Dommer, at han med et Slags Haan omtaler dem, som fremhente Ord efter Al- muesproget eller det egentlige norske Sprog. Det burde ikke undgaaet en literair Publicist, at disse Ord alene fremsættes foreslaaende til Antagelse. Og det er ikke at skrive for Drenge- stuerne, men snarere for de Lærde og for Akademierne. Saa- danne Mænd skulle approbere de Ord, som de see norske For- fattere, saaatsige instinctviis, fremsætte. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 29. Tirsdag den 16de Juli 1833. [SØLVMEDALJE TIL KARI ALFSTAD O. FL.] Formedelst Indberetning til Hds. Majestæt Dronningen, fra vor virksomme og patriotisksindede Generalmajor Birch ere føl- gende af Hds. Majestæt benaadede med en Sølvmedaille for Huusflid, nemlig: Enken Kari Olsdatter Alfstad paa Toten. Konerne Gunild Gundersdatter i Opdal, Mathea Iversdatter Bøe i Risdal og Kari Olsdatter Wildberg i Fedt. Medaillen viser paa den ene Side Hds. Majestæts Brystbillede, paa Reversen en Løvkrands, hvori Unionsvaabenet m. m. med Overskrivt i Svensk: "Alt igjennem dem, Alt for dem." Paa Kanten er ind- gravet de Benaadedes Navne for Huusflid. Pigen Kirsti Sørensdatter i Slidre har i lidt over 12 Aar vævet 5504 Alen forskjellige Sorter Vævne, hvilken rosværdig Flid kundgjøres til Opmuntring for Andre, at træde i et saa for- tjenstfuldt Spor. Henrik Wergeland 17DE MAI er bleven høitideligholdt d. A. i Christiania, Trondhjem, Kra- gerøe, Arendal, Fredriksstad, Fredrikshald m. fl. Stæder, samt i Lomb, Toten, Lillehammer, Store Næs, Eidsvold, Trøgstad, Urskog, Grue, Agger, Asker, Ringerige, Hardanger, Gusdal med mangfoldige andre Stæder. Dog undtages Hedemarken, som og- saa i denne Henseende og dennegang staaer tilbage. Henrik Wergeland LITERATUR OVERLÆRER A. LASSENS LÆREBOG I VERDENSHISTORIEN (Indsendt.) Den Frimodige 21. juli 1833. Danske, hos hvem man har seet beviist, at Lærdom og Humanitet ikke altid ere Eet, saavel som uvittige Landsmænd, hvem Sandheden har været ubekjendt og Fædrelandets Ære SIDE: 27 ligegyldig, have ikke undladt i Anmasselsens eller Lavsindets Sprog at prædike, deels vor Literaturs provincielle Afhængighed af den danske, deels at de ganske ere Eet, dels at vor Literatur, om vi skulde have nogen, er af en Usselhed, der maa lade os rødme, og foretrække at skyde den ind under den store Classe af Maadeligt, som den danske Literatur ogsaa omfatter. Om disse Sidste end havde Medhold i Sandheden, geraadede det dem ikke til Ære med slige Haansord at nedkue -- og det Fædrelandets begyndende Literatur; men da det er den uret- færdigste Usandhed, som taler igjennem dem, saa bliver det vederstyggeligt Forræderie. Thi et Lands, og det Fædrelandets, aandige Ære og Selvstændighed er et Klenod, der kan sættes ved Siden af de Friheder og Statsindretninger, som maae være det hellige, og som udgjøre dets politiske Ære og Selvstændig- hed. Betragte vi nemlig vor Literatur i Forhold til Folkemæng- den og det Hovedkrav, dennes Tilvæxt siden Frihedens Gjenop- rettelse har havt og nødvendigen har maattet have paa at give Opmærksomheden og de almene Kræfter Retningen mod det Physiske, mod Næringsveiene, mod Forsørgelsen af disse til- strømmende Hundredetusinder -- da maa vi tilstaae, at vor ungdommelige Literatur har udviklet sig i en Rigdom og For- skjellighed, der er overraskende. At sammenligne den med Londons, fordi denne Stad og Norge omtrent tæller ligemange Indbyggere, vil ikke gaae an, da London ogsaa er den hele stor- britaniske Literaturs lige uhyre Hovedstad; men den skal i For- hold taale Sammenligning med ethvert Lands, dersom man tager Folkemængden til Maalestok. Da det digterske Genie er mere uafhængigt, tilfældigt og afsondret, saa vil man ikke efter dets Frembringelser sikkert kunne slutte sig til et Folks Dannelsestrin. Om vore er det dog sagt med Sandhed, at kun borgerlig Fattigdom er deres værste Hindring, og at den matte danske Skjønvidenskabelighed, om den end i Oehlenschlæger har hævet sig lidt over det Middel- maadige, mindst med Føie kan see ned paa den. Efter de reent videnskabelige Frembringelser er det kun, at et Folks Dannelses- trin kan bedømmes med Sikkerhed, og at man kan anvise det sin Plads i Culturens almindelige Rangliste, medens Poesien, efter sit eiendommelige Væsen, har sin særegne. SIDE: 28 Efter dette, da har det unge Norges Aander næsten ikke ladet nogen Green af Videnskabeligheden hentørres, men hvert Aar har viist os nye Blommer. Philosophien, Geognosien, Mathema- tiken, Topografien, Theologien, Philologien, Jurisprudenzen, Me- dicinen, Oekonomien, kort alle Videnskabelighedens Eiendele ere blevne bearbeidede. Men meest af alle tiltrækker Historien sig ved Opmærksomhed baade paa de Arbeider i Oldhistorien som ere os forjættede af de forenede Sagapræster, og ved de dobbelte Veddeløfter om at udgive Snorro, men især ved det sin Mester forevigende Verk, som vi her have paataget os, paa vor egen Beundrings Opfordring, at betragte! Den danske Literatur har intet historisk Værk af samme Slags at opvise, der i nogen Maade kan sætte sig i Rang med vor Lassens Historie. Den vilde være en Prydelse for den berømteste Literatur. Den har opnaaet det Vanskelige, det enhver Bogs, men især Lærebogens Ideale, at bifaldes ligemeget af Eftertanken, Hukommelsen og Skjønfølelsen -- det den har opnaaet ved den meest velvalgte Sammenkjæden af Begivenhederne, den klareste Fremstilling i en værdig og behagelig Stiil, og ved at være gjennemaandet af en sund, liberal Historiens Philosophie. Til dette sidste Gode, som, ihvorvel det egentlig er den sande Histo- ries Charakteriserende og Adskillende fra Compendiet, og til- lige dens egentlige Nytte og Udbytte, dog ikke saa let skal findes i flere af de Værker, som gjøre Krav paa at kaldes Historier, kommer ogsaa det, at Værket paa det hensigtsmæs- sigste er gjennemflettet med de nødvendige geographiske, stati- stiske, politiske, literære og archæologiske Underretninger. Som aabnende Phantasien (der har særdeles meget med Historien at gjøre) og hævende Læseren ligesom til et ærostatisk Overskue af de Egne, hvori han skal see Begivenhederne at fremstilles, og, i en Historie af dennes Livlighed, ligesom at foregaae, holde vi den Beskrivelse over Landene, Hr. Lassen i den ældre Histo- rie forudskikker hvert af disses Historie, for saa nyttig, at vi foreslaae, at udstyre ogsaa de andre Hovedafsnit med lignende. Kunde eller vilde man da end ikke lade de særskilte Geogra- phietimer gaae ind, saa vilde denne Repetition, som Historien derved gav Anledning til at foretage af Geografien baade i sig selv og derfor være nyttig, at den erstattede den Feil, at Geogra- SIDE: 29 phiestudiet ikke altid holder jævnt Skridt med Historiens. Det følger da af sig selv, at saadanne forudskikkede geographiske Skildringer maatte holde Skridt med Tiden; og vi vilde da faae en Middelalderens Geographie. Værket vilde blive noget vidt- løftigere, og pensa i Bladetal forøges; men Forstandsarbeidet troes at ville lettes, naar Phantasiens Vinger saaledes løstes, og Hukommelsen ved en Opfriskning beredtes til ny Modtagelse. Det almindelige Hoved trænger til denne Indbildningskraftens og Hukommelsens Vækkelse: proppes det i den ene Time med alle Australiens Øer, skal det i den anden Time kun med Be- sværlighed see Novgorods Taarne at løfte sig og de endeløse russiske Sletter at udrulle sig over den Taage, hvori et Aars Fravær, siden derom læstes, har indhyllet Erindringen om dem. (Fortsættes.) Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 30. Tirsdag den 23de Juli 1833. Sandhed er min Røst. Jesus. EXECUTION -- AUCTION -- EXECUTION -- AUCTION (Sortkridttegning.) Der var Auction hos Ole. Bankadvokaten havde været der. Det var 40 Daler til. Det var ikke noget at snakke om. Ole, Stakkar, snakte dog bag Huusvæggen; men kun med Skyerne maatte det være; thi han stod der alene, mens Fiolen klang indenfore, og medens store Dampe af Finkel, Sved og Caffe, under forvirrende Glædesskrig, væltede sig ud af Sorgens Huus, saa ofte Døren aabnedes. Eller snakte Ole med det fjerne Dur af Bankadvocatens Cariol -- . Han der reiser bort efter vel- udført Arbeide? Hans Tale er ligesaa utydelig som dette Svar; thi Ole snakker med sammenbidte Læber; og naar En eller An- den af de lystige Gjæster rangler ud, omgiven af hine Glædes- skyer, og taler til Ole, svarer han kun i Ørsken. -- Ole! du skulde talt til den strænge Mand med Væsken og den halvdød- kjørte Leiehest, da du med Luven i Haanden holdt Tømmen for SIDE: 30 ham, at han kunde stige ud. Maaskee han var bleven forskræk- ket, om du havde raabt: Barmhjertighed! Barmhjertighed! Maaskee havde han været rimelig, om du til Protocollen havde negtet at overgive dig paa Naade og Unaade med Hensyn til Salariet. Et Vindpust hvifter en frugtsvanger Duft udaf den blom- strende Bygager. Ole holder sig som svimlende ved Skigaarden. Svimler han af denne Duft, eller af Tanken, at denne Ager opbrødes af hans Oldefader, englagdes af hans Fader, optoges igjen af ham ifjor Høst, bærer nu en herlig Førstegrøde, men er nu solgt for 1/4 Priis -- den og Havren vedsiden, og Rugen i Line, og Engen og Alt hvad der vaier og blomstrer over Odelsgrunden, og Grunden selv indtil Jordens Midte? Samme Vindstød hviftede Haaret fra Oles Pande. Ole havde grædt. Ole maa have en Sjæl; thi han havde grædt og tænkt -- det saae man. Alligevel -- da det leed udpaa, var der en Tid, da Oles Latter hørtes inden over Feleskurren, Dandstrinene og Fem- kortslagene i Bordet. Da syntes ham, at der vilde være en let Udvei til et Laan, at han kunde slaae sig igjennem med Børnene paa en Plads, som han kunde kjøbe, naar han havde holdt frivillig Auction over Løsøret og Besætningen. Og dette Gods? Aldrig havde han sat saa høi Taxt paa Vognbeitet, paa den brune Hoppe, Rødsida, Blomkolla, Jølsros, Kolla og Bjeldekua, eller paa Stueklokken, Skjænken, den store Bryggerhuuspande og andre deslige Ting, som den Qvæl, naar han af og til kom udranglende paa svigtende Been, med Armen slynget i inderlig Fortrolighed om en eller anden god Vens Hals. De 40 Daler vare ham kun som ligesaamange vel sørgelige, men hensvundne Secunder, som disse smaae svindende Prikker, der svæve under- tiden for svage Øine, eller som smaae sorte Hjerter i bortfløine smaae 40 Luftdjævle af Secunder. Men medens Fa'er regnede og styrede inde og ude i en Til- stand, der havde ligemeget af en fra det Indre vakt Nerve- spænding, som af en Beruselse, gik Vesle Ola eensom nede ved Bækken. Han syntes der var liden Morroklang i Felen idag; og istedetfor at spille til Stikken med alle Jevnaaringerne oppe paa Gaarden, kastede han flade Stene bortover Bækken, og SIDE: 31 stirrede paa drivende Pinder. Vesle Ola tænkte: "nu skal jeg ud at jete hos fremmede Folk" -- og Stenen fløi af hans Haand, og Pinden drev uden at han saae det. Da der blev stilt paa Gaarden, og Vesle Ola gik hjem, laae Fa'er i Græsbakken fuld, sovende med blodig Pande. Vesle Ola bredte en Skindfæll over ham, lagde sin Trøie under hans Hoved, og satte sig grædende utmed. Da Ole beregnede, hvorledes han skulde slippe ud af det, havde han nok glemt, at han skyldte en Mand 3 Ort, En 2 Daler og nok En 3 Daler, at Forligene vare hos Bygdeprocu- ratoren, og at Denne havde gode Kløer. Da Bygageren havde skudt, stod Ole atter ved Skigaarden, stirrende tankeløs udover den bølgende Flade. Inde exeqverede Procuratoren for de tre Forlig: een Execution for hvert -- ti Spd. for sit Møde for hvert. "De faae gjøre hvorledes de vil," mumlede Ole mod Skyerne, men i Protocollen stod: "hvorimod Debitor havde Intet at sige." "De faae gjøre hvorledes De vil" mumlede Ole, da den brune Hoppe udtoges for 15 Spd. og Rødsige for 7 Spd. o. s. v. -- Alt 1/2 Gang lavere, end efter den Taxt, der gjældte i de Luftcasteller, han byggede hiin Aften af Cafferøgen, Finkelosen og Glædesdampen. Vesle Ola sad atter ved Bækken og stirrede paa drivende Pinder, uden at see dem. Da han kom hjem, laa Fa'er atter i Græsbakken, men ædru, vaagen, grædende, med Hænderne over Panden. "Hvad gaaer a dig nu, Ole," sagde Procuratoren, da han steeg i Cariolen. "Lad han Fa'er være!" sagde vesle Ola. "Dere har gjort det vel nok." Havde det kunnet blive værre, skulde Ole have sagt revsende til sin Søn: "Jøss, Ola! gjør ikke Procuratoren vild, ellers be- holder vi ikke Traaen paa os." Men nu sprang Ola op, rev Sølvmaljen af Halsen og satte den i Guttens Skjorte, sigende: "Der Ola! Procuratoren har taget Firemarksdaleren og Guld- ringen i Æsken din; dem du fik af Bedstemo'er!" "For en Tjuv!" sagde Vesle Ola. "For en Røver!" sagde gamle Ole. "For en Procurator!" sagde Bedstemo'er, da hun saae ham vel reist. SIDE: 32 Da Bygageren gulnedes, klang atter Felen i Oles Huus. Samme Glædeslyd derinde; samme Glædesskyer dampende udaf Døren. Der var bleven holdt 3 Auctioner efter de 3 Executioner, og atter var der udtaget 10 Spd. for hvert Møde af Procuratoren den Dag. Men Ole stod ikke ved Skigaarden; heller ikke var han inde eller i Græsbakken. Siden han havde sagt til Procura- toren: "stel dere hvorledes dere vil," da Denne dikterede til Protokols: At "mod Reqvirentens Fordringer havde Debitor Intet at erindre," havde Ingen seet ham inde; og siden Jølsros blev solgt for 5 Spd., og Procuratoren fik den brune Hoppe for 10 og Rødsie for 6 Spd., havde heller Ingen seet ham ude paa Gaarden. Men Besætningen, Løsøret, Vesle Olas Vuggegaver og den lystige Dands i Sørgehuset gik ligegodt. Der var nok af Brændeviin, Mjød, Kager og Caffe at faae for Skillinger af andre Folk i Kjøkkenet; og inde i Kammeret drak Procurator og Auc- tionsmester Ouden en Panacee paa Reisen, medens de slog høiest Træf om Guldringen og Firemarksdaleren, som Procura- toren sagde var god til en Bostonjetton. Men netop som Procuratoren strøg Vesle Olas Guldring, og Auctionsmesteren Sølvdaleren, med Hullet i til at hænge om Halsen, til sig, mens man inde i Stuen skurte op til en ny Galop- pade og med vild Jubel hilste en nys ankommen Tromme, der skulde forestille Bas -- hvinte et Skrig rystende op fra Dalen, saa at Galoppade, Fele og Tromme standste med en saa øieblik- kelig Taushed, at man hørte Klingren af Vesle Olas Guldring, der undslap Procuratorens skjælvende Fingre, og, sirklende længe paa Gulvet, forsvandt i et Rottehul. Snart afbrødes Stillet af forvirret Talesurren, Allarm som af heftig Trængsel, Hulken og Udraab. Man hørte Fiolinkassen at slaaes igjen, og mangt et "kom Anne! kom Mari -- Jesu Navn lad os gaae!" Auctionsmester Ouden stod lyttende ved Klinken, klemmende Sølvdaleren i Lommen med svedige, klamme Fingre. Procuratoren -- Gud veed hvad han gjorde med Vindøiet, der vendte bort fra Gaardsrummet; men bort ønskte han sig for længe siden, og sagde adspredt: "hvad Fanden er det? hvad Fanden! vi skulde reist for længe siden." SIDE: 33 Kammerdøren blev aabnet voldsomt. Man saae det mylre af Indtrængende. "Guds Død! Guds Død! Ouden!" raabte Pro- curatoren blegnende, famlende om Vinduesposten, gribende den, saa Aarerne, liig sorte rygskydende Igler, svulmede opover de gustne Hænder. Men de Indtrængende kom ikke med knyttede Næver. De bar Vesle Ola besvimet hen i Sengen, hvor 3 andre Smaa- søskende jamrede sig. Man vidste endnu kun, at han var styrtet opad Bakken, og med et Skrig sjunket omkuld. "Er det ikke andet?" sagde Procuratoren og Auctionsmeste- ren, og drak Panaceen ud. Men der var noget Andet. Det vidste Folk, som nu kom der, Vesle Ola var kommen fra. Sagen var, at Vesle Ola, der ogsaa i et Hang til Eensomhed yttrede et dybere Sind, end man skulde tiltroe hans Alder og Herkomst fra Ole og den nys afdøde svage Moder, ligeledes idag havde søgt sin Yndlingsplads ved den dybe sorte Kulp i Bækken, hvor Saugsponene hvirvlede sig saa. Men et andet end dette eensformige Skum havde der viist sig for ham idag. Han saae i det mørke Speil, og saae -- Faderens Hat drivende der i Hvirvl med Orrepinderne og Saugsponene. Han saae i det mørke Speil, og saae -- Faderen hængende i Orrene paa den anden Side Bækken. Procuratoren kjørte fort paa Hjemveien og vilde endeligen foran Ouden, der slog den stive Kappekrave op som Skylapper. (Fortsættes.) Henrik Wergeland LITERATUR OVERLÆRER A. LASSENS LÆREBOG I VERDENSHISTORIEN (Fortsat.) Den Frimodige 28. juli 1833. Herfor betragtes dog Lassens Historie ikke blot som Skole- bog. Den er baade dette og af en høiere videnskabelig Rang; ja, om man saa vil, er der ingen af de noget dannede Classer, som ikke skulde læse den med ligesaamegen Nytte som For- nøielse. Den skal endogsaa, mens den er af det prægnanteste SIDE: 34 videnskabelige Indhold, lade sig -- til behagelig Underretning -- ret godt læse for Moerskab ligesom Becker og Woltmann, uden at man som hos disse skal gribe Illiberalismens og Partisk- hedens Dæmoner under de behagelige Svadablomster. Af ube- regnelig Skade ere derfor disse Historieskrivere paa Ungdom- men, saafremt de ikke, især i enkelte Strøg og Omdømmer (Rai- sonnements) i Skildringerne af den franske Revolution saa til- strækkeligen skulde have røbet hvilke Aander, der tale af dem, at Læseren af sig selv begynder at ahne Ondt, og beslutter sig rigtigen til, i Mangel af bedre Kundskab, at lade det staae ved sit Værd. Dette skal vor Historieskriver ikke lade os befrygte -- en Egenskab, der er en af hans Værks ypperste, saasom det hele værdige og upartiske Væsen, de klare Indblik det med- deler i de republikanske Statsbygninger, den fortrinlige Udvik- ling og tilstaaede Erkjendelse af det høiere aandelige Liv, som under disse færdedes, tilsiger, at de liberale Anskuelser ikke saameget ere Forfatterens individuelle (ihvorvel de nødvendig- viis ogsaa maa være dette) som Sagas egne, den hun ligesom ved Meddelelsen af et Klarsyn har paatvunget sin Præst og befalet ham at aabenbare som positive. Hvor naturlig end denne Historiens Egenskab synes at være, mangle vi desværre ikke Exempler, som f. Ex. Kall og summus compilator Platou, paa at historiske Forfattere ikke altid, ja maaskee meget sjeldent, erkjende denne ædle Nødvendighed; -- men da have vi heller ikke med Fornuften i den guddommelige Majestæt og Kraft, som en Række af overbevisende Facta tillægger den, at skaffe; men med et Individ, der ikke har villet eller kunnet underkaste sig hiin, med Lidenskaber, med enkelte Hensyn, med Forstands- eller Viljemangler at bestille. Forfatteren har selv opkastet og gjendrevet Indvendingen mod sin Histories Hensigtsmæssighed som Lærebog paa Grund af Udførlighed; men det er overladt Andre at erklære, at det bedste Forsvar herfor leverer Historien selv saa interessant som den er skreven. Historien har maaskee ogsaa et Fortrinskrav paa vor Tidsalder, da den tiltager i Vigtighed som Underviis- ningsgjenstand alt som dens gjennemprøvede Lærdomme mere anvendes i det Store i Staterne. Saaledes som den af Lassen er behandlet, meddeler den ogsaa mere end et Skin af Viden og SIDE: 35 Cultur, som Historien ellers fortrinsviis giver; og med sin Vidt- løftighed, som omfattende ogsaa Historiens Hjælpevidenskaber, og sin behagelige og, saavidt Historieskriveren kan tillades det, bedømmende Fremstilling, indlister den netop dette historiske Overskue, som er Hovedsagen. Der bør sættes en Grændse for den Overfladiskhed hvormed Examinandi til Studentprøven have troet at kunne hjælpe sig i denne Videnskab, og Lassens Historie bør kunne fordres af en Student, saaledes som en aandrig og forstandig Examinator vil have historisk Viden gjengivet. De geographiske, archæologiske og literaturhistoriske Oversigter, som Lassen har, ville ogsaa være Studenten som Philolog til- nyttes. At fremhæve Noget særskilt i et Værk, der heeltigjennem er saa godt, er hverken værd eller ganske let; dog forekommer Fremstillingen af Plebeiernes og Patriciernes langvarige Stridig- heder os fortrinlig udført. Aristides og Themistokles Charak- terer ere ogsaa særdeles heldige tegnede. Fremstillingen af Monarchiernes Oprindelse og Væsen er ligesaa bestemt og klar som den af Republikernes; dog indsees ikke Rigtigheden af den Anmærkning, som Pag. 31 beretter, at Danmark gjør en Und- tagelse fra de øvrige Monarchier, som ikke skyldende en erob- rende Magt sin Oprindelse. Denne maa jo være noget andet end et fredeligt Skifte af Dynastier? Naar Forfatteren tager den franske Revolution under Behandling, haabe vi, at vi skulle høre et franskt (eller europæiskt) Omdømme istedetfor det sæd- vanlige forvanskende tydske (eller russiske) hvorefter man er vant til at anskue denne Begivenhed og dens Charakterer. Saa- ledes troe vi t. Ex., at det Begreb man almindelig har om Robes- pjerre tildeels er feilende. Man kjender lidet til hans Penge- uegennyttighed, og idet man troer paa Fremmedes Ord, at han kastede sine Øine paa cidevant-Mademoisellen, fortier man det factiske Modbeviis, at han kun prydede sit indgetogne Liv med en Snedkerdatter, som han ægtede. Det er skadeligere end ellers, om Republikkens Koryfæer sættes i et falskt Lys hos Ungdommen. Guillotinerædselen vil formindskes, naar man underrettes om, at i vore Dage, under Spaniens Ferdinand og hans Alba d' Espagne, have Flere maattet bløde i nogle Maa- neder end i et af Skrækperiodens Aar. Dog vi føle det upas- SIDE: 36 sende i ligesom at give vor Historiker Vink. Dette ingenium skal ligesaa livligen og i ligesaa sanddrue Træk udrulle de senere Dage, som han har gjort med de ældre; og, idet vi ønske ham og Fædrelandet og Videnskaben tillykke, haabe vi, at denne ædle Kliopen ikke vil hvile før den har skildret Dagens Historie! H. Wergeland. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 31. Tirsdag den 30te Juli 1833. EXECUTION -- AUCTION -- EXECUTION -- AUCTION (Sortkridttegning.) (Fortsættelse f. f. No.) Ole blev funden strax, men nedskaaren lidt udpaa næste Dag, da Lensmanden kom. Da havde Vesle Ola Nervefeber, hedte det, og talte over sig om Kulpen, om Hatten, der dandste til Musiken omkaps med Pinderne i Kulpen, om Guldringen, Æsken til Bedstemo'er, om at jete for fremmede Folk, om Pro- curatoren, Tjuven og om han Fa'er baade først og sidst. Nu skulde vel Ole begraves? Nei, nu skulde der ventes paa Amtsresolution om han skulde begraves som en Hund, som et ulykkeligt eller som et christent Menneske. Den kom efter 14 varme Augustdage. Vesle Ola er bleven mager og bleg, men talte ikke længer over sig. Men med eller uden Samling havde han talt om at ville see han Fa'er. Dette maatte han da. Mændene kom, som en Morgen, før Folk stod op, skulle bære ham bort fra Løvhytten nede ved Bækken, hvor han havde lagt, siden Ingen torde have ham i Huset af Rædsel. Vesle Ola fulgte med. Han saae Liget langtfra -- ilte til, kastede sig om dets Hals; men sprang med et Rædselsskrig tilbage. Da Mændene kom efter, sad han med ligegyldig Vanvidsdorskhed og stirrede efter de drivende Pinder i Kulpen. Dette er siden hans daglige Arbeide, indtil han mod Aftenen rasende styrter opover til Gaarden, falder der med et Skrig, og leies ind af gamle Bedstemo'er til Sengen. SIDE: 37 Han er vanvittig, maaskee ligesaameget fordi han havde Evne til at sætte sig ind i og bedømme Faderens fortvivlede Forfat- ning, og fordi han elskede sin Fader inderlig, som af Sorg over Dennes Selvmord og den rædsomme, aldeles forraadnede For- fatning, hvori han gjensaae ham, før hans Nervetilstand var saa vidt ordnet og styrket, at han kunde udholde noget saa Rystende og Oprørende. Bygdens Præst beklager Tabet af en flink Confirmant, Byg- den, at 5 Mennesker ere faldne dens Fattigvæsen tilbyrde, Pro- curatoren trøster sig over Ringen m. m., ved den brune Hoppe og Jølsros og Rødside; og Ouden ved at han har sine Boston- jettons fulde. Procuratoren sagde bare, da Præsten fortalte ham Elendigheden i Oles Hus: "Det var som Pokkeren, Hr. Pastor!" Men Ouden siger flegmatisk: "Saa gaaer det i Verden!" Henrik Wergeland [OM DET UBETINGEDE NÅDEVALG] (Indsendt.) Man veed, at Læren om det ubetingede Naadevalg, ifølge den besynderligste Uovereensstemmelse indtaget i Kjærlighedsreli- gionens Troessætninger, er de fornufthadende, blindttroendes og vore secteriske Sværmeres Kjephest. Da de vel Alle særskilt smigre sig selv med at være de Valgte, har denne Lære lidet frygteligt for dem Selv, medens dens Forfærdelighed er det Lyn, hvormed de slaae Andre og skræmme dem til at tye ind i de Kaarnes lille Hjord. Heraf det aandelige Hovmod, Hykleriet og Mørkheden i Sindelaget, som man, med Undtagelser, til- lægger deslige Mennesker. Men har den nedtrykkende Fore- stilling om Uværdighed og Fortabelse og Guds evige, ja ufor- skyldte Vrede saa sørgelige Virkninger paa Voxne, ja stundom begavede Mennesker, som den fornuftige Erkjendelse af den naturlige Evne eller Hanget til Synd dog maatte og burde kunne meddele den nødvendige Ydmyghed, om end Troen paa, at den retfærdige og kjærlige Gud sikkrer Mennesket en Tilstand i det bedre Liv, som staaer i nødvendigt Forhold til dets sædelige Tilstand her, stiller sig opløftende ved siden af hiin nedbøiende Erkjendelse; saa er det Uforsvarlige i at indpræge saa farlige SIDE: 38 og sørgelige Meninger i de uskyldige Børn allermeest paafal- dende. Har end Inds., navnligen i christianfeldske Skrifter, seet dette Oprørende forøvet; saa kan han dog ikke nægte, at han med Uvillie træffer noget lignende i de hos os af Secterer- præsten Holm udgivne Barnesange; og da dette lille Skrift baade ved Toskillingsprisen og Secterernes vidstrakte Forbin- delser troes meget udbredt, saa formener han at være Pligt at gjøre opmærksom paa det, der gjør det mere end utjenligt til at vække sand Fromhed og opklare Fornuften hos Børn. Disse Linier kunne derfor gjerne belægges med Navn af en velmeent og begrundet Advarsel. Hr. Holms Sange ere skrevne for smaae Børn; og disse Uskyldige, der mindst have Begreb om noget moralsk Ondt, skulle tabe deres fro Barnesind ved indpugende at fremplappre Pønitenzpsalmer! Rigtignok er vor religiøse, of- fentlige som private Opdragelse saa ubesindig, for ikke at sige ravgal, at det første den foretager sig er at lære den 5-6 aarige om Hoer, Rov og Tyverie og andre Laster, hvorom den Vesle endnu længe ikke vilde have drømt, og saaledes at begynde Undervisningen med at indgive ufattelige og udvikle farlige Be- greber; men man kan dog sige, at Barnet faaer en Kundskab om noget Sandt i en fremmed Natur. Hr. Holm lærer det deri- mod noget Usandt om dets egen, og feilagtige, skadelige Begre- ber om sig Selv. Han lader nemlig den uskyldige Spæde synge: "Et syndigt Barn jeg er; at du mig kan aftoe; De, som Du ei kjendes ved, Skulle hyle, naar Du kommer; Jeg i Synden fød; min Vanart ret bedrøver mig; Rens mig fra Synden med dit Blod; Min Frelser! rens fra Synden mig -- o. s. v." Paa Børn af nogen Sindsdybde, omendskjøndt Selvtænkning dog ikke kan forudsættes hos dem, ville slige Lærdomme blive af uudslette- ligt Indtryk; men de Fleste bevare dog Tankeløsheden og den naturlige barnlige Modbydelighed for slig Læsning for det Far- lige deri. Enhver forstandig Fader undersøge dog nøie Beskaf- fenheden af de Skrifter, hans Børn først faae ihænde! Godt- kjøbet bør ikke forføre ham, ligesaalidt som en partisk Anbe- faling. Der er liden Tvivl om, at de fleste Smaaskrivter, som Sværmerne spille Almeenmand ihænde, fortjene et lignende Om- dømme som dette, der, efter Overbeviisning og Prøvelse, er fældet over et af dem. SIDE: 39 Henrik Wergeland [OM MISJON BLANDT HEDNINGER] (Indsendt.) Man er lidt efter lidt kommen underveirs med, hvorledes det egentlig har sig med Missionerne. Allerede Biskop Søren- sens Oversættelse af Robertsons India underretter os om den store Langsomhed, hvormed Missionsværket i Ostindien frem- mes; og, om end Missionsblade og Religionssværmere tvertom forsikre, at det gaaes frem der som andetsteds med Lysets Raphed; [fotnotemerke] saa er det dog rimeligst at fæste Lid til hiint Værk, der er af den meest erkjendte historiske Troværdighed og af den sjeldneste Nøiagtighed i sine Undersøgelser. Var de christne Folkeslags Statskunst i hine Lande og Europæernes Levnet og Opførsel mod de Indfødte af en ædlere Art, saa var det muligt, at de gode Hinduer villigere ombyttede Religionsbekjendelse og Navnet paa den Sædelære, som de have udviklet til en Fuld- kommenhed, der siges lige med den christelige. Men nu, da det ikke er saa, udøses de europæiske, visselig dog af en agtværdig Bevæggrund udgivne Missionsbidrag, næsten forgjæves, og fromme Folk binde fromme Folk smukke Historier paa Ærmet. Inds. skulde vist ikke, om anderledes var Tilfælde, fraraade Bidrag til Missionerne eller at drive dem til den for vort Land ikke ubetydelige Sum af flere 100 Spd. aarlig; men nu, da Mis- tanken begrundes om, at de Penge ere bortkastede eller endog misbrugte, maa han gjøre det, henledende det gavmilde religiøse Sinds Opmærksomhed paa, at mangfoldige velgjørende Ind- retninger i Fædrenelandet ikke erholde Tilvær af Mangel paa Pengemidler. Fremst imellem deslige Kjærlighedsanstalter, baade i Nytte og Trang dertil, staae unægtelig Arbeidsanstalter, som saamange Fædrelandets og Menneskehedens Venner i lang Tid have imødeseet, og som de sidste Hungersaar have lært at ville blive uundværlige. Den heldige sædelige Virkning, som de ogsaa maae have, synes tillige at gjøre dem særdeles skikkede til at optage de Summer, som, bestemte til at fremhjælpe Men- neskeforædling, nu udgaae til fremmede Missioner. Fotnote: Paa Othaheiti bør det hedde: med Blodstraalens Raphed af den aabnede Aare. Der vide vi af et andet Blad, der har gjengivet Capt. Kotzebues Beret- ning og Øienvidneprov, "at hver, som ikke vilde omvende sig, blev myrdet." SIDE: 40 Henrik Wergeland ENGELSKE CARRICATURER Vikingen, aug. 1833, bd. 2, s. 187. Betragtnings "Dybde". Det er en noget mere end middelaldrende Mand, af Ud- seende en Lærd og det en i godt Embede. Dog vidner hans Ansigt mere om Flid end om Naturgaver, og at slutte af de nedskudte, udad opspændte Øienbryn og den optrukne, frem- skudte Mund (paa Norsk: Trut) -- om Disputeersyge, Vred- ladenhed og Hang til at fordybe sig i Studeringer, som han kun indbilder sig ganske at være mægtig. Han har en Stok under Armen, en Bog tæt til Øinene, lav Hat paa en kort, tyk, hvid Paryk, sid Vest, bredtasket, lang Kjole, er i stærk Gang, men mere end det Halve af Beenklæderne kunne vi ikke see; thi hans Høilærdhed befinder sig et godt Stykke ude i -- en Elv. Der siger han, bankende med den ledige Haand paa det aabne Pagina: "Jeg maa gaae tilbunds i dette Problem før jeg gaaer videre." Galanterie i Gallop. En liden, tyk, buttet Dame skrævs (m. T. a. m.) over en Stente, paa hiin Side hvilken et Par Oxer og en Bonde sees. Hendes Elsker, en latterlig, ussel Spink af en Person, i fuldt Sprang paa denne Side Gjerdet, vel med Tabet af sin Hat og Damens Pose, som det lader har været ham betroet, men dog reddende hendes Parasol. Damens Skjødehund gjør Partie med ham, medens en noget større attakerer hende, saa hun ret sættes i Knibe -- hvorfra rimeligviis Bondekarlen befrier hende, og hvorfor hun (ligesaa rimeligt) vil belønne ham, og ikke den troløse Elsker. "Johnny!" -- raaber hun -- "Johnny, da! Johnny! din Kujon! Vil Du lade mig efter mellem disse hornede Bæster? For den Kjærligheds Skyld, Du har til mig, kom tilbage og hjælp mig over!" "Nei, Gud straffe mig, om jeg gjør! Nummer Een er den første Lov i Naturen, og ligesaa her. Sjøh, Perle! Perle!" SIDE: 42 Maadeligheds-Selskab. Et Lys i en Flaske paa en Tøndebund belyser skarpt Præsi- denten, der, med en Kridtpibe i den ene Haand og Hatten i den anden, forgjeves søger at reise sig. Af de agtbare Medlemmer er En bleven upasselig og har søgt et Leie paa Gulvet, hvor dog en Anden, der er i samme beklagelige Tilstand, foraarsager ham megen Uleilighed, ved fra et Anker eller en Otting at lude sig over ham. En sover, en Tredie holder et skummende Glas, skjøndt han græder bitterlig ved Præsidentens rørende Tale: "I Herrer! Jeg hader Enhver, som gjør sig selv til et Bæst. Maadeholdenhed, I Herrer! er Sundhedens eneste Frelse. Jeg tænker Alle underskrive dette; men -- da det er Nytaar, og da jeg maa forsvare enhver anstændig Ting, saa ville vi tage endnu en Bommert rundt!" (Hør ham! Hør!) Taalmodighed er en Dyd. Omringet med Fiskergreier, med opslagen Kjolkrave, sam- menkruket, sidder en langnæset, langbenet Person, i skyllende Regn, medende ved Flodbredden. Bag ham spørger en Tyk- mave under Paraply: "Hvorledes, siger jeg, har det ikke bidt paa en eneste Gang den hele Dag, min Gut?" "Nei!" svarer den Lange med uforstyrret Opmærksomhed paa sit Snøre. Advocaten og hans Clienter. Denne Advokat er ikke, som man ellers skulde tænke, af et gustent, svovelfarvet Udseende, med sky Syndermine, et Par Øine, som St. Hansorme, og Kinder, som Flaggermuusvinger. Rødmoset, trivelig staaer han der, prydet af Naturen med en smuk krum Næse, stadselige Barter og Øine, der lyve Sjelen Ærlighed paa. Dog ligger saavel i disse, som over det hele Ansigt, en vis Hjerteløshed, og et aristokratisk Overmod, en ækel, forædt Selvgodhed søger Udtryk i enhver af hans Miner og Vendinger. Saaledes staaer han med udbredte Hænder, ræk- kende hver af sine Clienter (d. e. Folk, som lade sig tage ved SIDE: 43 Næsen) en Østersskal. Disse ere derimod af et høist elendigt Udseende, og gjøre, med de lange Miner, gabende Munde, sam- mensynkende Knæe, tippede, lange Næser, de jammerligste Kontraster mod Advocatens Figur og Holdning. Den ene Nar holder Hænderne fast i Lommen, som for at holde paa den sidste Skilling; den Anden har dem udspilede, som om ogsaa den var gleden dem unna. I Baggrunden føres En i Gjelds- arrest, medens en Anden synes at ville frelse sig ind i en Kirke med nogle Præster (d. e. Folk, som burde holde Advocaterne i Tømme). "I Herrer" -- siger vor Advocat -- "det var en for- træffelig Østers; -- det maa jeg sige! Retten tildømmer Eder en Skal hver." Anmærkning til Advocaten og hans Clienter. Denne Skizze burde aldrig hedde Carricatur. Snarere Karak- teer-Tegning. Thi tro mig, Borger, Bonde, Menneske, hvad Du end er, der gives ikke nogen Moral bedre begrundet paa Erfa- ring, end dens. Jeg raader Dig at troe, at alle Mennesker i vore Dage ere Enfoldige, undtagen de, som spise Østers; vogt Dig for dem, som for ham, der haler Sjel og Krop til sig ved et Haar! Had det, at have Ret; thi baade frister dette til Proces, og heller ikke vil jeg vædde 1 mod 10 paa, at Du ogsaa faaer beholde denne Ret igjennem Retterne. Det skal dog maaskee alligevel forsikkres Dig af høieste Domstol, at Du havde Uret og bør straffes, eller at det dog er uvist, og at Du derfor (for Sikkerheds Skyld) bør flaaes. Det er ellers ikke greit at gjøre; thi har Du din jordiske Lykke kjær, saa sky Østersæderne. Har Du din sande Lykke kjær, saa forfølg dem! Siful. Henrik Wergeland BIOGRAPHISKE SKIZZER AF KAVALEERLIVET (Fortsættelse fra Nr. 5 -- 6). Statsborgeren 4. aug. 1833. 5te Juli. Mens Lamberg, Sch. B. W. og Viol vare hos mig, kom Hr. Student Dannevang og spurgte om jeg kjendte Digteren Chr. Hansson i Christiania; dog syntes han, at have Noget bag Øret. Han var saa god at blive hos os, da jeg havde bestilt en Krebsepostei. Ved Table d'hote fornærmede en Kjøbmand SIDE: 44 Norge, da han erklærede Norge for at være svensk, og sagde høit, at Normændene vare nogle Storsnuder; men da jeg bad ham om Forladelse om jeg havde fornærmet ham, skjøndt jeg ikke havde talt et Ord til ham, saa gik alt af paa det Fornøie- ligste, hvorpaa jeg reqvirerede to Flasker Burgunder. Saae Rec. og Dyret, samt Forfatteren selv, der er en Doktor Ludvig Heiberg. 6te Juli. Kunstkammeret bestaaer af mange Rariteter. Saae Kongens hvide Heste, der ere meget vakkre. Var hos Grosserer Rorup, hvor vi spiste en Turt, som man kaldte det. Datteren Jeannettina spiller godt paa Fortepiano. Vi gik i Kongens Hauge, hvor jeg saa en moden Ananasplante, som en Pige falbød. Da Jeanettina Jeannettina Jeannettina havde Lyst til den, kjøbte jeg den til hende for 12 Rbdlr., hvorfor hun sagde, at hun vilde lære mig af med at tale saa norsk. Dog havde Bøgerup sagt mig, at jeg var kommen mig betydelig i det Kjøbenhavnske. Saae Rec. og Dyret. 7de Juli. Christiansborg er et stort Slot. Just som jeg skulde stige i Hyrevognen forat reise til Kongens Nytorv kom Wove- rup, Viol, B. og Scherning, der fulgte med til Hotel Royal, hvor jeg tabte i Billiard. Traf ikke Rorup hjemme. Spiste hos En i Gothersgaden, som holder et meget godt Auberge (NB. Bøgerup skal sige mig Navnet). Saa Rec. og Dyret. Da jeg kom hjem havde W. V. B. Sch. og Lamberg været der. 8de Juli. Spiste en delikat Kalvefrikasee. Fik et Brev paa Vers fra Jeannettina. (NB. Sendes til Christiania med første Post.) Idag hørte jeg, at man alt falbød Ribs: hvilket skeer ved at raabe paa Gaden. Kl. 11 gik jeg til Christianshavn, der ligger paa Øen Amager. Og da vi vare paa Broen, sagde Viol: hvad kunne vi sige, naar vi ere her mellem Kjøbenhavn og Chri- stianshavn. Da Ingen kunde gjette det, sagde han: "at vi ere paa Havet"; hvorpaa de andre loe, og sagde, at den Kjelder- mand var god. (NB. Kjeldermand er et meget godt og nyt Navn paa Vittighed). Vi spiste derover ganske gode Agerhøns. Saae Rec. og Dyret. 9de Juli. Jeg havde glemt, at gaa til Rorups, hvorfor jeg sendte en Taschenbuch til Jeannettina, der har til Titel Ver- gissmeinicht. Ak, gid -- -- -- (Fortsættes.) SIDE: 45 Henrik Wergeland [OM ET LIDERLIG RIMSTYKKE I DEN NORDENFJELDSKE JOURNAL] (Indsendt.) Statsborgeren 4. aug. 1833. Nordenfjeldske Journal indeholder et Riimstykke "det gamle Eden," som i Gemeenhed, i Liderlighed i Hentydningen, formo- dentlig er mageløst selv i Ulkegadens Literatur. Det kunde være et Spørgsmaal, om saadant burde røres ved, dersom ikke Fablen i Trondhjems Adresseavis "den gamle Bonde" og mere Andet synes at vidne om, at den Mand, man har mere end Mistanke til, tillader sig en Række af forskjellige Kaadheder, som det er ret at sætte Grændser for. Hans Rimerier, og mindst hans seneste isandhed usle, kunne ikke give ham Ret til at trætte paa noget Publikums Taalmodighed. Du, som alt er vandret Heden ifra Skjaldes Jord, sang ei Du om "gamle Eden", i Journalen hist der Nord? -- Jo! Stymperen, der sang om Dalen Ved en Bakke deelt i To, Atter har udi Journalen Cantu obscoenissimo Henledt paa sit Eden Talen. Men han maae være glad ved den milde Straf, som han faaer i Advarselen: aldrig at rime Sligt oftere; ja aldrig mere at rime. VELKOMMEN HJEM, TIL BARONEN (Indsendt.) Statsborgeren 4. aug. 1833. Baronen reed engang i Ring Ved Citadellets Porte: Men da han saa sig ret omkring, Saa var Forstanden borte. Ecce qvam bonum etc. SIDE: 46 Baronen vendte sig paa Hest, Og spurgte Pladsmajoren Om han ei saa en liden Rest At falde ned til Jorden. Ecce qvam bonum etc. Majoren, stiv som Kobberfløi, Sig snuer mod Adjutanten, Der er saa dum som han er høi, Og spør' om Han ei fandt'n? Ecce qvam bonum etc. Da blegned den Major, hvis Kind Som Druens ellers straaled. Den blege Lieutnant slap en V..., Og blussed op som Baalet. Ecce qvam bonum etc. Thi begge svoer med Rædselseed: "Vi vel fornam som svintest Ifra hans Høivelbaarenhed En Dunst; men saae dog Intet." Ecce qvam bonum etc. Med Skræk Baronen saae da dem At trække Sværd fra Belte; Men mere blank brød Taaren frem Bag Barten paa de Helte. Ecce qvam bonum etc. "Ja dræb os skreg de -- thi vi har Den Duft som drev i Luften omkaps indslugt -- ak den som var Hvad I har af Fornuften." Ecce qvam bonum etc. "Afsted, afsted I Far'os Kjør, Som alt mit Vet opæde Vidmagre ere I som før. Afsted, afsted at lede!" Ecce qvam bonum etc. SIDE: 47 Forgjæves raader den Major: "Fornuft er jo forbuden. Ak! hjælp Jer, Herre, som Jer Bro'r Paa Vornedbo foruden." Ecce qvam bonum etc. Forgjæves raabe begge to: "Som Brødrene med Ære Paa Vellingaard og Vornedbo I kan den Ting undvære." Ecce qvam bonum etc. Forgjæves faldt det ind ham selv: "Jeg er Baron, for Fanden! Patent jeg har: hvem søger vel Mit Adelskab i Panden?" Ecce qvam bonum etc. Endnu man seer dem Dag og Nat Især paa Hovedtangen; Dem, Perpendikkel, Automat, Og Spøgelse, troer Mangen. Ecce qvam bonum etc. Endnu man seer de Tvende gaa Paa alle Byens Veie At søge hvad jeg bander paa Baronen aldrig eied. Ecce qvam bonum etc. Fenris. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 6. aug. 1833. Undertegnede finder sig af andre Hensyn end just Misbil- ligelse, beføiet til at fralægge sig Forfatterskabet til eller An- deel i det i Dags-Morgenbladet Indrykkede om Skuespillerne, mærket W. Samme Fralæggelse gjælder ogsaa adskillige i Statsborgeren, under samme Mærke, indrykkede Stykker. Christiania, den 2den August 1833. Henr. Wergeland. SIDE: 48 FOLKEBLADET No. 32. Tirsdag den 6te August 1833. Sproget er det ypperste Middel til Aandsdannelse. FOLKEBLADET No. 33. Tirsdag den 13de August 1833. Gruus er kun Gruus -- var det end af Jerusalems Mure. Henrik Wergeland KRITIK OVER OEHLENSCHLAGER Den Frimodige 18. aug.1833. "Veritas omnia vincit." Det er ei din Skyld, Skjald, om Du med Blomster fodres i den samme Stald, hvor Evald stod paa Halm. Men Jeg vil aabne Gluggen: -- den Smigerluft er qvalm. "Hakon Jarl" Du skrev, og oppaa Shakespeares Skuldre løftet blev, som tog en liden Taage, der langsad Clyden drev, et lidet Gys, som hopped om fra Mund til Mund, ja ret en Ingenting; men skabte deraf Macbeth i hans Hexering. Du fandt din Hakon færdig paa den rige Bund i Snorros gamle Gravslot, og pudsed Støtten af blot. "Aladdins Lampe" Du skrev, og atter over Shakespeares Skuldre løftet blev. (Saa høit jeg kommer ei, om end jeg ned dig rev.) Dog Ham, som gjorde Lampen i Schehrazades Lund, Du give, Shakespeare, Pladsen paa din Isses Rund. Hvis ikke -- stakkels Shakespeare, du ligner Vragets Top, hvor den, som er den letteste, klyver højest op. [fotnotemerke] Det er virkelig et Særsyn, at en Digter, hvis Værker ligge aabne for Bedømmelsen, bliver mere berømt end han fortjener. Dette er Tilfældet med Oehl. Han har Talent, og det fortjener Agt; men Genie har han ikke -- det, der alene fortjener Be- rømmelsen. Havde han havt Genie, skulde Danmark ikke have lagt i Trælledøsigheden, men været frit; thi Libertador-Retnin- gen maa ethvert Digtergenie tage, siden Frihed, efter den store Epoche i Slutningen af sidste Aarhundrede, er fremtraadt klart for Alles Tanker som Menneskehedens som alle Aanders Grund- krav. Den Retning tog Propheterne. Schiller adlød denne Dig- tergeniets Grundlov -- man kunde sige -- næsten uvilkaarlig; og Shakespeare skulde have adlydt den mere, om hans Tids- alder ikke havde været saa mørk: -- i vor Alder skulde han have gjort Menneskeheden større Tjenester end Bolivar og Lafayette. Digtere af den Rang ere = Seere, deres Tidsalders Herrer og de kommendes Skabere -- dem de idealisere, selv hvor de trylle sine Skabelser om Emner fra en forløben Tid. " -- -- -- i Himle, hvor Tiden ei aabenbarte sig end, boer Seerens Geist jo med Seiren før Striden, og svæver med Haabet jo foranfor den. Glimter ei foran Jorden, foran for Tiden hans Syn? Bagom Jordkloden drøner Historiens Torden; men Seerens Sang er et foranskudt Lyn." Fotnote: Forfatteren har i Ovenstaaende kastet en Handske, som han er bered at forsvare. Han har vovet at levere et Antidot mod den Gift, som navnlig i omnævnte talentfulde Forfatters Selvbiographie har viist frygtelige Virk- ninger. I mangel af kritiske Blade har vel denne Kritik fundet Plads i "Statsborgeren," men dog ikke ganske i samme Form som her, hvor den nu leveres som Forfatteren ønsker, at man vil holde sig til den. De sædvanlige Forvanskninger i Statsborgeren ved Trykfeil (hvori dog Statsborgerens Re- daction har privat erklæret sig uskyldig) giver alligevel Forfatteren en mindre Grund til at yttre dette Ønske, end Misnøiet over at see sit Arbeide indtaget i et og samme Blad med den fordervelige Opsats "Nationalforsam- lingen i Jesuiternes Land." SIDE: 50 Digtere af en lavere Rang synge ikke som hine for arbeidende Nationer stedse fuldkomnere Aarhundreders Vuggesange, men for enkelte Døgenichter skrive de en Sopha-Lecture. I deres Æsthetik indtager Archæologien, Nøiagtighed, historisk Troskab vigtige Capitler. De søge Emnerne samt en god Deel af Behand- lingen udenfor sig. Deres Med er at fornøie. Til disse Digtere hører Oehl.; og da han har forstaaet at fornøie, har han natur- ligviis Yndest. Fortjeneste har han dog kun af Archæologien, af Sproget, forsaavidt han har behandlet dem vel, og af dem, hvis Tid han har fordrevet paa en ligesaa behagelig Maade som med Limonade og Cigarrer. S. S. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 34. Tirsdag den 20de August 1833. BONDEVIISDOM. (Indsendt.) Bedre liden Fisk end tom Disk. Bedre Barbeen iblod, end paa Blommer uden Fod. Hastighed taber, og Tab gjør Mangel, og Mangel gjør Ægte- sengs Kjækel og Kjangel. Vil Du leve i Ro med Næste, da hør og siig og see det Bedste. Heller aldrig ta'e paa, end aldrig Ende naae. Hjælp Hand: jeg har ei Land. Vargklo slaaer, gjør du dig selv til Faar. Doven Karl meeste Arbeid' har. Herreøie gjør Øiken drøie. Hest og Sværd og Kone -- nok du tee, men ud ei laane. Viin er Veirhane: først en Ven og derpaa Bane. SIDE: 51 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 39. Tirsdag den 24de September 1833. GAMLE JOMFRUER (Sortkridttegning.) Der maa boe en Sorenskriver, eller en Oberst, eller en Pro- curator, der hastigt og rivende har vidst at skaffe sig Eien- domme, i dette lange gammeldagsgule Huus med de svarte Vinduesrammer. En fiin, ung Dame, som med megen Viisdom kan snakke hele Aaret rundt om Balling og Bøcher, piller vist paa sin Bypynt bag et af disse to Vinduer, som, idet de fra et Qvistkarnap kige frem imellem de mørkbladede Aasper, ligne et Par uhyre svarte Hornbriller paa en lige uhyre guul Næse, om- hviftet af de lange Florbremmer paa en Enkekappe. En Oberst kunde boe der -- javel! men En af de gamle; thi det afskaffede "von" skulde synes ham at klæbe til disse Vægge, og en gammeldags Kareth skulde passe til denne forældede Aaspeallee, naar den togange om Aaret knirkede udaf den hen- paa Kirkeveien. En Sorenskriver? -- jeg veed ikke, men jeg turde vedde paa, at der ingen Sorenskriver boer -- maaskee af den feilagtige Følelse, at disse Folk forekomme mig, siden Sportelreglementet kom, for hyggelige til at huse i sligtet Ugle- rede. Og en Procurator boer der nu slet ikke for de fæle Aas- pers Skyld, der rasle om Natten, og for den skrigende Jernfløi paa Karnapet, og for de knirkende, synkende Gulve, og for Brillevinduerne, som skulde kige ham imøde, hver Gang han dreiede indad Alleen, og minde ham om Enken, som han bedrog -- hun med de stive, besvimende Øine bag Brillerne, med Floret og de korslagte Hænder -- hun som skreg: "kors os! den Under- skrivt er ikke min salig Mands!" Dog boer der En, som tør see haant ned paa sin Naboe, om han er Bonde -- som tør sige "Han" og "Du" efter Behag, og tage "De" igjen, som forlanger Hatten af med Hatten paa -- som inviteres med til de Fornemme, og sidder paa Standsgallerierne i Guds Huus. Hans Bedstefa'er var Kjøbmand, hans Fa'er Høker, som flyttede paa Landet -- nu er Sønnen Standsperson, Condi- tioneret og Proprietarius. Hurra! Proprietarius! Slige Kajer skal man plukke Paafuglefjedrene af paa! SIDE: 52 Der gaaer han ude paa Gaarden. Det er en gammel Mand med plumpe og uvenlige Ansigtstræk. Det stivt opbundne Hals- tørklæde, Hattens og Hovedets Stilling, hans idelige Strygen og Seen paa sine sorte Klæder synes at vise Forfængelighed. Han synes at vente. Ansigtet vexler. Det viste glad Stolthed, da Kokka kom ud og ringede hans Par Folk ind. Han saae op til det lille Taarn og sagde: "du kan gjerne ringe mere." "Det lyder saa herregaardsmæssigt," synes hans Miner at sige. "Ussel Herregaard!" synes de atter at sige, nu da 3 -- 4 Øg kom fra Marken. Men tydelig sagde de: "Der er en Herregaard -- Skam, at den skal være en Bondes!" idet han kastede et ondt Øie opover nogle deilige hviftedannede Agerskraaninger, i hvis Midthøide en stor velbygget Gaard rødmede med nye Tage og hvidnede med et kalket Steenfjøs. Han saae opover sin gamle Bygnings mørke Tag med et Blik, der kunde fure Mosen bort af Tagsteenhulingerne; men det synes ogsaa at love et nyt rødt Tag der, saafremt et iilsomt, blinkende mod Himlen, ikke lover et blaat -- skjøndt han vel kun saae efter Veiret, for at faae de nagende Avindstanker bort. (Fortsættes.) Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Efter at have i Hr. Præst Wexels Qvartalskrift forsøgt en riimsat Oversættelse af Profeten Habakuk, er jeg Undertegnede tilsinde at besørge en ligedan Oversættelse af Psalmerne, saa- fremt en Subscription maatte have et Udfald, der kunde sætte mig istand til udelukkende at overlade mig til det Arbeide. Yndere af et saadant Foretagende anmodes derfor forbindt- ligst om at samle Subcribenter, og at tilstille mig inden Februar n. A. Fortegnelserne, der gjælde for det hele Værk; ikke for hver enkelt særskilt udkommende Bog. Prisene pr. Ark 8 -- 9 Skilling. Eidsvold den 5te Sept. 1833. Henr. Wergeland. Ihændehaverne af Planer til "Norges Historie for Almuen af Henr. Wergeland" anmodes om, inden midti October, at tilstille Udstederen dem. SIDE: 53 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 40. Tirsdag den 1ste October 1833. GAMLE JOMFRUER (Sortkridttegning.) (Fortsættelse f. f. No.) Men hvor behagelig en Seier det end skulde have været at have reist til Præstens eller Skriverens -- thi did kunde ikke Bonden paa den smukke Gaard reise i Besøg, (en Tanke, som øiensynligen faldt Manden ind, men hvis Udførelse han med den visse Overlegenhedsfølelses Skaansel udsatte endnu i nogle Ti- mer for at kroe sig deslængere i Gjæstebudsklæderne) -- : saa viste det sig dog, at Proprietariussens Venten kun var et af hine, den udhvilte Ørkesløsheds Mellemrum, hvori en Drivt til Virksomhed, en spændt Tilstand tilsyneladende indtræder. Proprietariussen befandt sig snart i sin Stue, spankulerende op og ned i dens mørke Baggrund, taus, med Hænderne paa Ryggen, af og til seende paa Thermometeret ved Vinduet, eller til Fluegiftglasset paa Kommoden. Der ved det svartrammede Vindue, under Aaspetræerne, sad en afbleget Jomfru i høihalset Bomuldstøikjole. Det var Proprietariussens Datter Mina eller "søte Mina-mi," som han kaldte hende. Hendes Ansigt viste Lidenskab, Trevenhed, Græmmelse og en høiere fremjaget Alder end hun virkelig havde. Tæt ved hende laae en Bog om Qvin- dens Bestemmelse," og en gammel Kat strøg sig murrende mod en Valerian-Æske. Jomfruen strøg Katten igjen -- Andet lod det ikke til hun havde at bestille. Proprietariussen gabede -- Jomfruen gabede -- Proprietari- ussen var stil og stur og suur -- Jomfruen var stil og stur og suur. Dog syntes et Gjenskin af en forsvunden Godmodighed at flaggre over hendes Ansigt, liig det matte Skin af en sluknende Lampe, hvergang hun syntes at falde i Staver og at see ligefor sig; men jeg vilde heller see i den gamle Kats Ansigt end i hendes, naar hun saae enten ind i den mørke Stue paa sin Fa'er, eller udad de svartrammede Vinduer mellem Aaspene, opmod den deilige Gaard over de hviftedannede Agerhøider. Da trak der sig tre Folder imellem Øienbrynene, og tre fine Snerper SIDE: 54 paa hver Side af Overlæben, og Noget løftede sig under Kjole- halsen. Saaledes saae det ud i det gule Karnap. "Der er nok Fadderstads idag med hos de Bønderfolk paa Harildstad" -- sagde Proprietariussen seende opover Høiderne, hvorfra Glædesskud gjaldt, og hvor et stadseligt Følge i Reise- kjærrer og tilhest saaes. Jomfruen syntes ikke at høre, men stivt at betragte Gaarden. "See ikke didhen, søte Mina-mi!" -- sagde Proprietariussen -- "Lad det Bondepargas reise, og lav dig til, søte Mina-mi! Du har godt af at komme ud!" Mina svarte blot langtrukkent: "Var der Fadderstads igaar? jasaa?" men istedetfor 3 Folder i Panden skjød fire sig op, og istedetfor tre Snerper paa Overlæben bævrede den heel over af utallige. Sagte som en sig ansamlende Draabe glindsede en Taare frem i de matte Øine, og Fingrene bævede, idet de greb efter Valerian-Æsken. "Faaer du Krampen din igjen, søte Mina-mi? tag Pul- veret dit." Det maa have hjulpet; thi samme Dags Eftermiddag var Mina i et fortræffeligt overgivent Bagtalerlune hos Majorinden. Pan- den var glat, men Mundrynkerne spillede som de fine Traade i Ormetungen, og Mandfolkene inde i Sideværelset satte Beter af Uopmærksomhed, fordi de ikke kunde holde sig fra at lytte til Skvaldren i Stuen og til en Latter, som de ikke tænkte var til- deels hysterisk. Saa var Den for en Dag, saa Den -- indtil Bygden var gjennemmønstret; men da endelig en liden 13-årig Frøken begyndte at tale om Fadderstasen paa Harildstad, me- nende, "at det dog gik vel vidt, naar Bønderfolk holdt Selskaber accurat som andre Folk": saa faldt Jomfru Mina pludselig hen i sit dagligdagse Lune derhenne bag de sortrammede Vinduer i det gule Karnap. Dagen efter spankulerede Proprietariussen i sin uhyggelige Stue. Bogen om "Qvindens Bestemmelse" laae der. Katten sad der; men Jomfru Mina var borte og tilsengs. Saa gik det et Aars Tid: en Dag oppe, stille, stur og suur i Vinduet, en Dag tilsengs. Da lød der atter ved Aftenstid Glædesskud fra Harildstad. Mina sad ved Vinduet og fulgte med tindrende SIDE: 55 Øine Blinket, der kastede et hurtigt Lysnen gjennem Ruderne paa Proprietariussens mørke Skikkelse i Baggrunden. "Nu fik Harildstaden sig en Datter til," sagde Kokka igjen- nem Døren. Et Suk svarede borte fra Vinduet: "Det var Minas sidste!" Otte Dage efter var der Fadderstads paa Harildstad; men Følget biede paa Gaarden, til et Ligtog fra Proprietariussens havde sneglet sig opover Bakken og forbi. Harildstaden selv stod der med Hatten i Haanden, og Taarer perlede nedover den stærke, vakkre Mands Ansigt. En trivelig, tækkelig Kone stod hos, og trykkede ham i Haanden. "Lad os kalde den Vesle Mina," hviskede hun, og et tilfreds Smiil viste, at Manden havde forstaaet hende. Harildstaden lod det conditionerede Liig- følge passere forbi uden at lægge Mærke dertil: baade den yderst taabelige Velærværdighed, Majoren, der ikke kan saa- meget som en dygtig Foureer, den syndige Procurator med Ulve- fingrene, Skriveren der troer, at Englene studere Jura, og en 6 -- 8 Æsler af Proprietariusser med Lensmanden imellem sig. Men, da Proprietariussen nede paa Gaarden kjørte forbi, da foer et stærkere Glimt end hiint i Tusmørket, et stærkere end hiint, der kunde fure Mos af Tagsteenhulingerne, udaf hans ærlige Øine. Majorinden fortalte siden, at Harildstaden, der var opvoxet med Mina, havde gjort hende Tilbud, da han antog Gaarden -- at hun ikke havde været derimod -- men at Proprietariussen havde givet ham et haanligt Afslag, og spurgt ham, pegende paa Døren: "Hvor tør han som simpel Bonde tænke paa at frie til en conditioneret Mands Datter? haha!" -- Jeg tænkte, at Mina hverken skulde være bleven suur, doven, mager, gusten, rynket, snerpet, bagtalersk, hysterisk eller til- sidst svindsottig og Gravens tidlige Offer, dersom denne for- dømte Standsforskjel, der er mindre grundet i overvægtige aan- dige Fortrin hos den ene Part end man troer, ikke havde for- budt hende at naae "Qvindens Bestemmelse." I vort Land visne flere Evablomster for den end for Træk, koldt Clima o. s. v. SIDE: 56 Seer man ned igjennem Aaspalleen, synes Jomfruen i den høihalsede Kjole at sidde i et af de sortrammede Vinduer. Men det er bare den gamle Kat, som sidder paa Bogen om Qvindens Bestemmelse," og leger med Valerian-Æsken. Engang hændte det dog, at Proprietariussen traadte frem fra den skumle Stues Baggrund, løftede Piis op, og slængte Bogen ud af Vinduet med et rasende Blik op til Harildstad. Gud veed hvad Pro- prietariussen tænkte! Henrik Wergeland [OM WELHAVEN OG DISTICHA MOT HAM I STATSBORGEREN] (Indsendt.) Statsborgeren 6. okt. 1833. Af og til i længere Tid har Statsborgeren indeholdt Disticha imod en usel Rimer, uretfærdig Kritikakler og opblæst saakaldt Skjønaand, der benævnes -- n. Et af de sidste skildrede ham tillige som en paafuglefjedret Allike. Lad nu end saa være, som det er, at Personen, der menes, er Student Welhaven, der har gjort alt sit til forat gjøre sig saaledes bekjendt: saa maa man dog kjende lidet til ham, om man ikke antager, at deslige An- greb netop tjene til det modsatte af deres Hensigt, der vel maa være den at lære det middelmaadige Talent at vurdere sig selv og Ubeskedenheden at holde sig mere tilbage. Han skal nemlig upaatvivleligen deraf indbilde sig, at han deler den Lod, som oftere er Geniets, at være et Maal for Misundelsen. Han skal troe, at han ikke destomindre hemmeligen anerkjendes. Han skal forvexle den nagende Anskuelse, at ingen norsk Student gad være Ham, fordi det skulde koste ingen Ven at kunne have og istedetfor Videnskab, at maatte lære det lidet hæderlige Haandværk allesteds daraussenfra at plukke alskens kritiske og æsthetiske Floskler, med den kildrende Indbildning, at Fleer- heden af hans akademiske Staldbrødre holde ham for et Sekular- lys, hvis Straaler vel falde Alle i Øinene, men hvis Buehøide der skal Skarpsyn til at maale; og som det ikke kan falde Nogen ind at ville naa. Og om et letsindigt Tvevers bebreider ham et politisk Sindelag der er uværdigt en norsk akademisk Yngling, da skal Han, langtfra at skamme sig, forglemmende sin indflydelses- SIDE: 57 løse Ubetydelighed, med kold Selvkjærlighed sætte op en Stocks- regning over hvad Fordele slige Klikker dog muligens ogsaa kunne bringe. Af og til skal Han sætte sammen nogen Sammen- raps til en Leilighedsvise; og da skal Han fortælle sig selv, at det er en Ild som frembryder med et Elements seirrige Ube- tvingelighed. Og da de danske Literatur-Maanedskrivter uden overbevisende Citat ere angivne som Hans kritiske Floskelgru- ber, skal Han fremdeles øse deraf, i Tillid til at Fleerheden ikke troer Beskyldningen, og indbilde sig at være Johnson og Pope paa engang, eller dog at aabne sig Retrakten til at være en Johnson, om Laurerne skulde befindes at være Persille. Kort -- det stakkels unge Menneske skal have ligesaa ondt af Ube- tænksommes Strafmæler som af endnu større Stymperes Smiger. Henrik Wergeland TIL DEN SVENSKE LITERÆRE ALMENHED! Efter Wergelands manuskript (10 okt. 1833) i Kungl. Biblioteket, Stockholm. Nr. 15 d. A. af "Svenska Literatur-Föreningens Tidning" inde- holdende en Hr R -- ts Kritik over Bogen "Henrik Werge- land forsvaret som Digter og Menneske" o.s.v. faldt Under- tegnede ihænde. Angaaende det Misdømme, denne i heimdallsk Aand affattede Kritik afgiver over mit Skjaldskab, agter jeg ikke at svare, saasom det faaer forsvare sig selv med de Kræf- ter det engang for alle har, og skulde ikke fortjene Forsvar, om det fik det fra denne Pen. Det være kun sagt til Poeticler- nes, Æsteticlernes og vore egne Danomaners ): Jydegales Fortvivlelse, at af de "Bid"-saar, det har faaet i alle 3 Riger sprudler fremdeles den samme vena, og "Cæsarer" og "Spanio- ler" springe frem af Blodet -- en Livsstrøm, som ganske dulmer Smerten under den R -- tske og heimdallske Sonde, der vel, som bekjendt, er af god udenlandsk Fabrik, men plumpt ført. (Se Nya Argus Nr. 8, 1830). Derimod har jeg troet at burde i nogle Ord give Hr R -- ts' Yttrede om mine "Planer på en fullkomlig omstöpning af den norske vitterheten och bokbildningen" en Belysning, som det tiltrænger, forat ikke det Urigtige, idet det er belagt med al en SIDE: 58 kritisk Signaturs Fripostighed, muligens skulde have en Virk- ning paa en Opinion i Sverige, der kun i Danmark kan have et rimeligt Tilvær mellem plebs Parnassi. Jeg vil ikke an- tage, at Hr R -- t med Overlæg og Eftertanke tillægger et Individ hine gigantiske Planer; -- det vilde ellers vidne stær- kere imod hans Forstand, end det gjør, om man antager disse Udtryk undslupne en aabenmundet Lettroenhed. Men saafremt Hr R -- t ikke af Danske, der in casu kjende ligesaa lidet til Forholdene som han, eller af danomanske Consorter er bleven bundet det paa Ærmet, at slige Planer ere mine, saa bliver der kun tilbage at antage, at hine Yttringer ere uheldigen valgte af Uvidenhed; thi omendskjøndt de omfatte meget mere, er Meningen utvivlsomt alene den: at W. i sine Skrivter frem- hæver mange Ord og Bøininger af det norske Almuesprog. Denne Mening fjerner sig ikke fra Fornuft, Rimelighed og Sand- hed; og skulde været let at udtrykke for Enhver, der ikke har gjort sig det til en Vane at henslænge ubeviste og ubevislige Phraser, og at lade Sandt og Usandt, maaske uden Bevidsthed, passere blot det har Tilsnittet af en sammenrapset kritisk Tech- nik. Forsaavidt at dette Foretagende kan antages som, om end paa en dadlende Maade antydet af Hr R -- t, og saaledes er det eneste, der kan udbringe en fornuftig Mening af oven- citerede eller indpasses derunder som dog ment: saa vedkjender jeg mig det og har allerede for et Aar siden gjort Rede derfor i en længere Afhandling, som endnu ikke alene formedelst Re- dactøren Advocat Hjelms Beskjæftigelse ved Storthinget, har viist sig i "norske Maanedsskrivt" og særskilt trykt. At en Forfatter, og det en poetisk, hvem det er mest at gjøre om glat at indliste sine Arbeider i Publicums Smag; tilside- sætter disse egenkjærlige Hensyn og offrer en Deel af sin tem- porære Popularitet, for i dem, om man saa vil noget despotisk og tidligt, i raske Greb at gjenerobre de malmfulde Fædrene- røster, som det danske Uvæsen har -- men kun for en Tid og ikke uigjenkaldeligen -- fordrevet fra Byerne og ind i Dalene -- det tyder visseligen paa en Plan og det en indgroet. Visse Folk holde sligt ogsaa for et frygteligt Attentat. Imidlertid skulde dog en saadan Plan og dens Iværksættelse alene kunne vidne om et godt, om end phantastiskt, Fædrelandssind, mens de for- SIDE: 59 nuftige Hensyn maatte omtvivles, dersom dens Sejer ikke var grundet i en Nødvendighed, som udvikler sig til en almen- bydende ligemeget af Folkets egen Aand som af dets politiske Forfatning. Under saadanne Omstændigheder, der ere lette at opdage, ja at forudsige, om de ikke allerede vare indtraadte, er Individets Fare ikke saa stor, om det fremfor Andre fremmer dem: det veed sig i højere Hænder, dets Foretagender antage Præget af et Instinct, og Seiren er vis, om end saameget tid- ligere vunden som Mænd tage djærvt og uforbeholdent i med. Dette er indtraadt i Norge. Det er blevet klart for enhver oplyst og velsindet Normand, at Danskevældet ikke medførte nogen større Ulykke for Fædrelandet, end at dettes vakkre og malm- fulde Sprogs Selvstændighed som Skrivtsprog gik tabt, idet et selv forqvaklet dansk fortrængte det. Men dette lykkedes kun fra Byerne hvad Talesproget angaaer: Bønderne taalte Ulei- ligheden af i Religionsbøgerne o. a. d. at maatte lære et frem- med Maal, og beholdt dog sit eget. Derpaa byggede da De, som med Fryd saae og fremmede den Trang til at hjelpe paa hiin Brist ved at benytte det indodlede fortræffelige Almumaal, som klarere og indtil en bevidst Plan aabenbarte sig imellem Uafhængighedens og Frihedens Velgjerninger. Med Harm saae man vel det Bedste tabt i de mange forsvundne ejendommelige Sprogbøininger; men man lagde strax Haand paa at redde hvad reddes kunde; og saaledes, medens nogle Lærde med Sejer for- fægtede det norske Sprogs og Videnskabeligheds Selvstændighed mod Danskes egoistiske Krav paa endnu at besidde Norge som literær og aandelig Provinds, begyndte andre Forfattere [fotnotemerke] at bøde paa det indførte udpidskede Skrivtsprogs Fattigdom ved at indtage deri de almenest bekjendte, mest udtryksfulde Ord av vort rige Almumaal. Det er allerede en 10 Aar siden en kjø- benhavnsk Recension af Bjerregaards Syngestykke "Fjeldeven- tyret" erklærede, at det ikke havde lykkets at forstaae det nye norske Sprog deri. Men siden har man der mærket, at den Fotnote: Saaledes mærke man, foruden Undertegnedes Skrivter, ogsaa Storværket "Samlinger til den norske Historie", Bjerregaards og tildels M. Hansens Arbeider, mangfoldige Avis-Articler, men især det af en Unævnt udgivne og i "Svenska Medborgaren" forstørstedelen citerede Skrivt 17:de Mai og Politiet. SIDE: 60 norske Sproggjenfødsel ligesaalidt lader sig standse af Spot som af en Alvor, der har al en paatagen Fadermines Naragtig- hed ligesom der er formegen alvorlig Vrede i deres Spot til at den kan skjules. Man har derfor i Danmark, men ligesaa forgjæves, forsøgt om ikke plumpe Grovheder skulde kunne nedtynge denne "Vildhedens Aands" Vinger, til hvis Særegne det ogsaa hører, at den har ikke mindste Rest av Kjærlighed tilovers for "Kjærlighedsfolket og det gamle Kjærlighedsrige" dernede, og at den er befængt med liberale politiske Ideer, som ere "Troskabsfolket" en Vederstyggelighed. En Uvilje, som begyndte at blive national, formørkede selv Videnskabsmænds Klarsyn, og man hørte Rask og Rafn (hvilken Sidste bedst af alle har realisert Kaiens Idee at pynte sig med Andres Fjær) med Invectiver at bestride Normændenes Ret til at kalde sit Sprog norskt og til at have eller nogensinde at kunne have en egen Literatur. Maadeligt dansk Gods oversvømmede Bogla- derne og fandt Afsætning hos den endnu fordanskede Deel af det norske Publicum, medens selv et Værk som vore Historikeres "Samlinger til den norske Historie" ikke fandt en Subscribent i Danmark, hvor Historien siges at blomstre og hvor de fleste af vore Oldskrivter og historiske Documenter ere i usurperet Behold -- til bedre Tider. Disse vare de almene Repressalier, som toges i Danmark mod Norges Fremstræben til Uafhængig- hed i Sprog og Literatur. Individerne, som deeltoge i denne, fik Personalier i Kbhavnsposterne, danske Bi o. fl. d. Mellem dem var da Undertegnede; og mellem dem, som deraf mystifi- ceredes, var Svenske Heimdall og Hr R -- t. Dog byder Retfærdighed at tilstaae, at Undertegnede fik sin rigelige Part af hvad Polemiken om det norske Sprog gav af sig, ikke alene fordi han skrev saaledes som hiin Nødvendig- hed og Tidens Aand dicterede ham og enhver norsk Skjald Modersmaalet; men fordi disse saakaldte "voldsomme Angreb paa det danske Sprog i Norge" af visse Folk sattes i Forbin- delse med erklærede ringere Tanker, end tilladt skulde være, om den danske Skjønvidenskabelighed, om enkelte af dens for- mentlige Heroer, ja selv om Oehlenschlæger, der ikke var sikker selv i den Nimbus, hvormed han omgiver sig i sin Selvbiografi, SIDE: 61 om det danske Sprogs Armod imod det norske baade allerede nu og endnu mere naar det faaer fuldtudviklet sig; og med politisk Uvilje mod Danmark og dets forvekende Literaturs Ind- trængen hertillands -- af hvilket Alt en forskrækket Fantasi dannede Billedet af en fortærende literær Fenrisulv, som djær- vede at reise sig mod de hvide Aser (som de selv spille) og mod Valhalla i Norden (d.v.s. Danmark i Norge). De norske Udtryk blive da dette Uhyres Hyl i danske eller i jydegale Norskes fordærvede Øren, hvem de hjemlige Toner ikke tiltale med sin ejendommelige Sødhed. Om end det Vargbillede skulde passe paa Undertegnede, at han ivrigere end Andre slider i den allerede mærkelige Rivt imellem det norske og danske Skrivtsprog ved rigeligst at udsaae ægte norske Ord og Bøininger: saa kan dog vel ingen Fornuftig andet end troe, at han vel veed, at disse dog kun af Enkeltmand fremsættes forslagsviis, saaledes at de ansøge om Andres offent- lige Anerkjendelse af sin naturlige Borgerret. Først da ere disse forsvundne, men gjenfundne ædle Stene fra vor egen Berghall indloddede i vor Sprog-genius's Diadem; -- desværre mange af dem gjenfinde ikke det Hul der, hvori de engang pas- sede saa skjønt i Fædrenes Tid! Men paa en saadan Iid kunne dog vel Hr. R -- ts' Yttringer neppe passe; -- de ligne mere hine fantastiske, der undslap den overspændte Skræk og den natio- nale og personlige Uvilje, som skabte Fenrisen og ikke bluedes ved selv i Norge parricidisk at haane Modersmaalets helligste Røster. Dog herledes de ikke derfra hos den Svenske, men baade er det rimeligt, at han har ladet sig som ivrig Æstheti- cus slaae plat af de forfærdelige Skrig især fra Syd om ind- trængende Barbari i Norge, og at den samme noget indskræn- kede og servile Aand, som har Deel i at udstøde dem der, vir- ker hos ham til at troe dem og saaledes bona fide at forstærke dem. Var ikke dette Sidste Tilfældet, at en fælleds lignende Aand maatte have lignende Virkninger, skulde man forundres mere over fra svensk Mand at høre den Normand bebreides, som arbeider for og vil, at Norges politiske Selvstændighed maa ligesom i Sverige, der, ved kjækt og itide at tiltage sig sin, red- dede og udviklede sit fortræffelige Sprog og sin Literatur, have SIDE: 62 en Selvstændighed i enhver aandig Hensende til nødvendig Følge -- en Iid, hvorved Individet dog gjør sit Fædreland og alle Videnskabelighedens især den skjønnes Republiker en større Tjeneste end sig selv. Eidsvold i October 1833. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland HISTORISKE SUPPLEMENTER TIL "DANMARKS POLITISKE FORBRYDELSER IMOD NORGE" (Indsendt) Morgenbladet 19. okt. 1833. Det er ikke længer nogen politisk Forbrydelse i Norge offentlig at omhandle Danmarks politiske Forbrydelser imod Norge. Historiens Sandhed er trængt igjennem; dens Vægt, hvis Ubetvingelighed mange forente Hænder i sin Tid skulde gjøre tvivlsom, har forlængst nedkuet alle Hindringer og hviler nu med al Bundsynkningens Kraft paa Folkets Hjerter. Dette er gradviis skeet, endskjøndt det ikke mangler paa Norskbaarne, som landsforræderisk hjælpe til at gjøre alle danske Fordringer hertillands gjældende -- disse angaae nu Fædrelandets politiske eller literære Hæder eller en fortsat Fortrængen af deres egne Børn ved indstrømmende Lykkejægere af alle Slags dernedenfra "det kjærlige Søsterrige". For oplyste og velsindede Normænd har det dog været greit at mærke, at der ligger noget værre end en Rest af gammel Gjenkjærlighed eller blot en taabelig Forgabelse i den høist maadelige danske Skjønvidenskabelighed til Grund for disse Norskes saakaldte Jydegalskab (Danomani), nemlig det, at de ere befængte med det samme Trælsind, den samme usle politiske Aand, som fø1ger med næsten alle der- nedenfra hidind Trængende saa vist omtrent som Stank med Rævene. Tænker man imidlertid paa den Modstand, hiint ovenanførte Skrivt mødte, saa er den Retning, som det i sin gradvise stedse fuldstændigere Seier har givet Folkemeningen, dog høist mær- kelig. Der er endnu intet Aar uden det og den Mening, det har udviklet, vinder Tilhængere -- noget der omtrent vil sige det Samme som at Støtter reises under Forfatningen og Selv- SIDE: 63 stændigheden og at nye Hævdere tilvindes disse. Uvilje mod Danskevældet er bleven en nødvendig Betingelse hos den gode norske Borger med samme Ret og Sandhed, som at den Pohlak vel neppe antages at kunne stoles paa, som ikke i sit øvrige Fædrelandssind omsluttede Had mod Rusland, og som at Washingtons og Franklins rolige Kløgt, uden at tabe i reelt Værd, sattes i Bevægelse af Forbittrelse over Englands Adfærd. Det er i denne Aand og for at fremme dens Udbredelse, der er Fædrelandet gavnlig, at Inds. vil fortsættende meddele Supplementer til "Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge". Saaledes indeholder Samlinger til den danske Historie, 2. B. 2. H., følgende Skildring af Tilstanden i Norge under Fredrich den 3die, afgiven i den svenske Resident Magnus Durells Ind- beretning til Dronning Christina af Sverige. Forf. angiver, at "flere nye Bergværker meget let kunde findes i Norge, hvis ei privat Avind forhindrede det, thi Adelen i Danmark seer ei gjerne at Norge bliver for rigt, at ei Kongen skulde stole for- meget derpaa". Ligesaa berettes, at Normændene "ere ikke vel fornøiede med Kongen og Regjeringen i Danmark, deels fordi alle Lehn og Betjeninger ere besatte af Danske, deels og fordi Kongen sjelden kommer derop, hvorved Indbyggerne skee me- gen Uret. Adelen er saagodtsom udrøddet, og aldeles ikke agtet i Danmark." Dette om Normandens Sindelag mod Danskevældet bør sær- ligen lægges Mærke til, da det oplyser, at den Mening, at de med sløv Ufølsomhed saae Fædrelandets det gamle Riges Van- ære og Ulykke, er ganske urigtig. Klageskrivtet "den norske Sou" oplyser dette end mere. "Hannibal Sehested -- siger Durell -- indrettede Regjerin- gen (i Norge) efter den svenske Maade, saa at her var Admi- ralitet, Krigscollegium, Cancellie, Rentekammer og Bergcolle- gium; men da Regjeringen paa den Maade blev altformeget skilt fra den danske, blev denne Regjeringsform afskaffet og tilegnet S. som en Forbrydelse." "Den norske Sou" skildrer de danske Tyranner her i Landet i det 16de Aarhundrede under Billedet af "store sorte spanske Haner, som have smuk stor Kam, smukke sorte glindsende Fjær, holde Halsen iveiret, have stort Svælg og grov Stemme, SIDE: 64 løfte Fødderne op og have prægtig Gang" -- sigende: "Dette betyder de kongelige Amtmænd og Slotsherrer, som bære Guld- kjeder, smukke Hatte, stadselige bløde Klæder af Fløiel og Silke, have ene al Anseelse, svire og sværme gjerne, taale ingen Modsigelse, men sige: Vi have Ret og Magt i Haand; hvad vi beskrive det skal gaae frem! Hvo er den, der os vil straffe?" Videre siger der: "Røde Haner ere de værste Tyranner, de mægtige Fogder, som paa Kongens Vegne modtage Skatterne. Disse stole paa deres Magt, og plage det arme Folk, saa Gud maa sig forbarme." Adelsmændenes og Fogdernes Betjente ("Ridefogeder: Rei- sige Knechte") "ligne mere Ravne end Haner. De vide ei hvor haardt de ville behandle de fattige Folk. Disse plage Bonden først for Alvor." Forf. spørger: hvoraf det kommer, at man hører saamegen Suk og Klage i Norge. Svaret er: at Kongen (Frederik den 2den, uvelsignet Ihukommelse) aldrig er i Landet, men "at Adelen nu hersker." "De, som sendes op til Norge, for at skaffe Folket Ret, tage imod Gaver og gastirere". -- "En af Gesand- terne sagde, at de næsten havde en heel Tønde fuld af Supp- liker, hvoraf meget faa bleve expederede". -- "Amtmændene og de mægtige Adelsmænd svire og sværme, tyrannisere og paa- lægge en Skat efter den anden, undertiden meer end Kongen selv har befalet. Have ikke de faaet Kirkegodset i Norge? Af Drankere, Fraadsere o. s. v. og Tyranner blandt den ringere Adel vrimler hele Landet." Uretfærdige Domme siges at fældes Adelsmændene til Vilje, saaledes at 4 Bønder en saadan Herre til Behag steiledes ved Trondhjem; men da siden deres Uskyld bevistes maatte Adelsmanden give hver af de 4 Enker en Sum Penge. "Fogderne, enten de saa ere kongelige eller Adelens, ere store Tyranner, kaste uforskyldt Had paa mangen fattig Mand, jage ham af hans Gaard, tage Gaver, og give en Anden Gaarden igjen, som de udskatte paa det haardeste. Af dem er der allevegne nok, og altid 10 Onde mod een God. Fogdernes Tjenere forholde sig værre end Ravne, naar de udsendes at kræve Landskylden og tyranisere." Saaledes behandledes dette Rige, som Absalon Pedersen i sin Norges Beskrivelse fra Midten af 16de Aarhundrede kalder SIDE: 65 "en feed Ladegaard for Danmark". Denne Forfatter profeterer i sin patriotiske Sorg saaledes: "Norge, som tilforn har været et frit og frelst Rige, og havt under sig Skattelande, bliver nu selv med alle sine Børn i den sidste baade sin og Verdens Alder til et Skatteland; dog kunde vel Norge vaagne op af Søvne engang, dersom det jo kunde komme til sin Magt og Herlighed igjen -- ". Angaaende Ørken- og Shetlands-Øernes Pantsættelse siger han allerede da, at de ikke "kunne eller ville gjenløse samme." Vore nærmeste Frænder Islænderne, som A. Pedersen beskri- ver som endnu da et "tappert, mandeligt og frimodigt Folk, beqvemt til alle Kunster at lære;" synes efter Durells Angivelse ligesaalidt som Normændene at have været uden bitter Erkjen- delse af det tunge og uværdige danske Aag, hvorunder de støn- nede og denationaliseredes -- det, der er deres ulykkelige Lod indtil denne Dag. Han beretter nemlig: "at over det islandske Compagnie (i Kbhavn), der dog ikke er andet end et Mono- polium, besværger Provindsen Island sig høiligen". Det skulde være kun til liden Ære for Normændene, om de saa ganske taaligen, som man gjerne troer, havde bøiet sig under et Herredømme. Historien vidner, som vi have seet, det Mod- satte, og at List, Vold og en fortsat, for den Enkelte umærkelig Afkræftning maatte til for at vedligeholde det. Mod et saa had- værdigt System synes dog det, man selv af oplyste og velsindede Normænd undskyldende har hørt anføre om at Individer sjel- dent følte til det almene Tryk, ikke at burde komme paa Vægt- skaalen -- saameget mindre som det er aldeles usandt efter de her givne Oplysninger om den danske Adels Voldsomheder (see og Saml. til den Norske Hist. om Erik Munk) og om den jam- merlige Retspleie. At den Haand, som hvilte paa Individet, heller ikke har været saa ganske blød, viser Sabinus's Hen- rettelse i 1588 for et til Kongen indgivet Klageskrift over Ade- len. Han var vel ingen Normand, men antages at have opholdt sig i Norge og derfra hentet Grunden til sine Klager. Den Me- ning, at Brudet mellem Norge og Danmark kom pludseligt, alene bevirket af fremmede tvingende Omstændigheder og uforbe- redet, er ligesaa i høi Grad feilagtig. Alene Sangen "For Norge, Kjæmpers Fødeland", med sine Linier: "saa vaagne vi vel op SIDE: 66 engang, og bryde Lænker Baand og Tvang" og "den vrede Liv- vagts Vaabendrag forklarte trolig Norges Sag", samt "hver ærlig Norsk, som Lænker brød" o. s. v., gjendrive den, naar erindres, at den saaledes blev sjungen før den franske Revolution i "norske Selskab i Kjøbenhavn." Samme sig fuldkommen be- vidste og udbredte Uvilje mod Danskevældet og mere end en Ahnelse om et af denne fremfødendes, kun med Hensyn til Tid og Maade af ydre Omstændigheder betinget Brud imellem Rigerne ligger ogsaa for Dagen i den Aand, som belivede "Sel- skabet for Norges Vel" og som raadede Universitetsandragen- derne og i de mod Sluten af forrige Aarhundrede hemmeligen indledede Underhandlinger med Sverige -- en Plan, som kun Fortvivlelse kunde indgive eller ogsaa Tiltroe til at Uviljen mod Danskeaaget var stærk og almeen nok til at kunne holde det af Danmark fremynglede og nærede Folkehad, og de med danske og andre fremmede Officierer besatte Regimenter Stangen. Naar Historien engang kaster sit skarpe Lys over disse og Christian Augusts Forhold m. m., vil det blive klart, at hverken Brudet med Danmark kom uforberedt paa Norge, eller ufor- skyldt, og at den frie Forfatning, Fædrelandet gav sig, langtfra, som paastaaet er, manglede den nødvendige Støtte i Folkestem- ningen. Istedetfor en paa almeen Oplysning grundet almeen Erkjendelse af en fri Forfatnings Fortræffelighed i Alminde- lighed, og særligen af den Givnes for Norge -- en Erkjendelse, som nu hædrer enhver norsk Borger -- traadte dengang en almeen, ihvorvel af Mangel paa en offentlig Fremstilling af Uretfærdighederne, dunkel Erkjendelse af det Sørgelige i Nor- ges Stilling under Foreningen med Danmark; og denne virkede i Grundlovforfatternes Beregning og i Virkeligheden til samme Maal, som hiin Erkjendelse. Begge ere nu, til Norges Held og Forfatningens Sikkerhed, forenede og belivende hinanden. Da Menneskenes Retfærdighed (paa Grund af sin Menneske- lighed) ikke bruger at straffe i 3die, 4de eller 1000de Led, kan denne Uvilje, som er bleven historisk, og som saaledes er reen nok til at blande sin Ild med Oplysningens Straaler, langtfra forhindre Iværksættelsen i sin Tid af de Forjettelser, som ere Danmark tilsagte i Norges og Sveriges Forening under liberale Institutioner. SIDE: 67 Henrik Wergeland AV PEER HALVORSEN SKOLEMESTERS NYE A. B. C. (Indsendt.) Statsborgeren 27. okt. 1833. Læseøvelse: Ei ene Guld gjør riig, og ikke Adel ædel. Det Første se hos Flid, det Andet se hos Wedel. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 44. Tirsdag den 29de October 1833. "Forgjæves faldt det ind ham selv: Jeg er Baron for Fanden! Patent jeg har; hvem søger vel mit Adelskab i Panden?" HUUSMANDEN PAA MANGLEFJELD (Sortkridttegning.) Jeg har seet en fillet, sultmager Trælskikkelse i Graad over et Dyr, som var ihjelfrøset ved en Budeies skjødesløse Ude- stængsel en taagekold Høstnat. Der laae en Kalkunhøne bag Hagagjærdet paa Foshøi -- det blege fjærløse Hoved stivt ud- strakt, som om det endnu i Døden vaagede over Yngelen, der klynkede i den sidste Krampe under Moderens Vinger, som for gjæves havde været udstrakte, for at dække den fremvoxne Yngel, og nu kun meddeelte sin egen Dødskulde til dens magre Hoveder. "Stakkar! Stakkar!" klagede den fattige Mand, aan- dede paa de Smaae, og aabnede sine Filler og lagde Moderens kolde Hoved til sit varme -- jeg vilde sige -- Menneskehjerte, dersom det ikke af Mange skulde kaldes Svulst om saa ringe og udtæret en Person. Han syntes ogsaa at have naaet det Elendighedens Trin eller Høide, hvor Alt neden, hvor Alt paa Jorden bliver farveløst, uden Omrids, og taare- eller taagegraat, hvor Alt oven, hvor Stjernerne intet Haab, ingen Opløftelse vække, men kun synes i sløv Skræk som den urørlige Skjæbnes frygtelige evige Punc- SIDE: 68 teren, hvor Alt om Mennesket blir koldt og lufttyndt, saa det kun kan aande i besværlige Suk, og Hjertet i Brystet koldt og stivt som den døde Fugls Hoved. Dog -- enten lykkelige Mand, som ikke har naaet dette Punkt! eller vise Mand, hvem Elendigheden kun er en kjær Øvelse, og hvem den ikke forstyrrer mere, end Fossduret den sovende Møller! eller ædle Mand, hvis ømme Hjerte formaaer at slaae for fremmed Smerte, idet det døer af egen Sorg! Thi en af Delene maa Du være, som kunde græde over en mis- handlet Fugl, medens du selv saae mere mishandlet ud end et Menneske burde. Men maaskee der i den kolde Taage stod et større Væsen end Jordens Herligste, -- Eet, mod hvem du i din Sultbleghed og i Fillerne kun var som den døde Fugl med de lurvede Fjær mod dig med Menneskeaasynet og de glimrende Taarer; -- og maaskee lagde dette Væsen dit Hoved til sit him- melske Hjerte i samme Stund, du lagde den døde Fugls til dit? Dette er vissere, end at et Menneske skulde ville lægge dig til sit eller tage dig til sit Huses Hjerte: den livspredende Arne, -- om du fandtes paa den kolde Jord under et Gjærde, stiv- frossen som Fuglen, midt imellem dine klynkende Børn, dem du bedækte med dine Pjalter, indtil Døden lagde sine Iisninger over dig. -- Jeg kjendte Manden: Det var Christen Haakaalien. Stak- kars Christen! Han gaar endnu omkring med Rokker og Snel- ler og Øxen til Rodhugst; thi hjemme -- nei det er forbi -- men i Leiehytten i den fremmede Bygd sidder Kjerring med 7 Unger og Gamlefa'er, som blev blind, da Ulykken var som mørkest. Dog er der bedre end i Badstuen, hvor Christen holdt til med alle Sine; og i Badstuen, som en barmhjertig Fattigmand aab- nede for de Husvilde, var bedre end i Granbarkoien i den vilde Skov; og i Granbarkoien paa Manglefjeld var bedre end paa det nøgne Fjeld hiin Nat, efterat Baronen paa Fosser havde ladet Christen med alle Sine udkaste fra Hjemmet, som han og Gam- lefa'er, før ham, af vild Mark havde opryddet -- hiin Nat, som SIDE: 69 Christen erindrede, da han aabnede sine Pjalter og tog den dødfrosne Fugl til sit Hjerte, og aandede paa dens Smaae og græd over deres Klynken. Saa gjorde Christen og hans Kone med de 7 Børn paa det nagne Fjeld hiin Nat, og Nordenvinden var barmhjertigere end Menneskene; thi den væbnede sig ikke, som disse gjorde, med al sin Haardhed og Kulde. De Syv levede da Solen randt, og Vinteren havde levnet Tranebær nok til dem paa Myren. Vel klynkede de og havde Krampetrækninger i den kolde Nat og i den klamme Morgenskodd som Fuglens Unger; men, da Solen steg høiere, begyndte de smaae Uskyldige at lege i Lyngen. Tæt ved laae kram Vaarsnee -- der begyndte de allerede at bygge Huus, da de vare mætte af Bærene og af Barkmeel rørt i Vand. Den Mindste havde det bedst; thi bag et Vaal sad Moderen med ham og gav ham Die; men da det led paa Dagen, maatte hun, den Arme, for at faae nok, blande sin Melk i en Kop med Snee- vand. Taarer forøgede den ogsaa, saa den Vesle, mæt og vel- tilfreds, slumrede ind til næste Nat, før Aftenvinden skar hen- over Fjeldet, svanger med alle de skaraklædte Sneefaners Kulde. Men den forløbne Nat, da Forældrene, ligesom Fuglene sine Fjedre til Redet, plukkede af sig sine Klæder og bredte dem og Barqviste og Mose og Lyng over de klynkende Smaae, og aan- dede paa de valne Hænder, og krystede de blege Ansigter mod det bare skjælvende Bryst, og, mens de hemmelig saae med Taarer opmod de kolde Stjerner, bad dem "bare tie stil til Dagen kommer" -- den Dag de gruede for, da de skulde tælle de Syv, og maaske ikke finde alle ilive, -- samme Nat var det dog lyst og muntert i Stuen, tæt nedenunder Berghammeren, hvor Familien laae. Der i Stuen, hvorfra Christen mod Aften var bleven udkastet, blussede en Ild under en Gryde, hvori skulde laves Punsch, og paa et Bret (thi alt Christens Tøi stod udenfor Pallen) spilte Executionskarlen, Procuratoren og Baro- nens Fuldmægtig Kort. "Hihi! -- sagde Procuratoren, gnidende sine klodannede, høgeklogule Fingre -- man kan dog indrette sig ganske hygge- ligt tilskovs." "Jeg undres hvordan Christen har det paa Fjeldet nu" -- SIDE: 70 sagde Fuldmægtigen. -- "Jeg troer vi kan høre Ulen af Ungerne heelt hid." "Mon det ikke var Vinden? Det snoer stærkt" -- sagde Exe- cutionskarlen. "Eller Ulvene?" -- sagde Procuratoren. "Nei, det var nok Ungerne" -- sagde Fuldmægtigen. "Se her -- Beis og dobbelt Mariage!" "Spillet har jeg" -- sagde Procuratoren. Dersom Nogen vil vide, hvorledes Christen holdt ud paa Fjeldet den følgende Nat og siden: da gik det nok an, efterat han havde faaet gjort sig et Hie, skjøndt ikke bedre end de vilde Dyrs, men bygget som deres bag en Fjeldvæg, nedrodet tildeels i Jorden, tækt med Bar, Qvister og Mose. Men der fik han ikke Lov at sidde. Og havde ikke Høiesteret (om hvis Ret- færdighed der ikke er nogen Tvivl) i Sagen med hans Naboe, der drev ham saavidt, udrustet Herremanden med al Myndig- hed, om end ikke med den, som Ædlingen engang forsikkrede Christen, at han i Danmark kunde have, nemlig til at virre Huus- mænds Haar om Pegefingeren og saa med Tommelfingeren trykke Øiestenen ud? I Mangel heraf havde han med Kløer trykt ud af disse Øine Taarer, som ogsaa ofte ere Smaaøine, der see langt ind i Himlen, og have Sjel i sine Pupiller. Udaf Hiet (som en Bjørn formodentlig arvede) trykkede Han ogsaa Christen. Nu maatte Christen med hele Flokken fra det kjære Fjeld, hvor han og hans havde ryddet i et halvt Aar- hundrede, ned i Bygden: -- for dem ud i den vide Verden. Foran gik Christen med Rodøxen og en Sæk med Træboller til Salg, saa Konen med den Mindste paa Ryggen og en Gjentunge ved Haanden -- bagefter kom et Par barbeente, fillede, sult- blege Børn, slæbende paa noget Huusgeraad, Gamlefa'er med en Barkemeelspose, leiet af den næstældste Gut (thi han var bleven blind i Koien), og saa endelig den ældste Gut, bærende sin yngste Søster, der skreg alt i et og vilde hen til Mo'er. Da dette Menneskelighedens Triumftog vandrede over Kirke- volden nede i Storbygden, kastede Christen et mørkt Øie til Gudshuset, hvor han hverken nu eller siden kunde komme med SIDE: 71 Sine, da han var for fattig dertil. Han bad dem rappe sig forbi, at ikke Folk skulde see dem, og med skye Øiekast og iilsom Gang gik Følget forbi, just som der indenfra Kirken hørtes Psalmen: "Dig, Jesus! bør vi efterligne i virksom Broderkjærlighed" o. s. v. De Smaae vilde endda standse for Orgelmusikkens Skyld, som de aldrig før havde hørt; men Christen skyndede paa; thi uden- for Kirken stode Folk nok med to Kapper paa, som sagde: "ei da, nu er det ude med han Christen Haakaalia da!" -- Men Ingen gav sin ene Kappe til de nøgne Smaae eller til Ham, som aabnede sine Pjalter, og lagde den dødfrøsne Fugls nøgne Hoved til sit Hjerte, og aandede paa og græd over de klynkende Unger hiin taagekolde Høstmorgen. Gud veed, om af reen Medlidenhed, eller om fordi han erindrede sig sine klyn- kende Unger, og de kolde blege Ansigter, og at han og hans Hustro aandede paa de forfrøsne Smaae, og græd og bedækte dem med sine Klæder hiin kolde Nat paa det nøgne Fjeld, og bad dem "tie stil til Dagen kommer." -- Arme Christen! der kommer en Dag, da der ikke skal ties stil med hvad Du gjorde imod Fuglen og dens Unger, og med hvad Herremanden gjorde imod Dig og Dine. Engle skulle kappes om at fortælle det, og maaskee En af dem skal sige: "Jeg skal vidne; thi jeg var hos dig i hiin Morgens Taage, og jeg lagde dit Hoved til mit Hjerte, da du lagde den døde Fugls til dit. Jeg var ogsaa hos dig paa Fjeldet hiin Nat, da du bedækkede dine jamrende Smaae med dine Klæder; og bedre Øine end Menneskers saae da i Stjerne- lyset, at Englevinger dækte dine nøgne Skuldre. -- -- " (P. S. Naar Baronen paa F. læser dette, siger han bare: "Aa engle mig her, aa engle mig der! Christen var min Huusmand -- æ. æ. . !") LITERATUR Den Frimodige 6. nov. 1833. Gallimathias er Autor til den Logik, som Landsens Procuratorer til Hjælp i Nøden fik. Den lært, i værste Sag de sjelden staae tilskamme, især hvis Retten har betjent sig af den Samme. SIDE: 72 Alt deri er forsvart. Kun deri revet ned er Landets svorne Chart. Slog En en skyldløs Mand, og dømmes efter den, han frelses, og han kan begynde friskt igjen. Fra Slag gaae han til Mord! Mathias har for Mord vel og et lidet Ord? Henrik Wergeland ANBEFALES DE NORSKE JAGTFORENINGERS OPMÆRKSOMHED (Af en Skrivelse fra Cand. Wergeland til "Jägareförbundet i Stockholm"). (Indsendt.) Statsborgeren 10. nov. 1833. -- -- Forbigaaende dette, tillader jeg mig at henlede det ærede Forbunds Opmærksomhed paa et Forslag, som gaaer ud paa mere direkte at fremhæve den moralske, Menneskevel til- sigtende Hensigt, som upaatvivlelig er Aandens i det ærede Jagt- forbund. Deri antager jeg nemlig Forædlen af Menneskesjelen, Udspreden af nyttig Viden mellem Hensigterne at glimre den ved Siden, som ligefrem tilsigter ekonomiske og materiellere Fordele. Alene den menneskeværdigere Jagtmaade, som des- lige Forbund emne at iværksætte, vise hiin høiere Tendentz -- en hvormed den af Tegnér (i Sangen ved christianstadske Jagt- forenings Skydefest) antydede Nationalgarde-Nytte af Jagtfor- bund stemmer fuldkommen overeens. Men jeg troer, at hint høiere Meed ogsaa kunde og burde lægges klarere for Dagen, uden at Forbundet, ved den Udvidelse af Kræfter, som dertil udfordredes, skulde siges at tabe den Concentrations-Styrke, som udgjør ethvert Selskabs, der har anden Hensigt end den blotte Fornøielses. Jagtforeningerne i Norge og Sverig vilde derved maaskee alene tabe det Skin af aristokratisk Dilettant- skab, som er dem til Hinder. Derfor -- Antagende, at der i Sverig som i Norge i de fleste Bygder, hvor Jagtforeninger finde Sted, maaskee som hos os i Forbin- delse med Sogneselskaber, findes enkelte Medlemmer, der be- sidde Dannelse og nogen Tid tilovers -- som f. Ex. paa Landet stationerede Lieutenanter, Kapellaner o. fl. d. -- , og antagende Fleerheden af disse Medborgere villige til at fremme enhver SIDE: 73 Foreningens velgjørende Tendentz, tillader jeg mig at yttre For- mening om det Hensigtsmæssige i at saadanne Medlemmer anmodedes om hver i sin Kreds at give Bønder, især om de ere Medlemmer af en Sogne-Jagtforening, fri Underviisning i Natur- historie, Veterinærvidenskab, Førstvæsen og anden med Jagt- væsenet i Forbindelse staaende nyttig Viden. Saaledes t. Ex. hvor stor offentlig Nytte kunde ikke flyde af om Bønder, der som Jægere færdes imellem aflægsne Fjelde, kom i Besiddelse af nogen Ertskundskab? Undertegnede, som staar i Beredskab med at realisere en lig- nende fri Underviisningsplan for voxne Bønder i sin Hjembygd, troer, at Patriotisme -- den, der har dannet det ærede Jæger- forbund -- aldrig helliger sig selv skjønnere end ved at gribe enhver Leilighed til at fremme Folkeoplysning, -- en Sag, som kraftige forenede Mænd, hvad Staterne end ville, paa enhver Maade bør gjøre Sit til forat den ikke længer blot skal være filanthropinsk Drømmeri. Feiler jeg maaskee i Maaden, hvor- paa jeg har antydet, at en Jagtforening kunde udholde en dybere aandig Tendentz -- og hvortil jeg vil lægge Forslag om alskens smaae naturhistoriske o.d. Skrivters og nationale Sanges Udbre- delse mellem Menigmand -- : saa feiler jeg dog maaskee ikke det høie Begreb jeg gjør mig om Hvad en Forening af en Nations kraftfuldeste Mænd kan virke, om det kun slaaer ind i Foreningens Natur og Hensigt. Ganske fremmed derfor er det Antydede dog vel neppe. AF PEER HALVORSEN SKOLEMESTERS NYE A. B. C (Indsendt.) Statsborgeren 10. nov. 1833. Læseøvelser: Dødes Skaller at scalpere Er mohavkisk Barbari. Men det siger meget mere Borgers Ryg med Sværd barbere Mens der sidder Liv end i. Strimler Borgerhud at skjære Ud ved skarpt at sqadronere, SIDE: 74 Det forstaae de Fæe med Fjere, Som man kalder Rytteri. Flaae af en Nation dens Ære Ved dens Grundlov at radere Bort med hvasse Pennefjere, Rettensmænd, det kunne I. Saa scalpere Liig -- hvor fæiskt! Men af Levende at krænge Først hans Hud og saa hans Penge, Paragraf af Lov at flænge -- det er fiint og europæiskt. Le ei, ihvad du gjør, ad militærisk Nar! Thi da bli'r Staten rasende som var den Narrens Far. Sandheden er nagen, og tør ei lae sig see, Løgn er fuldt udrustet og gaaer med Portepee. Naar Lumskhed er din Kulde, Naar Dumhed er din Ligegyldighed, Og al din Varme Haab om Gevindst hvadeller indædt Harme -- Du, selv examenløs, en Thingstud er tilfulde. Norges unge Frihed slider End paa gamle danske Tider. Ret har du, om du dømmer strax: Den Dragt er fæl og gammeldags. Ulykkelige, stol paa Intet i Proces: Det er et Polskpasspil hvor Knægte stikke Es. Sig i Støvet reiser Trætten. Helved skoggrer da igjen. Gud bevare høi'ste Retten! Gud bevare mig for den. SIDE: 75 AF PEER HALVORSENS NYE A. B. C. (Indsendt.) Statsborgeren 24. nov. 1833. Læseøvelse: Usandhed bør og have Sit af Tække Thi ellers kan den selv en Aktor skrække. Qvasten paa en Klinge man kalder Portd'epee. Deri vi Limen see hvormed udfeies alt Civilt af Krigersindet -- det Riis, som svider værst Nationerne paa Skindet. Paa samme Maade en Stodder tæres hen af Luus og Lopper, fortæres fattig Stat (Exemplet skjænk mig, Ven!) af altformange Tropper. N. M. AALHOLM (Forfatter af "Vignetter af norske Digtere"). (Indsendt.) Statsborgeren 1. des. 1833. Stødt ud af Sanggudindens Dør til Maleriet gik Du. Vi i din gamle Vandkoleur paa Vers Vignetter fik nu. Ecce. Men veed du ei, en Maler maa ei mangle paa sit Øie. Hvor saae Du, da Du Jæger saae, men Allum ei, den Høie? Hvor nydeligt, hvor flydeligt hvert Træk i hver Vignette. Dog sees i alle -- jydeligt -- din egen Silhouette. SIDE: 76 Ecce qvam spydeligt, frydeligt og prydeligt habitare fratres in unum! Af Skjaldes Rad Du stødtes ud. (Dog le ad Bagateller)! Men Malerne -- jeg troer for Gud -- vil ikke ha'e dig heller. Forene dog de Kaster to du vil i Riim-Vignette, i N. M. Aalholm Angelo med Tasso sammenflette. Ecce dog dette Nette i Vignette habitare fratres in unum! Der hænger Krandse paa Parnas for Malere og Skjalde Med een er selv Homer tilpas Men Aalholm vil ha'e alle. Du staaer som Rhodos' Kobbermand paa to Parnasets Tinder: Et Been paa hver; men Hov'det man paa ingen av dem finder. Som Maler faaer du dette Blad; som Mester i at rime fra Aabenraaers Hovedstad Lidt af Satirens Lime. SIDE: 77 Med den her paa Papirets Liin Portrættet dit jeg sætter. Den Kost er langtifra saa fiin, Hvormed du gjør Vignetter. Peder Halvorsen. (LITERATUR). HØISTRETFÆRDIG KRITIK OVER MAANEDSSKRIVTET BIEN (Indsendt.) Statsborgeren 1. des. 1833. Hvis Dumhed skulde borte bli'e (Den Skade kan forvindes): jeg vædder alt paa det, at i "Drakisten" din den findes. Af Vand er løben fuld din "Schacht", (som ellers sjeldent, Hansen)! I "Kongereisens" Hui forlagt blev al den sunde Sandsen. Vort Publikums Taalmodighed blev prøvet drøit i "Prøven". "Bortførelsen" tog Resten med, skjøndt det nok kan behøv'en. Peder Halvorsen. AF PEER HALVORSENS NYE A. B. C. (Indsendt.) Statsborgeren 1. des. 1833. Læseøvelse: Abekatte tør paa Hesteryg sig sætte. Det er Kavalleri, som vort, udaf det lette. SIDE: 78 Akter er en Dynge af blækbesmurt Papir, hvor Sandhed levende, men smukt begraven bli'er. Om Nords og Syds Produkter man forbandt, i Røgen af et Chok Europa brat forsvandt. Thi Syd har vilde Heste hist rundtom Don og Dnister, og Nord har vilde nok udaf Kavallerister. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 49. Tirsdag den 3die December 1833. OM LOVENS 1 -- 6 -- 1 (Indsendt.) I Morgenbladet har for en Tid siden været gjort opmærksom paa den herlige Frihed til at voldgive sine Sager, som Lovens 1ste Bogs 6te Capitels 1ste Artikel hjemler, hvorhos man for- undrede sig over, at Almuesmænd ikke vide bedre at benytte sig deraf. Norske Bønder! behandle da Procuratorerne Eder saa skaansomt, eller ere Retsgebyrene saa smaae, at hiin Ret- tighed intet Værd har for Eder? Ere I saaledes vante til Pro- curatorernes ubegrændsede Krav -- saafremt I ere daarlige og uforsigtige nok til ikke at gaae paa nøie og skarp Accord med disse Folk forud -- at disse umaadelige Fordringer ere blevne Eder retfærdige, Uforskammetheden behagelig at adlyde, og uforholdsmæssige, aldeles vilkaarligen af Sagføreren fastsatte Udtællinger til en kjær Vane? Det kan dog ikke være saa, thi baade ere I oftest fattige og oftere endda knebne paa Skillingen ellers. Det maa da være Uvidenhed om hiint Lovsted og den uendelig vigtige Rettighed, som dette hjemler Eder, der bringe Eder til ved mindste Leilighed ved den ubetydeligste Sag strax at tye til Sagførerne, som dog aldrig have undladt at gjøre sit til, at eders Øine kunne oplades ligesaavelsom de forstaae at oplade eders Pung. Men værer da ikke uvidende herom læn- ger, og erindrer, at det er bedre, at have Øinene end Pungen oppe! Læser Lovstedet, og benytter det! Thi de fleste af eders Sager egne sig netop til Voldgift; og eders mægtige og ærvær- SIDE: 79 dige Stand, som med den lovgivende Magts Bekræftelse, har æsket Formandskaber i Bygderne og for Amterne, og erklæret Menighederne istand til at benytte disse, kan aldrig mangle de redelige, skjønsomme og retfærdige Mænd, som udfordres til at øve Voldgiften. Holder denne Sæd i Ære! Thi den er et Klenod, der kan sættes af ved Siden af dem som, Grundloven omslutter, og en dyrebar Arv ifra Fædrene. Disse havde sine Lagmænd og Bisiddere efter en Indretning, som lignede i Frisind de Engel- skes og Franskes Eedsvorneretter, (Noget Vi endnu mangle, men maae erindre at faae); men Fleerheden af sine Sager afgjorde de ved privat Voldgivt, udenfore hine offentlige Dom- meres Omraade. Det er muligt, at Islænderne i saa Henseende vare uklogere end Normændene, idet de hendroge Alt til Thinget, forførte af en Processyge, som synes at have henhørt mellem dette livlige Folks Almeenlyder, og, udviklet fra først af af Høvdingernes Hevngjerrighed, at have fundet et villigt Tønder i et Folkegemyt, der i Ildighed og dog Fuulhed lignede den vulkanske Jordbund med de snigende Flammer under Isen, hvorpaa de traadte. Normændene vare anderledes, fordi de vare sindigere og ærligere end disse, af Vulkaner opfostrede Frænder. De vidste at komme overeens mellem Voldgivtsmænd, før det kom til de store Kredse paa Thingene; ja det synes selv, som om de gjorde sig Umage for, ad Voldgivtens fredelige Udvei, at unddrage det Offentlige Sager, som dog efter sin Natur henhøre under dettes Paadømme. Dette maa man nu ikke, og de sidste Ord i ovennævnte Lovartikel forbyde det; men den menneskelige Billighedsfølelse, Forsonligheden og Christenkjær- ligheden forbyder endnu strengere at berige de forbryderske (criminalistiske) Sagers Registre. Her maa Fornuft og Følelse enes om en Udvei, som dog maa være bedre end "Tyveskaalens" -- denne, hvorved Almuesmænd enes om at tilgive en Tyv, og tie stille med hans Bedrivt, mod at han gjenleverer, erstatter eller erlægger mindelig Bøde, og til Pant paa disse Overeens- komster tager i en Slump Brændevin, som fælleds opdrikkes af Tyv, Bestjaalne og Mellemmænd. Vi bør efterligne vore Fædre i alle deres Dyder, og holde alt Godt, de have efterladt, i Ære. Men mellem deres Dyder var Lyst til en aaben, kort, billig og venlig Maade at afgjøre Rets- SIDE: 80 tvist paa, og mellem dette Gode, de have arvgivet os, hiin Vold- givt, hvorved dette agtværdige Sindelag tilfredsstilledes. Er da nu den Procesmaade, vi ere Vidner til, og underkaste os med saamegen taabelig Taalmodighed paa Thingene saa aaben, kort, billig (i to Bemærkelser) og venlig, at vi bør forsømme den anden, som staaer os aaben, og hvem Fordeel og Moral og Natur ligemeget fremkalde af sit ufortjente Skjul? Nei, gode Mand! den offentlige Procesmaade er fordulgt, smaalig, tid- og retspildende i sine Former, langvarig, vogelig, ynglende Fiend- skaber, ærgrende og uden Maal og Maade kostbar. Har du en Henviisning til Rettergang, en Tvist med din Naboe -- see dette ikke an med egne Øine, thi de kunne være for- blindede; men gaae heller ikke strax til Procuratoren! Det er vissere, at han seer din Pung end det Rette; og der findes mange brave Mænd imellem dig og ham, som have Forstand til at raade dig fra eller til Sags Anlæg, og sige dig om den er saa indviklet, at Voldgivt neppe skulde være tjenlig. Dette skal Intet koste dig, hvorimod Ordet maa opveies hos Procuratoren. Er nu din Sag grei -- hvortil da den skammelige Seier at ville forvolde Modparten Omkostninger? hvorfor ikke tilbyde ham Voldgivt? Er den det ikke, men tvivlsom -- nu, endda tilbyd Voldgivt! Er den af de indviklede, og værd at anlægge ved Thing- veien, da begaae dog aldrig den Daarskab at undlade forud Accord med Procuratoren! Han skal, ihvor ugjerne, blive nødt hertil, om Voldgivt blev almindeligere og Enighed fandtes. Ja, selv om Sagen var noget indviklet -- hvor mange Knuder løser ikke den sunde Fornuft, det naturlige Skarpsind, som i Voldgivt kommer i Anvendelse, med eet Greb? -- Knuder, som et Par Procuratorer og en Dommer kunne spille paa i mange Aar, og som fortræffelig kunne tjene til at hale dig til Thinget en 20 -- 30 Gange i Vaadt og Koldt, og til at stryge den sidste Skilling ud af dig. Der er nu Tvist om et Engstykke, Skogsdele, Havning, Veed- hugst, Cautionsforhold osv. -- gode Mand! vei nu Værdien heraf, af Fred og Roe, af godt Naboskab og maaskee gammelt Venskab, og paa den anden Side det Uvisse ved Processen, at Retfærdigheden, som sidder paa Thinget, er blind men stor- nævet og langneglet, og de idelige Udlæg, Reiser paa værd- SIDE: 81 fulde Tider, og saa Regningen tilslut! Den skal maaskee lyde som saa: Skyds (skjøndt med din egen Hest) à 3 1/2 Mile (Pro- curatorstiil) frem og tilbage, Tilsigelse, Veitur og Drikkepenge, Tilsammen for 11 Reiser 18 Spd., Diæt 9 Spd., Porto, Expres- ser (hvoriblandt 2 hjem for at hente glemte Documenter) 5 1/2 Spd., Beskrivninger 16 Spd. 32 ß, Contant Udlæg 9 ß. Reise til 2 Aastedsforretninger, Skyds o. s. v. 3 1/2 Spd., Diæt 8 Ort, Møderne 16 Spd., Contant Udlæg for Mad sammesteds til Par- ten 7 ß (Procuratorstiil). For 4 Reisedage til Aastedet 20 Spd. Mødt ved 11 Sessioner 55 Spd. For Reisedage 55 Spd. Sallarium l00 Spd. -- Netop 300 Spd.! Nu, Mand! bliv ikke forskrækket. Denne Regning er moderat. Jeg kjender Folk, som tage 50 (femti) Spd. for Møde 2 Mile borte, med Friskyds; og dog sværge paa, at de ere de ædleste Mennesker under Solen, og aldeles uforskyldt kaldte Blod- sugere. Men kommer nu Omkostninger til for en tabt Sag; og driver saa et Raserie, der ikke mangler Oppustere, dig gjennem alle Indstandser -- da kan du begynde at samle en Afglands af det Sølv paa dit Hoved, som skal udflyde af dine Lommer, og du skal faae Lære nye Feiere af Auctionsfelen i dit Huus. Arme Mand! hvorfor gik du ikke til din Modpart, og sagde: "hør Ole! Sag veed du bliver kostbar, og kan ødelægge os begge To. Men see der boer Thor, en fornuftig Mand, Ambjørn, en fornuftig Mand, Alf, en fornuftig og, som de Andre, rimelig Mand. Vælg nu du tre, eller og forskyd hvem du vil af mine med nyt Valg; saa tage vi ved Voldgivt af dem, som du vil, med eller uden Opmand." Ja, selv om Sag alt for Retten er paa- begyndt, gaaer dette an; og de Procesførende ere da som de, der kappe Masten med en vis Fornøielse, for dog at bjerge Skibet og med det Livet. Det Bagvendte viser sig i Verden, at Friheden synes at ind- vikle og udvide Procesformerne istedetfor at tilbageføre dem til den Fornufts Simpelhed, der er dens Ophav; ja, hvad mere bagvendt er, Processygen synes at stige som Procesformerne blive indviklede eller synke ned til elendigt Haarkløveri og Formspeil. De Constitutionelle blive paaholdne, trodsige i sin Ret og fremhjelpe selv Advocaterne til et Despoti, der er utaa- leligere, grusommere, mere beskattende, uværdigere end det SIDE: 82 gamle, hvorfra disse Mennesker, henpegende paa Convents- og Parlamentsbænkene, paastaae at have befriet Menneskeheden. Dog her kommer jeg ind paa en Materie, som truer med at fordærve det Populære, jeg vilde Lægge i disse Linier. Jeg vil kun sige: hint Bagvendte kommer af, at Religionen ikke har besjelet den politiske Frihed nok eller været det Princip, som besvangrede det i Menneskefornuften, Almeenfornuften, som blev til borgerlig Frihed og som hilsedes liig en Frelser kun af Engle og Hyrder. Det Straalende i denne hendrager ogsaa Menneskenes Opmærksomhed derpaa, saa de juble over Frihe- den selv i Skjorten, medens Individerne plukkes og een Corpo- ration tiltager sig den meest umaadeholdne og vilkaarlige Be- skatning. Ulykken var, at Religionsreformationerne standsede, og at de pol -- Men jeg bliver atter upopulær... Jeg maae bryde tvertaf, kun tillæggende det, at Religionen, som vil Fri- hed, vil den kjærlige, simple, ukostbare Procesafgjørelsesmaade, som kaldes Voldgivt, og er hjemlet det norske Folk i 1 -- 6 -- 1. Henrik Wergeland COPIISTEN (Sortkridttegning.) Titlen staaer her. Men jeg har lovet mere end jeg kan holde, saafremt man ved en Sortkridttegning forstaaer noget andet end løst henkastede Træk af et sørgeligt, men virkeligt Liv. En Copiistes skal heller aldrig tilbyde den indviklede Afvexling i Begivenheder, som man fordrer af Novellen eller endog af Lev- netsbeskrivelsen; thi det er jo kun en Maskines, og det en træ- gere og trægere gaaende Maskines ensformige Bevægelse. Men et Menneske gjort til en Maskine, et Menneske, der har copieret saalænge til Copieren er bleven til Natur, saa det ikke befinder sig vel uden under Copieren, og kun har Agtelse for denne skjønne Kunst og for det selvsamme Contoraag, hvor- under det har hentrællet Livet og bortcopieret al Tænkeevne -- skulde der ikke være et Øie, som vilde mørknes over denne Elendighed, forglemmende at lee over den besynderlige carrica- turmæssige Figur, det hypochondriske Sletlune og de taabelige Begreber om Vigtigheden af en endeløs, indtil de mindste Baga- SIDE: 83 teller gaaende, aandsindskrænket, smaalig Copieren, som ere blevne de eneste tilbageblevne Træk af Individualitet hos Co- piisten? Det er muligt, at der gives saa uduelige Mennesker, at de ikke kunne anvendes til Andet end Copieren. Det er ogsaa vist, at dette Arbeide agtes langt høiere end at sye Sko og snedkre, omendskjønt intet er elendigere. Der gives ogsaa høie Embeds- mænd, som troe, at Statsmaskinens Gang og Copieren er det samme, og at hiin forbedres i samme Maal som denne udvides. Det er ogsaa en Slags Copieren af Prædikener, Vers og andre Aandsproducter, hvorved alle Parter staae sig vel, men dog Tilhørere og Læsere bedst. Men den Contorcopieren, som i sine pedantiske Fordringer sætter alt Maal og Maade tilside, og kræver sine Smaaligheder forflerede i det Uendelige -- den sluger Menneskesjele, og enten gjengiver dem til Verden inden faa Aar forkuede, aandssløve og indskrumpne som deres Lege- mer, eller beholder dem netop fordi de ere blevne saa, d. e. fortræffelige Copiister. (Fortsættes.) Henrik Wergeland OM MAADEHOLD I DYD (Indsendt.) Morgenbladet 6. des. 1833. Hvor ere de moderne Daarskaber dog gamle! Hvormange Gange have ikke de samme Vild- farelser og Sandheder omreist Jorden? Raynal. Denne Titel klinger noget parodisk, for ikke at sige guds- forgaaet. Dog er det visseligen saa, at der maa Maadehold til selv i Dyderne eller rettere maaskee i Maaden at udøve dem paa -- idetmindste om de skulle behage Menneskene. Men- neske- og Fædrelandsvennen maa indskrænke sin rastløse Virk- somhed, om han ikke vil passere for en Vielgeschrey og virke- ligen ogsaa see sit Arbeide spildt, om han ikke deri iagttager et vist Maadehold og concentrerer sin Kraft. Digteren maa moderere og udvande sin Fantasi, om han vil undgaae at blive udskjældt; og dog tvivler ingen uden Fuskerne i hans eget Laug SIDE: 84 om, at en høi Grad af denne Evne er den hans hele Væsen betingende Dyd. Republicanismen (som jeg med Godtfolks Til- ladelse vil sætte imellem Dyderne, og som virkelig ogsaa om- fatter flere) maa moderere sig med temmelig lumpen Livsfilo- sofi, for ikke at blive overspændt i Theorien og omsider at døe af Melancholi. Og da dette særlig gjælder om alle de Dyder, hvori Følelse har Overvægt, saa maa selv Religiøsiteten beqvemme sig til at hylde denne Verdensviisdom. I Grunden bliver dette Maadehold heller ikke andet end den Forstand, som maa befindes i al vor Meed og Iid, baade for at denne kan gjøre sin rette Nytte, og ikke bringe os for- mange Sorger paa Grund af vor Dyds altfor gediegne Gehalt. Dette skulle vi beholde for os selv, og kun sætte maadelige Mynter deraf i Circulation i en bedragerisk Verden, der ikke skjønner paa det Ægte, men vant til det dagligdagse Flade kun seer det Dybe i et Gemyt forat spytte deri, og en Aands Høider forat grine derimod. Græder du derfor under en høitidelig Psalme, saa vend dig mod Væggen. Ryster Orgelet dig, saa undskyld dig for Naboen med den fæle Kulde, eller tænk paa noget Avisnyt eller By- sladder. Og om Synet af en Pohlak, Czarens pohlske Katechisme eller Nationalsangen skulde bringe politiske Nerver til at dirre, saa -- ja du finder altid paa Raad; men tænk bare paa, at der er Ingen, som ansees udueligere til offentlig Virksomhed end Den, som har Varme i sin Sjel og mere Energi og Gavne- lyst end afmaalt er i Contoret. Vist er det ogsaa, at det er et Under, om du ikke skyder eller stikker dig ihjel inden det 30te Aar, om du alligevel var af sligt Sind, som omskrevet, i dit 20de, og ikke siden aflagde det, skjøndt du allerede da burde være kommen til Skjels Alder. Den sidste Høide Svær- meriet naaer er som oftest kun den laveste Green paa et eller andet afsides Træ; og Pistoldampen er det sidste Dunkle, hvori Fantasten indhyller sine Tanker. Men vi komme -- hvad der er endnu værre -- endog til det, at mange Dyder maae have sine Grændser, for ikke at komme ind paa selve Lasternes Gebeet. Republicanismen grændser til Terrorisme, Samvittighedsfuldhed i Pligtopfyldelse til Farisæ- isme og Rigorisme, og der er ingen Nederdrægtighed, hvortil SIDE: 85 ikke en vidtdreven Royalisme er nærbeslægtet. Her menes ikke Dyder, som sidde i Constitutionen og Maven, f. Ex. den høitagtede Afsky for et Glas Viin, eller i Blodet, som f. Ex. Linietroppe-Tapperhed; men virkelige Dyder, hvis gode og skjønne Følelser dog maae afsvales, ikke alene for at undgaae en maaskee foragtet Verdens Latter, men for at vedblive at være gode og skjønne. Gjæstmildhed er saaledes en smuk Dyd og medrette et Folks Ære; men den bliver ligesaa stor Usæ- delighed som Taabelighed, om den gaaer ligeindtil at tilbyde Gjæsten sin Kone eller Datter til Sengekammerat, som nogle Folkeslag have for Skik. Heller ikke er der noget af Dyden tilbage, om den for een Gangs Skyld lader hele Husets Formue springe, saa man næste Dag maaskee er nødt til at være uartig. Begeistringen for Valdersens eller Hardangernes Eenfoldighed og Nationaldragt (hvorpaa man nys i Morgenbladet har seet et latterligt Exempel) bliver let, om den ikke gjør sig Rede for sig Selv, til al Illiberalitetens Begeistring for Uvidenhed og gammeldags Barbari hos Bønderne. Den troer sig maaskee pa- triotisk og liberal; men i denne Nedladenhed er en høist ubeføiet Stolthed, som næsten altid i Nedladenhed; og der er intet mod- bydeligere til, end at see en aristokratisk Laps klappe en af disse forsømte Landsmænd paa Skulderen, og, stolt i ham, dog tale med ham som med et Barn, uden at bemærke, at den Ærbødighed, han vil Lægge for Dagen for disse Fædrenes Sæ- der og Former, hverken i sit Indre eller Ydre er forskjellig fra den blandede Følelse af Behag, hvormed han seer en Bjørn eller en Elg fra Østerdalen. Hertil ere dog disse Landsmænd for gode. Agtelse for det Simple og Naturlige er en Dyd; men gaaer den indtil at blive Begeistring for det Enfoldige og Uvi- dende, da kan Ufrisindet ikke komme synderlig længer. Hengivenhed for Kongehuset er saaledes en Prydelse for det norske Folks Tænkemaade; men ikke videre end Retfærdig- heden og Selvagtelsen billiger den. Om den viser sig under andre Mærker, end disse give den, forvexles den medrette med Trælsindet, og skal forgjeves bestikke sig selv med den Tanke, at et Folk, om det udsvæver i Hengivenheds Yttringer for en kongelig Person, dog kun igrunden derved hylder sin egen Selv- SIDE: 86 stændighed. Denne Dyd har saaledes overskredet saavel sine egne som Sømmelighedens Grændser i den Erklæring, Bergens- damerne gave Kronprinds Oscar i Krandstrækkene "vi elske Dig!" Var end dette ikke saa slemt meent som sagt, saa er dog den Tvetydighed, som Damer for Alting maae undgaae, saavel i dette, ikkedestomindre betydningsfulde, Loyalitetstræk tilstede, som i det fine Svar, en Dame siges et andet Sted at have afgivet: "vi gjøre saamen Alt for at behage Deres Durch- lauchtighed" (sic) paa en, vistnok noget satirisk, Compliment fra Prindsen i Anledning af den Mode-Eleganz, som over- raskede ham dersteds i Damernes Antræk. Man kan jo selv af Slaven fordre, at han midt i Henrykkelsens Ruus over en Naade skal erindre, at han dog er et Menneske; men naar den Frie glemmer det, hvorlangt har da ikke Hengivenheden over- skredet sine Grændser? paa hvilke fremmede Gebeter kom- mer den da ikke ind? ja, selv den utilladelige fysiske Kjær- ligheds er den ikke fjernt længer (Hugs La Valière). Ellers, dersom disse moralske Særsyn maaskee blive klarere ved Exempler, saa vil jeg endnu anføre nogle. Medens Hovedstaden viste det rolige Maadehold, som charak- teriserer Hengivenheden, overgik denne paa andre steder til en fortærende Lidenskab. Den ophøiede Gjæsts Simpelhed syn- tes ikke at blive følt med al den Vægt, som ligger i Contrasten. Hint Exempel toges ikke tilfølge, men syntes dem snarere at ligne Høiforraad. Og en Ødselhed, større end den meest ud- svævende carlistiske Royalisme kunde ønske og kræve, blev tagen til Maalestok for Loyaliteten. Hurtigseilere afgik fra Arendal og Bergen for at hente Sydens dyrebare Frugter og Lækkerbidskener. Man talte om 4000 Dalers Gjæstebud i en By paa 2 OOO Indbyggere. Ad Postveien hentedes med uhyre Bekostning fra Europas Midte de for Grusomhed ved Frem- bringelsen og Kostbarhed berygtede strasborgske Gaaselever- posteier. Magaziner af Modesager tømtes i Hamborg og Paris; og purpurdraperte Sybaritlocaler aabnede sig for at forbause en Fyrste, som maaskee tænkte at møde republicansk Simpel- hed, mercantilsk Sparsomhed og norsk Trohjertighed. Det var Triumfen i saa Henseende at have skuffet ham. Forsildigt, om de kom, kom disse kjølende, modererende Tanker, at den høie SIDE: 87 Gjæst rimeligviis var ligesaa glad som hans Sundhed tjent med at han kom ombord igjen eller i sin Vogn; at Rystelsen og Arbeidet med selv at styre under Kjørselen nu var det bedste efter al den umaadelige Stads, for at forebygge Fordøielses- uleilighederne; og at de Laviner, Høisamme udsatte sig for paa Filefjeld, vare langtfra saa farlige, som de af uhyre Blomster- koste, Shawler o. s. v., der truede fra Æreporte og Vinduer at begrave H. K. H.s dyrebare Person i Byerne. Hvor aldeles udenfor Fornuftens Regler en saa umaadehol- den Hengivenhed er, saaledes at den ad en ubeskrivelig iilsom Overgang hensmelter i Tilbedelse, om den opdager Træk af Jevnhed og Godslighed hos en saa høi Person, men aldrig gaaer tilbage til at finde den rette Betydning heri -- det kunne vi see i den skjærende Contrast mellem Prinds Oscar i en graa Overfrak styrende sin simple Faeton under venlig Samtale med Skydsgutten, og den tydske Post rullende gjennem alle det romerske Riges Lande indtil den i Kiel kunde til Damp- baadene faae overleveret Porcelænskrukkerne med Gaaselever i til Bergenserne. Disse fandt ikke Betydningen i hiint og andre elskværdige Smaatræk af Prindsen: denne Simpelhed var ikke efterlignelsesværdig, men syntes ad en bagvendt For- nuftproces at opfordre til det Modsatte; og til Ære for den høie Gjæsts Simpelhed skulde Lækkerbidskener sluges, der vare dyrere end om man spiste en Sølvskee op for hver Mund- fuld. Nu er det rimeligt, at Eftersmagen bringer Hengivenhe- den inden de Grændser, hvor Fornuften erkjender den, og at man gjensidig undskylder sig for hinanden med den hollandske Frase: "har du raset eller skal du rase? Kjære snak aldrig om det!" Piinligt maa det dog altid være at tænke, at De, der ikke lode Hengivenheden løbe af med sund Sands og Pung, baade have den tilkjøbte fælleds Nytte af Overtydelsen om rodfæstet Hengivenhed for Dynastiet og tilmed Løier for en god Stund. Løier? Det er umenneskeligt efter saamange Opoffrelser. Dog kan jeg ikke, med al den Kulde, som jeg har tiltaget mig til en Afhandling over Maadehold, holde Maade i min Latter over den hulkende Duet imellem Stiftamtmanden og den sen- timentale Hardanger. Med Stiftamtmanden var det idetmindste, SIDE: 88 efter den rørende Beskrivelse, paa en god Vei; og enhver anden Mine end enten Alvorlighedens eller et Smiils vilde under det Optrin have viist, at det Følelsens Maadehold var borte, som alene kan frelse den fra at blive latterlig. Under Nedskrivningen af disse Linier faldt det mig ind, at der dog maatte gives Dyder af saa rolig Natur, at de aldrig kunde modtage for meget Liv, saa der ved dem intet Spørgs- maal kunde blive om Maadehold. Som saadan paafaldt mig Troskaben og Taknemligheden. Jeg vil indrømme det, hvad den sidste betræffer, forsaavidt det ikke ogsaa hos den kan kaldes et Krav paa Maadehold, at den aldrig maa ved Velgjerninger troe sig forpligtet til Forbrydelser, og aldrig paaklænge en stolt tilfældig Velgjører evindelige Erkjendtligheder. Men der- imod den første? -- jeg beder at erindre den Pudeltroskab, som visse Nationer gjøre sig til af; og af vort eget Fædre- lands Exempel i Befrielsesaaret og alle befriede Folkeslags Historie, hvor uendeligen betinget den politiske Troskab er og maa være. Derimod, medens Kjærligheden tiltrænger alt Maadehold, medens Venskabet selv maa iagttage dette, taaler Troskaben i Venskab, som dettes bindende Princip, og i alle private Forhold intet Maadehold. Ellers er den maaskee uden Undtagelse ligesaavel nødvendig i Sindets gode Bevægelser som Tvang er det mod dets onde, og som den er det i alle Lege- mets Forretninger. Den platoniske Kjærlighed tiltrænger lige- saavel Maadehold som den fysiske Elskov; i Godmodighed maae vi ligesaavel sætte os Grændser som i Søvn; i Loyalitet som i Æden; i Patriotismen som i Drikken; i Velvillie som i Aare- laden; i Republicanisme som i at see mod Solen; i Gavnelyst som i at sidde oppe om Natten; i Retfærdsfølelse som i at røge Tobak; -- ja (og dette er det mindst Triviale heri) selv i Maadehold maae vi have Maadehold. SIDE: 89 LITERATUR FORMODENTLIG DET SIDSTE MORGENSTJERNSKE TOG (See Morgenbladene.). (Indsendt.) Statsborgeren 8. des. 1833. Ei meget langt din Hæder rak, min gamle Bredo Munthe: til 11 jo kun; da knak Triumfkarossens Lunte. Ecce Det kunde ikke bedre gaae; thi du med Øg kun kjørte: dit Pral ei orked meer at staae, og Viddet knapt sig rørte. Dit Skjæld og Smæld man hørte kun, og at du Viddet pidsked. Og længe før det gik isund: "der ligger han" man hvidsked. I Dyndet sank du da, dog seer og hører jeg, du trives selv der galant; -- maaskee og der dit Element just gives. Ecce qvam bonum bonum thi vare de Embedet betræffende, maatte de ind i dobbelte Copiprotokoller, og angik de Andet, da havde de ogsaa sin Copiprotokol, ikke at tale om de særskildte Svar- protokoller og Modtagelsesprotokoller og Extractprotokollerne, som kun deri vare forskjellige fra de andre Protokoller, at han i dem tillod sig at skrive: "H. H." istedetfor "Hans Høivelbaa- renhed," "underdan." for "underdanigen," "Novbr." for "No- vember" o. s. v. Dette var nu engang blevet en Nydelse for den stakkels Mand, og en Slags Kunst, saasom ikke det mindste Sving, den mindste Tøddel maatte være borte eller anderledes i nogen af Copierne. Desuden, skjøndt det i Grunden blot var en Tidsfordriv, gav det ham store Tanker, (og altsaa hans ind- skrænkede Aand et Slags Sving), om hans Embeds Vigtighed og ærefulde Besvær. Derfor brystede han sig, naar han kunde sige: "igaar skrev jeg 14 Copier," og troede, at Andres Smiil derved kun var Selvlykønskningens over, at slige Byrder ikke laae ex officio paa deres Skuldre. At denne Mand var skabt til Bagateller, til Copiist, er klart, og derfor bør han ikke beklages, da han selv paatog sig de ufornødne, aandssvækkende Arbeider, kun adlydende Copiistnaturen -- der virkelig er selvstændig, og danner en egen Classe lavere Mennesker -- da denne i hans Fuldmyndighed og Rolighed frembrød med en Drivts Vælde og en Fyrighed i Tilfredsstillelsen, der var ubunden imod den, der tilstedes den Pugelystne (saaledes viser sig Copihanget i de tid- ligere Aar) af de halvt over Fliden blide, halvt over Pugværket rynkeslaaende Professorer paa Collegierne. Men et af de Væsener, som Naturen stemplede til Menne- sker og ikke til Copiister, hvem alle Aandens Evner og dens ædle Selvstændighed forherligede i et sundt Legeme, men som SIDE: 91 dog ved Tvang og Vane bleve Maskiner, Copier i aandig og legemlig Henseende af et Menneske, af en Overcopiist eller Overcopi -- saaledes, at f. Ex. deres naturlige Godmodighed bliver til dottet, slavisk Underdanighedssind -- eller en ynke- lig Skygge af sig Selv, som de kunde været -- saaledes, at f. Ex. deres ædle, naturlige Alvor og Selvstændighed i Sindet bliver til Contorgrættenhed, og Tænksomheden kun til en ufeil- bar Øvelse i at tage efter de fineste Pennesving, og Sindsstyrken kun til en exempelløs Taalmodighed i at copiere og atter copiere -- kort, et af disse ulykkelige Væsner, der have copieret sig til Intet, til Sløvsjæle i Krympkroppe, gad jeg tegne for hiin vanvittige Stolthed, der lader Forældre ansee Contoristkrakken for sine Børns Lykkestige. Stolthed det? Det var Ømhed som vilde, at det lille Condi- tionertmandsbarn Augustinus, der havde gode Evner, livligt Sind, Hændighed til Alt, stærkt øvet Legeme, hverken skulde fornedre sig til Plogen eller til Haandværk eller friste at fange Lykken i det hvinende Seil. Derimod -- hvilken glimrende Løbe- bane! -- den gode Skriver vil tage den lille Augustinus paa sit Contor strax han bliver confirmert -- derfor maa han skynde sig med det, og søge at voxe saasmaat paa Krakken -- derpaa faaer han Incassationer og lærer at sno sig igjennem Verden og lægger op Penge paa Bøndernes Bekostning til at holde sig i Byen med, ogsaa -- Augustinus skriver jo en god Haand og faaer nok gode Attester, om han flaaer sig nogle Hudfiller til -- saa ind i Departementet, i Copidømmets Kloster, hvor saamangen vakker Karl fra Landet fik Absolution. Stolte Ømhed, saaledes drømte du, og din skjønne Drøm er gaaen i Opfyldelse. Augustinus var hos Skriveren, copierede fra han var 14 til han blev 20 Aar, indkasserede til han var 24, lagde sig til et Par 1000 Daler op i den Tid, fik herlige Attester uden videre Van- skelighed, og -- det gik, som Ømheden drømte. Nu ville vi betragte den 40aarige Copiist. (Fortsættes.) SIDE: 92 Henrik Wergeland [POLEMIKKEN OM BISKOP MUNCH] (Indsendt.) Statsborgeren 15. des. 1833. I Statsborgerens Nr. 21, 9de Hefte, er Forfatteren af et Stykke i 126 af Morgenbladet for 1832 bleven opfordret til at oplyse Publikum om, hvorfor han ikke har fundet det nødven- digt at tage til Gjenmæle mod de Bebreidelser, som Provst Munch i Anledning af dette Stykke i Nr. 277 af samme Blad har gjort imod ham, til Forsvar for afdøde Biskop Munchs Minde. Bemeldte Forfatter finder i denne Anledning fornødent at replicere Følgende: Ikke længe efter, at han havde læst Provstens Replik, skrev han et Svar herpaa, som dog af uformodede Aarsager ikke blev offentliggjort og hvormed han senere fandt sig vel tilfreds, deels fordi samme maaske var skrevet med vel megen Hidsighed og deels fordi man oftest svarer bedst paa Pamfleter, naar man slet ikke reflekterer paa den. Han havde ogsaa besluttet at forblive taus fremdeles, dersom ikke fornævnte Opfordring paa en Maade havde sat ham i den Nødvendighed at fralægge sig en Mistanke, som synes at paapeges, om den end ikke anføres. Med Henhold hertil fremkommer derfor Efterstaaende. Den Opfordring som findes i Statsbr. Nr. 21 kræver formo- dentlig Svar paa 2de Poster. a) hvad der i Morgenbl. 126 kan være anført Biskoppen betræf- fende -- og b) Nogle Bemærkninger til Provst Munchs Replik sammesteds Nr. 277. Hvad 1ste angaaer maa Forfatteren vedblive den Formening, at det ikke er nok for at faae et brilliant Epitafium, at man har beklædet en eller anden høiere Charge; derimod troer han, at just et saadant Tilfælde -- og dette er det vel som oftest -- kræver en større Virksomhed og et større Ansvar, end der kan paahvile en ringere Stilling i Livet. Har nu Bisk. Munchs For- hold ikke svaret hertil, saa tilkommer, som Følge deraf, han heller ikke den Lovtale, som i forskjellige Tidender ere ydede ham. Forfatteren troer ogsaa, at om slig Lovtale skulde være en Taknemmeligheds Tribut, som Klienter, der ved hans Ind- SIDE: 93 flydelse, maaske paa Andres Bekostning, fik ombyttet Fjelde med Dalegne, have ofret ham, disse deels burde gjøre Publikum Regnskab for deres Motiver, deels indskrænke deres Doksologie hertil, og at derfor det ikke kunde være formeget, om de fik en Henviisning til saadant Maal og Grændse. Forfatteren formener ligeledes, at der, uden at overskride Sandheden, kunde siges om Bisk. M., at hans Visitatser bare Præg af Smaaligheder og uover- lagte Attentater, samt at samme Mands litterære Bane ingen Epoke har gjort i Videnskabernes Rige og at Æmnet til Præ- sten i Hallingdalen, sammenlignet med Fayes Anførelse af samme Sagn, maa ansees for mislykket, forsaavidt det er lempet efter Dagens Tone. Med rette kunne derfor disse Udladelser vel ikke betitles med Navn af Stiklerier, Nedrigheder. Den gjorte Opfordring til hine Rimere og Prosaister at fremkomme med Beviser for de den Afdøde tillagte Fortjenester af Føde- landet faaer derfor vel endnu blive gjældende, med Undtagelse af Provst M., hvem man for Slægtskabets Skyld billigen bør undskylde. Hvad derimod 2den Post angaaer, er vel allerede foran anført Grund nok til ikke at have agtet paa den saakaldte Skrabe i Nr. 277, den nemlig: at saadanne Pamfletter bedst gjengjældes med ikke at svare og det i denne Henseende saameget mere, som Provst M., -- ifald Stiil og Hensigt i dette Stykke fra høiere Ste- der bemærkes -- maa have saaledes blottet sig, at det burde blive betænkeligt, nogensinde at betroe ham den høiere Post, som han skal have stræbt efter; thi om endog Tilfældet var, at hans afdøde Broder skulde ved det Anførte være traadt for nær, saa maa man dog med hans anden Antagonist i Morgenbl. Nr. 261 s. A. gjentage: at der gives tusinde pynteligere humanere for ei at sige christeligere Maader at irettesætte paa, end de Provst Munch benytter -- ligesom man maa tilføie, at om det Ord- stykke er Sandhed at hvor intet Godt er inde, kommer heller intet Godt ud -- saa har man vist af det, som denne Mand offentliggjør, liden Grund til at fælde en gunstig Dom over hans Indre, hvilket dog i hans Fag, eller et høiere af samme Slags der maatte være ham magtpaaliggende at opnaa, fortrinligen maa komme i Betragtning. Nogle af den afdøde Biskops for- nemste Skjødesynder vare Egoisme og Hidsighed, og deraf føl- SIDE: 94 gende Overilelser, og at disse ere Arvefeil i Familien, har Provst M. ved sine Repliker noksom godtgjort. Gid retfærdig Betragtning herover maatte kjøle den Iver, man antager der udvises for at see ham fordeelagtigen befordret og denne Iver vende sig til andre Geistlige, der have lige saa stor eller større Krav paa høiere Ansættelse; thi hvor Magten er i Haanden, bør vist ikke ustyrlig Hidsighed være i Sindet -- dette er en nok- som prøvet Erfaring. At see en Riddervold, en Wergeland o. s. fl., som Stiftsprovst i Christiania vilde vist vinde mere alminde- ligt Bifald, end om Provst Munch beklædede denne Post, og man nærer dog endnu den Troe, at Regjeringen agter paa Fol- kets Ønsker! August 1833. Henrik Wergeland OM DEN UNGE SVENSKE SKJALD RIDDERSTAD, FORFATTER AF "TIDSRUNOR" (Indsendt.) Morgenbladet 7. jan. 1834. For sin egen Literatur har en stor Deel af det norske Folk liden Opmærksomhed og endnu mindre Velvilje. Endnu skjødes- løsere behandles den svenske, saa at den fast er ukjendt som om den blomstrede i fjerneste Orient, medens den danske hæn- ger med Tvekroge i Gemytterne. Grunden hertil er neppe klar for disse selv; men klart er det for Endeel, at den ei ligger i den danske Skjønliteraturs Gehalt. Dertil hører noget mere end endog heldigen (om den har det?), at have grebet Dagens Tone. Det var vor Aandeverdens Efemerider nok, at de i den fandt den lunkne Temperatur, hvori dem tykkes bedst at leve. Men som en Mygmillion, om den trykker Sværmens Vægt tappert paa, maa kunne slukke Fakkelen, som fortærer de enkelte Hun- dreder: saa udøver hines Fleerhed en uværdig Indflydelse paa mange af Anderledestænkende, der, uden at dette heller bliver disse klart, henriver dem med sig. Saaledes grine Mange ad J. L. Heibergs Flauserier, medens de bære Foragt for dem i Hjertet; og saaledes saae man forleden i den med Talent redi- gerede "Frimodige" en besynderlig Afbigt for Ingemanns "Dane- SIDE: 95 vang", sat i Spidsen af et Digt, som i alle Henseender staaer over dette, af en Forfatter, hvis Anskuelser i ovenberørte Hen- seender ere Nærværendes. Den danske Skjønliteratur synes fra Oehlenschläger og ligetil I. F. Hansen (i Andersens Genre, og dennes Overmand) alene at have Underholdning til Meed. Den er en Sofaliteratur; og maaskee der, paa Sofaerne, findes dens Publicum. Moro er dog ingen Poesis ensidige Hensigt, og har aldrig været den virke- liges alt længe før Horaz fremsatte dens, "at gavne", som dens første. Vor Oldtids Skjalde qvad vel i den lune Gjæstesal; men Thormodur sang paa Stiklestad før Kampen gik an det gamle Bjærkemaal: "Hanen hilser den rundne Dag. Vaagner, Korsmænd, til Slag til Slag!" og Sighvat sang Magnus tilrette for hans politiske Forfølgelser, og standsede dem i Qvadet: "Vrede Herre! hvo tør raade Dig at gjøre Kongeord til en fuul tvetydig Gaade? Det er dristigt her i Nord! Vogt Dig, om de Gubber stikke hvide Skaller sammen tyst, om Normannafolkets Blikke, skulme ned i oprørt Bryst!" Ikke Døgenichters Moro eller alene Kirke- eller Fabel-Moralen satte de sande Digtere sig som Meed. De indelukkede ikke sine Sjæle i Gemakkerne. Verdensmoralen var dem anviist, og de søgte sin Plads i Verden, forhen som Hærbevægere og Konger- nes Lærere, nu som Ideeanførere og Folkenes Lærere. De for- tolkede da de stortegnede Dyder og Laster, som Verdensmoralen omhandler: Friheden og Trældommen, Sandheden og Løgnen; og alle Dyder og Laster underordnedes disse. De stode i Spid- sen for sin Tid. De levede i Sphærer, deres Tid endnu ikke igjennemskar; og deres Qvad vare Forjettelser. Som fagre Luft- syn foran den susende Snekke glimrede deres Høibilleder foran deres Tid, og disse vare de samme som Kjerlighedsreligionen opstiller over Lyksalighedens Lande. SIDE: 96 Aha! siges der -- vi forstaae hvor det bær hen. Men poli- tiske Digtere? Gives der noget modbydeligere? noget Skjøn- sandsen modstridigere? Men "politiske Digtere" er ikke det rette Ord; heller ikke "moralske", heller ikke "filosofiske". Vi ville "digterske" Digtere, eller -- ikke beskrivende det ubeskri- velige -- Digtere, som ikke boe i Himlen forat spytte paa Jor- den; som beherske sine Idealer; som leve men ikke døe af Føl- somhed, og ikke ville at Andre skulle døe af den, som deres Værker udaander; som ikke beruses af en barbarisk Fortids Mulm, eller baske om med Fantasivingerne i dens Støv for at gjøre Nutiden ærværdig ved at tilpuddre den dermed, men som forstaae sin Tid, deeltage i dens Krav, oplyse den derom og paaskynde dens Idrætter og Flugt; og endelig som idealisere ikke derfor, men for at realisere eller see eller haabe realiseret. For høi og seiervis til at kunne blive fanatisk, er slig Stræben tillige fri for at bortrives i Partiraseriet; thi de sande Digtere have kun et Parti at sværge sig til, saafremt de ikke ville synde imod deres egen Natur, og det med større eller mindre Ube- vidsthed, liggende under for fiendtlige Kræfter i sine Sjele. Saaledes Grundtvig. Men dette Parti er Himlens og den for- bedrede Jords. Den høieste Egoisme, Tyranniet, har været bekjæmpet af dem med ligesaamegen Styrke som de Massers, som de reiste, altfra Profeterne af, der trøstede de Grædende ved Babylons Floder, til Schiller, Byron og til nu da Delavigne bevæbnede Paris. Og i Tydskland, hvor Digternavnet især er blevet fornedret ved Divertissementskjalde, der hændtes det ogsaa, at Kørner sang og Arndt og Uhland -- Lüzows sorte Jagt vare deres Toner kun i Liv, i Staal, i Seir. Men vældigst af alt var den Indflydelse, som Skjalde erholdt i og paa Revolutionerne. Da fremkom maaskee ingen store eller lange "Kunststykker" fra dem; men hvorfor? -- fordi den ilsomme Realiseren af deres Idealer bortrev dem: Da Rhiga sang, paa Marathon glimrede igjen en Falang, og Zeus sit Lyn Kanaris, den Brændende, gav ifra Skyen. SIDE: 97 Chenier sang -- -- da lodded Engle Himlens Blaa med Lynets Flammer ind i Galliens Liljebanner. Roucher sang -- -- da, let som Skyer fulde af Dæmoner, rulled over Alpen Legioner. Niemcevicz greb i Strengeraden, Samson liig i Dagons Søiler: -- Weichsler blaae af Staal og Bug af Blod om Czaren slog. Er Digterens Plads saa høi, er deres Natur saadan, er det saadanne, der give en Skjønliteratur Rang, opfylde de saaledes i høieste Maade det Hovedbud "at gavne" -- da maae vi tilstaa, at hiin Literatur, som sagdes at have Indflydelse paa os, fra denne Synspunct ikke fortjener denne. Det er meget mere modsatte Meninger af dem, der ere Friheden og Sandheden tjenlige, som den udbreder, skjøndt i ufrie Lande Harperne skulde være de "rostra", hvorifra alligevel Frihed og Sandhed for- kyndtes Folket. Dog -- der er en Gavn, som Skjaldskabet siges at have valgt sig fortrinsviis, ja som der siges er den eneste: den at forædle Skjønfølelsen. Men dette er jo kun en Betingel- sesegenskab. Den er Elementet, hvori Skjaldelivet er, men ikke Livet selv. Skjønfølelsen er Sandhedens Organ. Det er ikke dette som tiltaler selv, men gjennem det meddeler Digteraanden sin Ild, sine Forjettelser til ikke framsynte Sjele og befrugter de koldere Gemytter. Det er aldeles nødvendigt, men ikke nok. Dette er maaskee de bedste danske Digteres Fortjeneste. Den allerstørste Deel vedgaaer dog uden Blygsel, at "Løier" er deres eneste Meed; og de staae sig godt derved hjemme og her. I den svenske Skjønliteratur er Akademisternes ensidige Ind- skrænken af Digternes Omraade alene til at forædle Skjønfølel- sen, og deres endelige Nederlag bekjendt. Tegnérs Krands er af Vintergrønt, som er groet paa Ruinerne af det gamle Vitter- hetstempel, hvor Leopold og Kellgren vare Ypperstepræster. Han elsker derfor disse Ruiner, og ønsker vel at de stive Kolon- ner stod; men Poesien paa Forum, paa rostra, Frelsens kjæm- pende elsker han ikke. Hans liflige Farver, ikke hans Ild, har gjort ham saagodtsom til den eneste Repræsentant for den SIDE: 98 svenske Skjønliteratur hertillands. Stagnelii og Lidners rubin- dunkle Glød, Kellgrens regelret slebne Demant, Anna Lenn- grenns og Fru Nystrøms nydelige Rosetter, de ypperste af "Phosphoristernes" Karfunkelregn -- alle Disse have ikke til- glimret os gjennem den Kjølryg af Mulm, som hidtil har af- grændset den norske og svenske Aandeverden skarpere end Steenkjølen gjør det i den politiske. Kun de tegnérske Brillan- ter opdagede vi, og med samme Øiekast Glasset i de mange af dem, der hidtil havde fortryllet os. Alligevel var den blotte "Skjønhed" deres ypperste Egenskab, "Underholdning" deres Høimaal. Skjalden var fornøiet med Verden, og vilde fornøie den igjen. Dog, hans Værkers udmærkede Evne til at forædle Tænkemaaden, forfine Sæderne og vække Fantasien samt de mange stærke Glimt af Frisind, der lyne hans Skjønbilleder ved Siden, og de stærke Harpegreb, hvorved han gjør sine Lands- mænd vake mod Barbariet og Trældommen, som truer at ind- trænge fra Rusland, om dettes Øde skulde blive dem for snevert -- ". . Vinterbøien, stormende ifra Nordosten paa" -- dette gjør, at Tegnér alligevel indtager sin Rang imellem hine Digtere, som vi ville have tillagt den ypperste: disse Liberali- tetens, fordi Frihed er Menneskeudviklingens, Lyksaliggjørel- sens vældigste Drivkraft: Disse Sandhedens og Retfærdighedens almægtige Beskyttere, som røre de Strenge i sine Harper, hvilke igjen røre de Strenge, der samklingende gaae igjennem Men- neskehjerterne og bringe Folkenes Masser til som Taster at springe op: Disse, som "gaae til Doms med sin Tid; som udstake Veien, som den har gaaet, og Veien, som den bør gaae": Disse "som opblæse paany de halvsluknede Menneskehedens Altar- ilder": Disse, som "gaae med Livets mangefargede Fahne fram foran de voxende Slægter", ja disse Skjalde, "som ogsaa ere Helte; thi de anføre Tidens Fortropper". Den, som saaledes har betegnet hine Skjalde, og mellem dem da sig Selv, er den unge svenske Digter Ridderstad, Forfatter af "Tidsrunor," ristede i Sandhed saa herligt, at de vel for- tjente en anden Lod end Runers almindelige: kun at faae sin SIDE: 99 rette Værd af Efterverdenen. Dog kjende vi intet til denne Genius; hverken til den eller den fryxellske. Dog ere disse To eensomme, høitflyvende, forjettende som Ravnen og Duen i det øde Himmelrum, da Vandene gik tilbage. Begge henhøre til hiin de sande Digteres Classe; dog Ridderstad fremst, mere aabent dog, og factisk bekjendende sig dertil i sine Skjalde- stykker end i hine af Tidsrunornes Indledning citerede Ord. Vi feile neppe, om vi antage, at en Digter af hans Styrke og Charakteer, idet han drager Udbyttet af hiin de forskjelliges "Skolers" udkjæmpede Strid, baade vil vorde den svenske Poe- sies Rige en Epoches Lyspunct, og, om det ikke lykkes de Servile gjennem tjenstvillige kritiske Tidender, at formindske hans Indflydelse, af største Gavn for det Frisinds almenere Udvikling, som redder hans Fædrelands Selvstændighed og afføder Reformen. (Fortsættes.) Henrik Wergeland OM DEN UNGE SVENSKE SKJALD RIDDERSTAD FORFATTER AF "TIDSRUNOR". (Slutning fra No. 7.) Morgenbladet 8. jan. 1834. Vi have Ridderstad her for Øine. Det er paa ham vi ville gjøre den norske literære Almeenhed opmærksom; og maa saa- ledes, ihvor ugjerne, for denne Gang give Slip paa Olof Fryxell -- den unge Skjald, der skriver Vers som disse i sin "Boli- vars Død": "Men feberlågen dock förbrinner så småningom, och dag för dag den stora mannen återfinner sitt förra gudalika Jag. Så står och Kotopaxis topp, då vilda lågan är förkolnad, en blek och majestätisk vålnad, som höjer sig mot himlen opp." -- og som lægger sin døende Helt disse Ord i Munden: "På rättvisan allena grunden I er frihet -- ack! och rättvisa är lag, och lag är tvång; men kärleken är frihet." SIDE: 100 Den samme Aand og Tro har belivet disse to Geniusser. De have samme Retning: netop den, vi ovenfor tillagde de Digtere, vi sætte i første Rad. Der skal Høide til at naae hiin "Kotopaxis topp;" dog gaaer Ridderstad høiere. Den "svenske Medborger" indrømmer ogsaa dette uden just at indlade sig paa nogen Sam- stilling. I et hos os forgjæves udgivet Prøvenummer af en Tidende "Nordlyset," som ogsaa havde til fortrinlig Hensigt at gjøre vort Publicum mere bekjendt med den svenske Litera- tur, berettedes hint udmærkede svenske Blads Erklæringer om Ridderstad, hvori siges, "at i ham reiser sig en mægtig Genius i den svenske Literatur;" og, at "sjelden, -- og i Sverige sikkert aldrig -- optraadte en Yngling med større Anlæg til Skjalde- konsten. Alt hvad som egentlig charakteriserer et stort Snilles første Skabelsesforsøg findes rigeligen i hans Poesier: Store og djærve Ideer, en mere høi og mægtig end let og ledig Fantasi, glødende og dyb Følelse, mere pragtfulde og sublime end nette og skinnende Billeder, Sproget levner ikke nok Rum for de ikke blot djærve men forvogne Udflyvninger o. s. v.". Dette erklærer Medborgaren efterat have bebreidet de egentlige kritiske Tiden- der deres "fornemme" Taushed med de yngre svenske Digtere. Ridderstad har udgivet, foruden flere mindre Stykker, "Tids- runor 1ste Hefte" (findes hos os i Hoppes Boglade) og "Wild- heim," der endnu ikke er kommet os ihænde. 2det Hefte af Tidsrunorne stunder til sin Udgivelse. Af 1ste Hefte er hos os alene bleven bekjendt Afskedssangen. "Farväl Welika! Bort jag drar til örlog och til strid. När man är ung man verka bör; ty det är kraftens tid" o. s. v. Den findes i Tidsrunorne, vigende dog, efter vort Omdømme, for det følgende Qvad "Edvard:" "En vingad jättekung jag ville vara, en nordan, mägtig i sin flygt att se. Då skulle jag utöfver Niemen fara pa spände vingar, med en pohlsk armee. -- -- -- Dock, arma önskan! jag har inga vingar, jag är sa vinglös såsom karrets al; jag är en klocka, vidt och bredt jag klingar, men hänger dock alltjemt i samma dal. SIDE: 101 Nu vill jag mig dock fort till strids begifva, och om jag kunde, Gud! med dig mitt svärd, en dödssång djerft på Rysslands panna skrifva; jag ville dö -- jag vore döden värd -- " Det er ikke den svenske Yngling, som saa taler. Det er Dig- teren, fast nogle skulle sige, det er hiin, og at han rører "ube- hagelige politiske Accorder." Lad saa være; men en saadan svensk Yngling bevæbner de svenske Ynglinger, det er Forskjel- len; og disse Accorder komme fra Europas Hjerte, og de trænge ingensteds til klarere og stærkere Tunger end i vort Nord, der er bleven en Forpost imod den forfærdelige Magt, der nærme i Øst. Det skal holdes vaagent naar saadanne Sange lyde; det er et herligere Vidne om endnu ukrænket Selvstændighed, at de gjøre det, end dristige Avisstykker; og i dem er ikke Sand- heden hjemfalden Hofcanzlerens Magt. Idetmindste skal han blues mere for at anvende den mod Geniet; og dette frigjør da Sandheden, der igjen, som Skrivten siger, skal frigjøre Men- neskene. Mange have forsøgt i Sang at skildre en Batalje; men med liden Lykke. Rædsler har man havt nok af i Versene; men Livligheden, Kampens Stigende og Faldende, har været borte, og endnu mere den poetiske Idee. Noget stivt har paafaldet os, noget stødende, som naar vi see Afbildninger af Bataljer med de stive Linjer i fuld Marsch, de fixerede Kanonglimt og Røg; og noget ufuldkomment, noget manglende, som naar Compo- nisten vil tonmale Slaget og lade os høre andet end dets Musik. Oftere have vi været tilfredsere med prosaiske Slagskildringer end med dem, som gjorde Krav paa at være poetiske. Dog fordre vi medrette mere af disse. Ved hine Kunsters Frem- stillinger maae vi hjælpe selv paa vor Fantasi; af Poesiens fordre vi at de skulle det. At Poesiens Livlighed dog kan følge Slagets, at denne er bedst skikket til at stille os dette for Øie i al dets Sandhed -- denne forhøiet, ikke ved Svulst tilintetgjort -- det viser Digtet "Grochow." Det er ikke den og den Divi- sion, den og den General, som sees kjæmpende; det er Pohlen og Rusland; det er Betydningen i to Folks Kamp paa Død og Liv. SIDE: 102 -- "Och med härskri striden rullar framåt såsom fjellets flod, och med svärdshugg timra alla uppå Pohlens ärestod." -- I en Skildring som af en Kamp mellem Elementer og Demoner, hvor paa Feldtherrens "Hjeltars hjeltes" Skuldre "Ørnen og Døden sidder," hvor "med sitt siarfinger hjelten drar kring oss en ljungeldssky, hvart han går, förstöring vandrar som en morddrott fram förut: Tu-klyfd örn sin vinge breder milslångt öfver fältet ut" tabes dog ikke eiendommelige Træk ved hiin Kamp afsigte, men fremtræde charakteriserende, uden at de lide i Sandhed om de opløftes, og uden at det øvrige Ophøiede taber ved den: "Och med lia Bonden vandrar mejande som döden fram. Och der stupar Rysslands ära, och der växer Rysslands skam." Alligevel skulde "Grochow," denne Deel af Romancekjæden "Edvard och Welika," med al sin Ophøiethed i Skildringen og Digteriskhed i det Enkelte, i det Hele dog være uden poetisk Værd, om Skildringen af Slaget havde været Digtets Hoved- gjenstand. Men dette erholder det ved at Skjalden gjør Slaget selv med alle sine "åskor, blixtar och eldgap" kun til en Lyn- kreds om sin Helt Edvard. Da dets Damp bortdrev, dets Tum- mel svandt, først da Seiren var vunden, da der spurgtes: "Hvems var stridens blomma: segren? hvems dess krona? lagrens krans?" først da gjenfinde vi ham, Ynglingen, derborte "lutad mot sin brutna lans." Og vi ahne, at han var i "åskorna og blixtarne," og at det er ham Seiren skyldes. Klarere staaer den Herlige for os nu end om vi havde kunnet følge ham igjennem hele Kam- pen. Vi finde ham i hans skjønneste Øieblik: i den døende Seierherres. Man skulde sige, at der skal større "Kunst" til at opdage dette, til at lade Slagets sidste Blink med saa skjærende Klar- hed, idet det slukkes, falde paa Seierherrens i Døden blegnende Aasyn, eller at lade Glandsen af det hele store Maleri for- herlige en enkelt ukjendt Medkjæmpers sidste Stund -- Ens, som vel var bleven dem interessant, som kjendte hans Skjæbne SIDE: 103 tilforn, men som maatte tabe sig mellem et kjæmpende Folk. Vi ville nu ikke kalde det nogen Kunst, men en Skjønsomhed, der er Geniet naturlig. "Till Kongen" og "Cadettsång" høre, ihvor vakre end, ikke til "Tidsrunor." Men desbedre de følgende Digte: "det tusind- aarige Riket," "Frankrige" og "Europa." Frisind, Kraft, Høihed og politisk Klarsyn charakteriserer dem alle. Disse Egenskaber og den hvasse Sandhed klinger i Linjerne til Frankrig: "Hvad blef din Julisol? En vattenbubbla blott, som sprang itu. Hvad blef din Julidröm! Ett luftigt skimmerslott, som ren försvunnit nu. Hvad fick du, att från dig du en Bourbon forsköt? Du fick en an. Och för den ström af blod, som ur ditt hjerta flöt, en Julifest du vann." -- -- Hvad menskligheten vill, det står med eldord det i hvarje barm; En sanning är hvart ord, och hvarje sanning vet, att den har hjeltearm." Man har bebreidet Digtere, der behandlede politiske Emner, Mangel paa Følelser eller rettere paa Følsomhed. Men er det ikke netop Dybfølelse at tolke Menneskehedens Krav? er der noget mere rørende end f. Ex. Profeternes Klager over Fæd- renelandets Fald efter de medborgerlige Dyders Undergang, eller en Rhigas Veraab over det trælbundne Hellas eller Pohlens Gravsange? Ingen Ingeborgs-Klage, ingen fordums eller modern Pyramos og Thisbe rører os idetmindste saameget; og vi ere nu engang tilbøielige til at fremhæve "utile dulci." Ridderstad viser i "Edvard och Welika," at et romantisk Digt af den dybeste Følelse, uden at tabe dennes Sødhed, kan erholde høiere Farve og Styrke ved at gjennemvæves med en interessant belærende politisk Begivenhed. Og han har tilfulde vidnet, at den ædleste Poesi ikke nedlader sig, men forbliver i sit eget Omraade ved politiske Emners Behandling. Det er saaledes, at Digteren skal erholde den Indflydelse og Betydning i Samfundet tilbage, som usle Beilere til Døgnets Gunst, og de, der satte "Underhold- ning" alene som sit Maal, have ladet gaae tabt. Med den ære- SIDE: 104 fulde Tid for Nationerne, er ogsaa en for Skjaldene oprunden. Med den nervesvage Aristokratisme skal ogsaa en vammel Sen- timentalitet forsvinde af Poesien. Med det sunde practiske Med- borgerliv en sund virksom, paa Livet, paa Fremskridtene ind- flydende Aand belive Poesien. Med Despotismen forsvinder Krybsangerne, med de privilegerede Kaster Kasteherredømmet i Digternes Republik. Med de aabnede Comitier aabner sig en ny Poesiens Æra. Det forekommer os forvist, at i Sverige glim- rer dennes Straaler i den unge Ridderstads Harpe. Henrik Wergeland AFFORDRET UNDERRETNING Morgenbladet 27. jan. 1834. Det er bekjendt, at Undertegnede er stedt i en "Himmel og Helved", sund Fornuft og Jurisprudenz "bevægende" Sag med Procurator Praëm, anlagt af denne Mand, fordi han, efter paa det meest Oprørende at have fornærmet mig, efterat have und- sagt min Velfærd, og endelig efter egen saakaldt, under Tvang af ellers at hedde en Løgner, "uforkastelige Opfordring til at bevirke hans Forhold undersøgt", af mig, ifølge mange Lidendes Klager, i Morgbl. No. 105 1829 endeligen erklæredes for en Forbryder mod Stat og Menneskehed. Spørgsmaal, Opfordrin- ger, Rygter om at jeg ikke skulde bestaae mig i denne Kamp, der er svar nok, min Fiendes tidtyttrede triumferende Forsikk- ringer om at jeg er forloren -- alt dette har længe fristet mig til at berolige i saa Henseende; men Frygt for at man skulde troe om mig, om jeg offentliggjorde Noget, der idet det var mig til Baade maatte være min Fiende til Skade, at jeg vilde saare ham og kunde være seierglad i en Kamp, hvori det gjælder et af to mindre end lykkelige, men dog ogsaa i sin Ulykke forskjel- lige, Menneskers Alt, har hidtil afholdt mig. Nu derimod, da et Blad (Statsborgeren) yttrer en saadan Frygt for min Stilling i Sagen, at den, om den forblev uberigtiget, maa skade det offentlige Omdømme om mig, har jeg besluttet mig til af min Advocats og Modpartens endelige Papirer at udtage upartisk hvad der er fremkommen for og imod en af de mange af Dennes ved Sagen oplyste Handlinger. Jeg har herom underrettet Hr. P.; og opfordret ham til at tilfredsstille den offentlige Nysgjer- SIDE: 105 righed, saaledes som den er yttret. Den første Fremstilling er af min Sagførers Papirer. Man dømmer nu selv! "1827 udførte Proc. Praëm med benef. paup. en Sag for Marthe Augustinusdatter Bjerke m. fl. mod Assessor Korens Boe, hvilken Sag fik det Udfald, at Boet frifandtes med at betale noget over 64 Spd.. hvortil Proc. Hauge havde deponeret i Ret- ten 70 Spd., samt at Marthe Bjerke m. fl. tilpligtedes at betale i Sallarium til Praëm 40 Spd. Marthe Bjerke og de øvrige Sagsøgere have imidlertid aldrig bekommet noget af de dem tilkjendte Penge, der med de depo- nerte 70 Spd. af Hauge ere udbetalte til Praëm efter skrivtlig Tilstaaelse fra Førstnævnte. Derimod har Praëm, uagtet han saaledes havde faaet mere end sit Tilkommende, under 3die April 1830 ladet afholde Exe- cution for samme, saaledes som erfares af fra Amtet udlaant Forretning, og, under denne Forretning læggende Skjul paa de omhandlede 70 Spd., ladet Forretningsmændene attestere, at intet forefandtes til Udlæg, hvorefter han har benyttet denne Attest til hos Amtet at erhverve Anviisning paa Fogedcassen for de 40 Spd., og saaledes at lade sig disse atter betale, saa- ledes som erfares af den paategnede qvitterede Anviisning af 30te Juni 1830. Saaledes har Procurator Praëm paa eengang forholdt sine Parter 30 Spd. af deres Tilkommende og ladet sig sit betale 2 Gange, eller: han har besveget det Offentlige for 40 Spd. og sine Parter for 30 Spd. Han har saaledes tillige paaført sine Parter en ubeføiet Execution, hvorved han klarligen ei kan have havt anden Hensigt end at kunne foregive for dem, at Overskuddet af de 70 Spd. medgik til Forretningsomkostningerne, medens han benyttede Forretningens Resultat, saaledes som allerede anført. Parterne opgive tillige, at de ingenlunde negtede at eie noget, men at det var P., som bevirkede saavel deres som For- retningsvidnernes Tilførsler, hvilket saameget lettere kunde skee ubemærket af Administrator, som denne vel maatte ansee sig uberettiget eller uforpligtet til at controllere hvor Reqvirenten var en Sagfører, der gav sig Mine af at inddrive eget Tilkom- mende og endog i den Anledning fordrede Salar for Mødet med ikke mindre end 10 Spd. Ligesaa have Parterne opgivet, at P. SIDE: 106 skal have tilbageholdt Acten for dem i 2 1/2 Aar under Paaskud af høiere Indstevning, der ei iværksattes." Min noble Modpart undskylder sig nu med at han "forinden Beneficiet meddeeltes" havde adskilligt Bryderie, saasom at skrive Anmeldelsen i Korenske Boe, Conferenz med Procurator Hauge o. s. v., "hvorfor jeg naturligviis kan tage mig betalt af hvilken af mine Parter jeg vil". Ligesaa siger Praëm, at i de 10 Spd. var iberegnet Fogdens, stort 1 Spd. 52 ß. Men der staaer dog paa Forretningen med hans egen Haand følgende: "Med Tillæg af Executions-Omkostninger 51 Spd. 54 ß betalt Praëm. Dette smukke Forsvar føres i Brev til hans Sagfører Hauge -- en Maade at hjælpe sig paa, der er opfunden af min Mod- part. Tillige fremlægger han Revers, hvorefter Marthe Bjerke pantsætter Fordringen i Korens Boe samt alt hvad hun eier og eiende vorder for 35 Spd., som hun siger i Mellemværende at være Praëm skyldig, og følger dermed et Skadesløsbrev fra hendes Søn til P. for hvad han maatte blive P. skyldig indtil 30 Spd., hvorfor pantsættes hans Eiende paa Gaarden Lie, hvilke Papirer synes udstedte under Sagens Løb, da de ere daterede i 1827 og 1828. Hertil svarer min Sagfører: "at P. ved sine Bilag ikke har beviist, at han havde noget tilgode hos de i disse omhandlede Personer paa den Tid han erholdt de 70 Spd. af Hauge, at disse ikke ere alle de, som efter Dommen skulde have Penge, at Praëm saaledes idetmindste har tilegnet sig hvad der hørte Andre til, hos hvilke han Intet havde tilgode, at Formodningen i det Hele maa være imod ham til han beviser at have, da Pen- gene erholdtes, havt Krav paa Samtlige, og at han ei har benegtet Vidneudsagn desbetræffende". Hvad mig nu angaaer, da isandhed -- ja naar jeg derpaa grunder jeg da, som Mari! seer der er heelt Andet under. Dog vil jeg afholde mig fra al Commentær og fra Forsøget paa at afpasse ovenbeskrevne Factum paa "Forbryder mod Stat og Menneskehed". Det skal maaskee ikke trænge til nogen af Delene. Jeg har dog meget mere end dette at holde mig til i SIDE: 107 denne Sag, om hvis egentlige Beskaffenhed Ovenstaaende faaer give saavidt Begreb, at De, som ere saa gode at interessere sig for mig, ikke behøve videre at ængste sig. Dog maa den Sag, jeg isommer udstod, lære dem som mig ikke at gjøre sig for store Forventninger om den Retfærdighed, som er at faae. Dem, ja mine argeste Fiender, beder jeg Gud befrie for at føres ind i Verden gjennem Themis Hal; og at de paa en mildere Maade end jeg maae lære at give Göthes Bonde Ret, der siger "at han heller vilde plages engang saalænge af Kolden end begynde Sag forfra igjen". Den 10de Januar 1834. Henr. Wergeland Henrik Wergeland [OM SAKEN MOT PRAEM] Statsborgeren, 2. febr. 1834. S. T. Hr. Statsborger! Ved at indsende til Mbldt. et Udtog af den mellem Hr. Praëm og mig verserende Sags Papirer, forsaavidt betræffer en enkelt af de oplyste Sager, der tilsigte Godtgjørelsen af at jeg ikke har sagt formeget ved, at jeg erklærede Benævnte for "en For- bryder mod Stat og Menneskehed", og hvilket indeholder baade Anke og det forsøgte Forsvar, uden at jeg har indblandet nogen egen Bemærkning: har jeg søgt at befrie Folk for den Uleilighed fremdeles at udsprede, at jeg ikke kan gjøre Fyldest for mig i hiin Sag. Skulde jeg herved have betaget Nogen en Trøst, et Haab, eller en Glæde eller en Triumf, da bedes om Forladelse. Imidlertid har jeg dog besluttet mig til, af Papirerne at udtage nogle andre sammenlænkede Træk af Hr. Ps. Embedsfærd, der ere af en noget forskjellig Art fra det i Mbldt. Omhandlede, og at fremsætte dem i dette Blad, der mere end hint læses af Bønderne, hvilke troes at have særlig Grund til at interessere sig for Sagen. Bemærkende, at ingen Frygt forøvrigt maa haves med Hensyn til dennes Gang, saasom den er imellem 4 (fire) Prokuratorer, Modpart og Dommere iberegnede, anmoder jeg nu om, at man efter Nedenstaaende selv vil dømme, om jeg vel bør ansees for at have taget Munden fuldere end Overflødig- hedshornet paa slige Sager taalte. Til en Prøve udryster jeg da deraf SIDE: 108 En vakker Guldkjede. Forlig afsluttet i Eidsvold 27de Juni 1822 ved Extrakom- mission viser, at Peder Bagstad tiltransporterte Prok. Praëm et Forlig paa Ole Thorbjørnrud af Romedals Sogn, stort 348 Spd. 70 ß, med Renter fra 14de April 1815. Allerede den 29de Juni om Formiddagen var Praëm med Exekutionspersonalet hos Ole Thorbjørnrud; og indeholder da en af Praëm selv haand- skreven Forretning Følgende: "Praëm derefter tilførte, at han nu havde truffet en saadan Overenskomst med Ole Thorbjørnrud og hans Værge Ole Hal- vorsen Dahl, at Ole Thorbjørnruds hele Gjeld til Komp. ibereg- net lovlige Renter til 1ste Mai 1823, til hvilken Tid Debitor gives Henstand, samt Komp's Tilkommende for hans Reise fra Christiania (Ole Thorb. siger rigtignok, at han dengang boede i Eidsvoldsbakken 6 Miil nærmere), skal udgjøre ialt den Summa 520 Spd., skriver Fem Hundrede og Tyve norske Speciedalere. Hvad denne Sum altsaa maatte befindes at udgjøre mere end lovlige Renter bliver Betaling for Komp's Reise, Tidsspilde (mig forekommer det som denne Finanzoperation gik hurtigt -- 27de Juni Forlig paa 348 Spd. 29de alt voxed til 520) m. m. alt efter Overenskomst." Videre indeholder dette Dokument, at Gaarden, taxeret paa Stedet for 900 Spd., med frasagt Eien- doms Erhvervelse og Løsningsret, skulde give Sikkerhed, saa- ledes at den "hvis den hele Gjeld 520 Spd. samt Fogdens Til- kommende ikke inden ovenmeldte 1ste Mai 1823 ere betalte uden videre Lovmaal og Dom kan sættes til offentlig Auktion." Af Hvad der inden den Tid betaltes skulde lovlige Renter til 1ste Mai for Betalingstiden godtgjøres. Forretningens Kostende beløb 6 Spd. 80 ß; men Beregningen, der er skrevet af Praëm, har været lagt an paa at drives høiere. Saaledes findes over- strøgne følgende Poster: a) Salar -- 3 Spd. 96 ß, h) Mænds Tilsigelse -- 1 -- 8. i) Bekræftning; ligesaa og det første An- slag 8 Spd. 36 ß, hvilket rimeligviis andre vedkommende Til- stedeværende, om ikke Manden selv ved Bønner, har faaet bragt ned til de 6. Spd. 80 ß, der toges tilfølge. I Thingsvidne af 18de Decbr. f. A. optaget i Romedal for- klarer edfæstede Ole Hermanson Thorbjørnrud sig saaledes: SIDE: 109 1) Praëm ankom til Thorbjørnrud Middag 29de Juni 1822 med Exekutionspersonale uden at Vidnet derpaa var forberedt. 2) Aarsagen til at Vidnet indgik at betale de 520 Spd. var, at dette forekom ham at være det eneste Middel til at fore- bygge Gaardens Auktioneren, hvilket Praëm tilkjendegav var hans Hensigt strax at iværksætte. 3) Første Afbetaling til Praëm skede Aaret efter med 200 (tohundrede) Spd. 4) 1 1/2 Aar omtrent derefter igjen betaltes atter 200 (tohun- drede) Spd. 5) Nogen Tid før sidste Afbetaling forærtes Praëm en Qvie, i den Hensigt, at Henstand skulde forundes. 6) Praëm blev betalt 60 (sexti) Spd. forat han skulde give Hen- stand, for hvilket Beløb blev meddelt Anviisning paa Inkas- sator ved en Auktion hos Vidnet; og fandt, saavidt erindres, denne Udgivt Sted imellem 1ste og 2den Afbetaling. Vidnet troede ikke, at deri var indbefattet Betaling for Møde ved Auktioner eller Renter af de skyldige Penge; samt tillagde det, at Praëm forlangte disse 60 Spd. 7) Praëm modtog engang kontant 22 (to og tyve) Spd., som Vidnet antager bleve liqviderede ved endelig Opgjørelse. 8) Saavidt erindres, blev til Praëm transportert trende Obliga- tioner, hvis Beløb ei erindres (den ene har han dog angivet at være 100 Spd). Og ved endeligt Opgjør blev til ham leveret 182 (et hundrede to og otti) Spd. Ole Halvorsen Dahl, forrige Vidnes Værge, er enstemmig med dette i de 3 første Punkter. Angaaende 6te forklarer han sig, at han "engang var med Ole Thorbjørnrud hos Praëm, og da opgjorde denne en Beregning over skyldige Renter, hvor- efter han, foruden disse, forlangte for Henstand 20 Spd., som ikke da bleve betalte, men disse bleve indbefattede i et større Beløb, for hvilket Ole Thorbjørnrud og Vidnet meddelte skrift- ligt Beviis." Angaaende 8de siger han, at han veed, at Gjelden blev betalt og dette skede til Slutning dels med Penge og dels med transporterede Obligationer. Disses Beløb er ham dog SIDE: 110 ubekjendt. Ole Thorbjørnrud vedblev, efter Samstilling med dette Vidne, "at paastaae, at Prok. Praëm havde forat give Henstand erholdt sexti Spd., hvorimod 2det Vidne sagde, at han ikke erindrer, at Praëm samme Tid fik mere end 20 Spd. 1ste Vidne tilkjendegav, at da de 22 (to og tyve) Spd. bleve erlagte var 2det Vidne ei tilstede." Mod Eedfæstelsen exciperede Praëm i fremlagt Indlæg af 8de Decbr., hvori han tillige erklærer sig "altid villig at be- nægte ved Eed, naar samme lovligen affordres", Beskyldning for at have taget ulovlig Rente. Ligesaa: "at det nok er muligt at han kan have gjort det til en Betingelse ved en Anmodning fra Angjældende om flere Aars Henstand, at han, for at ind- vilge samme, vilde have en vis Sum strax betalt; men dette har sin Grund i, at han ikke vilde renuncere paa sin Panteret for Renter, og altsaa vilde have disse forudbetalt; men alt hvad Ole Thorbjørnrud har betalt er godtgjort ham i Kapital, Ren- ter, Omkostninger eller andet Tilgodehavende." Samt bemær- kes "at Praëm har havt juridiske Forretninger for ham i An- ledning af hans Søns Regnskab med Justitsraad Hammers Boe, hvorfor alene i Porto af Dokumenter og Korrespondence betaltes 6 Ort Species." Omkostningerne siges heller ikke at kunne have været saa ganske ubetydelige, da der flere Gange berammedes dels for Praëm dels for Banken Auktioner hos Debitor, men som bleve indstillede; og ved en Auktion for Banken, som dog ogsaa indstilledes, maatte Praëm selv møde, [da] han, som se- nere Prioritetshaver, ei kunde utsætte sig for, at hans Pant solg- tes. Saavidt Praëm. Det vilde være Uret ikke at give ham idet- mindste Ret deri, at Omkostningerne for hans Møde, om end selv reqvireret, ikke kunne have været saa ganske ubetydelige. Jeg veed ikke; men mon det skulde være formeget at sige, at ovenoplyste Færd af Hr. Praëm er Udsugelse og Aager? -- Aager ligesaavist som det er Aager, naar han laaner Manden paa Aalbergsæter 80 Spd. mod Beviis paa 100 Spd. Tilbud at fralægge sig Sigtelsen herfor med Eed har ikke ladet sig gjøre. Derimod, naar Vidnerne Christen Nilssen og Nils Nilssen, efter fremlagt Beviis paa 50 Spd. lydende paa Renter, erklære, at dem dog kun herfor at Praëm laangaves 40 Spd., faaer det hedde, at disse 10 Spd. tilbageholdtes for andet Arbeide for SIDE: 111 den Ene af hine To. Og naar Vidnet Lars Olsen Dønnum op- giver, at Praëm tog 30 Spd. af det og 50 Spd. af Ole Dokken for nogle Maaneders Henstand med en Obligationsgjeld, saa gjøres Anbud af Eed, om nogen Aagersigtelse derfor intenderes. Alligevel at gjøre dette, maatte ogsaa ansees for meget dristigt mod Folk, som erklære, at de holde sig til dem, som lære: "at Borgersikkerheden fremmes bedst ved de positive Loves ubetingede Anvendelse". Januar 1834. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM OEHLENSCHLÆGERS DIKT "KROGKLEVEN"] (Indsendt.) Morgenbladet 14. febr. 1834 "Mageløse Vid! Det er fortryllende -- han viser os jo vore egne Huse?" Om jeg vilde bebreide Morgenbladets Redaction Mangel paa poetisk Sands og æsthetisk Skjønsomhed, fordi den, som noget Rart, viser os den forulykkede Riimbeskrivelse af Krog- kleven, udtagne af "de mange smukke Digte" i Prof. Oehlen- schlägers Norgesreise" eller "Norges Reise" (sic), som en af hans Clienter nævner dette foregivne Mesterværk, og om det lykkes mig at bevise det, haaber jeg, at vor prosaiske Verden derfor ikke anseer det Talent, hvormed denne Tidende forøvrigt for Tiden redigeres, med mindre Agtelse. Hiin Egenskab er dertil for lidet i Priis. Men da samme prosaiske Verden hylder hiin Forfatter som Digterkonge, og lønner ham med saa umaa- delig en Ære, at han i de senere Aar, uden at man kan mærke til nogen Mindskning, har tæret deraf, vil kalde det Majestæts- forbrydelse, om jeg i almindeligt Kritikræsonnement beviser hiin Riimbeskrivelses Uværd: saa vil jeg i denne Hensigt vælge en Beviismaade, der saameget som muligt maa tage mig i Beskyt- telse, idet jeg nemlig alene ved at borttage Riimformen over- lader Folk selv at afgjøre, om det ikke er et Selvbedrag hos dem og Redactionen, om de beundre dette Prof. Ø's Product som et Mønster paa en beskrivende Poesie. Vor Tid fordrer Beviser og Bilag, ikke Ræsonnement. Dette tilhører dens Prosa- SIDE: 112 isme. Versene selv ere dog vel det bedste Bilag; og jeg skulde troe, at Tankerne ikke gaae tilgrunde med Riimformen. Nu, om jeg borttager denne, prøve man selv at finde de ophøiede Tanker i Fagerdragt, som gjøre Digtet, eller endog blot den Sandhed og Livlighed, som fordres af en god prosaisk Beskrivelse! At Tanken i det sidste Vers er, ihvor udvandet, smuk, negtes ei; men her er det Hele: "Du skjønne Kløft! (!!) og vil jeg ved Harpen malerisk be- synge dig (skildre dig i disse Vers?) En Klynge Venner samler sig, som lyttende tilsmiler mig. Jeg kan det ei! Mon Ord for- maaer at skildre denne stolte Scene, at bygge disse Taarne af Steen (høit! Trætaarn, quid?), hvor Tiden selv staaer forstenet. Thi om jeg nu grant fortalte, at to bratte Fjeldestykker, som ere smykkede af Gran- og Fyrretræer samt Birke ditto, fandt hinanden i Oldtidens Nat, men standste og smeltede ikke sam- men, eller om de i det mørke Møde spaltede den dybe Revne (stort!), som siden blev en yndig Vei (kjender du Kleiva igjen, Ven?); og om du ligerviis hørte, at en klar og iiskold Elv slyn- ger sig gjennem nedfaldne Træers Grene og Steen, styrter ned i Afgrundens Skjød, medens Hesten dristig og forsigtig som Muulæselet paa Alperne gaaer rigtigt der, hvor et Feiltrin sik- kerlig blev Døden (her kunde gjerne uden Skade for det Hele staae til: forudsat eller saafremt den ikke slap med at brække Benet) -- og om du, gode Ven! hørte endmere, om jeg i Sang vilde sige dig, at man seer det skjønne lyse Ringerige gjennem denne Spalte, der danner ligesom en Ramme eller en Kant om Norges elskelige Billede, der af Urnaturen er opsat før Maler- kunsten fik sin Pensel -- mon du endnu saae Krogkleven da? (Nei tilforladeligt!) Nei, beed hr. Professor Dahl, og lad ham male hvad ingen Digters Tale kan, nemlig den kongelige (!!) Klippevraa (!!). Jeg selv derimod vil taus plukke mig en blaa Kjærminde under den vaade Green, hvor Olafs Kildetaarer flyde og skrive Navn paa denne Steen. Derpaa kjører jeg fort ned i Dalen og det med Ild i Skjaldeblik -- der hvor Halfdan Svarte, Haarfager og Tryggveson gik mens de levede, samt hvor St. Olaf døbtes, og hvor jeg i Aftensolens sidste Lue, som en Tue paa den flade Agerjord, seer Halfdan Svartes Grav: Men endu engang vil jeg see tilbage paa dig sjeldne (!)( ): rare) SIDE: 113 Kløft (!) Thi saalænge jeg endnu har at leve glemmer jeg ei dit Skuespil. Din Skjønhed, stolte Klev! er norsk, d. e. først mørk og stolt (Recapitulatio); men den, som iler dig imøde, smi- ler du til, naar du blev fortrolig med ham (!). Her sad i den høie Fjeldesal den stolte Thor paa en Steen, mens Heimdal blæste Liv i Flokken, og mens de kjæmpede i Dalen. Han svandt, men endnu kommer Idun; Gudinden dølger ei sin Læng- sel, men rækker Sangens Ven Frugt, naar Maanen skinner paa Bølgerne i Kløften. Det sidste Vers lades som det er, omendskjøndt Mathed zittrer i hver Linie; og den samme evindelige øhlenschlægerske Selv- forguden opfordrer til Irettesættelse. Denne maa Enhver kunne give, som føler Modbydelighed ved at høre "at Dalen Ringe- riget aabner sig bag Klippens Fure alene til Skjaldens, Hr. Ø's Priis". Modbydeligt? Oh Gud, det er deiligt og mejet passende og fremfor alt en stor Ære for Ringerige. En norsk Z. Y. [fotnotemerke] Henrik Wergeland [POLEMIKK MOT PRAEM] Morgenbladet 20. febr. 1834. Procurator Praëm har i No. 38 af Morgenbl. undladt videre Forsvar for sin i No. 27 fremsatte Bedrivt, og det af gyldigere Grunde end den foregivne Delicatessens, der er en Egenskab, som Folket hersteds er temmelig enigt om at frakjende ham. Hans Delicatesse ømmedes saaledes ikke ved mangegange at knibe Aagerrenter af forskjellig Størrelse af fattige Folk i træn- gende Omstændigheder, og ved at holde to Exsecutioner paa een Dag hos en udarmet Mand, hvis Enke og Spæde nu streife halv- nøgne om i Vaadt og Koldt. Grunden til hans delicate Tilbageholdenhed ligger i det gamle ultra posse o. s. v.; thi det er virkelig saa, at jeg i No. 27 ligesaa vist anførte og udtømte det Forsvar, han og Sagfører have afgivet i Sagen, som at jeg meddeelte min Sagførers Recit, Fotnote: En dansk Mand, der har vejet adskillige øhlenschlægerske Arbeider og fundet dem lettere end man skulde troe. SIDE: 114 uden dog derfor at udskrive dem begge Ord til andet. Dog opfordres til at paavise hvor noget af nogen Indflydelse er ude- ladt. Heller ikke er det, som P. siger, at hans Navn tilligemed Ordet "betalt" staaer under Amtets Anviisning paa Fogedcassen for de 40 Spd., men denne Qvittering har jeg senere overtydet mig om staaer umiddelbar under Fogdens Beregning, skjøndt den rimeligviis gaaer paa hiin ovenover denne staaende Anviis- ning. Praëm har derimod Ret, naar han erklærer, at Summen 51 Spd. 54 ß findes ikke i hiin Forretningen paategnede Be- regning fra Fogden; thi der staaer -- men ikke saa ganske tydeligen -- 41 Spd 54 ß. Men man behage blot at erindre, at Praëms beregnede Mødesalar l0 Spd. ikke er indtaget i denne Beregning, som det dog vel burde, da Forretningen om- nævner det i det Foregaaende; og man vil da netop faae ud de 51 Spd. 54 ß, som jeg omtaler. Med denne fuldstændige Sum i Tanken, hine Tal og P's. Qvittering derunder for Øje skrev jeg altsaa som der skulde staae; og i sig selv var ingen Feil i at jeg læste 51. Men at kaste sig paa Bagateller, ihvor tomme og irrelevente end, naar Hovedsagen ei kan forsvares, er et kleint Fif, som selv den ujuridiske Synder aflærer Procu- ratoren. For denne er det naturligt. At det er, som Praëm siger, forblevet uimodsagt, at han ikke har fordret eller erholdt de l0 Spd. for Mødet, kan, skjøndt høist uvist, gjerne være; men sagt og beviist er det, at han har faaet 70 Spd. hos sine Parter, og deri Salaret 40 Spd. engang, og 40 Spd. af det Offentlige, ): Salaret nokengang, og at der ikke fandtes ved Exsecutionen Udlæg for de 40 Spd. saasom nemlig P. havde bemægtiget sig hine 70 Spd., som hans Parter efter Dom skulde have. Der er da gode Grunde for, om han ei har erholdt de l0 Spd.; og har han det ikke, da seer man, at det ikke er bedre fat med praëmsk Ædelmod, end at den forholder sig til Forbrydelsen som Skyggen til Legemet. Hvad Uddraget af Praëms Forbrydelser betræffer, da har jeg intet saadant forfærdiget udenfor Indlægget; tænkeligt er det heller ikke, at dertil i Morgenbl. skulde blive Plads. De egne sig kun til Forglemmelse, og først af den, der har lidt meest ved dem. l0de Februar. Henr. Wergeland. SIDE: 115 Henrik Wergeland [OM DEN RUSSISKE GENERALKONSULS FLYTNING FRA KRISTIANSAND TIL KRISTIANIA] (Indsendt.) Statsborgeren, 23. mars 1834. -- Jo meer jeg derpaa grunder, Jeg da, saa Mari! seer, der er heelt Andet under. Det er besynderligt nok, at den russiske Generalkonsuls Hid- flyttelse fra Christiansand til Christiania ei har vakt meer offent- lig Opmærksomhed. Dette er visseligen ogsaa et Forstørrelses- forsøg af Rusland. Han er nu en Slags Minister eller -- I Chri- stiansand træffe ofte Forretninger for en russisk Konsul, saasom der ofte anløbe Skibe enten fra Rusland selv eller fra det arme opslugte Finland (der dog endnu ikke er ganske nede; men endnu kan komme op igjen); men i Christiania see vi oftere Tigre og Hyæner end vi see Russer, og oftere flyve Svaner over Staden end et finsk Seil ind i Havnen. Men hvad bestiller da den russiske Generalkonsul som saadan eller hvad man nu maa kalde ham? Han beobagter. (Et fortræffeligt Ord ad usum). Det er nok. Han er speculativ. Endmere -- activ kan han ogsaa være; han averterer og diverterer. NB. Maaskee vil der ogsaa om dette Stykke skee Indbe- retning. Henrik Wergeland OM MAADEHOLD I DYD Morgenbladet 25. mars 1834. Forfatteren til "Om Maadehold i Dyd" har den Ære i Morgbl. No.1 at opfordres til at besvare Spørgsmaalet: "hvad fortjener meest Dadel, enten for lidet Maadehold i Dyd eller Umaadelig- hed i Misundelse og Ondskab?" -- samt til at forklare Sæt- ningen: "ogsaa Maadehold kræver Maadehold." En god Forklaring over det Sidste vilde blive en passende Prædiken for Flegmaticusser og det berømmelige juste milieu- Parti; dog vil man opsætte den til man seer hvad Rum den SIDE: 116 første Spørger giver. Hvor enfoldig Denne end ved første Øie- kast kan synes selv for det uskyldige Barn, der dog kan sin Lexe om Svagheds- og Ondskabs-Synd paa det fermeste, vil jeg dog antage ham for en verdensklog Mand, der giver mig Med- hold, naar jeg tillægger for lidet Maadehold i Dyd Dadel frem- for Umaadelighed i Misundelse og Ondskab. Jeg troer at sige ham selv hermed en Artighed, og smigrer mig med Haabet om at befrie Spørgeren for en Selvbebreidelse, saafremt det skulde lykkes mig at overtyde ham herom. Gjensidigen takker jeg dog fordi hans Spørgsmaal lod mig opdage denne Sandhed just som jeg tænkte, at det Modsatte som Sandhed skulde blive Ud- byttet af en lang, høist alvorlig Afhandling om Umaadelighed i allehaande Ondskab, hvormed jeg netop var beskjæftiget. Og har jeg ved nøiere at overtænke hiint dybsindige Spørgsmaal faaet bedre Tanker om de forskjellige Gjenstande for hiin Af- handling, skjøndt deres blotte Navne syntes at maatte svide den Mund, som udtalte dem, og snarere at være de afskrevne Ind- skrifter paa Monumenter i en eller anden Pragtbye i Helvede end opsamlede i et levende Menneskes Spor. Jeg tilbagetog Forbandelsen over Umaadelighed i puur Ondskab, i Løgn og i Foragt for Vidneedens Hellighed. Jeg ansaae Umaadelighed i Udsugelser med samme Ligegyldighed som Ebbe og Flod. Ubarmhjertighed lod sig tage i Haanden, uden at jeg mere fryg- tede for at føle en Kulde, som naar man vil plukke en Blomst og faaer fat i Ryggen af en Snog; og for Bedrag og Aager fandt jeg at man kunde løfte paa Hatten. Upaatvivleligt -- for lidet Maadehold i Dyd fortjener den skarpeste Dadel. Den i et Hjerte, og se -- Verden gaaer afveien derfor, som for den fyldte Granat. Den er farligere og bringer større Ulykker over sin Besidder end Misundelsen og Ond- skaben, som netop i Forhold til sin Umaadelighed forhudes, slangeskjælles, skilpaddedækkes indtil uantastelig Haardhed, medens hiin Egenskab er den nøgne Nerve, det aabne Frelser- saar. Og Verden undlader ligesaalidt at rode i dette Saar som Solen undlod at skinne i Regulus' laagløse, brynbare Øje. Og denne Nerve? Verden slider i den, hine Slangeskjællede die netop denne nøgne. For lidet Maadehold i Dyd? -- min Ven, SIDE: 117 det er Thormodur Skjalds hvide Hjerterod, der hænger ud af Dødssaaret. Blot den, vær stolt af denne Egenskab, og det skal gaae denne din udhængende Nerve, som det gaaer det norske Flag, naar en uforsigtig Skipper heiser det i Middelhavet. Det nedrives og Skipperen siden efter. Hvad er farligere end for lidet Maadehold i Mod? hvad ynkes mere end for lidet Maadehold i Medlidenhed? hvad gjør fattigere end den ubegrændsede Redelighed, som siger Varer- nes sande Værdi? hvem er forlornere end den Ærlighed, som siger til en Skurk: bliv bedre eller jeg angriber dig? hvad er slettere aflagt end reen Uegennyttighed? hvad haanes mere end for lidet Maadehold i Patriotisme? hvad bedrages mere end den Menneskekjærlighed, hvis Hjerteslag høres, og som strax udslaaer sine Vinger til at favne? Alle disse ere dog Dyder; men, med for lidet Maadehold, kun Hakkelse for Misundelsen og Strøelse under Ondskaben. I sin Reenhed ere de gode til at henlægge i en eller anden Ideebank i Maanen. Verden for- langer kun deres Repræsentativer, og lader til kun at være tjent dermed. Venskab er ligesaa godt at givte sig paa som Kjerlighed, Høflighed er beqvemmere end Velvilje, og et vist Ubeskriveligt -- jeg vil kalde det Gelassenhed -- udfylder en heel Cirkel af Dyder. Saaledes er det almindelige Krav paa Dyd modereret; med 1/3 af de vigtigste er man bedst hjulpen. Har man mere, hviskes der alt: afveien! har man 2/3 siges der: han er ubrugelig, uduelig; -- har man den hele, det være kun een Dyd, raabes der af alle Kræfter: bind ham! aarelad ham! Død og Fordærvelse! han jager Verden op af dens Tranerede ved Bredden af Helvedesmoradset! -- Men Umaadelighed i Ondskab? hvem lader ikke den flyve? Ingen Sommerfugl kan være fagrere tegnet. Og den ryster sit Støv i Dommeres Øine; og idet den, kjæk som Zeuses Ørn, omflyver de jordiske Thordneres Gyldensæder, blander det sig dristigen med Majestætsstraalerne, og en Regnbue af forher- ligede Støvgran viser sig for de Dødelige. Umaadelighed i Ondskab Dadel? Spørger, du maa være umaadelig i Dyd for at spørge saa for Alvor. Du veed jo, at Umaadelighed i Ond- skab kan stige høit, saa høit, at den bliver ophøiet over al SIDE: 118 Dadel. Den plumpe, beskedne, maadeholdne Ondskab derimod? Ja den er en stakkels Kaalorm, som endnu ei har faaet Vinger, som kryber ikke paa Bladet -- grønt paa grønt -- men guul- grøn, som den er, paa den svarte Muld, og sees, og søndertræ- des; -- dog ikke fordi den er Ondskab, men fordi den er plump, maadeholden og beskeden. Alligevel hedder det om de fleste: Fanden frier nok Sine. Umaadelighed i Misundelse? O, jeg vil ikke voge at dadle den, hvis Veltalenhed er den sødeste; og som, blot den peger, blot den blinker, nagler Beviser for selv en Catos Landsforræ- deri ind i alle Hjerter. Denne Egenskab er vel ikke pragtfarget som den forrige. Den forholder sig til hiin, som den svart- itrukne Minister til Porphyrogennetos selv. Dog taaler den intet Maadehold, om den vil gaae ganske fri for Dadel. Men da, i sin Storhed, har den forunderlige Kræfter og Krav paa Verdens høieste Agtelse. Thi drevne af dens Aand seer man pludselig Folk, der havde godt af at læse paa sine Lexer, apotheosere sig i bindsvære Recensioner, hvis Sandhed en Myg kan flyve bort med, men hvis Uretfærdigheder, om de fik en Form, maatte standse Kloder i Farten; eller man hører guddommelige Toner fra Bunden af en Kasserolle; eller ubegribelig Viisdom fra en Bormester med Raad i et fremmed Lands Aabenraae; eller og, at denne ærværdig Autoritets Maver pludselig opsvulme af Reformsyge, og rumle et dødt Nationalhad iveiret til at beklæde sine Aadselribbe med Flammer og skyde sine uhyre Tigerrygge luekammede over Grændseaasene. Umaadelighed i Misundelse har man unegtelig Respect for; men for lidet Maadehold i God- hed, Godmodighed og Velvilje? -- "stakkels Mand! det er en snild Fyr! men -- afveien!" Ve ham, om han ikke gaaer, og søger sig en Plads som en liden Knap i Rammen om Speilet, hvorfra Ondskabens og Misundelsens Aasyn tilsmile hinanden. Misundelsen har stygge Negle; men den har ogsaa fine Hand- sker paa, saa den tør lade sig see hvor det skal være. At den skriver en nydelig Haand og stiler godt, har man baade seet og læst i Bøger og i Tidender, der gjøre medrette Krav paa Publicums høieste Agtelse. Ingen Haand har plukket saamange Laurer, ingen faaer saamange betydningsfulde Tryk. Misundel- sen er større end Storheden; thi den er dens Skygge, og Ret- SIDE: 119 færdighedens Sol har kortere Middag, men længer Morgen og Aften, end nogen anden. Lader os ikke dadle hvad der er saa stort; men fange Regnen i vort Ansigt og see paa Skildvagten udenfor, medens den gaaer ind og ud af Ønskernes Port, hvorigjennem Sukkenes Rende- steen løber. Denne skrider den over -- lader os ikke dadle den, fordi den ikke vil bortskylles med Fortjenesten. Denne synes stærk, og er maaske stærkere end den maadelige Misundelse -- den staaer der med en bred Oxepande og et Par rolige, saa- kaldte selvtillidsfulde Øine; men den umaadelige Misundelse kommer -- den fine Handske farer over den kjække Pande, og fem sorte Fingre staaer der -- de ærlige Øine see intet; men Folk har nok at lee af. Visselig, Misundelsen er ikke at dadle fordi den fortærer Hæderen, der er den sødeste Spire, eller fordi den indsnuser i sin Lunge Æresrygtet. Den viser sin Op- høiethed netop ved at søge denne fine aromatiske Athmosfær, og sin Fiinhed netop fordi den helst æder Hæderen, og kan tage Rødmen af ti jomfruelige gode Navne til Dessert. Den maadelige Misundelse gnaver vel paa Andre, men tærer dog meest paa sig selv; den umaadelige lever alene af Andre; og, naar den er overmæt, tør den ræbe i Øren, som den himmelske Sandhed vilde give et Kys for at kunne naae. Men det er Misundelsen i sin Høihed at være misundelig over den Misundelige, over at han er misundelig. Da er man meer misundelig end Den, man synes er meest misundelig. Saa- ledes bider den ene Sjæl sig fast i den anden, og en glimrende Perlesnor af skelende Øine gaaer fra den umaalelige Verdens- dome -- nederst paa den flammer Helvedes prægtige Lysekrone. Etsteds maa Fortjenestens Herkules staae; men der er ikke een Skorpion i hans Hæl -- jo vel, kun een, men den er den yp- perste -- og i den hænger en Skorpion, og saa en Skorpion og Skorpioner ibidte hinanden alt rundtom Kloden, alt til Kreb- sene og de smaae Fiirfisler komme, som ogsaa ville bide, skjøndt de ere saa lidet misundelige, at man gjerne kan stikke dem Fingeren i Munden, men dog heller ikke godmodige nok til at elskes. Elskes? -- vil min artige Spørger nok tænke -- ja saa! elskes dog det Godmodige. Det var uforsigtigt sagt i et Forsvar som SIDE: 120 dette? Nei, jeg kan gjerne tilstaae det. Godmodighed elskes, men ikke anderledes end ovenfor sagt; og den elskes netop fordi den er den maadeholdneste af alle Dyder. Den elskes af selve Misundelsen, fordi den ikke belurer den, men laaner den sin Kappe, og leer, blot Løgnen er morsom. Den elskes af Ond- skaben fordi den slentrer gabende efter i dennes Triumftog og beundrer Meriterne som Pøbelen Illuminationerne paa Under- trykkerens Navnedag. Desuden denne Elsken? Er den umaadeholden, da er den Fjottethed; er den maadeholden -- og saaledes gives den -- da er den -- ikke Tak værd. Kjærlighed for Godmodigheds Skyld rynker en Mand Panden ad; og siges der ham, at han er godmodig, da zittrer Tanken "ha! han holder mig for en Taabe," under hans Øiebryn. Henrik Wergeland OM MAADEHOLD I DYD (Indsendt.) Morgenbladet 29. mars 1834. Jeg seer et Navn heroven -- Regulus -- ; jeg vil fremkalde ham af Jorden til at vidne. Denne Mand var umaadelig i sin Dyd; og hvo dadlede ham ikke undtagen Historien? -- Ja der er en smuk Trøst i denne Luftning af Medbør over det sjunkne Skib. Den er omtrent som naar Dagen skinner klar og herlig ind i den Bruds grædende Øine, som om Natten, Natten før Bryllupet, mistede sin Brudgom i Storm og Fog. Vi see ogsaa hvorvidt Keisere og Konger og alle Verdens Mægtige agte den. De ringeagte Historien netop fordi den er umaadelig i sin Viis- dom. De hade den netop fordi den er umaadelig i sin Sandhed. Derfor holde de sine egne Historieskrivere og Menneskeheden sine, ligesom Juristerne have sine Taxter for hvad billigt er, men den anden Deel af Menneskeheden sine. Historien er ganske fortræffelig for mine Satser. Men jeg skal blot behøve at samstille Kong Sverrer, der plagedes sit hele Liv for sine umaadelige Dyders Skyld, og Bisp Nils, der bar det hellige Pallium over al sin umaadelige Ondskab og Misundelse med al Ære over 20 Aar efterat han havde bragt Sverrer i Gra- SIDE: 121 ven. Historien er en Engel, der kommer at kysse den Dødes Saar. Maaskee den Aand, som udfoer af disse, skal være den første til at spotte denne Læge, der har Vinger og dog kun hin- ker, om han ikke med sit friere Blik erkjender, at den, Historien, netop gjør dette for at lære Menneskene den dadelværdige Far- lighed i Umaadeholdenhed i Dyd. Historien, som hinkede i den Stores Fodtrin, iler derfor paa fulde Vinger til hans Grav, jam- rende: "ak, at jeg kom for seent! dette Alt vilde jeg have sagt mens han levede!" -- og se -- Menneskene lære da af selve Sandheden, at Sandheden kan suspenderes uden almeen Skade, og at skye den Umaadeholdenhed i denne som i andre Dyder, ikke at lade sig nøie med Viljen alene. Saaledes er det jo og antaget i de fleste Moraler, at tage Viljen i Gjerningens Sted, at berøve Dyden sin Handeel: Gjerningen, og at tillægge dens ufrugtbare qvindlige Levning: Viljen, al Hellighed eller saa- megen som behøves for at beile til Himlen. Derfor er det Barm- hjertighed nok at stikke Hænderne i Lommen, rangle med Pen- gene der, og sige til de Vandsmægtende: "stakkars Gamle, du har nok sultet i mange Dage? Stakkars Moer, hvormange har du? Stakkars Mand, du har nok været i Procuratorkløer? Stak- kars Vesle, det er kalt idag. Der gaaer Vejen!" Ligesaa er det ypperligt Venskab, som altid sætter "men" efter: "hvor gjerne vilde jeg!" Ligesaa er Nepotismus god Retfærdighed nok i bar- bariske Lande, og det saameget bedre der, som den faaer være god nok i selve Pavens Italien. Og det er ogsaa upaaklagelig Retfærdighed, som siger: "hvor gjerne frikjendte vi den Skyld- løse ganske; men betale skal han for den kjære Middelveis Skyld, og det dygtigt!" Og det Frisind er ædelt nok, som imel- lem 2 og 3 prøvede Venner eller imellem 4 Vægge eller imellem Lunge og Tandgard raaber: "pereat Cæsar! Vivat hvad jeg mener -- Tys!" Og den Ærlighed er mere end god nok for Jorden, der ikke snyder Andre end Staten, som er en meget uvis Ting, og dem, som lade sig snyde med Lethed. O. s. v. Gaae disse og andre Dyder videre, have de for lidet Maade- hold, da blive de skrevne paa et saakaldt sort Bret i et Hospital for al sjelelig og sedlig Elendighed. Det for fulde Hjerte hel- bredes dog vanskelig der, trods de kolde Omslag af Spot, Til- sidesættelsespulveret, Taarebadet og Sultecuren. Omsider døer SIDE: 122 Patienten, og da er det muligt, at han kan give sine Dyder Tøilen i de blaae Rum, at disse fjerdedeels Dyder tabe i Værd, og at Maadehold i Dyd lønnes med Maadehold i Salighed. Men jeg troede at tale til En, der forstaaer sig paa Jorden, og troer, at Menneskene have nok i den for det første; ikke til En, der seer paa Stjernerne, vader med blodige Been i Skaar og Braader, og stamper som en ung Hingst i Klogskabens Tøiler -- disse, der styre Verden ligesaa sikkert ind i Despotismen og Pavevældet igjen, som den høiere Viisdom styrer Kloderne til- bage til det Punct de ringløbe ud fra. For baade Jords og Him- mels Skyld bliver det dog nok sikkrest at have Dyderne fulde og uden Maadehold ibehold, men kun vise Verden saameget deraf, som den taaler. Der skal ikke megen Dyd til før den raaber: "dø Cato! dø Brutus! dø Virginia!" eller ogsaa: "Død og Pestilentse! Redeligheden er løs -- hæng den! Retfærdig- heden er løs -- skjær Haserne af! Uskyldigheden er løs -- pluk den! pluk den! tørstige Ondskab, der har du et himmelsk Bæger, geile Misundelse, der har du den fagreste Jordens Mø! Frisindet er løst -- skyd det! Klapjagt! Klapjagt! Kongejagt! Sandheden er løs -- bind den! sult den! qvæl den! brænd den! procedeer, præk den ihjel! Død og Helvede, hvor den paro- dierer! -- for al Verdens og alle Helgenes Skyld! parodier den bort da igjen." -- -- Maadehold i Maadehold? Men der bør være Maadehold i at skrive. At skrive som Menneskene gjøre det, er ogsaa et Maa- dehold; thi kunde de, rev de Lynet af Skyen, Straalen af Solen, Vingen, Nebbet af den svævende Kondor, Huggtanden af Vild- svinet og Klapperslangen, og skrev dermed Udfordringer til den hele Natur. Men takket være Krigen! i dens Sværd og andre Vaaben ere alle hine Redskaber foreente, og de velsignede Mar- ker ere store nok at skrive paa. Som Culturen stiger, indhævder sig dog ogsaa i denne dæmoniske Skrivelyst et viist Maadehold, og Pennen bliver Vaabenet mellem Mand og Mand som imellem Folk og Folk. Dermed tager nu rigtignok Disputerne ingen Ende og Nationer faae finde sig i at være uvidende om de skulle existere længere end til Politikerne faae udprotocolleret, og almindelig Mand bliver ømmere om sin Hud end om sin Ære. Man bør derfor endnu gjøre et Skridt i Maadeholdet i at skrive SIDE: 123 med disse simple Fjedre, hvor maadeholdent dette end er ifor- hold til hiin store Skrivelyst; og jeg agter retnu at iværksætte mit Forslag. Der kunde vel skrives en heel Deel om hvorledes altfor stort Maadehold eller Maadehold uden Maadehold nærmer sig for- meget Nulliteten, og frembringer noget Negativt, hvor der dog spørges om noget Positivt. Man vil ikke bide i Sandhedens Citron, men heller ikke stikke Tungen i Vand; men delicatere sig med en Limonade, hvori flaut Vand er gjort smageligt ved nogle Draaber af hiint Sure og en Tilsats af Smigersødt. Med samme Ret, som Diætetikerne anbefale Maadehold i at spise (hvilket dog alt er en Maadeholdenhed, da Mennesket vil sluge), kan anbefales Maadehold i Nepotismus, skjøndt denne er et Maadehold af den ubegrændsede Kjærlighed og Ømhed. Taal- modighed er i sig selv et Maadehold, men iagttages deri ikke Maadehold, burde man lægges til Dørtærskel i Departements- gaarden eller foran en anden, hvor mange Folk og mange Slags Folk ofte gaae ud og ind. Hovmod er et Maadehold af Galskab, men mestres den ikke endnu af et Maadehold til, da -- ja mange af disse gaaer det dog ikke saa galt endda; -- men alligevel er det dog leit at blive beleet. Rimen, og det dets bedste Slags, er Maadehold af Poesi; men deri er Verden -- saafremt Rimerne ikke alt udgjøre Fleerheden -- enig, at Maadehold i det Maade- hold er høist nødvendigt. Poesiens Høider ere over den Luft- kreds, hvori man gjerne aander; dens Dale ere brændende og kun behagelige for den, som fryder sig ved en Natur saa yppig, at Mulden synes at krybe og Luften at føde Sommerfugle saa- tidt en lummer Vind, der sukker ud af det i hinanden pressede Buskads, bøier en svulmende Blomst imod en anden. Men sjel- den sætter nogen sin Fod paa slig Bund, hvor fede, glimrende Slanger slaae Døninger under det yppige Græs, og hvor Ryg- gene af et Uhyre og dets Kalv som et Storbritannien og Irland i Havet hæve sig over Savannen, omseilede af spøgende Anti- lopers og Daadyrs og Hjorters Takker, hvorfra Blomstre og Ranker (der bleve hængende idet de brød ud af Budskadserne) flaggre som stormsplittede Vimpler og Flag. Nei, en tør Flade og et Par smaae Høider, hvorpaa nogle gode og danske Kjør og Faar græsse -- dertil indskrænke sig vore Fordringer. Omend- SIDE: 124 skjøndt det f. Ex. er et Maadehold af en beskrivende Poesi netop at afmale Gjenstanden som den er (hvilket ogsaa meget vel kan skee i Prosa): saa kan dog Gjenstanden være saa for- færdelig, saa majestætisk, saa yndig, at dens tro Afbildning vilde regnes Poeten til en Mangel af Maadehold i det Maade- hold, han bør iagttage for ei at henfalde til den Grundfeil hos enkelte Digtere, at forhøie, forherlige og forskjønne enhver Gjenstand de besynge. Normændene beundre derfor det Digt, der beskriver Krogkleven omtrent som et danskt Dige, og de danske Næser synes at de vilde Roser i "Rungsteds Lyksalig- hed" lugte for stærkt. At slutte fra Kjærlighedens gjængse Udtryk, saasom: "Til- bedte, brænde af en uudslukkelig Flamme, Evigelskte" o. fl. d., synes denne Lidenskab at være et Maadehold af en maaskee forgangen, høiere og ubekjendt -- den maaskee, som levede i og besvangrede Chaosets Kolosser. Men jeg vilde dog for- skjønne Hovedstadens Omegn med et drivhvidt Snefjell, om jeg samlede paa en af Bjergene deromkring alle de blege Kinder i denne lille By, som maatte bekræfte, at selv i hiint Maadehold kræves Maadehold. Dette sagt ikke alene om Elskoven, men om den Kjærlighed, som banker, drømmer, sværger og rimer: den, der forholder sig til Elskoven som Chapeaubas til Nathue. Der lod sig meget sige om Maadehold i politisk Maadehold. Uden det kaldes denne Egenskab landsforræderisk af Millioner i England og Frankrig. Den er virkelig ogsaa den Atlas, som bærer Thronhimlene, mens den afgjorte Toryisme, Royalisme og Servilisme kun række sine Hænder op for at plukke Stjerner af dem. Det politiske Maadehold drak sig fuld i det pohlske Blod; og man ventede, at Verden skulde skreget over at Opret- holdelsens Dyd var forsvunden. Men England sagde: Hony soit, qui mal y pense! og det øvrige Europa erklærede: eengang er ingengang. Ventede man da, at Menneskeheden, oprørt over sin Yndlingsdyds Prostitution, skulde styrtet over den Berusede, der væltede sig paa Volamarkerne og banket ham af, uden derfor, saalænge den ei øvede Judiths Daad med Holofernes, at tabe sit Navn for politisk Maadehold: saa var det dog det beundrings- værdigste Maadehold i politisk Maadehold, at den undlod det ganske. Et andet Slags Maadehold i politisk Maadehold er SIDE: 125 anderledes og værre berygtet, saasom det af alle kloge Folk kaldes Republicanisme, skjøndt denne ei erkjender det derfor, men for en Svaghed, som kunde have godt af stedse at ligge paa den venstre Side. Det politiske Maadeholdssystem staaer ved Maadehold i at skrive. Man vil ikke forundre sig over, at jeg adlyder hiint Verdensbeherskende punktlig, d. v. s. ved her strax at sætte -- . Henrik Wergeland [OM TEATERKRITIKKEN] (Indsendt.) Morgenbladet 8. april 1834. Audiatur et altera pars! Vel gaaer der Ord af, at Aristokratiet, og det af begge Kjøn, hædrer vort Morgenblad med at udtømme deri betids før det gryer hvad af smageligt og usmageligt det om Aftenen er bleven tracteret i Theatret; men alligevel være det en simpel En tilladt at mistvivle om, at Viisdom og Høiviisdom ere Eet. Vel gaaer der Ord af, at velbemeldte Domstol, præsiderende i Balconen, har sin Bøddelrad siddende paa første Parquetbænk; men alli- gevel være det En af de Bagerste, de af Mørket Formummede tilladt, at modraabe den skrigende Uretfærdighed, denne Ter- rorisme, som har tabt alt Krav paa at undskyldes, idet den har frasagt sig at hedde lidenskabelig, da den antog Dommerem- bedet. Men hvilke Dommere? -- En Vehmgericht, hvis Domme kjende hverken Høit eller Lavt. Stilede mod det Hellige, gives de Dumdristigheden at fuldbyrde. Sigtede mod det Umulige, skabes en Mulighed, som overbringer dem og fælder. Sigtede mod det Uendelige og Himmelske skabes et lige uendeligt Sata- niskt, som gjennem Dybene søger at naae med sin Død hiint Himmelske, hvor det sænker sig for at afrundes. Et Navn, der er en Verden af Ære, opfyldes som Sodomas Himmel med lynende Sarkasmer, rygende Bagtalelser, med Død og Fordær- velse, som bander i deres Spalter. Og det, der skjulte sig i sin Blyhed, opsøges, splintres og Hjertebladene fyge for Vinden. Det Flyvende flyer dem ikke. Det Krybende undsmyger dem ei. Hvorledes var ikke Garrick-Ryges Triumphtog? Man strøer Vers og Blomster for Keisere og Prindser; for Ham strøede man SIDE: 126 Smiil; og han vadede, saa at sige, Grændsegaden opigjennem i Sjele. Thi, at slutte af de gabende Gesichter, stode Kroppene tomme. Nu -- kaste hine Forfærdelige efter ham med Skillin- ger, og hans Ære er som et sondret Seil. Og Hochbrandt og Nielsen, disse i sit Slags Udmærkede, men dog Beskedne, som opfylde Skuespillerens høieste Maal, idet de aldrig kunne sees uden at ryste til Latter? Disse, som naar de fremtræde ligesom træde paa vort Mellemgulv? Jeg blues. Hidkom disse, for at forhaanes, for at dømmes, fordømmes, paa Grund af krumme Been og andet sligt Lapperie? De hidkom for at more os; og det gjøre de. Hvorfor da Utak? Vor Latter har frikjendt dem. Eller er de ikke gode nok til Os. Klage Vi over Stokkene, skal Han, vi tilbade som en Olympier, sende os Storkene. Dem have de mange af dernede. Der boe de paa Tagene; men her skulle de boe i Salene, og Folket gaae udenfor og raabe Vivat. Trøster Eder dermed I Fordømte! Mangt et Vivat lyder ogsaa for Eder i Mørket bag Gelenderet. Som alle Folkets Mænd ere I forhadte af Aristokratiet. Men naar Krøller og Rynker gjøre dettes Næser derovenover til Nathvælv, funkle mange leende Tænder i hiint Mulm som eders Stjerner. Tandem bona o. s. v. Henrik Wergeland [OM UNDERRETTSDOMMEN I WERGELANDS SAK MOT PRAEM] Morgenbladet 14. april 1834. Undertegnedes Sag med Procurator Praëm, anlagt af denne paa Grund af formeentlige Injurier, især i dette Blads No. 105, 1831, og begge Parter naadigst beneficeret, har forhen været indanket for Almeenhedens Domstol. Herfor, omendskjøndt Sagens Natur ogsaa fordrer en officiel Kundgjørelse af de Domme, der fældes ved de juridiske Stadier, den har at gjen- nemsnegle sig i; og da jeg med Sikkerhed tør vente mig ved hiin en bedre Fyldestgjørelse og en moralsk Triumf selv i en juri- disk Undergang, antages det passende, at underrette om at føl- gende Hjemthingsdom [fotnotemerke] fældedes 7de April d. A. ved Sætte- dommeren Procurator Nilson: Fotnote: [Domskonklusjonen var trykt i et innlegg av Praëm i samme nummer av Morgenbladet, blev derfor ikke trykt i Wergelands stykke.] SIDE: 127 Denne Dom agtes naturligviis af mig appelleret, uagtet den fortræffelige Lærdom den indeholder om at lade Skjævt være Lige, enfoldige Medmenneskers umenneskelige Behandling uved- kommende Ting, og om for alting ikke at kalde slig Adfærd, Aager og Udsugelse m. m., "Forbrydelse mod Stat og Menne- skehed". Jeg har det Haab, at Regjeringen, idet jeg kan og skal forelægge Høisamme de under Sagen producerede uomstø- delige Beviser for at saadanne Handlinger ere begangne af min Modpart, der fremdeles appellerer, vil udstrække Velgjerningen med Beneficiet til de høiere Retter, hvor en bedre Terminologi ventelig maa være at finde. I Domspræmisserne ræsonneres saaledes over det af mig Pro- duceerte: "Om det end ved denne Beviisførelse maatte ansees godtgjort, at Hovedcitanten har været Gjenstand for et, mindre for- deelagtigt, partielt Omdømme, [fotnotemerke] samt i enkelte Tilfælde udviist en, mindre forsigtig og strengt lovlig Fremfærd, [fotnotemerke] og hans Forhold saaledes ei fuldkommen daddelfrit kan blive at betragte, antages det dog, at han hermed ikke kan ansees for overbeviist om nogen Uretskaffenhed [fotnotemerke] i sin Embedsstilling eller noget Graverende mod hans private Charakteer og Handling, følgelig ei heller om noget Brud paa de Pligter, han som Sagfører og Menneske skylder Staten og Menneske- heden; ligesom det, i ethvert Tilfælde, ei kan antages, at det anførte Omdømme og Forhold er af den Beskaffenhed, at Con- tracitantens Udladelser og Beskyldninger derved kan ansees hjemlede." Videre Kritik herover tillader jeg mig ikke. Jeg appellerer vel til Opinionen, og har tildeels forhen sat denne istand til at dømme; men udbeder mig dog Retfærdighed fremfor Kjærlig- Fotnote: En smuk Omskrivning for "rystende Klager". Fotnote: Do. Do. for Aager, Udsugelser, unødvendig oprørende Haardhed. Fotnote: Mange meente enfoldeligen, at den af mig i Morgbl. d. A. af Acterne extraherede godtgjorte Defraudation med det Offentlige og Parterne var noget saadant, og nok for mig. SIDE: 128 hed, hvor ypperligt end denne kan ræsonnere selv for det Sorte som skal være Hvidt; og da vel rimeligviis med samme Lethed for en Sag, der maa lignes omvendt. Eidsvold, den 8de April 1834. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN, AF OEHLENSCHLÄGER (Indsendt.) Morgenbladet 30. mai 1834. Der har altid, især i Hr. Oehlenschlägers Fædreland, været en Minoritet, som ikke har kunnet deeltage i Fleerhedens enthu- siastiske Beundring for ham som Digter. Indsenderen har ikke skyet at bekjende sig til hiin Minoritet, endskjøndt han i Ven- ners Fraraad og i Redactioners Negtelse at optage Artikler, hvori han vilde bekjæmpe den Opinion angaaende Oehl., han antager feilende og ikke uden Skade, har Beviser for at man anseer saadant for farligt, ja for en Slags crimen læsæ majesta- tis regis (sic dicti) poetarum. Frygt for at miskjendes eller at indvikles i nærgaaende Stridigheder indeholder dog ingen Und- skyldning eller noget retfærdiggjørende Motiv til at holde sin Mening tilbage, hvor denne er redelig, tilhører en Overbeviis- ning, har Grunde og Beviser for sig, og desuden kan paavise dygtige Forsvarere, der have fegtet paa samme Maade. Hine Betænkeligheder undskylde kun og berettige til at man frem- træder anonym. Hr. Oehlenschlägers sidste Arbeider ophæve dem forøvrigt ganske. Det er dem Inds. vil tage for sig; ikke Forfatteren, ihvormeget end hans til Idiotisme eller en Art Vanvid gaaende Indbildskhed, der melder sig med klare Ord næsten i ethvert af hans mindre Versstykker og igjennem hans hele sletskrevne Selvbiografi, opfordrer til at gaae ham nær- mere. Maaskee skulde et skjønt Navn være blevet uden Lyde, om alvorlig Tilretteviisning itide havde forsøgt at vække dets Besidder op af Rusen deraf, og at kalde ham tilbage til sig selv. Imidlertid maa Inds. oprigtig tilstaae, at det Umaadelige i Prof. Ø's Arroganz gjør, at det mindre er Skaansel end Ube- kjendtskab til de ydre Omstændigheder, der have fremfødt denne Forfatters Berømmelse, som afholder ham fra at under- SIDE: 129 søge dennes Natur noget nøiere, at maale den med Fortjenesten, at vise den som et af Tilfælder fremskabt Særsyn, som et Meteor, der vil forsvinde, hvor glimrende det end har lyst. Selv Bundfaldet, Thordenstenene, som ville blive tilbage, Ø's bedste Tragødier, vil en mindre nøisom Efterslægt, i Besiddelse af flere, fremmede eller egne, hvormed den kan sammenligne, betragte med en Kulde, der tilhører deres sande Værd. Den vil med retfærdig Ringeagt ansee en Tid, som lod det Sjeldneste men og tillige Ubilligste af Alt skee, at en Digter, især i hans levende Live, bliver mere berømt og høiere skattet end han fortjener. Det er bekjendt, at det Modsatte har lettere for at hænde. (Ovi- dius, Camoens, Shelley, Ewald o. m. fl.) Vi -- Inds. tør sige, at han taler i Fleres om end endnu i en Minoritets Navn -- Vi overlade Andre eller ialfald andre Tider denne delicate Sag: Totalbedømmelsen af Oehlenschlæger. Fast- sættelsen af hans sande Værd skal man dog altid nærme sig til ved at bedømme endeel, især om den er fortløbende, af Rækken af hans Arbeider, og det omtrent saa sikkert som Klodens Form og Jordomkredsen efter en tilstrækkelig Bue deraf. Vi ind- rømme saameget for Billigheden af den Anmærkning, at de Værker, vi maae dadle, tilhøre en dalende Periode hos Digteren, som Tilstaaelsen heraf, der, siden "Væringerne" ikke har ladet sig fordølge, taler for os. Men, om vi ogsaa indrømme Sand- synligheden af at en saadan uheldigere Tid maa, efter Naturens Gang, indtræde, erkjende vi dog ikke Nødvendigheden af, at en Forfatter under saadanne Omstændigheder maa vedblive at pub- licere, der da vil sige det samme som at prostituere sig. Hans forrige Navn, Visheden om at Publicum vil udstrække dets Straaler i det Længste og fremdeles kjøbe, bør ikke friste den sunde Menneskeforstand, som man dog bør troe bliver tilbage om Digteraanden taber sin Virksomhed. Det metaforiske Ud- tryk: en Geists "dalende" Periode taaler ikke nærmere at betragtes: en dalende Sol er herlig, en Olding er rørende at see; men en dalende Digter er en Jammerlighed, der vækker Med- ynk; en dalende Forfatter en Ubeskeden, der vækker Modvilje. Det Dalende tilhører kun den fysiske Verden, hvis Kredsløb vi kjende; den Aandige erkjender Intet uden det Stigende. Dette er dens Natur. SIDE: 130 Det er umuligt, at Hr. Oehlenschlæger ikke skulde være sig bevidst, at han ikke længer er ved det Gamle. Han maa føle det klarere end alle Andre, som dog tydeligen see de tyggede Penne, de møisommeligen opsatte Versfødder i de klampede, barokke, aandløse Vers. Han besidder og har altid besiddet altfor megen jevn, prosaisk, sund Fornuft til ikke forlængst at opdage baade dette og at han virkelig er kommen som Aladdin til sine Tri- umfer. Vi ville derfor ikke benævne som fortjent den Daarskab, at han fortfarer i at ville dølge hvad der ikke kan skjules, eller, omvendt, i at han aabenbarer Svagheder, som Verden ei behø- vede at kige ind i, eller som den vilde holde undskyldte, om de ikke fremtraadte med Pral og Anmasselse. Vi tænke, at hans Venner ikke have handlet ærligt med ham, men tilintetgjort med en Smiger, som kun hos Den, der ikke har bedre Skjøn, kan være uden Falskhed, en Selverkjendelse, som ellers maatte være nødvendig. Om Hr. Oehl., hvis det havde været ander- ledes, da end havde maattet taale, at man selv om hans "Hakon Jarl", fældte den hos Mange gruvækkende Dom, at dette Emne vel af ham var bleven forskjønnet, men ikke forherliget; at det hartad er ligesaa rystende og rørende at læse hos Snorre; at Hakon ikke er dæmonisert nok iforholdtil hvad hans virkelige Charakteer opfordrer Digteren til; at han falder igjennem ved Siden af Shakespeares Richard af York, som Hakon dog i saa- dant Overmaal var, at han tillige omslutter Macbeths og Don Juans Charakterer; kort, at Oehl. ei har været sit gigantiske Emne tilfulde voxen, om han end har deraf frembragt noget ret Vakkert, noget Læseligt og Skueligt; -- om Han end havde maattet taale, at Nogle meente, at dette Emne havde behersket ham, istedetfor at det burde have været omvendt; at " -- han fandt sin Hakon færdig paa den rige Bund i Snorres gamle Gravslot, og pudsed Støtten af blot -- ;" og at shakespearske, byronske eller schillerske [fotnotemerke] Repliker vise hvad der mangler i Hans: visselig han skulde dog da have sparet Publicum for den Tid og de Penge det har spildt paa "Værin- gerne, Tordenskjold, Carl den Store, Norgesreisen" m. fl. a., Fotnote: Stig op og see fra disse Kathedraler! Da sænker sig det Huus, som kun dernede praler. SIDE: 131 og sig Selv for de Ærgrelser, bittre, men retfærdige Kritiker derover have foraarsaget ham; og det ringere Begreb, han vilde have faaet om sin Rang som Digter, skulde enten ganske have sløifet Ideen eller Selvopfordringen til at skrive Biografien sammen eller dog tilintetgjort de Opfordringer til Uvilje og Spot, som den og "Norgesreisen" saa rigeligen indeholder. Vi tage nu for os nogle af disse senere oehlenschlägerske Ar- beider. De ere uden Undtagelse af slig Art, at selv den oehlen- schlägerske Muses, eller rettere, da den intet Betegnende har, Hr. Oehl.'s blinde Vanebeundrere ikke vove at lægge et af dem frem uden at lægge Hakon Jarl eller Aladdin ved Siden. Men dette ligner de usle Beboeres Fif ved et nedlagt Sølvværk, som med et vist triumferende Smiil over de smertespillende Muskler (et, der siger: ak, vi vide det er dog ikke saa!) vise den Rei- sende Stufer fra de gamle gode Tider, mens han stirrer ind i de udtømte Gruber. Henrik Wergeland OM HYKLERI (Indsendt.) Statsborgeren 1. juni 1834. "Ikke i Straffen -- siger den udøde- lige Birckner -- søger den ærlige Mand sin Retfærdiggjørelse, men i Medborgeres Agtelse, og deres Er- kjendelse af hans Skyldfrihed. -- -- Den Magt, for hvem det er Ret, som synes os Uret, vil muligen ad denne Vei føre mig til Seier og Fred." Praëm. Man har definert Hykleri: "Lasternes Kaabe". Men dette siger lidet. "Lasternes Smiil eller Taare" kommer Begrebet kun noget nærmere. Hykleriet er en integrerende Deel af det for- dærvede Sind, ligesom Taget (og man bør tænke sig et glim- rende) af Huset, og Skallen af Skildpadden, uden hvilken den skulde døe. Et Øieblik, giftigt, et ligt en Opstødelse av Helvede, et ilsomt, kan besvangrende henfare over en naturliggod Bund, og rædsomme Forbrydelser springe op deraf forbausende dem, som skulde have svoret paa det umulige i at andet end god SIDE: 132 Sæd skulde have kunnet vise sig. Men Hykleri skal ikke være Blomsten paa denne stormsaaede Klinte. En saadan Tyv skal lade sig gribe og bekjende grædende; en saadan Morder skal ikke tørre Blodet af sin Dolk. Derimod kunne alene Laster, opvoxne indtil Modenhed af en i sig selv giftsvanger Hjerte- bund, frembringe Hykleriet, der netop forholder sig til Forbry- delserne, som disse til Lastefuldheden, Charakteren eller hiin slet- artede Bund. Denne udfolder sig i Forbrydelser. Hykleriet ud- vikler sig af disse; og dette fremskaber igjen nye Forbrydelser, der forholde sig til hine primære, som luftige Dæmoner til Men- nesker. Man tænke sig Lastefuldheden som Jorden, Forbrydel- serne som Athmosfærens Dampe, Hykleriet som de deraf dan- nede Skylag, og paa disse, der ombue Jorden som en hvid huul Klode, bevægende sig Skygger af Mennesker, -- fra dem opsti- gende andre Dampe, kort, alt gjentagende sig under en tredie, fjerde Skyklode. Stedse finere, essentiellere, mere diaboliske fremgaae Lasterne af Hykleriets Grader som af et ondt Væsens Distillationsapparater. Selv det almindelige Hykleri lægger sin Triplicitet, ja Mange- dobbelthed for Dagen i sit sædvanlige Ræsonnement: jeg skal være en Skurk; nei, 1) er jeg ingen Skurk, 2) er jeg ikke værre end andre, 3) er jeg en brav Mand, 4) er jeg en lidende Engel. Dette er en Optaarnen af Forbrydelser mod Sandheden: først afdisputeres denne, hvad den veed, saa bindes den noget istedet- for paa Ærmet, saa sættes den en Natluve paa, og saa knibes den i Næsen og overantvordes Forbandelsen som Usandhed. Men hint Prægnante i Hykleriet viser sig tydeligst i Sikker- heden i den Dristighed, hvormed ny Udaad forøves, men da ikke længer som udsprungen af Grundsletheden, men af Hyk- leriet selv, der er bleven en egen, høiere Natur. Da er det, at man skammer sig for sig selv ved simple Laster og Ugjernin- ger: de maae virtuoseres. Som Bygmesteren, Pillar paa Pillar, reiser Münsteren somom Jorden ei længer var Grundvold, iler Hykleren fra Kunst til Kunst, Høide til Høide i sin Slethed. Han hader et Menneske, han ødelægger det; -- det er let og plumpt; men det interessante deri bliver at faae Verden til at troe, at han elskede det inderligen, og at det ikke er hans men den Dræbtes egen Kniv, som sidder i Hjertet. Foragt for SIDE: 133 Mennesker er uadskillelig fra den store [fotnotemerke] Hykler; men langtfra fordi han foragter sig selv. Det er fordi han seer ned paa hine letbedragelige ligesom Bygmesteren fra sin Münster. Han seer ned paa dem fra sin Høide af Udaad og Hykleri, Udaad og Hykleri o. s. v.; og ligesom hiin sætter han ogsaa tilsidst et Kors ovenpaa sin Høide. O den gode Christne! den ædle Kors- drager! Ligesom Rosenglandsen og den eiendommelige Duft over Valmuesæden, det guulhvide Skjær over Ageren, har Hykle- riet dog hos Begyndere en eiendommelig Let og Lugt efter den Ondskab, det skal dække. Sort Intolerance bliver dog mørk Rettro, glødende Hevngjerrighed rødmende Uvilie. Men Me- sterne i Kunsten lade hiin vise sig i Himmelblaat eller taare- hvidt, og den glødende Hevngjerrighed male de enten med Forsonlighedens milde Roser eller med den lidende Uskylds rørende Bleghed. Ligesom Røgskyen over Byerne, udvikler Hykleriet sig dog altid i Forhold til Forbrydelsernes Størrelse. En mindre bety- delig Forseelse undskyldes maaskee kun; men betydeligere benegtes, og i deres Sted paaberaabes netop de modsatte Dyder. Udsugelse maa blive Veldædighed, Egennytte Uegennytte o. s. v. Det synes som at Hykleriet er medgivet det fordærvede Gemyt ligesaavist som at Naturen ei lader noget Dyr aldeles værnløst. Det tjener ogsaa Ondskaben som Værn og Prydelse; og er, ihvorvel instinctfødt, paa Grund af at det kan modtage en høi Grad af Udvikling, (og maa det for at duge til noget) ligesom det ogsaa udrindes kun af et allerede uddannet Sletsind, at regne for et Kunstproduct. Ja, man har endog Exempler paa, at det har kunnet ordentligen indpodes fra uden; og hele Tids- aldre have erkjendt, at man, uden Hensyn til Individualitet, ligesaalidt maatte undlade at lægge sig det til, som at oprøre sig imod Tro, Forfatning og Mode. Men direkte har det lige- saalidt ladet sig saaledes udvikle som strax at faae en Blomst af Frøet; Lasterne ere blevne meddelte; Hykleriet har uddannet Fotnote: Alchymisterne, Tempelherrerne, Gregor den 7de, flere Paver, Richard af York, Ludvig den 11te, Augustus Nero, Henrik den 8de, Bisp Popo og mangfoldige ere historiske Exempler. Man erindre ogsaa Apotheker Qwi- ning i W. Scotts "den smukke Pige i Perth." SIDE: 134 sig af dem ligesaa naturligen og betegnende deres Modenhed som Skjæg, Kløer, Veirhaar og Evne til Selvforsvar af det voxne Legeme. Hisset, hvor Hjerterne kløves, vil Hykleriet, naar alt dets Rabulisteri ei formaaer længer at udsætte Dommen, alene have dette sit instinctmæssige Ophav og Selvforsvars- forhold til Lasterne at undskylde sig med. Men mere Hensyn hertil vil neppe kunne tages end til Undskyldningen, at Mordet eller Meeneden maatte begaaes forat dække Tyveriet. Det vil alligevel blive saa, at Hyklerie mere end noget andet Ondt tilhører Mennesket selv, og er underkastet et saameget større Ansvar. Man er ogsaa paa Jorden enig i at tillægge det sed- ligt Uværd fremfor anden Immoralitet; og de Fleste fælde denne Dom med et vist Hykleri, der er værre end det almin- delige, som kun er den selvbevidste Svagheds naturlige Blygsel. Mod det moralske Omdømme er det Hykleriet ruster sig, ikke mod det juridiske, som snarere er dets Ven, og hvis For- mer benyttes af det som de hule Barkruller, hvis Ved er bort- smuldret, af Slangerne. Hastings, Guvernøren, som i Indien bedækte Veiene, opdæmte Floderne og jevned Dalene og høined Sletterne med Millioner Hungerdødes Liig -- frygtede Almeenomdømmet meer end Parlamentssessionen og Erskines Talenter. Dog bluedes selv han, efter Frifindelses- dommen, forat sige til hint: man seer, at ingen af mine Hand- linger afgive Beviis paa nogen Uretskaffenhed i min Embeds- stilling eller noget Graverende mod min private Charakteer. Han trak sig tilbage, vurderende Seieren, ligesom Folket, for hvad den var. Med Hensyn til det sedlige Omdømme er vir- kelig Hykleriets Opgave ikke stort lettere end at skjule det brændende Huus; og i samme Mon det lykkes, fortjener det en vis Beundring. Der er sagt: Hykleriet er et Offer, Lasten bringer Dyden. Men da maa en falsk Compliment kaldes et Offer. Dyden maa dog betale derfor. Der er ingen af dens Farver, Vaaben, Hel- ligdomme, som Hykleriet ei bemægtiger sig. Bibelen, fromme eller vise [fotnotemerke] Mænds Skrivter, veed det endnu bedre end selve Fotnote: Saaledes brugt har jeg fundet Kirkefædre, Prækener, Rousseau, Birck- ner o. fl. SIDE: 135 Dyden og Fromheden at benytte. Det gjør Dyden selv mis- tænkt ligesom mange falske Penge skade de ægtes Credit. Intet ringeagter det mere end Dyden, som det bruger og ap- pellerer til: og det ringeagter den for dens Eenfoldigheds Skyld. Hykleriet er Dydens Majordomus; men for Magtens Skyld, som dog er i dets Vold, anseer det ikke værd at afsætte og kron- rage den endnu. Snart skal det maaske spørge Verden: see, jeg udretter alt, alle dens vices! hvortil denne Skygge? -- Crocodilen river Barnet udaf Moderens Favn. Det bølger i Sivet. Derfra klynker en Barnerøst. "Ak, fromme Uhyre! -- raaber Moderen -- du har ikke slugt mit Barn. Du lagde det i Sivet. Det er mit Barns Røst. Mit Barn! mit Barn, jeg kommer -- " Hun iler. Sivet bølger atter. Et Skrig -- en Taushed. Crocodilen klynker atter. Det er Hykleri. Bønderne samle sig paa Bredden: "hvor kan den have slugt baade Moder og Barn? og saa langt ude i Sivet, og endda klynke af Sult? Den er uskyldig." -- Det er Hykleri. Kunde Crocodilens Klynk ordlægges, vilde Folket paa Bred- den have seet et svovelfarvet, blodøiet Uhyre endnu knasende paa de Ulykkeliges Levninger, reise sig over Sivet og tiltale dem saaledes med bevægelig Røst: "kjære Flok! jeg har to oprigtige Ønsker: et for dig og et for mig. For mig selv ønsker jeg, at du, Ven eller Fiende, vil erfare, at ogsaa jeg kan lide Uret, og at du vil modtage denne Underretning med venlig og forsonet Følelse; og Dig tilønsker jeg: Fred med Andre -- Fred med dig selv." Er Hykleri. Henrik Wergeland CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN, AF OEHLENSCHLÄGER (Fortsættelse fra No. 150.) Morgenbladet 5. juni 1834 "Karl den Store." En smagfuld Behandling, en kunstskjøn Sammensætning af givne Scener tilhører det Talent, som Oehl. besidder. Han har især i Aladdin, ligesom og i Hakon, givet udmærkede Mønstre SIDE: 136 derpaa. Men i "Karl den Store" har denne Skjønsomhed, om- endskjøndt den kan læres og tilvænnes, forladt ham, ihvorvel det er synligt, at Oehl. ingensinde, med Undtagelse maaskee af Aladdin, mere tiltrængte eller har opfordret den. Hans Op- gave er nemlig af en Mængde historiske Træk og Scener at give et Heelbillede af hiin Helt. Dette, som ikke er nogen dig- tersk Opgave, har han forsøgt ved en Sammenkjedning, som langtfra atter viser den øvede Mester, og som istedetfor at give en historisk Tragødie ikke engang giver en tragisk Historie, men kun en historisk Skizzecyklus, der har tabt under Vers- formningen den Livlighed, som tilhører saadanne Frembringel- ser. Man seer ikke Begivenhederne udrinde af Heltens Aand og Storhed, men at bevæge sig udenom ham og bevægende ham, -- ja, idet en Eenhed, man her høist billig kunde kræve, gaaer forloren, om flere andre Personer, som i lige Grad til- trække sig Opmærksomheden. Heller skulde man, paa Grund heraf, sige, at Oehl. har villet fremstille et Afsnit af den Tids Historie. Kun om Forfatteren vil tage tiltakke med et saadant Navn paa sit Værk kan man oversee den løse Sammenhæng, hvori Skolescenen, den med Alcuin og Forvalteren, med Haruns Gesandt, mellem Drago og Hermentrud, mellem Spillerne med Godfred o. fl. a. staaer til det Hele, forsaavidt Pipin, Wittekind, Albion og de 4 Elskende levne noget Heelt til Karl. Men vi skulde udsones med Manglerne i det Techniske, om vi traf paa herlige Tanker og poetiske Skjønheder i Replikerne. Men disse ere baade aand- og glimmerløse. Man har kun den Fantasi-Sysselsættelse, at tænke sig, hvorledes disse prægtige Maaneskins-, Offer-, Mord-, Borg-, Audienz-, Hær- og Drikke- Scener, som rigelig afvexle, vilde tage sig ud under god Belys- ning og et færdigt Machinerie. Selv hvor Situationen opfordrer til at meddele os en Charakteer i træffende, kraftige Strøg, raader den samme Aandløshed og Mathed. Hvad var f. Ex. mere passende med den Charakteer Pipin er tillagt, end at han i langsomme men ædende Giftdryp meddeelte Karl hans Døttres Elskovsforstaaelser? men skeer dette i Linjerne: Pipin: Siig, Fader! elsker Du ei Eginhard og Angilbert? Karl Som Sønner. SIDE: 137 Pipin: Maaskee Du snart vil have dem, som Sønner; Thi viid: de tækkes Imma, tækkes Bertha, Med uanstændig Broderkjærlighed. Ordet "uanstændig" er sat med udmærket Stiil, formodentlig for at passere for en Finesse, som om Pipins Slangebrod ret deri spillede. Men selv en prosaisk stilet Fremstilling vilde forsmaae slig Plathed. Saa dagligdags taler ingen Lidenskab selv i Hytten. Den hæver hverdagslige Folk over det Hver- dagslige. Finere, giftigere vilde en Arbeider udtømme sit Had og røbe sine Søstre af Ondskab og for at saare Faderen, end Oeh's gudløse, lidenskabelige Prinds gjør det. Bestyrkende vor Paastand, at Oeh. har ladet sig fængsle af sine historiske Data, erklærer den danske Z. Y., at "Digteren synes at have betragtet Poesien som Historiens Livegne"; og at "Oeh. seiler med historisk Ballast, hvormed et Digterskib saaledes kan overlades, at det synker ned i den prosaiske Af- grund istedetfor at holde sig paa Poesiens lette Bølger". Det hjælper ikke, at Oehl. paastaaer, at slig "Excerpation ikke forekommer mere i Karl den Store end i hans (mine) øvrige historiske Tragødier: Hakon Jarl, Palnatoke, Erik og Abel og Væringerne." Thi vi troe, at han heri gjør sig noget Uret, og at den gamle pralende Henviisning peger derunder. Oprigtigere har nok Oeh. paa et andet Sted sagt, at under ængstlig Excer- peren af Historien til et poetisk Arbeide maa Begeistringen gaae tabt. Men nu dømme man hvorvidt en Begeistring finder Sted i "Karl" efter saadan verbotenus Excerperen af Dippoldts Krønike. Runald siger Pag. 18: "Rundt ved alle Herskabsmøller Og Hovedgodser holdes Høns og Gjæs, Fasaner, Agerhøns, Paafugle, Duer. I Mejeriet kjernes Smør, saa friskt som Nøddekjerner. Bryggeriet yder det bedste Øl; og Vinen presses bedre. Vor Faareavl forædles; fede Sviin paa Skoven gaae, som yde skjønne Skinker. Og Gedehjorden skaffer herligt Kjød til Saltning, og forresten Horn og Skind til Haandværksarbeid. Hesteavlen o. s. v." Nu Dippoldt, Pag. 128: SIDE: 138 "Auf den herrschaftlichen Mühlen und Hauptgütern muszte man Hühner und Gänse halten, auch edle Hühner d. i. Pfauen, Fasanen, Rebhühner und Tauben zur Zierde. Auf allen Gütern sollte man Kuhmelkereien halten, Butter und die weit üblicheren Käse, auch Wachs und Honig reinlich fertigen; dieselbe Rein- lichkeit ward beim Malzen, Bierbrauen und beim Weine einge- schärft. Schaafzucht wie anderes Nuzvieh anbefohlen. Die Be- amte seiner Güter muszten jährlich anzeigen, ob die Waldmast für die Schweine da sei; -- man sollte sie reinlich einsalzen und räuchern. Die Zucht der Ziegen, deren Felle und Hörner sehr geschäzt und jährlich berechnet, ihr Fleisch frisch und geräuchert verspeist wurde, machte er ansehnlich. Die Pferde- sucht -- u. s. w." Samme verbotenus Excerperen finder Z. Y. lagt for Dagen paa flere Steder. Saaledes berettes Kathedralen i Achen ganske rigtig at være rund, von acht Pfeilern getragen, mit korinthischen Capitälern, geschmückt mit Gold und Silber, Fenstern, die Thüren aus purem Erz. Alt hvad der er tilsat er, at Vinduerne vare af "malet Glas", og at Malmdøren var "koste- lig". Ligesaa siger Anm., at "det er Krøniken, eller rettere sagt Dippoldt i sin Beskrivelse af Keiser Karl, vi høre tale, og ikke den for os paany oplivede Fortid, naar Karl modtager al Rachids Gesandt. Vi høre ikke i Tiltalen og Svaret den orien- talske Blomsterfylde og den frankiske Ærlighed og Djærvhed. Vi høre kun Historieskriverens Beretning, der er fulgt med ængstlig Smaalighed. Dippoldt giver det dramatiske Vink: "wobei (under Presenterne) diese (Gesandterne) nach Landes- sitte sich und andere in schwelgerischer Wortfülle zu seinem Lobe berauschten . Men Oehl. har lagt mere Mærke til Beretningen: "ja, zu höherem Zeugnisz seiner Gunst schenkte er ihm den einzigsten Elephant, Abulaz, den er eben besasz." Af Beskri- velsen over Elefanten findes vel Intet hos Dippoldt; men An- meld. kalder denne Beskrivelse "et Brudstykke af Raffs Natur- historie" -- en Bemærkning, der dog forekommer os mere bitter end retfærdig. En ildelydende Versform er valgt nedigjennem Pag. 268, hvor Druiden begynder: "I tappre Brødre, vene Søstre, hører mig! Høit stige bør af Seirens Glæde Hjertet os -- o. s. v. SIDE: 139 Den fra 321-331 er egen, men for ensformig, idet Rimslagene følge Linje efter Linje, til at behage saamange Blade igjennem. Den passer ogsaa kun for det Elegiske, men ingenlunde for den opblussende Elskovs og Gjenfindelses Triumf, som Pag. 326 skulde være udtrykt, men ikke saa mat og prosaisk som der er skeet. Der er Oehl. atter under det Dagligdagse, i sine Tan- ker og Sprog plattere end jævne Folk i sine Stuer. (Fortsættes.) Henrik Wergeland CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN, AF OEHLENSCHLÄGER (Fortsættelse fra No. 156.) Morgenbladet 9. juni 1834. "Tordenskjold." Da der i det Hele maa siges det Samme om dette Sørge- spil som om det forrige, og det af Oehls. Arbeider, vi have foresat os hernæst at betragte, har mere Interesse for vore Landsmænd, ile vi snarere henover det. Noget ubehageligere og mere frugtløst Arbeide kan heller ikke tænkes end at fremstille særskilt det Aandløse i 180 aandløse Paginaer, og det enkelte Feilfulde i en heeltigjennem feilfuld Structur. Det skulde være at afskrive og at ombygge det hele Arbeide. Men da vilde dette rigtignok blive meget kortere; thi hvortil den alene for at complimentere Svenskerne (til Gjengjeld vel for Artighederne i Lund?) indtvungne Scene med Leyonankar? hvortil Præsidentens og Luises Mellemcomedie? Tordenskjolds Idyl trænger ikke til en saadan Folie. Debora, Hans, den ældre Harriet, Studenteroptoget -- alt dette er ganske og aldeles over- flødigt. De to første figurere blot som Repræsentanter for Datids Tone. De ere carricaturmæssige, men uden den gode Carricaturs Livlighed og Sandhed. Oehlenschlägers Hensigt har tydelig været at stille dem i samme Forhold til Stykket som Stueuhret til Værelset, nemlig som Tidangivere; og den gammel fransk- stive Debora i samme contrasterende Forhold til den ligefremme Tordenskjold, som til sin gammeltydske Broder Hans, hvis Fan- tasteri tillige skal tjene til at fremhæve Tordenskjolds djærve Virkelighed. Men til det Første hører en Vittighed, som Oehl. SIDE: 140 altid har manglet, og til de sidste Opgaver en Fiinhed, hvorpaa han ialfald forhen har afgivet bedre Prøver. Er ikke dette den rette Opfatning af disse Charakterer, saa maae vi antage, at det alene har været Forf.s Hensigt at fylde Ark; men selv om vi traf ret, ere de alligevel ganske overflødige, og kun nye Vid- ner om Oehlenschlägers evindelige sløve Historiseren. Ved at indtage saameget Uvedkommende og at udtvære Replikerne (paa nogle af de sidste Sceners nær) indtil den aandløseste Trivi- alitet, har det lykkets at udspinde et ubetydeligt Emne til ordi- nære 5 Acter. Men om den Aandsnydelse, de yde, dømme man efter disse Repliker, der ganske ere Alner af eet Stykke: Leyonankar: Og derfor har jeg taget mig den Frihed, At komme hid i dette fremmede Huus, At see og hilse Jer et Øjeblik. Tilgiv! Jeg reiser strax igjen. Tordenskjold. Imorgen? Leyonankar: Ja, ganske tidligt. -- Men naar Admiralen Tilbagevender til sit Fødeland, Tør jeg da haabe vel, at I besøger Mig paa min Gaard i Skaane, hvor jeg boer. Denne Leyonankar indføres alene forat hilse paa Tordenskjold. Atter slet Prosa: Hans: Nei disse Pigebørn Er allergalest til snelt at forandres. (!) Med dem ei løber Tiden selv omkaps. Du var jo ikke størr' end saa, da sidst Jeg saae Dig -- og nu er Du alt en Dame! En flau Lignelse mellem den gamle, preciøse, revsende Debora, der havde sit Ophold hos sin Broder Præsidenten, og en huus- vant Papagøi, indhales aldeles umotiveret saaledes: (Hans): Vor Søster Debora, hun er dog reent Forbandet; jeg gad høre hvordan Du Undskylde vil den hvide Kakadue. (?) Præsidenten: Man hænger Kakaduen i et Buur, Bespiser den og gi'er den daglig Vand; Man morer sig ved Ord, som den har lært! Og skulde Broderen ei ynde meer Sin egen Søster? ligned hun end lidt SIDE: 141 Slig Kakadue, naar hun forestod Hans Huus med Orden og Oeconomie, Og har en Dannelse, som Tiden hylder. Med lignende Anstrængelse indpines nogle Ord af Fredrik 4de, som ligemeget prostituerer Dennes Vittighed og Oehl.s ulykke- lige Anekdotkræmmerie og Trældom under det Historiske. Budde: Men har Du hørt det skjønne Vers, hvormed Kong Frederik parodierte Kallenberg? Wessel: Nei, Kjære! Siig! Budde: Den kolde Diplomat Har aldrig kunnet lide Tordenskjold. -- -- -- -- -- -- Men Kongen tugted ham! Wessel. Hvordan? Hvordan? Budde: Han havde gjort et Vers om Tordenskjold: "Courage sans conduite, -- C'est un homme sans suite." Men Kongen gjorde Verset saadan om: "Un homme sans Courage, C'est un pauvre personnage!" Wessel. O Gud velsigne Frederik den Fjerde! Det Vers har atter gjort mig oprømt. Ja! Nu vil jeg lade mine Griller fare. Vi haabe, at man efter disse Prøver erkjender baade det ube- hagelige og frugtløse i at documentere Alt hvad der understøtter vor Mening, og at vi have vore Ord ibehold. Dog ville vi, for at sætte de Læsere, der med ubehagelig Studsen have hørt den høitpriste Digter svadse saa gudsjammerligt, i et bedre Lune, endnu hidflytte Tordenskjolds Elskovs- og Afskedssang, som isandhed opfordrer dertil og neppe vil kunne hindre at en høi- lydt Latter, mødende Catastrofen, helbreder Ængstligheden, hvormed de umiddelbart følgende Skygge- og Mordscener ellers burde ventes. Den falder ind efterat Kammerpigen har fortalt, at hans Kjæreste "Er falden lidt i Søvn der paa sin Sopha. Imorges var hun oppe Klokken fem Med Tanten. -- -- Tordenskjold byder Pigen nu ei at vække Frøkenen, siger at han kun vil blive der et Øieblik, og indleder med disse Ord: "Men jeg forstyrrer ikke hendes Ro." SIDE: 142 følgende Sang, som gaaer paa Melodien af: "Boer jeg paa det høie Fjeld" (!): "Sover hun, den hulde Glut? O hvor sødt! -- I Guds Navn, nu saa lad hende sove. Hun forlades af sin Gut, [fotnotemerke] Som sit Liv mod en Niding maa vove: Hun er tapper, hun er kjæk; Men en Mø er en Mø, som dog let bli'r forfærdet; Og det voldte hende Skræk, Hvis hun saae mig at gribe til Sværdet. Sov, min Harriet! drøm kun, drøm; Du er kjælen, blid og øm. Ei din Elskovs første Dag Skal forstyrres af Angest og Nag." For næstovensatte Verslinjes Skyld bør vi haabe, at dette og de følgende Serenadevers ikke synges med den fra Holmens Kirke bekjendte, og i Tragødien naturligviis omtalte, torden- skjoldske Thordenrøst. Der burde være sat til: "med dæmpet Røst." (Fortsættes.) Henrik Wergeland CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN, AF OEHLENSCHLÄGER (Slutning fra No. 160.) Morgenbladet 14. juni 1834. "Norgesreisen." Baade Sujetter, Titlerne og fremfor alt Behandlingen af denne saakaldte "Digtekrands" og Gehalten deri føre os paa den Tanke, at Oehl. har villet anstille en poetisk Væddekamp med sal. Allum, der alt forlængst havde fremlagt sit Prøve- stykke i "Provindsiaden". Den Forevigedes Spaadom, som han ikke saa utydeligen yttrede i Nationalbladet, at han nemlig først efter sin Død vilde faae sin rette Hæder, er saaledes gaaen i Opfyldelse. Saa sandt er det, at en Seerevne er forenet med Digterens øvrige. Gud fri os! Oehlenschlägers af ham og Andre forgudede Navn staaer paa disse Smørerier, som vi have gjennemlæst med en Medynk, som den Arroganz, der heelt igjennem parrer sig med Fotnote: Viceadmiral Tordenskjold. SIDE: 143 Usselheden, ikke fortjener. Ingen praktiserede hidtil heldigere og dristigere end Oehlenschläger Knigges tvetydige "man er hvad man gjør sig selv til." Ingen misgreb sig mere i dette ulykkelige, men formodentlig sidste Forsøg derpaa. Dette maa overtyde de hidtil Tvivlende om at det vel aldrig har været saa farligt bevænt med hans Skjaldskab, og de hidtil derpaa Tro- ende om at det nu idetmindste ikke er det mere. Vi troede, at Forfatterskabet kunde begynde med Skrivekløe; nu have vi i alle Oehlenschlägers senere Værker og navnligen i dette en sør- gerlig Erfaring om, at det kan ende dermed. Oprigtigt: dette gjør Os ondt. Vi have aldrig kunnet beundre Skjalden uden Skaberevne, Vid og Fantasiflugt, hvis Meed alene var at diver- tere eller et indskrænket æsthetisk; og vi have ikke kunnet agte ham siden hans magre, slet stilede, aandløse, mageløse Selvbiographi forbausede os ved sin Ubeskedenhed; men -- dette Sidste gjør os ondt. Det gjør os ondt, da vi dog ofte maatte ære Talentet, og elske Den, som løste mangen Valagaade og fremkaldte Fædreneheltene fra deres Grave. Vel gjorde vi os ikke saa store Forventninger om "Norgesreisen", som Fleer- heden af dem, der lokkedes af Basunstødene Maaneder ifor- veien hen til Bogladen; men der er vel neppe En af Disse, som med Sanddruhed tør negte, at selv de mindste ere undertrufne, og at de, efter dens Læsning, omtrent vare tilmode, som Den, der faaer en Bøtte Vand over Hovedet eller et uventet Slag paa Munden. Vi, der havde afkjølet vore Forventninger ved, noget roligere end Beretteren om "Digterkonningens" Begeist- ring ved Gjæstebudstriumfen i Christiania, at gjennemlæse slige oehlenschlägerske Vers: "Fra Barnsbeen fik jeg Norge kjær; Derom var daglig Tale. Det laae saa fjernt og dog saa nær (?) Med Fjeld fra Danmarks Dale." (!) [fotnotemerke] (Ecce quam bomun!) Og: "Han satte Seil mig til min Kjøl, Han gav mig Fragt i Baaden, Han var en ægte Guldbrandsdøl, Han først mig løste Gaaden." (Miskemiskemaske!) Fotnote: I Samlingen har Forf. rettet denne desperate Tmesis. SIDE: 144 -- vi Koldere, vi slap nu vel for saa flau en Følelse; men, som sagt, Bogens Læsning, og hiin Erfaring, den synes at berettige til, gjorde os ondt. Naar det forhen i Morgenbladet in nihilum redigerede Vers- stykke "Krogkleven" erklæredes for det bedste næst Farvelet til Norge, er Dommen fældet over de øvrige. Det Hele skulde heller intet Ord erholde; om det ikke var Pligt imod det Publi- cum, som endnu ikke har fulgt Opraabene til for gode Penge at faae de sletteste Vers, som nogen Literatur endnu skjæmmedes med, at underrette om hvorledes det egentlig har sig med den Forherligedes "Digtekrands", som udhængtes saa pralende, og at vise den suffisante Usselhed tilbage. En umaadelig Aands- tomhed raader i det Enkelte som over det Hele og over Ud- kastet. Ingen Idee samknytter de enkelte Afsnit. Ikke een ud- mærket Tanke er at finde i nogen af disses Linjer. Ingensteds hæver Forf. sig over den Flade, som er anviist alle Tiders og Landes Mævier at pladske i. Dette er dog vel lidt for disse Mange, som vilde være saa nøisomme, og som i det Hele, for- vænte ved alt det Middelmaadige, endnu ikke have lært at spænde sine Fordringer ret paa hvad en Digter skal give, og det især, hvor saamange Evneløse troe at være dette, om de fremlægge eensformigt som et chinesisk Figurspil det fattige Sprogs Riimlapper og forlængst afblegede Farver. Saa tomt et Spil driver Oehl. heeltigjennem. Det er Rimen, slet Rimen, og intet mere. Bizarreriet i en eller anden Vers- form hæver det ikke. De Exempler, hvorpaa anføres, fritage for særskilt at documentere Aandstomheden og Flauheden. Den findes overalt. Pag. 90. "Trætte træde vi nu ind i Stuen Med Gruen Skjaldens Miner Mørknes, naar han bag Gardiner Finder Sengedynen altfor blød. "Lille Moer! den Dyne maa du tage Tilbage! Heden kan vi ei fordrage. See! der henter Krog vort Brød. SIDE: 145 Dahl ei mindre driftig henter Skinken. Med Blinken Kniven snitter. Derpaa hver til Lejet hitter. Strækker sig saa træt paa Halmen hen. Næste Morgen vi vor Kaffe drikke. Solens Blikke Mangler ikke. Den er os en trofast Ven!" Hvilken overlegen Aand aabenbarer sig ikke i alle disse Træk! Hvilket aandrigt Samqvem! Hvilken lyrisk, overraskende Ven- ding: "See der henter Krog vort Brød!" Vi troede "Skjalden" i Sengen: Nei! først naar han har spiist Skinken og Brød lægger han sig. Maaskee ventede de obscure Følgesvende, at nu, naar Lyset var slukt, skulde Geniet begynde at funkle -- ak! Det laae der mørkt og taust som alt det Andet omkring dem, men svangert med deres Udødelighed. Selv da den inspirerende Kaffe kom, lader det til, at intet Andet har funklet end "Solens Blikke", som manglede ikke. (Godt!) Pag. 49. "Deiligt ligger Thulstrups Hauge. Did jeg seiled paa en Baad, (!) Med en Venneflok, og Regnen gjorde Farten lidet vaad. Alt imellem skinte Solen, skjulte sig ei stedse mørk." I disse 3 Linjer opdage vi: 1) Den Besynderlighed: at seile paa en Baad; 2) Muligheden af at Regn kan gjøre tør; 3) at Solen er mørk. Ved at antage dette, undgaae vi at bebreide Forfatteren Recapitulation. Denne vilde nu rig- tignok være at addere to Nuller. "See, der stander Bjælkehuset! Stedse jeg det mindes vil. Der for Norges ædle Sønner læste jeg mit Sørgespil." Ogsaa der, ogsaa der Forelæsning! Oehl. er utrættelig i at fore- læse sine Manuscripter. Han har reist om i Tydskland og Schweitz og kjedet Goethe, Madame Staël m. Fl. dermed. I "Selvbiografien" giver han (naivt nok) at forstaae, at han SIDE: 146 desaarsag harcelleredes paa Coppet. Her (paa Thulstrups Løkke) kan han slaae stærkere paa. Derfor ender dette nyde- lige Afsnit "Omegnen" med en drøi Selvcompliment: "Thoras Søstre, Valborgs Søstre flætted' Krands -- ei i mit Sværd; -- Men en Krands om Skjaldens Harpe viiste: den var Emnet værd." Forfatterens umaadelige Begreber om sin Vigtighed strækker sig ikke alene til hans moralske, men endog til hans fysiske Person, ja til dennes meest ringeagtede Dele. Man læser blot "Faldet i Hougsund", hvor omstændelig beskrives hvorlunde Skjalden faldt paa Pallen, og hvorlunde Nu revned i usalig Stund Først Klædet mig, saa Huden." ligesaa i Digtet (s. v. v.) "Drammen". Pag. 118. "Hør Du, min Gut! siig hvor boer Amtmand Blom? Men jeg først maa Kjøbe mig Handsker! For sort skæmmer det Par som jeg bær Dahl, fortræffelige Ven! Nu iler han hen i en Krambod! -- Nei, jeg skammer mig fast! -- Der er han atter igjen. Deilige gule Handsker! Ja nu kan vi gjæste vor Amtmand. "Var det nu ei fortræffeligt, at jeg fik Handskerne vasket I en Hast?" -- Med et Smiil hilser den venlige Viv, Som forkynder at hun har Skjalden kjær. Og mit Billed Finder i Kammeret jeg hænge paa Væg ved min Seng. Det er hængt derhen idag. Nei sikkert, i lang Tid Havde det der sin Plads; tidligt alt stukket af Flint, Ligner det dog endnu. Besynderligt! Her skal vi mødes? Ikke saasnart vel igjen træffes her Adamer to! Jo visselig: i Oehl. selv er der evindelig to, som ikke gjøre andet end at beundre hinanden og byde hinanden Røgelse. Den Ene af dem har skrevet Corregio, Hakon, Aladdin og Nordens Guder. Den Anden har skrevet Carl, Tordenskjold og Norgesreisen. Vi afbryde -- nei! det er nok. Vi standse ved Spørgsmaalet: kan en virkelig Digter have skrevet Norgesreisen? Saa lang en Søvn havde aldrig nogen Homer. Man raaber: "Ih! Gudbeva- res! Det er jo Professor Oehlenschläger. Der er jo Hakon Jarl!" SIDE: 147 Vi svare: var Hakon Jarl skrevet anderledes eller bedre, vilde en "Norgesreise" ogsaa være det. Nu er denne saa slet som muligt. Slutter nu! Der er et strængere Forhold, en nøiere og conseqventere Kjedeforbindelse i den aandige Verden end i den fysiske, hvor vi opdage den med Beundring. Den, der dig- tede et maadeligt eller endog ret godt Stykke, kan ende med et aldeles slet; men Den, der skabte et af høieste Rang, kan ende med et af Værd, som, hvor hiin stod i sit Høieste, "Hakon Jarl" forholder sig til Macbeth eller Kong Lear eller Hamlet som "Carl den Store" til "Hakon Jarl". "Carl den Store" til Kong Lear som Norgesreisen til "Carl den Store", eller maaske endog til "Hakon". Der er en umaadelig Afstand imellem disse To; men i hvilken Afstand fra den ringeste af dem skulle vi sætte Norgesreisen? Henrik Wergeland MIDLER TIL DEN NORSKE LANDALMUES OPLYSNING Morgenbladet 26. juni 1834. Ifjor i October tilstillede Undertegnede den fortjente virk- somme Borger Generalkrigscommissair Birch en "Plan til en Forening til nyttig Oplysnings Fremme mellem Landalmuen", hvilken hovedsagelig gik ud paa Oprettelsen af gratis Søndags- skoler for Confirmeerte, og som tillige var anbefalet endeel Mænd i Hovedstaden, om hvis Vilje som Evne til derfor at virke man ligelidt burde nære Tvivl. Imidlertid er Intet senere blevet hørt dertil uden mundtlig Underretning om, at den skulde være sat i Circulation; og saaledes tabtes ikke mere end eet Aar for Realisationen deraf paa flere Steder. Dog er i Morgen- bladet seet, at deslige Skoler have været omhandlede i Agers Sogneselskab, uden at Inds. dog erindrer om derom var taget nogen Beslutning; men skulde det være saa, og dets Formand Hr. Generalkrigscommissair Birch eller Andre med hiin Plan bekjendte enten af denne have hentet Ideen eller kunnet benytte noget deraf, da vil dens Udkaster endda føle sig meget tilfreds- stillet, om end dens Hovedhensigt: hiin organiseerte Forening ikke opnaaedes ved første og private Forsøg. Inds. troer at skylde Sagen et andet, og da et offentligt, som SIDE: 148 maaskee vil have bedre Virkning. Den har vundet for ham i Interesse, efterat han har overtydet sig om dens lette Iværk- sættelighed og Nytte, ved fra sidste Høstarbeides Ende til nær- værende Plogaan at have i sin Bygd oprettet og bestyret en saadan Skole -- noget han, uden Frygt for at miskjendes, beret- ter, for at Sagen maaskee forsaavidt hist og her kunde reali- seres, som man tager Exemplet efter, om end en Offentliggjø- relse af Planen ikke skulde bevirke, at den tages tilfølge i sin Heelhed. Den kan ikke her gives ordlydende efter hiin ventelig forkomne, men kun efter dens Concept, der underkastedes For- andringer i Formen, som nu ei erindres: "Plan til Forening til Oplysnings Fremme mellem Landalmuen. Almeeninteressen for antydede Meed faaer hos de liberale Borgere, Undertegnede desangaaende ærbødigst henvende sig til, være Undskyldning for at dette skeer fra En af Samfundets Ubetydelige. Ideen at fremme Oplysning mellem Menigmand tiltaler visselig alle fri- og christsindede Oplyste, men maaskee Mange kun med det fromme Ønskes blandede Behag. Men vor daadrige Tidsalder vil ingen filanthropiske Drømmerier. Hvor det Offentlige ikke realiserer det Gode der reise private Fore- ninger sig, og -- i herlige velgjørende Anstalter, i Millioner mellem de raae Masser udspredte belærende og dannende Skrivter aabenbare Viismænds og Menneskevenners Ideer sig i Liv og Sandhed. Saaledes fremmes Oplysning mellem Europas meest civiliseerte Lande, som bekjendt, ved Foreninger af de meest udmærkede Mænd, som udgive alleslags Godtkjøbsskriv- ter, og disses talløse Afsætning viser Trangen dertil. Sligt lader sig vanskelig iværksætte hos os. Et godtkjøbs Folkeblad, hvortil Undertegnede for nogle Aar siden udkastede Planen, at det skulde meddele belærende Artikler og Efterretninger, betræf- fende Industri og Økonomi, frister kun, uagtet al Uegennyttig- hed fra Redactionens Side, under svær Portoafgivt det tarve- ligste Tilvær. [fotnotemerke] Ligesaa Budstikken, hvis Tendenz er bekjendt. Fotnote: Det siges ophørt med Nytaar. Redactionen deraf kom strax ved 1ste No. i Andres Hænder, som maaskee ikke fulgte Planen nøie nok af Mangel paa dertil hørende Bidrag og Materie. SIDE: 149 Kort -- ville vi ikke at vore Almuer skulle staae tilbage under den almindelige europæiske Civiliseren, maae vi tænke paa Midler, [fotnotemerke] anvendelige i vort Land og afpassede efter vore Kræf- ter. Dette forekommer saameget mere at være Pligt, som det er en Sandhed, at det Offentlige overlader Borgerne selv at gjøre meget for Oplysningen, og at en politisk Oplysning udbre- der sig imellem Menigmand, der har forlidet Tilsvarende i de Kundskaber, som bør udgjøre Grundvolden for al Dannelse, saaledes at hiin ikke i saa fuld Maade, den ellers kunde, bliver velgjørende. Det er ogsaa i friskt Smertesminde, at Menighe- derne, tildeels paa Grund af en forudsat Mangel paa Oplysning og deraf følgende Evneløshed, negtedes indtil videre de com- munale, naturlige Rettigheder, som sidste Storthing vilde have indrømmet dem. Det er Borgerpligt at ophæve saadanne Hind- ringer. Det er under saadanne Tanker, at et Middel til at fremme Oplysning imellem Landalmuen er kommet Underteg- nede ihu, som baade er let iværksætteligt, lidet bekosteligt og virksomt. Det ligger i den Omstændighed, at der findes i de allerfleste Bygder enkelte Mænd af videnskabelig Dannelse, hvis Tid ikke er knap, men hvis Kundskaber dog forstørstedelen ere ufrugtbare for deres Omgivelser af Almuestanden. Saadanne ere Capellaner, især personelle, Officierer af de ringere Grader, privatiserende Studenter o. fl. d. Og disse vil nu Proponenten have forenede ved et Selskab til Oplysnings Fremme i Land- almuen, der opfordrer dem, som ikkecontribuerende, men ar- beidende Medlemmer til hver i sin Kreds, til beqvem Tid og Sted, [fotnotemerke] gratis at undervise et Udvalg af unge, men confirmerte Fotnote: Den samtidige kappende Publiceren af "Skillingsmagazin" og "Archiv for blandet Læsning" -- begge Godtkjøbsskrivter -- henhøre til saadanne og tolke Trangen dertil. Det Sidste har sit Oplag afsat; det Første alt paa faa Planer 1/4 af de nødvendige Abonnenter. Blot de ikke fortrænge hinanden. Fotnote: Tiden mellem Høst- og Vaar-Aan er almeenbeqvemmest. Et fast Locale var udentvivl hensigtsmæssigst. I Eidsvoll, hvor ingen fast Skole findes, eller andet godt fast Locale var at finde, holdtes Skolen omgangsviis hos Eleverne. Fra 2 -- 4 underviste en med Korn betalt Skoleholder i Regning og Skrivning; fra 4 -- 6 Inds. i Retskrivning, Grammatik efter Hansens mind- ste Udtog, og i Geographie efter det af Kirkedepartementet udgivne lille Udtog. I Løbet af Vinteren gjennemgikkes dette. Eleverne anskaffede sig det Nødvendige af Bøger o. s. v. med Villighed. SIDE: 150 Bønder i Retskrivning, Regning, noget Geographi og Historie efter de især af Kirkedepartementet i disse Fag udgivne Smaa- bøger. Foreningens øvrige Medlemmer, der ikke saaledes kunne virke, give aarligt Bidrag, der anvendes til Indkjøb af passende Bøger, som gratis uddeles til Menigmand gjennem Medlemmer i Bygderne. Slige Bøger ere saa billige, at om Foreningens Afdelin- ger i Stiftsstæderne og Districterne talte 400 Medlemmer, [fotnotemerke] der hvor alene bidrog 30 -- 36 ß aarlig, imellem 12 -- 1500 saadanne vilde bringes i Almuens Hænder. Og den modtager gjerne. I Given er en Indtvingen, en Tvang, men en umærkelig. Det er mere Erkjendtlighedsfølelsen end Egennytten, som derved sættes i Hensigtens Tjeneste. Given er Principet, og det et endnu nærmere til Maalet førende end det beslægtede Godt- kjøb, som tilsigter det Samme, uden dog i vort Land med alle dets Vanskeligheder for Forbindelsen mellem Egnene, med dets fattige og for Bogkjøb uvante Almuer, at kunne opnaae det. -- Udvidende Foreningens Virkninger vil det være, at Gratisunder- viisningen bibringes cursusviis idel nye Personer; at Disse betale sine Bøger, hvorimod de distributive tildeles Andre end dem, der ved Underviisning nyde godt af Selskabet; at dette har sine egne Boghandlere, hvorved Bøgerne ville erholdes billigere, og Forlag paa hensigtsmæssige Bøger overtoges, og at Landhand- lerne forsynes med deslige til Udsalg. Bønderne erkjende selv, at den Underviisning, hvormed de fra Almueskolerne og Confirmationen slippe ud i Livet, er langtfra tilstrækkelig til at redde de Slægter, som skulle sidde paa Gaar- dene og modtage større Friheder, altsom Grundloven udvikler sine Kimer dertil, fra en Uvidenhed, der var Fædrenes, svundne Tiders og den gamle Forfatnings. De see sig, med en Længsel, der gjør dem Ære og de Ligegyldige Skam, om efter Hjælp, og denne bør og kan kun komme fra deres mere oplyste Med- borgere. Jeg anbefaler dette Forslag til Disses Prøvelse og -- Iværk- sættelse!" Eidsvoll. Henr. Wergeland. Fotnote: Hvormange Præster gives der ikke alene? Mange kunne mene at Sligt vedkomme dem paa en Maade ex officio. SIDE: 151 Henrik Wergeland HENRIK WERGELAND, STUDENT WELHAVEN -- KBHVNSPOSTEN -- SVENSKE HEIMDALL Kjøbenhavnposten 28. juni 1834. Idetmindste i den nordiske Literatur er en Polemik af Natur, som den man seer anvendt mod den unge norske Digter Henrik Wergeland, en Nyhed og et Særsyn. Og at den er det, geraader Literaturen til Ære med samme Ret, som den en Stat har til at rose sig af at dens juridiske Registere imellem mange mindre Forseelser dog kun tælle een Hovedforbrydelse. Man har troet, at den massive Polemik culminerede i de 12 Paragrapher mod Baggesen; men Kjøbenhavnsposten har underrettet Danmark, og Heimdall Sverrig, om at den højeste Laure for det genre opbevaredes for den norske Student Welhaven, Henrik Werge- lands Hælkrebs. Det er ikke alene de massiveste Invectiver, man har troet nødvendige mod Wergeland som Forfatter og Person. Der maatte ogsaa Midler til, som ikke bestaae for Æren og Samvittigheden. Personligt Had iførte sig den literære Dom- merkaabe, forglemmende, at denne, der kan skjule saameget og selve Stiletten, dog netop forraader det ved Contrasten i sin Ærværdighed. Autodidakten var Dem utaalelig, som hverken kunne lære af sig Selv, eller ville lære af Andre. Utaaleligst var det dog, at Han virkelig lærte noget i sin Skole. Da maatte Phantasien være tøilesløs, rasende, vanvittig for de Træskoede, som blev tilagters. Hans Toner maatte være Ulvehyl, fordi de døvede den veke Klimpren efter Klimpreres Klimpren. Men man fandt snart, at man spillede Snogen og Filen. Da man forgjeves havde dømt den fri, vingede Muse til Slaveriet, saa begik man i Harmens Rasenhed den Taabelighed at indanke en de facto og da dømtes den Skysvævende in contumaciam til Brændemærke og Gabestok, og Digte, som have meget Asbest i sig, til Baalet. Alligevel beklagede den Fordømte kun, at Dommerens Talent ikke skulde staae i et bedre Forhold, end det gjør, til Ondviljen, forat Kampen kunde blive værdigere. SIDE: 152 Denne Skildring er sand. Det er saaledes, at flere af Norges talentfuldeste og mest udmærkede Mænd bedømme Digterens og Modstanderens Skildring. Og dog er det hiin Dom over ham, der er fældet i en Sindsforfatning, som vilde byde den Ret- skafne at vige Sæde, hvilken Kjøbenhavnsposten ubetinget og svenske Heimdall tildeels erklære ufeilbar; efter den er det, at de bryde Staven over en Digter, de kun kjende lidet til. Men man bør dog vide, at mangen blomstrende Aronsstav svinges over hans Hoved, saa at Stumperne af den velhavenske Gade- lime, af Postens Svøbeskaft og af Heimdalls Landse slynges til- side før de naae det. Om de særskilte uværdige, ja endog i en Injuriesag uværdige Midler, hvormed alle Furier have forstrakt Student Welhaven til den forgjæves Kamp mod den wergelandske Muse, ville vi ligesaalidt her yttre os, som om den forslidte og tildels vrange Æsthetik, hvormed hans Skrift, afvexlende med Skjeldsord og falske Citater, vil tilliste sig Skin og Navn af videnskabeligt. Det er hverken mere eller mindre end det personlige Fiendskabs Foster, lige uselt i Indhold og Værd som i Motiver. Sic ( ): calum- niando) calumniam effugio, er Mottoet. Pressen er ogsaa alle- rede ifærd med Trediemands Drøftelse baade af den welhaven- ske Pasquil og af Wergelands Værd som Digter; og vi vente den Retfærdighed af Kjøbenhavnsposten, at den bliver ligesaa villig til at citere af den anden Parts Indlæg. Her skizzeres kun løst Forholdene mellem begge. Da maa erklæres, at Henrik Werge- land offentligen egentligen kun har havt een, ihvorvel under mangfoldige Chamæleonhuder snigende, Modstander; og denne har været den endelig til Demaskering, til at antage een con- stant, nemlig Avindets sorte, Farve tvungne Welhaven. Deri- mod har Homonymen Siful Sifadda flere; men hvilke dog alle ogsaa maae henregnes til de alene personlige Fiender. Siful beloe nemlig Naragtighederne, og Narrene sammensvore sig naturligviis. Disse indsaae nemlig ikke, som dog mange for- nuftige Folk gjorde, at den sifulinske Satire ikke altid var per- sonlig, fordi man hist og her følte sig truffen. Men hvem veed nu ikke, at det Fiendskab, som udspringer af den Følelse at være snertet af en Satire, er af den heftigste og uudslukkeligste SIDE: 153 Art; og at sligt Fiendskab sjeldent tager Hensyn til hvad Re- pressalier det tyer til? Deraf Beskyldningen for personlig Satire; for aandig Hovmod, fordi Poetaster ikke skaantes, samt alskens grundløse Bagvaskelser, hvoriblandt ogsaa, at Siful forhaanede den danske Literatur, danske Institutioner, ja selv det danske Folk -- noget Ufornuft, hvorfor Andre vel offentligen have fritaget Siful, men som han selv ikke har agtet værd et Svar. Imidlertid seer man dog, at Sligt lader sig binde Kjøbenhavns- posten paa Ærmet; og maaskee hinc ira, da denne Herre vel neppe kjender angjældende Forfatter nok til at kunne bedømme ham efter noget bedre end efter et forudfattet Misdømme. Men i Hvad man end misdømte Siful, saa anfægtedes han ikke: Hans saakaldte Farcer udkom fremdeles og i stedse forbedret Form. Fienderne forøgedes ogsaa i samme Forhold, men forbedredes ikke som dem. Han fik politiske Fiender ved "Phantasmerne", dramatiske og æsthetiske ved "Om Smag og Behag man ikke disputere." Det er i denne sidste han skildrer sin Stilling: "Ulykkelige Satyr, her er Kunsten, "det sværeste af Dødeliges Kald: "giv Dydens Blomster Rygtets søde Duften, "hvis Du vil tugte Last . . En Røst. Og endda skal "det hedde: Nar, du fægter kun i Luften." -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- "Se, Satyr, der er Tornestien, du "selv vandre maa, for Tornene at plukke "til Svøben, til dit Narrescepter. "Thi du er Narrekonge, Narrene "dig frygte jo som Folket frygter Kongen." -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- "Vel, Satyr, vær da Jordens Satanas! "Tag Satans Skat: tag Frygt og Had til Døden, "om du ved Pidskesnert end reddes fra "at pidskes gjennem Evighed af Lyn!" SIDE: 154 Røster i Publicum. "Det gaaer ikke an. Det er vanvittig Poesie. Lyn frembringes kun i Skyerne, "og gaae i vinklet Zikzak, men ikke svingformet som en Pidskesnor. Eller "troer han kanskee, at vi ikke skjønne Poesie?" (Sluttes i næste No.) Henrik Wergeland HENRIK WERGELAND, STUDENT WELHAVEN -- KBHVNSPOSTEN -- SVENSKE HEIMDALL (Sluttet.) Kjøbenhavnsposten 30. juni 1834 " -- Vel, Satyr, gaa! betving en Verden "af Laster som Napoleon, og lad, "som Han, din egen Last kun leve! "Fortær et Aar maaske den Ærefrugt, "som Menneskhedens Frygt afryster. "Fortær den, forat døe forladt, "henslængt indunder samme Træ, "(som under St. Helenas Piil den Store) "det, der nu engang ei et Blad dig ofrer, "men bøjer Toppens Riis med lystig Raslen "og pidsker selv -- dit Liig. -- -- -- -- " "Din Stjerne følg, ulykkelige Satyr! "Den er en halet, frygtelig Comet, "i eensom Skræk fuldendende sin Bane. "Hver Stjerne flyer, som vælted Himlens Drage "sig om, for alle Rummets Lys at sluge. "Hver venlig Stjerne flyer; som Taarer drypper "en efter en fra Himlen. "Og Venus stiger atter ned i Havet. " -- -- Slig Rædsel, Satyr, ligger i din Pen. "Den er (og dog man hader Hovdet mere) "Cometens Svands, som fejer Stjerner bort. "Den er et Riis, som, skjøndt med Smil omviklet, "af Vennen dog ei for Fastlavnsriis agtes; "som stikker frem selv i den Blomstbouqvet, "du rækker din brudkaarne Møe -- forgjeves, "forgjeves: Hun selv for dit bedste Smiil, "det i hvis Straaler kun sig Ømhed bader, "tilbage, som for Snog i Græsset, bæver. "Hun i dit bedste Blik kun seer en Brodd. "Hun hører i din Latter kun Satire, SIDE: 155 "og det -- o vee dig! vee dig! -- over sig. "Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker: "nu steg paa Flammer op i Hjerneskallen "hans gamle Djævel (ja en Asmodæus) "opfra hans Hjerte, hvor (o Jammerskade!) "den fraadser i saameget Godt. Og alt "med Angstskrig er hun flygtet fra din Favn. "Tilbage sidder du med aabne Arme "som krumme Spørgsmaalstegn: "hvad har jeg gjort?" " -- Dog følg din Stjerne, ulykkelige Satyr, "hvem Gode flye og Onde vise Tænder, "men dog de Værste slikke. "Bestig dit Rettersted! Liig Bødlen af "sin Herre, du af Dyden skal foragtes. "Dog følg din Stjerne! Den blandt Skurke daler, "indledende dig mellem Jordens Helveder, "blandt Hjerter, hulere og meer beskidte "end Augiasstalden. Vær da meer end Herkles! "Til Helveder føres lænket du af Stjernen. "Og værre (siger Præsten) did med Lys "at komme end vildfare did i Mørket. "Du Skurkehjerter rense skal, og faaer "dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse. "Det er dit Kald. Du ex professo skal "saameget Ondt imellem Onde lære, "at, Iglen liig, du døer, idet du hænger "dig ved det Hjerte, som du gyser for, "udsugende det onde Blod af Lasten -- -- " Man bør idetmindste troe, at en Satiricus, der saaledes reflec- terer, øver sit Kald med Retskaffenhed. At erklærede publike Narre faae en Hib mellem, kan være; men -- det er vel ikke saa godt at gjøre for. Da man mærkede, at Siful loe højere og højere, var det ende- lig den samme Welhaven, der fandt paa at kjøbe sig en gravi- tetisk Mine, en Dommer- eller Advocat-Domino og derunder en venetiansk Dolk. Men med alt dette, saae dog Siful kun en Carnevalsdragt, og han loe, og stødloe i 100 Epigrammer. Da stødte Dominomanden til; -- men hvorledes er det? Siful leer jo endda: "Du svanger med Berømthed gaaer? Saa unaturlig er den, at Siful ved et Keiserskaar maa hjælpe den til Verden." SIDE: 156 Det var altsaa ingen Dolk? Nei, hvilken klodset Bandit! Han stak til med en Klubbe, han vilde gjennembore med et Ham- merskaft. Det er dette plumpe Vaaben, som svenske Heimdall og Kbhavnsposten have ophængt i deres literære Rustkammer. -- Henrik Wergeland har altsaa en Krig at føre i alle 3 Riger. Rettere er det at sige, at Krig føres mod ham fra alle 3 Riger. Selv sidder han rolig under sin eidsvoldske Birk, og hvergang han slaaer sin Harpe, galvaniserer han paa det ubarmhjertigste sine literære Fienders Nervesystem: -- jo renere Accorder, des voldsommere Trækninger. At dømme efter Fraaden i det vel- havenske Skrift, gaae disse hos ham ligetil de epileptiske Anfæg- telser af onde Aander. Det er derfor en Kjærlighedshandling mod ham, ligesom det er en Retfærdighedshandling mod Wer- geland, at der snart skal raabes ham et: cesset! cesset spiritus malus! Hans Skrift, der i alt, undtagen i det Stilistiske, er Per- sonen værdigt, kan desuagtet neppe, om end af Heimdall og Kjøbenhavnsposten indanket til Bekræftelse, derfor siges at have staaet sig ved nogen højere Domstol. Det vanærende pro meliori, som i denne Sag vil overgaae disse tres juncti in uno ): i at foregribe det Omdømme, Wergeland kunde have den Ære at vinde i Norden, er nemlig fleregange tilforn overgaaet svenske Heimdall; og hvad Kjøbenhavnspostens kritiske Rygte angaaer, da har man vel sagtens hørt Fugle synge underligt nok derom, og dens Indskrænkning til in casu eensidigen, uden Prøve, at bifalde et Omdømme, som bærer alle den mest partiske Uret- færdigheds Mærker, hvortil kommer en Tilsats af Uretfærdig- heder for egen Regning, udelukker al Competenz. Det er heller ikke usandsynligt, at den har ladet sig bestikke af hiint Uvid, vi ovenfore nævnte at Fiendernes Svaghed havde taget sin Til- flugt til. Wergelands Cosmopolitisme og Liberalitet behøver intet Forsvar; thi deraf ere hans Digte gjennemaandede. Snak- ket om Tendenzen til en literær Afsondring og en revolutionær Voldsomhed, hvormed denne skulde skee, er altformeget i den forskruede Flosketidende Heimdalls Smag til at fortjene andet Svar end det Taushedens satiriske, man almindeligviis i Sverrige kun har at give denne Efterplapprer. Der agtes, som mange vide, hans Gjallarhorn ikke for andet end en simpel Nürnberger- Barneklarinet, der indtil Kjedsomhed gjentager og gjentager SIDE: 157 sine Par ikke for vakkre Toner. Kun naar de skrige for hæsligt i, hører man, at de grundigere svenske Tidender, som stundom befatte sig med Kritik, og imellem dem den ogsaa med ypper- lige kritiske Øine begavede Nya Argus, der mod Heimdall vis- seligen er en Autoritet, tale ham tilrette, og det i en Tone, som forudsætter Heimdalls Umyndighed. Saaledes ordes Nya Argus, da Heimdall havde pluddret noget om Jean Paul, omtrent som Welhaven om "Byrons skjødesløse Form", i følgende Grand- mama-Udtryk: (Lille) "Heimdall tykkes vel nu at have fundet raadeligst at opgive enhver Fordring paa at være en literær Tidende, og derfor at indskrænke sig til at blive et "Unter- haltungsblatt", for dannede Mennesker. Men ogsaa for Udgive- ren af et saadant Blad turde nogen literær Dannelse og nogen Belæsthed være nødig, om han ikke uophørlig skal begaae Mis- greb og for de "dannede Mennesker" lægge for Dagen sin Ukyn- dighed. Næsten hvert Nr. af Heimdall "fournerar Bevis" for Rigtigheden i denne Anmærkning." En Tidende, som behøver og faaer saadanne Lectioner, kan ikke være frygtelig. Wergeland har ogsaa mange Beviser paa at svenske Digtere og Videnskabsmænd ikke dele Heimdalls Anskuelse af ham som norsk Digter. Anderledes er det i Dan- mark, hvor selv hans arvtagne Navn ikke er vel anskrevet, hvor hans Fiender i Fædrelandet, ham uafvidende, have udspredt anonyme Forhaanelser mod ham, og hvor hine politiske Bag- vaskelser formodentlig finde et let Gehør og tillige skaffe de æsthetiske det. Sandheden er, at ingen Muse kræver og taaler større Strenghed end Henrik Wergelands; men ingen kræver heller mere Upartiskhed. Skjænker ham den, og han har ingen Fiender. -- Fra Norge. TIL KIRKESANGER H. ALLUM (Indsendt.) Morgenbladet 19. juli 1834. At du til Oehlenschlägers Muser ikke beiler Deri min bedste Ven! Du handler meget klogt; Thi Kurven var Dig vis. Med saadan daarlig Seiler Parnassets Piger ei begive sig paa Togt. SIDE: 158 TIL DEN SAMME Morgenbladet 19. juli 1834. Du beder saare vakkert, lille Hansemand! At Skjalden Adam ei maa sættes ved din Side. Frygt ei, min søde Glut! Vi have sund Forstand. Vi mellem Barn og voxen Mand at skjelne vide. Henrik Wergeland SUPPLEMENTER TIL KRITIKEN OVER OEHLENSCHLÄGER (Indsendt.) Morgenbladet 21. juli 1834. For Mangel paa Documentation for ubeviste Paastande skal man ikke kunne beskylde Forfatteren af de kritiske Artikler om enkelte af Oehlenschlägers seneste Arbeider, for hvilke han fandt Plads i dette Blad nogle Uger tilbage. Saaledes som Opi- nionen var beskaffen, havde han formeget at frygte af en værre Beskyldning end for Dadlelyst og henslængte Paastande til, at han, selv i formel Henseende alene, turde undlade noget. Mod- sat tør man snarere bebreide ham, at han ikke har udtømt og benyttet sine Documentationer nok, ialfald ikke saa tilbunds, som den Sagfører bør, der har en velgrundet, men formedelst Modpartens mægtige Stilling farlig Sag at føre, samt at han har indskrænket sig vel meget i Citeren, og overladet Læserne selv at uddrage en Række Slutninger, men som dog maae falde sammen med dem han har opstillet. Herfor agtes intet Forsvar. Manglen af et Blad, eget for literære og kritiske Afhandlinger, Gehalten af det Citerte, og det, endog i polemisk Henseende, Rigtige i at overlade Læsernes Dømmekraft Noget, fritager der- for. Det tør ligemeget være Redeligheden i en saadan Beviis- førelse og Vægten af de Domme, denne maatte afgive uden Hensyn til en Opinion, der var tiltagen som Leermasserne alene ved Aarene og ved en vis død Tyngde, eller som Fordomme ved en meddeelt og nedarvet Troe, der har givet de forskjellige Skorsteensfeiervers, hvormed Forf. er bleven hilset, deres usæd- vanlige eller rettere sædvanlige Ild. Forf. agter her at afgive Beviis for at den redelige Vilje ikke SIDE: 159 at fremsætte nogen umotiveret Dom virkelig har været hans. Dette skeer netop idet han selv angiver sig for, uden anden Støtte, end den Tro, at Oehls. Selvbiografi var mere bekjendt end den er, at have charakterisert Dennes Ophold paa Coppet med et spottende Udtryk, som om han allerede da og der gjen- nemskuedes af overlegne Aander og "harcellertes" eller vistes inden sin Sfære. Om Dette ikke kunde bevises, skulde det være en utilbørlig Fornærmelse. Men det kan ikke alene dette, men endog understøttes af Autoritet, under hvilken Recit det tillige vil blive klart, at Oehl., enten af Indbildskhed eller anden Svag- hed i Forstanden, som han dog anstrenger med en reflecterende Tilbageerindring af det Passerede, har været det eneste Men- neske, som ikke har opdaget, at han paa Coppet blev ringeagtet, for ikke reent ud at sige holdt for Nar. Foreign Quarterly Rewiew af Juli 1831 har til Oehlenschlägers Charakteristik fun- det samme Afsnit af Selvbiografien, som vi havde for Øine under Omdømmet af det Enfoldige i, hvorledes han omtaler Behand- lingen paa Coppet, mærkværdigt nok til heelt at oversætte det. Vi gjengive her av dette berømte kritiske Tidskrivt: Oehlenschläger meddeelte Zach. Werner paa en Spadseertur Plan til en ny Tragedie og udbad sig paa Tilbageveien en lig- nende Artighed igjen. "Undskyld mig, sagde Werner, under- tiden har jeg saaledes foreløbigen meddelt Folk mine Udkast; men frit var det ikke, at de jo stundom fandt Vei til Aviserne." Madame Stael, som kort efter kom til, spurgte hvorom der tal- tes. "Jeg bebreider Werner, svarte Oehl., fordi han, endskjøndt jeg har fortalt ham Planen til min Tragedie, gjør en Hemmelig- hed af sin. Er det ikke slet?" -- "Ah! sagde Madame Stael alvorligen, det er en anden Sag. De har nødig at danne Dem. (Vous avez besoin de vous former.)" -- "Uden at svare hende, beretter Oehl., gik jeg min Vei. Hun ventede min Tilbagekomst; men da jeg ikke lod mig see, sendte hun en Tjener for at spørge til mig. Jeg svarede, at jeg pakkede mine Klæder ind til Reisen. Hun kom da til mig paa den venligste Maade, og bad mig blive og ikke være fortrydelig." "De veed, sagde hun, hvormeget jeg agter Dem. Jeg gjør af Werner for hans Digte, men af Dem for Deres egen Skyld." Jeg forsikkrede hende, at hendes Venskab var mig en Ære, og at det vilde være nok, om jeg ikke var andet SIDE: 160 end en haabefuld Yngling, som hun syntes at tænke; men at jeg havde skrevet ligesaalænge og ligesaameget som Werner; at jeg ikke tænkte at have noget at lære af ham, thi endskjøndt han besad Genie og Hjertensgodhed, manglede han dog aldeles god Smag; at jeg ikke kunde vente, at hun skulde have store Tanker om mig som Digter, naar hun ikke kjendte til noget af mine Værker; men at hun, til hun lærte dem at kjende, maatte opsætte den Dom, hun havde fældet over mine digterske Mang- ler. Hun forligte sig med mig, og saaledes var Freden sluttet. Kort efter fandt hun Leilighed til at lære min Hakon Jarl og Aladdin at kjende, og da fandt hun, jeg ikke havde nødig at gaae i Skole hos Werner." Rewiew lægger til: "Oehl. synes neppe vidende om den barn- agtige [fotnotemerke] Figur han gjør i denne Scene; og isandhed dette er ikke det eneste udskeiende Træk af taabelig Forfængelighed, hvori Skandinaveren gjør sig skyldig!" Om Carl den Store erklærer Rewiew, at den "afgjort staaer under mange af hans tidligere Frembringelser." Og "om hans Fortællinger (novels) have vi intet at sige. Nogle af dem for- tjene Agt (are respectable), andre al Ligegyldighed, ingen be- sidder nogen udmærket Rang." Ved hans Lyrik har Rewiew at bemærke, at den Simpelhed, som i Almindelighed tilligemed Kraft er en af dens betegnede Egenskaber "stundom isandhed udarter til triviale og prosaiske Linjer". Og om hans komiske Stykker, som udgjøre en stor Deel af hans Skrivter, erklærer Rewiew, at hans Lune er ikke henrivende, heller ikke hans Dialog glimrende, og Scenerne ere ikke arrangerte med nogen Kunst eller dramatisk Effect. Iøvrigt tillægger dette Tidsskrift Oehl. en Ros, som nærværende Forf. fremdeles er saa formastelig, efter sin Smag, og saavidt han har havt Anledning til at sammenligne ham med andre berømte Digtere, samt i Henhold til sit forhen Anførte (for ei at nævne Baggesens, saa dog Z. Y.s -- Prof. Davids -- ) Kritiker, betin- gelsesviis, men dog i de vigtigste Henseender at negte ham. Fotnote: Det Samme maa siges om hans sidste Besøg hos Goethe, hvor Modtagel- sen ret var saa kold som muligt, og det uagtet "Jeg havde tilegnet ham min Aladdin, siger Oehl., og sendt ham en tydsk Copie af min Hakon Jarl og Palnatoke med et forbindtligt Brev." SIDE: 161 Dette skede, men kun som nu med Vægten af et Individs Over- beviisning, før Carl den Store, Tordenskjold og Norgesreisen opfordrede til at yttre denne, og før Indsenderen vidste, at han kunde støtte sin Mening til mere Competentes. TIL FORFATTEREN AF "TILLÆG TIL KRITIKEN OVER OEHLENSCHLÄGER" (Indsendt ) Morgenbladet 22. juli 1834. End Liv i dig? Ifjor du knustes jo? Ak! Ormen døer ei førend Dagen daler. Og ei saalænge Sands og Sandhed taler faaer Dumhed, Ondskab og Welhaven Ro. DEN UDØDELIGE HANS ALLUM (Indsendt.) Morgenbladet 24. juli 1834. Du var meer rigt, mit Fødeland, end Jeg og Mange vidste. Thi uden Tab for Dig Du kan jo selv en Allum miste. Dig endnu Een i Baghaand var: Aha! der var Doubletter? Paa slig Maneer jo Storhed har sin Frelse i en Fætter? To Hanser Allum? Meer end nok var Een. Vi var' tilfredse. Jeg tænker, end der er en Flok. Da lever Allum stedse. SIDE: 162 Henrik Wergeland [ENKELTHETER AV PROCESSEN MED PRAEM] Statsborgeren 3. Aug. 1834. S. T. Statsborgerens Redaction! Da Undertegnede gjentagende er bleven opfordret af Redac- tionen til at meddele Enkeltheder af Sagen med Procurator Praëm, anlagt af Denne i Vaaren 1831 paa Grund af formeent- lig Injurie i Undertegnedes Udtryk om ham i et Morgenblad: "Forbryder mod Stat og Menneskehed", begge Parter hidtil beneficeret, og nu for Stiftsoverretten verserende, efterat have 7de April d. A. ved Sættedommeren Procurator Nilson faaet det Udfald, at det koster netto 300 Spd. at bruge slige Ord om Proc. Praëm: saa tillader jeg mig at gjenmelde, at jeg vel erindrer, ved Sagens Begyndelse at have givet et Løfte om deslige Meddelelser; men at jeg ikke har troet dets Opfyldelse bunden til nogen vis Tid, hvorfor jeg ogsaa først efter dens Slutning tilthinge afgav min første til dette Blad, efterat en lignende i Morgenbladet havde fundet Plads. Er imidlertid Redactionens Beretning sand, at han endnu har sporet Inter- esse for denne langvarige og over al Maade ubehagelige Sag, samt faaet Anmodninger fra og paa forskjellige Steder om at see Enkeltheder meddeelte, idet Sagen selv maatte være for vidtløftig at meddele i nogen Heelhed: saa skal jeg ikke være uvillig til at udtage deslige og meddele Redactionen samme, saameget før som jeg har det Begreb om Sagen, at den virkelig føres for Mange, at den føres til et Exempel, og for Retfær- dighedens og Menneskelighedens Skyld. Dette Objective og Almindelige ved den maa det være, som anbefaler den til at gjøres regnskabsviis mere bekjendt end Sed. er med andre Sager. Desuden troer jeg ikke, at noget andet Blad end St.'s staaer mig aabent, da Morgenbladet (ligesom et Stof overmættes med en Syre) maa antages at have i foregaaende Efterretninger modtaget nok for sig af dette Slags. Nedenfor skal jeg ogsaa anføre et Motiv, hvorfor jeg nu gaaer ind paa Redaktionens Anmodning. Det i Morgenbladet Indtagne paabeviste, uagtet Praëms sednere Korrekturforsøg, unegtelig Denne en Forbrydelse, som mod Private (hans Parter), saa dog særligen mod Staten eller SIDE: 163 det Offentlige. Intet skal kunne tilsløre dette. Paa Sager af denne Art, som ved Undersøgelser af Praëms Embedsfærd, ere fremkomne for Dagens Lys, lider vel Hovedsagen ingen Mangel -- hvorom jeg herneden og sednere kan overtyde: -- men, oprigtigen tilstaaet, simplere Udsugelser og Ubilligheder gjorde, om end mindre juridisk vægtige, et heftigere Indtryk paa mine Følelser end hine Ulovligheder. Jeg bekymrede mig mindre om Lovløsheden, og hvad det Offentlige kunde lide, end om Haardheden og hvad Mennesker lede. Hans overvættes ublue Fordringer og deriblandt Procenteringer (hvorom hans engangværende Principal Sorenskriver Borchsenius har erklæret sig uvidende og dermed utilfreds) oprørte min Følelse end f. Ex. den ham paabeviste Aagren, forsaavidt denne ikke gik udover fattige Folk, som dog desværre næsten stedse har været Til- fældet. For at anføre Exempler paa den Adfærd af Praëm som forekom mig at være ubillig, haard og udsugende, og som havde slig Indflydelse paa mit Sind og Mening om ham i det Hele, hidsættes: "Af Praëms eget Bilag 36 sees, at han ved Auktion hos Ole Brustad (en udarmet syg Mand med 7 Børn) paastod sig for- lods 6 Spd. Af P's Bil. 37: "I Inkassationssalar reserverer og betinger jeg mig 8 pCt." Af P's Bil. 30, at han ved sin Kontorbetjent for møde 1/4 Miil borte tog 8 Spd. For Forliget mellem Ole Kinn og Hans Aalborg (begge ud- armede Mænd), Bil. 23, toges 15 Spd. af den ene og 6 af den anden Part. Af P's. Bil. 2, at han tog 5 Spd. for Møde 1/4 Miil borte ved Fuldmægtig Hr. Erik Fossum. [fotnotemerke] Og af Bil. 3: 8 Spd. for Møde, i Konditionerne 10 pCt., 4 pCt. til Inkass., og Godtgjø- relse for Skyds. Fotnote: Denne Mand har for flere Aar siden anklaget P. for at have udarmet ham ved imellem anden Medfart at have tilslaaet sig hans Gaard. I sin des- angaaende til Overøvrigheden "under Embedseed" afgivne Erklæring, dekla- rerer rigtignok Praëm det Utrolige, men under alt Irrelevente, at Kontor- betjenten dertil ingen Ordre havde. Ligesaa "at Overbud ikke skete" hvilket Bil. 2 dog beviser at være skeet. Troværdige Embedserklæringer isandhed! SIDE: 164 For Møde ved Exekution paa Kringler efter Regning af 1ste Febr. 1830 taget 10 Spd. (Hvilket maa støde, da Fogdens ind- skrænker sig til 2 Spd. 36 ß). For Sagførerforretninger førte P. Ole G. Kneppe til Debet 50 Spd., hvorfor Sikkerhed toges i Vilkaaret og i de i Sønnens Jordvei staaende 100 Spd. Otte Dage efter Tiden afholdtes Exekution derfor. Ved Auktionen 11te Febr. 1829 findes anført 121/2 pCt. Omkostninger til Praëm paa 3 Maaneders Dag, 6 pCt. Inkassationssalar, 6 Spd. Møde. Slog til sig der 2 voxne Kjør for 9 Spd. 3 Mrk. og det for 3 Aar til 150 Spd. (altid for knapt) taxerede Føderaad for 27 Spd. 36 ß, 20 Spd. og 10 Spd. 2 -- 12 ß. Summerne respektive hver for sit Aar. Herved maa dog ei forglemmes, at P. eftergav Ole 6 Spd. for Exekutions- møde, laante Konen Kjørene, og tilbød Ole at fremskaffe en anden Kjøber. Men heller ikke bør man glemme at modsætte disse Poster, at "Coupet" var gjort; at Skræk staaer af P. saa vanskelig Nogen, især af dem, der vaande sig i hans Kløer, tør gaae ind i hans Bud; og, at han selv kunde ellers have budt mere, om han havde meent det oprigtigt med sit Tilbud. Exekutionsforretningen vækker ogsaa Tvivl herom, da Manden deri findes at have protesterende paaberaabt sig P.'s Løfte at modtage terminviis Betaling, uden, som nu skete, at tage Udlæg for Totalbeløbet. Ligesaa maa bemærkes, at dette som de andre Træk, hvor P.'s Bilag ere citerede, er hentet netop fra de af hans egne Dokumenter, der skulde figurere som Beviser for hans Skaan- somhed og øvrige gode Fremfærd. Imellem disse har han ogsaa fremlagt Attest fra Fogden, hvori dog findes: At Han hos Guldbrand Tønsager -- en alt da udarmet, senere afdød Mand, som ligeledes har klaget over P. -- paa een og samme Dag afholdt to Exekutioner. Familien var alt da næsten ganske medtagen. Enken har siden med en Flok nøgne Børn trukket om i Bygden, vel understøttet af Fattigvæsenet, som alene i dette Præstegjeld, naar Børn medregnes, vel har havt og tildeels har Byrden af en Snees Mennesker, som siges at paastaae sig hovedsagelig ved Praëm udarmede. G. Tønsagers Klage til Kongen indeholdt ellers saadanne Gravamina, at den forvoldte ham en Injurieproces, men hvilke dog Domspræmis- SIDE: 165 serne, i Udtryk Praëm hidtil har ladet upaaankede, endskjøndt de sige ikke stort mindre end jeg har sagt, erklærer for ikke løgnagtige. Til denne usvækkede Dom, om hvilken jeg for nær- værende Sag var vidende, har jeg naturligvis ogsaa havt at støtte mit Omdømme om Praëm samt Forsvaret derfor. Et fremlagt Forlig samt Vidnerne Christen Nilsen Rødshi og Nils Nilsen Dokken godtgjør, at Praëm for at laane den Ene af disse Brødre 40 Spd., han skyldte den Anden, tog paa 6 Maaneders Dag Forlig paa 50 Spd. Dette har jeg hørt sige skal netop være Aagrernes Maneer. P. søger at cachere dette uomtvistelige Lovb [r] ud ved at fortælle, at han har havt Forret- ninger for En af Brødrene. Af de mangfoldige Beviser for at have taget sig overdreven betalt, vil jeg alene hertil anføre: Bil. 56 viser, at Praëm reserverte sig forlods af Auktions- beløbet hos Chr. Finstad 8 Spd. for Møde (1/2 Miil Skydsvei, 1/8 ellers) og 8 pCt. Inkassationssalar. Omkostningerne vare forøvrigt 12 pCt. Praëm erklærer selv naivt i Anh til dette Bilag: "naar jeg befatter mig med Inkassationer, da gjør jeg det ikke under 8 pCt." Ellers viser det følgende Bil., at den Tid har været, da P. tog imod 2 pCt., naar en forstandigere Vedkommende ei vilde indrømme ham mere. Man burde troe, at P. for saa god Betaling dog opfyldte sine Pligter ved Auk- tionen, men Auktionarens Paategning erklærer "at Hr. P. i Utide forlod den." Bilag, hvis No. ei vides, vise, at P.'s Pengekrav ved Dom ere underkjendte fra nogle og 30 til omtrent eller under det Halve. Ligesaa, at Han for tre Møder 3 Mile borte med fri Skyds tog for det første 50 Spd. og for hver af de andre 25 Spd. Bil. 62 godtgjør, at P. for Møde 1/2 Fjerding borte ved Exeku- tionsforretning hos en udarmet Mand har taget 10 Spd. 74 Vidne prover, at Praëm overtalte det til at gjenlevere en Qvittering, men dog exeqverte og bortsolgte for Beløbet, efterat have sønderrevet Qvitteringen, og fragaaet, paa Opfor- dring, at gjøre Rigtighed derfor. I Forhør 22de Juli f. A. bevidner edfæstede Lars Dønnuus, at Praëm for nogle Maaneders Henstand tog af Vidnet 30 Spd. og af Modparten 50 Spd. Herved maa bemærkes at Akten SIDE: 166 godtgjør P.'s Anstrengelser forat faae Qvæstionen dette betræf- fende sløifet, hvorimellem ogsaa Anbud af Eed, om Aagersig- telse skulde intenderes. Sligt Anbud kunde ikke gjøres, da 1ste Vidne eenstemmig med to andre Vidner paabandt ham, paa Aars Kredit at have udlaant 80 Spd. mod coutionert Beviis paa 100 Spd., hvilket Beviis ogsaa er frembragt i Retten. Videre er det godtgjort, at P. nægtede at modtage en Debet paa en 4 -- 5 Daler, som S. Røssi tilsendte ham, da han hørte, han tilfældig var paa Nabogaarden, medmindre Manden betalte ham andre 5 Daler, ligesom for afgivet Møde. O. s. v. O. s. v. Jeg skulde imidlertid være forloren for Procurator Praëms Skyld, om Ting af mere juridisk Vægt end deslige Haardheder ikke vare fremkomne til min Fordeel. Det er min Hensigt at meddele her, eftersom Rum og Tid vil tillade, en eller to Be- drivter af Hr. Praëm af en saadan vægtigere Art. Imidlertid greb jeg det samme Gemyt, som kunde tillade sig saadanne, ogsaa i hine mindre vigtige, og det saameget før, som de sær- egne Omstændigheder derved, saasom de Lidendes Armod, fore- gaaende og efterfølgende Offre til P., Enfoldighed samt deres Ulykkesrække i sin Heelhed; hvoraf anførte kun ere løsrevne Led, og deriblandt nogle Familiers endelige Opløsning, vare mig bekjendte. [fotnotemerke] Ulovligheder af en ringere Art, end dem, der ellers ere ham paabeviste, ligge dog ogsaa for Dagen i adskillige af de ovenfor iflæng udtagne Træk, saa de ikke ganske alene imputere ham "Dyrhed" -- det Navn, under hvilket Praëm ved- gaaer sine Udsugelser. Om jeg havde havt Kulde nok og mere overlagt Had end Uvilje mod P. og Foragt for ham, skulde jeg have specificeret disse og andre Ulovligheder i en punktviis An- klage, og saaledes været uden Fare for at fordømmes for i en koncentrert Omdømme at have sagt mere end alle disse Ankla- ger tilsammenlagte, naar de bleve beviiste, vilde have kunnet Fotnote: Imellem saadanne særegne Omstændigheder, som maatte oprøre og be- stemme Omdømmet af P.'s moralske Totalitet, kan vel ogsaa regnes deslige Udledelser af P., som f. Ex. den inden Retten deliterede, at dersom han ikke fik det Forlangte, saa "skal jeg komme i deres Huus og ødelægge dere i Bund og Grund!" Hvilket Sind røber ikke disse Ord? SIDE: 167 udgjøre. Men en saadan Plan til en Mands Skade var det ikke min Sag at udkaste. Først da P. havde hyklersk Frækhed nok til offentligen at erklære mig for Løgner, om jeg dadlede ham for hans Embedsfærd her oppe, og at opfordre mig, under saa- dan Trudsel, til at foranledige denne undersøgt, opstod Tanken hos mig om et saa planmæssigt Forsvar, men kun for hurtig at forsvinde under den Følelse og det Heelomdømme af ham, som udbrød i det ubestemte Udtryk: "Forbryder mod Stat og Men- neskehed." Jeg troede i den Stund, jeg bestemte mig til saa- ledes at lægge al min Ammunition i een Bombe, alle mine An- klagepunkter i een Anklage baade at følge P.'s Opfordring, og dog at overlade ham det egentlige Angreb, om han -- som skede -- maatte bestemme sig dertil. Lignelsesviis vilde jeg kun deri give ham hans Krigsraab tilbage, derpaa plante Bajo- netterne, og overlade til Fienden, om han vilde styrte sig deri. Men havde nu end Massen af Beviser paa hensynsløs Haard- hed, ubillig Egennytte, med al den Indflydelse, de dog maae have paa Følelsen, i juridisk Henseende kun en lidet virkende Pile- regn, troer jeg dog, at man maa indrømme mig at jeg ikke har sagt om P. formeget, og at der er Skyds af temmelig Ka- liber i følgende Beretning, uddragen af Sagens Papirer, om en Defraudation, Proc. Praëm har begaaet mod det Offentlige. (Den anden offentliggjorte af det Slags. En tredie staaer tilbage). Ole Jensen Bergereie og Andreas Jensen Sedsvolleje, med hvem Praëm stod i den foregaaende Forbindelse, at han havde afkjøbt dem tilligemed 6 Andre deres Fordringer i Bjerknæs- boet, [fotnotemerke] idømtes Omkostningerne som Indviklede i en Tyvesag. Nu deponere Ole Jensen selv, hans Kone, Andreas Jensens Kone, 61de 62de eedfæstede Vidner, Alle enstemmig tilsammen, Fotnote: Paa Grund heraf paaførte Praëm den midlertidige Indehaver af Boets Gaard 8 (otte) Processer paa engang, hvilke bevirkede denne Medarvings aldeles Ruin (Han døde kort efter i sin bedste Alder). Praëm, der ved skadesløse Transporter -- hvilke idetmindste Een, om ikke Flere, af Arvin- gerne, har erklæret paa Beskikkelse fra Praëm ikke at have forstaaet -- havde for betydelig Underpris (80 for 107) tilkjøbt sig Fordringerne, siger sig ikke at have faaet Fyldest efter Processen, hvorfor det nu gaaer tilbage paa de 8 Samarvinger, der maae udbetale ham fuldt. At han imellem disse, efter en slig Færd, der baade er en Slags Aager og ellers af Sagfører ulovlig, SIDE: 168 at Praëm, da hine Medtiltalte qviede sig for Omkostningerne til det Offentlige, "forat de skulde undgaae at betale det Offent- lige" og "efter Overtalelser" (62de V.) fik disse enfoldige og saaledes vildledte og til Uret forførte Mennesker til hver at give sig en saa stor Forskrivning, at Fogden ved Ankomsten maatte finde, at Intet for ham var at faae. Saa gik det ogsaa. Paa P.'s Spørgsmaal, efterat Fogdens ubehagelige Besøg paa det Offentliges Vegne vel var overstaaet og gjort frugtesløst ved hver at forevise en Forskrivning paa en 70 Spd. (Mere end Folkene kunde ansees at eje), nemlig: "hvor gik det, Ole?" gav Ole vel tilfreds til Svar: "Aa Tak Hr. Prokurator; det gik bra." Men Angeren og Frygten kom bagefter, da de betænkte, at de nye Forskrivninger gaaende ud paa en saa stor Sum, at de aldrig vilde kunne løse sig, og af dem selv givne Kraft ved at paaberaabe sig dem for Fogden eller hans Fuldmægtig, nu vare i en Mands Hænder, som de ikke kunde være sikkre for, at han ikke vilde benytte dem. I Forbindelse med disse Betænke- ligheder opstode ogsaa angstfulde Begreber hos dem, om at de havde ladet sig overtale til Uredeligt og Strafbart; hvilket Alt af nævnte Vidner eenstemmig er bekræftet; og, om ikke tages Feil, af Ole Jensen selv. De have erklæret, at Angjæl- dendes Hovedsorg og idelige Tale var om denne Handel, at de græd og klagede over, at de havde været saa daarlige. Men Praëm, vil man vel spørge, maa dog have anført Noget til Forsvar for sig i denne skammelige Sag? Ja -- han har (da hans frygtelige Adfærd inden Retten mod det første Vidne, som vedrørte denne Sag, nemlig Ole Jensen selv, Intet bevir- kede) erklæret -- -- -- at han tog Forskrivningen saa svær forat være sikker paa at erholde sit Tilgodehavende paa den skadesløse Transport fra Bjahnæsarven!!! Har man nu Begreb om denne Sag og om den Maade den om hvorledes den kunde faae et saadant Udfald ved Under- er ført paa fra P.'s Side: saa har man dog maaske et dunklere retten, at det skal koste 300 Spd. at erklære et saadant Men- Fotnote: ogsaa i disse Dage har ladet den afdøde Ole Jensens aldeles fattige Enke forkynde, at han nu vilde udtage fuldt efter Transporten, der lyder paa Skadesløsholdelse, er hint mit ovennævnte Motiv til denne Bekjendtgjørelse. Rimeligt nok, at Skadesløsholdelse ei var at erholde hos Udarvingen, der efter hine paaførte Processer blev kavfant og døde. SIDE: 169 neske og en saadan Embedsmand for en Forbryder mod Stat og Menneskehed. Jeg vil haabe -- og jeg er istand til at over- tyde Flere -- at Mange, efter Oplysninger af denne Natur, ville frikjende for den Ydmygelse at have sagt formeget. Eidsvold den 22de Juli 1834. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM EN 17.MAI-TALE AV OLE HAAGENSTAD] Indsendt. Morgenbladet 30. aug. 1834. Man gjør Forskjel paa en Politikus og en Politiker. Men maaskee er denne Forskjel bleven de gode Vaagværinger, som hørte Ole Haagenstads 17de Mai-Tale, og som forhen vel vidste, at deres Ole var en Politikus, noget uklar, efterat han aab- nede dem sin Viisdom som Politiker. Inds. derimod, og vel en Fleerhed med ham, har aldrig seet Forskjellen imellem hine Ord, saaledes som de almindelig tages og forstaaes, klarere, end da han i sin Eftertanke fremstillede Politikusen Hr. Ole Haa- genstad med endeel af hans politiske Yttringer i Talen, hvilke godtgjøre, at han ikke er Politiker i den Forstand, man pleier at kræve det af Den, der i offentlig Tale og Skrivt vedrører hvad der hører Historien, og det Fædrelandets, til. Jeg har kun, idet jeg vil rette hine hans Yttringer, at vælge imellem, enten at tænke om ham at han ikke har kjendt til de politiske Kjendsgjerninger, hvilke han dog har oplevet, og at han saaledes af Uvidenhed har fornegtet dem, eller og at han med Overlæg har fremstillet dem som det stemmede med hans Hensigt, Sand- hed og Retfærdighed uanseede. Hvad Tilfældet end er -- Po- litiker, d. e. i denne Forstand en med de offentlige og histo- riske Begivenheder, han fremstiller, bekjendt Mand, er Ole Haagenstad ikke, hans Navn og Rygte som god Politikus ellers uantastet. Forlængst ventedes fortjent Irettesættelse fra en eller anden Haand, da offentlige Yttringer, der aabenbart krænker Sandheden og Nationalæren, jo maatte paafalde; og da de sees optagne i et dansk Blad, hvorfra den skadelige og urigtige Mening i fremmed Land kunde forplantes, at sligt Tænkesæt var almeent i Norge, medens sandt dog er, at det, endskjøndt med altformegen Tillidsfuldhed ytret af en Dølhøvding, dog SIDE: 170 staaer rkt i Modsætning til det Almene. "Med altformegen Tillidsfuldhed", siger jeg? For mildt et Udtryk om at lære historiske Usandheder og at forvanske friske Begivenheder; men ganske passende paa at dette skede i en Kreds, som vel laaner Haagenstad'en Øre, men derfor ikke Lid, og ved en Leilighed, da han kunde vente at det Talte maatte videre blive bekjendt- gjort, og da underkastet en ydmygende Rettelse. Hr. H. siger: "det var ingen Nordmands Ønske langt mindre deres Brøde, at Foreningsbaandet mellem Danmark og Norge blev opløst". Dette er en historisk Usandhed. Mange Klage- skrivter fra sidst i forrige Aarhundrede vidne derom. Alt før dette gik til Hvile, sang Normændene: "Saa vakne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang!" Og de sang dette mellem Danskerne, der ikke dulgte, at de fattede Meningen. Ønsket, at see Foreningen opløst, havde i Christian Augusts Tid udviklet sig til klar Idee, ja noget nær til en Befrielsesplan, hos en Mængde norske Embedsmænd af alle Classer. Selskabet for Norges Vel forente dem. Modby- deligheden for en af Rusland og England i 1812 og 13 allerede tilsagt og saaledes paatvungen Forening med Sverige, i Forbin- delse med en i hurtige Slag paafølgende Tilintetgjørelse af Landets egne Hjælpekilder, gjorde alene, at Norge vedblev en Tid endnu at hælde sig til Danmark som dette til hiint. Paa Rigsforsamlingen fandtes Mænd, som, under Fædrelandets be- trykte Stilling, endog troede, at en betinget Forening med Sverige var den bedste Redning. De frygtede Kong Christian Frederik; og flere Valgstemmer løde betingede og ligesom af Fleerheden aftvungne, fordi man forudsaae Sandsynligheden af at dette Valg vilde føre til en Gjenforening med Danmark. Neppe var Frygten herfor, ved den Vending Tingene toge, forbi, før man fra Presserne hørte Glæden yttre sig over at Forenin- gen med Danmark "for evigt" var opløst. Selv Modrøsterne dadlede ikke dette, men det formeentlig Overdrevne i Klagerne over Norges Lidelser under den. Begge Parter appellerte da til Historien; og dennes Vidnesbyrd faldt med saamegen Vægt til Fordeel for dem, som fordømte den forrige Forening, at Almeenomdømmet inden kort maatte over paa disses Side. SIDE: 171 Dette skeede selv hos Menigmand, skjøndt denne, der almin- delig kun erindrer en Slægt tilbage, havde de gode rolige Erhvervsdage sidst i forrige Aarhundrede i Tankerne, mens den nye Forfatnings første Aar vare tunge nok. De sednere have været beqvemmere til Sammenligning; og de have, i Forening med den vakte Nationalfølelse, Oplysningslyst og Kjendskab til Forfatningen, hjulpet til at bane hiin historiske Sandhed, hiin Anskuelse af Norges forrige Stilling, Veien. Mærkes bør og, at denne altimellem har i skarpe Udtryk gjort sig gjældende i forskjellige Skrivter, saasom nu sednest i Samlingerne til det norske Folks og Sprogs Historie, som have Mænd til Udgivere, der alt før Adskillelsen vare af moden Alder og tilvisse da paa det Rene med sig selv med hvad de tænkte og ønskte om For- eningen med Danmark. I dette Skrivt findes ogsaa flere Documentationer imod Hr. H.s grundløse, Sandheden som Følelsen krænkende Forsvar for den stedmoderlige Behandling, Fædrelandet leed under For- eningen med Danmark. Hr. H. gaaer endog saa vidt, at han forsvarer Kuldkastelsen af Fædrelandets Selvstændighed og Danskers bekjendte retløse Indtrængen i norske Embeder. Et saadant Forsvar for alle de væsentligste Fornærmelser, en Stat kan tilføie den anden og som vitterligen bleve Norge tilføiede af Danmark, nedværdiger sin Ophavsmand, og gjør hans Fædre- landssind, alt forhen ikke uomtvivlet, endmere fordægtigt. Men hiint hans foroven paaankede og afbeviste Udtryk, at ingen Nor- mand ønskede Foreningen ophævet, behøvede en saadan Under- bygning. Forsvarene for de enkelte Mishandlinger ere kun dets Præmisser, imellem hvilke det grundløse Skumleri, at de Nor- skes Klager, særligen over Besættelsen af Landets Embeder med Danske, "muligen vare mere foranledigede af Mænd, der troede sig eller Beslægtede tilsidesatte, end at der var nogen Grund til at anke over hines Ansættelse", indtager sin, Talen som dens Forfatter, betegnende Plads. Inds. antager det lige lidet værdt at vederlægge disse Puncter særskilte Modbeviser, som videre at forstyrre Hr. Haagenstad i den Glæde, hvormed han tænker tilbage paa det danske Ene- vældes "saa liberale Regjering, at vi aldrig følte Frihedens Tab", og paa "den ædle" Christian Fredriks Fortjenester. SIDE: 172 Henrik Wergeland NORMÆNDENES NATIONALÆRE KRÆNKES PAA MANGE MAADER (Indsendt.) Morgenbladet 22. sept. 1834. Dette gnager mangen norsk Sjel. Denne Smerte er god. I dens Bitterhed skal Levningerne af vor knuste Folkeære dog en Tid opbevares. Lader os blot sørge for at den gaaer i Arv til Børnene. Disse skulle maaskee vide Midler til at kalde den tillive igjen; og med Fædrenes Svaghed, der lod sig nøie med saa lidet, ville de bære over, som Oldfædrene med den trold- blindede Harald, der holdt Snefrids forfulnende Liig i sine Arme, troende den Elskte endnu ilive. Men Hvo har djærvet at krænke dette Ømmeste? hvilken formastelig Magt, heldig i sine Vogespil, voxende i sin Dristig- hed under Angrebene? hvilken Snedighed, hensynsløs og kold og haanende det Hellige? Er Folkeæren angreben aabenlyst af en Overmagt? undergraven af hemmelige Fiender? Saae det godtroende Folk den forraadt af sine Vogtere? eller hen- blegnede den med den afsvalnende Følelse derfor i dets egne Hjerter? Af alt dette ikke det Sidste! Jeg beder derom; dog at jeg ikke skuffes! Jeg veed ikke hvad jeg skal troe. Thi har ikke dette Folk, taalmodigt som den fangne Elefant, der omskiftende belægges med hvilkensomhelst Seierherres Skaberak, ladet sig bedække med unationale Farver. Med et Flag, hvori en Sjette- deel er indrømmet Nationens Farver, pynte Kjøbmændene, følel- sesløse eller tankeløse, sine Skibe. Med sine gule krydsende Strømme, sin blaa Sky med den vesle røde Stjerne i, vaier Unionsflaget saa tæt over Bjørvig og Bergensvaag, at man ved første Blik skulde troe sig i Carlskrona eller Göthaborg. Alle Embedsmænd, militære som civile, bære uden Skrupler en Co- carde, der ikke har en Traad af norsk Farve, men alene de svenske nationale. Akademiets Ungdom higer efter at bære en saadan Flek paa Panden. Den er det første offentlige Mærke de antage. Den norske Hof-Adjutant- og Ordonnants-Uniform er svensk fra Top til Taa. De røde Opslag siges vel at have SIDE: 173 seiret over et Forsøg af de gule paa at indtrænge sig; men i hvor meget andet ved Hæren har ikke det Nationale maattet give tabt? Løveknapperne vare saaledes nære paa at fortræn- ges, men siges reddede ved en underordnet Officiers offentlige Modstrid i Nationalbladet. I Documenter, der intet Svenskt an- gaae, og som alene angaae H. M. Kongen i Egenskab af norsk Konge, betitles Høisamme fortrinsviis som Sveriges Konge, og dette skeer ikke alene i Documenter, der udgaae fra Regjerin- gen, men Private hjælpe af al Magt til at indhævde denne Urigtighed. Mod alt Historiens Vidnesbyrd nævnes vor store og dyrebare Carl den tredie, med Tilnavnet Johan, overalt som den 14de, der af dette Navn er Konge i Norge. Præsternes Bøn for H. M. indlister lidt efter lidt denne urigtige Benæv- nelse i Folket; hvortil ogsaa det maa tjene fortræffeligen, at den er ipræget hver eneste Skilling af disse, som aarlig udhøljes over Landet. Disse ere da ligesaamange Millioner cirkulerende Epigrammer over Norges Nationalære. Alle disse Krænkelser af Nationaliteten har man vel tidt og jevnt seet paaankede i vore Blade alt fra Nationalbladets Tider og til disse søvndys- sede, som der redes et godt og varmt Leie til i Lindebergs Blod og med offentlige Trykkefrihedsprocesacter til Hovedpude; -- men ikke ere de mødte med al den alvorlige og ordnede Mod- stand, det anstaaer et fornærmet Folk, og som dettes Repræ- sentation tillader. Fra denne kunde man have ventet tilbørlig Tilretteviisning saameget mere som Forhandlinger angaaende Repræsentationen i Udlandet, og Minister- og Convoi-Cassen betræffende, aabnede paa det meest passende Adgang til at undersøge hvorledes Nationalæren i andre Henseender vare- toges. Være endog noget gjort isaahenseende af Enkelte; med al den Alvor og Kraft, disse Allesanliggender fortjene, har dog Storthingene ikke grebet dem an. Derfor betragtes vi i Udlandet som et underkuet Folk, hedde der Svenske, og frakjendes en Selvstændighed, fordi vi ikke besidde dens Mærker. Derfor har en vanærende og fordærvelig Ligegyldighed ved slige Anker, som nærværende, lagt sig over mange Gemytter. De betragtes tildeels som Ubetydeligheder, og deres Talsmænd kaldes Fan- taster. Saaledes maa vor Nationalære, den, der tilkommer det unge, SIDE: 174 gjenfødte Norge, deels som Arv, deels som Noget, det har til- vundet sig selv, gaae tilgrunde. Der gives Interesser, som ville det, og Folkets egen Sløvhed tillader det. Dette er det Bittre i hiin Følelse, som endnu holder fast paa Levningerne af vor Nationalitet, som sørger over at Seiren -- og dens Maal er ganske at opsluge dette Dyrebare -- gjøres Fienderne af hiin saa let. De gjentagne Anker vidne om at flere Normænd dele denne Følelse, og at den har holdt sig frisk gjennem døsige Tider -- jeg vil haabe, voxende med Fornærmelserne og ikke let at skille fra et Had til alt dette Unationale, til Krænkelserne og deres Ophav, og fra en Foragt for Sløvsindet, der lands- forræderiskt taaler dem, fremmer dem, ja kanhænde staaer ikke langt fra at elske dem. Ikke Ve os, at vi haanes. Thi hvor viste ikke den mægtigere Naboe Overmodet mod den svagere? Men Ve os, at vi fortjene at haanes. Thi vi have ikke viist et ærekjært Folks Modstrid mod gjentagne Krænkelser af Nationaliteten; vi have lettet Veien for det indtrængende Unationale; vi have ladet det ind- bore sig i Gemytterne, prædiket Sløvhed under Navn af at have Sindet henvendt paa vigtigere Sager, og forgiftet det Træ, hvoraf det unge Norges Saga engang skulde plukke sine Krandse. Til hvem ere disse Bebreidelser? Til Dem, som gave dem saa- megen Grund. Til Dem, som skabte Unionsflaget, og derved gjorde selve Unionen mindre elskelig i sit Ydre. Til dem, som uden yderste Tvang betjente sig af de unorske Farver; ja til hver Den, som uden en misbilligende Tanke over XIV-Tallet lod en af vore Skillinger passere. Jeg har dadlet den brugelige Cocarde. Men lad mig ikke mistydes. Den er sort og guul, d. e. de svenske Nationalfarver. Hæderlig i sig selv, og paa en Svensk, kan den ikke hædre en Norsk, som bør betegne sig som Norsk med nor- ske Nationalfarver. Paa ham er det Sorte i den Cocarde, han nu bærer, den norske Selvstændigheds forfulnende Hjerte. Jeg dadler det ligesom jeg før 1830 maatte havde dadlet en Belgier med hollandsk Cocarde eller omvendt; og ligesom jeg maa dadle den Svenske, som vilde bære anden Cocarde end sit eget Lands. Paa en ærlig Franskmand venter man at see den trefarvede, paa en ærlig Svensker den svenske o. s. v. Hvi da paa en ærlig Norsk ikke den norske? Hvi skal Han være den Eneste, som SIDE: 175 ikke maa bære sine Farver, d. e. dem, som betegne hans Fæd- relands Selvstændighed og politiske Ære, men meget mere Andres Farver, og det slige, som synes at antyde en Uselvstæn- dighed og Underdanighed ved hans Fædreland, som ikke har Tilvær? Ja saalidet har den efter Grundloven og Foreningsvilkaarene Tilvær, at selv den Skik, fortrinsviis at nævne H. M. som Konge i Sverige, maa kjendes utilbørlig, undtagen maaske i de fælleds diplomatiske Anliggender. En svensk Historiker, Bruzelius, dømmer om den, at den er egnet til at vække Misnøie hos Fol- ket. I sin Sverges Historia siger han om Fælledsstyrelsen under Magnus Erikssøn Smek, som han nævner i Sverige den 1ste, mens han i den norske Historie hedder den 7de, at "svenska Regjeringen sökte ock att afböja alla anledningar til missnöje hos Norrmännen. Norges Namn sattes framför Sverges i de bref, som angingo Norge. K. Magnus vistades ofta i Norge" -- o. s. v. Det er paafaldende og beklageligt, at hine, i andre Hen- seender raaere, Tider skulle overgaae vore i politisk Fiinfølelse, og i en Artighed, der ikke er mere end skyldig. Men hvorledes hjælpe paa disse Mangler? Det er Pligt. De gnage paa Unionsbaandet. Meget staaer til Nationen at gjøre. Samlet kan den virke igjennem sine Repræsentanter; disse paa Regjeringen. Enkeltvis kunne Borgerne -- og det er Pligt for ærlige Normænd, der have Følelse for Nationalhæderen -- virke dertil ved at skye hiint Unationale, ved ikke at bære de unationale Mærker og Farver, ved at bruge i Skrivt og Tale alene de Navne og Tal, som, efter Rigets Selvstændighed og Forfatning, ere de alene rigtige. Som det nu er med os i disse Puncter, er det enten til at græde eller lee over, at vi i vore Samqvem tale og jubilere om en Selvstændighed, som ikke tør vise sig, eller ialfald ikke kan vise sig med Anstændighed, for Verden. Nationalæren fordrer Opmærksomhed. Den existerer ikke længer saa snart man tør undlade at vise den denne. Selv Despotierne driste sig ikke til at berøve sine Underdaner de Mærker paa Nationalære, som engang levede med deres Frihed, og som de fryde sig ved. Og hvor tomme de i saadanne Riger end ere, tør de dog være Asken efter en Frihedens Fønix, hvori de kare længselfulde efter at denne dog engang maa opstaae. Selv SIDE: 176 der have de da mere end indbildt Værd. Og Oprøret i Edin- burg, da det tomme Rygte udspredtes, at den skotske Krone, som der opbevaredes, skulde føres til London, viser, at selv et Folk, der paa det nærmeste har undergaaet en Amalgamation, veed at skatte de nationale Mærker efter en fordums Selvstæn- dighed. Men vor Selvstændighed, Normænd, er disse Tiders. Hvi er den da uden sine Tegn? Hvilken Bebreidelse har ikke Samtid og Eftertid at gjøre os, om vi ere skjødesløse derom, om vi ringeagte Nationalæren, der er Frihedens naturlige Rødme og Styrkens Vidne og Tegn? -- Henrik Wergeland SVAR PAA ARTIKELEN I NO. 225 "OLE HAAGENSTAD OG HANS RECENSENT" (Indsendt.) Morgenbladet 11. okt. 1834. Den, som fandt sig opfordret til at dadle nogle Enkeltheder i Ole Haagenstads Taler, vil heller tabe i en Disput med Haa- genstadens pyntelige og kraftige Forsvarer end vinde over mange af dem, han har havt Tilfælde at ordvexle med. Maatte Denne kun være overtydet om, at Sandhedskjærlighed er den eneste Lidenskabelighed, som in casu besjelede og altid besjeler hiin saakaldte Recensent som Meningsyttrer! Det vil da ikke tages til Fortrydelse, om nogle Bemærkninger vise, at han idet- mindste i de Puncter, som derunder berøres, ikke har kunnet ændre sin Formening. Indrømmet, at Haagenstad kun har talt om Nationalstemnin- gen ved Adskillelsestiden, maa Inds. dog bemærke, at H.s For- svarer neppe medrette antager, at de Ønsker om en Adskillelse fra Danmark og Planer hensigtende dertil, som han ikke nægter rørte sig hos endeel Nordmænd faa Aar før den under en højere Indflydelse fandt Sted, vare udslukte ved denne Tid. Det er imod saadanne sjelelige Fænomeners Natur. Politiske Meninger og Planer, der ere grundede i Fornuft, uddøe ikke, men udvikle sig klarere, og udbrede sig. Og at hine havde en saadan Grund, har H.s Forsvarer selv indrømmet saa directe som behøves. (Se 3die, 4de og 6te Spalte.) Det er en heel anden Sag at erklære at "den offentlige Mening var imod en voldsom Adskil- lelse fra Danmark;" thi hverken gik Recens. videre end til at SIDE: 177 modbevise H.s Paastand, at det var ingen Normands Ønske, mindre deres Brøde (!?), at Foreningsbaandet imellem D. og N. blev opløst, eller charakteriserede han nærmere hvorledes det Ønske om Adskillelsen, som han tillagde nogle Nordmænd, vilde at denne skulde skee. Disse Nordmænd, hvis Anskuelser nu have saa herligen be- staaet Prøven, modtoge vel ogsaa "med høi Grad af Uvilje Efter- retningen, at Norge var afstaaet," saasom dette var en national Fornærmelse; men at de haabede, at Norges Befrielse ogsaa saaledes vilde fuldbyrdes, viste sig noksom paa Eidsvoll. [fotnotemerke] Af- staaelsen stred dog neppe ganske mod deres Ønsker, men sik- kerlig ikke mod deres Planer. Disse hensigtede ikke til nogen Forbindelse med Sverig uden i Tilfælde af at Adskillelsen fra Danmark kun kunde kjøbes for den Priis; og selv som en saa betinget Mulighed antydedes den ikke, da Nationalstemningen, deelviis for en Adskillelse med Danmark, var afgjort og heel imod nogen Forening med Sverig. "Gamle Norge paa egne Been" var hine Patrioters Idee (og den fandt Gjenklang i enhver Nordmands Bryst); det er derfor sandsynligt, at ogsaa de vare for et Indhug i Sverig i 1813, hvorved den ubehagelige Tanke om at redde sig fra Danmark (naar Begivenhederne tillode dette) ved at kaste sig i Sverigs Arme fjernedes og ombyttedes med den opløftende Tro, at Norge skulde søge sin Frelse i egen Kraft liig den Feldtherre, der betager sin Hær Udvei til Flugt. H.s Forsvarer bebreider Recens. at han ikke strengt har fulgt den historiske Sandhed, naar han siger, at ved Kongevalget flere Medlemmer kun betingelsesviis stemmede for Chr. Frederik. Men i det han selv citerer endeel Medlemmer -- mellem hvilke Mørch, Moses, Blom og Stub burde have været anførte -- , som troede, at Valget burde udsættes, og at de kun stemmede fordi de vare forpligtede til at vælge, saa formener jeg at Udtrykket "betingelsesviis" hverken krænker historisk eller logisk Sand- hed. Kun under den Betingelse, at deres Mening ja endog sær- skilte Forslag om Udsættelse blev forkastet, afgave de Stemme. Valget i sig selv kan ogsaa kaldes betinget, da det var tvunget og uden Alternativer. Disse 12 Vælgeres egentlige Mening er Fotnote: Cfr. Prindsregentens Aabningstale. Den stod neppe i Strid med den offentlige Mening. SIDE: 178 ikke vanskelig at opdage. Inds. tvivler om at de deeltoge i den foreløbige overilede Hylding, som med fortjent Daddel blev an- mærket i Rigsforsamlingen. Defensor feiler vistnok ogsaa, naar han indskrænker H.s Ytt- rede om Almeenomdømmet om den forrige Forening alene til en saa kort og bestemt Tid. (Se H.s 3die Sp. midtpaa). Det var en af den, sednerehen ved Forordn. af 99 tilintetgjorte, Trykke- friheds første Følger, at de norske Klager i Folkets Navn fik Mæle. I Mellemtiden bleve de ikke bestredne, men oplyste Mængden om Landets sande Stilling, der lignedes ved et Le- geme, hvis Aarer aabnes dagligen. Skrivtet om de politiske For- brydelser var ikke bittrere. Med det svindende Nationalhad mod Sverig, hvilket ikke havde saaliden Deel i at opgløde visse uheldige Helte til Kamp imod det eller dets Forfatter, og som mest bidrog til at stemme Mængden derimod, har unegtelig en Erkjendelse af dets historiske Sandhed paatvunget sig Almeen- heden. At en Fleerhed i denne i nogle faa Aar af Fordomme ikke vilde høre de nye Klager eller mindes de ældre, er ikke af Rec. negtet. H.s Defensor irettesætter Rec. skarpt, fordi han har misbil- liget med Udtrykket "ugrundet Skumleri", at H. antager Mulig- heden af at Nordmændenes Klager over at Dansker i uretfærdigt ): "retløst" Overtal besatte de norske Embeder tildeels udrandt af Fortrydelse over egen eller Slægtningers Tilsidesættelse. Men Skumleri bestaaer netop i at antage og udbrede vanærende Muligheder, og blotte Muligheder ere altid uden tilstrækkelig Grund. De, H. bygger sin Dom paa, ere ikke engang sandsyn- lige; og Skumleriet er saa meget værre som det ikke saameget gaaer ud paa at forkleine Gjerningen, Klagerne selv, som Per- sonerne, og som det angiver uhæderlige Motiver, der af men- neskeligt Øje ikke kunne opdages, og som Retsfølelsen derfor ikke tillader at berøres eller angives. Hertil kommer endnu, at de Norskes Klager over Danskers Indtrængen i Embeder baade før og efter Indfødsretten, der først sildigt gav en formel Ret dertil, og som egentlig hensigtede til at fjerne Udlændinger fra Rigernes Embeder, uomtvisteligen vare beføiede. De forstummede hverken efterat en af Klagerne havde beseglet dem med sit Blod, eller fordi flere danske Em- SIDE: 179 bedsmænd opførte sig godt baade før og under den Tid, da enkelte Norske ogsaa begyndte at ansættes i Danmark. Rec. negter ikke, at det, han fandt sig beføjet til at dadle ved Haagenstads Tale, vakte Tvivl hos ham om Gehalten ved H.s Fædrelandssind; men Forsvareren distingverer ikke rigtigt, naar han angiver Motivet at være fordi H. "vovede at tænke ander- ledes og frimodigen at yttre hvad han tænkte." Erindres ret, saa lod sig af Rec. Yttringer slutte at han havde Motiver til sine mindre gode Tanker om H.s Fædrelandssind ogsaa udenfor Materien quæst. Inds. vil mellem disse anføre, at H., da Byfoged Christensens Forslag om lettet Postforsendelse for literære Sager skulde sættes under Votering, ved at gaae ud efterat have overværet Debatterne, suspenderte sin Stemme i en Nationen uendelig vigtig Stund og Sag. Forslaget faldt som bekjendt ved een Stemmes Overvægt. Grindal fra Søndre-Throndhjems Amt afgav det sidste deciderende Nei. Mørket seirede. Et Tab over- gik Fædrelandet og Civilisationen -- et sedligt Tab, hvormed intet materielt lader sig ligne. Forsvareren gjør idetmindste Rec. Uret, naar han synes at tilskrive denne Forsøg paa at vække Uvilje og Had mod det danske Folk. Rec. er ikke gaaen udenfor det forbigangne Histo- riske, og under dette er Folket blevet uberørt. Heller ikke troer Inds., at Andre, der have fældet samme historiske Omdømme, have tilladt sig noget saa formasteligt. Høiden er vel, om man har ladet Bebreidelser falde over, at et Folk, der besidder saa- megen Intelligents som det danske, har kunnet finde en despo- tisk Regjeringsform passende for sig. Men sligt Yttrende viser et Sind, der vil Danskerne vel; ligesom Indførelsen af udtryks- fulde Ord af Almumaalet, at man vil det norske Sprog saa vel, at man taaler Bondeord paa dansk, og paa et Viis som Forfatter devoverer sig selv, forat berige det, var det endog kun med faa af de Sprogguldkorn, der klinge i Almumund. Braatk monner Kjæmperen lidet, men Sagen selv, Forbedringsideen staaer sig derved, og denne Udvidelse i Skrivtsproget, som Tiden maa fuldbyrde, fremmes end snarere. "Rakt mod Maalet" er et "Tænkesæt", som sømmer sig de Aander, som "vaknede" med det gjenopstandne Norge, fandt Sproget for armt og trangt, og Midler derimod. -- SIDE: 180 Henrik Wergeland FORSVAR FOR GEISTLIGHEDEN MOD BEBREIDELSER, MAN HAR GJORT OG GJØR DENNE OVERHOVEDET FOR MANGEL PAA VIRKSOMHED FOR OPLYSNINGEN OG FOLKEUNDERVIISNINGEN (Indsendt.) Morgenbladet 14. okt. 1834. Man har oftere hørt vore Præster bebreides Mangel paa Nid- kjærhed for Oplysning og for den Deel af Folkeopdragelsen, som paaligger dem. Ved at fremhæve Enkelte med Ros, have Nogle, der ellers have offentligen ført slig Daddel, undgaaet at skjære Alle over een Kam. Den almindelige Mening er dog for, da Undtagelserne ere saa faa, at hiin Bebreidelse gjælder vore Præster overhovedet; og den veed at lade dem lide derfor ved at berøve dem det bedste af sin Agtelse. Hvad der heraf ellers kan blive dem tilovers, har en Præst i Wexels Tidsskrift, 1ste Binds 2det Hefte, seet sig paa Standens Vegne nød til med gode Vaaben [fotnotemerke] at forsvare. Forøvrigt have Præsterne -- med Und- tagelse af den, der tog herligen tilorde i de 14 §§ -- ved hiin Bebreidelse baaret sig ad paa det christelige Viis, man bør iagt- tage ved Kindhester. De vendte blot den anden Side til. Det man ogsaa gjør, om man forstyrres lidt isøvne. Daddelen var almindelig, gjældte Ingen i Særdeleshed; Gud veed hvem den kom fra; i den Enkeltes egen Kreds var ingen Misfornøielse at spore; did trængte ikke Theoretikernes Bebreidelser -- kort, der var nok, som mindskede disses Vægt, og anbefalte ikke at lade sig forstyrre. Disse for mange Angjældende ret behagelige Omstændigheder ophæve dog ingenlunde det Betænkelige ved den Stilling, Præ- sternes overhovedet liden Omhu for Oplysningsværket engang har sat dem i til Almenomdømmet. De tjente kun til at con- servere Ondet, og forstørrede det Sørgelige i Bebreidelsen, som hverken mødtes med Ord eller tilintetgjordes ved Daad. Iste- Fotnote: Derimod har Præst Ingier til Vinje i Wexels Tidsskrift fegtet yderst slet for sin Stands Agtelse ved, forskandset bag en heel Armee af Kirke- fædre, at fegte for Fandens personlige Tilværelse (!). Det er ligemeget til- ladt at tvivle om en saadan Præstemands Vilje, som om hans Evne til at oplyse. Dog gjælder det: Enhver bliver salig ved sin Tro. SIDE: 181 detfor at tilraabe hverandre som Apostelen: "have vi et Embede, da lader os tage vare paa Embedet"! -- tilhvidskede de hin- anden, at lade Folk snakke, saa bliver det nok stilt -- et, om ofte viist, dog her feigt Princip, som de kunne tilskrive en Deel af den religiøse Lunkenhed, hvorved de lide og hvorover de klage, og om de have gjort det slette Bytte, at Enkeltes aabne Misbilligelse er gaaen over til almindelig Ringeagt, som kun sær- egne Forhold lade beholde Masken paa, og som den Uskyldige med den Skyldige i det Oekonomiske faaer føle. Denne samme Passivitet, ligelidt politisk eller klog som ærefuld, som de, in toto anklagede, Præster have betjent sig af imod Angreb fra Almeenheden, have de ogsaa -- men med lige ulykkeligt Udfald -- brugt, hvor Staten gik dem noget nær ind paa. Ingen Stands- adskillelse! ingen Kasteaand! men Attestsagen er i friskt Minde uden at noget ærekjært Modmæle er derhos; Offerskillings- erklæringen holdt sig i lang Tid før den krænkede Æres- og Bil- lighedsfølelse endelig røstede i dette Blad. Man har søgt en almindelig Grund for den Lunkenhed for Oplysningsværket, som man erklærede almindelig imellem vore Præster. Magelighed er opgiven som saadan; men denne er ingen, og kan ikke være nogen, almindelig Grund. Heller ikke kan den ogsaa paapegede Omstændighed, at de Geistlige komme fra Universitetet vildfremmede for det Praktiske, der paahviler dem navnligen som Skolebestyrere, fortjene Plads som saadan, endskjønt den gjør en heel Deel til Sagen. De ældre Præster rammes nemlig ogsaa af hiin almindelige Bebreidelse; og for dem kan ikke en saadan Grund fremhentes, som ialfald kun kan anvendes paa de begyndende. Ligesaalidt kan det være en almindelig Grund, at de yngre Geistlige for det meste staae i saa bundne Forhold, at de med al god Vilje Intet kunne udrette. Udygtighed formedelst Alder eller Mangel paa Evner ere ogsaa specielle og kun medvirkende Grunde. For med nogen betydelig Følge at fremme Oplysningsværket, skal der en forholdsmæssig Grad af Aandsstyrke, en Fyrighed og Udholdenhed til, der gjerne kan kaldes Begeistring for sit Meed, eller et eiendommeligt Kald. Dette kan da ikke ventes over den hele Stand, hvem Folkeunderviisningen er betroet. Man venter kun, at denne lægges saavidt Vind paa, og fremmes SIDE: 182 saavidt over det Hele, at Fremskridtene staae i fyldestgjørende Forhold til den Grad af Energi, som man medrette forudsætter hos Standen, og som altsaa bør findes deri. Spores over det Hele ingen Fremskridt, staaer Oplysningsværket stille -- da er Tingen klar, at den behørige Aand er borte fra dem in corpore, der skulle drive det. Dette er et Særsyn, og det saameget mere overraskende som Statens Forfatning, dens Borgeres egen kap- pende Stræben efter Oplysning, Tidens høirøstede Krav derpaa og enkelte Medbrødres Exempel synes at maatte fremmane hiin bortvegne Aand, hvis hellige Ild er sluknet. Men nu Grunden hertil? Den fælleds Grund for dette Onde, som erklæres fast almindeligt? Isandhed vanskelig at opgive. Hvor jeg sætter Undersøgelsescompasset synes det at pege paa noget Subjectivt, paa en Mængde Modificationer, men som dog maae være eens- artede trods deres Udseende, da de afgive samme Resultat. Dette Fælleds tør ikke sættes i en almindelig Frygt for at drive Oplysningen videre, end de Religionssætninger, som de ere for- bundne til at indpræge Folket, og som, tildeels i den ufuldkom- neste Form, ved de paabudte Elementærbøger skulle gjøres gjældende, kunne tillade for at bestaae. Heller ikke kan det sættes i, at det Offentlige meddeler Oplysningsværket for lidet af sine Kræfter, om end dette maa indrømmes; thi Undtagelser vise, at det dog lader sig drive med de Kræfter, det har faaet, videre end det paa de fleste Steder drives -- ikke at omnævne hvor der er Sind til Opoffrelser, og hvor en udmærket Person- lighed virker. Intet af Dette angiver nogen almindelig Grund. Dog maa der være en, og det en naturlig og undskyldende, da Folkelærere ikke mangle om hvis gode Vilje og Evner man ikke kan tvivle, men som dog i Tingen virke lidet mere som Skolemænd end de altfor Mange, hvem man maa frakjende enten begge eller den ene eller anden af hine Egenskaber. Der maa da være et almindeligt Tryk, noget Tilbagekuende, hvorunder Fleerheden, og selv hine, som ikke gjøre sin Godvilje gjældende, maae lide; -- ikke et uovervindeligt Tryk, men dog et, som er stærkt nok til at holde ganske gode Pund i Jorden, og til at hemme den Energie, som falder i Fleerhedens Lod. Med al øvrig Sinds- forskjel, saa mangeartet denne maa gives i saa talrig en Classe, SIDE: 183 tyder Eensheden i Handlemaaden paa en Sindseenshed, der udøver Strømmens umærkelige, men sikkre Herrevælde. Men Alle ere de Landsmænd. Skulde da disse forholdsviis Faa imel- lem Folket, og som Tilfældet førte sammen i den geistlige Classe, være de Eneste, som bære et saadant Aandspræg, der er for almindeligt imellem dem og ligger for dybt til at det kan tænkes mærket under Dannelsen? Lader os først see, om de andre Classer, om Folket i det Hele er fri derfor, om ikke en vis Dorskhed (segnities), et vist Hang til Stillestaaen er Skyggen til det Herlige i Characteren! Er det saa, da tabe hine Bebrei- delser mod de Geistlige noget i sin Vægt. Deres Uvirksomhed bliver mindre frivillig og mere undskyldelig. Om Folket i det Hele, da vidner Historien, at en politisk Dorskhed er en af dets Lyder. Den baade bragte og holdt det under langvarig Trældom og national Vanære, under hvilke Forhold den, forhen skorpet nok til at taale dem, naturligviis tiltog. Den høieste Grad af Ulykke og Krænkelse -- alt kommende frauden -- maatte til for at vække den; og da udviklede Nationalcharakteren i dens Sted en overordentlig Energie, men som snart gik tilhvile under Unionsflaget, hvor den endnu beroer med en national Cocarde paa sin Nathue. Selskabet for Norges Vel holdtes kun sammen under de politiske Stramninger. Anbefalt Patriotismen for gamle Erindringers Skyld, som et Samfund til Agerdyrkningens og Landhuusholdningens Fremme, frister det kun et maadeligt Til- vær. Klager høres over Almuernes Træghed til at gaae ind paa oekonomiske eller andre Forbedringer. Mange af deres Ager- brugs- eller Befordrings-Redskaber forblive saa klodsede og uhen- sigtsmæssige, som man kun kunde finde rimeligt i Opfinderens Arilds-Alder eller derved. De qvikkere Evner, Opfindsomhedens og Speculationens, hæve sig ikke til nogen Høide i Fabrikvæsen eller Handel. Hiint staaer stille; denne gaaer kun som den har gaaet i Aarhundreder: fra Tomten og Fiskebryggen. Tanken om Bilandenes Fraskillelse volder ingen Forbittrelse; deres Skjæbne ingen Medfølelse; endnu mindre skeer noget alvorligt Skridt enten for at lindre denne eller for at erholde dem tilbage. I de fleste Landsbygder har ingen Glæde rørt sig over den politiske Befrielse. I Ondt som Godt, i Samqvem er Fleerheden liden- skabsløs og livløs. Derfor faaer Nationen ogsaa i Throntalerne SIDE: 184 og Adresserne mangfoldig Roes for Sindighed, der fremhæves som Nationaltræk. Men analyseres denne Dyd, finde vi imellem dennes Bestanddele hiin segnities, neutraliserende endeel af Energien ved den overveiende Forstand, hvormed den er parret. I det Enkelte: om hvilken Inertie inden Juristernes Classe vidner ikke Lovforbedringernes Sneglegang? Alskens Thing- studeri har bibeholdt sig. Borgerne trækkes for extraordinære Retter. Den civile Procesgang kan maale sig i Længden med den Italien og Spanien ere berygtede for. Og det er denne Med- borgerclasse, som især triumferer over Præsternes Uvirksomhed. Ved Universitetet, i Literaturen, i de skjønne eller de nyttige Kunster -- hvad høiere Virksomhed rører sig inden disse? San- delig, uden Bjelker i egne Øine skal Ingen med Skjel bebreide Præsterne deres unegtelige Uvirksomhed. De holde sig rolige under den nationale Uvirksomhedsaands Aag, og bære det taa- ligt som et Kors. Andre stønne derunder, men blive dog i Tvan- gen. Men Held Den, som har Sind til at angribe det, og Kræfter til at bryde det! Friheden og Oplysningen vil omsider bortgløde det, og et Hang vil forsvinde af Nationalcharakteren, som Ulyk- ker indpodede og Trældom udviklede, men som vor ældre Historie vidner om at være hverken ved Climat, Sæder eller Blod naturligt for vor Folkestamme. Henrik Wergeland [OM W. A. WEXELS'S KRISTENDOMSFORKYNDELSE] (Indsendt.) Morgenbladet 29. okt. 1834. Bag Lysets Tempelmure groer tidt fæle Skyggeplanter. De værste voxe indenfor, og kaldes Obscuranter. Folk, som enten lide af overspændte Begreber om en formel Værdighed, som mere end ved andre Undersøgelser, og indtil en pedantisk Pertentlighed, skulde være at iagttage ved dem, der i nogen Maade angaae Religionssager, eller som nære en ubillig og taabelig Ringeagt for den daglige Presse, have yttret, at man ikke gjennem denne bør meddele sig i religiøse eller blot SIDE: 185 theologiske Materier. Imidlertid angaae dog disse alle Men- nesker, og vi vide ikke paa nogen sikkrere Maade at meddele os til Fleerheden paa, end igjennem denne Presse, uden at nære mindste Tanke om at Materiens indre Værdighed derved skulde forkleines. Vi nødes ogsaa dertil, da vi ikke, som visse Folk, der neppe alle ere saa eenfoldige som deres Tro, have enten af egen eller fælles Casse Raad til at slænge vore Tanker ud i Tractatpjecer. Heller ikke skulde en Opsats som denne erholde Plads i det theologiske Tidsskrivt, som her udgives, efterdi dette, da vor Hensigt er at meddele Prøver paa den Lære, som deri gives, vilde komme til at vanzires af Gjentagelser. Desuden have vi ikke tænkt, at give disse Linier det videnskabelige Til- snit, som det hører til Tidsskrivtets Politik at iklæde sine Ar- tikler. Det er Hr. Pastor Wexels, en Mand af Lærdom og uplettet Charakteer, som igjennem ovennævnte Tidsskrivt for Kirke- Krønike og christelig Theologie, planmæssigen søger at udsprede de sværmerske religiøse Meninger, hvorunder det er ligesaa bekjendt at han lider. Under Navn af den ægte gamle, "hi- storiske Christendom" skulle de gjøres tækkelige, og de theo- logiske Galskaber, som have forvirret endeel Gemytter i Dan- mark, og forledet Grundtvig og Lindberg til at spille smaae Luthere, ogsaa trænge sig frem her. Vi haabe dog, at den almene Fornuft sidder fastere, end at den lader sig rokke af de aandløse Fortolkninger, de vrange Lærdomme, som under Christendom- mens eget Navn saaledes skulle gjøres gjældende. Vi haabe, at de foragtende Udtryk om Fornuften, og om "hvad man kalder Naturens og Tænkningens Love" ikke vinde Bifald uden maa- skee hos dem, som kunne troe sig tilsidesatte ved Meddelelsen af hiin ypperste Gave. Vi haabe, at Fleerheden har formegen christelig Ydmyghed til at istemme Hr. Wexels's: "gjerne taalte vi at lide Forsmædelse og Forfølgelse med vor Herre og Mester" -- hvori han med klare Ord sætter sig og Sine ved Siden af Christus i fortjenstfulde Lidelser, og hvori da den Sværmere egne Stolthed klarligen udbryder. Og vi vide med Vished, at Menneskehjertet i Almindelighed af blotte Naturen besidder mere Kjærlighed end den der produceres af den wexelske Chri- stendom. Den Haardhed i Domme, denne tillader sig, er nemlig SIDE: 186 mageløs, og vilde kun kunne gjengives paa Fisketorvene, om Theologi der gjordes til Gjenstand for Discussionerne. Den har ogsaa høiligen forarget en ellers med Hr. W. Troesforvandt, Hr. Prof. Stenersen, som i Tidsskrivtets 1 B. 4 H. alvorligen revser denne "Haardhed", dette "Overmod", dette "farlige Exempel han ved at bruge en saadan Tale har givet de Læsere, for hvilke hans Skrivt udentvivl nærmest er bestemt, paa hvilke han idet- mindste kunde vide, at det vilde have størst Indflydelse, nemlig vort Lands unge Geistlige og theologiske Studerende." Men uanseet denne Skjældetone, som med Hensyn til den Ligegyldighed hvormed de Fornuftigere ansee theologiske Stri- digheder, hvoraf de ere blevne trættede, er ligesaa taabelig som den Sindssvages høje Taler inden sine fire Vægge til et indbildt Auditorium, og som ingensinde kan gavne den daarlige Sag, som derved troes med "apostolisk Nidkjerhed" forsvart, er det især denne Sag og ikke Forsvarsmaaden, vi holde det for ret at paaanke. Det eneste, som ved denne kunde være værdt at bemærke, er, at derved indirecte kastes en Skygge paa den Fleerhed af Geistlige, der ikke fare saaledes frem, idet nemlig en saadan Tone gjøres til Kjendemærke paa den rette religiøse Nidkjærhed, som anstaaer dem Alle som Een i Tider, da Kirke og Tro erklæres i Fare. [fotnotemerke] Derved næres de Tanker om Lunken- hed for Religionen, som de enkelte forvildede Ivrere og Sec- terere i Menighederne have om sine Præster -- en Formening, som, i sin Tid mere almindelig, affødte hos os Haugianismen. Vi have erklæret Sagen, som Hr. W. i sit Tidsskrivt paa saa slet en Maade forsvarer, for slet i sig selv. Den er nemlig det crasseste Sværmeries, Mørkets og for at bruge et Udtryk, der ret er i Tidsskrivtets Smag og Stiil, -- den "grueligste" Into- lerances. Alene Afhandlingen: "ere vi ved Daaben indlemmede i den ægte christelige Kirke" forsyner dette Omdømme med de utvetydigste Beviser. Saaledes opfordres Pag. 13 paa det for- masteligste til Splid i Kirken, hvor hr. W. siger, at jo mere de af ham for Christendommens svorne Fiender, Gudsfornægtere (Pag. 20 o. fl. St.) for meensvorne Frafaldne erklærede saa- kaldte "Rationalisters sande Mening i ubevogtede Øieblikke slipper ud, desto klarere lader det sig tilsyne, at der intet aan- Fotnote: Tidsskriftets 1ste H. P. 8 -- 9 og fgg. SIDE: 187 deligt eller kirkeligt Samfund kan finde Sted mellem vor Kirkes ærlige Medlemmer og dem"; og hvor han fortfarer, tydeligen opfordrende til kirkelig Skilsmisse: "Gud lade en saadan Uærlighed, en saadan Sandhedens og Løgnens Dragen i Aag sammen mere og mere forsvinde, saa Skilsmissen og Uforligelig- heden mellem begge Parter -- kan blive aabenbar for alle, og ingen til Skade for sit aandelige Liv skuffes ved en Fred, der er ligesaa falsk, huul og tom, som den saakaldte Humanitet og Tolerance, man vil gjøre til dens Moder." Isandhed en chri- stelig Bøn til Gud! Men det er rigtignok ogsaa saa, at Hr. W., Pag. 11, 10 L. fran. erklærer, at Han og Hans have deres egen Gud, om hvem de da og bedst maa vide, hvilket Sindelag Han kræver af sine Dyrkere, og i hvilken Aand og Tone Bønner til denne particulære Gud bør være affattede. Jødedommen, Je- hovaiseringen heri behøver ligesaa lidt at udvikles nærmere som det modbydelige Egoistiske. (Math. 23, 13). Den i Tidsskrivtet ofte yttrede Ringeagt for Tænkningen og dennes Frugter, Haardnakketheden hvormed enhver fornuftig, endog meget tilbageholden, Fortolkning af religiøse Dunkel- heder, ja den Banlysningsaand og Tone hvormed ethvert saa- dant Forsøg afvises (cfr. 1 Cor. 14, 20; 2 Petr. 3, 18; Joh. 8, 32 og flere andre Steder, hvor der paalægges os at randsage og saaledes voxe i vor Christendomskundskab), samt de ivrige For- svar for Djævlens Personlighed og den i Christentroens mør- keste Tider indtagne Lære om Christi Nedfart til Underverdenen, hvilke Lærdomme forlængst med Afsky ere forkastede af alle Kirkelærere, som ikke ere reent blindede af Tro, og satte ud af den geistlige Læretale, fordi de vare satte ud af Almeenhedens Ideer -- Dette troe vi betegner tilstrækkeligt nok, at Tids- skrivtets Sag er Sværmeriets, Taabelighedens og Mørkets. Skal den endnu hedde Christendommens, da bevare Gud os for slig Christendom. Men at der er ligesaa lidet Christendom heri som Christensind i hiin Skjældetone og i Fordømmelserne, vilde ikke være vanskeligt theologiskt at bevise. Før Øieblikket forbyder den Modbydelighed, vi føle for al Disputats med religiøse Zelo- ter, os dette Arbeide; -- nærværende Linier bære noksom stylistiskt Præg af at denne Følelse tynger vor Pen. Kun det være sagt, at vi, saafremt vi overvinde Ulysten, vilde netop søge SIDE: 188 vor Grund i Christenlærens "Historiskhed", som Hr. Wexels ogsaa, misforstaaende den, idelig paaberaaber sig. Den "histo- riske Christendom" er nemlig ikke den stagnerende men den fremskridende. Deri bestaaer dens historiske Væsen. Luther førte ikke tilbage til de nicæanske Tider, men han var Driv- kraften i en Fremskridelsens Epoche. Symbolerne synes alle- rede ikke mere at passe i alle Dele for vor Alders historiske Christendom, hvilket maae sluttes af det wexelske Skrivts Pag. 15, 16, 17 og 62. Deres Forbedring vil da betegne en ny Epoche, og vorde et nyt Beviis for Christendommens Historiskhed d. e. sande Væsen som historisk Fænomen. Hvor meget langsommere end Forbedringer i Religionsanliggender skride frem, saa er det dog vist, at de maae skee, og at en Eeg eller en Ceder kan maale sig med en Troe i Alder, saa de, der ville Forbedring, ikke maae opgive Haabet. Forøvrigt tillade vi os at sige den Mand, hvis Foretagende vi, efter vor Overbeviisning, have maattet dadle, at vi saameget mindre nære nogen Bitterhed imod ham, som vi holde os over- beviste om at religiøst Sværmeri er grundet i en fysisk Dispo- sition, hvilken værst af alle sjelelige Udskejelser lader sig op- dage af Mennesket selv og betvinge, fordi den synes os selv som den herligste Dyd og Naadegave. Henrik Wergeland DETAILLERET FORSLAG TIL FEIRENDET AF FESTEN "TIL FORFÆDRENES MINDE" FREMSAT TIL FREMLÆGGELSE OG OMHANDLING I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND AF DEN DERTIL NEDSATTE COMMITTÉ Efter Wergelands manuskript, datert 30. okt. 1834, i Stu- dentersamfundets arkiv, Universitetsbiblioteket, Oslo. 1) Tiden fastsættes til førstkommende Mandagsaften 10de Novbr. Kl 5. Endt bør den være Kl. 12., hvilket 1ste Direk- ør vil erklære. 2) Kl. 6 begynder Talen efter Afsyngningen ved et Chor af den dertil hørende Sang. 3) Umiddelbart efter den Sang, som følger efter Talen, udbrin- ges "Fædrenes Minni" enten af Lector historiæ Keyser eller SIDE: 189 Advocat Hjelm eller hvilkensomhelst af Redactionens Med- lemmer af Skriftet "Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie" -- hvilke Medborgere (tilligemed Forfatteren af Nationalsangen) udenfor Samfundet foreslaaes inviterede. 4) Dernæst afsynges alment den kronte norske Nationalsang, for Norge, Kjæmpers Fødeland -- og de andre nationale Sange, afvexlende med dertil hørende Skaaler samt andre nationale Toaster. Af disse udbringes den i Passus 3 om- nævnte Hovedskaal i Mjød, og bruges til Skaalerne gamle Horn, som man vil sørge for at faae udlaante af Museet. 5) Ved Kl. 9 gaaes tilbords. Værtinden har i saa Hensende tilbudt 2 Retter, Steg og Fisk, samt Desert for 2 Mark Per- sonen. Committeen seer sig saaledes istand til at anslaae Udgiften til i det højeste at ville beløbe sig til 1 Spd., hvor- imod den foreslaaer at ingen Punsch drikkes, men alene Øl, Mjød og Viin. 6) Dhrr, som ellers fornøje Samfundet med Musik, ville blive anmodede om at musicere ved Festen idetmindste til de Sange, der hører til Talen, og til Nationalsangen. Forøvrigt foreslaaes at den militære Hornmusik lejes. Af førstnævnte inviteres Hrr B. C. Berg. 7) Committeen vil gjøre sig Umage for til Salens Decoration at erholde saavel Rigets Vaabenskjold forfærdiget som endeel af de i Byen værende Corpsers Fahner udlaante. Iligemaade vil den søge at erholde et Transparent. 8) I Samfundet, hos Universitetsportneren og i Athenæet vil Committeen betimeligen nedlægge Paategningslister stilede til enhver Student, som maatte ville deeltage i Festen. -- I Committeen til at fremsætte detailleret Udkast til Festen "til Forfædrenes Minde" 30te Octbr. 1834. Henrik Wergeland [OM FESTEN "TIL FORFÆDRENES MINDE"] Statsborgeren 2. nov. 1834. Løverdag 25de Octbr. decreteredes eenstemmig af det norske Studentersamfund, at en Fest til sednere berammet Tid bliver der at afholde "til Forfædrenes Minde". En Committee ned- sattes og til at udarbeide og fremlægge detailleret Forslag be- træffende Maaden og det Ceremonielle. SIDE: 190 Henrik Wergeland REVERENDISSIMO SACERDOTI VINJENSI FREDERICO INGJER S. P. D. LUCIFER. (Indsendt.) Morgenbladet 5. nov. 1834. Keriiste Pastor! thet vaar it sannt vennestycke aff dig, att du endeliigen tog tillordzs och grandgifueliigen meth miine alld- tiidt kere Venner och Patrones Kjerckefædrene forsuaarede mitt Vesen och perszoonlige Tillvarilse moth thend gamble forsto- ckede Tuiffvlere Treschov, som och nedsteg i Graffuen uden thet att haffue mectit att besuaare dig. Du vedst best huor megit jeg i de sidste tiider haffuer lidit, och att jeg haffuer leffvit udi saa tilbagetryckt enn Stillning, att jeg neppeliigen haffuer tordet viise mig for enkelte aff mine wpriichteligen tro- ende wenner. Thet waar therfore enn sand wederkvegilse for miin and, ligesom olje for den udslucknende flamme, tha enn af desse Trofaste, som haffude verit Prest och alltiid predicket mig trooligen, metbragte till mig thet Hefte aff Pastor Wexels "Tidsskrift for Kirkekrønike", huori din Apologia necessaria lju- ser. Och vaar thet mig enn serlig Gledhe, att jeg theraf seer att de høgverduge Kjerckefedre Augustinus, Tertullianus, Lactan- tius, Arnobius, Cyrillus sambt Thomas Aquinensis ennu icke ere alldelis forglemte, udi huilcken andledning wii tha gjordhe enn libation, huorved Augustinus blef paa en pidzk och raaszede megit. Dagen effther paastod dog then stjivnacke, at om wji ikke haffude forstait hannem, saa vaar thet fordi hand, henrycket i dine Perioder, haffwde ephterliignet dig. Thomas vaar och me- git gladh och sagde, att hand brødt siig lidet om Inqvisitionens upphævilse och munckebloodbadet i Spanien, saasom Protestan- terne sjuntis att ville erstatte hues man tabbte hoss Katholikos. Alle vaare vji ock eenige om att Skrifftet i thet Hele och i sin and waar got, liigesom vji och lugtede lunten aleeniste aff Or- dene paa titelbladet "Kirke-Krønike" og "christelig Theologi" ty saa kalder mynne Forsuaarere deris exclusive till megen Ergrel- sze for Christ i then Salighed hand njuder. Ved Caroussellet, som jeg holt i andledning aff din berømlige envig for den SIDE: 191 gamble Djefvul, fichtede 10,000 Riithersmenns Menn i Skarla- gensflamber udi then enne Quadrille och liigesaamange udi then anden kledte i blaa flammendhe Suefvelkaabher, huorved jeg och enn nyss diaboliseret andelig Herre vethede om 60 Skok Sjele, huilcke den skalck vandt, saa hand nu met them hand haffuer forderfvit och forhuerffuit ved att predicke Troen paa mig och ellers ved dend velsiignathe Eriks Forklaaring, (hvilcke alle vundne Sjele umgiffve hannem som enn trellende Clan och erof- rede Underordnede) er att liigne ved enn alltfor mecktig och frychteliig Satrap. En saa prechtigh fest haffver her icke verit holdet siiden mit Bilager met fordne Enckedrottningen aff Portu- gall, Isabella, her neffnit Jesabel, hvilcken ubetiimelighe Feurig- het paa miin gamble allder jeg nu anggrer, tha hun er bleffuen mig et svaart huusskorss och Tuchtensriiss. Thenne sorrig bidrog och ved sin skugge till at fremhæfve dend Gledhe, du, keriste Pastor, forhuerffede mig stacker, som nu tha min huusslige lycke er forlorin maa trøste mig meth verdssliig Ere och meth vennerne hueden henne the findis, icke att forglemme the ret godhe ud- sighter som tiiderne nu bjudhe. Imellem thesse teckn veth jeg dogh, nest din Apologia, intet aff høgre werde end tha forslaaget om Portofriheth for literære Sager forkastedhes i thet nordske Storthing ved sellve bonden Grendahls Stemme, udi hvilken and- ledning jeg firede Uvithenhethens fest meth beraad aff offven- neffnte høgwerdugeste consistorium, hvorveth nogle 100 presser och mange 1000 bøcker upbrenntis till Ere for thet deciderende "Nei", och for then gamble Haagenstad, som gjick uth i then allsvjigtige stund. Jeg har szaaledis haab, men stort mere leffuer jeg helder icke aff, huorfor jeg maa indstendeljigen bede dig fremdelis att skriffue som du skreff, inntil alle siige met dit Valsprog: "credamus tantum, etsi capere non valemus thi ellers havde han ind- seet, at de Theologer, som antage Djævelens Tilværelse, tillige ansee ham som et ondskabsfuldt Væsen, der er Menneskenes svorne Fiende og idelig søger at forføre dem til Laster, hvor- for de opfordres til at vogte sig for hans Angreb og til at mod- staae ham, samt forsage alt hans Væsen og alle hans Gjernin- ger. Hermed vise hine Theologer Djævelen samme Tjeneste, som Vægteren viser Snigmorderen, naar han gjør Anskrig og derved gjør det udseete Offer opmærksomt paa Faren. Satan er sikkert bedst tjent med at være incognito. Indsenderen maa rigtignok tilstaae, at han hidtil har trøstet sig ved, at de 1000 Aar, i hvilke Satanas skulde være bunden, SIDE: 193 enten ikke endnu vare udløbne, skjøndt det paa den anden Side opvakte nogen Tvivl hos ham, at han ikke mærkede Noget til, at det var de Hellige, som regjerede (Johannes Aabenba- ring Cap. 20), eller at i al Fald dog Satanas laae vel forvaret i Ildsøen; men nu seer jeg, at han har benyttet den korte Tid, i hvilken han, efter sit tusindaarige Fængsel, er sat paa fri Fod, til at gjøre et Besøg her i Landet og derunder i Morgen- bladet at bevidne sin Tilværelse. Altsaa er det forbi med hiin Trøst og Enhver faaer see til at vogte sig saa godt han for- maaer for Angreb af Løgnens Fyrste, og sig for Skade tage vare. 7de November 1834. Henrik Wergeland NYHED (Indsendt.) Statsborgeren, 23. nov. 1834. Den mest berygtede af Landets Prokuratorer: Han, som i offentlige Blade, i Henhold til retlige, af Acter hentede Beviser er fremstillet som overbeviist om skamløse Udsugelser, Aager, Forlokkelse af uvittige Almuesfolk til Brøde, misligt Forhold ved Transactioner til det Offentliges Skade, underfundig Tilven- delse af offentlige, ham ei tilkommende Penge m. M. -- -- Han siges ikke at skulle drages til Ansvar efter saa tilstrækkelige Præliminarier for en Action, men at skulle være paa Nippet til af Justitsdepartementet at indstilles til at blive Stiftsoverrets- prokurator. Vi ønske oprigtigen den Egn, hvor han hidtil har virket, tillykke hermed, saafremt Befordringen maatte have til Følge, at han forlader den. Vi ønske Folket tillykke med den Retfærdighed i Befordringsveien, det har Anledning til at op- dage ved denne Leilighed. Og endelig ønske vi, at Justitsdeparte- mentet ikke maatte finde de Attester om Mandens Færd, som findes i hine Acter, mere paalidelige end de Embedsmænds, hvormed hans Ansøgninger smykke sig, men hvorimellem vel neppe findes to fra Sorenskriver Borchsenius af 14. Febr. 1832 og 6. desbr. f. A., der ere ufordeelagtige. Naar Han er vel befor- dret og borte, skulle vi, -- da der vel ogsaa i selve Byen turde SIDE: 194 findes Folk, som lade sig tage ved Næsen, -- tjenstligen under- rette af hiin Sags Acter, hvortil vi have Adgang, om de Stre- ger, der gjorde ham farlig i hans forrige Virkekreds. FORFATTEREN AF "NORGES DÆMRINGS" FLYTNING (Indsendt.) Statsborgeren, 23. nov. 1834. Dit Valg, at flytte eller qvar at tie, Du os viste. Det ligegodt for Norge var, for Verden bedst det Sidste. Som sorgfuld Fugl foruden Rist Du truer med at flytte? Det bli'er en Skjænk fra Nor; thi vist det Intet faaer i Bytte. Men flytter Du (jeg veed hvorhen), da flytte Du med Kragen; thi Andres Pynt Du veed som den at hæfte Dig paa Bagen: Du tie? Bækken tier før. Du flytte? Gott behüte! Forlad dog ei, ihvad Du gjør, din Ven den lille Jyte -- -- Han skulde staae da slemt deran midti en halvgjort Skrøne; det Snavs, som til en Bombe Han kan ælte op ved Din Hjelp, Jan, kun bli'e en usel Bøne. SIDE: 195 Nok En: Du irrer Dig: den Dæmring, som skal øines i Din Vise er ikkun Morild kold og tom, og Maaneskin paa Ise. LIVREETJENEREN. (Indsendt.) Morgenbladet 28. nov. 1834. Med Rødt paa Grønt (Ideen net, og ta'et fra Papegøjer) Du gavner Herren lige let, og Publikum fornøjer. Dog Skade, at din Herre, som dig Liberie forlener, to Aar tilforn med Sligt ei kom. Da havde hans Stryggadenom jo været Paven liig i Rom: netop en Tjeners Tjener. Henrik Wergeland OM "NORGES DÆMRING". (Indsendt.) Morgenbladet 29. nov. 1834. Student Welhavens saakaldte polemiske Digt "Norges Dæm- ring" har været falholdt for 4 ß, 60 ß og 1 Spd. -- Priser, som alle ere overdrevne for et Arbeide, der visselig er under enhver Penges Værd. Saa maa man vurdere et Arbeide, der kun i Formen og i de overalt synlige Spoer af møisom Filen og Anstrengelse skiller sig fra en løs Masse prosaiske Grov- heder; og det kan langtfra forhøje Vurderingen, at man veed, at Forfatteren har anspændt sig i et Par Aar for at frembringe en Slump Sonnetter, der Intet besidde af hvad der characteri- serer et Digt, saalænge en gjennemgribende Idee, udført med Holdning og Opfindelse, Tankerigdom og Sandhed, Udstrømmen af Indbildningskraftens Aabenbarelser, Ynde eller Høihed, Ild og Liv i Behandlingen ere nødvendige dertil. Men lad nu det være: -- Forfatteren har ingensinde i sine forhen trykte Smaa- SIDE: 196 stykker givet Anledning til at vente noget i poetisk Henseende, eller til at udtyde saaledes hans pralende Erklæring til det norske og danske Publicum, at han nok snart skulde finde Anledning til at vise sin Perfectibilitet. Gud naade os! Parturiunt montes, nascitur ridiculus mus. -- Indsenderen gjettede derimod paa, at "Perfectibiliteten" vilde vise sig i en antagelig Satire. Men ogsaa som blot Satire be- tragtet, maa hans Arbeide kjendes under alt Værd. Thi ogsaa til Satiren har man bekjendte Fordringer, hvorfra den ikke løskjøber sig ved, som den welhavenske, at udpensle Triviali- teter, slippe Skjældsord ind, der tage sig ud som Peberkorn i Vand, recapitulere ældgamle Skoser over provincielle, virke- lige eller fingerte, Svagheder eller Mangler, bebreide saaledes Thrønderne Praleri, Bergenserne [fotnotemerke] eensidig Handelsaand, Chri- stiansand Fattigdom, udflikke velbekjendte Fabler og ved andre deslige deels Uforskammethedens Forargeligheder deels den aandige Magtesløsheds Usselheder. Man har her sandeligen det Hele. Og man skulde have det hoslagt med Citater, om Saadant kunde skee uden at fornærme Enkelte eller Communer eller endog Nationen og Meget af det den agter helligt, og som er udadleligt, over hvilket Alt For- fatteren har udtømt sin urene Aare. Værre for ham, end Skam- men af en saa jammerlig Debut, maa da den Uvillie være, som han har paadraget sig og fortjener for sine Uforskammetheder, der ikke engang har Vid at undskylde sig med; og netop den rundelige Afsætning, hvorom de sidste Falbydere ymte, maa sætte Grændsen for flere Udskejelser af et hensynsløst Sind og af en dagligdags Aand, der morer høit et Par Sløvpander med at lege en Lamartine en detail. -- Henrik Wergeland BEMÆRKNING VED OPSATSEN I FORRIGE NO. BETITLET "NYHED". (Indsendt.) Statsborgeren 30. nov. 1834. Indsenderen finder, at Meningen i følgende Sætning: "Og endelig ønske vi, at Justitsdepartementet ikke maatte finde Fotnote: Gammelt Ordsprog siger: Elendig Fugl, som tilsmudser sit eget Rede. SIDE: 197 de attester om Mandens Færd, som findes i hine Akter, mere paalidelige end de Embedsmænds, hvormed hans Ansøgninger smykke sig" -- ikke er tydelig nok, fordi den giver Anledning til at troe, at med hine Attester menes alene de Akterne ved- lagte. Meningen er naturligviis, at disse Akters forskjellige Beviser paa Angjældendes Brøde i flere Henseender afgiver en Attestation om hans Færd, som Folk turde finde paa- lideligere end Embedsattesterne, hvormed hans Ansøgninger smykke sig. BEMÆRKNINGER VED "NORGES DÆMRING AF WELHAVEN". (Indsendt.) Statsborgeren, 30. nov. 1834. 1. "Og mangen Genius har Lænken slidt; 2. Men først naar Sydens Vaar hans Hjemvee svaler, 3. Og først naar Verden om hans Storhed taler, 4. Faaer den Forviste et Slags norsk Credit." Ad. 1mum. "En Aand, som har sin Lænke slidt?" -- Vi siden sige kunne, om Billedet vi bruge frit: det hentet er fra dit, og dit igjen fra gale Hunde. Ad. 2dum. Hvor Sydens Foraar svale kan, Du i dit Nonsens lærer. Aha! nu er det klart, hvordan vort Nordens Vinters hede Brand din Hjernemarg fortærer. Ad. 3tium. Den Verden er ei meget stor, som skal din Storhed mindes: Dahls Disk er Skrankerne derfor; dog knapt i bedre Forhold troer jeg tvende Ting kan findes. SIDE: 198 Ad. 4tum. En Slags Credit forvist du har; thi endnu ei betalt er den Løn, som Holberg jo beskar en Statssatyr bestalter. Nok En: Sært nok, at de Sonnetter blie af Alle ei udskregne. Thi disse fixe Termini (d. e. din hele Poesi) de ere Alles egne. Nok En: Dahl roser Jahnses Vand, "Før -- siger han som sand, -- der var lidt Gruus og Sand iblandt. Men nu maa man ham lade, at han har den Gave, at lade det saa tyndt som nogen Mand vil have." TROMMEVISE TIL DÆMRINGENS FORFATTER (Indsendt.) Statsborgeren, 7. des. 1834. "Men hvor man ynder Piben kun og Trommen". Norges Dæmring. Knapt gives saa elendigt Skind, Klang kan jo derfra komme. Thi flux den hviner Piben din, saa buldrer Dahlses Tromme. Omquæd. Paa Panden, for at rime, med knyttet Næve kime? -- saa faaes Klang af tomme Tromme. SIDE: 199 Forvist det er en fæl Musik, som bør forvises Staden En Hoben fiffig Pøbel fik den sammen dog fra Gaden. Omquæd. Paa Panden, o. s. v. Som Trommens begge Huder I og passe til hinanden. "Tilhører jydske Compagni" i Messing staaer om Randen. Omquæd. Paa Panden, o. s. v. Det lyster norske Hænder nok paa sligen Tromme spille. Ei heller skulde med en Stok Revelljen lyde ilde. Omquæd. Paa Panden, o. s. v. Nok et Trommevers. Hvor trommehuult er dog dit Værk, fast Rimene du sliber. Buldr høit! buldr høit! Slaa Hvirvlen stærk; thi hele Norden piber. Omquæd. Paa Panden, o. s. v. SIDE: 200 FORSKJELLIGE, ISANDHED COMPETENTE FOLKS DOMME OVER "NORGES DÆMRING". (Indsendt.) Statsborgeren, 7. des. 1834. En: Sin Fødeby med vammelt Jugl besudler Jahn i Vrede, Men det er en elendig Fugl som smudser til sit Rede. En Anden: Ei! gyldent Snit paa sligen Sang! (Ligt hektisk Blus paa Kinden) Den udenpaa til Guld har Trang, som mangler det forinden. En Tredie: At Riim -- men selv det bedste er tanketomt og huult -- fra Jahnses Pen kan rinde, er ikke meget fuult. Thi Den, som haardt sig piner, tidt. vil, uden Laxativ, nok producere lidt. ...... -- (Fortsættes.) Henrik Wergeland GRAVSKRIFT OVER EN PROKURATOR (Indsendt.) Statsborgeren, 7. des. 1834. Herunder hviler Lovens Tolk, Som spotted Gud og narred Folk. GIGEVISE TIL DÆMRINGENS FORFATTER Statsborgeren, 14. des. 1834. "Men her skal alle stryge løs paa Gigen". Hvad Uskikk! nutildags Enhver tør løs paa "Gigen" hamre. Dit eget Instrument den er. Med Ret du da maa jamre. SIDE: 201 Vær stolt: I Digt unaaelig du ene Gigen spænde! Thi Ingen maaler sig med dig i Fædreland at skjænde. Ved Fastelavn, hvor alt er galt, maa gamle Gige skraale. Din Poesi var mager alt; hvor skal den Fasten taale? Hvis falske Noders Charivar os negativt det Høie antyder, i dit Digt da har vi Dette klart for Øie. "GJENNEMBRUD AF TAAGERNES FORSÆNKNING." Statsborgeren, 14. des. 1834. Man vented' Aare ind og ud (hvad Grund til saadan Tænkning?) i Jahnses Sjel "et Gjennembrud af Taagernes Forsænkning". Det kom, det kom, men kom som Slud: en nederdrægtig Stænkning. Men dog forvist "et Gjennembrud af Taagernes Forsænkning". Det lider Gjæs og Ænder godt; thi Rendestenen flommer, og "Jydejødens" Skude flot, igjennem Muddret kommer. SIDE: 202 Hvor ligt en jydsk og hollandsk Flom! Mens alt det Tunge sjunker, det tomme Skrab høit flyder om, som for Exempel "Dunker". SIDESTYKKER: Statsborgeren, 14. des. 1834. "Bort da med denne jammerlige List, At dække under pralende Bravader I tomme Skrifter eller tomme Gader, Den norske Lunkenhed og Statens Brist." Dæmringen. Bort da med denne jammerlige List, at dække under pralende Bravader i dine sands- og skjønheds-tomme Rader dit Hjertes Lunkenhed og Hov'dets Brist. Henrik Wergeland [TIL BOKHANDLER JOHAN DAHL OM HANS POETISKE KONKURRANSE] Morgenbladet 16. des. 1834. Hr. Boghandler Johan Dahl opfordres herved til inden kort at opgive de "Kyndige", som han vil formaae til at bedømme de Manuscripter, som maatte vorde indsendte til Concurrence om de 12 Souverains "i Guld". [fotnotemerke] Det maa være Mænd, om hvem man har Grund til at troe, at de ville være retfærdige. Dette først og fremst. Det maa ogsaa være Mænd af bekjendt Talent, æsthe- tisk Dannelse, Kundskaber og Skjønsands; under Alt Mænd, om hvem man i alle disse, et Censorat vedrørende, Henseender kan have bedre Tanker, end om Hr. Boghandleren selv og Døgn- fluerne om hans Bodlampe. Det maa ikke være Folk, som kaste Stænk paa Nationen, som ringeagte dens Følelser, bebreide den, at den misbruger sine Institutioner, beskylde Hansteens, Krafts Fotnote: Netop som: Sølvspecier i Sølv, Kobberdanker i Kobber. SIDE: 203 og Keilhaus Landsmænd for Mangel paa god Villie og Sands for Videnskabelighed, og gribe til den elendige Udflugt og bag- vaskende Forsøg paa at vildlede Opinionen, at beskylde dan- nede og talentfulde Nordmænd for Had mod alt Fremmed -- saaledes som Student Welhaven har gjort i sin Pasqvillade. Det maa heller ikke være upoetiske Digtere eller udigterske Poeter, som skulle dømme; heller ikke polemiske Digtere; ikke Skjønaander uden Skjønsands; ikke floskulerende Dybsindige; ikke dybsindige Nonsensialister; ikke phantasiløse Sværmere; ikke Recensenter for god Betaling eller Anmeldere for gode Ord; ikke Digtere for Souverainer i Guld; langtfra halvstuderte Røvere; men heller ikke akademiske Tiaaringer, som efter en maadelig Artium endnu ikke have klaret 2den Examen, saaledes som Tilfældet siges med den polemiske Digter. Ingen slige Folk maae være Dommere. Ingen Slige bør engang udpege Dommerne eller hjælpe Hr. Boghandleren i Valget. Men de omringe ham dominerende og dominerede. Ogsaa dette Lys seer sine Straaler brudte af en ureen Dunstkreds. -- -- Efterskrift: Jeg er bange for at have fortørnet Boghandleren. Dog var mit Raad velmeent, mine Vink, troer jeg, rigtige og -- jeg troer ligeledes -- ikke unødvendige. Men kan hverken Dette eller at jeg lider det splendide Exempel, han har givet sine Col- leger, fri mig for Fortørnelsen: saa kan vel heller ikke den op- rigtige Tilstaaelse, at jeg antager hans Souverains for at være den Sol, som forjettes i den welhavenske Dæmring (endskjøndt den upaatvivlelig er mere glimrende end man efter sligt Gry kunde vente), frelse mig fra Fortørnelsens Udtømmelse. Thi "Souverainen byder, og Blod og Blæk i tusind Strømme flyder". Og -- efter en Scene i et Stykke, som i den sidste Tid er kom- met paa vort lille Verdenstheaters Repertoire -- en vis Mand (?) sagde: "Min Mad du aad og mine Vine drak du: hvi siger du mig ei i Morgenbladet Tak nu? Igaar man atter af min Ryg jo Remme skar. For lunkne Venner ei mit Huus jeg aabent har. SIDE: 204 Alligevel -- hvis jeg nu vil iqvel -- tractere med Burgunder, Vers og Hummer.. ? Og fik til Svar af en ærbødig Tjener: Saa skal du faae forvist i næste Nummer. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 17. des. 1834. I Christiania ere Livreetjenerne næsten ligesaa sjeldne som Excellencer. "Hvilken Excellence tjener Du?" spurgte Under- tegnede for et Par Maaneder siden en grøn- og rødlivreert liden Person. "Boghandler Dahl" var Svaret. -- Sednerehen blev i et Epigram paastaaet, at Ideen til et saadant Livree, som det Bog- handleren havde opfundet for sin Dreng, ihvor net, dog upaa- tvivlelig var tagen fra Papegøjer, og i sin Udførelse ikke uskik- ket til at fornøje Publicum. Dette randt mig ihu, da jeg forleden mødte det pyntelige Offer for sin Herres Forfængelighed. "Flyver Du endnu om som Papegøi?" var et Spørgsmaal, der, uagtet Hensigten at vække hans Selvfølelse, dog undslap for iilsomt. -- Tilstedeværende ville kunne godtgjøre, at dette er den hele Bagatel, som har ladet Boghandler Dahl glemme, at han ikke behøver Aviserne saalænge han er i Besiddelse af Byens første Sladderbod, og saalænge Foragt beskytter hans Smædelyst. 16de December. Henrik Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSER Morgenbladet 24. des. 1834. Den vrede Herre vil for sine Skamløsheder i Morgenbladet for 19de Decbr. m. m. blive dragen til Ansvar af Henrik Wergeland. SIDE: 205 Herrens Sygebulletins 16de Decbr. [fotnotemerke] Livreetjeneren: Hvor er en Haand saa kold, at den kan Herrens Pande svale? Idag hans Paroxysm igjen begyndte som hos Gale. Doctoren: Forslaaer Saltpeter ei og al vor Iis imod hans Smerte, da lægge Han sin Kyllingskal mod Dæmringskjaldens Hjerte! Bulletin 17de Decbr. Livreetjeneren: Idag saa mat er Herren -- ak! Saa hæst han fantaserer om Stumper, som forbandet stak, om Excellensers Skaberak, om Pikkets libererte Pak, om Dunces Jockey, Dandys Jack, om smuk Idee, men hæslig Tak, om Himmerig bag Skagerak, om Dæmringsnik og Morgensnak i eet Han delirerer; og grønne Papegøjer -- ak! forbi hans Blik spadserer. Doctoren: Friskt Mod, min Gut! den Krisis tak! Thi just i saadant Pølsesnak din Herres Sjel laxerer. Bulletin l9de Decbr. Livreetjeneren: Min Herre -- ve, al Hjælp for seen! -- min Herre, fra Forstanden, barduus mod Raadstuvæggens Steen idag har løbet Panden. Fotnote: Se Morgenbladet for den Dag. SIDE: 206 Henrik Wergeland VELÆRVÆRDIGE HR. PASTOR A. B. I MORGENBLADET NO. 322, 1834 (Indsendt ) Morgenbladet 16. jan. 1835. -- -- Det har jeg forat have forsvaret Geistligheden for dens saa mangelunde paaankede segnities! Personalier har jeg; Spot over en sygelig Tilstand, som endog er mig paadigtet, ihvor- meget end Folk kan have gjort for at sætte mig deri; aabenbare Fordreielser af mine Ord, som f. Ex. hvor D. V. paastaaer, at jeg selv bekjender ikke at søge at undgaae at skjære Alle over een Kam; Haan seer jeg henslængt paa Hædersmanden Fau- chald, Skjældsord paa mig selv; og endelig, idet D. Velærvær- digheds Kjærlighed culminerer over al menneskelig og christelig, hører jeg al Patriotisme mistænkeliggjort og brændemærket med en ubetinget Beskyldning for Egennytte. Pokker og ikke jeg maa efter slig Tak forsvare Præsterne og segnitiem pastoralem! De have ogsaa fortjent det af ham, saafremt det er sandt, at den ene Artighed er den anden værd. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 22. jan. 1835. Da det har behaget Morgenbladets Redaction, at indskrænke det Begreb, den vil meddele sit Publicum om en nysudkommen Pjece, betitlet "en norsk Borgers Tanker om Norges Dæmring", hovedsagelig til at den indeholder en Oppassers Historier om mit og Venners Forhold i Anledning af Dæmringen: saa finder jeg mig motivert til at erklære, at min og mine Venners Menin- ger vel i Intet vare forskjellige om dette Product, betragtet baade som poetisk Latterlighed og som et Skandskrivt over den norske Nation, der kunde fortjene alvorlig Straf; men at jeg har al Grund til at troe, at deres Forhold, uagtet den retfærdige Indignation, som maa være enhver fornuftig og retskaffen Nor- mands, har været endnu passivere end mit. Men fortæller Bor- geren andet om dette, end at jeg satte lav Priis paa det skam- løse Skrivt, og tillod mig mundtlig ved Leilighed temmelig udførligt og tydeligt at sige Forfatteren min Mening om hans Arbeide, saa farer han med Snak fra Sladderboden. Henr. Wergeland. SIDE: 207 FORLANGTE EPIGRAMMER TIL BOGHANLER DAHL (Indsendt.) Statsborgeren 25. jan. 1835. Du klager: "snart med Stok og Steen i tause Nat jeg vækkes. Jeg vædder vist: hos Dig ei Een, men To af Søvnen skrækkes. Selv ei om Natten være fri? Der brøles, slaaes og skrydes. Hvor ubehag'ligt, af udi Forretninger at brydes! Dog husk, det dæmrer jo til Dag; Hvor Stjernes Lys er ude. Nu gale Hanerne paa Tag, og alle Hunde tude. Forlangt Epigram. Mon fuld, mon gal, mon ond var D., forleden? -- Svært at sige. Den Mening er dog neppe gal: han alt det var tillige. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSER Henrik Wergelands Bagvaskere. Morgenbladet 30. jan. 1835. I længere Tid have Henrik Wergelands Fiender -- Avinds- mænd skulde de hedde, om det ikke var et Misgreb, at kalde Uslinger Mænd -- ogsaa af den literære Sort gjort hans private Liv til Maal for sine Bagvaskelser. Publicum har erfaret det; og dets rigtigt seende Deel har vel, ligesaalidet som den saa- SIDE: 208 ledes Angrebne, endogsaa uden at tage hans Stilling i Betragt- ning, kunnet tage Feil af Hensigten med en saadan Polemik. Han var kun lidet over 20 Aar, da man troede, paa denne Maade at burde kalde Æreløsheden og Løgnen til Hjælp. Bag- talelsen havde sine Agenter, alt længe aabnedes et eget Bureau dertil. Saalænge det ikke gik indtil egentlig Injurieren, havde den Angrebne god Grund til med Foragt at oversee en Frem- færd, som stemplede Ingen mere end Dem, som øvede den, og som enten maatte skrive sig fra overvættes Vrede eller fra en selverkjendt Mangel paa bedre Vaaben eller vel rettest fra begge disse fatale Omstændigheder i Forbindelse med en Plan, som de saameget mere maae blues ved, som den er let at gjen- nemskue. Senest har den anonyme Forfatter til en slet sammensmurt, i Aand som Stiil gudsjammerlig Pjece, "en norsk Borgers Stemme", betjent sig af deslige uhæderlige Vaaben med alt det Overmaal af Frækhed, som Tiltroen til Dumhedens Fribrev og Tanken om at man i Almindelighed er enig om at oversee An- greb af den Natur kan ingyde en Stymper. Hans vidløse Forsøg paa at spotte Henrik Wergelands Bestræbelser for Almeen- oplysningen, ja endog hans Klædedragt; hans taabelige Ind- bildning, at kunne faae Folk til at troe, at Henrik Wergelands Digte og Taler virkeligen rammes af saa usle Parodier -- alt Det skjænkes ham naturligviis. Derimod skulde der være mere Spørgsmaal om den erklærede Løgn, at Henr. Wergeland af og til har været i Politiets Kløer, kan oversees med samme Foragt, der skulde være en utilbørlig Skaansel, om Læserne ikke af Pjecens øvrige Indhold skulde finde god Grund til af sig selv at holde ogsaa den Angivelse for Bagvaskelse. Da nu W. ingen- sinde har staaet i nogetsomhelst Forhold til Politiet, hvilket af dettes Erklæring og Protocoller letteligen vil kunne bevises, og Forf. har begaaet den Uforsigtighed i utvetydige og skjærpede Udtryk, at beskylde ham for endog, og det oftere, at have staaet i et saadant Forhold til Politiet, som man kun ved Forbrydelser eller betydelige Uordener kommer i: saa har han unegtelig givet sig i Wergelands Haand. Imidlertid kan Calumnianten trøste sig med, at Henrik Wergeland har en egen Grund til ogsaa at skjænke ham dette -- den nemlig, at han er kjendt af W., og SIDE: 209 at Denne ellers er ham Tak skyldig, fordi han aldrig har mødt ham, uden at have faaet et Haandtryk stjaalet fra Venskabet og et Ansigt stjaalet fra Oprigtigheden. Man tør troe, at Gjelden er løst. Tilskrivt: Om noget kan siges uværdigt af Den, der saa skam- løst har mishandlet sit Fædreland som Stud. Welhaven, skulde man saaledes benævne denne Persons gjentagne Anvendelse i No. 24 af den heroven beskrevne Stridsmaade. Han har frem- stillet den førstfortalte af sine personlige Rencontrer med vel- betænkt Udeladelse af megen anden Sandhed, som Wergeland lod ham høre for hans Skandskrivt, medens den vittige For- fatter, taus og forlegen, gjorde en høist jammerlig Figur. Men om han ikke skulde erindre bedre, gives der Folk, som gjøre det. Ligesaa ved Fremstillingen af den anden, som trænger til følgende Oplysning: ved tilfældigviis sammen med to Studenter at gaae forbi en Dør, underrettes Wergeland om, at Welhaven boer der. Øieblikkelig stak han Hovedet ind og spurgte: "skriver Du wergelandske Oder og Sonnetter nu, Jahn?" Da de Tre vare komne ned i Trappen, som førte ligened fra Døren, som Werge- land strax lukkede efter sig, aabnede Welhaven denne, og sagde, saavidt de forstode, "troer Du, at kunne fornærme mig med Sligt"? Da Wergeland kortefter i Studentersamfundet blev spurgt om hans, en forfærdende Aabenbarelse lignende, pludse- lige Visit hos W. var løben saaledes af, som man fortalte hos og fra Boghandler Dahl, henviste han til de just tilstedeværende Vidner, som fortalte Begivenheden ganske som oven; og lagde til, at han fik Indfaldet af Welhavens Udladelse i Kjøbenhavns- posten, -- samme No., hvori han lover at finde Leilighed til at udvikle en overraskende Perfectbilitet -- at han med største Lethed tør paatage sig at skrive wergelandske Oder, samt af at han har gjort Wergeland den Tjeneste, at skrive og forsøge trykt Oder i hans Navn -- et foragteligt Kneb, som den rene Welhaven, idet han herom maa gaae til Bekjendelse, kun er- klærer for en ikke usædvanlig literær Mystification. For sin taabelige Paastand, for denne sidstnævnte, men ingenlunde saa skarpt som fortjent benævnte Gjerning, samt for sit hele fore- gaaende odiøse Forhold til Wergeland, kunde Welhaven vel neppe erholde mildere Straf end et Spørgsmaal, fremsat paa en SIDE: 210 Maade, som hvæssede det Spottende deri noget mere. Og ret- færdige Bitterheder paa hvilketsomhelst Sted maa vel Den vente sig, der ved at gjøre alt Sit til forat prostituere sit Fædreland for Alverden, ogsaa har gjort alt Sit til for retteligen at være hjemfalden enhver Normands Foragt og tugtende Behandling. Henrik Wergeland [INNLEGG I DÆMRINGS-STRIDEN] (Indsendt.) Statsborgeren 8. febr. 1835. I Morgenbladet Nr. 23 f. d. A. underretter Hr. Finkeljokum Publikum om, at han allerede glæder sig til de patriotiske Gil- der, som ville foranlediges, og til den gode Viin, hvori Yttrings- frihedens og Domstolenes Skaal vil blive drukken, saafremt Recensenten i Morgenbladet Nr. 2 fuldstændigen vinder sin Sag. Enhver, som kjender Hr. Finkeljokums Charakteer -- og den er temmelig almindelig bekjendt -- er sikkert overbeviist om, at denne Hædersmand ikke glæder sig over, at der bliver drukket god Viin, med mindre han selv faaer sin behørige Deel deraf, og man kan derfor med Vished slutte, at han agter at forherlige hine Gilder ved sin høie Nærværelse, det være nu enten som Spion eller i hvilkensomhelst anden ædel Hensigt. I dette Til- fælde bør man ikke alene være belavet paa en tilstrækkelig Qvantitet Cognac, Portvin, Posteger, Kager etc., hvoraf den ædle Gjæst idetmindste maa have saa meget, som et halvt Snees andre Mennesker, men ogsaa Røgelse, i behørig Mængde, for at ikke de øvrige Gjæster skulle tabe Appetiten formedelst den utaalelige Lugt, som dette stinkende Aadsel udbreder. Naar man veed, hvor stor Priis Hr. Finkeljokum sætter paa Gilder, hvor der vanker brav for Tanden, kan man ogsaa let forklare sig, hvorfor han har havt saa travlt med at ægge den ædle Dæm- ringsskjald til Proces. Et almindeligt Rygte siger ellers, at Hovedbevæggrunden til hans Iver i denne Henseende har været Haab om at komme en vis Mand tillivs, som han havde sat sig i Hovedet at skulle være Forfatter til Annoncen i Morgenbladet Nr. 2, og til hvem Hr. Finkeljokum bærer et dødeligt Had, deels fordi hiin Mand ikke hylder servile Grundsætninger, hvis ivrigste Forfægter Denne af let begribelige Aarsager er, deels fordi han SIDE: 211 ikke beundrer Alt, hvad der kommer fra hiint Utopia bag Ska- gerak, eller troer, at dens Beboere ere Jordens første Folk, og endelig fordi hiin elsker Norge ligesaa meget, som denne hader det, skjøndt det ikke alene har fødet, men endog gjødet ham. Rygtet siger ellers, at hele Banden skal være bleven meget slukøret, da den opdagede sin Vildfarelse, og gjerne havde ladet den hele Proces fare, hvis den ikke havde anseet det for rettest at gjøre gode Miner til slet Spil. Saameget er imidlertid vist, at Hr. Finkeljokum søger med de stærkeste Farver at afmale den horrible Straf, der vil ramme Forfatteren for hans formastelige Skrivemaade, (rimeligviis for at skræmme ham) samt snakker vidt og bredt om, hvor klogt han vilde handle, hvis han forligte Sagen. At Dæmringsskjalden vil faae bene- ficium paupertatis -- risum teneatis amici -- er ogsaa Noget, man søger at indbilde Folk, ret som om man ikke vidste, at cyclopiske Ideer ikke nu ere de herskende. Hr. Finkeljokums Adfærd i den omhandlede Henseende synes ellers at have nogen Lighed med en Prokurators, der lader sig betale af begge Par- ter, da det ikke kan feile, at han jo skal være med i de upatri- otiske Gilder, som lille D. upaatvivlelig vil foranstalte, hvad enten hans Partie vinder eller taber Sagen, i første Tilfælde, for fælleds at glæde sig ved de servile Ideers Seier, og i sidste for at trøste hverandre og opmuntre til fortsat Kamp mod Norskhed og Liberalitet. Henrik Wergeland [OM "PAPEGØJEN" OG BOKHANDLER DAHL] (Indsendt.) Statsborgeren 15. febr. 1835. Naar man læser i "Papegøjen, Fastelavnsriis af Siful Sifadda" Papegøjens Breve til Principalen, skulde man troe Dumheden deri overdreven. Imidlertid er det ikke saa. Man sammenstiller blot følgende Johan Papendals eller Papegøjens: -- "Da jeg nu saagodt som kan være Principal selv saa gaaer alt endnu fortræffeligere og Ingen mærker, at jeg er en Papegøi saa gaaer alt her- ligt m. m. Samt da Alt gaaer herligt saa kan jeg være Principal selv og ophæve Forholdet paa egne Been som jeg nu da alt gaaer herligt m. m. kan staae paa selv, " -- SIDE: 212 med følgende Pleonasmer af Boghandler Johan Dahl i et Aver- tissement i Tillæg til Morgenbladet No. 34: "Af Landskabsmaler Balke er indleveret til Salg hos Undertegnede: to Oliemalerier, o. s. v. -- begge Malerier ere at see hos Johan Dahl." Dette ere Papegøjestiil. Henrik Wergeland TANKER VED JOH. WELHAVENS "TIL VENNER OG FIENDER" I MORGBL. NO. 36 (Indsendt.) Morgenbladet 17. febr. 1835. "Gaae i dig selv, ligesom jeg er gaaen i denne Skarn- basse. -- Det er forbi med os begge; lad mine sex afrevne pedes minde dig om, at det er et ligesaa ulykkeligt Indfald at ville være Digter, naar man ikke er det, som at ville være Menneske, naar man engang er bleven Papegøi. Lær af dette udsluknende Liv, at du staaer paa det skrækkelige Trin for en gammel Student, at de sidste Gloser henblegne i din Hukom- melse. Og lad denne Kokase minde dig om, at Hver har sin Sfære -- Sfære -- -- ". Oldenborren til Polemikkel Poetikkel i "Papegøjen." Ved Muserne, Fædrelandet og Sandheden, hvilke Dæmrin- gens Forfatter saa skrækkeligen har fornærmet -- jeg gyste da jeg læste hans Sendebrev til Venner og Fiender. Det var mig ikke længer tvivlsomt, at Hovmodet var indtraadt i sit yderste, i Aandsforvirrelsens Stadium; at den jevne Prosaiskhed, hvoraf det polemiske "Digt" bugner, ikke længer afgav modvejende Tyngde nok mod de voldsomme Svingninger, hvori Ærgrelse over at have grebet feil efter Laurbærkronen og nagende, util- fredsstillet Ærgjerrighed saa tydeligen har sat hans Aand. Med den sammenpressede Damps Intensitet har hiin mørke ødelæg- gende Kraft sprængt de sidste Skranker af sund Forstand, af Beskedenhed og af den tæmmende Bevidsthed, at have forløbet sig, som ellers holder Kaadheden og Drivten til nye Attentater tilbage. Det er skeet. Vi have seet det. Verden er bleven underrettet om at de sørgeligste Ahnelser ere gangne i en altfor tidlig Op- SIDE: 213 fyldelse. Endnu skulde der dog, efter Naturens Love og Medi- cinens Forskrivter, have været Tid til at forebygge det ved Pur- ganzer, Dampbad, sveddrivende atoniske Midler, Aareladning i Forbindelse med en strengere diætetisk og mildere psychisk Behandling, end jeg har Grund til at troe har været anvendt. Hine Lægemidler, som dog tidligen vare indicerede, have aldeles været tilsidesatte. Hvor slet Diæten har været iagttaget, have ufornuftige Venner noksom lagt for Dagen ved at prale af at Nationens Fornærmer gastererer hos dens Statsraader; og Na- tionen har ikke undladt med Vægten af sin Vrede stedse mere at condensere de Følelser af Skam og Forbittrelse, som i fortsat Gjæring maatte udvikle sig af de Stoffer, man har opdaget i hans Indre. Under mildere Tilretteviisning eller overladt til sig selv, skulde den skulende Skamfuldhed været indtraadt; men nu -- det var en naturlig Operation -- nu antog den en positiv Cha- rakteer, og gik over i fortvivlet Forbittrelse over egen Dumhed og Andres Harme, og denne Forbittrelse er nu gaaen over i -- -- ak! vi have seet det -- i det Slags Galskab, der finder For- nøielse i at forøge sin Ulykke, i at incitere sig selv indtil det Yderste, ligesom den Skabbede, der kløer sit Skab ud over hele Kroppen indtil den er eet væmmeligt Saar. Mange antoge vel en anden Gang af Sygdommen; og anbefalede som Præserva- tiver mod det Yderlige, en, som naturlig supponert, Nedstemt- hed efter den unaturlige Kaadhedsyttring, Udgivelsen af Dæm- ringen maatte have tilfølge, forskjellige roborantia nervina, kolde Bad, og nogle gode Doser fustis juniperi nodosi; -- men deri har dog min Prognosis viist sig som den rigtigere, at en over- spændt Stemning (tumor animi) virkelig var Grundondet, som da burde have været taget som ovenangivet. Men Alt er nu forsilde. Rasende var Sygdommen i sine Ele- menter, rivende dens Gang, og denne forceret ved slet Cuur og Skjødesløshed hos Patienten og hans Omgivelser. Nu skal det være lettere at standse Cometen i sin Fart end denne Aand i sine Forvildelser. Febrilske Incitationer lade ham ikke føle hvor svag han igrunden er. Med krampagtig Anstrengelse kuer han den nagende Bevidsthed om at have begaaet en Streg, der paa- drager ham Ringeagt; og arbeider for at lade nye Tepper gaae SIDE: 214 ned over en Usselhed, han saa ubetænksomt blottede. Han stryger sig over Panden, sort af piinlige Lucubrationers Sod; -- den kolde Sved føler han sile ned over sine Fingre, og veed i sin Forvirring ikke om det er Skamfuldhedens Sved eller den kjølige Laure. Han raaber: se jeg er en Martyr for dette utak- nemlige Folk! Han taler om at han forfegter det Folks Sag, han har gjort Sit til forat udskjæmme for Alverden. Sit Stand- punct udpeger han ovenover dem, der med saamegen Ret viste ham tilrette, mens alle Mennesker forgjeves speide efter en Plads, der skulde kunne indtages af ham ovenover den alminde- lige Riimskumlers. Ligesom Ulysses von Ithaciens ulykkelige Staldbrødre eller som Middelalderens fire Varulv-Idealister synes det ham som om han kun har med Tyre, Bjørne, Kjør, Aber, Asner, Uhyrer og Hunde at bestille. Men han vil ikke fegte med de "enkelte Hunde"; -- dertil er han for god -- men med hele Hundeflokken, d. e. Nationen eller den overtalrige Masse deraf, som er bleven forarget ved de Fornærmelser mod Norges Ære og den historiske Sandhed, en af dets egne Børn har tilladt sig. Han taler om at have hærdet nye Landser, flettet nye Svøber, mens man kun opdagede et Kosteskaft og en Brix i en Daares Haand; og om en uimodstaaelig tvingende Genius, medens det Eneste, som rører sig, liig Aal i tør Sand, i hans geniløse Linier, er Usandfærdighed og Skjældsord. Og endelig -- o I Bidstrups, Opsloes, Bedlams og Salpetrierens saa ubilligt Lidende! I saa skammeligen fængslede "uimodstaaeligt tvingende Geniusser!" -- endelig samstiller han sig med Tegnér og ymter utvetydig om at han vel ligesom Denne kunde fortjene Akademiets store Guldpræmie og Nationens Agtelse og Kjær- lighed, eftersom han ogsaa i sin Dæmring har "med Ungdom- mens Varme og den djærveste Pen anklaget sit Folks Aands- sløvhed og moralske Afmagt!" -- Sandelig man kunde fristes at troe, at Sygdommen har naaet sin Høide. Bedring skulde saaledes være at haabe, dersom ulykkeligviis denne Sygdom ikke netop bestod i stedse med Mellemrum stigende Culminationer. Vi har saaledes nu en tredie ivente naar han kommer liig Smeden fra sin Esse. Men da vil jeg benytte næste noget roligere Intervallum til at anbefale en meget lang Udenlandsreise enten forat helbredes i Lande med SIDE: 215 bedre Indretninger eller forat opsøge det gamle Middel Helle- borus eller forat nedlade sig imellem Tyrkerne, der bedre end vi vide at lønne slige Folk med Agtelse og Kjærlighed. Henrik Wergeland OM NYE SVENSKFARVEDE VAABENKAPPER (Indsendt.) Morgenbladet 7. mars 1835. De norske Officierer see i sine nye blaae Vaabenkapper med de hvide eller hvidgule Snorer ganske ud som svenske. -- Isand- hed et opbyggeligt Syn for os! Saaledes udbreder Forsvenskel- sen sig mere og mere efter det Ydre, og griber med sine Kræft- rødder efter det Indre, som neppe, ved Tid og Stunder, under saadanne Omstændigheder, skal formaae at holde sig ufordær- vet. Vi vide vel, at flere af DHrr. Officierer villigen gik For- vandlingen imøde med den Grund eller Undskyldning, at de forrige graae Kapper skulde skifte Farve; men virkelig den Farveskiftning, man nu fik see, var mere paafaldende. Af vig- tige politiske Grunde, af Grunde, som mere end blot National- følelsen tilsiger, burde og kunde ialfald enten en anden Farve, end den svenske Armees, været valgt eller ogsaa denne være bleven forsynet med saadanne Distinctioner, at Normanden ikke skulde være udsat for den smertefulde Tvivl, som nu maa nage ham, naar han seer Armeens Rækker. Det er nu noget mere end Ordonnantsuniformerne og de sorte og gule Adjutantsplu- mager, som vækker den i hans Indre, og opstiller deri med glødende Farver Rækken af alle de Fornærmelser, som Natio- nens Ære har lidt og lider, som have udelukket en National- cocarde, beflekket dens Flag, udestengt det fra Havene og heftet alle de foregaaende Carlers Pretensioner paa Norge til dets offentlige Bygninger, Mynter og Love. Vi opfordre norske Officierer til at oplyse, om der fra vedkommende høiere Mili- taire er forsøgt hvad Midler deres Stilling tillader, og som anstaae det norskbaarne Hjerte, der maa slaae med Ulyst under svensk Dragt. Vi kunne ikke opgive at haabe det, endskjøndt vi have i bittert Minde Lieutenant Welzins Skjebne, der idømtes Arrest fordi han i et fritskrevet Brev erklærede at ville holde ved sin graae Kappe. Og vi troe, at det er af saamegen Vigtig- SIDE: 216 hed hvad Farver den norske Armee bærer, at Forandringer deri ligesaavel fortjener Kongens ansvarlige Raads som Folkets Op- mærksomhed. KATTEN OG MUSEN (SYTTENDE-MAIS DIGT AF PEDER HALVORSEN) Samfundsbladet 11. april 1835. Foreningen. (Accompagnert ved at knibe en Kat i Rumpen eller med Violin.) En gammel Kat, en stor, en graa (jeg troer, skam, den var blaa) med venligt Griin, med venlig Blinken, hexet ind i Øiets gule Blus, til liden Muus, der soled sig i Ro og Mag paa høien Tag fremlæspede: "Venskab Du drikke og Duus med Puus?" "Ved Hundens Glam! Ved Maanens Glød! i Liv -- jeg svær -- og Død Fostbroderskab jeg rækker Dig i denne Lab. Da bliver Katte-Kloe Muus-Glavind jo? Dens Vejrhaar jo din Landsering Du lille Ting! Kryb ned blot, kryb ned! og Dig læg i min Klo til Ro!" Ja sluttet blev Foreningen og Kat og Muus blev Ven. Hvor gik det? Ha! Hvor gik det? Hahahahaha! SIDE: 217 Er Maanen klogere end Du selv, min Ven? Jeg veed det grant, den rødmed før! som Møe det bør. Nu bleg jo og flau som en dame a la mode er den. Det skede, og et Timerind laae Musen krum og stil, og lytted' til at Katten spandt paa Rokken sin sit Snurrururrerur. Men sin Natur ei Musen længer tøilegreb: -- en Quel den peeb. Da første Gang frygtelig mjauede Puus i Dur. Flux stille blev den lille Muus, ja som en, som en Muus. Men engang -- ak! som Majens varme Straale stak, da, som af Noahs Ark fra Luft og Mark udvrimled Livet, lysted' og iblandt den Flok af Sommerens Fugle etcetera vor Muus et Spark. Langt værre da, end førstegang i Musens Øre sang et rædsomt Mjau saa Echo toned togang: Au! men næste Vaar -- o Skræk! fra Rosenhæk fremgløded samme Sol, og gjør et Puds som før. Thi Sommerfugl flagred og Lærkerne sang som før. SIDE: 218 Ja Sommerfugl og Kræ og Kryb, kort Livets Alleslags op klatred strax paa Solens Straal fra lunken Dyb. Om Friheds milde Lyst Allivets Røst opsvulmed Sommerskyens Bryst, -- det spændtes ud -- ha, se som en jublende Svane der foer til Gud. Ak! Musen, stakkels, er ei med, da Livet drog afsted. Jo Majens Soel i Smug faaer samme Kapriol. Da fraaded Kattens Tand; dens Blik blev Brand og Kloen langs ad Musen foer med blodigt Spoer. Da bævede Musen, fortvivlet den var deran. Det Kattevenskab ønsked Muus i Fandens Vold barduus; ja ønsked sig paa Taget meget inderlig Sit tredie Rædsels-mjau da Katten gav Et Lynhviins Vee et Torden-Ha var Mjauet da. Siig Musen da krymped; om muligt, den blev meer flau. Intermezzo-Recitativ. Bort nu Violin! Din Qvint er for fiin. Den ligner det Blik, der skjærende seer SIDE: 219 kun hvad der er nær og her, microscopice grant, kun hvad der er factice sandt. En Bas maa jeg have, hvis slørede Toner hvis chaotiske Rungen kan tyde de tunge Gestalter, som Øiet omskulme, de Fremtidens Kornmod, den Spaadom i Lyn, de Stjerner saa vildsomme, taagede, halede, brogede, de Bloddryp fra Skyen, fra et Ragnaroks lumrende Mulmen, fra et Daggrys blodrøde Ulmen. I Tidens Bug maa jeg stirre. Som Fosteret i Bækkenet øine de Dage der engang paa Solens Triumfatorhjul, som Verdens Beherskere skulle fra Evigheds Dybder fremrulle. Ufødt Udaad og Stordaad jeg skimter, Bedrifter, der skulle fra Muld mod Himmelen rage som Palm eller Stage jeg øiner i Dybet som Morildens Glimten. Ah! Taler som Vinden, Gestalter som Skyer? Uskeete Bedrifter, ufødte Mænd De nærme sig, hvifte og hvifte og flyer? De nærme sig, sortne og blegne igjen. Ved Haabet jeg leer ved Ahnelsen gyser men stærkere bæver ei Tiden, der seer og føler og lider, end Skjalden, der ahner, hvis lynslagne Øie belyser de bævrende Omrids af Alviljens Planer. Vel, kom med en Bas! Historiker siden Du, -- Slave af Tiden -- SIDE: 220 kan frit variere og udparcellere min Rungen med din Violin. Kampen. (til Bas) Kattens Kloe saasnart med Lynets Fart den i Musen skar -- Musen (ja et Troldomsslag det var) blev en Gaupe. Gaupen (som var Musen før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Katten skar -- Katten (ja et Troldomsslag det var) blev en Parder. Parderen (som var Katten før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Gaupen skar -- Gaupen (ja et Troldomsslag det var) blev en Panther. Panthren (som var Musen før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Pardren skar -- Pardren (ja et Troldomsslag det var) blev en Kongetiger. Kongetigeren (som var Katten før) saasnart den Klo i Panthren skar -- Panthren (ja et Troldomsslag det var) blev en Løve. -- Og Løven (som var Musen før i sorgfuldt Askeslør) som Heklas Glød sig reiser rød -- Eia! hvo tør SIDE: 221 sig reise opigjen? Nu mjauer den. Mon ei et Banner vaadt af Blod dens Tunge er? og Baunen dens Øie? og Krigerens Sværd dens Kløer? STUMPER Samfundsbladet 11. april 1835. Rør mig ei, Herr Foged, for Christ og St. Peter! Man siger Eders Negle ere Magneter, at titusind Sølvspecier klæbe derved. Og nu til Ulykke Jeg har just i Lommen et Sexskillingsstykke Saa kunde jeg blive hængende ved. S. S. Stump. De nye Tider have Meget at opkaste af Mave som de gamle puttet i dem: inter alia et fidem. Stump. Før altid Cateketen Klaus det sjette Bud sprang over taus. Nu pludselig -- o ve de arme Gjenters Øre -- i Kirken man ei andet faaer at høre. -- Thi Klaus har nylig givtet sig. Den næseløse Næsvise. En skam har Næsen bidt af ham; men han igjen har Næsen bidt af den. SIDE: 222 Plato til Lais. Lais, i den nærmeste Vraa en Omfavnelse skjænke du mig! Mig mindre udødelig gjør den, men mere udødelig dig. Kjærlighed kun finder mellem lige Aasyn Sted. Hvor sand maa da ei Klases Elskov være, som da han ikke fandt, og ei kan finde en Hun, der af hans Træk kun eet kan bære, og dog forblive Qvinde, den Mands sin Elskov gav, som er ham ligest: det, som han i Speilet seer. Henrik Wergeland OM PARODIEREN Morgenbladet 16. april 1835. Maaltrost! Maaltrost! lær mig at parodiere med Geni og Uskyldighed; thi imellem Menneskene har Vittigheden sin Ondskab, og Dumheden sin. Parodien er langtfra den ædleste Deel af Satiren. Det gode satiriske Talent forkaster den oftest, og holder det for en Ned- ladelse at betjene sig deraf. Imidlertid bruges den ofte, men er ogsaa paa det nærmeste ligesaa ofte Beviis forat de satiriske Talenter ikke ere saa talrige. Aarsagen hertil er, at den virkelig er den letteste af al Satire, der ikke henhører til disse Vittig- hedens Lyn, hvis Nedfald eller Tordenstene vi samle og beundre som Epigrammer, og som komme paa den allerletteste Maade, nemlig af sig selv ved den mindste electriske Indvirkning af et Stof. Den er den letteste i den Forstand, at den udkræver baade mindst Vid og mindst Arbeide. Der gives Intet, som ikke lader sig parodiere. Det Helligste, det Høitideligste, det Skjønneste, det meest Ophøiede og Følelsesfulde er netop det letteste at parodiere; kun den sedlige Følelse sætter en Grændse for saa umaaleligt et Omraade, men som de Fleste, der befatte sig med Parodieren, have for sløve Øine til at opdage, eller som de, om opdaget, ikke respectere. Men Almeenfølelsen kjender Demar- cationsliniens Tilvær, og agter den, omendskjøndt den veed den ubeskyttet, og det Ophøiede, den skulde vogte, mindre fri for Pletten af en uædel Parodi, end Dronningens Næse forat en Flue kan sætte sig der. Derfor har den lidet tilovers for Pa- SIDE: 223 rodien, ynder kun den retfærdige, og lader kun den fortrinlige holde sig i Erindringen. Den har en Mistanke til al Parodi, fordi selv Mængden dunkelt kjender dens Væsen, og fordi den veed tusinde Exempler paa dens Misbrug; endelig ogsaa fordi de Fleste have forsøgt sig deri paa en eller anden Maade, men oftest i Øieblik, hvori de, naar de gjøre sig ærligt Regnskab, have mindre Aarsag til at være tilfredse med sig selv. Ingen Nationalsang mangler sin Parodi; men dybere og dybere bore Tonerne af hiin sig i Folkets Hjerter, mens denne lades aaben Vei fra det ene Øre udaf det andet, uden anden Virkning, end den, Støi har paa Sangfugle, nemlig at de synge Hjertesangene endnu høiere. Hvorofte hævede ikke det Parodierede sig netop ved den uheldige Parodi -- for ikke at bruge en Lignelse, som neppe vilde smage vore Tider, om Alabastteintens Triumph ved de derfor saakaldte og paaheftede Skjønhedspletter, saa dog omtrent som det majestætiske Fjeld synes høiere medens Taa- gen driver over dets Midte, eller som et Landskabs herligste Partier netop fremtræde i forstærket Belysning og forhøiet Liv, naar Vinden saa vil, at Skyggen af en Sky, snart aabnende, snart tilhyllende en Dal, en Høi, skal fare derover! Hvor nær synes ikke Forbindelsen mellem Parodieren og Grimacen og Hærmen, der ubetinget misbilliges! Disse synes kun at være Parodien stum, dens Mimik; og Parodien, uden at stige i aan- deligt Værd, kun at være den mælende Grimace. Hvad er mere ephemeriskt end en Parodi af det almindelige Slags? og naar er Mennesket nærmere Aben, end i en almindelig Parodist mens det maaskee troer at storme en Olymp, eller offre Boileaus og Holbergs Skygger Hekatomber af Daarskab? Imidlertid har Parodien noget andet Tiltrækkende end sin Lethed i Udførelsen og rigelige Anledning -- Beskaffenheder, der opdages og benyttes gladeligen lige let af middelmaadige Hoveder og middelmaadige Hjerter -- ; og dette ligger i Men- neskenaturen. Det er erkjendt, at Skadefryd er ligesaavist en af dennes Elementer som Efterlignelsesdrivten, og begge udøve i denne Henseende Indflydelse, idet det er Intet, der mere har- monerer med dem end Parodien, hvis Maal jo er Nedriven og spottende Efterligning. Hvad vi her sige er ingenlunde Parodi paa vort Foregaaende. Thi samme Almenfølelse, som erkjen- der moralske Grændser for Parodien, taaler dog, at de over- SIDE: 224 skrides af denne uden at vise den samme Uvillie, som den skulde yttre mod de alvorlige Grene af Satiren, hvormed sligt for- øvedes. Den er endmere vant til Parodiens Haardhed end til Epigramets, og undrer sig netop derfor mindre over at hine Grændser overskrides, fordi de sættes alene af Hvermands Godtykke og personlige Følelse. Nationerne skulde ikke i ubun- den Stiil taale de Angreb, som de taale, naar det falder Enkelt- mand ind at vende op og ned paa deres Nationalsange. Kun de finere Følende stødes herover som over noget parricidiskt eller "modermorderskt;" men en dunkel Drivt lader Mængden, trods al den sunde Forstand og Følelse, den er i Besiddelse af, gjerne for een Gangs Skyld -- men ogsaa kun det -- harcellere med sig selv eller med sin egen Lykke, omtrent som naar en Elsker, ved at knibe sin Donna i Kinden, søger at overtyde hende end føleligere om sin Kjærlighed. Man opdager dette Hang klart deri, at de faste komiske Charakterer paa forskjellige Folke- slags Theatre -- Arlechino, Pierrot, Arv -- fremstille deres egne, ikke fremmede, fiendtlige Folks, Nationallyder eller idet- mindste Lyder, som maaskee ere indfødte overalt, men som i en Nation, eller kun i enkelt Stand deri, vise sig mere eiendom- melige og anderledes end i en anden. Dette Parodiens hemme- lige Medhold gjør, at man gjerne lytter smilende eller grinende til enhver Parodi, men dog uden at tilstede den videre Virkning end til de opspærrede Tænder, og med en ligesaa forringet Me- ning om Parodisten. Men denne holder sig af denne og bedre Grunde (som han bedst veed selv) almindeligen skjult, altid vis paa dog at blive læst og vække Latter, og paa at der altid gives en vis Mængde, der ligesaalidt som han erkjender, at en Parodi nogensinde kan være blasfemisk, oprørende, uanstændig og upas- sende, og som er talrig nok til at holde den Deel af et Publicum, hvis rigtigere Begreb om hvad Parodien kan tillade sig, vi kaldte en Almeenfølelse paa Grund af den høiere Dannelse, sundere Forstand og større moralske Kraft, som den udtrykker og er forbunden med, og som altid er et Folks aandige Kjerne, for- saavidt Stangen, at selv den usleste og frækkeste Parodist ikke behøver at lægge Baand paa sig af Frygt for at støde an mod hvad denne Almeenhedens bedre Følelser maatte byde. Dette ypperlige Rygstød i Raaheden, og Mængdens Drivt til Parodieren og en Satire, som lader sig tage og føle paa, kom- SIDE: 225 mer den usle Parodists egen Raahed, Ondskab og Mangel paa rigtig Følelse vel tilpas; og der er nu Intet, som afholder ham mere derfra. Det Eneste, som endnu skulde kunne dette, er Selverkjendelsen af ikke at kunne gjøre det godt; men den sæt- tes lettest af alle Hensyn ud af Betragtning. Der er ikke Spørgs- maal om at hæve Parodien til Ironi, at vælge sig det Over- drevne, det Overspændte, det Høitravende, det falskt Senti- mentale, det Latterlige til Gjenstand eller at overlade dettes Afstraffelse til et bedre Vid -- nei Valget er rigere, Kunsten er lettere, og der gives en Mængde, hvem enhver Parodi er god nok, mens selv den Deel af Almeenheden, som tænker ander- ledes, er vant til at straffe selv den uretfærdigste kun med Ligegyldighed. Under saadanne Omstændigheder holde da alleslags smaae Vidkræmmere og Pudsenmagere sig ligesaa vanskeligt tilbage som Frosk og Padde naar Foraarsregnen falder lunken. Favo- riseret, behandlet som en Julbuk, der skaber sig værre til end han er og som frit kan tillade sig alt, i det værste Tilfælde mødt af en Fleerhed med Ligegyldighed, stiger Parodien ned fra sine Tagkamre eller op fra sine Kjælderhalse. Da er det, det Skjønne faaer sine Skjønpletter, det Høie sin Dverg ved Siden, det Klare og Straalende sin Skygge, og det Vittige Plumphedens Contraster. Da udsender Møgdyngerne sine Efemerider, Murmeldyrene vende sig med et Bjeff mod den uhyggelige Dag paa den anden Side, lukke Øinene atter og troe Dagen dermed forbi, Bileams Asen skryder, og natlige Qvækdyr opløfte parodierende "den norske Borgerstemme." De sidste Ord antyde klart nok, at vi ikke have berøvet den gode d. e. retfærdige og vittige Parodi noget af den Ros, der tilkommer den. Vi have talt om Parodien, som den viser sig almindeligst; men der gives en, som det er et ufortjent Galan- terie mod Dumheden og Ondskaben at nævne. S. S. DEN BAGVENDTE ETIQUETTE Samfundsbladet 25. april 1835. Man veed, at nu, som før de Herskere paa Jorden Indbyrdes holde stærkt og stramt paa Rangens Orden. Ja, hvis i Støvet krones nogen Dyd, da vist SIDE: 226 det denne er; og derfor den blier ei kronet hist. Man veed, at Fyrster leve godt som af Etiquette; Ja, at de glemme den ei selv i blodig Trætte; Men sætte: "Kjære Fætter" i saadant Manifest, hvor Bonden vilde skrive: "Hr. Fætter er et Bæst" Hvor galt at troe da Thronen under Rangens Stige at der er et Plateau, hvor alle ere lige. Nei der blandt Fyrsterne er evig Reverenz den Mægtigste blandt dem er deres Excellenz. [fotnotemerke] Men som mod hvad er her alt omvendt er i Helved: Saa Den, der trodser her, der meget ofte skjælved', Og Den, som præked', saa Haaret ende stod, blev en Tilhører der, og forepræket Bod; Ja den, som trælled' her sig frem til en Latiner (var det hans Endemaal?) som Smed dernede griner; Hvo klædte Bryst med Stjerner, fik sorte Vorter der -- (At hvidt kan blive sort i Helved, seer Du her). Hvo Orthodox var her, der vorde vil en Kjætter, Fordi han Satan seer ei Folk paa Spide sætter; Men plager ellers dem, og dette var jo stik Imod hans Væsen før, hans svorne Dogmatik. Og hvo var Kjætter her bli'er der en Troforsvarer. Saaledes vexler om da Hiin, som nu erfarer, At Satan straffer med Satire, ei med Ild, Og Denne, som nu seer, der er et Helved til Kun Den, der her i Eet og Alt Character mangled', Som tænke-villie-løs igjennem Livet rangled', Hvis Liv var kun et Buk, hvis Sprog var "ja min Tro!" Forbli'er, hvor Alt omvexles stødt in statu quo. Forøvrigt Alt er tverts mod her, ja indtil Retten; Og, som da Alt er tverts, saa er og Etiquetten. Til sligt Extremum gaaer den parodiske Pasquil, Som Helved er paa Jord -- det jeg bevise vil. Fotnote: I en Anm. sagt: Jeg skriver paa et Sted hvor man af større Navn ei synderligen veed. -- SIDE: 227 Der foranstaltet var, dog vides ikke Grunden, om det var for en Krig, som var heroppe vunden af det Partie, som Satan (thi Satan er en Drot, og Drotter holde sammen i broderligt Komplot) ja just af det Partie, som Satan holder med; hvad eller om paa Grund at nylig sluttet Fred, der fiirpartered' Folk, adsplitted' slagne Stater, men knyttet Broderbaand imellem Potentater; hvad heller om det var fordi at Helveds-Røg (Obscurationer) med fornyet Styrke føg fra eet Catheder vidt igjennem Landets Templer; hvad eller om fordi en næsgrøn Cannik stempler til evigen fordømt, med helligt Anathém, en alderstegen Viis for hans Philosophém. -- Nok, ei jeg Grunden veed -- og Wexels veed ei heller at give Grund for hvad om Helved han fortæller -- Men der i Helved var engang en Assemblée, en reen dogmatisk stor og skjøn Auto-da-fé. Der saaes, foruden Spid og Hjul og andre Sager der bør høiagtes som Moralens Hovedsager, foruden store Kar med Svovl og Harpix i samt andet brillant sacreust Fyrværkerie, en vældig Bagerovn, opsat af bare Knokler som gabende imod de blege Empedokler der sittrede omkring og saae med Rædsel paa, at den blev ildet op med Værker af Rousseau, at Treschows Bog og Alt hvad skrevet var af Campe, var fede Olie liig i denne Rædselslampe, saa stedse høiere den Helvedlue slog, endskjøndt der og iblandt indkastet blev en Bog, der løstes op til Vand i denne Prøvelue. Dog hvad forslog vel det? Man stedse meer maa grue, thi alle Gjæster skulde i Høitids-procession i Ovnen vandre; først dog Fyrsters Legion; saa Folk, som Noahs Huus før Dyr gik ind i Arken, sic dixit, sic decrevit Helvedesmonarken. -- Nu heder Ovnen alt? Skal Processionen skee? Ha intonerer alt Orchesteret sit "Vee!" SIDE: 228 Herfrem! Nei, Toget staaer. Hier hilft kein Mauel spitzen. Der Teufel schwingt sein Peitsch, geschwirren wee! vom Blitzen. Ihr. Majestæten fort! Den æres, æres bør. Den Rang skal gjælde nu, som gjældte stedse før. Nei! Ingen først vil gaae. Her frem. Alt Satan venter. Nei! Ingen først vil gaae. Man bruger Complimenter, Nu? Ingen først vil gaae? Det er da Grunden til, at Toget standsed', til at slukned blev den Ild, som Satan med saastor en Gavmildhed forøder? Dog vindes lidet ved at blive stegt paa Gløder. "Hvad vente I da paa? i Djævlens Skind og Been!" Saa hylte Djævles Chor En Keiser var ei seen at svare med et Suk: "vi vente blot paa Paven. Han hisset var vort Lys. Han være det i Graven! Han bør at vandre først; thi, som Enhver nok veed, saa er det gammel Vane hos hans Hellighed." "Jeg mine Pligter veed -- alvorlig svared' Paven -- Mon jeg for anden Ting vel bærer Hyrdestaven, end for at drive frem min Hjord -- hvor klar en Sag er dette altsaa ei, at jeg maa vandre bag?" Nu var for Cæsar da ei anden Udvei aaben, end bukke for den Drot, som stod ham næst i Hoben. Indbyrdes Kongerne trods deres Vældes-tegn, som ere daglig Dragt i Scenens sære Egn, gjør Buk fra vældigste til allermindste Drot. (hvem denne er veed vor Statisticus fuldgodt.) For Churfyrst bukker han og for en Fyrste denne. Først langt om længe tog de Reverenzer Ende ved Store-Tydsklands allermindste Potentat, ved Statsministre nok, men derfor ingen Stat. -- Han vilde undslaae sig med alskens Argumenter, som han, beskedent nok, af egen Lavhed henter; men ingen stod sig mod de facta: at han tidt hist havde decreteret: Sort skal være Hvidt: at selvopfundne Ordner man havde seet ham slænge imellem alskens Pak ifleng som Regnepenge: at hver en liden Tyv i Galgen flux han drog, SIDE: 229 mens Millioner Falskmynt selv hans Høihed slog: at største Skurk i hele Trælleflokken han bestaltet havde til at krænke ærlig Mand: at han med høie Haand, ophøiet over Loven vel Flere slog ihjel end Robin Hood i Skoven: at han en Trælleflok lod male guul og grøn, og kaldt [e] den Arme'n, som skulde døe for Løn, udøve uden Tanker flux de Skurkestreger, som faldt hans Høihed ind, ha fluxens, naar han peger: at han Maitresser holdt hvormed han gjorde Grever: at han en Ægtesøn opdrog, saa at han lever paa samme ædle Viis sin Levetid som han, saa Verden mumler: her er Sønnen Roboam: at han af megen Mad og Ørkesløshed døde -- kort: at hans Høihed nød som andre Fyrster nøde -- kort: at han øvede fuld Souverainitet og var en Majestæt, skjøndt mindste Majestæt, fordi han til i sligt at experimentere ei havde saadant Raad som andre Brødre flere og for hans lille Trop med Million-armee -- Den Fyrste (En af Reuss) trods alle disse facta vil -- "Hui!" -- da Satan skreg -- sunt tempora peracta jam sat et super sat! Carnaillie vil Du fort! Du veed dog, at der er ei Broderskab i Kort. Og Spillet her er sidste Spil i Spillet, som begyndte mellem os, da du paa Thronen kom. I Djevelskab I hisset tidt mig gjorde Beter trods Makker jers, som hjalp meensvorne Ste Peter. Nu trumfer selv jeg ud, nu stryger Jeg til mig. -- Fort ind! skjøndt ligegodt hvo først skal stege sig; thi alle I tilhobe er' Slyngler ligestore." Nok mindste Fyrste fik det Lod at vandre fore. Men saasom nu den Ovn var bleven næsten kold, fik Alle sande hvad var spaaet at hiint Trold: at (som en Følge af den eviglange Trætte, der paa et Sted, hvor man kun Parodier møder, gjen var en Følge af perverse Etiquette) der vindes lidet ved at blive stegt paa Gløder. -- SIDE: 230 TIL BEDØMMEREN AF POESIERNE I BIENS JULIHEFTE (Indsendt.) Morgenbladet 1. aug. 1835. Hvis siden Du din Ros et Digt af mig med Klem vil give, Da beder jeg ydmygeligt, at Du det ned vil rive. S. S. Henrik Wergeland [UTTALELSER AV HENRIK HERTZ OM NORDMENN I KJØBENHAVN] (Indsendt.) Morgenbladet 4. aug. 1835. "Det gik ham (Ernest) som flere Normænd, der længe havde opholdt sig i Danmark: de savnede i Norge den Næring for deres Aand, den dannede Omgang og vel tildeels ogsaa de Adspredelser, der i Kjøbenhavn var bleven dem til Fornødenhed." Foraarets Nytaarsgave for 1833 af Henrich Hertz. I denne smukke Phrase har benævnte danske Forfatter udtalt en Formening, som er feilende, endskjøndt Fleerhedens af hans Landsmænd, og endskjøndt der tør gives Norske, som dele den, misforstaaende den Trang, Sjele af en slettere Beskaffenhed kunne føle efter en større Hovedstads Adspredelser, som om den var det nagende Savn af en bedre Næring for Aanden, end den Fædrelandet tilbyder. Men den modsatte Fleerhed af Nor- mænd, som maa protestere imod Sandheden i deslige danske Uforskammetheder, bør lægge Mærke til, at denne vildfarende Formening er national i Danmark, og at enhver Stymper, som kommer hidop daraussenfra for at jage Lykken, nærer den med Troens Urokkelighed. Dersom et af disse godmodige Mennesker bringes i Affect, da kommer den frem som den qvækkende Frosk af det rørte Mudder. Man glemmer, at Kjøbenhavn er Danmark, at det er en Sand- hed, at de dannede Classer i alle Lande ere lige, og at den danske Literatur, forsaavidt den ogsaa skulde bidrage til hiin SIDE: 231 høiere Næring for Aanden, staaer Normændene aldeles aaben med alt sit Gode og Slette. Man glemmer ogsaa i Samstillingen mellem begge Landes Aandsfortrin de Indflydelser af den nor- ske Frihed, som ere saa synlige i det høiere Sving, i den livligere Oplysningssands, som derved er meddeelt Folkecharakteren, og som har gjennemtrængt det norske Samfund. Man glemmer ogsaa al den uægte Forgyldning, der kleber ved den saakaldte kjøbenhavnske Dannelse og Omgangstone, og alle disse herlige Stæder fra Skive, Ribe o. s. v. nedover og rundtom Øerne, der endnu ere befolkede af Jeronimusser ligesom Landsbyerne af Jepper og Herregaardene af ærlige, men plumpe Herremænd og Proprietariusser, paa hvem den kjøbenhavnske Forgyldning for- længst er afbleget. Den gode Forfatter, som i den Fortælling, hvorfra Citatet er hentet, ogsaa har givet sig den Fornøielse at fremstille en Carricatur af en nationalstolt Normand, har baade forglemt, at han i hiin Yttring selv lægger det taabeligste Over- mod for Dagen, og at meddele sin Fortælling eller den hele Bog de Egenskaber, der kunde gjøre den til et Vidnesbyrd om, at en høiere Aandsnæring tilbydes Normændene i Danmark end hjemme. De slettere Fortællinger i vor "Bie" staae fuldkommen ved Siden af den hertziske, der dog har det Fortrin, at den efterfølges af nogle Riimstykker, hvoraf de fleste ingenlunde prostituere dens Elendighed. "Det gik mig som Flere, der længe havde været vante til noget Bedre: jeg savnede i Hertzes For- tælling den Næring for Aanden, den dannede Tone, og vel til- deels ogsaa de Adspredelser", som man kunde vente af en No- velle af en Forfatter, der arbeider saa ivrig for at fornøie et Publicum, som ikke viser sig utaknemmeligt mod Den, der væl- ger denne menneskevenlige Iver i Mangel af en, efter sin Natur, mere egoistisk Begeistring. TIL EN VRED KLERK (Indsendt.) Statsborgeren 9. aug. 1835. For Støi i Kirken, Klerk! med Harm du Folkets Ryg hudflekker; men allerfæleste Allarm jeg hører, naar Du præker. SIDE: 232 Henrik Wergeland TRÆK AF DEN PERIODISKE LITTERATURS INDFLYDELSE PAA ALMUESMAND (Indsendt.) Morgenbladet 20. aug. 1835. Det er en Kjendsgjerning, som Oprettelsen og Afbenyttelsen af Bogsamlinger og Læsecirkler imellem Almuerne samt Skil- ling- og Penning-Magazinets eller Penning- og Skilling-Magazi- nets Subscribentlister, og det Særsyn, at den portoløse Statsbor- ger kan holde sig, lægger for Dagen, at Læselyst eller, hvad maaskee er det Samme, Oplysningssands i de senere Aar mæg- tigt har udbredt sig imellem Landalmuerne, idetmindste i flere Districter For faa Aar siden var det usædvanligt at see en Avis i Bondens Haand; men nu er det ikke saa. Han befinder sig ofte i en Kreds, der holder vore politiske Tidender, og er, uden at det gaaer til Latterlighed, i sit Sind og i godt Selskab, en ivrig Christino, Whig-Reformer og Tilhænger af Dronning Maria. Saavidt han kan, hjælper han med eget Ræsonnement paa vore politiske Blades kritikløse Referater. Paa Grund af et saadant om en mulig Forening af de 3 nordiske Riger, meente en Oplænding, der var mindre tilfreds med det Bestaaende, end almindeligere er Tilfælde, at den vilde "bære ad det samme blodige Helvede til, som slugte den forrige", om den ikke istand- bragtes under republikanske Former ligesom i Nordamerika, hvor større og mere fra hverandre fjernede Stater fastholdes under saadanne alene. I Anledning af en Amerikanerne for- kleinende Beretning, der sandsynlig var hentet fra Riises Ar- chiv, yttrede En, at det ikke var forunderligt, at Europæerne bagvaske Amerikanerne, saasom Skyggen af Amerikas Storhed allerede naaer over Oceanet og langt ind i vor Verdensdeel, mødende i Tydskland, der saaledes befinder sig i det værste Mørke, den af Ruslands Pyramide; og at vi fra Sverige kunne hente lignende Exempler i det Mindre paa en Misundelse, der vel er ligesaa uædel, men ikke saa skadelig som den private og almindelige menneskelige. Om Hr. Roosens Protest meente en ung Bonde, der nylig havde taget Gaarden, at det var Skade, at Forf. ikke havde fremsat en Maade, hvorpaa den hele Nation kunde lægge sin Protest for Dagen; men en gammel Mand SIDE: 233 yttrede, efterat have paapeget de Vanskeligheder, vort slette Postvæsen lægger en almindelig Meddelelse og Opinionsbevæ- gelse iveien, at Storthinget maatte paatage sig det Hverv, og at en saadan Protest maatte være historisk gyldig som skeet ved Nationens Befuldmægtige. Striden om Norges Dæmring er ogsaa bleven Folkets indre Masser bekjendt. En gammel Føderaads- kone, paa hvem man kunde anvende "hvad vil du Trold og med Aviser skjemte" (et Citat, som jeg beder hende, naar hun læser dette, af Yndest for Holberg at optage med Godmodighed) var af den Mening om det welhavenske Manifest til Venner og Fiender, at "det var F -- til lang Smidning paa de Landser", og "at man ikke burde love medmindre man kunde holde", "at de ventelig vare blevne kolde eller, som man siger, at Kagen var falden i Asken." Avislitteraturen og Skillingmagazinernes Afbildninger give Al- muesmandens Forstandskræfter en ny Livlighed, idet de vække en hos ham hidtil, undtagen af Naturscener og Even- tyr, urørt Egenskab, nemlig Phantasien. Paa dens hidtil øde Marker udfolder sig Skuet af fremmede Lande og Folk og Naturfrembringelser. Jeg har seet en Bondedreng af Hukom- melsen efter Skillingmagazinets No. 1 forsøge en Afbildning af en Leopard, der viste at hiin Evne var i fuld Virksomhed. Kat- ten maatte dog tilsidst hjælpe ham. Henrik Wergeland SUNDHEDSKILDEN I EIDSVOLD (Indsendt.) Morgenbladet 9. sept. 1835. Professor Esmark har tilkjendegivet Almeenheden Udfaldet af sine Undersøgelser af Sundhedskilden ved Eidsvoldbakken, der er befundet at staae i Gehalt ved Siden af de bedste sven- ske. Da disse jevnligen besøges herfra, tør en saadan Anbefa- ling antages ikke at sige lidet, eller dog omtrent det, at man ikke bør gaae over Bækken for at hente Vand. Kildens Svovel- og Jernhalt anbefaler den især mod Hudsygdomme og visse Mavesvækkelser; og et veludstyret Gjæstgiverie faa Alen derfra, i en Egn, hvis Udsigter alene yde Lægemiddel mod hypochon- driske Anfægtelser, og hvor man har let for at vælge sin Diæt, SIDE: 234 indbyder til at benytte den. Den er for Tiden i sin naturlige Tilstand: brydende frem i en Sandgrop, bedækker den Bunden med sine Jernoxyder og opfylder Luften med sin svovlede Gas. Nogle Orrebuske nedryste uhindret sit Løv i dens lille Bassin og oversaae det med Larver og Insectspind. Men ligesom det forsømte og forglemte Herlige i den aandige Verden, fremvælder den med samme ustandselige Fyrighed, som om Sol og Stjerner beilede til dens Reenhed og Aljordens Lidende til dens Rigdom. Dog den er ikke saa stor. Stundom synes den at synke i den løse Bund ligesom i Følelsen af sin Foragt og Bevidstheden om sine unyttede Rigdomme. En Flok Sviin, (der heller ingen særegen Grund have til at være mere skjønsomme end Men- neskene), bidrage ogsaa til at muddre den til. Ogsaa heri lig- ner den adskilligt Herligt i Menneskeverdenen; men ligesom dette fordunkles dog ikke dens Indre, dens Evne til Klarhed, og med en Stolthed, hvori der kun tilsyneladende er nogen selvmordersk Melancholi, ødsler den sig selv paa utaknemme- ligt Sand. Dens Nymfe smiler med ret naturlig Munterhed, naar Lærd og Læg drager forbi den til "den kloge Gutten i Guldbrandsdalen", og mener, at Godtfolk gjør det Samme. Henrik Wergeland SKAALER (Indsendt.) Statsborgeren 13. sept. 1835. 1) Ingen Stillestaaen i de konstitutionelle Stater! Konstitutio- nerne betragtes kun som Overgangsformer til en friere Til- stand! Norge gaae foran de andre konstitutionelle! 2) Frie Folk, frisindede Regjeringer! 3) Heller Frihed og Nød end Trældom og Brød! 4) Fremad! fremad mod Ideerne til et lyksaligt og menneske- værdigt Samfund! fremad indtil de realiseres! 5) Patriot og Retskaffen være eet Begreb! 6) Enhver Patriot finde ligesaavist Løn udenfor som inden sig Selv! 7) Mennesker agtes for hvad de ere; Kongerne med! 8) Fred agtes dyrebar; Friheden dyrere; Nationalæren koste Nationens Død! SIDE: 235 9) Frihed uden Ære agtes lige med en Jomfru uden Dyd! 10) Heller blodig Frihed end graadfuld Trældom! 11) Retfærdighed kræve den krænkede Nation! Hvis ikke, da tage den en, som i sin Rædsel skal kaldes Hevn paa Jor- den og i Tiden, Retfærdighed i Himlen og i Historien! 12) For den norske Løve! Den staae ukrænket, fordi den ingen Krænkelse taaler! 13) Normanna-Aand, hil i dit Hjem Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem, og i Kong Carls Geleder! I Østens Skodd' end Jetter boe Da værne Gothen vak sin Ro! Normænd, den Asathor mod dem er Fædres Kraft i Eder! Forfædrenes Kraft og Aand vige aldrig fra det norske Folk! 14) Gid vi maa erkjende som Sagas bedste Viisdom, at det Folk, som ejer Frihed, har nok Ære! 15) Med Friheden, der opstod i de sidste Tider og foryngede Norge, være alle dens Dyder gjenkaldte til Livet! 16) Loven være altid Overkonning i Norge! 17) Almeenfølelsen for Norges Velvære og Hæder tiltage med disse! Friheden utvides alt som Sands derfor og Dygtig- hed dertil tiltager! 18) Gid det maa erkjendes, at det er den samme Aand, som gjorde gamle Norge stort, der nu skal gjøre det lykkeligt og erhverve det en indre Storhed, som Verden skal ansee med Beundring! 19) Haldens Forsvarere! Norderhougs Anna! Hvidkufterne i Kringen! Matrands Rødkjoler! De graae Kaputter paa den blaa Myr! Et herligt Minde over alle de Normænd, hvis Blod -- ubesunget og unævnt -- har blandet sig med Nordsøens og Belternes Bølger! 20) Den fri Presse! Gid et Folk, hvem dette Gode i udstrakt Betydning negtes, maatte paaengang føle, at det behandles som Barn, men er voxent! SIDE: 236 Henrik Wergeland [OM SKOTSKE OVERSETTELSER AV NORSK FOLKEPOESI] [Anmerkning til "Norsk Krigssang efter Derwent Conways Oversættelse", se I, 2, s. 44.] Bien oktober 1835. Dette er den tredie Prøve paa norsk Folkepoesie, som be- meldte Skotlænder leverer som oversat fra "Høinorskt" (High- norse), et Navn, hvormed han ventelig mener vort Almumaal. Da denne Forfatter imidlertid synes ellers at være temmelig upaalidelig og tilbøielig til i hvad han frembringer mere at følge egen Lyst og Fantasie end Sandheden, og da Aanden især i den i dette Skrifts Julihefte leverede Ballade synes mere skotsk end norsk: kan Oversætteren ikke negte, at han nærer vægtig Mistanke om at den fremmede Reisebeskriver har været ædelmodig nok til at offre vort ubekjendte Folk nogle af hans eget Genies glimrende Affald. Imidlertid veed man, at Tvisten om Ægtheden af Macphersons Ossian opløste sig til Høiskot- ternes Ære. Hvorfor skulde da ikke i vore Dale, i vort Folks Kjerne, mangen Ballade af poetisk og romantisk Værd kunne have faaet Tilvær og leve? Men saadanne er det Pligt at samle og redde ved Trykken, ja vel og endnu bedre, i Liighed med hvad andre Nationer have gjort, at opbevare dem i egne Sam- linger. Nedskriveren tillader sig da at opmuntre hertil; og til- byder sin Hjælp, om nogen Landsmand skulde troe en Omarbei- delse og Behandling, som han ikke selv bedre vilde foretage sig, nødvendig ved en i sig selv værdifuld, men forvansket Folke- sang, som man ellers maatte ville meddele. MAXIMER (Indsendt.) Morgenbladet 7. okt. 1835. En Republikaner taler: -- -- "Hør efter! Ei Forræderi der gives undtagen mod det Bedre. Alt det Slette er efter sin Natur den Ost, hvori Forræderiets Orme yngles, og hjemfaldet Døden som det bedst kan skee. SIDE: 237 Det er kun Magtens Sprog, som nævner med uærligt Navn den største Ærlighed: at lyde vor Samvittighed mod Verden, den største Riddersdaad, forvist antegnet i Himlens gyldne Bog: at løfte just forbudte Skjold, naar Solen falder bedst, og Dragens Hoved slumrer trygt derunder, og Tiden er, da Liv er værd mod Liv. Det er Historiens Skjændsel, ikke Sandheds, at Seiren den lovsynger, Retfærd ei; at den ei peger fra det Enkelte med Trøst mod Enden stedse, ikke sætter ved Tidens Ende sig, at høre derfra Begivenheders sande Harmoni som Oceanets Storhed i eet Drøn. Paa enkelt Bølge flaggrer den; og bleven er Evighedspræstinden Den, som først nedknæler for det seiersdrukne Døgn. Historien lærer ikke Tiden længer, men Tiden den. Og Menneskene vide ei af Historien, men af Erfaring, at Sandheds Straalefrembrud, ei Forraad, er' de Omvexlinger, der bydes af mere høie Love, af en Tvang, som er liig Evigheds symbolske Ring elastisk i sin Styrke. Ei det er Forraad, om vi erkjende ei hvad Andre os paabandt, mens end Aanden sov. Ei er Forraad det, om vi bryde hvad vi tvinges ved Tiders Lov og Øieblikkets Aag at taale; men at bryde hvad vi hylde i Hjertets Tempel, hvad vi dyrke der med Sjelens Flammer, dræbe hvad vi elske, og krænke, hvad vi ære. O det er et Helligaandsforraad! Men som du er, saa vær; og vær det for Alverden, naar sin Ørnevinge Klogskab kan slaae ud og flyve med Begeistringen omkaps! SIDE: 238 Du er født at troe, hvad Staten vil. Den Eed blev i dit Hjerte fæstet før det følte Livet. Du har revet ud dens Tvekrog -- Ret! -- Din unge Sjel blev bøiet i Massens Spalier langs Kirkens Væg. Du har nu voxet anderledes, for at naae den frie Himmel -- Ret! -- Dig er lagt Sværd ihaand imod dit eget Hjerte; nu tænker du at vende det mod Fiendens. Og det er største Ret. Derfor, da du har været, hvad du er, saa glem ei heller at være som du er, naar du det kan. Naar Spanier fødtes, hvalpblind blev hans Aand i Eed til Monarchiet tagen flux. Men bedre Rige kræved snart hans Sjel som Odelsbaaren. Blodet, som det voxte, slog mod dets Kyst i stedse større Drøn. Som Circe i Misenums Huler, sang det i hans Hjerte: "Helt, iland! bestig dit Arveland!" Og stedse klarere og høiere fremstraalede dets Tinder, som nærmere han saae var Evighedens med Glorier krandste Æresminder for Brutus, Cassius og Arminius Sertorius og Thrasybulus. Da Samvittigheden forekom hans Tvivl. Den selv ham bød at bryde saadan Eed, og jubled først af alle Aanders Røster, da kjække Sjel, liig Svømmeren af Havet, opsteg af Tiden, der med sine Former ei bandt den meer end Havet ham, der ryster paa Stranden Vandet af sin Skulder. Tingen er kun at vide, naar vi kunne virke med største Nytte for vor Sjels Idee. Thi ofte bringer Tiden Seiren selv, og Tyranniets Magtemblemer hænge SIDE: 239 tilbage som de tomme Skjæl paa Klippen, hvor Floden sank. Men ofte Tiden er lagt i en Enkelts Haand, og med sin Evighed er han for Øieblikket da ansvarlig. Ubøielige Regel derfor lyder: vær hvad du er; og, kan du, som du er." Men, mine Herrer, da jeg ikke kan være som jeg er, vil jeg først i en Sifulin udbringe Monarchiets Skaal; og saa skyde mig. "Al Daarskab -- sagde Præsten Klog -- i sig har Dødens Kime. Jeg haaber Monarchiet dog vil staae til sidste Time. (skyder sig virkeligen.) Røster fra Himlen: Deri gjorde han Ret. Andre Røster fra Himlen: Deri gjorde han ikke Ret. Andre Røster: Man kan høre der gives ogsaa dumme Engle. Andre Røster: Ja, hvor skulde ellers de mange gode Mennesker blive af? Andre Røster: Hvor er Haabsengelen? I Guds Navn, hvor er Haabsengelen? Andre Røster: I St. Pelagie. Andre Røster: Saa lad da den smukkeste, men mest hysteriske af alle Eng- lene, Fortvivlelsesengelen, føre Sjelen til Tidens Endepunct, hvorefter den sukkede saa saart. Andre Røster: Ak! han vil ikke finde andet end Daarskaber der, som, liig Postheste, kun puste ud der, for atter at begynde Løbet om- kring Verden. SIDE: 240 Andre Røster: Saa lad ham løbe med! Andre Røster: Ak! enten vilde Daarskaberne gjøre Nar af ham, eller han vilde gjøre sig til Herre over dem; og det vilde ikke sømme sig for en Republicaner. Sandhedens Røst: Følg mig, mit Barn, til min Himmel, skal jeg sige dig om du gjorde Ret. Du kan gjøre dig et Begreb om disse Engles For- stand, naar du hører, at de troe, at Constitutioner af alle Nuan- cer udenfor den republicanske give Folkefriheden tilstrækkelige Garantier; men først og fremst af, at de troe de ere bedre end et godt og klogt Menneske, fordi de have taget Dødens Examen artium. De trøste sig med hovmodige Indbildninger over det rigelige Maaltid hos Abraham, med meget mere, som de gik glip af; og have makket nogle Sætninger sammen, som ikke ere stort bedre end de, der have saamegen Deel i den Dumhed, de bragte med sig. Vi kalde dem Dæmringsaander, det vil omtrent sige: Aander uden Aand. Fantasiens Engel: Jeg gjør Krav paa Republicanerens Sjel, Jeg! Jeg! Republicanerens Geist: O, hun er smukkere! Skjønne Engel! Sandhedens Engel: Ah, Fantasi! det er ikke førstegang du har bedraget mig for mine skjønneste Sjele. Geist, jeg befaler dig! Republicanerens Geist: Ve! Er ogsaa du Tyran? Var Lynet mit, nedstødte jeg dig. Sandhedens Engel: (Brutus' Gestalt viser sig.) Der seer du Brutus i min Himmel. Troer du? Republicanerens Geist: Tag mig! tag mig! Sandhed, jeg er din for evig som altid! SIDE: 241 Fantasiens Engel: Det var en smuk Conclusion paa Republicanismen, at lyde og troe! Republicanerens Geist: Ja jeg lyder Sandheden og troer paa Republikens Tilvær i dens Himmel indtil den nedlader sig paa Jorden. Fantasiens Engel: Chiliasme! Men maa jeg spørge min kloge Mand, hvem har bygget Palladserne i dette herlige Jerusalem uden jeg? Den Brutus, du saae, var min egen Søn Fantasus med et Par falske Knebelsbarter paa. Røster paa Jorden om Liget: Republikaneren gjorde ikke Ret i at skyde sig. Andre Røster: Jo! dersom han havde taget en Tyran med. Andre Røster: Nei! En troskyldig Mand. Hvem har Ret? En Creditor: Jeg har Ret til hans Efterladenskab; thi han skylder mig 1 Spd. 2 Mk. og 4 ß. Sandhedens Engel: Hvi mørknes det himmelske Alvors rene Aasyn? Hvi bæve Aanderne af Fortrydelse? Have de glemt, at Spot var den Dugg, som nedfaldt paa Christi Palmes første Hjertespirer? Sandelig! Republikens Seier er vissere; thi der var mere Godt og Stort ved det gamle Hedenskab, end i Det, som modsætter sig den. Det staaer kun ved Menneskenes Fordærvelse. Denne er Republikens Fiende. Men Fordærvelsen er kun en Forraad- nelsesproces, der vil berede Jordbunden, fortærende sine egne Elementer. Naar Menneskene overbevise sig om, at de alle ere Skurker, da vil en pludselig Omvendelse skee hos den ene Halv- deel, og dens første Frugt vil være, at denne ødelægger den SIDE: 242 anden Halvdeel. Da opfyldes det, at Jorden forgaaer i Ild, men i Ild, som udgaaer fra Aanderne. Selv Fromheden maa erkjende Rigtigheden af den Maxime, at Den, der ikke er værd Friheden, er værd Døden. Et Indfald: Med andre Ord, høie Engel, Friheden er det Eneste, som skal paatvinges Menneskene levende eller døde. Saa bliver det efter min ringe Forstand. Sandhedens Engel: Hvem talte? Hvad er dette for et Insect? Indfaldet: Jeg er kun et Indfald, nogle Secunder gammelt; stammer fra et Glas Stærktøl, og er født under voldsomme Repetitioner i en Skeptikers Næse. Men jeg beder om Forladelse, høie Aander. Sandhedens Engel: Hvorledes kom du hid, næsvise lille Ting? Indfaldet: Ak, Sandhedens Engel, ligner du Jordens Sværmere i ikke at see hvad der er nærmest omkring dig? Opdager du nu først, at Himlene have sine Smaakryb, sine Fluer og Sommerfugle, sine Aber og Papegøier? Mange hele Menneskesjele afgive jo ikke andet. Eller mon Den, der paa Jorden stod Papegøien saa nær som Kajen Kraaken, skulde kunne her optræde som Seraf? Menneskenes Drømme er den prægtige Vegetation, som fornøier Eder med sine Afvexlinger og sin dunkle Fremstræben mod det, der kun for Eder er simpel Organisation, men for Menneskene al Organisations Høide, nemlig: Bevidsthed. Hver Nat er Eder en ny og Fremmed Sommer. I fryde eder ved hvert Bacchanal ligesom Landmanden, naar frugtbar Regn falder. Nu skulle vi see interessante, forunderlige Formationer, sige I, og have ikke mere Medynk med Kazenjammeren end Bonden med den Ager, som ligger brak. Men i hiin Vegetation er de enkelte Tanker af Værdi og Klarhed og alle Menneskenes instinctmæssige Ind- fald, som disse selv ikke tage ind i Kredsen af deres aandige Virken, netop kun Insecter og Smaafugle, kort -- i eders Tan- SIDE: 243 ker -- Organisationer af noget høiere Liv end Skyggerne, hvori de vrimle. En Saadan er jeg; og vil du vide, Sandhedens Engel, hvorledes jeg kom hid, da tjene det til Underretning for den, som burde vide alt, at jeg heftede mig til Støvet under dine Fødder, da du sidst var paa Jorden. Sandhedens Engel: Der har jeg ikke været i 6000 Aar. Indfaldet: Nu lyver Sandheden -- og det er vel ikke førstegang. Du var der dog da Republikaneren talte. Sandhedens Engel: Min Haand var paa hans Hoved. Og om jeg skulde træde paa Jorden, da vilde jeg ryste Støvet af mine Fødder. Indfaldet: Jeg saae tydeligt dit Ansigt, dine straalende Vinger, men din Fod bedækt med tykt Støv, og jeg heftede mig til. Gives der da nogen Aand, som ligner dig? Sandhedens Engel: Her Ingen; men i Helvede Løgnens. Det er Den, som giver sig ud for mig paa Jorden. Det burde du vide af Lærebøgerne, lille Taabe! Henrik Wergeland HUMANITET (Indsendt.) Statsborgeren 25. okt. 1835. Mange ville studse ved at see denne Overskrift i Statsbor- geren; og jeg har af flere Grunde intet derimod. Thi baade er dette Blad udskreget for sin Mangel paa Humanitet, -- de Va- nedyr, Menneskene, skrige villigen efter, og det har i Virkelig- heden ofte viist hvad Ikkehumanitet er, skjøndt man i den sidste Tid har kunnet lære dette endnu bedre af Morgenbladet. Der har man nemlig seet Kjøbmand Thorne, umaadelig i sin Triumph over Klokker Allum, forsøge, i Relation af et Rygte, under den jammerlige Authorithet af et problematisk "skal", at tilføie sin SIDE: 244 af sin egen Eenfoldigheds Tyngde sønderknuste Fiende endnu et Saar. Ikke fornøiet med, ikke agtende Forligets endelige Afgjø- relse, har det været ham en Trang at føie til dets Bekjendt- gjørelse en ny Beskjæmmelse, og at forøge de mange politiske Viisdomme, hvormed han har villet velsigne Folket, ogsaa med den Mening, at man i en Afbigt og Forlig for Forligelseskom- missionen ingenlunde maa see noget Tilfredsstillende, noget en- deligt Opgjør [fotnotemerke] , noget virkeligt Forlig, noget der bryder videre Trætte, men kun en Klave om sin feilende Næstes Hals, der kun overantvorder ham yderligere i Andenmands Magt, og gjør ham til et forsvarsløst Maal for, hvad Gjengjældelse man kan finde for godt, og troe endnu at skylde. Prokuratorerne, om ingen Andre, maa være Hr. Thorne forbundne herfor; thi naar Forlig ingen hemmende Virkning mod videre Fornærmelser mere have, og saaledes ingen Tillid kunne nyde, vil der blive nok af Sager, og disse da upaatvivleligen være at foretrække for hine garantiløse Kapitulationer. Men dette angaaer dog ikke Morgenbladets Redaktion. Den er ikke mindre uskyldig deri, end Inds. antager Hr. Thornes "saare" naturlige Fortrydelse, over at være forbigaaen ved Stor- thingsvalget i sin Kommune, er i den paa Statsborgeren stik- lende Overskrift og den Slutning, som han har givet sin Be- kjendtgjørelse. Redaktionen forbeholdt sig selv en kraftigere Fremstilling af, hvad der ikke er Humanitet, idet den af sin Fotnote: Det Forlig, afsluttet inden Skouge Forligelseskommission, imellem Klok- ker Allum og Johan Fr. Thorne, som Sidstnævnte offentliggjør i Tillæg til Morgenbladet No. 290, og hvorefter Allum gjør Afbigt og vedtager 5 Spd. Mulkt, ender vel med Forsikkringen, at "Sagen skal være op- og afgjort." Men den høimodige Thorne vedhænger sin Bekjendtgjørelse af Forliget en ny, om at "Allum skal have yttret: at han har faaet en halv Spd. af Pay for Forfatterskabet af Stykket imod mig". Hvo føler ikke Hensigten og Menin- gen heraf? Thornes videre Forebringende, om at Allum har ladet sig forlyde med, at han skrev i Statsborgeren mod Honorar af sammes Redaktion, troer Indsenderen at bringe den rette Mening ud af, naar han fortolker Allums forfængelige Ord didhen, at han meente paa Grund af et Avertissement i et af Statsborgerens tidligere Hefter, hvori udloves Honorar for antagne Afhandlinger, at kunne vente sig honoreret for de Arbeider, som han havde -- i Hovedet. Thi paa Statsborgerens Papiir har Inds. ingen Grund til at troe, at noget allumsk Produkt, der kunde fortjene Navn af Afhandling, og saaledes aspirere til Honoraret, nogensinde er kommet. SIDE: 245 personlige Forbittrelse mod Bladet Statsborgerens forrige Redak- teur, imod hvem den havde laant sine Spalter ud til Forsøg paa hans borgerlige Ødelæggelse, lod sig forlede til den unødven- dige, til Grusomhed grændsende, Haardhed, at sætte den Ankla- gedes Avertissement om at ville sagsøge sin Angriber i umiddel- bar Forbindelse med egne triumpherende Udladelser over en Æresdom, der i en anden Sag overgik Manden, og en Bekjendt- gjørelse af denne, som skede af Lyst, medens det var Pligt for Vedkommende at gjøre dette, og det saaledes vilde skee alligevel. Men herefter havde Morgenbladet ikke Tid at bie. Jubelen maatte ud gjennem Ribbenene. (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OM PROLOGEN VED DRONNINGENS NÆRVÆR I TEATRET] (Indsendt [fotnotemerke] .) Statsborgeren 25. okt. 1835. Den Buk, man [fotnotemerke] begik ved at tilskrive Capitain Foss Student Jensens Theaterprolog var ikke saa ubetydeligt endda. Ikke med Hensyn til det lidet Kjendskab, Vedkommende derved røbede til den Tydelighed, som er Capt. Fosses tarvelige Muses smukkeste Prydelse; men især fordi man, til liden Ære for sig selv, lagde for Dagen, at man dog kunde tiltroe en fornuftig Mand Forfattelsen af et Produkt, som, om det end under Reci- tationen vanskeligere kunde kontrolleres, dog ved første Gjen- nemlæsning maa støde Enhver ved det mageløseste Nonsens. Tvivler man, da behage man, at tage det ikke saa gamle [fotnotemerke] Mor- genblad for sig, eller blot selv at forsøge Forklaringen, som Forfatteren er bleven skyldig, af den første Linie: Fotnote: Negtet Optagelse i Morgenbladet. Fotnote: D. e. Morgenbladet. Fotnote: Det er nu blevet gammelt formedelst den nye Maalestok for de ind- sendte Artikler, som man har Grund til at troe anvendt. Imidlertid anbe- faler Inds. de gamle Morgenblade; thi de nye blive Dag for Dag uslere. Dog byder Retfærdigheden at tilstaae, at der er en vis Alderdomsærværdig- hed ved disse Dagens nye Morgenblade; thi ligesom gamle Folk regne de det ikke saa nøie med at gjentage det Samme. Redaktøren af den politiske Artikel er en "stø" Mand, som troer, at en god Ting ikke kan høres for ofte. SIDE: 246 "Kunst er Paradisets Palmelund," -- eller af den "Kunst er Himmelbuens fine Grund." Gjør Nogen det, da tilstaaes villigen, at "Vinger -- Ørnevinger Sjælen fik, Opad, over Himlen selv (!!) den ilte, Speiled sig i Østens Purpurskjær." Men vi ønske dog, at den saa lykkelige Sjel vil forklare os, hvad den paa denne vidunderlige Fart opdager i den ubeskrivelige Høide ovenover selve Himlen. Mon et Chaos? eller Tohu Va- bohu, det maalløse Øde, den endeløse Tomhed? Ja i Sandhed Prologisten synes der at være hjemme, og hans Prolog at godt- gjøre Identiteten af Chaos og Tohu Vabohu. Ellers lære nogle tautologiske Linier, at denne Flugt bevirkes alene ved Dron- ningens Smiil, det er (saasom Hds. Majestæt er meget venlig og ingenlunde sparsom paa Smiil), at: "fra os til Paradiis er nu slet ingen Fart," hvis man vil tage Ordene "slet ingen" i den, ihvorvel mindre almindelige Bemærkelse "ingen vanskelig." Men desmindre for- tjener Hds. Majestæt unegtelig at opvartes med saadant Gods. Hennrik Wergeland [OM SKILLING-MAGAZINET] (Indsendt.) Statsborgeren 25. okt. 1835. Blandt Godtkjøbsskrifter fortjener at nævnes "Skillingmaga- zinet". Først fordi det i den senere Tid er redigeret godt, Styk- kerne ere godt valgte, skjøndt Redaktionen langt fra i den Henseende endnu har gjort, hvad der til Øiemedets Opnaaelse bør gjøres; dernæst er det nyttigt for den almindelige Mand, for dem, der ikke kunne kalde sig lærde, for Børn; nyttigt for- medelst de skjønne Afbildninger af alle Slags Indhold, hvorved Kundskab om enhver Gjenstand efterhaanden erhverves, hvilket baade er interessant for det lærelystne Menneske og gavnligt for den i sit Fag duelige Mand. Som Følge heraf bliver det og eengang i Tiden, eftersom det gaaer fremad, at ansee som et Huusbibliothek, der bliver en Vederqvægelse for Bonden at tage for sig og læse høit af i Vinterqvellene, naar han kommer ind fra sit Arbeide, og det kan blive en nyttig Haandbog, hvori han SIDE: 247 kan kaste op om nyttige Tings Tilberedelse o. s. v. Skillings- magazinet faaer altsaa Rang efter Bibelen og Psalmebogen, og kan lægges ved Siden af Snorro, da Nytten af Skillingen i daglig Liv altid føles. Endelig fordi er det billigt, og af den Grund altsaa fortjener Navn af Godtkjøbsskrift; men jeg vil snart ogsaa ophøre at kalde det saa, om Redaktionen vil vedblive at ophøie Prisen for Ikkesubskribentere, jeg troer med hele 30 ß Qvartalet, om ei mere. Man bør betænke, at da Dagens Nyheder ikke benyttes til dette Skrifts Indhold, kan det være mangen Een ligegyldigt, om han ei erholder noget Blad, før Heftet er sluttet. Da kjøber Mange det indbundet, da først kunne mange Subscribenter ønske det, og mod at betale nogle Skilling til Omslag og Heftning, erholde det heftet. Saaledes indrettet efter hver Mands Be- qvemmelighed og Leilighed, sige vi Skillingmagazinet er et Godtkjøbsskrift, som er værd at eie. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 25. okt. 1835. Norge. I Marinekommissionens Indstilling er der blandt Andet foreslaaet 466,236 Spd. aarlig til Marinen i de 15 første Aar, som antages at udgjøre Flaadens Udviklingsperiode. Hor- ten skulde være Hovedetablissementet. Flaaden skulde bestaae af 4 Fregatter, 4 Korvetter, 2 Brigger, 20 Skonnerter, 8 Dampskibe, 120 Kanonchalupper og 50 Kanon- joller. En Indsender i Morgenbladet anseer ikke, som Kommissionen, "Skjærgaardsflaaden" for den Deel af Norges Søvæbning, der først og fornemmeligen burde uddannes. Danmark. Kjøbenhavnsposten ledsager Bemærkninger over det bekjendtgjorte danske Budget med følgende Slutningsord: "Altsaa et af de frugtbareste og forholdsvis høiest beskattede Lande i Europa, der ovenikjøbet i Øresundet har en Guldmine, der aarlig giver en Nettoindtægt af henved 2 Millioner, er efter 20 Aars dybe Fred ikke kommet videre, end at det kan vente et aarligt Deficit af henved een Million i sin Finantsforvaltning SIDE: 248 -- et aarligt Deficit af henved een Million! Vi opfordre alle gode Borgere til ikke i sløv Mismod at opgive Haabet, men alvorligen at tage under Overveielse, hvad der under saadanne Omstændigheder er at gjøre; thi at der maa gjøres Noget, og det snart, er dog vel en Overbeviisning, som maa bemægtige sig Enhver. Det er især paa Stænderne vi maae stole. Vi ville haabe, at de ville gjøre deres Pligt." Ved lignende fortvivlet Finantsnød sammenkaldte man ogsaa Notablerne (Stænderne) i Frankrig 1789. Paa disse stolede man ogsaa der. At der maatte gjøres Noget var en Overbeviisning, som hadde bemægtiget sig Enhver: -- og -- sandelig! -- der blev gjort Noget! I Danmark har man nu intet Norge mere, til at dække saadant Deficit! dog gives der her en Dæmringstrop, der seer med Længsel tilbage til disse ægyptiske Kjødgryder -- saafremt eller ikke Længselen er børstet af dem, ved Dæmrings- heltens Afbørstning i Kjøbenhavn! Red. Henrik Wergeland [HUMANITET] (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 1. nov. 1835. Denne Behandling behøver ikke, for at vække billig Fortry- delse, at sættes i Forbindelse med de, det Vanærende ved Dom- men formildende, Omstændigheder, at Soelvold ved Andenmands Forglemmelse blev udsat for, uden at give Møde eller fornødiget Tilsvar, at lide den Dom, han leed; og at han, bekjendt med den Fare, hvori han svævede ved Sagens Optagelse tildoms, for- gjæves opsøgte sin Modpart i hans Hjem, forat bevæge Denne til at give sig Tilladelse til at foretage, hvad han endnu kunde til sin Tarv. Omendskjøndt man kan have stor Grund til at tvivle om, at dette var Morgenbladets Redaction ubekjendt, burde dog Tremarkstraffens Haardhed og det Meget, som Hu- manitet altid har havt at anføre imod dens sedlige Værd, afholdt den fra en Adfærd, som vilde være ubarmhjertig imod en fuglfri Mand, ja netop i samme Grad unødvendig, upassende og kastende Skygge paa sit Ophav som Soelvolds juridiske Neder- lag strækker sig, og som Opinionen bebyrder ham med en SIDE: 249 moralsk Aktserklæring. Skal der være Værd og Vægt ved denne, da maa den ikke beplette sig med en Grusomhed, som baade vækker Medlidenhed med Den, der skal lide under den, og lader troe, at man selv endnu ikke anseer den for knust, som man erklærer derfor, men nærer en vis Frygt for Kræfter, som endnu staae til hans Tjeneste. Man maa enten antage dette eller at Redaktionen finder med Tyrannen, at "Liget af en Fiende lugter godt." Selv en sløvere Følelse maa det Inhumane deri paafalde, naar man lægger Mærke til, at Soelvolds Bekjendt- gjørelse indeholder alene og Alt hvad man kunde vente af hvil- kensomhelst Mand, der var saaledes anklaget som Han, nemlig den simple Erklæring at han, uagtet sin Armod, vil sagsøge sin Angriber. Dette maa være Almeenheden nok for det første. Stode der Angjældende andre foreløbige Forholdsregler aabne, skulde den ogsaa have disse at kræve af ham, saafremt han ikke vilde udsætte sig for strax at lide under alle de Maader, hvorpaa denne retfærdige Authoritet veed at exseqvere sine Krav. Men da det ikke er saa, kan Publikums Humanitet og Retfærdigheds- følelse ikke andet end misbillige Morgenbladets raae og utidige Udbrud af en Følelse, som med Hine har intet tilfælleds. Tager Indsenderen ikke formeget Feil af det almene Omdømme, saa anseer det, med en Anticipation, som neppe er sig selv saa ganske klar, P. P. Soelvold for ussel til at triumphere over -- og da bliver Æren, der levnes Triumphator, ganske liden -- ; men vist er det, at Den, som føres hen for at miste sit Hoved, ikke bør være udsat for Knivflængen, Naalestik, Steenkast eller anden Mishandling. Humanitetens Lover suspenderes ikke ved nogen Fordømmelse. Disse ere ikke de eneste Maader, hvorpaa Morgenbladet har negativt søgt at lære os, hvad Humanitet er. I dette eenvolds- lystne Blads Sprog hører det til Statsborgerens charakteristiske Funktioner, at indtrænge i det private Liv og vrænge dettes hellige Indside ud mod Dagens tusinde nysgjerrige Øine. Imid- lertid har Morgenbladet, i denne Forstand, for en Feils Skyld, i den sidste Tid været "Statsborger." Man erindre dets vel lattermilde, men derfor ikke vittigere Fortælling om en Kome- dies Opførelse paa Gaarden "Foh", ved Acteurer, hvis Navne ere ligesaa lette at finde. Deri blottes paa det uskaansomste en SIDE: 250 Uordentlighed i Levemaaden, en personlig, Andre uskadelig Svaghed hos en Person, hvis Talenter og Kundskaber kun kunne forøge den Medlidenhed, man maa have med hans (bittre), bittre Skjæbne. Og Saadant -- ikke at tale om at Beretningen ellers er af godtgjort Upaalidelighed -- indtager det kræsne Morgenblad i sine Spalter, medens det lukker [fotnotemerke] dem for Opsat- ser, der dels angaae landsvigtige facta, dels Sager, som synes nærmere at passe for det end for andre Tidender, og mod hvis formelle Beskaffenhed der vel heller ikke var noget at sige! Siden har det ogsaa leveret Soelvolds Spiseseddel, og gjort det til en Forbrydelse, at han og nogle af hans Venner imellem Agershuus Amts Valgmænd gjorde sig tilgode ikke alene med Punsch, men ogsaa med Viin og Aftensmad. O uhyre Forbry- delse! ja uhyre! Thi Aftensmaden har vel endog, at slutte af Vinen, været varm. Det latterlige er dog, at herom spørges Tremarksmanden, den for "æreløse Løgner" Dømte og Erklæ- rede, paa Ære og Samvittighed. Og under samme Klemme vil Spørgeren have udpiint af ham, om der ikke ogsaa trakteredes med politiske Taler. Da nu naturligviis Ingen gider besvare slige Spørgsmaal som ovennævnte, vil dog Indsenderen, efter- som Tingen synes Uvedkommende saa angelegen, gaae god for, at der er blevet dygtig politiseret, dersom et saadant Gjæstebud har fundet Sted. Kan det fornøie? Hiin Nysgjerrige vil dog sandsynligviis finde sig mindre til- fredsstillet, end Indsenderen tør smigre sig med Publikum er med de Beviser, han har opstillet for sin Yttring i Begyndelsen af denne Artikel, at nemlig Morgenbladet i den sidste Tid har overgaaet Statsborgeren i at vise Inhumanitet. Isandhed Anled- ning til smukke Anskuelser af de norske Blade! Men hvad Statsborgeren angaaer, da agter den at vinde bedre Seire end dem, Morgenbladets Prostitutioner [fotnotemerke] skjænke Fotnote: See de 2 sidste No. af dette Blad. Fotnote: En saadan upaaregnet Gevinst skjænker ellers Morgenbladet for 28de Octbr. os. Umaadelig er Hoveringen over den Skjødesløshed med Kongens Navn, som i endeel Exemplarer af forrige No. af Statsborgeren er indløben. At det er en Skjødesløshed, derom har Inds. havt Anledning til at overtyde sig, ligesom Enhver af den Fleerhed, der imodtager Exemplr. udenfor Chri- stiania og Drammen, vil kunne bevidne, at Feilen rettedes. Imidlertid vil Inds. ingenlunde undskylde en saadan Feil: men hans Forundring derover SIDE: 251 den. Hvorved? Netop ved, modsat Morgenbladets negative Maneer, ad en positiv at demonstrere Humaniteten. Den er efter sin Idee dette ophøiede Begrebs Talsmand. Den er født dertil -- har været slet opdragen, men har en god Natur, og, hvad der er det bedste, en oprigtig Erkjendelse af sin Ung- doms Forvildelser og af den ubetvingelige Grundlov i den mo- ralske Verden, at al Daarskab straffer sig selv og søger Rettelse derigjennem. Den Redaktion, som har beriget den med saa alvorlige Erfaringer, er nu borte for stedse, og har kun efterladt de Følgende en Høst deraf, hvori Statsborgeren kan ønske, at Tidender af en mere hykkelsk Characteer ville tage Deel. Den Uvillie eller Ringagt, som man kan nære for de Feilgreb mod Humaniteten, som den forrige Redaktion har gjort sig skyldig i, bør ingenlunde overgaae paa Bladet. Det vilde være Ufornuft og Uretfærdighed. Man bør snarere erindre, at den Humanitet, som er dets Tendents, har udtalt sig klart i det langt over- Fotnote: var dog ikke større -- da en Forglemmelse strax faldt ham ind som den eneste tænkelige Aarsag -- end den, hvormed han saae Morgenbladet faae Rum til ikke alene at hænge sin Hat paa den Knag, men ogsaa den Nathue og Paryk, hvori det i længere Tid har hilset paa Publikum. (Der maa være et lidet Hoved paa den Mand.) Mindre Grund da, siden den Dosis han fik ind virkelig var forsvarlig, til at forundre sig over, at han tog sig ret en overstadig Pidsk, og i denne lod blæse i Basuner om "Proclamationen af Tilintetgjørelsen af Fædrelandets Uafhængighed og Selvstændighed m. m." Men vi unde dette grætne Morgenblad, der lader til at vilde lade Publi- kums Dage undgjælde med Søvnighed for sin egen natlige Uro med at faae Avertissementerne stuvet sammen, denne Udsvævelse. Inds. kan derfor gjerne sige, at han, for sit Vedkommende, og i Morgenbladets Interesse, vilde have foretrukket den tørre Daddel for en latterlig, pretiøs Høitidelig- hed. -- Men det er ikke det Latterlige i denne, som Statsbrgr. vil regne sig tilgode; men den Ufordulgthed, hvormed Morgenbladforfatteren overfører sit Had fra den gamle bekjendte Statsborgerredaktion paa den nye ukjendte, og blotter sin Ondvillie mod selve Bladet, idet det anbefales som en Gjen- stand for Publikums Mistanke, fordi . . . ja fordi det har viist sig, som han uretteligen kalder det, fiendsk mod Morgenbladet. Inds. vover med Hensyn til denne Anke tillidsfuldt at spørge Læserne af denne Artikel, om der ikke er blevet Adskilligt dokumenteret, som maa meer end undskylde, om man nærede idetmindste Ringeagt for den Aand, som ofte raader i hiint Blad, og afgiver Beviser paa Beviser forat den ikke forstaaer at benytte til eget og Publikums Bedste, ja ikke engang med Anstændighed at benytte sig af den monopolske Overlegenhed, Bladet er kommet i fortjenstløs hævdet Besiddelse af. SIDE: 252 vejende Antal af Artikler, som ikke kom nogen Mand med Urette for nær. Man bør erindre, at i de Anker, hvorom det ikke er godtgjort, at de skrev sig fra uædle Motiver, talte Hu- maniteten de Forurettedes Sag, at den gav Massens Opinion Udtryk, Fortrykte Mæle istedetfor Suk; at den vel ofte kan have bragt mere Orden i Folks Regnskaber end Kuldegysnin- gerne i Generalprocurørens Dage, og givet præstelig Dovenskab den Vækkelse, som Visitatserne ikke altid have tilfølge. Inds. betragter Statsborgeren fra sin Oprindelse af og indtil nu som et politisk Fænomen; det var en Trang for Bondestanden, saa ofte og med saamegen Ret kaldet Folkets Kjerne, som gjorde sig gjældende gjennem En af dennes Midte, der var i Besid- delse af Skolemesterkulturen og et varmt Hoved [fotnotemerke] . Statsborge- ren var et i Mulmet aabnet og til Mulmet alene vant Øie, som skulde see imod Lyset; men ikke saa hurtig har kunnet vænne sig dertil. Det er naturligt. Men nu antager Inds., at den har faaet et Slag paa Skallen som vel var ilde meent, men som dog har skabt en Seende af en Nærsynt. Dog have Blinde vovet at spotte denne Nærsynte, som var og er Folkets Uvidenheds vaagnende Øie! -- blinde Dverge have spottet denne Nyfødte, som det i sit første Tilvær lykkedes at forene sine Skuldre med Massens Skuldre, at slynge sine Livs- traade i Folkets! Dette er saa; og ikke sagt med et Magtsprog, men efter Erfaringen. Ikke Individets Fryd over at see en Foged eller Præst trukken frem paa Dagbladenes, for os Norske saa nye, Skueplads, men Landalmuens Trang til af have et Organ i sin Interesse har vedligeholdt Statsborgeren. Dette viste sig klart, da Portofriheden blev det berøvet [fotnotemerke] . Dette var kun en ny Anbefaling. Desuden kunne Folk, som ere vante til en over- modig Behandling af de saakaldte høiere Klasser, ikke begribe Fotnote: Inds. ønskede, at kunne sige "koldt Hoved og varmt Hjerte;" men der er i den slette Bedømmelse af hvilke Sager, der fortjente Optagelse, en Kjendsgjerning for, at det første ikke har staaet paa den rette Streg; og det Sidste er unddraget Bedømmelsen. At det har været varmt under Op- fattelsen af Planen for Bladet Statsborgeren og dens Iværksættelse, fordrer Humanitet, at man troer. Fotnote: Da Efterretningen herom bragtes, befandt Inds. sig i et Selskab af Bønder. 6 Exemplarer subscriberedes strax alene paa det Sted af Folk, som ellers ikke havde tænkt at holde den. Saa tør man troe andetsteds. SIDE: 253 den overvættes Ømfølenhed, som disse vise for at møde den simple Mand paa Statsborgerens aabne og frie Terrain. Ele- mentlige Kræfter tilbøde sig dette Blad; men det forstod ikke at gjøre sig til det herskende, Bevægelserne ledende Liv deri, men kun paa at amalgamere sig dermed paa plump Tinstøber- eller Kandestøber-Viis. Man saae en Jette røre sig i et Mørke, hvor man endnu ikke ahnede Liv, skjøndt Konstitutionens Stjernebuer havde straalet længe derover -- i kold Høihed; og de fra Almuen adskilte Klasser ikke havde lagt Dølgsmaal paa, at de troede medrette og af sig selv at besidde den forherskende Glands, som Natten, hvori hiin saa uforskyldt var nedsænket, dog bidrog saameget til at hæve. Da saae disse fra sin Høide et Øie, (men et som glødende Mulm), at aabne sig i Dybet, og en Arm at strække sig opad, og af Uvanthed til at bedømme Af- standen, at gribe uden videre efter hine Lys, der troede sig Stjerner, beskyttede af Natten, Stilheden og Afstandens Umaa- lelighed. Men hint Øie -- Statsborgeren -- blev ikke klarere og skarpere. Det blev ikke klarere og skarpere selv da Jetten løftede sig op i de Rum, som troedes kun beredte for høiere Væsener. Disse troede, at Verdens Ende var nær, at jothunsk Ødelæggelsessind og Ondskab udspilede denne store sorte Pu- pill, som gloede dem saa uforskammet imøde. Men Almues- manden saae kun Redelighed i den og i det hele grovtlinjede Ansigt -- og isandhed Blinde have aabne Aasyn, saasom de ikke see det Onde i Verden, -- mens Enkelte saae alene Sløv- heden og evneløse Anstrængelser forat see. Hvad Under da, om Statsborgeren greb feil? om han fortalte alskens forfærdelige Syner, som kun spøgede bag hans egen tykke Hornhinde, eller fødtes af Lysbrudets Voldsomhed i hans sløve, mulmvante Øie? Men Stæren er skaaren ud. Eller vil man, at det skal blindes? Kommer da I med Lænker, at Armen, at Massens vaagnede Kræfter ikke skulle bevæge sig iblinde og -- knuse! knuse hine Stjernebuer som Samson det fiendefyldte Tempel, og gjøre Alt, (for Liighedens Skyld), til een Nat! Lægger Mærke til, det var en Almuesmand, som satte sig i Spidsen for et Blad, der i sin Idee var en Cobbett [fotnotemerke] værdig, men ogsaa behøvede en Saadan: en Mand med den talentfulde, Fotnote: Berømt engelsk Folkeskribent. SIDE: 254 høiere Embedsmands Dannelse, men med en Almuesmands Hjerte og Følelser. Nævner mig ham i Norge! Der er Een, kun Een; -- men Een, der har lidt formeget i Kampen mod den Mægtigere til at Nogen kan forundre sig over, at han unddrager sig de nye Lidelser, der ville være uadskillelige fra en saadan Post, og ikke offrer en Tid, som snart burde være skjænket Hvilen, og ikke trues med at optages til det sidste Øieblik af Kampen for den blotte Existents. En Almuesmand traadte da op. Men veed man ogsaa hvad dette vil sige? Ja, naar man veed, at det er et Mirakel -- hvoraf den offentlige Omsorg da ikke har nogen Fortjeneste -- at en Almuesmand kan skrive. Dette er ikke mindre sandt, end at Statsborgeren har lært flere Almuesmænd at lægge sig efter denne skjønne Færdighed, end Skolevæsenet Børn. Dette ville vi have skrevet den Humanitet, vi henvende os til, bag Øret -- dette, og at det var en Almuesmand, som begyndte og førte Statsborgeren de første tornefulde Trin igjennem: -- at det var en Landbonde, som kom tilroers paa et Skib, der havde tusinde Skjær og Næs af Fordomme at baute sig igjennem, fremmede Have at gjennempløie, og fremmede Lande at opdage. Nu har en Bølge slaaet ham overbord, men Skibet flyger sin Cours, og Roret mangler ikke Hænder. Hvad er dets Navn? "Statsbor- geren!" Dets Ladning? Humanitet! Vi ville undersøge den. Findes der noget Andet, da gaae det samme Vei som Capi- tainen! Men der gives ogsaa en Art Humanitet, som maa overbord! -- (Fortsættes.) Henrik Wergeland HUMANITET (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 8. nov. 1835. Denne Dyd er ikke ganske let at definere. Det er vist, at den er den mest relative imellem Dyderne. Medens hver enkelt af disse synes at udgjøre et bestemt begrændset Buesnit af en Cirkel, som heel danner den fuldendte Moralitet og Sjeleadelens Kronring, er Humaniteten ligesom en fuldendt Cirkel for sig selv af mere ætheriske Dyder, der omslynger hiin, (forholdende SIDE: 255 sig dertil som Blomster til Metal), og forbinder dens enkelte Led. Inds. maa fortvivle over sig selv; thi han føler, at Klar- heden i Anskuelsen af denne Dyd staaer i lige Forhold til den moralske Fuldkommenhed, et Menneske besidder. Den kan ikke mere falde, som har skuet denne Himmelske Ansigt til Ansigt. Han har smagt den høieste Udviklings Vellugt -- det er Hu- manitet. Han har seet Retfærdighedens Taarer -- det er Hu- manitet. Han har seet, at den kan græde. Denne, som bort- vender sit Aasyn og opløfter sin Haand. Han har seet Haard- hedens Smelten -- det er Humanitet; seet Vreden klarne i et flygende Smiil; hørt i Hevnens Barm et Hjertes triumferende Banken over de rullende Aarer -- det er Humanitet. Dette har han sandset med sin Sjels fineste Sandser, og fra førstegang af for bestandig. Et høiere Tilvær -- netop det samme, man for- tæller os, kun skal tilkomme de Udvalgte efter Døden -- har aabnet sig for ham og kastet sin Glands over den lyksalige Dødelige. Men er det kun saadanne flygende Øieblikke, som tilhøre Hu- maniteten? Aander den kun i Havblikkene i det menneskelige Blod? Nei, nei! den skal boe i dets Bølger. De vildeste, ocean- mæssige Opbrusninger af disse, som Historien omtaler, have netop henrullet mod de lyksalige Strande, hvor Humaniteten har sit Hjem, fordi de ere det Menneskeaanderne bestemte, og hvorhen den kalder dem forat forherlige dem og give Bestræ- belserne -- ikke Hvile, men fortsatte Seire. Ligesom Orkanen kan siges at være et Oprør af Millioner Zefyrer og maa kunne opløses i Vindpust, saaledes kunne hine Bevægelser i Menneske- slægtens Sjele, saa voldsomme, saa ødelæggende det Bestaa- ende, siges alene at være Humanitetens, den for saa svag an- seede Dyds, Virkninger. Om Retfærdigheden græder, har den ikke et svagt Øieblik at bebreide sig; men der var et, hvori dens Grundvæsen lysnede frem; og dette er Humanitet. Retfærdig- heden er ikke andet end dennes Dommerkaabe, som den for Verdens Svagheds Skyld maa have paa; Strengheden blot de adstadige Miner, som Embedet og Sædvane kræver. Den kaster alt dette naar den kan. Naar den kan? Ja, naar den kan for Pligten. Thi Humaniteten er Pligtens første Adlyder. Retfær- digheden den anden, som kun gjennem Humaniteten skal mod- SIDE: 256 tage og udføre Pligtens Bud. Skeer det ikke ved denne Midler -- se, da har vi vor dagligdagse, hjerteløse, uhimmelske Ret- færdighed -- den vi, formedelst dens uendelige Bukker, sætte inappellable Grændser for, og mod hvis Angreb vi anvende de overdrevne Straffes Skræksystem -- den som tilforn gjorde Statsborgeren Følge i Træsko og Morgenbladet i Tøfler. Humanitet er Retfærdigheden saaledes som Himlen vil have den udført paa Jorden, og da ikke mindre vel end hos sig selv; Retfærdighed den maadelige, prosaiske Anvendelse, Jorden veed at gjøre sig deraf. Men nu gives der tusinde Maader, hvorpaa Menneskene udøve denne: Grader i Retfærdigheden: Grader efter Svagsynet: mangfoldige Grader, medens Humani- teten kun er een. "(Rækker ikke længer formedelst Branden af det offentlige danske Theater. Leve Nationen!)" (Fortsættes.) Henrik Wergeland [NOTER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL "OM UNIFORMSFORANDRINGER OG UNIFORMSREGLEMENTER"] Statsborgeren 8. nov. 1835. [Om generaladjutanten.] At af Wessels Linier: "Han syntes skabt til Bagateller; og noget Stort blev han ei heller." -- /strofe> ikke begge passe paa Manden, er noget ilde. Almindelig Anm. [Om munderingsreglementet på 5 trykte ark.] Gud fri os! Somme troe, at Reglementet er vor Grundlovs bedste Kommentær. Sætterens Anm. Den, som fortælle tør, man ei i Norge skriver, med sligt Volum ihaand jeg kjækt tilbagedriver. Trykkerens Anm. SIDE: 257 Henrik Wergeland MORAL (Indsendt.) Statsborgeren 8. nov. 1835. Le ei, i hvad Du gjør, ad militærisk Nar! Thi da bli'er Staten rasende som var den Narrens Fa'r. Henrik Wergeland POLITISKE NOTABENER Statsborgeren 8. nov. 1835. Sverige. Dr Munck af Rosenschöld fortæller i "Nyare Aftonbladet" for 27de Octbr. d. A., følgende Anekdot om sin Broder Niels Elof Rosenschöld, som et Beviis, blandt flere, paa, at denne var det bedste Hoved i hele sin Slægt: N. E. Rosen- schöld besøgte engang en Professor A. L., en Hædersmand af megen Lærdom, hos hvem da flere Akademikere havde ind- fundet sig. A. L. havde fremlagt Kaartet over "Skandinavien" (just saa!), da Norge nylig var ved Fredsslutningen (til Kiel?) forenet med Sverige. N. E. R. var en Yngling, og forstod ikke, at han, som blot Forpagter af en af Akademiets Avlsgaarde, havde feilet mod den Ærbødighed, han skyldte Professoren, da han traadte frem forat see paa det skandinaviske Kaart, og høre paa de militære Forelæsninger, der vankede. Prof. L. blev taus, fremkaldte Forpagteren, og spurgte, om han ikke syntes Sverige nu endelig havde vundet den Plads blandt de europæiske Stater, som det fortjente. De Tilstedeværende ventede ikke andet end et forlegent Svar, da de mente, at naar en Søn af Biskop Munck og en Søstersøn af en af Sveriges høieste Embedsmænd var bleven Forpagter af en Bondegaard, var det ligefrem, at han maatte være et Dumhoved. Ynglingen lod sig dog ei forbløffe; men svarede: "Visseligen har Sverige nu vundet det Maal, for hvilket man har arbeidet i mere end 100 Aar; thi nu har endelig det arme Sverige faaet Tiggerposen paa Ryggen." Hvad Svar de Høilærde gav til Anmærkningen er forøvrigt ubekjendt. Saa- vidt Aftonbladet. Hvad synes vore Landsmænd om slige Unions-Anekdoter? -- -- Følgende ogsaa for Os mærkelige Artikel læstes for nogen Tid siden i en svensk Tidende: "De europæiske Stater have for Tiden ordnet sig i to store Forbund, som staae i den heftigste Spænding mod hverandre. Der kan ikke være et Øie- SIDE: 258 bliks Tvivl om, til hvilket af begge Sverige hører og maa høre. Vist nok have vi hørt, at en og anden Statsstyrelse, som har sin naturlige Plads i Vesten, hælder til Østen, uagtet National- aanden og Statsindretningerne stride derimod. Men vi ere over- beviste om, at vor Statsstyrelse hverken kan eller vil hælde til nogen anden Side end did, hvorhen ikke blot Folkets Sympa- thier, men ogsaa dets bestemteste Interesser uimodstaaelig drage den." Vi kunne ikke afholde os fra at tænke os en Forbindelse imel- lem dette og engelske Avisers Beretning omtrent ved samme Tid, at "russiske Sørustninger i Østersøen skulle være saa be- tydelige, at de synes fuldkommen tilstrækkelige til et Tog imod Engelland, hvor Flaaden, der anslaaes til henved 30 Linieskibe samt et forholdsmæssigt Antal Fregatter og mindre Krigsskibe, lettelig kan landsætte 50,000 Mand. Denne Flaades Matroser og Soldater skulle til Vinteren samtligen indqvarteres i dertil op- førte Barakker ved St. Petersburg og Kronstadt, for, saasnart Isen gaaer op, omtrent i Slutningen af Mai, strax at kunne gaae ombord paa Flaaden, som da skal hele Sommeren manøvrere i Østersøen." "Denne Flaade -- tilføier den engelske Beret- ning -- kan ikkun være bestemt mod Storbrittanien." "Det britiske Ministerium har gjort Forespørgsler og vel endog Ind- sigelser hos den russiske Regjering angaaende bemeldte Krigs- flaades idelige Forstørrelse. For Øieblikket bestaaer denne af 27 Linieskibe, inddeelte i 3 Divisioner." Ifølge en anseet engelsk Tidendes (Morning Chronikles) Beretning skal det være bleven "erklæret den russiske Gesandt, at, hvis man lader den hele Flaade løbe ud paa eengang, da vil England ansee det for en Krigserklæring." Og efter samme Blads Forsikkring, skal den engelske Regjering have givet Ordre til at gjøre 15 Linieskibe saa parate, at de paa første Ordre kunne løbe ud. Ogsaa tales der om "et svømmende Batterie af Krigs-Dampskibe", og at der oprettes en Telegraf-forbindelse imellem London og Paris, hvor- ved der mellem disse to Hovedstæder kan haves Efterretninger i 1 1/2 Time. Senere meldes: "Paa den engelske Regjerings Fore- spørgsel hos det russiske Kabinet om Hensigten med dets usæd- vanlig store Sørustninger, har dette svaret: "at da Rusland ikke havde saa stor en Handelsmarine som England, maatte det SIDE: 259 skaffe sig søvante Matroser ved idelige Øvelser." Den engelske Regjering skal derfor have besluttet, ligeledes altid at holde en imponerende Krigsflaade i Søen. Gaarsmorgenbladet beretter Følgende: "En af Couriers Kor- respondenter gjør med Hensyn til Ruslands tiltagende Sømagt opmærksom paa den store Fare, hvorfor det næsten ganske ube- skyttede Søe-Arsenal i Sheerness er udsat ved et Angreb af Rusland eller en anden Magt. En liden Eskadre, ledsaget af tre eller fire Dampskibe, formenes at være tilstrækkelig til at stikke alle nu aftaklede Krigsskibe imellem Sheerness og Chatam, henved 70 i Tallet, blandt hvilke nogle Linieskibe, ibrand. De første Rangskibe havde kun fem Mands Besætning og i Sheerness selv gives aldeles ingen Fæstningsværker, men kun et Salutbatteri." Hvor meget eller lidt sandt, der er i disse Beretninger, kunne vi naturligvis ikke vide. Vi have taget dem som vi have fore- fundet dem, fordi de forekom os altid at fortjene Opmærksom- hed og ikke at oversees med Ligegyldighed saalænge man ikke har Vished for, at de ere usande, men, idetmindste fordi der ikke gjerne viser sig Røg, hvor der ikke er Ild, maa formodes, tilvisse for nogen Deel, at være grundede. Vi have meddeelt dem, fordi de af vore Blade, der væsentlig eller for en væsent- lig Deel have sat sig udenlandske [fotnotemerke] politiske Efterretninger til Formaal, med Taushed forbigik dem, medens vi tænkte paa Ordsproget: det gjælder ogsaa dig, naar din Naboes Væg bræn- der. Men endnu mere, fordi en heftig Tvist, som i de sidste Dage har vist sig imellem Stockholmske Blade, og som vel mu- ligt ikke er uden al Forbindelse med hine Beretninger, og -- om man end i Sverige lader, som om Union eller Norge ikke var til, i alt Fald uden som Provinds, men altid taler om "Sverige" som Et og Alt i udvortes Forholde -- dog væsentlig vedrører Os. -- Hamburger Korrespondent, der vistnok ikke i Fotnote: Den ypperlige Kritik, Morgenbladet anvender ved sine politiske Efter- retninger, skinner herligen igjennem følgende i No. 305 d. A. "Memorial Bordelais yttrer, at det er sandsynligt, at der i Paris vil blive afholdt en europæisk Kongres om de spanske Anliggender; imidlertid tilføier Bladet, at det ikke vil indestaae for Rigtigheden af dette Opgivende, som det ikke engang finder sandsynligt." SIDE: 260 Almindelighed nyder megen Tiltro, men dog, naar det gjælder om russiske eller østerrigske Efterretninger, ikke er at foragte, da man paastaaer, den skal staae under disse Regjeringers Ind- flydelse, indeholdt for nogen Tid siden Yttringer om "en Alliance imellem det russiske og svenske Hof, saa nær, saa intim -- at Prindsen af Vasa ei modtoges i Kalisch; men maatte, paa given Advarsel, vende tilbage, uagtet han allerede befandt sig i Schle- sien paa Veien did." Svenske Minerva -- som bekjendt, den svenske Regjerings Organ -- optog denne Beretning. Men det skulde næsten synes, som om man siden havde fortrudt, saa tidlig at være rykket ud med Sproget. Thi der opstod deraf en heftig Feide imellem Argus, Aftonbladet og Dagligt Allehanda, hvorved man paa den ene Side søgte at bestride Sandfærdigheden af denne Beretning, og paa den anden Side at stadfæste den -- medens Minerva iagttog en fornem Taushed, der synes oversat at betyde: "det jeg skrev, det skrev jeg." Vi spørge til Slutning: Skulde det vel være til denne Side, man i Sverrig vilde have Bestyrelsen til at holde sig? Men Vi have den Tillid til vor Konges dybe politiske Blik og Erfaring, at han vil vide at finde hvad -- ikke blot Sveriges, men ogsaa Norges Interesse kræver; og ikke, som bestandig fandt Sted under Foreningen med Danmark, opoffre dette Riges Vel, eller paa dets Bekostning virke for Sveriges alene! Danmark. I en med 1 000 Underskrivter forsynet Petition om almindelig Næringsfrihed, som er indsendt til den holstenske Stænderforsamling, og angaaende hvilken man venter en haard Kamp fra begge Sider, indeholdes blandt andet Følgende: " -- For Laugenes Ophævelse taler alle de Statsborgeres For- deel, der ønske at kjøbe billige og gode Varer, saavelsom deres, der, i Bevidsthed om sine Evner og Talenter, hverken ville være afhængige af de Laugsberettigedes Egensind og Skikaner, eller af Tilfældets Uretfærdighed, der har negtet dem Middel eller Leilighed til at vorde optagne som Mestere i rette Tid, eller af den laugsmæssige Tilendebringelse af den langvarige Bane som Lærlinge og Svende. Imod Laugenes Ophævelse turde med Grund intet Andet gjøre sig gjældende, end de Laugsberettige- des vistnok ikke uden Offere tilkjæmpede, mangfoldigviis kun SIDE: 261 indbildte Fordeel og Vanskeligheden i Overgangen fra det ar- vede Privilegievæsen til en Almeenvellet fremmende Friheds Tilstand. Ved en hensigtsmæssig Næringsskat formenes der at kunne bydes de nuværende Laugsmestere en passende Skades- løsholdelse derved, at de blive fritagne for denne Skat." Redaktionen har ikke kunnet negte sig den Fornøielse, at meddele disse talende Linier i en Sag, som Bladet tilforn har taget sig af, og hvis Fremme ogsaa hos os maa ansees for et af Fædrenelandets vigtige Anliggender, medens man høiligen maa forundre sig over, at den, engang bragt i Bevægelse paa vore Storthing, har saa ganske kunnet ligge under for Egennyttens, Usselhedens og Fordommes Overmagt, at den synes saagodtsom ganske forglemt! Et svagt Haab nære vi, at Kjøbmandsstandens billige Misnøie med den nye Handelslovgivning for Kristiania vil bringe en fornuftigere Næringsfrihed paa Bane igjen; og at Storthingets Takt vil forebygge, at man da spilder Tiden paa Enkeltheder, istedetfor at ordne Næringsfriheden i Almindelighed, overens- stemmende med det almindelige Vels ikke mindre end enkelte Borgerklassers billige Fordringer! -- -- -- Faae vi end ved den forventede Formandslov -- der i visse Dele maaskee vil afhjælpe det vægtige Krav paa en med Statsforfatningens Væsen stemmende Kommunallovgivning -- som vi haabe, mindre Anledning til at beklage os over Mangel paa Offentlighed i Kommunalvæsenet: saa er der dog endnu for faae blandt vore Stadsøvrigheder, der vise Sands nok for Forfatningens Aand til at offentliggjøre Forklaringen over Kom- munernes oekonomiske Tilstand, til at det skulde ansees for overflødigt for os at gjentage andetsteds veltalte, til Almeen- aands Oplivelse sigtende Ord om saadant Anliggende. En fra Helsingøers Magistrat (Borgermesteren er vor Mari- boes Broder, Medlem af den sjellandske Stænderforsamling, Etatsraad Steenfeldt) i Trykken udgiven Udsigt over bemeldte Byes økonomiske Tilstand ved Slutningen af Aaret 1834, ind- ledes med følgende gyldne Ord: "Denne Fremstilling ansee vi for en Grundvold, hvorpaa fremtidigen aarlige Beretninger, disse Gjenstande betræffende, kunne bygges. Ved at søge saa nøie som muligt at give Oplysninger angaaende de forskjellige Be- SIDE: 262 styrelsesgrene, bliver Øvrigheden selv nøiere bekjendt med de enkelte Dele, og med de Poster, hvor det maaskee kan behøves at trænge noget dybere ind. Mangler, hvor de finde Sted, op- dages derved lettere, og Opfordringerne til at afhjælpe disse blive desstørre. En høiere Interesse for Kommunernes Anlig- gender er i den senere Tid vakt. Vi ere overbeviste om, at en nøiere Kundskab om Tilstanden vil efterhaanden endmere forøge denne Interesse; og Magistraten skal ei undlade, ved at søge at give Enhver Adgang til at erholde saadan Kundskab, at bi- drage til efter Evne at oplive Almeenaanden, i hvilken vi ville finde den kraftigste Medhjælp og Understøttelse til at virke til Byens Gavn og Opkomst. Ethvert Vink, der gives til at opnaae dette Øiemed, skal samvittighedsfuldt blive benyttet; og vi smigre os med det Haab, at Øvrigheden og Borgeren med gjen- sidig Tillid stedse ville række hinanden Haanden og arbeide til det fælles Maal." Med et dansk Blad ønske vi, at disse Anskuelser, som staae i glædelig Samklang med Tidens fremskridende Aand, ogsaa blandt os maatte finde Gjenlyd i Hjertet og Efterfølgelse i Gjer- ningen i By og Bygd! Henrik Wergeland HUMANITET (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 15. nov. 1835. Den mærkeligste Maade, hvorpaa Humaniteten gjør sig gjæl- dende, er ved den fri Presse. Det er den misbrugte Magt, det hundredhovdede Tyranni, som den derved idelig og altid søger at bekjæmpe -- saaledes i sit Væsen og Meed eens med den Ten- denz til en almenneskelig, paa aandige og sedlige Fortrin grun- det absolut Frihed, som vi kalde Republikanisme, og som, hvor dens moralske Grundvold vakler eller hvor den kues, dog aldrig undlader at forjette en Lyksalighed paa Jorden. Og den kan dette, saasom den er eet med Humaniteten: kun dennes Hænder, som rive sig tilblods under mange Forsøg paa at erobre Himlene for Jorden: Humaniteten kun dens guddommelige Hjerte. Der- for tiltroes Republikaneren af hans sløvere eller mere egoistiske Medmennesker, som kun leve for Øieblikket, oftest god Vilje, SIDE: 263 om han end lægger Mangel paa Kræfter eller Klogskab for Dagen. Derfor betragtes intet Nederlag som afgjørende for Republikanismen, mens man veed, at Despotiernes Skjebne hæn- ger paa Sværdodden. Derfor veed man, at Spaniens Frihed er født 1812 for aldrig at døe, om den i Aarhundreder forbliver ubrugt. Derfor troes aldrig Frankrig, men Despotierne omknuge det, fordi Frihedens Hjerteslag deri engang hørtes: ikke hine Enkeltes stormende Aarer, hvis febrilske Freqvents lod sig maale efter Guillotinernes Stigen og Synken, men samme Hjerte- slag, som Slaven overalt fornemmer i de Sekunder, hvori han er saa lykkelig at forglemme sit Aag. Derfor er ethvert Frihe- dens Nederlag kun en Udbredelse af Sympathi med dens Stor- hed og Ulykke. Derfor æres denne Sympathi, fordi ethvert Menneske føler, at han bør besidde den. Derfor sættes Frihe- dens Blodoffre i Rang med Religionens; man troer Synder ud- sonede ved Martyrdømmet, og spørger ikke efter høie Aands- evner, hvor Energien var saa stærk. Derfor troe Despoterne sig aldrig sikkre, men føle en herodisk Angst for Hytternes Børn, en Drivt til at dræbe dem alle, fordi de ikke vide, i hvilket hint guddommelige aldrig slumrende Hjerte vil opløfte sig og lade sine Slag vorde hørlige. Og naar de have dræbt til en polsk Liigstilhed udbreder sig over Landet, -- da høre de sine egne Hjerters Slag, og en Følelse af hiin almenneskelige Sym- pathi tegner i deres Aasyn, at de vide, hvad de have gjort. Men hvi nogen Angst over at have fuldbyrdet Straffedommen til det Yderste over nogle balstyrige Mennesker, over et oprørsk Land? hvi skal Dionysius ikke kunne sove? hvi skal Carl altid vækkes af Drønet af den sidste Bølge, der lukkede sig over det sachsiske Folk? hvorfor skal den store Seierherre endnu see de frygte- lige Ljaer og Blinket af Dembinskis Landser i den uskyldige Riimfrost over det øde Land? er det smaae Kocziuskoer, som endnu sidde udenfor de jammerlige Hytter forat see hans præg- tige Kareth rulle forbi? hvorledes kan denne Green af en Fyrr, som stikker udover Landevejen, i Tusmørket hvine som Dom- brovskys Fjær? hvorledes hiin Taage over en fjern Landsby tages for Røg? hint riimdækte skinnende Kirketaarn for Hvid- ørnen over den nedbrændte røghyllede By? Hvorledes alt dette? Aldrig, dersom Humaniteten kunde dræbes som Menne- SIDE: 264 sker, qvæles som Friheden; dersom den ikke var dennes Sjel, et Hjerte i Menneskehjertet, som ikke kan knuses: et der har sine Følelser ligesaa udbredte i Menneskeheden som Lyset er udbredt i Rummet. Hvoraf er det Europa straaler? Ikke af de gothiske Klingers Glands. Ikke heller af Julius Cæsars Seires. Disse have ikke fremfødt dets Ære eller gjort det til Verdensdelens Ypperste. Heller ikke Korstogenes vidunderlige Bedrivter, Løvekampene i Orienten, eller de delfinkjække Farter gjennem ukjendte Have mod nye Verdner, et chaotiskt Atlantika. Heller ikke af Oldets Despotier har Europa arvet sin Glands eller andet end sine Lidelser. Kun Hofferne have deelt det ægyptiske Despoties me- lancholske Pragt og Liderlighed, og Rusland og Østerrig Persiens grusomme Statskløgt og Satrapisme. Men hvoraf er det Europa straaler? Af Intet af Hint, hvor- paa Historien ødsler sine Tavler. Men det har arvet de gamle Republikers Humanitet. Det har opgravet sig denne kostbare Mosaikbund i Ruinerne af disse Templer, hvori Guder og Men- nesker boede tilsammen. Det har arvet Grækenlands og Roms Humanitet. Europæerne kalde den "Civilisation;" og, glæde- drukne af dens Lys, troe de at være umaadelige og ubeskedne, om de ogsaa fordre den Frihed, som gjør den klassiske Hu- manitet saameget herligere end den nærværende, der har be- høvet al en himmelsk Religions Begeistring for at frembringe i Kunsterne noget, som taaler Sammenligning med hvad det daglige Livs Skjønhed i hine Stater fremkaldte af Geniet. Rom lever; men Julius Cæsars Seire har ikke gjort det udødeligt. Den romerske Humanitet har gjort det: Aanden i den Frihed, som gav det samme Ret og naturlige Magt til at underlægge sig Nationerne, som Fornuften giver Mennesket Herredømmet over Oxen og Hesten: den udødelige Aand af den Frihed, som sank under sine egne Tropæer, som døde under Marschtrinet af sine egne Legioner. Men denne Humanitet var ikke givet a priori, som om de andre Nationer vare Stedbørn fra først af. Men den udviklede sig af Friheden (og der var en pelasgisk Frihed før der blev en hellenisk, en latinsk raa før der blev en romersk); men af Humanitetens fuldkommengjordes igjen Friheden. Thi dette er Humanitetens Hovedopgave. SIDE: 265 Paa det romerske Torv var det, Friheden fødte Humaniteten. Der var det ogsaa, at denne forherligede hiin. Der var det, Cicero lærte Menneskene at tale. Derfra udgik Dekreterne om at Dyderne skulde have sine Templer i Rom. Og man kan sige, at Samdrægtighedens, Fredens, Retfærdighedens og Alstyrerens Søiletempler, at Kapitolets Kolonner udgik af det simple Folks Mund. Saaledes ogsaa i Grækenland. Lovgiverne, (Humanite- tens Forkyndere), Heltene, (dens Forsvarere ved Marathon og Salamis mod dens Arvefiende Despotiet), Kunstnerne, (dens Fremstillere) uddannedes ved den Tids Offentlighed: i Folke- forsamlingerne. Derfor har Humaniteten, af en Erindring om sine Fødesteder, saadan Forkjærlighed for Offentlighed. Den vil virke derigjen- nem. Men hvor ere Torvene? Der er kun Kjød og Hø og Smør og Politibetjente, som skulle vogte over alskens Privilegier. Se, da har Humaniteten gjort den fri Presse til sin Talestol, og gjennem et Blad søger den sit forum i Verden. Hvad mener man om "Statsborgeren", er den en Nutidens Plebejer, som taler frit paa sit forum? (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OM "GOD FAMILIE"] Statsborgeren 15. nov. 1835. Det ubehagelige Minde om den for sin bristefærdige Stolthed saa berygtede Dame paa Laurvigskanten, der averterede, at en velopdragen Jomfru kunde faae Plads hos hende som Frøken- pige, opvækkes idelig hos os ved de mange Avertissementer i forskjellige Blade, der ere affattede i følgende Tone: "en Dreng af god Familie" eller "en konditioneret Dreng kan faae Plads o. s. v." Det er som oftest Kjøbmænd, der stikke disse Horn af en Aristokratisme frem, eller som saaledes blotte Bagen paa den Foragt for Bondestanden, som fornem eller formuende Raa- hed mindst burde vise, men som er betegnende for den talrige Pøbel i den saakaldte konditionerede Klasse. Man vilde fore- tage sig noget fortjenstfuldt, om man klargjorde for sig og Andre hvad man egentlig forstaaer ved "god Familie". Hvor begyn- der denne hæderlige Række? hvor ender de slette Familiers, hvis Børn -- hvad Færdigheder de end maae besidde -- dog SIDE: 266 ikke maae komme til Kramboddisken, -- idetmindste ikke paa Indsiden, mens de ere særdeles velkomne paa Udsiden? "Af god Familie?" skal det sige "af god Opdragelse?" Nu, den kan man kræve. Men da tør man nok ogsaa finde god Familie i Bondestanden. Men vi forstaae fuldtvel Meningen af dette "god Familie", og kjende Røsten igjen af et af de Uhyrer, som har ødelagt Verden mest. Kun det vide vi ikke saa ganske, om Lensmænd og Proprietariusser ogsaa hører til de gode Familier eller ikke -- med andre Ord, om de ere Halen paa et stoltere Dyr, der staaer paa Foder, eller Hovedet paa et nyttigere, der dyrker Jorden. Henrik Wergeland [EN DANSK DOM OM FLINTOE] Statsborgeren 15. nov. 1835. Det vil være af saameget større Interesse for Nordmænd at erfare hvad man i Danmarks Hovedstad, der er riig paa Kunst- nydelser, og derfor ikke let at tilfredsstille, fordeelagtigen døm- mer om en af vore, som vi ere mindre end vante til at høre Retfærdighed mod hvad Norskt er fra den Kant. Kjøbenhavns- posten beretter: "Nogle for Tiden udstillede norske Panora- maer af Landskabsmaleren Flintoe fra Kristiania fortjene i høi Grad Publikums Opmærksomhed, ikke alene for de inposante norske Naturskildringer, de fremstille, men tillige for deres her- lige naturtroe Udførelse. Beskueren lærer her at kjende en Natur, der i Storhed og kjæmpemæssige Former ikke staaer tilbage for Sweitsernaturen. "Hurungtinderne paa Filefjeldet" frembyde et forbausende Syn af en Række rædselfulde, vilde og mægtige Bjergtoppe bedækkede med evig Snee og store Iisbræer o. s. v." Henrik Wergeland [INNLEDNINGSORD TIL EN "SANG, AFSJUNGEN I OPDAL DEN 17DE MAI 1835"] Statsborgeren 15. nov. 1835. Red. troer ogsaa at tilfredsstille sine Læsere ved Medde- lelsen af en Sang, der, omend forfattet af en Bonde, i flere lysende Træk af Poesie udmærker sig fra de almindelige. SIDE: 267 Henrik Wergeland EN ASTER TIL THEATERDIRECTIONEN (Indsendt.) Morgenbladet 17. nov. 1835. Den ærede Direction glemmer i den "uforbeholdne Frem- stilling af de Skridt, den hidtil har gjort, og som vil give de fornødne Data til at bedømme dens Færd", at oplyse Publicum paa en uforbeholden Maade om, hvorledes det egentlig havde sig og har havt sig med det smukke Løfte om en Theaterskole, der skulde opdrage Norske for Scenen, og saaledes lidt efter lidt forvandle det Nationaliteten fiendtlige og modbydelige Insti- tut, som det offentlige Theater i Norges Hovedstad hidtil har været, til et nationalt. Dette Løfte existerede. Inds. veed det af Medlemmer af Directionen. Han kjender dets Oprindelse, men ikke til hvad der er gjort, eller om der er gjort noget, for at det skulde blive noget andet end blot Løfte. Inds. veed heller ikke, om det er annonceret Publicum; men Ideen blev bekjendt, optagen af det levende Behag som et Løfte, og privat fragik Vedkommende heller ikke, at det var saaledes at forstaae. Man troede ogsaa i enkelte Directeurers Navne at have Borgen for, at et Ønske, som kun for Nationens fordærvede Deel kan være fremmed, vilde med Kraft vorde realiseret. Dette, troede man, maatte disse Normænd overtage, da Svensken Strømberg har Æren for Ideen. Nei! nei! Nu see vi, den omtales ikke engang i Directionens Fremstilling af sin og Theatrets Historie, og Elementets tilfæl- dige Seier over et af Aagene paa den norske Nationalitet skal ikke benyttes til Andet end til at paalægge den det samme tun- gere og evigtvarende. Tør vi ikke vedgaae, at vi have tænkt noget skjønt, naar vi ikke have udført det? Hvis saa, da er det bedst, paa Aske- tomten at sværge, at Gnisten aldrig laae i en Normands Hjerte til en Ild, der fra indenaf skulde have kunnet renset Theatret og bortsvedet det Fremmede deraf længefør Kaarthuset nu faldt ned for disse taalmodige Børn, som atter ville reise det som det var. Hvad er det for et Folk, som raaber paa Nationalfarven i Flag og Cocarde, paa Repræsentation og Nationalærens og Na- SIDE: 268 tionalvaabenets Ukrænkelighed? Vil det ikke længer vedkjende sig, at Tanken om et Nationaltheater engang bevægede dets Sjele? at det besluttede kun at taale et fremmed til det havde udviklet sit eget, og at elske kun dette? Men Hvo skulde udvikle det? Hvo lovede at gjøre dette selv bag de Fremmedes Kulisser? -- Den eneste sande Nytte disse kunde bringe os, dersom ikke ogsaa det er en Nytte, under nær- værende Omstændigheder, at Normændene glemme hvad de ere. Den Kunst have vi lært paa det offentlige danske Theater i Norges Hovedstad. Men ogsaa hiint Løfte har lært os det; thi, i Tillid dertil, undlod mangen En, der taalte at svømme mod Strømmen, at styrte sig idelig deri, forat redde hvad reddes kunde af Vraget, og mangen Vaagende lagde sig saa trygt til Ro, at ikke engang Branden har vakt ham. Men da Luerne sloge høiest over Theatret, da saae jeg i Røgen noget Smukt, noget Smukt, noget Blegt, Luftigt, men Smukt -- "paa klangfuld Vinge baaren en himmelfødt Idee" -- ja netop hiin smukke, men saa troløst behandlede Idee, som fødtes i Snak, vuggede sig en Tid paa nogle letsindige Hjerter, og maatte døe i Røg. Hvor den var smuk! Paa Gestaltens Vin- ger af et ubeskriveligt fiint Stof saae jeg en Tegning, som malt af Duggens matte Lysning, af en colonnaderet Pragtbygnings- front. Var det Nationaltheatret? Skulde det seet saaledes ud? Inden jeg fik Tid til at tænke herover, var Gestalten forsvun- den -- jeg veed ikke hvorhen, men jeg troer til gamle Strøm- bergs Grav. Idetmindste drev en Ahnelse herom mig til at søge denne ved Daggry. Og der maatte være noget foregaaet; thi de ellers saa melancholske og nedbøiede Astre derpaa havde alle- sammen reist sig, saae kjækt om sig med de store dumme blaae Øine, og syntes at spørge: "hvad behager? Lad herlige Ideer tye til de Døde, naar Menneskene ikke ville bruge dem! Har du et Løfte, min Ven, saa put det ned i denne Muld. Her kan der ligesaavel groe Mose derover. Forresten saa tag kun din Hat af for os; thi der er mere Kraft i vore svampede Stengler end i Menneskenes Sjele, og vore Farver ere trofastere end de Løfter, man vover at gjøre et Folk". SIDE: 269 Henrik Wergeland HUMANITET (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 22. nov. 1835. Ja, Statsborgeren har været en saadan Borgermand -- det ville isærdeleshed de Personer og Blade indrømme, som vel ikke saa ligefrem vove at sige, men dog ved Miner give tilkjende, at de troe, at der i denne Titel ligger noget latterligt. De negte ham dog ikke Retten til at tale, fast at Magten, som ikke altid troer at behøve at skjule sin Foragt for de Hoveder, hvis Skul- dre bære den, har forsøgt det. Men en Affødning af Humani- teten, af et Folks Trang og Vilje, har ligesaa lidet at frygte af Mishandlinger, som Polypen, hvis Arme voxe ud under Kniven. Der opløftedes svare Skrig paa det almindelige forum, da denne Borger begyndte at tale. Man hyssede mere naturligt end man fnisede, da man saae en Talestol opreist over den bøl- gende Mængde, og at simple Folk steg dristigen op. Man skreg: "det er Raaheden; ned med Raaheden!" men man glemte, at ogsaa denne har Ret til at tale, at det bliver Folks egen Sag, om de ville høre den, og at de bør høre den, naar den har Ret. Man glemte ogsaa, at denne Raahed ikke er saa ganske for- skyldt, og at Mennesker, som stikkes, ikke synge, men skrige. Statsborgerens Fiender vilde negte dem dette naturlige Udbrud; og søgte at gjøre den smukke, men ikke sande, Tro alene gjæl- dende, at Lov og Ret, og ikke offentlig Appell til Humaniteten, er det eneste, man har at tye til, og at de give tilstrækkeligt Værn imod Uretfærdigheden. Man anførte som Beviser herfor endeel Løgnagtigheder, som Borgeren havde ladet undslippe sig; men det ivrige Omdømme forglemte at tage i Betragtning, at Skam og Skade heraf kun var Individers Sag -- at hiin Lov og Ret var meget beredvillig til at rette herpaa -- og endelig at den offentlige og almene Skade af Offentliggjørelsen af enkelt Mands falske Beskyldninger mod den anden ingenlunde lader sig sammenligne med de fordærvende Smigrerier for høiere Personer, urigtige Beretninger om Folkestemningen og Tilstan- SIDE: 270 den og politiske Efterretninger af falsk historisk Lære [fotnotemerke] , som Tidender, de mere almindeligen dannede Klasser vedkjende sig som sine, aldrig have været sparsomme paa at udbrede imel- lem os. (Fortsættes.) Fotnote: Det hører ikke imellem Statsborgerens Synder, at træde op og bibringe Almeenheden saadanne Lærdomme, som Morgenbladet av l9de Novbr. s. leverer i følgende Recit om den spanske Grev las Navas, der bidrog saame- get, ved sin kraftige Protest mod et Ministerium, hvis halve og vaklende Forholdsregler bragte hans Fædreland nær Fordærvelsen, og ved, i Nærhe- den af Hovedstaden at indtage en fast Stilling i Spidsen for en Hær, til de Forandringer til det Bedre, som nylig ere skete i hans Fædreland. Efter at have fortalt, at las Navas Hær, overladt til Regjeringens Disposition, under en anden Anfører, er dragen mod Carlisterne (altsaa ogsaa en velgjørende Følge af Grevens energiske Forhold) beretter Morgenbladet videre: "For- gjæves søger Insurgentanføreren uden Tilhængere at vinde Publikums Op- mærksomhed; det er endogsaa tilbøieligt til at udhysse ham, hvor han viser sig, og de forestaaende Cortesmøder, i hvilke han haaber atter at hæve sig, ville formodentlig kun tjene til ganske at ødelægge ham. Hans Skjæbne er atter et frygteligt Varsel for dem, der søge deres (sin) Hæder i Folkegunst. Da han maatte flygte, fordi han fordrede det, som Regjeringen nu maa ind- rømme, var han i Folkets Øine en stor Mand, der opofrede sig for det almene Held; da han satte sig i Spidsen for en Hær og vilde aftvinge Regje- ringen Indrømmelser til Fordeel for den hele Nation, var han Folkets Afgud og Haab; men Regjeringen gik ham forbi, skjøndt den bevilgede hans For- dringer -- og han blev Folkets Nar." Efter at have læst denne Artikel, troede Nedskriveren bedre at kunne forklare sig, paa Grund af den Omhu, man har for sig Selv, og den fuldkomne Sikkerhed, der er i en udeelt Hemmelighed, hvem den i sin Tid saa problematiske Rævbælgmager var. Artiklen være heel optagen af et fremmed Blad eller ikke -- Redaktionens Feil bliver den samme, alden- stund den, der vitterligen forplanter Urigtigheder, deler Skyld med Ophavs- manden. I første Tilfælde burde Red., saafremt den ellers vilde optage en saadan Artikel, ved egne Bemærkninger bortfjernet det Skadelige, og gjort opmærksom paa det Skjæve og Fordærvelige i dens Indhold, eller ogsaa kun meddeelt den som et karrikaturmæssigt Exempel paa fremmede illiberale Tidenders frække Forvanskninger af Sandheden og Forsøg paa af det Utro- lige at uddrage Lærdomme, som kun kunne tjene til at forgifte Begreberne. I sidste Tilfælde er der intet Raad for en saadan Redaktion; men vi beklage kun, at det norske Folk saa længe og saa dyrt maa lide under de skadelige Indvirkninger af en Redaktion af vort mest læste Blads politiske Artikel, som vel endnu fremdeles er holdningsløs, men ikke længer saa tvetydig med Hensyn til den Charakteer, den vil antage. Vi spørge, uden at fremhæve det Urimelige i, at en Mand, der har de Fortjenester, som Artiklen tillægger ham, skulde være udsat for Nogensomhelsts Forhaanelser -- vi spørge: om SIDE: 271 Henrik Wergeland [NOTE TIL POLEMIKK OM BESTYREREN AV KORNMAGASINET I EIDSVOLL] Statsborgeren 22 nov. 1835. Bladets nærværende Bestyrelse har efter den forrige arvet en Tvist, som alene Kivet og Ondskab forstod at vække om den ellers uomtvistelige, ihvorvel pligtmæssige Fortjeneste af Magazinbestyreren i Eidsvold, ved Salg af Magazinets Behold- ning over dets lovbestemte Maximum, at have forhvervet sin Fotnote: det er smukt og rigtigt at lære, at det virkelig er "Publikum", som saaledes lønner sine udmærkede Mænd, og det Den, hvis Anskuelser Begivenheder, han selv bidrog saameget til at fremtvinge, have viist at være Nationens og Hovedstadens? Det er farligt og urigtigt at svække Anseelsen af Ordet "Publikum", at tilintetgjøre det Begreb om Moralitet og Anstændig- hed, som man har Ret til at forbinde dermed. Hvorofte skal det siges, at "Pøbel" og "Publikum" ikke maa forvexles? at det kun er i servile Tidenders Interesse at gjøre det? Vi spørge: hvorfra har man den Viisdom, at de spanske Cortes, som endnu aldrig have fornedret sig, ville "kun tjene til ganske at ødelægge den Mand, som maatte flygte, fordi han fordrede, hvad Regjeringen nu maa indrømme, som opfordrede sig for det almene Held og aftvang Regjeringen Indrømmelser til Fordeel for den hele Nation" o. s. v.? Saaledes handler ingen Nationalforsamling. Men det er ved at forsikkre, at de uædleste Lidenskaber skulle kunne raade i en Nationalfor- samling, at Fiender af frie Forfatninger nedbryde den almene Tillid og Ær- bødighed for dem, og udbrede Foragt derfor. Hvilke Begreber gives ikke i denne paaankede Artikel om "Publikum" og "Nationalforsamling!" Nu staaer da "Folket" tilbage. Derom meddeles først en gammel Bemærkning, som ikke holder altid Stik, om det Farlige i Folkegunst. Men dernæst skil- dres et Folk som ledet af Vægelsind, Utaknemlighed og som saa servilt, at det, alene "fordi Regjeringen gik ham forbi, gjør sin store Mand, der opofrede sig for det almene Held, sin Afgud og Haab, der aftvang Regjeringen indrøm- melser til Fordeel for den hele Nation, til sin Nar". Paa intet Folk passer denne Skildring. Saa slette kunne kun Nationer blive, om de fæstede Liid til Tidender, der umage sig med Forsøget at bibringe dem Foragt for sig selv. Al historisk Erfaring benegter ogsaa, at Regjeringens Tilsidesættelse -- og mindst i et revolutionært Land -- nogensinde har virket, at Folket mishandlede sine fortjente Mænd. Humaniteten har aldrig tilstedet dette, og sikkrer for, at det aldrig vil skee. Den hersker i Folkene, lader sig altid tilsyne i deres Handlinger, men Individerne staae mindre under dens vel- gjørende Indflydelse. Dette viser den Morgenbladsredaktør, som vi have at bestille med; thi har nogen carlistisk Tidende kunnet levere nogen mere carlistisk Artikel end paaankede, der fremstiller et Publikum, en National- forsamling og et Folk paa det foragteligste, og meddeler den smukke Moral, at ingen Daarskab kan være større end at være Patriot. SIDE: 272 Kommune en Sum af omtrent 1000 Spd. Denne Tvist vil man nu see endt, idet man haaber, at den angrebne Part, som nu gives Rum til en Deel af sit Forsvar, vil holde sig overtydet, om at alene Modpartens latterlige Paastand, at Magazinbesty- reren pligter Kommunen Refusion for den Sum, som kunde været opnaaet ved høiere Priser, afgiver tilstrækkelig Grund for, at Publikum ikke maa brydes videre med Udtømmelser fra slige Hjerner. Ligesaa maa ogsaa Modparten være herved givet tilkjende, at nærværende Blad ikke længer staaer til Tjeneste for hans Kandestøberier eller Bagvaskelser. Det har saalidet tilovers for den hele Tvist, hvori saadanne Drivter have vovet at misbruge Pressen, at det holder endog for overflødigt at aabne sine Spalter for de Beviser, man har ihænde, forat Be- skyldningen, omat Magazinbestyreren er partisk til Misfordeel for Smaafolk ved sine Inddrivelser, i et og alt er falsk. Henrik Wergeland [NOTE TIL INNSENDT ARTIKKEL OM MORGENBLADETS FINGERPEK I ANLEDNING AV STORTINGSVALGET] Statsborgeren 22. nov. 1835. Saadanne fordulgte Anbefalinger have, efter Redaktionens Mening, meget imod sig, ufordulgte derimod ikke. Nogen større Vægt end den individuelle Formening tilkommer dem dog aldrig. Vor politiske Barndom tiltrænger en abc-klar Veiledning i dette Punkt. Red. Henrik Wergeland [OM NASJONALFARVEDE KOKARDER] Statsborgeren 22. nov. 1835. Red. har i de sidste Dage havt Anledning til -- som et bedre Tidens Tegn, at lægge Mærke til, at Uniformskokarderne, der ikke have det ringeste Nationalt i sine Farver, forsvinde fra Studenternes Huer, hvorimod Kokarder af Nationens Farver vise sig. Efter Flaget ere disse, udenfra indad, røde, hvide og blaa. I den franske trefarvede Kokarde er Ordenen omvendt. Saadanne norske Nationalkokarder, der ogsaa erholde en Be- tydning derved, at de samme Trefarver, som pryde dem, ogsaa SIDE: 273 tilhøre Verdens frieste og ædleste Folkeslag, kunne naturlig- viis bæres af alle Klasser, og høre ligesaavel hjemme paa Bor- gernes Hat og Bondens Luve som paa Studentens Kasket. Den Brug gjøre idetmindste andre frie Nationer af sine Kokarder; og Omstændighederne tilsige endnu mere Nordmændene end de fleste andre Folk, paa enhver Maade at lægge Nationalitet for Dagen. Kunde man sige, at den sorte og gule Kokarde var et "i Nordmænds Pander luende Øie af den Trold, som stirrer i Norges Fremtid, og seer det Fanden i Vold" -- saa er tvertom den forjettelsesfulde trefarvede Kokarde, som er hentet ud af Flaget med "det hvidene Kors i den røde Bund," og "Hjertebladet det høie blaa," et Blik af en venligere Genius, af Norges Skytsaand: Nationalfølelsen, som seer Opfyldelsen af alle dennes hidtil negtede Krav imøde. Hvilket skee! Hvil- ket skee! Og til Tegn paa, at de hjerteligen ønske det, paa- hefte de gode Nordmænd sig Nationalkokarden. Henrik Wergeland [OM EN MERKELIG POTETSORT] Statsborgeren 22. nov. 1835. Udtog af et Brev fra Prinds Rohan, dat. Genf. 25. april d. A. til Gartner Bonnefont i Annoncay, meddelt i den danske Have- tidende No. 18, indeholder Beretning om en høist mærkelig Afart af Potetes, opkaldt efter Prindsen og hvoraf han sender Hr. B. et Exemplar til Foræring. Den skal for 4 Aar siden være fremkommet af Frø, og af Producenten været holdt saa hem- melig, at han lod den dyrke i et lidet, med Muur omgivet Rum, hvor den i hans eget Paasyn optoges af Jorden og derpaa for- varedes under Laas og Lukke. Han havde endog negtet Kongen af Preussen den. For en kostelig Kaktusplante tiltuskede Prind- sen sig dog et Par af disse vidunderlige Potetes, dog imod Æres- ord, aldrig at give deraf til Holland, Belgien, England, Preussen eller Tydskland; men at han formodentlig ikke tænkte paa Schweitz eller Frankrig, kan man takke for Kundskaben om den. Som Exempel paa dens overordentlige Frugtbarhed for- tælles blandt andet, at en Hr. Martine i Alais sidste Efteraar SIDE: 274 har høstet Potetes paa 13 14 Lodd, paa 11 18 Lod og paa 9 26 Lod. En ganske liden Potet med 4 Øine afgav et Pro- dukt af 481/4 Lod eller over 1500 Fold. Det formenes, at Potetes af dette overordentlige Slags vil herefter kunne erholdes hos Bonnefont. Denne Beretning er optagen i mange danske Blade af Have- tidenden; og det formenes, at den heller ikke vil ansees umærk- værdig for Statsborgerens mange Velyndere blandt Fædrelan- dets hæderlige Jorddyrkere. Henrik Wergeland [SVENSKE UTTALELSER OM NORGE] Statsborgeren 22. nov. 1835. Hvor sjeldent udtrykke Svenskerne sig om os uden enten at forbause os ved de fordomsfuldeste og feilfuldeste Ansku- elser af vore politiske Forhold eller at oprøre vore Følelser ved at antyde en Overlegenhed fra svensk Side, som hverken har hjemme i Rigsakten eller i den Holdning, som Sverig i længere Tid har indtaget i Europa, og som, ihvorvel den kun er et Spøgelse, der plager dem selv værst, som lider af Anfægtelserne, dog neppe er et fra de mange Valpladse langs vore Grændser! Under alle Omstændigheder bør det norske Folk ikke holdes i Uvidenhed om, hvilke Meninger man forsøger at gjøre gjældende i Broderriget om dets Ære, Ve, Vel og hele Forhold. Det kan ikke andet end være nyttigt, at man i Norge hører de svenske Profeter, som give sig af med at afdække dets Fremtid eller de velgjørende Hensigter, som visse Folk -- der, at slutte efter Antallet af deres Publikationer, ikke kunne være saa faae endda -- nære med Hensyn til dette trohjertige Folk, som troer sin Skjebne sikkret ved Unionen. Det er dog en anden Tryghed, nemlig den, der hviler paa Bevidstheden om egne Kræfter og gode Sag, der forhindrer, at der skulde komme ondt Blod af at meddele de norske Masser saadanne svenske Ud- ladelser, som visselig egne sig til at fremskabe det i de sven- ske. Vi give saaledes vore Landsmænd til Betænkning følgende Tirade af de hos os oversatte "Skildringer til Dagens indre Historie" (under Rigsdagen 1834), som undslipper den tvety- dige Forfatter, efterat han har lovpriist Styrelsen, fordi den SIDE: 275 rolig overlod Polen i hiin dyrebare forspildte Tid 1830-31 til sin Tilintetgjørelse: "Sveriges Grundsætning om streng Neutralitet under den pol- ske Insurrektionskrig var saameget vigtigere, som vi nu, ifald i Tidernes Løb nogen Omvæltning skulde forestaae os, appelle- rende til det hele europæiske Statsforbunds Retsbegreber, kunne fordre fuld Reciprocitet af Rusland, der da aldrig maa indblande sig i vore egne indre Anliggender." Vi have sagt, at vi overlade disse Linier til vore Læseres Betænkning. Selv kunne vi ikke tilfredsstillende forklare os dem. Samme Forfatters Yttring om, at Wanäs afgiver Forsvar baade mod Vest og Øst er visselig lettere at forstaae, da det er en Centralfæstning. Forf. splitter Fremtidens Teppe med Kanonskud. Henrik Wergeland [OM NASJONALKOKARDEN OG STUDENTENE] (Indsendt.) Christiania Intelligenssedler 23. nov. 1835. Til Efterretning for C. -- 7. -- tjener: 1) Henr. Wergeland har, ihvorvel han forhen og navnligen i Morgenbl. har yttret Ønsket om at en Nationalcocarde maatte blive antagen, ikke Æren -- og det er upaatvivlelig en sand Ære -- af at have været Ophav til at endeel Studenter have begyndt med at aflægge den forrige Uniforms-Cocarde med de unationale Farver og at antage en ny Borger-Cocarde, der bærer Nationens Farver, hentede ud af dens Flag i den Orden, de navnkundige og betydningsfulde Trefarver deri indtage. Han har kun været og er imellem disse Studenter. 2) Synet af Cocarden ligesom af Forfærdigernes forskjellige Avertissementer burde have overtydet ham om, at den hver- ken er eller ansees for fransk. 3) Han maa tillade, at man holder Den for en slet Normand og et tankeløst Menneske, som kan behandle hvilketsomhelst uskyldigt Træk af Nationalfølelse med Spot, som viser Man- gel paa Ærbødighed for Nationens Farver, og som ikke indseer den politiske Uskyldighed, men ogsaa Betydnings- fuldhed, i hint Foretagende. SIDE: 276 Henrik Wergeland [OM ANGREPET PÅ STUDENTERKOKARDEN I "CHRISTIANIA INTELLIGENSSEDLER"] (Indsendt.) Morgenbladet 27. nov. 1835. Det Vigtige og Betydningsfulde, ja endog det Ophøiede og Hellige har ingensinde været fri for kaade Angreb. Men i samme Forhold, som det saaledes Angrebne havde moralsk Værd, var da ogsaa Angribernes moralske Uværd og Lavhed declareret. Paa Publicum, i hvis Masser de vel altid ville, men ikke altid kunne forstikke sig, have de vel forsøgt at vælte Beskyldningen, at de kun talte for dets Majoritets Mening; men denne giver sig aldrig tilkjende alene gjennem enkelte anonyme Skriblere. Publicum -- i den Forstand det bør tages -- vil aldrig vedkjende sig saadanne Organer, da det kan være sikkert paa, at dets rigtige Anskuelser ogsaa deles af dets bedste og talentfuldeste Individer, som ville ansee det for en Pligt at gjøre dem gjældende. Men ligesaalidt vil det ogsaa vedkjende sig eller finde det rigtigt at antage, at det nærer Meninger, som ikke skulde fortjene saadanne Organer. Det vilde saaledes være en Fornærmelse mod det norske Publicum, at antage, at det ikke fandt dets Bifald, at endeel Studenter have endelig begyndt med at anlægge en National- cocarde, om hvem der har været talt og skrevet saameget og saalænge. Et Publicum kan ikke yttre Mishag med Noget, der er i sig selv fornuftigt, røber Livlighed i den Følelse for Natio- naliteten, som kaldes almeen fordi den forudsættes netop hos Publicum, og som just gaaer ud paa at vise det Ære og at man er stolt af at henhøre til et Publicum, der er for selvstændigt og har forofte udtalt de Krav, dets Selvstændighedsfølelse har næret, til at ikke idetmindste de skulle vorde opfyldte, som det staaer i Normænds Magt at opfylde. Imidlertid har dog en enkelt Person søgt at forbittre sine Landsmænd den Glæde, de maae føle herover. En Anonym har i Intelligentsseddelen søgt at latterliggjøre hiint patriotiske Foretagende af Studenterne, og der er ingen Tvivl om, at den Løgn staaer ham til Tjeneste, at han troer derved at have givet en overvægtig Mening i Publi- cum tilkjende. Vi kjende nemlig Manden, og have, paa Grund SIDE: 277 heraf, med desstørre Sandhed kunnet yttre som oven, at Publi- cums Mening aabenbares ikke gjennem saadanne Organer. Lige- saalidet som det kan have Anonymens foragtelige, vil det nogen- sinde have sig betjent af en Person, som Organ, der er alminde- lig bekjendt som Hovedstadens ældste Abekat, og som, end- skjøndt norsk Embedsmand, har kunnet nedværdige denne (ikke sig selv) til hos den svenske Grev Brahe at poussere sig frem til et Embede, som det kun kunde falde hans Uforskammethed ind at søge. Henrik Wergeland [OM SPROGET PA TEATRET] (Indsendt.) Morgenbladet 28. nov. 1835. Den, som sendte Theaterdirectionen "Astren", har vel ikke fremkaldt de Oplysninger, han nærmest tilsigtede -- saafremt hans Hovedøiemed ikke skulde have været, hos Publicum at vække nyttige Erindringer og Tanker -- men han har i Igaars- Morgenbladet fremkaldt en Opsats, som især i to Henseender er af stort Værdi for det Parti, hvortil han hører, og saaledes for Nationen, da det er dens Sag han forfegter. Der kan ingen Tvivl være om at her menes den under 19de d. indsendte Ar- tikel, da den er saa særdeles egen i sit Slags, og er ganske egnet til at vække den almene Opmærksomhed -- det den ogsaa, saa- vidt Inds. bekjendt, har gjort. I to Henseender, er ovenfor sagt, at den især skulde være af Værdi; og disse ere: 1) overtyder den om, at det saakaldte norske Parti aldeles ikke har over- drevet Skildringen af det Slette og Farlige ved den Aand, det modkjæmper, og saaledes ingenlunde, som oftere paastaaet, skabt sig selv Skrækkebilleder og Skygger at stride imod. Og 2) giver den Publicum Beviset ihænde paa, at der gives Folk imellem det, som vitterligen betragte det offentlige danske Theater i Norge som en Indretning, der er skikket til, og med Plan maa benyttes imod vor Nationalitet og navnligen vort Sprog. Saavidt er det kommet, at dette Parti ikke troer, længer at behøve at lægge Dølgsmaal paa en Mening, som dets ivrigste Modstandere endnu ikke vovede at beskylde det for, for ikke at synes at ville bibringe et Folk Uroligheder, der ikke vilde troe noget af sine Hjerter besmittede, hvormeget end Anskuelserne SIDE: 278 kunde være afvigende, og som alene belastede Dæmringen med den Mistanke, at han var den Eneste, som oprigtigen skammede sig ved Fædrelandets Sprog og ønskede at det maatte vorde fortrængt af det danske, saakaldte "Gratiernes Sprog." Men nu have vi faaet uforbeholdent at vide: "at den større Fleerhed af oplyste og smagfulde Landsmænd finder noget Haardt, Raat, Kantet og det finere [fotnotemerke] Øre Stødende ved de fleste af vore Dialecter -- at Øret tilbagestødes og den æsthetiske Sands saares ved de raae og uharmoniske Toner, som træffe det i det daglige Liv -- at man paa Theatret maa vente at faae sit Øre smigret (!) og da ved danskt Sprog -- at dette dannede og forædlede Sprog, som høres paa Bræderne, er et vigtigt Mid- del til vor Afslibning og deraf følgende Sprogforædling -- at den danske dannede, bløde og velklingende Mundart, "Gra- tiernes Sprog" i Skuespillernes Mund, paa engang kan være vort Øre en Vederqvægelse (!) og vor opvoxende Ungdoms Tunge et Mønster" (!!!). Efter disse Tilstaaelser kan Ingen, der forbauses og oprøres derover, være i Uvished om, at den nationale Fare er eller var stor. Men fra denne Tid af vil ogsaa Nationalpartiet ikke alene voxe, men dets Seier vorde lettere, da Corruptionen nu er brudt frem i Dagen, klar for Alles Øine. Den undergravede Bund, som sees, er ikke længere saa farlig. Derfor sagde vi, at den natio- nale Fare ikke er saa stor som den var før det faldt Forræder- sindet ind ved hiin uforbeholdne Blottelse at forraade sig selv. Og derfor mene vi, at hiint Stykke er et kosteligt, et uvurdeer- ligt Stykke [fotnotemerke] , en Documentation, et Vaaben i Deres Hænder, som troe med Engelstoft: "Med Sproget falder Nationen, naar den, foragtende sig selv, afklæder sig den Characteer og den Originalitet, som beroer paa Modersmaalets Vedligeholdelse og Ære. Med Nationen falder Sproget, naar ydmygende Aag tvinger det gamle Tungemaal at vige for et fremmed". Dette staar at læse i det Hjelmske Maanedsskrift, 12te Hefte, Fotnote: Disse fiinørede, oplyste og smagfulde Landsmænd udmærke sig især ved den Livlighed, hvormed de opfatte og applaudere de Gammelstrands Uteerligheder, som saa ofte saare den bedre Deel af Publicum i Theatret. Andre Flauheder falde ogsaa i deres Smag. Fotnote: Dennegang maae vi ikke foragte Danaernes Gaver! SIDE: 279 i Udgiverens Forord til en Afhandling om vor Nationalmusik, hvilket bør ønskes nu aftrykt i dette Blad, da denne udmærkede Borger deri fuldstændigen udvikler sig om det offentlige Theater i Christiania. Den 26de November. Henrik Wergeland HUMANITET (Slutning.) Statsborgeren 29. nov. 1835. Men der er mangfoldige Ting desforuden, som Humaniteten bør tage i Betragtning med Hensyn til og til Fordeel for Stats- borgeren, som den har været; hvorimellem vi dog kun ville fremhæve en, som afgiver meget til Undskyldning for dens virkelige Feil. Og den er korteligen: "hver Fugl synger med sit Neb" -- eller, med andre Ord: Statsborgeren har, som hoved- sageligen Organ for Borger og Bonde, netop været som den maatte være efter det Dannelsestrin, som Staten har tilstedet disse at naae, og det i samme Forhold, som fornemmere Tiden- der staae i til de Klassers aandige Udvikling, der vedkjende sig dem, og hvem Staten tilbyder langt flere Dannelsesmidler, end de almindeligviis benytte. Forholdsviis skal man sandelig ikke af disse Tidenders, f. Ex. Rigstidendens og Morgenbladets Be- skaffenhed have Anledning til at gjøre Sammenligninger, der geraade de Klasser til Skam, som det Offentlige, paanær en kursorisk Elementærunderviisning, overlader til deres egen aandige Forsorg. Ligesaa vist ogsaa, som der gives Individer i de høiere Klasser, til hvis Aandskultur disses Tidender staae i et underordnet Forhold, ligesaa vist kjender Almeenheden ogsaa Bønder, der ved egen Kraft have hævet sig til en saadan Grad af aandig Udvikling, at denne ikke repræsenteredes ved et Blad, der hovedsagelig angav Graden af den Dannelse, deres Stands Masser vare i Besiddelse af. Vare disse komne saavidt som hine Enkelte, skulde Organet ogsaa have staaet i tilsvarende Forhold til denne høiere Udvikling -- ligesaa vist som at de høiere Klassers Tidender ere maadelige, fordi det ikke er meer end maadelig bevænt med deres Dannelse i det Hele. Men er det saa -- hvi da ikke bære over med hinanden? Dette vil Humaniteten. SIDE: 280 Statsborgerens Feil have mest været formelle og Følger af en vis Skjødesløshed og vidtdreven Tilladelse til at benytte dens Spalter. Men ogsaa i denne udskeiende Hylding af Ytt- ringsfriheden fremskinner den Humanitet, som umiskjendelig er dens Væsen; og denne Feil har, som oven bemærket, havt ikke liden Indflydelse paa mangen simpel Mands Dannelse. Alene Visheden om at et Blad stod ham til Tjeneste, dersom han havde noget at sige og kunde sige det, har dertil været et In- citament. I Statsborgerens kontrollerende Tendenz, som har været og fremdeles skal være dens Særbetegnende (Karakter- istiske) aabenbarer det sig, at dens Væsen er Humanitet. Og dog er det just dette man har villet negte. Men hvem har negtet det? De, som enten rammedes eller vidste, at de stode under denne Almeenhedens Kontrol: Embedsmændene og deres uen- delige Slægtskaber. De fnysede eller zittrede gjennem Korpo- rationerne, Kollegaskaberne og de fjerne Frændskaber lige indtil de forglemte Naadsensbrød-Tanter, saasnart En blev rørt ved i Statsborgeren. Kun vanskeligen fik denne udøve en af sine mindst iøinefaldende gode Virkninger, nemlig at betage Folk denne overvættes Killenhed, som tilhører en politisk Barndom. Men hvis Sag er det, som føres ved slig Kontrol? Er det ikke Deres, som idetmindste troe sig forurettede; altsaa Menneskelig- hedens, der ikke vil negte Nogen at klage, og Retfærdighedens, der vil undersøge Klager, og hjælpe Folk tilrette -- med eet Ord Humanitetens. I hvis Hænder er denne Kontrol? Ikke i nogen stemplet offentlig Anklagers, men i Almeenhedens, som ikke kan bortgive denne sin naturlige Ret, fordi den maaske falder Enkelte til Besvær. Der er ogsaa megen politisk Klogskab i at en saadan Kontrol finder Sted, aldenstund Regjeringen (Embedsmændene) og de Regjerede (Folkets Mængde) staae i den Modsætning til hin- anden, som de maae staae i. Den beroliger nemlig Folket, med- deler Styrelsen ikke faae Bidrag til Kjendskab til sine Organer og Repræsentanter i Embedsmændene, lader see ind i Stats- væsenets Indre til dets løbende Hjul, hædrer Retskaffenheden og Dueligheden, er en Skræk for det Modsatte heraf og en Væk- kelse for Alle, og udøver samme hemmende Virkning paa Frem- SIDE: 281 væxten af endeel Smaatyranner, som Helvedesstenen paa de vilde Kjødvorter, der idelig ville voxe frem i Vunden. Men sand politisk Klogskab er altid Humanitet. Dette erkjende Diplomaterne, naar de tillyve sin dette Navn. Og det er altid sand politisk Klogskab, ikke at tilsidesætte det Heles for En- keltes Interesse, de enkelte Tilfælde undtagen, hvor denne er bleven en Ret. Men Intet er saameget det Heles Interesse, som at de Enkelte fremme den, og holdes til at fremme den; Intet saameget derimod, som at Enkeltmand skulde baade kunne unddrage sig denne Tvang og være fri for at Almeenheden paa- talte det. En saadan Barmhjertighed vilde ikke være Humanitet. Det er denne Galanterivare, som vi vilde hive overbord. Men med det samme maa ogsaa Haardhedens Steen gaae tilbunds og Smaalighedens Støv og deslige Varer, der saa ofte falskeligen mærkes med Navnet "Retfærdighed." Dette Navn finde vi som Statsborgerens Stavnsmærke. Alene i dens eget Navn (det franske citoyen) ligger noget Medborgerligt, noget Frisindet og Tillidvækkende. Til Tegn paa, at denne Følelse ikke tager Feil, og at den vil fortjene den, har den ogsaa taget "Friheden" som sit Symbol. Men endnu synes Humaniteten at savne noget. Dette udfylder Statsborgeren i sit Tegnord "Oplysning." Og Oplysning er Lysstøtten, der fører os til det forjettede Land, hvor vi broderligen skulle kunne hvile os tilsammen under vore Olietræer, og fortælle vore Børn, at der vel var en Tid da Bileams Asen profeterede, men at det nu er anderledes i Israel. "Retfærdighed, Frihed og Oplysning." Ret, gamle Statsborger, det er netop Humanitet! Dette ene Ord vilde netop sige det Samme. Eller omfatter denne Riighjertede endnu flere Egen- skaber? nogle elskelige mildtfargede foruden disse herlige, der blinde os næsten med en uvant Sols skarpe Straallys? Nu! Du har jo sagt, at Du i din Virken positivt og praktiskt vil deducere os hvad Humaniteten er. Og dertil maa hver god Borger sige Amen! Til Texten da! SIDE: 282 Henrik Wergeland POLENS AAND (Indsendt.) Statsborgeren 29. nov. 1835. Pinkerton, der reiste for det engelske Bibelselskab siger om den Deel af Polen, som Rusland, med Polens første Deling tog paa sin Part: "Der bestaaer endnu imellem Polakker og Russer et stærkt, skjøndt hemmeligt Nationalfiendskab, som yttrer sig paa mangfoldige Maader. Saaledes fortæller man mig, at polske Damer vægre sig ved at dandse med Polakker, der have taget Tjeneste i russiske Regimenter. Dette dybt rodfæstede National- had mod Russerne nævnes daglig i Polakkernes Familiecirkler og private Sammenkomster." Listerne paa konfiskerede Eiendomme, tilhørende for en stor Deel Beboere af disse Polens Provindser, efter den sidste hæ- derlige Frihedskamp, er et talende Bilag til denne Bemærkning. Saalænge saadan Nationalaand lever, -- naar den endog har gjennemtrængt det Kjøn, der i andre for det Store og Høie mere afsløvede Egne vanskeligere opvarmes af Fædrelands- kjerlighedens hellige Ild, end sættes i Flamme ved pyntede Fienders søde Ord -- det Kjøn, hvis Aands Livlighed eller Slaphed fra Barndommens tidlige Aar lægger Grundvolden til Mandens Tænke- og Følelsesmaade, -- saalænge -- er Polen ei forloren, skjøndt til en Tid lænkebundet! Ogsaa blandt os ville disse Træk ikke læses uden Deeltagelse, saalænge Trælsindets og Rangsygens og Hofstjerneglandsens og Dæmringshaanens Sløvhed ikke endnu ganske har kunnet til- intetgjøre Følelsen for et Folk, hvis Frisind og Heltemod og Fædrelandskjerlighed lod det ikke ansee noget Offer for stort, og hvis ædleste Kræfter, spredte omkring i alle Verdensdele, maaskee i flere Ætled ville tjene til Frihedslysets Ledere over Kloden, indtil de igjen, forenede i deres fælles Brændpunkt, deres bloddrænkede Fædreland, igjen kunne samle sig til en klartskinnende Sol. Heltenes Uenighed har sønderlemmet dette Fædreneland. Haardt ere de straffede for denne Feil. Ogsaa herved tjene de alle Folkeslag til advarende Exempel! Men deres bedre Aand og deres Blod skal dog bære Frugter for SIDE: 283 Andre: Naar den har opfyldt denne Bestemmelse, naar de ad- spredte Sædemænd have udstrøet Aandens Sæd og seet den voxe og trives, naar Verden -- er fri: da ville de under Fri- hedens beskyttende Ly vende tilbage, selv eller i deres Ætlinge gjensamle det Sønderlemmede, og i deres gjenopstandne Fæd- reneland, Frihedens Høisæde, fæste Frihedens Sol lysende for de frigjorte Nationer! Det skee! Polens høie Aand gjennemstrømme alle Folkeslag! Polen opstaae med fornyet Glands! Dets Gjenfødelse være alle frihedselskende Folks brændende Ønske paa Polens Dag -- den 29de Novbr.! Henrik Wergeland NORSKT NATIONALPALLADS Statsborgeren 29. nov. 1835. [Tillegg til et referat fra Departements-Tidende av proposisjon om å opføre en Stortingsbygning.] Med hvilken Glæde meddeles dette Referat, i det Haab, at Enhver af Bladets Læsere indser det Nyttige og føler det Ære- fulde i at Planen bliver udført! Selv den blotte Forskjønnelse, som Hovedstaden vil vinde derved, og de Fordele for den ar- beidende Klasse, Producentere o. Fl., som deraf ville flyde, bør tages med i Beregningen. Den paatænkte Bygning troe vi at have givet ovenover et passende Navn, hvis Betydningsfuldhed vil føles af flere Nordmænd, end af Forf. til følgende Linier om Nationalpalladset. [Dikt, trykt I, bd. 2, s 46]. Henrik Wergeland OM DEN NATIONALE KOKARDE [fotnotemerke] (Indsendt.) Statsborgeren 6. des. 1835. "Tankens Billed, kjært som Tanken, helliget være." Urdsongis. Som et Fænomen, der ikke uden Føie kan kaldes et af Ti- dens glædeligste Tegn, er den Aand, som nu har lagt sig for Dagen mellem Studenterne ianledning Spørgsmaalet om den Fotnote: Redaktionen meddeler her en Opsats fra Studentersamfundets Blad, da den ganske erkjender Sandheden af den Yttring, man vil finde nedenfor i SIDE: 284 nationale Kokarde. Følgende Opfordring, der allerede har faaet saa mange Underskrivter, troer Indsenderen heraf kunde pas- sende optages i Samfundsbladet, for ogsaa hos sildigere Sam- fundsmedlemmer at være et Vidnesbyrd om, at der paa vor Tid ikke herskede fuldkommen Ligegyldighed mellem Samfunds- brødrene for Anliggender, der med Hensyn til Fædrelandets Hæder have en saa stor Vigtighed. Opfordringen lyder saaledes: "I hyppige Klager, der med fuld Føie kunne kaldes den hele Nations, har denne yttret sin dybe Smerte over at Norges Uaf- hængighed af Unionsriget Sverige, ikke noksom er bleven Fotnote: den, at Studenternes Antagelse af en Nationalkokarde er "et Vidnesbyrd, der engang skal tilhøre Historien". Hos andre Nationer er denne Handling bleven tillagt historisk Vigtighed, og Efterslægten tæller Dagen, da den foregik, mellem de betydningsfulde og lykkelige. Hos Os antyder hint Fore- tagende af Studenterne en Stigen i den nationale Selvstændighedsfølelse, og Efterverdenen vil sige, at det fra da af blev klart, at alle Nationalærens Krav ville og maatte tilfredsstilles. Saadanne Tidens bedre Tegn ere ogsaa saa sjeldne, at de have særegne Fordringer paa offentlig Opmærksomhed. Thi uden denne forsvinde de som meteoriske Ildkugler, og ingen Impuls, intet Fremstød til det Bedre bliver frugtbringende. Af enhver god Nor- mand betragtes visselig ogsaa hint raskhjertede Skridt med Interesse, ja med Overtydning, at det er en Nationalsag. Da dette er Redaktionens Me- ning, har den forhen gjort sig Umage for at erholde den Opfordring, som nærmest bevirkede Studenternes Foretagende, og som da har Krav paa at opbevares -- noget, det er Redaktionen en Tilfredsstillelse nu at kunne gjøre, da den findes indtagen i denne Artikkel. Vi ville finde, at dens For- fatter har noget at bestille med en Indsender i Christiania Intelligentssedler, der forsøgte at haane Studenternes Foretagende; og Redaktionen troer, at den mangeaarige og mangehaande Tilsidesættelse af Nationalærens Krav, en næsten tilvant Undværelse af alle en Nationalitets Mærketegn og den fordærvende Indflydelse af en fremmeds, har ikke bidraget saalidet til, at der kan gives i Folket saa fordærvede Personer. En Inds. i Mbldt. har dog til vor Trøst oplyst os om, at kun Hovedstadens "ældste Abekat" en Person, der, endskjøndt norsk Embedsmand, dog havde viist sit Embede, ei sig selv, den Ringeagt, at søge sig hos den svenske Grev Brahe Gjenveie til et Em- bede, som det kun kunde falde hans Uforskammethed ind at eftertragte -- har været istand til at spotte paa en Maade, der var jammerlig nok i sig selv, antagelsen af Nationalkokarden. Han har siden paa en saadan Maade, benegtet Supplicationen hos Brahe, at derom er ligesaa liden Tvivl tilbage som om at det førstnævnte Udtryk kun passer sig paa Een. Havde man yttret, at det var en imellem "de yngre", da havde det fast været umuligt at træffe den Rette. SIDE: 285 respekteret i de Symboler, hvilke Nationerne engang er blevne enige om at ansee som de ydre Tegn paa Selvstændighed. Meest passende kan man her nævne Unionsflaget, der med de anti- nationale Farver saalænge saarede Normandens Følelse. Her, som i flere lignende Tilfælde nødes han imidlertid til med Taal- modighed at vente den Tid, som neppe længer er fjern, da han af Repræsentationen og ad den lovgivende Vei kan vente et afgjørende Skridt, for at gjøre hans retmæssigste Fordring gjæl- dende. Anderledes forholder det sig, hvor han seer sine Brødre, seer selve Nordmænd saaledes glemme hvad de pligtede Fædre- landets Hæder, at de uden mindste Nødvendighed, og som det altsaa regnes, af egen Drift forene sig om at bære Symboler, der altfor meget tyde hen paa en tabt Nationalitet. Vi mene her Studenternes Kokarde med de unorske Farver. Denne bæres af dem, der have kaldt sig de frieste af Norges frie Sønner. Vist er det, at de ere det frigjorte Norges Haab, at dette ei bør nære Feighed, og at de ei behøve at være de Frieste for ei at bære en Distinktion, som undskyldelig Overilelse saare let kunde falde paa at kalde Trællemærket. Følelsen heraf er dog ogsaa for længe siden vaagnet, hiin Kokardes Afskaffelse har længe været Manges Ønske, oftere været paa Tale og Flere have i den Henseende gjort et Skridt, som tilvisse overbeviser en mindre god Aand mellem vore Studerende, om det ei fandt Efterligning og omsider bevirkede hvad man saa længe har ønsket. Paa Grund af Ovenstaaende tillader man sig saaledes at op- fordre Eder Studenter til en indbyrdes Overeenskomst om ikke at bære nogen anden Kokarde, end den, hvori man finder de norske Trefarver, og til i dette Øiemed at tegne sine Navne her nedenfor. De, der tegne sig ansees for at have indgaaet For- pligtelsen under Forbehold af, at der idetmindste erholdes 100 Underskrivter, i modsat Fald har Underskrivten ingen for- bindende Kraft." Skjønt det har vist sig, at den formelle Forpligtelse i Virkelig- heden er overflødig, hvor Sagen, til Angjældendes Hæder, er bleven omfattet med en saa levende Interesse, at Mange alle- rede have bragt Nationalæren et sandt Høitidsoffer, kan det dog ikke andet end være ønskeligt, at ogsaa Underskrivterne blive saa talrige som muligt for at kunne være et øiensynligt Beviis SIDE: 286 for at Opfordringen indeholder en almindelig, af Fleerheden deelt Tanke. Underskrivterne skulle være et Vidnesbyrd, der engang skal tilhøre Historien, naar den beretter, at Norges Nationalhæder blev haandhævet af de Ynglinge, som i "Athenes Hal" ikke glemte, at Athene var den Stads Skytsgudinde, hvor Menneskehedens Frihed kan siges at være opammet. Der, hvor Følelsen for et vigtigt Anliggende antager Begeistringens Liv, Fyrighed og Virke-Evne, der spørger man eiheller smaaligt og ængsteligt om alle Spidsfindighedens Grunde for og imod. Det er den naturlige Følelse for det Rette, som med den umiddelbare Bevidstheds hele Kraft her paatrænger sig os som fuldkommen Overbeviisning. Skulde der imidlertid gives Nogen, som maatte føle nogen ængstende Tvivl, eller som muligens kunde bringes til at vakle naar -- her see jeg Forbittrelsens Rødme -- naar Uslinge søge at gjøre den Sag latterlig eller mistænkt, for hvis Betydning det kolde indskrumpne Hjerte forbyder dem at have en Følelse, da torde det maaske netop nu være Pligt at imøde- gaae de mulige Skingrunde. -- Indsenderen føler sig dertil ikke synderlig oplagt eller skikket; imidlertid her et Par Ord des- angaaende. Mellem endeel andet Sludder-Sladder skal der i Dagens Intel- ligentssedler være paastaaet, at den allerede af Mange anlagte Kokarde ikke er Norsk, men Fransk. Det er en Trøst, at det ufædrelandske Sind dog alene spores i Uvidenhedens Følge. De tre Farver have begge vistnok fælles, men Norge og Frankrig ere ikke de eneste Lande, hvis Nationalfarver ere de i Ærens og Frihedens Tempel straalende Trikolorer. Intelligentsmanden burde have vidst dette, og at han med lige Ret kunde kalde vort Koffardiflag franskt, da dette har de Trefarver som Fransk- mændene kalde franske, men Nordmændene norske. De findes ikke i Kokarden, fordi de ere franske Nationalfarver, men fordi de ere norske. I sit Flag have Nordmændene etableret dem som Nationalfarver, og i Kokarden skulle og maae de indtage den samme Plads. Den vakte Nationalfølelse fordrer, at Nord- mænd ikke bære den gule Farve som et Brændemærke. I Kam- pen mod den blødede og segnede vore Fædre, og vi skulle bære den til Stads paa deres Grave! Tilvisse ikke. Man er SIDE: 287 kommen til Vished om hvad man vil, og enhver Modstand giver denne alene en fordoblet Energi. Dette er ikke Deklamationer, hvis Grund svæver i den velsignede frie Luft. Erfaringen holder sig til det Jordfaste, og det er denne, som har sagt mig Alt. Den første Efterretning jeg fik om Intelligentsmandens Vrøvleri ledsagedes af en nye, funklende Kokarde. Vedkommende havde ellers aldrig baaret den. Takket være Intelligentsmanden! Man har yttret Tvivl om den trefarvede Kokardes Lovlighed. Skjøndt den franske Loyalitet ikke altid har været forenet med Trikolorerne, er dog Tvivlen hos os uden al Grund. Studenterne kunne bære Kokarde om intetsomhelst Lovbud desbetræffende existerede. Vi have ogsaa et saadant, og denne gjør ikke den reglementerede til Pligt. Et Paaskud, ingen Grund, kan derfor hentes fra en saadan Tvivl, al den Stund Intet kan voves ved at anlægge den trefarvede Kokarde. Men hvor Intet er at vove og Fædrelandets Hæder opfordrer os, hvad have vi der til Und- skyldning, om vi vilde besmykke vor Mangel paa Følelse for Sagens Vigtighed? "Jo, siger man maaskee, vi kunne ikke indrømme at Sagen er vigtig; Vigtigheden er ikke bevist." Det letteste og maaske rigtigste Svar herpaa skulde være, at Den, der ikke vil see, seer heller ikke. Vist er det, at den ei kjender Mennesket og eiheller Historiens Vidnesbyrd, der vil benægte den store Ind- flydelse, som de udvortes Symboler udøve paa vore Forestil- linger, og den vigtige Rolle, disse have spillet i Staternes Hi- storie. Hvorfor forsvares Fanerne med National-Emblemerne til det alleryderste? Hvor hensigtsløst skulde ikke de Blodstrømme synes at flyde og de mange Offere at falde, hvis der ikke her forsvaredes noget Helligt og Dyrebart, som et Folk ikke uden at føle sig paa det Dybeste krænket kan see i Fiendevold! Na- tionerne see sig selv i de nationale Symboler; thi det er dem, som i Verdens Øine repræsentere deres Selvstændighed. Man lade de ydre Symboler herpaa forsvinde, man vænne sig til i deres Sted at see antinationale, tilvisse Selvstændighedens eget Begreb skal efterhaanden alt mere dunkelt erkjendes, Følelsen derfor blive alt svagere -- det skal forsvinde for Øiet som den fjerne blaa Fjeldtind i den neddalende Nat, og der skal gives SIDE: 288 Tyve som benytte sig af Natten. En Nations Frihed og Selv- stændighed har sit sikkreste Værn i en Iversyge, i et saa let saaret Fædrelandssind, at det ikke overseer end det Aller- mindste, som den ifølge Historiens Vidnesbyrd har den gyldig- ste Grund til at troe, omsider drager det Større efter sig. Den er altid paa sin Post; men i dets Sted see vi stundom en magelig Fornemhed, der tager med megen Adstadighed sin Priis, dreier sig med Grace om paa Hælen og lader Musklerne snerpe sig sammen til et Haansmiil over de saakaldte Ubetydeligheder, Bagateller o. s. v. som det er under dens Værdighed at skjænke nogen Opmærksomhed. Det har imidlertid hændt, og det vil endnu hænde, at disse Bagateller, Ubetydeligheder o. s. v. have voxet op til Uhyrer med syv Hoveder og syv Horn paa hvert Hoved. Den magelige Fornemhed tog Uhyret paa et af sine syv Gange syv Horn og slyngede den ned i Afgrunden. Da denne efter Faldet kom sig igjen og tog næste Gang sin Priis, mumlede den mellem Tænderne: "Dette havde jeg ikke tænkt!" Det havde imidlertid Andre tænkt for den, og ogsaa de havde tænkt det, som itide advarede mod Bagatellerne, og som bleve kaldte exalterede Narre, patriotiske Skraalhalse, foruden en heel Hoben andre Hædersnavne, der bleve dem til Deel. Maaskee faaer ogsaa jeg et saadant i dette Øieblik? Dog, nei! Det er om en anden Aand Opfordringens henved l00 Underskrivter bære et uimodsigelig Vidnesbyrd, og forøges de ogsaa fremdeles, da vil det endnu mere bestyrkes, og var jeg iblandt Eder, da skulle I see min Glæde forøget i samme Grad. Jeg elsker de tre Farver, thi de tilhøre ikke alene vort Fædreland, men ogsaa Friheden, denne Tidens store Idee. Friheds og Hæderens Stjerne med dig [fotnotemerke] en Regnbu' af kjæreste Let straalte frem; i Trefarger klare den delede sig, guddommelig skabtes enhver udaf dem, som Himmelens Tegn over Tiden at staae; thi Frihedens Haand havde blandet dem saa. Hver Farge tilhører en Ædelsteen som Stjerneblik reen. Fotnote: Efter Byron. Oversættelse af en Ode til Æreslegionens Stjerne. SIDE: 289 En Farge som glødende Solglands jeg saae; den anden som Serafens Øie det blaa; den tredie som straalende Lys-Klædebon, den bæres i Himlen af reneste Aand; Men blandet mig syntes den Farvestrøm en himmelsk Drøm. Du Tappres Stjerne! din Glands svandt hen; bleg er du. Mørket nu hersker igjen. Men du, de Fries Regnbue-Skjær, vort Blod vor Fare dig offret vær! Ethvert dit Løfte en Stjerne lys forjager os Tidens Mørke og Gys. Men hvis ogsaa du forsvandt med dem, er Graven mit Hjem. Henrik Wergeland [OM EN FORBEDRET LÆREBOK I RELIGION] (Indsendt.) Statsborgeren 6. des. 1835. Mellem sine til Intet blevne Forhaabninger om Fremskridt til det Bedre fra den offentlige Bestyrelses Side maa man da endelig antage, at Nationen med Vished ogsaa kan regne den om en forbedret almindelig Religionsunderviisningsbog. Dette er dobbelt tungt, da man tør tro, at en Erkjendelse af den almene Trang dertil var den afgjørende Bevæggrund til at Forfattelsen af en saadan fremsattes for saa mange Aar tilbage, at der vel gives Tusinder af Børn, som siden ere fødte og alt undergivne den aandige Opdragelse efter den Bog, man saaledes tilstod var mindre end den rette og bedst skikkede dertil. Det er dob- belt tungt, da Sagen var af den yderste Vigtighed, erkjendt derfor, og ofte bragt i Erindring gjennem Pressen, især efterat man var bleven vidende om at flere Konkurrenter havde meldt sig. Uvillien herover erindrer Indsenderen gik lige indtil at enten yttre Formeningen eller at spørge Kirkedepartementet, om det nogensinde havde været alvorlig meent med Fremsæt- telsen af Opgaven. Men det har ingensinde behaget denne Au- toritet at meddele mindste Oplysning om, hvorledes det egentlig hænger sammen med denne Sag, hvorover der skal hvile saa- SIDE: 290 dant Mørke. Var det da ingen Folkesag? Henhørte den under disse smaae Experimenter, som skulle træde istedetfor og bære Navn af Reformer? Var den kun bragt paa Bane forat holde den Deel af Folket, der vil Oplysning, ved godt Lune? Men, stakkels Folk, fordyb dig ikke i slige Spørgsmaal! Det giver kun ondt Blod. Forfleer dig, men tænk ikke paa, at en ny Slægt hvert Aar udgaaer af din Midte forat oplæres efter en Bog, som man for mange Aar siden har villet -- læg Mærke til dette Ord! det er et smukt Ord -- som man har villet af- skaffe som uhensigtsmæssig til at opdrage Ungdommen efter. Vær taalmodig i Alt, saa ogsaa i dette! Thi Folkenes Taal- modighed er i vor Verdensdeel alle Staters Grundvold. Henrik Wergeland NB. Statsborgeren 6. des. 1835. I et dansk Værk (Hjorts "den belgiske Revolution") finde vi følgende anmærkningsværdige Note: "Summen af Grundskatten over hele Europa beløber sig ikke til saameget som Omkostnin- gerne for alle dets Armeer paa Fredsfod. Derfor den store Na- tionalgjæld overalt. Hvilke Omkostninger der foranlediges ved Udrustningerne til en Krig, er bekjendt. Komme dertil selve Krigens Ødelæggelser, hvad vil da Følgen blive? Gjelden kan drives til et vist Punkt. Krigen tilintetgjør Produktion og For- tjeneste, idet den reklamerer de nærende Stænders Arme ifølge Nationalvæbningens Princip. Handel og Vandel, Kunster og Videnskaber standses, Civilisationen forsvinder og Europa trues med at synke tilbage i Barbariet: en Skjebne som Krigsuhyret allerede har bragt over de civiliserede Stater i tvende Verdens- dele. En Følge deraf vil være, at Europas Overlegenhed for- svinder; det vil tabe sine Kolonier, og tilsidst maaskee selv blive en afhængig Provinds af en mægtigere Verdensdeel. Amerika med sine uhyre Ressourcer vil hæve sig paa det gamle Europas Bekostning, Verdenshistorien erholde et andet Centrum, og Jordklodens Forhold forvandles." Ogsaa hos os er Armee-Uhyrets Slugenhed bekjendt og -- vi ville ønske -- dybt følt. Dets Fordringer tiltage uden at man vil indsee de mange Beviser for Armeens Utilstrækkelighed SIDE: 291 som Forsvarsmiddel efter dens nærværende Indretning, hvor- efter den lille, vi have, er kostbarere end den mangedobbelte skulde være efter en fornuftigere Organisation -- f. Ex. den schweitzerske, som vi forhen have berørt. Ligesaalidt synes det at falde dens mægtige Talsmænd ind, at Søforsvaret har større Krav paa at Folket yder det sine Kræfter; eller at det er det umuligt at tilfredsstille dette nogenlunde uden efter den Maale- stok, som affattes af et Indskrænknings- eller Sparsomheds- system, ider især maa gaae ud over Armeen, og mest kan an- vendes i dens Detailler. -- Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 6. des. 1835. Danmark. Kokoppe-Indpodningen er af saamegen Vigtighed i alle Lande, at enhver Oplysning om dens Egenskaber og Virk- ninger bør værdiges største Opmærksomhed. Saaledes meddeles af en Beretning fra Stadsfysikus Dr. Hopper i Kjøbenhavn føl- gende: [Her følger dr. Hoppers beretning om koppene i Danmark og om vaksi- nasjonen.] -- I Anledning af et i en Torv-Myr ved Haraldskjær i Jyl- land nylig ved Gravning fundet, i Dyndet med Pæle og Stænger fastnaglet, mumieagtigt, af jernholdigt Myrvand gjennemtrængt qvindeligt Liig, anmoder det danske Geheimearkivs Registrator, N. Pettersen, i danske Blade en kyndig Mand at meddele nøiere Oplysninger om bemeldte Lig, og det Sted, hvor det er fundet, om Klædningsstykkerne, som angaves at ligne Skind, virkelig vare af Skind o. s. v., paa Grund af, at der gives en historisk Beretning om, at den danske Konge Harald Blaatand (som boede deels i Jellinge, deels paa Haraldskjær), lokkede den norske Dronning Gunhild ned til Danmark og lod hende ned- synke i en Myr, der efter hende blev kaldet Gunnhildarmyr (dansk Gunnildsmose). Heel mærkeligt, hedder det i Iversens fyenske Avis herom, om Dronning Gunhild den saakaldte "Kongemoder", Erik Blodøxes Enke, der begyndte sin Løbebane med Udaad i Finmarken (se Snorro) og havde faaet en saa skiden Ende i Jylland, skulde nu, efter 8 til 900 Aars Forløb atter fremdrages for Lyset. SIDE: 292 Henrik Wergeland [OM "SØNDAGENS INTELLIGENSSEDLER"] Morgenbladet 11. des. 1835. Uden at ville yttre sine Tanker om al den Bombast og Mark- skrigerie, hvormed Udgivelsen af de saakaldte "Søndagens In- telligentssedler" forkyndes i No. 285; uden just herved at ville tilkjendegive sin Forundring over Opfostringshusets Bestyrelse, eller hvilkensomhelst anden rette Vedkommende, der maatte have givet sit Minde til Indblandelsen af hiint fremmede Ele- ment i Christiania Intelligentssedler, hvorved Opfostringshuset eller Bladets Redaction, (der for ikke meget lang Tid siden, istedetfor som i ældre Tider at lade Bladet udgaae kun tvende Gange om Ugen, fandt det hensigtsmæssigere at udgive et No. hver Søgnedag) som det synes, foruden anden Uleilighed af- skjære sig selv Veien til i Fremtiden, om gavnligt maatte be- findes, at benytte Søndagen til Udgivelse af et Tillægsblad til Opfostringshusets egen Avis; uden videre at indlade sig herpaa, eller paa meget Andet, hvortil Annoncen saavelsom Planen vel kunde give riig Anledning, skal Indsenderen alene indskrænke sig til for sit Vedkommende, som Abonnent af et Exemplar af Intelligentssedlerne, og tillige som negotiorum gestor for alle sine Medabonnenter, i kraftigste Maade at protestere imod at "ansees fremdeles som Prænumeranter paa dette Tillægsblad, hvis de ikke inden 3 Uger fra dets Begyndelse opsige det". Hvor absurd, for ei at sige mere, at troe det muligt at tillægge den ubudne Omsendelse af sine Søndags-Producter en saadan juridisk Virkning, eller paa slig Maade at tilliste sit Blad Abon- nenter? Heller ikke indsees, hvorledes Redactionen selv kan ansee Nogen for Prænumerant, førend han prænumerando vir- kelig har betalt sit Exemplar. Prænumerant er jo kun den, som forud betaler, ikke den, som blot, udtrykkelig eller stil- tiende, lover at betale; hvori netop Forskjellen imellem Præ- numeranten og den simple Subskribent ligger. Hvad vilde des- uden al borgerlig Frihed i Handel og Vandel blive til, naar et Individs blotte Erklæring i en Avis om at ville, ved en eller anden fra hans Medborgeres Side efterladt Handling, forbinde hans Medborgere til at fylde hans tomme Kasse, skulde være nok til at paalægge disse en saadan Tvang? SIDE: 293 Henrik Wergeland I ANLEDNING AF STUDENT WELHAVENS "TIL PROVST HERTZBERG" (Indsendt.) Morgenbladet 12. des. 1835. Det er Nedskriveren ubekjendt, hvorledes Provst Hertzberg irettesættende har anvendt Mindet om Faderen paa Sønnen; men Tugtelsesmidlet er yderligt, og vidner om at Gubben i sin retfærdige Harme har opgivet Haabet om de mildere, som ogsaa have været frugtesløse. Dette viser isandhed den welhavenske Replik i Morgenbladet -- samme Ubeskedenhed, samme Mangel paa Selverkjendelse, totale Feiltagelse af eget Standpunct, Evner og Betydning i Samfundet, samme idelige fortvivlede Forsøg paa at gjøre sig til en interessant Gjenstand for den offentlige Opmærksomhed, det koste hvad det koste vil, møder os deri, og giver os ny Vished om, at alene almeen Ligegyldighed ved deslige Mindelser fra en utilfredsstillet og utilfredsstillelig Forfængelighed og overdrevne Anstrængelser af et Talent, der forgjæves søger at anspænde sig over den Middelmaadighed, som Naturen anviste det, vil være istand til at spare os for dem for Eftertiden. Vi ville bevise, hvad vi have sagt om den Cha- rakteer, Dæmringens Forfatter har lagt for Dagen i den sidste Udgydelse af sin poetiske Aare, om hvis Fattigdom han har givet tvivlende Sjele Overtydning baade i sit eneste Arbeides Upoetiskhed, og ved saa ubetænksomt at annoncere, under det pralende Navn af "nye Svøber og Landser" er nyt, som vi nu snart have ventet et Aar efter. "Brutale Ramaskrig" kalder Stud. W. generelt de Røster, som opløftedes imod hans "Dæmring", der med en naiv Tilstaaelse af dets prosaiske Gehalt benævnes "en frimodig Tale." "For- svaret for det norske Folk" er da ogsaa et brutalt Ramaskrig? Men ligesom dette, er det bekjendt, at flere af de vidtløftige Opsatser imod Dæmringens gravamina vare forsvarende, dedu- cerende, documenterende. Selv den af 2den Jan. d. A. kom ad en saadan Vei og ved en Beviisførelse til de bekjendte Udtryk om Forfatteren, som denne endnu har siddende paa sig. Bare Modskrifterne af denne Natur og tillige, som antaget om de vi her paapege, i stilistisk Henseende velskrevne, saa spørge vi, SIDE: 294 om Udtrykket "brutale Ramaskrig", d. e. Skjælden, ikke i høieste Maade er upassende? om det ikke er den rene, ramme brutale Skjælden med et saadant Udtryk at affinde sig med dem? og om det ikke, især da Forfatterne, f. Ex. til Forsvaret, ei ere Stud. W. ubekjendte, er netop et brutalt Gemyts Ubeske- denhed, som deri lægges for Dagen. Denne uelskværdige Egenskab tilligemed en total Mangel af Selverkjendelse og Bedømmelse af eget Standpunct som For- fatter af et lidet i poetisk og moralsk Henseende slet Arbeide, røber sig i Udtrykket om hine Modstandere. "Haner, som maae gale, fordi det er Dæmring". Vi vide vel, at W. har dette Udtryk fra de "forlangte Epigrammer til Boghandler Dahl", hvor det hedder: "Dog husk, det dæmrer jo til Dag. Hver Stjernes Lys er ude. Nu gale Hanerne paa Tag, og alle Hunde tude". (Statsbg.) Og med Hensyn til dette lille Raps m. fl. slaaer vel Sandheden os af følgende Linier, som ogsaa henhøre til Dæmringstvisten: "Du flytter? -- (vel jeg veed hvorhen) da flytte du med Kragen. Thi Andres Pynt du veed som den at hefte dig paa Bagen". (Statsbg.) Men baade er hiin Benævnelse af "Haner" mere anvendelig paa de unge og sin Sag slet førende Dæmringsmænd, og tillige er det fra første Haand brugt i en langt mindre alvorlig Skriveart end den, hvori Efterligneren taler til Provst Hertzberg. Det klæ- der den unge Mand godt, maae vi tilstaae, at kalde sine i Alt indtil i Alder overlegne Modstandere galende Haner; men paa- faldende er det, at han i sin Vittigheds Skrabkiste ikke har frem- hentet et andet Skjældsord eller Reminiscens end denne, der, om man gjør sig Umage forat finde det Adæqvate deri, alene forsaavidt tilsteder et Forsvar derfor, som det virkelig kan siges, at Dæmringens Modstandere have vækket det norske Folk, og gjort det i Dæmringen opmærksom paa en "Æretyv" (sic dictus). SIDE: 295 Men hvad er det, Nedskriveren siger? Har Dæmringmanden ikke havt andre Benævnelser paa Modstanderne af sit fameuse Digt -- sit venia verbo! -- Jo de gamle "Rovdyr og Banditter" gaae jo igjen i flokkevis, og gamle Hertzberg er kommen ind imellem dem. Men disse Udtryk ere faste Termini, umistelige for den welhavenske Polemik (hvilket Ord snart bliver et nyt Navn for [fotnotemerke] Poesie); Dæmringen har erhvervet Eiendomsret dertil, og vi gaae dem derfor forbi uden at tillægge ham Ubeskedenhed, fordi han gjør Anvendelse deraf saa ofte og naar han behager. Det sikkreste Indblik i en Sjel fuld af vanvidartet Hovmod og en Forvirring i Selverkjendelsen, som næsten synes sygelig, og saaledes maa vække Medlidenhed, give dog Linierne, hvori han tillægger sig selv Helligheden af en Offerlues Glød, saasom han er "den unge [fotnotemerke] Kraft, der blusser karsk og rød, og paa sin Vagt vil trodse Storm og Død". Ligesom "Rovdyrene o. s. v." vare os saa vante Udtryk hos W., at vi troede at burde forbi- gaae dem, saaledes forekommer disse Forfængelighedens naive Bekjendelser om, hvorledes den egentlig har det i sit Indre, os saa vidunderlige, at vi ikke troe, ved nogen Afbrydelse at burde standse den aabenhjertige somnambulske Fortælling om hvorle- des den søde Drøm udvikler sig om -- ja saa er det -- at han er en Prophet. I Troende, Propheten er stor! Henrik Wergeland OM NORGES SKJØNLITERATUR (Indsendt.) Statsborgeren 13. des. 1835. Norges langvarige politiske Undertrykkelse i Foreningen med Danmark kunde ingenlunde være dets Videnskabelighed gunstig. Man kan med Grund paastaae, at denne ulykkelige Forbindelse talte imellem de Maximer, der i Anvendelsen skulde vedligeholde den, netop at holde Nordmændene i en aandig Fotnote: Betydningen af "Skaben" ligger heller ikke hos Welhaven i dette, men vel af "Gjøren" eller "Fabrikeren". Saaledes er angjældende Morgenblad- stykke et Fabrikstykke, som enhver god Riimsmed kan gjøre efter og file ligesaa godt af, dersom han har Øvelse og Taalmodighed. Fotnote: Unge, blussende Kraft, hvor bliver af "Svøberne og Landserne"? Folk begynder at troe, at Kraften ikke kan blusse saa forfærdelig, ligesom den heller ikke er saa meget ung, eller har gjort noget, da den var det. SIDE: 296 Umyndighed. Denne og den politiske Undertrykkelse viste sig siden som gjensidig Aarsag og Virkning. Intet lægger denne afskyelige Politik, -- der i samme Mon, den har noget tilfæl- leds med, og i Maalestokken overgaaer den Grusomhed, hvor- med den bekjendte Caspar Hauser behandledes, har Krav paa det aleuropæiske Publikums harmfulde Deeltagelse, -- klarere for Dagen, end alle de Besværligheder, som de norske Patrio- ters utrættelige Bestræbelser for at erholde et Universitet i Landets Midte, mødte fra Regjeringens Side. Det var mere Frygt under de daværende politiske Forviklinger forat Nord- mændene endelig skulde bryde overtvert, end Retfærdighed og pligtmæssig kjærlighedsfuld Omsorg, som endelig i 1811 bragte Magthavende til at give efter for det almene Ønske. Universi- tetet i Kristiania har dog næsten indskrænket sin hele Indfly- delse alene til at give de Embedsmænd, Landet behøvede, den nødvendige Uddannelse; paa Skjønliteraturen har det ingen direkte havt. Ingen fremhjælper den mindre end dets Lærere. Den tæller ingen Lærestol mellem dets Kathedre, hvor alene Fakulteterne, i strikte Bemærkelse, gjøre sig gjældende. Den har udviklet sig fri, af egen Naturkraft, under de mest tryk- kende Omstændigheder saadan som den er. Til disse hører det indskrænkede Publikum: det Indpas den danske æsthetiske Literatur har faaet uden at nogen Reciprocitet kommer den norske tilgode i Danmark; Anstrengelser fra dansk Side, hvortil danske Boghandlere i Norge række Haand, forat tilbagedrive den norske Skjønliteratur dels ved en affektert fornem Ringe- agt, dels ved de partiskeste Bedømmelser, naar Tausheden en- gang imellem brydes. Endelig bidrager ogsaa det mangelfulde Befordringsvæsen og Landets mange afsondrede Egne sin Masse af Hindringer til alt det, som den norske Skjønliteratur har havt og har at kjæmpe imod. Den skulde ikke existere, dersom Muserne ikke elskede Friheden saa høit, og dersom Tilfældet ikke var, som det er, at Folket langtfra er fattigt paa Genier, fast at Hansteens, Keilhaus, Abels, Dahls, Fearnleys, Wald, Thranes og O. Bulls have Retningen udenfor Skjønliteraturens Gebeet. At Folket er begavet synes ogsaa den særdeles store Deel af norske Navne at vise, som glimre mellem de æsthetiske Forfatteres fra de sidste Decennier af forløbne Aarhundrede, SIDE: 297 hvoraf Danmark gjør sig til. Til den verdensberømte Holbergs, slutter sig Satirikerne Fastings og Wessels, Epikeren Prams, Lyrikerne Storms, Zetlizes, Reins, Wibes, Tullins og Nordahl Bruuns, Dramatikerne Heibergs og Envold Falsens og den vel- talende Prahls og Pavelses. Alle disse og Flere, hvis Navne Danmark ikke vil miste, ere fødte Nordmænd; og Fædrelandet har betalt den Dannelse, de erhvervede sig paa det fælleds Uni- versitet i Kjøbenhavn. Efter den i 1814 gjenvundne Frihed og Selvstændighed have Følgende gjort sig bekjendt som æsthetiske Forfattere, der Alle tilhøre den nye Tid: 1) M. C. Hansen, især som heldig Novel- list. "Othar af Bretagne", en Ridderroman i den eventyrlige Fouquéske Tone var et af hans første, i sin Tid meget læste Arbeider. "Eventyret ved Rigsgrændsen", et temmelig betyde- ligt Værk, behagede ogsaa. Af mindre Værd ere hans "Digte". Siden har han udgivet et æsthetisk Blad "Husvennen", hvori han ligesom nu i Maanedsskrivtet "Bien", der alene er af æsthe- tisk Indhold, har meddeelt sine mindre Noveller, der samlede vilde udgjøre betydelige Bind. 2) C. N. Schwach har udgivet Digte og Nytaarsgaver, hvoraf en sammen med Hansen. Ligesaa og Zetlizes Digte. Er ellers især bekjendt som Leilighedsdigter. 3) H. A. Bjerregaard, den kronede Nationalsangs Forfatter, har udgivet to Bind Digte, hvori hans Drama "Magnus Barfods Søn- ner" er i indtaget. I hans lunefulde Syngespil "Fjeldeventyret", af originalt fædrelandsk Sujet, hvortil Nordmanden Waldemar Thrane komponerede en genial Musik, troede man i Danmark med Forbittrelse at opdage de første Symptomer paa en Adskil- lelse i Skrivtsproget. 4) S. O. Wolff har ved sine udgivne Digte ikke bekræftet de Forventninger, man gjorde sig om Forfat- teren til "Hvor herligt er mit Fødeland". 5) Mere er der ikke heller at sige om W. Buch, der har udgivet to smaae Bind Digte. 6) N. Wergeland har udgivet et ubetydeligt Bind Digte ligesom og, før Adskillelsen, en komisk Roman "Haldor Smek"; men er mere bekjendt som ypperlig Stilist og skarpsindig Dommer i Literaturen af følgende Skrivter, som almindelig tillægges ham: "Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergelands Charakter som Menneske og Digter", og af "Forsvar for det norske Folk", det Første foranlediget af J. Welhavens Angrebsskrivt mod Henrik SIDE: 298 Wergeland, det sidste af samme Forfatters saakaldte polemiske Digt "Norges Dæmring". Et lidet Bind Prækener af N. Werge- land, der ogsaa har udgivet saadanne særskilte, kan, formedelst den Veltalenhed, som aander deri, her nævnes. Som politisk For- fatter er han bekjendt af "Fortrolige Breve fra Rigsforsamlin- gen paa Eidsvold", og af "Danmarks politiske Forbrydelser", et Skrivt, som, efter megen Modstrid, har udøvet en vældig Ind- flydelse paa Opinionen. 7) Henrik Wergeland, den Foregaaen- des Søn, begyndte tidlig sin Forfatterbane med Operetterne eller, som han kalder dem, Farcerne "Ah" og "Irreparabile tempus" under Pseudonymnavnet Siful Sifadda. Siden fulgte "Phantasmerne", "Harlequin Virtuos", "Om Smag og Behag kan man ikke disputere", og "Papegøien" -- alle af original Kompo- sition og satirisk Art. Under eget Navn har han udgivet det vidtløftige Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias", det natio- nale Sørgespil "Sinclars Død", Dramaerne "Opium" og den "indiske Cholera", to Bind "Digte", foruden en Mængde, der ere adspredte i Blade og Journaler, syv geistlige og politiske Taler, otte Hefter af forskjelligt Indhold "for Almuen", hvori- mellem en ræsonneret "Norges Historie", m. m. Hans seneste Arbeide er det annoncerede Sørgespil "Barnemordersken". Til hans mindre satiriske Skrivter kunne og de mod Welhaven ud- komne "Sifuliner" (Epigrammer) og "Kommentæren til Pape- gøien" regnes. Endvidere har man af ham de særskilt udgivne Digte "Spaniolen", "Cæsaris", Balladen "Blaamyra" og nogle "Folkeviser" eller nationalhistoriske Ballader. Han afpasser ikke sine Stykker efter Scenen, og mindst efter den i Kristia- nia, der er i maadelig Forfatning, og kun belivet af en dansk Skuespillertrop. I Danmark holdt man det for rigtigst at igno- rere denne Forfatter; men da man mærkede, at det, om saa alene for hans Produktivitets Skyld, ikke vel gik an, valgte man at skildre ham som et literært Uhyre. Virkelig har han ogsaa undertiden spyet Ild og Røg mod sine Fiender. Hjemme har han været Gjenstand for de forskjelligste Bedømmelser; og det er vist, at hans tidligere Arbeider laborere af mangfoldige tech- niske Feil; men at hans senere give mindre i denne Henseende at ønske. Det maatte ogsaa være en Følge af den Grille, man beskylder ham for, at ville skylde sig selv alene alt. Han ud- SIDE: 299 trykker sig helst i dramatisk Form, men hans forherskende Egen- skaber have gjort hans Dramaer for lyriske. Han benytter sig med stor Frihed af Ord af Almusproget, og bøier og behandler Sproget som Herre. Han har virkeligen ogsaa beriget det, og nyligen forsvaret denne Fremfærd. 8) H. Foss har leveret en vellykket Oversættelse af Tegnérs Fridthjofs Saga, og et poli- tisk Digt "Tidsnornerne", som ikke er uden Skjønheder. Han tegneriserer gjerne, dog i Nornerne mindre end ellers, naar man, skjønt sjeldent, har seet nogle Smaating fra ham. I Forbindelse med L. Sagen, der er bekjendt som Leilighedsdigter og ivrig Æsthetiker af den gamle Skole, har Foss udgivet en vidtløftig fortjenstfuld Bergens Beskrivelse. 9) J. Welhaven har gjort sig bekjendt som polemisk Forfatter nemlig først af et hade- fuldt Angreb paa den Henr. Wergelandske Poesi, og dernæst af "Norges Dæmring", en Cyklus af Sonnetter, hvori han dadler -- snart sagt -- alt i Norge, men som ellers er uden anden For- tjeneste som Satire eller Digt, end den blot techniske. I Dan- mark har man betragtet det som et fortjenstfuldt Arbeide, men i Norge, hvor det opvakte den bitreste Avisfeide indtil "For- svaret for det norske Folk" fældte den endelige Fordømmelses- dom, betragtes det almindeligst som et Skandskrivt. Disse ere de betydeligste æsthetiske Forfattere. Bladene "Hermoder" og "Huusvennen", ligesom og Journalerne "Blan- dinger", "Idunna" og "Vikingen" vare i sin Tid Opbevarings- steder for mange Andres Smaa-Arbeider. Maanedsskrivtet "Bien" optager nu deslige. Skjønliteraturen beskjæftiger dog mindst Bogtrykkerierne, hvoraf Kristiania alene tæller tolv, som have nok at bestille, og af hvilke nogle endog ere betydelige. Af Værker udenfor denne Green af Literaturen kunne Nord- mændene gjøre sig til af flere hvoraf ikke de færreste ere høist fortjenstfulde, saasom Krafts store topografiske Beskrivelse over Norge, Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie. Fal- sens Norges Historie, Bloms og Keilhaus Reiser, Stangs Grund- lovens Fortolkning, Lassens Verdenshistorie, T. Hansons nyere Historie, Tidemand om Unionsstater; ligesaa Stenersens theolo- giske Skrivter, Sverdrups økonomiske, S. Bugges og M. Han- sens pædagogiske Skrivter, Tidsskrivtet Urda, Aalls Fortid og Nutid, Videnskabernes Selskabs Skrivter o. fl. Deraf udkomne SIDE: 300 hvert af de tre Sidste i Bergen, Arendal og Trondhjem. I det Hjelmske Maanedskrivt (for Tiden desværre standset) som mest indeholdt originale politiske Afhandlinger, var en Plads, som stundom benyttedes, aaben for Kritiker. Ellers maa man lade sig nøie med Boghandleranmeldelser i Dagbladene. Og selv disse ere yderst sjeldne. Af Oversættelser, henhørende til den skjønne Literatur, har man Racine Athalia og Schillers Don Carlos af J. S. Munch, Udgiver af Tidsskrivtet Saga, som kun havde et kort Tilvær, og ellers bekjendt som Forfatter af enkelte heldige patriotiske Sange; -- ligesaa Walter Scotts Værker, hvoraf enkelte ere oversatte af Bjerregaard og Schwach. Disse ere ikke de eneste; men det meste af dette Behov bestrides fra Danmark, som i Norge endnu har et ligesaa rigt Marked for sine Bøger som for sit Korn. Henrik Wergeland [OM HONETT AMBISJON] (Indsendt.) Statsborgeren 20. des. 1835. Hr. J. C. Hoppe, en Dansk, der nys er hidkommen forat for- søge sin Lykke som Bogbinder, averterer efter en "skikkelig Dreng af honette Forældre". Man troer angaaende dette Fød- sels- eller Stands-Reqvisit at turde yttre den Formening, at en skikkelig Dreng af hvilkesomhelst Forældre kan være vor kjø- benhavnske Bogbinder, som enhver Anden, god nok. Eller har Manden Erfaringen for sig, at gode Bogbindersubjekter fødes? Eller maaskee han selv har Forældres Fornemhed at takke for sin mulige Dygtighed? Nok et Spørgsmaal: hvorledes skal man kurere denne "ho- nette Ambition", som plager saamange Jerominusser? Henrik Wergeland [OM NORSK SPROG PA TEATRET [fotnotemerke] ] (Indsendt.) Statsborgeren 10. jan. 1836. Efter en langvarig Cirkulation (som det Middel vi Bønder i denne Egn søge at hjælpe paa Avisernes Dyrhed), kommer Morgenbladets No. 329 mig i Hænderne med sin, som jeg finder, Fotnote: [Visstnok en innsendt artikkel, omskrevet av Wergeland.] SIDE: 301 af flere Indsendere dadlede, kun af Forfatteren selv forsvarede, men ved Omtale allerede, hvad Indholden angaaer, hidbragte Opsats, der gaaer ud paa intet mindre og forunderligere, end at lovprise Institutionen af det danske Theater i det norske Folks Hovedstad især som Dannelsesinstitut for den norske Ungdom, som derved skal kunne vænne sig af med sit ubehage- lige, "raa og kantede" Modersmaal. Denne Anskuelse af en for Hovedstadens Publikum, og gjennem det, for en Deel, for Na- tionen snarere fordærvelige og hæderløse, for ei at sige van- ærende, end nyttige Indretning gjør Forf. dristig til -- ens med dens mere dannede Indvaaneres -- en Paastand, som naturlig- viis er ubeviislig. Idetmindste har man endnu ikke seet Hæders- navne hverken før eller siden, undertegne den, hvilket derimod er Tilfælde med den modsatte Mening: den, som er og maa være Nationens, om den vil hedde og være en Nation, og som enkelte Hovedstadlapsers ikke kan berøve det mindste af sin Vægt. Imidlertid gjorde Opsatsen det Indtryk paa mig, at jeg fry- dede mig ved at være hensat i Nationens Midte, omgiven med og følgende dens Kjerne som sund og stor, at jeg indsaae det lidet frygtelige i enkelte Maddikers Kryben paa og Boren i dens Yderdele. Der høres ingen Meninger uden de anstaae Fornuften og Nationalfølelsen. Didhen trænger ingen Røster, som saare denne. Den norske Nation er et Folk af Bønder; -- paa dets vadmeldækte Hærder have disse leflende Attentater fra frem- mede Gjøglere eller enkelte forskruede Bænkehelte ingen Ind- flydelse. Jeg følte mig stolt som Bonde, som henhørende til en Stand, der vil forblive norsk og hævde Betydningen og Navnet af det norske Folk, om dets Sprog og Charakteer end forgik i alle disse af Fremmede og Fremmedes Børn befolkede Kyst- byer, hvis Befolkning ikke forholder sig anderledes til det egent- lige Folks Masser, end disse Byer til det hele Land, eller end den tynde (og uden synderlig Skade noget tilsmudsede) Skal til Æggets Blomme og Hvide. Jeg har selv med andre Bønder paa Markedsreiser havt An- ledning til at besøge Danskernes Theater i Christiania; men det er aldeles ikke Overdrivelse eller Affektation, naar jeg siger, at vi paa lidet nær forstode ikke mere af de fleste Aktørers SIDE: 302 Sprog, end om de havde talt fransk eller hvilketsomhelst andet Sprog. Og, om Dansker eller hvilketsomhelst Andre synes, at vort Sprog er raat og kantet, da forekom deres os sandelig saaledes -- som jeg ikke vil nævne for ikke at fornærme eller at lægge nogen Vægt paa et øieblikkeligt Indtryk paa Uvante. Det kan jeg dog maaskee sige, at det vakte en Drivt til Latter, som vi vel ikke kunde hindre fra at fødes i vort Øre, men som vi dog ikke vare vilde nok til at give Luften paa de fremmede Fugles Bekostning, der, ligesom vort eget Lands, vare nødte til at synge med eget Neb. Den lette Vind skal før kunne i sin Fart fæste sig ved vore Klipper, end dette i Tone og Charak- teer saa fremmede Sprog ved vore Ører, Hjerter og Tunger. Det vil man lære i Christiania selv, i de aabne Dale der om- kring, og med hvormeget Eftertryk da ikke jo dybere man kom- mer ind i dette Land, der, ihvor marqveret det er, dog ikke er andet end Naturens gjenspeilede og gjenspeilende Billed af Folkets Nationalitet? "Men -- hører jeg hiin Fædrelandets elskværdige Søn sige -- hvem tænker ogsaa paa, at den Civilisation, som de Dannede sætte saamegen Priis paa, skulde meddeles Folkets Masser? Det er ogsaa et af dens Fortrin, at den hæver sig over dem og skiller derfra dem, som besidde den. Dette er et Aristokrati ligesaa naturligt som den Raahed, der skal charakterisere hine. Hvem vil at vore Gaardhøns skulle faae Nattergaltunger? Lige- saavelsom Oksen maa hrøite og Svinet grynte, maa vore Bønder bruge sit raa og kantede Hjemfødningsmaal, der kun ved sin naturlige Fælhed er skikket til kontrasterende at have det liflige fordanskede, som toner fra de Dannedes Struber." Saaledes have vi med to Sprog -- thi langtfra dem i Dialekten ere det norske og det danske eller fordanskede norske for- skjellige -- da to Folk eller forskjellige Hoveddele af Folket. Dette er en naturlig Konseqvens af Mbladmandens fromme Yt- tringer om det danske Sprogs ønskelige Indvirken gjennem Scenen paa Ungdommen og til at betegne de Klasser, der be- sidde den Dannelse, som det norske Folk kan gjøre sig til af. Lykkelige, lykkeligere Brødre! Lysets Børn og Odelsmænd! ville I lade os beholde vore mørke Dale? Det er mere end vi fortjene for vor Haardheds Skyld. I blive mægtige, et talrigt SIDE: 303 Folk i Folket; thi der er snart i hver By et af disse herlige In- stituter for eders særegne Sæder og Sprog. Lader os derfor skifte Landet i Fred! Vi beholde dets mørke Kjerne, hvor rundtom eders Række af Byer drage en smal men glimrende Rand ligesom de puniske om det vilde Libyen, de græske kolo- nier om de raae Kampaniers Høi og de engelske om Irokesers og Kanadiens Skoge. Forskaaner os blot for at udsende mellem os slige Straaler af eders Civilisations Glands som at skikke os Dommere, Præster og andre Embedsmænd, som vi ikke kunne forstaae (i gamle Dage gik det maadeligt med det) og som -- efter den engelske Romanskriver Bulwer [fotnotemerke] -- "foragte Jordens Arbeider for deres Raahed, skjøndt de dog nære netop den Stolthed, som foragter dem!" Dette vilde vi ikke taale. Vi vilde ikke taale det, sige vi. Derimod have vi intet imod, at I lade eders Sønner formere sit Folk paa dets Hjemtomter, indtil de vinde Ærværdighed som disse graahaarede Lediggjængere, forældede Aspiranter og bedagede Abekatte, der udgjør eders Folks Kjerne. Henrik Wergeland [OM NORGES OPKOMST [fotnotemerke] ] (Indsendt.) Statsborgeren 10. jan. 1836. Der er mange Syn for Sagen, at Fædrelandet kommer sig. Vi have den stegne Opdyrkning, Folkemængde og Handel, Ban- kens og Koursens Stilling og endelig de offentlige Finansers glimrende Forfatning for Øie. Mennesker af særdeles let Tem- perament fæste i Særdeleshed Opmærksomheden paa dette Sidste, og tilskrive glat hen Finantstyrelsen den største Deel i Landets forbedrede Stilling. Men for denne elskværdige En- thusiasme maa man have mere Godhed end Agtelse. I Stats- kassens Flor har vel Bestyrelsens Duelighed sin Deel; men en Følge er den af Omstændigheder, der deels geraade alene Fol- ket til Fortjeneste, deels ere uden for baade dettes og Regje- Fotnote: Vi have til Tjeneste, i et Læseselskab denne Forfatter, tilligemed Las- sens Verdenshistorie, der ovenfor laante mig nogle Fjer. Ved at gjøre os noget bekjendt med saadanne Forfattere, frygte vi ikke forat gaae ind paa Modparternes Civilisations Gebeet. Fotnote: [Visstnok en innsendt artikkel, omskrevet av Wergeland.] SIDE: 304 ringens Indflydelse. Til de første regne vi den tiltagende og forbedrede Opodling, der er al Nationalformues Grundvold og staaer i Vexelvirkning til den stigende Befolkning, hvem en større Livlighed i Industrien er at tilskrive, og til de sidste hel- dige Aaringer for Fiskeri og Agerbrug samt forbedrede Han- delskonjunkturer i Udlandet. Til videre at forøge Finantbesty- relsens Fortjeneste duer ikke Exemplet af rigere Lande med et langt slettere Statsregnskab, end det som nu snart skal glæde dette Folk; thi ikke i alle hine har en Nationalrepræsentation saa godt Indseende med Finantserne, og heller ikke har noget Folk nydt en saadan Rolighed som vort til at ordne sine Penge- sager. Efter 20-aarig Fred, efter saa lange aarsæle Tider, uden videre extraordinair Udgivt end hiin forhadte og ubillige Deel- tagelse i den danske Statsgjeld, som burde snarere have været betalt med Staal, skulde det være en Skjændsel, om de offent- lige Finantser stode anderledes end de staae. Men hvorlænge ville de holde sig paa dette Punkt, hvorfra de snart skulle vende Blanksiden ud mod Nationens Repræsen- tanter? Alene Fordringerne til Flaaden maa hindre at Øinene forblændes. Og alligevel bør dog den gode Tid benyttes, og Nationen forene sine Kræfter med den samvittighedsfulde Fi- nantsbestyrelse, sættende denne istand til at forevige sig ved anden Bedrivt end ved den simple Operation at betale sin Gjeld af fulde Kasser eller billigere Laan -- noget der ikke er mere forunderligt ved, end ved at angre og udbøde sine Synder. Flere, og grundede, Krav, end de til Flaaden, ville fremkomme og bidrage hvert sit til en Ebbe i denne Statskassens Spring- flod, men vel intet af den Betydenhed som Flaadens, hvis for- rige mindre Behov langtfra er bekjendt for at være bleven be- streden med al ønskelig Oekonomie. Storthinget vil naturligviis, forat indlade sig paa videre Udgivter dertil, først undersøge hvorvidt det kan vente Opofrelserne vel anvendte uden at frygte forat see sin Varsomhed udtydet som en Banghed for maaskee en Tidlang at see en mindre glimrende Plusrække paa Papiret. Det var visselig heller ikke afveien, om det, naar saa betyde- lige extraordinaire Bevillinger forestaae, kom Statskassen (eller Folkets), der hovedsagelig bestaaer ved Tolden, tilhjælp ved SIDE: 305 skjærpede Straffe for Smuglerie. Thi er der noget, som maae forundre os ved Statskassens nærværende Status, da er det isandhed det, at den kan blomstre omkaps med Smugleriet. Hvorfor ikke straffe dette som andet Tyverie? eller som Under- slæb af offentlige Kasser? Thi ligesom dette bestjæler det baade Private og det Offentlige. Den rette Tid til en saadan Skjærpelse er netop nu, da Kravene paa dette stige, da en jevn sund Tilstand, en simpel Balance ikke er nok, men alle dets Aarer og Bikilder maae være fulde forat tilfredsstille Udtøm- melserne. Henrik Wergeland [OM FOLKEØKNING OG OM BARNEDØDELIGHET PÅ GRUNN AV BARNEDÅP OM VINTEREN [fotnotemerke] ] (Indsendt.) Statsborgeren 10. jan. 1836. Den Mening, at et Land kan overbefolkes, er underkjendt ved flere Landes Exempel, og er i sig selv urimelig. Statsøkono- mien har derimod mellem sine prøvede Lærdomme den, at stærk Befolkning føder Arbeide og Arbeide er Formue. Hvor man taler om Lidelsen formedelst en saakaldet Overbefolkning, saasom i Irland og i Tydsklands af Naturen mest velsignede Land, Baden, hvorfra Udvandringer skee sværmeviis til Ame- rika, der er Skylden hos Regjeringen et Jordaristokrati og en Forfatning, som lægger alle mulige Baand paa Næringsfriheden. Omendskjøndt den sidste forfærdelige Feil ved et Statssam- fund, hvilken alene er unaturlig, ufornuftig og trykkende nok til at indslutte i sig Emnet til Revolutioner, eftersom den gamle Slægts Egennytte synes ikke at ville have Ørerne oppe for lem- peligere Reformer, i fuldt Maal har Sted hos os: saa tilbyder dog dette Lands Opodling tilstrækkeligt Afløb for en, endog i større Forhold end hidtil, stigende Befolkning. At den er ste- gen som den er, maa ansees som den egentlige Kilde til dets forøgede Velvære. Derfor fortjener Folkeforøgelsens Fremme Folkets og Regjeringens Opmærksomhed, og i denne Henseende ville vi tillade os at henvende den paa en Uskik, der sikkerlig Aar om Aar koster Nationer mangfoldige Liv. Vi mene Uskik- kene at lade Børn døbe om Vinteren. Dette er af Læger paa- Fotnote: [Visstnok en innsendt artikkel, omskrevet av Wergeland.] SIDE: 306 anket i Lande, hvor det, formedelst Climatet og langt mindre Afstand til Kirken, maa udsætte Børnene for mindre Fare. Det er bekjendt, at mellem de spæde Børn er Dødeligheden størst; og imellem de andre Grunde hertil hører upaatvivleligen og hyppig den Vanrygt de lide ved at deres finere og ømfindt- lige Aanderedskaber udsættes for en Kulde og et Veirligt som falder Voxne til Besvær. Dødelisterne have beviist dette saa- længe, at det er forunderligt, at kjærlige og eftertænksomme Forældre endnu kan begaae en saa uforsvarlig Daarskab, hvor- ved Flere dræbe sine Børn end man drømme om. Den Overtro, at Daaben ikke maa opsættes, især om Barnet er sygeligt, forat det nemlig ikke skal som udøbt og Hedningebarn komme i Fan- dens Kløer om det skulde døe imidlertid, har stor Deel i Uskik- ken. Ligesaa ogsaa den økonomiske Interesse, at kunne slaae Barnedaaben sammen med et Vinter- eller Julegjæstebud. Derfor er det især om Julen, ved Midtvinters, naar Vei og Kirke er som koldest, at man seer Almuesfolk milelangtfra gjennem Fyg og skjærende Sno at føre sine Nyfødte til Daaben og -- hvor ofte ikke? -- til Døden. Vor Idee er, at i den mildere Aarstid bør visse Søndage ud- kaares til Daabforretningen. Hvilke skjønne Festdage vilde disse ikke blive! Forskjønnede ogsaa derved, at Mødrene i de fleste Tilfælde vilde kunne være overværende, og nyttige baade ved den større Høitidelighed, som derved vilde gives denne kirkelige Forretning, som nu taber sig imellem de andre, og er kun et Tegn til Menighedens Opbrud, og ved at de skaffede Præsten Tilhørere andre Dage om Aaret end de store Høitider og Konfirmationsdagen. Vi anbefale gjentagende dette almeenvigtige Anliggende til Storthingets, Regjeringens, Kirkedepartementets, Geistligheds og Almeenmands Opmærksomhed! Henrik Wergeland [OM FORHOLDENE I RUSSLAND] (Indsendt.) Statsborgeren 10. jan. 1836. Professor Hansteen har endnu ikke viist Nationen den Artig- hed igjen for de 8 Tusinder, som den uden Disput offrede Ge- niet, at berige dens Literatur med en Beskrivelse af en Reise, SIDE: 307 som gav saa fortræffelig Anledning til at hente sikker Kund- skab om det mystiske Ruslands hele indre Væsen. Idet man derfor troer, ogsaa i den Fjernhed, hvori dette vor Videnskabe- ligheds Lys holder sig ifra et erkjendtligt Folk, at opdage nok en Liighed, det, foruden Glandsen, har med de kolde, vinter- lige Stjerner, som han sysler saa gjerne og med saa udmærket Held med: faae vi lade os nøie med de enkelte Beretninger om hint Nutidens Jotunheim, som Hr. Professoren mundtligen giver tilbedste. Vi vælge to, som maaskee turde i særegne Henseender bidrage sit til at helbrede Folk for den Lyst til at drage til Rusland, som yttrede sig paa flere Steder i det knappe Foraar 1832. Som Bidrag til den russiske Retspleies Charakteristik for- tæller Hr. Profess.: En stakkels gammel Jøde i Gouvernemen- tet Tobolsk blev udplyndret, Røveren grebet og straffet. Men forgjæves begav Jøden sig til Tobolsk forat erholde sine Penge tilbage, da de vare i Behold, og forgjæves anvendte Hr. Profess. sin Indflydelse hos Gouvernøren. Denne undlod at svare paa de skrivtlige Anmodninger, og Breve fra en Person af hans Huus og nærmeste Forbindelse berørte ikke engang Sagen, som om der ikke var noget Paafaldende og Prostituerende for Be- styrelsen, at en fremmed Reisende maatte tale en Undersaats Sag. Jøden faldt i Røvers Hænder, og han igjen, lader det til, i værre Røveres, som ikke vare vante til at give Slip paa Rovet. Det var nu russisk Retspleie. Ligesaa fortæller Hr. Prof., at det russiske Brændeviin, uagtet en Ukase -- ventelig fordi det ansees som Nationalfornødenhed -- paabyder hvilke Grader det skal holde, er over al Forestilling usundt og slet. Dette kommer af, at Brændeviinets Tilvirkning og Udsalg over hele Riget er et Monopol for to Magnater, hvilke atter udforpagte det igjen- nem Kjøbmænd og Brændeviinsbrændere, der igjen have sine Forpagtere i Kromændene o. s. v. Fra neden af bestikkes der nu opad forat kunne sælge ringere Varer, og Bestikkelsen stand- ser hos hine to Generalforpagtere, der ere for fornemme til at frygte noget af Ukasen. Hvilket Land da! Den stakkels Jøde kunde altsaa ikke, om han havde villet, slukke i en ærlig Dram sin Ærgrelse over at see sine Penge for evigt forsvinde i de uretfærdige Embedsmænds Punge. Det kan man dog hos os. SIDE: 308 Henrik Wergeland ALMUESKOLEVÆSENET BETRÆFFENDE (Indsendt.) Statsborgeren 17. jan. 1836. Med vore Almueskolelærere er det slet bevænt. En Grund dertil er, at det er det med deres Kaar. Og hvad kan man vel forlange for en Aarsløn af ligenedtil 8 (otte Daler), som Til- fældet er paa flere Steder? Derfor er det kun, som sagt har været i dette Blad, at Almueskolelærerne ere Karle, der søge at undgaae Musketten ved at gribe Riset. Vore Bønder burde indsee, at den politiske Betydenhed, som de ville gjøre gjæl- dende, kan alene faae fast Grund i den Oplysning, som de be- sidde, og derfor ogsaa sørge meer end de gjøre forat Elementær- underviisningen, der har deres talrige Stand til Gjenstand, bliver fuldkomnere og dem mere til Nytte end den er. Ingen Karrig- hed maa da finde Sted, men Skolelærernes Løn forøges indtil den Grad, man kan vente flinkere Folk for, eftersom Løn og Dygtighed maa staae i Forhold til hinanden ved saa afhængige og kontraktsmæssige Poster som Skolelærernes ere. Men til et saadant Meed maa ogsaa Staten række Haand, og sørge for at der findes dueligere Subjekter til Kommunernes Tjeneste. "En slet Skolelærer -- siger en Franskmand, Statsraad Cousin, der har lagt sig meget efter at kjende og fremme det offentlige Un- derviisningsvæsen -- er ligesom en slet Præst, en slet Embeds- mand, en Svøbe for en Kommune. Vi ere sandelig satte i den Nødvendighed, meget ofte at maatte betjene os af middelmaa- dige Lærere, men vi maae stræbe efter at danne bedre, og dertil ere Skolelærerseminarier uundgaaelig nødvendige." Man har foreslaaet hos os Agerdyrknings-Seminariers Opret- telse i Amterne. Meget vel! Men vi troe, at Skolelærersemi- narier kunne forenes dermed paa samme Sted, uden at Eleverne derfor deeltog i begge. Begge Læreindretninger vilde dog være hinanden til gjensidig Nytte. Indtil saadant kommer istand er det besynderligt og lidet vidnende om den kraftige Aand for Oplysningsværket, som bør findes hos Præsterne, at Ingen af disse privat har givet sig af med at undervise endeel Subjekter til Skolelærere, medens Flere dog have været begjærlige efter at faae Elever, der skulde gaae den lærde Vei. Offentlig er SIDE: 309 idetmindste ingen Præst bleven bekjendt forat have forsøgt paa noget Saadant, medens det dog vilde være baade fordeelagtigt for en Præst paa Landet og let for ham, at udfinde mellem Ungdommen Subjekter, som ere skikkede til Skolelærere og istand til at bekoste sig Underviisningen. Men her støde vi atter paa det fatale, at Lønnen almindeligviis er saa liden, at de ikke troe deri at kunne hente tilbørlige Renter for den Tid og de Penge, de maatte anvende paa sin Underviisning. Forøg den, da vil det blive en Spekulation for unge Folk af Anlæg og i Besiddelse af saavidt Penge, at anvende disse til at uddanne sig til Skolelærere, for saa i Tiden at faae sit Anvendte for- rentet. Henrik Wergeland [FRALEGGELSE AV FORFATTERSKAPET TIL EN ARTIKKEL] (Indsendt.) Statsborgeren 17. jan. 1836. Paa Grund af at Stykket i No. 7 -- 8 bruger Titler paa lite- rære Frembringelser, som tilhøre Henrik Wergeland, troer denne at burde fralægge sig Forfatterskabet eller enhver Deel- tagelse i bemeldte Opsats. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 20. jan. 1836. Da Flere tildele mig Æren af Forfatterskabet til Morgen- bladsopsatsen "En Hypochondrists Betragtninger", bør jeg fra- lægge mig det. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM HANDELSRETTIGHETER FOR VATERLAND] (Indsendt). Statsborgeren 24. jan. 1836. Rygtet siger, at Indbyggerne i Vaterland have indleveret et, af alle, eller dog de fleste, undertegnet Andragende, om at den ufornuftige Forskjel i Rettigheder, som nu finder Sted mellem Vaterland og den egentlige By, maatte ophæves, naturligviis ved en ny Lov. Det er besynderligt, at de Andragende ikke have søgt i den offentlige Mening at faa en Støtte for et Forslag, som SIDE: 310 de maatte vide, vil møde en ligesaa halsstarrig Fiende i Byind- vaanernes Kasteaand og Privilegsfordele, som det har eller kan faa en ivrig Talsmand i enhver fordomsfri og upartisk Mand i Norge. Men saaledes som det er, er dette Bønskrivt dog et saare glædeligt Tidernes Tegn. En af de værste og haardeste Indskrænkninger i Hovedstadborgernes Rettigheder, som de offentlige Blade have ladet være ganske upaaagtet, og som Statsøkonomerne ikke have hævet sin Stemme imod, endskjøndt den blodigen trodser deres Videnskabs simpleste Sandheder, er først foreslaaet ophævet af de fattige Huuseiere, som bo i denne Forstad, hvilke derved have lagt en sjælden og uventet politisk Myndighed for Dagen. Sagen er nemlig denne. Den ulykke- lige Lov for Handelstvangen i Christiania af 20de August 1833 bekræfter i § 2 den gamle Forret: "Grosserernes og Kjøbmæn- denes Handel maa alene drives inden den egentlige Stads Grændser," uagtet det dog maatte synes indlysende, at en Be- stemmelse, der var udholdelig, endskjøndt altid uretfærdig, dengang da Byen tilligemed sine Forstæder havde 10,000 Ind- byggere, næsten er en Umulighed, naar den har 20,000 eller nu da den har 24,000, det vil sige, mere end det Dobbelte og nu da Kjøbmændenes Antal maaske er mere end een Gang til saa stort som det var før. Den ved Naturens Godhed og Norges Held stedse voxende Stad er, ved denne Lov, ligesom de kinesiske Kvindfolks Fød- der indklemt i en Jærnsko, der gjør den til en vanfør Olding, istedetfor at den burde i alle Henseender tiltage med den friske Alders Kraft. I den egentlige med Privilegierne naadeligen begavede By, ere Folk sammenpakkede i de faa Huse paa en Maade, der baade er ubeqvem og skadelig for Sundheden; der- imod, udenfor denne hellige Kreds sees for det meste kun elen- dige Hytter. Thi hvorfor skulde man bygge et ordentligt Huus, naar Staten i sin Viisdom har forbandet den Jord hvorpaa det staaer, og erklæret det vanhelligt og ufortjent til at nyde den Ret at anvendes til en ærlig Handel? Et Blik paa Kaartet over Norges Hovedstad vil lære enhver tænksom udenbyes Mand, (og til disse, som de mest upartiske bør man især henvende sig) at just netop dette til Handelsdød bestemte Vaterland, er det af Naturen mest beleilige Sted til SIDE: 311 Kjøbmandskab. Det har en Elv, der er seilbar for mindre Far- koster, og som altsaa i høi Grad kunde lette de Handlende det nu saa byrdefulde og bekostelige Hestehold, naar dens Bredder ligesom Floderne i de store Europas Byer, hvor Indbyggerne ikke have foragtet Naturens Vink, vare besatte med Pakboder og deres Butikker vare i Nærheden af disse. Sandsynligviis vilde denne Fordeel forekomme Kjøbmændene saa indlysende, naar de fik Lov til at benytte den, at de vilde finde, at det svarede bedre Regning at bebygge de Bordtomter, som ligge paa den høire Side af Akerselven med Pakhuse og andre Han- delsbeqvemmeligheder, og derimod at forlægge Plankeoplaget ganske til den venstre Side, hvor det baade var mindre udsat for Ildebrand, og hvor der allerede nu ligger en saa betydelig Deel af Trælastudskibningen. Den Ulempe ved vor By, at den har et saa lidet Antal Tom- ter, som ere tjenlige til Pakboder, og at disse ligge for langt fra Udsalgsstederne, vilde da forsvinde og Christiania kunde ligesom Bergen og Drammen have Sjø eller Elv foran Pakhuset, ind i hvilket Varerne kunde bringes ligefra Skibet eller Pram- men og foran Pakhuset en Butik, hvori der kunde sælges uden at en eneste Kjørsel havde været nødvendig til det Hele. Om altsaa Byens Formænd, der for det meste ere Huuseiere i den, og altsaa maaske indbilde sig, at de vilde komme til at tabe ved en Forandring, erklære sig imod den indleverede Ansøg- ning, er det dog mere end sandsynligt at Storthinget vil vise den Retfærdighed at meddele det hele Distrikt som indesluttes af Veien til den ny Bro, Akerselv, Byen og Sjøen, Handels- rettigheder. Denne Billighed vil sikkert blive ligesaa heldbrin- gende for dette Sted, som for den gamle priviligerede By, ved at forøge dens Rigdomskilder, og saaledes for det hele Land. Statsraad Krohgs Mindestøtte vil da ikke længer komme til at staa paa et Sted, hvis Valg er en Karrikatur paa hans uaflade- lige Bestræbelser. Men Mindet for Næringsfrihedens Kjæmper vil betragtes af Borgere, som ikke behøve at beklage hans tid- lige Død, af den Grund at den berøvede dem eneste Beskytter, som denne hellige Ret havde i Norge, og fordi de, som bo om- kring dette Sted ere mest berøvede de Rettigheder, som Grund- loven og Fornuften hjemler eller lover dem. SIDE: 312 Vor By mangler i høi Grad de offentlige Pladse eller Torve, som bidrage saa meget til Sundhed, Skjønhed og Handelsrørelse i andre Stæder. Vaterland, Fjerdingen og Bordtomterne der- imod har overflod af Rum, som kunde benyttes til at formindske Trængselen paa det gamle Torv, uden at man behøvede at jage Kjøber og Sælger hen i en Udkant af Byen, som til Bankpladsen, der næsten ligger en halv Fjerding borte fra Grønland eller Enerhougen. Men at slige upriviligerede Stakkere, som Bebo- erne af Forstæder, behøve Veed og Hø, og at næsten en heel Dag gaaer bort, naar de først skulle gaae hen paa Bankpladsen for at akkordere og siden være med for at faa det hjemkjørt (hvilket naturligviis for en saa lang Vei ikke kan skee uden forøget Bekostning), ere Betragtninger, som den priviligerede Byes høivise Raad meget sjelden lægger den udførlige Vægt paa. Dette Vaterlands ved Addressen udtalte Ønske grunder sig desuden paa et vel indirekte, men dog ikke mindre bestemt eller tydeligt kongeligt Løfte i en Resolution af 3die Juni 1815. Efterat der i Begyndelsen af denne Bestemmelse har været talt om at Byen skulde forundes den nedre Fæstnings sløifede Deel til Byggetomter, bestemmer § 3. "Derimod finder ingen videre Udvidelse af Christiania By paa andre Kanter for det første Sted." Efterat nu 20 Aar, næsten en Menneskealder, ere hen- rundne, og Byen i dette Mellemrum har voxet til mere end det dobbelte, synes det dog at være Tid at lade dette "for det første" ophøre og begynde paa noget andet. Saa meget mere som Erfaring har fuldelig beviist, at den Udvidelse, som man dengang tiltænkte Staden, er ganske unaturlig; thi kun et eneste privat Huus er i den lange Tid, medens Huusleien har været saa uhyre høi, bygget paa de dengang forundte Tomter; natur- ligviis fordi de ligge paa et Sted, som til evig Tid maa blive en af Byens Udkanter, da den tilladte Udvidelse i den Retning ikke kan fortsættes ud over Fjorden. Derimod ere der i Mel- lemtiden fremstaaede Gader allevegne paa de Steder, hvor Byen støder til Landet. Her er altsaa Stedet for den sunde gavnlige Udstrækning af Rettigheder, her ville de bevirke for- øget Rigdom, medens Penge anvendte til at opfylde Myrerne paa Revieret med Mastetræer, kun ville blive spildt Kapital. Dette er ikke Gjetning, men beviist ved Erfaring, og en Sæt- SIDE: 313 ning som enhver udenbyes Mand let kan gjøre sig tydelig ved et Blik paa Kaartet. Desuden har Byens Bestyrelse holdt disse Grunde i en Priis, der ligesaa meget staaer i Modsætning til deres slette Beskaf- fenhed som Byggepladser, som den er i rasende Misforhold til Jordens ringe Værd og Udbytte i Norge. Men Handelstvang og Næringsundertrykkelse formaaer Alt; den bringer en Myr i Norge optil det samme Værd som en god Grund i England, medens den gjør Normanden til en Prakker og Besidderen af den fri engelske Grund rig. Usandsynligt er det ikke, at, saa liden Forøgelse end Byen var tiltænkt ved det ny Qvartal paa Fæstningen, dette endog er forekommet Huuseierne at være et for stort Indgreb, hvorfor de, saa meget det stod til dem, have søgt at hindre, at der intet skulde komme ud af det. Vaterlands Grunde ville derimod, naar de overlades Borgerne til frit Brug, aabne en Konkurrense, som vil tvinge det Offentlige til at nedstemme sine overdrevne Fordringer ogsaa paa den Kant. Henrik Wergeland ET BREV TIL CAPITAIN MARIBOE (Indsendt). Statsborgeren 24 jan. 1836. Det er med mere dybt følt Vemod, end det der blander sig i Morgenbladmandens Medynk, som ellers med saamegen Grund tilretteviser Dem, at jeg henvender mig til Dem i Anledning af den Række Breve til en Ven, hvoraf Publikum har modtaget to saa hurtigt paa hinanden følgende, at det ikke var kommet sig af den Forundring og Bedrøvelse, som det første opvakte, før det andet gjennemrystede det med ny. Dersom det ikke ogsaa laae for Dagen i Deres Breve, at De, ikke engang magter at afpine Deres Pen nødtørftig stilistisk Underholdning: da vilde jeg raade Dem, engang saa dygtige, nu saa beklagede Mand! at skrive over troløst Venskab; thi en troløs Ven, saafremt han har (eller har havt) Dømmekraft, maa Deres Korrespondent [fotnotemerke] være, som ikke alene ikke har fraraadet Dem Udgivelsen af Brevrækken, men endogsaa gjentagende anmodet Dem derom. Fotnote: Efter alle Mærker er det Høiren som corrensponderer med Venstren. SIDE: 314 Dette er vel et dristigt Raad til en Mand, som med det gamle ulyksalige Praleri (der, in parenthesi sagt, har været Deres Ødelæggelse) erklærer, at han "har faaet Recept paa en skarp Lud, der bestaaer af caustisk Kali og attisk Salt, den han agter at bruge naar og hvor behøves." Men jeg har for Ærlighedens Skyld vovet det Dristige. Jeg vil ikke tillade mig at spørge en Mand, der troer at have og har at beklage sig over Verden, hvorfor han nu med eet giver denne slige Vaaben og saamegen Ret til at beklage sig over ham. I dette fiendtlige Forhold er det af Brevene klart, at Hr. Capt. og Tingenes Gang og Stilling hertillands staae i til hinanden. Man bør føle en Slags Agtelse for Andres ulykkelige Timers Indskydelser; derfor lad saa være, at forbittre sig sin egen Rolighed ved at udtømme sine Klager for en taalmodig Ven; men for den Indskydelse, at frarøve sig selv den sidste Rest af Agtelse for Aandsegenskaber, man endnu besad hos et godmodigt Publikum, maa man skrækkes ligesom om den var indblæst af den Onde selv og udklækket under Menneskefien- dens egen Overskyggelse. Ak, at De skulde give efter! De, i Deres Rolighed! at denne, en Retiré, saa nyligen hædret med et af de faa Embeder, Nationen har at bortgive, ikke skulde være Dem kjærere! at Eftertanken og Selverkjendelsen ikke deri skulde kunne trives! Venners Raad ikke høres! Mig synes oprigtigen, at Drønet af Hr. Capts. parlamentariske Taler endnu kunde have opmuntret Deres Eensomhed tilstrækkelig, at Be- vidstheden om Fortjenester af Fædrelandet og mange Medbor- geres Erkjendelse deraf noksom maatte have kunnet forsøde den, at tusinde andre Maader at bringe Dem i Erindring paa -- om saadant skulde behøves -- stod Deres Forstand, tusinde andre Maader at sætte sig i en velgjørende Bevægelse paa, Deres af saamange ædle Følelser belivede, urolige Hjerte aabne. Men, ak! at en ubetænksom Vens Anmodninger eller en ulyk- kelig Times Indskydelse at følge dem og udgive Prostitutionerne skulde lade os see det ynkelige Skuespil, at af det Hul, hvori vi troede en Løve krøben ind, styrtede en simpel og simpelt rasende Bandhund frem! Ved Alt, jeg har en saadan Mening om Deres Hjertelag og stormodige Gemyt, en saadan Erkjendelse af hvad Nytte Fædre- SIDE: 315 landet i sin Tid har havt af Deres Drivtighedsaand og Opoff- relser, at jeg vilde paatage mig Forfatterskabet af disse Breve, dersom jeg kunde udløse Deres Navn fra Skammen deraf. For min Part skulde jeg da have gjort nok forat vise mig erkjendt- lig. Mange -- og jeg rigtignok helst med -- vilde før betale. Vel! men at betale, efter den fuldstændige Subscriptionsplan, som, efterat Prospectus er forudskikket, staaer klar nok at læse efter Ordene: "Jeg lader ingen Prospectus, ingen Alt lovende Subscriptions-Plan udgaae," 1 Spd. for 12 slige Ark [fotnotemerke] som de to første, er dog ikke værdt baade for Folks egen Skyld og for Deres, forat en kommende haardhjertet Slægt eftersom Nu- tidens Henslængen i Forglemmelsens Flod ikke altid sikkrer, ikke skal finde noget at triumfere over. Jeg har derfor fundet, at intet bedre staaer mig tilbage, end saa betimelig som muligt, ved at lade Dem høre en uforbehol- den Dom, der er skaansommere end Brevene opfordre til, at søge at bidrage mit til, at De maaske kunde komme til Efter- tanke over et Foretagende, som kun skal hedde overilet og vorde glemt, om Folk kun har det Par løse Blade, men som, om det fuldføres med en Udholdenhed, som var en bedre Sag værdig, naar dets slette Bestanddele samles, tør finde, ligesom de Fordømte, i Evigvarigheden sin altfor frygtelige Straf. Jeg kunde have meddelt Hr. Capt. min Dom privat; men tillad mig, den Aand, der stinker Pag. 2, 7 lod mig vente mere Utak end Frugt. Det svage Haab, som jeg dog til denne Stund herom nærer, lader jeg derfor opveies af det stærkere, jeg har om at kunne virke til Nytte for Andre ved at meddele ogsaa dem, hvad jeg kan have at sige. Men ved disse Andre mener jeg dem, der ikke have læst Brevene og dem, der uden Dømme- evne have læst dem; thi mellem dem, der med denne have læst dem, er der -- det kan De troe mig paa Hr. Capt. -- kun den Mening, jeg ovenfor generelt har yttret, men som jeg nu vil give mig den Ære at give Dem "Grunde og Kjendsgjerninger for." Og dette er sagt med den saa bekjendte Sandhed i Tan- ken, som De bringer i Erindring Pag. 13, at intet Ord misbruges og misforstaaes mere end "det er den offentlige Mening." Jeg udsætter mig rigtignok derved, efter Udladelsen Pag. 2 for et Fotnote: Cfr. øverst paa Pag. 12. SIDE: 316 Svar af samme Natur, som det til Morgenbld. i Efterskrivt til 2det Brev; men det faaer nu saa være. Jeg har nu engang vovet Ludbøtten; og det skulde Ingen glæde mere og oprigtigere end mig, om Capt. Mariboe virkelig kunde levere Prøver paa en større, mere alkalinsk Aandfyrighed end i Brevene -- disse Sammendyngninger af tør Aske under en udbrændt Kjedel. De veed upaatvivlelig selv, (og bør vide med Dem selv) at der gives intet Ynkeligere i Naturen, end En, der vil være vittig og ikke kan. Saa er der sagt, og saa er der troet, indtil De, ved høitideligen at forkynde, at De baade kunde og vilde være i hvasseste Maade vittig, lærte Verden i Udførelsen af denne vogsomme Proklamation, at der gaves noget endnu Ynkeligere. Uheldige Vittighedsjægere gives der nok af i det daglige Liv; de bevæge sig med Bæven og Klodsethed i den fremmede Sfære, og det tildels fordi de vide, at de have ingen Barmhjertighed selv at vente. Men at En vil træde frem for Verden, tillægge sig i Overmaal det geistige Vids sjeldne Gave, og saa figurerer op med endeel arildsgamle Ordsprog, en Vrimmel af Skjælds- ord, der i den trevne Stiil tage sig ud som Tømmerstokke og Sagfliis i Dødvand og med nogle tvungne affekterte Apostrofer til en Ven, der bestandig trækker paa Smilebaandet over For- fatterens matte politiske "Sværmen," og giver tidt og jevnt et Smiil tilbedste, der kun kan vække Tungsindighed -- ak, Ludvig Mariboe, at Dette skulde være forbeholdt Dem af den bittreste Skjebne, som endnu slog Dem! [fotnotemerke] Eller gives der ingen Ubeske- denhed uden Ungdommens og Fortjenstløshedens? Har Evne- løsheden og Afmagten ingen? Alderdommen, Ulykkens Pirre- lighed har ingen, siges der. Jeg vil ikke undersøge det. Derfor -- ikke et ondt Ord mere om Vittigheden; ligesaalidt som til den Syge eller om den Døde, der levede ligesaa stille som han gik bort. Enhver kunde rigtignok før være berettiget til at vente den, end det uindløste Løfte derom; men den er dog igrunden noget, man ikke kan kræve, men hvormed en Forfatter kun af eget Godtykke regalerer sine Læsere. Fotnote: Cfr. Pag. 2, 7, 11, 12, 21, 22, 26; den fortvivlede Lignelse om Byfolks Økonomi; det i 4 blade paa Mgbldt. 5gange anvendte trivielle Udtryk "Gar- dinpræken;" det ligesaa ofte brugte "Visitcasse;" ligeledes Fictionen med Ambassadørskabet m. m. SIDE: 317 Derimod kan man af Memoiren (Mindeskrivtet) kræve Aand- righed, Lethed og Behagelighed i Stilen, Nyhed og Interesse i Indholdet; af Brevformen dette Springende uden at dog Idee- gangen slippes, eller, om den slippes, at den gribes igjen med umærkelig Behændighed, denne Samtalens Livlighed, denne Henaanden af Forfatterens Individualitet paa Papiret, som netop udgjør det Karakteristiske ved denne Skrivart. Og af den politisk-filosoferende Skribent kan man fremfor alt fordre logisk Tankegang, et reent Sprog og Paalidelighed i hvad han debiterer, Sandhed i hvad han paastaaer. Men, Borger, De har ikke fyldestgjort synderligt af disse billige Krav. Deres Arbeide tør jeg sige skal være en Kombi- nation af hine tre Skrivarter, og skulde saaledes besidde de Egenskaber, som tilhøre dem. Men nu Aandrigheden? Gud bedre os! Dersom den mangler Vittigheden, da er den en vingeløs og nebløs Fugl. Eller skal den tusindegange og i bedre Udtryk hørte Ambassade-Harang, der ender med Apostrofen til Polakkerne, ligesom ogsaa det, ikke nyere politiske Ræsonne- ment fra Pag. 5 -- 7 passere for aandrige Episoder, i Mangel af en Aandrighed, som burde belive det Hele? Finder Nogen det, da maa han ogsaa finde ubetaleligt Vid -- saasandt som jeg finder et Lune at græde over -- i begges pompøse Slutninger. Den første lyder saa: "Nu har jeg opfyldt den vigtigste Deel af mit Hverv, som selvvalgt Minister for de udenrigske Anlig- gender og overordentlig Ambassadør ved flere udenlandske Hoffer." Og den anden -- der, i Forbindelse med strax i Øine faldende Karakteerudbrud Pag. 2, 6, 7, 8, 25 og 26, lader os høre den ulyksalige Grundtone i Minherres Gemyt -- lyder som følger: "Under disse politiske Betragtninger, som jeg i Løndom anstiller, føler jeg et indvortes Kald til alvorligen at ruske den sovende Løve i Manen, medens de politiske Hanekyllinger og Kamphaner, der i Skolen have lært, at Løven ræddes ved Hanegal, kykkle og gale uophørlig, indbildende sig dermed at kunne virke paa den alvorlige, slumrende Løve. Naar jeg saa- ledes, min Ven, føler mig gjennemtrængt af Kjærlighed til vor lovbundne Frihed, til vor liberale Statsforfatning, da nærer jeg det glade Haab, at Flere og Dygtigere end jeg alvorligen ville give sig til at ruske Løven i Manen; thi da skulle vi snart see den reise sig i sin fulde Kraft, og med et Lynblik sende alle disse politiske Hanekyllinger, alle disse politiske Dværge, SIDE: 318 til Niflheim. Mig synes, at jeg hører Dig sige: "han begynder jo at ville være poetisk og høitravende." Nu vel min Ven, siig det længe nok, siig det saalænge, indtil Du virkelig kan omskabe mine prosaiske Breve til Poesie." Heri har man ogsaa Prøver paa forskjelligt Andet af hvad jeg har at bebreide Dem. Den, der ellers har noget tilovers for Dem, maa være nærved at faae ondt af den Mathed, som stønner igjennem sidste Tirade, hvori dog al Deres eiendommelige Arro- ganz tordner og det tækkeligste Koketteri med sig selv lader sig høre tilsidst. -- Mangfoldige forstaae ved en let og beha- gelig Stiil at beskuppe sine Læsere for den Aandrighed, de Selv af Naturen ere blevne beskuppede for. At dømme efter Antallet af og Gehalten ved dem, som øve denne Kunst, maa den ikke være svær. Men De, Minherre, er dog ikke i Besiddelse af en behagelig Stiil i Deres Breve, om man end ikke ganske vil fra- dømme dem Lethed. Dette tilskriver jeg gammel Øvelse, men især det, at Stilen ingenlunde er udsat for at lide under Tan- kernes Vægt. Enkelte Steder raader Forvirring, saasom føl- gende, Pag 36: "Med Hensyn til at jeg saalænge har opholdt mig med Danmark, da er Grunden den, at foruden mit almin- delige Ønske, at see hele Verden fri, og deriblandt først det Land, hvor jeg fødtes og nød min første Opdragelse, ønsker (!) jeg især (!) at Danmark maa blive det." De Ideer, som med- deles os i Brevene maa være os kjære som gamle Venner. De ere os alle bekjendte ligefra Skjænderierne over Bladliteratu- ren, den politiske Revy over Europa og til Ideen om en engelsk Sjøstation ved Bornholm i Krigstilfælde med Rusland. Af hvad der tilhører Brevformen kan De derimod gjøre Dem til af at have, vel ikke henaandet, men stereotyperet ikke alene Forfs. men ogsaa hans Vens Individualiteter paa Papiret. De ere for- underligen lige efter Pag. 23, hvor der siges: "Jeg har efter modnere Overlæg fundet, at Du har fuldkommen Ret, naar Du siger, at jeg ikke bør af utidig Beskedenhed, om jeg beslutter at udgive mine Breve til Dig, udelade hvad de indeholde, mig selv vedkommende, forsaavidt det har Hensyn til mit offentlige Liv. Jeg bifalder ganske de Grunde, som Du anfører, nemlig: "at det er den bedste Maade at stoppe Munden paa dem, der læse dine politiske Breve" o.s.v. I Smilet, hvori der ofte hales SIDE: 319 som til en Slags Forfriskning og ligesom naar Værter opmuntre Folk til at drikke naar Samtalen gaar istaa -- i Smilet ere de to Venner hinanden særdeles lige, og naar den Ene leer, saa leer den Anden med, alt efter hvad vi see Pag. 34: "Jeg seer, at Du trækker paa Smilebaandet, min Ven, og henviser mig til Holbergs politiske Kandestøber. Den som leer sidst, leer bedst, jeg lader mig ikke saa let forbløffe." (Hvem af Holbergs Helte -- von Tybo? Gert Westfaler? -- er det som har til Valgsprog "man musz sich nicht verblöffen lassen)?" I Brevene, som politisk-filosofiske, savne vi fornuftstreng Tankegang Pag. 4 til 6, hvor De kaster Dem hovedkulds fra vor Stilling ind i Europas politiske, og ender den, efter den usande Paastand at Frankrig bortødsler sine Kræfter paa Afrikas Kyster (paa at civilisere dem?) og paa Antillerne (ubekjendt), uden at vende tilbage til den Materie, De forlod, eller at gjøre de politiske Reflexioner anvendelige derpaa. Strax nedenfor tilstaaes dog, at De "sværmer med Deres Tanker omkring i den vide Verden; og at De dog under disse politiske Sværmerier tænker mest paa vore egne Anliggender." Om Paalideligheden af Deres Relationer vil man bedst kunne dømme ved at sam- stille følgende Yttringer af Dem om det danske Folks politiske Aandstilstand med hvad den danske Liberalismes ypperste Organ "Fædrenelandet" selv derom erklærer. De siger Hr. Capitain Pag. 31: "Det kan ikke nægtes, at senere store Misgreb fra den danske Statsstyrelses Side have givet Almen- og Frihedsaanden den sande Retning, og en saa hurtig Flugt, at den selv synes at forurolige Regjeringen, thi endog hos dem, der endnu laae i dyb Søvn, have hine Misgreb fremmanet den herlige Aand, opflammet Følelsen for Frihed og uafhændelige Rettigheder, der dybt ligger nedgravet [fotnotemerke] i Menneskebrystet." Ligesaa omtaler De Pag. 32 "hiin herlige Aand, der er fremmanet i Danmark" , og Pag. 34, at "det (danske Folk) føler sig myndigt." Behag nu at høre "Fædrenelandet." Fotnote: Ogsaa reent Sprog. SIDE: 320 "Det Røre [fotnotemerke] , man havde sporet i Folks politiske Ideer hele Vinteren igjennem, forsvandt med Sommerens Komme. Tildeels har vel Sommeren ialmindelighed denne Virkning; Folk splittes ad paa Landet og paa Reiser; man føler ikke Trang til Politik; Naturen giver rig Erstatning. Dog var dette neppe den eneste Grund; thi heller ikke Vinterens Komme, uagtet Stændernes faste Møde traf sammen dermed, bragte Munterhed i det poli- tiske Liv. Man syntes forrige Vinter ganske at have udtømt sig i denne Henseende; den politiske Interesse havde været usædvanlig [fotnotemerke] stor; den Smule Kraft, som i denne Retning kunde opbydes, var udtømt; en Reaction maatte indtræde; deraf den Sløvhed, hvormed saa Meget, der ellers for- tjente den almindelige Opmærksomhed, blev optaget. Ogsaa om Pressen var Meningen noget forandret. Vel var der allerede, da Processen (med Fædrelandets Redaktør) blev anlagt, Adskillige, som syntes, man var gaaet for vidt; Nogle yttrede sig bestemtere derhen, at man hellere burde have indskrænket sig til at undersøge alle Misbrug og Mangler, og ikke rørt ved Statsforfatningen; men i det Hele var dog den største Deel af Publikum tilfreds med det friere Sving, som Journallittera- turen tog. Man var tilfreds med den Frimodighed, hvormed der blev skre- vet. Men lidt efter lidt syntes Stemningen at forandre sig. Allerede Sagens Anlæggelse gjorde et ubehageligt Indtryk paa mange ængstelig-legale Hove- der; senere begyndte man at høre hyppige Klager over den tirrende, dril- lende Tone, som man meente at spore i adskillige Artikler af Dagbladene; Kjøbenhavnsposten gik det især ud over. Denne Vrantenhed mod Pressen kunne vi kun forklare os deraf, at man før skattede den Frimodighed, hvor- med der skreves, men siden, da man blev vant dertil, havde Journalisterne mistænkte for, at de vilde "vise" sig, at de vilde pukke paa den Frihed, de havde tilkjæmpet sig. Om nu den dybere Grund hertil skal søges i en vis gedigen Sands for Ligefremhed, Sanddruhed og Beskedenhed, der som et skjønt, betydningsfuldt Træk synes at udmærke den danske Charakteer, tør vi ikke afgjøre, men finde det sandsynligt; at man imidlertid her gik for vidt, er os ligesaa sandsynligt. Der viser sig saavel i denne som i andre Henseender et vist politisk Pietisterie, som vi ved en anden Leilighed skulle omtale. Stændernes Sammenkomst bragte, som vi have ytret, ikke saa meget Fotnote: A. Skulle vi optage dette smukke danske Ord i den Bemærkelse, som det her har? B. Jeg stemmer "nei", siden det hos os har sin Betydning, nemlig: et uordnet Liv. C. Jo, dersom det kan skee uden formegen Bevægelse. D. Eller Rørelse. E. Eller Røre. Hvorfor ikke Røre? F. Ja siden det nu engang er Sprogrøre. G. Det var der i Babylon. H. Og i Norge Fotnote: Siger ikke usædvanlig meget. SIDE: 321 Røre i det politiske Liv, som man havde ventet. Den omtalte Reaction troe vi var Hovedgrunden til denne Mangel paa Interesse. Dog kom hertil ogsaa andre Grunde. Nogle Dage før Stændernes Samling blev Budgettet be- kjendtgjort; dette slugte næsten hele den Rest af politisk Interesse, der kunde skaffes tilveie. Det blev modtaget med meget blandede Følelser. Mismod over vore Finantsers Tilstand ytrede sig hos Mange; Andre vare mere sysselsatte med Tanken om hvorledes den kunde forbedres. Vi skulde meget feile, om ikke Kundskaben om vore Finantsers slette Tilstand bidrog til at qvæle den Interesse, man vist ellers havde viist for de offentlige Anliggender. I dette Tilfælde gaaer det et Folk som en privat Mand, der har Næringssorger; de undertrykke ham saaledes, at han ikke har Sands for Andet, end hvad der kan befrie ham derfor. Og er det anderledes med hele Folkets Finantser? Hvad kan en Stat udrette uden Penge; Af Stæn- dernes Forhandlinger har derfor heller ingen Deel vakt Folkets Deeltagelse i den Grad, som Forslagene til Finantsernes Forbedring. -- Altsaa: Bud- gettets Bekjendtgjørelse bortledte noget af Interessen for Stænderne; men Mangel paa Offentlighed svækkede den ogsaa. Det syntes, som om man ikke ganske havde opgivet Haabet om offentlige Forhandlinger; i al Fald havde man ventet, at Bladene frit kunde meddele Forhandlingerne. Dette forpurredes ved Rescr. af 22de Septbr., og deels denne betydelige Ind- skrænkning, deels den strenge Fortolkning af Stænderforordningens § 87, hvorved Offentligheden fik et endnu føleligere Stød, kunde ikke andet end sløve Publikums Interesse, der heller ikke ved den almindelige europæiske Politik kunde oplives." Hr. Capitain! lad det gaae ud over Morgenbladet, som leverer et saa afskyeligt Referat, men ikke over Sandheden... P. S. . . der kan tjene Dem igjen. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 24. jan. 1836. Norge. En Filialafdeling ved Norges Bank er oprettet i Skien. Under samme er henlagt Bradsberg Amt, Laurvigs Fogderi med de i disse Distrikter beliggende Kjøb- og Ladesteder. -- Industri- og Kunstflids-Kommitteen i Selskabet for Agers Sogns Vel bekjendtgjør, at en lignende Kunst-, Fabrik- og Huusflids-Udstilling som ifjor Marked vil iaar finde Sted paa Børsen. Til den 28de Dennes modtages Anmeldelser, og den 30te d. og 1ste Febr. fra Kl.9 -- 2 indleveres Sagerne. -- Det er sandsynligt at Statskassen vil erholde Indtægt af 46 500 Spd. i Mulkt af Laurvigs Grevskabs nye Eier den danske SIDE: 322 Generalfiskal Treschow for urigtigt afbenyttet stemplet Papir ved Kjøbet. Sverige. Efterat have opregnet 8de ord. Storthings Re- præsentanter efter deres borgerlige Stilling, anmærker Afton- bladet: "Heraf viser det sig, at de Ulykker, man har befrygtet som Følger af Norges Valglov, nemlig at den Oplysning, som besiddes af Embedsmændene, skulde blive udelukket fra Stor- thinget, og dette alene kommer til at udgjøres af Bønder, som hverken kunde rede sig med det ene eller andet, ere fuldkom- ment ugrundede, da Embedsmændenes Antal udgjør nær 3/5 Dele af det Hele, og Præsternes i Forhold fuldkommen ligesaa mange i Norge, uagtet Valgene skee distriktsviis, som i vor Standsrepræsentation." -- Den russiske Minister Grev Suchtelen er endelig afgangen ved Døden den 18de Dennes. Henrik Wergeland ALMUESKOLEVÆSENET BETRÆFFENDE (Fortsættelse fra No. 11 -- 12.) Statsborgeren 31. jan. 1836. Samme Forfatter siger: "Maae vi ikke gjøre den Kjends- gjerning gjældende, at Skolevæsen og Lærere kun have gjort Fremgang hvor de ere blevne ordentlig betalte? Eller formaaer nogen Søn af Jorden noget uden Midler? Hvor Lærere blive saaledes lønnede, at kun unge Folk af de armeste Klasser op- offre sig til Skoletjenesten, hvor den offentlige Mening om Skolelærernes Stilling, Virksomhed og Lod derfor kun kan staae lavt -- der skulde Skolevæsenet kunne trives? Forfængelige Tanke! Forsøger man vel saadant Hjernespind i andre Sam- fundets Gebeeter og Stænder? "Som Arbeidet saa (være) Lønnen", og "som Lønnen saa (er) Arbeidet" -- saadanne simple, almene Grundsætninger forglemmer man -- til usigelig Skade for Dannelsen. Af alle saadanne Tanker, Forslag, Ud- kast, Taler bliver intet, fordi det er intet andet end et nyt Blændværk for Mennesker, som ikke kjende til Sagen. Den, der mener det redeligt med sit Folk, med Menneskeheden, an- tager sig nærmest hovedsagelig de Fortrykte, Forladte, For- svarsløse, Ulykkelige. De Andre sørge nok for sig og sine SIDE: 323 Børn(?) Men hine danne den lavere store Klasse af Folket, hvis Bærme er Pøbelen. Dette er et slet, vanærende, beskjæm- mende Ord, og alle vender sig bort fra det, det betegner. Og dog betyder Pøbel intet andet end et Indbegreb af Mennesker! Jeg vil sige eder hvad jeg tænker. Saalænge man ikke for- trinlig antager sig Samfundets lavere Klasse, saalænge man ikke anvender den meste Formue paa at civilisere og danne de Udan- nede og Raae, saalænge mener man det ikke redeligt med Na- tionen, med Menneskeheden. Thi Tilværet af Pøbel vanærer enhver Nation og sætter enhver Stats Lykke og Sikkerhed paa Spil. Dette er alle civiliserte Staters Skamflek. Derfor fuld- stændig Underviisning og menneskelig Dannelse for de Lavere af Folket, og retfærdig Løn for dette Arbeide! Derved gjør man et afgjørende Skridt til sand Frihed. Den som har en Træls Sindelag og Aandsudvikling bliver ikke fri, om man end præker absolut Frihed og Lighed fra alle Tage. Vil et Folk naae sand Frihed, saa befri de paa de nederste Trin Staaende fra sin Raahed, Armod og Smuds! Den, som ikke det vil, tage ikke Ordet Frihed i Munden. Og den, som erklærer, at det ikke er muligt, har dermed erklæret Nationens Frihed for et evigt Hjernespind. Vor hele Kraft, vor hele Menneskekjærlig- hed maa være viet de Lavere under os. Og derfor maa De, som nærmest skulde arbeide paa Folkets indre Dannelse, ved sin egen Dannelse og Stilling blive unddragne Livets lave og lavgjørende Sorger. Ogsaa Kristus begyndte sin Verdens- forvandling med de Lave, Foragtede, Forladte og Ulykkelige. Derfor -- hvo der vil være en Kristen, gjøre ligedan! Almisser hjælpe her ikke, men almene, store, omfattende Forholdsregler for dette ene store, ophøiede Maal." Dette er nu sagt om Frankrig. Men naar vi istedetfor flere af de ovennævnte Udtryk, der mere passe sig paa det Lands store og mange Stæders lavere Befolkning, sætte "Folkets Masse", saa kan denne livlige Opmærksomgjøren paa det stør- ste, ihvorvel mest forsømte, Menneskehedskrav meget vel an- bringes paa os. Forfatteren, der har afgivet sin Beretning i det franske Deputertkammer, ledsager nu denne med en Fremstil- ling af hvorlidet hans Fædreland har anvendt paa Elementær- underviisningen, nemlig til 1828 kun 10,000 Spd., i 1828 60,000 SIDE: 324 og siden 1830 200,000 Spd. Men, siger han, "er dette dog værd at nævne?" Visselig ikke for Frankrig, hvor en urosværdig Re- gjering i flere Aar holder en Armee under Vaaben, der sluger Halvdelen af alle Statens Indtægter, og hvor Kommunerne, saa- vidt Nedskriveren bekjendt, ikke direkte bære Udgivterne ved Underviisningsværket. Da dette er Tilfældet hos os, vilde det være af stor Nytte for de Forbedringer derved, som ikke alene maae paatænkes, men iværksættes, om vort Folks Oplysning og Dannelse ikke skal blive kun Enkeltes Eiendom og forresten kun et Skin paa Ydersiden, at erholde en Opgivt af disse kom- munale Bidrag over det hele Land og for hver Kommune især- deleshed. Gjennem Departementstidenden kunde vedkommende Departement lade dette komme til Kundskab. Samlet vil det vistnok ikke udgjøre ubetydeligt; men saa ubetydeligt er Enkelt- mands Bidrag til Skolekasserne, at Kommunerne sandsynligviis vilde forhøie det, især naar de, ved at erholde den Myndighed og det Opsyn i sine økonomiske Anliggender, som Formand- skabsloven tilsigter, fik Leilighed til i andre Maader at forringe de indirekte Skatter. Men en saadan Frihed skulde de ikke for- tjene, om de ikke foretog hiin Forhøielse, der kommer dem selv og Slægterne til Gode, anvendt til bedre at lønne bedre Lærere -- dem Statsstyrelsen gjennem alle de Kræfter, som staae den til Anvendelse, da maa være ligesaa beredvillig til at skaffe. Henrik Wergeland NOK ET BREV TIL KAPITAIN MARIBOE (Indsendt.) Statsborgeren 31. jan. 1836. Siden mit Sidste ere de to følgende af Hr. Kapts. Breve komne mig tilhænde. Den Iilsomhed hvormed de ere bragte og bringes for Dagen har saaledes idetmindste hidtil ikke ladet min venskabelige Hensigt lykkes, at bringe Dem til nøiere Efter- tanke, om det vel skulde være værdt, at drive videre paa et saa utaknemligt Arbeide, som at pine sin Muse og plage sin Ven. I 3die Brev springer De med merkværdig Lethed over det "Ad- skilligt," De lover, "at anføre om 17de Mai, om Grundloven i Glas og Ramme m. m." Men af dette "med mere" (et beqvemt og forjettelsesrigt Udtryk) faae vi rigtignok "Adskilligt," efterat SIDE: 325 De har gjort Saltomortalet til Eidsvoll Værk og i Farten givet vore Oldgrandskere en ubeføiet Kindhest med Hælen [fotnotemerke] . Kluntet- hed tilgives sjelden hos slige Kunstnere, men her maae vi dog antage denne og ikke et Dessein, som i samme Mon skulde tvinge vor gamle Kjærlighed for Ludvig Mariboe til at aabne Øinene for Syndernes Mangfoldighed, som det har lukket Øinene for Sandheden. Vore Oldgranskere ere, uagtet deres Studium mere end de fleste andre hendrager til Eensidighed og fjerner fra det Nær- værende, ingenlunde saa eensidige som Hr. Kapt. skildrer dem. Skjønt faa og adspredte, have de dog vidst at forene sine Kræf- ter, og -- som iblandt andet Udgivelsen af "Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie" og "Urda" viser -- at meddele Almeenheden Udbyttet af sine Kundskaber og sin Flid. De have arbeidet ikke alene for Videnskab og Fag, men for Fædrelandet, og saaledes tilfulde løst sig fra det Krav paa en patriotisk Virk- somhed, som dette har til enhver af sine Borgere efter Retnin- gen af Enhvers særegne Kundskaber og Talenter. Hverken Ud- giverne af hine Skrivter, de Universitetslærere, der efter sit Fag ere Oldgranskere, J Aall, Petersen eller hvilkensomhelst anden Mand, som har drevet paa Sligt, har gjort sig til nogen Karri- katur af en Oldbuck. Den livligste Patriotisme gjennemaander Fotnote: Umiddelbart efter at have citeret en Plan til Oprettelsen af et patriotisk Selskab 17de Mai 1827 og beklaget, at den ei lykkedes, fortfarer Hr. Kapit.: "Erindrer Du, hvor oprørt mit Sind var, da vi en Aften vare samlede og Talen kom paa Eidsvolds Bygning? Mindes Du, hvad jeg yttrede om vore Oldgranskeres Kjærlighed til en Stump af et gammelt Slag-Sværd, som en af de Norske Kæmper førte, til en Spore, de bar, og om deres Lunkenhed og Ligegyldighed ved Nutidens historiske Minder, deres Uvirksomhed for ved hensigtssvarende Midler at opdrage en Slægt værdig Forfædrene og oplyste efter Nutidens Krav. Oldgranskeren, vor for lovbunden Frihed og Oplysning varme Ven D*** undtoge vi. Jeg glemmer aldrig, hvorledes Du udbrast i en Skoggerlatter, da jeg samme Aften, i Anledning af en Samtale om det utaalelige Skryderie med de gamle Normænds Bedrifter, der høres af saa mange af Nutidens Dværge, foer op af Stolen og udraabte: Lille- putter ville iklæde sig gamle Norske Kæmpers Hjelme, Brynier og Skjold, under hvis Tyngde de segne; drage omkring som Julebukke, drikke, skrige, skraale paa gamle Norge, dets Frihed og Selvstændighed, og i det de true Enhver, der ikke vil drikke, skrige og skraale som de, med Qværnbideren, de ei mægte at løfte, drage de ud af Balgen en gammel Gaasefjeder, der drypper af Æder og Galde, lugter af Selvroes og nedsaltede Kaalhoveder. SIDE: 326 deres Skrivter, hvori, ligesaavelsom i de blotte Samlinger af Oldtidsminder, vi medrette søge ogsaa en af vor Selvstændig- heds Støtter. Der er ingen "Lunkenhed og Ligegyldighed ved Nutidens historiske Minder eller Uvirksomhed for ved hensigts- svarende Midler at opdrage en Slægt værdig Forfædrene og oplyste efter Nutidens Krav," i Lektor Keysers og Prof. Steen- blochs historiske og Prof. Lundhs økonomiske Forelæsninger, heller ikke i Aalls populære Skrivter. Ja selv uden denne Virksomhed eller denne Aand deri, maa det erkjendes, at Old- gransken i sig selv er patriotisk og vækker Patriotisme, og at det hos de fleste mere er Patriotisme end Indsigt og Interesse for Oldgranskingen selv, som gjør Folk saa villige til at under- støtte den. Hvor uretfærdigt skjærer De nu ikke alle disse Hædersmænd over een Kam, i Udtryk som ligelidt passe paa Nogen af de Medborgere, vi kjende som Oldgranskere! Men Deres "Sind var oprørt." Beklageligt, at De synes oftere at vælge en saadan Stemning til at meddele Dem i. De berøver Dem derved Til- liden til hvad heldigere Øieblikke kunne indgive; thi Publikum er en streng Fortolker af Udsagnet, at Skjændegjester ikke til- høre Guds d. e. Sandhedens Rige. Vittigheden, at Skraalerne om alt Gammelnorskt drage udaf Balgen en gammel Gaase- fjeder, der drypper af "Æder" og Galde, lugter af Selvroes og nedsaltede Kaalhoveder, ville vi taale for de ferske usaltede Kaalhoveders Skyld, hvormed vi nu saa overflødigen forsynes fra Økern. Derimod maa baade hvad De fortæller om at nogle af vore "gjæveste Frihedsmænd," der fandt den ikke ny, men hos Mange længe nærede, Tanke herlig, at kjøbe Eidsvoll Jern- værks Bygning med nærmeste Tilliggende til en Nationaleien- dom, "frygtede for at det vilde være et altfor voldsomt Skridt," og den paatrængende Anmodning, De fremsætter om at Kongen skal kjøbe og forære Nationen det, byde enhver Mand imod, der har Agtelse for denne, Erkjendelse af Kongens forhen mangelunde beviiste Rundhaandethed eller kun simpel Følelse for det Anstændige. Dersom Nationen vil, som ret er, besidde Eidsvoll Jernværk, da bør den og har Raad til at kjøbe det selv; men man bør ikke paatrængende anmode Kongen derom, og mindst en Konge, som af eget Hjertes Trang aldrig har und- SIDE: 327 ladt at vise sig gavmild. Ingen fornuftig Mand og mindst af vore gjæveste Frihedsmænd kan finde at hiint Kjøb vilde være et altfor voldsomt Skridt eller noget andet end et stort og vidt- løftigt Foretagende, som det ikke var saa let at gribe an. Var det saa, da er det ikke værdt at tale om at Nationen bør eie Eidsvoll. Men fordi Hr. Kapit. maaskee har truffet paa et Par Nathuer, bør dog ikke vore "gjæveste Frihedsmænd," [fotnotemerke] uden at Nogen bestemt paapeges, lide under at tillægges et saa feigt Sindelag, som hiin Yttring lægger for Dagen. Dog staae de Godtfolk til at undskylde; thi de havde den- gang ikke, som nu Hr. Kapitainen, havt Anledning til at "for- doble den historiske Værd ved Nationens første Thinghuus" og forøge Enthusiasmen derfor "ved at erfare at Kongen dersteds tog Natteqvarteer og sov saa rolig og tryg under dets Tag." Hvilken ædel Anskuelse af Konstitutionsstedets Betydning! Hvor letbevægelig en loyal Adoration! Dalai-Lamadyrkerne gaae ikke meget videre. Men efter denne Yttring af patriotisk Begeistring og en lidenskabelig, næsten personlig Kjærlighed, er den Ringeagt, De nærer for Oldgranskerne, ikke at undres over; thi De, Hr. Kapit., har med et af disse den høitspændte Følelses Seerblik, i alle de Steder, hvor Hs. Majestæt har over- nattet og sovet roligt, opdaget flere historisk mærkelige Steder, som Nationen paa Kongens Bekostning bør eie, end alle hine tilsammen. Mig synes dette er et passende Sted at sige Godnat paa. De har gjort mig Søvnen fortryllende, elskværdig, høi, betydnings- fuld. Det er ligesom om Nogen kløede mig i halv Søvn... Jeg seer forunderlige Drømfigurer: Dyner sønderslidte til Amuleter, Fjær omsendte som Reliqvier, Lagener baarne om i Procession, et Folk der slaaes rasende om et Sengested, Puder satte "i Glas og Ramme." Jeg kan ikke engang opmuntres ved at see Dem i Fotnote: Synderlig gamle maa de dog ikke have været; thi Hr. Kapitainen under- retter os Pag. 51 om at man ikke bør tvivle om at "en Mand i sine bedste Aar -- uagtet man ikke personlig kjender ham -- ikke skulde have Fri- hedssind og Selvstændighed." Hil dig, Norge! Du har ingen Nød; thi Du har nok af unge Folk, og den "yderlig politisk mistænkelige" Kapitain Mariboe har sagt, at det er nok til at have Frihedssind og Selvstændighed at være i sine bedste Aar. Forresten behøver man ingen videre Kriterier eller Kjendskab til Personerne. SIDE: 328 det følgende at springe Buk paa Fougstad; thi Perioden, at F. skal i offentlig Tidende fremstaa og "udvikle der Alt, hvad han finder at være stridende mod sin Anskuelse" (sic!!) overtyder mig om, at De selv stundom gjør Deres Spring i Søvne. God- nat da, Somnambul! Vil De ikke tænke paa, saa drøm idet- mindste om Sandhed. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 31. jan. 1836. Sverige. Aftonbladet beretter: "Vi have et Par Gange til- forn havt Leilighed til at fæste Læserens Opmærksomhed paa den svenske Bondes Tidning," en af de flere periodiske Skrivter, som i de sedneste Par Aar have begyndt at udgives især for den svenske Almue. Det Talent, hvormed denne Tidende er forfattet og det fædrelandske Meed i dens Artikler have alle- rede begyndt at give den en ikke ubetydelig Fremgang. Over- tydede om at denne alligevel fortjener at være endnu større, saavel med Hensyn til Indholdet som den ringe Priis, skulde det være os en Fornøielse at kunne paa noget Viis bidrage dertil; og vi indføre paa Grund deraf hernedenfor en Artikel, hvis For- fatter paa en simpel men overbevisende Maade, i en Oversigt over sidste Rigsdag, fremsætter sine Anskuelser om Nødvendigheden af Folkets Kundskab om og Deeltagelse i Statsanliggenderne. "Mange have villet overtyde os om, at vi, naar vi skriver en Tidende for Bønder, aldeles ikke bør befatte os med Statsan- liggenderne, dem Bønder hverken kunne eller bør forstaae. Andre have troet, at forgangne Rigsdag var lang og lei nok mens den varede, og at man med en Rigsdag bør forfare paa samme Maade som med et ulideligt og forargeligt Menneske d. e. lade ham høre Ondord mens han lever, men lade ham hvile i Fred, naar han endelig engang er vel død og begraven. Men vi have hverken laant Øre til den ene eller anden af disse vel- menende Raadgivere; og hvorfor vi ikke gjør det, ere vi beredte til at forklare, i den Tro, at I finde det retfærdigt at høre vore Grunde i en Sag, hvorom Tankerne ere saa delte. Naar et Folk har forbeholdt sig, selv at undersøge og ordne sin Regjering og sine Love, saa bør det ogsaa udøve denne sin SIDE: 329 Ret; thi hvo skal ellers gjøre det? Dersom et Folk, som har iagttaget et saadant Forbehold, siden kommer og klager over at dets Styrelse er slet, at Lovene er uretfærdige eller over- trædes, at Skatterne ere høie eller slet anvendte, at Underviis- ningen forsømmes m. m. da maa man vel ikke uden Grund ansee saadan Klage for qvindagtig og lidet værdig naar den ikke led- sages af Lyst og Drift til at udrydde og ophæve Aarsagen til det Onde, hvorover man klager. Men det svenske Folk har iagttaget et saadant Forbehold: det har forbeholdt sig, gjennem sine Ombud, selv at undersøge Regjeringens Færd; det har for- beholdt sig at bestemme Skatternes Størrelse, at see til hvor- ledes de anvendes, at afskaffe gammel og stifte ny Lov. Det svenske Folk har ogsaa i mange Henseender viist sin Utilfreds- hed med Statsanliggendernes nærværende Stilling og Gang: skal man da tvivle om at det er samme svenske Folks Alvor at udøve denne sin urgamle Ret, at granske og ordne sin Styrelse som sagt er; eller skal man forestille sig, at den Stand, som er den talrigste, som paa sin Lod har faaet den sikkreste Deel af Landets Eiendomme, og som derfor er stærkest fastbundet til det fælleds Fødeland.. skal man forestille sig at denne Stand, Bondestanden, kan eller bør være ligegyldig for Stats- anliggenderne eller for at udøve den Deel i Styrelsen, som det svenske Folk i sin Heelhed, med Bondestanden isærdeleshed, og fra Urolds Tider har forbeholdt sig? Dette have vi ikke kunnet troe; thi det strider imod alt hvad vi have hørt og er- faret om Sveriges Bønder i fordums og nærværende Tid, og vi ere forvissede om, at den Stand, vi skrive for, aldrig skal paa- drage sig Bebreidelsen for at pukke paa god Regjering, og som man siger, gjerne see Øxen gaae uden at ville holde i Skaftet, d. v. s. uden at ville gjøre sig den Umage at undersøge hvor- ledes de Mænd, som paa Rigsdagen udøve Bondestandens An- deel i Regjeringen, udføre sit vigtige Kald. Men de, som ansee en endt Rigsdag for et dødt og begravet Legeme, som ikke efterlader noget Minde og hvorom de ikke mere ville høre tales, synes ikke ulige en Kunstner, som naar han med syv Sorger og otte Bekymringer har fuldendt en Ting, da med Lede nedlægger sit Hverv, forat faae Tid til at glemme sin Erfaring, og saaledes skaffe sig den Møie at begynde paa SIDE: 330 ny Regning. Behøves nogetsteds Erfarenhed, er det visselig i Regjeringsanliggender eller Statssager; og det Folk, som i slige Ting letsindigt forspilder sin Erfarenhed, har kastet sin bedste og møisommeligst forhvervede Skat i Søen. Der gives ogsaa dem, som paastaa, at naar Folket udøver sin Deel i Regjeringen ved Ombud, saa tiltrænger Folket heller ikke nogen Kundskab om de offentlige Anliggender, idet det skulde være nok, om denne Kundskab fandtes hos Repræsentanterne. Men snarere burde man betænke, at saadan som Folkets Kundskab er, saa bliver ogsaa Repræsentanternes. Thi savner Folket den Indsigt, som udfordres til at indsee sit eget Bedste, for at vælge duelige Repræsentanter, for ret at bedømme disses Færd, og for med kraftigt Bifald at understøtte dem, og holde dem i Ryggen mens de stride for Folkets Ret, saa maa ingen fornuftig Mand regne paa at større Kundskab skal findes hos Repræsentanterne, eller at Nogen skal findes tilsinds at offre sine Kræfter, kan hænde sin Velfærd, for Medborgere, som foragte sit eget Bedste, og ikke formaae at skille Ven fra Fiende. (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 7. febr. 1836. Norge. Dette Blad har før bemøiet sig med at faae Folk til at benytte sig af Voldgivtens herlige Frihed, alt efter N. L. 1 -- 6 -- 1. I mange Egne har dette været uforstaaet Tale; -- man har som saa ofte, været den Sidste til at skjønne eget Bedste. Gid da Exemplet maatte give bedre Opmuntring! Og et saadant kunne vi fremstille til vore Landsmænds Efterfølgelse, idet vi kunne berette, at Sager nu saa jevnligen voldgives i Romsdals Amt, især i Nordmørs Fogderi, at de vel opgaae til henved 50 om Aaret. Og imellem disse Sager har været indviklede og af Betydenhed: Markegangssager f. Ex., som, om de end af Ju- risterne vilde været løste paa samme Maade, dog neppe vilde være bleven det til begge Parters Tilfredshed. Men dette skeer jevnlig ved Voldgivten, og deri bestaaer denne Afgjørelses- maades største moralske Fortrin. Ikke alene mere oplyste Bøn- der, men Folk uden mere Kundskab end den almindelige have SIDE: 331 med Held klaret sig fra Voldgivtsmandshvervet. Den sunde Menneskeforstand gaaer nemlig almindeligviis forunderlig sik- kert paa Steder, hvor Lærdommen ofte svimler. En Sag, hvori til een Prokurator alt var betalt 50 Spd., til en anden 40 Spd., til Dommeren 16 Spd. og forøvrigt i Alt indtil 130 Spd. vold- gaves af Parterne med Forliis af denne bortkastede Sum, og de priste sig lykkelige ved at være blevne kloge før det var altfor seent, d. e. før den sidste Skilling var strøgen med. I Guld- brandsdalen begynde Folk ogsaa at blive saa kloge, at de ikke ere fornøiede med at miste Øjet, naar Modparten blot kan miste Næsen. -- Romsdals Amts Landhuusholdningsselskab har imellem sine sædvanlige Præmier ogsaa udsat et Sølvbæger paa 8 Lod, eller Bøger for lige Værdi, for de Skoleholdere, som mest ud- mærke sig ved i Skolen at give Underviisning i Skrivning. Der ligger heri et lidet NB. fra Lægfolk til Præsterne. Naar hine nemlig hjælpe til i Underviisningsværket maa det vel omsider hedde: "Den Blinde seer, den Halte gaaer; ved fælleds Hjælp man Byen naaer. -- Dagbladet "den Constitutionelle" har viist sig siden 1ste dennes af, og i et meget lovende Udvortes, d. v. s. med en umaneerlig stor og omstændig Titelplakat, prægtige Bogstaver og saa udspærrede Linjer, at man kan see, at det er Vedkom- mendes alvorlige Hensigt ikke alene at love, men ogsaa at op- fylde. Af stor Nytte er Anførelsen af ankomne Reisende især for Læserne af Morgenbladet og Intelligentssedlen, saasom de nu, efter 3die Gangs Repetition, umulig maae kunne glemme Navnelisten. Og denne Nytte maa Red. have tilsigtet; thi at den i det mindste forudsætter Bekjendtskab til Morgenbladet see vi i No. 1 af den -- ellers noget hovedkulds kommende -- Artikel fra Sverig, hvori fortælles os, at Brygger Wertmullers Morder endelig er paagreben. Da vi tilfældigviis havde forsømt at læse det Mblads.-Nr., hvori det var meddelt, som man be- høvede at vide for at forstaae den Efterretning, fandt vi os vel i Førstningen noget generede ved Aproposet, men fattede hur- tigt igjen vort Godlune og den vedbørlige Respekt for Redts. Skjønsomhed til at vælge sine Artikler ved følgende Tanker: SIDE: 332 1) ventelig har den nødvendige supplerende Efterretning til No. 1 staaet i et foregaaende Prøvenummer eller i No. 0. 2) Den, som ei forstaaer halvquædet Vise, er et Trold, som ikke bør skjemte med Aviser; og endelig om dette skulde briste, da 3) Red. maa betragte sit Blad og ville have det betragtet som et Supplementblad til Morgenbladet. -- Af andet, som maa glæde Oplysningens Venner, kunne vi meddele endeel Begunstigelser, som ere indrømmede visse Ti- dender, nemlig "den Constitutionelle" har faaet 1/6 Portomode- ration og Retstidenden l/8. Storthingsrepertoriet kan forsendes mod 12 ß pr. Bind indtil 9 Hefter. "Søndagens Intelligenzsed- del" derimod -- et Blad, der, som Fidibusser, udskyder mangt et klart Glimt imellem Borgerne, og indtager, som Papillotter, paa Borgerindernes Hoveder baade den smukkeste og højeste Plads -- dette fortjenstfulde Blad har kun erholdt 1/3. Men det har og derved erholdt mere end 1/3 Betydning. Der gives Blade, som ved Tilsidesættelse erholde næsten sin hele. Det mest begunstigede Blad er dog Tiden, Drammens saa- kaldte "offentlige Avis" (omtrent som at ville sige: en Kaval- lerist tilhest, en Fodgjænger marscherende tilfods); thi der for- tælles, at denne offentlige Avis, der forholder sig til Rigstiden- den som Sønnen Jonas til Fatter Snydenstrup i Komedien, nyder, foruden mere end almindelig Portomoderation, fra høje- ste Haand en aarlig Understøttelse af 200 Spd. -- Noget, det var værdt at vide noget tilforladeligt om. Paa Stedbarnet Stats- borgerens forlængst indgivne Ansøgning om Portomoderation har man endnu ikke været saa heldig at erholde nogen Resolution. Men -- Storthinget er begyndt! Den beklemte Presse aander allerede lettere i Haabet om sin Befrielse. Sverige. (Fortsættelse fra forrige No.). Men foruden disse særegne Grunde for et fritt Folk til selv at tage vare om sin Ret, gives ogsaa nogle almindelige, som bør formaae Enhver til at deeltage i de Anliggender, som angaae Almenvellet, og disse Grunde ville vi saameget heller her anføre, som vi derved faae Anledning til paa eet Sted og i Sammenhæng at fremsætte de Grunde, hvorefter vi her saa- SIDE: 333 velsom tilforn og fremdeles stedse mere henvende Opmærksom- heden til almene Anliggender end til private. Disse Grunde hensigte ikke blot Nytten, men ogsaa vor Fornøielse og fremfor alt Retfærdigheden. At de almene Anliggenders Skjøtsel tilsigter vor Nytte, kan Ingen bestride; thi det gjælder jo vor egen og vore Børns Vel- færd, og eftersom den almene Velfærd er, saa bliver og den private; og Ingen maa troe, at han eller hans Børn skulle und- gaae hvad almene Ulykker, der overgaae Fædrelandet. Men Fornøielsen ved at betragte og overveje de almene Anliggender er ikke mindre end Nytten. Med Fornøjelse betragte vi den arbeidsomme Myre, den virksomme, kloge og arbeidsomme Bi, og med Forundring see vi, hvorledes blandt disse Dyr alle stræve for det almindelige Bedste; men hvad vise disse Dyr os, som vi ikke i langt større Maal gjenfinde hos Menneskene? At see et Folk, som udholdende arbeider for Almeenvel, at see de mægtige Kræfter, som røre sig, at see hvor de stride eller sam- virke, at see hvor Retfærdighedens lille Hob kjæmper imod Magtens Vold, hvorledes den stundom maa vige men aldrig ta- ber sin Kraft, hvorledes denne Kraft med hver liden Sejer for- øges, og omsider voxer til en Magt, som ingen formaaer at modstaae -- at see dette er dog det største Skuespil, som Jor- den opviser, og mangen privat Ulykke indsovner ved dette Syn. Fader og Moder, Barn og Mage, Frænder og Venner gaae bort eller vende os Ryggen, og Ulykken synes at bortmane os fra en Jord, hvortil ingen Haand mere binder os: da er det godt at vende sit Blik til det fælleds Fædreland, at kunne glædes ved dets Velgang, eller føle sine private Ulykker at vige for Iveren i at kunne bøde paa de almene. Men mest af alt fordre Retfærdigheden af hver Mand Op- mærksomhed og Nidkjærhed for det almene Bedste; thi det hedder: "alt hvad I ville at Menneskene skulle gjøre Eder, det gjører I og dem." Fordre vi for os selv Sikkerhed for Person og Ejendom, saa maa vi og være rede til at forhjælpe vore Med- borgere dertil, endskjøndt Ulykken synes at ville gaae vor Dør forbi. Al Uretfærd drager Ufærd med sig, men ingen i høiere Grad end Koldsindigheden for det almene Bedste. SIDE: 334 Disse ere vore Grunde, og dem støtte vi med Forfædrenes Exempel; thi hvad vi her med Ord have paastaaet, det have de i trofast Daad lagt for Dagen. Vi støtte dem ogsaa med vor elskede Konges til Bondestanden yttrede Formening, ved Slutningen af det Rigsmøde, vi her have til Hensigt at give Oplysninger om, og hvilke Ord lyde saa: "Forglemmer aldrig, at om Sveriges Love har givet Eder Ret- tigheder, have de i lige Maade paalagt Eder Pligter. I disse Pligters redelige Opfyldelse ligger Borgen for Bibeholdelsen af Eders Rettigheder." Og hvilke Rettigheder og hvilke Pligter monne vel Kongen sigte til, om ikke til Bondestandens eneste Privilegium: Rettighederne at deeltage i Lovgivningen og Be- skatningen? og om ei til de med disse Rettigheder svarende Pligter, at samle fornøden Kundskab og Erfaring, som Rigs- mødernes Forhandlinger nærmest tilbyde, og med Forstand at anvende dem? Og hvilken anden Borgen gives vel for menne- skelige Rettigheder, end en paa Kundskaber og Erfaring grun- det Kløgt til at vedligeholde dem? Samme Tanker raade og hos det velbekjendte engelske Folk, som, endskjøndt det fra Fortiden har arvet mere Elendighed, Uorden og Ulykke, end vor Historie har at opvise, dog ved sin Almeenaand og Iver for de almene Anliggender har bragt det saavidt, at dets Magt er ethvert andet Folks overlegen, og at Folket selv, endog mod Regentens Vilje, kan forbedre og ordne sine indre Anlig- gender." Vi haabe, at vore Læsere finde, at de have Aarsag til at være fornøjede med det Kjendskab, de her have faaet til den svenske Statsborger, til en Tidende, der i Sverige har samme Tendenz som vor i Norge. Men desforuden maa vi tilstaae, at ogsaa det var os en Grund til at meddele Ovenstaaende at der gives flere i Norge, end det har Ære af, som ganske dele deres Mening, som "svenska Bondens Tidning" med saa klare Ord har talt tilrette, om det ikke skulde være rigtigere paa Grund af det vanskelige i en Tilrettetalen hos saadanne Folk, der tidt ere blevne graae uden Tænksomhed, simpelt hen at sige "irettesat." I Deres Øine er Fouchalds, Neergaards, Haagenstads, Gren- dahls, Tønsagers og Uelands med flere udmærkede Bønders SIDE: 335 Optræden paa Thingene uden Betydenhed og ikke istand til at vække Tanken om at flere lignende Kræfter ligge i den store Stand, som de tilhøre. I deres Øine er dette Blad en Torn, fordi det annoncerer og hævder i Folkets Interesse en kontrol- lerende Tendenz, der falder dem ubeleilig, som ifølge sin Stil- ling ere udsatte derfor; og det er med en Forbittrelse, som er uheldig i at efterabe Foragten, at de høre, at Individer af disse Masser, som de nu troe ikke skjønne sig paa Noget eller bør skjønne sig paa Noget udenfor den Jord, de skulle behandle, og som bør lide og tie, lade sine Meninger høre gjennem dets Spalter. "Bondepolitikusser" kalde de dem, og anvende dette Ord i en foragtelig Betydning uden Forskjel paa enhver Bonde, der viser Almeenaand og Interesse for de offentlige Anliggen- der eller som deri har deeltaget, og det med Hæder. Men dette Ord maa man ikke frakjende sig. Forfatningen kræver, at den norske Bonde er Politiker og det en ivrig. Og gid han maatte forstaae det, og hine visse Folk, at ovenanførte Ræsonnement fra den svenske Bondetidning kan være nyttigt at høre af flere Fordomsfulde og Aristokrater end dem, Sverige er plaget med! Danmark. I dette velsignede Land, der allerede skal kunne give os Mønster paa Almeenaand og hvorledes en friere For- fatning bør benyttes, gives der Folk, som ere berettigede til at prygle Bonden; ja man kan endog erholde Fuldmagt dertil, men som maa thinglæses. Herom underrettes vi af Kjøbenhavns- posten i følgende: "Fra forskjellige Egne reise sig nu Stemmerne imod Klapjagten; des- mere paafaldende er det at see en Mand, hvis Jagtanskrig neppe kunne staae imod den offentlige Mening, som ikke er ny, ytre sig raillerende imod en Artikkel, hvis væsentlige Indhold han, idet han vilde bestride den, har det Uheld at stadfæste. To Ting ere Hovedgjenstandene for Pastor Søtofts maleriske Jagtskildringer (i hans Klage over Bøndernes Behandling ved hine Jagter): a) at Bønder prygles paa Klapjagterne; b) at de endog for private Folks Fornøielse udsættes for Dødsfare. Disse to Ting har Ano- nymus (Angriberen af Klagen) bekræftet. Først constaterer han det anførte Factum, at en Bonde virkelig af en sikkert aldeles uberettiget Person har erholdt Prygl; thi uberettiget til at slaae Bonden, om han end forsaae sig, ja om han end er en slet Person, maa, efter vor ældre og nyere Lovgivning formodentlig Enhver agtes, hvem ikke af Godsherren er given Fuldmagt, som dertil er thinglæst. Var det saa, da fik Bonden ligesom i de raae gamle Dage 100 Herrer for 1 i Jagtgjæster, Skovbetjente, deres Børn o. s. v." -- SIDE: 336 Det er allerede et Fortrin mere værdt end alt Danmarks Korn, at ingen norsk Chilian kan sige her: ligesaa hos os. -- Saa inderlig en forstaaelse, som nu, herskede endnu ingensinde mellem Sverig og Danmark. Serafimerordenens Skjænk til Prinds Christian Frederik, Exkongen af Norge, paa Kongen af Danmarks allerhøieste Fødselsdag, og med Hensyn til denne, er et Stjerneskud, der vidner om Nattens dybe Fred. -- Mindre høje Tanker indgav Nordstjern-Kommandørkorsets Bortgivelse paa Carlsdagen til vore Amtmænd Schouboe og Wedel; thi vi kunde, idetmindste hvad den Sidste angaaer, ikke undlade at tænke paa de Brystmedaljer af Tin, som i visse udenlandske Instituter tilkjendes de Elever, som udmærke sig. Det er nemlig bekjendt, at Amtmand Wedel besidder udmærket stilistisk Færdighed, det naturlige Organ for hans skarpe Logik. For Udarbeidelse altsaa! Henrik Wergeland [FORSVAR MOT BESKYLDNING FOR STOCKHOLMSFARERI] Morgenbladet 11. febr. 1836. Jeg har hidtil med megen "Gelassenhed" anseet en vis æsthe- tisk Polemiks Angreb paa min Karakteer som Menneske. Jeg frygtede og frygter ikke disse Skud, som skulde ramme For- fatterens Hjerte, da Panden enten var dem for haard eller sad for høit. Bagvaskelsens og bornerte Anskuelsers Triumf er for kort og uvis til at man bør lade sig i nogen Maade forstyrre, om de gribe sig heftigt an og gjøre sig en Tid gjældende i nogle Sjele, som hverken Himlen vil savne eller Jorden reklamere, om de forsømme sig naar den store Basun lyder. Min borger- lige Karakteer og Virken gik vel heller ikke saa ganske fri; men med en ualmindelig Fromhed fik Krohgstalen og enkelte andre ubetydelige Yttringer deraf kun hedde Fantasterier o. s. v., indtil en Klokker etsteds paa Vestkanten var saa heldig i en egen Brochure, et af Dæmringens Følgeskrivter, at finde Be- nævnelser derpaa af større Kraft og Vægt. Ogsaa dette maatte staae hen, og skal ikke forstyrre min Ro mere end Klokkerens. Derimod vil jeg ikke lade upaatalt passere, hvad en i disse Dage udkommen, ikke mindre foragtelig, Pjece, en af Dæmrin- SIDE: 337 gens egne "tordnende Protester," behager at fortælle om at jeg, der utvetydigen er meent, baade her og i Stockholm har for høieste Vedkommende fremført gravamina over Tilsidesættelse. Thi dette graverer min Karakteer som Normand, og forholder sig ingenlunde som det er sagt af Skumleren. Manglende 3 Aar i Ansøgningsalderen, og ikke i Besiddelse af den praktiske Examen, som jeg først tog 2 1/2 Aar efterat jeg havde været i Stockholm, kunde jeg der intet ansøge; og her har jeg i naadigst Audienz ikke anholdt om nogetsomhelst andet, end om at det maatte behage H. M., efter anhørte Grunde, at decidere i en Dissenz, som har existeret imellem Regjeringsvedkommende og det juridiske Facultet, hvis Responsum jeg havde æsket, nemlig om hvorvidt en privat Proces, hvormed jeg i lang Tid har været og vil vorde plaget, kan have tilfølge, at mine Adkomster som geistlig Supplikant suspenderes. -- At forsøge denne Udvei stod mig nærmere og maatte være mig behageligere end den sidste, som staaer mig aaben, nemlig den, ved at henvende mig til Storthingets Protokolkommittee, at søge at bringe Vedkom- mende til at respektere mindre egen personlige Anskuelse end Individets Ret, der baade i hint Responsum legaliter er dedu- ceret og hjemlet ved en Passus i § 4 i Statsraadernes Instruk- tion af 11te Octbr. 1825 -- Forøvrigt -- De, der kjende mig, kunne dømme mig som Menneske; Fremmede ville maaskee en- gang forekomme mine Landsmænd i at bedømme mig som dig- terisk Forfatter; men Nationen skal ikke troe andet end at den er en Løgner, som voger at sige noget dens Søn uværdigt paa. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland VILDFARELSER OG OVERTRO, SOM KOMMER AF FALSKE SLUTNINGER FRA SAMMENTRÆFFENDE OMSTÆNDIGHEDER. (Indsendt.) Statsborgeren 14. febr. 1836. Hos de fleste Mennesker er der en Tilbøjelighed, der gaaer saa vidt at faa ville vedkjende sig den, til at antage at en nær- mere eller fjernere Forbindelse maa være mellem Ting eller SIDE: 338 Omstændigheder, som ihvor ulige de end ere af Naturen, dog have slumpet til at hende paa samme Tid eller tilfældigviis ere komne til at staa ved Siden af hinanden. Af denne Tilbøjelig- hed udspringe en stor Mængde saavel af Folkets Vildfarelser, som ogsaa af den Enkeltes galne Slutninger, af alle Arter og om alle Gjenstande, ligefra Videnskabens høje Granskninger til det daglige Livs Begivenheder. Al Videnskab er i Tidens Løb ble- ven belemret med en stor Mængde falske Slutninger, som op- rinde af denne Vane at tro, at af de Ting, som slumpede til at være paa samme Tid og Sted, var det ene Aarsag eller Virk- ning til det andet. Det er blandt de nyere Granskeres større Arbeider, at rydde væk de Vildfarelser i Videnskab, som ere udrundne fra denne Kilde; thi det er den nyere Filosofies høie Udmærkelse, at den prøver alle Ting og antager Intet forud for vist; og det er mere denne Sats's Iagtagelser, end nogen anden Ting, som vi have at takke for Videnskabernes store Forbedring i vore Dage. Enhver Læser vil mindes, at han har læst en Mængde Exemp- ler paa Formørkelser, Kometer eller Halestjerner, Jordskjælv og andre Særsyn, som have indtruffet paa de, som Historien kalder store Mænds Fødsels- eller Dødsdage -- hvilke Mænd, som oftest have udøst Menneskeblod,"som Vand spildt paa Mar- ken, som ikke kan sankes op igjen". I nogle af disse Historier vedgaar man udtrykkelig den Tro, at Solen blev formørket eller Jorden rystet fordi "Helten" fødtes eller døde; og om man end just ikke i nyere Tider siger dette, antydes dog den alvorsamme og omhyggelige Opregning af disse Omstændigheder, at man me- ner, at der er en eller anden Sammenhæng mellem dem og Man- dens Levnetsløb. Enten nu Forældrene fremsætte dem saaledes eller ikke, slaar det ikke Feil, at jo Mangfoldige, som læse eller høre at Særsynene have indtruffet saaledes, ansee dem som Be- viser paa Naturens Omhu for den Begivenhed, som hendte paa samme Tid. En lignende Indbildning er Aarsag i at, naar noget sligt viser sig, medens en Ting staar paa Spil, eller noget vigtigt staar paa, da bemærkes det, somom det var forbundet med, eller et Varsel for, Begivenheden. Historien nedværdiger sig endog til at nævne at man saa en Fugl før et Slag. Vi have alle læst at SIDE: 339 naar de romerske Hære saa en Ørn, var det et Varsel for Seir. Og vi trænge ikke til at gaa tilbage til gamle Dage. Tag følgende Træk af en Bog, som er udkommen for nogle Uger siden. Det er en "Beretning af Baron de los Vallos om Don Carlos's [fotnotemerke] Sej- ersløb", hvis indtrædelse i Spanien efter hans Bort-Rømning fra England, betegnes saaledes: "I det Øjeblik da vi satte Fod paa spansk Omraade, fløg en Ørn ud fra en af Klipperne deromkring, hævede sin Flugt imod Navarra. Dette er et godt Varsel, sagde jeg til Kongen [fotnotemerke] og pegede paa dette Sejersbillede som syntes ligesom at være bleven sat paa Vagt for at lykønske Kongen af Spanien med at han vendte hjem til sine Besiddelser." Nu ville flere Folk end i fordums Dage [le] af denne Barnagtighed; men at en velopdragen Mand i et alvorligt historiskt Dokument uden Spøg omtaler sligt, er et morsomt Beviis paa at den Aarsag til Vildfarelser, som vil holde paa at opklare, endnu er til. Dum- heden bliver ikke mindre ved at man fortæller at Ørne ikke ere sjældne i Pyrenæfjeldene; og enten nu Tingen havde nogen virkelig Vægt i Don Carlos og Baronens Tanker eller ikke, maa dog den sidste have regnet paa at der vilde være Gemytter, paa hvilke den vilde virke. Disse Historier grændse stærkt til Over- tro og det gjør en Mængde af de Vildfarelser, som komme fra denne Kilde. Det følgende er et mere hjemligt Exempel paa det Sæt, hvorpaa man tænker ifølge hiin Grundsætning. Man lagde Mærke til at Alliker eller Kajer i store Skarer satte sig paa nysaaede Agre, og da man satte det, at man saa dem, sammen med den nylig stedfundne Saaning, tvivlede man ikke paa at Kornet drog dem derhen. Ynkelige vare da Kla- gerne over deres Røveri, og uden Barmhjertighed var den Krig som førtes imod dem; og dog gjorde de stakkels Fugle imidlertid Sæden en stor Velgjerning ved at ødelægge de Maddiker, som Pløiningen nylig havde vendt op i Jordskorpen. Her, i en Sag, Fotnote: Der menes den Prins, som nu fører Krig i Spanien for at tvinge Folket til at gjøre ham til Konge og med det samme underkaste sig igjen den uind- skrænkede Kongemagt, der i mange Aarhundreder har været mere misbrugt til at dræbe, pine eller udarme dette Lands Indbyggere, end i noget andet kristeligt Land. Fotnote: Saaledes kalder han sig selv og saaledes kaldes han af de Stakkers Bønder, som neppe ville faa anden Løn for sin Troskab mod ham end at tjene slige Fjeldørne til Føde. SIDE: 340 hvor en meget ringe Omhu vilde have strukket til at forvisse sig om Sandheden, lod man sig nøje med det, som man ansaa for at være en ufeilbar Slutning, men som dog foraarsagede Bonden en ikke ringe Møje og en meget vigtig Fugleart en stor Ødelæggelse. Et andet Exempel fra den nyere Tid, have vi fundet i en Avis, som vi have gjennemseet, idet vi skrev denne Opsats. Det lyder saaledes: "Da Duchham sidst Fredag havde Natarbeide i Knip- lingsvæveriet i Tiverton, klagede en af Brandfolkene over at noget havde belemret Hjulet. Aa, sagde Karlen, det er et Var- sel for Brand. Nu, Samuel, sagde Opsynsmanden, Gasset [fotnotemerke] gik ud just nu, hvad er det et Varsel for? Svaret var: "Død" og i det samme slog han sine Hænder sammen, og udaandede uden et Støn." Dersom vi betragte Filosofien eller den fornuftige Sammenhæng i denne sørgelige Historie, mærke vi at i det samme han fik hiin Underretning hvorpaa han gav Svar, følede han inden i sig at Dødsdommen var udtalt over ham; og ved en pludselig Tanke forbandt han de to Omstændigheder med hin- anden? maaskee ikke fordi han troede at Gaslysenes Slukning var Aarsagen til hans Død, men at Gaslysene havde sluknet for at tjene til et Varsel for Døden. Men vi bemærke denne Hi- storie ikke saa meget for at udbrede os over det Indtryk, som det gjorde paa denne Stakkers Mand, som fordi det efter vor Formening oplyser den Indflydelse, som Udbredelsen af Kund- skab har til at forebygge at mere øges til den Hurv, som der allerede er af Almuevildfarelser. Vi ere forsikkrede paa, at for femti eller hundrede Aar siden vilde en Begivenhed, som denne været nok til at gjøre Slukningen af Gaslysene i en Bygning til et sikkert Mærke paa en af dens Beboeres Død, netop paa samme Maade, som man nu paa mange Steder i Landet anseer det for et sikkert Mærke derpaa at et Talglys slukner af sig selv. Men i vore Dage vilde ikke femti slige Historier forslaa til at have en slig Virkning paa Folkets Hu. De undres over Sagen som en mærkelig Begivenhed, et sjeldent Sammentræf, Fotnote: Denne brændbare Luft, der giver en Lysning, som har flere Fortrin for Talglys eller Tranlamper, bruges overalt i England paa de store Værksteder og til Gaders Oplysning. I Kristiania var den anvendt paa det nylig af- brændte Theater. SIDE: 341 men drømme ikke om at sætte Mandens Liv i Forbindelse med et Gaslyses Lue. Vi have taget disse Bemærkninger af et engelsk Almueskrift, som fremsætter altfor uomtvistelige Sandheder i et altfor fatte- ligt og folkeligt Sprog til at dets Indhold ikke skulde gjælde overalt, og gavne allesteds. Istedet for nogle flere Exempler fra den engelske Almues Indbildninger, som Forfatteren siden til- føier, ville vi anføre et Par fra vort eget Land, et Arbeide, som er vanskeligt formedelst Massen og Mængden af den Overtro, som endnu findes her og af hvilken man skal gjøre et Udvalg. Som et Beviis paa at der hvor der er større Oplysning lægger man ikke Mærke til slige sammentræffende Omstændigheder eller indbilder sig at de varsle nogen Begivenhed, erindrer jeg af en gammel Kjærring udenfor de simplere Klasser i Kristiania at have hørt, at to Ulve viste sig i en af Byens Udgader ved et af sidste Krigsaar, hvoraf hun da som Tegn naturligviis drog den Slutning at deres Komme var et Varsel for Krigen. De for- nuftige Indvaanere i Byen tænkte naturligviis ikke det samme, og af Overtroiske og Uoplyste vare der saa faa at den hele Hi- storie nu kan antages at være forglemt; og dersom et Par hung- rige Varger igjen vilde gjæste os, vilde vel flere før hilse dem med Kugler end med Frygt, for at de skulde være Ulykkes Profeter. Mere almindeligt var det vel at ansee Kometen i 1811 for et Varsel paa det følgende Uaar og Fædrelandets ulykkelige Stil- ling før Adskillelsen fra Danmark. Og dog kunde Intet tænkes urimeligere. Krig havde vi havt i 4 Aar før Kometen kom, og den vedblev ikke saa længe efter. Det øvrige Europa havde derimod i næsten 20 Aar havt en blodig og ødelæggende Krig, som ophørte tre Aar efter, saaat den for det var snarere en Fredsengel end en Krigsherold. Uaaret, der tungt hvilede paa den norske Bonde, fordi Krigen afskar Tilførsel, føltes ikke i mange Lande, som desuagtet Kometen vilde have skræmt, der- som Beboerne havde været overtroiske. Om Oplysningen siden er stegen saa meget at man nu vil le ad denne Skræk, er et Spørgsmaal, som det var at ønske man kunde besvare med Ja. SIDE: 342 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 14. feb. 1836. NORGE. Det nysudkomne Aftenblad, en Gjenganger af Nye- ste Skilderi af Christiania og Stockholm, har meddelt nogle svenske Breve fra Aarene 1809 -- 14, som godtgjøre, at der ved denne Tid fandt Stemplinger Sted her i Landet, som havde til Hensigt at ombytte Foreningen med Danmark mod en med Sverig. Grev Wedel nævnes heri som en af Hovedmændene. Ellers synes de gode Svensker at have bygget altfor sangvinske Forhaabninger paa nogle norske Grændshandleres gode Miner, der rimeligviis vidste at gjøre sig tilnytte den politiske Vigtig- hed, som de tillagde sig og tillagdes af Svenskerne. Mellem dem nævnes Halsteen Tjerne paa Ringsager, John Iversen Tange fra en anden Egn af Hedemarken og Hans Jonsen Thorud fra Elverum. Disse moderne Ribunger med sin Knut Jarl turde have kommet til at bestaae en haard Bjerkebeindyst inde i Landet, om Begivenhedernes raske Gang ikke havde forekom- met dem og Tidhjulets rivende Fart ikke ligesom havde bedækt dem med Forglemmelsens Støv. -- Capt. Foss maa nu endelig være bleven Folkets Mand -- om det ikke er meget uretfærdigt -- siden han ikke alene er Proponenten til Uniformernes Afskaffelse i Thinget, men end- ogsaa har udvidet dette til at afrage sine Knebelsbarter, der visselig ogsaa ere et Uniformsstykke. Idet vi referere dette, er- klæres, at vi aldrig fæste vor Opmærksomhed ved Ubetydelig- heder, men at vi troe, at Smaatræk, der have Betydning, ikke bør undgaae den, og at en Individualitet ofte kan opfattes klart nok i et Smil, et Træk, en Vane eller i en Dusk Haar mere eller mindre. Men hvilken Heroisme, at offre Politiken den Begeistring, han behøver saa høilig til sine Poesier! Det er ligesom at den Udmagrede dog vilde yde sit ædle Hjertes sidste Blod til Transfusion i en Døendes Aarer, eller som -- ak, hvem har ikke hørt om den halvt dødfrosne Moder, som bedækkede sit Barn med sin Barms sidste Livsvarme, sin sidste Pjalt? Dog -- Foss har barberet bort enhver Tvivl om Gediegenheden ved hans politiske Karakteer; derfor er det vi her tørke ham om SIDE: 343 Hagen. Dersom den franske Revolutions Hertug af Orleans ikke havde været en foragtelig Person, skulde F. hedde vor Egalité (Liighed). Og det tør hænde -- hvad hans Personlighed har henledt vor Opmærksomhed paa -- at vi tør maale os med hiin store Epoke i parlamentariske Karakterer om end ikke i Be- givenheder. Derfor lad kun Egalité passere, naar vi selv spille den gamle Cordelier og kalde Soelvold den igjennemstungne Marat. Hiint Navn passer i andre Henseender ikke ilde. Hvor nedladende er ikke denne Egalité! Hvilke Planer, der fortjente at komme til Rolighed paa Ministertabouretten, ligesom Orlean- isterne undede den ægte Orleans' det paa Thronen! Hvilke Forhaabninger ere ikke alle Partier blevne trætte af at gjøre sig om denne Kamælon -- trætte ligesom Øjet af at see paa Kaleidoskopets evige Omvexlinger eller paa Pankosmoramaet. Men at slutte efter det Æsthetikkelskab, som Capt. Mariboe i sit 8de Brev paastaaer er Fs. Grundvæsen, vil han nok heller være et "Pianokosmorama", som Aftenbladet kalder det. Dette er noget Snak, men det er ikke Snak, at vor Egalité har at vogte sig for de Mistroens Guillotineblink, som ikke kunne skjule sig i mange Øine. -- Kommiteeindstillingen om Andragendet fra Vaterland siges at gaae ud paa noget, der er hverken heelt eller halvt, nemlig paa at udvide Kjøbstadretten alene til Store Vognmands- gaden og Nygaden. Herom haaber man at kunne levere noget Yderligere i et følgende No. TIL LIEUTENANT C. B. ROOSEN (Indsendt.) Statsborgeren 14. febr. 1836. (Brudstykke af en Vise, paa Melodi: "Mit Navn er Lieutenant Lund"). Hvad skal en Krigsmand tænke paa Grundlovs Snak og Tant? Han pudse skal Monduren og lystre sin Skjersant; Og Han sin Løitenant; Og Løitnanten Capteinen og Han sin Commandant. SIDE: 344 Henrik Wergeland OM DIPLOMATISK SMIDIGHED Statsborgeren 21. febr. 1836. "Abracadabra! Abracadabra!" Jeronimus i "Huusspøgelse" af Holberg. For sit, fra anden og bedre Haand komne, Forslag om en Svaradresse -- ikke Takadresse, som den ellers med et kry- bende Udtryk kaldes, og kaldtes under de ulykkelige Debatter, som den 19de d. afstedkom Forslagets Død og derved Sløif- ningen af en enkelt liden Udvikling af vor Frihed og vort parla- mentariske Liv -- har Capt. Foss, der med Talent og mindre tilsyneladende Hjerteklap end vi havde ventet, søgte at souti- nere det og dermed en af de smukkeste Roller, han har spillet, -- ogsaa anført, at den burde være affattet med "diplomatisk Smidighed." Han gjentog ogsaa dette Udtryk under det for de Tabende hæderlige Nederlag den 19de Febr., angaaende hvilken Datum man bør see efter, om ikke paa den ogsaa Polakkerne i sidste Krig og med dem Folkefrihedens og Fremadskridnin- gens gode Sag etsteds har lidt et Tab; og bør man da, om saa befindes, ikke længer være i Tvivl om at Romerne havde Ret i at antage og fastsætte uheldige Dage paa hvilke offentlige og vigtige Handlinger ikke maatte foretages. Han gjentog Udtryk- ket, sige vi, men ganske let -- omtrent som Katten gaaer af- vejen for sin egen Ureenlighed. Han forsvarede det ikke imod Byfoged Christensen, der har uddraget adskillig Bitterhed deraf. Han nævnte det, men ledsaget med endeel Omskrivninger, nemlig de gamle om Forsigtighed, klog Forsigtighed, Klogskab og for- sigtig Klogskab, Varsomhed, klog og forsigtig Varsomhed (en smuk Familie, der, in casu men meget enfoldigt vilde det være, at lade sin Kaarde sidde, blotte sit Bryst og juble "Ærlig- hed varer længst!" idet man gjennemstinges. Lige Vaaben! Ingen Klubbe imod en treegget Kaarde! Og det gjælder ligesaa- vel for Fædrelandet som for Religionen: "enfoldige som Duer, kloge som Slanger!" Det er bekjendt, at Statsraad Chr. Krogh i 1824 drev de forhadte Konstitutionsforslag tilbage ved diplo- matisk Smidighed, ligesom ogsaa, at H. M. Kongen i sin mærk- værdige, i det hjelmske Maanedskrivt indtagne, Instrux til Stat- holder Platen tillægger det norske Storthing denne eller en lig- nende Egenskab i en imponerende Grad, der giver det en Styrke, som det ikke er en simpel Opgave at mestre. Vi kunne gjerne foreslaae at sætte: "Klogskab og politisk Takt" istedetfor de ægte fossiske Udtryk: "klog Forsigtighed og diplomatisk Smidighed," fordi de støde en Følelse hos os, men ikke fordi vi erkjende, at den medrette øver nogen Indflydelse, eller fordi vi troe, at dette Thing mangler Personer med ægte diplomatisk Smidighed. Her troer man naturligviis, at vi først tænke paa Foss, som i ovenmeldte Udtryk har vist os den ene Side af sit politiske Ansigt, mens hans afbartede daglig, i et Billed af den pletløse Maane, glæder os med den anden. Men man tager feil; -- et Træk af ægte diplomatisk Smidighed, som hverken skulde gjøre Talleyrand eller Foss nogen Skam, og det (som er det morsomste af alt) af en Bonde, rinder os nemlig ihu. Ja af en Bonde; -- vel ikke af disse "jevne, støe og solide," som faldt saameget i den gamle Statsborgers Smag, men af disse Tro- hjertige, som man ikke seer længer ind i end til Tænderne, af disse langvarige Ærligheder, som man forgjeves venter at see Enden paa under eet Thing. Det er en Repræsentant, som re- præsenterer alle de Godmodige i sit Amt, en Mand, simplere i sine Sæder end i sit Tænkesæt, liig Nissen i at han staaer paa Benene om man sætter ham paa Hovedet, og istand til at lægge mere Politik for Dagen i et kort og godt "Ja" end Mange i lange Taler, der ende med Ufiinheden af et trodsigt "Nei." Et SIDE: 347 saadant "Ja" ville vi fortælle, forat bevise, at diplomatisk Smi- dighed selv ikke ere vore Bønder fremmed. Ved Festen i An- ledning af Storthingets Aabning underholdt den artige Vært sig med en liden Kreds Repræsentanter af Bondestanden, hvori- mellem ogsaa vor Mand. Samtalen faldt paa de Bevillinger, som ere ivente for Marinen. De øvrige Bønder hørte temmeligt passivt til, men med Forundring (fordi maaskee Nogle af dem ikke kjendte Manden fra før af) hørte de ham med udtryksfuldt Bifald sige: "Ja Statsraaden har Ret! Statsraaden har skam Ret!" Men da Statsraaden var vel borte, og de yttrede sin Forundring for Kollegaen over hans livlige Udladelse, sagde denne hverken meer eller mindre kloge end oprigtige Repræ- sentant: "Aa, jeg meente s'gu intet med det." Dette Træk skulle vi tro lægger vel saamegen diplomatisk Smidighed for Dagen, som nogen Repræsentant eller anden ærlig Mand kan behøve. Men godt var det ikke, om den var almindelig -- lige- saalidt godt som om Heltemod eller mathematisk Lærdom var det; thi sligt have vi seet fører alene til Slagsmaal. Derimod bør den ikke mangle i Thinget, som behøver alle mulige Vaaben for at forsvare en Post, som angribes paa saamange Sæt, ifra den exsekutive Magts Viisdoms -- dersom Gjentagelser sige mere end det engang Anførte -- vægtige moralske Vaaben og, i uafbrudt Udholdenhed det paa Stranden tærende Hav lig- nende, Udvidelsesforsøg og ligeindtil de plumpe Hug af en statsborgerlig Terrorisme. Henrik Wergeland [OM EN NY ABC] (Indsendt.) Statsborgeren 21. feb. 1836. Skolelærerforeningen i Christiania har for saa lang Tid til- bage udgivet, til Bedste for en Skolelærerenkekasse, en A B C, at man burde vente dette almindelig bekjendt, om ikke ved Præ- sterne, der i Almindelighed ikke gjør meget af Forandringer selv til det Bedre, saa dog ved Tidenderne. Af Forældres og Læreres egen Omhu for Opdragelsen kunde man ogsaa i denne Henseende have noget at vente, idet det Spørgsmaal synes at maatte ligge enhver Fornuftig af dem nær: "mon der endnu ikke SIDE: 348 i saa oplysningslystne Tider skulde vise sig en A B C noget bedre end den gamle, hvori Begrebet om Gud Fader bibringes Børnene i et Træsnit af en Mand i Allongeparyk med Lovens Tavler i Hænderne, om den hellige Aand i et af en Fugl, uvist om enten Høg eller Høne o. s. v.?" Enhver være da underrettet om, at en saadan forønsket A B C er at erholde; men om paa en nær- mere Maade for Folk i Bygderne end gjennem Boghandlingerne, veed Inds. ikke, da han ikke hører til Udgivernes Forening, eller forøvrigt har noget med dette Foretagende at skaffe. Kun veed han, at en Læsebog, der stod i nødvendig Følgeforbindelse med A B C'en, afsondredes fra denne, for ei, ved at omfatte begge i et derved fordyret Bind, at hindre A B C'ens foreløbige Udbre- delse, men med den Hensigt, at lade Læsebogen siden følge, naar den ligesom A B C'en lykkelig havde passeret Censurcom- missionen, bestaaende af Stiftsprovst Munch og Præsterne Lieungh og Schydtz, og saaledes havde erholdt Anbefaling til at nyde Understøttelse af det Offentlige, hvilken var tilstaaet A B C'en med 200 Spd., hvorfor Exemplarer leveredes. Men be- meldte Commission har indstillet Læsebogen til ikke at erholde lignende Understøttelse, efterat have paapeget de Mangler, den fandt ved det Forsøg til en saadan Læsebog, der i Manuskript forelagdes den, og frabedet sig for Eftertiden at bebyrdes videre i denne Sag. Kirkedepartementet, der rimeligviis troer for en Tidlang at have ydet Almueunderviisningen nok ved en Udgave af Katechismen, som de Umælende, efter Forklaringen deri over det 10de Bud [fotnotemerke] , i lige saa høi Grad maae finde sig smigrede ved, som de Mælende maa finde Anledning til at blive stumme af Forbauselse derover, har da ogsaa indstillet Ansøgningen om Understøttelse til Udgivelse af Læsebogen til Afslag. Dette finde vi, efter Omstændighederne, i sin Orden; men at Geistlige Fotnote: I den af det theologiske Fakultet (!) efter Grundtexten forfattede Over- sættelse af Luthers liden Katechismus, som ved Kongl. Resolution af 6te Mai 1834 er authoriseret til Brug ved Religiionsunderviisning -- hvilket alt til stor Ære for Vedkommende staaer at læse paa Titelbladet -- lyder For- klaringen paa 10de Bud som følger: "Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ikke ville tilvende os vor Næstes Hustru, eller Tienere, eller Fæ, ikke afnøde ham dem, eller vende [fotnotemerke] dem fra ham, men paaminde dem om at blive, og gjøre, hvad de ere skyldige." Fotnote: Mon ved Hornene eller Rumpen? SIDE: 349 vise sig saa tvære i et Oplysningsanliggende, at de undbede sig videre Uleilighed med at gjennemsee og bedømme et Arbeide, som vel fordrer Opmærksomhed, men er ubetydeligt af Om- fang, og som, naar det atter forelagdes dem, efter at deres An- mærkninger vare blevne benyttede, i en saadan forbedret Til- stand maatte være dem til mindre eller intet Bryderie; og at de vise sig saa fiendske mod et Foretagende af Oplysningsvenner, der kun som Prøve, d. e. til at modtage Rettelse og Forbedring, forelagdes dem, at de for bestandig bryde Staven derover -- det finde vi baade i sig selv urigtigt og i høi Maade uklogt med Hensyn til den Tidernes Piinagtighed hvorover Præsterne klage. Heller ikke kan man give Commissionen Medhold i alle dens enkelte Anmærkninger. Saaledes -- hvilke bornerte Sprogan- skuelser, hvilket Hang til Fordanskning lægges ikke for Dagen i følgende Notabener til et Stykke i Læsebogen, betitlet "Som- merfuglen!" "Grande -- hvorfor ikke: Naboe?" "Skuurfolkene -- hvorfor ikke: Høstfolkene?" "Maa du da det? -- Mindre hel- digt for: Har du da Ret dertil?" Disse Anmærkninger ere dels ubeføiede, saasom den om "Grande," der er et af Tale- og Skrivtsprog almeenbekjendt, vellydende norskt Ord, og hvilken Anmk. simpelthen ved at vende den om lader sig fyldestgjørende besvare, dels taabelige, saasom de andre to. Thi "Skuurfolk" betegner særskilt Folk, der have med Kornhøsten at bestille, medens "Høstfolk" giver det mere ubestemte, generelle Begreb af Folk, der beskjæftige sig med hvilkensomhelst Høstning. "Maa du da det?" er ogsaa langt mere simpelt og afpasset efter det barnlige Begreb og Udtryk end Kommissionens foreslaaede. Imidlertid kan man dog til dens Undskyldning anføre, at dens Omdømme ikke sy- nes at have været saa ganske frit og vilkaarligt, idet nemlig Phantasien, og det en temmelig skiden, synes at gjøre sig util- børligt gjældende i følgende Anmærkninger til Stykket om Bien: "Hvad gjør den paa Blomsten?" -- et tvetydigt Udtryk, der let kan falde i det Latterlige." Og om den naturhistorisk rigtige Tirade: "Bien har en Braad i Enden af Baglivet" hedder det, at den er et "komisk Tillæg, som bør bortfalde." Men synes Kommissionen her høist unødvendigen at have fordybet sig i svinske Betragtninger, saa hæver den sig atter til en Høide af SIDE: 350 Reenhed, hvor al Forstand maa undlade at kunne følge den, i den Dom over en, ofte i Børnebøger varieret, Fortælling om det barmhjertige Barn, der gav en Fattig sin Mad, og saa igjen blev reddet af denne fra at drukne, at nemlig "den hele Fortælling aander og nærer en Egoisme, som er hæslig." I andre Anmærkninger gjentage vi, at Commissionen kan have og har Ret; men Indvendinger som anførte burde ligesaalidt berøve Læsebogen offentlig Understøttelse, som Unddragelsen heraf Almeenheden en Bog, man isandhed trænger til. Henrik Wergeland TIL DET THEOLOGISKE FACULTET (Indsendt.) Statsborgeren 27. feb. 1836. Trangen til en forbedret Religionslærebog yttrer sig alt mere og mere. Den er gjennem de offentlige Blade oftere bleven ud- talt; Kirkedepartementet har for flere Aar siden viist at det interesserer sig for Sagen, og saavidt vides har det gjort hvad det kan gjøre: det har nemlig sendt de indkomne Manuskripter Facultetet til Bedømmelse. Her, fortælles der, have de hvilet i flere Aar. Inds. indrømmer, at der skal Tid til rigtigen at bedømme hvilket af Skrivterne, der bør foretrækkes de andre og udgives, men han synes dog at Betænkningstiden bliver vel lang, og at det vel nu kunde være paa Tiden at komme til et endeligt Resultat. Han antager endog, at en længere Taushed fra Fac.s Side i denne Sag vil udtydes mindre fordeelagtig, og vover derfor at anholde om at det snart vil foretage noget des- angaaende. Som nok en Grund for Facultetet til at paaskynde Sagen maa formeentlig tjene, at man maaskee i dette Aar kan vente, at Sognepræst Stockfleth vil begynde paa at oversætte og trykke Religionslærebogen paa Finsk, og man vilde følgelig deroppe komme til at drages med Pontoppidan endnu et halvt Aar- hundrede, hvis den blev oversat og trykt forinden den nye Lære- bog udkom. En Oplysningsven. SIDE: 351 Henrik Wergeland SVENSK INDFLYDELSE PAA NORSK TÆNKESÆT (Indsendt). Statsborgeren 27. feb. 1836. Vor Repræsentations meest udmærkede Medlem, Høiesterets- advokat Hjelm, lod i Debatterne om et Thingsvar (saaledes! og hverken "Svaraddresse" eller "Takaddresse") Yttringer falde om en svensk, særligen fra Personer i Kongens svenske Raad ud- runden og af disse vedligeholdt, Indflydelse paa flere Nord- mænds Anskuelse af de politiske Forhold, der selv i hine Discussioner kunde synes uvitterligen for Individet at gjøre sig gjældende, -- om hvilke Yttringer vi maae tilstaae, at vi vel fatte Meningen og erkjende Sandheden i dem, men ere dog ikke forundrede over at de misforstodes i den Grad, de bleve det. Thi baade er det saa, at hiin svenske Anskuelse af det under- ordnede Forhold, Norge bør indtage, existerer [fotnotemerke] , og at den, ved uafbrudte, med den meest haardnakkede Conseqvence gjentagne og i dumdristig Fremskriden vedligeholdte Angreb paa vor Nationalitet, har udøvet en Indflydelse paa mange ellers for- nuftige og velsindede Normænds politiske Tænkesæt, om hvil- ken de ikke selv ere vidende, eller ville erkjende, men som dog har affødt den Tro hos dem, at vi have vundet alt og ikke be- høve mere, om Grundloven og den unionelle en garde-Stilling til Sverig bare kan bevares som den er. Hvem erkjender ikke denne Stillestands-Opinion? Hvormange vedkjende sig den ikke aabent, og troe, at det at nære den er eet med en fornuftig Patriotisme? Mistvivl om Fædrelandets Kræfter, Undervurde- ren af Betydenheden af dets Krav, en Overskattelse af nær- værende Tiders bedre materielle Tilstand, et Hang til i dette Materielle at søge Trøst over Nationalærens Krænkelser og Manglerne ved de unionelle Forhold, en lige haardnakket Puk- ken paa det Bestaaende som sløv Forglemmen af gamle uæn- drede Forurettelser og sangvinske Forhaabninger om at Tiden vil, uden Menneskers eller ialtfald Normænds Hjælp, ligesaa sikkert gjengive vore Æresklenodier, det skjændede Rigsvaa- Fotnote: Selv ellers liberalere Tidender lægge ikke Dølgmaal herpaa. Nya Argus' Udladelser om den norske Modopinion vare os ikke ubekjendte før de fremkom i andre af vore Blade, men vi holdt for at en Protest var nok, og at der fra den Kant er nok at faae ondt Blod af alligevel. SIDE: 352 ben og de sløifede Folkefarver, som Tyven maa gjengive Dia- manten, han har slugt -- se alt dette tilhører og karakteriserer hiin Opinion! Men er denne fra først af født i Norge? Til at troe dette giver hverken Forfatningen, Folkets Grundkarakteer og Opfatning af Forfatningen, ja af Unionen selv ingen Anled- ning. Vi bede at erindre Foreningens første Aar, Nationalbla- dets Aand og livlige Tilvær og Karakteren af Storthinget 1821. Da havde en saadan Opinion -- vi kunne sige et saadant Parti -- ikke Tilvær. Den er udviklet senere og ligesom den fysiske Blindhed langsomt, snigende, uformærkt. Hvoraf da? Hvoraf da? Stod der ikke saa i Linjen ovenfor, I ærlige Normænd, som ikke føle Tyngden af eders egen Hjertesorg, af den I dog bære og nære, men ikke som en Flamme, men som en Natlampe -- tarveligt og kun saameget at Ingen skal kunne føre Vidner over Eder, at I sov paa Eders Post -- tarveligt, saaat I dog kunne famlende finde Vaabnene, om Nogen vil af- bryde eders Ro og forstyrre det størknede Blod? Hvoraf da? Stagnationens skyggerædde Opinion, denne Elendige, som be- tragter det urokkede Fodfæste paa egen Grund som en Triumf, mens man slaaer ham Hatten af Hovedet, denne Defension som ikke mærker sin Retirade, dette System, som har ladet Hi- storien bagefter fortælle Verden, at ingen Forening mellem to Stater har kunnet i Længden bestaa, og som beriger det kon- stitutionelle Monarkies Modstandere af forskjellige Farver med Kjendsgjerningerne af Konstitutioners liden Realitet, denne farlige Meningsvægt, som nedknuger til Goldhed Forfatningens Kimer til et større borgerligt Velvære, og uformærkt har ræson- neret sig til Identiteten af Udvikling og Udvæxt -- visselig denne har ikke uden Indvirkning udenfra udviklet sig hos os, uvitter- ligt for Individet, nu synligt i den Masse, som deler den, i den Plads, den indtager i vort politiske Liv og -- i dens Følger! I dens Følger? Ja; thi i samme Mon, den har udviklet sig, have Aarsagerne til Klager tiltaget, og i samme Mon disse have forøget sig, har hiint bornerede Defensionssystem konsolidert sig. Hjerterne have sammentrukket sine Fibrer og indbildt sig derved at vorde stærkere imod det udvortes Tryk; og saaledes skulle de sammentrække sig indtil Størrelsen af et Fluehjerte forat vedligeholde den søde Indbildning, at de dog slaae frit i SIDE: 353 den sammenpinte Barm. Hjerterne have sammentrukket sig og Stæren har udvidet sig i Skyggerædhedens Øje. Dog er disse Hjerter redelige -- og det sagde ogsaa Hjelm -- og disse Øjne ere ærlige, som troe Synet i noksaa god Stand fordi de dog see Solen, ja endogsaa Maanen. Og dette sagde ogsaa Hjelm. Ellers maa ingen have forstaaet hans Ord. Han sagde os, at en Opinion af hiin Beskaffenhed havde sit Tilvær, og deri vare vel hans Modstandere enige, siden de ikke lagde Skjul derpaa, men netop deri begrundede sine Debatter? Men da han sagde, at ingen Normand nærede den af sig selv, men kun som Følge af at man havde grebet Passiven mod et vist formaaende svensk Parties Active, og som en, Individet uvit- terlig, Indflydelse af en conseqvent Forfølgelse af en fremmed Plan, en fremmed Anskuelse af Forholdene, som idelig har søgt at gjøre sig gjældende -- da han sagde dette, saa slap Fanden løs baade i Falsen og i Christensen. Men Sandheden i hvad han sagde er baade i sig selv iøjnefaldende og gjengives i alle de Billeder som tilbydes os af det uafbrudt umærkeligt tærende Hav, af Lavinens ikke i Momentet eller Punktet opdagelige Fremskridt, af Saarets Sløvgjøren ved idelig Berøren eller Op- rippen og af den Skik hvorefter Procuratorerne altid vinde noget og meer end tilbørligt ved at fremsætte umaadelige Fordringer. Det er netop de svenske "Anspråks" Umaadelighed, som har fremskabt hiin vor politiske Middelmaadighed, vort justemilieu. Det er Ideligheden af deres Fremsættelse, som vi skylde denne Tilbageholdenhed, der imellem den indskrænkede Plads om vor Frihedsstøtte og Sverig har af eget Territorium ladet et Rum oppe, som hiint svenske Parti ikke har undladt at benytte sig af. Der ligger vort Banner m. m. m. m. visselig med mere. Men gid her var mere Rum i dette kummerlige Blad, der ligesom et sammenpiint Bryst ikke har Rum og Aande nok for sine Klager! -- ja i dette stakkels Blad, der er blevet spyttet paa af mange af vore stoute passive Mænd, som have paataget sig -- at redde Grundloven idetmindste, og som betragte det blotte Fodfæste som en Avance. Ak, Stokkene mærke ikke at de drive med Strømmen, og Stenene ikke at de udhules af Draaben, ikke ved dens Kraft, men ved dens idelige Dryppen! SIDE: 354 Henrik Wergeland [OM NORDAMERIKANERNES KARAKTER] Statsborgeren 6. mars 1836. I flere af de mere bekjendte Morskabsskrivter findes de ufor- deelagtigste Skildringer af Nordamerikanernes Karakteer. Disse gjentages saa mange Gange, at noget vel tilsidst bider paa, og man forglemmer, at det er ganske i vor Gammelverdens raadne monarkiske Systemers Interesse, at sværte Republikanere saa- meget som muligt og netop at berøve dem den moralske An- seelse, som Republiken mere end de andre Forfatninger præ- tenderer og vil hævde. Intet Kneb har været ubrugt eller kan være for slet til at understøtte Monarkiet; og har selv historiske Forfattere af stort Talent og Universitetslærere ladet sig be- stikke til at forsvare en Sag, som Historien fordømmer, og til at forvanske denne, hvor den taler Republiken og dens Repræ- sentanter til Fordeel, saa lader det sig vel ogsaa tro, at der gives Folk som særskilt betales forat nedrive de forhadte Yankees (Nordamerikanerne) og berøve dem den moralske Agtelse, som fortrinligviis tilkommer saa frie Mennesker. Sneverhjertet Egennytte har man især villet bebreide dette Folk, paastaaende, at den i et Vexelvirknings-Forhold tilhører ganske den Drivtighed, som saa fortrinlig udmerker dette Folk. Men foruden denne Egenskab gives der ogsaa en anden Dyd, som ofte ikke undgaaer Skinnet af hiin Last, nemlig den Selvstæn- dighed, den Uafhængighed af Andre, som hine Republikanere tidligen efterstræbe af al Magt, betragtende den for en nød- vendig Betingelse for Mennesker, der kræve at lyksaliggjøres med den største borgerlige Frihed. Sneverhjertet Egennytte har det lykkets de Christne ved mange Aarhundreders oprørende Undertrykkelse at udklække hos det adspredte Jødefolk, og dette søger derigjennem at hævne sig; men den størst mulige Næringsfrihed, som giver al Duelighed saamange Udveie til Vel- være og den størst mulige politiske Frihed, som er saa egnet til at opløfte Sindet og udvikle det Aandige, er mindst af Alt istand til at afføde almindelig Karakteerlavhed og til at være eet i sine Følger med Undertrykkelsen. Konseqvenzen heri gaaer ligeindtil Grundsætningen, at det Folk, som vil være dydigt og rigt, uden derfor for Rigdommens Skyld at arbeide formeget, maa være republikansk; og er det ikke republikansk, maa det gjøre sig dertil. Kun Republiker have virkelig viist Individets Dyder, og dette kan ikke finde Sted uden disse, ved at tilhøre Majoriteten, der raader, kunne siges at være nationale. Ikke alene Folkeviljen, ogsaa Folketænkemaaden gjør sig i dem gjældende. Paa mange udmerkede Maader fremtraadte den republikan- ske storsindede Medborgerlighed ved Ildebranden i Ny York den 15de Decbr s. -- den forfærdeligste, som vel nogensinde overgik en Stad, siden den af engelske Tidender endog sættes over Londons Brand 1666, og Forliset beregnes til 15 -- 20 Millioner Spd., idet 17 af de rigeste og største Qvarterer med 8 -- 900 Huse gik i Løbet. "Af Assuranceselskaberne have 9 erklæret, at de [ikke] kunne betale sine Forpligtelser. Imidlertid falde flere, og Spørgsmaalet er alt vakt, om for Fremtiden, istedetfor saadanne Kompagnier, at indrette en almindelig Brandkasse for hele Unionen, for bedre at kunne afhjælpe hvilkensomhelst Ulykke. Det frivillige Brandkorps afgav de heltemodigste Be- viser paa Foragt for Faren, utrættelig Virksomhed og de ædle- ste Selvopoffrelser, men intet forslog mod det rasende Element. Saasnart Efterretningen om Ulykken kom til Filadelfia, begav et stort Antal af det frivillige Brandkorps dersteds sig til Ny York, hvor de kom til stor Nytte ved Slukningen af Ildmørjen, som endnu fandtes overalt i de glohede Grusdynger. Regje- ringen har lovet Refusion af Tolden paa alle opbrændte Varer, og Nedsættelse i Tolden paa alle dem, som de Brandlidte vente til Ny York. Et andet udmærket Beviis paa den almene Deel- tagelse for de Ulykkelige er, at de fleste Banker, som der ere private, have besluttet, ved Diskonteringen at give de Perso- ners Papirer Fortrinet, som have tabt ved Branden, og som saa- ledes have mindst Sikkerhed at tilbyde. Dette Træk af Stor- sindethed kan jevnføres med den Almeenaand af Opoffrelse og Menneskeskjærlighed, som lagdes for Dagen i Boston, me- dens Kolera rasede der. Saadanne Kjendsgjerninger vise at "Egoismens Land" ikke savner Træk af Storhed og ædle Hand- linger, hvorefter man kanske skal faa lede paa mange Steder. Ved store Hændelser er det Nationalkarakteren viser sig. An- mærkningsværd er ogsaa den overordentlige Energi, hvormed de Brandlidte, istedetfor at overlade sig til Haabløshed og For- tvivlelse, strax med Hengivenhed toge sin Ulykke for en Skjeb- nens Tilskikkelse, og et Par Dage efter alene tænkte paa at gjøre hvad de kunde for atter at hjælpe sig op. Man indseer alligevel, at selve Vilkaaret for Muligheden af en saadan Sinds- beskaffenheed er en gjensidig Hjælp af Krediten og den Al- meenaand at "leve og lade leve" ikke i den forfængelige Betyd- ning vi ere vante til at tage dette i og kræve det, men i denne Virksomhed og Stræben efter at sætte alle Kræfter i Bevæ- gelse, som under frie økonomiske Love har inden et heelt Aar- hundrede snart sagt fremtryllet dette Land til et af de mæg- tigste i Verden." Henrik Wergeland [POLITISKE NOTISER] Statsborgeren 6. mars 1836. Antaget, at et Thingsvar, som det burde at være, var bleven udfærdiget, kunne vi ogsaa, uden Foregribelse af Hs. Majestæts Viisdom, antage at Høistsammes Svar neppe var blevet meget forskjelligt fra følgende den portugisiske Dronnings paa Kam- merets Addresse: "De (den Deputation, der overbragte Addressen) ville for- sikkre Kammeret om, at jeg i alle Henseender paa det alvor- ligste skal overveie denne Addresse, og at jeg skal skjenke saavel det Hele, som hver enkelt Deel den særdeles Opmærk- somhed, der saavel for Portugals Vel, som for dets Hæder er min Pligt." I Kongsvingersagen synes Generaladjutanten Hr. Spørck at udsætte sig for lignende Fare som den engelske Tredækker Diktator (og saa og værre vil det sandsynlig gaae alle Tre- dækkere for Eftertiden) udsatte sig for ved at forfølge en Undermand ind i det snevre Lyngøersund. En Forræder hjalp vel Tredækkeren ud, og saaledes lader formeentlig ikke Lig- nelsen sig med Application videre udføre. Oberstlieutenant Frizners og Kapitain Højers Vidnesbyrd sætter nemlig det uden- for al Tvivl, at Generaladjutanten maa have været personlig vidende om Fæstningsmurenes Istandsættelse, saaledes som denne er skeet ved Lieut. Roosen, og dette stemmer ganske med den inden Retten producerede Korrespondence mellem vedkom- mende Autoriteter. Denne faaer nu vel Generaladj. lade staae; og det lykkes ham heller neppe at bringe Tiltroen til oven- nævnte Officerers rigtige Opfattelse af Generaladjutantens Ord til at vakle. Hr. Spørck har saaledes indviklet sig mere og mere; men om Hr. Roosen, i samme Grad som dette skeer og som hans Ord bevises, udvikles af Rettens Net -- ja, that is the question! Man vil have det til et Spørgsmaal, ikke om Sand- heden, men om Retmæssigheden eller om Retten til at yttre den. Fredags-Odelsthinget opsatte Afgjørelsen af Lovforslaget om Bankcoursens yderligere Nedsættelse (til 110 pCt.) til Mand. 7de d. Under Debatterne yttredes, at man burde i en Sag af denne Beskaffenhed fortrinligviis anhøre den offentlige Mening; og af nogle Talere paapegedes en i "den Constitutionelle" i disse Dage fremkommen Afhandling af Lector Schweigaard, som gaaer ud paa at vise det Fundaz- og Tendenz-Rigtige i en Cours- ansættelse til Pari. Det Velgjørende i en saadan Forholdsregel, som ingenlunde da iagttages for tidligt, staaer os ligesaa vel for Øie som den Kjendsgjerning for Erindringen, at den portu- gisiske Finanzminister Carvalho strax efter den siste Revolution reddede sit Fædrelands Kredit og stabiliserede dets Finanzer alene ved en Inddragning af Papiirmynten, som var grundet paa Pariudvexling. Og en saadan Inddragning Tid efter anden vilde hos os ogsaa skee, og en Sølvcirkulation vilde gyde nyt Liv i vore Samfundsaarer. Og deri burde da Ortstykker eller en tilsvarende Sølvmynt -- hvilket af sig selv vilde skee -- hæves til at spille samme Rolle i det daglige Liv som Frank- stykket i Frankrig. Indgribende i disse forbedrede Myntfor- hold er ogsaa Udmyntningen af Halvskillinger, hvorom vi nære godt Haab, da Odelsthinget 3die d. eenstemmig bifaldt Lovfor- slaget om 100,000 Spdlr. Udmyntning i Skillemynt, hvoraf Halv- delen Halvskillinger. Maatte man nu ogsaa herved henvende Opmærksomhed paa det falske Kongetal, der saalænge har gjort vore Myntsorter til cirkulerende Epigrammer over Nor- mændene. Kapt. Mariboes engelske Træskemaschine gaaer med 6 Heste, og hans "politiske Træskemaschine" -- som han selv naivt udtrykker sig -- fremdeles med 1. I sit 12te Brev eller Træsk- ning banker han løs paa Advokat Hjelm og Kaptain Foss, Addressesagens dygtige Forsvarere, og fordi de vare det; og han ender med at true Hr. Hjelm med en Tale i det første No. af en følgende Brevrække (en endnu frygteligere -- med ubarmhjertig Conseqvenz alt iværksat -- Trudsel mod Publi- kum), som han indbilder sig holdt i Thinget. En Tale? Gud- bevares! En Tale af Kapt. Mariboe? Gudbevares! En Tale af Mariboe p. t.? Endnu engang paa det alleroprigtigste Gud- bevares! Henrik Wergeland ARABISKE ORDSPROG Skilling-Magazin 12. mars 1836. Tungen kan hugge Hovedet af. Er din Ven af Honning, saa æd ham ikke ganske op. Forraadet tager Skade, naar Kat og Muus ere Venner. Rag din egen Kind, naar din Søn har faaet Barter. Gjør dig selv eenøiet, naar du drager gjennem en Eenøiets Land. Vær selv viis, dersom du er saa uheldig at have en taabelig Ven. Forsag ikke det Hele, om du ikke kan styre det Hele. Er du Ambolt, vær taalmodig. Er du Hammer, slaa lige til. Rusten Raadgiver -- fiinblanket Raad. Tiden lærer den, som har ingen Lærer. Den, som gaaer igjennem Løgbedet, vil stinke deraf. Den, som gjør sig selv til Klid, ville Fuglene plukke. Dien bliver bitter ved Afvænnelse. Om man end skal være ledig, saa vær du dog ikke ledig. En Daare sælger Viingaarden og bygger en Viinpresse. Det Figentræ, som seer paa et Figentræ, bliver frugtbart. Tre Ting lægger Forstandens Beskaffenhed for Dagen: Bøger, Foræringer og Budskaber. Borget Kjole varmer ikke. Døvstums Moder forstaaer Døvstums Sprog. God Bog bedste Selskab. Det korteste Besøg er det bedste. Tag Tyven, før han tager dig! SIDE: 359 Tømmermand kan synde og Snedker blive hængt. At blive afvænt er svært for en Voxen. Heller see Hovedet paa en Hund end Svandsen paa en Løve. Henr. W -- . DISCURS OM NORGE MELLEM EN UDLÆNDING OG EN DÆMRING (Indsendt.) Statsborgeren 13. mars 1836. Udlændingen. Hvad? "Norge" siger De? Hvor ligger dette Land? Dæmringen. Som Kraken svam det op saa stort i gamle Dage; men sank -- Nu staaer der kun en ussel Pynt tilbage midtunder Nordens Pol imellem Iis og Vand. At den kan holde sig saalænge undres man; thi sultne Ormekryb dybt i den Levning roder Dog færdes der et Folk, som har de sære Noder at suge sig en Ruus af Majens Straaleblik, af hvem en Frihedsglands dets gyldne Klipper fik. Udlændingen. Det ei forundrer mig. Hvor spredtes Himlens Goder! Dæmringen. Saa tænke alle ei. Mig idetmindste gi'r meer Glæde Naadens Lys -- Udlændingen. -- Den Sol af Guldpapiir! Dæmringen. Nei Sol af Kroneguld. Og Folket bør alene i denne sole sig paa sine frosne Stene. Henrik Wergeland OVERSIGT AF DE SENERE POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 20. mars 1836. Det er alene Løftet om at levere en saadan Artikel, der nu tvinger os til at fortælle noget om disse matte Træk af Svaghed, som overalt undtagen i Storbrittannien og Nordamerika danne den senere Tids Fysiognomi. Det skal kun være en Sygehistorie, og det en chronisk en uden synderlig Afvexling fra Dag til Dag; -- kun en Optælling af Reaktionens tilbagegaaende Skridt, et Skilderi af Skyer, ligemeget uden Lyn som uden Glands af et mildt Solskin. Der drev nogle saadanne tordenløse og drive vel endnu mellem Storbrittannien og Rusland; men Aarsagen til at Brittannien fremdeles lidt efter lidt forstærker sin Flaade i Middelhavet er ingen Korstogsbegeistring for at befrie Europa for det Frygtens Aag, som Ruslands stedse tiltagende Vælde har paalagt det mere knugende end Napoleons i sin Tid, men alene Rivaliseringens Iver om hvem der skal gjælde mest til- sjøs og i Østerlandene, især i Tyrkiet. Den engelske Gesandt Durham førte vel Humanitetens og navnligen det polske Folks Sag; men hvorlidet dette endsedes i Rusland viser en i Begyn- delsen af dette Aar i Warschau udkommen keiserlig russisk For- ordning, som noksom ogsaa godtgjør hvor systematisk Rusland gaaer frem for om muligt at udslette al Nationalitet i Polen og forvandle Polakker til Russer. Den fastsætter nemlig, at blandt Ansøgende om Embeder skal Fortrin altid gives den, som kan Russisk, og at efter den 20de August 1837 kan Ingen befordres til Embed uden Beviis for at han er det russiske Sprog aldeles mægtig. Og alt siden Høsten 1833 er Underviisning i Russisk paabuden i Skolerne. Efter dette maa ikke Efterretningen (om den kom) om at Polakker have afbidt sig Tungen forundre os. Men vendom os fra Betragtningen af dette Uhyggelige til Skuet af Storbrittannien; der under Melbournes Reformministerium stedse udvikler friere Institutioner medens dets Velstand stiger. En saadan Harmoni og Forening af Kræfter som i dette Land mellem Regjering og Liberale saaes endnu aldrig, og den sidste Throntale er kun en Katalog over paatænkte heldbringende Reformer, hvorimellem Reformen af Irlands Tiendeundertryk- kelse ikke er den mindst vigtige. En taknemlig Efterslægt vil tildele Irlænderne OConnel, sit Folks genifulde og utrættelige Talsmand, den største Ære herfor; og allerede er Tiden og Storbrittanniens Nationer enige heri -- det de lægge for Dagen ved de største Æresbeviisninger, Festmaaltider og nyligst ved at subskribere til at skjænke denne vore Dages mærkeligste Mand et Gods. Frankrig vedbliver fremdeles at taale en Regjering, som ikke har opfyldt nogen af de Forventninger, det gjorde sig om den, men som har brudt sine Løfter, ved ikke at hjælpe, forraadt Polen og den Deel af Europa (især Italien), som vilde benyttet sig af Julirevolutionen til sin Befrielse, tilintetgjort Frankrigs Anseelse og Indflydelse udenlands ved en feig Politik og inden Landet indskrænke Trykkefriheden, berøvet de eedsvorne Ret- ter en stor Deel af de Retsgarantier, de indrømmede Folket, og i den Grad fornærmet den personlige Frihed, at Folk ikke engang maa offentlig udraabe, som Skik var, et Skrivt tilfals, og heller ikke forene sig i Selskaber af hvilkensomhelst Tendenz uden Kontrol av Politiet. Ingen Forandring til det Bedre er fulgt af Ministerforandringerne, hvoraf en nylig satte Stats- økonomen Thiers i Spidsen, efterat det forrige Ministerium var opløst paa Grund af Dissenzen om Finanzministeren Humanns Forslag at nedsætte Statsgjeldsrenterne. Men gaaer det saa med det grønne Træ, hvorledes da med det tørre? Og Europa har imellem sine Stater mange tørre raadne Træer. Ja de ere hule indeni allesammen undtagen Helvetien, der har republikansk Marg og deri større Styrke end i sine Bjerge. Vi mene indre Styrke, Styrke, der kan overleve en fulnende Tid indtil den bedre, der skal gjøre selv Rusland og Østerrig republikanske, eller, for ikke at tage Munden for fuld, naar Norge, Sverige, Belgien, Nederlandene, Spanien og Portugal, England, Skotland og Irland o. fl. ere Republiker og Rusland og Østerrig konstitutionelle Monarkier d. e. ligesom Elefanten og Næshornet gjenvandrende Levninger af en for- gangen Epoke af Jordens Liv. Dette vil skee, naar Republikens Idee udgaaer af den almindelige Overbeviisning. Den vil da udbredes som Kristendommen ved sin egen Kraft, og ikke lige- som Muhamedanismen -- saaledes som Frankrig forsøgte under sin store Revolution, idet dets begeistrede Skarer prædikede med Sværdet (ligesom Araberne i sin Tid, at der er kun een Gud og Mahomed er hans Profet) at der er kun een Statsform, som lyksaliggjør og den er Republiken. Det er vel ikke dette, som den franske Marschal Clauzel indbanker Beduinerne i Algiers Indland under deres Høvding Abdel Kader; imidlertid ere disse Seire Vindinger for Civili- sationen, der er, eller burde være, Europas almindelige og Frankrigs særegne Sag. I Spanien, hvor den store Financier Mendizaval i Spidsen for Ministeriet har gjort Underværker, gaaer man fremad i Forbedringer, mens Borgerkrigen i de nord- lige Provindser holder sig ved det samme Punkt. Dronningens General Cordova synes uduelig og har stødt den engelske fri- villige Hjælpekorps for Hovedet. En portugisisk Reservehær staaer i det nordlige Spanien mens den franske Fremmedlegion (bestaaende af udvandrede Fremmede, meest Polakker og Tydskere) ikke skaaner sig for Dronningens Sag. Af de Tab, hun har lidt, turde dog nok hendes Kammerherre Munnos's Dødsfald gaae hende ligesaa nær tilhjerte som noget andet. I Portugal, som er gaaet betydelig fremad under den fri Forfat- ning og navnlig under Silva Carvalhos Finantsbestyrelse, er nylig skeet et Ministerbytte, hvorpaa intet vandtes. Den unge Dronning, som nys er paany bleven givt med Prinds Ferdinand av Sachsen-Coburg, synes at være vel saa letsindig og mere fordringsfuld end det anstaaer hendes Alder. I Italien despoti- sere Smaafyrsterne og Østerrigerne fremdeles. Østerrig bruger den assyriske Politik at fylde sine tydske Fængsler med itali- enske politiske Fanger, og sine italienske med tydske. I de mæhriske Fæstninger og Tugthuse udsukke saaledes Medlem- merne af "det unge Italien", et Selskab, der havde til Hensigt -- ligesom "det unge Tydskland" i Tydskland -- at forene de adsplittede italienske Stater, gjøre det fælleds Fædreland ud- vortes uafhængigt og indvortes frit. Grækenland taaler det paatvungne bayerske Herredom som Hesten, der skal dresseres, sin Rytter. Det har endnu ikke lyk- kets at kaste det af. Den unge Kong Ottos Fader, Kong Ludvig af Bayern, der siges at være bedre Poet end Konge (og det siger om ham ikke meget) reiser for Tiden omkring i Grækenland, ventelig for af de prægtige Oldtidslevninger og af det hellige Bjerg Athos's skumle Klostre at hente Mønstre for de Pragt- bygninger, han hjemme, til Byrde for sit Folk og -- hvad alle de Klostre angaaer, han anlægger og befolker med østerrigske Munke -- til Vanære for sin Tidsalder, med sværmerisk Nid- kjærhed opbygger. Tyrkiet er saagodtsom kun et russisk Lyd- rige. Denne Indflydelse holder Paschaen af Ægypten i Ave, saa han ikke udvider sin Magt videre end over Syrien, som han har erobret ved sin Søn Ibrahim. Serbien og Bosnien holdes rolige ved den regjerende Skatfyrste Milosches Popularitet. De af denne paatænkte friere Institutioner tillod Østerrig og Rusland ikke, som Menneskeheden alt skylder saameget, at komme istand. Han maatte være glad at han bragte sit Hoved tilbage, da han i den Anledning kaldtes til Konstantinopel. Tydskland er det gamle: Og det vil sige: ikke som det var for nogle Aar siden, da Alt gjenlød af "det fri Germanien," da dets Kraft kulminerede i et Vielgeschrey und Keingethan; men det virkelig gamle med sin gode Keiser, sin gamle hemmelige Ret under Navn af Forbundssamlingen i Frankfurt, sine Salg af Fyrstendømmer med Skoge, Qvæg og Indbyggere o. s. v. Ja naar vi høre, at Kongen af Bayern lader Folk gjøre Afbigt for sit Billede, at Klostre opbygges og Munkeordner komme i Flor igjen, medens Spanierne frisktvæk afskaffe dem, saa maa det vel være et meget gammeldags Tydskland, som staaer os for Øine. I det hørte man stundom, at Fyrster dræbte sine Koner eller Børn, og heller ikke heri adskiller det nærværende Tydsk- land sig fra hiint, idet nemlig en Fyrst Schwarzenberg siges uden videre paa Theatret i Neapel at have skudt sin Kone, som han traf i Samtale med en Engelskmand. Men for saadanne Forbrydere aabnes ikke de tydske Tugthuse og Strafanstalter, men desto beredvilligere for Medlemmerne af "det unge Tydsk- land", som oftest Lærde og liberale Forfattere [fotnotemerke] . Den nye Keiser Fotnote: Denne "Justitsens strænge Fremfærd mod Demagogerne i Bayern" paa- staaer vor "Constitutionelle", No. 43, "fuldkommen retfærdiggjort" ved Do- kumenter, der ere bekjendtgjort i Pressen mod en Borgermester Behr -- hvilket er saa overmaade smukt sagt som det kan være af den Constitutio- nelle. Det er ikke blot i Tydskland, i Principernes Land, at det erkjendes som godt Retsprincip at skjære alle over een Kam. Ferdinand af Østerrige -- om hvis Lande det ellers er ligesaa- lidt at sige som om de preussiske eller om de gode under- jordiske Træmænd Potuanernes -- har endelig tilstaaet Unga- rerne Brugen af deres eget Sprog i deres offentlige Forhand- linger, hvilket har opvakt en almindelig Glæde hos dette livlige Folk, der fryder sig mere end mange andre ved sin Nationalitet. Det er ellers en Besynderlighed, som vi Normænd bør lægge Merke til, at de nationalstolteste Folk ofte ere de allernøisomste i sine Krav og besidde mindst at nære Nationalstolthedens Frydruus med. Hundene ere ikke gladere i de Krummer, der falde fra deres Herres Bord end Nationer ofte ere i smaae Ind- rømmelser, som de forlængst kun burde have spurgt sine egne Ønsker om. Thi Nationer ønske aldrig noget ubilligt, og som oftest heller ikke mere end deres egen Magt kan give dem, naar de ville det alvorligt. Fristaten Krakau er bleven besat af Russer og Østerrig forat faa forjaget eller faa fat paa de polske Flygtninge, som der havde Tilflugt. Dersom man oprøres ved Jagtgrusomheden at skrue Vildtet ud, der er gaaet i Bjerg, hvorledes maa da den almene Følelse være stemt ved hint Foretagende? Alligevel fortjene Krakauerne selv ingen Med- lidenhed, dersom det er sandt, at de have givet de Fremmede en Fest. Sverig staaer paa det samme Ulykkens Trin, hvorpaa Regje- ringens ubøjelige Uvilje mod enhver Forfatningsreform holder det. Og at Norge nok ikke maa befinde sig paa nogen politisk Himmelstige, maa man slutte af at "den Constitutionelle" saa flittigt kniber Storthingsmændene bag, (og det saa at Christen- sen skriger) uden at de derfor vise synderlig Lyst til at gjøre Skridt fremad. Nu eller aldrig venter man imidlertid alle eller de fleste af de mange unionelle Klagepunkter afhjulpne. Dette er al den Reform, man med stor Beskedenhed venter. Om at faae Kriminalloven istand, har man alt opgivet Haabet, saa- fremt enkelt Medlem ikke skulde vise Foretagelsesaand nok til med Thingets Bifald at fremsætte den til Antagelse og under- give den Thingets Censur -- hvilket maa gaa an, da den af Forfatterne er overantvordet Almeenheden og er bleven cen- surert baade her og udenlands. -- Vi bede om Forladelse fordi vi nær havde glemt Danmark. De raadgivende Stænderforsam- linger ere nys opløste, og de bidrog heller ikke til at give dette Land saamegen Interesse, at de fortjente de vidtløftige Efter- retninger om deres Forhandlinger, hvormed flere af vore Ti- dender nøiagtigen opvartede, medens i Danmark Helsingøers- avisen er den eneste, som lover at meddele det danske Publi- kum Efterretninger fra vort Storthing. Uden for Europa havde det spændte Forhold mellem de nord- amerikanske Fristater og Frankrig, angaaende Vanskelighederne ved Betalingen af dette Riges Gjeld til Fristaterne, og hvorfor det irettesattes i et truende Sprog af den amerikanske Præsi- dent Jackson, størst Krav paa Opmærksomheden indtil nu en- gelsk Mægling vedtoges af Partene. At Mexiko er i Krig med det anhængige Land Texas og selv hjemsøgt af alskens Opstande mod Diktatoren St. Ana, og at Kafferne i det sydlige Afrika endelig have sluttet Fred med Englænderne i Kapstaden, har mindre Interesse for os, end om vi endelig skulle faae Halv- skillinger eller ikke. Henrik Wergeland SAMTALE IMELLEM SPØRGEREN OG DEN DØVE (Indsendt.) Statsborgeren 20. mars 1836. Spørgeren. Er den "Constitutionelle" konstitutionel idag? Den Døve. Hehe! Det skulde være underligt. Igaar var det dog koldt nok. Nei min Herre, jeg vædder at det skifter inden Qvel. Jeg har Mindelser om Veirforandringen. Sp. Ei, hvem snakker om Veiret nu? Jeg vil vide, om den Constitutionelle er konstitutionel eller ukonstitutionel idag? D. Døve. Hvad behager? Sp. Jasaa, skal det være Meningen: er det alt eftersom man behager? Hvem behager? Publikum? Redaktøren? D. Døve. Regjeringen holder jeg for er berettiget dertil. Thi posito -- . Sp. Min Gud, hvor er da Manden henne? Det er intet Kon- stutionsspørgsmaal vi have for os, men jeg gad vide hvorledes den Constitutionelle opfører sig idag. Stikler den idag igjen paa Advokat Hjelm? D. Døve. Jasaa, er det av de faste Artikler? SIDE: 366 Sp. Troer I, man har Planer mod denne Repræsentant? D. Døve. Tilvisse. Det er ganske vist, at man vil rive Fæst- ningen ned af Frygt for Russerne, forat faae et Theater op for Danskerne. Sp. Sniksnak! Det er Dæmringernes Capitain, Foss, som er saa forpikket paa et dansk Theater, som et Afrettelsesinstitut for vore raa haarde og kantede Tunger. -- Orm, hvor kom du ind i saa vent et Æble? D. Døve. Jo jeg skal sige Dem, mens der er Nordenvind i hans Indre, holder han sine Næsebor opspilede mod Sønden- vinden. Det er Infusionsdyr, skal jeg sige Dem. Han lever af Infusionsdyr, skal jeg sige Dem. Sp. Kors, nu taler han om Leviathan. Alvorlig talt, jeg gad at nok et Theater brændte, om det kunde svide slike Meninger ud af visse Folks Hjerne, som gaae ud paa at bringe i Sprog- henseende det vordende Theater til at forholde sig til det norske Publikum som Sufflørkassen til Scenen. Men Apropos. Hvorfor troer De, man er saa ivrig til at kaste Burrer i Hovedet paa Ad- vokat Hjelm? D. Døve. Jasaa, vil man forpurre? Sp. I hører for Gud slet. Forpurre? Nu ja, der er kanskee Mening deri, at man vil forpurre de energiske Beslutninger i hans Hoved til at klargjøre vore unionelle Anliggender. Dertil ere Ærgrelser tjenlige, og naar man stænkes paa Foden, fristes man til at see ned og til saaledes at vende Øiet bort fra det, man egentlig skulde see paa. Derfor fremstilles han da snart som spilfægtende mod bedre Vidende i sine Argumenter, snart som fegtende med saa svage Vaaben, at Fougstad kan bryde dem over Knæ og hænge dem op som Trofæer i den Constitu- tionelle Naalehus af et Rustkammer. Nu, hvorfor stamper I forbittret mod Jorden? D. Døve. Der faldt mig en Tanke ind. Man vil svække Til- liden til hans Karakteer og nedbryde Formeningen om hans Evner. Man vil berøve ham Opinionen, afskjære de Sugerør hans Patriotisme har i den almene Agtelse, bortveire dennes pia vota (fromme Bønner), isolere hans Kraft og gjøre den liig det vindløse Banner. Sp. Hvem taler I om? SIDE: 367 D. Døve. Om den Constitutionelle. Den har mange Fiender. Men D -- brække mig! .... "Solen gik i Østen frem". Sp. Jeg troede I talte om Hjelm. D. Døve. Ei hvad Hjelm? Jeg holder mig til den Constitu- tionelle. Lad saa alle norske Hjerter slaae for Hjelm og alle norske Tunger lære dette Navn. Ei, hvilket Ord, som Mariboe konjugerer med "Foss" til Hjælpeverbum. Ei, hvilken Storhed, som Mariboe "træsker" uden at faae andet ud end Drønet af sin egen Tomhed -- d. v. s. et Echo af "quadrupedante putrem sonitu quatit ungula campum [fotnotemerke] !" Ei, hvilket Superlativ af et Nul siden han har Foss til Comparativ! Sp. Isandhed han har Ingen, der er ham komparativ, ikke engang i glødende Patriotisme (skjøndt alle have Hjerter lige- saavel som de have Buxer og ligesaa forskjellige og værdfulle); thi hans Hjerte er det varmeste, ligesom hans Geni koldt og klart som Stjernen. Og om han nu -- som Mariboe gjør saa- danne Ophævelser over, der ere taabeligere end alt andet und- tagen Adskilligt i hans Breve fra den berømmelige Statsøkonom Høirehaand til den store Diplomat, Keiseres og Kongers Raad- giver Venstrehaand -- om han nu, siger jeg, for selv fra Bænken at kunne understøtte et godt Forslag, fik Kapt. Foss til at frem- sætte det: saa er denne hverken for god eller slet dertil. Og til at være "Middelveisfarer," som Hr. Mariboe siger i et ti- gange gjentaget detonerende Udbrud af sit "alkalinske Vid" -- toner Hr. Foss saa herligt et Flag hidtil paa dette Thing, at hver Mand, om end ikke i Talenter ham liig, men kun i Vilje, (og Slige ere dog vel ikke Nuller), gjerne kan være bekjendt at være et underordnet Positiv til ham, som man behager at kalde et Komparativ til Hjelms superlativiske parlamentariske Karakteer; og er Komparativet saa stort, saa maale man Stor- heden af denne! Men jeg taler for døve Øren. Nu da! He! Kan det nytte at overbevise jer om jers Galskab? Fotnote: Oversættes almindelig saaledes: "Sin raske Fod den stolte Ganger hæver. Den grønne Hede flyer, og ved dens Fodslag bæver." Men her ville vi oversætte det saa: "Støvede Laavegulv drøner af Hovslag af træskende Gampen." SIDE: 368 D. Døve. Valstad? Sp. Jer Døvhed tager gale Stikord. Jeg sagde "Galskab" ikke "Valstad". D. Døve. Ligegodt det er det samme. Sp. Ei for Fanden! Jeg spurgte om det kunde nytte at over- bevise jer Galskab. D. Døve. Nei, det nytter ikke at ville overbevise Valstad. Sp. Vist ikke om at hans Forslag om Gageafkortningen af 25de pcto -- i sig selv ubilligt, hovedkulds, upassende og takt- løst fremsat, slet forsvaret, og mellem Forslag, i Forhold til et Værdtal f. Ex. af 100, kun værd 25 -- angaves at være udrundet af et Motiv, som Mange ikke ville kunne nære, flere ikke ville nære, og visselig Alle, som muligens skulde det, vilde gjøre sit til forat holde qvar i Sindets Baggrund. D. Døve. Han fik dog en Slags Understøttelse af Foss. Sp. Ak, Foss er ofte under sine uheldige Norners Indflydelse. Henrik Wergeland HERRLICHE MORALIEN (Indsendt ) Statsborgeren 27. mars 1836. "Spanien staaer som et nyt sørgeligt, men afskrækkende Exempel for Nationerne, at de itide maae standse uduelige Re- gjeringers Vilkaarligheder, hvis de ikke eengang i Tiden skulle komme til og det medrette, at bøde haardt for deres uendelige Taalmod!" -- "Det frie Nordamerika bestyrker den gamle Regel: Extremerne staae hinanden nærmest; størst Frihed, størst Trældom og Undertrykkelse." (Extremer i "Den Constitutionelle" No. 53.) Moral: At sige Ja og Nei og det i samme Stund enhver Trompeter kan; thi derfor fik hans Mund to Rader Tænder jo, to Læber og to Viger; til ene Læbes "pro" den anden "contra" siger. Før Pendulslaget døer, i hvinende Sekund Revolution at præke og Frihed ud at skjælde, det er da Kunst ei for den Constitutionelle. SIDE: 369 "Den Constitutionelle", som har leveret for mange Stykker i en god Aand til at man ikke dobbelt skulde beklage Inkonse- qventserne, naar de finde Sted, skylder fremdeles Svar paa en- deel Spørgsmaal, som den optog, og som enten fordrede tilfreds- stillende Forklaring eller at den aabent skulde forandre sit Navn til "den Uconstitutionelle". Moral: Var meer end Menneske I før (ja tro hvo kan!) -- nu mindre er I. Skyldner er mindre end en Mand. Forresten indeholdes almindelige Forholdsregler for Folk, der befinde sig i lignende Forlegenhed, i følgende Moral: Paa Spørgsmaal, som du vil i Spørgers Strube gjemt, svar intet eller kjækt, men kjækt og ubestemt! hvad eller kort og hvast med Hvepsens Brodd du svare! Et ganske lille Ord kan mange Spørgsmaal spare. Hvis Ja'et sidder fast, saa bruse Nei'et ud! Slaaer ei Honnøren til, saa sværge du ved Gud! Men hvad du svarer end, du dertil flux maa lægge et "Basta!" tungt og haardt som Slaget af en Slægge. End er der en Maneer, som særlig passer sig for fine Folk, af dem da og mest brugelig; den er: du proppe Den, som du ei svare gider med Complimenter og med Contraspørgsmaal, til omsider han ei selv erindrer hvad han vil, kort til hans egne Ord ham fast i Halsen sidder! "Den Constitutionelle" roser meget den Oprigtighed, hvor- med vor Statsminister i Formandskabssagen er traadt i Oppo- sition mod Folket, Konge og Regjering. Dette er nu baade vel og ilde nok; men ved saaledes at rose al Slags Oprigtighed kommer man til nogle besynderlige moralske Resultater. Hvil- SIDE: 370 ken Agtelse maa vi saaledes ikke nære for Gjest Baardsen, der med den største Oprigtighed har tilstaaet sine Misgjernin- ger? for Storfyrst Constantin, der ufordækt og paa det oprig- tigste trodsede den polske Nation og vedgik at dens Under- kuelse var hans Formaal? for Herostrat, der skulde have dræbt sig selv, om det var blevet skjult, at det var ham, som antændte Jordens prægtigste Tempel o. s. v.? I Politiken kan hiin Be- undring for Oprigtigheden lettelig gaae over til en Beundring for det mest absolutistiske Tyranni; thi hvad er oprigtigere end dette, som træder i aaben Opposition mod den hele Menneske- hed? Beklage maa man da (og det jo ivrigere, jo bedre Kristen man er) at de østerlandske Despotier udmærke sig i denne Dyd tildeels fremfor de kristelige. Thi Imellem hedenske og kristnede Tyran Forskjellen er, at hiin oprigtig være kan. Thi fast hans Vælde staar. Hvor vi kun giftigt smile, der rynker han sit Bryn og trækker frem en Bile. Moral: Saafremt Oprigtighed som Dyd skal gjælde stort, et Statens Ideal maa bli' den høje Port. Den har den Dyders Dyd hvortil vi Alle stræbe. Hvor vi med Maske gaa, man seer dens loddne Kjæbe. I vore Kongers Bryst der ligger Sukket qvalt: "ak Den der havde alt som Porten arrangeret! Da først man Hersker var, thi man var ugeneret." -- O hvilken Hædersdrot, hvis Sligt var aabent talt! Samme Blad, som giver os ligesaa megen Anledning til Lærdomme som den velsignede vilde Natur tilbyder Bien Hvep- sen eller Gjedehamsen om man vil baade Vox og Honning, har fornøjet Publikum ved, i Spidsen af en Anmeldelse af en Pjece af Kapit. Foss, der gaaer ud paa, mod et Skoleprogram af Rektor F. Bugge, at forsvare Indskrænkningen af de klassiske Sprogs Studium (og altsaa af ligesaa prosaisk Natur som hans Halvdæmring "Tidsnornerne" og andre Værker i den polemiske Digtart) at præsentere det Forfatterens Navn i en Digter og SIDE: 371 Borgerkrands bestaaende af baade Laur- og Egeblade. Man kan nu troe, at denne Prydelse kun staaer foran en literær Anmeldelse i samme Hensigt som man sætter et Skib foran Skibsartikler, Fingre foran almindelige Bekjendtgjørelser o. s. v., og at man saaledes vilde faae Allums Navn at see i samme Krands, som Fosses stod i, om den Constitutionelle vilde an- melde et af hans Værker; men hvor retfærdigt dette end var, antager dog Inds. at den Constitutionelles Tegnsprog er rigere og ligesaalidt mangler Krandse af Gulerodgræs og Potetes- blade som Redaktionen Evne og Lyst til med Valg og Smag at anvende dem. Moral: Man aldrig spare bør paa Artighed og Grønt. Henrik Wergeland HERRLICHE MORALIEN (Indsendt.) Statsborgeren 31. mars 1836. Mange, som paastaa, at de ere Hædersmænd, paastaa -- hvad der ikke er mere rimelig Grund til at tro -- at om Lieut. Roosen aldrig saameget beviste Sandheden af sine Ud- ladelser om Generaladjut. Spørck, saa vil han dog blive at straffe, uanseet at Grundlovens Bestemmelse om Yttringsfri- heden skulde troes udstrakt til alle Borgere. Dette er en An- skuelse, som passer sig bedre for Æresmænd og dem, der tænkte at blive Æresmænd, end for Hædersmænd. Moral: Gud fri os! Somme tro, at Reglementet er vor Grundlovs bedste Commentær. Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger er visselig paa sit rette Sted i Lande, der ganske og aldeles have sine Anliggender for sig selv, og hvor ingen Indflydelse uden- fra kan gjøre sig gjældende. Der medfører et vigtigt Regje- ringsforslags Forkastelse Ministrenes Aftrædelse, som forgjæves have fristet at soutinere det, og den seirende Opposition be- SIDE: 372 sætter strax Ministerpladsene. Men hvem vil kunne tro og for- svare den Tro, at saadant vil skee hos os saalænge vi ere forenede med Sverig og Foreningen er af den Natur, som den i de Forholdsregler, som toges efter Theateroptrinene 4de No- vember 1827 og 17de Mai 1829, og i de forskjellige unionelle Anliggenders Behandling, har viist sig at være? Af vor Oppo- sitions mere udmærkede Medlemmer seer man Ingen engang dekoreret med de svenske Ordener, som ellers noksom uddeles; og at f. Ex. Hjelm skulde, efterat have tilføjet Ministerne et let tænkeligt Nederlag, blive selv udnævnt til Minister, er ikke engang som Mulighed fatteligt for Tanken, efter de Erfaringer den har om den Tilsidesættelse, som times Opponenter og de ivrigere Patrioter, og efterdi den snart sagt er vant til ikke at stødes herover. Nei -- for at give Oppositionen Plads, behø- vede skam ingen Statsraad at vige; og at vige for Personer af lige Beskaffenhed var jo til ingen Nytte. De holdt sig nok til Pladsen, til Statsministerens Exempel og til denne Moral: Vær stiv som gammel Hest! Det er den stærke Kraft, som, om den vinder ei, dog giver intet tabt. Man siger, at Generalmajor Spørck i den roosenske Sag viser sig mindre frisk paa det, end man af Gen. Wedel er vant til at see det hos Generaler inden Skranken. Gaaer Hr. Gene- ralens Adfærd indtil Forknythed, kan det kun indgyde en højere Agtelse for ham -- som Menneske ville Nogle sige, men Inds. mener som General, bestyrkende denne Tro med den almindelige, at Gen. Wedel ikke blev større Helt fordi han var kjæk inden Retten. Moral: Soldater! Sved i Værd er Blodet kun fra Eder; men godt som Blod er det, som Generalen sveder. SIDE: 373 Henrik Wergeland YOUNGSGATEN Statsborgeren 14. april 1836. Paa en Tid da Hovedstaden stønner og sukker under Planer og Forsøg til sin Udvidelse (en Tid som Konsul Grüning veed at benytte til at ville holde et Maal Jord af sin sumpige, af rygende Brænderivand tvertigjennem forpestede Løkke i Prisen af omtrent 1500 Spdl.) paa denne Tid gjorde den drivtige Young Byens Repræsentantskab følgende Tilbud. Young vil kjøbe (og det dyrt nok) Franz Bruuns ved Storgaden beliggende Have, bryde derigjennem og over sine Løkker Gade til Møller- gaden, brolægge den og indestaa for dens Bebyggelse inden 10 Aar, alene imod at Skattefrihed for denne Strækning, hvorfor nu kun svares faa Daler aarlig, tilstaaes ham i 20 Aar. Hvilket Tilbud kan nu være gunstigere for Byen, denne frugtsommelige Qvinde, som trænger saa høilig til at dens Belte udvides paa alle Kanter? Hvilket herligt Tilbud! herligt i sig selv og forme- delst Omstændighederne og indesluttende Beviset forat Young, om han har regnet rigtigt for sig selv, ikke har regnet mindre Byen til Fordeel. Og dog var det halve Repræsentantskab imod, saa Formandens Stemme maatte decidere! Ingen som kjender Mændene, kan være i Uvished om de Repræsentant- skabet saa udmærkende Medlemmer Hjørings og Garver Ber- ners Mening i denne Sag. Det ere vise Mænd som holde sig ved det Gamle, hade alt Nyt fordi Israeliternes Guldkalv var et nyt Paafund, og forklare Forbedringer at være Frugten af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, (for hvilke Gud os i Naade bevare!) Men hvad, om paa Hjørnehusene af Youngsgaten visse Figurer, f. Ex. i Liighed med Elefanten paa Maschmanns Apo- thek, forevigede de Borgermænd, igjennem hvis "Nei" den maa bryte sig frem? Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 14. april 1836. Danmark.Tilgagns-Reformer udgaa aldrig fra Regjeringerne. Idetmindste giver Historien herom ingen mere smigrende Lære. Hvilket Makværk er det saaledes ikke, som den danske Regje- ring har ladet denne, hvad Klasserne udenfor Bondestanden an- SIDE: 374 gaar, saa oplyste Nations Udvalgte sysle med under Navn af Provinds-Stænderforsamlinger? Det kaldes en Slags repræsen- tativ Stat. Ja en Slags, og det er bleven det ved Tvangen af Finantsernes ulykkelige Stilling mere end ved det Bydende i en oplyst Folkemængdes Krav. Den samme økonomiske, ikke mo- ralske, Grund bragte ogsaa den franske Regjering til i 1787 at fremmane den gamle repræsentative Forfatning. Men hvor høi Tid det isandhed er for den danske Regjering at interessere Nationen for sin politiske Existenz, vil man finde følgende Skildring af Finantsernes betænkelige Stilling. 1ste Januar 1835 udgjorde den danske Statsgjeld: den indenlandske ................... 71,481,000 Rbd. den udenlandske .................... 58,324,000 -- Summa . . 129,805,000 Rbd. Renterne udgjøre: for den første.... 2,877,000 for den sidste.... 1,888,000 4,775,000 Statsudgivterne udgjøre: I Sølv: Civillisten (til Hoffet m. m.) ..... 1,480,000 Rbd. Diplomatien ........................ 379,000 -- Civiladministrationen .............. 1,012,000 -- Flaaden ............................ 1,203,000 -- Hæren .............................. 2,652,000 -- Statsgjelden, med omtrent een Mil- lions Amortissement .............. 5,736,000 -- Pensioner, m. m .................... 821,000 -- Publike Indretninger................ 671,000 -- Colonierne ......................... 140,000 -- Porto .............................. 32,000 -- Stænderne ......................... 40,000 -- Bestemte Udgivter................... 100,000 -- Summa . . 14,266,000 Rbd. Statsindkomsterne udgjøre blot 13,945,000 Rbd., hvoraf Land- skatten af omtrent 2 Mill. Mennesker 3,250,000 Rbd., og Øre- sundstolden omtrent 2 Millioner Rbd. aarlig. SIDE: 375 Naar man nu betænker, at Kameraludgivterne ere meget be- tydelige i Danmark, bliver det en vanskelig Opgave, uden Fol- kets for store Betyngelse, for Fremtiden at skaffe Udveje til Bestridelse af dette store Behov og Gjeld, som ere en Arv fra det langvarige Eenvælde, og som giver yderligere Bekræftelse paa den historiske Erfaring, at en Enevoldsforfatning i Længden fører til en indviklet økonomisk Stilling. Østerrig har saaledes flere Gange kun vidst at redde sig ved de mest vilkaarlige og voldsomme Myntforandringer og Reductioner. Henrik Wergeland NORSKE FINKER Statsborgeren 14. april 1836. At Statsborgeren har faaet sin Portonedsættelse igjen, er, uagtet Fratagelsen deraf i sin Tid vakte almindelig Opmærk- somhed, ingen Gjenstand for den Constitutionelles Opmærksom- hed, som derimod har fæstet sit naadige, af og til noget blink- sende Syn paa Trondhjems Stiftstidende, om hvem den fortæller alt Norge, at den har faaet Portofrihed. Det maa komme deraf, at den Cstnelle. staaer saa højt, at det Fjerne først falder i Øje. Ellers kaldes en saadan affekteret Mangel paa Opmærksomhed "Desavouement, Desavoueren, at desavouere, ignorere", og agtes meget i den høje Verden. Det skal være den Kunst, som Baron- wedel bedst forstaaer. Han desavouerede saaledes ganske alle de Yttringer af den offentlige Uvilje, som fulgte hans Færd i 29. Og da Kongen sidst paa Kongsvinger lod sig ved ham de Tilstedeværende i Coursalen presentere, saa desavouerede han ganske den eneste Ingeniørofficeer, som fandtes i Fæst- ningen, og dersteds havde havt vigtige Forretninger, og dette gjorde han ventelig fordi denne Officeer var Lieutenant C. B. Roosen. Baronens Broder paa Fornebo skal ikke kunne des- avouere. Han skal da tage sig ud som en Hest der visper med Rumpen. Amtmanden skal heller ikke paa langt nær naa sin Fætter Generalen, hvilket maa komme af at dette Skribent- genis Fyrighed er ganske modstridig al Forestillelse. Dersom en Dumrian kan desavouere godt, saa er han født til Adelig. -- Storthingskommitteen for Kirke- og Underviisningsvæse- net udtrykker sig i sin Indstilling angaaende Forslaget om Bidrag af Oplysningsvæsenets Fond til Bogsamlinger for Land- SIDE: 376 almuerne om Kirkedepartementet saaledes: "Committeen er fuldkommen enig med Prop: i, at det er en Sag af højeste Vigtighed at fremme Almuens Dannelse, og at det siden Loven om Almuskolevæsenet paa Landet udkom ikke synes at være gjort hvad man efter Oplysningsvæsenets Understøttelsesfonds Stilling havde Evne til og burde gjøre til Sagens Fremme." Prosit! -- Statsborgermanden, som omtalte Misforholdet imellem Mulkter og deres Afsoning med Fængsel paa Vand og Brød har vel Ret i at det existerer, men kun forsaavidt som en saa- dan Afsoning er fastsat at kunne finde Sted og da med Hensyn til det Sundheden, især Brystet, skadelige ved endog det min- dre Antal Fængselsdage og til det Vanærende, man fæster ved saadan Straf. Men forøvrigt har han læst Forordningen som Fanden læser Bibelen, thi den gaar ingenlunde til et saadant Maximum som han, vel neppe alvorligt, synes at antage, men kun til 28 Dage, et Tidsrum, der giver Vilkaarligheden Spille- rum nok til at give hvilkensomhelst æqvivalent Mulkteret en Knæk for Livet eller i al Stilhed sin endelige Rest. -- Lieut. Roosen har i Mbldt. meddelt et fortræffeligt Ind- læg i Kongsvingersagen. Der skal tappre Folk til at for- dømme ham. [REPUBLIKKEN] Statsborgeren 14. april 1836. Republikken. Høitæret var mit Navn som hver Forbryders Gru; At jeg er Kongers Skræk -- ja det vil Himlen nu. Af den (thi ældste Krav jeg har blandt dens Klienter) en vis Retfærdighed, om og en seen, jeg venter. En Røst. Hvad! Republik? Saa fælt et Navn ei nævn, Barbar! Republikken. Min Mo'r Athenen var og stolten Rom min Fa'r. Dog hvorfra end jeg kom, jeg svor en Himmel Eeden, at vie Tungen den og Haanden Mennesk'heden. SIDE: 377 Henrik Wergeland [TALE VED PASTOR P. LUNDHS JORDFESTELSE 22. APRIL] Statsborgeren 24. april 1836. Nogle Ord, ærede Medborgere, i den akademiske Ungdoms Navn, om hvis Kjærlighed den elskede Afdøde har medtaget Visheden ikke i sin Grav men til sin Himmel, og særligen i deres, som med eders Hædersbeviisning ogsaa har forenet det simple Kjærlighedens, at følge denne Olding til sin Hvile! Kun et Løfte nedlagt i hans Grav! en Frugt for vort Liv hjemhentet derifra! Kun et Ord, ingen Tale over denne Olding, som var et Særsyn, thi en Tale er almindelig, men et selvmant Udbrud af min Sjel, af vore Sjele, og det er sjeldent! Han var et Særsyn denne Gubbe -- ikke ville vi sige, fordi han var en Normand, saadan som vi besynge dem, og som Saga- erne fortælle os dem, og som de fremtrine endnu af vore Dale; men fordi han besad en Ynglings livlige Varme, en Ynglings Kjærlighed og Gløden for det gjenfødte og opblomstrende Fæ- drenelands Frihed og Ære i et Legeme, som tilhørte dets for- svundne Smertestid. Saaledes var det, at "gamle Lundh" tilhørte Norges Ungdom, medens dets Oldinge maatte kalde ham sin Krone. Dette Sjelehekla af Ungdoms Varme og Manddoms Nidkjær- hed under Alderdommens Snee er nedbrustet. Løsreven er dets Flamme, henfaren at lyse ad Guds mørke Veje, opstegen at med- forherlige Aandernes Himle. Lader os ikke stirre derefter, men fylde hans Grav med Kjærlighed, ligesom Naturen fylder den tomme udslukte Krater med blød Grønsvær og milde Blomster. Visseligen! et Smiil overglimrer Aanden i denne Stund, naar han seer sit forrige Fædreneland at bringe sine bedste Blomster, sin akademiske Ungdom, med til at pynte hans Grav. Brødre! intet Ord om hvor dyb denne Grav er, fordi vi vide det ikke! intet om Dødsadskillelsens Smerte, fordi han har gjort det herligt at dø efter saadant et Liv! intet mod det Ubetvinge- lige, hvis Viisdom Han nu fuldkomnere kan skatte! Kun det, at denne Grav aabnedes for tidlig for den ungdommelige Varme, som belivede hans Hjerte; for tidlig for den Sundhedskraft, han samvittighedsfuldt vogtede; for tidlig for vor Kjærlighed og den SIDE: 378 almene Erkjendelse af Hans Værd som Menneske og Borger; men ikke for tidlig for den himmelske Kjærlighed og den Alviis- doms Raad, hvis Tjener han i over et halvgangen Sekulum var. Saasandt vi tro dette, og saasandt vi tro Hans Sjel ikke slugt af disse Skyer, graa og tomme som dette Leer, der nu har slugt hans: saasandt lader os glæde Hans Sjel med at gjøre disse Fod Jord, det Sidste han levnede sit Fædreneland, frugtbare for dette! Det kunne de blive! Vi have et pium votum, [fotnotemerke] hentet fra dette udslukte Liv, levende i Os -- hentet fra denne Muld forat bo i vore Hjerter; et pium votum til denne kjære Sjel fra den Ung- dom, han elskede, fordi den er det Fædrenelands Haab, Han elskede næst det, der nu har kaldt ham og skal samle alle Gode; -- et pium votum, Brødre! dette hvorved vi samvie vort Liv med denne Grav; dette Løfte, Brødre: at hver norsk Yngling maa bringe det samme varme Hjerte, den samme Kjærlighed til Fæ- dreland, Dyd og Ret ind i det virksomme Liv, ind i sin Mand- dom, som gamle Lundh medbragte i Graven! Amen! Dette er vort Suk, hentet fra Gubbens sidste. Dette være en Sæd, saaet i vore Hjerter, men som i vort Liv skal grønnes og blomstre over denne Grav, og bære Frugter over Fædrenelandet! Amen! Fred og Hæder over den og det! Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 24. april 1836. Kristiania. Den Constitutionelle indeholder i No. 81 følgende fortjenstfulde Artikel, hvorpaa enhver Normands Opmærksom- hed bør henledes, der med spændt Utaalmod imødeseer Natio- nalærens Emancipation. "Keiser Ferdinand den 1ste af Østerrig, kalder sig som Konge af Ungarn Kong Ferdinand den 5te. Et saa nyt Exempel, givet af det fornemste og meest legitime Fyrstehuus i Europa, giver vort Fædrelands Ønsker ihenseende til Kongens Navn en i den Grad forøget Styrke, -- maa vel saa aldeles bortrydde alle Betænkeligheder imod deres Opfyldelse, at man nu ikke længere kan nære nogen Tvivl om, at Kongen vil komme Nationens Ønsker imøde, og ikke i nogen Handling, hvori Kongen handler som Konge af Norge, tilføie Høistsammes Fotnote: Helligt Løfte. SIDE: 379 Navn et Ziffer, der alene passer for Kongen af Sverige. Det vil forhaabentlig heller ikke vare længe, inden Hs. Maj. paa en aldeles utvetydig Maade bliver tilkjendegivet Nationens Ønske i den heromhandlede Henseende; og saa sandt som det ikke kan drages i Tvivl, at "Folkets Kjærlighed min Belønning" gjælder det Norske Folk her ligesaavel som det Svenske i Sverige, vil Kongen lytte til et Ønske, hvis Nægtelse alene krænker det Norske Folk uden at dets Opfyldelse i nogensomhelst Henseende kan fornærme Sverige." -- Samme Blad levere i No. 80 en høist sørgelig Skibsefter- retning fra Frankrig om mangfoldige Skibbrud paa de Kyster. Man faaer det bedste Begreb om Sjøgangens Styrke i endeel skvulpende og sjøsyge Vers, hvormed Efterretningen, som anbe- fales Handelstidenden, ender. Henrik Wergeland [KIRKEDEPARTEMENTET OG ARBEIDET FOR FOLKEOPLYSNING] (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836. Repræsentanten Hr. Rektor Holmboe opfordres til at doku- menterte sit Yttrede i Storthinget 23de April, at han ansaa det saameget mindre fornødent, at Anmodning, efter Kommitteeind- stillingen betræffende Forslaget om Bidrag til Almubogsam- linger, skede til Regjeringen om saadan Indvilgelse for træn- gende Kommuner, som "Kirkedepartementets Bestræbelser for at befordre Udgivelsen af almeennyttige Bøger noksom viste, at dens Opmærksomhed var henvendt paa denne Gjenstand." Der er altsaa to Meninger i Norge om Kirkedepartementets Bestræ- belser i denne Henseende have været høist indskrænkede eller ei. Men den ene Mening er Folkets, og den anden Individet Rektor Holmboes, der vel neppe har erholdt tilstrækkelig Mod- styrke, om den end er understøttet af Stiftsprovst von der Lippe. Nu vil vel denne Mening, hvis moralske Intensitet Inds. ikke negter staaer i Misforhold til den Minoritet, som i Debatternes Hede har vedkjendt sig den, turde sige, at de ingen Sikkerhed have for at Modformeningen virkelig er Nationens, fordi Enkelt- SIDE: 380 mand her siger det. Men det bedste er, at Denne tør paaberaabe sig den beskedne Selvvurderen, som man, efter det Udrettede, har Grund til at forudsætte hos Kirkedepartementets Chef. Flere af dette Departements Nederlag i Tidenderne komme denne Sag ikke anderledes ved, end at de forøge den Medlidenhed man maa føle ved de Retirader, hvortil det ogsaa heri er tvun- get. Ja lad det endog gjøre sig til af de maadelige Geografi- og Historie-Udtog, som det, uden aabnet Konkurrenz under kompetente Dommere, har afstedkommet; lad det regne sig diverse Bagateller og Katekismeudgaven til udødelig Fortjeneste -- det almene Omdømme er dog retfærdigt, naar det siger, at Kirkedepartementets Bestræbelser for at befordre Udgivelsen af den almeennyttigste Bog, nemlig den Religionsunderviisningsbog, hvortil det selv for 7 1/2 Aar siden opfordrede, og hvorpaa flere af Landets Geistlige destilfølge spildte sin Tid, "have ikke nok- som viist," at dets Opmærksomhed var henvendt paa Almeen- oplysningsvæsenet i den Grad dette fortjener. Samme ærede Taler anmodes ogsaa om at nævne og godtgjøre "hvilke vigtigere Krav Oplysningsvæsenets Fond har at fyldest- gjøre" end hvad der sigter til Oplysningens Fremme. Det bene- ficerede Gods, af hvis Afhændelse hiint Fond er opstaaet, var netop bestemt til at indløse den moralske Gjeld, som forrige Tiders dovne Geistlighed, der vidste at tilliste sig det overtroiske Folks Ejendomme, har paabyrdet Kirken. Men idet Staten har sat sig i Besiddelse af Godset, er Forpligtelsen at anvende det til Folkets aandige Tarv overgaaet til denne. Og den har snart intet "vigtigere Krav at fyldestgjøre." Dette skal nu skee hoved- sagelig ved Skolevæsenet som det fornemste Oplysningsmiddel, og det maa ganske rigtigt først tilsees; men dernæst fortjener enhver anden Indretning dens Understøttelse i samme Forhold, den duer til at fremme Oplysningsværket. Det Fond, som hertil staaer til Disposition kan heller ikke kaldes "ofte sparsomt til- deelte Midler, om hvis Anvendelse Regjeringen kan være i Tvivl" -- saaledes som Hr. Kapitain Foss udlod sig, selv i de Anliggender, han varmest interesserer sig for, nemlig dem, der vedrøre Almeenoplysningen, givende efter for sin uheldige Til- bøjelighed til at vakle i Mening og Udtryk. Det er ellers Ind- senderens aabne Mening, at Bogsamlingssagen bør være over- SIDE: 381 antvordet den private Virksomhed, og at den ialfald kun da tilkommer offentlig Hjælp, naar der tilstrækkelig er sørget for Skolevæsenet. Og saaledes er ganske vist Rektor Holmboes Mening rammet. Henrik Wergeland [VATERLANDS ANSØKNING OM KJØPSTADRETTIGHET] (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836 Vaterlands Andragende om Kjøbstadsrettighed er bleven sat i 2den Forslagsklasse d. e. Vedkommende have gjort Sit til for at faae det i Tingen udsat for dette Storthings Vedkommende. En god og vigtig Sag har derved lidt en Tilsidesættelse, som maa gjøre enhver liberal Mand ondt. Men endnu staaer det i Storthingets Magt at hæve Forslaget frem til Behandling, og Forsøg herpaa tør man vente navnlig af Kristiania Repræsen- tanter eller af hvilkensomhelst En af dem. I Mangel heraf, da mangler vel ikke Storthinget Mænd, der ville gjøre hvad de kunne forat reparere paa Sagen. SCENE (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836. (En hurraraabende Flok udenfor et Slot. En Hofmand aabner Vinduet). Hofmanden. Nok, nok, Godtfolk! Flokken. Hurra! Hofmanden. Jer Kongen siger Tak. En "Enthousiast". Ei førstegang man har et Folk betalt med Snak. SIDE: 382 HERSKENDES MAXIMER (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836. Kirkens. -- -- Skal Ordet være fritt? Nei, Sandhed gives gratis (og da iblandt kun lidt); men Ordet med Profit. Verdens. Ved alt maa enten Guld hvadeller Ære vindes. Den Baggrund bagom hveren herlig Forgrund findes. REPRÆSENTANTEN SVANØE FOR PONTOPPIDANS STORE FORKLARING M. M. (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836. Gak frem i Alt; men ei i dit Begreb om Gud! Jag ei Pontoppidans, men Tidens Djævle ud! Saa hørte man en Dag. Laa Jordan tør og tom, den bruser evigt dog i Svanøes Hals og Rom. Henrik Wergeland EN SVENSK SPECIE MED DEN NORSKE RIGSLØVE PAA (Indsendt.) Statsborgeren 5. mai 1836. (For dem, som ikke have seet eller ville tro det.) SIDE: 383 Gid Svenskens Specier havde i Bankens Kjælder lagt Da Ola Høiland var der paa Nummer Attens Vagt! Han skulde dem beholdt, Saafremt ei til at ta'e dem den Gavtjuv var for stolt. Ola Graaguts nye Vise om Ola Høiland m. m. Normændene kunne medrette rose sig af, at de siden For- eningen intet have foretaget sig, der kan være dette vor dyre- bare Konges store Værk til Skade. Ikke at tale om virkelige Handlinger eller at det skulde have tilladt sig Anmasselser til Vederlag -- det er kun faldet Normændene ind at vise den svenske Nation den største Delicatesse, at give Slip paa et Aar- hundreder gammelt Nationalhad, ja at ombytte det med en Tillid, hvorpaa Klogskab ellers kunde have adskilligt at sige, og som forskjellige Begivenheder og fremdeles uopløste Strids- punkter ere mindre end egnede til at begrunde. Denne Adfærd har vel sin Rod i den Hjertelighed, Trofasthed og Aabenhed, som Ingen negter tilhører vort Folks Charakteer, men den er ogsaa for en stor Deel udrunden af den Kjærlighed hvormed det omfatter Kongens Person, den Tillid det har til at Han dog stedse vaager over sit Værk, den tro at Han er Foreningens gode Genius og den Mening, at det paa ingen bedre Maade kan takke Carl Johan for hans særskilte Fortjenester af Norge end ved at holde Foreningen i Kjærlighed og Ære. Men naar nu Normanden for sin Kjærlighed og Ære betales med saadan Mynt? Ja, saa maa det vel lide med Kjærligheden og Æren. Og det er ilde. Folk, som have fundet dette, har derfor lagt sig meget ud for paa Sæt og Viis at forsvare det høire (her i Aftrykket venstre) Feldt hvori vor Løve figurerer. Man har sagt, at det hele Feldt er H. M. Kongens eget Vaaben, og at Høistsamme har Ret til at forme dette efter eget Tykke, og derpaa anbringe det paa Mynterne. Men hvad det Første betræffer, da betager den norske Løves uartige Stilling Enhver Tanken om at H. M. personlig har angivet Vaabenets Form, ja selv om at det har lykkets Høistsamme at see dette Hverv udført af en Mand med Følelse for det Passende og alene udvortes Sømmelige. Endnu mindre kan Saadant antages, naar man seer hen til den underordnede Plads, det norske Vaaben indtager. Det er i Myntskildtet sideordnet det Vaaben, der SIDE: 384 betegner Göthariget -- en Samling af Provindser, som i meget gamle Tider figurere mest som et Jarldømme af tvivlsom og ofte tabt Uafhængighed og af en mager og dunkel Historie ind- til det omsider forlængst ganske underkastedes Svearigets Over- vælde, og bidrog saaledes til at danne det nærværende Konge- rige "Sverige". Men i politisk Rang og Forhold til hinanden og til Kongen og som politisk Legeme er Kongeriget Norge aldeles sideordnet dette af Götha- og Svea-Rige sammensatte "Sverige," og som saadant berettiget til lige Rangplads i alle Repræsentationer. Dette er nu vor Mening, som vi kun opgive for en bedre be- grundet. Henrik Wergeland [OM MONUMENT VED EIDSVOLL] Statsborgeren 12. mai 1836. En Kommittee af Medborgere i Kristiania i Forbindelse med flere Storthingsmænd fra Landets forskjellige Egne har udfær- diget en Subskriptionsplan til Oprettelsen af et Monument ved Eidsvoll Jernværk til Minde om den store nationale Begivenhed der 1814. Planen m. m. hertil hørende skal med det første blive meddeelt her i Bladet. Forsendelsen deraf strækker sig hidtil kun til Præsterne i de forskjellige Landdistrikter og til Byernes Repræsentantskaber, hvor de da ere at finde; men forsaavidt denne Efterretning kan række inden 17de Mai, ønske vi, at Medborgere, der føle for en Sag af en saa sand national Inter- esse, ville i de Samqvem, som da maatte finde Sted, og ellers, gjøre Folk bekjendte dermed. Bidragene, der ere overladte Enhvers Forgodtbefindende, indbetales til Vedkommende, der ere i Besiddelse af Listerne. Ellers fremme enhver god Med- borger dette Nationalanliggende, og glemme ikke at Mindes- mærket vil vorde et for den 17de Mai! Henrik Wergeland [STORTINGET OG FEST l7. MAI] Statsborgeren 12. mai 1836. Storthinget vil holde Lag 17de Mai. Naturligt. Det siges at ville indbyde Statsraaderne. Naturligt, baade fordi 17de Mai har overstaaet alle Kriser, og fordi Storthingsmændene, SIDE: 385 som Medborgere, derved faae Anledning til at igjen vise Re- gjeringsmedlemmerne gjæstmild Artighed og især Collett, som benytter enhver, selv mindre betydelig og betydende, Anled- ning, til at vise Nationens Repræsentanter Gjæstmildhed. Invi- tationen og Modtagelsen deraf vil være af stor medborgerlig Vigtighed og sætte Seglet paa Nationalfestens Amnesti. Henrik Wergeland FORSLAG TIL LOV ANGAAENDE GRUNDLOVENS ANBRINGELSE I KIRKERNE [fotnotemerke] Statsborgeren 15. mai 1836. Til Kongeriget Norges ottende Storthing! Nærværende Storthing aabnede sin Bane med en Beslutning, der vidner om en Nidkjærhed for at udbrede Kjendskab til Forfatningen og en rettelig Vurderen af den og af den Anven- delse, Storthingene give den, hvorved det udmærkede sig i Ræk- ken af vore Storthing, af hvilke ethvert indtager sin karak- teristiske Æresplads i vort konstitutionelle Livs Historie. Det har erkjendt, at Forfatningen og dens Overholdelse og Anven- delse inden Repræsentationen tiltrænger at være bekjendt for hver norsk Mand, for at Forfatningen i Almeenerkjendelsen af dens Fortrinlighed kan have sin sikkreste Grundvold: -- op- fattet af det hele Folk, skulde Kjærligheden dertil overgaae i dets hele Maade at tænke og føle paa, ligesom indgives med Modersmelken, voxe med Barnet og forsvares beredvilligen af Mændenes Arme. Storthinget har erkjendt dette at være af en saa paatræn- gende Vigtighed, at denne Kundskabs Udbredelse, denne Aands Opvækkelse ikke turde overlades alene Tiden og den private Virksomhed, men at Staten burde anvende nogle af sine Kræf- ter paa at gjøre Adgangen til en saadan Kundskab saa let for de talrigere og fattigere Klasser af Folket, som man ikke negtede at have Krav paa at vorde underrettede om Storthingets For- handlinger eller om de Bevægelser inden Repræsentationen i vort konstitutionelle Liv, til hvis Underholdelse de baade bidroge sine Skjærver, og som ogsaa de skulle forsvare med sit Blod. Proponenten af det oprindelige Forslag om en saadan populær Fotnote: Indkom for seent til at tages under Behandling. SIDE: 386 Storthingstidende troede endog at den gratis og i betydeligt Antal Exemplarer burde uddeles. Det er Kjærlighed til Forfatningen, som ved dette Foreta- gende tilsigtes som Endemaal; -- den skal være Blomst og Frugt af den Kundskab om, hvorledes den overholdes og anven- des inden Repræsentationen, som denne har gjort Sit til forat udbrede. Tør man da mistvivle om et Forslag, der ligefrem og formeentligen aldeles hensigtsmæssigen tilsigter det samme, og som saaledes maa antages ganske at være i nærværende Stor- things Aand? Naar dette er Tilfælde, burde man ikke paa- beraabe sig som noget anbefalende, at det ingen offentlig Udgift paakræver. Og forsaavidt den maa paahvile Private, Kommu- ner eller enkelte Borgere, da er den baade i sig selv ubetydelig og af det Øiemed, at den maa falde Vedkommende endnu let- tere, ja vel endog Fleerheden, om ikke Alle, behagelig. Det er nemlig Proponentens Idee, som man kan forundre sig over ikke forlængst er fremsat af Andre og realiseret, om ikke paa denne Maade, der gjælder det Hele, saa enkeltviis gjen- nem Ansøgninger til vedkommende Regjeringsdepartement, at i enhver Kirke skal et Exemplar af Grundloven i Folioplade i Glas og Ramme, paa de Ejendes Bekostning, paa deri meest passende Sted ophænges. Foruden Foranberørte taler herfor ogsaa: 1. Da Lov fastsætter, at Valgforsamlingerne holdes i Kirkerne og efter den gudstjenstlige Forretning, uden Hensyn til om andre ligesaa beqvemme Lokaler skulde paa enkelte Steder gives, tør man slutte, at mellem Motiverne til denne Bestem- melse har, foruden Hensyn til Beqvemmelighed, ogsaa været den Hensigt, at meddele Folkets Anskuelse af Forfatningen og Valgforretningen, som dermed staaer i nærmeste udledelige Forbindelse, saameget muligt af det begeistringsfulde Alvor, af den Dybfølelse og Høitidelighed, som tilhører Stedet og vækkes ved Gudsdyrkelsen. Man tænke sig ogsaa sikkerligen, at Stedet ogsaa maatte bidrage sit til den Samvittighedsfuldhed, som udfordres hos de Vælgende. Ogsaa deri, at man overdrog Præ- sten Bestyrelsen ved Valget, ligger, at Lovgivningen har gjort alt forat forbinde Forfatningen med Religionens Udøvelse og at meddele den Religiøsitetens velgjørende Indflydelse. Og man SIDE: 387 har ikke hørt, at Nogen har erklæret sin religiøse Følelse stødt ved at dette højeste verdslige Anliggende udelukkelsesviis er henlagt til Kirken. Man har taust erkjendt Hensigten dermed, Moraliteten deri og Nytten deraf; og til at vinde denne er ogsaa Grundlovens daglige Skue i Kirken i høi Maade tjenlig, om man end ikke vil paaberaabe sig den gamle Erfaring, at jevn- lige Sandseindtryk trænge ind i Sjelen. I vort Sinds Indre, i vort Sjeletempel, i vort Hjertes Hellige ville vi at Kjærligheden til Forfatningen skal boe, og noget bedre Sted have vi ikke for selve vor religiøse Tro -- skulde da disse ydre Templer være for hellige til at opbevare og vise Folket denne dets Kjærlig- heds Gjenstand, som det skylder Pligter, hvis Overtrædelse straffes fuldeligen saa strengt som Overtrædelsen af noget af den hellige Lovs Paabud? Skulde Nogen alligevel hente For- argelse af en verdslig Lov i Guds Huus, da veed Proponenten ikke bedre, end at foreholde ham det gamle Israel selv, hvor den kirkelige og politiske Grundlov var een, opbevaredes i Templet, og udgik i sin Anvendelse derifra. Men fornuftige Folk vil han blot ærbødigst erindre om, at Grundloven ikke af religiøse Grunde bør forvises Kirkerne, naar Valgakten der kan have hjemme uden Anstød. Det Større bør ikke vige for det Mindre, Hovedsagen for det Afledede og Underordnede. Og saaledes kunde man vel fornuftigviis før indrømme Grund- loven, der hænger stille men betydningsfuldt paa sin Væg, end Valgforretningen, der ikke altid har Rolighed som Bifortjeneste, Plads i Kirkerne. 2. Holdes Valgforsamlingen i Kirken, vil Grundloven, der ophængt, ingenlunde kunne siges at hænge der til Overflod. Den har da Anvendelse til Tid og Sted. 3. Det er ingensinde overflødigt, at have Det for Øie, man skylder Pligter og har at rette sig efter. Mindst kan dette siges om en Grundlov, og det om en, der med saamegen Partiskhed beskytter den herskende Kirke, og som altsaa alene paa Grund af simpel Taknemlighed kan synes at kunne kræve sin Plads deri. Men der er fortrinligere Egenskaber ved denne Grundlov, som gjør den fortjent til den værdigste Plads, og nødvendigt at den paa en saa talende Maade indpræges i Folkets Sind og lægges det paahjerte. SIDE: 388 4. Det er smukt, at der i Kirkerne bedes lydeligt for Kongen. Det vil ogsaa være smukt, om Menighederne paa en saa beske- den Maade mindes om ogsaa at indslutte den Lov i sine Bønner, der omværner Konge og Folk. 5. Man kan vel ikke indpræges Grundloven formeget. For Menighedens Øine i den Stund, da Sindet er alvorligt, paa det tillidsfuldeste Sted, talende derfra fra Slægt, til Slægt, skal den visselig indtrænge og faa en Ærværdighed, som skal gjøre den paa hvert af de enkelte Steder til Stedets Klenodium. Den vinder overalt i Bygderne et lokalt Værd, som ikke skal kunne agtes ringe mellem dens Støtter. 6. Moral kan vel heller ikke formeget eller forvel indpræges. I Kirken vil Grundloven indpræge Borgersindet, Redeligheden, Trofastheden og alle dets øvrige Dyder; Fædrenes takfulde Minde og Oplysningssandsen vil den vække. 7. Malerier, og det ikke altid af de sedeligste Former, om end, som man vil paastaa, af moralsk Tendentz, Vaabenskjolde og Liigskildter have og finde Plads i Kirkerne. Hvorfor da ikke en Repræsentation af den Simpelhed og Reenhed som et Plade- Exemplar af Grundloven? hvorfor ikke Nationens Æresskjold, der dog ingen smaalig Forfængelighed kan fremkalde. Dette vil indlyse mere af følgende Grund: 8. Dersom Guds velgjørende Styrelse er synlig i nogen Ver- densbegivenhed i den senere Tid, da er den det sandelig i det norske Folks Befrielse, der medførte Grundlovens Givelse, og i de paafølgende Begivenheder, som sikkrede os dem. I Guds Huus bør den da netop findes til Erkjendelse af hans Velgjer- ning, som et Taknemligheds Vidnesbyrd, som en det norske Folks Votivtavle, hvorved det forpligter sig til alle borgerlige Dyder som værende fremfor andre Folk i Herrens Gjeld. 9. Af Lovbudet, at Grundloven skal findes i Almuskolerne, lade sig hente en kraftig Analogi fra al dens mulige Bekjendt- gjørelse mellem Almuerne. 10. I den Form, som den til Ophængen i Kirkerne bestemte Grundlov bør have, vil den ogsaa tjene til Prydelse. 11. Udgivten vil være ubetydelig især da det kuns skulde gjøres til Pligt at anskaffe Grundloven til Hovedkirkerne. For- saavidt disse ejes af Almuerne, da bekoste de den jo kuns til SIDE: 389 sig selv; og de private Kirkeejere have saa gode Indtægter af Kirkerne, og Sagen tiltaler saameget den patriotiske Æresfølelse, at Udgivten ei kan falde til Byrde. 12. En Udgave af Grundloven, som til dette Brug nok kan være tjenlig, omendskjøndt Afsætning sandsynlig vil fremkalde billigere en smukkere og bedre, haves alt i Boghandelen, saa Forslaget ikke er urealisabelt af Mangel paa Material. Paa ovenanførte Grunde giver Proponenten sig herved den Ære underdanig at foreslaa, at Storthinget fatter Beslutning til Lov af følgende Indhold: Lov angaaende Grundlovens Anbringelse i Kirkerne. §. 1. Til alle Norges Hovedkirker skulle vedkommende Ejere an- skaffe, og dersteds paa den Plads, som er lysest i selve Kirkens Skib og synlig fra de fleste Sæder, ophænge et saakaldet Pragt- Exemplar af Norges Grundlov af en til saadant Brug autori- seret Udgave, i een stor Folioplade, forsynet med Glas og an- stændig Ramme. §. 2. Det staar enten Kirkeejende eller Kirkebestyrelse frit for ogsaa i Annexkirker at ophænge deslige Grundlovexemplarer, ligesom ogsaa al videre Forziring ved Indfatningen, end hvad almindelig er, beroer paa eget Tykke. §. 3. De til Anbringelse i Kirkerne anvendelige Exemplarer af Grundloven, skulle indeholde denne paa een Velin Folioside, mindst 26 Tommer lang og 18 Tommer bred, med tydelig, smuk og feilfri Tryk, aldeles rigtig Text og Titel og den sidste for- ziret. Hvad øvrig Forziring, der kan anbringes uden Skade for Text, Tryk og fremhævet Titel, er tilladt. §. 4. Enhver, som udgiver og falholder deslige Udgaver af Grund- loven, har at erhverve Kirkedepartementets Autorisation paa at Udgaven i enhver Henseende dertil er tjenlig; og maa Autori- SIDE: 390 sation, naar denne Betingelse er tilstede eller naar paaviste Mangler rettes, ikke negtes og ingenlunde fortolkes som udeluk- kende Andre, der i Material, Forziring, Tryk eller Priis foretage nogen Forandring og saaledes paa egen Resiko levere andre Udgaver. §. 5. Vedkommende skulle overalt i Riget i Hovedkirkerne have Grundloven saaledes som ovenbefalet anbragt inden eet Aar efterat de behørigen om denne Lov ere blevne kommunicerede, under en Mulkt til Stedernes Fattigkasser af een Spdlr. for hver Uge de sidenefter undlade det. §. 6. Denne Lov kommuniceres Kirkeejende og andre Vedkom- mende af Kirkedepartementet, saasnart dette har bragt i Er- faring, at Exemplarer af Grundloven, tjenlige til Anbringelse i Kirkerne, i Riget ere at erholde, hvorom og hvor samtidig Meddelelse ogsaa bør at skee. Henrik Wergeland [OM ET NASJONALMINNE VED EIDSVOLL] Statsborgeren 17. mai 1836. "Et Nationalminde ved Eidsvoll, reist af det norske Folk til Minde om den største og lykkeligste Begivenhed i dets Historie, paa selve Stedet, hvor den foregik; -- et Konstitu- tionsminde, værdigt i sin Udførelse det Folk, der reiste det, og den Begivenhed, det skulde forevige og overantvorde Slæg- terne til frydefuld Ihukommelse" -- denne Tanke er bekjendt og kjær og fælleds for Normændene, naturlig for deres Friheds- sind, jevngammel med deres Kjærlighed til Forfatningen og Erkjendelsen af det Held, den har medbragt og i stigende Grad kan medbringe Fædrelandet. Endog betragtet uden sine Følger og alene som historisk Epoke skulde Eidsvollsbedrivten opfordre til at Folket satte den et Minde; ja om end det var bleven dets Skjebne, at have maattet see sit Storværk frugtesløst, skulde det ideligen vende sit Blik mod hin isolerede Glimrepunkt i sin Historie, søge en Trøst i Erindringens Stolthed, og bygge sig et Minde derom, hvortil det kunde læne sin Kummer. SIDE: 391 Men nu, da Alt er anderledes, have vi andre og større Opfor- dringer til at reise et Minde, ikke alene for et Foretagende af Nationen, der var stort i sig selv, men ogsaa fordi det er blevet det i sine Følger; ikke alene for en Konstitution, der var dristig i sit Anlæg og, i Samstilling med det, der udenfra truede den, fast kun at kalde et Forsøg, men for Een, der er forsøgt, har staaet sin Prøve og er bleven et Mønster for andre. Længe næredes Ønsket derom i Normænds Gemytter. Det var kun forskjelligt i det Omfang, Enhver gav det. Man hørte Klager over at det mindeværdige Sted ikke var Nationens, ja ikke engang en Normands, men Fremmedes Eie. Mænd af Anseelse i Almeenomdømmet foreslog endog, at den hele be- tydelige Ejendom skulde kjøbes af Folket, og ved at for- vandles til en eller anden almeennyttig Indretning af Oplys- ningstendentz, saaledes vorde et levende Minde. Man saaredes ved at høre, at intet uden et tungsindigt Øde skulde raade paa det Sted, som Folket havde opfyldt engang med Storheden af sin hele moralske Kraft. Indlænding og Udlænding stødte det, at Rigssalen selv, hvorfra Hæder og Lykke var udstraalet over det gjenfødte Fædreland, stod tom, uprydet og forladt; medens selv de udfløjne Fugle ikke forglemme sin Rede. Pragtaftryk af Grundloven og mange forskjellige Afbildninger af Eidsvoll viste sig. I Normandens bedste Stue skulde vidne for Gjæsten, at Husbonden i et godt medborgerligt Sind omfattede baade Konstitutionen og Stedet, som ved den var blevet dyrebarere end noget andet i Norge. Og endelig da Glæden over Befrielsen og Fædrelandets Gjenfødelse, da det konstitutionelle Medbor- gersind fik Liv og Mæle i Konstitutionsfesten, hvor forløb nogen uden at Eidsvoll med Feiren erindredes? Saaledes viste og yttrede sig paa mangfoldige Sæt Trangen til at hædre Konstitutionsværket; men altid vendte den utilfreds- stillet tilbage til Ønsket, at et, Folket og Sagen værdigt, Kon- stitutionsminde ved Eidsvoll Værk maatte tolke det norske Folks Følelser baade for det selv, Borgerne indbyrdes imellem og for Verden, som var bleven mere og mere opmærksom paa vor Konstitutions Fortrin og de Fremskridt, det norske Folk havde den at tilskrive. Næret af Konstitutionens Velgjerninger, opbevaret i et Folks SIDE: 392 Sind, der har saamegen Følelse for Nationalitet, som det nor- ske, ventede Ideen om et Minde ved Eidsvoll kun paa en Tid af en mere vakt Almeenaand og politisk Livlighed forat mod- nes til Beslutning. Og vi tage neppe Feil af nærværende Tid, naar vi sige, at den har denne Egenskab. Saaledes er det, at ligesom Ønsket om et Minde i sin Tid fødtes hos Enkelte, og udviklede sig omsider hos Folket, saaledes er nu ogsaa Beslut- ningen hertil udgangen fra Enkelte forat meddele sig det hele Folk. Medborgere, bekræfter da dette! Vi ere ligesaa overbeviste om ikke at have taget Feil af nogen Nordmands Følelse som af vore egne. Vi ville give dem et Udtryk, som Verden skal forstaa og Efterslægten ære ligesom Børn ikke ære alene For- ældrenes Kjærlighed i Testamentet, men selve dettes Ydre, Materien deri, Haandskrivten, Kapselen. Og visselig det er vor Tid at reise et Monument, der kan være Konstitutionen en Kapsel, sige Efterslægterne hvordan denne Slægt bevarede den, og lære dem hvorledes de skulle igjen overantvorde den. Idet vi reise Konstitutionens Tilblivelse et Minde, give vi deri vir- kelig ogsaa dens Vedvarenhed og Selvstændigheden en ny Støtte. Ligesom Grundloven i Borgerens Stue, saaledes skal Monumen- tet ogsaa være for det hele Land og vidne om Folkets Tænke- maade. Det skal vorde dets fælleds Arne, hvor hellige Flam- mer skulle næres: Taknemlighedens imod Forsynet, Fædre- landskjærlighedens og Frihedssindets; og i dens Skygge skulle vi og de kommende Slægter pleje Mindet af de Mænd, der i Konstitutionen gav det gjenfødte Norge Tilværelsen. De lokale Omstændigheder ere gunstige for et saadant Fore- tagende. Den stærkt befarede throndhjemske Landevei løber forbi Eidsvoll Jernværk, havende paa østre Side dets Hoved- bygning med Rigssalen vendende ud til en af Vejen begrændset aaben Plan, og paa vestre en af Alleer gjennemskaaren bety- delig Lund af svære Graner. Hovedalleen aabner sig nettop med to høje Hængebirke i Skue fra Vejen; og netop der have vi tænkt os Mindet af et imponerende Udvortes opført af Steen. Dette Material findes af fortrinlig Beskaffenhed og i mere end tilstrækkelig Mængde l/2 Miils Vei fra Stedet i et Steenbrud, hvor Naturen synes at have brugt Kunstnerens Meisel, og hvor- SIDE: 393 til er Transportadgang tilvands eller tillands ad god Vei. Da Værkets meste Jordgods er udstykket i over 100 Pladse og Egnen desuden er velbefolket, vil man neppe mangle Arbeidere. Omgivelserne ere smukke med Udsigt til alt det, som karak- teriserer vort Land. Da Monumentets Anbringelse vil hæve Ejendommen i Værdi, vil der neppe indtræffe Vanskeligheder med Underhandlingerne med dens nærværende, mod Norge og dets Forfatning særdeles velsindede, Besidder. Monumentets Størrelse og endelige Form kan kun bestemmes af Subskriptionens Udfald. Men bliver denne tilstrækkelig til, uden at betage Monumentet noget af det grandiøse Udvortes og den Fasthed, det bør besidde, at tilkjøbe den hele Lund, som da tilligemed Mindet, vilde blive Nationens Ejendom, da vil saadant, ligesom og enhver Udvidelse af nogen Nationalbesid- delse dersteds, ganske ligge i Foretagendets Plan. Hertil bidrage da enhver Normand, som erkjender Vigtig- heden af hiin Begivenhed paa Eidsvoll, og de Velgjerninger for vort Samfund, den har havt tilfølge! En Indbydelse dertil er udfærdiget af endeel Medborgere, hvorimellem man seer flere af Nationalrepræsentationens værdfuldeste Navne, og tilstillet for det første Præsterne [fotnotemerke] i de forskjellige Præstegjeld og Re- præsentantskaberne i Byerne, hvilke ogsaa ere anmodede om at yde den al Interesse og imodtage Bidragene. Denne Ind- bydelse lyder saaledes: [Her følger innbydelsen.] Man vil saaledes finde, at paa det nærmeste alle Byer og Distrikter ere repræsenterede af Dem, der have underskrevet og vedtaget Indbydelsen. Fotnote: Hesselberg i Agers, en Præst, som tilforn ikke har skyet med hjertelig og mandig Tunge at røre ved og vække patriotiske Følelser i sine Til- høreres Sjele og at give Fædrelandskjærligheden og Medborgersindet Plads imellem de Dyder, som fra Prækestolen skulle opmanes, har baade sidste Christi Himmelfartsdag og sidste Søndag, ved at opmuntre til en værdig Høitideligholdelse af 17de Mai og til at bidrage til Oprettelsen af Eids- vollsmonumentet, givet sine geistlige Medbrødre et følgeværdigt Exempel paa hvorledes de kraftigen kunne virke for denne Sag. Baade saaledes og ved at opmuntre dertil og iverksætte Subskriptionen efter Gudstjenesten tør man med den Constitutionelle og Morgenbladet haabe de ville virke over- alt i Bygd og By. SIDE: 394 Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE" OG "SVENSKE MINERVA"] Statsborgeren 2. juni 1836. Den Constitutionelle har, til vor Forundring uden strax at lade et Svar eller Un [der] retning gaa med om at den snarest vilde være betænkt derpaa, under 30 og 31te d. indeholdt to ganske eensartede Angreb paa vort nationale Forehavende: "i et ved Sammenskud opført Monument at forevige Mindet om den Dag og det Sted, hvor Grundloven blev given." Det ene er fra en indenlandsk Rævbælg af ægteste Sort; det andet fra Stock- holmerbladet "svenske Minerva," det bekjendte Organ for det svenske Aristokrati, der ingenlunde med Ligegyldighed kan ansee det Foretagende at opreise et Monument, hvis Stene endnu mere vil udestænge hiin Klasses sultne Affødninger her fra Landet. Begge gjøre sig den største Umage forat indbilde Folk, at det ikke er efter Planen ganske klart, hvorfor Monu- mentet egentlig skal reises eller hvad det skal forevige, end- skjøndt den baade indeholder ovenciterede tydelige Angivelse af Øjemedet og i det Foregaaende erklærer, at det er "en Begivenhed, saa dybt indgribende i Folkets hele Tilværelse, saa uoverseeligt vidt udstrakt i sine Virkninger som Enevolds- magtens Overgang til Folkesuverænitet," som derved skal feires, og til hvis Bedømmelse vi allerede befinde os i den tilstrække- lige historiske Frastand. Norge har den besynderlige Van- skjebne, ikke at maatte beholde noget historisk Moment, nogen Nationalære for sig selv. Bestandig blande Fremmedes utidige Fordringer sig heri. Saaledes tilegner Danmark sig Nor- mænds personlige Bedrivter; det forøger sin Glands med vort Folks Krigshæder; og endnu indtil denne Dag indtager det dem af vore Forfatteres Navne, som det bryder sig om, i sin Litteraturs Registre. Og fra svensk Side er man saa umaadelig i sine "Anspråk," at selve det norske Folks af det selv alene iværksatte Befrielse i det lille Tidsrum, hvori det aabent imod Europa erklærede og vedstod, at det hverken vilde vide af Danmark eller Sverige at sige, ikke maa tilhøre det selv og gives den historiske Erkjendelse, som Folkets Hjertelag til- lægger det. Dette er selv mere uforskammet, end de mange SIDE: 395 ubeføiede Næsekast, om alt hvad vi skylde Sverig, uden hvilket (hvor latterligt!) det Folk ikke skulde kunne med Tryghed bestaae, som, under de vanskeligste Omstændigheder, blev i vore Dage hvad det er, og som kan siges i sit Exempel at foreskrive Norden Love med Aandens Sværd, som det i gamle Tider foreskrev den med Haandens. Danmark har bemægtiget sig vor Middelalders Historie -- vil nu Sverrige overgaae denne Uretfærdighed ved at fornegte os dette isolerede Glimrepunkt i vor Historie; Afkastelsen af fremmed Aag, Selvstændighedens, Oldtidsfrihedens Gjenvindelse, Befrielsesaaret 1814? Dette til- hører det norske Folk ganske og aldeles. Det er en anden og ny Epoke, som indtræder efter Foreningen med Sverig. Men denne har ingenlunde, og mindst efter Minervas Taarer der- over og hadske Anfald paa det norske Folk, bestaaet sin Prøve; den er endnu ikke bleven historisk og til et afsluttet Moment i Begivenhedernes Række; dens Forjettelser have neppe kimet; dens Velsignelser ere endnu problematiske; vi arbeide endnu paa den, og tilhøre den saaledes selv; og saaledes kan der -- hvad Antagonisternes Ræsonnement ogsaa billiger -- ikke være Spørgsmaal om noget forevigende Monument for den. Men Foreningen være hvordan den vil, Normanden vil i de Fornærmelser, som svensk Interesse og svenske Partiblade, mistolkende dens Betydning og misbrugende dens Navn, have forbittret den med, i det længste bære sit Kors med Taal- modighed, og ikke forværre den ved at benytte rigelige An- ledninger til at retorqvere svenske Minervas skamløse og usand- færdige Udtryk om hans Folks Konstitution, som dette gav sig selv i Mai 1814 og som endnu er gjældende efter de nærmere Bestemmelser, den modtog i Novbr. s. A. efter Overeenskomsten med den svenske Regjerings Befuldmægtigede. Om denne In- stitution, der danner Foreningens væsentligste Grundpille, for- saavidt det norske Folk finder denne bekvem derfor, er det det svenske Blad tillader sig disse Uqvemsord, at den er "et fortidligkommet og strax efter Nøddaaben ynkelig omkommet Foster, hvis Levnetsløb intet mærkværdigt frembyder uden i det høieste selve Dødskampen." (!) Saamange vare Ordene. Men over dem ingen Velsignelse; thi de ere egnede til at skabe ondt. SIDE: 396 Imidlertid er kun saadant at befrygte hos Gemytter, der ikke kjende til den Vanmagt i den svenske Almeenhed, den offent- lige Ringeagt i dets Hjem, som hint svenske Blad søger at oppuste med al et sjunket og fortvivlende Parties Anstrengelse. Vi maa saaledes paalægge vore Landsmænd ikke at tillægge ovennyttrede Opinion, som svensk, nogensomhelst anden Vægt. Fiendsk mod det svenske Folks sande Interesse, kan det norske, som i saa høi Maade har skuffet hiint Parties For- ventninger, ikke vente sig nogen Retfærdighed fra en Kant, hvorhen det svenske Folk slænger sit Had og Foragt paa Nu- tidens "Møssor" (det russisksindede Hueparti) Armfelter og Kronstedter. Den samme uhæderlige Rolle hos os som disse Helte i Sverig spille de Forrædersksindede hvortil Minervas Forløber i den Cst.nelle hører. Til Folkets Ære ere de faa, yderst faa, og de beskyttes alene af den ængstligste Fordulgthed. Men at der dog gives Saadanne, er en ulykkelig Følge, ikke af Foreningen i dens Idealitet eller saadan, som den er opnaaelig og med begge Nationers Samhjelp vil vorde realiseret, men af dens Misbrug af egoistiske Individer. Vi kalde dem Rævbælger, ikke som Partinavn, men fordi dette foragtelige Udtryk er blevet Folket tilvant siden Anvendelsen deraf paa Morgenbladop- satsen i den platenske Tid, Pendenten til den nærværende i den Kst.nelle, som ligeledes gik ud paa at denuncere og bag- vaske Yttringer af Normændenes Patriotisme. Men eftersom Alt, selv det Onde, maa tjene det Gode tilbedste, saa er netop dennes Reenhed og Uskyldighed bleven ligesaavel derved lagt for Dagen, som det er vist, at vor Nationalfest har vundet ved den Modstand, den mødte. Fra en slet Hensigt kan et Men- neske lettelig vendes, men ikke saaledes fra den, der nyder Medhold af dets Samvittighed. Og dette er i højere Grad Tilfælde med Nationer. Til Oprettelsen af et Minde for vor politiske Gjenfødelse behøvedes nu rigtignok intet saadant ydre Motiv at komme til; men dette have vi ikke kunnet for- hindre, siden endelig den svenske Hoftidende og en norsk Ræv- bælg absolut have villet forøge de Opmuntringer dertil, som det er os en Fornøielse at kunne fortælle dem, ydes i Byerne af Magistraterne, der selv uleilige sig med at avertere og bringe SIDE: 397 Indbydelserne om, og paa Landet af Præsterne fra Prækestol, Chordør og Kirkebakke. Vi anbefale denne Efterretning, samt om at disse Opmuntringer ikke vise sig frugtesløse, til svenske Minervas gunstige Optagelse i sine Spalter, og ønske Lands- manden Taalmodighed til at døje en saa bestemt Modsigelse af hans Anskuelser og navnlig af Formening om at Ideen, efter Indbydelsen, ikke er egnet til at vinde almindeligt Bifald. Henrik Wergeland VED DØDEN AFGANGNE Statsborgeren 9. juni 1836. Patriotismen i Skeen. Død 17de Mai s. af Tæring, hvilken Nogle paastaa den havde paadraget sig ved en Leilighed paa Fossum, Andre tilskrive en Konstitutionsfeil. Liget var jam- merligt at see til, og gik strax i Forraadnelse formedelst de mange Infektioner, det viste sig at have være befængt med. Familien har ikke frabedt sig Kondolence, som den høiligen behøver. -- Trikolorkokarden, 7 Maaneder gl. Af Orm, Kulde, slet Medfart og Mangel paa Næring. Et smukt Barn, høitelsket af Alle, som kjendte det og især af sine Forældre. Men dets overvættes levende Farver spaaede intet godt, og dets blaa Øje havde altid noget sværmeriskt og melankolskt, som syntes at lede efter Himmelen og ikke at tilhøre denne Verden. Mærkværdigt er det dog i vore oplyste Tider, at troværdige Folk forsikkre, at den gaaer igjen hist og her ved høilys Dag. Hvis det er noget heri, da vove vi den Gisning, at den foruroliges endnu af den Mishandling den leed af en vis Mand af et fornemt Navn, der berøvede sin Søn den med overdreven Gevalt. Og, forat være sikkre, foreslaa vi at bruge samme Middel, som er probat mod de ubehagelige Vampyr- gespenster, nemlig forsvarlig at nagle den til Jorden, slaa nogle Kors og læse over den. -- Bankpladsens Skjønhed. Neppe født er den ikke mere. Ogsaa død formedelst Vanrøgt og den uvorrne Behandling, den maatte lide af Publikums forkjælede, sletartede og uopdragne Yndling Theatret. Dens Grav er daglig tilskue, og besøges af Mange med Taarer, end- skjøndt Kondolence frabedes af dens bedrøvede Moder Bank- pladsen, der bogstavelig har indhyllet sin Kummer i Støv SIDE: 398 og Aske. -- Det sidste Haab om Dæmringen, 30 Aar gam- melt, forulykket paa en Tour til Frankrig, hvorom i den Con- stitutionelle har været averteret omtrent saaledes "at Krukken gaar saalænge tilvands o. s. v." Omendskjøndt den Forulyk- kede var bekjendt forat være meget bedragersk, og allerede opgiven af de Fleste, overraskede dog Efterretningen ved i levende Erindring at igjenkalde Holbergs: "For En er Havets Bund, for Anden er bered en Gallje -- " saavelsom Rahbecks: "Han joges af sit Fødeland, alt ved sin Faders Vrede. Hendreven til en fremmed Strand. -- " Den Forulykkedes Venner skulle være meget betuttede, især Boghandler Dahl, der staaer inde for Assurancen, som skal have været meget høi. Liigtalen holdtes over den frie Text: "af Intet est du kommet, til Intet skal du vorde!" Og det som er rarere tør nok hænde: at det af Intet staar op igjen. Thi saa galt har hændt før. -- Kirkedepartementets Løfte om en forbedret Lærebog, 7 1/2 Aar gl. Et Barn af store Forhaab- ninger, død af en uforklarlig Sygdom, hvorfor hverken dets Fader eller de gode Folk, han havde udsat det hos, kunne gjøre tilfredsstillende Rede. Men hertil er maaskee den sande Grund en stedmoderlig Behandling, som nu angres. Ellers er det Bedrøveligste ved dette elskelige Barns Dødsfald, -- at det har trukket Moderens kjæreste Barn Reputatio Desiderata med sig i Graven. Fred med Begges Støv! -- Et Par Orlogs- mænd, hvoraf den ene faa Aar gammel, siges afgangne for- medelst Hudsygdom og Orm, hvorimod Lægerne forgjæves havde anbefalet Flodvand. Det er dog liden Grund til videre Sorg over dette Tab, siden Hvermand veed, at vi have nok igjen. -- En gammel Kristiania-Abekats graa Hat. Som Nogle paastaae, af Ælde, men efter Andres Mening af Modesyge eller Hysteri. Den havde ikke spillet nogen liden Rolle, og var lige til det Sidste i den skjønne Verden agtet for et Væsen af megen Betydenhed, ja af større end det Hoved, en ung skeen- ensisk Abekat omtrent ved samme Tid havde den Sorg, om ikke Tab, at miste af Smerte over Mangelen af en slig Hat. Her SIDE: 399 maa man uvilkaarlig tænke paa Elskende, der ikke komme sammen i denne Verden, men udsukke hver paa sin Kant. Men Ve hver en Haand, som vil skille dem ad, som gjerne tilsammen vil være, og elske i Tugt og i Ære! -- En smuk Tanke, druknet i nogle schwachske Vers, der ikke lide af Danomani, men have faaet en anden Lyd. -- Norsk Haandværksdygtighed, død forlængst af at bruge for snevre og stive Snørliv, hvortil, saavelsom til trange Klæder, stramme Halsbind og Strømpebaand denne naragtige Pedant var hen- falden. Med denne Pertentlighed er det forunderligt og tungt at maatte sige, at den Salige bedækkede megen Raahed og en Overflødighed af Luus, som sagdes at have sit Stamhuus i den gammeldags Oldermandsparyk, han betjente sig af lige til det sidste. Man paastaar ellers, at der aldrig i Norge har exi- steret Nogen af dette Familienavn, og at den Henfarne kun havde spillet eller taget det af en engelsk eller tydsk Gesell i Herberget, og saaledes ikke havde Ret til at bære det. Hans eget Navn var "Dyre Laugmæssig Slethed." -- Liberaliteten (mod Avispressen), faa Maaneder gammel. Død samme Dag Regjeringens Portoproposition fødtes til Ver- den, af formeget Sødt, Kjæleri og Slikkeri; i hvilken sørgelige Anledning Forældre gjentagende advares. Den salige leed altid af Trangbrystighed og svage Been, og forøgede sin Ansats til Svindsot ved overvættes Snakken, ved hvilket falske Skin af Livlighed Mange paa det Bedrøveligste bedroges. I den sidste Tid angrebes med overraskende Hurtighed de ædlere Organer. Tegn til Polyper i Hjertet og Vandansamlinger i Hjernen viste sig, og ovennævnte Dag blev Tungen saa tyk og det norske Mæle forlod den syge Spæde saa ganske, at Ingen kunde for- staa "Ordlydelsen." Over den spæde Afdøde er af vedkommende Forældres kjæ- reste Venner gjort følgende Liigpsalme. Engang, o Død, Orkanen liig, der fælde kun Ege vil, var Høihed i din Vælde. SIDE: 400 Men nu, liig kaade Vind, der Siv kun knækker, hvor lav er ei den Rædsel, som du vækker! Nu du ramle med din Torden Børn og Gamle kun i Jorden. Mænd mod dig sin Barm vil blotte, i din usle Sejr dig spotte. Ak, hvad var vekt og blekt som denne Spæde, selv ingen Fryd, kun Kime til en Glæde, selv intet Liv, paa Livet kun en Hærmen af Døden gjort med grufuldt Vids Fornærmen. Jonæ Plantes Kraft var større end der fandtes i den tørre Pode, hvor vi engang troede Bedstemoer Norges Glæde boede. Lad Kikajonens Aske gaa for Vinden! Et tæmmet Liigfærdssmiil, ei Graad paa Kinden! En Nar, der vil som Jonas staa mismodig! Det Blomster visne, som ei blomstrer frodig! Dog vi sende Himlen denne Bøn, at Noret, som forloret var til Krop og Sjel hernede, hist blandt Engle maa faa Sæde. Men er det Skik, at Præst og Klokke toner foruden mindste Hensyn til Personer, saa lyde begge for den lille Datter, men over dem min melankolske Latter! SIDE: 401 Præsteamen, Klokkeklingen vier sammen Ingentingen med den Storhed, som du finder, naar i samme Hul den svinder. Henrik Wergeland KORRESPONDENZ OM DEN CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 12. juni 1836. 1ste Juni. -- -- Nok og vist er det, Ven! at det nye Blad "den Consti- tutionelle" har gjort sig velfortjent af Fædrelandet ved at op- dage og skaffe sig nøje Underretning om stedfindende Kabaler og Machinationer imellem Storthingsmænd. Slige Folk kunne dog umulig fare med Løgn og Sladder, og begaa den strafbare Vindighed at debitere noget Saadant, uden virkelig at være nøje underrettede. Og om Intet inden dem selv gjorde dem Sladder vederstyggelig, saa maatte det dog endnu ose dem i Næsen hvorledes det ene af dette Helligtrekongerslys brændte sig selv ned i Talgen paa Ballet hos Statsraad Collett og siden pudsedes af i Morgenbladet af Hr. Ytteborg. Vi have et Ord "flaakjæftet," stygt som det, det skal udtrykke; men tænk dig ikke dette anvendbart paa den norske Intelligenzes Repræsen- tanter. De ere ikke engang aabenmundede, som du kan see af den Forbeholdenhed, hvormed de kun angive sig "nøje under- rettede," og af den Humanitet, hvormed de tilsløre og opsætte de tydeligere og personlige Denunciationer. Men disse kunne ikke udeblive, og ville det ikke, -- det sværger jeg, saasandt Maanen stod stille i Ajalons Dal, og saasandt den Cst.nelle er den norske Intelligenzes eneste sande og uomtvivlede Repræ- sentation. Ve Kabalisterne og Machinatørerne! Fiirbenen to Fod over Slangens lurende Øine er ikke værre deran. Den vil dratte ned for alles Øine fra det Løv, som endnu skjuler den, naar Dyret behager atter at opspærre sit Gab. Men det er vant til at delikatere sig og at forlænge sin Nydelse. Det har alt gabet engang og slugt sit Bytte i Indbildningen. Og maaskee imorgen allerede -- ? o hvor min Nysgjerrighed er spændt! SIDE: 402 hvor jeg under dette trehovdede Underdyr Maaltidet! Imorgen allerede maaskee er Sandheden, det Rette, den gode Sag red- det; og iovermorgen dekreterer Nationalforsamlingen, at den Constitutionelle har gjort sig velfortjent af Fædrelandet, og For- bauselse og Taknemlighed mod dets Reddere er alt langt paa- veje over Landet. Den vende tilbage med Krandse al Som- meren igjennem, og til Vinteren med Helligtrekongerslys efter Enhvers Leilighed, hvoraf det, der lyser meest, betegne det skarpsynte Øje, som opdagede Kabalen! Din etc. P. S. Husk dog paa at sende mig de arabiske Eventyr samt Historien om Vigtigpeer og Ridder Langnæse. Ligesaa kan din Kone lade gaa med en Myseost, som jeg for min Maves Skyld kan nyde om Morgenen tilligemed den Constitutionelle. 5te Juni. -- -- Jeg holder endnu fremdeles paa den Constitutionelle, dog nu ikke mere end 4 Skill. imod 2, siden den ikke, efter Morgenbladets maliciøse Opfordring, kommer frem med hvad den har "nøje Underretning" om. Men det har den! det har den! Det kan ikke feile. Derpaa vil jeg dø eller endnu leve to Dage, hvilket ikke er stort bedre i et Liv, hvor Mistanke og Mistro endog til Sandhedens Apostle ere de elendige sociale Incitamenter. Fy! kom mig ikke med din Tvivl, om det dog ikke skulde være muligt, at den Cst.nelle foer med Sladder. Før vil jeg tro, mit Barn er ei mit Barn; at galt jeg hørte, da Hun gav mig Ja, det tusindganggjentagne; at den Haand, jeg trykte, ei tilhørte Hendes Aasyn. Ja før slid fra min Barm min Ægteqvinde, og udslet Evangelet af min Tro! Slaa Øjet ud! Og jeg vil tro, at Himlen var altid sort, og at den aldrig blaaned. Tilintetgjør min Sjel! Dog vil en Tanke, som Diamanten uopløselig, blandt dens Atomer findes: Tilliden til Constitutionelles Underretning. Men taales den paa Jorden ei, da vil SIDE: 403 den hefte sig til Stjerne, der ei har sit Fjerne flyttet siden Tidens Gry. Der vil den bo og tro i Ro. Maaskee til Maanen, som er nær, den først dog flyver, for derfra mere grant at see Hvo lyver. 6te Juni. Ak, min Ven! Hvilket besynderligt, men strax forvirret og tildunklet Indblik i Aandeverdenen synes vi ikke at faa, naar det forekommer os somom vi forhen havde ahnet eller drømt, i hiin Verden allerede i Skyggeform oplevet det Mærkelige, som oftest Skrækkelige, der møder os! Tal om Fraværende, og af 10 Gange vil han de 7 banke paa din Dør. Spiis Østers, Asparges eller andet Rart en Dag, og med den Tanke vil du stirre i Fadet: hvad Pokker, har jeg drømt inat eller tænkt igaar paa eller talt om Østers og Asparges? Kom paa et frem- med Sted, og det skal ofte synes somom du havde været der før, som om meget der er dig velbekjendt; men hvorfor? Det kan du ikke gjøre dig rede for, uden at ty til et svedenborgsk Dogma om hvorlunde Sjelene, under visse Betingelser, kunne færdes omkring, i en frigjort Tilstand, der dog ikke udelukker al Forbindelse med Legemet. Til dette mystiske Væsen hører ogsaa en besynderlig Selvforudbetegnen af Menneskets Skjebne, en Forbindelse, som ofte overrasker ved den Klarhed hvormed den lader sig tilsyne, imellem forudgangne uvilkaarlige Tanke- rækker, i tilsyneladende løse Ord henkastede Udbrud deraf, og senere Begivenheder. Aar kunne ligge imellem, og pludselig, naar disse Begivenheder indtræffe, da see vi, at de kun ere Vir- keliggjørelsen, det stereotyperede Afpræg af hine af Sjelens eget Dyb oprundne Tankerækker, som nu pludselig staa for os i en Klarhed, de selv ikke i det Øieblik havde, fremhævende sig med alle sine Forbindelser og Konseqvenzer ligesom Hjembyg- dens Aasrækker, naar vi efter mange Aar nærme os den igjen. Men Lovene for disse Fænomener kjende vi ikke, ligesaalidt som vi kunne forklare os, at de ikke ere bundne til nogen Tid, men saa aldeles udenfor vor Beregning, at Manden og Oldingen kan i sine Skjebner see Barnets Tanker og Ahnelser fremmanede, lige- som der ofte kun ligger Dage og Timer imellem Forbilledet i SIDE: 404 Aanden og dets Virkeligbliven. Det synes somom Begivenhe- derne, der afspeile sig i vor Sjel, have ligesom Stjernerne de forskjelligste Ellipser at gjennemgaa. Nogle ere korte, andre maaskee saa uhyre, at dette Livs Maal er for kort til at lade os møde en og samme Fatumstjerne igjen. Men den gaar ikke bort. Vi maa derfor ikke foragte Tanker, vi ikke altid kunne gjøre os Rede for, og heller ikke Ord, som glide os fra Tanden. Hvil- ken Sky er der, som ikke har sin Betydning med Hensyn til en Dags totale Karakteer og Vee eller Velgaaende? Hvilken Dag uden Indflydelse paa det hele Aar? Æblet falder som et ubetænksomt Ord; dog veed Landmanden hvad Æblets Fald betyder i Træets Liv, og en høiere Styrelse har forud indtaget Ubetænksomheden i sin Tankegang, og knyttet hiint Ord til sine Konseqvenser. Hvorledes? Kom ikke i mit Sidste min Tanke paa, talte jeg ikke om, nævnte jeg ikke Maanen. Og nu (det var et Fatum af ligesaa kort Bane som den indenjordiske Planet Nazars) og nu er jeg allerede, siden den ildige Hielms flammespyende Udbrud i Lagthinget idag om den Konstitutionelles ubeviiste Beskyld- ninger om St.thingsmænds Deeltagelse i Kabaler, deran og til- mode somom jeg var falden ned fra Maanen; eller rettere sagt -- da der dog er et Haab igjen om at den Konstitutionelle endnu kan komme som de Engles Hærskarer, der skulde udbrede sine Vinger og bære den Nedstyrtende -- jeg er deran og tilmode som Nils Kliim mens han var underveis med Hovedet fore og det brustne Toug om Livet. O ve, ve mig, om den Kst.nelle ikke opretholder min saa ilsomt synkende Tillid, og nu griber med kraftig Haand min brustne Tro! Mine Fienders Horn ville op- løfte sig; mine Venner være som Hjobs. Om mig vil Tungen gaa som hvileløse Hammer, og Spigerne, den slaar, er hvasse Epigrammer. Jeg hænges op i Riim, ned i min Æres Grav man haanende mig foser. Jeg dratter som Nils Kliim ned i et Helvede af fule Spottegloser. Men hvad er dette for en Kleinmodighed? Afskyelig, siden den røber Vaklen i Tilliden til den Kst.nelle. Jeg opdager den nu SIDE: 405 efterat jeg har spiist til Middag (hvilket uden Undtagelse gjør Folk anderledes tilmode) og siden Apostelen den ærlige Petrus aabenbarede sig for mig under en lille Luur, besværgende mig med grædende Taarer, før at tro, at han nokengang kunde sværge falsk, end at den Kst.nelle, hvis Efterretninger stundom modtages med Glæde paa højere Steder (hvorved han ventelig mente Himlen) ikke skulde staa ved sit Ord. I samme Øieblik goel rigtignok Hanen hos min Nabo, den ærlige Naalemager Fischer, og, uden at grunde over hvad det kunde betyde, kom jeg derved atter paa Benene. Ja, paa Benene, paa Stylter; thi jeg er nu ophøiet over enhver Tvivl om den Cst.nelles Sanddruhed. Ja saaledes maatte det være; Den Kst.nelle vidste det nok, havde nok den "nøje Under- retning" om Kabalerne; men den var for human til at afsløre dem med en Pludselighed, som skulde have Udseende af Vold- somhed. Initiativet hertil overlod denne Humanitet med Tryg- hed til det Indtryk, den vigtige Meddelelse maatte gjøre paa Publikum, og særligen paa de Repræsentanter, som vidste sig rene. Og hvem skulde vel rimeligere gribe det, end den heftige Hielm, hvis graalige Haar ikke er andet end Skummet paa en Foss eller Asken over Emmer, hvori Enhver kan brænde sin Finger? Meddelelsen om at den Kst.nelle var i Besiddelse af nøje Underretning om stedfindende Kabaler og Machinationer (ikke Maskinationer, Hr. Hielm) var given. Forventningen om den fuldstendige Angivelse var spændt ved den bedst beregnede Tilbageholdenhed og Taushed. Meddelelsen laa der som det blødkogte Æg paa Fadet, kun tilbageholdt i sin Hinde fra at briste ud. Hvem, der vilde, kunde bruge Kniven; og ganske rigtigt, Den, den sad løsest hos, brugte den, og nu maa den deilige Blomme ud. Hvilken afskyelig Tanke om Vindæg, saa umotiveret og af sig selv kommende som Røgringene, der undertiden stige op af Tobakspiben! Vindæg? Tanken alene stinker. Dem kan Na- boens Hane, men ikke den Kst.nelle lægge. Men den, der kan befri mig for saadanne regelløse Tanker, især naar de ere til Fornærmelse for den Kst.nelle eller min Tro paa den, vil jeg forære et Snees virkelige Æg med forskjellige Paaskevers paa, som f. Ex. følgende i den Kst.nelles vise og sanddru Aand. SIDE: 406 En Bonde kan bestikkes blot med Mad og Drikke. Bland Ære i, saa kan du Fyrster selv bestikke. I Brist af et Mirakl, flux nye man opdigter. Hvad griber man ei til, naar En Beviset svigter? Man snakke kan med Mund, man snakke kan med Pen, man vover ikkun det, at sluge det igjen. Den Snak med Munden til gemene Sladdrer gjør; men Snak med Pen og Prent gjør En til Redaktør. o. s. v. Endnu vil jeg triumfere, fordi jeg vil det Hjelms Tordner i Lagthinget angive kun Begyndelsen til den Battalje, som den Cst.nelle nu uundgaaeligen maa levere Kabalisterne, disse den gode Sags Fiender, der have Mørkets Aander i Ledtog med sig. Men bestaar de Cst. nelle sig ikke (hvorom dog ingen Tvivl kan være, siden de holde sine Navne for tilstrækkelige Garantier for hvad det skal være), da kan det ikke negtes, at Hjelm har fulde- ligen Ret i at Beskyldningen egner sig til retlig Paatale. Men Seiren er vis, netop vissere under disse langsomme Udviklinger, der paaengang pirre og pine din Ven etc. 7de Juni. -- -- Endnu en Udvikling, endnu intet Afgjørende, intet Be- viis, ingen bestemt Angivelse. Den Indgang var lang. Bare man ikke, naar Teppet endelig er oprullet, istedetfor det Belovede faar en Figur at see, der parafraserer sin egen Elendighed i en Afbigt. Men dette var atter en af de forbandede regelløse, for- nuftlovløse Tanker. Hvor jeg bevæges af min Forventning! Men giver den Cst.nel- les mandhaftige Opfordring til Advokat Hjelm, at meddele Pub- likum sit i Lagthinget Yttrede, ikke al Grund til endnu at kneise og at naa, ikke med Forventningens øverste bævrende Axskjæg det svindende Haabs sidste Straaler, men med kjæk Pande det SIDE: 407 Lys, hvori den Cst.nelle endnu holder sin Viisdom fasttryllet i Høiden? Hjelms Filippika? Det vil omtrent sige Hjelms al- mindelige Tale. Og mod hans Filippika, har jeg ikke den Cst.- nelles katilinariske Denunciationer? Humlen er paa Bunden i dens som i andre Krus. Det er jo rimeligt. Og fordi en af Re- daktørerne foer med Snak om en Mand engang, og fordi den Cst.nelle med overdreven Vigtighed meddelte svenske Blade den Efterretning, at der fandt skrivtlige Forbindelser Sted mellem norske og svenske Bønder af begge Rigers Repræsentationer, mens derfor ikke laa andet til Grund end Vexlingen av et Brev mellem Fauchald og Anders Danielsson, og fordi hiin Redaktør i en uheldig Brochure om forrige Storthing kom for Skade at til- lægge et Selskab, hvis Tendenz var selskabelig Sammenkomst og Øvelse i at debattere om x, u og Pavens Skjæg med mere af samme bestemte Betydning og Betydenhed, politisk Hensigt og Vigtighed, samt utilbørligen under dette taabelige Referat at prostituere to Repræsentanter: saa er det dog endmere util- børligt at ville tro, at de Godtfolk nu skulde ville prostituere sig selv saa skrækkeligt som ikke at have speciellere Data for den generelle Imputation, der har tildraget sig saamegen Opmærk- somhed, og maa gjøre dette saavel her i Landet som i Sverrig og Danmark, hvor den Cst. nelle passerer for et Mønster paa Blade. Jeg er i slet Humør; men det kommer af Maven, og dette igjen af din Myseost, ikke af den Cst.nelle. Dog skal intet forstyrre min rolige Tillid til dens Udsagn, undtagen den angstblandede Interesse hvormed jeg vil høre Navnelisten paa dens Proskri- berede. Til Døden med dem eftersom de opraabes! Din etc. 8de Juni. -- -- Hjelm har opfyldt den Cst.nelles Opfordring ved i Mrgbl. igaar at gjengive sin Motion i Lagthinget. Men denne Opfordring, som skulde være et dumdristigt Vovestykke, om den Cst.nelle ikke havde Grund at staa paa, er nu den gode Sam- vittigheds naturlige Kjækhed. Og idet denne Opfordring og dette Svar ere de Sidste af Præliminarierne, saa vil dog Rækken af disse, som saaledes have pint den offentlige Taalmodighed, erkjendes forat have været øvede koopererende Generalers koldblodige, rolige og sikkre Træk. SIDE: 408 Imorgen skal jeg sende dig den Cst.nelles detaljerede nøje Underretning, som ikke kan, ikke kan, ikke kan udeblive længer, uden at udsætte Redaktionen forat blive transporteret til et eller andet Kjærringhospital, hvor Snak og Sladder ligesaalidt gaar istaa Aaret rundt som Rokkerne. Din etc. P. S. Send ikke Jens saaofte til Byen, for han spilder bare Tiden og lærer at ringeagte dens uerstattelige Gave ved at hænge paa Storthingsgalleriet under Pensionsforhandlingerne. 9de Juni. Ak, ak, min Ven! jeg kommer til dig, jeg maa paa Landet, bort fra denne By, hvor frækpandet Løgn tør kneise, Sladder og Klaffer føre Tonen, hvor Skumlen praler af sin Sandfærdighed, Usselheden gjælder, hvor Enhver tør aabent dyrke sin Guldkalv og hvor Korruptionen er endemisk som Bylder i Sodoma. Ak, hvorledes skal jeg hemme disse Overdrivelser, der kun ere Blo- det, der flommer af det dybe Saar, jeg har modtaget? Tænk dig, tænk dig og glem det: den Constitutionelle har . . har faret med ..med (ak, svar mig, er ikke et Fjeld nedstyrtet etsteds paa Landet eller noget andet overordentligt naturstridigt, forbau- sende skeet?) ja, det maa ud: den Constitutionelle, -- som idag i et uforskammet Gjensvar til Adv. Hjelm, hvori dens Redaktion med vanlig Fripostighed pukker paa sin Sandhedskjærlighed, gjentager sin Beskyldning med den latterlige Angivelse af at et Selskab i Pibervigen d. 19 Mai s., hvis Uskyldighed jeg med alle Tilstedeværende kjender fuldkommen til, var det første Møde for hine Kabaler og Machinationer, -- har faret med Snak og Sladder og Tant. Jeg kan ikke mere. Jeg maa tilsengs forat svede ud med anden Usundhed min hidtil saa urokkelige Tiltro til den Constitutionelle. 10de Juni. -- -- Intet Andet end Sludder og Snak. Nu har Morgen- bladet idag berettet hvorlunde de Cst.nelle ogsaa har trukket Byens godmodige Politimester ind i Snakkeradset, og i alt mod- sagt dens uforsvarlige Beskyldninger forsaavidt de søges grun- dede i hint Selskab. De stakkels Repræsentanter af Bonde- standen ere værre end ilde ude for Hr. Fougstad. Hvad Bag- SIDE: 409 snak de fik, som ved Herværelsen under forrige Thing havde deeltaget i Selskabet "for Nytte og Fornøielse", have vi hørt; og hvad Ondt times de nu ikke fra samme Haand, fordi de en Af- tenstund paa Invitation komme sammen i en aaben Have, hvor jeg skulde tro hverken denne Omstændighed eller de ved Mu- sikken talrigen tilkaldte Vidner i nogen Maade kunde begun- stige eller give et Selskab Præget af Tendenzen til Kabale og Machinationer, som i sig selv kun vare et Efterdrøn af 17de Mais Fornøjelser. Slig Fremfærd er dog altfor uforskammet; og Beskyldnin- gerne af saadan Art og saa bestemt angivne, at man med Rime- lighed maa vente, at de Storthingsmænd, som deeltoge i hint saakaldte første Møde, søge al den Revenge, som Domstolene ei vil kunne negte dem. Iaften har du din med hele Publikum af den Constitutionelle saa høiligen skuffede Ven. Henrik Wergeland EN LAP AF EN BILLET, SOM SYNES SKREVET AF EN STORTHINGSMAND Statsborgeren 12. juni 1836. -- -- Jeg lever her, som du veed, i mit Logis saa ensomt, at en Trang til af og til at see nogle af mine personlige Bekjendte imellem Repræsentanterne ikke undlader nu og da at gjøre sig gjældende. Det ensomme Værelse hos de fremmede Bymen- nesker klemmer mig undertiden, og en Spadseergang uden Med- delelse giver hverken min Sjæl Adspredelse nok eller mit Le- geme tilstrækkelig Luftning og Lettelse. Hvor gjerne saa jeg da dig og andre gode Venner hos mig, dersom kun ikke den Con- stitutionelles usandfærdige Beskyldninger og uforskammede Contro. -- -- -- -- Dog maa Saadant ingenlunde taales, hverken for de An- gjeldendes eller Storthingets egen Skyld, som baade hjemme og især i Udlandet maa tabe i Anseelse, om der fæstes Lid til Angivelserne eller om saadanne retlig upaatalte taales. -- -- Forligelseskommissionen -- -- -- ikke videre end til Afbigt og en klækkelig Mulkt til Pipervigens Fattigvæsen. -- -- -- Iaften altsaa! -- -- Syringerne blomstre -- -- Kold Steeg og Ribs- viin. -- -- SIDE: 410 Henrik Wergeland HVEM BØR ERHOLDE KOMMANDOSTAVEN? Statsborgeren 16. juni 1836. Ved General Stabells dødelige Afgang den 2den d. er For- ventningen spændt angaaende Hvem, der skal erholde den højeste Kommando. Rygtet nævner Generallieutenant Wedel, Ønsket Generallieutenant Fleischer. Af de Paralleler, som lade sig optrække imellem disse to Mænd, vil man kunne see hvem der har mest Vægt at lægge i sin Mening, enten Rygtet, der boer paa Tungen som en slet Smag og gides spyttet ud, eller Ønsket, der boer i Hjertet. Hr. Fleischer er en Mand af Hoved; om Baron Wedels er intet andet bekjendt, end at Hatten sidder smukt derpaa. Et af dets mærkeligste Træk af Skarpsindighed er at opdage de mindste Anledninger til mange lange og kost- bare Inspektionsreiser. Hr. Fleischer tillægges godt norskt med- borgerligt Sindelag; om Wedel er det Modsatte bekjendt. Hr. Fleischer har lugtet fiendligt Krudt og viist Patriotisme og Tapperhed i Feldten. Men Wedel? Hvad har den Helt vel gjort? Spørg ei hans Epopée! Men endnu nogle Sagn erindrer Folkets Vee. Paa Bunden af dets Barm i Blod og Taarer skifter en hæslig Skygge af hans Borgerkrigsbedrivter. Torveslaget er da den eneste Valplads, hvorfra Wedels militære Hæder som General en bataille skriver sig? Velan, lader os hertil endog lægge alle de Træk af militærisk Storhed i hans Liv, hvormed hans glimrende Revyer har forsynet ham! Er den norske Armee endda hædret og fornøjet med at see en Paradehelt, kun bedækket med en saadan Palliet-Berømmelse, i sin Spidse? Kan Folk og Storthing være roligt og vel tilmode naar Kommandoen hviler i den Haand, som til eget Epos skar af Folkets Hud Pergamentet? Og lad end være, at den Pegasus maa trave langt i Epopée, som om Baronens Ridter skal give os Idee, saa kunne dog saadanne General Wedels mulige Fortjenester som Exerceergeneral umulig være tilstrækkelige til at decidere til hans Fordeel. Constantin i Polen besad samme korporalske Superlativitet; men endda dræbte mange polske Krigsmænd sig for ei at staa under saadan en Karl. Hvad bliver vel da til- bage? Nok til en General maaskee! men ikke til en General, som skal repræsentere og staa i Spidsen for den norske Armee, der endnu for en stor Deel har Officerer fra 1808 og 1814, og nærer med Folket en naturlig Kjærlighed for disse sine Vete- raner, der have opført sig som de burde i Befrielseskrigen, mens Andre ikke gjorde det. I et Land med Norges Forfatning maa den kommanderende General være populær. Og man kan, med al Erkjendelse af at Wedel ogsaa udenfor Exerceerpladsen besidder megen Idræts- aand (men en, der maa dirigeres af overordnede Talenter) ikke negte, at dette med al Grund ikke er Tilfælde med General Wedel. Hans politiske Grundsætninger ere bekjendte og for- hadte som de der mindre høre hjemme her end i Rusland, hvor- hen man engang uden Smerte hørte han vilde drage. Og sætter man dem nu i Forbindelse med hans saa ofte endog i hans senere Alder yttrede Hidsighed og Ubesindighed, saa frem- stiller der sig en Personlighed, som, med den højeste Armee- kommando ihænde, endog ikke er uden Farlighed. Aristokrat af Byrd, er han det ogsaa, uden at kunne siges at have forøget Familiens Arveglands uden ved sine Charger som Hofmand og Militær, til Liv og Sjel i alle andre Henseender, som betegne dette Partinavn, undtagen i den patrialkalske jorddrotlige, som saa godsligen udmærker Baronen paa Fornebo. Hans Hjerte- lag dømme hvilkensomhelst Anden om, end vi, der ikke vide, om det faar nogen Varme af hans Hidsighed eller om det har Kulden af hans Stolthed eller af hans Klinge, -- -- den Mønstringspladsens Maane, som ei af Laurens Mulm vil nogen Folie laane, men kun af Moens Skranke, den melankolske Gran, og af Rekruttens Skræk, der veed hvad Chefen kan og frygter hvad han vil -- Dette altsaa tilbørligen uberørt, og hans virksomme Deelta- gelse i forskjellige Anliggender af kommunal Interesse her SIDE: 412 endog gjentagende fremhævet, tro vi dog, at man af Borger- valg, der have anbetroet ham dem, ikke kan faa noget ud, der svækker hans Upopularitet. Saadanne Forretninger betragtes urosværdigen nok af Flerheden som Byrder, man gjør bedst i at lægge paa de Skuldre, som villigst tager derimod. Og i denne Henseende har Baron Wedel været en sand, men ikke den eneste, Kameel eller hvilketsomhelst andet ædlere Lastdyr af lige Ufortrødenhed. Man har brugt hans Virksomhedsdrivt; det er alt, omendskjøndt det hverken i denne eller i nogen anden Grad burde være skeet. Wedel er heller ikke, som Fleischer, populær i selve Armeen, ihvorvel det nok turde være Manges Mening, at Wedel nok vil af al Magt (hvilken dog let kan reducere sig til frugtesløs Ivrighed) staa paa dens Bedste, og ihvormeget man end hører Forsikkringen om at Armeen trænger til alt den kan faa at bruse frem af Knebelsbarter som tropiske Orkan af liden Sky, som svart er. Men her standse vi ved Qvæstionen om Armeens særskilte Bedste, eller om Det, den kalder saa, almindeligviis falder sammen med det almindelige Bedste -- ved Skilnet imellem disse to Interesser, et Gjærde, som Baronen neppe før sætter over end Fleischer omgaaer det. Men Wedel er ældre Officer, og dette er et Fortrin, som er afgjørende i det Militære, vil man maaskee sige, forglemmende ellers hvor mangfoldige Exempler der gives paa at denne Avance er bleven indhentet. Og dertil behøvedes just ikke altid nogen Eminents i de Egenskaber, som Almeenheden veed at vurdere -- maaskee fordi den ikke er mindre egen i Værdsæt- telsen af Fortjenester, har sin egen Lovtavle for Godt og Ondt, og skjønner sig ligesaalidt paa visse Folks Meritter som om de vare underjordiske. Wedel er 6 Aar ældre [fotnotemerke] Officer end Flei- Fotnote: Efter Kalenderen ere Fleischer og Wedel jævngamle og Generallieute- nanter af samme Datum; Fleischer Officeer fra 16de, Wedel fra sit 9de Aar. Den første Alder lader sig høre fra en Tid, der skabte Officerer i Vuggen; men Erindringen om denne Sædvane, der vækker Latter, tager ikke Niaars- officeren i Beskyttelse. Det 16de Aar er i det tidligste Lag, da det er tænkeligt, at Nogen virkelig kan effektuere en Officersstilling. Mellem- rummet mellem Wedels 9de og 16de Aar, hvori han, ved en kongelig men SIDE: 413 scher; men mon ikke hvert af Dennes Krigsaar veje op et Par af de flere Aar, Hr. Wedel tilbragte ved Garden i Kjøbenhavn i dyb Fred, saavidt vi vide, undtagen det skal regnes i Rang med en Kampagne, at den afbrødes ved et voldsomt Eventyr mod Kjøbenhavnerne, der skal have havt megen Liighed med det mod Kristianienserne saa dristigen vovede og lykkeligen udførte? Ihvordan vi snu og vende det, hvordan vi stille med Vægten, saa see vi da, at den ikke helder til Wedels Side. Men da Romerne skulde frikjøbe sig fra Galleren Brennus, saa lagde denne sit Sværd paa Vægtskaalen, og -- dermed gik den ned, dybere end den skulde. Henrik Wergeland [OM KUNSTENS STILLING I NORGE] Statsborgeren 16. juni 1836. Hjemme hos os selv nyde de skjønne Kunster kun en kum- merlig Flor, medens norskfødte Kunstnere, saasom Landskabs- malerne Dahl, Fearnley og Görbitz og Musikeren Bull i frem- mede Lande godtgjøre for Verden, at Skjæbnen dog gav Ge- nierne dertil Fødselen i et Land, som, paa dette tilfældige Gode den første Udvikling nær, ellers har negtet dem alt. I Ideen, at see Rigssalen paa Eidsvoll prydet med Kunstfremstillinger af nationalmærkelige Personer, Begivenheder og Steder (saa- som Konstituenternes Portræter, saavidt de ere overkomme- lige, dertil fortjente Mænds af den gamle og ny Tid, Kongens og den kgl. Families, Rigsforsamlingen under en af sine mær- keligste Forhandlinger, Eidsvoll ved Grundlovens Proklama- tion, Kongens Kroning, Tordenskjolds og Adelers Seire, Male- rier af de betydeligere norske Byer, Trondhjems Domkirke, Norderhougs, Kringlens med flere Steders Valpladse, Fredriks- halds Beleiringer og Brand, Kongsvinger i 1814, imponerende Scener af den ældre Historie, som i saa Henseende kan afgive ligesaamange som Landets Natur en Række af Prospekter, der ogsaa kunde fortjene Plads o. s. v.) -- i denne Idee øines vel et Haab, men et yderst fjernt, om en bedre Tid for Kunst- Fotnote: taabelig Begunstigelse for hans Byrds Skyld, bar denne Rang, bør da for- nuftigviis kun gjælde paa Papiret uden mere virkelig Indflydelse end Kadetaarene, der ikke regnes En tilgode. SIDE: 414 erne her tillands. Af nærmere Indflydelse er den i Kristiania stiftede Forening af for Tiden 88 Medlemmer til, ved et Sam- menskud, der er fastsat indtil videre til 5 Spd. pro persona, at foranstalte Indkjøb af Malerier af norske Kunstnere. Og denne Institution til saadan Fremhjælp af indenlandsk Skjøn- kunst kan formeentlig strax aabne sin fortjenstlige Virksomhed, da Hr. Fearnley siges at have hjembragt nogle af sine Stykker, og vel vil være at formaa til at levere nogle mens han er her. Smukt vilde det være, om Kristianias Kjøbmænd ved denne ud- mærkede Kunstner fik de tomme Børssalvægge dekorerede med Malerier f. Ex. af vore Stiftsstæders Søhavne. I Storthings- salen vilde et Maleri af Eidsvoll i Grundlovens Proklama- tionsøjeblik i mere end een Henseende tage sig godt ud. Henrik Wergeland ULYKKELIGE HÆNDELSER Statsborgeren 19. juni 1836. Generallieut. Wedel styrtet tilvogns udover en Bro. Dette Tilfælde (hvorved den Ulykke kunde været skeet, at Hestene kunde have sat Livet til) indtraf paa en af de vanlige vigtige Generalsreiser fra Kristiania til Indthrøndelagen for at inspi- cere en Haandfuld Rekrutter; og formener Morgenbladet, at det tør være at tilskrive Kjørselen, da Baronen har for Skik, til liden Baade for de Skydspligtige, at kjøre som en Engelskmand eller Svenske og ikke som et Menneske (et norskt idetmindste). Det Øvre af Gulbrandsdalen, ikke langt fra hvor Støtten staaer, "der Norges Uvenner mon true," nævnes som Skuepladsen for denne sørgelige Begivenhed, som efter vor Mening hverken bør tilskrives rask Kjørsel eller lad Veiinspektion, men snarere den throndhjemske Broes fordrevne Nøkker eller Alfer, som man for et Par Aar siden rørte om at Baronen havde fornærmet med egen høje Haand ved at ned- styrte noget af Rækværket (der maaskee i Maaneskinnet tjente dem som Dandselinje eller Balancevippe), og som nu kan an- tages at have lurt paa ham i en anden trøsket Bro for at hevne sig, og det med mosaisk Grusomhed ikke alene paa ham selv, men ogsaa paa de uskyldige Dyr. -- Den Constitutionelle kjørt SIDE: 415 sig en Staur i Livet, idet den, med vanligt Dybsind vandrende igjennem Filosofgangen ved Pipervigen, grundede over hvad dog det skulde betyde, at nogle Storthingsbønder vare tilgjest i Nærheden, om der ikke stak Kabaler og Machinationer under, om deraf ikke var god Anledning at tage til en interessant Sladder o. s. v. -- Noget endnu sørgeligere bringer den senere Efterretning, at virkelig en af Baron Wedels Heste har sat Livet til ved Udfaldet paa Broen. Dette var det værste. Og ligesom om vi vare udseede til at overvældes med Hjobsposter, kom- mer atter et Buskab, der kræver al Deeltagelse, om at en Offi- ceers hvide Buxer revnede paa det hæsligste just som han iforgaars stod i Beredskab med paa højere Befaling at kompli- mentere Generallieut. Wedel som Armeens midlertidigen Høist- befalende. "Forbandet den Major hvis Buxer gik itu!" siges godt nok; men vi see i hint Uheld en Tilskikkelse, og sige: "Gid Buxer revne maa paa Hver, som bukker nu!" Vi ile med at slutte denne Artikel, at ikke nye Skrækkensbud- skaber skal tvinge os til i endeløse Vibrationer at gjennemryste den offentlige Deeltagelse, hvorom Enhver af Angjældende dog bør holde sig forvisset. -- Vi troede os in salvo, da en for- skrækket Mand falder ind gjennem Døren med den Efterret- ning, at Boghandler Schive har faaet den ulyksalige Raptus at udgive et Forsvar for Storthingsmændene i det Selskab, der er beskyldt for Kabaleren, hvilket kun kan være velkomment for Folk, der have Lyst til at skyde til Skive. Henrik Wergeland SAMTALE MELLEM NOGEN OG INGEN Statsborgeren 23. juni 1836. Nogen. Maa jeg forsikkre Dem om min Agtelse, Hr. Ingen, siden De er bleven saa flittig en Kirkegjænger, især naar H. H. præker. Da er jeg altid vis paa at træffe Ingen i Kirken. Nu, meget rosværdigt, min Herre. Ingen. Og isandhed meget moersomt, min Herre, at man altid er vis paa at træffe Nogen hos Konditorerne, paa Kome- dien, Spillepartier, i Dahls Boglade og paa andre Forlystelses- steder og Pikkenikker i og om Byen. SIDE: 416 Nogen. Tillad mig, jeg har der ofte truffet Personer af Deres Familie, diverse Herrer Ingen, som gjorde sig al Umage for at passere for Nogen. Ingen. Hm! min Herre, De mener, at Ingen kan lægge en Alen til sin Høide; og det lader til at De føler Vægten af Deres Familienavn. Nogen. Tilvisse, den er meget gammel og udbredt Slægten Nogen. Ingen. Min er dog ældre; thi Slægten Ingen er de rette Præadamiter. Nogen. Maa jeg spørge, er ikke Familien Nul, som nu i vore Tider gjælder mest baade i Embeds- og Selskabs-Verdenen, en Sidegreen? Ingen. Jo, jeg har den Ære at være beslægtet med Flere af denne begunstigede Familie, der staar tilroers og ere meget vel antagne overalt. Men staar De ikke i samme Forhold til Familien Klods? Nogen. Jo min Herre; vi have megen Ære af det Slægtskab. Denne Green af Familien slaar sig allerbedst igjennem, og agtes naturligviis i Forhold dertil. Ingen. Er ikke en af de unge Herrer Klods bleven Fuld- mægtig i Departementet? Nogen. Ganske rigtigt. Ingen. Jeg gratulerer. Nogen. Det er mærkeligt ved den Families Ætlinger, at de begynde først at blive og hedde flinke Gutter, naar de have faaet Embede og giftet sig. Men har ikke den gamle Hr. Nul faaet et indbringende Embede? Ingen. Jo, han kom endelig vel deran ved sin Fætter, der er meget mægtig. Nogen. Jeg gratulerer. Men maa jeg ikke ogsaa gratulere Dem, Hr. Ingen, med den Pension, De har erholdt efter Pen- sionskommiteens Indstilling? Der blev jo Ingen hjulpen, hvilket fornøier mig usigeligt. Ingen. Deres Deeltagelse ikke mindre, det forsikkrer jeg Dem. Nogen. Naar de saa tillige, Hr. Ingen, er Korrektør ved den Constitutionelle, saa slaar De dem godt igjennem. SIDE: 417 Ingen. Undertiden optager jeg ogsaa Thingdebatterne. Nogen. Det er meget. Men foruden den oprigtigste Agtelse er jeg Dem en Forbindtlighed skyldig, Hr. Ingen, som De maaskee ikke ahner. "Den Constitutionelle" beskyldte mig for at drive Kabaler og Machinationer for en Sag, der for Tiden i modsatte Retninger spænder Folks og Regjerings Interesse ligemeget. Ingen. Ah, Formandskabssagen? Nogen. Netop; men det viste sig, at De, Hr. Ingen, var den rette Mand. Ingen. Det er ikke førstegang den Constitutionelle har op- daget vigtige Ting om mig. Nogen. Bah! Gjør som jeg: giv den Sladderhank en god Dag. Ingen. Nei, min Herre; jeg er den Eneste i Landet, som har Aarsag til at have Respekt for den. Forøvrigt skal man ikke saa let faa Veir i min politiske Karakteer, endskjøndt de Aller- fleste ere mine Lige med Hensyn til dens Beskaffenhed. Nogen. De er, saavidt jeg troer Hr. Ingen Regjeringens tro- faste Ven? Portopropositionen tildrog sig Deres Beundring. Ingen. Det har altid været min Ære; og efter denne Pro- position kan jeg baade som Bladudgiver og Abonnent være vel- hjulpen. Nogen. Da vil jeg regne mig til Oppositionen. Statskassens temporære Stilling skal vel forsone denne; men om jeg end har glemt den gamle Tid, ihvorvel den endnu mangesteds svi- der i Skindet, da Greven bleven var Financernes Minister, og dem handterede som Samson de Filister, da al hans Kløgt blev brugt i Rad af slemme Aar og fremmed Speculaz til Hjælp han maatte tage, indtil omsider -- ak, med Skræk end Mindet slaar -- den Kasse stod saa tom som Echos Bo tilbage, saa Folket tog den, for den gode Resonanz, til Violin, hvorpaa det klimprede sin Klage; da, somom Intet var, tog Greven sig en Dands. . . Men siger jeg, -- den Tid end glemt da det var værre, -- saa er det dog ikke mit Princip, endskjøndt det er min Onkels, SIDE: 418 at Statens Kasse (skjøndt den fælleds Rigdom blinder, der ubeleiligt tidt som Maaneskin forsvinder) bør staa brilljerende med toppet Overmaal, mens Folkets egen Pung er tom som hvælvet Skaal. Ei Staten bugne bør af altformange Penge; mens Folket gjerne kan sin egen Lomme vrænge. Ingen. Min Fætter, Hs. Hvbhd. Hr. Nul, paastaar dog, at dette snarere vil geraade Folket, og in specie Bønderne, til Ære, dersom der bare er godt selvvirket Lærred eller Strie i Lom- merne. Nogen. Minherre, jeg har megen Agtelse for Dem; men i Deres Fættere Nullerne klækkes Forræderiet op. Ingen. Ah? Og De troer kanskee, at Deres Fætterskab Klod- serne er Statens Støtter? Det er isandhed en fortræffelig Race siden den dog forsvares af Nogen. Nogen. Det skeer ogsaa med Fanden og Baronwedel baade af Præster og Andre. Ingen. Forøvrigt vil jeg ikke negte, at Dhrr. Nuller ere noget lapsede; men det skader dem ingenlunde. Men at de skulde klække Forræderiet op? Nei, min Herre! Da klækker man det snarere op af dem; eller, da dette er en Overdrivelse, saasom jeg troer, at de tager uheldige Forvarsler af Ubetydeligheder... Nogen... Som f. Ex., om jeg maa spørge? Eller tror De, at Nogen vil tænke vel om Personer, der ere danske i Øre og Tunge, svenske i Panden og alt andet end norske i Hjertet? Men De vilde sagt, at man klækkede noget andet op af dem. Ingen... Ja, Embedsmænd af Rang og Indtægter. Man har ligesom i Ægypten store Udklækningsanstalter dertil. Nogen. Det er at skabe af Intet, og jeg vil ikke negte, at man skaber af en ubeqvem Materie, naar man gjør Noget, f. Ex. Magistrater, By- og Folke-Repræsentanter, af mit vidtløftige Slægtskab Klodserne. Ingen. Pyt! at skabe skeer ved et Bliv. Nogen. Ja, hvor der skabes af Nullernes Intet, men ved Klodsernes ubeqvemme Materie kan det koste Arbeide nok. Men et Fortrin har disse fremfor hine, nemlig at de ubrugte og ubrugelige danne Oppositionens Barrikader og Bolværker. SIDE: 419 Ingen. Ak, den Opposition saa ofte intet vejer, fordi den mellem sig formange Narre ejer. Nogen. De fleste Slyngler dog den anden Modpart har. Hvis der skal vælges, før end Slyngel vær da Nar [fotnotemerke] Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 23. juni 1836. -- 18 d. var Kronprindsessens Moder, Søster og Broder ven- tendes til Sverrig. -- -- Fra Hønefossen meldes, at d. 15de d. anlagdes Bank- stokken, hvorpaa en Dampbaad til at gaa paa Tyrifjorden skal bygges for Grev Wedels og Kbmd. Thornes Regning. Det er det første Dampfartøi, som bygges i Norge. Sammen med en anden Drammens-Kjøbmd., Hr. Lange, agter Greven ogsaa at istandbringe et Dampskib i Randsfjorden. Hensigten med begge er hovedsagelig at frembugsere Tømmerflaadene. Hertil saavel- som til Transport af alle de Varer, Oplandets Glasværker og Handlende, især de paa Lillehammer, behøve, var Dampfart paa Mjøsen i høi Grad hensigtsmæssig, da Baadfarten i dette betydelige Farvand, formedelst Raaseilsindretningen afhænger Fotnote: Men Narre nu engang sig fast ved Alting hænge. Dog derved Sagen selv ei tabe kan, saa lidt som Himlen Høiheden, fordi det skyer tidt, og, om der er lidt Irr, sit Værd en Sølverpenge. Hvis ikkun Een af Værd den har, en Cato, skal Oppositionen ei til mere Styrke trænge. Den Nota fandt forgodt jeg atpaa her at slænge, som maa forevige saa høhnisch en Moral i tindrende Petit. Men Nogens Klodseyngel og Ingen Nulleæt vil visselig som jeg kun Typerader see, men nogen Mening ei. Og den som er en Nar blier Nar og Slyngel Slyngel, saavist som Sætter jeg endnu i mange Aar. Moral kun Trækvind er som gjennem Øre gaar. Men om den virked end at Slyngel kunde blive en Nar -- hvad slet Avance! mon mere Værd han faar, end om jeg fra at sætte begyndte med at skrive? Sætteren. SIDE: 420 særledes af Vinden, der ofte binder Baadsfolkene saalænge til Stranden, at Fortjenesten gaar med for stor Deel, medens Vedkommende forgjæves vente på Varerne. Saavel med Hen- syn hertil som med Dampfart paa Øjeren tage man Exempel af Sverrig, hvis store Sjøer dermed ere rigeligt forsynede. Henrik Wergeland [SVENSKE MINERVA OG EIDSVOLLSMINNET] Statsborgeren 26. juni 1836. Den Constitutionelle citerer nogle Udbrud af Svenske Minerva over Statsborgerens Artikel imod de magtesløse Angreb paa Eidsvollsmonumentet, der vække vor Deeltagelse over den hyste- riske Lidenskabelighed, hvormed denne gamle og fornemme Dame er saa plaget. Her yttrede den sig som en Slags Latter; men, Gud hjælpe os! Enhver kjender nok Arten, at den ikke er for munter. Og over det Haanlige i Snerpetrækkene vil ingen fortørnes, som har noget Begreb om den Smerte, som trak dem: Smerten over at være en Tidens Attegløime: over at denne i sine Foretagender og Ræsonnements ingen Notice tager hverken af hendes Sure eller Søde, spydige eller kattevenlige Bemærknin- ger. Svenske Minerva har saaledes i Almindelighed vanskeligt forat vække Opmærksomheden og drive den til et Svar, hvilket allerede er en Yderlighed og maa være fremkaldt ved noget ganske extraordinært Yderligt. Og naar saadant skeer, da volder det dog ikke større offentlig Opmærksomhed hverken i Sverig, hvor hun betragtes og behandles som et tilvant Huuskors, eller i Norge, hvor man kjender vel til denne sørgelige Stilling, end omtrentlig som naar det hedder i et Huus, hvor en gammel sygelig Frøken har Tilhold, "nu har atter Frøkenen ovenpaa faaet sit Tilfælde." Forresten har det ikke lykkets os at faa Minerva selv ihænde, hvoraf kun et Par Exemplarer siges at hidkomme som en smuk og passende Kuriositetspresent fra H. E. Statsministeren, af hvis Kjøkken Redaktøren skal være en fortrinlig Ven, til et Par Udvalgte; og efter det Referat, vi have fra bemeldte norske Blad, har Paroxysmen været saa kort, at den, al sin Heftighed uagtet, maa agtes ubetydelig og ikke mere Opmærksomheden værdig, end hurtigt overgaaende Sygeligheds- udbrud, som man ikke kan for, men lader gaa. Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLE AF 27DE OG 28DE JUNI Statsborgeren 30. juni 1836. Indsenderen kan ikke erindre sig i norskt Blad at have er- holdt Meddelelser mere egnede til at slaa Folk med Forbau- selse og vække end voldsommere Følelser hos den norske Al- meenhed, end de, man erholder af den Constitutionelle for 27de og 28de d. Førstnævnte Nr. leverer en Skrivelse fra den norske Statsminister, hvori han 1) aabenbarer, at han ingenlunde har benyttet det lange og fortsatte nøje Bekjendtskab, han har til sine Landsmænd og den nære og fortrolige Stilling, han staar i til Kongen, til at underrette H. M. paalideligen om den Høist- samme aldeles ufornærmelige Mening, hvori disse feire sin Nationalfest den 17de Mai. Tvertom lader Hs. Exc. 2) at for- staa, at de kongelige Kundgjørelser, som yttre sig imod denne, og som ganske uomtvivlet ere af en saadan Aand, fordi den høie Udsteder ikke har kjendt Folkets eller er derom bleven under- rettet, ere fremdeles i fuld Kraft, og at den Observanz, Kund- gjørelsen af 7de Mai 1828 nød af da forsamlede Storthing (der jo manglede Tid og Leilighed til at faa Misforstaaelsen op- klaret), fremdeles er -- næst H. M. Kongens Anskuelse -- tjen- lig til at skyde sig indunder, og Rettesnoren for hans loyale Ad- færd i hvad der vedrører 17de Mai. Da Eidsvollsmonumentet gjør dette, saa seer man 3) hvorlunde Hs. Exc. naaer Konklu- sionen, at det er ham umuligt at bidrage noget dertil. Og isand- hed Hs. Exc. har i Opstillingen af denne Motiveren givet os et Mønster paa hvorledes vi skulle opføre vor Konstitutionsstøtte, nemlig paa en solid Grundvold. Og det ville vi gjøre. Men det 4de, vi opdage i Hr. Løvenskjolds Skrivelse, er ikke det mindst besynderlige, nemlig at denne Konstituent synes at imaginere sig, at hans Landsmænd ville reise en Støtte for Republiken (!). Og dette vilde vi upaatvivlelig ogsaa -- dersom vi bare vare saa lykkelige at have en saadan Forfatning. Men nu vilde en Sky- hose eller et andet søiledannet Taagebillede være den eneste Støtte, som kunde passe derpaa i Norge; og det vil vist falde os før ind at reise en saadan (f. Ex. af Røgen af alle vore Tobaks- piber), end at udtolke enten det paa Eidsvoll i 1814 paatænkte Meed eller det der udførte eller den nærværende Forfatning SIDE: 422 saaledes at det i Subskriptionsplanen brugte Ord "Folkesuve- rænitet," som i disse nævnte Begivenheder og det Bestaaende havde og har sit evige Tilvær og afmaalte Virken, derpaa kan gjøres anvendeligt i republikansk Forstand. Hs. Excellence griber sig an. Det er med den mest komiske Alvorlighed han fortæller os det nye og overraskende, at "Konstituenterne be- sluttede ingenlunde 1814 en Overgang fra den souveraine Kon- gelige Styrelse til den anden Yderlighed, souverain Folkesty- relse, men de besluttede hvad den gjældende Grundlov af 4de Nov. 1814 stadfæstede: "at Rigets Regjeringsform skal være indskrænket og arvelig monarchisk." Godt, at vi endelig have faaet dette at vide, og alle Veirmøller i Behold! Men Alvor mod Alvor! mon ikke Republikken forestaaer, siden selv gamle Folk begynde at fantasere derom? Men Folk, som ikke fanta- sere, kunne aldrig udtyde hint Ord i Planen saaledes at dermed menes nogen anden Folkesuverænitet end den udstrakte fuld- myndige og fuldkomne, som det norske Folk, ikke anerkjen- dende Kielertraktaten, gjennem sine Befuldmægtigede gjorde gjældende paa Eidsvoll i 1814. Ifølge den maa vel Hr. Løven- skjold vide at han selv kaldtes didhen. Ifølge den erklærede det norske Folk Foreningen med Danmark ophævet, gav sig en Grundlov, erklærede at ville forsvare den med sine Vaaben, for- søgte det, og indgik den nye Forening med Sverig mod Bibe- holdelsen af Grundloven saaledes som Folket af egen Magtfuld- kommenhed deri havde ordnet og afgrændset denne sin Suve- rænitet efter Bestemmelser, der ere egne for det indskrænkede Monarki. Nu gjør Folket ikke nogen Paastand paa at udvide disse Grændser for sin Magt, eftersom det med fuldberaad Hu har engang afmaalt sig dem selv og den nuværende Konge har billiget og stadfæstet dem; men at denne Gjerning skede med ligesaameget Maadehold som Mod medens Folket havde ganske fri Hænder og gjorde for en Tid Brug af sin naturlige Magtfuld- kommenhed i al dens Udstrakthed, og at den har vist sig god i sine Følger, det er det nu som retmæssigen fryder den norske Nation, og lader den forevige i et Minde det største Moment i sin Historie. Dette staae [r] isolert; det er afsluttet; det tilhører gan- ske Nationen; Grundlovens Tilblivelse er et og tilhører det nor- ske Folk alene, dens Modifikation og Følger er noget andet, og i disse deler Kongen Æren med det. Imellem disse Ting ligger ligesaavist hundrede og nogle og femti Forskjelligheder som der ligger saamange Dage og Nætter imellem 17de Mai og 4de November. -- Hs. Exc. Statsministerens Beføjelse til at igjenkalde i smertefuld Erindring de kgl. Manifester mod 17de Maishøitide- ligheden lægges for Dagen i det følgende Nr. af den Cst.nelle i en Efterretning af det ubehageligste og skadeligste Indtryk, nemlig den, at Oberst Hagemann er afsat fra Kommandant- skabet over Agershuus, fordi han lod Militærmusiken gaa den 17de Mai -- en Slutning alle gjøre sig, efterdi det var bekjendt, at en Ansøgning fra denne Officeer om Afsked faa Uger tilforn i naadige Udtryk var bleven ham afslaaet. Du store Gud! En Nordenvind vil stryge igjennem de norske Hjerter, og -- smukke og fine og rasktspirende Kjærlighedsblommer, Farvel! Nei, nei! det sidste vi gjøre for at holde Liv i dem er at aabne vore Aarer og yde de blegnende Spirer det varme Blod. Men dette Sprog forstaaes ikke af mine, ellers ikke saameget som man paastaar lidenskabsløse, Landsmænd, skjøndt det er bogstavelig sandt, at de rodnære med sit Hjerteblod disse Kjærlighedsspirer, som en saa farlig Kulde truer. Med andre Ord: Indtrykket af denne Efterretning vil være skadeligt, idet denne Foranstaltning ikke egner sig til at knytte Folk og Konge nærmere sammen. Mellemkommende Spørgsmaal: Naar skede dette Forunderlige? Svar: I Begyndelsen af det wedelske Militærregimente. Men siden vi have holdt op at tale lidenskabeligt, saa lad noget fornuftigt komme paabane! Og det er: Hovedstadens Bor- gere og Officeerpersonale (om det tør sligt før den nye Nobo- kodonosor igjen har forladt sin Høihed og er kommen paa Græs for sin Hovmods Skyld) tænke vel paa en eklatant Maade at bevidne den afsatte Kommandant sin medborgerlige Deeltagelse og Erkjendtlighed for det Offer, han, om ikke i Tabet af Befa- lingsposten over den kræftædte Fæstning, saa dog i Byrden af den kongelige Unaade har bragt Medborgerligheden? Og her sætte vi et Spørgsmaalstegn for Ortografiens Skyld, ikke fordi vi tvivle. Officererne have forstørstedelen komplimenteret ham, og paa Søndag siges Storthingsmændene at ville gjøre det, lige- som og Studenterne skulle have det isinde; men dette er ikke nok i denne Sag. I nedenstaaende Verslinjer har man nærvæ- rende Indsenders Tanker: Egen paa Agershuus. Visn hen, visn hen, du sidste Eeg paa Agershuus, den gamle Borg, som ædel Barm hvori sig sneg Miskjendelse og Sorg! Visn stilt som den, og snart som Straa! For kjækt du vajer, døde Green, hvor ingen ædel Pande maa sig blotte fri og reen. Din tynde Top med Skyens Lyn tør drive Leeg til Mænds Foragt; thi af et Glimt fra rynket Bryn er Mandighed forjagt. Sløvnervet bryder dog din Rod sig Vei igjennem Steen og Sand; men qvæle maa i eget Blod sin Tanke nu en Mand! Hvor fri din Brus! hvor frisk din Glands paa dunkle Blad, som Alvors Smiil! Men Ingen faar den Borgerkrands, Du række Daaden vil. Din Dugg i Solens Aandedrag skal dø, dog tør den mod den lee; men mod sin Friheds Fødselsdag tør Mandens Blik ei see. Visn hen! Ja, hvis du havde Aand. Men spotter du, skjøndt uden Lyd, til du faar lært hver mandig Haand at kløve dig til Spyd? Ak, drag dit Løvtelt ind, som har sig over Mandens Hoved strakt, der for den gamle Fæstning var den sidste Æresvagt! Der gaar han! Vift dog med din Green ham et Farvel! Se af hans Trin nedramler bag ham end en Steen af Agershuus Ruin. Der gaar han gjennem aaben Bresch, ei gjort af aaben Avindsmand! men meer end fiendtlig Kardæsch aad Politikens Tand. Han gaar at bytte sit Befal paa skjændet Fæstningeruin med et meer skjønt, han eje skal i hvert Medborgersind. Han gaar . . nu bøi dig gamle Eeg! Det seer du Ung og Gammel vil. Opløs dig, Borg, i Støvsky bleg og dæk den Afsked til! -- Men der findes endnu harmelige Sager i Nummeret af 28de, som vedkommer Redaktionens Samvittighed. Hvorofte skal man gives Anledning til at beklage, at de Talenter, som staa til dens Disposition, fordærve det Gode, de ville forsvare, ved en Ud- vanding som Maadeholdenheden ikke taaler, og ved at fordunkle Glandsen af enkelte kjække Træk med disse feige Retirader, som saa ofte paafalde os, selv i et og samme Stykke. Der var nu i den fra norsk Haand indsendte Artikel imod Eidsvollsmonu- mentet saa tydeligt lagt for Dagen, at Forf. mod bedre Vidende omgik og lagde Dølgsmaal paa den ovenberørte egentlige uomstø- delige og fuldtgyldige historiske Grund for dette Forehavende, at han ingenlunde, for denne sin vitterlige Ondskabs Skyld, fortjente at behandles med den Skaansel, som udvistes ham i den Cst.- nelle, der undlod at udhæve dette Karakteristiske ved hiin gan- ske veritable Rævbælg. Dette og andre foregaaende Svaghedstegn er saameget besynderligere som der ikke mangler Symptomer paa at den Cst.nelle vil overgaa til et Partiblad, hvilke Elemen- ter da vel ikke kunne mangle den tilbørlige og tilhørlige Glø- den. Men i det Nr., vi have forhaanden -- hvortil skal den, des- uden falske, Indrømmelse, at 17de Mais Høitideligholdelse stun- dom de foregaaende Aar, formedelst Publikums spændte For- hold til en tidligere Kommandant, har savnet Ordens og Sin- digheds Præg. Dette er at give forhadte Forholdsregler mod Festen Retfærdiggjørelse; thi mod et Publikums og et Hoved- stadspublikums Uorden og Ubesindighed maa skarpt Regimen, ihvorfra end den har sin Aarsag og Undskyldning. I 1829 er- holdt Publikum jo det Vidnesbyrd overalt fra, at det, efter de af Øvrigheden foranledigede Omstændigheder, som kun Komman- danten benyttede sig af til at give sig frit Spillerum, havde ud- viist en forunderlig Sindighed, som vanskelig nogen anden for- nærmet Folkemasse vilde have kunnet afgive Magen til. I 1830 var det ikke Kommandanten eller Publikums spændte Forhold til ham, men Politiets store Aktivitet, som indhøstede det et Par Arrestanter; og siden har der ikke engang været Anledning her- til, endskjøndt selv mindre Folkesamlinger af lystig Tendens pleie at medføre deslige Uleiligheder i langt større Grad. Hoved- sagelig have desuden Festlighederne været ganske fjernede fra Gaden, nemlig i Familierne og Klubberne; men hvor de i senere Tid have været overladte den store Masses Deeltagelse der har denne opført sig som en Samling af Gentlemen. Vor Fest og vi selv bagvaskes nok alligevel i Sverige, derfor maa vi ikke give Bagtalelsen noget at tygge paa; thi den vil spytte os det i Øi- nene. Og om vi indrømme den det mindste i den Hensigt at af- tvinge den Erkjendelser, saa vil den visselig ikke afgive disse, fordi den da vil holde sine forrige Overdrivelser retfærdiggjorte. -- Men den vanhæderligste Plads i de Constitutionelles Reti- rade indtager en Passus i den i samme No. leverede Svarskri- velse til H. Exc. Statsministeren fra tre af Planudstæderne til Eidsvollmonumentet, der lyder saaledes: under saadanne Om- stændigheder (d. e. Hengivenhed for Kongen, hans Æt og For- eningen) kan man ikke antage, "at vi uden Smerte gjenkalde i Erindringen Beslutninger, som reiste sig af Vildfarelse om Hans Majestæts ædle Hensigter, og som, hvis de ikke lykkeligviis vare blevne frugtesløse -- Noget, hvoraf vi imidlertid ikke kunne rose os -- vilde have skilt os ved Frugterne af Hs. Majestæts vise og landsfaderlige Regjering, under en for begge Riger lige ønskelig Forening." Hvo, som haver Øren at høre med, han høre nu, at Normænd, som proponere Eidsvollsmonumentet, erklære, at de Beslutnin- ger, som dette skal forevige, og hvoraf Nationen er og ikke kan andet end være stolt og glad, kun med Smerte kunne gjenkaldes i Erindringen, og have sin Oprindelse af Vildfarelse. Og Hvo, som har riig Gjetningsevne, gjette sig nu til Hvad det dog er disse Mænd mene at forevige ved Monumentet paa Eidsvoll. Eller hvilke Beslutninger mene de? Det er umuligt for Inds. at gjette paa andre end dem, der gik ud paa Ikkeanerkjendelsen af Kielertraktaten, Ophævelsen af den danske Union, Konsti- tutionsværket og Haandhævelsen af dette og den deri erklærede Selvstændighed imod de forenede Magter. Og menes disse dyre- bare Brillianter i vor Nations Sagakrands, da gives der vel for- resten ingen Normand imellem Udstederne af Planen til Monu- mentet for Forherligelsen af netop disse Begivenheder og Deel- tagerne heri, som ikke paa det kraftigste vil protestere imod at tillægges en saadan Formening, der kan vende Ligene i Gravene paa vore Valpladse og Hjerterne i vort Bryst. Og dette gjør nu En af Udstederne. Henrik Wergeland [OM AVSETTELSEN AV OBERST HAGEMANN] Statsborgeren 7. juli 1836. Den gamle Skade paa Statens Bryst er brudt op igjen i et mørkerødt Saar lige under Hjertekulen. Imellem gamle Skorper af "Flaget," "Vaabnet," "Udenrigske Anliggender;" af "1818," "1821," "1829;" af "Blakjer," "Kongsvinger," "Agershuus;" af "Kauffeldt," "Rosenkilde," "Knudtzon," "Roosen;" staaer om dets Rand i klare Frisselruner nu ogsaa "Hagemann." Saa kom- mer løbende den hele Familie med Børster og med Karder at kradse og igjen at kradse den vaandefulde Patient, som om det kun var Hedeblegner, der engang revne af ei komme meer igjen. Bort! Har da ei endnu Erfaring lært Jer, at jo meer I kradse, jo frodigere slaaer kun de onde Qvæser ud? Tro mig, der her maa andre Midler til. Indvortes fra maa Sygdommen cureres. Stor- thinget selv maa her være Læge og Apotheker tillige. Der var en Tid, da man kurerede flere Slags Udslæt med Krudt. Vel for vor Hud, at Lægekunsten, den politiske som den physiske nu har gjort saadanne Huusraad overflødige. Som sagt: her maa Storthinget ordinere Medicinen. Maatte det kun ikke, forinden det kommer saa langt, stirre sig Øinene dumme i de hundrede Forslags tusinde Detailler; faae Trælskind paa Følelsens Fin- gerspidser ved Tællingen af al den Skillemynt, der skal flyttes fra den ene af Statens Lommer over i den anden, eller vel endog under de lange Debatter om Regningernes Rigtighed paadrage sig selv en Sygdom, som kun kan helbredes ved to Aars Land- luft og hyppig Brug af bitter Kokleare! SIDE: 429 Henrik Wergeland POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 7. juli 1836. gives der siden vort sidste Overblik fast ingen af, som det er værd at mærke. Fyrsterne ere ikke i anden Bevægelse end paa Lystreiser; Drønet af deres Reisevogne er den eneste Larm i hele det rolige mellemste Europa. Imellem dem fæster Op- mærksomheden sig især paa de to franske Prindser, som have besøgt Tydskland, med Ordre, som det lader til, at betale godt for sig og føre sig galant op ved de gamle stolte Hoffer i Berlin, Wien etc. Man har Ret, naar man heri seer en ny ligesaa stor Fjernelse af det orleanske Huus fra Julirevolutionens Ten- denzer, som ogsaa tilhøre Europa eller de mange Nationer fra Skagen til Italiens Støvlehæl, der behøve Befrielse, som den er en ny Nærmelse til Helligalliancen, hvis høgeagtige Due frem- deles har sit uryggelige Zion og Karmel i de Hovedstæder, de have besøgt. En mere uskyldig Reise, og saa behagelig som noget Frændebesøg kan være, har vor Kronprindsesses Moder, Enkehertuginden af Leuchtenberg med to andre Døttre og Sønnen Prinds Max, gjort til Sverrig, hvor de ret maa have fundet det friskeste Skud af den napoleonske Stamme i fuld Blomstring og sikkret for al ond Indflydelse af kolde og for- nemme Blik fra Kanter, hvor man har tungt forat erkjende Bedrivternes og Fortjenesternes Ahner og Folkevalgenes Legiti- mitet. Mellem de prindselige Vandbier, som nu oversværme Europa, udmærker den neapolitanske Kongebroder Prindsen af Capua sig, som befinder sig paa en hvileløs Udflugt eller Flugt med sin Gemalinde, den skjønne Irlænderinde Penelope Smith, til hvem han paa flere Steder har ladet sig vie uden derfor at kunne overtyde sin kongelige Broder om at den simple Jomfru er bleven hans retmæssige Kone eller at en Prinds maa gifte sig med den han elsker. I Spanien raser Krigen fremdeles. General Evans brittiske Hjælpelegion tilfegtede sig en blodig Sejer; men den behandles slet af Spanierne, er misfornøjet, og Karlisterne have i den senere Tid heldige Træfninger at opvise, hvorimellem en over Kristinerobersten Valdez i Arragonien, hvorhen de skulle have til Hensigt at flytte Scenen fra det ud- SIDE: 430 tømte Navarra. Et upopulært Ministerskifte, idet den kløgtige Finanzminister Mendizaval maatte vige sin Post og Præsidiet for den mere energiske Isturiz, spaaer nye Ulykker. Den Førstes Parti er som en sammenrullet Slange; Dronningen frygter dets hemmelige Virksomhed, som lurer paa det første beleilige Øjeblik, og fæster sine Blik paa hendes prostituerende sædelige Vandel, paa General Cordovas resultatløse Feldtog- plan og tvivlsomme Troskab og paa det nye Ministeriums vold- somme Forholdsregler og taabelige, men vel intetsteds usædvan- lige, Politik at iværksætte et Gunstsystem, der lader dets Krea- turer af de allesteds udbredte Slægter Nul, Klods og Skurk besætte Embederne. Portugals unge Dronning har giftet sig med den saxencoburgske Prinds Ferdinand og atter forspildt hans Popularitet og sat hans Liv ivove iblandt dette heftige Folk ved at give ham Overbefalingen over Armeen imod Cortes's udtrykkelige Betingelse, hvilke ogsaa, fordi de inhæ- rerede denne, opløstes uden at have kunnet raade Bod paa Pengeforlegenheden, som neppe har sin Mage i Spanien. Høj- estekommandoen over Armeen burde ogsaa i ethvert Land med Nationalforsamling besættes af denne og stedse kun inter- imistisk. I Frankrig beklipper man fremdeles Julirevolutionen og udvider Budgettet. Ellers viser man denne Begivenhed al udvortes Ære, bevilger af Statskassen til Julifesten (deres 17de Mai) og har reist den paa offentlig Bekostning et Monument. Og dette, som vi Normænd med Hensyn til vort forehavende Eidsvollmonument bør lægge Mærke til, skeer paa den franske Statsministers Foranstaltning til Forevigelse af en lykkelig Nationalbegivenhed, som kun tæller 5 Aar, mens vor Stats- minister kalder den ulige større og herligere i vor Historie for ung og uprøvet, lignende dens 22 Aar med et femaarigt Barns usikkre og mærkværdighedsløse Dage. Algier eller, som de Franske efter et usikkert Erobringsomrids kalder denne Stad og Distrikt, Algerien, holdes fremdeles besat, men med Bekost- ninger og under Tab i den sidste Tid imod den utrættelige Beduinhøvding Abdel Kader. Der ymtes om at han nyder Storsultanens Bifald samt Hjælp ifra Marokko. Religionsiveren blander da sin Energi i med, og har, som man kunde vente, sine Gløder med i denne Flamme. SIDE: 431 Og Muhameds Tro gjør det ret ogsaa ganske godt mellem de Folkeslag, der have valgt den, og skaber ligesaamange Ret- færdige imellem dem som hvilkensomhelst anden eneste og sande. I Storbrittanien har Overhusets Modstand mod Reformer- billerne om Udvidelsen af det i det Hele katholske irske Folks Kirke- og Kommunalfrihed vakt en Uvilje, som neppe vil og ikke bør lægge sig før en Reform ogsaa har bragt en ligeligere Samfundsorden tilveje imellem disse af den meest aristokra- tiske Kaste i Verden beklædte Bænke. Disse Toryers lumpne Forsøg paa at berøve den udmærkede Premierminister Mel- bourne sin moralske Agtelse ved en Anklage for Ægteskabs- brud strandede paa Juryens eenstemmige Frikjendelse Hol- land og det opblomstrende Belgien staa fremdeles i Schak til hinanden. Østerrig tærer fremdeles, under den mildeste Keiser af Verden, paa italienske Offere i sine Steenmaver, de mæhriske Fæstninger, og har nylig udstrakt sine Jernfingre efter et Par politiske Flygtninge, som en Schweizerkanton, der ellers ikke kommer Nogen ved, vilde give Borgerret. Keiseren af Rusland udvider sin Slagmagt i Østersjøen; men ellers kommer det vel neppe til Krig med England især siden General Baron Wedel komplimenterede Chefen for Høiskoleofficerernes Fortifika- tionsøvelser paa Etterstad med de Ord: " jeg vilde ønske at Deres Officerers Færdighed snart maatte finde Anvendelse; men desværre (!) dertil er ingen Udsigter." Indstillingen af Ordrerne til at sætte nogle mindre Skibe af den norske og svenske Flotille i Bevægelse tyder ogsaa paa fortsat Fred. I Danmark har Kongen gjort sin aarlige militære Eriksgate eller Ronde til Mønstringspladserne i Provindserne, hvilken er me- get vigtig for det allervigtigste i Staten, nemlig Exercitsen, og langt vigtigere idetmindste end Provindsialstændernes Forhand- linger og irrelevente Snak. I Tyrkiet, hvortil vi med et Spring begive os ifra Kjærlighedsriget, der kun i den ubetydelige Om- stændighed af Regjeringsformen tilsteder nogen Ideeforbindelse dermed, har Reis Effendi, ved korporlig at tugte en Engelsk- mand, der af Vanvare paa Jagten saarede en tyrkisk Hyrde- dreng, foraarsaget et spændt Forhold til England. Araberne forsvare sig saa heldigt som Uafhængighedens Sag fortjener det, mod Ægyptens Mehemed, der nu sidder stille som en SIDE: 432 Edderkop i ondt Veir. Mod Mexiko værger Texas sig; og skulle Texanerne endog have fanget den mexikanske Præsi- dent St. Ana, som ellers hæderligen begyndte sit Feldttog med at proklamere alle Farvedes Frihed. Men ligesom i de tilgrændsende Sydstater af den amerikanske Union er Texas som Plantageland i høi grad forblindet interesseret for Neger- nes Slaveri. Overskudet i de Nordamerikanske Fristaters Stats- kasse voxer overordentligt; og gid det fandt en Republiken værdig og nyttig Anvendelse. Idet vi nedskrive dette, rinder os ogsaa ihu, at en af den franske Republiks, med Mirabeau sam- virkende Chorager, Sieyes, nylig er død i sit Fædreland, for- glemt af Verden, der er træt, som en Hund af at hente igjen, af at vove Revolutioner siden Resultaterne altid frasnydes den af nogle Faa. [Her kommer diktet "Ved Sieyes' Død", se I, bd. 2, s. 66.] Henrik Wergeland OM ALMUENS VÆBNINGSPLIGT (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836. Forhen have norske Tidender, men forgjæves, erindret ved- kommende Øvrigheder om at iagttage den dem paahvilende Pligt, at paase det gamle Lovbuds Overholdelse om Vaaben- thingene, at Almuesmand er i Besiddelse af sine pligtige Vaaben. Denne for Landets Forsvar saa yderst vigtige Foranstaltning, som skriver sig fra den Tid da Norge var lykkeligt og dets Ære og Frihed sikkret under egne Konger; og navnligen fra Hakon Adelsteen, skulde man dog vel tro var ikke alene værd at overholde i den forrige Union, da Norge ikke havde de Go- der at forsvare som nu, og da en talrigere Armee var tilstræk- kelig til i Grændsefeider for Norges Vedkommende at tage Deel i Krige, hvis Hovedscener oftest vare andetsteds og hvis Hoved- gjenstand ikke altid var Norges Besiddelse. Desuden er vel ikke Naboriget det eneste, eller under nærværende Forhold det, vi kunne tænke os et Forsvar ved Almuevæbning nødvendigt imod. Da vi have fælles Goder at varetage, maa denne meget mere i den Henseende være ogsaa i dets Interesse. Jæmtlands- vejen, saa hensigtsmæssig den kan være i Fred, er under andre SIDE: 433 Forhold farlig for vort Nationalklenodie Banken, om den ikke har ligesaa mange bevæbnede Indthrønder som Graner og Furuer langs sine Gjærder. Hvorledes det nu er der med Al- muevæbningen, som er dobbelt fortrinlig i Egne, hvor man kun kjender til Rifler, vides ikke; men skulde den ogsaa være fra Øvrighedens Side forsømt i Throndhjems som i Agershuus Stifts Grændseprovindser, da er det, forat den ikke skal udhævde sig af Brugen, paa høi Tid at man indfører den igjen. Man gjør deri ikke mere end sin Pligt og iværksætter Noget, hvis Und- ladelse staar i farlig og taabelig Modsigelse til den almindelige Uvillje og de tidthørte Raab imod vore Fæstningers Demolition. Det er ikke nok, at man veed, at Almuesmanden i Almindelig- hed har Vaaben; thi deri bør ikke Undtagelser tillades, naar man har Loven, og det en Lov, der stemmer saa ganske med Klogskab; og med en Masse ubrugelige Geværer eller andre uhensigtsmæssige Vaaben skal en Landstorm ikke være meget frygtelig. For meget hensigtsmæssige i en saadans Hænder holde vi 1/2 Alen lange Knive, noget indadbøjede som de ara- biske Yataganer, og skikkede til baade at sættes paa en beslagen Stang og paa Skaft. I første Form ere de hensigtsmæssigst imod Hestfolk, i sidste i det Haandgemæng med Fodfolk, hvortil vor Landstorm maa være beredt uden at regne synderligt paa An- tallet af dem, som stryge med under de første Linjesalver før Gelederne ere brudte og man er dem paa Livet. Riflerne tilhøre en anden Landstormens Virksomhed, der er noksom bekjendt. Det eneste Amt, hvor Lovbudet overholdes, er, besynderligt nok under Forsømmelsen i de andre, det fra Grændsen fjerne Roms- dals Amt. Hver Gaardmand har der sin Rifle, 30 Patroner og Kugler, og Andre, saasom Huusmænd o. a. fl. ere deels for- synede ligeledes med Kuglegeværer deels med Spyd ikke at tale om Øxer. Til at følge dette Exempel og i dette Punkt at opfylde sin Pligt opmane vi da vedkommende Øvrigheder, lige- som vi ville have Almuernes egen Opmærksomhed henvendt paa hurtigst at afhjælpe sin værnløse Tilstand, samt ogsaa paa den hensigtsmæssige, i enkelte Bygder endnu vedvarende Skik at hvert Præstegjæld har sin Fane. Senere skulle vi meddele nogle Ideer i denne Henseende. SIDE: 434 Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE"S POLITIKK] (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836 Det maa være ubehageligt nok for den Constitutionelles Re- daktion, at dens Spalter altid fortrinsviis tages i Beslag, naar et eller andet Kjeltringsstykke skal for Lyset, ret somom deslige der naturligen hørte hjemme. Der søgtes og fandtes Plads for Angrebet paa Eidsvollmonumentet og nu i de sidste Dage for et Forsvar for Storthingets Opløsning og Angreb paa Odelsthin- gets Beslutning om Rigsret samt endelig for en Daddel over det Vivat, som endeel Borgere bragte Advokat Sørenssen. Ingen af disse Opsatser, der aande en Tænkemaade saa aldeles mod- stridig Folkets, at den kun kan næres af meget faa Enkelte, hvis Interesse er ligesaa afsondret fra den almindelige, og fra hvem det altsaa er høist ønskeligt om Nationen ved Leilighed kunde vorde renset, er af Redaktionen ledsaget med Bemærk- ninger; men om at de ikke ville udeblive, om at saavel den Cst.nelle som alle andre norske Blade vil afgive Vidnesbyrd om at Storthingets beundringsværdige Adfærd er almeenerkjendt, bør man holde sig forvisset. Væk med Nationens aabenbare som med dens snigende Fiender! Væk med dens Friheds Forrædere! Storthingets Bagvaskere, Retfærdighedens Hadere! Væk med Nationens Rettigheders Foragtere! De Forsvenskede og Ræv- bælgerne hvor de gribes paa sine Gjerninger, væk! Henrik Wergeland [BYFOLK, EMBEDSFOLK OG BØNDER] (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836. I Lagthinget 6te d. under Behandlingen af Haandværksloven anførte Sorenskriver Borchsenius, som yderligere Grund imod at udvide Cirkumferencen til 1/2 Miil inden hvilken de paa Lan- det Haandværksdrivende skulde være pligtige at svare Byskat, den Anledning man derved gav til Udbredelse af Bylivets Luxus blandt Landalmuen. Hensigten med at udvide Haandværksdrif- ten til Landet er nu vel ikke at drage en snever Kreds af saa- danne Næringsdrivende saa nær uden om Byernes Skattelinje SIDE: 435 som muligt; men at udvide den over Landet uden anden Ind- skrænkning end den personlige Beqvemmelighed fastsætter. Og dette Gode er saa overvejende, at det maa taale den Omstæn- dighed, at byvante Haandværkere, som maatte flytte paa Landet, medbringe den Levemaade, de hidtil have ført. Erhverve de sig Velstand, da luxurieres naturligviis noget hos dem som hos andre; men i Almindelighed ere vore Haandværkere mere hen- faldne til forfængelige Pretensioner paa at agtes fremfor Bøn- derne og til at distingvere sig i deres Ydre og Antrækket end i den egentlige Levemaade. Dette er nu galt nok, og deslige "Spræt-i-Vasfad'er" gjøre ligesaalidet godt i Bondegutters og Bondepigers Øine, naar de vise sig ved Kirken og andre Sam- menkomster, som de hjempermitterede Garnisonskarle i fuldt By-Kavaleerkostyme; men denne Daarskab henhører til den Klasse af Daarskaber som maa taales og som straffe sig selv, om ikke til dem, som derfor rette sig selv. Men hvem kan under de sørgelige Betragtninger over at Kjøbstædlevemaade skulde faa Indpas hos et Folk af Bønder, undlade at opdage den Indflydelse, som Embedsstandens Maade at leve, opføre og repræsentere sig i det borgerlige Samliv paa har paa Lands- folket? Den afsondrer sig i de fleste Egne altfor skarpt; den udbreder ikke sin Kultur, men kun Exempler paa sin Luxus, og heri gjør kun den yderste Trang i afsondrede Egne til Selskab med Væsener, der dog have menneskeligt Ydre, nogen Foran- dring. Selv Borgerfestene den 17de Mai meddeler den ingen ædlere Socialitet. Og om Nogle af denne Kastes Medlemmer ikke have Raad til at pleje et saa overdrevent Vellevnet, som de mere Begunstigede, saa er der dog tusinde Maader, hvorpaa de lægger sine umaadelige Fordringer for Dagen. Selv det at lade en atlaskraslende Dukke paradere op et Par Ganger om Aaret i Guds Huus er en. At være byfødt eller en Embedsmands- Afstamling er nok til at være Konditioneret og forresten Intet, og da har man nok Adkomster til at erholde alle selskabelige Fortrin og de Indtægtsposter, som bortgives inden Distriktet; og har Personen endogsaa uden slige Fødselsaccidentser kun en sort fiin Kjole til, saa er det nok til uden videre at lade ham repræsentere for Hs. Majestæt, mens de anseeligste Bønder maa holde til udenfor. SIDE: 436 Henrik Wergeland [OM PROFESSOR LUNDHS OG GROSSERER PLØENS DØD] Statsborgeren 14. juli 1836 Natten imellem 9de og 10de d. afbrændte Fogden i Nedre Romerige Qvigstads Gaard Braanaas i Skydsmo, ved hvilken Leilighed saagodtsom intet blev reddet uden Udhusene. Kon- toret og med det Fogedkassen med kontant Beholdning af om- trent 1 000 Spdlr. gik tabt. Men et sandt nationalt Forliis er Professor Lundhs, der just var tilgjest i Huset, og døde omtrent 2 Jevndøgn efter af Forbrænding. Han var en oprigtig Patriot, som havde arvet sin gamle nys afdøde Fader Præsten Lundhs trohjertige Gemyt og varme norske Følelse. Hans Fortjenester vare fleersidige, hvorimellem hans Deeltagelse i Udgivelsen af Nationalværket "Samlinger til det norske Folks Sprog og Histo- rie" maa nævnes. Udgivelsen af "Nærings- og Politivennen," der var et saa ypperligt Blad, at man ikke noksom kan forundre sig over den liden Understøttelse det fandt, var ogsaa et af hans Forsøg paa at gjøre sine mangesidige Kundskaber almeen- nyttige. Karakteristisk er den Raskhed af Lundh, hvormed han i Tydskland paa sin Reise forat hente Diplomerne fra München, hvis endelige Erhvervelse ogsaa for en stor Deel skyldes hans Nidkjærhed, i en Duel tugtede en Bramarbas, som paa et offent- ligt Sted talte ilde om vor Konge. Som Akademikus greb han Kaarden i 1807 og avancerede til Kapitain. Med Sorg over- antvorde vi vort Publikum denne Medborgers Navn i hæderlig og kjærlig Erindring. -- 10de d. berøvede Døden os ogsaa i Grosserer M. Pløen en af de Borgere, som have Krav paa offentlig Erkjendelse af deres patriotiske Virken. Han var meget velgjørende; fremmede vil- ligen medborgerlige Foretagender, saasom især Oprettelsen af Krohgsstøtten ved at deeltage Kommissionen og et Bidrag af omtrent 150 Spdlr.; ved betydelige Præmier fremkaldte han den kronede Nationalsang og dens Melodie, og tilhørte paa Storthin- get 1821 Oppositionen, som Norge skylder saameget. Gid Noget af hans store Formue tilhørte Lundhs store Familie, kunde man ønske, dersom Menneskene ikke forlængst havde maattet forlige sig med Uligheden i Verden i Kaar som i andet. SIDE: 437 Henrik Wergeland ["VARME MARIBOESKE VAFLER"!] (Indsendt.) Statsborgeren 17. juli 1836. "Varme mariboeske Vafler! Varme mariboeske Vafler! -- -- I Jøssu Navn saa hør da! -- Varme mariboeske Vafler til Stor- thinget ere at faae idag og imorgen af frisk Bagning i alle Byens Boglader for 14 Skilling Stykket. Frisk an! Varme Vafler til Storthinget! Vafler netop saa store som et Ark med Bogstaver saa store som paa Honningkagerne. Friskan! 14 Skilling! Ved Brua!" Nu da! er det gamle Markskrigeri begyndt igjen? Ja bevares! En saadan Leilighed som Storthingets Foretagender i dets sidste 24 saa glimrende Timer, kan ei gaa ubenyttet hen af En, som har opdaget, at et politisk Navn ligesaavel som en Lampe be- høver Olje af og til, og at der ikke skal mere end en ofte repe- teret Skjælden paa "Demagoger, exalterede Hoveder og liden- skabelige Ynglinge" for at have Miner af en adstadig viis Mand, og kun lidt Air og skrupuløs Afvejen, dog saaledes at Skaalen tilsidst hælder did man mindst burde ventet sig, for at præstere en taalelig Dommer- eller Overdommerfigur. Nei! nu var den almindelige Stemning for mørkfarvet til at man ikke skulde give sin afblegede politiske Kolorit en Tinte. Men det er at stryge paa saa det forslaaer. Ny Grud paa gammel Grud. Oraklet eller rettere, da det kun vises liden Opmærksomhed, denne Demosthenes, som altid tager Stene i Munden og deklamerer for det buldrende døve Hav, vil nemlig: 1) at Statsraadet skulde have negtet at udlevere Storthinget Afskrivt af Protokollerne vedkommende dets Opløsning; 2) at Odelsthinget skulde have erkjendt sig inkompetent til at drage Nogen til Ansvar som det der ellers paaengang skal være An- klager og Dommer i egen Sag; 3) at Storthinget skulde have ladet sig nøje med Addressen som den der "tillige skal være en Slags Appel til Folket;" 4) at Lagthinget in pleno, ikke at tale om de 4 Medlemmer, der deeltoge i Kommitteens Affordring af Protokollerne, skal være inhabilt som Domstol, fordi det har i Storthinget vedtaget Addressen in terminis; og endelig 5) at SIDE: 438 "den første Beslutning, [fotnotemerke] som Storthinget burde have fattet, var at forringe Skatterne, Afgivterne og andre offentlige Byrder, der vare bestemte fra 1ste Juli 1833 til 1ste Juli 1836, for de følgende 3 Aar." Bravo! Hr. Kapitainen er ingen "Middelveisfarer;" thi videre kan man ikke komme i Paastande mod sund Fornuft, Retfær- dighed, Billighed, Storthingets Værdighed og Nationens Nytte. Vaflen har vi faaet tillivs, saa varm den var; men gid den var vel oppe igjen. Og imorgen surrer atter Skriget om vore Øren "varme mariboeske Vafler! mariboeske Vafler til Storthinget!" Ve Os og det arme Storthing, som faaer sligt Traktement; men Statsministeren og -- Prosit die Mahlzeit! Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 17. juli 1836. Norge. Rigsretsstevningen siges udtagen til 23de August, samt at Hs. Exc. med det første vil komme hid for at kommuni- cere beqvemmere med Høiesteretsadvokat Petersen, der er an- modet om at føre hans Sag. -- Regjeringen siges at have indstillet til Hs. Majestæt at sammenkalde et overordentligt Storthing til 26de September, hvilket da sandsynligviis netop beholder sin forrige Sammen- sætning, uden Forandring i Valgene, og begynder hvor det slap. -- Sidste Stockholmspost itorsdags bragte kun Efterretning om at Koureren med Addressen var ankommen to Timer før Postens Afgang imandags. Aftonbladet gaar med skarp Retfær- dighed løs paa Hs. Exc. Løvenskiold for hans Opposition imod Eidsvollsmonumentet. Cand. jur. E. Aubert er, ifølge Stock- holmsordre, afsat som Kopiist, fordi han deeltog i Studenter- deputationen til Hagemann (!) Fotnote: Dersom Hr. M. havde været paa Thinget, tør man nok gaa god for, at man ikke var kommen til nogensomhelst Beslutning. SIDE: 439 Henrik Wergeland SAMTALE IMELLEM NOGEN OG INGEN (Indsendt.) Statsborgeren 21. juli 1836. Nogen. Altsaa, Hr. Ingen, De og Kapitain Mariboe ere de Eneste, som dadle Storthingets Foretagender mod Statsmini- steren? Ingen. Nei, min Herre. Nogen har yttret sig i samme Aand i den Cst.nelle, maa jeg bede. N. Jeg har et fatalt Navn, jeg indrømmer det. Man skriver og begaaer slette Ting i mit Navn, og deri er den Cst.nelle be- hjælpelig. I. Hvorledes? Ja den har en stor Pose, hvori Alt gaar for Et; men den kom dog med Bemærkninger, der irettesatte hint Indlæg mod Storthinget. Lagde De ikke Mærke dertil? N. Jo, hvor lunkne de vare, hvor yderst lunkne. I. Ei, jeg holder Redaktionen forat være kjække Folk, der, ved at staa i Spidsen for Oppositionen, forvandle den til en ubetvingelig Falanx eller Sviinfylking. N. Ingens Mening? Hm! De troede nok ellers at kunne holde sig i Respekten ved dundrende Salver for Nationalæren og de den vedrørende unionelle Tvistpunkter; men naar det ellers gjælder, krybe de i et Musehul. Intet har gjort et saa- dant Indtryk paa mig som Lunkenheden i hine Bemærkninger. I. Jeg vilde heller tro, at en Bøtte koldt Vand kunde gjøre Indtryk paa Nogen; men lunkent? N. Ak, min Herre, jeg havde ventet en bedre og kraftigere Revenge for en saadan Undergraven af min Reputation. I. Hvordan! Har virkelig Undergraveren skrevet hiin Arti- kel, som der lugtede saa Ræv af? N. Oh, værre end det; og derfor troer jeg det. Henrik Wergeland [OM KANDIDAT AUBERT'S AVSETTELSE] Statsborgeren 21. juli 1836. Red. rettede i Mbl.det sin Bekjendtgjørelse i f. No. om Cand. Auberts Afsættelse som Kopiist, ifølge Stockholmsordre. Men dette har dog desværre bekræftet sig. Saa hinker Nemesis. "Men Luna svæver i Himmelen." SIDE: 440 Henrik Wergeland [NOTE TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM BYRÅCHEF BERNHOFT] Statsborgeren 24. juli 1836. Idet Inds. omtaler dette Forhold [fotnotemerke] , og for ogsaa at vise Man- dens Solside, nemlig Smagfuldhed og Forstand, for ikke at sige Geni, samt hvor parallel den løber med hans høje Patrons, kan man ikke negte sig Fornøjelsen af at meddele følgende Træk. Statsminister Løvenskiold udbad sig af Hr. Bernhoft, som den- gang i en beskeden Informator indsluttede sin vordende Storhed, en passende Inskription til Frontespicen paa Søilefaçaden paa Fossum. Da brød man Hovedet kan man tro; men endelig sloges Goethe op og den overmaade betydningsfulde Linie valgtes: "Auf Seulen ruht das Dach" ): "paa Søiler hviler Taget" etc. "Dette er et Tag paa Søiler eller et Søiletag." Man sige ikke, at Enhver kunde see sligt. Thi det maa jo efter Indskrivten være en Opdagelse hvorfor den geniale Inskribent har Æren. Men nu straaler i forgyldte Jernbogstaver: "Auf Seulen ruht das Dach" ikke alene hans men den høje Principals Forstand til evindelig Hæder. "Auf Seulen ruht das Dach!" -- O slige smaa Træk ere overordentlig karakteristiske og fortræffelige til overalt at kaste et Lys paa den sande Gehalt af Aander, som troe sig udrustede til at udholde Oppositionen imod et Folks forenede, og som indbilde sig, at en dybere politisk Viisdom, en højere Dannelse, en friere over alskens Specialiteter og Agonier ophøjet Anskuelse ere Elementerne til deres modbydelige Aristokrati og hullede Servilisme, paa hvem Buxelommerne stikker ud. I andre Lande, navnlig i England og Frankrig, veed man derfor at sætte Priis paa slige Træk, hvoraf man omsider ved simpel Sammensætning erholder den markerede Person, Publikum gider kjende i hans hele Individualitet. En Dumhed er nok til at gjøre en Saadan til et staaende Karrikatur for Livstid, og saaledes er hans Indflydelse tabt. Træk af Forstand derimod, Vid eller Esprit, formaa at parre offentlig Agtelse med en høi Grad af Upopularitet. Ak! "Auf Seulen ruht das Dach!" Ubetaleligt! Auf dem Staatsminister ruht Bernhoft. Betaleligt. Fotnote: [At Bernhoft er "Løvenskiolds fortrinlige Klient".] SIDE: 441 Henrik Wergeland ET PORTRÆT AF EN SKURK (Indsendt.) Statsborgeren 24. juli 1836. er det letteste af Verden, naar man tør karrikere, vælge Træk- kene efter Behag, sætte et listigt Smiil, en tynd blaa Mund til et fordægtigt Eenøje og saa fremdeles vedblive i at klatte sam- men til man faaer et Misfoster, om hvilket der kun kan siges, at saa burde Skurken upaatvivlelig see ud. Men det er kun de færreste Skurke, som have noget misfosteragtigt; thi dertil leve de for vel. De Fleste see fortræffeligt ud, og ere derfor yderst vanskelige at portrætere dersom man ikke er saa heldig at gribe dem in actu, f. Ex. i det Øieblik en Spion noterer eller afgiver sin Rapport eller en Bestukken river den røde eller grønne Lap op med sit Lommetørklæde for en Feils Skyld og saa bliver lidt rød og tager sig en Priis for en Feils Skyld. En saadan virkelig, og ingen af hine imaginære eller ideale, som vor Herre enten har ladet Naturen eller Fanden mærke, har jeg nu for Øje, og vil skizzere ham saaledes som han er dagligdags at see, og det mere for at overtyde om det vanskelige, ja umulige, i et saadant Forsøg end fordi jeg troer nogen kan kjende Manden. Rødhaaret altsaa? Nei det tilhører jo siden Typhons og Judæ Dage de ideale Skurke. Udentvivl falske graagrønne Øine? buskede rødlige Øienbryn udentvivl? En Klumpnæse udentvivl, der hæver sig imellem et Par modbydelige Smiilfurer som en Tudseryg mellem Orme, i Mangel af Godmodighed et Par Hjul- been og i Mangel af anden Værdighed blanke Støvleskafter udenpaa og den uskyldige Vane at nynne til lumpne Tanker, og med Manerer, der tilhøre Verdensmandens Ugeneance eller den forældede Modeliterators Distraktioner, at dække Spionens Lureri? Nei, intet af alt dette, endskjøndt jeg derfor ikke vil sige, at dette skulde være for imaginært. Min Skurk, saaledes som han daglig er at see, har ikke engang saa markerede Træk. Thi hvad er almindeligere end et graasprængt Haar og Skjæg, en røstelig noget korpulent Figur, der fører sig godt og raskt, en lys Vest til en bruun Frak, et ret smukt noget krumnæset Ansigt? Intet er almindeligere; og saaledes er han dog at see, naar han kaster sig ud af sin noget slæbende Kariol og i hele SIDE: 442 Mellemtiden til han atter ruller bort efter Dagens Bedrivter. Intet af hans Antræk er elegant; dog er der noget ved ham, som lader formode, at der nok har været den Tid, da han var det. Hatten staar mærkeligt ned i Øinene hvad enten Solen skinner eller ikke. Men er dette karakteristisk for en Skurk? Aldeles ikke uden kanskee for en Stratenrøver, fordi han na- turligviis ikke vil være kjendt. Og heraf troer jeg man kan see hvor vanskeligt det er at portrætere en Skurk i vore Dage. Med min Mand skal det være umuligt, dersom man ikke er heldig nok til at arripere ham f. Ex. i det Øjeblik, da en Lap falder ud af hans Lomme. Derimod torde Kluddrerne maaskee være hel- digere med Ærligheden, om hvem man altid har sagt at den skal have noget originalt. Henrik Wergeland [FORSLAG OM Å INNKALLE PROFESSOR DAVID TIL NORGE] Statsborgeren 24. juli 1836. Vi tillader os herved at henlede Vedkommendes Opmærk- somhed paa den Akqvisition Fædreland og Universitet muligens kunde gjøre ved at indkalde Professor David fra Kjøbenhavn i afdøde Lundhs Sted, hvis Fag netop er de hvori Hr. David med saamegen Udmærkelse før sin Afsættelse fungerede der som Universitetslærer. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 24. juli 1836. Norge. Efter Forlydende har Hs. Majestæt befalet den nor- ske Regjering at afgive Betænkning i Anledning af den fra Storthinget før dets Opløsning indgivne Addresse. -- Skiensavisen har til 16de d. ikke med et eneste Ord omtalt Storthingets Opløsning, Rigsretten samt det mere, som dermed staar i Forbindelse. Taushed fornærmer Ingen. -- I 7de Bergmaaned indeværende Aar er ved Kongsberg Sølvverk produceret 2327 Mkr. 5 1/2 Lod gedigent Sølv, hvilket er det største Udbytte, der er erholdt i nogen af de foregaaende Bergmaaneder i indeværende Aar. SIDE: 443 -- Efter den ifølge Storthingets Beslutning af 24de Marts 1836 affattede Fortegnelse over udestaaende Restancer af ordinaire Skatter o. s. v., udgjorde Statskassens uberettigede Fordringer paa Fogderierne og Byerne eller de direkte Skatters Oppebør- selsbetjente, ved Udgangen af 1835, følgende Summer: [Her følger fortegnelsen.] Henrik Wergeland RETTELSE [AV TRYKKFEIL I SANGEN "ROUGET DE L'ISLE"] Statsborgeren 24. juli 1836. I nogle Exemplarer af forrige No. staar i Anmærkning til Sangen "seer" læs: skrev. Og under samme Rubrik som denne bør Igaars-Morgenbladets Bemærkning have Plads, at det ikke var for 17de Mais Skyld Hr. Hagemann lod Musiken gaa. Hvor- til en Sandhedens Fordølgelse, som Ingen tror, og som betager Handlingen sit medborgerligen Fortjenstlige? Henrik Wergeland OM BUREAUCHEF BERNHOFTS FÆDRELANDSSIND (Indsendt.) Statsborgeren 28. juli 1836. I en Tid som denne, er det nødvendigt, at politiske Partier skarpt udskilles, at Ikkepatrioterne skilles ud fra Patrioterne, om end den Dag endnu ikke er kommen, da Bukkene med Strenghed skulle mærkes ud fra Faarene. Ogsaa i saa Hense- ende er Tiden kritisk i Norge; og det er med Ret, at man idet- mindste klipper Bukkene i Øret, om man end lader dem løbe indtil videre. Men Saxen forgreb sig sandelig i Bureauchef Bernhoft paa et Faar. Thi at han er en af Norges oprigtigste Sønner kan man vel neppe tvivle paa, naar man finder at Fin- grene paa Haanden ikke slaa til, om man vil regne efter de forskjellige importante Betjeninger han beklæder, og seer imel- lem dem, at han endog er Sekretær i Selskabet for Norges Vel. At hjælpe slige Folk frem, er upaatvivlelig et af dette virk- somme Selskabs ædleste, økonomiske Formaal, der, i Behold af ovennævnte uskyldige Lignelse, maaskee kan rettest henføres under dets priisværdige Omsorg for Faareavlen. Og saadant maa isandhed opmuntre Folk til at ophjælpe Selskabet. SIDE: 444 Henrik Wergeland (INDSENDT FORMENING) Statsborgeren 28. juli 1836. Der maa sikkerlig være en Overflod paa Skurke her i Byen, siden man vil applicere Skurkeportrætet i f. No. af Stats- borgeren paa saamange Forskjellige. Man er kun uvis med Hensyn til enkelte Træk, som synes at passe mindre, men er ikke uvis om Den, man dog finder det mest passende paa, er en Skurk eller ikke. Af Ti, jeg har talt med, har ikke mere end Fire været enige. De Sex havde hver sine Skurke. Henrik Wergeland DEN REPUBLIKANSKE FORFATNINGS SPARSOMHED Statsborgeren 28. juli 1836. Ligesom i Nordamerika har i Buenos Ayres den republi- kanske Regjeringsform ledet til de ypperlige økonomiske Resul- tater, som man kunde vente sig og som ligge i dens Natur, idet nemlig Indtægtsbudgettet overgaar Udgivtens med henimod 3 1/2 Million Daler. Respekterer man Kjendsgjerninger, saa maa det nu snart være paatide, at man sletter ud af Argumentrækken mod Republikken idetmindste det, at den altid er kostbarere paa Grund af sit, som falskeligen siges, sammensatte Maskineri, end hvilkensomhelst anden Regjering. Henrik Wergeland BEMÆRKNING OM SVENSKE MINERVA Statsborgeren 28. juli 1836. Bemærkning. Svenske Minerva maa dog have en Slags Gor- gone; thi den har i dette evindelige "tandløs Kjerring o. s. v." idetmindste forstenet sine Fienders Vittighed, siden man snart ikke hører andet end dette kjedelige stereotype "tandløs Kjer- ring, tandløs Kjerring." Naar vil man holde op dermed og komme med noget bedre? Svar: Naar deres egen Vittighed faar Tænder. Børn maa ikke drive Gjæk med gamle Folk. SIDE: 445 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 28. juli 1836. Norge. Følgende ere de 39 Storthingsmedlemmer, som stem- mede for at ingen Udsættelse skulde skee med Spørgsmaalets Afgjørelse om Rigsret: Valstad, Hoelstad, Toldcasserer Lange, Svane, Fuhr, Areklet, Stueland, Gasmann, Gaardbr. Aas, Foug- ner, Assessor Holst, Sørenssen, Haagenstad, Knudtzon, Provst Holst, Aagaard, Kirkesanger Jensen, Øvergaard, Bredesen, Fli- fleth, Hemb, Nygaard, Torp, Castberg, Bordvig, Lundegaard, Tvedt, Sollied, Mjelva, Meeg, Østenby, Randby, Roll, Ueland, Grude, Birkeland, Schjeflo, Borgen, Soelberg. -- Statsministeren har udtrukket saamange Tænder af Lag- thinget som han har kunnet, nemlig: Hjelm, Christensen, Har- bitz, Sæter, Neergaard, Foutgal, Selbo, Grendal, Wille, Rye. Der sidder saaledes tilbage: Weidemann, Borchsenius, Roll, Schydtz (Præsident), Beichmann, Broch, Mandt, Bjørnsen, Ulve- land, Lippe, Røstvig, Nordaas, Øveland, Viig. Høiesteretsperso- nalet bestaaer af Assessorerne Kjønig, Motzfeldt, Arntzen, Smith, Aars, Ottesen og Sem (de to sidste extraordinære). -- Fra adskillige By- og Landskommuner ere Subskriptions- planer til Eidsvollsmonumentet allerede tilbagekomne fra flere med ikke ubetydelige Bidrag. Man finder Antegnelser af enkelt Mand af ligetil 15 Spd. Siden vil dette Blad anmelde specielt fra hvilke Steder og med hvad Udfald Listerne efterhaanden indkomme. -- Et Par Opsatser i Kristiansandsavisen, betræffende Stor- thingets Opløsning, have været af et saa lavt og forræderskt Indhold, at de have foranlediget Protest fra Redaktionen imod at Nogen maa tro, at deres Mening kan deles af det kristian- sandske Publikum. Mbldt. og den Cst.nelle har fæstet det hele Folks Opmærksomhed derpaa, og dette Blad forhindredes fra at bidrage Sit dertil alene ved at man ikke fik hiin Stiftstidende i tilstrækkelig Tid fat til at faa den første Opsats aftrykt heel som et Kuriosum, hvorpaa dog alt Sætningen var begyndt. For- saavidt man kunde være nysgjerrig efter at vide hvem der dog i denne Grad kan tillade sig Yttringer af den mest fordærvede medborgerlige Tænkemaade, er der godt Haab om at see sig SIDE: 446 tilfredsstillet, da Repræsentanten Walstad, som reenthen deri erklæret for en Rænkemager, ikke kan undlade at sagsøge, og Avisens Redaktion neppe kan være tilsinds at laane en slig Mand sit Navn. -- Fra Trondhjem, der i lang Tid har været berygtet for at nære en Fædrelandet fordærvelig Aand, protesteres i Mbld. imod at nogle Yttringer i Torkild Borgs Avis, som det lader til, af lignende Tendentz som Forrædersindets Udtømmelser i Kri- stiansand, antages for at være Fleerhedens i Trondhjem. Henrik Wergeland THRONDHJEMSK VITTIGHED Statsborgeren 31. juli 1836. I den trofaste og gode By Trondhjem driver man adskillig Lystighed over Storthingets Opløsning, saa man kunde troe, at enten et Fastelavns-riis der raadede i fuldt karnevalsk Narre- vælde, eller at Stiftamtmand Riis ret havde slaaet sit gamle Godlune løs, der i sin Tid hævede Retten den 17de Mai og begav sig tillags. Og denne Lystighed skal være vittig. Vittig og Trondhjemsk -- vil Folk nok sige -- det er at vente Entre- chats og andre smukke franske Dandsespring af Bjørne. Vel da, man kan her faa Anledning til at dømme om den thrond- hjemske Vittighed er vittig eller ikke. Loyal er den i alle Til- fælde som den er og efter sin Tendentz, og det er efter Rigs- tidendens Oversættelse (Translatør Bernhoft in mente) det samme som "god". En Vittighed maa altid være god; en loyal Vittighed er altsaa en udmærket god Vittighed, og -- Her har man den af Stiftsavisen: "I Anledning Begivenhederne med Storthinget verserer her mangfoldige Rygter, hvoraf vi blot ville nævne et ret komisk, dette nemlig: "Der skal være et Carikatur, hvorpaa man seer en lovgivende Forsamling, som meget hovedbrydende delibererer længe vidt og bredt over, om et Par paa Væggen hængende Støvler skulle enten smøres med Fedt eller børstes blanke, og tilsidst beslutter, at de skulle vedlægges Protokollen." Nu! naar var den franske Figaro eller Corsair vittigere? Det flittigste af vore Storthing finder sin Virksomhed rigtignok med SIDE: 447 rene Ord beløjet fra visse Kanter; men dette skeer med tørre Ord og ikke med en saadan Vittighed, der kaldes komisk i Throndhjem hvor man ellers ikke er bekjendt for Nøisomhed, og som ogsaa strax henfører Tanken paa Børste og Sværte. Det alene maa være nok til at bringe de Loyale i Throndhjem til at lee, især eftersom de neppe have smilt alt siden Kongen var der i de 100 Æreporters Dage, og nok til at bringe det øvrige Norge til at lee ad dem. Ellers tør vi yttre den Formening, at Carrikaturens Støvle formodentlig skal hensigte til en Usømme- lighed, som den unge Despot Karl den 12te engang begik i den svenske Nationalforsamling, idet han traadte ind i Rytterstøvler, Jagt- eller Reisehabit og Ridepisken i Haanden. Formodentlig imaginerer Karrikaturmanden sig, at den uvorrne Dreng er ble- ven kastet ud med Tabet af sin Støvle, og nu delibereres da om man skal slænge den efter ham. Stod det ikke i Stiftstiden- den, at Storthinget virkelig haves tilbedste, -- endskjøndt ingen god Normand vil negte, at det bør ligesaavel være i Besiddelse af uantastelig Majestæt som Kongen, ligesom det og faktisk besidder en moralsk, som hertil kun et Par Slyngler i Thrond- hjem og Kristiansand har vovet at røre -- saa vilde vi heller ikke være utilbøielige til at tro, at Raadssalen forestillede det Indre af en Hjerne hvori Støvler stundom spøge, den delibere- rende Forsamling de forvirrede Tanker, og Støvlen den fixe Idee. Ligesom ogsaa formodentlig den, at Forsamlingen skal forestille endeel gode Borgere af Throndhjem, som ere i Bered- skab med at slaa sig paa Haandværk, siden der for Levangers Skyld eller det slemme Storthings Skyld ikke er andet Ud- komme i den synkende By. Eller -- hvad om Stykket skulde forestille de gode loyale Borgere af Throndhjem ifærd med at aflægge sin Hyldest for en af Hs. Majestæts Støvler, som de have udbedet sig til Borgemester? Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 31. juli 1836. Norge. Skiensavisen er fremdeles taus om Storthingsbegiven- hederne. Den handler derimod om Noget, der formodentlig inter- esserer den Egn mere, nemlig om Møgdynger etc. Og saaledes SIDE: 448 befinder Enhver sig paa sit eget Forum. Jedermann sein Lust. -- Krudfabriken paa Kongsberg er sprungen i Luften. 5 Men- nesker kom tilskade, hvoraf En er død. Henrik Wergeland [L. K. DAA OG WERGELANDS HUND BELLA] (Indsendt.) Christiania Intelligenssedler 2. aug. 1836. Den Person, der er bleven paaført Sag til sin Hunds Øde- læggelse, fordi den bed En, som advaret gav sig af med den paa dens Post, har ingensomhelst Anmodninger og Bønner om at dræbe den erholdt fra denne, men kun besvorne Forsikkringer om at Hunden skulde dø og hans Spørgsmaal gjennem Politiet, om han enten vilde det eller have Sag efter allerede indleveret Klage. Forøvrigt berettes, at Hundetvangen skal have sin Oprindelse fra Struensee, der paa en Spadseretour med Dronning Mathilde opdagede ved Nyboder i Kjøbenhavn en Mængde Hunde, hvor- ved Dronningen fik Anledning til den Bemærkning, at disse Folk der maatte leve godt, siden de kunde holde saamange Hunde. Dette skal da have været den despotiske Minister nok for at gjøre sig endnu mere forhadt ved en Anordning, der for- modentlig er Føder til den af 1786, som forbyder alle Hunde i Agershuus Stift nogensinde at gaae løse. I 1808 iværksatte Politiet i Kristiania en nem Beskatning, idet den tillod de Hunde Frihed endog i Hundedagene, som vare forsynede med et Politi- tegn, hvorfor erlagdes 1 Daler og som aarligen maatte fornyes. Under Skin af at sørge for den offentlige Sikkerhed er det ellers meget let at faa Eiendomsfriheden over hvilketsomhelst Dyr tilintetgjort, idet man heller fornegter sig en uskyldig Tilbøjelig- hed og naturlig Ret end priisgives uophørlige Uleiligheder og Udsugelser. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 4. aug. 1836. Norge. Nu tør nok Mjøsen endelig med det første faa sin Dampfart, og det kanskee med mere end een Baad. Man har nemlig hørt, at baade en formuende Kristiania-Kjøbmand har SIDE: 449 i en Tid havt saadant i Tanke, og nu have Lillehammers Kjøb- mænd for Alvor lagt ud med Plan dertil og søge i den Hensigt et Laan mod Pant i deres langt betydeligere taxerede Grund- ejendomme. Staten, der hidtil har gjort saa forunderligen lidt til Industriens og Rørelsens Fremme, har dog i denne Hense- ende viist nogen Forkjærlighed for Dampfart; og man tør da vel haabe, at vedkommende Departement, om dets Hjælp maatte blive anraabt, vil gribe Leiligheden til at forrente inden Landet saa stor en Sum, som der muligens bliver ansøgt om. En detall- jeret Plan fra Interessenterne kan med det første ventes i Skil- lingmagazinet. Og er deri Postbefordringen paaregnet at be- vilges ligesom ved den Dampfart, Kapit. Mariboe har til Hensigt at istandbringe til Hamburg -- den klogeste Plan denne virk- somme Hjerne har fremfødt i mange Aar, og hvortil vi ønske denne Patriot, der efter megen Æresafvexling endelig med sit 11te Brev har udtjent og forhaabentlig fuldendt denne tornefulde Karriere, al Lykke og Fremgang. Reisende og de tilgrændsende stærkt befolkede, velstaaende Egne ville sandsynligviis afgive en Mængde Passagerer paa dette herlige Farvand. Omegnens Skjønhed, Nærheden af Rigsforsamlingsstedet paa Eidsvoll, Op- rettelsen af Befrielsesmonumentet der, Tiltagen af den fortrin- lige Sundhedskildes Navnkundighed, som netop findes der hvor- fra Dampbaadsrouten formeentlig vil begynde, Letheden hvormed Fremmede kunne hurtigen gjennemreise de skjønneste og rigeste Trakter ved fra Mjøsbassinet at komme over til Rands- og Tyri- fjordens nye Dampbaadrouter -- alt dette vil give Omegnen nyt Liv og Fortjeneste som Følge af Dampfarten. Men hovedsagelig vil Varetransporter være dens Meed, og derimod har vel ingen Ven af indre Rørelse og Virksomhed? Jo vi kjende Nogle, som -- gid de ikke gjorde en Ulykke paa Dampbaaden. Det er Fragtemændene langs Mjøsstranden. Det vil falde dem surt at opgive Fortjenesten af en 40 -- 50 Daler om Aaret af Baaden. Men imellem de fortvivlede Tanker vil dog omsider den for- nuftige opstaa, at den Gevinst vel paa det nærmeste lader sig hente igjen fra Ageren. Og Dampfartens særegne muntre og livlige Udvortes vil lidt efter lidt forsone dem med den ube- tvingelige Fiende, der ikke taaler ved sin Side den snigende Baad og hverken har Respekt for Skreyas Stormkast eller for SIDE: 450 de ærlige Roersfolks ufortrødne Sved, der ellers godt gjør det af med Halvmilen paa otte Timer eller saa. -- Vi ere uden Krudt siden Ulykken paa Kongsberg, Frederiksteen er besat med ubrugbare Kanoner, Kongsvinger er demontert, Skien er som et lidet Biskaya, Throndhjem er ikke mere som før, det vil sige: godt nok for hele Norge, men nu kun godt nok for sig selv, og Kristiansand huser idetmindste een Forræder -- sandelig under saadanne Omstændigheder bliver visse Svenskes Trudsel at de kunde gjøre Kaal paa os naar de bare vilde, frygtelig nok. -- I Pastor Wexelses theologiske Tidsskrivt (en Slags Op- læggelse af Troens uforfalskede Melk hvorved den bliver dob- belt behagelig og istand til at holde sig) faar man overraskende Nyt at vide om hvorvidt det hernhutiske Jesuafguderi er bleven drevet hertillands af en hidkaldt fanatisk Vandrepræst Holm, som ellers her i Byen efterlod sig et meget godt Rygte for sin overmaade store Kjerlighed. Forøvrigt er det ene Galskab ikke bedre end det andet, saa man gjerne kunde lade Herrnhuterne drive sit i Fred. -- Siden den ene Kureer og Post fra Stockholm kommer efter hinanden uden at medbringe Ordre til et overordentligt Storthings Sammenkaldelse, begynder den Tro at udvikle sig, at man derinde vil forsøge, om det norske Folk ikke skulde i nær- værende budgetløse Tid beqvemme sig til at betale Skatter efter forrige Budget. Men saa dybt ringeagter det dog vel ikke sine egne Prærogativer, saa usselt er dog vel ikke noget enkelt Individ! Det tør visselig Ingen vove, ja det kan ikke falde nogen norsk Mand ind. Sverige. Statstidningen, Regjeringens eget Blad, har optaget de Bespottelser og Løgne om Storthinget, som have vanæret Kristiansands og Throndhjemsavisen; men den undlader natur- ligviis at melde noget om hvorledes disse Opsatser ere blevne optagne og protesterede. Som sagt, Statstidningen er Regje- ringens eget Blad, Kong Carl Johans svenske Regjerings eget Blad, og deri faa Bagvaskelser og Løgne om det norske Stor- thing fortrinsviis Plads! Nu kan ingen Normand være i Tvivl om hvad han skal tænke eller tage i Betænkning at sige med svenske Minerva: ja isandhed, det er "en Forening at græde SIDE: 451 over!" og dette ville vi repetere indtil det bliver anderledes paa en eller anden Maade. Danmark. Det norske Skillingsmagazin har en 100 Subskri- benter her; men Storthingstidenden, der følger Magazinet som Tillæg, fik man ikke Lov at erholde. Hele Pakken retournerede saaledes til Norge, hvorfra den nu leilighedsviis maa søge Di- stribution. Og saaledes kan Cancelliet dog ikke forhindre de skadelige Exempler at trænge indimellem Folket, der allerede snorkede (istedetfor at knurre) efter den Frihedsrus man skjæn- kede det forat have det tilbedste. Henrik Wergeland [INNLEGG I STRIDEN MED DAA OM HUNDEBITTET] (Indsendt.) Christiania Intelligenssedler 5. aug. 1836. Indsenderen ejer ogsaa en Hund, og han vilde ansee det for Niddingsværk, om han ikke til det Yderste forsvarede dens Liv i det Tilfælde at dette fordredes opoffret af overdreven til Grillenfængeri gaaende Frygt for dens Bid. Derimod vilde han opoffre den, om der skulde være Grund til nogen Frygt, og herved vil Inds. med stor Udstrækning endogsaa have forstaaet mindste Tegn til Sygdom og Muligheden af at den kunde komme i Andres Hænder, hos hvem man ikke kunde indestaae for Be- handlingen. Thi af denne kommer Sygdommen, der ved slet Haandtering eller Medfart kan opstaae hos alle Dyr. At for- svare en trofast Hunds Liv er ikke meer end simpel erkjendtlig Gjengjeldelse, thi den vil vove sit for sin Herres. Ja Inds. tør vedgaae, at han er et af de Mennesker, der har lært sine Med- menneskers Venskab at kjende fra en Side, der lader ham fore- trække sin kjære Hunds. Han har alle de moralske Egenskaber, man søger, men meget sjeldent finder, hos Venner. Hvem har hans trofaste Hengivenhed, hans Ærlighed, hans Godhed for min Person? Forstandsfortrin, hvoraf Menneskene gjøre sig til, opveje dog ikke, med Hensyn til Venskabet, hine Hjertets Egen- skaber, og hos Mangfoldige, der ikke ere de sletteste som Ven- ner, ere de ikke særdeles betydelige, og hovedsagelig kun be- staaende i en Evne til at spilde En Tiden med Snak og bagtale En, naar det er forbi med Venskabet. Min Hund er det Væsen, som tilfredsstiller den Trang jeg kan føle til daglige smaa Vel- SIDE: 452 villighedsyttringer. Det vilde derfor være mig et Hjertesaar at berøves den, og det vilde vække min Forbittrelse om Lovene befordrede saadan Ondskab. Den bider, det er sandt, under- tiden dem, der give sig personlig af med den til urette Tid og Sted; men dette gjør gode Hunde, mens de slette, der desaarsag fortjene Døden, lade enhver Klaafinger tukle sig efter Behag. Selv har jeg ved oftere saaledes at være bleven bidt af Hunde, men naturligviis før jeg kom til Skjels Aar og Alder, maattet lære at lade Andres Hunde være urørte. Henrik Wergeland [STATSMINISTEREN OG RIKSRETTEN] Statsborgeren 7. aug. 1836. I Intelligenzsedlen har en Person, der under megen Lystighed rider to af Lillehammers Formænd, der komplimenterede Oberst Hageman, tilvands, i Forbifarten ladet mærke, at Statsborgerens Udtryk "Tænder" om de Lagthingsmedlemmer, Statsministeren har udskudt, kan misforstaaes. Intelligenzmanden gjør nu dette naturligviis modvilligen; men da der dog turde være noget tve- tydigt ved denne Metafor, ville vi her ligefrem sige, hvorledes den maa forstaaes. Det er ikke værd, at udpege alle de Punk- ter, hvori Tandudtrækning og Rigsretsudskydning have noget tilfælles, thi de ere mange og ligge En nær. Men hvad er det for en Vildhed, som strax tænker paa Glubdyrs Tandrækker? Hvorfor ikke tænke paa Nøddeknækning, der baade ofte meta- forisk er brugt om juridiske Tvistpunkter og Sager, er uskyldig men behøver dog gode Tænder? Men det tør vel dog siges, at Statsministeren har, i den Forstand at see den juridiske Nød knækket, som er Gjenstand for Rigsretten, udtrukket en heel Deel af de Tænder, som bedst vilde tjent dertil? Henrik Wergeland OM MORGENBLADETS "POLITISKE BAROMETER" Statsborgeren 21. aug. 1836. Under dette Navn, hvis Metaforiske forøvrigt dels slet ikke vedligeholdes dels kun hævdes paa en kluntet Maneer, omtrent som naar den Glemske og Vidtsvævende rusker i sin Sløvhed og af og til griber sig igjen med et "men det er jo sandt, vi talte jo om Veiret etc." -- leverer Morgenbladet en politisk SIDE: 453 Oversigt ved hver Maaneds Ende. Man skulde nu tro, at Tiden- den da lod høre en egen sund Reflektion over de seneste Be- givenheder, gjennemført med Konsekvenz og istand til at med- dele dens Publikum den politiske Anskuelse, som efter dens eget Begreb og i dens Aand er den rigtige. Man skulde vente et kraftigt Destillat og intet bagefter kommende Tyndtøl; en klar og meningsstærk Tale, intet vaklende Snak, ikke blot en hivende kronisk Expektoration, der vækker Tanken om Alder- dom og Svaghed hos Manden paa Tribunen. Lad hans Mening være forskjellig fra vor, lad ham uddrage hvad Lære han bedst veed og kan af Begivenhederne -- vi ville fremsætte vor mod- satte; men har han i en Linje det Sind, i en anden det, saa sige vi: Msr. Kristoffersen I er mafoi -- om ikke en Nar, saa dog en Vejrhane, og bør skrige paa Taget. Men det overordentlige ustadige Vejrligt i f. M. maa upaa- tvivlelig have udøvet sin Indflydelse paa Manden, som i sit Barometer for Juli først lader al revolutionær Bevægelse synke ned til Medynkens laveste Standpunkt, men saa strax jager den texanske Revolutioneren op til Glædens, Beundringens, den jublende Symphaties højeste. Dette er at have to Strenge til sin Bue, eller, i Barometer og Vejrstiil, at regne og vise Sol- skin paa engang. Men værre er det, at Vejrprofetens ene Tvetunge grangivelig er af giftig Natur i følgende vaadelige Snak: "Overalt maa de forsonende Forholdsregler, som endog Europas souveraine Fyr- ster anvende for at befæste deres Throner ved den størst mulige Skjønsomhed for deres Undersaatters Fremstræben, om- tales med høi Berømmelse. Den naturlige Følge deraf er, at alle revolutionære Bestræbelser betragtes med et medynksomt Smiil, som udrundne af Overspændthed og Ubekjendskab med Menneskene og Tingene." En politisk Meddelelse var aldrig falskere og Konklusionen er da ogsaa derefter. Var endogsaa Suverænernes Fremfærd bedre end den er, hvortil skal alligevel denne bestandige, tvungne, afsmagelige Fremsnuen paa Solsiden af det, som ikke ligefrem tilhører Rækken af de Elendigheder og Forbrydelser, der er de absolutte Monarkiers Historie? hvortil denne møi- sommelige Opsamlen af de enkelte Staver, som endnu kan SIDE: 454 understøtte disse fiendtlige og hadværdige Systemer? denne Overskatten af enkelte Træk af Forstand eller personlig God- hed, hvormed de forhale sin Skjæbne fra en Tid, der vil opløse, men tilgive, til en der vil hevne og forme en skjønnere Verden af Ødelæggelsen og maaskee fryde sig i Ødelæggelsen? Det er denne til Vane blevne Flid i at samle alt det, der i nogen Maade kan fremstille Monarkiet fra en fordeelagtigere Side, denne idelige Komplimenteren af Monarkiet, som fordærver Aanden i selve de friere konstitutionelle Kongestater, saa at den kun lidet udmærker sig i Frihed fra de absolute Monarkiers læng- selsfulde Trælles, og saa at den monarkiske Form ipræges den almindelige Tænkemaade, uden at den gjør sig Rede derfor, som en Nødvendighed, man ikke maa tvivle om. Af en Mængde smaa Legender, Mirakelhistorier, Helgenbedrivter o. s. v. dannes falske Religioners Glorie. Deres udelukkende Fortrinlighed og Stabilitet grundes derpaa, paa et dunkelt Indtryk af de mange beviisstærke Fabler og inponerende Kjendsgjerninger, som Troen tager for godt, og ikke paa nogen Erkjendelse. Og saa- ledes er det ogsaa med de falske politiske Systemer. Det er for nærværende Artikels Skyld vi nylig leverede et andet Blads Skizzeren af de fleste Nuregjerendes Personlighed. Og hvilken Kontrast imellem denne Fremstilling, der ikke er uretfærdig mod Nogen men altfor rosende for Enkelte, [fotnotemerke] og Barometermandens "høie Berømmelse" af "de forsonende For- holdsregler, som endog Europas suveraine Fyrster anvende for Fotnote: Den franske Konge er saaledes baade i omhandlede Artikel og ellers ved enhver Leilighed baade i Søndagens Intelligenssedler og Mgbldt. op- løftet til Skyerne. Og dog bør man vide, at denne Monark baade er be- tynget med Spaniernes Beskyldning, for i 1831 at have fornegtet de Libe- rales Sag, bevæget Torrijos til at gribe til Vaaben, forladt ham og overladt ham til sin Skjebne, og med Polakkernes, der gaar ud paa det samme om- trent, med Hensyn til deres Fædreland. Fleerheden af den franske Armee og Folk deler den bittre Følelse af at Frankrigs Ære og Anseelse i Ud- landet har under det orleanske Regimente lidt dybe Skaar omkaps med dem der aarligen er tilføjet Friheden i Landets Indre. Alibaud angav at ville hevne Polen paa Frankriges Konge, og det er umuligt Frygten for at have opirret enkelte Fanatikere, som nu tvinger ham til ganske at afsondre sig fra Publikum, skye offentlige Repræsentationer af det mest nationale Præg og kun i en nyopfunden for Skud uigjennemtrængelig Vogn jage fra Tuilerierne til Neuilly. Saavidt er det jo kommet med ham. SIDE: 455 at befæste deres Throne ved den størst mulige Skjønsomhed for deres Undersaatters Fremstræben!" Til disse forsonende Forholdsregler hører da ogsaa ventelig Czarens fortsatte Seqvestrationer i de polske Lande, eller -- for at vise Baro- meterets overraskende Fluktuationer -- det "Lyn fra den klare Himmel," hvormed den uventede Stockholmsordre til Storthingets Opløsning midti dets almeengavnlige Virksomhed lignes i samme politiske Opsats -- en Dristighed hvorfor Mor- genbladet ogsaa har maattet taale den throndhjemske Stifts- tidendes latterlige Revselse. Og vi feile da vel heller neppe ved at holde Kongen af Bayerns Paaskud af offentlige Proces- sioner til Skydshelgenen Bennos Ære for at faa Regn for at være et af Beviserne forat Fyrsterne anvende den størst mulige Skjønsomhed for sine Undersaatteres Fremstræben. Men paa intet Aasyn vilde det "medynksomme Smiil," hvormed Morgen- bladet, under saadanne Omstændigheder, vil "at alle revolu- tionære Bestræbelser skulde betragtes som udrundne af Over- spændthed og Ubekjendtskab med Menneskene og Tingene" klæde saa godt som paa det Portræt af sig, hvorfor den bayerske Konge lader deslige Revolutionære gjøre Afbigt, ligesom Skik engang var for Tiberiusses og Kaligulas. Nei, ingensinde vare vel Menneskene mere høiligen op- fordrede til revolutionære Bestræbelser d. e. til at sætte en Grændse for og afskaffe virkelige Samfundsonder og de Gal- skaber, hvortil en overdreven Tilmaalelse af Magten jevnligen henfalder og uforbederligen er henfalden, end nu. De store Lidelser Menneskeheden har lidt, især fordi Nationerne ikke benyttede sig af Omstændighederne tilstrækkeligen og til at vinde fuldstændige Seire, har vel havt tilfølge, at Fred og Rolig- hed er steget høiere i Priis hos Mængden end Frihed og Ære burde tillade; men hvor Individer give disse Goder Fortrinet, der betragtes de ikke med et medynksomt Smiil, men med en velvillig beundringsfuld Sympathies, eller i alle Tilfælde kun med et medynksomt fordi de opoffres de bittreste Skjebner. I Frankrig guillotineres de eller sendes paa Galejerne. I Spa- nien (hvor en Revolution til Gavn for den herlige Konstitution af 1812 just nu siges udbrudt) ventede Galgen eller Ceutas Slaverier de ædle sig selv opofrende Liberale. I Italien er den SIDE: 456 samme Skjæbne dem beredt eller de slæbes paa de mæhriske Fæstninger. I Tydskland sættes de paa Tugthusene efter at have gjort Afbigt for den fornærmede Monarks Portræt. Og i Rusland lader man dem døe i de asiatiske Bjergværker, i Si- berien, under Øxen, Strikken og Knuten. Men der vil vorde en Tid da saadanne Straffe ville ophøre formedelst -- Mængden af de Revolutionerende. De tiltage under dem og ved hiin Sym- pathi, der er saa almindelig, at den uvilkaarlig frembryder selv hos vor Vind- og Vejrmand, idet den 5 Linier nedenfor bliver de revolutionerende Texanere til Deel. Det er da en Inkonse- qvense, hvori man ikke maa lægge noget synderlig ondt, at den negtes Europæerne, saafremt de ikke behandles med saadan Haardhed, fordi deres revolutionære Bestræbelser, som endnu ere enkelte og kun symptomatiske, kun krones med lidet Held. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 21. aug. 1836. Norge. Paa Fuldmagt fra Storthingsmand Valstad har Stifts- overretsprokurator Horn paa Beskikkelse til Kristiansands- avisens Redaktion, om den selv vilde paatage sig Ansvaret for Stykket i No. 56, 1836, erholdt opgivet som Forfatter Byfoged Guldbrand Thesen dersteds. Denne Mand har da atter bestyrket den almindelige Mening om hvorlidet det er bevant med hans Skjønsomhed som Jurist. Thi endog om han ikke havde dom- fældet sig ved om enkelt Navngiven at bruge en efter sin Natur ubeviislig Injurie, der i høieste Maade graverer den sædelige Karakteer, maatte hans skammelige Beskyldninger mod andre kun som Bønder paapegede Repræsentanter, ikke at tale om Tonen i det hele lumpne Angreb paa Storthinget, paadraget ham en Proces af de farligste Følger. Det er af sine Egne man skal have det, siger man; og angjældende Guldbrand Thesen er ogsaa en Bonde af Fødsel, og det ligesom Valstad fra Store Næs, hvor dog ellers hans Frænder ere blevne trætte af Slægt- skabets Ære, der idelig faldt dem kostbar, uden at de fik god Tak derfor. Thesens Lykke som Højesteretsadvokat var nemlig yderst slet. At det ikke var nok at være kostbar som de bedre Advokater for at vinde deres Indtægter, fandt han først for SIDE: 457 silde efter at han havde lagt al en overmodig og fordringsfuld Embedsmands Ødselhed og Forfængelighed for Dagen i de Ar- rangements han traf ved Aabningen af sit Advokaturs drømte Guldgruber. Dette anføres fordi det afgiver fornyet Vidnesbyrd om at Forfængelighed er Roden til alt Ondt, og her da i Form af Misnøje med sin Stilling, Overvurdering af sig Selv og over- spændt Krav paa Livsnydelse. Slog ikke Advokaturet til, og var Byfogedembedet en Spekulation, der idet mindste en læn- gere Tid, end taales kunde, ikke svarede Regning, saa maatte man prøve sin Lykke som -- Forfatter, som Forsvarer af den for Landet maaskee skadeligste Handling, Magten endnu har tilladt sig, som Angriber af Storthinget i en saadan Tone, at den maatte tildrage sig Opmærksomhed. Manden, som nys har negtet at være Supplikant, skal dog nu være det til Nummedals Sorenskriveri. Henrik Wergeland [DEFENSORS FORSVAR I RIKSRETTEN] Statsborgeren 25. aug. 1836. Statsminister Løvenskiolds Defensor for Rigsretten har ikke alene til Forsvar for sin Exception mod Rettens Habilitet appel- leret til den hele civiliserede Verden, men endogsaa, under sit igaar Yttrede, at hverken Domstol, eller Angjældende skulde kunne være tilfredse med saadan Sags Fremme, specielt paa- staaet, at Mange her i Landet vilde dele den bittre Følelse med Hs. Excel. at han var dømt uretteligen og uretfærdig. Offentlig- heden af denne Formening tillader enhver Prøvelse deraf. Den er upaatvivlelig sand. Hr. Løvenskiold har viist en saadan Ind- flydelse paa Embeders Besættelse, en saa nobel Erkjendtlighed for Artigheden af en vis Grad, at Mangfoldige, især af dem, der endnu i Fremtiden haabede at nyde godt af ham, maa be- tragte sig som staaende og faldende med ham. De ikke saa Faa, som skylde ham Forbindtlighed for hurtig og god Beford- ring, ere ikke saa utaknemlige, at de skulde fornegte Klient- skabet og en Afhængighed, som Taknemligheden giver noget vakkert, og som snarere styrkes end forsvages med Aarene, eftersom Personerne med dem efterhaanden indbilde sig at dem skede kun Ret, og at de altsaa bedre end andre kjende til Stats- SIDE: 458 ministerens ugemene Forstand, der opdagede deres Fortjenester. Et Skin af pligtmæssig Omhu for fjern og nær Slægt antager ogsaa denne Afhængighed, som deles af Fleerheden af disse Frændskaber og saaledes har man da en høist agtværdig Deel af dette Publikum, hvis Interesse i Statsminister Løvenskiolds Skjebne, Defensor paakalder og med al Sandhed kan paakalde. Men omendskjøndt vi ikke tvivle paa, at Hs. Excel. om han længe skal faa blive istand til at fortsætte sine Velgjerninger, omsider vil gjøre sig det hele lille norske Folk forbundet, der jo kun er som een Familie paa nogle faa ædlere Grene nær, saa er dog denne glædelige Tidspunkt, der er at ligne med den da der skal være een Hjord og een Hyrde, endnu ikke ind- truffen; og den uendelig større Deel af Folket, som hidtil har bevaret sin Uafhængighed og lever uden just derfor at leve af løvenskioldsk Naade, regner den Brug, H.s Excel. den norske Statsminister har vidst at gjøre i Befordringsvejen af sin Ind- flydelse, for en af de Meriter, hvorpaa det nationale Ønske om hans Bortfjernelse fra sin Post er grundet. Men Defensor behøver jo kun at kaste Øine hen til Skeens- egnen forat see sin Appel til en Medinteresse i Løvenskiolds Skjebne begrundet. Det er den løvenskioldske Klans rette og naturlige Hjem. Der er Respekten for Hs. Excel. saa stor, at Egnens Avis i lange Tider efter Begivenhederne af 8de Juli, og maaskee lige til denne Dag, ikke har vovet at omtale dem. Og derfra har Hs. Excel. rimeligviis hentet tilstrækkelige Mo- tiver, hvorfor han som ærlig norsk Mand og Kongens Raad ikke kunde driste sig til at vederlægge Hs. Majestæts saa feilende og skadelige Formening om den Aand, hvori 17de Mai feires af det norske Folk. Hs. Excel., der i lang Tid med en Patriarks Anseelse har boet i denne Egn, maa nemlig bedst vide i hvad Aand og med hvad Mening den engang ogsaa der feiredes af den faldne Uskyldighed. Men idet vi indrømme, at Defensor maatte have Ret omend Hensyn kun toges til Skeensegnen, maa det ogsaa tilstaaes, at Folket i de øvrige Egne af Landet, og vel kanskee endeel Van- troe selv der, ogsaa regner det til Last for Hs. Excel., at Han, som nøje kjender sine Landsmænd og som selv Deputeret til Eidsvoll, istedetfor at tale Hs. Majestæt tilrette i den Mening, SIDE: 459 Høistsamme, rimeligviis forledet af slette Mennesker, fremdeles nærer om Festligholdelsen af 17de Mai, har endogsaa indskudt sig under denne Kongens Anskuelse, der har havt og har saa- mange ulykkelige Følger for det hele Fædreland som for En- kelte. Dette Træk af Hs. Excel. er ikke af dem, det norske Folk kan tillægge ringe Betydenhed med Hensyn til den Me- ning det gjør sig om denne dets højeste Embedsmands Karak- teer og Qvalifikation til at blive paa sin Post. Deraf nemlig saavelsom af Hs. Excel. Opposition mod Eidsvollsmonumentet har det norske Folk kunnet danne sig et tilforladeligt Begreb om hvorledes det er fat med denne af en af hans Klienter saa- kaldte "Fædrelandets tro Mands" Patriotisme og Kjærlighed for de Institutioner, under hvis Tilvær han selv er fremkaldt fra en Landadelsmands lidet bemærkede Skjul til at indtage den glimrende Post som en, formedelst disse Institutioner agtel- sesværdig, Nations første Repræsentant i den store politiske Verden. Men maaskee ogsaa Defensor indtager i Listerne over de løvenskioldske Sympathier de Peernittengryner, der regne sig de Skillinger til Indtægt, som de nu tro med Anstændighed at kunne unddrage Nationalmindet, idet de henholde sig til Hs. Excells. Mening? Dette vilde ikke være at gaa til nogen større Yderlighed i at samle Folk end han har gjort i at samle Argu- menter under sin Exceptionsprocedure, hvor ingen Skal er bleven ubrugt. Men af det sidste Slags tør der dog være saa Faa, at ingen egen Klasse af Løvenskioldsmænd deraf lader sig danne. Den natio- nale Korruption eller Nedbrydelsen af det medborgerlige norske Sind foregaar i for stor Skala til at paaregne saa lave Motiver. En ny Tilstrøm har derimod de antinationale løvenskioldske Sympathier faaet i endeel Smaajurister, som med ligesaamegen Iver have vant sig til at repetere de Grunde for Exceptionen, som dygtigere Jurister, men ligesaa slette Borgere, i Bladene have leveret, somom de selv havde udfundet dem. Tilsidst ind- bilde de sig det vel endogsaa selv, efterat de have opdaget, at der kan gives Folk, som tro, at der skal større Skarpsindighed til at angribe hvad ret og fornuftigt er og forsvare Galskab, end til det omvendte. SIDE: 460 Den omhyggelige Defensor har fremdeles Ret til at paabe- raabe sig Sympathier i Nationen, naar man tænker sig Mulig- heden af at Hs. Excellences kraftige Optræden baade mod Re- gjering og Folk i Formandskabssagen, hist og her ligesaameget kan have imponeret let indtagne Gemytter, der gjøre mere af Gjedebukke end af andre Dyr fordi de ubøjeligen følge eget Lune og stange til Høire og Venstre naar de ville frem, som Hs. Excellences trofaste Følgen ad med H. M. Kongen i Ulyk- kerne af Beslutningen af 2den Juli kan have rørt mange bløde og loyale Hjerter. Men gives der saaledes Nok til Hjemmel for Defensors trøst- fulde Appel til de Nordmænd, som skulde dele Hs. Excellences Smerte, om Dom maatte overgaa ham: saa er det dog en Ulykke, at netop de Omstændigheder ved Hs. Exc., som have givet ham disse Venner, gjør ham Folkets ulige større Fleerhed til en saadan Uven, at det kan siges med Sandhed, at det norske Folk, istedetfor at nære nogen Medynk, venter at de, i Analogi med hvad der skeer i andre Anklageprocesser, maa have skjærpende Indflydelse paa den Dom, som vil falde, om Exceptionerne ikke tages tilfølge. Defensor, som har givet Anledning til disse vore Yttringer, synes ogsaa vel at vide, at Qvæstionen er: om den norske Nation kan være tjent med en saadan Statsminister som Løvenskiold har været indtil 2den Juli var ilde og ikke vel over dette Aar eller ikke. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL INNSENDTE EKSEMPLER PÅ PRESTELIGE DUMHETER] Statsborgeren 25. aug. 1836. Redak. kan vel ikke indlade sig paa at aabne sit Blad for det "Repertorium af præstelige Dumheder," hvortil Indsenderen siger sig istand til at kunne levere mangfoldige passende Bidrag og det fra vore Tider; men ligesom Indsenderens Personlighed borger for at han ikke har den Hensigt at berøve Præstestanden noget af den Agtelse, som Beskaffenheden af dens Virksomhed tiltrænger og skyldes, saa troer Redak. heller ikke at man kan udlede nogen saadan hverken hos den eller hos Indsenderen af det heroven Indtagne. Det kan alene tjene til at indpræge i os den Troessætning, som vi alle kjende af vor Børnelærdom, SIDE: 461 at Fornuft er en Ting af yderst tvivlsomt Værd, og vække Op- mærksomheden for den Viisdom, som stundom flyder af dem, hvem det paaligger at udbrede Religionens Ære og dens og anden Kundskab imellem Folkets Gamle og Unge. Og i og ved det Samme maa ogsaa deres Opmærksomhed, som ere saa lyk- kelige at besidde Præster og Lærere af en anden Beskaffenhed henledes paa disse og deres Fortjeneste, der jo fremhæves ved Exempler paa det modsatte. Dersom Folket ad anden Vei skal erholde sin Oplysning (og det er nødvendigt hvor det i den Grad tages ved Næsen, at det skal frasnakkes sine vigtigste Rettigheder, som f. Ex. hvad der nu truer ved Rigsretten) saa vil deraf følge at det anvender en Smule Kritik -- egentlig blot Eftertanken -- ved hvad der bydes dem under Gudsords hellige Navn. Og dette kan vel ikke være afvejen? Den dygtige Præst kunde aldrig frygte derfor; meget mere vilde han dermed være tjent. De utallige Anekdoter og kuriøse Citater om og af Præ- ster, som løbe om fra Mund til Mund og som godmodige Præster selv tage for gode, bevise at saadan Kritik, som naturligen, fin- der Sted. Men Sagen, Religionens, Oplysningens eller, om man vil, Kirkens, vinder dermed lidet. Mere er det at haabe af at vise engang imellem at geistlig Tale saavel som anden offentlig Færd er hjemfalden offentlig Kritik. Det er vissere at vor her- skende Kirkes Mure falde for saadanne Røster som anførte end at Jerichos faldt for Josvas Trompeteres. Henrik Wergeland [GJÆRINGEN I SPANIA] Statsborgeren 25. aug. 1836. Mellem de særdeles mærkværdige politiske Begivenheder, som fordre en Undtagelse fra i dette Blad kun at indtages i dets hvert Hefte ledsagende politiske Oversigt, glæder det os at kunne anføre, at den høist liberale spanske Konstitution af 1812, hvis Indflydelse paa eller Anvendelse i vor egen er bekjendt, synes omsider at skulle seire i Spanien. Provindsen Malaga gjorde dertil det første Skridt, siden fulgte Aragonien, hvor Generalkapitainen satte sig i Spidsen for Revolutionen, Estre- madura m. fl. andre Provindser og Stæder. I Madrid var Seiren endnu ikke afgjort ved de sidste Efterretningers Afgang. Kun SIDE: 462 i Malaga forfaldt to Mord; paa de andre Stæder forstyrrede intet den almindelige Glæde ved Konstutionens Proklamation og Opreisningen af dens symbolske [fotnotemerke] Mindesteen. Det ædle Blod som har flydt for Spaniens Frihed, skal ikke længer være spildt, Anstrængelserne ikke frugtesløse som det synes. Den kraftløse Maade, hvorpaa den nu afskedigede Cordova førte Krigen mod Don Carlos, og Isturizes Ministeriums Statsgreb har netop frem- ført denne velgjørende Krisis, som er for sand national til at kunne tillade at nogen Mellemkomst med Hærmagt fra fransk Side til at kue den navarriske Opstand, skeer paa en Tid, da Nationen er beskjæftiget med i Friheden at gjenvinde sig sin Kraft. Ludvig Fillip siges endelig at have besluttet sig dertil paa Grund af de revolutionære Bevægelser. Det er nemlig dem han vil bekjæmpe ligesaavel som Don Carlos. Imellem disse to Yderpunkter er det han har sit juste-milieu (gode Middelveis) System at understøtte d. e. Konstitutionalismens Sag i Navnet, den indbildte, tilbagegaaende, bedragne Friheds, Konstitutio- nernes saaledes som Kongerne ville have dem anvendte. Ak, juste-milieu-Systemet er vidtudbredt. Det har sine mægtige Pillarer hos os med. Mænd anstrænge sig forat vor Konstitu- tion skal være et Blændværk, Folkets Prærogativer Blaar og Tant, dets Rettigheders Garantier kraftesløse Træk paa Papiret. Lad det lykkes, og den samme Havbliksro, den samme troløse Døsighed skal udbrede sig over vort Folk som den der i Mel- lemrummet mellem Revolutionerne laa over det spanske indtil dets Taalmodighed brast. Henrik Wergeland OGSAA NOGLE LØVENSKIOLDSKE SYMPATHIER (Indsendt.) Statsborgeren 28. aug. 1836. At Kristiania i mange Henseender nærmer sig andre Hoved- stæder, er tydeligt nok. Lommetyve uddanne sig der, og Byen producerer sine Lapse selv, efterat have modtaget dem i raa Fotnote: I Frankrig brugtes, som bekjendt de saakaldte Frihedstræer. I hvad vi Nordmænd vilde bruge, var Anbringelsen upaatvivlelig hensigtsmæssig. Den 17de Mai kunde Konstitutionsstenen f. Ex. reises paa Byernes Torve og Lan- dets Kirkevolle. SIDE: 463 Materie fra de andre Byer. Enkelte af dem give heller ikke de kjøbenhavnske efter i Elskværdighed og Flauhed. Og denne Uddannelse hindres ikke af dermed stridige heterogene Aands- egenskaber, ligesom stundom selv Bavianstyghed naturligviis ikke kan hindre dem fra at være Abekatte. Man sige ikke, at de endnu kun ere den fremmede Hovedstadscivilisations, i en ufordelagtig Jordbund hidsatte, Planter, om hvem det er uvist om der bliver noget af dem eller ikke; thi man opdager mellem dem mange virkelige, tykke og solide Kaalhoveder. Fremmede Hovedstæders Sædvaner udvikle sig med dem hos os, og hvad man mindst skulde tro, ogsaa den fortræffelige engelske, i For- samlinger paa Værtshusene (Tavernerne) at afgjøre offentlige Anliggender. Saaledes omdiskuteredes eller rettere (med Hen- syn til den "Vægt" dem maa tillægges) afdiskuteredes forleden paa et offentligt Sted, under Præsidium af Byens ældste Abekat, baade Rigsretsexceptionen og forskjellige af de Begivenheder, som i den senere Tid har sysselsat Publikum, ved hvilken Lei- lighed da baade dette formedelst de Meninger, det vover at gjøre sig desangaaende, og Storthinget for sine Gjerningers Skyld fik sin Bekomst. Førstnævnte, formedelst sin Alder isand- hed ærværdige, Abe, der imellem de andre er som en Slags Jerusalems Skomager, gjør sig oftere til almindelig Opbyggelse saadant Arbeide, der baade falder ham let med den Forstands- modenhed, hvæssede Eftertanke og Erfaring, han i en langvarig Kamp med den offentlige Foragt har erhvervet sig, og maa være forenet med en vis vemodig Sødhed, om den Gisning er rigtig, at det udgjør hans sidste Bestræbelser for endnu en Stund at tilfæstne sig den Opmærksomhed, som med sædvanlig Flygtig- hed hefter sig til de Yngre, som uddanne sig under hans An- førsel. Og dette er en Beskjæftigelse, som fortjener mere Er- kjendelse end der indrømmes den, og det baade fordi den har meget af en godmodig Uegennyttighed, (om end noget tilfælleds med den hvormed gamle Skjøger som Ruffersker sætte sig selv ud af Betragtning, men drive Andres Yndigheder i Veiret), og fordi den lønnes med Utak baade af Alumnerne og af Verden, der ligesaalidet kan undvære Narre som Kloge, om den skal vedblive at være den gamle snurrige Verden, som den altid har været. SIDE: 464 En af de Yngre, ejusdem generis aabnede Diskussionen med den Bemærkning: Puh! der var megen Pøbel paa Rigsretsgalleriet idag. Den gamle Abekat (meget alvorlig) . Tro mig, den værste var under Galleriet. Det kan gjøre Folk graa før Tiden at see en Mand som Hans Excellence Statsminister Løvenskiold udsat for at dømmes af slige Folk som disse Kufter og Rundtrøier. Og at see dem snart skyde Brillerne op i Panden snart ned paa Næsen igjen som om de tænkte -- Hu! Markør giv mig lidt koldt Vand. En ung Abekat. Defensors Argumenter vare fortræffelige. Den Gamle. Visvas! Perler for Sviin. En Ung. Ja, idetmindste kunde de vanskelig fordøjes. Der var Snudeslag iblandt baade til Storthing og Rigsret, saa Hs. Exc. har al Grund til at være fornøjet med Proceduren. Nok en Ung. Ja, saaledes maa Sagen vindes, ikke ved at hykle Patriotisme og spille Norsk i Hjerte og Sind. Den Gamle. Det tilhører Oppositionen. Havde Defensor gjort det, skulde man seet den opbyggelige Scene at Aktor var styrtet grædende i hans Arme. En Ung. Nei, saavidt maatte dog Sørenssen kjende til Peter- sen, at det ikke kunde være oprigtig ment. Det var bedre at han af fuldt Hjerte, og paa Hs. Excl's. Vegne, skjældte Natio- nen, siden Leiligheden nu engang var der til en Expektoration. Nok en Ung. Ja hvad er nu dette for en Nation ogsaa? Gud bedre os! den Ost er ædt paa alle Kanter. Den Gamle. Ja den er ædt paa alle Kanter; og saa bør det en Ost, der gjør sig til af sin Ælde som sin ypperste Dyd. Men forresten -- havde jeg Raad dertil drak jeg Statsministerens Skaal i et Glas Viin; thi han har ædt dygtig paa den. En Ung. Bi lidt! Staar han over denne Pust, faar Du nok Raad dertil. Imidlertid har jeg det nu. Leve Statsminister Løvenskiold, den kommunelle Friheds oprigtige Fiende! Nok en Ung. Leve Statsminister Løvenskiold, som reklame- rede sit Adelskab i saa noble Udtryk, at Reklamationen kan udstykkes til adelige Valgsprog! Nok en Ung. Leve den Eidsvollsdeputerede, som er 17de Mais aabenbare Hader og understøtter Hs. Majst. i Høistsam- mes Mening derom! SIDE: 465 Nok en Ung. Leve den Normand, der aabent fornegter det norske Folks Ret til at reise sin lykkeligste og hæderligste Begivenhed et Minde! Den Gamle. Leve den retfærdige Talsmand ved Kongens Øre! De skjulte Ønskers og Begjæringers miskundelige Opfylder! Leve den store Nationens Lærer og Storthingets Irettesætter! Denne glimrende Aand, som har opsvunget sig til at være For- eningens sande Genius og Opfylder af dens Forjettelser! Sven- ske Minervas Patron, en Velynder af den Svensker, som dum- dristigst forhaaner og belyver Norge! Denne det norske Folks nyttige og værdige Repræsentant -- Slyngel kom med Viin -- Jeg drikker den Mands Skaal, som giver baade Folk og Regje- ringen en god Dag for en god Mening, og forsyner Forsvarerne for Statsraadernes Deeltagelse i Debatterne med et godt Haab om at den Minister viger, som staar alene med sin Mening. Kort sagt: Statsminister Løvenskiolds Skaal! Alle Aberne. Ja han er umistelig -- for Os idetmindste, om end ikke for Nationen, som Aktor med latterlig Emfase kalder dette Aggregat af Pøbelelementer. Chor. Han leve i sin høie Sfær i Naadens rige Fylde. I Mangel af en Englehær Ham Supplikanter hylde. Ecce. etc. Nedskriveren listede sig ud af Tavernen overbeviist om at Defensor har Ret i at kunne regne paa løvenskioldske Sympa- thier eller paa Folk af Vægt, som det vilde gjøre inderlig ondt om nogen Ulykke (d. e. at blive dømt for sine Gjerninger) skulde overgaa en saa velfortjent Mand som Statsminister Lø- venskiold. Hans Excellence udi Adskilligt som Unationalt og Lands- skadeligt er, Løvenskjolds Defensor siger fremdeles i sin Appel til de løvenskjoldske Sympathier i Folket, at han ikke tæller, men vejer Stemmerne. Men hvormeget end Vejning og Vægt, som rimeligt, har at sige hos ham selv og den Art af Mennesker, SIDE: 466 han mener, og antager at Statsministeren har saadant Rygstød hos, kan han dog umuligt for Alvor tro, at de Stemmer, som have afgivet Beviser for det Urettelige i Exceptionerne og yttret sig imod Statsministerens formeentlig uforsvarlige Adfærd, ere komne fra Mænd af lavere aandig Rang eller rettere Anseelse end de som have i Bladene forud talt for hans fortvivlede Ex- ceptioner. Uden at paaberaabe sig at Rygtet nævner Mænd som Forfattere til Opsatserne i hiin Aand der fuldelig kunne maale sig med dem, der have søgt en juridisk Nydelse i at udpynte Urimelighederne saa meget som muligt, behøver man blot at gjenkalde sig i Erindringen den Artikkel, som, Dagen før Proceduren begyndte, gjennemmønstrede de løvenskioldske Stridskræfter der vare trukne op i Retstidenden, for at see, at der imellem de Stemmer, som Defensor har troet kun lade sig tælle, ogsaa findes dem som taale at vejes, og som nok mægte at faa hans Lodder tilveirs. De ufordærvede Hjerter og den sunde Fornuft i Læg-Mands Masser har ogsaa en Intensitet, som fortjener at komme i anden Betragtning end med Hensyn til det blotte Tal; og enhver Mand, som med højere Dannelse forener et Sind, der nærer Kjærlighed for Landets Institutioner og kun med Smerte kan tænke sig Nationen fornærmet og ska- det og Grundloven overtraadt, forener ogsaa sin Stemme i Raabet, at saadant ikke strafløst maa skee, saa Folket prosti- tueres og en af dets dyrebareste Rettigheder ved Vanbrug kommer i Ringeagt. Stemmer, som uden Sammenligning tæller de fleste, har da ogsaa den moralske Overvægt og kan ikke forrykkes deri om end Defensor maatte kjende tigange Flere end han kjender af Mænd, om hvis oprigtige medborgerlige Sind der ikke tvivles fordi de i en ubegribelig Forbindelse have fundet at hans Haarkløverier lod sig forsvare. Men ikke paa den Maade, Defensor har forsvaret dem paa. Thi vare de ærlige norske Mænd disse saa "vægtige" Stemmer, saa maa de nu skille sin Sag fra hans, der efter Aktors Paastand er søgt forsvaret ved "jammerlige Fordreielser" og ved Fornær- melser mod Nationen og hvad der er den helligt -- en Politik, der er saa slet, at man skulde ventet, at det løvenskioldske Forsvar før havde søgt Ly under en idetmindste forstilt Pa- triotisme. Men denne Maade at tage Sagen paa, der er et SIDE: 467 plumpt Vidnesbyrd om den løvenskioldske Oprigtighed, som Visse finde en Trøst i at udskrige, vil sandsynligviis, i Forbin- delse med hans Sags egen deciderende Slethed, virke meget til at lære Defensor, at han i Rigsretten idetminste faaer finde sig i at tælle Stemmerne. Henrik Wergeland SPØRGSMAAL TIL VEDKOMMENDE (Indsendt.) Statsborgeren 28. aug. 1836. Har det sin Rigtighed med at Dhrr. af Udstederne af Pla- nerne til Eidsvollsmonumentet fremdeles have over 2/3 af disse Planer henliggende uvirksomme nu snart et Fjerdingaar? Hvor- længe skal dette vare? Til man igjen kan faa Storthingsmed- lemmerne sammen, d. e. noget nær et halvt Aar, som saaledes hengaaer ubenyttet? Hvorfor indskrænker man Omsendelsen alene til Præsterne og Byrepræsentanterne? Har man da ikke hørt, at de Allerfleste af disse Folk ikke i mindste Maade bekymrede sig om Planerne til Krohgsstøtten, der i langt større Antal vare udbredte over Landet? Henrik Wergeland OM EN VELMEENT FORANDRING AF l7DE MAI (Indsendt.) Statsborgeren 1. sept. 1836. Synderne vide ikke naar deres Omvendelsestime slaaer. De i sig selv kraftigste Bevæggrunde til Forbedring spildes ofte og forblive uvirksomme 999 Gange; men endelig indtræffer imel- lem de 1000 den enkelte som skal trænge ind. Den afgjørende Omstændighed er der; Paulus lynslaaes og seer. Saaledes kan det tænkes, og Meningen forsvares, at Hs. Excl. Statsminister Løvenskiolds erklærede Antipathi mod sine Landsmænds Kon- stitutionsfest den 17de Mai kan virke paa mangfoldige Gemytter, som hidtil haardnakket have udholdt Tanken om selve Hs. Majestæt Kongens Uvilje over slig national Kaadhed. Noget Mirakuløst maa visselig antages heri, saasom det, i en saadan Sammenstilling, ikke er tilladeligt at ophøje Hs. Excellences Viisdom, ihvor straalende den end kan være. En pludselig Om- vendelse antage vi har kunnet skee i Gemytter, som Efterret- SIDE: 468 ningerne om Kongens Vrede over den fortsatte Feiren af Dagen allerede havde gjort vaklende. Statsministeren har lagt den sidste Steen paa maaske mange tusinde Asener, som nu endelig kunne være sjunkne iknæ. Men en Fest maa vi dog have, sige Mange af disse Folk; og deri ere vi enige. Og de ville tilmed have den paa en Aarstid, der tillader Fornøjelser i den fri Luft. Ogsaa maa der, for den gamle syndige Vanes Skyld, være noget Patriotisk deri. Javist, ligesom flere Folkeslag kun be- qvemmede sig til Kristendommen naar de fik beholde noget af Hedenskabet. Javist noget Patriotisk saavidt det kan bestaae med Statsminister Løvenskiolds Patriotisme og godt Broderskab med de Svensker, som true med at kunne tyne os "naar de bare ville," men som ere de søteste Brødre af Verden, naar Pa- triotismen ikke gaaer videre end hos dette Normændenes op- højede Forbillede. Men alt dette skal kunne skee paa en peen Maade, naar vi blot ville, tilligemed den syndige Vane at yttre sin Glæde paa Fædrelandets Befrielses- og Hædersdag, ogsaa træde en dum Nationalstolthed under Fødder, og laane et opmærksomt Øre til følgende Beretning i den svenske Stats- tidning, som maa forekomme ethvert ufordærvet Gemyt ligesaa rørende som værd at tage Exempel og Belæring af. "Gefle. Hver Tildragelse, som har gjort et stærkere Indtryk paa Sindet, tilbagekaldes sædvanlig i Erindringen, naar Tiden i sit Løb kom- mer til dens Aarsdag. Saaledes opkommer inden Familierne Festlig- holdelsen af Fødsels-, Navns- og Bryllupsdage. Har Tildragelsen virket paa hele Samfund, giver den Anledning til almindelige eller saakaldede Folkefester. Og saaledes er Aarsdagen af H. M. Kongens Besøg hersteds forleden Aar ikke heller passeret ubemærket. Hver Familie har inden sig ihukommet de livsalige Indtryk, som Aasynet af H. M., af hans godheds- fulde og naadige Yttringer gjorde paa Alle og Enhver, og som bevares uudslettelig hos Enhver. Paa en mere udmærket Maade fejredes 19de August d. A. af det Kavallerikorps, som havde den Naade at eskortere H. M. fra Staden til Grændsen af dens Gebeet. Under Musik marsche- redes til det Sted, hvor H. M. i naadige Udtryk aftakkede dem og hvor en Deel af Helsinge-Regiments Musik stødte til, hvor de da blæste om- kaps, defilerede og indtog en Middag under et for Festen gjort rummeligt Telt, som var beklædt med Flag, Blomster, Løv og Granbar samt siret med "Konungens Høge Navnechiffer." Under Festen Skaaler og Sange i Mængdeviis. Derpaa foretoges et Ridt (man seer Entusiasterne kun vare Fornemme), og efter Tilbagekomsten indtoges en Æftasvel, hvorefter Toget under Sang og Musik rykkede ind i Staden Kl. 9, og skiltes jublende ad SIDE: 469 paa Slotstorget, hvor Korpset ifjor havde den Naade at modtage H. M. til Eskortering. En Mængde Mennesker vare samlede ved Festen. En ud- mærket Orden og Samdrægtighed herskede hele Dagen saavel inden som uden Korpset; alt gik til med største Moderation og Sands." Moderation og Sands? Ak ja, der er intet berusende i disse Ord i den Sands, hvori de her ere tagne af den officielle svenske Kronavis; men noget opløftende er der, og de ere Navnene paa en Fests skjønneste Dyder og Prydelse. Ingen fornuftig Mand vil undvære dem i de Samqvem, hvor han skal være tilstede, idet de sige intet andet end at den samme Fornuft, som gjør ham agtværdig, er almindelig herskende. Man vil sikkre sig dem og tilkjøbe sig dem selv for Ubehageligheden af Politiets Nær- værelse, og formindsker heller Fornøielsen med Anvendelsen af nogen ydre Tvang, hvor man kan have nogen Ahnelse om at Moderationens lette og behagelige indre Aag skulde kunne af- kastes. Men ved en Fest, der rentud erklæres for at være en Frihedsfest, taales ikke Anvendelsen af nogensomhelst Tvang, omendskjøndt det er in petto at "Moderation og Sands" er frem- med for dens Karakterer. Derfor gik ingen klog Mand til Festen uden Angst; derfor spurgte man ligesaavist hinanden tidlig paa Dagen om det vilde gaa godt, som om hvad Vejr man troede det vilde blive; derfra alle disse allerede om Morgenen skjælvende Brave, derfra disse oprigtige Aftensuk over at Dagen var vel over og denne Deeltagelse i dens Glæder og Begeistring, der lignede det langansigtede Mod og den koldsvedende Lyst, hvor- med man udsætter sig for Indflydelsen af Elektriseermaskinen. Bagefter fik man rigtignok Historier; men som kun tjente til endnu mere at sætte Moderationen under Bordet og tilsløre den Sandhed, at den norske Patriotisme i sin Ægthed kun findes hos Statsminister Løvenskjold i Stockholm (ligesom Trojas Guder i den landflygtige Kreusas Barm), og at dens stille Luer have for- enet sig der med den unionsborgerlige Ærligheds, saaledes som denne, ligesaa ensomt og i sit Fædreland ringeagtet, opbevares i Hs. Excellences Bordven Minervaredaktørens Bryst, forsaavidt Gjestereringens Overflod levner den Plads. Men da nu 17de Maisfesten ikke er af den Natur, at Moderation og Sands kan siges at være den ejendommelige; da dog enhver fornuftig Mand ligesaavel maa være berettiget til at fordre dette som stive SIDE: 470 Støvleskafter; da selv mange af dens Fejrere gaa dertil med Bæ- ven, og da nu endelig [fotnotemerke] Statsminister Løvenskiold med al sin Indflydelse har erklæret sig derimod, og saaledes bestyrket Kon- gen i hans uvillige Formening om denne Folkefest: saa tør det nok hænde, at den Tid er der, da brave Normænd heri gad foretage en liden Forandring: en Manøvre, hvor man vel over- lader Plads, men dog viser Front. Og dertil har Geflestykket givet Inds. en Idee, nemlig den, at enhver By og Bygd, der har havt den Ære at lade Hs. Majestæt Kongen eskortere igjennem sig, med ophævelse af 17de Mai, gjør Aarsdagen til denne ufor- glemmelige Begivenhed til sin Folkefestdag, der feires med Ridt til og fra Eskorteringsstederne og ellers paa samme høitidelige Maade som i Gefle. Derved vilde Mænd, som nød denne Ære, fremdeles æres som fortjent; og vilde det være passende, om denne Hæder, eftersom de døde fra, overgik paa deres Børn. Konstitutionen kunde jo ligefuldt erindres, og det vilde da skee paa to Steder i Bygden, nemlig paa Modtagelses- og Afskeds- stedet, hvor Folket kunde strømme til forat see Eskorten komme, vel uden svenske Vogne imellem sig, men dog Allemand beskidte og glade af Naadens Ihukommelse (ligesom Qvæget kan ræbe sig mæt af Opstødelser) og over "svenske Landbruksakademi- ens" Skillingsmedalje, som de kunde have om Halsen. Forsaa- vidt der gives Egne, hvor aldrig slig Eskorteren er foregaaet, saa kunde nærmeste Bygds Eskorteringsdag tages. Og desuden kunde man bruge den Dag da enten Statsministeren eller Baron- wedel engang havde faret igjennem. Kort, ihvordan det nær- mere Arrangement blev, vist er det, at Nationen vilde staa sig glimrende derved, idet den, for een Folkefest der er til Forar- gelse for høje Vedkommende, vilde faa Folkefeste paa enhver af Aarets Dage, der tvertom maatte være til Glæde og Behag og vinde Plads i "sjelfva svenska Statstidningen". Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 1. sept. 1836. Norge. Saavel af Morgenbladet som den Constitutionelle er taget til Gjenmæle mod Svenske Minerva, som roser, formodent- Fotnote: "Sidder dit Hoved løst siden du ikke ærer Viziren?" siger Mocassem. SIDE: 471 lig ironice det norske Folk, men skjælder og smelder paa Stor- thinget, det norske Statsraad og de norske Publicister undtagen Trondhjems Stiftstidende -- hvorimod Trondhjems Borgere protestere, at den er Organet for Opinionen i Trondhjem -- og Byfoged Thesens hæse Skrig i Kristiansands Tidenden. Vi erin- dre os tilbage, at Hs. Majst. engang advarede det norske Folk, ikke at tale ilde om de Svenske; hvorvidt der var Grund for Haanden til Advarslen, vides ikke, men kun at der -- saavidt vides -- intet Angreb fra norske Presser har fundet Sted, men kun Forsvar mod ubeføiede Angreb i de svenske Blade. For- modentlig har da Minerva betragtet Advarslen til Normænd kun som en Opfordring for sig selv til at kaste Stænk paa det nor- ske Folk; men fra vor Side ville vi, da vi kun Tid efter anden faa høre dens Fiskerkjærlingtoner, overlade Minerva og dens utomordentlige Talent til ovennævnte Blade. Bare ville vi i Forbigaaende spørge Minerva, saasom den siger: "Men da bør man og paa den anden Side ærligt hylde det paa Mos besvorne Fordrag": Hvorledes den Smaalehnenes Amt tilkommende Er- statning i Følge af bemeldte Fordrag er opfyldt fra svensk Side? Naar derimod Minerva udraaber om de norske Stats- raader, fordi de udleverede Storthinget Protokollen af 22de Juli "og saadanne Embedsmænd faa sidde roligt paa deres Pladser!" og der ymtes om, at den samme svenske Minerva vel kunde være den svenske Regjerings Organ, og som saadan vel indviet i Kabinettets Hemmeligheder, saa kan man let falde paa den Tanke, at der forestaaer os en ligesaa pludselig Ministervexel (et Statsraad sammensat af et andet Personale) som Storthin- gets pludselige Opløsning. Nu vel, Tiden som opklarer saa meget, vil ogsaa opklare dette; men det er altid bedre at man forud er bered paa, hvad der maaske kan skee, end uventet at modtage en forbausende Efterretning; skjøndt heri faaer man da at finde sig, som i saa meget andet, til den norske Natur gaar over Optugtelsen. -- Rigsretten, som Defensors høirøstede Veltalenhed ikke forledede til Desertion, var den 29de Aug. samlet fra Kl. 9 om Formiddagen til Kl. 7 om Aftenen, og afsagde saadan Eragtning: "De af Defensor fremsatte Indsigelser bifaldes ikke, hvorimod Sagen tillægges Fremme." SIDE: 472 Endnu om Aftenen afgik en Kureer til Stockholm med Beret- ning om Eragtningen. Den 30te begynder Aktor Proceduren om Sagens Realitet. Efter sluttet Procedure og Dokumentation ned- lagde Aktor den Paastand: "1) at Statsminister m. m. Løven- skiold dømmes til at have sit Embede forbrudt. 2) At han tilpligtes til at udrede til Statskassen i Skadeserstatning enten efter Rigsrettens eget Skjøn eller efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa hans Bekostning, en saadan Pengesum, som maatte antages at være gaaet til Spilde ved 8de ordentlige Storthings ubetimelige Opløsning den 8de Juli sidstl., samt til at udrede Repræsentanternes Reiseudgivter af ethvert Slags til og fra det overordentlige Storthing, som i Anledning heraf maatte blive sammenkaldt, og 3) endelig at han tilpligtes at betale de med denne Sag forbundne Omkostninger." Den forhen nedlagte Paa- stand om Salarium for Rigsrettens Sekretær og Budene bragtes i Erindring. -- -- Igaar 31te triumferede den løvenskioldske Patriotisme og Intelligenz i Defensors Forsvar i Rigsretssagens Realitet over den Aabenbarelse af den norske nationale Usselhed og Raahed (saa omtrent var Karakteriseringen), som ellers kaldes Stor- thinget. Efter en Indledning, som hovedsagelig indprægede den Lære, at enhver Forfatning er lige god saalænge Lidenskabernes Aag ikke ganske er afkastet d. e. saalænge Menneskene ikke ere Engle, blev Sandhedsfaklen og Retfærdighedslynet svunget over den demokratiske Aand, som hertillands ikke alene tøiler Opinionen under sig men ogsaa forpestende har trængt sig ind i Storthinget. Det forstaar sig selv, at det norske Folk, hvis forrige politiske Uskyld i gamle Dage under den forrige For- enings Lykke, der kun tabte noget ved en overdreven Passivitet, ligesaa smukt ophøjedes som dens Fald under vor nye Forfat- ning blev begrædt, -- under alt dette ikke levnedes Ære for 2 Skilling forsaavidt Erhvervelsen af Forfatningen og Benyttel- sen deraf angaar. Forsynet derimod fik adskillig Roes at dele med Hs. Majst. Kongen under Intoneringen af den gamle Vise om at Konstitutionen er Høistsammes Naadegave. Den nationale Raahed, som siden med stigende Uvorrenhed har vanbrugt den, den Opinionens Rasenhed og ubegribelige Letsindighed, som har fremdrevet Statsskibet indtil en Tilintetgjørelses Afgrunds- SIDE: 473 rand hvorfra ingen Tilbagevendelse er tænkelig, og udsat det for at knuses af vældige Orkaner foruden, medens dets Indre søndres af Splid -- alle disse ødelæggende Elementer maatte man sætte en "Dæmring" for. Og en saadan var da Storthingets pludselige men derfor dog længe betænkte Opløsning. Deroven- paa fik da Storthinget Sit og vel saa det. Uden Maal og Maade udslyngedes Invektiverne, hvorimellem Bebreidelser for 17de Mais Festligholdelsen og Uniforms-Aflæggelsen ogsaa fængslede Opmærksomheden. I det Hele bar Defensor sig ad som en Seiler, der giver Salver fra begge Sider idet den ikke kan reddes, men maa springe i Luften eller gaa tilgrunde alligevel. Et frygteligt klart Lys som det brændende Skibs, der skarpest oplyser dets egen fortvivlede og slette Tilstand, kastedes paa Statsministerens og hans Defensors Indre, og Ingen kunde for- lade Pladsen uden overtydet om at han har Ret i at Fædre- landet har Fiender: farlige, forvorpne, dumdristige Fiender, som maa "oprykkes medrode," om de ikke skulle tiltrodse sig en Sikkerhed til fremdeles at forraade Fædrelandets Helligste, som deres grove Forræderi for evigt burde have forspildt. Spanien. Dronning Regentinden har, foranlediget ved sin Gardes Opstand, i St. Ildefonso antaget Konstitutionen af 1812. Det forrige Ministerium er aftraadt og et nyt indsat. Revolutio- nen er fuldendt. Henrik Wergeland ET BREV TIL EN VEN. Statsborgeren 4. sept. 1836. -- Foreningen fører os ikke Fanden i Vold, som du siger, min Ven; men Sverig i Vold, dersom det skal gaa som hidtil. Dog derimellem er kanskee i Meningen ikke saa synderlig For- skjel. Troer en gammel Svenske, at vi nok turde "må ret väl under svenska Väldet," saa turde vel ogsaa en gammel Djævel være af den Mening, at Menneskene ret vel vilde kunne trives i Helvede, naar de først bleve vante dertil. Der frygter man idetmindste Ingen, mens de i Sverige siges at frygte Zaren, hvilket de ikke gjorde i gamle Dage. Men omendskjøndt det af Rigsretsdefensorens Tale ganske vist lader sig slutte at For- dærvelsen af de norske Gemytter, og saaledes den snigende SIDE: 474 Erobring, som du frygter for, gaar fremad, og om det end er saa, at ingen Normand indtil 1821 og derover skulde vove at føre saadan Tale om Folk og Storthing: saa er det dog, hvad dette angaaer, sandere end ved mange andre Leiligheder, at intet er saa galt uden det er godt for noget. Jeg vil ikke nævne, at de moderateste Personer ere enige i at han har aldeles øde- lagt sin Parts Sag ved Umaadeligheden i sine Invektiver og Skrøbeligheden i sin Beviisførelse, idet man dog veed, at Denne er vidende om hele Strukturen af hans Procedure. Jeg vil undlade at give min Pen Tøilen over det Fortræffelige i at en talent- og videnskabsløs Mand som Statsminister Løvenskiold og en Advokat, der er mere bekjendt for Routine og Lungestyrke end for Lærdom og forat hente mere Lys fra en skjøn Fremtid end fra forløbne Dages Anvendelse til fleersidig Uddannelse om ikke til strengt Studium -- at disse To i Kompagni ville repræsentere det norske Folks Intelligenz og i dette ophøjede Forhold spille Jupiter med Frøerne. Kun det, i denne Anled- ning, at den flygtigste Gjennemmønstring saavelsom den nøjeste Undersøgelse af Personer af noget Navn i vort Land vil vise, at alt Talent og Kundskab tilhøre Mænd, som efter Defensors Demarkationer komme til at høre hjemme i Raahedens Mulm, der zittrer af hæse Ravneskrig (som det omtrent hedder i den Parafras af Norges Dæmring, hvormed hans Defension var for- synet, og hvori denne for en Deel bestod). Men det Gode er kommet af dette Gale, at Nationen er bleven opfordret til at være opmærksom paa hvorvidt det er kommet med den. Disse Taler ere ikke andet end en pludselig Brusen midt i den stille Strøm, der umærkeligen rev os mod Afgrun- den -- i Naboens Favn. En Nordmand har vovet at bebreide Storthinget i de haardeste Udtryk dets Interesse for Fædrelan- dets Ære, de nu saa kongeligen tilintetgjorte Bestræbelser forat redde dens Levninger, at det bevarede i taknemligt Minde Fæ- drelandets Befrielsestid, at det ogsaa følte som Nordmænd maa føle. Alt dette, det at de ikke havde revet sine Hjerter ud af Barmen, hedte Utaknemmelighed mod Kongen. Og saaledes huggede Defensors Splitten mellem Norges Konge og Folk dy- bere forat hjælpe paa en Mands Sag, der troer at kunne give Verden en Lærdom om de konstitutionelle Garantiers Skrøbe- SIDE: 475 lighed i Skuespillet af sit saa dybt sjunkne Fædreland at det taaler Fornærmelser af den haardhjertede Søn, som skadede det, og tvinges at kysse den Haand, som slog -- forat vække den sovende Moder. Som jeg siger, det maa være godt til Opvækkelse, at slig Tale er bleven ført. Fienden har for tidligt løst sin Larmkanon. Nordmændene maa nu vide hvorledes de have det. Angrebene paa deres Helligste ere ikke længer fordulgte. Ringeagten for Grundloven har taget Masken af. Man har opdaget Orme i den dyrebare Palme, der skal visne hurtigt som vor Sommers flyg- tige Prydelser om de ikke afrystes og deres fordærvelige Spind, der tilslører selv dens Krone, ikke ødelægges. Det er alene fordi disse sidde saa høit, at de tillægge sig den sande Høihed, Aandens, Intelligenzens. Nu, Aktor har sandelig taklet den af, saa den maa straale i sin nøgne Skjønhed om den har nogen. Og Den sande Høihed er jo nøgen. Saa du vel en Herkules i Frak? Høit havde han en Fell. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM DEFENSOR VED RIKSRETTEN] Statsborgeren 4. sept. 1836. Her foran "uforsvarligt" har Inds. brugt et Ord, som vel i al Maade var anvendeligt, men som vi maa sløife paa Grund af det fremdeles Aag af en Pressetvangslov, der kan gjøre og gjør det til en Forbrydelse at give Sandheden Udtryk. Enhver, der har Agtelse for Sandhed og Retfærdighed, vil dog vide hos sig selv at give Tingen den rette Benævnelse. Defensor -- den over Landet ved sine bekloede udsendte Befuldmægtige som en Folkeskræk bekjendte Bankadvokat -- vilde under andre Om- stændigheder, og at slutte efter de Krudttaarn af Invektiver og Injurier, han har ladet springe i Luften mod Storthinget, være Den, der bedst vilde kunne karakterisere slig Gjerning, hvorfra vi bede Himlen at vore Domstole maa vorde forskaanede, saa- som det ikke altid staaer i Deres Magt eller Sædvane at under- søge om alt, en Advokat anfører som Faktum, er Sandhed. Red. SIDE: 476 Henrik Wergeland EN MEDBORGERLIG TAPPERHED AF KIRKEDEPARTEMENTET Statsborgeren 4. sept. 1836. Med stor Roes fortjener at omtales den af Aktor i Rigs- retten under sin Replik, navnlig paa Defensors Angreb paa Storthinget for dets forargelige Formening om Kongens Navne- chiffer, paaberaabte Autorisation for at nævne Hs. Majestæt Kongen som den 3die Carl i den norske Kongerække, som vi have det kongelige Departement for Kirke- og Underviisnings- væsenet at takke for. Aktor akterede nemlig en, efter Depar- tementstidenden Nr. 38, 1833, overeensstemmende med Kirke- departementets og den norske Regjerings underdanigste Ind- stillinger, under 12te Septbr. 1833 udfærdiget kongl. Resolution, hvorefter naadigst er tilstaaet Sognepræst Andreas Faye af Oplysningsvæsenets Understøttelsesfond 100 Spd., for det af ham udarbeidede og til Kirkedepartementets Disposition over- ladte Manuskript, indeholdende Udtog af Norges Riges Historie, til Brug for Almuskolerne, saavelsom ogsaa dette Udtog selv (kfr. Titelbladet) "efter Opfordring af den Kongelige Norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet udarbeidet til Brug i Almueskolerne af Andreas Faye, Sogne- præst til Holt," paa hvis sidste Side i Fortegnelsen over Norges Konger staar tydelig at læse: "Carl III Johan, tillige Konge i Sverige, hvor han er Carl XIV Johan, nu regjerende Konge." Enhver Nordmand maa være Regjeringen og Kirke-Departe- mentet in specie erkjendtlig for saaledes at have endt denne Tvist om Kongens Navnechiffer. Svenske Minerva, Statsminister Løvenskiolds protegerede Blad og saaledes Organet for den Opposition i den norske Regjering, som udgjøres af Hs. Excellence, gjorde for nylig slemt Væsen af at der gaves Nordmænd, som fordristede sig til at nævne Carl Johan som den 3die Carl i Norges Konge- række. Dette var et Indgreb i Majestæten, Storthingsdiskussio- nerne derom Forargeligheder med mere lignende. Vi anbefale derfor ovennævnte lille Bog til Minervas Opmærksomhed, og vente, at Redaktøren, om han end vil regne Kirkedepartemen- SIDE: 477 tets og den kongl. norske Regjerings Indstilling til den svage Smigren for Opinionen og Leflen for Demokratiseringen hertil- lands, som har paadraget Samme hans bitre Skjænd, dog vil have Ærbødighed for den kongl. Resolution, som naadigst har bifaldt Indstillingen og i hvis Følge enhver norsk Poike fortjener Strips om han ikke kan sin Lexe: "Carl III Johan, i Sverig den XIV, nu regjerende Konge." Til at udbrede denne Lære saameget som muligt sigter ogsaa følgende yderligere Bestem- melse i den kongl. Resolution, at der "af bemeldte Fond bevilges udbetalt 200 Spd. til Indkjøb af saamange Exemplarer af be- meldte Udtog, som derfor kunne erholdes, forat disse, efter Kirkedepartementets nærmere Foranstaltning, kunne gratis ud- deles blandt den skolesøgende Ungdom, især i de afsideslig- gende Egne af Riget, som maatte ansees at tiltrænge saadan Understøttelse." Saa betydelige Omkostninger ere anvendte paa Bogen forat den ganske skulde komme i Kirkedepartements Eje, saaledes at dette kunde paa enhver Maade fremme dens Udbredelse baade ved gratis Uddeling og ved at fastsætte en saa lav Priis, nemlig 12 ß indbunden, at den endogsaa vilde blive søgt udenfor de talløse Skoler, hvor Departementet paabyder dens Indførelse. Man kan dog vel ikke komme med den fortvivlede Paastand at Kirkedepartementet har kjøbt Katten i Sækken og ikke gjen- nemseet Manuskriptet, hvorom det og Regjeringen har leveret Indstillingen? Det har upaatvivleligen handlet ærligt og ligesaa- vel af som i norsk Aand. Og derfor maa enhver Nordmand være det forbunden, da der nu, efter denne aabne og oprigtige og med en almindelig Læres eller Folkelærdoms Autoritet for- kyndte Erkjendelse, ikke kan være længere Tvist om denne Gjenstand, angaaende hvilken Kirkedepartementet og Regjerin- gen endelig har faaet Hs. Majestæts egen Vilje paa det tyde- ligste lagt for Dagen, ja saa tydeligt, at om nogen Nordmand skulde kjende Historien slet nok til og være slet nok til at ville kalde Kongen den 14 Carl i Norge, saa maa han dog nu give tabt og ligesaalidt indlade sig herom i nogen Strid som om sine øvrige Børnelærdomme. SIDE: 478 Henrik Wergeland [7. sept. 1836.] I vort Fædreland kunne Gjerninger forøves og Begivenheder foregaae, der i højeste Maade vedrøre dets Ve og Vel, uden at de komme til den simple menige Mands Kundskab. Det mangler vel ikke paa Tidender, som berette dem; men disse komme ikke til den talrigste Deel af Folket, og om Begivenheder i disse Tidender kaldes almeenvigtige, saa maa dette dog ikke forstaaes saaledes, at deres Vigtighed derfor kommer til den egentlige Almues Kundskab og Erkjendelse. Og dette er dog hverken retfærdigt eller godt. Thi baade trænger den simple Mand til Oplysning i Almindelighed og i Særdeleshed om Ting, der ved- komme det Fædreland, som han elsker ligesaameget som nogen Anden, om han end har mindre Deel i dets Velgjerninger, og til hvis talrigste Befolkning han henhører; og desuden er Fædre- landets gode Sag ikke tjent med at undvære det stærke Med- hold og Ryggestød, som den er vis paa at finde hos Folkets Mængde. Denne har en sund Forstand, som, for at dømme rigtigt, kun behøver paalidelige Underretninger og Begiven- hederne i deres Sandhed for sig. Dens Følelser ere rigtige, fordi de ere naturlige; og om de ere stærke, da kan dette kun tjene tilbedste for den gode Sag, som finder Medhold i Menig- SIDE: 479 mands Eftertanke og Følelse, og være et afskrækkende Værn mod alt hvad der truer den, dette være nu enten det listige snigende Forræderi eller den aabenbare Voldsomhed. Om disse Egenskaber ved den store Mængde hører man adskillig smuk Snak, uden at de derfor værdiges nogen Opmærksomhed. Upaa- lidelige, forvanskende og forvildende Rygter er undertiden alt hvad der kommer til Menigmand om hvad der foregaaer. Og dette er dog aldrig godt, og kan være meget ilde. Saaledes er det ikke ubekjendt, at falske Rygter, der maatte nedsætte Kongens Karakteer som ærligt Menneske, om at svenske Tropper skulde overfalde Landet forat kuldkaste vor Frihed og Selvstændighed, foruroligede Folk strax efter sidste Storthings pludselige Op- løsning. Men undersøge vi dette Rygte, da finde vi dets Kilde i den almindelige Forbauselse, denne Begivenhed opvakte, idet nemlig den Tanke ikke var unaturlig, at man efter et saadant Foretagende kunde vente sig det værste. Desuden kunde ogsaa den Tanke være Oprindelsen dertil hos Mange, at det vel kunde være saa, at det mægtige især af Adelige bestaaende Parti i Sverige, som vil have egne Fordele af Foreningen med Norge, havde mistet Taalmodigheden og drevet det dertil, at et Forsøg skulde gjøres paa at faa disse ubillige Forventninger opfyldte, eller at sætte selve Foreningen, naar den ikke var anderledes end den er, paa det høje Hasardspil "qvit eller dobbelt." Andre Ting, som hver norsk Mand burde kjende, passere uden at endog kun et Rygte derom vækker Menigmands Opmærksomhed. Saaledes er det vel Alle bekjendt, at Menig- mand og Menigmandsbarn skal formere de Geleder, der skulle med Liv og Blod forsvare Riget og dets Ære; men det er disse villige Offere ubekjendt, at denne har, siden Foreningen med Sverige, lidt mange og haarde Krænkelser, som dygtige Patri- oter (Fædrenelandsvenner) i de vigtigste Henseender hidtil for- gjæves have paatalt. Og dog skal den simple Mand, som sagt, forsvare National-Æren uden Betænkning naar der paafordres; han har Deel i dens Hæder; den kaster sin Glands ligesaavel over ham som over den Fornemmere. Det mangler ikke paa Ting, der maa forvilde hans Begreber om Fædrelandets Stilling og Anliggender; men hvorfra kan han hente de rigtigere er ikke saa let at sige. Saaledes er Unionsflaget, der viser ham otte- SIDE: 480 gange mere af de svenske Farver end af de norske, fortræffelig skikket til at nære den simple Mands Vildfarelse, at Norge i sidste Krig blev Sverig underdanigt og at vi nu "høre til Sve- rige." Og om end Efterretningen om at den svenske Regjering i den senere Tid endog er skreden til den fornærmelige Gjer- ning, at sætte den norske Rigsløve i Vaabenet paa svenske Penge, ikke er trængt ned til Almuens Masser, saa er dog Meget af hvad der daglig frembyder sig for dens Øine, saasom alene det svenske Kongetal "Carl den 14de" paa Fanerne, paa Byg- ninger, Uniformsager og Skillingerne, der løbe imellem Hver- mands Hænder, medens han veed at Norge aldrig har havt nogen Række af Carl'er tilforn, særdeles skikket til at vedlige- holde slige baade beskjæmmende og skadelige Meninger. Den 17de Mais Festligholdelse og Tidenderne har vel ikke i ringe Grad hemmet deres Tilvæxt og Udbredelse, men naar den simple Mand seer de fremmede Farver paa Skilderhusene, La- vetterne, Embedsmændenes Kokarder og Adjudanternes Fjedre naar de galoppere gjennem Gelederne paa Mønstringer, han saa gjerne besøger: da er det høist naturligt, at Tvivl opstaaer hos den, der mangler bedre Underretning, om det vel er saa rigtigt fat med denne norske Selvstændighed. "Svensken raa'er lel mest ti Galin" tør vel være en Slutning, han kommer til, lige- som han i gamle Dage maatte sige det om "Juten." Men ingen Vildfarelse kan vel være skadeligere. Folket maa ikke vænne sig til en saadan Tanke som den, at Norge er afhængigt af Sverige. Den maa ikke taales. Alene deri er Underkastelse, som skulde forberedes af Folkets Fiender, ja ligesom komme af sig selv, naar de mærkede at den taaltes, og at der intet gjordes for at tilintetgjøre den. Men overalt -- ingen Vildfarelse maa taales. Den store Mængde maa ikke overlades, som et Hav til Vindenes Spil, til Indvirkningen af allehaande Rygter og hvad Efterretninger og Begreber, der paa Maa og Faa kan komme til den. Og dette gjælder dobbelt under vigtige Begivenheder, hvormed ingen Mand bør være ubekjendt og fremmed. Storthinget har erkjendt dette ved at skjænke en almeenfattelig Storthingstidende offent- lig Understøttelse; og den offentlige Underviisning har, ved at lade Hvermand lære at læse, sat Enhver istand til at faa paa- SIDE: 481 lidelig Underretning om hvad der foregaaer, naar kun denne meddeles saaledes, at han har Leilighed til at forskaffe sig den. En Nordmand, der oprigtigt elsker sine Medmennesker fra Kongen af og indtil Daglønneren, har besluttet sig til at af- hjælpe dette Krav, som ikke alene tilhører Landets stemme- berettigede Borgere, og bør tilfredsstilles hos dem, men enhver af dets Børn. Og Tiden dertil er nu, da Begivenheder ere ind- trufne og foregaa, som fortjene og fordre hver norsk Mands Kundskab og Opmærksomhed. Der vil gives Folk, som ville lade haant om saaledes at skrive for "Pøbelen," og som paa den læsende Almuesmand med daarligt Vid ville anvende Hol- bergs: "hvad vil du Trold og med Aviser skjemte?" Men jeg tænker vi ville lade hver Pøbel være god for sig, og lære Trol- dene, at de kunne skjemte saa meget de ville med Aviserne, naar de blot ikke skjemte med vor Grundlov. Men herfor er stor Fare. Enhver fornuftig og god Nordmand vil derimod finde Behag i et saa medborgerligt Foretagende, naar han seer at det er udført med Redelighed. Han veed, at Nordmændene have ikke alene een kirkelig Tro tilfælleds, men ogsaa een politisk Tro, een politisk Religion, hvori de Alle maa være deelagtige uden Hensyn til Stand, Kaar, Evne, og Oplysningsgrad, om det skal gaa det fælleds Fædreland vel. Storthingets Opløsning. er den mærkeligste Begivenhed i Norge siden 1814. Kanon- skudene fra den svenske Flaade og Leir under Storthinget i 1821 vakte mindre Forbauselse end denne Efterretning baade for de mangfoldige Ulykkers Skyld, den pludselige og utidige Opløsning maatte og kunde have til Følge, og fordi man med Sorg maatte tro, at vor folkekjære Konge var fortørnet paa Nationens Repræsentanter. Foreningen rokkedes i sin Grund- vold, idet Tilliden bragtes til at vakle og Forventningen om at Norge kunde i Ro udvikle sin Frihed og see Ærestvisten med Broderriget snart og fredeligt afgjort, opsattes paa ubestemt Tid, netop som den var højest spændt. Hs. Majestæt har efter Grundlovens § 80 Ret til at opløse Storthinget efter den altfor korte Tid 3 Maaneder; men Ingen tiltænkte Høistsamme Villjen SIDE: 482 til at bringe denne sin Magt i en saa haard Anvendelse mod et Storthing, der havde ikke mindre end 19 vigtige Love fuldt for- beredte, og paa en Tid, da ikke engang Skatterne for de kom- mende 3 Aar vare eller kunde være fastsatte. Man gjettede paa flere tænkelige Aarsager til denne Beslutning; men ikke paa den upaatvivlelig ene sande, nemlig den, at imellem hine Love var ogsaa den folkekjære, men Statsminister Løvenskjold forhadte, Lov om Formandskaber, der tilsigtede Folkets indre Frihed og Kontrol over Amts- og Kommune-Paalæggene, samt at der baade var ivente en Nedsættelse af Afgifter for trykte Sagers Forsendelse, en Lov om Handelsflaget og en kraftig Addresse om alle de nationale Krænkelser, som forbittre For- eningen og gjøre dette Kongens store Værk skrøbeligere end man vil tilstaae sig. Det var Frihedsudvidelser og andre Ubehagelig- heder for rette og urette Vedkommende i disse Storthings- arbeider. Derfor bleve de afbrudte. Idetmindste er der mere Fornuft i en saadan antagen Hensigt end i at tro, at Storthinget skulde straffes for 17de Mais Festligholdelse, eller fordi endeel Medlemmer hilste paa Oberst Hagemann, der var afsat som Kommandant paa Akershuus, fordi han lod Musiken gaa den 17de Mai. Denne sidste Magthandling har kun Betydning som et Forspil til den Række af forhadte (upopulære) Foretagender i samme Aand som Storthingets Opløsning. Det er nemlig fra Statsministerens Side bleven sagt, at denne Handling kun maa bedømmes som udrunden af og i Forbindelse med et heelt nyt og forbedret Regjeringssystem, som skulde bringes i Anvendelse -- det Himlen befri Norge fra efter en saadan Prøve derpaa! Den 2den Juli fattedes Beslutningen om Opløsningen i Stock- holm imod Statsraaderne Holsts og Fastings kraftige Protest, uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning var ind- hentet efter Grundlovens § 15. Statsminister Løvenskjold undlod derimod at protestere; tilsidesatte saaledes baade Grundlovens § 15, overtraadte § 30, der befaler Kongens ansvarlige Raad- giver at protestere imod Beslutninger, der ere "øjensynlig ska- delige" for Riget, og blev saaledes ansvarlig for Beslutningen af 2den Juli. Denne afgik først den 4de dernæst, og kom til Thingets Kundskab den 7de om Morgenen uden at have til Følge, at det tabte Besindelsen til at gjøre hvad det skulde SIDE: 483 gjøre, eller blev afskaaret al Tid til at gjøre noget. Saa herligt som i dette mærkværdige Døgn har intet norskt Thing vist sig. Disse Øieblik, da det blev klart, at een Broderaand belivede Alle, at Hjerterne vare de samme hos Alle, kunne kun lignes med det, da Rigsforsamlingens Mænd trykkede hverandres Hænder med Taarer i Øinene efter det fuldførte Storværk. Ligesaameget som ved Budskabet om Opløsningen den følgende Dag forbausedes Thinget ved at høre de ligesaa ofte forkastede som fremsatte kongelige Forslag til Forandringer i Grundloven paany fremsatte i en saarende Tone, som dog var en ikke una- turlig Følge af at selvsamme Thing havde henlagt dem uden at henvise dem til en Kommittee. En Kommittee af 9 Hæders- mænd af Embedsstanden nedsattes til Overvejelse af den Kgl. Meddelelse angaaende disse uheldige Forslag og Under- retningen om Opløsningen; og denne fandt, at Storthinget burde "gjøre alt, hvad der fra dets Side kan skee, for at tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer og Nationens billige Forventning." En Mængde Kommittee-Indstillinger refereredes, der vidnede om den meest udmærkede Arbeidsomhed og hvorledes Opløs- ningen var en Storm, der rystede Frugterne af Træet. En Addresse udfærdigedes til Hs. Majestæt, hvori Storthinget protesterede imod enhver Beskyldning for konstitutionsstridig Fremgangsmaade i Udøvelsen af dets Pligter, og ønskede, at "Gud blandt andre Goder ogsaa maatte skjænke Hs. Majestæt den Lykke stedse at omgives af retsindige og vise Raadgivere ligesaavist som han staaer i Spidsen for et trofast og hengivent Folk." Og da Protokollen, som var ført hos Hs. Majestæt den 2den Juli, og som paa Thingets Forlangende blev overleveret af Regjeringen, lagde Statsministerens Forseelse tydeligt for Dagen, saa gjorde Odelsthinget "alt hvad der fra dets Side kunde skee for at tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer og Nationens billige Forventning" ved at befale Statsministeren sat under Rigsret ligesom ogsaa Tiltale reserveredes mod de Re- gjeringsmedlemmer, som havde iværksat en Kongelig Beslutning om hvem deres Betænkning ei var indhentet. Storthinget sendte ikke som sædvanligt denne Regjering en Deputation ved Opløsningen. Dets fleste Medlemmer ilte til sine Hjemsteder, hvor Medborgeres Bifald gjorde dem Miskjendelsen SIDE: 484 lettere at bære. Og sidste Storthing fortjener dette Bifald baade for dets Flid og Frisind; men især fordi dets Adfærd under dets sidste Time hemmede de farlige Følger af Opløsningen og var en Streg i Statsministerens Regning. (Fortsættes i No. 2.) Henrik Wergeland [8. sept. 1836.] STATSMINISTER LØVENSKIOLD Idet jeg nedskriver dette Navn, forekommer det mig be- synderligt, at Skjebnen kan ville, at jeg sidder her og spilder en Time paa dette Menneske, der af Naturen stempledes til en mindre Ubetydelighed end mange af dem, jeg skriver dette Blad for. Men han er ikke forbleven ubetydelig i det menneske- lige Selskab; thi han var adelig og riig, og vor Konge var deri mange andre Konger liig, hvis Regjeringshistorie ikke blev saa lang som Hans, at Høistsammes Naade ogsaa faldt paa saa- danne Personer, hvormed han og fortrinligen omgav sin Throne. Vi kunne dog ikke tvivle paa, at Hs. Maj. har opdaget For- tjenester hos dem, som deres Landsmænd ikke have opdaget eller vidst at paaskjønne; thi nogen Glands kunde dog ikke kastes paa Thronen af Navne, som vel klang adeligt nok, men SIDE: 485 hverken vare vundne i klingende Feldt eller ved paafaldende Fortjenester under Freden, og som saaledes maatte falde igjen- nem i Sverige, der har en Adel, som kan paaberaabe sig saadan Oprindelse, og som gjør dette i den gale Mening, at den derved kan forsvare sin Ret til i al Evighed at være Folket til Byrde. Det skede isærdeleshed, at vore jammerlige Levninger af en dansk Hofadel tildeeltes Poster hvorpaa Nationen skulde re- præsenteres; og med Hensyn til de ringe Begreber, man har i Udlandet om vort forhen mishandlede og nu bagvaskede Folk, og hvor altsaa Medborgere af Kundskaber og Dygtighed, der kunde indgyde Respekt, kunde ønskes anbragte, var maaskee dette ligesaa ilde som den Skik under det danske Regimente at give saadanne Personer vigtige Embedsposter i den indenrigs Bestyrelse. De unge Kavallerielieutenanter Løvenskiold, Baron Wedel og Morgenstjerne kaldtes til Hoffet, bleve Kammerherrer og ansattes ved Gesandtskaber i Udlandet. Om den Første, Statsministerens Søn, er intet ufordeelagtigt bekjendt; men de Sidste, der, som ikke Formuende, tillige vise at Nationen har aflagt deslige Poster saa godt, at det ikke er nødvendigt at tage Hensyn til Formue, hente sin Berømmelse fra Kristiania Torv, hvor de den 17de Mai 1829 reed Storm paa Folket. Kammer- herre Morgenstjernes Bane som en Slags Repræsentant i Ud- landet for det norske Folk er dog senere endt ved et Smugleri, som oprørte Hs. Majestæts Retfærdighedsfølelse, og som maatte gjøre Høistsamme opmærksom paa, at hans Naade, med den bedste Villie, kan falde paa Uværdige. Men Ingen repræsenterer i den Grad det norske Folk som dets Statsminister i Stockholm. Han repræsenterer det hos Kongen, idet han er dets første Embedsmand og i Spidsen for Regjeringsafdelingen i Stockholm. Han repræsenterer det for Sverig og det øvrige Udland, imellem hvis Ministre i Stockholm han fremtræder med saa høi Rang som Nogen. Og til at gjøre dette med Anstændighed har Nationen udstyret ham med en Gage, der kan kaldes overdreven stor for et Folk som det norske, men hvorfor det ogsaa er overflødigt at tage vigtige Hensyn til Formuen hos Den, der skal være norsk Statsminister. Knuden er kun, at han er en Mand, der repræsenterer det norske Folk saaledes som det skal repræsenteres: i dets Aand, SIDE: 486 med den Simpelhed og Værdighed som tilhører et lidet, ikke rigt men frit Folk. Dog er Repræsentation ikke den norske Stats- ministers Hovedhverv. Han er Embedsmand, hvem betydelig Virksomhed paaligger. Han er Statsraad, og burde ikke i Rang have det mindste fremfor de andre Statsraader. Men Nationen har ikke været heldig med sine Statsministere hverken som dens Repræsentanter eller Embedsmænd. De to forrige, Anker og Sommerhjelm, vare godslige jevne Mænd; men dermed er ogsaa alt sagt. Og Løvenskiold, som vi nu har, overgaaer dem kun i det, der kan gjøre en Mand uskikket til denne Post. Han er aaben af Karakteer, siges der; og det er al Ære værd. Men hans saa aabne og politiske Grundsætninger og Meninger ere aabenbarligen unorske; hans Gunst ofte aaben- barligen uretfærdig; hans Embedsbedrivt aabenbart skadelig for Riget. Man skulde tro, at Hs. Excellence var en stolt Mand; men utallige af de Supplikanter, som pleje ligesaavel at besøge hans som Hs. Majestæt Kongens Forgemak, forsikkre, at han har i smigrende Udtryk givet dem de naadigste Forhaabninger. Og om han, ved at see saamegen Usselhed, blev ligesaa stolt som den Mand, der i Sverig er ligesaa mægtig som han i Norge, nemlig Grev Brahe, var det da heller ikke saa meget at undres over. Men det kan ikke være en stolt, men kun en forfængelig Mand, der hænger den svenske Serafimerkjæde om sit norske Embedssegl, som om dette ikke var det norske Statsminister- skabs, men Hr. Løvenskiolds eget. Dette er ikke med Værdig- hed at repræsentere sit Folk; det bidrager ogsaa til at gjøre Foreningen forhadt; det er en Fornærmelse af samme Natur som den Gjerning at sætte det norske Rigsvaaben som en Pro- vindses i det svenske, og som saadan en Utaknemlighed imot det Folk, der baade før og nu har ydet ham al den Hæder og Indtægt, der kan blive en norsk Borger tildeel. Hvad ellers Forfængelighed almindeligviis angaaer, da kan den vel være forenet med god Forstand, men aldrig med en ophøjet Karakteer. Men hvor paafaldende og farlige for det almindelige vor Statsministers Forstandsvildfarelser kunne være og ere, beskjæf- tiger nu netop baade Almeenhedens Opmærksomhed og Rigs- rettens Skarpsindighed. Han har Ansvar for en Gjerning, som Odelsthinget eenstemmigt har fundet øjensynlig skadelig for SIDE: 487 Riget. Det er herved mere end ved sin Rang, at En, der er en Ubetydelighed af Naturen, har vundet en Betydelighed, der maa henvende alle Fædrelandsvenners opmærksomme Øine paa ham og paa hans Foretagender, hvoraf det bør ventes at vorde det sidste, der er Gjenstanden for Rigsretten. Hvem kan med velberaad Hu ville sit Fædreland ilde uden den unaturlige Skurk, som vilde kunne dræbe sin Moder? Hi- storien har nøie optegnet deres Navne, som dog have været saa fordærvede, og de have været faa og fremstaaet i en urolig Tid, hvis Begivenheder har revet dem hen i Hvirvlen af Hevnens og Ærgjerrighedens Lidenskaber. En saadan Forbrydelse tynger ikke Statsminister Løvenskiold, skjøndt det er slemt nok allige- vel, med aabne Øjne at have gjort sit Fædreland ilde og oven- paa at lade det høre endnu værre. Dertil har det baaret ham paa for bløde Arme, og ingensinde givet ham Anledning til andet end at elske det i sit Hjerte. Men i dette Værksted for- færdiges ikke Politikens Vaaben, og disse vil Hs. Exc. gjerne svinge saa haarde og tunge de vel kunne faaes. Ja dersom Forsvaret for Hs. Exc. havde været mindre saarende for Fædre- land og Storthing, holdt vi endog gjerne fast paa den Tro, at Hs. Exc. med blødende Hjerte havde beqvemmet sig til at bifalde Beslutningen af 2den Juli, om hvilken der ogsaa høres den Formening, at den egentlig skriver sig fra de russiske og preussiske Gesandters vægtige Ønske om, at det norske Stor- thing, hvis Forhandlinger de have fulgt, maatte opløses for den fri Aands Skyld, som viste sig raadende der. Men om saa var, saa kunde dog vel Hærskarernes Guder ikke gaae saavidt, at de kunde forlange, at Hs. Exc. skulde læse Storthinget en saa fordømmelsesværdig Text som den hvori hans Forsvar bestaaer, mens den dog kun er en ny Forseelse, der maa udsætte ham for en inderligere Uvillie end hans politiske Feilgreb har paa- draget ham. Saaledes undtage vi den Anklagedes Vilje, og tro at han har villet Fædrelandet det bedre end han har gjort det. Men hvad kan overtyde denne stivsindede gammeldags Adelsmand om at han har tilføjet Landet en Ulykke, der er virkelig, og i sine Følger uberegnelig? Selve Tidenderne maa holde ham i Uvis- hed; thi saa slette Nordmænd gives der, at hans Gjerning er SIDE: 488 bleven forsvaret, og det ved at rive Storthinget ned. Thi denne mægtige Forvalter har havt baade Olje og Viin at sætte ud. Eller skal han lære det av deres Klager, som enten betale mere for stemplet Papiir, end de skulde have betalt om Storthinget havde faaet bestemt det, eller til hvis Dokumenter der ulov- ligen intet Hensyn tages, fordi de gode Borgere under nær- værende lovløse Tilstand have udfærdiget den paa ustemplet? Eller hvad om Oprør i Landet skulde have lært ham det, naar ildesindede Fogder havde givet sig til at exseqvere Skatterne efter den gamle Lov og Bønderne havde sat sig derimod? At Saadant dog ikke vil skee, har nu Hs. Maj. sørget for ved at sammenkalde et overordentligt Storthing, som nok vil redde hvad reddes kan af det som gik tabt i det nationale Skibbrud den 8de Juli, da den løvenskioldske Indbildskhed opblæste sine Kjæver forat sætte Statens Skib i en saadan Kurs efter Hs. Excellences Bestik som Russer, Preusser og endeel Svenske visseligen ville det. Og da intet af Ovenanførte skal overtyde Statsministeren om hvor groveligen han har feilet, saa er, som sagt, en Rigsret overdraget dette Hverv, og hver god Nordmand maa ønske for Fædrelandets, Rettens og Statsministerens egen Skyld, at den heri maa være heldig. Rigsretten over Statsminister Løvenskiold. Den sattes allerede den 11te Juli. Rigsretten bestaaer af Lagthingets og Højesterets Medlemmer, hvoraf den Anklagede kan forskyde en Trediedel. Af denne Rettighed benyttede Stats- ministeren sig i fuld Maade, idet han udelukkede saa mange og saa gode Mænd, alle af Lagthinget, som han kunde. Rigs- retten blev bestaaende af Høiesteretsassessorerne Kjønig, Motz- feldt, Schmidt, Aars, Borgermester Ottesen og Stiftamtmand Sem, og af Lagthingsmændene: Amtmand Schydtz, der som Lagthingets Præsident tillige er Rigsrettens, Oberstlieut. Beich- mann, Amtmand Weidemann, Sorenskriver Borchsenius, Kirke- sanger Bjørnsen, Lensmand Mandt, Stiftsprovst v. d. Lippe, Justitiarius Roll, Sognepræst Brock, Foged Wiig samt Bønderne Nøstvig, Ulveland, Nordaas og Øveland. Den 23de August begyndte Proceduren. Odelsthingets ud- SIDE: 489 nævnte Aktor var Høiesteretsadvokat Sørenssen, som med en Veltalenhed, der straalede og glødede af Veltalenhed og Patrio- tisme, lagde Statsministerens Skyld for Dagen, og forsvarede Storthinget og Folket mod de uforskammede Angreb, hvormed den Anklagedes Defensor, Høiesteretsadvokat Petersen, be- skjæmmede sit talentrige Forsvar, der ellers skulde have været et Mesterstykke. Thi den Maneer kan ingenlunde gavne hans Part eller ham selv. -- Men I skulde have hørt disse Advokater, og hentet Beviser for Udødeligheden af saadanne Sjeles An- strengelser! Det var en Kamp imellem Aander, Lysets og Mør- kets: det Lyses, som randt 17de Mai 1814; det Mulms, som truer at begrave det endnu før dets Morgen er endt. I skulde have seet denne majestætiske Ret af frie Borgere af enhver Klasse, og lært ny Agt for Medborgerligheden og Retskaffen- hed, nyt Haab om at Friheden staaer under Retfærdighedens Beskyttelse. Retten underkjendte Defensors Paastand, at den skulde er- klære sig uberettiget til at dømme, paa Grund af at Lagthings- mændene havde været Medlemmer af det Storthing, der havde udtalt sin Misbilligelse med Opløsningen, og 30te August be- gyndtes Foredragene betræffende den egentlige Sag, som ud- procederedes 3die Septbr. og optoges da til Dom, der skal afsiges den 8de d. Aktors Paastand er: Afsættelse, Erstatning af det Staten, ifølge Storthingets Opløsning og nye Sammenkaldelse, paabyrdede Pengetab samt Sagens Omkostninger, hvorimellem han dog ikke har villet paaregne sig selv noget Salar. Defensors er Frifindelse. Begge kræve Retfærdighed, og den ligger i hine Mænds Bryst, og vel ogsaa paa deres Tunger! Paa dem maa nu Folkets alvorlige Øjne være fæstede. Af disse Mænd venter det sig Spørgsmaalet afgjort, om det virkelig skal være en strafbar Forbrydelse at overtræde Grundloven i et af dens vigtigste Punkter og i det vigtigste Tilfælde eller ikke. I første Tilfælde falder Statsministeren, men Staten stiger, frelst fra en truende Fornedrelse; i sidste Tilfælde synker Staten under de dristigste Fødder, der endnu traadte dets Hel- ligste, under sig, og Ministeren stiger op til en Tinde af An- masselse, der skulde holdes utrolig at naae i et konstitutionelt Land, og hvor al Ansvarlighed forsvinder som opløste Dunster. SIDE: 490 Iaften vide vi, om Norges Helligdom er frelst, eller ikke. Man priser vor Lykke, og vi takke Himlen for gode Aar, Kongen for hans Fredelighed i 1814, og Folkets Opoffrelse for et fast Penge- væsen; men sandelig vi have ingen Lykke uden denne vor Hel- ligdom, Konstitutionen, holdes i Agt. Ja, uden denne skal selv ikke vort arme, af Fremmede som af Egne fornærmede, Fædre land existere; men det skal opsluges snart eller seent ligesom Rovdyret først tager Livet og siden fortærer Legemet. Folket vil føle sin Repræsentations Beskjæmmelse, og en Forløber for dets Skjæbne vil være den sløve Ringeagt for en betydningsløs Forfatning, der ligner Muren, Enhver kan hoppe over; Mis- modet vil udbrede sin mørke Livsløshed, og -- da har Løven- skiold seiret! Henrik Wergeland NOGLE ORD ANGAAENDE DEFENSORS FORSVARSSKRIVT FOR STATSMINISTEREN (Indsendt.) Statsborgeren 8. sept. 1836. Den Constitutionelle har nu leveret Defensors Forsvarsskrivt for Hs. Excellence Statsminister Løvenskiold. At gjennemgaae tilbørligen dette Produkt, udfordrede en Vidtløftighed, som er udenfor Hensigten med disse Linier. Vi ville derfor indskrænke os til et Par Betragtninger. Defensor siger saaledes (se be- meldte Blads Nr. 215) ved at omtale Odelsthinget: "det burde indsee, at en Rigsrets Aktion altid er et Onde, men at den bliver en Skandal, naar den dikteres af Ukyndighed eller Partiskhed. Man har alligevel ikke været saaklog, man har ikke engang været saa retfærdig; thi man har anlagt Rigsrets- sagen for ubetydelige Misgreb -- (altsaa dog Misgreb? en lige- saa uventet som naiv Tilstaaelse af Defensor) -- af en langt uskyldigere Art end dem, Repræsentationen har tilladt sig" etc. At Defensor i sine Udfald mod den lovgivende Magt slet ikke angiver nogetsomhelst Faktum for sine Angreb, maa man ikke vente anderledes. -- Videre udbryder Defensor, at Odels- thinget, i det det gjør Rigsretten til en Kontrol over Kongens kontrollerende Ret: -- "Kan man tænke sig noget mere vilkaar- ligt, konstitutionsstridigt og anmassende?" Senere hen idet Ret- SIDE: 491 ten for Nogensomhelst at undersøge det kongl. Prærogativs An- vendelse benegtes af Defensor, gjør han Rigsrets Aktionen til "den største Vilkaarlighed, den højeste Grad af Ulovlighed." Længer hen imputerer han vore Nationalforsamlinger Misgreb, "der involverer en aabenbar Tilsidesættelse af Grundlovens Bud, og saadanne der har været øiensynligen skadelige for Riget." Exempler paa saadan djerv Paastand leder man for- gjeves efter. Ved at smigre for Rigsretten, venter Defensor at den skal kjølne overspændte Ideer, eller vise en misforstaaet Friheds tøilesløse Opbrusninger indenfor de konstitutionelle Skranker, altsaa formeentligen revse Odelsthinget for at have gjort Brug af sin konstitutionelle Ret at anlægge Rigsretsaktion; og strax derpaa erklærer han, at Nationen og den Anklagede ikke forgjeves sætter Liid til Rettens Retfærdighed og Selv- stændighed. Defensor har da neppe betænkt, at Nationens og den Anklagedes Begreber om Sagens Beskaffenhed maae være hinanden aldeles modsatte. Længere hen fortælles, at Stor- thingets "ukloge, fornærmelige og ulovlige Adfærd" foraar- sagede Nødstilfældet: dets Opløsning; og tilsidst at Stats- ministeren i den pludselige Opløsning fandt "det eneste virk- somme Middel til at gjøre Ende paa en Tøilesløshed, der daglig blev utaaleligere" etc. etc. Dette maae være nok til en Prøve, og nu spørges: Indeholder ikke alle disse Invectiver og Angreb, der ovenikjøbet ere blottede for ethvert Beviis, forsætligen og aabenbare Ringeagt mod den konstitutionelle Magt, (Storthinget eller dets Afdeling Odelsthinget), som er forbudet i Grund- lovens § 100? Dog den lovgivende Forsamling kunde ikke vente sig bedre Medfart af en Defensor, der -- og dette er den anden Betragt- ning vi ville offentliggjøre -- ikke undseer sig ved offentlig at sige (see Sup. Blad til den Const.nelle Nr. 218). "Hvad havde været lettere for ham (Statsministeren), end under fire Øine at bestyrke Hs. Majestæt i den af Høistsamme selv fattede Be- slutning, og til Protokollen at diktere en Proformaprotest?" En- ten maa nu Defensor paa egen Haand have fremført dette for at gjøre gjældende enhver Skingrund til at reenvaske en slet Sag, eller han har havt Ordet dertil af sin Part. Det første er neppe sandsynligt; at han, blot for at forsvare en Anden, skulde SIDE: 492 vove at tale saa uærbødigt om sin Konge, og tillægge Høist- samme den umoralske Tilbøjelighed til en Handling, hvormed han skulde ville kolludere med en Undersaat for at bedrage det norske Folk og hindre dets Repræsentation fra at gjøre Brug af sin konstitutionelle Ret, eller maa det andet Alternativ, nemlig Statsministerens Forlangende, hvilket er det sandsyn- ligste, have fundet Sted, saasom denne kunde gjøre større Reg- ning paa Hs. Majestæts personlige Venskab, at en saadan Yttring vilde hengaae upaatalt -- en Yttring, hvormed intet af alt det, Defensor har klaget over, kan sammenlignes i Dristig- hed. At vor elskede og ophøjede Heltekonge skulde nedlade sig til at kolludere med en Undersaat i hvilketsomhelst Pro- formaværk, er i og for sig utænkeligt, men at lade Norges Stats- minister bedrage det Folk, som lønner ham for at være dets Talsmand for Thronen og fravriste det sin konstitutionelle Ret, naar han maatte tilsidesætte de Pligter, som han skylder Na- tionen og sin Stilling, det overgaaer isandhed alt hvad man har seet i Trykken; thi at finde et og andet at udsætte paa en Hand- ling fra Gavnlighedens eller Skadelighedens Side er at dadle Handlingen, men er ingen Dadel mod den, der har begaaet saa- danne, naar han ei tillægges lastværdige Hensigter, (see Tr. Friheds Forord. af 1799) og intet Menneske er saa ophøiet, at det kan ansee sig udaf Stand til at feile -- men at tillægge Een Tilbøjelighed og Villie til at begaae lastværdige Handlinger, dersom det ei er Daddel, sandelig man veed da ikke, hvad Daddel er. Og har Statsministeren foranlediget den paaklagede Tirade indført i sit Defensionsskrivt, behøves ingen Deduktion for at godtgjøre, at han er uskikket, og uduelig til sin Post som Statsminister. En Mand af saadanne Grundsætninger er Na- tionen ikke tjent med i en saa ophøjet Stilling. Den fordrer en Ven deri, men ingen intrikat og intrigerende Fiende. Henrik Wergeland TIL DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTION Statsborgeren 8. sept. 1836. Statsborgeren maa til Svar paa den Constitutionelles Skjældsord i No. 217 kun bevidne sin Tilfredshed med den op- rigtige Nidkjærhed, hvormed den Cst.nelle, i Fædrelandets og SIDE: 493 dets retfærdige Sags Interesse, under Rigsretten har deeltaget i Afgjørelsen af de Qvæstioner, den har at paakjende. Det var den Cst.nelle forbeholdt midtunder Proceduren at forbause Ver- den med den Efterretning, at det svenske Blad, som mest hadskt og skamløst belyver Norge, staar under den Anklagedes Ind- flydelse. Og visselig Intet kan vel tænkes, som mere skulde kunne og burde have Indflydelse paa Dommerens Sind. Eller er dette igjen sligt Sladder og Opdigtelse, hvorfor den Cst.nelle engang har gjort sig saa berygtet? Nei, det ville vi mindst troe, som have troet den Cst.nelle paa Ordet, efterdi vi troede, at den nu var bleven forsigtig, og nu med Barnets Glæde, der har faaet en uvant Kniv i Haand, svang Sandhedens hvasse Spær med lidet Hensyn til Hans Excellences Hæder, der er saa skjøn og sprød som gammelt Gyldenlæder. Forøvrigt skulle vi ved Leilighed have den Ære at præsentere den Cst.nelle en Lime til at feje for egen Dør med, men beholde en for os selv til at kurere dens naragtige Stolthed med. Den burde dog betænke, at dens Navn "den Constitutionelle" lige- som alt hvad der er konstitutionelt kan inden Aften i denne Dag være en Spot, Spe og en Ingenting, dersom Konstitutionens Fornærmer ikke falder. Andre Landsmænd haabe vi forlængst have betænkt, at det skulde været et skjændselfuldt Særsyn, om ingen norsk Tidende havde, som Statsborgeren har gjort, paatalt de Fornærmelser mod Folk og Storthing, som Defensor tillod sig under Proceduren. Red. Henrik Wergeland [SVAR TIL "DEN CONSTITUTIONELLE" OM "FOR MENIGMAND" OG WERGELANDS FORHOLD TIL "STATSBORGEREN"] Statsborgeren og Morgenbladet 11. sept. 1836. Undertegnede finder sig i den Constitutionelles Dagsnummer paa en lumpen Maade fremkaldt til at staa Skrifte for et ano- nymt Flyveblad "For Menigmand", hvortil den Cst.nelles Re- daktion, med behørig falsk Fremstilling af dets Indhold og Ten- denz, og med tilstrækkelig Hjemmel af Gadesnak, denuncerer SIDE: 494 mig som Forfatter. Herskabet er atter paa Jagt efter "Machina- tioner"; men ikke heldigere nu end i Sommer engang, da det, som bekjendt, løb Hovedet mod Væggen, saa Andre maatte have ondt af det. I dette Flyveblad, der af Udgiveren rimeligt nok er besørget afsat ved Colportører som Skik er med populære Blade af den Natur, findes ikke et Ord, som en oprigtig Fædrene- landsven ikke skulde kunne underskrive. Det er klart, at det hovedsageligen vil bibringe Folkets Masse bedre og retfærdigere Tanker om sidste Storthing, end denne af de mange Bag- vaskelser, som det har maattet lide under, ellers skulde kunne gjøre sig til Skade for vort hele Samfund. Og dette har det udført uden at være bleven af en billig Harme forledet til nogen Overdrivelse eller Personlighed mod Defensor for Rigsretten, der dog mest har fornærmet Thinget endog i den Grad, at han synes at have udsat sig for at drages til Ansvar derfor, dersom man havde faaet Anledning til at tro, at det har synderligt at betyde at overtræde Grundloven. Meget mere har Forfatteren i temmelig emfatiske Udtryk hyldet hans Talent, og beklaget, at et Foredrag, der ellers skulde have været et Mesterstykke, skulde udskjæmmes ved deslige Udskejelser, som maatte saare enhvers Nordmands Følelser. Og saafremt det at give sin natio- nale Uvillje over Statsministerens Færd tilkjende skal hedde Anstrængelser forat vække almindeligt Had imod ham og om muligt indvirke paa Udfaldet af Rigsretssagen, da kan bemeldte Flyveblad, der udtrykkeligt respekterer Statsministerens Hen- sigt og Villje, ikke maale sig med den Constitutionelle. Jeg vilde ønske, at man vilde lade mig vederfares den samme tarve- lige Retfærdighed, at lade Hensigt uendset og Villje taget for god i det allerlængste. Man kan i alle Tilfælde og almindeligviis hos en Publicist, endog af determineret Karakteer, ikke af nogen Enkelthed med Sikkerhed slutte sig dertil. Han kan endog -- hvilket Rigsretsdefensoren fuldtvel i sin Duplik vidste at gjøre gjældende med Hensyn til sin Person -- meget vel abstrahere sit Selv fra den Rolle, han holder det for godt at optræde i, fra det enkelte Faktum, som kun igjennem en Række af Konse- qvenzer falder sammen med hans Individualitet. Retfærdighed og i Særdeleshed den Retfærdighed er ingen Dyd; thi den til- siges En af hans egen Ufuldkommenhed i Evne og Gjerning, SIDE: 495 men naturlige Godhed i Villjen. Og om jeg ei besad denne conditio sine qua non homo af nogen anden Grund, saa har jeg havt Anledning til at lære den af Andres Uretfærdighed, d. e. af deres feilende Maade i at udøve det de antage for ret. I denne Henseende kritiseres man bedst af Andre; og deri bestaar dette Livs taabelige Bitterhed men nyttige Konflikter, at man ikke vil erkjende denne Doms Gyldighed (hvortil man har Ret) eller Anvendelighed, indtil den frigjorte Tilstand indtræder, da man kan gjøre Appellen til sin Sjels Reenhed i Villjen gjæl- dende. Da tror jeg at det Straalende først vil vise sig i de tre konstitutionelle Mænds Gjerning, under Proceduren at have in- sinueret den enhver Nordmand mere end nogetsomhelst andet oprørende Beskyldning, at Hs. Exc. er svenske Minervas Pro- tektor, det Blads, som skammeligst og hadskest belyver og an- griber Norge, dets Thing, Folk og Regjering. Det Foredrag fra Aktor, som den Cst.nelle leverer, er desuden ganske egnet til at bringe den offentlige Mening paa sin Side. Ogsaa har den Cst.nelle den Fortjeneste at være det norske Blad, som først gjorde opmærksom paa det uhyggelige Træk af vor Stats- minister at omgive sit Embeds Segl med den svenske Sera- fimerkjæde. Man vil saaledes haabe, at den Cst.nelle gaar i sig selv engang, erkjender det høist beføjede i Statsborgerens Be- mærkning, at den gjorde bedst i at feje for egen Dør, og med Erkjendtlighed modtager den Lime, Statsborgeren har lovet at sende den ved Leilighed til saadant Brug. Den Cst.nelle imputerer mig ogsaa, at jeg har de fleste af Statsborgerens mange Syndere paa min Samvittighed. Skal dette betyde at jeg har nogen synderlig Deel i at Syndere ere blevne denuncerede i dette Blad, da maa jeg benegte saadant; men for saavidt kan der være noget rigtigt deri, at jeg har, saavel ved min Pen, som personlige Forhold til dets Redaktion, bidraget til at rense det for endeel Skriblere, som forhen for- dærvede dette Blad. Jeg tør ogsaa vedkjende mig at have reddet dette for Fald, medens dets Omstændigheder vare gjorte saa kummerlige som muligt -- en Idræt, hvorved jeg vel kan have ødelagt Stumperne af min borgerlige Lykke, men som min Samvittighed forsvarer. Den var ogsaa i sin Tid saa heldig at SIDE: 496 vinde den Cst.nelles første Redaktørs Bifald endog i den Grad at han selv ikke var utilbøjelig til i Gjerningen at vise, at han virkelig mente, at det ingenlunde var godt om vort eneste er- klærede Oppositionsblad skulde gaa tilgrunde. Angaaende Reen- heden i mine Hensigter og Bestræbelser for at hjælpe det paa- fode tør jeg appellere til denne Herre, i hvor mange Nuancer der ellers kan være imellem vore politiske Farver, imellem Statsborgerens konstante brændende Radikalismus og den Cst.- nelles interessante kamæleontiske Farveskiftninger. Da det ellers kan være rimeligere, at den Cst.nelle i sit Skriftemaal mener, at jeg har Statsborgerens fleste Synder og ikke Syndere paa min Samvittighed, saa maa jeg ogsaa med Ruelse bekjende, at de Revselser, som den fra Tid til anden ved passende Leilighed, al Fornemhed med statsborgerlig Ringe- agt tilsidesat, har dristet sig til at lade den Cst.nelle undergaae, virkelig fordetmeste vare mine Synder. Hinc illæ lacrymæ. Og derfra Banlysningen. Kristiania 9de September 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 11. sept. 1836. Norge. Man fortæller, at Storthingsmand Valstads Sagfører mod Byfoged Thesen, Stiftsoverretsprokurator Horn, har ned- lagt Paastand om Mortifikation, Afbigt og l00 Spd. Mulkt til Fattigkassen. Hr. Thesen siges at ømme sig meest for det sidste. Ellers kunde man, da den brugte Injurie i høieste Grad an- griber Karakteren, og ikke i nogen Maade kan bevises med det Injurianten har opgivet at ville værne sig med, sikkerlig have været berettiget til at vente en drøjere Paastand. Men denne kommer sandsynligviis, naar samtlige Repræsentanter af Bonde- standen ved Sammenkomsten i næste Maaned, sagsøge Byfoged Thesen, som de ikke med Ære kunne undlade, for de skamme- lige Udladelser og Beskyldninger, han ved samme Leilighed har fremført mod dem i Almindelighed. -- Misfornøjelsen med Rigsretsdommen er almindelig. Man veed nu at det koster ikke meget at overtræde Grund- loven. Bare nu ingen farlig Søndren inden Storthingets Afde- SIDE: 497 linger opstaaer paa Grund af den Prostitution, som maa antages at være overgaaen Odelsthinget, der umulig kan tænkes een- stemmigt at have dekreteret Aktionen i den Tanke at et saa- dant Resultat skulde kunne komme ud. Hs Excellences Ære- kjærhed er for bekjendt til at man ikke almindeligen skulde nære Formodningen om at han vil tage sin Afsked, og befrie sine snart forsonede Landsmænd fra den modbydelige Tanke at have en mulkteret Statsminister. Men i denne Henseende kunde det ikke være afvejen, om man erindrede sig den jam- merlige Aftakkelsesfarce, som opførtes af Regjeringen efter Storthinget i 1830. Den endte som bekjendt med højeste Er- klæring, at dens Personale ikke kunde undværes. -- Den Cst.nelle har forøget sine Laurbær med et Forsøg paa at forsvare Kirkedepartementet for Autorisationen i Fayes Historie af Hs. Majestæt Kongens Navnechiffer. Men til et saa- dant Forsvar trænger ikke Departementet, der jo har handlet gandske rigtigen, og det er ogsaa saa usselt, at det alene kaster Skam derpaa og derfor maa ventes fralagt. Man tænke sig blot, at det bestaaer i, under Henslængen af nogle Grovheder mod Aktor og Statsborgeren, triumferende at gjøre opmærksom paa, at der i Historiebogen findes udtrykkeligt, at "Carl XIII til- traadte Regjeringen og fulgtes deri af Carl XIV Johan." Og derimod kan Ingen have at sige, da de vare den XIII og XIV i Sverrig før de i Norge bleve den II og III. At Aktors Debi- teren om Kirkedepartementets priisværdige aabne Hyldest af en saa uomtvistelig historisk Sandhed, ikke er anført i de Blade, som ellers udførligen have meddelt hans Foredrag, er paa- faldende. Henrik Wergeland [SVAR TIL "DEN CONSTITUTIONELLE" OM "FOR MENIGMAND" OG "STATSBORGEREN"] Morgenbladet 14. sept. 1836. Den Constitutionelles Redaktion har atter afgivet et Beviis paa sin Uovertræffelighed i Personligheder. Og jeg overlader den villigen et Terrain, hvor den synes at befinde sig saa vel og at være saa vel kjendt, at der snart vel ikke gives et Skjælds- SIDE: 498 eller Uqvemsord uden den har faaet det indtaget i sin Ter- minologi, og anvendt i et Angreb, der tydeligen involverer, for- uden andre noble Hensigter, en Retræte fra den politiske Rid- dersmands Side, som vel synes, at han har vovet sig noget vidt. At de finde mit Hoved umodent, forskruet eller forvirret, eller hvad det nu har behaget dem at sige, er Yttringen af en billig Selvfølelse hos Folk, der ere Tre om eet Hoved. Uden at gjen- vække Forundringen over de grove Feil, som selv dette Hoved har kunnet begaa, vil jeg blot bemærke det Paafaldende i at saamegen Malice og Færdighed i at citere det ud, som man vil, men med Retfærdighed ikke kan, er forenet med saa barnlig politisk Uskyldighed, som den, der viser sig i Oprøret over Flyvebladet. Saamegen journalistisk Air og at sætte saa dumt et Ansigt op over en saa lidet paafaldende Begivenhed, som at en bevæget Tid afføder et Flyveblad, der forsvarer Nationen og dens Repræsentation med Uvilje over Fornærmelserne! Det vilde været en Skjændsel, om ingen norsk Presse havde prote- steret. Bedre tager sig da ud paa den Constitutionelles smukke Papiir de karakteristiske Træk af Foragt for at fattige Børn bringe Bladet for Menigmand ud og de ridderlige Hug over disse Gadegutters "bare Been". Af de vidtløftige og som Mosaik- arbeide vellykkede Citater at slutte, er det vel ikke saa oprig- tigt meent med dens Appel til Flyvebladets Læsere; men jeg inhærerer den, da den ganske maa fritage mig for videre at føre det Forsvar, jeg har maattet indlade mig i for dette Blad. Ringeagt for det Offer, jeg kan have bragt ved at redde en Tidende, der var dømt til Undergang af de Mægtige, er i sin Orden hos Folk, der forstaa at styre bedre for Vinden. Eller maaskee de endog vide, at jeg intet har havt at bringe, af den Grund, at det allerede før skulde være bestemt, at ingen Lykke, som Staten kan give, skulde vorde mig tildeel. Jeg faaer da finde mig i en saadan Indskrænkning af de Maader, hvorpaa jeg kunde være den nyttig, stræbe at være det saameget jeg kan alligevel, og nøje mig med den Lykke, et Menneske kan have i sig selv, og med den Erkjendelse af min Personlighed, som jeg aldrig har ventet hos den Constitutionelles Redaction, men som mine Landsmænd ikke negte mig. Opfordringen til at meddele det Nærmere angaaende Hr. SIDE: 499 Fougstads paatænkte Overtagelse af Statsborgerens Redaktion skal i Statsborgeren blive opfyldt. Her kun saameget, at Foug- stad dertil var villig, men at den Mistro, Bladets økonomiske Bestyrelse nærede med Hensyn til en Person, som ikke kunde antages at besidde Publikums Tillid som Journalist, kuldkastede dette Remplacement. Dette lykkedes derimod med Bladets nær- værende hæderlige Redakteur, under hvis Bestyrelse det har naaet en saadan Fasthed, at jeg gjerne kunde unddrage det den Bistand, jeg kan præstere, om jeg holdt det for tjenligt. Der er visselig mere Aabenhed i disse Konfessioner end nødvendigt; men jeg troer, at den er det bedste Værn mod Lumskheden og Lavheden, hvis Beregninger ligesaalidt falde sammen med en Moralitets, der taaler Opoffrelser, som dens Angreb skade min politiske Karakteer. Ja jeg vil endog udvide denne Aabenhed til at tilstaae, at en Artikkel fra min Haand i Statsborgeren angrer mig, fordi den bærer Præg af en Bitterhed, som jeg senere har faaet Anledning til at tro uretfærdig. Men denne Bitterhed var ikke og har ikke Præget af personlig men af national Uvilje; og desuden i Almindelighed sagt: var det vel saa besynderligt, om man engang imellem rev sig paa Tornene, naar man farer saa afsted med Buskens Blomster og Blade? Dog havde jeg ikke tænkt, at der var kommet nogen Torn i den Constitutio- nelles Øje, som jeg troede velforvaret bag Viziret. Men nu er det frygtelig inflammeret. Og det kan vel ikke længer være de gamle ædle Stolthedens Flammer siden den forøvrigt er saa pøbelagtig. Jeg vil ellers om kort gjøre Regnskab for ethvert af mine Stykker i Statsborgeren. Den 13de Septbr. 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ["RIDDERPARTIET"] Statsborgeren 15. sept. 1836. Følgende Stykke af Morgenbladet synes os saa heldigt især i Ideen og Opfindelsen af det yderst passende Navn "Ridder- partiet," at vi maa anbefale det videre Opmærksomhed. Ridder- partiet? Fortræffeligt! Ridderpartiet! Intet Navn kan være SIDE: 500 bedre paa disse smukke Folk, som fegte og opføre sig ellers saa "ridderligen," som Defensor oftere udtrykte sig om Stats- ministeren, der er det ophøjede Forbillede for det hele Ridder- parti, fra de virkelige Riddere indtil de ærlige Svende i den Constitutionelle. [Her følger en innsendt artikkel fra Morgenbladet 10. sept. samme år.] Henrik Wergeland [SVENSK LOJALITET] Statsborgeren 15. sept. 1836. Den svenske Statstidning fremstiller i Nedenstaaende atter et Træk af Loyalitet, som visse Folk ville mene vi Nordmænd kunde have bedre af at tage tilfølge end at subskribere til Eids- vollmonumentet. Det afgiver et for smukt Sidestykke til det om Minderidtet i Gefle til at vi kunne glemme at tage det op. I gamle Dage, da de oldenborgske Konger yderlig sjeldent be- søgte Norge, sattes ogsaa Støtter hist og her hos os; men det var paa mærkelige Steder, saasom Dovres Top, Gjellebek og Kongsberg, saa Mindestenen synes mere reist for deres end for den Kgl. Gjæsts Skyld, og desuden maatte en Konge dengang betyde noget andet end nu. Ved det svenske Borgsjø, som vi snart skal høre om, er derimod først nu blevet noget mærkeligt ved Støtten i Anledning af Kongens Nærværelse d. e. Gjennem- fart paa en Reise. Anledningen fremhæves at være denne, mens man holder det Rimeligere, at forevige Mindet om Hs. Majestæts Godhed mod Sognet, i Baggrunden. Det er vist, at Hs. Majestæt da vilde erholde mange Mindestøtter. Og be- synderligt er det baade, at ikke flere Krybere have været ude med slige Planer, hvorved man idetmindste gjorde sig fortjent af Vejvæsenet, som derved kom til statelige Miilstolper, og at Eidsvollmonumentets Fiender ikke have forsøgt dette Middel til at bringe alt Monumentvæsen i Miskredit. "Borgsjø den 25de Aug. Det Monument, som Hs. Kgl. Maje- stæt i Naade har tilladt Borgsjø Menighed at opføre forat be- vare Mindet om Hs. Kongelige Majestæts naadige Besøg, af- dækkedes idag Kl. 3 Eftermiddag. Det var samme Dag sidst- leden Aar og omtrent den Tid paa Dagen, da Borgsjø Sogn havde den Lykke at see Kong Carl XIV Johan inden sine SIDE: 501 Grændser. En talrig Forsamling havde opstillet sig paa begge Sider om Monumentet, som var af støbt Takjern med følgende Inskription i forgyldte Bogstaver:" Nära ett och ett halft århundrade sedan någon Svensk Konung besögt dessa bygder, helsädes här d. 25 Augusti 1835 Konung CARL XIV JOHAN af tacksamme undersåters glädje och vördnad. Hans färd genom Norrland var ett kärlekens segertåg. Borgsjö Socknemän resta minnesvårdan. "Bag Monumentet var i en Halvcirkel Træer opsatte, og paa dets Sider to temmelig store Bjerker, forbundne med en Løv- kjæde. Paa Steenfoden var Blomster anbragte. "En djup tystnad rådde." Ved Monumentets Afdækning raabtes tregange Hurra "med Liflighet", hvorved Bergskud afløstes. Derpaa fremtraadte Komminister Pastor Carleson og i en ukunstlet Tale tolkede baade Landets Forbindtlighed til Hs. Majestæt i Almindelighed og Sognets i Særdeleshed for hvad Hs. Majestæt havde gjort det under Misvæxtaarene, og endte med at anmode Landshøvdingen om i Underdanighed at fremføre for Hs. Maje- stæt Menighedens undersaatlige Ærefrygt, Taknemmelighed og Kjærlighed. Den skjønne Psalme 304 blev afsjunget. Høitiden var forbi. Der var noget ubeskriveligt rørende i at see en for- samlet Menighed, i dyb Følelse af sin store Forbindtlighed til Landets Velgjører, ukunstlet at takke den Algode derfor, fra hvem al god og fuldkommen Gave kommer. "En stilla andakt och kärlek utmärkte alt, och de församlade åtskiljdes likasom ifrån en religiös högtid, der känsla är i hjertat, utan at ud- trycka sig med stora prunkande ord eller en stojande glädje." SIDE: 502 Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE"S ANGREP PÅ "STATSBORGEREN"] Statsborgeren 15. sept. 1836. -- -- Naar den Constitutionelle, hvis indbildske Skolemester- tone falder i det Latterlige, med uædel Lidenskabelighed, enten med Sandhed eller Usandhed blotter en Anonymitet, hvorom den dog vel ikke kan have fuld Vished, vækkes, efter slige Træk, ingen Forundring over, at den, ved at omtale Flyvebladet, ogsaa deraf tager Anledning til at udøse sin skidne Harme over Stats- borgeren, hvem alle uædle Kunstgreb fra den Constitutionelles Side dog neppe vil kunne skade. Vistnok lader den Retsindige, i en Kiv med en Anden, Trediemand være i Fred, men saadant stemmer ikke -- som man seer -- med den Cst.nelles Hof- færdighed og Smag. Nu vel! Enhver har sin Agtelse for hvad der er Ret Red. Henrik Wergeland [OM RIKSRETTSDOMMEN] (Indsendt.) Morgenbladet 16. sept. 1836. En Dom er overgaaet det norske Folk. Den høieste Domstol har erklæret, at naar en Minister har bevirket rigsskadelige Foretagender, hindret saa meget godt som Storthinget kunde have udrettet, sat Statens Sikkerhed og Rolighed paa et farligt Spil, skal han dømmes til at tabe to Maaneders Gage! Hvilket Exempel for lavere Lovovertrædere! Hvorledes man herefter kan faae en uredelig Statsraad dømt til en Straf, som den slette Mand bryder sig om, er ikke ganske klart. Thi hvorledes kan det kaldes Straf at dømmes til en Mulkt, som saa let kan repa- reres ved en Hofpension eller et indbringende Embede for en Søn? For den ærekjære Mand vilde vel en slig Skyldigerklæ- ring, som Rigsretsdommen har udtalt, efter at Retten var be- røvet ved Udskydelsen sine liberaleste og talentfuldeste Med- lemmer, være en Beskjæmmelse, som bevirkede, at han for bestandig trak sig tilbage fra det offentlige Liv. Men for en Aristokrat? Hvad gjælder den borgerlige Ære, ærlige og simple Folks Agtelse ham? Hans Pergament, meddelt hans Bedste- fader af en dansk Despot, for en usynlig Fortjeneste, ophøier SIDE: 503 ham over sligt. Han vil naturligvis i mange Aar vedblive som Statsmand at beskytte Skiensfjordens Udvalgte, modsætte sig Formandslov og Lovgivningsforbedringer i samme Aand. Om han end hvert tredje Aar skulde komme til at punge ud med et tusind Daler eller halvandet, hvad skader det, naar den hele Skare ellers faaer ædt sig mæt og fed paa Statens Midler og retsindige Folks Sved. Men Nationen skal dømme siger svenske Minerva. Folket er den egentlige Suverain siger Aftonbladet i Stockholm. Folket ene kan afgjøre om den Aand, som har udtalt sig paa Stor- thinget, tilhører et Parti eller det er Nationens. Vel forekommer den første, fra de høieste Steder udtalte Mening hver den urimelig, som betænker, at alle de senere Storthing have været besjælede af den samme Aand, og at Folket just har valgt de Personer op igjen, som stærkest have udtalt denne Aand. Men man fordrer en yderligere Dom. Velan. Afgiver den. Folket kan. Rigsrettens Lagthingsmænd vare Schydtz fra Bergen, Weide- mann fra Hedemarken, Borchsenius fra Agershuus, Bjørnsen og Mandt fra Bratsberg, Lippe fra Christiansand, Roll fra Throndhjem, Broch fra Finmarken, Wiig fra Søndre-Thrond- hjem, Nøstvig fra Nordland, Ulveland fra Buskerud, Beichmann og Nordaas fra Søndre-Bergenhuus, Øveland fra Lister og Mandal. Hvo tør sige at nogen af disse ved udmærket Frisind eller Dygtighed har gjort sig uundværlig paa vort Thing? Hvo tør benægte det om de Udskudte? Velan da stemmeberettigede norske Borgere, elske I Statsminister Løvenskjold, Adelsmanden, som indbilder sig at være skikket til at være Embedsmand i et Land, som har afskaffet Adel, da vælger paany hine Rigsrets- mænd og vælger Ingen af dem, som i Odelsthinget dekreterede Statsministerens Anklage, og Ingen af dem, hvis Dom han ikke vovede at høre, men maatte udskyde. Men Landsmænd, hade I Løvenskjold og alt hans Væsen, troe I at Storthinget med redelig Villie har stræbt at gjøre Landet Vel og virket ivrigere dertil end hovmodige Adelsmænd vilde, da vælger ikke hine Rigsretsmænd. (De kunne sikkert undværes!) Men vælger det hele Odelsthing og Lagthing med Undtagelse af disse, paa ny i 1838. SIDE: 504 Vel veed jeg, at Folket endnu ikke er saaledes opdraget til det constitutionelle Liv, som det snart vil blive, men dog har jeg en fast Fortrøstning til at en ærlig Mand i hvert Præste- gjeld vil skrive disse Navne paa sin Væg, tale med sine Naboer om Sagen og da handle efter modneste Overveielse. Lad Nav- nene staae over Bondens Høisæde til nærmeste Storthingsvalg, lad dem gjentages i de offentlige Blade hvergang en svensk- aristokratisk Fornærmelse eller et norsk Forræderie høres, ind- til de ere bekjendte for hver Stemmeberettiget. Lad da det norske Folk, hvortil Magten enten ubesindigen eller hykkelsk appellerer, selv dømme. SIDE: 504 Henrik Wergeland 17. sept. 1836. Den norske Løve staar ikke længer i Spidsen for dette Blad. Og den har heller intet at gjøre, hvor man ikke kan berette Noget, der er Norge og dets Nationalitet til Ære, Vinding eller Glæde. Derfor gjøre vi bedst i at undvære et Syn, som kun kan vække Bedrøvelse, dersom vi føle noget for det, der skal tænkes derved. I mange Normænds Bryst har allerede dette Sindbillede heller ikke hjemme mere. Mange elske det ikke længer, siden dets Betydning: Norges rene Nationalære og ukrænkede Frihed og Selvstændighed forsvandt og man vante sig til Forhaanelsen. Istedetfor at aabne sine Hjerter og give dette Dyrebare et ukrænkeligt Tilhold der indtil bedre Tider, saa udjoge de hurtigt Erindringen om at de vare Norske og søgte at beskytte dette Forræderi ved at bagvaske og forfølge dem, som endnu erindrede hvad de ere, og ved at prædike den Lære, at Nationen har sine politiske Goder uforskyldt, og SIDE: 505 at den har intet at klage, saalænge den har Kjæverne fulde og faaer Lov til at existere. Og Disse vare ikke Dødens, men det behagelige Livs Udkaarne; de vovede ikke Foragt og For- stødelse, men de diede ved Naadens Bryst, bleve Ærens Kjele- børn, og naaede de Magtens Tinder, hvorfra de tryggere kunde forhaane Fædrelandet og knuge dem, der ikke elskede det mindre i Vanæren. En ubeskrivelig Følelse eller Ahnelse af Ulykke for Fædre- landet opfylder min Sjel, og jeg søger forgjæves Lettelse ved at see udover dets Skjønhed, som denne Høst udbreder en tungsindig Dunkelhed over, men negter sine vexlende Farver. Ak, Norge har ogsaa afblomstret; -- jeg frygter det: Norges Frihed har ogsaa afblomstret; den har havt sin Sommer, en Sommer uden meget Solskin og Varme, og nu er dens Høst der -- uden Frugter, som den der nu truer vort Land med grændseløs Elendighed. Storthinget, Nationens ædleste Kræfter, skulde vorde uden Frugter efter et Menneskes Vilje; -- nu skal kanskee Landet og det hele Folks Sved ogsaa vorde det efter Himlens Vilje? Og visselig, der vil gives hjerteløse Men- nesker, som ikke ville forfærdes derover, men sige: "det er godt, at dette Folk bøjes ved en Ulykke hvilkensomhelst, thi det skjønnede ikke paa sin Lykke, men vilde have Frihed og Ære ovenikjøbet -- de Overvundne!" Ja opfyldes de skræk- kelige Spaadomme om et almindeligt Hungersaar, som disse endeløse Tog af Regnskyer og Frostskodder synes at jage ind- over Landet med -- nu, ogsaa dette maa bæres saalænge det kan bæres, det er: indtil Legemets Død er nær. Men der gives Noget, som ikke maa bæres saalænge det kan bæres, det er: indtil Sjelens Død er nær, og Hjerterne sygne og et Folks na- turlige Følelser tørre hen. Det Brød, som kastes os i Næsen, voxer det ikke paa vore egne Agre? arbeides det ikke derfor? og endelig er det saa overflødigt? Den Frihed, hvis Brug vi bebreides, er den os skjænket? Har Nationen ikke vovet sit Alt derfor, lidt og blødet derfor? Den Fred, som med saa stort et Væsen tilskrives For- eningen -- har Norge ikke offret denne Forening noget? gives der ikke Billighed i Verden mod et Folk, der ikke vil andet end Freden? Den Ære, som krænkes saa ofte, -- har den ikke SIDE: 506 hjemme i Aarhundreders Historie? og fordunkledes den i mørke Tider for aldrig at lyse i de lysere? Men er det godt at meddele "Menigmand" disse Sorger, hvorom han ikke drømmer? Ja, er det ikke godt at sige den Sovende, at Slanger nærme sig hans Leje? Dalen maa vide hvad Vejr der lægger sig paa Højderne. Ogsaa den Ringe maa vide hvorledes det har sig med hans Fædreland. Misunder man os al Lykke, og skal den opgives, og gives der Normænd, som af Taknemlighed, som de sige, for den nydte opgive Nationens tilkommende, saa maa Han, den simple Menigmand, ogsaa være høimodig, og villigen opgive sin eneste Lykke: Uvidenhedens. Men dette holdes for farligt d. e. hans Foragtere modtage kun med Forfærdelse dette Offer. Han skal kun læse sin Postil og hvad der kan give ham religiøs Trøst i hans Elendig- hed. Paa et andet Liv skal hans Øje fæstes, men ikke paa dette, hvis Begivenheder skulde fortrive ham som Malstrømmen den døde Stok, uden at han skal være berettiget eller sættes istand til at tænke derover og virke som han tænker bedst. Er han ikke en Træl i Navnet og i borgerlig Stilling, skal han dog være det i aandelig Sløvhed. Han betragtes som et halvtamt Rovdyr, hvis Tænder maa afbrydes og Sandser afstumpes, om det skal faa Lov til at gaa løs. Af den norske 1 1/2 Million skulle de ni Tiendedele ikke faa vide noget om Fædrelandets Skjebne; og det skal hedde en Forbrydelse om En vil fortælle dem hvor- ledes det har sig. Personerne, der bearbeide paa det troløseste den herskende Tiendedeel af Folket, ville ingen Vidner udenfor have til dette Værk. Derfor maa ingen Øjne oplades. Dette Blad blev derfor, alt som spaaet var i Indledningen, tilrakket paa en Maade, der viste, at fornem Pøbelagtighed giver den simple intet efter. Det betragtedes som et i Utide draget Sværd (men som kan trækkes senere). Det betegnedes som en Usselhed at "barbenede Drenge," det er: Menigmands Børn, falbøde det paa Gaden. Man paaløj det Hensigten at vække Had mod den anklagede Minister og at indvirke paa Retten, som laasede sig inde fra Morgen til Qvel den Dag det andet No. udkom. Og et dødeligt Had greb Leiligheden til at udgyde sig mod en Person, som angaves for Forfatter, der har Ret til at foragte saadanne Angribere ligesaameget som SIDE: 507 han var bekjendt for at sætte Mistillid til deres Sindelag som Nordmænd. Men Ingen maa derfor tro, at De paatoge sig at forsvare det haardtangrebne Folk og Thing. Nei, Flyvebladet, der gjorde dette, angreb de, men ikke Nationens højfornemme Fornærmere. Men saa gaaer det hos et Folk, hvis politiske Stilling gjør at det søndres i Partier: Patrioter og Ikkepatrioter. Den store Mængde har hidtil hos os, fordi den forsømmes og ikke skal vide noget, været ingen af Delene, uden forsaavidt en naturlig, men tankeløs, Følelse havde nogen Indflydelse. Men Jeg vil nu gjøre den til Patrioter, og derfor skriver jeg et patriotisk Flyveblad "for Menigmand." Og deri meddeler jeg ham nu Rigsrettens Dom samt, med Tilladelse, den Mening, at Ingen kan være tilfreds med den uden maaskee Angjældende selv, saafremt han, mod Formod- ning, skulde være af den lidet ærekjære Karakteer at ville beholde sin Post til enhver Priis. Og siden Personer af Indfly- delse gjøre sig al Umage forat fremstille norske National- Anliggender som blot vedkommende et Parti -- saaledes som skeet er med det Mindesmærke om Fædrelandets Befrielse, som, efter de udsendte Planer, er paatænkt at vorde reist paa Eidsvoll -- saa fornærmes ogsaa Folk og Rigsret med at maatte høre fra Sverige, at dens Dom kun er et fordømmeligt Parties Sejer. Og skulde nu Hs. Exc. virkelig tro dette, da viger denne Nationens ubøjelige Tugtemester visselig ikke, fordi han har lidt følgende Rigsrettens Dom: Statsminister Løvenskiold, Ridder og Kommandør af Hs. Kgl. Majestæts Ordener, bør, for ei at have protesteret imod den Konge- lige Beslutning af 2den Juli sidstleden, hvorefter Norges ottende ordentlige Storthing hævedes den 8de næstefter, ifølge Loven af 7de Juli 1828 § 2 Litr. i og § 6, at bøde til Statskassen 1000, skri- ver et Tusinde, norske Speciedaler; saa bør han og betale i Sala- rium til Defensor, Højesteretsadvokat, Ridder, Petersen 300 Spd., til Justitssekretær Rieck 120 Spd. og i Godtgjørelse til Høiesterets- budene Røsholm og Horn for Stævningens Forkyndelse og Opvart- ning i Rigsretten tilsammen 30 Spd. SIDE: 508 Men lader os ikke gruble over den bittre Bekræftelse paa, at det koster ikke meget at overtræde Grundloven; og heller ikke opregne Pengetabet, der intet vejer imod den Knæk, Ag- telsen for den og Majestæten ved en Nationalforsamling, der maa høre sig paa det haardeste irettesat som en Flok Skole- drenge, uden at Straf derfor dikteredes, kan have lidt. I vore Hjerter skal Grundloven idetmindste æres, om de end kun kaldes Raahedens Huler, og agtes for lidet mere end Blod- strømmes følesløse Udspring. I Folkets bedrøvede Kjærligheds Dyb skjule den krænkede Mø sit Aasyn, som raaber om Hevn men maatte tage Penge for sin Ære! Og vi ville trøste den atter Fornærmede, ikke med at pege hen i en Fremtids luftige Øde, der, efter svage Folks Tro, skal fyldes med Lyksaligheder, naar vi kun lade Statsskibet gaa eftersom det blæser fra Sverrig, og heller ikke med juridiske Beviser for at vi netop have vundet fordi vi ikke have tabt Alt (omtrent som at prise Den lyksalig og opfordre ham til Lystighed, som brak Armen, skjøndt han unegtelig kunde have brukket Halsen); men vi ville hente vor Trøst fra Hvad der virkeligt er forhaanden og fra simpel Fornuft, rimelig Tro og naturlige Følelser. 1) Er det dog ved højest opnaaelige Dom erkjendt, at et Regjeringsmisgreb er begaaet. Den kongelige Raadgiver, som ikke fraraadede Storthingets Opløsning er anseet strafskyldig i begge de af Aktor paastaaede Henseender, nemlig som Den, der "har foranlediget eller medvirket til at Grundlovens Be- stemmelser i § 15 om Indhentelse af den norske Regjerings Betænkning, er tilsidesat" og som Den, der "har efterladt eller handlet imod en ved Grundloven foreskreven Embedspligt," nemlig, overeensstemmende med Grundlovens § 30 at protestere imod den kgl. Beslutning om Storthingets Opløsning som "øjen- synlig skadelig for Riget." 2) Om end Statsministeren har faaet en mildere Straf, end efter vor Anskuelse er og vilde været den rette, idet han nemlig er for hver af sine Forseelser idømt laveste Mulkt, 500 Spd., saa maa vi dog betænke, at dette dog maa være haardt for en ærekjær Mand, og at Hs. Exc., saafremt han er dette, af sig selv, med alvorligen igjennemført Beslutning, træder tilbage fra sit Embede, der ikke taaler saadan Plet; at Høimodighed og SIDE: 509 Forsonlighed tilhører vor Folkekarakteer, og at Statsministe- ren har maattet høre en strengere Dom af sine Landsmænd. 3) Folket har vundet Dom for at Anvendelsen af den kgl. Rettighed efter Grundlovens § 80 til at opløse Storthinget er forbunden med Ansvar. 4) Folket har faaet Øjnene op for Forfatningens og Forenin- gens Farer. 5) Odelsthinget er retfærdiggjort for Folket med Hensyn til dets raske Anklage og Sagens Anlæg, hvor lidet end ellers Begge ville være tilfredse med Dommen i politisk og juridisk Forstand. 6) Om Folk og især Storthinget fornærmedes ved Meget i Anklagedes Procedure, saa gav dette Anledning til at Aktor forsvarede det saaledes at vrangt Omdømme derom maa være tilintetgjort. [fotnotemerke] 7) Under Proceduren blev man ogsaa gjort opmærksom paa, at der i en kgl. Resolution gaves Vished for at det nationale Ønske om at Kongen maa i Norge nævnes efter norske Kongetal og ikke efter det svenske, forlængst er opfyldt. Dette kan en- hver see i sit Barns Udtog af Norges Historie, der er udgiven af Kirkedepartementet, som især har Fortjeneste af saaledes at have opløst en af Knuderne paa Foreningsbaandet imellem Rigerne. 8) Den vægtigste Grund af alle til at tage Dommen med Rolighed som den er, er den, at vor kjære gamle Konge, der har personlig Godhed for Hr. Løvenskiold, ikke kan finde sig saaret ved ellers at maatte miste ham, og at Høistsamme vil hente ny Aarsag til sin Kjærlighed for vort Folk i Erkjendelsen af den Maadeholdenhed som er viist af dets Repræsentation i Rigsretten. En besynderlig Trøstegrund kunne vi endelig ogsaa hente af Fotnote: Maaskee et kommende Flyveblad meddeler dette Forsvar. De, som kjende det af de øvrige Blade, erindre at dette hedder "For Menigmand," og er fremkaldt ved Fornærmelserne, som først ret gjorde opmærksom paa Aanden i Hovedbegivenheden: Storthingets Opløsning, og som, om de ikke bleve protesterede, skulde beskjæmme os, ihvor grundløse de vare, og, om de -- hvortil de vare vægtige nok -- sank ned i Menigmands Masser, anrette ubodelig Skade. SIDE: 510 at vi ikke maa tro, at alene Grundlov og Storthing fornærmes; nei, vor Regjering udskjeldes ogsaa fra Sverige og den mageløse Fornærmelse mod hvilkensomhelst Ret, at Dommen iforveien skulde være afgjort, udsiges der om den norske Rigsret af en Tidende, som et, rigtignok fordægtigt, stundom utroværdigt og feigt, men vel underrettet, af vore Blade angiver som nærfor- bunden med Statsministeren. Saadanne Angreb ere Angreb paa vor Konges store Værk, Foreningen. Disse maa han see med Smerte, da Følgerne ikke ere vanskelige at opdage, men ikke at hans trofaste norske Folk ønske sine Rettigheder overholdte saadanne som Han selv har tilstaaet dem, at det bedrøves, naar det ikke skeer og naar Straffen ikke er tilfyldest, -- at det be- drøves, men trøster sig over Alt i Haabet paa -- Ham! Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE"S REDAKTØRER] (Indsendt.) Statsborgeren 18. sept. 1836. -- Du siger: Forbundet imod dig af den Cst.nelles Redak- tører er ikke en Pibe Tobak værd. Jeg troer, det idetmindste er en Tobakspibe værd. Thi der har man baade Træhovedet, det bøjelige Slangerør og -- jeg havde nær sagt en Kjerne- spids, dersom der ikke var saameget Smuds ved. Var ikke det, vilde jeg af og til stoppe Piben, røge den i god Mag og banke den ordentligt ud. Henrik Wergeland [ET TILFELLE AV DYRPLAGERI] (Indsendt.) Statsborgeren 18. sept. 1836. Ved i Dag at gaa op ad Rødfyldgaden foranledigede en inde i et Gaardsrum existerende Støi mig til at træde i den aaben- staaende Port for at erfare Aarsagen; og med Forbauselse mærkede jeg, at en Artillerie-Kommandeer-Sergeant i sin hæf- tigste Vrede med sin Sabelklinge indpryglede og behandlede en stakkels Hest paa den umenneskeligste Maade, der, til Dyrets Held, standsede ved Klingens Itubrækning af de voldsomme Slag. Dette offentliggjøres med Spørgsmaal til de høie Ved- SIDE: 511 kommende om en saadan Behandling med de umælende Dyr er passende eller tilladelig af en Artillerie-Kommandeer-Sergeant? Den 9de Septbr. 1836. Henrik Wergeland DANSKE LØGNE OM NORGE, TIL NYTTIGE KUNDSKABERS UDBREDELSE Statsborgeren 18. sept. 1836. I et Blad, som udgives i Kjøbenhavn, under Navn af Pano- ramaet, som et Slags Skillingsmagazin til Udbredelse af for- skjelligartet Kundskab, findes i Nr. 17, 1835 i en statistisk Over- sigt af de nordiske Riger, efter at Danmark noksaa ordentlig er affærdiget, under den følgende Artikel "Sverrigs Statistik" Norge taget med som ganske under Sverrig hørende. Saaledes hedder det: "Staten har 13,736 Q. M., af hvilke Sverrig har 7,935, Norge 5,798 og Øen Barthelemy i Vestindien 2 3/4. Folke- mængden var 1825 i Sverrig 2,724,778, i Norge 1,016,000 og paa Barthelemy 18,000. Stæderne ere 111 (af hvilke Stokholm har 72,137 Indvaanere, og Kristiania 19,336)). Flækkerne 35, Lan- dingspladsene 32, Sognene 2,523, Gaardene 106,784, og Husene 598,600. Indvaanerne ere: 2,730,000 Svenske, 1,000,000 Nord- mænd, 8,900 Lapper, 7,000 Finner og 450 Jøder. Med Und- tagelse af Sidstnævnte og 800 Katholiker er hele Nationen (!) lutherisk." Derefter slaar Jyden de forskjellige Rigers Forsvars- og Finanzvæsen sammen og fortfarer: "Kongen har den ud- øvende Magt, men deler derimod den lovgivende, samt Ret til at bestemme Skatternes Størrelse og fordele dem, med Natio- nen(!), som i Sverrig repræsenteres af Rigsdagen, og i Norge af Storthinget." Og dette læres i et Blad til nyttige Kundskabers Udbredelse! og det i et danskt Blad! og det i et Blad, som udgives i Kjøben- havn, al Nordens Oplysnings Centralsol! Det er mærkeligt, at de norske Generalkonsuler taale saadant. I Hamburg, hvor de fleste politiske Løgne om Norge see Dagens Lys og derfra ud- spredes over Verden, er ogsaa en saadan Generalkonsul eller endog en Resident. Men ogsaa der er denne ligeledes af Norge lønnede Embedsmand uden Nytte i den Punkt. De ere nemlig SIDE: 512 Svenske. I Kb.havn er den hertillands hadeligen bekjendte Ewerløf Consul, og af ham kan man vel ikke vente nogen Ret- færdiggjørelse. Da Konsulerne ikke berigtige af sig selv Frem- medes Vildfarelser om vort Lands Forhold, synes det ikke af- vejen, om dette paalagdes dem i deres Instrux. Henrik Wergeland EN GAMMEL SKIK, SOM BURDE INDFØRES IGJEN Statsborgeren 18. sept. 1836. Et Uaar truer os stærkt. Naar Kornet selv her i Byens Nær- hed har taget Skade af Frost, hvilke sørgelige Efterretninger kunne vi da ikke vente fra Landsbygderne? Der vilde da være megen Hjælp og Tryghed i om Bonden optog den Huusskik fra gamle Dage, altid at have Forraad af Fladbrød for et Aar over- liggende. Dermed kunde begyndes i et rigt Aar, uden at man dog burde gaa til den Yderlighed, som tilforn undertiden fandt Sted, at Forraadet fra en Mands Bryllupsaar fandtes urørt ved hans Liigfærd i hans sildige Alder. Henrik Wergeland [FOUGSTAD OG STATSBORGEREN] Morgenbladet 18. sept. 1836. Den af Hr. Fougstad i den Constitutionelles Dagsnummer afgivne Forklaring indeholder saa megen Sandhed, at jeg kan spare mig Umagen med videre Oplysninger om Experimentet at gjøre ham til Redaktør af Statsborgeren. De vilde maaskee ogsaa underkaste min Karakteer nye sønderflængende Operatio- ner naar de maatte synes at antyde, at jeg derved kunde ville gjøre mig til af den gode Hensigt, ved en saadan Amalgama- tion at ville give denne nidkjære men vaklende Liberale den Styrke, han tiltrænger, og den Popularitet udenfor de højere Stænder, som han ikke havde vidst at erhverve, og anvise ham en Virksomhed, som baade var ham hæderlig nok og vilde give hans Forfaldenhed til Politiseren mangen god Ruus baade i Bærme og bedre Sager. Hr. Fougstad vilde idetmindste have forsonet Statsborgeren med dens fornemme Fiender, og gjen- sidigen vilde Statsborgeren og Han udøvet en Skjersilds Ind- SIDE: 513 flydelse paa hinanden. Hans efter politisk Virksomhed og Ind- flydelse bævrende og overspændte Kræfter vilde havt særdeles godt af, under passende Tøiler, at trække Statsborgerens hæl- dende, af sin Kudsk forladte, Vogn paa Vej igjen, -- noget som ikke var mere end billigt, da han selv havde gjort sit til for at skyde den overende. At hr. F. hurtigere havde erhvervet Bladet Portofrihed, end det lykkedes nuværende Redaktør Hr. Krigsraad Flor, kunde man ogsaa tro. Og endelig vilde en Nærmelse, om end iværksat med en Knibetang, imellem Hr. F. og mig i politiske Anskuelser ikke været det jeg mindst vilde paaskjønnet. Men jeg er jo fritagen for videre Oplysninger om dette paa- faldende, men vel igjennemtænkte Arrangement, hvorved en god Sag vilde været tjent; og da den Constitutionelle i denne Tid giver mig mere at bestille, end dette poliske Blad kan agtes værd af En, der gjør ligesaalidt af Poliskhed som af anden Lumpenhed, saa burde jeg vel aflægge min ærbødigste Tak for saadan Benefice for min Beqvemhed. Thi næst min Overbeviis- ning er det denne jeg i politiske Anliggender tager i Betragt- ning, omendskjøndt der gives kloge Folk, som handle omvendt. Jeg benytter denne Leilighed til at underrette dem, der mundtlig som gjennem Pressen have yttret sig misbilligende mit Forsæt at gjøre Rede for, hvad jeg har skrevet i Stats- borgeren, at jeg troer bedst saaledes at undgaa Bagvaskelsen. Den Constitutionelles Redaktions Had er mig ogsaa i denne Henseende uforskyldt. Jeg kan bevise det, og vil det, ikke for denne mig fiendtlige Coalitions Skyld, men for min egen, da jeg ikke kan vide om dens Bagvaskelser om, at jeg i Statsbor- geren udtømmer et hadsk Gemyt, hvorved dens voldsomme Krænkelse af Anonymiteten skulde undskyldes, har fundet Tiltro eller ikke hos Mennesker, hvis Agtelse det er mig om at gjøre. Jeg vil ikke opfordre Redaktørerne til at vise samme Aabenhed; men kun til at opgive mig, for hvilken Tid, (f. Ex. den de tro jeg har skrevet meest i), jeg skal gjøre Regnskab, da dette skal følge behørigen attesteret af Redaktøren Hr. Flor, at Intet er fordulgt. Den 15de September 1836. Henr. Wergeland. SIDE: 514 Henrik Wergeland [SVAR TIL "DEN CONSTITUTIONELLE" OM "FOR MENIGMAND" OG "STATSBORGEREN"] Morgenbladet 19. sept. 1836. Jeg maatte skrive Sygebulletins, om jeg skulde følge den Constitutionelle videre end jeg har gjort. Kun saameget at idag har dens Rasenhed formodentlig naaet sin kritiske Culmination, hvorfor den bør overlades til Naturen, omendskjøndt der er lidet at haabe af en saa fordærvet. Kommer den noget til Sam- ling, vil jeg forelægge den Spørgsmaalet: "om der er falskt og feigt Profetvæsen ved at være sig sine Meninger med al tænkelig Aabenhed bekjendt, og ved at give Slip paa Anonymiteten og gjøre Rede for hvert enkelt af endeel i Masse med skamløs Usandfærdighed forkleinede Skriverier?" Jeg har opfordret Morgbl.s Redaktion til at offentliggjøre det sidst udskjældte af Flyvebladene, forat et større Publikum, end det den Constitu- tionelle ellers (med Tak erkjendt) har anstrenget sig for at er- hverve dem, kan faa Anledning til at dømme selv. At Hr. Lector Motzfeldt har rakket mig til efter sin Overbeviisning, vil jeg tro, ligesom jeg, efter min, lader det være med ham, i hvor rigelig Opfordring, han end har givet til at irettesætte Uforskammet- heden og Uretfærdigheden og sætte bornerede Anskuelser ilave. Jeg kjender ham desuden ikke personligen, saa jeg kan be- dømme om det er Svaghed i Aanden eller Misledning af Andre, der gjør hans Overbeviisning om min Person og Virksomhed saa feilende som Alle, der kjende og forstaa mig og denne, maa vide den virkelig er. Den 18de September 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER Statsborgeren 22. sept. 1836. have i mange Henseender gjort sig for mærkelige til at Publikum ikke skulde burde kunne gjøre sig et klart Begreb om disse Per- soner. Den Overtro, de have forstaaet at vedligeholde om deres personlige Værd overgaaer maaskee Gaadefuldheden, der til- hyller deres politiske Hensigter. Men som disse, saa er ogsaa hiint. Og denne Ubluhed, hvormed de have besudlet Anden- SIDE: 515 mands Personlighed i deres Kloakrender af Spalter, opfordrer til at hænge en Lygte over disse Natmænds skumle Virksomhed. Man bør vide hvad det er for Triumvirer, som udstede disse oprørende Proskriptioner, hvad Kald de have til disse moralske Slagterier, hvad aandig Glorie der omgiver denne banlysende falske Hellighed, hvilke Fortjenester af Fædrelandet den har at paaberaabe sig denne myndige og svulmende Selvfølelse. Gud hjælpe os! Vi træffe nok paa Crassus'es krasse Ubetydelighed, Pompejus'es ubegrændsede Forfængelighed og adskillige Anlæg til cæsarisk Diktatur; men alt dette forslaaer ikke meget. Og naar vi træffe paa Karakteerlister istedetfor paa nogen Liste over Fortjenester, og finde at Fædrelandet har Fortjenester af dem, istedetfor de af det, saa maa man tabe Respekten for dette skrigende Overmod og endelig opdage, at man har Frøer i en Sump og ikke Oxer for sig, ihvor oxemæssig end deres For- fængelighed er. Der er ikke ubetydelig Forskjel imellem hver enkelt af disse Personligheder: hos En dominerer den pedante Dumheds, hos En en grov og i sine første Fremsteeg eller Forsøg formeget be- gunstiget, lav og koldhjertet Ærgjerrigheds Ostentation. Og naar den Tredje trækker en Narrehætte af Indbildskhed over Kundskaber og Talent, og viser en Arroganz, som tvinger til at fratrække Agtelsen for hans sunde Fornuft ligesaa meget som man lader disse beholde, saa har man i Ostentationen den Egen- skab, som er dem alle fælleds, eller Kriteriet paa denne kon- stitutionelle Treenighed. Men Geniets, bornert Pedanteries og almindelig dagligdags Indbildskhed er dog for forskjelligartet til at der ikke skulde existere andre Baand imellem dem. I selve Planen til et, Reaktionen i vore højere Stænder understøttende, Blad er et. Her var ikke Spørgsmaal om Kræfter. Fordærvel- sen og den servile Reaktion havde angrebet for Mange til at vægtig Understøttelse og Hjælpere i Mængdeviis skulde mangle. Enhver, som søgte Beskyttelse og Betydning for egen Ubetyde- lighed ved at tale i lav poetisk men høj polemisk Dæmringstiil om Fædrelandets og dets Forhold, enhver med Dæmringen hen- lagt og forligget Dæmringianer vilde gjerne føre Kalk og Steen til et Alter, hvor gyldne Guder skulde dyrkes. Grev Wedel kunde gjerne spart sine ilde anvendte og bortkastede Penge -- SIDE: 516 Bladet var nok kommet istand alligevel; thi alle aandige Be- tingelser baade i Publikum og hos Redaktører vare for et saa- dant Blad tilstede, og da kommer det Materielle af sig selv. Man veed jo, at hos Fougstad, den Constitutionelles Skaber, var, efter det mislykkede Forsøg med hans Storthingskritik, Trangen til at udtømme Produkterne af de politiske Gjæringer i hans Indre stegen til den Grad, at han endog vilde benytte sig af og tage Residenz i Statsborgerens forladte lieu d'aisance. [fotnotemerke] Uden Indflydelse paa at istandbringe Alliancen mellem Per- soner, som sikkerlig, eftersom de have Forstand dertil, maa i mange Henseender ringeagte hinanden, var vel heller ikke det, at de alle havde nydt godt af omtrent lige lykkelige Omstændig- heder, eller at deres moralske Huld var blevet homogent under Næringen af samme Lykkens Fløde. Hr. Motzfeldt blev Lektor i Jurisprudenz paa en Tid, da man trængte til en saadan uden at kunne vælge. Og at Fougstad kom i Departementskarrieren paa en Tid, da man ikke spurgte saa nøje efter Kundskaber eller simpel Skrivfærdighed, er han fremdeles et levende Vid- nesbyrd om. Hr. Schweigaard er ogsaa baaret paa saa bløde Arme af den Lykke, vort Statssamfund kan skjænke, at det ikke er saameget at undres over, om han finder sig bedst mel- lem disse andre forkjælede af Fædrelandets Børn. Under Fei- den, hvori Dæmringen kom tilkort, hørte man de Slagnes Jam- merskrig over at fri Kampplads med Partiskhed negtedes dem i Morgenbladet. Man maatte da skaffe sig en egen Plads, hvor- paa alle disse Kræfter kunde udvikle sin glimrende Parade. I Morgenbladet skrev hvem som vilde; derved kunde Folk af Velten komme i slet Selskab uden at vide af det, og det maatte forebygges ved at aabne en egen Salon, hvortil behøvedes Ad- gangskort og Purifikationsbeviis. Den almindelige Opinion havde under en fri, til den selv overladt, Udvikling antaget en Ret- ning, som fjernede sig mere og mere fra den Minoritets, hvortil de hørte, og som havde opdaget, at der gaves en anden Patrio- tisme end den norske, og at den kunde passere, naar den kun ikke blottede sin Huulhed formeget og forstod at tone sine Flag med Snuhed -- en Middelvei mellem Patriotismen og For- Fotnote: D. e. Privet. "Den Constitutionelle" er Fuldmægtig Fougstads, Lektor Schweigaards og Lektor Motzfeldts lieu d'aisance. SIDE: 517 ræderiet, som førte til en Himmel, der har sine Saligheder, Guddomme og Stjerner. Som et Partiblad i sit Væsen fremstod da den Constitutionelle, men med den Opgave at undgaa Skinnet af at være det. Man kunde ogsaa benytte sig af den Erkjendelse, som burde være almindelig, at en Konkurrence med Morgenbladet vilde være gavnlig for vor Bladliteratur; men nu at klappe Opinionen til man fik Foden paa dens Nakke og sat den blaa Briller paa, som kunde give Alt det samme Skjær, hvori De saa det? Ja det var Knuden. Men det maa en Kuursmed forstaa; og Kuur- smede give de sig ud for at være for den offentlige Mening, som de agte for et Bæst, der lider af mange Sygdomme, men som de selv ville ride paa, naar de faa den i Stand og under Tøjler som de ville. De unionelle Tvistepunkter gav en herlig Anledning til høje Skjoldslag og fareløse patriotiske Flanke- ringer; thi alle vare de forhen afhandlede med endnu djærvere Oprigtighed, bag hvilken man godt kunde holde sig i paakom- mende Tilfælde. Og gjorde man et Hop af og til forat holde Folk ved godt Lune, saa var der altid Anledning til en Knæling strax ovenpaa eller en Reverenz til den anden Side. Saaledes kunde det nok gaa, og saa gik det. Man behage blot at see igjennem disse Blade fra først af og indtil denne Politik i de sidste Dage har viist sin Jammerlighed i al Nøgenhed ved det Dølgsmaal, som i Rigsretsreferatet er lagt paa Kirkedeparte- mentets Færd i Navnechiffersagen, og det usle Forsvar, som er opført derfor, samt ved det plumpe Forsøg paa at skyde Flyve- bladet og Statsborgeren foran sig, og kaste disse, forat redde sig selv, som en Bid i Gabet paa Magtens Forbittrelse. Uvisheden i om det kunde gaa godt kunde i Beregningerne intet afgjøre mod Landets fornemste Mands kontante Under- støttelse og Fougstads brændende Lyst efter at bestige Publi- cistens Tribune -- en Ærgjerrighed, som var uforholdsmæssig stor i Forhold til de øvrige Udkast i en smaalig Stiil hvori Resten af hans Individualitet er affattet, men som urokkelig og levende boede i denne som Frøen i Stenen, hvis døsige Hjerte kan slaae i tusinde Aar i Haabet om da engang at slippe frem i Dagslyset. Hr. Fougstads enthusiastiske Gløden for en Plan, der saa for- SIDE: 518 træffelig var skikket til at kildre hans Forfængelighed, var maaskee det virksomste Middel til at lodde disse forskjellige, ikke meget ædle, Metaller sammen. Hr. Motzfeldt havde før været saa uheldig i Avisskriveri, at nogen personlig Kløe der- efter vel ikke kunde plage ham; men jeg antager at baade han og Schweigaard gav ligesaameget efter for Fougstads brændende Iver efter at see Værket istand som for den Trang til et Organ, der var fælleds for Mennesker af deres Anskuelser. Fra hans indknebne Hjerte udsprang Hovedkilden til den skidne Nil, som danner dette Egoismens Delta (¿), hvis enkelte Sider, vi nu skulle betragte. Hr. Fougstad synes vi alt skulle kjende, og den Forfængelig- hed, som vi have omtalt, er virkelig ogsaa i den Grad en Hoved- side ved ham, at der kun bliver yderlig lidet tilbage for Op- mærksomheden. Alt øvrigt er saa uendeligt smaat hos ham, at man, ved at undersøge denne Aggregation af Smaaligheder i hans Væsen, trættes som ved at speide efter mikroskopiske In- fusorier i et Glas ureent Vand. Han er en af disse Dusinkarle, som man kan gribe paa ethvert Gadehjørne, og endda iblinde træffe flinkere Folk, der have gjort ordentlig Rede for sig i sine Videnskaber. Han er et af disse blodløse Hjerter, disse besynderlige amfibiekolde Gemytter, som vække Valenhed i Fingerenderne naar man tænker paa dem. Hans Indre har en uforanderlig Temperatur; og naar hans Tunge svadser, ligge Følelserne lige ubevægelige, og alle andre Nerver sove, paa dem nær, hvis Traade ere nødvendige til dens automatiske Be- vægelse. Han er af disse ulykkelige Karakterer, der aldrig naaes af nogen Straale af Livsfrohed og naturlig Glæde. En tør og klangløs Latter er al den Vibration som ryster dette Lædermenneske, naar noget gaar ind i eller lykkes hans Ær- gjerrigheds Kombinationer. Og disse krystallisere stedse og det stundom i nok saa fantastiske Former, i hans kolde Indre. Dog er han med denne uheldige Gemytsbeskaffenhed ikke ond; men han hører til de Mennesker, som endogsaa gjerne ved Leilighed vilde gjøre noget godt, forat forsøge om ikke dog dette kunde volde dem nogen Glæde og lade dem føle den ukjendte Vellyst af et varmt Boldskyl gjennem det forfrosne Hjerte. En Vellyst siger jeg; men hvorledes kan den kaldes saa, naar han ingen- SIDE: 519 sinde følte den og altsaa heller ikke kjender til Savnet? Jo, jeg troer, at dette maa have indtruffet hos ham; thi i det fro- stige Savn deraf vil Retfærdigheden i den moralske Verden, at den determinerede Egoisme skal have sine Qvaler. Og ingen- sinde lettedes disse hos Fougstad ved Venskabet; thi Kamme- raderne bedømme godt hverandres Karakteer, og stødes in- stinktmæssig tilbage fra den der er dem modbydelig. Eensom vandrede da Fougstad fremad, overladt til sin Forfængeligheds Drømmerier, der snart lod den tyndeste Student ved Universi- tetet ymte om at han uddannede sig til Diplomat snart til Jour- nalist og politisk Forfatter af Rang som saadan. Han læste Fransk istedetfor det han skulde læse, og konjugerede "jŽaime" med samme Iver som Pilegrime tælle to Skridt frem og et til- bage og tænke blot paa, at det dog for hver Anstrengelse af tre Skridt gaar eet fremad mod Jerusalem. Her maa jeg afbryde, thi jeg har Trækkene af hans For- fængelighed for mig, og Rækken deraf er endeløs. (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OM KONGEBOLIGEN] (Indsendt.) Statsborgeren 22. sept. 1836. Dersom man troer, at Udgivterne til Kongeboligen ville tage en Endskab, naar den er opført og indredet, ja selv naar det meget resterende af Grundfyldning er fuldgjort, naar Have og Park er istand og ny Vei kanskee brudt igjennem Land og By, da tager man visselig Feil. Alle Rusløkbakkens Huse, for ikke at udstrække det til Pebervigens, skulle derpaa upaatvivlelig bort. Thi hvor Kongeboligen sees fra Sydsiden af, synes den at kneise midtimellem disse Hytter ligesom Kremlen i Moskva, og dette yder en saa modbydelig Kontrast at man fristes til at ønske, at enten alle Rusløkbakkens Huse eller Kongeboligen (ikke Slottet) eller idetmindste de, der bevirkede dets Anlæg paa et saadant Sted, vare Pokker i Vold. Men Vedkommende bør være aabne mod Storthinget i denne Sag, for at det kan tage Forholdsregler i Tide og passe paa at spare i andre Ud- givtsposter til Bygningen hvad der maa medgaa til Eftersmæk- ken, som ikke udebliver. SIDE: 520 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 22. sept. 1836. Norge. Den Constitutionelle averterer, at den har faaet aller- naadigst Tilladelse til mod moderat Porto at forsendes i Dan- mark og Hertugdømmerne, hvilket maa være den en meget god Anbefaling her i Landet. Henrik Wergeland ET TRÆK AF HENRIK WERGELAND SOM FALSK FOLKEPROPHET (Indsendt.) Morgenbladet 23. sept. 1836. I Vaar udkom en Bog af en Person ved Navn Holby, betitlet: "Aarsagerne til den norske Landmands uheldige Stilling", som i høi Grad var egnet til at udbrede skadelige Anskuelser af Forhold og Forfatning, og Misnøie mellem Menigmand. Hvad gjorde nu Henrik W., den frygtelige Aufwingler? Han hen- vendte sig til Hr. Schweigaard, der havde anmeldt flere Bøger i den Const., med Anmodning om ved en Anmeldelse at til- intetgjøre hiin Bogs skadelige Virkninger; han leverede S. Bogen, og underrettede ham om at den sneg sig om i flere Bygder, ombragt af Forfatteren og Hjelpers Hjelpere. Da Hr. Schw. ikke vilde bringe dette lille patriotiske Offer, henvendte Henr. W. sig med en Række fra Bogen hentede Spørgsmaal til Repræsentanterne af Bondestanden med Anmodning om at de vilde erklære, om det stod saaledes til i de enhver af dem be- kjendte Egne, som skildret stod i Skrivtet, med Tilkjende- givelse at det skeede for at tilintetgjøre dets skadelige Ind- flydelse paa Menigmand ved at offentliggjøre denne Storthings- mændenes Erklæring. Et Svar blev udarbeidet; men Paateg- nelsen paafulgte ikke formedelst Thingets Afbrydelse. Er ikke dette et Træk af falskt Demagogie, saa veed ikke jeg, men de Constitutionelle det. SIDE: 521 Henrik Wergeland ET BESYNDERLIGT DRØMMESJUN OM DE CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 25. sept. 1836. De Constitutionelle have, som bekjendt, skrevet et Stykke imod mig, der var grovt, et der var grovere, og endelig et der var grovest. Det allergroveste har jeg ventelig tilgode hos disse Folk, der ere for honette til at jeg ikke gjerne altid skulde ville have en Regning med dem, omendskjøndt jeg skal have den Ære at qvittere efterhaanden og efter Beqvemmelighed. Men af de Stykker, jeg har faaet, var allerede det første istand til at løbe af med en mindre Taalmodighed end min, og det andet kunde tage Livet af svagere Folk end jeg lykkeligviis er, skjøndt ethvert af de foregaaende maatte forberede paa noget endnu yderligere, saa Altertationen ikke burde kunne blive farlig hos Nogen. Men jeg vil nu fortælle hvorledes jeg skylder Meddelelsen af det tredje og groveste Stykke et Par, for mig ikke saa uin- teressante, Øjeblik i Drømmenes skjønnere Verden. Jeg fik den Cst.nelle tidligt paa min Seng. Min Tanke var efter Læsningen den, som den maatte være, nemlig: "Disse Folk ville jo mig om Livet? De ville jo ødelægge mit borgerlige Liv? Ligesom der i Hamlet myrdes ved at stinge gjennem Ta- petet, saa gjennembore de jo Anonymitetens frie Dække forat naa min Lykkes stille, dog endnu altid levende, Hjerte? Ere de retskafne Folk, maa de jo ønske slig Landsforræder og Op- rører som jeg paa Liigstraa, jo før jo heller paa Liigstraa?" Saa tænkte jeg, lod den Cst.nelle med en behagelig Mathed synke, og -- sov ind. Jeg sov ind med den Tanke: det er Synd at gjøre saa gode Mennesker imod. Derfor drømte jeg strax, at jeg var virkelig død. Men det var uforskammet og egoistisk af mig, at jeg ogsaa drømte at jeg var begraven, ganske ordentligt og kristeligt begraven, hvilket jeg altid har havt en stor Afsky for. Imidlertid, siden jeg skal fortælle Sandhed, var det dog saa. Hvorledes det var med min Sjel, hvorledes den saa ud etc., kan jeg ikke forklare, men kun at det forekom mig somom den eller jeg selv svævede i noget SIDE: 522 duunagtigt blødt og behageligt, og var i et, efter Omstændig- hederne, ret godt Humør. Det kan jeg dog erindre, at jeg be- skjæftigede mig i de første Øjeblik af den frigjorte Tilstand med at kritisere Anmeldelserne af Dødsfaldet i Aviserne, hvor- imellem jeg i den Cst.nelle fandt en affattet omtrent saaledes: "nu er da endelig Henr. W. død efter et Liv, hvoraf der lykkelig- viis intet blev af," o. s. v. Det erindrer jeg ogsaa, at jeg saa mit Liig vende sig i Graven over nogle Vers, som en troskyldig Ven vilde skrive over mig; men da den kjække Morgenbladmand negtede dem Plads i sit Blad, for ikke at fornærme de Constitu- tionelle, saa snuede det sig veltilfreds ret igjen, og dets uan- seelige Træk fordunkledes meer og meer af Fortærelsen, indtil jeg ikke mere kjendte mit uheldige Kontrafej igjen. Jeg kunde fortælle meget, som Dogmatikerne ville studse over. Jeg kunde forfærde Lektorerne Schweigaard og Motz- feldt med en paalidelig Efterretning om hvorlidet Jurispru- denzen gjælder i en anden Verden, dersom den er parret med Uretfærdighed, politisk Tvetydighed, Indbildskhed, Forfølgelse og Bagvaskelse. Jeg kunde advare kraftigen imod at ærgre en brav Hedenfaren med en slet Liigpræken og med at lade Folk synge over ham, som han foragtede. Jeg kunde glæde de Cst.- nelle (som Trøst fordi de i mig havde tabt en annonceret staaende Søndagsartikel) med Fortællinger om hvorledes en vis Fyrste, der staar i stor Respekt hiinsides Graven, roede om i en Baad, som var meget kunstigen gjort af deres Blad, hvilket han fandt beqvemmest dertil paa Grund af en fortrinlig Lethed og Imprægnationen af nogle Stoffe, som han gjør meget af. Og dette vilde glæde Folk, der visselig ville være enhver fyrstelig Person til al Tjeneste. Men intet af alt dette vil jeg gjøre, og det sidste mindst, fordi de Herrer ere saa glade i sig selv, at nogen højere Tilfredshed vanskelig kan meddeles dem af Andre. Derimod vil jeg udbede mig Opmærksomhed for følgende, der synes at indeholde det Daarernes Evangelium, at det hisset kommer mindre an paa og lægges mindre Vægt paa en uskyldig Feiltagelse end her. Et langt Mellemrum af Aandens Fraværelse maa være ind- traadt; thi da min Sjel atter saa over Jorden, var den ganske øde og tom. Med andre Ord: alt var forbi, og jeg kunde hvert SIDE: 523 Øjeblik vente Opstandelsens store Skuespil. Denne ventede jeg ogsaa skulde blive Opgjørelsens, det store Generalregnskabs med Tilværelsens Ophav, thi Opgjørelsen med sig selv havde jeg mærket var allerede forbi og skede eftersom Enhver foer hen; og jeg havde forlængst været et forbauset Vidne til at de tre Constitutionelle havde maattet indlade sig paa nogle Aller- helvedes Subtraktioner. Jorden var øde og tom. Og den maatte have været det længe. Selv Græsset var dødt. Gulnet hang det udover den sidste Generations Gravminder, som var det eneste, der hævede sig frem af Overfladen, hvor Bjergene vare smuldrede og Byernes Ruiner opløste og henveirede. Selv Vinden maatte være død; thi disse Gespenster af Græsstraa rørte sig ikke, og de hule Fluekroppe og florlige Insekthylstre, som hist og her kunde op- dages paa deres Spidser, forbleve ubevægelige. Det var gyseligt. Havde jeg dengang havt et Hjerte, havde det banket; og det skulde have lydt i Stilheden som en Tordens Stød. Men hvilken Lavhed og Letsindighed i Tanken i et saa- dant Øjeblik! thi jeg kan forsikkre, at den ikke var højere end den, som vil falde det kjære Kristianja-Publikum ind, naar det førstegang samles paa sit nye Nationaltheater og seer det tomme, Luft kun forestillende, Teppe, nemlig, "at der dog maa være noget bag." Og se! Rummet oppustede sig og stødte i Dybets Basune. Himmelens Horizonter udvidede sig og rødmede under Anstræn- gelsen forat udfylde Afgrundens Huulhed med et Raab, som var fortolket: reiser eder, I Skabhalse! En Orkan udfoer og lettede Jordens Støvdække af. O hvad saa jeg ikke! Et Legeme er ikke saaledes gjennembundtet af Nerver som Jorden var det af skinnende Been, Menneskers og Dyrs om hinanden. Og alle reiste de sig under Aandernes Jubel- skrig. De Himmelske bleve Børn igjen, Børn i vild og dog uskyldig Glæde. Som Børn, der hulter til bulter skulle klæde sig paa til en Maskerade, styrtede de over hine afblegede Pjal- ter og trykkede dem til sine ætheriske udødelige Hjerter, og et straalende Huld udgjød sig om dem og Aandernes Lysvinger fæstede sig til de Skulderblade, der havde henslæbt et Liv. SIDE: 524 Selv Hundene reiste sig under Rakkerkulene og Troskaben ud- spilede atter deres Bryst, og en forædlet Virksomhed opfyldte Hestens forkalkede fosforescerende Organer. Men i Ordenens Forvirring hvad seer jeg! Der stod Lektor Motzfeldt i en yderlig Forlegenhed; thi han havde opdaget, at den Hjerneskal, han skulde tage i Besiddelse som sin egen, var saa fortræet at den mere lignede en Keglekugle end en Aan- dens anstændige Bopæl. Schweigaard havde grebet feil og taget en Viismands Hoved istedetfor sit eget, og Viismanden reklame- rede det i kraftigste Maade, paastaaende, at han ikke kunde være tjent med at imodtage et i Bytte, hvor Indbildskhedens Organ var saa udviklet. Og Fougstad -- ak, du Vidunder! -- Et Beenrad af et lavt Dyr, som jeg ikke vil nævne, reiste sig i samme Stund som han og føjede hans Hjerneskal til sin Hvirvelkolonne, og Fougstad gjorde Vederlag. Og... Og -- o Vidunder over Vidundere! -- Feiltagelsen blev hver- ken opdaget af Angjældende selv eller af Andre. (!) Nu forvirredes Billederne i min Sjel. Jeg syntes at see Osiris, at høre ham tale om Græs, og Bileams Æsel at poli- tisere. -- "Har du læst den Cst.nelle idag?" lød en Røst nær mig. "Ja, sagde jeg, imorges tidlig. Og siden har jeg ikke forsømt Kliniken, som du seer." "Jo min Ven, Klokken er over otte." "Bah!" (idet en dunkel Skygge af Drømmen gjennemfoer mig) jeg har alt idag applicert Trepanen. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [WERGELAND OG "DEN CONSTITUTIONELLE"] Morgenbladet 28. sept. 1836. At slutte efter Indholdet af de Constitutionelles Note af 25de til det i Morgenbladet leverede "Træk af Henr. Wergeland som falsk Folkeprofet," [fotnotemerke] vil det falde dem haardt at soutinere Undertegnede som staaende Søndagsartikel. Thi det maa vel være paa Bunden af Grovhedsposen, naar de deels komme med aldeles uvedkommende, deels med aldeles falske Relevationer. Fotnote: Udeladt i den Constitutionelle. SIDE: 525 Hr. Schweigaard fandt den omhandlede Brochure under al Cri- tik, og deri vare vi enige, naar den betragtedes som literært Produkt; men det var jo ene og alene for at tilintetgjøre de skadelige Virkninger, den kunde afstedkomme, idet den ad Snig- veie meddeelte Menigmand sit fordærvelige Indhold, at jeg opfordrede til i et saa læst Blad som den Constitutionelle at modarbeide den? Denne Anmodning skede paa samme Tid som jeg var kommen i et nærmere Forhold til Hr. S., idet han uden nogensomhelst Mistænkelighed havde fulgt den Opfordring fra mig til at tiltræde den foreløbige Committee for Eidsvoldsmin- det, som jeg gjorde ham i den Tro, at han skulde, som Redak- tør af den Constitutionelle, være Sagen til større Nytte, end han har været. Jeg har endelig aldrig i noget Tilfælde hen- vendt mig til den Const.s Redaktion undtagen forleden Dag, da jeg tilskrev den Spørgsmaalet om jeg kunde faa Plads i Bla- det for et Svar, som jeg lovede skulde idetmindste være affattet i en anstændigere Tone end Red.s Angreb paa mig. Men her- paa har jeg endnu ikke erholdt noget Svar. Nogen Henven- delse til Red. i den Bemærkelse, som denne vil give det, kan det vel ligesaalidt kaldes, at jeg mundtligt for Hr. Fougstad yttrede det naturlige Ønske om at see min Person forskaanet for den Constitutionelles Reflektioner og mulige Kamp med Minerva om Kirkebønnen for hs. Maj. Kongen efter Høistsam- mes norske Kongetal, som at jeg ligesaa privat advarede Hr. Fougstad om at komme paa Prent med Rygtet om Selskabet i Pipervigen, om hvis Falskhed jeg som Tilstedeværende efter Invitation venskabeligen forud underrettede ham. Da han holdt sig sikker i sin Sag, yttrede jeg ganske vist Ønske om, at mit Navn maatte blive udenfor dette Sladder, som han siden har faaet mange Anledninger til at angre. Derimod kan jeg i ingen Henseende indrømme de Constitu- tionelle at have tilbudt at levere Bidrag til deres Blad mod Betaling. Ærligen have de rigtignok gjort sit til, forat jeg altid skulde maatte søge Pennens kummerlige Brøderhverv; men det har endnu ikke faldet mig ind at søge det hos de Constitu- tionelle. Diskurser med Fougstad skulle vel atter tjene som Beviser; men i dette Punkt maa man tilgive mig, om jeg mindst tager dem for gode. Jeg opfordrer dem til at erklære sig nøiere SIDE: 526 herover, da denne grundfalske Relevation indeholder en Insi- nuation, der er den fornærmeligste og skjændigste af alle dem, jeg har været udsat for i denne Strid. Mere om disse Sager ellers i Statsborgeren, hvortil henvises. Den 26de Septbr. 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER. (Fortsættelse fra No. 22.) Statsborgeren 29. sept. 1836. Der er meget ofte to fordeelagtige Sindsomstændigheder til- stede ved Forfængeligheden, og disse skulle ærligen blive førte Hr.Fougstad til Kredit. Den ene er endogsaa et ret smukt Træk, som nærmer sig meget den Begeistring for ideale Per- soner, hvortil ædlere Gemytter, men som erkjende sin Svaghed, saa let lade sig henføre. Men heri, at disse med denne rigtige Selverkjendelse tabe sig i sin Beundring og hensynke i Besku- else, medens den Forfængelige vil identificere sig med sin Helt og uden videre naa sit Ideal og udfylde dets Storhed enten uden at tage sine Kræfter i Beregning eller opflammet af den stolte Tanke: stat pro ratione voluntas (her oversatt: Viljen gjør Resten) -- heri er Forskjellen imellem hiin elskværdige Selvfortabelse og denne uelskværdige Selvophøielse. Der har været mangfoldige ubetydelige Generaler eller endogsaa kun Majorer, som, paa Grund af en liden undersat Figur, en tem- melig lige Næse og Bleghed, have villet spille Napoleon, og derfor lagt sig til at snuse med lidenskabeligt Fingersmek, væn- net sig til at lægge Armene ikors, holde det ene Been noget fremadbøjet, bestandig baaret graa Frak og en liden Hat paa tvers, og som med megen ubetalelig Alvor have modtaget Kom- plimenter for Napoleonskheden, som de upaatvivleligen kun manglede Leiligheden forat godtgjøre i Bedrivter. Vor Konges militære Storhed har ogsaa Folk tilegnet sig paa Grund af en Ørnenæse og kruset sort Haar, og de have forsøgt at udbrede Troen paa ligesaastor Aandsliighed ved bestandig at vise Pro- filet frem og bevæge sig som Papiirmænd langsad Væggene. Fougstad er en af disse besynderlige, yderst komiske Karak- terer. Hans sisyfiske Anstrengelser skulde vække Medlidenhed, SIDE: 527 om han ikke satte sin Lykke just i disse og stod i den faste Tro, at den umaadelige Graasteen af Umulighed, hvorunder han stønner, er den sidste Væg af Fjeldet, han vil bestige. Og se, den lille Mand sætter sig af og til paa sin Steen, forat see udover al Verden og endelig blive seet af denne som en Varde sees paa Fjeldtinden; og han bliver ikke forknyt naar han seer hvorlidet hans Myrekryberi monner og hvilke uhyre og steile Strækninger, der staaer tilbage før noget Punkt af Betydenhed kan siges naaet, og han vælter vel tilfreds videre i den Tanke, at saadanne Anstrengelser dog omsider maa føre til Maalet om det end var at klyve til Maanen eller rode sig ud paa den anden Side Jorden. Og denne Tanke, der uden Forandring af Meningen hedder: "engang naaer jeg dog den Betydningens Tinde, hvor Alverden maa opdage mig, og raabe: nei se der er s'gu Carolus (Magnus) Fougstad, som vi Allesammen kjende og saa daarligen foragtede!" -- denne Tanke, siger jeg, maa være saa sød, at man bør spare sig Medlidenheden med de frugtesløse Anspændelser. Ialfald hørte den kun hjemme, da han pinte sig under de idelige Spørgsmaal om hvorledes han skulde blive den udmærkede offentlige Karakteer, han vilde være, thi nu, da han har fundet det, at det skulde skee ved at sætte sig i Spidsen for et Blad som den Cst.nelle, og er kommen ind i det -- nu gaar Arbeidet smerteløst som for den tilvante Møllehest, og han bliver feed under et Arbeide, hvortil man ikke maa tro at Geni er saa nødvendigt som Udholdenhed. Møllehest? Fy, at jeg bruger en Sammenligning, hvorunder Pennen bør slæbe sig henad Papiret modvillig som en Mølle- hest! Nei, men den Constitutionelle er en Kongensmølle, en prægtig Mølle, en der først skal male for Regjeringen og siden for andre Folk. Og Hestene i en saadan Mølle ere ikke at foragte. Ellers foresvævede mig rigtignok en af disse Møller, der ingen anden Drivkraft har end Øg (og ogsaa herimellem ere mangfoldige Sammenligningspunkter fra de usle Drivhjul og grove Produkter af til Smudset, hvori Gangerne evindelig bevæge sig); thi fastere er ikke Dyret ved den horizontelle Stang bunden til den lodrette Axe end Fougstad til sin Idee om at blive en stor Mand. Med samme rastløse Skridt bevæger han sig rundt den og kommer den ikke nærmere. SIDE: 528 Det var fysiske Beskaffenheder, hine Napoleoner hentede sin indbildte Storhed fra. Men ikke saa vor Mand. Ikke fordi han lader Poliskheden og det øvrige Ensemble i sit smukke Kontur- ansigt ganske ude af Beregningen (thi deri stikker en stor Deel af hiin diplomatiske Storhed); men fordi han har for god For- stand til at synke ned i en lavere Klasse af moralske Latter- ligheder, end den, han af tvingende Aandsomstændigheder hen- hører til. Der siges og troes, at Dumhed er nødvendigviis og altid forenet med Forfængeligheden, den udskejende Forfæn- gelighed, her handles om, og at den er dens Rod, som giver den tilstrækkelig Næring, om den end sugede mindre af Livets Lys og Verdens svangre Dunster. Og dette kan være rigtigt, dersom man ved Dumhed forstaar Mangelen paa den højere, med en Kjerne af Religiøsitet begavede, Moralitetens Herre- dømme underlagte, Forstand, som tager Hensyn til det sande og evige Velvære, og kun tænker paa dette Liv i dets rette Forhold til et bedre. Men saa høit gaar Ingen, der lader sig beherske af Forfængeligheden; og dog vide vi alle, at skjønne aandige Evner kunne undergaa denne Skjebne, og heri bestaar netop den dæmoniske Rang, som vi tillægge denne Lidenskab. Og vor Mand er ikke saa umaadelig forfængelig af Stupiditet, men hans Lyde er født af en dagligdags Forstand i et bittert Øjeblik, da den fandt sig bandlyst til Ubemærketheden, og voxet under denne Forstands mangfoldige Operationer forat gjøre sig sin egen ubetvingelige Natur underdanig og skabe sig en anden Skjebne end den, der er naturlig og opnaaelig for denne Aand d. e. anviist den af Fatum eller af den forud- bestemmende Viisdoms ubøjelige Norne. Og dette er det andet, som, efter ovenanførte Løfte, skulde anføres Hr. Fougstad til- bedste. Han har, som almindeligviis er Tilfælde med Monomanier, ræsonnert sig til sin. Ikke somom vi derfor negte Tilstede- værelsen forud af en Drivt og naturlig Disposition dertil -- thi den viste sig tidlig, og, om han end stedse var forblevet hjemme uden at have ladet sig overfare med nogen lærd Harefod, skulde han upaatvivlelig saalænge og saa inderligen have ideal- iseret sig Storheden af at være Foged til han virkelig var bleven en Lensmand, der efter Visen, dog er den første Mand i Byg- SIDE: 529 den; -- men fordi vi, erindrende at vi kun have med hans Forstands Vildfarelser at skaffe, ligesaavel som vi udelukke os fra det private Liv, ville forbyde os at trænge ind i hans Hjerte- Gebeter, hvorpaa kun de Cst.nelle tumle sig uden Geneance. Vil man tro mig -- jeg opfyldes med Vemod som ved en Engels Fald, idet dette Øjeblik i skjærende Klarhed viser sig for mig, da Fougstad med unævnelig Sønderknuselse opdagede det uhyre Svælg imellem hvad han var og kunde være og hvad han vilde være? Men ingen mild Resignation paafulgte. Han oprørtes mod Skjebnen somom den havde været uretfærdig. Hans i Fortrydelse opløste Gemyt undergik en Gjæring, hvoraf et nyt Væsen fremstod, der hurtigen hærdedes til Konstitution under Luftdragene af Verdens Kulde mod den fremmedblevne Yngling og under de mest fortvivlede Anstrengelser forat til- trodse sig en Plads i den aandige og borgerlige Verden, som hverken en noksom gunstig Natur havde givet ham Odel paa eller som han kunde fortjene sig. Til denne Kamp forberedede han sit Liv og udrustede sit hele Væsen. Den godmodige Laps i den fagreste lyseblaa Frak, som Byen havde seet i Bonjou- rernes Morgen, blev en i sig selv indesluttet Politiker, som af det i de Dage udgivne politiske Magazins tildøde chikanerede og endelig døende Udgivers Mund sugede sine første Mysterier. Han gjennemmønstrede alle de Vaaben, han kunde finde hos sig til den fortvivlede Kamp, som indtil denne Dag fortsættes for vore Øine. Havde han fundet en Klumpfod ved sig, skulde ogsaa den være bleven benyttet til at spille en Byron, og vi skulde havt en Poetikkel mere. Men vi vide hvortil han deci- derede sig. Thi han fandt, at naar han endelig, som han vilde, skulde være noget andet end det han kunde være, saa maatte det være en Politiker. Han besad Færdighed i at explicere sig; skulde ikke den kunne drives til at passere for Veltalenhed? Et let Hoved havde han til at fatte alt hvad der var let at fatte; skulde ikke da dette ogsaa kunne finde en let Maade til at agere dybsindigt paa? Gemytskulden var et fortræffeligt Expedient for den aandige Storheds naturlige Værdighed. Floskler havde man for godt Kjøb. Gode Konnexioner lige- ledes. Dristighedens lange Been kunde erstatte Geniets Spring- fjedre. Den Bøjelighed, som ellers er udsat forat kaldes Karak- SIDE: 530 teerløshed, var ikke meget forskjellig fra diplomatisk Fiinhed. Tidsaandens politiske Retning, Nutidens liden Tid til at under- søge Gehalten ved hvad der bydes, det Forsæt at benytte alt, som i nogen Maade kunde være tjenligt, en decideret Vilje, et Ideal af en god Politiker for Øje i Mangel af et Ideal af en god Politik og en begeistrende Idee -- kort! saaledes maatte det gaa an at kunne blive hvad man vilde; -- kort, Politiker, Politiker, politisk Skribent, stor Politiker!.. -- Stor Politiker som.. -- Som hvem? -- Som Idealet. Ligesom Napoleon for Majoren i den graa Frak med Armene overkors. Ligesom Bernadotte for Lieute- nanten med den krogede Næse og det krusede Haar. -- Men hvem er Idealet? Hvem er den Store, Fougstad vil være? Nævn mig den Storhed han vil udfylde, ligesom det lille Tusindkryb under Strandens Stene kryber ind i en Skilpaddeskal, og man kunde tænke sig at det indbildte sig at udfylde den? -- Talleyrand var det vistnok en Tid. -- Men nu? Brougham? Rotteck? Bertin? Hvem spøger i hans Hjerne? -- Thiers! -- Thiers? -- Nei, han har uddannet sig et Ideal af sig Selv, som udøver en tilstrækkelig begeistrende Indflydelse paa ham. -- Thiers, Thiers staar mig for Hovedet. -- Hvorfor ikke før Bertin, alle Vejrhanetidenders store For- billede, Journal des Debats's Redaktør? Malte Bruns bedre Selv qvaltes, da han kom Hundehuledunsterne af dens Officin for nær. Og vore Cst.nelle tilbede i al Oprigtighed de Journal- ismens Halvguder, som bevæge sig bag dens Teppe -- disse, som forstode at bevare sin Udødelighed efter Keiser- og Konge- verdenens Fald. -- Gid jeg laa paa en øde Ø, hvor jeg kun hørte Bølgerne buldre om sin kappelystne Storhed, og ikke saae over dette Hav af Menneskehoveder, hvor det skumleste vil reise sig høiest! Paa Øen Ascension? Navnet alene vilde minde om Carl Fougstad. Og naar du da saa hint uvislige Tusindbeenkryb under Stenene paa Stranden med livlig Gridskhed tage en uhyre SIDE: 531 opdreven Skildpaddeskal i Besiddelse, maatte du tænke paa hvorledes han vilde udfylde en idealiseret Storhed. Se, en Tre- dækker braser forbi -- det er Prindsregenten paa 120 Kano- ner -- selv den lille besynderlige Sejlmusling har opdaget og beundret den fra sit Dyb -- Oceanet stilles -- da skyder den Lille frem og udspiler det tommestore Sejl paa sin Snekke, og indbilder sig, at han er Prindsregenten paa 120 Kanoner indtil den første Krusning af en Bølge knuser den. Saaledes er vor Mand i sin Efterligning af det Store. Som Skribent forsvinder han i sit eget Blækhus. Og al hans Allarm i den politiske Verden er den fra Brønden hjemkomne hanke- løse Krukkes Fald. Gid jeg havde en smuk Blomst at sætte i den og dække dens Brøst med! (Fortsættes). Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 29. sept. 1836. Norge. Det har behaget Hs. Kgl. Majestæt under 19de den- nes naadigst at udnævne Statsraad og Kommandør af Hs. Maje- stæts Ordener Grev Wedel Jarlsberg til Statholder, og under paafølgende Dato Statssekretær Bull til Justitiarius i Højeste- ret. I Anledning af de Løgne og Yttringer, som "Svenska Mi- nerva," foranlediget af disse Udnævnelser, betjener sig af, seer man, at Morgenbladet Nr. 271 vedbørligen har taget til Gjen- mæle; men naar det spørgende udbryder "Og Statholderen og Højesteretsjustitiarius skulle være de politiske Redskaber, hvor- ved de minervaske Spøgelser skulle ødelægges?" og søger at vise det Urimelige deri, kunne vi ikke være enige med Morgenbladet i sine Betragtninger. Hr. Bulls negative Fortjenester af Fædre- landet ere vel saa bekjendte, at hans Udnævnelse til denne vigtige Post maa undskylde, om man fatter Mistroe til den virkelige Hensigt dermed. Hvad Grevens Udnævnelse til Statholder der- imod angaaer, saa, skjøndt vi i mange Henseender underskrive Morgenbladets Yttring at Hr. Greven er en almeenagtet Hæders- mand, kunne vi dog ikke drage itvivl, at der med hans Udnævnelse haves Hensigter, som nok torde gaae ud paa intet mindre end at fremme de demokratiske Principer, hvorpaa vor Statsforfat- SIDE: 532 ning er bygget. Hr. Greven maa ansees paa Grund af sin Fødsel at være opdraget i aristokratiske Grundsætninger, og anseer dem som de for en Stats Velvære fortrinligste, uagtet de hverken stemme med vor Konstitution, eller med Tidsalderens Aand. Forøvrigt var det for tidligt nu at ville fælde Dom over den Rulle, Hr. Greven som Statholder vil spille. Forfatteren i Mor- genbladet antager, at "Svenska Minerva" arbeider i et svensk Hofpartis Sold, og at et saadant Partie har Indflydelse, og vir- ker trykkende paa vor Regjering m. m., kan vel ikke nægtes. Heller ikke bør det glemmes, at Grev Platen, strax efter sin Udnævnelse til norsk Statholder proponerede i et Selskab i Linkjøping en Skaal paa Norges og Sveriges Amalgamation, yttrende tillige, at han ansaa det for sin Pligt at fremme dette Maal; thi vilde man end indrømme, at Tidsomstændighederne har tvunget til udsætte denne Plan, byder Forsigtighed i det mindste til at være paa sin Post, og ikke overlistes. Ved at faae de af Hs. Majestæt proponerede Grundlovs Forandringer drevne igjennem, vilde store Huller være gjorte i Grundloven, og der vilde troligen arbeides paa at udvide den gjorte Bresche. Ka- tastrofen den 17de Mai 1829 paa Kristiania Torv er kun lidt over 7 Aar gammel, og kun Tossen kan glemme den, saavelsom meget andet, der bestandig taler til os, og advarer os, at være mistroiske, forsigtige og vedvarende paa vor Post. Til den Ende turde maaskee Flere med os gjøre Regning paa, at det snart sig forsamlende Storthing vil være knapt i at bevilge Summer udenfor det Nødvendige og udenfor det Bestemte til overordent- lige og ubestemte Udgivter, og selv i disses Indvilgelse fastsætte for Nationen betryggende Betingelser. Henrik Wergeland [WERGELAND OG "DEN CONSTITUTIONELLE"] Morgenbladet 30. sept. 1836. Jo, ganske rigtigt, en Diskurs -- og det en Søndag Formid- dag! -- med Hr. Fougstad (paa en Tid, da han var saa artig at invitere mig til sig) om at levere en politisk Artikkel fra det svenske Aftonblad, er den Constitutionelles Beviis idag for at jeg har "henvendt mig til Redaktionen om at levere Bidrag til Bladet mod Betaling". Og ikke alene med Fougstad, men ogsaa SIDE: 533 med Johan Dahl. Godt! Den sidste Mand træffer Papegøiens Forfatter vel neppe nogensinde, uden at skaffe sig en eller anden Fornøielse. Og det kan, om Spørgsmaalet "om hans indsendte Bidrag kunde ventes salarerede" nogensinde har været fremsat, naar man i Forbigaaende skal finde paa noget, ingen liden For- nøielse have været, at see dette Ansigt, saaledes som Enhver, noget bekjendt vil kunne imaginere sig det ved et saadant Spørgsmaal af den Mand, af En, som i foregaaende Handel med Hr. D. havde staaet sig særdeles vel. Men hvorfor ikke sætte det i Forbindelse med det Spørgsmaal til Hr. D., jeg forleden paa Comedien lod falde mig af Munden, om Bogtrykker Aal- holm endnu var ilive efter sit slet lønnede Slid for den Con- stitutionelle? om ikke hans Skygge endnu spøgede i Bogtrykke- riet, som han havde slæbt hid forat slæbe sig ud deri indtil han efter kort Tid var glad ved at give det Dahl ivold? og om han ikke hørte til Redaktionen, der i den senere Tid trykker saa lystigt løs paa mig, med mere andet Snak, som dog kunde være godt nok? Man kunde jo, iblandt andet, let faae ud deraf, at jeg selv tænkte at arbeide mig ind i en ledig Plads i Redak- tionen. Ja! hvorfor ikke, at jeg havde henvendt mig derom til selve Redaktionen? Den 29de September. Henr. Wergeland. ============================== Fil: wiii3.txt Bind: Samlede skrifter III, 3. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 FORTÆLLING I BREVE OM ET USSELT QVINDEMENNESKE SOM HEDDER NELLA I Statsborgeren 2. okt. 1836. Ak, jeg fristes til at begynde min Levnetsbeskrivelse med Bellmanns oprørende Melankoli Tvi du min Fader o. s. v. Thi jeg kan med Sanden sige, at fra ham skriver sig al min Ulykke, -- mine andre slette Opdragere dog heller ikke at for- glemme. Jeg er ikke af ringe Stand, dog er jeg nu ringere end den Ringeste. Gadens Tøjter ville ikke tro mig, fordi jeg endnu har en hvid Kjole at spanke i, og de begribe da heller ikke den Elendighed, som skjuler sig derunder. Men gid jeg kunde bortbytte min Usselhed med deres, og tilhylle i Ringhedens Pjalteskjul en Elendighed, hvorpaa den fornuftige Verden er bleven opmærksom og har fæstet tusinde borende Øjne. Jeg vil springe over min Barnealder, og jeg veed heller ikke i hvilken Tid af mit misbrugte Liv jeg skulde søge den; thi jeg skulde tidligen være voxen, og blev det da ogsaa i Unoder og hvad som værre er. Det tør jeg sige med Bestemthed, at jeg SIDE: 2 aldrig har havt nogen Uskyldsalder siden jeg begyndte at- snakke. Jeg er endnu ikke gammel, og dog forekommer det mig stundom somom jeg gik i Barndommen mellem alle disse sørgelige Minder om min Tilværelse. Man er ikke saa ganske enig om min Fader; men Den, som bærer Navnet, forkjelede mig overordentlig, ikke fordi han kunde føle nogen Kjærlighed til noget, men fordi jeg skulde forplante hans Navn. Min Moder hedder Fule Politika, en Dame, som altid har vedligeholdt en listig Taushed om min egentlige Fader, og som jeg baade har arvet en tvetydig Karak- teer og et tvetydigt Rygte efter. Man burde ventet sig en god Opdragelse efter den prægtige Daab, jeg fik, hvorved endogsaa Landets fornemste Mand var min Gudfader; men desværre -- Forskaan mig -- mine Taarer gjennemfure Sminken paa mine Kinder og falde i Rendestenen -- den Flod jeg med en uimod- staaelig Drivt følger paa mine syndige Vandringer, og hvori en skræksom Ahnelse siger mig jeg skal ende. O redd mig hvo der kan! Men hvo kan pidske mit laste- fulde Væsen ud af mit Legeme, og dog lade mig leve, leve forat forbedres? Jeg føler, at et nyt Hjerte maatte fæstes i mit Bryst, om jeg skulde kunne blive bedre. Og Tungen maatte rives af min Hals, om jeg skulde aflade Sladdresygen og Bagtalelsen, som jeg erkjender har været min Fordærvelse. Kan jeg ikke synge som Bellmann, naar jeg maa sige, at disse Lyder skylder jeg min egen Fader og mine Opdragere? Jo, "Tvi du min Fader!" vil jeg hyle indtil jeg aftvinger Ver- den en Beklagelse over den forvorpne men fortabte og ulykkelige Nella. P. S. Dersom Du veed noget Nyt, kan du dog for en Feils Skyld lade mig faa det at vide med Omgaaende. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 2. okt. 1836. Norge. Den Constitutionelle har anskaffet sig en ny Skarn- kiste under Navn af "Avisuddrag" og "Ruskomsnusk." Deri lægger den Avertissementer af Intelligenzsedlen, der ere uhel- digt stilede, og hvad den ikke kan fordøje af vort Blad. Saa- SIDE: 3 ledes har dens aandelige Kræfter lagt sin Uformuenhed for Da- gen i følgende: "Statsborgeren fortæller os i Nr. 19, at Hs. Majestæt vor nu regjerende Konge, var Carl XIV i Sverige førend han blev Carl III i Norge. Hvorledes Sligt skal kunne bestaa med vort grundlovmæssige Forhold med Sverrige, begribes rigtignok ikke let ved Hjælp af almindelig Menneskeforstand." Siden det ikke nytter at henvende sig til de Cst.nelles almin- delige Menneskeforstand, og vi ikke har ladet os indbilde, at den har nogen ualmindelig, saa addressere vi til Menneskefor- standen i Almindelighed det Spørgsmaal, om ovenanførte vore Ord af noget Menneske uden Modvillighed kan misforstaaes? Fra det Øjeblik salig Kongen lukkede sine Øjne var upaatviv- lelig den nærværende Konge lige tidligt faktisk Konge i begge Riger. Men i Sverrig krontes Carl Johan under Navnet den 14de, og som saadan, ja bogstavelig under det Navn, krontes han senere i Throndhjem, uden at han dog derved kunde blive andet end den 3die Carl, som regjerende i Norge. Dette er jo dog den uomtvistelige Mening. Carl den 13de i Sverrige havde været dette i mange Aar før han blev den 2den i Norge, og Carl den 8de i Sverrig ligeledes før han ved Kroning og Hyldin- ger fik Ret at kaldes den 1ste af dette Navn i den norske Konge- række, hvori han visselig maa antages ligesaavel som Kristian den 8de Frederik, uden Hensyn til hans korte Regjering. Men uden disse Rigshandlinger skulde vi ikke i ham have nogen Carl den 1ste, og da heller ikke nogen 3die. Men vi Normænd bør lægge Vægt paa den nationale Oppositionsyttring imod den uheldige Union med Danmark, som Carl Knudsøns Kroning og Hylding er, og som ligger i Datids Drivt til at følge det revol- terende og løsrevne Sverriges Exempel. -- En usædvanlig Ærlighed viser den Cst.nelle ved, saa kort efterat have villet undskylde sig selv for sin Denunciation mod svenska Minerva som et Blad, der staar under vor norske Stats- ministers Indflydelse, ved at bebreide Statsborgeren at den først betegnede Udgiveren som Hs. Excellenses Kjøkkenven, at anføre efter Aftonbladet følgende: "I Alt, hvad der involverer Kundskab om Statsminister Løven- skiolds Tænkemaade, behøver man ei at frygte for at Minerva skulde tage fejl, da dens Redaktion i den senere Tid har fre- SIDE: 4 qventeret Ministerens Huus, og Bladet, hvad de norske Sager angaaer, ialmindelighed ansees som om det var Hr. Løven- skjolds eget." (!) Henrik Wergeland [OM WERGELANDS BØNN FOR CARL 3 JOHAN] Den Constitutionelle 2. okt. 1836. S.T. Den Constitutionelles Redaktion. Tilstedes nærværende Linjer Plads i Mhrrs Blad, skal jeg visselig ikke øde meget deraf paa at forsøge at overtyde om, at Redactionen binder sit Publicum noget paa Ærmet, naar den i Dagsnummeret fortæller, at jeg i Morgenbl. har erkjendt, at have anmodet Redaktionen ("os") om ikke at blive nævnt som den, der havde forandret Kongens Navnetal i Kirkebønnen eller som Deeltager i det af den Constitutionelle som konspiratoriskt de- nuncerede Selskab. Jeg har erkjendt at have advaret Hr. Foug- stad mod denne Indrykkelse -- og det diskursivement paa Gaden Aftenen før den kom, dog betids nok til at man kunde have ændret den, om mit velmeente Raad var bleven tagen tilfølge -- og da at have frabedet mig idetmindste nogen Indblandelse af mit Navn. Det vil være i Hr. Fougstads Erin- dring, at jeg gjorde denne Fordring til den sidste, efter at jeg nemlig først havde advaret mod nogen Kompromitteren af de tilstedeværende Storthingsmænd, for hvem jeg sagde, at en an- den opnævnt Inviteret tilligemed mig kunde være Vidner som uinteresserede i, ja personlig endog modvillige imod, Formand- skabsloven, for hvis uforandrede Antagelse Selskabet sagdes foranstaltet. Jeg har ogsaa erkjendt, discursivement at have for Hr. Fougstad ytret Ønske om, at mit Navn maatte forblive uden- for Tvisten med Minerva om Hans Majestæts Navnechiffer eller for den Constitutionelles Korrektioner til Minervas Anskrig om at Enkeltmand havde rettet det fra Prækestolen; og jeg kan ogsaa lægge til, at jeg gjorde Hr. F. opmærksom paa, at den Cst.nelle kunde holde sig til sine egne Papirer i den Sag, da jeg deri nylig i forveien havde faaet en motiveret Bestyrkelse for hiint Skridt. Jeg vil blot spørge: hvilke Ønsker kunne være naturligere? hvilket Menneske havde ikke fremsat dem, og det med større Omhyggelighed, nemlig ved at henvende sig til Re- SIDE: 5 daktionen, og ikke, som jeg, ved blot mundtligt Yttrende til Enkeltmand, jeg dengang stod paa en god Fod med, og som nok kunde, naar han vilde, tjene mig i at jeg undgik en altid ubehagelig Navns Nævnelse, som kunde indhale mig i en kjed- sommelig og tidsspillende Pennefeide? At jeg, hvad den vigtigere Sag betræffer, nemlig om Navne- chiffret, ligesaalidt motiveredes til hiint Ønske af noget "Kujo- nerie" som til selve Handlingen af noget "politisk Renomisterie", vil indlyse af Følgende, til hvis Fremstilling jeg egentlig greb Pennen, fordi den maa tilfulde vederlægge disse Beskyldninger. Længe før der blev Tale om factum i Aviserne, var jeg vi- dende om at det ikke var "unddraget deres Kundskab," paa hvem det kunde virke skadeligt for mig. Jeg var endog vidende om at det var kommen til selve Kongen, hos hvem det havde opvakt Mishag. H. H. Biskoppen lod mig kalde til sig, under- rettede mig om at det var blevet berettet til Stockholm, at jeg i Bønnen havde nævnet Kongen som Carl den 3die Johan; at jeg maaskee kunde have Ubehageligheder deraf; og at han holdt det for sin Pligt at underrette mig herom samt at raade mig for Eftertiden, naar jeg skulde ville prædike, at udelade ethvert Navnetal og simpelthen nævne "Carl Johan," som H. H. selv gjorde i Cabinettet. Hertil svarede jeg, at jeg visselig ikke havde gjort det af noget verdsligt politisk Hu, men fordi jeg troede, at jeg mindst paa Prædikestolen burde sige vitterligen nogen Usandhed, hvilket saavel Landets kaarne Mænd netop ved den Tid Prædikenen forefaldt, som alle Tidender og in specie den Constitutionelle havde erklæret næsten dagligen at Tallet den 14de var i historisk Forstand, naar det anvendtes paa den nor- ske Konge; -- for denne alene troede jeg man bad i Norge; og endelig, at jeg ingenlunde forud havde besluttet at nævne noget Navnetal, men at hine Ytringer af en almindelig autoriseret Opinion, som min egen Overbeviisning hyldede, havde udøvet sin Indflydelse og lagt mig Tallet i Munden, da jeg kom til det Sted i Slutningsbønnen, hvor Kongen nævnes. Jeg lagde til, at jeg ved de foregaaende Leiligheder aldrig havde nævnet den 14de; men at jeg havde lagt saa liden Vægt paa et bestemt Tal, at jeg iflæng havde nævnet H. M. med og uden det andet Navnetal. SIDE: 6 Jeg spørger nu, om den Constitutionelle med Retfærdighed tillægger mig politiskt Renomisteri i denne Sag? Den kan det mindst, som selv forstrakte mig med et Motiv dertil. Og "Kujo- neriet" betræffende, da vil jeg haabe den erkjender, at det idet- mindste ikke fandt Sted for Deres Skyld, som kunne rasere bort "Stumperne af min borgerlige Velfærd", eller, i et smukkere Sprog, Haabet om Befordring i den Vei, hvortil jeg har uddannet mig forlængst. Men jeg skulde troe, at den heller ikke kan have vanskeligt for at finde nok af anstændige Bevæggrunde ellers for at En ikke ønsker sit Navn uden Nødvendighed inddraget i en Tvist imellem tvende Rigers Aviser, hvoraf den ene gjerne kunde maltraktere det paa det forfærdeligste uden at man kunde faae Anledning til at erfare det. For at give den en bedre Støtte for Beskyldningen om politisk Kujonerie vil jeg her tilføie den Erklæring -- ihvorlidet den end kan tjene til at støtte Beskyld- ningen for Renomisteriet, der dog ogsaa kan trænge til nye Støt- ter -- at Kundskaben om at min Handling havde opvakt H.s M.s Mishag vakte Smerte hos mig over den, da han, endog kun som Menneske betragtet, er den, jeg næst mine egne Forældre sidst med Villje vil volde nogen Ubehagelighed. 30te Septbr. 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE"S ANGREP PÅ "FOR MENIGMAND".] Morgenbladet 6. okt. 1836. Vi tvivle ikke om at jo Publikum forstaaer dette meget godt. Den Const. for 3die Octbr. -- Ja, jeg haaber Publikum vil forstaa dette meget godt, at enhver Ven af Pressens Frihed, og en nærmest, som anklages, har Ret til at føre Klager over voldsomt Brud paa Anonymi- teten. Jeg haaber, at det meget godt vil forstaa, at den Const.s Redaktion, som i fuldeste Maade benytter sig af Anonymiteten, burde bedst vide at respektere den hos Andre. Jeg haaber, at det meget godt vil forstaa, at der i Undertegnedes Person ikke var nogen snigende Landsforræder, nogen mod Folk og Konge Ildesindet at opdage, hvorfor man skulde tillade sig et saadant Brud paa Pressens Folkeret, der i intet ringere Tilfælde kan SIDE: 7 undskyldes. Jeg haaber, at det meget godt vil forstaa, at "For Menigmand" vel kunde være udkommet før, men ikke senere, end det udkom, naar det, efter sin Prospektus, skulde meddele hvad der var passeret og passerede; at der, efter den Const.s No. for ilørdags, fra dennes Side ikke kan være Tale om hade- fulde Insinuationer imod Statsministeren i noget andet Blad; og at saadanne, endogsaa om Flyvebladene havde indeholdt No- get, der stricte kunde gives denne Benævnelse, hverken muligt- viis kunde været tilsigtede at virke paa Retten, eller kunne i Heftighed og Massivitet maale sig med de Invektiver mod Folk og Thing, der fra Statsministerens Side vare fremkomne og maatte egge Den, der følte derved, til at svække dem ved sna- rest mulige Retorsioner. Endog tillagte den Hensigt, at virke paa Folket til Statsministerens Forkleinelse, haaber jeg at Publi- kum meget godt vil forstaa, at intet egner sig mere dertil end ovenpaapegede den Constitutionelles egen Artikel. Jeg haaber ogsaa, at Publikum meget godt vil forstaa, at efter denne Sympathiseren i Meningen bliver der kun tilbage imellem den Constitutionelles Redaktører og Undertegnede en Tvist om Personer, som kun kan have liden Interesse for Publi- kum, og hvorfra jeg skal fjerne mig hurtigst skee kan i den alvorlige Overbeviisning, at jeg lader intet af mit gode Navn tilbage i mine Fienders Hænder. Hertil haaber jeg ogsaa, at Publikum meget godt vil forstaa, at jeg i den Const.s No. for idag har faaet fuldgyldig Grund, naar det behager at jevnføre med dens Uddrag i Intimationen til Aftonbladets Ræsonnement betræffende svenske Minervas Optagelse af Flyvebladet følgende ordrette Oversættelse af Aftonbladets Yttrende: "Sidst Mandag var svenske Minerva kommen over en sand Lækkerbidsken i Tvisten om de norske Anliggender. Det er et Slags Prospektus, eller det første No. af et Blad "For Menig- mand", som udgives af en efter Minervas Opgivende "meget vel bekjendt" Anonym i Norge. For en svensk Almeenhed, mener Minerva, "kan det være af Vigtighed at gjøre Bekjendtskab med dette nye Fænomen"; og enten det nu er i denne Hensigt eller for at fylde en Spalte i Dagsnummeret, saa meddeles selve Pro- spekten i Oversættelse. For at sætte Læserne lidt nærmere au SIDE: 8 fait af Artikelen, uden at aftrykke den, tro vi, uden at træde Delikatessen for nær, at kunne nævne, at vi have hørt berette, at den velbekjendte Anonym er ingen anden end den velbe- kjendte "snillrike men excentriske Poeten Henrik Wærgeland", omendskjøndt den omhandlede Artikel ikke synes os skreven i denne Forfatters sædvanlige billedrige Stiil. Den første Halvdel deraf indbefatter i temmelig almindelige Udtryk en Fremstilling af Trangen til Oplysning for menig Mand. I den sidste Deel udbreder Forfatteren sig i en heftig og exalteret Tone om Spørgsmaalet om den regjerende Konges Ordenstal og Rigs- vaabenet, og det fornærmende deri for Norges Uafhængighed." Forøvrigt den Const. efter Aftonbladet. Minerva har saaledes ellers ikke, som det har behaget at fortælle, in extenso oversat det første No. af Flyvebladet; men kun den deri indeholdte Ind- ledning til den Række Flyveblade, som ville udkomme, naar Be- givenhederne kræve det. Heller ikke har den, som man af den Const. maa slutte, leveret det, den har oversat, uden Bemærk- ning, somom Indholdet alene skulde fordømme sig selv. Under Overskrift "Norge" indleder Minerva sit Referat saaledes: "En meget vel bekjendt Anonym har nylig foretaget sig, i Norge at udgive en Tidende "For Menigmand". Man tager ikke feil, om man formoder, at dette Foretagende er foranlediget af og be- regnet paa de nuværende politiske Forhold i Norge. Men be- træffende hvorledes og i hvilke Øiemed, kan ingen bedre Oplys- ning gives end ved at meddele den første Artikel i det første No. af det nye Blad, en Artikel, som med sjelden Oprigtighed gjør Rede baade for Et og Andet. For en svensk Almeenhed kan det være af Vigtighed, at gjøre Bekjendtskab med dette nye Fænomen." Jeg haaber endeligen, at Publikum, som meget godt maa for- staa det Stænk af Haan, som skal ligge i den Const.s "frem- hævede Fordreielse af dette, i Mening som i saadan Forbindelse ikke i Aftonbladet existerende", "velbekjendte" "Poet Henrik Wærgeland" -- en Titel jeg ellers tør vedkjende mig, trods den Const.s fremtrukne poetiske Alumner, og det i den Grad, at jeg ganske overseer alle Sidehug mod det Punkt -- om dette Publi- kum er jeg vis paa, at det ogsaa vil meget godt forstaa, at jeg har al Grund til at opgive en Strid med Fiender, der føre saa SIDE: 9 uhæderlige Vaaben. Hertil er jeg forlængst opfordret ved den Natur og Tone, Angrebene have været af, og endeligen desfor- uden ved idag at erfare, at af hvad jeg af Hr. Fougstad siges at have yttret til ham, kan Noget, alt efter Hensigten, benyttes som yttret for Redaktionen, mens Andet holdes tilbage som kun privat, dog saaledes, at det gives et fordægtigt Udseende. Jeg haaber Publikum ogsaa vil forstaa dette meget godt, og holde mig undskyldt, om jeg ikke provocerer yderligere et Menneske af Hr. Fougstads Duplicitet. Kun det endnu, taalmodige Publi- kum! jeg har ikke, som den Const. siger, erkjendt at have til- budt den en Artikel. Jeg har ikke negtet Muligheden deraf. Skrevet noget har jeg idetmindste ikke. Men jeg har for Men- nesker, der trængte til en Fortjeneste, stundom og med Held henvendt mig til forskjellige Tidendeudgivere, jeg stod i noget Kjendskab til, hvilket disse vel vide. Og om saa var, at jeg selv vilde udarbeide en Artikel for den Const., som kunde bøde noget paa dens Synder, saa haaber jeg, at Publikum meget godt forstaar, at det kan gaa op i op om jeg vilde skrive i den Const. og Hr. Fougstad som bekjendt i Statsborgeren. Den 2den Octbr. 1836. Henr. Wergeland. P. S. Efterat have faaet dette tilbage fra de Constitutionelle, som naturligviis maatte ømme sig ved at see den smukke Streg med Citatet af den svenske Avis opdaget, tilføies endnu denne Bemærkning til den Constitutionelles Note om den Overlast ved Sarkasmer i mit Sidste i Morgen- bladet, som Hr. Johan Dahl skal have lidt: at de selv have trukket ham ind i en Strid, som de og ingen Anden fra først af have gjort det vanskeligt at komme fra uden revet Skind. Samme Note indeholder ellers en af disse usle fordulgte Bagvaskelser ("en velbekjendt Side i Hr. W.s Charakteer"), som jeg haaber Publikum ikke meget godt vil forstaa uden som et Beviis paa, at jeg i de Con- stitutionelle har eller har havt at bestille med Folk, hos hvem der er hverken Sæd eller Skik, da de friskt væk benytte sig af den skumlende kun halv tydelige Angrebs- maade, som de med Uret have gjort til en Hovedanke imod mig. Henrik Wergeland SIDE: 10 [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 9. okt. 1836. Norge. Kristians Amts Landhuusholdningsselskab har udsat en Præmie af 30 Spd. for en Afhandling "om Befordringen af en sikker og regelmæssig Fart paa Indsøen Mjøsen, bevirket ved Dampkraft." -- Den Constitutionelle har som bekjendt erholdt Porto- moderation i Danmark. Det Anbefalende heri vinder endnu mere, naar man sammenstiller denne Begunstigelse med Resolu- tionen af 22de April 1834, hvorved bestemtes, at Moderation i Porto i Fremtiden ikke vilde blive tilstaaet noget inden- eller udenlandsk Blad. Samme Blad, hvori der hersker et evindeligt Aprilveir, benytter sig af en synderlig Maade at kommentere over det kongelige Diktamen paa. Dets gode Bemærkninger fremkomme brudviis, behørigen afsondrede ved Streger, og Dage imellem disse forskjellige pelotonvise Udmarscher. Det er spredt Fegtning, og disse forsigtige Generaler have udentvivl gode Grunde dertil. Imidlertid var der en skrækkelig Ironi i den første isolerede Note, som gik ud paa at bevise, at det kongelige Diktamen var egnet til at bevirke Forsoning og jevne al op- staaen Uenighed. Og med megen Oprigtighed og Varme har den Constitutionelle slaaet Parti med Flyvebladet i at erklære Stats- ministeren i Folkets Acht paa Grund af sin hele politiske Karak- teer, den han har prostitueret ved fremdeles at bære svenske og norske Blades Beskyldning for Deeltagelse i svenske Minerva og ved sin aabne Erklæring at være en "Conservativ," d. e. uskikket til at beklæde første Ministerpost i et sig udviklende Folk, der netop trænger til Reformere; til Mænd i sin Spidse, som ville fremme denne Udvikling og Fremadskriden. -- En ny Art af Fornærmelser fra den svenske Regjerings Side har i den sidste Tid føjet sig til Rækken af de gamle, nemlig Bekjendtgjørelsen af norske Regjeringshandlinger i den svenske Statstidnings officielle Rubrik før de bekjendtgjøres i Norge, for det Folk de angaa, ja endog før de foregaa i det norske Statsraads Afdeling i Stockholm! Før de foregaa? Umuligt, vil Enhver sige, og dog var det Tilfældet med Ud- SIDE: 11 nævnelsen af Statssekretær Bull til Højesteretsjustitiarius. Men der maa komme en Opgjørelse paa dette Regnskab af National- fornærmelser, som truer med at blive endeløst. Heller Ære og Nød end Skjændsel og Brød. Og hvad Brød faa vi desuden fra Sverig? -- Hs. Excellence den nye Rigsstatholder, som vi skulle have, Grev Wedel ankom hertil den 7de. Gid han maa beslutte sig til med et norskt Hjerte at rette paa Sagerne, der isandhed ere yderst betænkelige! Danmark. En nidkjær Mand fra Samsø i Danmark har fattet den store og dristige Beslutning at stifte et Selskab til den danske Statsgjelds Afbetaling ved frivillige Sammenskud. Det er -- siger det svenske Aftonblad -- høiligen at befrygte, at dette gaar endnu misligere end de frivillige Indsamlinger i Sverrig til Ridderholmstaarnets Gjenopbyggelse, isærdeleshed naar man tager i Betragtning, at Gjelden løber op til omtrent 170 Millioner Rd. Banko. Et danskt Blad raader den gode Mand, inden han gjør sig videre Uleilighed i og for denne Plan, til at tænke paa hvad den sidste Stænderforsamling saa kraft- fuldt udtalte for Regjeringen, nemlig, at Landet ikke kan gjøre yderligere Opoffrelser, og at det eneste, men ogsaa det sikkreste Middel til Statsgjeldens Afbetaling er det som Stænderne have foreslaaet, nemlig gjennemgribende virksomme Besparelser. PAA EN VINDSPILLERS HALSE. Statsborgeren 9. okt. 1836. Naar jeg er ærlig og honet, mit rette Navn er Bella. Men hvis jeg lumpen er og slet, da vil jeg hedde Nella. Henrik Wergeland SIDE: 12 DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER. (Fortsættelse fra No. 23.) Statsborgeren 13. okt. 1836. Dette er virkeligen toujours perdrix (altid Agerhøns), om jeg også idag har Fougstad for mig. Vi faa da see til at expedere Kyllingen. Vi have seet hvorledes hans Dæmon, Forfængelig- heden, vaagnede; men af dens Yttringer have vi endnu kun gjort os bekjendte med de færreste, mens de dog ere mang- foldige, for mangfoldige til at fremstilles i en Skildring, der er styret af en ufortjent Skaansel. Med et blødt Slør vil jeg til- hylle alt, med Undtagelse af endeel af de hæsligt fremstaaende Knokler, hans politiske Liv har givet til Skue og stødt Folks Øine med. Og mens han dagligen provocerer Ubarmhjertig- heden, vil jeg kun benytte saameget af Kjendsgjerningerne, som behøves til at urokkeliggjøre Rigtigheden af vor Karakteristik. Derfor ikke videre om hans mangfoldige ostentative Vind- magerier som Student, omendskjøndt han alt da havde traadt sine Børnesko godt ud, og det ikke mangler paa dem, der kaste et træffende Lys paa hans politiske Usselhed. For Exempel: "vil Ingen Anden -- jeg vil holde Talen den 17de Mai!" raabte Fougstad i et Møde, jeg troer endog det var i 1828, hvor der deliberedes om, og var Vanskeligheder med, Festligholdelsen. Alle studsede da, og mere da over denne uventede Kjækhed, end et Par Dage efter, da Hr. Fougstad meldte, at han efterat have talt med anseede Mænd, maatte trække sig tilbage og i al Maade protestere mod Festen. Dette Træk, denne Forfængelig- hedens Impuls til politiskt Friskfyreri, efterfulgt af koldere Be- regninger og opløst gjennem en jammerlig Proces af Vankel- modighed i det mest nykterne Kujoneri, har gjentaget sig mang- foldige Gange i hans Liv. Den Constitutionelle er en tro Af- speiling heraf. Fougstad er i dens Avancer. Fougstad er i dens Retræter, som aldrig udeblive. Han personificerer sig i dens Totalitet. De øvrige To fremtræde kun isolerede: Hr. Motz- feldt med sin troskyldige Plumphed, Hr. Schweigaard med legére Henslængninger af sit Overmod og Geni. Den Fougstadske Forfængelighed har, som om den var et SIDE: 13 selvstændigt Væsen, havt sin Ungdom og Manddom. Ikke saa- ledes, at den var drengeagtig og ungdommelig i de tilsvarende Aldre; thi den var altid stor i sine Udkast, og dette Menneske har aldrig været Dreng eller Yngling, men altid en liden Mand, altid med disse uelastiske, tørre Fibre i Hjertet, altid med dette konstante, udviklede dominerende Organ. Men hans Forfænge- lighed havde, ligesom Ormen om Foraaret, en Tid smukkere Farver, end disse Journalismens Sodtinter og denne Liberali- tetens affarvede Agricola-Toga, hvori den nu spanker om paa vort Forum. Den karakteriserede sig en Tid som en sand Liden- skab for Repræsentation, en Sværmen for Deputationer, i sorte Klæder og om muligt i Kareth, for Addressetaler og skrivtlige Addresser o. d. Dette var dens Ungdom, der, som man seer ikke manglede behageligt Fantasteri. Men den var for alvorlig forat kunne i Længden ville nære sig med Sligt. Tidsaandens Plebejismus tilbød kraftigere Næring. Med denne maatte den amalgamere sig, og den Nederste paa de Stores Trappe vilde vinde Betydning ved alt det Støv, han turde slæbe opad den, og ved at være det Mellemled, som bandt Demokratismen til dens Trin. Dette er dens Manddom; eller rettere, i disse Ord omfattes alle disse Overgange til den endelige Antagelse af en fibertør Karakteer, som jeg gjerne vilde kalde dens Alderdom baade fordi der er noget ærværdigt ved en fortsat Række av Anstren- gelser, og fordi jeg imaginerer mig, at om jeg ved et Slag paa hans Hoved kunde faa hans Forfængelighed til at springe ud personificeret ligesom Viisdommen i Minervas Skikkelse af Ju- piters, saa vilde den vise sig i Form af en af disse vindtørre, sølvhaarede, dybtfurede, bøjelige, livlige, gamle, emigrerede, smaa Markier, som i sin Tid vidste at gjøre de fortræffeligste Miner til det borgerlige Antræk og de borgerlige Folk, de aad med, og at vedligeholde Troen paa at de havde spillet en stor Rolle i Verden og vel endnu kunde komme til, men at de overalt havde erhvervet sig for megen sand Viisdom til ikke at flyde ovenpaa den Bølge, som de ikke kunde knuse. Man kan ikke før mærke paa Haardheden af et Kids Pande, at det vil blive en Buk, end man af Fougstads Ubøjelighed for SIDE: 14 alle Irettesættelser og Angreb kunde mærke, at hans Forfænge- lighed besad en beundringsværdig passiv Energi (om dette Ud- tryk kan bruges) og at den var rustet mod alt. Man erindrer, at det ikke var de hidsige Franskmænd eller de lidet spekula- tive Østerrigere, men de flegmatiske Hollændere, som bevæb- nede sine Skibe med Pandser og Saug og gjennemskar Lænkerne for Damiette. Og en saadan storbuget, staalbringet Hollænder var han, med stat pro ratione voluntas i Agterspeilet. Revselser vare ham Bølgernes Skum. Mod Kjæden af spottende Ansigter og angribende Invektiver bød han sit Flegmas Pandser. Urokke- lighedens Saug gik og han satte ofte barduus iland, og lod Folk tro, at han istedetfor Hjerte havde en kalløs haardhudet Pung. Og deri? Deri danglede Forfængelighedens Regnepenge. Ja, ganske rigtigt, Flegmaet, en Urørlighed mod Angreb, som Wel- lingtons ikke kan overgaa, men ikke et naturligt Flegma, men et planmæssigt, et tilvundet, Flegma var hans Forfængeligheds Beskyttelse, det Stormtag, hvorunder han flygtede sig frem. Dog maa man ikke tro, det kostede Anstrengelse. Nei, Nødvendig- heden deraf erkjendtes; og det kom der, og tiltog i Haardhed under Øvelser; det forlangtes af Dæmonen i hans Indre, som Reqvisit til den fuldstændige moralske Armatur og erholdtes hurtigt som Fausts Ønsker paa hans: "Giv hid!" -- Men skal jeg da aldrig blive færdig med denne Dissektion? Kadaveret stinker. Og jeg har tre. Dersom jeg ikke var bunden ved et Løfte, var det bedst at grave dem, med alle de Enkelt- heder, som nu skulde udskilles, idetmindste indtil videre, ned paa Stedet i Statsborgerens Tornehave og skrive ovenover: Statsborger, stille stat! Thi viid: herunder Rammen er lagt den falske Kat, som Hov'det beed af Skammen. Men hvis du finder tre, saa tænk: de beed tilsammen. Og kan du fromt ei be', saa ønskt dem et Godnat i Mangel af et Amen. (Fortsættes.) Henrik Wergeland SIDE: 15 [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 13. okt. 1836. Norge. Morgenbladet af 8de dennes gjør opmærksom paa, at Statsministerens Ansøgning om Afsked var udstædt paa en Tid, da Aktor ved Rigsretten havde nedlagt Paastand paa Em- beds Fortabelse, som endda kunde været taget til Følge. Af offentlige Blade har man seet, at H.s Majestæt i hiin Tid var reist til Rosersberg, ledsaget af den svenske Statsraad Lager- bjelke og den norske Statsminister Løvenskiold. Under dette Ophold skrev Statsministeren sin Ansøgning den 3die Septbr. [fotnotemerke] Rigsretsdommen faldt den 8de næstefter om Aftenen, og en Kureer afgik strax med Dommen til Stockholm. Den kongelige Resolution paa Ansøgningen er formeentligen først udstædt den 26de Septbr. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 16. okt. 1836. Norge. 14de d. afdækkedes paa Hovedtangen foran Kristi- ania Borgerkorpses Front to Faner, som Hs. Kgl. Høihed Kron- prindsen har foræret samme. De vare smaa, men saa jomfrue- ligt skjønne ud, den ene i sit røde Silketøi med Rigsløven malt derpaa, den anden af hvidt med Kristiania Byes Vaaben, nemlig Retfærdighedsgudinden med Sværd og Vægtskaal, hvilket be- tyder, at der altid falder retfærdige Domme paa Raadstuen og at de væbnede Borgere baade veje paa det nøjeste naar de skulle drage Sværdet og det Bifald de yttre i sine Hurraer un- der Vaaben. Hs. Kgl. Høiheds kronte Navnetræk var anbragt i Hjørnerne. Og det uhyggelige mørke Veirligt, en barsk Blæst, der af og til legte vel ugenert med Fanerne, det traurige Agers- huses gespenstagtige Taarne, den stærkt forkjølede Stadshaupt- mands sande Gravrøst, dette og mange andre Smaaomstændig- heder til frembragte idetmindste hos os en dunkel næsten ræd- selfuld Følelse af en mystisk Forbindelse mellem Scenen og en bitter Fremtid. Det var somom denne Dag var et for tidligt Fotnote: En saadan Ansøgning burde gaaet gjennem den norske Regjering! SIDE: 16 Frembrud av dens mørke Række af Dage; og vi maatte ordentlig ræsonnere med os selv over at General Wedels Nærvær var ikke overraskende fordi han, under Indflydelsen af hine Ind- tryk, forekom vor sygelige Indbildning som forlængst død og tilhørende en anden Tid og Regimente, men fordi han virkelig stod der med sit dumme evige Smiil og i sin fulde Pomp som nærværende Regimentes og ulykkelige Tids Repræsentant, og fordi han stod der hvor han intet havde at gjøre uden som Størrelsen x i Stadshauptmandens Beregning. Men Stadshauptmanden havde jo udbedet sig den komman- derende Generals Nærværelse? Ja, overmaade nydeligt gjort, naar Denne var Helten fra 1829. Wedel takkede ogsaa i en triumfklingende Tale (som Hauptmandens vælige Hest ledsagede paastedet med baade tør og vaad Kritik) hvori Korpset, i Form af Taksigelse, fik Skylden for Invitationen, hvortil man dog bør tro, at neppe nogen Mand, om han var bleven spurgt, havde givet sin Stemme. Men selv om Stadshauptmandens milde og forsonlige Gemyt skulde have opfyldt Alle i Gelederne, saa vilde dog den "Takt," som General Wedel indprægede aller- sidst i sin Tale som en ypperlig Dyd for Borgere have forbudt dem at glemme, at en Borger- eller National-Garde skal fjerne sig istedetfor at nærme sig hvilkensomhelst Afhængighed eller Skin af Afhængighed af Militæret, om Spørgsmaal end ikke var om en Personlighed, der staar i det Forhold til Kristiania som General Wedel. Og Kristiania Borgere raabte tregange Hurra for General Wedel! tregange Hurra! tregange Hurra for Gene- ral Baron Wedel! Bravo! Dersom Stadshauptmanden ikke erindrede, at han er Hs. Excell. Rigsstatholderens Broder, saa var hans Hukommelse ogsaa stærkt tilsnuet. Forøvrigt -- gid der maatte være mindre Anledning til at faa de nye smukke Faner brugte og derved kanske baade tilflekkede og sønderrevne end der virkelig er! Og gid der maatte være mere Anledning for Kristiania Borgere til at hylde Baron Wedel med enthusi- astiske Hurraer! SIDE: 17 Henrik Wergeland For Menigmand No. 4, 17. okt. 1836 17. okt. 1836. Hvor gjerne, Fædreland! dog Verden rykked den Laurkrands af, hvormed dig Himlen smykked! Men, Vunden liig, der under Blodstrøm groer, just Smerten Norges Kræfter sammensnoer. Thi den i enig Pagt isammenbinder de norske Hjerter, norske Mænd og Qvinder: Og Fædrelandet bærer da paany den samme Krands, det bar i Frelsens Gry. Og Frelsens Trolddom den fremdeles ejer. I Enighed er Fædrelandets Sejer. Ond Forligelse ødelægger Huse. Og det Samme skeer med Stater, hvor ond Forligelse er ind- traadt imellem Folk og Konge. Det vil sige, denne Tilstand er saa utaalelig, at den ikke kan bestaa, men maa ophæves for SIDE: 18 enhver Priis, undtagen Frihedens og Selvstændighedens, og Grunden dertil tilintetgjøres. Har denne lagt i Kongens Per- sonlighed, saaledes at hans Regjering har været en Følgerække af udskejende Yttringer af et tyranniskt Sind, da har baade gammel og ny Historie mange Exempler paa at hans Højhed ikke har kunnet beskytte ham eller hindre Nationen i at bort- skaffe denne Hindring for sin Lykke. Har den lagt i dennes egen Forfatning, da er en Omvæltning deraf foregaaet, og for en kortvarig Ødelæggelse af det Bestaaende har Nationen til- kjæmpet sig et varigere Velvære i Forsoningens gode For- staaelse med Kongen saalænge han ikke hemmede Revolutionens naturlige Gang, optraadte fiendtligt eller blev greben i Rænker derimod. Medens vi med dyb Smerte maa tilstaa, at den ulyksalige Til- stand af ond Forligelse imellem Konge og Folk eller dettes Re- præsentation i høj Grad er indtraadt hos Os, er det dog en Lykke, at hverken det ene eller andet af hine Tilfælde er Grun- den. Inden os Selv, inden vor Statsforfatning, finde vi den ikke. Ikke engang Tanken falder os ind om nogen Forandring eller om at nogen bedre Tilstand mellem Konge og Folk virkelig -- hvad hverken var tilladeligt eller Prisen værdt -- kunde kjøbes ved Opoffrelsen af et eller flere af dens ypperste Punkter. Og vor Konges Hjerte er for vel kjendt og vurderet til at Tvedrag- tens Rod deri kan søges. Det er derfor et Slags Held, at vi have at søge den udenfor Konstitution og Konge, og vi have ikke svært for at finde den i det politiske Forhold, hvori Nationen har indladt sig, og som ikke paa langt nær i samme Forstand som Konstitutionen ere nødvendige for dens Velvære. Det er vel saa, at vor Konge hidtil ligesaa urokkeligen har foresat sig og ivrigen forfulgt den Hensigt at see nogle af Grund- lovens Paragrafer forandrede, til Udvidelse af Kongemagten, som Storthingene have modsat sig dette, og at disse Kræfters modsatte Anstrengelse maatte foranledige en Spænding. Men hidtil strakte denne sig ikke udover de enkelte Spørgsmaal; man vænnede sig til deres Fremsættelse, forskrækkedes ikke længer derover, med Tryghed vidste man forud deres Negtelse, og over- lod dem roligen til, i en Tilstand af Forstening at vandre fra det ene Storthings Haand i det andets som haarde Kuriositeter SIDE: 19 fra en anden Alder, hvorved intet andet er at gjøre end at besee og henlægge dem. Sidste Storthing gjorde dette paa hur- tigste Maade, idet Forslagene til Forandringer i Grundloven ikke engang sendtes en Kommittee til Behandling, saasom de tilforn tilstrækkeligen vare drøftede og der ikke yttredes i Thinget noget til deres Understøttelse. Men i Maaden hvorpaa Hs. Majestæt tog dette op erholde disse Forslag ny og gjenop- frisket Betydning. Vi opdage, at den hele Spænding, som i de sidste Maaneder er stegen indtil Bristefærdighed, skriver sig fra disse Forslags Skjebne, navnligen fra dets, der gaar ud paa at Ret skal indrømmes Kongen til at negte Storthingsbeslutnin- ger Lovskraft. Vi opdage i Hs. Majestæts Fortørnelse det samme Hav reist i tordnende Drøn mod Klipperne, som i hine Forslags idelige Fremsættelse stillere men uafbrudt lod sine Bølger rulle imod dem. Og dette bliver kjedeligt i Længden, og kan nok gjøre utaalmodig. Storthingets Handling aabenbarede at Klip- pen var uigjennemtrængelig. Og det er tungt at opgive et længe fortsat Arbeide, et længe næret Haab. Vi vide det, Hs. Maje- stæt ansaa ikke alene denne sin Sag, men ogsaa sig selv for an- derledes behandlet end fortjent. Men de sidste Yttringer af Hs. Majestæts Fortrydelse, fremkaldte nærmest i Anledning af Rigs- retten, der paafulgte Thingets Opløsning, oplyse paa det utvivl- somste, at Norges saavelsom Hs. Majestæts eget Forhold til Sverig er den Aarsag, vi søge, Aarsagen, der ligger dybest: Aar- sagen til Forslagene: Aarsagen til den stedfindende onde For- ligelse imellem Normændenes Konge og dem eller deres Repræ- sentation, med hvem de naturligst maa gjøre Parti. En Konge, der alene var norsk, en Konge saadan som vore Hjerter og Øren finde en Vellyst i at høre dette Ord, vilde ikke inden Riget eller i sin Stilling finde Grunde til at sætte sig i en uafladelig Opposition med Folket om den dyrebareste Perle i dets Frihedskrands. En saadan langvarig Blokade vilde blive farligere for ham end om han forsøgte et raskt Stormangreb paa enkelte Punkter i Konstitutionen. Ja selv om vi tænkte os denne som hovedsageligen hans Værk, vilde Forsøgene paa at ændre det gjøre en Ende paa Taknemmeligheden; og det kunde ikke vare længe før han saa i hver Normands Rynker Einars brustne Bue og fik høre Svaret fra Svollder: "nu brast Norges Rige af SIDE: 20 dine Hænder, Herre Konning!" Men af en Konge, der i saa- danne Tanker, nemlig at have skabt Forfatningen, regjerer Norge fra Sverrig af, af en Unionskonge, hvis Regjering baade har Karakteren af at erkjende dette Rige for Hovedrige og af ikke at ville indlade sig paa nogen Forandring af dets Forfat- ning, lader hiin Regjeringshandling sig forklare. Skal et Vedlige- holdelsessystem hævdes i Sverrig, maa Slagfjedrene brydes paa den norske Frihed. Denne Ørn maa ikke stige saa høit, at den sees over Kjølen og forfærder de gamle rolige Svaner i Vettern og Mælaren. Det mindre Rige maa ikke byde det større et op- eggende Exempel; den yngre Broder ikke besidde Noget, som kan vække den Ældres Misundelse; Folkevældet i Norge ikke staa i for skjærende Modsætning til Stormandsvældet i Sverig saaledes som dette er omhegnet af den bestaaende Konstitution. Norge maa minke Seil forat kunne holde sig i sømmelig Afstand bagefter Sverig, skjøndt det bedste vistnok var, om denne tunge gamle Orlogger satte nye Seil til forat gjøre Følge til den poli- tiske Lyksaligheds Verden istedetfor at maatte skilles saagodt- som ved Udseilingen af Havnen. -- -- Skilles? Det var en Tanke! Kan den forundre? I Sverig "graater" man over Foreningen. Vi ville tænke derover til en anden Gang. Eller over hvilke Forandringer der maa foregaa med Forenin- gen, forat den skal kunne bestaa. Den maa ikke genere. Men H. M. ønsker, at Thinget aabnes 20de Octbr. Det er den Dag, da man kom overeens om Foreningsvilkaarene. Ahne vi rigtigt naar vi tro, at dette er et Tegn til at Alt skal jevnes? Under 26de Septbr. har det behaget Hs. Kgl. Majestæt, i An- ledning af at Regjeringen tilstillede Storthinget de Afskrivter af det inden Regjeringen Passerede betræffende Beslutningen om Storthingets Opløsning, som bevirkede Rigsrettens Nedsættelse samt af dennes Dom over Statsminister Løvenskiold, at udstede en Tilkjendegivelse, som giver os den sørgelige Underretning, at Spændingen mellem Høistsamme vor Konge og vor Nations Re- præsentation har naaet en højere Grad end vi kunde tro og kunne tænke os bestaaende. Hs. Majestæt tilkjendegiver, at Storthingene have at behandle "fremfor Alt" de Kgl. Propositio- SIDE: 21 ner. Hs. Majestæt paaberaaber sig Kielertraktaten (hvorved Norge afstodes af Danmarks Konge med Enevoldsmagt til Sverig -- en Traktat, som Norge aldrig har erkjendt) og det i følgende Udtryk: "Da Kongen indrømmede Nationen de vidtudstrakte Rettigheder, som Grundloven af 4de Novbr. 1814 og Rigsakten af 1815 indeholde, kunde Han langtfra troe, at Storthingsmed- lemmerne før Seklers Forløb skulde kunne glemme Erindringen af eller Traditionen om de Rettigheder, som Freds-Traktaten i Kiel gav Sveriges Konge. At ville omtviste Kongens konstitu- tionelle Rettigheder i Hensigt at eludere dem, opfordrer til at tilbagegaae til benævnte Traktat." Hs. Majestæt yttrer den Mening, at den Artikel i Fordraget til Moss, som betinger, at Ingen maa forfølges for foregaaende Yttringer mod Foreningen, skal indeslutte, at de, som havde ind- ledet det norske Folk i en Krig mod Sverig (d. e. 1814 Aars højhjertede Patrioter, Selvstændighedens hæderværdige Red- dere, som vi maa bede Gud velsigne saamange de leve og døe) "erkjendtes daddelværdige." Hs. Majestæt erklærer, at Odels- thinget ved Rigsretsdekretet "har saaledes udøvet en lovstridig istedetfor en retfærdig Handling og derved tillige antastet et kongeligt Prærogativ." Hs. Majestæt yttrer om Befrielseskrigen i 1814, at dermed havde "Ubetænksomheden" (af Forsamlingen paa Eidsvoll), "for ikke at sige mere, bebyrdet en Befolkning af 850,000 (?) Mennesker, som vare berøvede al Slags Handel, og nødsagede til fra Udlandet at indføre Livets første Nødven- digheder." Om Storthinget og Rigsretten udtrykker Hs. Maje- stæt sig: "At dadle denne Foranstaltning (Thingets Opløsning); at troe, at kunne opvække Skræk hos de kgl. Raadgivere; at ville eensidigen fortolke Grundloven i dens Heelhed som i dens en- kelte Dele; at ville forvandle Rigsretten til en politisk Domstol; og give den Egenskab af en Jury; at begynde med at dekretere Bøder, for derefter at kunne gaae videre: -- Alt dette opfordrer Hs. Majestæt til, overeensstemmende med sin kgl. Pligt at tage saadanne Forholdsregler, som kunne forhindre, at ikke alminde- ligt Anarchi og Enkeltes Vilkaarlighed skal indsnige sig istedet- for de Love, som beskytte den personlige Frihed, den almin- delige Retssikkerhed og de Enkeltes Eiendomsret. Disse ere Kongens hellige Pligter. Han vil vide at opfylde dem uden SIDE: 22 nogensomhelst voldsommere Rystelser eller Omvæltninger, om "(d. e. dersom)" Storthingets Medlemmer, som Han, ere gjen- nemtrængte af den Overbeviisning, at der ikke kan gives Til- fredshed i huuslige Kredse, Sikkerhed for Staterne, indenrigs Frihed, eller nogen for de forenede Riger hæderlig Selvstæn- dighed i deres Forhold til Europas øvrige Magter, af hvilken Beskaffenhed end disses Regjeringsform monne være, uden Kjærlighed for Orden, uden Vilje til at være retfærdig, og uden Undergivenhed under de offentlige og private Love, som styre saavel Nationerne som deres Regjeringer." (Og hvad er uomtvi- steligere?). Fra disse Synspunkter erklærer Hs. Kgl. Majestæt: "At, uagtet de ovennævnte Tildragelser, er Hs. Majestæt tilbøielig til at troe, at Storthingets Medlemmer i Grunden ønske, at be- vare for det Norske Folk alle de Garantier, som Grundloven af 4. Novbr. bestemmer. Men Kongen har med Bekymring bemer- ket, at uagtet 22 Aar ere forløbne siden Foreningen med Sverige, uagtet den indre og ydre Freds Velsignelse, uagtet det Velvære, som er en Følge deraf, skjelne dog Storthingets Medlemmer endnu ikke tydeligen imellem de Rettigheder, som tilhøre Kon- gen alene, og dem, som tilhøre Hs. Majestæt og Storthinget fælleds." Og videre hedder det, at Rigsretten har befulgt Grund- sætninger stridende mod Lovens Forskrivter (?), hvilket Kongen ikke kan tilstede. Vi forene os med Hs. Majestæt i den af Høistsamme yttrede Forventning, at den grundlovmæssige Udøvelse af Konges og Storthings Rettigheder "skal bortfjerne alle fremtidige Feilgreb og jevne alle Misforstaaelser mellem Kongen og det kommende Storthing;" og oplyses endelig om at de "Forholdsregler," som Hs. Majestæt vil tage i ovennævnte Hensigt, gaa ud paa, med næste ordentlige Storthing at omhandle Sagens Form og Realitet d. e. den paadømte Rigsretssags, der betegnedes som en "syste- matisk (d. e. planmæssig) Forfølgelse" samt at befale Regje- ringen at overveje, hvilke Forandringer, der bør søges bevirkede deels i Rigsretsreglementet, isærdeleshed med Hensyn til Rigs- retsmedlemmernes Ansvarlighed og til Offentlighed ved Vote- ringen og i Loven om Straffebestemmelser for Statsraads, Høj- esterets, Storthings- og Rigsrets-Medlemmer for Forbrydelser, SIDE: 23 de, som Saadanne maatte begaae, dels til mere Tydelighed i enkelte af Grundlovens Paragrafer. Dette er nu en lang og haard Tale; og Du, simple og menige Mand, har kun liden Forstand paa og føler kun lidet af den Vægt, som Ord dog virkelig kunne have. Jeg veed det, om alt dette vil du kun sige: "Kongen er bleven vred, saameget seer jeg." Og Jeg har kun Haab om at kunne forøge dette korte og stumpe Begreb med den Tanke, at dette er dog meget ilde og at det maa rettes paa ifra Grunden af. Du vil have Handlinger; disse ere det Tegnsprog med de vældige Træk, som du forstaar, og -- kan svare i, naar Opfordringerne dertil blive stærke nok, og Begivenhederne drøne forbi som rullende Bjerge. Nu vel, der er Handlinger, men af et mildere Sprog, et mildere Sprog end selv hine Ord. En er at Storthinget er samlet. Det er: Kongen vil tale med Folkets vise og trofaste Mænd. Og de ere fra gammel Tid dog vante til at forstaa hinanden. De norske og svenske Kanoner talte højt engang i hinandens Mund; men de misforstode hinanden til Carl Johan og de norske Mænd fik klaret god Mening sig imellem. Og en Handling, der vel hører til hine "Forholdsregler," er, at Kongen har udnævnt Grev We- del til Rigsstatholder. Det er: en norsk Mand, der har Folks som Konges Tillid, er sat Thronen nærmest som en Midler mel- lem begge, der skal gjøre sit til for at Begge kunne forstaa hin- anden og være Folket en Borgen for at det skal blive tilfreds- stillet. Og en tredie Handling, som med et mildt Solskin fra Kongens gode Hjerte gjennembrød de mørke Skyer, er en kgl. Anordning, som tilsigter betimelig Hjælp mod den Hun- gersnød, som truer mange af vore Bygder. Og det er: den ulyk- kelige Spænding har kun Sted imellem Statsmagterne, og at "Den Kongernes Far, som til Fattigmand skar saamangen en Skive Brød" ikke har forglemt sin Kjærlighed for det norske Folk, og ikke vil glemme den, om det end, som Pligt og Natur byder, ikke kan andet end gjøre Eet med sin Repræsentation, Eet med Sig Selv. Da er der ingen Fare. Enighed, mens saa meget opfordrer til Partier, har reddet Norge før. Der var haardere Knude med SIDE: 24 Normannakonningen, da Asbjørn af Medalhuus maatte tale. Og Asbjørn talte ikke alene eller for de fire Fylker eller for Thrøn- delagens otte Fylker, skjøndt ingen anden Røst hørtes end hans. Men Hakon forstod, at Norge havde talt og at der ikke var flere Meninger i det vide Land end Tunger i Asbjørns Mund paa Thinget. Henrik Wergeland POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 20. okt. 1836. Det vigtigste der er hændet Fædrelandet, siden Bladets for- rige Hefte sluttedes er det 8de ordentlige Storthings pludselige Opløsning den 8de Juli midt under dets almeengavnlige Virk- somhed, og uden at det under en overordentlig Anstrengelse og Arbeidsomhed havde faaet Budgettet færdigt. Hvor uventet end Beslutningen maatte forekomme Storthinget, tabte det dog ikke Besindelsen, men udfærdigede en værdig Addresse til Hs. Maje- stæt, ligesom dets Odelsthing dekreterede Rigsrets Aktion mod Statsminister Løvenskiold, for ikke at have raadet fra bemeldte Beslutning. Vel lod denne Ret sig ikke forlede af det aristokra- tiske Skraal til at erklære sig inhabil, men med de Bøder, hvortil Statsministeren ved Dommens Udfald tilpligtedes, vare kun de Færre tilfredse, udentvivl fordi de saae mere hen til Sagens Gjenstand end Ansvarlighedslovens Ufuldkommenheder. Der- imod kan man paa den anden Side ikke nægte, at det forekom- mer paafaldende, at den, der domfældes, ikke dømmes til at betale de formedelst Sagen opstaaede Omkostninger, og denne Grund til Misnøie med Dommens Udfald synes at være fuld- kommen hjemlet. Heller ikke kan man retfærdiggjøre vore Stor- thing for stundom og vore Rigsretter overhoved for at have viist et Moduleringssystem, der i Politiken, saasom en halv Foran- staltning, er ofte værre end ingen. Disse Tildragelser frembragte en Strid imellem norske og nogle svenske Publicister, af hvilke Sidste der er gjort Nogle den Bebreidelse at staae i et vist Hof- parties Sold eller under dets Bestyrelse, ja at endog vor Stats- minister skal have Deel i svenske Minervas Udgivelse. Ihvorom Alting end dreier sig, haaber dog det norske Folk, at dets lov- givende Magt ingensinde vil give Slip paa nogensomhelst kon- stitutionel og unionel Rettighed, men berede Efterslægten begge SIDE: 25 Dele lige rene og uforfalskede, dog, hvad de unionelle Rettig- heder angaar, nøiagtigere ordnede og bestemte; thi en engang tabt Ret vil blive vanskelig at erholde tilbage; og at nysmeldte Magt vil lukke Øret til for en maaskee forarmet svensk Adels Ønske, der formodentligen gjerne saa vor Grundlov, denne Skranke for dens Indtrængen i Norge, omstyrtet, for at finde her et Tilstød, som deres eget Fædreland ikke mægter i til- strækkelig Grad at give den. Grev Wedels Udnævnelse til Stat- holder -- som Nationen med mindre Fortrydelse erfarede -- var en Følge af den stedfundne Katastrofe; men mindre tilfreds med Statssekretær Bulls Udnævnelse til den i lang Tid vakante Ju- stitiariipost i Høiesteret var Nationen saa meget mere som "Svenska Minerva" har yttret, at denne Udnævnelse var et po- litisk Verk. I Spanien blev Ministeriet Mendizabal, som arbeidede paa at ordne Statens Financer, afløst ved en Hofkabale af det under Isturiz, hvorimod de spanske Kortes protesterede, der havde deres Opløsning til Følge. At der vilde opstaa en Reaktion, var let at forudsee, og den udeblev da heller ikke længe. Dronning Regentinden blev af sin egen Garde i St. Ildefonso tvungen til at antage Konstitutionen af 1812; Isturiz og hans Tilhængere maatte flygte og Mendizabal kom atter til at bestyre Finantserne. Den bedrøvelige Borgerkrig raser endnu i dette Land, hvor Don Carlos's Partie dog ikke maa være synderlig stærkt, naar al den Fordeel det har havt af Seieren ved Matillas og af de sted- fundne Omveltninger indskrænker sig til et Par Banders Om- streifen i Asturien, Galicien og Valencia; hvoraf den under Gomez sagdes at være steget endog til 6000 Mand indtil den i Provindsen Cuenza total blev slagen af den christinske General Alaix. Ogsaa General Lebeau skal nylig i Navarra have i en Skjærmydsel slaget Carlisterne, som søgte at trænge ind i Castilien. I Portugal, hvis Cortes Dronningen opløste, fordi de ikke vilde erkjende Hendes Gemal som øverste Befalingsmand over Ar- meen, er ogsaa udbrudt en Revolution, der har havt til Følge, at den af Don Pedro givne Konstitution er afløst af Konstitu- tionen af 23de Septbr. 1820, som Nationen havde givet sig selv. Dronningen, nød til at give efter for Omstændighedernes Magt, SIDE: 26 beedigede paa Raadhuset sidstmeldte Konstitution den 10de Septbr., hvorefter den proklameredes i Lisabon, og skal faa Dage efter være proklameret i adskillige af Landets betydeligste Byer. Et nyt Ministerium er ogsaa indsat, og hendes Gemal Prinds Ferdinand har nedlagt Kommandoen over Armeen. Der skal foretages et nyt Valg til Cortes efter Konstitutionen af 1820, som skulde samles den 12 Novbr. førstkommende. Man seer deraf, at Cortes's pludselige Opløsning i Spanien og Portugal ikke er løbet saa roligt af, som Storthingets hos os. Tildragel- serne kunne iøvrigt tjene som en herlig Advarsel for Regentere til at undertrykke den herskesyge Stemme i deres Bryst, og ikke at lytte til deres falske Venners og lave Smigreres uforskam- mede Insinuationer, at trodse, haane, bagvaske og undertrykke de Folk, som det er deres Pligt at beherske med Mildhed og Retfærdighed; thi de kunne letteligen fremkalde politiske Storme, hvori de kunne komme til at lide den fortjente Straf for deres Laster og Forbrydelser. Frankrigs lovgivende Forsamling opløstet noget sildigere (12 Juli) end ellers vilde skeet, da den var færdig med sine For- handlinger, fordi dens Pairskammer havde dannet sig til en Dommerret, for at dømme en politisk Sværmer, ved Navn Alibaud, der havde skudt efter Kongen. Han guillotineredes strax efter. Katastrofen i Spanien havde i dette Land til Følge, at Ministeriet med Thiers i Spidsen opløstes, fordi denne Mini- ster vilde, at Frankrig skulde intervenere i Spanien, hvortil Kongen ikke vilde samtykke. Det holdt haardt at faae et nyt Ministerium, endeligen har man faaet et af Doktrinære med Molé i Spidsen, hvormed Nationen ikke synes at være synderlig fornøiet. Dette Lands Regjering, understøttet af de absolutistiske Regjeringer, har af Frygt for revolutionære Bevægelser ladet sin Gesandt i Schweitz, Hertugen af Montebello, temmelig plumpt vælte sig ind i dette Lands indre Anliggender for at faae bortviist endeel fremmede Flygtninge, ikke fornøjet med enkelte Cantoners Foranstaltninger i denne Henseende. Schweit- zerne, som med Værdighed og Alvor afslog Forlangendet, vil paa Grund af Frankrigs gjentagende og truende Fordring vel nødes til at sammenkalde en Landdag, som maaskee bliver nød til at give efter for Magten til Trods for Retten; dog skal den SIDE: 27 schweitzerske Gesandt i Paris have forlangt Passe for at ophæve den diplomatiske Forbindelse. Efter en uafbrudt Splid imellem Over- og Underhuset proro- geredes det britiske Parlament under de gunstigste Handels- Konjunkturer. Dette Lands Regjering holder sig, med Hensyn til de spanske Anliggender, nøiagtig til Qvadrupelalliansens Bog- stav, nemlig Don Carlos's Fordrivelse, Opretholdelsen af D. Isa- bella den Andens Trone, og Dronning Christinas Regentskab. Striden imellem Holland og Belgien angaaende Luxemburg staaer endnu uafgjort. Der taltes nylig om, at Kongen af Hol- land var til Sinds at lade sin Armee trænge ind i Belgien og ende Striden. Ægyptens mægtige Vicekonge Mehemed Ali opfører sig efter Englands Befaling som Portens lydige Vasal. Hans Armee under Sønnen Ibrahim Pascha staaer vedvarende i Syrien uden at ud- rette Vicekongens Ønske at underlægge sig ganske dette Land. Med Algerias Colonisering for Frankrig gaaer det ikke synder- ligt fremad. I Amerika kjæmper Texanerne og Mexikanerne mod hinanden. Santa Cruz's Seier over Sabaterry har foranlediget, at en ny Republik har dannet sig i Sydperu imellem Peru og Bolivia. De nordamerikanske Fristaters Kongres har opløst sig selv, ladende endeel Sager i uafgjorte. Statskassens betydelige Over- skud har den deelt imellem Staterne. Nu existerer ingen lov- givende Forsamling -- saavidt vides -- samlet uden den norske, hvis høitidelige Aabning vil foretages i Dag den 20de Octbr. Af de østerrigske Stater har kun Ungarn en Slags Konstitu- tion. Dets langvarige Landdag er sluttet efter nogle uheldige Reformforsøg. Det østerrigske Keiserpar er kronet i Bøhmens Hovedstad Prag med megen Pragt som Bøhmens Konge og Dronning. Ruslands Selvhersker har udskrevet 15 0000 Mand Tropper for -- efter Note til de udenlandske Hoffer -- at komplettere sin Armee. Om den persiske Schacks Rustninger for at angribe de brittiske Besiddelser i Ostindien, staaer i Forbindelse hermed vil Tiden lære. Den brittiske Minister i Persien har paalagt alle Englændere i den persiske Armee at tage Afskeed og for- lade Landet, ligesom han og har gjort. SIDE: 28 Om Tyrkiet er ikke stort af Vigtighed at sige uden Silistrias Rømning af Russerne. At Storsultanen elsker Billeder, som Alkoranen forbyder, foraarsagede nogle Uroligheder i Konstan- tinopel, som snart dæmpedes, og Dagen derpaa saaes en Mængde Liig at flyde om i Bosporus. Den Eskadre Tyrkerne sendte til Afrika, og hvoraf man ventede sig vigtige Tildragelser, ind- skrænkede sig til at sende nogle Tropper i Land i Tripolis for at befæste Sultanens Herredømme. Henrik Wergeland 22. okt. 1836. OM DIVERSE GODMODIGHED. Indledning. Om sine Dyder hører Mennesket gjerne Tale, især nemlig om dem, det besidder i største Forhold til sin øvrige Moralitet, SIDE: 29 og som altsaa let og med stort Behag gjøres til det karakteristi- ske Udtryk for dets hele Personlighed eller til den store Solside, imod hvilken de Skyggefordybninger, som findes, ligesaa lidet maa tages i Betragtning som det, at man har havt mest Raad til hine Dyder og mindst Uleilighed med at erhverve sig dem i en vis Masse og Storhed ligesom Leerbunden driver en forfær- delig Mængde Hestehov og Kjærringrok frem og Sandbakken bedækker sig med Harefod og Gjeitrams. Der gives Dyder, som Folkeslag tillægge sig som næsten udelukkende Nationalejen- dom; og da det hele Folk kun er en liden Deel af den hele Menneskehed, kan man begribe, at hvert enkelt af dets Individer kan tilegne sig ikke saa lidet deraf, og, om man enkeltviis inden sit eget Folk kun gjælder for en Brøk af den fælles Storhed, saa fremtræder man dog udenfor dette imellem Millionerne, der intet skal besidde deraf, som en Repræsentant for den hele. Dette er ogsaa Tilfælde med enkelte Klasser af Mennesker. Hvor man er plaget med Adel, faa de Andre retvel at føle, at Adelsmanden troer at besidde særegne Dyder, der tilsammen betegne ham som saadan og udgjøre den sande Adelsmand. Og Menigmand har vel ogsaa sine, om han end ikke tør tro det, mens Andre mene, at han kun udmærker sig ved særegne Laster. Da han udgjør Millionerne, har han heller ikke saa let for at udmærke sig. Hans Masses moralske Egenskaber ere kun den dunkle muldfarvede Grund, hvorpaa de enkelte Klassers frem- hæve sig. Og hele hans Stolthed indskrænker sig til at tro, at naar Præsten siger "agtværdige Kristne!" saa menes Andre, men naar han siger "gudfrygtige Kristne!" saa menes han. Og heri synes nu vel at være ligesaa umaadelig en Stolthed som Beske- denhed; men det er idetmindste ikke en Stolthed, som skal gaa ivejen for Nogen paa Jorden. Og hvad Beregningerne angaa om de Herredømmer, den troer sig kaldet til hisset, da ere de udkastede paa egen Resiko af den Godmodighed, som lader sig nøje med Intet, naar den kun faaer Lov til at haabe desmere, og som er Menigmands karakteristiske Dyd overalt enddog i den Grad, at paa den ere de fleste af de Regjeringssystemer grun- dede, der styre Verden. Paa Menigmands Godmodighed? Ja, eller Taalmodighed. Veed du ikke det? Hvad andet bærer Ruslands Pyramide, end denne brede Grund? Hvad andet bar det gamle prægtige Frank- SIDE: 30 rig? eller bærer Danmarks skarlagenkjolede Monarki, eller Sve- rigs ærværdige Stænderforfatning, eller bar det forrige Regi- mente i Norge end denne Menigmands Godmodighed? Der er uhyre Kræfter i denne Asenryg. Og uhyre Mange, som ville ride. Der er noget uanseeligt ved denne Dyd; men kun naar man betragter den hos det enkelte Menneske. Da har man en jam- merlig Træl for sig. Men seer man den hos Millioner, da maa man dog tænke, at det er en Menneskehed disse Hoveder. Den enkelte graa Bølge have vi ikke Øje for, men naar den har mangfoldiggjort sig i det Uendelige til et Hav, saa strækker ikke Tankens Øje til; dets Straaler døe midtpaa som trætfløjne Fugle, og Beundringens Udraab "ah! ah!" anstrænger sig for at jage dem op. Ak, hvad er dette for Tale? Menigmand har ikke Fantasi. Hans Sjel er uden disse Sandser, som forvirre Andres Hoveder ved denne Fiinhed, som beruses af Duften af enhver Blomst, dette Langsyn, som seer Verdens Umaalelighed gjennem en Draabe, denne Smag, som nages af Bitterheden i en humleløs Satire og smelter hen i Sødmen af den Dugg en poetisk Vandbie har efterladt paa et Blad. Hans Sjel er en opløst udvandet Grød af Godmodighed. Og jeg vil strøe Sukker paa den. Thi "om sine Dyder hører Mennesket gjerne Tale!" Og en Dyd kalder jeg, som Fiende af Troen paa en almindelig fælles Ond- skab, den formedelst sin Almindelighed. Og om den er glands- løs og asenfarvet mod andre Dyder, som Himlen og Mulden, der ved sin Dunkelhed netop lader Stjerner og Blomster skinne, saa er den dog ikke agtet for mindre vigtig, end at den paa enhver Maade efter Statsmaximer maa vedligeholdes og gives Næring: uskyldig, men rigelig Næring forat den kan bære desmere: rige- lig, men uskyldig Næring i alle disse Skillingsopmuntringer til Taalmodighed og Lovtaler over almindelig Godmodighed, under- støttet af den strengeste Banlysning af alt andet end denne eens- artede Sjelediæt, som giver Kræfter uden at forføre til Kaad- hed. Kort: Halm og atter Halm til Asenet; og Jeg vil nu ogsaa, idet jeg, stik imod hvad dette Blads Fiender ville troe, priser Godmodigheden, kaste mit Halmknippe i Krybben, uden at lade mig forlede af min Medlidenhed med Dyret til at lade en eneste stor, tagget, vandig Tidsel gaa med. SIDE: 31 Om den almene menneskelige, saakaldte Menigmands- Godmodighed eller: Taalmodighed. Af det Foregaaende kan man allerede slutte hvilken udmær- ket Egenskab den er. Ja, ganske vist, uden den skulde de fleste Stater ryge overende -- undtagen Norge naturligvis; thi denne Stat siger man jo er grundet paa Opposition eller Trodsighed. Og saaledes vilde det da opfyldes (om Skjalden ikke blot har meent Granitens eller Kampestenens Haardhed), at "om Kloden rokkes end, dets Fjelde skal Stormen dog ei kunne fælde." Man veed, at der var en Tid før denne Skabelses, da alt var belivet, saaledes at man medrette kan sige, at Bjergene ere døde Uhyrer. Da var hiin Godmodighed Sjelen i den Leerklump hvoraf Mennesket blev skabt, og den fik Lov til at være med i den højere Tilværelse, hvortil Klumpen blev kaldet. Men for- medelst sin lave Oprindelse fik den ikke sin Plads og Organ i Hjerneskallen, men i Ryggen. Alligevel er det ligesaalidet altid sagt, at Den, som fører en krum Ryg, har en stor Godmodighed, som at Den, der har en Bule over Øjet, er en god Regnemester. Men meget ofte gjælder det. Organet kan stundom ogsaa ban- kes frem. Formedelst dens større Forvantskab til Leret er det at Menneskehedens store Fleerhed har en Drivt til at sysle der- med som Bønder. Dens egentlige Navn er, som jeg kalder den, Godmodighed; men hvor den naaer en høj Grad af Udvikling bliver den til Trælsind, hvorpaa Storfolk sætte megen Priis hos Andre. Den kan da siges at have naaet sin Genialitet; thi baade viser den en vis Fantasi, der er opfyldt med alle Monar- kiets Pragtbilleder af Slotte, Kroner, Adelskab, Parader og Uni- former, og den besynderligste Smag for det unaturligste og afskyeligste, saasom Uretfærdigheder, Udsugelser og Prygl. Jeg har Agtelse for denne Godmodighed; men dog er det ikke den, som jeg vil forære en veritabel god Nathue. Thi slige Folk skjønne sig ikke paa noget godt. SIDE: 32 Om den huuslige eller Tøffel-Godmodigheden. Denne Godmodighed er den Klippe, hvorpaa Menneskene skulle bygge sine Huse. Dersom ikke den fandtes, maatte mangfoldige af dem staa øde og de sørgelige Dele af adsplittede Familier tye under Træer og Buske. Den, der knytter Kjærlighedens Baand, gjør bedst i at have denne Godmodighed i Baghaanden, forsigtigen men forsvarligen knyttet under Rosensløiferne, ligesom man ikke maa tro, at Illuminationslamperne paa Bryllupsaftenen svæve i Luften eller alene paa de forgyldte Traade, men have massivt Træværk under sig. Og dette Raad maa heller ikke Qvinderne foragte. De maa ofte være forsynede med en Skildpaddeskal mod den raa Huustyrans Støvle, og drives sjeldnere til at tye til Skjænken som Mændene gjøre naar Forholdet er omvendt. Den forarmer vel ofte Familier, men kun naar Mændene give ødsle og forfængelige Koner for liden Konto; thi dersom de, naar det dog engang er kommet saa vidt paa Glid med Regi- mentet, gav dem uindskrænket Raaderum i Finantsdepartemen- tet, saa vilde Interessen ganske blive Konernes egen, og Egen- nytten drive dem til at blive ligesaa sparsommelige som de før vare ødsle. Ingen Dyd er mere englelig. Glandsen af en him- melsk Retfærdighed bryder uvilkaarlig frem paa de af Sandse- kager blussende Kinder; thi med disse Lidelser udsone Mændene inden de fire Vægge de utilbørlige Forrettigheder, som de have tillagt sig selv udenfore i Verden. Og desuden er intet Menneske mere benaadet med Opfordringer til at vende sit Sind fra den jordiske Jammerdal og haabe paa en bedre Verden, d. e. hvor man ikke skal have Kjød, der kan bankes, end netop Tøffel- trællen. Alligevel frembringes denne Opløftelse ikke af nogen Følelse af Ulykke; thi derfor beskytter Godmodigheden ham. Og den være priset over alle gode Ting, thi den hylder baade Fred og Brændeviin; og noget bedre kjender jo hverken den gode eller den onde Verden? Men den vilde blive en autoriseret Dyd, en Dyd ligesaa nødvendig for Ægteskab som at sætte i Enkekassen, dersom Husenes Indside kunde vrænges ud; thi da vilde det meest slaaende Beviis for Monarkiets Nødvendighed SIDE: 33 vise sig, og det vilde for evigt være forbi med alle andre The- orier, der føre et usselt kjæmpende Liv, netop fordi de ikke have sin Grund i den Godmodighed, der baade er Hovedbestand- delen af den menneskelige Sjel, det som kaldes Hjerte, og som er bleven Mennesket en Nødvendighed forat kunne holde ud saaledes som det har redet sig Lejet til, og da vel ikke sjeld- nest og mindst ilde i den ellers lyksalige Ægtestand. Den huuslige Godmodigheds egentlige Navn er Fromhed; men der er lidet ved den, siden den, som bekjendt, dog kan briste og saaledes kuldkaste det hele møjsommeligen opbyggede huus- lige Regjeringssystem. Den duer ikke før den naaer sin Fuld- kommenhed og bliver til Dotteri og Ørsk. Men heller ikke dette vil jeg forære min veritable gode Nathue. Thi baade plejer det at have sin egen, og der gives endnu en Art Godmodighed, imod hvem det af kjære Hænder, under Rettelser paa højre og ven- stre Side, opelskede Dotteri er reen Opsætsighed og den gjen- nemtøflede Huustræl en trodsig Rebel. Om den borgerlige eller Nathue-Godmodigheden. Ja, her har vi den. Tal mig ikke om nogen Godmodighed af hvilkensomhelst Art, uden denne. Den er Godmodighedens Alfa og Omega og istand til hvad det skal være. Hvad er Borgermænd dyrebarere, hvad er deres Ære ømmere over end over deres egen gode Stad? Den maa Ingen fornærme. Voldsgjerninger maa være banlyste fra dens Torv, ingen anden Tummel end den fredelige Virksomheds og Glædens maa høres i dens Gader. Og deres Koner og Børn? Ve Den, som turde fornærme dem i nogen Maade, ikke at tale om at udsætte deres Liv og Lemmer for Fare under vilde Chok af Rytteri og et stormende Infanteries Kolbestød, naar de pyntede vare spadse- rede ud forat fornøje sig en Søndag Aften i den lyse Sommer. Rasende skulde de jo styrte ud af sine Huse, rive de Dyrebare med Livsfare ud under Hestefødderne og Kolbestødene, mas- sakrere Voldsmændene alene med sine Haandværksredskaber, Alner, Vægter, Paraplyer, Haarpidske og Spadseerstokke, og SIDE: 34 ialfald i syvgange syv Aar nære mod Hovedfornærmeren et Sindelag, som om man kunde tænke sig at selve Byen virkelig personificerte sig til en Dame af fast Karakteer (som man kalder dem, der kunne gjemme Nag over Juul og hedest Sommer) og at Hadet krøb ind i dens Stene og lagde sig som en Skimmel paa Væggene. Men dette vilde kun være naturligt for Mennesker med Blod i Aarerne d. e. Blodmennesker, men ikke for Borgere med God- modighedens hvide Lymfe i sine Kar. Men gives der da Slige? Ja, priset være Skabningens Mangfoldighed! Men ikke i Stock- holm eller Paris eller London, hvor man kanskee vilde holde dem for et Slags Planter; men i den gode Bye Naboth, den opblomstrende Hovedstad i det Utroliges Rige.. Ak, hvilke Eventyr der ere passerede! Hvilken Borger af Naboth mindes ikke hiin dejlige Sommer- aften den 17de Mai, da Humlerne og Bierne surrede til Midnat i de hvidblomstrende Kastanjer paa gamle Frelserskirkegaard og Sommerfuglene svømmede i lunkent Maaneskin og selv det mindste Barn var paa Benene i sine bedste Klæder ligesaa længe? Borgerne sad i de aabne Vinduer med Glas fulde af Viin, sød som Blomsternes Duft, liflig at see til som Blom- sternes Farver i de hvide Vaser i Hustruernes og Døttrenes Vin- duer, som de havde forladt efter Aftensmaaltidet forat tage sig en Tour med Veninderne, qvægende som om Sommeraftenens Luftning havde presset sin Behagelighed sammen til Draaber af Svale og Munterhed i disse Glas. Saaledes sad de, hilsende til de hjemvandrende pyntelige Koner og Døttre, som endnu ikke vare for trætte til en Times Fornøjelse atpaa al denne Glæde, med Nikken og Klinken gjensvarende de venlige Hilsener fra Gjenboer og Naboer. O, Piben smagte for de Mænd af Naboth, som sad saa, og Vinen smagte, og den balsamiske Luft smagte, og Kysset af Moer, som kom hjem, smagte, og lystigt var det at see de glade Mennesker paa Gaden, og en Student, som nu og da tog en Overhaling i al Pyntelighed, og at høre Sangene rundtomkring og Musikken og Skuddene og at see over Huustagene Raketterne fra Vand og Land, og lystigt var det til alt dette at gjentage for sig selv, nippende til Glædesskaalen, at alt dette var frie SIDE: 35 Borgeres uskyldige Jubel over at det idag var deres Nations store Friheds og Gjenfødelsesfest. Da -- men dette have de Mænd af Naboth glemt, og derfor maa jeg fortælle det, mens jeg kunde ladet det være med det foregaaende, som deres aarlige skjønne Gjentagelse af de yndige Scener viser de ikke have glemt -- da -- men jeg vil stige op paa Stadshauptmandens Trap paa Torvet, hvorfra den frygtelige Scene bedst kunde sees, og derfra beskrive den, og bede Læse- ren derfra med mig at være et forfærdet Øjevidne til hvad der nu skede. Der skede -- et Chok .................... .................... et Chok af Rytteri, pludseligt som om onde Aander vare sprungne frem af Gadestenene -- et Chok af Rytteri med svungne Pallasker! for Alvor et Chok over Torvet, gjennem Gaderne, gjennem den glade Menneskesværm, over Koner, Fædre, Borgere, Venner, Døttre og smaa Børn. Det var gyseligt! Javist var det gyseligt! De som ikke vare under Hestefød- derne, men sad, som sagt, vel inden Vægge, reiste sig ogsaa, (drak Glassene ud) og gik ud og -- saae det, saae Choket og Stormen af Infanteriet med de skaanselløse Kolber og skarp- ladte Rifler, og raabte og skreg paa Moer og Barn, og saae Medborgere med spaltede Pander netop udenfor Stadshaupt- mandens Trap,og Blodet paa deres fredelige Byes Stene netop udenfor Stadshauptmandens Trap, og hørte det skrækkelige "Avanceer! Fremad! Chok! Storm!" og bad Fanden tage Uhy- ret, som anrettede Massakren. "Du store Gud!" var de rystede Borgeres stærke Feldtraab i dette Slag. Men sammenslagne Hænder deres svage Vaaben. Inden en Time var der ikke et ukrænket Hoved i hele Byen uden Chok-Kommandantens Jernpande og Tinhovederne i den Quarree af hans udmattede Svende, i hvis Midte han nu kneisede som Byens uindskrænkede Herre og sejerrige Undertvinger. Endnu summede de vilde Bier i Trætoppene og Sommerfug- lene badede sig i Halvlyset, stigende og dalende paa de præg- tige Vinger som Lystild fra Alfers Fyrværkeri -- altsomom Jor- den ikke var bleven værre i denne Time. SIDE: 36 Dog var Naboth, der for sine Borgere var Jordens Hjerte, bleven skjændet. Og medens dets Poeter fremdeles med poetisk Licents vedbleve at kalde Staden en Jomfru, vidste Alle og Enhver, at den ialfald kun var en voldtagen, og dets Filosofer disputerede aabenbare om Bymændene ikke gjorde bedst i at hænge sig i sine egne Dørposter. Men hvorofte skal jeg sige, at man maa ikke forvexle dem med andre Mennesker! Iførstningen viste de rigtignok den Kjø- delighed at tage sig Tingen noget nær, og der gives vel endnu de Daarlige imellem dem, som det koger i, naar de tænke paa hiin Qvel -- Folk hvormed jeg her intet har at bestille; -- men om selv de fleste Gemytter kom i lidt Opkog (hvilket især viste sig ved at alle Munde kom i en puttrende Sladder om andre græsselige Bedrivter af samme Helt), saa varede det ganske kort før den naturlige nabothanske Godmodighed afsondrede sig og steg op og bedækte det hele Kog med en Fedtskorpe, der nu gjerne kan bære et Chok af Artilleri. Det varede ikke længe, saa saa man Generalen, ifølge Bor- gernes Valg, i kommunelle Kommissioner. Den royalistiske Be- geistring leed intet Skaar af at see ham ikke alene ikke straffet med Unaade, men fremtrukken ved enhver Leilighed; bortkom- manderet, efter en fæl Sag, der paadrog en Mulkt, i Ærinder, der vide erstattede Mulkten, og ophøjet til den højeste Post af militær Ære og Magt. Man gjorde Gjæstebud, og taalte hans Nærværelse meget godt. En gammel Sag, der med megen Møje endelig af andre Folk blev bragt igang, og som havde Ødelæg- gelsen af en med Generalen nøje forbunden Mands Ære og Lykke tilfølge, havde ingen Indflydelse paa den Godhed og Hæder, som disse samme Bymænd, der engang med saamegen usømmelig Lidenskabelighed havde raabt Hevn over de tor- turerede og dræbte Slaver og over en omtrent ved samme Tid tildøde chikaneret Ubetydelighed af en Lieutenant, kunde vise denne General, der paa deres Bekostning anrettede et saa fuld- stændigt Nederlag, at han ligesaavel fortjener Navn af Greve eller Hertug af Naboth som Wellington, hvormed han har alt hvad der udgjør Toryen, men ikke Generalen og Statsmanden, tilfælleds, af Vittoria. SIDE: 37 Men dette er jo endnu ingen Godmodighed, som fortjener Beundring. Den er jo paa hine kloge og passende Anvendelser af Mandens Arbeidsiver nær, aldeles passiv. Den er jo intet andet end en Taalmodighed, hvis Vilkaarlighed eller Tvang ikke kan beregnes, og har idetmindste et Sidestykke i den Naboth mest lignende Stad Warschau, som godt fordrager sin Paske- witsch og snart faar den gamle Forræder Kruckowiecki i sin rolige Midte ligesom en opkastet Bid, man paany maa sluge. For en slig Godmodighed behøver sandelig ingen Siful at spille paa sin blødeste Fløjte eller Nogen at opfordre Himmelens Engle til at afplukke sig Dunen for dermed at beklæde disse Borgeres Voxhjerter. Nei! Men naar jeg nu siger, at hiin søde Aftens Forstyrrer m. m. er bleven populær i Naboth, og har erholdt den utvety- digste Popularitetshyldning i et skingrende Vivat, med sænkede Faner, af Borgerskabet en corps, paa det Sted hvorfra hans Styrke drog ud og hans Kanoner stode færdige mod Byen, der kun var bevæbnet med Pokaler, og før noget militært Korps har bragt en lignende Hylding? Ja da! Dette er ingen passiv God- modighed. Den har ikke Skin af Trang eller Nødvendighed. Dette er Godmodighedens højeste Ultraiseren. Og Naboth ved- ligeholder sin Rang som Hovedstaden i det Utroliges Rige, hvor det Forbausende er dagligdags, og hvor Søndagen burde hedde det Vidunderliges, Mandagen det Eventyrliges, Tirsdagen det Uventedes, Onsdagen det Bagvendtes, Thorsdagen det Gales, Fredagen det Desperates og Løverdagen det Umuliges Dag. Jeg føler Nathuen sidder løs i mine Hænder -- jeg erkjender, jeg har truffet den Godmodighed, jeg idealiserede mig som den yderste, fortjent til, i hiint kjære Møbel, at smykkes med sin værdigste Krone. Nathuen, som hverken den almindelige menne- skelige Godmodighed eller Menigmands eller den huuslige Træls Godmodighed, eller hvilkensomhelst Godmodighed af de ringere Grader, kunde erholde, forærer jeg da -- ikke det nabothske Borgerskab (thi jeg troer det ikke saa vel, at jeg tør glæde mig ved Troen paa at Godmodigheden er saa stor hos Alle) men Enhver, som af fuldt godmodigt Hjerte udbragte hiint Vivat. Naturligviis er der i denne Fortrinlighed ogsaa Grader, nemlig eftersom det skede med eller uden Eftertanke, med eller uden SIDE: 38 Medlidenhed med Hauptmanden, at han ikke skulde skrige alene, med eller uden Reglementets § 24 for Øje, med eller uden Ihukommelse af hiin Skrækkens Aften m. m. Men i saa Tilfælde faar den Deel af Nabotherne, jeg udtrykkelig har fremhævet, enes indbyrdes om Prisen. Skulde Godmodigheden ikke være tilstede i en saa forherligende Storhed, men en ud- trykkelig Erklæring af en anden Opinion endog istandbringes, da vil jeg forære Nathuen til den, som har stærk Ryg nok til, uden Skade, at lade sig override af et Chok, eller ogsaa, af en modsat Grille, til den jammerligste Uselryg, som kan findes ved en Solvæg; og jeg vil tilstaa med et Suk, at den Godmodighed, jeg sværmede for, ikke findes paa Jorden og vel heller ikke i Himlen, hvor Nathuer, imod hvad der prædikes, endnu mindre finde Anvendelse. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 23. okt. 1836. Norge. Statsraaderne Collett og Diriks søge Afsked. Om den Første tør vi med Vished sige at han tager almindelig Tilfreds- hed med sig. Og den Sidste er saaledes ikke ganske uden For- tjenester af Oplysningsvæsenet. Henrik Wergeland IDEE TIL EIDSVOLLMINDET [Med samme billede som i "For Menigmand" nr. 5, se s. 39.] Statsborgeren 27. okt. 1836. Hidtil er af 299 forsendte Planer til Eidsvollmindet indkom- met 28, hvorpaa, iberegnet Subskriptionen her i Byen, hvilken dog endnu ikke er afsluttet, findes tegnet omtrent 1800 Spd. De Byer og Præstegjeld, hvorfra Planerne ere remitterede, ere: Holmestrand, Tønsberg, Kragerø, Stavanger, Kristiansund, Fred- riksværn, Røraas, Throndhjem, Egersund, Laurvig, Røgen, Onsø, Borge, Nissedal, Hurdal, Grue, Reendalen, Fjeldberg, Krogstad, Borgund, Nordre Oudal, Næsset, Hedrum, Hitterdal, Land, Sellø, Sunddalen og Klep. Fra de færreste ere Bidragene indsendte, da udtrykkelig Anmodning ikke er skeet derom ved Indbydelsernes Oversendelse. Imidlertid vil det dog være hen- SIDE: 39 sigtsmæssigt om Samlerne ogsaa med det Samme vilde være uleiligede med at indsamle og remittere Bidragene. Med det Første vil vel et Møde vorde afholdt her i Staden af Udstederne og Subskribenterne, hvorefter Subskriptionen rimeligviis vil vorde udvidet ved flere Planers Forsendelse. Der er nemlig altfor faa deraf i Cirkulation; her i Hovedstaden nemlig kun en, der har været bragt omkring af et dertil antaget Bud, samt en, hvorfor En af Udstederne privat har sørget. De sidste Maane- ders Begivenheder kunne ikke andet end yderligere indskærpe den nationale Vigtighed af at Konstitutionsmindet kommer istand. Man har i Sverig ganske godt indseet det med det samme onde Øje, som rinder i Graad over Foreningen. Henrik Wergeland For Menigmand No. 5 29. okt. 1836 Den 20de October -- den samme Dag, paa hvilken Norges første overordentlige Storthing for 22 Aar siden besluttede vort Fødelands Forening med Sverige under en fælleds Konge, men med Bibeholdelsen af begge Rigernes Selvstændighed -- aabne- SIDE: 40 des det nu forsamlede overordentlige Storthing, efter Hs. Maje- stæt Kongens Bemyndigelse, af Statholderen Grev Wedel-Jarls- berg, som ledsaget af den norske Regjerings øvrige Medlemmer -- med Undtagelse af Statsraad Collett, der, som man siger, efter højere Opfordring ansøger om sin Afskeed, og i den seneste Tid ei har deeltaget i Statsraadets Forhandlinger -- og de øvrige fornemste Embedsmænd her paa Stedet, indfandt sig i Thingsalen, hvor han, modtagen af en dertil af Storthinget ud- valgt Deputation, oplæste den ham af Kongen hertil givne Be- skikkelse, samt følgende Kongelige Tale. "Gode Herrer og norske Mænd! Efter at have været samlet over 5 Maaneder, blev det 8de ordentlige Storthing opløst i Kraft af Grundlovens § 80. I Over- ensstemmelse med Grundlovens § 69, som giver Kongen Ret til at forsamle Storthinget udenfor den almindelige Tid, samt i Henhold til den 70de § er nærværende Storthing sammenkaldt. De Lovforslag, som Jeg paany vil lade Eder forelægge, ere af særdeles Vigtighed for Riget. Vore Finantsers blomstrende Til- stand vil sætte Eder istand til med Lethed at ordne Statsud- givterne. Overskudet af Stats-Indtægterne er betydeligt, uagtet de direkte Skatters Nedsættelse til det Halve. Oversigt over Rigets Tilstand vil nu for Eder vorde igjentagen. Lovforslagene om Kommunernes Anliggender og Haandværksdrivten kræve Eders Opmærksomhed. De nøiagtigste Overvejelser, understøt- tede af Lokal-Kundskab, bør lede Eder til de Beslutninger, som I agte at undergive min Sanktion. Da jeg antog Grundloven af 4de Novbr. 1814, erkjendte Jeg vel dens Ufuldkommenheder, men Jeg fandt, at denne Overeenskomst mellem Kongen af Sverige og det svenske Folk paa den ene Side samt Kongen af Norge og det norske Folk paa den anden Side gav Norges Uaf- hængighed en lovlig politisk Tilværelse. Efter at det Norske Folk lige indtil Kieler-Tractaten havde været undergivet en for- ældet Lovgivning, som ikke foreskrev nogensomhelst Kontrol, har den nye Statsstyrelse kaldet det til nyt Liv, som dog ikke vil kunne bevares, dersom ikke National-Repræsentationen le- vende erkjender den bydende Nødvendighed at adlyde Grund- SIDE: 41 loven, uden eensidig at ville tyde dens enkelte Paragrafer, som med uindskrænket Tillid og Uforbeholdenhed bleve antagne af begge Folks Repræsentanter. Rigsakten, som bestemmer de kon- stitutionelle Forholde mellem begge Riger, giver herpaa for Sve- riges Vedkommende de meest overtydende Beviis. Det ned- arvede Nationalhad blev overgivet til en evig Forglemmelse, og en Fremtid af trofast Venskab opklarede Scandinaviens Himmel. Jeg anraaber Forsynet om, at denne Himmel aldrig maa for- mørkes, men stedse forblive reen og klar oplyst ved Enigheds og broderlig Kjærligheds Straaler. Gjerne vil Jeg blive over- beviist om, Mine Herrer! at Eders Ønsker i denne Henseende stemme overeens med Mine -- Jeg bønfalder det højeste Væsen, som stifter og omstyrter Riger, at velsigne Eders Forhandlinger, og forbliver Eder, Gode Herrer og Norske Mænd! alle i Al- mindelighed og enhver i Særdeleshed med al kongelig Yndest og Naade velbevaagen. Givet paa Stockholms Slot den 13de Octbr. 1836. Carl Johan. Løvenskiold." (Glæde maa det i Sandhed enhver Norsk Borger, at lægge Mærke til det milde forsonlige Sind, som i det hele udtaler sig gjennem denne Tale, der er saa forskjellig fra Tiltalen af 26de Septbr., som kun kunde behage de svenske Ulykkesprofeter, som ville sætte Splid mellem Konge og Folk, for selv at fiske i rørte Vande, eller det gamle Hoved paa en Løvenskiold, som tænkte at indjage Nationen Skræk, og som nok kunde skræmme svage Folk, indtil man saa at den Constitutionelle turde behandle det som en Parykblok, der snart bankes og kastes i en Krog, og snart trækkes en Hue paa. Tvertimod erholder man den glæde- lige Vished, at tvende af de vigtigste af sidste Storthing be- handlede, men ei tilendebragte, Love om Kommunernes Anlig- gender (Formandskabslovene og hvad dermed staar i Forbin- delse) og om Haandværksdrivten, af vor Konge, ligesom af Borgerne, fortrinligen ønskes behandlede og endelig afgjorte. Ugjerne seer imidlertid sikkert enhver, hvem gamle Norges SIDE: 42 Hæder og Held ligger paa Hjertet, at ikke ogsaa den saa yderst vigtige Værnepligtslov, der, affattet efter Grundlovens Bud, om alle Borgeres lige Forpligtelse til at værne om Fødelandet, og sat i Udøvelse med Iver og uden personlige Hensyn, vilde kunne indgyde udenlandske Fiender Agtelse og de Voldsmænd, som ere os nærmere, Skræk. Negtes kan det heller ikke, at denne Tale, forsaavidt angaaer Forholdene i 1814, deels indeholder Udtrykke, hvis egentlige Mening man har ondt ved at fatte, eller bringe i Overensstemmelse med de virkelige Begivenheder -- som f. Ex. naar Grundloven siges at være en Overeenskomst mellem Kongen af Sverige og det svenske Folk paa den ene, og Kongen af Norge og det norske Folk paa den anden Side, -- deels fremsætter Yttringer, der er ligesaa faktisk som juridisk urigtige, som f. Ex. naar der siges, at det var Grundloven af 4de Novbr., der "gav Norges Uafhængighed en lovlig politisk Tilværelse," uagtet denne virkelig indtraadte den 14de Januar 1814, da den danske Konge opgav sin Ret til Landet, juridisk grundlagdes den 17de Mai paa Eidsvoll, og erkjendtes af Sverigs Konge allerede ved Konventionen paa Moss den 14de August s. A. Men dette er ikke andet, end hvad vi desværre allerede saa ofte have hørt gjentage, og som ei kan ventes anderledes, saalænge den Mands (d.e. Løvenskiolds) Navn findes under Talen -- for hvis Værk den altsaa ansees -- der kun erindrer, at han, af Misfornøjelse med Rigsforsamlingens Beslutning paa Eidsvoll om Adelens Afskaffelse, var paa Veien til at forlade Landet, men ei vil erindre, at han i Kraft af den paa Eidsvoll givne Grundlov fungerede som Statsraad, og at vor nuværende Grundlov paa Titelbladet ogsaa nævner 17de Mai 1814 som sin Fødselsdag, og som endelig ved sin Færd som Statsminister noksom har viist, hvorlidet han bryder sig om Norges sande Held og Normændenes Ønsker. Dog, dette tilsidesat, synes den Omstændighed, at den sidste Rigsretsaktion ikke med et Ord er nævnt -- da man nemlig havde villet paastaae, at Kongen især derover skulde være vred -- saavel som den forsonlige og milde Aand, der gaaer igjennem hele Talen, at være et heldigt For- varsel for det nu forsamlede Storthings Virksomhed -- N. B. om man ikke bliver altfor blød om Hjertet). -- Efterat Statholderen havde oplæst ovenstaaende Kongens saa- kaldte Aabningstale, blev af Statsraad Krog oplæst en Beret- ning om Rigets Tilstand, ikke som sædvanligt i den fra sidste Storthing forløbne Tid, men i de siden Norges og Sveriges For- ening forløbne 22 Aar, af hvilken vi udhæve hvad vi især antage at kunne interessere vore Læsere -- Først skildres i denne Beretning Norges Forfatning i 1814, da Foreningen blev ind- gaaet, med mørke Farver -- mørkere vistnok end de virkeligen vare -- og de Opoffrelser, som Nationen maatte gjøre for at grundlægge Banken og indløse den store Masse af Rigsbank- sedler, der vare udstedte, omtales. Disse Opoffrelser mindes vi vel alle endnu, men de føles ei mere nu, og Hensigtsmæssigheden af nu at opfriske og forstærke Mindet om dem, indsees ikke letteligen. Videre siges: "Hs. Majestæt maatte ved denne Lei- lighed anvende den størst mulige Omsorg for at berolige Mæng- dens Ængstelighed." Uagtet vi nu aldrig have draget i Tvivl, at Hs. Majestæt stedse bærer Omsorg for Landets Vel, indsee vi dog ikke hvilken særdeles Omsorg det er, som her menes, ligesom vi ej heller vide hvilken "Ængstelighed," der egentlig fandtes hos Mængden. Grundene hvorfor disse ældre Begiven- heder ere berørte, og givne et saa mørkt Anstrøg forklares siden saaledes: "Mennesket fortvivler som oftest under Byrden af Gjenvordigheder, og er i Almindelighed tilbøjelig til at tilregne Andre Skylden for sin Ulykke, medens det, naar Lykken smiler, gjerne anseer sig som den, der ene har fængslet den. Nedstemt i Modgang, reiser det sit Hoved, naar Alt føier sig efter dets Ønske. Saaledes gaaer det ogsaa med de Nationer, der lade sig henrive af overdrevne Ideer om offentlig og privat Frihed." (Rigtig, men naar have Normændene siden Foreningen været henrevne af overspændte Ideer?) "I Ulykken seer man deres virkelige eller selvvalgte Organer som oftest skyde Skylden for indtrufne Uheld paa Styrelsens Mangel paa Forudseenhed. Er Styrelsen stærk nok, og lykkes den i at afvende den truende Storm, da hænder det vel ikke sjelden, at disse samme Organer, istedetfor at ledes af den i Modgangens Skole vundne Erfaring, hæve deres Stemme og Fordringer, ligesom frygtede de for at tilstaae, hvem det opnaaede Gode bør tilskrives?" (Have Nor- mændene nogensinde undladt ved passende Leiligheder, højt at erkjende den Andeel, der tilkommer Regjeringen i Landets nu- værende lykkelige Forfatning?) "I et saadant Tilfælde" (som, vel at mærke, ikke i Norge er forhaanden) "bør Styrelsen, ved at fremstille en Sammenligning af det Forbigangne med det Nærværende, søge at oplyse Nationen, og at gjenkalde i dens Erindring, at vi med Taknemmelighed mod Forsynet bør paa- skjønne vort Velvære, og at vi med Klogskab og Maadehold bør nyde dets Frugter." (Saa tænke vi at gjøre!) Dernæst følger en Samstilling af vore fornemste Næringsveje, som de vare i de første Aar efter Foreningen, og saaledes som de nu ere, og skjøndt fast enhver Borger i meer eller mindre Grad, alt efter sin Stilling, lettelig vil ved nogen Eftertanke erkjende For- skjellen mellem nu og da, ville vi dog korteligen fremstille nogle af de væsentligste hertil sigtende Kjendsgjerninger, der i Beret- ningen udførligere afhandles. Udførselen af Fiskevarer er fra 1819 til 1835 meer end fordoblet. I 1819 udskibedes 240,000 Tønder og 55,000 Skpd. forskjellige Fiskevarer, i 1835 536,000 Tdr. og 156,000 Skpd. Angaaende Trælasthandelen yttres, at den har i de seneste Aar "udviklet sig i en ikke ubetydelig Grad, uagtet de Hindringer, som endnu uforandrede modarbeide dens Fremskridt," og at Hs. Majestæt nærer det Haab, at Høist- sammes Bestræbelser i denne Anledning ville krones med et Held, "som end mere skal give Liv og Næring til denne Handels- green." Der anføres, at Udførselen af Trælast udgjorde i de første 6 Aar efter Foreningen 120 til 170,000 Læster aarlig, i de sidste 3 Aar med et Middeltal 214,000 Læster. "Det norske Jern og Kobber har" siges der, "under Løbet af de sidsthen- rundne 20 Aar fundet en stadig og fordeelagtig Afsætning i Ud- landet," og Kongsberg Sølvværk har siden 1830, efter at alle Omkostninger var dækkede, ydet Statskassen en Indtægt af over 700,000 Spd. Handelstraktater ere siden Foreningen afsluttede med de fleste europæiske Stater, den indenrigske Handel siges ogsaa at gaae fremad, (skjøndt i denne Henseende endnu meget staaer tilbage at ønske) og medens Norge for 12 Aar siden kun havde 1700 Handelsfartøjer indeholdende 53,000 Kommerce- læster, ejer det nu henved 2200 Fartøjer med en Drægtighed af over 72,000 Kommercelæster. Matrosernes Antal er derfor ogsaa i 10 Aar stegne fra 8000 til 12000, ligesom den hele Folke- mængde, der i 1815 kun udgjorde 900,000 Mennesker nu be- staaer af 1,200,000, hvilket gjør en Tilvæxt af omtrent 15000 aarlig. Jordbruget har vel ikke i den Grad, som Handelen, gaaet fremad, men er dog ei ubetydelig forbedret, hvilket sees deraf, at Kornindførselen, der før Foreningen ofte steeg til 1 Million Tønder, nu, uagtet Folkemængdens Forøgelse og Brændeviins- brænderiernes betydelige Forbrug, dog er falden til 750,000, og det antages, at hvis Brændeviinsbrændingen blev formindsket vilde Landet i almindelige Aar kunne brødføde omtrent tre Fjerdeparter af Befolkningen. I Henseende til Pengevæsenet, henvises til, at medens Koursen i 1822 var 220 pCt. (d. e. at 100 Sølvspecier kostede 220 Specier) nærmer den sig nu til Pari (d. e. at Sølv og Sedler blive ligegode). Seddelmassen er i 19 Aar forøget fra 2 Millioner til 5,200,000 Specier. Toldint- radernes Forøgelse fra omtrent 241,000 Specier i Sølv og 518,000 Specier i Sedler, som de med et Middeltal udgjorde i Aarene fra 1816 til 1825 til 1,071,760 Specier i Sølv og 537,632 Spd. i Sedler, til hvilket Beløb de opsteeg i 1835, har tilladt de direkte Skatters Nedsættelse fra 600,000 Spd., som de ud- gjorde i 1818, til 185,000 Spd. aarlig, som de af 1833 Aars Stor- thing bleve bestemte til, og som fordeelte paa den hele Folke- masse kun udgjør en Ubetydelighed (omtrent 20 Skill.) for hvert Menneske, og desuagtet har Hs. Majestæt dog seet sig istand til at foreslaa "yderligere Lettelser med Hensyn paa Kommune- afgivterne." (Herved sigtes formeentlig til det fremsatte For- slag om at Delinqventudgivterne, d. e. Omkostningerne, der flyde af Forbryderes Tiltale, Transport o. s. v., skulle overtages af Statskassen, istedetfor at de forhen særskilt fra de egentlige Skatter udlignedes af Amtmændene). Statsgjelden formindskes aarlig, uden at det har været nødvendig at kontrahere (d. e. af- slutte) nye Laan, i hvilken Henseende Hs. Majestæt med virkelig Tilfredsstillelse erkjender, hvormeget de foregaaende Storthing have understøttet Hs. Majestæts Hensigter, for at begrunde of- fentlig og privat Velstand. Som et paafaldende Beviis paa Vel- standens virkelige Tiltagelse anføres, at Brandforsikkringen har siden 1823 forøget sig i Kjøbstæderne fra 9 Millioner til 14 Mill., og paa Landet fra 2 til 4 mill. Spd. Om Norges Fremskridt i det Hele siges der, at det er "med en Stolthed, der har sit Udspring fra den oprigtigste Deeltagelse, at Hs. Majestæt har fremstillet de betydelige Fremskridt, som siden Foreningen have fundet Sted." Senere yttres: "Hvad vilde Norge i denne Stund have været uden Foreningen? Er det sandsynligt, at det vilde have bevaret sin Selvstændighed?" (Hvorfor ikke ligesaavel nu, som i Sekler før Foreningen med Danmark?) " -- at Handel og Industrie havde opnaaet det mærkelige Standpunkt, paa hvilket de nu befinde sig begunstigede ved Fred og fordeelagtige Han- delstraktater?" -- Skulde Norge, som uafhængigt Rige maaskee ikke ogsaa have kunnet leve i Fred, og slutte fordeelagtige Han- delstraktater med sine Naboer? Man mener imidlertid i Beret- ningen at de anførte og flere lignende Spørgsmaale maatte be- svares benægtende. Senere hen siges der: "Men for at befæste denne Tingenes nærværende Stilling, og for at gjøre denne Lykke varig, bør ethvert Medlem af Staten være gjennemtrængt af den store Sandhed, at der ikke kan gives Fred, Rolighed, Held og Hæder for Fædrelandet, undtagen i en trofast og op- rigtig Forening med Broderriget (???) For altid bestemt og ordnet ved Rigernes Grundlove, kan Foreningen alene modtage den Udvikling, som Enighed, Tillid og broderligt Venskab mel- lem begge de forenede Riger kan begrunde, dette er den eneste Amalgamation, som Hs. Majestæt eftertragter." (Gyldne Ord! gid de vare indskrevne i de svenske Aristokraters Hjerter!). Til Slutning yttres der: "Naar vi fra denne ene rigtige Punkt betragte Foreningen, kunne vi med Tryghed see Fremtiden imøde, og med Rolighed overlade Os til den Omsorg, som For- bedringer i vor Lovgivning og i vore offentlige Indretninger, samt Udviklingen af vort Velvære fordre. Norge, nyligen ind- traadt i Rækken af selvstændige Stater, behøver med Hensyn til Rigets indre Organisation Meget for at beholde denne Rang. Det er under Fredens Dage, og naar vore Hjælpekilder tillade det, at vi bør overveie de Behov, som fornødiges opfyldte -- at vi bør forøge Armeens Material -- at vi bør forbedre vore offentlige Indretninger, vort Skole- og Fattigvæsen, Straffean- stalter m. M., og vel erindre os, at de Udgivter, som vi anvende paa disse almeennyttige Gjenstande, ere lettere at bære nu, da Riget har fuldkommen Kraft hertil, samt at de i en Fremtid ville bære nye Frugter og ville med Taknemmelighed vorde paa- skjønnede af vore Efterkommere." Da denne Beretning var oplæst, erklærede Statholderen Norges 4de overordentlige Storthings Forhandlinger for grund- lovsmæssigen aabnede. Præsidenten udraabte (som sædvanligt) "Gud bevare Kongen, Fædrelandet, og Broderriget!" hvilket Raab istemmedes af alle Repræsentanter; Autoriteterne forlode Salen; Thinget afsendte for at komplimentere Regjeringen en Deputation, hvis Formand, Assessor Holst, tilbagemeldte, at Statholderen paa Regjeringens Vegne bevidnede Thinget dens oprigtige Taksigelse for den udmærkede Artighed, der var den viist. De Fleste af Storthingsmændene gik endvidere i sin Artighed, idet de ved Aabningen viste sig i Uniformer, saasom det paa forskjellige Maader var blevet dem betydet, at Hs. Majestæt havde fundet sig fornærmet ved Aflæggelsen av Embedsdrag- terne. Denne Høflighed staa nu ved sit Værd; men Kravet der- paa er for stort, naar det gaar ud paa at Storthinget skal til- intetgjøre enkelte af dets Beslutninger fra i Sommer. Vi bør haabe i det længste, at dette Uhørte ikke skal overgaa Repræ- sentationen, hvis Ære og Skam er Folkets. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 30. okt. 1836. Norge. Den danske Regjering bedømte for rigtigt den Nytte, den norske "Constitutionelle" maatte kunne afstedkomme i Danmark til ikke at begunstige den ved et Privilegium paa For- sendelse, som var dobbelt naadefuldt, da det blev skjænket kort- efter at den havde ved en Resolution indskrænket Udsigterne for enhver fremmed Tidende til at nyde Forsendelse i Danmark mod modereret Porto. En af de absolutistiske Systemers bedste Støtte er nemlig at stille Folket for Øje de Prostitutioner, som overgaa Liberaliteten, politisk Konseqvenz og den oppositionelle Presses Værdighed i Lande, der prale med større Frihed. Og i den Henseende har vor Constitutionelle, trods sin Overflod paa "personlig Vished," naar det kommer an paa at sluge sine Ord med Skamme i sig igjen, været uforlignelig. Udskregen dernede af trofaste Makkere, som naturligviis maa beundre den Færdig- hed, hvormed disse tre ragede norske Bjørne springe ud fra den Høide, hvorfra de ikke kunne hitte Vejen nedigjen, maatte den faa Indpas hos et Folk, som idelig læres at fatte Kjærlighed for Monarkiet ved odiøse Samstillinger med hvorledes man har det i andre Lande; og det kunde da ikke slaa Feil, at ikke alene saa jevnt fornuftige Folk som de gamle Urtekræmmeres Sønner Groshandlerne, men selv nogle af Kjøbenhavnspostens unge Partisaner af Jean de Francer maatte forvirres i Begrebet om hvad en Oppositionstidende i et frit Land dog vil sige. Tanke- gangen er nemlig denne simple: Oh! er det ikke andet end Vindsakkerier og Kuldbøtter frem og tilbage, saa har vi det jo ligesaagodt. Men Nelles Frøikenstand i Danmark blev ganske kort. Bladet er faldet i Unaade, og har mistet sin fri Adgang til Kongeriget og Hertugdømmerne. Dette skede ikke for et af de sædvanlige intermitterende Anfald af Kjækhed, som afvexle med denne Fejghed og Flauhed, hvorom vi ere "personlig forvissede" om at enhver er personlig forvisset om at Nat ikke kommer vissere efter Dag end disse Slappelser efter hiine Raptusser; men fordi den Cst.nelle havde bona fide oversat af et tydsk Blad en Ar- tikel, hvori ymtedes om en mulig Forening mellem alle tre nor- diske Riger med Udelukkelse af den danske Thronarving. At de gode Venner i Kb.havnsposten have raabt Ak og Ve og kom- plimenteret den arme landsforviste Cst.nelle er naturligt, og tager sig ud som naar En bukker for sin egen Skygge. Morgen- bladet gjør skyldigst omtrent det samme; men det er ikke for sin egen Skygge; thi det synes, saafremt vi ikke tage feil, af Frygten for den Cst.nelles grove Mund, i nogen Tid at befinde sig i den Cst.nelles Skygge, eller idetmindste at indbilde sig at være sat i denne, for vor journalistiske Aurora høist beklagelige, Dunkelhed. Men denne imaginære Skygge bør ikke kunne for- færde; thi vil man tænke sig den i en Form, saa behøver man kun med en foldet Haand og to oprakte Fingre at gjøre en Hare paa Væggen. Og for den bør intet Barn blive bange. Men naar nu Fingrene med forunderlig Kunstfærdighed, nær- mende og fjernende sig fra Lyset, hurtigere end Øjet kan følge med, i voxende og formindskede Omrids, viser snart en uhyre Goliathshjelm og snart en Hare, snart en Løves, snart et Asens langørede Hoved? Endnu bedre. Det ligner den Cst.nelle opad SIDE: 49 Dage. Men endda bør man ikke blive bange for slige Løve- hoveder eller for den Cst.nelle, naar den tager Goliathshjelmen paa; thi ganske sikkert changerer det mandhaftige Gespenst, og istedetfor en Landse eller Kjølle kommer et Hareøre eller andet deslige Langøre stikkende frem. -- Hr. Lieut. Prahl fra Bergen, der allerede siden flere Aar dersteds har anlagt og drevet et Steentrykkeri, som efter vor Mening har leveret de smukkeste Arbeider her i Landet, har indbudet til Subskription paa en Skoleatlas, hvorom, hvad de enkelte færdige Karter og navnligen Norges betræffer, Dhrr. Prof. Hansteen og Overlærer Møller have afgivet de fordeelagtigste offentlige Erklæringer. Vi glæde os over dette Foretagende og anbefale det til vore Landsmænds Understøttelse, idet derved et vigtigt Savn ved Underviisningen udfyldes ved egne Kræfter og ophæves en af vore mange ikke ubetydelige Beskatninger til Udlandet. Det holder vel haardt for en Normand at trænge igjennem den danske Boghandels Agenturer her i Landet; men en talrig Subskription vil sætte ham istand til at holde Priis med disses Oplag. Hr. Prahl har ogsaa optaget under sit Op- hold her Storthingssalen, som han vil lithografere saaledes som den viser sig under Forhandlingerne. Ligesaa agter han at levere et, med en Forestilling af Eidsvoll udstyret, smukkere Plancheaftryk af Grundloven, end det hidtil udkomme. En Række af mærkelige norske Prospekter kan ogsaa ventes fra hans Presse, og, efter foregaaende Prøver, da saaledes at de kunne vække Interessen for Landet og gjenvise de Reisendes Erindring de Situationer, som vakte deres Beundring og gjorde dem Norge uforglemmeligt. Hertil trænge vi mere nu end nogen- sinde, da en forhenværende dansk Skuespiller, en Hr. Werg- mann, under Navn af Landskabsmaler, skamhutler og prostitue- rer os vort Land i en Mængde af gudsjammerlige Steentryk, som han veed at udprangle over hele Landet. Især er hans sidste Præstation, der i Planen synes at skulle ville bejle op med Meyers Universum, og bærer det stolte Navn "Norge," ganske egnet til at vække den almindelige Fortørnelse. SIDE: 50 Henrik Wergeland TANKER DEN 4DE NOVEMBER (Indsendt.) Statsborgeren 6. nov. 1836. Kristiania den 4de November. -- -- Jeg er idag i et sandt 4de November-Humør, og det er ikke langtfra at jeg vil holde mig tilsengs uden just egentlig at mangle noget. Idetmindste tør mit Lune nok bringe mig til at holde mig i Kakkelovnskrogen uden at tænde Lys. Gjorde man almindeligt saa, vilde Byen dog kunne troes bedre end hiint Aar, da almindelig Illumination blev paabuden med Tilkjende- givelse af at de, som ikke havde Raad til selv at bekoste Lysene, kunde faa dem gratis paa Raadstuen. Selv den prægtige Illu- mination fremkaldte ingen Glæde. Nogle Spadserende tog den i Øjesyn under skosende Anmærkninger, og i Husene var alt dobbelt stille og ulystigt imod ellers. Saavel hiin glimrende Aften, som alle foregaaende og senere 4de Novembere frem- kaldte hos Enhver Reflektioner over Forskjellen imellem Re- gjeringens og Folkets Fest, hvor alting er saa meget anderledes. Aarsagen hertil, har man endog hørt sige, ligger for en Deel i Forskjellen mellem den muntre Mai og den uhyggelige Novem- ber, saaledes at en fysisk Drivt til at give sin Glæde paa en raa Maade Luft over den overstandne Vinter og gjenkomne Sommer skulde være en Hovedingredienz i 17de Maifryden. Men vi kjende saamange rare Forsøg paa at nedsætte vor Fest, at selv denne fortvivlede Formening ikke kan vække nogen Forundring. Jeg antager derimod for vist, at om vor Frihed daterede sig fra 4de Novbr. og Foreningen af 17de Mai, skulde ingen Uhyggelig- hed ved Aarstiden eller Fattigdom hindre fra almindelig Illu- mination og Lystighed paa 4de Novbr., ja Fattigfolk skulde en dog gjerne ville spendere Lys paa Raadstuen, og den lifligste Maisol skulde ikke gjøre det det mindste varmere om Hjerterne. Disse kjølige Anskuelser af Foreningens hidtilværende Nytte og Behagelighed og fremtidige Hensigtsmæssighed ere hidsmit- tede fra Sverig og udvikle sig jevnt med dem, der saa tydeligt fremtræde i Dagen der. Før sang man der: SIDE: 51 "Och göthiska kæmpen tryckte sæll den nordiska kæmpens hand, och högljudt skallada Östanfjæll och högljudt skallade Væstanfjæll: En Kung, ett Folk, ett Land!" Men nu er slig Tale ogsaa bleven afsmagelig i Sverig, hvor man endelig er bleven overtydet om Usandheden af at saadanne Ønsker nogensinde have "skallat" fra de norske Fjelde. Men man er bleven overtydet derom med Misfornøjelse, og man seer sig nødt til at kalde den "Spottgøk" en Viismand og Profet, som ved Illuminationen i Anledning af den 4de Novbr. 1814, satte en Praase bag et Oljepapiir med følgende passende Indskrivt: "Såsom föreningen ær, så ljusas hær." Og tænder jeg Lys i Aften, saa tror jeg, jeg gjør det Samme. Henrik Wergeland [TONEN I "DEN CONSTITUTIONELLE"] Statsborgeren 6. nov. 1836. 5te Septbr. Idag udprocederedes den Roosenske Sag for Højesteret efter to Dages Procedure imellem Aktor Advokat Stang og Defensor Advokat Hjelm. Sagen skulde været paa- begyndt den 3de d.; men da Hr. Hjelms nødvendige Nærvær i Storthinget forbød ham at indfinde sig i Retten, gjorde han herfor fyldestgjørende Undskyldning, hvorved Anledning gaves til den Bemærkning -- saavidt vi opfattede den -- at han var bleven tilhutlet derfor i et Blad, "der, som bekjendt, med Be- gjærlighed griber Leiligheden til skjæve Fremstillinger af facta." Dette Blad er den Constitutionelle, som i Dagsnummeret ogsaa tillader sig den Impertinens mod Odelsthinget, som ligger i følgende: "Alle disse Hensyn maatte imidlertid vige for Sæt- ningen: Hensigten adler Midlet; thi ved Voteringen antoges Kommitteens Indstilling mod 10 Stemmer." Henrik Wergeland OM KUNSTFORENINGEN Statsborgeren 13. nov. 1836. Kristiania 13de Novbr. I den Samling Kunstforeningen af- holder idag Kl. 12 er der kun altformeget at befrygte, at den SIDE: 52 Anskuelse gjør sig gjældende, at Øjemedet ikke bliver at op- hjælpe norsk Kunst, men at skaffe sig Stykker ihvorsomhelst ifra. Vi have advaret imod slig, efter de stedfindende Omstæn- digheder, for vidtdreven og skadelig Kosmopolitisme, og vi haabe, at der vil gives et ikke ringe Antal af Subskribenter, som vide at trække sig ud af en Forening, som, om hiin An- skuelse virkelig skulde seire, kun vil paa norsk Bekostning aabne et nye Marked især for Danmark. Idetmindste have vi hørt Subskribenter forsikkre, at de ikke have subskriberet til andet Maal end norsk Kunsts Ophjælp, og ville i andet Fald trække sig tilbage. Hertil indeholder det for høje Indtrædelses- bidrag ogsaa Opfordring. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN ARTIKKEL "OM FOLKEFORSAMLINGER", TILDELS EFTER DELOLME] Statsborgeren 20. nov. 1836. Denne Delolme har været eller er upaatvivlelig en meget lærd Mand, en pyntelig Mand og en Mand, af stor Tilbøjelighed til Rolighed; men hvad han siger om Folkeforsamlinger har kunnet og kan være og har vel ogsaa været Tilfældet uden at det skal eller behøver at være det. Mængden finder lettelig af sig selv det Rette og -- iværksætter det. Dette sidste er det som frygtes med Forglemmelse af at Historien har mange Exempler paa hiin seende Forstand og fine Takt. Korrektørens Anm. Henrik Wergeland [MORGENBLADET OG "DEN CONSTITUTIONELLE"] (Indsendt.) Statsborgeren 20. nov. 1836. Morgenbladet har endelig faaet Løn som fortjent for sin overvættes Artighed mod den Cst.nelle; det vil sige, det har maattet sande Ordsproget: den, der vil spise Kirsebær med de Store, faaer Stenene i Øiet. Man skulde tro, at slig Behandling maatte egge til Tapperheder; men Mbl.det skulde ikke kunne smigre sig saa med at dets Flegma er den berømte norske Sin- dighed, som skal indeholde saamange Procenter Viisdom, der- SIDE: 53 som det lod sig forlede til noget andet end, som tilforn, at snu Ryggen til. Deri kommer nok Feiden til at bestaa. Et Slags Spidsrodløb altsaa? Ja, thi der er mange Mænd om den Cst.nel- les Grovheder og Satirer. Dens Værksted dertil er et Slags Skræd- dersal, hvor en ussel Pilot af en Gesell syer den ene Lap, en Anden den anden til den Habit, hvori den lader sine tyndbenede Vittigheder spadsere ud i Verden. Tre faste Mestere, Oldgesellen Welhaven, samt en fire, fem Svende og Drenge, der have udlært i Kjøbenhavn, kunne vel med Tid og Stunder faae noget istand, der lader sig see. Forresten tillader man sig, i Anledning af den prægtige Stud, som i samme Nr. hvori Mbl.det spilles op, er anbragt som Vignet for et Avertissement om en Ladning jyd- ske Oxer, som nylig er ankommen for at gjøre sin Lykke her i Landet ligesom de Andre, at give den Cst.nelles Redaktører det Vink, at benytte denne passende Vignet foran sine polemiske Stykker. Man vilde deraf see, at det var Redaktionen selv som havde Horn i Siden til Nogen. Henrik Wergeland NB OM ET FORANDRET UNIONSFORDRAG Statsborgeren 20. nov. 1836. NB! Den almindelige Nysgjerrighed er ved Anmeldelser i Tidender og Subskriptionsindbydelse paa en Oversættelse bleven højt spændt efter en svensk Brochure, om et forandret Unions- fordrag. Men Godtfolk kan gjerne stemme den noget ned, saa- fremt de ikke gjøre af atter at see de norske Forhold bedømte i den Aand, som har skaffet Norges Dæmring og Rigsretsdefen- sorens Indlæg den samme sørgelige Mærkværdighed. Den sven- ske Forfatter dokumenterer efter Fougstad og disse Papirer, der ogsaa ganske ere egnede til at finde en bedre Erkjendelse i fremmed Land og hos dets mod os ildesindede Publicister end de naturligviis have fundet i Fædrelandet. Kjøbenhavnspostens Incroyabler og den svenske Forfatter, Nya Arguses Redaktør, have altid lignet hinanden i det skjæve Blik, de fra hver sin Side have kastet paa Norge. De adspredte Yttringer af norske Gemytters politiske Fordærvelse, saasom Dæmringen, Defensu- ret og den Cst.nelles Manifestationer, have forekommet disse Fremmede som ensartede Udviklinger af et nyt Liv i Norge, af SIDE: 54 en aandig Vegetation, mere liig deres egen, og som nemlig skulde qvæle den, der hidtil og fremdeles skal være herskende i Landet, fordi den har sin Rod i Folkets Hjerter, udgjør dets Karakteer og Livet i dets Selvstændighed. Indholdsanmeldelserne vise, at Svensken ganske vel har skeletteret Begivenhederne, og i den stockholmske Klub, hvor hr. Johansson henter sine norske Efter- retninger, veed han at finde Midler til at opsvinge sig til et Fugleskue, hvorfra han nok beholder i Øjesyn de grove histo- riske Linjer, men har vanskeligt ved at udfylde dem, uden, som vi have Anledning til at see, med Snak og Ræsonnements, som vi her altforgodt vide har intetsteds hjemme, men som i Sverrig let kunne gjælde noget under det slaaende Navn af Norskes egne Bekjendelser, Dokumentationer, Beviser og Citater af norske Forfattere, fremførte og forfegtede i Norge for Publi- kums, som for den høieste retlige Domstol. Henrik Wergeland [SCHOUBOES UTNEVNELSE TIL STATSRÅD] Statsborgeren 20. nov. 1836. Kristiania 18 Novbr. I gamle Dage var en Ravn Stock- holmspost. Det var i den sydlandske Odins Tid, i den første Unionskonges, der allerførst -- og allerlettest, fordi Nationerne endnu ikke vare blevne forskjellige -- praktisk deducerede Unionens Nødvendighed paa Grund af at et Hav omgav Lan- dene. En prægtig, troskyldig, poetisk Alder! Ingen opponerede imod den besynderlige og raskt igjennemførte Sats, som var uimodsigelig, idetmindste fra datids norske Befolknings Side, fordi det er rimeligt at antage, at denne, der endnu skal besidde saameget af den oprindelige Bjørnenatur, og i hiin Tid mest bestod af Jotuner, dengang neppe kunde tale eller udtrykke sig artikuleret. Alle, det vil sige: Alle, som fortjente nogen Agt, d. e. Gother, som svare til vor Tids Constitutionelle, Intelligente, Excellente eller Excellenzske, Utomordentlige o. s. v. vare enige her og hiinsides Kjølen -- dette dunkle Grundtræk af en Mening i Naturen, som de geniale Gother oversaae, mens de bornerte norske Jotuners Grynten derom ikke agtedes mere i Sigtuna, Dentids Stockholm, end man nu i Stockholm og Upsala agter den nærværende norske Statsborgers. Ja, en prægtig poetisk SIDE: 55 Tid, da Ravnen svævede hen med Guddomsbudene, mens nu et Par skidne Hjul maa slæbe de Østens Budskaber frem, som bevæge Norden -- da Odin gjorde den rasende, men med hiin Tids Adelskab: med Guddom begavede Thor til kommanderende General i Norge -- da et Hoved (Mimers) uden Krop var Stats- minister, istedetfor at det nu skal hedde omvendt -- og da Thro- nen i Aserne var omgiven med al Byrdens og Geniets og Be- drivternes Glands, mens vor fattige Tid vanskeligt seer disse tre at forene sine Straaler. Men Odins Ravn bragte ikke forunderligere Budskaber end Stockholmsposten idag, der beretter den kristiansandske Stift- amtmand de Schouboes Udnævnelse til Statsraad. Morgenbladet og den Cst.nelle skumle omkaps derover. De bære sig ad som Ænder, der laa Natten over i en Dam med noget Sort ved Siden, som de højt ansaa for en Gaas; men nu ved første Gry pladsker Vandet, Skikkelsen letter sig, og gjen- nem den splittede Taage see de Jupiters egen Fugl at iværk- sætte en Apotheose med -- ja muligt at Ænderne tænkte rigtigt om det ubekjendte Sorte, men nu er det ialfald højt nok til ikke at bryde sig om deres Snaddren. Og vi ville ikke blande vor dermed, men levere Efterretningen som den er: [Her følger den offisielle meddelelse om forskjellige endringer i regjerin- gens sammensetning, deriblandt at stiftamtmann de Schouboe er utnevnt til statsråd.] Henrik Wergeland DE CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 24. nov. 1836. Jeg skulde vel engang til at tage fat paa "Den Constitutio- nelles Redaktører" -- til at grave dem op igjen der de ligge og skelettere dem af. Ja; og det vil nok skee, men med Tid og Stunder; thi Ingen maa indbilde sig, at jeg ødsler paa Folk af slig Beskaffenhed et eneste til noget andet brugbart Øjeblik. Med Blyant paa det Papir der er forhaanden, in anonymo loco -- der er Maaden, Tiden og Stedet og alt hvad man kan spen- dere paa dem uden at forurette sig selv. Fougstad tænkte jeg var en tør Pind, hvormed det snart kunde være bestilt, men han blev en Pind med Hør paa, som det ikke er Snarværk at SIDE: 56 faae afviklet, og jeg fandt, at der vil lige saa lang Tid til nøje at undersøge en Luus som til en Elefant. Under saadanne Om- stændigheder seer man, at der er Udsigter til et Arbeide for Vinteren, under hvilket jeg dog ikke vil tabe et Minut. Men de Cst.nelles Redaktører have for nyligt udført en Be- drivt, der gjør det aldeles overflødigt, for Publikums Skyld, -- for at fyldestgjøre dets billige Krav paa nøjere at kjende Personer, der behandle Andre i Retfærdighedens og Humanite- tens Navn saa uretfærdigt og inhumant, som de have behandlet mig, og som tillægge sig, som et Slags Pressens Overpræster Myndighed til at bryde Anonymiteten og til at fordømme hos Andre hvad de selv tillade sig, -- at befatte sig med at udføre deres Konturer. Jeg mener deres sidste Affære i Sverrig, som nedenfor kortelig skal fremstilles; og jeg mener, at den giver mig nogen Grund til en besynderlig Lyst, som jeg dog neppe faar Anledning til at tilfredsstille, til heller i frænologisk Hen- sigt at undersøge deres legemlige Hjerneorganer forat prøve Systemets Angivelser af Organer for en Skjulelyst, der skal være Underfundighedens Vugge, Selvkjerlighed, Fasthed, Rets- følelse, Behagelyst, Sands for det Vidunderlige og Fænomener o. s. v. og for af Naturen at hente den Kongruents til deres Handlinger, som maa overtyde Enhver, der har Agtelse for Frænologiens noksom begrundede System, om disses sande Na- tur. Men jeg maa uden frænologisk Bekræftelse lade mig nøje med Fremstillingen af Handlinger, som godtgjøre, at vore Dages praktiske gjængse Moral stræber at optage mellem de indiffe- rente Egenskaber, som ikke maa gjøre Nogensomhelst, nogen intelligent "Mand" idetmindste ikke, nogen Meen, under Navn af "Mystifikation" en Egenskab, som i gamle Dage langtfra nød saadan Anseelse, idet Hanget dertil endog blev anseet for far- ligt at besidde. Og skulde nogen Fleerhed af Publikum endnu være befængt med slig gammel Overtro, da tør den nok ogsaa være af den Mening, at man efter Sligt har hørt nok og mere end nok om Folk, der nu ere blevne i samme Forhold uværdige til videre Omtale som fortjente til taus men omhyggeligere Op- mærksomhed. Og naar det sees, at man virkelig famler i et mystisk Mørke, naar man søger at faae den Cst.nelles Redaktion fat, at det er umuligt at sige, om det er den eller nogle af dens SIDE: 57 saakaldte Medarbeidere, man har faaet at bestille med, -- at det ikke er en Treenighed, men en mystisk Mangfoldighed, som opererer under disse Mystifikationer, -- at diverse Personer tillade sig at handle i Redaktionens Navn uden at denne vil staa til Ansvar derfor, men trækker sig tilbage efter Beqvem- melighed, og at Redaktionen udstrækkes og Redaktørerne, som jeg skulde dechiffrere, saaledes mangfoldiggjøres i det uendelige og til mig ubekjendte Personer: saa tror jeg man vil finde det velgrundet, om jeg, i Frygten for ei at komme til Ende med Arbeidet, hvor let jeg end antager mig det, ganske opgiver det i et periodisk Blad, som ikke kan levere mig mine Skizzer hele, naar jeg endelig har faaet samlet nogle Lapper sammen. Thor gav Hornet fra sig i Jothunheim, da han mærkede at han havde faaet Havet at drikke af. Man behage blot at lægge Mærke til følgende Træk af den Constitutionelles Redaktion, hvilket nu ogsaa sysselsætter den almene Opmærksomhed, forat finde, at man for sin egen Skyld ikke ret vel kan give sig af med den, og forat see hvad, men ikke hvilke, Folk den bestaar af. Det svenske Aftonblad er, som bekjendt, den Tidende, der altid, især i Høst, varmest har forsvaret Norge mod de skam- melige Angreb, dette har været udsat for fra mange andre sven- ske Blade. Det har i Talent og Nidkjærhed langt overgaaet vore egne, men hvad var rimeligere end at disse dog ikke und- lode at erkjende Aftonbladets Fortjenester i denne Henseende? Og heri kan man nu tro, at den Cst.nelle ikke stod tilbage. De Suk, som stundom undslap den over at den stolte svenske Afton- bladsredaktion ikke holdt eller syntes at tage nogen Notice af den nye norske, paa Grev Wedels Kontanter grundede, under hans og flere Mægtiges Auspicier oprundne, af en heroisk Regjerings- fuldmægtig m. Fl. redigerede, smukke, store, kongelige Opposi- tionstidende -- en Slags Efterhærmen i al norsk Borgerlighed af Fænomenet med den af Argus som en hyklersk Ridderhuus- tidende saa haardt behandlede Svenska Medborgaren -- disse Suk forhøjede kun Styrken i Lovtalerne, især naar man betæn- ker den Styrke, som den krænkede Forfængelighed besidder, og at de kun vare uvilkaarlige Udbrud af dennes Lyst til at holde Bifaldet tilbage. Men dette gik ikke vel an. Dette gik SIDE: 58 ikke an. Den Constitutionelles Væsen er Mystifikation. Dersom den var oprigtig gik den tilgrunde. Den holder sit Publikum kun vedlige ved at nære dets Godtroenhed med Afvexlinger af Feig- heder og Rodomontader, og ved at fængsle Nysgjerrigheden til Haabet om en endelig tilfredsstillende Opløsning af dens Kon- tradiktioner. Hvad troer man da, at den havde at gjøre og gjorde? Jo -- Aftonbladet opløftedes til Skyerne, med umaa- delig Roes berettedes dets Bravourer for Norge, og hvorledes det stedse vandt mere Feldt i Striden med Dagligt Allehanda, som dengang ikke stod tilbage for Minerva i at kaste Brandpile over Kjølen; det rostes som det fornuftigste af alle svenske Blade, over hvem det kun var at forundre sig, at det kunde være saavel underrettet uden at læse et saadant Blad som den Constitutionelle o. s. v.; men -- -- paa samme Tid udfærdiges et Brev til Dagligt Allehanda, hvilket denne senere publicerer at være fra den Constitutionelles Redaktion, hvori Aftonbladet, paa en Maade der gjerne kan kaldes utaknemmelig, sættes under Bordet for Allehanda, hvis "Alsidighed" især ophøjes -- en Egenskab, hvorunder den samme Moral, som anviser Mystifika- tionen en Hædersplads, ligesom og under Benævnelsen "Kosmo- politisme," nobiliterer Alt hvad der kan tænkes af umandigt, lavt og vaklende. Men Opdagelsen heraf maa man ikke tro for- knyttede slige Karle. De ere belavede paa hvad det skal være. De havde Mand for sig -- vel ikke en Redaktør af dem paa Titelbladet, men en af dem bag Tapetet, en Medarbeider eller noget deslige, med og uden Redaktørs, ja Redaktions, Myndig- hed alteftersom det behøves. Besynderlige Folk! Naar Under- tegnede træffer Fuldm. Fougstad, og, under anden Passiar i Vind og Vejr, protesterer imod at slaaes navnlig op i hans lumpne Blad, saa veed jeg ikke Ordet af før det hedder, at jeg har talt med den fungerende Redaktør, ja truffet paa den hele Redaktions mystiske Treenighed. Derimod -- kommer der et Brev af slet Indhold fra den Constitutionelles Redaktion til en i et fremmed Land, og det bliver opdaget, saa er det ikke Re- daktionen, men Gud veed hvilken af dens Tjenstgjørende og til Tjeneste staaende Personale. Under saadanne Omstændigheder maa det holdes mig tilgode, om jeg holder det umuligt at blive færdig med "den Constitutio- SIDE: 59 nelles Redaktører." Jeg kan faa med alle de Excellenzske at gjøre. Man faar idetmindste opgive mig Antal og Personer. Men siden denne sidste Affære har gjenkaldt mig de Forsøg paa eget Forsvar, som den Cst.nelles Redaktørers Adfærd imod mig aftvang mig, beslutter jeg mig til her at levere en for Stats- borgeren forlængst forfattet Rekapitulation deraf, nedskreven fordi jeg af nære og fjerne Venner underrettedes om at den Cst.nelle hist og her havde været heldig med sine falske Frem- stillinger især af det nærmere Forhold, jeg skulde have villet sætte mig i til den ved Hjælp af et løst Forhold til Fuldm. Fougstad, der alene havde været nok til hist og her at sætte mig i Skyggen. "Redaktørerne af Bladet den Constitutionelle have fundet for godt i en Artikel i Spidsen af Bladet, pludselig at overfalde Undertegnede, som unavngiven Forfatter af Flyvebladet "For Menigmand." Dette Overfald er ligesaa uædelt og uretfærdigt, som det maatte være uventet af Herrer, der pukke paa Huma- nitet og Liberalitet. Det sande Motiv til denne Adfærd er vel senere undsluppet disse Herrer, nemlig at de have taget sig nogle af Statsborgerens Stiklerier paa deres Blad meget nær; men som Paaskud angives Medynk med Statsministeren, som jeg i mit Flyveblad skal have faret ilde med. Jeg skal nemlig ved Nr. 2 af bemeldte Blad have villet virke paa Rigsretten, som just den Dag, det udkom, var indenfor lukte Døre og be- skjæftiget med Domfældelsen, og saaledes ikke kunde befatte sig med mit Flyveblad, om det end var kommen flyvende lige i Rettens Skjød. De sige, at mit Blads Indhold var hadsk, men det maa erkjendes af Enhver, at det var skrevet i en langt mo- deratere Tone end mange Andres polemiske Stykker. Det skulde sigte til at vække Had imod Statsministeren; men til at vække offentlig Had til denne Mand, har intet Skrivt i denne Tid fra først af bidraget mere end just den Cst.nelle. Denne Redak- tørernes Palinodi [fotnotemerke] kan ikke forandre det. Det de skrev, det skrev de. Man beskylder mig for at have vækket Had til Man- den; -- det behøves der ej at vækkes; Han Selv og de Cst.nelle have vakt det. Og paa samme Tid, som de bebrejde mig at ville Fotnote: Tagen sine Ord i sig igjen. SIDE: 60 gjøre Manden forhadt ved at bruge Personligheder imod ham, saa tillade de sig de mest nærgaaende Personligheder imod mig, og sigte til, at gjøre mig, som allerede er forhadt af Mægtige nok, ogsaa forhadt af de Smaa, og at berøve mig det, som hidtil har trøstet mig, fædrelandssindede Borgeres Bifald og Erkjen- delse. Men de Cst.nelle tænke ventelig, der er Forskjel paa Personer, og deres Humanitet synes at staa paa et højt Stand- punkt; den synker neppe nogensinde saa dybt, at den skulde blive saa ringe en Person som mig til Deel, og antager vanskelig den kristelige Almindelighed, at Personligheder mod det ringere Subjekt skulde være ligesaa lumpne og skrækkelige, som Per- sonligheder imod en Mand ved Thronens Fod. Vel henregnes jeg af disse ædle unge Mænd til de Slags Folk, som intet have at tabe, og jeg forstaaer meget vel, at de ville sige: saaledes som dette elendige Flyveblads Forfatter kan vel En tale, som intet har faaet af Statens Goder, som har gjort sig duelig til dens Tjeneste, men er tilsidesat og forurettiget, og ingen Post, ja ikke engang Forhaabninger har -- med et Ord, "som intet har at tabe;" men Vi, som kunne tabe vore Charger, vore Ud- sigter til Højderne, vi maa tale i en anden Tone, i det mindste i en anden Tone end nys. Jeg indrømmer nu vel Sandheden af, at jeg henhører til dem, som ikke have at tabe det de Cst.- nelle kalde noget. Jeg har vistnok hverken Bureauchefspost eller Stormænds Gunst eller Forhaabninger eller Formue at tabe, men derfor kan jeg dog have noget at tabe. Jeg kan f. Ex. tabe Menigmands og mange Borgeres Gunst, som jeg hidtil har ejet og glædet mig ved; Jeg kan tabe min Tro paa Menneske- heden, min Agtelse for Dhr. Motzfeldt thi at plyndre den, som lidet eller intet har at tabe, er overalt, hvor moralsk Følelse existerer, erkjendt for nedrigere end om sligt Attentat udøves mod den Rige. De Cst.nelles Personligheder imod mig ere derfor af uhyre større Indflydelse end Flyvebla- dets imod omtalte høje Subjekt, om der i Bladet findes noget, der fortjener denne Benævnelse -- det mange med mig tvivle om. SIDE: 61 For at skille mig ved dette lidet, jeg har at tabe, for at vække Had, Foragt og Mistanke mod mig hos et Folk, jeg har offret alle min Sjels Kræfter, derfor kaldes jeg -- "en falsk og fejg Folkeprofet." Men noget falskere og feigere er aldrig bleven sagt. Derom vidner mit hele Liv. "Folkeprofet?" Hvori ligger det haanlige i dette Skjeldsord? Profet indeholder det ikke. Den Cst.nelle og de andre Blade have ogsaa tit profeteret, og der behøves i Sandhed ingen Inspiration til at profetere vor politiske Fremtidsskjæbne. Tidernes Tegn ere dertil altfor klare. Men Folkeprofet, -- det er noget andet; kommer Folket eller Menigmand i Spillet med, saa bliver det strax foragtet. Den Cst.nelle vil ingen Folkeprofet være -- det haaner han; han vil være Hofprofet. Og falsk -- nei det har jeg aldrig været -- men stedse Ven mod Ven og aabenbar Fiende mod Fiende, naar jeg har været dette. Ingen Falskhed; men jeg har viist Enhver hvad jeg førte i mit Skjold, og i det mindste stedse været mine politiske Grundsætninger tro. Det er mere end man kan sige om de Cst.nelle, hvis Constitutionellitet stundom er heel ukjendelig og hvis politiske Tænkemaade ofte falder i det uklare og spiller stærkt over i Rigstidendens Farve. Ikke heller har jeg viist, at jeg er bange for nogen, i hvor høj og mægtig han end var, eller i hvor lærd eller indbilsk han end er. Jeg har i det mindste havt Mod til at angribe enhver Fornærmer uden Persons An- seelse, det er almeen bekjendt, saa at intet kan være falskere end at beskylde mig for Feighed som Skribent. Men at spotte over "Stumperne af en sønderbrudt borgerlig Lykke," saaledes som de ædle Redaktører af den Cst.nelle flere Gange i deres Repartier have gjort, og det med fuldeste Bevidsthed om den reelle Sandhed og den formelle Justesse i Udtrykket, -- og at nedtrykke den Nedtrykte paa samme Tid, som man smigrer, eller vel endog for at smigre den Ophøjede og Mægtige, det kalder man "Feighed," det hedder Lacheté; det har dette Navn overalt hvor der slaar et Hjerte, og minder om Trællen i Evan- geliet: "Hans Hellighed kan lide at vi slaa ham. Den Tjeneste er let. Er det et Svar til Israels Højpræst, du?" SIDE: 62 Og nu Beviserne for den mig tillagte Feighed. Først, at jeg ikke ligefrem har nævnet mig som Udgiver af Flyvebladene, men benytter Anonymiteten. Dog er det notoriskt, at ingen norsk Skribent har mindre skjult sig under Maske end jeg, ingen mindre lagt Vægt paa Anonymiteten end jeg -- ingen traadt dristigere frem for Publikum end jeg med Skrivter, som hine Herrer skulde have skjælvet for at vedkjende sig. Jeg troer desuden ikke at kunne være anonym, om jeg endog vilde det. For det andet, at jeg anmodede F -- om, at mit Navn ikke skulde nævnes, om der i den Cst.nelle blev skrevet om Kongens Benævnelse paa Prækestolen som Carl den 3die. Dette skulde ogsaa komme af Feighed. Kan mine Herrer da besvare, for hvem jeg skulde være ræd, om det endog rapporteredes i deres Blad? For Kongen? Hans Majestæt vidste det allerede; det var ham allerede rapporteret. For Folket? Ordet var jo udtalt af mig for en fuldproppet Kirke -- og Folket tager det vist ikke ilde op. Med Hensyn til Folket kunde jeg snarere ønske det med store Bogstaver i deres Blad. Nogen Skam og Skjændsel kunde det ialfald aldrig gjøre. Absurditeten i deres Beviis- førelse er saaledes iøjnefaldende. Lige saa ussel er Beretningen om min Tilstedeværelse i Selskab med nogle Menigmands Re- præsentanter, der heller ikke maa kunne relevere nogen Skam- plet, thi Folkets Repræsentanter ere hæderlige Mænd, som man kan være bekjendt at have været i Selskab med. Ikke heller vidste jeg, at det var vanærende at forespørge mig, om man honorerede indsendte Stykker til den Cst.nelle. Dette Blads Redaktører synes dog, at have gjort sig en Triumf af at have sagt, at jeg har tilbudt mig at skrive i den Cst.nelle "for Penge," ligesom de derved havde sagt noget som maatte geraade mig til evig Spot og Skam. Skrive da Redaktørerne i den Cst.nelle ikke for Penge? Er det blot for Ærens Skyld, saa maa jeg raade dem til at skrive noget bedre end det de have skrevet imod mig; thi af dette have de saa liden Ære, at Enhver maa undres over at de have erklæret sig saa begjerlige efter at dele den, at ingen af dem paa nogen Maade vil give Slip paa sin Andeel. Desuden, om jeg -- hvad jeg ikke benegter, fordi jeg vel ikke erindrer det, men antager Muligheden deraf -- havde i den Cst.nelles første og bedre Dage forhørt mig for mig Selv eller Andre hos en SIDE: 63 Bekjendt imellem Redaktørerne, om Oversættelsen af en god politisk Artikel kunde ventes honoreret, saa tør jeg tro, at selve Redaktørerne ikke for Alvor kunde tiltænke mig, at denne Ar- tikkel skulde være af nogen anden Aand og Tænkemaade end den, der stemmer med min egen. Men Beretningen om denne Diskussion der gjerne kan have fundet Sted uden derfor at af- give vægtigere Relevation til Skade for min Karakteer, vidste Redaktørerne at give den skumlende Retning imod denne, at det hovedsageligen er dette Attentat, som har lagt mig Pennen i Haanden til disse Afskedslinjer. Henrik Wergeland. Henrik Wergeland [BYRÅCHEF BERNHOFT OG STATSMINISTEREN] (Indsendt.) Statsborgeren 27. nov. 1836. Det er behageligt at erfare, at Hr. Bureauchef med meget mere Bernhoft der, som bekjendt, trolig og i al Uskyldighed bringer Hs. Exc. Statsministeren Nyheder fra den Hjemstavn Høisamme elsker saa saare og yder saamange Velgjerninger, ogsaa betænker Publikum med interessante Nyheder fra Hans Excellence. I den sidste Tid meddeler Hr. Bernhoft saaledes et Brev, hvori der, navnlig om og i Anledning af Hr. Pastor Hessel- berg, findes de elskværdigste Hjerteudgydelser, som ret ere egnede til at forsone Publikum og overtyde det om at Hs. Excel- lence er et ligesaa godt Menneske som genial Politiker. En saa- dan Mellemmand er unegteligt det ypperligste Middel til at for- bedre Forholdet mellem Hs. Excellence Statsministeren og Na- tionen, der i den sidste Tid er blevet saa slet, at det umuligt synes at kunne vedvare. -- Og siden vi tale om den Ene, saa kan man og tale om den Anden. Derfor -- Hr. Politimester Richter, behag at underrette Publikum om for Hvem De af og til tager Afskrivter af den her i Hovedstaden cirkulerende Sub- skriptionsliste til Constitutionsstøtten? 24de November. Henrik Wergeland SIDE: 64 [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 27. nov. 1836. Norge. Under 10de d. M. er blevet fastsat, at der af Op- lysningsvæsenets Understøttelsesfond skal anvendes indtil 1500 Spd. aarlig for Aarene 1837 og 1838 til 180 Præmier, paa 5 -- 10 -- 15 og 20 Spd. hver, for de Almueskolelærere paa Landet, som af vedkommende Biskop befindes at udmærke sig ved hel- dige og nidkjære Bestræbelser for Ungdommens Dannelse, og at det overlades til Departementet for Kirke- og Underviisnings- væsenet, at bestemme disse Præmiers Antal, Størrelse og Ud- deling saaledes, som det maatte findes hensigtsmæssigst. -- -- Fra det Throndhjemske, især de indre Bygder, saasom navnligen Snaasen og Stod, som ogsaa fra Slidre i Valders, be- kræfte specielle Efterretninger, at Hungersaaret forestaar. Under disse Omstændigheder forekomme det os at Brænderierne bør standse og at enhver norsk Borger bør være villig til efter Evne at yde betimelig Hjælp. Den almindelige Fattigdom i de lidende Bygder, som, i Forbindelse med et overspændt Gageringssystem og glimrende Fremstillinger af en almindelig Velstand, er nær- værende Unionsperiodes Karakteristik, antræffes ogsaa i oven- nævnte Skildringer og opfordrer til at hjælpe dem, der ikke kunne hjælpe sig selv. Ellers tør der til næste Sommer staa øde Bygder hist og her i Norge som efter Svartedøden. Henrik Wergeland [SPØRSMÅL TIL BYRÅCHEF BERNHOFT] (Indsendt.) Statsborgeren 1. des. 1836. Bureauchef m. m. m. Bernhoft erklærer i den Constitutionelle angaaende Taksigelsen i sidste Statsborger, fordi han ogsaa er saa artig til Gjengjeld at regalere Publikum med interessante Nyheder fra hans Principal Hs. Exc. Statsministeren, at han "modsiger dette, fordi det er Løgn." Vover Hr. Bernhoft at opfordre Indsenderen til at udtale sig nærmere og detaillere noget derom? Vover Hr. Bernhoft? Henrik Wergeland SIDE: 65 [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 1. des. 1836. Norge. Til vor seneste Anmeldelse over Subskriptionen til "Nationalmindet" kunne vi tilføje, at fra Skien ogsaa er ind- hændiget en Plan hvorpaa er tegnet noget over 112 Spd. I Kristiania cirkulerer fremdeles den samme enkelte Plan, der gjør det saa inderligt beqvemt at kontrollere den. Dhrr. Pro- fessor Hjelm, Lektor Schweigaard og Depotforvalter Gløersen give fremdeles ikke efter for Andragender om at erholde flere Planer ud; men naar Subskribentmødet endelig finde Sted under nærværende Storthing, tør man haabe, at det store Antal af henved et Par 1000 Planer, som bemeldte Herrer ruge saa æng- stelig over, komme løs, og at hver norsk Mand og Qvinde, som føler Trang til at bidrage til dette Anliggende, saaledes vil kunne faa subskriberet. -- -- Paa Kristiania Torv, i Postmesterens egen Port er Posten bleven plyndret. Den 28de d. Kl. henved 11 om Aftenen opdagede det forsømmelige Postvæsen at den Sæk, som inde- holdt Udenrigsposten fra alle Steder, undtagen fra Kristiansand til Stavanger var borte af Kjærren, der stod uden Opsyn i den til Torvet aabne Port, mens baade Karl og Andre vare inde. Omtrent 270 Spd. og en Mængde Vexler gik ifløiten. For de sidstes Skyld affærdigede Regjeringen Extrapost. Henrik Wergeland [OM "SVENSKA MINERVA"] (Indsendt.) Statsborgeren 4. des. 1836. Af det svenske Aftonblad har man i sin Tid erholdt Vink om Beskaffenheden med "Svenska Minerva". Det sagde tillige, at man enten ikke formaaede at indsee eller ikke vilde indsee samme her i Norge. Det Sidste torde maaske være alminde- ligere, end det Første; thi at i det mindste mange maatte indsee, hvorfra den havde sit Udspring og Tilhold er vist. Nu seer man da af Aviser, at den er krøbet i Kjøkkenkrogen, enten den nu er bleven afmægtig efter al sin Anstrengelse, og derfor trænger til at udhvile sig, eller er den vel et fra Syden indvandret Barn, og saaledes maaske ømfindtlig mod Kulden, og har valgt saadan SIDE: 66 Plads, for være des nærmere Ilden. Da der nu i Kjøkkenkrogen vel ej er Overflødighed paa Plads, saa har den vel sat Skjold og Brynie udenfor under sin Ugles Oppasning og Varetægt, hvor denne da kan synge for sin Herskerinde, og fordrive hende Ti- den om Natten med den gamle Vuggevise, som maaske ogsaa haves paa Svensk, nemlig: "Katten er mit Sødskenbarn, Den har gode Dage; For det fule, lumske Skarn Maa jeg staae tilbage. Den faaer Melk af Sølverfad; Jeg faaer intet uden Had. Maa jeg ikke hyle? Jo jeg maa nok hyle." Uglen, saasom henhørende til Rovdyrenes Slægt, maa vel op- holde sig udenfor, at passe paa og slaae ned i det Rov, som nu og da kan komme i dens Nærhed, og maaske tillige for at var- skue sin Herskerinde, om den finder at der for hende maatte gives god Anledning til at gjøre Brug af sit krigerske Anlæg, som i den senere Tid dog kun skal indskrænke sig -- som der siges -- til Krybskytteri. Henrik Wergeland [OM NYTT OPLAG AV H. N. HAUGES SKRIFTER] (Indsendt.) Statsborgeren 4. des. 1836. Af Morgenbladet seer man, at der ønskes kjøbt Hans Nilsens Hauges Skrifter til Opbyggelse for Brændeviinsbrænderne i de Dage, som disse ikke maa drive deres Næringsveie. Indsenderen heraf har nok enkelte af disse, for ret mange Nordmænd saa korrekte og smagfulde Værker, men han har langtfra ikke alle. Det vilde maaske være godt til Civilisationens og Kulturens Fremme, om et nyt Oplag blev foranstaltet trykket. Saadant Foretagende vilde ventelig lønne sig særdeles godt, saameget mere, som Pluraliteten i visse Forsamlinger lader til at være af den samme Mening. Det nye Oplag kunne formeentlig mest passende tilegnes Herr Svanøe eller andre værdige Gudsmænd og gamle Koner. Jonas Fisker. SIDE: 67 Henrik Wergeland "DEN 31TE OCTOBER" (Indsendt.) Statsborgeren 8. des. 1836. "Hvad mærkeligt ved denne Dag, der tillige er saa nær den 4de Novbr.? Jo, Den Constitutionelle, dette Særsyn i Norden (see Kjøbenhavnsposten), der er i Besiddelse af en Redaktion, hvormed selv saa herlige Kræfter som Dæmringsskjaldens [fotnotemerke] have forenet sig, har idag atter taget den gamle Kofte paa, og dette har jeg anmærket i min Almanak. Kun i Beslutningen angaaende Kongeboligens Marmorsøiler kan den finde nogen Trøst over de Debatter, som fremkaldte den. Storthinget skulde uden at disku- tere Sagen, der dog angik flere Tusinder, uden videre forkastet Kommittee-Indstillingen, -- at Thinget ikke gjorde dette, har rigtigt gjort den Constitutionelle overmaade ondt. Dette er paa engang noget latterligt og ærgerligt. Latterligt, fordi en lige af- fekteret Kummer og Vigtighed tilhobe danne et Ansigt, der skjæ- rer sig paa det allerfortræffeligste, men ærgerligt fordi man har seet det saalænge, at det begynder hjerteligt at kjede. I Anled- ning af den Cst.nelles glædeblandede Sorg eller sorgblandede Glæde, kan jeg længe nok bestræbe mig for at danne mig et deiligt Billede, det saa tit benyttede, just fordi det er saa skjønt: en elskværdig Ungmø smilende gjennem Taarer -- jeg kan for- søge længe nok, Ungmøen Constitutionella vil ikke forekomme mig saa elskværdig. Hun har en hvid Hud. Ja saamen er den hvidagtig, dog helst bleg. Hendes Kinder bære ingen Roser; hun seer imellem temmeligt mat ud, plages meget af Qvalmer, især Fotnote: Dæmringen veed man foraarsagede i sin Tid megen Allarm, og Folk forundrede sig derover; men dengang vidste man ikke, hvad man nu veed, at dens Sonnetter udsatte i ubunden Stil, skulde blive et Defensionsskrivt for Statsminister Løvenskiold, og et Fornærmelsesskrivt mod den norske Nation, som uddeles gratis med den svenske Statstidende. O tempora! Den- gang vidste man ikke, at hvis Hr. Advocat Petersen havde paabegyndt et Indlæg mod ham, der bragte Dæmringsforfatteren i en Sammenligning med Fader- og Modermorderen og Forræderen mod Stat og Menneskehed, da vilde han omsider faa benytte sit Udkast i en Rigsretssag til Forsvar for en Statsminister; -- dengang vidste man endelig ikke at en saa ædel Kraft, som den, der har frembragt et Haandigt mod sit Fødeland, vilde forene sig med den Constitutionelles Redaktion, eller at denne vilde forene sig med en saadan Kraft. O mores! Inds. Anm. SIDE: 68 naar hun altfor graadig har slugt Storthingsmænds Brøst og Ka- baler; men hvad der er det allerværste hendes Ansigt antager ef- terhaanden en noget gusten Karakteer. Der gives Muskler i dette Ansigt, der ofte fortrække sig paa den mest uhyggelige Maade, og i det Hele findes deri noget Haardt, Skarpt, Kantet og Fra- stødende hvoraf en Karakteermaler vilde lade den fornærmede Juno faa den ene, den opbragte Fiskekjæring den anden, en Dæmrianer med Seeglas den tredie og Momus med sit Hverdags- ansigt den fjerde Deel. Hvorom Alt er: Constitutionella lader mig ikke forgaa af Kjærlighed. Saalangt havde jeg skrevet, da hun en vakker Morgenstund kom til mig hæsende og blæsende og bringende det forfærdelige Budskab, at Grundlovens § 2 var omstyrtet af Odelsthinget, hvis Medlemmer paa 10 nær vare gaaede over til Jesuitismen, og havde erklæret sig for dennes første Grundsætning: Hensigten helliger Midlet. Jeg studsede og saa mistroisk paa hende; men hun havde naturligviis per- sonlig Vished. Efterat jeg nærmere havde undersøgt Sagen stop- pede jeg min Pibe og tændte den med disse Ord: Hun bliver den Gamle. Hvorfor fortæller jeg dette? For at give Læseren et Exempel. Stop han sin Pibe Fa'r og lade Nella sukke; det har saamen intet at betyde. Ovenstaaende blev tilstillet Morgenbladets Redaktion, men da denne negtede Optagelse, maa Indsenderen bede det optaget i Statsborgeren. Henrik Wergeland STATSRAAD COLLETT KOMPLIMENTERET AF BORGERNE (Indsendt.) Statsborgeren 11. des 1836. Aviserne have berettet, at afskediget Statsraad Collett blev komplimenteret af Hovedstadens Kjøbmænd alene for det For- holds Skyld, hvori han i længere Tid som Chef for Tolddeparte- mentet havde staaet i til dem. Omendskjøndt Handlingen, ved denne Indskrænkethed i Motiverne, saaledes er saa ganske uden Betydning og saa uskyldig, som den vel kan være, saa maa man dog ikke tro at den var uskyldig nok for Alle. Men det fortjener et NB, at de af Kjøbmandsstandens Fornemste, som SIDE: 69 ikke troede at burde være med, netop vare de af dem, som vare -- svenske Riddere. Altsaa Æresmænd om ikke Hædersmænd. Var det et Tilfælde at det netop skulde træffe paa dem? Henrik Wergeland ATTER "EN PHARMACEUT FRA KJØBENHAVN" (Indsendt.) Statsborgeren 11. des. 1836. -- Atter igjen "en Pharmaceut fra Kjøbenhavn" anmeldt i Aviserne af en af disse mange af hans velanbragte Landsmænd, der paa vore Egnes Bekostning have trængt sig ind i denne nok- som indknebne Levevei og der fæstet fast Fod for at hale Andre daraussenfra ind efter sig! Det er godt, at Kunsten, efter dens Navn og Væsen, giver meget at bestille med Urter, saasom dette skal ingen ringe Indflydelse have paa at gjøre Karakteren from og godmodig, og der isandhed udfordres en god Portion heraf hos dem af vort eget Lands Børn, der taalmodigen maa see sig meer og meer udestængt fra denne Levevei af Fremmede, der trække ustandseligen herind som Myrer, der have faaet Gangen til en Sirupskrukke og hvis kraftige Anbefaling, især hos de mange Danske, der alt sidde inde med vore Apotheker, er at de ere danske. Denne Frombliven grunder sig ikke alene paa en Analogi fra de Umælende; og man tør haabe, at den ikke gaar til den Yderlighed, at vore Pharmaceuter miste Mælet over saaledes lidtefterlidt at blive reducerede fra rette Børn til Sted- børn, der ikke have Lov til at finde sig hjemme i eget Fædrene- huus. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN ARTIKKEL "OM FOLKEFORSAMLINGER"] Statsborgeren 18. des. 1836. Men leve Republikken. Correctørens Anm. Henrik Wergeland [UNIONSSUKK] Statsborgeren 18 des. 1836. Ved at læse Dagligt Allehanda af 12te d. maatte en Nor- mand udstøde dette SIDE: 70 Unionssuk: -- -- Min søta Bror Tilvisse det maa briste, som hænger daarligt sammen -- Amen! Henrik Wergeland FRA HENRIK WERGELAND I ANLEDNING AF MORGENBLADETS HAM VEDKOMMENDE SVAR PAA EN OPFORDRING FRA SVENSKE AFTONBLADET Morgenbladet 19. des. 1836. Der er intet norskt Blad, som i hvad man kalder Honettetet, Gemytlighed, Godmodighed, promta og omsider have de fule Patroner indbildt Sverige, at Morgenbladet repræsenterer Norge, samler dets Opinioner i Redaktionsspalterne, og at alle Normænd, som kunne have no- gen Mening, jurant in verba magistri ): paa Morgenbladsredak- tørens. Jeg finder det her passende at bemærke, at hvad jeg her SIDE: 71 yttrer om Morgenbladet paa Foranledigelse derfra, tillægges ingen Opinionsstyrke, skjøndt jeg kan paapege Mange, der i foregaaende Yttringer understøtte mig i denne Formening, og at om Morgenbladet tiltroes nogen større moralsk Kraft end der kan ligge i en oprigtig Mening, da skeer det med Urette, saasom vi virkelig her kun staae to Individer mod hinanden uden Fiend- skab, men den Ene i den mystiske, anseede Morgenblads-Redak- tions vide Dommerhabit der gjerne for det kan skjule et Høiesteretspersonale, den Anden, som sædvanlig, i en Ankla- gets blotte beskjedne Skikkelse. Aftonbladet og de øvrige Ti- dender derinde i det Rige, som Norge er blevet forenet med, bedømme derefter det objektivt Paalidelige i disse to Personers Referater og Anskuelser, forsaavidt de finde det nødvendigt at give dem tilkjende. Dette har Undertegnede tilforn gjort, tilsagt af sit Hjerte, saaledes som jeg vil troe enhver oprigtig Svensk vilde have gjort under lignende Omstændigheder, fra norsk Side -- fra norsk Side siger jeg; thi jeg tilstaaer, at jeg ikke er Unioners Ven i Almindelighed uden i en høiere Skala og Betydning end de sæd- vanlige Tverigers, og at jeg ikke hører til dem, som af den nye svenske Brochure om en ny Foreningsovereenskomst lade sig for- lede til at give alene modvillig Tværhed og konservativ Aand- løshed hos den norske Regjering og ikke dennes Forhold til det Onde, som raader i Sverrig og gjør dette ulykkeligt, Skyld i Forviklingerne. Morgenbladet har ogsaa gjort det nu, men til- sagt af et svensk Blad. Og Motiverne ere hverken lige gyldige eller lige ædle. Men Besvarelsen paa det virkelig altfor fortrolige Spørgsmaal fra Aftonbladet, om der gives et Parti(!) i Norge, som arbeider paa Foreningens Opløsning, maa dog kunne gives fra den Re- flexionens rolige og kolde Høide, som det upartiske Morgenblad indtager! Derfor har Aftonbladet i sin patriotiske Angest hen- vendt sig til det. Men der er ingen Upartiskhed hvor Ens Per- sonlighed bestikkes; og dette er Tilfældet med Morgenbladet. Det anseede svenske Aftonblads intime Anmodning var nemlig at strø Frø for Fuglen og at fremkalde altfor uimodstaaeligt den gamle Svaghed, som, saalænge Redaktionen ved dette Blad ikke har været anderledes organiseret end at enkelt Person betjente SIDE: 72 sig af et saa mægtigt Organ, har mænget sit Løierlige ind i hiin elskværdige Egenskab, som det skylder denne Personlighed. Morgenbladet har nemlig, saalænge denne har været Røsten i dette gamle hule Orakeltræ, altid viist en synderlig Lyst til at agere ufeilbar Voldgiftsmand og iklæde sig en Dommers Maje- stæt. Og dette har især været Tilfælde i Qvæstioner, hentede fra begge Rigers Journalistik, og kunde tages for godt indtil man endelig fik at vide, at ikke men , at disse apodiktiske Kjendelser skrev sig fra en enkelt personlig Suffi- sance, der med al Agtværdighed forresten og den oprigtigste Kjærlighed til Upartiskheden dog let forvexlede dermed Karak- teerløsheden ved sit Blad, eller fra en Redaktør, ikke fra en Redaktion, saaledes sammensat, at det Sande med nogen Sik- kerhed kunde ventes opfattet og gjengives. Saaledes var det muligt, at Bagateller uden Betydning og Sammenhæng, saadanne som de findes opstillede i den Opsats i Morgenbladet "om Partierne i Norge", der fra et svensk Blad, som er ubekjendt med hine Forhold, har givet det en kjær An- ledning til atter at bestige Dommersædet, kunde kombineres sammen med en Række af fixe Ideer til Noget, som hverken var meer eller mindre end et maadeligt underrettet Individs An- skuelse, men som Publikum skulde tage for Udbyttet af et vue d'oiseau, hvortil det havde behaget en uomtvivlet Viisdom at op- svinge sig. Det svenske Aftonblad kunde, især om det norske Publikum er saa indifferent som Morgenbladets Redaktør siger, have henvendt sig til det i Almindelighed, og i hvilkensomhelst, der havde villet oplyse det, skulde det have fundet en Autoritet, der staaer ligesaameget til Troende som dettes Redaktør. Jeg for mit Vedkommende kunde nu give mit Bekjendtskab til det politiske Sindelag hertillands tilbedste; men jeg vil spare mig Umagen, da jeg troer, at Fremmede kunne have nok i det Svar, som de desuden selv ved nogen Eftertanke maa kunne give sig, nemlig at det er som det maa være efter Omstændighederne, og jeg desuden har saadanne Tanker om det Sande i min An- skuelse deraf, at jeg ikke ligegyldigen kan taale, at det drages itvivl, ikke fordi det er urimeligt, men fordi jeg absolut skal gjøres til en Partimand, mens jeg dog giver det, som Morgen- bladet fremstiller som Rudimenter til Partier hos os, paa det SIDE: 73 Alleroprigtigste en Goddag. Man skalter og valter meget over mit Navn; men jeg vil alligevel ligesaalidt protestere imod de forskjellige skjæve Anskuelser af min Stilling til Opinionen som imod at Morgenbladet tillægger mig det varmeste Gemyt for den Overlast Fædrelandet lider, eller, med et for de svenske Inqvisitorier mindre mistænkeligt Udtryk, for de unionelle Krænkelser. Kun vil jeg protestere imod, at en Indifferentismes sløve Øie skal passere for at være det Speil, som paalideligt reflekterer Tingene og Begivenhederne, og at Nationen dannes af en Masse Nathuer uden Mening saaledes som Morgenbladet har villet det. Men det er mindre at forundre sig over at Mor- genbladsmanden fordyber sig i egne Drømmerier, naar han giver sig Mine af at gaae til Kilden for hint "Sorl", der skal have forfærdet de paatrængende Brødre hiinsides Kjølen, som om det var Drønet af den Strøm, som skulde adskille Nordens Riger hvert til sit, end over at han ikke opdager den sande Mening i de forskjellige senere svenske Yttrender i vore Anliggender, og da det Uværdige i at være disse troløse Venners høflige "Sein- diener", i at underordne og lydiggjøre dem sit Blad og i at opofre Sandheden, dem til Behag. At den Constitutionelle har kunnet gjøre dette og begaae vitterlig Synd i alle disse tre Punkter, nemlig i sit uberigtigede Referat af Dagligt Allehandas skamløse Artikel af 12te dennes, var mere i sin Orden, da den er vort mest erklærede Partiblad, og det ganske stemmede med denne Redaktions uædle Karakteer at sluge Allehandas myn- dige Irettesættelser og tage sig ad notam dens Vink om hvor- ledes den skal opføre sig, forat vedligeholde den nye, paa saa hæderlig en Maade knyttede, Alliance med dette gediegent svenske Blad og fortsætte Arbeidet i den Retning, som dettes Politik nu har taget i vore Anliggender. Jeg skal for det stak- kels forførte Morgenblads Skyld paapege en Egenskab, som saavel i Allehanda som i den danaiske Gave af Argusredak- tørens Skrivt om et nyt Unionsfordrag (selve Titelen er falsk; der findes intet om et saadant) karakteriserer Farligheden af denne nye svenske Journalpolitik. Skal der mere end et halvt Øie til forat opdage, at disse falske Blikke, fra at have næret paa det ivrigste den norske Formening om at de unionelle Mis- ligheder vare en Fraktion af det svenske Aristokratie at til- SIDE: 74 skrive, ere slagne ind paa den Vei, at forgifte den norske Loy- alitet med Mistanken om, at de ere selve den norske Regjering at tilskrive? De unde os ikke Trøsten i vor Tro om det Ophøiede i Kongens Personlighed og om en Velvillie, som ikke altid kan i Momentet udføre sine ædle Hensigter. De vække Mistanke mod Mænd, der paa engang ere Kongens og Dynastiets og Fædrelandets sandeste Venner. De smigre den norske Natio- nalitet i nogle Henseender forat vænne Normændene til, med Tilliden til en upartisk og fornuftig Ven, som mener det saa inderligt vel, at taale Bortræsonneringen af deres Krav i de Punkter, hvori det især er dem om at gjøre, at det ikke bliver erkjendt og opfyldt. Og for ret at vække det Sind i Norge, som stemmer bedre med deres Hensigter og det, som hersker i deres eget mindre lykkelige Hjem, udgive de en Combination, som de selv have foretaget sig, af endeel upopulære Begivenheder for at være Fremtrædelsen i Dagen af vor egen til Liv og Sjel ikke alene konservative men reaktive og Nationens store Friheder fiendske Regjerings System. (Fortsættes.) Henrik Wergeland FRA HENRIK WERGELAND I ANLEDNING AF MORGENBLADETS HAM VEDKOMMENDE SVAR PAA EN OPFORDRING FRA SVENSKE AFTONBLADET (Slutning fra No. 351.) Morgenbladet 23. des. 1836. Aftonbladet har vel forsmaaet denne Taktik, som saa tyde- ligen er fremtraadt især i hiin Brochure, der -- man maa tro ved sin pikante, [fotnotemerke] men svigfulde Titel -- er fremkaldt til en Fotnote: Hvorfor er den pikant? Dette Spørgsmaal fortjener en Undersøgelse. Hvorfra denne Titels særegne Interesse, der lod den publiceres hos os til Oversættelse før Bogen var læst eller kjendt af Nogen, og som ilede med i begge Riger at tilfredsstille den første Nysgjærrighed med Uddrag? "Om et nyt Unionsfordrag" -- var dette Titelen til et ukjendt Værk, som Enhver i lang Tid havde bearbeidet i sit Indre? Vilde Enhver nu kun sammenligne den Enkeltes Ideer, som havde udgivet sit, med sine egne til et nyt Unions- fordrag? Her træffe vi isandhed i denne Trang paa mægtige Elementer til et Parti. Men inden dette har konstitueret sig, maa gjensidig Tolerance vises, og dette maa ikke forbydes Nogen, ikke engang Flyvebladenes Ud- giver, at have sine Tanker om baade det gamle og et nyt Foreningsfordrag. SIDE: 75 ufortjent Opmærksomhed; og man bør indrømme denne Tidende, som stadigst har fredet om Foreningen, Ret til at være ængst- ligst over enhver, virkelig eller indbildt, Forpurring af det bløde Charpi, hvormed Aftonbl. forbinder disse dens Saar, hvis Rande ikke ville heles sammen, men som altid bryder op paany fra Grunden af. Men denne Ængstlighed, som tilhører og er na- turlig for den svenske Patriotisme, men ingenlunde for den norske, der ikke har nogen Grund til at tro Fædrelandets Vel- færd truet, om end alle svenske Publicister fordrede Unionens Ophævelse, fortjener en bedre Trøst og paalideligere Underret- ning end Morgenbladets Redaktør har givet det. Alle, som gide det, bør forenes om fra alle Kanter her i Landet at oplyse Afton- bladet, men ikke ved at give det enfoldigt Svar paa et enfoldigt Spørgsmaal, og ikke ved at betro fremmed Nysgjerrighed mere end den har godt af og man kan forsvare. Det er altfor ubarm- hjertigt af Mbldt. at give sin troskyldige Frænde en saadan Liimstang at løbe med som dets egen isolerede Mening, og om denne nu var forlangt, burde han tillige have faaet Underretning af Morgenbladet selv, og ikke af den Denuncerede eller af saa- danne Indsendere, som Den, der allerede har gjort dets Paa- stand om at mine paaankede Yttringer ikke bifaldes af nogen Landsmand til Usandhed, om hvad Vægt og Værd, der rettelig kunde tillægges den. Den skal have Anseelsen af en Dom over en Opinion i det norske Folk, hvis Tilvær ligesaalidt kan om- tvivles som bevises; men naar denne benegtes at existere uden i Enkeltmands Hoved, da har denne Ret til at fordre Beviserne for at han nærer slige Kontrabandetanker og forat han er den eneste, som har dem. Det Sidste er nu umuligt; det Første maa bevises af Yttringer; og til ved Dokumentation at styrke Vær- dien af sin Angivelse af at jeg har givet saadanne til Priis i Flyvebladene burde Mbldt. følt sig forpligtet. Saaledes som nu dette feige Blad har yttret sig fra Dommersædet om min Person er det lidet bedre end en Denunciation, der har Formodningen mod sig om at være falsk, saalænge Beviserne ikke vedlægges. Jeg provocerer dertil uden synderligt Haab om at see Kontexten respekteret, og derfor med udtrykkeligt Forbehold om at faa i dets egne Spalter sætte det Sønderrevne sammen igjen. Til disse Yttringer berettiger en Redaktør mig, som viser saa SIDE: 76 liden Agt for Sandheden, at han, netop under sin Funktion at gaae de svenske Tidender tilhaande med Oplysninger om de sande Forhold hertillands, undlader at give Underretning om at det er ligesaa falskt hvad Allehanda paastaaer om at min Faders og min Pen have i den senere Tid været kjendelige i Morgenbladet, som at nogen Samvirken imellem min Fader og mig ad den publicistiske Vei nogensinde har været sporet, og at jeg, deres Angriber og Indflydelses Tilintetgjører, har Noget, Nogetsomhelst tilfælleds med en Soelvold etc. Jeg burde, lige- saavelsom Svensken af en ærlig Ven, kunde have ventet sig nogen Forklaring om disse Spøgelser, af en ærlig Uven kundet ventet mig saa aabenbare Løgne rettede, og Lieut. Roosen kunde vel fortjent det samme. Men man antog vel at blive lysere selv ved at holde Andre i Mørke. Gid den Lysning maatte begynde i Mbldmandens Hjerne; thi det maa staa mørkt til der, naar han om Allehandas Artikel kan sige, at den røber en agtværdig Sandhedskjærlighed -- som jo desmere fortjente at tilfreds- stilles -- mens den grangiveligen kun er en Opdyngen af Per- sonligheder mod min Fader og hans Søn. Og hvorfor? Fordi de begge altid have yttret sig som de Normænd, der have mindst Kjærlighed tilovers for noget andet Land end Fædrene- landet, for det alene. Det er muligt, at min Fader, der af egne Landsmænds Uretfærdighed har lært at taale Fremmedes, ikke finder det værd at svare paa de svenske Uforskammetheder; derfor vil jeg kun bemærke til de hadefulde Stænk, fordi han har i 1831 dediceret Statsministeren en Bog og opfordret til "Dæmringens" Opbrænden den 17de Mai, at han i "Tillæg til Forsvar for det norske Folk" derom har afgivet fyldestgjørende Forklaring. Det kan være nok her at underrette om, at Stats- ministeren, som desuden i 1831 ikke var den han er i 1836, og min Fader vare, fra og med Hensyn til Begivenhederne i 1814, politiske Venner, og at min Fader meente, at Dæmringen retvel kunde fortjene den samme Behandling "som et uartigt Brev", nemlig at hver Mand for sig tilintetgjorde sit Exemplar, for ikke, ved at opbevare den, at gjøre sit til, at et Skandskrivt paa Fædrelandet kom til Efterverdenen. Forglemt her nyder det denne nu i Sverrig. Og dette er i sin Orden og et ufeilbart Kriterium paa Norges Uvenner. Der gives vel ogsaa Smagløse, SIDE: 77 men Stagnelii og Tegnérs Landsmænd have Ondviljen behov forat rose fra det æsthetiske Værds Side sligt træet Misfoster, omendskjøndt Gud skal vide, at afpudset Prosa der ogsaa kan gjelde for Poesi. Det skeer i politiske Hensigter, og Spaadom- men af Forfatteren til Forsvaret for det norske Folk, at hiint Skrift vilde blive kastet os i Næsen af Fremmede og benyttet af vore Fiender, som søge naturlige Allierede i dem, der hos os hylde dets (og dets Parafras Rigsretsforsvarsskrifts) Meninger er da opfyldt. Forat ikke de spørgelystne svenske Tidender skulle mangle Materie til at bringe Morgenbladet og den ikke mindre for- fængelige Constitutionelle i godt Humør ved at udbede sig deres Oplysninger og give den Sidste Anledning til at stænke til hvil- ken Kant den behager, tillader jeg mig at fremsætte nogle Spørgsmaal til Aftonbladet og Allehanda, som jeg ingenlunde vil eller tør driste mig til at besvare, men som de upaatvivlelig ville faa paalideligen besvarede af sine norske Lydblade. F. Ex. 1) Gives der Normænd, som ere formastelige nok til at finde, at Historien hidtil lærer, at en Forening mellem to, ulige mægtige Riger, ikke har fremmet deres Lykke eller i Længden kunnet bestaae? 2) Gives der Normænd, som ere fornuftige nok til at tro, at Historien, saasom Omstændighederne altid ere ulige, endnu med alle sine Erfaringer ikke afgiver aldeles uomstødelige Sand- heder, og at Resultaterne fra forsvundne Tiders ufri Stater ikke ville reproduceres af nærværende og kommende Tiders Stater med friere Forfatninger? 3) Gives der Normænd, som tro, at Frygten for Rusland er noget overtroisk, og at den ikke bør være en Unions Bindemiddel, men kun Motivet til en Alliance? 4) Gives der Normænd, som forudsee Unionens Ophævelse i Til- fælde af at en Krig, hvori Rigerne ikke tilstededes Neutralitet, udbrød imellem Rusland og England, og hvori Sverrig, nød- tvunget eller ikke, tog det førstes Partie? 5) Gifs många stive bockar i Norrige? 6) Gives der Normænd, som ærgre sig over de Nationalkrænkelser, Unionen har havt tilfølge, som tro, at det forlængesiden i denne Henseende kunde have været ander- ledes, naar man alvorlig havde villet det, og som foremale sig i en vemodig Indbildning det gamle Norges Hæder og Van- skjebne og Krav paa at see denne erstattet ved endelig at være SIDE: 78 befriet for Maskepiet med hvilketsomhelst fremmed Rige, og som endelig med Bitterhed see i Norge en av fremmede Interes- ser sønderreven Tilstand at modne sig, og drømme om en ukjendt Hjertelighed og medborgerligt Liv, om Norge var Norge for sig selv alene? 7) Kan der gives Normænd, som tro, at jo bedre Foreningen bliver des slettere bliver det for gamle Norge? 8) Gives der Folk i Norge, som endnu leve i Tankerne under Christian den 7de, eller som tro Maanen er gjort af grøn Ost, eller som tro, at der i Sverrig gives Redaktører og Brochure- forfattere, som koste nogle Daler Riksgäld eller Banko eller en Aftens Fortæring i stora eller lilla Selskapet? O. s. v. Men kanskee man har nok for det første. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN ARTIKKEL "OM FOLKEFORSAMLINGER"] Statsborgeren 23. des. 1836. Benegtes [fotnotemerke] Korrektøren. Henrik Wergeland PRAèM TIL STIFTSOVERRETSPROKURATOR Statsborgeren 8. jan. 1837. Det berettes forvist, at den kgl. norske Regjering har ind- stillet Prokurator Praëm til et Stiftsoverrets-Prokuratur i Agers- huus Stift. Og dette er efter Tidernes Leilighed ganske i sin Orden, at Den ophøjes, som fortjener det, og vel neppe udenfor Undertegnedes personlige Interesse, saasom Regjeringen da vel heller ikke vil, for den mellem Praëm og mig verserende Sags Skuld, fremdeles suspendere mine Adkomster til gejstlig An- sættelse og tilsidesætte mig oftere for mindre Qvalificerede, om jeg ansøger nogen saadan. Men naar samme Rygte tillige beretter, at Vedkommende have argumenteret til Praëms Fordeel af en Supposition, om at jeg skulde volde en Udhalen af Sagen, hvorfor min Modpart ikke burde lide, og jeg desuden, under Sagens fortsatte Udestaaelse for mig, oftere forhen har været generet med Spørgsmaal, jeg ikke altid gad besvare, om Aar- sagen dertil: saa er det bleven Pligt for mig at lægge min Skyld- Fotnote: [ Nemlig at "de Styrende" i "alle" republikker "bemestre sig . . . en ude- lukkende Forslagsret, som anvendes efter Godtykke."] SIDE: 79 løshed for Dagen ved at oplyse om hvad der har foranlediget denne Sagens Henstand, hvorunder ikke Modparten, der hen- sidder i Embede, men jeg, som desaarsag har været udelukket fra enhver Ansættelse, er den rette Lidende, og som vel ikke er bevilget uden tilstrækkelige Grunde. Da jeg holder min Sag med Hr. Praëm for at fortjene nogen Offentlighed, saasom jeg med Grund kan sige, at den især er foranlediget forat paatale forskjellige Medmenneskers lidte Uret, har jeg tilforn i dette Blad meddelt Uddrag af Akterne, og derimellem troes ogsaa et, som inkulperer ham at have i en Sag for en Marthe Augustinusdatter Bjerkes Bo baade taget sig betalt (saavidt erindres 40 Spdlr.) af Boet, og med samme Beløb af det Offentlige, somom Boet ikke havde kunnet præstere Sa- lariet. Denne Sag valgtes til Offentliggjørelse fordi jeg ansaa den særdeles releverende til Fordeel for Beskyldningen "For- bryder mod Staten", og den Vægt, min Sagfører ved Underretten havde lagt paa den, syntes at berettige mig til at antage dette, og at højere Retter nok vilde vide at lægge vedbørligere Vægt derpaa, end Sættedommeren havde gjort. Hvor maatte det da ikke overraske, da Sagens Dokumenter omsider i Høsten 1835 kom til min Disposition, at træffe paa et nyt af min Modpart skrevet, "28de Juli 1835" dateret, Papiir, hvori angjældende Parter, to af Sønnerne, erklære, at Praëm forhen havde udført Adskilligt for dem, saa at de intet Krav kunde have paa ham, men at Arbeide og erholdte Penge opvaliderede hinanden! Jeg havde for ofte i Sagen været udsat forat lide under den modus procedendi, at Praëm søgte at undgaa ved at paastaa at han altid havde udført diverse Anliggender for Den og Den, som kunde synes forurettet og at have Krav paa ham, og at han da plejede at liqvidere med rund Sum i dette; denne partielle Sag var mig for vigtig, og der var i dette mistænkelige Papiir formegen Anledning til at mærke Uraad og drage dets Trovær- dighed itvivl til at jeg ikke skulde finde mig opfordret til at faa Sammenhængen undersøgt. Det er under Forsøgene herpaa at Sagen er bleven i længere Tid udsat, og dens lange Henstaaen for mig er altsaa min Modparts uforsvarlige Adfærd at tilskrive og ikke mig, der nødsagedes til at faa denne undersøgt. Jeg ansøgte da beneficium til at erhverve de nødvendige Oplysninger SIDE: 80 betræffende dette apokryfiske Dokument, der ellers kunde gjøre et skadeligt Udslag i Hovedsagen. Og da det negtedes, moti- verede dette mig til at gjentage min Ansøgning. I min sidste Paastand inden Retten om Udsættelse yttrede jeg, at det var muligt, at jeg ved Nærvær i angjeldende Per- soners Hjembygd i Julen kunde privat erhverve mig den nød- vendige Oplysning, saaat al videre Vidtløftiggjøren ved Things- vidne kunde blive overflødig. Og jeg fik ogsaa ganske rigtigt Upaalideligheden af det praëmske Dokument godtgjort i en Er- klæring fra begge Undertegnere af dette, der lyder som følger: "Undertegnede Hans og Ole Nilssønner, Sønner af Marthe Augustinusdatter Bjerke, hvis Sags Papirer have været Gjen- stand for en Undersøgelse under Processen mellem Cand. theol. Wergeland og Prokurator Praëm, erklære herved: 1) Ifjor ved Sommerthingleite for Ullensager, da vi vare stevnede til Møde i anden privat Sag til dette Sogns Thingsted Gjestad, tilbød Prokurator Praëm os, navnligen til mig Hans, at tale os tilbedste hos den Part vi der havde at møde, uden at det skulde koste os noget, saasom han sagde, at han selv havde andet Ærinde did. 2) Praëm forelagde os der en Skrivelse, saavidt erindres date- ret "Gjestad, 28de Juli 1835," som vi paa hans Anmodning undertegnede mod Løfte at udlevere os derfor et hos ham hvi- lende Skadesløsbrev paa 35 Spd. hvorfor også er erholdt Qvitte- ring; men denne Skrivelse, som kun hurtigen oplæstes for os, forstode vi ei, og ville ikke have den saaledes forstaaet, at den enten skulde svække forhen afgivet Prov i Sagen mellem Werge- land og Praëm, eller indeholde nogen Tilstaaelse for at Praëm for os tilforn eller nogensinde har udført nogen Forretning, der skulde berettige ham til at tage sig paa nogen Maade betalt af os. Tvertom formene vi at have Krav paa ham siden hiin Sag, hvori Praëm saavel hos det Offentlige som hos Boet vidste at erholde Betaling, og hvis Papirer af ham, mod Forsikkring om at drive den Retterne igjennem, forholdtes i halvtredie Aar, indtil dermed hverken for vort, eller, som vi ogsaa tro, for vor umyndige Halvbroders Vedkommende, hvis Penge Praëm for- meentlig var indesiddende med, var videre at gjøre til Rets Erholdelse. SIDE: 81 Denne Forklaring er af os afgiven i Vitterlighedsvidners Nær- værelse til Cand. Wergeland i den Hensigt at lægges ovennævnte af Praëm forfattede og af os undertegnede Skrivelse ved Siden inden Retten. Eidsvoll den 26de Decbr 1836." Erhvervelsen af dette Dokument, lod mig, saasnart jeg kunde, tilbagekalde min Ansøgning om Beneficium; men den var alt afgaaen til Stockholm. At den befinder sig der tilligemed min Modparts angjældende Dokument af 28de Juli 1835 er Aar- sagen til at dette ikke leveres her in extenso ved Siden. Jeg haaber dette er nok til at godtgjøre, at Sagens lange Ude- staaen ikke maa lægges Undertegnede til Last, og vil afgive en Prøve paa de Midler, hvori den Retfærdighedens Tjener, jeg har at bestille med, søger sin Frelse paa Sandhedens og min Vel- færds Bekostning. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland CST.NELLES BERETNING OM EN ORKAN (Indsendt.) Statsborgeren 8. jan. 1837. Hvad vor "Constitutionelle" i Nr. 330 beretter om Orkanen i November er -- rædselfuldt. Tænk! Orkanen gik saavidt i sit blinde Raserie, at -- "Selv Prindsen af Oraniens Søn" fik et Saar -- og et hollandsk Træe -- maaskee endog et blødhjertet Lindetræe, var saa fremfusende i at lyde Orkanens Bud at falde, at det ikke engang tog sig i Agt for en "Alexander"; eller, da Træet berettes at have været "omblæst", maa det have reist sig igjen eller væltet sig frem, for at saare denne ophøjede Person, og da bliver det ikke Ufor- sigtighed og Mangel paa tilbørligt Hensyn, men snarere dema- gogisk Ondskab; hvorved Begivenheden endnu bliver horriblere. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 12. jan. 1837. Kristiania. Vi antage, at Rang og Fornemhed ikke altid falder sammen med et Menneskes aandige Betydenhed. Men om En gjør sig til Publicist, da erholder han strax Betydenhed SIDE: 82 for Publikum, hvorpaa Dhrr. Soelvold, Borg, Fougstad, Ola Hanssen og Ulrich Motzfeldt, som vi skulle see, ere overtydende Exempler. Saaledes er det, at Enhver, der frivilligen indtager denne Plads i Samfundet, tillige udsætter sig for den offentlige Opmærksomhed, og at det kan blive af Interesse at vide noget om Personer, som ellers skulde forblive ganske ubekjendte. Mellem den Constitutionelles Redaktører figurerer Hr. Ulrich Motzfeldt, Lector juris, og som Saadan tjenlig og brugt til i Knibstilfælde af de Cst.nelle at paaberaabes som Autoritet; men med Lektoren har hverken Publikum eller Vi noget at skaffe, hvorimod Publicisten Hr. Ulrich Motzfeldt er hjemfalden alle de Noter, han gjør sig fortjent til, ligesom det ogsaa maa være af nogen Interesse for Publikum at kjende noget nøjere til For- delingen af Rollerne i den Cst.nelle. Det er dette vi ville for- tælle, at Hr. Motzfeldt, og ikke som man troede, Hr. Fougstad, er Mand for de smukke staaende Redaktionsartikler i Spidsen af Bladet om indenrigske Sager, hvori det afpræger sin ejen- dommelige Storsnudethed, Skumlelyst og Ilske. Hvem skulde troet det? Og saa maa den stakkels Fougstad holde her. Vi ville ikke tale om naar de have fat paa Henr. Wergeland; thi da maa selv Schweigaard ned fra Skyerne som Papiirsdragen i Tordenvejret, og da erklære de aabent, at de Tre ere som Een om Een. Men i Søndagsconstitutionellen d. 8de d., der selv indeholder en vidtløftig og varmtskreven Klamamus fra Advo- kat Sørenssen paa egne og Medrepræsentants Vegne over lum- pen Behandling af en Indsender i Bladet mod dem som Repræ- sentanter, skeer en saadan Udtømmelse af Hadskhed mod Stats- borgeren for en Indsenders Yttringer deri om Repræsentanten Riddervold og saa lumpne Hentydninger paa denne Indsenders Personlighed og Stilling, at Forfatteren af denne Artikel isand- hed fortjener at blive kjendt for den Publicist han er. Og denne skal da være den tyste, fromme, bedagelige Ulrich Motzfeldt, som vi troede kun kunde give Kattens uskyldige Ild, og som vi derfor antog burde stryges af og til mod Haarene? Sandelig, Fougstad maa ikke længer staa Buk -- sandelig, vi maa ikke tro noget Bededagsansigt længer -- sandelig, om man fangede en Præst i Samar som Krybskytte, kunde Overraskelsen ikke være større, og det er bekræftet, at der gives Mennesker, som SIDE: 83 kunne gjøre fast alt hvad de ville, og fremfor alt da netop hvad de paaskuppe Andre, men som endda kunne passere i længere Tid for skikkelige Folk. Men Alting har en Ende faaet, og saa- ledes ogsaa denne Vildfarelse. Altsaa Hr. Motzfeldt er den, som ager den Constitutionelles Skarnkiste udimellem Folk? Jasaa. Gid han længe maa høre til hiin lykkelige privilegerede Klasse, ligelangt forskjellig fra maliciøse skinhellige Personager, som fra disse svage Gemytter, der tro at hjælpe paa sin Slap- hed og at give sin offentlige Karakteer Nervøsitet ved at forcere den op til Forbittrelsens og Hadskhedens Kogepunkt. -- -- Vi holde det for nyttigt for det Almindelige om ikke for de gamle Præster, at store Kald deles. Dette er nu skeet med Næs i Hallingdal, som er bleven deelt i "Næs" ): Næs og Flaa, og "Goel," bestaaende af Goel og Hemsedal. -- -- 27de f. M. om Formiddagen gik 5 Sjøboder ud i Drams- elven ved Elvebrud. Overetagen hos den Embedsmand, som afsendte Expres derom hid maa nok ogsaa være strøgen med, siden han affærdigede den til -- Statholderskabet, en Autoritet, som Ingen, og mindst i saadanne Sager, kjender til. Han kunde ligesaa rimeligt have afsendt den til Statholderskabet paa Øen Barataria, Hans Herlighed Sancho Panza. -- -- Et Rygte beretter, at Storthinget skal opløses den 24de d. Til den Tid vil ogsaa Thinget sandsynligviis være færdigt med de Sager, som ere det forelagte. Man kan altsaa fæste nogen Tro til dette Rygte, omendskjøndt dets Troværdighed svækkes noget ved at det er fortalt i den Constitutionelle, som ikke engang var bange forat slaa O'Connell ihjel med Gjærde- staurtyper. Næste Dag levede han Gudskelov opigjen, og den constitutionelle Manddraber kunde vende Øjnene andetsteds hen forat spekulere ud et nyt Offer. Vi tro at kunne med det Før- ste avertere "NELLA ER DØD!" uden at resikere at maatte tage det i os igjen Dagen efter. Hr. Motzfeldt udgiver da for- modentlig en ny Tidende under Navn af "Skumleren" eller "den graa Kat" eller noget saadant, siden man bør have fundet, at man altid bør lade Titelen svare til det, man kan levere; og Fougstad finder vel paa et Raad til at afhjælpe sin publicistiske Trang, thi ellers lever han neppe til Vaaren. Den Tredie, nem- lig Schweigaard, der er ligere en Guddom end et Menneske SIDE: 84 siden han skrev en Artikel i en Pariserjournal, hvori hundrede, ringere end Han, kunne skrive, kan da stige ned fra Storsnude- riets 7de Himmel til Jorden enten i "den graa Kat" (som man skal tage sig vare for) eller i den Journal, som Fougstad nu finder paa, og som bør begynde med et patriotisk Digt af Dæm- ringens Forfatter eller af "den unge Digter" eller af hvem det behager hiin constitutionelle Omnipotenz at stemple til Digter af første eller anden eller tredie Rang. (Derefter begynder nu Ikkedigternes Klasse, hvortil intet Adgangskort behøves.) -- -- Et andet Rygte beretter, at Formandskabsloven for Lan- det ikke vil blive sanktioneret. Og dette vil være meget klogt og skaffe Unionen mange Venner. Times da Toldloven, Haand- værks- og Portoloven samme Skjebne, saa har dette Storthing ikke udrettet saalidet Nyttigt endda. Vi sige det vil give godt Unionsblod -- ja, fordi vi, om Formandskabsloven erholdtes, vilde komme til at føle os altformeget, mens vi, i andet Til- fælde, maa erkjende, at vi have alt af Unionen, baade dette og meget mere. -- -- Regjeringen siges at have andraget paa Anskaffelsen af bevæbnede Postførere i Routerne mellem Kristiania og Svine- sund, Magnord, Trondhjem, Lejerdalsøren og Kristiansand. [fotnotemerke] -- -- Under 1ste Novbr. f. A. er Planen for en Sparebank i Tromsø naadigst bifaldt. -- -- Industri- og Huusflidskommitteen i Selskabet for Agers Sogns Vel bekjendtgjør under 3die dennes: "Udstilling av Kunst-, Fabrik og Huusflids-Produkter vil, som i de foregaaende Aar, i forestaaende Kristiania Markedstid af Kommitteen blive foranstaltet, saafremt det maatte vise sig, at de anmeldende Sager ere af den Mængde at Udstillingen bør aabnes. I Forbindelse hermed tillader den sig herigjennem at indbyde Enhver, til atter velvilligen at bidrage til at fremme en Indretning, der ogsaa her, som i andre Lande, synes at have vundet almeent Bifald. Anmeldelser ville Vedkommende inden den 20de dennes til undertegnede Kommittee, under Adresse Kjøbmand Poppe i Kristiania, behage at indsende, for at disse Fotnote: Siden Ranet i selve Postgaarden i Hovedstaden, kunde Folk nok have nogen Grund til at tro, at det ikke vilde være saa galt endda, om man havde Vagt til at passe paa selve Postmesterne, at Ingen skulde snappe dem væk. SIDE: 85 kunne indtages i den udgivende Katalog. De, der ved Udstil- lingen ønske at sælge de af dem indsatte Sager, ville til Kom- mitteen opgive den allerbilligste Priis, hvortil disse kan afsættes. Naar Indlevering til Udstillingen skal skee, vil nærmere blive bekjendtgjort. Sluttelig bemærkes, at Kommitteen af dens faa Midler har besluttet at udsætte Præmier til de Producenter af indenlandske Frembringelser, der ved upartiske og kyndige Mænds Skjøn erklæres for at have præsteret de fortrinligste og meest almeengavnende Arbeider." -- -- Ogsaa paa Eugenias Stiftelse vil i Markedet foranstaltes en Udstilling af Elevernes Arbejder, saavelsom over endeel Haandarbejder og Presenter, som Bestyrerinden har anmodet om at indsende til Afhændelse for Stiftelsen. Q. b. f. f. s! Henrik Wergeland [OM "DEN CONSTITUTIONELLE"S ØIEBJELKER] Statsborgeren 15. jan. 1837. NB! Til en Opsats i forrige No., hvor den Constitutionelles Forglemmelse af egne Øjebjelker noteres, kunne vi lægge Føl- gende: En Inds. i samme Blad, som ellers er for kjendt til, at Nogen skulde kunne frakjende ham al human Dannelse, og som netop, som Regjeringens Forsvarer, anbefaler Moderation, giver selv et godt Exempel paa denne Dyd i denne Dom om Dhrr. Advokat Sørenssen og Sorenskriver Falsen, at disse Repræsen- tanters Bebreidelser mod Regjeringen røbe "dog en Hadskhed og Dadlesyge, hvis Udbrud ethvert tænkende Menneske af sig selv maa mistroe, ligesom den Hovmester-Tone og brammende Overlegenhed, hvormed den fremsættes, hos den, der forstaaer at vurdere dens ringe Gehalt, og som veed, hvad der stikker under Løvehuden, kun vækker en uvilkaarlig Lyst til Retorsion." Men hvad er det nu som efter Fabelen stak under Løvehuden? Som Enhver veed et -- Asen. Dette er en smuk Maade at faa to af vore bedste Repræsentanter udskjældte for Asener, og et Be- viis paa hvor ofte og hvor vidt man kan gaa i Selvforglemmelse, naar man vil fordømme Andre. Var det tænkeligt, at Saadant kunde være skeet i Statsborgeren -- ja da Gud bevares da var der bleven opløftet et Skrig af de Cst.nelle, som nu anmærk- ningsløst lader Persiflagen passere. Henrik Wergeland SIDE: 86 EIDSVOLLSMINDET Statsborgeren 15. jan. 1837. Planer med ikke ubetydelige Antegnelser ere endvidere ind- komne fra Bergen, Sunds og Askevolds Præstegjelde i Bergens Stift. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 15. jan. 1837. Kristiania. Gjennem Rigstidendens Redaktion har Direktio- nen for Selskabet for Norges Vel erholdt 720 Spd. 77 ß, gjennem Morgenbladets 37 Spd. og fra Stavanger Amts Landhuushold- ningsselskab 100 Spd. til Understøttelse for Kornmanglende Bygder. Det igjennem Rigstidenden til Disposition Stillede er til lige Deling skjænket Christians og Hedemarkens Amter samt Helgelands Fogderi. Af det fra Mbldt. er et Bidrag af 10 Spd. forbeholdt Lessø og et af 2 Spd. Lomb; Resten er tilstillet Direk- tionen af Selskabet for N. V. Bidraget fra Stavanger er gjennem samme stillet til Amtmandens i Nedenæs's Disposition til Hjælp for Bygderne i Øvre Raadbygdelaget. -- -- Sølvværket har i 13de Bergmaaned f. A. afgivet 2632 Mark, 5 Lod Sølv. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN INNSENDER SOM ROSER "ALLEHANDA"S STANDPUNKT TIL ET FORSLAG AV HERM. FOSS] Statsborgeren 19. jan. 1837. Timeo Danaos etc. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland OM ALMUELITERATUREN Statsborgeren 19. jan. 1837. Det er meget daarligt, at man ikke viser Almueliteraturen nogen Opmærksomhed eller skjænker den den ringeste Kontrol. Trinet af Dannelse, hvorpaa den store Klasse af Almuen befin- der sig, kan man bedst bedømme af de simple literære Sager, den forbruger. Derimellem indtager en talløs Mængde af ube- skrivelig slette Skillingsviser en Hovedplads. Bogtrykkerdrenge, Skolemestere paa Landet og herrenhutiske Hovedhængere ere Poeterne, og Kjærlighed, ulykkelige Dødsfald og religiøst Gal- skab ere Gjenstandene. Mellem de bedre Almumorskabsskrivter have vi truffet paa en liden Pjes fra ifjor indeholdende "et for- underligt Eventyr om Hans Tinddøl" og "en ny Vise." Ingen af disse mangle Naivitet og Vittighed, uden at dog nogen af disse sjeldne Egenskaber er vel vedligeholdt. Som Prøve hid- sætte vi af den første det 3die Afsnit samt Visen. Det Første begynder saaledes: "Længe førend Kapitain Cloumann kom til Hæddal, var der en Kapitain i Tind, som pryglte og slog Soldaterne, lod de Rige løse sig, stjal af Solden for de Andre, og gjorde alt det, som ondt var. Naar han kom hjem fra Udskrivninger, saa havde han Tegnebogen fuld, og mange Læs Smør, Ost og Vildt, som han havde truet ud af Bønderne, og disse tvang han til at skydse det." Og Visen, der synes os især skreven forat give Længselen efter Formandskabsloven Luft, lyder saaledes: [Her følger en vise om Vestfjorddalen i Telemark og om "Formands- loven".] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 19. jan. 1837. Kristiania. Regjeringen har, forat tilvejebringe en "pas- sende" Adgang til Kongeboligen, kjøbt den saakaldte Ruseløkke for 16,000 Spd. Det er muligt, at en stor Deel af denne bety- delige Sum igjen kan indkomme for Salg af Tomter paa be- meldte Grund; men vi forudsee en svær Række af Appendix- udgivter til Kongeboligen, der ikke saasnart ville tage Ende. Var nu ikke den bredslagne Ruseløkvej nok beqvem og passende Adgang til en norsk Kongebolig, saa vil vel ogsaa Nærheden af de mange uanseelige Huse paa Ruseløkbakken, der fra Fjorden af yde en høist ubehagelig Kontrast med Palladset, som synes at kneise som et Kasauba just lige over dette Algier, falde saa SIDE: 88 generende, at de maa væk -- naturligviis for enhver Priis -- hvorved da en skjøn Anledning gives til nogle Versailliske eller Wilhelmshøh'iske Terrasser eller babylonske hængende Haver. Det er kostbart at have et Hof, og derfor skye de Nationer, som have været de klogeste, en Institution, som betinger en uendelig Række af Bekostninger, er unødvendig i sig selv, og som demo- raliserer Folket. Men vi see alt i Steentryk, hvor prægtigt et Sexspand, nogle Spradebasser, Damer men derimod kommer man Sandheden nærmere, om man tænker sig en gammel Romer, af Kraft og Storhed uden Forbrydelser, med det ædle, (som der staaer i Visen [fotnotemerke] ), bekrandsede, allerede graanende, stærkthaarede, kortlokkede, noget bucefaliske Hoved kjækt tilbagekastet som forat overskue det mylrende forum, Togaen opsnippet over Skuldrene under den ædle Holdning, Haanden halv udstrakt, somom han allerede engang havde udtalt: "Qvirites!" og nu blot venter paa Taushed. -- Der har viist sig Stykker, som berettige til de højeste Forventninger, og Publikum skal betale Tilintet- gjørelsen af det gamle Ordsprog, at Den, som er slaaet til en Skilling blier aldrig en Daler, med Fornøjelsen at høre de Con- stitutionelle, som allerede have iværksat et Par Retirader for Hr. Schouboe, med stor Upartiskhed udbrede sig om hvor galt det er at dømme Nogen forud, og hvorledes en Necker let kunde tages for en almindelig bruunkjolet Genfer-Spidsborger før han blev Minister eller før han blev en Necker. Hvad mere er, Hr. Schouboe skal besidde den vigtigste Be- tingelse forat kunne være en god konservativ Minister, nemlig den, at han tilforn har været Republikaner, Republikaner med Liv og Sjel. Og det tro vi, alle Mennesker have været engang i sit Liv, idetmindste i et enkelt Øjeblik, nemlig i det lyseste og meest himmelske. Og ligesom man siger, at den Dødes An- sigt kortefter det sidste Suk antager sin skjønneste Form, idet Trækkene vise sig saaledes som de vare i den Afsjeledes bedste og lykkeligste Øieblik, saa troe vi ogsaa, at Enhver paa sit Sidste bliver Republikaner igjen og farer heden med den Tro, misfor- nøjet med hele det Mellemrum hvori han praktiserede en gan- ske anden. Menneskets Indre viser sig paa sit Sidste, ligesom Ansigtet efter Døden, saa tækkeligt som det kan. Men For- raadnelsen har ingen Barmhjertighed med de sødt isammen- svømmede Træk, og Fordærveren ikke med de søde Miner af Fotnote: "Held Schouboe, Dig! -- Den Krands, som vinder Sig om din Pande, er Du værd." Christian Hansson. SIDE: 90 en Sjel, der kun var, hvad den burde være, i to Momenter af sit Liv. Men det var om Gjæstebudet i Kristiansand eller om Kristi- ansands uerstattelige Tab. . . Ja, de gode Mænd ere at ligne med dem, der "give op," lægge Aarerne op, give sig over og lade Ulykken raade. Beretningen i Morgenbladet af 2den Januar er fast rystende at læse. Det lader til at have været en Slags Liigfærd over Byen. Men den var prægtig . . . . "I Glands gik Sorgen frem, men Verden kjendte dens Huulblik grant igjen -- " Der var over 100 Stykker fede og magre. En Christian Hansson var Gjæstebudsbarde . . . "Og Harpens gyldne Taarer faldt." Og Byfoged Thesen var der med det samme Ansigt hvormed han skrev Dommen over Storthinget. Man fandt, at det var dog godt, at der var nogen Trøst, og Christian Hansson (adskiller sig fra Christen Hansson ved Tøjlesløshed i Imaginationen, fra Mikkel Hansson ved friere Versifikation, fra Jochum Hansson ved større Gediegenhed i Geniet, fra Kasper Hansson ved Sati- rens Blodtørstighed, fra Hans Hansson ved større poetisk Høj- hed og fra alle Verdens Hanssonner ved større prosaisk Drøj- hed) -- og Christian Hansson, sige vi, han stemmede sin mæg- tige Harpe, og som Orfeus fik han Ikkemælende til at synge paa Melodien "det gamle Gøthalejon hviler," og "Tidens vilde Bølge" fik han til at loggre, og over den sendte han "de rørte Sjeles Farvel," de rørte Sjeles Farvel. Deputationen fra Mandal, bestaaende af 7 Stykker, ankom bekvemt nok til at kunne være Vidne baade til de rørte Sjeles og det rørte Smørs Farvel. De fik Hr. Statsraaden afsted de 5 Miil til et Pikkenik af omtrent saamange Mennesker som Retter. Og der vankede da atter Mad og Graad. Og om Vejen var belagt de 5 -- 6 Miil med Skarlagen, maa det have taget sig deiligt ud. Og saaledes havde vi ogsaa en liden Lord-Greys- Reise. Henrik Wergeland SIDE: 91 FORLANGT INDRYKKELSE Statsborgeren 22. jan. 1837. Den hellige Fisk LEVIATHAN, saaledes som den i Aaret 1804 blev halet op paa Svanøe med en stor Forklaring i Maven. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 22. jan. 1837. Kristiania. Formandskabsloven er sanktionert. Ligesaa Mæg- lerloven. -- -- Den ny opdagede Green af Kongens Grubes nordre Gang paa Kongsberg er 6 Finger mægtig. Af de gamle Drivter i Grubens højere Regioner skjønnes, at denne Gang fordum har været af samme Vigtighed som den søndre Gang, ja at den endog længere har vedligeholdt sin Vigtighed. Men den har ogsaa langt længere end sidstnævnte standset i at gjenvinde denne. -- -- Det er en meget interessant Opdagelse, som Storthin- gets specielle Flaganerkjendelseskommittee har gjort, nemlig at alene vore egne kongelige Resolutioner kunne ansees for at lægge nogen virkelig Hindring i Vejen for det norske Flags Anerkjendelse hiinsides Kap Finisterræ. Dette er interessant fordi det er paa engang baade overraskende, fordi Ingen kunde troet Sligt, og beroligende, fordi vi see at vi ikke have med de frygtelige Tyrker og Mohrer at bestille. Paa Grund af Indstil- SIDE: 92 lingens Indhold har man troet at burde iagttage den ikke mindre forunderlige Forsigtighed, at den ikke burde indføres i noget Blad, men at alene Exemplarer til Repræsentanterne burde aftrykkes. Men forat den derifra kan passere over i Bladene og overtyde Verden om hvor godt og paradisisk uskyldigt og kjærlighedsfuldt vi have det hos os selv, er intet ivejen. -- -- Til i Aften Kl. 6 er et Møde af Subskribenterne til Eidsvollsmindet, berammet paa Børsen, hvor vi haabe kraftige Forholdsregler ville blive tagne til dette nationalvigtige Meeds Opnaaelse. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 26. jan. 1837. Kristiania. Storthinget, der i den sidste Tid har været gan- ske ubarmhjertigen forceret, saaat det har oftere maattet være sammen med to Timers Middagsfrist i 13 -- 14 Timer, under følelige Anstrengelser, Nattevaag og qvalm Luft, der har gjort flere Repræsentanter upasselige, opløstes eller rettere forløstes endelig Tirsdag 24de d. Kl. 2 (dog ikke om Natten, som man ellers efter Foranførte kunde tro). Det fik saaledes ikke Anled- ning til at feire Hs. Ms. Kongens Geburtsdag, der paa den Maade kom dem til nyttigere og følgelig bedre Anvendelse som Reisedag. Morgenbladet benegter Sandsynligheden af den al- mindelige Omtale, at Storthinget af 7de Juli 1836, og som har lagt sig saa ud forat hævde Flaget, ikke skulde være befunden værdigt at være sammen i Gammen og Glæde d. 26de d. Dette være nu som det vil, saa er hiin Forceren over Kræfterne og nøjeregnende Dagvælgen mere end ellers uforklarlig, naar man erindrer, at man ved Storthingets Sammenkaldelse d. 15de Oktbr. havde saa god Tid, at man lod det tilbringe Tiden til den 20de i Uvirksomhed, af den lidet tilfredsstillende dagvæl- gerske Grund, som der sagdes, fordi den 20de var den Dag, da Storthinget i 1814 besluttede Unionen. -- -- Portoloven er sanktioneret. Ligesaa om Brændeviins- salg. Den om Brændeviinsbrænden og Haandværksloven ikke, vi vide ikke om ifølge den monarkiske Konservatisme eller paa Grund af en lang egoistisk Protest fra Kristiania Haandværkere imod dens Sanktion. SIDE: 93 -- -- Ved Storthingets Opløsning oplæste Statholder Grev Wedel følgende Tale: [Her følger stattholderens tale.] -- -- Ved en den 22de d. paa Børsen afholdt Samling af Sub- skribenter til et Minde for Konstitutionen paa Eidsvold blev oplyst, at paa de forholdsmæssig faa Planer, som ere komne tilbage, er tegnet omtrent 2500 Spd. Til videre Bestyrelse af dette Anliggende valgtes en Kommittee, bestaaende af føl- gende 7 Medlemmer: 1) Capitain Foss, 2) Advokat Sørenssen, 3) Advokat Stang, 4) Kjøbmand Thor Olsen, 5) Assessor Holst, 6) Lektor Schweigaard, 7) Architekt Linstow. Denne Kommittee vil formodentlig snart sammenkalde et nyt Møde af Subskriben- terne for af dem at erholde et Regulativ for sin Virksomhed og Bestaaen. -- -- Af Rigstidenden af 23de d. sees til Biskop Sigwardt i Kristiansand at være indkommen som Gaver til de under Mis- væxt lidende Distrikter fra Kristiansands By, Holts og Bjellands Præstegjelde 142 Spd. 48 ß og 2 Gylden, hvorover er disponert til Uddeling i Raabygdelaugets Fogderie. -- -- Ved Bythinget i Kristiansand er i Sagen, Repræsentant Walstad c. Byfoged Thesen faldt saadan Dom: Thi kjendes for Ret: De af Indstævnte Byfoged Thesen mod Citanten Ole Walstad i den paaankede i No. 56 af Christiansands Addresse Kontoirs Efterretninger for Aaret 1836 indrykkede Annonce med Begyn- delse: "Hvad Mange have ventet og hvad Alle som ei formedelst Bondeovermod ere slagne med aandelig Blindhed forlængst maatte have frygtet er omsider indtruffet" brugte fornærmelige Udtrykke bør døde og magtesløse at være, saaledes, at de ei komme Citanten til Skade paa Ære gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstævnte Byfoged Thesen for sit i saa Hen- seende udviste Forhold, at erlægge en Mulkt til Christiansands Byes Fattigkasse af 50 (femti) norske Specier, saa og betale Citanten Sagens Omkostninger med 10 (ti) Specier, samt Sala- rium til Sættedommeren Overrets-Prokurator Engelschiøn med 10 (ti) Specier. At udredes inden femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. Henrik Wergeland SIDE: 94 NORGE Statsborgeren 29. jan. 1837. Kristiania. At vor Konge er en stor Krigshelt, er bekjendt og uomtvivlet, om det end i Geburtsdagsviserne repeteres sammen med en Mængde Overdrivelser og Dekorationer af poetisk Bog- guld, som ikke holde Prøven. Det var derfor en prægtig Idee af Højstkommanderende, at fejre Højstsammes saakaldte høje Geburtsdag ved et Nederlag. Hekatomberne eller Slagtoffrin- gerne af 100der til Guderne i fordums Dage herledede sig fra samme Principer, nemlig enten fra den rene Devotion eller be- geistrede Nidkjærhed for at vise den Dyrkede Ære -- og dette antage vi som det mest moralske -- eller fra det blodtørstige Overmaal af imperatorisk Selvfølelse. Men ved saadanne Lei- ligheder eller rettere sagt Sindsomstændigheder, naar Sjelen aabenbarer sig i sin Spænding og Fylde og bearbeider og afføder det Overordentlige, plejer den netop, meer end ellers lukt for det Sædvanlige, at være følsomst for alt forudgaaende Over- ordentligt, som den sætter i Forbindelse med det Store, som forestaaer og beskjeftiger den, antager som himmelsendt og med profetisk Skarpsindighed veed at hente Varsler af. Men vor kommanderende General agter aandelige Ting kun lidet, skjøndt Mænd, der have været udi større Battaljer end Han, ikke ansee at tage vare paa Saadant for Bagateller, og skjøndt der virkelig var indtruffet et sandt omen portentosum, d. e. et Varsel, der kan bringe umælende Bæsters Børster til at rejse sig -- ja en Begivenhed, som kunde fortjene sit eget Omen, og sandsynligviis alt havde faaet det i en iisfalden gam- mel Kjærring, en Høne eller Hane, som dat af Pinde, eller andet Sligt, som vel ikke var saa forfærdeligt som Begivenheden selv, men dog altid nok til at varsle noget forfærdeligt. Under alt -- der var foregaaet Noget, som burde have ladet Generalen ahne, at hans i sig selv store og heroiske Forehavende umuligt kunde løbe godt af den Dag. Thi hvad skede ikke med Hans Majestæt Kongens egen første Generaladjutant midt paa Pladsen, midt foran Fronten af Tropperne, Generalen og Publi- kum, forsaavidt dette kan siges at have noget midtforan sig og ikke blot bestaaer af en Masse Bagdele, og bør nævnes eller SIDE: 95 kan antages at skjønne om der er stor Forskjel imellem en Græsrytter og en Sneerytter! Hvad skede ikke? Ja Noget, som har været agtet for en stor Ulykke alt siden Mennesket tæm- mede den første Hest, ja for en saa meget større Ulykke, som den ikke beklagedes nogensinde, men holdtes for at medføre noget vist Beskjæmmende og forøgedes med Spot selv naar det skede ved en Olivers Landse inden Turneringen -- Noget, som vi ikke vide om vi skulle give det Plads som et Omen foran det egentlige Nederlag eller tælle det med i dette som et af Dagens Offere. Nok -- Hs. Majestæt Kongens Generaladjutant galopperer hen til kommanderende General, drejer af, Hesten støder let mod Generalens, rygger lidt, Rytteren trækker Stangen an, Gangerens Bevægelser blive farligere i samme Mon som Stangen handteres paa den Maneer, og -- inden man veed Ord af, sees Generalkommandoens Been ivejret -- den plumagerede Hat gaar forud og saa hele Generalkommandoen med brudt Spore efter og forsvinder i Sneen. Hvilket Syn for Baronen, der er Kavallerigeneral med Liv og Sjel, og, som Saadan, agter gode Ryttere høiest af alt! Vi vide ikke hvilken Positur Forfærdelsen antog hos ham, men hiin Hest stod stille ligesom om han fryg- tede for Lieut. Roosens Skjebne fordi han lystrede Ordre. O Dag, est Du saa høj kun for at være meer ubarmhjertigt Vidne til sligt Fald? Men hvo sig selv fornedrer skal ophøjes. Vi vende Blikket med saameget større Deeltagelse fra denne Scene som dette ikke var den eneste Gang Generaladjutanten maatte bide i Sneen den Dag. Ved Udtrædelsen af Vognen, som førte ham til Gjæstebudet hos Generalen (hvilket efter en saa- dan Dag, som vi snart skulle høre den 26 Januar blev, med megen Ret kunde kaldes et Slags Valhalla, hvor de Slagne fryde sig med hverandre).. ved Udtrædelsen falder den ulyk- kelige Generaladjutant atter, men dog, til en behagelig For- andring, dennegang paa Næsen. Ved Parader plejer altid Defileringen foregaa kun i Skridt, og ved denne Leilighed kunde man saameget mindre vente noget andet, som Pladsen var bedækket med temmelig dyb, kun løst SIDE: 96 nedtraadt Snee. En saadan Defileren foregik ogsaa med nogen- lunde Orden, og dermed tænkte man det var forbi, Men -- Men Generalen, der (det veed jo Verden nok) som Folk til Dit og Dat, forfalden er til Chok -- Men Generalen faaer pludselig den forunderlige heroiske Idee at befale ny Defilering i Trav og Gaapaamarsch i den dybe Snee. Med Hestfolket gik det, men Fodfolkets stive Linier... Ak, saaledes segnede Franskmændene i Rusland, eller Bjerke- beinerne ved Laake, ak, saaledes... Men man vil faa et Begreb om Nederlaget ved en af dets enkelte Scener. En Kapitain, en liden men djærv Mand, stormer frem foran.. Skjebnen griber ham -- han forsvinder -- over ham storme første segnende Peloton -- han tænker Farvandet klart -- og reiser sig, da anden og tredie segnende Peloton.. Nok! Det var et Nederlag. Regner man alle Dagens Ulykker sammen, saa kan man sige, at man beklager foruden hiin Generalspersons ogsaa en brav Kapitains og mange andre gjæve Krigeres Fald. Det er en Trøst, at de "stupade" paa Ærens Mark. Det var et Vinterfeldttog. Og regner man nu hver Lejr eller Mønstring for et Sommerfeldttog, saa har vi en af Jordens største Hærførere til kommanderende General. "Napoleon sin Alder tælled efter Sejre; men Norge har en Helt, som tæller efter Lejre." Henrik Wergeland POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 2. febr. 1837. Da det forrige Hefte sluttedes, var Norges overordentlige Storthing nys aabnet. Under tildels saare anstrængende Arbei- der fortsatte det sin Virksomhed til 24de Januar sidstleden, da det af Statholderen sluttedes, efterat have afgjort Statens nød- vendigste Anliggender, expederet endeel Lovbeslutninger, hvoraf nogle sanktioneredes, andre ikke, ophævet Land- og Kjøbstæd- skatten, samt søgt at skaffe det i Kraft af Traktater uafhængige Rige den samme Stilling i Unionen som Sverrig. De schleswigske og jydske Provindsialstænder opløstes i Løbet SIDE: 97 af November Maaned f. A. Kom der end intet stort ud deraf, kom dog den Vished, at Staten er i dyb Gjæld, og at Stats- indtægterne ikke dække Udgivterne. I Lissabon arbeidede Dronningen og hendes Gemal, under- støttet af den belgiske Gesandt v. der Weyer paa en Kontra- revolution, og at gjenindføre den af D. Pedro givne Konstitution. Det lykkedes Fyrsteparret at forlade Slottet Necessidades og begive sig til Belemslottet, men Nationalgarden stimlede til, og satte, efterat Ministeren Freire var skudt, det hele Parti i Skræk, saa at Dronningen anraabte den brittiske Gesandt Ho- ward de Walden om hurtig Hjælp. Strax besatte de brittiske Søsoldater Broen imellem Belemslottet og Ouriqvemarken. Det kom til Underhandlinger, hvoraf Resultatet var, at Dronningen strax skulde sammenkalde Kortes, og finde sig i de Forandrin- ger, som de maatte foretage med Konstitutionen af 1821. Det unge Par begav sig tilbage til Necessidades-Slottet, og Forsoning blev siden Løsenet i Portugal. Bleg aabnede Spaniens yndige Enkedronning Maria Christina de hende forhadte Kortes i November med en Tale, som hun i Begyndelsen fremsagde med skjælvende men siden med fast Røst. Kortes udnævnte hende til Trøst til Regentinde og For- mynderske. Carlisternes dristige Guerillahøvding Gomez gjen- nemstreifede imidlertid Spanien, og plyndrede, hvor han kom; uagtet adskillige Nederlag lykkedes det ham dog over Cuenca og Soria at forene sig med Don Carlos og levere ham de røvede og ibeholdhavende Skatte og Kostbarheder. Imidlertid var Bil- bao i ni Uger beleiret af D. Carlos's duelige General Villareal; men den kristinske General Espartero kom fra Portugalete om Juleaften, og ved Hjælp af et britisk Marinekorps stormedes om Natten under Storm og Slud de karlistiske Forskandsninger med saadan Tapperhed, at de om Morgenen rykkede sejerrige ind i Bilbao. Med Tabet af en heel Deel Beleiringsskyds maatte Karlisterne trække sig tilbage. Infanten D. Sebastian har i Villareals Sted overtaget Kommandoen over Don Carlos's Armee. Cortes har tilladt Regjeringen at slutte Venskabs og Handels- traktater med det fordum spanske Amerika. Arguelles har i Kortes (der har indrømmet det absolute Veto!) klaget over at Frankrig understøtter Karlisterne, som vel neppe havde holdt SIDE: 98 saa længe ud uden kraftig Understøttelse af det europæiske Aristokrati. I Strasborg i Frankrig opstod uformodentligen en anden Na- poleon, en Søn af Exkongen af Holland og Hortense Beauharnois, for at gjenoprette det republikanske Keiserdømme, men det dæmpedes i Fødselen ligesom et Forsøg i Vendome af en Bruyant at udraabe Republikken. Den franske Konge har ladet den unge Prinds Napoleon føre over til Amerika. Et Tog til Constantineh i Afrika under Marskalk Clauzels Befaling mislykkedes ganske. Kongesønnen Hertugen af Nemours deltog i dette Tog. Just som Kongen reiste, ledsaget af sine Sønner Hertugerne af Orleans, Nemours, og Joinville, de to sidste nys hjemkomne, i en Kareth, for at aabne de Deputeredes Kammer, affyrede en Sadelmager- svend, ved Navn Meunier, en Pistol, hvis Kugle dog ikke ram- mede nogen af dem. Gjerningsmanden blev strax grebet, arreste- ret og er sat under Tiltale for Pairsretten. Exkongen Carl døde i Østerrige. I Storbrittannien har alt været roligt undtagen nogle Urolig- heder Tienden angaaende i Irland. Man morer sig der i poli- tiske Gilder. Hollands Generalstater, Belgiens Nationalkongres, Kongeriget Sachsens, Kurhessens samt Hertugdømmet Oldenborgs Stænder ere samlede; af disse har den sachsiske lovgivende Forsamling afskaffet Dødsstraffen. Alle Fredens Kunster indtil Literaturen blomstre i Belgien. Den diplomatiske Fejde, som Schweitz ind- vikledes i af og med Frankrig, endte med nogle Undskyldninger fra schweisersk Side. Kong Otto af Grækenland har faaet sig en oldenborgsk Ge- malinde, og er paa Tilbagereisen til sit Rige. Af det umaadelige russiske Riges mange provindser siges de kaukasiske Provindser og iblandt dem Tscherkessien at have grebet til Vaaben for at forsvare deres Frihed og Selvstændig- hed; men da russiske Tidender benægte saadan Kamps Tilvæ- relse og disse Landets Kyster ved det sorte Hav ere blokkerede af Russerne, kan derom intet siges med Vished. Kurdernes (i Lille-Asien) Overvindelse af Reschid Pascha bragte dette Land til Lydighed, og en Krig, som truede at udbryde imellem Tyrkiet og Persien, er, foranlediget af det SIDE: 99 Førstes Handelsinteresse, forebygget. Egyptens mægtige Vice- konge Muhamed Ali viser sig som Portens lydige Vasal; men stræber efter at gjøre sine Besiddelser arvelige i sin Familie. De Nordamerikanske Fristater have valgt van Buren til sin Præsident, da Jacksons Præsidentur ophører med Februar Maa- ned d. A. Den nordamerikanske General Gates søger at be- kjæmpe Seminolerne i Florida. Texas søger at befæste sin Uafhængighed under dets Præsident General Houston. Forøvrigt endte det forrige Aar fredeligt i den civiliserede Verden, og der haves Udsigter til at det Nærværende ogsaa vil gaae lige fredeligt af; thi at det unge Italiens Tilhængere samle sig om Prindsen af Capua og hans skjønne Gemalinde paa Maltha har vel ikke stort mere at betyde end en ny opdaget og tilintetgjort Komplot i de sardiniske Stater. Prindsens Broder Kongen af Neapel, der havde forlovet sig med en østerrigsk Prindsesse Therese, frygter dog nok mere for Broderen og det unge Italien end for Cholera, som har hjemsøgt foruden hans, ogsaa endeel andre Stater i Europa. Vinteren har ellers været besværlig overalt næsten i Europa: i Frankrig især ved Over- svømmelser, i England ved uhyre Snefald -- efter Beretningerne indtil 10 Alen dyb. I November og December rasede Storme i Nordsjøen og Kanalen, hvorved flere 100 Skibe forulykkedes. I den politiske Verden er der stille som man seer. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 2. febr. 1837. Kristiania. Intet kan give Reflexionen en sødere Næring, end naar den i de udmærkede Personers Opførsel, som ellers ofte fremkalde dens strengere Blik, opdager Træk, som udelte synes at tilhøre Godmodigheden og Aabenheden og at være udrundne af naturlige Følelser, som ere desto elskeligere fordi de skye Omsvøb og gjennembryde Klogskabens Kulde og Dække, fryde- fuldt overraskende som den dybe, altid lige varme Kildes grønne lille Oase midt i Isen og Sneen. Saaledes see vi i den komman- derende Generals, H. M. Kongens første Hofmarskalk m. m., Baron Wedels Gratulationsvisit [fotnotemerke] hos H. M. Kongen af Danmarks Fotnote: H. H. var synlig fra Gaden af, og var vel ikke mindre artig end den rus- siske og den franske Generalkonsul, der gjorde diplomatiske Visitter au jour. SIDE: 100 værdige diplomatiske Repræsentant hersteds, Allerhøjstsammes Generalkonsul, paa den 28de Januar, denne Monarks Fødsels- dag, ingen kold diplomatisk Handling, ingen pligt- eller sædvane- mæssig iagttagen Konvenienz, men en skjøn, frivillig Bestyrkelse af det smukke og sande Ordsprog: "gammel Kjærlighed rustner ikke." Geburtsdagsraseriet (og der existerer upaatvivlelig et saadant eget) er vistnok ikke altid det uskyldigste af alle de Raserier, som kunne overvælde Menneskeaanden; men ingen- sinde viste det sig i en yndigere Skikkelse end i denne gamle danske Gardeofficers Hyldest, og saa nær beslægtet med en ridderlig Trofasthed, som man kunde tro kun var at finde suk- kende i Forstaden St. Germains øde Hoteller bag et eller andet dunkelrødt, tungt, bestandig nedrullet Gardin, eller i en eller anden glædeløs jakobitisk Hal i Højlandene medens der endnu levede en Stuart etsteds paa Jorden. Det er taabeligt at synes somom de Godtfolk, der hos Os ere plagede af hiint ømme Raseri, kunne i vore egne officielle Geburtsdage have nok at stille det tilfreds paa, og at man i alle Tilfælde, naar man, som det sømmer sig en god og loyal Undersaat, tilgavns har fejret den 26de Januar, gjerne kunde holde sig rolig den 28de og lade den gaa over uden at indlade sig i Vidtløftigheder, overladende de herværende andre fremmede Generalkonsuler at vise den saa megen eller liden særdeles Opmærksomhed, som behager dem. Det er taabeligt, sige vi, at synes saa; thi det er med det Raseri som med andet, at, naar det først er vakt, er det ikke saa godt at standse. Det er ligesom med stive Udhalere, der gaae sine Dage tilende; og er nu Gemyttet først sat i Bevægelse den 26de saa er den 28de en slem Dag formedelst sin Nærhed. Den 27de havde man i Aar Anvendelse for til at udbedre sine Skader; og overalt kan den være god nok til paa den at overveje hvor- ledes den 28de skal fejres. Med en officiel Visit af Baronen hos Generalkonsulen? Godt nok til en Begyndelse. Siden kunde maaskee en Illumination af det wedelske Hotel saavelsom hos andre, der endnu holde en Klat af den Gamle, ikke være afvejen. Naar man ellers erindrer den Vildfarelse, som visse Folk i de første Aar, 17de Majfesten havde at overstride, søgte at gjøre gjældende, nemlig at den skulde være et Vehikel og Dække for Venner af det gamle Regimente, Messires de l'ancien SIDE: 101 regime, saa faa vi det ligesaa Besynderlige ud, at Baronen har gereret sig som dette Parties sande Høvding og ved en aaben Handling sat sig i Spidsen for 17de Mai af den Betydning. Men hvilket Villervalla! Vi beklage da mest, at han er raget bety- delig ud for Examinatus juris Holby, som netop i denne Tid har udgivet en Pamflet om at Normændene skulde forlade 17de Mai og give sig til at fejre 4de November. Og lykkes det saa denne Stilist i Forening med Landstrygeren Soelvold at faa narret Abonnenter sammen til et nyt Blad, saa imødesee vi en Række af Angreb paa Hr. Baronen af den betænkeligste poli- tiske Beskaffenhed. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 5. febr. 1837. Kristiania. Under 14de f. M. har Hs. Majestæt bestemt, at Skolelærerseminariet i Asker skal være en fast Indretning med et Reglement af samme Dato. Arealet til Bygninger, Hauge o. s. v. er udlagt af Kapellangaarden, hvor Bygningerne efter appro- beret Tegning skulle opføres for Oplysningsfondets Regning. Under s. D. er ligeledes naadigst bestemt, at en Sekulærfest eller Jubilæum (det 3die) skal afholdes i Løbet af indeværende Aar i Anledning af Reformationens Indførelse, samt at en Kom- mission, bestaaende af Biskoppen, Rektoren og Stiftsprovsten i Kristiania, Professor i det østerlandske Sprog Hr. Holmboe og Lektor i Theologien Hr. Dietrichson, nedsættes til Udarbeidelse af Forslag med Hensyn til Festens Arrangement. -- -- Hidtil har Silden for stormigt Veir kun gaaet imse til paa Rigets Sydvestkyst. Desbedre slog dette til ifjor Høst i det Nordenfjeldske. Kongsberg. I 1ste Bergmaaned d. A. har Sølvværket afgivet 2104 Mk. 4 3/4 Lod. Moss. Denne Byes Avis anmærker med Udmærkelse, at Apotheker Finck var den Eneste dersteds som illuminerede den 26de Januar, ja ikke alene det, men han opvartede ogsaa med et Transparent i Vinduet, hvorpaa saaes Hs. Majestæts svenske Navnechiffer. Dersom Hr. F. har sat sig Rigtigheden og Søm- meligheden heraf i Hovedet, saa vide vi vel, at intet Modbeviis SIDE: 102 nytter; men ellers maa han ikke tro, at han er den Eneste, som distingverede sig den Dag; thi baade paa Halden og andre Ste- der sang man Viser uden Sands og Mening, og næsten overalt extravagerede Enthusiasmen og var liig et overløbende Kruus. Kun beklage vi, at der nylig er skeet Stjernefald, saa vi maa anmode ham om indtil videre at lade sig nøje med dette (som han kan klippe ud og hefte paa Brystet) Arendal. Ved en Maskerade i denne Bye forefaldt nogle Politiuordener, hvis Omtale i den vestlandske Tidende, som kompromitterende Politiet, Politimesteren tog fortrydeligt op, erklærede for usandfærdig o. s. v., og gjorde til Gjenstand for en retlig Undersøgelse, hvorved Beviisførelsen paalagdes Tiden- dens Udgiver. Denne faldt ham imidlertid let; og ender han sin Beretning herom saaledes: "I denne Anledning bleve Politibetjenterne igjen afhørte og afgave en hermed overeensstemmende Forklaring, der saaledes staar i Strid med den, de i forrige Møde afgave. Da ved disse Vidnesbyrd Sandheden af de Yttringer i vort Blad, der have givet Anledning til Politiforhøret, tilstrækkeligen var bleven beviist, ansaa saavel Hr. Byfogden som Udgiveren det overflø- digt at afhøre flere af de talrige Vidner, den Sidste havde op- givet, hvisaarsag Forhøret sluttedes. Man vil saaledes see, at Byfogdens saavel i Politi-Plakaten af 8de d. M. som i Stevningen afgivne Yttringer om at den i vort Blad indeholdte Beretning er "usandfærdig" og "ikke andet end ubesindig henkastede Usandheder," ere aldeles ubeføjede og saaledes blive uden ringeste Følge, uden det skulde være den, at Publikum maaskee vil ansee dem anvendelige paa hans eget Udsagn i Politi-Plakaten og Stevningen." Henrik Wergeland SVERRIG Statsborgeren 5. febr. 1837. NB. I en nylig udkommen "Resa genom Sødra Lapmark, Jemtland, Throndhjem och Dalarne i 1834" roser Forfatteren, Dr. Engstrøm, "Normændenes ei alene storartede, men ogsaa hensigtsmæssige og vel vedligeholdte Veianlæg mellem Jemt- SIDE: 103 land og Throndhjem, hvor der forhen kun var en Gangsti." "Nu -- fortfarer Svensken -- er Veien derimod heelt igjennem saaledes bygget, at et Artilleritrain af Feldtkanoner uden Van- skelighed derpaa kan frembringes, og det er vel muligt, at den i dette Øjemed kan blive overmaade nyttig længe førend man ønsker eller synes at formode det." Ja det er vel muligt. Pas da Banken! Ingen norsk By, paa Halden nær, har, uagtet for- rige Tiders slette og for ufremkommelige agtede Grændseveje, været stort oftere attakeret end Trondhjem. Henrik Wergeland For Menigmand No 6-7, 9. febr. 1837 9. febr. 1837. Det den 15de Oktober forrige Aar samlede, og den 20 s. Maaned aabnede overordentlige Storthing er nu hævet, efter at have været samlet noget over 3 Maaneder, vel noget plud- seligt, men dog ingenlunde med saadanne Tegn paa Hs. Maje- stæts Uvillie, som det i Juli Maaned forrige Aar adskilte ordentlige Storthing, medens de fleste af sidste Things Beslut- ninger meget mere synes at have fundet Hs. Majestæts Bifald, ligesom Nationen i det Hele har Grund til at glæde sig over Resultaterne af dets Virksomhed, om end ikke alle Sager fik det forønskede Udfald. For at sætte Dig -- menige Borger og SIDE: 104 Bonde! -- istand til at dømme om Rigtigheden eller Urigtig- heden heraf, skal nærværende Blad stræbe paa kortest mulige Maade at give Dig en Oversigt over Thingets vigtigste For- handlinger. Fuldmagternes Revision -- der forøvrigt befandtes i sin Orden -- havde foranlediget endeel nærmere Undersøgelser angaaende Repræsentanten Mjelvas Forhold, der efter det ordentlige Storthings Opløsning havde foretaget en Reise til Stockholm, for at laane Penge af Kongen, eller med andre Ord -- efter hvad Rygter berettede -- for at lade sig bestikke, men, af Mangel paa tilstrækkelige Beviser imod ham, ledede Sagen ei til andet Resultat, end det -- i al Fald høist sandsynlige -- at Hr. Mjelva formodentligen slipper for Eftertiden, som Re- præsentant i al Fald, for at fristes til lignende Foretagender. De ved Aabningen fremlagte Dokumenter bleve simpelt hen Protokollen vedlagte, uden at der denne Gang var noget Spørgs- maal om at besvare Trontalen, hvilket man havde omventileret efter det ordentlige Storthings Aabning, men hvormed Kongen havde været misfornøjet. Thingets vigtigste Lovarbeider ere følgende: 1) Love om Formandskaber paa Landet og i Byerne. Disse saa yderst vigtige, saalænge og saa længselfuldt forventede Love, der skulde løsrive Borger og Bonde af Øvrighedens For- mynderskab, og give ham Ret til ligesaavel, hver inden sin Kommune, at ordne og bestemme alle Kommuneudgivter, ): de fleste af de smaa, men til en stor Totalsum opløbende Poster, som han finder i sin Skattebog, som han paa Thinge gjennem sine udkaarne Mænd bestemmer Statsudgivternes Størrelse, og paalægger de Statskassen tilflydende Skatter og Afgivter, disse Love vare, efter at de af Storthinget i 1833 dertil fattede Be- slutninger ikke vare blevne sanktionerede, forelagte sidste ordentlige Storthing med betydelige Forandringer, men bleve her paa Grund af Thingets pludselige Opløsning ikke tilende- bragte. Det overordentlige Storthing fattede Beslutninger til disse Love, fast i alle væsentlige Punkter i Overeensstemmelse med de kongelige Propositioner, og saaledes bleve de endelig sanktionerede -- hvorlænge man end frygtede for det Modsatte. Kan man end, som det synes, ei være synderlig fornøjet med, SIDE: 105 at disse nu sanktionerede Love, aldeles have ophævet de i 1833 Aars Beslutninger indførte Folkeforsamlinger, og i deres Sted -- formodentlig af Frygt for ellers rimeligviis ikke-paafølgende Sanktion -- indført Kommunerepræsentanter, kan man dog trøste sig over denne Mangel, deels ved Udsigten til, naar For- mandskaberne først ere komne i Gang, at kunne faae det rettet, deels ved det gamle Ordsprog, at Noget er bedre end Intet; overhovedet er disse Loves heldbringende Indflydelse paa Alles Velvære, og paa Uddannelsen af Sandsen for og Kjærligheden til vor Forfatning, virkelig saa iøjnefaldende, at deres Istand- bringelse maaskee kan regnes for det vigtigste og lykkeligste Foretagende af Statsstyrelsen paa mange Aar. 2) En Lov om Haandværksdrivten, der skulde bidrage til endelig engang at forberede i al Fald den Tid, da Grundlovens Bud, at Næringsfrihed skal finde Sted, kan blive til Sandhed, besluttedes ogsaa af Thingenes Afdelinger, men blev desværre ikke sanktioneret, hvortil man angiver som Grunde nogle, som det dog synes, temmelig uvæsentlige, at nemlig den paatænkte Lov vilde skille Ejerne af nogle Bagergaarde i Bergen ved deres Rettigheder, og at den nægtede Haandværksmestere fra Byer, der have Laug, Ret til at indføre deres Fabrikata til andre, hvor Laug ligeledes findes. 3) En nye Toldlov havde samme Skjæbne, hvilket var saa- meget mere sørgeligt, da den vilde have fritaget os for det lidet opbyggelige Syn af det med ikke-norske Farver rigeligen for- synede saakaldte Unionsflag paa vore Toldboder og paa Told- betjentenes Krydsfartøjer, og istedet herfor havde paabudet Brugen af det lovbestemte norske Koffardiflag. Man siger ellers, at Sanktion væsentlig blev nægtet, fordi en Paragraf af de ældre Toldlove var udelukket af denne, der gav Tolddepartementet den ukonstitutionelle Ret, at kunne eftergive Vedkommende aldeles alt Ansvar af Straf og Konfiskationer for Overtrædelser af Toldloven, og saaledes paa engang begunstige enkelte Kjøb- mænd, og berøve Staten og Toldembedsmændene de forvirkede Varer og Mulkter. 4) En Lov angaaende Betaling for Breve og trykte Sagers Forsendelse med Posterne, blev derimod sanktioneret, og er ligesaa vigtig, som nyttig, saasom den, ved at gjøre denne lov- SIDE: 106 bestemt, berøver Regjeringen den Ret, som den havde, til, ved at nægte at bevilge, eller ophæve en allerede bevilget Porto- moderation, at raade saa at sige almægtigen over Avisernes og andre Tidenders Tilværelse. Imidlertid beholdt dog Regjeringen Ret til endnu yderligere at nedsætte Betalingen for enkelte Blade, eller Tidsskrivter -- som den maatte finde særdeles nyttige -- en Bestemmelse, om hvis Hensigtsmæssighed der kan være grundet Tvivl. 5) En Lov om nogle Skyds-, Indqvarte- rings- og andre Udgivters Overtagelse af Statskassen, blev næg- tet Sanktion, men derved skal intet være tabt, da man siger, at den vilde have paa en mindre billig Maade forrykket de bestaaende Forholde mellem Kjøbstædernes og Landets Inter- esser. 6) En Lov betræffende en Forandring i Mæglerloven blev sanktioneret. 7) En Lov om Brændeviins Salg og Udskjenken, der stræber at modarbeide det tiltagende Fylderie ved nye, skjærpede og mere hensigtsmæssige Regler, blev sanktioneret, hvorimod 8) Loven angaaende Brændeviinsbrænden med mere, forblev uforandret, da en Lovbeslutning i denne Anledning fat- tedes saa seent, at man ei fik Sanktionen -- om den ellers vilde være paafulgt -- tilbake fra Stockholm. 9) En Lov angaaende hvorledes herefter skulde forholdes med Udredelsen af visse Præstationer, Jordebogsrettigheder kal- dede, der fra gamle Tider have fundet Sted, under Navn af Leding o. s. v. nød Sanktion. 10) En Lov angaaende Seiladsen paa Langesundsfjorden henlagdes endelig efter vidtløftige De- batter, da man antog at en saa speciel Lov ei burde emanere. Derimod udkom og sanktioneredes 11) en Lov om den nye Matrikuls Indførelse, 12) Lov om nogle ubetydelige Forandrin- ger i Loven om det beneficerede Gods, og endelig 13) Lov om nogle Delinqvent-Omkostningers Betaling af Statskassen istedet- for Kommunerne. Til Hævdelsen af vore unionelle Rettigheder foretoges flere Skridt. Vel lykkedes det ikke Patrioterne, at faae tilføjet Be- villingen til den fælleds Ministerkasse nogen Klausul, om at de Svenske derfor have at aflægge Regnskab, og vel maatte man ogsaa lade Afgivten til den svenske saakaldte Konvoikasse pas- sere, uagtet man kom efter, at disse Penge, efter at Røver- staterne i Middelhavet havde ophørt med at røve de christne SIDE: 107 Magters Fartøjer, hovedsagelig anvendtes til visse særegne Norge uvedkommende Sager f. Ex. den svenske Gøtha-Kanal; imidlertid udfærdigede Thinget dog inden lukte Døre en -- som man haaber -- kraftig Addresse til Kongen, betræffende alle vore unionelle Klagepunkter i Almindelighed, og den norske Regjering anmodedes om, at anvende de kraftigste Anstren- gelser for at drive det saavidt, at de svenske Autoriteter bleve tvungne til at aflægge Regnskab for Bidragene til Minister- og Konvoikassen, og selv at bevirke det norske Handelsflags Aner- kjendelse paa alle Have. Til at befordre den endelige Istandbringelse af den længe ventede Kriminallov nedsattes en af Regjeringen udvælgendes Kommittee, der skulde endeligen istandbringe dette Lovforslag, efter at have modtaget Betænkninger fra Alle, der maatte ville indgive saadanne, i Haab om at faae Andeel i de derfor ud- lovede Belønninger af 20 til 50 Spd. pr. trykt Ark. I at bevilge de forlangte Statsudgivter viste Thinget sig, i det Hele taget, meget rundhaandet. Det bevilgede saaledes store extraordinaire Summer til Søvæsenet, i Særdeleshed til nye Krigsfartøjers Bygning, og til Søtogter, ligeledes til Landmili- tairetaten -- hvoriblandt de nødvendige Udgivter til Landvær- nets Oprettelse -- samt til Slotsbygningens Tilendebringelse i indeværende Budgettermin ): til 1ste Juli 1839. Desuden bleve mange Summer, der i foregaaende Statsregnskaber vare udsatte til Ansvar for vedkommende Regnskabsbetjente, eller decide- rede til Erstatning, ligesom ogsaa flere af Statens andre Krav paa Private, eftergivne, Stempelpapiirsafgivten blev nedsat til det Halve. Tolden paa mange Varer blev ogsaa nedsat -- hvor- imod rigtignok Brændeviinsafgivten blev forhøiet, saa at almin- delige Apparater i Byerne nu betale 4 ß af hver 10 Potters Rum i Afgivt i Døgnet, og forholdsviis mere for de halv- og heel- pistoriske Apparater, og der bestemtes ogsaa en saadan For- skjel mellem Byerne og Landet, saa at Kjedler under 300 Potter paa Landet kun skulde svare 2/3 Deel af den Skat, der paahvilede dem i Byerne. Men hvad der i denne Green af Thingets Virk- somhed er det Mærkeligste; og som Du, min kjære Borger og Bonde! nok vil føle de heldbringende Følger af, er at -- Land- og Kjøbstedskatten er ophævet indtil 1ste Juli 1839, til Trods SIDE: 108 for Alt, hvad der blev arbeidet derimod af Folk, der ei unde den menige Mand bedre Vilkaar, af Frygt for at han skal blive -- forvænt. Lad denne Tidende gjenlyde fra Nord-Cap til Lindesnæs: "vore Kommuneudgivter bestemme vi herefter selv, til Staten betale vi ligefrem ikke en Skilling!" Imidlertid skylde vi dog Sandheden at Sige Eder, at det just ikke er saa sikkert, at jo Skatter til Staten senere hen igjen kunne blive paalagte, dersom mindre heldige udvortes eller indvortes Omstændig- heder skulde gjøre saadant nødvendigt, dog -- den i al Fald midlertidige Lettelse, som Borgerne have ved deres Ophævelse, er vis, ligesom man ogsaa derved tør haabe, at komme efter, om de uhyre opgivne Skatterestancer virkelig endnu ere ubetalte af Skatteyderne, eller maaskee -- skulde være, men ikke findes hos Oppebørselsbetjenterne. Men -- nu har jeg een Ting, som jeg alvorlig vil lægge Dig paa Hjertet, min kjære Borger og Bonde! Slaae op i din Skattebog, og undersøg Størrelsen af de Summer, som Du herefter sparer i Skatter. Læg hertil saa- meget, som Du ved den gjennem Formandskaberne -- vel ikke i det første Aar, da paa engang baade forrige Aars af Stats- kassen udlagte, og ogsaa indeværende Aars løbende Kommune- udgivter skulde udbetales, men sikkert siden -- bevirkede For- mindskelse i Dine aarlige Udgivter, og bestem den samlede Sum, som Du nu engang er vant til at afsee fra Dit daglige Behov, hvis Du fremdeles uden altformeget Savn kan gjøre dette, til at befordre Din egen Dannelse ved Læsning af Dagblade, Tids- skrivter og andre nyttige Bøger, fremfor Alt saadanne, der tjene til at gjøre Dig nærmere bekjendt med Fødelandets For- fatning, og til Dine Børns Underviisning i nyttige Kundskaber, udenfor deres almindelige til Konfirmationen nødvendige, men, det veed Gud! tarvelige Børnelærdom! Ja! Lad det være et Ord, gjør det, og Du skal ved at spore de heldbringende Virk- ninger deraf, baade hos Dig selv og Dine Børn, takke det, i mere end een Henseende, overordentlige Storthing, der satte Dig istand til at kunne afsee de hertil nødvendige Summer! Efter alt dette, have vi saaledes klarligen Anledning til at være tilfredse med Resultaterne af det overordentlige Storthings Virksomhed i det Hele, og det samme gjelder ogsaa for Regje- ringens Medlemmer, der ei alene ikke bleve dragne til Ansvar SIDE: 109 for nogen af deres siden 1833 foretagne Handlinger -- uagtet, som rimeligt, der om enkelte af disse kunde være adskilligt at sige -- men ogsaa erholdt flere hædrende Beviser paa Nationens Tilfredshed med deres Færd. Opløsningen af Thinget foregik den 24de sidstl. med de sæd- vanlige Ceremonier, Trontalen, der oplæstes af Statholderen, Grev Wedel Jarlsberg, er saalydende: "Gode Herrer og norske Mænd! Istedetfor at gjøre gjældende vidt udstrakte, af det europæiske Statsfor- bund erkjendte og garanterede Rettigheder, forenedes i Aaret 1814 tvende ædeltsindede, fra samme Forfædre nedstammende og af Forsynet, ved geogra- phiske Forhold, til gjensidig Beskyttelse under eet Overhoved bestemte Na- tioner, til fostbroderligt Venskab og fælleds Forsvar. Begges Oprigtighed og Redelighed gjorde den indgaaede Pagt hellig og ubrødelig. Den 20de Okto- ber 1814 besluttedes Norges Forening med Sverige. Denne Beslutning, ligesom de den 4de November fastsatte, samt den 10de s. M. antagne Grundlov- bestemmelser, fremstille sig i dette Øieblik levende for Min Erindring, uden at Jeg angrer deres Antagelse. Mine Pligter have udgjort et stadigt Formaal for alle Mine Tanker, dem Jeg med Glæde henvender mod den vedvarende lykkelige Fremtid, som den Algode synes at berede Halvøens Indbyggere, hvis stedse tindrende Stjerne tilsmiler dem Held og Velsignelse. Begge Rigers Indbyggere have samme Interesse. Norge har med Sverige lige Ret- tigheder. Var det nødvendigt paany at indrømme disse, eller udfordredes Mit Blod for, enten med Hensyn til deres Form eller Materie, at sikkre deres Urokkelighed, skulde Jeg med Glæde bringe dette Offer, og finde Mig lykkelig ved at give Norge et fornyet Beviis paa Min uafladelige Omhu for at bevare dets Indbyggeres personlige Rettigheder, som ere uadskillelige fra Rigets politiske Uafhængighed. Blandt de hellige Pligter, som paahvile Mig, er ogsaa den, overeensstemmende med Grundloven, at fjerne ethvert Angreb paa dens Ord. Da imidlertid Ufuldkommenhed klæber ved dette, som ethvert andet menneskeligt Værk, vil Jeg, langt fra at udsætte de Forbedringer, som Jeg maatte ansee nyttige, og som kunne foretages i Samklang med vore Love og navnlig med § 112 i Grundloven af 4de November 1814, samt med stadigt Hensyn til Opretholdelsen af vore gjensidige Forpligtelser, -- med Bered- villighet gaae dem imøde. I det Jeg herved erklærer Norges Riges 4de overordentlige Storthing hævet, gjentager Jeg for Eder, hvad Jeg ytrede ved det 1ste overordentlige Storthings Opløsning den 26de November 1814: "Aldrig have Nordens ældgamle Nationer skjænket Tilnavnet, den Gode, til en Fyrste uden Kraft. Viser Eder som en værdig Afkom af disse agtværdige Forfædre. Beholder, som de, Fædrenelandets Vel til Maal for alle Eders Bestræbelser. Lærer, som de, Eders Børn, at den sikreste Borgen for deres SIDE: 110 Rettigheder er, troligen at opfylde indgangne Forpligtelser. Begynder atter de Forretninger, som I forlod, for at svare til den almindelige Tillid. Guds- frygt er den eneste Frygt et frit Folk bør have, gid den blive Eders Veileder og Loven for Eders Gjerninger. Lyksalighed skal da fæste sin Bolig hos os, og Scandinaviens Frihed skal staae urokket som dens Fjeld." Jeg forbliver Eder, gode Herrer og norske Mænd, Alle i Almindelighed og Enhver i Sær- deleshed, med al kongelig Naade og Yndest velbevaagen. Givet paa Stockholms Slot den 19de Januar 1837. Carl Johan. Løvenskiold." Skjøndt der nu i denne Tale er adskilligt mindre rigtigt f. Ex. naar Norge og Sverige siges at have samme Interesse, adskilligt mindre glædeligt f. Ex. den idelige Gjentagelse af Ønsket om Grundlovs-Forandringer, og adskilligt mindre forstaaeligt f. Ex. hvad der menes med de "af det europæiske Statsforbund erkjendte og garanterede Rettigheder, "som Folkene i 1814 ikke gjorde gjældende; thi Norge har aldrig ladet sig indfalde at paastaae Kieler-Traktatens Opfyldelse som nogen "Ret," saa aander dog hele Talen kun Tilfredshed og Velvillie, hvortil Hs. Majestæt ogsaa formeentlig havde Grund, og er i saa Henseende yderst afstikkende fra det ordentlige Storthings Opløsningstale, hvorfor ogsaa det overordentlige Storthing igjen optog den af det ordentlige tilsidesatte Skik, at lade den norske Regjering komplimentere gjennem en Deputation, der forøvrigt handlede og behandledes paa sædvanlig Maade. Held og Lykke følge de hjemdragende Storthingsmænd! Hvilket forbausende Exempel paa de heldbringende Følger af vor frie, demokratiske Forfatning, dette Storthings Virksomhed vil afgive for vore Naboer, de Svenske -- hvis demokratiske Opposition mandigen -- men ei med meget Held strider for at lette Folkets af Aristokraterne paalagte Byrder -- og de Dan- ske -- som man, nedtrykte som de vare af Skatter og Udgivter, har seet sig nødt til at tilstaae en Karrikatur af en frie Forfat- ning, for at de taalmodigere skulde bære de fornyede Byrder, der vare nødvendige, for at forebygge, at Staten skulde spille formelig Bankerot -- kan man let begribe. [Her følger "Af Normandens Katechism".] SIDE: 111 Henrik Wergeland OM PROKURATOR PRAèM (Indsendt.) Statsborgeren 26. febr. 1837. Agershuus Stiftsoverretsadvokater have faaet et Medlem i Prokurator Praëm, som man skal reise langt forat finde Magen til, idetmindste ligesaalangt som Lieut. Roosen reiste, da han ved Ophævelsen af sin Arrest lod sig avertere som ankommen Reisende fra Agershuus til Carstensens Hotel, eller hvorfor ikke -- om frem og tilbage er ligelangt -- fra Kristiania til Agershuus. Befordringen er ellers mærkelig som en af de Frugter, der ere faldne af det Æretræ, som nu med de mægtige Grene Løvenskiold og Wedlerne beskygger Norge, og hvorom Praëm i sit Motto: "Æren er det feireste Træ i Skoven," i et Indlæg, som burde være skrevet paa Ræveskind, i Sagen om Beskyld- ningen forat være en Forbryder mod Stat og Menneskehed, sandsynligviis mere profeterer end han besynger sin egen. Han har ellers Fortjenester af Vægt, om man kan kalde en Stock- holmsreise saa, samt at han ved Hs. Majestæts sidste Ophold paa Eidsvoll Værk, der møbleredes af Bygden, betingede sig paa Død og Liv Excellencen Løvenskiolds Værelser, som da ret con amore pyntedes og indrettedes. Nedskriveren var Vidne til den salige Fryd, hvormed han paaklinede sit Værk: "Hans Excellence den norske Statsministers Gemakker." Ingen bil- let d'amour kunde være skreven med større Flid og Henryk- kelse. Nedskriveren beskuede den ogsaa med samme Ærbø- dighed som en Bestalling. Og da Han nu for de Beundrende aabnede Gemakkerne, og derimellem -- som et non plus ultra af hensigtsmæssig Invention, og med triumferende Hentydning paa det Beqvemmelige heri for Hs. Ex. at det var tæt ved Sengen -- et lidet Gemak, som virkelig var nydeligt og be- kvemt til sit Brug, nemlig om noget skulde paakomme Hs. Excellence om Natten -- da lysnede virkelig det skumle Ansigt som af en Inspirations Henrykkelser eller af et Barns uskyl- dige Glæde over ret at have faaet Stuen i Orden for sin Dukke. Han vidste hvad han gjorde. En god Katholik kunde ikke kre- dense mere for en af de hellige tre Konger, om han kom i SIDE: 112 Besøg til ham. Hr. Praëm blev ogsaa forestillet Hs. Majestæt ved General Wedel, og det var en Gruppe! Kongens ædle Profil -- Praëms Sartinegesicht, [fotnotemerke] Figuren i eetvæk bøjende sig som Slangen i Solbad, Afglandsen af hiin Fryd snart for- gaaende i Ærefrygtens Blegnen, snart glimtende over de skumle, bevægede Træk, som den brudte Maaneglands over et storm- rørt, mudderfarvet Hav -- og omkring denne Hovedgruppe Ge- neral Wedels Patronatnæse i en beskeden Vinkel af mindst 40°, og den paafaldende Kontrast imellem Paladinen Grev Brahes aristokratiske Aasyn, hvorpaa Foragten isnede over al den Lav- hed, han i sin Stilling havde havt Anledning til at være Vidne til, og den norske Excellences yderst plebejiske, i hvis grove Folder ingen saadan Livserfaring syntes at ligge opdynget. Ja det var en Gruppe! -- Dette var nu om hans Fortjenester, hvorimellem visse Folk maaskee kunde ville regne, at denne dyderige Borger hidtil har været heldig i at see opfyldt sin ædle Erklæring om, at det var ham "en hellig Borgerpligt at forhindre Henr. Wergeland fra at blive Embedsmand," og at man derfor ikke, samt "fordi han fra Barnsbeen af var en Enthusiast for alt Militært," maatte undres over om han havde smurt tykt paa (d. e. beløjet ham paa alle Sæt og Viis) i det Indlæg, oplandske Kavallerikorpses Officerer havde engageret ham til at skrive imod W. og hvoraf, som sit Mesterværk, han tog sig den Ære at overrække General Wedel et Pragt- og Æresexemplar. Forøvrigt er det ligesaa beklageligt, at Hr. Praëm ikke har faaet den Ansættelse, hvortil han selv har anseet sig meest oplagt, nemlig som Bemyndiget til at anstille hemmelige Under- søgelser hos Embedsmænd, som det er trøsteligt, at han kan være vis paa at være uforglemmelig i den Egn han forlader. Henrik Wergeland OM SLAVISK TITULATUR ETC. (Indsendt.) Statsborgeren 2. mars 1837. Det er vel saa, at vore østlige Naboer overgaa os i slaviske Titulaturer, i Underdanigheds- og Høfligheds-Udtryk; men fordi de deri have et lidet ærefuldt Fortrin fremfor de fleste andre Fotnote: En Politimester, for hvem F -- korsede sig. SIDE: 113 Nationer, og maaskee kunne hamle op med selve Chineserne, bør vi ikke dølge for os selv, at det i denne ikke uvigtige Hen- seende er kleint nok bevænt hos os selv. Paa sidste Thing vakte den throndhjemske Repræsentant Gram Motion om at faae det af Grundloven ikke anerkjendte, og i en Stat, hvori Magterne ere lige fordelte imellem Konge og Folk, upassende, Udtryk "Undersaat" i Toldloven ombyttet med "norsk Borger," og dette var nok til at reise Hexebørsterne om svenske Minervas Læber, især fordi en lignende Motion var i 1831 i det franske Kammer bleven vakt, og med Levningen av Julifyrigheden dreven igjennem, og der altsaa lod sig slutte til samme "revolutionære" Tendenz hos Throndhjemmeren og i Thinget, hvor saadant kunde fremsættes og optages vel, som hos den Deputerede af den yderste venstre Side, der foreslog hiin Redaktion ved Franskmændenes Benævnelse. Toldlovens bekla- gelige Skjebne er bekjendt. Med dens Henlæggelse indtil videre have Minervas Børster lagt sig. Og formodentlig er det med Grund, under nærværende reformsky Styrelse, at hiin Motion, som en Extravagance af "Norskhedsiveren," har forskrækket med et af Motiverne til Ikkesanktionen. Men der er Saameget, Normændene have at vente af Tiden, skjøndt de vel ogsaa burde vente noget af sig Selv. Og hvorfor da ikke Forbedringer ved en slaviskklingende Titulatur? Omendskjøndt vore svenske Naboer heller ikke i det Punkt lade os vederfares Retfærdighed, at det staaer værre til med denne Skrøbelighed hos dem end hos os, idet vi nyligt derifra ere blevne tillagte en Titel- og Rangsyge, som langt overgaaer den, som de selv vedkjende sig, saa maa dog denne Bebreidelse, skjøndt det ikke kan undgaae os, at den er fremhentet under Bristen paa nogen bedre i den Tvist, som nu er opkommen mel- lem begge Rigers Tidender, tjene til endmere at vende Opmærk- somheden hen paa hiin Feil. Titel- og Rangsyge? Og med denne staaer Overdrivelserne i Underdanighedsudtryk i nøieste For- bindelse. Nu! I Folkets Karakteer ligger Saadant sandelig ikke. Det er noget fremmed og indpodet: i gamle Dage fra Danmark; i disse -- der i Modsætning til hine kaldes gode -- fra det Land, hvis "blåa band," Gøthakanalen er, og hvor selve Poesien søger sin Pragt i Rangspersonernes Garderobe og Dekorationer, SIDE: 114 och af hvis höga andes fläkt förskingradt blev vor låghets dimma, vor nakenhet med blåfärgd ull, vor arma mull med Wasagrönt och regn af gull, vort moln med stjernor blev betäckt -- med stjernor -- ack, hur ljumt de glimma! och samma ande har udsträckt en rangförordnings Mjölkvägsstrimma, och lärt min penna oförskräckt på svenskt at rimma. NB. (I dette Øjeblik indtriner en "åsna och en riddare" i egen Person, hvorfor -- fortsættes). Henrik Wergeland OM OBERST HALS (Indsendt.) Statsborgeren 5. mars 1837. Man siger, Hans Majestæt Kongen har ikke villet indlade sig paa at give Toldinspektøren ved Kristiania Toldsted en Kon- trollør ved Siden, men derimod udladt sig med, at Domstolen burde søges i en Sag som denne. Er da Qvæstionen om "be or not to be". [fotnotemerke] Det vilde være haardt for en Mand, som veed at klare sig i saamange Vanskeligheder, hvorimellem den ikke er den mindste, at han ikke kan skrive to Linier uden de vrimle af slige Menings- og Sprogfeil, som sal. Ola Gogstad og ditto Sogn skulde skamme sig ved. Skjøndt Staten og enhver Ved- kommende maatte finde sig i at faae det som det kom fra en Mand, der roser sig af at staae sig saa godt hos Kongen, saa viser det dog en særdeles Opmærksomhed, som bør paaskjøn- nes med al Overbærelse, at Hr. Hals skaffer sig Hjælpere, der endogsaa kunne soutinere høi Tone, og at han selv ikke for- smaaer Koncepter til en over tusinde Gange idetmindste forhen skrevet, et Par Linier stor, Expedition. Men forsøg hvem som vil, at udtrykke sig paa Otaheitisk! Det blev nok omtrent som naar Hals skriver Norsk. Der har været store Mænd, som meget vel have hjulpet sig med et Kors eller et Bomærke, og der er Fotnote: "Være eller ikke være." SIDE: 115 ingen Tvivl om at Hr. Hals i de Tider, som herligst have straalet over Norge, nemlig de gamle Hakoners, vilde have været et Lys, om ikke i naturlig ): raa og vild, Forstand, saa i Skrivekunsten, hvoraf nu Peblinger paa otte Aar gjøre sig til med megen Ufor- skammethed paa gamle Militæres og Embedsmænds Bekostning. Imod en saadan jammerlig materiel Færdighed kan Hr. Hals sætte en Egenskab, som imellem alle Aandens indtager den første Rang, nemlig Opfindsomhedens. Thi Ingen, idetmindste ingen Toldinspektør, skal, selv i den blotte Imagination af Mu- ligheden deraf, kunne naae ham i at opfinde Anledning til at faae skabt og virkeligen at skabe den Slags Mellemting af virk- somme Mennesker og Dagdrivere, som man kalder konstituerede Toldbetjente. Medens al Skaberkraft slumrer, nemlig om Vin- teren, til hvilken Tid der ogsaa er fast intet at gjøre, er netop denne Hr. Halses forunderlige Evne i fuldest Virksomhed. I 1835 opløb Udgivterne for deslige vilkaarlige Konstitutioner til omtrent 800 Spd. og uagtet Departementets Notabene om at dette var noget svært, voxede de i 1836 til 1100 Spd. I inde- værende Vinter har to Konstitutioner gjort ham Toldpersonalet endmere forbundet; thi det kunde gjerne lagt sig til Isen brød op. Isen vil ogsaa gaae op af Regjeringens Taalmodighed, og da vil man see et vredladent Hav, hvori selv Marsviin kunne for- lise, og Isen vil ogsaa gaa op i Toldinspektørens Hoved, og da vil der vise sig aabent Vand, hvori smaa Marsviin befinde sig vel, og der vil blive et Slags uventet Foraar, hvor store Egen- skaber ville bryde frem som Tælegrøp, der vælte Jordens Ind- hold frem, og miskjendte og ukjendte Dyder ville spire som blege Vaarblomster, og netop der hvor Møgklattene laae, og speile sig i Vandet. Men Skrivefærdigheden? Den hører ikke til dem. Den er ingen Dyd. Der er ingen Ære ved den siden den blev almindelig, og ingen Lykke siden den har været mange Menneskers Ulykke. Og hvem kan tænke sig en Pen til Blomst? og saaledes maatte den dog see ud, mens Sandhedskjærlig- heden, -- Sandhedskjærligheden, siger jeg -- den reneste og prunkløseste af alle Dyder ganske vel taaler Billedet af den beskjedne Primula hvis rene Sødme er den Honning, hvoraf Vaa- ren lever i sine første Glædesdage. Henrik Wergeland SIDE: 116 OM SLAVISK TITULATUR ETC. (Fortsættelse fra Nr. 8. Slutning.) Statsborgeren 9. mars 1837. -- -- Ridderen, som afbrød mig, var virkelig et Kreatur, som havde slidt til sig noget Grønt paa Naadens Mark, men forsaa- vidt alene maaskee ikke rettest et Asen, som han langtfra levede af mager Kost. Da hans Udtryksmaade ganske er et Exempel paa den Slaviskhed i Titulatur, som endnu geraader Normæn- dene til Skam, vil jeg anføre nogle Prøver deraf. I Ansøg- ninger til Kongen gjentoges Udtrykkene "underdanigst" "naa- digste Konge," "store Monark" og "Deres Kongelige Majestæt" saa ofte, at Perioderne blev ganske uforstaaelige. Underneden var ikke et "underdanigst" nok; men, foruden at det maatte staae, tilføjede han ogsaa: "Med dybeste Ærefrygt -- Deres Majestæts underdanigste tro Undersaat o. s. v." Jeg er vis paa, at det gjorde ham ondt, at være underrettet om, at det er den væsentligste Forskjel imellem absolute og konstitutionelle monarkiske Stater, at man i de første sætter et "aller" til. Stundom lod han dette ogsaa mod bedre Vidende flyde ind, og da troede han idetmindste at være en Kjende sikkrere. Den gode Mand! Hans Valgsprog var, at lade det dryppe paa Klokkeren naar det regnede paa Præsten. Og alt eftersom Autoriteterne og Personerne vare, afpassede han paa det nøjeste sin Titulatur i saa høi Skala og med saamange Gjentagelser som muligt. De- partementet var han i en Skrivelse paa tyve Linier idetmindste tigange underdanig imod, og det høie Amt maatte synke sam- men under alle de Høiheder, hvormed han "allerærbødigst" overdyngede det. Hans Brevaddresser manglede vel det svenske "Konungens tro Man," men Pladsen blev dog knap nok for alle de "Høivelbaarenheder, høilærde Velbaarenheder" og simple "Velbaarenheder" og "Velbyrdigheder," som han fandt Vedkom- mendes Stilling tillod at anbringe uden at komme den egentlige Charge, som paa det allerfuldstændigste maatte udføres, for nær. Han var en stor Ven af Norges Dæmring; thi i hvert Brev med et simpelt S. T. foran Stands- eller den blotte Persons- Benævnelse med et "Herr" foran fandt han et nyt Beviis paa SIDE: 117 den tiltagende overmaade store Raahed. Og da han engang traf paa en Brevaddresse til "S. T. Herr N. N. Ridder af den kgl. svenske Vasaorden," var han vis paa at see Bjørnesporene efter selve Vildhedens Apostel. Ellers holdt han det ikke overflødigt at sætte "Til S. T. Hans Høivelbaarenhed, høivelbaarne Herr" o. s. v., skjøndt Titlerne udførtes med et Stikbrevs Fuldstæn- dighed og Nøiagtighed. I Samtaler var vor Riddersmand næsten ligesaa fuldstændig i sin Titulatur, og derfor blev han ikke an- seet for en Abekat af Alle. Tvertom Mange holdt ham for en artig Mand, for en Mand, hvorved der umuligt kunde være noget ondt, for en Mand af Verden, der kunde føre en Samtale; thi af hiin Grund kunde han jo ikke være saa kort som Andre, der maaskee vilde komme i Vildrede, om de f. Ex. vilde sige: "jeg forsikkrer Deres Høivelbaarenhed, at om Deres Høivelbaarenhed havde behaget at være ude igaaraftes, vilde Deres Høivelbaaren- hed have bemærket det samme forunderlige Meteor, som Deres Høivelbaarenhed maaskee har bemærket at den Constitutionelle har bemærket og som maaskee vilde have forundret Deres Høi- velbaarenhed." Vor Riddersmand havde en Tid for Vane, ihvorom Samtalen end var, at føre Catharina den 2den eller Frederik af Preussen paa Bane; men siden En bemærkede som noget fortjenstligt, at Frederik var en Hader af al Titelextravagance og at Catharina endog i en egen Ukase havde forbudt Russerne visse slaviske staaende Udtryk i Ansøgninger og deslige, saa -- hvad enten han nu antog Bemærkningen som en Satire paa sig, eller virke- lig følte sin Beundring slappet -- falder han aldrig ind ad Døren med sit: "end Catharina den anden? eller end Frederik af Preussen da?" men nu siger han, om man saa taler om hvad Veir det er, ene og alene sit "end Napoleon da?" eller "end Carl Johan da, mine Herrer? hm!" Gud velsigne Hans Velbaarenhed! Eller, jeg vilde oprigtig sige: "Gud velsigne Hans Velbaarenhed, vor svenske Ridder- mand," dersom det ikke var overflødigt siden han staar sig godt hos Statsministeren. Forøvrigt behage man at lægge Mærke til, at det var i Rusland den Regjerende forbød at være altfor sla- visk i Titulaturen. Henrik Wergeland SIDE: 118 [ANMERKNINGER TIL INNSENDTE ARTIKLER] Statsborgeren 12. mars 1837. [En setning (Statsborgeren bd. 22, s. 83) av en innsender er på følgende måte utstyrt med noter av Wergeland: Nu derimod finder man Stat og Kirke, Kirke og Stat at være Et, inderlig forbunden ved Kjærlighed, [fotnotemerke] grundet Retfærdighed, [fotnotemerke] og Præstens Kald som Folkelærer bliver herigjennem anskueligt.] Fotnote: ? Fotnote: Grundlovmæssig eller Grundlovens Retfærdighed? Korrekt. Anm. [En innsender bruker (sammesteds s. 86) uttrykket "lille Feil" om en kaptein som var beskyldt for å la rike mannskaper bli slettet av rullene "for en Ko, Slagt, Smør og Mere". Om dette skriver Wergeland i en note:] Efter dette Begreb om en "liden" Feil kan Kapitainens umu- ligt have været stor, om han end 100 gange har taget Fattigpeer istedetfor Smørpaul. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 12. mars 1837. -- -- Fiskeriet er det hele Land for vigtigt til at vi ikke altid skulle have Opmærksomheden fæstet derpaa. I Stavanger menes nu 130000 Tdr. Sild at være indvundne, og baade sønden- og nordenfor Bergen har den gaaet til i saa svær Mængde, at man formener, at i Bergen og paa Leden ville 2 à 300,000 Tdr. blive Udbyttet. Med Frygten forat Silden nu snart i et Tidsrum vilde søge fremmede Kyster, er det da vel ikke saa særdeles bevænt. Fra Rusland, der er vort bedste Sildemarked, lyde Udsigterne til Afsætning paa al denne Guds Overflødighed imidlertid kun maadeligt. Kjøbmændene ville tjene lidet, men de høje Priser for Silden i raa Tilstand har lenset ud imellem Folket en god Deel af deres Fortjeneste fra Aarene tilforn. -- -- Medens Velstand tilflyder Norge fra Vestkanten, lider det dog der, navnligen i søndre Bergenhuus og ved Stavanger- kanten, følelige og sørgelige Tab i de tiltagende Udvandringer til Nordamerika. Selv Folk, der sidde godt til, gribes af dette Raseri, som, i et i hine Egne især føleligt Forhold, er Fædre- landets største Rigdom, nemlig dets Befolkning, til Forliis. Fra Voss og Hardanger lave omtrent 300 sig til at følge de Lands- SIDE: 119 mænd, som droge afsted ifjor fra Stavanger. Religiøst Svær- meri, der oprøres over vor i Grundloven hjemlede Religions- tvang er upaatvivlelig Aarsagen til denne Nationalulykke. -- -- Valget paa Byrepræsentanter i Kristiania er, efter vor Mening paa enkelte Undtagelser nær ret heldigt, tilendebragt. Imellem de 36, som dernæst havde flest Stemmer, figurerer Rigsretsdefensoren. Det er meget paafaldende, at ikke ogsaa General Wedel hamlede op idetmindste til denne Popularitets Honnør. Henrik Wergeland THEATERKRITIKUSSEN I DEN CONSTITUTIONELLE (Indsendt.) Statsborgeren 16. mars 1837. Ovis par Di si fait! Slemt nok for Cherubini, for Grisi og Rubini, Lablache og Tamburini, at du forlod saa snart parisisk Opers Sang. Men o Madam La Fleche! o Hun har tabt sin Jean! Ovis par Di si fait! [fotnotemerke] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 16. mars 1837. Hvor glad og med hvilken Ret bærer ikke denne Artikel i Dag dette Navn! Grundlovens Fødested er endelig bleven Na- tionens Ejendom, idet Eidsvoll Jernværks Hovedbygning, med 2de mindre Bygninger med Have og Grund af omtrent 25 Maal, Løverdagen den 11te dennes tilsloges Subskribenterne til et Na- tionalminde paa Eidsvoll ved Kommitteemedlemmerne Dhrr. Kapitain Foss og Advokat Stang for 5000 Spd. Denne Sum er vel ikke efter de endnu indkomne Lister udbragt, men efter disses Antal i Forhold til de udsendte bør og kan man ikke tvivle paa, at den, paa det allernærmeste idetmindste, alt er tegnet. Men denne Erhvervelse, saa længe inderligen ønsket og ængstligen omtvivlet, bør ogsaa, saavidt Normænd ere Nor- mænd, give Subskriptionen fornyet Fremstød. Thi hermed kan man ikke standse. Man har kun tilvundet sig Ejendomsretten Fotnote: Men Norrige igjen har faaet hjem et Fæ. Ovis par Di si fait! Korrekt. Anm. SIDE: 120 og Stedet til uhindret at kunne gjøre noget Større og at virke- liggjøre de skjønneste Drømme i Nationens Hjerter. Enhver Medborger, der nærer dem og indseer den nationale Vigtighed deraf, og troer at kunne virke derfor, holde sig nu ikke tilbage, men gjøre dette ivrigen og frimodigen! Og for Tiden vil den virksomste Maade være den, at fremme Subskriptionen og be- kjendtgjøre og udvide den i sin Kreds saameget som skee kan. Mangfoldige ere endnu uvidende derom. Menigmands Mang- foldige vilde holde sig fornærmede, om noget stort Nationalt udføres uden at de fik yde sin Skjærv. De Allerfleste have endnu ikke seet en Plan. Men Planer ville være at erholde hos Kommitteen for Enhver, som ønsker saaledes at virke noget for Sagen. Sandsynligviis vil idetmindste Omegnen fejre denne na- tionale Erhvervelse paa Stedet førstkommende 17 Mai -- noget, som selv Fjernere baade have ønsket at deeltage i, ligesom man og tør vente, at Kommitteen betimeligen bekjendtgjør at Huus og Grund den Dag staae til Almeenhedens Disposition. De øv- rige med Eidsvoll forbundne Ejendomme og Herligheder solgtes samme Dag saaledes: Jernværket, Saugene, Møllebruget samt 11 forskjellige Jordlodder og Skove i Eidsvoll, Nannestad, Hur- dalen og Toten til Glasværksejer Lieut. Tandberg for 24,600 Spd., og 20 Stykker større og mindre Gaarde, Skove og Pladser til Forskjellige for 16,329 Spd. Forsaavidt disse ligge nær Vær- ket, hvis nærmeste Omegn alt forud er udstykket i omtrent 100 Selvejerlodder, vil det sidste Kjøb maaskee give Anledning til en endnu stærkere Befolkning og Bebyggelse deromkring; og hvad nu, om Befrielsesstedet, foruden sin historiske Anvendelse til Opbevaringssted for nationalkjære Minder, ogsaa gives hvil- kensomhelst anden anstændig nyttig Brug, og inden en Tid, om Nationen begunstigede dets nærmeste Omkreds, vilde reise sine Tage midt i en By, i hvis Indre Masovn og Fabrikker røg, mens Ploven gik i dens Udkanter? Men ihvor behageligt og tilladeligt det kan være at udmale sig Kjærlighedsstedet og den Lykke som i kommende Tider kan fæste Bo der, saa har Fantasien for det første nok at bestille med den nærmeste Anvendelse deraf, og først og fremst med det Minde, som der efter Planen skal reises. Besiddelsen af Huset er høist usikker, selv om det, som rimeligt, blev paalagt SIDE: 121 Den, som skal have Indseende dermed, at tage Bopæl i et af Sidehusene, saaledes at Brugen af Ild forbødes i selve Vaanin- gen, der ogsaa burde forsynes med Tordenafleder. Besiddelsen af Grunden er derimod sikker og vigtigere, saasom den sikkrer Adgangen til Oprettelsen af et Minde, som vil opbevare Erin- dringen om Folkets Befrielse og nærværende Slægts Fædre- landssind, naar Huset efter Naturens Orden ikke længer kan existere. Kjøbet bør derfor hovedsageligen betragtes som en Erhvervelse af Grund for Mindet. -- I Forbindelse med ovenstaaende glædelige Efterretning bringe vi en anden til vore Landsmænds Kundskab, som lige- ledes maa fryde vore norske Hjerter. Gamle Jacob Aall paa Næs Jernværk, den lærde Oldforsker, den klare smagfulde Stilist, har lovet Folket en populær Udgave af Snorro Sturleson, og han har gjentaget dette Løfte, omendskjøndt det fra Danmark er en ivente, besørget med Hensyn til Oversættelsen af Nor- manden Kand. Munch, som herfra er stipendieret derned, vel ikke forat arbeide i dansk Sold, men for at gaae Lektor Keyser tilhaande ved Afskrivningen af de Norge vedkommende Doku- menter. Dette vakte Betænkeligheder hos vor Aall, men i Be- stemmelsen at levere en populær Snorro, en Folkebog, fandt han Gudskeelov Udsigter til at undgaae, at see sin Plan ganske over- krydset af Fremmede. Hr. Aall forsmaaer Subskription; og vi haabe, at hans Landsmænd ville forstaae denne Tillid og vide at paaskjønne den og at vurdere ogsaa det Fortjenstlige ved dette patriotiske Foretagende, at Fædrelandet befries for den Skam og det Tab, at erholde sin store Historieskriver, der bør være udbredt i Landet i en Huusbogs Mangfoldighed, fra Frem- mede. Udlændingerne ville ikke undlade at regne det mellem Vidnesbyrdene om at den indre nationale Selvstændighed, den aandige Fuldmyndighed har Sted hos Normanden, som garan- terer et Folks politiske, og gjør den saa nødvendig og naturlig som at Sjelen maa have et menneskeligt Legeme forat danne den Forbindelse imellem noget vexelvirkende Aandigt og Ma- terielt, som kaldes Menneske. Denne Snorro, saa sikkert funden i Husene som Bibelen, vil vorde et af Nationens bedste Vaa- ben. Den bemander med national Begeistring og Oldtidens gi- gantiske opstandne Forjettelser og kjæmpestærke Drømme fra SIDE: 122 det gamle Rige en usynlig Bastion, som, lig Eventyrets Trylle- taarn, i Kampen vil afdække sig bag de forraadte Fæstninger. Men indtil da maa ikke Normændene undlade at forstaae Aalls saa sande Bemærkning, at Norges Old og Nutid kaste en in- teressant hinanden sært opklarende Belysning paa hinanden -- en Sandhed, som vi ville have anvendt endnu mere paa Frem- tiden, der er egnet til endnu troere at afspeile Oldet, nærme sig dets historiske Storhed, opfylde det Herlige, som er forjettet det Folk, der ejer en herlig Historie, og virkeliggjøre de Ideer om det gamle Riges Gjenopreisning i det unge Norge, som man -- om man en Dag seer en eller anden Normand, der besøger Eids- voll, i Tanker under dets Hængebjerke -- kan vædde 10 mod 1 om beskjæftige hans Sind. Gud give Hr. Aall Sundhed og Styrke til at fuldføre Arbeidet! Henrik Wergeland SVERIG Statsborgeren 16. mars 1837. Regjeringens Blad, den i Norge for sin Behandling af vore Anliggender slet renommerede Statstidning har, efter Aftonbla- det, anstillet en Gall-Lavatersk Vurdering af det Indre af de svenske Statsmænds Hoveder alteftersom det ydre var forsynet med Paryk eller ikke, der har givet Anledning til adskillige Diskussioner i Bladene hvorunder den i Norge ogsaa som Mag- tens højre Haand bekjendte Grev Brahes Personlighed er bleven belyst. Det er for dette Bekjendtskabs Skyld vi her ord- grant sammendrage 6te Aftonbladets og det, som der formenes, for visse Meningsyttringer i det vigtige Anliggende: Parykker- nes Garanti for Dueligheden, nys inddragne, men med Tillægs- ordet "nyaste" atter udkommende Dagligt Allehandas Karak- teristik over denne det svenske Aristokraties højest opskudte isolerede Tinde, paa hvem man ikke har kunnet lade -- ikke Parykken, men, som der højtideligen, bekræftes, den lille "Tour" ligge iro. Opmærksomheden blev isærdeleshed henledet paa Hs. Exc. af det Kgl., kun af "Aderton" bestaaende Wetenskaps- Akademi ved den paafaldende Handling at udnævne ham til Medlem af Klassen for "allmän Lärdom" i hvilken Anledning Allehanda skarpt bebreider Akademiet at have kaaret en Mand, SIDE: 123 som "uden vitterligen at besidde endog kun de første Elementer af videnskabelige Studier eller af nogen højere Dannelse, snart sagt fra Barnsbeen er bleven opfostret alene ved Hoffet, og i Militærtjenesten har forhvervet de Indsigter han kan besidde og som paa denne Vei vel synes tilstrækkeligen belønnede." Resten af Allehandas Opsats gaaer ud paa, at de personlige Angreb, hvorfor Hs. Exc. har været udsat i Aftonbladet, skal skade Pressens Anseelse; men dette er af modsat Tanke. Og da vor egen overspændte Killenhed i det Punkt kan have godt af adskilligt i Aftonbladets Replik i denne Henseende, levere vi her en Deel deraf i nogenlunde Sammenhæng, hvorved tillige vor Hensigt opnaaes, at meddele hiin Mægtiges Karakteristik saaledes som de mest anseede svenske Blade udkaste den, uden selv at tillægge eller fratage noget. "Ganske vist erindrer man sig hvor meget engelske Tidender gjorde sig lystige over Her- tugen af Kumberlands, Kongens egen Broders, uhyre Knebels- barter og paa alle mulige Maader latterliggjorde dem, hvilket aldeles ikke har været Tilfælde med Hs. Exc. Grev Brahes Tour. Dog have vi ikke hørt, at det dannede og fornuftige Publikum i England er overgaaen nogen Forskrækkelse for Trykkefrihedens Skjebne formedelst denne Omstændighed, og de Venner, som ere saa forskrækkede, at de bæve for Trykkefriheden for dets Skyld, som har staaet at læse om oftnævnte Tour, kan Trykke- friheden gjerne undvære, da deres Bistand ikke er meget værd. Det har ikke kunnet undgaae Nogens Opmærksomhed, at endog Personer, som forøvrigt nære ganske liberale Begreber om Pres- sens Rettigheder, naar Spørgsmaalet er om andre Regjerings- medlemmer, strax voldes Forskrækkelse saasnart det mindste forekommer paa Prent, hvori Hs. Exc. Grev Brahe findes nævnt, aldeles somom hver Anmærkning om ham skulde vedrøre Maje- stæten selv. Hvilken Angest opkom ikke hos Mange fordi et Dokument nyligen produceredes i en Rettergangssag, hvorved Hs. Exc. syntes kompromiteret? Det er dog vel ubestrideligt, at der ikke i vort Land findes Nogen, som Publiciteten saa nøje burde følge med sine Blik, som denne Mand, hvis Stilling og store Betydenhed -- halve Publikum veed vel nok eller idet- mindste almindeligen troer, at den i Befordringsanliggender, en af Styrelsens vigtigste Grene, er ligesaa stor som alle de øvrige SIDE: 124 Regjeringsmedlemmers tilsammen -- udøver en saa ualmindelig Indflydelse paa Regjeringsanliggenderne. Mærkværdigt er det ogsaa, at Tidningerne forholdsviis ganske sjeldent, ja næsten aldrig, sysselsætte sig med Hs. Exc. -- noget vi heller ikke kunne undtage os selv ifra. Hvad har Aarsagen været baade til denne Banghed paa den ene Side, og denne Blyghed paa den anden? Lader os sige det reent ud. Det er ikke saa meget den store Magt, Hs. Exc. forener i sin Haand, som hans personlige Artighed og Elskværdighed i Omgang og Forestillingen om visse private vakre Egenskaber, saasom Vennetrofasthed, Velmening og Nidkjærhed samt endelig om Hs. Exc.s ubegrændsede Hen- givenhed for Kongens Person, hvori denne Aarsag bør søges. Vi bekjende alligevel aabent, at, efter vore Anskuelser af Sam- fundsspørgsmaalene, findes der Ingen, hvis Indflydelse vi tro danner en saadan Hindring for alle populære Reformer i Sam- fundsordenen, Ingen saa hengiven den absolut Lydigheds Grund- sætninger, saa uvillig mod og ræd for Folkevilliens Indgreb i det Almene og for alt, som kan lede did, saa konservativ i Hen- seende til Ideerne om Adelens og Byrdens Rettighed til For- trin, og som saa lidet elsker Trykkefriheden, som Hs. Exc. Grev Brahe. Ifald man ei faaer see Aabenbarelserne heraf i Nutidens Befordringssystem til høiere Poster, saa viste de sig klart nok i Tidenden Fäderneslandet, som i sin Tid var Hs. Exc.s Organ hos Publikum. Ifølge heraf dølge vi ikke, at der ei findes Nogen, hvis Bortfjernelse fra Regjeringen, efter vor Overbeviisning, var et saa stort Fremskridt for Reformernes Sag, som Hr. Grevens." Og nu vor "konservativ-monarkiske" Excellence paa Hs. Majestæt Kongens anden Side -- hvorledes er det muligt, at denne Tids Regjeringshistorie skulde være mindre fattig end den er, eller at kunne flyve med to Blyvinger? -- Allehanda bemærker "som noget højst besynderligt, at de ærede Kolleger paa anden Side Fjeldet har ladet ubemærket Ideen om Nedsættelse af en fælleds svensk og norsk Kommittee til fuldstændigt og sagrigtigt at undersøge Spørgsmaalet om de unionelle Forhold, samt Foreningsoverenskomstens mange Hul- ler og Brøstfældigheder, paa det at Ret maa skee paa begge Sider." Vi dele Allehandas Forundring over at denne Idee, som først yttredes i Bladet Spegeln d. 3die D. og reproduceredes SIDE: 125 Dagen efter i Allehanda, indtil den 13de, da dette nedskrives, ikke er bleven omtalt i noget af vore Blade. Med tilbørlig Vur- dering av de svenske Mistag, hvoraf Opsatsen, hvor den frem- træder, saa tydeligen laborerer, at vi kunne spare os alle en- kelte Bemærkninger derved, nyder den i høj Grad vort Bifald, og vi overlevere den derfor til vort Publikums Omdømme saa- ledes som den er fremsat fra svensk Side: "Efter hvad man med Vished kan vente af den Norske Re- præsentation vil den ikke undlade ved næste Storthing atter at optage Spørgsmaalene, og da Kundskaben om de unionelle For- holde nu er meget mere udbredt, end nogensinde før, saa kan det antages for ligesaa afgjort, at disse Forhold ogsaa ved næste Rigsdag ville blive Formaalet for alvorlige Beraadslagninger og Beslutninger. Følgen af en Opsættelse turde under saadanne Omstændigheder ei blive nogen anden, end at Misfornøielsen i Norge faaer god Tid at voxe, og at de, som blandt det Norske Folk arbeide paa endmere at forbittre Sindsstemningen mod Sverige ville finde nye tilsyneladende Grunde for sine Fore- stillinger. Saavel det Ene, som det Andet vilde sandeligen kunne forekommes, hvis en Kommittee af sagkyndige Svenske og Norske nu snart blev nedsat, for at forberede alle til dette vigtige Emne hørende Spørgsmaal. Sagen kunde paa saadan Viis blive fuldstændigen udviklet baade fra de svenske og norske Interessers, saavelsom fra Foreningens Synspunkt, og Menin- gerne saavidt muligt gjensidigen lempede. Den Ensidighed, hvormed disse Emner betragtes i Norge er forud bekjendt, og vi ville ei bestride, at jo adskillig Eensidighed ogsaa kan være opkommen ved Rigsdagen i Sverig. Ukyndigheden hos flere Medlemmer af de respektive Repræsentationer om alle de til Emnet hørende Forholde og Detallier turde ei heller blive ringe. Men af saadanne Elementer, chaotisk sammentræffende uden nogen fast Støtte for deres Ordning, kan ikke opstaae andet, end ny Vrede, ny Harme og nye Adsplittelser. Maatte derfor det, som i disse Anliggender er at foretage, skee snart, og medens en rum Tid endnu er forhaanden, inden Storthing og Stænder atter samles! Blot Efterretningen om, at et Udvalg af begge Forbundstaternes mest kyndige og retsindige Mænd vare syssel- satte med at forberede Sagen, vilde udøve en velgjørende Virk- SIDE: 126 ning mod de Ildesindedes Anstrengelser for at mislede Ukyndig- heden." Dette er Artikelen, som Allehanda igjen fremkalder til den almindelige Opmærksomhed i begge Riger, med følgende Slut- ord: "Mon man i Norge kan være misnøjd med en saadan Hjælprækning? Eller er vel uden den Igjenoprettelsen af en virkelig og fortvarende Harmoni imellem begge Stater og Folk mulig? Skal ikke ellers Adsplittelsen og den søndrende Politik alt meer og mere udvikle sine fordærvelige Følger og "gnaga" paa den saakaldte Forening? Nei Ret skee begge Parter -- det er det eneste Middel til imellem dem at stifte en trofast For- ligelse. Det er vort Ønske og Maal. Maa det ogsaa blive den norske uafhængige Presses! og vi ere overtydede om at et til- fredsstillende Resultat maa tilveiebringes derved." Ved at meddele ovenstaaende svenske Yttringer, der klart nok udtrykke noget nær den samme Mening, som de Svenske i sin Tid gjorde en forskrækkelig Allarm over at have fundet ud- trykt i Flyvebladene, at nemlig Forholdene, saaledes som de nu ere, i sig bære Spiren til Unionens Opløsning, som man derfor ei kunde undlade i al Fald at "tænke paa", kunne vi, idet vi aldeles tiltræde Allehandas Forslag om den nedsættendes fæl- leds forberedende Kommittee, ei undlade at opfordre tænkende og fædrenelandssindede Mænd til offentligen at yttre deres Me- ninger om denne Plan, og Maaden, hvorpaa den saavel unions- som hensigtsmæssig kunde effektueres, thi om Gjenstandens Specialia forekommer det os, at meget lader sig sige og mene, og til vore egne Anskuelser af denne Deel af Sagen have vi ikke saa megen Tiltro, at vi ville fremsætte dem, undtagen i Mangel af Kyndigeres Dom. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 19. mars 1837. Hvorofte faae vi ikke Bekræftelse paa, at det staaer sig slet- tere med vor indre borgerlige Frihed, end vi ville tilstaae for os selv og Andre! Til dette Bedrag støtte Fremskridtenes og Re- formernes taabelige Modstandere sig; paa denne Illusion bygger den bornerede Egennytte med det falske patriotiske Ansigt, den pukkende Uduelighed sig stabilistiske Ærestøtter i de af den SIDE: 127 ængstede Usselhed dikterede Addresser imod enhver af Stor- thinget tilsigtet Udvidelse i Næringsfriheden. Hvilken huul Skal er ikke vor politiske Frihed, naar den ikke i sit Indre, i Na- tionens Virken, udfyldes af den borgerlige Frihed i Næring og Handel, som udgjør et Folks sande Velstandskilde, Liv og Marv! Og hvoraf opfyldes vor politiske Frihed, som, ihvor bestænket, dog glimrer os saa i Øjnene, men uden hiin indre Tyngde af Kraft er Skildpadden, som Ørnene med Lethed skulle svæve med over Klippespidsen -- hvoraf, uden af Indskrænkninger, Monopoler og al indre Frihed spottende Love, der staae Egen- nytten og Ufornuften til Tjeneste? Disse Betragtninger have oftere faaet Anledning til at paatrænge sig os. Texten dertil tør staae at læse ikke alene i Addresseagenternes travle interes- serede Gesichter, men ogsaa i de kummerfulde Miner hos man- gen Normand, der siger sit aand- og haandbundne Fædreland Farvel. Men, at, i et Trangsaar som dette, den hensynsløse An- vendelse af Monopolet ubarmhjertigen skulde stemple den i Mangelens og Hungerens Aasyn -- det var mere end vi, vort øvrige Bekjendtskab til menneskelig Nobelhed ibehold, havde ventet. Morgenbladet No. 77 indeholder nemlig følgende: [Her følger en artikkel fra Morgenbladet om en landhandler i Solør som "har -- formeentlig paaberaabende sig sit Kjøbmandsbrev -- ladet arrestere over 250 Tdr. Byg" hos en gårdbruker.] Kristiania. Under 30te Mai 1833 yttrede 7de ordentlige Stor- thing Ønske om "at der havdes et fast Pensions-Regulativ for afgaaende Embedsmænd, og, saafremt det fandtes fornødent og hensigtsmæssigt, da ogsaa for deres Enker og Børn, samt at det som Følge heraf, maatte tages under Overvejelse, hvorvidt et saadant Regulativ kunde blive at udarbeide og forelægge Stor- thinget som Lovforslag eller paa anden grundlovmæssig Maade." Dette har nu, efter 3 3/4 Aars Forløb bevirket en Regjerings- Indstilling til Hs. Majestæt, hvorefter Høistsamme under 2den d., har befalet nedsat en Kommittee til at udarbeide et Forslag til saadant Regulativ bestaaende af Dhr. Generalmajor Fangen, Armeeintendant Meylænder, Professor Heiberg, Expeditions- sekretær Hansen og Højesteretsadvokat Stang, hvem det over- drages at udarbeide Forslag til Lovbestemmelser, angaaende i hvilke Tilfælde eller under hvilke Betingelser de i Statens Tje- SIDE: 128 neste ansatte Embedsmænd, de geistlige undtagne, skulle være berettigede til ved deres Afgang fra Embederne at erholde Pen- sion af det Offentlige, samt angaaende Størrelsen af denne Pension, og om Samme skal indflyde dem af Statskassen, Op- lysningsvæsenets Fond, nogen anden offentlig Kasse eller af Eftermændene i de Embeder, som de fratræde. -- Jo, ganske rigtigt! Toldinspektøren i Kristiania har faaet sig en Kontrollør og i ham en Medhjælp til at udføre det han selv burde kunne gjøre, en Slags Lettelse under Armen eller en ny Embedsmand ved Siden, som gageres med 1/2 Procent af samt- lige Indtrader, Trælasttolden undtagen. Denne Embedsmand modtager sine Instruktioner af Tolddepartementet og ansættes for det første som Konstitueret kun under nærværende Aars Skibsfart, hvorefter Regjeringen har at indgaae med Indstilling om hvorvidt denne Foranstaltning har viist sig gavnlig. Den Constitutionelle mener at Skaden er for indgroet til at nogen Hjælp kan ventes. Og saa mene vi med. Thi den sidder dybt inde i et Skal af Uvidenhed og Indbildskhed i saa tykt et Træ- hoved, som kan sidde paa en Hals. [Her følger en beretning efter Morgenbladet om auksjonen som gjorde Eidsvollsbygningen til nasjonaleiendom.] -- -- I Stavanger og omliggende 10 Præstegjelde ere indløbne som Gaver til de formedelst Misvæxten Betrængte -- 1136 Spd. 6 ß, samt 390 Tdr. Korn af forskjellige Slags og 25 7/8 Tdr. Potatos. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 23. mars 1837. -- Vi have forhen søgt at hendrage Opmærksomheden paa de Grene af vor Nations literære Virksomhed, der tilhøre Almue- literaturen; og ingen Deel fortjener den mere. Vi gjøre det atter her saameget før, som de øvrige Blade ganske forsømme sig i denne Henseende, idet de i den senere Tid endog unddrage de fornemmere Grene af Literaturen, hvorpaa der nu og da kan udskyde et Blad eller en Blomst, enhver Opmærksomhed, naar undtages den Constitutionelle, der er ivrig nok til at opløfte og anbefale sine egne Klienters og Kanuters Ubetydeligheder. Og dog arbeides der hos os meget forat tilfredsstille Folkemas- sernes aandige Behov, der ene saaledes vil kunne forhøje og for- SIDE: 129 større sine Krav, indtil Grændsen ophæves imellem den nu- værende uhyre Pluralitet af Udannede og de Dannedes Minori- tet, for hvem den egentlige Literatur nu kun er til, og Forfattere og Boghandlere arbeide. Formandskabslovens Anvendelighed, ja vor hele Forfatnings Lykke og Uddannelsen af vore Samfunds- forhold er grundet i Almeenmands Oplysning; og derfor fortje- ner hver Bestræbelse forat fremme denne, ethvert godt Godt- kjøbsskrift Opmærksomhed og Anerkjendelse. Nu kunde det synes som at vore to Skillingsmagaziner saavelsom ogsaa den Lekture, Sognebogsamlingerne give Adgang til, kunde tilfreds- stille Trangen til belærende og underholdende Læsning; men Udgiverne af "Læsning for Menigmand til Nytte og Fornøielse i Fritimer," Dhr. Boghandler Winther og Faktor Malling maa vel kjende bedre til hvordan det har sig, siden de begge to sam- tidigen hver for sig averterede et saadant Skrivt, om hvis fæl- leds Udgivelse de siden ere blevne enige. For 8 Skilling leveres her Almuesmanden maanedlig 2 Ark af en Lekture, der, efter det første Hefte at dømme, ikke gjør Titelbladet til Løgner. Dette Hefte indeholder en Fremstilling af den norske Bondes borgerlige Kaar i Old og Nu, ledsaget af en Poesi af Hr. Sivert- sen, der forekommer os særdeles smuk, samt Fortællingen om Josef og hans Brødre. Dette sidste Valg af en Fortælling, som maa antages almindelig bekjendt, af en Begivenhed i det Folks Barndom, hvis Historie vi ligesaavel som andre kristelige Na- tioner tilegne os og benytte til at udpine nogen Moral af, som vi dele disses Skyld for Forurettelser imod det, maa vistnok synes besynderlig, dersom det ikke var Tilfældet, at Fremstil- lingsmaaden gav den nogen ny Interesse. Vi anbefale dette Foretagende, og anbefale ogsaa Udgiverne ikke at udelukke Poesi, navnlig Balladen, og nogen Romantik fra Skrivtet; thi hertil har Almuesmanden maaskee en mægtigere Trang end mange af dem, der tro sig bedre og finere, fordi de ere mindre barnslige og af en tørrere Indbildningskraft. Eventyrliteraturen tilhører ham, og den er ikke at foragte. Han vil heller ikke miste Viegoleis med Guldhjulet eller Tistran og Indiana uden han faaer andre Eventyr i Stedet. Men til at skrive nye er ikke Enhver istand, som maaskee kunde behandle et givet Thema. En underordnet Deel maatte dog disse Bidrag udgjøre imod det SIDE: 130 sandt Historiske; men i vore Sagaer har man Gruber, som drive bedre Guld end i Viegoleis'es Hjul, og mon den engelske Miss Martineaus økonomiske Noveller ikke skulde kunne finde norske Efterlignere? Men skal en Slags æsthetisk Literatur blomstre inden Menig- mands Vægge, mens han lader Naturen udenfor uden Forskjøn- nelse? I Udlandet skaffer den fattige Bonde sig en varig Vin- ding og Fornøjelse ved at plante et Frugttræ udenfor sin Dør, sætte en Bistade der og anlægge en liden Frugt og Urtehave. Og i de allerfleste Egne af Norge tillader Jord og Klimat det samme uden at det dog skeer. Gaardene og Huusmandsstuerne staae uden hiin saa let erhvervede Prydelse. Sandsen og Sma- gen er ikke vakt for disse Beqvemmeligheder og Behageligheder. Men hvad der kan vække den -- det er Ære og Opmærksomhed værdt. Vi bemærke saaledes med Fornøjelse to i sidste Aar udgivne Havebøger: en hos Winther af Handelsgartner Morten- sen, og en hos Guldberg og Dzwonkowski, paa Hr. Mallings Forlag, af vor forevigede Professor Lundh og Handelsgartner Hansen. Vort Bekjendtskab strækker sig kun til denne sidste, hvis fuldstændige Titel er: "Norsk Havebog, indeholdende Kjøk- kenhaven, udarbeidet med særdeles Hensyn til Rigets forskjel- lige Egne til Huusbrug. Med et lidet Tillæg om Humlens og Tobakkens Dyrkning. Første Hefte 48 Skilling." Denne Bog, som ogsaa især bør anvises Plads inden Almueliteraturen, fore- kommer os i høi Grad tilfredsstillende -- en Lysstraale fra klare Hoveder og varme patriotiske Hjerter, der har Evne til at vække Liv og fremkalde Havefloren af mangen ubrugt Plet i Fædre- landet. Lad det ikke, som Hr. Hansen siger i sin Fortale, læn- gere være en Sandhed, at Fleerheden af vore Bønder betragte Havevæsenet næsten med Foragt! Men lad Forfatterne, som Hr. Hansen ønsker, med Sikkerhed gjøre Regning paa, at denne Blindhed for egen Fordeel vil hæves ved den Opmuntring og Op- lysning, der bliver Landmanden til Deel gjennem de bestaaende og vordende Sogneselskaber, som ved denne Bog have et Middel mere til at udbrede idetmindste en enkelt Green af Agerdyrk- ningen, som deres nærmeste Hensigt! Vi tro, at Sogneselska- berne, om deres Virksomhed skal koncentreres, især bør have Havedyrkningens Fremhjælp for Øje. En Opmuntring til Vi- SIDE: 131 cepræses for Selskabet for Norges Vel, Hr. Statsraad Vogt, at han skal søge fortrinsviis at fremme denne Retning af Selska- bets landøkonomiske Virksomhed, tro vi især at ligge i Dedika- tionen af Bogen til denne Mand. -- -- Hvormange forfærdedes ikke, virkeligen eller affekteret, over Land- og Kjøbstædskattens Ophævelse, som alene baseret paa en Sandsynlighedsregnings anticiperede Resultat med Hen- syn til Tolden! Nogen Trøst er da Gudskelov tilflydt disse Ængstelige i Toldregnskabet for forløbne Aar. Thi Ind- og Udførsels-Tolden, med Undtagelse af Nordlandenes og Finmar- kens, for 1836 udgjorde i det Hele 1,168,518 Spd. 2 1/2 ß Sølv og 505,327 Spd. 41 ß Sedler, hvilket altsaa, naar Hensyn tages til, at Budgetterne for forrige og indeværende Budgettermin var paaregnet i Toldindtrader: for 1ste Halvaar 1836 -- 370,000 Spd. Sølv og 210,000 Spd. Sedler, - 2det ditto -- -- 500,000 -- -- - 200,000 -- -- 870,000 Spd. Sølv og 410,000 Spd. Sedler. udgjør mere end i Budgetterne paaregnet: -- 298,518 Spd. 1 1/2 ß Sølv og 95,327 Spd. 41 ß Sedler. -- -- Direktionen i det kgl. Selskab for Norges Vel bekjendt- gjør under 6te d. at have indtil Datum disponeret over følgende ved Bidrag til korntrængende Bygder indkomne Summer: [Her følger en liste over utdelingen.] Henrik Wergeland OM FORANDRING AF GRUNDLOVENS § 2 Statsborgeren 26. mars 1837. Den ægte liberale Aand, der gaaer igjennem de i Grund- lovens sidste Deel opstillede Lovgivningsprinciper, gjenfinder man desværre ikke den Maade, hvorpaa de religiøse Forholde her i Landet ved Lovens §. 2 ere ordnede. Der hviler en Slags mysteriøs Dunkelhed over denne Paragrafs Historie, forsaavidt angaaer Udeladelsen af den udtrykkelige Tilkjendegivelse af alle kristelige Religionssekters fri Religionsøvelse, som Para- trafen oprindeligen indeholdt; men selve dens Bestemmelser -- som de nu ere -- synes os kun lidet at harmonere med hvad man kunde og burde vente af den samme Lovgivning, der SIDE: 132 hjemler Borgerne Yttringsfrihed, Næringsfrihed, Forsamlings- ret o. s. v. Bestemmelserne vi hensigte til, er desuden af en saadan Natur, at den aldrig med nogen Slags Rimelighed kan ventes at kunne kontrolleres, og da ingen bestemt Straf er sat for dens Overtrædelse, til hvis Bestemmelse heller ingen os bekjendt Lovanalogie kan veilede, turde Resultatet af en Paatale at den Forbrydelse, at have opdraget sit Barn i en fremmed Religion -- i al Fald hvis Grundlovens §. 96 blev overholdt -- lettelig blive en Frifindelsesdom, og man fik saaledes det lidet opbygge- lige Exempel af en grundlovmæssig Pligt, hvis Iagttagelse Sta- ten ikke havde noget Korrektiv til at fremtvinge. Vi ere visseligen ingen Venner enten af Munke eller Jesuiter, men til nu, da al Frygt for Katholicismens Fremgang her i Riget forlængst er ophørt, ikke alene at bibeholde, men endog ved selve Statens Grundlov at sanktionere hine gamle Forbud, finde vi aldeles ingen Grund. Ikke bedre Grund har Vedligeholdelsen af Forbudet mod Jø- dernes Ophold her i Riget. Man siger almindeligen, at dette Forbud oprindeligen kom ind i vor Lovgivning af Frygt for Jødernes fingerede utømmelige Lyst efter Sølv, der skulde drive dem til at bestjæle Kongsberg Sølvværk; men Lovgrunden være hvilken den vil, saa er Forstødelsen af en heel Nation, især en saa industriøs som Jødernes, lige uretfærdig som uklog. Vi ynde saaledes langtfra Grundlovens Bestemmelser i §. 2, og vi tilbageholde ikke Ønsket om, at denne Paragraf i Tiden kunde rettes saaledes, at den i det Væsentlige blot indeholdt en Deklaration af en almindelig Religionsfrihed; men, indtil dette kan skee, var allerede noget vundet for Religionsfriheden, naar den exsekutive Magt vilde vise den Liberalitet ikke i Utrængsmaal at anvende de ældre Indskrænkningslove for fremmede Religionsbekjendere, hvis nuværende Ugyldighed man rigtignok ikke strengt taget kan dokumentere, men hvis Uovereensstemmelse med Tidsaandens Krav er iøinefaldende. Vi tro ogsaa, at enkelte Exempler have viist, at Regjeringen i denne Henseende hylder den liberaleste Fremgangsmaade, der kan bestaae med dens Pligter, som Lovenes Udøver. SIDE: 133 Henrik Wergeland [OM "FORSLAG TIL STORTHINGET OM FORBEDRING AF DE OMGAAENDE SKOLEHOLDERES KAAR"] Statsborgeren 30. mars 1837. Statsborgeren har til forskjellige Tider omhandlet Almue- skolevæsenet, og anbefalet det til Almuernes muligste Omhu. I Afhandlingen: "Almueskolevæsenet og Statsraad Diriks," be- rørtes de tvende til sidste Storthing indleverede Forslag om dette Statsanliggende, og at begge Forslag bleve af Kirkekom- mitteen indstillede til Oversendelse til Regjeringen. Det ene af disse Forslag, der findes indrykket i det sidste Hefte af Kand. theol. Knutzens Hefteskrivt for Almueskolelærere, og omhandler Almueskolelærernes Kaar samt Plan til disses Forbedring, har Redaktionen besluttet at optage i Bladet, eftersom de mange- haande Oplysninger, Forslaget indeholder, formeentlig kunne tjene til at vække den endnu hist og her sig yttrende Sands hos den norske Almue for dens vigtigste Anliggende. Maatte det tillige kunne overbevise Bonden om, at Skolelærerens Ar- beide ingenlunde er det lettere, fordi dermed ikke just er for- enet legemligt Slid og Slæb! Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 30. mars 1837. Hs. kgl. Højhed Kronprindsen, som efter først at have været angreben af Influenzen, i længere Tid har lidt af Gigtaffektioner, siges at skulle til Sommeren foretage sig en Badereise til Tysk- land under Navn af Greve af Tullgarn, ledsaget af en svensk Livlæge og et Par svenske Officerer. Skal ingen norsk Mand være med, vil maaskee dette ogsaa bidrage sit til at nære i Udlandet de ringe Tanker og skjæve Begreber om Norge. -- Sølvværket har i 3die Bergmaaned afgivet 1118 Mark 14 1/4 Lod. -- Fra Sverig afgaaer et Par Skibe til Middelhavet, hvortil den norske Korvet Ørnen, der skal foretage et 7 Maaneders Togt fra Septbr. af, skal slutte sig. Hensigten dermed bør anta- ges ikke alene at være Øvelse, men ogsaa at vise Marokko hvilke Argumenter Rigerne have i Baghaand, om man vil være urimelig naar Spørgsmaalet om det norske Flags Anerkjendelse SIDE: 134 skal afgjøres. Men hermed har det lange Udsigter, dersom de norske Rhedere ikke tage det lille Gran Mod til sig at indhævde det praktisk paa egen Haand, saa den diplomatiske Anerkjen- delse vises holdt for saa overflødig som den virkelig er. Det er i sig selv og hos sine Borgeres Patriotisme en ringere Unions- stat skal søge Hævdelsen af sin Ære; thi med at vente den af den mægtigere have vi Erfaring for at det har lange Udsigter. Raskere har det afmægtige, men alenestaaende, Danmark hand- let, idet det allerede i 1831 ophævede Konsulatet i Algier og i forrige Aar det i Tripolis, samt under 28de Febr. d. A. den kgl. afrikanske Konsulatdirektion fra 1ste April at regne. -- Fra det nordlige af Bergensstift meldes fremdeles, at stormigt Veir har forstørstedelen hindret den i Aar meer end ellers til Gevinst af Havet trængende Befolkning fra at høste synderlig Fordeel af Vaartorsken, som ellers gik rigt til. I de sydligere Egne af Stiftet har derimod Silden afgivet et Fiske, der maa kaldes godt, siden der antages, at 120,000 Tdr. haves oplagte i Bergen. Henrik Wergeland OM FORANDRING AF GRUNDLOVENS § 2. Statsborgeren 2. april 1837. Det er forlængst endog af de udenlandske Publicister, der forøvrigt have tilkjendt vor Grundlov den fortjente Roes, be- mærket, at de vældige Indgreb, som Grundlovens § 2 gjør i Religionsfriheden, kun lidet harmonere med de ægte liberale Principer for Yttrings-, Nærings- og Forsamlingsfriheden, som vor Fundamentallovs sidste Deel indeholder. Enhver af For- domme uhildet Normand maa fuldkommen underskrive denne Mening. Der burde vistnok i det 19de Aarhundrede -- ifølge dets Princip: "Frihed for Aand og Legeme" -- ei engang være Spørgsmaal om nogen offentlig eller Statsreligion, men det lig- ger i Normændenes Karakteer at hænge ved det Gamle, det Tilvante, og i det vi derfor mere end engang have undret os over, at den Konflikt af politiske, historiske og moralske Aar- sager, som i 1814 fandt Sted, formaaede at diktere et aldeles politisk raat Folk en Forfatning i det Hele saa liberal, som vor; har det -- vi maa tilstaa det -- ei været os særdeles SIDE: 135 paafaldende, at Forfatterne af vor Fundamentallovs sidste Deel kunde i Grundlovens §. 2 hylde en Samvittighedstvang, der var de Borgerne forøvrigt hjemlede Friheder paa det meest skjærende modsat. Selve Borgerne i Stater, der forøvrigt sukke under den meest afgjorte Despotisme, have større Religions- frihed end Normændene, og Historien om de -- hvad man end forøvrigt maatte dømme om dem -- uskyldige Haugianere viser et skandaløst Exempel paa hvad anderledes Troende hos os kunne vente. Til Trods for Landets, i det Hele taget, blom- strende Tilstand, have vi dog oplevet det Fædrenelandsvennen lidet glædende Exempel af Samlinger af Normænd, der ud- vandre. Det er ei urimeligt, at religiøse Bevæggrunde ogsaa her direkte kunne have været med i Spillet; men om end ei saa var, turde det være et Spørgsmaal, der fortjente Overvejelse, om man ei til Erstatning af Folkemassen i vort tyndt befolkede Land, der saameget trænger til Arbeidshænder, burde aabne fremmede Religionsbekjendere en friere Adgang end hidtil. Selve Grund- lovens §. 2 maatte -- naar det Onde fra Roden af skulde ud- drives -- in totum forandres, saa at den blot kom til at inde- holde Erklæringen af en almindelig Religionsfrihed, der paa en ubekjendt Maade af Paragrafen er forsvunden. Munke og Jesu- iter kunne nu, og i et Land, hvor de forhen intet Fæste havde, ei med nogen Rimelighed befrygtes at ville blive farlige, og de stakkels for Sølvværkets Skyld forviste Jøder kunde ved deres almeenerkjendte Drivtighed lære Normændene -- hvad de for- meentlig maa erkjendes at mangle -- industriøs Virksomhed forenet med Sparsomhed; de vilde snart bringe Fabrikker istand ved vore dertil af Naturen ligesom dannede Vanddrage, med Dampskibe belive vore Floder o. s. v., hvilket er saameget rime- ligere, da den blotte Nyhedslyst uden Tvivl strax i Begyndelsen vilde lokke Mange af et saa industriøst Folk, som Jøderne er, hid. Men indtil man kan faae denne Grundlovsforandring istand, burde man idetmindste sørge for at skaffe de kristne Religions- sekter en friere Adgang, nemlig de Reformerte og Katholikerne, ved at forandre og udvide deres Privilegier, der -- især de sid- stes -- ere saaledes skrevne, at de ei fortjene Navn af Friheder, men meget mere af de utaaleligste Indskrænkninger. SIDE: 136 Skulde derfor hverken Repræsentanter eller Regjering -- maaskee af en, forøvrigt saa grundet, Antipathie mod Grund- lovsforandringer -- ville fremkomme med et Forslag til en liberal Omformning af Grundlovens §.2, der desuden først 1842 kunde antages, saa var det idetmindste saare ønskeligt, at man allerede i 1839 kunde erholde de oven paapegede specielle Love istandbragte, hvis Istandbringelse selve Nationalæren kræver. Henrik Wergeland OM VALG AF FORMÆND Statsborgeren 2. april 1837. Det er i Sandhed temmelig paafaldende, at gjøre den ikke glædelige Erfaring, at Formandskabslovene langtfra synes at vække det Liv blandt Folket, som man ventede, og havde Grund til at vente. Uagtet saaledes Valget af Formændene i de -- sikkert de fleste -- Kjøbstæder, der ikke for Tiden have det lovbestemte Antal Formænd -- efter Lovens §.3 -- skulle fore- gaae inden Udgangen af Marts Maaned, er der dog kun faa Kjøbstæder, hvorfra man har faaet Efterretning om saadant Valg. Man vil ikke haabe, at Aarsagen hertil er en saa skam- melig Lovovertrædelse som den, at intet Valg er foregaaet, men formoder snarere, at en vis Ringeagt for Publiciteten er den virkende Aarsag til at Valget ikke er bleven bekjendt. Men selv denne er fordærvelig nok i en fri Stat -- hvis egentlige Liv Offentligheden er -- og en saadan Hemmeligholdelse kan, konseqvent forfulgt, ei andet end lede til Frihedens Undergang, ei at tale om engang, at Formændenes Forhold til udenbygds Folk gjør Publikationen af deres Navne absolut nødvendige. Men det er ei nok, at man er aldeles uvidende om Formæn- denes Navn; man savner endog Efterretning om Valg er skeet; om de Principer, der ere lagte til Grunden for Valget, saa vigtigt og interessant end dette var at kjende med særdeles Hensyn til den, som vi have hørt, paa mange Steder gjærende Plan, at for- dele Valget klasseviis -- noget der strider ei alene mod Lovens Bogstav, men endog mod vor Forfatnings Aand og en Plan, som vi dog ville haabe vil strande paa Borgernes Fornuft og Al- meenaand. Provincialbladenes Redaktioner opfordres til i denne i Sand- hed ei uvigtige Sag at meddele Oplysninger. Henrik Wergeland SIDE: 137 [OM PARLAMENTARISK VELTALENHET] Statsborgeren 2. april 1837. Parlamentarisk Veltalenhed kjende vi lidet til, omendskjøndt vor Forfatning synes at maatte fremkalde den, og det ikke har manglet paa Anledninger inden Storthingssalen til at sætte de lidenskabelige Følelser i Bevægelse, som belive Veltalenheden og danne den glødende vulkaniske Bund under dens rethoriske Flor. Netop fra den Kant, hvorfra der ikke er længe imellem hver Gang Trompetstød lyde om den høje æsthetiske Dannelse, man vil have tilegnet sig, gjøres de falskeste Begreber om Vel- talenhed i Almindelighed gjeldende. Der gjelder Advokat Pe- tersens Tale for Rigsretten for et Mønster, mens det udmærkede ved den var Organet, som ofte, naar Invektiverne mod Thing og Folk skulde gives Klem, maatte øde sin Malm under en falsk Diktion; og den Constitutionelle fordømmer i sine Angreb paa Hr. Hesselberg det extemporerede, begeistrede Foredrag, men anpriser det studerede, formstøbte, som maaskee har bestyrket og overbevist, men ikke henrevet og opflammet. Dette er den sande Veltalenheds Karakteristiske; og forsaavidt have vi, naar vi dog kunne indrømme os noget af den parlamentariske, maaskee ikke Uret i at sige, at enkelte af vore Storthingsmænds Foredrag -- f. Ex. Hjelm, naar han kom i Hede, Sørenssen, naar han rørtes, og Ryes raillerende Argumentationer for Landskat- tens Ophævelse, -- har hævet sig til en vis Grad af den Vel- talenhed, som er bleven saa berømt paa de engelske og franske Tribuner. Men det store Publikum erholder lidet deraf. Hurtig- skriverkunsten er ikke vidt dreven hos os. Men over Europa, hvor Pressen har større Tidender, udbredes enhver udmærket Tale fra Parlament og Deputeretkammer eller fra offentlige Fester. Og Nytten heraf er stor, fast at vort Publikum kun sjelden regaleres med et Brudstykke af et af disse Foredrag, som kunne lære hvad parlamentarisk Veltalenhed er. Kjært har det derfor været os, fra en Indsender, som deler disse Meninger, at erholde en Tale af OConnell, denne største af alle Talere, hvis mægtige Tunge er hans Fædreland Irlands Værn, og som ofte har rystet den Union, hvori ogsaa dets Lykke er gaaen til- grunde. Man tænke sig nu en norsk OConnell med hans Geni SIDE: 138 og Kraft undersøgende vor Unions Væsen? Han vilde ikke mangle Materie hverken til at røre eller ryste. [Her følger en "Indsender"s referat av en tale av OConnell.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 2. april 1837. -- Ifølge Brandforsikkrings-Anordningen af 18de August 1767 skal Brandkontingenten eller den Sum, som paa de i Brand- kassen forsikkrede Bygninger reparteres, alene anvendes til at erstatte den saadanne Bygninger ved Ildsvaade tilføjede Skade. Som en Følge heraf maa den paabudne Brandkontingent, naar Brandkassen formedelst indtrufne betydelige Ildsvaader ikke formaaer at udrede de den paahvilende Udtællinger, forhøjes saameget, som de forhaandenværende Omstændigheder kræve det; hvorimod Brandkontingenten paa den anden Side igjen bør nedsættes, naar Brandkassen har et større Fond, end der, naar ingen overordentlig Ildsvaade indtræffer, behøves. Brand-Kassen er for Tiden i saadan Forfatning, at den, saa- længe ingen betydelige Ildsvaader indtræffe, vil af sin Behold- ning kunne erstatte sædvanligviis indtræffende Brandskader, hvilke i de sidste Aar have beløbet sig til 20,000 Spd. aarlig. Ifølge Plakat af 10de Mai 1817 samt Lov af 28de Juni 1824 ere i de senere Aar blevne erlagte i Brand-Kontingent 15 ß. halvaarlig af hvert 100 Spd., hvorfor Bygninger i Kjøbstæderne ere forsikkrede, og paa Landet det Halve. En Nedsættelse af 33 1/3 pCt. af det, der, ifølge bemeldte Plakat, nu paakræves, er desaarsag bleven bestemt. Hs. Majestæt har, ved at bifalde den Norske Regjerings underdanigste Instilling i denne Anled- ning naadigst behaget at tilkjendegive: [Her følger den kongelige kunngjørelse.] -- Det er at ønske, at Efterretningerne om den sørgelige Skjebne, som times de allerfleste af vore udvandrede Lands- mænd i Amerika, ret maatte blive almindeligen bibragte vort Folks Masser, som afgive disse daarlige og ulykkelige Offere for egne og andres lettroende og overspændte Forventninger og Forlokkelser. Præsterne ville i denne Hensigt kunne udrette meget, dersom de i sine private og offentlige Samqvem med Almuen, især hvor hiin urolige Aand har begyndt at yttre sig, SIDE: 139 meddelte dem hvorledes de Udvandrede betle om i det frem- mede Land, ønskende alene at de igjen vare hjemme i den Nød, som de undveg istedetfor at bekjæmpe. Gid de, som enhver Anden, der anseer disse Udvandringer for en stor National- ulykke, maatte ogsaa advare imod dem, der forlokke uvittigt Folk til slige Skridt! Der skal gives en saadan Agent her i Staden, vel ei for Andre end for sin egen urolige Spekulations Aand og Misfornøjelse med ikke at være paaskjønnet i sit Fæ- dreland, og han skal have til Hensigt af Norske at grunde en Stad (eller Stat) hvori da Han naturligviis bliver Borgemester eller Førstekonsul. Henrik Wergeland [OM KRISTIANIAS POLITI] (Indsendt.) Statsborgeren 6. april 1837. Det lader som Kristianias Politi kryber, liig Sneglen, mere og mere sammen i sit Skal; fast skulde man troe, at det be- gynder at slaae sig fra denne syndige Verden, men om det er dovne eller bigotte Betragtninger, det anstiller, skal man lade være usagt. Nok er det, hverken Smiger, Roes eller Dadel har Indflydelse paa det. Uagtet, den for det saare smigrende ud- satte Præmie i Torsdags, bliver Torvet alligevel in statu qvo, og uagtet Morgenbladets velfortjente Rap i Mandags, vedbliver det formodentlig sin gamle rolige Gang. Vist synes det imid- lertid at være, at der under det Richterske Polities Øjne op- drages en Yngel i Byens Udkanter, der engang vil vorde en Skræk for Kristiania. Skulde det vel være afvejen om Politiet fik en Paamindelse af Justisdepartementet? Man faaer saa- ledes trøste sig med hvad Indsenderen igaar hørte en Politi- betjent nynne: "Dog vaagne vi vel op engang!" Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 6. april 1837. -- Kjøbet af Eidsvoll Værks Gaard med Grund til National- mindet og Kommitteens Bekjendtgjørelser har givet Subskrip- tionen ny Impuls. Fra forskjellige private Mænd indløbe Re- qvisitioner efter Planer; men en ny almindelig Udsendelse af SIDE: 140 flere Planer igjennem andre Veje end Præsterne og Byrepræ- sentationerne bør formeentlig iværksættes. Og hertil mene vi, at Kirkesangerne, der, som Saadanne og som Skoleholdere og igjennem sine Kolleger Skoleholderne, staa i den nærmeste Be- rørelse med Almuemasserne, og netop med de Dele af dem, som kun have de smaae, men talrige, Bække at yde til den store Aae, kunne benyttes imod en vis Procentogodtgjørelse for det kontante Beløb, de maatte indsende. Lensmændene holde vi ogsaa for tjenlige og villige Midler til at naae vort National- meed, som langtfra er fuldbyrdet med hiint Kjøb. De militære Afdelinger staa saa isolerede og have en saa velorganiseret Kommunikation inden sig, at de ogsaa burde forsynes med Pla- ner. Idetmindste kjende vi til det Tilfælde, at en Korpschef undslog sig for at tegne sig paa Præstens Liste, fordi han ven- tede Liste tilsendt sit Korps. Og igjennem de militære Expedi- tioner vises saamegen Liberalitet ved diverse Forsendelser, at man ikke bør omtvivle, at denne vil møde den samme. Det er heller ikke trukket efter Haarene, om Generaladjutanten -- der, efter sin Advokats Sigende i den Roosenske Sag, er saa god Patriot som Nogen -- ræsonnerede sig til, at en Forsendelse af Planer til alle Armeens Afdelinger vilde være en Slags Embeds- pligt, ved nemlig at betragte Nationalmindet paa Eidsvoll som det sande Centrum i Norges Nationalforsvar, hvorom der nu skrives og røstes saameget. Paa det skal Armeens Hovedbanner engang med Guds og Folkets Hjælp vaje. Med Folkets? Ja et Folk ere vi; men desværre ikke eet Folk; thi en ond Aand (for ikke at sige Fanden) er kommen imellem, og har udmærket sig Nogle imellem de Andre, i Folket et Folk, som hader Folket i Gjerning og Ord, og sætter sine Høvdingers Storhed, "Selv- stændighed og Uafhængighed" i at gjøre dette saa tilgagns ublueligen, at intet andet Folk end det søndrede vilde taale det. Og denne Fraktions Høvdinger ville intet Nationalminde; de ville det ned i Grunden, og dens Ypperste have sagt, at Natio- nen har Intet at være stolt og glad af uden af det Brød, som falder den i Munden, og den Fred, som tilsteder det at æde det uforstyrret. Men det er dog godt, at i Punktet om National- mindet er det kun Høvdingerne og Enkelte, hvis Samvittighed tvinges af en vældig Frygt (der i en isoleret Nation ikke vilde SIDE: 141 kunne have Sted), som holde Stand. I det Punkt forlades deres Geleder. Det er ligesom om de saae den allerede langtifra -- somom de om Guldkalven dandsende Israeliter allerede langt- ifra saae Toppen af den ledende Jehovah-Søile i Ørkenens Horizont, og tyede den imøde. Kun Præsterne staae tilbage ved Kalven, endnu haardnakkede, mens Luften alt knittrer af... .. Sqvalder er det altsammen, at Mindet ikke skal op -- nogle Faaes skjønt Mægtiges, dog afmægtige Protestationer imod Nationens Vilje, som til dette Meed og i Mindet (og dette er netop dets skjønneste Hensigt og Virkning) forener alle sine Viljer paa hine nær. Men hertil behøves Kommunikation i et saa adspredt Folk; og derfor tro vi, at Kommitteen bør ansøge om Portofrihed. Det er ikke Nationens Vilje at beskatte en saadan Sag. En Ansøgning derom var det ogsaa i anden Hen- seende godt at prøve. Og naar Alle forene sig til at virke for Sagen, eller endnu for maaskee, naar den møder uretfærdig Modgang, da vil man maaskee see, at heller ikke de norske Qvinder staae tilbage; men at rundtom Borgerinder fremstaae og opfordre sine Medsøstre til at berøve sig selv et overflødigt Smykke for dermed at forøge Fædrelandets Æres Glands, der skal forevige sig i Nationalmindet. De ere jo Mødre og Kjære- ster og Søstre til dem, som skulle reise og forsvare det og -- Det, det betyder? -- Vort medborgerlige Samliv er kun vant til faae Sving- ninger udenfor det Hverdagslige. To af de Aandens Kilder, som ellers give Livet inden et frit og selvstændigt Folk, der føler denne sin Stilling, den lifligste Vederqvægelse og det raskeste Omløb, nemlig Skjønkunstens i alle dens Retninger som national, som national Poesi, Musik eller Maleri, og Veltalen- heden udenfor den embedsmæssige, -- netop disse to ere, til Forundring for enhver Sjel, som bevare nogen Friskhed under al denne Tørhed, tilstoppede hos os. En -- nei, ikke en politisk Tale, men et frit medborgerligt Ord talt til en offentlig For- samling af Borgere af en Patriot, og tilmed en Præst i Spidsen for sine meddeputerede Sognemænd i Anledning af Overræk- kelsen af et nationalhistorisk Maleri af en national Kunstner -- Gudbevares, dette er jo noget usædvanligt og altsaa noget for- færdeligt; og dog er det hændt, og hændte igaar. Men Os SIDE: 142 gjorde dette Frembrud af hine forstummede Livskilder, dette Træk af et friere medborgerligt Liv og af to Medborgerklassers gjensidige Kjærlighed og Liberalitet imod hinanden saa inderlig godt. Sagen er: For den Velvilje, hvormed Børskommitteen i Kristiania gratis havde overladt Industrikommitteen i Agers Sogneselskab Børslokalet til de Kunstudstillinger, denne i 3 Aar har foranstaltet, havde denne Kommittee af Landskabsmaler Balke ladet udføre, som Present til at ophænges i Børslokalet, et, efter Kunstkjenderes Mening særdeles vellykket stort Ma- leri, forestillende Eidsvoll Værk i det Øjeblik Konstitutionen og Nationens anden store Selvstændighedshandling: Kongevalget proklameres. Agers Sogneselskab, som bevidnede Kommitteen sin Tilfredshed med denne Maade at lægge dets Erkjendtlighed for Dagen paa, lod da igaar Kl. 1 ved en Deputation af sin Midte, hvis Ordfører Sognepræsten Hr. Hesselberg var, Male- riet overrække til Børskommitteen i Børslokalet, hvor ret mange Medborgere, især Kjøbmænd, vare Vidner til dets Afdækkelse og til de hjertelige gribende Ord, hvormed Hr. Hesselberg led- sagede Overrækkelsen og forhøjede Værdien deraf. Børskom- mitteen bevidnede sin gjensidige Erkjendtlighed, og tilsagde Maleriet Plads i sit Lokale. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 6. april 1837. Den berygtede Hof- og Adelstidende Svenska Minerva har i denne Tid atter leveret Beviis for, at politisk Fordærvethed er forenet og eet med den moralske -- en Sætning, hvis almindelige Rigtighed en enkelt Undtagelse imellem hundrede Tilfælde ikke kan svække, og som bliver en Erfaringssandhed, uanseet at de Constitutionelle finde sin Regning i at benegte den, baade i An- grebene paa Hr. Hesselberg og i det, de nylig iværksatte paa Morgenbladet til Fordeel for Advokat Petersen: -- en af de Guder, de i Stilhed dyrke: en Gud, som de opdagede i Kjødet, og som vil lønne dem, naar i sin Himmel han kommer -- . . . . SIDE: 143 Hør! Historien om den svenske Adelsmand og Niding, Oberst og Ridder Herzenhjelms utrolige Tilsidesættelse af al Menne- skepligt mod sin i 30 Aar indspærrede sindssvage Hustro, som endelig sidstleden 11te Januar bukkede under for sine Lidelser og blev funden i sit uopildede, med det forfærdeligste Smuds bedækkede, Hul, paa et Pjalteleje, strax opgnavet af Rotterne, som hun i levende Live havde havt meget ondt ved at værne sig selv og sin usle Føde imod, mens hendes Mand paa samme Gods, og hendes, med en Major gifte, Datter paa et i Nær- heden levede i standsmæssig Herlighed -- denne oprørende Historie, hvis Afskyelighed bliver i denne Tid forøget med den overmodige Frækhed, Forbryderen, en Gubbe paa 82 Aar og 5 Maaneder, viser under Forhørene, som endelig ved Kronofog- dens Angivelse foranledigedes, er vel de færreste af vore Læ- sere ubekjendt. Men forsaavidt den er det, vil Enhver i dette Omrids af Begivenheden have nok for sin Følelse til at oprøres over og bryde Staven over de moralske Uhyrer, Ægtefællen og Datteren med samt hendes Mand. Og heri ere ogsaa alle svenske Tidender, der tillige henlede den almindelige Uvilje mod den saalænge uvirksomme Øvrighed, enige, undtagen -- Minerva . . . undtagen Minerva. Til Fuldstændigheden af en saadan Individualitet maatte høre et saadant Hjertelag. Det er en Reflexion over Sagen, hvori Tilbøjeligheden viser sig at tage hiint adelige Uhyre, saavidt det paa nogen Maade lader sig gjøre, i Forsvar. Kronfogdens Angivelser fremstilles som over- drevne, men -- hvor fortvivlet! -- mens de udførlige Referater af Forhørerne netop i Detalljerne paa det nøjeste bekræfte dem. Og samtidig med disse Gemytsudbrud slaa andre ligesaa ædle Flammer ud af Minervas Indre, og fremstille hendes hele Per- sonlighed i den fuldstændigste Belysning, nemlig i den slet- dulgte Ærgrelse over at den høitfortjente Ordensbiskop Wallin er bleven Erkebiskop, med Forbigaaelse af Biskop Wingård, der havde vundet sig Minervas beskjæmmende Patronat ved sin ser- vile Adfærd og det Talent for Rigsdagsintriger, han havde lagt for Dagen. Det er Intensiteten af Slethed, som lader Opmærk- somheden her og i Sverige af og til fæste sig ved dette, det fordærvede svenske Aristokraties, Blad; i sit Udvortes -- af volumen som vore mindste Provindsaviser -- viser det den SIDE: 144 kummerlige Tilværelse, hvortil det er fordømt, og som kun ejer Kraft til togange om Ugen at fremtræde in publico. Det har saaledes megen Liighed med de Naturens Særsyn, som under- tiden forfærde os i de ulyksalige Skabninger, hvor en diabolisk Ondskab parer sig med og udtrykker sig i fysisk Vantrivsel og Misfosteragtighed. -- Spegeln og Allehanda erklære i højeste Maade urimeligt, at man i Norge kan troe, at den Eskadre, som skal afgaae fra de forenede Riger, skulde ogsaa kunne omslutte den Hensigt at indvirke til Fordeel for det norske Handelsflags Anerkjendelse navnlig af Marokko. Vi have aldrig ventet saa ædel Klogskab af Unionspolitikken med Hensyn til det Land, som, overladt til sig selv, ganske vist skulde vide at hævde sin Ære og Interesse paa Kyster, hvor dets egne Konger engang med Staalet have indpræget dets Navn. Vi antage blot bona fide Muligheden af, at man kunde ville vise Unionen den Omhu og Norge den Op- mærksomhed, siden baade svenske og norske Orlogsskibe nu skulle vise sig paa hine uvenskabelige Højder, at give Barba- rerne Anledning til at tyde Toget som en Henpegning paa de vægtige Argumenter, de forenede Rigers Flag dækker, om de skulde ville gjøre Vanskeligheder med Anerkjendelsen af Norges særegne. Om den svenske Deel af Flaaden vilde holde sig til- bage, kunde den norske Korvet f. Ex. vise sig paa Tangers eller Salées Rhed sammen med et norskt Koffardiskib, som førte det norske Flag, og saaledes lære Marokkanerne, hvad Svenskerne troe de vanskelig ville begribe, at det er een og den samme Nations Skibe, som kunne føre Unionsflagget og det trefarvede. Med den fornærmende Overlegenhed, som den svenske Eskadre- deel før i de Farvande har lagt for Dagen mod den norske, tør vi ogsaa haabe det vil have en Ende. Af deres Eendrægtighed ville de Fremmede ogsaa forstaa, at der er to Magter om at forsvare det norske Handelsflag. De Svenske Blades Trudsel, om at denne Sag alene maa drives igjennem af Norge og alt Fælleds i Konsulaterne ophæves, er især mærkelig derved, at den henleder Opmærksomheden paa, at paa det allernærmeste alle Konsulater ere besatte med Svenske forsaavidt de ikke ere det med andre Fremmede. Henrik Wergeland SIDE: 145 NORGE Statsborgeren 9. april 1837. -- I Mbldt. af 3die d. yttrer en Indsender følgende patriotiske Ønsker til den nysvalgte Direktion for det offentlige Theater i Kristiania: 1) at Direktionen ved Engagement af nye Skuespil- lere og Skuespillerinder ikke vil indskrænke sig til, som forhen, at lade dette besørge udelukkende fra Danmark ved Kommis- sionærer i Kjøbenhavn eller ved at lyse efter Subjekter i danske Aviser alene; men at den ogsaa bør lade Bekjendtgjørelse derom indrykkes i de forskjellige norske Aviser, og "det ikke blot for et Syns Skyld og med den hemmelige Reservation bag Øret, at forkaste enhver Norsk, der maatte melde sig." "Ingen -- siger Inds. -- har endnu negtet vore [fotnotemerke] Landsmænd naturlige Anlæg og Kunstsands, og en eller anden Juveel vilde maaske findes i den foragtede Gruusdynge, naar Vedkommende turde gjøre Regning paa en human og ikke afskrækkende Behandling saavel fra den norske Direktions som de fremtidige danske Kunstbrødres Side, og for begge Dele staar det i hiins Magt at garantere, naar den er hvad den bør." 2) Lægger Inds. denne Direktion paa Hjerte Realisation af det saa ofte yttrede Ønske om Oprettelsen af en Theaterskole, hvis Nødvendighed og mindre Bekostelighed, end det kunde synes, han deducerer. Og 3) yttrer han, at Direk- tionen, der, forsaavidt vides, har Advokat Petersen i sin Midte, bestaaer af dannede, hæderlige og fædrelandssindede Mænd, hvorfor han har det bedste Haab om at den endog uden Andres Vink vil varetage sine Ønskers Opfyldelse. Og gid han havde Ret! Fotnote: Rossing, den danske Skuepladses berømte Prydelse, var en Normand. Hans norske Maal var ham ikke til Hinder i selve Kjøbenhavn. I det norske Studentersamfund har man i den senere Tid paa et lidet Theater givet Forestillinger, som intet Publikum, hverken danskt eller norskt, med Ret- færdighed skulde vrage. Publikum glædedes engang i Vinter med Rygtet om at et Ensemble af disse studerede Dilettanter skulde ville, til Bedste for de korntrængende Bygder, give en ordentlig Forestilling paa Theateret i Grændsehaugen, nemlig Jeppe paa Bjerget, hvor Jeppe gives som norsk Bonde. Beklageligt nok, om der ikke skulde blive noget af dette hæderlige Forsæt! Endnu er der Tid; og det vilde have velgjørende Følger med Hen- syn til den fornemme Pøbels Fordom mod vort eget Sprog og vor sceniske Kapacitet. SIDE: 146 Er der vel nogen Normand, som har Tanker og Følelse for det, der skyldes hans Nation, der ikke forener sin Stemme med hiin Landsmand, og ikke lydeligen skulde kræve af en Direk- tion, som er anbetroet Fuldmyndighed til at foretage sig hvad den vil, hine længe nærede og saa længe og bittert skuffede Ønskers Opfyldelse eller ialfald Tilnærmelse? Det norske Folk er vant til Nøjsomhed, hvor dets Ære skal iagttages og natio- nale Krav varetages -- derfor, om Meget end ikke skal eller kan gjøres for det første, en Begyndelse, en Tilnærmelse, en An- tyden af Hovedstadens offentlige Scenes Nationaliseren vilde det være ublueligen haardt at negte. Ingen Normand udenfor Hovedstaden troe, at dette ikke angaaer ham! Vor politiske Forbindelse med et andet Rige og den forrige Unionsstats frem- deles arrogerede aandige Supremati svækker vor Nationalitet, vor indre Selvstændighed saameget, at den ikke kan undvære Støtten af et nationalt Theater. Hvorimod maa ingen provind- sial Egoisme yttre sig. Et nationalt Theater i Hovedstaden an- gaaer ikke den mere og det hele Land mindre end Banken f. E. angaar Trondhjem. Det hele Land har Nytten, Hovedstaden kun Deel i denne; men da den dog har Fornøjelsen, saa er det ogsaa billigt, at den gjør noget derfor, og saaledes, ved at skaffe Landet Æren af en Nationalscene, lægger sine bedste Grund- volde til sin Hovedstadsrang i alle dets Hjerter ved nemlig at hedde den By, som er mest kjær om dets Hæder, belivet af den ædleste Borgeraand, altid rede til at offre noget for det Hele, ikke alene Embedsglandsens, men Nationens Genistraalers Brændpunkt, dens aandige Blomstrings Have, ikke blot Travl- hedens forum eller en By, hvorom det kun hedder, at der boer en Statholder (fy hvilket Navn!) og at nogle Danske spille Ko- medie der. Man bygger Huse -- smukke, hvide, talrige, seete fra Skyen som om en Gud strøede Perler ud; men der skal være eet i Nationens Stiil, eet Marmor, hvori den præger sit Aasyn, eet Huus, hvori dens Aand er hjemme og tør vise sit Fysio- gnomi saaledes som Geniet bevæger og beliver det. Stenene saa- ledes som vi see dem sammenformede til en Theaterbygning ere gode nok; men de danne ikke hint Huus: det bygges af Aand og Tunge: af de indfødte Talenter, der uddannes til at optræde i hiin nyreiste Bygning, som uden dette skal mangle alt Liv og SIDE: 147 Betydning for Nationen og kun vorde et Institut for Denatio- naliseringen, et Tugthuus for Geniet -- dets Portaler et nyt Aag for et Folks Aand, der fordømte sig selv i Umyndighed. Derfor en Theaterskole! I den aabnes først i Aand og Sandhed det nye Theater. Men, som sagt, Hovedstaden bør gjøre noget, og, forat see, om den ogsaa vil gjøre noget for et saa vigtigt Meed, bør Direktionen, i Brist af øvrige Midler, henvende sig til den med en Subskription til en Theaterskole. Hensyn bør ogsaa tages til, at man derved tillige fremmer noget Velgjørende i almindelig Bemærkelse. En saadan Skole vil nemlig være et Slags Asyl eller Opdragelsesindretning for endeel fattige, men begavede Børn; thi Eleverne ville ventelig især blive tagne fra Ulykkens større Verden, af de forsømte Klasser, som kun faae Lov at ligne de øvrige Mennesker i det Øieblik de udgaa af Guds Haand og fødes. Men det er store Ting det. Oprigtigt, dersom man ikke vil foragte det Norske, fordi det er norskt, saa er der endnu en Kombination mellem Fattigdom- men og Talentet, som meget sandsynligen vil bidrage til at be- folke vor Scene med Indfødte. Har Nationen ikke nogle hun- drede Børn ved Universitetet? og vel derimellem et hundrede fattige, og endeel yderst fattige? Og træffer nu scenisk Talent og Fattigdom og akademisk Dannelse sammen, og Vedkom- mende ikke "havde den hemmelige Reservation bag Øret at for- kaste enhver Norsk," men end ydermere har Forkjærlighed der- for og søger at trække det indfødte Talent frem -- hvad saa? Jo, da vilde det indfødte Talent tye indunder hine Portaler, som da bleve Geniets Æreport. Og Fædrelandet vilde ogsaa være der og modtage det med aabne Arme. Men dersom For- agten for alt hvad Fædrelandets er, undtagen for dets Æres- poster, og Mistvivlen om, at Geniets Guddommelighed ogsaa her kan undfanges af de svangre Mødre og om at vort Modersmaals Malm har og kan gives Velklang for alle andre Ører end Men- neskeæselets, og dersom en meget formaaende hæderlig og fædrelandssindet Ringeagter af Nationen, og Danomaniets og nogle af Tidsomstændighedernes og det nuværende Gouverne- ments Alumner med de forsvenskede Hjerter og fordanskede Hoveder -- dersom Noget af Dette skulde staa derbag, da vil det indfødte Talent pidskes ud og tilbage i Nødens og Selvfor- SIDE: 148 tabelsens Vraaer, hvori det fortærer sig selv, forgaaer eller bliver til Spot og Beviser for Fiendernes Paastand, at intet Norskt duer. Men endnu herligere, dersom indfødte Talenter igjennem alle disse Hindringer, flammende af Selvfølelse og Selverkjendelse, tiltvang sig Adgang til Scenen, og derfra -- o jeg seer disse Øine hvorledes de derfra lyne Spot over disse Terrasser af stupide Ansigter -- jeg hører de malmrige Toner lære et forqvaklet Publikum at elske d. e. at kjende sit Modersmaal . . . Hvor for- bausede, somom de opdagede en ny Verden! Nei, Den som be- træder en ny Verden, det er det norske sceniske Talent, som betræder sit Fædreland: den norske Scene. Direktionsbænken der foran skal ikke være Brændingen, som vil forhindre det. Hersk der, Arving til Rossings Eftermæle, opfang Anerkjendel- sens Krandse paa Spidsen af din Triumfs Haan, indtil Forfær- delsen griber Folket over hvad det vilde bortkaste, og indtil Troen kommer paa at dets Hoved ikke er dumt, dets Maneer ikke klodset, dets Maal ikke ildeklingende, dets Sprog ikke udannet, og indtil det i Theatret ikke alene seer et Ørkesløs- hedens Tilflugtssted, men et Tempel ogsaa for Landets Muser, hvor de tør omgaaes med de fremmede og gjæstmildt modtage dem, og hvor det fornemmer Resonancen fra sine egne Følel- sers Indre og Duften af det Hjerteblad i et Folks Udviklings Blomstring, som et Nationaltheater er! Afvejen, Æsthetikler! -- Et Par Industriforetagender gjøre i denne Tid Krav paa den offentlige Opmærksomhed: Hr. Haugan Vognfabrikant i Drammen, annonceres som Entreprenør for en Diligencefart, 3 gange ugentlig mellem Kristiania og Drammen, hvor der er tegnet Aktier dertil; og Hr. Welhaven -- ikke længer J. Wel- haven, men Welhaven -- annoncerer i den Cst.nelle en privat Forelæsning ugentlig i 3 Maaneder for 5 Spd. over den norske Literatur. Glück zu beiden Spekulationen! -- Fra Trondhjems Landshuusholdningsselskab mærkes, at der til Indkjøb og Uddeling af Sædehavre er af 63 Personer tegnet Gaver til Beløb af 214 Spd. og af en Ubenævnt 10 Tdr. Sædehavre. Desuden er der til samme Øjemed indkommen 71 Spd. 88 ß ved en af Skuespiller Maysons Selskab given Fore- stilling. Henrik Wergeland SIDE: 149 OM LIGHED FOR LOVEN (Indsendt.) Statsborgeren 13. april 1837. Ja det forstaar sig, vi leve i et frit Land, og ere alle lige for Loven. Saaledes tænkte nok ogsaa, kan hænde, en dansk Haandværkssvend, som her en Dag havde gjort sig en lystig Aften og var overgiven og ulykkelig nok til at knepse en af den gode Ordens Vægtere paa Næsen. Han er bleven anklaget og trues med at blive dømt paa Slaveriet. Nu maa det lægges Mærke til, at det unge Menneske har forhen været sindssvag, og at denne Svaghed endnu yttrer sig, naar han har tømt nogle Glas. Endvidere maa der lægges Mærke til, at hele hans Frem- tid er tilintetgjort, hvis han bliver idømt Slaveristraf, da han ifølge sit Laugs Love under saadanne Omstændigheder er ud- stødt. Paa samme Tid gik en Kadet grassat, rasende som en Vildtydsk i Ølkveisa, pryglede Vægterne heelt erbarmeligt og satte hele Storgaden i Skræk. Og saa sidder han nede paa Krigsskolen, læser sit Pensum, tærer sit Foder og savner i nogle Uger kun Frihed til at gjøre Udflugter i sine Fritimer. Siden bliver han Officier, og der hviler ingen Plet paa ham. Vel- signede Lighed for Loven, og velsignede point d'honneur og hele den øvrige Skare af Levninger fra Barbariets Dage! Ja vi ere da lykkelige nok til at have en dygtig Hoben af dem i vort Liv og i vor Lovgivning. Haandstvang og Aandstvang forjager endnu Norges Sønner fra Norge, og man tænke sig disse Skarer synge ved det sidste Blik mod den forladte Strand: "Sønner af Norge, det ældgamle Rige!" og: "Hvor herligt er mit Fødeland!" Hvilken Ironi! Og endnu er det ikke kommen videre, end at forøvrigt udmærkede Repræsentanter paa sidste Storthing mod- satte sig snart sagt alle virkeligt liberale Bestemmelser i Haand- værksloven, og at Religionsfrihed selv hos Folk, der baade ville kaldes og virkeligt kaldes oplyste, omtales med en ængstelig Hovedrysten, som om man frygter for at sige en Gudsbespot- telse. Saa langsomt modnes Ideerne, saa længe er det, førend de kunne gjennemæse Masserne og gjør Iværksættelsen af For- bedringer mulig. Men netop derfor er det saa meget mere Pligt, SIDE: 150 at udsaae den Sæd, som saa langsomt spirer og giver Frugt. Men vi glemme ofte altfor meget over de Enkeltheder, som gjøres til Gjenstand for Dagens offentlige Behandling, disse høiere, almindelige Grundsætninger, disse omfattende Refor- mer, hvis enkelte Talsmænd altid have været Menneskehedens Ypperligste. Vi glemme, at alt er Lapperi og Stykværk, saa- længe vi ikke søge at gjennemføre i det Hele Frihedens store Idee. Det nytter os lidet at kunne kontrollere Konge og Re- gjering og Amtmand og Foged, og see disses Magt indskrænket, saalænge vor egen Virksomhed, Anvendelsen af de Hænder og af den Fornuft, Himlen skjænkede os, er endnu mere indskræn- ket ved taabelige Institutioner, der, forældede som de ere, alligevel sees ofte at bringe friske Kræfter i sin Tjeneste, hvilke vældigt støtte under den ellers snart sammensegnende uordentlige Masse. Der gives Meget, der næsten lader Menne- skevennen mistvivle om Menneskehedens Fremskriden mod Fuldkommenhed og Lykke. Ja isandhed! Henrik Wergeland [REDAKSJONELL NOTE TIL EN ARTIKKEL AF S. SIVERTSON OM FESTRIMERE] Statsborgeren 13. april 1837. Red. underskriver ingenlunde denne desuden uklare Dom. Der er megen Fornuft i de fleste af de Poesier, Inds. dadler. Heller ikke kan noget være fornuftigere end hvad han siger Liremændene foretage sig; og hvad det hæderlige betræffer, da burde han vide, at de gamle Barder eller Skjalde netop fore- toge sig det samme, nemlig at synge til Maden for Jarl eller Konge, og at vinde Guld og Gunst af dem og Berøm af Gjæ- sterne. Inds. skulde ogsaa vogte sig for at spotte med Følelser, som netop ere Principet i den Digtart, og ganske vist skulde døe af Mathed, om de ikke ideligen ringedes tillive i saa smukke Vers, som vel kunne gjøres hertillands. Saaledes man paa Jagten efter Myg i Veir og Vind kan regalere med en Dask, en styg, sin egen Kind. Red. SIDE: 151 Henrik Wergeland OM BUREAUCHEF BERNHOFT (Indsendt.) Statsborgeren 13. april 1837. Den sødeste af alle Gunstens og Lykkens egne Unger er upaatvivleligen den ogsaa i andre Henseender mærkværdige Bureauchef Bernhoft, at dømme efter de mangfoldige Embeds- poster, han beklæder. Hans sidste Befordring var til det ge- haltige Stempletpapiircontrollørs-Embede, hvortil indstilledes bemeldte Bureauchef Bernhoft, der har tjent i 13 Aar, med Forbigaaelse af Krigsraad Hirsch, der har tjent 30 -- Daværende Borgemester Ottesen 29 -- Politimester Richter 29 -- Arsenalsregnskabsfører Roshauw 26 -- Lieutenant paa Vartpenge Strøm 24 -- Hvorved, og ved hvilke Fortjenester og Egenskaber er det, at denne Mand ligesom tryllebinder Regjeringen, Almægtigheder, Folk og Foreninger, samt at Alle kappes om at bedække ham med Ære og at fylde hans Overflødighedshorn? Nogen for- tryllende Slange-Egenskab er det dog ikke. Men Mephisto- pheles, der seer hvor Andre ikke see, Løvenskiold, som altid er visere end den øvrige Verden, eller Fortuna, som virker igjen- nem alle hine Patronater, og som synes at have udvalgt vor Mands store runde Rokkehoved til sin egen Kugle -- disse maae vide det. Men hvorom alting er -- det er ikke mindst at be- klage, at saamange og forskjellige Funktioner, som Bureauchef, Ordenscancellist, Sekretær i Selskabet for Norges Vel, Stem- pelpapiirskontrollør, m. M. true med baade at berøve den skjønne Literatur en af dens virkeligen lyseste og største Hove- der og Hs. Excellence Statsministeren en Tjener, hvis lange og troe Observanz enkelte Uforsigtigheder ikke kunne fordunkle. Hvo, som staaer, see til at han ikke falder! Og Hvo som falder see til at han igjen bliver staaende paa saamange Been som Hr. Bernhoft, der, som man seer, idetmindste staaer paa fire. Henrik Wergeland SIDE: 152 NORGE Statsborgeren 13. april 1837. [Først blir referert en notis fra "Bergenske Merkur" om innsamlingen i Bergen til Eidsvollsminnet.] -- Sildefiskeriet er nu sluttet. Det til Udførsel i Bergen dispo- nible Udbytte angives til 125 à 130,000 Tdr. Det hele indkomne Beløb til 180,000 Tdr. hvorforuden ogsaa haves endeel oplagt for Bergens Regning paa Leden. Det er saaledes et godt, ihvor- vel ei udmærket Fiskeri. -- Kristiania Politi soper ikke alene Torvet etc. men ogsaa sig selv reent i nedenstaaende Bekjendtgjørelse, som vi uopfordrede, af Kjærlighed for "audiatur men det tør maaskee hænde, at Vanskelighederne derved ere større end man vel kan forestille sig, og i Særdeleshed kunne de muligens være at søge deri, at de ikke noksom eje Menig- hedens Tillid. Det Eventyrlige, det fjernt Vinkende, det dun- kelt Anede har ogsaa noget saa tillokkende, i Særdeleshed for den lidet Oplyste. Der ligger ogsaa nogen Sandhed i Beret- ningen. Daglønnen er visselig i Amerika meget høj, og Jord- bunden rig og frugtbar. Men hvad hjelper det, at Daglønnen er meget høj, naar Livets Ophold koster i Forhold endnu mere. Naar jeg i Norge tjener 24 ß om Dagen og kan leve for 12 ß, er jeg bedre tjent, end om jeg i Amerika tjener 1 Spd. daglig og det daglige Brød ogsaa koster mig 1 Spd., eller om det ogsaa blot kostede mig 3 à 4 Ort. Thi det Ene staar i Forhold til det Andet. Landet er frugtbart; men hvad kan det hjælpe mig, naar jeg ikke ejer en betydelig Driftskapital; thi uden denne kan jeg SIDE: 155 ikke have nogen Nytte af at jeg vandrer paa den rige Jord. Overalt, den, som har noget at tabe, burde ikke letfærdigt sætte det paa Spil ved et saa voveligt Eventyr, som Udvandringen til Amerika fra et Fædreland, som med Sorg og Beklagelse skuer sine bortdragende Sønner. Betragter man imidlertid dette Fænomen noget nærmere for at opdage dets dybeste Grund, da maa vi udentvivl tilstaa, at Nordamerikas Frihed og vort eget Lands endnu i saa mange Henseender ufri Lovgivning er det egentlige Motiv. Havde vi fri Religionsøvelse, og fri Næringsdrivt, saa vilde Udvan- dringslysten uden Tvivl ophøre af sig selv. Der kom da i vort hele Liv et andet Sving, og Frihedslysten skulde ikke skue udover Atlanterhavet forat finde sig tilfredsstillet. Men med denne forønskede Tingenes Orden har det lange Udsigter. Selv den -- vist ikke for liberale -- Haandværkslov har jo af egen- nyttige, lave, interesserede Hensyn fundet en Modstand der i høj Grad skal have bidraget til, at den ikke erholdt Sanktion. I, som stode i Spidsen for hin navnkundige Adresse, I kunne fortælle os det, -- og Fædrelandet vil udentvivl velsigne Eder! Henrik Wergeland DEN FØRSTE SOMMERFUGL (Indsendt.) Statsborgeren 20. april 1837. Indledning. Msr. har Ret: jeg har været mindre fuldstændig med Hen- syn til de Bernhoftske Aggregater af Æres- og Indtægtsposter, og forsaavidt ogsaa mindre retfærdig, som derved oplysende Omstændigheder ikke ere komne i vedbørlig Betragtning. Men Msr. har forseet sig i samme Maade, idet han har overseet et af de -- forhen idetmindste -- største Been, som Manden staaer paa, nemlig som Medejer i Rigstidenden, hvis bedste Dage vel ere forbi, men hvilken Funktion dog er langtmere passende for ham end f. Ex. Sekretariatet i Selskabet for Norges Vel. Og saaledes faae vi hverken ud En paa Fire eller en Orangutang eller Vildmand med Stok, men et Væsen paa sex d. e. et Insekt. Og nu har Monsjeurs Indbildningskraft Marken aaben for alle- SIDE: 156 haande kløende Lignelser. Jeg veed hvad Msr. tænker paa og kløer sig bag Øret for. Statslegemet, naar det er i urene Hænder, har ogsaa sine. Punktum. Men hvad mener Msr. om en Sommerfugl? Ja en Sommer- fugl. Idag har den første af disse søde Skabninger viist sig i mit Vindu, og jeg føler mig oplagt til at sværme over dette første Vaarens Glædesbud. Jeg er den taknemlig: den bar en Bitterhed, som maaskee skulde tynget mig, bort paa sine lette saa forfængeligtladende Vinger. Men den Skyldløse, som ikke kjender sin Pragt, eller at et Menneske finder den smukkere end sine første Foraars- tanker og hefter vemodigt et udødeligt Hjertes Drøm til dens glimrende Støv! Ak, en Sommerfugl -- Den er borte . . tregange stigende og dalende vovede den ikke at berøre Myrten med de spæde Foraarsskud i det aabne Vindu, somom den var en Drøm- figur fra dens slumrende Puppetilstand, en Reminiscenz, som ikke ret stod til Troende, fra Larvens Dage i det Grønne for- rige Sommer. Den er borte . . Gid den havde fraadset i mine spæde Myrteskud og gnavet Rosenknoppen af, som ikke skal visne paa nogen elsket Barm, der er for god for en Verden, hvor Insekter -- Ak, ja Sommerfuglen er borte, og med den min Fromhed -- eller Sværmeriets søde Vanvittighed, om man vil -- og jeg har ikke mere en Minut tilovers til uden Tvang at følge den venlige favonbaarne Hilsen med ligesaa venlige Tanker. Det er haardt; men jeg har sagt: uden "Tvang." Den ustadige Sol er tilskyet, og jeg er nu engang saa -- idetmindste idag som den skinner og sender mig Sommerfugle til. Nok -- der var en Sommerfugl . . virkelig en prægtig, en langt prægtigere, og det ikke alene efter Aarstiden, end alle vore Poesier i Forhold til Nationens saa vidt udskregne aandige Tælegrøptilstand. Den var der; og hvad mener Msr., med Hen- syn til det vi have imellem os, om en Sommerfugl? Bernhoft har engang poetiseret, da han endnu var uskyldig i Paradiset paa Fossum; og det kan man kalde hans Sommer- fugletid, om ikke for andet, saa for det forgjængelige ved hans æsthetiske Glimmer. Eller krøb han da, saa var han dog Larve SIDE: 157 -- disse skyldløse Skabninger, hvorover kun Damerne skrige: "au!" og "fy!" Men han har poetiseret, og enhver af disse Poeter vil kokettere sig til at passere for en Sommerfugl. Derfor har Bernhoft været Sommerfugl. Men det er et forganget Liv -- et af disse Akter i Menneskelivet, hvorover et Teppe ruller ned, og hvorom Tosserne troe, at dermed er et heelt Stykke ude. Disse Afsnit føde andre, hvoraf igjen nye Udviklinger fremgaae. Kryber Bernhoft nu, saa er han igjen bleven Larve, og saa bliver han Puppe, og saa -- i en bedre Luft, hvori vi alle kunne aande i Fred -- igjen en Sommerfugl, bedækt med Glandsen af al den Ædelhed hans Psyche nogensinde tilegnede sig. Men ogsaa der er Natsommerfugle . . Natsommerfugle! Vore Ørne ere Myg imod de Falæner, som folde sine møllede Vinger ud af den Dynge Jord, et Menneske efterlader sig. Men hvorfor skulde Bernhoft blive en Natsommerfugl? Nei, en Dagsommer- fugl -- den Naadesolens egen purpurne Opklækning -- en Dag- sommerfugl, en Sfinx, som hverken Statsborgeren eller nogen anden Barbar af en moralsk Naturforsker skal spidde paa sin Naal. Men, der er min Sommerfugl, min egen søde lille Sommerfugl, og nu Farvel med Bernhoft, som netop kryber opad Gaden paa sine sex Been eller tre i hver Støvle, naar Ret skal være, og med alle Insekter, der krybe, krybe, krybe, der krybe . . . Min Sommerfugl, flyv ind! flyv ind! Varm dig ved Vindurosens Kind! Tro Solen ei endnu! Dens Gløden kun lokker troløs dig i Døden. [Diktet er sin helhet trykt i nærværende utgave I, bd. II s. 105 ff.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 20. april 1837. En Indsender i Igaars-Morgenbladet, der ellers med megen Føje klager over Privilegie-Uvæsenet og Indskrænkninger i Han- delsnæringsfriheden paa Landet, tilsteder sig ellers følgende Yttringer: "Ja vi have en herlig Frihed at rose os af! Hvo vil SIDE: 158 fortænke Landmanden, at han ikke med Iver istemmer Jubelen for Højtideligholdelsen af Constitutionsfesten o. s. v." Dette er ufornuftigt og utaknemmeligt sagt; kan mistydes af Fremmede, forgifte Folkemeningen herhjemme, og venter sand- synligviis derfor ikke længe paa en Paaviisning heraf fra Bladets Redaktion. Alene Landskattens Ophævelse vil imidlertid være nok for den fornuftige og veltænkende Bonde til at erkjende det Utilbørlige i Udladelserne og til snart i Gjerningen at lægge for Dagen, at han ikke lader sig forlede til at glemme, at han dog skylder Konstitutionen ret meget, om alt endnu ikke er skeet, og om det end er gaaet seent med dens velgjørende Ud- viklinger, som vel ikke ville standse, men kun naae en Epoke i Opnaaelsen af en renere og større demokratisk Frihed. Roden til Konstitutionsfesten, som i Aar og fremdeles har faaet en ny Styrke i Erhvervelsen af Eidsvoll, ligger i Historien, men sin Top og Blomstring skyder den med den Drivkraft, som alle oprigtige norske Hjerter besidde, imod den Fremtids renere Himmel, hvori hiin Frihed har sin Tilværelse. -- De fleste af Landets Tidender have gjentaget Beretningen om hvorledes Agers Sogneselskab, med Højtideligheden af en Tale fra Sognets Præst, presenterede et anseeligt Prospekt af Eidsvoll i Proklamationsøjeblikket til Ophængelse paa Børsen i Kristiania. Og det var jo ogsaa ret interessant, og fortjente vel saameget som adskilligt andet sine Linier. Men den Constitutio- nelle har hidtil været stille som Graven herom; men denne Grav -- en kalket -- mangler ellers ikke Tunger, som ikke undlade at berette paa det troligste om en Mand etsteds i Landet falder i en Bæk eller bliver træt paa en Hej, han skal over, med andet mere af lige Vigtighed. Henrik Wergeland INDBYDELSE TIL AFTENSELSKAB OG BAL PAA SMESTAD 17DE MAI 1837 FORANSTALTET VED AGERS SOGNESELSKAB Efter Wergelands manuskript, datert 22. april 1837. Undertegnede, der ere udnævnte til for dette Aar at foran- stalte iværksat den Bestemmelse i Agers Sogneselskabs Love. at 17de Mai i Regelen skal høitideligholdes af dette, give sig SIDE: 159 herved den Ære at indbyde Enhver af dets Medlemmer, saa- velsom Enhver, der, ifølge Selskabslovens Kap. 4 § 2. litr. i. er adgangsberettiget til dets Feste, til herpaa at tegne sig til Deel- tagelse i paa Smedstad d. A. at festligholde denne 17 Mai med Aftenselskab og Bal. Prisen er pr. Par 2 (to) Spdlr. " " pr. enkelt Mandsperson l Spd. 60 ß. Saaledes sees, at prisen for hver Dame er 60 ß. Herfor præsteres anstændig Beværtning i alle Henseender fra Thevandstid saavelsom god Musik og Salutskyden. Beregningen og Akkord er sluttet efter et Antal af 40 -- 50 Par. Betalingen leveres enten ved Subskriptionen eller senest inden 12te Mai til en af Undertegnede. Senere finder ingen Teg- ning Sted. Vinderen 22de April 1837. Henrik Wergeland. [Medundertegnet av: R. Vinderen. Rolfsen.] Henrik Wergeland ET MEGET MELANKOLSKT INDSENDT STYKKE Statsborgeren 23. april 1837. Alt er tilstede for at fremkalde Misfornøjelse med mig selv og mine Omgivelser; den første Aften paa et nyt Værelse med et fremmedt Physiognomi; Skumringen med en døsig taaget Himmel; Vindens monotone Susen; med tre Ord: Misfornøjel- sen, Eensomheden, Uhyggeligheden -- og hvad behøves der mere for at skabe en mørk Time. Og nu ovenikjøbet disse Publicister, der have givet mig en Skrape i Bladet -- de for- dømte Publicister! En Feil, ja vel en Feil; men fejle er men- neskeligt, og dog skal det strax i Bladet. Ja efterhaanden som jeg kommer paa det Rene med mine Følelser bliver jeg alt mere overbeviist om, at egentlig Bladet er Skyld i denne melankolske Stemning; uden det skulde det fremmede Værelse, den taagede lumre Himmel og det hele øvrige Melankoliens Apparat været forgjæves. Jeg skulde have beholdt mit gode Lune. Hvor jeg i dette Øjeblik føler for Venskab, Sagtmodighed, Blidhed og alle milde Dyder; hvor jeg af mit inderste Hjerte afskyer Enhver, som kan føre over sit Hjerte at forbitre Næsten et eneste Øje- blik, og især naar det skeer paa en saa gemen Maade, som ved SIDE: 160 at sætte Næsten i Bladet. Bernhoft, Den Constitutionelles Re- daktører, P. P. Soelvold, Advokat Petersen, Ytteborg og alle I Andre mine Ulykkeskammerater, som sidst have staaet der; hvor jeg sympatiserer med Eder, ja elsker Eder. Fælles Ulykke "knytter det fasteste Broderbaand" -- det skal Ingen i dette Øjeblik kunne afdisputere mig. Hvad skulle vi vel altsaa fore- tage os, skulle vi ikke i Fællesskab virke mod Bladene? Hører, jeg har et Forslag, som, hvis det vinder Bifald, skal for altid sikre os mod deres Anfald. Men vi maa være enige -- alle der have at frygte disse den politiske Friheds Vægtere, men vor per- sonlige Friheds Mordere, maa være som een Sjæl; Bernhoft og Ytteborg, Petersen og Soelvold, og vi allesammen maa glemme alt, undtagen at vi have fælleds Fiender. Mit Forslag er bygget paa den forhaabentlig uomstødelige Forudsætning, at Blad- skriverne have Mave, som baade "næsten alle Britter" og næ- sten alle andre Tobenede have. De arbejde, kan jeg vel derfor -- trods alt deres Præk om Opofrelse for det almindelig Bed- ste, -- dristigt antage, for det kjære Foder. Med Aarsagen hæves Virkningen. Vi betale dem ikke længer for deres men- neskefiendske Virksomhed. Alle Blade opsiges, og see saa om de for det almindelige Bedste ville sætte os i Bladet og sulte ihjel. Jeg læser paa Eders Ansigter en Indvending, der lyder som saa: Man burde dog maaske gjøre en Undtagelse, spare f. Ex. Rigstidenden og Den Cst.nelle. Nei, nei! Intet Mildheds- system. Reen Terrorisme, om muligt endnu purere end Vel- færdskommitteens, ellers er alt spildt. Rigstidendens Jordbund er falden for allehaande Snylteplanter, og naar nogle gamle Furuer, der dække Jorden med tørre, affaldne, al Blomster- Vegetation tilintetgjørende Barnaaler, engang ere faldne, kan man sandelig ikke vide hvad der kan voxe op i Stedet. Har man ikke allerede nu plantet et Ulvebærtræe i Furuernes Skygge. Vi erindre desuden Rigstidendens gamle Synder: Stod ikke der et Stykke om den priselige Indretning med Norges Flag, saa oppositionelt, saa skammeligt, at Forfatteren burde have sit Embede forbrudt; og kanske slap han ogsaa med Nød og Neppe. Nei, Rigstidenden er ikke at tro, selv om dens "Ind- rykkelser for Betaling" ikke satte det udenfor al al Tvivl, at den er uværdig til Skaansel. Erindrer kun Sorenskriver Møllers og SIDE: 161 Vederparters Brockmanns-Prækener. Bernhoft! Rigstidenden maa dø. Den Cst.nelle -- ja var jeg Petersen og Bernhoft deres fælleds Patron Løvenskjold eller den endnu mere fælleds Patron Grev Wedel, da kunde jeg vel betænke mig. Men sæt nu, ikke at jeg endnu er mistænkelig hos den ægte loyale Skole, men blot at Schouboe er min høje Patron? Har Den Cst.nelle ikke talt om ham, som om han ikke var stort bedre end -- min Ær- bødighed forbyder mig at nedskrive Ordet. Hvad har der ikke staaet i den Cst.nelle om Generaladjutant Spørck, som faldt, men stod opigjen den Dag, da der gaves dem, som faldt for saa fuldt Alvor, at de aldrig staa op igjen. Nei, naar vi betænke, at Den Cst.nelle i Begyndelsen var saa uartig, kan det lidet nytte om den for Øjeblikket er føjelig og snil. Den havde vel en Hensigt den Gang, og den Hensigt kunde den atter faae. Kort, den er ikke at stole paa. I Cst.nelles Redaktører! det almindelige Vel fordrer at Den Cst.nelle maa dø. Iblandt alle de øvrige Tidender kan der ikke være Tale om nogen Undta- gelse fra den almindelige Dødsdom. Jo, siger en Stemme, der kan være Tale om Handelstidenden. Den er for merkantilsk til at ville skabe sig Uvenner, den er for stupid til at være nogen farlig, selv om den havde den bedste, det vil sige den sletteste, Villie. Jeg beder om Forladelse; der skal jo være et polemisk Talent blandt dens Redaktører, som fordum har manifesteret sig i "Intelligentsbladet?" Den staar derfor ikke til Troende. Des- uden, dens udenlandske Artikel -- har den ikke haft "satiriske Tilsnit." Handelstidenden maa ogsaa døe. Men Departements- tidenden da? Vig bort Frister! Sætte dens Redaktører ikke Folk i Bladet, berette de ikke Embedsmænds Suspensioner og Kassemangler? Fy for en Skam, og det gjør Departementsfolk. Nei, Departementstidenden maa dø Døden. Intet Blad har gjort mig mere melankolsk end netop den. Jeg sov ind, men i uro- lige Drømme saa jeg Departementsfuldmægtige, grumme, fæle, iskolde og magre som et Register, aabne en Oppebørselsbetjents Chatol; jeg saa denne støde Dolken i sit Hjerte, og Departe- mentsfuldmægtigerne søle i hans Blod, rodende efter et Bilag til Regnskabet. Hu, for Drømme det Blad kan fremkalde: det maa visselig døe. Retstidenden er dog en uskyldig Tidende? Der findes ingen Uskyld paa Jorden, og har ikke Retstidenden SIDE: 162 megen Skyld paa sin Samvittighed? Udbreder den ikke Folks Skandal, ikke alene de domfældte Parters, men ofte ogsaa Dom- mernes. Og naar man nu bliver dømt pro meliore Informatione -- ja saa veed de Advokater ret at fremstille Sagen paa det Vederstyggeligste. Hvad gjorde de ikke ved Sorenskriver Møl- ler til Exempel. Nei ingen Dommer i det hele Land kan tage sig Middagslur med Rolighed saalænge Retstidenden existerer, og Rolighed, Rolighed ja det er netop hvad vi ville have. Rets- tidenden kan ikke spares. Nu kan der dog ikke længer være Tale om nogen Undtagelse? Det skulde da være Intelligents- sedlerne. Den hører til Morgenkaffeen for enhver ærlig Borger- kone og Borgermand, og jeg selv læser ofte med Flid og Op- mærksomhed Artiklen "Tilleje." Det er et nyttigt Blad, og gjør sjelden noget ondt, især efterat "Redaktionen" -- Gud ved hvem; jeg skulde næsten tro, den var underjordisk -- satte sig op imod Udgiveren, og talte de vakre ord om, at Humanitet og Peenhed altid maatte staa foran den materielle Fordeel. Tro mig jeg blev meget bevæget dengang, omtrent som hiin Jøde- prophet, da han opdagede der gaves nogle, som ikke ofrede til Baal. Mig tonede dog desværre ingen Røst fra Himmelen, at der gaves en syv otte Hundrede slige. Alligevel syntes jeg at høre en velbekjendt Stemme, som fra en Herrens Tjener, om- trent den samme, som jeg hørte hviske bag Koulisserne, da den "politiske Præken" gjennem Huusvennen og Bordvennen skulde tilknivs. Ja visselig det gjorde jeg; men jeg hørte kun: "Jeg, jeg siger Eder sandeligen, at Sanct Paulus haver visseligen sagt og paabudet Eder, at I skulle agte ære og elske dennem, som ere satte i Højheden og i det hellige Lærerembede. -- -- Men hidindtil haver jeg tøvet;" og en vældig Skare raabte: "Rigtigt!" og det lød som Stemmen af tolv Tusinde Beseglede, fra hvis Læber Seglet i eet Øieblik blev taget. -- Men ogsaa jeg begynder at tøve. Nok er det, Intelligentssedlernes underjordiske Redak- tører i al Ære; men Udgiveren er ikke at troe, og Bladet maa derfor døe. Nu kun Enighed, Soelvold og Bernhoft, Løvenskjold og Ytte- borg og -- -- -- "Men skulde der ikke være en Undtagelse for "Fædrelandsvennen" da?" Jeg hørte en Bjørnegrynt og rundtom Væggene klask! klask" pst! pst! Det var "Fædrelandsvennens" SIDE: 163 Genius. Hvad skal den indeholde? Humanitet -- anstændigt Sprog -- ingen Personligheder -- efter Overbeviisning -- halte -- ikke krybe -- har før været forledet -- nuværende Stats- borger intet Folkeblad -- klask! -- mine hadske Fiender -- opofret meget -- havde Maleur paa Ruseløkken -- alt for Fæ- drelandet -- ingen ufornuftig Opposition -- lempe sig, naar -- pst! -- en Medarbejder skrevet mod syttende Mai -- klask! -- Holdt, holdt! hverken Ven eller Fiende troer dig; selv Kaxen der har subskriberet paa dit Blad for at du til Gjengjæld skal gjøre ham til Storthingsmand, indseer sin Daarskab. Vi kunne spare os den Umage at fælde Dødsdommen over Fædrelands- vennen. Den seer ikke Dagens Lys. Hm, hm! klask, klask! Man lader sig ikke længer beskatte og bedrage af Landsstrygere. Skal Folket bedrages bør det skee paa en ganske anden Maade. "Fædrelandsvennen" er os unyttig. Men hvortil nytte vore Be- stræbelser? Interesserne splittes i Individualiteterne, ingen almindelig begeistret Varme for den gode Sag. Enhver har sine Hensyn, sine egoistiske Beregninger bag Øret. Og er det ikke derfor sandt, at Skriget i Grunden dominerer os, beherskes vi ikke deraf, som ved en Troldom, fortrylles vi ikke af Klapper- slangen og opsluges. Hvor ofte har jeg ikke selv bandet og haanet Aviserne, men først og fremst Statsborgeren, hvor ofte har jeg ikke sat op et haansmilende medynksomt Fjæs, naar jeg -- NB. i Selskab med Flere -- har truffet de ondskabs- fulde bittre Oktavblade paa Konditorens Bord, og dog, sub rosa sagt, listede mig hver Torsdags og Søndags Morgen hen til Konditoren, -- og hvad søger jeg saa først og fremst at faa fat paa? Jeg tilstaaer: paa Statsborgeren. Ærligt tilstaaer jeg det, og efter en foretagen Selvprøvelse og de Slutninger jeg deraf kan gjøre til Andre har jeg ikke længer noget Haab om, at den Plan vil lykkes, som jeg i Begyndelsen fandt saa fortræf- felig. Jeg synker hen i mørk Fortvivlelse. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 23. april 1837. -- Det er tidligere omtalt i dette Blad, at næsten alle vore udenlandske Konsulater ere besatte med Svenske, forsaavidt som de ikke ere besatte med Fremmede. Virkelig skal nu afdøde Falk, SIDE: 164 forhen Kjøbmand i Drammen, der erholdt det ubetydelige Kon- sulat i Aalborg (om fordi Norges Handel paa Jylland er be- tydeligere end Sverigs?) være den eneste Normand, med hvem der er ei gjort en Undtagelse; thi at der muligens kan findes en eller anden Norskfødt, der som en fremmed Stats Undersaat har erholdt et Konsulat eller Vice-Konsulat, kan neppe komme i Betragtning. En mangelagtig Side ved vort Konsulatvæsen synes det ogsaa at være, naar endog et saa højst indbringende Embede, som Konsulatet i Helsingøer, uden Nødvendighed, overdrages til Kjøbmænd paa de respektive Steder, for hvem Konsulatet og den norsk-svenske Handels Fremme bliver en Bisag, og hvor- ledes skal det gaae, naar deres egen merkantilske Interesse af Konsulatet kommer i Kollision? -- Amtmanden i Smaalehnene Hr. Wulfsberg er ved egen Virksomhed og den lige hæderlige Hjælpsomhed hos dette, af forrige Aars Frost skaante, Distrikts Beboere, bleven istand til at remittere Direktionen for Selskabet for N. V. til Understøt- telse for frostlidte Bygder, det betydelige Beløb af 1690 Spd. -- (NB. for Bogtrykkere.) Ved Kristiania Politirets-Dom i Sag mellem Boghandler J. Dahl og Politiet er dette kjendt uberet- tiget til at erholde afleveret gratis et Exemplar af alt hvad der trykkes af et Volumen under 24 Ark. Saaledes har da denne censurmæssige Uskik en Ende. Henrik Wergeland ANMELDELSE OM UDGIVELSEN AF ALMUESANGE Statsborgeren 27. april 1837. Hvad betyder dog dette, at vor Nationalpoesi og Musik er forstummet? Ingen Melodi komponeres, mens musikalske For- eninger dog tage Musiken i Beskyttelse, og dens Yndere og Dyrkere ikke ere faae. Og hvad den nationale Poesi angaaer, da har vel 17de Maifestene fremkaldt nogle Viser, men som ikke have formaaet at holde sig Aaret ud. Selskabssangenes Tid synes vel at være forbi; men i et Folk, der er fremkaldt til et nyt og bedre politisk Tilvær, hvis Frihed holdes for at være stor, hvis ældre Historie -- hvortil det nu, ifølge det sande Udsagn, at det Folk, som glemmer sin Historie har ingen Frem- SIDE: 165 tid at vente, skulde knytte sit Nærværende -- er opfyldt med Bedrivter, og hvis Land er romantisk, er det besynderligt, at hverken det ene eller det andet Slags af Sangpoesien kan holde sig ilive. Dette hentyder paa en indre Mangel -- ikke paa Evne, men paa Lyst, paa en indre Erkjendelse, som vi ikke kunne dølge for os selv, af at Noget mangler os som Nation, paa en Vunde i vor Nationalitets Hjerte, som forbyder den at fryde sig og gjør dens Sange tvungne og kolde og strax hendøende paa Folkets Læber. Vi føle, at vor politiske Stilling, ihvordan man end stiller den for Øjnene i det mest smigrende Lys, dog ikke er som vi af et fuldt norsk Hjerte kunde ønske den. Vort Bryst opløfter sig ikke med denne nationale Stolthed og Følelse af hjemlig Hygge, som udbryder i disse Nationalsange, der saa naturligen afpræge et Folks Indre. Derfor, naar vi komme sam- men, er det en hemmelig Blusel, der forener sig med den ubil- lige Misfornøjelse med Sange, som ikke kunne være anderledes, fordi deres Digtere have sjunget under Indflydelsen af samme nedstemmende Følelse, og som lader os gjøre den Opdagelse, at Alle have glemt sine Nationalsange, at Ingen kan nogen national Vise saa tilfulde, at nogen samstemmig Sang kan tilvejebringes. Man leder da i sin Tankekiste efter noget andet, og finder igjen som de eneste brugbare -- nogle Stumper af Viser fra det for- rige Aarhundredes sidste Decennier. Menigmand hjælper sig lettere. Han tilfredsstiller med en Mængde Leilighedsballader, som desværre alle ere ham gode nok, den Trang til digtersk Udtryk, som er en af de skjønneste Sider ved det naturlige Menneskes Hjerte. Og han er ligesaa- lidt vant om Melodien. Men dette er et større Onde, end at han overseer Textens Jammerlighed; thi forsaavidt denne er knyttet til gode Melodier, forvanskes disse ved Traditionen fra Mund til Mund, Sandsen for en smuk Melodi fordærves, idet alle synes ligegode og omsider virkelig blive det, ja næsten eens, og den profane, verdslige Sang bliver et Sidestykke til den, som gjør -- al evangelisk-luthersk Frihed ellers i Ære -- Kirkegan- gen modbydelig for Mange. Under saadanne Omstændigheder er det os kjært at kunne give et Haab om at et ligesaa simpelt som hensigtsmæssigt Mid- del til at give Menigmand nogen bedre Poesi ihænde, frelse vore SIDE: 166 bedre Melodier og bringe dem uforfalskede i Folkemund og der opbevarede, vil blive sat i Virksomhed, idet vi nu meddele følgende Anmeldelse. [Her følger en "Anmeldelse" fra K. O. Knutzen, L. Roverud, Sylv. Sivert- son, Henr. Wergeland om at de akter å utgi "en Samling af vore bedre, for Folket passende, ældre og nyere Sange."] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 27. april 1837. -- Det kunde synes somom den Constitutionelles betydeligste Kredit i sit Regnskab med Publikum maatte være, at dens Sam- menexistenz med Morgenbladet bidrog til at holde dette Blad ved Aande, om ikke ved Aand (som den Cst.nelle veed kommer ovenfra og Mbl.det udenfra), og at give det noget af den Hold- ning, som dets egen Redaktion kun synes at have Kraft til at give det i enkelte Momenter, hvori enten en altfor smigrende Provokation ex publico eller Skamfuldheden over at have for- sovet sig medens Noget er foregaaet giver dens Magelighed et tilstrækkeligt Incitament til at røre paa sig. Men hvad har denne Løben ved Siden paa hinanden ført til, uden til nogle gjensidige Bogstavkorrekturer og jammerlige Kjævlerier, hvori der hver- ken har været Alvor eller Lystighed, men hvis Kjerne har været en Pukken paa egen personlige Ulastelighed og renommerede Kjækhed (hvilket har meget tilfælleds med Soelvolds regelmæs- sige aarlige Paamindelse om hvorlunde hans Ærlighed maatte hinke igjennem Verden), og hvis Udgang nogle uvilkaarlige Lyd- udbrud af Couragemangel hos Mbl.det og et crescendo af Stor- snuderi fra den Cst.nelle, under hvilket finale nogle Slag fra begge paa Statsborgerens Bag have ladet sig høre. I disse Dage føres netop en saadan Krig, hvori slige Tapperhedens Gjerninger have været forøvede fra begge Sider. Men Statsborgeren, Stak- kel? Den gjør kun ligesom Huusvæggen i det trange Stræde, hvori to Bukke stanges, vel med lange hule Horn, men uden Fyrighed, kun med Tyngdens Isammensynken og Ørkesløs- hedens matte Ivrighed -- den gjengiver Skraldene. Og Buk- kene? O, de stange endnu tungere paa, idet de troe at have det spottende Echo imellem sig. SIDE: 167 Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 30. april 1837. -- Med den 17de Mai lader det til at ville have god Gang, omtrent som ifjor, da et brilliant Fyrværkeri udgjorde Festlig- hedernes mest lysende Side, eller vel endog bedre. En Tusind- kunstner af en Fyrværker, en Hr. Schmidt, som ogsaa ifjor ved denne Tid presenterede Liste til et 17de Maisfyrværkerie, er ligeledes iaar ude med en lignende, i hvis Spidse man finder selve Hs. Ex. Statholderen for et anseligt Antal Billetter. Ifjor derimod havde mindre Folk Betænkeligheder. Men saaledes jev- ner Tiden alt; og paa den allerskjønneste og spøgefuldeste Maade give vore Moderate Ultraerne Ret i, at Nationens Vun- der tilsidst kun ville lade sig læge ved Krudt, idet de nemlig -- subskribere til et 17de Maisfyrværkeri. -- De Constitutionelle rustede sig ogsaa noget forfærdeligt til at feire 17de Mai, nemlig paa Isen. Men -- pah! der er den gaaen op. Og de faae da -- desværre med Tabet af en Originalitet -- holde sig paa Landjorden. Men da de have Rig- dom paa Originaliteter, smertede Tabet af denne ene, uagtet al dens Gehalt, dem saalidet, at de vare de første til at melde Isens Opbrud. Igaar Kl. 10 Aften vare allerede Skibe komne ind, fortalte de Dagen efter med en Hurtighed, som bør lade Publikum glemme, at det mandhaftige Løfte om en Kommentær til Rigsretsdommen siden hiin Tid er forbleven uopfyldt. Men der er ogsaa mangehaande Forskjel imellem disse Meddelelser. Javist er det Forskjel. Forresten mander Bladet sig op i denne Tid (som Morgenbladet faaer at føle), og foretager betydelige Arrangements til sin Forbedring og til saaledes at vinde Publi- kum. En Krig med Morgenbladet er saaledes organiseret, under hvilken man let kan slumpe til at vinde idetmindste endeel af Publikum med stormende Haand, og den Forandring, som ved Lektor Motzfeldts Fratrædelse paa Grund af en Reise, er fore- taget i dets Indre, holde vi for endnu mere hensigtsmæssig til at ophjælpe dets synkende Tilstand. -- Efter svenske Aftonbladet indeholder Carlskrona Vecko- blad følgende Bekræftelse paa vor forhen yttrede Formening om, at Middelhavsexpeditionen fra de forenede Riger har (og bør have) en diplomatisk Hensigt: "Expeditionen, som kommer SIDE: 168 att stå i förhållande till diplomatiska negociationer med Barba- reskstaterna, skall räcka i 10 månader." Maatte vi Norske nu være heldige med Valget af den Chef, som skal føre vort Orlogs- skib! Der udfordres en ligesaa klog som fastbestemt og patri- otisk Mand. Den norske Afdeling burde være ligesaa stærk som den svenske, som skal bestaa af en Fregat og en Korvet, under Kommando af Kommandørkapitain Gyllengranat, og i enhver Henseende være den sideordnet. Det er Marokko, der alene kan være Spørgsmaal om, siden Tripolis nu er organiseret til et tyrkiskt Paschalik, og Tunis har maattet give Slip paa Røver- haandteringen eller Kapervæsenet. -- Ved Kongsberg er i 4de Bergmaaned produceret 1941 Mark 14 1/2 Lod gediegent Sølv. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 4. mai 1837. -- Man beretter, at det ifjor ved Hønefossen paabegyndte Dampfartøi, bestemt til Fart paa Tyrifjorden, skal gaa af Sta- belen førstkommende 17de Mai, og bære dette folkekjære Navn. Intentionen gjør isaafald Dhrr. Ejere ligesaamegen Ære som Inventionen, idet denne glade Scene, som egnet til paa enhver Tid at give Anledning til en Folkefest, vil forhøje det Høitide- lige og Glade ved den, som, saavidt vides, plejer aarlig paa hiin Dag at feires der paa Stedet. Det Samme vil ogsaa finde Sted ved Vigersund, hvor den siges at skulle anløbe samme Dags Eftermiddag. Imidlertid negte vi ikke, at vi ikke ret kunne tro, at ogsaa Maskineriet skulde saa hurtigt kunne sættes i Anven- delse, om det end skulde være muligt, at det alt var anskaffet, og Fartøjet virkelig alt være færdigt. -- Agers Sogneselskab feirer 17de Mai, ifølge Lovbestemmelse paa dets Samlingssted Smedstad ved Aftenselskab og Bal, hvor- til Indbydelse er udstedt. -- Under de synkende Omstændigheder, hvori man fra de fleste Steder hører at Sogneselskaberne befinde sig, tro vi at burde meddele følgende Bekjendtgjørelse med Opmuntring til at tage et saa godt Exempel tilfølge: [Her kommer årsberetning fra "Ide Sogne-Selskab".] SIDE: 169 Henrik Wergeland [NOTER TIL S. SIVERTSONS ARTIKKEL "FESTRIMERE"] Statsborgeren 11. mai 1837. [Sivertson skriver at han "indbilder sig" at "der nødvendigen maa en ikke liden Grad af Aandsfattigdom, Mangel paa Karakteer og fremfor alt Mangel paa sand og ædel Selvfølelse til, for at være en god Leilighedspoet." Wergeland skriver i noten:] ? Red. [Sivertson kritiserer følgende linjer i et dikt av P. A. Jensen: "Til ham den største Naade kom: En Lærer i Guds Helligdom." Sivertson kaller dette "Nonsens". Wergeland skriver:] Mon ikke Meningen er: at han blev en Lærer, o. s. v. Red. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 11. mai 1837. -- Hs. Majestæt Kongen, der har kjøbt Ladegaardsøens Hovedgaard har under 19de f. M. resolveret at ville give den med Tilliggelser Anvendelse som et Forlystelsessted for Hoved- staden, ligesom og, at Differenzen imellem Auktionssummen og Taxten, nemlig 1800 Spd., af Hs. Majestæts egne Midler skjæn- kes samme til Disposition efter Forslag fra Stiftsdirektionen. Maatte nu Vedkommende ret vide at paaskjønne Hs. Majestæts veldædige Hensigter ved hurtige og passende Arrangements. Og hertil forekommer os at tjene den hele Ejendoms Omformen med Træplantninger o. s. v. til en engelsk Have eller Park, Ombygge og Nybygge, en om muligt med et Bad forenet Re- stauration o. s. v. -- Den i foregaaende Nr. omtalte Schmidt bekjendtgjør i alle Blade, at han ikke vil lade et Fyrværkeri, men et Par smaa Luftballoner gaa op "en vakker Aften i Mai" Det slap altsaa ud med et Blæreri. Vi mene ellers, at, som Forlystelse, komme slige Sager omtrent ud paa et, og at Manden kan for Eftertiden spare sig al Umage med Fyrværkeri paa nogen 17de Mai. -- Hs. Majestæt har under l9de f. M. tilbagekaldt de Resolu- tioner, hvorefter endeel Tidender og Tidsskrifter indtil videre nød Postforsendelse for ringere Afgivt end den efter Lov af l9de Januar 1837 bestemte. Fra 1ste Januar 1838 vil den blive beregnet efter denne. SIDE: 170 Henrik Wergeland OM STATSUDGIFTER [TIL FOLKEOPLYSNING OG ANNET] (Indsendt.) Statsborgeren 14. mai 1837. Hvortil bruges de fleste Statsindtægter hos os? Til Oplys- ningsværket -- det vigtigste? Nei, til Armee og Hof. Almindelig Mand spenderes der intet paa, og dog er alt bygget paa hans Skuldre, og han mangler ikke Evner til at tænke, om end Andre gjøre det for ham. Republikanske Regjeringer ere nødte til at iagttage andre Maximer, som ere mere i den store Masses Inter- esse. Saaledes lod den helvetiske Regjering i sin Tid den som Pædagog og Frihedsmand bekjendte Pestalozzi understøtte til Udgivelsen af et Tidsskrift, betitlet "Det helvetiske Folkeblad," hvis Tendenz var at belære den store udannede Masse i Natio- nen om den schweitzerske Statsomvæltnings Aarsag, Gang og ønskelige Følger. Regjeringen udgav altsaa selv et Blad for Menigmand. Dette gaaer nu noget vidt, saasom der altid bør ventes, at Publikum vil gjøre slige Foretagender til sin egen Sag, naar blot Regjeringen ikke hindrer Lysthavende deri. Men det bør lægges Mærke til, at Regjeringen erkjendte, at Massen af Folket var den vigtig, og fortjente ikke at lades i Uvidenhed om hvad der i Staten passerede. Storthingstidenden er hos os et Tegn til at det Rigtige heri er erkjendt af vor Repræsentation. Gid den blot saa sandt havde havt noget Indseende med de monopoliserede Underviisningsbøger, hvormed Regjeringen lader vort Folk opdrages i Norge! Henrik Wergeland [FORSVAR FOR "STATSBORGERENS" OMTALE AV KONGENS KJØP AV "LADEGAARDSØENS HOVEDGAARD"] Statsborgeren 18. mai 1837. Red. har til ovensatte Bebreidelser kun at svare, at den troer at have været vel saa heldig i Meddelelsen af angjældende kgl. Tilkjendegivelse om Anvendelsen af Ladegaardsøens Ho- vedgaard med Tilliggelser, som noget andet Blad, saa at det Ubillige i dem maa blive erkjendt. Statsborgeren har ikke aftrykt den kgl. Resolution ordret, da den saaledes giver An- SIDE: 171 ledning til den herved udbredte formeentlige Misforstaaelse, at Hs. Majestæt har foræret Ejendommen til Kristiania med saa fuld Besiddelsesret som de 1800 Spd., Højstsamme har skjæn- ket den til saadant Brug, som Kommunen selv maa finde tjen- ligst. Resolutionen forekom os nemlig ikke tydelig, og Red. greb derfor til at fortolke og fremsætte Meningen deraf, nemlig at Hs. Majestæt vil see bemeldte sin private Ejendom indrettet saaledes, at den kan tjene til offentligt Forlystelsessted og Publikum tilstedet fri Adgang dertil. Og denne isandhed veldæ- dige Hensigt troede og troer Red. bør fra Hovedstadens Side mødes hurtigen med al Beredvillighed til at faae den snarest muligt realiseret. Baade Hs. Majestæt og Publikum bør vente, at Vedkommende d. e. Byens Formandskab til dette Meed fore- tage hvad der kan foretages. Red.s loyale Henrykkelse gik ikke videre end til at yttre, at Hs. Majestæts Godhed fortjente denne Opmærksomhed, som visselig heller ikke vil udeblive. Henrik Wergeland RIGSTIDENDENS SYMPATHI (Indsendt.) Statsborgeren 18. mai 1837. Der gives mange Slags Sympathier til i Verden, og gamle Rigstidenden maa derfor ogsaa have sin. En saadan for det gode gamle tydsk-danske Adelsvæsen antager jeg det er, naar jeg under "Frankrig" seer tale om Hr. von Molè, Hr. von Passy, Hr. von Sauzet o. s. v. Den har en gammel Reminiscents om, at Statspersoner -- for hvilke man altid bør vise dyb Respekt -- skulle have et "von" foran Navnet, -- og at tale om franske Ministre uden at vise en saadan Respekt -- Gud bevar's! det vilde dog være altfor galt. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 21. mai 1837. -- Syttende Mai feiredes i Hovedstaden med et betydeligt Fyrværkeri paa Havnen, de Fattiges Bespiisning og Musik ved Kroghsstøtten, som en Borger (Hr. Gartner Hansen) havde ladet bekrandse. I Studentersamfundet var Middag, og derovenpaa gaves paa det der indrettede lille Theater Forestillingen af SIDE: 172 "Stockholmsfareren," et 17de Maistykke af Siful Sifadda, hvor- efter Epilog af Student Sivertson. Hr. Hochbrandt gav sin Figur i Stykket -- "Omnipotenzen" -- til almindelig Tilfredshed og Enthousiasme. Æresmedlemmerne Statsrevisor Stabel og Advo- kat Hjelm -- Jonas Anton! -- vare tilstede. En Mellemakt, som stod i Samklang med Stykket og Epilogen var det, at 1ste Direk- tør, efter Flagsangen, traadte frem med det af Hr. Hjelm til Samfundet forærede emblematiske Horn og udbragte en Hilsen for Flagets og Nationalærens varmeste Talsmand. Derfra til Kroghsstøtten, som allerede havde havt sit store Besøg af Publi- kum, der ikke havde glemt at forsyne sig med netop nok af den af Morgenbladet saa anpriste Sindighed. I Luften herskede derimod noget Vindighed senere paa Kvellen, saa Fyrværkeriet, ihvorvel ikke mindre end ifjor, tog en hurtigere Ende. Fest- kommitteen (som af flere Grunde end netop for 17de Mais Skyld burde konstituere sig permanent) havde ogsaa besørget, at Da- gen hilsedes med Salutskud. (Og man skyder endnu idag den l9de.) Hvor der fandtes et norskt Flag, var det oppe. To svenske Skippere, som laa med Unionsflagget (og det hos den Ene et falskt, hvori de norske Farver indtog kun 1/4 af den øverste Qvadrat) strøg det paa Anmodning fra nogle af Publi- kum. Publikum besidder mange Egenskaber, og iblandt andre lagde det ogsaa en stor Færdighed i at fløite eller pibe for Dagen, da den vagthavende Lieutenant, som førte Paraden med Hornmusiken til Byens Vagt, ikke var at bevæge til paa ivrigt Forlangede at regalere det med Nationalsangen. Musiken di- mitteredes, og en for en pillede Spillemændene i raskt Fodtakt sig bort langs Børsgjærdet, hvorpaa Publikum paastedet hjalp sig med Nationalsangene. Hr Oberst Hagemann, som har lidt for 17de Mai, bragtes dernæst et Vivat, hvormed Politimesteren i al Venskabelighed erklærede sig for nogle Studenter ikke saa ganske tilfreds. Snedkersvendene feirede Dagen i sit Herberg under sin nye smukke Fane, hvori Løven ikke er forglemt. Af Agers Sogneselskabs annoncerede Bal og Aftenselskab blev derimod intet, skjøndt det er en Lovbestemmelse, at Dagen skal højtideligholdes af det; men hos Formanden Hr. R. Vindern var privat Selskab i den Anledning, hvor imellem andre Skaaler ud- bragtes ogsaa en for det nye gjenfødte Norge og for de ulyk- SIDE: 173 kelige Polakker. Fra Drammen, Arendal, Moss, Eidsvoll, Skydsmo og nogle Bygder, hvor Dagen før ikke har været offent- ligen feiret, haves Efterretninger om Dagens Festligholdelse paa almindelig Maneer ved Rettens Bedømmelse, Dagens Berøm- melse under store solide Muggers Tømmelse, Talernes Røm- melse, Vinens Strømmelse, gylden Fremtids søde Drømmelse, Hjerternes Ømmelse, samt Sorgernes Glømmelse o. s. v. I Kristiansand og andre Steder feirede man den, vil man haabe, idetmindste med Solskin. Og det er store Ting det. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 25. mai 1837. -- Der mangler desværre ikke Exempler paa Steder, hvor 17de Majen, engang festligholdt, dog ikke har formaaet holde sig i samme Glands eller endog at see den tiltage deri. Enthu- siasmen var Ilden i det tørre Straa. Dens Fejren var ofte knyttet til Individer, som bevirket ved dem. Embedsmænd, der ikke bluedes ved at optrække Grændsen for sin Uafhængighed midt- igjennem sine Hjerter og sine nationale Følelsers Indre, og de- res aldrig manglende, beredvillige Slæng meddele Fleerheden sin Kulde. Og De, som ere anderledes tilsinds, vare for seent ude med sine Forberedelser, enten fordi de, som de Fleste høre til den Skal af Passivitet, hvorpaa det Gode trægt og slæbende vælter sig igjennem Verden, medens det Onde er bevægeligere og mere indtrængende og forenet end Strømmen og Ilden, eller fordi de ikke ret vidste hvordan de skulde gribe Sagen an, og, overladte til sig Selv, forladte af de Fornemme og Dannede og af Nationens Fornegtere, som give dens Interesser en god Dag, mens de fraadse i dens Fløde, ikke tiltroede sig Selv eller sine Lige Evne til at meddele Festen det, som skulde betegne den fremfor enhver anden festlig Sammenkomst. For i denne Hen- seende ikke at lade Medborgere uden Veiledning, er det vi her levere to indsendte Meddelelser fra gamle Venner af Bladet om hvorledes Bønder i et Par Bygder, hvor Festen har holdt sig, og vil holde sig, ogsaa i Aar have fejret den: [Her følger korrespondanser fra Nes og Gjerdrum på Romerike.] -- I Kristiansand er Festen for første Gang bleven feiret i stor Stiil og ikke alene ved Solskin. En bekrandset og flag- SIDE: 174 smykket Slup lagde tidlig ud paa Havnen, og gav Fæstningen Salut og modtog igjen derfra. Det samme skede ved Damp- baaden Konstitutionens Ankomst, som kaldte et talrigt Publi- kum ned forat hilse den med Sange og Hurra saaledes som skeet er før i Kristiania. Men hvad som ikke kunde skee her iaar ved Paraden, nemlig at Musiken glædede Folket med Na- tionalsangene, det skede der. Hele Dagen kanoneredes, og om Aftenen var Fyrverkeri og Selskab i Klubben saavel som andre Steder. Det fortjener at bemærkes som hensigtsmæssigt til at give Leilighed til en almenere Fornøjelse, at i den raske lille By Arendal var en Have, hvor Beværtning var foranstaltet, aabnet for Alle og Enhver. Henrik Wergeland KARRIKATURER (Indsendt.) Statsborgeren 28. mai 1837. Ekonomisk Bestyrelse. Hovedfiguren midt paa Stykket er en Parykblok, hvorpaa hænger en Minister-Uniform med Kommodore-Epauletter. Det ene Kjoleærme peger mod en paa Horizonten værende graae Skye, hvori læses "Cholera." Paa Parykblokken rider en Ad- miral med Sporer. En Deel Smaafartøjer, bestaaende af et Par Kanonbaade, nogle Kalkjagte og Dæksbaade, hvorpaa Mand- skabet sees beskjæftiget med at pompe, seile imod Skyen paa Horizonten, og Admiralen peger paa hine og sees at sige: "frygt ikke! I Frugterne af mine mangeaarige Bestræbelser skal pine Død nok klare den!" I Forgrunden paa den ene Side sees et Værft, hvorpaa staa nogle Kanonbaade; paa hver Kanonbaad tvende Arbeidere beskjæftigede med at rive dem i Stykker, og ved hver Kanonbaad er placeret en Officier der seer til; paa en af Sølen fremragende Bunke Faskiner sidder en og sover. Alle disse holde hver en Skrivelse i Haanden hvorpaa læses Over- skrivten: "Ansøgning om Gagetillæg for aktiv Tjeneste," som de række mod den betegnede Hovedfigur, af hvis andet Kjole- ærme udhænger et Stykke Papiir, hvorpaa er skrevet: "ind- stillet til Indvilgelse." I Forgrunden paa den anden Side sees et Par aftaklede Kutterbrigge; paa den ene sees et halvt Snees Mand beskjæftigede med at udtage en Mast, og et halvt Dusin Officierer see til. Een af disse staae med en Raabert for Mun- SIDE: 175 den vendt mod en anden Brig, og sees at raabe: "Brig haai! laan mig en Mast." Imellem disse Forgrundens Partier løber en Landevej, hvorpaa sees en Officier siddende i en Kariol; han sidder i dybe Tanker og stirer paa et Papiir paa hvilket læses: "Regning paa Skydsen og Diæten." Hesten staar rolig og nyder Græsset ved Siden af Vejen. Den honette Ambition. En chinesisk Mandarin kommer gaaende i en bjergig Egn. Paa et Skilt paa Hatten læses: "Det himmelske Riges General- Konsul." I Haanden holder han en Plakat, paa hvilken læses: "Konditioner for at erholde Vice-Konsul Titel, 1) 100 Rigsdaler betales kontant til det himmelske Riges General-Konsulat. 2) Endskjøndt det ikke er troligt at nogen af det himmelske Riges Undersaatter skulde komme til dette barbariske Land, skulde dog alle de Konsulat-Afgivter som de have i saa Tilfælde at erlægge, samtlige indbetales til det himmelske Riges General- Konsulat. 3) Alle det himmelske Riges Vice-Konsuler skulle jevnligen i portofrie Breve give Underretning til det himmelske Riges General-Konsulat, om alt hvad der passerer i deres re- spektive Distrikter. 4) Vice-Konsulerne have at anskaffe sig for egen Regning et Segl med det himmelske Riges Vaaben; hvor- imod de skulle erholde Tilladelse til at anlægge den for det himmelske Riges Vice-Konsuler allernaadigst forordnede splen- dide Dragt. 5) Da det himmelske Riges allernaadigste Regjering er konservativ-monarkisk, vil Konsul-Tittelen blive den berøvet, der vover at have eller yttre nogen Tanke om det konstitutio- nelle Uvæsen, der i flere barbariske Lande nu griber om sig. Af Mandarinens Mund sees de Ord at fremgaa: "Ansøgning om Tittel af det himmelske Riges Vice-Konsul modtages paa disse Vilkaar!" En Skare forskjellige Figurer sees at styrte frem, blandt hvilke bemærkes: a) en Abe. b) en Paafugl. c) en Kalkuns-Hane. d) en Person paa Krykker, af hvis Mund læses: oh naadige Exellentz giv mig Titelen! Paa Grund af min Svag- hed kan jeg ikke blive Lieutenant i Borgergarden, og af min gode Kone faaer jeg Prygl fordi jeg ikke kan gjøre hende til Frue. e) en Mand af hvis Lommer sees at fremstikke Penge- sække, puffer en heel Deel mindre Folk tilside. f) en Blære paa Stylter. g) en Ræv, der gaaer paa Bagbenene. En heel Flok SIDE: 176 Smaapersoner slutte Troppen. Af et lidet Hul i Jorden sees en tre fire Personer at kjæmpe sig frem, de have fattet hinanden ved Haarene og qvæstet hinanden i Næse, Mund og Øjne, der ere blaae og blodige. Henrik Wergeland OM DET THEOL. FAKULTETS KARAKTERER VED EMBEDSEXAMEN (Indsendt.) Statsborgeren 28. mai 1837. En af mine Venner spurgte mig forleden Dag, hvad Betyd- ning han egentlig skulde forbinde med "imprimis ob specimen scriptum", som det theologiske Fakultet undertiden finder for- godt at tilføje de bestemte Karakterer. Er en Karakteer med dette Tillæg bedre eller slettere end den hvor dette mangler? Skriftlig, ganske overladt til sig selv, at kunne behandle en Op- gave godt synes at røbe større Dygtighed end ved den mundt- lige Examination at kunne klare sig taaligt, da man her, om man er paaveje til at skeie ud, modtager Tilrettevisning og af enkelte ledende yttringer kan slutte sig til det Rette. Fra denne Side betragtet kunde det synes som dette Atpaaslæng skulde forbedre Karakteren; men det Modsatte er ikke destomindre Tilfældet. Universitets-Fundatsen kjender kun trende Karak- terer, nemlig: Laudabilis, haudillaudabilis og non contemnendus og jeg kan ei indse med hvilken Ret det theologiske Fakultet kan gaa udenfor dens Bestemmelser, og give Karakterer, der intetsteds ere hjemlede. Vil man videre betragte Omstændig- hederne, hvorunder de gives, vil det Mislige derved blive end mere iøinefaldende. Staar en Kandidat i det Skriftlige lidt over en vis Karakteer, men i det Mundtlige lidt under, faaer han sit imprimis. Træffer det sig derimod saa, at Kandidaten i det Skriftlige staar lidt under en Karakteer, og han saa er konse- qvent nok til at staa paa samme Point i det muntlige, faaer han sin rene Karakteer uden nogen Hale. Hvilken Mislighed, ja hvilken Uretfærdighed medfører ei en slig Fremgangsmaade! Man skal Intet kunne indvende mod det her Paapegede, thi daglig Erfaring maa dog vel være fuldgyldigt Beviis. Under Nedskrivningen heraf har Indsenderen især et Par Tilfælde for Øje, der ei kunne andet end opvække Indignation. Henrik Wergeland SIDE: 177 NORGE Statsborgeren 28. mai 1837. -- Mbl.det og den Cst.nelle disputere i denne Tid meget om Besættelsen af Lektoratet i Historie, som, imod collegium aca- demicums Indstilling, men efter Prokanzlerens Hs. Exc. Stat- holderens bedre Tykke, tilfaldt Hr. Munch, hvis historiske Blik hovedsagelig er indskrænket til Fædrelandets Old, for hvis Historie ved en ansat Professor ellers tilstrækkeligen er sørget, mens den øvrige, for den akademiske Dannelse og Ungdom lige- saa vigtige, Verdenshistorie i den tilsidesatte Hr.Daa maa give Afkald paa en Lærer, der ikke har anden Feil end at hans Lærdom og Geni er parret med frisindede Anskuelser. Den Cst.nelle, hvis Redaktør Lektor Motzfeldt, som konstitueret Collegiemedlem, henreven af varmere Motiver end hans be- kjendte Skrivesalighed, endog har leveret skrivtligt Votum til Fordeel for Hr. Munch, forsvarer dette Valg imod Morgen- bladet; og man kan da let tænke hvorledes ): ivrigt med Parti- sindets Lidenskabelighed. Det uartige Morgenblad maa ikke træde nogen Nepot af en begunstiget Familie paa Foden. Under slig ivrig Partitagen er det ogsaa ganske rimeligt, at netop den bliver forglemt, hvorom det egentlig kunde være Spørgsmaal ved Besættelsen af den historiske Lærestol. Og det er Hr. Bernhoft . . H. L. Bernhoft. Ganske rigtigt Bureauchef med meget mere Bernhoft, som i al Beskedenhed skal have meldt sig som Sø- gende. Han var Manden. Han er meget historisk, meget brug- bar, meget agtet og afholdt imellem Studenterne, af et meget lyst Hoved, fuldt af liberale Anskuelser og Bonsens, naar blot ikke (som kan sees af det nydelige Digt i Rigstidenden) den sorte Melankoli slap sin vilde Jagt saa ofte derigjennem. Og han har læst baade Riises Archiv og Kofod. Han var Manden. Og saaledes har ogsaa Statsborgeren faaet sin Klient ligesom Mbl.det og den Cst.nelle have hver sin. Og holde de paa sine saa holder Stsb.geren paa Bernhoft, som kan bruges til meget og mangt, og hvorfor ikke til Professor og til at holde paa? -- Efterretningerne om 17de Mais Festligholdelse indløbe fremdeles. Mbl.det leverer udførligere derom fra Fredrikshald, Porsgrund og Skien. Fra det sidste Sted hedder det, at den fejredes "ved et Aftenselskab, Kanonade og Fyrværkerie. Kun SIDE: 178 simple Borgere, mestendeels Kjøbmænd, toge Deel i Festen, hvorimod Embederne sysselsatte Embedsmændene [fotnotemerke] og Conveni- entsens Iagttagelse den højere Intelligents." (hahahaha! den højere Intelligents!) -- Poetens Ord om vore Fjelde, at de "som Bautaer engang skulle staa, og vise hvor vort Norge laa" ville snart gaa i Opfyldelse om Gausta. Tinddølerne have nem- lig ogsaa faaet Smag paa at udvandre til Amerika. Og de have organiseret Udvandringen. Hør bare: [Her følger en beretning om 56 utvandrere fra Tinn.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 1. juni 1837. -- "Stockholmsfareren" har som de fleste andre sifulinske Smaastykker faaet sit Efterspil. Og det tør blive prægtigt nok, naar hjemlig publicistisk Feighed og Had forener sig til at træde op i Chor med den fremmede Forbittrelse, som er bleven vakt, ikke af Stykket (thi det kjender den ikke) men alene af Titelen og af private Snällpostefterretninger fra stockholmske Filialer i Kristiania. Men endnu er kun Ouverturen begyndt med nogle Allarmslag i Dagligt Allehanda fra Forfatteren af Unionsfor- draget, med Tiltræde af et i Stockholm værende velkjendt Med- lem af et Studenterforbund i Kristiania, og af -- Morgenbladet, det vise, sindige, gravitetiske, tjenstvillige Morgenblad, som netop synger vore Uvenners Yndlingsviser, naar de træde det paa Foden, i nogle Anmærkninger, som vi strax skulde ledsage med nogle Bemærkninger, dersom vi ikke burde foretrække at høre mere an. -- I Opdal, Hakkedalen, paa Røraas o. fl. Steder er 17de Mai bleven feiret. Ligesaa endog i Porsgrund og Skien; men paa det sidste Sted kun af "simple" Borgere, siden en Kjøbmand M., som er sat i den Constitutionelles Gabestok, ikke blev med, men Fotnote: I Departementerne arbeides ogsaa allerflittigst 17de Mai. "Skriver I Karle?" hedder det fra øverst til nederst og fra den Ene til den Anden paa sin Bell-Lancastersk. SIDE: 179 skillede sig fra. I den sidste Tid har der staaet flere deri, saa- som en Polak, fordi han er hidsig og skjægget, Soelvold, fordi han er halt, og en østerrigsk Feldtmarschal, fordi han lod sin Tjener bære endeel Jagtarmatur. Det er noget Ravnekrogskt, ihvormeget "Intelligensisk" der end upaatvivlelig stikker deri. -- Det trænger ikke til Bekræftning, at det Land, hvori en fremmed Indflydelse gjør sig gjældende, er ulykkeligt. Og at det er saa med Grækenland, hvori Bairerne have raadet under en Minister, som var falden sit Fædreland til Besvær ved sine Uretfærdigheder og tyranniske Sindelag, og fremdeles raade, ere vi forlængst underrettede om. Forskjellige af de Skrifter, som meddele populære Beskrivelser over fremmede Lande, have netop i den senere Tid givet Skildringer af selve Hovedstaden Athen, som bekræfte dette, og vise hvor langsom Tyrke-Saarene heles under den kristelige Behandlings Tryk. Rigstidenden af 30te d. leverer derimod en Beskrivelse over hiin Stad, som gaaer ud paa at lære noget andet; men hvor naturligt vi finde dette for Redaktionen, idet vi ikke negte at førommeldte forekommer os sandere, maa vi dog tilstaae, at det forekommer os lidet naturligt eller rimeligt af en Redaktion, som bestaaer af en Overlærer, der i mangfoldige Aar netop har havt Religionen og Bibelhistorien til sit specielle Fag paa en Kathedralskole, og af en Mand, som siges at have meldt sig til et akademisk Lære- embede i Historien, at ende sin Artikel med følgende Bemærk- ning angaaende i Athenen fundne Alderdomslevninger: "Sa- gerne synes at have tilhørt et Monument for en af de Romerske Keisere, og af Arbeidet paa Gesimsen og Bogstavernes Form slutter man, at Arbeidet skriver sig fra en Tid af omtrent 200 Aar før Christi Fødsel." (!!!) Saadanne Noter fortjene virkelig, at der skrives et NB. ved dem, ligesom ogsaa den, i samme Opsats indeholdte, at Kom- munen vil bygge en Kirke "for den anatoliske Lære," fortjener et Kors -- især da Rigstidenden er et af "Intelligentsens" Or- ganer, og den Omhu fortjener at paaskjønnes, hvormed dette begunstigede Blad redigeres. Naar det fornemme Had udgyder sig over dette Blad, glemmes sjelden Anmærkningen, at dets Publikum -- netop hvad vi ønske -- hovedsagelig bestaar af Bønder; men vi holde det alligevel for ganske overflødigt nær- SIDE: 180 mere at paapege hvori Bommerten bestaar. En Konfirmations- dreng paa Landet vil opdage den med Latter over denne Debut af Professor historiæ. Den bringer os ellers i Erindring, hvor- ledes en Præst i en af Hovedstadens Kirker engang lærte sin Konfirmationsungdom, at Jøderigets, i Herslebs Bibelhistorie beskrevne, blomstrende Tilstand under David og Salomo for en stor Deel var at tilskrive Rørelsen i den store Handelsstad Alexandria. -- Den, 20de Mai fra Kristiania og Udlandet til Bergen an- komne, Post er befunden aabnet undervejs og revideret paa det omhyggeligste; men uden Udbytte, saasom ingen Penge vare med. Alle Breve, som saa gehaltige ud, bare større eller mindre Spoer af klodset Ransagning uden at dog Seglene fandtes brudte. Postkassen bar heller ikke Spoer af Vold, men maa være aabnet ved Hjælp af en falsk Nøgle eller Værktøj. Da Visitationen maa have taget en Times Tid ud, antages den at have fundet Sted paa Baaden under en af Oversætningerne, hvor Befordringen næsten altid medtager en utilbørlig lang Tid. Undersøgelserne ved den for ikke lang Tid siden foregaaede mislige Omgang med Posten til Bergen førte, saavidt vides, ikke til nogen Oplysning. -- Planerne fra det danske Oldskriftselskab paa Lektor Munchs til det solgte Udgave af vor Snorro begynde allerede at vise sig imellem Os, der atter skulde overtales til at hente vor Nationalhistoriker fra Fremmede. Men vi haabe, at Folk erindrer, at vi have en ivente fra vor Aall, og det en, der siges at skulle blive fra Bogtrykkerens Side ligesaa smukt udstyret som Forfatterens Navn som Oldgransker, Historiker og Stilist sikkrer os Gehalten af dens Indre. Den Munchske, til Dan- mark solgte, vil alligevel -- som vi ønske -- komme ud, da Old- skrivtselskabet saavidt vides, har Fonds dertil. Det er derfor ikke engang en Sælebodsgjerning at hjælpe til Udgivelsen deraf, naar man ikke har desbedre Raad til ikke derfor at drage Haan- den unna vor egen. [Her følger et stykke Sverige med gjengivelse efter "den svenske Stats- tidning" et "Uddrag af et Brev, dateret Rio Janeiro den 7de Febr. 1837", bl. a. om eksport av is fra Norge til Sydamerika.] Henrik Wergeland SIDE: 181 HVAD DER GAAER FORAN ENHVER STATSOMVÆLTNING Statsborgeren 4. juni 1837. Tre Overtydelser gaa altid foran et Folks Selvhjælp. Den første ligger i den dybe Følelse af Nødvendigheden af at det maa blive anderledes, -- dette Anderledes vorde nu som det vil; thi der er idetmindste allerede i Omvexlingen af Elendigheden en Lettelse deraf og idetmindste et Haab, som slet ikke er til- stede i det stive altid lige utaalelige Nærværende. Den anden ligger i Erkjendelsen af at den følte Trang ikke vil blive af- hjulpen af Regjeringen. Den tredie beroer paa den vaagnende Bevidsthed om egen Overmagt. Hiin første foranledigede i Frankrig de første Optrin og ad- varende Rystelser i Folkets Gemytter i Revolutionen. Den anden indtraadte, da Hoffets Adfærd, efterat Krig var erklæret Østerrig, berøvede Folket al Tillid og lod det i Tuileriernes Be- boere ikke see andet end Medlemmer, og det ikke engang hem- melige, af Koalitionen mod Fædrelandet og Friheden. Den tredie Erkjendelse skabte den 14de Juli 1789 Bastillens Øde- læggelse. Vor egen Historie bekræfter ogsaa Sandheden af Ovenstaaende. Den første Erkjendelse vaagnede allerede i næstsidste og sidste Decennium i sidste Aarhundreder hos mange af de mere Dannede, og gav sig Luft i "norske Selskab" i Kjøbenhavn (noget andet end dets jammerlige, Gastronomien eller Bugvidenskaben og ikke Patriotismen viede Levning af samme Navn i Kristiania) og i de Nordahl-Bruunske Sange, hvorigjennem den kom til Folket. Kraftigere virkede dog hertil den danske Undertrykkelse -- hvorom den ulykkelige Lofthuus er et Vidne. At den anden Erkjendelse var modnet saaes i Selskabet for Norges Vels politiske Tendenz. Den tredie sam- lede Eidsvollsmændene, erklærede Krigen og skabte Grundloven. Foreningsaarene danne sin egen Historie. Historien gjentager sig altid. Henrik Wergeland SIDE: 182 [LOFTHUUS BØR ERINDRES] Statsborgeren 4. juni 1837. Den vestlandske Tidende indeholder en meddelt Karakteri- stik over Bonden Tvedt af Ombli i Raabygdelaget, der roses som et Exempel for sin Bygd. Fra samme Egn var den under- trykte Almues Talsmand Christian Jensen Lofthuus, som Datids Despoti dræbte ved tiaarigt Fængsel paa Agershuus. I Aar og i denne Maaned er det 40 Aar siden han saa døde; og burde ikke Nedenæsboerne og Raabygdelagingerne med Flere for hvem han offrede sig, erindre ham paa en eller anden passende Maade? Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 4. juni 1837. I Grefsenaasen har nogle Steenbrydere gjort et Fund efter Ola Høiland af omtrent 4000 Spd. i Pakker. Der mangler endnu 14,401 Spd. 60 ß. -- Hovedmatrikulerings-Lovkommissionen er ophævet og Be- sørgelsen af den nye Matrikuls Trykning er overladt til Kapitain Blichfeldt og Fuldmægtig Plesner, den Første med 3 Spd. 24 ß daglig i Diæt, den Sidste med 330 Spd. i aarlig Gage saalænge Arbeidet varer -- en Gagering, der passer sig for norske Em- bedsmænd. [Derefter er gjengitt noen kongelige resolusjoner.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 8. juni 1837. -- Den Constitutionelle vedbliver at hævde sin Rang som vor Smudspresses Folioudgave af et Blad, hvorimod intet af de andre kan maale sig i at haandtere Skarnet. Men det er ogsaa Folk, som have Øvelse. Gamle Carl Fougstad og hans Lærlinge have allerede længe i denne Henseende med Grund næret Foragt mod P. P. Soelvold for hans Klodsethed i ikke at kunne smudse Andre til uden at svine sig selv til. De Folk gaa ogsaa paa bedre Been, paa Hanebeen, og have da let for paa egen Mødding at kradse Skarnet bagud i frie Buer og utrolige Distan- SIDE: 183 cer. Og Gehalten tabte sig ikke engang ved Lektor Motzfeldts Bortreise. Allerede før han strøg, brugte de næsten ikke Ord mere. De sagde idetmindste aabenbare, da Morgenbladet med affekteret Retfærdsnidkjærhed gik til den Yderlighed at sætte Lektorens Ikkeudnævnelse til Professor i sin Revy over mærke- lige politiske Verdensbegivenheder, at de kun talte ved Kjends- gjerninger, at Ræsonnement gjennem Sproget var dem for armt, og selv det tørre Citat af en saadan Uretfærdighed en mod- bydelig Nødvendighed for Folk, som kun vilde tale med op- rørende Fakta og haandgribelige Gestus. Ja Fakta og Gestus -- stakkels Wedlernes Protegé, den ulykkelige Ballonmager Jens Schmidt vilde være bleven et Offer for dette haandgribe- lige Sprog, dersom det rasende Publikum paa Stedet, og ikke to Dage efter, havde faaet den Cst.nelles smukke Lære, at han havde fortjent en følelig Revselse. Heberts Blad "Père du Chesne," med det talende Vignet: Sansculotten med Dolken paa Paterens Bryst, kunde ikke lært noget, der bedre vilde forstaaes af en Folkemasse, som, efter den Constitutionelles egen Beskri- velse, fordrede sit Offer, der kun undgik den retfærdige For- bittrelse ved at flye til Huus, forskandse det og rømme videre ad Bagsiden. Men den Cst.nelle har forfulgt ham videre -- indtil Døden, saavidt vi fatte Meningen af den Cst.nelles Vink -- og Manden har maattet redde sig paa Vandet. Dette var nu en Gestus, saa god som et Faktum -- hvor tungt da for Folk med slig Veltalenhed, at maatte imod "Stockholmsfarerens" Forfat- ter, som de dog unde alt, betjene sig af Ord? Men Sproget kunde heller ikke gaa videre. Men man kan haabe alt af dets Uddannelse under den Cst.nelles Redaktion og dens Alumner. -- Dagligt Allehanda skal opfordre til en af disse forhadte extraordinære politiske Kommissioners Nedsættelse for at faa Sammenhængen med Unionsflaggets Nedstrygen paa de to sven- ske Skuder 17de Mai s. bedre at vide, end den troer at have faaet det i Student Sivertsons Erklæring Men denne Allehande- artikel leverer ikke Morgenbladet. Det var kun den om Stock- holmsfareren, som faldt i dets Smag. Morgenbladet er befippet, svadser noget forfærdeligt i denne Tid, og giver i sin Befippelse Kapitain G. Rustad (en kjæk Officeer fra 1814) en højst plump Kindhest, fordi han har tømt et Glas 17de Mai. Eller er dette SIDE: 184 ikke Befippelse over Allehandas barske Miner, saa er det noget værre. Henrik Wergeland [P. A. MUNCH OG ET INNSENDT STYKKE I "DAGLIGT ALLEHANDA"] (Indsendt.) Statsborgeren 11. juni 1837. For nogen Tid siden indeholdt det svenske Blad Aftonbladet en Beretning om, at Hr. Sifuls Stykke "Stockholmsfareren" var opført paa Theatret i Kristiania. Denne feilagtige Beretning blev, efter hvad Morgenbladet har berettet, modsagt i et Stykke i et andet svenskt Blad Dagligt Allehanda, hvis Forfatter under- tegner sig: "Et Medlem af Studenterforbundet i Kristiania." Denne Forfatter indskrænkede sig ikke til at berigtige det Feil- agtige; men greb derimod Anledningen til for et fremmed Publi- kum at fortælle skammelige Usandheder angaaende 17de Mais Højtideligholdelse i Kristiania og navnligen om Studentersam- fundets. Man seer strax, at Manden er "et af de Lys, som frem af Norges Dæmring skyder," og ligesaa klart er det, at han dengang maatte opholde sig i Stockholm; men hvilket Medlem af Studenterforbundet skulde vel da have opholdt sig der? Ja vi vide rigtigt nok En, Prokantslerens [fotnotemerke] og Den Cst.nelles Pro- tegé den nyskabte Lektor P. A. Munch, der blev foretrukken Hr. Kandidat Daa. Almeenheden bør lære at kjende sine Folk, og der gives Folk, som ikke gjør det vanskeligt at lære at kjende dem. Denne Hr. Munch vide vi forhen har i danske Blade be- skjæftiget sig med at nedrive norske Forfattere, skal for et dansk Selskab arbeide med Oversættelsen af Snorro, hvortil der nu i Aviserne indbydes til Subskription, medens vi ikke glemme, at Oldingen Aall byder os Andet, end Munch nogen- sinde kan, -- og nu sidst tør han da vel ogsaa til sine øvrige Fortjenester have føjet dette Udbrud af Dæmringswurmerie, og hos et Folk, som vi allermindst maatte ønske det, baade søgt at kaste en Skygge paa 17de Mais Festligholdelse hos os, og begyndt Indledninger til sine Forelæsninger med Bagvadskelser mod de Studerende. Fotnote: Det er: Statholderen, Grev Wedels. SIDE: 185 Der turde gives dem, som i saa Fald ikke saa snart ville glemme ham dette deilige Stykke Arbeide. Godt at man lærer at kjende sine Folk! Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 11. juni 1837. [Først er referert noen offisielle meddelelser.] -- Morgenbladets Redaktionspersonale omslutter altfor ud- mærkede 17de Maismænd til at de for Alvor kunne have villet slaa en Skaal for Dagen af Haanden paa Major Rustad eller hvilkensomhelst Anden. Saaledes har heller ikke Stbg.ren for- staaet Apostrofen til Hr. Rustad. Men at den var uheldig baade med Hensyn til Kontexten i det hele øvrige Tøveri, hvori den tog sig ud som en rød Lap paa Graat, og med Hensyn til Rustads Opførsel i Befrielseskrigen, og især formedelst Mal- apropos'et om at den nye Major vel kan have tømt en Skaal for 17de Mai -- derom kunne vi forsikkre Mbldt., at Alle, Civile som Militære, vi have hørt yttre sig derom, kun have havt een Mening, og det var vor. Forresten mene vi ogsaa, at det ikke er for tidligt for en tapper Lieutnant fra 1814, der paa Solunge- viis tog, som vi tro, sit Korporalskab paa Geværspidsen i 1808, efter 23 Aar at faa Navn af Major. Militær Bravour er ogsaa en Anciennitet, som fortjener at komme i Betragtning, saasom den plejer at vise sig ved en vis Ringeagt for Leveaar. Naar den staaer Vasken over, er den bleven mange Aar ældre. For- resten bort med al Navnrang! -- Eidsvollskommitteen bekjendtgjør igjennem den Cst.nelle Subskriptionens og Sagens Stilling. I den Dynge, som det Blad er, er der nu i sig selv slet Resonanz, Efterretninger af den Natur behage ikke Folket gjennem den Kanal, som nærmest og med Ejendomsret tilhører Folk, som have afsondret sig fra Na- tionalanliggendet, hvorimod Mbldt., som tæller et mangedobbelt Publikum imod den Cst.nelle, burde have været Stedet for den første Meddelelse. Men Mbldt., som for Tiden in extenso, og uden at kjedes ved Gjentagelsen af de mange "kongelige Høj- heder," gjengiver den svenske Statstidnings monotont klingende Rapporter om Kronprindsens Reise, vil heller ikke undlade ved- børlig efter den Cst.nelle at meddele hiin Oversigt. Og det uden Fortrydelse. Dette er Godhed. Hvad Ondt er i Verden tager SIDE: 186 intet saameget i Beregningen som den menneskelige Godhed. Det er en kold Plante i en varm Jordbund. Men her spørges ikke om Godhed: om noget ringere, om det koldere, som kun bliver tilbage for det Gode at tage i Beregningen: ikke engang om Interessen for en god Sag (thi deri vilde være noget Hjerte og Varmblodigt) men om et Ansigt, som hedder Anstændighed; og det vil ikke mangle. Det Gode maa lade sig nøje med kold Bund, og Klimatet heroven er heller ikke meget fremlokkende. Dog groer det, og de fine Rødder ville sprænge Klippen. -- En kgl. Anordning om Reformations-Sekularfesten fastsæt- ter dens Afholdelse til 5te og 6te Novbr. Det Specielle derved vil blive tilstrækkeligt bekjendtgjort. Vi kunne dog ikke tilbage- holde den glade Bemærkning, at 4de Novbr. og En af dens Sønner ville ogsaa komme til at nyde godt og faa en liden Afglands af Festen idet den nemlig i en stiv Klokketime skal indringes paa hiin Dag, som ellers kunde synes at have nok i Vægten af sin egen Højtidelighed, og den fra Gjerpen til Skien, Porsgrund, Brevig og Langesund som Taler berømte Stiftsprovst Munch i Kristiania sandsynligviis da, for Høitidelighedens Skyld, og siden Biskoppen skal prædike, men Hr. Provsten messe, vil have den sjeldne Glæde at see vor Frelsers Kirke fuld af Til- hørere og Andre. -- Ogsaa En af de forkvaklede Normænd (af "Smygerne") som generelt skildres i Stockholmsfareren, har, betræffende dets Opførelse, yttret sig i svenske Allehanda, og benyttet Leilighe- den til, i den engang omtalte og i Baller og Vidar existerende, tvetydige Udvæxt af Studentersamfundet, det saakaldte Studen- terforbunds Aand, at give et fanatiskt Had og ildebegrundet og ikke saa oprigtig meent Foragt for Studentersamfundet Luft. Mbldt. beviser, at denne Normand maa have været tilstede i Stockholm, og opfordrer, "hvem, som kan, til at gjette." Medens vi beholde vor egen Mistanke for os selv, tro vi dog at burde herigjennem opfordre den nye, nu hidkomne, Lektor Munch til at frigjøre sig for den, som hviler paa ham; thi det forekommer os, somom det ikke kan være en Universitetslærer, og det en ung, nylig af Studenternes Midte udgangen, ligegyldigt, om ham tillægges et Foster, som tildeels gaar ud paa at blæse Liv i hendøde, barnagtige Tvistigheder, og saaledes maa sætte ham SIDE: 187 fra Begyndelsen af hans Lærebane af i et mindre end ønskeligt Forhold til en Fleerhed af Studenterne. Eller er ogsaa denne Lærer kommen som en Tvistensgjenstand imellem de Mange? Endvidere Luk. 17 c. 1 -- 2 v. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 11. juni 1837. -- I dette glædeløse Land uden Haab og Eenhed og Vilje, men med flere "Bragder" end det kan bære, er en Stilhed, der næsten har noget spøgelseagtigt, og synes at staa i Forbindelse med Wetterstedts og Lagerbjelkes Hedenfart. Kronprindsen reiste bort, og det vakte liden Opmærksomhed. Ministerpladsene staae ledige, og Ingen bekymrer sig om deres Igjenbesættelse, som man heller ikke synes nogensinde at have tænkt paa. Stats- maskinen synes at gaa ligesom en fraspændt Vogn, der endnu ruller et Stykke henad Vejen. Det Vigtigste, Opmærksomheden sysselsættes med, er Efterretninger om Possessionaten De Geers Reise til sine Godser og de kongelige Damers Djurgårds-Prome- nader med Smaaprindserne. Og vi kunne være visse paa at selv disse gaa smaat og stille til, om vort Totalindtryk af denne almindelige næsten qvælende, døsige Stilhed ikke skuffer os. Des frygteligere, især for dem, som ere paaveje til at sove ind, er under slige Omstændigheder det Rabalder Bladene Allehanda og Spegeln gjøre over Stockholmsfareren, og de ubetydelige Linier, som udgjorde dens Epilog. Hvalfisken, som havde faaet den lebendige og ikke forknytte Jonas i Livet, kunde ikke ud- støde sværere Pust og forfærdeligere Røgskyer end disse To, som løbe omkaps -- paaland. Sagen er, at den mest vagabond- ske af alle Sveriges Journalister og Lejeskrivere, en Person, som hjemme ikke gjelder for mange Banko værd, har laant, eller lejet Dagligt Allehanda ud det Par skjæve Argusøine, han endnu har i Behold, for dermed at foretage en Revy for Bladet over de norske Sager. Men Manden, saa knap han ellers kan være, har hverken Maal eller Maade, naar han bliver lidenska- belig, og saa udjasket denne Polemikus er, kan han dog endnu komme i Couleur, især naar hans ækle Forfængelighed trædes for nær. Da leverer han paa det uegennyttigste flere Spalter, SIDE: 188 og Hunden gjøer saaledes ved sit nye Huus, at dens eget Echo bringer den til at tro, at alle Verdens Hunde ere blevne vakte og gjø. Pussta'e Stockholmsfareren, og Hjelm og Alle dem, Jo- hanson er sindt paa! Henrik Wergeland OM DEN CST.NELLES LETHARGI (Indsendt.) Statsborgeren 15. juni 1837. Den Constitutionelle har sandsynligviis ikke stor Lyst til Livet længer, saa bør man idetmindste tænke, naar man seer hvor lidet den gjør, for at friste det. Den synes greben af en Lethargi, der gjør det umuligt for den ved nogen Kraftanstræn- gelse at unddrage sig Strømmens Vælde, der gaar ud i det døde Hav. Hvad er det vel den i den sidste Tid præsterer? Lange Slaaprokker, Oxeblære-Balloner, Theater- og Lycee-Sals-Snik- snak og først og sidst Gas. "Den Kjedsommelige" er ikke død- født, den existerer, men formummet bag den "Constitutionelles" Maske, og dens "Forlovede" ere ikke dragne til Amerika, men lever og færdes og gjøre Vind og Gas iblandt os. Den Constitu- tionelle er selv en lang Slaaprok, for udfjasket allerede til længer at kunne være gentil og med for mange indbildske Nyk- ker til, som Intelligentssedlerne, at være en borgerlig Arbeids- trøie. Den har en uhyre Sky for Statsborgeren, selv for Bog- trykker Krohns Port, og faaer da strax Syner, spøgelsesagtige og helvediske. Alene Statsborgerens Navn gjør den det uhyg- geligt. Den Constitutionelle er selv en Oxeblære-Ballon, som ved mangehaande Kunster skal bringes tilveirs. Spiritus mang- ler, og den bliver hængende paa Enden af Fiskerstangen; saa høit kan man hale den, men stige kan den ikke, og Publikum gjør Grimaser. Den Constitutionelles Oplysning -- Intelli- gentz -- er selv en Gasindretning, og herfra Sympathien. Men den theatralske Oplysning kan som alt theatralsk ikke i Læng- den fængsle Opmærksomheden. Illusionen taber sig efter- haanden. Man havde for nogen Tid siden tvende Grunde til at haabe nogen Forandring til det Bedre i den Constitutionelle. Den ene af disse afgav Lektor Motzfeldts Bortreise; men han synes at SIDE: 189 have fundet en Substitut, sig aldeles værdig og af samme Aand og Gehalt i det Hele, saa at den personlige Forandring for- øvrigt nok intet har at betyde. Den anden Grund til saadan Forhaabning gav Theater-Recensentens Løfte om at han vilde ophøre at prostituere sig selv og Bladet ved sine Recensioner; men han gaaer desværre igjen i Slaaprokker, i Bulletins og i Lycee-Sals Betragtninger, saa at ogsaa derved er lidet vundet. Den Constitutionelle talte for nyligt om en "Smuds-Presse," og hvad skulle vi vel nu kalde dens? En Blanding af Smuds, Be- tydningsløsheder og Vandigheder, og vi kunne saaledes maaske i Korthed kalde den Skylvandspressen, ikke tvivlende om, at jo D. C. vil vide os Tak herfor. I den sidst glimrende Prøve paa hvad Den Constitutionelles Forfattere kunne præstere, nemlig Lycee-Sals-Snakket, seer man, at Welhavens Forelæsninger, "hvor saa megen Verden og Selskabelighed har koncentreret sig," have sin Hovedfortjeneste derved, at de bringe tilveje "Kommunikation imellem begge Kjøn" og giver "Grund til at haabe, at en friere og raskere Tone er i Vente." Endnu skulle dog Fremskridtene i denne Hense- ende ikke være saa store, men det, paastaaer Den Constitutio- nelle, ikke er Damernes Skyld, der have "gaaet Herrerne et Skridt imøde, som de maatte vente, at disse med Glæde benyt- tede til at bringe en livligere Kommunikation istand" etc. Det er altsammen saare godt, og vi kunne ikke tvivle om, at Wel- havens mandlige Tilhørere ville efter denne godhedsfulde Op- lysning gaae Damerne imøde som det sig bør, ligesom vi ogsaa tør haabe, at Den Constitutionelle vil i sin Tid give os Under- retning om de Progresser, som gjøres. Det kunde maaskee forekomme Enkelte besynderligt, at denne friere og livligere Kommunikation mellem begge Kjøn kan frem- kaldes og befordres paa Forelæsninger over et videnskabeligt Emne; men Navne daarer saa ofte, og der er megen Anledning til at troe, at vi have andre Forestillinger om disse saa kaldte Forelæsninger end dem, der have havt Anledning til at gjøre sig bekjendte med, hvori de bestaae. Med "Forelæsningerne" skal der nok i det Hele ikke være anderledes bevænt, end at de bør tages aldeles bogstaveligt i sin oprindelige Betydning. Der forelæses; Welhaven er Forelæseren, og for sine Penge faaer SIDE: 190 Folk bekjendte Digte forelæste bedre end de fleste kunde gjøre det selv. Naar nu hertil kommer, at han i Almindelighed ogsaa siger om det Oplæste, at det er skjønt, og at dette Digt er en udmærket Prøve paa det og det slags Poesi i den og den Tids- alder, saa har man det Hele; men er ikke dette Hele at "be- undre?" Sikkerligt, og fornemmelig den sublime Idee selv til et saa berømmeligt industrielt Foretagende. Den, som dog kunde afsee 5 Spd. forat kunne høre paa Deklamationsøvel- serne, og lyksaliggjøres ved den "friere og livligere Kommu- nikation!" Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 15. juni 1837. -- De meest modsigende Rygter om vor særdeles Klient Hans Lassenius Bernhofts Ansættelse som virkelig Bureauchef i Finantsdepartementet med Tilsidesættelse af dets ældste Fuld- mægtig, paa hvem desforuden intet var at sige, har i disse Dage bevæget endeel af Publikums Tunger og foruroliget Departe- mentets Personale, med undtagelse af dets Chef. Han var rolig, og gjorde sine Træk: Frem Taarn! Frem Springer! Tilbage Taarn! Frem Taarn! Tilbage Springer! Det voldte ham ingen Uro, at den færdige Indstilling for den, ad Anciennetetsvejen sig seen fremslæbende, med Hensyn til Adkomster og Grunde taarnfaste og taarnagtige Fuldmægtig, just som den skulde re- fereres, stilledes i Bero, at en ny Indstilling bragtes igjære i Favør af den røde Springer, vi holde paa, og endelig, at Alt gik op igjen, fordi man for Skrig og Spektakels Skyld tabte Koncepterne og det rolige Overblik, saa at Taarnet rykkede frem og Springeren atter tilbage. Vi troe, at Hr. Vogt burde blevet ved sit andet Træk, saasom Han -- paa Statsborgeren og Løvenskiold nær -- bedst veed hvad Bernhoft duer til. Der- ved vilde ogsaa den egoistiske regimentsmæssige Anskuelse, som synes at herske i Departementerne, at Befordring skal skee uryggeligen tour- og anciennetetsviis i hvert Departement ude- lukkende inden dets eget Personale, have faaet en Knæk. Den impertinente Oppositionsaand, som der mumledes om vilde, i Tilfælde af Bernhofts Ansættelse, yttre sig inden Departemen- SIDE: 191 tet, ved at alle dets Karle fra Næstøverst til Nederst vilde med Hatten i Haanden en corps hos Chefen undbede sig alt Maskepi med Bernhoft, vilde ogsaa faaet en Knæk. Og Knæk, Knæk, Knækker ere gode. Men vi holde fremdeles paa Bernhoft, og erklære alle dem i Achten, som vove af denne projekterede Befordringshistorie at slutte hvorledes det egentlig staaer til med os. Bernhoft vilde desuden ikke selv. Og var dette ikke Beskedenhed, saa var det Klogskab; thi han indsaae, at man, saa opirret man var, vilde komme til at ærgre Livet af ham i Departementet, at det egentlig var Storthinget, som -- paa gam- mel Maneer -- skulde have et Snudeslag for dets Anmærkninger ved Bureauchefpladsen i Statssekretariatet, -- og for det tredie -- indsaa han, at han kunde have nok med at klare sig der han er. Hvorfor da ikke lade Bernhoft uden for al hadsk Diskurs om dette Befordringsanliggende, som slet ikke var hans Sag? Hvor- for lade Uviljen gaae udover den slette Kage istedetfor over Bageren? Vi holde fremdeles paa ham, og udbede os en god Toldinspektør- eller Kasserer-Post for denne Mand, hvis Livs- roser allerede blegne paa hans Hoved og som alene derfor gaaer med Udenpaastøvler forat kunne stampe igjennem dets Torne. Men vi have kjendt ham i bedre Dage, da han var bedre at holde paa end Meyersblakken eller en af Forsættens Travere. Da var han en af Lykkegudindens Rødfuxer. O ypperligt! et ædelt Dyr, som i gamle Dage, før Spathen tog ham, endogsaa turde løbe omkaps med berømte tydske Pegasusser, istedetfor nu at maatte lirke afsted ved Leilighed i Rigstidenden med Niels Wulfsbergs poetiske Lejeøg, der ikke er for Katten, siden det intet har tilfælleds med Musen. Men endnu -- bi lidt! -- endnu kan han slaae ganske vakkert over, omendskjøndt ikke fra Statssekretariatet til Finantsdepartementet. [Dernest følger en innsendt meddelelse om feiringen av 17. mai i Østre Toten, hvor fest om aftenen blev holdt på gården Sogstad. Om denne går- den sier Wergeland i en note:] Repræsentanten P. Fauchalds Bopæl. Beretningen tier om hvorvidt Embedsmændene og "de Konditionerede" ogsaa iaar holdt sig tilbage fra Festen eller ikke. Man seer, at man kan undvære dem. SIDE: 192 -- Om Aftenen den 7de d. er Posten ved Oversætningen fra Stathelle over Langesundsfjorden røvet og Postkarlen dræbt af en Person -- formentlig den fra Lensmanden i Eidanger und- vigne Ole Olsen Grinnem, ogsaa kaldet Ole Carlsen Birkeland, som han havde taget med sig i Baaden. Posten indeholdt henved 3000 Spd. Henrik Wergeland [P. A. MUNCH OG ET INNSENDT STYKKE I "DAGLIGT ALLEHANDA"] (Indsendt.) Statsborgeren 18. juni 1837. Med en Indbildskhed og Impertinence, der overskrider det Maal, hvori man gider revse den ved Skrivt eller Tale, har den efter Magthavendes Tykke nysblevne Lektor Munch i de dæm- ringske Sympathiers og Smygeracens Organ, den Constitutio- nelle, fralagt sig Forfatterskabet af hiin i næstforegaaende No. paatalte Artikel i svenske Allehanda. Personen negter ikke, at han jo kunde været istand til at have smøret den isammen (og vi tro med at han er istand til noget af hvert) og forøger In- sulten mod det norske Studentersamfund med et Komma, hvor- for en eller anden rask Student, uanseet hans Lektorskab, vel tør ved Leilighed male ham et Udraabstegn paa Ryggen. Med noget Kjendskab til bemeldte Ætling af Muncheracen og hans Opholdssted ved den Tid Stykket i Allehanda viste sig under den Reise, Folket har kostet paa ham, var Mistanken ellers ganske rimelig, idet den forøvrigt havde yderlig faa -- kun To -- at gjette paa. Disse To ere en ung Sibbern, nys udnævnt til Fuldmægtig ved Statsraadsafdelingen i Stockholm, og den for sine ultraliberale Ideer og sit næsten fanatiske Had mod den svenske Adel her af Mange velbekjendte svenske Bataillons- prædikant Ekdahl, der ogsaa, for Kuriositets Skyld, var Medlem af Studenterforbundet. Ihvormeget man end kunde troe, at den skaanske Bondesøns Forbittrelse over Adelstrykket stak frem i denne fyrige Mands extravagante Udladelser, erindres dog vist hans Nærværelse her med Fornøjelse af de Flere, som i ham lærte at kjende et fortrinligt Exemplar af svensk Ærlighed og den lundske Karolinens Liberalisme, og det bliver under saa- SIDE: 193 danne Minder vanskeligt at troe, at han -- den högærevördige Pastoren -- saaledes skulde ville beklikke det Samfund, i hvis Midte, paa Festen til Forfædrenes Erindring, i Ly af norske Bannere, han greb Hornet og udbragte den meest enthusiastiske Skaal af Alle. Nei, Ham er det ikke. Dertil var han for ærlig. Altsaa? Ja, altsaa En, som ikke er det? -- Henrik Wergeland [FORSVAR FOR EN "CARRICATURTEGNING" AV UNIFORM FOR BRANDOFFICERER] [Note til en innsendt artikkel.] Statsborgeren 18. juni 1837. Der kan blandt fornuftigere Folk neppe være mere end een Mening om, at Rang- og Uniformsygen, der saa hyppigt og ofte i latterlig Skikkelse viser sig iblandt os, fortjener ikke alene "den dybeste Foragt", men ogsaa at revses saa føleligt som mu- ligt. Den har ogsaa det tilfælles med mange andre Daarskaber, at den meer egner sig for Ridikulen og Satiren end for alvorlige Ræsonnements; og Redaktionen har saaledes ingen Grund fun- det til at nægte det paaankede Træsnit Indrykkelse. R. A. [Til artikkelen er også satt følgende note:] Jasaa? Man seer af dette Stykke, at der er Vand i Span- dene til at slukke med. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 18. juni 1837. -- Den røvede Post befindes at have indeholdt 9653 Spd. 29 Sk. i Sedler og 233 Spd. 14 Sk. i Sølv. Derimellem 60 Spd. til Eidsvollmindet. Under Forhørene vaktes saadan Mistanke mod en Høker Ole Jacobsen Berg af Brevig, at han arresteredes, hvorpaa under Forhørene 1 Tidalersseddel, 3 Femdalersedler og 20 Marksedler fandtes i hans Tegnebog, hvoraf de fire bare tydelige Mærker af Nummerforandring. I hans Chatol fandtes 576 Spd. 4 Mk. 12 Sk. i forskjellige Sedler, hvoraf 4 Tidaler- sedler og 5 Femdalersedler deels bestemt ere dels maa antages at være af de bortrøvede. Han havde ellers negtet, at der i hans Huus fandtes mere end kanskee nogle Mark. En Person ved Navn Peder Saltboden er ligeledes arresteret som den, der SIDE: 194 skal have roet den egentlige Forøver af Postrøveriet hen til Postbaaden. Paa Sandøen er fundet en heel Deel Breve, hvoraf Bankobrevene vare aabnede. Af de til Kristiania bestemte Breve manglede intet uden de Penge, de skulde indeholdt. Henrik Wergeland ADVARSEL TIL PUBLIKUM! (Indsendt.) Statsborgeren 22. juni 1837. Den Constitutionelles Expedition har ogsaa ladet sig i den senere Tid betegne ved en udenfor (NB. kun om Dagen) op- hængt Kasse, bestemt til at optage indsendte Opsatser, hvis Anonymitet ønskes bevaret for selve Redaktionen -- et Ønske som kan være rimeligt nok ved en Redaktion, der vel har sine tre Hoveder oppe i Lyset, men hvis rastløse Tunge er Sladder- boden, hvis Svands strækker sig i Dunkelheden af de wedelske Koterier, og hvis genitive og Udførsels-Organer er Dæmringer- nes og Smygernes nøje sammenhængende Legio. Man høre nu hvorledes denne Anonymitet respekteres, og ved samme Leilig- hed hvorvidt den Cst.nelles som Morgenbladets Redaktioner have drevet det i Liberalitet imod Indsendere og Upartiskhed, hvor der endog er Tale om et Forsvar for en haardeligen An- greben, der saaledes negtes at blive forsvaret hvor et Forsvar hensigtsmæsigen kunde blive anbragt! En Person, som forøvrigt ikke staaer i nogen Forbindelse med Henr. Wergeland, fandt sig, som Tilfældet tør siges at være med Alle, der ikke ere for- blindede af personligt Had, oprørt over den Constitutionelles Uforskammetheder og løgnfulde Imputationer imod denne For- fatter i dens første Remarqver i Anledning af Dagligt Alle- handas over Stockholmsfareren, som de hidtil med ynkeligt Storsnuderi ganske havde ignoreret, og beføjet til at skrive et Forsvar for den Angrebne, som han anonymt tilstillede den Cst.nelles Redaktion. Stykket negtedes Optagelse, og skulde til- bage i Indsenderens Hænder; men denne Leilighed til at faa Forfatterens Navn at vide forsømtes ikke i Expeditionen -- men af hvem navnligen vides ikke -- idet Afhenteren, en troskyldig "Arv," udexamineredes desangaaende paa det omhyggeligste indtil man havde hvad man vilde. Fy! siger man. Ja, det sige vi med. Men hvad siger man om, SIDE: 195 at hiint Forsvar heller ikke kunde komme ind i Morgenbladet uden at Forfatteren tillod Redaktionen at forandre efter eget Tykke? Og uagtet dette tillodes, kan det dog endnu ikke komme ind! Saaledes kan man nu sagte gjøre med Folk hvad man vil; og endda skal Mbldt. hedde en agtværdig Tidende og dets Re- daktør, Fuldmægtig Stabell, en liberal Mand? At smøre tykt paa med Roes, saa fremmede Tidender tage det efter, over en saa ganske almindelig Embedsmand som Lektor Motzfeldt, kan være en Artighed mod de Constitutionelle, som af disse over- modige Personer kun slet blev paaskjønnet, og derfor godmodigt nok, om det end er mindre retfærdigt. Men uretfærdigt er det (og Retfærdighed maa vel være det første ved et liberalt Blad), at nægte en fra alle Sider Angreben, hvis Anskuelser man kun med Sandhedens og egen feige Fornegtelse siger man ikke deler, det Forsvar, en Medborger vil yde ham, og at udestænge ham fra det større Felt i Morgenbladet, hvor et Forsvar alene kan nytte, mens man selv benytter det til idelige Excerpter af de svenske Angreb, saaledes uddragne og ledsagede med saadanne Bemærkninger, som gjøre Uddragene kun lidt forskjellige fra egne Angreb. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN INNSENDT ARTIKKEL] [En innsender meddeler at en skolelærer i Varteig har overfalt og ære- skjelt en mann, og at han ved forlik med fornærmede har gått med på å betale ham 5 Spd. Redaksjonen spør:] Til Manden selv? Ikke til Fattigkassen eller Skolekassen? Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 22. juni 1837. Den Fod, hvorpaa jeg staaer med det hele Poetikkel- og Æsthetikkelskab, bringer mig til herved at erklære, at jeg ingen- somhelst Deel har i de Opsatser i nogle af de senere No. af Statsborgeren, hvori Welhaven og endeel Festrimere o. a. d. kritiseres. Hidtil har kun den politiske Artikel og Revyen af Bladene og de indenlandske Begivenheder været mit Departement ved dette Blad. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 196 [ANMERKNINGER TIL "SVENSKE AFTONBLADS KRITIK OVER STOCKHOLMSFAREREN"] Statsborgeren 25. juni 1837. [Til ordet "berygtede Skuespil" er anmerket:] Det maa være ved Indsvenskeriet i den svenske "Constitu- tionelle", Dagligt Allehanda og Svensknorskeriet i den Cst.nelle, vor Allehanda, hvis Redaktørers Sindelag mod Forfatteren er for bekjendt til at Udgydelsen deraf kan have nogen anden Ind- flydelse paa den fornuftige Deel af Publikum end at vække en Modbydelighed, som staaer i Forhold til Lumpenheden og Ufor- skammetheden eftersom den viser sig ufordulgt deri. Den over- gik sig dog selv i Frækhed, da den forleden Dag endte et Til- svar til en Apostrofe fra Aftonbladet, som maatte skjære den i Sjelen, med at paastaae, at Henr. Wergeland nok selv følte Vægten af dens Irettesættelser. Har han endnu ikke nok over- beviist dem om Oprigtigheden af sin Ringeagt? [Til ordet "Kaalrødder", som Sv.Aftonbl. sier Wergeland serverer sammen med "Blomster", er anmerket:] Kunne æsthetiske Sviin fodres med noget bedre? Der gives Festrimere, som slippe dem paa Skoven. [Til en uttalelse om at Wergeland "hader Svecismerne", er anmerket:] Forsvenskelse, Svenskeri i Norge og i Sverrig fanatisk Svensk- hed, svenskt Overmod og "Anspråk" paa Norge. [Aftonbladet gjengir "Stockholmsfareren" slik: "De, som bukke for Omni- potensen, maa reise til Stockholm, men de som bukke for Omnipotenser ere ikke Patrioter, ergo ere Stockholmsfarerne ikke Patrioter. Denne Syllogisme maatte nøje indskjærpes, og at det lykkes maae ikke vække Forundring." Wergeland anmerker om denne "Syllogisme":] Og den bliver rigtig naar man i foregaaende Punktum ind- skyder paa rette Sted "og som forbigaa ad Gjenvejen til Stock- holm -- Hovedstaden i Skandinavien -- den af Konstitutionen anviiste Ansøgningsvej igjennem den norske Regjering, og saa- ledes handle uretfærdigt og forfordele bedre berettigede Med- borgere, beskjæmme sit Fædreland og ødelægge dets borgerlige Moralitet." Se Stockholmsfareren Pag. 11, 2den Kolonne og Pag. 15. Dette Stykke tør ellers, og især ved den Opmærksom- hed det har vakt, bevirke, at Normænd for Eftertiden ikke med saa let Hjerte ad hiin Lykkens Gjenvei fare til Stockholm. De SIDE: 197 turde vel af og til faa høre "Haanskrattet" af en mere ufor- dækt Foragt end hidtil, og Bemærkningen: "Der er ta mig Djævflen en Stockholmsfarare!" Det maa dog genere, om ikke Alle, saa dog Nogle. [Til tanken om at "Norges Lykkesøgere" heller vilde "færdes til Kri- stiania end til Stockholm", bemerker Wergeland:] Man fortæller dog om bergensiske Stockholmsfarere, at de ogsaa have betjent sig af det kraftige Argument, at de havde gjennemreist Tverlinien af "Skandinavien". Om Lykken i Kri- stiania gjør man sig ikke store Begreber. Man drømmer ikke om noget Lykkenstempel der. [Aftonbladet sier: "Giv Norge et Hof med sin "Allah og sin Omnipotens", som W. udtrykker sig." Wergeland sier om "Omnipotens":] Skal være "Profet" Pag. 13. [Aftonbladet hevder at da vilde lykkesøkerne "ikke gaae ud af Landet." Wergeland legger til:] Skaden er kun, at de komme tilbage, og det som nedenfor beskrives. [Aftonbladet omtaler "den bekjendte Udpibningshistorie paa Kristiania Theater den 4de Novbr. 1827." Dette avsnitt blir gjengitt her med Wergelands noter til: "Denne Piben var ogsaa en Følge af paa den Tid allerede existe- rende Forhold, men Regjeringen og dens publicistiske Organer [fotnotemerke] skyede in- gen Anstrængelse forat hæve den til en Aarsag, som ganske rigtigt ikke blev uden stor Virkning. Det Efterspil af Politikommissioner og af Under- danighed skjælvende Avisopsatser [fotnotemerke] som Regjeringen da opførte, gav den endnu unge 17de Mai Næring, [fotnotemerke] og det var Regjeringens Evolutioner paa Kristiania Torv 1829, som gjød den første Galde deri." [fotnotemerke] Fotnote: Den norske Presse er i saa Henseende fri. Svensken Ewer- løf, af en mystisk Funktion hertillands, har derimod uomtvivlede Fortjenester af Tingen. Fotnote: Saalidet vi kunne negte, at vi ved flere Leiligheder savne det mandige Sprog, som anstaar et norskt Kongeraad, og i hvor bitter Erindring end Statsraad Vogts Indstilling i 17de Maisagen 1829 fortjener at opbevares, holde vi dog denne Beskyldning imod Regjeringen for overdreven i sine Udtryk. Fotnote: "En god Ting aldrig fik en Sol saa varm som den, der gløder i en Stormands Harm." Fotnote: End Generalprokurør Falsens Optøjer mod Selskabet i Kri- stiania 1827 og Kundgjørelsen af 17de Mai 1828? SIDE: 198 [Aftonbladet advarer svenske mot å streve efter "den Ære, at hilses som «den svenske Wergeland»," Wergeland anmerker:] Saafremt dette skal, som rimeligt, betyde en Ivrer for Natio- naliteten, da tiltrænges ikke Saadanne i Sverige, hvis Nationali- tet det ikke falder Nogen ind at krænke. Det er anderledes i Norge, og -- det maa blive anderledes! [Til ordene "i personlige Anfald har han ellers sin Force" sier Werge- land:] Især, naar man gjør sig den Umage at udfylde hans Masker med Personer, han aldrig har tænkt paa. Saaledes som f. Ex. Tilfældet er med Fogden i Stockholmsfareren og med unge Smyg, til hvis Karakteer ellers den Constitutionelles Opklæk- ninger og Medarbeidere og en god Deel af den Race, som er indblæst Aanden i Norges Dæmring, nøiagtigen passer. [Til en bemerkning om at leseren i stykket finner "den 17de Mai og atter den 17de Mai," sier Wergeland:] Ikke oftere end nødvendigt for et Stykke, der skildrer en Families Ulykke paa Grund af et af deres Medlemmers Deel- tagelse i 17de Maifesten. (Forts.) Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM NY UNIFORM FOR BRANDKORPSET] Statsborgeren 25. juni 1837. Redaktionen er privat kommen til Kundskab om, at der alle- rede i Aarene 1822 eller 1823 fra højeste Sted fremkom Tegning til en Uniform, som det tillodes Brandkorpset at bære, og som, ifølge det, under vor nærværende politiske Stilling saa yndede, Uniformvæsen, var prægtig nok, om end Mange kunne mene, at den i Stb.geren foreslaaede har Fortrin i visse Henseender. Imid- lertid var hiin naadigste Tilladelse ikke udvidet til at kunne bære de for Officerer ejendommelige Karakteertegn, saasom Porte- épée etc. eller saaledes at forstaa, at det tilsvarende Personale i Brandkorpset erholdt Rang som Borgerbevæbningens Offi- cerer. Herom er det da, at der er indleveret Ansøgning fra Brandofficianterne, ledsaget af en Tegning til en, som det fore- kommer os, kun lidet hensigtsmæssig Uniform. Henrik Wergeland SIDE: 199 [ANMERKNINGER TIL "SVENSKE AFTONBLADS KRITIK OVER STOCKHOLMSFAREREN"] (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 29. juni 1837. [Aftonbladet beskriver titelvignetten til "Stockholmsfareren". Wergeland anmerker:] Aftonbladet har kun glemt den ludende norske Grændsestaty, medens den svenske staaer rak; ellers er Beskrivelsen over Vignetten saa træffende og klinger saa moersomt paa Svensk, at vi her hidsætte den: [Her følger beskrivelsen på svensk.] [Aftonbladet nevner "den Tid da Kongen og Regjeringen baade troede at burde og kunne gjøre denne Fest til en Forbrydelse." Wergeland an- merker:] Man er endnu ikke bedre tilsinds. [Aftonbladet: "at Vennen Horn . . . ikke faaer et Embede er . . .blot grun- det i Stykkets Natur." Wergeland legger til:] Er det ikke ovenfor bemerket, at Han ligeledes er in culpa for Deeltagelsen i 17de Maifesten? Løver fange ogsaa Fluer. Hvorledes gik det Kand. jur. E. Aubert og Fuldm. Kauffeldt? [Aftonbladet sier at "den gamle Hr. Smyg kommer i en Kassemangel." Wergeland oplyser:] Han er det fra Stykkets Begyndelse af. Man faaer et Nys om at Sønnens forkjelede Opdragelse har havt sin Deel i Kasse- bruddet. [Aftonbladet gjør opmerksom på at "der i Stykket findes tvende Stock- holmsfarere, skjøndt kun den ene har faaet Plads paa Træsnittet." Werge- land oplyser:] Træsnittet er egentlig gjort for Statsborgeren til et Annonce- mærke for Eftertiden for ud- og indpasserede Stockholmsfarere over Grændsen. [Aftonbladet gjengir at Horn stikker "Eidsvollplanen i Hans's Kjole- lomme istedet for Rekommendationsbrevet, og begiver sig efter denne vel- udførte Gjerning paa Hjemvejen." Wergeland oplyser:] Paa Hans's Anmodning, som oftere har mærket sig prosti- tueret af sin Kompagnon, der troer at faae Oluf at hevne. (Forts.) Henrik Wergeland SIDE: 200 DEN CONSTITUTIONELLE'S Statsborgeren 29. juni 1837. Skarndynge voxer i den senere Tid i en saa betænkelig Grad, at dens smukke Personale "de ægte Kavalerer med Pariser- kjoleskjøder og Lokkerne indsmurte med Rosapomade," trues med at begraves deri. Eller skulde de med Dessein højne den saa, for derifra med større Klem at prædike den Sybaritisme, vamle Blødhed og det outrerede Lapseri, som de, med den Iver, hvormed man kaster sig paa noget nyt, bestræbe sig forat give Publikum Smag paa. De komme da til at staae i tilknæes, og den Herre maa vogte "Pariserkjoleskjøderne," som lader Kava- lerer "more sig med paa et Bal at trække med Læberne i -- paa Skjødet siddende Damers Øreflipper." Morgenbladet har be- mærket denne nye Tendenz hos disse Intelligenzens Odelsbaarne til at vælge sig Skandalen til ejendommeligt Felt, og det -- med en fornærmelig Tillid til Publikum -- medens den i lang Tid har kimet i Bladene efter Abonnementshjælp. Vi havde ondt af disse Avertissementer, som døde hen i mindre og mindre Typer, og tænkte med Bedrøvelse paa, at Don Ranudo allerede havde afskaaret sig Bagskjøderne, indtil vi, af et Stykke om Præsten Kjelstrup i Aas, fordi han havde tilladt sig at givte sig med sin Tjenestepige, opdagede, at man lagde an paa at erstatte dem af hans Præstekjole. Hos ham har den Cst.nelle da faaet nok at bestille paa Gaarden, nemlig at sope den og Fjøset reent. Hertil, saavelsom til Bladets eget Behov, er det vi give os den Ære at forære Redaktionen et Par højst nødvendige Redskaber, hvilke hermed følge: SIDE: 201 Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 29. juni 1837. [Først refereres beretning for "de to sidste Bergmaaneder" fra Kongs- berg sølvverk og en kongelig resolusjon om å danne et fond av penger som er bestemt til "Bygdemagaziners Indretning."] -- Høker Ole Jacobsen Berg af Brevig har tilstaaet, at han forøvet Postrøveriet og Mordet paa Postkarlen ved Overfarten fra Stathelle til Brevig, idet han har ladet sig af Skibstømmer- mand Lars Mikkelsen, ligeledes af Brevig, roe hen til Post- baaden, hvor han stødte Postkarlen ud og tilintetgjorde med Aaren hans Forsøg paa at holde sig ved Baaden. Et Beløb af 11,212 Spd. Sedler foruden de forskjellige Mynter, som for- mentlig fandtes i Postsækken, ere ogsaa fundne i Hovedgjer- ningsmandens Huus. Henrik Wergeland [ANMERKNINGER TIL "SVENSKE AFTONBLADS KRITIK OVER STOCKHOLMSFAREREN"] (Slutning fra forrige No.) Statsborgeren 2. juli 1837. [Aftonbladet nevner "den gamle Soldat," som har "en betydningsfuld Monolog om Stockholmsfareren." Wergeland citerer av monologen:] "En af sit Fædrelands Beskjæmmere, en Ødelægger af dets borgerlige Moralitet." [Aftonbladet refererer at "den gamle Soldat" i stykket skyter Horn fordi han var "en Stockholmsfarer." Wergeland legger til:] Han sees i Stykket at være reist med den til Smygen tilsagte Befordring, medens denne endnu, efter Uheldet hos Omnipo- tenzen, "forsøger andre Udveje." [Aftonbladet sier: "Nu er det tydeligt, at en gammel Soldat som boer i en Stue i Skogen, altid gjør sikkre Skud." Wergeland legger til ved "en gammel Soldat":] Af Kongsvingerarmeen i 1814. [Aftonbladet refererer at Hans Smyg fengsler soldaten, og at soldaten, da han får vite at Hans er blitt foged i distriktet, roper "Fars Søn". Werge- land tilføier:] Der burde kanske været tillagt det Ord: "Stockholmsfareren". SIDE: 202 Han er bleven Foged i Distriktet, og mon ikke, og hvorfor ikke i "Fars"? [Aftonbladet sier: "Det er saaledes Hr. Hans, som vi see paa Titel- vignetten." Wergeland tilføier:] Og hvorfor ikke enhver anden hjemrullende Stockholmsfarer. [Aftonbladet sier: " -- den egentlige Intrige synes at være bleven spillet mellem Malmens Källare og Omnipotenzens Hotel eller den ene Fløj af Slottet." Ved de siste ordene tilføier Wergeland:] Mon Svensken Brahens? En smuk Oplysning! [Aftonbladet citerer første vers av sangen "Nei meer fornuftig er vor Søn." Wergeland tar bare med første linje og legger til i en note:] O. s. v. første Vers tilende i Aftonbladet. (Se Stb.geren No. 5 23de Hefte.) [Aftonbladet citerer ordene "et svenskfarvet Flag, saaledes som det paa Agershuus." Wergeland legger til:] Vi have daglig, siden sidste Kommandantskifte (en Følge af 17de Mai ifjor), den Ærgrelse at see dette Flag fra Agershuus, i Betragtning, som der siges, af at vi ogsaa for Tiden er lyksalig- gjort med en Statholder. Man gjør isandhed alt forat give denne Embedsmand en anden Betydning end Grundloven vil. [Som prøve på "den gamle Soldats" poesi gjengir Aftonbladet "Den gamle Soldats Sang." Wergeland oplyser dette og legger til i en note:] Ved Verslinien: "Den kommer af Norriges Stilling" har Afton- bladet den Bemærkning: "Vi ville erindre os lignende Udtryk i en Skrivelse fra den norske Regjerings Afdeling i Stockholm." [Wergeland gir følgende efterskrift til artikkelen i Aftonbladet:] Dette er da hvad Aftonbladet har formaaet at afpine sin Upartiskhed. Saalidet det er, er det dog mere end Dagligt Allehanda har kunnet fordøje hos et svenskt Blad. I Sidst- nævnte vedbliver nemlig den journalistiske Lejesvend Johanson, under latterlige Pralerier af den svenske Ærlighed, og forbittret over den Fordækthed, hvormed Morgenbladet har udtalt sig, at rase imod Stockholmsfareren eller dens Forfatter, endog til den Grad af Uvid, at bekræfte, som højst sandsynlig Stykkets sven- ske Oversætters smigrende Formening om, at Forf. har havt Hjælp dertil, mens det dog nys var en af Invektiverne, at han SIDE: 203 havde "jasket det ned" i stor Gesvindighed. Men hvad kan man ikke i Galskaben gribe til? Manden bør honoreres og sættes i Koleur igjen med et 4de Novemberstykke. [fotnotemerke] Henrik Wergeland [NOTER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM WELHAVEN] Statsborgeren 2. juli 1837. [Innsenderen nevner "Recensionen over en Opførelse af "Bruden", hvoraf vi erfare, at en Operamusiks fornemste Fortjeneste bestaaer i, at Dan- dyerne ved at høre den kunne faae Lyst til -- at dandse." Wergeland skri- ver i note:] Fotnote: Javel! Korrekt. Anm. [Innsenderen nevner Welhavens "Forelæsninger i Lyceesalen, hvor Publi- kum leer -- over Forelæsningerne eller de dem besøgende Dandyer." Werge- land skriver i note:] Fotnote: Over Citatene troer Korrekt. og Fl. Henrik Wergeland [NOTE TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM STIFTSPROST MUNCH SOM GEISTLIG TALER] Statsborgeren 2. juli 1837. [Innsenderen bruker uttrykket: ultra posse nemo obligatur. Wergeland forklarer i note:] Intet Ørkje over Styrkje. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 2. juli 1837. Høiesteretsadvokat Stang er bleven konstituert som Re- gjeringsadvokat. -- Østerdalens Sorenskriveri er bleven deelt i tvende Sorenskriverembeder: nordre og søndre Østerdalen. Ved et Cirkulære af 14de dennes er der tilsendt Postkontorerne en Bekjendtgjørelse, indeholdende Beregninger for Postportoen, overeensstemmende med Loven af 19de Januar d. A., hvilken saaledes er traadt i Kraft -- langt om længe! -- Medlemmerne af den for Kongeboligens Opførelse anord- nede Kommission skulle, tilligemed Professorerne Sverdrup, Keilhau og Heiberg, tage under Bedømmelse den for Universi- Fotnote: Som jeg troer ikke skal mangle. Korrekt. Anm. SIDE: 204 tetsbygningernes Opførelse foreslaaede Plan. Af Oplysnings- væsenets Fond er tilstaaet 1,650 Spd. til at bestride Omkostnin- gerne ved Forlaget af Abels efterladte mathematiske Skrifter, udgivne i et samlet Værk paa Fransk. (Bravo! Nationen leve!) Henrik Wergeland [INNLEDNING TIL SKILDRING AV STATEN NEW YORK] Statsborgeren 6. juli 1837. Udvandringerne henlede Opmærksomheden paa Nord- amerika, Vi tro derfor at følgende Beskrivelse over Tilstanden i Staten New-York ikke vil være uden Interesse. [Her følger en skildring av staten New York.] Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 9. juli 1837. -- Endelig har Hr. Jacob Aall med vor i norsk Aand mest anlagte og drivtige Boghandling truffet Arrangement om Ud- givelsen af sin Snorro og glæder sine Landsmænd med en Be- kjendtgjørelse derom og Indbydelse til Subskription, som vækker de gladeste Forventninger om i hvilken fortrinlig og prægtig Udgave vor store Nationalskribent fra Landsmands- haand vil komme i Folkets Hænder. Vi haabe, idet vi gjengive Indbydelsen, at Udgiverens forhen Publikum meddelte Beslut- ning om ikke at ville frafalde sin patriotiske og fremdeles med lige uegennyttig Opoffrelse af Tid og Anstrængelse forfulgte Plan har vedligeholdt sig i dets Erindring og gjort de fortsatte, og igjennem den sædvanlige Sluse for at forsyne Os fra Dan- mark med alt aandigt Behov iværksatte, Forsøg frugtesløse, eller idetmindste forhindret deres skadelige Virkning paa Ud- givelsen af den aallske Snorro saaledes som denne tilsigtes i Planen, nemlig at komme i Almuens Hænder. Den talrige Sub- skription paa Skillingsmagazinerne og Billedbiblerne viser dennes Trang og Vilje; og en saadan Bistand fra Almeenheden troe vi saavel nødvendig for dette Anliggendes Fremme som og, at den ikke vil mangle. [Her følger "Subskriptions-Indbydelse" på kongesagaene fra Jacob Aall og fra Guldberg men viste ved Afreisen den paafaldende Uartighed ikke at salutere. Alt tyder ellers paa det bedste Forhold, nemlig at den skal spare os Umagen at vise nogen væbnet Magt i Middel- havet, for der at see vore egne Sager afgjorte. Men er det saa, da skeer det vistnok ikke for intet. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 9. juli 1837. Forfatteren af Skrivtet "om et nyt Unionsfordrag" (d. e. for- mentlig: om en ny opfunden Maade at fordrage Unionen paa), som i Dagligt Allehanda forfølger dettes falske og onde Ten- SIDE: 207 denzer, og bringer sin Sæd til at spire i Revnen mellem de for- enede Folk, vedbliver paa denne Scene (Arena) for Svenske- riets jammerlige Kothurngang over sine feilslagne Forhaabnin- ger, under sin Artikel "de norske Sager" at rase derover som en Tyr, der har faaet nogle røde Lapper mellem Hornene. Han forsøger nu at indbilde Folk, at Aftonbladet, fordi det ikke i sine Yttringer om norrska Sakerne har været ultrasvenskt nok, i Stockholm ikke har et Snees, som troer det heri, uanseet, at det ellers er det mest agtede Blad. Kan gjerne være; thi vi vente ikke nogen Billighed i Stockholm. Og der bør jo ogsaa alt være saa svenskt som muligt. Pamfletisten i Allehanda, hvem ingen Usandhed har været for grov og afskrækkende, har paa Forlangende nydt den Opmærksomhed af Morgenbladet, at see dette Foregivende deri gjengivet, men ledsaget av vedbør- lige Anmærkninger. Ellers forekommer det os rigtignok som om man viser disse svenske Journalister formegen Opmærksomhed ved at meddele dem Oplysninger altsom de forlange, især naar man seer, at de udgive sig selv for bedre underrettede, naar Oplysningerne ikke smage dem. Væsenet derinde kommer os ikke ved, og dem rager det heller ikke, om her gives Demo- krater, Ultraer, Folk som elske Norges Old og Fremtid fremfor det Nærværende o. s. v. eller Normænd, som give dem en god Dag, og ialfald kun troe, at man flittig bør give politiske ond- artede Tyre enten Spjæld eller røde Lapper at løbe med. Henrik Wergeland [NOTE TIL INNSENDT "TALE HOLDEN I EDSBERG DEN 17DE MAI 1837"] Statsborgeren 13. juli 1837. Af en Bonde. Red. Henrik Wergelans [NOTE TIL INNSENDT STYKKE OM UTVANDRINGEN] Statsborgeren 13. juli 1837. Man seer af dette Stykke, hvor Skoen trykker. Red. SIDE: 208 Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 13. juli 1837. Man skulde troe, at de konstitutionelle -- laa godt til i Naadens Solskin. Men vi have deels tilforn paapeget, deels kjende vi til andre jammerlige Skryderier fra Redaktionen over hvorlunde den for sin uforfalskede Patriotismes Skyld maa times ondt i Skyggen. Tænk, det ene af dem, Fougstad, føler sig til- sidesat, som ikke engang har klaret for sig i sine pensa ved Universitetet, og blev, efter en maadelig juridisk Examen, Kopist strax uden at kunne skrive læseligt engang, og saa inden kort Fuldmægtig i det Departement, han havde kloret nogle Ark fordærvet for. Det andet af dem har for store Indbild- ninger til nogensinde at kunne blive tilfredsstillet, og da det tredie -- et Hverdagssubjekt, hvis Flid altid har faaet sin Løn -- ikke strax ved første Leilighed avancerer omtrent 100 Spd. opad paa Gage- og et Skridt paa Ranglisten, saa røres Himmel og Jord over denne Uretfærdighed, de ere i Vredens Skygge, ikke i Naadens Solvæg, og de lære Fædrelandet Patriotismens Uegennyttighed fordi Catilina ikke alt er dragen til Perugia, men holder endnu ud i Rom. Men vi troe Solen maa stege dem dygtigt, siden de saa ofte rode sig ned i den dybeste Søle. Det sprøiter om dem og Yngelen hvergang de snue paa sig, og det skeer almindeligviis eengang hver ottende Dag, naar de have faaet noget Affald i sig fra Stockholm. Igaar indtraf saaledes atter denne vigtige Aktus i deres Liv, da det lykkes dem at fugte sine tørre Sider, trykke Sandheden ned, og at smudse Folk til, som staae dem for nær. Siden de Constitutionelle satte Henr. Wergeland, der stundom har kastet Perler for dem, i Spidsen for Smudspressen, har man ikke havt Anledning til at iagttage saa livlige Be- vægelser hos det hele skidne Personale. Men hvad er det, det vil dermed og med disse ækle Indskubninger paa Andre? Vil Flokken kløes? Eller er der ikke noget i Truget, som, saalænge Dagen varer hænges ud udenfore Expeditionen? Den offentlige Barmhjertighed maa ikke være saa knap. Vi skulle betænke dem ved Leilighed. -- Sidste Søndags Eftermiddag løb Tyrifjord-Dampbaaden af Stabelen ved Hønefossen i mangfoldige jublende Menneskers SIDE: 209 Paasyn. Den venter kun paa Maskineriet (af 10 Hestes Kraft kun) forat sættes i den tiltænkte Virksomhed, som Bugseer- og Transportfartøj. Den døbtes med det fra Egnens Historie pas- sende hentede Navn "Ring," ligesom Randsfjord-Baaden skal hedde Halfdan -- efter Halfdan hin Svarte. Med den paa Mjøsen Projekterede er det stilt. Man hører intet om den Pri- vatmand i Kristiania, som nævntes i Bladene som Entreprenør, vil udføre denne saa hensigtsmæssige Idee; men hvorfor lægger da ikke Omegnen ivejen med Dannelsen af et Aktieselskab? Alt Industrielt skal gaae trægt og seent hertillands. Derfor staaer ogsaa den forlængst færdige Diligence i Hr. Haugans Remisse i Drammen. Vognmændenes Laugsaand har nemlig sat sig i Bevægelse derimod. -- Subskriptionen paa Aalls Snorro skeer med den Interesse man kunde vente sig. Henrik Wergeland DE CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 16. juli 1837. Ingen Følelse er bittrere end den, at være belastet med offent- lig Mistillid, uden det skulde være den, at vide den fortjent. Den Cst.nelle har derfor Aarsag nok til at være i slet Lune, og man bør endog være tilbøjelig til, indtil en vis Grad, at und- skylde de plumpe Udbrud deraf i en Skjælden og Smælden, som kun finder sin Lige fra en Rasendes Gitter i Daarekisten. Men dette Komplot kalder sig jo sammensat af Intelligenzens og Dannelsens Repræsentanter? -- desto latterligere og mere stemmende til Medlidenhed, saa man ikke berører hiin ømme Byld i deres Hjerter, og ikke lader dem frauden høre den uop- hørlige Hvisken i deres Bevidsthed, om at de kunne gjøre og sige og behandle Materien, som de ville -- den større og bedre Deel af Publikum vil dog aldrig troe dem ret, men altid troe at see Slangehalen under Græsset. De Ulykkelige, som ikke have gjort sine Kunster bedre, end at de ere blevne grebne Gang efter Gang, og have givet det Publikum, de vilde virke paa efter en omfattende Plan, Ret til at tænke saa om dem! Og denne nedtrykkende Følelse forenet med et Overmod og en Forfængelighed, som skulde synes dermed uforenelig, dersom SIDE: 210 Gemytsslaphed, Meningsvaklen, den "intelligente" Bøjelighed, den berømte Smidighed, og vedbørlig Tomhed ikke gav godt Rum! Vi sætte os ind i Deres beklagelige Stilling, og bedømme med Medfølelse en Virksomhed, som dikteret af en Ærgjerrighed, der allerede forlængst bider sig i Fingrene, og betinget af en raadnende Tilstand i visse højere Selskabets Dele, nødvendig- viis maatte blive uheldig og falde Vedkommende selv seent eller tidligt tilbyrde. De have trællet i Haabet og for Haab, og Haabet har bedraget dem. Ja selv Publikum har bedraget dem; thi det har ikke ladet sig skuffe. De have intet vundet uden at hedde politiske Lygtemænd over Korruptionens Morads. Og langtfra at forbauses over deres pralende Afdækkelse af et Journalis- mens Gudebillede, har man peget Fingre derad; thi af troløst Leer var det Prægtiges Fodstykke dannet, hvortil Greven gav det gyldne Hoved. De see nu med Sorg, at den Nytte, de hoved- sageligen have gjort med alle sine Opoffrelser, er at have skaffet den stakkels Forlægger en let, men neppe billigere, Adgang til sine Avertissements. Og det er lidet. Og hvad godt, de have gjort sine Venner, og hvad ondt sine Fiender, er endnu mindre. Og dog er det til dette Partikulære de have den bedste Vilje. I sidste Henseende have de brugt en Politik, som maa for- undre hos saa kolde Gemytter, og som alene kan forklares ved den Skjødesløshed, et lidet lønnende Arbeide medfører, og den Taage, hiin nedtrykkende Følelse udbreder i Sjelen. De angreb Flyvebladene med Explosioner, som aabnede ureparerlige Brecher, hvorigjennem man have et frit Skue til et Indre i deres Befæstninger, som aldrig burde været seet. De angreb dem for personlig Uvilje mod Statsministeren, men afstod ikke selv fra de hadefuldeste Invektioner imod ham ikke fordi de vare mere opbragte paa ham, end deres Forfatter, der udtalte den, i de Dage høirøstede, almindelige Mening, men for at passere for tappre, uforfærdede Riddere, af det "pletløse" Broderskab, som Publikum ikke burde negte sin Beundring og Belønning. Men intet kunde redde dem fra at betragtes som Fiirbeen, der vel krybe ud af den gamle Muur, eftersom Veiret er til, men som nok vide, at de have Hulen i Nærheden. De angribe ogsaa Statsborgeren for Uskaansomhed og andre Misbrug af Pressen, SIDE: 211 og foragte ikke, deels selv og deels ved Andre, at markere sine fine Blade med Personligheder, hvoraf Lugten ikke er forbi af den ene, før den anden atter vækker den offentlige Væmmelse. Omendskjøndt nu disse nævnte Blade -- ikke ganske med Ret -- tilskrives Henr. Wergeland, have de dog egne Rubriker, ind- viede hans Personlighed, ihvorvel hiin hans publicistiske Virk- somhed næsten altid er dem Vehiklet forat komme ind paa denne. Men hvilken Politik have de dog ikke anvendt mod ham? Saa slet, at de have overladt til ham at være det moderate Parti, anvendt Overmodets Tryk mod hans elastiske Udholden- hed, forviist ham til Barbariet, medens de Selv og Alle vide, at han, uanseet Bibeskjæftigelsen med Publicisteriet, hører hjemme paa ligesaa rene Høider som deres egne Nattergale, og udskjældt ham med jammerlig Vittighed for Soelvold den Anden, medens dog Carl Fougstad selv aspirerede til Successionen efter den Første. Men alt dette kan snarere subsummeres under Redaktionens gamle Hovedrubrum: Grovheder, end under det nye, som aab- nedes paa Kontoen mellem den og Henr. W., da de i Forgaars- nummeret erklærede ham for en ugild Mand, hvis Ord havde intet at betyde. Dette er Forvorpenhed af en Redaktion, som lider af ovenomhandlede Hovedbrøst ved et Blad: Mangel paa almindelig Tillid. Var det, som de siger, hvorover rase de da? Mon for at forstrække Dagligt Allehanda, som de før under- haanden have viist Tjenester, i dens udtømte Raseri med nye magtesløse Kugler imod den fælleds Fiende, Stockholmfarernes og Smygernes Forfølger? Men de vide vel at det ikke er saa, og derfor gaae de saavidt i Galskaben. Det maa ogsaa ærgre Personer, som ikke blive trætte af at fortælle Folk, at de ere af pletløs Vandel, at vide en Uven af modsat offentlig Virk- somhed i Besiddelse af det, de selv mangle. Henr. Wergeland har ikke viist Mangel paa det trofaste Sindelag, der fortjener offentlig Tillid, da han, med klar Anskuelse af de Ubehagelig- heder, han udsatte sig for, greb Styret paa det forladte Opposi- tionsblad Statsborgeren. De Forfølgelser, hans egen Fader i sin Tid leed for Fremsættelsen af Sandheder, der siden ere er- kjendte, kunde ikke berøve ham Modet til at udsætte sig for Miskjendelse og hvad der er værre. Han tør dristig paastaae, SIDE: 212 at Folket altid har havt Tillid til hans Ord, siden han begyndte at udtale Meninger, der finde Gjenklang i dets Sympatier, og at ingen af hans senere Handlinger berettiger til at svække denne Tiltro, og derimellem ikke hans Antagelse af Statsborgeren, som den Constitutionelles Redaktion hverken mere eller mindre end misunder ham, fordi de ikke have den selv. Vilde han deri- mod indlade sig i noget Maskepi med den Constitutionelle skulde den upaatvivlelig vorde rystet. Henrik Wergeland TIL POETEN I DEN CONSTITUTIONELLE FOR IGAAR Statsborgeren 16. juli 1837. Rp. Ret! skubb dit ækle Skab paa Nellas Sider, Jan! (Skjøndt det er Skam for Den, der har sligt Raad paa Vand) I smitte ei hinanden -- Det Nella har betænkt -- Thi Ingen af jer To kan siges meest befængt. Henrik Wergeland ANMÆRKNING Statsborgeren 16. juli 1837. I et foregaaende Nr. er Hr. Stiftsprovst Munch kaldet en Stockholmsfarer. Man er oplyst om at det ikke forholder sig saa. Urettet skulde dette være en skammelig Bagvaskelse. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 20. juli 1837. St.hansaften sidstl. aabnedes paa Gaarden Aadnæs i Land et Skydeselskab, idet 50 Personer som Medlemmer ydede hver 48 ß til Præmier for Skiveskydning. Mange Tilskuere havde indfundet sig, og man havde en sand Folkefest. Skydeselskabet ventes indlemmet i Lands Sogneselskab. Lignende Foreninger burde, som Jagtforeninger, danne sig over det hele Land, og sætte sig i indbyrdes Forbindelse med hinanden under visse Befalingsmænd. I Krigstilfælde vilde et saadant Korps af Lan- dets bedste Skyttere, hvoraf Enhver tager sin Mand og ikke ringere end Officerer, virkende uafhængigt, blive af ikke ringe Vigtighed. Henrik Wergeland SIDE: 213 [INNLEDNING OG NOTER TIL ET BREV FRA EN UTVANDRET NORSK BONDEGUTT] Statsborgeren 23. juli 1837. Redaktionen har erholdt til Afbenyttelse nedenstaaende Brev fra en til Nordamerika udvandret norsk Bondedreng, som der ernærer sig i Uhrmagerprofessionen, og hvilket meddeles ordret som Bidrag til de Oplysninger, man for Tiden Ønsker indhentede om deres Stilling og Udsigter, som emigrere didhen. [Brevskriveren sier at "Staterne ere omtrent 30." Wergeland legger til:] Disse vore Brevskrivere slaae altid en heel Deel over, naar de rose Amerika. Staternes Antal er 26 og Folkemængden er 13 Millioner i det høieste, ikke 18, som siden angives i Brevet. Disse Angivelser har man af den amerikanske Regjerings egne Skrivter og Tællinger, saa at de vel maa være paalideligere end hvad en Haandværkssvend har hørt fortælle. Naar der i det, som vi her i Norge kunne kontrollere, findes saa store Over- drivelser, er det at befrygte, at der ogsaa findes Feil og Usand- heder i hvad Brevskriveren beretter om hvor godt alle Ud- vandrerne faae der. [Brevskriveren sier: "Her er egen Mynt nemlig Dollars og Cents, og det er her nok af." Wergeland legger til:] Det er ganske sandt at der er nok af Penge i Amerika. Men det er ogsaa, efter alt hvad vi have seet om at Bankerne fallere, Penge derefter. I Sverig er ogsaa baade nok af Penge og nok af Fattigdom; og saaledes var det ogsaa hos os i Danskkurant- tiden, hvilken neppe nogen, undtagen Bedragere ønske tilbage. Paa Penge, som due noget, Sølv eller Guldpenge, er der saa stor Brist i de forenede Stater, at Renten, efter en amerikansk Beretning i Kjøbenhavnsposten No. 157 for i Aar, er 4 pCt. maanedlig eller 48 pCt. aarlig. Der er altsaa ikke nok af gode Penge, men nok af Pengefiller i Amerika. Naar Mynten er saa slet, er det ikke at undres over at Daglønnen er tilsyneladende høi. I Danskkuranttiden tjente mangen Skomager 100 Daler om Dagen; men hvorledes var han hjulpen med det? [Brevskriveren sier at bomullstøiveversker "kan tjene fra 7 til 10 Sølv- dollars ugentlig." Wergeland legger til:] SIDE: 214 Fabrikantere, Værksarbeidere, og Haandværkere faae alle- vegne, og især i Nordamerika, større Dagpenge end Bonde- gutter, men de maa da ogsaa være oplærte til Haandværket. [Brevskriveren oplyser at ingen "faaer Lov at brænde, sælge eller drikke Brændeviin." Wergeland legger til:] Saa modsigende og løgnagtige ere Beretningerne om Amerika, at denne Gut roser Landet fordi der ikke drikkes eller brændes Brændeviin, hvorimod en anden Brevskriver nylig i Statsborge- ren lastede Norge, fordi Storthinget vilde lægge en liden Skat paa Brændevinstilvirkningen, da han paastod, at i Amerika var det bedst, hvor enhver havde Lov at drikke og brænde saameget han aarkede. [Brevskriveren nevner noen "som i høieste Grad ere agtede" undtagen hjemme i Norge. Wergeland tilføier:] Her menes upaatvivlelig Qvækernes Vanskjebner her i Landet. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 23. juli 1837. Natten til den 20de d. ødelagde en fra Kjøbmand Simonsens Udhuus opkommen Ildebrand i 5 Timer 33 Huse i Frederiks- stads Forstad, taxerede for 42,040 Spd. Flere andre beska- digedes. Kun lidet af Løsøre kunde reddes. Der antages ingen Grund at være for Mistanke om Paasætning. -- Man hører ikke mere til Rygtet om H. M. Kongens An- komst hertil ihøst. -- Det ubetydelige Tilfælde, at en Matros paa en fra Danzig (hvor en, nu, ifølge Gesandtskabets Indberet- ning, cholera-artet Sygdom skal have hersket) til Moss hjem- kommen Slup, skal være død under mistænkelige Symptomer ved Anløbningen af Helsingøer, hvorfra dog Sundhedspas haves, har givet Anledning til Udbredelsen af et ubehageligere Rygte om at Cholera har gjestet Moss. Mere egnet til at udbrede Angst er imidlertid den isandhed for vort udtømte Land fryg- telige Tørke, som allerede har decideret nok et Kornuaar over hele Østlandet. Nøden er overvættes stor oppe i Dalene. De stakkels Folk maa fortvivle, om samvittighedsløs Vindesyge par- rer sig med de Kornspekulationer i stor Stiil, som alene kunne jevne noget paa Ulykken. SIDE: 215 -- I Fredagsmiddag ankom Drammensdiligencen "Prøven" førstegang fra Drammen, og afgik igjen igaarmorges, begge Gange paa det nærmeste fuld af Passagerer. -- I svenske Aviser omtales et Slagsmaal, som St.hansaften skal have fundet sted i Sundsvall imellem norske og svenske Matroser angaaende Flaget. Vi haabe isaafald, siden man nu har forsøgt denne Afgjørelsesmaade, at vore Landsmænd have børstet fra sig. -- Denne Historie bringer os ellers i Erindring vore constitutionelle Klopfægtere her hjemme, som fremdeles ere rasende over at man i Statsborgeren har foreslaaet at give de onde politiske Tyre derinde i Sverige et Spjeld at løbe med. De ere af gode Grunde fortørnede over at slig höhnisch Behand- ling skal times dem, de troes at have saameget tilfælles med. "Ind paa Realiteten! -- skrige de -- ikke blot slige Grovheder imod os og Allehanda, som Fienden derinde vil vide at benytte- som Beviser!" Det er: "fri Tyrepande og fri Stangen!" Nei, vi tro, at onde Tyre virkelig bør gives Spjeld, og hvorfor vel? Ikke for at blinde dem, men forat de ikke skulle see mere end de have godt af at see, og forat de ikke skulle gjøre Skade. De constitutionelle gjør ingen Skade, og behøve derfor ikke Spjeld. Men man gjør bedst i at gaae afvejen for dem. Henrik Wergeland [KJØPSTADRETTIGHETER FOR VATERLAND I BYSTYRET I KRISTIANIA] Statsborgeren 27. juli 1837. Idag er en vigtig Dag for Hovedstaden og derved for det hele Land, som det ikke kan være ligegyldigt, enten det fremdeles skal have en i sin Fremvæxt, af Særrettigheder hindret, indkneben, unaturligt afdelt, landsbyagtig Stad til at repræsentere sig som Hovedstad eller ikke. Formandskabet har nemlig idag i offent- ligt Møde paa Børsen Kl. 4 Eftermiddag at afgjøre det, for Hovedstadens Fremskriden og Udvikling til hvad den bør være som Hovedstad saa yderst vigtige Forslag, om Kjøbstadsrettig- heds Udviden til Vaterland, som led en saa paafaldende Van- skjebne paa sidste Storthing. Vor yderligere Mening desbetræffende og om hvad Udstræk- ning vi troe denne Emancipation videre bør have, findes udtrykt SIDE: 216 i 18de Heftes Nr. 13 -- 14 og 15 -- 16 af 24de og 31te Januar 1836, hvortil vi henvise. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 27. juli 1837. Finantsdepartementet averterer tillaans 7,500 Spd. af det Fond, som ifølge kgl. Resol. af 10de f. M. skal oprettes af de til Bygdemagasiners Indretning og andet almeennyttigt Brug havende Midler. Laan skee mod 4 pCt., og mod at de tilbage- betales efter 1/2 Aars Opsigelse fra en af Siderne, samt for- øvrigt efter de for Laan af offentlige Stiftelsers Midler gjæl- dende Regler. -- Under 1ste d. M. er første Nr. af "Romsdals Amtstidende" udkommet i Kristiansund fra det nye Selmerske Bogtrykkeri. Bladet udkommer hver Løverdag l/2 Ark i Qvart, og annoncerer sig især som Avertissementsavis. -- Rygterne ere delte om Anledninger til Branden i Frede- riksstad. Et angiver Lynild, et andet Uforsigtighed med Ild af nogle Arbeidere paa et Høloft. -- Det til Farten mellem Hammerfæst og Throndhjem be- stemte Dampskib skal føre Navnet "Prinds Gustav". Hvad skal dette ikke vel klingende Navn betyde? Man har, i at give de unge Prindser Navn, taget saa lidet Hensyn til vor Historie, hvor nok af vakkre, folkekjære og betydningsfulde Navne til- byde sig, at man gjerne kunde spare sig denne Kompliment. Da var "Nordfareren" et Navn, som lettere tilbød sig, eller "Nordlyset," som man engang sagde den skulde hedde, et mere passende, da Dampskibet visselig, i aandig Forstand, vil vorde et saadant for hine Egne. Hvem har ellers bestemt hiint Navn paa dette Skib, som tilhører Folket? -- Højesteretsdom er nu, overeensstemmende med Politirets- dom, erhvervet i Sag mellem Kristiania Politi og Boghandler Dahl, forat Bogtrykkere ikke behøve at aflevere 1 Exemplar af trykte Sager til Politiet. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 27. juli 1837. Den Forlegenhed, hvori vor uheldige Morgenbladsrival, Den Constitutionelle, som oftest er forat fylde sit engang antagne SIDE: 217 Overmaal af Format, og hvori den endnu oftere skulde befinde sig, om Publicisteri ikke var bleven en Modesag for visse Dan- dyer og en og anden Tøvebøtte af Passion, og Udgiveren ikke altid havde sine Avertissementer, især af Forlagsartikler, i Bag- haanden -- denne piinagtige Forlegenhed, som ælder Fougstad før Tiden, lader sig dog neppe sammenligne med den, som visse svenske Blade befinde sig i, at slutte efter Vidtløftigheden og Igjentagelsen af de forkeerte Ræsonnements om "norrske Sa- kerne," og nu især af den Vigtighed, som de, navnlig Stock- holmer-Dagbladet, tillægge en tilfældig, ved Overrækkelsen af en Supplik til Hs. Majestæt Kongen paa Gaden foranlediget, Sammenstimlen. Vi anmærke dette, fordi Ophævelserne om denne svenske Passage er meer end noget andet skikket til at lægge Taabeligheden i dem for Dagen, som man gjør sig der- inde om de norske, der tages under utrættelig Behandling. Henrik Wergeland [AVERTISSEMENT] Statsborgeren 27. juli 1837. Uden "Den Constitutionelles" Tilladelse er idag udkommet For Menigmand. Et patrotisk Flyveblad No. 9. Om Udvidelsen af Kristiania Kjøbstaddistrikt. Med Vignet. Faaes hos Risum, Krohn, Barlien, Cappelen og Guldberg men heller ikke skal Uvejr, Krig og anden Nød røre Dig. Hviil i Fred! Ti sekkellange Aars Indsperring uden Lovfældelse -- mange Slags deraf flydende sammenhobet Kummer maatte omsider overmande dette kæmpestærke hærdede Legeme. Din Aands Kjæk- hed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den Dig aldrig. Du døde -- som Du havde levet -- en sand Patriot. Fred med Dit Minde! Maaskee skulde disse Sandhedsord ei været talte. Dig sættes vist ingen Bautasteen; men trøst dig ved Romernes: "Cælo tegitur, qvi non habet Urnam" (Den dækkes af Himlen, som ingen Urne har). W........." SIDE: 219 fra at træde op, og tale imod Misbrug, der trykte ham og hans Medborgere. Odelsbonden Kristian Jensen Lofthuus, boende paa Pladsen Lillesand i Kristiansands Stift, var Formanden for de Misfor- nøjede i Nedenæs, Bradsberg Amt og flere Egne, som i Aaret 1786 løftede Hovedet for at lette de svære Lænker, som nogle geistlige og verdslige Embedsmænd ved vilkaarlige Paalæg sme- dede om deres Hals. Og sandelig hine Paalæg vare ikke ube- tydelige! De verdslige Embedsmænd, Foged og Sorenskriver afpressede Almuen paa mange Maader Penge, deels ved vel endog tifold at forhøje de dem ved Lovene tillagte Sportler -- Sorenskriverne i Særdeleshed ved at skrive alenlange Bogstaver i bindstærke Skiftebreve, ved paa mange Maader at udvide hvad de skrev for Almuen -- deels ved at affordre Almuen Sportler tvertimod Lovene, Sportler, som desværre! ved langvarig Mis- brug vare hævede -- Geistligheden affordrede Almuen hvad der i Begyndelsen kun havde været en frivillig Gave som lovlige dem tillagte Rettigheder, og paalistede saaledes Almuen en Byrde efter den anden. Og, da de ikke vare visse paa, at den verdslige Arm altid vilde staae dem bi, misbrugte de endog Religionen eller rettere dens Ceremonier til at opnaae deres Øjemed. De nægtede Bonden Sakramentet, indtil han havde givet dem hvad de fordrede; lad det endog være skeet for paa denne Maade at aftvinge, hvad der med Rette skyldtes dem, saa var denne Fremgangsmaade derfore ei mindre ulovlig, Religionens Lærere mindre uværdig. Intet forbittrede Almuen mere end denne Op- førsel -- ja skal jeg sige det, -- det var denne Geistlighedens Opførsel, som meest bidrog til at virke en Gjæring iblandt Al- muen, der virkelig paa nogle Steder nærmede sig til total Op- stand imod Øvrigheden. Kompagniecheferne udsuede ligeledes deres Underhavende, og lod Kompagniets Mandskab skatte til dem forat blive befriede fra at møde til de aarlig bestemte Exer- ceertider, og kom der engang en Ordre, og Kompagniet skulde afgive en Karl til Livvagten, saa blev Kompagniets rige unge Mandskab sat i Kontribution, og -- den fattige Huusmands Søn maatte omsider drage afsted. Hvad hine forøvede i det større, det forøvede disses Haandtlangere, Sorenskrivernes Fuldmæg- SIDE: 220 tige eller (som Loven kalder dem) Tjenere, Lensmænd, Klok- kere, Sergeanter eller Korporaler i det Mindre. Dog det var ikke kongelige Embedsmænd alene, som trykte Bonden. Nei! Kjøbmændene, disse Norges Herremænd, tryk- kede dem end frygteligere paa mange Steder. Da hele Last- handelen opad en Elv kun var i een eller tvende Kjøbmænds Hænder, saa maatte Bonden lade sig nøje med, hvad disse Mo- nopolhandlere gave ham for sin Last. Lykkelig var han endda, om han fik Penge for sin Last, men disse bleve ham kun sjel- den til Deel, da han, naar han engang var kommen i Kjøbman- dens Skyldbog, maatte tage til Takke med Nødvendigheds Varer opskruede til overdrevne Priser, eller vel endog Overflødigheds Vare, som han tildeels ikke behøvede. Følgerne af dette var trykkende Armod, som ganske gjorde Bonden til Kjøbmandens Slave. For at Kjøbmanden kunde leve i Overdaadighed, og langs Norges Kyster vise glimrende Pragt, maatte Bonden oppe i Landet undvære Livets Nødvendigheder. Rigtigheden af hvad jeg har sagt med Hensyn til Kjøbmændenes slibrige Handel med Almuen paa nogle Steder, har tildeels den efter Bøndernes Klage over Arendals Kjøbmænd nedsatte Kommission beviist. Vel feilede det ikke, at jo Almuen ofte havde klaget over disse Mishandlinger til Overøvrigheden; men deraf udkom ikke andet, end at Klagen blev sendt til den Anklagedes Erklæring, og derved forblev det. Sjelden eller aldrig blev den Skyldige sat under Lovens Tiltale. Overøvrigheden var enten uvirksom, eller og saae igjennem Fingre med den Skyldige. Embedsmæn- dene støttede sig paa: at Tidernes Forandring gjorde det nød- vendigt for dem at udvide deres Indkomster, at Regjeringen i et Reskript til Øvrigheden (om jeg husker ret) i Aaret 1778 havde trøstet dem med, at den ikke vilde ansee dem i Unaade for den forbigangne Tid, naar de kun redelig opgave alle deres Embeds Sportler, da Regjeringen havde i Sinde at udgive en med Tiderne mere passende Sporteltaxt, at de endelig havde faaet Embedet med de samme Rettigheder, som deres Formænd, der i Mands Minde havde hævet de samme Sportler, ret ligesom Seklers Vægt kunde hellige Misbrugene. Den belovede Sporteltaxt udkom ikke -- og Misbrugene stege Dag for Dag. SIDE: 221 Lofthuus, der, som sagt, var Formanden for de Misfornøjede, saae det Aag, som trykkede hans Medborgeres Skuldre -- og det være nu, fordi han selv som Bonde følte det trykkende, eller og fordi han var besjælet af ædel Drift til at tale for Med- borgere -- nok var det, han besluttede at lette dette Aag. -- Han forudsaae, at der intet udkom af den sædvanlige Maade at klage paa, og drog derfor selv ned til Kjøbenhavn, for mundt- lig at andrage sin og Medborgeres Besværinger for Regjeringen. Han talte der med Landets Kronprinds, som bad ham at drage hjem og nedsende sin Klage skriftlig. Lofthuus, opmuntret ved dette Svar, drog hjem, og for desvissere at udføre sit Fore- havende, overtalede han de øvrige fornærmede Egnes Beboere til samtligen med ham at indgive deres Klage. Naturligviis kunde dette ikke skee uden Udsendinge, og disse kunde atter ikke udføre deres Ærende, uden at sammenkalde Almuen. Em- bedsmændene, foruroligede af sin bange Samvittighed, ansaae disse Sammenkaldelser for Stemplinger til Oprør, eller i det ringeste forestilte sig dem som saadanne, og ved det de alt for tydelig yttrede deres Frygt, befordrede de snarere end dæm- pede Gjæringer blandt Almuen. Rygter udspredtes: at Øvrig- heden vilde arrestere Lofthuus og hans Udsendinge. Følgen deraf blev, at Lofthuus rejste med en Art af Livvagt, for at sikkre sin Person, og holdt adskillige Møder i de urolige Egne. Uagtet alle disse Møder holdtes, uden at nogen kjendelig Uorden fandt Sted, saa vedblev dog Øvrigheden at forestille disse Mø- der som Stemplinger til Oprør. En Kommission, bestaaende af daværende Geheimeraad og Stiftamtmand Scheel, da værende Oberhofrets siden Højesteretsassessor Falsen og Sorenskriver Aars, blev endelig nedsat i Christiansand for at undersøge saa- vel Klagernes, som de Anklagedes Forhold. Denne Kommission suspenderede tvende af de anklagede Sorenskrivere, som siden for deres egennyttige Forhold bleve ved Højesteret idømte an- seelige Mulkter, og gav hemmelig Ordre til at arrestere Loft- huus. Saa stor var virkelig hans Anhang, at man ikke turde gaae aabenbar til Værks. I nogen Tid var han endda fri, hans troe Livvagt ledsagede ham, indtil endelig 3de Mænd, i Haab om at vinde Belønning for deres Daad, som ikke heller udeblev, lumskelig arresterede ham i Lillesand i Marts 1788, og bragte SIDE: 222 ham til Friderichsværn, hvorfra han siden efter blev ført til Aggershuus Fæstning. Men Almuen blev derfore ikke rolig; de arresterede Krigsraad Dahl, Fogden over Raadbøigdelaget, som de troede, havde været den fornemste Aarsag til, at Lofthuus var bleven arresteret; de sammenkaldte Folket i de urolige Egne til at møde paa bestemte Steder, for at beraadslaae om, hvor- ledes de skulle frelse deres Lofthuus, som de kaldte ham; de droge i hundredeviis til Arendal, hvor en militær Kommando maatte drage ind for at bevogte de, maaskee ikke uden Grund, zittrende Kjøbmandshuse! Endelig blev Almuen beroliget ved et kongeligt Reskript, som tilkjendegav dem, at deres Klager paa det nøjeste skulle blive undersøgte, og en Sporteltaxt med det første skulle udkomme. Foruden hiin Kommission blev og en anden nedsat i Bradsberg Amt, bestaaende af da værende Kammerherre og Amtmand Moltke, siden Deputeret i General- toldkammeret, samt Justitzraad og Laugmand Hagerup. Af denne Kommission sporede man ingen Virkning. At ingen kla- gede for denne Kommission, kom dog nok ikke af det, at dette Amts Beboere vare saa ganske fornøjede med sine gejstlige eller verdslige Embedsmænd, men snarere deraf, at Almuen, jeg veed ikke hvorfor, havde nogen Mistillid til den første af disse Kom- missioner. Almuen troede maaskee, at han som Amtmand var vidende om, at de ham underordnede Embedsmænd forurettede Almuen; at han som Medkommissær endog uden nogen ny Klage vilde have undersøgt de af dem paaklagede Forurettelser. Rettere havde det vel og været, at Regjeringen havde beskikket en anden til Kommissær, hvis Interesse ikke havde ført det med sig, at de Anklagede, saavidt muligt, bleve skaanede for Tiltale. Erindrer man sig nu, at den Kristiansandske Kommission fandt sig beføjet til at suspendere 2de af de anklagede Soren- skrivere, at den over Arendals Kjøbmænd siden efter nedsatte Kommission ikke fandt deres mod Bønderne brugte Omgangs- maade billig eller lovforsvarlig, og man end videre lægger til alt dette, at Regjeringen strax derefter i Aaret 1788 fandt sig beføjet til at udgive en Sporteltaxt for Norges Embedsmænd, og et Regulativ for Gejstligheden i Øvre Tellemarkens Provsti, over hvem dette Provsties Almue i Særdeleshed havde klaget, SIDE: 223 at Generalitætet siden efter har taget andre Forholdsregler for at rekrutere Livvagten, at disse Love dog nok forudsætte, at Misbrug vare foregangne, som man ved dem søgte at hæve; saa troer jeg vel og, at man ikke bør sætte Lofthuus iblandt Op- røreres Tal, fordi han, opbragt ved Fornærmelser, ikke rolig lod sig træde paa Nakken, om han endog i at haandhæve sine Borgerrettigheder overtraadte de borgerlige Loves Orden. Men Haan og Skjændsel hvile over Undertrykkeren, som forledte ham til i Lidenskabens Hede at vove et Skridt, der maaske (??) gjorde hans Indfængsling nødvendig. Dog og herom kan man sige: adhuc sub judice lis est (Endnu er Sagen ikke afgjort.) Ikke er det forresten min Sag at undersøge, om Kristian Loft- huus var skyldfri Mand, hæderlig Borger i Staten, da det i mine Tanker ikke staaer i nogen Forbindelse med dette Faktum. Rygterne om hans private Liv have desuden været alt for imod- sigende, til at jeg vovede at skildre ham upartisk efter disse. Henrik Wergeland [NOTE TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM STEMPLETPAPIRFORVALTERENS SEKRETÆR, ROUGTVEDT] Statsborgeren 30. juli 1837. [Innsenderen sier at nedsettelsen av prisen på stempletpapiret har ført til at flere "aristokratiske Nødvendighedsartikler" "vare nær paa Vejen til at stryge med" for sekretær Rougtvedt. Wergeland legger til:] Saavidt Red. bekjendt er Hr. R. en saa formuende Mand, at dette Opgivende forekommer overdrevet. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 30. juli 1837. -- Den Cst.nelle gaaer videre i Uvilje mod Sverrig end man skulde troe og holde for billigt. Den kjender i den vide Verden kun eet Udland, kun et Land, hvis Fremmedhed for Os maa betegnes ved den skarpeste Afsondring, og dette Land er Sver- rig. Den har to store Rubriker: den ene indeholdende om hver- SIDE: 224 andre Efterretninger fra Norge og Alverden, den anden, under den markerede Overskrivt "Udenlandske Efterretninger," kun dem ifra Sverrig. Dette er at sætte Naborigets Vedkommende i en Slags Skammekrog. Nella for igaar har saaledes under samme Rubrik, overskreven "Kristiania" først en Note fra denne Bye, og dernæst efter hinanden engelske, irske, franske, afri- kanske, spanske, neapolitanske, sicilianske, hanoverske og ame- rikanske Efterretninger. Dette under Kristiania. Med Noter fra Moss, Kristiansand og Arendal sluttes den indenlandske Artikkel. Den udenlandske tager sin Begyndelse under behørig Afsondring; og den tilhører Sverig. Henrik Wergeland [MINNEORD OVER SOGNEPREST JENS ABILDGAARD] Særskilt trykt juli 1837. Jens Abildgaard har hørt op at leve og virke mellem os. Støvet maa komme til Jorden igjen, hvor det var før, Aanden maa komme til Gud igjen, som gav den. -- Hans ensomme Trin udsaaede Velgjerninger og fulgtes af Menneskenes Agtelse og Kjærlighed, indtil de nu lydløse er forsvundne i Himmelen. -- Den ædleste Virksomhed er standset hernede for at udvides der, hvor ei Grændse er sat. -- Oldingen, som bar Alderens Krone ren som Jomfruens Liin, er bleven ung igjen der, hvor ei Skygge af Omskiftelse findes Presten, Jubellæreren, som var hellig i Vandel som i Tale, er indgangen i et herligere Tempel. -- Borgeren er optagen i de Frigjortes Fædreland -- Menneskevennen er lagt til Alkjærlig- hedens Hjerte. -- Forsørgeren er samlet til sine Kjære, Den Trofaste til sit Haab, Og Vennen er bleven Englenes Broder -- . Himlene have Salighed for ham; thi han havde Kjærlighed for Jorden. -- Hans Liv var Fred. -- Han har da Krav paa Dødens. -- Fred over den Virksommes Hvile! Fred over hans Minde! Jens Abildgaard, født 26. Marts 1760, død 7. Juli 1837. I 52 Aar røgtede han Lærerembedet, først som Kapellan SIDE: 225 hos sin Fader, Sogneprest i Faaberg, siden som Sogneprest til Næsodden; men i de sidste 30 Aar som Sogneprest i Hobøl, hvis Menighed med øm Kjærlighed, ved at forsyne Preste- gjeldets Hovedkirke med hans Portræt, har foreviget sig Min- det om, hvad Jubeloldingen var den som Lærer og Forligelses- kommissær i ligesaa mange Aar, og om hvad han virkede ved sit Exempel som Jordbruger og i alle borgerlige Forhold. -- Han levede ugift, men hans Kjærlighed strakte sig til mange -- . Tvende Søstre levede altid hos ham. -- Forud- gangne have de nu modtaget ham hisset, hvor den Retskafnes Løn er herlig. -- Fred og Velsignelse over hans Minde! Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 3. aug. 1837. Baron Wedels Visitationsreiser som Høistkommanderende have havt mere tilfælleds med en elsket Konges Eriksgata end med en upopulær, selv af Militærets Fleerhed ikke afholdt, Be- falingsmands Ærinder i et Embede, hvortil den almindelige Vilje skulde ville kalde ham sidst af Alle. Kapitainer og Lieutenanter have maattet vise Saale op (som Heste, hvis Sko skulle efter- sees) forat H. H. kunde overtyde sig om de vigtige Stropper vare i sin Orden. Og vee dem, som manglede disse vel for mange ubeqvemme, men ikkedestomindre uundgaaelig nødvendige Ap- pertinentser til Uniformen og Manden som Militær. I Kristian- sand hilsedes han af Pøbelen med Hurraraab, som det kun med Møje lykkedes en Officeer at stagge i det enthusiastiske Frem- brud. Geheimekommerceraad Reinhardt gav naturligviis i Over- eensstemmelse med denne Enthusiasme et Æresgjestebud og Skarer af Nysgjerrige -- vi ville haabe mest Gadegutter i ejen- dommeligt Kostum -- omgave altid den berømte Feldtherre, som saaledes her nød nogle af sine skjønneste Triumfer, hvad- enten han gik igjennem Gaderne, steg af Baade, sad tilbords, eller var at see i Vinduerne i det særdeles passende Logis, H. H. havde faaet i Justitssekretær Chr. Rasmus Hanssons, ifølge en lykkelig Stockholmsfart, acqvirerede store Huus. Det er ellers beklageligt, at den samme Kristiansandspøbel, som den ene SIDE: 226 Aften ogsaa viste den sidste svenske Statholder, Grev Platen, den Opmærksomhed at hilse ham med Hurraer, hvor han viste sig, paa det taktløseste berøvede sine Bifaldsyttringer endeel af Værdien ved Dagen efter at pibe og være uartig paa flere Maader udenfor den fornemme Svenskers Bolig. Baronen har derfor upaatvivlelig havt Grund til med vedbørlig Foragt at be- tvivle om hine afbrudte Vivatraab har været noget andet end Udbrud af Pøbelens naturlige Lystighed. Hvis ikke, da er det endnu uvissere, om ikke denne en glad og naturlig Ungdoms Hilsen kan maale sig i Værd for det Wedelske Hjerte med den, som Kristiania adstadige Borgerskab ifjor Høst udbragte dels for ikke at sætte den afholdte Chef, som fik denne besynderlige Idee, blot, dels fordi Nogle tænkte "jo galere jo bedre", og dels fordi Nogle slet ikke tænkte. -- H. M. har resolveret Oparbeidning og Klassifikation som Hovedveje af Veje fra Kongsberg til Timmebro, hvor den støder sammen med Hovedvejen fra Eidstaaen i Nissedal til Skien, samt fra Brunkebjerg Kirke i Bradsberg Amt vestover gjennem Vinje til Skiftet Gregaarden (Grugaarden?) i Haukali Stifts- grændse. Dertil er anviist efterhaanden i Løbet af 3 -- 4 Aar "omtrent" 30,000 Spd. hvilke gjenrefunderes Statskassen ved Ligning paa hele Rigets Matrikulskyld. Arbeidet skal forsøges bortliciteret eller bortaccorderet, og i manglende Fald skee ved lejede Arbeidere. -- Danzigerskipperen, der mistænktes for at have havt Cholera ombord, er fritagen for videre Qvarantaine. -- Ogsaa paa Lillehammer udkommer nu en "Oplandstidende." Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 10. aug. 1837. -- Oversætteren af den svenske Artikel i Morgenbladet, Stu- dent Sivertson, griber en Leilighed ved Haaret til med stor Glæde at fortælle, at Statsborgeren med denne Maaneds Udgang skal gaae ind af Mangel paa Læsere. Han har nu rigtignok havt Anledning til at kjende Bladets økonomiske Stilling baade i dets første Skikkelse, da han selv redigerede det ad interim, medens Soelvold overtog dets reisende Ærinder, og nu et Par Maaneder i indeværende Sommer som Redaktør af de Artikler, SIDE: 227 der ikke ere overskrevne "Norge" eller blot politiske, indtil man ikke fandt sig tjent med ham; men Ærgrelsen herover burde ikke bringe ham til at glemme at anføre, at misligt Indkomme af Bladets ikke ubetydelige Restancer, og den Omstændighed, at det begyndte sit senere Tilvær med den forrige Redaktions Gjeld til Bogtrykkeren, den nærværende Udgiver, ialfald ere de afgjørende Bevæggrunde for denne, om han skulde udføre Beslutningen at standse med dens Udgivelse. Det er ellers kun faa Dage siden Hr. S. skrivtligen paany tilbød Statsborgeren sin Tjeneste, efterat han havde havt Anledning til at erfare, at et Par af dens Venner nærede større Tanker end Red. om den Nytte, hans Pen kunde gjøre Bladet. Hr. S. henvistes til Ud- giveren og nærmere Akkord, hvoraf dog intet er bleven; men han trøster sig nu i de Anmærkninger, han har Anledning til at flikke ind i Morgenbladet under sine svenske Referater. -- En Skuespiller Spindler havde paadraget sig nogle af den Cst.nelles Kompaners Had. Men nu -- hvorledes gjøre det af med Manden? Jo, det gamle Middel fra det gamle Værksted -- Historier, Historier, som Spindler erklærer for Bagvaskelser, og som Publikum troer er det -- Scener fra Scenen, hvilke de Tilstedeværende ere mest ubekjendte om -- Opsatser fra samme Hænder i den Cst.nelle, som Spindler nu for Retten vil bevise indeholde Løgn og Opdigtelse, og -- hvad der er det bedste -- en gjentagen Forsikkring i den Cst.nelle, at Publikum ikke vil mere see bemeldte Skuespiller, hvorom Publikum, ved at frem- kalde og hilse ham med stormende Bravo, da han paany frem- traadte sidst Mandag, erklærer at den hører hjemme mellem den Cst.nelles mange andre latterlige, underkjendte, lapsede Impe- rativer. Ja dette sidste var det bedste. Efter behørigen at have undersøgt Forraadet af Piber i Byens Boutikker, og forsynet sig, indfandt Komplottet sig. Men hvor taber dette halve Dusin, som skulde agere Publikum og effektuere Actserklæringen, sig ikke i det Publikum, som opfyldte Huset! De maatte da forsøge List, og fordelte sig i Husets skumlere Partier for derifra at lade Piberne virke. De lode Manden, som skulde ødelægges, frem- træde uforstyrret. De lode ham spille ud. Man forundrer sig over at Publikum i den Cst.nelle lader Publikum i Theatret ville see ham, den Skjændede. Da hedder det: nei vi lege med ham SIDE: 228 som Katten med Musen. Lad ham kun spille ud; men saa -- ! Han skal fremkaldes og saa -- ! Han skal tilintetgjøres med endnu større Eclat. Ja Eclat blev der. Publikum tilkjendegav, at det vilde see Skuespilleren mere, og at det mere faldt i dets Smag, naar Nogen skulde bort, paa hurtigste Maade at skaffe hans Forfølgere, en Haandfuld Spektakelmagere, afvejen. Saa- ledes gik det dengang, og tør vel gaa oftere, naar den vakte Sag giver Publikum en bedre Leilighed til at see ind i Maskineriet i den Fabrik, som forsyner Byen med Historier, med Historier, og kanskee til at faa høre nogle af Arbeidernes egne Historier, Historier. Henrik Wergeland EN DUSINKAVALEER AF TROPPEN Statsborgeren 13. aug. 1837. Qvaliteter: Intet Ondt ved Personen uden Hang til at hykle, lyve, bagvaske og smyge. Derved meget behagelig. Ellers lemfældig af Gemyt; thi han straffer Nabolaget (som rigtignok ikke har gjort ham noget) bare med at blæse paa Fløite. Er en stor Kunstdommer. Skriver endogsaa Vers og vittige Artikler i den Cst.nelle. God Ven af Hr. Hans En Dusinkavaleer af Troppen, reqvireret til Moss hos Nella, og detascheret did forat gjøre Lykke der. Qvaliteter: Smyg, Boghand- ler Dahl og Foug- stad. Regnes af den Constitutio- nelle for saa godt som et helt Pub- likum, naar han har sat sig paa første Bænk i Theatret. Piber godt. Er godt an- skrevet. Kjender Kjøbenhavn lige- saagodt som Kri- stiania. Stock- holmsfarer. For- staaer at sætte Hatten nydeligt paa Snurr. "- - Man frygter meget for, at der ved de forestående Soireer vil blive stor Mangel paa dandsende og converserende Kavaillerer. Et Dusin Herrer SIDE: 229 fra Hovedstaden vilde i Sommertiden udentvivl kunne gjøre megen Lykke hernede." (i Moss). Fra Moss i den Constitutionelle af 18de Juni. Henrik Wergeland [NOTER TIL ET INNLEGG AV S. SIVERTSON] Statsborgeren 13. aug. 1837. [Sivertson skriver at han "ikke vilde være Hr. Wergelands Kreatur." Wergeland legger til:] Hr. S. finder sig da bedre i at være Dens, som paa egen Haand smører sine fornærmende Anmærkninger atved hans svenske Artikler i Morgenbladet? Red. [Sivertson skriver: "Med den egentlige Redaktion af Bladet (Statsborge- ren) har jeg aldrig haft noget at gjøre." Wergeland tilføier:] Kun med Bladets Hoveddeel, der udgjøres af indsendte Ar- tikler og Red.s egne Afhandlinger, og hvorfor han netop havde det samme Honorar som Redaktøren af den politiske Artikel, der kun, forsaavidt hans Ansvarlighed gjorde det til Pligt for ham at have Indseende med det Hele, kunde kaldes Hoved- redaktøren, og gav ham Myndigheden at afskedige og antage. Red. [Sivertson skriver at Wergelands fremstilling i Statsborgeren er uriktig. Wergeland tilføier:] Hvori er den gjendreven? Hr. S.s Forhold til Bladet i den senere Tid skildres, som det forekommer os, ikke meget for- skjelligt af os begge. Det Intime deri, samstillet med Hadsk- heden i en Anmærkning under en Artikel i Morgenbladet, som hører under hans Ressort, og som altsaa maatte tiltroes ham, saasnart han ikke skulde være en blot afhængig Lejearbeider, opfordrede til at lægge det for Dagen. Red. [Sivertson sier at han "ikke har skrevet den Opsats eller den Note i Morgenbladet, hvori fortælles, at Statsborgeren af Mangel paa Læsere vil indgaa." Wergeland tilføier:] Saa har "Morgenbladmanden sjøl" gjort det, og Hr. S. er hans Kreatur. Det maa være for Foderets Skyld, for ellers er den Behandling haard nok, at en gammel Medarbeider i Bladet SIDE: 230 og Redaktør af en af dets faste Artikler ikke kan beholde sit Arbeide frit for en Andens Anmærkninger, hvor han med bedre Kaars Overmod vælter sig ind paa Ens gamle Inklinationer. Red. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 13. aug. 1837. -- I Kristiansandsavisen for 4de d. iværksætter Byfoged Thesen sin ordnede Retræte ud af Sagen mod Storthingsmand Valstad. Han -- selv engang Højesteretsadvokat skjøndt, nede i Lexen rigtignok -- citerer en Højesteretsadvokats Betænkning, som han har indhentet og hvorefter han finder sig bevæget til at indskrænke sin "tilstrækkelige" Retfærdiggjørelse "for den mere retsindige Deel af Publikum" til Indførelsen af to af hans egne Skrivelser til Auditør Lund, efterat han end tilstrækkeligere har ønsket sig "til Lykke med, at han tilfældigviis var den Første, som havde havt Mod til at tage Bladet fra Munden!" I Brevet seer man, at den Cst.nelles Udladelser om Valstad, som "af Redaktionen er skildret" i sin Adfærd at røbe en "raa og for- dærvet Sjel," med flere Yttringer af dette smukke Blad, som ogsaa "optog og nærmere udviklede de Materier, til hvis Be- handling [hør ham!] han tilfældigviis var kommet til at have den Lykke [hør ham!] at give det første Stød," har afgivet for Thesen de afgjørende Motiver til den Opsats, som kun kostede ham en Mulkt af 50 Spd. til Fattigkassen. Thesen dølger ikke ganske, at han er bleven stødt over at Byavisen først og siden Kristianiaaviserne have omtalt dette Uheld for den ædle Ridder, som nok vidste under hvilke naadige Øjne han traadte i Skran- ken mod Storthinget; men Redaktionen af Kristiansandsavisen nægter aldeles at have været den første Referent, men tilstaaer at have taget sin Beretning af Morgenbladet. Det er kun en Omvei af 60 Mile frem og tilbage en Efterretning af Interesse fra Kristiansand har at gaae forat komme paalideligen for Kri- stiansandensernes egne Øren. De hjælpe sig dog nok nogenlunde imidlertid med Snak og Rygter. Men hermed torde Byfogden være mindre tjent, da hans mærkværdige Opsats om Thinget gav god Grund til Rygter om sværere Straf end han vilde kunne taale. Henrik Wergeland SIDE: 231 SVERIGE Statsborgeren 13. aug. 1837. -- Ingen Stad er rigere end Stockholm paa en vis Klasse af Mennesker, som, uden just at drive paa de parisiske og lon- donske Industrikavalerers mere indbringende hemmelige Forret- ninger, dog forstaa at leve ret godt enten som Haandlangere for aristokratiske Interesser, som endnu ønske at holde Marken, eller som behagelige Bordvenner, maitres de plaisir (Moro- magere) Sangere, Spotskiver og Anekdotkræmmere, ved Stor- mændenes Borde. Den sidste Metier er nu rigtignok ikke andet end Snyltegjæsteri saa puurt man vil have det; men det føder dog sin Mand, og de gamle Karle fra Gustavernes Tider ville ikke savne disse Attributer til Aristokratiet. Askeløfen er en saadan Karl, qvik, fuld af skjemtsomme Tvetydigheder, indøvet i Bellmann, med en god Stemme, et altid smilende Ansigt og en myg Ryg trods sin trinde Bug, hvori den fortræffeligste Appetit uforstyrret opererer. Han er derfor velkommen; og han har skaffet sig en Slags Ret dertil ved Hævd og Vane og ved at drive sit lille Karamelblad "svenske Minerva" ved Siden af denne Næringsvei. Johanson i Dagligt Allehanda er en ligedan Leje- haandlanger, men hvor Askeløfen ovenpaa en Snes Pariserretter vil smadske i Champagner, serveret i Iis, er han fornøjet med borgerlig Kaal og en Sup atpaa om Kaalen er feed. De traktere igjen, som vi høre, og saaledes tro de idetmindste selv at be- sidde nog honnör for att vara tilräckligt bra karar enddå såsom verlden er. Og de tage endog vedbørligt Hensyn til sine Vel- ynderes Smag. Johanson koger sin Kaal opigjen og opigjen paa Stockholmsfareren, dens Forfatter og hvad han kalder "norrske Sakerne"; Askeløfen serverer det samme med yderligere Til- sats af gammeldags Svenskhed paa sin Asjet af en Avis. Begge ere netop nu ude igjen -- de Utrættelige; thi Maven vil have sin Ret. De have opdaget en Publicist i Norge, som ikke deler de flere andres, dem selv vistnok uvitterlige, Forseelse, ved umaadelige Berømmelser over Fædrelandets Stilling og Til- stand, Sløvgjørelse af Folkets Selvfølelse og Tilhyllelse af dets nationale Krav og sande Stilling, at berede dets Undergang. De taale ikke, at Nogen modererer sig i at lovprise Unionen, SIDE: 232 somom de lykkelige Følger deraf, man imellem andre kunde op- dage, vare deres Lands Fortjeneste. Den, som gjør det, er en Fiende af Unionen og gjemmer det gamle Nationalhad uslukket i sig. Men hver Saadan maa isoleres, nedtrædes, udskjældes, belyves, afsættes, tilintetgjøres. Sligt er det, som smager Mi- nervas og Allehandas Svensker. Uden Undseelse trænge de da frem med sine Proskriptioner, Opfordringer til det personlige Fiendskab, Forslag til Forfølgel- ser og Indblandinger i Anliggender inden vort Land, hvormed ingen Svenske har at bestille, og med Guds Hjælp aldrig skal faae noget at bestille, om Eftertiden fører det med sig, at ikke Omstændigheder, men Norriges Mænd skal skifte Fædrelandet dets Skjebner til. Sekretær Askeløf er saaledes af den ufor- gribelige Mening, at Grev Wedels Liberalitet som Universitetets Prokanzler gaar forvidt, naar han tillader Den, som er angiven som Stockholmsfarerens Forfatter, at være Amanuensis ved Universitetsbibliotheket, ligesom og, at Departementsfuldmæg- tig Stabel, der siges at være Redaktør af Morgenbladet, des- aarsag øjeblikkelig bør afsættes. Af den Mening er Sekretær Askeløf; og det siger nu meget. Allehandamanden opfordrer den norske Regjering til Aktion og giver sig yderligere Luft ved de vægtige Løgne om Stockholmsfarerens Forfatter, som han idelig ophenter af de Pamfletkloaker, som i sin Tid skulde for- skandse den lykkelige Plet, hvorpaa Dæmringspoeten skulde hvile. Dette er nu hans Maade; maaskee fordi han veed, at den Constitutionelle griber Saadant med Begjærlighed og besmører sine Spalter dermed; -- og saaledes døer da ikke Glødstikken eller vor Herres Fugl i Legen før den kommer did den skal. Vi haabe saaledes, at Nella heller ikke nu sidder Opfordringen overhørig, at oplyse Allehanda om de Punkter betræffende Henr. Ws. Indflydelse, som det er det saa meget om at gjøre atter at faa tilforladelig Underretning om. Selv er Han ikke tilbøielig til at oplyse Svensken i Allehanda om andet end om at hans Beretning -- optaget i Nella -- om hvad der bragte Provst W. til Stockholm er, hverken meer eller mindre end Løgn; og ligesaalidt er Henr. W. nogen "Stockholmsfarer", fordi han har været i Stockholm og seet nok af det Væsen der for aldrig at ønske sig did mere. Lad Os blot ikke faa noget eller SIDE: 233 mere af det hid end vi har. Det Bedste var upaatvivlelig, at hver havde sit. P. S. Morgenbladet for igaar har gjort os nærmere bekjendt med de forvorpne Løgne og usle Taabeligheder, vi ovenfor har berørt efter et mundtligt Referat. Det allerbedste er dog, at det er den Constitutionelle, som er opfordret til at erklære sig derover eller gjendrive det jammerlige Sammenvæv om den kan. Men hvor mægtig og myndig den er, kan den dog ikke mere end den vil. Vi tænke derfor den heller slaaer noget Islæt i, natur- ligviis ikke for egen Skyld, men for Sandhedens og Retfærdig- hedens, i hvis Hænder Henr. W. er, naar han tjener til Korre- spondenzthema imellem Allehanda, Minerva og Nella. Henrik Wergeland OM CHR. DELPHINS SENDEBREV TIL PASTOR HESSELBERG (Indsendt.) Statsborgeren 17. aug. 1837. Ingen Trætter ere vel modbydeligere end de theologiske. Og det kommer baade af den aandelige Hovmod, det fornuftstridige Sværmerie og den ækle Pietisme med flere andre Lyder, som stikke frem, og af at de Materier tilforn ere saa udtømte og drøvtyggede. Alligevel er Publikum bleven i disse Dage aver- teret om, at et Sendebrev til Pastor Hesselberg, hans saakalde politiske og religiøse Stilling betræffende, er udskikket i Verden af C. Delphin, res. Kapellan til Ringsager. Og det giver i alle Henseende Bekræftning paa hiin almindelige Dom. Som en Prøve paa det saaofte deri omtalte "kjærlige Sind", hvormed det skal være skrevet, tjene alene, at han paastaaer, at det er Politiken i hans Prækener, som skaffer Hesselberg Tilhørere. Forresten afgiver det heelt igjennem Beviser paa, at Staten, om den ved den illiberaleste Paragraph i sin Grundlov har utilbør- ligen begunstiget den lutheranske Orthodoxie, dog ingenlunde derfor tør vente nogen varm Borgerfølelse under flere af disse den herskende Kirkes Samarier. Imellem Sectererne er der i saahenseende meer at finde. Vi haabe, at Hr. Hesselberg ikke tager videre Notis af sin Irettesætters Opfordring til offentlig at fremstille den af H. saa anpriste borgerlige Friheds rette For- hold til Christendommen, uden det skulde være i en Præken SIDE: 234 kanske, og som Han jo da kunde tjene sin ængstede Kollega med at udgive. I to Ting er det ellers mærkeligt, hvor Hr. Delphin rammer det rette, nemlig først i at den Kjærlighed, en Menighed nærer til sin Præst, er det bedste Vidnesbyrd om hans Fortjenester, og for det andet i den Indflydelse, han viser sig ikke utilbøielig til at antage, legemlig Sygelighed har paa de religiøse Anskuelser. Det Første kommer desværre ikke Hr. Delphin selv tilgode, hvorimod det kan siges om Hesselberg, som netop har vidst at træffe Det hos sine Tilhørere, som giver hans christelige Lære Indpas hos dem og "leder dem til Kirkegang." Og det andet, saa sikkert det leder til en rigtig Anskuelse af Værdet af Hr. D's og Ligetænkendes -- saasom sundtisk og wexelsk -- Troe, fører ogsaa Tanke til en Mening, som det er meget ved, at nemlig al mørk Orthodoxie har sin Oprindelse af en særegen Organisation, hvis overvældige Yttringer det er en Feil ikke at have underlagt harmonisk Fornuften. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 17. aug. 1837. -- Intet Blad har vel nogensinde gjort sig skyldig i en fræk- kere Foragt for Sandheden og Publikum end den Constitutio- nelle af 9de d. i Opsatsen "Skandal. Besynderligt. Besynder- ligt. Besynderligt." Den har ogsaa vakt udeelt Misnøje, og koster Bladet de Subskribenter, som maatte have befundet sig imellem det Publikum, som i hiin Opsats fornærmes, forsaavidt de ikke selv ville tillade, at de sættes ind i en af dens tre imaginære, uforskammede Klassifikationer. Man tænke sig blot, at det talrige Theaterpublikum, som tilintetgjorde ved de liv- ligste Bravoraab nogle Enkeltes Machinationer mod den forhen i dette Blad omnævnte Skuespiller, i den Constitutionelle dels beskyldes for at ynde saadanne Uteerligheder som Rygte- smedene paaløj Skuespilleren, dels at det kun bestod af hans "Omgangsvenner og Statsborgerens Redaktører, som reiste sig en masse for at overdøve de constitutionelle Pibere," samt af "Enkelte af Studentersamfundets Medlemmer, der have nydt Hr. S's Veiledning i Skuespillerkunsten, og af hans Skomager og Flere af dennes Associerede!" Hvilken Forvorpenhed skal der ikke til at sammensætte og publicere slige Løgne og til at SIDE: 235 meddele den større Almeenhed saa falsk en Fremstilling af noget i Hundreders Paasyn Passeret. Vi appellere denne vor Paastand til Disses Kjendelse, og spørge hvad Tillid og Tiltro en Redaktion fortjener, som maatte være vidende om det Sande i Begivenheden, og dog enten selv fremstiller eller indtager i sit Blad en saa vitterlig falsk Beretning derom. -- Romsdals Amts-Tidende af 5te Aug. indeholder forskjel- lige Opsatser betræffende Patrioten N. H. Knudtzons Afgang og Jordfæstelse. [Her følger disse opsatser, dessuten en opsats fra samme blad om kobber- anvisninger ved Dyrset i Romsdals amt.] Henrik Wergeland [BEMERKNING TIL ET AVERTISSEMENT FRA JOHAN KROHN OM AT HAN "IKKE VEDBLIVER UDGIVELSEN" AV "STATSBORGEREN" LENGER] Statsborgeren 17. aug. 1837. Er det med Forventningen om dette Avertissement at Bladets Fiender have gottet sig saalænge forud? Men før den Constitu- tionelles egen hoffærdige Fattigdom fornøjer sine svenske Mak- kere med den tilforladelige Efterretning om Statsborgerens Ophør burde den dog betænke, at dette ikke er eet og det samme med at skifte Bogtrykker eller Udgiver. Træffes et saa- dant Arrangement, vil det blive bekjendtgjort i et af de følgende Nr. Den Cst.nelle selv tør nok endnu døe Døden før Stats- borgeren; idetmindste fortjener den ikke, at nogen ærlig Mand holder et Blad, der viser en saadan Ringeagt for Sandhed, Sædelighed og for Publikum, som det mangfoldige Gange har afgivet Prøver paa. Det siges ogsaa, uagtet gjentagne Tilskud fra sin Patron, at staae paa yderlig svage Fødder; og Savnet deraf tør vi dristigen paastaae vil være mindre føleligt for Al- meenheden og den gode Sag, end af Statsborgeren, saa liden den er, om det ikke skulde lykkes Red. at opretholde den. Den begyndte under nærværende Bestyrelse med nogle l00 Dalers Gjeld fra den forrige Redaktion (medens den Cst.nelle begyndte med 1000 Dalers Skjænk som Fæstepenge fra Greven), og indtil dette Øjeblik er af de betydelige Restancer, som skulde dække den for Mesteparten, kun utilstrækkeligen afbetalt derpaa, saa SIDE: 236 Udgiveren omsider har maattet opgive Haabet om at kunne er- holde Fyldestgjørelse ved at drive Statsborgeren for egen Reg- ning. Trangen til et saadant Blad vil imidlertid snart skabe et nyt lignende, om end fra andre Hænder, end de, der frygte for i næste Nr. at maatte bedrøve Statsborgerens Fiender med Efterretningen om at den fremdeles skal leve og virke. Redaktionen. Henrik Wergeland ERKLÆRING. Morgenbladet og Statsborgeren 24. aug. 1837. Undertegnedes Person og Vandel har især i den senere Tid i de svenske Tidender Dagligt Allehanda og i Paskilbladet paa Aftonbladet det nys udkomne "Sista Aftonbladet" som og i vor Constitutionelle under dens Referater deraf og Reflexioner der- over været en Gjenstand for den frækkeste Paalyven og en saa skamløs Behandling, at kun Udlande med en særdeles fri Presse kjende til noget lignende under heftige Partikampe og hvor fremragende Personligheder skulle tillivs. Jeg mener hermed de Fremstillinger af min Maade at omgaaes Folk under min Dannelse paa og at leve paa, som ad de Canaler ere blevne divulgerede. Politisk Lidenskabelighed kan tilgives meget; og uagtet den dog ikke kan tilgives det meest umoralske Middel, Løgnen, naar Adgang til at undersøge de rette Forhold staaer aaben eller dog maatte kunne erhverves, saa tilgiver jeg den dog hos fremmede vildledede eller -- som den større og bedre Deel af deres Landsmænd mener -- slettænkende partigjæn- gerske Lejeskrivere. Til at uroes deraf lever jeg for langt fra dem, læser for sjeldent deres paatrængende Igjentagelser af det samme smagløse Sammensurium af Bagvaskelser, og er formeget sikker paa, at Fleerheden har formegen sund Sands til at fæste Tro til deslige Paadigtelser eller til at de endog skulde være mulige efter min Stilling i enhver af dennes aandelige og bor- gerlige Henseender. Man skal have noget at gribe til, og da falder Skarn i Haanden paa dem, som ikke forsmaae det, og saadant Skarn, som at Jeg skulde være skjødesløs om min Omgang, drikke Dus med Creti og Pleti for at blive populær o. d. -- sandelig, jeg har ingen Skræk for slige Vaaben eller SIDE: 237 andre Vaaben derimod end at gaae afvejen med Medynk for dem, som maae gribe til sligt heller end min daglige Vandel, mine Foresattes og de Menneskers Vidnesbyrd, som kjende til mig eller have omgaaets mig. Det private Had, som herhjemme har været anbetroet Udbredelsen af deslige Løgne, og som har været lavt nok til, ved den Maade dette er skeet paa, at forsøge at give dem ny Styrke, uagtet Angjældende maa vide, at saadan Pøbelagtighed er mig ligesaa fremmed som Nogen af dem, haa- ber jeg føler Vægten af disse Provokationer, og jeg opfordrer det til at betage dem denne ved de specielleste Angivelser af hvor jeg har søgt og vedligeholdt lav Omgang eller søgt nogen- somhelst i en lav Hensigt. Jeg har ellers tænkt, forat gjøre en Ende paa sligt Snak, som jeg tænker de selv ikke troe eller vide hvorfra de have det, at afdække for Publikum den Neder- drægtighedens Kilde, hvorfra Bagvaskelserne have sit første Ud- spring. Uagtet denne Hensigt, som jeg ellers i sin Tid vil faae et mere passende Sted til at naae, erkjender jeg dog ingenlunde nogen Nødvendighed for mig at foretage noget Saadant, eller vil jeg, at Nogen skal troe, at jeg mener saa lidet med min Foragt for saadanne Angreb, at jeg fra først af greb denne Pen forat imødegaae dem. Langtfra. Derimod indeholdes der i nogle anonyme Vers i den Constitutionelle for nogle Dage siden en Beskyldning, som lægger mig den i Haanden, for at erklære deres Forfatter for en infam Løgner, naar han imputerer mig, i Udtryk, der ingen anden Mening tillade, at have beilet i egen- nyttige Hensigter til Konge- og Folkegunst. Alene det Eense og Homogene i Motiverne til de forskjellige Angreb paa min Person og Karakteer lod mig i det Foregaaende berøre hiin anden Art deraf. Ja han, som siger saa paa mig, er en infam Løgner -- han være nu hiin som Nationens Forsmæder berygtede Poetik- lernes Mester i den møisommelige Konst at gjøre poetiske Tapetserier af laante Fjer eller nogen Anden af deres Mang- foldighed, som fusker paa det samme. Mine Skrivter vidne om, at jeg føler varmt for Kongen som Norges Konge, som Unionens Stifter og Repræsentant, som historisk Person, Helt og Men- neske; men er det denne Følelse selv eller nogle af dens Udtryk, man vil lægge mig til Last? Jeg opfatter med større Grund Løgnerens Ord som at gaa ud paa, at jeg hemmeligen SIDE: 238 skal have søgt at tilvende mig Kongegunst, og da at jeg har i Hensigt nydt Naaden af Audienzer. Der har været norske Vidner ved disse; og jeg vilde ikke kunnet vove min Erklæring om Beskyldningen, om jeg i nogen Henseende havde noget at frygte af en Forklaring. Jeg har aldrig under Audienzer anholdt om Embede, Gunst eller Naade, kun om hvad jeg troede var min simple, men af vedkommende Departement, paa Grund af Pro- cessen med den senerehen dog befordrede Procurator Praëm, for mig arbitrært hen suspenderede Ret at søge, naar mine Adkomster ellers tillode mig det. Ja jeg har aldrig, endog paa given Anledning, nævnt Noget, jeg kunde ønske, udenfor dette beskedne, ikke at være den Eneste af Landets Børn, som, for et saadant Forhold til en anden Mand, skulde være nægtet at søge om dets Brød d. e. den simple Supplikationsret. Den anden Beskyldning om, at jeg paa lige uværdig Maneer skal beile til Folkegunst tager sig for daarligt ud i et Blad, som i et Aarstid har paastaaet, at jeg ikke deler Anskuelser med Folket, men staaer isolert deri med mine Meninger, til at jeg skulde derpaa spilde videre Ord. Jeg anmoder Redaktionen af Aftonbladet om at optage, over- sat eller ikke, denne Erklæring fra Kristiania, den 22de August 1837. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM LEKTOR MUNCHS EKSAMINASJON] Statsborgeren 24. aug. 1837. Det var ikke afvejen, om Lektor Munch mandede sig noget op under sine Examinationer, navnlig i Geografi, ved nuvæ- rende Examen Artium. Han maa dog upaatvivlelig kunne gaae noget mere udenfor Almueskolernes Syvskillingsgeografi, end der er Tale om at han gjør mellem selv Dem, der dog ellers kunne nyde godt af saadan lemfældig Behandling. At pege paa Danmarks Kaart f. Ex. og spørge hvad Landet er, og ledsage Svaret med et vedbørligen alvorligt: Rigtigt! meget rigtigt! kan nu være en Overgang eller Indledning som saa til dybere ind- trængende Spørgsmaal om Landet; men saa at lægge den ven- lige Harelab over Sjælland og spørge om det er en Ø eller Fast- land (hvorpaa atter efter et rimeligt Svar et: Rigtigt! meget SIDE: 239 Rigtigt!) synes at være mere afpasset for en Almueskoles nedre Klasser end for en Examination inden de akademiske Skranker. Det var heller ikke overflødigt, om Hr. Lektoren ved, at udvide sin Examination i Verdenshistorien og den nyere, bidrog noget mere til at ændre Formeningen om, at der nu ved Universitetet vel kan være overflødigen sørget for vor gamle Historie, mens det mindre godt er det med hine andre Historiens Dele. Henrik Wergeland SVERIGE Statsborgeren 24. aug. 1837. -- Den svenske Dr. Engstrøm, som i sin Reisebeskrivelse over det nordlige Norge saa ganske delte den her i Landet ikke sær- synte og med ubehagelige Fornemmelser nærede Anskuelse af Jæmtelandsvejen som Militærvej og beqvem Adgang for en Armee med fuldt Tilbehør af Artilleri til Trondhjem, har i Sjette Aftonbladet indladt sig paa Erklæringer til Berigtigelse af den Mening, han finder, at dette Blad saavelsom Over- sætteren af Rævbælgskrivtet "om et nyt Unionsfordrag" i sine Anmærkninger dertil har villet faae ud af hans Ord, nemlig at de skulde gaae ud paa at gjøre os Norske opmærksomme paa, at det var fra svensk Side Vejen skulde kunne gjøres farlig. Vi holde det vel for bedst, at beholde vore Tanker for os Selv i dette og lignende Punkter, saalænge vore egne Tidender paa lidet nær ere enige i at lægge den Normand an for Had og For- følgelse, som ikke deler deres Tryghed i det Leje, som Norge er redet, og saalænge politisk Differenz upaatalt giver navn- givet og navnløst Lumpepak af Smyger, Dandyer og Poetikler en velkommen Anledning til at udtømme Forbittrelsen igjennem de usleste Personligheder, hvis Raahed og Løgnagtighed ikke betager dem Adkomsten til med Begjærlighed at publiceres af Personer, som, uagtet de med den grundløseste Arrogance ville have sig tillagt her og udenlands Navn og Anseelse af en op- højet Liberalismes og Intelligenzens pletløse Riddere, dog staae den ubundne personlige Lidenskabelighed til beredvillig Tje- neste; men da hiin svenske Forfatter, som meldt, navnligen be- klager sig over at være misforstaaet af os, og gjør dette i en mod Folket velvillig Tone, uanseet at ogsaa denne er smittet af de af vore egne Landsmænd fra først af i en mere indskrænket SIDE: 240 personlig Hensigt udbredte falske Forestillinger om endeel Nor- mænds overdrevne skrigende patriotiske Ængstlighed: saa holde vi for at burde baade gjøre vore Læsere opmærksomme paa, at han saaledes har taget til Gjenmæle imod en Fortolkning af hans Ord, som disse ialfald tilstedede, men, som det lader til at være ham om at gjøre, ikke lede andetsteds hen, end til Tanken om den farlige Magt i Østen og paa at Jæmtlandsvejen i en Krig med denne vilde være af fortrinlig Vigtighed for den norske Hjælpestyrke, som ad den med Lethed vilde kunne over- føres til at dække Sveriges nordøstlige Grændser. Og heri har jo Manden Ret. Men mon vi ikke, uden at fortjene nogen Be- breidelse for at hæfte os, med uvilligt Sind mod Sverrig, ved de saameget udskregne og med saamegen Uret saakaldte bor- nerede nationale Synsmaader, ikke ogsaa skulde have Ret i at Norges dyrebareste, Norges materielle Støtte, dets Livsaare, ikke bør ligge for den aabne Ende af en Adgang, som dog ganske vist, i Tilfælde af et Nederlag, er ligesaa beqvem og kort for en Fiendes Armee med sit Artilleri, kommende fra Øst mod Vest, som den er for den norske Armee, der kom fra Vest, og maaske fandt sin Grav paa de svenske Kyster? At vove dette, at forsvare Norge og Sverige der, vil dog vorde en Hæder og en Pligt, naar Storthinget finder, at en Krig med hin Magt stemmer med Rigets Velvære; og da vil Jæmtelands- vejen have sin militære Nytte; men den er dog vel ikke hoved- sagelig at betragte som Militærvei? Den er efter vor Mening, en, den gjensidige Handel imellem Rigerne aabnet, Kommunika- tionsvei; og denne Nytte holde vi for at være overvejende hiin militære, men neppe Faren og Usikkerheden for Banken, saa- længe den ligger der. Er den nordenfjeldske Hærstyrke ødelagt i Sverig, har den jo ingen anden Beskyttelse end Landværnet og Almuerne i Bygderne langs Vejen og Byfolket, og National- fortvivlelsen vilde vel ogsaa gjøre et Attentat paa den ikke saa ganske let. Men for et Overfald, om der kom stærke Kurrer paa Traaden, er det heller ikke let at sikkre. Det bedste er dog vel at være forsigtig, og sikkre sig itide. -- Der har været, og gives endnu i den Cst.nelle, norske Blade af en saadan Lidenskabelighed, og som have tilladt sig slige Ting, som uigjenkaldelig have nedkaldt dem fra det i Sub- SIDE: 241 skriptionsplanen fremstillede Ideal til kun at være den raa Virkelighed af en Smudspresses Fostere. Vi føle dog noget vist af en national Tilfredsstillelse ved at have faaet et Beviis ihænde paa at den svenske illiberale Presse i denne sin Umo- ralitet dog synes at gaae endnu videre i et under Navn af "Sista Aftonbladet" nylig i Stockholm udkommet Flyveblad, som næsten udelukkende er stilet imod det gamle hæderligen bekjendte Aftonblad, som nu bærer Navn af "det Sjette." Man tænke sig saaledes f. Ex. blot, at Redaktionen ikke tager i Be- tænkning at give et opdigtet Brev fra Kristiania til Aftonbladet, som indeholder Meddelelser af lasteværdige Hensigter og Kon- spirationer, en Signatur, som ikke kan udtydes paa nogen Anden, end Den, der nu i Morgenbladet er bleven den tillagt, og, vi kunne vel sige, har taget den til sig; nemlig "S. S........", som der staaer, og som vi ikke behøve videre at udfylde for vore Læsere. Uagtet sin erklærede raillerende Tendenz gaaer dog Vittigheden allerede i No. 2 heltigjennem de lange Spalter ynkeligen træt, saa vi ikke kunne begribe hvorfor Redaktionen har været saa omhyggelig forat see sig prostitueret ogsaa her i Landet, at sende Redaktionerne af Morgenbladet og dette Blad Exem- plarer af dette enkelte Nr. At den Cst.nelle ogsaa fik et, finde vi rimeligt baade paa Grund af fælles Artsmærker og fordi den er den eneste af de norske Tidender, som har vundet dens Behag, og derfor med Forkjærlighed komplimenteres. Redak- tionen skal ellers bestaae af nogle poetikkelske Dagdrivere, hvorpaa en større Hovedstad altid er riig, som ere fortørnede over at Aftonbladet har viist deres Rimerier nogen Kulde, og af nogle af de journalistiske Tallerkenslikkere, vi i et foregaaende Nr. have debiteret at Stokholm heller ikke mangler. Henrik Wergeland POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 27. aug. 1837. Siden vor sidste Oversigt, 21 Hefte No. 30, ere de vigtigste følgende: Karlisterne og Kristinerne fortsætte Kampen i Spanien. Et i den engelske Hjælpelegion opstaaet Mytteri, formedelst Ude- bliven af Sold, standsedes endeligt og Evans begyndte Feldt- SIDE: 242 toget med at gjennembryde Karlisternes Rækker ved St. Se- bastian, medens Espartero og Sarsfield rykkede mod Pamplona. Sarsfield afløstes af Irribaren, som kortefter blev slagen og dræbt af Don Carlos, der, understøttet ved et gjennem Rus- lands Mægling erholdt Laan, rykkede frem i Arragonien, medens hans General Cabrera gjorde store Fremskridt. Don Carlos rykkede mod Catalonien, hvor der ianledning af et nyt Kon- stitutionsudkast var udbrudt Uroligheder, som kun med Møje bleve dæmpede, men pludseligt vendte han om, gik over Ebro og forenede sig med sine øvrige Hærafdelinger. Forskrækkede over denne nye Fare ilede Dronningen og Kortes med at antage den nye Konstitution. Siden ere Karlisterne ved Desertion og Nederlag betydeligt formindskede, men nærme sig nu igjen Madrid efterat have fjernet sig fra Navarra og gjennemstreifet Katalonien. Regjeringen har udstedt en fuldkommen Amnesti for politiske Forbrydere, Evans har taget sin Afsked og Overkommandoen er tilbudt Marschal Clauzel. I Portugal fremstod et Parti, som havde til Hensigt at danne en Republik af den pyrenæiske Halvø. Med England afsluttedes en Traktat om Slavehandelens Ophævelse. Dronningen, som nu er i sit Svangerskabs 9de Maaned, fik et nyt Ministerium med Diaz Oliveira i Spidsen. Marschal Clauzel ankom til Paris for at forsvare sig mod Be- skyldningerne ianledning af sit mislykkede Tog til Constantineh. En vis Chamboni forsøgte en ny Helvedesmaskine, men den op- dagedes iforvejen. Disjunktionsloven, fremsat ved Stratsburger- affærerne, hvorefter Sammensværgelser, foretagne af Civile og Militære, skulde behandles særskilt for hver især, blev ei an- taget. Et nyt Ministerium dannedes med Molé i Spidsen. De Doktrinære bleve udelukkede. Meunier blev benaadet og sendt til Nordamerika. En Amnesti udstededes for de politiske For- brydere. Thronarvingen forlovedes med Princesse Helena af Meklenburg-Schwerin og Formælingen foregik under store Høj- tideligheder. Hendes Fættere vilde ikke ansee Ægteskabet for legitimt, hvorimod hendes Halvbroder, den regjerende Fyrste, kun modsatte sig for de dermed forbundne Farer, og lovede hende ved Afskeden, at hun skulde blive modtaget med aabne SIDE: 243 Arme, dersom hun kom tilbage. Kamrene bleve endeligt til de Deputeredes store Glæde prorogerede. Der kom en Fred istand med Abdel-Kader. Julidagene forløb roligt. Englands Konge Vilhelm den fjerde døde, og blev efterfulgt af Princesse Viktoria, som kort Tid iforvejen havde naaet sin Myndigheds Alder, og som ledes af sin fornuftige Moder og Frihedens ivrige Forsvarer Lord Durham. Efter endte Forret- ninger opløstes Parlamentet af den unge Dronning i egen Person. For nærværende Tid er Englands Opmærksomhed hen- vendt paa de nye Valg, der nu næsten ere tilendebragte med nogen Overvægt paa Reformernes Side. Den engelske Konges Død opløste Foreningen med Hannover, hvis Throne ikke kan beklædes af Kvinder, og hvor saaledes Kongens Broder, den forrige Hertug af Cumberland, en forhadt ivrig Tory, besteg Thronen under Navn af Ernst August. Hans første Daad var at erklære den hannoverske Konstitution for ikke at være bindende for sig. Han tør vel komme slet derfra, hvadenten nu den tydske Forbundsforsamling -- skjøndt derom er lidet Haab -- udfører de badenske Landstænders enstem- mige Beslutning at paasee de tydske Konstitutioner overholdte eller ikke. De hollandske Generalstater opløstes i fuldkommen god For- staaelse med Regjeringen. Nassaus Stænderforsamling blev ogsaa opløst. I Bairen, Baden, Churfyrstendømmet Hessen og i Sachsen, i hvilket sidste Land Kriminalloven diskuteredes, uden at Flerheden af de forsamlede Deputerede vilde erkjende Afskaffelsen af Dødsstraffe for at være hensigtsmæssigt, ved- blive Stænderforsamlingerne sine Forhandlinger. Det unge Kongerige Belgien gjør betydelige Fremskridt. Sveriges afsatte Konge, Gustav den fjerde, døde i St. Gallen. Det russiske Toldopsyn konfiskerede i det sorte Hav den brit- tiske Brig Vixen, som af et engelsk Handelshuus i Bukarest var fragtet med Salt til Cirkassiens Kyst, men Uvejret trak forbi, da de engelske Kronjurister erklærede, at det ikke kunde ansees for noget Brud paa Folkeretten eller staa i Strid med sted- findende Traktater. Cirkassirne vedblive tappert at forsvare deres Uafhængighed, men Ruslands Keiser skal være betænkt paa efterat hans store Kavallerileir ved Woschnesensk er forbi, SIDE: 244 at gribe alvorlige Forholdsregler for at tilintetgjøre denne saa- kaldte Opstand. Kong Otto af Grækenland reiste med sin Gemalinde Amalia af Oldenburg tilbage til Athenen, hvor der er blevet oprettet et Otto-Universitet. Grev Armansberg blev afsat og efterfulgt af Baireren Rudhardt, med hvis Landsmænd Grækerne heller ikke ere særdeles tilfredse. Storsultanen vedbliver fremdeles sine Statsforbedringer. Han har bestemt, at Handelsstridigheder mellem Tyrker og Franker skal afgjøres i en af ligemange af hver bestaaende Komittee. Han foretog en Reise til de nordlige Egne af sit Rige, men maatte ved sin Tilbagekomst dæmpe en udbrudt Sammen- sværgelse ved mange Henrettelser. Foruden paa flere Stæder i Tyskland raser Kolera i Italien og fornemmelig i Palermo, hvor dens Ødelæggelser afstedkom hæftige Uroligheder, som endnu vedvare, i hvilken Anledning Kongen af Neapel har seet sig nødsaget til at sende Militær- magt over til denne Ø. Den danske Konge faldt i en betænkelig Sygdom, men endelig reiste han sig igjen fra Sygelejet efterat de danske Aviser igjen- nem flere Maaneder stadigt havde opvartet med Bulletins an- gaaende h. M. dagligt tiltagende Velbefindende. Mord, Ilds- vaader, kort alle mulige ulykkelige Hændelser have forresten udgjort Hovedindholdet af de fleste danske Blade. Syttendemaifesten hilsedes med almindelig Interesse, men et denne Dag forefaldet Optrin mellem nogle Studenter og et Par svenske Skippere, samt Opførelsen af "Stockholmsfareren" i Studentersamfundet samme Dag, gav Dagl. Alleh. og Konsorter Anledning til at udbrede sig vidtløftigt om et antiunionelt Parti i Norge, og den store Indflydelse dette skulde udøve paa Opini- onen. Dagl. Allehanda har, opmuntret af sin værdige Søster Svenska Minerva siden begyndt at have tvende regelmæssige ugentlige Udtømmelser, indeholdende Oplysninger om "norska Sakerna", for, som den siger, at kunne sætte de svenske Stæn- der, som skulle samles 1840, istand til at forskaffe sig et fuld- komment Begreb om de unionelle Forhold. Sverige mistede i dette Tidsrum tvende af sine første, neppe største Statsmænd, Udenrigsministeren Grev Wetterstedt og SIDE: 245 Statsraaden Grev Lagerbjelke. Af den norske Regjerings Med- lemmer erholdt Statsraad Motzfeldt, efter Ansøgning, sin Af- sked, uden at hans Eftermand endnu er udnævnt. Den mærke- ligste Begivenhed i vort Fædreland var ellers den stedse til- tagende Lyst til Udvandring til Amerika, fornemmelig fra Lan- dets sydlige og vestlige Egne. Ægyptens Vicekonge Mehemed Ali har maattet lide flere Nederlag mod de krigerske Arabere. Van Buren tiltraadte sit Præsidentskab i de forenede nord- amerikanske Stater i Februar Maaned. Texas blev af Nord- amerika erkjendt for en fri og selvstændig Stat, hvorfor Mexi- kanerne begyndte at blokkere dets Havne med nogle faa Skibe. I Nordamerika opstod en betydelig Handelskrisis, da dette Lands Handlende, paa Grund af Mangel paa Sølv i de private Banker, ikke kunde tilfredsstille sine Kreditorer med andet end Papirpenge. Følgen heraf blev suspenderede Udtællinger af rede Penge fra Bankerne, og betydelige Fallissements. Disse udbredte snart sin Indflydelse i Europa, hvor, fornemmelig i England, Falliter hørte til Dagens Orden, og derved lammedes Handelsrørelsen i høi Grad, men efterhaanden ere disse Han- delsforviklinger igjen bragte nogenlunde i Orden, og, for fuld- komment at afhjelpe dette Onde, er den nordamerikanske Kongres sammenkaldt til en overordentlig Forsamling i Sep- tember. Nygranada var nær kommet i Krig med England ian- ledning af nogle Fornærmelser mod dette Lands Konsul i Panama, men da Nygranada ydmygede sig og gav Konsulen den forlangte Opreisning, kom Alt igjen paa den gamle Fod. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 27. aug. 1837. -- H. K. H. Kronprindsen er omsider i ønskeligt Velgaaende over Hamburg og det mechlenburgske Bad Dobberan indtruffen i Stockholm. Vore tre Hovedstadsblade have, i den svenske Statstidnings Spor, været særdeles ivrige i at opsamle alle, endog de ubetydeligste, Artighedsbeviser, som timedes H. K. H. i Udlandet. Saaledes berettes som noget anmærkningsværdigt, at den lille Potentat Storhertugen af Mechlenburg Schverin ud- SIDE: 246 bragte vor Kronprindses Skaal ved Bordet i Dobbran. Han havde været en Tølper, om han ikke havde gjort det. Sligt fulgte af sig selv. -- Vor forrige Medarbeider S. Sivertson annoncerer et nyt Blad "Det nye Norge," som han lover skal med noget Bedre erstatte Statsborgeren (som han endelig vil have til at gaae ind uagtet den til Ulykke ikke gaar ind). Man seer, at han tager sit Mon igjen i Løfter, naar han er uheldig at spaae. Og det tør jo hænde hvad ikke har hændt før. Og hænde bør, at man gjør det bedre og bedre eller forbedrer sig. Statsborgeren ønsker denne sin nye Aflægger tillykke. Og den vil vist komme sig, da der er god Raad for Opelskerne baade paa Gjødsel og Vand; og mild Juste-milieu-Temperatur vil heller ikke mangle. Det allermærkværdigste er, at han siger, at Han vil ikke fortsætte Statsborgeren, som han har intet med at bestille. -- En kgl. Resolution af 12te river alle de Forventninger, man nærede om at Lensmandombudene, idetmindste de bedre aflagte, skulde vorde kgl. Embeder, overende. De gjøres tvertimod endnu afhængigere af Amtmændene end tilforn, mod hvis vil- kaarlige Behandling de nyde ingen Beskyttelse af Lovene, og disse forhen altfor mægtige Embedsmænd kan man gjerne sige erholde en Magt til at ramme en Kommune med sin Unaade paa en ganske følelig Maade ved at berøve den en populær Lensmand. Denne er nemlig populær ved at holde med sin Kommune, mellem Amtmanden og en Kommune kan, især nu ved Formandskabsindretningen Konflikter opstaae, og en Amt- mand kan, som bekjendt, ogsaa være en slet Person, og da istand til saadant Misbrug. Resolutionen byder, at Lensmæn- dene herefter skulde ansættes paa det Vilkaar, at de af Amt- manden kunne afskediges uden Lov og Dom, naar han ikke finder sig tilfreds med deres Ombudsførelse, samt at Amtman- den ved saadan Afskedigelse, skal derom gjøre Indberetning til Finanz- Handels- og Tolddept. med Forklaring om paa hvilke Grunde han har fattet saadan Beslutning. -- Med Krigskommissærernes Uniform har det i lang Tid været heelt ubestemt. Naar de almindelige Krigskommissærer viste sig, saae man stundom En og Anden af dem i et Kostume, SIDE: 247 som man mumlede om skulde have altformeget af den forrige Generalkrigskommissærs, med Dekorationer overlæssede, Uni- form, og at det altsaa mere nærmede sig en frithen antagen Fantasiuniform end en, de med streng Ret kunde bære. Man hørte ogsaa om, at En af de Herrer var saa forliebt i dette Pragtstykke, at han i en Erklæring desangaaende paastod, at en Formindskelse i en af dets Border var et Indgreb i hans Ret, som han burde nyde til sin Død. Nu er ved Resolution af samme Dato som oven nævnt, en Uniform befalet for disse Embedsmænd, som ialfald er prægtig nok, og især vil tage sig godt ud paa Sebbelow. [Her følger liste over tollinntekter.] Henrik Wergeland [BEKJENTGJØRELSE] Statsborgeren 27. aug. 1837. At "Statsborgeren", dens 24de Hefte, fremdeles udkommer fra J. Schives Bogtrykkeri, i Skattefoged Schmidts Gaard i Storgaden, bekjendtgjøres herved for Subskribenterne. Redaktionen. Henrik Wergeland [OM WERGELANDS POLITISKE TENKEMÅTE OG HANS REISE TIL STOCKHOLM 1830] Morgenbladet 30. aug. 1837. Den Constitutionelles Redaktion forekaster mig i Anledning af min Erklæring i dette Blad, at jeg især har ladet mig motivere dertil af de Personligheder, man har anvendt imod mig, mens jeg skal lade det egentlige Stridspunkt uændset, ihvor ofte det holdes mig under Øjne. Formodes rigtigt, saa menes med dette egentlige Stridspunkt de forskjellige Angreb paa mit Unions- sind, som først vaktes ved en hadsk Fortolkning herhjemme af et Par løsrevne Kommata eller især af en enkelt afbrudt Tanke- gang i et af Flyvebladene, og som siden utrætteligen ere fort- satte af nogle Partisaner i visse svenske Blade, hvis Sindelag mod Unionen, Norge og alt hvad norskt er ikke mere er blot fordægtigt, men aabenbare fiendskt. Men i saa Tilfælde har jeg SIDE: 248 sandelig gode Grunde for at holdes for undskyldt, om jeg i Feider, der ere saa udtværede og modbydeliggjorte ved alskens uvittige Personalier, Bagvaskelser og vitterlige Fordreielser, undgaaer al saadan unødvendig Vidtløftighed, som at gjentage Forklaringer, der allerede forlængst ere afgivne. Dette er nem- lig skeet i dette Blad omtrent ved sidste Juletid, da Flyvebla- dene tjente til ene Vehikel for Udgydelserne. Og dette er min første Grund, hvorfor jeg ikke indlader mig paa videre For- klaringer over de grundløse Anker over min politiske Tænke- maade, ihvor ofte de end holdes mig under Øine. Jeg mener dernæst oprigtigt med min engang fremsatte Mening om at man her i Norge ikke bør gjøre Spændingen stærkere og gjøre Uni- onen og den gode Forligelse imellem begge Folk det saa ilde som man virkelig gjør det ved saa beredvilligen at repetere i vore Aviser disse Opæggelser fra svensk Side, som saa ideligen gjentages forat faae de slagne Saar til at bolne. Og dette er nu min anden Grund til ikke at indlade mig paa de ubeføiede Provokationer, ihvor ofte de end holdes mig under Øinene. At de saa ofte holdes mig under Øinene, er min tredie Grund. Og hermed Punktum, naar jeg kun faaer tillagt det ved en fore- gaaende Erklæring i Statsborgeren rigtignok overflødiggjorte, at Stockholmsfarerens Forfatters egen Reise til Stockholm i 1830 havde ikke engang det Supplikationsmeed at anholde om ikke at maatte nægtes Adgang til at søge. Jeg havde dengang ikke paa tre Aar nær Ansøgningsalderen, og har ikke meldt mig til noget Embede før denne var naaet. Den Constitutionelles Re- daktører havde dog ikke forsmaaet, uagtet saadant maatte kunne været dem bekjendt, at ville gjøre min Reise til Stock- holm mistænkelig. Det forekommer mig som om Stockholms- farerens Forfatter netop bør have været i Stockholm, og det tør hende, at han som Saadan heller ikke har været der for intet. Forresten har den Const.s Redaktører Uret i at sige, at jeg har hensat dem i Smygernes "hæderlige" Race eller stilet Carrikaturer paa deres eller nogen Andens Personlighed. Den Uretfærdighed, hvormed jeg er bleven behandlet af dem, den umaadelige Hadskhed, hvormed de have villet frakjende mig endog sund Fornuft og skjænde mit Navn, har vel ladet mig forsvare mig endog ved at angribe deres publicistiske Færd SIDE: 249 med Heftighed, men den skal ikke friste mig til noget, jeg hos mig selv maatte tilstaa var, om ikke meer end Gjengjeldelse, saa dog ikke retfærdigt. Den 28de August. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 31. aug. 1837. Lutherske Lands-Pabster. Ikke blot den katolske Kirke har sine Pabster og Pabstleins. Der er en Overflod deraf i vor egen udskregne evangeliske. Men vore tage sig ikke nær saa godt ud som hine med Fløjels- kappe, den tunge glimrende Monstranz, de rige Præbender og den laskede Cølibatfedme, som en tro Huusholderske paa nogle og Tyve, ved Navn Therese eller Angelica, holder vedlige paa det alleromhyggeligste med Lammesteg, lidt Vildsvinekjød, friske Druer og netop saameget god Burgunder, som er tjenligt for Fordøjelsen og en sund Søvn derude i Kaprifoliehytten, hvor Therese strikker og jager Fluer bort, og hvor Ingen maa forstyrre Hans Velærværdighed. Men dette er jo et Stykke af en Prælat; og vi have jo ikke Prælater. Jo Emner til Præ- later have vi, jammerlige Efterligninger af Prælater. Hans lutherske Velærværdighed har ingen Therese eller An- gelica; men han dyrker heller ikke Cølibatet. Han blev tidlig gift, fordi han blev tidlig befordret, og han blev tidlig befordret, fordi han tog tidlig Examen, og han skyndte sig med at tage Examen, fordi der i den Tid var gode Embeder at faa for slette Kandidater. Siden har Hs. V. ladet Theologi være Theologi, og en Stok, der driver for Strømmen, kommer ikke mageligere og sikkrere frem, end Hs. V. er kommen fra det ene gode Kald i det andet. Thi Hs. Velærværdighed -- eller Højærværdighed, som han vil kaldes, siden han alt har været Provst -- har ikke følt sig bunden til nogen Menighed af Godhed for den eller af gjensidig Kjærlighed; men han har betragtet sine Kald alene som Porte til noget Større. Og dertil er han ogsaa indgangen; thi han tænkte strax: bedst at banke itide; søger, saa skulle I finde. Og saa søgte H. V. itide, nemlig strax noget Bedre blev vakant; og naar han havde søgt ni forgjæves, fik han altid det SIDE: 250 tiende. Og saaledes er H. V. hamlet tidlig op i et Embede, hvori den lutherske Pabst har kunnet udvikle sig frodigen. Kom ikke til H. V. med den Nyhed, at forbedrede Religions- bøger ere udkomne. H. V. hader alt Nyt undtagen af Aaret, og saaledes da ogsaa Sligt. H. V. kan Pontoppidan paa sine Fingre, saa han endogsaa lange Stykker kan lægge Bogen paa Ryggen under Examinationen indtil han kommer udaf det, f. Ex. ved at see Fremmede i Kirken. Og da H. V. engang kan Pontoppidan, skal H. V. vel ikke gjøre sig den Umage paa sin gamle Alder at puge ind noget nyt forat Ungdommen kan blive bedre underviist, som det hedder, og ikke faae noget Galskab ind, som det hedder, og ikke med Plan blive opdraget i og til Dumhed, som det hedder. Hs. Velærværdigheds Klokker og Skoleholdere dele naturligviis ganske Hs. Velærværdigheds Meninger, og saaledes ogsaa denne, og saaledes gaaer det i Hs. Velærværdigheds Præstegjeld som det gaar. Hs. Velærværdig- hed har ellers Grunde, baade inden og udenfra hentede, for sin Forkjærlighed for gamle Erik. "Man er enig med mig i selve Hovedstaden, -- siger H. V. og seer sig omkring, idet han tager sig en Priis og knepser med Fingrene -- i Hovedstaden faaer selv fornemme Folks Ungdom netop den samme Underviisning som min, og det skulde jeg tænke er nok og vel saa det." Hs. Velærværdighed gjør meget af Autoriteter, og saaledes ogsaa af Andres Prækener. Han var derfor i over 11 Aar -- nemlig saalænge Tyveriet skede i dybeste Hemmelighed, og H. V. endnu gav sig den Umage at holde sig til det Tydske -- be- rømt som Taler. Han excellerede altid i at fremsige Bønnerne med megen Salvelse og størst mulig Vidtløftighed, saa de altid udgjorde -- alt med alt baade før og efter -- idetmindste 1/3 af den egentlige Præken. I ondt Veir, og naar der ere Faa i Kirken, knapper han ogsaa af i dem, og det er ikke saa frit for, at Fa'r da slaaer sig kaad og vild, og holder noget af sit eget. Da er det moersomt at staae og lye ved Døren. Hs. Velærv. holder strengt paa sine Rettigheder. "Jaja -- siger Han -- se til hvor godt I faae det, naar I har lagt mig i Graven med Jeres Tværhed eller jaget mig langt bort. I -- Noksagt!" Han skylder Standens Værdighed at behandle alle de Bønder med Foragt, som ikke kjøbe sig med en Ferskmad SIDE: 251 Tag over Hovedet mens de have noget at tale med Fa'r. Men er saa Ferskmaden feed, saa kan Fa'r, som ellers ikke er grei, være blid som en strøgen Kat, for saa kan han faae sig en varm Boston med Flaagjeita efterpaa med nogle Visse, nemlig saa- kaldte Konditionerede, som ere de eneste Værdige til at om- gaaes H. Velærværdighed eller Højærværdighed. Disse Konditionerede bestaae af Fogden med hans Karle, en Prokurator, der er et Skarn, en Døgenigt, hvis Far var noget mere, nemlig Lieutenant, en Brugsfuldmægtig, to tre Proprietari- usser som ere Proprietariusser, fordi de ere Konditionerede eller ere blevne det, ikke paa Grund af nogen fortrinlig Dan- nelse, men fordi de efter nogle Aar ere blevne saaledes adlede paa sin Norsk af nogle Storfolk, de have hængt i R -- paa. H. V. gjør meget af de Konditionerede, saasom de ere hans eneste Omgang, og meget for dem. Han tager det nemlig ikke saa nøie med dem hvad Offeret anbelanger, og har alligevel en egen bedre Præstekjole til Brug for dem ved Daabforretninger og andre Tjenesteforretninger, hvorefter H. V. skal paradere ved Bordet. H. V. er ligesaa dreven en Epikuræer som sin ka- tolske Kollega; kun tager han det ikke saa nøje med en vaagen Nat engang imellem, saasom han har befundet, at tre Perikom- mer for hver Time, som burde være sovet hen, endda holder ham oppe Dagen efter. H. V. har i sin Mage truffet paa et beslægtet Gemyt, saa han lever i et exemplariskt Ægteskab. "Som jeg og min Frue!" hører man derfor stundom exempelviis anført i Brudetaler, hvoraf han ellers har tre staaende. H. V. reiser gjerne et Dusin Mile forat gjøre sin Opvartning hos en Stormand, og undlader ikke, hvergang han er i Byen, at spilde Kirkedepartementchefens Tid med en unødvendig Visit, der ingen anden Nytte kan have end at Chefen dog faaer see hvilke Papster man dog kan have her i Landet. At H. V., fordi han er reen ram Orthodox, holder sig for en af Kirkens Støtter, følger af sig selv, saasom klogere Folk, hvormed det samme er Tilfælde, kunne troe sligt om sig ogsaa. Et orthodox Tidsskrivt holder H. V. ogsaa for Synets Skyld. Men da Eidsvollsplanen kom, troede H. Velærværdighed det var et Flyveblad, og stak det hen i et Hul, hvorfra den aldrig vil komme frem, om man ikke purrer H. V. eftertrykkeligt. Næste Søndag holdt H. V. SIDE: 252 for tomt Huus, paa dem nær han havde sendt Bud til (for Bostonens og det Andres Skyld) en original Præken om "Tids- aandens skadelige Oplysning." Næste Morgen tog han Perikom. Men kun engang imellem. Og Sligt hænder ogsaa kun engang imellem. Henrik Wergeland [POSTMESTERES PARTISKHET] Statsborgeren 31. aug. 1837. Det er ikke saa sjeldent, at Postmestere vise en Partiskhed for og mod forskjellige Tidender, de skulle forsende. Som et Bidrag til at standse saadant Uvæsen, indtage vi her følgende af den vel redigerede, i Kristiansund udkommende, Romsdals Amtstidende: [Her følger artikkelen fra ovennevnte blad.] Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 3. sept. 1837. En By-Pabst adskiller sig ikke i meget fra sin landlige Kollega. Trækkene fra det Indre, Pabsteriet i sig selv, ere de samme. Han er maaskee endnu inderligere i sin Uvilje mod alle Forsøg til at mane Præsterne op for Religionens sande Værdighed og Op- lysningen, saasom han er, og kanskee maa være, endnu om- hyggeligere forat skjule den. Aabenbar Skjødesløshed i sit Kald er det, By-Pabsten mindst gjør sig skyldig i; men der er en fiin, fast umærkelig Skjødesløshed, en Kulde for sit Kald og Uføl- somhed for alt det meget, han kunde udrette for Guds Sag paa sin Post, som er ligesom karakteristisk for ham som hint skjulte Had mod al Opvækkelse og Reformation, der i sin Ind- ædthed, Varme og hykkelse Fordulgthed ligner det endskjøndt sortnende og skaldækte men dog glødende-hede Jern. Jeg kaldte denne Skjødesløshed umærkelig -- den er ingen virkelig Skjø- desløshed, for den var fra først af en Plan til at gjøre sig Em- bedet saa mageligt og Bylivet saa behageligt som muligt. Og den er ogsaa bleven opdaget, og -- meddelt H. V. maaskee for Halvparten (thi den anden tilhører ham selv udelukkende) fra SIDE: 253 den almindelige negligeerte Bytone hvad kirkelige Sager an- gaaer -- har den nu atter fra Hs. Velærværdigheds Side re- produceret sig i Menigheden. Det forhen kolde er bleven koldere, og det afskyeligt klamtkoldt, Sneglegemytkoldt, og Ufølsomheden for det Hellige har faaet een Hud til. Men hvor- ledes kan dette gaae til? Hs. Velærværdighed mangler ikke Salvelse, prædiker ikke saa ilde og messer fortrinligt, og endda synes Menighedens Andagt ligesom at ostes og surnes i Hjer- terne. Det kommer af denne klamme, amfibieagtige Kulde, som er ejendommelig for H. V. ikke fordi den paa nogen Maade viser sig i det Ydre, som har nok af Livsvarme, og Sundhed, men den forstaaes ved en ubegribelig sympathisk Korrespondenz at klæbe uadskillelig ved hans Gemyt. En tænker under de bevægeligste Steder: "Ei, Fatter, vil Du ogsaa ophøje Dig til en af Kirkens Pillarer?" En Anden: "Hvormange Østers har Du tillivs?" En Tredie: "Hvormeget troer Du af hvad Du siger, Far?" En Fjerde tænker, naar H. V. messer paa det aller- smukkeste, paa den skinhellige Farisæer, som gik op til Høj- alteret; og en Femte spekulerer paa, om ikke Kirketjeneste, Præke og Messe lod sig ligesaagodt forrette ved Maskiner, hvoraf hver enkelt tog i paa sin Tid. Det er af personlige Grunde og med Hensyn til sig selv, at Hs. Vhed paa ingen Maade kan lide geistlige Taler med Liv og Glød; men kalder dem ugrundige. Hs. Vhed føler igjen Menighedens Kulde, og saaledes skulde man troe den gjensidigen forøgedes og at Thermometeret be- standigt var i Synkende. En Menighed taaler meget og aldrig mere end i saadanne Sager, fordi man saa halvt om halvt er bleven vant til at troe, at saa skal nu engang være. Det bliver ved det gamle Forhold, og naar en Fremmed spørger en god Borger af den gamle Stok om hvorledes Præsten er, saa løber han vistnok i Tankerne igjennem en Række Velærværdigheder ligefra den Sidste, der efter Datids Brug latiniserte sit Navn med et "us" i Enden, men svarer dog: "Aa brav!" Hs. Vhed veed dette, og derfor er det kun i enkelte Øjeblikke stød- og tilfældigviis at han føler, at alt dog ikke er som det burde være. For Enkelte, der staae ham nærmere, søger H. V. da at re- SIDE: 254 parere noget derpaa ved at være en god Selskabsmand, og derved saa smaat at understøtte den Mening, at han har for godt Hoved til at burde være bleven Præst. O Himmel! Og dog er dette en af den fordærvede Verdens Meninger. Og H. Vhed giver den selv Næring, og veed ikke, at den enfoldige Masse af Menigheden oversætter den plumpthen i sine Tanker: at H. V. er mindst af alt skikket til at være Præst, men en Synder saagodt som nogen, et Verdensbarn o. s. v. H. Vhed har ogsaa sine Bønder, hvorpaa han, ligesom sin landlige Medbroder i Herren, viser sin Stands Værdighed. Det er nemlig de simplere og fattigere Borgere, Folk, som ikke fryse, om de blive staaende noget ude paa Trappen, og endelig Skolelærerne. H. V. gjør Skolebesøg omtrent som jeg tænker mig Baron Wedel, om han blev degraderet til Lieutenant, vilde visitere Kavalleriqvartererne. Hei vil du gaae! Hvad er det for et Dyr, Slubbert af en Udreder! Paa Spiltouget igjen, Trom- peter! o. s. v. Eller endnu bedre, en Landjunker træder ikke med den tugtende, knusende Anstand indimellem sit Hunde- kobbel som H. V. mellem sine Skolelærere, naar en Forretning kalder dem sammen. H. V. er samvittighedsfuld, thi han undlader ikke at rangere sine Konfirmander paa det nøjagtigste efter Forældrenes Stand. Kundskaber komme her ikke i Betragtning af den gode Grund, at Alles nødvendigviis maa blive lige, siden H. Vheds Under- viisning kun gaaer ud paa Pontoppidans Gjennempugning. Hverken meer eller mindre. Naar den er gjennempuget er Kon- firmanden færdig. Og H. Vhed med. Og saa kommer den vel- signede Søndag, da H. Vhed "om Gud vil" fremstiller paa Gulvet denne velunderviste Ungdom, som han "med Guds Hjælp og Herrens synlige Velsignelse" har forberedet til det hellige Naadesmaaltid. Ak, smukke Julie, hvis fine Kinder, H. V. saa ofte har klappet venligere end de Andres, og du, fattige Johanne Christoffers- datter, som for dine store blaa Øines Skyld kom lidt høiere op i Rækken d. e. nærmere Vinduerne, end du ellers skulde efter din Ringhed og Armod -- eders gode Natur beskytte eder nu! eders Hjerte har endnu en Religion, som er skjønnere end den, SIDE: 255 I har maattet gjennempuge, det er Uskyldighedens -- bevarer den, og siger om Pontoppidanen, som I skulle sige, naar et uroligt Hjerteslag siger, at I have syndet: "aldrig mere!" H. Vhed vil passere for et Stykke af en Skjønaand. Siden Dæmringen kom ud, og dens Beundrere optoge dens Pøbelagtig- heder som Løsenord i den Intelligentsens Kamp mod Raaheden, som de vedkjendte sig at føre, er H. Vhed især bleven besat af et polemiskt Belletristeri. Den Ypperstepræst Matthatias Mak- kabæus's Røst lød ikke højere paa Kampens Dag, end Hans Velærværdigheds naar slige Ting kom paa Bane i en Gjæste- budssal. O den prægtige Præst, hvor han da kunde give Med- mennesker deres Rest! Kun var det stor Synd, at hans Haranger ikke rimedes ned paa Stedet, for saa vilde man have havt nok en komplet Dæmring, et polemisk Digt, paastedet, og det en vel saa god og saftig som den Første. H. Vhed hader alle Blade undtagen Rigstidenden og den Con- stitutionelle. Dem kan dog Folk læse, siger H. Vhed og læser just da de andre til sin Chokolade. H. Vhed vil ligesaa gjerne som sin Collega paa Landet leve godt, men han veed at leve finere. Forskjellen imellem dem i denne Henseende er omtrent som imellem Pai og Postei. H. Vhed forsømmer ingen Opvart- ning hos de Store. Han er godt antagen i fornemme Selskaber; og naar han har holdt en god Liigpræken bedes han ved næste Leilighed ogsaa til Gjæstebud imellem de simplere Borgere, som ogsaa kunne leve godt. Med disse gode Liigprækener gaaer det saaledes til. Hs. Vhed har engang gjort op fire. Disse deles i otte Halvdele og sættes da afvexlende sammen, hvorved opkom- mer en tilsyneladende Variation, hvis Falskhed ikke kan kon- trolleres mere paalideligt end at man kan sige: noget af det synes jeg at have hørt tilforn. Kaldes Halvdelen a, b, c, d, e, f, g, h, saa danner ah ikke det samme som bg o. s. v. Denne Kunst tilhører Pastoraltheologien. Hs. Vhed er -- men jeg er (som saa Mange) bleven lej af Hans Velærværdighed. Henrik Wergeland SIDE: 256 NORGE Statsborgeren 3. sept. 1837. -- H. M. har under 12te f. M. resolveret, at Fangerne i Kristianias, Bergens og Throndhjems Tugthuse, uden Hensyn til Straffetidens Længde, maa bære en særegen og let kjendelig Fangeklædning. Det forekommer os ellers somom Hensyn burde have været taget til Straffetiden, da de paa kortere Tid Ind- dømte vel ikke friste at undvige, og Hensigten med Dragten ikke kan være at skjærpe Straffen, men kun at vanskeliggjøre Und- vigelser. Imidlertid vil Dragten, der minder om Slavernes, blive optagen som en extraordinær Skjærpelse i Straffen. Det Eneste, som taler imod nogen Forskjel i Dragten, er, at den kunde vække Splid og Misundelse, da man, om hinanden, uden at adskille dem efter Forbrydelsens Storhed, har Fangerne sam- lede i Salene. Men det har man dog Magt til at raade Bod paa; og den grove Forbryder, hvis Undvigelse kunde være farlig, vil snart komme til Erkjendelse af, at det ikke er nogen Par- tiskhed, om han ogsaa i sit Ydre adskilles fra de mindre Straf- skyldige, ligesom det og vilde være i høj Grad hensigtsmæssigt, om slige Forbrydere ganske afsondredes fra hinanden. Samme Indretning kunde gjerne omfatte de grovere Forbrydere i et Tugthuus, og de for første Gang Inddømte i et Forbedringshuus. Vi have nedskrevet disse Bemærkninger om Fangedragten, i den Tanke, at en "let kjendelig Fangeklædning" skulde blive en afstikkende. Dette troe vi den ikke bør være. Der er intet man mere maa skaane end Forbryderens Æresfølelse; og denne mo- ralske Hævert bør antages at kunne endnu være i Behold hos de Fleste af dem, der førstegang inddømmes. Vi kunne derfor ikke bifalde, om det skulde forholde sig, som vi have hørt, at man uden videre skal have givet Fanger i Mangelsgaarden -- der indspærrede for Uordentlighed, Arbeidsløshed eller Le- diggang -- brogede Laar, med mindre de ved et ubændigt Hang til at undvige skulde have gjort en saadan Forholdsregel nød- vendig. Hvad Tugthuusdragten angaaer kunde maaskee den ved en af de større og bedre Correktionsanstalter i Udlandet bruge- lige tjene til Mønster. [Så er referert en kongelig resolusjon om skyssrefusjon.] SIDE: 257 -- For Kongsvingers Fæstning skal indtil videre reglementeres 2de faste Opsynsmænd, der af Kommandanten (for Tiden Oberstl. Sissener) antages og saavidt muligt vælges blandt længe- og veltjente Underofficerer. Disse have efter Komman- dantskabets Instrux at føre tilsyn med Fæstningen, dens Byg- ninger og Inventarium, Portens Aabning og Lukning, besørge Sneskufningen o. s. v. og nyde derfor 15 Sk. daglig i Løn, frit Qvarteer som Gifte i Fæstningens Bygninger, i Godtgjørelse for Brænde og Lys 15 Spd. aarlig, hvorfor de erholde en vis egen Mondur (graae Kjole med hvid Krave og Opslag og rund Tressehat og Sabel med Gehæng). -- Vi have udsat, at berette noget om den irske Marquis af Waterfords bedrøvelige Eventyr i Bergen, før paalidelig Under- retning hidkom om Sammenhængen og Marqvisens Tilstand. Denne fornemme og rige Adelsmand er, efter alt at dømme, en af de irske Herremænd, som bringe sine stakkels Landsmænd, Forpagterne paa de udstykkede Godser, til Fortvivlelse ved de overhaands Afgivter, som de afpine dem ved sine Forvaltere, og siden fortære i Udlandet. Hans Herligheds Maneer var nu at gjøre det ved at streife Verden om, hvor Han fulgte det besyn- derlige Lune at søge at vinde et europæisk Navn som Spek- takelmager eller Skøjer. Og dette lykkedes ham. Paris og flere andre fremmede Stæder vare ligesaavel som London Tumle- pladsen for hans Spilopper, der -- efter Fortællinger om Vindu- indslagninger, Ægkastning paa Forbigaaende, naar Hs. Herlig- hed sprængte forbi i sin Kalesche og Folks Udflytning fra hans Naboskab at dømme -- synes at have været af en raa Karak- teer og forøvede, med ligesaameget af Aristokratens som af en ubændig Ungdommeligheds Overmod, bag Rangens og Rigdom- mens sikkre Beskyttelse. Hans Spilopper tabe saaledes meget af sin overalt tvivlsomme Interesse, og selv den, ellers ikke i Opfindelsen nye Streg, som man siger han skal have forøvet med en irsk Sherif, som just skulde have med sit Grevskabs Parlamentsvalg at bestille, nemlig at invitere ham ombord paa sin Lystyacht og saa under et Champagnelag sætte Seil til og føre ham nolens volens det lille Stykke Vej over til Norge -- ogsaa denne Lystighed vækker Mishag, da Toryens Ringeagt SIDE: 258 for sit Lands frie Institutioner stikker tydeligt igjennem Over- givenheden. Marqvisen kommer vel ogsaa herfor i klækkelige Bøder, naar han kommer hjem, men hvad bryder en Mand med over tusind Dalers Indtægt om Dagen sig om Bøder. De forøge kun hans sørgelige Berømthed, som gaaer saavidt, at engelske Blade berette, at "onde Tunger sige" at Marqvisen af Water- ford skal være afseilet til Norge -- somom man ikke kunde tænke sig at han var reist nogetstedshen uden for der at forøge sin Berygtethed. Men i Bergen var nær Enden bleven sat for et saa ilde anvendt Liv. Marqvisen ankom, efter først at have været inde i Hardanger, did den 9de f. M. paa sin Yacht, som ved sin Størrelse og Pragt tiltrak sig almindelig Opmærksom- hed. Den 11te om Aftenen begav han sig tilligemed To af sit Følge opigjennem det med berygtede Huse opfyldte saakaldte Nøstet, hvor han tog ind paa et sligtet, som bar det meget passende Navn "Hoffet," hvor tre løse Piger udgjorde en Deel af Inventariet. En af disse, paa hvem Marqvisen havde sat sin Hat, fulgte ham derfra opad Gaden. Da han var noget beruset og lystig, som Damen udtrykker sig i Forhøret, og især gjorde Kommers siden han fandt Proppen i den Flaske, hvoraf han vilde betjene sig underveis, saa kom en Vægter, Brynild Hamre, til, der før skal have Ord for at ville gjerne slaae til, og efter kort at have betydet Parret, at det ikke maatte støje saa opover Gaden, skal han have givet Marqvisen, som var iklædt en hvid Kittel, og som han holdt for en fremmed Matros, der ofte give Bergens Vægtere at bestille, en Hib med Stokken af sin Mor- genstjerne, der eggede Marqvisen til med en Gadesteen at sætte sig til Modværge og at vise Tegn til Angreb. Dette forekom da Vægteren med et saadant -- som han paastaaer, efter Armen stilet Slag -- med Morgenstjernen selv, som rammede nær Tin- dingen, at Marqvisen styrtede til Jorden og at den pigløse Kugle paa Staven sprang af. Den Slagne reiste sig dog selv, blev ført stærkt blødende til Borgervagten, og saa ombord, hvor en Hjernerystelse indfandt sig, der længe lod tvivle om hans Liv. Han er dog nu i Bedring og uden Fare. Hans Følge lod igjennem den brittiske Consul optage Forhør, i hvis Følge Væg- teren, en fattig Mand med Kone og 4 Børn, er bleven afsat. Henrik Wergeland SIDE: 259 BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 3. sept. 1837. "Statsborgeren" udkommer saaledes fremdeles i nærværende, og med de næstforegaaende Hefter eens, Format. Den under- gaaer i sit Ydre ei nogen anden Forandring, end at den nu indeholder 44 istedetfor 36 Linier paa Siden, samt at Trykning og Udgivelse skeer fra J. Schiwes Bogtrykkeri i Skattefoged Smiths Gaard i Storgaden. De samme Betingelser imellem Abonnenterne og Udgiver vedblive saaledes, uagtet dets Udvi- delse, at bestaae efter den i 1832 trykte oprindelige Subskrip- tionsplan, nemlig: "at Prænumeration fra lste Nummers Mod- tagelse skeer med l Spd. pr. Hefte, der frit for Abonnenterne forsendes -- at Prænumeration kan skee paa hvert Postkontor og Postaabneri -- at den kun gjælder for eet Hefte og opsiges inden Modtagelsen af 20de Nr. -- og at Subskriptionssamlere for hver 6 Explr. erholde det 7de gratis." Fire Hefter udkommer almindeligviis om Aaret, og Bladet udgives hver Torsdag og Søndag Morgen. Til Udgiveren, hvem Bladets Økonomiske ude- lukkende vedkommer, kunne ogsaa "indsendte Artikler" leveres, der da ville komme Redaktionen ihænde og blive anvendte efter Forlangende og bedste Skjønnende med fuldkommen Bevarelse af Anonymiteten. 1ste Septbr. Redaktionen. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 7. sept. 1837. Smør-Kapteiner. Nogle troe, de skulle skrives "Smøre-Kapteiner," fordi de smøres og maa smøres; men da de almindeligviis, naar de smøres, smøres med Smør, saa lader det sig vel forsvare at skrive Smør-Kapteiner. Ja skulde man udtrykke den inder- lige Forbindelse, som Bonden har opdaget imellem Smør og Kapteiner, og hvori han er bleven vant til at tænke sig dem, saa burde det vel endog være skrevet glatvæk i ett Ord: Smørkaptein. Substantivet af "at smøre" i den Bemærkelse, det SIDE: 260 her skal tages, hedder ikke "Smøring" men "Smørjing." Og hvorfor? Jo fordi det udelukkende tilhører Bønderne. Kun de trænge til at smøre eller smørje, og saaledes have de Ret til at see det Ord, som udtrykker en af deres ejendommelige Pla- ger, saaledes skrevet som de bruge og forstaae det. Det samme er Tilfælde med Ordet "Løjsning," som ogsaa betyder det Samme. Og da Folk for længe siden har gjort opmærksom paa hvad det vil sige og at denne gamle nationale Skik endnu ikke ganske er gaaen af Brug, saa forstaae vi vel ogsaa hvad "Smør- jing" vil sige. Der gives Folk, som troe, at en Kaptein ikke kan leve uden Smørjing. Men det er vitterligt, at Smørjingen er tagen af og Kapteinerne til. Den Mening kan altsaa ikke holde Stik. Vor Kaptein var derimod overbeviist om dens Rigtighed; og intet gjør heller klogere end et langt praktisk Liv. Praktisk havde det været, fordi det siden Han blev Kaptein, idelig havde været opoffret til at bøde paa den stedmoderlige Behandling, han troede Standen leed fra Statens Side, og kort havde det heller ikke været, dersom man vil regne de 21 Lieute- nantsaar med, som han havde tilbragt i Garnison og som Pre- mierlieutenant paa Landet. Men af disse var der kun tilbage Mindet af to Kammeratnavne, en aldeles paalidelig, behagelig Erindring af Prisen paa Kjøbmand N. N.s Kognak, diverse andet Hukommelses-Raskeri, dog uden nogen Orden, lidt Stranguri og visse hæmorrhoidiske Uleiligheder. Underligt skulde det dog være, om Kapteinens Knebelsbart og Maaden at stritte den op paa (og dette var ingen uvigtig Akt i hans Liv) ikke skulde være den samme. Idetmindste var den ligesaa stor, rød og snoet som den Tid var Mode i Garnisonen, nemlig som et Antilope- horn, hvorved Ansigtet fik noget frygteligt bestandigt-smilende. Hine Aar faae vel tages med, og saaledes faae vi en gammel- agtig Krigsmand ud, som fordrer Respekt og det ikke saa liden. Men ak! at en saadan Krigsmand ikke skulde kunne bestaae sig for en Smørkugle, en Enkelt- eller Dobbelt-Pundinger af Smør! At falde i Smør, kan lade sig høre; men for Smør? Ja saa lader sig ræsonere af Den, der ikke veed hvor farligt Skyts det er for en fattig Mand eller hvad Virkning det kan have paa En, SIDE: 261 der aldrig faaer nok Smør. Desuden er Smør altid saa godt som Penge, og ligesaagodt som Smør kan man tage Koen, hvorfra Smørret kommer, og ligesaa godt som hvad det er kan man tage Penge og omvendt. Kapteinen var aldrig urimelig. Han tog altid først Hensyn til Andres Leilighed; thi til sin egen havde han eengang for alle forlængst taget det primitive og siden urok- keligt befundne, at Alt kunde være nyttigt og Intet maatte for- smaaes. Behøver ikke en Mand paa Landet Kalve, Grise, Sauer, Veed, Sæletøi, Hesteskoe og tusinde andre Ting? Bagateller! kan en velstaaende Gut paa sine 70 Tommer slippe bort fra Geledet paa bare Hesteskoe? Med Sølvnagler i kanskee, og Kalven og Sauen maa have noget om Halsen. Men hvorledes kunde Kapteinen have sit Kompagni fuldtal- ligt? Ei, hvem faaer flere Unger end fattige Folk? og dem har man da nok af. Bygden havde mange Konditionerede, og disse havde mange opvoxne Sønner, som efter Loven skulde have været "tagne." Men hvem kunde tænke paa sligt? Præst, Pro- kurator, Kapteinen selv, Proprietariusserne, Lensmanden havde hver sine dagdrivende Slamper paa Gaarden. Men at see disse under Musketten? Gudbevar's! De reiste til Tegningerne i sine Karioler og tilhest, for at spille Kort ovenpaa, og til Mønstrin- gerne baade for den og anden Fornøielses Skyld. Og naar de Konditioneredes Sønner -- ofte Folk, som de velstaaende Bøn- der kunde oversee -- skulde blive fri for Tjenesten, fordi de skulde holdes for gode dertil, saa holde disse Bønder ogsaa sine for gode dertil. En Postkarls, Færgemands eller Skydsskaffers lave Betjening var lidt efter lidt bleven ærefuldere, og virkelig ogsaa beqvemmere siden det ikke var vanskeligt at faae en eller anden Slusk af en Træl til at fungere. Og saaledes kom Kap- teinens Geled til at bestaae af prægtig Kanonføde. Kapteinen var meget anseet i Bygden, som -- Himlen skee Tak, at der dog ere nogle igjen! -- ikke var af de fordærvede, hvor Bonden vil holde sig til Loven og forresten give efter sit Hjertelag. Han elskede sit Fædreland oprigtigen; thi Danmark foragtede han og Sverrig var han mindre blid paa, og noget maatte han dog elske. "Jeg er, Djævelen knuse mig! en oprigtig norsk Gut af de Gamle!" plejede ogsaa Kapteinen at sige. Han bandede ogsaa forfærdeligt, undtagen naar hans Frue havde SIDE: 262 Selskab. Thi hun havde sine og han sine, og begge vare meget forskjellige. Hun vilde gjerne agere fiin Dame, omtrent tagende sig ud som en af de gamle Eventyrs-Princesser, der i sin Ungdom var bleven bortført af et børstet Trold, og dette bestod da især i at føre et stort Huus, og derfor maatte Løjsning til, og saaledes fik Kapteinen sin Kone at skylde paa for sin Samvittighed, som stod i en inderlig Forbindelse med de hæmorrhoidiske Affek- tioner. Han forstod, skjønner man, kun at kommandere uden Huset; og dette skaffede ham Ord for ikke at være saa slem som han saae ud til. Thi han saae forfærdelig ud: Kinderne spændte, røde og skinnende som et Par Kobberkjedler -- Næsen klumpet, trodsig, opstaaende, uhyre i Størrelse, spillende i alle de blaaviolette changerende Farver, som gjør den nedhængende Klunds paa Kalkunhanens Neb saa mærkværdig -- Øjenbrynene formelig krøllede eller lurvede som de uhyre Bakkenbarter og fuxrøde som disse og den skrækkelige Knebelsbart, som vi have in mente -- Øjnene saaes lidet til; de syntes under rolige Om- stændigheder højt som et Par Hagl, der ere blevne siddende i en Stryforladning, som man har skruet op; men under en interessant Akkord f. Ex. kunde det undertiden have Udseendet af at de skjød sig frem paa Stilker ligesom Hummerens Øjne, smaae, kulsorte, stenkulsblanke, uimodstaaelige, fortryllende, smeltende den mest haardnakkede Bondegjerrighed i Mandens eget Smør. Haaret -- det var rødgraat, stridt og godt at tage sig i, naar Kapteinen kom i Betryk i en Historie. Thi han var stærk i Historier fra 1814. Selv havde Han ikke været med, men nær ved, og, som sagt, han var stærk i Historier fra 1814. Naar Kapteinen mønstrede af, maatte Soldaterne raabe Hurra for ham som Skik og Brug er ihvordan Kapteinen er. Og i hvor- dan han end var, saa var han dog retfærdig; thi naar han først havde faaet en Karl i Geledet, saa straffede han uden Persons Anseelse. Thi Personerne af Anseelse havde brugt Smørjing, og Smørjing er god til noget af hvert. Henrik Wergeland SIDE: 263 NORGE Statsborgeren 7. sept. 1837. Flere tydske Aviser skulle, efter "Rhin- og Mosel-Tidenden," indeholde følgende Artikel: "Efterretningerne fra Sverige vinde en Betydenhed, der foranlediger alvorlige Betragtninger over dette Lands Fremtid; Kongens for dødelig anseete Sygdom, udbreder megen Uro blandt hans Families Venner. Man for- tæller, at der er sendt en overordentlig Koureer til Prinds Oscar, hans Søn, som for Tiden opholder sig i Tydskland. Hele Sveriges Adel lægger aldeles aabenlyst sin Sympathie for Vasa- dynastiet for Dagen. Folket bliver ikke rolig Tilskuer under denne Gemytternes Spænding. Upsalas Bergfolk have, efter Rygtet, proklameret deres forrige Souverains Søn. Kongens Raad synes at betragte denne Demonstration uden stort Anti- patie. Kongen har, uagtet hans Svaghed, og uagtet Dødens Nærmelse, dog givet Ordre til, at den hele svenske Flaade skulle forsamles i Stockholms Bugt." -- Om dette Produkt siger "Den Constitutionelle": "Det er Avisløgne tilgavns;" og det forekommer os, somom Produktet er ei saa uligt dem Minerva og dagligt Allhanda opvarte med, naar Norge skal skildres. -- Den herlige, men -- beklageligt nok -- ikke udførte, Idee, som Bladene engang berettede, at Baron Wedel, Generallieute- nanten m. m. engang nærede, nemlig at gaae i russisk Tjeneste, er bleven udført af en af hans Sønner Sølieutenant Herman Wedel; han er da ogsaa strax bleven anvendt efter sin Races Duelighed nemlig i Undertvingelseskrigen mod de fri og uaf- hængige Cirkassiere. Der fortælles da vidunderlige Ting om den unge Helt, som allerede har kunnet sende Beretning hjem om Bedrivter, der mere skulle ligne en Rolands og Holger Danskes end en ung Officeers i vore Tider. Saaledes skal vor Wedel ved en Landgang, som gjordes yderst besværlig og farlig af Cirkassierne, der saa tæt som Sand bedækte Kysten, have kastet sig først i Vandet, og med Kaarden i Munden (Bravo!) have jaget Cirkassierne tre Miil op i Landet (Bravo! Bravo!) Paa Landstigningspunkten skal anlægges et Kastel, som skal hedde Wedelsborg. (Bravo! Bravo!!) Saa fortælles der, og han skal selv have skrevet det. Men vore Krigsmænd sanke SIDE: 264 nu saa faa Laurbær, at det var at ønske at man fik nogen officiel Efterretning om hvorledes det egentlig hænger sammen med dem, som denne unge Sjøløve siges saa djærveligen at have sprunget oppaa Caukasus efter. Henrik Wergeland [OM STOCKHOLMS-REISEN I 1830] Den Constitutionelle 8 sept. 1837. Forfatteren af det mig Vedrørende i dette Blads Dagsnum- mer opfordres til at præstere sit Beviis for at min Reise til Stockholm i 1830, om ikke directe saa indirecte, skal være fore- taget i Supplikationsøiemed. 7de Septbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 10. sept. 1837. Blodsugeren danner Overgangen til en ny Figur, paa hvis Udkast vi tænke med Rædsel, nemlig Prokuratoren, naar han er slem, saadan som vi kjende ham i diabolisk Aabenbarelse. En Blodsuger, enten af de almindelige, som ingen Undseelse have for Verden, men bære sin Gjerrighed tilskue i et kummerligt Udvortes og den knappeste Levemaade eller af de, ikke bedre, men smukkere og galantere, som vi ville skildre, er kun en ubetydelig Deel, et Led, der ligesom Ormens afhuggede, lever for sig selv, af en saadan Prokurator. Blodsugeriet er kun en enkelt af de Kløer, hvormed denne Høg holder sig fast i Menneskehedens Nakke, kun en enkelt af de Trævler, hvorigjennem denne Gift- plante suger sin Næring. Udenfor Blodsugeriet kan Blodsugeren være det honetteste Menneske af Verden; Denne derimod kan bedrage, om han end ikke vandt en Skilling derved. Det er ham nok, naar han kun holder sig varm i Kunsten. Der kommer nok en Leilighed, da han kan anvende den importablere; indtil da giver det altid, i Mangel af saadant, Aandsbeskjæftigelse og Øvelse, at lyve, intrigere og stifte Splid m. m. Jeg saae engang en saadan Prokurator tilsyneladende ledig læne sig udover et Gjærde. (Slige Tornebuske, tænkte jeg, maa der groe SIDE: 265 langs Vejene i Helvede) Han var ogsaa ledig; men paa sin Viis. Han morede sig med at faae en liden Gut til at slippe gule Myrer op i en Tue af de Brune og at see paa Myrderiet imel- lem dem. Barnet havde ogsaa omsider fundet Moro deri. Og saaledes gaaer ogsaa den brølende Løve omkring. Vi ville ikke have at bestille med disse almindelige Blod- sugere, som blot forstaae den plumpe og simple Aagren, men skye den finere, mere anseete, igjennem forcerede Anvendelser af Rettens Mellemkomst og Processer, ikke alene at faae sit Tilaagrede, men Godtgjørelse efter Beregninger, hvormed det ingen Vanskelighed har. Hine modbydelige udsultede Spids- næser i det kummerlige Antræk med de skidne smaae, om end tykke Tegnebøger i Skindlommen, forholde sig til disse kun som Grovsmede til Kleinsmede, og kunde vel for det fortjene Opmærksomhed; men da vort Valg er frit, kan der intet under- ligt være i, at vi foretrække at skildre en af disse Blodsugere, som have forstaaet, at man for at kunne leve med Ære som Blodsuger, maa ligne visse Vandplanter i at bære en smuk, kjækt i Solskinnet fjedervajende Flor over Vandskorpen, mens de hæslige, seige, ormdannede Rødder sugende igjennembore Mudderet. En saadan Blodsuger er en meget behagelig Mand, som gjerne seer Folk hos sig, er med, hos hvem man lever høit og godt, og Ingen spørger hvor det kommer fra. Derpaa kan han være tryg og bygge sin Frækhed. Hans Viin og Porter vil ikke fore- komme Nogen som Blod, naar den kun er god. Derfor er den altid god. Han er ikke en Forbryder for, ligesom hine sin Races pøbelistiske Udskud, at nægte sig Livets Glæder. Og hans Glæde er ikke forstilt. Hans Latter er oprigtig. Hans muntre Leven, hans hyppige og eklatante Gjæstebud skulle ikke døve hans Samvittighed. Hans Samvittighed -- hahaha! Hvem leer? Det var en fæl Latter! Han har ingen Samvittighed. Mest af hele sin Slægt er han fri for dette ubeleilige Onde. Hine plumpe Blodsugere ere saa spidsnæsede og blege om Truten fordi Samvittigheden kniber dem. Men Han -- vor Blodsuger -- er af smukt, triveligt Ansigts- huld. Hans Lysekroner straale ikke saa om Aftenen, forat han SIDE: 266 ikke skal see Skyggerne af sine Offere, af dem, som han drev til at give Døden det Eneste, han levnede. Hans Fløjelsgardiner ere ikke saa langtnedhængende, saa fyldige og bløde, forat de skulle dæmpe denne Lyd af Høstnattevinden i Træerne der- udenfor, som ligner saameget Suk i sine stødvise Tag, og Hylen, naar den er mere vedholdende -- jeg mener den Sukken og Hylen, som saa ofte (de dumme Folk!) fulgte paa hans ikke barskt udtalte, men uforanderlige: "Nei, jeg kan sgu ikke!" Skulde han have fornummet noget Saadant, maatte han jo havt Fantasi eller Anfægtelser af Samvittigheden. Men ingen af Delene, og overalt Samvittighed mindst. Den havde han ikke; og han fandt sig vel derved -- idetmindste langt bedre end dem, der have formeget deraf. Thi intet gjør Livet surere. Han manglede den, ikke fordi han havde qvalt den, men fordi han aldrig havde havt den. Engang dog -- det var en Aften efter en Udkastelsesforret- ning, som Fogden selv sagde, han aldrig havde holdt Mage til, og hvor Kjærring og Unger havde skreget noget græsseligt, idet hun førte sine Syv ud, mens hun bar ved sit Bryst den Ottende, som var død under Forretningen af Krampe i den almindelige Skrigen. -- Engang dog, men ogsaa kun eengang, og det gik over som en Opstødelse -- dengang nemlig, havde han dog, da han reiste alene hjem og følte sig noget flau i Maven, en Slags Anfægtelse af Noget, der lignede en Slags Samvittighed. Tem- melig uvilkaarligt, ligesom et Lys pludseligt falder paa en mørk Væg, tegnede nemlig det Spørgsmaal sig i hans Indre: "men har jeg da nogen Samvittighed?" Det blev ubesvaret, og, som sagt, det gik over som Hikke. Det blev ubesvaret, thi ved den løseste Eftertanke fandt Han, at det blot var udsprunget af Erindringen om hvad Fogden havde sagt og om at han er en Skurk, paa hvem et saadant Spørgsmaal nok kunde passe. I næste Sekund var hans Tanker: "Djævelen i denne Kariol, som Peer Peersen gav mig for de 14 Dages Henstand! saa støder den." Og i næste derefter (just som et Stjerneskud faldt): "Gid den Gaard der var min!" Og i næste derefter igjen: "Der tør vel blive Raad dertil -- bi lidt!" Men han biede ikke. Kariolen med den skrækkelige Væske i foer afsted gjennem Mark og Skov. SIDE: 267 Men intet Skud faldt bag de nathyllede Stammer, ingen stor mørk Skikkelse med et blegt fortvivlet Ansigt traadte frem, greb Hesten i Tøjlen og -- Næste Morgen laae ikke Blodsugeren med knust Hjerneskal i sin Seng. Thi Gud er langmodig d. e. Ulykken er sløv og Trældom hundartet af Gemyt. Men med en smuk lille blommet Morgenkalot sidder Blodsugeren ved sin Pult over den aabnede Væske, overregner Gaarsdagens Gevindst, og udkaarer sig af sine Lister et nyt Offer for Dagen. Chokoladen dufter ved hans Side, blaae venlige Kanasterskyer ombølge ham, Taffeluhret pikker roligt som hans Hjerte. Endnu togange rundt Langvise- ren, saa er Forretningstimen. Han reiser sig, putter Protokollen under Armen og -- i samme Stund seer nogle Gader længer henne et jammerfuldt Ansigt udad en Dør. Det spørger: kom- mer Han? Jeg maa ellers oprigtigt tilstaae, at en Mand som Blodsuge- ren kan fristes til at holde sig selv for en brav Mand, naar han ikke mærker andet end Agtelse for sig hos alle Andre end de Stympere, som med alt sit Habengut ligge i hiin sorte Læder- væske. Eller skal man selv være den Første til at holde sig for slet? En Usæd, som anretter mere Ulykke i Samfundet, end de, der gjøre sig skyldige deri, troe, nemlig den Svaghed, i det Selska- belige at vise Skurke (NB. De, der have Raad til at være med) de være det i menneskelig, borgerlig eller politisk Henseende, den samme Høflighed, som Mennesker, om hvem man intet ondt veed, bidrog meget til at bestyrke vor Mand i hans Mangel paa Selverkjendelse. Foragten viste sig ikke imod ham som et Mo- ralitetens Korrektiv. Han blev hadet og frygtet, men af Folk, der vaandede sig under hans Greb. Af Andre blev han ikke, naar han viste sig i Selskab, behandlet som Fiirbenen, man jager med Foragt ind i sit Hul, eller som Snogen, som man søger at knuse saasnart den viser sig for at drikke lidt Solskin. Nei, nei, denne moralske Krokodil blev klappet og strøgen til han faldt i sin Sjelesøvn, denne giftige Hugorm blev behandlet af blødhjertede Damer som et Silkebaand, de gjerne gad have om Livet, og af agtværdige Herrer som et vatret Ordensbaand, SIDE: 268 for hvilket Hatten maa stryges. Præsten var hans aabenbare Ven; og hans naturlige Ræsonnement var da: hvorledes kan jeg da -- posito -- være Skurk? Foged og Dommer vare Hæders- mænd begge, kjendte ham bedre end han kjendte sig selv, og fra dem havde han Attest paa at han baade var saa flink og retskaffen en Mand, som Nogen kunde forlange; og hans natur- lige Ræsonnement var da, at det var en Tremarksløgn, om No- gen vovede at sige han alligevel var en Skurk. Rundt om sig saae han Folk, der ikke var likere, og dog ikke bleve behand- lede som Fiirben eller Slanger. Hvorledes kunde han da være en Skurk? Han var istand til at tage Tremarksdom over sig selv, om han virkelig kunde lade slig Tanke falde sig ind. Og vee, om nogen Anden nærede den, og udtalte den! Han havde en Prokurator ved Haanden, som i enhver saadan Sag forsva- rede sin egen. Ærekjær var altsaa Blodsugeren, og det er en Dyd. Det var blevet ham en Nødvendighed, siden hans Affærer bestandigt udvidede sig; og han havde Ret til at være det, siden han var en Engel imod Prokuratoren. Denne -- o Retfærdighed! -- -- -- -- Men hvorfor forjog man Satan fra Jorden før Vinger vare voxede ud over de svovelgule Skuldre paa Den, der kunde erstatte ham, naar han blot kunde flytte sig selv med Tanken? Idag er han kanskee i Kirke (thi det hører ogsaa til). Og kanskee i Blodsugerens Stol (thi det hører ogsaa til). En Bas og en Tenor blande sig i Menighedens Sang.. De To synge noksaa peent sammen "O Gud! du vil, at Kjærlighed skal hver min Daad oplive" o. s. v. Men ingen Gysen løber igjennem Menigheden, Klokkeren kom- mer ikke af Koncepterne, Orgelets Tangenter blive ikke ube- vægelige under Organistens Fingre, mens dets høie Malmpiber og Basunerne af sig selv begynde at intimere Dommedags- choralen, og de høje Hvælvinger styrte ikke sammen. Thi Gud er langmodig. Henrik Wergeland SIDE: 269 SVENSK KARAKTERISTIK AF DE NORSKE FÆSTNINGER FØR FORENINGEN Statsborgeren 10. sept. 1837. Det er den, som Geograf, ved at regne de norske Sjøer, Elve o. d. imellem de svenske, og ved at lære at Norge ligger i Sver- rig og tilhører dette ganske, saa berømt blevne Daniel Djurberg, som afgiver i sin Geografi, udgiven 1814, nedenstaaende Karak- teristik af de norske Fæstninger saaledes som de da fandtes. Da den giver Anledning til Sammenligninger, som, om end mindre end behagelige, dog ikke ere unyttige, levere vi -- hvad hiin Geografens Berømthed ogsaa opfordrer til -- dem her, kun tilføiende et Nul ved de Befæstninger, som nu ere Nul og magtesløse, og et Kors ved dem, som kun overleves af det sør- gelige Minde om at de engang existerede som Fæstninger. [Her følger Djurbergs karakteristikk. Wergeland har satt 0 ved Aggerhus, Kongsvinger, Fleckerøe og Røraas, kors ved Basmøe, Blakgjerd, Kristians- field, Skognäs, Steene, spørsmålstegn ved at Munkholmen har "et välbefäst Kastell", og at Vardehus er "et starkt og väl försedt Kastell". Under omtalen av Fredrikshald tilføies i parentes: "Ved at omtale Carl den 12tes Fald -- hos Djurberg Carl d. 6te -- fortæller han ogsaa, at Carl den l0de -- hos ham den 4de -- efter Nogles Mening skal i Beleiringen 1660 have faaet en saa haard Blessure at han deraf døde." Kongsvinger er karakteri- sert som "en vigtig Bergfästning ved Glomen, har en Kommendant". Her er tillagt i parentes: "Da dette er alt, passer Bemærkningen fortræffeligt paa vore Tider. Dengang havde den ogsaa en Garnison og Skyts m. m." Ingen bemerkning er satt ved Fridriksstad med Kongsten, Isegram med Aggerøe, Frideriksvärn, Otterøe.] Henrik Wergeland OM "MARQVISEN AF WATERFORDS BESØG VED HOFFET I BERGEN" (Indsendt.) Statsborgeren 10. sept. 1837. Endelig er da Marqvisen af Waterfords Besøg ved Hoffet i Bergen publiceret i alle Aviser, og vort Land har da havt den Ære at gjøre en Herligheds Bekjendtskab, som endog udenfor Europa har fremkaldt Beundring; og hans Herlighed vil ogsaa upaatvivleligen længe opbevare i Erindringen den gjæstmilde Modtagelse som strax mødte ham paa norsk Grund. Imidlertid SIDE: 270 er det i høi Grad paafaldende, at Ingen for længesiden har urgeret over Vægterbevæbningen hos os, som unægteligen er ligesaa gemeen og forældet, som den er barbarisk og morderisk. En reglementeret Vægtermorgenstjerne bestaaer, som bekjendt, af en temmelig tyk Stok af Asketræe med Jernbeslag i den ene Ende og paa den anden Ende er anbragt en temmelig stor Kugle af Valbirk eller andet tungt Træe, som igjen er besat med til- spidsede Jernpigge. Slag af slige Vaaben maa enten lemlæste den, det rammer, eller og strax paa Stedet befordre ham over i Evigheden. Imid- lertid seer man af de i Bergen optagne Forhører, at den Morgen- stjerne, hvormed Marqvisen af Waterford gjorde Bekjendtskab, heldigviis ikke var besatt med Jernpigger, og denne Mislighed ved Politiet dersteds har da reddet en Mands Liv, som efter daglig Allehandas Beretning af 31 f. M.: "er en Løve i Mod og Styrke, en Apollo i Skjønhed, en af Irlands ædleste Landlorder, hvis Død over 1000 Familier vilde komme til at begræde og endelig en Mand der i sine Værelser omgaaes med Løver og Tigere, som tamme Jagthunde." Naar endvidere bemærkes, at der til Vægtere, som oftest, engageres afskedigede Sjouvere og udlevede Folk, for hvem det er bleven til Nødvendighed at styrke sig med Brændeviin, saa forekommer det Indsenderen ligesaa betænkeligt, som upas- sende, at Vægterne længer gives Morgenstjerne, hvorimod disse bør bevæbnes med et sindrigt og hensigtsmæssigt Vaaben, som f. Ex. en Snare af samme Construction som de der afbenyttes af Vægterne i Sverrig. Kan Affairen i Bergen bevirke en forandret Vægterbevæbning, har Marqvisen af Waterford upaatvivleligen viist Norge større Tjeneste, end de øvrige Lande han har besøgt; thi Morgen- stjerner bør ikke mere bruges, -- uden det skulde være ved en Smuglerbande. Henrik Wergeland SVENSKE SAGER (Indsendt.) Statsborgeren 10. sept. 1837. Paa en Tid, da de "Norrske Sakerne" spille en saa stor Rolle idetmindste i Minervas og dagligt Allehandas Spalter, SIDE: 271 turde det ei være afveien ogsaa hos os at komme frem med noget Lignende; og -- see her er det: Der gives nemlig et ikke ubetydeligt Partie her i Norge, som er af den urokkelige Formening, at Norges Forening med Sve- rige er En eller Anden i dette sidste Rige til Hinder, idet han funderer paa Planer for Fremtiden. Projectmagere og urolige Hoveder findes der nok af i ethvert Land, og jeg gad nok seet den Forfatning og den Tingenes Or- den, som ikke En skulde være misfornøiet med. Altsaa: der maa i Sverige findes Misfornøiede; ja der maa vel findes, om ei Flere, saa dog idetmindste Een, hvem det forekommer mindre end rigtigt at den saakaldte Prinds af Vasa skal undgjelde for hvad Hans Fader forgik sig i. Findes der nu hos denne Person, tilligemed Sværmerie, et afgjort Had mod alle fri Institutioner, hvo kan da fortænke ham i, at han giver sin Galde Luft imod Norge, saa ofte den mindste Anledning findes; thi dette Land var ham forhadt allerede i det Øieblik han begyndte at føle denne Medynk med den saakaldte Prinds af Vasa. Norbaggen, der endog holdt med Christian den Onde til det Yderste, hvad godt skal man kunne vente sig af ham, om der endog lod sig nære Forhaabninger fra anden Kant. Dette som en Mundsmag for Minerva og dagligt Allehanda. Henrik Wergeland NOTABENER, ALMUEUNDERVIISNINGEN VEDKOMMENDE Statsborgeren 14. sept. 1837. Vort Land er i religiøs Henseende Nordens Spanien. Den katholske Religion er der ikke sikkret flere Forrettigheder end den herskende er det hos os. Af det, hvori vi i denne Hen- seende adskille os fra Spanierne, skulle vi for øvrigt ikke rose os. Deres Regjering og Nationalforsamling har nemlig i den sidste Tid, endog med en vovelig Tilsidesættelse af politiske Hensyn og Omstændigheder, paa den mest ophøiede og liberale Maade forenet sig om at reformere Kirken. I Besiddelse af dette Gode, som modtaget fra Fædrene i en, som man vil ved Lovtvang have antaget, urørlig statu quo, og altsaa uden nogen Fortjeneste i denne Henseende, burde vi have søgt at erhverve SIDE: 272 os nogen af Almueunderviisningen eller idetmindste af den religiøse Deel deraf. Vor politiske Emancipation opfordrede dertil, og synes at have givet Anledning og Evner dertil i alle de Aar, vi nu ellers have nydt dens Velgjerninger; men hvor- ledes er den i dette Punkt -- det vigtigste -- vel bleven be- nyttet? I ingen Henseende have vi mere at bebreide os. Op- lysningsvæsenets Fonds, der aarlig ere blevne forøgede og for- øges ved det beneficerede Godses Salg, hedde saa mere i Navn end i Gavn, naar man betænker hvor lidet, i Forhold til Fondets Størrelse og den lange Tid, der er blevet anvendt deraf for Oplysningen. Det enkelte Seminarium, som i de sidste Aar har faaet sit Tilvær, og som har afgivet et saa følgeværdigt Exempel, at det vel bør kunne siges at have bestaaet sine Prøveaar og at burde allerede have begyndt at opfylde sin Bestemmelse som Stammemoder for lignende Anstalter omkring i Riget, kan lige- saalidet svække Anken over Uvirksomheden og Stagnation i Oplysningsværket som man kan sige at een Svale gjør nogen Sommer. At Regjeringen har ladet en Kandidat, der, med en af den selv erkjendt udmærket Nidkjærhed har opoffret sig for Underviisningsfaget, aflægge et Par korte Besøg ved nogle af de nærmeste udenlandske Seminarier og Almueskoler, er ogsaa vel nok, men for lidet. Der bør Flere ivejen, saasandt det skal være alvorligtmeent med efterhaanden at oprette Seminarier. Idetmindste øjne vi ikke her synderlig Anledning for geistlige Kandidater til Uddannelse som Skolelærere eller som de, der skulle have Opsyn med Skoleunderviisningen. Den blot theo- retiske Veiledning, som de paa egen Haand kunne søge, er baade knap og vanskelig og, uden at de nogensinde faae dens praktiske Anvendelse for Øjne, kun halvt nyttig. At unge Præster ikke ret vide, hvorledes de skulle gribe Tingen an med at skaffe sig Underviisningsværket paafode ved det eneste Middel: duelige Lærere, er maaske ogsaa een af Aarsagerne til, at Ingen af de Flere, som dog, for Indkommets Skyld, give sig af med den lærde Underviisning, have bødet paa den lunkne offentlige Omsorg ved at oprette private Underviisningsanstalter for Skolelærersubjekter. Som Personelkapellaner have de unge Geistlige altfor almindeligen desværre snarere Exempler for Øjne paa hvorledes man skal gjøre sig Underviisningsværket i SIDE: 273 Skolerne saa mageligt som muligt, end de af Gamlefar kunne hente nogen Opmuntring og Veiledning. Den liden Omsorg forat skaffe duelige Lærere og benytte os af visse Landes Fremskridt og det Exempel, de afgive paa hvorledes en Stat bør sørge for Folkeunderviisningen, er da een af de Omstændigheder, som have kuet den saa tilbage hos os. En anden er den aarhundredlange Vedhængen ved uhensigts- mæssige Bøger; og en tredie den ubillige Monopoliseren til For- deel for Regjeringens egne autoriserede Bøger. Hvor oprørende er det ikke at tænke sig, at netop Religionsunderviisningen, den eneste, som falder i de store Massers Lod, og hvorigjennem al deres Viden skal tildeles dem, at den Underviisning, som skal sprede Lyset i Millioners Sjele, at netop den skal være den eneste som er formeent al Udvikling, Forbedring, Tydeliggjøren og Rensning? Den skal ikke kunne gives disse i alle andre Henseender fuldkomnere Tiders Børn i renere Form end den gaves Tipoldefædrene? Religionsunderviisningen skal ikke kunne drage Nytte af et heldigt Fremstillingstalent, af en Evne til at kunne meddele den bedre end Formændene? En Præst, som Gud har sat istand til at give Folket en i alle Henseender fortrinligere Lærebog i Haanden, skal maatte indskrænke sin aandige Velsignelse inden sin Kirkes Mure og til det mundtlige Foredrag? Thi hvem skulde vel ville spilde Tid og Arbeide paa at forfatte Bøger, som ikke skulde kunne bruges, saasom Re- gjeringen havde sine gamle autoriserede, som ikke maatte for- trænges ihvor slet de vare? Om et Talent som Claudius eller Sintenis skulde finde Lyst til at behandle Bibelhistorien, og virkelig kunde gjøre det bedre end Hersleb i sin lille, saa maatte han være lidet klog om han iværksatte og udgav et saadant Arbeide, saalænge Regjeringens monopoliserede hindrer dens Udbredelse. Denne Monopoliseren er desuden skadelig og ubillig, ogsaa i den Henseende, at den fordyrer Bøgerne mere end nødvendigt. Herslebs lille Bibelhistorie, hvis Udsalg for længere Tid siden er monopoliseret en af Byens Boghandlere, der sælger den for 16 Sk., skal kunne sælges for 9 Sk., og dens nærværende Priis gjør, at den paa flere Steder i Landet ikke sælges under 24 Sk. Dette gjør naturligviis, at en Bog, hvis Udbredelse Regjeringen SIDE: 274 vil fremme, og hvis Udbredelse er nyttig, ikke kommer i saa mange af de Fattiges Hænder, som den ellers vilde. Det var altsaa i egne Hensigters Interesse, om dette Monopol ophæve- des. Man kan være ganske tryg for at der ikke derfor bliver mindre Adgang til den for almindelig Mand; tvertom lettere. Det almindelige Vel kræver dette; og intet er ubetydeligt i en Sag som denne. Henrik Wergeland FORBAUSENDE YTTRINGER AF GRUNDTVIG Statsborgeren 14. sept. 1837. Kan noget forbause af denne Mand af hvad der er paradox og fanatiskt? Det Urimelige, ja Vanvittige strømmer jo af ham, saasnart han kommer i mindste Berørelse med Religionen. Altsaa er Overskrivten mindre passende. Men det er For- bausende, at denne Mand netop i det, hvori en partiel mono- manisk Galskab synes at rive ham hen, har Indflydelse paa og Anseelse som en Slags Profet hos ikke saa Faae hos Os, der lide af noget lignende, og ere forsaavidt hans Aandsbeslægtede. Just i denne Tid har man hos os hørt denne Profetrøst frem- kaldt i den videnskabelige Strid mellem de klassiske Sprogs og de praktiske, saakaldte humanistiske, Videnskabers fortrinsvise Studium; og derimellem har man da i Morgenbladet -- man veed ikke ret om fra Grundtvig selv, der vel neppe trives uden nogen Trætte eller "aandelig Kamp" -- for nylig seet et An- grebsdigt paa de gamle Sprogs Studium. At Grundtvig er vak- lende i sine verdslige Anskuelser, er nu vel saa; men alligevel vil det, med Hensyn til omtalte senere Retning af hans An- skuelser, ikke være uden Interesse, om vi hidføre følgende Yttringer af ham fremsatte i hans "Korte Begreb af Verdens Krøniken." (Se [der] Pag. 279 -- 81.) [Her følger en del citater fra Grundtvigs verker om videnskap og reli- gion, et sted forsynt med to utropstegn av Wergeland.] Henrik Wergeland NATIONAL-TAKNEMMELIGHED Statsborgeren 14. sept. 1837. Under denne ironiske Titel forelægger det svenske "Afton- blad" sine Læsere følgende Paafund, der maaskee hos os ogsaa SIDE: 275 kunde fortjene Efterligning, især da vi neppe mangle passende Portræter. "Til Irland indføres nu i tusindviis fra de Engelske Steen- tøisfabriker af et Møbel, som ei ret vel kan undværes i noget Sengkammer. Paa Bunden af dette saa høist nødvendige Kar sees træffende fremstillet Portrætet af den berygtede Lord Lyndhurst" -- de Engelske Højtoryers Høvding -- "og hans Navn er sat derunder med store Bogstaver." Henrik Wergeland TIL HR. LEKTOR SCHWEIGAARD Statsborgeren 14. sept. 1837. Saavidt man veed, er Hr. Lektoren den eneste, som for Tiden befinder sig her, af den Constitutionelles navngivne Redaktører. Hvorledes kan da Hr. Lektoren finde sig i at anonyme [fotnotemerke] Pøbel- knegte -- thi Personer af bedre Qvalitet kunne de ikke være -- den ene Gang efter den anden besudle hans Blad, saaledes som nu atter paa den uvittigste og nedrigste Maade er Tilfælde i Idagsnummeret i Opsatsen til Oplandstidenden, navnlig i Stænket over Flyvebladene og deres Forfatter? Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 17. sept. 1837. Nok en Blodsuger. Denne Art Mennesker er forfærdelig talrig, men yderst for- skjellig. Vi have andre, mere fremragende Figurer i Kikkerten, og de trække os til sig ligesom de fjerne høje Fjeldtinder "hvor- paa Begeistringen boer," men ligesom Vandreren, forat naae disse, først møisommeligen maa kravle Dal op og Dal ned og over en Række kjedsomme Smaahøjder, maa vi beqvemme os til at sysle med Fremstillingen af nogle flere Varieteter af denne modbydelige Slægt, som gjennemroder Samfundets smud- sige Dybder. Fotnote: Gudbevar's er V...... n eller B...h R.......d eller Søddrengen, ihvor usle end ellers, Pøbelknegte da, om de lyve og skjælde lidt eller om de praktisere hvad de lære hos Papen? Det hører netop til. Correkt. Anm. SIDE: 276 Ja de ere talrige, altfor talrige disse forskjelligartede Blod- sugere, skjøndt enkelte Afændringer af dem ere mindskede i Antal og Slemhed imod før. Dette er f. Ex. Tilfældet med Kon- torbetjenterne hos Skriver og Foged -- en særdeles talrig Slægt, der dog, som sagt, meget har forbedret sig, uagtet den endnu som oftest maa nære sig paa egen Haand, saa godt de vide og kunne, af Bonden, paa hvem de slippes ud ligesom Qvæg paa Beite. Det var noget forfærdeligt hvor de kunde gnage til Roden, og det netop i den Tid da det var knappest. Det var noget forfærdeligt hvor de sugede Blod ude; men de slikkede Penne hjemme. Netop i de Aar, da Følgerne af Pengeomvælt- ningerne viste sig, da Transaktionerne vare talrigst og vold- somst, da Nationen fik føle hvad dens Frihed (som den skal have faaet gratis) og dens nye Forhold (som den fik atpaa Kjøbet) -- ja hvad det kostede -- netop i de Aar huserede disse Betjente, som ikke kostede Hosbond en Skilling, paa det frygteligste. Skjægløse Drenge viste at de havde Negle, som kunde flaa Hud af. Gaarde vare Regnepenge imellem deres Hænder. Nogle tusind Daler skrabede en slig Karl sammen i en Snup. Inkassationerne kom i Hænder, der vidste at snue en Skilling til den blev en Daler. Procenterne fløi op. Udsugel- sens skjønne Videnskab uddannedes til et fuldkomment System. Aageren viste sig i alle sine Nuancer. Den christelige Kjærlig- hed, som ynkedes over Tiderne, gav, under Form af Henstands- betaling og atter Henstandsbetaling, Ødelæggelsen det Lavin- mæssige, som begrov Huus og Mand og Viv og Børn etc. Na- tionen bestod ikke af andet end Udsugende og Udsugne eller Folk som skulde udsuges eller vare under Udsugningen. Disse to Dele kunde vanskeligere adskilles end Polypen fra sin Klippe. Og med disse Blodsugere fra Kontorerne, som sværmede paa Bygden medens Fatter hjemme havde et Par ganske unge Lær- linge under Veiledning af en gammel Stabeiser, som forstod at skrive Skiftebreve med gammel Stiil -- med disse forenede Prokuratorer og de faste Aagerkarle sig (som vi her ville have fat, om Rummet tillader det), og saa -- o det var et Leben, som endnu svider i mangen Mands Marg. Men om disse Tider er det vore Junkere og Frøkener sige: "i gamle Dage -- o da var der muntert paa Landet!" Ja da var der Gjæstebud, som SIDE: 277 sa'e sex, og Baller, hvor Udsugerne paraderede i Qvarreen, mens de blege Ansigter af de Udsugne stirrede igjennem Ru- derne. Men hvem tænker paa gammel Sorg, naar man har nok af ny? Ny! Har Vi nogen ny i vore velsignede Tider? Eller har Menneskehjertet Kjældere, hvorfra det kan hale op den gamle Sorg, det behøver, forat moderere og døve den nye Glæde? Ved Sandheden, det er feil at kalde den Sorg ny, som jeg tænkte mig skulde døve den, som vaktes af hine Uslinger i Blodsugeriet, som almindeligviis blive de ærligste og pynte- ligste Mennesker af Verden, naar de have skrabet sammen nok! Det er det; thi den Sorg kommer ikke i Nationen fra deres Fremmede, som den har taget til sin Barm, men fra Nationen selv imod den; ikke fra Udbygdinger mod Bygden, som optog dem; ikke fra Embedsmænd eller Deres; men fra Bygding mod Bygding, Bonde mod Bonde, Husbonde mod sine Slaver (hos os: Husmændene), Menneske mod Menneske, der opsluger hin- anden. Henrik Wergeland [OM URETTFERDIGE UTNEVNELSER] (Indsendt.) Statsborgeren 17. sept. 1837. Den norske Regjering maa være en ganske fortræffelig Re- gjering skulde man slutte efter de faae Anker, som fremsættes imod den i Bladene. Men ere de faae, saa bryder den sig ogsaa ganske vist yderst lidet om dem, som om den betragtede det lidet Antal som et Beviis paa, at det har lykkets ved at drive dette Ligegyldighedssystem igjennem, for en stor Deel at trætte Redaktionerne og gjøre baade dem og Publikum kjede af et saa frugtesløst Arbeide som at paatale Misligheder i Administra- tionen. Hvormange og velgrundede Misbilligelser indeholdt ikke Morgenbladet f. Ex., da der sagdes, at en ung Cand. juris, som havde været Fuldmægtig en Tid hos den konstituerede Regje- ringsadvokat skulde medeet ansættes i en ledigbleven Bureau- chefspost til ubillig Præjudice for enhver Anden inden Departe- mentet, som kunde ansøge derom. Og nu? Jo ganske rigtigt, man lod Aviserne snakke, tog den Begunstigede ind, og nu sid- der han paa sin Bureauchefstol -- som der siges -- med kjende- SIDE: 278 lig Forlegenhed, som røber at han selv ikke holder sin Parforce- Befordring for saa vel fortjent, og hver Dag kan han vente sin virkelige Udnævnelse. Men det er ikke nok. Noget aldeles lig- nende skal nu atter gjøres, idet en Extraskriver -- forresten Cand. juris og Medredaktør af "Den Constitutionelle", der er et Regjeringsblad -- skal gjøre det samme Hop ind i en Bureau- chefspost. Dersom Departementspersonalet, der finder sig for- urettet, ikke viser i Sammenhold engang sin Fortrydelse paa en eklatant Maade, vil det vel vanskeligt nogensinde see sine Befordringsrettigheder sikkrede. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 17. sept. 1837. Kongsbergs Sølvværk har i 9de Bergmaaned afgivet 2032 Mk. 7 Lod. Fra Bergen klages over den formindskede Afsætning paa Fiskevarerne i det sydlige Europa, der, især i et saa over- ordentlig rigt Fiskeriaar, som dette har været, virker skadeligt paa Producent og Kjøbmand medens Toldlisterne vise en glim- rende Udførsel. Efter disse maa man altsaa ikke bedømme den sande Fordeel ved denne vigtige Green af Landets Handel. Bergenserne begynde at vende Øinene til Nord- og Sydamerikas Handelspladse, og dette tør i mere end med Hensyn til den blotte Afsætning i Tiden erstatte hvad de tabe i Spanien og Italien, hvor Fastedagene, da Alle overhovedet spise Fisk, blive mindre og mindre strengt overholdte, og vel -- som vi des- uagtet bør haabe -- om ikke saa lang Tid ganske ville ophøre. -- Der har i længere Tid gaaet mere foruroligende Rygter end ellers om at den Constitutionelle skulde ende sin uhæder- lige Løbebane ved en brad Død. Dette Partiblads sidste Uforskammetheder mod Hovedstadens Publikum i Anledning af dets Opinionsyttringer om dets beviislige Løgne om Skuespiller Spindler har, som der siges, og som rimeligt var, draget endeel Opsigelser efter sig. Og, omendskjøndt Ingen bør tvivle om Lysten og Seigheden hos Vedkommende til at holde ud, saa maa der dog være en Ende paa Opoffrelserne, ligesom der vel ogsaa er en Ende paa Publikums Taalmodighed med disse SIDE: 279 idelige Oversættelser, hvorpaa der ingen Ende skal være i Bla- det, som det synes. Det har, uagtet Understøttelserne fra Greven (like bra og uafhængige Kar'er for det, Gudbevar's,) og -- som det nu lader til -- fuldtskurendes godt Departements- arbeide for Officinet, i al sin Tid fristet et kummerligt Don Ranudo-Tilvær, og taaler isandhed ikke mange Stødene. Op- smurte ubetalte Avertissementer skal hverken gjøre Forlæg- geren eller Spalterne federe, og de stakkers Pinker, som maae oversætte og oversætte af tydske og svenske Blade forat fylde dem, have kun havt det knapt forat Redaktionen kan have det des mageligere. Men døer den C.stnelle, saa vil den ganske vist iagttage den samme berømmelige Anstand, som hiin værdige spanske Adelsmand upaatvivleligen har gjort i den høitidelige Stund da han skulde samles med sine Fædre; den C.stnelle vil nemlig ligesaalidt forsømme en, med behørig Straffetale over et uskjønsomt Publikum udstyret, pompøs Afsked som Han kan have forglemt at brede sit prægtige afskaarne Bagstykke over sig, ubekymret om de derved blottede Deles skjulte Lidelser. Kanske dog nok, at det gamle Ord: "F -- frier nok sine" heller ikke her glipper. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 28. sept. 1837. En Pøbelkonge er et frygteligt Menneske, dersom han har nogen aandig Over- legenhed. Men denne erstattes ikke af Ærgjerrighed alene. Pøbelen selv, som han styrer eller kan styre, om han vilde, maa have Frygt for ham, men en Frygt parret med Beundring og Hengivenhed. Vi have ingen saadanne; og de tilhøre ogsaa kun bevægede Tider. Er Fædrelandet i Fare, skeer et voldsomt Brud paa dets Frihed og Selvstændighed, vilde Pøbelkonger sandsynligen vise sig, og de skulde maaskee bidrage mere end hvilkesomhelst andre Individer til det Heles Frelse. Men der er et andet Slags Pøbelkonger, som ikke have andre Støtter for sin Magt end Rigdommens Anseelse, en dunkel Oprindelse af Pøbelens egen Masse, et varigt Præg af dens egen naturlige Raahed, Besiddelsen af slige Bestillinger inden Komunen, som SIDE: 280 lægge dens fattigere Medlemmer i Ens Lomme, lejede Haand- langeres Geskjeftighed, Spanderinger og mangfoldige andre af disse Egennyttens og den lave Forfængeligheds Midler. Hvor Menneskene dog ere godtroende og svage! og hvorofte er dette ikke udraabt uden at de blive forsigtigere! En Mand, der beslutter at beherske engang i Tiden en heel Deel af sine Medborgeres Interesser, behøver kun en Tid at lade somom han ganske forener sin med deres og somom han er deres mest høi- røstede Talsmand, og de skulle lidt efter lidt, først enkelte, men siden i Masser, villigen underordne sig ham, samle sig til ham som deres Repræsentant, Talsmand og Høvding, og selv naar de mærke, hvorledes det egentlig har sig med ham, mangle de Kraft til at skille sig fra ham, og lade det være nok med det Meel, han engang har faaet paa sin Kage i deres Deigtrug. Men der hører Forstand og Udholdenhed til at drive noget saa- dant igjennem, siger man? Aa ja, den Forstand, at lægge Mærke til hiin Menneskenes Skrøbelighed, og den Udholdenhed, aldrig at undlade at benytte den, og det ikke blot til at vinde Anseelse imellem de Simplere, men ogsaa Rigdom paa deres Bekostning, og saaledes ogsaa, baade ved denne og ved sin Popularitet mellem hine, Anseelse imellem de Fornemme, hvor- ved han, istedetforat tabe i Indflydelse mellem sine gamle For- vante, faaer Anseelse af en mægtig Patron, af En, der virkelig kan beskytte deres Interesse, af en Talsmand mellem dem og Magthavende. En saadan Pøbelkonge maa have fredelige Aar forat kunne see sin Magt voxe. I en bevæget Tid skulde hans indre Ussel- hed vende af sig selv Indsiden ud, og Massen skulde opdage hvor skjøre de Baand dog vare i sig selv, siden de ikke ere moralske, som bandt den til ham. Mængden, hvis Patriotisme er oprigtig, og som taalte i mange Aar, at han skrabede Meste- parten af Fortjenesten til sig, i den Tro, at han i paakommende Tilfælde vilde være den Beredvilligste til Opoffrelsen, skulde med Forbauselse see disse at udeblive, og at han fra Toppen af sin sammenskrabede Dynge forblev uvirksom, kun lurende paa hvad Kant den stærkeste Vind blæste fra. Og omsider, naar Taalmodigheden forgik den, vilde den vel endog stikke Fingrene ind i hans hullede Patriotisme og hale Løvehuden af Æslet, saa SIDE: 281 noget af dets egen Hud fulgte med. Og i de smaa Samqvem, i Kneiperne og de intime Tobaksklubber vilde Samtalen, istedet- for at omhandle hvor lykkelige Smaafolk dog vare ved at have faaet En af deres egen Midte ved slig Magt, at han, med ufor- andret Sind, kunde være dem til Nytte, vilde den med klar- seende, ubarmhjertig Nøiagtighed gjennemgaae alle de Gange, han havde taget Arbeide fra dem, og hans hele Historie med alle dens Træk af Anmasselser, Usselhed og fuul haardhjertet Egoisme lige fra hine mindre Tillistelser af Fortjeneste til den store Koup, hvorved Kongen fik sit Pallads paa en gammel Vens Bekostning. Saaledes foer de da med ham i Tobaksklubben, som følger. Henrik Wergeland [NOTE TIL EN INNSENDT ARTIKKEL "OM HURRAER FOR CHEFER"] Statsborgeren 28. sept. 1837. [Innsenderen hevder at både officerer og mannskap bør i forveien få meddelelse når "en Opinionsyttring" i borgerkorpsets navn skal finne sted. Redaksjonen legger til:] Saavidt Red. har hørt, bleve Officererne virkelig adspurgte ved sidste Mønstring for Stiftamtmanden, om der skulde raabes Hurra for ham. Hurraet var virkelig ogsaa svagt, skjøndt for stærkt efter Omstændighederne. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 28. sept. 1837. -- Morgenbl. No. 264, 21 Septbr. d. A., indeholder følgende mærkelige Annonce: [Derpå meddeles efter Morgenbladet to kongelige resolusjoner; den ene skal uttale misbilligelse av for skånsom behandling av en foged med kasse- mangel, den andre skal forlange oplyst hvad der er foretatt i anledning av "den Mislighed ved Postens Behandling" som blev vist av postkontoret i Kristiania ved postrøveriet i porten til postmester Løvenskiold.] -- Ved kgl. Resolution af 10de d. er Stiftsprovst Edvard Munch i Kristiania, ifølge underdanigst Ansøgning, naadigst fri- taget for i Fremtiden aarligt at svare til Universitetet 2 Spd. 60 Sk., hvortil han i sin Tid ved den almindelige Subskription SIDE: 282 havde forpligtet sig. Dette Træk af En, som sidder inde med det største Kald i Landet, næst Trondhjems Bispestol, har na- turligviis vakt en Opmærksomhed, som ikke geraader Manden til Fordeel, og som efter al Rimelighed vil gjøre ham mere end de Par Daler fattigere. Man finder det medrette forunderligt, at han ikke har kunnet beqvemme sig til andre Indskrænkninger som vilde støde mindre hos vor bedst aflagte Prælat, der des- uden har flere Sønner ved Universitetet og derimellem en som Lektor; og man kan endnu mindre, uden at antage noget ufor- deelagtigt om Provsten, forklare sig hvorledes han i sine uende- ligt knappere Kaar dengang Universitetet grundlagdes kunde finde Raad til at forskrive sig til og yde det, som nu falder ham for svært, end Regjeringens Ret til saaledes at tilintetgjøre Gjældsforhold. Desuden bliver vistnok en god Deel af Menig- heden enig i, at denne Hr. Stiftsprovstens yderlige Indskrænk- ning i sine Udgifter, antyder en saa radikal Reform i det Øko- nomiske, at det vilde være Synd imod den patriarkalske Nøi- somhed, som mere af Princip end Trang har iværksat den, at forstyrre dette hæderlige Indknibningssystem ved den gamle Ødselhed i Offer og andre Betalinger til Præsten. Medens et Universitet aldrig, efter sin Beskaffenhed, kan faa formeget, er det klart, at Stiftsprovsten, efter den økonomiske Fod, hvorpaa han nu maa have sat sig, altid maa have nok, om han for Efter- tiden kun faaer Skillinger for Dalere. Stakkels Mand! -- vil Gjerrigheden sige, som aldrig faaer nok -- hvorfor skal du tabe 260 Daler og mere til om Aaret for de 2 Daler og 60 Skill. om Aaret? Men den Fornuftige vil sige: Pyt! hvad er Subskrip- tion, Forskrivning og Æresgjeld, naar der gaaer om nogle Aar? Pyt! hvorfor betale, om det var en Skilling, naar man kan slippe? Og trænger Universitetet til Stiftsprovstens 2 Daler og 60, naar det tages 5 Daler i Indskrivningspenge som en Kop- skat paa Riig og Fattig, og som selv den, der er meget fattig saa han ikke har 5 Skilling at afsee, blues ved at indlevere Ansøgning om at fritages for? Henrik Wergeland SIDE: 283 VILDE UDBREDELSEN AF NATIONALØKONOMIENS GRUNDSÆTNINGER IBLANDT ALMUEN VÆRE GAVNLIG? Statsborgeren 1. okt. 1837. Dette Spørgsmaal opkastes og besvares af den liberale danske Journalist Statsøkonomen Nathan David, som det skulde kunne lykkes Norge at erhverve sig, om man besluttede sig til at publicere vakant det siden Lundhs Død ledigværende Pro- fessorat i Statsøkonomien. Det var ikke muligt at Han søgte det, omendskjøndt det ikke kunde være formeget, om man til- bød en saadan Mand det. [Her følger professor Davids artikkel. Derefter skriver Wergeland:] Der var en Tid, da indenlandsk Industrie nød langtmere Op- muntring end nu og i de seneste Aar. Politiken og Agerdyrk- ningen synes ganske at have afledet Opmærksomheden fra den Industrie, som beskjæftiger sig med Afbenyttelsen af Fædrelan- dets mange Naturprodukter. Pengeløsheden bidrager ogsaa her- til, men vi troe, mindre end denne forandrede Retning af Fol- kets Tænkemaade og Virksomhed, som fra Midten af forrige Aarhundrede og til 1814 gav saamange Vidnesbyrd om at Pa- triotisme og Tænksomhed var vakt. Selskabet for Norges Vel, hvis Kraft ikke er voxet, fordi det har indskrænket sin Virk- somhed til blot at være et Landhuusholdningsselskab, viste i sin Tid Industrien og Fabrikspekulationerne megen Omhu, som af- stedkom mangfoldige Opdagelser og Forsøg paa at producere selv et og andet, som Udlandet ellers leverede; men hvoraf der dog ikke blev synderligt af Mangel paa tilstrækkelig Under- støttelse. Dette var saaledes f. Ex. Tilfælde med den Tusk- farve, som produceredes paa Hadeland, Toten og Vardal, og som Direktionens Industriklasse erklærede bedre end den al- mindelige tydske, og med de af Bonden Guttorm Bjerke paa Hadeland af en viss feed Leerart i et Bjerg dersteds, kun ved Hjælp af hans Smedeesse producerede Smeltedigler -- en Ting hvoraf mangfoldige forbruges -- hvorom ligeledes erklæredes, at de vare fortrinligere end de almindelige hessiske. Ogsaa til disse Produktionsgrene har man, uagtet disse Vidnesbyrd, som SIDE: 284 vel maae staae til Troende, ikke hørt videre. De ere forglemte med saameget andet, der skulde kunne gjøre Norge mindre af- hængigt af Udlandet og bringe Virksomhed og Fortjeneste ind i vore Bygder. Men os forekommer det -- og derfor erindre vi herom -- at Spekulation og Industri i enhver Retning til at af- benytte Landets naturlige Fordele fortjener paa enhver mulig Maade, og navnlig af Selskabet for Norges Vel gjennem dets Central- og Underafdelinger, at opmuntres og kaldes tillive igjen. Henrik Wergeland [REDAKSJONELT TILLEGG TIL EN INNSENDT KLAGE OVER VISSE FORHOLD VED UNIVERSITETET] Statsborgeren 1. okt. 1837. Da Red. har havt Leilighed til at erfare, at Inds. ikke har Ret i endeel følgende Opgivender, hvormed han vil erindre, at han slutter sin Opsats, troer Red. ikke at burde give dem en Offentlighed, som jo da vilde være ganske hensigtsløs. De for- nødne Berigtigelser vil Inds. finde skrivtligen fra Red. til Af- hentning i Expeditionen, hvorefter man forventer Svar, om de tilfredsstille eller ikke, i hvilket sidste Fald den forlangte Offentliggjørelse ei skal blive negtet. Henrik Wergeland [OM EN KONGELIG RESOLUSJON SOM VIL HA EN KASSEMANGEL OPKLART] Statsborgeren 1. okt. 1837. -- Af Alt, hvad der kan erfares, stadfæstes Rigtigheden af det i Morgenbladet No. 264 meddelte Rygte om tvende Kgl. Resolutioner -- -- "Hvor megen Vægt der skal lægges paa disse Resolutioner, beroer især paa, om deraf kan sluttes, at nogen Forandring er indtraadt i de Indflydelser, der ved de norske Regjeringshandlinger i Stockholm ere virksomme." Saaledes udlader "Den Constitutionelle" sig angaaende hvad om denne Sag i sidste No. meddeltes. Os forekommer derimod Hs. Majestæts Harme at maatte være af det Slags, der efterlader et varigere Indtryk. Naar en Embedsmand ved Uorden, Vel- levnet eller deslige har paadraget sig en Kassemangel af 20,000 SIDE: 285 Spd., saa vilde det være uforsvarligt at lade Naade gaae for Ret. Indtræffer nu tillige en saa betydelig Kassedefect i den Egn af Landet, som i en Række af Aar har lidt af Misvext og mindre lemfældig Medfart, saa -- skal Bihensyn tages i Be- tragtning -- vil det nok være tilraadeligt, her at slaae en Streg over Konnexionssystemet. Paa sidste Storthing lod der sig høre Noget, som En og Anden, efter hvad nu har tildraget sig, turde have skrevet sig bag Øret til næste Thing. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 5. okt. 1837. Nok en Blodsuger. Det er os ikke muligt at komme til Prokuratoren, til Figuren af Prokuratoren, saaledes som han er, naar han misbruger sit skjønne Kald til alskens Ugjerninger. Beslægtede, skjøndt un- derordnede Karakterer af disse stereotype klassedannende fremtrænge sig altid foran, og Skildringen af ham fjerner sig ligesom jeg tænker mig Helveds inderste Hule kun tilgjængelig ad en Række af Forhaller og Indgange, der kunne være fæle nok, skjøndt de dog ere den rolige Lises og Velbefindendets Op- holdssteder imod hiin, hvis Lys er Satans Øjne inderst inde, hvis Væg forstenet Skræk . . . . Over to af disse Indgange til Prokuratorens Figur har alt staaet "en Blodsuger". Og over den tredie finde vi studsende det Samme. Er der da endnu flere Slags Blodsugere? Ja, og hvor man mindst skulde troe det: imellem Folkets egen uskyl- dige Masse, som plukkes og suges nok udenfra, imellem Bøn- derne, Bonde imod Bonde -- ogsaa der raser denne forfærde- lige uslukkelige Krig mellem de ulige Kaar, som overalt ud- breder sine Ulykker over Menneskeheden. Hvem skulde troe, at denne statelige aldrende Mand i den tarvelige graa Vadmelskjole med de blanke totenske Knapper i var en Blodsuger? Han ansees jo som en Pryd for Bygdens Bønder, som deres bedste Repræsentant ved enhver Leilighed? Præstens Bord staaer ham aabent, og Øvrigheden roser ham SIDE: 286 som det ypperste Exemplar af en Bonde. Uden Statsborger- nykker, uden at være smittet af Tidens lede Aand, driver han sin Dont som Landmand og gjøre Ret og Skjel d. e. han offrer Præsten bedst, og giver den juridiske Øvrighed nu og da noget at tjene. Og der er ingen skjult Foragt i den Udmærkelse, som Byg- dens Honoratiores vise Manden i den graa Kjole med de smaae listige Øjne under de bustede Bryn. De see gjerne, at Bøn- derne sluge hinanden op indbyrdes blot der falder noget af til dem. De have da sin egen Samvittighed frelst, og endda oven- ikjøbet, naar de staae sig godt med Kaxerne, den moralske For- tjeneste, at de ikke lyve, naar de sige, at Resten bestaaer af Pak, som Ingen reflekterer paa. Men hvad der er mærkeligere er, at der er saaliden Standssympathi, at Bondeblodsugeren ogsaa af Almuen vises al Ærbødighed som om han virkelig var en Ære for Bygden. Kommer han til Thinget i sin Kariol, faaer han Tegn nok paa det, og standser han udenfor Kirken, sidder vanskeligt nogen Hat paa. Det Sidste er ikke mærkeligt, for -- o det kan lade Blodet stivne! -- til Kirken, til de Fattiges og Forladtes egen Vens Huus, som den kaldes, komme netop ikke de Fattige. De høre nok Klokkerne, men de sukke eller see med misundelige Øjne gjennem de smaae lappede Ruder paa de Forbifarende, og gjøre sig ikke rede til at fare afsted. Thi hvorledes skulde de kunne vise sig i Kirken i saa usle Klæder, de have? Undseligheden og Følelsen af Fattigdom have de be- holdt. De ønske blot, at de Timer, hvori den er bittrest, at Kirketiden var forbi. De holde sig hjemme, om Blodsugeren, om hiin mægtige Mand, der nu just opfylder Kirken med sin durende Bas, har ladet dem beholde et Hjem. Men dette er altfor ofte ikke Tilfælde, og da kan man træffe de uddrevne Familier paa de afsides Veje, under en Busk, bag en Laave, for ikke at blive seete af Kirkefolket. Der nikker et rødfarvet Silkeskaut eller en nymodens Dame- hat paa et stort Rokkehoved med oppurrede Kurumpekrøller, og Kirkehattene og de blanke Kjøbstadkaskjetter stryge af -- det er den mægtige Mand i den graa, som reiser fra Kirken. Staklerne liste sig endnu mere afsides. Moderen er kun angest forat den Mindste skal skrige og røbe dem. Men den ulykkelige SIDE: 287 Fader stjæler sig til et Blik udover Vejen; thi han kjender Kariolen, Hesten og Manden -- , ham i den graa, som drev dem ud uden Barmhjertighed. Og for første Gang falder det ham ind, at den mægtige Mand har Bordstabler i Mængde, en Saug og en Mølle, og at alt det kan brænde op ved een Stikke paa een Nat, og at det vil ærgre ham og gjøre ham fattigere end om han havde ladet Familien blive siddende. "Ha!" Eller -- har han ikke Brunen kjær? og vil det ikke nage ham, om den en Morgen kommer til Grinden med afskaarne Øren eller Hale? "Ha!" Ganske vist. Og ganske vist brænder der noget ondt i det Øje, hvormed Staklen seer efter sin ubarmhjertige Hus- bonde, og Armodens Fortvivlelse er den sorteste og frodigste Muld, Satan har at saae i. Den, som troer, at Bønderne udgjøre een stor Stand, tager betydelig feil. Det ovenfor brugte Ord "Standssympathi" har ingensteds hjemme, dersom det skal betyde, at Gaardmand Lars Kristensen føler Forbittrelse over at Gaardmand Cyprian Kjeltringsrud rykker Huusmand Ole bag Aasen med Kone og syv Børn uden Grund op medrode. Han Cyprian er lige brav Karl for det, og Lars tør gjøre det samme; thi Huusmændene -- der ellers ere et talrigt Folk i Folket og det som forsyner Gelederne og skal forsvare med sit Blod Andrefolks Ejen- domme -- ere uden Beskyttelse. Selv mellem de ulykkelige Have- sygens Offere er der liden Standssamfølelse; thi de ere ad- spredte, sløve af Lidelser og medfødt og bibragt Dumhed. Kun da Kaxen i den graa havde ladet udkaste paa een Dag sex Huus- mandsfamilier, der fra Arildstid havde havt Plads i Gaardens Udeje, og de alle sex med Store og Smaa, Syge og Friske be- fandt sig paa een Plet paa Aasryggen, hvorfra de endnu engang kunde see tilbage -- kun i det Øjeblik syntes et samstemmigt Hyl fra alle Mødrene og alle Børnene og et vist Blik imellem Mændene at røbe nogen Sympathi og fælles Følelse af Elendig- hed og fælles Tanker og Forsætter. Men enten de nu ikke for- stode hverandres Blik, eller de tænkte hver for sig paa sig selv, nemlig at det nok var bedst at naae Bygden inden Qvel for at faae noget at spise, saa er det vist, at de adspredte sig, og at de siden, naar de mødtes paa Betlerstien ikke viiste hinanden mere Sympathi end Hunde der have et Been mellem sig. SIDE: 288 Det er forfærdeligt hvad Kaxerne af samme Art som hiin graa Mand kunne tillade sig mod sine Huusmænd. Disse have ingen Sikkerhed i Kontrakterne, om de gives. Det mindste Brud der- paa fra deres Side har Opsigelse og Udkastelse tilfølge, mens Huusmanden upaatalt maa tage tiltakke med hvorledes Huus- bonden holder den eller ikke. Den graa, hæderlige Bonde, som vi saae kjørte forbi sin skjulte udkastede Huusmand, havde al sin Tid øget Afgivt og Arbeidsdage, ja da han i Krigens Tid kom til Gaarden, og Huusmændene vare i Feldten, tvang han deres Koner til at arbeide i deres Sted, og da denne Haardhed var temmelig almindelig, fremkaldte den et offentligt Forbud derinde fra Regentskabet i hine Tider da Norge drømte sin smukkeste Drøm, som kun Halvparten er gaaen i Opfyldelse. Dengang gik en af Huusmandskonerne eller Trælqvinderne højst- frugtsommelig bag hans Plog, og en Anden fødte en Dreng paa Laaven under Træskningen, og da Bygden netop havde en Smør- kaptein i det Aar, Kaxens Søn skulde tegnes, maatte hiin Dreng deran i hans Sted. Men, Gudbevar's, Huusmændene kom til sine Pladser igjen, paa nær en af dem, som strax blev udsagt, fordi han var bleven skudt til Krøbling i Feldten. De andre dyrkede sine Skogpladse ligesom deres Fædre før dem havde gjort, og da de vel havde lært af Nød og Exempler at rydde og dyrke op og vare blevne gamle og havde netop faaet Pladsen i slig Stand, at de kunde begynde at nyde nogle Frugter af et Livs Slid og Slæb, saa -- siger Manden i den graa Kjole hele Pargaset op, og da de bad for sig, var han saa medlidende, at han lod dem sidde mod For- øgelse i Afgivt og Arbeidsdage, og saaledes gik det fleregange, indtil det var dem umuligt at indrømme mere. Og da? Da sagde han dem ud for Alvor, og da de pukkede, ødelagde han dem ved sin Ven Prokuratoren og fik dem udkastet efter Dom, og om Aftenen hørte baade Præsten og Fruen med megen Be- klagelse paa hvormegen Ærgrelse den brave Mand havde af sine Huusmænd. Den brave Mand? ja, "som ikke gjør Nogen Fortræd" bemærkede Præsten -- "og den snille Mand, som tæn- ker baade paa mig og dig" -- lagde Fruen til -- "mens saa- mange Andre -- -- man skal saamen ikke see saameget som saa -- ". SIDE: 289 Samme Aften, som Bondeblodsugeren paa sin Tilbagereise fra Kirken var strøgen forbi de hilsende Almuesfolk og forbi den udkastede Huusmandsfamilie, som ikke turde vise sig for Kirke- folket, tilbragte han Aftenen hos Præsten ved en Polskpas (som var det, Hs Velærværdighed, som saa Mange af sine Med- brødre i Herren, bedst forstod). Det trak som sædvanligt udover paa Morgensiden siden Hs. Vhd. var kommen i Skuddet med at vinde, da det led udpaa. "Hvor seent Maanen staaer op inat." bemærkede Hs. Vhd. idet han saae sin brave Sognemand vel i Kariolen. "Godmor- gen! Godmorgen! Hr. Pastor! Tak for iaften!" Kariolkaxen rullede afsted. Men han havde rullet længe, og Maanen steg endda ikke op. Og hvor skulde den komme fra? Det var jo i dybeste Næ. Men den rødlige Glands steg højere og højere og udbredte sig videre langs med Aasryggen. Og netop nu hælder det mod en uendelig Skraaning, nu, da en Tanke som Stikket af en enkelt Naal igjennem Hjernen.... "Ha Brunen! trav ud! opover! opover! naa bare Højden, at jeg kan see! -- " Og Brunen travede opover som om Bakkerne vare Sletter og Medhælde. Og fra Højden? "Gudsdød, Skadevarme er det!" Og nu gik det Bakke ned og op, og naar han var nede imellem Bakkerne saaes de graarøde Skyer allerede at have overbølget Zenith, og naar han var oppe paa Toppen et Segment af Hori- zonten guult flammende i et mod Siderne skarpt begrændset Lys, mens tre Flammetinder reiste sig mod Højden. "Ha, Brunen! trav ud! Skulde det være Bordstablerne, Saugen og Møllen! Ha, Brunen, trav ud! trav ud!" Endnu er der en Højd, en lang uendelig Højd. Men Brunen traver. Hiin Aasryg er naaet. Derifra kan Alt sees. Det er Bordstablerne, Saugen og Møllen. Brunen studser ved det skarpe Lys, men standser ikke. Det gaaer nedover med den, saa Stenene fyge. En skraldende Latter lyder bag Gjærdet. Der funkler det onde Øje fra idag af, og under Orrekjerrene, hvis Blade skinne som Blod paa den Side, som vender mod Branden, mens de ere natsorte paa den anden, slumre de smaa SIDE: 290 Skrighalse paa en udbredt Skindfæld, og en Kone hvisker: "Ole, pas dig, saa han ikke hører dig. Det var han Sjøl." Jo han har hørt den skraldende Latter, og han skulde have vendt sig i Kariolen og opdaget sin Mand, dersom Brunen ikke havde gaaet saa paa efter eget Tykke, og dersom han havde kunnet. Thi hans Haand styrede ikke Brunen mere, skjøndt den holdt uryggelig i Tøjlen. Hans Øre hørte ikke mere siden han hørte Flammens Bragen foran sig og bag sig Mordbrænderens Latter. Hans Øjne saae ikke mere siden han fra Toppen af Bakken saae... O Himmel der styrter Stabler og Saug og Mølle sam- men! Lad styrte! Hvor stirrede hans Øjne og forbleve stivt stirrende, da han saae hvor de styrtede sammen, Stabler og Mølle og Saug! Da Brunen kom paa Pladsen, skumdækt, skjælvende, dog standsende paa den sædvanlige Plet, bleve Folkene forundrede over at Husbond, som holdt i Tømmene, og sad der som før i den graa Kjole med de blanke Knapper, og hvis Øjne stode aabne... "Men, Gud fri os, hvor de stirre! Husbond! Husbond! her er stor Ulykke skeet!" "Aa ikke saa stor endda, Husbond har faaet et Slag," siger en gammel krumbøjet Kjærring med et Livs Trældom i sit Ansigt -- hun, som engang maatte træske for sin Mand, mens han var i Feldten for Fædrelandet, og som fødte under Arbei- det, og maatte lade sin Gut til for Husbonds. Og denne Gut var den udkastede Huusmand, som iaften, mens Husbond var hos Præsten, havde været paa Bruget forat tale med sin Moder. Ikke for andet? Det er en frygtelig Krig, Armod og Rigdom, Elendighed og Havesyge føre med hinanden. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 5. okt. 1837. -- Siden 11te f. M. befinder H. M. Kongen sig paa en Reise gjennem Sverrigs sydligste og midterste Provindser. I Højsam- mes Fraværelse er et Regjeringsraad udnævnt, hvis Ordfører er H. K. H. Kronprindsen. Det nærmeste H. M. kommer Norge SIDE: 291 er den 8de og 9de d. M. da H. M. indtræffer i Åmål og Karl- stad. Den 20de er bestemt som Hjemkomstdagen til Rosersberg ved Stockholm. Fra mistænkelige svenske Kanter har været yttret adskilligt urimeligt Tøj om at en norsk Deputation skulde benytte sig af Hs. Ms. Nærhed ved Rigets Grændser til at ville fornærme Højsamme og Grundlovens § 11 med en Invita- tion til at besøge Norge. -- Søndagen d. 1ste d. Kl. 3 Eftermiddag ankom paa Damp- skibet Prinds Carl Fuldmægtig Fougstad her til Staden fra sin Udenlandsreise til Kjøbenhavn. Dette er en Efterretning af ligesaamegen Vigtighed som de flere deslige lignende, hvormed den Constitutionelle ikke forsømmer at vække den offentlige Interesse for sig og Sine. Lektor Motzfeldt, en af Bladets Re- daktører, der havde foretaget en privat Reise, blev saaledes, og kanskee i samme No., hvori han desforuden stod paa den almindelige Passageerliste, anmeldt som hjemkommen; og om en god Ven, hvis Navn ikke i nogen Henseende vedrørte Offent- ligheden, men som forresten tog sig en Udenlandsfart fore efter sin Examen, maatte Verden vide, at han befandt sig i Rom. Og hvorfor da ikke berette, at den publicistiske Notabilitet Carl Fougstad er lykkelig og vel hjemkommen til Fædrelandet, som han gjør saa megen Ære? Det glæder os at kunne hjælpe paa denne kluntede Beskedenhed. Fuldmægtig Fougstad er, som sagt, kommen hjem med Dampskibet Prinds Carl 1ste Oktober sidstl. Kl. 3 Eftermiddag. -- En Kommission er nedsat forat afgive Betænkning om Anlægget af Strafanstalter for grovere Forbrydere udenfor Fæstningerne enten særskilte eller i Forbindelse med Tugt- husene. Det forekommer os, som om man burde tænke mindre paa en saadan Mellemgrad i de stigende Straffemaader end paa Oprettelsen af asyllignende "Forsoningshuse", der i Straf- skalaen indtog sin Plads mellem Tugt- eller Forbedringshusene og Samfundet, og hvis Hensigt var baade at gjøre Forbryderne mere skikkede til, efter udstaaet Straf, uden denne Vanære, at overgaae i dette igjen, og at yde de ved Alderdom eller anden Svaghed uskadeligblevne Forbrydere, der ikke skjøtte om at vende tilbage til sine Hjemsteder, et passende Opholdssted. -- I den C.stnelle for iforgaars føres bittre Klager over at SIDE: 292 Morgenbladet har berettet "efter Rygter" hvorledes Statsmini- ster Løvenskjold paa en plump og taabelig Maneer forekastede Sølieut. Falsen ombord paa Prinds Carl hans Fader Sorenskri- verens Deeltagelse som Odelsthingsmand i Rigsretsdekretet. Der skal intet overdrevet være i Mbldts Fremstilling af denne Hs Exc.s Prostitution, ja paa hele Reisen skal Hs. Exc. til almindelig Moro og Forbauselse, ombord have givet en Række af løjerlige Træk tilbedste, men som Mbdts Red. har været skaansom nok til at beholde for sig selv, skjøndt den vistnok har hørt dem fortælle. Hvor karakteristisk er saaledes ikke Hs Excs. affekterede Franciseren i Udtalen, som endogsaa skal have bragt hans ikke saa gale Pendent, den danske General- konsul Gjerløw, til beundrende at udraabe: "O! den Mand taler fortræffeligt norsk. Han har ordentlig en fransk Udtale!" Om en saa bekjendtbleven Mand som Statsminister Løvenskjold bør heller Intet blive skjult, som oplyser hans Karakteer, og til dette Øjemed ere ofte saadanne Smaatræk de allertjenligste. Men forholder det sig som berettet i Mbldt, er Publikum, ind- til det erholder bedre Oplysninger og et tjenligere Forsvar for Hs Exc. end Beklagelser i Nella over Publiciteten, ganske vist mere berettiget til at holde den, som saaledes kan prostituere sig, for en almindelig -- -- -- -- end for en Mand, der er skikket for en Post, som ved enhver Leilighed har Krav paa sin Indehavers Konduite. -- Den fra det wintherske Officin i Kristiania paa samme Tid som en lignende fra Lieut. Prahls Steentrykkeri i Bergen til Subskription anmeldte Pragtudgave en tableau af Grundloven er i disse Dage udkommen, og tilfredsstiller, efter vor Mening, ganske enhver billig Fordring. Dens større Smagfuldhed og, idetmindste iforhold til den forrige bekjendte Tavleudgave af Grundloven, billige Priis af 3 Mark bør bidrage til dens Udbre- delse, som i politisk Henseende især ret er ønskelig. Tableauet er stort, omtrent 28 Tommer højt og 21 bredt. Det kunde saa- ledes, for desto større Udbredelses Skyld, der vanskeliggjøres for Fleerheden ved Glassets Kostbarhed, være hensigtsmæssigt, om man ogsaa sørgede for at der var at faae overlakerede Exemplarer paa Pap, som strax kunde hænges paa Væggen. Titelen især, der er udført med rask ideeskjøn Tegning, gjør SIDE: 293 Tavlen til en Prydelse i Ens Stue. En Ørn, som svæver over det Hele, betegner det patriotiske Mod og det politiske Skarp- syn, som gav Grundloven Tilværelsen. To mod oven vinkende Engle og Rigsløven paa begge Sider af den i Pragtstiil udførte Overskrift "Kongeriget Norges Grundlov," antyde den moralske og fysiske Kraft, som omværner den. Løverne have Blikket henvendt mod Englene eller Genierne, betegnende Forbindelsen imellem hine Kræfter, og hvorledes det er paa Impulsen af Folkets moralske, paa deres Bydende, at dets fysiske skulle sættes i Benævnelse. Norges Lykkestjerne spreder en gylden Straaleglands over Titelen. Konstituenternes Navne ere ind- gravede paa to Mindesøiler, der begrændse Tableauet til Siderne og ere prydede med Rigets Vaabenskjolde i bronzeret Guld- aftryk saavelsom med sex Konstituenters Portrætmedaillons. Disse ere Jac. Aalls, Omsens, Fabricius' (hvorfor?) C. M. Fal- sens, Sverdrups og Reins. Nedenunder det Hele findes Navnene paa 1ste ordentlige Storthings Medlemmer, som sluttede For- eningen. -- Stiftsprovst Munch har, som rimeligt var, fundet sig ge- neret ved den Offentlighed, hans Ansøgning fik om at slippe for at erlægge sine 2 1/2 Daler aarlig til Universitetet og ved de mange Yttringer af Misbilligelse, den foranledigede. Han har i Mbldt i en Erklæring, der langtfra kan være tilfredsstillende, uagtet den synlige Planmæssighed, hvormed den er udarbeidet, imidlertid, saa godt han kan, søgt at faae af sig Smudset -- et Epithet, som fra Arildsold er Smaaligheden tillagt. Det hedder deri, at han ved sin velsignede Hidkomst har fundet, at Universi- tetet ikke længer behøver private Tilskud, og at han i et privat velgjørende Øjemed har dyttet de tilbagetagne 2 1/2 Daler i et andet Hul. Dette Sidste kunne vi nu saameget mere lade staae ved sit eget Værd og anbefale det til almindeligt Troende, som det ikke er ubekjendt, at Hr. Provsten, uagtet al sin Goddædig- hed, ikke har formaaet i nogen synlig Grad at lette Personers Kaar, som have større Krav derpaa end hvilkensomhelst tredie Mand. Men i sin Bemærkning om Universitetet har han Uret. Thi naar er det tænkeligt, at en saadan Indretning ikke skulde behøve ikke alene de Midler, det kan faae, men først og fremst dem, det besidder? Der mangler meget ved Universitetet fordi SIDE: 294 det ikke er rigt nok. Der mangler saaledes -- forat nævne noget, som maa bedrøve og anspore goddædige Sjele -- tilstræk- kelige Stipendiefonds. Der gives Studenter uden mindste Under- støttelse og Studenter, som have 5 Spd. maanedlig at leve af. Saadanne skulde man da troe kunne trænge til noget Stipendie- tilskud, især da Mængden af Studenter gjør den private For- tjeneste ofte umulig; og hvad Departementsansættelse angaaer, da er den ikke saa let for slige Stakler, om de endog have Examen, som den er for examensløse Morgenstjerner, Kjerulfer, Colletter, Muncher o. a. d. Nepoter af rige eller begunstigede Familier. Det modbydeligste Afsnit af Stiftsprovstens Defension, og som stod i letopdagelig Forbindelse med hans eget, var dog For- søget paa at vaske ham reen paa sal. Præsten Schultzes, Stor- thingsmandens Bekostning -- en Mand med hvem Munch ikke maa nævnes i samme Aandedræt. Men der lader sig ingen Jevnlinje optrække imellem hiin Prælat, der i en rørig Alder sidder i Landets bedst aflagte Kald og den resid. Capellan Schultz, der, i sine, under et langt Ophold paa Rigshospitalet medtagne, aldrig rigelige Omstændigheder, skyldte sine Efter- levende at inddrage af sine Udgivtsposter hvad han kunde -- det han og gjorde saagodtsom paa sit Sidste. Fy! man maatte skamme sig over ikke at kunne hitte paa noget bedre. Men Den er blind, som ikke opdager i hvad Aand Mindet om den Mand, som fortjener sin Støtte ligeoverfor Christian Kroghs, er trukket frem forat dække den blottede Munch. Vi kjende Ulden -- den er af Stiftsprovst Munchs egen lille Yndlingshjord. Henrik Wergeland [EPIGRAMMER] Statsborgeren 12. okt. 1837. Gavmildhed. (Efter Svensk.) Man aldrig noksom kan beskrive den Gavmildhed, som Muncken har. Tænk, ikkun for at kunne give, af Andres Ejendom han ta'er. SIDE: 295 Troværdighed. Bagtaler Nella En -- den Sag er ei saa stor. Thi den bagtaler ei, hvis Løgne Ingen troer. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 12. okt. 1837. -- Aviserne have repeteret, hvorlunde der en Dag i forrige Maaned skede dobbelt Alliance mellem Familierne Wedel og Løvenskjold, idet Kammerherre og Legationssekretær Løven- skjold viedes i Sems Kirke til en Datter af Baron Wedel paa Ellinggaard, og nok en Søn af Statsministeren, der er Cand. juris viedes til Grev Wedels Datter, Comtesse Caroline. Der kan dog intet mærkværdigt være herved uden den Betragtning, at Adelskabet er slut for disse Slægtgrenes Vedkommende, for- saavidt de maatte udbrede sig. Brylluppet eller -- for at be- hage Hs. Excell. Statsministeren -- Bilageret skal ogsaa være bleven feiret med al den Pomp, et uddøende Adelskab fortjener, forat kunne gaae over imellem Tidens lysende Erindringer. Bønderne i Omegnen og Bymændene i Tønsberg illumminerede saa, at en Brandofficiant paa sidste Sted følte sit Hjerte søn- derslidt af Angest for Byen for Ildsvaades Skyld og af pligt- skyldig hengivenhedsfuld Lyst til at tænde i hos sig Selv. Da hviskede en Ven ham noget i Ørene, og Lysene tændtes. Men da nu Vinduerne straalte, bankede en raa Sjouer paa den klare Rude, og en grov Stemme hørtes at raabe: "illumineer du kun iqvel, saa bliver du Toldbetjent imorgen". Pøbelen har ofte sund Forstand. Og man kan aldrig gjøre noget i Fred. -- En Anonym opfordrer i Intelligensedlerne for imandags Stiftsprovst Munch til at lade trykke den "smukke og aandrige" Tale, han skal have holdt i Kristiania Kirke sidste Søndag, sigende at det vist vil glæde Mange. Det er en grusom Spot. Stiftsprovsten gjør det vist saa godt han kan. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 15. okt. 1837. [Først refereres noen offisielle meddelelser, deriblandt om en kommisjon til å utarbeide forslag til ny lov om bergverksdriften. Medlemmene op- regnes. Wergeland skriver her:] SIDE: 296 Tredie Medlem er Prof. Keilhau; 4de og 5te Assessor Smith og Bureauchef Harris, i hvilke Sidstes Sted Kapt. Foss og Ad- vokat Sørensen skulle have været indstillede. Det skal være en Slags Unaade, at de ere udelukkede. Men den maa være let at bære. -- Fra Nedenæs og Raabygdelaget haves Efterretning om be- tydelige Elvebrud ved Midten af f. M. Det er især gaaet ud over Bygdeqværner, Sauge og Broerne. Imellem disse den Byen nærmeste Halvdeel af Broen "Thygesens Minde" ved Kri- stiansand. Forat faae den istand igjen har Direktionen for Broens Aktieselskab andraget om et Laan af Statskassen paa 3000 Spd. Direktionen har ogsaa isinde at tilbyde Staten Be- siddelsen af Broen mod en lignende Sum. Moe og Moland Præstegaarde ere ogsaa blevne haardt medtagne af Jordskred. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 19. okt. 1837. -- Overraskelser hører ret hjemme paa Theatre, og kunne der være behagelige nok, naar de kun ere af et andet Slags end den, som nu forestaaer Publikum, nemlig at see Baron Wedel indtage den for Hans Majestæt Kongen selv og den kongelige Familie bestemte Loge. Baronen, som man dog burde tiltroe mere Stolt- hed og Følelse for det Anstændige imod de kongelige Personer og det Billige imod Theatrets økonomiske Stilling, skal have benyttet sin personlige Sammenkomst med H. M. i Aamål til at udvirke Tilladelse dertil for Sig og det hele øvrige Hofpersonale hersteds. Vi mangle Ord til at udtrykke vor Forundring over dette Skridt af Generallieutnant Wedel, der bliver dobbelt paa- faldende ved, at Hs. Exc. Statholderen, som man ogsaa kunde vente af ham, har ladet sig nøie med en abonneret Sideloge. Men hiint Syn, som Publikum kan belave sig paa, bliver endnu mere ubehageligt ved den Tanke, at Hs. M. Kongens veldædige Hensigt med de til Theatret skjænkede 1000 Spd. aarlig, nemlig ved dette Tilskud at gavne det, og hvorfor den kgl. Loge, som et Erkjendtlighedsbeviis er bleven indrettet, aldeles forfeiles. Efter den øvrige Abonnementspriis at dømme, vilde nemlig den kongelige Loge med sine 23 Pladse lade sig udbringe til omtrent SIDE: 297 1800 Spd. om Aaret; og saaledes bliver den under alle Omstæn- digheder til Tab for Theatret; men skal den nu tjene til gratis Afbenyttelse for Folk, som man ellers kan antage vilde tilkjøbe sig sine Theaterpladse, saa bliver Tabet saameget større. Allige- vel ville vi ikke, fordi vi troe at Theaterprisene ville dale, an- slaae det højere end til de 800 Spd., men det er svært nok for den i sit Økonomiske saa skrøbelige Indretning, at den træn- ger til enhver Vinding. Ihvordan det end vil blive, tør man dog vente, at de for Deres Majestæter Kongen og Dronningen og Deres Kgl. H.H. Kronprindsen og Kronprindsessen i Logen pla- cerede Stole forblive staaende paa deres Pladse uden at det til- stedes Nogensomhelst at afbenytte dem. Det usømmelige heri saavelsom det utilladelige i at fjerne dem af den kongelige Loge er ligesaa iøjnefaldende som det er sandsynligt, at Hof- personalet, om Logen aabnes det, vil finde sig i sine Pladser bag den kgl. Families Sæder, og betale disse undtagen naar de virkelig ere i en af de kgl. Personers Følge. -- Under 10de f. M. har H. M. naadigst udnævnt af 1ste agershuusiske Infanteribrigade 10 Premierlieutenanter, ved 2den Brigade 7, ved throndhjemske 7, ved bergenske 9 og ved kri- stiansandske 7 til Chefer for de nyorganiserede Landværns- divisioner. -- Res. Capellan til Ringsager Hr. Delphin har i disse Dage gjort Verden den Tjeneste, i et langt Forsvar for sig som Sogne- præst Hesselbergs Angriber for hans saakaldte politiske Præ- ken, at give den et forbausende Vidnesbyrd om de Ødelæggelser religiøs Fanatisme, i dens krasseste Betydning, kan anstifte i et Menneskes Tænkemaade og hele Aandelige. Det tør -- siden Gudsordet saaledes lært, som Delphin i hellig, men ikke i den fra Bjerget velsignede, Eenfoldighed maa ville det, ikke efter vor Mening, kan bære gode Frugter -- være den eneste Tjeneste bemeldte Præst viser Verden, men den er ikke ubetydelig. Et- hvert saadant selvgivet Vidnesbyrd om hvorledes det egentlig staaer til inden Kirkemurene, bidrager til at fremme den store Reformation i det Religiøse, som maa gaae forud for den poli- tiske, der vil republikanisere den civiliserede Verden. Men hvem skulde troet, at der gaves saameget politisk Pabsterie indeni det geistlige, hvoraf vor, ligesom enhver monopoliseret Kirke, har SIDE: 298 meer end nok? Han finder sig af sin Recensent lignet med en af Don Carlos's absolutistiske Præster, han synes fornærmet over denne Sammenstilling, og det er dog umuligt, at Don Carlos, hvis Hær er opfyldt med Officerer fra de fleste euro- pæiske Nationer, skulde kunne bestaae, om hans Præster gik videre end denne norske i politisk Servilisme. Man høre hvad han yttrer om dette Ord: "Servilisme, et Ord, som de saakaldte "Liberale," uagtet Ordets paafaldende Ubestemthed, ere illiberale nok til at bruge om den politiske Tænkemaade, som er deres egen modsat, rime- ligviis for, ved et Haansord, at give deres Harme mod Mod- partiet Luft, skjøndt de burde føle, at dets Braad alene saarer dem selv, da en saadan Betydning af Ordet naturligviis kun skylder en af Folkets mest servile Smigrere sin Tilværelse." I dette Punktum snakker rigtignok Præsten saa forfærdeligt i Taaget, at den forstilte Uvidenhed om hvad Ordet vil sige, ikke er fuldt saa kluntet som hans Misbilligelse over Retten til at bruge det er modbydelig. Da vor Definition deraf rimeligviis vilde staae lidet til Troende hos D. og Ligesindede, anføre vi den her efter den sandelig ikke i meget liberal Aand affattede store tydske encyklopædiske Ordbog, forsaavidt den deri findes udviklet, nemlig under Ordet Liberal: "Liberale (i de nævnte tre Betydninger ): Tilhængere af liberale Ideer i Almindelighed, Tilhængere af det konstitutionelle Princip og Modstandere af den servile Aristokratisme og det ultramontane Hierarki og endelig Tilhængere af Demokratiet) have altid fundet Sted i enhver Stat, saasom Aristokrati og Hierarki altid laa i Strid med Folkets Ret; men Navnet Liberale som Partinavn blev først almindelig siden Aaret 1814, da begge disse Partier i Spanien traadte skarpt op imod hinanden som Liberale og Ser- vile, og da i Frankrig efter Kammernes Organisation det Parti blev kaldet Liberale, som satte sig imod den gamle Emigrations og de tilbagevendte Præsters egennyttige Forholdsregler. Vist- nok vare alle gamle Republikanere og Tilhængere af Keiser- regjeringen imellem disse Liberale, og dette gav Anledning til allehaande Bagvaskelser, idet Modpartiet, forvexlende Sag med Person, vilde stemple alle Liberale til Jakobinere og Konge- mordere. Fra Frankrig udbredte Navnet sig snart gjennem hele SIDE: 299 Europa, hvor det er blevet Benævnelsen paa den ene Halvdeel af den politiske Tænkemaade." Her har Herr Pastoren Oprin- delsen af dette Ord, som han i sin forvirrede Tankegang erklæ- rer anvendeligt paa Det, det ikke kan betyde, og rammende med sit Beskjæmmende det stik Modsatte, mens Tilstaaelsen und- glipper ham, at de Liberale i et Folk ere omtrent eet med dette, idet han siger, at de Liberale, forat give sin Harme Luft, have opfundet og bruge en Benævnelse paa Modpartiet, som kan smigre Folket eller som ogsaa er det forhadt. De Liberale dele altsaa politiske Sympathier og Meninger med Folket selv, og dette finder endogsaa Behag i hiin saarende Benævnelse, som saaledes ved Folkets Autorisation ophøjes fra et Partinavn til et Udtryk for den almindelige Tænkemaade. Det beklageligste af alt er dog, at vor Religionsstifters Minde skal blive saa ilde behandlet som at hans Exempel og Lære, ikke at tale om hans Disciples, skal anvendes til at uddrage Lærdomme af, som altid ifra Moses og Makkabæerne af og indtil vore Dage have oprørt hver ædel Menneskesjel, og hvis Befølgelse har ført den største Deel af Menneskeheden til det Elendighedstrin, hvorpaa den befinder sig i Aarhundreder og skal befinde sig indtil disse klerkeskabte Religionspligters Falskhed og Umoralitet bliver indlysende for Fleerheden. Den er det for den første Tanke, for det første Øje, som fæster sig derpaa. Thi hvem vil ikke det Fordærvelige paafalde i at det gjøres et Folk til hellig Pligt at taale hvilkensomhelst Grad af Undertrykkelse, aldrig at afkaste et Aag, aldrig at gjøre sin naturlige Suverænitet og Magt gjældende imod hvilkensomhelst Uhyre af en Tyran? Saa- dan Lære har ikke vor Religion. Den muhamedanske -- ingen Religion skulde vove at give den Ord uden at tabe den Glands af Guddommelighed, som de alle lige ivrigt tillægge sig! Religi- onen vilde falde i Foragt, og fortjente det, om den indesluttede en saadan. Hverken Præsten Delphin i Ringsager, hvor han (til sund Fornufts og Kristendoms Ære), ikke gjør mange Proselyter og hans Skrivtlærde i Danmark og Tydskland skal med nogen Fremgang paaliste Christendommen noget Saadant. Det er saa grundløst i sig Selv, saa modbydende Tanken og Følelsen, at de, som prædike det Christendomsmæssige i en blind, taalmodig, slavisk Underkastelse, ikke ere farlige. Det er alene lumpne, SIDE: 300 feige, uduelige Mennesker, der alligevel ikke ville kunne være det Almindelige til nogen Gavn under Anstrængelser forat befrie sig naar Voldsomheden ikke kan sættes andre Grændser end den stærkere Magts. Ingen Borger af noget Værd deler de sne- verhjertede Anskuelser, som ikke alene skulde lade Menneske- heden bryde Staven over Tyranmorderen Tell og Helvetierne, Franskmændene, Polakkerne og 1809 Aars Svensker, der red- dede Fædrelandet ved at lægge Soldaterhaand paa den salvede Konge, men som ogsaa skulde paa det allernærmeste lede til at vække betænkelig Tvivl om vor egen Nation havde virkeligt handlet christeligt og ret i hvad den foretog sig efterat den lovlige Suveræn havde traktatmæssig overantvordet os til sin kjære Fætter af Sverrig. Men vi opdage, at vi ere nærved at indlade os vidtløftigere end rimeligt er i en Avisrevy-Artikel, og at vi have med Menin- ger at bestille, som ere uryggelige fordi de, som altid hos reli- giøse Sværmere, have sine tykkeste Rødder i en legemlig orga- nisk Beskaffenhed, der ved Agtpaagivenhed med sig selv er bleven ubetvingelig og det Forherskende i den hele Indi- vidualitet. -- En Original af en Præst, der ligeledes gjør alt Sit til forat skaffe sin Stand Berømmelse gjennem offentlige Prøver i Bladene paa hvad Aand, der rører sig inden den og hvad Gaver, enkelte af dens Lemmer besidder, udbreder sig i Mbldt om Eids- vollsanliggendet. Han faaer derved Anledning til at fremhæve Ideen om et Minde for Kongen af dets Glemsel og at omtale hvad han har gjort derfor og hvorlunde Subskriptionen, hvortil Planen indløb til ham netop 17de Mai og før Planen til Eids- vollsmindet kom ham ihænde, ret gik glat imellem hans Sogne- mænd, mens den sidste ikke vilde glide, indtil den Tanke faldt de kloge Høveder ind, at det var upassende at opreise noget Minde for nogensomhelst Levende. For Konstitutionen kunde det da konseqvent heller ikke gaa an saalænge den levede. Dette fandt Far ogsaa rimeligt. Og saaledes beholdt Bønderne paa en peen Maade sine Skillinger i Lommen, og blev endda ovenpaa roste af en Far i Morgenbladet. O vise Sognemænd! jeg synes at see jere plumpe Tyrepander, bedækte under de aandige Anstrengelser med en fedtet Sved, rundtom Væggene, SIDE: 301 hvor I fandt paa det Raad. Hist og her lyser et Par Messing- briller paa en hundesnudet Næse, der har nikket sit Bifald til, en dybsindig Patten paa Piberne lader sig høre, af og til viser der sig smaa tætte Røgskyer, som man næsten kan forvexle med de ærværdige tykke, hvide, lurvede Hoveder paa nogle af Menighedens Patriarker, og imellem knærtes der adskilligt over Paafundet, ja vel endog af Endeel, som ikke har forstaaet det Dybsindige deri, men kun vide forud, at de ikke have en Skilling tilovers, paa Velgaaende af Eidsvollsmindet, at sige naar det passende kan reises d. e. naar Selvstændigheden og Friheden er salige ved Døden afgangne. Og øverst sidder Fa'r forbauset over Skarpsindigheden hos sine Sognemænd, hvilke vi, imellem os sagt, ganske vist holde for at være af den gode Ægypti Arbeidsstok, som, naar et Minde skal reises paa Eidsvoll, vilde være god at have til at vælte Stene og trille Kalk med. Det Besynderligste af Alt er dog, at Fa'r i Mbldet er kommen paa den rigtige Idee, at Planer til Eidsvollsmindet burde tilstedes Formandskaberne, som maa antages at omslutte Mænd af almindelig Tillid. Men det er rimeligt, at den maatte opstaa hos en Præst med slige Sognemænd, som de der udfandt at man ikke kan reise Consti- tutionen et Minde saalænge den lever. Gid da de Folk maa leve ret længe! Thi deres Ønske er nok ikke at subskribere. Saa lever ogsaa Constitutionen. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 22. okt. 1837. Skolemesteren. Det er et Par Gange regelmæssig om Aaret, Præsten i X. ikke er dummere end de Mennesker, han befinder sig imellem. Det er, naar han er samlet med sine Skolemestere. De ere syv; men der er ingen Gradation imellem dem i Vet eller Kund- skaber. De ere alle Alne af samme Stykker Vadmel: kun deri forskjellige indbyrdes og ifra Vadmel, at de mest udslidte staae højre i Priis for Almuen. Det er kun to Daler om at gjøre, men der skulde trælles et almindeligt Menneskeliv tilende før man kunde hamle op til dette lille Tillæg. Det var slemt, at Almuens SIDE: 302 Agtelse for Veteranerne ikke gjorde den beredvilligere til at øge paa. Med en Oppositions Kulde anhørte de gode Sogne- mænd Hs. Velærværdigheds Propositioner om noget Saadant, og de gjorde kun da et modvilligt Tilbageskridt og indrømmede en Dalers Penge, naar det blev oplyst, at Skolemesteren var blind eller døv af Ælde og det var at befrygte, at han skulde lægges paa Bygden som vandrende Lægslem, eller naar de kunde skimte i Stakkelens aabne Grav. Det slemmeste var dog, at Skolemesterne tilsammentagne ikke gjorde Nytte for de usle Skillinger, Enhver af dem fik. Var det det slemmeste? Skulde det ikke være endnu slemmere, at H. V. og med ham H. H. Provsten o. s. v. holdt for at de gjorde Nytte nok? "Guds Ord kan de, sagde H. V. og det skulde jeg troe er nok." "Mere end det" -- havde gjerne Provsten sagt; thi i sin sløve Tankegang var han tilbøjelig til at give Svar, som han før havde hørt, men uden Hensyn til om de passede eller ikke. Men denne- gang tog han dog Svaret fra sig selv eller den almindelige Præstetro: "Meget rigtigt, Hr. Pastor, Almuesmænd har ikke godt af mere. Nei faa mig Skam! Herr Pastor, maa jeg have den Ære -- " Glassene vilde være faldne de værdige Fædre af Hænderne, dersom de havde kunnet forlade Kalvestegen og været Vidner til hvorfor Qvelsgrøden paa en Gaard en Fjerdingvej borte blev sveden. Den Ulykke skede fordi netop En af de Syv af for- dærvelig Oplysningssyge gik udenfor det bare Gudsord, og gav, efter endt Omgangsskole der paa Gaarden, et Kursus i Historie og Geografi til Bedste for en fem sex Drenge, som Videlysten holdt tilbage, for Manden selv paa Gaarden og for Madmoer, som burde passet Grøden. Men hun havde ondt for at lukke Øret, for Skolemesteren holdt sine Extraforelæsninger i Gruen, hvor det hele Auditorium havde fundet Plads. -- -- "St. Olaf, ja Gubevar's! han vandt over hele Verden til Carl Magnus kom, men saa maatte han give tabt. Det var det største Slag, som nogen Gang er bleven holdt; men Carl Magnus havde Christi Svedeskjorte til Fane og fuldt af Tryne- tyrker til at hjælpe sig . . ." "Trynetyrker? Jeg troede aldrig der gaves slige," bemærkede Madmoer. SIDE: 303 "Jo de gives. Hehehe! jo de gives den Dag i Dag. Kom hid med et Stykke Kride skal jeg vise jer." Og nu tegnede den vandrende Magister til Alles Forbauselse et Slags Svinehoved paa den blanke Sodvæg i Arnen. "Se saaledes see de ud i An- sigtet, og se her disse to Streger ere Arme og disse to Been som paa andre Mennesker." "Tvi da, tørk det Stygge ud igjen. Det skal ikke staae der til Natten." "Det er bare Overtro, Moer, og Mangel paa Oplysning. Var Han endda her selv, skulde jeg ikke sige noget om, at I blev bange, for han lever af bare kristent Kjød." "Boer han langt herfra Trynetyrken?" "Nu da Skolemester!" "Jeg regnte bare over. Først Kjøbenhavn i Dannemark, saa Lundon i Engelland, det er 300 Miil, saa Parris i Frankrig, det er 500 Miil, Amsterdam i Holland, det er 600, Lissabon, som gik under, er 700, Rom i Pavedømmet er 1000, og derfra atter 1000 Miil til Tyrken uden Tryne, men saa er der ikke saa langt til Trynetyrken, for der er ikke større Forskjel mellem dem end imellem Norske og Svenske paa Trynen nær, som de have fordi de ere Hedninger." "Jøssu Namn, det maa være fæle Folk." "Ja Gu' er' de fæle ja." "Høh! Skull' en ha'e hørt sligt," sagde Bonden selv, som var falden i Staver. "Men Morianer da, Skolemester? Kjender I noget til dem!" "Ja Morianer i Algier. Jeg har engang læst . . Men bi lidt, jeg har læst saameget . ." "Gud veed hvor I kan rumme det alt, Skolemester. Men tag jer en Dram -- værs' god." Fortællingen om Morianerne blev afbrudt ved at Budejen, det første hun kom ind med Melken, raabte: "men Jøssu Namn, Moer, Grauten er sviji." Ingen af dem, som havde hørt paa Skolemesteren, angrede paa at Grøden var sveden. Moer gav et Stykke stegt Flesk tilbedste, som Skolemesteren fik for sin egen Mund, da han begyndte Maaltidet med den Bemærkning, at Trynetyrken plejede at anrette Kristenkjødet, som altid maatte være fedt, aldeles som Svinesteg. Man kunde kjende Landet alt langfra paa Lugten o. s. v. Den første Hentydning SIDE: 304 var nok til at betage de andre Appetiten; men Skolemesteren var baade en stærk Aand og en stærk Mave. Iaften fik han sidde i Højsædet, og befæstede derfra endnu mere sin An- seelse ved nogle forfærdelige Bedrifter af "Puntekorven", som fra en liden Dreng af blev til Konge og slog Bonaparten. Disse havde han fra en liden i Kristiania udkommen Bog, men sin anden Lærdom havde han fra Studeringer i sine yngre Dage, om hvis Vidtløftighed kun Den kunde gjøre sig et Begreb, som havde seet Bøger, der vare større end Bibelen. "Det er rigtig godt for Grænden, at vi har faaet saa flink Skolemester" -- sagde Madmoer, da hun var kommen bag den blaagraa Topsengs Værkensgardiner. "Han har lidt for voxne Folk ogsaa." "Ja-a! Gudskeelov, Oplysningen stiger," svarde den trevne Mand, "og at her er et kristnet Land, der ligger langtfra . . ." "Trynetyrken" vilde han have sagt, dersom han havde turdet i Topsengens Bælmørke, som blev ham uhyggeligt før han ved nogle vældige Opstødelser efter den med Skolemesteren rigelig nydte Huusfusel havde opfyldt det med den Athmosfære, hvori han var vant til at snorke trygt og roligt mens kanske (dog det er meget uvist) hans Sjel lettede sig i Drømme til en lysere Tilværelse end man skulde troe. Udpaa Formiddagen næste Dag kom nu og da en Unge slæn- gende fra Nabolaget, og tog Plads rundtom Bordet. Der blev da en Mumlen af Evangeliebøger, Katechismer og Forklaringer, alteftersom Enhver havde Bøger til, og alt paa fri Haand. Mange lærte at læse efter Psalmer. Det var Skolen, og der var noget Jacototsk i Methoden. Det var Skolen, og den graa, lurvede Mand med Næsebriller, som mumler med og veed at forbinde megen Air med Pegestikken, er Skolemesteren. Næste Dag vender han en Skammel med Benene ivejret, fylder den med Levningerne af Skolens Inventarium, og bærer saaledes Skolen til næste Gaard. Møder han saa Præsten undervejs, skeer Skolevisitatsen med et: "Bravo, Skolemester! Nu, hvor gaaer det?" "Takker brav, at sige som det kan, Deres Velærværdighed." "Ja jeg seer det gaaer brav. Hvor gammel er han?" "Lad mig see . . 2 gange 20 er 40, 2 gange 25 er 50, 2 gange SIDE: 305 29 altsaa . . akkurat 58, at sige til Vaaren Deres Velærvær- dighed." "Han skal have 2 Dalers Tillæg til sine 8. Er han fornøjd." Og Skolemesteren drager sin Vej som det lykkeligste og stol- teste Menneske under Solen, og Præsten sin. Han det lykke- ligste, denne vandrende, hjemløse Betler? Ja hvilken gammel Betler, der elsker Tobak og Brændeviin, er ikke det lykkeligste Menneske, naar han faaer Skillingen, der sikkrer ham disse Ny- delser. Endogsaa uden de 2 Daler (som, imellem os sagt, Skole- mesteren betragtede som et Slags Æresmedaljer) var han altid langt lykkeligere end Præsten. Thi denne var aldrig fornøjet med sine Kaar eller med hvad han fik. Skolemesteren var ogsaa i Grunden mere æret end Præsten. Den aandelige Føde, han meddelte var i Grunden ogsaa ligesaa sund og veltillavet, som Hs. Velærværdigheds. Sine respektive 8 Daler aarlig -- nu 10, om Kommissionen ikke atter bliver for stridig -- kunde han, uden Sorg for Føden, (thi de gode Mødre havde altid lidt aparte for ham) anvende efter følgende faste Udgivtsbudget: Klæder...................... 2 Spd. --   -- Sko ........................ 1 --   -- Skjorter ................... 1 --   -- NB Skjænk til Skomager og Skrædder, som altid hjælpe med Bøding.............. - 1 -- Brændeviin og Tobak.... 3 4 -- Og naar nu hertil kommer de belovede 2 Daler, saa, som sagt, er der intet ivejen for Lyksaligheden. Men det besynder- ligste er, at Skolemesteren giver Præsten, den gamle lærde Akademikus med sit gode haud (haud contemnendus naturlig- viis) og med al den Ærbødighed, han har for hans store Lær- dom, intet efter i at føle sig. Forskjellen imellem dem i det Punkt er, at Skolemesteren betragter sig som den belønnede Fortjenstfuldhed, Præsten sig som den ubelønnede. "Ingen læg- ger Mærke til mine stille Fortjenester af Almueskolevæsenet" siger Hans Velærværdighed ved sig Selv. "Lad det da i Guds Navn skjøtte sig selv. Jeg bliver træt. Saa kan man i Guds Navn have det saa godt." SIDE: 306 Henrik Wergeland ET TYDSKT FLYVEBLAD Statsborgeren 22. okt. 1837. Næst Rusland er Tydskland det Land i Europa, hvor Des- potiet raader mest og uden Sky, og hvor det er voldsomst i sine Forfølgelser. Der forgaaer intet Aar uden Landflygtige, som oftest Videnskabsmænd, bevise det for Alverden. Men saaledes bæres Frøet om, hvoraf lykkeligere Aldre skulle fremspire, og de vække videnom Sympathier for alle liberale Tydskes Løsen: Tydsklands Eenhed og Befrielse fra dets 34 Landsfædre af de forskjelligste Dimensioner. Paris samler mange af disse tydske Emigranter, skjøndt Gjæstfriheden der er bleven mere og mere tranghjertet og indkneben eftersom Louis Philip har lagt sig ud. I London opholde sig desaarsag maaskee endnu flere; men de fleste tye til Amerika, opgivende Haabet om at see Fædrelandet lykkeligt saalænge de kunne vente at have Øjnene over Jorden. Men hvor de ere, søge de med utrættelig Energi at kunne være dets Sag til Nytte. Krigen fortsættes uafbrudt af disse ad- spredte Individer imod de forhadte Undertrykkere. Under de mangfoldigste Former af Sange, Karrikaturer, Protester, Opraab, Skrivter af alvorligere Form og Flyveblade holde de den ved- lige, tiltale hverandre, holde sig i Aande og opponere paa sine Landsmænds Vegne derhjemme, hvor disse ikke tør lade sig falde saadant ind. Man see her et af disse Flyveblade, i Duodez udkommet i Paris, og bestemt til at udspredes saavel imellem de land- flygtige Tydske selv som at finde Vejen hjem. Det fører til Titel: "Vaager og beder, saa ingen finder Eder sovende, naar Befrielsestimen slaaer." Landsfadervor. Vor Landsfader, du som er i Residenzen, højtæret være dit Navn! Til Os komme din Skatinddriver! Din Vilje skee som i det første Kammer saa og i det andet! Giv os idag vort tørre Brød, og forglem vore Krav som og vi forglemme dine Løfter! Led os ikke i Undersøgelse; men frels os fra Revolutionen! SIDE: 307 Thi din er Lovgivningen, Forvaltningen og den uindskrænkede udelt Udøvelse af al Myndighed. Amen! Naar en Regjering krænker Borgeres Ret, er Opstand for Folket og for hver Deel af Folket den helligste og ueftergive- ligste Pligt. Hvo ei for Frihed stride kan, ham passer Lænken vel. Ham pidske Pabst og Adelsmand itu hans Æselsfell! Men Ære vær, den brave Mand, hvis Barm for Frihed slaaer, som fremst imod sit Lands Tyran med Frihedsfanen gaaer! For blanken Majestæt, for Fyrsteløn at bløde -- Den tager meget feil, som agter det for stort. Det Hundemod er kjækt med Hasselkjeppe gjort, en Hoffests Affald er dets skjændselsfulde Føde. Tyrannens Undergang. (Mel. Karmagnolen.) Hvad vil den Slaveflok, som frækt vor Grændse stormer an med Haand imod det Altar strækt, du værner, frie Mand? Helten ei skræmmer os, som kun for Penge slaae's. Vi skulle dig betale. Kom i Felt, kom i Felt! Du længer ei skal prale. Styverhelt, kom i Felt! Du rammes, Frihedens Altar af Pabstekastens vilde Had, fordi Fornuft end ei frembar som Offer lækkert Rhinskviinfad. SIDE: 308 Plejer kun jeres Vom! Snart faaer den Laas og Bom. I derfor altid drikke Dobbelt Maal, dobbelt Maal! Snart Kobbernæsen ikke sig speiler i jer Skaal. Og I Stormægtigste, som staae ved Majestætens Grav, at ei det eder skal som Ludvig gaae, vendom paa eders Vanvids Vej. Banlyser Slaveri! Gjører Nationer fri! Let pudser Guillotinens Egg jert Skjæg, Egg jert Skjæg. Meer ta'r Hovedmaskinens Egg end Skjæg, Kongeskjæg. Op Brødre, løfter frie Haand! Op, sværg Tyrannen Undergang! Op, Frelse sværg vort Fædreland for Pabstbedrag og Slavetvang. Naturen Lighed bød. Op Frihed eller Død! Haand i Haand i Frihedsdandse Viv og Mand, Viv og Mand! Tag vore Sejerkrandse Fædreland, Fædreland!" Dette er hele Indholdet af et saadant tydskt Flyveblad fra Paris. I England og Frankrig er den Meddelelsesmaade meget almindelig. Enhver vigtig Begivenhed meddeles Massen, som ikke læser de almindelige Tidender, gjennem Flyveblade. En- hver Bevægelse inden Partierne afføder dem. De henhøre især til den underkuede Liberalismes og Patriotismes Journali- stik. Ogsaa fra Sverrige have vi seet nogle saadanne. Nogle Patrioter i Stockholm, som græmme sig medrette over meget og mangt i deres Fædrelands Skjæbne, give sin nationale Smerte SIDE: 309 af og til Luft i nogle saakaldte "Karameller" eller Sukkergodt- papirer. De have nemlig Udseende deraf, og man finder Bryst- sukkerbiden ledsaget med endnu "helsosammere" Text. Henrik Wergeland EMBEDSIVER (Oversat.) Statsborgeren 22. okt. 1837. "Det er, min Salighed, ei let i slig Tumult at pleie Ret. Man kan jo miste sine Øren." -- En Dommer sagde uden Skrømt -- "Hør, kjære Lensmand, vær ei seen! Lad Folket kjøres ud paa Døren, Vi alt har otte Sager dømt; men endnu ei vi hørte een." Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 22. okt. 1837. [Inneholder offisielle meddelelser om innførsel til Kristiania.] Henrik Wergeland DANMARK Statsborgeren 22. okt. 1837. -- En Stolemager Dessau i Aarhuus i Jylland har i Fore- ning med Flere besluttet til Foraaret at udvandre til N. Amerika og indbyder til den Ende til at indkjøbe et Skib ved Aktier paa 1000 Rbd. Over Opfordringen dertil læses: "Svære Tyngder, Lidt at fortjene. Værre det bliver Dag for Dag. Følger os, Brødre, Herren vil tænde atter vor Arne, bygge vort Tag." Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 26. okt. 1837. -- Til vor Beretning om H. M. Kongens Resolution betræf- fende Anskaffelsen af Kanonbaade, have vi at føje Bestem- melse om, at paa hver 12te Kanonbaad skal en 80 Pundiger an- bringes i Bougen istedetfor den ene af de to 60 Pundinger disse Fartøjer ellers skulle føre. SIDE: 310 -- I Arendal er paa Bogtrykker L. A. Krohns Forlag, ud- kommet 1ste No. af et Blad for Landmanden, betitlet "Den er- farne Landmand", udgivet af Jakob Sverdrup, den bekjendte Stifter og Forstander for Agerdyrkningsseminariet i Jarlsberg. Paa Bladet, som udgjør 1 Oktavark, tegner man sig paa Post- aabnerierne for 6 Nr. til den Priis 3 ß pr. Ark eller 18 Sk. pr. Halvaargang. Forlæggeren seer sig istand til at kunne sælge Arket saa billigt, da Forfatteren har tilbudt sig at arbeide gratis. Henrik Wergeland EPIGRAM (Oversat.) Statsborgeren 29. okt. 1837. Med største Ret kan Fyrsten skrive: "Vi N. N. af Guds Naade," Thi dersom Gud lod Ret kun raade, da fandtes han ei meer ilive. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 29. okt. 1837. -- Den Maade hvorpaa Repræsentantskabet for Kristiania offentlige Theater har reddet den smagløse, unyttige og kostbare Uting af en Kongeloge fra Vanhelligelse af Hofpersonalet er i høi Maade karakteristisk. Dette Kapell for dyb royalistisk Devotion skal ikke profaneres. Den hellige Tomhed bag de tarvelige Gardiner skal blive bevaret. Fattig som denne sin Tomhed skal Kongelogen dog faae bære sin Blikkrone med Ære; og, uforstyrret af uvedkommende, lidet behagelige An- sigter, skal Ærbødigheden fremdeles kunne besætte de fire simple Stole med Fantasibilleder af de Kongelige, udfylde det øvrige Rum med svenske Hofdragter og fæste sit rørte Blik paa hint kjække Symbol paa en Nationalselvstændighed, som vel mindst har noget at sige inden de Vægge. Men hvorledes er et saa stort Maal naaet under saa truende Omstændigheder? Man havde med Wedlerne at gjøre, ikke med Baronen alene, men ogsaa med Greven, der ligesaa lidet fandt at det var Ophævel- ser værd om Hofpersonalet tog ind Kongelogen. Jo, Theatret SIDE: 311 har et Repræsentantskab, som veed at finde Udveje og redde Kongelogens Uforkrænkethed for enhver Priis. Men det er da ogsaa en Udvej, der er fundet, som man maa forbauses over: Repræsentantskabet har, 7 mod 2 (begge Wedlerne?) anviist Hofpersonalet til gratis Afbenyttelse en bortabonneret Loge ved Siden af den kongelige. Theatret har nu ikke alene en Konge- loge, men det har ogsaa faaet en Hofloge. Jo, vi komme os godt. Der har Aktieejerne for den absolute Myndighed, de over- drog Repræsentantskabet. Den ubetænksomme, fornuftløse Idee, at lade et betydeligt Rum paa den fordeelagtigste Plads, under Navn af Kongeloge, staae ledigt, medens der intet kunde være ivejen for at indrette en saadan, og det en langt smukkere, naar den kunde blive afbenyttet, vedblive at drage Straf paa Straf over sig, som man seer. Og tør det uagtet denne overdrevne Generøsitet endnu ikke have en Ende med Vanskelighederne og Bortødslingerne af Theatrets Rum og Indtægter, siden Hofmar- skalken langtfra skal være fornøjet med den anviiste Plads eller troe H. M. Kongens Vilje rammet ved dette nye kostelige Arrangement. Men heri tager han visseligen feil; thi mere kan dog vel ikke den mest udsvævende Royalisme ville forlange end at et i Gjeld fordybet, nyt Theater bortgiver sit kostbareste Rum til en Kongeloge og en Hofloge. En Hofloge! Ja nu have vi ogsaa en Hofloge. -- Af Indberetningerne om Høstens Udfald sees at den, især paa Potetes, har været meget mislig over hele Agershuus Stift. Om Høet lyder det bedre. I Rigets sydligste Egne har Aaret været særdeles rigt. Voldsomme Storme have i Midten af inde- værende Maaned raset ved Aalesund og Throndhjem. -- I Begyndelsen af Decbr. ventes den finmarkske Dampbaad til Christiania for derfra at begive sig inden sin Route fra Throndhjem af. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 2. nov. 1837. -- H. M. befinder sig atter paa sit Yndlingssæde Rosersberg ved Stockholm efter en Reise, der har været et sandt Triumftog og overtydet om Sandheden af at H. M. bliver raskere og raskere. Grev og Baron Wedel mødte H. M. i Aamål; men det SIDE: 312 Højtideligste af alt var dog Deputationen fra Frederikshald, som mødte H. M. paa Højsammes Ejendom Nordkær i Vennersborg Lehn og inviterede H. M. i en henrivende Tale til at besøge Fredrikshald. Hvor behagelig end Overraskelsen af at træffe dybt inde i Sverige nogle af sine kjære enthusiastiske Frederiks- haldere kan have været for H. M., kan dog Brodden i Invita- tionstalen neppe have undgaaet at være bleven følt, i hvor til- hyllet den end har været med Eloqvenzens Blomsterfylde. Eller indbilde de gode Frederikshaldere, at H. M. Kongen ikke veed bedst Selv naar Omstændighederne tillade ham at opfylde Grundlovens § 11, men at han behøver deres Paamindelse? De vidste desuden forud, at H. M. ikke kunde besøge Norge denne- gang; thi de havde gjennem Statssekretær Due faaet den Op- lysning. Og om det nu end var saa, at H. M. yttrede at det alligevel vilde være ham kjært at see disse vore Dages vel- artede Fredrikshaldere, saa burde de fundet paa noget andet at tale om end en Invitation, som de vidste der ikke kunde blive noget af, og som saaledes kunde paadrage dem Skinnet af uoprigtig Høflighed. -- Under 26de d. er Generallieut. m. m. P. R. Fleischer ud- nævnt til Statsraad og beordret at overtage Armeedepartementet. -- I Mbldt har en Indsender underrettet om, at den nye Kongebolig er revnet fra Fundamentet af ved Hovedfacadens højre Fløjs første Vindue. Dette maa nu være som det er, saa betvivle vi dog ei, at Revnen, om den end er noget stor, ganske vel kan udfyldes med det Guld, som de idelige Forandringer i de forskjellige Arbeider ved Slottet koste. Mestrene foretage disse efter Akkord, men dette er ikke Tilfældet med Omkalfatrin- gerne, og derfor gaaer det ved Kongeboligen som man kunde vente og som det pleier at gaae ved slige Foretagender. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 9. nov. 1837. -- Ved en Kgl. Resolution, af 30te f. M., er det bleven tilladt toldfrit at indføre Potetes fra Udlandet indtil Slutningen af Juni Maaned næste Aar. -- 4de Novbr. gik over iaar ligesaa fri som ellers for andre SIDE: 313 Høitideligheder end de befalte. Disse ere, som bekjendt, en Garnisonsparade for Unionens Yndlingspode Baron Wedel, et trægt kommanderet Hurra under en Kanonade, som kun be- røver Dagen Venner imellem Borgerne, fordi den hvergang sprænger nogle Vinduer for dem og gjør deres Vognheste løbske, saa -- hver slidende til sin Side den ulykkelige Vogn -- isandhed fremstille Kontrasten af en god og lykkelig Union, og endelig en pligtmæssig, kjedsommelig Middag hos den anden Wedel, Statholderen. Videre gaaer ikke og gik ikke Højtidelig- holdelsen, uanseet hvad Morgenbladet fortæller om at den i Studentersamfundet feiredes ved et Aftenselskab. Dette for- holder sig nemlig ikke saa. Løverdagsaften er Forhandlings- aften, og da pleje Saamange at improvisere et Gilde, som tegne sig paa en fremlagt Liste. Denne omnævnte ikke, at Dagen skulde feires, og det Dusin Liebhabere til et Glas Punsch tænkte neppe paa Dagen før En gjorde opmærksom paa, at man paa en nem Maade var kommen til at faae et Lag netop paa 4de Novbr. Er det idag? spurgte flere end Een. Og "Ja skam!" svarede færre end der spurgte. Dette Sammentræf maatte da benyttes til en Skaal, som man da -- saavidt erindres -- fik i følgende bifaldsværdige Form: "Gid vi aldrig maae komme i Kollision mellem vor Eed til Friheden og Forpligtelsen til Uni- onen!" I dette fromme Ønske har Proponenten Ret; men ikke i at gjøre stort Væsen af ingen Ting og i at give en forhen saa feteret Dag i dens nærværende Magerhed til Priis for Ironien. Og Ironi ligger der i deslige Overdrivelser og den latterlige Høitideliggjøren; og for Gud i Skaalen selv og i Avisfanfaren efterpaa nok af Spot med -- "Leve 4de Novbr.!" saaledes som denne Dag i de Aar, da Folket gav sig meget af med at haabe, levede i Pragt og Herlighed, i Transparenterne og Borgernes illuminerede Vinduer. Det er da ligesaa grusomt at forkynde Verden, at denne Feiren nu er reduceret til at en Haandfuld Studenter tilfældigviis drikke et Glas Punsch sammen og at støde den igjennem med en spydig Skaal, som det er urigtigt, at tillægge Deeltagerne i hiin Løverdagsbolle en storpralende Hensigt dermed, som var dem fremmed. Vi antage nemlig, at norske Studenter, om Dagen skulde fejres af dem og i Samfun- dets Navn og under Resiko af at Festen publiceredes i Mbla- SIDE: 314 dets officielle Rubrik, vilde have gjort dette paa en Maade, som kunde fortjene at nævnes anderledes end som en jammerlig Kontrast til Syttendemaifestene og de forrige Højtideligheder paa 4de Novbr. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 12. nov. 1837. Zobolam, Prokuratoren. Hvorledes denne Række af Kjeltringstreger kunde blive til, og danne et Liv, er mig klart nok, naar jeg veed, at Gemyttet var til, som kunde udtænke og udføre dem. Men hvorledes et saadant Gemyt kunde blive til ved en almindelig menneskelig Forening, var mig langtifra klart. Efterat have udtømt al for- nuftig Gjetning, og fundet liden Støtte i den bibelske Ban- lysning over Undfangelsen, har Fantasien ledet mig paa en Vej i dette Mørke, ad hvilken jeg dog er kommen til en Slags Ud- gang, hvor et Dagslys, jeg gyser for, er falden over hans Til- blivens Mystèr og har forklaret mig Gaaden af saa bundløs en Slethed, saa forvorpent et Liv. Hver Den, som finder den For- klaring tilfredsstillende, jeg har dannet mig, over hvorledes han kunde blive saa, vil idetmindste intet urimeligt finde i de Skiz- zeringer af endeel af hans Bedrivter, som skulle udføres paa disse Blade. Og omvendt, læste man disse først, vilde man, som jeg, studse ved at maatte gjøre sig Spørgsmaalet: er dette Menneske et Menneskebarn, som vi Andre? og af Agtelse for Menneskeheden føle sig tilbøjelig til at forklare sig hans Til- bliven omtrent som jeg, og til saaledes at antage, at slig Ond- skab maa være kommen som Ondskab til Verden, at den er født i noget værre end Skrøbelighedssynd, at noget Ondt paa en overnaturlig Maade maa have blandet sig i hans Tilbliven, og at en rædsom Forbrydelse maa have gjort sig frugtbar i hans Tilværelse. "Det er Djævelskt!" "Han seer ud som en Djævel." "Han maa være en Djævel!" o. s. v. hørte man ofte om denne besynderlige Karakteer, mens han endnu rasede i sin Ondskab før han forsvandt, og, som man paastod, efterlod sig intet andet end en ond Lugt. Men Folk med slige Udraab tænkte kun lidet efter, og, saa nær de end vare førte Sandheden af Med- lidenhed eller Skræk, vare de dog revne den forbi. Thi han SIDE: 315 var kun et Stykke af en Djævel; ikke ganske en Djævel. Han havde mange menneskelige Skrøbeligheder, der hos ham vare Dyder. Han sov og spiste og dobblede, og der var Afbrydelser og Pusterum imellem hans Ondskaber, hvori man ikke saae mere til noget Djævelskt (at sige naar man ikke saae ham i Ansigtet, der i slige velsignede Mellemrum saae ud som en ud- maset Sky, naar den brygger og ælter sig op til et nyt Uveir) end til Padden inde i Stenen, skjøndt den kan sidde der lige friskt i tusinde Aar. Huggormen sniger sig ikke altid i de uskyl- dige men taabelige Lærkers Reder paa Jorden eller klattrer op i Iriskens, fylder det med sine væmmelige Ringe og dræber Moder og Yngel og lader Faderen døe af Sorg (og med Ingen- ting havde Han og hans Gjerninger saamegen Lighed); ogsaa Huggormen har fromme Øjeblik, hvori han borer sig ind i sin Klipperevne, og hvori hans List slumrer og hans Gifttænder hvile. Men hine Letskræmte og Blødhjertede med sine Overdrivel- ser burde vide, at netop disse høre Fanden til, og at han har hævdet Ret til at bortklippe disse fra selve Dyden. Middelvejen tilhører Sandheden, og jeg har søgt at skaffe denne tilveje ved at iblande saameget Uskyldigt og Menneskeligt, som nogenledes kunde gaae an, for at faae sig den Forklaring ud over Mulig- heden af et saadant Væsens Tilbliven, som nu faaer lade sig høre i Ouverturen til Zobolam. (Strandbred med en Hytte. Ayanna, en ung uskyldig Brud, speidende ud- over Havet. Lurifax, en ond Aand, svævende derover i en Maages Skikkelse.) Ayanna Maatte min Brudgom komme hjem i Aar, da gav jeg til Stormen mit Fagerhaar. Du vildfløjne Maage, mød ham! fortæl: mig længes, mig længes tildøds min Sjel! Maatte min Brudgom komme hjem i Høst, da gav jeg til Øxen min Finger med Lyst. Du vildfløjne Maage o. s. v. SIDE: 316 Kom han, o kom han om en Maaned hjem -- tag Fingeren, Bile, ja alle fem! Du vildfløjne Maage o. s. v. Kom dog min Brudgom i en Ugestund, min Fæstensring gav jeg til Havsensbund. Du vildfløjne Maage o. s. v. Kom han, o kom han om trende Døgn, da Djævelen gav jeg til Priis en Løgn. Du vildfløjne Maage o. s. v. Min Brudgom, o kom du imorgenqvel, jeg brændte min Bedstemors Evangel. Du vildfløjne Maage o. s. v. Min Brudgom, om kom du idag, idag! -- -- (Bliver staaende med udbredte Arme, i Tanker.) Lurifax (Svingende nær hende) Da gav du en Djævel dit Favnetag. Ayanna Du hvinende Maage, mød ham! fortæl: mig længes, mig længes tildøds min Sjel! Lurifax Ha, Qvinde, du vinder en Djævels Behag. At Jorden har Slige, det volder mig Nag. Ayanna Han sidder vist nu paa sit kantrede Vrag. O Gud, du forbarmer dig ikke idag! Du hvinende Maage o. s. v. (Lader Hovedet synke.) Lurifax (Svingende ovenover hende) -- -- Vellyst? Den har dog Jorden ene: det Mudder, Skabelsen har levnet om dens Stene, og hvori Alting groer. SIDE: 317 Dens Vee har Helved vel, men Himlen ei dens Sødme. Thi daler Englen ned, som tørstig Fugl til Bækken, ned i et Hjertes Rødme, at lædske sig derved. Men da flye'r Satan til, og Englen fangen er, . . det glimrer henad Bækken.. det er ei Nymfeblommer, ei Bladefald fra Hækken, men stakkels Engels Fjer. Bedækk't med denne Pragt, mens Satan staaer i Sivet, gaaer denne Vellystflom, som driver hele Livet og Skaberhjulets Tag. Dog pladske Helgner der; Platoner stirre til de glide ud med Foden, og mellem andre Vrag Platonens Pande slaae's mod Lais'ens Bryst iqvag. -- Se der har atter jo en Engel sat sig ned, at smage Jordens Lyst med sin Uskyldighed. Var Glæden altfor kold, som du i Himlen nød, da du har byttet den med Qvindens varme Skjød? Du længes mod din Lyst, du længes; thi du smagte. Dog du et Under er; thi du er lige reen, dit Øje lige klart, dit Hjerte lige sagte, som om din Sjel ei drak, men kun dit Kjød og Been. Indbild en Djævel ei hvad Engle neppe troe! Siig ei du pletløs kan i Livets Lyst dig toe, at du, som elsket har, endnu er reen og skjær som Erlen, paa hvis Fjær, de oljeskinnende, ei klæbe kan en Draabe, at du, endskjøndt du baded dig i det samme Vand, som sveed Alcidens Kaabe, ei bærer mere Præg deraf end Rosenbladet af Duggen, som det bar, men som en Vind bortstrøg. Velan! jeg vil ei see den Dunkelhed, som fremmed sig spreder i dit Blik, den hede Længslers Røg, ei Sukkets Klang forstaa, skjøndt grant jeg hvert fornemmed, SIDE: 318 ei maale Taarens Vægt, skjøndt tyng're end Metal, dens Glød ei føle, skjøndt mod den er Lavas sval. Jeg intet vide vil af hvad jeg veed, men tænke, at du Ayanna, reen som Helliggeistens Enke, [fotnotemerke] er eneste iblandt de skabte Qvinder, som, i Elskers Favn har frelst dit Hjertes Jomfrudom. Ha, er det saa -- Velan! da er forloren Du! Thi Dyd og Angrens Jammer optænder blussende i kloge Djævles Hu en vild Begjærlighed, der ligner Bryndens Flammer. Du er forloren.! Med Jomfrulighedens Slør, med dette Hegn af Traade du dig omspunden troer med en indviet Fred.. Haha! ei usselt er det Net; thi hundred Fristere, der troe det skjørt og let, bli'e hængende deri, som Fluer, uden Naade; men Hundrede og Een dog bryder gjennem det. (Maagen svinger udover Havet; i Horizonten berører den Vandskorpen, spreder Vingerne ud; de voxe; den faaer et utydeligt Udseende af en Snekke for fulde Seil, som bestandig kommer nærmere. Ayanna sprin- ger op og anstrænger sit Syn.) Ayanna (Med et Glædes Skrig) Det er ham! (Med uvilkaarlig Latter) Det er ham! (Under voldsomt Graadudbrud) Det er Ham! . . O Gud Ti Aar af mit Liv kan du slette mig ud. (Snekken synes tydeligere. Den nærmer sig. Lurifax staaer i Stavnen som en ung Sjømand) Ayanna (vinkende) Lorenzo! Lorenzo! Han hører mig ei. Men tregang han vinked, og tregange jeg. Lorenzo! Lorenzo! Men Himmel! hvor Han dog rasende seiler -- ret lige paa Land! Fotnote: Der Teufel spricht. SIDE: 319 Sjømanden (fra Stavnen) Mit Skib hedder "Maagen". Som var det af Fjær, det gaaer over Brænding og Baaer og Skjær. Ayanna Han raser. Han knuses . . Sjømanden Lad seile paa Grund! Thi, Elskte, mig længes et Kys paa din Mund. Lad Snekken gaae under idet den naaer Havn! Thi, Elskte, mig længes at ta'e dig i Favn. (Skibet strander; forsvinder, efterladende en blodig Stribe paa Stranden. Sjømanden er sprungen af, og har Ayanna i sine Arme.) Ayanna (Kjærtegnende) Hvor bruun du er, Elskte? Meer mørkt er dit Blik? Sjømanden Jeg tiende Gang under Linien gik. Ayanna Men tyd mig, Lorenzo, din Snekke har blødt. Sjømanden Tildøde min Kjøl har en Havslange stødt. Ayanna Min Ring -- ak, Lorenzo, vort Kjærlighedsbaand, den sidder ei meer hvor den sad paa din Haand? Sjømanden En Sjørøver tog den; thi Ringen var Guld; men knap var han væk før han seiled omkuld. Men Haanden, som bar den -- se den har jeg frelst! Kom, Elskte, den veed jeg du vælger dig helst. (Fører hende ind i Strandhytten.) SIDE: 320 (Morgen. Snekken vipper ved Stranden, Lurifax som Sjømand ilende ud af Hytten.) Lurifax (Med et Blik paa Hytten) -- -- Saa. Denne Høstnats Fryd og saa Nimaanedsvee, og fromme Qvinde, Du, som midti Vellysts Favn bevarte Jomfruhu til det bedaarte Nu, der med dit Psycheslør hensvandt i Luftens Øde, en værre Djævel skal end mig til Verden føde. (Springer ombord. Snekken fjerner sig som den kom. Naar den har naaet Horizonten vexler dens Udseende med en Maages, som skrigende nærmer sig Stranden. Før Forvandlingen er foregaaet er Ayanna styr- tet ud af Hytten) Ayanna Lorenzo! hvor er du? For Guds Skyld! svar! Lorenzo! vidste du, hvor svært jeg ængstes. Lorenzo! Mand! Hvor du kan være haard! Med Natten maa han have mig forladt i samme Stund, da jeg i Halvdrøm syntes en iiskold Slange strøg sig paa min Side -- den Samme netop som i Paradiset forførte... (Seer Snekken) O Barmhjertige! (Synker i Afmagt) (Vaagnende) Ret saa Lorenzo! Skjær mig med din Kjøl, som den har gjort med Havets Slange, meer uskyldig end jeg nu. Men skjær til Hjertet; thi dette Qvælende jeg ei udholder. (Raaber) Lorenzo! Lorenzo! -- Forbandede Storm, som sluger Navnet, saa han ei det hører! Da kom han.. Nei, det er jo stille: Hans Navns forgiftige Udaanden qvalt har Luftens Liv, og for hans Aasyns Billed er Bølgen stivnet i Forfærdelse. Al Havet synes tungt og blankt som Qviksølv. SIDE: 321 Dog jager Snekken fort som henad Iis, og kun hvor den er faret hen, kun bag den sig letter Bølgen til et Aandedrag. . . Lorenzo, flygter du? for Alvor flygter? Ak nu det sidste Flig af Seil gaaer under. Nei, nei! det kommer hid . . . Ak, kun en Maage sig svinger op fra Punktet, hvor han svandt. Velkommen, Fugl! Du kommer dog fra ham, fra ham, som . . o du græsselige Nat, som skjænded med dit fule Mulm et Liv, du Moder til et Helved! Fæle Nat, hvi blev du evig ei, og ei begrov din Synd i egen Dybde uden Bund? Nu stikker den som sletbegravet Liig i Dagen frem, som ei Du burde havt. Thi Morgens Klarhed er et Speil hvori du seer din egen Fælhed og besvimer, til du af Aftenvinden gjenopvækkes. Da kom, Lorenzo, atter paa din Snekke, som bløder Stranden ud, og gaaer i Havblik for fulde Seil -- Da kom, du Djævel -- ha, om ret jeg ahner at du er en Djævel -- da kom du elskte Djævel, og jeg skal forbyde mine Hænder, Mund og Bryst al Mulighed at bede . . . Kan jeg bede med disse Hænder vel, som ømt har trykket den onde Fristers Kløer til mit Hjerte? med denne Barm, som varmte Slangekongen? med Munden, som har kysset Guds Forbandede? med Hjerte, som kan elske onde Aander, fordi de ligne den jeg engang gav det? (Fortvivlet, rivende sit Haar af sig, kradsende sin Barm.) Ud, Hjertetorn, for mine Negles Saar! Ud, fæle Minde, ud med disse Haar! Lorenzo! Djævel! Tog du hvad du lysted, saa tag da og mit Hjerte ud af Brystet! SIDE: 322 Tag Troskabsringen! Du har din jo glemt. Min har jeg bedre selv end Dyden gjemt. (Slænger sin Ring tilhavs. Flygter.) (Forts.) Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 12. nov. 1837. -- Morgenbladet, som er saa taalmodigt under Rigstidendens og den Kstnelles Dødningenap, har ikke taalt Statsborgerens billige berigtigende Anmærkning til dets Beretning om en 4de Novbrfest i Studentersamfundet. Da det gaaer til Bekjendelse i Hovedsagen, nemlig at det Lag, som den 4de Novbr. afholdtes af endeel Medlemmer af Studentersamfundet ikke var anrettet i Anledning af Dagen, bekymre vi os ikke om at vederlægge dets Skolemesternote om at Stbg. bør betænke hvad den kan skade eller gavne ved Skriverier, der røbe en saa "tvetydig Tendenz." Stbg.s Tendenz er Sandhed, og derfor betænkte vi os ikke paa at berigtige, saavidt vi kunde, den feilende Mening, som Mblts Beretning gav Anledning til der kunde opstaae baade i Sverrig og Norge om Anlægget og Betydningen af hint tilfældige Lag. Vi forstod den idetmindste som om der virkelig havde været Samfundslag i Anledning af den 4de Novbr. Flere, som havde faaet det Samme ud, spurgte os med Forundring, om Saadant virkelig var skeet. Vi erkyndigede os da om Sammenhængen, og fandt den at være følgende: Samfundets ordinære Forhand- linger halte Tiden ud indtil nær Midnat. Intet hørtes om at nogen Novemberfest nu skulde begynde. Et Snees Medlemmer besluttede at blive tilbage sammen forat indhente den forsømte Aftensmad. Dette skete under et Glas Punsch; og da 4de Novbr. var seilet vel af, og man befandt sig et Stykke inde paa Refor- mationsfestens Gebeet, erindrede man, at den mærkværdige Dag saa nylig var hengleden, og saa sendte man den hiin Salut, som vi, længe før den blev udbragt, have ønsket indsat mellem faste Skaaler. Af samme Grund var det rimeligviis ogsaa, at de Tilstedeværende anmodede Udbringeren om at offentlig- gjøre den. Dette er 4de November-festen i det norske Studen- tersamfund i 1837 i nøgen og mager Sandhed. SIDE: 323 Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 16. nov. 1837. Zobolam, Prokuratoren. II. Ouverturen. Det Indre af Helvedes Kathedral, bygget og smykket efter Enhvers Fan- tasi. Dog bør ikke glemmes en Kongestol med et Par glotindrende Øjne i ligeoverfor Prædikestolen. Talrig glimrende og buntet Forsamling. Ypper- stepræsten Blasfemiel trinende op til Højalteret. Lurifax som Chordegn. Blasfemiel (messende) Nu Achab! Verres! Clive! og Hastings og Tiberer og giftige Brinvilliers! omfavner Satans Fod! Fordømte, triumferer! Thi alt et Hjerte bærer den Zobolam, hvis Daad skal overskygge jers. Lurifax. Amen! Blasfemiel. Thi over ham et Folk saa hvinende skal klage, at af de Tordner, som i eders Sjele brage en Klang blie'r kun igjen, hvis sidste Tonen blidt i Himlen svinder hen. Lurifax. Amen! Blasfemiel. Ja, favner Satans Fod! Thi, træt af Jer at pine, har Han i Jomfrublod nu avlet sig en Søn for at forløse Sine. Seer gjennem vor Rotunds krystalne Tag af Hav et Næs af hviden Sand sig skyder frem, der ligner en Strime af en Sky, som, tungt belæsset af det vrede Uvejrs Skyds, mod Husets Gavle digner . . SIDE: 324 Der staaer jert Bethlehem i usle Fiskerhuus! Nedknæler, I Fordømte! Snart see I Bunden af det dybe Vredens Kruus, som I i Sekler tømte. Lurifax. Amen! Blasfemiel. Dæmoners skumle Smiil den Glorie være, som i Djævlesonerens veefulde Fødselsnat, hans Vugge krandse om! Lurifax. Amen! Blasfemiel. Basunen som ham hilser, den er Fordømtes Skratt. Lurifax. Amen! Blasfemiel. Og onde Skygger, som ei lærte Kløgt hos Gud skal være Østens Vise, som komme for at prise den Zobolam, hvis Skyld skal slette Helveds ud! (Rædsom Jubel) (Ayanna i en sorggiven liggende Stilling bag et Buskads paa en Hede. Tre respektable Koner mødes) 1ste Kjærring -- Nyt, Koner, Nyt! glædeligt Nyt! Ikke til Byen med Ræger og Melk idag, men med Nyt . . Nyt især for Jomfruer. 2den Kjærring Hvad da, Sybille? Hvad Nyt? Fortæl! Hvem er druknet? Hvis Huus er brændt? Hvis Ko har kastet? Er En forliist? Hvem er forliist? Saa tal da! tal da, i Jøssu Navn! SIDE: 325 3die Kjærring . . Mand og Muus ja -- hvem er forliist? Fortæl, fortæl! 1ste Kjærring Aahaa! Værre end det! Bedre end det. Den dydige Ayanna, som knapt vilde see paa os, . . Tvi! Tvi! Tvi! siger jeg. Begge de Andre Ja, vi med. Tvi! Men hvad er det da, Moer? 1ste Kjærring Ei, tænk engang - hvorlænge har nu hendes Trolovede været borte? Begge de Andre Over Aaret, over halvandet, indpaa To. 1ste Kjærring (Med Gestus) Og nu gaaer hun som saa . . paa faldende Fode. Begge de Andre Tvi! Haha! Godt Nyt! 1ste Kjærring Ja, godt Nyt; men halvandet Aar har han været borte, to Aar, paa det tredie. Godt Nyt! Afsted til Byen! Begge de Andre Afsted, afsted til Byen med godt Nyt! (Ile bort ad forskjellige Kanter.) Dette var ogsaa en ny Iskjænken i den ulykkelige Ayannas Lidelsesbæger, som var diabolisk nok i Hensigt og Virkning, omendskjøndt Djævlene her virkelig vare undskyldte; og den kom fra Menighedens frommeste og gudhengivneste Kristinder. Ayanna havde forladt sit Hjem, for at skjule sin Skam. Paa Heden, hvor hun troede sig ene, erfarer hun nu, at hendes gode Navn var forloret. Hendes Skjændsel var bedre bevaret i alle Vindes Sæk end i een af hine fromme Qvinders Mund. Hun kunde ikke skrige, da disse adspredte sig til Fuldbyrdelsen af SIDE: 326 sine kjærlige Hensigter. Det Stadium i Fortvivlelsen indtraadte, der udfyldtes af den Sløvhed, som ikke kan fæste Tanken paa sin Elendighed, og ved hvis Taarer, der ikke er mere Smerte end ved Vandet, der siler ud af en Klippe. Et Uveir, som jog lavt henover Heden, Stormen, som bøjede Sandpilen, bag hvil- ken hun havde skjult sig, og berøvede hende Dækket af dens Blade, Regnen, som fyldte hendes Leje i Sandet, drev hende ikke bort. Ayanna slumrede under alt dette. Hendes sjelelige Lidelser medførte en legemlig Udmattelse, en Søvn, hvori hun ikke engang kunde drømme. Sjelen var besvimet. Legemet aandede i den lethargiske Søvn, kun hørligt for Tudsen, der sad imellem Pilerødderne og hele Natten fæstede sine Øjne paa den Fremmede. (Forts.) Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 16. nov. 1837, -- H. M. Kongen har naadigst bestemt, at de Kristiania Kom- mune skjænkede 1835 Spd., -- hvilken Sum, som forhen be- kjendtgjort, udgjør Taxationsbeløbets Overskud over det H. M. har givet for Ladegaardsøens Hovedgaard -- skulle anvendes til et Asyl eller Opfostringsindretning for smaae Børn. Da her- til ansloges at ville medgaae 133 Spd. aarlig, og Renterne af bemeldte Sum saaledes ikke strække til, har H. M. end videre skjænket til Oprettelsen af et Asyl 60 Spd. aarlig i 5 Aar. Det skal forenes med Eugeniastiftelsen og kommer saaledes under Bestyrelsen af Fru Schandorff, som i Rigstidenden underretter om, at hun har indladt sig paa denne Udvidelse af sin Virksom- hed og af Stiftelsen, hvor der tilbydes passende Lokale for 24 Børn. Dette Antal forslaaer lidet i en By med saamegen Elen- dighed i sine Forstæder som Kristiania, i hvis Gader forskyldt og uforskyldt Armod rundtomfra er vant til at slippe sin nøgne Yngel som paa Beite. Asylet kan forsynes paa een Dag, om 24 af de Spædeste af disse vanrygtede Børn, som ikke tør komme hjem i Rederne paa Enerhaugen og andre Steder uden at have noget med til de forvorpne Forældre, uden videre at spørge disse, der synes ikke at bryde sig om dem, bleve ind- hentede fra Gaden og frelste fra dens og deres Hjems Fordær- SIDE: 327 velse. Og maaskee var denne Maade ikke at forkaste. Disse Børns Nød er unegtelig den største; i moralsk Henseende gan- ske vist. Men hvor indknebet er ikke dette Antal af 24 i For- hold til Trangen? Og det er dog unægtelig større end man kunde holde det muligt for saa knappe Ressourcer. Og fra hvilken Kant skal man kunne vente disse udvidede? Kongens Godgjørenhed gaaer vidt, for vidt mod en Kommune, hvor den aldrig vækker Folk, som have Evne, til Efterligning, og hvor man fast aldrig mere seer rige Medborgere at skjænke noget betydeligt til velgjørende Øjemed eller til Noget hvoraf Byen kunde have Ære og Nytte. Sligt kunde hænde i gamle Dage. Denne storstilede Velgjørenhed mod det Offentlige, som ud- randt af Religiøsitet og Medborgeraand, er uddød. Testamen- terne have ikke længer saadanne Punkter og Poster. Heller ikke hos Mængden, som dog kunde afsee noget lidet hver, sid- der Godgjørenhedsskjærven saa løs som tilforn. Fra den er heller ikke meget at vente. De altfor mange offentlige For- lystelser og den vakte Tørst derefter gjør, at kun meget Faa troe at have et lidet Bidrag tilovers til en Indretning, de ellers erkjende nødvendig. Udgivten for en Theateraften kunne de ikke afsee. Forlystelser af alle Slags ere blevne en Nødven- dighed, og -- næsten alle de smaa Næringskilder, som skulde tilflyde en velgjørende Indretning fra Fleerheden, fra Dem, som have nok og lidt til, ere udtørrede. Feile vi ikke heri, troe vi ogsaa at have Ret i, at det ikke var mere end billigt, at de Slags offentlige Forlystelser, som opsluge hvad der ellers for en Deel vilde tilflydt Nøden -- og imellem disse har Theatret den første Plads -- burde beskattes, f. Ex. med en Aftens Ind- tægt nu og da til Fordeel for Indretninger, der have Krav paa Understøttelse fra Publikum. Imellem disse er da Asylet for Smaabørn. -- H. M. Kongen har naadigst modtaget Tilbudet af en sær- egen Loge for hans Hofpersonale hersteds. Nu har man da en Hofloge, hvori Theatrets Aktieejende skal have den Ære at give Baron Wedel m. Fl. Gratistpladse. Man tør haabe, at Enhver af Hofpersonalet iagttager det Dekorum aldrig at indfinde sig i Logen uden som Hofembedsmænd d. e. i Uniform. Saaledes faaer man da et Slags Dekoration til i Theatret, og det en ret SIDE: 328 smuk og behagelig svensk farvet. Et Par Loger til burde upaa- tvivleligen indrømmes Hofpersonalets Beslægtede, Venner og Huusgesinde, ligesom det heller ikke var formeget, om Alt hvad der hedder Wedel og Hs. Exc. Rigsstatholderens Tjenerskab erholdt Friloger. -- Atter er en Kassemangel opdaget. Dennegang er det hos Fogden Sahlqvist i Mosse Fogderie. To Departementsfuld- mægtiger ere didsendte for at foretage de fornødne Under- søgelser. -- Skrækkelige Storme have opfyldt Kristiansands, Arendals og flere af Vestlandets Havne med Havarister, der have lidt betydelig Skade. Selv en nederlandsk Korvet er dette Til- fælde med. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 19. nov. 1837. Zobolam, Prokuratoren. Ouverturen. Ogsaa Ayanna maatte vaagne engang; thi den Barmhjertig- hed er sjelden, at et Menneske, der slumrer ind af Udmattelse under sine Lidelser, ikke skulde vaagne til dem igjen, naar nogle elendige Blodkar ellers have Styrke til endnu at holde sammen. Ayannas Sjel vaagnede ikke med hendes Øje. Hendes Hoved følte Solen brænde før hun erindrede sig hvor hun var og hvorfor hun var der. Men der, i Nærheden af sin Faders Hytte, kunde hun ikke være siden hendes Skjændsel var kom- men i de tre Matroners Mund. En frygtelig Tankerække lod sig følge fra det første sløve, blyfarvede Blik til et flammende Sort voxende opfyldte det, til det forvildet lod til at søge noget om- kring sig. Ak, det maa have søgt Døden og ikke fundet den paa denne Hede med den afbladede Pilebusk og Vandpytten, som lod Frøens Ryg tør, naar den sad deri -- saa matfarvet bliver det medeet, saa taageagtig er denne Sorgfuldhed paany, som stirrer ud af det. Og endnu kan Ayanna tænke paa Andre? hendes Sorg have Ømhed for Andres? Hendes Øje følger jo med en Naturforskers Opmærksomhed, hendes Øre lytter jo spændt, somom Intet i Verden havde større Krav paa hende, SIDE: 329 paa Rørdrummen, den hæslige Fugl, Lygtemandens Følgesvend, der skriger fordi Stormen har trillet et af dens Æg ud af Redet og ned mod Pytten, hvor Snog og Padde lurer. Rørdrummen er øm, saa styg og forhadt den er; den vil ikke miste eet af de mange, som den har faaet forat give Liv og pleje. Ayanna er øm; hun har ondt af Rørdrummen, den Hedens og Mosens For- bandede, der skriger som onde Aander, og hun tager dens Æg op, varmer det i sin Barm og ved sin Aande, og den vilde Fugl flyer ikke, mens hun lægger det i Redet. Uskyldige Mennesker, om de end ikke ere skyldløse, forstaae altid Naturen; og Ayanna var, efter vor Mening, uskyldig, skjøndt hun var det Skrækkeligste, Verden veed: en falden Pige, en, som havde hengivet sig sin Trolovede i Gjenforenin- gens Øjeblik, og skjøndt hun nu, bedragen, bar en Be- dragers, en Djævels Barn under sit Hjerte. Selv den grusomste eller helligste af alle Religioner, den mest farisæiske af alle Sekter skulde dog ikke negte, at hun var god, saa god og øm som nogensinde, som nogensinde et Menneske, og maaskee blø- dere end tilforn. Hun forstod Fuglen og Naturens rige Sprog i dens vilde Ømhed. Hun vilde ikke mere døe; thi hun døde ikke alene. "Gud vil ikke, at jeg skal døe," var hendes fromme Tanke i den mest dogmatiske Form, da hun ilede over Heden forat flye og skjule sin Skam imellem Fremmede, i den store By, hvor man ikke rødmer over det Beskjæmmende. Endnu besad da Ayanna de Qvindehjertets Klenodier, som selv ere kostbarere end Qvindens fysiske Uskyldighed, som Mændenes egoistiske Forfængelighed har tillagt en kunstig enorm Priis ved at sætte den ved Siden af Moderømheden og Religiøsiteten. Disse ejede Ayanna, da hun kom til den store By, hvor man ikke rødmer over det Beskjæmmende. Ak, Ayanna, den samme Storm, som hvinede over dig paa Heden, blæste din Lorenzo lykkeligt i Havnen, riig nok til at kunne gjøre Hytten paa Stranden saa smuk, at han kunde føre dig ind der, selv vakrere, mandigere, trofast og glødende af Elskovsforhaabninger. Men de tre Matroner havde været der. Lorenzo havde faaet nok. Han var forsvunden; Ingen vidste hvorhen. I Sandet vare ingen Fodtrin, og Spor i Bølgerne ud- slettes snart. SIDE: 330 En Djævel havde krænket Ayanna; og dette var ikke det værste. Saa gjøre jo Menneskene ofte. Fornemme og rige Folk iklæde sig en Elskers Skikkelse, gaae omkring og forføre Fat- tigfolks uskyldige Døttre. Hvad værre havde Blasfemiels Tem- peltjener gjort? Og dog ville Mange som have gjort det samme og pralet deraf, holde Fortællingen for overdreven, fordi den, med partisk Kjærlighed for Menneskeslægten, tillægger en Dæmon en af dens egne Ugjerninger, hvoraf tusinde skee paa Jorden mens denne Pen løber Linien ud. Og -- hvad der er det værste -- hundrede af disse tusinde skee ikke af menneske- lig Lidenskab (thi Mennesker af stærke, naturligt sunde Liden- skaber ere blevne sjeldne) men enten af dyrisk Sløvhed eller kold, ægte dæmonisk Beregnen og indgroet Lyst til at besvære den Taabelige og forføre den Uskyldige, som man troer tilhører en Slægt i Menneskeheden, som ikke har dennes Følelser eller Ære. Denne er Armodens og Uvidenhedens moralske Neger- race, der har den Egenskab at kunne producere stærke Sønner til Arbeide og vakre Døttre til Vellyst for de Klasser, hvis Børn ere Gardeofficerer, Hofmænd, Riddere, Diplomater, Banqviers, Aspiranter til Æresposter, Adels- og Gentlemen af forskjellig Rang og Navn. Da Ayanna naaede Hedegrændsen, var ethvert Spoer af Lorenzo forsvundet. Han har rimeligviis foretrukket et Øjebliks Død for at føle Qvaler værre end Dødens hvergang han i et langt Liv maatte tænke paa sin uoprettelige Ulykke. Han var et Menneske af naturligt sunde Lidenskaber, og er sandsynlig- viis død med en Forbandelse over Ayanna, den Troløse, som troede at have opoffret sig ham. Men da har han og i næste Sekund, da han saae hendes Ulykke foretrukket Helvede for Himlen, for der at søge dens Ophav og Hevn for Ayanna. Dog lod Djævelen Lurifax hende beholde det Bedste: hendes Tro og Haab til Gud. Et Menneske berøvede hende ogsaa dette, et Menneske et af de mange, som med glotændt Begjær efter "Skjønheden i Sorg", efter den øjensynligt Faldne, men "uende- ligt interessante Landsbypige, som ikke veed hvor hun skal gjøre af sig" begloede Ayanna, da hun gik ind i den store By, hvor man ikke rødmer over Skammen. "Aha! der er adskilligt tilbage!" "Netop Saadanne falde i SIDE: 331 min Smag." "Præstens Datter i Taubenhain udentvivl?" "Seer jeg ret paa hendes lille Habengut, vil der blive godt Kjøb" -- saaledes talede de Begloende. En af dem, en sortklædt, lang, smekker ung Mand med et Par Guldbriller fulgte hende, da hun satte sig under et af Træerne i Indkjørselsalleen og græd. Den Sortklædte (bøjende sig venligt) Min kjære Kone, eders Graad mig smerter. Ayanna (seende paa ham, ryster grædende hans Haand) Ak, gode Menneske! -- Du er det! Den Sortklædte Dog har jeg ikke Graad for dig, men Tanke. Qvæl Smerten med en Tanke. Det gaaer an. Ayanna (ryster paa Hovedet) Forgjæves! Gode Menneske -- I er det! Den Sortklædte Saa haaber jeg. Dog er jeg ei som Andre. Jeg sørger ei. Jeg kan ei. Thi jeg vil ei. Ayanna (seer forundret paa ham) Hvorledes? Den Sortklædte Oprør gjør jeg ei mod Gud, om han mit Liv med Sorger end beskatter. Ayanna Oprør? mod Gud? Gid han ei hørte det! Den Sortklædte -- Men altid gudhengiven lader jeg mig drive af de store Skjæbnestorme, der gjøre af de Dødeliges Planer kun uberegnelige Sandfigurer. Men Dyd og Viisdom være just som Vimplen. Thi hvor er Strid imellem Vind og Vimpler, SIDE: 332 var dette Hav med slige end bedækket? Men hvor er Fred imellem Almagtsviljen, og usle Dødeliges? Ja, om Jorden eet Menneske kun bar, dog trodsed dette mod Den, der holder Jorden paa sin Aande. Ayanna Sandt! sandt! Dog er du mere viis end god. Misund ei Sorgen Klagen! Meer den har ei. Den Sorg, som ei tør klage, er den værste. Den Sortklædte Velan -- hvis Sorgen tør ei klage: tør ei. Da, som i Trældom al Ulykke skjærpes, saa ogsaa Sorg. Men Sorgen tør nok klage; men bør ei; thi i samme Stund den bøjer med Ydmyghed sig under Almagtsviljen, med Friheds Stolthed sig frasiger den al Jamrens usle Trøst. Ayanna Vel ussel; men naar man ei anden har? Den Sortklædte Du ei mig fatter. Lær Viisdom da af Vimplen! Naar mon slaaes en Vimpel imod Stormen? Og er du i Herrens Viljes Haand vel stærkere end i Orkanen denne lette Strimmel? Hvad Vind saa er, dog bølge alle Vimpler med lige Lethed efter samme Streg, som kom just samme Vind de havde ønsket, for ret med frie Tække sig at røre. Det er jo baade skjønt at see og rigtigt. Ayanna Sandt, sandt! Guds Vilje skee! SIDE: 333 Den Sortklædte Det samme som: lad Herrens Storme blæse, og efter dem sig bøje alle Sind! Ayanna Nu gad jeg sige: mere from end viis I er, saafremt det skulde kaldes Viisdom at baute op paasned saa høit man kan mod Herrens Skjebnestorme. Den Sortklædte Saa ei er det. Men den er viis som from, der følger kun og drejer Sind og Hoved altsom Stormen udbruser over alles Hov'der, skjøndt usynligt kraftig dog fra Almagtsskjødet. Da var jo Alles Liv som Blomsternes, der bølge henad Strømmen. Men Sorg og Ondt, hvad er det uden at denne stærke Storm, hvori den Guddom, som styrer Verden, boer, de frække Hov'der, som vende sig imod, i Fjæset blæser? Vend derfor denne Tankes Hoved bort, som stedse i din Sjel sig reiser, for at see udover Bølgen mod din Mand! Jeg traf det! over Bølgen mod din Mand. Fortørn ei Himlen, som har eder adskilt, ved frugtesløse, ja ved frække Ønsker, som om den Store skulde for et Suk forandre sin Natur og standse Stormen, og for en Taare trække Havet ind! Ayanna (tørrer Taarerne bort) Sandt, sandt; Ak, gode Mand! Den Sortklædte Hvad, om du ønskte dig i Jomfrustand, da Gud dig med din Mand (hvem han bevare!) forente -- var det ei en Trodsighed? SIDE: 334 Ayanna (ryster hans Haand) Uhyre! uhyre! Ak, gode, gode Mand! Den Sortklædte Dog øver du den samme Trods, kun omvendt. Hvad Gud adskilte vil du jo forene? Ayanna Velan -- jeg vil ei sørge. Ei mod Gud jeg kjæmper, men imod mit eget Hjerte. Nu er jeg rolig i mit Hoved. Vel! Jeg troer ei Gud har skabt et Menneske til større Sorg end Fryd. Den Sortklædte Nei -- ei til Kummer; aldeles ei til Sorg! Ayanna Det var formeget. Den Sortklædte Det, som vi kalde Sorg, hvad er det andet end en høist nyttig Ring om Lungen, at den brister ei af Latter, eller og en Ballast, saa ei Frydballonen slingrer. Dog, have vi ei altformegen Glæde, hvortil da Sorg, da ufornødent Onde? Og have vi formegen Glæde, da, fordi os mangler lidt, hvortil da Sorg? Den sande Viisdom byder Eder da, som vel har kjærlig Mand og vakre Børn, men ellers lider under Fattigdom, ei at forøge Manglerne med Sorg. Men Den, som svømmer i Alverdens Godt, bør som en Strand for Lykkens Vraggods, som et Slugdyb, der kan stedse tage mere, sig aabne, saaat han, til Lykke vant, beruses ei af den, ei leer saa høit, at han til Sorgens Pauser netop trænger. SIDE: 335 Ayanna Ja, hvo der kunde. Den Sortklædte Ikke kan; men skal. Thi kunde Mennesket, saa rev det Sceptret af Herrens egen Haand. Her er at skulle. Og Du skal ikke sørge, ikke plette den Verden Gud har skabt saa pletløs. Hvad er din Sorg da? -- fræk Formasten til andet Brug af Livet end Gud vil. Og derfor tør ei Graaden bort alene; men ryk den sidste Sorgens Rod af Sjelen! Ayanna Vel! Jeg er munter . . Ak, jeg kunde synge. Tilgiv mig, du som er derude -- Ak! Den Sortklædte Hvad Ak? Du hykler Fryd for Frydens Skaber? (Forts.) Henrik Wergeland POLITISK EFTERRETNING, Statsborgeren 19. nov. 1837. som er altfor mærkelig til at vi ikke skulle anticipere den fra vor almindelige Oversigt af Begivenhederne. Den nye Konge af Hannover, Ernst 1ste (og, kan jo hænde, den Sidste) er en Biedermann, som gaaer oprigtigt tilværks: han begyndte sin Regjering med at erklære Landets Grundlov ikke bindende for sig; og nu har H. M., ved et Patent, der i hans første Minister v. Scheele har fundet en Tydsk til at kon- trasignere det, uden videre erklæret den ophævet og løst alle Embedsmænd fra deres Eed dertil. En enorm Skjænk af 100,000 Dalers Eftergivelse i Skatterne skal gjøre dette til en glædelig Begivenhed for Folket, om hvis Kjærlighed og Tro- skab, han efter mange Prøver derpaa, fremdeles er forvisset. Kong Ernst seer man, bryder sig ikke om Omveje gjennem Propositioner, naar han vil en Konstitution tillivs. Men gaaer SIDE: 336 Saadant godt, kan man paa flere Steder vente sig Beviser paa Sikkerheden og Varigheden af monarkiske Konstitutioner. Men det er rigtignok en Konge, som har gjort det, og ikke et Folk, og det er nu en anden Sag. Havde et Folk, under denne al- mindelige nedværdigende Reaktion, tilladt sig en lignende Magthandling, skulde fremmede Armeer fra alle Kanter strax være brudt indover dets Grændser. Men Kongen af Hannover burde -- alle Sympathier uanseete -- ganske vist have noget at frygte af sine kronede Kolleger; thi det kan ikke være dem ligegyldigt om deslige Opfordringer til den saa befrygtede al- mindelige europæiske Revolution blive givne før de ganske have sikkret sig Magten over enhver saadan Bevægelse. Henrik Wergeland [REDAKSJONELL OPLYSNING TIL ET INNSENDT STYKKE OM FREMMEDE HÅNDVERKERE] Statsborgeren 19. nov. 1837. Med det i No. 20 Indsendte om Uforskammetheder af frem- mede Haandværkssvende har det, efter de Oplysninger Red. har indhentet, forsaavidt sin Rigtighed, at det ikke var deres Foresatte eller, som Opsatsen udtrykker sig, Mestersvend eller Opsynsmand, som deri gjorde sig skyldig, men en Underordnet, hvis slette Adfærd i det Hele har vakt hans Foresattes og Med- arbeideres Misnøje, og bevirket, at han efter al Sandsynlighed ikke paany vil søge Emploi i dette Land, som han ogsaa har forladt. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 19. nov. 1837. -- Tre norske Skibe have iaar viist sig hiinsides Kap Finis- terræ uden svenskt Tyrkepas og uden norskt Flag. Ingen Ulem- per fulgte af disse Foretagender, hvoraf Byen Arendal har Æren, Norge Glæden og Exemplet. -- I intet Aar vil Korntilførselen gaae optil det Beløb, som iaar, nemlig sandsynligviis til 1200,000 Tdr. Til Novembers Be- gyndelse samt til Kristiania indtil 13de f. M. udgjør det allerede SIDE: 337 925,000 Tdr. I Udlandet har Kornhøsten havt et forskjelligt Udfald. -- Den store Landskabsmaler Professor Dahl, som giver saa mange Vidnesbyrd om hvor kjærligen han ihukommer sit Fædreneland, har ladet udgaae en Opfordring til en Kunst- forening i Bergen, hvis Hensigt er at opmuntre norske Malere ved Indkjøb af de Malerier af dem, som fortjene dette. Frem- mede Kunstneres Frembringelser ere udelukkede herfra. Dette er ikke Tilfælde med Kunstforeningen i Kristiania. Prof. Dahl opmuntrede ogsaa til og bistod med Raad og Anviisning ved dennes Oprettelse. Man tog dog ikke Hensyn til hans Forme- ning, at det aarlige Bidrag ikke burde overstige 3 Spd., hvilket er det i Bergen bestemte; og saaledes fik man et Vidnesbyrd til om hvorlidet man dog hos Os bekymrer sig om at lette Adgan- gen til æsthetisk Nydelse og Uddannelse for mindre For- muende eller at gjøre dem til andet end beqvemmere Indret- ninger for Folk, der ville divertere sig selv og endda oven- ikjøbet bære Skin og Navn tilskue af Kunstkjendere og Kunstens Patroner. -- Den 8de d. aabnedes i Throndhjem et Asyl for Fattigfolks Børn, oprettet af Selskabet "de Nødlidendes Venner," som samme Dag paa denne smukke Maade feirede sin 10 Aars- Stiftelsesdag. Asylet har erholdt frit Lokale i Kong Carl Johans Arbeidsstiftelses Gaard. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 23. nov. 1837. Zobolam, Prokuratoren. Ouverturen. Ayanna Jeg kjæmper; men Naturen er saa stærk. Den Sortklædte Naturen følg -- det er den store Dyd. Med hvilke Øine seer den gode Skaber, som lod Viinhøjene udbølge, SIDE: 338 ei nedpaa Bakken, som fordrister sig at løfte tørre Steilhed opimod den Sol, der Verdnerne forgylder, og frækt opunder Skyens Rigdomshorn? Men slaaer han Bakken ei med Nesleriis? med Tistler pidsker den til Skræk for Alle, som Han med Bylder og med Pletter slaaer det Ansigt, der ei vil ved reenlig Tvæt den Skjønhed lade straale, Gud det gav; og lader haant om, efter Evne, at forskjønne Verden? Ayanna Sandt, det er fortjent. Den Sortklædte . . Saa slaaes I og, min smukke Kone, med Sorg, fordi I haaner jer Natur. Følg den; og den er Glæde -- Glæde nyd da! Da kan du jo paa samme Tid ei sørge. Du er jo nitten Aar, og smuk endnu og sund og livlig -- Alt ved Herrens Godhed -- og eet Minut du tør dog være Enke? Hvormange Aar mon Gud betroede dig til slig forbandet frugtløs Ødslen-hen? Mon denne friske Skjønhed gaves for at kysses blot af Taarer? eller for at fryde dig og Andre? -- Nu, du rødmer? Ayanna Den er ei min. Den Sortklædte Er den ei længer Guds? Dog Guds er Verden. Og din Mand er borte; men hiint almene Bud paahviler stedse. -- Du seer med store Øine? Nu, ja runded de sig til Sole ud, de saae dog ei en Sky, af Tvivl paa denne Pande, der SIDE: 339 er glat og blank som straaled al den Sandhed, den fanget har og gjemt, igjennem den. -- Du dadler disse Heders trodsige Øde midti Naturens Svulmen -- ha, hvor finder du Roes for disse dine Nonneaar, mens denne Frugtbarhed, Gud dig betroed, henvisner uden Nytte, mens det Hjerte, du knuger med din Haand at hænge stille, skjøndt Han i himmelsk Svingningstakt det satte med Verdens Gang, med Livets store Hjerte, hvis Straalepuls du seer udgyde sig, ja selv med lille Bogfinks Elskovsqviddren? Ayanna I skrækker mig. Den Sortklædte . . Ja troer du vel, om alle Elskere foer udpaa Havet, at det behaged Gud, at Menneskheden forgik af efterladte Qvinders Griller? Har du en Mand -- velan! Men har du ingen, saa tag af disse Millioner; thi ei Du har Ret at narre Skaberen, at grave ned det dyre Pund, han gav dig, at være gjerrig, naar han gav dig Alt, at haane din Natur; thi den er Hans. (Holder Ayanna tilbage, som vil flye) -- Fly ei! Hvad siger du! Ayanna Jeg er forskrækket Forlad mig! Den Sortklædte Gud har til Naturen dig skjænket, og Naturen skjænket dig. Hvad siger du? Ayanna Ak, Intet, Hjertet banker. SIDE: 340 Den Sortklædte Har Gud ei sendt mig for at trøste dig? Ayanna I trøsted mig; men nu I mig forskrækker. Som Stormen I de gamle Skyer bortfejed; men blæste nye frem. Den Sortklædte Jeg trøsted dig. Er der ei nok for mig igjen at glæde? Ayanna Gaa, gaa! Jeg veed ei. Den Sortklædte Jeg dig trøsted. Det har du glemt. Hvis Graad var ei en Synd paa denne skjønne Jord, for dine Øines Skyld, som skulle være klare for at see kun Sandhed og den store Guddoms Godhed, jeg græd med dig. Men nu da jeg har lært dig Fryd, hvi skal jeg ei med dig mig fryde? hvi Du ei fryde dig med mig? Har Himlen, mens din kaarne Mand er borte, ei sendt mig som en Mand til dig? Hvis du, skjøndt ung, har Smaae, hvis Fa'r er borte, er jeg ei sendt af Gud som Fa'r for dem. Hvi mødtes vi? hvi skar din Sorg mig dybt? Se jeg -- thi Gud det vil -- se jeg vil boe hos dig, og for den svare Synd dig vogte, at lade Livsenssødmen tørres hen, at lade Godheds Gave ligge ubrugt, at lade Harpen hænge ubrugt, som i søde Harmonier med en anden, udtone Guds Algodheds Lovsang skulde! Men, naar din Elsker kommer, da jeg ryster hans Haand, og siger: se jeg trøsted hende! SIDE: 341 I Ømhedskys jeg fanged hendes Taarer, -- dem du i Sandet ellers lod bortflyde. Kom! . . Natten stunder til. Ayanna Saa vil I tale? Tør I? Ak, er det vist? Ja, tør I saaledes tale til Lorenzo, hvis - (Bedækker sit Ansigt med et Skrig) Den Sortklædte (omfavner hende) Jeg ham omfavner, som jeg dig omfavner. Jeg siger: se her er din Hytte fredet! Thi den en Ven bevogted. Her dine Børn! Thi Gud de Faderløse en Fader gav, mens du fløi om paa Havet. Her er din Viv, med Frosind som tilforn; thi Enken ei gjensad formynderløs; thi Ungdom ei gjensad foruden Glæde; thi Skjønhed ei gjensad foruden Ømhed; thi Qvinden ei gjensad foruden Mand! Ayanna Uhyre! bort! Nu har jeg dig forstaaet. (tilhyller sit Hoved grædende) Den Sortklædte Velan jeg dig forlader, Landsbynar, kun kjed af dig, endskjøndt du troer forsmaaet. Jeg gaaer; thi der, Gudsdød, der er min Fa'r. (Iler bort. En aldrende Standsperson kommer) Standspersonen (bøjer sig ned over Ayanna med den guldknappede Stok paa Ryggen) Hvi græder Du saa bittert, gode Kone? Ayanna O, hvi jeg græder? Ak, et Spørgsmaal! Bort, haarde Mand! SIDE: 342 Standspersonen Hvad gjorde jeg? Jeg vilde nyde Luften her ved Havet: men finder den med Jammersukke fyldt. Mit syge Hjerte skulde bades i Morgensolen, og det overskylles med Taarer, saa dets gamle Tungsind vaagner forynget op igjen. Hvad har jeg gjort da? Ayanna Nei, hvad har jeg gjort? Standspersonen Nu besind dig, Stakkels! Ayanna Stakkels? Javel, det passer nok. Du ynker mig? Tak gode gamle Mand! Du er for gammel til at ville synde. Standspersonen Dog kaldte du mig haard, skjøndt jeg kan hjælpe. Af Sorg I skjældte mig. Ayanna Af Sorg? Javel! Saa har jeg Hjælpen bortstødt? Nu velan, der var vel ingen, hvis I er et Menneske? -- Jeg har en Mistanke, ja en Mistanke, en Mistanke! Standspersonen Hvor kan du spørge saa? Ayanna Hm -- Jeg er mistroisk. Standspersonen Jeg frygter . . Arme! SIDE: 343 Ayanna Hm -- Jeg har min Grund. Trav du ei bort nu som en Hest! Smyg du ei bort nu som en Orm! Standspersonen Jeg ei forstaaer dig. Ayanna Heller ikke jeg. At ei forstaae sig Selv, det er dog værre. O, Gamle, spar mig! Tænk at du er gammel. Spot ei din Evighed! (Forts.) Henrik Wergeland ADVARSEL! (Indsendt.) Statsborgeren 23. nov. 1837. Dersom din herrnhutiske Pharisæer ikke lader mig med Fred, eller fornærmer et agtbart Korps, som jeg elsker i den Grad, at jeg meer end een Gang ved festlig Leilighed og stor Parade har laant de Godtfolk min egen Nathue, og som til Gjengjeld har udnævnt mig til Kapitain ligesom i Spanien den hellige Antonius: skal jeg rumstere saaledes med din syndige Hovedblok og paa dine tomme Hjernelofter, at du ikke saa snart skal glemme Nissen. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 23. nov. 1837. [Først er referert et par offisielle meddelelser.] -- Den Constitutionelles stedse sygeligere Tilstand har i læn- gere Tid vakt almindelig og oprigtig Medlidenhed. Dens Af- magren og Sløvhed have tiltaget saa forfærdeligt, at man troer den kuns med Nød, trods alle Kunster, kan leve Aaret ud. Den har altid havt væsentlige Constitutionsfeil, som den forgjæves søgte at unddrage Opmærksomheden ved Sminke og et kjækt SIDE: 344 Væsen. Den forcerede dette sidstegang op, da den traadte op imellem Morgenbladet og Rigstidenden her ihøst, da disse to disputerede om hvem af dem, der plejede at krænke Privatlivet mest, og moraliserede saa opbyggeligt for hinanden om dette Punkt. Der bekjendtgjøres, at Fougstad -- Forfatter af nok en Bog "saa tyk som saa" om Storthinget -- skal træde ud af Redaktionen; og siden denne Underretning kan man ikke være i Tvivl om at det er Gangræn, Gangræn allerede i dens hektiske Stadium, hvoraf den lider. Gangræn eller Koldbrand afsondrer nemlig Dele, som ikke due, eller fordærvede Lemmer. Men derfor er det ikke sagt, at de andre ikke ere anstukne. -- Svenske Tidender og Den Constitutionelle berette, som man kunde begribe, at der har været Aftensmaaltid i Studenter- samfundet i Anledning af 4de Novbr., uden at tage Notice af vor, af Morgenbladet, i Tingen erkjendte, Berigtigelse. Det lader sig da ogsaa begribe hos saa eensartede Blade, som hine ere. -- 4de November feiredes i Throndhjem i to Klubselskaber, der bagefter have kivets om Skaalerne, som kun vare ud- mærkede ved sin Bagvendthed. Medlemmerne vare i begge yderst faae: omtrent et Snees i det ene og noget over i det andet, der skyldte Stiftamtmand Riis's Anstrengelser sin Tilbliven, hvorpaa ellers ikke var tænkt. Men Throndhjemmerne skylde H. Hvbhed noget mere Opmærksomhed end forhen; thi i den sidste Tid har han paa sine Thingreiser, ved enthusiastiske Skaaler for Flaget og andre Yttringer af endog en rosværdig exalteret Patriotisme gjort alt Sit til for at trænge ind i deres Sympathier, og lagt et Sindelag for Dagen, som ganske maa udsone de forrige Misforstaaelser. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 26. nov 1837. Zobolam, Prokuratoren Ouverturen. Standspersonen Min Evighed? Hvad veed du om din egen? SIDE: 345 Ayanna (forbauset) Gamle Mand! Standspersonen Det er jeg for at være bleven viis. Der er en Salighed. Den er paa Jorden -- i Øjeblik, hvori vor Sjel besvimer. Ayanna Det gjør jo min af Sorg. Dit Ord er falskt. Standspersonen Kun naar den vaagner er den jo usalig. Men lad dit Hoved sorgbesvimet synke til Medusaligs Barm; med fremmed Kummer lædsk egen Smertes Brand, og myrd dit Haab med Tornen, draget ud af Andres Saar! Lad os den Tjeneste hinanden yde. Følg mig, og lær din Kummer mig at elske. Følg mig -- den boer paa Fløjelsbolstre under de sølvblaa Tage hist. Ayanna Jeg ynker dig. Standspersonen Det gjør ei Gud, og derfor dig jeg elsker. Ayanna Med sligt et Blik? Du Rædsomme, jeg saae det. Standspersonen Har du en bedre Trøster? Ayanna O, var Gud her, da stod ei du her, men en Engel med sønderbrudte Vinger, for ei at forlade mig et Skridt. SIDE: 346 Standspersonen Se, jeg er rolig. Frygt ikke. Ayanna Rolig? Det er Tegn paa Djævlen at være rolig i sin Sorg og Fryd. Dog lær mig det, skjøndt jeg kun bruge vil din fæle Rolighed, naar Alting svimler, naar Hjernen bryde vil sit Gjemme og hver Aare truer med at springe. Standspersonen Qvinde, det skal jeg lære dig . . Der er en Arm her over Skyen. Ayanna Ja, den bærer Verden. Standspersonen Den skabte Verden, og udstødte den i Rummet for bestandigt: Herreløs den gaaer sin Gang. Og Menneskene, som jo skulde være Armens egne Fingre, igjennemstrømmede af Guddoms Blod, og luge alle Torne op af Jorden og knytte lutter Krandse rundtom den . . o, veed du ikke, Senen er afskaaren, som binder Fingrene til Verdensarmen: saa Armens blodige Stump i Himlen i Smerte rører sig som glorødt Lyn, og Fingrene bevæge frie og ledløse som myge Snoge sig i Støvet? Ayanna Ak, Herrens Arm -- o vee mig! har forstødt mig. SIDE: 347 Standspersonen Forstødt ei; heller ei dig trukket til sig. Thi hør om større Smerter ham bevæge. (læser) I Schweitz ved Rigis Fod en liden By med Sekler hen i Fred og Lykke graaned, en Biekube liig i Flittighed, i Rigdom liig en irret, men fuldvægtig, i Arvekiste nedlagt Albertsdaler. Just dundred hundred Silkevæverstole, just blinked tvende hundred Lja'er i Marken, just røg til Middags hundred Skorsteenspiber, just leged alle Byens større Børn paa Torvet, mens ved Dørene de mindre i Sandet bygged Huse op af Kjeppe, og satte Dukker ind og gav dem Kringler. -- da drøned det . . vee! førend Drønet endte, var Alt, var Mænd og Qvinder, By og Børnene, var dette skjønne Værk af Seklers Flid, til hvilket Tiden smilte . . Alt begravet. Kun hist og her en Skorsteenspibe syntes, og dumpe Skrig med Røgen trængte frem. Fra Rigis Top, der syntes i sin Høide at hvile i Guds egen Haand, nedramled en Steenlavin. Det Drøn, som vakte Byen -- saa iilsom skede det -- hendrøned ogsaa som Liigfærdsklokke over Byens Grav. Du siger Intet? -- Nu, det er dog klart, at denne Flids og Uskylds By i Godtro til Himlens vise Forsorg og til Bjergets i Sekler prøvte Troskab, havde lagt sig retsom i Lyet af en Almagtsstøtte. Og det er klart, at denne Slynge i Guds Haand, Uren, vilde ramlet med samme Ligegyldighed udover en Ørk, som over fromme By. -- Du siger Intet? SIDE: 348 Ayanna (eftertænksom) Dog døde de som i hverandres Arme og uden Synd -- det var et Trylleslag, en Engel som nedsnubled ifra Rigi og, faldende i sine Elsktes Favn, igjen opløfted dem med sig -- Og døde de ei i samme Grav? Men hist er Havet! . . Hvor stort er det? og hist er Flyvesanden! Hvor dyb er den? Standspersonen Tranghjertede Qvinde! Du kræver Medynk; har for Andre ingen. Ayanna Ak, skal jeg sige sandt, jeg hørte ikke. Jeg lytted til mit eget Hjertes Slag, jeg tænkte paa mig selv. Det er vel Feil. -- det er en Feil. Tilgiv mig! (Brister i Graad.) Den Graad, du seer saa paa, er Vand, kun Vand. Men Steen er den, som falder inden Øjet. Standspersonen Glem egen Sorg for Andres! Da de sørge til Vederlag for din. Hør hid og slut! (læser) Et Skib med Sølv, med Kjøbmands Sved ballastet, men ellers ladt med Koner og med Børn, til Hjemmet Spanien stævned fra Amerika. Alt pegte Mødrene paa Fædrelandet, og Diebarnet saae derhen og klapped; og, medens Fædrene med Hatte svang, se firehundred skyldløse Lokhoveder fra solbeskinte Høibord nikked -- da en Himlens gyldne Ager saae man bølge. Men Alle blinkede af glad Forundring med Øjet, da Gibraltar traadte frem. SIDE: 349 Thi det Europas Porttaarn syntes at træde dem imøde langtpaa Havet. Og som af Sky, men kun af hem'lig Fryd, de lode Øjet glide henad en Sølvstribe, som i Vesten syntes lodde sammen Jord og Himmel. Det var Cadix. Da braste op en Orlogsmand langs Kysten. Ei ahntes Ondt, men Børn og Qvinder hilste med Undringsudraab dette stolte Syn. Ei ahntes Ondt. Fred laae jo over Havet. Ei ahntes Ondt. "Mon det er Barcellona? Mon Fuentarabia? mon Kastilla selv? Nei, nei -- det fører britisk Flag . . Velan, naar denne Stolte skummer os forbi, vi hilse den med Flag og et Hurra!" Flux fløi Kastiliens Banner paa sin Plads: paa Stortop, Arragons og Cataloniens indtage hver sin Mast; paa Kryds og Qver et spraglet Gjøs for hver en spansk Provinds udspilte sig, saa inden et Minut laae Skibet som en Blomsterpyramide. Saa skeer det. Orlogsmanden gaaer ved Siden, saa begges Kjølvand smelted i hinanden. Med eet i hvide Skyer den sig hyller . . hui! Spaniolens Mast med Flag og Jublende gaaer overbord . . Et Skrald, og langt i Havet bortlynes Snese Børnehovder . . Hænderne end klappe medens Kroppene nedsynke. Der fløi en Faders Arm med Moders Hoved, som han, paa Britten pegende, just favned. Der sledes Fosteret ud af Modersliv og Hjertet langt bagefter hang som Rødder. Man skreg til Christus Gud paa blodig Knæstump. Men atter sexti Kugler -- Christ! Maria! Man skreg til Englene. Da strømmed Vandet i Kuglers Spor og fyldte Sygerummet. Man rakte høire Armstump op mod Himlen. SIDE: 350 Da tog en Kugle Venstrearmen bort; og i den Dampnat blodige Armestumper som Fakler i Forvirring irred om. Man skreg til Gud. Da sexti røde Kugler i Skibet slog -- Gud Fader! Skibet brænder! Man skreg: "o gode, albarmhjertige Fader!" Men -- Solen skinned vel saa mildt som ellers; dog Alt forgik. Som med vidaabnet Øje Han saae de sidste hundred Børn og Mødre fortvivlte klavre om paa Rælingen; og hvergang Røgen kløvtes, saae han dem at klattre i den sidste Mast til Toppen. . . Nu sad en Fader med sit Barn paa Knappen; men Flammen klavred efter . . Da et Skrald! Og mens et Dyb i Skibets Form sig hvirvled som Muslingsskalsbasune ned til Bunden, en skyhyll't Klode saaes over Skyen. Men -- en Sekund, og Klodens og dens Indhold, ja Skrog og Mast og Mennesker, som Drevpluk, i Hvirvlen plasked ned, og Hvirvlen luktes. Og, som var Intet skeet, en Vestvind foer henover Stedet, parfumerende med Andalusiens Vellugt blodig Bølge. Vel mørkned Solen; men af Røgen kun, og ikke af sig Selv, af himmelsk Vrede. Ei Ligene til Bunden havde naaet, før klart og blidt den skinned som tilforn, og Røgen drev i Horizonten snart kun som en Plet; men ifra Orlogsmanden som Taksang hvirvltes op "God save the King," og Rule Brittannia drøned over Havet. (Pause.) Hvad siger du? Ayanna Gud fri mig! Standspersonen Friede Han de stakkels spanske Børn og Mødre? SIDE: 351 Ayanna Ak! Det er rædsom Trøst, I har. Det er en rædsom Viisdom, som I lærer. Dog -- ja Hvo veed? -- mon ikke Røgen, som du sagde drev i Horizonten hen, da Alting syntes -- syntes, ja! -- forbi, var endnu skjønnere Skib, der, styret af en Engel, og med Engleving til Bramseil, dem førte Alle til et skjønnere Spanien? Dog er der ikke Tro meer som tilforn; men Tvivl, du onde Lærer, troløs Tvivl og Trøstløsheds Indbildning. -- -- Den graahærdede Synder forlod Ayanna ulykkeligere end no- gensinde: Hun flyede didud hvor Skyld og Uskyld vandre sammen, paa Betlerstien -- -- Der fødte hun Zobolam. Henrik Wergeland TIL "THEATERETS HISTORIOGRAF"! [fotnotemerke] Morgenbladet 28 nov. 1837. -- -- "Theatrets Historiograf?" Det Navn ei klinger slet, om du dig selv det fødte. Et høfligt Publikum betjener sig deraf; thi plumpt dit gamle var: "Theatrets Tøvebøtte". Fotnote: Forf. af disse Linier er af Theaterkritikussen i den Const. (som har negtet deres Optagelse) betitlet "en Konge for Frøer", fordi han skal have deeltaget i Udpibningen af "Østergade og Vestergade" -- hvilken for- mastelige Handling han da ogsaa begik da Teppet var vel nede, uden just at spørge Recensenten om Tilladelse dertil. Nu vel da, Ole "Frøkonge" kaldes jeg. Ei galt; thi du, min Kjække, er ei den første Frø, som jeg fik til at qvække. H. W. SIDE: 352 Velan! og ret betænkt, du er Historiograf; thi fremmede Kilder nok betjener du dig af. Og som Filosofus du kan ei negte, Ole, at stærkt du hælder til en reen eklektisk Skole. Dit Eget? -- Ve Enhver, som vil med Trods og Kneb forglemme, hver en Fugl maa synge med sit Neb! Man ofte vistnok af dit Eget lidt iblandt, omtrent som Erter graae iblandt de gule, fandt. Men hvordan det saa er, saa trefold Ve Enhver, som ei, at Mask er Mask for bare Miskmask seer. Dengang dig nobelt Navnbegjær j og frem af navnløs Masse, hvi greb du kun en udslidt Fjær i Nellas Skidenklasse? Hvi gjorde du, beskedne Fæ, ei af dit eget Emningstræ et større Glimmernavns Trofæ? Hvi gjorde du dig Selv ei flux, til Astronom, til krandset Dux i store Skjaldes Klasse? Thi visselig du mere slet til alting andet ei, end det du valgte dig, kan passe. Anonymus! du troer formodentlig, vor Stad, som dig har døjet i saamangen vammel Rad, der ret dens Taalmod har paa Pinebænk udstrækket, vil blive for dit Navn, om det kom til, forskrækket? -- Beskedne unge Mand, til Rucio overlad, at troe sit Æselskab med Ryggens Teppe dækket! Henr. W -- . Henrik Wergeland SIDE: 353 REVY AF TIDENDERNE Statsborgeren 30. nov. 1837. Medens Ismael imellem Bladene lever i saa dyb en Ro og Fred med Alle, at man kunde tro, han paa det værdigste bere- dede sig til sin Henfart, befinder den Constitutionelle, Rigs- tidenden og Morgenbladet sig i den heftigste Trætte indbyrdes. Sprogets Ammunition er allerede udbrugt. Kun i den Constitu- tionelles Smuds avler der sig af og til nye Massiviteter ligesom Lopper avles af sig selv i Sand. Og det er ikke saa, at Hadet mod Een af dem har tilvejebragt en nogenlunde god For- staaelse mellem de andre to; nei, Een mod Begge, og det saa hastigt, at Ingen af dem lægger Mærke til at Fienden allerede har en før paa Halsen, som har den bedste Lyst af Verden til at gjøre af med ham. At tale Forsoningsord vilde være spildt Arbeide for Statsborgeren. Den kan kun, hvad Rigstidenden og Den Cstnelle angaaer, beklage, at man ikke overlader dem til sin egen Oplysning og beundre Morgenbladet, som hver Morgen tager sig i sin Højhed ud omtrent som et Huus, hvorpaa lumpne Avindsmænd om Natten har klistret Paskiller paa Ejeren -- De respektive Redaktioner danne tilsammen en Kugle af sammenbidte Hoveder, der vise Tænder til alle Kanter. Foug- stads Spidsnæse er imellem Tænderne paa gamle Overlærer Døderlein, i Bureauchef Bernhofts Uldhoved har Lektor Motz- feldts Fingre forvildet sig, unge Wulfsbergs Flødeskjæg til- rakkes af endeel af Nellas unge Retslærde og Grubstreetmen, i Adolf Stabel har Lektor Schweigaard bidt sig fast, og saaledes er Alt i een Turv. Der er just en Rigstidende og et Nr. af Den Cstnelle vedhaanden, hvoraf et løseligt Udpluk vil vise hvor- ledes de fare ivejen mod hinanden. Den Cstnelle har bare be- breidet Rigstidenden noget vidtdreven Følsomhed; men det er nok for den til at bestrøe en Spalte med Sligt, som følger: -- "flaue og intetsigende Bemærkninger -- mislykket Forsøg paa at nedsætte Rigstidendens Troværdighed in publico (det var stygt) -- højst utilbørligt, aldeles umotiveret -- Den Cstnelles Eftertrykken af Rigstidendens Korrespondent-Efterretninger -- Den Cstnelle behøver nu just heller ikke at være saa hovmodig, da den bærer saamange Synder i sit eget Skjød -- har hyppig SIDE: 354 maattet tilbagekalde og berigtige ikke alene Beretninger, men egne Berigtigelser -- har anført en Underretsdom saa feilagtigt, at Dommeren, der kunde have fældet slig Dom, maatte være bleven dømt pro meliori informatione (Fælt om et Blad, der har to Universitetslærere i Jurisprudenz og den grundlærde Jurist Fougstad til Redaktører og en Mængde unge examinerede Retslærde til Medarbeidere) -- Den Cstnelle har gjort det til stadig Regel ordret at plagiere -- Har forgjæves ventet, at den Cstnelle skulde have saamegen Æresfølelse og Takt for det Passende at ophøre med denne Plagieren og lige forgjæves ladet den paa flere Maader forstaae det Upassende heri -- Der tør være to Meninger om ikke den Cstnelle er hjemfalden Fr. 7de Jan. 1741 om Eftertryk -- Ær- gerligt, at see sine Efterretninger eftertrykte indtil Tøddel og Prik, og at man saaledes tilegner sig Andres lovlig erhvervede Ejendom." Den Cstnelle vil nok komme god igjen, saasandt dens Smuds- presse ikke er gaaen træt paa Morgenbladet. Man høre bare hvor det skvætter af den: " -- Redaktionens lidet hæderlige Stykke -- lumpne Udfald -- den tilsmudser sig bare mere -- har tilsølet sit Blad -- be- breider paa den infameste Maade -- fordølger vitterligen -- kalumniatorisk -- kaster i Næsen -- foreholder til Overflod i de meest ærekrænkende Udtryk og behandler Prof. Hansteen som en forsømmelig og i sit Embede ligegyldig Mand, hvem enhver Dreng ustraffet tør haane -- Mbldt. vil forgjæves skjule sin egen Skam" o. a. deslige mere i omtrent 50 Linjer. Statsborgerens Tanker i Anledning af Tvisten imellem de øvrige Blade. Dersom Gjest og Ola bleve Uvenner fik man høre flere rare Sager end Skriver og Prokuratorer have drømt om. Falske Venner ere som Skyggen paa Solskiven. Den viser sig kun i klart Veir, men forsvinder i skyet. Ulykkelige have ingen Venner. Man sparker til den, som falder. SIDE: 355 En Røver skjænkes kan Medlidenhed og Naade; men ingensinde Den, som kan en Ven forraade. Ære og Snee kan ikke faa sin Glands igjen, naar den engang er tabt. Der Unverstand, der Geiz, der freche Stolz, der Neid verändern Tracht und Ort, doch nicht die Scheuslichkeit. En forfulgt Kat kan blive ligesaa vred som en Løve. En Skarnbasse paa en Kokase troer han er en Konge. Blind Mand kan ogsaa træffe Maalet. Spørg min Kammerat, om jeg er en Tyv. Jo meer man rører i Skarnet des meer stinker det. Bedre at kysse en Skjelm end at lægge sig ud med ham. En Morian bliver aldrig hvid. Børn og Narre hører man ofte Sandhed af. Prædikanters Uenighed er Djævlens Høst. Hver Møller stjæler Vand til sin Mølle. Lad Bikje og Bamse slaaes saameget de ville. Narre trættes hvor kloge Folk ere enige. Man skal ikke skjære Remmer af anden Mands Hud. Bedst at feje for sin egen Dør. SIDE: 356 Den som har Horn i Barmen bør ikke sætte dem paa Hovedet. Narre maa lyskes med Kjeppe. Af Skarn kan ei ventes andet end Stank. Gjør Fanden ingen Uret. Gud bevare mig fra mine Venner, jeg vil selv tage mig i Agt for mine Fiender. Den har onde Naboer, som er tvunget til at rose sig selv. Den som fornærmer en Ven for Spøg, taber ham for Alvor. Den drukner ei, som hænges skal. Hvem som har mistet sin Kredit, er borgerlig død. Hvem som gjør sig selv til et Faar vil Ulven æde. Den, som rører ved Skarn bliver ureen. Hickledy pickledy, hùrly burly, hodge podge, mingle mangle, ársy versy, kim kam, hub bub, crawly mauly, hab nab. Slet Fugl, som gjør egen Rede ureen. Det er Synd at lyve paa Fanden. Det er en haard Vinter, naar den ene Ulv æder den anden. Lige til Lige, sagde Fanden til Kullsvieren. Kjedel svært ikke Gryden. Ondskab gjør sig selv meest Skade. Sælg ei Huden, før du haver fanget Bjørnen. SIDE: 357 Krukken gaaer saa ofte til Vandet, at den kommer sønder- slagen tilbage. Sæt en Tyv til at fange en Tyv. Viis mig en Løgner, saa skal jeg vise dig en Tyv. Jo højere Aben klavrer op, des bedre sees hans nøgne Bag. En Kat, som snuser allevegne, faaer mangt et Rap. Naar Kløver-Bladet reiser sig op, er en Storm i vente. Helvede aabnes, naar Krig begyndes. Naar Tyve blive ueens, faae ærlige Folk deres. Er I en Ambolt, lig stille! Er I en Hammer, slaae godt til! Lægges intet til Ilden, gaaer den ud. Den lærer at tude, som er i Selskab med Ulve. Den som selv har Glas-Vinduer, maa tage sig vare hvordan han kaster Stene til sin Naboes Huus. Et ondt Levnet faaer sjelden en god Ende. Henrik Wergeland DEN 29DE NOVEMBER Statsborgeren 3. des. 1837. Det er denne Dag idag -- Polens Revolutionsdag -- den Time hvori Peter Wysocki og hans Haandfuld unge Medsam- mensvorne brød ind i Storfyrstens Pallads og jog ham flygtende fra Warschau og det Land, der i 15 Aar havde stønnet under hans Jernhaand. Den bør erindres i ethvert Land med Vemod i og Haab om, at "Polen dog endnu ikke er forloren" uagtet den 29de Novbr. 1830 ikke har havt nogen lykkelig Aarsdag, og at SIDE: 358 med det øvrige lidende Europas Befrielsestime ogsaa dets vil slaae. I Tillid til at vore Læsere dele Følelser med os for det ulykkelige Folk meddele vi nogle Træk af dets Lidelser og Heltemod, saaledes som de ere udkastede i en Polakindes Mindeskrivt over den polske Revolution og Befrielseskamp. [Her følger forskjellige meddelelser fra frihetskampen i Polen.] Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 7. des. 1837. Zobolam. Prokuratoren. Der kom ingen Bøn mere over den ulykkelige Ayannas Læber. Saameget havde den gamle Verdensmands Viisdom be- virket, at hun troede enhver Bøn var forgjæves. Der var i hendes Tanker en Magt, en Vilje, bøjet under sin egen Forud- bestemmelse, men ingen Barmhjertighed mere. Hvorfor da bede? Hun bad ikke engang under Fødselens Smerter; men med Hjobs Fortvivlelse i sit Hjerte bandede hun dog ikke som han sit Ophav -- ikke just fordi det efter en saa trøstløs Tro vilde være nogen utilgivelig Formastelse, men fordi det ligesaalidet vilde nytte. Dette er Fortvivlelse -- den, hvis frommeste Ord er de hellige, men næsten gudsbespottelige: "min Gud! min Gud! hvi haver du forladt mig?" Bukker man ikke under for en saadan Troesomvæltning i sit Indre, følger der med den en overspændt Fornemmelse af Kraft, en krampagtig Sjelsstyrke, en stolt, følesløs Energi, som finder et selvbedragersk Behag i at isolere sig og at see sig overladt til sig selv. En overvægtig Ulykke frembringer denne Karak- teer af de blødeste og mest sværmeriske Gemytter, naar de overstaae de første Knusninger og blive vante til Lidelsen. En haard livløs Skorpe overdrager Saarene; men der er Øjeblikke, hvori den brister af sig selv, saa Blodet pibler frem. Det er en Iis, som pludselig ved en uventet Temperaturvexel smelter uden Sol, før Vaaren er kommen, under den endnu stedse graa og vinterlige Himmel. I disse Træk er Ayannas Sindstilstand skildret. Hun, den bløde og rene Sjel, havde af Kjærlighed til sit Barn rustet sig imod Verden og besluttet, til Fordeel for dette, SIDE: 359 at afvinde Ulykken saameget hun kunde. Hun besluttede at drage saamegen Fordeel af Menneskene, som hun kunde, hvor de blottede en eller anden Svaghed, at vogte sin Sundhed og sit Udvortes, at arbeide eller betle. Hun saae ingen Forbindelse imellem sig og Himlen, især siden hun havde hørt en fanatisk Præst udbrede sig om det ubetingede Naadevalg i den første Landsbykirke, hvori hun vaklede ind, da hun havde forladt Verdensmanden og Staden. Hun skulde have taget sig af Dage for strax at stevne disse Spørgsmaal ind for den Almægtige selv, dersom der ikke baade var Øjeblikke, hvori hun troede, ved at leve for sit Barn, at trodse den Skjæbne, som tyranni- serer selve Himlen, og som havde paalagt hende denne Byrde, og hvori hun troede, med sit Barn at bære sin himmelske For- soning, for alle hendes Smerters Skyld, til Verden. Der er ingen Damer (idetmindste ikke med Ayannas Sjel) som læse dette Blad; og derfor kan jeg fortælle, at Ayanna, som var opfostret ved Arbeide, og som elskede Arbeidet fordi hun fandt det godt for sin Sjel og Legeme, men som havde en Sjel, hvis Følehorn [fotnotemerke] zittrede og faldt hvor Andres og "Bedres" bleve urørte -- at Hun arbeidede for sit Barn indtil hun for det ei kunde mere. -- -- O, min Hustru, min Hustru, min Lyst! hvi skal jeg ikke føde for dig med Smerte? Ayanna hørte ingen kjærlig Forbandelse over Naturen, da hun fødte Zobolam. Hun havde levet -- det var nok og en Triumf for eller over Menneskekjærligheden -- indtil hun fødte sit Barn. Da var den Fortabtes Aasyn som Kjernets Flade, naar dets sidste Zittrende er dødt efterat Kjernrosen er steget op, og i næste Minut var hendes Kjerlighed intet andet liig, end om hun havde bøjet sig ned og bidt Hul paa sit Hjerte og ladet alt sit varme Blod overstrømme den Elskede. Ak, Ayanna, hvi bævede ikke Jorden under dig -- først mildt som din Svaghed, saa voxende som din Puls, da du reiste dig for at nærme dig et Menneskes Huus og betle om Brød for dig, for at du kunde faae Næring at give dit Barn? Ayanna, Sjel, som jeg vil følge! og da du vendte tilbage, mæt som et Dyr, alene for at kunne yde den Skabning, i hvis Ud- Fotnote: "Tentakler", -- I, som forarges! SIDE: 360 vortes, Himmelske nu din Sjel med Moderømhedens unævne- lige Tørst vilde sænke sig -- den mest opoffrende Kjærlighed, og da du løftede Buskene op, hvorunder du havde skjult ham, og saae hvorledes Hugormene havde samlet sig for at varme ham, og at Ravnene og Høgene bedækte ham og havde bragt ham raat Kjød og at han aad det . . O! Ayanna, Moderen, zittrede og bortjog Utyskene for at give sit Barn Næring. Hun var forsigtig af Kjærlighed til sit Barn, saa Slangerne ikke bed hende, da hun med nøgne Fødder traadte ind imellem dem, og de stærke Høge ikke knuste hendes Arme, da hun stødte dem bort for at naae sit Barn, som hun kun havde forladt for at søge Næring. Hvor hun velsignede sin Synds Øjeblik, thi Barnets Træk lignede Lorenzo. Men det var et Øjeblik. Længer varer ingen Moders Skuffelse. Længer var ikke Ayanna lykkelig. Thi da hendes Barn førstegang slog sine Øjne op, som lignede et Par smaae Fiirbeenhoveder, der stikke frem af en brungrøn Mose- dot -- saa vaktes en Mistanke hos hende, der i samme Øjeblik den blev nogenlunde Vished var Døden. Jeg gad dvæle ved Lorenzos og Ayannas Sammentræf i samme Sekund som Blodkarret brast. Men hendes Barn vrider sig i Sandet. Ho, det har ingen Nød med Fandens Hoerunge! Han havde ogsaa en Fader. Ravnens Vinger ere hvide tilinden. Derunder sov han og Snogen stak sine melkfulde Hoveder i hans Mund og dem diede han, og da han blev tre Dage gammel reed han over sin Moders Liig paa en Ræv til Byen. Dagen efter viste allerede Geniet sig udviklet; thi paa en Panteauktion saae man da en Dreng, der forbausede Alle ved sin Lidenhed og Barnlighed forøvrigt, at tage et Uhr op af Pantekassen, holde det alvorligt for Øret og sige "2 Daler og 12 Skill.! ikke en Styver mere værdt." Slaget faldt og Puslingen betalte -- Gud veed hvor han havde faaet det fra, om han ikke allerede havde øvet en Streg paa Indreisen. Ligeoverfor Barnet stod en Skomager -- han, hvem Uhret var pantet fra, med beegsorte beegglindsende Øjne stivt heftede paa den Lille. Men Slaget faldt inden Skomageren fik Tid til at betænke sig paa at kjøbe det Uhr igjen hvorefter han var vant til at staa op og arbeide. Den lille Zobolam gik ham forbi, SIDE: 361 da man forlod Auktionen, og spurgte ham: "hvormange er Klokken, Mester?" Det var Fandens Hoerunge. Men han blev stor. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 7. des. 1837. -- Under Tomheden paa Begivenheder have Bladene gjort Ret i at anmærke, at Bogtrykker Risum ved Højesteretsdom er fri- funden for Politiets Tiltale for ikke at have sat Trykkeriets Navn paa Subskriptionsplanen paa "Fædrelandsvennen," et paatænkt Blad, og ikke at have afleveret et Explr. til Politiet. Før denne rimelige Dom faldt har forskjellige Bogtrykkere ikke afholdt sig fra at udgive forskjellige Smaasager uden at iagt- tage nogen Angivelse af Trykkested. Hr. Risum var, som forhen anmærket, ved Politiretten tilkjendt 140 Spd. Mulkt. Nella finder i sin liberale Viisdom Hager ved Højesteretsdommen. -- Helgeland har siden de sidste af Jernnætterne et totalt Frostaar. Høavlingen angives neppe at beløbe sig til Halvdelen af et Middelsaar. Samme Provinds havde ogsaa ifjor et Uaar. De fleste Egne see en skrækkelig Vinter imøde. Medborgerlig Hjælp trænges mere end nogensinde, og det var langtfra for- tidligt at begynde allerede nu med Sammensamlingen, da det almindeligviis er Tilfælde, at saadan Hjælp kommer for seent. -- Ogsaa i Bergen henledes Opmærksomheden paa det Hen- sigtsmæssige i Oprettelsen af et Asyl der i Byen. I Kristiania gaaer et Par Borgere omkring og samle Bidrag. Saavidt vi have hørt har dette ogsaa den gode Fremgang, man kunde vente sig i en By, hvor man har saa mange smaae Elendighedens Offre for Øjne i Gaderne. Men Udkastet til Asylet finder ikke vort Bifald, naar dette kun skal optage de Børn, der kunne indfinde sig i tilstrækkelig og anstændig Beklædning og med Mad i Lom- men for Dagen. Det er netop de Børn, som ikke have dette, man først og fremst burde have for Øje. Den første Velgjer- ning, Indretningen da burde yde dem, var at bade dem og klæde dem op. -- Det har før hedt, at Haandværkere kunne altid vente godt Udkomme i Amerika, navnligen i New-York. Bekjendtskab til at der gives Haandværkere hos Os, som paa Grund heraf spe- SIDE: 362 kulere paa at udvandre til Amerika, bringer os til yderligere at udbrede Meddelelsen af, at andre Blade have nylig inde- holdt et Brev fra en norsk Haandværkssvend i New-York, der ganske maa betage Folk sine glade Forventninger. Han maa arbeide for Føden, og ønsker sig bare vel hjemme. De flere Skrivelser, der ere blevne Publikum bekjendte fra norske Bønder, bosatte i Illinois, og hvilke aande helt igjennem en saa rørende Frændekjærlighed, lyde derimod bedre om hvorledes en flittig og udholdende Bonde kan slaae sig frem i hiint fjerne Rydningsland. -- Paa Lillehammer hersker nu et rigt bevæget politiskt og literært Liv. Den første Retning udgaaer fra Oplandstidenden, i hvis fortræffelige Sprog og hele Sving vi opdage Hr. Lieutenant Wieses enorme Talent. Det maa have været tungt for denne lillehammerske Cobbett, Hume eller Paine, i saa mange Aar at undvære et eget Organ. Men endelig saa fik han det da, og saa begyndte Trompeterne strax at lyde for den politiske Uteerligheds Jericho. Det besynderligste er dog, at der paa selve Stedet, saa lidet det er, kan være delte Meninger om den Glands, en saadan redigeret Tidende kaster derover. Er da der ogsaa Aristokrati? Velan! Ludvig Wiese er der, og det er nok. Denne mærkelige Publicist forbinder med hine Egenskaber det tykkeste Rygsvor, hvori man kan hugge og flænge efter Behag, og den elskelige Beskedenhed ikke at lade sig mærke med at han veed hvor meget han gavner den gode Sag ved sit Pub- licisteri. Vi beklage, at vi ikke tilforn har gjort opmærksom paa dette journalistiske Fænomen, og det saameget mere, som den Constitutionelle allerede forlængst har været saa artig og sand- færdig at berette, at vi alt havde opfyldt denne Pligt ved at ledsage Bladets Fremtrædelse i Verden med en Lovtale. Den anden Retning, den reen literære, har en Candidatus Brock, -- der udgiver sig for at være Filosof og virkelig ogsaa besidder det ubedragelige Kriterium paa en Filosofus at være mindre agtet i sin Hjemstavn end imellem Fremmede -- med- delt det aandige Liv paa Lillehammer. Filosofen er et endnu mærkeligere Fænomen end selve Oplandstidenden og dens Re- daktør. Han er Pædagog paa Stedet, og det er nu brav nok, men især er det Udgivelsen af en Journal, "Dale-Guldbrand," SIDE: 363 der skal opbevare dette tænkende Hoveds Frembringelser i Filosofi, Architektur o. s. v. ligetil Farcen eller den dramatiske Satire, som maa hefte Folkets Øjne paa et Geni, der bryder sin Bane paa et Sted, hvor det finder Anerkjendelse. De Bøffellæders Prøver, Filosofen har leveret i Morgenbladet, synes at anbefale ham til at overtage det polemiske Departement i Redaktionen af Oplandstidenden. -- Der fortælles, at Generallieutenant Wedel, som endnu, til Armeens store Tilfredshed, er dens Højstkommanderende, er gaaen saa vidt i sin gjæstevenlige Forekommenhed for den gauthierske Beridertrop, at han endog vilde have Artilleri- stalden indrømmet den. Vedkommende Officeer siges dog at have forhindret det. Man kan da see, at Baron Wedel kan ogsaa give efter. Henrik Wergeland FIGURER Statsborgeren 10. des. 1837. Zobolam, Prokuratoren. Zobolams egentlige Navn var Benjamin; thi saa havde hans Moder kaldt ham, da hun førstegang trykkede ham i sine Arme. "Zobolam," dette skumle dæmoniske Navn havde hun udstødt i Dødsøjeblikket, da den rædsomme Vished om at noget Værre end en troløs Elsker havde bedraget hende, viste sig i hendes Fosters Øje og Natur. Og Drengene, mellem hvem han voxede op, gave sit Had Luft og Lyd ved at kalde ham uvilkaarlig saa. Det var som en Aand engang tilhviskede en afmægtig For- tvivlelse, der havde udtømt sig i Skjældsord, at udstøde dette Navn som om det var Top og Tinde af alt Fælt; og siden be- holdt han det da. Hans Drengeaar gaae vi ellers ganske forbi. Han var mere hadet for sin Falskhed, Hang til at bedrage og Hevnsyge, end for sin Lyst til at plage med aabenbare Voldsomheder. Disse viste sig aldrig mod hans Overmænd, mod hvem han altid viste det samme Krybsind, som aldrig forlod ham. Forresten havde han altid et slet Forsæt eller en ond Glæde i Øjet, Blod og SIDE: 364 Haar imellem Neglene og en Skilling i Lommen, som han langt- fra var kommen rigtigt til. Han havde forøvrigt saagodtsom ingen Ungdom. Hans Liden- skaber og Gjerninger vare tidlig den modne Synders. Hans Fa'r havde Glæde af ham; men aldrig meer end naar en Lignelse af Moderens Følelsesfuldhed overkom ham; thi da kunde han være vis paa, at det var Hykleri. Der havde dog i det Tidsrum, da hans generiske Sandselighed begyndte at kime, været Øje- blikke hvori en uvilkaarlig Blødhed betog ham; men da han mærkede, at Folk bar over med ham i meget hvergang en saadan Sindsrørelse paakom ham, og omtrent yttrede, at Fan- den dog ikke er saa sort, som man gjør ham til: saa ikke alene forsvandt denne sidste Rest af hans Natur paa Moders Side, men han opnaaede ved første eller andet Forsøg den største Færdighed i at lade allehaande blide Sindsrørelser tilsyne- ladende overkomme sig. Han kunde lade en hellig Zittren over- komme sig, naar en Kirkeklokke ringede, lade en Taare engang imellem ved passende Leilighed snige sig stille og ensom ned- over Kinderne, og jage en Rødme op i dem, naar det var smukt, enten at blive undseelig eller hæftig, og det med samme Færdig- hed som man kan faae Platinasvampen glødende ved at aabne Gasventilen i Fyrtøjet. Kortsagt, hans Fader havde Glæde af ham. Men jeg veed ikke hvordan det var med endeel slette Stre- ger, som ingen saadanne Kunster kunde hjælpe paa, ingen Taare slette ud, ingen Rødme skjule. Nok er det -- Landet blev ham forhadt, og han besluttede, at see sig om paa andre Steder i Verden. Enten det nu var, at Forfølgelsen kun afvandt ham Terrain Skridt for Skridt, eller roligere Spekulationer førte ham did -- nok Zobolam blev opdaget af sin Fa'er ilende over Heden, forbi det ensomme, øde Strandhuus, -- "hvor Kongelyset alt sig ind i Arnens Krog har trængt. Der stod det dødt med gusten Kind" -- og ilende over den lange lange Flyvesandkyst og standsende med ængstlige Blik paa den yderste, flade, havomskyllede Pynt. Floden steg. Zobolam ængstedes ikke. Han syntes, at Bøl- SIDE: 365 gerne maatte syde tilbage, om de berørte hans Fødder. Djæv- lene maae ogsaa have Slægtskjærlighed, thi Lurifax var nær Zobolam, da Havet voxede omkring ham. Tregange slog en uhyre Ørn ned for hans Fødder, berørte Vandskorpen længe, bredte sine Vinger ud, bøjede sit stolte Hoved med en længsel- fuld Murren mod Qvindens, eller Svaghedens(!) og det Ondes nær fortabte Søn og syntes at opfordre ham til at stige op paa den brede Ryg. Tregange skjød en Delfin op faa Alen ifra ham med en Ryg som Dækket paa et Skib. Den skurede langt ind paa Sandet, laae ubevægelig, vendte Siden saa meget til, at det kloge Øje saaes over Vandskorpen og et dumpt Skrig hørtes. Men Zobolam forstod ikke Uhyret. Stivt holdt han sit Øje fæstet paa Landet, paa en rød omirrende Skikkelse, der kom stedse nærmere, ilende somom den stigende Flod var ham i Hælene. Var det en Stranddragon eller Bøddelen af Flad- strand? Zobolam maae vide det; thi han lader Floden voxe, og iler dog ikke tilbage. Delfinen brød sin Dyreklasses Love og skreg højt, skurende sig dybere ind i Sandet. Zobolam syn- ker. Sandet bliver troløst, det bliver til Vand under ham. En lang hvid Brænding har allerede togange viist sig imellem ham og den Røde. De stirre som forstenede paa hinanden. Ele- menterne lyde sine ubøjelige Love. Floden syder ikke tilbage for Dæmonsønnens Fødder. Den vilde ikke gjøre det for den sidste Steen af det sidste kristelige Altar. Dog maa der være mindre Barmhjertighed hos den Røde siden Zobolam endnu stedse ikke gjør noget Skridt tilbage. Delfinen skriger, borer sig nærmere, vælter sig paa Siden, byder sin mastdannede Ryg- finne til somom den vilde rive Ynglingen til sig. Men en Baad farer langsmed Stranden. Det er Fiskere, der ville fange Del- finen, som de troe paa Grund, og som skynde sig at komme udenom den førend Floden gjør den flot. Der forløber et Mi- nut, hvori den er borte. Men før det gule Sandskum, som den lod efter i sin selvgjorte Kanal, er borte, er Baaden hvælvet, og et nyt Slag af Delfinen driver den, med Aarer og Seil under Tiljerne, til Zobolam. Nu kan han hjælpe sig. Det blæste en Aften og en Nat. Den næste Morgen var een Lykkeridder til ankommen til alle Lykke- ridderes forjettede Land. SIDE: 366 En velnæret Mand spadserede paa Stranden. "Hvorfra min Dreng?" "Fra Skagen sidst!" -- "Det er mig nok. Gaa paa Kontoret." Derifra brød Zobolam sig sin Bane, og Forjettelserne op- fyldtes, at han skulde forløse de Fordømte. Henrik Wergeland NORGE Statsborgeren 10. des. 1837. -- Af en Artikel i dette Blad vil man have erfaret den ube- hagelige Opmærksomhed, som en Manzini og Kone af det Gauthierske Kunstberiderselskab har paadraget sig. Tingen for- holder sig virkelig som forklaret paa det nær at Mishandlingen ikke skede med en Chambriere ): en Beridersvøbe, men med en almindelig, men stor, Ridepidsk, og at Hævelserne omkring Øjnene skulle især være bevirkede ved Fald under Mishand- lingen. En Erklæring fra Manzini, som han af et rigtigt Instinkt lod indrykke i den Constitutionelle, (den er ogsaa skreven af Bladets Forlægger) og et Forsvar for ham i Intelligenzsedlen for Igaar bekræfter kun Faktum, og anbefaler ham -- som en- hver fornuftig Læser maa finde -- ikke i ringeste Maade til Publikums Tilgivelse og Overbærelse saaledes at det skulde taale at see ham og hans Kone. En, der har Noget at sige i Selskabet, har selv sagt, at Ugjerningen vilde i Sverrig bringe dem i Gabestokken; men en lignende Retfærdighed er dog vel ikke skeet dem her, ved det at de ere komne i de norske Aviser? Det vil, efter vor Mening, geraade vort Publikum til liden Ære, om det lader sig bestikke af den Fornøjelse, Manzinis og Kones Kunstfærdighed kunde forskaffe det; og noget bedre end en Be- stikkelse af Selvgodheden og af tranghjertet Lyst til at faae al den Valuta for de Skillinger, Billetten koster, som Troppen kan præstere, vilde det ingenlunde være, om man -- som Anonymen i Intelligenzsedlen vil -- for at see bemeldte Pars Kunster, undlod at vise dem bort ved lydelig Misbilligelse. At Manzini har maattet overdrage Barnet til Andre, idet Statsfysikus Døderlein -- saavidt vi vide, af egen Menneskekjærlighed -- har taget det under sin Varetægt, forbedrer ikke Sagen for dem. SIDE: 367 Det er os ellers bekjendt, at flere Indvaanere af Staden vilde have gjort Sit forat befrie og sørge for Barnet, og at de frem- deles ere villige til Opoffrelser i saa Henseende. -- Politimester Richter i Kristiania er befordret til Soren- skriver i Ørkedalen. Man nævner som Supplikanter til det ledige Embede: Bureauchef Harris, en ung Mand, for hvem den almindelige Mening udeelt erklærer sig, Fuldmægtig Fougstad, som troer sig skikket til hvad det skal være og hvis Udtrædelse af den Cstnelles Redaktion man paa egen Haand sætter i For- bindelse med Aspireringen til Embedet, og endelig for det tredie -- Prokurator Praëm! Ja Praëm; det er ingen Trykfeil, men Forvisningen om den mageløseste Uforskammethed, som du her seer, Læser! Manden har før været saa artig at underrette Regjeringen om, at han havde opdaget et enormt Polititalent hos sig; og om Hensigtsmæssigheden af, at et lidet General- prokuratur, ifølge hvilket han skulde bemyndiges til hemmelige Kontrolleringer og Undersøgelser af Embedsmændenes Proto- koller, have vi selv hørt ham udbrede sig. At han, istedetfor at gaae ind paa det ærefulde Tilbud, som Bankvexelfalsknerne Bang, Krogsgaard men man nævner en ung Prinds af Sachsen Coburg som den Lykke- lige, det vil falde paa. Belgien er især interessant ved Tilvæxten i Industrie og Stor- heden og Mangfoldigheden af de Jernbaner, som anlægges. I Frankrig har man nylig valgt Deputerede med lignende Udfald som i England. Banqvieren Laffitte, som ved Oprettelsen af en privat Actiebank har igjen sat sin, for Julikongedømmet med saa liden Tak bortødslede, Formue paa fast Fod, blev endogsaa forbigaaet i det af Parises Valgdistrikter, hvori han traadte op som Valgkandidat ved Siden af en erklæret Ministeriel. Kon- stantineh blev endelig indtaget med Storm af General, nu Mar- schal, Vallee efter den kommanderende General Damremonts og Gen. Perregaurs Fald. Det lader til, at Franskmændene ville sætte sig fast i denne By, der efter nogle Beretninger er ligesaa betydelig som Algier. Achmed Bey skal imidlertid nu tilbyde Fred paa enhver Betingelse. Vallees Indberetning om- taler med Berømmelse den for sin politiske Illiberalitet be- kjendte franske Kongesøn Hertugen af Nemours, hvis Brigade var den stormende. I Portugal søgte Saldanha og Villaflor med Vaaben at kuld- kaste Korteskonstitutionen og indføre Don Pedros Chart. Disse saakaldte Chartister, hvem Dronningen og Hoffet troedes at staae i hemmelig Forbindelse med, bleve dog siden faae Uger bragte til Lydighed af den kjække og frisindede Sa da Ban- deira uden at noget Blod var flydt. Deres Høvdinger maatte gaae i Landflygtighed. Nationalgarden i Lissabon bevogtede SIDE: 369 imidlertid Hoffet, og efterat Roligheden var gjenoprettet, vendte Kortes's Uvilje sig mod den engelske Minister Howard de Wal- den, der troedes at have havt sine Fingre i Opstanden. I Oktbr. nedkom den unge Dronning af Portugal med en Kron- prinds, og denne Begivenhed synes at have været Signalet for Hofpartiet til at sende Chartisterne i Marken, men Borger- aanden i Hovedstaden og i Oporto vaagede over Kortes og Kon- stitutionsværket, som har modtaget mange demokratiske Be- stemmelser under Indflydelsen af de ikke faa ultraliberale Med- lemmer, hvormed denne Forsamling er ligesaa udmærket som den spanske, hvor det har lykkets dette Partie at drive Ting igjennem, som man skulde holde umulige i et Land med et saa vældigt og fanatisk-katholsk Præsteskab, i hvor øjensynligt de end paakrævedes af det almindelige Bedste. Herimellem hører især det overflødige Kirkegodses Inddragning og Salg, Geistlig- hedens Beskatning og Ansættelse paa fast Gage og flere andre Bestemmelser i Religionsvæsenet, der gjør Spanien til katholsk- reformeret og protestantiskt imod Papismens Uvæsen. Af den portugisiske Konstitution maa især, som mærkeligt i et Land med saa fornem og anmassende Adel, fremhæves, at Pairs- eller Adelskammeret er ophævet. I de nysvalgte spanske Kortes er det ultraliberale Parti bleven mindre stærkt. Regentinden har nylig aabnet dem med en Tale, hvori hun yttrer mindre Be- tænkeligheder over Borgerkrigen end over Finanzerne, og er- klærer sig tilfreds med den Strenghed, hvormed Espartero haandhæver Disciplinen og har straffet de Soldater, der myr- dede Sarsfield. Med Grækenland gaaer det langtsomt fremad under dets paa- tvungne Konge og den økonomiske Afhængighed af andre Magter, hvori Laanene fra Befrielseskrigen og under Landets Organisation til Stat holder det. Den, som egentlig regjerer, er Premierministeren Bayreren Rudhart. Grækenland er ellers, ligesom ogsaa Tyrkiet, bleven besøgt af flere tydske Prindser paa deres Hjemreise fra den store russiske Leir ved Wosnesensk, en By i Ukræne. Sultanen lod til at finde sig smigret ved dette Besøg og behandlede dem paa det galanteste. Denne tyrkiske Peter Czars Europiseren af Tyrkerne gaaer fremdeles fremad. Ruslands utaalelige Aag over de tilgrændsende Folk viste sig SIDE: 370 i Wallachiet, hvor Hospodaren, paa den russiske Residents Re- qvisition, jog Stænderforsamlingen, uagtet dens Protest, ifra hinanden med Militærmagt. Ligesaa erklærede Petersborger- hoffet i Forbindelse med dem i Wien og Konstantinopel, at det ikke hastede med Opfyldelsen af den gamle Fyrst Milosch's Løfte til sit Folk Serbierne, at give dem en Konstitution. I Spanien er Don Karlos, efter en vidtløftig Udflugt til Kata- lonien og Kastilien, der endog førte ham i Nærheden af Madrid, gjennet tilbage i det udpinte Navarras Dale. En af hans Bander huserer dog endnu i Kongeriget Valencia. Espartero, Kristiner- nes Højstkommanderende, benyttede sin Nærmelse til Madrid i Spidsen for 65 af sine Officerer til at kuldkaste Kalatraves og Mendizavals Ministerium og at gjøre sig selv til Ministerpræsi- dent. Men dette varede kun et Par Dage til Kortes vare komne sig af Forskrækkelsen, og havde faaet nok Samling til at irette- sætte Espartero og hans 65 Officerer, hvis vigtigste Motiv var intet andet end Lyst til at forblive i Madrid istedetfor at deel- tage i Klapjagten efter D. Karlos. I Italien vakte Koleras Øde- læggelser voldsomme Pøbeluroligheder i Siciliens anseeligste Stæder. Den neapolitanske Politimester Carretto didsendtes med Tropper og Fuldmagt til at straffe. En Mængde Henret- telser og Siciliens Erklæren til en Provinds af Neapel havde hidtil været Følgerne. Denne sidste Magthandling er saameget mærkeligere som den synes at staae i en Harmoni med Kong Ernst af Hannovers forhen i vort Blad omtalte Bedrivt, at kuld- kaste sit Lands Grundlov. Rusland vedbliver at underkue Polen paa det skrækkeligste, at bortskjænke polskt Gods til Russer, hvormed Landet op- fyldes, og at arbeide paa de Befæstninger ved Warschau og Modlin, der skal gjøre Undertrykkelsen varigere. Der berettes, at 6000 unge Piger vare, paa Keiserens Befaling, reqvirerede fra polsk Volhynien til den uhyre Høstleier ved Wosnesensk, hvor Vanærelse ligesaameget var deres Bestemmelse som andre Tjenester, og at denne Kontribution skaffedes tilveje ved mili- tær Voldsomhed mod de Ulykkelige og deres Frænder og na- turlige Forsvarere, som satte sig til Modværge. Denne Historie er vel i en af Rusland afhængig Frankfurtertidende bleven be- negtet som usandsynlig med Hensyn til Keiserens personlige SIDE: 371 Karakteer om ikke til det russiske Despoties Væsen; men fra Petersborg har ingen Benegtelse viist sig, og den er i de mest anseede franske og engelske Tidender og af engelske Talere bleven omtalt som Faktum. Fra Wosnesensk besøgte Keiseren Krigsskuepladsen i Cirkassien, hvor det lille Bjergfolk frem- deles forsvarer sin Uafhængighed med Held, uden anden Un- derstøttelse end af enkelte private Englændere. Der ymtes om en ny Militærrevolution i det Indre af Rusland; men som skal være bleven qvalt i Fødselen. Som Hovedmand nævnes Oberst Murawiew, Broder til en af de fornemste Hoveder for Op- standen efter Alexanders Død. Engang vil det vel lykkes, og da oprinder en Dag for flere Folk end Polakkerne. Leiren ved Wosnesensk skal ellers for fremmede Iagttagere have afgivet ligesaa mange Beviser som den ved Kalisch paa hvor "krankt det er inden i al denne Blankhed" (af Bajonetter.) -- I Tydsk- land har 7 Professorer i Gøttingen protesteret imod det forhen omtalte Patent, hvorved deres Konge, Ernst af Hannover, er- klærer Grundloven ophævet. Imellem dem savner man Heerens Navn, og med endnu større Usselhed har Universitetet ved en Deputation tilkjendegivet sin Misbilligelse af deres Kollegaers Skridt. Magistrat og Borgerskab ligesaa. Bayerns Stænder have fremdeles lagt den samme elendige Magtesløshed for Dagen; og Sachsens har ikke udmærket sig mere. Despotiet i Bayern karak- teriserer sig bedst ved de mange Aktioner for Majestætsfor- brydelse og den endnu ikke saa sjeldent anvendte orientalsk- artede Straf, at gjøre Afbigt for Kongens Billede. -- I Dan- mark har Frederik den 6te gjort sin Regjering endnu mere glandsfuld ved nye Indskrænkninger af Trykkefriheden. Det er ligegyldigt for Verden og Landet selv, at vide, om de intetbe- tydende Provincialstænder ere sammenkaldte eller ikke. I Sverrig har Kongens, forhen i vort Blad fortalte, Reise været den eneste Begivenhed af nogen Interesse. Det blev ellers med Misbilligelse bemærket som et Tegn paa Kulde i Følelserne for svensk Nationalitet og Folkets historiske Storhed og paa en overdreven, en vis Afhængighed røbende, Opmærksomhed for Rusland, at en høi Officer blev sendt officielt til Pettersborg ved Afslørelsen af Alexanderstøtten, medens kun Tilfældet lod en svensk Lieutenant være tilstede ved Afdækkelsen af et Jern- SIDE: 372 minde for Gustav Adolf, som ved Sammenskud er reist paa Slagmarken ved Lützen. At der intet er skeet i Norge af poli- tisk Vigtighed, vide vi Alle. Det skulde da være, at et Par Skibe har, uden alt andet Uheld end at vække svenske Minervas Mishag, begyndt at vise det norske Flag i Middelhavet. Det vil for Eftertiden blive betragtet for en Skam at undlade at gjøre det. Henrik Wergeland [HENRIK WERGELAND OG "DEN NYE STATSBORGER"] Den nye Statsborger 17. des. 1837. Siden min Medarbeider, som forhen ved given Leilighed om- talt, fratraadte sin Andeel i Redaktionen af Statsborgeren, har den ganske paahvilet Undertegnede. Faaer Bladet, efter foran- staaende Plan til en Forandring deri, fremdeles Bestand, da har jeg lovet Entreprenøren at redigere den politiske Artikel, hvortil min Deeltagelse i dets Redaktion ganske vil indskrænke sig. Dette bekjendtgjøres ikke for at berøve den Constitutionelles Redaktion Adgang til fremdeles Opkog af en af sine gamle vid- løse Elendigheder, nemlig min Personifikation til "Statsborger"; men forat give Bladet den Anbefaling, som ligger i Udsigten til at det vil vinde ved at Redaktionsarbeidet fordeles, forat under- rette Indsendere om, at de ikke have at henvende sig til mig, og endelig forat jeg selv, ved at læse dette med mine egne Øjne, kan ret nyde den glade Vished at jeg fra nu af har Intet at gjøre med den Deel af Bladets Indhold, hvorfor Redaktionen plejer at lide ilde paa Andres Vegne. 16de Decbr. 1837. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM KRITIKKEN AV "CARL JOHANS HISTORIE" OG "STOCKHOLMSFAREREN NO. 2"] Morgenbladet 24. jan. 1838. Recensenten i Morgenbladet af Carl Johans Historie og Stockholmsfareren No. 2 har navngivet sig for mig, og jeg har i ham truffet en Uven, der oftere har benyttet sit Forhold til Morgenbladet til at gjøre min politiske Karakteer mistænkelig. SIDE: 373 Ingen veed bedre end han, hvor lidet det nye Epithet af Hof- og Statspoet, som jeg har faaet af svenske Aftonbladet, passer paa mig; men min Rec. divulgerer det igjennem Morgenbladet bag efter Nella, uden anden Bemærkning end den urigtige, men ham selv smigrende, at Aftonbladets Dom paa det nærmeste falder sammen med hans egen. Hvor let han ved sin Stilling har for at føre, og hvor ofte han end har ført, det Vaaben, som der dog virkelig er i idelig at reproducere de svenske Blades Skjældsord og Bagvaskelser uden videre Bemærkninger, og som tilføier dybe Saar medens han selv faaer Skinnet af Lidenskabs- løshed, vil jeg dog lade Sandheden af Rec.s Forsikkring, at han ikke har været ledet af nogen Animositet, uprøvet, om den endog lod sig undersøge. Det er ialfald en Dyd, som man ikke kan undvære, uden at være en Slyngel; og kun Sjeldenheden deraf, trods dens Simpelhed, imellem Publicister af Profession gjør Rec. fortjent til en Lykønskning. Efter mit Bekjendtskab til Standen ville nemlig de Allerfærreste betænke sig paa at gjøre netop et fiendtligt Forhold til Motivet for en Recension, der planmæssigen indeholdt angjældende Recensions rette Strøg af Roes forat give det Hele Udseendet af Upartiskhed og Tro- værdighed og Daddelen den rette Klem. Jeg indrømmer Rec., at han, til Uven og Publicist af Profes- sion at være, ikke giver mig meget at beklage mig over, især naar det betænkes, at man ikke vel kan rage ud for nogen Værre end En, der i sig forener begge. De Sidste have nemlig altfor meget for Skik, fordi lang Øvelse har givet deres Pen nogen Færdighed, at skrive Side op Side ned om hvad det skal være, uden Hensyn til om de forstaae sig paa Tingen eller ikke, til at jeg skulde blive fortrydelig paa En, som vel har benyttet mig til sit Pensum, men ligesaa hurtigt løst det op igjen ved sine Modsigelser. Dette er Tilfældet nemlig med Recensionen over Carl Johans Historie. Idetmindste begriber ikke jeg, hvorledes En paa eengang kan "lægge en priselig Sandhedskjærlighed og Upartiskhed for Dagen, have forsaavidt hævet sig til Historike- rens rette Standpunkt og bestræbet sig for, at Dagens, Par- tiernes eller Lidenskabernes Stemme ikke skulle influere paa hans Fremstilling" og dog "mangle historisk Frimodighed og Aabenhjertighed" og være en Lovtaler og Smigrer. Heller ikke, SIDE: 374 hvorledes En, der tilskrives saadanne Qvaliteter og "Lethed, Behagelighed og livlig Kolorit i Fremstillingen" kan siges at have skilt sig saaledes ved sit Arbeide, at man bliver endnu mere bestyrket i at det var en uheldig Idee at skrive den re- gjerende Konges Historie. Paa eet Sted gjør Rec. mig tillige ansvarlig for den Deel af Historien, som ikke er forfattet af mig, paa et andet erkjender han, at jeg, efter hvad der udtryk- kelig er sagt paa Titelbladet, kun staaer til Ansvar for Frem- stillingen siden Valget i Ørebro. Men den Deel er, tvertimod Aftonbladets Sigende, heltigjennem ræsonneret og affattet kri- tisk, saavidt den indskrænkede Plan for Bogen tillod det -- Noget ingen upartisk og skjønsom Læser vil kunne negte, og som ligemeget udgik af min Maneer at behandle Historien paa og af Adspredtheden og den forskjellige Beskaffenhed ved de Kilder, der stode til at benytte. Recens. kan forøvrigt være lige over- tydet om, at jeg, før jeg paatog mig Arbeidet, ikke forglemte nogen af de Indvendinger imod at skrive den regjerende Konges Historie, som han opstiller i Begyndelsen af sin Recension, og om at intet uædelt Motiv, selv ikke en passende Betaling (thi den bestod kun i nogle Kunstsager af liden Værdie) omsider bragte mig til at love Forlæggeren at hjælpe ham ud af den Forlegenhed, han befandt sig i ved at have ladet begynde paa et Arbeide efter Kilder, som pludselig stoppede ved dets vig- tigste Halvdeel. Recens. har ganske rigtigt truffet hvad der deciderede Beslutningen, at paatage mig et Arbeide, som jeg udtrykkelig erklærede vilde hverken være den Ene eller den Anden, hverken Konge eller mine egne politiske Troesforvandte tillags. Han har truffet det i Tilliden til den moralske Kraft, at kunne ofre Noget for Sandheden, og til uden andet Hensyn end til denne, saavidt det stod i min Magt at opfatte den, at kunne løse min vanskelige Opgave. Jeg vilde skrive som om jeg hverken var Norsk eller Svensk, som om baade Karl Johan og jeg vare døde og mit Omdømme afprægedes saaledes som det fandtes i mit Indre, kun seet af min Samvittighed og be- kræftet af den. For de Skrøbeliges og deres Skyld, som have ondt for at hæve sig over egen Lavhed, lod jeg være at udføre den Hensigt, jeg ved den Tid nærede, at ansøge i mit Fag -- ikke fordi jeg ventede at faae selv det res. Capellani hos en SIDE: 375 Præst, der er examensgammel med mig og har sletteste Karak- teer, men mere fordi jeg vilde prøve om Departementets nye Chef og Regjeringen efter sin nye Sammensætning ikke skulde være tilbøielig til at ændre den ubillige Suspension af mine Ad- komster som Supplikant saalænge Sagen med Praëm ikke er endelig afgjort, især siden denne min Modpart er bleven be- fordret imidlertid, og jeg, siden dette skede, ikke har ansøgt om noget. Det er saaledes muligt, at jeg offrede det blotte Skin af Uafhængighed noget, skjøndt min Karl Johans Historie vist ikke er saaledes affattet, at jeg paa Grund af den skulde kunne vente mig bedre anseet hos Magten. Jeg kan have feilet af Mangel paa Dømmekraft eller paa Kilder og Materalier; men imod Beskyldningen for at have vit- terligen ladet mig henrive til ubeføiet Lovtale protesterer jeg og fordrer, at de af mine Landsmænd, som ikke have havt An- ledning til selv at dømme efter Bogen, skulle før troe mig, fordi jeg altid har viist Uafhængighed og Frisindethed som Forfatter, end en Anonyms Smædeord, som han deels selv modsiger paa det udtrykkeligste, deels ikke understøtter med andet end løs- revne Citater og nogle kjække Kneps i Lommen paa egne Vegne. Jeg vil ende mit Svar i denne Henseende med "Det onda sam- vetets" Forbandelse i Stockholmsfareren No. 2 over den fjerde Løgn af de "En och Tjugu": "Du med huggormtungan ute! Lögn, hvem andra lögner flyr! på ett söndrad moln till skuta jagas skall af stormen yr tills du träffar En, som tror sannings skugga i dit ord, att patriotismen hans är en ödla i en krans. Träffar du blott En hvarhelst väl for dig! Då är du frälst". Mod Recens.s Mening om Stockholmsfareren No. 2 har jeg ikke besluttet at forsvare den. For mig tabte Critikens Vægt sig, da Rec. gjorde sig bekjendt for mig, om der end ikke havde været saa mange Spoer af en ængstlig og uheldig Leden efter SIDE: 376 Hager til at hænge Hatten paa. Hertil maa den passende An- vendelse af to Carrikaturer, som gjøre sin selvlærte norske Mester al Ære, tjene, og det Hele skal hedde et Lapværk, fordi Rec., med sit Ubekjendtskab til Farcens Væsen, har seet dem før isolerede og har hørt et Par af Viserne fordum. Hensigten med at jeg saaledes har disponeret over min Eiendom er ikke vanskelig at fatte for den, der vil fatte det og som ikke troer, at en Vise uden videre Betydning taber ved at erholde denne ved Tilsatsen af et Par Vers, saaledes som Rec. troer om Ola Graaguts Vise. Jeg fandt, at jeg ikke burde lade saa beqvem Leilighed gaae mig af Hænderne til at faae bibragt mine svenske Venner dem, ligesom jeg ved al den Svensk i Stykket, som lider saa under en slet Korrektur, vilde forebygge en svensk Over- sættelse som den af Stockholmsfareren No. 1. At Scenen med Folkesværmen ikke staaer saa ganske løs i Stykket, haaber jeg hver Den vil finde, som ikke har læst det med saa sløve Øine, at han ikke seer, at det er den 4de Novbr., at den politiske Gadevises Afsyngen lader Sværmen spærre Gaden, og at denne Spærren er Aarsag i at Fogden og den af ham ulykkeliggjorte Elise faae hinanden pludselig Ansigt til Ansigt at see. Rec. iklæder sig en latterlig Myndighed, naar han "ikke kan lade den Høne uplukket", at jeg har paasat Stykkets Titel "Til Opførelse i det norske Studentersamfund". Det er jo, skulde jeg troe, uden at nogen Udlæggelse just behøves: "Bestemt til Opførelse o. s. v." Og enhver Forf. kan vel, uden at gaae Nogen for nær, sætte paa sit Stykke hvor det er af ham bestemt og tænkt at opføres. Det er en Artighed imod vedkommende The- ater. Rec.s Paastand, at Stockholmsfareren No. 1 blev opført paa Studentersamfundets Theater ved et coup de main, d. e. ved List eller Magthandling, som Samfundet skulde været svagt nok til ikke at modsætte sig, benegtes paa egne og Samfundets Vegne som Bagvaskelse. Ligeledes vil det af Samfundet blive afgjort paa en allerede bestemt Dag om det vil blive opført saaledes som Forf. selv har tilbudt sig at udelade Personalierne eller ikke -- i hvilken Henseende Rec. neppe nok har saa meget at sige som jeg, i hvor bestemt og orakelmæssigt han end for- byder det. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 377 [INNLEGG I STRIDEN OM "CAMPBELLERNE"] Morgenbladet 31. jan. 1838. Imellem de ublue Bagvaskelser og samvittighedsløse Raserier imod mig i Anledning af "Campbellernes" Opførelse, hvormed den Constitutionelle i disse Dage saa mærkeligen betegner sin Afmagt og Skamløshed, finder jeg ogsaa Beskyldninger for at have sikkret mig den første Aftens Bifald ved at have opkjøbt for mine Venner 100 Billetter. Dette er Løgn som saameget an- det af det, der igjennem det Blad bindes Publikum paa Ærmet, betræffende den ærgelige Hændelse, at ogsaa jeg skulde faae opført et Stykke, uanseet Spaadommen fra en af de Kompaner, som bruge den Constitutionelle frit til Organ for sit personlige Fiendskab, at sligt aldrig vilde blive Tilfældet. Da et Par af det Snees Personer, hvortil man med Forbauselse saae den mægtige Trop, der vil angive Tonen paa Theatret og i den lite- rære Verden, uagtet al anstrengt Hverven reduceret, har været oprigtige nok til reentud at aabenbare, hvad der ogsaa var klart nok af Optøierne selv, at Hensigten med disse var at faae Styk- ket udestængt af Repertoiret og saaledes berøve mig min Bene- fice, benytter jeg denne Leilighed til at underrette om, at An- strængelserne have været frugtesløse, idet Directionen har fore- løbigen fastsat min Beneficeforestilling af Campbellerne til Man- dag den 12te eller Onsdag den 14de Februar, hvorom nærmere Underretning skal skee. Christiania den 30te Januar 1838. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM CAMPBELLER-SLAGET] Morgenbladet 6. febr. 1838. I Morgenbladets Referat af det i Theatret 28de f. M. Pas- serede omtales, at jeg fra en Loge forsøgte at tiltale det urolige Publikum. Da Beretningen, idet den ikke citerer Tiltalen selv, let kan give Anledning til Feilgjetninger om hvori den bestod, og at Stænk i Advokat Skjelderups Erklæring i Dagsnummeret endog synes egnet til at vildlede didhen, at den skulde have gaaet ud paa at opildne Partiiver og politiske Sympathier, finder SIDE: 378 jeg mig opfordret til at meddele Følgende betræffende denne lille Biscene: Da Tummelen efter første Akt ikke syntes at ville tage Ende, da den oprørende Piben under og efter National- sangen, som Orchesteranføreren gav, efter min private Anmod- ning, som et Forsøg paa at tilveiebringe Roligheden, atter satte Publikums Modkræfter i Bevægelse, og Urostifternes Hensigt tydelig viste sig at være den, at hindre Stykkets videre Op- førelse, henvendte jeg mig til En af Direktørerne, og mødtes da af ham med samme Tanke, nemlig at der intet Andet var at gjøre end at lade begge Parter anmodes fra Scenen om, at op- sætte enhver forstyrrende Meningsyttring til Stykkets Ende. Da Allarmen imidlertid forblev den samme og det varede noget inden jeg saae Nogen fremtræde, besluttede jeg, under en øie- blikkelig Afstilnen i Tumulten, selv at fremsætte Anmodningen. Den blev afbrudt, da jeg havde faaet nogenledes Lyd for Or- dene: "Stille dog engang! Hvor fristende til høirøstet Uvillie det end kan være at see selv Universitetslærere foregaae med Exemplet af formelige Theateruordener . . ." Og siden forsøgte jeg med endnu mindre Held at tilføie: "Saa udbeder dog For- fatteren sig, at begge Parter ville opsætte o. s. v." Strax efter fremtraadte Hr. Nielsen, og lod sig ikke forhindre fra at frem- sætte samme Anmodning fra Direktionen af det Æblestykke, hvormed En af hine Præceptorers lærvilligste Disciple hjem- søgte ham paa Scenen. Dette om det. Men siden jeg nu har Papiret for mig, benytter jeg Leiligheden til ogsaa at yttre mig betræffende den skjelderupske Erklæring og Nellas Sladder om at hun har en "positiv Erklæring" fra Theaterkassereren for den lumpne Nødløgn, at jeg sikkrede mig Bifald ved første Forestilling ved at kjøbe 100 Billetter til mine Venner. Hr. Skjelderups Udtryk om Stykkets Værd ere saa umaadeholdne -- ikke at tale om ubegrundede -- at allerede dette maa vække Tvivl om Beføietheden. Jeg har vel allerede en Slags Critik, som giver fuldkommen Satisfaktion, saavel i Theaterdirektionens Bekjendtgjørelse om de indsendte Stykker som i Censurkom- mitteens Indstilling, den jeg har anmodet Vedkommende om at erholde til Afbenyttelse, saafremt jeg skulde holde det for værdt at forsvare mig mod slig aabenbar Ubillighed; men jeg har den Tro, at det Enorme i de Udtryk, hvormed der er blevet ned- SIDE: 379 tordnet af den Constitutionelles Redaktion, af Skjelderup og af Ræven i Morgenbladstillægget No. 35, vil bidrage ikke lidet til at bringe Stykket i Folkets Hænder, som ønske at dømme selv, og til at det bliver ordentlig bedømt. Indtil videre holder jeg da Hr. Skjelderups Omdømme for mindre vigtigt end den naive Bemærkning af ham, at næste Forestilling vil løbe af uden Spek- takler, siden han men det angiver han bestemt, at Halvparten af et saa- dant Antal fik jeg med Direktionens eller rettere de tilstede- værende Direktørers Tilladelse (og i deres Nærværelse) og at jeg aabenbar kun var Mellemmand og føiede af Høflighed træn- gende Anmodninger. Hvorfra flere af disse kom, veed jeg ikke; men de allerfleste vare fra Familier, for største Delen bestaaende af Damer og nogle for et Par Skuespillere, der igjen vare Com- missionærer for Andre. Jeg har alle deres Vidnesbyrd at paa- beraabe mig, som gjennem mig erholdt Billetter, eller som saae mig modtage Anmodninger og Penge dertil; og forøvrigt op- fordrer jeg Enhver til at modsige mig, der veed, at jeg har ud- deelt, bortgivet eller paa anden Maade havt at bestille med Billetterne end som omforklaret. Hvortil har da dette Angreb paa min Karakteer ført uden til at belyse, at jeg ikke er uhøflig eller utjenstfærdig, men at mine Fienders sandsløse Had intet forsmaaer af Bagvaskelse og Fordreielser, hvori de dog selv hilde sig uhjælpelige ind? I dette Øieblik erfarer jeg, at den nye Statsborger stiler en Opfordring til de Godtfolk, forsaavidt den Const. tjener dem som Organ, til at de skulle gjøre Rede for de Principer og Ten- denzer, der lede deres publicistiske Virksomhed. Og da jeg ved bemeldte Blads Begyndelse bekjendtgjorde deri, at jeg havde lovet at bistaae Red. med den politiske Artikel, hvoraf dog endnu intet har viist sig, og visse Folk dog deraf kunde forsøge at faae Folk til at troe, at jeg har nogen Deel i denne Opfor- dring, der forekommer mig ganske overflødig, saa benytter jeg ogsaa denne Leilighed til at bekjendtgjøre, at jeg forlængst har tilskrevet Redaktionen, at jeg ikke kunde levere hiin Artikel, og at jeg saaledes var udtraadt af ethvert Forhold til Bladet. Den 4de Februar 1838. Henr. Wergeland. SIDE: 381 Henrik Wergeland [REPLIKK OM CAMPBELLER-SLAGET] Morgenbladet 8. febr. 1838. Jeg troer at skylde saavel Hr. J. W. Schjelderup som mig at hidsætte her, at hans Benegtelse i Igaarsbladet af at have deel- taget i Pibningen før noget af angjældende Stykke var bleven givet, staaer saameget mere til Troende, som han har havt den Godhed at sige mig, at han endnu indtil Datum ikke har læst Stykket. Det Publikum, som han har meddeelt sin Dom derover, vil neppe finde dette Notabene ganske overflødigt. Hr. S. er ogsaa underrettet om, at jeg vilde tillade mig saaledes at be- nytte denne oplysende Omstændighed ved hans Domfældelse over Stykket. 7de Februar 1838. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TROPMARSCH (Indsendt.) Morgenbladet 11. mars 1838. (Mel.: Malebrok er død udi Krigen.) Au! au! au! skjøndt Ryggene svide, fremad, Trop, dog! frem til at stride! Lad mod nye mandige Værker dæmre freidigt frem vort Mod! Lyn, Øje, stolt og skjønt i Blaat og Sejersgrønt! Vi os Navn af Smagens Bersærker har erhvervet i vort Blod. Samles atter! Hvorfor fortvivle? Naadens Blik jo over os hvile? Selv jo Oldtids Kjæmper blev julte; derfor bar de Pelts paa Bag. Hvad om med lodden Ham vi al vor Brøst og Skam retsom de med Listighed skjulte hverengang vi gaae i Slag? SIDE: 382 Fremad! Vor "Nehemias" [fotnotemerke] os kalder, at vor Muur ei over os falder. Vi bag den skal Fienden trodse, pibe hele Verden ud. Den Gud, vi dyrke der, betænke skal Enhver. Vi i Landets Fedme skal fraadse. Stærk er Naadens gyldne Gud! Har vi ei Symbolet iværge; Dæmringsbogen, hvorpaa vi sværge, at i Nød som Gammen tilsammen hele Troppen holde skal? Held os, vor Frelse blev en babylonisk Grev! Vor Profet selv qvæder et Amen til hans Vivat i hans Hal. Frisk da op! I Modet er Seiren. Ei Forknythed herske i Leiren! Thi ihvad Ulykke end times, dækker Nella alting til. Med høitopstrakte Tre Hun seer hvad Folk ei see. Ei saa rapt paa Klokke kan kimes som Hun skrøner naar hu' vil. Vi en Nidstang, raske Kompaner, stikke op; den er da vort Banner. Tomme Dunker bruges som Tromme mellem Pibernes Musik. Fotnote: Dæmringspoeten sjunger i den Constitutionelle saa smaat og beskedent om at han spiller en Slags Nehemias, der opmuntrer sine slagne og forknytte Jøder til med Sværd ved Siden at opbygge sine Mure igjen, bag hvilke saa det gamle Leben skal begynde. SIDE: 383 Og Dæmringens Poet paa Skyds ei let blier Beet. Thi han har jo stedse sin Lomme fuld af Smuds af egen Fabrik. Saa vor Trop er rustet til Striden, til at tvinge Folket og Tiden. Holger Norske blandt sine Bersærker vader atter frem i Blod. Vore Øjne lyne skjønt i Blaat og Sejersgrønt. Thi mod nye mandige Værker dæmrer frem paany vort Mod. Dudelsack, Corpspiber. Henrik Wergeland TIL MINE FIENDER Morgenbladet 11. mars 1838. 1. Nellas Redaktion. Er denne Blære af min Daggert stungen? Nok, at den sprak, og ligger der nu sprungen. 2. F. Stang. Du har en Yndighed, Geniets Had! naar Kinden flammer som Tulipens Blad; en Storhed, naar i Pennens rappe Spoer giftsvulne Slanger mylrende sig snoer. Men ak, hvad ynkelig Figur du gjør, naar du er bleg og mat og Pennen stør, naar Styrke du kun i din Skjælven viser, og Pennens Træk kun er en Rad Betiser. 3. B. Dunker. Hvis det er sandt, at harmtændt Hu tidt bristende Talent erstatter, da elsker Ingen mig som Du, hvis Linjer skjænkte mig en Latter. SIDE: 384 Ditto. Er du en Sjel, som har saa fæl en Larve? Dit Had, som Gløden i sit hvide Skjæg, jo bærer Dødens Let og Syndens Farve . . -- Gaa! gjem dig bag en Væg! 4. J. Welhaven. Hvor gnaver det dig henne, Versopflikker? Har jeg en Krands, som dig i Øjet stikker? Du faaer den hele og en Draabe med af hvad du neppe har: min Sjelefred, hvis du vil gi'e min Hund den Bid, du skar ved Grevens Bord: dit Festriims Honorar. Ditto. Der er ei Maal og Maade i det Gnaal i dine Viser om Jetter og om Riser. Det er jo Dvergefantasi. Ditto. Rødøjet som en hvid Kanin nær blind sig stirrer sløv Kretin paa Alpens solbelyste Toppe. Han troer det Rødmende deroppe er Nellikers og Rosers Flor. De gule Striber, i hans Tanker, er Kaprifols og Guldregns Ranker, som ned fra Tind omkaps sig snoer. Men Skyen gaaer for Sol igjen, da graanes Alt til Klippe hen, og Ravnen, Luftens sorte Ridder, han veed, at han paa Mose sidder, at golden Fjeld Naturen gav saa tynde Lag af broget Lav, som denne falske Glands, hvormed du dækker Aandens Magerhed. SIDE: 385 6. Til dem Alle tilhobe. Ak, at mit Hjerte dog endnu skal slaae! at end for mig ei Byens Klokker gaae! Dog haab, at det, som slaaer kan blive stille, og det som staaer kan komme til at spille. Og glem ei, Haabet Bedste er og Største. Og -- det faaer være nok nu for det Første. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland NOTITZER OM LOFTHUUSSAGEN (Indsendt.) Morgenbladet 18. april 1838. Christian Jensen Lofthuus, den nedenæsiske Almues kjække, men ulykkelige Talsmand mod Datids Embedsmænds Under- trykkelse, fangedes af Capt. Hammer ved Forræderi i Lillesand 15de Marts 1787 og hensad udomfældt paa Agershuus til sin Dødsdag 13de Juni 1797. Denne Hammer blev til Løn for sin Daad General-Veimester i Bergensstift, og fik 1) en anseelig Gratifikation, 2) 200 Rdlr. aarligt Tillæg i Gagen og 3) Majors Charakteer. Hvilken Vigtighed Regjeringen tillagde denne Sag, og hvorledes den lønnede sine Creaturer sees endvidere af en Liste, Justitsraad N. Schytte har efterlagt sig, over "dem, som i Anledning af Chr. Lofthuus's Opløb ere blevne deels befordrede deels belønnede", nemlig, ifølge hans Inddeling i 5 Classer; I Classe til Stiftsbefalingsmænd og Amtmænd................ 8 II -- - Generalveimestere og dertil hørende.................. 6 III -- - Fogder og Sorenskrivere................................ 8 IV -- - Told-Officianter og didhenhørende................... 5 V -- - Andre Befordrede og Belønnede....................... 9 Tilsammen til Lofthuses Dødsdag 36 Dette var nu Følgerne for Embedsmænd og Andre udenfor Bondestanden; men hvilke vare de for denne? Alt blev som før, og dens Talsmand døde fjernt fra dem i Lænker, udømt ved Høiesteret, men dømt ved Commission af den danske Adels- mand, Stiftamtmand Moltke, den royalistiske Normand Confe- SIDE: 386 renzraad Colbjørnsen, Adelsmanden Assessor Sommerhjelm og Sorenskriver Aars, til Slaveri paa Livstid. Man bør haabe, at hans Landsmænd snart reise denne norske patriotiske Martyr et Minde, der kan overantvorde hans Had mod Undertrykkelse i Aar til Efterslægten. At han erkjendtes for en Martyr viser følgende Inskription, som fandtes en Morgen strax efter hans Begravelse, malet paa et rødt Bret sat paa Graven: "Gyseligt Minde efter Christian Lofthuus, som paatog sig at tale Fortrængtes Sag; men ulærd stødte an mod Lovene, smiddet i Lænke til en Klods og saaledes som Statsfange af Landet underholdt i 10 Aar, uden at nyde endelig Dom. Martyr! din frie Aand møde mange dine Lige, der leede fordi de vilde vel!" De Bevægelser, Lofthuus stod i Spidsen for, nævnes i et gam- melt Manuskript som det tredie Opløb i Nedenæs i Løbet af et Aarhundrede. Det første skede i 1688, det 2det 1752 og det Lofthusiske 1787. Saa stort var Trykket. Interessant og i mere end een Henseende nyttigt vilde det være om Alt vedkommende Lofthuus Sammenhængende blev udgivet. Det vilde være en passende 17de Maigave. Ellers tillader Inds. sig at henlede de historiske Samlingers Redaktions Opmærksomhed paa det pas- sende Bidrag, som en historisk Behandling heraf vilde udgjøre. Henrik Wergeland [MORGENBLADETS UTTALELSER OM HENRIK WERGELANDS POLITISKE VIRKSOMHET] Morgenbladet 26. april 1838. Selv dengang jeg disponerede over Statsborgeren, fegtede jeg med kortere Vaaben end Blade, der havde et saadant Publi- kum som den Constitutionelle (i den Tid man endnu haabede noget af dette Blad) og dens altid altfor ærbødige Tjener Mor- genbladet, med hvem jeg, paa det Blads Vegne, hvis Væsen jeg skulde soutinere, kunde af og til rage i Tvist. Nu, saagodtsom udenfor al journalistisk Virksomhed (en Rolighed, som forsødes mig betydeligen af mit Kjendskab til vore Redaktioners Person- SIDE: 387 lighed) seer jeg mit Navn den ene Gang efter den anden som et saagodtsom værnløst Maal for den uretfærdigste Behandling i bemeldte Blade. Den Constitutionelles rører mig mindst, men over Morgenbladets koldblodige Domfældelser over mit borger- lige Værd oprøres jeg, fordi de, med al deres affekterede For- nemhed, ere saa uretfærdige, som nogen af mine virkelige Fien- der kunde optænke dem. Og min Fiende er dog ikke Redaktøren af Morgenbladet; men han opoffrer mig den ene Gang efter den anden, fordi han troer dermed at stille en Deel af Publikum tilfreds, som han gjerne vil være iro for. Saaledes nu igjen idag; og nu brister min Taalmodighed over disse evindelige Forklei- nelser af min politiske Virksomhed, mod hvilke jeg herved pro- testerer saa meget tryggere, som jeg er vis paa, at selv Den, over hvem jeg nu nødes til at beklage mig, naar han vil være oprigtig, ikke vil kunne andet end agte mig som Normand og Menneske. Senere, naar jeg faaer Bladene fat, og hvis Plads indrømmes mig i Morgenbladet (i den Const. er der ikke at spørge derefter) et Ord til et Par Andre, som ligeledes ere gangne mig for nær. Den 25. April 1838. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL MORGENBLADET] Morgenbladet 28. april 1838. Jeg er atter nødt til at bidrage en Stump til at fylde disse jammerlige Aviser. Redaktionen af dette Blad har ikke kunnet yttre sig om mine Linjer igaar uden paany at begaae den mod mig oftere end mod Nogen begaaede Synd, at trænge ind paa min Personlighed, at paahefte min Karakteer en Lyde, som ikke hører den til. Hvad skal nemlig det til at Morgenbladets Redak- tion, ved et Stænk, hvorfor den vanskelig selv kan gjøre sig Rede, at faae sit talrige Publikum til at troe, at Henr. Werge- land er et ufredsommeligt Menneske? Og saa maa hver Den troe, som læser Morgenbladet, som staaer i den Formening at dets Redaktør kjender mig, og som selv ikke kjender mig. Det er paa det nærmeste min hele Nation. Men i denne Sag appel- lerer jeg til Enhver, som i nogen Maade er kommen i Berørelse med mig. Disse kunne vidne og de ville fritage mig for en Lyde, SIDE: 388 som jeg ligesaalidt fortjener fordi jeg paa Andres, saavelsom paa egne Vegne, ligger i Proces med Prokurator Praëm, som Peer eller Paul fortjene at hedde Ildgjerningsmænd fordi de engang have været med paa Ulvejagt. Den 27de April 1838. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland For Menigmand No. 10, 17. mai 1838 ALMUESTALSMANDEN KRISTIAN JENSEN LOFTHUUS'S MINDE Det er min Hensigt, netop paa denne Dag, da vort Folk feirer sin Befrielse fra fremmed Undertrykkelse, at vække Mindet om en Mand, en norsk Bonde, der leed og døde i Fængsel som et Offer derfor. Det er snart et halvt Aarhundrede siden, men des retfærdigere er det, ikke længer at opsætte med at yde hans Fortjenester den Erkjendelse, som vil være den eneste Løn, han erholder af sit Fædreneland. Han talte sine undertrykte Lands- mænds Sag for Thronen, Han lærte dem at forene deres Kræfter til et retfærdigt Formaal, og Verden, at Normændene, ihvor SIDE: 389 overbærende med sine Konger og blinde for deres politiske For- urettelser mod Stedbroderlandet, dog ikke taalte personlig Tryk og Embedsmænds vilkaarlige Udsugelser. Han gjorde saaledes alt Sit til at redde en vigtig Deel af Nationalæren, og har derfor historisk Betydenhed; han udsatte sig modigen for de Magt- havendes Forfølgelser, og da han bukkede under derfor og vir- kelig leed i et langvarigt Fængsel og døde for denne Idræts Skyld, saa staaer i Ham for vore Øine en Person af det Slags Fortjenester, som et Folk aldrig pleier at glemme, men som meget ofte heller ikke erholder nogen anden Belønning end Erindringens efter Døden. Der ligger i denne kummerlige Er- statning for et uegennyttigen opoffret Liv en Bevæggrund, som virker kraftig i visse, derfor ikke mindre agtværdige, Gemytter til at udmærke sig ved Anstrengelser og Opoffrelser for det almindelige Bedste. Og derfor er det ligesaa vist ikke klogt at vise nogen Ligegyldighed for et fortjent, dyrt erhvervet Efter- mæle, som det er Synd at berøve Martyrens Aand saa skyldløs en Glæde. Vort Folk har desuden, med al sin naturlige, fra Fædrene nedarvede Frihedsfølelse og Had mod Undertrykkelse, i den lange Tid, det dog, især i politisk Henseende, maatte lide en saadan, saa faae Navne at nævne paa Personer, der viste nogen kraftig Modstandsaand, at ethvert, som i denne Hen- seende kan fortjene nogen Plads i dets historiske Minder, maa tilkjendes en ligesaa hæderlig som hvilketsomhelst andet, hvortil krigersk Berømmelse eller nogen anden velhævdet Fædrenedyd har fæstet sig. Derfor leve Kristian Jensen Lofthuus! Thi han var en saadan Normand. Han leve i sine Landsmænds Erindring fra denne Stund af, da vi med Glæden over vort Folks Frigjørelse ved sig selv opildne Hadet mod al Undertrykkelse for at gjøre den umulig! Dette er Dagens Betydning og Aand, dens Retmæssig- hed, dens Uskyldighed og Storhed. Paa den ville vi erindre en Normand, som fortjente at leve i vore Dage, mens han var Fædrelandet mere nyttig i dets ulykkeligere. Det i forrige Tider saakaldte Nedenæs Lehn, en ret godt be- folket Kyststrækning fra Grændserne af Agershuus Stift og ned mod Byen Kristiansand, i Kristiansands Stift, lader til under SIDE: 390 Dansketiden at have været mere hjemsøgt af udsugende Em- bedsmænd end andre Landets Distrikter, som ellers dog havde nok for sig af denne ulidelige og uværdige Plage. Mens mange andre Folk, lige til det Alleryderste, tro saadant i sin Orden, føler nok Normanden med aaben Forbittrelse det Uretfærdige, men hans Afsondrethed paa de eensomme Gaarde vanskelig- gjør Foreninger, hvori under saadanne Omstændigheder den Enkelte som Alle kun har Frelse at vente. Imidlertid opviser Nedenæs det hæderlige Exempel, at dette Distrikts Almuer flere- gange have holdt sammen i at byde Smaatyrannerne Modstand og i at klage lydeligen for Kongen, som dengang skulde være Alt, og af hvem de ogsaa med en national, altfor stor, Godtroen- hed ventede alt hvad Ret skulde være, men dog fik saa lidet. I Løbet af eet Aarhundrede fandt saaledes tre Bevægelser Sted imellem Almuen, hvoraf den sidste er den, som her skal berøres. At den skede eller maatte skee, viser kun, at de foregaaende ikke have været kraftige nok. I 1786 havde verdslige og geistlige Embedsmænds Vilkaarlig- heder og Udsugelser i Nedenæs, Raabygdelaget og andre til- grændsende Fjelddistrikter vakt en høi Grad af Forbittrelse mellem de lidende Almuer. Den unge Bonde Kristian Jensen, som, fordi han havde opført sig godt fra sit Tidligste af, ved Gave var bleven Ejer af Gaarden Lofthuus i Vestre Moland, og som Jordbruger var bleven hædret med Videnskabernes Selskabs første Præmie drog pludselig, paa sine Sambygdingers Opfordring, ned til Kjøbenhavn, hvor han forebragte Kronprind- sen, den nuværende Konge, hvad Almuerne havde at klage over. Og det var ikke alene over forskjellige Embedsmænd, over ulov- lige Sportuleringer, eller Klager af den Art, som heller ikke ere ubekjendte i vore Dage, men ogsaa over en Handelsundertryk- kelse, som Kjøbmændene i de Byer, der skulle forsyne Fjeld- distrikterne med Nødvendighedsvarer, især Korn, øvede mod disse Egnes Beboere ved bestandig at holde dem i Gjeld, og vilkaarligen at fastsætte Priserne ved deres Tuskhandel. Kron- prindsen bød Lofthuus at fremkomme med skrivtlig Klage, for at man derefter kunde anstille Undersøgelser. Lofthuus saae saaledes sit Hverv udvidet. Han blev et Slags Midler imellem Folket og den kongelige Autoritet, for hvem han nu havde at SIDE: 391 ordne dets Klager. Han troede at burde gjøre dette saa fuld- stændigt som muligt. Han opsøgte dem. Almuesmanden strøm- mede til ham. Dette gjorde ham endnu mere forhadt af Em- bedsmændene end selv hans første Foretagende. Almuerne søgte at beskytte ham, og for sin Sikkerheds Skyld maatte han lade sig ledsage af Bevæbnede. Den civile Øvrighed fra Thingste- derne og Præsterne fra Prækestolene advarede forgjæves mod denne Almuens Talsmand, der fortfoer med at samle de Klager og Beviser, han skulde fremlægge. Samlinger af nogle 100 Almuesmænd fandt af og til Sted. Det forøgede kun Embeds- mændenes Forbittrelse, som gav sig Luft i taabelige Bagvaskel- ser om hans Person og Opdigtelser om at han drev Rænker med Sverrig, hensigtende til at overantvorde det Overherredømmet over Norge, hvor han selv da skulde faae Regjeringen over en Deel. Tilthinge forlangte Almuen, anført af to Bønder, efter -- som En beretter -- "med stille Ærbødighed at have anhørt Stiftamtmandens Tiltale, i al Rolighed intet uden Pas for Loft- huus og dem af Almuen, der skulde følge ham, for i Kjøbenhavn at andrage deres Klager for Thronen." Paa Spørgsmaalet hvori disse bestode, bleve de opgivne, hvorpaa Passer paa Lofthuus's eget Forlangende tilthinge bleve udfærdigede. I Helsingborg berettes ham et Rygte om, at Kongen havde bifaldt hans Paa- gribelse, hvorpaa han fra bemeldte svenske By søgte og erholdt et Leidebrev, som han dog af rimelig Mistro ikke torde betjene sig af. Man forsøgte nu paa al Viis at faae ham fanget, men de troe Bønder vogtede ham, og Ti af de Anseeligste sendte Kaution for hans Tilstedeblivelse til en Undersøgelseskommis- sion, som imidlertid var bleven nedsat. For denne indstillede Lofthuus, i Kraft af sit Leidebrev, sig personlig; og den fandt saameget grundet i hans Besværinger paa Almuens Vegne, at den ikke kunde undlade at bevirke to Sorenskrivere suspen- derede. Men saasnart Leidebrevet var udløbet, søgte Kommis- sionen at faae Lofthuus paagreben ved List; thi Almuerne, hvis raskeste Mænd havde svoret at lade sit Liv for ham, bevogtede ham for vel hvor han befandt sig til at det saa let kunde skee ved Magt. Med priisværdig Troskab vare de ikke at bevæge til at udlevere ham uden de fik Kongens egen Befaling at see. Men omsider lykkedes det en Kapitain Hammer, hvis Sinds- SIDE: 392 usselhed ligger for Dagen i den Rapport han indgav over sin vellykkede Streg, og en Lehnsmand at føre hans Livvagt bag Lyset og at overrumple ham i et venskabeligt Besøg hos en Nabo. De styrtede pludselig over ham, overvældede ham, kastede ham bunden i en Baad, og jog ad Frederiksværn til. Stærk Medbør begunstigede dem, saa de forgjæves bleve forfulgte af To af hans Vagt, der ufortøvet satte efter, medens de andre To ilede om forkyndende Almuen dette Sorgensbudskab. Ligesaa forgjæves forsøgte Flere at indhente ham; thi allerede Dagen derefter førtes han paa en bevæbnet Kanonbaad til Drøbak, og, da det ikke gik hurtigt nok, derfra under stærk Bedækning til Agershuus. Kapitainen og Lehnsmanden, for hvem det ikke var eller blev raadeligt at komme hjem igjen, ilede sporenstregs til Kjøbenhavn for at rapportere og høste Lønnen for deres Bedrivt. Denne udeblev heller ikke, idetmindste ikke for Kapi- tainen, som baade erholdt Penge og Befordring. Det samme blev Tilfælde med flere Embedsmænd, som forstode at udmærke sig paa en behagelig Maade under Sagen. Almuen fængslede i sin første Forbittrelse Fogden som Gidsel for Lofthuus, samt endeel Personer, der vare med ved hans Paagribelse, sendte kaarne Mænd til Stiftamtmanden for at see Kongens Befaling til hans Paagribelse, og tilbød fremdeles Borgen for hans Tilstedeblivelse og hvad Følger, der kunde flyde af hans Løsladelse. De vold- somme Sindsbevægelser, som hos mangen, ellers ikke saa let rørt, Bonde, gav sig Luft i Taarer over Tabet af deres Helt, dulmedes noget, da hans "alvorlige Formaning" kom til dem fra Frederiksværn, "ikke at fordærve hans og deres fælles Sag, og gjøre sig ved noget voldsomt Foretagende strafskyldige, men at forholde sig sædeligen og i Roe." Almuen var ogsaa altid ubevæbnet mens den holdt Fogden fangen som Gidsel, fordi de uden at faae Svar havde søgt Underretning hos ham, om Loft- huus skulde fængsles, og fordi han ikke kunde fremvise nogen lovmæssig Hjemmel for Paagribelsen. Dens Adfærd mod ham var ogsaa forøvrigt saadan, at da han befriedes af militær Magt, frabad han sig dens men modtog Almuens, Beskyttelse til sin Gaard. Han stod paa for god Fod med Almuen til ikke at vide, hvad han ogsaa erklærede, at den kun var gaaen til den Yder- lighed imod ham, fordi han var den eneste Embedsmand, der SIDE: 393 var Folket vedhaanden til at være en Borgen for Lofthuus, "som de havde lovet og skyldte Beskyttelse mod Enhver, der uden Kongens Befaling antastede ham." En kongelig Plakat oplyste dem imidlertid om at Foretagendet mod Lofthuus havde Kon- gens Bifald, om det end ikke var skeet paa hans Befaling. Almuen indleverede siden en Fremstilling af Tingenes Sammen- hæng, hvori den beder om Tilgivelse for sin Adfærd mod Fog- den, retfærdiggjør Lofthuus og ansøger om hans Frigivelse indtil han var søgt og dømt, da de samtlige tilbøde sig at være ansvar- lige for hans Tilstedeblivelse. Men sin Frihed fik han ikke før Døden. Dømt af en i Kri- stiania nedsat Kommission til Slaveri paa Livstid, hensad han udømt af Høiesteret som Statsfange paa Agershuus over 10 Aar til 14de Juni 1797, da man endelig løste Lænken af hans afsjelede Legeme. Sporet af hans Grav i Forbrydernes Hjørne paa Kristkirkegaard er forsvundet; men ligesom han i sit Fæng- sel erholdt flere Beviser paa at der fandtes Medborgere, som erkjendte ham for hvad han var, saa vidnede ogsaa herom baade en Indskrivt, som hemmeligen sattes paa hans Grav, og som endte med Tilraabet: "Martyr! Din frie Aand møde mange Dine Lige, der lede fordi de vilde vel!" og følgende Eftermæle, som, under Beskyttelse af Datids endnu uindskrænkede Trykke- frihed, sattes ham i Byens Ugeblad: "Kristian Jensen Lofthuus. Saa har da Fængsel gjort Ende paa dit daadfulde Liv! Saa skal du ikke mere see dit Landsted, som du med saa megen Flid opdyrkede! Ti sekellange Aars Indspærring uden Dom- fældelse, mangeslags deraf flydende sammenhobet Kummer maatte omsider overmande dette kjæmpestærke Legeme. Din Aands Kjækhed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den dig aldrig. Du døde, som du havde levet, en sand Patriot. Fred med dit Minde! Maaskee skulde disse Sandheds- ord ei været talte? Dig sættes vist ingen Bautasteen; men trøst dig ved Romerens: "den, som ingen Urne har, bedækkes af Himlen." Jo, der bør sættes ham en Bautasteen, et Minde, mere varigt i hans Folks Sjele end selv disse Mærker om Fædrenes Omhu SIDE: 394 for sine hæderlige Navne ere det langs vore Strande og inde i vore Dale. Det er en Sløvhed, at der ikke forlængst i de Egne, han virkede og leed for, er reist ham en virkelig Bauta, der kunde fortælle hans Navn imellem Sønnerne af de Fædre, hvis Sag han offrede sig for, og overantvorde dem hans fyrige Had mod al Undertrykkelse. Men den Normands Navn, der i en saa udmærket Grad har lagt for Dagen denne Dyd, som ingen ædel Natur kan undvære, og hvorfor Normændene have et godt Ord, bør leve i hele Folkets Erindring. [Her følger diktet "Den hedeste Flamme i Nordmandens Indre", trykt I bd. 2, s. 241 ff.] Henrik Wergeland BRUDSTYKKE AF ET BREV (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 26. okt. og Fædrelandsvennen 28. okt. 1838. --   -- Valgene tiltrække sig her almindelig Opmærksomhed ved enkelte Navne, som have hamlet op til et større Antal Stem- mer, end man skulde troe, endog med tilbørlig Betragtning af Borgerskabets bekjendte mageløse Godmodighed, af Departe- mentsstemmernes Conformitet, af Aanden i det nuværende saa- kaldte Norske Selskab, og af visse andre mere enkeltinfluerende Potentzer. Mellem hine Navne deler du vist Forbauselsen over Stiftamtmand Petersens med Enhver, der endnu ikke ganske har trukket Nathuen ned over baade Øine og Øren. Snille Folk! overmaade snille, ikke snilde, men godmodige, fromme, godtro- ende Folk, der ikke have lang Hukommelse! Imidlertid frygter jeg ikke for, at Han skal bidrage Noget til, at ikke vore fire Forrige, uden mindste Nyrekrutering, blive valgte. I saa Hense- ende er der en liden hvid Juste-milieu, som man synes at vælge alene fordi han tilbyder sig nær ved Haanden i Alphabetet, ved hvem der er større Betænkelighed, saasom han, endog før sit Valg, har erklæret ikke at ville vælge paa den Repræsentant, der udmærkede sig saa ved sit strenge økonomiske System. Petersen derimod vil upaatvivleligen føle, at han skylder sine Vælgere den Erkjendtlighed for sit uforskyldte Valg, for denne extraordinaire Artighed, at gaae Fleerhedens Ønske imøde i sit Valg. Men jeg venter ogsaa ganske vist, at han vil faae SIDE: 395 Stemmer til Storthingsmand. Næst Baron Wedel er der for Tiden neppe nogen populærere Mand end Rigsretsdefensoren, der tog Storthing og Folk saa dygtigt i Skole, og følte saa inder- ligen personlig dettes sjunkne og opløste Tilstand. Regjeringsadvocat Stang synes ogsaa at skulle blive Valg- mand; og det er vist et høist politisk Valg af dem, som ville have vore fire forrige Repræsentanter i Veien igjen. Han er især bleven Publicum bekjendt som en af Anførerne for Piberne i Campbellerslaget. De gode Borgermænd fik sig formodentlig en Kop Thee med guul Fløde i ovenpaa Ærgrelsen at gaae tabt af en Theateraften, og at see sine og Koners og Børns Liv i Fare, og saa tænkte de nok: det maa være en desperat Ultra, som tør gjøre sligt paa Kongens høie Navnedag, og Dagen efter gaae i Høiesteret. Paa Valglisten træffer denne Helt imidlertid noksaa fredelig sammen med en Mand, af hvem han den Aften gjerne under Massakren kunde faaet en banket Trøie eller en Dank i Snuden. Det er Herr Garvermester (for vor Skrøbelig- heds Skyld almindelig benævnt Major) Ytteborg, Ridder af den kongl. svenske Vasaorden, der hiin Aften ikke var at spøge med for Spektakelmagerne. Dette Valg er ultrademokratiskt med Hensyn til Kundskaber. Men nu kunde det være paatide, at man søgte Demokrater med saamange Kundskaber som muligt. Thi ellers -- og det er min alvorlige Mening -- gaaer Norge, Grundlov og Nationalitet under, og kun vore illiberale, egoisti- ske, upatriotiske Genier svømme ovenpaa. Din o. s. v. P. S. Rigsretsdefensuren, Theaterslaget og den forlangte Nat- hue skal jeg sende dig med første Leilighed. Henrik Wergeland OFFENTLIGHED! OFFENTLIGHED! (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 27. okt. 1838. Paa det nær, at et Navn er klinet opimellem de forrige Repræsentanter i Spidsen af Valgmændslisten, troer Indsen- deren at man i det Hele kan være ret tilfreds med denne. I høi Grad vilde det være ønskeligt, om DHrr. Valgmænd vilde offentliggjøre sine Stemmesedler. Communen vilde da have en SIDE: 396 Rettesnor for sin fremtidige Tillid, især efter et Valg som fore- staaende, hvortil det Kald, dens Fleerhed vilde afgive, ikke er tvivlsomt. Denne fordrer upaatvivlelig ogsaa særdeles opmærk- somt Hensyn til Suppleantvalget dennegang, da der gaaer Rygte om, at Een af de Forønskede nok turde frasige sig Valget, naar det faldt paa ham. Første Suppleant bør altsaa ingenlunde være en Prøveklud ligesaalidt som Nogen af upopulære Principer eller som ikke i alle Henseender skulde værdigen kunne repræsentere Hovedstaden. Henrik Wergeland [REPLIKK OM WERGELANDS ANONYME ARTIKKEL I INTELLIGENSSEDDELEN] Christiania Intelligentssedler 30. okt. 1838. Da den beredvillige Indsender i Intelligentsseddelen for idag har Ret i at jeg giver Avisskriveriet en god Dag maa saavel Han som hans Herre "Majoren" holde mig undskyldt, om jeg tager ham paa Ordet og altsaa ikke uleiliger mig videre med at stille en impertinent Nysgjerrighed tilfreds. 29de October Henr. Wergeland Henrik Wergeland OM ANONYMITETSKRÆNKELSER (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 1. nov. 1838. Allerede før det sidste skidne Exempel paa at krænke Ano- nymiteten, nemlig, som antydedes, "Majorens" beredvillige Tje- ners lave Angreb paa navngiven Mand som formeentlig Forfatter af en, af enhver patriotisksindet Borger vistnok underskreven, Opsats, betræffende Valget af Valgmænd her i Hovedstaden, havde foregaaende Presseforseelser af lignende Slags gjort sig fortjent til Paatale. At Anonymiteten ikke respecteres, men krænkes af enhver saaret Forfængelighed, er et Uvæsen, som skader Pressens Anseelse og Frihed, ophæver Lysten til Med- delelse og frisindet Paatale og prostituerer os som et Folk, der ikke har begreb om Trykkefrihed. Og det hænder oftere hos Os end hvorsomhelst ellers, hvor man skjønner sig bedre paa Pressens Fordringer, og udgjør et af de Træk, hvormed man kan SIDE: 397 begrunde en Anke over dennes Raahed og lave Standpunct. Selv Redactioner, der have paataget sig at afgive Mønstret for hvor- dan saadanne skulle være, have uden Sky tilladt sig voldsomme Brud paa Anonymiteten, Trykkefrihedens Palladium. Men det vil aldrig ophøre, men oftere øves, dersom man i mindste Maade tager Notice af en Uforskammethed, som det er Synd at hjælpe til sit Maal. Dette har nu vel ikke ovenantydede Angrebne gjort, men det er dog Indsenderens Mening, at aldeles Taushed havde været det bedste Svar, og at den altid bør anvendes i lignende Tilfælde. Den er jo Foragtens Svar, og bedre fortjener ikke en brutal Nysgjerrighed. Det skulde ret være herligt, om Publicum vantes til anonyme Angivelser, falske eller sande, om hvem der var Forfatter til det eller dette anonyme Stykke i en Avis. Vækker et saadant nogen Opsigt, da nævnes som Forfatter snart En snart Flere, men alle med lige Forsikkringer om Paalidelig- hed, -- er det en politisk Discussion, da stødes det ene Parti, og strax er man ude paa Gjetning, og Fingrene kløe efter at nævne i Aviserne En som Forfatter, ialmindelighed paa den skumlende Maade, at man venskabelig underretter ham om, at saa siger Folk, og at man lige venskabelig opfordrer den Denun- cerede til at fralægge sig det. Men hvad er nu dette ikke for en ny Uteerlighedskloak, der aabnes mod ethvert Navn, som det behager En at trække frem? Selv om man ikke kunde være tjent med at hedde Forfatter til en Artikel, om det endog vilde være en Forbrydelse at være dette, og om man var noksaa uskyldig, har man intet Værn mod denne Maade at injuriere paa. Det skulde da ialfald være det ligesaa umoralske, at spore op eller kaste sin Mistanke paa En som Ophav til Opfordringen, og saa avertere: "nei, jeg har hørt, at De min Hr. N. N., som -- i Parenthesis sagt -- ganske vist har skrevet Opfordringen til mig, skal være Forfatter til omhandlede Artikel, og derfor opfordres De venskabeligen til at fralægge Dem samme. Hvis ikke, er De Forfatter." N. N. kunde nu transportere Forfatter- skabet paa en Tredie ogsaavidere indtil man endelig traf eller ikke. Paa den Maade kunde man omsider faae "Major" Ytte- borg selv pr. Transport opgivet som Forfatter, uagtet dette ikke ligger inden Mulighedens Verden, men han bestandig skriver ved Andre. SIDE: 398 Under et saadant Frækhedssystem i at forske efter og paa- dutte En offentligen Forfatterskabet, maa jo al Pressefrihed gaae tilgrunde, og saavel Den, som en saadan Angivelse rammer, som Publicum faaer en Mistanke til Redactionernes Taushed, som ogsaa bidrager til at undergrave deres personlige Anseelse og Pressens Kraft. Det er derfor baade i Redactionernes og Publicisternes, i det Almindeliges som i Enkeltmands Interesse, at Brud paa Anonymiteten, af Natur som omhandlet, ingensinde finder Sted. Begaaes en saadan Raahed, da vil Taushed gjøre den uvirksom mellem et Publicum, der forstaaer sig nok paa Trykkefrihed til at betragte en saadan Udskejelse med almin- deligt Mishag og som Nul og Nichts at reflectere paa. Henrik Wergeland FORELØBIG BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 25. nov. 1838. Det er min Hensigt, saafremt en Subskription yder tilstræk- kelig Understøttelse dertil, at foranstalte Hvad jeg hidtil har forfattet saaledes, i Beraad med competente Mænd, formet og udgivet, som jeg ønsker det overantvordet Fædrelandets Litera- tur. Nogle inden dennes Omraade anseede Landsmænds Op- muntring til at samle Hvad jeg i en Deel Aar har spredt om mig af forskjelligartede, især lyriske Poesier, saavelsom Hensyn til egen og Andres Kritik, giver denne vidtløftigere Plan sit Tilvær. Lader det sig tænke, at noget Saadant engang dog vilde skee, vilde Forfatterens eget Øje og nærmere Adgang til Pressen ikke agtes overflødige. Derfor -- Haanden paa Værket eller dog paa Forsøget! Uagtet jeg ikke betragter dette som noget økonomiskt Anlig- gende, maa jeg dog forud erklære, at det kun kan gaae for sig ved en betydeligere Subskription end ellers almindeligviis er Tilfældet hos Os, naar Spørgsmaalet er om blot æsthetiske Arbeider. Og den Henvendelse til mine Landsmænd, jeg nu foretager mig, er saameget misligere med Hensyn til sit Udfald, som jeg ikke venter andet end at see det lagt Hindringer ivejen fra mange Kanter, og som jeg ikke kan give dem, der ville fremme det, andet Overslag over hvad det vil koste, end at Prisen pr. Ark ikke skal overskride den almindelige. Hvor- SIDE: 399 mange Ark den hele Udgave vil komme til at omfatte, kan jeg heller ikke nu bestemme, og det lader sig ogsaa vanskelig gjøre med nogen Vished ved et Arbeide af denne Beskaffenhed før man er langt inde i det, og seer Enden. Det religiøse Poem "Skabelsen, Mennesket og Messias" vil saaledes undergaae en Behandling, der sandsynligviis ogsaa betræffende Omfanget vil gjøre det tilgjængeligere; og af Andet, da vil Adskilligt ikke blive simpelthen at optage. Jeg sender da ogsaa denne Be- kjendtgjørelse kun foreløbigen ud, forat erfare af den Modta- gelse, den har mødt rundtom i Landet, om det er værd, at jeg hefter mine Tanker videre paa dette Forehavende. Landsmænd, som personligen interessere sig derfor, ville maaskee have den Godhed, fra sine Egne at meddele mig i saa Henseende nogen Underretning eller rettere Veiledning; thi jeg føler for vel, at det Arbeide, at gjennemlæse -- der er endda nogen Interesse ved at det maa skee kritisk -- Alt hvad man selv har skrevet, trænger til en varmere Modtagelse fra mangen Haand, end den man kan tælle sig til i udfyldte Subskriptionsplaner. Disse komme Forlæggeren ved -- en Bistand jeg ogsaa maatte have, og som jeg ikke vil mangle, naar Foretagendet møder Bifald i sin Idee, og saaledes ogsaa tegner sig godt for ham. Min skal Glæden og Æren være, om jeg kan siges indtil dette Punkt i mit Liv at have givet mit Fædrelands Literatur Noget, som fortjener at opbevares. -- Jeg har tænkt først at levere de lyriske og mindre Digte samlede i eet Bind, stor Format, Ska- belsen, Mennesket og Messias i det andet, Siful Sifaddas Farcer, Satirer og andet dermed Eensartet i det tredie, og de Dramaer, jeg hidtil har forfattet, i et fjerde, sluttende sig i Format til Hvad, der senere i samme Digtart maatte komme fra min Haand. Senere Lyrik vil med samme Lethed i Tiden kunne lade sig slutte til det Hele, der lader sig udføre efter denne Plan i Løbet af et Par Aar. I Tilfælde af nogen nærmere Indbydelse, vil deri blive at bestemme, om Arbeiderne skulle udkomme hefte- viis, som nu er meget i Brug, samt hvorvidt Subskriptionen er forbindende for det Hele eller enkelte Bind, der ogsaa hver for sig udgjøre noget Afsluttet. Grønlien ved Opslo i Novbr. 1838. Henr. Wergeland. SIDE: 400 Henrik Wergeland [OM DEN UNDERSTØTTELSE WERGELAND FIKK AV KONGENS PRIVATKASSE] Morgenbladet 12. april 1839. Saavel Form som Indhold af den inkompetente Opfordring til mig i Morgenbladet af 10de dennes skulde afholde mig fra at tage nogensomhelst Notice deraf, dersom den ikke forøvrigt var egnet til at gjøre Publikum, forsaavidt det virkelig for Tiden skulde være sysselsat med et saa uvigtigt Rygte som ommeldt, usikkert i sin Dom over et Forhold, som ikke trænger til dets Overbærelse eller nogen anden Benefice end Sandheden. Re- daktørens besynderlige Adfærd, vel forud personlig at indhente bedre Underretning, men ikke at ledsage Opfordringen dermed, naar denne desuagtet endelig skulde ind, lader mig, i Forbin- delse med Retningen i denne, rimeligen slutte, at det angivne Rygte var bestemt til at overlades sin egen fri Fart og vilde Vegetation. Under saa mislig Veiledning bliver det Pligt imod den Deel af Publikum, som det er om Sandhed at gjøre, naar dets Opmærksomhed engang er fremkaldt for en Sag, at afgive et Svar af lignende Indhold, som jeg meddeelte Redaktøren med en Artighed, jeg nu mærker var overflødig, saasom jeg ikke kunde troe, at han, ifølge sin offentlige Stilling og Udrustning med Opfordringen, alene spurgte sig for af privat Nysgjerrighed, men forat kunne hjælpe paa den offentlige. Hjalp nu ikke jeg, saa var denne forgjæves irriteret, som den nu er bleven; thi det vilde tage sig ilde ud, og nytte lidet, om en Redaktionsartikel viste sig en Tid efter af omtrent saadant Indhold: "Siden W. ikke svarer paa en Opfordring i vort Blad av 10de dennes, og denne dog kan have givet Anledning til Rygter i det større Publikum" (hvilket ved Hjælp af visse svenske Tidender upaa- tvivlelig ogsaa vil skee) "troer Redaktionen at burde erklære, at den forud personlig havde indhentet Oplysninger, som, om den havde meddeelt disse jevnsides den ubesvarede Opfordring, vilde befriet ham fra een Lidelse og Verden fra en heel Deel Løgne mindre. Hony soit qui mal y pense! Men (og saa er jeg vis paa, Redaktionen vilde ende) den Profit, som kom seent er o. s. v." SIDE: 401 Mit Svar er: Jeg har tilforn, og tildeels med Opofrelse ikke blot af Tid, udgivet endeel Almueskrivter, hvis ikke afsluttede Række det altid har været min Agt at fortsætte, naar jeg kunde faae friere Hænder og fæste Hu til at virke i geistlig Retning. Hs. M. Kongen, hvis særegne Opmærksomhed for Almueoplysnings- værket vel er ligesaa erkjendt som hans Hjælpsomhed imod Behovet, har heller ikke unddraget mig hverken den ene eller den anden, og havt den særdeles Godhed for mig, at tilstaae mig den angivne Sum hverken som "Pension, Løn eller Gave," men som Understøttelse, eller Honorar, om man vil, i et Par Aar til at fortsætte hiin Virksomhed, og opført med udtrykkeligt Tilkjendegivende herom under Conto for "literære Arbeider". Jeg agter ogsaa at benytte denne til et saa almeennyttigt Øje- med bestemte Hjælp, og at løse denne Forpligtelse, men ingen af Pligtens eller Erkjendtlighedens Baand. Med denne Erklæring troer jeg Enhver, som ikke maatte nære desstørre Interesse for min private Økonomi, eller være i Be- siddelse af en endnu mere extraordinær Kontrol med Hans Majestæts private Kasse, kan være fornøjet indtil jeg maatte vise mig enten svigfuld eller utaknemmelig. Henrik Wergeland. Henrik Wergeland KONTRABILLEDER FRA CHRISTIANIA (Indsendt.) Morgenbladet 23. aug. 1839. Regnveir. Fredag den ottende dennes Regned det her i Staden. Skræddermadamen og hendes Datter spadsered paa Gaden. Sønnen vandred ved Siden Klagede over sin Støvle; Sagde den var for liden, Lise forbød ham at vrøvle. SIDE: 402 Nu begyndte for Alvor Regnen at strømme i Byen, Moder og Lise samt Halvor Ængstelig saae mod Skyen. Draaberne vare først fine Dernæst mere storslagne, Lises og Mutters Mine Viste de vare bedragne Af den lyseblaae Himmel Som det nys havde været Og af den store Vrimmel Som vilde og havde spadseret. Lises og Mutters Hjerter Banked som varme Plader. Regnen faldt som Ærter Ned paa de brolagte Gader. Nu det regnede dygtig, Regnede heel standhaftig, Regnen var først lidt flygtig Dernæst lidt mere kraftig. Kritici aabnede Munden, Tungen ud de strakte, Vilde vide i Grunden, Hvorledes Regnen smagte. Regnen, som havde varet Henimod tyve Minutter, Standsed og Himlen klared, "Nu har vi godt Veir" sa'e Mutter. SIDE: 403 Henrik Wergeland P. J. COLLETTS "BILLEDER" I DEN CONSTITUTIONELLE (Indsendt.) Morgenbladet 1. sept. 1839. Saa dette er Normalen Poemer comme il faut? Kritikeren fløi galen; Poeten til Kastalen -- Gud hjælpe os! maa gaae! Henrik Wergeland [KRITIKK AV EN PROLOG PÅ TEATRET] (Indsendt.) Chria. Intelligentssedler 5. sept. 1839. Theaterforestillingerne begyndte igaar med -- -- hvilket Nyt eller Godt? Jo med -- Recensenten og Dyret! Dette forud- sætter sandelig meer end dyrisk Taalmodighed hos Publicum, og fortjener at recenseres. Og dette gamle og slette Tractemente skulde høitideliggjøres med en Prolog, hvori man nok engang faaer Visen at høre om Sommerens Forsvinden og Vinterens Komme, imod hvis Rædsler de kjære Fremmede -- som ved samme Leilighed faae meldt sin Tilbagekomst mellem os en famille -- ville værne os bedst inden Kunstens Hal og Hygge! Men naar Directionen ikke havde noget Bedre at byde, saa er dette at betage Prologvæsenet al Betydning og Værd, og strider directe mod den Horatsiske Regel, at man ikke skal sætte et Løvehoved til en Abesvands. Den 3die September 1839. Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLE NO. 249 Morgenbladet 21. sept. 1839. Tilvisse et Capel der er, jeg gad anføre: det Chor Troppister, som fornøjer Nellas Øre -- det Chor, hvori saa svagt og ynkeligt og fiint som en Sirrisses Sang man hører Colletts Qvint, SIDE: 404 mens Bas til slig Musik [fotnotemerke] Konow i Skarnet grynter, forbandende det Land, hvor dette selv for tyndt er. -- Det Instrument, jeg selv mig valgte, blev en stiv forsvarlig Hasselkjep; da skulde -- det er svoret! -- jeg nok faae Lystighed prestissimo i Choret, ja selv i Ebbels Vid, det hæse, Lyd og Liv. Braase. Henrik Wergeland SOLØER (Indsendt.) Morgenbladet 22. sept. 1839. Det arme Soløer! ak forgaaer! Før blødte det af Ærens Saar, og fandt en Vellyst i at bløde. Nu iglesættes det tildøde. Men allerede nu man flaaer det Liv, som endnu dog kanhænde. kan hale ud sin stille Ende til engang udi næste Aar. Henrik Wergeland SOLØERS NABOER (Indsendt.) Morgenbladet 27. sept. 1839. Østerdalen. Mørkbrynte, høje Østerdal sig løfter op ved Soløers Qval; men synker mumlende tilbage: "hver har sit eget Kors at drage." Wärmland. Flittige Wärmland, som har glemt, at Vinger kunde tordne slemt, og at det er paa Klippens Top af Kalk og Stene muret op, Fotnote: Libertineren. SIDE: 405 seer fjernt den hvide Borg, og tænker, at det er Soløers piinte Geist, som sprængt tilsidst har sine Lænker, og er nu over Glommen reist. "I Frid du fara hen -- min Granna! Hvorföre nu, då du kan banna från himlen, qvar paa tomten stanna? med skuggans hvita skymt förfära din trogna fosterbror och vän, och se, att ormarne förtära det stoft, du lemnade igen? Försvinn från mig, som flust har gråtit åt den Moral, du efterlåtit: ""den Frihed meer jag ei afvundar, som halsets glans är kun på hundar"". Ty för din himmelska förvandling du led en mycket hundsk behandling." Henrik Wergeland OFFER TIL PRÆSTEN MTH. (Indsendt.) Morgenbladet 5. okt. 1839. Endskjøndt jeg veed nok, Far, du før en Styver tog, Jeg offrer dig idag ikkun et Bibelsprog; Rom. 12, 19. Henrik Wergeland TIL PASTOR MIDDELTHON I HØLAND (Indsendt.) Morgenbladet 9. okt. 1839. Du har det bedste Kald i alt Dit Nabolag iforgaars Offer og nu Skjeppen fuld idag! 7/10 Henrik Wergeland SIDE: 406 OVER SELSKABET AF 28DE DECEMBER Morgenbladet 11. okt. 1836. Først født ifjor, iaar du hæves. Æsopi Frø, du brast forgjæves. Men kræv ei Styrke af et Skind, som fyldes kun af The og Vind. Henrik Wergeland I ANLEDNING AF LIIGVERSET I NO. 284. (Indsendt.) Morgenbladet 16. okt. 1839. Et Liigvers før man vel er død bør gjøre sin Forfatter rød. Jeg blues ved at gi'e sligt Raad: saalænge spare man sin Graad! Thi Kringleklubben høit florerer; den lagde sig ei til at døe: ved Flid og kunstig Hjælp af Blærer man blæste Liv i brustne Frø; og den kan bli'e den Tyr endnu den vilde blive til par tout. Henrik Wergeland THEATERKRITIK Rosenkildes Leporello. (Indsendt.) Morgenbladet 20. okt. 1839. Spil væk, skjøndt meer end lovligt slet. "Det piber?" "Fanden heller!" Spil væk; et klappende Parqvet Du har af Leporeller. Endskjøndt jeg finder tusind Savn, jeg rækker taus Dig Krandsen. Thi blot dit Rosenkildenavn betager Folket Sandsen. SIDE: 407 Du er fra Kongens Kjøbenhavn, som salige Hans Frandsen; og dette i min Fødestavn er meer end nok for Dandsen. "For Dandsen?" Galleristisk talt! Ja Alting paa dig dandser; men i din dandsende Gestalt som lamt dog Spillet standser. Thi mellem Knæerne en Kiv til Rasenhed er stegen. I Luften hænger Armen stiv, og seer derpaa forlegen. Det ene Knæ det andet drev paa Dør i vild Kehraussen; men det, som kjækt paa Pladsen blev tae'r bøjet mod Applausen. Henrik Wergeland ORLOGSMANDEN FRA KRISTIANSSAND I NO. 298 (Indsendt.) Morgenbladet 27. okt. 1839. O stolte Ærens Nyt! fra sjunkne Kristianssand endnu engang et Lag ifra en Orlogsmand! et Lag saa fuldt og glat! Naar Luvart Lyn jog ud, stod Læ i Tordners Nat. Men -- hvor bli'er Norden plat! Thi Krudet Vanvid var og Kuglerne kun Fraser, og stolten man of war, da Røgen blæste væk, sig viste som en Nar, hvis hele Høihed er, at han oprigtigt raser. Du tørster efter Blod, du reqvirerer Fem. Kun Fem? O Naade, at du la'er det blie' ved dem! Du tænker kanskee, at, naar Fem i Nokken dangle, du arver deres Sjele (med Kammerater la'er Ueffent sig ei dele) og faaer ved dem suppleret de andre Fem, som mangle. SIDE: 408 Henrik Wergeland [OM FARCEN "KRINGLA"] (Indsendt.) Morgenbladet 1. nov. 1839. Den Constitutionelles Red. har behaget at annoncere Siful Sifaddas Farce: "Kringla eller Norske Almacks" før denne endnu har seet Dagens Lys, som rimeligviis et Almuskrivt. I samme Blad har Vedkommende i et Avertissement [fotnotemerke] søgt at rette paa den Vildledelse af Opinionen, som denne velvillige Indis- kretion kunde afstedkomme; men da bemeldte Red. saa idelig beraaber sig paa sin Autoritet, at det vilde være uartigt at troe, at den ikke har nogen, troer man en yderligere Indiskretion med at hidsætte Slutningssangen i Stykket nødvendig, forat det, imod denne Autoritets foreløbige Formening, kan blive klart for Al- meenheden, at Red. dog denne Gang ikke har været ret heldig i at træffe Stykkets Tendenz og den Folkeklasse, det er skre- vet for. [Her følger ikke slutningssangen, men "Første Efterspil" i Werge- lands "Kringla", se II, 4, s. 292.] Henrik Wergeland [OM HENRIK WERGELANDS FORHOLD TIL "DEN CONSTITUTIONELLE"] Morgenbladet 3. nov. 1839. Naar saae du, Nella, Sifuls Navn paa Bog, som ikke var til Gavn? Hvorlidet det som oftest frugted, Han fulgte Pligt og ei sin Lyst, naar Han den onde Yngel tugted, som vrimler om dit hule Bryst. S. Jeg fristes vist ikke til nogen Lidenskabelighed eller upas- sende Ytring imod den Constitutionelles Redaktion, efter at den Fotnote: Dette Avertissement, som kun forklarede, at det annonceerte Skuespil ikke havde nogen Oplysning af Almuen, hvem "Siful" aldrig har skrevet for, men kun Red.s eget Klientels, en fornem Pøbels, Forbedring til Øjemed, modtoges i Mandagsmorges tilligemed Betaling derfor i Expeditionen til Indrykkelse i følgende Dagsblad; men det har ikke været der at finde indtil nu den 31te. Men -- de 15 Skilling kan Du stikke, min søde Nella, i din Fikke. Naar du har skjældt dig hæs, du trænger Lidt til Drikke. Ikke? S. S. SIDE: 409 har lagt sine Hensigter imod mig saa klart for Dagen som baade tilforn og nu i de sidste Dage. En saa oprigtig Foragt, som jeg nærer for den, er den koldeste af alle Følelser, og har ingen anden Ytring tilovers for slige Folk, end maaskee et uvilkaar- ligt harcellerende Indfald, naar Galden paany af sig selv koger over hos dem. Men selv dette er en ufortjent Høflighed. Per- soner, der med saadan Frækhed tilsidesætte Sandheden, som det skeer idag i den Constitutionelles Paastand, at "dens Spal- ter bære Vidnesbyrd om, at det aldrig har været mig negtet at forsvare mig der", fortjene ikke, at der i nogensomhelst Maade værdiges dem Opmærksomhed. De maae have Lov at sige hvad de ville, og til at løbe med slap Grime om hvor de behage. Sandheden er, at ikke alene jeg Selv, under de mange An- greb, jeg har været udsat for i den Constitutionelle, er bleven negtet al Adgang til der at forsvare mig, som jeg i Førstningen forsøgte paa, men af Morgenbladet vil det erfares af en An- mærkning under en Afhandling, der kun sjelden finder sin Lige i vore Blade, at ikke engang Andre have, selv for noget Udmær- ket, kunnet erholde Plads for Afhandlinger, som indeholdt No- get der i nogen Maade var et Forsvar for mig. Og dette angik endda ikke noget Politiskt, som dog synes at irritere den Con- stitutionelle voldsomst, men noget Æsthetiskt -- en Afhandling, som hovedsagelig gik ud paa at reducere P. J. Colletts ganske overordentlig originale Begeistringstheori til hvad den var, og kun leilighedsviis gav dette Geni at forstaae, at han havde ladet sig henrive vel meget af Aandens Fyrighed, da han fyldte den Constitutionelle, jeg troer, i 8 Dage med Beviser for, at H. W. manglede simpel Menneskeforstand. Det Eneste, den Constitutionelle har villet optage af mig, er Verslinjerne til Kapit. Foss i 1836; men da havde Red. endnu ikke lagt mig saa an, eller ogsaa var Begeistringen for denne Patriot saa stærk, at noget Lignende bemestrede sig Red. i Imprimatur-Øjeblikket, som det, der nys hændte med Olozaga og Alaix i de spanske Kortes. Jeg er vis paa, Red. gjerne gav de 15 Skilling tilbage for at den Liberalitet var ugjort, skjønt den dog har skaffet Exredaktøren Fougstad den Fornøielse at lege upar- tisk i hans sidste Storthingssmøreri. Jeg faaer en kjærlig Strygen paa Kinden derfor, mens Katten et Par Blade iforvejen har SIDE: 410 kloret min Karakteer tilblods. De næste Gange, jeg kommuni- cerede med Red. om et Inserat, var da jeg tilbød den mine, senere i Morgenbladet optagne, Linier "det første Grønne" og over Otto Aubert, fordi, som jeg i et høfligt Brev sagde, dens Blad var det første, som havde yttret sin Deeltagelse med dette, min Frændes, fortidlige Dødsfald, og fordi det neppe kunde være Red., som saa ofte havde yttret sig om mit poetiske Værd, imod, at levere et Bidrag til sine Domme. Herpaa fik jeg til Svar, at jeg "ved nøjere Eftertanke vist vilde finde, at det ikke lod sig gjøre for den Constitutionelle at optage Noget fra mig." Og den sidste Gang var da nu i Mandagsmorges, da jeg i Expeditionen betalte for et Avertissement af Indhold, som før i dette Blad angivet, i Anledning af Redaktionens honette Yttrin- ger om mit nærværende Standpunkt som Forfatter, og som, efterat være gjennemseet, lovedes mig ind den følgende Dag, men som til Dato synes at skulle blive Mundhældets bekjendte "Morgen bag Søndagen". Nu dømme Publikum om den Constitutionelles Red.s Sand- hedskjærlighed og Upartiskhed, og om jeg ikke har Ret til at være ganske taus [fotnotemerke] og ligegyldig ved Personers Angreb, hvis eneste Konseqvenz og Paalidelighed er, ikke at optage det Mind- ste til Forsvar for den saa ofte og saa skamløst angrebne 2den November 1839. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL "DEN CONSTITUTIONELLE"] Morgenbladet 5. nov. 1839. I den Constitutionelle 246/1836 staaer en, ved Red.s egen Tilsmøring i sin Hensigt tilintetgjort, og ved Red.s Fremfærd aftvungen, Meddelelse, som jeg glemte at anmærke i mit Sidste, men Redaktionen fortjener en Douceur til, dersom den efter Opgivende kan opvise noget Forsvar i 250/1838 for Henr. Wergeland. Fotnote: Noget forhen Skrevet undtages. SIDE: 411 Henrik Wergeland OM SIFULS FARCER (Indsendt.) Chria. Intelligentssedler 7. nov. 1839. Sifuls Farcer have netop i sin Tendenz været til Gavn. Dette er utvilsom, mens det Gode, det har lykkets dem at bevirke, ikke lader sig kontrollere. Men ligesaa vist er det vel ogsaa, at de ikke have kunnet smage Alle, endskjøndt de, selv af Mod- standere, ere blevne tillagte netop de Egenskaber, som poetiske Satirer behøve. Forf., der ogsaa har et Øie for hvad der kunde være skjønnere og bedre i Detaljen, ønsker derfor intet heller, end at kunne udgive disse Improvisationer i en saa forbedret Form, som han kunde give dem, og beklager, at han ikke har Andet til Vederlag for det smukke Citat af Plinius, end Mottoet af Sifuls sidste Farce "Kringla eller Norske Almacks", men som er ret passende til dem alle: "Wo ein Stück ich schreiben soll, die gefällig Allen bleiben, leg' ich meinen Feder weg, und begehre nichts zu schreiben." Henrik Wergeland [FORSVAR MOT BESKYLDNINGEN FOR Å VÆRE "EN VENAL SKURK"] (Indsendt.) Den Constitutionelle 22. nov. 1839. Hvorfor skulde jeg ikke -- om ikke for andet, saa for at have den Ære at overtyde Dhr. Professor Motzfeldt og Lektor Schweigaard om, at de ogsaa kunne feile -- uden "Skjældsord" kunne yttre mig om den Formening, som bemeldte Redaktører igjennem sit Blad søge at udbrede, at jeg er en venal Skurk, som har solgt min Overbeviisning for en Naadeskilling? Jo ganske sikkert jeg kan det, og det ligesaa vist som jeg ogsaa kunde lade det være, da den Constitutionelle ikke er mit Navns Urne, hvori det skal opbevares, og da ethvert af mine Træk i Daad og Skrivt protesterer imod en saadan Diffamation. Men da det ikke koster mere Umage for at tæmme Pennen, end blot at erindre Dette, og det dog kunde være af nogen Interesse for en Eftertid, i hvis Hænder den samlede Cstnelle kunde falde, og som, vant til større Retfærdighed end vore Dages, maatte SIDE: 412 forundre sig over en absolut Taushed fra den saa ofte An- grebnes Side, dog ogsaa af en enkelt Beviisytring at erfare, at det dog var et levende Menneske, ikke et Liig, man i saa lang Tid havde experimenteret saa blodigen med: saa benytter jeg mig af Redaktionens liberale Tilladelse til at benytte dens Spal- ter, naar jeg bare "opfører mig artigt". Med al den rimelige Agtelse, jeg maa have for Redaktionen, veed jeg rigtignok ikke, hvorledes jeg skal være artig nok; men da jeg har den ligesaa oprigtige Hensigt, ikke at være grov, som at være kort, saa vover jeg Forsøget. Jeg veed vel ikke, om jeg tør sige, at den ærede Red. maa have særdeles knappe, misanthropiske Begreber om Menneske- hjertet i Almindelighed; men det tør jeg sige, med Haanden paa mit eget, at dette er saa politisk uskyldigt, at det, for eget Vedkommende, ikke har Begreb om at sælge en Tøddel af sin Overbeviisning og Tro. Og det skulde ligge i en god, menneskelig Handling af Carl Johan, og i at jeg forstod og forstaaer den saa i en reen Mening? Kongen, eller rettere Mennesket Carl Johan fandt, at jeg, efter mine akademiske Aar og literære Virksom- hed, ikke var i for gode Kaar, og han hædrede mig, efter eget Godtykke, med et Gratiale, som jeg betragter baade som et Tegn paa, at min Helt, uagtet mine Uvenner nær hans Throne, har forstaaet min oprigtige, altid sig selv lige, Enthusiasme for ham, og som et Æreslaan, jeg skal betale med almeennyttigt Aandsarbeide. Den ærede Red. kan hver Aften, naar den har affærdiget mig for Morgendagen, finde mig hermed beskjæftiget. Om eller naar H. M. igjen inddrager min Understøttelse, for sandsynligviis at skjænke den til Andre, vil min Erkjendtlighed være ligesaa uforandret som min Tro. Kongen er gammel og livserfaren, og har vist ikke manglet at træffe paa venale Jour- nalister og desl. men at han troer, at Jeg er en ærlig og en uforanderlig, oprigtig, norsk Patriot, derom er jeg ligesaa over- beviist som om, at Jeg troer det selv i al Troskyldighed, og veed, at Enhver vil troe det, som vil bedømme mig efter hvad jeg selv og ikke den Cstnelles Redaction skriver. Forøvrigt, forat jeg dog ikke skal forlade denne uden et Regnskab, som den gjerne kan give Qvittance for altid paa -- saa er min Enthusi- asme for Republiken, til Tjeneste, ved det Gamle. Den er en SIDE: 413 skjøn Religion, hvis Kultus ikke skal forstyrre Nogen, da den boer dybt i mit Hjerte, og min Ikke-Enthusiasme for Unionen er et Barometer, som gik isønder 11te April 1838. 21de Novbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [OM BLADET "FOR FATTIGMAND"] Morgenbladet 26. nov. 1839. Der er Symptomer paa en Fordærvelse inden vor laveste Klasse tilstede, som opfordre til at modvirke den paa enhver hensigtsmæssig Maade. Den er isandhed bleven frygtelig og foruroligende imellem den Klasses Ældre og Yngre, indtil de smaa Børn, som næsten aldrig hører et Gudsord, fordi de ere for fillede til at vise sig i Kirken, aldrig læser en Tidende eller en Bog, om den end er skreven for den, og sjelden vises anden Deeltagelse end Embedstilsynets og Rodemesterens flygtige og aftvungne. I faa Aar er Kristiania i sine Udkanter bleven, ufor- holdsmæssig mod sin Adgang til Næring, overfyldt med en Fattigmængde, som i Liderlighed og Forvorpenhed, og navnlig i alle de grovere Arter af Tyveri, ikke giver betydeligere og i denne Henseende berygtede Hovedstæders Pøbel noget efter, ja Skuet er saameget rædsommere som det hyppigen er ganske unge Børn, der vise sig befængte med denne mangeartede For- dærvelse. Det er lige saarende for Kristen-, Menneske- og Na- tionalfølelsen, at maatte tilstaae det, men -- en bundløs Uærlig- hed, en næsten bevidst Forening af alle Elendighedens lumske Kræfter og af alt dens Had imod de bedre Kaar, et Forbrydel- sens Frimureri har udbredt sig; og vel paa faa Steder fører Armoden sin evige Krig imod Formuen med frækkere Tøilesløs- hed, eller fordyber Elendigheden sig mere i alskens, med den forvandt, Fordærvelse, end her i Ærlighedens Lands Hovedstad. Var det end ikke, som jeg troer det er, at de primære Aar- sager hertil ere ligesaa mange Undskyldninger -- og saadanne ere f. Ex. Armoden selv, liidt Udsugelse og Uret, knap og oftest kun tilfældig Adgang til Arbeide, men derimod desto sikkrere og lettere til Brændeviin, mens Bespisningsanstalter og andre Indretninger i den Fattiges Interesse mangle, slette Lejebopæle, SIDE: 414 Exempler, liden Omhu fra Arbeidsherrernes Side for Arbeiderne i deres Hjemly, og et, meest fordi Kræfterne ikke strække til, mindre specielt Politi- og Pastoraltilsyn o. m. a. -- var det end ikke saa: man maa dog, om end selv af blot Klogskab, ikke slaae Haanden af Jammeren, om den er bleven forbryderisk, ikke støde Elendigheden dybere ud i sit Morads, hærde For- vorpenheden ved Ligegyldighed med Mangelen, give Nødens Syndsbegjær ved Haardhed Fortvivlelsens Retsskin, og fortsætte Krigen kun ved Lovenes Repressalier uden Forsøg paa at mildne, hjælpe og forsone. Men hvorledes dette? Ingen, ja næsten udelukkende ingen, Meddelelse af Oplysning og Moralitet skeer til denne Klasse, Folkebærmen, denne store Klasse, som jeg mener. Uagtet Kristi Forjettelse til Fattigdommen, rækker Præstens Tale ikke til de Øren, og man tager feil, om man troer, at de saakaldte Folke- skrifter, Skillingsskrifterne, trænge ned i denne Masse. Den er utilgjængelig som et Morads, afsluttet i sig selv som en Kugle, der hverken er let at faae fat i eller trænge ind i. Dens Læs- ning er nogle elendige Viser om Forbrydelser og Ulykkestil- fælde, dens Religion og sædelige Begreber en usammenhængende Tradition, gjennemsøndret af bittre og skjærende Sammenlig- ninger, dens Livs Skuepladse ere Kroen eller et hjemligt Helvede af Smuds, Mangel og ægteskabelig Tvist, dets Opgave saalænge som muligt at undgaae Mangelsgaarden og Straffeanstalterne, som slutte dets Perspektiv. Under en saadan Tilstand i sit Indre og under en saa total Mangel paa sædelige Incitamenter og moralsk Hjælp fra uden af, er det kun lidet at undre sig over, om der kun er faa Motiver inden denne Masse selv, som drive den til at forbedre sin Til- stand ved andet end Forbrydelser, og til selv at arbeide paa at gjøre Fattigdommen taalelig. Ikke vant til Kjærlighed, mod- tog den selv Asylernes Velgjerning med en Studsen; Mange for- stode den ikke, holdt den for et Damedilettanteri, og Mange ynde til Datum ikke, at Børnene saaledes gives med ABC- Kringlen en Afsmag for Betlerstien, der ligeledes skaffer "Barna væk", og ovenikjøbet bringer Noget hjem. Elendigheden er sløv, Fordærvelsen mistroisk. Mangelen har et hemmeligt Had imod den Foragt, som vises den aabenbare. Den er saa ofte bleven SIDE: 415 forurettet, at Velviljen kun vanskeligen forstaaes. Den bærer Forbrydelsens Dragt, og den seer ingen Grund, mens den dog skal skjæres over een Kam med denne, hvorfor den ikke skal friste at nyde dennes Tilfredsstillelser. Men hvorledes trænge igjennem her? En af Hovedaarsagerne til denne Tilstand i den laveste Masse, ja vel dens vigtigste, er jo, at ingen Meddelelse af Oplysning og Sædelighed, ingen Trøst for Fattigdommen, ingen aabenhjertig og kraftig Tiltale trænger til dens Øren, fordi denne Klasse, som sagt, hverken søger Kirken eller skaffer sig anden Oplysning, om der end skulde findes nogen for den passende. Nu, det forekom mig da muligt, og overalt et Forsøg værd, at tilveiebringe nogen, og at paa- trænge den Samme ved Gavens Magt. Mindre hensigtsmæssig hvor man vil virke paa Folk, som dog have en Skilling tilovers, troer jeg, at Gave er den eneste Meddelelsesmaade hos Folk, som hverken have Skillingen eller Begreb om at kjøbe noget til "Lærdom" derfor. Det er derfor min Hensigt, under mit Navn, fordi Almeen- mand troer, at jeg vil ham vel, at udgive til ubestemte Tider et Blad "For Fattigmand", som igjennem Fattigbestyrelsen, paa hvis Bistand jeg gjør Reg- ning, skal distribueres til den fattige Klasses Huse i Forstæ- derne, og hvori jeg da vil sige den min Hjertens Mening i de Punkter, hvori denne kan være til nogen Nytte. For at anføre noget enkelt Godt, som maaskee vil flyde deraf, troer jeg at kunne stille de saa ofte molesterede offentlige Træplantninger o. a. d. under "Fattigmandens" Garanti. Det første No. vil jeg udgive paa egen Bekostning. Siden haaber jeg, at Selskabet for Kristiania Byes Vel eller Private ville hjelpe "Fattigmanden" frem, saa ofte han finder det for- nødent at vise sig. Skulle Andre her eller andetstedsfra ønske Expl., udenfor det bestemte Oplag, til Uddeling, da vil der sør- ges for at Saadant kan erholdes af Bogtrykkeren for en Ube- tydelighed. Bidrag fra skjønsomme Medborgere af passende Indhold modtages erkjendtligst af Kristiania i November 1839. Henr. Wergeland. SIDE: 416 Henrik Wergeland OM BLADET "FOR FATTIGMAND" Morgenbladet 13. des. 1839. Igjennem to Nummere af ovennævnte Blad har jeg begyndt at udføre den Idee, jeg for kort siden meddeelte i Morgenbladet; og Selskabet for Kristiania Byes Vel har, ved at garantere Om- kostningerne, forsaavidt Bladet ikke skulde kunne bære sig, gjort det muligt, at fortsætte et Arbeide, hvorfor jeg har til- strækkeligt Honorar i den Tro, at det vil gavne. Desuden af- betaler jeg derved en, om end liden, Deel af Hvad jeg skylder h. M. Kongen, der understøtter mig i saadanne Øjemed, saa Fortjenesten, der maatte være ved Foretagendet, er Hans og ikke min. Men skal man kunne vente synderligt af det, maa Publikum gjøre Sit til, at Bladet udbredes inden den Klasse, for hvem det er skrevet, og at det kan bestaae uden Udgift for hint Selskab. De 500 Explr., som uddeles gratis, bør kunne bæres af de 1000 Explr., til 1 ß pr. Explr. og noget mindre i Partier fra 25 Explr. af, hvoraf Oplaget bestaaer. Og begge Øjemed vilde naaes, om Formuende, der have med Folk af den fattige Klasse at gjøre, vilde spendere nogle Exemplarer paa dem. Prisen er derfor ansat saaledes: for 25 Explr. 20 ß, for 50 Explr. 40 ß, 140 Explr. for 1 Spd. Fordi Bladet nærmest er fremkaldt ved Omstændigheder inden den fattige Klasse i Kri- stiania, tilsigter det dog dennes Tarv i Almindelighed og overalt. Udenbyes Rekvisitioner stiles da til Bogbinder Barlien hersteds eller til Udgiveren 11te December 1839. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ISRAELS BØRN (Indsendt.) Morgenbladet 31. des. 1839. Udvandring af Israeliter til Amerika. Schwabische Merkur af 2den August d. A. beretter fra Würtemberg, at man baade der og paa andre Steder i Franken bemærkede en betydelig Be- vægelse iblandt Jøderne, som udvandre i Skarer til Amerika. Før havde man vel erfaret at enkelte Jøder udvandrede, men hidtil havde det aldrig hændt, at hele Familier og Associationer SIDE: 417 gjorde det. Emigranterne klage over Religions- og Skattebe- tryk. En Karavane af 80 Personer var allerede brudt op, for over Hamburg og England at drage til Frihedens Land; men disse danne kun Fortravet, som skal bestille Kvarteer for de Efterfølgende. Litt. Blätter indeholder: Man har i Englands Parlament hørt den Erklæring, at en israelitisk Befolkning af 40,000 Sjele kun fremstillede arbeidsomme, sædelige Folk, der vare Loven ly- dige, og nyttige for Landet som for sig selv. Og denne hæder- lige Erklæring indeslutter en vigtig Lære i sig. Hvorfor dele ikke de engelske Jøder den moralske Udartelse, som man paa andre Steder bebreider dette Folk? Svaret er let: fordi man ikke har forstødt dem; fordi de, som andre Mennesker, have kunnet udvikle sine Evner og øve sine Kræfter og have i denne Øvelse fundet Middel til at blive dem lige. Betragt i Frankrig de saakaldte portugisiske Jøder, de fra Amsterdam og Ham- burg -- hvori adskille de sig fra andre civiliserede Indbyggere I disse Lande? Og saaledes er det med de engelske Jøder; man har emanciperet dem; de have bevaret Æren i sin Karakteer, og saa vil det altid være med Menneskene, at ære og respektere dem, er at lære dem at agte og ære sig selv. Det er da endelig Tid til at gjøre Ende paa alle disse Grusomheder imod Jøderne, der i dobbelt Henseende ere vore Brødre: som Mennesker og som Religionsforvandte; thi de ere vore Ahner i Religionen, og som dem bede vi om at blive optagne i Abrahams, den fælleds Stamfaders, Skjød. Vor afdøde Treschow var en nidkjer Jødeven. Han har efter- ladt et hæderligt Minde om denne Retning af hans Menneske- Kjærlighed, der, som Alt hos ham, visselig var et Udbytte af Livserfaring og Tænkning, i en Tale, betitlet "Kultur forbinder Nationer, men smelter dem ikke sammen", holden i Anledning af Aarsexamen i den jødiske Friskole i Kjøbenhavn, og udgiven til Fordeel for samme. Han ytrede blandt Andet følgende: "Hvad det jødiske Folk især angaaer, saa er dets Vedlige- holdelse til Videnskabernes, Handelens og Vindskibelighedens SIDE: 418 Fremme blandt de Nationer, i hvis Midte de boe, maaskee lige- saa vigtig som dets Kultur og Uddannelse. Hverken vil min Hovedmaterie eller denne Tales snevre Grændser tillade mig at udføre denne Sag. Man betænke alligevel for det første: at Jødernes Religion, Historie, Sprog og Sæder ogsaa for os ere af Vigtighed, som intet andet os ellers fremmed Folks, men at dette dog fremfor alle andre har saavel de stærkeste Bevæg- grunde som den bedste Leilighed til at studere disse Ting med Flid og deraf at udbrede Frugterne, ligesom vi unægtelig have dem den første Kundskab og Underviisning deri at takke. Man betænke dernæst, at ved deres Adspredelse selv indslynge Jø- derne virkelig de fjerneste Nationer i det samme Baand, hvorved de ere saa fast knyttede til hverandre. Paa denne Maade have de næsten i et Aartusinde tilveiebragt en Handels-Forbindelse i det mindste, som ellers uden Tvivl langt sildigere og vanske- ligere vilde have fundet Sted. Hvor ønskeligt er det ikke, at dette Baand, første flettet af Nødvendighed og Egennytte, for- medelst almindelig Velvillighed, maa forvandles til en Blom- sterkjæde, hvori man, som til festlig Dands, frivillig og glad ind- stiller sig. Hvormeget er af Kultur og Oplysning i denne Hen- seende ei at haabe, og hvor ærefuld denne Rolle, som det jø- diske Folk da vilde komme til at spille! Seer man endelig til- bage paa hvad dette Folk midt i sin Undertrykkelse selv til Videnskabernes Befordring virkelig har gjort, de Sindsgaver ved hvilke det fornemmelig har glimtet, og erkjendes da, at dets ældre saavelsom nyere Filosofi af Dybsindighed og en spekulativ Tænkemaade bærer det tydeligste Præg; -- tager man alle disse Ting i Overveielse, saa finde vi blandt dem ei alene mange duelige Medarbeidere til det Viisdommens og Sa- lighedens Tempel, som alle Jordens Slægter have bygget, og indtil Verdens sidste Tid blive ved at bygge paa; men den Andeel i samme, som er Israels Afkom anviist, er tillige saa afcirklet og bestemt, at Nationens Opløsning umulig kan synes noget Ønskeligt, saa at alle andre saa langt fra at paaskynde, meget mere bør stræbe at forekomme saadan dens Undergang." SIDE: 419 Henrik Wergeland MALMROS En Fortælling for Mennesker om en Ko. (Indsendt.) Morgenbladet 27. jan. 1840. Naar ville Menneskene blive klogere? Det er en Daares Spørgsmaal, som ikke kjender sin Slægt, eller veed, at Genera- tionerne vel ere nye, men ikke forbedrede og gjennemseede Ud- gaver af de hengangne Slægter. Den første Udgave in leather var stereotyp; de samme Errata maae da findes i de følgende Udgaver in cloth. Men at Erfaringen holder sin Pugeskole saa forgjæves, at der ikke gives nogen indætsende Kraft i de Taarer, den fremriser, at Menneskene forblive lige døve, lige blinde, lige erindringssløve som Bajazzen, der idelig forglemmer sin Herres Brix og lader sig plumpe ned ved Skranken, han skal og kan springe over -- det er at forundre sig, ja at forundre sig høilig over. En Inds. i No. 20 troer det saaledes ikke i sin Orden, at Ind- kassatorer og deslige andre Bygdevelsignere tage Kreature o. s. v. for en kort Henstand; men det kan jeg forsikkre, idet jeg ind- bilder mig, at jeg ikke deler den almindelige menneskelige Taabelighed at glemme Erfaringerne. Og virkelig erindrer jeg dem heller ikke med den Bitterhed, hvormed de indprægedes. Jeg kan lee deraf som ad et Tatueringsmærke, og mange saa- danne ere blevne indskaarne i min Sjel mere til en smertekjøbt Moro nu end til nogen egentlig Viisdom. Thi den bestaaer nok i at behandle Retfærdighedsfølelserne og endeel andre saakaldte naturlige Udvæxter, som Asparges, der maa skjæres strax den viser sig. Jeg er endnu saa ulykkelig, at kunne føle Medlidenhed med en udsuget Almuesmand, Foragt i mit Hjerte, men ikke længer i mit Ansigt, for Udsugeren, om end en galoneret Hat er bleven sat paa en Gribs Hoved og en Slange har faaet en gylden Ring om Halsen. Jeg har havt at bestille med en Mand, som forstod sig paa Kreaturer, og derfor ogsaa forlangte, ikke en almindelig, men "en god Ko" for en saadan kort Henstand med en ulykkelig Kautionist, der oftere desforuden havde faaet spytte i Bøssen. "Ja en god Ko vil jeg have, hører du?" "Prokuratoren kan selv see ud en." Og saa blev da Koen rigtignok udseet og hentet, og SIDE: 420 stakkels "Malmros" maatte væk. Og den saae sig nok tilbage omtrent, tænker jeg, som hiin lille Verres vil see tilbage paa Jorden, naar den engang aabner sig til Afskedskysset med de mosgrønne Læber. Og Ejersken saae nok efter stakkels Malmros med Øine, der vare klare og fulde; men Malmros skulde jo skaffe Henstand, og saa maatte Malmros væk. Gud veed, om ikke Vækken fulgte med, forat vække Medlidenhed og erindre om Henstand. Men Malmros skaffede ingen Henstand, og Vækken vakte ingen Medlidenhed. Det var det Værste. Nei, det var det Værste, at Verres, da jeg var saa dum at kalde ham ved hans rette Navn, og han blev heed om Hjertet, lod Folkene, af Agtelse for Justitia, beskikke med Spørgsmaal, om sal. Malmros ikke var bleven dem godtgjort med 9 Daler. Men heraf vidste Folkene Intet, men vovede tvertimod at sætte sin Benægtelse imod det ypperlige Paafund, uagtet det lod til, at der var over 9 Daler at tjene. Men Beskikkelsen og Appellen til en saakaldet Regnskabsbog, der havde det tilfælles med Cypriani Svartebog, at man ofte hørte tale om den, men aldrig saae den, gjorde naturligviis tilbørlig Virkning, siden Retten fandt, at Manden, som holdt saa af gode Kjør, var nok saa hæderlig, og Regjeringen siden har fundet, at han var ypperlig skikket til at være Kongens Foged. Dette er nu min Erfaring, men Farvene ere afblegnede, og dens Saar have sat Ar. Tro derfor ikke Nogen, at det ikke er i sin Orden at tage Kreaturer for Henstand, ja for Henstand, som der ikke bliver noget af, naar Koen først er i Baasen eller slagtet. Men Historien om Malmros er blot en Børnehistorie imod de andre, som jeg er vis paa en Djævel, om han ikke var altfor gammel, vilde blive bange og kanskee gudfrygtig ved at høre paa. Sed -- non hæc meminisse Juvabit. Henrik Wergeland [OM FORSKJELLIGE FORHOLD VED TEATRET] (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 22. febr. 1840. Er det virkelig Hr. E's Mening, der idag optræder i den Constitutionelle som Theaterdirektionens Organ, at der skal ligge SIDE: 421 noget mindre Ærefuldt eller noget Latterligt i Benævnelsen "Nationalgardister" eller "Landeværnsryttere", som han tillægger de Normænd, der yttre Forkjærlighed for Modersmaalet fra Scenen og ere saa uheldige kun at forstaae lidet af de forskjel- lige danske Dialekter med alle deres Opslugninger af Lyden, som ere indførte der? Hvis saa er Tilfælde, da afgiver han kun nok et Beviis for den Corruption i Tænkemaaden, som har gre- bet om sig inden en Fraktion af den yngre Slægt i Hovedstaden, og som har fundet Næring for en af sine Rødder i den kalkede Grav for vor Nationalitet, som det offentlige Theater er. Men siden Theaterdirektionen i Hr. E. har fundet en saa villig Sag- fører, der lader til ikke at ville spare paa Umage -- tør han da paatage sig Beviset for, at det er en Retfærdighedshandling og ingen ublu Partiskhed af Theaterdirektionen, at den allerede forlængst har givet Welhaven og Munch Fribilletter med Forbi- gaaelse af Henr. Wergeland? Er denne da fattigere som Dra- matiker, ringere som Digter, mindre notabel i Literaturen end Nogen af Disse? Er han saa riig, at det vilde være en Fornær- melse at tilbyde ham en saadan Benefice? Skal det være Fabri- kationen af en Prolog, der bestemmer den, saa er det jo vitter- ligt for Alle, at hans Prolog til Campbellerne er to Gange bleven brugt udenfor hans Benefice. Og hvilken Prolog gjorde Lykke som denne? Eller er det ved at sætte ham tilside for de nævnte Personer, at Direktionen giver W. den "Opmuntring", som Cen- surcommitteen, paa dennes Vegne, fandt at han fortjente. I dette Tilfælde kan gjerne hvilkensomhelst af Wergelands Fiender faae Lov til at dømme, blot han vil være -- ærlig! 21de Febr. 1840. Henrik Wergeland DEN EENSOMME SKORSTEENSPIBE (Indsendt.) Morgenbladet 27. febr. 1840. Hvad kneiser hist? Er det en Frihedstøtte, en Norges Hæders Marmors-Nomenklator? Ak! -- Her var en Hytte og en Inkassator! S. S. SIDE: 422 Henrik Wergeland [OM WELHAVENS OPFØRSEL] (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 2. mai 1840. Nogle Kjøbmænd i Storgaden udbede sig den særdeles God- hed af Hr. Student Welhaven, at han vil lade dem ugenerede, naar han atter vil agere Genie ved at krydse Gaden fra Kjøb-_ mand til Kjøbmand og lægge sit uforskammede Ansigt med Grimasser til Ruden. Denne drengeagtige Opførsel er bleven bemærket baade af dem, der finde sig fornærmede og af Andre paa Gaden; og da Hr. Welhaven ikke har gjort sig ellers fortjent til synderlig Overbærelse, saa vil man blot herved have ham advaret. Det forekommer os nemlig, som om han, naar han er i Betryk for at distingvere sig paa Gaden, kan ganske vel lade sig nøie med sine øvrige Manerer, som han nu vel snart maa være bleven saa perfekt i, at de kunne tages for naturlige. Hr. Student Welhaven har før faaet Advarsel betræffende sin Op- førsel, nemlig af Lyceets Direction; men om ingen af dem, han faaer af Andre skulde frugte, saa synes den, hans egen ganske antagelige Alder giver ham, dog at burde faae noget Gehør. Dobbelt upassende er det af ham at vække Opmærksomhed paa Gaden ved at gjøre Grimasser ind ad Folks Vinduer, dersom der er noget i at han allerede hemmeligen er eller skal udnæv- nes til Universitetslærer. Men kan et saadant Rygte være sandt? Thi en Student, der opfører sig saa, kunde trænge til en Ad- monition af sin Privatpræceptor eller i manglende Fald, om han skulde komme igjen, af en god Borgermands Mester Erik. 1.2.3. Henrik Wergeland [OM DEN MINERALSKE KILDE I EIDSVOLL] Christiansandsposten 4. mai 1840. Christiania den 29de April. -- For nogle Aar siden bekjendtgjorde sal. Prof. Esmark, at han havde undersøgt paa Stedet en, ligeved Gjæstgiverstedet Eidsvoldsbakken opdaget, mineralsk Kilde, og fundet, at den var af stærkere Gehalt end nogen hidtil bekjendt i Norge, ligesom han ogsaa erklærede, at den deri og i Beskaffenhed fuldkommen taalte Jevnførelse med den bekjendte Porlakilde i Sverige, SIDE: 423 hvorom Berzelius i en egen Bog har meddeelt Publikum en vidt- løftig Undersøgelse. Kilden springer krystalklar frem i en Sand- bakke, hvorved den bliver fortræffeligen filtreret, indeholder i stærke Forhold Jern og Svovelvandstofgas, der hurtig afsættes og forflygtiges, og er nu omhyggelig samlet i et reenligt Bassin og overbygget med et Huus, der er hensigtsmæssigen indrettet med gymnastiske Apparater. I Forbindelse med Sundhedskil- den har Gjæstgiveriets Eier, Forvalteren ved det derværende Glasmagazin, Evensen, anlagt en med alle sædvanlige Beqvem- meligheder fuldstændig Badeindretning ved Bredderne af den majestætiske Vormen, netop der hvor den yndige Eidsevju bug- ter sig ind imellem blomsterklædte Strande. Der er da varmt og koldt Bad, friskt Strømbad og Douche at bekomme i de 4 Baderum. Afklædningsværelserne ere forsynede med Sophaer og Kakkelovne. Gjæstgiveriet er for Badets Skyld ved Tilbyg- ninger udvidet til at kunne herbergere 30 Badegjæster, hvortil nye Sengeklæder ere anskaffede, ligesom det altid vil være for- synet med hvad der behøves til et table d'hote, Patientvine, saa- som Rhinsk- og Portvine osv. Det er omgivet af Gaarde, hvor Logi ogsaa kan bekommes, og vil blive besøgt to Gange ugentlig af Districtslægen, indtil det maaskee, om Stedet maatte vinde nogen Betydenhed, bliver Gjenstand for en Læges Speculation at tage Bopæl der. Beliggenheden, luftig og beherskende de herligste Udsigter, er indbydende til Lystfarter tillands og til- vands. Den betydelige Flodskibsfart gjør allerede Stedet livligt fremfor andre, og Dampbaadsfarten paa Mjøsen vil gjøre det endnu mere. De ansatte Priser ere billige, saasom pr. koldt Bad 16 ß, varmt 24 ß, salt 30 ß, alt iberegnet den Opvartning fra Kilden, man behager. For Logi, iberegnet Mad, 60 ß, pr. Døgn. Henrik Wergeland [OM UTNEVNELSE AV WELHAVEN TIL LEKTOR I FILOSOFI] Christiansandsposten 4. mai 1840. Min Hr. Redacteur af Christianssandsposten! At dømme efter Deres Berettelse fra Christiania, at der skulde versere et Rygte om Stud. Welhavens Constitution som SIDE: 424 Lector i Philosophien, maa De enten have faaet en upaalidelig Correspondent eller have bidt paa en nellistisk hook, der paa Maa og Faa er slængt i den udhængte Brevkasse. Deres nær- værende selvskrevne Correspondent er nemlig -- uanseet min Ansættelse i Departementet -- saa god en Dagdriver som Nogen af dem, der soutinere vore 3 store Caffeehuse og talrige Condito- rier og Restaurationer og vedligeholde Fæstningsvoldenes For- rang som Promenade; men jeg kan paa min Ære forsikkre, at noget Rygte som ovennævnte ikke er kommet for mine Øren d. e. det har ikke cirkuleret, ja ikke engang existeret. Derimod fortaltes der paa Hr. Treschows Caffeehuus for et par Uger siden, at en halvaaben Dør havde forraadt et Par Herrers Hvisken, idet de, bøiende Hovederne sammen over Chokoladekopperne, kom overeens om at udsprede, at den Omvei skulde bruges, at constituere W. som Lector, hvorpaa den Ene paatog sig Divulga- tionen i Departementet, den Anden table d'hote i Hotel du Nord. Men dette smukke Forsæt blev qvalt i Fødselen, fordi en Til- stedeværende gav Herrerne at betyde, at han tilfældigviis var kommen i Besiddelse af Midler til at vise et Rygte tilbage til sit Ophav, der var saa lidet egnet til at overtyde Nationen om Retfærdigheden i Hs. Maj. Befordringer og at forhøie dens Ag- telse for den Aabenhed og Ligefremhed, Han pleier at vise selv da, naar Hans Villie ikke falder sammen med den almindelige. At Rygtet derimod gaaer, at W. allerede er reentud udnævnt, at Stiftsprovst Munch har udbragt en Skaal i den Anledning, som den værdige Lector modtog med en diplomatisk Tilstaaelse, -- at W. virkelig selv har hvisket en god Ven det i Øret -- det er, Gud bedre os, vist. Jeg troer det rigtignok ikke af mange Grunde, 1) fordi man endnu ikke har seet noget Officielt derom; 2) fordi jeg har store Tanker om Kongens Retviished og Op- mærksomhed for den almindelige Stemme; 3) fordi jeg forudseer bedrøvelige Optrin paa Auditorium, som Regjeringen ikke kan ville vove; 4) fordi der er ikke en Person i hele Byen, der lader til at have bedre Tid til, som man siger, at slænge i Gaderne, end netop W. Thi skulde han være udnævnt, da var det nok paa høi Tid for ham at holde sig inde og læse; og endelig 5) seer man af Intelligentssedlerne, at han sørger altforlidet for sin SIDE: 425 Værdighed til at være Universitetslærer. Der er nemlig anket over, at han med fornærmelige Grimasser stikker sit Ansigt op til Kjøbmændenes Vinduer i Storgaden, krydsende den over fra Boutik til Boutik, og udtrykkelig spurgt, om det er muligt, at et saadant Rygte som det om W.s Lectorat kan være sandt om en Student, der opfører sig saa han kunde trænge til en Ad- monition af en Privatpræceptor eller af en god Borgermands Mester Erik. Forøvrigt maa jeg dog være af den Mening, at en Constitution bare vilde være en Omvei, og det en kort, til samme Maal: en grevelig Gunstlings Befordring for Livstid, et knusende Exempel paa den besjungne "Jarls" Magt. Men for Kongen er dog vist- nok Universitetets desværre vaklende Anseelse for kostbar til at tjene som Fodstykke for hiint Vælde, der har Triumpher nok ellers at opvise. Forresten raader jeg min Herre til at betragte enhver anonym Skrivelse af Indhold som her omhandlede, der maatte ihænde- komme pr. Post, som et Fingerkys fra Nella, der endnu ikke kan lade være sin Ungdoms tvetydige Fagter, skjøndt de have ført hende meer end engang til Gabestokken. Christiania den 29de April 1840. Ærbødigst osv. Henrik Wergeland OM WELHAVEN (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 6. mai 1840. Det er med højeste Uvillie Kjøbmændene i Kirkegaden maae ansee Storgadekjøbmændenes Bortviisning af Student eller Lector i Philosophien Welhaven fra deres respective Gade; thi nu har vi ham i vor, og vi have næsten Allesammen store Speilrudefag i Boutikkerne. Det kan lade sig gjøre for en Storgadekjøbmand at sette en Arm med Votter paa udigjennem en af sine smaae Glugvinduer, men for os vilde det være en Affaire af en Dags Handel eller to. Vi protestere altsaa i allerkraftigste Maade. SIDE: 426 Henrik Wergeland DAA'S OG SCHWEIGAARDS KIV (Se Mgbl. og Nella.) Christiansandsposten 25. mai 1840. Se Kjedelens og Grydens Leeg Imellem DaaŽs og Schweigaards Ære! Daa smører selv sig til med Tjære, For at faae Schweigaard sort som Beeg. Henrik Wergeland ABONNEMENT PAA BLADET "FOR ARBEIDSKLASSEN" Morgenbladet 29. juni 1840. Det er først nu, da Adgang til Forsendelse med Posterne, ved kongl. naadigst Resolution af 6te d. M., er aabnet for oven- nævnte Blad, imod 1/8 Moderation i Portoen, at undertegnede Udgiver og Forlægger have kunnet iværksætte nogen Indby- delse til Abonnement, forat Bladet i større Maade kan forfølge sin Tendents og sikkres dets Existents. Denne Indbydelse skeer hermed forbindtligst til Enhver, som enten for egen Person eller for Almuskolers, Værkers og Arbeidsklassens Vedkommende inden sin Kommune vil interessere sig for Bladet. Snarest mu- lig Meddelelse herom udbedes da indsendt gjennem de for- skjellige Steders Postkontorer til undertegnede Forlægger. Pri- sen er 1 Sk. pr. No., hvoraf eet omtrent hver 14de Dag vil udkomme, altsaa omtrent 24 om Aaret, og Portotillægget, der tilligemed Abonnementet erlægges til vedkommende Postkon- tor, beløber sig til 3 Sk. pr. Aar. Hidtil ere udkomne 8 No. og 2 Extranummere, der erholdes af Subskribenterne paa første Aargang. Ved Modtagelsen af det 12te Blad udbedes Betalin- gen for den hele 1ste Aargang erlagt med 24 Sk. Enkelte Blade erholdes for 1 Skill. hos Forlæggeren. Bladets yderst billige Priis, billigere end "Forklaringerne", hvoraf der trykkes i tu- sindviis, tillader for det Første ingen Rabat. Hermed Bladet "For Arbeidsklassen" anbefalt enhver Menneskevens velvillige Fremhjælp. Kristiania, den 17de Juni 1840, Henr. Wergeland,Udgiver. Barlien,Forlægger. SIDE: 427 Henrik Wergeland NOGLE VERS EFTER DET SVENSKE Christiansandsposten 29. juni 1840. I Ørnens Blik, som skuer Alt i Stort, Vildfarelsernes Lygtemand tidt straaled'. Det kommer af, at altfor høit og fort Den styred' Flugten over Maalet. Til Straf forat Naturen gav Myg og Fluer Livet, Man troer besluttet af vort haarde Nords Climat, At sætte Som'ren paa "Inddragningsstat" Og paa forønskte Høst inddrage "Creditivet". Henrik Wergeland VED EN SVENSK MIDDAG (Efter svenska Minerva.) Christiansandsposten 29. juni 1840. Hvad nytte disse Linieskibe? De kunne Stormen vel modstaae. Men vilde Thor sin Lynild gribe, Iknas de ufeilbarligt gaae. Nei lad tillands- og vands os spare! Og kommer Fienden med Puk, Saa løfte vi paa Hatten bare, Og gjøre kun, som nu, et Buk. Regjeringen at rekrutere Er ingen Vanskelighed ved, Naar vore Tidender notere Personers Kald og Dygtighed. Og skulde Avind eller Sqvalder I Dommen træffes, posito, Det Redacteuren ikke falder Til Last, men bare Rygtet jo? Gid vore Comiteer tage Sig alting mageligen maae! Naar man ei leder efter Klage, Man ikke stort Besvær vil faae. SIDE: 428 To Phraser findes -- deres Virkning Er practisk og besværer ei; Den ene: "Grund er til Anmærkning"; Den anden til Budgettet "Nei!" [fotnotemerke] Henrik Wergeland [OM "FOR ARBEIDSKLASSEN"] Christiansandsposten 2. juli 1840. Med forbindtligst Tak for den Interesse De ogsaa har viist for de to æsthetiske Arbeider, De har aabnet Deres Spalter til Subskription paa i min Fødeby, giver Deres Bemærkning, at man der har Ulyst til enhver Subskription, fordi man endnu ikke har seet noget til de Explr. af mit Blad "for Arbeidsklassen", hvor- paa flere ærede Medborgere havde den Godhed at tegne sig til et betydeligt Beløb, mig Anledning til at erklære, at Aarsagen dertil ligger alene deri, at Forlæggeren ikke dristede sig til for tredie Gang at optrykke Bladets første og andet Nr., som anden- gang ganske udtømtes med de 100 Explr., som afsendtes til Christianssand for Enkeltmands Regning, før kgl. Resolution maatte falde paa den ansøgte Portofrihed. Denne, hvis yder- ligere Paaskyndelse ikke stod videre i Udgiverens Magt, end ved gjentagende at forhøre sig -- og dette undlodes da heller ikke -- faldt først under 6te Ds., hvorpaa først et Nr. viste sig og Nr. 1 Expeditionen ligger udenfor min Ressort, der ind- skrænker sig til, uden Godtgjørelse at sørge for Bladets Indhold og Correktur, og dette Indhold er afpasset saaledes, at Tiden, hvori det læses, er af mindre Vigtighed. Forsendelsen til Chri- stianssand af 310 Explr. af de udkomne 10 Nr. vil, uagtet Porto- moderationen, dog sandsynligviis skee tilskibs, men siden regel- mæssig med Posten. Bekjendtgjørelsen i Morgenbladet fra Udg. og Forlægger bringes herved i behagelig Erindring. Ærb. osv. Fotnote: Denne Vise har nok Askeløfen selv gjort. Sætterens Anm. SIDE: 429 Henrik Wergeland FORSVAR FOR STOCKHOLMS LÄNSTIDNING (Indsendt.) Morgenbladet 13. juli 1840. De mortuis nil nisi bene! Den ærede Indsender af Artiklerne om Flaget tillade en Ven af en af den nu indgangne "Stockholms Länstidnings" Redak- tører, om han, paa dennes og den øvrige Redaktions Vegne, protesterer imod at denne Tidning henregnes til de "gode". Morgenbladets Red., som har holdt den, vil kunne bevidne, at, i den Bemærkelse dette Ord i Sverige toges i om Minerva og de usle Carlstad- og Norrköpingtidninger, har ingen været "sämre" end hiin, der redigeredes af den fra Aftonbladet be- kjendte O. O. ): Orvarodd og Digteren Lieut. Ridderstad med flere af "det unge Sverige", -- som ogsaa gives. Idetmindste lader det sig med større Vished sige, at et saadant, sine Hen- sigter bevidst, gives, end at der existerer et ungt Danmark, hvor det nu lader til, at ikke some men all thing is rotten. Men dette var nu en liden Digression. Henrik Wergeland SIFULS UNDERSKRIVT UNDER WELHAVENS PORTRAIT I "PORTEFEUILLEN" Christiansandsposten 23. juli 1840. Hans hele Skind Er her lebendig: Et vakkert Bind, Men Text elendig. P S. Saa gjør man Vind Med lidt Udvendig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 27 JULI 1840 Tønsbergs Merkur 28. juli 1840. Dhrr Gauthiers have under deres nærværende Ophold ret været uheldige med Fald fra Hestene. Ved første Forestilling fik den flinke Alexander en Contusion for Brystet og over Næ- sen; Fredag otte Dage styrtede paa eengang Carl, August og SIDE: 430 Baptist, idet de forestillede de tre Athleter, fra Hesten, hvorved den Første fik Axelen af Led, saa han siden har været Invalid, og nu igaar maatte August til, idet han styrtede mod Rækværket med Halsen, saa han blev baaren bevidstløs bort. Han deeltog dog siden i Repræsentationerne. Alle Gange er Ulykken skeet mod Rækværket. De reise imorgen til Stockholm. -- Med Bournonville og Jfr. Fjeldsted (der, in paranthesi sagt, after the first appearence, hverken er smuk eller har smukke Been) fulgte ikke igaar det halvt om halvt belovede og ganske fuldt og fast forventede spanske Dandserpar. Den ægte Cachuca gaaer saaledes i Lyset. Huset er bortabonneret. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 3DIE AUGUST Tønsbergs Merkur 4. aug. 1840. Det kjøbenhavnske Dandsepar gjør Lykke hersteds med hvad det dog kan præstere. Men ogsaa denne høiere Dands bruger de stødende og uskjønne horizontale Beensvingninger. Jfr Fjeld- steds Føren af Overkroppen og Taastyrke synes beundrings- værdig, og hendes Aasyns Tække fortjener varmere Kompli- menter end der er ydet i et foregaaende Nr. Saasnart Dands- præstationerne ere ophørte agter Jfr. Jacobine Gjertz, Datter af den almeenagtede Byskriver Gjertz, at give en Koncert paa Fortepiano, hvori hun har ladet sine Lærere i Kjøbenhavn efter sig forlængst. -- Igaar den 2den August forevistes for Penge en Nebbehval, 18 Fod lang, som var fanget i Garn ude ved Sætre ved Drøbak iforgaars, efterat have viist sig inderst i Bonnefjorden Dagen iforveien. Eieren tjente 26 Spd. ved denne Spekulation og blev buden 15 Spd. for Fisken, den han dog nu idag er afreist med for heller at udbringe Tran af den. 3 Iser fangedes ligeledes paa engang forleden ved Allunværket. -- Dersom Militæret tabte eller Seieren ialfald var uvis i en Bataille med Pøbelen d. 4 Juli paa Etterstad (saafremt Mosse Tilskuer staaer til Troende) saa har det indlagt sig en desto berømmeligere Sejer paa Gardemoen for nyligt. En Bonde fra Egnen havde tilladt sig Udtryk, som nogle Subordinerede fandt sig stødt ved. For at revangere dette paa Bonden og hans Følge, SIDE: 431 lægge de sig i en stærk Trop i Baghold i Skoven. En ung Bonde, der var gaaet noget forud, mærker Uraad, tager Flugten og kaster sig bag en Gran. Da det lider om lidt, begynder Bag- holdet at plystre, hvorpaa han svarer i den Formening, at det var hans Følge, bliver attraperet og faaer Skamprygl. Hans Følge geraader under dette ligeledes i Bagholdets Hænder og faaer samme Traktement, hvorunder nærværende Referents For- tæller erindrer, at han hørte en af Heltene sige: "skal han have meer Stormoen?" Det gik videre løs indtil det samme Spørgs- maal kom og erholdt det naadige Svar fra Hr. Stormoen (en Underofficier fra Oudalen) at det nu kunde være nok. Paa Klage hos Kompagnichefen beretter Vedkommende at have faaet det Raad at lade saadant fare, da han ved nogen Urig- tighed resikerede Tugthuset; men Klage ad anden Vei skal dog være indleveret. Referenten heraf antager ganske, at Kompagni- chefens Raad var, om ikke det retviseste, saa dog det klogeste. Thi at faae Ret -- ? That is the question. Slige smaa Udskej- elser paa Bondens Ryg holde Modet og Militæraanden vedlige. Henrik Wergeland [ANMERKNINGER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM STUDENTENES HYLDNING AV HENRICH STEFFENS] Tønsbergs Merkur 4. aug. 1840. [Innsenderen skriver: "For en Hylden af absolutiske Principer have ellers de norske Studenter just ikke havt Ord." Wergeland legger til:] Men for et vidtdrevet Hang til komplimenterende éclats og Opinionsyttringer, NB. applauderende. Korrekt. Anm. [Indsenderen forsvarer uttrykk i studentenes hyldestsang, som "Ja, norsk i Aand og Sjæl Du er". Wergeland legger til:] De forekomme rigtignok mig at være af dem, man bør spare paa. Ellers vil det ikke vare længe før man ved en smuk Leilig- hed komplimenterer f. Ex. Grev Brahe, A. S. Ørsted for deres "Norskhed i Aand og Sjel". Denne blev jo da ikke andet end almindelig Bravhed, Biedermannigkeit eller den saakaldte "Dannished", som de Danske indbilder sig er det samme som Danskhed. Korrekt. Anm. Henrik Wergeland SIDE: 432 INDLÆG I DAA'S SAG MED SOMMER Christiansandsposten 6. aug. 1840. -- Hr. Dommer! Med Daa og Sommer man aldrig paa det Rene kommer. Henrik Wergeland PROFESSOR HJELMS KIRKELOV (Indsendt.) Morgenbladet 7. aug. 1840. A. Den Kirkelov var grum og grov. B. Nei den er mild; staaer der en Tøddel om Baal og Brand, Tortur og Bøddel? Og har du meer Beviis behov. Henrik Wergeland PROF. HJELMS LOVFORSLAG OM SEPARATISTER (Indsendt.) Morgenbladet 9. aug. 1840. Mod Gjerning ikke god skrev Drako Lov med Blod, og det fandt Oldet strengt. Vor Drako Hvad du tænker i femte Grad i Lænker vil have indestængt. Henrik Wergeland PROF. HJELMS LOVFORSLAG OM SEPARATISTER (Indsendt.) Morgenbladet 10. aug. 1840. At synge er en vakker Gave; men syng ei Psalmer vil du ikke have en Slave- Klave. SIDE: 433 Henrik Wergeland POLITISK REVUE Tønsbergs Merkur 10. aug. 1840. Vort i politisk Henseende saa frie Norge fremstiller en Viden- skabsmand, der anbefaler hiin religiøse Trældom, fra hvilken Christendommens guddommelige Stifter befriede Menneskeslæg- ten og den drabelige Luther Kirken; og hvad der er det mærke- ligste, saa er denne Nutidens Torquemada ei nogen fanatisk Theolog, men en nymodens Philosoph og en til Lovgivningsarbei- der udkaaren juridisk Professor, ved Navn Hjelm. Et saadant Monstrum har vort Frederiks Universitet udklækket. Univer- siteterne i Lund, Upsala og Helsingfors have aldrig udsendt slige afgjorte Hierarker, hvisaarsag da ogsaa Sverige gjør beundrings- værdige Fremskridt; og den danske Grundtvigs Opfordring til sin reisende Konge, ikke at give Slip paa Enevoldsmagten, men at haandhæve den som en christelig Monark, kan nu ingen Fri- sindet mere bebreide ham for, da en saadan Myndighed nok kan forenes med den evangeliske Frihed, der hverken kjender Kjet- tere eller Separatister. Den anglikanske Kirke er i Begreb med at slutte et mere in- derligt Forbund med Separatisterne eller Dissidenterne, fordi Lovgivningen attraaer det. Da disse tildeels vægre sig ved Eeds- aflæggelse, skal der kun affordres dem en skriftlig Erklæring, som ikke strider mod deres Samvittighed. Prinds Albert er be- stemt til dette frie Lands Regent, hvor man ikke forfølges for sine religiøse Meninger. Vi maae beklage, at den ædle Lord Durham, denne Emancipationens kraftfulde Forfegter, er afgaaet ved Døden. I Frankrige tiltager Sædeligheden, siden ingen Kirke er- kjendes som den herskende. Thiers, Nutidens store Mand, sigter til intet Slags Undertrykkelse, og har for Øieblikket især sit lyse Blik fæstet paa den Qvadrupelalliants, som Storbritannien, Rusland, Østerrige og Preussen synes at ville slutte, for at styrte den gamle Mehemed Ali, der ligeledes, hvilken rettroende Muselmand han end maatte være, dog aldrig har banlyst nogen Anderledestænkende. Insurrectionen i Syrien, der gjør ham saa- meget Bryderi, reiser sig heller ikke af nogen religiøs, men ene og alene af en militærdespotisk Undertrykkelse, hvilket det er SIDE: 434 Muhamedanere og Christne lige meget om at gjøre at faae standset. Hierarkiets blodbestænkte Forfegtere, med Don Carlos i Spidsen, holdes, ligesom vilde Dyr, indespærrede i Frankrige. Der lyser en skjøn Tid for Borgerstanden i Spanien, til hvilken altid og overalt den frie og christeligsindede Geistlighed slutter sig. Men den gamle Ayuntiamento-Indretning, ved hvilken Communernes Uafhængighed sikkredes, har faaet et farligt Knæk. Dronning-Regentinden har sanctioneret en skadelig Cor- tesbeslutning. Imod denne reiser sig Barcelonas Befolkning, og den gamle Seiershertug Espartero tager dets Parti paa en saa eftertrykkelig Maade, at Dronning-Regentinden maa give efter. Tscherkesserne meldes at gjøre Fremskridt endog hiinsides Cubanfloden. Disse ere ivrige Muhamedanere, der alligevel ansee de evangeliske Englændere, de katholske Polakker og Franskmænd, endog de græskkatholske Russere, der kæmpe i deres Rækker, for Brødre. Selve Keiser Nikolaus, der vil gjøre hele Verden til russisk, lader sine Embedsmænd bekjende sig til hvilken religiøs Forening de ville, og om hans Gemalinde, der for Tiden opholder sig i Badet Ems, [berettes, at hun] om- gaaes meget Herrnhutere. I Keiserens Øine er kun den en Se- paratist, der complotterer imod ham, og en saadan sendes da almindeligviis som gemeen Soldat til Kaukasus; men hans hele Separatisme ophører saasnart, det er lykkets ham at desertere til Tscherkesserne. Ungarns sidste Rigsforsamling udtalede sig for Religions- frihed. Til Trods for det i Baiern overhaandtagende Munke- væsen befriede dog Kongen endelig sine separatistiske Soldater for den almindelige Knæbøining. Under den nu afdøde Konge af Preussens Scepter hørtes rigtignok om Forfølgelser imod de saakaldte Gamle-Lutheranere og Pietisterne, hvisaarsag da en Deel af disse Separatister maatte vandre ud til Australien; men som Grund anførtes bestandig hines imod Politianordningerne stridige Handlinger, ingenlunde deres Meninger; i alt Fald er der under den nuværende Konges Regjering ei mere Tale om denne Sag, og han har endog venligen modtaget en Deputation af sine jødiske Undersaattere. De værste Nutidens Separatister ere Thetotalitterne, som endog vægre sig ved i en Kreds af SIDE: 435 Venner at tømme et Glas for Borger- og Religionsfrihed paa hele Jorden, men derimod i al Stilhed lade Keiseren af China leve, der lod afslagte en Deel Tempeltjenere, fordi de havde ladet Ildløs opkomme i det dem anbetroede Gudernes Huus. Kort sagt, vort Aarhundrede er saa lidet oplagt til at modtage den omtalte norske Professors Lov, at den kun fortjener at frem- hæves som en Curiositet. Henrik Wergeland ANM. TIL STYKKET IGAAR FRA DRAMMENSADRESSEN Morgenbladet, 15. aug. 1840. Mod Sværmeri for et Kapellani min Appetit mig nok beskjærmer; men, sulten eller mæt, jeg sværmer for Konge; Fædreland og Poesi. Henr. W -- . Henrik Wergeland PROFESSOR HJELMS LOVFORSLAG OM SEPARATISTER (See Morgenbladet.) Christiansandsposten 17. aug. 1840. At synge er en vakker Gave; men ti om Gud og hellig Zions Have, og syng ei Psalmer meer, vil du ei have Slave- Klave! Henrik Wergeland VARIANT! Christiansandsposten 17. aug. 1840. Hvo skulde tænkt, at af den gamle Bredo, -- Som aldrig bad sit Credo Og sjelden gik i Kirke Og dyrked' Gud meest paa sin egen Viis, -- (Som Skud af hule, længstnedbrustne Birke) Fremskyde skulde saadant Kjætterriis? SIDE: 436 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, l7 AUGUST Tønsbergs Merkur 18. aug. 1840. Der fortælles, at de to talentfulde Redaktører Hr. Rejersen, Udgiver af Christiansandsposten og Ejer af et Bogtrykkeri, og Hr. Claudius Rosenhoff, Udgiver af det meest liberale kjøben- havnske Blad "den Frisindede", og som saadan især bekjendt af sine politiske Poesier, der gjøre ham til Danmarks Beranger, ville slaae sig sammen, for i Christiania at udgive en almindelig Tidende, hvis politiske Retning ellers angiver sig selv, under Titel af "Nyt Morgenblad". Denne Titel retfærdiggjøres ogsaa af det herværende Gamles tiltagende Afkræftelse, og Planen selv af den Misfornøjelse, som begge vore Dagblades synkende Tilstand, og den Illiberalitet, som deres Redaktører vise Ind- sendere, ikke har manglet at vække. Naar vi havde eet stort, velredigeret, oppositionelt Dagblad kunde vi godt undvære begge de middelmaadige vi have, hvori vi daglig maa repetere de fleste Efterretninger. Men et saadant Dagblad tiltrænger en Redak- tion, der udelukkende kan opofre sig det, medens hine to Blade kun bestyres som Bisag af Folk, paa hvis Tid og Tanker Em- bedsforretninger have Krav den hele Dagen. Derfor er der enten, naar de engang imellem lade høre fra sig, saadanne Spoer af Aftentræthed eller Morgengrættenhed i deres smaa Hast- værksartikler. Men Gudskelov, der er nu Udsigter til at Publi- kum kan blive bedre vant, bare Rygtet ikke fra først af er op- fundet af den ene Redaktion som Bussemand mod den anden og optaget af denne mundtlig med Tillæg, at det nye Blad dog ialfald gaaer ud paa at sprænge begge i Luften, og er saaledes kommet i Publikum. -- Vore to Hovedblades Redaktion vedligeholde endnu Taus- heden om det Hjelmske Intolerancelovforslag. Dette viser nok- som deres Magelighed og hvor slapt vort offentlige Liv er. Eller skulde det være med hvad der fra Redaktionernes og Ind- sendernes Side ventes, som med den rigtig alvorlige Storm, at den "mager sig til" under et totalt Vindstille? I hvordan det er, saa har et forunderligere, til Ødelæggelse mere fortjent, Fænomen aldrig viist sig paa vor indre politiske Himmel. Selv Statsraad Schouboe skal være bleven forskrækket over Fosteret, som Kirkedepartementet nu skal holde frem. SIDE: 437 -- Rigshospitalets Filialafdeling ): det gamle "Byens Syge- Huus", hvor Hud- og veneriske Sygdomme kureres, har altid indgydet almindelig Mand større Skræk end Tugthuset eller "Huset" som det kaldes i Almindelighed. Saaledes hængte for- leden en militær Arbeider sig paa Kirkegaarden, fordi han var bleven smittet og truet med "Filialen"; og Dagen før Artilleriets Afmønstring paa Etterstad skjærer en Artillerist Halsen af sig af samme Grund. Det er sandsynligere, at det ikke er Mangler ved denne Hospitalsafdeling, som hver Formiddag er under- kastet Overlægens og den medicinske Visit, som bevirke denne Antipathi, men heller Visheden om, at Arten af deres Onde vil blive bekjendt og omtalt, naar man veed, at de ligge paa et Hospital, hvis Hovedantal af Patienter ere veneriske, eller som det, med et betegnende Udtryk af Afsky hedder fulde af "Ondt". -- Fra Kjøbmand Poppes Side er, efter en Protest til Auc- tionsprotokollen imod Forsælgning paa Børsen en detail, den faldne Eragtning indanket til Retten. Blikkenslagerne have en Klage paa Stabelen over Undersælgningen fra Slaveriet. -- Ifredags gaves Bournonvilles og Jfr. Fjeldsteds Benefice for aldeles fuldt Huus; men uagtet Hr. B. da og ellers har gjort glimrende Affaires her, har han dog sat en Plet paa sin Libe- ralitet ved at forlange l00 Spd. forat dandse paa en Benefice for Skuespillerne, der den hele Tid have staaet Balletparret til Tjeneste. Skuespillerne afslog, som man kunde vente, Direk- tionens Propos, at dele med Orchesteret d. e. dividere Udbyttet med omtrent 60. Dette vilde, under Forudsætning af fuldeste Huus afgivet for Hver omtrent til et Aftensmaaltid. Orchesteret havde da en Benefice for sig selv i Onsdags, men uden synder- ligt Held. -- Ifredags vare Vedkommende paa det chemiske Labora- torium beskjæftigede med Analysen af et fra vedkommende Øvrighed inden Smaalehnenes Amt indsendt forseglet Glas inde- holdende Mavens Indhold hos en inden Jurisdictionen afdød Kone, der var mistænkt som forgivet af Manden, der hensidder i Arrest. Resultatet var en saa overordentlig Mængde Arsenik, at man næsten skulde troe det appliceret som Strøsukker. SIDE: 438 Henrik Wergeland TIL HOVEDSTADENS PUBLIKUM Den Constitutionelle 18. aug. 1840. Uagtet Undertegnede, ved en Trudsel inden Theaterdirek- tionen, at samme vilde ved at "nedsætte os i Publikums Øine gjennem Bladene", revengere sig for vor Negtelse, efter hvad der var passeret, at assistere ved en igjentagen Forestilling af Balletten "Søvngjængersken", til Bedste for den problematiske saakaldte Theaterpensionskasse, kunde ansee sig forberedede paa en egenartet Publikation, troede vi dog, at burde henregne denne paafaldende Yttring, ligesom den, at ville "lukke The- atret", til en af de vise Forholdsregler, hvorved Direktionen sørger for Theatrets Tarv, og lægger for Dagen, at den kjender sit sande Forhold til det, dets Personale, dets Eiere og til Publi- kum. Men idag have vi i den Constitutionelle faaet en smerte- ligere, skjønt sandere, Tro ihænde, nemlig den, at det virkelig kun gjælder, at see sin Trudsel iværksat, at det gjælder Os, at see vort Forhold til Publikum forstyrret, kort kun det -- at sætte os i "Bladet"; og efter en saadan Advarsel forbauser det os kun, at Direktionen udfører den paa en Maade, der trænger til saamange Berigtigelser. Det skulde glædet os, om Hovedstadens Theaterpersonale kunde stile dem til en større Almeenhed. Det har idetmindste intet varmere Ønske, end at kunne afbetale sin Gjæld til sit nye gjæstevenlige Fædreland ved paa det beredvilligste at under- støtte og imødegaae enhver Forholdsregel, som maatte tilsigte at nærme Theatret i Norges Hovedstad, hvor vi ere blevne hvad et overbærende Publikum tillægger os at være, til de nationale og naturlige Sympathier og saaledes at give denne Institution et forhøjet Værd og sin egentlige Betydning. Men disse For- holdsregler ere udeblevne, og vi ere saaledes med vore Anlig- gender kun satte i Rapport til den Deel af det store Publikum, vi her med en retfærdig Sags Tillid have appelleret til. Og vi have havt formange Beviser paa dets Godhed og Yndest til at vi ikke skulde ansee det for vor Pligt at vedligeholde idet- mindste dets Agtelse. Det glæder os imidlertid, at kunne bedække Vedkommendes Indolence med Hensyn til Theatrets Udvikling til National- SIDE: 439 institution med et, i Forbindelse med nærværende Sag staaende Træk, af en Raskhed hos Direktionen, som det var at ønske maatte blive anvendt paa noget Bedre end til dristige Anticipa- tioner af Publikums Vilje. Det er nemlig Tilfældet, at Direc- tionen selv forlangte Balletten "Søvngjængersken" gjentagen "efter Publikums Ønske" før dens Opførelse. Der er da enten "Publikum" reduceret til et Koteri, eller det virkelige Publikum har faaet sig nogle Formyndere, som det bør være ligesaa taal- modige ved som vi, siden de maae være forudseende og kunne læse i Viljerne længe før de faae Anledning til at bevæges, d. e. i dette Tilfælde, før der kunde være nogen Mening om hvorvidt Udførelsen vilde behage eller ei. Men er Direktionen stærkt fremsynt, saa seer den kun slet hvad der ligger i det nys Passeredes Bunke, og dog er det netop Dette hvorover den nu snubler saa slemt. Den maa nemlig gan- ske vel vide, at Aarsagen til vor Negtelse af Assistence ved en ny Forestilling af "Søvngjængersken" ligger langtfra i nogen Utjenstvillighed fra vor Side, men 1) i den Omstændighed, at Hr. Bournonville fandt det passende at regalere det Personale, ved hvis Hjælp han, under dets Ferier, havde med glimrende Udbytte givet sine 6 Forestillinger, med at forlange 30 pCt., det er paa det nærmeste l/3 af Indtægten, for at assistere ved en Benefice for dette; 2) i at Skuespillerpersonalet ingen synderlig Interesse kan have for en Pensionskasse, der fremdeles tilhører hovedsagelig Ideernes Verden, idet det hverken veed, hvor denne Kasse er, hvorledes dermed omgaaes, eller kjender nogen Garanti for sammes Urørlighed, uafhængig af Theatrets Skjæbne. Direktionen tør, med Hensyn til egen Interesse for denne Kasse, maaskee erindre, at det hedte, at Aarsagen hvorfor ingen Fore- stilling i Løbet af hele afvigte Vinter var given for Pensions- kassen, var, at ingen af den Mængde nye Oversættelser, The- atret har betalt for, havde givet et saadant Udbytte, at den havde anseet det overeensstemmende med Pensionskassens Tarv, at give den for samme. Og den behage nu at tage Indtægts- budgettet for "det ubekjendte Mesterværk" og "Lyoneserinden" i Haanden. Publikum vil dog nok finde, at videre Modbeviis gjøres ikke behov. Men man kan ogsaa glemme en Ting for- medelst Opmærksomhedens altfor store Stadighed, det er: SIDE: 440 Holden paa samme Punkt. Og at dette Punkt ikke kan være langt fra Frysepunktet, synes klart af, at endog En af Direk- tionens Medlemmer, efter Rygtet, skal have yttret, at Pensions- kassen er en Uting, der burde afskaffes. Af denne Mening ere rigtig nok ikke Vi, naar Direktionen blot vilde gjøre noget for den, eller ialfald gjøre dette anderledes end ved dette Bene- ficeprojekt. Man skulde rigtignok ogsaa kunne slutte, at det heller ikke har været saa oprigtigt meent med dette, siden Direk- tionen havde forglemt at sikkre sig Mad. Mancinis Assistence, som vel maatte ansees nødvendig til Ballettens Opførelse, men som neppe gjentagende kunde erholdes uden Godtgjørelse, især siden Hr. Bournonville veed at holde sin Kunst i saa høi en Priis. At Skuespillerpersonalet afslog en Benefice, der skulde deles med Orchesteret og saaledes undergaae en Divideren med om- trent 60, og det efter et 6 Gange fuldt Huus og efterat Publi- kums Opmærksomhed var henledet paa, at det havde Søvn- gjængersken ivente, kan kun Den finde ude af sin Orden, for hvem den bogstavelige Skilling er lige kjær. Undertegnede fandt det idetmindste mere passende at renoncere paa sine Brøkdele, og udbad sig kun, at maatte komme i Betragtning ved en anden Anledning. Dette troede vi, naar Hr. Bournonville havde villet gaae os anderledes imøde, kunde have skeet imorgen, Mandag: men hvorfor Publikum baade efter denne Plan og efter Direk- tionens, der tilsigtede Pensionskassens Tarv, er gaaet Glip af en Fornøjelse, som det skal have ønsket gjentaget før det endu har smagt den, troe vi nu at have udviklet tilfredsstillende for det. Christiania den 16de August 1840. Skuespillerpersonalet ved det offentlige Theater. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 20DE AUG. Tønsbergs Merkur 24. aug. 1840. Reisende berette, at stærke Regnbyger have, især hiin storm- fulde Løverdag, gjort betydelig Skade opover Romerige, hvor man ikke har seet saadan Velsignelse siden Kornaaret 1819. Sidste Tirsdags Eftermiddag faldt her den stærkeste Pladskregn i denne Sommer. SIDE: 441 -- I Tirsdags begyndte Harzmusikvereins Koncerter i Fri- murerlokalet, og det lod ret til, at denne Spekulation vil lykkes for DHrr. Lorange men i Aar har det været "reent besæt," som man siger. Foruden flere af Rytterne selv, vides en Pige og en Mand -- den sidste voldsomst -- at være overredne. Nervefeber har huset i Leiren, saa Corps- og Reservelæge Conradi oftere har maattet reise derop. -- Som Medarbeider i Hr. Statsrevisor Daa's af Tiderne og vi haabe, af de bedre Borgeres Ønsker saa paakrævede Blad, nævner man Hr. Cand. juris George Krogh, bekjendt som dygtig Jurist og liberal Publicist. Han er allerede kommen hertil, efter eget Sigende, i dette Ærinde. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 27DE AUGUST Tønsbergs Merkur 31. aug. 1840. Jo længer man kommer op i Landet, jo herligere staaer Grø- den. Det ofte saa haardt medtagne Østerdalen har aldrig seet saadan Overflødighed; og da Jernnætterne ere vel over, er der Haab om at faae noget Godt af denne Herlighed, som nu fryder Alles Øine. Paa nogle Steder, hvor Ageren har staaet altfor SIDE: 443 frodig og i Nedhælde, har den dog lagt sig uigjenkaldeligt; men Sol og Vind virke dog ogsaa paa disse Masser. Rust og Meel- drøie vil man have opdaget som temmelig hyppig paa Bygget og Hveden, hvor denne findes. -- Reisende kunne ikke noksom rose Mjøsdampbaaden saa- ledes som den ligger under Dækdrivning paa Mindebugten. Den er ikke saa liden, som man maaskee troer, da den er l l/2 Fod længer end "Constitutionen," som dog i endnu betydeligere For- hold er bredere. Maskinmesterne, der skulle indsætte det fixe og færdige Maskineri, ere endnu ikke komne af uforsvarlig Man- gel paa Remisse. 50 £ ere dog nu komne over. Det er en lidet opbyggelig Tanke, at Landet ikke tæller En, som man tør an- betroe at sætte Maskineriet ind, saaledes som dette Stykke for Stykke staaer der. -- Lektor Chemiæ, Hr. Thaulow, er i disse Dage kommen til- bage fra Eidsvold, hvor han har anstillet Analyser over Sund- hedsbrønden paa Gjæstgiveriet Eidsvoldbakken, der have ledet til glimrende Resultater. Brønden giver nemlig i stærke For- hold Jern, Kulsyre, og Svovlvandstofgas, saa den er en af de saakaldte Suurbrønde. Den har ogsaa allerede i denne Brønd- og Badeindretningens første Sommer udviist de meest held- bringende Virkninger paa stærke hysteriske, hypochondriske og krampagtige Tilfælde. Der kan ogsaa erholdes Bad af Brøn- dens Vand, ligesom ogsaa varme og kolde Douchebad i det egentlige, noget fra Brøndhuset beliggende, Badehuus. Omegnen er af henrivende Skjønhed, og Badelivet maa vinde i Behage- lighed, om Mjøsdampbaaden vil gaae derned. Dette siges dog endnu at være problematisk af Frygt for drivende Tømmer- stokke -- en Betænkelighed, som maa synes Enhver taabelig, der kjender noget til de Besværligheder, Dampfarten er udsat for paa andre Floder, hvor, som f. Ex. i Donauen, Strømlejet hvert Øieblik forandrer sig. Mjøsbaaden, som man har hørt nævnes Dale-Gudbrand, Halfdan Svarte o. s. v., har ellers endnu ikke erholdt noget Navn, ikke engang ved Afløbningen af Sta- belen. "Dale-Gudbrand-Navnet" falder deels ikke Hedemark- ingerne, af provinciel Iversyge, behageligt, deels har det stødt, fordi gamle Gudbrand var en strid Hedning. "Navnet maa beroe paa et godt Indfald under Pokulationen, naar den første Gang SIDE: 444 gaaer," meente Inspektøren ved en Leilighed forleden. "Vel," sagde en tilstedeværende Dame, "saa lad den da hedde "det gode Indfald."" -- De gamle Kammerjægere, Hofkammerjægere ): Hofrotte- fængere skulde man troe var en af de med det forsvundne Aar- hundrede indgangne Dignitater; men i denne Tid gjæstes dog Hovedstaden af en Hofkammerjæger Meyer fra Wien. Det er da rigtignok en Stad, hvor det Gammeldagse holder sig bedst. Om han virkelig jager paa Lofterne efter sit skjærende Vildt, veed Referenten ikke; men han skal gjøre glimrende Affærer med sine Rottegivte. Saaledes skal en Brænderieier have kjøpt for 50 Spd., en Kjøbmand for 25, o. s. v. I 6 Aar skulle disse Midler holde Utøi ude. Det falder ellers Nedskriveren ind her at foreslaae Koloniseringen af Røskatte (Hermeliner) paa Sø- boder og Magaziner, da disse i endnu høiere Grad end Katten ere Dødsfiender af Rotter og Muus. -- Fra den Bonnierske Boghandling i Stockholm er i denne Maaned averteret paa Svensk "Danmarks politiske Forbrydel- ser imod (inom?) Norge." Sandheden har Haarrørskraft; den siiger med Vandets langsomme Sikkerhed igjennem Sandstenen. -- Hovedstadens Borgerofficierkorps har gjort et Valg til Stadshauptmand, som viser, at det maa have været i betydelig Forlegenhed, idet det har erklæret sig for en Kjøbmand, hvis meest udmærkede Egenskaber ere, at han er Kapitain af Korpset og af en landlig Simpelhed i Tale og Manerer, der gjør den be- kjendte, netop derfor saa populære, nordamerikanske General Havistons "Western-Simplicity" tilskamme. Man venter Exer- ceermajor Ytteborg, der togange nu er bleven tilsidesat ved dette Valg, med Frygt og Bævelse tilbage fra England omtrent som Katten, der finder Musene dandsende paa Bordet. -- Dødheden i vort politiske Liv, den blinde Tiltroe til, at alt gaaer ganske fortræffelig klogt og retfærdigt til i alle Departe- menter, viser sig ogsaa i Hovedstaden i den liden Fremgang, som Hr. Daa's Oppositionstidende "Granskeren" endnu har havt. Og dog kan man ikke paa en nemmere Maade faae den er- kjendte Mangel og Savn af et saadant Blad, der hidtil kun har manglet Redacteur for at komme i Gang, dækket og til- fredsstillet, end naar en saa dygtig, med alle sine Skjæretænder SIDE: 445 udrustet, Mand fremtræder frivillig og, som det synes, med stemplet Kald til et saadant Hverv. Rygtet om Kand. juris Kroghs Deeltagelse har ellers ikke bekræftet sig; men Daa gran- sker nok alene. -- Det glæder Ref. at kunne berette, at Kapt. Mariboes Sund- hed er allerede paa Hospitalet i Schlesvig saa heldig restitueret, at han allerede forlængst er Reconvalescent. Dog vender han først tilbage næste Aar. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 1STE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 3. sept. 1840. Der fortælles fra Kjøbenhavn af Reisende, at Stemningen dernede er, netop hvad Massen eller Fleertallet betræffer, ganske anderledes end man skulde slutte af Fleerheden af de servile Blade. Inden Hovedstadens Borgerskab skal den især være spændt. 12 -- 1400 af Samme have leiet et Huus, hvor de samles og hvor der skal være holdt Taler i en Aand, der har givet dette politiske Samfund Navn af Jakobinerklubben. (Ah! ça ira! ca ira! ca ira!) Man venter i Publikum, at Udkast til en Forfatning skal blive Kongen forelagt af de saakaldte Stæn- der som et Ultimatum af Folkets Villie, hvis Forkastelse vil kunne have de allerfarligste Følger for Kongen selv. Saa be- rette Reisende. Referenten gjør sig ikke saa store Tanker om dansk Kraft. Christian Frederiks Regjering vil dog neppe vare længe. Uden at have øvet nogen stor Handling vil den sand- synligviis, efter et godt Aftensmaaltid, ende bradt med en Apoplexi, og nok en navnløs Oldenborger vil have regjeret. Det stod i hans Magt, at sætte sit Navn høiest i Rækken af Dan- marks Konger; med en mærkelig Mangel paa Forfængelighed har han foretrukket Nedsynkningen i Mindets Skaaler til Nullet. -- Professor Hjelm søger et Forsvar for sit desperate Lov- forslag om Separatister i at opstille endeel gruopvækkende Exempler paa Handlinger af det rene og pure Vanvid. Men dette hører, som bekjendt, under Sygeindretningers Korrektiv, ikke under Slaveriet, hvormed Professoren vil have Secterisme belagt. -- Efter en langvarig Sygdom, der omsider gik over til Bryst- SIDE: 446 vattersot, afgik i Fredags Morges Hovedstadens retskafne Stor- thingsmand, Høiesteretsassessor P. Holst, ved Døden. Morgen- bladet berettede dette i Løverdags i en i Sort indfattet Paren- tation. Næst paa hans Familie vil dette sørgelige Dødsfald gjøre et nedslaaende Indtryk paa hans Hjertensven Sognepræst Hes- selberg, med hvem han deelte religiøse og politiske Anskuelser og næsten daglig omgikkes. Gid Landet talte mange saa op- rigtige, grundærlige Patrioter! -- Det gaaer med det Lorangske Fornøielseskompagnie som med Guldbergs og Winthers i Forlagsveien: -- idelige Kryds- ninger, idelige Rivaliseringer. Neppe hører Nic. Caspary paa Klingenberg, at det gaaer for Lorange men de to Andre, Jægere fra Østerdalen, vare letsindige nok til at undvige for en Dom paa nogle Dages Arrest. -- Hr. Baptist Gauthier, sen., Hr. D. Gauthiers Broder, har erholdt et Aars Bevilling paa at forevise et Menageri samt Be- rider- og æqvilibristiske Konster i Rigets Stæder, dog i Hoved- staden (for Theatrets Skyld) kun i de tre Sommermaaneder. -- Veiret heromkring har i de sidste Dage været noget usta- digt. En pludselig voldsom Regnskuur i Fredagsaftes gjorde Publikums Tilbagetog fra Theatrets første Forestilling ("Mulat- ten" af H. C. Andersen, der vandt stort Bifald) ikke uligt de Franskes fra Rusland. Man fandt Tøisko og Blonder drivende i Rendestenene om Morgenen. Men igaar vare de kjække Som- merfugle igjen ude overalt i det nydeligste Veir, man kunde tænke eller indbilde sig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 10DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 14. sept. 1840. Baade den Dag, Efterretningen om Statholderens Død ud- bredte sig, og Dagen efter, flagede flere Skibe paa Christiania Havn paa halv Stang; ligeledes paa Anmodning Dagen efter de danske Jagter. Koureren afgik først iforgaars, Tirsdag Efter- middag Kl. 3 og ikke allerede om Mandag, som berettet i et af vore Blade. -- Iforgaars fandtes et Barn udsat udenfor en Enkemadames Dør I Vaterland. Da hverken hun eller andre Nærboende vilde optage det, gjorde det Offentlige det, idet Vægtere afhentede samme. For en Tid, maaskee et Aar, tilbage hændte en mere indviklet Dragedukkegeschichte, som dog ikkun meddeeltes Pu- blikum gjennem Rygtets Omtale. En Pige beder en Bonde paa Torvet om at faae Lov til at sætte en med et Linnedklæde til- dækket Kurv ved hans Vogn, mens hun gik et kort Ærinde. "Ja, naar det bare blev ved et Snarærinde." Ingen Pige kom, og Bonden tittede da ind i Kurven og opdager et sovende Barn. Men han tænkte formodentlig, at det ikke var værd, som et vist Distrikts Bønder have Ord for, at tage mere med sig fra Byen, end ham medrette tilkom; sætter derfor Kurven udenfor SIDE: 450 en formuende Høkers Dør paa Grønland, og gjør sig et Ærinde fra Vognen. En af de Byfanter, som da pleie at have Øinene med sig og med Bonden, er da strax tilrede, og vips borte med Kurven. Hvor der siden blev af den og dens Indhold veed Ref. ikke. -- I Tromsø Tidende indbyder en Ebbe Carsten Rosenvinge i Trondhjem til Subskription paa en "Veiledning i det praktiske Landbrug," hvoraf i Almindelighed vil udkomme et Hefte, stort 2 a 3 Ark hver Maaned, à 8 ß Arket eller 6 -- 7 ß pr. Ark, hvis Afsætningen dækker Omkostningerne. Udgiveren paaberaaber sig en meer end 30aarig Praxis og Theori, og omnævner, at han under 12te Febr. d. A. har indgivet Forslag til Regjeringen be- træffende Agerbrugets Forbedring. Det er ogsaa af Betydning for samme, at man begynder at tilvirke den i Frankrig opfundne, saa virksomme og besparende animalske Gjødning eller "Pou- dret." I Christiania sælges samme a 7 Tønden hos Farver Sass og af Bradsberg Amtstidende seer man, at To, en Hr. Hanson i Porsgrund og en Hr. Berg i Brevig, fabrikere samme. Norges meste Erobringer maae nok skee paa Myren og Heden. Vort Diplomati fandt det ikke engang værd ved Frederik VI's Død at nedlægge Paastand paa de norske Kolonilande, han havde forbeholdt sig, som Enevoldskonge, i Kielertraktaten, saa Danmark dog ikke skal fange Hævd derpaa. Ved Hævd har Norge før tabt Appertinentser af Land. -- Der er truende Aspekter for vort Theater. Aabnings- aftenen gav "Mulatten" vel godt Huus; men neppe noget over 100 Mennesker besøgte den 2den Forestilling. De musicerende Kafféer gjøre betydeligt Afbræk. Af Koncerter har man ikke mindre end tre ivente i denne Maaned (Jacobine Gjertz, Will- mers og Schmuckert). Den, formodentlig ogsaa i Tønsberg be- kjendte reisende Maleriudstiller Schmahr gjør derimod daarligt Marked med sine latterlige Smørerier. Man betragter hans illu- minerede Udstillinger, hvor der iblandt andet ogsaa brænder i Transparent et "Leve Kongeriget Norge og dets Frihed og Hovedstaden Christianias Indvaanere m. m." som en Julestue. Regner man nu flere af de omreisende Skuespillertrupper, der kun ere stærke nok til at give "Supplikanten," "Skuespilleren mod sin Villie" og flere deslige, hvortil kun 1 a 2 Personer be- SIDE: 451 høves, og flere deslige andre Kunstpræstanter, tør man vel sige, at Norge er vel saa besøgt af alskens Styverfængere, som noget andet Land. -- Grevinde Wedel befinder sig paa Bogstad, og efter Om- stændighederne, vel. At man alt kandestøber en ny Statholder og dristigen skaber af ubekvem Materie, er naturligt. Dog har Publikum endnu ikke designeret nogen Svensk. Saavidt Fornuft har det. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 14DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 17. sept. 1840. I Løverdags paabegyndtes Proceduren i Høiesteret i de 5 arresterede bergensiske Matrosers saakaldte Oprørssag. Hoved- forbrydelsen er, at de ikke vilde ligge paa et aabent Værftsloft Nætterne 17de til 19de Septbr. f. A. i Christianssand paa Re- touren med Rofartøierne fra Frederiksværn til Bergen. Aktor, Advokat Hjelm, endte sin Anklagetale første Dag og fortsætter Dokumentationen idag, hvorefter Defensor, Advokat Stang, vil optræde. Sagen vækker naturligviis meer end almindelig Op- mærksomhed (thi denne er meget liden for Høiesteretssager, ja i den Grad, at Mange inden selve Christiania ikke vide hvor den holdes). Flere Sømænd sees imellem Tilhørerne; og de have ogsaa skjellig og særskilt Grund til at iagttage en Sag, som formodentlig vil give Stødet til en Reform af de barbariske Søkrigsartikler. Det forekom Referenten, som om Aktor gjerne kunde, uden at forrykke sin Stilling som Aktor, have givet sine personlige liberale Anskuelser i denne Henseende noget mere Tøilen end han gjorde. -- Borgerskabet agter at give den fratraadte Stadshauptmand, Wyller, ikke alene, som sædvanligt, et Aftensmaaltid, men ogsaa en Æresgave ligesom hans Formand fik. Med Æresgaver bør man vel altid være saa sparsom, for at de ikke skulle tabe sit Værd og Betydning, at de kun gives den fremragende, for Alle tydelige Fortjenstfuldhed; men da Stadshauptmanden virkelig har været populær, og Posten medfører adskillige Bekostninger, synes Gaven her ikke at være saameget paa sit urette Sted endda. SIDE: 452 -- Den berømte Chemiker Professor Rose fra Berlin befinder sig for nærværende, ledsaget af Lektor Thaulow, paa en Reise til Modum og Kongsberg. Hans ikke mindre berømte Kollega Prof. Mitscherlich er ligeledes hidventendes. Publikum, der overalt er den svageste og sandseligste Person under Solen, imødeseer dog vist med større Fornøielse det ægte spanske Dandsepar, som gjorde saadan fuora i Kjøbenhavn i Sommer, og nu gjør det i Stockholm -- at sige, om det nu skulde ville lægge Veien herom. Cachuchaen er stærkt i Velten. Den gaaer godt af i Noder. Dreierne faae Bestillinger af Kastagnetter, og adskillige Damer tage underhaanden Underviisning i denne hen- rivende Dands hos Mad. Mancini. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 17DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 21. sept. 1840. Igaar udkom det første No. af Statsrevisor Daas Gransker med nogle Indledningsord, hvori Publikum underrettes om, at Bogtrykkeren er paabundet den juridiske Ansvarlighed og om at Daa ikke skjøtter om at hedde Redaktør, skjøndt han ved- gaaer at være det. Vi forstaae ikke ret denne Beskedenhed. Dernæst stiger han op, og rider Professor Hjelm tilvands for hans Intolerancelov. Et Forslag til Ordens Haandhævelse i Christiania og andetsteds ved at Borgerne selv tourviis skulde gjøre Tjeneste som Politibetjente eller Konstabler (à l'anglais) slutter dette 1ste No. af et Blad, som vil gjøre Nytte i samme Forhold, som det understøttes ved Subskription. Formen er 4to, Udseendet prunkløst. Nogle Skjødesløshedsfeil, som f. Ex. at Romsdals Amtstidende gjøres til en blomstrende By, kunde gjerne, og burde, være borte. -- Igaaraftes gav ogsaa Jomfru Gjertz sin første Koncert for godt, om ikke fuldt, Huus. Bravoraab og Klappen modtog hende ved Fremtrædelsen og ledsagede hvert Nummer. Man troede at bemærke overordentlig Smag og Færdighed, men maaskee noget mindre Kraft end ønskeligt. Alle forlode dog Koncerten særdeles tilfredse og med de bedste Ønsker for den talentfulde Kunstnerindes Fremtid. -- Advokat Stang sluttede først i Tirsdags henimod Middag SIDE: 453 sin fortrinlige Procedure for de bergensiske Matroser. Proce- duren varede altsaa 3 Dage, og endnu idag voteres der. -- Igaaraftes gjorde 3die Jægerkompagnie i Forbindelse med Politiet en uheldig Jagt paa Skøjere østen for Byen. Anled- ningen dertil gav Paagribelsen igaaraftes af den ene fra Fæst- ningen undvegne Arrestant i Nærheden af Tøjen. Det var just ham, som var dømt til Slaveri paa Livstid. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 21DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 24. sept. 1840. Igaar holdt Missionær Knudsen en Tale i Faderen Knudsens Maadeholdsselskab i Asyllokalet paa Grønland. Det Hele havde Farve og Udseende af at være en herrnhutisk Propaganda eller Proselytanstalt. Missionæren, bekjendt af sine Prækener paa Vestlandet, havde lidet henrivende i Personlighed, Organ og Tale. Han begyndte paa sin Herrnhutisk ved i en slæbende Tone at recitere to Vers af Indhold: at Verden er en Ørk, "der er saa kold og suur og mørk," hvilke bleve gjentagne af de "Udvalgte" blandt de Tilstede- værende. Efterat Psalmen saaledes var vel endt begyndte han sin Præken, som for en stor Deel bestod i Recitationen af en Beskrivelse over Brændevinets Skadelighed og de Lidelser, Drankeren paadrager sig. -- Ifølge Beretninger fra Stedet er det af et engelsk Kom- pagni drevne Kobberværk i Alten Talvig eller Kaafjorden i Finmarken allerede af en betydeligere Produktion end Røraas. Den faste Arbeidsstok er over 600 Mand. -- Mellem de flere Exempler i den senere Tid paa en ret- færdig Uddeling af Hæderstegn til fortjente Medborgere af Almuklassen fortjener Gaven af et Sølvbæger af Værdi 15 Spd. til hver af 4 navngivne Fiskere fra Bjørnøer i det Trondhjemske for med overordentlig Anstrengelse, Mod og øiensynlig Livs- fare at have reddet 2 Mand fra at drukne 1 1/2 Miil fra Land i Stormen den 7de Marts d. A., især Opmærksomhed ved den detaillerede Skildring af de frygtelige Omstændigheder, hvor- under de udførte sin ædle Daad, der leveres af Rigstidenden og Morgenbladet. SIDE: 454 -- "Sveriges sidste Kamp" hedder en i Sort med hvide Titel- bogstaver og Göthalejonvignet udstyret og indbunden Brochure af Magister G. H. Mellin i Stockholm, som synes at have fundet Publikum modtageligt for sig, siden 2det Oplag allerede gives. Den gaaer ud paa at opflamme Patriotismen og navnligen "Rys- sehatet." Man seer deri Stockholm og Sverige indtages efter en rasende Storm af Russerne; Datids unge svenske Konge "stupar" ligesom ogsaa Storfyrsten knuses af den fra Slotsvin- duerne nedskudte Gustav-Adolphsstaty. Norge, som "skulde anses förenadt" med Sverige var kun "til liden stöd," og saa- ledes herske da Russerne ved en Generalguvernør over Sverige, medens de kun generes af en Guerillakrig i Skovegnene. Flere Patrioter forene sig imidlertid om at befrie Landet; en Tollin (en nu levende Mechanikus og Forfatterens Ven ligesom de flere, som nævnes) opfinder i England nogle altødelæggende Maskiner, som tilintetgjøre de russiske Fæstningsværker i Stock- holm, da endelig Oprøret bryder løs under Keiserens egen Nær- værelse paa hans Navndagsfest. Keiseren dræbes midt i sin Leir paa Ladugaardsgärdet Natten efter Uddrivelsen af Stock- holm. En Carlén, Høvding for den dødindviede Skare, skyder ham for Panden, da han ikke troer den Ordre ret til at indstille Fiendtlighederne, som han aftvinger ham. Midtunder Reisnin- gen er en ung altid sortklædt Prinds, Søn af den "stupade unga kungen," kommen paa Scenen efter at have opholdt sig imellem sine "Skogströfvare," og i Rigssalen bestiger han nu Thronen efter at være bleven tiltalt af en gammel Bonde omtrent som Oluf Skotkonung af Thorgny Lagmand. Som sagt, det Hele aander et rasende Had imod Russerne, og gaaer kun ud paa at opilde dette. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 24DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 28. sept. 1840. Vore fleste Læsere ville af Hovedstadtidenderne være under- rettede om, at Høiesteret bibeholdt den barbariske Katnings- straf i 3 Dage for de bergensiske Matroser og fastsatte desfor- uden Straffen lige for Alle med 1 Aars Slaveri. De ville imid- lertid blive indstillede af Retten til Benaadning med 60 Dages SIDE: 455 ensomt Fængsel. Katningsstraffen stod, som bekjendt, i Sø- etaten parallel med Spidsrodsstraffen i Landetaten, hvilken sidste ophævedes af Christian Frederik i 1814. Datids occu- perede Omstændigheder og Forglemmelse af Indstilling fra ved- kommende inden Søetaten gjorde, at Katningen ikke samtidig blev ophævet. Den betragtes i juridisk Henseende, ligesom den gamle Spidsrod, ikke som vanærende eller svarende til Kag- strygning. Dertil kjender Sølovgivningen en anden Straf, den at "stryges med Koste" for hvert Skib i Flaaden. Man føres da omkring paa en Baad fra Skib til Skib. -- Chemikeren, preuss. Geheimerath Mitscherlich (ikke Met- scherberg, som Morgenbladet har), befinder sig for Øieblikket her. Han har sin Datter med sig. -- Igaar havde man paa Operasanger Schmuckerts Koncert en ganske ny og usædvanlig Præstation, idet han lod National- sangen afsynge af 24 -- 30 Underofficierer af Garnisonen, som han gratis giver Underviisning i Sang. Dog lokkede hverken Nyheden heraf eller Sangerens egen udmærkede Dygtighed syn- derligt Folk til, men de, som vare der, yttrede levende Bifald. -- Hs. Kgl. Høihed Kronprindsen har indlagt sig stor Ære ved sit af Morgenbladet hidtil endnu altfor løseligen, efter Dag- ligt Allehanda, omtalte Skrivt om Strafindretninger. Det udmær- ker sig i høi Grad ved Klarhed i Logik, Stiil og hvor det leverer Oversigter, og fremfor alt ved den elskværdige Philantropisme og Humanitet, som gjennemaander det. Den høie Forfatter kom- mer til det Resultat, at en Forening af det Auburnske og det Philadelphiske Fængselssystem vil være det hensigtsmæssigste. Det Sidste gaaer, som bekjendt, ud paa absolut Afsondring mel- lem Fangerne; det Første afsondrer om Natten, men tilsteder fælles Arbeide under Tausheds Tvang og tillader legemlige Renselser. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 28DE SEPTBR. Tønsbergs Merkur 1. okt. 1840. Forleden Nat attraperede nogle Baadsfolk, der skulde see til sine Baade i Glasmagazinpiren, en bogstavelig til Skjorten udplyndret og mørbanket Person, som jamrende lænede sig i Mørket opmod Glasmagazinvæggen. Baadsfolkene troede at be- SIDE: 456 mærke af Personens Linned, at han var af bedre Stand. Rimelig- viis har der været Fruentimre med i Spillet siden der vankede Prygl, og dette afsides Sted er i slet Rygte. -- Pianisten Willmer's Koncert gav heller ikke synderligt Udbytte. Omkostningerne dækkes ikke med 140 afsatte Billetter. Imorgen afgaaer baade han og Jomfru Gjertz over Gothenborg til Stockholm. Ole Bull, der ifjor i Baden-Baden forøgede sin Formue med 30,000 Franks, har gjort slette Affairer i Aar. Man har foretrukket Hazardspil for Violinspil. -- Den Fleerhed, som læser Morgenbladet, vil ganske vist erindre de kostelige Prækenbiter af den skaanske, endnu in floribus levende, Landsbypræst Pehr Nyman, som for nogen Tid tilbage vakte saa megen Latter. Af en Artikel i Østgøtha- korrespondenten erfarer man, at denne kostelige Patron har en ny Udmærkelse at lægge til sit over al Norden bekjendte Navn. "Kyrkoherden Pehr Nyman, hedder det fra Christianstad, der ogsaa har kastet sig paa at være Nøkterhedsapostel, istand- bragte, tilligemed nogle andre Nøkterhedsfantaster, uden derom at underrette Menighedens Præst, d. 26de Juli en Nøkterheds- sammenkomst i Glimåkra Kirke, hvor Hr. Pehr prædikede med Aand og Kraft saa længe, at de andre Præster tilsidst maatte bede ham at bryde af. Han opholdt sig derpaa endnu i 3 Dage i Menigheden, i hvilken Tid han tidt og ofte holdt Taler for Folk, som strømmede til det Sted hvor han boede." I Christi- ania sagde man for en Tid siden overalt, at Stiftsprovst Munch vilde træde i Spidsen for Nykterhedsforeningen, og han havde virkelig ogsaa tegnet sig. Hs. Høiærværdighed angrede det dog, tog imod Tilbudet at slette sig ud igjen; og forat dette kunde skee tilgavns, blev Navnet udklippet, og en Lap klistret over. Det er paa Papiret -- en styg Flek. Henrik Wergeland PROF. HJELMS LOVFORSLAG (Indsendt.) Morgenbladet 29. sept. 1840. For bagvendt Lov, Hjelm-Winther-Claus! Du faaer nok Klaps, men ei Applaus. Den Samme. SIDE: 457 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 5TE OKTOBER Tønsbergs Merkur 8. okt. 1840. Ingen Green af de fri Kunster synes at faae saa stærkt Tilløb af Kræfter her i Hovedstaden som Lithografien. Der havde vi nu med Fehr og Winthers to lithografiske Presser; saa kom Lieuten. Oscar Wergeland fra Paris med litho- og chalkografiske Kund- og Redskaber; saa aabnede samtidigen Lieut. Finne og Kompagniet DHrr. Skuespiller Berg og Maler Wergmann sine Presser, og nu i disse Dage har en Hr. von Gruhl aabnet et heelt saakaldet lithografisk Institut d. e. med endeel Lithogra- fer fra Kjøbenhavn, som arbeide under ham. Man seer under- tiden nogle af disse Steentrykkersvende i fantastiskt Kostume, med udbredt Skjortekrave, Knebelsbarter og langt altgerma- niskt Haar; de kalde sig nemlig Artister og regne sig forat høre til de store Maleres Klasse, skjøndt det maa være noget langt- nede i Queuen (Halen). Foruden Hr. Winther, hvis daguerreo- typiske Præstationer ere al Ære værd, beskjæftiger en Hr. Knudsen sig med en Pariserdaguerreotype. Stockholmerpubli- kummet har ihøst været sysselsat med at betragte forskjellige Udsigter tagne ved Daguerreotypen af en Reisende og Svensker, der have bekostet sig saadanne fra Paris. Det Utrolige staaer ellers gjentagende Gange i Pariserbladet Charivari, at Reise- daguerreotyper kunne faaes for 75 Centimes. -- "Granskeren" No. 7 er beskjæftiget med at holde Liigtale over Grev Wedel, men forundrer sig over at Welhaven ikke synger med, og over at den Hedenfarnes, ham i saa mange Henseender forbundne, Klientskab, viser saamegen utaknemlig Ligegyldighed. Referenten finder dog baade megen Resignation og Klogskab heri. Thi 1) hvorfor ejulere og gjøre sig Uleilig- hed, naar det ikke "nytter," og 2) hvorfor ejulere, naar de supponerede Modparter paatage sig det. Morgenbladets Apo- logie er en god Paraphrase over Sproget "af dine Fienders Mund skal du berede dig Lov." -- Den Terrorisme, som ifjor ved disse Tider tiltrak Sel- skabet "Kringla" saamegen hadefuld Opmærksomhed, har igjen- taget sig iaar, idet nogle unge Fættere af Familien von Blasen- feldt have voteret en heel Deel daddelløse Personer af begge SIDE: 458 Kjøn imod, som det hedte ønskede at indtræde i Selskabet af 28de December. Det Værste var, at de fleste saaledes Prosti- tuerede aldeles ikke havde fremsat noget Ønske herom. De faldt saaledes bare igjennem paa Prøve. Henrik Wergeland SVENSK AVISPOLEMIK Tønsbergs Merkur 8. okt. 1840. Svenske og Normænd kjende, efter 26 Aars Forening, endnu paafaldende lidet til hinandens gjensidige Forhold. Det er kun uvist at sige paa hvis Side Ubekjendtskabet er størst. Og dog finder dette Sted ikke af Mangel paa gjensidig Interesse for hinanden af de respektive Nationer, men fordi disse blive i denne Henseende slet betjente af de Agenter, som det paaligger at fremme den aandige Forbindelse og det gjensidige Bekjendt- skab imellem dem, uden at derfor nogen Amalgamation kan befrygtes at ville avancere et eneste Skridt. Disse uvirksomme Personer ere DHrr. Boghandlere og Journalister i begge Lande, idet de Første hverken fremme nogen gjensidig Boghandel og Literaturvexel og de Sidste yderst sparsomt meddele Efterret- ninger fra det andet Unionsrige uden netop de tørre Rigsdags- eller Storthingsforhandlinger. Men af hvad Nytte for vor egen parlamentariske Veltalenhed vilde f. Ex. ikke Leveringen af en Anckarsvärdsk, Petréesk eller Janssonsk Tale kunne være? og hvor interessant ikke Sammenligningen mellem disse og nogle bekjendte av vore egne Storthingstaleres Udgydelser. Ikke en- gang Bonden Bengt Gudmundssons mærkelige Addresse til Kon- gen, hvori Misnøjet med de aftaklede ministerielle Raadgivere og Regjeringssystemet aabent skulde tilkjendegives, har man seet i noget norskt Blad, uagtet det ikke mangler paa dem, der omtrent maa være deran som Manden, der havde to Maal Jord at tilsaae og kun 19 Ærter i Saaløben. Et Fænomen i Naboriget, som fortjener vor Opmærksomhed, er den Overlegenhed i Talent, som dets Bladredaktioner lægge for Dagen. Især udmærker Aftonbladet imellem Hovedstadens og Østgøthakorrespondenten sig imellem Provindsstædernes Tidender, den første redigeret af den listige L. Joh. Hjerta, den sidste af den vittige Palmær og Ridderstad. Aftonbladet regje- SIDE: 459 rer imidlertid som Tyran, og har i den senere Tid tiltrukket sig et mægtigt Had hos forskjellige af de mindre Blade. Da vi Normænd ere saa publicistisk uskyldige, at vi ofte synes at selv Naalestikkene imellem Nella, Morgenbladet, Christianssands- posten og Tiden ere frygtelige Attentater paa Ære, Liv og Gods, vil det maaskee ikke være hensigtsløst, deels til en Be- tegnen af Temperaturen inden den svenske nærværende Jour- nalistik, og deels for at nedstemme vor egen overdrevne Pirre- lighed og Ærbødighed for udvortes Anseelse, at meddele et Par Prøver paa svensk Avispolemik, nemlig først Upsala Tid- ning og Østgøthakorrespondenten om Aftonbladet, og dernæst en Irettesættelse til Biskop Hedrén, fordi han ikke var tilstede ved Skolelærerforeningens Stiftelse i Juli Maaned d. A. Man har neppe maalt den Soelvoldske Statsborger saa fuld en Skjeppe som Aftonbladet her maales, og skrev man saa her om en af Rigets Høiærværdigheder (iberegnet Stiftsprovst Munch) vilde Haarene reise sig paa vore Hoveder og intet Spørgsmaal være om Exkommunikation, men desmere om ikke Landet vilde times en Ulykke paa sin Velfærd for slig Ugudelighed. [Her følger en artikkel oversatt fra svensk. I det følgende nr. av Tøns- bergs Merkur (11. okt.) følger artikkelen mot biskop Hedrén. Her er tillagt:] "Er dette, maae nok vi Normænd spørge, at tale til en Biskop, han vise end nok saa liden Iver for sit Kalds Pligter?" Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 12TE OKTOBER Tønsbergs Merkur 15. okt. 1840. En Følge af Uenigheden mellem Theaterdirektører og Skue- spillere var de Førstes Aftakkelse. Men man har havt vanske- ligt nok for at faae en ny Direktion istand. De Eneste, som hidtil have været villige til at modtage Tilbud om Valg, har været den uheldige gamle Theaterrecensent i den Constitutio- nelle og -- General Wedel, der, som bekjendt, er saa brugelig til Alt som et sort Skjørt. Hans liberale Borgersind, udmær- kede æsthetiske Sands og Kundskaber, Agtelse for Literatur og de skjønne Kunster og fremfor alt hans store Talent til det Theatralske gjør, at man bare behøver at føje 4 Nuller til for at have en Direktion saa mageløs fortræffelig som noget Land, SIDE: 460 Rusland ikke at glemme, vilde kunne præstere. Nogle, som tænke anderledes, sætte sit Haab til, at den Forstand, den sal. Greve erholdt ved Fødselen fremfor Broderen, vil, efter at have gjort sin Tjeneste i Livet, komme tilbage og ham tilgode. Henrik Wergeland [OM TEATERCENSORER UTENFOR TEATERDIREKSJONEN] Christiania Intelligentssedler 13. okt. 1840. Den venskabelige, men indiskrete, Forfatter af Opsatsen i Igaarsbladet, undertegnet "Nogle Aktieeiere osv." tør maaskee, under hvilkensomhelst Sammensætning af Theaterdirektionen, finde nogen Beroligelse i Undertegnedes Tro, at det aldrig vil blive nogen Forfatter paa Forlangende negtet at faae sit Ar- beide censurert af Mænd udenfor Direktionen. Imidlertid var det, under de nærværende Omstændigheder, neppe overflødigt, om Repræsentantskabet fattede en Beslutning hensigtende til at garantere denne naturlige Ret og til Anordning af hvorledes disse Censorer skulde vælges. Af Repræsentantskabet, det er klart; men om permanent for Aaret eller ved hver Leilighed, det maatte æskes? om paa Forslag fra Direktionen og Forfatter, eller direkte ud af Publikum? -- disse Spørgsmaal ville da ogsaa blive afgjorte med Hovedtingen: Indrømmelsen af Garan- tier for Forfattere, i Almindelighed og med specielle Hensyn, for at de kunne erholde en Censur, der ikke taaler engang Skinnet af Partiskhed. Der er alligevel, efter Antagelsen af et Stykke, en vid Mark tilbage for Chikanerne; men ogsaa disse blive lettere at bære, naar man er bleven saa vant til Tilside- sættelse for Forfattere, der have mindre at paaberaabe sig med Hensyn til Theatret og dets Interesse, som Undertegnede er bleven det under den aftrædende Direktion ): i Salomons Tid og ikke i Rehabeams, der nu synes at skulle begynde. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 19DE OKTOBER Tønsbergs Merkur 22. okt. 1840. Efterretningen om General Wedels og Troppistens Valg til Theaterdirektører har, som man vil have seet af Hovedstads- bladene, bekræftet sig. Den øvrige Sammensætning giver dog SIDE: 461 god Anledning til Beroligelse, om der endda skulde sidde noget Skræk i Blodet siden Bataillerne i 29 og 38. Det er desuden gaaen af Brug at forlange Nationalsangen eller af sig selv, ved passende Leiligheder, at regalere Publikum med den eller noget nationalt Stykke, saa den Anledning til Qvarrambolage med de wedelske Antipathier for slig Kaadhed af Folket heller ikke er noget at befrygte. Kort -- det kan nok komme til at gaae. Men med Theatret selv gaaer det desværre nok ikke saa rart. Anden Forestilling af det nyoversatte, og i den Constitutionelle lovpriste, Stykke "Kammeraderne" gav igaar kun daarligt Huus. Alt skal over til Loranges Musiksalon, ventelig især fordi man der ogsaa kan have en liden Rolle selv med. Skuespiller Cron- borg irettesættes ellers, med Erkjendelse af hans sædvanlige Studium, fordi han giver en republikansk sindet Boghandler i Stykket som en Imbecil ): som en Tomsing paa Norsk. Man troede ogsaa under almindelig Latter at gjenkjende en her i Byen almindelig bekjendt liden Figur, der giver sig altformeget tilbedste til ikke engang imellem at falde i Efterlignelsestalen- tets Daguerreotypspeil. -- Rygtet udsætter nu Hs. M. Kongens forønskede Besøg til Foraaret. -- En komisk Avisstrid føres i Oplandstidenden ved Siden af den i Morgenbladet om den ved sin Nedtagelse af Grundlov- tableauet paa Klækken paa Ringerige i Anledning af Grev Pla- tens Nærvær og derpaafølgende Undersengenlæggelse deraf i sin Tid meget omtalte Prokurator Breiens Fortjenester fra sidste Amtsmøde. Som Prøver paa denne Polemik hidsætte vi følgende Udtryk af et Forsvar for denne Æresmand: "langsnudede Fiir- been fra Valdres, rødkammede Tobeen af Christians Amt, det underlige Dyr med sin fremstikkende Snude, langsnudede Dixis besudlende Grynten, Tusser, Paddehatte, Msr. Dixis slet- formede Drejermaskine" o. m. fl. deslige, der synes at vise, at Redaktøren lader sig dominere af sine Abonnenter og sit Publi- kum, saa han glatvæk indtager alt hvad der bydes ham, uden at han nogensinde tør sige Nei eller anvende Skrubhøvlen eller, især i dette Tilfælde, vel rettere Sopelimen. I dette Blad har ellers staaet nylig en underlig lang Opsats om "den menneske- lige Aands Kultur." Henrik Wergeland SIDE: 462 MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 24. okt. 1840. "Moss er en gammel By, Der ligger østen Fjorden" Det veed Alverden nok. At den forældet er nu læser hele Jorden paa Byens Gabestok. Henrik Wergeland GABESTOK I MOSS (Indsendt.) Tønsbergs Merkur 25. okt. 1840. Dersom Hovedstadens store Blade have store Tanker om sig selv, saa synes de dog ofte ikke bedre udstyrede med Øine end Muldvarpen. Hvem skulde saaledes troe det muligt, at den barbariske, forlængst af Tidsaanden med Afsky banlyste, Gabe- stokstraf skulde kunne udføres ved høilys Søndagmiddag uden- for Mosse-Kirken, og under Omstændigheder, som dem, der for- tælles, uden at hine respektive Tidender skulle faae baade egne og Almeenhedens Øine for hvorledes det dog egentlig har sig med oss. Ja Gabestokstraffen er anvendt i Moss -- som der siges -- ifølge en gammel Forordning, alene paa Amtmandens Diktamen, skjøndt dette falder ligesaa utroligt ved nøjere Efter- tanke som selve Exekutionen ved første Anhørsel. Nøjere Efter- retninger om Sammenhænget og Faktum kan nu vel Publikum, om ikke efter denne Purren, vente sig i hine store Blade, at sige efter Tid og Leilighed; men indtil da, holder Inds. det for rigtigst at meddele Sagen saaledes som den er kommen til ham fra Moss. Angjældende var en fra Advokat Hjelm bortløben Tjener. Sat i Gabestokken foran Kirken kaldte Dette natur- ligviis Folk til, der gav sin Uvillie Luft i adskillige høirøstede Udbrud og lagde sin Medlidenhed med den Ulykkelige for Da- gen ved at give ham Penge. Forat forhindre disse Sympathier, der forekom Øvrigheden altfor levende, fortælles der at Borger- milits maatte tilkaldes forat slaae en Kordon om Gabestokken, hvor Politi og Vægtere ikke havde formaaet at holde Folke- massen borte. Beretteren lagde rigtignok til, at Gabestokstraffen aldrig har været gaaen af Brug i Moss; og saaledes har man bedre forat forklare sig de to Mosseblades Taushed end, som SIDE: 463 sagt, hine store Blades, til hvem det synes ubegribeligt, at denne skandaløse Historie ikke skulde være kommen. Skulde de maa- skee finde, at Sagen er for ubetydelig (skjøndt det vil Inds. ikke troe) tør man tage sig den Frihed at henlede den ærede "Granskers" Opmærksomhed paa denne Rest af Barbariet 6 Mile fra Hovedstaden, der synes at give den noget parafrastiske Oversættelse af "antiqvitus fecit hominem mos" ): "i gamle Dage var der Mennesker paa Moss," baade Grund og Medhold. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 25. okt. 1840. Om Hjelmske Anathem I Pennene nedlægge! Med anden Sag kom frem! Med Mosse-Gabestok? -- Cette chose est la même: Antiquiteter begge. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 26. okt. 1840. Der kommer nok Fleer end den stakkels Knegt i Mosse Gabestok. Hvem da? -- Du vil erindre dig Historien om ham, der selv fornagled sig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 26DE OKTOBER Tønsbergs Merkur 29. okt. 1840. Jeg er Deres Hovedstads-Korrespondent, min Herr Mercurius, og det vil vel sige, jeg skal rapportere Dem Nyt herfra. Men naar der intet Saadant gives, maa De tilstaae, jeg er baade ilde deran og dog angerløs. Thi jeg er ikke, som den Herr Korrespondent for Tønsbergtidende Mand for at drukne en Skrædder- eller Skomagerdreng selv anden imellem Næsodden og Pebervigen, forat skaffe Nyt tilveje, som jeg rigtignok troer mere vil forbause Folk i Pebervigen end i Tønsberg. SIDE: 464 Det vigtigste Nyt, det vil sige, hvad der for Tiden interesserer de fleste Mennesker herinde, og bringer mest Aktivitet tilveje, vilde rigtignok være at kunne fortælle Dem, om Alkerne ere komne ind eller ikke; men jeg maa desværre tilstaae min Uvi- denhed i dette Punkt. At tale om Theatret er det Samme som at udstede Sygebulletins om en Opgivet, saa deri er kun lidet Opmuntrende. Den megen Passiar derom lægger desuden meer end nogetsomhelst Andet vort offentlige Livs Fattigdom for Dagen. Det er ellers saa usselt med Indretningen, at det spøger for Gagerne, hvortil en 900 Spd. behøves maanedlig, og man vil nu anvende en ny desperat, men maaskee heldig, tydsk Kuur, der har noget lignende med Blodtransfusion, forat holde Liv i den, idet man nemlig har contraheret med en omreisende Wienerkomiker Kirchner, hvis Rygte er trængt hidop fra Gøthe- borg, om at han, med Bitræde af Hr. Nielsen og Jomfru Schwirtz, der ere Sproget mægtige, skal give nogle Possenspiel her, hvori han har Anledning til at vise sit Talent. Tydske Komedier altsaa istedetfor de danske? Nu ja, jeg for min Part bytter gjerne for bestandig. De sundeste Piller for det stakkels skrantende Theater tør dog maaskee blive to nye Stykker, der ere indleverede. Se der kom jeg dog mod min Villie til at tale om Theatret, skjøndt jeg troer det vilde være endnu interessantere for Tøns- bergenserne og Tønsbergenserinderne om jeg kunde hilse navn- ligen fra den og den Slægtning eller Bekjendte, som maatte opholde sig i denne By, der fortiden ikke ejer en Pinde at koge en Skeefuld Nyt paa. Thi som nogen saadan lader ikke engang Rygtet sig regne, der formodentlig er kommen ind med en Slagtedrivt, om at Lillehammer skulde, efter en heftig Opposi- tion fra Byens venstre Side, have besluttet at sende en Depu- tation til Liigfærden paa Jarlsberg. Skulde "Tidendens" Korre- spondent opvarte med noget Nyt herfra, da benegtes saadant i Realiteten, og Tønsberg Publikum anmodes om at blæse paa Suppen først og sætte den hen, hvorefter det behagentlig vil see, at den ikke var og er andet end opkogt Vand. Ærbødigst Deres Korrespondent. SIDE: 465 Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 27. okt. 1840. Trøst dig du arme Skjelm i Mosse-Gabestok! Der slog man op med dig jo Mosseby en bloc? Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 28. okt. 1840. Berømthedslystne By blandt alle i Nationen! Det var dig ikke nok, imellem dine Sagn at eje Konventionen; Du maatte have meer, og fik en Gabestok! Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 29. okt. 1840. Skal Byen lide for hvad Magistraten gjør? Hvor er, foruden Moss, en By hvor sligt den tør? Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 29DE OKTOBER Tønsbergs Merkur 1. nov. 1840. Aviserne omnævne idag Domfældelse i to Trykkefriheds- eller, om man saa vil, Injuriesager, nemlig først Nedsættelse ved Christiansands Stiftsoverret af den Bogtrykker Krohn i Arendal ved Underretten sammesteds ilagte, kjendeligen mangefold overdrevne Mulkt af 400 Spd. til 40 for en Opsats i den vest- landske Tidende betræffende den til Christiania flyttede Gros- serer E. Steen. Den anden Dom er i den af Statsrevisor Daa mod Redaktør Sommer i Drammen anlagte høist harcellistiske Injuriesag, hvori den Sidste skal være tilpligtet Mulkt af 40 Spd. SIDE: 466 Da Daa efter fleres end vor Mening har betalt Sommer med ligesaa grov Kurant som denne ham, tør der vel ogsaa være noget i, at Sommer vil gaae videre og derved træffe paa Folk, som have et mildere Øje for hans Forseelse, uvidende at træde Bjørnen paa Halen. -- En Deligencefart mellem Christiania og Minde i Eidsvold vil i disse Dage komme istand, da et Interessentskab paa begge Steder har forenet sig om allerede i denne Høst, at sætte en saadan i Forbindelse med Dampfarten paa Mjøsen. Denne Entreprise er da Dampbaadens første gode Følge for det Al- mindelige. To Heste skulle føre en Vogn til 5 Personer og Pakkegods halvveis l à 2 Gange ugentlig, hvor da et nyt For- spand fører videre frem. Det var at ønske, at Foretagendet maatte have Fremgang. Staten vilde kunde bidrage dertil ved at anbetroe Interessentskabet Posten det Stykke Vei. -- Den tydske Komiker Kirchner, forlydes der, vil først komme hid til Vaaren. -- Enkelte af de mange lukkede Boutiker begynde nu at aabne sig igjen under nye, forhen i Handelsverdenen ubekjendte, Navne. Gluck zu! Men det koster megen Lampeolie. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 30. okt. 1840. Man siger Tiden gaaer om allesteds med Fakler. Men gik den gjennem Moss, hvor endnu skeer Mirakler, da blev den s'gu sat fast, fik kort Proces og Dom, og for Løsgjængeri i Gabestok den kom. Henrik Wergeland SIDE: 467 MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 31. okt. 1840. Der staaer et Træ i Moss, som bærer Spot til Frugt. Mon noget førend det til Ved da bør bli'e brugt? Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) [fotnotemerke] (Indsendt.) Morgenbladet 1. nov. 1840. Hvis Mosse-Gabestok, som sagt, man satt' i Flammer, fortært en evig Text da blev til Epigrammer. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 2. nov. 1840. Vi have Stokkemænd i Drammen og hos os. (The sweetest sleeping Jury.) Men Gabestokkemænd man ejer kun paa Moss. (The lawyers of the Bury.) Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 3. nov. 1840. I Mosse-Gabestok er sikkre Viser sat paa Tidens eget Uhr . . . Hvor er det med os fat? Vi troede det var Dag, men det er Midjenat. Henrik Wergeland MOSSE-GABESTOK (i Brug 1840 p. Chr. n.) (Indsendt.) Morgenbladet 4. nov. 1840. Nu kan det være nok med Mosse-Gabestok . . . Nei, lad der være tretten. Hvis den endnu skal staae, saa lad den staae for Retten! Fotnote: p. Chr. n. ): post Christum natum, efter Christi fødsel. SIDE: 468 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 5TE NOVEMBER Tønsbergs Merkur 8. nov. 1840. Der løb et Rygte om her for et Par Dage siden paa Pøbe- lens Bekostning, men som nu har opløst sig i en ret tragikomisk Geschichte. Man finder rigtignok om Aftenen en, som det syn- tes, afmægtig Person i en Kjøbmands Trap, og ved nærmere Undersøgelse -- thi Blodtabet var yderst ubetydeligt -- at han havde et lidet Stik i Brystet. Han bringes da paa Hospitalet, hvor alt kom paa Benene over det myrdede unge Menneske med Dolkestikket i Brystet, som det hedte. Historien opløser sig da til, at han af Forliebelse i en agtet, vel snart midaldrende Enke, som sidder ret godt inden egne Vægge, har stukket sig et ube- tydelig Saar med en Stokkaarde. Han bliver naturligviis kurert. -- Kun Athenæets Medlemmer kunne her faae læse Augs- burger Allgemeine Zeitung, der er mere anseet og udbredt i Verden end Leipziger af samme Navn, hvor almindeligviis de norske Efterretninger findes. Imidlertid maa Augsburger have faaet sin Christianiakorrespondent at dømme efter en Artikel om Graf Wedel und die Troppisten, som har vakt megen Op- mærksomhed inden sit Athenæpublikum her, men større Omtale udenfor. Den Afdøde roses deri for sin encyklopædiske Dan- nelse og Iver for Oplysningsvæsenet, nemlig den høiere Under- viisning, og Troppisterne skildres som nogle yderst foragtelige Snyltegjæster, som han i sit Indre gav en god Dag. Det er paa- faldende, at Morgenbladet ikke har leveret den. Nella tier nok stille. Men havde bare Christiansandsposten saasandt fat i den! Det vilde være en Lækkerbidsken for denne Slikmund efter sure Sager. Henrik Wergeland [OM GAPESTOKKEN I MOSS] (Indsendt.) Morgenbladet 6. nov. 1840. At Gabestokken er bleven anvendt i en af Norges Byer i 1840 har været saa utroligt, at det har trængt til de officielleste Be- kræftelser. Og man forundrer sig isandhed endnu, skjøndt denne Forundring, som finder Sted paa vedkommende Døm- mendes Bekostning, og ikke paa Mossebyes, uden forsaavidt at SIDE: 469 Sligt kunde passere der upaatalt af begge Byens Aviser, i de senere Dage gjennemkrydses af Rygter om at den oprørende Gabestokstraf ogsaa er bleven anvendt i Aar i Borre Sogn i Jarlsberg. Over slig retlig Færd bryder den almindelige Me- ning Staven, aldenstund at denne Straf ikke nødvendigen maa tilgaaes, da man har Vand- og Brødstraffen, Mulkt o. s. v. Om den unge Jurist, som man hører har fældt Dommen, stak feil paa sin Prøveklud (uheldigviis et Menneskes Ære) og satte den gamle, faktisk afskaffede, absolute Anordning over Tidens og sit eget Hjertes Fordringer, kunde man vel ventet denne ind- skrænkede Egenhed i Anskuelser rettet ved den høiere Ret. Kort, Bekræftelserne i Tilskueren og Morgenbladet ere kun egnede til at forhøie den almene Forbauselse. Man har ikke ahnet, at Tilbagegangen var saa rivende, at Norges Kultur endnu maa taale slige skandaløse Parodier 6 Mile fra dens Hovedsæde. Men forunderligst af Alt er det dog, at denne Geschichte over alle Geschichter finder sine Forsvarere. 13 + 1. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 9DE NOVEMBER Tønsbergs Merkur 12. nov. 1840. En Omforandring i Theaterpriserne vinder meget Bifald hos den større Deel af Publikum, og vil saaledes forhaabentlig blive fordeelagtig for Theaterkassen. Parkettet koster nu 4 og visse Pladser i øverste Logerad 24 ß. Man har ogsaa i "Ringeren i St. Paul" været saa heldig at træffe et Stykke, som trækker Folk. -- Fra Nytaar af siges den Constitutionelle at skulle udkomme under en C. Motzfeldts Redaktion, som kun har gjort sig, som Publicist, forud bekjendt ved nogle personlige Smørerier i Bla- det, der nu ret vil kunne aabne Rum for hans troppistiske In- solents. Det er denne Person, som for Tiden er Rektor Fr. Bugge tillivs for hans Artikel i Augsburger Allgemeine Zeitung om Grev Wedel og Troppisterne. Da det har lykkes Ref. at erholde det ene No. heraf, som findes her i Byen, og Opsatsen endnu ikke i sin Heelhed i noget Blad er bleven leveret, meddeles den her: [Her følger Bugges artikkel i "Augsburger Allgemeine Zeitung" i over- settelse.] SIDE: 470 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 12TE NOVEMBER Tønsberg Merkur 19. nov. 1840. Man fortæller, som et af Tidens tildeels mislykkede Pro- jekter, at endeel unge civile Herrer med Moustacher, der, i sin Angest for ikke at komme paa Bal paa Dronningens Geburtsdag hos Statsraad Krog, antog, at disse uskyldige Prydelser maaskee kunde være til nogen Hinder derfor, naar man endelig vilde studere paa en Bagatel at hænge sig paa, beqvemmede sig til at tage Knebelsbarterne væk, uden at dog dette Offer skal have havt den tilsigtede Virkning for Alle. -- Foruden de to forhen indleverte originale Stykker Dramaet "Venetianerne" og Vaudevillen, eller "Natstykket," som det kaldes, "Clara," er nu ogsaa et tredie indsendt, et Sørgespil "Maristien." -- Man hører her med billig Forundring, at Virkningen af alle de Nagler, som bleve slaaede i den gamle Mosse-Gabestok (v. Morgenbladet) har været, at en stor ny Gabestok med ny Jernklavre og Lænke er bleven opreist udenfor Raadstuen paa Torvet. En reisende Jurist, der havde Forretninger indenfore, havde just bundet sin Hest i Klaven, saa den stod og rev og rokkede deri, da Beretteren saae den. -- Høst-Jydestevnet er talrigt for Nærværende ved Bryg- gerne. I de trivelige Skipperes Ansigter synes at staae skrevet: "i vor Konstitution er første Paragraf -- Flesk, anden § -- Erter, tredie § -- Gryn o. s. v. Leve den danske Konstitution! Der gives ingen bedre." Dette er nu en sand Efterretning; men her er en mager. -- Alle de Diktatorer, Historien kjender, have været skind- magre. Napoleon blev først korpulent under Keiserkaaben. Det er saaledes ikke, da der er fysiske Grunde for meer end man troer, umuligt, at Stiftamtmand Riis's overordentlige Magerhed har mere Deel i hans Indstilling af Garvermester Ytteborg til Stadshauptmand istedetfor Hr. Holmsen (le brave capitaine) end Lyst til at drille Borgerskabets Officierer og de andre Kor- porationer, der have gjentagende erklæret sig imod Først- nævntes Ansættelse som Chef. SIDE: 471 Den 15de November. -- Det bekræfter sig, ifølge et Avertissement i den Constitu- tionelle idag, at den gamle Retslærde Ulrich Motzfeldt, Prof. juris utriusque og Prof. Schweigaard skulle fratræde Bladets Redaktion fra Nytaar af, hvorefter en ung Retslærd Motzfeldt skal spænde sig i Salen. Man har rigtignok ogsaa længe nok, formedelst Bladets Status, bundet Munden til paa dem, som have tærsket, saa det ikke var at undre over, om de gik trætte i det dybe Mudder, hvori de jevnligen have bevæget sig. Dog love de paa en Maade af og til at ville tage et Tag i med, idet de annoncere, at den Constitutionelle naturligviis bliver deres Organ naar de stundom ville meddele sig til Publikum. Man spaaer, at den Unge ikke vil række langt, ikke fordi han jo nu er springsk nok, men fordi der er altfor lidet Marv og Magt ved ham. Dette er ogsaa et Pendant til Historien med Nils Tønnesen, Skopudser paa Regentsen, der maatte staae for hvad der kom i Nationalbladet, og som havde lærdere Folk end han selv i Baghaanden. -- I Morgenbladet ryger man fra Hedemarken, i Mangel af Virak og Myrrha, stærkt med national Ener under Hr. Kjøb- mand og Lieuten. Wieses Næse i Anledning af hans Bestræbel- ser for Dampbaaden paa Mjøsen, som nu i Punsch er døbt med Erik Jarls Snekkenavn "Jernbarden." Han har ogsaa faaet en Serenade udenfor sine Vinduer i den Anledning. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Den Constitutionelle 17. nov. 1840. Noget Nærmere om det imellem mig paa den ene og D'Hrr. Boghandler Dahl, Fuldmægtig Holger Collett og forhenværende Skræddersvend og Skuespiller Wienecke paa den anden Side skal gjerne blive Publikum meddelt, naar man endelig saa vil. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSER Morgenbladet 17. nov. 1840. Min Ulykke, at være ilde anseet af det mærkværdige Dunce- Folke og dettes talrige Sidegrene af moralske Lilleputter og SIDE: 472 Nihiliter, er ligesaa bekjendt, som at det især er gjennem den Constitutionelle jeg faaer at føle denne min Upopularitet hos en Branche af Menneskeheden, som vel, formedelst sin Ud- strækning, maa være den eneste, der med nogen Føje kan tviste med Juristerne om "Herredømmet over Verden". Man vilde ikke forstaae Forsoningen i den af Hr. Boghandler Dahl for- lagte "Papegøje". Hvor stille det nu i lange Tider kunde være, kunde man være vis paa, at den samme Rotte, Duncehadet, som saa ofte havde gnavet mig i Hælen, sad i det samme Hul under sine for mig lukte Spalter. Der var den nu saaledes ude igjen igaar og gnavede og gnavede over at jeg skulde have fornærmet Folk (formodentlig respektable); men om nu saa var, hvad kom- mer dette det norske Publikum ved? og naar det nu ikke saa er, vilde det være endnu utilbørligere at underholde det med For- tællinger om nihilitiske Mundslag, især da Publikum godt kan bie til Fredag, da det efter Sigende faaer paa Theatret Johan von Ehrenpreis at see. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BREV TIL MIN JOHANNES (Indsendt.) Morgenbladet 20. nov. 1840. Kjæm dit Haar, som du vil, min Gut! men forpurr ikke hvad jeg har lært dig derindenfore, og brug ikke din Faders Breve til Papilotter, som jeg hører din Medlogerende og Navne gjør. Til næste Maaned skal du desuden flytte fra ham, da jeg ikke lider, at han bruger dine Skjorter, som jeg maa slutte af et Brev fra hans Fader, hvori denne lader Folk vide, som noget særegent, at han idetmindste eier to. Din Læsen i den Avis, som du siger Drengen erholder fra sin Fader, naar den skal indeholde noget Extra, houer mig ikke heller meget. Den har intet godt Ord i Landet; den er et slet Parties Organ, og har i den senere Tid betegnet sig ved at forsøge at smudse to Navne til, som den bedre Deel af Nationen holde for ophøjede over slig lav Behandling. Naar du seer sligt, bør du bringe dig din første Billedbog i Erindring. Hanen gaaer der paa sin Dynge, Snogen gnaver paa Filen, og den ondskabsfulde Bavian griner igjennem slige Produkter. Imidlertid maa du vide, at de ere SIDE: 473 visse Naturer saa egne som at Frøen gyder sin Leeg, og at det i fornuftige Folks Øine skader de Angrebne saa lidet som denne skader Piletræet og det blomstrende Grønsvær paa Bredden, som den kun tjener til at gjøde. Altsom du voxer til, vil du lægge ligesaavel Mærke til, at fremragende Personligheder ere Gjenstande for Smaalighedens Naalestik, som at der findes In- sekter i Træernes Bark. De tilhøre Slægten, og visse Arter ere endog saa forvandte med en enkelt Træsort, at de leve med Stammen endog efterat denne har naaet sit Maal i Tiden og ligger paa Jorden. Det er saaledes muligt, at din Kontubernals Fader kan komme til at leve i Frederik Bugges Biografi som Exempel paa, at det ogsaa med ham var det tusinde Gange gjentagne Tilfælde, at der gaves et Individ, som vovede at for- haane Dygtigheden, Talentet og Fortjenesten. Videre driver han det ikke, og heller ikke Myrerne i de Tuer, hvori Henr. Wergeland har rørt. Det skal slet ikke angre mig, min Søn, om du engang bliver slig Mand, at du har saadanne Fiender. Men fortjen kun at have saadanne! Din Fader. P. S. Du skal flytte strax. Dit sidste Brev viser, at din Kon- tubernal har smittet dig med Hang til Sladder. Hvad kommer det mig og dig ved, at man siger, at de og de unge Herrer af hans Bekjendtskab have i et Par Aar ødelagt sine Forældre, og at det er bleven Mode imellem dem, ikke at drikke Punsch, men Sukkervand med nogle Piller til, hvori der ere Kviksølv. Det Sidste er en afskyelig Gift; men den er afskyeligere, som er iblandet hine Smørerier i den Avis, der udgjør, som jeg mærker, et af Elementerne i din Kontubernals fordærvede Op- dragelse. Henrik Wergeland PROTEST Morgenbladet 20. nov. 1840. Det er muligt det lykkes den ærede Indsender af Prome- moria'et i Dagens Morgenblad til den Constitutionelles Redak- tion, ved sine Komplimenter for den Omhyggelighed for Pres- sens Reenhed, denne skal have udviist, at bringe den til en pyntelig Afbigt for Optagelsen af det skandaløse Brev om Rektor Fr. Bugge; men disse Lovord ere i saa høj Grad ufor- SIDE: 474 tjente, at de bør protesteres. Det vil være godt, om Publikum har overseet eller glemt endeel Usædelighed, f. Ex. den om Grækerinden, der ikke lader sig yderligere paapege; men alle de Personligheder og Aanden deri, som have vanziret denne Reenhed, kunne ikke være ganske ude af Publikums Erindring. Mit Navn er saaledes ikke det eneste, som disse Herrer have besudlet fra den Intelligenzens Bel-Etage i Samfundet, de gjøre sig saa til af at beboe; men de idelig gjentagne Angreb, jeg har maattet lide af denne Reenhedens Presse, have været af en Uretfærdighed, af et saa nøgent Had og ond Tendenz imod min Person, mit Navn og min Velfærd, at de maae have og har op- rørt den almindelige Følelse. Og jeg appellerer her ikke til Venner af min Person eller Idrætter, men til ethvert Menneske med Retfærdighed og Billighed, ja til DHrr. Redaktørers egen Samvittighed. Thi det er umuligt, at ikke Tendenzen og maaskee Nytten af min Virksomhed, Oprigtigheden og Varmen i min Patriotisme, Uafhængigheden i min Tænkemaade og, om man ogsaa vil det, min uforandrede Hengivenhed for Kongen, i Flyvebladsdagene som nu, da han er bleven min Velgjører, og endelig min haardtopdragne Muses pletløse Karakteer ikke skulde ogsaa hos disse koldhjertede Misbrugere af Pressen imod mig vække Erkjendelsen deraf, om ikke før, saa, hvis de over- leve mig -- da. Det vil engang angre dem, at de ikke have be- handlet mig hverken som et Menneske af nogen Dannelse eller Talent, ja ikke engang som et retskaffent Menneske. Jeg idet- mindste kan ikke bekvemme mig til saadan Sandhedens og Sel- vets Fornegtelse. Skriver Welhaven nogle vakkre Vers, siger jeg med Fornøjelse de ere vakkre, og om Schweigaard troer jeg at han er et af de nyttigste Individer for Fædrelandet. Fordi nu disse Herrer, uagtet disse egne Forseelser, oftere have skreget paa Overholdelsen af Pressens Reenhed, og fordi de ere Professorer, bør man ikke indrømme dem noget Privi- legium paa at skeje saameget ud i dette Punkt, som de behage og finde tjenligt for Hensigten, uden at de derfor skulle være hjemfaldne den offentlige Misbilligelse og Bebreidelse. Men slige ufortjente Lovord, som de her protesterede, gjøre saavel Angjældende selv blinde for sine egne Udskejelser og kaadere i sine Misbrug, og det Publikums Opinion, som staaer For- SIDE: 475 holdene nærmere og kjender Sandheden bedre, kommer derved kun forfalsket til dets ydre Periferier. Den 18de November 1840. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland HELE HISTORIEN Den Constitutionelle 20. nov. 1840. Den Constitutionelles vordende Redaktør var kommen fra Stockholm efter længere Tids Fravær, og begyndte strax at blæse op i forlængst udbrændte Fiendtligheders Aske. Jeg fik da ogsaa et af disse lumpne og uretfærdige Sidehug for min kgl. Understøttelse. "Spytslikker" erindrer jeg var en af Appli- kationerne paa mig. Imidlertid var jeg ikke vredere, end at jeg, ved et Sammentræf i et af Frimurersalonens Sideværelser med Udgiveren af Bladet, Boghandler Dahl, i en spøgefuld Tone og med et Haandtryk komplimenterede ham i den Anledning. Jeg troer Ordene faldt omtrent saa: "Ei see Godaften, Mæce- nas! Jeg gratulerer med, at det nu lader til at Pressen har faaet Materie o. s. v." Det gode Menneske svarede omtrent i samme Tone, uden dog at vedkjende sig Mæcenasskabet, hvori- mod jeg yttrede, at jeg havde ham meget at takke for, og det er muligt, at jeg anførte et bekjendt Beviis derfor. Om jeg an- førte dette høit eller blot til ham, erindrer jeg ikke. Den hele Diskurs var et Par Sekunders Sag og ført som sagt, i al Venlig- hed fra begge Sider. Men -- hinc illæ! En rum Tid efter hører jeg fra det indre Sideværelse, hvor jeg sad i Samtale med en Kjøbmand, som vil kunne bekræfte det senere Passerede, Hr. Dahl og Fuldmægtig Holger Collett høit og ivrigt at nævne mit Navn i Mellemværelset. Jeg gik til Døren og derind, da jeg hører, at begge disse Herrer forlangte af Verten, at han skulde vise mig bort, da jeg havde fornærmet D., og D. ellers "ved Gud!" maatte gaae. De bleve tause da jeg viste mig i Værelset. Jeg vendte tilbage til mit forrige Sæde og underrettede mine Selskaber om at vi maaskee fik Besøg. De indfandt sig, og Værten erklærede paa mit Spørgsmaal om et saadant Forlangende var fremsat og om han agtede at lystre det, at det vel var fremsat, og at han beklagede, om noget fore- gaaende, ham ubekjendt, Ubehageligt var hændt; men -- Holger SIDE: 476 mente, at jeg havde talt baade om Fuglebuur og Papegøie og at det var græsseligt -- kort, et Mundhuggeri opstod, hvorunder D'Hrr. ret gav sig Luft, mens jeg rolig benegtede at have for- nærmet Hr. Dahl og appellerede forøvrigt til de Tilstede- værende. Disse vare ogsaa paa min Side med Undtagelse af En, jeg ellers baade nu og før er de bedste Venner af Verden med, som yttrede sig stødt i Anledning af en kortvarig Disput. Men Scenen antog pludselig en yderst komisk Vending, idet en ganske uvedkommende Person, en dansk forhenværende Skræd- derdreng og Skuespiller Wienecke blandte sin Ubetydelighed ogsaa ind, med de truende Ord til mig, da jeg saae paa ham: "see ikke paa mig eller jeg slaaer strax!" Dette bevirkede tem- melig naturligt, at jeg først saae ret paa ham, og derpaa ganske rolig sagde: "hvis mine Beenklæder vare istykker og her var Naal og Traad, vilde jeg bede Dem, Hr. Skræddersvend Wie- necke, om at reparere dem." Dette virkede paa Ehrenpreisen, at han, knepsende med Fingrene, udbrød: "nei, nu har jeg s'gu aldrig hørt Magen!" og da jeg ligesaa lakonisk gjentog min For- sikkring om at han kunde regne paa mig som Kunde, foer Man- den paa Døren, raabende derifra "Bæst!" og fulgt af de Til- stedeværendes Latter. Holger og Dahl forsvandt omtrent paa samme Tid. Jeg har kun at tilføie, at flere af de Tilstede- værende yttrede sin Uvillje over den uforskammede Opførsel og sin Tilfredshed over den rolige Foragt, hvormed jeg havde overseet den. Og Dette er da hele Historien. Idetmindste er der Text til Mere for de Godtfolk, der aldrig blive trætte af i dette Blad smaaligen at forfølge Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL DEN CONSTITUTIONELLE] (Indsendt.) Morgenbladet 21. nov. 1840. Det er al Verden bekjendt, at "Den Constitutionelle" i den senere Tid har gaaet i Barndommen, og er bleven tolereret om- kring i Husene, ligesom et andet gammelt Indlæg af "Dunserud" Familien, som man synes det er Synd at forskyde, da hun nu engang har faaet sin Gang der; men saavidt troede man dog nok ikke, det endnu var kommet med Ørskheden, at hun uden SIDE: 477 videre kunde snappe den Krog, der, besat med en ironisk Be- rømmelses Lokkemad, tilkastedes hende i Tillægget til Morgen- bladet for Onsdag. Man maa spørge, om Piberkomplottens An- strængelser paa Campbellerfesten høre med til "den svage Virk- somhed" for at haandthæve den høiere Retfærdighed og den offentlige Moral, og om de mange arrige Manifester, som ud- stedtes strax efter denne smukke Begivenhed, ere iblandt dem, hvorved "Den Const." har "bragt de gjærende Elementer til Rolighed"? Henrik Wergeland HJERTESUK Morgenbladet 21. nov. 1840. Hugg "Spaniolens" Krands ito! Isønderriv mit "Blomsterstykke", blot I vil unde mig den Lykke af Ret -- bevar's! nei, kun af Ro! Henr. W -- Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 21DE NOVEMBER Tønsbergs Merkur 26. nov. 1840. Efter det Vinterføre, vi fik i forrige Uge, indtraf mildt Veir med heftige østlige Storme, hvorved Føret i den nærmeste Om- egn gik væk. Den svære Storm foranledigede adskillige Ulyk- ker. Saaledes anfører Handelstidenden, sank en stor Baad med Vedladning, hjemmehørende i Onsøe Sogn og bestemt her til Staden. Baadens Eier og Fører, Erik Dahl, blev reddet af Baad- fører Ole Christophersen af Hvaløer, der befandt sig i Nær- heden; men Sønnen, 17 1/2 Aar gl., druknede. Ulykken skede Søndags Middag ud for Laurkullen. Samme Tid sank en Lods- baad fra Hvaløer med Lodsgutten. Baaden slæbede efter en svensk Jagt, hvor Lodsen var ombord. Gutten omkom. -- Se- nere have vi havt jævn Kulde; men nogle enkelte Snefnokker have ikke kunnet bringe Slæderne til at glide her i Byen, me- dens der nordenfor Byen er godt Slædeføre. Ligeledes er der taaleligt Vinterføre fra Sandvigen til henimod Drammen, og da det ikke sjelden er Tilfældet om Vinteren, at der i dette Strøg er Slædeføre, medens der fra Lysager ind til Christiania er aldeles bar Mark, er det baade i denne Henseende, som i flere SIDE: 478 andre, en stor Lettelse for Reisende imellem de nævnte Byer, at der nylig er oprettet en ny Station paa Stabæk, omtrent 7/8 Miil herfra, og en lignende paa Gaarden Asker, der ligger midt imellem Christiania og Drammen, medens den uhyggelige Station paa Ravnsborg er inddraget. -- Ifølge dertil ved høieste Re- solution af 6te Oktbr. sidstl. meddeelt Bemyndigelse har nemlig Justits-Departementet i Henhold til Loven om Skydsvæsenet af 6te Juni 1816 § 3 under 8de f. M. approberet de mellem de Skydspligtige under Stationen Ravnsborg og Opsidderne paa Gaardene østre Stabæk og Asker, Poul Knudsen Houger og Olaus Hansen Asker, under 30te Septbr. næstfør indgaaede Foreninger om fast Stationshold paa bemeldte Gaarde i respek- tive 7 og 20 Aar, fra 14de Oktober d. A. at regne. Henrik Wergeland [SVAR TIL HOLGER COLLETT] Den Constitutionelle 22. nov. 1840. Naar man hører, at det kraftigste af Hr. Holger Colletts Ci- tater lød i sin Forbindelse "sorte Skurk, som har fordærvet mit Blomsterstykke," i den allervenskabeligste Tone til en Ven, jeg havde erfaret var den enthusiastiske Anmelder af dette Ar- beide i "Morgenbladet", og som ogsaa ganske optog det som om jeg havde sagt "min altfor velsindede Ven" eller noget lignende, vil Publikum, som vistnok maa væmmes ved disse Elendigheder, omtrent kunde bedømme Gehalten af Hr. Holger Colletts øvrige Depositum. Den 21de November. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM WERGELAND OG GREV WEDELS MINNE] Den Constitutionelle 23. nov. 1840. Jeg har daglig, under Udarbeidelsen af min Konstitutionens Historie, at sysle med grev Wedels Skygge. Jeg har endog den Tro, at min Sjel vilde komme i en følelig ubehagelig (om ikke iisnende) Berørelse med den Forevigedes, om jeg tillod mig nogetsomhelst Misbrug af de fortrolige Meddelelser fra de Aar, da Norge gik svanger med sin Konstitution (1808 -- 14), og hvor- SIDE: 479 ifra Wedels Fortjenester datere sig, som han viste mig den Ære at meddele mig. Han døde før han fik see min Nedskrivt af det sidste Træk af hans i hine Begivenheder saa indgribende Liv; men jeg har større Respekt for den Døde end for den levende Greve, og jeg bar maaskee større Agtelse for denne end mange af hans Balfigurer, skjøndt jeg troede, at de individuelle Kon- stellationer medførte, at han gjorde mit Kandidatskjæg nogle Tommer længere. Hans sande Minde som norsk Patriot er i mine Hænder, og jeg ønsker ligesaa meget, at alle mine Fien- ders var det, forat jeg kunde vise min Retfærdighed, som jeg er glad ved, at de Færrestes fortjener eller kan være det. De leve, Gudskelov, og virke, og jeg ønsker dem et langt Liv og en kort Anger, naar de af hiint Værk see, at jeg har bevaret mig Selv mens jeg aad Kongens, en Mands Brød, som det hidtil har ladt til heller ikke i levende Live vilde faae sin rette Plads imellem Norges Patrioter. Jeg var En af de Første, som strøede "Egeblade" over den afdøde Greves Kiste. Den Deel af Publikum, som veed dette, vil derfor neppe kunne fæste Lid til Imputationen i Igaars- bladet, at de Æresbeviisninger, Nationen ydede ham, skulde være Gjenstanden for et usømmeligt Raillerie fra min Side. Under Gjennembladningen af nogle lithografiske Karrikaturer af spanske Nationaldragter erindrede jeg imidlertid, at Hr. Holger Collett havde insinueret noget Saadant. Det faldt mig ind, at jeg maaskee før burde besvare den end den latterlige Opfattelse af Apostrofen til min Lovtaler, som jeg maa troe idag vil være berigtiget i dette Blad, og jeg anmodede derfor skrivtlig den af Hr. C. navngivne Herre, som skulde have været Gjen- standen for min Uvilje, om en Erklæring. Jeg erholdt neden- staaende i et Brev, som har været dette Blads Redaktion fore- viist, hvori han siger, at han selv vilde have offentliggjort en lignende, om jeg ikke havde forlangt nogen, og jeg meddeler den mere for Deres Skyld, der ikke vide, at jeg har ydet min Skjærv til Forherligelsen af Wedels Minde, og for at faae yttret min Mening, at man skulde været moderatere i sine Yttringer om Greven, mens han levede, naar man vilde gjøre saameget af ham død, end fordi jeg holder Hr. C.s Imputation saameget værd. Erklæringen fra den af ham nævnte Borgerofficeer lyder: SIDE: 480 "At Hr. H. Wergeland ikke i nogen Henseende fornærmede mig under en Samtale i Frimurerlokalet den 8de d. M. bevidnes paa For- langende. At han under Samtalen yttrede, at der existerede et Mis- forhold imellem den Behandling, der blev Grev Wedel til Deel af hans Landsmænd i levende Live og efter Døden, optog jeg idetmindste ikke saaledes. Christiania den 21de November 1840. Christ. J. Stub. Det vilde ellers blive en høist underholdende Lekture for Publikum, om Enhver vilde nedskrive og offentliggjøre sine Kon- versationer i Harzvereinssalonen, paa Klubber o. s. v. For Exempel! "Jeg N. N. vedgaaer herved, at have sagt igaaraftes hos Lorange: "Godaften, Holger! Hvad synes Du om Veiret? Hvor staaer til? Derefter kom Samtalen over paa Østers og beenløse Fugle" o. s. v. Den 22de Novbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SVAR TIL F. WIENECKE Den Constitutionelle 28. nov. 1840. Hr. Wieneckes Landsmænd bekræfte eenstemmig, ligesom ogsaa diverse blivende Mærker, at han dog har været ved Pro- fessionen. Det er altsaa Han, som finder noget Beskjæmmende deri. Men jeg tænker vi kunne lade den Fugl flyve. Det er ikke Skrædderens men den Uvedkommendes og Ehrenpreisens Im- pertinance man troede at vise inden Skrankerne ved den ci- terede Apostrofe. Men jeg tænker det er paatide at blæse denne Batrachomyomachi ud. H. W. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, DEN 7DE DECEMBER Tønsbergs Merkur 13. des. 1840. En Opsats i Christiansandsposten om Statholderpostens Be- sættelse har her opvakt ligesaa megen Forundring over den Glands, den kaster over Generallieut. Mansbach som Uvilje over nogle Yttringer om vor fortjente og saa populære Stats- sekretær F. Due. Morgenbladet forsvarer denne Sidste paa det hæderligste idag, men glemmer at underkaste Lovtalen over Førstnævnte den vedbørlige Kritik. -- Det synes nu at blæse op til Proces imellem Granskeren, Hr. L. K. Daa og Professorerne Schweigaard og Motzfeldt. Man veed hvor kilden Daa var imod Sommer i Drammensadressen, SIDE: 481 og at han tilfegtede sig over ham en Sejer af 40 Daler og Morti- fikation. Men nu er der i en kort Redaktionsartikel i den Kon- stitutionelle for igaar, mange Gange meer Anledning for Daa til at faae styret sin Lyst paa Processer. Efter Ref. Mening kan han vanskelig undgaae at gaae den Vei. -- En Torvemærkværdighed var i Fredags en stor Kronhjort, skudt i Bærum ikke langt fra Tanumkirke. Den maa sandsynlig- viis enten i stærkt Snedrev eller fordreven af Ulve være kom- men fra det Bergenhusiske. -- Der siges at være igjære mellem nogle Herrer og mest Damer at give et Stykke paa Fransk til Bedste for Asylet paa Grønland, hvis Existence er særdeles skrøbelig og prekær. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, D. 14DE DECEMBER Tønsbergs Merkur 17. des. 1840. Med vort Theater gaaer det fremdeles daarligt, uagtet alle Direktionens Anstrengelser og Spekulationer. Har Nedsættel- sen af Priserne for 2den Logerad fyldt den, saa har Forhøjelsen til 4 for Parquetpladserne affolket disse desmere. I Maane- derne Oktober og November har man havt 1400 Spd. mindre Indtægt end i de tilsvarende Maaneder ifjor, som dog var et tyndt Theateraar. Den tydske saakaldte falske Mad. Catalani Hr. Kirchner, der er tilstaaet 1/5 af Indtægten af 6 burleske Forestillinger, har nu vel to Gange skaffet godt Huus; men da Publikum lader til temmelig almindelig at finde sine Forvent- ninger undertrufne, og det sandsynligviis er bleven trakteret med det mest lokkende, ville de følgende Forestillinger vist blive magrere. Hr. K., der i 16 Aar har reist om i Europa for at spille Catalani, skal ogsaa være i sin Dalen. Under The- atrets kummerlige Omstændigheder, og medens Forfattere af originale Stykker kun honoreres med 1/6 af de tre første Fore- stillingers Bruttoindtægt, ja, som nu er skeet med En, kun med den blotte Ære af at faae et Stykke opført, er denne Godt- gjørelse temmelig høi. Det sidste luftige Honorar er bleven til- staaet en Anonym for et Lystspil, det første har Wergeland er- holdt for et Drama "Venetianerne", der er stort nok til at ud- fylde en Aften. Bekostningerne paa dette skulle dog være betydelige. Paa at tilstaae ham en Benefice vilde Direktionen SIDE: 482 ikke indlade sig. Han har nu indleveret en original national Vaudeville. Et nationalt Drama "Maristuen", hvis Versifikation og øvrige Egenskaber skal røbe en øvet Digter (man gjetter paa vor Maurits Hansen) har den ikke kunnet antage for Bekost- ningernes og Jydemaalets Skyld hos Skuespillerpersonalet. Aar- sagen til Theatrets knappe Omstændigheder ligger især i Lo- ranges Salon. Og nu søger desforuden Konditor Caspary om Tilladelse til at holde Salon paa Isen. Henrik Wergeland PRÆLIMINARIER TIL EN MOTION PAA NÆSTE STORTHING AF INDGRIBENDE VIGTIGHED Morgenbladet 4. jan. 1841. Undertegnede beslutter sig til at forelægge Almeenheden følgende Skrivelse: "Til Kommissionen for det almindelige Under- viisningsvæsens Reform! For den ærede Kommissions oplyste og erfarne Medlemmer vil det være overflødigt at bemærke, at en Mængde udmærkede Anlæg forblive uopdagede, ubenyttede, tabte for sig selv, for Staten og Menneskeheden, i Almuens Masse. Af de mere for- muende Stænders Ungdom, saaledes som denne iflæng sendes gjennem de højere Underviisningsværker ind paa Embedsbanen, maa Staten søge sin Repræsentation rekruteret. Ofte med lidet Held nok. Fordringerne mangle ikke, Ulykkerne inden eget Bryst over at være skuffet og utjenliggjort i en falsk Retning af Kaste- opdragelsen udeblive heller ikke hos Mange, og dog er det Synd at sige, at Staten altid i de Lykkeligere har faaet noget Udmærket. Saa burde det dog være, mens der dog er en Masse at tage af, hvori Skaberen ligesaavel som over hiin mindre Frak- tion af et Folk har nedsaaet Aandens Lys, og da i forholdsviis rigere Maal. Havet er ikke maalløsere og bundløsere end den Masse af aandig Kraft, et Folk besidder; hver Generation er en ny Udstrømning deraf. Men hvad sees af Havet? De toppende Bølger, Overfladens skummende Leeg. Mere træder heller ikke iøinefaldende frem af hint Lyshav end Tinderne af Samfundets glindsende Overflade, et ubetydeligt Skum af det Hele, mens Dybets herlige Vover aldrig væltes op derover i Dagen. SIDE: 483 Dette er et umaadeligt offentligt Tab. Det er rimeligt og na- turligt, at Formuen og Rangen opdrager sine Børn til Formue og Rang; men Staten bør være Geniets Moder og Fader, naar det ingen forsorgsmægtige Forældre har, og opdrage det for sig. Det bør fortrinsviis være Folkets Barn. Det fødes, som man veed, og er sjeldent; men det fødes uden Hensyn til om under et Tag af Steen eller af Straa. Det er blot Spørgsmaal om at opdage det. Men jeg vil vise at dette er lettere end det synes, og saa simpelt som nogetsomhelst af de offentlige Foretagender. Ved Konfirmationen spændes der medeet et Net over en heel af Folkets Generationer. Hvert Individ stikker i sin Maske. Præsten veed nøje hvad der er ved hvert. Opdager han nu et udmærket, skulde han gjøre Provsten, ved den aarlige Visitats, opmærksom derpaa, som da, efter nøjere Prøvelse, skulde ind- stille til Regjeringen gjennem Biskoppen, at Drengen N. N. i N. N. Præstegjæld, for en Deel eller ganske, om han var ufor- muende, skulde gives videnskabelig Opdragelse paa offentlig Bekostning. Et Fond maatte da naturligviis hertil, efter For- slag, bevilges, og her staaer da vel Oplysningsvæsenets allerede forhaanden havende tilraade. Dannede man en egen Skole af disse -- hvilket ikke troes anvendeligt -- hvilken Skole af udmærkede Disciple! hvilken Stamme for dygtige Embedsmænd, der vilde kaste Glands over Staten! Men i vedkommende Stifts Skoler vil den nødvendige Opdragelse jo kunne bibringes. Muligheden af at opdage de Kvalificerede er saaledes allerede givet i bestaaende Indretninger; og de gjentagne Prøver sikkre mod Misbruget af det offentlige Beneficium. Kun udmærkede Anlæg, virkelig udmærkede, men da ogsaa, om de ere eensidige, f. Ex. mekaniske, skulde kunne tilstedes dette; og de ere sjeldne. Tør jeg omnævne egen ringe Erfaring, da forekom det mig i de 4 -- 5 Aar jeg jevnligen katekiserede Konfirmationsungdommen i Eidsvold, somom der næsten aarlig af en 80 -- 100 Drenge kun var 1, 2 eller 3, som viste i den Grad opvakte Sjeleevner, at der kunde for en Præst være Spørgsmaal om at nævne nogen for sin Superior. Og da maatte ny Prøve, hvorved Mange vilde falde igjennem. Det var foran en saadan Dreng jeg fattede disse Ideer, dybt rystet ved Tanken om hvormange Talenter, der SIDE: 484 igjen synke tilbage i Massen, uden nogensinde at dukke frem med Hoveder -- en Gammelgræker vilde sige Minerva havde kysset i Vuggen, og over de mange sørgelige Forrykkelser, som finde Sted i Menneskenes Liv. Men man bør ære Himlens Gaver og Guds Fingerpeg. Man bør gjøre Friheden frugtbar for Folket og realisere Ligheden hvor den kan realiseres og det med en saa uhyre Fordeel. Thi hvad vilde en Stamme af udmærkede Elever blive uden siden i Livet en Udgrening af udmærkede Mænd: Statstjenere og Kunstnere i alle Retninger? Der gjøres overalt saa overordentlig lidet for Folkets store Fleerhed. Der- for er der ikke den, som jubler over Konstitutionerne. Man bør dog gjøre Noget, først fordi det er Pligt af Menneskelighed og Retfærdighed, og dernæst ogsaa fordi det er Nytte. Den Sæd vil betale sig. Den ærede Kommission for Oplysningsvæsenets Reform vil ikke negte, at Underviisning og Reform pleje at bære Frugt. Jeg vil antage, at der forlanges for det Første anviist af næste Storthing paa Oplysningsvæsenets Fond 50 Stipendier "til fat- tige haabefulde Drenges videnskabelige Opdragelse". Den om- trentlige Sum for de tre følgende Skatteaar vilde lade sig be- regne. [fotnotemerke] Og det tør vel antages, at Thinget eller Folket ikke kan have noget imod denne Omhu for dets egne Børn. Til den ærede Kommissions bedre Omdømme anbefales nær- værende ærbødige Meddelelse, med Anmodning om, saafremt Sagen billiges i Ideen, at den da i sit Navn vil fremsætte For- slag derom paa behørige Steder. Kristiania, den 14de November 1840. Ærbødigst Henr. Wergeland." Den 19de November referedes denne Skrivelse i Kommis- sionen af Rektor Fr. Bugge, og den vedtog at ville tage samme under Behandling naar passende Anledning dertil gives. Med denne ubestemte Anstand i en Kommision af saa lange Udsigter, at noget Resultat af dens Forhandlinger neppe er at vente til førstkommende Storthing, har jeg ikke troet Sagen tjent; jeg indanker den derfor for Almeenheden, forat den inden da kan Fotnote: Jeg antager 200 Spd. for hver, ): 10,000 Spd. hvert af de tre Skatteaar. SIDE: 485 have været Gjenstand for sammes Omdømme. Den fortjener Folkets og Regjeringens Opmærksomhed. Yttre flere vægtige Stemmer og navnlig fra Geistligheden sig til Fordeel for den, turde maaskee Regjeringen finde Materie for en af sine ære- fuldeste Propositioner. Undertegnede, som midlertidig maa staa i Spidsen for Anliggendet, vil idetmindste forsøge at interessere den for samme ved at samle og i sin Tid meddele den de Be- tænkninger, som Landsmænd maatte vise mig den Ære at ville tilstille mig, eller som maatte fremkomme i Landets Tidender. Jeg anholder om at see Sagen saaledes forberedt fra Folkets Side. Kristiania, den 30te November 1840. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 17. febr. 1841. At Plads for et Tilsvar i Anledning af Redaktionsartiklen i Morgenbladet for 15de dennes er mig negtet, troer jeg at burde tilkjendegive. Det vil komme i Intelligentssedlerne og derfra i flere andre Blade. 16de Februar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL MORGENBLADET] Christiania Intelligentssedler 17. febr. 1841. At Morgenbladets Redaktion, der paa en skamløs Maade har forsøgt at besudle mig i dens Igaarsblad, har negtet mig Tilsvar deri, tilkjendegives herved for et Publikum, som ikke kan andet end dele Uviljen over en saadan Redactionsvilkaarlighed. I Farcen "Engelsk Salt" blev Brutaliteten hos en Fraktion af Pressen revset. Dens Uretfærdighed er Sujet nok til en ny. 16de Febr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL "MORGENBLADET"] Morgenbladet 18. febr. 1841. Saa Morgenbladets Red. negter at have givet mig Afslag for et Tilsvar? Det vilde være lettere at forsvare denne Synderlig- hed med at kalde det glatvæk et "Smudsprodukt", dersom Re- SIDE: 486 daktionen, paa dens første Afslag, ikke var bleven anmodet om at bemærke hvad den ønskede forandret. Man kan vel neppe gaae videre i næsten gelassenagtig Humanitet. Vilde Redaktio- nen citere af Engelsk Salt hvorsomhelst, kunde jeg spare mig ethvert Forsvar, som jeg dog nu maa søge Udvei for, og Publi- kum vilde faae Anledning til at bedømme, om denne Farce kan være saa slet, som Mgbldt. finder og om jeg nogensinde maaskee har skrevet i en mere patriotisk Aand. Hvor er det muligt, at denne skulde være vegen, dens Varme kjølnet efter de Vers, som Morgenbladet citerer? Besvar Enhver sig selv dette Spørgs- maal! De danne Slutningen i hiint Tilsvar med følgende Til- sætning: "Kald denne Sang Vendekaabens Sang. Jeg vedkjen- der mig den." 17de Febr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland "ENGELSK SALT" (Indsendt fra Henr. Wergeland, i Anledning af Morgenbladets og Granskerens Angreb paa denne Farce.) Christiania Intelligentssedler 18. febr. 1841. Man vil engang erkjende, at jeg, som Digter og Menneske, er bleven ilde nok behandlet af mine Landsmænd. Idetmindste behøves der ikke mere forat hærde et medfødt Had mod Neder- drægtigheden og Lavheden, som jeg omtvivler har været saa geskjæftig virksom mod nogen anden mig lignende Personlighed. Jeg kunde anføre mærkelige Exempler paa hvilke Midler, man ikke har ladet uforsøgte forat nedtrykke mig og forgifte Opinio- nen om mig; men den Tid, jeg kan afsee til dette Forsvar, tages ganske i Beslag af disse nyeste i Bladene Granskeren og Mor- genbladet. Det Første vil jeg kun i Forbigaaende give mig af med; thi det er ingen farligere Fiende end en Tyr, der gjør Chok mod et rødt Klæde, og som man kan undgaae ved et Skridt til Siden; men med Morgenbladet gaaer det ikke an at være saa passiv for det store Publikums og den Anseelses Skyld, det med saa liden Ret er i Besiddelse af. Jeg søgte derfor Plads deri for et Tilsvar; men Sligt tilstedede ikke dets Redaktions SIDE: 487 "berømte Retfærdighed", saa jeg dog nok maa have havt Ret i at paastaae i Farcen, at Smaalighed er en af Ingredienzerne i denne. Det var mig om at gjøre at faae snart Plads for en Pro- test imod Skjændselen af mit ærlige Navn, der skulde hente sin Beviisstyrke fra selve Farcen; og jeg troede at kunne kræve det efter en saadan Mishandling; men Redaktøren, denne Pressens koldblodige Misbruger, der -- som han igaar stryger sig om Kinden -- kalder sig en oprigtig Ven af det Fornuftige, Høihjer- tede og Gode, negter mig Adgang til Bladet efterat jeg havde givet ham Tilladelse til at anmærke hvad han ønskede forandret og selv strøget over hvad jeg maatte troe især var ham imod -- en Omstændighed, som harmonerer særdeles vel med hans Anmærkning i Morgenbladet idag, at Aarsagen til Afslaget var, at mit Tilsvar var et Smudsprodukt. Dette Blad er da den eneste Udvej jeg har for et saa høiligen paafordret Forsvar, hvor Corpus delicti (Farcen) kun kommer i de Færrestes Hænder. Er det end min Hensigt, at anmode nogle af Provindsialbladenes Redaktioner om at optage dette, og vise de mig denne Godhed, vil dog altid en stor Deel af Folket, som kun læser Morgenbladet, og Udlandet stedse for- blive i den Tro, dette mig fiendske Blad nu har udbredt om mit Arbeide og mig. Dette er at skjære Struben over paa Den, der netop skal til at tale sin Sag, og en let, men lidet ærlig, Maade at vinde sin egen paa. 17de Februar. "Den Hund hyler, som rammes." Dersom Forfatteren af ovennævnte Farce kunde paaregne et Publikum, som i nogen Maade kunde maale sig med Morgen- bladets, skulde ikke en Minut spildes med at besvare dette Blads Udgydelser i Anledning af den. Ogsaa min Fritid tilhører endnu en Virksomhed, der hverken kan afbrydes eller berøves sin indre Løn selv af den Malice, der har saa store Midler til sin Raadighed, som Morgenbladets Redaktion har og bruger. Men jeg siger den og spaaer den, at den vil komme til at tage sine skammelige Bagvaskelser i sig igjen. Jeg kunde tie; min Konstitutionens Historie vil inden kort begrave dem alle under SIDE: 488 glødende Kul. Jeg vil derfor indskrænke mig til det Forsvar, hint lille Arbeide fører for sig selv. Og efter nogle Citater troer jeg mine Landsmænd ville erkjende, at der er saa langtfra noget Spoer af Vendekaaberi deri, at det maaskee er det Arbeide fra min Haand, som meest er gjennemtrængt af en Patriotisme, jeg troer i alle Maader er baade saa reen og saa varm som Morgen- bladets og dets Fætter Granskerens. Det Første kan være en saameget slemmere Fiende, som det mod mig er ligesaa hensyns- løst i at bruge Vaaben, som den Sidste er mandolm og bidsk; men alligevel har jeg dog den Tro, at man vil tilstaae mig, at jeg kun lidet fortjente den Roes, Morgenbladet engang tillagde mig for politiskt Mod, dersom jeg, af Frygt for hine Kræfter, undlod at gjøre Mit til for at rette paa den menneskehadske, skumle, grinende, mistænkelige Eensidighed, som karakteriserer den nærværende Oppositionspresse eller idetmindste dens For- spids eller Sviinfylking. Citater. "Jeg vil lære ham, at der gives Mennesker, som ikke kunne bedrage, og at dersom Patriotisme og Liberalisme ikke have ligesaa venlige Hjerter og aabne Aasyn som de andre Dyder, ere de ikke et Nummer af Nella værd." Dette Citat indeholder den ganske Farces Moral. Og kan vel noget fornuftigt, veltænkende, ikke spleensygt Menneske have noget derimod? Eller imod den, saaledes som den gjengives i Slutningen: "Pokker ivold med baade den (Anglomanien) og Mistænke- ligheden! Den første Betingelse ved en Patriot er at være ærlig, den anden ikke at være nogen Nar, den tredie at troe, at andre Patrioter ogsaa ere ærlige og ingen Narre. Men skulde Mistæn- kelighed endog anklage En, hvis hele foregaaende Liv vidner om Ærlighed og Hengivenhed for den fælleds Sag, da -- recipe Engelsk Salt." (Fortsættes.) [fotnotemerke] Fotnote: Dersom Morgenbladet indlader sig paa at citere, vil Afbrydelse skee i denne Opsats. Jeg forlanger ikke meer, da Farcen forsvarer sig selv. SIDE: 489 Henrik Wergeland "ENGELSK SALT" (Fortsat fra No. 41) Christiania Intelligentssedler 20. febr. 1841. "Finder han sin Regning ved det, vil han berøve dig din Ungdoms Elskede, Folkets Godhed. Han vil afflaae dig Popularitetens Løvehud og iføre sin egen Æselagtighed den." Dette er ogsaa et Citat af Farcen, og maaskee jeg i denne Skildring af en hjerteløs Egoisme hos "Nyregranskerens" Re- daktør har truffet det Sted, som meest har bragt vor egen "Gransker" saa ganske forfærdelig udaf Ligevægten? Der skal ikke meget til før en ond Samvittighed giver Gjenlyd, naar man blot finder den rette Streng, eller før en selvgod "giraffhalset" Indbildskhed, som troer sig i en uantastelig Enebesiddelse af en Korrektivret mod alle Andre, kommer i Raseri. Men slige Karakterer tilhøre Satiren ifølge et endnu sikkrere Privileg, og Benyttelsen heraf kan kun give Granskeren Anledning til imel- lem sine Dokumentationer af mit Had mod Tyranner at anføre, at dette ogsaa har udstrakt sig til Pressens. Ja jeg hader og foragter af mit Hjerte den skumle Hadskhed i Granskerens Fysiognomi og mange Træk i Morgenbladets. Jeg hader tyreagtig Mandolmhed og det hule Skryderi og falsk Autoritetsbram med samme Oprigtighed, som jeg giver Gran- skeren ved Morgenbladets Hjælp Lov til at afføre mig min Po- pularitet, hvis den sidder saa løs, forat han dermed kan lappe sin egen hullede. Jeg har vundet den ad den lige Vei, ad den jeg vil følge til min Grav. Da jeg skrev Flyvebladene i 1836, var det en varmtfølende, af Tidsomstændighederne bevæget, Normand, som expektorerede sig, ingen menneskehadsk, hevn- syg og bittersindet. Da, som altid, handlede jeg bona fide, og havde den sædvanlige Tak derfor. Især lod ikke Morgenbladet Leiligheden ubenyttet til at stille sin egen Viisdom og Modera- tion i Lyset paa min Raskheds Bekostning. Men lagde man i Almindelighed noget nøiere Merke til denne Red.s Popularitets- jagt og Manøvrer forat tilvinde sig Skinnet af Upartiskhed, vilde man tilstaae mig og Enhver Ret til med samme Ringeagt at oversee dens Lexer i politisk Henseende, som jeg i æsthetisk. SIDE: 490 I dette Punkt staaer Kritiken desværre paa et saa lavt Punkt hos Os, og er i sin daarlige Tilstand saa ganske i mine Fienders Hænder, mens mine og min Muses Venner ere uvirksomme under den almindelige Ligegyldighed for slige Sager, at jeg forlængst har opgivet Haabet om at blive i denne Henseende anerkjendt efter Fortjeneste. [fotnotemerke] Lad saa være -- thi "Det mit Støv i Graven ei skal krænke, om man mig aldrig kalder stor"; men mit Navn som ærligt Menneske, som oprigtig Patriot og Frihedsven i disse Ords strenge og rette Bemærkelse, skal man ikke med saadan Lethed berøve mig. Man kan det ikke heller. Fotnote: Ligesom det var Mgbl. umuligt at berette min Ansættelse uden at citere §. 22 i Gl., der ligesaameget vedkommer Red. som mig, saaledes har det ikke kunnet bringe det over sig at referere noget om "Venetianernes" Opfø- relse uden behørige Svartepeersstreger. Publikum har ligesaalidt gjennem Mgbl. som gjennem den Const. faaet det Sande i dette Punkt at vide. I samme Aandedræt, Mgbl. fortæller, at der ved den første Opførelse fandt flere Mangler i Dekorationerne Sted, maatte det dog hedde, at det var uvist om Bifaldet gjaldt Stykket. Men hvad i al Verden skulde det vel ellers gjælde under saadanne Omstændigheder? Og efterat det har vundet ligesaa "triumferende" Bifald andengang, og ligeledes Bifald 3die og 4de Gang, i Forhold til Husets Talrighed, underrettes Publikum, som ellers tidsnok op- vartes med Smaating, ikke derom, men Facit af den Const.s Beregninger, at Stykket ikke har "gjort Lykke", hærmes op igjen uden at vise Forf. den Retfærdighed at bemærke, at den Foranstaltning at give det paa den store Maskeradeaften og nok en Aften, da der kun var knapt Hus at vente, var lidet hensigtsmæssig, naar man endelig i en Hast vilde have et kostbart Stykke betalt. Mgbl.s Redaktør, Hr. Fuldmægtig Stabell, falder ganske ud af sin ellers velspilte Rolle (der er, som ellers ikke saa sjelden stikker frem, at lade som han styrer Staten), naar han vil indlade sig paa den literære Kritik. Evnen gaaer deri ikke udover Formandskabsindstillinger. Foran Fictionens Arbeider staaer derimod Koen der foran den røde Port. Men det hører til forat være Fuldmægtig i den Bemærkelse han vil være det, og det kunde passere, hvis ikke en hadefuld Skjelen drejede Øjet saa til Siden, og hvis ikke hans træagtig-prosaiske Uskjønsomhed var gjennemormet af usle Madikker, som høre andetsteds hjemme. Af ganske andre end poetiske Anti- pathier opoffres saaledes Sandheden om "Venetianerne", og fordi "Engelsk Salt" har bragt hans Medarbeider til at kaste op og foraarsaget ham selv sympathiske Opstødelser, maa nu det Par foregaaende af mine satiriske Frembringelser kasseres. Dette hører til den "berømte Retfærdighed". Koen har, som man ved, Lyst paa Løvetand, og denne Plante med det sunde Blod og den friske Grostyrke er bleven mit Emblem, siden man begyndte at ville træde mig ned. Det er nu alt længesiden; men Aarene gjentage sig, og intet er gaaet forbi uden man har sluppet Kjør paa. De Dyr, som "granske", ere værre. De rode; men Roden er dyb. SIDE: 491 Hine Par Citater af den angrebne Farce, hvormed jeg ikke agter videre at fortsætte, siden Mgbl. har erklæret at ville tillade mig at forsvare den der ved disse dens egne Kræfter, ville dog, haaber jeg, være nok til at godtgjøre, at den gaaer ud paa at udsondre hine forhadte Egenskaber af vor Tænke- og Yttrings- maade, og jeg troer, at alle gode Patrioter herfor ville vide mig Tak. Idetmindste har jeg kun stødt paa den ene Mening, at det er beklageligt, at vort eneste erklærede Oppositionsblad, med et saa kundskabsrigt Talent i Spidsen, skal være saa beheftet med dem. Imidlertid synes Krisis at have indfundet sig. Mandolmheden har løbet Hornene i Væggen. Granskeren er bleven kritisk. Jeg beklager mig ikke længer over den nationale Mangel af en kri- tisk Journal. Granskeren anstrenger sig jo af alle Kræfter for ved Citater at sætte mig paa min Plads som Forfatter? Har jeg virkelig skrevet alle disse ikke geistløse Vers, disse fyrige Tanker, hvori Poeten og Ultraen stikker frem? Tak, Gransker! Det var ligesaa ærligt handlet af dig, som det Be- skedenhedsindfald er originalt at ville gjøre Farcens Helt, Sir Vinaigre, til Eet med dens Forfatter. Jeg kan desværre kun vise mig erkjendtlig ved et lidet Bidrag til den Anthologi af mine Aandsfrembringelser, som Granskeren nu er beskjæftiget med at samle, skjøndt den Umage han gjør sig forat lægge For- fatteren af "Kongens Indtog" og "Kongens Skaal i Champagner" Ord i Munden, som skulle modstride denne hans altid sig selv lige Enthusiasme for hiin ophøiede Personlighed, fortjente større Opmærksomhed. Allerede i 1828 findes nemlig "Sinclairs Død" dediceret til "Carl Johan, Norges og Sveriges Konge" med et Digt, hvoraf det kan være nok at hidsætte Slutningsstroferne: "Mit Hjems i søde Tanker svømmende Hjerte er Vormen. Carl er Scandiens, Nors og Sveas, liig to Elsktes, der føle tilsammen, om sortned tusinde Bølger imellem. Dit Hjerte, Carl, er (o Panscandion, liig Helleners hist Panjonion!) Altret for mit Nors og Gothernes Ømhed -- -- SIDE: 492 Det offres Harpens første Frugt, som min Deel, mit Suk i Norges Kjærlighed -- Carl, din Skat! -- Ha, Norges Frihet vil fremgløde lynlige Qvad; men var jeg en Træl, jeg taug i min Skjændsel!" Hertil kun en Beklagelse over at disse Strofer skrive sig fra en Tid, da der hverken var Tale om Statsborger eller Hof- pension. Tilsidst bliver det nok omtrent ligesandt, at jeg har angrebet mine forrige Ligetænkende, de norske Radikale, og at der er foregaaet nogen Forvandling i min Norskhed og Frisindethed. Tro Hvo, som endnu vil, og tag saa "Engelsk Salt" efter forhen citerede Ordination for nyregranskende Mistænkelighed. Det er mig for modbydeligt at maatte forsvare mig mod en saadan Beskyldning. Derfor -- Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ENDNU ET BIDRAG TIL GRANSKERENS WERGELANDSKE ANTHOLOGI [fotnotemerke] Christiania Intelligentssedler 23. febr. 1841. Og det netop fra Statsborgerdagene! Wergeland er dog nok, naar Alt kommer til Alt og granskes vedbørligen, ligesaavist bleven sig Selv liig i sin Enthusiasme for Carl Johan, som det er vist, at hans sidste Farce kun gaaer ud paa at sætte Knapper paa Studen. Dette nye Bidrag findes netop i Statsborgeren og i Visebogen Bragur i hans Sang for de norske Musketerer. "Hurra, Brødre, for vort Banner, hvor Løven staaer i Brand! Saa flammer Mod og Ømhed for frie Fædreland. Hurra for vort gamle Norge! Hurra for dets Heltedrot! Hurra for Kaptainen! Alle holde Vi hvad ham vi borge: aldrig vige, heller falde, lade fort og sigte godt!" Naar man vilde granske nøjere fandt man nok flere Stumper, hvori det Samme stikker frem. Besynderligt er det ogsaa, at "Spaniolen", hvori en spansk Fotnote: Rigtignok ikke samlet af Granskeren som man plukker Blomster, men som Sviin rode efter Trøfler. SIDE: 493 Exaltados Følelser og Principer skildres, kan være gaaen Gran- skerens Næse forbi. Og denne er dog paany udkommen midt under Nydelsen af det Hs. Mts. Gratiale for Almueoplysnings- arbeider, som man behager at give Navn af Hofpension. At pløie med Andres Kalv er ellers upaatvivlelig den for- deelagtigste af alle Færdigheder, og den besidder Granskeren Hr. Daa i en ganske fortrinlig Grad. Det hedder, at han er Forfatter af en svensk Ordbog, men det Sande er dog, at en svensk Student skriver sammen hvad der siden kommer ud med Hr. Daas Navn paa det pyntelige Omslag. Imidlertid er det sandsynligviis Hovmoden over denne letvundne Ære, som i hans sidste Gjennemgranskning af mit Forfatterskab paadra- ger mig en Revselse for slet Sprog i et paa Svensk skrevet Mindedigt over Wallin. Men hvem skal jeg troe forstaaer Tin- gen bedst, enten Hr. Daa eller den svenske Digter Ridderstad, som i den Anledning har tilskrevet mig: "Ditt svenska poëm läste jag med mycket nöje; et fel blott -- du hadde nytjat ty, som rim till i. Eljest fanns inga fel." Saa god Regnemester Hr. Daa kan være i Skillingsvejen, har han dog neppe her for- staaet bedre at beregne sine Kræfter end mine, idet han vil bevise Umuligheden af at jeg kan vedblive at være ret Poet siden jeg har faaet noget at leve af. Her bør de excessive Virk- ninger af "Engelsk Salt" maaskee neutraliseres af noget Nyse- rod, hvis de Gamles Paastand om denne Urt er sand, at den er god mod Galskab. Især synes den fixe Idee, at man skal maale Patriotismen efter Graderne af Kulde for Fædrelandets største Velgjører, at trænge til anden end blot mental Behand- ling. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM DET KONGELIGE GRATIALE OG WERGELANDS POLITISKE OPFATNING] Morgenbladet 27. febr. 1841. Jeg havde tænkt, efter Citaterne af "Engelsk Salt", ikke mere at behøve eller at burde tage til Gjenmæle mod de Angreb paa Karakteer og Habilitet, som i Morgenbladet og Granskeren iværksattes for nylig imod mig; men en Artikel i det første af disse Blade for idag, hvis Hensigt at fortsætte disse Angreb og Forbindelse dermed ikke lader sig mistyde, tvinger mig atter SIDE: 494 Pennen i Haanden. Jeg vil ikke lade mig min retmæssige Be- siddelse af Navnet af saa oprigtig og pletløs en Patriot, som Norge har baaret, saa skammeligen berøve. Men jeg vil holde mig til hine første umaskerede Hovedangreb, mens jeg kun har det at sige Forfatteren af hiin skumlende Artikel "Politiske Proselytter", at han tilføjer Fædrelandets ærlige Navn en ufor- tjent Skamplet ved at fortælle Verden, at der gives saadanne Normænd, som de, han skildrer. Jeg seer mig rundt imellem mine bittreste Fiender, og jeg finder ikke en eneste Norskfødt, om hvem det skulde lade sig sige, at han ikke er Fædrelandet og dets konstitutionelle Frihed af Hjertet hengiven. Det er vor Nations fornemste Ære, at det virkelig er saa, at det lader sig sige om dens hele Mængde, hvad der kunde siges om Rigsfor- samlingen paa Eidsvold, at den ogsaa i den Henseende var ud- mærket i sin Sammensætning, at den bestod af Mænd, der Alle, med Hensyn til Viljen, vare udadlelige. Dette og den Bemærk- ning til nærmere Betænkning, at det er Synd, at den alminde- lige, nationale Moralitet skal lide for det onde Sind, man bærer til det enkelte Individ. Hvorfor ikke heller sige under den vir- kelige Mangel paa Exempler: "i alle disse Aar har en Normand solgt sig, og det er H. W.", end at kaste Skygge paa National- karakteren ved at antyde, at Flere have været istand til en saadan Nedrighed? Dette og et foragtfuldt Begreb om at Nor- mændenes gamle Ærlighed er sjunken maa man faae ud af hiin Skizze. Men jeg vil heller lide at hedde denne Ene, end at mine Landsmænd skulde udsættes for at troes saadant om. Min Sag, som uforfalsket Patriot, vinder sig nok selv. Og selv om det skulde lykkes koalerede og beregnede Anstrengelser at be- røve mig dette Navn, skal min billige og dybtfølte Fortrydelse aldrig anklage Andre eller Flere end de skyldige Individer for en saadan Uskjønsomhed. Jeg skal ikke opstille et Sidestykke til hiin Forfatters Uretfærdighed, der udskizzerer Vendekaaberi og Venalitet som noget Almindeligt i vor Nation [fotnotemerke] og vort Stats- samfund alene for at kunne bore sin Snigmorderdolk i den Enkelte. Fotnote: Kun eet Exempel kan maaskee anføres -- hiin udmærkede Personlighed fra Eidsvoldsforsamlingen. Men han kunde ikke bære Folkets Vrede og sin egen Fortrydelse. SIDE: 495 Nu vel her er Han! Jeg vil til Sagen, til de første Attentater paa at nedstøde mig fra min Plads i Opinionen, til Morgenbladets og Ultra- Morgenbladet Granskerens kombinerede Anfald paa mig. Den explosive Materie laae i det kongl. Gratiale og min Ansættelse, Tønderet gav den literære Bagatelle "Engelsk Salt". Der er da en Bebreidelse, en Beskyldning og en Hevn -- tre letopdage- lige Punkter i Haranguerne. Bebreidelsen er, at jeg har ridiku- leret en gammel Ven. Beskyldningen, at jeg, som en politisk Veirhane, har skiftet Mening og Parti og forandret Skrivemaade, eller at jeg istedetfor en Folkets Mand er bleven en Kongens Mand, og Hevnen eller Straffen er, efter alle almindelige Men- neskers Skik, at udskrige mine poetiske Fostre som daarligt Gods. At sætte i Miskredit og vække Fordomme mod mit sidste større dramatiske Arbeide maatte da heller ikke forglemmes. Hvad nu det Første angaaer, da var der vel et Menneske, som engang teede sig som min Ven, og som jeg indbildte mig var det. Men det viste sig siden, at jeg havde bedraget mig. Ven- ner glæde sig over Venners Lykke; men da mine i saa lang Tid formørkede Udsigter opklaredes, da jeg endelig, efterat saa- mange Jevnaldrende vare gaaen mig forbi, var kommen i en fast Stilling, saa var det saa langtfra, at hiin formeentlige Ven glædede sig derover, at han tvertimod begyndte at skumle og misunde. Saadanne "gamle Venner" (rotten friend) skylder man mindre end aabenbare Fiender. Hvad mit politiske Veirhaneri anbelanger, da er det vel saa, at min Skrivemaade er mindre hæftig end fordum, ligesom jeg og i visse Henseender kan have antaget formildede Anskuelser. Men det er Uret at lægge mig Dette til Last. At forandre Skrivemaade og Anskuelser har Sted med ethvert Menneske i Livet. Det flyder af Alderen og det modnere Omdømme. Uden det var ingen Oplysning, ingen Fremgang til. Ogsaa Granskeren selv er ikke mere Den han var, siden han troede sig tilsidesat. Der er kun den Forskjel mellem os, at han nu anskuer Tingene mørkere end før, og jeg anskuer dem i et mildere Lys. Han er bleven mere, og jeg mindre bitter. At bebreide mig, at jeg ikke nu skriver i den Tone som før, er fornuftløst, og alle de Citater af mine ældre Produkter, Granskeren i saa Henseende SIDE: 496 gjør, tjene til Intet. Det kunde først blive en Bebreidelse, der- som det var saa afgjort, at den Tone, hvori jeg før skrev, var den bedre og bifaldelsesværdigste; men selv Granskeren betrag- ter den ikke saa -- jeg troer endog han kalder den "rasende". Fortjener det da Bebreidelse, at jeg er gaaen over til det Bedre? Og kan man ikke tale sat og fornuftig, og dog have samme Emne og samme Mening om Emnet? Naar det nu kan siges (hvis Granskeren har Ret): jeg har raset, men raser ikke mere; og jeg siger: Granskeren har ikke raset; men raser nu -- ere vi da ikke i samme Prædikament, og har ikke denne Hane dreiet sig ligesaavelsom jeg, skjøndt til modsat Kant? Men i Realiteten kan vel Ingen siges at have været sig selv mere liig end jeg; og man skal ikke kunne opvise noget Skrivt af mig indtil denne Dag, som godtgjør, at jeg har svigtet mit Fædreland, ophørt at have det kjært og at fremme dets Bedste, ophørt at være Folkets Mand. Tvertimod søger jeg endnu stedse paa alle de Maader, jeg kan, at gavne mine Landsmænd, især de Ringere af dem. Ikke heller kan man af mine seneste Skriv- ter eller Handlinger finde, at jeg i Henseende til vor statsret- lige Forfatning har skiftet de Grundsætninger, for hvilke jeg har opoffret en saa stor Deel af mit Liv. Det var sørgeligt, om Kon- gens Hyldning skulde være et Forræderi mod Nationen, om man ikke skulde kunne være tro og hengiven mod den Ene uden at være falsk mod den Anden, ikke elske den Ene uden at hade den Anden, ligesom om Konge og Folk vare to kontradiktoriske Principer, tvende fiendtlige Aander, de to Herrer, som ikke kunne tjenes paa eengang. Folket selv, Borgere, Bønder og Em- bedsmænd, Høje og Lave hylde jo Kongen og vise ham Ærbø- dighed og Hengivenhed, naar han kommer i Landet; Enhver giør det paa sin Maade, hvorfor da ikke jeg ogsaa med min Harpe? Jeg vil ikke tale et Ord om at mit "Engelske Salt" ikke sma- ger DHrr. At Den, der skal tage det ind, griner lidt, er ligesaa naturligt som at Den, der har lavet det, finder det godt nok i sit Slags. Til kritiske Uretfærdigheder er jeg desuden saa vel vant. De høre med til den Opdragelse, som har gjort min Genius temmelig sund og stærk. 25de Febr. 1841. Henr. Wergeland. SIDE: 497 Henrik Wergeland ULTIMATUM Morgenbladet 1. mars 1841. Jeg har før, men som det synes forgjæves, i dette Blad for- klaret mig om det Gratiale af hans Majestæt Kongens Kasse, hvormed man nu, under Navn af Hofpension, har saa travlt fra saamange Kanter. Frøerne qvække i Sumpen. Men jeg vil gjerne indlade mig paa en yderligere og aldeles udtømmende Forklaring, fordi den ogsaa vil yde et Bidrag til hiin ædle Per- sonligheds Karakteristik. Det var ikke bleven ubemærket af hans Majestæt, at jeg i Løbet af 10 Kandidataar havde udgivet endnu flere Almue- underviisningsskrivter. Derfor og for at arbeide i samme Ret- ning, lod hans Majestæt mig i 1839, uansøgt, naadigst tilsige et toaarigt Gratiale af 200 Spd., der opførtes under denne ud- trykkelige Betingelse. Jeg udgav da, foruden et Par Smaaskriv- ter, Bladet "For Arbeidsklassen"; og da dette Foretagende vandt hans Majestæts Bifald, og jeg fremdeles, uagtet mange Ansøgninger om Kapellanier, var uansat henimod Udløbet af den fastsatte Tid, behagede det Høistsamme, med Tillæg af 100 Spd., at udvide denne endnu til to Aar, i hvilken naadige Forføining hans Majestæt ikke har villet, at min senere Ansæt- telse skulde gjøre Forandring. Kan man nu forstaae det? Men endog om jeg ikke havde skrevet andet end i poetisk Retning -- er det da saa usædvanligt, at saadanne Forfattere nyde en Understøttelse af Stat eller Konge? Selv Danmark er i denne Henseende liberalere end dette mit og Uskjønsomhedens, men ogsaa Ærlighedens Fædreland. 27de Febr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM WERGELANDS KRITIKK AV DAA] Morgenbladet 6. mars 1841. Granskerens Publikum maa være aftaget siden Hr. Daa nu ogsaa maa betjene sig af Morgenbladet, som ellers saa ofte har erklæret, at det ikke befatter sig med at aftrykke af andre Blade. Dobbeltudgaven er mig ellers ogsaa derfor en Aarsag til Forundring, da jeg iforgaars havde et Papiir ihænde, hvor- SIDE: 498 paa Hr. Daa, betræffende et Tilsvar fra mig i denne Anledning, havde skrevet, at det vilde blive optaget i Granskeren uden Bemærkninger, da han "ønskede at bidrage sit til at ende denne Tvist." Jeg tør da maaskee haabe, at Morgenbladets berømte Retfærdighed ogsaa vil aftrykke dette Svar, hvori jeg iblandt andet gjør mit til at rette den besynderlige Vildfarelse af Gran- skerens Anmelder af Engelsk Salt, at jeg har kastet nogen Skygge paa Hr. Daas sædelige Karakteer. Jeg giver ham i dette Punkt det Vidnesbyrd, at han deri er et Mønster. Han behøver ikke Attest derom af den Constitutionelle. Figuren Vinæger kan gjerne være en tea-totaller, fordi han har været i et Lag for een Gangs Skyld, og det et til Ære for ham. Han burde maaskee ogsaa været det for Anglomaniens Skyld. I dets Sted indskrænker dog Farcen sig kun til udtrykkelig at bemærke, at det ikke hænder ofte, at han saaledes er ude. Men dette hele Opspind er tydelig kun sammensat forat fornærme mig med ligesaa grundløse Imputationer. Jeg kan ikke forklare mig disse Fortsættelser af Forfølgelsen af anden Grund end at min aabne Forklaring af Sammenhængen med det kongl. Gratiale har vakt Komplottets Ærgrelse og Skamfuldhed. Visse Karakterer hade Den, de have fornærmet. Den politiske Proselytmagers Erklæring, om han ikke finder hiin Forklaring tilfredsstillende, imødeseer jeg. Jeg opfordrer ham dertil, og haaber den af ham, om han er et Menneske, der vil Sandhed og Retfærdighed. Han svare mig paa mit Spørgs- maal: om jeg efter den fortjener "alle Partiers Mistanke?" Intelligentssedlernes Red. opfordres ligeledes til at erklære sig om Rigtigheden af den Daaske Beskyldning. "Gemeenheden" i det Epigram om Daas og Schweigaards Trætte bestod i at jeg udtrykte mit, med den almindelige Mening temmelig nær sam- menfaldende, Omdømme i disse Linjer: "Se Kjedelens og Grydens Leeg imellem Daa's og Schweigaards Ære! Daa smører selv sig til med Tjære, for at faae Schweigaard sort som Beeg." Jeg finder vel disse Linjer temmelig sorte, fordi der er baade Tjære og Beeg i dem, men ikke gemene. Og ligesaa enigt, som jeg tør vente Publikum heri, haaber jeg det ogsaa vil være i, SIDE: 499 at mine Tilsvar have været uden dette "Raseri", som Granske- ren vil finde deri. Nogen "Hoveren" over min nærværende An- sættelse har jeg heller ikke nogensinde yttret. Jeg ansøgte den, da Daa havde opført Komedien med sin Ansøgnings Tilbage- kaldelse. Med hiin troløse Ven har jeg ganske rigtig meent Ludv. Kr. Daa; og forat undgaae Synet af dette Menneske holdt jeg mig fra en Cirkel, hvor vi mødtes. -- Men det er da rigtignok ogsaa noget at fortælle? 5te Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REPLIKK TIL "GRANSKEREN"] Granskeren 6. mars 1841. Sagen mellem mig og Granskeren bliver nu fra dennes Side saa ganske privat og kammeragtig, at jeg vel neppe i noget andet Blad faaer Plads for et Tilsvar. Efter den Forklaring om Sammenhængen med det kgl. Gratiale, som jeg har leveret i Morgenbladet under Navn af et Ultimatum, er et saadant ogsaa ganske overflødigt, forsaavidt det maatte gaae ud paa yderligere at ville modkjæmpe disse Bearbeidelser af Opinionen til Meen for mig og paa at forsvare mig. Thi Den, som ikke godkjender hiin Forklaring og vil tilstaae, at man fik et ærligt Ansigt at see da man "rev Masken af", er ingen veltænkende Mand, Ingen der vil Sandhedens og Retfærdighedens Sejer. Skulde Granske- rens Red. ville optage den, kan jeg kun vise min Erkjendtlighed ved at indbyde ham til at ledsage den med saamange Bemærk- ninger, han behager. Jeg vil kun i disse Linjer henlede Op- mærksomheden paa det særdeles Beviiskraftige, der maa ligge i at Granskeren i denne Sag fører Morgenbladet som Vidne (!) og benegte, først al Gemeenhed i det Vers om Daas og Schwei- gaards Trætte: "Daa smører selv sig til med Tjære forat faae Schweigaard sort som Beeg", samt at jeg har tabt andre Venner, jeg brød mig noget om, end denne samme Daa, eller skyet af nogen anden Grund en vis, af Granskeren paapeget, Cirkel, end forat undgaae Synet af hiin frafaldne Ven, hos hvem jeg ikke taalte Skygge af Tvivl. SIDE: 500 Dette blues jeg ikke ved at bekjende med samme Oprigtighed, hvormed jeg beklager hans Vildfarelser og tilgiver dem forsaa- vidt de ere rettede mod 3die Marz 1841. Henr. Wergeland. P. S. Jeg seer Anmelderen af min Farce befinder sig i den Vildfarelse, at jeg i den skulde kaste en Skygge af vanlig Uregelmæssighed i Levemaaden paa en Person, som i denne Henseende er, saavidt jeg veed, pletløs. Naturligviis har man udledet dette for, under en fingeret Retorsion, at faae sagt mig endeel Fornærmelser, der ere ligesaa ufortjente som en saadan Calumnie mod Hr. Daa vilde være. I denne catilinariske Bor- gerkrig bruger man usle Vaaben, som man seer. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 12. mars 1841. Det bekjendtgjøres, at Mgbl.s Red. vedbliver at nægte Plads baade for den Publikation af min Korrespondence med Samme, Red. selv opfordrede mig til at meddele og for et Svar fra Intel- ligentssedlernes Red. paa den falske Beskyldning mod denne og mig i Granskeren Hr. Daas Opsats i hans eget Blad og i Mgbl., hvorved han vilde gjøre Sit til at ende Striden. 10de Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM STRIDEN MELLEM WERGELAND OG MORGENBLADET] Christiansandsposten 15. mars 1841. Morgenbladets Læsere ville maaskee erindre, at dets Redak- tør selv opfordrede mig til at meddele en Correspondence mel- lem ham og mig om Negtelsen af Forsvar i det Blad, hvori dette Menneske anfaldt mig. En Timestid efter var det Forlangte i Red.s Hænder, hvor det hidtil er forblevet, uagtet mange Erin- dringer. Jeg mistvivler selv om Plads for et Avertissement om denne Redaktionstaktik, hvortil jeg foranledigedes ved et Blads Yttring om, at jeg dog nok ikke havde Ret i denne Sag, siden jeg ikke efterkom hiin Opfordring. Man vil ogsaa erindre, at SIDE: 501 Granskeren Hr. Daa, som "vilde gjøre Sit til for at ende Stri- den", gjorde dette ved en ny Klining baade i hans eget Blad og i det anforvandte Morgenblad, hvori saavel Intelligents- sedlernes Redaktør, formodentlig fordi han dog havde optaget mit Forsvar, som jeg imputeredes en Slags Fabrikation af kalum- nierende Opsatser. Intelligentssedlernes Redaktion har ogsaa villet forsvare sig i Morgenbladet, hvor han saa skammeligen var angrebet, men ogsaa han er bleven negtet Plads. Dette er ogsaa den "berømte Retfærdighed". Uslere Adfærd end denne Morgenbladets har dog neppe nogen Journal i noget Land gjort sig skyldig i. Og et saadant Blad skal understøttes af Publikum for at nære Overmodet hos en Person, som det lader til ikke respekterer de simpleste Forpligtelser, en Redaktør maa er- kjende sig og sin Presse underlagt. Kristiania 11te Marts 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM STRIDEN MED "MORGENBLADET"] Lillehammer Tilskuer 19. mars 1841. I Anledning af en Redaktionsbemærkning i dette Blad om, at jeg dog nok ikke maatte have saa ganske Ret i min Strid med Morgenbladets Redaktion, siden jeg ikke havde opfyldt dennes Opfordring til at publicere en Korrespondence imellem os, betræffende hans Nægtelse at optage et Tilsvar fra mig paa hans skammelige Angreb paa mig, tror jeg at burde oplyse om, at denne samvittighedsfulde Indehaver af vor mægtigste Presse vel betids samme Dag modtog et Manuskript, hvori Opfordrin- gen var efterlevet, men at jeg til Datum endnu ikke har seet noget dertil. Igaar sendte jeg derfor Morgenbladets Expedition en Bekjendtgjørelse om denne gjentagne Nægtelse af at optage hvad Red. selv havde opfordret til; men jeg venter ligesaa lidt at se den. Jeg underrettede deri tillige Publikum om, at den samme Retfærdighed er bleven Intelligentssedlernes Redaktion til Deel. Han var af Kompagniskabet baade i Granskeren og i Morgenbladet beskyldt paa det infameste. Han vilde da nu naturligviis forsvare sig i Mbld.; men -- efter en Samtale mel- lem disse to Mennesker nægtes ham Plads derfor. Det er paa denne Maade, ved at udstænge den Mishandlede fra at for- SIDE: 502 svare sig, at Pressens Tyranner tro at vinde den slette Sag, hvorfor dens tungeste og smudsigste Hæverter nu af Elendige have været sat i en saadan Bevægelse. Kristiania, 11te Marts 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM "MORGENBLADETS"S NEKTELSE Å OPTA WERGELANDS FORSVAR] Christiania Intelligentssedler 13. mars 1841. Svaret paa Morgenbladmandens skrivtlige Negtelse at optage mit Forsvar, men som han, uagtet sin egen Opfordring til at publicere Correspondencen, undlader at citere i sit Idagsblad ved Siden af sit eget, begyndte saaledes: "S. T. Morgenbladets Redaction. De forlanger dog vel ikke Hals- og Haandsret over et Forsvar imod Deres eget lave Angreb paa mig? Det er usselt, efter et saadant Angreb, at negte mig Plads. Jeg veed ikke ganske vist hvilket Sted, der støder Dem, uden det jeg nu har strøget. Gjør forøvrigt Blyantnoter i en første Correktur, som jo kan passere Dem, skal der blive taget Hensyn dertil." Jeg kan ikke fortsætte, da Mbld. Red. hidtil ikke har villet ud med Brevet. Faaer jeg det, skal jeg meddele det heelt, siden jeg af Mbld.-Red. ved en skrømtviis Opfordring dertil lod mig forlede til at spilde Tid med at lyde den. Men behøves der flere Prøver paa Morgenbladets Retfærdighed? 12te Marts 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [SVAR TIL MORGENBLADET] Morgenbladet 13. mars 1841. Hvem indseer ikke det Feige i Morgenbladredaktionens Hen- viisning for den fornærmede Part til at benytte hans eget Blad, Intelligentssedlerne, imod dens Kalumnier? At Jeg nødes til at benytte deres indskrænkede Feldt og at hentye til Provinds- bladene, for nogenledes at komme til Orde imod hiin mægtige Skralde, er nu i sin Orden; men at Andre ogsaa skulle lide under en saadan Uretfærdighed er mere oprørende, fordi de maaskee ikke ere vante dertil. Ad hine Veje vil jeg ogsaa søge SIDE: 503 Meddelelse for mit Svar paa det kritiske Brev fra Red., som denne idag leverer med en Redelighed, der er for eensidig til ikke at blive rettet. 12te Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM STRIDEN MELLEM WERGELAND OG MORGENBLADET] Christiansandsposten 29. mars 1841. Det poetiske Stykke jeg har søgt Plads for i dette Blad, skulde med større Rimelighed have fundet den i Morgenbladet, der gav Anledning dertil ved en ubeføiet Anmærkning over den Indflydelse paa min Sindsstemning, Redaktionens uophørlige Fornærmelser dog tilsidst skulde havt. Det erholdt ogsaa naa- digst Imprimatur; men remitteredes som Hevn fordi en ældre Anke over et Træk af Uretfærdighed hos Red. viste sig i Chri- stiansandsposten Nr. 21. Og hvorledes fandt jeg da, at Red. havde tænkt at meddele min Poesi? Den havde havt den Ufor- skammethed at gjennemflette den med Anmærkninger, som paa det mest skærende vilde tilintetgjort dens Virkning og Indtryk og den forsonlige og rolige Aand og Mening, som jeg tør sige skinner frem af og hviler over disse Linjer. Noget af denne Betise skriver jeg naturligviis paa Red.s gjennemprosaiske Uskjønsomhed, men en god Deel falder ogsaa paa Pressetyran- nens Overmod. Nu! var han endda mindre smaalig og mere ærlig under dette Overmod; men det har ikke lykkets mig at opdage noget for mig tænkeligt Middel til at vinde et slet Spil, som ikke er bleven anvendt. Men de vende sig imod ham selv, som man vil see af Mbldts. Dagsnummer, hvor Intelligentssedlernes Red. beviser, at jeg har havt Ret i at anke over, at ogsaa han negtedes Forsvar i Mbldt. mod dets Angreb paa os Begge. Dette slyngede sin fra Granskeren indsendte Bagvaskelse vidt over og udenfor det hele Land. Forsvaret, Benegtelsen og Beviset mod Beskyld- ningen har maattet paa det nærmeste indskrænke sig inden denne By og dens Forstæder. Og nu, fordi jeg af ovenangivne Grund ønsker min Poesi i Morgenbladet fremfor i noget andet SIDE: 504 Blad, og bringer den i Erindring, da en Uge er gaaen efter dens Indsendelse, publicerer denne Hr. Adolf Stabell, at han overløbes af Breve, og at hans Blad er lukt for mig. Hvem føler ikke Fornærmelsen, Hovmodet og Lavheden heri. Morgen- bladet bør være mig forbunden for alle de Poesier, jeg har skjænket det, og denne her angjældende vilde heller ikke skjæmmet dets Spalter, at sige naar Hr. Stabell blot vilde holde sine Fingre fra. Men der var formodentlig Linier, der enten vakte Hr. Stabells Vrede eller -- Skamfuldhed, om han kan føle denne? Under denne uværdige Censur af et høist middelmaadigt Hoved og en Karakteer af lignende Omrids staae da Morgen- bladets Indsendere. Man bør vide det, og for denne Underret- ning holde mig den Plads tilgode, jeg atter har optaget i en Strid, som Hr. Fuldmægtig Stabell ikke skulde vove at føre med de ujusterede Vaaben, han bruger, dersom han ikke stolede saa paa, at jeg ikke har Sind til at anvende det Vaaben imod ham, som han meget vel veed hans ubesindige Frækhed har forsynet mig med. Kristiania 22de Marts 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [OM KONSTITUSJONSHISTORIEN] Morgenbladet 27. mars 1841. For at forstaae den Anmærkning ret, som Forlæggeren af 1ste Hefte af min Konstitutionshistorie, mig uafvidende, har sat paa Omslaget, bør man vide, at denne Literaturens Ophjælper forlanger pr. Ark, for at trykke i smaa 8vo kortlinjet Poesi det Dobbelte af hvad han vilde give mig for at forfatte Historien i et Format, han har udvidet til det Dobbelte. Saaledes er det jeg siger at have arbeidet for næsten Intet. Min Haand skal ogsaa før visne, end jeg atter skal sætte den paa Papiret for en slig forbandet Saldo. -- Venner og Boghandlere bedes at samle Subskription for min egen Regning paa det følgende Hefte "Rigsforsamlingens Historie", hvilket vil komme paa 1 a 1 1/2 Spd. 26de Marts 1841. Henr. Wergeland. SIDE: 505 Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [OM STRIDEN MED FORLEGGEREN AV KONSTITUSJONSHISTORIEN] Morgenbladet 30. mars 1841. Skjøndt jeg har en Statsrevisor før, har jeg nu ogsaa faaet Publikum til at revidere min Status. Jeg kan oprigtig forsikkre, at den vil blive mislig, dersom jeg fremdeles vilde trykke Spanioler, Blomsterstykker og Konstitutionshistorier hos Hr. Guldberg. Hans besynderlige Adfærd, at diskutere privat Mel- lemværende bagpaa min Historie, nøder mig til ad denne ube- hagelige Vei at bilægge hans Anmærkning den Forklaring, at jeg, for at faae hine to Smaadigte smukt men for seent trykte og ovenpaa betale 7 Daler, har havt den Fornøielse at skrive den udkomne Deel af Konstitutionshistorien. 68 fra 75 kom- mer 7. Der har man "Saldoen i min Faveur", som er Omqvædet paa de fleste Opgjørelser. 29de Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [REDAKTØR STABELLS NOTER TIL DIKTET "MIG SELV"] Tiden 8. april 1841. Kan ikke Hr. Adolph Stabell indsee eller føle det Upas- sende i at anføre de af ham i Skrivelse til Tiden citerede Navne af Henr. Wergelands vitterlige Avindsmænd midt under den poetiske Udgydelse af hans Hjertes Forsonlighed, saa tør dog vel de fleste Andre være mindre sløve. Det var ellers flere Steder, som vare noterede af hans Stjerner til Noter, der skulde have illustreret Texten. Iblandt andet var Apostrophen til de "slette Aviser" særdeles marqueret. De Tjenester, Hr. S. vil have viist W. -- siden de endelig skulle berøres -- er ikke større end at Denne takkede ham efter de første Angreb i Morgenbladet fordi han troede nu at have erholdt "en aaben Fiende istedetfor en tvetydig Halvven." Ingen har skadet Wer- geland mere og heller end Hr. Stabell, Redaktør af Mgbld. 5te April. h. w. SIDE: 506 Henrik Wergeland [ERKLÆRING OM REDAKTØR STABELL] Christiansandsposten 12. april 1841. Saaret ved Morgenbladets Forhold imod mig, har jeg den 22de f. M. nedskrevet en i Christianssandsposten No. 25 indført Opsats, hvor en Ringeagt for Fuldmægtig Adolph Stabells Charakteer er udtalt i Udtryk, der kunne misforstaaes, idet de kunde give Anledning til denne Mening at jeg har havt Hensyn til Hr. Stabells Moralitet og gode Navn. Forat undgaae dette, maa jeg herved tilkjendegive, at dette ikke har været min Hen- sigt, idet jeg derpaa intet har at sige. Jeg vil glemme, at jeg har Krav paa ikke at mishandles, men erindre, at jeg har en Arv i at miskjendes, og jeg vil vænne et ulærvilligt Hjerte til at taale dette med Tiden. Linjerne "Mig selv" i samme Nr. tør give Haab om at det vil lykkes. 8de April. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland OM GEORGE KROGH Den Constitutionelle 2. mai 1841. Man har paa den uskaansomste Maade stillet George Kroghs Liig frem for Publikum. Man har blottet en Svaghed, som var bekjendt nok, og som ikke opstillede et forførende, men et afskrækkende Exempel. Denne Grusomhed mod den Døde og mod Levende burde have været Morgenbladredaktionen alene forbeholdt, der har afgivet saa mange Prøver paa Sløvhed i Følelsen, og som er den Afdøde, hvem den skylder meer end een god Artikel i sit Blad, i Kundskab, Talens og endeel andre vigtige Punkter saa overordentlig underlegen. Det bringer i Erindring Phaedri, i Fabelen om den døende Løve: ... te -- -- quod ferre cogor, bis videor mori. Vilde man, med hiin Tilsidesættelse af Delikatessen, dog have været retfærdig mod den saa Mishandlede, naar man endelig ganske unødvendig vilde publicere hans ulykkelige Svaghed, da burde man ialfald paapege den virkelige, Mange bekjendte, Hovedgrund dertil, nemlig den bittre Følelse af at være bleven tilsidesat ved en Universitetsbefordring. At hans Temperament og fysiske Komplexion, hans Studenterdages større Kommers- leben og hans Kammeraders og Andres evindelige Feteren af SIDE: 507 ham ved Traktemente ogsaa skjød efter, eller forud alt havde bragt ham paa Glid, er vel ogsaa Tilfælde. Han har gjort megen Nytte imellem endeel Almuer paa Byens Østkant, hvor han fandt gjæstevenligt Ophold hos flere Bønder. Han under- viste deres Børn og i Søndagsskoler deres voxne Ungdom; per- sonlig var han Almuesmænd til Veiledning, vakte deres Sands for Oplysning, og udbredte megen politisk bedre Viden ved sine sunde, især statsretlige, Afhandlinger. Der lod sig meget mere sige til hans Roes. Mangen Bonde, som kjendte ham i hans lyse og mørke Øieblik, vil erindre ham med dybtfølt Vemod, mangen godhjertet Huusmoder, som stellede for ham som for et Barn, vil fælde Taarer over ham. Fred med ham! Det havde været ædlere, at samle og udgive som en Folkebog hans mange forskjellige, altid klare, sindige og i vigtige Punkter oplysende større Opsatser i de forskjellige Blade, end saaledes at skjænde hans Liig. Jeg appellerer i hvad jeg har sagt om den Virksomhed, hvor- med han i de senere Aar gjorde Fyldest for sin ulykkelige Til- værelse, til Repræsentanterne Tønsager og Valstad, til hans mangeaarige Gjæsteven Ole Dysterud og O. Berg i Oudalen og til Sognepræst Ingjer i Gjerdrum, som nu har sagt hans Støv det sidste Farvel. Den 30te April 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FORAARVISE Christiania Intelligentssedler og Den Constitutionelle 13. mai 1841. [Her er trykt den "Foraarsvise" som siden blev optatt i "Vinægers Fjeld- eventyr", se II, 5, s. 333, men uten "Echo". Ved ordene "Himmelen skin- ner" er lagt til i en note:] I Granskermaal: "skiiner, ligesom "graver" nedenfor ventelig "græver". Henrik Wergeland DEN NORSKE KONSTITUTIONS HISTORIE af Henrik Wergeland. Morgenbladet 1. juni 1841. Mellem de mangeartede Forsøg paa at nedsætte mig i den offentlige Mening, som Fiender, jeg ikke behøver nærmere at paapege, i den senere Tid have været utrættelige i at iværk- sætte, hører ogsaa Forsikringerne om, at min Konstitutions- SIDE: 508 historie ikke vilde blive fortsat. Vi ville see. Skylden skal idetmindste ikke være min. Men med Pennen i Haanden forat fortsætte, kunne hine samvittighedsløse Attentater -- hvoraf det paapegede er det uskyldigste -- paa at tilintetgjøre en Virk- somhed, som altid har været sig selv liig i at være Sandheden, Fædrelandet og Menneskehedens gode Sag helliget, ikke være mig ligegyldige, i hvor dybt jeg end foragter dem, og hvilke Beviser, jeg end har erholdt paa, at de ikke have frugtet over- alt. Et offentligt Blad har imidlertid paastaaet, at dette dog for en Deel er Tilfælde, og isandhed Bagvaskelserne have været af den Natur, at de nok kunde bide paa Folk, som ikke have bedre Begreb om sjelelig Uafhængighed, end det lader til Ud- stederne maa have, og som ikke have holdt saa nøie Regnskab med de Vidnesbyrd om min Besiddelse af samme, jeg ikke har ophørt med at afgive. Jeg vil ikke tale om det jammerlige Snak, der, liig en Slange, jeg ikke kunde faae fat i Bugterne paa, har omsnoet mig, at jeg, Jeg Henrik Wergeland, skulde være en Denunciant; men mod den af Granskeren aflagde som allersnarest en Visit paa "Rundetaarn"; dreiede sig rundt paa "Kongens Nytorv"; kastede et Øie igjennem Gitteret foran "Kongens Have"; kjøbte i "den Gyldendalske Boghandling" et Hefte med franske Prospekter, samt et Par graae Everlæstings Sko i en af de fornemste Butikker paa "Østergade", en fiin Hat af en egen Façon, og en Stok efter seneste Mode med Guldknap af presset Arbeide. Da han efter nogle faa Ugers Forløb kom tilbage til Chri- stiania var han en fuldendt -- Pariser -- og en Fremmed i sin egen Fødeby. Det var med Nød og Neppe han gjenkjendte Fâr og Môr, ja han tog selv feil af "Prindsens- og Kirkegaden"; og hvad værre var, han havde aldeles glemt sit Modersmaal, nævnte Alle ved "Monsieur" og "Madame", og sagde "bon jour" istedetfor "god Dag"; kort, det gik ham som den, efter hvem man har Ordsproget: "hvad Fanden hedder nu igjen "en Rive" paa Norsk?" Fra denne Tid var hans Lykke gjort . . . .Han er nu baade Pot og Panne i "Kringla" som i "Kavringen". Naar han i et Selskab trinner over Dørtærskelen, farer det som en Løbeild fra Mund til Mund igjennem hele Raden: "Se der er Hr. X . . . ., som i Sommer "var udenlands." Med spændt Opmærksomhed betragter man ham fra Top til Taa, man lægger Mærke til hvor- ledes og paa hvad Maade han bukker sig, hvorledes han holder sin Hat, hvorledes han drager frem og skjødesløst folder sit Lommetørklæde, hvordan han gebærder sig, naar han nyser . . . .. En gammel kjær Tante myser til ham gjennem Brillerne og mager sig i Sofaen: "Se saa, tag Plads her mellem os og med- deel os Et og Andet fra Frankrig! . . . Kusin var jo i Frankrig? . . . Nu, noget Nyt fra Paris!" Kusin, der ikke for "Guds Skyld" kjøbte de superbe franske Prospekter i "den Gyldendalske Boghandling", kaster det ene SIDE: 510 Been over det andet og fortæller de pikanteste Sager om Palais Royal og Tuilerierne, skildrer paa det Livligste, at der baade findes Træer og Buske, hvorledes Damerne spadsere i Sol- skinnet: Damerne med Parasoller, Herrerne foruden; hvor for- tryllende Fontainene sprudle og hvorledes Sværme springe om: Smaapigerne i korte Kjoler, Drengene i Bluser. "Og Kongen?" falder en af Damerne ham i Talen, "hvordan seer han ud? og Prindserne? -- Hun er jo saa smuk Kronprind- sessen? Er hun Blondinde eller Brunette?" "Aa . . . saa . . . "De tout un peu!" Midt imellem. "Er hun stor?" "Aa . . . ikke just saa stor! . . . just ikke lille heller! det kom- mer meget an paa hvorledes man tager det; "enfin!" et char- mant Fruentimmer!" "O! hvor det maa være behageligt at have seet . . . . . . , at have lært at kjende saa mange mærkværdige Personer, at have . . . ." "Dja . . . a! sandeligen . . . .Aaja, aaja!" (gyngende med det ene Been). Efterat han er gaaen, tales der endnu en halv Time om intet Andet, end hvor Kusin X . . . er interessant og belærende, og om hvor stor Forskjel der er paa Konversation og Belevenhed imel- lem ham og Kusin Z. og Kusin Y., som ikke have været uden- lands. Ved en anden Leilighed sidder han til Visit med Hatten mel- lem Benene og drikker The hos en trivelig Frue med Tvehage og Gulduhr. "Marie! nu skal Du søge at profitere af Hr. X . . . , naar han er saa god at besøge os, og tale Fransk med ham, saa Du erholder en smuk Udtale! . . . Saa! tael nu Et eller Andet paa Fransk til Hr. X . . . , da faaer han høre . . . .Se saa, mit Barn! "Ah, Frøkenen taler Fransk? . . . Eh bien! Vous parlez fran- çais? . . . Comprenez vous?" "Nu Marie! forstaaer Du hvad Hr. X. siger? . . . Svar da! . . . " "Comment vous portez vous?" fortsatte Hr. X . . . selvtilfreds. "O, tilgiv hende! hun er saa undseelig for at begynde. Des- uden skal Jeg sige Dem, at det er noget ganske andet at tale med Guvernanten og med en veritabel Pariser." Hr. R. agter at give en Fête med Kostum-Bal. "Min Bedste," SIDE: 511 siger Konen en Uge forud til sin Mand, "Du maa foralting in- vitere Hr. X . . . til imorgen; han har været i Paris og seet hvor- ledes det der gaaer til ved lignende Leiligheder hos Noblessen, han vil kunde give os gode Raad . . . det er en elskværdig ung Mand!" Hr. X. bliver buden til Middag den paafølgende Dag. Inden han forlader Huset har han arrangeret Alt aldeles som han selv har seet det i Paris hos Markis A -- : Dansesalen skal oplyses med Lysekroner -- som hos Markis A., -- alle Stole skulle ud- flyttes -- saa bruges det hos Markis A., -- Blomsterpotter skulle placeres i alle Hjørner af Salen, hver Dame skal ved Indtrædel- sen præsenteres en frisk Buket, og i Døren placeres en Tjener, som med lydelig Stemme anmelder enhver Indtrædende, thi saa har han selv seet det i -- en Avis. Hr. M. skal have en stor Soupé med Aftenunderholdning. Hr. X. bliver anmodet om at overtage en Elsker-Rolle. Hvem skulde vel ogsaa dertil være bedre skikket end ham? Hr. X. tager med største Fornøielse imod Rollen; til et Forsøg slaaer han sig for Brystet, lægger Haanden for Panden og ud- raaber pathetisk: "O, l'amour, l'amour!" hvorover Selskabet be- svimer af Henrykkelse. Men Dagen før Forestillingen bliver han pludselig angreben af en betænkelig Upasselighed, som holder ham paa sit Værelse til Dagen efter den store Soupé. For en Tid siden hendte det imidlertid Hr. X. et fatalt Even- tyr, som vi i al Korthed skulle meddele. Han havde taget Plads i en Deligence for at lade sig bringe til Ladegaardsøen. Blandt Passagererne vare tvende smukke Damer. Vor unge Herre mang- ler aldrig Stof for at indlede en Samtale med det smukke Kjøn, og gjorde det ei heller nu. Men det faldt ham for Morro Skyld ind at lade Udlændingen stikke frem; dette er nu engang bleven en Skjødesynd hos ham. Han begyndte nu i et radbrækket Sprog: Tillad mig, mine Damer, dette er Hovedøen, ikke sandt? Vore Damer gjorde sig en Fornøielse af at besvare alle den unge belevne Mands Spørgsmaal. Hr. X. fortsatte med en mesterlig Hardiesse sin Rolle. "Dette er udentvivl Frogner? -- Dette Ullevold? Charmante Situation! Charmant!" Under lignende Konversation naaede man det sædvanlige SIDE: 512 Udstigningssted, Passagererne stege af og toge forskjellige Veie. Hr. X. var ogsaa hurtig af Vognen og præsenterede de smukke Selskabsdamer sin Haand og takkede dem for et saa "agreabelt compagnie," krummede sig med den forbindtligste Gestus af Verden. Hr. X. var buden til en Slægtning, som eiede et Landsted paa Øen. Da han imidlertid fandt det at være noget fortidligt, spad- serede han en Tid omkring i den behagelige Egn, og han fry- dede sig ret af Hjertet over hvor fiint han havde drevet sit Spil med sine lettroende Damer i Deligencen. Endelig saae han paa Klokken, fandt den passende Tid forhaanden og begav sig til sit Bestemmelsessted. Værten mødte ham i Døren og ledsagede ham til Aftrædelsesværelset. Af de Fremmede vare blot an- komne tvende unge Damer, hos hvem denne præsenterede sin Ven som en gammel Skolekamerad og kjær Ven. Hr. X. gjorde et utvungent Skridt fremad mod Sofaen, men tren uvilkaarligt et Skridt tilbage. Han gjenkjendte i dem sine Damer fra Deligencen. De Skjønne syntes at trække paa Smile- baandet. Fra dette Øieblik af var vor Udenlandsreisende aldeles stum. Forøvrigt har vor Udenlandsbereiste en saadan Mangfoldighed af Egenheder, at vi ei skulle indlade os paa at opregne dem alle. Paa hans Skriverbord seer man skjødesløst henslængt for- skjellige Brevkuverts, adresserede til ham i forskjellige Sprog og forsynet med Hamburgs Poststempel. I hans Boghylde seer man, blandt Andet, et Volumen i Maroquin, paa hvis Ryg man læser med store forgyldte Bogstaver: "Erindringer fra mine Udenlandsreiser." Det indeholder smaa dyrebare Suvenirer fra de interessanteste Personligheder, de mærkværdigste europæiske Personers egenhændige Navnetræk: en Paganinis, en Thier's, en Thorwaldsens, en Bulwers; kort: Alt hvad man kan forestille sig af det meest Pikante. Dog skulde jeg ei forglemme at bemærke, at jeg endnu aldrig har været saa lykkelig at faae kaste et Øie i denne mærkværdige Bog, ligesaalidt som nogen Anden har nydt den Lykke. S. S. SIDE: 513 Henrik Wergeland [REPLIKK TIL "GRANSKEREN"] Granskeren 18. juni 1841. Granskeren jubilerer saa over, at det hidtil har lykkets ham ved forskjellige Exceptioner og Udflugter at hindre mig fra at drage ham retligen til Ansvar for hans ærerørige Udladelse i No. 19 af indeværende Hefte om en "Dont", jeg skulde have syslet med, og han fortæller nu da ogsaa med megen Tilfreds- stillelse, at Regjeringen ikke skal have fundet Sagen qvalificeret til at beneficeres mig. Er saa Tilfældet, da kan dog Granskeren belave sig paa, at jeg skal vide endvidere ved privat Søgsmaal at iagttage hvad Æren kræver. 14 Juni 1841. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland LAV UTAKNEMMELIGHED Til Spørgeren i Intelligentssedlerne No. 132. Christiania Intelligentssedler 21. juni og Christiansandsposten 28. juni 1841. Dette, og intet mildere, er det rette Ord for Morgenbladets Reflection i Tirsdagsbladet forrige Uge, og nu ogsaa over Christiansandspostens Parallelle i Anledning af Rygtet, at de Franskes Konge "skal" have skjænket de Brandlidte i Trond- hjem 31,000 Fr., hvoraf Morgenbladet og dets bekjendte Refe- rent af de udenlandske Efterretninger tager Anledning til at kaste en Slagskygge over vor egen Konges Goddædighed, -- en Gjerning, som maa oprøre enhver Normand af nogen Følelse for det Retfærdige og Anstændige, og som ret bekræfter den temmelig almindelige Mening om den Overflod af Galde, der synes at gjære i denne Pressebøddels Hjerte (sit venia verbo!) Denne skjændige Artikel lyder: "I Paris er der aabnet en Subskription for de Brandlidte i Trondhjem, hvortil Kongen har tegnet sig for 1000 Fr. og en anonym Dame lige- ledes for 1000 Fr.; man finder desuden Gaimards, Marmiers og Fleres Navne paa Listen. Desuden skal Kongen endnu særskilt have afsendt 30,000 Fr. som Tegn paa sin Erkjendtlighed for den Gjestfrihed, Trondhjem saa ofte har viist de Franske. Denne høihjertede Veldædig- hed i Anledning af ganske ubetydelige Velvilligheder fra Trondhjems Side, synes, paa Grund af Summens Størrelse, næsten lagt an paa (!) at overgaae den, som vor egen Konge, Carl Johan, har viist. Vi ville haabe at den vil gjøre noget, om end ikke synligt, Indtryk paa vore egne Kongesmigrere." SIDE: 514 Hvem føler ikke, hvor denne Sammenstilling peger hen? -- at dens Hensigt er, utaknemmeligen at nedsætte vor saa over- ordentlig velgjørende Konges Goddædighed, og endog at lægge denne formastelige Tendents i hiint, maaskee fingerede, Træk af den rige franske Konges Erkjendtlighed. Og al denne Gift koges paa et høist upaalideligt Rygte, paa et magert "skal", uden mindste Hensyn til det Udelicate i saaledes at antyde for hiin fremmede Konge, at det vilde være smukt og passende af ham at give en saadan Sum. Om han endog tænkte det, vilde han nok vogte sig for at gjøre det, naar det var udsat for saa- danne Udtydninger. Og Morgenbladets Redacteur har da viist sin Fødeby en god Tjeneste. Men vurderer Morgbl.s Red. og Referent ikke vor Konges Velgjørenhed, saa maa dog, især den Første, naar han tør tillade sig saadanne Ting, idetmindste vur- dere hans Høimodighed; thi af alt det Hjerteløse og Uforskam- mede som Mgbl. har tilladt sig, er denne, her og i den Consti- tutionelle samt, som man tør haabe, i de fleste øvrige norske Blade og i ethvert norskt Hjerte paaankede og for afskyværd erklærede Udgydelse den frækkeste og gemeneste. Der kan kun være og der er alene een Mening herom, om man endog kun har den langtfra fuldstændige, blot til 1828 gaaende Fortegnelse over Kong Carl Johans Gaver til vedvarende offentligt Brug, som Bladet Budstikken i sin Tid leverede, ved Haanden. Den opviser, at Hs. Majestæt har givet: 1) Til Borgervæbningens Pensionsfond i Christiania .......... l0000 Spd. 2) Carl Johans Stiftelse i Vaterland ............................. 10000 -- 3) Grønlands Fattigvæsen .......................................... 4000 -- 4) Christianias Fattigvæsen ........................................ 6000 -- 5) Arbeidsanstalten i Christiania ................................ 5000 -- 6) Eugenias Stiftelse ................................................. 400 -- 7) Forbedring af Fattigvæsenets Locale i Christiania ........ 536 -- 8) Bibelselskabet ...................................................... 3300 -- 9) Forsørgelsesanstalt i Moss ..................................... 5000 -- 10) Do. i Frederikstad ............................................. 10000 -- 11) Frederikshalds Skolebygning .............................. 10000 -- 12) Stipendier ved Frederikshalds Skole, aarlig .............. 200 -- 13) Drammens Fattigvæsen ....................................... 1000 -- 14) Kongsbergs Do. ............................................... 1010 -- 15) Skiens Skole ....................................................... 2000 -- 16) Stavangers Do. ................................................. 1800 -- SIDE: 515 17) Røraas Fattigvæsen ............................................ 2000 Spd. 18) Arbeidsanstalt i Trondhjem.............................. 4000 -- 19) Trondhjems Fattigvæsen ................................ 13,870 -- 20) Klæder til Fattigbørn ved Vexelunderviisningsskolen i Trond- hjem, aarlig 100 Sp. 21) Christiansands Fattigvæsen .............................. 2000 Tilsammen (uden at regne de aarlige Gaver) 87,116 Spd. Senere er neppe noget Aar gaaet hen uden at være betegnet med anseelige Gaver, men vi mangle desværre lignende Forteg- nelse derover, ligesom det Umaadelige Hs. Maj. har givet til Private heller ikke lader sig beregne. Det her Leverede kan dog være nok til at bringe Utaknemmeligheden til at blues, om den ikke var skamløs af Natur. Christiania 18de Juni 1841 Henrik Wergeland TIL MØDET AF TØMMERHANDLERE, AFHOLDT PAA KONGSVINGER DEN 21DE JUNI 1841 Lillehammer Tilskuer 22. juni 1841. Uden selv at besidde de Forbindelser, den Kredit og Kund- skab i Pengeanliggender, som maatte være nødvendig, eller at nære anden Interesse for Udførelsen af den Idé, jeg vil tillade mig at fremsætte, til at afhjælpe Vanskeligheden for Landdi- strikterne, og navnlig for de Tømmerdrivende, for at se hine Pengeanliggender ordnede i Kristiania, end den, at kunne maa- ske fremme noget Almeennyttigt, tillader jeg mig nærværende Meddelelse. Enkelte af Mødets Medlemmer ville maaske erindre sig forhen mundtligen at være underrettede om Planen saaledes som den først opsteg og sysselsatte mig, og fandt Billigelse i sin Idé af en i slige Ting kyndigere Mand (den i Sparebanken an- satte Bureauchef M. Berg), som vistnok ogsaa vil yde dens mu- lige Udførelse fremtidigen sin Bistand, og hvem nærværende Skrivelse er meddeelt. Jeg behøver ikke at udbrede mig over Vanskeligheden for Landboerne at se sine ekonomiske Anliggender, navnlig Trans- aktioner, Andragender o. s. v. i behørig Tid og Orden arran- gerede. De særegne Kommissionærer, Enkeltmand maa bruge, varetage dem neppe altid med Akkuratesse, og selv at maatte SIDE: 516 reise ind, er for Mange i flere end een Henseende, en Ube- hagelighed, som gjerne undgaaes. Undertegnede har da tænkt sig, i Lighed med hvad der exi- sterer f. Ex. i Stockholm til Fordeel for Udenbyes og navnlig for de Næringsdrivende i Landdistrikterne -- ikke at tale om hvor hensigtsmæssigt Jernværkseierne have ordnet og konsoli- deret sine Anliggender -- et Kommissions-Kontor paa et be- kvemt Sted her i Staden, udelukkende for Varetagelsen og Ex- peditionen af Landboernes Interesser, hvor Andragender skulde forfattes og forfølges, Laan bringes i Orden, Afbetalinger iagt- tages o. s. v. Indretningen maatte støtte sig til en Kreditfor- ening og bestaa ved en saadan Procenteren af Affærernes Beløb, at Expeditøren, som jeg antager lod sig let finde inden Departe- menternes eller Advokaternes Personale, kunde se sig tjent. Dersom Sagen findes her i sin første Idé at fortjene Mødets Overveielse, vil den upaatvivlelig erholde de Udviklinger, som ville nærme den sin Udførelse. Jeg har talt og lettet min Sjel for Mænd, som i nærværende Møde jo lægge for Dagen, at de erkjende Nytten af Mænds Foreninger, hvor noget skal udrettes. De ville ganske vist ogsaa erkjende, at Verdens Uleiligheder og Onder tildeels have sit Tilvær, ikke for at pleie Ligegyldigheden og Mismodet, men for at skjærpe Eftertanken og forbinde Kræf- terne til at udfinde Midlerne derimod. Maaske er i nærværende Tilfælde det paapegede det Rette. Grotten ved Kristiania, den 17de Juni 1841. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [POLEMIKK MOT "GRANSKEREN"] Granskeren 25. juni 1841. Granskeren har rigtignok, ved at sige, at der kun vil resul- tere "Commers" af en Sag med ham, givet at forstaa, at den "Daad", han i No. 13 imputerede mig, ikke kan have været saa farlig endda; men det er dog muligt, at dette Dementi ikke skal nytte ham. Jeg er vel endnu ikke ganske færdig med min Mod- bydelighed for Proces; men den tør dog maaske være det eneste Middel mod en Person, der saa grueligen forstaaer at "lægge En an", som Granskeren gjør. Jeg erindrer i dette Øjeblik kun SIDE: 517 enkelte Punkter af hans Seneste, og dem vil jeg da hefte et Par Ord i al Rolighed og Hurtighed ved. Han kan gjerne bona fide have sine gode Tanker om sin Collega i Morgenbladet, omend- skjøndt jeg ikke troer han vil sværge paa dem; men det er mod bedre Vidende han lægger Dølgsmaal paa at jeg med fuld Føje i "Papegøjen" revsede skammelige Fornærmelser, fremhæver en Beskyldning for en Udyd, der ingen Aarsag er til at tænke sig som stedfindende, som Satirens Vehikel i "Engelsk Salt", og fortæller, at jeg har konsuleret ham i vort Mellemværende. Jeg har spurgt ham, da min Beskikkelse ikke frugtede i Agers Sogn, hvor jeg havde ladet mig sige, at Granskeren boer, om hvor han vilde lade sig finde, og bebrejdet ham Omvejene med at skyde sig bag de uskyldige Bogtrykkere. Det er min Angriber, jeg vil have Ansigt til Ansigt at gjøre med, ikke dem. 23 Juni. Henrik Wergeland. Henrik Wergeland BAG GRANSKERENS KULISSER Christiansandsposten 5. juli 1841. Granskeren er det liberaleste Blad i Norge, skal det hedde; og der er vel Tosser nok, som lade sig det binde paa Ærmet. Granskeren er en politisk Fanatikers, et hadefuldt, forskruet Menneskes private Blad, og det illiberaleste Blad i Norge mod Personer, der ville forsvare sig mod Redaktørens ondskabsfulde Angreb, om ikke Morgenbladet i saa Henseende skulde holde det Stangen. [fotnotemerke] Denne utilgivelige Feil er vor Presses sletteste Side. Den nedværdiger Journalerne fra at være Sandhedens og Almeenhedens til at være Løgnens og den enkelte Persons Or- ganer. Jeg vil overbevise om at Granskeren, medens den har Skinnet af at tilstede Forsvar, dog søger paa alle mulige Maader at undgaae dette. Der findes i forrige Nr. en kort Artikel fra Undertegnede, betræffende dens Undvigelser paa at staae mig Fotnote: Dette Blads Motto burde være "à tout prix". Dets Redaktør gjennem- løber nemlig med største Lethed Skalaen fra overmodigt Pressetyranni til plyndrende Tryglen, naar han mærker, at han har forgaaet sig for grovt, og at hiint ikke lader sig drive videre uden Fare. Det var ved at bede Ved- kommende om ikke at insistere paa Indtagelsen af en Artikel, fordi "det vilde prostituere Redaktionen", at han trak sig endeligen ud af hiin Ano- nymitetsjagt mod en Prokurator Schive i Nordlandene, som ellers maatte være nok til at lære Publikum at kjende denne sin "Leder". SIDE: 518 tilrette for et Skumleri i et foregaaende Nummer; men man troe ikke, at den tilstodes denne Naade uden flere Omredak- tioner efter Redaktørens eget Behag. Jeg har her Originalen med dens forskjellige Paategninger, og vil her levere den til en Sammenligning og som et Bilag til at lære dette Blads Liberali- tet og ædle Polemik at kjende. Den lød saaledes: "Granskeren har rigtignok, ved at sige, at der kun vil resultere "Commers" af en Sag med ham, givet at forstaae, at den "Daad", han imputerer mig, ikke kan have været saa farlig, men det er dog muligt, at dette Dementi ikke skal nytte ham. Jeg er endnu ikke ganske færdig med min Modbydelighed for Proces, som dog maaskee tør være det eneste Middel mod en Person, der synes ganske at tabe Sandsen for Forskjellen mellem Sandt og Usandt, naar det kommer an paa publice at behandle mig. Han kan ellers gjerne bona fide have sine gode Tanker om sin Collega i Morgenbladet, omendskjøndt jeg ikke troer han vil sværge paa dem; men det er mod bedre Vidende han lægger Dølgsmaal paa Aarsagen til at "Papegøien" blev skreven, frem- hæver Drikfældighed som Satirens Vehikel i "Engelsk Salt," og for- tæller, at jeg har konsuleret ham i vort Mellemværende. Jeg har spurgt ham, da min Beskikkelse ikke frugtede i Agers Sogn, hvor jeg har ladet mig sige, at Granskeren boer, om hvor han vilde lade sig finde, og bebreidet ham det Feige i at skyde sig bag de uskyldige Bog- trykkere. Og det er Alt. Paa hans øvrige vitterlige Fordreielser og Usandfærdigheder har jeg ikke Tid til at svare. 19de Juni. Henr. Wergeland." Herpaa erholdtes følgende Paategning med Statsrevisor Daa's Haand, skjøndt naturligviis, efter denne kjække Mands besyn- derlige Tvefoldighed, kun paa Granskerredaktionens eller maa- skee paa Bogtrykkernes Vegne: "I Granskeren optages ikke saadanne løst henkastede Beskyldnin- ger om vitterlig Usandfærdighed, Feighed m. m. Bladet staaer kun aabent for Beviser og personlige Erklæringer om Vedkommende selv." Hvad han nu meente med disse personlige Erklæringer om Vedkommende selv, var mig ikke til at begribe, da jeg troede netop at have afgivet saadanne, men jeg rettede Perioden oven- for "en Person, der synes" osv. til "en Person, der forstaaer saa grundig at "lægge En an" som Granskeren" og sløifede sidste Punktum, idet jeg skrev nedenunder den Daa'ske Paategning: "Efter Ovenstaaende antager jeg, at Vanskelighederne ere bort- ryddede. Er der ellers noget Usandt heri? Wgd." SIDE: 519 Jeg fik den nu tilbage med følgende Paaskrivt, hvoraf de første fire Ord vare overstrøgne Intimationer: "Naar -- Jeg har -- skj -- Beskyldningen om Usandfærdighed er endnu tilbage, og fremdeles umotiveret." Efter dette anstillede jeg da endnu een Udvaskning, og saa tog da den liberale Gransker min Opsats op -- med behørige An- mærkninger naturligviis. For Publikum har det dog Udseendet af, at min skamløse Angriber indrømmer mig frit Forsvar, men hvor misligt det dog i Grunden hænger sammen med denne Li- beralitet, haaber jeg man nu har faaet et Slags Nys. Manu- skriptet med Paategningerne er i nærværende Bladredaktions Hænder til Veiledning af den rigtige Sætning, især der, hvor man kan see, at Skruplerne have været vældigst. Det proble- matiske "Naar" lader sig ellers godt supplere saaledes: "Naar jeg roser Morgenbladet er det af gode Grunde, nemlig først fordi jeg æder Morgenbladets Brød og fordi det roser mig og har store Planer med mig." Det "Jeg har" lod sig vel ogsaa forklare som en Begyndelse til den Erklæring: Jeg har skumlet over Dem, fordi jeg mistænker Dem for at De holder mig for en Nar, men derfor maa De ikke indbilde Dem, at De faaer Lov til at forsvare Dem i min private Avis. Granskeren er et libe- ralt Blad; men Goddam, om De det gjør!" osv. Kristiania 27de Juni. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM "GRANSKEREN"S HASKHET] Den Constitutionelle 21. juli 1841. Hvor lidet har det lykkets mig i Vinægers Fjeldeventyr i Skildringen af Hadskheden at naae Naturens Sandhed, saaledes som Livet opviser hiin Egenskab udviklet til det Enorme i Men- neskegemyttet! Læserne af Statsrevisor, Gaardeier og Formand m. m. Daa's Privatblad Granskeren ville indrømme mig, at Vin- ægers Hadskhed deri overtræffes, og underskrive min Erkjen- delse af min Indbildningskrafts Utilstrækkelighed. Saa hadede man endnu ikke. Skulde Noget fylde Dybden deraf, er det min oprigtige Beklagelse over et Menneske, der kan hade saa. Og dog stiller det extravagant Komiske sig det Sørgelige ved Siden, SIDE: 520 saa jeg ogsaa deri maa tilstaae min Magtesløshed imod Virke- lighedens, den lebendige Granskers Præstationer. Jeg maa gjøre disse Erkjendelser, idet Granskeren i sit sidste Nr. har fundet det hensigtsmæssigt, at citere en mange Aar gammel Stump af en Polemik i Statsborgeren med Hr. Fougstad i Egenskab af Redaktør af den Constitutionelle, ledsaget af den gemytlige Anmærkning nedenunder, at Hr. F. for Nærværende er min Expeditionssekretær. Hvor dette peger hen, vil man vel let og, jeg troer, med Modbydelighed opdage. Det peger paa en Brandflek i et skadefro Hjerte, og Hensigten, at ville vække gamle ubehagelige Minder og, om muligt, Fiendskab imellem Mænd, hvis offentlige Forhold ikke tillader og heller ikke vil tilstede saadant, falder ganske sammen med hiin smukke i et foregaaende Nr., at ville berøve mig mine Venner Bjerregaard og Sivertson. Men det er vist, at den ogsaa vil gjøre det i Frugt- løshed, og at Hr. F. og ethvert veltænkende Menneske vil dele min Foragt over dette usle Forsøg, som dog neppe har fortjent den Paapegning, jeg her, for dets Kuriositets Skyld, alligevel har skjænket det. 19de Juli. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ÇA IRA! Christiansandsposten 22. juli og Chria. Intelligentssedler 23. juli 1841. Did Slangen lyster i sit Hug [fotnotemerke] -- Singsallijo! -- den kryber sagte paa sin Bug. Singsallijo! Vinæger bliver Storthingsmand. Singsallijo! Han styrer alt det halve Land. Singsallijo! Men naar han faaer det hele fat -- Singsallijo! -- da: leve vor petit Marat! Singsallijo! S. Fotnote: Granskermaal. SIDE: 521 Henrik Wergeland INDBILDNINGER Christiansandsposten 26. juli 1841. "Et Palmetræ ved Jordans Elv!" Singsallijoh! saa tænker Kaalen om sig selv. Singsallijoh! See Alliken med Ørnens Fjer! Singsallijoh! Vinæger er vor Roobespier'. Singsallijoh! S. Henrik Wergeland SVÆRT ARBEIDE Christiansandsposten 26. juli 1841. Hvor sveder Granskeren! Betænk, han høvler paa en Storthingsbænk S. Henrik Wergeland [OM "TALEN" MOT L. K. DAA] Morgenbladet 17. aug. 1841. I "den Tale, Jeg vilde holde i et Prøvevalg for Akershuus Amt" etc., i det Foredrag, jeg vilde betjent mig af, om jeg havde havt Anledning til der at yttre mig, er min "Erkefiende", som Morgenbladet kalder ham, ydet fuld Retfærdighed. Dette er ligesaa vist, som at det er usandt, at jeg har tilføiet Talen nogetsomhelst mundtligt Belæg, eller at der af noget Komma i den lader sig udlede andet, end at jeg ønsker et liberalt og pa- triotiskt Valg. Morgenbladet skylder at underlægge sit Stænk, at jeg skulde ønske andre Medborgere, end de, der fortjene en saadan Benævnelse hædrede dermed, et Beviis hentet fra selve corpus delicti. Jeg har talt af et oprigtigt Sind fra Pressens fri Tribune, uden nogensomhelst anden Paavirkning, end at tilstille saamange Valgmænd, jeg kunde række med, min Tale, og da enten i et Omslag, hvori der til Enkelte stod Ordene "Til fri Prøvelse", eller ved at deponere endeel Exempl. paa Samlings- stedet, hvor det lader til at vel andre Uvedkommende, men ikke SIDE: 522 jeg, har været tilstede. Jeg troer selv i dette Øieblik, medens Valget foregaaer, at min Overbeviisning, at det vilde være ret- test at udsætte med at vælge en ellers saa duelig Storthings- kandidat, som Granskerens Redaktør, indtil "hans Sind er ble- ven mere luttret, sig selv mægtigt og mindre udsat for at tilside- sætte Fædrelandets Interesse for private Hensyn", ikke vil gjøre sig gjældende, men ved Siden af denne politiske Hensigt løber den private, at oplyse mine Landsmænd om Naturen af Gran- skerens (og tildeels Morgenbladets) Færd imod mig. Og den troer jeg vil blive opnaaet forsaavidt Talen bliver læst. Denne fornuftige Hensigt med mit Arbeide og dets stilistiske Beskaf- fenhed hæver det over Morgenbladets og den Constitutionelles Haanord. 16de August. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland MINNISKAAL Tiden 22. aug. 1841. Den gamle graa Retfærdighed han er nu død og skal afsted. I Gravens Ly han søgte Lindring mod det forbandede Uvæsen, at man ham kneb saa tidt i Næsen. Asak Valgmand; Daa paathinge! Lad nu alle Klokker ringe! Skaal! lad alle Korker springe, Glasser klinge til den Saliges Erindring. Siful. Henrik Wergeland [OM WERGELANDS FORSØK PÅ Å TALE PÅ STUDENTERFESTEN 2. SEPT.] Morgenbladet 5. sept. 1841. Mod Morgenbladets lavsindede Behandling er min Uvilje ikke udsat forat bruse over. Jeg tør i Meningen herom maaskee endog besidde Sympathier imellem dem, der den 2den Septem- ber ikke vilde tilstede mig at fremsætte en Toast for Universi- tetets ældste Professorer. Da Mange dog fandt denne meer SIDE: 523 passende end en mangfoldige Gange gjentagen for en enkelt Yngre, kan denne Opposition, om end høirøstet nok, neppe have været saa almindelig, som Morgenbladet siger, og jeg burde da vistnok heller have viist en Kulde, som det nok skal lykkes mig at erhverve, hvormeget man end gjør forat holde Pirreligheden vedlige. 4de Septbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM BEGIVENHETEN 2. SEPTEMBER] Tiden 26. okt. 1841. Først denne Dag falder det No. af Tiden mig ihænde, hvori den lumpne Skildring af Bordscenen ved Aftensfesten d. 2den Septbr. findes indtagen. Tiden synes ret at være Kanalen for Meddelelser af den Art; men jeg vil øde et Par Minutter paa Forsøget om den ogsaa vil optage denne Berigtigelse af hvad der er Falskt i hiin Masse af lav Dumhed. Det var nemlig ikke Tilfældet, at jeg ilede om forat faae Medhold i Propositionen af en ubetimelig Skaal; men da jeg afbrødes ved Hyssen længer- fra nede ved Bordet i Fremsættelsen, af en, som i sig selv var rimelig nok, om den end kunde været fremsat af en Kompen- tentere, nemlig en for de ældre Universitetslærere, hvoraf nogle vare tilstede uden at det lod til at der fra anden Kant vilde blive tagen saadan Notits af dem, begav jeg mig hen til de Pladse, hvorfra Hysningen kom, og spurgte de ubekjendte An- sigter, jeg der traf, om de fandt noget at misbillige ved den paabegyndte Toast. Da man taug, begav jeg mig tilbage og troede at kunne fortsætte. Da Kaadheden igjen brød løs stær- kere end tilforn, greb Forbittrelsen mig i det ubeherskede Øje- blik, da jeg blesserede mig med en tom Flaske, jeg tilfældigviis havde i Haanden. Ikke Vinen, men Tanken betog mig, om hvil- ken Modsætning, der fandt Sted imellem denne Fest og den kordiale den 11te Decbr. 1811, som jeg selv nyligen havde skil- dret i den Fremstilling af Universitetets Tilblivelse, som danner et Afsnit i min Konstitutionshistorie. Da jeg saaledes overvæl- dedes af en Sindsbevægelse, hvortil der sandelig kunde være Grund selv i koldere Gemytter, synes mig Triumfen kunde være stor nok i at fortælle Geschichten uden at give Indbildnings- SIDE: 524 kraften saameget stærkt Stof, saameget Blod og Viin at nære sig paa. Hiin Excentricitet uberegnet, troer jeg at være i Be- siddelse af en større Sindsligevægt end man skulde tro mulig med min Modtagelighed for Indtryk og efter de mange Kræn- kelser, man ikke trættes af at tilføje Kristiania 20de Oktober. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM DOMMEN I SAKEN MELLEM DAA OG WERGELAND] Lillehammer Tilskuer 28. jan. 1842. Bythinget har i Sagen med L. K. Daa i Anledning af Talen af 15de Aug. om hans Kvalifikation til Storthingsmand tilpligtet mig laveste Mulkt i Trykkefrihedssagen med 40 Spd.; men hvad vil Publikum dømme mig og min Modpart imellem, naar det hører, at hiin Dom støtter sig til Hr. Statsrevisor og Storthings- mand L. K. Daas Benægtelse af at være Forfatter til Fornær- melserne imod mig i Granskeren? Jeg tør antage, at jeg i denne Fragaaelse i ethvert Menneskes Øine, som besidder Ære for sig selv, har erholdt en endnu væsentligere Mortifikation end min Modparts saaledes tilvundne juridiske. Slige romerske Karak- terer fortjene ellers sin Plads i Storthinget. Da jeg imidlertid ikke tror saa ganske paa denne mærkværdige Benægtelse, men tænker paa først at lade Bogtrykkeren examineres, er det muligt at Sagen vil blive appelleret. l9de Januar 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [SVAR TIL MORGENBLADET OM DOMMEN I SAKEN MELLEM DAA OG WERGELAND] Christiania almindelige Adresse-Tidende 26. jan. 1842. En Anonym opfordrede mig i Lørdags-Morgenbladet til at bevise ved Citat, at Statsrevisor og Storthingsmand Daa virke- lig havde i Sagen om Valgtalen benegtet at være Forfatter til de mange Fornærmelser mod W. i Bladet Granskeren, hvori W. satte sit Forsvar. En Time efter Morgenbladets Udkomst blev Opfordringen efterkommet, idet der indleveredes følgende SIDE: 525 "Citat af Dommen mellem Daa og Wergeland. (Indrykket efter Forlangende igaar.) -- "Men om det end maa indrømmes, at der i de fremlagte Nr. af "Bladet Granskeren var skrevet med Bitterhed og Haan mod Indstevnte: "vilde dog i nærværende Tilfælde Intet deraf resultere til Fordel for "Indstevnte, efterdi det ikke mod Citantens Benegtelse er godtgjort, at "han er Forfatter af de Opsatser, ved hvilke Indstevnte troer sig for- "nærmet, og hans angivne Forhold til bemeldte Blad som dettes Ejer kan "ikke antages at gjøre ham ligefrem ansvarlig for Bladets Indhold." Morgenblads-Redaktøren, hvis Forhold til ovennævnte romer- ske Karakteer, som nu skal hædre Storthinget ved sin Nærvæ- relse, er bekjendt, og som selv havde givet Anledning til Sagens Omhandling i Bladet, har dog ikke, paa gjentagne Opfordringer, villet optage dette Citat, som dog er det korteste, der kunde vælges, da Daaes egen Benegtelse og Forklaring over sit blotte Proprietærforhold til sit Blad vilde taget endnu mere kostbart Rum op i Morgenbladets Spalter -- dem jeg saa ofte har fyldt gratis med det Bedste, min Aand har kunnet frembringe. Først nu idag sees af en Paategning paa Citatet, der røber Ulyst til at optage noget saa Ubehageligt, at man vil have Betaling for at indrykke det. Da jeg ikke vil øde de Skilling paa saa smaalig en Begjærlighed, indrykkes Citatet da her. 25. Januar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BREV TIL EN DØD Den Constitutionelle 28. febr. 1842. Maaneder efter den ærværdige ottiaarige Gubbe Niels Hertz- bergs Død, hvis sidste, paa Dødsleiet dikterede, Meddelelse til hans Landsmænd -- nok et Opraab til deres Medfølelse for Mosaiterne -- var et saa skjønt Vidnesbyrd om Præstens Tole- rance og Menneskets Kjærlighed til sin Næste, modtog Under- tegnede nedenstaaende latinske Brev til ham fra den anseede praktiserende Læge i Altona, Mosaiten Dr. med. Steinheim. Erindres ikke feil, er der ikke ret mange Dage imellem Brevets Datum og den Saliges Dødsdag. Hvordan det saa er, er dets hjertelige Indhold ganske vist ikke bleven ham ubekjendt; men SIDE: 526 da Gubben var elsket og velkjendt af Folket, saa det med Ve- modets Behag sikkerlig vil gjenkalde ham i sin Erindring ved hvad det kan være, har jeg troet ikke at vanværde hans Minde ved her i Original og Oversættelse at meddele hiin Skrivelse. 25de Februar. Henr. Wergeland. [Her følger Steinheims brev på latin, og derefter kommer Wergelands oversettelse.] Oversættelse. Velbaarne, Højærværdige Hr. N. Hertzberg, Guds Ords Forkynder, Sognepræst til Ullensvang i Norge. Højærværdige Herre! Inderlig Glæde opfyldte vort Sind, da en Oversætter gjengav os Indholdet af Deres, i den norske Tidende "den Constitutionelle" No. 144 d. A. ind- rykkede, Meddelelse, hvori De hos Deres Landsmænd, og især hos den lov- givende Forsamling, søger at vække Interesse for Os, til Ophævelse af hiin Grundlovsbestemmelse, der banlyser os og vort Folk som fredløse Forbry- dere fra eders Grændser. Men Deres Yttringer have i flere end een Hense- ende ydet os en Tilfredsstillelse. Betræffende os selv nemlig, føle vi med Vanæren tillige hiin Sindets Nedkuelse forsvunden, som i Aarhundrederne har lagt knugende paa Israels Børn; og med Hensyn til Eder, see vi med særdeles Tilfredsstillelse omsider hine, Barbarers og Hedningers, forældede Fordomme tilintetgjorte netop ved den Lov og den Gud, som Vi fremfor alle Jordens Slægter benaadigedes med at forkynde, saa alle Folk, der til- bede den eneste Gud, alle Tings Skaber og Bestyrer, erkjende, at de af os have modtaget denne Lov og denne Kundskab om den Højeste. Vi hilse Dem derfor, hæderværdige Mand, Deres Hjords trofaste Hyrde! og det fryder os, at Gud, den Almægtige, miskundelig mod os Begge, har ladet os, ved vor Skrivelse til eders Storthings navnkundige Præsident, Hr. Sørenssen, fremkaldte Deres Yttringer, saa ganske aandende hint Lovens ypperste Bud: Kjærlighed til Næsten. Thi jo sjeldnere vi høre det guddom- melige Ords og den ægte Menneskekjærligheds Røst at trænge til vore Øren, jo mere pleje vi, med anstrengt Sands, lyttende at bøje vore Øren til Den, som, i Hans sande Efterfølgelse, der erklærede Kjærlighed til Næsten for Lovens andet Hovedbud, ikke blot elsker sig og Sine, men meget mere omfatter og elsker den hele Menneskeslægt med guddommelig Kjærlighed. Levvel, Ærværdige! Abrahams Gud, den Algode og Almægtige, lade i Dem opfyldes Psalmistens Forjettelse: "Jeg vil mætte ham med et langt Liv, og jeg vil vise ham min Salighed."( Ps. 91, 16). 15de Septbr. 1841. Anbefalende mig i Deres Yndest ærbødigst S. L. Steinheim, Dr. med. i Altona. SIDE: 527 Henrik Wergeland [TIL PHILIP HANSTEEN OM GAPESTOKKSTRAFFEN] Morgenbladet 12. mars 1842. Hr. Ph. H! Jeg for min Person har aldrig tvivlet om, at der jo ogsaa i Norge er "something rotten"; og det ikke mindst i vore retlige Forhold. Kvæl Almeenmands Æresfølelse, og man vil snart have et Folk af Forbrydere. Juristeriets Jubel- aar ville da indtræde. 10de Marts. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland JOHAN NORDAHL BRUNS ENTHUSIASME FOR ISRAELITERNE Den Constitutionelle 24. mars 1842. Hvem erindrer vel mere: "Jonathan Et Digt i Ti Sange ved Johan Nordahl Brun, Stifts-Provst over Bergens Stift, Provst over Nordhordlehns og Wosse Provstie og Sognepræst til Korskirken" -- en forsvarlig Qvart fuld af snoroptrukne Alexandriner, trykt i Bergen 1796 hos R. Dahls Efterleverske? Det trænger nu til Synsvidners Bekræftelse, at den fædrenelandske Literatur virkelig er beriget med et saadant Værk, et Heltedigt ganske efter Skolen og in optima forma. Uden imidlertid at trænge dybere ind i dets voluminøse Masse, kan det dog, med Hensyn til et af Tidens vigtigste Spørgsmaal, være ret interessant at gjenkalde sig Heltedigtets Fortale, der lyder som følger: [Her følger J. N. Bruns "Fortale til "Jonathan". Derefter legger Werge- land til:] Denne Meningsovereensstemmelse er ikke den eneste Paral- lel, hvori Forfatteren af "Boer jeg paa det høje Fjeld" og af "Jonathan" falder sammen med salig Niels Hertzberg. Gemyts- ligheden og det meget Fælles i Udtryksmaaden er ret paa- faldende. SIDE: 528 Henrik Wergeland JØDESAGEN! Den Constitutionelle 5. juni 1842. Mørkets Vold er steil at storme. Overtro hviler fast paa Søilers Ro. Talløs som Ægyptens Orme er den sorte Fordomshær ved Templets Porte. "Jøden." I et særeget Tillæg til Kristianssands Stiftstidende er en særdeles ivrig Anonym optraadt mod den foreslaaede Foran- dring i Gl. § 2, sidste Passus. Han har endogsaa ladet Enhver af Storthingsrepræsentanterne tilstille et Exemplar af sit liden- skabelige og yderst skjæve Produkt. At Kristsind, Humanitet og Oplysning skulde saa ganske have gjennemtrængt Gemyt- terne, at der ikke imellem de mange Røster, som have hævet sig for det Tidens Krav, som tilsigtes opfyldt ved hiin Propo- sition, ogsaa skulde høres Raab fra Fordommene og Nærings- nidet, om ikke fra Troeshadet, var nu vel ikke at vente; men Mængden og Beskaffenheden af hine ædlere Stemmer betager Indsenderen den dristige Paaberaabelse paa den offentlige Me- ning, hvormed han begynder sin Harang. Det gjæstmilde, libe- rale norske Folk har ikke havt den Skam, at Forslaget om at borttage af Konstitutionen det vanzirende og paa det Sted upassende Forbud mod de mosaiske Troesbekjenderes Adgang til Riget er blevet mødt med Fordømmelse. At slutte af Bla- dene er det tvertimod blevet modtaget med langt stærkere Bifald end Daddel; og man tør vel paastaa, at her som overalt er den offentlige Mening, som tilhører den oplyste Deel af Folket, for Forslagets Antagelse. Selv De, der nære over- dreven Betænkelighed ved at røre ved Grundloven, lægge ikke Dølgsmaal paa, at de ønske, at hiin Bestemmelse aldrig havde staaet der. Verden vil ogsaa ganske vist tilkjende Normændene deres Plads i de civiliserede Folks Række efter deres Adfærd i denne Sag, og den Deeltagelse den har vundet imellem dem vil for en Deel frelse deres gode Navn i denne Henseende, om endog det nærværende Storthing ikke skulde afgive den grundlovmæssige Pluralitet for Forslagets Antagelse. SIDE: 529 Det første Spørgsmaal, som vil blive at afgjøre, er dette: er det retfærdigt. Besvarer man sig dette bekræftende, er ogsaa Nødvendigheden medgivet; og først derefter komme Nyt- tighedsspørgsmaalene og de materielle Hensyn. Disse bestem- mes af Erfarings-Data fra Lande af lignende enten økonomiske eller politiske Forhold som Norge, og selv om disse ikke talte saa afgjørende til Fordeel for Sagen, som de virkelig gjøre fra begge Naboriger og Europas frieste Lande, maatte Bekræf- telsen af det første Samvittighedsspørgsmaal være nok til at bestemme det moralske, religiøstfølende Menneske. Paa nogen skjønnere Maade kunde ikke Normændene takke Gud for Kon- stitutionens Velgjerning end ved at aabne den Plet af hans Jord, som vi kalde vort Fædreland, for den derfra forviiste Green af Menneskeslægten, som dens øvrige Slægter skylde saa meget. Anonymens Ræsonnement, at Nationer besidde samme Udelukkelses- og Afsondringsret som en Mand i sit Huus, taaler, som saamange Lignelser, ingen altfor nær Be- tragtning. Retten til at sætte sin Fod overalt paa Guds grønne Jord, naar nogen personlig Ret ikke krænkes, er vel ligesaa naturlig og almeenmenneskelig som den at drage sin Aande af Luften? De overordentlig fordeelagtige Vidnesbyrd om Mosaiternes Forhold som Statsborgere i ovennævnte Stater have gjort For- meningen om den Nytte, de vilde kunne gjøre Norge, til noget mere end blot "filanthropiske Hypotheser." Den er desuden baseret paa en af den moralske Verdens Grundlove: paa Er- kjendtlighedens, paa det Grundtræk i den menneskelige Sjel, taknemligen at elske og gjøre godt imod Velgjørere; og i dette Forhold maatte Jøderne komme til det norske Folk, naar det, af eget frit Valg, alene formedelst sin Retsfølelse eller Sam- vittighed, tilstedede dem Adgang til sig. Jøderne sætte ogsaa i en udmærket Grad Priis paa politisk Frihed og den borgerlige Anseelse, at hedde og være en fri Mand. De vide ikke hvad godt de ville gjøre det Land, som i denne Henseende er bleven dem et sandt Fædreland. Deres Rigmænds Opoffrelser ere da storartede, ligesom de mange lærde og videnskabelige Jøders Deeltagelse i den politiske Polemik for Landets Institutioner og Ære er varmhjertet og patriotisk. Der er altsaa, at slutte SIDE: 530 baade af Menneskehjertets almindelige Natur og af de Karak- teersæregenheder, der synes at fremtræde hos Jøderne, Grund til at antage, at de vilde lønne Norge med en overstrømmende Kjærlighed. De intime og vidtstrakte Forbindelser dem imel- lem, Indsenderen i Kristianssandsavisen seer noget saa farligt i, vilde saaledes efter al Rimelighed, i Fred som i Krig, være Landet til Fordeel. Deres "Pengefyrster", som han kalder dem, skulde ville opoffre noget forat hjælpe et Land, der ydede dem Ly og borgerlig Ære. Hvad her er antaget er desuden bekræftet fra andre Lande. Det Lidet, Danmark har kunnet yde dem, have de betalt med udmærkede Exempler paa opoffrende Borgerdyd; i Sverige have de fra alle Autori- teter, ja selv fra Handelskorporationerne, vundet Navn af en hæderlig Borgerklasse, og samtlige hollandske Ministre have i de meest hædrende og bestemte Udtryk erklæret, at Holland ingensinde har havt Anledning til at angre den Emancipation, det for omtrent 50 Aar siden indrømmede dem. Disse sidste Erklæringer, som forhaabentlig ville komme i Publikums Hæn- der, og hvortil saavel den nærværende Justisministers Fader, Statsraad van Hall, som den berømte General Chassé, betræf- fende Jødernes militaire Dygtighed, have føjet sine, maa for- meentlig have al Erfaringens og Kjendsgjerningernes Vægt, og fuldelig opveje Hr. Indsenderens navnløse Hamborgerkorre- spondents Udgydelser. Sandheden trænger sig dog ogsaa igjennem disse. Idet Brevskriveren nemlig beklager sig over at Forvaltningen af et ikke ringe Antal af de vigtigste Em- beder og Redaktionen af de almindeligst læste Blade ere i Hamborg i Jøders Hænder, indrømmer han dem Duelighed nok; men Udbruddet af hans Had imod Jøderne tager sig mod- bydeligt ud naar man f. Ex. maa have i saa frisk Erindring de Beviser paa menneskekjærlig og patriotisk Opoffrelse, som den bekjendte Hamborgerjøde Salomon Heine nylig har afgivet. Og det er hverken de første, som denne Mand eller Andre af hans Troesfæller have ydet deres Fædrenestad, og det endogsaa navnligen dens kristne Indretninger. Klart er det jo ogsaa at indsee, at dersom de hamborgske Jøder ikke for- tjente de Æresposter, som Flere af dem have naaet, skulde den jødiske Befolkning, som Brevskriveren ansætter til 16 -- SIDE: 531 20,000, ikke kunne erhverve dem disse imod den øvrige, over 100,000 Individer stærke, kristne Befolknings Vilje. Anonymens Frygt for, at Hamborgs Brand skulde lade alle denne Byes Skakkerjøder strømme til Norge, er en Taabelig- hed, som taber sig i Mængden af de fornuftløse Paastande, som, paa faa Undtagelser nær (f. Ex. Bemærkningerne om de portugisiske Jøders juridiske Forhold til Norge) udgjøre hans Opsats. En saadan tør man vel sige, den er, at Kjøbmændene, som Inds. kalder "de i Spørgsmaalets Afgjørelse Interes- serede", maa ansees for de kompetenteste til at dømme i Sagen. Fra denne Side er der jo endogsaa bleven anført som Mod- grund, at Jøderne lade sig nøie med lav Profit, og Naiviteten i denne Argumentation lader sig ialfald ikke negte. Forøvrigt forholder det sig ikke saa ganske rigtigt med den Paastand, at "alle Landets Børskommitteers Betænkninger gaae ud paa at fraraade Grundlovens Forandring". Fra Drammen har man nemlig en, hvori den ene Halvdeel af Kommitteen tilraader den, med Anførsel af en Mængde materielle Grunde, som have langt større Sandsynlighed, end det evige Skræmmebilled af en Sværm Skakkerjøder, der skulde kaste sig over Landet og sprænge dets Detajlhandlere i Luften. Mellem Formodninger turde man vel ogsaa antage den, at navnlig Kristianssand vilde have godt af, om nogle driftige og formuende Jøder nedsatte sig der. Det har Beliggenheden for sig til at konkurrere med Gothenborg, og Tilsætningen af et saadant Element vilde ikke fjerne det fra dette Maal. Men, jeg gjentager det, i denne Sag indtage de materielle Motiver kun en underordnet Rang imod de moralske. Med oprørende Kulde omtaler Indsenderen disse; Storthinget vil ikke undlade at give dem sin rette Plads i de Diskussioner over Sagen, som skulle bestemme dets egen i de Forsamlin- gers, som have Indflydelse paa Menneskehedens Vee og Vel og som regulere dens historiske Fremskridt. Den 2den Juni 1842. Henr. Wergeland. SIDE: 532 Henrik Wergeland BLADET "FOR ARBEIDSKLASSEN" Morgenbladet 19. juni 1842. [Også trykt i "For Arbeidsklassen" III nr. 6, se avd. IV, bind 6, s. 273: "Til Publikum".] Henrik Wergeland [EPIGRAM OM "GRANSKEREN"] (Indsendt.) Christiania Adresse-Tidende 28. juli 1842. I Anledning af det stinkende, i ethvert andet Blad uigjen- givelige Udtryk i Granskerens sidste Nummer. Nu! den Gang havde Siful Ret: (thi nu man grant kan lugte det) Din Krankhed sad i Maven. Der sidder vel kanhænde med Din hele Patriotiskhed som i en Hummer Paven. Henrik Wergeland TIL STORTHINGET Den Constitutionelle 9. sept. 1842. [Optatt i "Jødesagen i det norske Storthing", se IV, 3 s. 405.] Henrik Wergeland ARGUMENTER I JØDESAGEN (Indsendt.) Christiania Adresse-Tidende 12. sept. 1842. -- -- De Argumenter -- sit venia verbo! -- hvoraf de 43 Mørkets stabile Kjæmper i Jødesagen betjente sig, vare 1) Tøns- agers, at han var reist hjemmefra med den urokkelige Mening at stemme imod; 2) Flors, at Jøderne i Galizien vare nogle saa paatrængende Slyngler, at man ikke engang kunde have Ro for dem i Sengen; 3) Dittos om at Negeremancipationen, der havde noget Parallellartet med nærværende Qvæstion, var en Outreren af Liberaliteten, som havde ødelagt Jamaika o. s. v.; 4) Uelands, at man burde bie til næste Thing, da Civillovgivningen samtidig kunde ordnes, og endelig 5) Klokker Jensens, at man dog vel SIDE: 533 var Herre i sit eget Huus, saa man kunde vise bort hvem man vilde. Om Guddals er det ikke værd at tale. Han troer, at Jøderne dyrke "Belæter." ad 1., da erindrede man ved Sørenssens, Foss's, Rector Holm- boes, Arups og Castbergs herlige, men altsaa paa Taleren spildte, Foredrag det gamle Ordsprog om at spandere Perler, hvor Korn kunde have været godt nok. Ved de Florske beun- drede man Mandens Jernpande, der med urokkelig Ro bød Publicums og Thingets Latter Trods. Ved Nr. 4 bemærkede Holmboe, at man ikke kunde lære at svømme før man havde været i Vandet, og ved Nr. 5, at om Klokker Jensen slog op et Bræt paa sit Huus med Paaskrivt: "Her boer Klokker Jensen i Ringsager, men kom ikke ind!" vilde det Huus neppe faa Navn af et christeligt og gjæstfrit. Voteringslisten, som her nedenfor gjengives, viser ellers paa det Tydeligste, at det er Lys og Mørke, som med skarp Grændse har stillet sig imod hinanden. For Indstillingen voterede følgende 51: Krohn, Castberg, Hei- berg, Vogt, Faye, Stabell, Thoresen, Arentz, Hjelm, Gaardbr. Roll, Herrefosser, Christensen, Svendsen, Lange, Schnitler, N. Jenssen, Justit. Roll, Lyng, Olsen, Grendahl, Føyn, Finne, Daa, Toldk. Lange, Schydtz, Assess. Aall, Martens, Rector Holmboe, Koren, Falsen, Bjørnsen, Lammers, Hoffart, Breien, Foss, Rye, Sørenssen, Schweigaard, Fouchald, Lippe, Sem, Dahl, Blom, Arup, Jønsberg, Provst Holmboe, Blix, Riddervold, Sandberg, Weidemann og Møller. Mod Indstillingen voterede følgende 43: Midhassel, Nødbek, Bøgvad, Aas, Nøstvig, Kulstad, Aandal, Røkkum, Holtermann, Holst, Ueland, Løberg, Monsen, Bjelland, H. P. Jensen, Rygh, Antzjøn, Hansen, Sæther, Soelberg, Tøns- ager, Valstad, Erlandsen, Fuhr, Svanø, Guddal, Frettem, Borge, Hammer, Aga, Fougner, Hoen, Flor, L. Jensen, Lützow, Svenke- rud, Hemb, Otterbech og Laane. Forslaget blev ellers i Løverdagsaften fremsat paany, under- tegnet eller vedtaget af henved 50 af Thingets mest udmærkede Medlemmer. Ça ira! ): det vil gaae. SIDE: 534 Henrik Wergeland [UTDRAG AV ET BREV OM DEBATTENE I STORTINGET OM JØDESAKEN] Christiansandsposten 18. sept. 1842. De vare upaatvivleligen de interessanteste under nærværende Storthing. Udfaldet gav, paa 12 Stem. nær, ikke den qvali- ficerede Pluralitet, som Grundlovsforslag krævede, og da Præ- sidenten, Sørenssen, udtalte Ordene: "og saaledes ikke bifaldt", skete det hos os uhørte, at Piber, og det flere, lod sig høre fra Galleriet, saa han maatte kalde til Orden. Det var 51 mod 43, og saaledes vel flere, end man kunde gjøre sig Haab om første Gang. Thi "Mørkets Vold er steil at storme. Overtro Hviler fast paa Søilers Ro. Talløs, som Ægyptens Orme Er den sorte Fordomshær ved Templets Porte," -- Vers, som de sex Præster, man ikke noksom maa forbauses og virkelig ogsaa forbausedes over at finde mellem de 43. Her staaer Lys og Mørke skarpt imod hinanden. Mellem de 51 alt hvad Thinget havde af Talent og Oplysning; de 43 vare Bønder, hvorimellem desværre Ueland, og som sagt de sex Præster og 1 Militair, der altid har betegnet sig, som ikke meget modtagelig for Grunde. Hvad ellers Grunde betræffer, da var det især disses slette Beskaffenhed eller totale Mangel derpaa, som opvakte Indignation over, at det lod sig gjøre at seire saaledes. Fra Arup, Castberg, Holmboe o. fl. Andre hørte man derimod en Beviisførelse, som vakte almindelig Rørelse og Erkjendelse hos flere af Storthingsmændene, som vel kom i Thinget med Beslut- ningen, at stemme imod Forslaget, men som dog lode sig over- bevise. Præsidenten afbrødes i sit Foredrag flere Gange af Taa- rer, og i flere af Talerne fremtraadte nogle Maximer som Thema, hvilke Proponenten Wergeland havde tilstillet Medlemmerne paa Afgjørelsesdagen, trykte med saadanne Typer, at Bønderne kunde slippe at bruge Briller for at læse dem. Dette Nederlag var en Seier. "Sandheds Sag Seirer kun i Nederlag." SIDE: 535 Fremsat paany har nemlig ikke alene Præsidenten, men næsten samtlige 51 ved sin Undertegning vedtaget Propositionen, som høist sandsynlig næste Gang vil gaae, saafremt det norske Folk gaaer fremad i politisk Oplysning og i sand Civilisation som den øvrige Verden gjør det. Debatterne ville ellers udkomme fra Boghandler Dahls Officin paa Norsk og Tydsk, udgivne af Wergeland, og saaledes samlede næste Gang gjøre sin Nytte. Henrik Wergeland GJÆSTEBUDET PAA RIIS (Indsendt.) Christiania Adresse-Tidende 26. okt. 1842. Af en pompøs Anmeldelse i Morgenbladet og ordret (?) Citation af holdte Taler af O'Connell'er som Morgenbladredak- tøren, Ole Valstad og Morten Huseby o. fl. har Publikum faaet at vide, at man fra en vis Kant havde faaet istand et Selskab til Ære for Agershuus-Amts Storthingsmænd. Gud skal nu vide, at det var Lidet at gjøre Gjæstebud for: for en skikkelig Middel- maadighed som Tønsager, en Do. som Erlandsen, Hestekjøds- motionæren Valstad og endelig for Daa, der mest af alle Repræ- sentanter spildte Thingets Tid ved Bænkeforslag og usømmelig Eftergiven for sit personlige Had til Schweigaard. Men naar Agershuus-Amt, eller de Personer, som have bidt paa Projektet, har fundet det passende at gjøre Gjæstebud for en saadan Repræsentation, hvad maa da f. Ex. Christiania ikke gjøre for sin? Selv Nordre Bergenhuus Amt maa da finde sig opfordret til et Calas. Der skal nu rigtignok et meget blindt Øie til, med Morgen- bladet og Stortaleren i Laget "Adolf Stabells" Tale i Haanden, for ikke at see hvor det bærer hen; men det Moersomste ved det Hele var dog nok, at der gaves Folk i Laget, og derimellem Nogle af Repræsentanterne, som virkelig for fuldt Alvor troede, at det kun var istandbragt alene til Ære for dem. Den Gang burde der været sat en Ræverumpe ovenpaa Flagstangen, for der var saa Mari Noget under, som Adolf "Heimdalen i Aker," den ærligste Mand imellem "Hytta" og Accishuset, begge ex- clusive, og Jeg veed. SIDE: 536 Henrik Wergeland I ANLEDNING AF TRYKFEILEN I IGAARSNUMMERET (Indsendt.) Christiania Adresse-Tidende 28. okt. 1842. Jasaa mener Du det, Mikkel? Det er saa rimelig, at Du gjet- ter paa Den, Du veed bedst kjender dine Streger, og som Du maa have den sletteste Samvittighed imod. Mellem dem hører ogsaa din publicistiske gode Takt og Respekt for Anonymiteten. Den har ogsaa bidraget sit til at reducere den Du selv nyder hos alle retskafne Folk til det lave Standpunkt, hvorpaa den befinder sig siden man fik Veir i de Beregninger, som stikke frem under din hule Patriotisme. Det er ellers ikke "Servile," der hade og foragte et saadant Væsen, og som see med Mishag det egennyttige Spil, som lader sig drive med vore Bønder i og udenfor Storthinget. Men det hører til denne din Politik at fremstille dem som saadanne. At gjøre det med W. skal ikke lykkes, skjønt han ikke lægger Dølgsmaal paa hvad han mener om hint harcellistiske, men ikke destomindre vel anlagte, Sel- skab. Havde han været der havde han upaatvivlelig ovenpaa Valstads Forjettelser udbragt en Toast for "Adolf Heimdalen i Aker" som Storthingsmand og derpaa Bankadministrator. Henrik Wergeland SUBSKRIPTION Den Constitutionelle 28. okt. 1842. Saafremt et tilstrækkeligt Antal Subskribenter tegne sig inden Udgangen af October, agter Undertegnede, i Form af en Nytaarsgave, at udgive enten et større poetisk Arbeide (Vene- tianerne) eller en Samling af mindre Poesier i bunden og ubun- den Stiil. Prisen vil blive 72 ß pr. Expl. stivt heftet, og med Guldsnit 84 ß. Paa et smukt Udstyr skal intet blive sparet. Subskribentsamlere erholde paa 9 betalte Expl. 1 frit, paa 15 Expl. 2 osv. i samme Forhold. Saaledes anbefales dette Fore- tagende til den fædrelandske Skjønlitteraturs Venner, som visse- ligen ere enige med Undertegnede i at beklage, at Subskription synes at være det eneste Middel til dog at fremkalde nogle af dens Frembringelser. Subskription modtages i Byens Boglader. Paategnede Plader bedes sendte til det Lehmannske Bogtrykkeri. Henr. Wergeland. SIDE: 537 Henrik Wergeland CHRISTIANIA FORSTÆDERS ALMUEBOGSAMLINGER. Christiania Intelligentssedler 29. okt. 1842. [Også trykt i For Arbeidsklassen III nr. 19 og 20, se avd. IV, bd. 6, s. 353.] Henrik Wergeland [SVAR PAA EN ANMELDELSE AV "JØDESAGEN"] Den Constitutionelle 2. nov. 1842. Anmelderen i Dagsbladet af "Jødesagen i det norske Stor- thing" har misforstaaet den samme vedføiede Poesi, naar han lægger Allusioner til det kristne Kirkesamfund deri. Det er kun et fingeret Træk af den hos Jøderne ikke sjeldne gavmilde Høimodighed, som er fremstillet deri. Kun i Jødindens Bemærk- ning, at et Hul skal staae aabent for Kragerne ligger et Vink om den gjæstmilde Liberalitet, der anstaaer et kristent Folk. Anmelderens Bemærkning, at Referatet af Modparternes Ar- gumentation (sit venia verbo!) ikke skulde være fuldstændig nok, er uretfærdig. Der er intet udeladt af hvad Bladene have indeholdt deraf, og baade Morgenbladet og den Constitutionelle er i denne Henseende med Nøiagtighed blevne jevnførte med hinanden. Men hvor saa lidet er -- -- -- 1ste Nov. Forfatteren. Henrik Wergeland SOGNEFJORDEN [fotnotemerke] Christiansandsposten 12. des. 1842. "Nu er det Tid at liste os ud" -- sagde Prokurator Lux, seende ud over Fjorden. "Fjorden bedager sig. Det er imellem Guul og Gust. Bær Væsken ned, Arngrim!" Arngrim tog den som om Fanden havde rakt ham en Pose med sine egne Steenkul. Fjorden laa stille og blank og mørkblaa, som om den var en uhyre Stribe af en underjordisk evigfast Emaliehimmel. Man saae hvide Skyer at drive derunder. Var der noget at frygte for, maatte det være den blege troløse ovenover med sine snee- faneagtige Skyfjelde. Det var Sognefjordens gode Time. Nu tog den sig sin Middagshvile indunder Hurrungknæerne i Lyster, bag Moldens høie Saate, strækkende sig langsmed Jordanger- Fotnote: [Som innledning står diktet "Sognefjorden", trykt I, 3, s. 71.] SIDE: 538 bakkerne og Angulsnæs, dysset i Slummer af Feigumsfossens sølvstrengede Langeleik. Der, hvor Prokuratoren roede, var Fjorden ligesom hiin vrede bortrullede Fjords evig rolige Bund, som om Sognefjorden egentlig bestod af to Elementer; et ube- vægeligt, krystalartet, dunkelblaat; et bevægeligt, henover- farende, sort, ondt, henoverfarende som Rynkerne over Panden, Jordskyggen over Maanen. "Hal ud, Arngrim! Hal ud Thorstein, Fingal, Viking, Ole!" Det var en Ottring. Prokuratoren vilde skyde Hajens Fart. "Hal ud, siger jeg. Fjorden er ikke at troe. Den kunde komme igjen." "Kjæme fulle" [fotnotemerke] green Arngrim. "Kobben dukkje." Han meente dermed, at en Sælhund, som til Prokuratorens store Glæde havde viist sin Tillid til Veiret ved ret at lægge sig til Ro paa et Skjær, saa de længe havde hørt dens Snorken inde ved Land, stak plaskende i Dybet, veirende Stormens Ankomst. Prokuratoren saae paa Uhret og tog sig en Snaps. Gammel Cognak naturligviis. Det var en vigtig Reise, men ikke ualminde- ligere end Søndagene ere i Aaret, der vende ofte tilbage. 200 Daler var at tjene, at fortjene. Thi saameget vilde ikke blive ham negtet af Collegaen Prokurator Jux som Sættedommer. "Plask! Der gik en anden Sælhund, og . . ." ". . Arngrim! hvad er det? Arngrim, pas! . ." Noget flyvende Sort viste sig oppe i Fjorden ligesom om Fuglesværme kastede sig hist og her, eller ligesom om Krakedyr lettede sig op i Vasbrynet. "Guste kjæme," sagde Arngrim med et Blik bag Skuldrene, og alle Rødluverne dreiede sig som ved en Snor. Aarene svæ- vede et Øieblik ubevægelige over Vandet som de straaledannede Sidefinner paa en Hval. "Hold under Land! Giv paa!" Prokuratoren saae iveiret med en Blegnen i sit Ansigt, skiftende som de sorte farende Strøg oppe i Fjorden. Der, over ham, stod "Drøfteren," et frem- springende Fjeld i Leirdals eller Aardals Alminding, dannet som en uhyre Mefistofelesnæse, spodsk bøiende sig fra Skyerne ned i det sorte Dyb. Fotnote: ): Kommer vel. SIDE: 539 Om ti, om fem Minutter var Scenen anderledes. Bølgerne slugte hverandre som Drager nappende efter Baaden. De lige- som aandede, men ikke som om de droge Aande, men som ja- gende Hunde udskydende af sit Dyb ny Vindstyrke. En Geist vilde have havt ligesaa ondt for at komme igjennem Luftstrøm- men, der pressede sig ud imellem Fjordbredderne, som et Men- neske for at sætte svømmende over en rivende Strøm. Men havde den kunnet holde sig over Baaden, vilde den have læst følgende Subtraktionsstykke i Prokuratorens Sjel. Men en Geist behøvedes ikke. Det stod for et Menneske at læse i de zittrende Træk, der ligesom Tal, der skrives og udslettes, formede sig om de blaanende Læber. 2 -- 3 -- 5 og 7-Tal vare synlige over dem, og Panden fyldtes af forsvindende og tilbagekommende Streger in mente. Det mumledes ogsaa næsten hørligt frem, og det var ikke frit for, at den ærlige Arngrim, der sad med Ansigtet lige- mod, mærkede hvad der foregik i Hosbonds Sjel. "O Gud! Gud! slipper jeg vel frem, vil jeg ikke forlange meer end 170 Daler." En Bølge, der syntes at ville efterabe Drøfteren, væltede sig frem til Luvart. "O Gud! Gud! 150 Daler, 130 Daler, 120 Daler!" "Pas til Læ!" raaber Arngrim. "110 Daler, 105, 100 Daler!" Og saaledes gik det ned indtil et rimeligt Salarium. Trækkene i Sjelen maatte see ud som naar en hvid Finger slaaer Kors i Mørke, eller som naar Sandet bevæger sig over rodende Larver. Da Prokuratoren saae han slap vel tilland, begyndte han vel at addere; men ikke betydeligt. Han kom kun til over de hun- drede da Baaden lagde til. Skrækken sad i ham. Han havde endogsaa været from underveis i de fem Minuters Mellemtid før Gusten rigtig tog paa, og gjort et Vers som saa, med specielt Hensyn til Sognefjorden: "Rens dit Hjerte, prøv dets Raad, giv en Kalk til næste Kirke, prøv din Tanke og dit Virke før du springer i din Baad!" SIDE: 540 "Jo saamen skal du have de 200 Daler," faldt Sættedommer Collegaen, Prokurator Jux's Eragtning og Dom for Ret at være. "Hvad er det for Snak? Jeg kjender dig ikke igjen. Er du fei? Du kan gjøre mig en Tjeneste igjen." Sligt kunde passere i gamle Dage før Nordre-Bergenhuus Amt begyndte at udmærke sig paa Storthingene. Det blev derved. Med sine 200 drog vor Prokurator da af- sted før Fjorden, den onde Fjord, begyndte at komme tilbage fra Havet. Da, i Morgendæmringen, saae den ud som Bly, som om det var umuligt at den kunde bevæges. Men -- Atter under Drøfteren, Djævlenæsen, hvor Leirdals eller Aar- dals Alminding luder sig ud forat veire, naar Gust eller Guul kommer og forat lodde Dybet med Tippen! Hu! Da blæste det. Det var ligesom om Blydækket brækkede sig op og et Helvede af kaotiske havhest- eller slangeagtige Former mylrede op. Langt ude i Fjorden saae Vindkastene ud som om Hjorde af sorte og hvide Bukke gallopperede over fra den ene Bred til den anden. Prokuratoren erindrede, at han ikke havde bedet sit Fadervor før han reiste ud -- ikke i mange mange Dage og Tider. Han trøstede sig vel en Tid med, at mangen Præst reiser ligesaa fastende; men han mærkede til sin Forfærdelse, da Veiret tog paa, at han havde glemt alt efter Ordene: "Du som er i Him- len!" Did kom han mangfoldige Gange; men ikke længer. Han mindedes nok, at der stod noget om at forlade vor Skyld; men da han ikke kunde finde den rette Følge i det, gik alt i Skudder- mudder. I Mangel af noget Bedre, gav han sig da til at mumle Verset fra igaar. "Guulen er strid idag," sagde Arngrim og halede ud. "Vi vare for seent ude." Prokuratoren bandte for sig selv den langvarige sidste Aal i Bostonen efter Retten, og Flaajeita'en ovenpaa, og som en mild Lysstribe foer den Tanke igjennem ham, at det var Natte- vaage og Morgenkaffeen, som gjorde ham saa ængstlig. "Ja Kaffe gjør ængstlig." Og idelig repeterede han dette uden dog SIDE: 541 hvergang at føle samme Beroligelse, som da Tanken faldt ham ind, at Angsten sad i Maven og ikke i Sjelen. "Hvad skulde vel den ængstes for? For de 200? Sættedommeren vilde jo, at jeg skulde have dem. Og saa ere de jo fortjente med -- -- "Gud og Æren", vilde han have sagt ved sig selv; men et Raab af Arngrim gav ham andet at tænke paa. Da Tørnen var over, sagde den troskyldige Arngrim: "Ak, Procurator, der skulde dog ikke være syndige Penge i Baaden? Thi slig en Guul kan ikke komme fra nogen Anden end den Onde?" "..Hei, der blæste et Papir overbord, Hosbond!" Det var en Tier af de 200, som Prokuratoren uformærket lod gaae i Læ. Og saaledes gik ti. Sogningerne forud troede, at de saae flyvende Flammer. Veiret øgedes. Der maatte være en Storm af Vest ude i Ha- vet; thi her var meer end Guulens egen Styrke. "Under! under!" skreg Arngrim, Thorstein, Fingal, Viking og Ole som med een Mund. En Bølge med Man og Kam reiste sig mod Baaden. Den havde Profilet under den buede Kam af et Mascaroni-Ansigt, af en chinesisk Troldmaske. Den lo, den brølte, den hvrinskede, den smaskede efter sit Bytte. En rød Lap hvirvler sig i Luften og sluges af Bølgen, der rullede sig sammen som Slangen, naar den har fakket sit Rov, bøiende sin Kam i en Cirkel ned i sit eget Dyb. Det var det andet og sidste Hundrede. Og med engang. Der var ogsaa noget forfærdelig Creditoragtigt i hiin monstreuse Bølge. "See saa!" hviskede Arngrim over Skulderen til Thorstein. Der gik Forskrivningen. Saae du den var som en Blodflek da den gik under. Og han gav sig som om han havde slidt Leveren af Livet." Den forfærdelige Bølge var over. Bagtil saae den virkelig ud som en umaadelig lang Ryg af en Havhest, som en Blanding af Hest og Slange. De, som kom efter, vare kun som smaa boltrende Iser. Sognefjordens onde Styrke var kommen forbi Drøfteren. Den skimtede allerede sin Hvile bag Urnæs og Solvern, forbi hvis yndige Strande den gaaer som Løven, der vel ikke aflægger sin Natur, men dog loggrer og murrer af Tilfredshed naar den i Kredsen føres forbi En, der har vundet dens Tilbøielighed. SIDE: 542 Prokuratoren kom vel hjem. Det var ellers en slet Reise. Sognefjorden havde tugtet En af sine Bredders Mishandlere. "De Lykkelige" -- sagde Prokuratoren, tænkende paa sine store Forbilleder paa Østlandet -- "de Lykkelige, som kunne kjøre! Den fordømte Sognefjord!" Henr. W. Henrik Wergeland INGEN PROTEST Den Constitutionelle 21. des. 1842. Endnu kan der nok gives fornuftige jovialske Folk, som om visse Ting troe: "jo galere jo bedre", og som derfor ville finde det ganske i sin Orden, at den Constitutionelles Redaktion ind- lader sig paa at give Folk Skudsmaal for deres politiske Hold- ning, saaledes som det er hændt mig igaar. Og jeg kan ikke negte, at der stikker endnu saamegen Lystighed i mig, at Latter- ligheden i at see mig af Dhrr. politiske og literære Notabiliteter i egen Indbildning Carl Motzfeldt og Andreas Munch, (Poeta- non interdum-dormitans) tillagt en "holdningsløs Karakteer, der gjennem mine politiske Metamorfoser skal tilstrækkelig have manifesteret sig", var det Første, som faldt mig i Øinene. Der lod sig skrive en Fabel i den Anledning om Svampen, som gav sig Mine af at være en Flintesteen, eller ogsaa en heroisk Tale af en Ludefisk -- kort saamange Plæsanterier, at det poetiske Medlem af Redaktionen skulde blive paaveje at opgive den af hans Vers fremlysende trøstløse Tro, at det ikke er muligt læn- ger at finde originale Sujetter. Jeg underkaster mig derfor med sand Fornøjelse ikke blot denne Kjendelse af slige Mønsterkarle, men ogsaa Domfældel- sen over mig som historisk Skribent. Saalænge Literaturen skal mangle Kritikens Opmuntringer, Forfatterne dens Tilretteviis- ninger, ere Stød af Horn i Siden ikke foragtelige Vækkelses- midler. Og de Horn have sat der længe, saa længe, at mit For- hold til cidevant-Troppisterne idetmindste ikke har været under- kastet nogen Metamorfose. Men det er disse Folk, som vide at benytte sig af Tomheden paa det kritiske Tribunal. Lad Mis- sionæren, der holder Præken under aaben Himmel, lægge Sa- marie og Krave hen, er det ganske i sin Orden, at en Abe klatt- rer ned fra en Palme, naar Forsamlingen er hævet, ifører sig SIDE: 543 dem og bestiger Talestolen, udførende for sine Brødre, som ind- tage Tilhørernes Pladser, en mimisk Gudstjeneste. Men viser der sig saa et Menneske -- vips! saa tilbage i Trætopperne. Der vil komme en Tid, med Andre paa Scenen, som af mit Livs Handlinger og Skrivter med streng Retfærdighed ville un- dersøge hvorvidt jeg nogensinde, under nogetsomhelst Slags Forholde, har fornegtet mine Følelser, min Overbeviisning, mine Grundsætninger, eller forandret andre af mine Skridt end dem, der ikke kunde have ført mig til det isolerede Punkt af Uaf- hængighed og Selvstændighed i Literaturen og mellem Partierne, hvorpaa jeg nu befinder mig. Det er derfra [fotnotemerke] jeg med alle Lan- dets sande Patrioter deler ligemeget Foragten for de egennyttige Machinationer, den samvittighedsløse Vildledelse af Folkets bedre Omdømme, den saakaldte demokratiske Presse er bleven Redskab for, og Æstimen for den moralske og literære Kompe- tence, hvormed den Constitutionelles Redaktion er udrustet til at bedømme Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SKULDE DET BEHØVES? Morgenbladet 24. des. 1842. Jeg har havt mine egne Hensigter med at indrykke Poesier i den Constitutionelle; -- ganske andre end at nærme mig Per- soner, hvis Skin af Venskab i Valget endog maatte være mig til Skade, om jeg forøvrigt i Valget af Personer, jeg skjøtter om at staa i Forbindelse med, nogensinde lod mig lede af andre Hensyn end Agtelsens og Følelsens. Men det maatte være in- teressant for mig, at der netop i et Blad, hvori der af Redak- tionen var saamange Gange brudt Staven over min Forfatter- habilitet, fandtes Prøver paa denne. Folk, som engang gjennem- blade den Cst.nelles samlede Bind, maatte finde sig opbyggede ved Sammenstillingen af dens Red.s Domme og de Bilag, jeg saaledes har faaet disse forsynede med. Jeg negter derfor ikke, at jeg, hver Gang det lykkedes mig, loe i Skjægget. Med disse Folk har jeg saaledes aldrig havt andet at gjøre end at jeg har brugt dem. Og de negtede det kun een Gang, da jeg havde været uforsigtig nok til at komme saa vidt frem med min Ringe- Fotnote: [Oprinnelig trykt derfor, se s. 545.] SIDE: 544 agt for Red.s saakaldte poetiske Medlem, at jeg tilstillede Bla- det til Optagelse en Poesi, hørende til en Suite med Titel "Su- jetter for Versemagere". Jeg fik da fra Hr. Munch den skrivt- lige Besked, at der intet var iveien for Optagelsen, naar jeg kun vilde -- forandre denne Overskrivt. Det lille Stænk af Spot deri var falden sydende paa hans Kyllinghoved og havde brændt den Smule Hjerne. Gjemte jeg paa slige Lapperier, skulde jeg ogsaa finde mel- lem mine Papirer en overmaade galant Billet fra Redaktionens politiske Medlem, Carl Motzfeldt, om at gjøre ham den Tjeneste, at oversætte et af Biskop Franzén forsvensket finsk Digt, som han af Denne havde faaet i Kommission at faa oversat paa Norsk til en Samling af Oversættelser deraf. Imidlertid for- holder det sig dog saa, at jeg oversatte det for ham, ihvor over- rasket jeg end blev, da det forekom mig somom hans poetiske Kollega burde kunne faa Søvnen saavidt af Øinene, at han kunde have raadet med de Linjer, og Troppen i Baghaanden, i andet Fald, vel burde have kunnet præstere Mand for et Ar- beide, der nærmer sig saameget til det blot Artificielle og Me- chaniske. Dette fortælles som et lidet Bidrag til at oplyse Sammen- hængen med den "Forbarmelse", den Constitutionelles Redak- tion skal have viist mig for mit "Overhængs" Skyld med de "konfuse Produkter." Videre end til en saa uskyldig Spøg, som at underlægge den Constitutionelles Stavbrydninger ovenom- talte Bilag til forskjellige Tider, altsiden den lille Poesi til Kapitain Foss i Storthingstiden 1836, har min "Hevngjerrighed" ikke gaaet. Jeg kjender ikke denne Egenskab. Ingen kan have mere at tilgive end jeg, hvis Venner ikke have kunnet erindre og hvis Fiender ikke have kunnet glemme. -- Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ["BENEGTELSER IMOD MORGENBLADETS PAASTANDE OG OPSPIND"] Morgenbladet 26. des. 1842. Den, der tier, samtykker, hedder det. Altsaa -- da jeg kun flygtigen i Forbigaaende havde læst Morgenbladet for igaar, og SIDE: 545 blot besluttede mig til at svare paa den Constitutionelle -- føl- gende Benegtelser imod Morgenbladets Paastande og Opspind: 1) Ikke nogen ubillig befunden Kritik, men Granskerens ide- lige Angreb paa mig, bragte mig til at skrive den Satire, Morgen- bladet bebreider mig at være stilet imod mine Venner. Den var skrevet imod en uforsonlig Fiende, der ved idelige Fornærmel- ser omsider bragte min Taalmodighed til at briste. Jeg har altid været en god og trofast Ven. 2) Den Gruhlske Adresseavis har aldrig været "min", fordi jeg deri indrykkede en Poesi "Til Storthinget" og et Par for Hr. Prattés Deklamatorier oversatte Digte. Og 3) Hevngjerrighed er mig ligesaavist en fremmed Følelse, som jeg kan være underkastet Vrede over Slethed og en Til- bøielighed til at lee over det Latterlige, og deriblandt selv over de mest gravitetiske af alle Latterligheder: de politiske Karrika- turer. -- Der kan være mere at svare paa, alene fordi man ikke skal kunne paaberaabe sig Taushed som en Bekræftelse; men jeg vil før lide en Uret end den Plage, at see nok eengang igjennem en Opsats, hvori Skadefryden er saa tydelig, og hvori den uærbødige Tone, hvormed en Mand af min Faders literære, kirkelige og borgerlige Fortjenester omtales, kun med overflødig Bitterhed indpræger mig hvad jeg allerede for længst veed om den Løn, han er vant til at erholde hos sine Landsmænd fra øverst til nederst. I det af den Cst.nelle Indtagne skal Ordet "derfor" i sidste Punktum rettes til "derfra" ): "Det er derfra (fra dette Punkt) jeg med alle Landets sande Patrioter" o. s. v. 24de Decbr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL MINE LANDSMÆND Morgenbladet 25. jan. 1843. Jeg savner for mine poetiske Frembringelser den Meddelelse til mine Landsmænd, som jeg behøver -- behøver, fordi den er nødvendig for Lysten og derved for selve Evnen til at producere, som Luften og Lyset er det for Planten. Altid vanskeliggjort mig af Stympernes Broderskab, støder jeg, hvor et nyt Skud søger efter Lyset, i den sidste Tid paa saadanne kombinerede SIDE: 546 Forsøg paa endelig at iværksætte Udelukkelsen ved at negte mig Brugen af de Meddelelsesmidler, hvoraf disse Literaturens Fremhjælpere tilfældigviis ere i Besiddelse, at jeg beslutter mig til at tye direkte til mine Landsmænd. Jeg henvender mig nemlig herved til Enhver af disse, som kan føle Uvilje over kuende Forhold af en saadan Natur og Deeltagelse for en Muse, der fra Barnsbeen, ligesom Eventyrs- Princessen, maa trælle i sin egen Faders Gaard indtil Trold- dommen er løst, med Anmodning om velvilligen at fremme Ud- førelsen af den Plan, at jeg arke- eller hefteviis kan udgive baade hvad jeg efterhaanden maatte frembringe af lyriske Sa- ger og en Revision af hvad jeg deraf i en Række af Aar har adspredt, som oftest i forskjellige Blade og Tidsskrifter. Skulde Nogen i sidste Henseende have fulgt mig med nogen Opmærk- somhed, bedes han venligst om at komme min Hukommelse til- hjælp. Samlede ville disse Ark, med løbende Paginaer, udgjøre mine "Samlede mindre lyriske Digte" og ledsages af en saadan Ho- vedtitel. Af forhen særegent udgivne ville kun nogle af dem i de to saakaldte "Ringe", som jeg kunde ønske opbevarede, blive optagne. Forøvrigt indtages iflæng nyskrevne mellem de ældre, blot med Angivelse af Aarstallet. Prisen pr. Ark, stor Oktav og smukt udstyret, vil bero paa Subskriptionens Omfang; -- jeg tænker til en Begyndelse og med et Maximum 8 Skilling. Subskriptionen maa være forplig- tende for eet Bind, uden at dettes Omfang nu bestemt kan op- gives. Det Passende skal imidlertid ikke overskrides. Subskri- bentsamlere erholde hvert 13de Exemplar frit. Jeg meddeler mig kun igjennem dette Avertissement, som jeg dog beder optaget af velvillige Bladredaktioner omkring i Lan- det, og da saaledes ingen Planer af mig omsendes, maa jeg ogsaa bede Enhver, som paa denne Maade vil bidrage til at fri- gjøre min poetiske Virksomhed, om at være uleiliget med selv at gjøre sig en Liste istand og samle Subskribenter i sin Om- gangskreds, hvorefter deres Optegnelser bedes mig, naturligviis ufrankerede, tilstillede inden medio Mai. Christiania, i Januar 1843. Henr. Wergeland. SIDE: 547 Henrik Wergeland [FORSVAR FOR ARTIKKELEN OM SYNE-MARTHA I "FOR ARBEIDSKLASSEN"] Morgenbladet 10. febr. 1843. Der findes ikke i mit Blad om Syne-Martha nogen saadan Utilbørlighed imod Hr. Kand. Schreuder, som at tillægge en i aandig Henseende saa veludrustet Mand "Galskab", fordi han i sit Skrift om bemeldte Person, efter min Mening, har givet Anled- ning til Overtro og Opstaaen af alskens falske Seere og Seersker imellem Folket ved at yttre, at han reiste til hende i den Tro, at hendes Syner dog nok kunde være virkelige og en Guds spe- cielle Benaadigelse. Jeg var længe uenig med mig selv, om jeg skulde nærme mig et for et Blad som det "For Arbeiderklassen" saa farligt Gebeet som den theologiske Polemiks; men endelig overtydede jeg mig om, at det her var Pligt at tage Ordet og at protestere i den sunde Menneskeforstands Navn, ligesom jeg i et nys foregaaende Nummer havde gjort det i Bibelens, for- saavidt man fra den vilde hente Bestyrkelse for Spøgelsetroen, Aanders Aabenbarelse o. a. d. Den forudskikkede Zelot i Dags- nummeret fordømmer mig nu for saadan Idræt, og han vil ikke mangle Deeltagere i sit Rakaskrig, men da min Samvittighed frikjender mig, og jeg heller ikke vil mangle Folk, som ville mene, at jeg her har røgtet mit Udgiverkald vedbørligen i Lysets Tjeneste og til den hellige Skrifts sande Anseelse: saa tror jeg, at jeg kan lade den udkastede Handske ligge, dragende Nytte af den, med Menneskehedens Historie jevngamle, Erfaring, at i slige Ting bliver Hvermand dog ved sin Tro. Min er nu virkelig den, at alle Syner og Aabenbarelser foregaa indenfor Hjerne- skallen -- hos Menneskehedens Ledere ved Begeistringens Kraft; men hos slige skrøbelige Aander, som hiin Pythias, har jeg stor Mistanke om, at Mave og Nervesystem har sin betyde- lige Andeel deri. Hr. Schreuder er ogsaa, som fremhævet i mit Blad, kommet til samme Overbeviisning. Men det er kun for Marthes Vedkommende. Andres Syner kunne, efter hans Me- ning, have Realitet. Og det er dette, jeg ikke holdt for godt, at Menigmand skulde tro. Mange kunde faa Lyst til at probere, om de ikke kunne give sin Rolle bedre. Hvilken Deel har vel SIDE: 548 f. Ex. ikke Efterligningen i de smaalandske Inspirationsoptøjer, hvorom vi nylig have læst saameget i Aviserne? 6te Februar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland STØVLELÆDER (Poetæ laureato i den Constitutionelle ærbødigst tilegnet.) Morgenbladet 13. april 1843. I Støvler al min Magt Du sætter, Laureat? Og Jeg? jeg tror, at Du i Øren excellerer. Du skuler under dem, i indbildsk Tanke, at det Laurbærkrandsen er, ei dem, som dig generer. Derfor en Tjeneste gjensidig jeg præsterer, idet, naar næste Gang "syv Mile" jeg skal gaa, men trænger til lidt Læ'r til mine Støvlers Bod, jeg skjærer mig en Lap af al Din Overflod, og reparerer saa. 10/4 43. Henr. W. Henrik Wergeland TIBI GRATULOR, JANE! Morgenbladet 1. mai 1843. Mod Stjernehvælvet stiger tomme Blære, og opblæst Frø jo næsten Oxe blev? Hvi skulde da ei Du, som gik omkring og drev, naae et Katheders Ære? Henrik Wergeland TIBI CONDOLEO, ALMA MATER ACADEMIA! Morgenbladet 2. mai 1843. Trøst Dig! Det kunde gaa't Dig værre end det gik. Det stolte Throndelag til Drot en Hund jo fik? Filosofien nu vil førstens ret florere, Thi, da den Filosof, Du fik, nok la'er det være, Din Skam vil søge Trøst i at filosofere! Henrik Wergeland JANE! Morgenbladet 5. mai 1843. Hvi blev Du ei Statsraad lig'saa gjerne Med Uniform og Baand og Stjerne, SIDE: 549 Da kunde Du vel hjulpet dog Vor lille Ven fra store Bog. I Dit Sted Andreas kunde staa og snakke Paa Kathedret og i Salonen Folk tilrakke. Du kunde derhos hjælpe Nella af og til; Thi Du er nedladen, god og snil. Tænk herpaa Jan! jeg sagde Dig saa tidt Din Beskedenhed Du driver alt for vidt. Henrik Wergeland SUK I UNIVERSITETSTRAPPEN Morgenbladet 8. juni 1843. O haarde Skjebne, malicieus og slem, som, i hvor stridt og ærligen jeg fegted, Komedier i hele Aar mig negted, og nu, da jeg istedetfore dem gik hen at høre Jans Filosofi, just netop kom som Alting var forbi! 3/6 Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 3DIE AUGUST Lillehammers Tilskuer 11. aug. 1843. I længere Tid have Landstederne været udsatte for Indbrud, hvorved det som oftest er gaaet ud over Mad- og Drikkevarer, samt for Ødelæggelser i Haverne. Vort Politie er der intet at udsætte paa med Hensyn til Virksomhed og Kjendskab til Kjel- tringerne i og om Byen, og det sidste er endog ved Spionerie drevet til en temmelig Høide; men i at opdage og fakke Ophavs- mændene til hiint Uvæsen har dets Anstrengelser saa længe været frugtesløse, at vel noget over en Snees Løkker ere blevne gjæstede paa ovennævnte Maade. Saaledes har det været Til- fælde med Ullevold to Gange, Kjøbmændene Holmsen og Hans Henriksens, Boghandler Cappelens, Bibliothekar Keysers og Fleres Løkker, Fru Rodes, Doctor Døderleins, Gartner Morten- sens med Fleres Haver; og overalt var der Spor af at Indbrudene og Ødelæggelserne forøvedes af en Bande, hvorhos man, hvor Indbrud i Huus var skeet, altid fandt, at Tyvene havde lagt deres egen Ureenlighed efter sig paa Gulvet, ifølge den gjængse SIDE: 550 Overtro imellem dem, at de da ikke vilde kunne opdages. Men uagtet denne besynderlige Forsigtighedsregel, hvori dog et lavt Sind og Kaadhed sikkert har ligesaamegen Deel som Overtroen, iforgaars Nat var bleven iagttaget paa Kjøbmand H. Henriksens Løkke, er dog Banden endelig samme Dags Formiddag bleven paagreben. Anledningen dertil gav Cand. philosophiæ Esmark, som med nogle tilkaldte Arbeidere anstillede en Jagt efter den, da han om Morgenen blev modtaget med Budskabet om at hans Naboerskes, Fru Rodes, Have var bleven hjemsøgt. Han traf Følget paa dets Retirade ud til Ladegaardsøen, paagreb selv, efter personlig Dyst, den Værste af det (kaldet "Dyregutten" og egentlig fra Hedemarken), fik Politie tilkaldt, hvorpaa dette, efter Ritmester Heidemarks Anviisning og med hans Hjælp, for- fulgte Sporet til Ladegaardsøen, indringede og paagreb endnu 5 Personer under nogle Buske, hvorpaa de der bagbundne bleve indbragte til Raadstuearresten. De ere voxne, om end ei gamle Folk, samtlige før afstraffede paa forskjellig Maade, og samme Nat havde de forøvet Indbrud paa to Steder. Dyregutten, der ogsaa befandtes venerisk har endog ved Paagribelsen undsagt Esmark paa Livet, hvorfor man maaskee tør haabe Publicum befriet for ham for stedse eller dog saa længe man kan holde paa ham. De have ikke villet tilstaae alt; dog er det hos Kjøb- mand Holmsen stjaalne Sølv paavist skjult af dem i den saa- kaldte Haxthausskov. De, der sidste Gang gjæstede Proprietair Muus paa Ullevold med Indbrud paa Contoret, hvor de dog kun toge noget Smaamynt og en Frak, sortere under Agers Juris- diction. Tyven blev paagrebet ved Saugene, hvor andet Tyve- gods da ogsaa opdagedes hos hans Moder. Hun har kort efter skaaret begge Pulsaarer over sig, uden at hun dog skal være død. -- Iaften har Instructeur Nielsen i Frimurerlogens store Sal for en ret talrig Forsamling holdt sine Foredrag af de to annon- cerede politiske Taler. Den første af Chateaubriand til Forsvar for Pressefriheden var vel i Et og Alt et gediegent Værk, men til sin Maneer mindre livligt og lod til at være Foredrageren mindre vel bekjendt forud. Dog applauderedes han. Men Ap- plaus fortjente og fik hans andet Foredrag: Couriers Tale til den franske Comune hvori han boede imod Hofforslaget, at kjøbe ved almindelig Subskription det store Gods Chambord, forhen SIDE: 551 Crongods, til den unge Hertug af Bordeaux. Talen var yderst lunefuld, rettet mod Hofvæsen og Gunsttilsnigen og indeholdt Skildringer af de franske Hof- og Adelssæder, som maatte bringe flere af de yngre, ellers ikke i Mængde forsamlede, Damer (om de ikke allerede ere altfor forfranskede) til at ønske, at de dog her havde ladet Skomageren blive ved sin Læst. Nielsen tog efter Talerne i skjønne Udtryk Farvel for denne Gang med det norske Publicum. Han applauderedes atter, og han burde have været nok engang applauderet, fordi han, som dansk Embedsmand, havde valgt Taler af saadant Indhold. Begge passede udmærket paa Forholdene i hans eget Hjem. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 3DIE AUGUST Lillehammers Tilskuer 15. aug. 1843. Den smukke Bøn, hvormed Pastor Montz sluttede sin Prædi- ken afvigte Søndag, da han indviede den katholske Menighed til Norges Skytshelgen St. Olaf lød, efter en Optegnelse, Nedskri- veren har seet, saaledes: "Dig, forherligede Sankt Olaf, er da nu denne Menighed indviet og helliget! Føre Du den lige fjernet fra Overtroens dunkle Taagedale som fra Vantroens snedækte Klippetinde, til Troens og Dydens solbeskinnede Sti, til Sand- hedens og Kjærlighedens hellige Tempel! Hold din Haand be- skyttende over den ædle Herskers Hoved, som holder dit Scepter i sine Hænder! Velsignende svæve din Aand over det elskede Land, du har bedugget med dit Blod, paa det at Sandhed og Retfærdighed, Fred og Kjærlighed, Ordning og Trofasthed fra Thronen til Hytten der maa herske og dit hellige Navn maa vorde priset og erindret til alle Tider. Amen!" Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 13DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 22. aug. 1843. Paa Ulykkesefterretninger lide vi ingen Mangel. Iforgaars eller igaar skulle trende Selvmord være forøvede, hvoraf det ene er eet af Budene ved Høiesteret, der fandtes af sin egen Kone at have hængt sig paa et af Arkivskabene i selve Salen, som nu staaer ledig under Ferierne. Aarsagen skal have været Æng- SIDE: 552 stelse over en Protokol, som han feilagtigen troede forkommet. Men endnu sørgeligere var det Budskab, som iforgaars Aftes naaede Byen. Endeel Damer, der befandt sig i Besøg hos Bureau- chef Ingstad paa Gaarden Høvig, en Miil herfra, havde søgt et eensomt Sted for at bade sig i Fjorden. Men ulykkeligviis have de fundet et Sted med Tverdyb, saa først de to Fruer Ingstad og Thomle glider ud og forsvinde med eet, og dernæst Sidstnævntes Søster, der vilde redde. En paa Stranden tilbageværende Dame gjorde vel Anskrig; men det varede dog en Tid før der kom Folk. Alligevel fandt Lægen, som tilfældigviis kom reisende forbi i Nærheden, Livstegn hos Jomfru Smith; men Aareladning og hvad øvrigt der anvendtes forblev frugtesløst. Ligene, som ere fundne, skulle formodentlig samtidigen begraves. -- Da Artilleriet forleden rykkede herind fra Frederikstad, saae man det første Gang med de nye Kasquer eller Hjelme istedetfor de tunge, uhensigtsmæssige Chakoer; og de toge sig saa godt ud, at Pøbelen animeredes til at ledsage de Indryk- kende med levende Hurraer. Imidlertid har man fra Officerer hørt beklage, at dette Bedækningsmiddel ikke er luftigt nok. Det preussiske Artilleri skal i Pullerne have smaae Lufthuller og desuden Hjelmene noget mere ophøiede. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 26DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 5. sept. 1843. Iforgaars gav Gehrmann en Koncert i Frimurerlogens store Festivitetssal; men desværre -- den mindre havde været stor nok. Et uheldigt Veir bidrog vel ogsaa Sit dertil. At han vandt Bifald med baade Klap og Bravo behøve vi ikke at fortælle om denne udmærkede Kunstner, der forekommer os at spendere for meget af sin Tid paa Norges smaae Byer. Man tage ikke dette Udtryk ilde op! Thi de virkelig smaae har han mindst at be- klage sig over. Han reiser nu imorgen over Gothenborg til Tydskland og Frankrig, hvorefter ogsaa han har Amerika i Per- spectivet. Mellem de Nummere han gav bemærkes "La Melan- cholie" componeret af Rummee, der især var interessant for dem, der havde hørt Prumes "Melancholie". SIDE: 553 -- Den svenske bekjendte Topograph, Generalmajor Ahrell, skal atter befinde sig her i Landet for at fremme lettere Kom- munikation med Sverige. Hans Besøg før i Sommer havde til Hensigt at forberede et nyt Veianlæg til Stockholm over Åmål, altsaa imellem Kongsvinger- og Frederikshaldsveien. Vei- længden skal derved betydeligen kunne formindskes. -- Skuespillerpersonalet befinder sig siden idag i Drammen, hvor der skal gives to Forestillinger. -- Torvet er overfyldt med Kreaturer. De stakkels Bønder maa som oftest trække dem hjem igjen for Skambuds Skyld, skjønt de dog ikke ere saa gale som i Møre Herred i Sverige, hvorfra berettes: "Pengemangelen er forfærdelig. I denne Hen- seende er den Formuende ikke i bedre Vilkaar end den Fattige. Hver Søndag lyses en usædvanlig Mængde af Udpantnings- auktioner. Lensmanden maa næsten reise Dag for Dag og By for By paa Pantninger og deslige Auktioner, og man har Exempel paa, at der paa en saadan ikke blev budet mere end 8 Rdl. Rigsgjeld ): 2 Spd." Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 30TE AUGUST Lillehammers Tilskuer 8. sept. 1843. Imorges hændte den Ulykke ved Artillerilandværnets Øvelse i skarp Skiveskydning fra Vippetangens Batteri, at en af de bru- gelige og i mange Aar brugte svenske Jernkanoner sprang og med Bagstykket slog Beenpiberne af paa den nationale Artillerist, som tændte paa, tilføiede ham et Slag for Brystet og saa kvæ- stede let to Andre. Den Ulykkelige, der er fra Hadeland, blev bragt endnu levende paa Hospitalet, uden at man dog endnu veed, om det staar til Livet eller ikke. Generaladjutant Krog vedblev at kommandere Fyr! medens Stakkelen laa der i sit Blod (!!!) -- Paa Ulykker for Menneskeliv er denne Sommer ligesaa rig som forrige var paa Ildebrande. Saaledes er et Rygte nu kommet hid om at vor udmærkede Medborger, Oberstelieutenant Foss, skal i Stockholm have havt en betydelig Mindelse af et apoplektisk Tilfælde. SIDE: 554 -- Iaften opfører Skuespillerne herifra i Drammen Chr. Mon- sens Sørgespil "Hevnen." Forfatteren befinder sig paa Stedet som Redaktør af Addressen. -- Skibsfarten er saa løi, som man nogensinde har havt den. Flere Skibe have gjort forgjæves Reise hidop forat søge Fragt, og ere atter retournerede til sine respektive Hjemsteder. -- Der tales om at Udgivelsen af et nyt Dagblad, af Stør- relse som svenske Aftonblad, skal være paatænkt af Dhrr. Guld- berg men med Den Constitu- tionelle vil det være ude. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, llTE SEPTEMBER Lillehammers Tilskuer 15. sept. 1843. Et betydeligt Jordegods er i disse Dage blevet solgt, nem- lig Oberste Wolffs Øvre Blindern til Kjøbmand Dybwad for 21,000 Spd. Lidt efter lidt kommer det bedste Jordegods i Byens Omegn i Formuens Hænder, og for Agerbrugets Opkomst kan dette ikke andet end være godt. Af de omboende Bønder, hvis hele Kløgt fordetmeste bestaar i at udlægge Eiendommen til Høavl, skal det idetmindste ikke love sig stor Fremgang. -- Den engelske Konsul Myginds Landsted, der ligger smukkest til ved Ladegaardsøbugten af alle Løkkerne i den Egn og som vel i andre Henseender bærer Prisen mellem Omegnens Villaer er ligeledes nylig solgt til Enkemadame Hviid for 10,000 Spd., hvilket er dyrt i Sammenligning med Blindern, hvis aarlige Ind- tægter i Jordafgifter løbe op til over 500 Spd., og kan, ved et Par Løkkers Befrielse fra Arvefæste, blive endnu meget be- tydeligere. -- Iaften giver Ole Bull Afskedskoncert før hans Afreise til Amerika. I et af Nummerne skal han assisteres af -- en 12- aarig norsk liden Pige, en Datter af Kjøbmand Bøckmann her i Byen, som allerede længe har givet Information paa Forte- SIDE: 555 piano, og hvis ualmindelige musikalske Evner Bull har søgt at udvikle under sine to sidste Ophold her. I Amerika, hvorhen han nu begiver sig over Kjøbenhavn, Hamburg og England, vil han ligeledes i Jomfru Jacobine Gjertz kunne erholde norsk Assistence, og det tør vel hende, at de slaa Følge sammen hele Amerika nedigjennem. Her har ellers været en overordentlig Mængde Koncerter i den senere Tid, saa at Publikum har maattet dele sig, idet nem- lig Vogler har givet sin anden Orgelkoncert, Albert Petersen sin paa Violoncellen og Bull nu sin. Nylig var ogsaa Gehrmann her, og Pianistinden Amalie Rieffel ruster sig til at optræde med det allerførste. At Harzverein og Janitscharmusiken derhos er i Beskjæftigelse paa Forlystelsesstederne Klingenberg og Karens- lyst forstaar sig af sig selv i disse nydelige Maaneskinsaftener, der krone de ypperligste Dage for Kornhøsten, som man kan tænke sig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 11TE SEPTEMBER Lillehammers Tilskuer 19. sept. 1843. Daguerreotypisten Steltzner gjør med al sin Dyrhed bril- lante Affærer. Han kan næsten ikke overkomme alle Bestillin- gerne. Man ymter dog om, at de bedste af hans Plader skulle allerede være opbrugte, saa han i en Hast maa præparere nye. Hans Priser i vore svære Penge ere dog overdrevne, idet han tager 4 Spd. for et Portræt og saa videre 2 Spd. for hvert An- sigt i Gruppen, om en saadan forlanges. I Udlandet ere Priserne næsten enfjerdedeel billigere. For Udlændinger vedbliver Norge at være et sandt Canaans Land. -- Hver Søndag pleier et privat Postbud at hente Posten m. m. herfra Byen til Enebak. I Sommer engang gik Manden saaledes afsted med nogle og tyve Spd. paa sig for dermed at betale henved et Snees Daler paa Rigshospitalet, samt for Resten at indkjøbe diverse Artikler. Dette udrettede han, lod de ind- kjøbte Sager bero i en Boutik, gik ud i Byen; men -- er senere ikke kommet tilsyne. Man har derfor Mistanke om, at han er myrdet, og af et Par Personer, som i denne Tid ere under Til- tale i Enebak for Tyveri. SIDE: 556 -- Den 12te Septbr. Ole Bulls Koncert igaaraftes i den store Frimurersal var overordentlig stærkt besøgt; og det vil vel sige af en 1000 Mennesker. Publikum vidste, at det var en Afskeds- koncert; det vilde endnu engang se ham, høre ham og sige ham Farvel. Koncerten var ogsaa i Udførelsen, saavel fra Orchest- rets Side under Schrumf som fra Virtuosens Side i alle Hense- ender glimrende. Den lille tolvaarige Pianistinde klarede ogsaa sin Andante con variationi af Beethoven til største Tilfredshed. Da Bull endte sin Tarantella gjenlød Salen af Bravos, Dakapos og Farveller, hvorpaa han endnu engang gav samme og da han derpaa fremkaldtes under de samme Raab, improviserede han paa det genialeste en Række af nationale Melodier, Hallinger o. d. som endte med Bjerregaards Nationalsang og en paa Violi- nen langthendøende Efterligning i Flageolettoner af et Luurspil. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 17DE SEPTEMBER Lillehammers Tilskuer 26. sept. 1843. Iaften gives paa Karenslyst et Vauxhall med glimrende Illu- mination, Veddeløb, Transparenter, Fyrværkeri o. s. v.; men i Annoncen staar, at Publikum maa være belavet paa med denne eller endnu en Gang, at se Stedet for stedse lukket og forladt. Mærkværdigere er det dog, at det kjøbenhavnske Tivoli, der er indrettet omtrent i samme, men dog en større, Stiil, hvoraf der gjordes saameget Væsen i alle Blade, ja endog berettedes, at Indtægten i de første Uger havde været 20,000 Rbd., ogsaa synes at have kulmineret, om end ei saa sørgelig udspillet som vort. Fælles Skibbrud er behageligt, siges der jo? og noget saadant synes virkelig at forestaa Kjøbenhavns Karenslyst efter følgende Beretning i Kjøbenhavnsposten: [Her følger beretningen, som slutter med å nevne "at den simple Tarve- lighed i Valget af Fornøielserne, der stedse har været karakteristisk for den kjøbenhavnske Middelstand, hævder sin gamle Ret". Korrespondenten legger til:] Gid vi Christianiabeboere kunde her sige med Chilian: ligesaa hos Os! Men nei! hos Os er Fornøielsessygen udenfor Husene tiltaget forfærdelig. Paa ikke mindre end tre offentlige Steder foruden paa Karenslyst, der nu skal feire sin egen Liigfærd, er SIDE: 557 der annonceret Fyrværkeri m. m. til iaften. Paa Bade- og Skjænkestedet Forsøget ude ved Opslo skal endogsaa en illu- mineret "kronraget Munk" stige tilveirs. I gamle Dage lode ikke Munkene i Opslo drive saaledes Gjæk med sig. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 28DE SEPTEMBER Lillehammers Tilskuer 6. okt. 1843. For en Tid siden indeholdt Morgenbladet fra en velvillig Anonym et Vink til den i Danmark afdøde Provst Frederik Smiths med Hustrues Udarvinger om at melde sig i det bety- delige Bo. En Mængde skal ogsaa have meldt sig, og som En af de Vigtigste en gammel Hospitalsdame i Opslo (Jomfru Marie Birgitte Jordahl, født 4de Decbr. 1759). Provst Smith var som bekjendt Søn af den i 1804 eller 5 afdøde Biskop i Agershuus Stift Christen Smith, samt Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold. Han var temmelig dansksindet, og da han følte sig tilsidesat, forlod han sit herlige Sognekald, Eker, med den Ud- ladelse, at han heller vilde være Klokker i Danmark end Biskop i Norge. Senere skal han dog, ved et Besøg heroppe, have fældt Taarer, saa han nok har angret Byttet. -- Der fortælles nu, at den kommanderende General, Baron Wedel, skal placeres som Ambassadør i Wien; men da Baronen her befinder sig i en Stilling, der maa harmonere med hans Lyst til Virksomhed og Reiser, samt da det er øiensynligt at en Mand af større honet Ambition end Formue maatte ødelægge sig, er det lidet troligt. I Wien er, som bekjendt, selv den diamant- knappede Esterhazy bleven nedsjunken i Gjeld. -- Mad. Schrumph har første Gang klaret sig godt i Madame Cappelens Furore-Rolle som Regimentets Datter, hvorimod Jom- fru Paasche lod altformeget at ønske i hendes Udførelse af "Brudens" Rolle. Selv Sangen gik slet. Men hvem kan ogsaa forklare sig, at man har skiftet Skuespillerinde i denne Rolle. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 4DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 17. okt. 1843. Der berettes, at General Wedel har paa sin Hjemreise gjen- nem Tyskland faaet Ordre til at indfinde sig hos Hs. M. Kongen SIDE: 558 i Stockholm uden først at tage over Christiania. Maaske dette har givet Anledning til Rygtet om Generalens Ansættelse som Ministerresident i Wien. Vil ikke han, hedder det, skal Ansæt- telsen tilbydes Generallieutenant Mansbach. -- Bladet "Den Constitutionelle" skal være kjøbt af Redak- tøren, Kand. jur. A. Munch af dets hidtilværende Eier Boghand- ler Dahl -- en farlig Spekulation under alle Omstændigheder; men især dersom virkelig Udgivelsen af et nyt Dagblad af Stør- relse som Aftonbladet og til ringere Priis end Morgenbladet og Den Constitutionelle, realiseres fra det Guldberg-Dzwonkow- skiske Bogtrykkeri. -- Kjøbet af Gaarden Blinderen er gaaet op igjen paa den haarde Betingelse, at Sælgeren, Oberst Wolff, har maattet betale Kjøberen, Kjøbmand Jac. Dybwad, to tusinde Spd. Contant. -- Forleden Aften hændte det, at vor Kommandant, General- adjutant Krohg, ved civil om Aftenen at ride tilbage fra sit Landsted, blev af nogle berusede Bønder fra Asker styrtet fra Hesten udepaa Ruseløkveien, som de spærrede med sine Vogne. Kommandanten og hans Følgesvend, som ogsaa var tilhest, fik imidlertid hentet et Par Ordonancer tilhest, og sammen forfulgte de nu med Kommandanten i Spidsen, Bønderne en Miilsvei til Stabæk, hvor de bleve grebne. Henrik Wergeland PRATTÉ. OLE BULL. -- A. MUNCH. HENR. WERGELAND Morgenbladet 13. okt. 1843. Hr. A. Munch har fundet for godt, idag i sit Blad først og naturligviis, at give en Biografi af Ole Bull, som jeg nylig har udgivet, Løbepas til Lethe som slet skrevet o. s. v., og dernæst at kalde en med retfærdig Daddel ledsaget Beretning deri over en vis indiskret Adfærd af den Constitutionelles Redaktion for Løgn. Dette ledsaget af et naadigst bekræftet Privilegium paa at kunne sige hvad jeg vil og af det latterlige Praleri, at jeg skulde være forlegen forat faa mine Produkter ("konfuse" som han har kaldt dem -- naturligviis i Modsætning til egne vel- ordnede Mønsterpoesier) ind i hans jammerlige døende Blad. Heraf lader der sig kun med Anstændighed svare paa Per- sonens Forsøg paa at vække Tvivl om min Paalidelighed i et SIDE: 559 Skrivt, der fører paa Titelbladet, at det er forfattet efter Op- givelser av Bull selv; og da det, der har bragt slig Gjæring i Tyndtøllet, findes i Skildringen af Harpenisten Koncertmester Pratté's Forhold til Bull, hvori A. M. fremdeles vedbliver med fræk Skumlen at ville tillægge mig en Deel, jeg heller skulde søge at skjule, vil jeg her i Sammenhæng meddele denne Skil- dring. Den vil forhaabentlig godtgjøre, at jeg idetmindste har stræbt at være upartisk. [Her følger et avsnitt av Wergelands biografi av Ole Bull: "Paa samme Tid -- tilovers for" (IV, 5, s. 226 -- 228) og "I Juli -- Fløi igjen (samme- steds s. 230.)] I Ovenstaaende er det Bebreidelsen mod den Constitutionelle, der er materia peccans. Og isaahenseende kan jeg forsikre og med en Tilstedeværendes Vidnesbyrd, hvem nærværende Til- svar er meddelt, bestyrke, at Bull selv fortalte mig -- vel at mærke før nogen Underretning herom havde været at see i den Constitutionelle -- , at Pratté havde indsendt en Kritik til dette Blad, og at han viste sig velunderrettet om af hvad Natur denne var. Hertil yttrede jeg, at jeg ikke kunde tro saadant, da P. altid før havde yttret sig for mig med Agtelse om B. som Kunst- ner; men at hvis saa var, da maatte jeg tilskrive det en Delika- tesse hos P., paa Grund af mit Forhold til Bull, at han hverken havde meddeelt mig noget om et saadant Forehavende eller en- gang besøgt mig siden Bulls Hidkomst, hvad han dog ellers stundom gjorde. Var Kritiken saadan som Bull beskrev den, mente jeg, at Pratté vilde skade sig selv mest dermed. "Han vilde jage sig selv en Stage i Livet, og kunde gjerne pakke ind," var netop Udtrykket, jeg brugte. Af hvem havde nu vel Bull sit Kjendskab til Kritiken? Pratté har senere forsikkret mig, at den var en Hemmelighed mellem ham og hans Oversætter, og at alene Avertissementet i den Constitutionelle om at en saadan Kritik var forfattet samt nogle stiklende Opfordringer i samme Blad havde drevet ham til at lade den særskilt trykke. Jeg paa- staar ikke, at Redaktøren A. Munch selv glatvæk har meddeelt Bull Pratté's Manuskript; men som ansvarlig opnævnt Redak- tør maa han ogsaa staa for de Indiskretioner som En eller Anden af de halvformummede Figurer, der, under Navn af Med- arbeidere, bevæge sig bagom den Constitutionelles Kulisser, til- SIDE: 560 lade sig. Til Morgenbladet henvendte P. sig først senere, og dette Blad har et ganske andet Navn for Diskretion end den Constitutionelle, denne Koteri-Tidende, har. Opfordringer til P. saa man heller ikke der efterat Optagelsen var afslaaet. Men end- ogsaa om nogen Indiskretion ikke var skeet -- hvorledes lader det sig forsvare, at et Avertissement om at Pratté havde skrevet en saadan Kritik finder Plads i den Constitutionelle efterat eller rettere i samme Øieblik Manuskriptet remitteres Forfatteren med Afslag? Hemmeligheden var nu kun udvidet til Redaktøren som No. 3. Dette fandt Sted i den Constitutionelle for 18de December. Men ikke nok med det. I det følgende No, erklærede Red., at den prattéske Kritik "i intet Tilfælde", med eller uden Navns Underskrivt, vilde blive optagen i Bladet, og i det derpaa følgende No. viser sig, i Anledning af denne, kun i den Con- stitutionelle røbede, prattéske Kritik, ikke blot tre Smædevers, men ogsaa en Opfordring til P. til at foredrage dem med Sten- torrøst paa Theatret, arrangeret som Melodrama, naar Bull Af- tenen efterpaa var bleven fremkaldt og applauderet. Jeg tænker, efter dette, at jeg ikke har sagt en Tøddel for meget, eller givet en Mening, enhver retskaffen Mand maa dele med mig, andet end det adæqvate Udtryk. Derimod var det ikke saa uklogt af A. M., som det synes, at han modarbeidede sin egen Hensigt at faa Kritiken holdt tilbage, ved, gjennem tirrende Annoncer i sit Blad, at bevæge P. til at udgive den, siden det nu engang var bleven bekjendt, at en saadan var skre- ven, og Forventningerne altid overdrive. Denne Adfærd har han nemlig at takke for nogle af de saftigste Stykker i hans ellers saa magre Spalter og for den Fornøielse, det smukke For- søg i den apokryfiske Korrespondentartikel fra Stockholm paa at implicere mig i hiin Affære, og saaledes at sværte mig hos Bull og skade mig hos mine Landsmænd, maa have forskaffet en saa nobel Sjel. 10de Oktober. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland. CHRISTIANIA, 16DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 27. okt. 1843. Afvigte Onsdag Kl. 7 Aften afholdt Byens ældre Maade- holdsselskab en Høitid i vor Frelsers Kirke, som var brillant SIDE: 561 oplyst og ganske fuld af Mennesker. Henved 3000 Billetter vare udsolgte og uddeelte og vel et tusinde Mennesker til havde trængt sig ind, saa Trængselen var saa stor, at flere Fruentim- mer besvimede og maatte bæres ud tildeels over Publikums -- det mangehovdede Uhyres -- Hoveder. Sognepræst Hessel- berg holdt en Tale fra Prædikestolen og før og efter denne blev følgende Vers af Wergeland afsjungne til Instrumentalmusik fra Orgelet af et Kor af Damer og Herrer. [Her følger Wergelands "Vers"; de er trykt i avd. I, bd. 3, s. 126.] -- Den 18de Oktbr. I Løverdags var der Møde i Studenter- samfundet forat tage under Overveielse et Forslag om at tilstille Studenterne i Athenen en Komplimentationsadresse i Anledning af den der stedfundne Revolution, hvori de ogsaa deeltoge. Det blev vedtaget; men til i Aften er der tillyst en ny og almindelig Forsamling af samtlige akademiske Borgere forat tage Beslut- ning om Adressen ikke bør udstedes i samtlige norske akade- miske Borgeres Navn. -- Admiral Müller skal i denne Tid bearbeides svært forat faa ham til at tage Afsked. Overflod paa Eftermænd gives der just ikke. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 23DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 3. nov. 1843. Den Guldberg-Dzwonkowskiske Boghandling har i denne Tid undergaaet den Forandring, at dens Detail er solgt til en Student Tobiesen, som bliver Kommissionær for Forlagsartiklerne, der forblive i Hr. Dzwonkowskis Eie. Hr. Guldberg trækker sig, som bekjendt, ud af Forretningerne. Denne Revolution i Firmaets Indre hentyder dog ikke paa nogen Svækkelse i dets Formue og Kredit. Guldbergs Retirade er en privat Bestemmelse og under en Tilvæxt af Konkurrence i Detailboghandelen, som nær- værende, er det en fornuftig Operation og Koncentreren af sine Kræfter, at indskrænke sig til sine egne betydelige Forlags- artikler og til blot at drive Handel en gros ved Kommissionærer. Kirkegaden kunde ellers nu gjerne kaldes Boghandlergaden efter SIDE: 562 den Mængde Boghandlere, som have udseet sig den for sine Spekulationer. Der findes nemlig ikke færre end 7 -- 8 Bog- handlinger. -- Her opholde sig som bosiddende Folk, som bekjendt, en Mængde Tyskere, og disse have i Sommer stiftet en Forening, der under Navn af "Germania" samles engang ugentlig, i Som- mer hos Caspary paa Klingenberg og i Vinter hos Freysse, for da at nyde selskabelig Samkvem, høre Foredrag og Meddelelser o. s. v. Men afvigte 18de, Aarsdagen for Leipzigerslaget, var en Høitid for Selskabet til Minde om den tilkjæmpede National- uafhængighed. Fra om Morgenen af flaggede der paa Klingen- berg, hvor Festen om Aftenen skulde holdes, og den store Sal var dekoreret med det norske Flag, i Kors fæstet paa den ene Væg med den tyske Fane (sort, karminrød og gylden) samt under hver af disse Carl Johans og Blüchers egeløvkrandsede Portræter. Paa den modsatte Væg brændte et stort Transparent, hvori Saga eller Germania saaes at indgrave i en Klippe nogle Ord, der skulle være udsagte af Erkehertug Johan af Østerrig selv, og som omtrent lød saaledes: "Intet Østerrig! intet Preus- sen! Kun et eneste stort Tyskland." Skaaler for vor Konge, for de Faldne og for Tysklands Eenhed m. m. udbragtes og Festen fortsattes til langt paa Nat. Norske vare ogsaa tilstede, ligesom Selskabet i det Hele ikke har nogetsomhelst Hemmelighedspræg. Det er blot en naturlig og agtværdig Trang for deres tyskfødte Hjerter, som søges tilfredsstillet, ligesom jo ogsaa Normændene, Svenskerne og de Danske i Hamburg have, paa Opfordring af en Normand, realiseret noget lignende. 17de Mai feiredes ogsaa i Aar i denne "nordiske" Forening. -- Efter en liden Regnskuur i Forgaaraftes har Veiret atter, til stor Frygt for Brugseiere og Landmænd, sat sig i det Tørre, omendskjønt med mildere Luft. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 7DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 17. nov. 1843. Igaaraftes opførtes for propfuldt Huus af Studenter og Damer paa det dramatiske Selskabs Theater af Medlemmer af Stu- dentersamfundet Oehlenschlägers Palnatoke, hvorpaa efter Slut- SIDE: 563 ningen nedenstaaende Sang blev afsjungen. Ved det sidste Vers til Damerne gik Teppet op og de Spillende, endnu i sine Kjæmpedragter, toge nu Anførselen i Sangen: [Her følger en sang "Nu Oldtids Drapa er til Ende", diktet for anled- ningen.] Henrik Wergeland CHRISTIANIA, l9DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 28. nov. 1843. Lektor Thaulow henledede forleden (Morgenbladet Nr. 306) den offentlige Opmærksomhed paa en Belysningsmethode, der kan og bør blive af den mest indgribende Vigtighed for vort Land med dets store Lysforbrug i den lange Vinter, dets Brænde- viins-Tilvirkning og Forbrug og dets Barskove; og han har nu paa en lige saa videnskabelig som interessant og hensigtsmæssig Maade virket til Sagens Fremme, idet han i denne Uge, efter foregaaende Indbydelser, har afholdt tre Forelæsninger, som have været besøgte af et hensigtsmæssigt Publikum, nemlig af de fleste af Statsraaderne (hvorimellem Statholderen) og andre høie Embedsmænd samt af Byens Formandskab, Brændeviins- tilvirkere, Kjøbmænd, Haandværkere foruden af de praktiske Videnskabsmænd, Sagen fortrinligen maatte interessere. Lekto- ren forklarede og oplyste ved imposante Experimenter de kemi- ske Forbrændingsprosesser, ved hvilke vi forskaffe os kunstig Varme og Lys og søgte, grundet paa disse Kjendsgjerninger, at anvise Alkoholen (stærk Spiritus) sin rette Plads og hensigts- mæssige Anvendelse. En Komposition af Spiritus og Terpentin- olie (hvilke Artikler vi selv kunne tilvirke af vore Brænderier og af vore Barskove) afgiver nemlig et langt fordeelagtigere Lysmateriale end Olie og Steenkulsgassen; og da vi for Belys- ning skatte noget ganske betydeligt til Udlandet, og Sagen, naar den gribes an fra den rette Side, baade vil kunne holde vore Brænderier, som Spiritusfabriker, i Drift uden skade for Morali- teten og bringe en ny Industri, Terpentinfabrikationen, i Drift, saa fortjener den isandhed al mulig Opmærksomhed. Til Op- lysning er det Spiritus (Geist) skal bruges; ikke sandt? Og saaledes ville de for Landbruget i hvad man saa siger, fordeel- agtige Brændeviinsbrænderier, naar de tilvirke sine Produkter i SIDE: 564 den Form, faa et nyt Marked, og undgaa det Had, hvorfor de nu, som Fuselkloaker, ere udsatte fra mange Kanter. Endnu findes her i Byen kun nogle af de ny Gas-Lamper; men de skulle ganske fortjene de over dem holdte Lovtaler, og i de sidste Dage ere allerede flere saadanne fabrikerede her i Byen. De ere lige saa smukke i Konstruktionen som elegante af Udse- ende. En 1/4 Tomme tyk Messingcylinder, fyldt med en Væge, som dog ikke gaar heelt op, og gjennemboret af 4 -- 5 -- 7 fine Huller omkring sin øverste Spidse, igjennem hvilke Gassen strømmer ud, samt nedsat i en med hiint Fluidum forsynet Flaske, er det hele Instrument, hvorfra et Lys reent og klart som Solens strømmer ud. Toldlovgivningen har imidlertid det Besynderlige ved sig, at der af det, af Spiritus og Terpentinolie sammensatte, Fluidum, som bruges til de ny Lamper, svares be- tydeligt mindre Told end af reen Spiritus, hvorfor den nødven- digviis, om nogen indenlandsk Industri i dette Punkt skal kunne udvikle sig, maa undergaa en Forandring. -- Den 20de Novbr. Lektor Thaulow har nu yderligere i Morgenbladet (Nr. 323) ytret sig om Sandsynligheden for Fa- brikationen af Gasfluidumet her hos os, samt om Prisen og givet en Forskrift for Brændeviinsbrænderne for Tillavning af en saa stærk Spiritus som udfordres. Apropos! Paa Oplandet fabri- keres der jo en Mængde Brændeviin, som derpaa føres til Christiania. Men mon ikke Transportomkostningerne vilde blive betydelig, særdeles betydelig, mindre, om det afsendtes i Spi- ritusform? Hvormeget Vand kjøres der nu ikke de lange tunge Miil, som ligesaa godt kunde iblandes her. Det almindelige franske Brændeviin hidføres jo i Spiritusform, hvorved det alene bliver muligt at holde det i den Pris det er. -- Nat til Løverdag forsøgte en Slave at rømme ved at holde sig skjult mellem nogle Stene paa den aabne Plads, hvor Steen- huggeriet foregaar, og samme Dag degraderedes en Underofficeer ved Fodjægerne, fordi han havde været oppe ved Ullevold at grave efter Ole-Høilands-Penge, hvorom den nu ved Siden af Ole Høiland i specielt Fængsel hensatte Ole Enger i sin Tid skulde givet ham Underretning. -- De herværende Tyskeres Selskab, "Germania", høitidelig- holdt ligeledes ved et festligt Aftensmaaltid paa Klingenberg SIDE: 565 den 10de Novbr. som Luthers og Schillers Fødselsdag. Salen var ligesom den 18de Oktober smukt dekoreret med Transparent og den norske og tyske Fane. -- Marken blev igaar Nat og igaar overtrukket med et tyndt fugtigt Snedække; men da Bunden er blød, tegner det sig endnu ikke til Føre. Torvet er ogsaa tyndt besøgt. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 26DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 1. des. 1843. Alle vore Blade ere opfyldte med Beretninger om det stor- mende Møde i Repræsentantskabet angaaende Borgermester Brettevilles Forslag om Ansættelsen af en lønnet Fattigforstan- der. Sagens Hovedmodstander var, som almindeligviis hvor Lys og Mørke strider, Stadshauptmand Ytteborg og hans Organ Sned- kermester Nickelsen, mellem hvem og Borgermesteren det endog kom til Ukvemsord. Denne Sag har ellers givet Anledning til Oplysningen af det forbausende Faktum, at Arbeidsanstalten har i 2 Aar under Vasaridder Ytteborgs Bestyrelse uden fast Løn kostet Byen omtrent 5000 Spd. mere end under den nær- værende fast ansatte Hr. Østhagen, og det med et større Antal Tvangslemmer i den sidste Tid. Hertil bør ogsaa lægges et Par Tusind Daler Fattigskat, som Y. har været fri for formedelst sin fortjenstfulde Bestyrelse af Anstalten. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 11TE DECEMBER Lillehammers Tilskuer 15. des. 1843. I Formands- og Repræsentantskabsmødet den 4de Dennes gik endelig Forslaget om en fast lønnet Fattigforstander igjen- nem, omendskjønt ikke med flere end 1 Stemmes Pluralitet. Ogsaa dette Møde erholdt nogen Livlighed ved et langt Fore- drag af Ordføreren, Expeditionssekretær Fougstad og nogen Usædvanlighed ved en uvedkommende Oplæsning af et Regn- skab, som Hr. Ytteborg havde faaet istand af et Par Kopister i Kirkedepartementets Revisionskontor betræffende hans Besty- relse af Mangelsgaarden. Borgermesteren underkjendte dog dets Rigtighed. Forøvrigt tror Nedskriveren, at det forholder sig SIDE: 566 saa, at Christiania før, nemlig omtrent i Aarene 1811 og 12, har havt sit Fattigvæsen indrettet paa lignende Maade som nu, til et Forsøg i 2 Aar, vil blive Tilfælde. Om at modtage den dertil behørige Gage af enkelt Privatmand (Hr. Tofte) som ved de første Debatter tilbød saadant, bliver naturligviis ikke Spørgsmaal. -- Iforgaarsaftes fik de danske Jagter m. Fl. travelt med at faa halet ud til Ringene, da Bjørvigen viste stærke Tegn til at ville lægge sig. Den lagde sig ogsaa didhen om Natten, uden dog at være bleven farbar siden Kulden ikke er streng. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 20DE DECEMBER Lillehammers Tilskuer 29. des. 1843. Afvigte Fredag Middag og Aften rasede her en orkanagtig Storm fra Vesten. Man vil vide, at Stormen har ført Smaasteen igjennem Vinduesruder. Saameget er vist, at Fæstningens Flag- stang, og med den Unionsflaget, strøg sin Vei, ligesom ogsaa Badeindretningen Hygæas Salon sank. -- Et betydeligt Bedrageri med Regninger for Justitsdeparte- mentet er nylig bleven opdaget. En Bogbinder Kjæller har nem- lig i længere Tid brugt at paaføre de allerede anviste Regninger et vilkaarligen større Beløb ved nemlig at forandre Tallene, f. Ex. 1 til 71, og ved at skrive Regningerne saa rumt imellem Linierne, at han kunde i Ord udføre det falske Beløb. Nogle sige, han saaledes skal have snydt for en 1200 Spd. paa et Aars Tid. Forsigtighedsregler fra vedkommende Embedsmænds Side ere dog ikke vanskelige at iagttage, saa deslige Bedragerier blive umulige. -- Fjorden ligger for Gaaende til Ringene; men Føret er borte i Byens nærmeste Omegn, saa man maa hjælpe sig med Isholken. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 31TE DECEMBER Lillehammers Tilskuer 9. jan. 1844. Det yderst glatte Iisføre, vi i den sidste Tid have haft og endnu formedelst det fortsatte Tøveir plages med, har i Justiti- arius Berg faaet et høist beklageligt Offer. Ved at gaa fra Ban- SIDE: 567 ken, hvor han er en af Administratørerne, falder nemlig den næsten 70aarige Olding paa Gaden afvigte Torsdag, og er saa uheldig at brække det høire Laarbeens Hals. Efter Omstændig- hederne ved et saa betænkeligt Tilfælde skal Patienten, der strax blev henbragt til Rigshospitalet, dog befinde sig saa vel som muligt. Formedelst hans Alder og Stedet for Bruddet vil dog sandsynligviis hans Virksomhed som Videnskabsmand og Borger blive afbrudt i længere Tid. -- Endelig sneer det dog nu idag ved Middagstid, men med temmelig blødt Underlag. Grønt Græs ved Siden af Veien og Damer med Parasoller have ellers været at se paa Prome- naderne i disse Midtvintersdage. -- Interessen for vor eneste Billedhugger, Trondhjemmeren Michelsen, er i den sidste Tid bleven vakt ved et Par Opsatser i Den Constitutionelle og ved en Artikel af Slotsintendant Linstow i Morgenbladet. En Subskription for endelig at skaffe ham et Arbeide under Hænder er bleven aabnet og har god Fremgang. Men da et Billedhuggerværk efter sin Natur maa gaa i Tusinder, var det maaske ikke uhensigtsmæssigt, om en almindelig, til den hele Nation udbredt Subskription fandt Sted, hvorved da et Maximum af ubetydeligt Beløb blev ansat. Idet- mindste har man paa den Maade udrettet store Ting i andre Lande. Hr. Michelsen skal for Tiden opholde sig i Trondhjem, og der være syg. Henrik Wergeland HANS JAKOBSENS OST Morgenbladet 1. jan. 1844. -- Skrækkeligt! Mennesker, og det ikke hjælpeløse, forladte Oldinger, kunne begaa Forbrydelser alene i den Hensigt at faa Tag over Hovedet, Klæder paa Kroppen og Mad til Munden i en Strafanstalt. Jo længer jo bedre. Det er en Forsørgelse. O mon der ikke imellem Mennesker, som kunne dette, og imel- lem de Andre ligetil den stolte Elendighed, som heller slæber sig ud i Skoven for at dø eller tyr did for at blive en Ulv, er en større Forskjel end imellem Krybdyret og Ulven, Ræven, Løven eller Hesten? Tilhøre de samme Race? Maa Menneskets egent- lige Natur ikke være udrøddet for at noget Saadant skulde SIDE: 568 kunne ske? Fiirbenen giver alt for en Klipperivt, naar det lider mod Vinteren: men er der ikke noget af Løvemanen i de flag- rende Pjalter, som dog ikke ville sælge sin Frihed? Det er et rystende eller modbydeligt Spørgsmaal. For fri- villig -- frivillig? er det det rette Ord? -- at ty til Strafanstal- ten, kan enten Elendigheden være for stor eller Æresfølelsen -- nei, ikke Æresfølelsen, men den blotte Følelse af at være Menneske, saa liden. I begge Tilfælde lige frygteligt! I begge Tilfælde? Begge Elendigheder maa visselig være forenede forat noget Saadant skal kunne ske. Der er jo en Elendighed, som heller døer, og gjør den det ikke for at redde det Menneskelige? Men at dø af Elendighed -- det forbyder jo Menighedernes Indretning. Alligevel man har jo nu -- jeg veed ikke om paa een Morgen, efter een Nat -- i Stockholm fundet fem saadanne Lig. Alligevel -- de kristne (og ligesaavel de jødiske) Menig- heders Indretninger forbyde det idetmindste paa Papiret. Der er Kjendsgjerninger. Man dør. Det benegtes. Man erklærer det umuligt og for Ens egen Skyld. Hvem skal man tro? Liget? Eller Præsten og Fattigforstanderen? De Sidste ere meget re- spektable. Men her er en endnu frygteligere Kjendsgjerning end Liget paa Gadehjørnet eller i Rendestenen: den, at et Menneske søger Strafanstalten som et Asyl. Der maa være foregaaet en Lig- begjængelse i dets Sjel. Eller en Henrettelse? Fra uden af er Udplaneringen af Selvfølelsen foregaaet? Den ene gaadefulde Kjendsgjerning, at der gives Mennesker, der kun bekymre sig om for Resten af sine Dage at føre et Liv som Dyret, der drives fra Krybben til Arbeide, fra Arbeide til Krybben, belyses af den anden, nemlig at denne sløve Nederdrægtighed altid finder Sted hos Personer, som før have været tvungne Gjæster i Straf- anstalter. Her har vi Halen paa een Slange, og i den Mangel ved Ele- mentærunderviisningen, at den mere gaar ud paa at tamgjøre Mennesket end at udvikle dets stoltere naturligere Følelser, have vi den anden. Den fri Mands Ære? O hvilke store Øine Guldbrand paa 14, Ola paa 15 og Peer paa 17 sætter op. De ere Huusmandsbørn; er det derfor de ryste paa Hovederne? Eller at Friheden, det SIDE: 569 er at være en fri, strafløs Mand, er en Fattigdommens Adel eller en Guldmynt, som den dog altid har paa Bunden. Eller at Fat- tigdommen har en Stolthed, som hedder Retskaffenhed, og at det ikke alene er tilladt, men at man bør være glad av sin Ret- skaffenhed, saa glad, at man ikke vil bytte for Rigdommens Ny- delser eller har Øie for Misforholdet mellem de ydre Gaver? Denne Fromhed er det Skrivten mener med en Gudsfrygt, som er Staternes bedste Grundvold. Denne Selvagtelse og Oplys- ning om sig selv er en anden end denne de voxne Arbeidsklas- sers saakaldte kommunistiske, der bringe Englands og Frankrigs stolte Statsbygninger til at bæve som af underjordiske Krampe- trækninger. Men Naturen, den gode rige Natur erstatter meget. Guld- brand, Ola, Peer føle ligesom de voxe til, at der maa være Noget ved den personlige Frihed midt i selve Elendigheden -- Noget, som de skulde kalde Frihedens Ære, om de nogensinde havde hørt dette Ord. Derved blive Hine, som frivillig opgive den, til saa sjeldne Undtagelser. Ellers skulde enhver større ydre Elendighed end Slavens uden videre sætte sig ind i dennes Kaar og bryde fra sin faldefærdige Hytte eller den dryppende Green eller Tagskjæret ind i hans Celle. I Almindelighed findes derfor selv i en Armod, der er paa Grændsen af Elendighed, Friheds- kjærligheden i sin oprindelige Styrke, skjønt den ikke af Under- viisningen er bleven udviklet. Og for vort Folk er den, paa Grund af historiske Forhold, især naturlig, uagtet saa Mange af dets Tusinder aldrig kunne fjerne sig fra Fattigdommen i dens allerførste Skikkelser som hentende Brødet fra den raa Natur, fra den stenige Grund eller fra Bølgen, eller som Dag- lønner, hvis Værktøi er den simple Øx. Men først naar den naturlige Frihedskjærlighed bliver sig bevidst, i Følelsen af dens Ære ligesom skyder sin Blomst og smelter sammen med den stolte Bevidsthed af Ærlighed og Retskaffenhed -- da er Armoden ikke Elendighed, ikke den Elendighed, som er Synden saa nær og som kan gjøre Mennesket til et Dyr, der kun vil Livet og intet mere. Mellem vore Arbeidere ere de, der befatte sig med det gro- vere Muurarbeide, de som synes fattigst. De ere Daglønnere, SIDE: 570 og som oftest desværre Folk, der om Sommeren ikke tænke paa Vinteren. De sue da paa Labben, men blive ikke fede deraf som Bjørnen. Men netop mellem Disse traf jeg her en Dag i Efteraaret paa en Mand, der midt i sin Fattigdom syntes at have en klar og glad Bevidsthed om hvad det dog betyder at være en fri mand. Han arbeidede paa en Bygning, hvor ogsaa nogle Slaver vare beskjæftigede med at vælte Steen til Grund- muren. Slaverne vare netop komne tilbage til Arbeide efter deres Middagshvile, som begynder Kl. 11, da Muurarbeider Hans Jakobsen havde sat sig hen under et Skuur for at spise sin Middag. Den var simpel nok. Han sad der alene med sin Sild og sit Brød; men jeg har seet Folk spise Steg og Pudding med surere Miner end Hans'es vare. Silden var fortæret, og nu maulede Hans Brødet ovenpaa. "Knap Middag idag, Hans", sagde jeg. "Aa, jeg har god Ost paa Brødet", mente Hans, idet han smaalo. "Hvor er den da? Jeg seer ikke Du har andet Smør eller Ost paa end den Sne og Slud, som falder". "Jo", sagde Hans og pegede paa Slaverne -- "Jeg har god Ost paa Brødet: jeg har Frihed". O Hans Jakobsen! Dine Filler bleve til gyldne Fryndser ved disse Ord, Kalkstriberne paa din Kjole til Sølv og Perlemor. Daarlig Lignelse! Intet Guld kan smykke den nøgne Høihed i disse Ord. Alt bliver Flitter derimod. "Den Ost paa Brødet, Hans, er god norsk gammel Ost". "Saa god som nogen engelsk", lagde Hans, der havde været Sjømand, til. "Sandt, sandt! Saa god som nogen engelsk". "Troer I" -- vedblev Hans -- "at jeg bytter den Ost med hvad Suul Disse der kanske have spiist idag? Men jeg skal sige jer, jeg kunde nok have Raad nu til en federe Middag; men jeg lægger 8 Skilling op om Dagen for ogsaa at kunne spise min Ost om Vinteren, der er lang for os Murere. Jeg liker den nemlig saa godt, at jeg ikke engang kan fordrage Tanken om, som saa Mange af mine Kamerater, at maatte banke paa Tvangsarbeidsanstaltens Port allerede før Juul". Atter et nyt Kapitel af Elendighedens Historie, overskrevet SIDE: 571 "Tvangsarbeidsanstaltens", ikke "Tugthusets" eller "Slaveriets"; men forfærdeligt nok til en Begyndelse. "Der faar jeg heller ikke min Ost, og uden den kan jeg ikke leve". O brave og fornuftige Hans Jakobsen! ja der er Kræfter og Smag i den Ost, du spiste til dit Brød. Den er gammel norsk og saa god som nogen engelsk. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 12TE JANUAR Lillehammers Tilskuer 19. jan. 1844. Boghandlerne Guldberg thi det Besynderlige er indtruffet, at paa det ene Laar er Laarpiben bleven kortere end den anden, og paa det andet er Læggen bleven det. -- Man bereder sig nu til ved Markedstid at kalde Bjerre- gaards Fjeldeventyr atter frem paa Scenen -- naturligviis for Maalets Skyld ikke paa det offentlige Theater med dets danske Skuespillere, men paa det Dramatiske ved Private. Det vil maaske blive givet to Gange til Fordeel for Komponistens musi- kalske Søster, som har beredet Publikum denne sjeldne, men altid velkomne Nydelse. Det er det Slemmeste ved vort offent- lige Theaters Besættelse med lutter danske Skuespillere, at intet ægte Nationalt der kan gives. -- Igaar Snefald. Føret klingende og Torvet godt besøgt. Henrik Wergeland [OM WERGELANDS DIKT FOR KONGEN] Morgenbladet 1. febr. 1844. Siden Nytaar fortæller en smudsig Plet over en vis Port i Kirkegaden Publikum, at Den Constitutionelle har været der, men er nu flyttet. Restat macula. Og en Fyldekalk i Bladet af storstilede Avertissementer underretter om at det er flyttet til sin nye Ejer, min gode Ven, Redaktøren Hr. A. Munch. Nu kunde det vel, for Menneskenes Skrøbeligheds Skyld, være rimeligt, om Bladet, i dette intimere Forhold, ydede sin Herres Passioner nu og da en Ventiltjeneste; men Hensyn til Anstæn- dighed og almindelig Billighedsfølelse maatte dog altid ventes tagne, eller dog at der fandtes idetmindste saameget af Skam for sig Selv og Andre, at man afholdt sig fra fortsatte Angreb paa den eneste Person i det hele Folk, for hvem Bladet er erklæret absolut lukket og stængt. Men nei! Undertegnede har SIDE: 573 atter været Maalet for et saadant umaadeholdent Brug af Magt og Leilighed og Eiendom; og da jeg nu ligesaavel, som Hr. Munch ved nøiere Eftertanke, veed, at ethvert honet Menneske vil sige, at en saadan Adfærd røber Lavhed og Usselhed, kunde jeg vel trygt undlade ethvert Modord, saafremt jeg ikke deri vilde søge Anledning til at belyse Forhold, som ved Fienders bagtalende Forvanskninger ere udsatte for af Andre at mistydes. Det var naturligt for Hr. M., at det maatte gaa en Poet og Personlighed af hans Kvalitet tilhjerte, at Henr. Wergeland anmodedes af Theaterdirektionen om at forfatte Noget for The- atret til den 26de Januar, og endnu mere, at Dette, noget for- skjelligt fra Hr. M.s egne foregaaende Einerleier, syntes at have vundet Bifald. Herpaa er altsaa intet at sige saalænge han havde beholdt sine Følelser for sig selv eller kun ladet Munden løbe over med hvad Hjertet var fuldt af; men hertil har han, som sagt, ikke indskrænket sig. Andendag efter giver Den Constitutionelle af sig, at "Hofpensionisten" W. har ved oven- nævnte Leilighed ladet det strømme af sig, idet han, foruden hin dramatiske Scene, ikke har skrevet mindre end tre andre Poesier og to forskjellige Biografier af Kongen, nemlig i Bladene Børnevennen og For Arbeidsklassen, saa hver Den, der erindrer hans Smædedigt over Festrimere, ret har faaet Anledning til at forundres. Saa omtrent. Hvad nu "Hofpensionisten" angaar, da er Udgivelsen af sidst- nævnte Blad, samt endeel andre Arbeider for Almueoplysnin- gen den -- jeg tænker -- ærlige Sag, hvorfor Undertegnede nyder et temporært naadigst Gratiale. Mange, som f. Ex. Med- lemmer af Kommissioner, erholde mere for mindre Arbeide. Og har jeg ved denne Leilighed skrevet hvad der forekommer Hr. M. at være meget, kommer det rimeligviis af den simple Grund, at jeg har skrevet con amore og med dybere Følelse for Gjenstanden end maaske Hr. M. besidder. Deri stikker Letheden i at arbeide, om Hr. M. skulde være uvidende om dette Poeter- nes første Mysterium. Hvad Modsætningen angaar, som skulde lade sig opdage imellem disse Sjelsudgydelser og den som Smædedigt betegnede Ode "Festrimeren", da tør jeg paastaa at have skrevet saaledes, at denne gjerne kunde være Indled- ning til dem alle, medens den fremdeles rammer den Klasse SIDE: 574 af Rimere, hvortil baade Hr. M. og samtlige hans Cliqves Bar- der høre. Stod det i Hr. Munchs eller i andre mod mig Lige- sindedes Magt, i Bladet Statsborgeren eller Flyvebladene eller hvorsomhelst man ellers vil søge, at fremfinde en Linje af mig, hvori jeg har ytret andre Følelser for den ophøjede Per- sonlighed, jeg skylder saameget og ved denne som andre Leilig- heder paa Skjaldeviis aabent har hyldet -- visselig man skulde nok søge og komme med den. Man vilde derimod, samtidig med "Festrimeren" og flere 17de Maiviser end der er Tanker i alt hvad Hr. A. Munch har skrevet, finde Oder baade til Carl Johan og Oscar. Med Hensyn til Mængden af hvad jeg ved denne Leilighed skal have skrevet -- plejer da Hr. M. at negte venskabelige Anmodninger, naar de uden synderligt Besvær eller endog med Behagelighed og Nydelse kunne opfyldes? Her var det Tilfælde. Jeg tænkte ikke over, at saa uskyldige Sager skulde mane den frygtelige "Festrimer" frem for Hr. M.s Øine; men forat gjøre det godt igjen, skal jeg mane Gespenstet ned i den smukke Sølvpokal, den altfor artige Theaterdirektion idag har sendt mig, idet jeg tømmer en Skaal paa, at Den Constitutionelle maa for Eftertiden tjene sin Ejer mere til at gjøre hans Landsmænd bekjendte med Storheden af hans Talenter end med Smaalig- heden af hans Passioner. Skaal! 30te Januar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 12TE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 16. febr. 1844. Markedet syntes iaar at synge paa sit sidste Værs; og der siges ogsaa, at det skal blive det sidste. Imidlertid syntes Fyl- deriet at være i trivelig Flor, saa mange Scener af paa Raad- stuen transporterede Folk m. m. ret stod i skjærende Modsæt- ning til Talerne, Katekiseringerne og de øvrige Nidkjærheds- yttringer i Nøgterhedsselskaberne. Hestene vare paafaldende usle, og kun faa til høiere Priser vare at se. Mellem de inden- landske Fabrikater indtog Voiturerne og Sadeltøi den ypperste Plads, og det var synligt, at denne Industrigreen, der især drives stærkt i Drammen, er kommen sig betydeligt. Til de ædlere SIDE: 575 Fornøielser, som Markedstiden tilbød, hørte en Maleriudstilling til Indtægt for det nationalhistoriske Maleri, Studentersam- fundet vil lade Maler Tidemand forfærdige. Udbyttet skal ogsaa efter Sigende løbe op imod en 100 Spd. -- Endelig skal man paa Torsdag paa det dramatiske Thea- ter faa høre Modersmaalets Toner i Bjerregaards Fjeldeventyr. Scenen er, som bekjendt og at høre af Aagots Vise "Sole gjæng bak Aasen ne" o. s. v., Forfatterens egen Hjembygd Gulbrands- dalen; men da denne Egn ikke tilbyder nogle maleriske Dragter, har man idetmindste før betjent sig af Valdersdragten, og saa bliver det nok ogsaa denne Gang. -- Tømmerdriften fra Strømmen gaar nu paa det stærkeste, almindeligviis med en 4 -- 5000 Heste i Døgnet. En Dag vil man endog vide, at 6000 have været i Driften. Artillerikapitain Waligorski, Assistent ved Kanal- og Havnevæsenet, er for Tiden for Tømmerhandlerne beskjeftiget med at beregne Muligheden og Bekosteligheden af en Kanalvei did -- et Foretagende, hvoraf Rommerigernes formedelst Kjørselen forsømte Agerbrug vil høste uberegnelige Frugter. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 16DE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 20. febr. 1844. Bjerregaards Fjeldeventyr givet af Amatører gik igaaraftes paa det dramatiske Theater til Alles Tilfredshed og for fuldt Huus og vil endnu blive givet to Gange for Komponistens Sø- ster. Ved saadan Leilighed spille da det offentlige Theaters Skuespillere Kritici. Disses velvillige Forehavende at give Kor- reggio -- et Stykke valgt med Henpegning paa Vedkommendes Skjæbne -- til Fordeel for et større Billedhuggerværk af Michel- sen er til Fleerhedens Forundring bleven tilintetgjort, idet The- atrets Repræsentanter have nægtet Tilladelse dertil. Der skal Kortsyn til ikke at opdage, at dette er at stjæle i sin egen Pung. -- Der udgives Skilling- og Penning-Magazin, Bladet for Ar- beidsklassen, Asyl- og Maadeholdstidende, Børneven o. s. v., saa man skulde tro, at det gik raskt frem med Almuens Oplys- ning; men hvad skal man tro om Fremskridtene i saa Henseende, naar man seer af daglige Avertissementer, at en Boghandling SIDE: 576 kan bestaa ude paa Grønland saagodtsom alene ved Salget af de taabeligste Smørerier, ikke at tale om at de gamle Eventyr om Ridder Vigoleis med Guldhjulet, Tristam og Indiana, Magde- lona og Peder med Sølvnøglen o. a. desl. danne en stor Stok i Neslerne. Men de mange nye Usselheder, som fra denne en Hr. Damms Boglade, karakterisere endnu stærkere, hvor daar- ligt det er bevænt med den store Masses Oplysning og Smag med Hensyn til Læsning. Saaledes averteres derfra under Titel med vedbørlige Markskrigertyper af "De 64" en "morsom Hi- storie paa Vers om den kræsne Frier Hr. Gregorius Vragenfeldt og de 64 feilende Piger", samt en "meget morsom Historie om Tjeneren Jan, som brugte et Spil Kort til sin Almanak- og Bønnebog", item "fuldstændig Drømmebog" og som det Bedste af Alt "Den store Kunst at være lykkelig ved Kortspil", hvilket sidste Skrift siges forfattet i Anledning af det Rygte, at Fanden i egen Person, men forklædt som Militær, indfandt sig en Aften i sidste Juul under en af de paa Skydsskiftet Carlshuus, som der siges, sædvanlige Dobbeler. Han bad der om at faa Lov til at spille med; men blev saa med eet borte -- ventelig, som man har hørt før, fordi han havde tabt. Saa tyk er Overtroen, og efter Læsningen af slige Skrifter bliver den neppe tyndere. Præsterne, der i Almindelighed ere for lidet praktiske i sine Taler, og kun sjelden vise Kjendtskab til Folkelivet eller hente sine Belæringer derfra, burde søge at lede Almuens Sands for Læsning og dens Valg deri noget mere -- en Sag, hvori oplyste Skolelærere ogsaa vilde kunne gjøre Nytte. -- Igaarmorges trakteredes Stadshauptmand Ytteborg med bittert Bier i Morgenbladet i Anledning af, at han har anklaget og ladet transportere Lensmand imellem som Tyv sin forhen- værende Bryggermester, en Tysker, fordi han havde trakteret nogle Besøgende med Prøve paa hans Bryg paa sit Værelse. Sagen er høist oprørende og graverende for Stadshauptmanden som Menneske, hvisaarsag ogsaa Morgenbladet indskrænkede sig paa det nærmeste til at referere Domspræmisserne. -- Vi have endelig iaar en ordentlig norsk Snevinter. Kulden, som holdt sig et Par Dage ved omtrent 10°, er dog nu gaaen over til temmelig Linde, af og til med Taage. Veiene tegne sig til at blive fulde af Støb. SIDE: 577 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 20DE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 23. febr. 1844. Fjeldeventyret er to Gange bleven givet for fuldt Huus og med Held. Paa Torsdag gives det 3die Gang, og senere vel en 4de Gang i et eller andet veldædigt Øiemed. -- Et taabeligt Rygte om at en engelsk Flaade skulde være stukket i Søen for at bemægtige sig Christiansand i et ved Hs. Majestæts mulige Hengang fremkaldet kritiskt Øieblik har i disse Dage løbet omkring uden dog at indeholde andet end et Beviis for Mangelen paa virkelige Efterretninger. At en Offi- ceer iløverdags afgik som Koureer til Christianssand er vel vist nok; men Ærindet skal kun have været at kontramandere en for iilfærdigen fra Statssekretariatet udstedt Generaladjutants- Udnævnelse. -- Vinteren har igjen skjærpet sig med Kulde og fygende Veir. Man begynder nu at ruste sig paa Skibene. Fra Drøbak skulle nogle stikke i Søen 1ste Marts. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 23DE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 27. febr. 1844. Det er ikke mange Dage siden man hørte Heste af og til, med og uden Læs af Kornvarer, Steen o. s. v., vare sjunkne og om- komne i Isen, og nu have vi alt paa fjerde Døgn en Kulde, der igaarmorges steg til 21° R. -- Der berettes, at et Forslag til en Bevilling af omtrent 400,000 Spd. til en Kanal mellem Øieren og Christiania, i Ret- ningen ad Strømmen, vil af Regjeringen blive fremsat paa næste Storthing. Summen vil ganske vist ogsaa for Oplandenes Ved- kommende være vel anvendt og indrente sig; men om Bevilg- ningen kan passere til et saadant -- skjønt før til 2 Millioner kalkuleret -- Beløb uden Landskattens Gjenpaalæggelse er vel et Spørgsmaal. Maaske lod et indenlandsk Laan sig optage. De rige Trælasthandlere i Christiania ere høilig interesserede i Foretagendet og i Bergen og Trondhjem mangler det ikke paa Penge, som ligge roligere end de burde. SIDE: 578 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 26DE FEBRUAR Lillehammers Tilskuer 1. mars. 1844. Af et Brev fra New-York erfare vi, at vor Landsmandinde Pianistinden Jacobine Gjertz har vundet ikke ringe Anerkjen- delse sammesteds. Uden selv endnu at have givet nogen Kon- cert har hun med meget Bifald ladet sig høre paa flere. Hun befinder sig saaledes vel og agter fremdeles at opholde sig der tilligemed sin Broder. Violinisten Georg Rostad befinder sig i Paris. -- Kulden har i den sidste Uge naaet indtil 23°. Vedpriserne ere enorme: 11 til 12 Mark for Favnen af Granved og henved 4 Spd. for Favnen af Birkeved. Man fortæller, at Saturn, den næstfjerneste Planet fra Solen, skal paa Torsdag komme saa nær Jorden, som dens Bane tillader, og at dette har Indflydelse paa Jorden, idet der skulde staa Kulde fra den. Det klinger rigtigtnok noget "langtfra hentet." Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 13DE MARTS Lillehammers Tilskuer 19. mars 1844. Hs. Majestæt Kong Oscar den 1stes Proklamation har vun- det almindelig Tilfredshed ved den sønlige og konstitutionelle Aand og den Ærbødighed mod Landets Selvstændighed, hvor- med den er affattet. I Intitulationen "Norges og Sveriges Konge" har den nye Konge mødt det almindelige Ønske paa den behage- ligste Maade, og man er temmelig vis paa at Hs. Maj. selv er denne velskrevne Proklamations, denne Hans første Hilsens Koncipist. -- Idag holdtes der Sørgegudstjeneste i vor Frelsers Kirke, hvorved Es. H. Biskopen oplæste den kongelige Proklamation og holdt en kort Prædiken. Altar, Prædikestol, Orgel og Vox- lysene vare behængte med sort Flor og Kirken ligesom Torvet for en stor Deel, ganske fuld af Mennesker. I Midtgangen para- derede Borgerkorpset; i Choret befandt Statholderen, Autori- teterne og Embedsmændene sig. SIDE: 579 Christiania, 14de Marts. Paa de i Eftermiddag ankomne svenske Aviser var Nysgjerrig- heden temmelig spændt; men de indeholde ikke noget særeget Nyt med Hensyn til det stedfundne Thronskifte. Aftonbladet gjør Nar af den seendrægtige Statstidning, som ikke kunde blive færdig før Kl. 10 om Aftenen den 8de Marts og det til ganske faa Abonnenter. -- Gauthier med sine 40 Heste og 50 Personer befinder sig naturligviis i stor Forlegenhed under den strenge Sørgetid, som man siger vil vare i 4 Uger. Menageriet og Voxkabinettet, der forevises af en 7 Fod 5 Tommer høi italiensk Greve, der ikke, efter Kontrakten, maa vise sig paa Gaden, ere dog fremdeles aabne. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 2DEN MARTS Lillehammers Tilskuer 22. mars 1844. Fjeldeventyret har gjort Lykke og trukket ganske fuldt Huus tre Gange. Paa Mandag og Tirsdag gives det 4de og 5te Gang til Indtægt for Forfatterens Enke og hans Søster. 5te Forestil- ling, ledsaget af en Epilog eller et Efterspil af Wergeland, skal være den sidste, omendskjønt man ymter om, at der ogsaa spe- kuleres paa at give det en 6te Gang for Asylet. -- I Redningsanstalten paa Grønland har man i denne Uge experimenteret paa en aldeles forfalden Skorsteensfeier fra Lillehammer, 40 Aar gl. omtrent, og en 17aarig ligeledes til Brændeviin henfalden Dreng, en i Skillingmagazinet som radikal anbefalet Kuur mod Hang til Fylderi. Den bestaa i at Patienten indestænges og faar i alt hvad han nyder af Vaadt og Tørt, hvorpaa ingenlunde spares, Brændeviin opblandet med Vand. Efter 5 Dage pleier han da at bede om Barmhjertighed; men endnu et Par Dage skal Brændeviinstraktementet vedblive. I et Par Dage fortærede ovennævnte to Personer 6 Potter Brænde- viin paa denne Maade. Af og til indtraadte Delirium; endelig protesterede Naturen ved idelig Brækning; da jamrede Skor- steensfeieren: "havde min Moder ikke indgivet mig Brændeviin med den første Mad jeg har smagt i Verden, var jeg ikke bleven slig." (Han forklarede, at denne Ravnemoder endogsaa pleiede SIDE: 580 at bløde Tyggen i Brændeviin). I to Dage negtede endelig Ma- ven at modtage nogensomhelst Næring, og derpaa fik de da anden ublandet Mad og Drikke. Det endelige Udfald vil være interessant at erfare. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 19DE MARTS Lillehammers Tilskuer 26. mars 1844. Medens den almindelige ydre Sorg i Anledning Kong Carl Johans Dødsfald [i Sverige] er paabuden at vare i Maaneder, hører man intet om slige Paabud her. De fleste Damer og Herrer gaa dog sørgeklædte, hvilket har givet vore Galanterispekulanter Anledning til at lægge dygtigt paa det sorte Flor, og deraf har da en enkelt Kjøbmand -- men som ingenlunde er den eneste -- igjen taget Anledning til at avertere, at han ikke benytter sig af Leiligheden. Paa Søndag aabnes dog Theatret paany, hvilket da rimeligviis bliver et Signal for Gauthier til at aabne sin indtil Afbrydelsen ved Dødsfaldet stærkt besøgte Cirkus, hvor Pietro Bono gjør sine Underværker i Luften. Theatrets Status taaler nok ikke, at det længer er lukket, og Gauthier har ikke mindre end 40 Heste og 50 Mennesker at underholde. Hans ret gode Menageri og maadelige Voxkabinet har i denne Tid dog stedse været tilgjængelige. -- I det katolske Kapel vil en Sjelemesse blive afholdt over sal. Kongen. -- Den Constitutionelle bebreider idag Morgenbladet, fordi det har fortalt en mellem Hs. M. Kong Oscar og Formanden for Unionskommiteen, Hartmannsdorff, stedfunden Scene, hvor- under Denne blegnende og konsterneret skal have modtaget Ordre til inden faa Dage at sørge for, at Kommiteen kunde komme paa det Rene med Sagen om det norske Flag. Man fortæller imidlertid for ganske vist og med megen Tilfreds- stillelse, at det virkelig skal have gaaet til som fortalt, og navn- giver en vis Person af Byens Handelsverden som Den, der endog sidste Lørdag skal have foreviist paa Børsen et Brev fra en vel Underrettet i Stockholm, hvori Sagen skal være fortalt ganske som den har staaet at læse i Morgenbladet. Maaske kunde no- gen Tilbageholdenhed ikke skadet; men Historien kan ikke andet end at bidrage til at forøge Nationens allerede stærke Hengiven- SIDE: 581 hed for den nye Konge. Man venter sig ret meget godt Nyt efter det varslende Forbud i Hans Antagelse af Titulaturen "Norges og Sveriges" Konge, og inden vi vide af det, have vi f. Ex. ogsaa vore Skiløbere igjen, hvis Afskaffelse slet ikke skal i sin Tid have vundet Høisammes Bifald. Henrik Wergeland I ANLEDNING AF MOSAITEN DR. STEINHEIMS OPRAAB TIL SINE TROESFÆLLER Morgenbladet 22. mars 1844. Med den i den videnskabelige Verden hæderlig bekjendte Mosait Dr. med. Steinheim i Altona har Undertegnede stundom vexlet Breve, og da han i et saadant ytrede den Mening, som det nylig saaes i dette Blad, at han i stærke Udtryk har givet tilkjende i en tydsk Tidende, at nemlig ingen Lærd af mosaisk Tro burde gjæste Norge under det anstundende Naturforsker- møde, vil jeg her meddele mit Svar til ham, om det herigjen- nem kan finde Vei til Blade i Naborigerne og muligens bidrage til at bekjæmpe en Anskuelse, som jeg hverken finder rigtig og billig eller tjenlig for Tolerancespørgsmaalet. " -- Dersom Venskabet ikke havde Ret til at sige sin Mening oprigtig, maatte Fiendskabet have Fortrinet med Hensyn til den Nytte disse Forhold gjøre Verden. Tillad mig derfor, høist- ærede Hr. Doktor, at sige Dem, at jeg hverken fra almindelige Hensyn betragtet eller fra de specielle, som maa hentes fra Mosaiternes Forhold til Norge, kan billige Deres Anskuelse, at ingen mosaisk Lærd bør benytte sig af det udstædte General- Leide til at deeltage i Naturforskernes Møde i Christiania i Sommer. Betænk dog, at Grundlovens Bydende ikke paa nogen bedre Maade kan suspenderes! Betænk, at dette virkelig er en Suspension, at den involverer en smuk Indledning, et ganske tydeligt Fingerpeg til en Ophævelse og at den desforuden er intet mindre end en speciel Invitation fra Folkets mest oplyste Deel, som har krævet den, og fra Kongens og Regjeringens Side, der saa villigen har udstædet den! Nei, gid Mosaiter, som gjøre sit Folk og Videnskaberne Ære, ikke maa mangle ved dette Møde! De ville fortrinsviis blive bemærkede her, hvor man kun mangler Erfaringen og det virkelige Bekjendtskab for at udøve SIDE: 582 imod Mosaiterne den Kjærlighed, som vort Folks Fornuft, Hjertelag og Tænkemaade ere enige i at paabyde. Kom endog personlig, Hr. Doktor! Deres Interesse for Sagen, Deres Navn i den videnskabelige Verden, den Interesse, Norge maa have for enhver Ven af Friheden, for hver den, som vil kjende dennes Resultater og ønsker at se dens Træ i Blomstring -- alt dette maa kalde Dem." Henr. Wergeland. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 1STE APRIL Lillehammers Tilskuer 5. april 1844. I det katholske Kapel, hvis Altar ligesom Præsten og Kor- drengene var sort dekoreret, holdtes i Løverdags en høitidelig Sjelemesse, der bestod i en gribende Tale af Pastor Montz samt i en særdeles smuk Messe, komponeret af Hr. Reissiger og ud- ført af endeel af Theatrets kvindelige og mandlige Personale til Orchester. -- Gauthiers Cirkus er fremdeles propfuld, hvortil især Pietro Bonos uforlignelige Færdighed paa Linen bidrager. Han kunde gjerne antage Navn af Luftkunstner, thi Luften synes ret at være hans Element. Theatret kan derimod ikke rose sig af stærkt Besøg; selv dets første Aften efter Gjenaabningen var Huset kun bestaaende af en halvandethundrede Personer, uagtet Stykket var nyt. Man haaber kun, at den store Opera "den Stumme i Portici", som skal gives sidst i denne Maaned, vil bringe nogen bedre Balance i Kassen tilveie. -- Maler Tidemand har fuldført i disse Dage en yndig natio- nal original Komposition, som siges bestemt for Statsminister Due i Stockholm. Den forestiller en gammel Bedstemoder for- tællende Eventyr for et Par Børnebørn ved den blussende Arne. Interessen i deres Ansigter under denne Belysning er saa ypper- lig udtrykt, at man kan se, at det vel endog er en Spøgelse- historie, den Gamle fortæller. -- Billedhugger Michelsen er hidventendes fra Trondhjem for at overtage endeel Arbeider paa Slottet, navnligen i Kapellet. Trondhjemmerne have ladet den Skam overgaa sig, at der ikke har ladet sig tilveiebringe nok til en Büste af Michelsen af deres SIDE: 583 Byes Velgjører Thomas Angell. De synes ikke engang at erindre, at han fremdeles aarlig sparer dem for en heel Deel Fattigudgifter, som ellers maatte falde dem tillast. -- Endeel af Maler Flintoes ældre og yngre Elever have hos Tidemand ladet forfærdige et Portræt af ham, bestemt til at ophænges i Tegneskolens Lokale. -- Vi have prægtigt Foraarsveir med stærk Solvarme om Middagen; men det forslaar kun lidet paa de Snemasser, som bedække Omegnen og Isen saalangt vi kunne øine. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 14DE APRIL Lillehammers Tilskuer 19. april 1844. Man seer endelig igjen vore sædvanlige Foraarsgjæster, de danske Viktualieskuder, ved Bryggerne. Fire af dem have først ladet sig vække ind. Endnu ligger dog Isen kjørefast baade til Ringene, hvor Skibene ligge, og udenfor, skjønt Søen dog nu gaar klar ude ved Næsodden. Ved de Danskes Indvækning har ogsaa vore egne Skibe faaet Adgang, skjønt flere af Rhederne spare saameget paa Skillingen og lade Daleren gaa, at de tabe en Reise for at spare Omkostningerne ved at lade dem vække ind i den aabnede Hovedrende. -- Udførselen af tilhuggen Granit til Hamburg vil blive af Vigtighed til Sommeren. Den tilhugges paa Slaveriet, hvor En af Lemmerne, som har været Opsynsmand derved, har erhvervet sig en saadan Kyndighed, at han, da hans Straffetid snart er udløbet, skal over til Hamburg for der at være Opsynsmand ved Opførelsen af et betydeligt Granitbygningsarbeide ved en Sluse. Han har gjort sin Lykke i Slaveriet. Foruden bemeldte Arbeide er ogsaa Digteren Klopstocks Monument i Altona hugget her paa Fæstningen. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 22DE APRIL. Lillehammers Tilskuer 26. april 1844. Subskriptionen til Kong Carl Johans Legat opløber allerede til mellem 4 og 5000 Spd. SIDE: 584 -- En rask Vestenvind har givet Isen sin sidste Rest i Efter- middag, saa Skibene nu seile frit ind til Bryggerne og vore til- lastede Fartøier kunne komme afsted. -- Det Gauthierske Selskab gjør det offentlige Theater frem- deles Afbræk, idet dets Forestillinger endnu fremdeles ere ret godt, om end ikke saa stærkt som før, besøgte. Det skal herfra til Bergen. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 12TE MAI Lillehammers Tilskuer 24. mai 1844. Der berettes forvist, at Flagsagen definitivt skal være af- gjort og den kongl. Resolution være ventende hid med det aller- første og inden 17de Mai. Enthusiasmen vil upaatvivlelig vise sig paa en eklatant Maade i Hovedstaden, f. Ex. ved almindelig Illumination. -- Til den 17de Mai gjøres store Forberedelser. Flere Borger- klasser agte at forene sig under symboliserende Faner til en stor Procession, der siges at skulle gaa ud fra Pladsen udenfor Frimurerlogen Kl. 4 Eftermiddag og saa at bevæge sig ud til Kroghsstøtten med Musik. Der tales om at man venter Taler sammesteds. Fra Kroghsstøtten skal Toget gaa til Pladsen foran Kongsgaarden, hvor en Klattremast behængt med Præmier, Musik, ekvilibristiske Kunster, Restaurationstelte o. s. v. skal tjene til at underholde Publikum. Studenterne, som have Mid- dag paa Klingenberg, have til Processionen en ny Fane under Arbeide af saadant Udseende: den fremstiller i Silke et norsk trefarvet Flag, i hvis Midte paa hvid Bund en Pallas-Athene sees. Fanen bæres paa græsk Maneer tvers paa Stangen og øverst paa denne sees Minervas Ugle i Bronze. -- En Kopiist M. Rasch i Finantsdepartementet har i disse Dage erhvervet sig en sørgelig Navnkundighed ved at have sub- skriberet og erlagt 1/3 Skilling svensk Banko til 17de Mais- Høitidelighederne. Der paastaaes, at han ikke er rigtig klog, og saaledes tør man haabe, at han ikke bliver udsat for nogen Molest i den Anledning. SIDE: 585 Henrik Wergeland [EFTERSKRIFT TIL ET AVERTISSEMENT OM S. O. WOLFFS SKRIFT OM UTVANDRING] Morgenbladet 31. mai 1844. Der er neppe skrevet noget Hensigtsmæssigere til at standse Udvandringslysten, hvorfor fædrelandssindede Medborgere, som skulde ville udbrede dette Skrift i de anstukne Egne, gjøres op- mærksomme paa den billige Priis, hvorfor det erholdes. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 31TE MAI Lillehammers Tilskuer 7. juni 1844. Den samme kolde Nordenblæst, som blandede sin Bitterhed i 17de Maibægrene paa den høitliggende Kongsgaardsbakke, holder ved endnu næsten daglig til stor Skade for Vegetationen paa Marken. Følgerne vise sig allerede hist og her i den for- kuede Engbund. -- Den Idee med Korporationsfaner vandt almindeligt Bifald den 17de Mai. Man har nu noget at holde sig til, som altid vil bringe Folk paa Benene og tillige paabyde Orden. Flere af Fanerne, som ikke bleve ganske færdige, skulle ogsaa til næste Aar yderligere dekoreres. Possementmagerne vare iblandt andet ikke forsynede med Guldkvaster, som flere af Korporationerne dog ønskede at have haft. -- Vore Skibe ere endnu ikke komne tilbage fra første Ud- reise. Flere af dem kjæmpe rimeligviis paa Hjemfarten med hine stadige Nordvinde. -- I Kirkegaden have to unge Kjøbmænd aabnet et Non plus ultra af elegant Luxusboutik. Vor stakkels Industri og vor stak- kels Selvstændighed! Men naar skal endelig et andet Told- system begynde, som gaar ud paa at beskatte den forarbeidede Luxus og at fremme Indførselen af raa Produkter. Arbeids- lønnen blev dog i Landet, og Saamange behøvede ikke at vende sine Øine til Amerika, drevne til Fortvivlelse af vort juridiske Utøi, som suger Marv og Kraft af Landet. En energisk For- andring af Toldsystemet i den Retning, vilde snart bringe Bom- ulds- og Klæde- ja Silke-Manufakturer iveiret, og Normanden vilde idetmindste kunne klæde sig med sine Hænders Gjernin- SIDE: 586 ger. Hvorledes er det ikke i Sverige? Smugleriet betvinger ikke der Nationalindustrien. Det er kun den høieste Luxus, som bru- ger andet end svensk Klæde -- en Fabrikation, der har gjort Norrköping til en mægtig By. Hds. M. Dronningen gaar ikke i andet Silketøi end i svensk. Gustav III skabte den svenske Manufaktur-Industri, især ved at indkalde Udlændinger; og isandhed nogle belgiske og franske Klæde- og Bomuldsvæver- familier, samt nogle sachsiske eller schlesiske eller svenske Lin- nedvæverfamilier, anbragte hist og her i Riget samtidig med at Tolden kastede sin Tyngsel paa de forarbeidede Artikler og lettede Indførselen af de raa, vilde maaske gjøre Underværker. -- Kand. theol. Monrad, Universitetsstipendiat, har ansøgt Lektorat i Filosofien; men han skal finde Modbør hos et ret- troende Kollegimedlem paa Grund af et Skjæg, han har lagt sig til i Udlandet. Det er rigtignok af de rare; men Herregud -- Jedermann sein Lust. I gamle Dage hørte Skjægget til en Filo- sofus, og Lektor Welhavens Skjægløshed har slet ikke beviist dets Unødvendighed, for den Filosofi, han har doceret Ung- dommen udi, skal, som der siges, have været saa ganske uden Been og Marv, at den ofte tjener til Løier, og at dens Puerilitet saaledes iblandt andet, i Mangel af bedre Bænkvittighed, sattes i en Slags Forbindelse med Filosofusens Skjægløshed. Henrik Wergeland OM KIRKEDEPARTEMENTETS UPARTISKHED Morgenbladet 4. juni 1844. Animositet imod Sognepræst Wolff har neppe, som Mor- genbladet synes at antage, ledet Principium agens i Kirkedepar- tementet ved Afslaget af H. Wergelands Tilbud, til saa lav Priis at erholde et hensigtsmæssigt Modskrift mod Udvandrin- gerne til Uddeling i vedkommende Bygder. Skulde Animositet være tænkelig i en saadan Sag eller i nogensomhelst anden, hvor det er Embedsmanden som skal handle efter Pligt og Ret alene, da maatte det vel snarere være den, der forleden, i Anledning af Psalmesagen, blev angivet at finde Sted fra Principii agentis ): Expeditionssekretærens Side imod H. Wergeland. Idetmind- ste har man antecedentia for den Behandling, Faderen har nydt af Kirkedepartementet, om hvilken man vel, med Hensyn til Civiladministrationen, kan sige det Samme, som Hr. Fougstad SIDE: 587 nylig sagde om Armeekommandoens Adfærd i Høiskolesagen, nemlig at den var den største Uretfærdighed, som var passeret i Norge siden 1814. Og saaledes vil den almindelige Stemme bedømme de Tilsidesættelser, gamle Wergeland har maattet lide af Kirkedepartementet, og navnlig den ved Besættelsen af Chri- stiansands Bispestol, naar denne forurettede udmærkede Geist- lige, denne forfulgte Patriot endelig af Ærgrelser fortidligen er lagt i Graven. Han skulde, som Chef for Kirkedepartementet, have vænnet sin Expeditionssekretær af med disse idelige For- slag om Kommissioner, der nu omgive Kirkedepartementet lige- som Drabantkredsen den mørke Saturnus, og han skulde have paaviist den vedbørlige Afstand imellem Expeditionssekretæren og En, der har Hoved og Kundskaber til at være Chef selv. Nu er dette Talent, som, paa samme Tid Kirkedepartementet fandt ham for gammel til Bisp, berigede Literaturen med det om- fangsrigeste Sprogværk, som vel nogen af Nordens Literaturer i de sidste Decennier har at opvise -- nu er dette Talent henlagt, som man siger; og man venter vel ikke i Kirkedepartementet, at nogen Muus mere skulde kny om disse gamle Historier. Men selv Besættelsen af et Par af de senere Kirkedepartements- Kommissioner giver Anledning til saadan Museknyen, som man ellers kan være vis paa vil blive stærk, naar Offeret for saa mange Krænkelser først er i Jorden. Hvorfor har man nemlig ikke benyttet denne Masse af Erfaring, dette lyse Hoved, denne stilistiske Klarhed i en af disse Kommissioner, hvor man seer En af Expeditionssekretæren i Kirkedepartementets gamle For- bunds-Busenfreunde, Dæmringens Forsvarer, en forøvrigt ung og udistingveret Præst, paradere i to med sin Storthingsmands- diæt Dag ud og Dag ind saalænge det nu vil vare? Nei -- Manden, der talte om Psalmesagen, kjendte nok Hjerterne, lader det til, saa jeg tænker vi have -- Sat Sapienti! Henrik Wergeland NOTER TIL "NOTERNE" I IDAGS-MORGENBLADET Morgenbladet 9. juni 1844. 1. Saavidt Nedskriveren er bleven underrettet, har Bureau- chef Wergeland til Datum ikke erholdt andet Svar paa sit skriftlige Anbud til Kirkedepartementet om at lade Formerne SIDE: 588 til den Wolffske Afhandling mod Udvandringerne i 8 Dage staa for at oppebie Departementets Beslutning, om at erhverve endeel Exemplarer til Uddeling i de anstukne Egne, eller ikke, end at en Kopist, Thorsdagen i den Uge, som fulgte efter den, inden hvilken Svar ærbødigst var udbedet for Aftrykningens Skyld, ligesom i Forbigaaende meddeelte Forlæggeren Bogbinder Bar- lien, at Departementet havde ingen Midler til saadant Indkjøb. 2. Bureauchef Wergeland har ikke henvendt sig til sit eget Departement i denne Sag. Han har kun henvendt sig privat til Medborgere. At han har opgivet Tanken om at se Sagen frem- met ved det Offentliges Hjælp, saa strengeligen denne end er paakaldt af Omstændighederne paa mange Punkter i Landet, sees af Efterskriften til det Avertissement i Morgenbladet, hvori Afhandlingen anmeldtes udkommen. 3. Udbredelsen af deslige Skrifter er unegtelig en Underviis- ningssag, en Almueoplysningssag, saa det ikke var saa urimeligt, at tro den rettest ressorterende under det Departement, der ogsaa fører Titel af Departementet for Underviisningsvæsenet. En Mængde Smaaskrifter -- men neppe noget vigtigere og bedre end det foreslaaede -- ere jo ogsaa blevne udbredte, ja endog udgivne, derfra? 4. Skulde Sagen rettest være en Regjeringssag, da formenes, at man fra Kirkedepartementets Side, naar dette ellers inter- esserte sig for Sagen, enten kunde have antydet dette for Wer- geland, om han selv vilde gjøre videre derved, eller ogsaa selv taget Motiv af Wergelands Anbud til en Indstilling om at gribe denne bekvemme og billige Leilighed til endelig, efterat Landet har mistet Tusinder af sine Indvaanere, at modarbeide de for- førende Breve og Skrifter samt de mundtlige Forførere, som liste sig om imellem vore troskyldige Almuer, og som dele Skyl- den med vort blodsugende Juristeri og skrækkelige Inddriv- nings- og Sportelvæsen forat Udvandringens Ulykke er over- gaaet Landet. 5. Den, der var Expeditionssekretær i Kirkedepartement, da den over alle Indstillinger mærkværdige Indstilling om Chri- stianssands Bispedømmes Besættelse forfærdigedes, var nuvæ- rende Borgermester i Throndhjem, Hr. Honoratus Bonnevie, om hvem man paastaar, at han i Meget og Mangt ligesom gaar SIDE: 589 igjen i den nærværende Expeditionssekretær. Om Venskabet mellem dem paa den Tid var saa hedt, som mellem daværende Expeditionssekretær og Den, der blev Biskop, var vel vanske- ligt; men at det dog var saa varmt, at begge passerede saa omtrent for to Alen af eet Stykke, erindres ganske vel fra de Dage. 6. Der gives Skabninger i Naturens Rækker, der fra Tid til anden synes magtesløse og stive, men hvis naturlige Kvikhed ikke destomindre er tilstede og i Virksomhed. Man maa være forsigtig. 7. Efter Provst Wergelands Tilsidesættelse ved Christians- sands Bispevakance lader den anden Uret, han leed, sig nogen- ledes forklare. Nogenledes, ikke tilfredsstillende; thi det kan ikke glæde Nogen, at se Geistligheden vælge sine Overhoveder hovedsagelig efter andre Fortjenester, end dem, der tilhøre dens eget Kald. Og desuden, om det nu er politiske Fortjenester, Geistligheden i vore Dage spørger efter om hos sine Biskopper, saa, om gamle Folk ikke vare glemsomme, kunde Wergeland nok ogsaa i denne Henseende taale en Parallel med begge To. Hr. Riddervold fortjente virkelig ogsaa en Anerkjendelse, og hans friske Fortjenester stode nær for Øie. Men hvilket Fingerpeeg fra Departementet indeholdt ogsaa ikke den første Tilsidesættelse, som fra høiere Sted, da den fremstillede sig for Betragtningen i det Sketes og Utilbagekalde- liges Række, erholdt den Korrex, som øiensynligen ligger i Re- solutionen om at Provsterne for Eftertiden ved Bispevalg skulle høres? Rygtet gik ogsaa, at Wergeland, efter det Knæk, hans Sind havde maattet lide, ikke mere var den samme Mand, at han overgav sine egne Forretninger osv.; og hvad har dette ikke kunnet indvirke paa denne Votering, bag hvilken man nu vil to sine Hænder for hvad der er -- uaftvætteligt, som Blodet i Eventyrene? Ved begge Leiligheder blev Embedskarakterer, Fortjenester af Universitetet, af Forfatningen, af Literaturen, af Almueoplys- ningen, af den religiøse Underviisning, Værdighed i Alder, Lev- net og Alder, Erfaring i Faget, lyse Anskuelser og mangesidige Talenter og Kundskaber tilsidesatte og med et Pennestrøg sløifede for Fædrelandet! SIDE: 590 En større Mængde Provster, end man skulde tro, har Deel i denne saa vel forberedte Fortjeneste, da den anden Gang for- øvedes -- deri har Hr. Notatoren fra Kirkedepartementet Ret. De ere heller ikke mere end Mennesker. 4 mot 48? -- Forhol- det mellem Ret og Uret er i de sjeldneste Tilfælde bedre i denne Verden. Den 6te Juni. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 10DE JUNI Lillehammers Tilskuer 14. juni 1844. Landskabsmaler Balke, en Oplandets, det deilige Totens, Søn, er efter et Aars Fravær paa Stipendium hos den berømte Dahl i Dresden, nu kommen tilbage. Endnu et Aars Stipendium staar igjen, hvilket han vil anvende til et Ophold i Paris, hvor- hen han til Høsten flytter med Kone og Børn. De sande Kunst- nere have som oftest friske og freidige Hjerter, en Taalmodighed at slide paa som Viskelæder -- uagtet deres naturlige Pirrelig- hed -- og et Haab saa seigt som Vijue. Og i Norge maa Kunst- nerne være saaledes udrustede, om de nogenlunde skulde kunne staa imod Trykket af en af Juristeri og udelukkende Hylden af de materielle Interesser behersket Tidsalder. Billedhugger Michelsen besidder i høi Grad denne beundringsværdige, i andre Lande -- thi der briste Hjerterne eller Vanvidet indtræder -- ukjendte Organisation; og Balkes kjække Plan, at drage til Paris med sin Viv og sine smaa totenske Rollinger, er et Vidnes- byrd om at han har ogsaa noget deraf. -- Uvist om vi da se dette, saa længe af sine Landsmænd ikke erkjendte, men umis- kjendelige, Talent mere; thi den raske Karakteer i hans Sø- stykker -- Balke har i de sidste Aar udelukkende kastet sig paa denne Green af Maleriet -- vil vist vinde Franskmandens Bi- fald, hvor Sømaleriet alt siden Vernet, og i de senere Aar under Indflydelsen af Gudins raske Pensel, har været i Velten, som det hedder. Balke vil imidlertid ikke være ledig; men anvende Sommeren til at hente Studier ude fra Havet og fra den norske, saa eiendommelige, Kjern-Natur. [fotnotemerke] Fotnote: [Rettet fra Kjerne-Natur, se s. 598.] SIDE: 591 -- Selve Dahl er i Farvandet med Søn og Datter. Gubbens graa Øienbryn ville rynke sig naar han seer hvorledes Smag- og Sandsløsheden her farer frem med vore offentlige Bygninger, med Valget for deres Plads, og med frisktvæk at gjøre alt for at udstraale istedetfor at arrondere og samle Byen saavidt det lod sig gjøre. Naar han saaledes faar se Universitetsbygningen lagt nede i en Sump, der maaske stedse vil holde de tykke Mure fugtige og ødelægge Bibliotheket, medens umiddelbart tætved er en prægtig tør Høide, der byder Ensemble med Kongs- gaarden, og hvor en Pragtbygning kunde sees fra Søen -- tæn- ker jeg Gubben vil blive blid. -- Violinisten Rostad er kommen tilbage fra Paris, hvor han har vidst at anbringe sin Violin ret godt i et af de større musi- kalske Selskaber. Han er nu hidventendes over Drammen. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 12TE JUNI Lillehammers Tilskuer 21. juni 1844. Violinisten G. Rostad er nu ankommen hertil, hvor han agter at give en Koncert, uagtet de danske Dandsere trække Pengene af Lommen ved at fylde Theatret fortiden, og uagtet han aldrig har mødt andet end Kulde fra Deres Side, som kunne gjøre noget for en Kunstner. Gid et retsindigt Publikum dog maatte samle sig om denne for sit Kald saa nidkjære og talentfulde unge Landsmand! -- I de to sidste Dage har Tordenbyger forfrisket Luft og Jord heromkring. Henrik Wergeland ADOLF STABELL SELV ELLER IKKE? (Indsendt.) Den norske Rigstidende 14. juni 1844. Skulde det virkelig være Morgenbladets egen Redaktør og Medeier, Hr. Adolf Stabell, der prostituerer sig og Bladet med at levere slige taabelige Sladderhistorier, som den i Idagsnum- merets Redaktionsartikel om Provst Wergelands Hofprædikant- skab, eller gives der kaade Drenge i denne mysteriøse Redac- tion, som det stundom tillades at krybe op i dennes Sæde? Den SIDE: 592 sidste Mening kunde vinde nogen Tiltroe i det Sigende, at Adolph Stabell skal idetmindste lade som om han i den sidste Tid lader Andre stelle med Bladet -- hvilket erindrer om gamle Mikkel i Fabelen, da han for at reparere paa sit Navn, luskede om en Tid ganske skikkelig med forstukken Hale mel- lem Gjæssene og Hønsene, indtil endelig Halen kom frem og Naturen med den. Dette sidste Træk -- sans comparaison naturligviis -- af Mikkel-Ræv bringer mig dog paa den Tanke, at det dog gjerne kan være "han Selv" eller "han Sjøl", som i hiin Artikel plud- selig igjen træder frem som Redaktør. Og den understøttes af adskillige Grunde: 1) Fordi Adolf Stabell er en Karl, som man ikke tager altid igjen, hvor man har sat ham. Det ligger udenpaa ham. Idet- mindste veed jeg intet Ansigt, der mere fremkalder Ideen om, at ethvert Menneske ligner en vis Dyreart. Nu sidder han som Forligelseskommissær imellem Akerssokningerne, som kunde behøve Beten selv, og har det ene Been under Statsrevisions- bordet: men paspaa, om vi ikke snart see ham paa Storthings- bænken! 2) Morgenbladets Redaktion har, uagtet alt sit Skryd om Upartiskhed, viist sig ligesaa tilbøielig til at bruge Morgenbladet til at give sine Antipathier Luft, som tænkeligt kan være for den uheldige Komplikation af Lidenskab og et koldt Hjerte. Og om et sligt Misbrug har fundet Sted, kan Adolf Stabell idetmindste ikke være uvidende. Men naar det er over gamle eller unge Wergeland, det gaaer ud, da har man, saa mystisk og indviklet Redaktionen end skal være sammensat -- omtrent, tænker jeg, som Samsons berømte sammenbundne Indfaldshær i Filisternes Land, nemlig den Ene i den Anden -- al Grund til at troe, at det er Stabell selv, som er ude. Han har maaskee ogsaa en Ahnelse om hvad de Begge dømme om ham. De sidste Par Stykker, som Morgenbladet har indeholdt om Provst Wer- gelands Tilsidesættelse af Kirkedepartementet, vare leiligheds- viis fremkaldte af anden Aarsag end for at paatale denne. Mor- genbladet, for hvem Intet ellers synes for ubetydeligt at omtale, paatalte den ikke. Det har nu kun viist, at det endog er istand til at føie Krænkelser til, og til at gjøre Sit til, at man ogsaa SIDE: 593 engang skal sige, at gamle W. ogsaa fra Publikums Side til- føiedes Lidelser. 3) Ingen Redaktør har viist sig suffisantere i at komme med urigtige Opgivelser end Morgenbladsmanden. Han debiterer saa- ledes, at ingen Statskalender nævner Provst W. som Hofprædi- kant, medens det dog staaer tydeligt nok trykt paa flere Steder, f. Ex. i Statskalenderen for 1842 Pag 95, paa Titelbladet af endeel af Provst Wergelands Skrifter o. s. v. Om end disse altid har syntes Morgenbladsredaktøren ubekjendte, burde han dog gjøre sig den lille Umage at see efter før han behefter sit Blad med en Urigtighed -- vel uvæsentlig som det hele Sladder, men oprørende og fortjenende en Tugtelse formedelst den frække Fripostighed, hvormed den er fremsat. 4) Men hvorledes forklare sig, at en gammel rutineret Re- daktør tør, i et Blad, der betales saa skamløst af et altfor længe taalmodigt Publikum, byde dette noget saadant Gods, som hiin Skrøne fra 1839? Jo, Adolf Stabell har den Svaghed, stundom at ville være "smaamorsom", som man kalder det, skjøndt det gaaer som at slaae Ild af et fugtig Træstykke. Og hvorledes han har faaet den, skal jeg, der kjender ham baade ude og inde saa nøie som en vrængt Bælg, ogsaa forklare. Enkelte Mennesker have stor Tilbøielighed for at opklække snart Smaa-Mikkeler snart Smaa- Puser for at have den Fornøielse at kunne kløe dem bag Øret, lege med dem og forsøge at faae Skik paa dem, og med en ligesaa individuel og besynderlig Forkjærlighed trak sal. Pro- fessor Lundh Stabell frem af hans naturlige Ubetydeligheds Athmosfære. Arten stak alt i Gutten med en Overflod af Savoir vivre (det Lensmand Østmo besynger i Fjeldeventyret) saa han nu i saamegen ydre Maneer, som muligt, skulde blive en Kopi af Lundh, en Mand af stor Trohjertighed og Kvikhed. Deraf hiin uheldige Lyst til af og til at være smaamorsom, skjøndt det ikke ligner Lundhs Maneer mere end det skammelige Skabilken i Katechismerne ligner Originalen i Wittenberg. Men denne Maniererthed er nu bleven ham saa tilvant, at den kun mangler Bistand af Øine og Lineamenter for at man skulde sværge paa, at han var den allertrohjertigste og oprigtigste Mand i Landet. Men det er dog heller ikke værd. Og ligesom en bortløben SIDE: 594 Dandsebjørn undertiden uvilkaarlig henrives i Skoven til at øve sine Kunster, kommer hiin ulyksalige tvungne Lyst til at være smaamorsom af og til over Stabell, og da faaer Publikum slige elendige Sladderhistorier som den om at der i 1839 cirkulerede et Rygte om at Provst W. skulde have ytret sig stødt over ikke, i Egenskab af Hofprædikant, at være indbuden til en "Hofgjæstebudssmaus".(!) Dette er nu mine Grunde, hvorfor jeg troer, at det nok kan være Manden selv, der saaledes har beskjæmmet sit Blad ved en forældet, taabelig Bysladderhistorie, der nok kan krænke Vedkommende, men ingen Interesse have for Publikum, samt ved saa groveligen at forløbe sig med et falskt Opgivende, og altsaa ikke et eller andet drengeagtigt Medlem af Redaktionen, som af og til faaer Lov til at bruge Bladet, som han vil. Er det saa, Hr. Adolf Stabell, saa tilstaae, at Redaktøren af Morgenbladet har iført sig en Sladderkjærrings Væsen og Vær- dighed, saa Skjørtet med kunde være fortjent, og citeer Stats- kalenderen! Gjøres dette med tilsyneladende Oprigtighed og Ruelse, vil det bidrage til at befæste Troen paa Morgenblads- redaktørens Upartiskhed d. e. til at gjøre Publikums Voxnæse en Tomme længer. 11te Juni. P. S. Jo, nu har vi seet Oprigtigheden og Ruelsen! Den igaar fungerende Morgenbladsredacteur tilstaaer nu, at Tingen nok staaer i "Registeret" til sidste Statskalender og, at han ogsaa har vidst det (!), medens Sandheden er, at intet derom findes i det blot alfabetiske Register over Geistligheden; men derimod midt i Bogens Text paa ovenciterede Sted. Der staaer endog først af Provst W.s Titler, at han er Hofprædikant. O du Mikkel! du Mikkel! 15de Juni. Henrik Wergeland [MORGENBLADET OM NIC. WERGELAND] Den Constitutionelle 15. juni 1844. Det har behaget Morgenbladets Redaktør, Hr. Adolf Stabell, i Morgenbladet for 11te ds. at meddele Publikum, foruden en vansmagelig Byskrøne, der har sine sex Aar paa Bagen, den SIDE: 595 højst vigtige og interessante Efterretning, at han -- tænk en- gang! har hidtil været uvidende om at Provst Wergeland har været Hofprædikant, og at dette ikke har været anmærket i nogen Statskalender. Bagefter opdager rigtignok Hs. Ufeilbar- hed, at han har debiteret en Usandhed i denne sidste Paastand; men skulde dette bevæge ham til aabent at tilstaae, at saa var Tilfælde? Nei -- med den samme Suffisance, der er Morgen- bladsredaktionen eiendommelig under saadanne Omstændighe- der, hedder det nu, at han nok har vidst, at det stod i den sidste Kalender, men at det ikke har været anmærket i Hr. Peckels foregaaende officielle Hof- og Statskalendere, som om ikke hiin er ligesaa officiel som disse. Vore Statskalendere have altid indeholdt Forglemmelser; men i Skrivter af Provst Werge- land, der idetmindste ere 10 -- 15 Aar gamle, har idetmindste Forfatterens Charge som Hofprædikant staaet at læse paa Titel- bladet. Hvad skal man ellers troe om Hr. Adolph Stabell, naar Stats- kalenderen samme Dag, han havde forgaaet sig, sendes ham med Henviisning til Pagina og Anmodning om at rette Feilen -- na- turligviis med Ærlighed og Oprigtighed -- og han saa opgiver, at Provst W. rigtignok staaer opført i "Registeret" over Geistlig- heden som Hofprædikant, og at han nok har vidst saadant før, medens dette hans nye Opgivende aldeles ikke forholder sig saa, idet nemlig "Registeret" kun er alfabetisk og Anførelsen om Provst W. staaer i Hovedfortegnelsen over Statens Geistlig- hed, midt i Statskalenderens Text, Pag. 96? Der staaer nemlig saaledes at læse: "Nicolai Wergeland, Hofprædikant, Medlem af N. O. til Eidsvold." Fy, Morgenbladsredaktør! At tilstaae en Feil er ingen Skam. Husk dette idetmindste til en anden Gang (som nok ikke lader længe vente paa sig) samt at Far- brors 269de Skaal lyder: "Patriot og Retskaffen eet Begreb." Christiania d. 13de Juni. Henrik Wergeland GEORG ROSTAD Morgenbladet 17. juni 1844. Det skal nok ikke bekymre Mange av vort toneangivende Publikum, at denne vor anden Violinist er kommen tilbage til SIDE: 596 Fædrenelandet, efter at have arbeidet sig, i Tiden af over et Aar, ved sin Violin igjennem et godt Stykke af Europa, og at han er her i Hovedstaden for nu atter at lade sig høre af sine Landsmænd. Men naar den norsksindede og norskfølende Deel af Publikum endda vilde erindre hvad man altid skylder den unge Landsmands fremstræbende Talent, skulde man ganske kunne overlade hine, deels ved Fødsel og Forbindelser, deels ved Dæmringsbagvaskelser over Fædrelandet og Opkogene paa dem denationaliserede, Koterier til sig selv. Vi Nordmænd have været bekjendte for at overdrive Kjærligheden til vort Eget, og navnlig til de Navne, som i en eller anden aandig eller kunst- nerisk Henseende have kastet nogen Glands paa Nationen; men -- hvorledes er det nu? hvorledes har det i denne Henseende været i længere Tid siden hine Vanslægtede fik indlistet sig overalt hvor det svarede Regning og paa de æsthetiske Dommer- sæder, som Lidenskaben og Kameraderiet skiftes om at besætte? Bjerregaard forstummede, da dette Uvæsen begyndte; og siden da lagde ogsaa Simon Wolff alle sine Digte hen, han i flere Aar havde skrevet i sin elskede Fjelddal: -- et helt Bind berøvedes vor fattige Literatur. Mod mig har man fra hine Kanter anvendt først Knusningssystemet, saa det langt frygteligere Ignorerings- system; men en naturlig Haardførhed har ladet mig saa nogen- ledes udholde dem begge, saa jeg troer at have nogen Ret til at vælge Løvetanden til Symbol. Men hvor blev Georg Rostad af? Han er, som sagt, ankom- men her til Hovedstaden fra Paris med sin Violin for at lade sine Landsmænd der høre nye Kompositioner og hvorvidt han nu har drevet det i den Kunst, han, med ubestrideligt Talent, har viet hele sin Ungdom, vovende Tærningkastet imellem at se denne forspildt eller at vinde Navn og Udkomme. Svenskerne er musikalske, og ifjor Vaar vidnede flere Artikler i svenske Blade om med hvilket Bifald de hørte Rostad. Han høstede da baade Opmuntring og Løn i Østgøthlands og det øvrige sydlige Sveriges Byer, hvis Publikum ved saadanne Leiligheder forøges med en heel Deel fornem Intelligens fra Omegnen; og han til- traadte freidigen sin Reise gjennem Tydskland til Paris, Violi- nens Hovedstad, hvor han skal have erholdt Engagement ved et af de anseeligste musikalske Selskaber. Dette var imidlertid SIDE: 597 ikke den Selvstændighed, som Rostad tragtede efter og allerede havde smagt; og derfor er han nu her tilbage. Efterretningen herom indløb mig netop som jeg i Drammens Adresse havde læst hans meget lovende Program og Redaktio- nens Roes og Beklagelse over at Koncerten ikke destomindre var maadeligt besøgt, medens den mener, at en Liniedandsertrup vilde ganske anderledes kalde Honoratiores og Kunstvenner sammen. Under Tankerne over denne den unge Kunstners første Modtagelse i Fædrenelandet, nedskriver jeg da disse ulystige Linier. Hovedstaden skal nu yde ham den anden. Lad os nu se! Man vil neppe yde ham den Bistand, enhver hidkommende Fremmed strax kan tage i Rekvisition; men en Koncert -- man tør maaske vente med de paa Drammen spenderede Nummere -- kommer dog vel istand. Hr. Schrumpf er en honet og uegen- nyttig Mand. Og lad os da se -- om end samtlige hine Næse- rynkere af begge Kjøn ad alt Norsk, som ikke lader sig "maale med en europæisk Alen" (et ganske udmærket smagfuldt Ud- tryk) -- lad os da se, om der i Hovedstaden ikke findes saa- megen Deeltagelse for vor unge Landsmand, at han ikke heller skal ønske sig ude i den vildfremmede Verden end hjemme i Norge! lad os da se, om der ikke i Hovedstaden er Sands nok til at indse, at Landet kan tabe et Kunstnernavn, om et fyrigt Talent mødes med Kulde! Bull har ogsaa staaet paa Rostads Udviklingspunkt. Hvem veed, om et Velkommen hjem, bestaaende af en talrig Kreds Landsmænds Opmuntring, ikke kan hæve med engang Rostads Talent og give hans Arm og Finger paa een Aften mere Bullsk Nervøsitet, end han i lange Aar i tungsindig Ensomhed eller hentrykt i en kuende Stilling kan erhverve sig? Ja, maaske Vidunderet kunde ske i Øieblikket naar han spiller sine Varia- tioner over de nationale Themaer, og hans Landsmænds Deel- tagelse og Slagene i hans Aarer driver ham til deri at maale sig med Bull? 11te Juni. Henr. Wergeland. [fotnotemerke] Fotnote: Jeg sætter mit Navn under, forat befri Hr. Rostad for enhver Mistanke om den af større Kunstnere, end man skulde tro, saa brugelige anonyme Selv- anbefaling. SIDE: 598 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 20DE JUNI Lillehammers Tilskuer 25. juni 1844. Hr. Rostad gav igaar sin eneste Koncert hersteds for -- 120 Personer. 10 Spd. slugte Harzverein, saa den Opmuntring Hovedstaden ydede Kunstneren lader sig regne i Skillingviis, uagtet det fra Morgenbladets Side ikke havde manglet paa An- befalinger og Opmaninger til den nationale Sympati. Den Con- stitutionelle havde ikke interesseret sig for Kunstneren, men iagttaget en Taushed, som ganske vist har bidraget sit til, at Salen var saa tyndt besøgt. En frygtelig Regnbyg drog ogsaa over Byen just ved Koncerttid; og Mange bestemme sig først i Øieblikket, saa et uheldigt Tilfælde her forenede sig med Lige- gyldigheden. -- Jorden er i de to sidste Dage bleven gjennemblødet af en Regn, som kan bringe dette Dølens Svar til en af det forrige Regimentes Konger i Erindring. Han aflagde "Far sjøl" et Besøg paa Christiansborg, og da Hs. Maj. var i godt Lune, viste han sin Gjæst fra Norge en stor Mængde Kostbarheder, med Spørgs- maal, om han vel kunde sige, hvormeget de omtrent vare værd. Dølen trak paa Svaret. End om han da vidste noget, som var kostbarere? "Jo -- svarede Dølen -- det tror jeg nok jeg kan -- det er en god Jonsokregn." E. Sk. Jeg maa bede rettet i min sidste Korrespondentartikel om Maleren Balke Ordet Kjerne-Natur til Kjern-Natur. Menin- gen er den eiendommelige Natur, som hersker om vore stille dybe Fjeldkjern. Den hersker i store Strøg af Norden; men har hidtil været paa det nærmeste upaaagtet av vore Malere, som her have en ny Mark. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 20DE JUNI Lillehammers Tilskuer 28. juni 1844. Allerede om 8 Dage kan Professor Dahl hidventes. Michel- sen er her allerede. Der er subskriberet 700 Daler til et, endnu ikke bestemt, Billedhuggerarbeide af ham, og da han vil faa at udføre et Par Engle til Kapellet i Kongsgaarden, er Værksted (Atelier) bleven ham tilbudt i et af Værelserne der. Det heder SIDE: 599 dog, at han om kort tager til Stockholm, for der i Marmor at udføre Trondhjems Velgjører Thomas Angells Byste, hvortil Subskription dog skal være istandbragt i Trondhjem. -- Igaar afmønstrede to Korps paa Etterstad for General Wedel. Man vil have bemærket en ønskelig Vigør hos Gene- ralen, samt at han i alle Militærevolutioner forlanger større Raskhed end tilforn var almindelig. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 27DE JUNI Lillehammers Tilskuer 9. juli 1844. Med en Opmærksomhed for vore indre Anliggender, som i Morgenbladet er altfor sjelden, omnævner dette Blad dog idag Vigtigheden af at vore indre Kommunikationer udvides og af at Regjeringen ret tager sig denne Sag an. Den er ogsaa ganske vist Hovedsagen. Et Blik paa Kartet vil vise, hvilken Natur Staten har at bekjæmpe, for at Folket kan blive saa lykkeligt og velstaaende, som det er muligt for det. Uden lettere Adgang til at kunne udvexle sine Varer og hente sig sine Fornødenheder, vil Rørelsen altid være forknyt, Velstanden forkuet i vore dybt- indgaaende, fra hinanden ved brede Fjeldrygge afsondrede Dale. Men Kommunikationsmidlerne dele sig i de naturlige (vore Søer og Elve) og i kunstige (Veinet), og at der af de første kunde gjøres uendelig meget til Kommunikationernes Udvidelse er vel klart, om end ikke i det Allerinderste af vore Dale, hvor der blot spørges om Vei over Fjeldet. Men Omsorgen for at benytte dette vidtudstrakte Sø- og Elv-Net er desværre lagt under et Embede, som allerede har et saadant Omfang, at den kun lidet kan blive røgtet, nemlig under Kanal- og Havnedirektoriatet, der alene har nok med hvad Landets Søhavne kan give det at bestille. Vore indre Vandkommunikationer burde lægges under en speciel Bestyrelse, og han vilde have nok i at tæmme vore uregjerlige Floder, lægge dem i bedre Leier, gjøre dem seilbare, hindre Oversvømmelser ved kunstmæssige For- og Udbygninger, standse Leerfald o. s. v. Opgaven er -- og den kan løses for et Par 100,000 -- at kunne, om man vil, seile fra Lillehammer til London, New-York, Valparaiso, kort hvorhen man vil uden at sætte Foden paa Land, om man ikke lyster. SIDE: 600 -- Morgenbladets Redaktion, der i hele Vaar har lagt paa Glug efter Anonymitetsjægere i Den Constitutionelle, har selv nylig været ude paa samme hæderlige Jagt, skudt og truffet. Det er jo brav. Henrik Wergeland MORGENBLADETS KONSEKVENTS Den norske Rigstidende 28. juni 1844. Hvor mange skarpe Taler imod Anonymitetsjagt har ikke Morgenbladets Redaktion ladet høre netop i de sidste Maane- der? Der er ikke mange Dage siden den sidste. Og forleden begiver Redaktøren sig selv paa saadan Jagt, og angiver Undertegnede som Forfatter til et anonymt Stykke i den Constitutionelle, som dennes Redaktion var billigtænkende nok til at optage, da den vel kunde begribe hvad Retfærdighed der ventede En i Morgenbladet, som havde en Utilbørlighed af Red. selv at paatale -- ja, ikke nok med det, Red. af Morgen- bladet driver endog Støveriet saa vidt, at han angiver mig som Fader til flere ufødte Fostre, der ville vise sig! Dette Sidste er latterligt; men den første Denunciation er saameget skamme- ligere, som det her er en mægtig, stortalende og selv anonym Redaction, hvis Fordømmelser over en saadan Forbrydelse imod Pressens og Anstændighedens Love gjenlyde over Landet, der iværksætter den imod Individet. Alligevel -- kan det glæde Morgenbladets Redaktion og maaskee forhøie dens Kredit, for Konsekventse f. Ex., saa er her Tilstaaelsen, at den har truffet rigtig. Forøvrigt er Fornærmel- sen, som øvet imod min egen Person, med Rolighed overseet, medens jeg vedgaaer at besidde saamegen Varme i mine natur- lige Følelser, at Fornærmelser imod den Person, der staaer mig nærmest, altid ville vække min Harme og fremkalde mig til ethvert, efter Omstændighederne afpasset Forsvar. Idag taler Mgbldts Red. stort om den Retfærdighed og Upar- tiskhed, den viser mod Artikler, der ellers ikke have dens Bi- fald. Med Hensyn til dette Konsekventsepunkt kunde jeg levere SIDE: 601 mange Oplysninger; men det tør være nok at berette, at fore- staaende Afsnit, som jeg troer indeholder intet mere end en rolig Beklagelse over at have lidt Brud paa min Anonymitetsret er negtet Optagelse og tilbageholdt saalænge som det lod sig paa nogen Maade gjøre. Sagen var bleven en ganske anden end den Usselhed af Red., der havde paakaldt mit anonyme Svar. Den var bleven et Notabene til Mbldts Red., at det først maa feje for sin egen Dør, naar det vil tale om det Skammelige i Anonymitetsbrud. Morgenbladets Red. vover endelig ogsaa i samme Artikel, at tale om sin Afsky for og Fjernhed fra alt Pressetyranni. Det er dristigt. Det Ord skulde Red. ikke nævne; thi i enhver Hen- seende er Morgenbladet en sneverhjertet, havesyg, uretfærdig, misundelig og udsugende Tyran imellem vore Blade. Og Mbldet ligner tilmed en østerlandsk Tyran: doven, svælgende i Ørkes- løshed paa sin Dynge. Hvorledes misunder det ikke den stak- kels Handelstidende dens Skibslister, -- det vigtigste den skulde sutinere ved? Hvilken skamløs Tribut paalægger det ikke sine Abonnenter for et Blad, hvoraf Halvparten bestaaer af disse Lister og af Avertissementer -- Avertissementer, saa dyre, at de skulle bære Bladets Udgivter? Hvilket uforskammet Over- mod lægger det ikke ved enhver Leilighed for Dagen? Hvilken Grusomhed imod dets Modstandere? hvilken Utaknemlighed imod Velgjørere? Hvor keitet og plumpt er det ikke, naar det skal tale om Kunst eller Videnskab? Hvilken Partiskhed for dets egne Partisaner, Huustropper eller Huustrælle? Hvilke marokkanskagtige, idelige Udfald mod det Folk, Menneskeheden skylder saameget: mod det franske? Og endelig, skjøndt Mbldet leverer endnu langt flere Ligheder med en Tyran, hvilken For- agt for Publikum ligger ikke i denne maskerede Redaktion og i den Politik, som det anvender ganske haandgribeligen paa dets Lettroenheds Bekostning, nemlig idelig og altid at tale om at Upartiskhed, og kun Upartiskhed, er Morgenbladets Grundlov og Løsen. Man lægge Mærke hertil. Dette er Morgenbladets Politik; og endelig har en stor Deel troet det, og fundet Beviset i at Mbldet sjelden tillader en Roes over en Mand uden at smøre ham lidt til bag efter. SIDE: 602 Nei, om Afsky for Pressetyranni maa Morgenbladet ikke tale. Vi have ingen anden Pressetyran. Men -- ned med Tyrannen! Lettere sagt end gjort, vil man sige; og saa er det vel ogsaa. Imidlertid vilde det være gjørligt for en Forening af nogle faa dygtige Hoveder af samme politiske Tænkemaade. Morgen- bladet er udbredt; men det er ikke populært. I Almindelighed har man ingen Tillid til og Agtelse for denne mysteriøse Re- daktion, der saa ofte har misbrugt sin Magt, saa ofte oprørt Na- tionens Følelser ved hadske Angreb paa en ophøiet Person, som den elskede. Mange have mærket, at Upartiskheds- og Ret- færdigheds-Snakket kun er Blaar i Publikums Øine medens syv Daler pumpes udaf Lommen og Skibslister og Avertissementer stikkes ind igjen. Og denne Opinion, denne tause Misfornøielse, samt Trangen til et bedre, Folk og Hovedstad værdigere Blad, er Basis god nok at operere paa -- ikke imod Mbldet; thi dette maatte derved forbedres i moralsk og intellektuel Henseende, om det ikke blindt vil gaae al Hovmods Skjebne imøde. Et Dagblad med bekjendte flinke Folk i Spidsen for de le- dende Artikler (Hovedredaktøren) samt for de indenlandske, udenlandske, kritiske og æsthetiske, annonceret af Omfang som Morgenbladet, men ikke ubetydelig billigere, uden Skibslister, samt uden Avertissementer uden i Extratillæg, vilde ganske sikkert vinde et saadant Publikum, at vor Pressetyran vilde idetmindste vækkes til nogen større Opmærksomhed imod de Underdaner, som blive ham troe, og maaskee bevæges til at nedsætte de svære Skatter, som han nu hæver af dem. Men Tyrannen staaer ikke sikkrere, end at det er forbi, naar blot 3 -- 4 eller fem flinke, energiske Folk ville slaae Hænderne sammen og raabe: Ned med Tyrannen! 24de Juni. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 8DE JULI Lillehammers Tilskuer 12. juli 1844. Igaar afholdtes den store Middag i Frimurerlogens store Festivitetssal i Anledning af Flaget, hvor den besynderlige Ano- mali, efter Meddelelse af en af Deeltagerne, skal have fundet Sted, at Skaalen for Flaget, Nr. 2, næstefter Hs. M. Kongens, SIDE: 603 ikke ledsagedes af noget Hurra eller nogensomhelst Akklama- tion, uagtet dette ikke undlodes ved nogen af de øvrige. Den første Skaal blev udbragt af Hs. Excell. Statholderen, der med megen Aabenhed meddeelte de gode Tilsagn om at hævde Nor- ges Ret, som han i Vennersborg havde havt den Ære at høre af Hs. Maj.s egen Mund. Mellem Skaalerne var en høist ufor- tjent for den Kommission af ubygningskyndige Mænd, der have viist sin Skjønsomhed ved at undlade at give et Dekorations- arbeide paa 5000 Spd. i en sagkyndig Arkitekts Hænder. -- Michelsen har nu faaet Bestillinger for 4400 Spd. deraf for 3200 Spd. til Slottet. Han reiser om 8 Dage til Stockholm, men kommer nok til Vinteren tilbage. -- Tordenbyger med Regn drage daglig over Byen. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 8DE JULI Lillehammers Tilskuer 16. juli 1844. Nedskriveren skylder at berigtige, at Hr. Musikus Rostad dog ikke har været saa abandonneret af den Constitutionelle, som for Tiden mere end nogensinde er oplagt til at skjænke Musici sin Opmærksomhed. Før Rostads Koncert troes dog ikke, at Publikums Interesse for Landsmanden søgtes vakt. Ungaren Hauser, et Violingeni paa 21 Aar, led samme Uheld: at have en slet besøgt Koncert. Men han spillede sig snart Folk til, og er af vore musikalske Kunstdommere sat Bull ved Siden i meget, over Bull i noget, under ham kun i -- ja hvori? i det, som gjør Ole Bull til Ole Bull, eiendommelig og forskjellig fra alle andre Virtuoser: disse henrivende Udbrud af et Geni, der ligner en smuk Verden under et Lavadække, fra hvis Brokker (Barok- kitetisme) det ikke altid frigjør sig. -- Vor By har allerede før i Sommer været stærkt besøgt af Fremmede, især Engelskmænd. Af disse ventes flere paa Thors- dag for da at foretage den sædvanlige Tour til Trondhjem. Var det sande "Tourister" eller Doktor Syntaxer, der reise for det Pittoreskes Skyld, og ikke som oftest kun Folk med Jagt- og Fiskeri-Passion, vilde unegtelig Routen til Bergen være mere lønnende. SIDE: 604 -- Norge mangler ikke Talenter. Der er vel ialfald flere vir- kelige, end Landet f. Ex. nu har Bævere. De findes stundom ogsaa tørhænde i dets Afkroge. Saaledes er der nu fra Enebaks Ødemarker fremtraadt en ung Maler, Hr. Eckersberg, der skal være et virkeligt Talent, og indbyder til Lodtagning om 20 Male- rier af ham, a 400 Lodder til 1 Spd. Da intet Stipendium staar ham aabent, er dette den eneste Udvei for ham til at kunne komme til Udlandet og blive Noget, hvorfor hans Plan forhaa- bentlig vil finde sin Anbefaling rundtom i Landet. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 16DE JULI Lillehammers Tilskuer 23. juli 1844. Igaar kunde være blevet den rædsomste Ulykkesdag, som det vel er muligt at tænke sig, idet samtlige Naturforskere, en Mængde Damer o. fl., tilsammen 260 Mennesker, kunde været forulykkede i Bondefjorden. Paa Dampskibet Prinds Carl, som af Regjeringen var overladt, gjorde bemeldte Selskab nemlig en Tour paa Fjorden først til Lian og siden til Ladegaardsøen, hvor der var anrettet en Soupee paa Dronningbjerget, medens der paa Karenslysthøiden var Telte for Publikum, Fyrværkeri o. s. v. Efter en splendid Modtagelse i Liansbugten, dreier Skibet om og sætter udefter, men var ikke kommet langt før det skurer med hele Kjøllængden langs et Skjær. En ombordværende høi dansk Søofficer erklærede, at to Tommer til vilde have været nok, naar Skibets Side var rammet istedetfor Kjølen, til at have ladet dem samtlige forgaa. Baade vare ikke med og ikke om- kring. Ovenmeldte Søofficer samt et andet anseet dansk Medlem af Naturforskersamfundet vare strax menneskekjærlige nok til at tilsige den arme Lods -- som skal egentlig være Fisker -- at de vilde bede om Naade for ham hos vedkommende Departe- mentschef, i de bevægelige Udtryk, at Selskabets Fornøielse af Touren vilde være forspildt, om der skede Lodsen nogen Straf. Men Ulykken var ret over Manden. Ved Ankomsten til Vækkerø- bugten vilde Nogle tage om Øen igjen og lægge til under Dron- ningbjerget; men der i Frognerkilen staar Prinds Carl endnu SIDE: 605 (Tirsdag Middag) siden igaaraftes Kl. 8. Man skal anvende Varpetoug i Land, skjønt det vel bliver høi Flodtid, som her vil hjælpe. Har Lodsen givet sig ud for farvandskyndig, synes For- bøn ufortjent. -- I Eftermiddag besøge Botanikerne Ullevold, hvis Drivhuse i flere Henseender skal kunne maale sig med og overgaa det forsømte Tøien. Der har man dyrket Kaal og Gullerødder samt solgt Moreller, istedetfor at tænke paa Systemet og Drivhusene. -- Ogsaa Lillehammer vil blive repræsenteret i Naturforsker- mødet, idet Doktor Kjølstad har indfundet sig for at holde et Foredrag over sin Kuurmethode med Skjævryggede. Han vil der træffe sin Mand i den danske Dr. med. Manza, hvis Fag Orthopædien netop er. -- Store Forventninger om Veltalenhed maa man aldeles ikke gjøre sig. Selv af de meget berømte Med- lemmer af Forsamlingen holdes Foredragene oftest af Papiret. Den svenske Professor Retzius har derimod et herligt og frit Foredrag. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 22DE JULI Lillehammers Tilskuer 30. juli 1844. Den Fest for de fremmede Naturforskere, som vandt mest Bifald hos Deeltagerne var unegtelig Studenternes paa Tøien. Rigtignok gik de to første Ordføreres Taler noget i Skudder- mudder; men saa hjalp Daa herpaa ved en politisk Tale af Fynd [og] Klem. Ingen af de Talere, der lode sig høre om Aftenen, udmærkede sig imidlertid saa meget som den engelske Lærde Murphison, der i et begeistret engelsk, men overordentlig tydelig udtalt, Foredrag udbragte en Toast for de norske Institutioner. Paa Festen paa Ladegaardsøen hiin ulykkelige Strandingsaften havde man Madmangel at klage, og det var dobbelt ilde, da Fleerheden maatte gaa hjem, og saaledes kunde trænge til noget. Flere af Naturforskerne ere blevne tilbage for at foretage Tourer i Landet. Et Par svenske ere saaledes tagne helt til Krydsherred for at samle Mosser, Nogle til Ringerige o. s. v. -- Varmen er nu kommen med 25° i Solen ved Middagstid. SIDE: 606 Henrik Wergeland NOTICER OM NORSKE FORFATTERE, DER HAVE LEVET EFTER l814 Lillehammers Tilskuer 2. aug. 1844. [Notisene stemmer i alt vesentlig med oplysninger om "Forfatterne" i Wergelands og Wessel-Bergs "Læsebog", se IV, 5, s. 409 ff.; men i Lille- hammer Tilskuer er bare forfattere efter 1814 medtatt.] Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 8DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 16. aug. 1844. Den 5te Dennes om Eftermiddagen afholdt Frimurerne en Sørgefest over Kong Carl Johan. Det er ikke godt at vide om hvad der passerer; men Lokalet skal have været smagfuldt de- koreret og oplyst. En prægtig Katafalk, forestillende Kongen paa Baare, indtog Midten af Salen. Følgende "Kantate i Sørge- logen over V. S. V. Hans Majestæt høisalig Br. Carl Johan i St. Olaus t. d. h. L. 5844856" blev afsjungen til Musik. [Her følger kantaten.] -- Det mærkeligste her er sandelig de overordentlige Regn- skyl, som styrte ned fra Himmelen, vel med Mellemrum; men baade ved Dag og Nat. I Gaderne seer man stundom de store Klopper, som lægges over Rendestenene fra Gaden til Fortou- gene, forat danne bekvem Adgang til Butikkerne, med uhyre Fart at rives afsted af Flommen og at ophobe sig paa enkelte Steder. -- Uagtet Smaalehnene er et frugtbart og ikke frostlændt Distrikt, saa Velstand er almindelig, uagtet enkelte Strøg ere haardt udsatte for juridiske Udsugelser, passerer dog Befolk- ningen, og navnligen Kaxerne, forat være særdeles raa og uoplyst og for at være mindre begavet af Naturen. En heftig politisk Aand skal dog findes hos hine Kaxer; men at kjøbe sig Bøger til Oplysning falder dem ikke ind. Hæderlige Undtagelser skulle dog de to Repræsentanter Bærø og Roll være; men netop den Forsamling, hvori disse valgtes, skal have givet et mærkværdigt Exempel paa politisk Uoplysthed, idet der fortaltes, at Valg- mændene af Bondestanden skal have slaaet sig sammen og fore- lagt dem, de havde Øie paa til Repræsentanter, det Spørgsmaal, om de vilde stemme for eller mod Jødesagen. I første Fald var SIDE: 607 der ikke mere Tale om dem. Saaledes skal Amtet og Landet og de næringsdrivende Klasser have tabt en af Landets mest op- lyste Handelsmænd og Jordbrugere, David Chrysti, som Repræ- sentant, idet han gav Bønderne et aabent Ja, at han vilde stemme for Sagen. Ogsaa Spørgsmaal, om Kandidaten var for eller mod Brændeviinsbrænding paa Landet, skal have fundet. Angaaende Jødesagen siges ellers Repræsentanten Bærø at være af den oplyste og liberale Mening, saa det ikke er let at begribe, hvor- ledes han er sluppen igjennem denne Prøveperse. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 13DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 23. aug. 1844. Det svenske Aftonblad har berettet om, at en gammel børn- løs Bankier ved Navn Thierry er i 1833 død i Venedig og har efterladt sig den umaadelige Formue af 57 Millioner Francs, bestaaende i en Sæk med Guldstænger, 500,000 Louisdorer, Diamanter, Perler og Kontanter. I Frankrig skulle flere Præten- denter være fremstaaede, og tilsidst nu en i Sverige, en Garver i Warberg, der stammer fra Nederlandene og paa Spindesiden skal være beslægtet med Arveladeren. Han skal ogsaa allerede af alle Kræfter have sat sig i Virksomhed, haft Audiens hos Kongen, engageret Sagfører o. s. v. Men da nu gamle Gautier her i Byen faar læse herom, opgaar der et ganske andet og, som det synes, langt paalideligere Lys for ham. Gautiers Fader var ligeledes Kunstberider og opholdt sig med sin Trop almindeligviis i det Syd-Østerrigske og Øvre- Italienske omkring Venedig. Han havde en Kompagnon ved Navn Thierry, om hvem vor Bekjendt, gamle Gautier, erindrer, at han ofte omtalte, at han i Venedig havde rige Beslægtede, men som intet gjorde for ham. Denne Thierrys Søn er gift med Gautiers Søster; han lever endnu i det Ungarske eller Grændse- lande som Kunstberider, og han er da den sandsynlig Lykkelige. Man er allerede i Virksomhed med at faa ham opsporet og med- deelt den vigtige Nyhed. Ligesaa er her for nogle Maaneder hidflyttet til Byen en Enke- madame Thierry, hvis Mand var kgl. dansk Berider og af fransk SIDE: 608 Extraktion. Han er død for faa Aar tilbage, men før sin Død fik han Bankierens Død at vide og tilstillede en Sagfører -- Ned- skriveren veed ikke, om i Danmark eller i Frankrig -- de oply- sende Papirer han havde. Enken har senere ikke hørt noget til, hvorledes det gaar; men ogsaa denne Prætendent synes at være af Betydenhed. -- Syvsoverdagen trak sine sex Ugers Regn efter sig; men det holder endnu ikke op, men regner af og til om Dagen, end- skjønt Vinden er gaaen om til Nord. Efterretningerne om Hø- bjergningen i nærmeste Opland indtil Mjøsen ere ogsaa sørgelige. -- En komisk Diskussion paa Distance har været at se imel- lem en Anonym, der dadler Universitetsbygningskommissionen fordi den ikke har iagttaget det rette Forhold mellem Grund- murene paa Sidebygningerne og Hovedbygningen, og Kommissio- nen, der har anmodet Anonymen om at indfinde sig personlig, for at faa Oplysninger. Men han vil ikke frem. Et Øiesyn over- beviser ellers om, at han har Ret, og saaledes er her atter en af Nationens kostbareste Bygningsværker tilføiet en væsentlig Uskjønhed. For Aarhundreder er nu vel det hele Anlæg for en nyere By fordærvet, idet man ikke har fulgt Naturens Anviis- ning og koncentreret den paa Sletterne langs Agerselven, saa- ledes at denne blev opmuddret og inddiget med Kvaier og at Kongsgaarden i gothisk Stiil havde faaet sin Plads enten paa Hammersborgs øverste eller nederste Terrasse. Dets Taarne vilde have bødet noget paa Byens ethvert, især fremmed, Øie stødende Mangel paa denne Prydelse. Universitetet vilde da kommet nær Tøien, de smudsigste Gader Nordby- og Tøiengaden samt Grønland vilde være bleven en smuk og livlig Studenterby, Lakkegaden og Fjerdingen Handelsgader med Magaziner ud til Kvaien, ved Fosserne vilde Fabrikker have trukket Forstads- goder for Arbeiderne efter sig -- kort man har forladt Naturens Anviisning, for gjennem lange udstraalede folketomme halvfær- dige Gader at ty ud i dens Skjød. Og saaledes har man da for- dærvet Landet, det Landlige, med paa Byens vestre Kant. Man skulde betids have betalt salig Schinckel, som man fik til at udkaste den skjønne Plan til Universitetsbygningerne, om det saa havde været 10,000 Spd. for et Udkast til en Byggeplan for Christiania. Han havde leveret noget, hvortil Efterslægten kunde SIDE: 609 have bundet sig. Nu kommer al Forbedring for seent. Forkjær- ligheden for Moradser og forat kunne glo op til Kongsgaarden har været for stor. Henrik Wergeland ZOBOLAMS UDENLANDS-REISE Drammens Adresse 15. aug. 1844. Beslutningen. Zobolam. Til London vil jeg og Paris. Det er en lystig Vei. Jeg leve vil paa Ungkarlsviis. Man der mig kjender ei. Nu ligger Han, jeg har forfulgt, og døer -- O Tak og Lov! Jeg heller, bag Gardinet dulgt, ham stak imens han sov. Jeg levt har af hans Ungdomsliv, det sugt som en Orange. Nu, England, mig en Pige giv! og Viin dertil, la France! Sovekammer-Nagene. Han borte er; men end ei mæt for al hans Grusomhed, vi har os paa hans Hjerte ædt. Derfor, forfølg! afsted! Lad gaa, om alt han er ombord, og midtpaa Kattegat, han har hos os, før han veed et Ord, igjen den første Nat. SIDE: 610 Matrosen dømmer lidt barduus; og, seer han os, han troer, at tyvetusind Flaggermuus kom flyvende ombord. Paa Dampbaaden. En Dampbaadspassageer. Kom hid og see -- hvad synes Dem om Passageren hist? Jeg fik en Ahnelse, en slem, saa klar, som var det vist. Anden Dampbaadspassageer. Kun en Barett, en svævende, en blodrød Hanefjer -- og Lucifer lyslevende jeg i Personen seer. Første Dampbaadspassageer. Just netop saa min Tanke var, at han, vi har ombord, sit rette Hjemsted ikke har herovenpaa vor Jord. Dog staaer hans Planer vel tilland. Han reiser for Plaseer. For "Djævlens Memoirer" han maaskee er Passageer. Dampbaads-Kapitainen. Nu, Gudskelov, vi kvit ham blev! hans fæle Minespil var som om en Usynlig skrev hvad helst han skjule vil. SIDE: 611 London. Opvarteren i et Londoner-Hotel. [fotnotemerke] Oh, Mary dear! oh Mary, hear! a Devil in this house is lodged, and he hunt, I fear but after thee, my spouse. Opvarterens Kone. [fotnotemerke] This skeleton! this scare-crow! Oh, John! I laugh to you. I think, the traveler above is the wandering Jew. Redacteuren af "the Satirist". [fotnotemerke] Now have I found -- o, happy chase! for "Satirist", by you the Devil's own terrible face, at least the copy true. With your permission, Sir, I cut you on the spot in wood, and round the shoulders then I put a mantelet of blood. Fotnote: Opvarteren i et Londoner-Hotel. O kjære Mary! Mary, hør! En Satan kommen er. Jeg frygter, at kun Jagt han gjør paa dig, min Hustru kjær. Fotnote: Opvarterens Kone. Slig Beenrad! Skræk for Fugles Flok! O John, nu lee jeg maa. Jerusalems Skomager nok er Manden ovenpaa. Fotnote: Redacteuren af "the Satirist". Jeg Fandens eget fæle Fjæs -- o heldig Jagt! -- tilsidst, ialfalt sand Copi, hos Dem fandt til min "Satirist". SIDE: 612 Zobolam. Jeg mener før, Hr. Satirist, at Fanden staaer i ham. Mit Navn er James Zobolam, en gammel dansk Jurist. Redacteuren. [fotnotemerke] Oh, "Zobolam"? Oh, Demon's name! not of a mother made! It christian ears entire can lame, its owner no have shade. Zobolam. Afsted fra Grobianers Land! Jeg Frankrig før vil troe. Redacteuren. [fotnotemerke] No more than Cain flie you can: your front is stampled so. Paris. Zobolam. Hvem maa ei i Paris forgaae i denne brouillon? Her kan jeg da lidt Ro vel faae, Champagne op, garçon! Paastedet skjær' jeg Dem i Træ, hvis, Sir, De mig tillod. Rundt Skuldrene jeg lægger saa en Mantel udaf Blod. Fotnote: Oh, "Zobolam"? dæmonisk Navn! ei af en Moder skabt. Det lamslaaer christne Øren; hvo det bær' har Skyggen tabt. Fotnote: Ei meer end Cain De flygte kan. Jer Pande stemplet er. SIDE: 613 Opvarterinden i et Pariser-Hotel. [fotnotemerke] Ah, Louison! de l'Etranger, que penses-tu, m'amie? Il dort sans paupieres fermer, ils rampent ses sourcis. Anden Opvarterinde. [fotnotemerke] Je pense, qu'il est un homme mèchant, qui fuit soi-même. Ses yeux ils semblent deux serpens. Sa bouche est une blasphème. Directeuren for Operaen. [fotnotemerke] Pardon! Mais nous demain donnons "La fiancée du chasseur". Mille francs, Monsieur, pour votre personne comme Samiel par deux heures! Fotnote: Opvarterinden i et Pariser-Hotel. Hvad tænker om den Fremmede, Louise, du hos dig? Med aabne Øine sover han, hans Bryn de orme sig. Fotnote: Anden Opvarterinde. Han er paa Flugten for sig selv, jeg troer en Skurk saa slem. Hans Øine ligne Slanger to, hans Mund er en Blasfem. Fotnote: Directeuren for Operaen. Pardon! Men "Jægerbruden" vi skal gi'e imorgenkvel. Et tusind Francs for Timer to af Dem som Samiel! SIDE: 614 En Udgiver af tydske Værker. [fotnotemerke] A l'edition du "Faust", garnie avec beaucoup d'emblèmes, donnèz Vous votre physiognomie pour le Mefisto même! Victor Hugo. [fotnotemerke] Je cherche pour mon nouvel roman, Monsieur, le crime caché; De votre vie l'auteur d'"Han" vous prie: o racontez! En Maler. [fotnotemerke] Je peint le paradis à present; mais Satan, le noir, pas plus en forme d'un serpent apréz de vous voir. Zobolam. Nu maatte Fanden reise meer, naar man er kjendt saa vel, naar man i eget Aasyn bær i Verden om sig Selv! Fotnote: En Udgiver af tydske Værker. Til "Fausts" Udgave, smykket med Emblemer rigeligt, Monsieur, til Mefistofeles skjænk Bogen jert Gesicht! Fotnote: Victor Hugo. Fordækte Udaad støver op jeg til min ny Roman. Fortæl af Deres Liv da, be'er Forfatteren af "Han". Fotnote: En Maler. Jeg maler Paradiset just; men Satan meer ei maa fremstilles i en Slanges Form alt siden Dem jeg saae. SIDE: 615 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 21DE AUGUST. Lillehammers Tilskuer 30. aug. 1844. Agershuus Amt har idag faaet en Repræsentation, man maa være tilfreds med i Statsrevisor Daa, Forligelseskommissær A. B. Stabell -- Morgenbladets Hovedredaktør -- L. Torsten- sen Tønsager og Ole Valstad. I Provst Petersen i Skedsmo og Proprietær Smith paa Stabæk har Amtet ogsaa gode Reserver i Baghaanden. Den nye Repræsentant, Stabell, maa vække For- ventninger. Politisk og religiøs liberale har man Grund til at antage samtlige ere. Stabells Blad vidner for ham, for Daa foregaaende Færd. Valstad, der -- besynderligt nok -- paa for- rige Storthing stemmede imod Jøde-Emancipationen, medens hans Navn findes sammen med Daas under et Forslag til almin- delig Religionsfrihed, kommer nok bedre til Koncepterne, og om Tønsager, der ligeledes var imod Jødespørgsmaalet, veed man, at han har den agtværdige Karakteer, at han vedgaar en for- andret Overbeviisning og at han ikke staar stille i sin Oplysning, men stræber redeligen efter det Rette og den størst mulige Klar- hed i de Gjenstande, der ere underlagte hans Dømmekraft og hvori han skal sige sin Mening. -- Gid Nogen ellers vilde være betænkt paa, paa dette Stor- thing at faa ordnet eller dog forberedet Ordningen af vor saa talrige Huusmandsklasses ofte mislige og ubestemte Forhold til Jorddrotterne og det Almindelige! I denne Anledning rinder der Nedskriveren ihu en sand Histo- rie, der viser et Kjendskab til vore indre Brøst, som man ikke skulde ventet fra den Kant. Paa en Restauration i Kjøbenhavn, hvor der var Aviser, begyndte to norske Reisende at tale om Rusland, og iblandt andet yttrede sig misbilligende om det der herskende Livegenskab. Pludselig reiser en Gjæst sig ved et fjernere Bord, nærmer sig Herrerne med Undskyldning for at han blandede sig i deres Samtale; men han var Russer, kjendte Forholdene i begge Lande, og fandt sig opfordret til nogle Oplys- ninger, som de maaske vilde have den Godhed at høre paa. Han forsvarede da de russiske Livegnes Kaar imod den norske Huus- mands, og drev Herrerne til en skamfuld Taushed. Den norske Huusmand, sagde han, gjør han ikke komplet Hoveri? Hvordan SIDE: 616 Veiret er for hans egen lille Bjergning, maa han og ofte Kone afsted paa Huusbondens Mark for en ussel Dagpenge. Og naar saa Vinteren og Vaarkniben kommer, da har han ikke kontrakt- mæssig at søge Hjælp hos Huusbonden, medens den russiske Herremand er pligtig for sine Livegnes Underholdning o. s. v. Den sidste, i sig selv kun tilsyneladende og falske, Fordeel maa dog nok have været Russens Hovedargument, og vore Lands- mænd have fortidligen givet sig tabt. I Danmark har man i de sidste Par Aar ellers fra det liberale Parties Side forsøgt at gjøre noget for Huusmandsklassen; men nu synes alt hendøet, og nylig har man i en Herremands skræk- kelige personlige Mishandling af en Huusmand seet, at de dog maa staa paa en værre Fod der end her. -- Valget til Valgmænd antager her i Christiania for hver Gang mere Partimæssigt. Iaar har man endogsaa seet bekjendt- gjort som paalideligt, at en Stemmeseddel, der ikkun indeholdt faa værdige Navne, skulde været vedtaget af 400 Borgere; imid- lertid har man hidtil haft al Anledning til at være tilfreds med de af Magistraten optalte Stemmesedler. Ytteborg og et Par Personer (en Kjøbmand og en Haandværker), som altid stemme paa ham til Repræsentant, findes rigtignok deriblandt; men han maa dog stemme paa Andre, om han end ikke gjør som Lars Peter Selboe nu gjorde paa Valgforsamlingen for Agershuus, idet han stemte paa fire Personer, om hvem man vel kunde vide, at de ikke vilde blive valgte. Neppe have de vel nogensinde haft Stemme dertil før. Men hvad kalder man Sligt, Hr. Selboe? Det kalder man at bortkaste sin Stemme i visse Hensigter; og det er at vente, at man i Agershuus Amt erindrer sig dette til næste Gang. Om Ytteborg er det Valgpartierne have reist sig herinde, idet den store Masse af uoplyste Borgere og af ham afhængige Per- soner ville have ham paa Thinget. De vide ikke, hvad de gjøre, om det lykkes, som dog aldrig vil ske. Oplæsningen af det simpleste Skrevne vilde sætte ham i Forlegenhed, og fra By- Repræsentantskabet har man nok af Prøver paa hans mundtlige Røre. -- Den Indstilling, som Kommiteen til at afgive Betænkning om andre Troesbekjendelsers fremtidige Stilling her i Landet, SIDE: 617 har afleveret til Regjeringen, skal være liberal. Den skal nu sendes til Bispernes Betænkning. Blot den ikke kommer tilbage som en Sau, der gik ud med god Uld, men kom hjem igjen klip- pet og skaldet! Henrik Wergeland [OM TO "OPSATSER" MOT JØDENE] Christiania Intelligentssedler 28. aug. 1844. Raaheden og Uvidenheden, som man saa ofte klager over hos en ikke ringe Deel af vore Kjøbmænd og Haandværkere, er dog for en stor Deel uforskyldt. Thi hvad Andet kan man vente af den blotte Opdragelse ved Disken og af Mængden af de ældre Haandværkere, som ikke i deres Ungdom lærte at skrive sit Navn? Men naar Raaheden vover, ved et Spørgsmaal, som er langt ophøiet over dens Tænkekræfter, at komme frem med sine værdløse Opinioner i Form af ondskabsfulde, skamløse Skumle- rier over høit fortjent Mand -- da opfyldes man med Væmmelse og Harme. To Opsatser i Intelligentssedlerne for idag have hos ethvert oplyst Menneske vakt disse Følelser. Men ved den Raa- hed, som kan afføde Saadant, er Intet at gjøre; den er ufor- bederlig, fordi den ikke vil oplyses, fordi den kun sjelden eller aldrig tager en nyttig Bog ihaand -- maaskee fordi den kun med Vanskelighed kan læse, eller fordi vor fornemste Haand- værkers Exempel viser, at man kan blive en mægtig Mand uden slige Kunster og uden nogen anden Opdragelse fra Barnsbeen, end kanskee Almueskolens. Massen af Generationen maa op- gives. Den vil forblive lige raa, lige uvidende, lige uduelig og -- med hæderlige Undtagelser -- lige langt tilbage for Udlæn- dingen i hvad den skulde forsyne Landet med. Det er saadanne Slags Folk, som frygte for Jødernes Indkomme i Landet, og som nu, bragte i Bevægelse ved et latterligt Skrift af en forrykt omvendt Jøde, der fem Gange er rømt fra Daarekisten, udgyder sin Ængstelse og sin Vrede i Avisen, -- i Form da naturligviis af saa nederdrægtige Skumlerier over Personer, der staae i Spidsen for den modsatte Mening, at man endogsaa ikke blues ved at forsøge at udbrede Rygter om Bestikkelser. Fy! jeg væmmes atter over denne Lavhed, saa jeg kun med Møie kan føre Pennen. SIDE: 618 Skjønsomhed til at see, at hiint Skrift, der skal være bleven uddeelt til en heel Deel inden hiin raa Masse, alene er et Harm- produkt, fuldt af saadanne Udskeielser, som kun tillades for- rykte Folk eller Tremarksmænd, der kunne yttre hvad de ville, burde man vel have ventet af den simple Fornuft, og at Smøre- riet saaledes vilde have tabt al Indflydelse. Men -- Fordommen vil have Næring ligesom Lidenskaben, og naar det gaaer daar- ligt med Trafik eller Værksted, saa er det dog en Trøst at kunne politisere og at have Noget at udgyde sin Harme paa. Den 26de August. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 29DE AUGUST Lillehammers Tilskuer 6. sept. 1844. Vi have vore forrige Storthingsrepræsentanter. Valget fik altsaa det Udfald, enhver oplyst Borger maatte ønske. At Oberstlieutenant Foss, paa Grund af Helbredsomstændigheder, maaske maa trække sig tilbage, befrygtes imidlertid; og i det Tilfælde vilde enhver af de øvrige Suppleanter bedre kunne udfylde hans Plads end den valgte første, Høiesteretsassessor Hansen. Man har imellem dem det eminente Talent Advokat Stang. Om Ytteborg var der ikke Spørgsmaal ved Valget, skjønt der var Folk mellem Valgmændene, som ellers altid have stem- met paa dette hertil ganske uduelige Subjekt. Forudseende at det heller ikke vilde gaa dennegang, fortæller man, at han skal have foretrukket ingen for de faa Stemmer, som kunde falde paa ham. Paa hans egen Stemmeseddel fandtes ikke Sorenskriver Sørenssens Navn, -- formodentlig for Jødesagens Skyld -- men en Sadelmager, paa hvem Opmærksomheden aldrig før har været henvendt ved offentlige Anledninger. Det vakte en Latter paa Stadshauptmandens Bekostning. -- Et Skrift mod Jødernes Adkomme til Norge af en forrykt døbt Jøde, som erklærer Hensigten egentlig at være den, at han vil hævne sig paa sin Familie, der forholder ham hans Datter, er i denne Tid bleven udbredt imellem Kjøbmænd og Haand- værkere. De første Frugter var et Par Angreb i Intelligents- sedlerne paa en af Landets første Patrioter, der vidnede om den smudsigste Raahed; og siden har baade hiint Blad og Byens SIDE: 619 Adresse været riig paa lignende Udbrud af uoplyste Folks Æng- stelse for den Skade, de vilde lide, om Jøder kom til Landet. Det har imidlertid ikke manglet paa Svar. -- Gautier er ved et Tordenslag fra Stiftamtmanden paa at blive dreven fra Byen. Midti August indleverede han Ansøgning til denne Embedsmand om at maatte give sine Forestillinger. Han aabner imidlertid Cirkus og faar af militære Vedkommende Tilladelse til at give to Veddeløb paa Agershuses Exerceerplads, hvortil Bænke etc. anskaffedes med en Bekostning af et Par 100 Daler. Det ene gaar for sig, og det andet er alt annonceret til Søndag 1ste September, da der om Løverdagen indløber Befa- ling fra Stiftamtmanden, at alle Forestillinger strax skulde ophøre. -- Man maa nemlig hjælpe paa Theatret, som nu begynder sine Forestillinger. Didhen er endelig en dannet ung norsk Mand gaaet i Hr. Student J. Falsen, Søn af Justitiaren, der første- gang træder op paa Tirsdag som Harald Haardraade i Værin- gerne i Miklegaard. Henrik Wergeland JØDEFRYGTEN Christiania Intelligentssedler 31. aug. 1844. Denne er noget ganske overordentlig overdreven i de fleste af vore mindre oplyste Borgerklassers Hoveder. Man indbilder sig saaledes, at Landet vil blive oversvømmet af bare Schakker- jøder; men 1) see til Nabolandet, er man der plaget af det Slags Folk? 2) og har ikke vort Land allehaande velsignet gammelt dansk Lovgods, der sætter Grændser for Handelens Frihed og fremfor Alt for en saadan Omstreifen med gamle Sager og Smaavarer, saa naturlig og nyttig for Massen end slig Handel kunde synes at være? Den dannede Jøde er ærgjerrig; han sætter Priis paa politisk Frihed og den Ære, hvormed den omgiver Borgeren; han vil gjerne deeltage i offentlige Sager. Slige Mosaiter ville gjæste Norge, og Folk, som have Noget at anvende paa Spekulationer paa vort Lands naturlige Fordele. Spekulationer? Gudbevares! Det er et frygteligt Ord for Nor- SIDE: 620 mænderne, som vi vide, hvorfor de ogsaa saa sjeldent give sig af dermed. Men hvilke Spekulationer? Vore dyre offentlige Laanecasser, den endnu ubluere private Pengehjælp (indtil 80 pCt. pro Anno) indbyder Capitalister til at lade sine Penge komme Folk tilgode til lavere Procenter; og dette vil dog vel ingen Skade være. Mangt et Stykke Land, mangen norsk Myr, hvis Opdyrkelse ikke kan bære mere end henved det Halve af de sædvanlige Renter og Afdrag, som fordres, vil da maaskee komme under Hævd. Mærker den mosaiske Capitalist, at han, formedelst de lave Procenter paa hans nærværende Opholdssted og de høie i Norge, kan staae sig ved der at gaae en Middelvei, saa kommer han; og velkommen bør han være. Men endnu et Par Spekulationer, som rimeligviis ville falde Jøder ind. 1) at benytte vore herlige Vandfaldes nu tildeels spildte Kræfter -- ofte midtinde i Byerne -- til allehaande Fabriker; 2) at faae Fiskerierne drevne med vedbørlig Penge- magt; og 3) kanskee at faae nogle Bjergværker op igjen. Ved alt Dette vil dog Folk leve med dem og ved dem. Eller hvorfor skulde oplyste Jøder, der i ingen Dannelsens Henseende kunne skilles hverken fra Hr. Baron von Grøditzberg eller DHrr. Eng- lændere i Alten, ikke opføre sig ligesaa vel som Disse, især de Sidste, til det Lands Bedste, hvor de bruge sine Penge? Nei, Jødefrygten er for stor. Den tænker blot paa de forag- tede, og derfor foragtelig blevne, Jøder i Nordtydsklands Stæ- der; men den kaster aldrig Øinene paa de Lande, hvori de nyde Frihed. Der er Jøden overalt et ganske andet Menneske ): han skiller sig ikke fra Nationen uden ved sin Tro, og den er man oplyst nok til at lade ham beholde for sig selv. Betræffende de Underviisningsbøger, hvorefter denne læres i begge Lande, da kan Nedskriveren forøvrigt forsikkre, at de bruge en saa for- træffelig, ja nydelig forfattet Bibelhistorie, at af vore kun Herslebs kan maale sig med den, og en Lærebog, der svarer til vor Forklaring i alt andet end i dennes Dunkelhed og tvære Stiil, og i Pligtlæren saaledes affattet, at vore egne Børn gjerne kunde bruge den. At deres Bibelhistorie standser med det gamle Testamente og altsaa ikke omhandler vor Religionsstifter, følger af deres Tro paa en kommende Messias. Men Denne tænke de SIDE: 621 oplyste Jøder sig ikke længer som en Messias for dem alene, men for den hele Menneskeslægt, som han skal meddele en fæl- les Læres Lys. Men der rinder mig ihu endnu en Jødefrygt, som jeg ogsaa har fornemmet, nemlig det Skrækkelige, at tænke sig Jøder endog som Indehavere af norske Embeder, t. Ex. et Geni maa- skee endog som Finantsminister? Nu! vare de naturaliserede, maatte Adgangen til hvad Talentet kunde naae staae dem aaben. Beyen af Tunis har en christen Statssekretær, saa han er gaaen endnu videre i Tolerance. Thi i hvilken christen Stat vilde man vel taale, at en Mahomedaner indtog en saadan Post? Og han har valgt Manden for hans egen Skyld; thi ellers sættes i de Egne de Christne efter Jøderne i den offentlige Agtelse. Henrik Wergeland [EN ERKLÆRING AV DEN HOLLANDSKE KONGE OM JØDENE] Christiania Intelligentssedler 2. sept. 1844. I No. 198 af dette Blad for 26de August findes blandt Be- kjendtgjørelserne et "Varsko!" og et "Indsendt," hvoraf en anden Indsender i No. 200 tog Anledning til at beklage, at Raaheden kunde være saa skamløs at ville paa en saadan Maade angribe en høiagtet Mand, hvis Patriotisme er ophøiet over en- hver Tvivl, og om hvis Retsindighed der ei kan være mere end een Mening. Der have tillige i længere Tid verseret Rygter om, at enkelte Agenter blandt vor Handels- og Haandværksclasse skulle have søgt at udbrede en famøs Pasquille mod Jøderne af den omvendte danske Jøde Nathanson (der flere Gange skal have været paa Daarekisten), ligesom man har hørt omtale, at disse Machinationer fra enkelte Borgere havde Indflydelse paa det sidste Storthingsvalg her i Staden, og hvorom de "Firehun- dredes" Stemmesedler skulle have baaret tydelige Præg. See desuden Inseratet fra "En Haandværker" i Adressetiden No. 51. Denne Intollerance og Conservatisme hos mange Individer af de næringsdrivende Classer synes ikke at tyde hen paa den Oplys- ning, som kunde være ønskelig. Beklagelser over denne aande- lige Tilstand finder desuden Hjemmel i uimodsagte Paastande derom i de andre Hovedblade, -- hvorhos der i No. 200 udtryk- SIDE: 622 kelig er sagt, at der findes hæderlige Undtagelser blandt de næringsdrivende Classer. En Inds. i dette Blads No. 203, og som underskriver sig "Hverken Haandværker eller Kjøbmand", har dog viist, at Raaheden og Uvidenheden ogsaa har sine Skrib- lere og Agenter udenfor disse Classer. Hans Logik er høist original: "Forfatteren af bemeldte Product (i No. 200) er efter al Rimelighed hverken Kjøbmand eller Haandværker, og til hvil- ken Stand hører han da? Til Embedsstanden maa han høre!!!" (sic!) Det er en logisk Slutning, der kan lade sig see! Deraf tager han nu Anledning til at give fra sig en heel Mængde Invectiver mod "Embedsmændene" og "Embedsstanden," hvilke Udgydelser tage sig ud som Hundens Bjæf mod Maanen. Dog dette er af de Slags Producter, der qvæles i deres eget Smuds, sit venia verbo, og hvilke ei taale, at man rører ved dem. Som et Modstykke til hine Anstaltmageres Optøier mod Jø- derne, troer man her at burde indtage følgende Beretning af den danske Berlingske Tidende af 21de denne Maaned. Luxembourg. Jøderne. Præsten for den israelitiske Menighed, Dr. Hirsch, havde Audients hos Hs. Majestæt Kongen og holdt følgende korte Tale: "For Deres Majestæts Fødder nedlægger Bestyrelsen for den israelitiske Menighed sin Hylding og den meest levende Erkjendtlighed for de mangfol- dige Velgjerninger, hvormed D. M. har overøst os. Alt hvad vi for os, for vor Gudstjeneste og for Organisationen af vore Skoler kunde ønske, er ædel- modigen bevilget os af D. M. Da vor Religion foreskriver os at være troe Undersaatter selv i de Stater, som behandle os stedmoderligen, hvormange Forpligtelser have vi da ei mod en Konge, der skjænker vor Gudstjeneste samme Beskyttelse som alle andre Religionssecter? en ophøiet Slægt, der selv i forfølgelsestider skjænkede et Tilflugtssted til de fordrevne Israeliter? Gud bevare D. M." Kongen svarede: "Ei blot i Storhertugdømmet Luxemborg; men ogsaa i mine Nederlande befinde sig mange Israeliter i Statens Tjeneste; og jeg kan blot lykønske mig dertil. Stedse have Israeliterne opført sig som troe Undersaatter og stedse have de været mit Huus hengivne. Til alle Tider have mine Stater været aabne for dem og til alle Tider have de viist dem værdige dertil." Et saadant Skudsmaal erholde Jøderne fra et Land, hvor de ere frie, og have opholdt sig i saa mange Aar. Behøves der noget yderligere Beviis for det Upatriotiske og Intollerante i vore Smaasjeles Bestræbelser for at holde dette driftige og nyt- tige Folk bortfjernet fra vort Land, hvis Industri og Fabrik- virksomhed næsten = 0? SIDE: 623 Henrik Wergeland JØDESAGEN Morgenbladet 2. sept. 1844. Man har fra en Boglade hersteds averteret en Pjece, hvis Hensigt er at modarbeide Forandringen af den norske Grund- lovs § 2 sidste Passus, og under "M. L. Nathansons" Navn. Hvem troer nu ikke, at Forfatteren er den som Statistiker og Redaktør bekjendte Nathanson, hvis Kundskaber er ligesaa be- kjendte som hans servile Meninger i hvad der vedrører Poli- tiken? Nei! heri tage de betydelig Feil. Forfatteren er en ifjor døbt Jøde, der lige indtil Fornavnsbogstaverne skriver sig som den kjøbenhavnske Nathanson, og Bogen er trykt i Altona. Han erklærer aabent, at det er Familiestridigheder -- som det lader til i Anledning af hans Overgang -- som han har at hevne ved sit Skriveri, og lover en Bog til, om han ikke faar Ret imod sine Fiender. Sproget, den forvirrede Tankegang og Beskaffenheden af hans Bagvaskelser røbe ellers -- i alvorlig Bemærkelse -- Forrykthed, og man oplyses ogsaa om, at han ikke mindre end fem Gange har været indsat paa Aarhuus og Bidstrups Dolhuse, hvorfra han stundom har vidst at salvere sig ved Flugten. Mod Hr. Nathanson er man altsaa fritaget at svare; men da hans Bog har bragt i Erindringen, at den Bagvaskelse mod Jøderne, at de i deres Ungdom opdrages og oplæres i Had til Christne, ogsaa hertillands har ladet sig høre, vil jeg her levere det mest slaaende Modbeviis i følgende 3die Kapitel i den i Danmark og Sverige brugelige "Lærebog i den israelitiske Reli- gion", forfattet af den, af alle Troesbekjendelser høitagtede Dr. Overrabbiner Abr. Alex. Wolff i Kjøbenhavn. Om Kjærligheden til vor Næste. 1) Hvad vil det sige, at vi af Kjærlighed til Gud skulle elske vor Næste? At vi skulle elske Gud saa, at vi i vort Medmenneske ære hans Billede og stræbe at befordre dets timelige og evige Vel. 2) Hvorledes lyder Budet om Kjærligheden til vor Næste? Du skal elske din Næste som dig selv; Jeg er den Evige. (3. Mos. 10, 18). Elsk den Fremmede som dig selv! Jeg er den Evige, din Gud. (3 Mos. 19, 34). Religionens Grundlov er: Elsk din Næste som dig selv. (Thorat Kahanim). SIDE: 624 3) Hvad vil det sige, at elske sin Næste som sig selv? At vi skulle tænke og handle saaledes imod vor Næste, som vi medrette ønske at vor Næste maa tænke og handle mod os. Gjør ei mod din Næste, hvad du ei vil, at han skal gjøre imod dig! Dette er hele Loven; det Øvrige er blot en Forklaring. (Aboth. Tal. 30). Din Næstes Ære være dig ligesaa dyrebar som din egen! (Aboth. 2, 15). Lad din Næstes Formue være dig ligesaa dyrebar som din egen. (Aboth. 2, 17). 4) Hvem er vor Næste? Ethvert Menneske er vor Næste, vor Broder; thi Gud er vor Alles Skaber og Fader. Sandelig, vi have jo Alle een Fader; een Gud har skabt os -- hvorfor skulde da den Ene handle troløst imod den Anden og besmitte vores Fædres Forbund? (Mal. 5, 1). I og den Fremmede er lige for den Evige. (5. Mos. 15, 15). 5) Hvori ytrer den sande Kjærlighed sig til vor Næste? Deri, at vi begegne Alle og Enhver venskabeligt og kjærligheds- fuldt. (Sal. Ords. 15, 30 m. fl.) 6) Hvad fordrer Kjærligheden til vor Næste især? At vi søge at befordre vor Næstes timelige og evige Vel saa- meget det staar i vor Magt. Unddrag dig ikke fra at gjøre godt, om Evne dertil er given i din Haand. (Sal. Ords. 3, 27). 7) Hvad bør vi gjøre for at befordre vor Næstes timelige Vel? Vi bør vise os retfærdige, billige og velgjørende saavel i Hen- seende til vor Næstes Liv og Hilse som til hans Formue og Ære. Om din Broder bliver fattig og lader sin Haand synke, skal du understøtte ham. 3 Mos. 25, 35. (NB. For- øvrigt herlige Sprog her citerede af 5 Mos. 15, 7. 8. 10. Jes. 58, -- 6 -- 9. Ps. 112, 5. 9. Ps. 41, 2. 3. Jes. 1, 17. Job. 29, 12 -- 16; 31, 16 -- 18.) 8) Hvad bør vi gjøre for at befordre vor Næstes evige Vel? Vi bør med Omhu og paa bedst mulige Maade bidrage til vor Næstes Oplysning, formane ham til det Gode, advare ham for det Onde og isærdeleshed belære ham med et godt Exempel. 3 Mos. 10, 7 m. fl. Steder. SIDE: 625 9) Hvad staar dermed i Sammenhæng? At vi skulle være fredelige og forsonlige mod vor Næste, forlade ham hvad han har forbrudt imod os og bede Gud om Forladelse for ham. (Sal. Ordsprog 3, 30; 10, 12; 19, 11 o. fl. "Elsk Fre- den, stræb efter Eendrægtighed og underviis dem! Aboth. 1, 12.) Svenske Aftonbladet har for kort siden aftrykt dette Kapitel i Anledning af en ypperlig Afhandling i Gøtheborgs Sjøfarts- tidning om Kirkes og Stats nødvendige Adskillelse, hvor det var indtaget; men Ovenstaaende er en ordret Oversættelse af be- meldte Kapitel, saaledes som det findes i den af Stockholmer- Rabbinen Dr. Seligmann udgivne Oversættelse af bemeldte mosaiske Lærebog, der -- ligesom en ganske herligt forfattet Bibelhistorie -- er udarbeidet af den af alle Troesbekjendelser høiagtede Overrabbiner i Kjøbenhavn, Dr. Abr. Alex. Wolff. 17de August. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland "JØDINDEN" Morgenbladet 4. sept. 1844. Da der senere er sprungen ud flere blomstrende Tornekviste, nemlig 11 istedetfor de belovede 7, er det bleven nødvendigt at forandre Subskriptionsprisen fra 18 ß til 30 ß og uden nedsat Priis, om man tegner sig for flere Exemplarer. DHrr., der have tegnet sig paa de to offentlige Lister, behage at udstryge sine Navne igjen, om de ikke ville overtage Forhøielsen. Venner af Musen som Tolerancens Præstinde anmodes om at samle Sub- skribenter, og de Redaktioner, som velvilligen have annonceret dette Foretagende, om at gjøre deres Publikum opmærksomt paa denne Bekjendtgjørelse. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BAGVASKELSE MOD MOSAITERNE (Fra Henr. Wergeland.) Christiansandsposten 6. sept. 1844. Chr.sandsposten, som hidtil har yttret sig for de Tolerance- Spørgsmaal, der snart skulle afgjøre Norges Plads imellem de civiliserede Stater, har i Nr. 60 og 61 været taktløs nok, uden Anmærkninger, at aftrykke en Anklage fra en døbt dansk Jøde, L. M. Nathanson, der i Uretfærdighed og Hadskhed kun har sin SIDE: 626 Lige i den taabelige Pjece, som en ligeledes omvendt Altonaer- Jøde søger at udbrede her i Landet for at hevne sig paa sine forrige Troesforvandte. Idetmindste kunde man have ventet an- mærket, at Forf. ikke er den kjøbenhavnske Redacteur, Statisti- keren L. M. Nathanson, men en ubekjendt Person, som tilfæl- digviis fører samme Fornavnbogstaver. Hvad der siges om Rene- gaterne i de mahomedanske Lande, nemlig at de fortrinlig læg- ger sine forrige Troesfæller an for Had, -- er i fuld Maade indtruffet med begge disse Personer, og de Beskyldninger de tillader sig, ere saa skjendige og haandgribeligen løgnagtige, at jeg ikke kan begribe, hvorledes de kunne undgaae Lovens eller den retfærdige Harmes Tugtelse. Min Mistanke er grundet. Efterat have paabegyndt Ovenstaa- ende, har jeg havt en senere udkommen Pjece af samme L. M. Nathanson ihænde, og deraf bliver det aldeles klart at Personen i ganske alvorlig Forstand ikke er vel bevaret. Han tilstaaer ogsaa, at han deels i Jylland og deels paa Bistrup har været 5 Gange indsat i Daarekisten, hvorfra han stundom har salveret sig ved Flugten. Under saadanne Omstændigheder er al Gjennemgaaen af hans Beskyldninger hensigtsløs, skjøndt den forvirrede Stiil og den aabenbare, ianledning af Familiestridigheder vakte, hevnsyge Lidenskabelighed, hvormed de ere nedskrevne, maatte være nok til at berøve dem deres Betydning. Men til denne Mandens Forfatning kjender den største Deel af Bladets Læsere kun lidet; og da man ikke sjelden har hørt gjentaget af Folk, som atter have det fra Andre, der kjende ligesaalidt til Sandheden, netop den meest graverende Beskyld- ning i de Nathansonske Smørerier, nemlig den, at Jøderne skulle opdrages og oplæres i Had til de Christne: saa vil jeg her levere et saa factisk Modbeviis mod at deres Lære er saadan, som den vel kan gives, idet jeg, af den mellem de svenske og danske Mosaiter brugelige "Lærebog i den israelitiske Religion", for- fattet af den af alle Troesbekjendelser høitagtede Dr., Over- rabbineren Abr. Alex. Wolff, her meddeler den 3die Afdeling: [Her følger "Om Kjærligheden til vor Næste", som i Morgenbladet for 2. sept. 1844, se ovenfor s. 623.] SIDE: 627 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 19DE SEPTBR. Lillehammers Tilskuer 27. sept. 1844. Den til at fordele Grændserne mellem Byen og Ager nedsatte Kommission er kommet til det Rimelige, at henlægge Forstæ- derne paa den søndre Side af Agerselven til Byen, hvorimod Saugenes Henlæggelse til Landet, og har tillige foreslaaet Byens Inddeling i fire Kirkesogne samt Oprettelsen af et nyt -- Oslo -- Præstegjæld. En af Kirkesognene skulde hedde Hammers- borgsogn, hvorved formeentlig er antydet, at Kirken skulde ligge paa Hammersborg -- en prægtig Beliggenhed, hvorved der lod sig noget gjøre til Byens Forskjønnelse, at sige om man sørgede for, at dens bestaltede Arkitekt ikke fik formeget Fingre i Sagen. Det høieste Punkt, Sorgenfri, er netop nu tilfals for 8000 Spd. -- Det er noget ganske overordentligt, hvormange unge norske Malergenier, der i det sidste ere fremtraadte: en Hansen, der opholder sig i Berlin, og fra hvem Professor Dahl i Sommer medbragte en Kopi efter Rubens (for et Par Aar siden var han Malersvend); en Eckersberg og endelig en Gude, Søn af Soren- skriver Gude i Hallingdal, der synes at ville overstraale dem Allesammen. Her i Byen er tillige en ung Person af simpel Extraktion, Arnesen, som især lægger sig efter Portrætmaleriet. Dette florerer dog især for Gørbitz og Chr. Olsen, en her alt i flere Aar bosat særdeles talentfuld dansk Portrættegner. De have Begge Hænderne fulde af Arbeide. -- Den 11te Ds. holdtes -- som man kan læse eller stave og tælle sig til af Bekjendtgjørelserne -- Høitidsloge af Frimurerne. Den ordførende Mester, Statsraad Krog, hilsedes ogsaa med en Sang; og da denne Hædersmand ogsaa paa Oplandet har mange Venner og Bekjendte, leveres den her: [Her følger sangen til statsråd K.] Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 10DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 18. okt. 1844. -- -- Nyt fra Christiania! siger De? Noget hvad det er. Nei, her er s'gu intet Nyt. Det er bleven gammelt, at Morgen- bladet og Den Constitutionelle ere i Kladdene paa hinanden igjen, om hvem der isandhed er den rette Liberale af dem; thi SIDE: 628 i Uger have de nu kjedet Publikum med sine Polemikker. De holde aldrig op, ligesom Haner, der engang have begyndt at gale paa hver sin Mødding. -- At Jøder komme her til Byen er maaske mindre sjeldent end Politiet veed af; thi næsten altid holde der nogle saakaldte "Optikusser" og Væggeluussalvekræmmere til i Madame Grues bekjendte Hotel paa Hjørnet af Vognmandsgaden. Men endelig har det dog faaet fat paa To og det af en Art, som vi ville haabe vort Land ikke ville blive hyppigere hjemsøgt med end nu, om deres Nation tilstedes Adgang. Ialfald vil det være daar- ligt at lade Tilfældet med disse Jøder have nogen Indflydelse paa de Anskuelser man ellers maatte have om Sagen. At der gives Schakkerjøder har ligesaalidt været benægtet af dennes Forsvarere, som ubetinget tilstaaet, at de ere den øvrige Befolk- ning til Skade, naar en Politilovgivning existerer. Disse Jøder synes mere at have været Eventyrere end Skakkrere, og slige mangle ingen Nation. -- Men -- den alvorlige Side ved Sagen tilside, den at Fordomme vil gribe dette Tilfælde til Bestyr- kelse -- høist komisk maa Paagribelses- eller rettere Angivelses- Scenen have været. Den foregik paa den Lütkenske Billard -- et Sted saaledes beliggende ligeoverfor Kirken, at man i Orgelets Pauser eller naar Præsten trækker Veiret kan høre Billardkug- lernes behagelige Rullen og à la guerre-Raabet "Hansen paa Olsen! Jensen paa Pedersen! Christensen død!" o. s. v. Der vanke Byens bekjendteste Snapskonger, af og til en Repræsen- tant, Elever i Cigarrøgning, berømte Keglespillere paa høiest Træf ved Lodspil o. desl. Men nu maa man tænke sig Øieblik- ket, da Harpespillersken Madam Petersen (i Parenthesis sagt forviist Byen inden 14 Dage, -- Pling-Plingeli-Plång) rasende strækker sin Arm indimellem den kjævlende Sværm om det lille Bord, hvor de to fremmede Gjæster havde moret sig og Publi- kum med "Pungut-Spil" om en Omgang Snapser, Kaartkunster o. s. v. Hun har taget Parti i Trætten, og strækker nu Armen ud som sagt imod de To med de frygtelige Ord: "De ere Jøder!" Forfærdelsen i Jødernes Ansigter, der ikke nægte hverken sin Oprindelse eller Paastanden! Forbauselsen i det agtbare Sel- skabs Ansigter! En mister Intelligentssedlen, en anden faar Drammen kun halvt ned. En vældig Næve sees fæstet i den ene SIDE: 629 Jødes Krave, medens den Anden stikker Punguten og de andre Sager til sig. Alle Ansigter om Billarden, alle Queuer dreiede om mod Hovedscenen, som den blege Vært er Vidne til i Bag- grunden bag Disken, hvorover en Markør svinger sig med Enden i Veiret o. s. v. Enhver imaginere sig Scenen som han bedst kan, men kostelig maa den have været. Dette Komiske er det eneste Udbytte af den, ellers er den til at ærgre sig over. -- Vigtigere end at der er kommet 2 Jøder til Byen er det, at der er kommet 20 Rensdyr. Eieren sælger dem hele og i hvad Dele man vil have dem. Prisen skal være 7 Mark pr. B. En ny Industri, som man bør haabe fortsat hver Høst, da man vel i Hjembygden tager Hensyn til Stamhjordens Tarv. -- En Æblekjærre med 24 (fireogtyve) Dusiner Sølvskeer og andre Rariteter i . . . Nei! nu kan det være nok! Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 15DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 22. okt. 1844. Hanerne gale endnu, hver paa sin -- Noksagt. Dog begynde de nu at blive hæse. -- Jo det forholder sig ganske rigtigt med Øsgevads 24 Dusin Sølvskeer i Æblekjerneskallen. [fotnotemerke] Og de ligge endda i denne i en liden Kasse. Med Forstørrelsesglas opdager man virkelig saamange Sølvskeer, som der skal være -- naturligviis Spaaner, der kunne tages i det Utallige i samme Form. Saadanne om- reisende Danske ere vort Lands Jøder, godmodige Folk som disse. Kommer her af sidste Sort til Landet, turde der maaske opstaa en Udrøddelseskrig imellem begge Racer, hvorved Mange af vor egen vilde være tilfreds. -- Oprør i Slaveriet -- i Slaveriet med 5 -- 600 Mands Be- sætning! Det havde nemlig opvakt Misnøie imellem Slaverne, at de for Eftertiden ikke skulde kunne hos Spiseværten for sine Dagpenge indkjøbe Mad til Maalene efter egen Smag, hvilket foraarsagede Forskjel i deres Levemaade eftersom de ved Extra- arbeide havde erhvervet sig Raad. Slaver, der ikke havde Anled- ning til saadant, levede saaledes knapt -- man har endog hørt Klager over Sult om Vinteren, som om de ikke kunde slippe ud Fotnote: I forrige Nr. stod Æblekjærre, istedetfor "Æblekjerne." SIDE: 630 med de blotte Dagpenge -- medens Andre levede bedre. Nu skulde Alle erholde lige og fast bestemt Kost hos Spiseværten. Men dette var, som sagt, ikke efter deres Kogebog. Iforgaars skulde Menagen begynde; men Ingen af dem hentede sin Fro- kost. De forlangte at tale med vagthavende Officeer, og erklæ- rede ham at det var deres Beslutning ikke at indlade sig paa den nye Forpleiningsmaade. Pladsmajoren kommer og modtages af Slaverne med et brølende Hurra (besynderligt at dette Raab saaledes bruges baade til at udtrykke Glæde og Vrede). Han træder ind i en Sal, hvor en Slave bliver siddende ved hans Indtræden, hvilket er imod Sædvane. "Er du syg?" spørger Majoren. "Nei!" "Nu, hvorfor reiser du dig ikke." Et tvært Svar følger. "Gevaldiger, lad ham give Femogtyve!" Saa for- tælles, og det er god Konduite. Nu bleve Slaverne komman- derede Fire og Fire til at afhente sine Portioner; men de skulle, idetmindste for en stor Deel og for det Maal, have vedblevet sin Trods, slængt Maden væk o. s. v. Øvrevolds forstærkedes strax Besætningen med halvandet Kompagni, saa der var knapt Rum nok; med skarpe Patroner, og understøttede af noget Artilleri, holde disse Tropper nu Vagt under en Kapitains og to Lieute- nanters Kommando. Kanonerne, ladte med Kartætscher og be- satte med 2 Artillerister ved hver, gabe foran Jerngitteret. Dagen efter begyndte Forhørene. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 21DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 25. okt. 1844. Slaveforhørene vedblive endnu, og Vagten er fremdeles noget forstærket, idet Paraden, der i Regelen tæller 60 Mand, er for- øget til 80. Artilleriet er mere truende, idet to Kanoner ere placerede ved det andet nordre Gitter og to bag Slaveriet. For- hørene skulle ikke have ført til Opdagelse af nogen Hovedmand. Strømpestrikkersalene kunde man vist gjerne springe over; det er frommere Folk, hvorimod man vel faar søge Hovedmanden mellem Blikkenslagerne, Skomagerne og Smedene. Det er i Almindelighed choleriske Folk med mørkt Opsyn. Alvorligt! i den fri Verden kjender jeg intet frygteligere Væsen end en, især af Mangel paa Næringsdrift, opbragt Skomager. Ofte søger SIDE: 631 han de offentlige Steder, forat politicere over de slette Tider, men han vender mørkere hjem. I de fleste ikke blomstrende Byer -- Christiania er en blomstrende -- kan man paa en Vandring gjennem Forstæderne i Vinduerne hist og her ved Jorden se Ansigter, der bekræfte min Mening. Den har dog ingen høiere Rang end hvad man kalder en subjektiv Anskuelse. Een Ting burde man maaske indrømme Slaverne. Det er Skraatobak. For de dertil Vante er den nødvendig, for at de skulle befinde sig fysisk vel og ikke ilde. Patienterne paa Rigs- hospitalet kunne erholde et vist Kvantum, naar deres Tilstand ellers tillader det, naturligviis. En Patient af hvad man kalder konditioneret Stand, en Person berygtet for sin Gjerrighed, fik Nys om denne Benefiz, hvis Værd ellers ikke beløber sig til 1 ß hver 3die Dag; men da han ulykkeligviis ikke tyggede og det dog nagede hans ædle Sjæl, at en saadan Valuta skulde gaa tabt for ham, androg han om at maatte faa for samme Pengegehalt i -- Sukker. -- Af de arresterede Jøder er den Ene sat i Frihed som por- tugisisk -- en besynderlig Forret for denne først fra Marokko til Portugal og siden derfra til Holland forgreente Race. Ventelig har en saadan velbeslagen Portugisjøde engang hjulpet en af de gamle Oldenburgere med hollandske Dukater; idetmindste synes Nedskriveren at have denne Grund at opgive. Har nu Jøden ikke forseet sig, kan han ganske vist søge Politiet. -- Men en oprørende Forfølgelse mod Folk, hvis Forfædre have været Jøder, synes begyndt af en Hr. Hartmann, Stor- Skjærsliber eller hvad jeg skal kalde ham efter hans Næring, at udsælge Barbeerknivestrygeremme af egen Opfindelse, altsaa Een af disse Danske, der gjæste Landet, hvor de ganske spille Skakkerjødens Rolle, med allehaande Rariteter og Smaasager, men til enorme Priser imod hvad de tør tage hjemme og andet- steds. I al Sommer har denne Hartmann paa en yderst charla- tanmæssig Maade averteret sine Strygeremme til de uforskam- mede Priser af jeg tror et Par Daler for Stykket. I danske Avertissementsblade kan man vist se dem faldbudte for det Halve. Charlataneriet viste sig foruden i de høist pralende Be- kjendtgjørelser ogsaa i det Latterlige, at han i vore Blade pran- gede med det danske Vaaben over dem. Muligt, at det Patent, SIDE: 632 han siger han har, tillader sligt; men det tillader ham vist ikke at skikke en Konkurrent, der ogsaa vil sælge Strygeremme, saa impertinent, af Næringsnid stinkende Udfordring, som han har gjort i Morgenbladet. Noget Privilegium har han ikke erhvervet sig over al Landet, og om den stakkels Goldsmiths Fædre ere af mosaisk Oprindelse -- hvilket kastes ham i Næsen -- er den vel saa god som Hr. Hartmanns, enten den skriver sig fra Øerne eller Jylland eller das grosse Schleswig-Holstein. De Danske tillægge sig, i Modsætning til Normanden, en særegen Beske- denhed; men det maa være hjemme den findes. Her lægge de ofte en forunderlig Uforskammethed for Dagen. Naar de f. Ex. have faaet Lyst paa vort Brød, bekjendtgjøre de som en Anbe- faling, at de ere fra Danmark. Det er en Bagatel; men hvad er det man veirer deraf? Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 24DE OKTOBER Lillehammers Tilskuer 5. nov. 1844. S. T. Udgiver! Jeg mødte igaar Korrespondenten for Drammensavisen, lige- som jeg selv med et noget langt Ansigt og en tynd Portefølje under Armen. "Skal vi bytte Nyt?" sagde jeg for Spøgs Skyld. "Der er vel ligemeget omtrent i begge Væsker." "Aa ja," sagde Personen. "Det kunde nok lade sig gjøre; men jeg maa have en Daler imellem, for se her, min Væske er feed!" og dermed stak Skurken, uden at jeg mærkede det, sin ene Næve ned i Væsken, saa den bugede sig forfærdelig ud. Jeg, som troede at have seet Feil, og som ikke havde en Smit i min, slog til, gav ham Daleren, og -- ja her seer De hvad der var. [Her følger "Skizze af den ungarske Konstitution", efter "Forposten".] Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 4DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 12. nov. 1844. Her passerer intet; men destomere i den lille By Kragerø, hvorom man før ikke hørte Nogen kny, uden der var kommet Østers til Bryggen, og da i Forbindelse med denne Lækkerhed, (der, imellem os sagt, uden at skifte Navn har flyttet sig noget nærmere op i Fjorden; Nogle sige endog lige til Sandvigen). SIDE: 633 Alles Øine hersteds ere da henvendte paa Kragerø, hvor alle Dæmoner synes at rase pro thi noget ærligere og oprigtigere end den ene af de tre Valgmænd, Kjøbmand Schweigaards Er- klæring i Morgenbladet for igaar, vilde neppe den gyldne Tids- alder kunne opvise. Han tilstaar reent ud, at han af Juell har ladet sig paavirke til at stemme paa ham; og saaledes bliver der vel for Pastoren hverken af nogen Plads i Storthinget, Hoved- stadsophold, Theatersaison, Fester under de Kongeliges Nær- værelse eller hvad der nu kunde falde af en saadan lang Tur herind. Men Hvem, der har læst Romeo og Julie, hvori de to Familier Montuchinnes og Copuleternes Had og blodige Slagsmaal paa aaben Gade oprører Verona, vil ikke finde, at Kragerø, med sine Bjørne- og Thomesen-Familiers rasende Stridigheder, fortiden afgiver en ypperlig Parodi paa hiin Skildring af Patriciers Parti- kampe? Der maatte naturligviis Kjærlighed til ligesom hos Shakespeare, og saaledes maatte Prokurator Homann vel blive Romeo, istedetfor den vilde Tybalt, som han ellers maatte være -- Nei, Tybalt, som vildt styrter sig i Striden, maatte Homann dog være, siden han har gjort ligesaa, og siden han, ligesom Tybalt, gjerne optræder paa Gaden. Til Romeo og Julie maatte et Par blide, i Familiestriden ikke interesserede, Krambod- dukker fabrikeres. Og saa kunde Stykket gaa, ja tilfældigviis endog lige til og med den rystende Scene i Begravelseshvælvin- gen. Thi man har jo seet, at Kragerøpatricierne have sine mu- rede Gravhvælv, medens der klages over, at Folkets Liig saa- godtsom slænges for de vilde Dyr. Nu Stedets gamle Klokker i Begravelseshvælvet under Opvaagningen og Katastrofen og jeg tænker Stykket har sin Knude. Men saavidt som i Romeo og Julie maa det dog ikke komme. Der maa blive Opstandelse og Bryllup, hvorved den Flaske Champagne passende kunde blive drukken, som unge Thomesen høist sandsynlig har vundet af unge Homann, der ved den Leilighed, Thomesen fik Anledning til at vinde den, unægteligen -- til Prokurator at være -- har gaaet noget for vidt i sin Paastand. Epilogus kunde intimere saaledes omtrent: SIDE: 634 "De Montuchi satte Skræk i Alt-Veronas stolte By. Copuleter ved Pamfleter blæste altid op paany. Saa i Krager- Ø tildrager sig det midt i dette Aar, at de Bjørner og de o. s. v. Naturligviis, at Parterne sloges som Ørner og "fik hinanden udi Haar." Henrik Wergeland "MENNESKET" Et Digt av Henr. Wergeland. (Omarbeidelse af "Skabelsen, Mennesket og Messias). Morgenbladet 7. nov. 1844. En Omarbeidelse af mit større Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias" har længe paahvilet mig som en Gjeld til Litera- turen. Det foruroligede mig i min Sygdom, at den ikke var løst, og jeg besluttede ikke at opsætte med at anvende dertil de Kræfter, jeg i de enkelte bedre Øjeblik tør disponere over paa Sengen, saa man dog skulde see hvad jeg havde villet. Imid- lertid er under Dagenes Løb en Omarbeidelse saavidt fremskre- den, at det Haab, som begyndte derpaa, ogsaa udstrækker sig til at see den endt og udgiven. Til Udgivelsen af dette, i Meget nye Arbeide, har jeg ansøgt om det kgl. norske Videnskabers Selskabs Understøttelse; men selv om det opgivne Maximum bevilges, kræve dog de Omkostninger, der yderligere ville med- gaae til et Værk, som altid vil blive vidtløftigt, om det end betydeligen beskjæres, Bistand fra Publikums og Interesse for dets Afsætning fra Boghandlernes Side. Jeg tillader mig derfor, at anmode Dhr. Boghandlere i Landet om at aabne Subskrip- tion paa ovennævnte Digt til 1 Spd. pr. Explr., hvorefter de paa betalte Rekvisitioner erholde 20 pCt. Rabat. Bogladeprisen forhøies. Private Subskribentsamlere erholde det 9de Expl. frit. Henr. Wergeland. SIDE: 635 Henrik Wergeland KORRESPONDENCE CHRISTIANIA, 11TE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 15. nov. 1844. Den 9de Ds. blev Ingeniørbrigadens Chef, Generalmajor Wetlesen, bortkaldt ved et Slag midtunder sine Embedsforret- ninger og omgivet af flere af sine Officerer. Det var en agt- værdig og afholdt Mand. Man designerer nu i Opinionen som Chef Major Garben, med Forbigaaelse altsaa af Brigadens ældre Officerer, Ræder og Hoff. -- Grønlands Asyl er ved Regnskabernes Gjennemsyn i en Generalforsamling befundet bankerot. En ny Subskription, hvor- ved Flere have vist sig meget generøse, er imidlertid aabnet, og visse Reduktioner, f. Ex. med Inspektørpostens Inddragelse, ere besluttede. Pastor Biørn har ellers i denne Tid skrevet i Den Constitutionelle om Opdragelsesanstalter paa Landet for for- sømte Børn, hvilken han især begrunder Nødvendigheden af i Mislighederne ved Udsættelsessystemet. -- De allerede overordentlige Veedpriser stige. For Bjerke- veed faaes 4 Spd., for Furu henved 3 Spd., for Gran over 2 Spd. Favnen. Man skal fra først af have et Par mæskede rige Veed- pugere ude i Bonnefjorden at takke herfor. De forstode at do- minere Markedet og Andre toge naturligviis efter, saa Veden nu er ligesaa dyr her som i Kjøbenhavn, ja vel dyrere; thi man kan der for 4 af vore Dalere endog faa sig en Favn Bøgeveed. Bøn- derne ville vel ogsaa, naar de komme ind med Veed paa Føre, vide at tage efter Baadmændene. Det gaar ellers smaat med Snefaldet her nærmest om Byen, medens man i Asker allerede bruger Slæden. Henrik Wergeland GRUNDSÆTNINGER (Anbefales Manden, der var ude og haltede i Morgenbladet af 15de November i Anledning af Jødesagen). Morgenbladet 18. nov. 1844. 1) Gjennem Hjertets Rosenlund og Følelsens yndige Dale gaar den beneste og veneste Vei til Sandheden. 2) Hjertets Røst er Guds Røst. Den bør derfor være vor Religion. SIDE: 636 3) Hjertet er en Æolsharpe, der aldrig giver falske Toner, hvordan Vinden end falder, medens Fornuften ofte er en falsk Trompet, hvortil Satan sætter sine skidne Læber. 4) Religionen over Politiken! Følg dens Bud! Vær som anger- løs og giv Politiken til Fanden! Han sørger nok for Sine. 5) Den oplyste og liberale Normand bør i Tænkemaade ikke være forskjellig fra den oplyste og liberale Europæer. Henrik Wergeland KORRESPONDENCE. CHRISTIANIA, 25DE NOVEMBER Lillehammers Tilskuer 29. nov. 1844. Hvorledes det kan gaa til, at der har været anstukket Ild i den overfyldte Raadstue, uden at noget Byblad knyer derom, er ikke godt at forstaa. Det er dog imidlertid Tilfælde. Uagtet Lueudbrudet skede ind til Gaarden, saaes dog Flammen baade fra Taarnet og inde i andre Gaarde f. Ex. i Hotel du Nord. Der var sat Ild i Madratser, som skulle have været stillede op mod Vinduerne paa Slutterigangen; men forøvrigt hviler der en dyb Hemmelighed over det Hele. Der sagdes vel, at den Soldat, der paa Bankens Ordre hensidder som Gjeldsfange som Medvider i hvor Resten af Ole Høilands Penge er, skulde have anstiftet Ilden for at echapere; men denne Person vanker fri om, gaar Ærinder for de andre Gjældsfanger o. s. v. -- Slaverne ere, efter Sigende, fremdeles yderst misfornøiede med det nye Madarrangement, der hverken skal yde dem god Føde eller endog blot Nok. De Skraabrugende befinde sig ilde, ordentlig syge. De have ogsaa allerede optygget Lommer og hvad der ellers kunde klæbe noget Tobak ved. Henrik Wergeland [EPIGRAM OM WELHAVENS "NYERE DIGTE"] Mellem 22. nov. og 20. des. 1844. Han ligner det Dyr, der kaldes Bæver, Der som bekjendt i Vandet lever. Det eneste spiselige paa hele Klumpen Er -- Rumpen. SIDE: 637 Henrik Wergeland [FORSLAGET OM BRENNEVINSFORBUD] Morgenbladet 21. mars 1845. Det er af sine Venner man skal have det. Og saaledes har da Filantropien -- allerede i Miskredit før for Fantasteri -- faaet det af Ueland som man vrister Kniven af et Barns Haand. Men det praktiske Liv vil og kan ikke tillade Saadant, saasom det behøver Brændevinet til alskens dagligt, ikke alene uskyl- digt, men velgjørende, Brug. Jeg vil blot paapege et. Det er Brugen af Saapespiritus, som Landmanden tiltrænger frisk lavet, hvergang en af hans Heste bliver brudt, hvergang en af hans Kreaturer forvrider et Lem. Det gaar ikke an her at henvise til Apotheket, som er mange Mile borte; og til Apothekerpriser har Bonden ikke Raad til at anskaffe sig et Huusmiddel, han hvert Øieblik behøver vedhaanden, uden det dog taaler at staa oplavet. Det var nu een liden Hage ved Sagen; men der ere Kroge nok for alle Hattene til de Hoveder, hvis ærede Navne man har seet under bemeldte, i psychologisk Henseende ganske mærk- værdige, Forslag. Den sunde Fornuft sidder dog nok fast paa sin, paa det virkelige Livs Behov grundede, Throne, ventende med et Smil paa, at en eller anden Menneskeven, næste Gang Throndhjem eller Egersund brænder, eller anden stor Ildebrand indtræffer, skal foreslaa principaliter, at al Ild skal udslukkes i Riget, og in subsidium, at saadant dog skal ske paa angjældende Sted, forsaavidt Huse maatte befindes tilbage. Henrik Wergeland" BRÆNDEVINET Morgenbladet 6. april 1845. Sandelig, jeg fik Lud igjen for min Saapespiritus; men hvor skarp den var, har den dog ikke ganske gjort mig blind for Brændevinets indtil Uundværlighed gaaende store Nytte i Fol- kets almindelige Økonomi. Det bruges til tusinde Ting, om det end forsvinder fra Bordene. Saapespiritusen kan sikkerlig ikke erstattes ved nogen endnu opfunden Ting; og, forat anføre et Tilfælde, der hyppigt paakræver let Adgang til Brændeviin, vil jeg blot erindre om, at Vaskning med almindeligt Brændeviin og Vand er det ypperste og alment brugte Forebyggelsesmiddel mod de fæle og farlige Liggesaar, hvorfor sengeliggende Syge SIDE: 638 og Gamle ere saa udsatte. Og i hvor mangt et Huus findes ikke en Saadan henliggende? Naar Fornuften løber sig Buler i Panden, har den netop lige- saa [godt] af lidt Spotsalve som den brudte Hest af Saape- spiritusen. Om Udelukkelsesforslagets Fremsættere og dets Understøtte- res redelige Mening tvivler jeg ingenlunde. Men kloge Høns kunne ogsaa værpe i Nesler; og komme slige Æg til Udklæk- ning, da ville følgende Basiliskarter oversvømme Fædrenelandet: Rystende nærvesvage Kaffedrikkere indtil Udsvævelse, Bimpere af giftig Portviin a 20 ß Flasken, [fotnotemerke] Godtkjøbspatrioter formedelst svage Maver, Hyklere, Angivere, Spioner, Smuglere, Smugbræn- dere, Meenedere og -- lidenskabelige Drankere. -- Da vil Dram- men smage den Nøktre! Henrik Wergeland "KAAL- OG ROT-SELSKABETS" PROTOKOL Begyndt 26de Marts 1845. Indhold. Litr. A. Statuter. (Pag. 1 -- 4). B. Forhandlinger. (Pag. 5 -- 20). C. Medlemmer. (Pag. 20 -- 24). NB. Der tegne man sig. D. Regnskab. (Pag. 25 -- 28). NB. Pag. 29. Anviisning. A. Statuter. 1) Selskabet fører Navn af "Kaal- og Rt-Selskabet", hvilket er en ligesaa god Sammensætning som f. eks. Finants- Handels- og Told-Departementet. Fotnote: Disse Portviin- og Maderasorter fra 20 til nogle og 30 ß Flasken anbe- fales baade Sundhedspolitiets og Maadeholdsselskabernes Opmærksomhed -- de Sidstes fordi de umiddelbart under Bridselens Dække i disse Portvine ville træffe paa det Væsen, de bekjæmpe. Maderaerne, som tilligemed Skil- lingsportvinene skulle have vundet rivende Afsætning siden Brændevinen kom i Foragt, indeholde ligeledes Brændeviin som Hovedbestanddeel. Men hvilke befinde sig ellers i disse Vine? Meget af den Mjød, som fortæres, bestaar ogsaa af bare Brændeviin og Honning. Og saaledes kan det respek- tableste Medlem af en Afholdenshedsforening have Djævelen i Livet inden han veed Ordet deraf. SIDE: 639 2) Selskabets Hensigt er at udbrede Dyrkningen af de nyt- tigste Haugeurter mellem Huusmands-klassen. 3) Dette skeer ved aarligt Indkjøb paa Vaarsiden af Skillings- portioner Haugefrø af navnligen følgende Sorter: Hoved- kaal, Grønkaal, Kaalrot (over- og underjordisk), Gulerod og Persillerod eller Pastinakrod. Heraf faaer enhver Frø for 1 Skilling. 4) Hvert Medlem erlægger dertil 12 Skilling inden Marts Maa- neds Udgang, og det tillades ham at nære den Mening, at han stifter mere Nytte derved end om han f. Ex. gav det Tidobbelte til Missionsselskabet. 5) Præsidenten er pligtig til at meddele Kvittering paa Grund af den almindelig sjunkne Moralitet, samt til i Løbet af Sommeren at traktere ethvert Medlem, som kræver det, med en Gulerot. Præsteres den ikke, mulkterer han en fuld Udsædsportion. 6) Præsidentens Kontingent er 60 Skilling. 7) Hvert Medlem har Ret til at foreslaae Bygder og Personer, som skulle nyde godt af Uddelingen. Selskabet erkjender ellers Landet baade stort nok for og fortjent til dets Virk- somhed. 8) Naar betydelig Forsendelse skeer -- og hvert Aar bør 1 a 2 Bygder særskilt udvælges -- bør Præsidenten tilkalde et Par Raadmænd af Medlemmerne, ikke Byens, som føre Navn af Kaalhoveder. 9) Præsidenten skal altid være usurpatorisk, saaledes at det for Sagen ivrigste Medlem optræder som saadan, naar man skulde mærke at der ingen er. 10) Præsidenten bør dog opnævne sin Eftermand. 11) Selskabet er hemmeligt som Frimurernes, om hvilket man veed alt hvad der passerer. 12) Medlemmerne kjende hinanden paa en umaadelig Forkjær- lighed for Grønt. Naar to Medlemmer f. Ex., som træffe ukjendte sammen ved et Bord, spise 3 à 4 Portioner Grøn- kaal eller Snitbønner, kunne de med Tryghed give sig til- kjende for hinanden; dog ikke saa Andre lugte det. SIDE: 640 13) Lovene overholdes ligesom andre Love d: e: efter Bekvem- melighed. Datum Grotten 26de Marts 1845. Henr. Wergeland1ste usurpatoriske Præsident. B. Forhandlinger. 1ste Møde. 26de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Besluttet: 1) Indkjøbes hos Gartner Leuthen for 60 Sk. 15 Skillingsportio- ner Kaalrabi, Hovedkaal, Grønkaal og Næpefrø. 2) Eidsvoll skal iaar nyde godt af Forsendelsen. 3) En paa et Oktavblad trykt Anviisning skal besørges. 4) Hvert Medlem skal vælge sig en Haugeurt til Symbol. Præ- sidenten vælger sig "Blaakaal". 5) Selskabets Symbol skal være "Res parvis crescunt". 2det Møde. 27de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Refereret: At Anviisningen til Haugeurters Dyrkning allerede var for- fattet og expederet til Pressen. Besluttet: 60 Frøportioner til bestilles hos Gartner Leuthen. 3die Møde. 28de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Dekreteret: 1) Selskabet erklærer høitideligen at føle forhøjet Kraft og Interesse for sit nyttige Meed ved den Mangel derpaa som Det kongl. Selskab for Norges Vel samt dets Landhuushold- ningsselskaber røber. 2) Selskabet erkjender som det ypperste af al Leveviisdoms Udsagn dette: "Hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud". SIDE: 641 4de Møde. 29de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Refereret: Gartner Leuthen oversender 145 Frøportioner, om hvis Disposition et senere Møde vil fatte Beslutning. Decreteret: Gartner Mortensen kan blive eneste virkelig Æres- medlem ved at tilstille Selskabet 60 Skillingsportioner af godt og solid Havefrø; og bliver han da at udmærke i Medlemslisten med et stort rødt Kors. Andre kunne for det Halve blive halve Æresmedlemmer, mærkede med et mindre Kors og omtrent svarende til Dannebrogsmænd. Følgende Debat fandt derpaa Sted: "Den ærede Præsident anmodes om at opgive en fyldestgjø- rende Grund for at Gartner Mortensen tillægges et saadant Fortrin fremfor det øvrige Publikum." Præsidenten: "Man troer ikke at behøve at anføre nogen anden Grund for Udmærkelse her i Landet end at Vedkom- mende er fød i Dan , ja i selve Kjøbenhavn." Eenstemmig antaget. 5te Møde. 29de Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Besluttet: Protokollen bliver at oversende Medlemmerne af den berømte Soirée. Decreteret: 1) Dersom Nogen ved usømmelige, eller noget- somhelst andet Slags, Indtegninger i denne Protokol, ved An- tegnelse som Medlem, misbruger denne commissio in bonam fidem straffes han med Dødsstraf ved Leilighed. 2) Selskabets Dødsstraf bestaaer i at forgives ikke i men med Kaalrabistappe. 6te Møde. 31te Marts. Tilstede: Præsidenten solo. Expederet: 11) Til Eidsvoll ved Provst Wergeland 17 Por- tioner Hoved- og Grønkaal- samt Kaalrabifrø samt 11 Pastinak- rodfrø. 2) Til Guldværkspladsene i Eidsvold 10 Portioner gjennem unge Tønsager 3) 1 Portion til Østhoelhuusmændene. 4) 1/2 do. SIDE: 642 til den lille Stue ved Olstadkorset; 1/2 til Sundmanden i Eids- vold. Refereret (som en glædelig Opdagelse) at Frøportionerne godt taale at deles; men Præsidenten forblev i slet Humør paa Embedsmandsviis fordi han havde at bestille. 7de Møde. April 3die. Tilstede: Præsidenten solo. Erklæring: Uagtet Præsidenten er bleven holdt for Aprilsnar af Gartneren ikke blot den 1ste, men ogsaa den 2den April, erklærer han dog, i Betragtning af alle de Tusinder af Kaal- hoveder m. fl., som ifølge Selskabets Virksomhed ville udbrede sig over Landet, siden enhver liden Frøpakke indeholder et Par hundrede Frø, at han i Magt og Værdighed kun viger for en vis Expeditionssekretær og maaskee for Diktator Rosas i La Plata, men at han langt overseer Præsident Polk. Refereret: 60 Frøportioner, der igjen skulle deles mellem to og to Huusmænd, tilligemed trykte Anviisninger, expederede til Ejeren af Skiftet Raaholt i Eidsvoll til Uddeling til Plad- serne fra Risebro til Værket. 8de Møde. April 6te. Tilstede: Præsidenten solo. Continuations-Erklæring: Efter hvad Præsidenten har bragt til Kundskab om Politi- fuldmægtig Dietrichs'es Brug af Tampen og Hullet, erklærer han, at han i Magt og Værdighed ogsaa viger for denne Officiant. Kaal- og Rod-Selskabets Præsident bliver saaledes No. 4 paa Jorden, Keiseren af Rusland No. 5. Refereret: 1) Tilsendt den mystiske No. 11 en Gulddaase. 2) Sendt Gartner Leuthen Opsigelse dersom han ikke vil være meer expedit. 9de Møde. April 7de. Tilstede: Præsidenten solo. Expederet: 1) Til Thorsten Tønsager 12 Gulerodfrøportioner og 20 Anviisninger. 2) Til Provst Wergeland 16 Gulerodfrø- SIDE: 643 Portioner og 30 Anviisninger. 3) Til Forvalter Knudsen, Mad. Kaasen og Poul Jøndal i Eidsvold hver 4 Heelportioner og 8 Anviisninger. Dekreteret: Selskabets Forhandlinger føre herefter Navn af "Sessioner", skjøndt Præsidenten nok kunde passere for en Fleerhed, saaledes som man ofte har seet i Storthinget. Præsidenten erklærer: I Anledning af at en Afholdenhedsselskabs-Forsamling er bleven afholdt paa Børsen efter 8 Dages Trompetblæsen, laver han sig et Glas Porter-Toddy saa stærkt han kan p. t. taale det, og aflægger det Løfte, at han, saasnart han maatte komme til Kræfter, vil i en Pokal norsk Ribsviin eller kanskee endog i en vedbørlig indenlandsk Dram udbringe følgende Skaal til Ære for Kaal- og Rot-Selskabet: "For hvad Vi bestille, o Brødre, en Skaal! en Skaal for Persille, for Næper og Kaal!" 10de Session. C. Medlemmer: Symbol: 1. Henr. Wergeland ...................... Blaakaal. 2. Albert Autenrieth ...................... Grønkaal. 3. D. N. Bech .............................. Selleri. 4. Nils Berg ................................ Bønner. 5. Niels Berg (Fængselsberg) .......... Hvidkaal. 6. Montz ...................................... Laktuk. 7. Chr. Tønsberg ......................... Kaalrabi. 8. Ad. Tidemand ......................... Grønne Erter. 9. E. Tidemand ............................ Blomkaal. 10. Aug. Tidemand ...................... Asparges. 11. *Et Uhyre med l0 brændeviinsdrikkende Hoveder paa, henhørende til Kænguruh- Potates. arterne. (Collectivt Æresmedlem) 12. *I. Elieson, Individuelt Æresmedlem .. Spinat. 13. A. Tischmann .......................... Rødløg. 14. Carl Jersin .............................. Karse. SIDE: 644 15. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 23. D. Regnskab. 1845 No. 1. bet 60 Sk. 2. 3. bet. 4. bet. 5. 6. 7. bet. 8. bet. 9. bet. 10. bet. 11. bet. 60 Sk. 12. 13. bet. 14. bet. Anviisning til at dyrke de nyttigste Kjøkkenurter. 1. Kaal og Kaalrot. Godt om man i smaa Mistbænke ved Syd- væggen eller endog inde i Kasser avler Planter; men er Belig- genheden god, kan Frøet ogsaa saaes ude i velspadet og god Jord. Hovedkaal avles stor paa Komposter, og Grønkaal liker Skygge. Avler man Kaal- og Kaalrot-Planter, maae de, ved ofte at luftes, hindres fra at fordrives, og ved Udplantningen iagt- tages, at Hjertebladet ikke kommer under Jorden. Rummet mellem Kaalplanterne bør være 1 Alen, mellem Grønkaal 3/4 og SIDE: 645 mellem Kaalrotplanterne 1/2 Alen. De vandes om Aftenen, og naar de ere blevne noget store, have de godt af at hyppes i tørt Veir. Grønkaalen optages mod Vinteren og hensættes rade- viis i Grøvter, hvor Rødderne bedækkes med Jord og Planten selv med Granbar. Kaalroten er enten over- eller underjordisk; og maa man ikke bedække den overjordiske med Jord, naar den viser sig. Bevares i Sand eller Sagfliis. Bladene afskjæres, ligesom de bedærvede ogsaa tages af Kaalen. 2. Guleroten vil have dyb løs Jord. Trives i Myrjord, der ikke er for vaad. Udsaaes i stille Veir tyndt blandet med lidt Sand, nedhakkes og tilklappes strax. 3. Persille. Kruus- eller Skjærpersillen saaes tykt. Persille- roten i Furer, der have 6 Tommers Afstand fra hinanden. Et Par Frø sammen nedlægges nu i 3 Tommers Afstand, hvorefter Sengen tilklappes. Kun de bedste Planter lader man blive staa- ende. Denne Art Persille skjæres ikke. 4. Næper. Saaes tyndt. De tidlige saaes tidligt; de man vil have til Vinteren i Juni til St.hans. 5. Frø avles ved at udplante i Solvæggen en af de Hauge- urter, som have holdt sig i Sandkassen bedst Vinteren over. Man passe da om Høsten at lade de til Frøavl bestemte beholde de inderste og bedste af sine Blade. Naar Frøhusene blive hvid- gule, afskjæres Stenglerne og henlægges paa Gulvet eller Bordet i et varmt Værelse, hvorefter det udgnides og opbevares paa et tørt Sted. Henrik Wergeland BRÆNDEVINET Morgenbladet 13. april 1845. Ganske rigtigt: "Det er af sine Venner man skal have det"; thi til mine hører sandelig E. Sundt. Men i sit lille Stykke i Morgenbladet for 10de tænker min Ven mindre sundt end han pleier. Da jeg imidlertid ahner, at Bladets Redaktion synes at vi kunne have vasket hinanden nok med Lut og Saapespiritus, vil jeg i største Korthed blot bemærke: 1) Det er desværre en Kjendsgjerning, som tusinde Skrifter vil kunne bevise, at den ædleste af alle Dyder, Filanthropien, er bekjendt for i flere Punkter at være henfalden til Fantasterier, samt at Intet skader SIDE: 646 den mere i Udførelsen af dens velgjørende Hensigter, end hvor det store Publikums sunde Fornuft mærker, at den er saaledes paa afveie. 2) Uelands Forslag er vel fantastiskt lige indtil Uudførlighed; men det vil dog gavne som Opinionsytring. 3) En Bonde har ikke altid let forat kunne faa frisk Saapespiritus hos Apotheker eller Doktor. Han kunde vel forsyne sig til "Apo- thekerpriser"; men den vilde være ham utjenlig, naar den hen- stod en Stund. 4) "Folket" har saa meget med Heste og Kvæg at bestille i sin daglige Dont, at man vel, uden at udsættes for mislykkede Vittighedsforsøg, kan sige, at det er "Folket", som behøver at have Brændeviin mellemhænde, om det end kun skulde være til Helsebot for Huusdyrene. 5) Spranget mellem at foreslaa Ildens Udslukning og Brændevinets totale Afskaffelse er i logisk Forstand ikke saa uhyre endda. Vilde man opføre de forskjellige nødvendige Ting efter den Rang, som Nødvendig- heden gav dem, vilde vistnok Luft, Vand, Ild, Føde, Klæder o. fl. andre indtage de første Nummere; men det er ikke urime- ligt, at man, før man kom f. Ex. til Nr. 12 eller 15, vilde blive sat i den Nødvendighed at anføre "Spirituosa" og deraf navnlig Brændeviin for de nordligste Klimater. Henrik Wergeland STUDIOSUS JURIS MARCOLFUS. EN PERSONLIGHED (Indsendt.) Efter Wergelands manuskript april (?) 1845. Det fortælles at Prindserne her forleden vilde besøge Pro- fessor Munchs historiske Forelæsninger; men fandt Auditoriet tomt. Der havde kun indfundet sig 1, siger og skriver een, Til- hører, og saa vare denne og Professoren blevne enige om at absentere sig, som rimeligt ogsaa kunde være. Hr. Marcolfus, indfødt Løve og Studiosus juris -- altsaa med Tiden en af Ver- dens Herrer, ja maaskee endog Expeditionssecretair i Kirke- departementet -- stod just paa Trappen og studerede over, hvad han gjorde bedst i, enten at gaae ind paa den juridiske Forelæsning, som just holdtes dictando, eller at gaae hjem og tage sig en Pibe Tobak og forresten oppebie Forelæsningens Udkomst i Contratryk; men da han havde bemærket hvad der SIDE: 647 var passeret paa den historiske Side, gjorde han, før han gik (thi dertil bestemte han sig) følgende Glose: Ak fattig Norrige! du ejer en P. A. Munch; men ingen Erik Geijer. Hr. Marcolfus blev besværet med nedenstaaende Spørgsmaal af sin Huusvært, der var en af de ulykkelige "Mennesker paa Jorden", som en vis Prest altid plejer at udtrykke sig. Han var nemlig Aktieejer i det, vi veed, og fandt sig derfor beføjet til "Jeg ei begriber, at i en Direktion, hvor der er tvende Viber, den Dumhed kan grassere, at, naar man Normænd seer, med Jydsk man tør traktere. Og Hvem? . . Marcolfus. Tye! Stille! Efter nogen Pøns jeg fundet har, at Resten vist er Høns. Borgermand. Man dræber Wergeland i Bladet atter. Troer De, han døer? Markolfus. Man værre Streg nok hørte om ham før; men tro mig, Fatter! Et Epigram han paa sig selv først gjør. Henrik Wergeland [EPIGRAM MOT FYLLA] 3. juni 1845. Væk med Fylla, Boka, men ikke Flaska paa Hylla. ============================== Fil: wiv1.txt Bind: Samlede skrifter IV, 1. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Henrik Wergeland HVAD MENNESKET VEED, BØR TROE OG GJØRE EN UNDERVIISNINGSBOG FOR SANDHEDENS UNGE VENNER AF HENRIK WERGELAND CAND. THEOL. 1829 "Brødre, vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab; i Forstand derimod værer fuldvoxne! 1. Cor. 14. 20. FORORD Jeg kaster et sørgmodigt Blik paa Millionerne af mine Med- mennesker, paa den store Masse af Folkene, hvis hele Kundskab indskrænker sig til deres Haandterings Haandgreb, hvis snevre Tankekreds ikke hæver sig over Erkjendelsen af de vigtigste Pligter, saaledes som de lære disse at kjende af de ti Bud; paa de Millioner af Ynkværdige, som, af Mangel paa en fordøjelig SIDE: 2 Næring for deres Fatteevne, henslentre deres Liv i Fædrenes Fodspoer kun skilnende sig fra disse ved nyeopfundne Laster, der opkomme i deres øde Hjerner som Ukrud i forsømte Haver, og gaae tilsidst ligesaa dumme i deres Grav som de stege af Vuggen. Ja det er en sørgelig Sandhed, som paatrænger sig os med Erfaringens hele Kraft, at Aar attenhundrede og tredive efter den store Reformator Jesu Christi Byrd, staaer den store Masse af Folkene, uanseet de forskjellige Lande og Religioner, ligesaa lavt paa Lysets Stige, som Jøderne paa Christi Tid, der fyldte Qvarantanias Klippehuler og de Syges Aarer med Djævle- skikkelser, og, stirrende paa Frelseren, ventede Gjerninger af ham, der skulde kunne forudsætte en Ophævelse og Suspen- sion af de evige, urokkelige Naturens Love. Hvor skulde vi søge Grunden hertil uden i den Opdragelse, som bliver dem tildeel? uden i det Underviisnings-system, som af Regjeringerne anvendes paa den store Folkeklasse? I hvor mange Stater ødes ikke Formuen paa at erhverve det udvortes Skin, en flagrende Rødme, der, hvor hektisk den er, skal vidne om indre Kraft og Orden: om at Staten er i sin rette Gang, medens Tanken om Statens højeste Maal, dens himmelske Betydning synes fjernet -- ja stundom saa fjernet, at den, som drister sig til at lægge Fingeren paa de Sovendes Øine, eller trække de Staternes Fædre i Kjolen, som adsprede sig med alskens jordisk Tant, som f. Ex. holde et glimrende, stedse færdigt Forsvarsværk for det Allervigtigste, udsætte sig for at dele Skjebne med Lands- forræderen. Men Fuldkommenheds-ideen maa dog svæve glorie- klar over det hele Samfund som over det enslige Hjerte? At det er saa, vise Staterne ved at gjøre det almene Opdragelses- væsen til deres nærmeste og højeste Interesse, ved at vække Tænkekræfterne hos de Sjele, hvis Legemer de benytte til Jord- dyrkere, Arbeidere eller i Gelederne -- ikke ved blot at stemple dem med Navnene af en eller anden Troessætnings Bekjendere. Jorderigerne skulle dog aldeles ikke være Andet end Opdragel- ses-anstalter for højere Saadanne i himmelske Riger. Men en Alretfærdighed opflytter i Klasserne. Det er denne Alretfærdig- hed, som det er saa Mange om at gjøre, under Navn af Guds Naade, uvis og precair. Dens Grundlov er skreven i det hele Livs Uddannelsesevne; dens Forjettelser ere nedlagte i enhver SIDE: 3 Sjel, nemlig den Vished: at hvert Menneske hisset nyder Lyk- saligheden eftersom hans Tænkekraft og Dydsstyrke (hans Selv- bevidsthed, moralske Kraft) er hævet og klarnet. Men er nu ikke Bestyrelsen af de lavere Skoler slet, naar de sende Mil- lioner af sløve Kandidater til de øvre? Graven modtager dem, og maa sende dem videre; men de komme ikke hisset i saa høi en Aandens Klasse, i saa fuldkomment et Guds Rige, som de kunde kommet, hvis -- ja hvis . . o der ere flere Grunde dertil end denne, at deres Opdragere her, Overhovederne hel- lere ville være Generaler end Skolemestre. Lad nu hiint højeste Maal for Staterne ikke være forrykket i En ligeindtil at betragtes som Bihensigt; lad der endog findes en Stat, hvor ABC'en agtes højere end Bajonetten, hvor den gemene Soldat kan læse ligesaa flinkt som skuldre og forstaae at fatte Aanden i sit Kald, at fatte sin Anførers Hensigter, og kun, hvis de ere gode, gjør sig til et Redskab i hans Haand, hvor man ikke anvender flere Skatter paa klingrende Hære, paa Slotte osv. end paa Oplysningsvæsenet, hvor man ikke holder den dorske, i Alt taalmodige, alene trællende Statsborger for Idealet af et Menneske -- kortvarig, overfladisk kan dog kun den Flid og Omsorg blive, som man anvender paa den store Klasses Dannelse, den Opdragelse hver Folkelærer kan give de hundrede nye Disciple, der hvert Aar strømme til ham. Var nu denne almene Underviisning en Begyndelse, en Anviis- ning til Tankeudvikling, til Vækken og Opklaren af Begreberne, en Næring for Tænkningen, hvori Sjelens Liv bestaaer, en Frem- skyden til videre Tænken (Aandsuddannelse) ved at give denne Retningen, en prometheusagtig Berørelse af det raae Menneskes slumrende Tænkekræfter, der altid da, som den rørte Balsa- mine, slaae sig ud, og følge den aandige evige Bevægelses Love -- da kunde der ikke være mere at fordre -- da var der ligesaa mange Sjele paa Jorden som menneskelige Legemer. Thi nu ere Millioner Sjele suspenderede: deres Kræfter ere lammede for dette, for et heelt Liv. "Den, der har tænkt (siger Rousseau i sin Emil) vil stedse vedblive at tænke; og den For- stand, der eengang er bleven vant til Overlæg, kan ikke siden overgive sig til Ørkesløshed. Naar Mennesket først har begyndt at tænke, ophører det ikke igjen saalænge det lever." Men SIDE: 4 netop det Modsatte er den naturlige Følge af det gjængse Op- dragelsessystem, der anvendes paa den store Masse af Folkene. Det hedder: vi kunne kun bibringe dem Religion. Vi kunne ikke mere end uddanne dem til Christne. -- De have Ret; dog mere i det Første end i det Sidste. Men hvad faae de af Religionen uden nogle, for Aarhundreder siden, i mørke Tider til Troesartikler ophøjede, theologiske Meninger eller Læresæt- ninger, hvis naturlige Ubegribelighed banlyser ethvert Forsøg paa at tænke over dem? ja selv den Lærdeste svimler naar han vil nærme sig dem med sine Tanker. Kan da saadanne Materier kaldes passende Næring for den spæde Tænkekraft, der er et- hvert Barn naturlig? Dog skulle de Alle i det 6te, 7de, 8de Aar lære at læse, og have da ingen andre Bøger end saadanne, med Udtog af den abstrakteste Dogmatik, med Lærdomme, som ere ligesaa langt hævede over den meest Oplystes som over den Raaestes Tankekreds, derfor forbause og -- ikke fremkalde, men fremtvinge Troen -- uden Overbeviisning (thi de have ikke faaet Noget, som de kunne fatte og bedømme) og Pligternes Opfyldelse -- uden deres Erkjendelse -- altsaa en Dyd uden Værd. Efter en saadan Underviisning, som alene kommer Hukom- melsen tilgode; uden at have faaet et eneste Begreb, eller være bleven lærte at udvikle saadanne af deres egen Evne, hvilken ogsaa af deres Sandselighed gjerne holdes i Slummer, kaldes den største Deel af Folkene voxne paa Sjel, som de virkelig ere det paa Legemet, fuldlærte, og de gaae nu ud i Verden. Hvad Under at Millioner ere aldeles tanketomme, uden Min- delse af deres Sjelekræfter, ja saa sløvede at de føle Mod- bydelighed, ikke Trang, til Oplysning og Aandssysselsættelse? Kast et Blik i en Bondehytte en Efteraarsaftens tidlige Qvels- dæmring: Folkene komme ind! de have tærsket nogle Timer den Dag: den lange Aften staaer for: en søvnig Samtale om ubetydelige Ting knyttes for om en halv Timestid aldeles at opløses i Gaben: Sengen søges, eller de sidde endnu en Stund aldeles tanketomme hver i sin Krog. Det bliver altsaa en Sandhed, at den store Mængde af Mennesker, som leve saa, ere meest Mennesker, naar de tærske og pløje. Er deres Ar- beide forbi, saa er det forbi med dem. Det er deres eneste Liv. -- Et tydeligere Exempel paa den liden Tænkekraft, der bliver Mennesker, efter hiin Methode opdragne, tildeel: Mil- SIDE: 5 lioner vandre under Stjernerne, uten at disses herlige Syn vækker et Spørgsmaal hos dem, uden at de nogensinde have hørt det opløftende Svar: de ere Guds Verdener vandrende over dit Hoved. Den eneste Idee de derom gjøre sig er, at de ere Zirater, som Stueuhrskiven og Skilderier paa en Væg. Selv Kundskab om Verdensbygningen, der dog er ligesaa simpel som opløftende og skikket til at vække ophøjede Tanker og Følelser, bliver dem ikke tildeel. Naturligviis tales her blot om en simpel anskuelig Idee deraf. Det Positive, som udelukkende er dem bibragt, har fremavlet i deres øde Hjerner (lignende en Ørk hvor det eneste som hæver sig over det endeløse Slette er et sort Veikors) en dunkel Nødvendighedstroe. Det er dem al- deles uvant at søge Grunden til et Phænomen i Tingens Væsen. Fældes f. Ex. En af Lynet formedelst egen Uforsigtighed, beregne de ikke denne eller finde en naturlig Grund til at Lynet slog ned paa det Sted, men de ere meget tilbøjelige til at antage det Lyn for en Skjebnes Finger, der vilde have naaet sit be- stemte Rov, hvor det end havde skjult sig. I Sygdomme gjør den samme dunkle Tro dem meget passive og tvivlende om Medi- cinens Hjælp. Der maa overnaturlig Hjælp til. Saaledes ere de lavere Klasser i Intet forskjellige fra deres Oldefædre (og dog siger man at Menneskeheden gaaer vældigen fremad?): i 20, 30 Aar har et saadant Menneske Intet andet lagt til sin jammerlige Aandsskat end et Par Psalmer maaskee. Lægger man hertil endeel Erfaringer, hvilke dog aldrig tjene ham til Kime for Betragtninger, samt endeel nedarvet Overtroe, saa har man registreret Almuesmandens Hjerneinventarium. I aandig Henseende ere de store Folkemasser hinanden lige fra China til Nordcap. Kun de dannede Klasser gjøre Forskjellen mellem Tyr- kiet og Frankerig. Nationalcharacteren er noget Andet. Den lader sig henføre under Naturhistorien og Geographien. Hiin den store Folkemasses forsømte Tilstand er Aarsag til den Adskillelse, der, selv i Fristater uden Adel, finder Sted mellem de Simplere og Dannede, saaat disse betragte hine med en mærkelig Ringeagt og holde sig aldeles for sig selv. Og ligesaa modbydeligt maa ogsaa dens Selskab være, der (han være noksaa brav Mand forresten) er umælende, hvis man ikke gaaer ind i hans snevre Erfarings-kreds, inden hvilken selv dog enhver Slutning er ham fremmed, som behageligt den Bondes f. Ex. som røber Tænk- SIDE: 6 ning og Videbegjær, for hvem en Tankeudvexling ikke er uvant, hvem man mærker at man kan være til Nytte. Slige gives der dog. Men her har Naturen hjulpet. Dog er selv disses religieuse Overbeviisning for det meste meget svag og vaklende, og det er, fordi der i deres Ungdom ikke blev lagt nogen Grundvold dertil ): der blev ikke lært dem noget, som deres gode natur- lige Forstand kunde fatte og omfatte i deres hele Liv. Sædelig- heden er derfor i det Hele taget ikke stor hos dem. Deres slappe Tro (Mangel paa Overbeviisning: Skepticismus) viser sig tidt især ved at gjøre Alt Gudstjenesten vedkommende til fast Maal for deres Lune. Børnene høre til, lee, gaae næste Morgen til Præsten, og nu -- er der et uudfyldeligt Gab i deres Over- beviisning. Paa den ene Side ligger Cathechismen, paa den anden Fædrenes Raisonnements. Skulde ei, ikke alene for den Klasse, men for Alle, da være høi Tid at lære dem, hvorvidt Grendserne for Menneskets Viden strække sig; at Alt paa hiin Side disse, aldrig kan indsees med Vished, men at hvad deraf skal vorde Troesgjenstand maa kunne udledes af ethvert Men- neskes Fornuft og saaledes være indlysende for Alle. Trækkene til dette mørke Malerie, dette Natstykke midtiblandt vort Aarhundredes glimrende Transparenter, ere ikke hentede fra Salonerne (skjøndt den der herskende Yderlighed i Indiffe- rentismus, den fade, tomme, forfængelige Aand, som der er forherskende lader sig forklare af samme Grund; thi ogsaa disse Væsener have været Børn og med Taarer, hvis Aarsag de ikke kunde forklare sig, i Kirkerne gjort Rede for hiin ufattelige Børnelære) men de ere hentede fra Hytterne, fra Kakkelovns- krogene, fra Kroerne, som fra Kirkegulvene -- de ere (saavidt man vil indrømme en ung Mand Evne til at opfatte tilstrække- ligen og Menneskekundskab) optrukne efter Erfaringens mathe- matisk sikre Samlinier. Vare de ikke det, turde jeg ikke vove at erklære: det Folk er forraadt til Mørket, som ingen anden Næring for deres Sjelekræfter faaer end nogle Sætninger, som, efter deres Natur, ikke kunne være Gjenstande for Fornuftens Prøvelse (Eftertanke) og Dom; men meget mere befale denne afsat indtil videre [fotnotemerke] ; og som da heller ikke, i egentlig Forstand, kunne fremvirke en Tro, der er grundet paa Overbeviisning: at den christelige Sædelære er, da den er Fornuftens egen, al- Fotnote: 2. Cor. 10. 5. SIDE: 7 deles skikket til, i Forening med de fattelige og, som Troes- artikler, ene vigtige Lærdomme om Gud og en Udødelighed, at udgjøre den udelukkende Gjenstand for Folkeunderviisningen. Kort -- for at vække Begreber, maa man ikke strax, i Be- gyndelsen gaae udenfor deres Grændser: Der ere Aander i Himlen -- og blandt dem vor forklarede Frelser -- som engang herneden arbeidede af al deres Kraft for den store Menneskehed. O, Forsyn, velsign deres Frugter, at de ikke falde af ubenyttede! De fremblomstrede for de Fattige i Aanden. Er Hjertet fuldt af Medynk, da være Hovedet fuldt af Tanken om Hjælp. O, nys, da jeg saae ind i Folkemassens Hjerner -- hørte min egen Klage gjenlyde som i en Ørken -- hvor fandt jeg min, ved den uvilkaarlige Samstilling, riig! og nu, da jeg overtænker, hvorledes jeg skulde kunne hjælpe, hvor arm! Min Følelse er for varm til at døe hen i sine Suk, til at qvæles af Mistvivl, hvor gjennemtrængende isnende den end er, til at kjølnes af Forudfølelsen af Miskjendelse. Jeg skylder den et Forsøg. Der er Triumf i at følge sin Overbeviisning, i at lyde sin Samvittighed. Min Opgave er da, at give en Prøve, et Udkast til en Under- viisning i de alene vigtige Sandheder, saaledes som jeg troer de lade sig fatte af Børn paa 10 Aar, almindeligen taget, og af udannede Mennesker af enhver Stand. Dog gaaer jeg først over til disse efter at have fulgt i Underviisningen den menneskelige Sjels Udvikling. Barnet giver sig blot af med at sandse og er- fare. Verden sysselsætter det alene, uden at det tænker paa sig selv. Dette sidste tillige gjør Ynglingen. Paa denne Er- faringens Grundvold bygger Manden sine Slutninger. Den na- turlige Underviisning for et blot Barn var da blot Naturhistorie, Beskrivelse over saadanne Ting, det selv har Anledning til at kjende, for det tilvoxende Menneske Sædelæren; for den Voxne de speculative Sandheder. Men i at lære bogligen gaaer man alletider forud for Alderen. Jeg vil da stræbe at forene alle tre Gjenstande saaledes at dette Udkast, idet det gaaer fremad som de Læseres Fornuft, det er bestemt for, med Erfaringen, kan vække deres Tænkekraft, vinde deres Fornuft, og derved hjælpe denne i at lede sig frem til hine alle vigtige Troessand- heder, til en urokkelig Troe, da den er grundet paa Overbeviis- SIDE: 8 ning, da det maa synes dem indlysende, at de, ved at tænke over hvad de have lært af Tilværelsen gjennem deres Sandser, vilde have kommet til de samme saliggjørende Erkjendelser af Tilværelsens Ophav og Bestemmelse. INDLEDNING Det bør Mennesket først at vide Hvad det selv og det, han opdager udenom sig er; dernæst hvad det selv især skal blive, og hvorledes det kan blive dette. Denne Kundskab om Hvad Mennesket, som vi kjende det, og hvad vi opdage udenom os er, eller Læren om Tilværelsen, er Gjenstanden for alle saakaldte verdslige Videnskaber. Vor Ind- sigt deri kaldes Viden. -- Denne Kundskab om Hvad Mennesket skal blive, eller Læren om Bestemmelsen er Gjenstanden for den saakaldte aandelige, himmelske Viden, som meddeles i Religionslæren. Vor Indsigt deri kaldes Troe, da den er en Frugt af Slutninger, ikke af Erfaring. [fotnotemerke] Denne Kundskap om hvorledes Mennesket bliver det, det skal blive: om hvorledes Mennesket naaer sin Bestemmelse, affattes i Sædelæren. Den lærer os den rette Tænke- og Handlemaade. Det Menneske, som redeligen stræber at forene og anvende Indsigter i denne trefoldige Viden, saaledes at han er istand til ved Overlæg at bringe sin Tænke- og Handlemaade [fotnotemerke] i Over- eensstemmelse med sin Troe og sin Viden -- det Menneske kalde vi et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske, velbehageligt for Gud, sig selv og lignende Medmennesker. Til denne redelige Stræben hører ogsaa, som en Begyndelse, Prøvelsen af denne Bog. Fotnote: Vi kunne f. Ex. ikke erfare at vor Sjel er udødelig; men vi kunne af den Erfaring, vi have om dens Beskaffenhed, indtil Overbeviisning slutte os dertil. Fotnote: F. Ex. Veed du at Dyrene have Følelse, og troer du, at Gud har skabt sine Væsener, for at de skulle blive saa lykkelige, som de efter deres Natur kunne, da bringer du, ved at hjælpe et lidende Dyr, din Tænke og Handle- maade i Overeensstemmelse med din Viden og din Troe: da handler du som et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske. SIDE: 9 HVAD MENNESKET VEED OM VERDEN Alt Tilværende, som vi blive vaer, deler sig for os i Himmel og Jord. Tilsammen kaldes det Alverden. Paa Himmelen op- dage vi utallige lysende Legemer: Sol, Maane og Stjerner; paa Jorden utallige Skabninger, Stene, Planter og Dyr. For at gjøre os et rigtigt Begreb om Himlens straalende Le- gemer, maae vi vide, at vor Jord, hvoraf vort Land ikkun er en liden Plet, er et kugledannet, stort, i Himmelrummet svævende Legeme (Jordkloden) som erholder Lys og Varme og Bevægelse fra et endnu meget større Verdenslegeme: Solen. Vi kjende da tvende Verdenslegemers Beskaffenhed, nemlig Jordens, at den modtager Lys, Varme og Bevægelse, og Solens, at den uddeler Lys, Varme og Bevægelse. Vi slutte heraf, at de øvrige Himlens lysende Legemer, der formedelst den større Frastand synes saa smaae, enten have en Beskaffenhed, der ligner Jordens, eller en der ligner Solens. Det første finde vi at være Tilfældet med det Himmellegeme, som er os nærmest, nemlig Maanen. Den er ligesom Jorden et i sig selv mørkt Legeme, men oplyst af Solen, og den bevæger sig som Jorden, nemlig rundt om denne. Bevægelse maa da især være den Egenskab, som skal passe paa de Himmellegemer, som skulle ligne vor Jord; thi om deres Bestanddele kunne vi intet erfare. Og vi finde en lignende af- maalt Bevægelse som Jordens hos ti Himmellegemer, hvilke vi derfor kalde vandrende Stjerner eller Planeter. Disse ere da Kloder, store Verdenslegemer som vor Jord; ja ved Beregninger og Seeredskaber er man kommen til Vished om deres Stør- relse indtil Milemaal og deres Bevægelses Hurtighed. Man har fundet, at enkelte af dem ere meget større end vor Jord, samt have flere Maaner løbende om sig. [fotnotemerke] De Stjerner hos hvem vi ligesaalidt mærke nogen Bevægelse som hos Solen, slutte vi ere Verdenslegemer lige denne. De kaldes faste eller Fixstjerner. Fotnote: Ja ved Hjælp af Seeredskaber har man opdaget Ting paa dem, f. Ex. høje Bjerge paa Maanen og Morgenstjernen, som give Formodning om at de i Natur og Udseende have meget tilfælleds med Jorden. SIDE: 10 At mindre Himmellegemer bevæge sig om større -- Planeterne om Solen, Maaner om Planeterne -- lader sig forklare af den Kraft til at trække til sig mindre Ting, en større Ting har. Alle de Himmellegemer som saaledes ere i en afmaalt Be- vægelse -- det ene gjørende større Ringløb end det andet -- om en Sol kalde vi en Verdensordning, et Solsystem. Vi kjende kun vort eget; men, da Fixstjernerne ere Sole, i alle de tusinde Stjerner, der vandre over vort Hoved: fra den straalende Nord- stjerne til den dunkle Stjernetaage, ligesaa mange tusinde Mid- delpuncter for andre Verdensordninger. Ja, alle disse straalende Punkter paa den Deel af Verdens- rummet (Himmelen) som vi kunne øine, og alle de Stjerner, som, formedelst deres Mængde og uhyre Frastand, for vort Øje synes som en udflydende Taage (Melkevei, Taagestjerner) ere Sole som vor Sol, imod hvis virkelige Størrelse Jordens ikkun er som et Sandkorn imod dens synlige; og dog er vor Sol kun et Punct, som de andre Stjerner paa Himmelrummet, dog maa den fra andre Verdensordninger alene synes som en Stjerne! -- hvor er da Verden umaalelig i sin Størrelse, som ubegribelig i dens Oprindelse og Vedvaren! Hvor ubetydelige, hvor henveirede i dette Alt som Fnug synes vi ikke ved dette Skue, og dog hvor ophøjer ikke den næste Tanke os: den, at vi dog kunne beskue alt dette, at vi ikke kjende nogen anden Skabning, der kan dette. Naar vi tænke os en flere tusinde Mile i Omkreds stor Kugle halvt skinnende som Maanen -- thi det Halve kan kun belyses af en Kugle paa engang -- halv nedsjunken i Mørke, fuld af mylrende Liv, med uhyre Bjerge, Dale og Have, omgivet af en Dunstkreds, brusende os forbi i sin Rullen gjennem Rummet, -- da gjøre vi os et nærmere Begreb i det Hele om den enkelte Verdensorden vi kalde en Planet; da opløfte vi os over Jorden og see den som den er heel hvine os forbi. Tænke vi os en Kugle saa stor som alle Planeternes tilsam- menlagte Masse, stillestaaende omgivet af et gjennemtrængende lysende Stof, eller -- maaskee tydeligere om ikke saa rigtigt -- en saadan Klode heel ibrand -- da have vi et nogenlunde Be- greb om Solen. Der gives andre Verdenslegemer, der formedelst deres mindre bestemte Bevægelse og særegne Udseende, hverken kunne regnes til Planeterne eller Fixstjernerne (til Kloderne eller Solene). Deres SIDE: 11 lange lysende Hale giver dem Navn af Halestjerner eller Kometer. Af disse Egenskaber lader sig kun slutte, at de ere Kloder, hvis Masse endnu ikke har faaet sin Fasthed eller Tyngde, saaat den endnu er i Gjæring og Dunstkredsen maaskee blot opfyldt med varme, lysende Dampe som en Følge deraf. Tænke vi os nu saadanne Sole med sine Kloder, Kloderne med sine Maaner, Verdensordning ved Verdensordning, over, under os, i et endeløst Rum, Alt i afmaalt, evig Bevægelse, hurtig som Tanken, da have vi et Begreb om Alverdens store Liv; vi see Allivets første, store Træk. Dets mindre skulle vi eftergranske paa Jorden, og saa finde Betydningen i det Hele. Vor Jord finde vi bestaaende af følgende Grundstoffe: Ild, Luft, Vand, Jord. Disses forskjellige Forbindelser vise sig som belivede eller ube- livede Legemer. De belivede Væsener kaldes Dyr (Liv med Fornemmelse) og Planter (Liv uden Fornemmelse). De ubelivede Legemer Jord. (Mineralriget) Hver af disse Naturriger indbefatte Klasser f. Ex. Dyreriget bestaaer af Pattedyr, Fugle (med rødt, varmt Blod), Amphibier ): Dyr, som kunne leve baade paa Land og i Vand, Fiske (med rødt, koldt Blod), Insecter, Orme (hvidt Blod). Planteriget af Træer, Buske, Planter, Urter, Svampe, Moser, Lav, Bregner. -- Mineralriget af Jordarter og Stene, Salte, brændbare Mineraler, Metaller. Hver af disse Klasser indbefatter efter visse Kjendemærker Slægter, og Slægterne igjen Arter. [fotnotemerke] De belivede Legemer af samme Art adskiller sig i Han- og Hun-kjøn. De belivede Legemer fremkomme ved Forplantelsen, som er en uforklarlig Følge af en Forening af samme Arts forskjellige Kjøn. Ved de belivede Legemer lægge vi Mærke til Tilblivelsen, Er- næringen, Forplantelsen og Døden eller deres Deles Overgaaen til de ubelivede Legemer. [fotnotemerke] De ubelivede Legemer fremkomme og forøges ved en For- ening og Opdyngen af ligeartede Dele. Fotnote: F. Ex. Ulv, Ræv ere forskjellige Arter af Hundeslægten; Nat- og Dagblomst forskjellig Art af Violen. Fotnote: Saaledes f. Ex. hensmuldrer et Been, et Træ til Muld. SIDE: 12 Denne Orden er udfunden i Jordens mylrende Liv ved Natur- historien eller Livets Beskrivelse. Naturlæren viser at Alverden og dens Liv er afhængigt af evige urokkelige Naturlove [fotnotemerke] : den søger at lære at kjende og benytte Naturens Kræfter. Saaledes forklarer den Himmellegemernes Bevægelse efter Tyngdens og Tiltrækningens Love; lærer Aarsagen til alleslags Luftsyn: Skyer, Lyn, Ildkugler osv.; finder Aarsagen til de fire Aarstider i de forskjellige Stillinger Kloden i sit Aarsløb om Solen maa antage; til Dag og Nat i dens Omvælten under Løbet; ja selv til Him- mellegemernes runde Form. Naturlæren er den vigtigste menneskelige Viden. Den har gjort Mennesket til Herre over Elementerne (det som ovenfor kaldtes Grundstoffene). Indsigt i Naturen og i Menneskets Sjel (Sjelelæren) har fremfødt Religionen ): ophøjet Mennesket over Naturen. Kaste vi et Blik over Jorden selv, finde vi at dens midterste Deel er den varmeste og rigeste paa levende Skabninger, da den, ved Jordens Bevægelse fra Vest mod Øst, er mest udsat for Solens Indvirken; men, som vi nærme os Yderpuncterne (Nord- og Sydpolen) tager Varmen og Livets Rigdom da Solens Straaler der falde i saa skraa en Linie, af. Den største Deel af Kloden see vi skjult med Vand (Hav) der deler Jorden i fem Jorddele, eller, da vi kalde Jorden i indskrænket Bemærkelse: Verden, Verdensdele. [fotnotemerke] Disse ere igjen enten af Menneskene vilkaarligen inddeelte i Stater, eller og ere de ved [fotnotemerke] naturlige Grændser (Floder, Bjergkjæder, Fjorde, Søer) afdeelte i Lande; disse igjen enten efter menneskelige Indretninger eller efter na- turlige Grændser i Provindser, Amter o. s. fl. mindre Dele. Men -- vi maae lære at kjende denne Skabning, som saaledes skalter og valter paa Jorden efter eget Tykke! Vi see nogle Millioner af en udmærket Dyreart, mens de øvrige Dyr rode sig ned i Jorden og krybe i Huler, hist og her paa Jorden enten forme pragtfulde Bygninger i Stæder og løbe travle omkring, kaldende sig Handelsmænd, Arbeidere, Embedsmænd, eller dyrke Jorden og boe adspredt i mindre Samfund over den, Fotnote: d. e. Maaden hvorpaa Naturen eller Verdens Kræfter aabenbare sig i Virkninger. Fotnote: Den Verdensdeel, hvortil Norge hører, kaldes Europa. Fotnote: Saaledes er f. Ex. Norge adskilt fra Sverrig baade ved Hav og øde Fjeld- strækninger, ligesom ogsaa Forskjelligheden i Sprog er en evig Adskillelse imellem begge Folk. SIDE: 13 kaldende sig Agerdyrkere og Hyrder og Jægere, eller færdes paa Havet i stolte Skibe og lave Snekker, kaldende sig Sømænd og Fiskere. Men alle kalde sig Mennesker, alle lige, trods deres forskjellige Farver: fra det hvide til det ravnesorte, trods deres forskjellige Levemaade. Skulle de være lige: denne der i Pur- pur og paa en Throne, og denne der, der vælter sig i Lænker for hans Fod? Denne her i Marmorhallen, og denne der ligesom de andre Dyr roder sig ned i Jorden, skjuler sit nøgne Legeme i en huul Træbul? -- Vi lukke nu vore Øine for Stjernehimmelen og for Jorden, og skue ind i en anden Verden, i -- os selv, idet vi undersøge hvad vi vide OM MENNESKET Om Menneskets Legeme vide vi: 1) At det, som sammensat af de samme Bestanddele som de øvrige Jordens levende Skabninger (det henhører til Patte- dyrene) er underlagt de samme Love for dets Tilblivelse, Væren og Død eller forgaaen: at det altsaa føder, ernærer sig, forplanter sig paa samme Maade -- har de samme Hoveddrifter som ethvert andet dyrisk Legeme -- at det paa samme Maade overgaaer i de livløse Dele, hvoraf hele den synlige Verden bestaaer: 2) at det i naturlig (nøgen) Tilstand hverken er, som de andre Dyr, udrustet til Forsvar eller Angreb, eller til at bjerge sig imod Veirliget: 3) at det mangler den Drift, vi finde hos mange Dyr, til blindt- hen at finde de sunde Næringsmidler og Lægemidler. Heller ikke er dets naturlige Styrke og Sundhed udmærket. Men det besidder 4) en høi Grad af Udholdenhed især som Evne til at leve af de forskjelligste, tilvante Næringsmidler under de forskjel- ligste Himmelegne: under Solens lodrette Straaler som paa Nordpolens Iissletter: 5) Evne til Kunstfærdighed, især med Hænderne: 6) en høi Grad af Dannelighed (Smidighed f. Ex.): 7) Taleevne og meget omfattende Stemme: 8) et skjønt, ophøjet Udvortes (fornemmeligt ved den opreiste Bygning og det aabne Ansigt) der selv synes at gjøre Ind- SIDE: 14 tryk paa de andre levende Skabninger. Man kunde ogsaa lægge hertil: i naturlig Tilstand alle Sandser (Syn, Hørelse, Følelse, Smag, Lugt) skarpe og i jevnt Forhold; thi om et andet Dyr har et Par Sandser udmærket skarpe, saa plejer det dog at mangle paa de andre. Maa vi nu i blot legemlig Henseende i det Hele kalde Men- nesket en udmærket Skabning, finde vi dog snart Grund til at kalde Mennesket den fortrinligste af alle os bekjendte Skabninger, naar vi vende Blikket i vort Indre. Vi opdage der en Forening af Kræfter, kjendelige alene ved deres Virkninger, som vi ikke kunne finde hos nogen anden Jordens Skabning. Det at vi mærke at vi gjøre os klare Forestillinger om hvad der indvirker paa Sandserne (vide, nævne hvad det er), og at vi kunne handle efter disse Forestillinger, hvorimod vi see Dyrene kun bevægede som Machiner, gjør os først opmærksomme paa os Selv. Evne til at gjøre sig Forestillinger kalde vi Fornuft, Evne til at handle efter Forestillinger kalde vi fri Villie. Begge disse Kræfters Forening i Selvbevidsthed kalde vi Sjel, Aand. Selvbevidsthed er ligesom Aandens Hjerte. Ved Samvittighedens Uddannelse, den tredie Hovedevne i Sjelen, nemlig Evnen til at skjelne med Tilfredshed eller For- trydelse mellem Godt og Ondt, forhøje og klarne vi vor Selv- bevidsthed, altsaa forædle vor Aand. Fornuft eller i det Hele Forestillingskraft indbefatter Evnen til at føle, tænke, erkjende, slutte, dømme, lære, erindre, indbilde sig. Fri Villie kan ogsaa siges at være Evne til at begjære og af- skye, til at vælge og forskyde efter Forestillinger med eller mod Tilbøjelighed, med eller mod Samvittighedsfølelsen. Hvis den gjør dette Sidste, kalde vi Handlingen sædelig, moralsk; og vi kalde den ogsaa god og rigtig, hvis Andres Samvittighed maa bifalde den. Efter dette Begreb om Menneskets Sjel vide vi nu at Legemet, den er forenet med, kun kan være det som under- ordnet, som Redskab. Mennesket er altsaa et sammensat Væsen: en usynlig Sjel i et synligt Legeme: aandige Kræfter forenede med legemlige. Hiin Legemets Indretning svarer ogsaa til en saa udmærket Hen- sigt. At det er forenet med et fornuftigt Væsen afhjælper fuldkom- men de Mangler det kunde synes at have. Legemets Værgeløshed er nemlig Aarsag i at Opfindsomhed og Klogskab udvikler sig i SIDE: 15 Sjelen; thi nu lærer denne Legemet at beklæde sig; den giver det Vaaben i Hænde, frygteligere og sikrere end Dyrenes; den veed at erstatte Legemet den Drift det mangler til blindthen at kunne finde de tjenlige Nærings- og Lægemidler, idet den ved at prøve alle Na- turens Frembringelser anmærker sig de gavnlige: sætter Kundskab istedetfor Drift. Legemets Taleevne er Udtryk for Sjelens Tænke- kraft. Legemets Kunstfærdighed for Sjelens Opfindsomhed. Lege- mets Udholdenhed fremhjælper den fornuftige Hensigt hos Menne- sket at udbrede sig og med sig det ordnede Liv overalt paa Jorden. Sjelens Følelse af det Skjønne og Behagelige viser sig i Stemmens Velklang, i at pryde Legemet og forhøje dets Skjønhed og Danne- lighed. Det udmærkede Udvortes eller Skjønhed, Menneskelege- met unægtelig har fremfor de andre Skabninger, er ogsaa et na- turligt Udtryk for den ophøjede Plads Mennesket medrette tiltager sig over Skabningerne. Den er dets Kongesmykke. Legemets Sundhed er en Stræben efter en Fuldkommenhed efter dettes Natur, altsaa en forgjængelig. Men uafhængig af denne Legemets Stræben føle vi alle vore Sjelsevner, vor hele Aand belivet af en Attraa efter Fuldkommen- hed, der forbliver ligesaa mægtig om vi vandre paa Gravens Bred, som da Livet stod for os i Ungdomsblomsten. Heri have vi faaet et kort Begreb af Menneskets Viden. Vi kunne med Vished ikke vide mere end hvad vi kunne erfare. Fra Verdensordningerne, i stedse mindre og mindre Ringløb, til vor Jord, til dens Naturriger, til disses Skabningsrækker, til Rækkernes Familier, til disses Enkelte, har vor Sjel beskuende svunget sig indtil den sammentrak sig i sit eget Væsens Be- skuelse for derfra igjen i større og større Ringløb at opsvinge sig gjennem de nye Rækker og Ordninger i den nye Aand- Alverden, den gjennem sig selv opdagede. Vi have Erfaringer, vor Viden for os, paa den bygge vi vor Troe. Af vor Viden lære vi vor Troe at kjende, som Aanden af Legemet. Vi gaae over til Slutningerne, som, naar almeengyldige, for enhver For- nuft antagelige, Beviser understøtte dem blive Sandheder faste som Erfaringens. Vor Erfaringskreds var stor, vor troesfaste Slutningskreds er ikke mindre. SIDE: 16 HVAD MENNESKET BØR TROE Ved at slutte FRA VERDEN Da vi vide, at en Virkning maa have en Aarsag, slutte vi af Verdens Tilvær, at den har et Ophav: af Verdens hele, visse urokkelige Love følgende Liv, af den Hensigtsmæssighed, vi opdage i disse Loves Virkninger (de Midler Naturen anvender til sine Formaal) at dette Alts første Ophav er en fornuftig Villie. Men af vort eget Væsen vide vi, at en fornuftig Villie er Kjendetegnet paa Begrebet: Aand: altsaa er Alverdens Ophav en Aand. Da vort Begreb ikke kan omfatte den hele Verden og vi derfor kalde den uendelig; saa forbliver ogsaa dens Ophavs Kræfter os ufattelige. Men af det vi fatte af Verdens Storhed og Kræfter, slutte vi: at dens Ophav er almægtigt; af dens Skjønhed Orden og Lyksalighed og Drift og Evner dertil som vi see til- delte enhver Skabning, at det er alviist og algodt. Et saadant Væsen kalde vi Gud. (Alfader) Som den, der ved sin Villie frembragte Verden nævne vi ham: Gud Skaber; som den, der vedligeholder uafbrudt Verden i dens Orden ved Naturlovenes uforandrede, og, da Alviisdommen fast- satte dem, uforanderlige Verden, Gud Forsyn (Opholder og Be- styrer). Men en Aand, der er baade Skaber, Opholder og Bestyrer af en Verden om hvis Storhed og viise Indretning vi ikke kunne gjøre os nogen rigtig Tanke, og om hvis Hensigt dermed vi, efter al Erfaring, ikke kunne dømme end at den gaaer ud paa det Bedste -- maa være det allerfuldkomneste Væsen. Følgelig maae vi tænke os alle aandige Fuldkommenheder, hvortil vi i vort Væsen lære at kjende Spiren, hos Gud: Han maa have den højeste Forstand og Magt og den fuldkomneste Villie. Den højeste Forstand besidder Alvidenhed (veed Alt det der har været, er og vil vorde) og Alviisdom (veed at anvende de bedste Midler til de bedste Hensigter). Sin Magt viser Gud ogsaa i sin Allestedsnærværelse (virker i alle Ting og over Alt) og i sin Evighed (Han er af sig selv, uden Begyndelse, uden Ende). SIDE: 17 Den fuldkomneste Villie besidder Uforanderlighed (er evig lige fuldkommen) Hellighed (vil ene det Gode) Godhed eller Retfærdig- hed (uddeler Lyksalighed efter Natur og Fortjeneste). Af Guds Alfuldkommenhed følger, at han kun kan være Een. At der er en Gud, at denne Gud er Een, at Alt af Ham er afhængigt -- er vor første Troesbekjendelse. Jo mere vi erhverve os Kundskab om Verden og dens hele Liv, jo dybere vi trænge ind i det Skabte eller i Naturen, des- mere erfare vi, at Gud ikke umiddelbar, men ved Midler, som hans Alviisdom bestemte og hans evigtvirkende Almagt satte igang, virker paa det Skabte. De ere desaarsag evige og ufor- anderlige, og kaldes derfor Naturlove, Verdens Kræfter. Selv om Verden forandredes, om Livet forgik paa en Klode ved en aldeles Omvæltning paa denne, maatte det skee efter naturlige Love ): efter Almagtens Bud. Deres Væsen kunne vi naturligviis ikke kjende, men deres Virkninger ere Verden og Livet. De ligge aabne for os. At Verden, da dens Kræfter ere evige, ikke kan gjøres til [fotnotemerke] Intet, men vel forandres efter disse Kræfters Love -- at ingen Afvigelser i disse Naturens Love kunne finde Sted -- er vor anden Troesbekjendelse. Af den trinvise Stigen i Fuldkommenhed, som vi blive vaer i Skabningernes Række paa Jorden, fra Stenen og dens Mose og til Mennesket, der har naaet til Fornuft og Erkjendelse af sit Tilvær; af at Mennesket er det eneste fornuftige Væsen; af den forskjellige Aandsstyrke, som vi opdage hos forskjellige Men- nesker, skjøndt dog den klareste Fornufts sandeste Blik er Er- kjendelsen af egen Indskrænkethed og Ufuldkommenhed; af vor Jords Lidenhed mod andre Himmellegemer, af Himmellegemernes Overensstemmelse i Bevægelse og Beskaffenhed, slutte vi: at Skabningernes Kjæde gaaer uafbrudt gjennem Verdnerne; at Menneskene ikke ere det sidste, ypperste Led i denne Kjæde; at der gives ædlere Skabninger end Menneskene -- det er vor tredie Troesbekjendelse. FRA MENNESKET, fra Menneskets Attraa efter, og dets Evners Anlæg til en fuld- kommen Uddannelse, som det her i Livet ikke kan opnaae; fra Fotnote: Dette kan heller ikke forenes med Algodhedens Hensigter med Verden. SIDE: 18 Sjelens rastløse Virksomhed, da den aldrig med Legemet sover, slutte vi, at dens Tilværelse ikke er forbi med Legemets, at den er bestemt for tilkommende Liv. At vor Sjel er udødelig -- er vor fjerde Troesbekjendelse. Da Sjelen ikke kan være virksom uden et Redskab, slutte vi, at den i det tilkommende Liv maa erholde et. Vi have Grund til at antage, at den allerede her er udrustet med et finere, for vore Sandser ufatteligt Legeme, hvorved den indvirker paa det synlige grovere. Altsaa: at vor Sjel hisset vil befinde sig virkende ved et saadant finere Redskab, ved et Legeme, der er endnu mere overensstemmende, skikket og hensigtsmæssigt med Sjelens Natur end det, den nu er forenet med: at dette bedre Legeme vil til- tage med Aanden i Skjønhed og Styrke -- er vor femte Troes- bekjendelse. Da vi have Grund til at formode, at den Ulighed, vi mærke i Menneskenes Sjelskræfter, kommer af Legemernes tilfældige Indretning; da ikkun Faae her faae Anledning til at uddanne deres Sjel, medens en større Mængde er nedsjunken, og det ligesaa uforskyldt i al aandelig Elendighed, slutte vi, beraabende os paa den guddommelige Retfærdighed: At alle Sjele hisset i Selverkjendelse ville vorde lige: at denne fortrinligste Sjelegenskab bliver strax den frigjorte Aands Kjendemærke (da vi her ikkun kunne hæve os til Selvbevidsthed, hvis Klarhed giver vor Sjel sin Rang hernede): at altsaa den, der her fordærvede for en Tid sin Sjel med Laster indsaae sit Tab med Smerte og Nag; den, der styrkede sin Sjel ved Dyder med Fryd sin Vinding -- dette er vor sjette Troesbekjendelse. Da Sjelene maae kunne hisset virke saameget fuldkomnere, slutte vi: at der i hiin Verden vil gives den Onde Leilighed til at udsone sine Synder, der egentlig ere begangne mod ham selv, mod hans egen Fuldkommenhed og Lyksalighed, saasom Angeren bliver saameget skarpere som hans Erkjendelse af Forbrydelserne og deres Følger i det tilbagelagte Liv klarere, ja han maa og kunne fortfare i sine syndige Lyster, men til hans egen Plage, og lige- ledes, at der i hiin Verden vil gives Leilighed for den Gode at voxe i Dyd -- dette er vor syvende Troesbekjendelse. Ved at betragte, skue ind i vor egen Sjel, opdage vi ligesom Forhallen til en uendelig Verden belivet af tænkende, fornuftige SIDE: 19 Kræfter, ligesom den legemlige Verden af blinde. Af saadanne for- nuftige Kræfter bestaaer jo, som vi vide, vor Sjel, forenede i en uløselig Eenhed. Det Maal vi sigte til er Fuldkommenhed. Alt- saa at Stræben mod Fuldkommenhed er den højeste Lov i den for- nuftige Verden; at vor Fuldkommenhed er det samme som Guds, alle Kræfters Ophavs Villie -- er vor ottende Troesbekjendelse. -- Heraf slutte vi: at ingen Skabning i Evighed, for stedse kan fjerne sig fra Maalet, den Algode satte for enhver fornuftig Skabning, fra Fuldkommenhed, eller kan unddrage sig Guds Villie. Dette er vor niende Troesbekjendelse. Da vor Villies Frihed, Samvittigheden og vor Fornufts Ind- skrænkning ved Uvidenhed og Sandseligheden viser, at vi kunne fjerne os fra vort Maal for en Tid; da Samvittigheden for- dømmer alt hvorved dette skeer, og kalder det Synd, men an- tyder ved en behagelig Følelse, naar vi nærme os det ): handle efter Guds Villie ): overensstemmende med vor egen ufor- gjængelige, guddommelige Natur: saa slutte vi, at der gives Maader at være og handle paa som ere at foretrække for deres modsatte. At vi have Pligter -- er altsaa vor tiende Troes- bekjendelse. Da Mennesket af Naturen er uvidende og altsaa udsat for Vildfarelse og Synd, ja har som sandseligt Væsen Tilbøjelighed, der kun saalænge man er uforskyldt uvidende er uskyldig i sig selv, til at handle mod Fornuftens Bud; og da Samvittigheden er en dunkel Følelse, der ene ved Erfaring, Erkjendelse og Ind- sigt bliver ret klar, saa slutte vi: at den første Pligt er at skaffe sig Kundskab om Guds Villie, ): om vore Pligter, om Godt og Ondt, Ret og Uret -- det er vor ellevte Troesbekjendelse. Det Menneske, der erkjender en Gud -- Udødelighed -- Pligter, siges at have Religion. ANHANG Hvad vi videre udlede af vore Troessandheder Af 1ste: Det er da en Umulighed for et fornuftigt Menneske at tænke sig Guddommen under noget Billede; en Afsindighed at dyrke ham i et saadant, og en Daarlighed i Bøger for Ung- dommen at afbilde en Figur, der skal betegne Gud. SIDE: 20 Af 2den: Nogen egentlig Aabenbaring, umiddelbar Meddelelse af Guddommen, som endnu hist og her Presterne ville gjøre sig til af, gives da ikke. Man kalder saadanne især Sværmere, og de ere enten Bedragere med Overlæg eller Selvbedragere. Den Aabenbaring, Religionen siges at være oprunden af er ingen anden end den Aabenbaring der skeer i enhver Sjel, der syssel- sætter sig med Tanker og da en Tanke vinder dens Bifald. Da troer Tænkeren, at han har fundet Sandheden og det Rette, med andre Ord, at det er ham aabenbaret ved den guddommelige Kraft han har i sin Fornuft; men for Folket, der er uvant med dybsindige Tanker, hedder det nu -- især hvis Tænkningen gik ud paa en almeen Sag som Religion -- at det er af Gud selv aabenbaret. Saaledes aabenbaredes Læren om en Gud for mange af Oldtidens Viseste. Gud har givet os Fornuft. Vi maae dermed være fornøjede. Undergjerninger i den Betydning, at de skulle være Gjerninger afvigende fra de almindelige Naturens Love, have aldrig givets og finde ikke Sted. De betyde derfor ikkun Gjerninger, som de Uvidende undre sig over. Naar fordum fandtes Mænd, der besadde dybere Indsigter i Naturen -- og det var fordetmeste Tilfælde med ovenomtalte saadanne Mænd, der vilde udbrede Lærdomme -- end deres uoplyste Medmennesker, og de for disse (f. Ex. ved at helbrede Syge, nedlede Lyn, forudsige osv.) af- gave Prøver paa deres udmærkede Indsigter saa raabte man strax: Propheter, Vise, Hellige, Spaamænd, Troldmænd, Gudsmænd og Mirakler, Undergjerninger, Guds Gjerninger osv., troede at Naturens Kræfter vare dem uden Undtagelse aabenbarede og til fri Afbenyttelse, opdigtede Aandskræfter som skulde være deres Trælle, og satte dem i en gjensidig Hjælpeforbindelse med den Almægtige. Mange holdt egennyttigen Folket i en saadan Tro; Andre saae sig nødt dertil for at vinde Indpas i Gemytterne for deres Lære. Enten nu denne var sand eller ikke, indsee vi da let, at saakaldte Undergjerninger Intet kunne bekræfte uden Udøvernes større Indsigt og Klogskab. Gud har givet os Fornuft og gjort Naturens Love ved sin engang bestemmende Viisdom og Magt uforanderlig. Vi have altsaa en lige Traad til at lede os ud af Hvirvlerne i Livet, og behøve ingen Sværd til at overhugge Knu- derne, der kunne løses af kløgtige Fingre uden at Traaden gaaer af. Med hiint af Gud os Indrømmede maae vi være fornøjede. SIDE: 21 At bede om Ting, der ere umulige og mod Tingenes stadige Orden, er vanvittig Egenkjærlighed og Sværmerie. Bønnen har en ganske anden Hensigt. At ængste sig for Verdens Undergang, fæste Lid til Spaamænd derom eller til nogen udmalet Beskrivelse over den saakaldte Dommedag, som om den bogstavelig kunde udtydes er da ufornuftigt. En Verdensforandring eller Forandring af en enkelt Klode, f. Ex. vor Jord, bevirket af de vældige Naturens Kræfter, til det Bedre, er ikke umulig, og maatte sandsynlig foraarsage hele eller en stor Deel af det datilværendes Under- gang -- ja vor Jord har ved den store Oversvømmelse som kaldes Syndfloden oplevet en saadan, der dog ei ødelagde hele Jorden, og de Jorden omflydende Vande, Mosebog i Skabelses- historien omtaler skrive sig vel fra en Tanke om en lignende aldeles Omvæltning -- en saadan er altsaa ikke umulig, dog neppe, efter Verdens skjønne, saavidt vi vide, i mange Aar- tusinder uforandrede Orden, saa snart at formode. Ja betragt nøje Skabningskjæden, især Overgangsledene fra Naturrige til Naturrige. De ere i højeste Grad beundringsværdige. Saaledes Korallerne paa engang Plante, Dyr og Steen og Po- lyperne Plantedyr, begge i Vandet: Hvalerne, Sælhunden osv. paa engang Pattedyr og Fisk: Bævere med fiskagtig Hale: en slags Odder med fuldstændig Andeneb; Planter med Pirrelighed, saaledes at de trække sig sammen ved mindste Berørelse, som om de havde Følelse osv. Ligeledes, ja, en højere Opmærk- somhed og Forundring tiltrækker sig den gradvise Stigen i Dyrenes Anlæg, hvilke hos enkelte Dyr (Hunden, Elephanten, Hesten) ere saa beundringsværdige og dannelige at vi næsten maae kalde dem halvfornuftige Skabninger. Hvad Pligter vi ogsaa skylde dem skulle vi siden lære. Men vi kunne ligesaalidt afgjøre noget Vist om Dyrenes Væsen, paa det nær at visse ædlere Tilbøjeligheder, f. Ex. Hengivenhed, Taknemlighed, Troskab, Høimodighed, ja ædle Lidenskaber som en vis Grad af Stolthed, Medfølelse og Sorg ere hos Enkelte umiskjendelige som om de over os ophøjede Væsener, vi antage. Af 3die: Indbildningskraften kan ikke fyldestgjørende udmale sig disse ædlere Skabninger. Naar den ved Penselen søger at forklare sig, faae vi en skjøn, lys, med Straaler omgivet bevinget Menneskefigur. De første Egenskaber betegne deres ophøjede SIDE: 22 Natur; Vingerne den særegne Tanke om deres Lethed og aandige Væsen, at de ere, hvor de tænke sig at være. Vi kalde dem Engle. Dog ere Jødernes opdigtede Gabriel, Raphael osv. 7 Erkeengle eller Anførere for Englene, Satan Fyrste for Djæv- lene eller de onde Engle, Dæmonerne altfor raae Tanker hvori- blandt ogsaa den at Pesten skulde være en Engel, Herrens Morderengel til at de skulde kunne passe til vore om de ædlere Aander. Nedenfor skulle vi bevise Urimeligheden af at antage en ond mægtig Engel eller Djævel. Om disses Beskjæftigelse kunne vi naturligviis ligesaalidet dømme, som om noget Andet deres Væsen betræffende. Vi ere vante til at høre at de skulle, forsamlede om Guds Throne, lovsynge Gud. Dette er kun et Billed, taget af den jødiske Kong Davids musikalske Tempeltjeneste, og er at forklare ved den Salighed de nyde i den nærmere Beskuelse af Guds Magt, Viisdom, Godhed ): hans Herlighed, som ser dem tydeligere aabenbaret i hans Gjerninger og i deres eget Væsen. Det er ikke ufornuftigt, at antage at andre Himmel- legemer ere Levepladse for saadanne ædlere Væsener, som den mindre Jord er for os; og ligeledes, at de, som os, ere ind- skrænkede til visse Virkekredse, som dog maa være udvidede efter deres ædlere Natur. Den Selvstændighed og Frihed vi have som fornuftige Væsener forbyder at antage nogen Ind- flydelse fra dem paa os. Sygeligt Selvbedrag eller overlagt Bedragerie taler om nærmere Omgang med andre Verdeners Beboere. Muligens kunne vi ikke gjøre os synderlig bedre Fore- stillinger om disse end Dyrene om os. Det synes at være tilladt for Skabningerne at skue nedenfor sig, men ikke ovenfor sig. Af 4die: At Sjelen skulde slumre i Graven til den yderste Dag, og da først vaagne er da en fornuftstridig Mening. Et heelt Liv fuldt af Virksomhed har sin Vugge i Graven. Den vil faae nok at bestille med sin Erindring af det tilbagelagte Liv. Saa- mange Mennesker døe i den spædeste Alder, uden at have tænkt, talt, ja døe i Modersliv? Naturen er riig -- af et blad- fuldt Træe falde Frøfnokkene af -- Træet brammer ned; men tusinde affaldne Fnokker spire. Ja disse Mennesker have ogsaa en Sjel og da en Evighed. I Mødre, som græde over Eders Spædes Liig, over Eders Skjøds Smerte spildt strax eller nys forvandlet til Liv og Fryd og nu til Død og Sorg -- seer dog gjennem Eders Graad det skjønne Haab: I ville møde Eders SIDE: 23 Børn voxne igjen, som modne Aander. Dette Haab er en Over- beviisnings Foster, født i Alvor, opammet af Smiil! Af 5te: Vi kunne blot tænke os at vort tilkommende Legeme skal være et fuldkomment Aftryk af vor Sjels Tilstand. Vi tør saaledes gjerne tænke os lykkelige Aander som skjønne, straa- lende Væsener; ulykkelige med et blegt, skyggeagtigt Udvortes. Men da disse kunne gjenvinde deres Sjels Kraft, saa hæver sig med denne deres Legems Fortrinlighed. En saadan Sjelens Ud- rusten med et fuldkomnere Redskab (Organ) have vi hørt nævne "Opstandelse". At vore jordiske Legemer skulde endnu engang, eller endog forbedrede, tildeles vore Sjele, er baade en Umulig- hed, da vi kunne overtyde os om, at de vel ei aldeles forgaae, men dog aldeles opløses og overgaae i de Dele, den synlige Verden bestaaer af, som og en lidet trøstelig Lære. Ligesom vi kunne gjøre os vist Haab om at vore Sjele skulle være Blommer i Himlen, saa er og alt det Haab vi kunne gjøre os om vore nuværende Legemer, at de engang maaskee ville give Farver til en og anden venlig liden Smaablomme, der vil spire paa vor Gravhøi. De hæslige Billeder af Beenrade, Gjengangere eller Spøgelser høre allene hjemme i en skranten Hjerne. De ere den tykke Overtroes magre Fostre. Af 6te: Forbrydelserne, Elendighederne ere ene Følger af Selv- kjærlighedens Udartelse, af den ufornuftige Egennytte, og dennes Vanartelse kommer alene af Uvidenhed om vort eget Væsen, af Mangel paa Selverkjendelse og Kundskab om Hvad der er vort sande Gavn. Sandseligheden og den Orden i det menneskelige Samfund, som inddeler Menneskene i to ulige store Dele: Træl- lende og Nydende, Nødvendigheden for de Fleste at sørge deres hele Liv igjennem allene for deres jordiske Tilvær bevirker denne Mangel. Men det er klart, at i hiin Verden hverken det Ene eller Andet af disse kan finde Sted. Altsaa faae alle der den rette Selverkjendelse og, ved den, den sande Selvkjærlighed tilbage. De blive alle i sædelige Kræfter lige, naar Forskjellen, som var imellem dem hernede er ved Legemets Fraskillelse op- hævet ): alle lige stærke i at see hvad der er Ret og Uret, hvad der var Godt og Ondt i deres Liv. Forskjellen imellem Sjelene hisset bestaaer da i Samvittigheden. Alle ville indsee at de syn- dede af Uvidenhed, som ikke altid var forskyldt, af Skrøbelighed, SIDE: 24 som oftere var forskyldt, og ofte mod deres bedre Vidende, altsaa aldeles forskyldt. I Samvittigheden have vi Domsbogen. Selverkjendelsen læser i den med Hukommelsens Øje. Den hvalte Grav er det sorte Bind. Kundskaberne i Verdens Ting maa ogsaa komme dem, som erhvervede dem, hisset tilgode, og disse erholde da Forspring for de andre Sjele; men Evne til at erhverve sig Viden vil vorde lige for Alle. Kun Færdigheden i at benytte den vil deri gjøre Forskjel. Samvittigheden og Færdighed i at benytte lige Evner til Kundskab kunne vi da fornuftigviis antage som Forskjellen imellem os i den brede Verden. -- Kan du nu hade din Fiende? foragte Den, du lader trælle for dig uden at sørge for at han faaer Anledning til at lære Noget? eller Den, hvem det er en plat Umulighed at faae et ordentlig Begreb i sit Hoved? Nei! men den der er modvillig og ligegyldig, den, der med Leilighed til at for- bedre sin Sjel, tænker paa intet Andet end at pleje sin Bug og fodre sin Pung. Af 7de, 8de og 9de: Det Guddommelige kan vel fordunkles i os men ikke udslukkes. Fornuften kan sløves, Villien fordærves, Samvittigheden fordrejes. Vi vide, at Samvittigheden strax i det andet Liv erholder sin fulde Styrke og ved Selverkjendelsen sin Rigtighed (ja paa Dødslejet allerede viser den sig) at For- nuften gjenerholder sin fulde Evne til Uddannelse, at den er- kjender, hvad der kan være forsømt i dette Liv, at den erholder Nok at øve sig paa. Villien maa ogsaa beholde sin Frihed; thi ellers forbliver Sjelen ikke som Sjel. Vi maae altsaa kunne handle aldeles frit hisset; men den klare Selverkjendelse, Kund- skaben om hvad der tjener til vort sande Vel ): fremmer os mod Fuldkommenhedens Maal, maa ledsage enhver Handling, belyse enhver Tilbøjelighed i vort Indre. Derfor ville Handlingerne være saameget rettere i hiin Verden, og derfor kalde vi denne den bedre; vi erfare her, at vi ikke øjeblikkelig kunne undertvinge en Tilbøjelighed, fordrive en Tanke, som vi maa fordømme; vi vide at den, der først stjal nødtvungen, siden gjør det med Lyst, ja, om han ei gjør det stedse med Haanden, dog næsten stedse pønser paa Saadant og sysselsætter sig med slige Tanker med Velbehag; ligeledes, at den Vellystige tilsidst fremtvinger sine Drifter og gaaer bestandig svanger med Tanker, der fødes af hans smudsige Tilbøjelighed. Disse ville stedse endog naar de SIDE: 25 ikke kunne. Sølvkalken, Præsten rækker Tyven for Alteret skjærer ham i Øinene og hans Fingre krumme sig krampagtigen efter den. Den Vellystige stirrer drukken af Lyst paa sin egen unge Datter idet hun staaer for Altret som Brud -- Saaledes besmitter den aldeles fordærvede Vilje Sjelen tilsidst i den Grad, at Fornuften taber aldeles sit Herredømme og tilsidst slet ikke mukker imod. Deres Hjerte stjæler og røver stedse, deres Sjel horer og besudler sig, ja ligeindtil virkeligt Vanvid. Det er da rimeligt at en Sjel, hvis Villie har antaget en saadan afgjort Retning, i hiin Verden, trods sin klare Erkjendelse, ikke strax vil kunne give den den modsatte; men engang maa det dog (efter 9de Troessætning) skee. En saadan frugtesløs Higen efter at til- fredsstille en lastværdig Tilbøjelighed, forenet med Samvittig- hedens Nag, ere de Qvaler, vi ere vante til at kalde Helvedes. De maae ogsaa i Sjelen opvække Mistvivl om at naae Maalet for al Fornuft, som den dog seer klart, og da det maa være før den gjenvinder Ligevægten og den Rolighed, som er nødvendig for at gaae frem imod Maalet, og som den seer saligere Aander i Besiddelse af: saa indsee vi at en syndfuld Sjel i hiin bedre Verden for en Tid kan være ret ulykkelig. Det Modsatte maae være Tilfældet med de Gode. At de belære, trøste de Onde og Ulykkelige kunne vi gjerne tænke os som en Dyds Øvelse hos dem. Dersom vi haabe, at den Straf, der kunde vente os hisset, ikke kan være saa frygtelig, da vi tilsige os den selv, da røbe vi ligesaa høi Grad af Aandssløvhed (hvilken netop i det tilkom- mende Liv bliver rettet og der tillige hiin vrange Formening, som er en Følge af den) som om vi vilde indbilde os Noget om et Helved fuldt af Beeg og Svovl og afskyelige Væsener, der skulde lægge an paa at fordærve os i Bund og Grund. De fleste Selvmord lære os Samvittighedens frygtelige Magt. Det er Gud, som hisset gjennem Samvittigheden tilsiger os vor Skjebne. Noget Naadevalg kunne vi da ikke troe; ja ikke engang faae dets Retmæssighed i vort Hoved. Vi vide, at Gud har givet sine fornuftige Skabninger Fuldkommenheden til en Arv: at det altsaa er Guds Villie at Alle skulle naae den; at dydige Handlinger ud- sprungne af den Tanke: du handler efter Guds Villie, altid ere fortjenstfulde -- ene mod os Selv. Den salige Fred vi føle ved et saadant Liv er Guds Naade. Den staaer altsaa aaben for SIDE: 26 alle. Er os Leilighed berøvet til at vise vor gode Villie, saa tabe vi dog Intet i sædeligt Værd, i Guds Naade. Kjøds Spægelse, Selvpiinsler, Ofre og andet deslige fjerner os altsaa derifra; thi hisset ville vi overtydes om at saadant er Daarskab, tvertimod Guds Vilje, der saavel har skrevet sine Fordringer i den legemlige som i den aandelige Verden. Af 10de og 11te: Det følger af Menneskets baade sandselige og aandelige Natur, at det ikke er saa godt og fuldkomment, som det indseer at det kunde og burde være. Der er en Strid i dets Væsen, hvilken dog ikke i sig selv er ond, thi deraf ud- gaaer vor Aand som Sejerherre eller og som Betvunget. Den kaldes Kjødets Strid mod Aanden. Uvidenhed er en Forræder i denne Strid mod Aanden, og da fremgaaer Kjødet (Sandselig- heden) i Sejer som den falske Egennytte, der fremføder For- brydelserne. At foragte og hade sit Legeme, fordi det kan friste var at foragte Guds Gjerning. De Tilbøjeligheder, som nærmest komme fra Kjødet ere ikke i sig selv onde, men farlige fordi de ere stærke, heftige og behagelige, og kunne, naar vor For- nuft ikke strax veed at tøile dem og benytte dem til ædlere Formaal, underkue vor hele Aandsstyrke. Kjødet eller de sand- selige Tilbøjeligheder, deres Forgjængelighed bevidste, byder: stræber efter Lyksalighed i dette Liv. Aanden, sin Evighed bevidst, byder: stræb efter Lyksalighed i det tilkommende Liv. Begge have Ret efter hver deres Natur. I begge Sætnin- gers Forening ligger da Guds Villie, thi han skabte og forenede inderligen Sjel og Legeme. Men da Aanden er vor vigtigste Deel, maa det hedde: "tænk ved dine Handlinger nærmest paa din Sjel." Dette er det samme som at henvise til Samvittighedens Domstol, og, handle vi efter Samvittighed, saa ere vi brødefrie. Men vi ere kortsynede, og Samvittigheden af Naturen ikkun en Følelse, altsaa dunkel. Den maa uddannes med Indsigten. Alt- saa er der endnu en højere Grundsætning og Anviisning til vore Pligter, nemlig denne: "lær at kjende din Bestemmelse, og hav den nærmest for Øie ved din Handling." Men vor Bestem- melse er jo netop det samme som Guds vor Skabers Hensigt og Villie med vor Tilværelse. Altsaa bliver vor Grundsætning ): en Sandhed, som vi antage som Regel for alle vore Handlinger, for vort hele Liv, som Grundlov for vort Væsen: "lær at kjende Guds Villie og stedse at handle efter denne" ): "stræb efter SIDE: 27 Fuldkommenhed ): Villiens højeste Godhed og Styrke." Denne Stræben viser sig i Tanker og Handlinger. Vi have begrundet den i vore Tanker ved at indprente os Troessandhederne, men dette maa vi vise ved at handle som Mennesker, der troe paa Gud og Udødelighed. Vi maa altsaa vide HVAD MENNESKET BØR GJØRE. Herom har Jesus Christus underrettet hele Menneskeheden. Han kaldes derfor Menneskenes Frelser og Forløser fra Synden. Han var et fuldkomment Menneske og har derfor bedre end nogen Anden lært Menneskene deres Pligter og Forhold. Han tegnede dem ud af sin egen Sjel, i hvis Reenhed Guds Villie var afpræget. Sig bevidst dette kaldte han sig overensstemmende med sit Sprog, Talsmanden, Guds Elskelige, Guds Søn; og tilsagde os Frelse ved Guds hellige Aand ): naar en hellig Iver for det Gode og Guddommelige, for Guds Villie opfyldte vor Aand. Han forjettede os, at en saadan Aand engang skulde hvile over alle Mennesker, at de skulde blive et Kjærlighedens og Kraftens Samfund. Hvorledes vor hellige Forløser levede og leed for sit ophøjede Kald, hvorledes han var altfor gjennem- trængt af Overbeviisningen om det Saliggjørende for hans Med- mennesker i den Lære han foredrog, til at tage i Betænkning at besegle den med sit Blod, bør vi skaffe os Kundskab om i det nye Testamente: Her høre vi hans Lære: Jesus siger: "Du skal elske din Næste ligesom dig selv." Math. 22, 39. Jesus siger: "Ere I ikke meget mere end Himmelens Fugle." Math. 6, 26. Jesus siger: "Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud." Math. 5, 8. Jesus siger: "Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for Eders Sjele." Math. 11, 29. Her lærer Frelseren; at vi skulle have Kjærlighed og Agtelse ogsaa for os Selv, forenet med Ydmyghed, Beskedenhed og Selv- fornægtelse: at vi skulle være dydige uden Egennytte. Stolthed, Hovmod, Overmod paa den ene Side, Ringeagt og lav Foragt for os Selv ere de modsatte Feil. Den fornuftige Kjærlighed og Agtelse for vort eget Væsen lærer os vor højere Bestemmelse, vore Kræfter og er saaledes Udspringet for alle andre Dyder. SIDE: 28 Hvorledes vi skulle erhverve og vise dem lærer Jesus i: "Hvad gavnede det Mennesket om han vandt den hele Verden, men tog Skade paa sin Sjel?" Math. 16, 26. Jesus siger: "I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal gjøre Eder frie." Joh. 8. Jesus siger: "Værer fuldkomne, som Eders Fader i Himlene er fuldkommen." Math. 5, 48. Jesus siger: "Samler Eder Liggendefæe i Himlen, hvor hverken Møl eller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle". Math. 6, 20. Jesus siger: "Vorder snilde som Slanger, eenfoldige som Duer!" Math. 10, 16. Jesus siger: "Salige ere de Rene af Hjertet; thi de skulle see Gud." Math. 5, 8. Jesus siger: "Dersom dit høire Øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig. Og om den høire Haand forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig!" Math. 5, 29, 30. Jesus siger: "Vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogensinde besværes af Fraadserie og Drukkenskab." Luc. 21, 34. Jesus siger: "Hver den, som seer paa en Qvinde for at be- gjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte." Math. 5, 28. Jesus siger: "Du skal ikke bedrive Hoer". Marc. 10, 19. Her lærer Frelseren de Pligter vi have nærmest mod vor Sjel: vi skulle udvikle og uddanne den Forstandsevne (hvilket Christus og lærer i Parabelen om de betroede Pengesumme Luc. 19, 11.) tragte efter Sandhed og Fuldkommenhed, den rette Selverkjendelse allerede hernede, -- at vi skulle uddanne vore sædelige Evner, ja saa at vi sætte Gud til Mønster, ved at for- bedre vor Villie og erhverve os en god Samvittigheds ufor- krænkelige Skat -- at vi skulle undertvinge vore sandselige Tilbøjeligheder, naar de true med at blive syndige. -- Men vi ud- danne vore Forstandsevner: 1) ved at erhverve os Kundskaber og Færdigheder, der kunne gjøre os brugbare for vore Medmen- nesker 2) ved ingen Leilighed at forsømme, til at lære; ja selv Lidelser skulle dertil tjene 3) ved at følge vor naturlige Lyst i at bestemme os til en Virkekreds 4) ved at uddanne alle vore For- standsevner i Overeensstemmelse. Lærelyst, Flid og Opmærk- somhed er de Dyder hertil udfordres. Lediggang, Dovenskab SIDE: 29 og Skjødesløshed ere de modsatte Laster, som bevirke Aands- sløvhed. Vore sædelige Evner uddanne vi: 1) ved at erkjende vore Pligters Hellighed 2) ved at øve os i at udøve disse trods alle Hindringer. De syndige Tilbøjeligheder svække og sløve altid vore Sjels- evner, da de henvende disse alene til deres Meed. De maae saa- meget mere, saasnart de ytre sig, bøjes under Fornuften, som det ligger i deres Natur at stræbe efter Eneherredømmet. Derfor siger man ganske sandt: faaer Djævelen (de onde Lyster) dig fat ved eet Haar, snart han hele Kroppen naaer. De sand- selige Tilbøjeligheder ere igrunden ikke onde, men de kunne, som enhver god Ting ved Misbrug blive høist farlige for vor Sjel. De ere i deres gode naturlige Tilstand uskyldige Lyster og Drifter, og tilhøre Legemet; men de gaae i deres rivende Fremmarch over paa vor Sjel og bliver Hang og Lidenskaber. Faae de ikke Magt hertil, beholder Fornuften sin Overlegenhed, da siges vi at have Selvbeherskelse. Denne fortrinlige, uund- værlige Dyd erhverves isærdeleshed ved Selvkundskab eller Selvprøvelse ): at vi alvorligen undersøge hos os selv hvilke af vore Tilbøjeligheder, der af Naturen ere stærkeste og altsaa kunde blive de farligste, 2) ved aldrig at udsætte os for at de kunne overliste os ): aldrig at lede os selv i Fristelse. 3) ved at vænne os til Nøjsomhed og Maadelighed. See vi f. Ex. en smuk Ting i Næstens Eje er det naturlige Ønske: gid den var min! vel uskyl- digt; men begynde vore Tanker at sysselsætte sig med at udfinde Midler til uden Næstens Vidende og Villie (Tyverie) eller aaben- bare eller voldeligen at bemægtige os den (Ran og Røverie) da maae vi strax bryde overtvert med slige onde Tanker, ja skye nu selv Ønsket om at besidde en saadan Ting. Dette er hvad Jesus kalder at afhugge den Haand, udrive det Øje, som frister, og kaste det fra sig. Voldsomst og almindeligst ere dog de Tilbøje- heder, som vi kalde Vellystens, ): Umaadelighed og Uregelmæs- sighed i at tilfredsstille de legemlige Drifter, som angaae -- og da ere de jo langt fra, efter deres Bestemmelse, onde eller noget, som Mennesket bør skamme sig ved -- nærmest vort Tilvær og Opholdelse. -- De sløve og nedbryde ved deres Misbrug: ved umaadelig og ufornuftig Tilfredsstillelse af Driften til at stille Hunger og Tørst og Kjønsdrift, baade Sjel og Legeme. Fraad- SIDE: 30 serie og Drukkenskab -- hvo kjender ikke disse Laster fra Bryl- luperne og de fleste Samqvem? Fraadserie sætter os lige med Dyrene, Drukkenskab under Dyrene. Den sidste Last er For- nuften aldeles modsat, da den gaaer ud paa at bedøve den, at berøve os det kostelige Klenod vi aldrig kunde være foruden, dersom det er os om at gjøre at vogte os for Forbrydelse. Men for disse kan -- som Erfaring lærer -- en Drukken ligesaalidt vogte sig, som en Blind for at falde i, naar han vandrer imellem Brønde. Berusende Drikke ere kun at anbefale som Lægemiddel, i Kuld og Væde, men ogsaa da tilmaade. Bruges de sparsomt i selskabelige Samqvem, kan Sædelæren derimod Intet have at anmærke. Det som er formeget for En, kan dog være forlidet for en Anden. Hver kjende derfor hvad der er ham tjenligt. Men siger En, at det er ham tjenligt engang imellem at drikke sig fuld, da bedrager han enten sig selv eller vil han hykle for dig. Da det nu desværre er Skik og Brug ved adskillige Leilig- heder at nyde stærke Drikke til Umaadelighed, saa maa vi have Kraft og Fornuft nok til at sætte os af al Magt imod denne Skik fra raae, gamle Tider. Ædruelighed bliver da en skjøn Dyd ei alene ved Exemplet. Men ulige meer forførende og rædsom i dens Følger er Vellystens Last ): Hang til at misbruge Kjøns- driften, som gaaer ud paa, ved en behagelig, inderlig, legemlig For- ening med en Person af det andet Kjøn, at forplante vor Slægt. For at opfylde den vise Hensigt Gud har lagt i denne Drift, maae vi: 1) ei tilfredsstille den før Naturen ved dens Vaagnelse opfordrer dertil 2) ei fremægge og tilfredsstille den paa nogen anden Maade end den Naturen har anviist. Naturen veed da at hævne denne Fornærmelse paa det skrækkeligste. 3) ei til- fredsstille den, om vi endog kunne forplante os, naar vi ikke kunne sørge for Afkommet. Dette sidste, Forsørgelsen af vor Afkom, skeer bedst i Ægte- skab, eller en stedsevarende, rettelig Forening af Mand og Kone. Altsaa bør vi 4) Alene tilfredsstille den i Ægteskab. Naturen lærer os ogsaa Ægteskab ikke alene derved at Bør- nene ikke i deres første Alder kunne vel undvære Moderen (dette er og saa hos Dyrene) men og ved den Afhængighed Moder og Børn staae i til Faderen. Ved den fornuftige, reene Kjærlighed, der bringer Manden til at elske og ære blot een SIDE: 31 Qvinde fortrinligen -- hvilken ædle Kjærlighed skilner sig fra Dyrenes Elsken, der vælger iflæng, strax ved det Begreb om Skjønhed som styrer vort Valg, da vi holde den Skjønhed den Elskede i vore Øine besidder, for Tegn paa Sjelsskjønhed -- har Naturen lært os 5) blot at indgaae Ægteskab med een Person. Men ogsaa i denne Forbindelse, hvor vi lovligen kunne tilfreds- stille vor Drift, kan indsnige sig Synder imod dens Hensigt; nemlig ved Umaadelighed i dens Tilfredsstillelse (ja endog i Hustruens høje Frugtsommelighedstilstand, hvilket er meget far- ligt) og ved at nyde den ægteskabelige Omgang paa en Maade, og i den Hensigt ikke at faae Børn. Da en af de vigtigste Hensigter for vort jordiske Liv er den at forplante vort Afkom: saa bør vi 6) ikke tøve med at indgaae Ægteskab, naar vi kunne opfylde dets Hensigter og Forpligtelser. Saaledes vise vi Kydskhedens Dyd. Men vi maae ogsaa være kydske i vore Tanker og Ord: da have vi Blufærdighedens Dyd. Vi erhverve os disse Dyder ved en omhyggelig Vaagen over os selv; ved regelmæssig Arbeidsomhed og sandt Had mod Ørkesløshed, Dovenskab og slette Selskaber, ved at indprente os inderligen det Ærværdige i Forplantelsesdriftens Hensigt, som de skrækkelige Følger dens Misbrug har; og den Sandhed, at det er langt lettere ganske at undvære end at holde Maade i en forbudt Nydelse. Den modsatte Udyd er Ukydskhed, og den kan saavel i Tanker og Ord som Gjerninger besudle vort Hjerte. Der er ingen Dyd, som saaledes styrker vor Sjels hele Kraft til det Gode som Kydskhed. Thi paa at erhverve den maae vi anvende vor hele Sjels Kraft. Et kydsk Menneske er derfor altid et livligt aandsstærkt Menneske. Han har overvundet den stærkeste Fiende, og kan nu hvad han vil: nu kan han lide for den gode Sag. Christus lærer os derfor denne Dyd i saa stærke Udtryk, som at en Mand ei engang maa see paa en Qvinde med Begjærlig- lighed. Ja, ureen Begjærlighed; thi i den reene Begjærlighed efter at forenes med et elsket Væsen bestaaer Kjærligheden, og den er Livets Lykke. Ja saa nødvendigt er det at holde Middel- vejen i dette Punct: paa den ene Side ligger den højeste Lykke, paa den anden den højeste Jammer. Derfor kalde vi det aldeles SIDE: 32 kydske Menneske uskyldigt, fordi han ved at kunne tæmme sin voldsomste Tilbøjelighed viser at han ogsaa kan tæmme de andre; og det ukydske Menneske faldet, ja faldet, om kun een Gang, fordi det nu som oftest gaaer Fald i Fald? Hvilken For- agt nære vi ikke for den, der deeltager i vor Ukydskhed? Alene den brusende Vellyst forhindrer, at vi ikke nære den for os selv i det samme Øjeblik; men dette kommer; det kommer, hvis vi ikke vende om, naar vi mærke vort Legems Ødelæggelse, vor Sjels voxende Slaphed og Sløvelse. Væmmelige Sygdomme haler det ikke altid frem for den Vellystige, men Sjelens Mathed, alene afbrudt af skrækkeligt Tungsind vækker Selvforagten -- faae Dage: og vi see en frisk Grav mellem Neslerne i en af- sides Krog -- der ligger Selvmorderen. Vi have heri ovenover antydet den nære Forbindelse imellem Sjel og Legeme; altsaa have vi vel Pligter imod dette? Jesus kalder sit Legeme et Tempel. Altsaa skulle vi have Agtelse for det. Jesus helbredede mangfoldige. Ved dette Exempel lærer han at vi skulle have Omhu for dets Sundhed. Ved sin Død lærer Jesus: at vi ikke skulle tage i Betænkning at opofre Livet for vore Pligter, for højere Formaal. Vor Agtelse for vort Legeme vise vi ved ikke at besudle det ved Ukydskhed og Umaadelighed; ved at sørge for dets Anstand og Tække (ikke ved for- fængelig Pynt, men især ved Reenlighed.) Vor Omhu for vort Legeme vise vi ved vedbørligen at sørge for dets Velbefindende og Sundhed, og dette gjøre vi ved at iagttage Maadelighed i alle Nydelser (Æden, Drikken, Dands) Kydskhed og Arbeidsomhed; ved at und- gaae saameget muligt Alt hvad der kan være den farligt; ved at vænne os til Haardførhed og Styrke og Smidighed, at ei formeget skal blive os farligt; ved i Sygdomstilfælde at bruge de vedbørlige Midler. (Vi bør skaffe os Kundskab om de Midler, som det staaer i vor egen Magt at forskaffe os og an- vende; men i de farligere Sygdomme er det Pligt at fortroe sig til Lægen; og skye den oftest fordærvelige Hjælp hos Qvak- SIDE: 33 salverne). At Sundhed er et uskatteerligt Gode lærer en Syg- dom os bedst. Sundhed og Livet bør opofres, naar højere Pligter fordre det. Vi bør f. Ex. sætte disse Goder ivove, naar der er noget Haab om at kunne redde et Menneskes Liv. Er Fædrene- landet i Fare, da fly fra dit Huus og gaae i Marken med draget Sværd! Menneskekjærlighed er i hiint Tilfælde at foretrække Selvkjærligheden, og Troskab mod Fædrelandet er en høi Pligt. Selvmord er høist fordømmeligt. Det er en Oprørshandling mod den, der gav os Livet, for at Mennesket skal benytte det heelt ud til sin Fuldkommengjørelse ved Pligternes Opfyldelse. Pligter gives der at opfylde ligetil paa Sottesengen. Altsaa have vi stedse Noget, det Vigtigste at leve for, om vi end ere noksaa elendige. Grundene til Selvmord ere enten Selvforagt eller Af- sindighed eller Feighed eller Fortvivlelse (næsten alle Følger af Synder). Ere da disse Grunde agtværdige eller (naar undtages Vanvid) undskyldende? Men ligger Grunden til et Selvmord i en foragtelig Sjelsforfatning, saa maa jo denne samme Grund -- da vi jo medtog vor Sjel bag Graven -- være forhaanden i Verdnerne hisset? Skulle vi da stedse ville være landflygtige i Guds Verden? Maaskee vi ikke kunne øve en lignende Forbrydelse hisset? Ja, da kommer Erkjendelse, den bitre, da aabner Helvede sig i vort Væsen, og vi kunne ikke flye, vi ere da i Lænker. Af Agtelse og Omhu for vort og Andres Liv bør vi heller ikke indlade os i Tvekamp og Slagsmaal for os overgangne For- nærmelser. Vor Velfærd beroer ikke paa Ufornuftiges Omdømme, vor Ære sidder ikke i en Daares Mund. Jesus siger: "Dersom Sønnen faaer frigjort Eder, skulle I være virkeligen frie," Joh. 8, 36. Jesus siger: "Hvo sig selv ophøjer, skal fornedres; Hvo sig selv fornedres, skal ophøjes." Math. 23, 12. Jesus siger: "Vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv be- staaer i overflødigt Gods!" Luc. 12, 15. Den første Betingelse for vor jordiske Velfærd er Frihed, Ret til at handle, uafhængig af Andres vilkaarlige Villie: Lighed for Lovene; men kun et gudfrygtigt Sindelag, aandig Frihed (saaledes at vi ikke ere Syndens Trælle) gjøre os værdige til den borgerlige. Forfængelige, svage Folk fortjene derfor ikke borgerlig Frihed; men er et Folk gudfrygtigt og kraftfuldt, er SIDE: 34 Jesu Sædelære deres Hjerters Lov (har Sønnen frigjort dem) da bliver den borgerlige Frihed en Trang for dem. De tiltage sig den da med Ret, og vide at beholde den med Kraft. Ære eller andre agtværdige Menneskers gode Omdømme om os kunne vi heller ikke undvære. Et foragtet Menneske kan Intet Godt virke i Verden. Redelighed, Duelighed og vore Evners almeen- nyttige Brug ere sikre Midler til at erhverve os den. Ære- kjærhed er en Dyd. Vi maae agte det fornuftige Omdømme. Den som er ærekjær af Egennytte eller hvis hele Higen blot gaaer ud paa Menneskenes gode Dom om sig, er ærgjerrig. Rangsyge er Tragten efter Ærens udvortes Tegn, Forfængelighed at tragte efter Rigdoms udvortes Tegn og efter at æres for ube- tydelige eller indbildte Fortrin (Indbildskhed). Det er en For- fængelighed at ville efterabe Fornemmeres Daarskaber og Moder, at skamme sig ved simple Sæder og Klæder. Spørger En dig, hvorfor du gaaer i en Vadmelskjole, saa siig: "mit Land har ikke Raad til at klæde mig bedre. Jeg skammer mig ikke ved min Moders Spind." Formue eller Ejendom er, som vi see den tredie Deel af vor Velfærd; og ikke, som Mange troe, den Føste. Herfor advarer Jesus mod Gjerrighed eller Hang til stedse at opdynge vor Formue uden at benytte den til de Hensigter, den gives os for, nemlig allene til viis Veldædighed først imod os Selv og Familie, saa til trængende og heldbringende [fotnotemerke] Indretninger. Ved Flid og Klogskab erhverve vi, ved Sparsomhed og Nøiagtighed beholde vi vor Formue. -- Dovenskab, Skjødesløshed, Ødselhed og Over- daad, Gjerrighed og Karrighed ere Feil, som stride imod den fornuftige Erhvervelse og Brug af Formuen. Fornøjelser har Jesus ved sit Exempel viist er tilladte, naar de ere maadelige og uskyldige. Vi kunne i Fritimer nyde dem til at forfriske vore Kræfter. Forlystelsessyge ): leve blot for at fornøje og adsprede sig er en lav Sandselighed, hvormeget man end vil forfine den. Sædelige Dandse og Lege ere en smuk Fornøjelse for Unge. Spil, hvortil hører middelmaadig Legems- bevægelse og ialfald om Ubetydeligheder kan være en passende Adspredelse for Ældre. Hang til Spil om Gevinster er farligt. Spillesygen er vel saa fordærvelig som andre Umaadeligheds- Fotnote: f. Ex. Agerdyrkning, Skoler, Velgjørenhedsanstalter. SIDE: 35 synder. Den frister til Bedragerie, har ogsaa gjort mange Mænd som før havde sin fulde Velfærd til en æreløs, udarmet Bedrager, bragt ham fra Gaard og Grund i Bolt og Jern. Samtale bliver dog den anstændigste Fornøjelse for Mænd. Pligterne mod vore Medmennesker kunne vi udlede, ligesom de imod os Selv, af den Agtelse og Kjærlighed vi skylde dem som vore Lige og Brødre for Gud. Thi Jesus siger: "Du skal elske din Næste som dig Selv!" Math. 22, 39. Jesus siger: "Seer til, at I ikke foragte Een af disse Smaae!" Math. 18, 10. Jesus siger: "Alt hvad I ville at Andre skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa imod dem!" Math. 7, 12. Jesus siger: "Dersom I elske dem, som Eder elske, hvad For- tjeneste have I deraf? Thi Syndere elske og dem, som dem elske." Luc. 6, 32. Vor Agtelse og Kjærlighed for vore Medmennesker viser sig som Retfærdighed ): at vi tildømme Enhver Sit og Ingen for- nærme; og som Godhed ): at vi velvilligen tage Deel i Andres Skjebne og befordre deres Vel. Disse to Dyder ere forenede i den Menneskekjærlighed vor Frelser var den ophøjede Tals- mand for. De modsatte Udyder ere: Uretfærd, Svaghed, Ufølsomhed eller Haardhed, Skadefryd, Misundelse og Menneskehad. Jesus siger: "Hvo, som gjør Ondt, hader Lyset, og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham. Men hvo, som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjer- ninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud." Joh. 13, 21. Jesus siger: "Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger, og ære Eders Fader, som er i Himlene." Math. 5, 16. Jesus siger: "Der bliver Glæde hos Guds Engle over en Synder, som omvender sig." Luc. 15, 10. Jesus siger: "Det er umuligt, at Forargelser ei skulde komme; SIDE: 36 men vee den fra hvilken de komme! Det var ham bedre, om en Møllesteen var hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet end at han skulde forarge En af disse Smaae." Luc. 17, 1, 2. Vi skulle da sørge for vor Næstes Sjæl ved at give denne al den Underviisning og saaledes hjælpe at føre den til den Sand- heds Erkjendelse vi kunne meddele. Dette store Kjærligheds- bud fyldestgjøre vi: 1) ved altid at tale Sandhed: være sanddru, oprigtig og paa- lidelig, ærlig i Ord og Daad. 2) ved at berigtige deres Vildfarelse. 3) ved at give dem paa en forekommende og beskeden Maade vore Raad. Disse to sidste Pligter kunne vi paa en skjøn Maade opfylde i vore Samqvem. Da bliver vor Omgang behagelig og lærerig uden at den derfor henfalder til en besværlig Præken og Paatrængen med vore Raad. Det er en behagelig, stolt Følelse at kunne være vore Medmennesker nyttig i Alt endog i For- nøjelser. Have vi gode Bøger, da bør de ikke staae stille i en Hylde, men gjerne udlaanes. Sandhed behøver ikke i daglig Tale at bekræftes ved Eeder; ja denne hæslige Vane viser endog, at vi selv have liden Tanke om vor egen Sanddruhed, og om Andres Agt for den. Naar vi ikke ved Løgn (Løgnagtighed, Usandfærdighed) Falskhed og For- stillelse (Uoprigtighed) og Uordholdenhed engang have forspildt denne Slægtens gode Mening om os, saa kunne vi fordre i daglig Omgang at troes uden Eed, og behøve ei at gjøre det paa den fornærmende Opfordring om saadant. Jesus siger ogsaa: "Jeg siger Eder, at I aldeles ikke skulle sværge. Men Eders Tale skal være: Ja, ja! Nei, nei! Hvad der er over dette, er af det Onde." Math. 5, 34, 37. Nødløgn maa vi heller ikke tillade os, ligesaalidt som Løgn for Spøg, uden det skulde være for at gjøre Løgnen latterlig og forbedre Løgneren. Spørger Nogen os om Ting vi ei behøve at svare paa eller ville svare paa, saa kunne vi tie stille. Hvor Sandheden kunde være farlig at aabenbare f. Ex. om en Fiende i Krig vilde udfritte os, kunne vi bruge en Nødløgn. Ellers i alle Tilfælde er den uværdig og farlig, da den ophæver andre Menneskers Tiltroe til os i vigtigere Ting. At stille Smaaebørn tilfreds med Opdigtelser er meget farligt. De troe os aldrig SIDE: 37 siden. Ville vi ikke svare dem saa maa man erklære reentud: du maa ikke spørge om saadant endnu. Man har desværre seet sig nødt til at ophæve dette Forbud for Retterne: thi der er det af højeste Nødvendighed, for Ret- færdighedens Skyld, at faae Sandheden aldeles frem. Men Dom- merne kunde aldrig være overbeviiste om Sagens rette Sammen- hæng, dersom der ikke paahvilede Vidnerne en Forpligtelse, som tvinger dem, saasandt de have mindste Gnist af Sædelighed, til at tale aldeles sandfærdigt for Retten uden at fordreje det Mindste i deres Vidnesbyrd af Partiskhed ( ): at de holde enten formedelst Venskab, Slægtskab osv. mere med En end med en Anden i en Sag) eller iblande det Noget af egne Meninger, da Meningerne høre Dommerne til. Denne Forpligtelse er den retlige Eed. Ligeledes fordrer Staten, som er den eneste der kan affordre os Eed, Eed af os, at vi ville med Liv og Blod forsvare Fædrenelandet og dets Forfatning. Krænker vi den første af disse Eeder, begaae vi Meneed; krænke vi den anden, Landsforræderie, hvilket da ogsaa er Meneed. [fotnotemerke] Meneed er den afskyeligste Forbrydelse: vi give ved den Afkald paa vor egen Salighed og handle uretfærdigt imod andre. I den Forstand som i Eedsformularen (thi den belægger endog uskyl- dige Meneederen angaaende Ting med Forbandelse) berøve vi os vel vor Salighed ikke ved Meneed; men at vi her og hisset, ved saaledes at træde paa vor egen Overbeviisning, vort eget Væsen, at ville haane af jordiske Hensyn den Alvidende, som vi paakalde, ville gjøre os høist ulykkelige. Kunne vi end skjule vor Meneed her (skjøndt den oftest opdages) saa kan den dog ikke blive skjult i Himlen, naar vi der samles med vore Medmennesker; og vi blive jo da Meneedere for Alles Øine hiinsides Graven. -- Jesus byder dernæst, at vi skulle sørge for vor Næstes Sjels Sædelighed ): veilede dem til et dydigt Levnet 1) ved at omvende og formane de Feilende 2) ved et godt Exempel. Det Modsatte af et godt Exempel er at give Forargelse. Jo- mere man ellers er ophøjet, jo skadeligere bliver Forargelsen eller det slette Exempel. -- Fotnote: Jesus siger: "Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd." Marc. 10, 19. SIDE: 38 Jesus gav sit hele Liv igjennem Exempler paa den Omhu vi skylde Næstens Liv og Sundhed. Ligeledes lærte han os vore Pligter desangaaende. Parabelen om den barmhjertige Samaritan. Luc. 10. Vi kunne ogsaa lade os ganske lede af hans Bud i Math. 7, 12. Vi skulle ikke alene sørge for vore Medmennesker ved Raad i deres Sygdoms Tilfælde, men ogsaa, endog med Opofrelse for os Selv staae vore Medmennesker bie i al Nød og Fare, om de endog vare vore Fiender. Altsaa ikke være ligegyldige med deres Lidelser, og endnu mindre foraarsage dem disse. Denne Synd begaaer Voldsmanden, Slagsbroderen og fremfor alle Morderen. Den, som ikke lærer tidlig at tæmme sin Vrede og Hevnelyst er udsat for disse Forbrydelser, for at døe tilsidst, besmittet med sine Medmenneskers Blod, paa Retterstedet. Jesus siger: "Du skal ikke slaae ihjel." Marc. 10, 19. Livet har samme høje Værd og Maal for Andre som for os. Den personlige Frihed ligeledes. Altsaa bør vi ikke berøve Nogen hans personlige Frihed. Men vi synde herimod ikke alene ved at lægge vore Med- mennesker i Lænker, [fotnotemerke] men og ved at bringe vor Tjener til at arbeide formeget, og ved at anvende nogensomhelst Tvang for at afvinde vore fornuftige Medmennesker noget, om vi endog troede at det var til deres Bedste. Jesus siger: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme skulle I dømmes. Og med hvad Maal I maale skal Eder igjen tilmaales." Math. 7, 1, 2. Da vi og selv ville æres, bør vi ære Andre efter Fortjeneste. Uden Grund maae vi derfor ikke være mistroiske og mis- tænkelige; men aldrig bør vi være uhøflige, dadellystne, sladder- agtige og bagtalende. Tvertimod bliver vor Lov: at tænke og tale det Bedste vi kunne om Alle, som ikke aabenbare have gjort sig ufortjente dertil; og at undskylde Andre, hvor vi kunne med Retfærdighed. Have Fotnote: Hertil har alene Staten Ret mod Forbrydere og Afsindige. SIDE: 39 vi enten forsætlig eller uforsætlig fornærmet Andres Ære, saa bør vi søge at oprette det ved at bede om Forladelse (Æres- erstatning.) Jesus siger: "Du skal ikke stjæle! Du skal ikke besvige!" Marc. 10, 14. Jesus siger: "Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig!" Math. 5, 42. Vi skulle da have Agt for Andres Formue. Dette er en Ret- færdigheds Pligt. Vi skulle hverken voldsomt ): ved Ran og Røverie, eller hemmeligt og listigt ): ved Tyverie og Bedragerie formindske Næstens Ejendom. Men søge at lade hver beholde sit, og forøge den, hvor vi uden Skade for vort Eget kunne: ved Tjenstagtighed; ved Billighed og Eftergivenhed og Skaansomhed mod Skyld- nere; ved Nøiagtighed. Saaledes maa vi betale Arbeideren hans Løn, Laangiveren hans Laan, saaledes som han laante os og tilstod os det. Aager ): at vi lade os betale mere end lovlige Renter af Laantageren, og saaledes benytte os af et Medmenne- skes Trang, strider saavel mod Retfærdighed, som mod følgende Kjærligheds Pligt, nemlig: Godgjørenhed og Barmhjertighed mod Nødlidende, mod dem, som ei selv kunne erhverve sig det Nødtørftige. Jesus siger: "Giver, saa skal eder gives! en god, knuget og skuddet og over- flødig Maade skulle de give i Eders Skjød, thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder igjen tilmaales." Luc. 6, 38. Jesus siger: "Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barm- hjertig!" Luc. 6, 36. Jesus siger: "Kommer hid, min Faders Velsignede! Arver det Rige, som er Eder beredt fra Verdens Grundvold blev lagt: thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var skrøbelig, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig." Math. 25, 34, 35, 36. Jesus siger: "Hvad I have gjort mod Een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig." Math. 25, 40. SIDE: 40 Heri har Frelseren tydelig lært os Velgjørenhedens Dyd, samt hvorledes den viser sig. Men den som virkelig vil gjøre Vel mod Andre, maa gjøre det med Valg og Fornuft. Saaledes ikke give til dem, der kunne ernære sig Selv, men alene til virkeligt Nødlidende. Offentlige Forsørgelsesanstalter og Fattigkasser fortjene i høi Grad vor Velgjørenhed. Det paaligger nemlig disses Bestyrelse at kjende Enhvers sande Trang i Menigheden. -- Vi skulle være gavmilde og gjæstfrie. Jesus lærer Marc. 12, 43 -- 44 om den fattige Enke, at ogsaa den Fattigere kan tidt øve Velgjørenhedens skjønne Dyder. Jesus siger: "Vogter Eder, at I ikke give eders Almisse for Menneskene, for at ansees af dem, ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlene." Math. 6, 1. Jesus siger: "naar du giver Almisse, da lad din venstre Haand ikke vide hvad din høire gjør." Jesus siger: "Dersom I gjøre vel mod dem, der gjør vel mod eder, hvad Løn have I saa derfor! Thi Synderen gjør og det samme. Og dersom I laane dem af hvilke I haabe at faae igjen, hvad Løn have I derfor? Thi Syndere laane ogsaa Syndere, paa det de skulle faae lige igjen. Men elsker Eders Fiender, og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor: saa skal Eders Løn være stor, og I skal være den Højestes Børn; thi han er god imod de Utaknemmelige og Onde. Luc. 6, 33, 34, 35. Ville vi gjøre vel imod os Selv ved at være velgjørende mod Andre, da maae vi ikke være velgjørende efter Lune eller af Hyklerie, og heller ikke troe, at vi ved at vise nu og da Vel- gjørenhed fyldestgjør hele Pligtlæren. Pharisæerne, som Jesus revser, vare Slige. Jesus siger: "Salige ere de Sagtmodige!" Math. 5, 5. Jesus siger: "Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn." Math. 5, 9. Jesus siger: "Hver den sig selv ophøjer, skal fornedres og hvo sig selv fornedrer skal ophøjes." Luc. 14, 11. Jesus siger: "Forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyld- nere." Math. 6, 12. Jesus siger: "Forlade I Menneskene deres Overtrædelse, skal Eder himmelske Fader og forlade eder; men forlade I ikke SIDE: 41 Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forlade Eders Overtrædelser!" Math. 6, 14, 15. Jesus siger: "Dersom Nogen tvinger dig til at gaae een Miil med ham, da gaa to med ham." Math. 5, 41. Jesus siger: "Elsker eders Fiender! Velsigner dem, som Eder forbande! gjører dem godt, som eder hade! og beder for dem, som gjøre eder Skade, og forfølge Eder, paa det at I skulle vorde eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige!" Math. 6, 44, 45. Jesus siger: "Men vogter eder for de falske Propheter, som komme til eder i Faareklæder, men ere indvortes glubende Ulve." Math. 7, 15. Jesus siger: "Frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel, men kunne ei slaae Sjelen ihjel!" Math. 10, 28. Vi skulle da i vort hele Forhold være sagtmodige og fredsommelige, ydmyge og beskedne, forsonlige og tilgivende, eftergivende og overbærende, enige og velvillige, frisindede og standhaftige, forsigtige og frygtløse, trofaste og retsindige. Disse ere den christelige Broderkjærligheds Dyder. Med dem ville vi finde os vel i alle Forhold. Skilsmisse, Splid, Uenighed, Fiendskab og Had skulle ikke fordærve os vor Roe. Vi ville have Fred med Menneskene som med Gud, med vore Brødre som med vor Fader. Endog om vi vise alle disse Dyder, kan det dog hænde, at Mennesker, som ikke besidde dem, slette Mennesker, vælte sig ind paa os volde os Fortræd. I sidste Bud (Math. 10, 28) lærer Jesus os, at vi med frygtløs Fasthed, og ved sit eget Exempel med Pharisæerne, da de vilde føre ham i Ulykke ved fule Spørgs- maal (Math. 22) at vi ogsaa med Klogskab og Fiinhed skulle værne os imod dem. Alligevel byder Jesus at vi skulle elske vore Fiender, ligesom han og selv viste, da han paa Korset sagde: "Fader forlad dem; thi de vide ikke hvad de gjøre!" At han gjorde dette! Hvori denne Kjærlighed mod vore Fiender SIDE: 42 bestaaer lærer Jesus i Math. 18, 22, hvor han siger at I ikke skulle trættes i at tilgive, og i Math. 18, 15, hvor Jesus siger: "Men om din Broder synder mod dig, gak hen og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da haver du vundet din Broder. Men hører han ikke, da tag endnu en eller to med dig, paa det at hele Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund. Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder!" Math. 18, 15, 16, 17. Her see vi hvorledes vi skulle opføre os som Fiender: vi skulle mindeligen tale til den der krænker vor Ret og stræbe at gjøre en Ven og Broder af vor Fiende; vi skulle bruge Tals- mænd og Forligsmænd for at naae vort kjærlige Maal; men frugter alt dette ikke, da skulle vi stevne ham for Domstolene eller undgaae vor Fiende, afsondre os ganske ifra ham. [fotnotemerke] Selv- tægt og Selvhevn ere Forbrydelser. Derved, som ved Had og Forfølgelse, voxer Fiendskabet. Processyge er en styg og farlig Lidenskab. Dette Menneskekjærlighedens sværeste Bud, at vi skulle elske vore Fiender ): stræbe at forbedre dem, synes skrevet tvertimod vor sandselige Natur; men desto mere er det taget ud af vort højere og aandelige, altsaa af vort egentlige Væsen. Vi maae nemlig betænke, at vor Fiende dog bestandig er et Menneske, at han saaledes endnu her paa Jorden kan forbedre sig, og maa det, som vi Alle, i det tilkommende Liv. Da Dyrene ogsaa have Følelser, ja ofte Følelser som be- skjæmme deres Herrer, da de ere Guds Gjerninger og givne os til viist Brug, saa have vi ogsaa Pligter mod dem, nemlig: vi bør føde dem vel; sørge for dem i deres Smerte og Sygdomme; dræbe dem let og pludselig, naar vi ville benytte deres Legemer; [fotnotemerke] Fotnote: Dette gjorde Jøderne med Hedninger og Toldere, hvilke vare af deres Undertrykkeres Folk. Fotnote: Altsaa bør vi ikke indlade os paa at slagte dem uden vi forstaae at gjøre det paa en saadan Maade. Dyret maa dræbes strax, om vi saa skulde tabe noget i dets Smag eller af dets Legeme, f. Ex. Blodet. At dræbe Dyr ved Aareladning for at faae deres Blod beqvemmere er en stor Synd. SIDE: 43 aldrig anstrenge dem over deres Kræfter, aldrig pine noget Dyr; ikke dræbe uden de skadelige Dyr; ikke fælde noget Dyr i Parrings- og Liggetiden; ja ikke ødelægge nogen skabt Ting uden Behov. Vor Forbindtlighed til at udøve ovenstaaende Pligter imod vore Medmennesker vinder i Styrke eftersom vi staae i nært Forhold til dem. Nærmest os staae vore Forældre, Ægtefælle og Vel- gjørere. De have højest Krav paa vor Kjærlighed. Denne kaldes da Taknemmelighed. Et utaknemmeligt Menneske er altid et ondt Menneske fordi han tilsidesætter de helligste Pligter, og mon da vi kan tiltroe ham Følelse for nogen anden Pligt. Dernæst komme Oldinge. Vor Kjærlighed til dem kaldes især Ærbødig- hed. Saa vor Familie, efter denne vore Kalds- og Standsbrødre, vore Landsmænd og saa den store Kreds af alle Mennesker. Vi maae ikke forsømme Pligterne imod Nogen. Have vi dog for- seet os, da bør vi vedkjende dette, og da føle vi ved vor Anger, at vi især have syndet imod os selv. Sindsforandring, Om- vendelse, Forbedring, og hvor det kan skee, Erstatning, bør da paafølge. Alene derved udsone vi vore Synder. Jesus siger at al Synd kan udsones, kun ikke Synd imod den hellige Aand. Denne Synd er og saa unaturlig for Mennesket, at vi, hvis saa- dant Menneske gaves eller kunde gives, maatte kalde ham en Djævel. Denne Synd er en reen Modstriden af vort eget Væsen, da den bestaaer i at gjøre det Onde alene fordi det er Ondt. Saaledes var det f. Ex. en Synd mod den hellige Aand ): Menneskets guddommelige Væsen, der har en indplantet Stræben efter Fuldkommehed, om Een efter Grundsætning aldrig vilde tale Sandhed; om En begik Meneed af Lyst til at begaae Meneed. Et godt Middel til at styrke vor Sjel til alle vore Pligters Op- fyldelse er Bønnen, hvilken aldeles ikke behøver eller endog bør være tillært, men et ukunstlet Udbrud af vort Hjertes Fø- lelser, en Opløftelse af vore Tanker til det højeste Væsen. Nogen Lov for Maaden disse skulle og kunne ytre sig paa, kan ikke gives; dog har Frelseren i Faderen lært os at en Bøn bør være simpel og kort og oprigtig og ydmyg og uden at ytre SIDE: 44 Overtroen om at den skulde kunne fremvirke nogen Forandring i hans alvise Raad. Jesu Bøn, da Dødsangsten nær overvældede ham, er ogsaa i samme Aand. Den ender med de Ord: "Dog skee ikke min, men din Villie." Jesus viser os ogsaa i Math. 6, 5 -- 8, hvorledes vi bør bede: "Og, naar du beder, skal du ikke være som Øjenskalke; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Gadernes Hjørner, paadetat de skulle ansees af Menneskene; sandelig siger jeg eder, at de have alt faaet deres Løn. Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare! Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham!" At forrette vor Bøn i Eenrum og med vor Familie er det Skjønneste i Huusandagten. At forrette vor Bøn i Samfund med vore Medmennesker (offentlig Gudstjeneste) uden at tage Hen- syn til disses ydre Troesbekjendelse, er et kraftigt Middel til at forene os i Kjærlighedspligternes Opfyldelse. Dog maae vi ikke glemme hvad Jesus siger: "Ikke Enhver, som siger til mig: Herre! Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den som gjør min Faders Villie, som er i Himlene." Math. 7, 21. At disse Pligter hvile lige paa Alle bekjendes ved Daaben. Vore Forældre og Vidnerne forpligte sig ved denne hellige Skik til at sætte os, ved Opdragelsen, istand til engang selv ved den offentlige Bekræftelse (Confirmationen) at kunne vedstaae dette. Siden gjennem det hele Liv mødes vi ved Christi hellige Erin- dringsmaaltid (Nadveren) for at bekræfte at vi ville følge hans Bud og lære at forstaae og udøve hans Lære, gjøre den aldeles til vor egen Overbeviisning (efter østerlandsk, Jesu Moders- maals Sprogbrug "æde hans Legeme, drikke hans Blod") og for naar vi oprigtigen for os selv bekjende og angre vore Synder, at forsikre os om de ville vorde os forladte ): at vor Sjel vil gjenerholde sin Styrke ved at øve sig efter Jesu Forskrifter i Dyd. SIDE: 45 Iagttage vi alle hine Jesu og Fornuftens Bud, da gjøre vi hvad Jesus siger: "Du skal elske Herren, din Gud, i dit ganske Hjerte, i din ganske Sjel og i dit ganske Sind. Dette er det første og store Bud." Math. 22, 37. "Du skal tilbede Herren, din Gud, og tjene ham alene." Math. 4, 10. "Gud er en Aand, og de ham tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed." Da ere vi besjælede af Kjærlighed, Taknemmelighed, Ærefrygt, Lydighed og Tillid til det højeste Væsen, da opfylde vi vore Pligter imod Gud, og naae vort Maal; thi alle Pligter ere egent- lig ene imod os Selv, da vi skylde vor Bestemmelse deres Op- fyldelse. Derfor ere Handlingernes Bevæggrunde de ene vigtige for vor Sjel. Men elske vi Gud, da maae vi elske hans Gjerninger, og iblandt dem os Selv først og vore Medmennesker. Deraf hænger hele Loven. Men elske vi Gud, da ville vi elske og frydes i hans hele skjønne Natur; være milde, legende Herrer mellem Fuglene og Fiskene og alle Dyr og Blomsterne; forskjønne hans Gjerninger. Men elske vi Gud, da maae vi være ham taknemmelige for For- jettelserne om den salige Udødelighed, som nedlagdes i vort Livs første Kime; paaskjønne og benytte hans Gaver ene til vort og Medskabningers sande Held; men vogte os for at troe at vi kunne med Gaver og Ofringer gjengjelde ham. Men elske vi Gud, da tilbede vi ham med Ærefrygt! ): da være vi ydmyge i Manglens Erkjendelse midt i vor jordiske Herlighed, da misbruge vi aldrig hans Navn til Spøg eller i Alvor, da deel- tage vi i Samfundets Ærefrygtsbeviser, dyrke ham i Eenrum, ved Tanker Ord og Handlinger og uddanne vor Sjel, at vi bedre og bedre kunne lære at kjende vor himmelske Fader af hans Gjerninger. Men elske vi Gud, da være vi lydige imod Gud! ): da lyde vi uden Betænkning hvad vi vide og troe er hans Villie; da hykle vi ikke god Villie, mens vi nøle med at vise den, hvor Gud byder os det ved at give Leiligheden dertil. Men elske vi Gud, da have vi Tillid til Gud! ): da være vi rolige, tilfredse og taalmodige i alle Omvexlinger; aldrig lade Haabet og Modet synke, arbeide os stedse frem om Ulykker SIDE: 46 overdynge os, mod bedre Tider; da forstørre vi ikke Lidelserne ved Modløshed og Klynken; da anvende ei alle vore Kræfter (thi dertil gav han os dem) og nære ei Menneskefrygt eller Overtro eller Vantro (hovmodig Stolen paa sig selv og Nægten af vor Afhængighed af nogen Gud.) Jesus siger: "Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger." Joh. 14, 15. Jesus siger: "Den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig." Math. 10, 22. Ja, vi elske jo det gode Menneske; vi elske med Kjærlighed den gode Fader -- skulde vi da ikke elske det bedste Menneske, den bedste Fader: han, som lod sit Liv for vor Oplysning og Frelse, for Sandheden? Vi lyde en klog Ven: skulde vi ikke lyde den Viseste? Vi ville ære hans Forskrifter og hellige Ind- stiftelser. Da skulle vi kaldes Jesu trofaste Disciple, ved Jesu Christi Fortjeneste Forløste, gode, retskafne, lykkelige, gudfrygtige, Christne Mennesker, velbehagelige for Gud og den gode Næste! Men ogsaa Andre som ikke iagttage de christelige Indstiftelser, kunne af den samme menneskelige Fornuft, hvoraf Frelseren tog sine Lærdomme, udlede Reglerne for deres Liv, for Hvad de skulle gjøre. Disse ere da ogsaa Guds gode Børn, dydige, ret- skafne Mennesker. Men som disse og ere sjeldnere iblandt dem, der mangle Christi Velgjerning, saa er dog deres Dydsattest plettet med Vildfarelser. Da vi ogsaa kunne undgaae disse, naar vi læse Jesu hellige Lære i Bibelen med prøvende Forstand (Eftertanke) og Øvelse i at forstaae de mange Billeder og uegent- lige Talemaader [fotnotemerke] , som skrive sig fra Forfatternes (Evangelisternes og Apostlenes) østerlandske Udtryksmaader og Begreb: saa fryde vi os, med Tak til det algode Forsyn, som lod os blive Christne, som strax fra vor Fødsel giver os Jesus Frelseren til Veileder, Hans, den viseste af Menneskenes Lære til Lygte for vor Fod og Lys paa vor Sti, der slynger sig her mellem bedøvende Blomster, mellem Roser og Torne, ned gjennem den sorte Grav, op mod de evige, straalende Himle! Fotnote: f. Ex. "Guds Søn", istedetfor En, der søger at ligne Gud: et dydigt og viist Menneske; "Menneskets Søn" for et fuldkomment, et Mønster paa et Menneske, "Djævelen" istedetfor det Onde. SIDE: 47 BREV TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Undertegnede, Medlem af Selskabet for Norges Vel, giver sig den Frihed, herved at andrage for Directionen: At medfølgende, af mig forfattede Opmuntrings-Tale til Almuen at sørge for sin Oplysning ved villigen at frem- hjælpe Almue-Bogsamlinger, samt Udkast til Love for en saadan Indretning, tilligemed en Fortegnelse over Bøger, der ansees passende for den, maa vorde paa Selskabets Bekost- ning trykket til hensigtsmæssig Uddeling. Directionen seer heri, og i Oprettelsen (efter det Udkast, som jeg herved ærbødigst forelægger til Bedømmelse, som Forslag til almeengjeldende Love for Almue-Bogsamlinger), af en siden Slutningen af f. A. virksom Almue-Bogsamling her i Eidsvold, om hvis Forfatning og Fremme Amts-Administrationen er underrettet, de første -- jeg haaber frugtbare -- Glimt af en idkjær ung Normands fastfattede Beslutning: planmæssigen at arbeide med enthusiastisk Varme og rastløs Iver, aldeles i Selskabet for Norges Vels Aand, saaledes som jeg bør tænke mig den, for Almuens Oplysning. Jeg har søgt at lære Dennes Sjæle-Tarv at kjende ved Gjæstebordet, ved Arnerne, i Kroen som paa Kirkegulvene. -- Det er Skyggemalerier man henter der -- O Følsomme tør dem af med din lade Haand! -- Men man vende dem med al Kraft mod Solen, mod Lyset! -- Den første Lysfarve, som da viser sig, er Haabets. Jeg har seet den ved mine første Bestræbelser. Nok, mine Herrer, De forstaaer mig; -- der er meget at ar- beide. Jeg vil arbeide, og føler Kræfter. Understøtter mig saaledes som jeg beder derom! Giver, dynger Arbeide paa mig! Har jeg mit Hjerte saaledes paa min Side som til dette Verk, jeg ruster mig til, saa Io triumphe! Seer (og denne Und- skyldning ville De ikke alene holde god, men kjær), fordi jeg har Mere, Mere at gjøre nu for samme Sag, derfor nødes jeg til at sende Manuscriptet saaledes som det kom ifra Haanden. Iblandt dette Mere er ogsaa en Reise, jeg, for at knytte For- bindelser med driftige Mænd, især Præsterne, til Almue-Biblio- thekers hurtige Fremme videnom, har besluttet, saasnart jeg kan faae trykte Exemplarer med mig af dette Hefte, at foretage igjennem Romerigerne, Hedemarkens Amt, Biri, Vardal og Toten. SIDE: 48 Jeg beder derfor meget og inderligen om, snarest muligt at faae den ærede Directions Beslutning. Jeg haaber det Bedste, og selv om kort Tid at hente dem -- at ile til Lehmanns Officin, hjælpe Sætteren, drive, presse, og, naar det om faa Dage er færdigt, bede Directionen om saamange Exemplarer, den finder tilstrækkelige for de Distrikter, jeg vil røre for Sagen i Vinter. Siden kommer jeg igjen efter Flere; thi jeg iler ikke blot Glommen op og Mjøsen rundt; men, til Vaaren, fra Lindesnæs -- der dukker jeg ind i de dybe Dale -- Sætersdalen, Raabygde- lauget opad, Filefjeld langs, Fjordene over, Dovre over -- og kommer op ved Agdenæs, naar Løvet guldner i Guldal; men -- træffer jeg Mennesker -- rigere end Høsten, jeg møder, Som- meren, jeg fløi forbi. Paa Christiania's Marked kunne Exem- plarer uddeles til Bønder, flyve videnom og forberede mange Gemytter, ligesom og blive bekjendte for Mangfoldige, da Bønder, naar de faae noget Trykt fat, gjerne i Qvartererne, hvor de træffe sammen fra de forskjelligste Bygdelag, læse for hverandre; og, inden man veed Ordet af, staaer der en heel Kreds om med sammenbøiede Øren. Et Almue-Bogsamlingsfond i Christiania og de større Stæder har jeg tænkt at faae istand ved velvillige Gaver af Bøger. De oprettende Sogne-Bibliotheker skulle af dette funderes med Gaver, efter dets Evne, med 20 -- 40 o. s. v. Nummere af Bøger. Jeg tillader mig endvidere at bede om at erholde et Par Planer og Indbydelser samt Udkast til det Kongelige Selskab for Norges Vel, for paa Reiserne, jeg har fore, efter Evne at virke for dette. Udbyttet af min Flid for dets Formaale, og for det særskilte, jeg har valgt mig -- af min Flid for retteligen at kunne hævde Æren af at være Medlem af et Samfund af en saa ophøjet Tendenz, som den at ville omfatte og fremme et heelt Lands -- Fædrenelandets jordiske og aandige, himmelske Velfærd -- dette og hvad jeg har kunnet udrette derfor, skal blive den høie Direction berettet. Jeg tilbyder mig at være Selskabets driftige Agent. Jeg seer, her er skrevet, som om jeg var vis paa, at Direc- tionen lider, hvad jeg nu forelægger den. Derom er jeg meget uvis. Aanden deri er jeg derimod vis paa, at de ville lide, og ønske, at alle Selskabets Medlemmer havde den saa. SIDE: 49 At der staaer paa Heftet: "For Almuen, 1ste Hefte," betyder ikke, at der af samme Slags skal komme mere, eller at jeg har tænkt hos Directionen i Selskabet for Norges Vel at andrage om flere saadanne Hefters Udgivelse, men at jeg har flere Ma- terier, de angaae den almene Oplysning, som i saaledes betitlede Hefter "For Almuen 2det, 3die o. s. v. Hefte," Tid efter anden skulle see Dagens Lys. Saaledes indeholder 2det Hefte "Verdens- kundskab, d. e. en kort for Almuen fattelig Fremstilling af Verdens- bygningen, Jorden, dens Beskrivelse og et Begreb af Historie. Eidsvold Præstegaard, den 23de Januar 1830. Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 50 Henrik Wergeland FOR ALMUEN FØRSTE HEFTE UDGIVET AF DET KONGL. SELSKAB FOR NORGES VEL Gaae du min Bog, og til min Landsmand siig: "det er hans Held, om han vil følge dig!" -- Oplysning ene lære Bonden kan, at det er stort at være gavnlig Mand. (Forsøg over Almuens Oplysning, et Digt af Jonas Rein.) INDHOLD I. Opmuntring til Almuen at sørge for sin Oplysning især ved gode Bøgers Læsning, og til at sætte sig istand hertil ved at fremme og benytte Almue- Bogsamlinger. II. Udkast til Almue-Bogsamlinger og til Love ved saadanne. III. Fortegnelse over nogle Bøger passende for Almue- Bogsamlinger. OPMUNTRING TIL ALMUEN at sørge for sin Oplysning især ved gode Bøgers Læsning, og til at sætte sig istand hertil ved at fremme og benytte Almue- Bogsamlinger. Hæderværdige Norske Mænd og Quinder! I see, hvad det er Eders Ven har at tale med Eder om; ja sandeligen et Ord, som ligger ham paa Hjerte som Eders Vel, og hverken for tidligt eller uden Føie talt. Store Menneske- venner have tolket Eders Trang til en Oplysning, som den blotte Religions-Underviisning eller Kirke-Foredraget ikke har kunnet tilfredsstille. Men disses Ord uddøde paa de fleste Steder; thi de traf paa kolde Hjerter. Deres Anstrengelser sank i Graven SIDE: 51 med dem, og Folket, hvis Velgjørere de havde villet være, glemte dem. Møde ogsaa I, fribaarne Norges Mænd og Qvinder, I det 19de Aarhundredes Børn! disse Ord med kolde Hjerter og luk- kede Ører, lukkede Hjerner? O, jeg vil vise Eder, at I ikke kunne det, saavist som I ikke bør det! Hvo er lunken i sin egen Sag? Hvis Sag, hvis Tarv tales her? Det for Eder, den er vig- tig -- føler med mig, og indseer da dens Vigtighed! Iblandt Eders Lige over den hele Jord, iblandt Millionerne, Folkenes Mængde og Kraft, staae I ikke tilbage i Oplysning, kjære Landsmænd. Mærkeligen fremhæve I Eder dog ikke; ogsaa paa Eder maa Betragterens sorgfulde Øie hvile, naar han skuer over alle Jordens Almuemasser og finder, at 1800 Aar efter den største Folkelærer Jesu Christi Frelserverk er Men- neskeheden i det Hele saalidet udviklet i aandig Henseende, at en almindelig Mand, af Almuen ihvorsomhelst, kun har lidet forud for en almindelig Jøde paa Christi Tid. Endnu findes Millioner Mennesker i christelige Stater, der ere ligesaa tanketomme og uvidende som de Jøder, der gabende stimlede om Jesus, naar han talte, men lode hans Lærdomme gaae ud af det ene Øre, som de kom ind i det andet; Mennesker, der, ligesom Jøderne for 2000 Aar siden, vare overbeviiste om alskens Spøgelsers og Djævles Væren og Virken overalt, og især paa visse Steder; endnu Mennesker, der indskrænke deres hele Viden alene til hvorledes en Ploug styres, en Skoe syes o. s. v.; og muligens, hvis de ikke have glemt det, siden de gik og læste, til de enkelte Troeslærdomme; ja, gaaer det høit, saa have de vel i tyve, tredive Aar til denne Kundskabsskat lagt et Par Psalmer og Bønner. Skuer med Medynk disse Mange, som, skjøndt voxne Mænd og Qvinder, yde det elendige Syn, at de, naar de see noget Nyt, troe, at deres Syn forblindes; som, naar de skulle regne sammen 5 og 6, tælle paa Knapperne og komme i Vilde- rede, hvis der mangler en; som, naar de læse, flytte Fingeren i Bogen saa besværligen, som lettede de Stene bort for hvert Bogstav; som, naar de miste Noget, gaae til en gammel Kjærring, der, hvor enfoldig hun er, dog viser sig klogere end disse, idet hun benytter deres Lettroenhed, for at faae Hjælp af hendes indbildte Viisdom eller Hexekunster; som, naar de eller deres blive syge, skrækkes for at hjælpe Naturen ved den Kyndiges (Lægens) Hjælp, men, med en afsindig Tro paa en urokkelig SIDE: 52 Skjebne, sige "enten bliver det Døden eller ikke alligevel, Medi- cinen hjælper ikke" -- ja fremdeles (o er der ikke Ende paa Uvidenhedens sørgelige Malerie?) Mennesker, som tusinde Gange have seet Himlens straalende Stjerner uden at tænke over: hvad mon vel de ere? uden nogensinde at have faaet det opløftende Svar: "de ere Guds Verdner, større, skjønnere end vor hele Jord; de ere Sole vandrende over dit Hoved!" det høieste Svar, de have givet sig selv eller faaet, er maaske det, at de ere Prydelser paa Himlen for vor Jord, som Stueuhre og Skilderier paa en Væg; og, tilfredsstillende sig med dette Svar, krybe de i Kakkelovnskrogen, for der at bortslumre deres halve Liv, eller i deres Tanketomhed søge at vække en falsk Rørelse i deres Sjele ved Terninger eller smudsede Kaart, eller og de pleie deres Sløvhed ved Halvpæglen. -- O Normænd -- disse Træk være alene tagne fra de Stater, hvor Regjeringernes Iid gaaer ud paa at qvæle hver Gnist til Oplysning; hvor Bøger ei engang maae indføres eller komme for Dagens Lys; hvor Trældom ruger over Hjerterne som over Nakkerne; hvor Alt anvendes for at opklække dumme men taalmodige Slaver; hvor alt Mulm ud- blæses foran Bondens Øine, at han ikke skal see sit Aag og sine Rettigheder; hvor Trykkefrihed, ja selv Tænkefrihed ikke gives; hvor -- o, opregnede vi mere, da nævnede vi dem; vi ville ikke nævne dem, deres Navn er Forbandelse. Hine Træk skulde findes hos os? de retskafne Normænd skulde forglemme at Jesus Christus talte hele Menneskehedens Sag? talte Oplysningens Frihedens og Sandhedens? De frisindede Normænd ringeagte, at i Sjelens Mørke spindes Rænkerne? at Dumhed og Trældom ere Eet? Oplysning og Frihed Eet? ja, at denne ikke alene er aandelig Frihed, Frigjørelse fra Synd og Overtro, men at samme ogsaa fremskaber, og lader sig ikke frarive den borgerlige? Nei! Af Os fordrer Tiden, at vi, opfostrede med Lys og Sandhed, skulle være voxne i kraftige Dyder: disses Liv bestaaer i at fremme, hvad vi erkjende for Godt. Lader os ikke glemme dette deres Kjendemærke. Vi ville anvende det paa vor Sag; ikke blot høre, men ogsaa gjøre. Dog ikke alene Tiden, det l9de Aarhundred efter Lysets første, evige Glimt over Jorden, (thi den har ogsaa sine Fordringer til alle vore Jevnaldrende i Aljordens Lande), men Forsynets sær- SIDE: 53 egne Velgjerninger imod Os fordre, at vi vise særegne Fortrin. Vi nyde borgerlig Frihed i udmærket Grad -- ingen Undertryk- kelse kuer os -- ingen Standsforskjel lader sig mærke -- Manden agtes retfærdigen efter sit Værd i vort Folk -- fornuftstridige Troesregler paatvinges ikke -- Fædrenelandsaand og Brodersind viser sig; overalt i Bye og Bygd knyttes Samfund for Fædre- landets Vel. Seer, disse Velgjerninger -- ja jeg vil dertil regne maadelige Formueskaar saa temmeligen over det Hele; thi legem- lig Tarvelighed, det simple Nok, vækker Sjelens Hunger, hvorimod Vellevnet tillige mætter og sløver Sjelens Trang -- disse Vel- gjerninger ere de Tegn, der ruge vækkende over os; de ere dette Alt, der opfordrer Normanden til at gjøre sig udmærket iblandt Folkene i aandelig, og derved i værdfuld, selvbevidst, sædelig Henseende, i Oplysning og derved i Dyd, i Fromhed, i Tænkekraft og derved i Handlekraft. Norske Bonde! troe ikke, at vi ville paalægge dig et Aag, at vi fordre formeget af dig, at du skulde lade din Dont fare, lade din Ploug hvile, for bestandig at opdynge rene Kundskaber i din Sjel -- langtfra! langtfra! Men vi lægge Beslag paa dine ledige Timer; vi ville rive dig ud af aandsfortærende Tanketom- hed, af den uværdige, pinefulde Stilling, ingen Tanker at have at sysselsætte dig med i din Hviletid, Intet at fæste dine Tanker ved; vi ville løsrive dig ifra Bænken den lange Vinterqvel, for ogsaa da at høste Livets, ja Udødelighedens Sæd, den ved hvis Næring Aanderne voxe i Kundskab om Alt og om sig Selv. Du skal lære at føre din Ploug med Stolthed; du skal gaae som op- lyst fri Mand bag den, ikke som tanketom, sløv Mørkets Træl, der ei veed mere end at kaste Havre i en Fure, og at harve den til. Du skal hævde den Fædrelandske Sanger Reins Ord: "Ja, Bonde, gid Selvfølelse dig lærte, hver pyntet Gjæk at haane i dit Hjerte, som troer, at den dog Jorden dyrke kan, som Intet veed, og ei har sund Forstand!" Du skal eie en Fornøielse, som Ingen kan tage fra Dig: den Fryd og Opløftelse din Sjel føler, naar den har erhvervet sig Indsigter, naar din Hukommelse er beriget med lærerige Beret- ninger om Verden og om Menneskenes Liv! Du skal lære selv SIDE: 54 at prøve, hvad din Præst siger dig fra Prækestolen -- selv for- nuftigen dømme, hvad Dommeren siger fra Dommersædet! O mine kjære Medchristne, Eders Bestemmelse, -- Himmelen igjennem Christus, Gud igjennem Eders egen Fornuft, hvis urolige Higen efter Opklaren, efter at erfare og vide, er Stigen til Lysets Himmel, -- fordrer den samvittighedsfuldeste Stræben efter Oplys- ning! O mine agtværdige Medborgere, Fædrenelandet fordrer indsigtsfulde Borgere, Friheden fordrer Tænkende! Medborgere! Leilighed skal gives Eder til at opfylde denne skjønne Trang; Leilighed til at naae alle Oplysningens Fordele; til at paa- skjønne og nyde den borgerlige Frihed, (hvilket den Oplyste alene kan), til at fryde Eder med høi Følelse i aandelig Frihed; til at bryde Mørkets Fængsler, Overtroens Lænker; til at blive fordoms- frie, tænkende, dygtige, sande dydige Mænd; til at kjende Eders Rettigheder og Pligter, Naturen, Menneskene og Eder Selv. -- Ja, Leilighed skal gives Eder til fornuftige, værdige Glæder; til at blive Mennesker i en ædlere Betydning end som blotte Arbeidere. Denne Leilighed gives Eder ved at meddele Eder gode Bøger, Frugter af kyndige Mænds Arbeider for Menneskeheden. Af alle Fornuftige er gode Skrifters Udbredelse og Læsning anseet som det nærmest virkende Middel til Menneskets Forædling og Oplysning. En saadan Beskjeftigelse i Eders ledige Timer skal ikke allene gjøre Eder klogere og bedre, men flittigere og virk- sommere, med mere Nytte virksomme: lykkeligere i jordisk Hen- seende som I blive det i aandig eller himmelsk -- lykkeligere som I blive agtværdigere. Men dette Middel til at erhverve Eder alle hine Goder: gode Skrifter til at udbrede og læse, staaer det nu i Eders Magt at erhverve Eder ved driftige Foreninger, ved med Iver at fremme Oprettelsen og Afbenyttelsen af Bogsamlinger iblandt Eder, ved Almue-Bogsamlinger, ved saaledes at henlede Lysets Kilder i Eders egen Midte, og ikke skye det, som om det ikke hørte Eder til. Jordens Stater skulle vel alene være Planteskoler for himmelske; men -- dog skimte vi dette en Stats egentlige Formaal saameget tydeligere og aabent, som en Regjering er samvittighedsfuld, som en Stats antagne Grundlove aande Frihed; men -- er end Staten en upaaklagelig Folkets Opdragerske, Børnene ere dog mange; den kan kun lære dem Alle, hvad de skulle gjøre, og hvad de skulle lade; men som de voxe til, lade dem gaae, med Op- SIDE: 55 muntring nu selv at arbeide sig videre frem i Kundskab. Det er denne Opmuntring, vi her gjentage, som I lytte til. Vi ere voxne, vi maae selv række vore Arme til. Man har ventet Alt i Henseende til Almuen, af Religionen. Sandelig, den gjør vel det Bedste, men ikke Alt. Den danner vore Hjerter, vore Sæder; den giver vore Hoveder den vigtigste Kundskab: den om Gud, og anden dyrebar Viden; men endda bliver der Rum i vore Hjerner tilovers for den verdslige Viden; ja Religionen opliver vor Stræben efter denne ved Udødelig- heds-Haabet. Skulle I nu ingen anden Kundskab faae i Eders hele Liv, I Mænd og Qvinder, end den Religions-Underviisning, I fik som Børn, saa forbleve I, Eders hele Liv igjennem, i Sjels- Henseende ikkun Børn, ikkun Umyndige! Hører her, hvad en Hædersmand, der redeligen arbeidede for Eder, henfarne Biskop, Doctor Hansen i Christianssands Stift, har sagt for denne vor Sag: "Kundskab er for den menneskelige Sjel, hvad en sund og nærsom Spise er for Legemet. Men den, som fra Ungdommen ikke er vant til en vis Slags Føde, vil ofte finde den modbydelig. Ved derimod efterhaanden at nyde den, vil den blive ham den meest velsmagende og kjæreste Ret. Almuen har, for største Delen betragtet, ikke faaet Smag paa nyttige Kundskaber; dens Følelse for det Ædle og Skjønne ligger i en dødlig Dvale. I vore Lærebøger findes ingen Vaaben mod Overtro og Fordomme, idetmindste ere de der ikke anførte som beskuelige af Naturens Virkninger, de ere ikke hentede af Tingenes Gang eller af de daglige Erfaringer. Almuen maa altsaa ledes til flere Kundskabers Kilder; da vil dens Tørst efter disse alt mere forøges, og anden Vei vil dog ingen Fornuftig ansee som mulig til Lyksalighed." Ere ikke disse den høiærværdige Geistliges Ord gode, og de samme som Apostelens: "Brødre! vorder ikke Børn i Forstand; men vorder Børn i Ondskab! I Forstand derimod vorder fuld- voxne!" Glemmer En end Midlet til at uddanne sig og erhverve sig Kundskaber: det at læse -- foragter En at lære det, maa han dog i denne sin kjære Sløvhed indsee, at han fik fornuftige Evner, alene for at de skulde dyrkes og anvendes. Har han da ikke en Synd paa sin Samvittighed? jo, en stor Synd imod Gud, hvis Godhed han skulde hædre ved at ære og benytte hans for- trinligste Gave; imod sig Selv, som han skulde fuldkommengjøre SIDE: 56 -- imod sine Medmennesker, som han skulde give et godt Exempel og være gavnlig for! Han spilder skrækkeligen letsindig et Liv, en heel Tilværelse. Men anvises der Eder Leilighed til at fyldest- gjøre denne høie Pligt, denne behageligste og meest belønnende af alle Pligter, -- ja, saa behagelig, at alle andre Fornøielser ved Siden deraf tabe sig, og mange blive kjedelige, foragtelige og tidsdræbende -- da forsømmer, foragter den ikke! men griber Sagen an med Varme; thi Udsættelse og Lunkenhed i en god Sag er dennes Undergang, en Undergang for den, der ligner Hungers- døden. Det vil visseligen tilregnes Eder, blive Eder til Tab nu og evindelig. I ytre Varme for denne store Sag: "Det hele Folks Oplysning og aandige Udvikling," ved ikke at opsætte med at slutte Eder til den eller dem, der fremstaae iblandt Eder og op- rette Bogsamlinger for Eder; ved at opfylde de Forpligtelser, en saadan Forening har tilfølge; ved at afbenytte selv og opmuntre Andre til at afbenytte Bogsamlingen. Den, der svarer paa din Opfordring: "jeg har nok at stusle med lel; jeg vil ikke lære, ikke læse" -- han er uden Varme, iiskold for sit høieste Vel han forsømmer, foragter det -- han er ikke skabt til at være en fri Normand; han fødtes til Træl. Hvad? du vil ikke lære at benytte din Jord bedre end dine Fædre? ikke høre, hvad der har skeet og skeer i Verden? du vil indskrænke din Kund- skab om den Klode, du aander paa i Verdensrummet, til de faa Miil, der ere imellem dig og Staden maaske, eller til dit Kirke- sogn? du skulde ikke have Lyst til at lære i din Stue at kjende dine Medmennesker, der ere fjernede flere 1000de Mile ifra dig? til at lære af Reisebeskrivelser, Jordbeskrivelser og Historien Fremmedes Lande, Levemaade, Sæder og Skjebne at kjende? Du kjender Granen, Furuen og Brisken; og skulde ikke ville høre om, ikke bryde dig om at see afbildet fremmede Verdens- deles Planter, see Palmen, Brødfrugt-Træet, Pisangen? og tilfreds med at kjende lidt af vore egne Naturriger, skulde du ikke ville kjende Mere af disse i vort og andre Lande? Du kjender din Fa'rs og Bedstefa'rs simple Historie, og du brænder ikke efter at kjende dine Forfædres, da vort Norge var stort imellem Landene? Du og Dine sygne; og du skulde ikke ville lære og læse om, hvorledes det ofte staaer i din Magt at gjenvinde og bevare Sundheden; hvorledes du kan finde dit Apothek paa din Mark, og Doctoren i dit Hoved? Du boer paa Fjeldet, og skulde SIDE: 57 ikke ville kjende den Steen, du træder paa; hvad Mineral der er i dens Aarer? Du skulde lade dig nøie med at kalde alle Stene tilhobe Graasteen; alle Planter, som du ikke spiser, Ukrud? Du skulde lade dig forfærde af en Halestjerne, et Luftsyn, en Ildkugle; kalde dem Hexe, Drager o. s. v., naar en Bog rækkes dig, hvori en kyndigere Mand, end den Kjerring, der lærte dig saadan Snak, gjør dig ligesaa klog paa Luftens forfærdelige Syner, som paa din Arnes Ild? Du skulde ikke ville læse om store Mænd? om Udaad og Veldaad og Stordaad? lære den evige Retfærd at kjende, saaledes som Historien viser den? og tusinde andre Ting, som staae dig aabne; ikke at forglemme muntre Historier, der kunne bringe dig til at ryste af Latter i din eensomme Krog. Ja læs, og lær! og du skal ikke føle dig henkastet i en frydløs Afkrog, om du end sidder i en Stue bag Fjeld og Snee og øde Myr. Du er bunden med dit Legeme til Norges Klipper, men din Aand er skabt til fri at flyve rundt Himmel og Jord. Agtvaærdige Landsmand, du er ikke uvis her, om hvad du vil vælge. Iblandt Eder har altid en oplyst, tænkende, belæst Mand været agtet. Nu, ville I ikke vorde saa Allesammen? Det er en smuk Ærgjerrighed. Træder da sammen alle I brave Mæend, som ville vinde Ind- sigter, forhøie Eders Sjels Værd ved Kundskaber, forherlige Eder Livet ved den søde Vellyst, der er i Stræben efter disse -- træder sammen Selv til Selskaber for Oplysningens Fremme, til Læseselskaber, til at oprette Almue-Bogsamlinger! kaarer For- standere! Værer under alle Omstændigheder kraftige og selv- stændige i det Gode! Snart skal da Eders Bevidsthed tilsige Eder de Fortrin, I dagligen vinde. Og -- det er det herligste -- I ville, som I gjøre dette, som I øve Eders Sjelekræfter, faae mere og mere Smag for Eders ædle, stille, gavnlige Forstands Glæder. Lærer da Eders Fortrin, Eders bedre Smag, bedre Valg af Drukkenboltens væmmelige Syn; af den, I høre bandende kaste Terninger i Kroen om Qvellen; af den, I møde paa Lande- veien med dumme drukne Øine, i hvem den lyse Morgensol skinner ind! -- lærer Eders Fortrin af den Dorske, af den, I tidlig paa Qvellen finde snorkende i Bænken -- af den Ørkes- løse, af den, som I see intet Andet at bestille hele Dagen end at kløe sig bag Huen og kige efter Veiret -- lærer Eders For- SIDE: 58 trin af den Fordomsfulde, af den, der ytrer Ulyst imod enhver Forbedring, Ringeagt for alt Nyt, der klager stedse over Tiderne! -- lærer Eders Fortrin af den Dumme, af den, der intet andet Fortrin har for det Øg, der slentrer foran hans Ploug, end at han kan bande! -- Ja, lærer af disse, hvis Sjele ere iførte en tykkere, tusmørkfarvet, taagetyk Slendrian, end deres Legeme en Kufte -- af den Væmmelse, I føle ved saadanne Syn, at I vide og elske noget Bedre; thi I have indseet, at en Bonde bør kunne mere end at pløie, en Tærsker mere end at tærske -- at en Bonde, som lægger sunde Indsigter til sine Fortjenester som Flittig i sit Kald, er den lykkeligste blandt de hæderligste Stats- borgere; -- I have indseet, at Uvidenhed er det, som gjør elendig -- at det er den aandige Sløvhed og Dorskhed, som er Djevelens (alt Ondts) Hovedpude -- at det er Uvidenhed, som forarmer, som gjør En til Egennyttiges Rov -- at det er Dumhed og Uviden- hed, som fylder Fængslerne, som fylder Kroerne! Hvo har Saa- dant at bebreide sig, der lærte at kjende de ædlere Fornøielser, hvortil Veien her anvises Eder, den lidet kostbare, men i sine Følger for dette og hiint Liv uvurdeerlige Beskjeftigelse, at samle sig Kundskab for sin Sjel, ved at øse af de Skatte, Menneske- hedens Velgjørere have i Bøger indsamlet og aabnet for Alle. Og I, Norske Qvinder, som ville indsee, at det bør en Qvinde at kunne mere end at spinde og koge og dandse, -- om Huus- fliden og Huusarbeidet endog hviler saa jevnt paa Eder, at I ikke have saa megen Tid som Mændene, til at lære af Bogen -- lærer dog idetmindste af Flanerne at agte Eders eget bedre Væsen -- at den fortjener ikke at gaae udmajet, som ikke kan eller vil læse, eller lære sine Børn eller yngre Sødskende at skrive; og da, er der Een, som har erhvervet sig saameget Vid, da vil hun indsee: at Tarvelighed, at alvorlig Sædelighed i tarve- ligt Klædebon, er den Dyd, som det anstaaer Norske Qvinder at øve og at vise! -- at der ingen Ære er i at efterligne For- nemmeres og Rigeres Daarskaber og Forfængelighed! Seer, mens I spinde, ville Mændene ved Arnen fortælle Eder, hvad de have læst, og læse for Eder. Af dem skulle I lære Kundskab; I Qvinder, lærer dem Dyder til Vederlag! -- Ja, faaer Smag paa den ædle Fornøielse, det forskaffer at samle Kundskaber: da har den eenlige Stue, Huusligheden, Hjemmet faaet nye Tillokkelser; da vil aldrig Tiden falde Eder lang i de for den Ørkesløse alt SIDE: 59 for lange Vinteraftener; ja da har ogsaa Selskabeligheden, Eders Omgang med hverandre faaet nye Tillokkelser, idet store, Sund- hed og Formue ødelæggende, Gjæstebude tabe deres. Digteren Rein siger: "Hvor hæderligt hans Gilde skulde være, naar Ven kom hen af Vennemund at lære, hvad Nyttigt, Stort, hver i Naturen fandt, mens Lærelyst den Unges Læber bandt! Ja, da vil en Sjels største Onde: den græsselige Tanketomhed ikke plage Eder -- da, I Forældre, naar I selv ere dygtige i Kundskab, ville ikke Eders Børn beskjæmme Eder ved at vorde Drog; I ville selv kunne forhindre dem fra at blive det -- da vil mangt et fortrinligt Hoved, der ellers ligger uvakt, ubemærket, forraadner uden Frugter, ja maaske giver sine Kræfter Løb paa den Vei, som fører til Fordærvelse, lære sig Selv at kjende, og uddannes til Held for sig og Andre -- mangt et afgjort An- læg hos Eder vækkes og fremblomstre, istedet for at visne, eller, uden Rettelse og Anviisning, at fordreies samt bringe Vanære og Skade istedetfor Ære og Nytte -- da ville I ikke alene blive en Hæder og Nytte for Eders Lige; thi meget ofte mangler den sunde Sands, I fik af Naturen, Intet uden Øvelse for at blive en god Forstand; men ogsaa for dem en Glæde, som udelukkende have kunnet anvende deres Tid paa at berige deres Sjele. I Samfund med Saadanne vil ikke en Samtale over andre Gjen- stande, end netop Landmandens nærmest Angaaende, være Eder fremmed. I ville kunne have en Mening om vigtige Ting, ja nyde Æren af offentlig at opfordres dertil. Thi, Bonde, glem ikke, at for den mere Oplyste og Dannede er dit Selskab det kjedsommeligste, naar du røber Dorskhed, Sløvhed og Uvidenhed; men det allerfornøieligste, naar han mærker Kundskaber, eller og blot Videbegjer hos dig; naar han mærker, at han kan være dig til Gavn med sine overflødigere Kundskaber, eller maaske endog lære noget af dig. Dog at fremhæve alle Oplysningens Velgjerninger, alle Fordele, der ville tilflyde Eder, hvis I redeligen søge Kundskaber af den Kilde, de fornuftigste Mænd have anviist Eder, som den rigeste: gode Bøgers Samling og Afbenyttelse imellem Eder indbyrdes, vilde være umuligt. Men, hvor mange og hvor store hine end SIDE: 60 ere, de ere dog blot som Forløbere for den uendelige Fordeel deraf, som ville tilflyde Eder bag Graven; thi I gaae da ikke ligesaa dumme i denne, i Eders Grav, som I stege af Eders Vugge, men meget klogere, meget bedre. Ei er der Tvivl om, at, næst den sædelige Styrke (som dog er den naturligste Følge af Oplysning), vil Viden og Tænkekraft, Tanke- og Indsigtsrig- dom der gjøre Udslaget med Hensyn til, hvad Plads vi skulle ansees værdige til at indtage i Aandernes Rækker: i Himlen. O, hvor herligt har ikke Frelseren indprentet os vore høie Pligter imod vor Sjel i Lignelsen om Tjenerne, der modtoge deres Herres Pengetalenter! Den, som havde aagret mest med sit Pund, fik den største Belønning, men den, der nedgrov sit i Mulden, blev udstødt i Mørket. Lever vel, kjære Landsmænd! Hvo, som har disse Blade, gaae til sin Grande med dem! -- Tænker! taler! handler! UDKAST TIL ALMUE-BOGSAMLINGER OG TIL LOVE VED SAADANNE. §.1. Deeltagerne, som alle maae høre til samme Præstegjeld, have hvert 3die Aar, efter Formuesomstændigheder, at indskyde fra 12 til 60 ß i Bogsamlingens Casse, hvis de ere af Almuen; Embedsmænd og de, der af Almuen have Indtægter, betale 1 Spd. §.2. Pengene anvendes af Bestyreren til hensigtsmæssige Bøgers Indkjøb, samt til Anskaffelse af en Protocol og af tillukte Bog- hylder, hvis ikke eget Locale kan anskaffes. §.3. For Bogsamlingen søges Plads enten i Sacristiet eller saa nær Kirken, at den kirkesøgende Almue beqvemt kan be- nytte den. §.4. Hver Søndag efter fuldendt Gudstjeneste er Bogsamlingen aaben for Deeltagerne. §.5. Enhver Laantager, som boer nærmere end 1 Miil fra Kirken, maa hver anden Søndag fremstille sig med sine Bøger, SIDE: 61 enten han vil fornye Laanet eller ombytte. Den, som boer over 1 Miil borte kan erholde Frist til 3die eller 4die Søndag efter Omstændighederne. Den, som boer over 2 Miil borte, fra 4 til 6 Uger. §.6. Forsømmer Nogen at fremstille sig til rette Tid med Bøgerne, da bøde han til Bogsamlingens Casse 6 ß for første Uge. om han endog bragte den Dagen efter, og saa fremdeles for hver Uge, indtil Bogen fremleveres. Saakaldet lovligt Forfald gjelder ikke, da Laantagerne ikke behøve selv at møde. §.7. Hvis Nogen fordærver eller forkommer nogen Bog, da bøde han til Bogsamlingens Casse den Værdie, Bogen staaer antegnet for i Protocollen, hvorimod han selv beholder Bogen. §.8. Ingen maa udenfor sit Huus udlaane nogen af Bogsam- lingens Bøger, med mindre han skulde være boende over 1 Miil ifra Kirken; thi da kunne Deeltagere, som ere Grander, laan- bytte, kuns at de erindre, at den staaer til Ansvar for Bogen, som for denne er tegnet. §.9. Hvis Nogen, 4 Uger efterat have tegnet sig som Deeltager og erfaret Lovene, ikke indbetaler hvad han er tegnet for; eller hvis Nogen udebliver over den Tid med Bøder, da leies et Bud for at indkræve det Skyldige, hvilket Angjældende har efter Seddel strax at erlægge. §.10. Ingen Debitor til Bogsamlings-Cassen udlaanes Bøger. Han taber al sin Ret til Bogsamlingen, indtil han affinder sig med dens Casse. §.11. Bøger, som allerede have cirkuleret, kunne, efterat Deeltagerne ere adspurgte, om de have afbenyttet dem, udlaanes til ikke deeltagende fattige Folk. §.12. Ingen Bog maa af Bestyreren afhændes uden med alle Deeltageres Samtykke; og da kun for at indkjøbe en anden Bog. Ligesaa forholdes med udslidte Skrifter. Bøger, som ude- lukkende ere skrevne for Landmanden, samt Snorro Sturlesons Norges Historie, maa alene formedelst Slid afhændes, og da ikkun for fra Ny at anskaffes. SIDE: 62 §.13. Af Qvartbind udlaanes kun 1 af Gangen; Octavbind og Hefteskrifter 2; af endnu mindre Skrivter ikkun 3 til hver Laan- tager. §.14. Hvis Præst, anden Embedsmand eller Lensmand, er Be- styrer, behøves ingen Revisors Antegnelse paa Regnskabet; men hvis anden Mand er Bestyrer, da anmode han først Præsten, eller, hvis denne maa negte det, en Anden af Ovennævnte om at revidere Casse-Regnskabet, og at attestere dette i Protocollen før hvert Selskabets Møde. Hvis dette ikke erholdes af Nogen, da udnævne Deeltagerne i Mødet En af deres Midte, som paa Stedet gjennemgaaer Regnskabet. §.15. Hver 1ste Søndag i October og April holdes efter Guds- tjenesten, Møde af Deeltagerne, hvor da Alt Bogsamlingen ved- kommende berettes, og Regnskab aflægges. Medlemmerne kunne til Mødet medtage deres Sønner, naar de ere over 10 Aar. §.16. Protocol føres af Bestyreren, hvori bliver at anføre 1) Catalog over Bøgerne med antegnet Værdie og Nummer. 2) Register over Medlemmerne, med Anmærkning, naar hver tiltraadte eller udgik. 3) Gaver til Bogsamlingen med Givernes Navn. 4) Antegnelse ved Udlaanet, hvem, hvad Nummer, hvad Datum. 5) Regnskabet over Indtægt, Udgift, Bøder osv. §.17. I Tilfælde af en Laanetagers Dødsfald paaligger det Be- styreren strax at fordre Bøgerne udleverede af Boet. §.18. Bestyreren staaer alene til Ansvar, om han ved for- mange Bøgers Indkjøb ikke tager vedbørlig Hensyn til Cassens Størrelse, men lader Bogsamlingen komme i Gjeld. §.19. Naar Bestyreren vil fratræde, da maa han, med Maaneds Indkaldelse forud, i overordentlig Møde gjøre det ved Antegnelse til Protocollen. I samme Møde kaares en nye, hvortil den Af- trædende har Forslagsret. §.20. Paa kort Tid kan Bestyreren constituere Een, naar han selv igjen vil tiltræde. SIDE: 63 §.21. Ere Deeltagerne ikke fornøiede med en Bestyrer, da kunne de ved Møde imellem sig, hvor Pluralitet gjelder, afsætte ham, og affordre ham Protocollen. Strax maa en Ny vælges. §.22. For Indskud er Bestyreren frie, om han forlanger det. §.23. Istedetfor Indskud kunne ogsaa gives Bøger, naar disse skjønnes at have dobbelt Værdie af Indskudet i Penge. Disse Bøger maae være passende for en Almue-Bogsamling. §.24. Skulde nogen Ikkedeeltagende af Bogsamlingen ønske sig en eller anden Bog laant, da leies samme til ham for 8 ß Ugen, med Forpligtelse ikke at have den, uden dobbelte Bøder, længere end fra Søndag til Søndag, om nogen i Bogsamlingen Deeltagende vil have den. §.25. Bogsamlingen er alle Deeltageres fælles Eiendom. Fra- flytter nogen Sognet, da taber han for sin Person Ret til Bøgerne; men det staaer ham frit for at overdrage denne til Hvilkensom- helst af Bondestanden. §.26. Foreningen fører Navn af: Selskabet for Oplysningens Fremme. ANHANG. FORTEGNELSE OVER NOGLE BOGER, PASSENDE FOR ALMUE-BOGSAMLINGER. Abildgaards Heste- og Qvæglære. Amalie Sekkendorf en liden Piges Historie. Almeennyttige Underholdninger i Physik. Backers velmeente Raad til Barselqvinder. Bastholms Efterretninger om Mennesket i dets raa Tilstand, 4.D. Do. om Tilstanden efter Døden. Do.'s Philosophie for Ulærde. SIDE: 64 Ballings Huusmoder. Bechmanns Technologie. Bings Beskrivelse over Norge. Blochs Ideer til Forsvar for Christendommen. Bohrs arithmetiske Opgaver. Boisens Catechetik. Bredsdorff, om Norges Jernverker. Brorsons Ledetraad, 3 Dele. Bruns Einar Thambeskjelver. Do.'s Digte. Brünnichs Mineralogie. Bull, om det Norske Skovvæsen. Do.'s Oekonomiske Tanker om Fabrikvæsenet. Do.'s Dovrefjeld, et Digt. Campes Sædelære for Børn. Do.'s Robinson. Do.'s Ledetraad. Do.'s Sjelelære. Do.'s Underviisning og Advarsel for den mandlige Ungdom. Do.'s Underviisning for unge Piger. Christs Haugekunst. Christian den 5tes Norske Lov. Den undervisende Uhrmager. Den norske Bondeven, udgivet af Selskab for Agers Sogns Vel. Didriksens Hestebog. Dolz's Anstændighedslære. Egedes Efterretning om Grønland. Fabers Dyrlære. Falsens Kongerigets Norges Historie. 4. D. Do.'s Dragedukke. Fleiskers Haugebog. Frimanns Almuens Sange. Do.'s poetiske Arbeider. Funkes Naturhistorie. Do.'s Sjelelære. Do.'s Technologie. Glahn om Maaden at overgjemme Poteter. Graves Norske Nationale Fortællinger. Grundloven og Grundlovens Catechismus. Grøgaards Læsebog. Guldbergs naturlige Theologie. Gutfelds Familie-Skildringer. Hallagers Børneven. Hammer det Norske Dyrerige. Do. det Norske Vandrige. SIDE: 65 Hansens Archiv for Skolevæsenet. Hasses Nød og Hjælpebog for Landmanden. Do.'s Anviisning til Breve. Do.'s Almuens Lærer. Hallings Læsebog for Landmanden. Hallagers Historiebog for Bondestanden. Helmuths Naturlære for menig Mand. Holsts Juridiske Haandbog for den Norske Landalmue. Holbergs Heltehistorier. Do.'s Danmarks Historie. Holbergs Skuespil. Do.'s Peder Paars. Do.'s Niels Klim. Høeghs Anviisning til et velindrettet Jordbrug. Hufelands Kunst at forlænge Livet. Jesper Hansen af Guldberg. Junkers Haandbog for Almueskoler. Justs Nyeste Bondepraktika. KjelsensAnecdoter om Dyrene. Krafts Kongeriget Norges Beskrivelse, 5 D. Langes Børneven eller om Børns physiske Opdragelse fra Fødselen til det 15de Aar. Langhans om Laster, som hevne sig selv. Lagerbrings Sveriges Historie, i Udtog. Landmandens Haandmiddel. Lessings Nathan den Vise. Leyard om Qvægsygens Natur, Aarsager og Hjælpemidler. Mangors Landapothek. Mallings Store og gode Handlinger. Mansas Haugekatechismus. Molberg om Saltvandsfiskerierne i Norge. Moralske Anekdoter. Mülertz om Nytten af Norske Bær. Dos.'s Bidrag til Oplysning om Radesygen. Møinichens Norske Gudelære. Neumanns Haandbog for Skole-Lærere. Niels Aagerups mærkværdige Hændelser 3 D. Niemeyers Lærebog. Do.'s om Opdragelsen. Nordiske Sagaer. SIDE: 66 Olaf den Helliges Levnet ved Hagerup. Olufsens Landoekonomie. Do.'s Statsoekonomie. Oxenstjernes Tanker over moralske Materier. Paus Samling af gamle Norske Love. Peder Jensens Levnet. Platous Chrestomathie. Do.'s Udtog af de Skandinaviske Rigers Historie. Do.'s Geographie. Do.'s Munthes Historie. Plums Haandbog for Lærere og Opsynsmænd ved Borger- og Almueskoler. Poulsens Anekdoter og Levnetsbeskrivelser. Raffs Naturhistorie. Rafns Nød- og Hjælpebog. Rahbeks Læsebog. Reins samtlige Digte. Do.'s Hagen og Axel. Saltzmanns Constants Levnet. Do.'s Underholdninger for Børn og Børnevenner. Do.'s Postille. Sintenis om Udødeligheden. Smith om Dyrenes Natur og Bestemmelse. Snorro Sturlesons Norske Historie. Stenersens Udsigt over Luthers Reformation. Staals Viisdomsbog for Landmanden. Storms Fabler og Fortællinger. Strøms Tilskuer paa Landet. Do.'s om den Islandske Mos. Sundheds Catechismus af Faust. Sverdrups Magazin for Landmanden. Teilmans Anviisning til Norske Frugttræskoler. Thiemes første Næring for den sunde Menneskeforstand. Do.'s Godmand. Tissots Underretning for Landmanden. Tordenskjolds Levnet og Bedrifter. Todes Lærebog for Søfarende og Reisende. Do.'s moralske Fabler. Tullins Skrifter. Wamberg om Kjøkkenhaugers bedste Anlæg. Wageners Spøgelsehistorier. SIDE: 67 Villaumes Menneskets Historie. Wolffs Underholdning i Naturvidenskaberne. Do.'s Menneskets physiske Beskrivelse. Zimmermann om Nationalstolthed. Oehlenschlägers Hakon Jarl. Do.'s Nordens Guder. Alleslags Reisebeskrivelser og Levnetsbeskrivelser. Alleslags historiske, oekonomiske, naturhistoriske, philosophiske Tidsskrifter, f. Ex. Wolffs Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab, Sverdrups oekonomiske Annaler, Egeria, Hermoder, Minerva, Saga, historisk-philosophiske, og topo- graphisk-statistiske Samlinger, af det Kgl. Selskab for Norges Vel, det Norske Videnskabers Selskabs Skrifter. Alleslags Beskrivelser over Lande, især over Norges Districter, f. Ex. Topographiske Journal for Norge, Strøms Søndmøers Beskrivelse o. s. v. Et Kart over Norge, et Atlas, en Globus. SIDE: 68 Henrik Wergeland FOR ALMUEN ANDET HEFTE INDHOLD I. Opmuntring til at danne Sogneselskaber, forbundne med det Kongelige Selskab for Norges Vel. II. Udkast til Love for saadanne Sogneselskaber. OPMUNTRING TIL AT DANNE SOGNESELSKABER, forbundne med det kongelige Selskab for Norges Vel. Dette Ene bør Vi stille os klart for Øine, at Hvad der er Almeennyttigt er ogsaa enhver Enkelts Fordeel; at, hvis Enhver af en ufor- standig Egennytte, afsondrer sin egen Fordeel aldeles, da vil ethvert menneskeligt Samfund opløses. En længst-henfaren Viismand. Medborgere og Medborgerinder! Et Selskab for Norges Vel? -- Lader os dvæle ved disse Ord: de synes at tale til Os. Sandelig, ja! til Alle, der spise norskt Brød, drikke norskt Vand. Den, der vier Norge sin Sved, maa fuldeligen forstaae dem. Et Selskab for Norges Vel? -- O have vi forstaaet disse Ord, der gjennembrusede Dalen og opløftede Ædlingernes Hjer- ter? -- de ere Navnet paa Staten selv, ja "Statens" aldeles for- klarende, sandeste, skjønneste, forbilledlige (ideale) Navn! De forskjellige Borgerstænders Liv ere ligesaamange, kun i Klangen forskjellige, i Meningen overeensstemmende Udtydninger deraf? Ved Norges Vel! det er saa: det er den retsindige Nor- mands Navn paa det norske Statssamfund. Kun den Dovne og den Fordærvede vil ikke vide af at "Stat," og, "et Samfund for SIDE: 69 det hele Lands Vel", skal betyde det Samme. Hiin seer i Staten kun Opfødersken, Denne Tugtersken, som man maae hevne sig paa ved List eller Vold. Men den Retsindige, den kloge Arbei- dende, ja ham er dette Begreb af Stat, dette Navn paa hans egen Stat det elskeligste han hører, ligesom Friheden og den christelige Broderkjærlighed aande deri, hvorimod "Stat," hvor hiint Begreb ikke kan passe, hvor Voldherredømme, eller (som oftest det Samme) Eneherredømme, Kaster, Enerettigheder og andre Menneskehedens værste Plager herske, hvor Ingen tør virke frit for det Heles Bedste, ofte er et iiskoldt, forhadt Begreb. Et Samfund for Norges Vel? -- o herligste Navn paa det norske Folk, skulde du bedrage vore Hjerter med Tilsagnet, at de drage deres Styrke af lykkelige Dale, nu mens Forfængelig- hedens Flitter blinder vore Øine, mens Armodens og Mismodets Klager døve vore Øren? O Medborgere, huser en saadan Jammer hist og her, da frem- kalder dens Sang eller Suk de Godes Kraft, da er netop Tiden til at begynde, da fremkalder Denne de gode Dage. Se, Vi ville døbe hverandre! ja, stærke i Haabet, opløfte Vi vore Hænder over Alfolket og døbe det med hiint dets herligste Navn; og Hver, der ikke drager sit Hoved og sin Haand tilbage, frasvær- ger sig den urene Egennytte og Dovenskab og Dumhed, men tilsværger sig klog Vindskibelighed, Tarvelighed, Lærvillighed, Frihedssind. Hør! Tonen af dette Folkets sande Navn gaaer igjennem den dygtige norske Søemands Fartøis Kjølvands-brusen, igjennem den flinke Kjøbmands Bods Murmlen, hans Vægts Knirken, igjen- nem Bjergmandens og Skovmandens Øxslag og Saugens Hviin, igjennem Landmandens Plovs Skjæren, som igjennem Embeds- mandens Pens sagte Hvisplen. Men vort Øre, aabnet engang for hiint Navns sande Tone og Betydning, hører denne ikke i Brusenen efter Smuglerens eller Avarie-kaperens Fartøi, i den Kjøbmands-Bods Murmlen, hvor Forfængeligheden finder Næring eller hvor forbudte Varer sælges eller udsendes, i Dens Øxslag eller Mineer-hamren, der driver sin Grube eller Skov paa Rov, i den dovne Bondes søvnige Ploug-skjæren, eller i Dens, der ligeledes, saa at sige, driver sin Jord paa Rov, eller i den Em- bedsmands Pennehvisplen, der befatter sig med noget Pligtstri- digt. Nei! thi i Disses, som i Hines Virken og hele Liv finde SIDE: 70 vi ikke den Sandhed udtrykt, der aldeles nødvendigen maa fremskinne af den Enkeltes, som af hele Standens, som af alle Stænders Handlinger, hvis de skulle have Værd og virke til at hiint Navn "et Samfund for Landets Vel" bliver næsten det hele Folks, og enstydigt med "Stat"; ja den Sandhed hiin hedenfarne Viismand lærte os ovenfor, eller den: Mennesket i al sin Hand- len tabe ikke sine Medmenneskers Vel afsigte. For ædel er denne Sandhed til at kaldes alene borgerlig eller politisk: -- dens Er- kjendelse, præget i Fleerhedens Virken, forædler Staten aldeles til et reent sædeligt eller moralsk Samfund; thi den lærer jo, at enhver Handling skal være Mønstret paa en Dyd; og et saa- dant Mønster er en rig Gave, der strækker til Alle. Se derfor, Vi der dyrke Jorden og Havet, og tilbringe Livet med de sandest-menneskelige, uskyldigste Sysler, Vi vide, at der er Held for det hele Fædreneland i vor, ja i hver Enkelts velførte Dont; og Vi ville øve den med en saadan Iver og Indsigt, som om Alverden stod om os og vilde lære. -- Ja sandelig Landmand, du er ikke forglemt: skarpe Øine følge nu din Plovfure, og de Indsigtsfuldestes Bifald tilraaber Dig og Enhver, der saaledes øver sit skjønne Kald: det, at forskjønne og forbedre en Guds Ver- den, at berige og opdække mere og mere dette store Fad, Milli- onerne broderligen skulle sidde om under Himlens store Tag. Vi have Erfaring for, at endog i den trælkede Stat kan endog en høi Grad af borgerlig Lykke, men dog kun kortvarigen, frem- blomstre, naar en Almeenaand, en kraftig Villie for det hele Fædrelands Vel, den Aand, der udtaler sig i hiin Sandhed, fand- tes virkende hos en større Deel af Borgerne og forbindende Disse i eenskilte Samfund. Ja disse høihjertede Fædrenelands- venner, kaldende sig tilsammen Landhuusholdningsselskab, For- ening for Borgerheld o. fl. d. formaaede til sine Tider at udslette de Saar, Folket forhen blødede af: dets slette Regjerings Indsegl; -- de formaaede, ved forenede Bestræbelser, at udslette Arrene efter Aaget. Kunde Borgere saaledes og i saadanne Lande end selv virke velsignende for det Hele, er en Almeenaand saa kraftig til Held omendog den er saa indsnørt inden alle Magthaveriets og hævdede Fordommes Lænker, thi den har kolde, uhjælpvillige Voldherskere ovenover sig, og Livegne eller sløve, træge Trælle under sig at virke paa, saa at den ikke tør eller kan udrette hvad den vilde: SIDE: 71 hvormeget friere maa da ikke en Almeenaand leve, hvormeget herligere maa den da ikke udspænde sig, hvor den saa at sige har det fuldkomneste, fuldt udviklede Legeme at aande i: et heelt, frit Folk at røre sig i, hvor de fornuftige Gjerninger ikke kjende nogen Tvang, hvor een eller flere Magthaveres Luner eller Love ikke indknibe Veien for nogen fornuftig Virken, ja ikke for nogen- somhelst, naar den ikke er Forbrydelse, men hvor Lovene meget mere opfordre en Almeenaand til at vise sig i sit fuldeste Liv, ja hvor Forfatningen opfordrer Borgerne til at gjøre Selv alt det Meget til Statens Bedste, den ikke overlod Regjeringen Magten til at gjøre: i en saadan Stat, i en som Vor -- Alstyreren være priset! -- hvor Alt opfordrer Alle til at hylde hine Almeenaandens Tegn-ord: "tænk paa Fædrelandets Bedste i al din Daad, til at gjøre hele Staten eenstydig med "et Samfund for Norges Vel?" Lader os dog ikke blive misfornøiede med den nærværende Tid, om vi maae tilstaae for hverandre: at det er ikke saa. Vi ville heller være glade med den nærværende Stund, den vi an- vende til det, der altid maa gaae foran et stort eller heldbrin- gende Foretag, nemlig til at betragte os Selv og vore Medborgere, vor Virken og hvorvidt denne har været nyttig ogsaa for disse, for det Hele, og kan vorde det end mere. Vi maae være tilfredse i denne Stund, da vi beslutte, at, har det ikke været saa hidtil, at en Almeenaand har knyttet Norges Mænd sammen i By og Bygd, saa skal det dog vorde saa! det er norske Mænd som beslutte: At hele Folket fra dets kronede Styrer og til Huus- mandens Arbeider skulde vorde saa, skulde vorde et Samfund for Fædrenelandets Vel, saaledes at Enhver skulde med Haanden mod Himlen kunne sige: "jeg ærer i mit Liv de Dyder, der gjøre mit Fædreneland blomstrende, jeg arbeider ogsaa redeligen for dettes Vel og er lykkelig med dets Tusinder! -- " o, lader os ikke glemme, at vi ere Mennesker, lader os kun opstille denne skjønne Tanke som et Forbillede for det Samfund, vi føle os istand til at danne, og lader os dristigen gaae det imøde! Det egner Manden at opstille sig et høit Maal, og at ile imod det med fuld Lyst og Mod, omendskjøndt han er sig velbevidst, at altid et Svælg, Ufuldkommenhedens, vil briste imellem, at selv de gyld- neste Dage ikke mægte at tildække dets sidste Rift. Medborgere! et saadant Svælg udæsker vor redelige Villie og al vor Kraft! Vi staae ved et saadant Svælg. Men før vi kaste SIDE: 72 vore Øine nedi det, gjenkalder jeg endnu engang i Erindringen (og dette skal give os Mod) at det dybeste Gab: Store Mangler i Statsforfatningen: det hvorover andre Landes Patrioter for- tvivle, hos os er udfyldt. Fra denne faste Grund see vi modigen nedi de andre Dybder, hvorfra Klager lyde, fast besluttede ogsaa at opfylde disse: der see vi Armoden i de forskjelligste Skikkel- ser, men allerbesynderligst ofte i Forfængelighedens Flitter, eller med dovne Hænder tørrende sig om Munden, for atter at be- gynde sine Sukke, efterat have ædt sig mæt i den Flittiges Sved, ja Armod og Lediggang sammenparret: der høre vi Klager over Udarmelse, strax Trælasthandelen slaaer feil (som om den nor- ske Bonde bygger sin Velfærd paa udenlandske Kjøbmænds Luner eller fremmede Love) og det medens Agrene og Vangene rundtom den Klagende sørge i vild Uorden efter Plov og Lja, mens Qvikroden griber den Klagende om Foden, som for at minde ham om, hvor den sande Velstand er at finde: der see vi Dynger af Tilbagestands-Lister: der høre vi Klager over Mis- brug af Brændeviin, over Forbrydelser, over Overdaad, over Mangel paa Fabriker og paa Huusflid, saa at Udlændingen maa klæde Normanden, ligesom han har vant sig til at ville made ham; -- og saaledes flere Tegn til Lidelser, dem de Lidende eller Klagende selv fordetmeste foranledige sig. Men forstum- mede nu alle disse Sorgsposter, opfyldtes dette Gab, der endnu, fremynglende slige Suk, sortner imellem vore Bestræbelser og disses Maal: hele Fædrenelandets Lykke -- hvornær var da ikke den hele Stat at kunne kaldes eet Samfund for Norges Vel? Og -- Held os! -- saameget nærmere kunne Vi i vore Dage bringe det, og saameget lykkeligere overlevere Norge til Ætlin- gerne: thi hine Klageposter kunne Alle i faae Aar, d. e. i saa faae Aar, som der behøves til at en større Deel af Norges dyg- tigste Mænd og Qvinder af enhver Stand, men dog fortrinligen af den, der driver den ethvert Lands vigtigste Syssel, Agerbru- get, forene sig, for derved at give deres samstemmige, redelige Villie Kraft til at raade Bod paa Manglerne; og som der be- høves til at dette Fædrelands Samfund faaer Tid til at sætte deres Virken d. e. deres Forbedringer over det vide Land i fuld Bevægelse og Samklang. Ja, saa er det! saa maa det være! Hvad den menneskelige Ufuldkommenhed forbyder det hele folk at være, det: et Selskab for Norges Vel, kan dog en Mængde af SIDE: 73 dette være. Og saa er det: et Samfund af norske Mænd og Qvin- der, i hvem hiin Almeenaand lever, og hvilket H. M. Kongen hædrer med sin Beskyttelse, have antaget hiint den hele Stats egentlige Navn: "et Selskab for Norges Vel" besluttende med forenede Kræf- ter at hævde dette Navn, ved at forbedre og ophjælpe Landhuus- holdningen, samt alle de Erhvervsgrene (tilsammen: Oekonomien) som Naturen har anviist, og Flid og Snille maatte anvise Fædrene- landet: disse Velværets Kilder, med hvem Frihed, Lykke, den hele Stat blomstrer eller hentørres. Dette Fædrelandssamfund indbyder Os og enhver Normand og Norqvinde til at ville og virke det Samme; og ogsaa Vi ville følge dette Kald, som baade vor Forstand og vore Følelser saa- meget billiger: -- ja Disse raabe: "det er paa høi Tid" Hiin med Guds og vore Brødres Hjelp, "ikke for seent." Ja ogsaa Vi ville være i dette Samfund, og række vore Hoveder og vore Arme til, med alle de Andres, med kraftig Villie, at omspænde hele Fædrenelandets Vel! Ja ogsaa Vi! -- thi ogsaa Vi indsee, at enhver Livshaandtering, for at være agtværdig og sand- fordeelagtig, maa ikke tabe det Almeengavnlige afsigte: at den fjerne Bonde eller Fisker kan være almeennyttig og virke vel- dædig uden for sin Skigaard, om endog blot som Mønster: at vore Næringsveie ere de allervigtigste og maae drives med vaagne Øine, at de og de Redskaber, vore Fædre agtede for uforbederlige, ikke saa med Træghed maae agtes af os; men at Meget meget vel kan og bør forbedres; at vi i vor egen Bygd have som en liden Heel-stat, et lidet Fædreneland at forbedre med samme Iver, det kongelige Selskab anvender paa den hele Store. O vi maae tilstaae, og det med ligesaamegen Sandhed, som vi tilstaae det gjerne, at vort Norge er i dygtige Hænder, under kloge Øine, en, vel endnu i det hele raa, men herlig Masse at danne til et lykkeligt, velstaaende Land; ja, tag endog Sølvet og Kobberet og Jernet af vore Fjelde, vi ville hygge os i Dalene og sige det Samme. Ere Dalene velstaaende, da skulle vel Bjergene siden gjøre dem rige. Se! hiint Dyb imellem vore Be- stræbelser og deres Maal skal det i enhver Green forbedrede Agerbrug fortrinligviis fylde op: det skal opfyldes med Jord, og vi skulle pløie derover, og Velsignelsens Sæd vugge over det Dyb, hvoropaf Manglerne og Klagerne stege, og hvori den Ret- sindige stirrede med sorgfuld Eftertanke! SIDE: 74 "Skal Sorg og Qval vor Moders Barm omspænde? Sin Moder Ætten som et Valrov see? Kom al min Kraft! tredobbelt du dig spænde! Viis Verden, Hvad ved Samfunds Haand kan skee! Viis Normandsblod i hvert et Lem at rinde! Brænd, Lue! høit, og stedse reen og klar!" Saa runger nu en Røst om Dovres Tinde! Og "Norges Vel" det skjønne Løsen var. Ja, Brødre, kom! til Altret lad os træde! -- Det Alter er hver Dal, hver Norges Steen -- I Norges Vel vi søge Broderglæde! For Norges Vel vi Alle staae som Een! Saa hilsede en Skjald Fædrenelandssamfundet i de første Aar det knyttede sig om Norge. Hil, Brødre! Fædrelands-samfundets Venner og Veninder! Se Vi, Landmænd og Havmænd og Bjergmænd, Vi og vore Qvinder opløfte med Eder vore Hænder til Verket, at forbedre vor For- fatning, at signe det hele Norge, til at afdække Algodheden, hvis Smiil over vort Norge langt fra er karrigt; nei -- om det behagede Almagten at kaare Norge til en udmærket Plads at vise sig paa, Algodheden beholdt Rum nok til at udslaae fulde Smiil: den dæmrer Almagten ved Siden i Dalen, der klynger sig frugtbar til Jøkelen; men dens Smiil dæmrer -- det skal lyse! Derfor -- Oplysning, Eftertanke, Opmærksomhed og Flid; og -- se det lyser klarere igjennem enhver vor Livs-Gjerning! Vi skulle dyrke denne med samme utrættelige Flid, som vi vilde anvende paa at reenskure et kosteligt Kar af ædelt Metal, som vi havde fundet i Jorden ifra Hedenold. Og sandelig vi have arvet vor Odel ifra Hedenold, for at forbedre og reengjøre den. Vi, Norges Bønder og dygtige Næringsdrivende af enhver Stand, vi kunne ikke være udenfore hiint Fædrenelandssamfund: Vi som skulle være dets Kraft og Marv, og høste Nytten deraf: Lær- domme, Hjælp og vore Kaars Forbedring: Vi ville forene os for at høste den fornuftigste, varigste og største Nytte af vort Lands naturlige Rigdomme, Forsynets særegne Velsignelser, af Algod- heden, der skinner igjennem Stimerne i vore afsides Fjorde saa SIDE: 75 deres mørke Bredder lysne, der sænker sit Smiil med alle Regn- buens Farver nedover vore skaldede Klipper i deres Lavdækker, der aabner saamangen sin Haand efter Kornet under Skov og Myr, og gjemmer videnom i Aaserne Evner til ligesaa riig en Fylde, som den, den udøser i Dalene; ja skjuler sine Rigdomme nær den Vange, hvor den fra Arildstid har hævdet sig i Blom- ster, men -- uden at skride videre. Nei! vort Norge skal dog ikke være mere udyrket, d. e. armere end Oldets, da Udlandene finge dets Kræfters Overmaal at føle? Vort? vort af Himlen med Frihed, Fred og gode Aaringer signte Norge? Vort? skabt til det selvstændigste Tilvær: Halvdelen til at vorde riig i ærlig Handel med sine egne Landsmænd af Agerbrug og Skovdrift: Halvdelen til at vorde riig af Fiskehandel og Qvæghandel? -- Bort! Hvad mangler os? Vi trænge ikke engang til, at de andre ærgjerrige Stater, i Kamp paa Havet skulle komme og veie vore Tømmerstabler med Guld; men -- komme de! som en smeltet Flom af Erts skal det anvendes til at tære Myr og Fjeld bort. -- Vi skulle vinde da i vor rolige Krog (der staaer i Templet under Himmelhvælvet altid Lyksalighedens Altar) ligesom vi alle- rede have vundet, ja næsten som uden at tænke derpaa, i Eu- ropas store blodige Spil, hvor Kroner vare Regnepenge, alene og uden Tab, det Udsatte: Gevinsten -- Frihed. O! vort Norge staaer tilbage i Agerdyrkning og Næringsdrift, i Opdyrkelse, i sandt Velvære for det Gamle? Vi glemme -- hvis vi spørge saa, eller spørge blot, om det skal staae tilbage for Lande, Himlen har givet lige Velsignelser -- Vi glemme hiint vort Lands eien- dommelige Fortrin, og at lægge til Visheden om vor legemlige Kraft til at aftvinge Naturen dens Bedste, at Normanden ligesaa lidet mangler Aandens Evne til at opfinde og opfatte, at han er skikket til at lade et Øie og en Tanke følge med Haanden, at den Magelighed, man vil bebreide ham som Grund til flere af hans Mangler, og til at Andre ere vante til at føde og klæde ham, er aldeles ikke ham naturlig, men en endnu vedvarende Følge af den Uvirksomhed, hans Lands forrige Forbindelse hen- satte ham i: -- Vi maa minde os selv om, at baade vore Hjer- ner, Hjerter og Arme ere ligesaa malmrige som vort Korn og vore Bjerge. Hvad mangler os da? Intet uden at vide dette og ikke at sætte en dum Stolthed i saadanne Velgjerningsfortrin, men der- SIDE: 76 imod søge at fortjene disse ved at dyrke baade vore egne og vort Fædrelands Kræfter. Vel! Vi ifra Dalene, fra Fjordene, Vi ere ligesaa lidet uvidende om at vort Norge fortjener og lønner vore Anstrængelser, som om de heldbringende Virkninger en Forening i disse maa have fortrin- ligviis. Vi ville lægge til vor Roes som brave Folk paa vor Gaard, ogsaa den, at være nyttige Folk udenom denne: Vi ville ikke staae løse og adspredte som forhen inden den store Fædrelands- samfundets Kreds, der omringer os: Vi ville ikke staae ensomme som Skamstøtter, mens Alt rører sig i Liv udenom os. Se, Vi ville gjøre vor Virken, stedse fortskridende i Indsigt og Kreds, lig Blodet i det menneskelige Legeme (her: Fædrelandssamfun- det) Blodet, der stedse raskere strømmer til dettes Middelpunkt, til Hjertet -- den Tanke: Norges, Fædrenelandets Vel! Alt opfor- drer jo Alle dertil, til i det gjenfødte Norge at reise paa sig, til at give vor hjemlige Syssel saa ophøiet en Retning, som den til Alles Vel: Det Ufrugtbare taler jo altid til det fornuftige Væsens fortrinligste Lyst, den, at lyksaliggjøre Alt om sig, ja beder ham, som med blottet Isse, fortørret Strube og visnede Hænder, om at vorde frugtbart. Men hvormeget mere tiltaler os ikke det Forsømte, der har en hurtigere Evne til at vorde rigt, ja maa- skee har været det, men sørger nu i Udmarkene? Ja, i Sandhed Alt opfordrer Os til at reise os forenede for det fælleds Bedste: Den Eftertænksomme hører Agerens, Skovens, Havets, Bjergets Røst, og Frihedens; thi denne flygtige Himlens Gave bortdamper imellem Nationernes Hænder, dersom de ikke omslutte den og holde den fast i mindre Samfund; og de Dyder, den fordrer for at leve, ere netop de samme vi nævnede, som Fædrelandets Velværes Fordringer. Det Samfund, vi slutte, har ogsaa det ud- mærkede Gavn, at det øver os i at benytte vor borgerlige Fri- hed, og i at kunne gavne den, om vi pligte offentligen at vise det, thi -- lægger Mærke hertil -- Alt, Alt, der vedkommer Folkets Vel, forene vi os nu om, nærmere at betragte og fremme. O, det være ikke Odelsbonden alene, som giver dette Løfte: Han, der, saavidt han seer fra sin Gaard kan sige: Alt dette er Mit -- nei, en sær, vigtig Deel af Oekonomien, Huusfliden (In- dustrien som huuslig Tilvirkning af Klædningsvarer) hører Qvin- derne til; og de Odelsløse, som beskæftige sig med Haandværker, Metalarbeider, allehaande nyttige Kunster, (f. Ex. Uhrmagerens, SIDE: 77 Baadbyggerens, Snedkerens) . . se, begge disse store Klasser kunde vi ikke være foruden: Iblandt disse Sidste have vi vore Arbeidere og Tjenere; og ogsaa disse ere kaldede; men Intet raaber stærkere end Huusbondens Mønster; ja den Fattige ind- tager en hæderlig Plads i vort Samfund, der oprydder i vild Mark sin Arneplads: han erobrer for vort Samfund, og han hædrer det, naar han forædler sit Arbeide med den Tanke: "ogsaa Jeg arbeider ikke alene for mig Selv, men for det Heles Vel!" Medens Alt saaledes opfordrer Alle ved Tegn, saa tydelige for den Eftertænksomme som prentet Tale, til at virke forenede til Fædrelandets Vel: og ligesom Vi, naar Vi i vor Bygd samslutte os til dens Bedste, ville søge at inddrage den hele Menighed i vor Forening, saaledes opfordrer os hiint grundede kongelige Selskab for Norges Vel, der nævner sig, som et af flere Land- huusholdnings-Selskaber bestaaende Fædrelands-Samfund, til at samvirke med det. -- Ja dette er jo naturligt; thi fælleds og den samme er jo Aanden, og "Norges Vel" vort fælleds Løsen. For- gjæves lyde da ikke til os følgende dets Tale (§16 i Selskabet for Norges Vels Love). "Saafremt der i en Bye eller et Præste- gjeld findes i det mindste 2de Medlemmer af Selsk. for Norges Vel, og disse kunne formaae tre andre Bye- eller Sognemænd til at træde sammen i et Bye- eller Sogne-Selskab, for at virke til Byens eller Præstegjeldets oekonomiske Vel, da bør bemeldte Medlemmer bestræbe sig for at faae et saadant Selskab op- rettet. Herved vil Byen eller Præstegjeldet faae Adgang til den Understøttelse, som Selskabet for Norges Vel vil efter Evne stræbe at forskaffe disse mindre Samfunds Medlemmer, hvilke kunne være ikke alene Medlemmer af Selskabet for Norges Vel, og, som Saadanne, af Districtets Landhuusholdnings-Selskab, men ogsaa Andre, der blot lade sig optage til Medlemmer af Bye- eller Sogne-Selskabet, og, som saadanne, blot ville virke til Ste- dets særegne oeconomiske Vel. Disse mindre Samfund bestemme selv Gjenstanden for deres Virksomhed, forsaavidt de befordres ved egne Fonds, hvorimod By- og Sogne-selskaberne, idet de træde i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel, vedtage til- lige at virke til dettes Øiemed, og have dernæst for vedkom- mende Landhuusholdnings-selskabs Administration navnligen at opgive bestemte Gjenstande, saafremt der andrages paa Penge- understøttelse af Hoved-Selskabets Fonds, hvad enten disse staae SIDE: 78 under vedkommende Administrations eller Directions Raadighed". -- "Formanden i ethvert i Forbindelse med det kongelige Sel- skab for Norges Vel staaende Sogneselskab, eller i den Commis- sion, som dets Bestyrelse ifølge dets Love er overdraget, har Sæde og delibererende Stemme i Districtets Landhuusholdnings- selskabs Administration, forsaavidt han tillige er Medlem af Sel- skabet for Norges Vel. Under lige Omstændigheder har den driftige Landmand, som er Medlem af vedkommende Sogne- selskab, eller tillige af Selskabet for Norges Vel, fremfor Andre fortrinlig Adgang til at erholde af Directionen Anbefalinger til Regjeringen, grundede paa vedkommende Administrationers Be- retninger, til Laan af de offentlige Laanefonds til Landoecono- miens Forbedring." -- -- Ved Forening imellem Bygdinger til Bygdens særskilte Bedste, ved Sogneselskaber er det da, at det hele Fædrenelands Vel fremmes. Ja det er ligesaa naturligt, som at et Legems fulde Sundhed beroer paa dets Lemmers livlige Virksomhed: -- Vor Bygd skal ikke være et dødt og vantrevent Lem! Vor Bygd skal ikke alene høste Nytten af sit eget Selskabs Virksomhed, men af Amtets Landhuusholdningsselskabs og af det hele store Fæd- renelands-samfunds; ja, igjennem dette, af fremmede Landes, saasom af Sverrigs, der i saa Henseende kan være et Mønster. (Haardere Nød, end vi nogensinde have kjendt til, har gjort dette Lands Folk kloge og flittige. Dets i enhver Green vidt- drevne Oeconomie skyldes alene dets egne Borgeres Almeenaand; thi hvad en Regent forhen kunde have opbygget i denne Hen- seende, nedrive ofte de mørke Skjebne-hvirvler om Efterfølge- rens Throne. Borger, Bonde og mangen udmærket Adelsmand sluttede sig da om at værne Fædrenelandets sande Velfærd, dets rigeste Hjelpekilder, selv; og det har holdt Prøve: politiske Storme, Krigsaar og andre Thronens Skyer have ikke adsplittet hiin Al- meenaand, der har sikret Folkets Velstand, og gjort Landet æret, ja formaaet at gjøre væsentlige Mangler i dets Statsforfatning, hvilke vi ikke kjende til hos Os, taalelige eller indtil videre dragbare for Folket. Nu vel! vi Normænd behøve dog vel ikke fremmede Mønstre for at bevæges til noget Godt? Vi have i det store Selskab for Norges Vel Mønster nok for vort Bygdeselskab. Vi ville slutte os til dette; ikke leve, som om vi havde ingen anden fælles Vig- SIDE: 79 tighed (Interesse) end Skatterne, eller som om vor Næringsdrift og Fordeel var afsondret fra alle Andres; Vi ville ikke længer skjule vore Indsigter og fordele vore Kræfter. -- Lader os frem- sætte nogle Gjenstande for disse vore foreenede Indsigters og Kræfters Virken! Saaledes kan Sogneselskabet overveie f. Ex. om nogen Slags Avl kunde drives i Sognet med Fordeel, som hidtil enten var ubekjendt (f. Ex. Kraprodens, som vist i mange Egne kunde dyrkes, Mais o. fl. desl., om hvilke man vorder under- rettet) eller forsømt (f. Ex. Bie-avl, Frugt-, Humle-, Hamp-, Faare- avl, Foderurters og Rødders Avl o. fl. desl.) -- om allehaande Redskabers Forbedring, -- om de Priser, der bør gjælde i og for Sognet for dets Varer -- om Magazinets, om Tjenestetyendets An- liggender (f. Ex. Løn, Opsigt med dets Vandel) -- om mulig Opret- telse af Arbeids-Anstalter (f. Ex. for Løsgjængere og Fattige, hvor da Bygdens Uld- og Hør-varer fik Anvendelse) -- om Auctioner over Avling -- om en Sparebank kan oprettes i Sognet, eller for flere Sogne -- om en Nationaldragt skal antages (hvilket ikke er uvigtigt i oeconomisk Henseende) -- om Kirkernes Forfatning -- om det ei skulde være værdt, at efterligne udenlandske patri- otiske Samfund i Overeenskomst om Indskrænkelse eller Afskaf- felse af visse Overdaadsting -- om Veie, Broer -- om Brænde- rier -- om Jagtens fornuftige Indskrænkning i de nyttige Dyrs Yngletid, om Klapjagter mod Udyr -- om Valg -- om saa store fælleds Opryddelser i Skov og Myr, at enkelt Mand ei kan be- stride dem -- om Vands Af- eller Hen-ledelse -- om Sundheden (f. Ex. at et Par Bygder lønnede Læge alene, saa man undgaaer, hvad ofte nu kan hænde, at faae Døden i Huset før man kan faae Lægen der) -- om almene Besparelser -- om fælleds An- dragender, f. Ex. til Storthinget -- om Haandværkers Huus- og Konst-flidens Ophjælpelse, Belønninger for udmærkede Arbeider -- om Almindingers Behandling -- Farverier -- Havevæsen -- om Skov og Tørvemoser, Steengjærder o. s. v. -- om ved Gilder, hvor der spilles om Penge, en vis Deel eller hele Vindingen skal gaae til Sogneselskabets eller en anden særskilt nyttig Kasse [fotnotemerke] -- om Steenbrud, Kalkbrænderie, Malmanviisninger, Farveplanter i Mængde, Træplantninger, Fiskerier skulle være at benytte, og alle disse utallige Gjenstande af Vigtighed for den Opmærk- Fotnote: Dette synes at være en Smaating: men gjennemtrænger Almeensindet os, da taber det heller ikke under Fornøielserne sit Formaal "at gavne" afsigte. SIDE: 80 somme, og ofte af største Fordeel for det hele Sogn, naar dets Be- boere blot fandt det værd at lægge Hoveder og Hænder sammen. Nei, skal hele Bygden fare vel, i Raad og Daad staae da Hver sin Næste bi! men dette skeer kun i et indrettet Samfund, et Saadant, som vi nævnede ovenover: et Selskab for Bygdens Vel, et Sogneselskab. Se, her ere vore Hænder! Vi knytte dette Samfund for vort Sogns Vel, og det skal vorde et værdigt Lem af det store Fæd- renelandssamfund. Andre hædre og fremhjælpe vor Dont som Statens vigtigste; men mon Vi Selv ikke skulle være de Første til at hædre den med Norges Frelse-dyder: Klogskab, Tarvelig- hed, Vindskibelighed? og til at fremhjælpe den, naar vi føre den saaledes som om Alles Velfærd beroede derpaa, som om alle stode rundt vor Ager, vor Strand, for at lære hvorledes Jordens fornuftige Skabning veed, paa den fornuftigste Maade af Jor- den paa Jorden at samle Sig og Sine baade Føde og Fryd? O Lykkelige Norges Aand, kraftige Almeenaand, du standse ikke din Flugt igjennem Norges Dale, før du har opløftet alle de Godes Hjerter med dig -- da kalde det hele Folk, hvem Gud odlede Land og Hav fra Lindesnæs, fjernt bag hvilket Egen suser i sin Fylde, og til Nordcap, hvor Multerne krybe til Stran- den, forfulgte af Sneen, da kalde det sig kun eet, eet Samfund for Norges Vel! Held os! Almeenaanden, Fædrenelandsaanden foer igjennem vor Dal, og dens Vingeslag var vore aabnede Øine, dens Fremflugt vore Hjerters Slag, da vi toge hverandre i Haan- den, og bandt den til os i vor Kjæde. Hvilket Liv i vort Fæd- reneland (og Vi deeltage deri, fremskynde det) naar Bonden og Fiskeren bliver en Iagttager, prøver de gamle Erfaringer og nye Lærdomme, naar Huusmoderen styrer en Fabrik i sin Stue, naar Dal og Fjeld beredes til at nære den tiltagende Befolkning, naar Kræfterne til at ernære jevnt over det hele Land tiltage med denne, der sikkrer, naar Vi, dens Foralder, opdrage den efter vort gode Mønster til de samme Dyder, men til endnu større Ind- sigter, vort kjære Fædreneland en stedse forøget Blomstren, Styrke og Lykke! -- O Norge være velsignet! velsignet! Men Himlen velsigner det kun igjennem dets Borgere: Disses af en Al- meenaand foreenede Kræfter mægte at gjøre Underværker til dets Frelse. Det skee! Det skee! SIDE: 81 UDKAST TIL LOVE FOR SOGNESELSKABER §1. Enhver af Sognet, af hvad Alder eller Kjøn, er Medlem af Sogneselskabet, naar det bestemte Bidrag erlægges til Regn- skabsføreren. Uconfirmerede have dog ikke, som enhver Con- firmeret, Stemmeret i Selskabet, men udmærke de sig ved Flid eller Færdighed, eller en Vandel, der agtes Belønning værd, da have de, under ellers lige Betingelser, Fortrin til at erholde denne (§30). Personer enten for Usædelighed, Uordentlighed eller Forbrydelser berygtede, maae foreslaaes i næste Møde, efterat de have yttret sig om at indtræde, og indlemmes med 2/3 Deel Stemmefleerhed. Personer, der, efter deres Indtrædelse i Selskabet, gjøre sig uværdige Æren at være deri, foreslaaes af Formanden til Udelukkelse, hvilket skeer med 2/3 Deel Stem- mefleerhed, ved Udstrygelse af Medlemslisten, og ved at tilsende Personen hans Bidrag for det Aar, om ikke dette allerede er halvledent. Disse tvende sidste Bestemmelser gjælde ikke om Personer, der vel have udstaaet Straf for Forseelse eller For- brydelse, men om hvilke nu intet Ondt er bekjendt. §2. Ethvert tiltrædende, confirmeret Medlem har, ligesom Vi Stif- tere have gjort for hverandre, i første almindelige Møde efter hans Indtrædelse, lydeligen at erklære: "Jeg erkjender Hensigten af dette vort Samfund for at være den: ved en Foreening af Sambygdinger, der, med Hensyn til hele Sognets Vel, ere af lige god og redelig Villie, at kunne give i Gjerningen denne Villie Kraft, saaledes at den udretter noget til Sognets Bedste; samt lover jeg med ærlig norsk Hu, at fremme denne vor Forenings Hensigt af fuld Evne, men først og fremst ved at gjøre mit eget Huus og min egen Vandel til et Vidne om, at jeg holder i Agt og Ære vort Sogneselskabs egne Dyder og Valgsprog: Lærelyst, Vindskibelighed, Tarvelighed; samt ved at antage forbindende for mig dets Love." SIDE: 82 §3. Selskabets Virken gaaer allerførst ud paa Oprettelse af en Bogsamling, der bestyres særskilt, og efter særskilte Love. §4. Selskabets Bestyrelse bestaaer af 2 Mænd: 1 Formand og 1 Regnskabsfører, hvilke maae være Medlemmer af det Kongelige Selskab for Norges Vel. §5. Første almindelige Søndags Eftermiddag i hvert Fjerdingaar holdes, uden Indkaldelse, ordentligt Møde paa et dertil af Besty- relsen forud antaget, og saaledes bestemt Sted, at noget Hensyn tages til Fleerhedens Beqvemmelighed. Hvert Aars første Fjer- dingsaarsmøde, 1ste Søndag-eftermiddag i Januar, er Hoved- mødet. §6. Enhver af Bestyrelsen kan sammenkalde overordentligt Møde; ligeledes staaer det ethvert Medlem frit for, igjennem Bestyreren at faae et Saadant foranstaltet, hvis en af Bestyrelsen, efterat begge ere adspurgte, maatte være enige med Opfordreren i at Sagen var af trængende Vigtighed. Hvis Bekostning maa an- vendes paa en saadan Indkaldelse eller til Møderne, da gaaer denne af Selskabets Kasse. Forbigaaes noget confirmeret Med- lem ved Indkaldelsen, da vorder det i Mødet Besluttede, saa- fremt der da gaves en Stemmefaaehed, indtil videre ugyldigt, om det paastaaes af den Forbigangne. §7. Valg paa Bestyrere skeer aldeles frit, og uden at nogen dertil foreslaaes, hvert Hovedmøde ordentligviis, og ellers i Fjerdings- aarsmøderne, naar nogen af Bestyrelsen erklærer at maatte fra- træde, eller naar Flere end 3 Medlemmer maatte foreslaae andet Valg end det bestaaende. §8. Særskilt vælges Bestyrerne. De, som erholde de næst fleste Stemmer ere Suppleanter, endog om de ikke ere Medlemmer af Selskabet for Norges Vel. Var Valget paa en Bestyrer een- stemmigt, da skee særskilt Valg paa Suppleant. SIDE: 83 §9. En Bestyrer kan, dog uden Udgift af Kassen for denne Til- sigelse, paalægge sin Suppleant at møde for sig. Kan denne ikke, da sørge han for at lade møde for sig. Møder Ingen, da lide Suppleanten den Mulct til Selskabets Kasse, der er fastsat for Forsømmelse. §10. Frasigelse af Bestyrelse skeer kun i et Møde; midlertidig kan Suppleanten constitueres. §11. Ved Valgene gjælder simpel Fleerhed. Sættes Forslag under Stemmegivning, da gjelder kuns 2/3 Deel Stemmefleerhed. For- manden har afgjørende Stemme, hvor Stemmerne ere lige. §12. De Ikkemødende forpligtes ved de Mødendes Beslutning. Be- styrelsen og 5 Medlemmer gjøre fuldt Møde; men er Medlem- mernes Antal over det dobbelte af hiint Antal, da maa dette være eenstemmigt, hvis dets Beslutning skal forbinde Alle. §13. Formanden har at bestyre Brevvexlingen, samt at vedligeholde alle nyttige Forbindelser, og da især med Amtets Landhuus- holdnings-selskab. Den 1ste Formands første Pligt bliver da at tilmelde dette, at et Sogneselskab er oprettet i Sognet, som virk- som Deel af det Kongelige Selskab for Norges Vel, samt dets Indretning og Hensigt. Formanden har ligeledes i Hovedmødet at give en Udsigt af Selskabets Virken det foregaaende Aar, hvilken Udsigt bør være særskilt udtogsviis af ham protocolleret. Mundtlig bekjendtgjør han i ethvert Møde hvad Almeengavnligt han har erfaret, hvad man nu tænker at udføre, Brevvexling, kort Alt hvad der vedrører Selskabet. Det bør Formanden ellers at foregaae med sit Mønster ved i enhver Henseende med agtsomt Øie at vaage over Selskabets Tarv. §14. Anden Bestyrer forvarer Protocollen, har til den at føre Regn- skabet, Liste over Medlemmerne, hvad Formanden forlanger deri SIDE: 84 indført Selskabet Vedkommende, paa foreskrevne Maade, at inddrive Bidrag og Mulcter, samt hvert Hovedmøde for Selska- bet at fremlægge Regnskabet, afgjort af Formanden, tilligemed alt andet Skriftligt. §15. Bogsamlingens Forstander maa være i Sogneselskabet. -- Han har det 3die Fjerdingsaarsmøde (Høstmødet) at fremlægge sit Regnskab i sin Protokol, afgjort af Sogneselskabets Bestyrelse, samt da for Alle mundtlig at klargjøre Bogsamlingens Stilling. §16. En af Sogneselskabets Bestyrere kan være Forstander for Bogsamlingen, hvis han ei boer over 1/4 Miil fra Kirken. §17. Bydemagazin-Bestyreren maa være Medlem af Sogneselskabet. §18. Bliver en særskilt Indretning (f. Ex. en Sparebank, en Arbeids- anstalt, et Kornmagazin, hvor dette før ei findes) en Følge af Selskabets Virken, da erholder den særegen Bestyrelse. §19. Skulde Regnskab og Bestyrelse voxe til en saadan Størrelse, at det maatte betragtes som en besværlig Byrde, da erlægges dog derfor ingen Løn, men da deles Bestyrelsen imellem Flere. §20. Uforudseelige og løbende Udgifter bestrider Bestyrelsen efter eget Tykke af Selskabets Kasse. Forudseelige og blivende Ud- gifter maa foreslaaes og bevilges. Ligeledes maa Anvendelsen af Capitaler til Laan foreslaaes og bevilges. §21. Bestyrerne tilsvare Een for Begge og Begge for Een Selska- bets Penge. SIDE: 85 §22. Det aarlige Bidrag anslaaes for det første Aar saaledes: Medlemmer af Embedsclassen eller Do. som af Bygden have Løn Do. som have over 1000 Spd. paa Rente 1 Spd. Børn af disse, samt meestformuende Gaardmænd 60 ß Middelsformuende Gaardmænd 48 " Mindre Do. -- samt meestformuende Gaardmænds Brødre og Sønner 36 " Pladsselveiere, middels og mindre formuende Gaard- mænds Brødre og Sønner, samt Haandværkere 30 " Huusmænd 24 " Huusmændssønner 18 " -- Medlemmer af Qvindekjønnet erlægge efter samme Liste. §23. Bestyrelsen bestemmer Bidraget for Enhver, samt hvert Hoved- møde, om Bidraget skal forandres eller ikke for det følgende Aar. §24. Ved sin Indtrædelse i Sogneselskabet har Enhver at erlægge til Bogsamlingen Saameget i Tillæg, som det Halve af sit ordent- lige Bidrag, hvorved Medlemmet bliver Deeltager og Medeier i denne, uden dog at have noget Fortrin for enhver anden uden- for Selskabet deri Deeltagende. §25. Bøder for en Bestyrers Udeblivelse ifra et Møde fastsættes til det halve af det Bidrag, der er bestemt for et Medlem af samme Formuestilling som han. Møde Ingen af Begge, da fordobbles Bøderne for dem. §26. Medlemmer af Selskabet for Norges Vel behøve ei at erlægge særskilt Bidrag til Sogneselskabets Kasse, for at vorde Medlem- mer af dette. SIDE: 86 §27. Indtræder En før Sommermødet, da erlægge han Bidrag for fuldt Aar; Indtræder En ved eller efter Sommermødet, da er- lægge han for det Aar det halve af sit aarlige Bidrag; dog saa at han udbetaler fuldt til Bogsamlingen. §28. Da Aand og god Villie maa drive Sagen, anvendes ikke Tvangs- midler, men hvo der ikke inden anden Maaneds Udgang i første Fjerdingaar har erlagt, kræves af Regnskabsføreren ved leiet Bud, som Angjældende betaler med det Samme. Er Bidraget ikke ved Vaarmødet (2det Fjerdingaarsmøde) erlagt, da opraabes, som sidste Forhandling, den eller de Tilbagestaaendes Navne, og hver der ikke da melder sig, vorder udstrøgen af Medlems-Listen, og maa, hvis han siden vil erlægge, aldeles betragtes som Ny- indtrædende og give Bogsamlingen Bidrag paa ny. §29. Indskuddet tilbagebetales kuns i det §1 berørte Tilfælde. Ud- meldelse skeer til 2den Bestyrer. §30. Skulle Anbefalinger til Laan, Belønning o. s. v. udstædes af Bestyrelsen, da har et Sogneselskabs Medlem Fortrin for Andre i Bygden; og ligeledes i ethvert andet Tilfælde hvor Betingel- serne ellers ere lige. §31. De antagne Love blive at vedføie Protocollen, undertegnede af Sogneselskabets Stiftere. Ligesaa bliver et Exemplar af Lo- vene bestemt alene til at udlaanes Nyindtrædende og Medlem- mer, som maatte ønske det. SIDE: 87 Henrik Wergeland FOR ALMUEN TREDIE HEFTE DEN NORSKE BONDES NYTTIGE KUNDSKAB om de Læge-, Farve-, Garve-, samt Gift-Planter, der voxe paa hans Jord. NATURENS OG MENNESKEHEDENS VENNER, FOLKELÆRERNE, JUBELOLDINGEN, J. C. FINCKENHAGEN, OG P. W. DEINBOLL, VILLE UNDSKYLDE, AT FORFATTEREN VED EN UBETYDELIGHED SOM DENNE BOG BEVIDNER DEM SIN HØIAGTELSE. FORMÆLE Almelie 17de Mai 1830. Her er jeg da -- Ven og Broder for Norriges Helse og Frelse! -- hos din herlige Hakon; ja jeg har opholdt mig her allerede i flere Dage. Grunden hertil vil jeg fortælle dig, idet jeg søger at gjengive en Samtale, der forefaldt under Hakons Kirsebær- træer imellem ham, vor fælleds Ven Districtets Læge og mig. An- ledningen til Samtalen var den sørgelige Fortælling om Dalens vakreste Gjentes Død, hvilken forstørstedelen kan tilskrives -- hendes egen Faders Uvidenhed, Skjødesløshed eller utidige Gjer- righed. Jo, du vil maaskee mere end sukke min Ven! min Erling! naar Alfhilds Død kommer dig for Øren: den Alfhilds, SIDE: 88 du beundrede som den flittigste, lærvilligste, netteste, vakkreste, raskeste Dalens Qvinde, som, stedse klædt -- du kaldte det "smykket" -- i sine egne Hænders skjønt og smagfuldt Virkede, du nævnede (jeg troer det var paa Constitutionsfesten hos Ha- kon, da hun dandsede under Træerne i Haven i sin rødternede Værkenskjole?): "et Majens Særsyn, ja den første Rose, tidobbelt yndig i sin egen Mose." Ja, denne visnede ned i Støvet af en ikke farlig Sygdom, naar blot en Læge havde styret dens Gang, fordi, fordi -- det er tungt at nævne det; men sandelig efter al Sandsynlighed af hiin Grund: formedelst Faderens dorske Skjødesløshed og utidige Gjerrighed, der afskrækker ham fra at søge Lægens Hjælp, og der er saa uforklarlig, da den koster ham en Liigfærd næsten hvert tredie Aar, og da han ellers er en omhyggelig Mand for Sine, ja elskede Alfhild fast som hun fortjente. Nok! Glemsel heller end Klage over Sorgen! Vor Samtale steg til Himlen: med Alfhild til Englene; men -- besynderligt, som om disse to Verdner vare nærmest beslægtede -- vore Tanker sank med eet fra Himlen ikke til Menneskene, men til Blomsterne. Hakon manede os tillykke tilbage fra Drømme- verdenen, i hvis Port vi allerede stode, ved et simpelt Spørgs- maal om en Plantes Lægekraft, der voxede os ved Foden. -- Hør her noget af Samtalen, saa tro, jeg har kunnet gjengive den: Hakon. Siig mig, Doctor, er der Rimelighed for, at hvert Folk har Helsemiddeler nok i sit eget Land? Vi i vort? Maaskee hvad her agtes ringe er kostbart udenlands? Lægen. Uforbeholdent kan ei dit første Spørgsmaal bekræftes. Skejede Menneskene ikke saavidt af fra Naturen: saa -- men se hvor utømmelig riig Naturen er: den følger sine vildtflagrende Børn med stedse aabent Skjød: straffer med den ene Haand, rækker Helsemiddelet med den anden: stedse nye og herligere Midler opdages for de utallige Sygdomme, af hvilken 2/3 vist ere selv- paadragne retfærdige Straffe. Vi have fremmede Laster, frem- SIDE: 89 mede Nydelser og Sæder, fremmede Sygdomme, Hakon; og vi maae tye til fremmede Lægemidler. Dog eje vi mange ypper- lige Saadanne iblandt vore egne Planter, hvilke det især bør Bonden, -- som har langt til Lægen, og, som, naar han kom til denne i et trængende Tilfælde, kunde finde ham bortreist i sit Kald, -- at kjende og vide at bruge; thi i mange Tilfælde kunne de aldeles gjenhelbrede ham (som f. Ex. i dit eget nyshændte, da din stærke Natur kuns behøvede Lidet, for at komme i Lige- vægt igjen); og næsten altid være tjenlige at benytte efter prøvet Indsigt og Forskrivt, indtil Lægen kommer. Men iblandt de ypperligste Helsemidler, Norge har, er dets sunde Luft fortrinligst. Der vilde være langt færre Sygdomme i Landet, hvis man be- nyttede den bedre, især om Vinteren i Stuerne, og hvis Land- bonden ikke, som han gjør, forsømte at drage Styrke af det andet Grundstof: Vandet. Hakon. Ja -- jeg forstaaer, Du mener Bad burde bruges mere end det gjør. Du har Ret! Jeg bader mig endnu, og føler dobbelt Styrke en heel Dag derefter. Jeg overholder det ogsaa paa min Gaard, og nu have mine Børn og Folk faaet Lyst dertil. Men lad os komme tilbage til de kjære Planter igjen: lær mig at kjende dem Hr. Doctor! Saa nære Naboer de ere -- disse smukke Guds Skabninger, saa ere de dog fremmede for mig; og, skjøndt de have boet fra, ja før Gaarden blev ryddet i de gamle Kongers Tid, paa Gaardens Grund, have de vel og været fremmede for mine Fædre; thi jeg finder ingen Optegnelser om dem imellem Arvpapirerne. Sig, naar saa simpel, farveløs en Torn som Brusen har slig rensende Styrke, hvilke Kræfter maae da ikke andre Planter have, som see ud som Ild og Guld? Lægen. Ikke saa, Hakon. Ligesaavel i Planternes, som i vor Verden, gjælder det: "Skin er Bedrag. Se paa det Indre! Det Sande ligger bag." Se f. Ex. Rosen og Lilien, dette Blomsternes Konge- par, hvor kraftløse ved Siden af den smudsigladende islandske Mose? Tulipanen har ikke den Farvepragt i sig som flere af de krybende stygge Moser. SIDE: 90 Hakon. Sandelig, jeg skammer mig over ikke at kjende næsten -- ja næsten ikke et halvt Dusin af de mange, mange forskjellige Planter paa min egen Jord. Og det er desværre saa med alle de af mine Jevnlige, jeg kjender. Herefter maa jeg vende Øi- nene mod Jorden, naar Blomstrene nikke saa bekjendt til mig paa Bakken. Jeg vidste dog, at visse Bøger kunde lære mig Noget desangaaende, og gik til Præsten forat laane dem eller faae nogen Underretning; men baade forsikkrede han mig aaben- hjertig, at han havde glemt sin Plantekundskab m. m.; og de Storbind, han viiste mig, kunde jeg ikke bruge, fordi nogle af dem vare blot Latin, een var paa Svensk, (hvilket jeg ligesaa- lidt forstaaer,) Resten var ikke tillaans for Kobberstykkernes Skyld, og hellerikke var det i min Evne at kjøbe dem. Hvad skal jeg da gjøre? Jeg veed kanskee ikke andet om alle Væxt- rigets Lemmers Nytte, der ikke høre til de egentligen fødende, end at Malurtens Knopper sættes paa Brændeviin og er godt mod Bugvrid og svag Mave, at Birkeløv farver guult, at Qvanrod og Kalmerod er styrkende Midler, Enebær- og Enerod-The ren- sende, at . . nei, jeg vil ikke blotte min Uvidenhed mere ved at nævne op nogle Helsemidler for Bugsot, som jeg ogsaa veed, da de ere Almeen-mands; og dog har jeg saadan Lyst til at kjende Græsset for Foden, dog indseer jeg, hvor nyttige Bonden kan gjøre sig mangfoldige af Jordens vilde Frembringelser, der nu enten gaae med i Høet eller henraadne eller henslænges som Ukrud. -- Desuden kjære Doctor (og jeg vilde ønske, at vor gamle Præst havde denne Mening) jeg indseer ogsaa, hvor gavnligt i sædelig Henseende dette Indglimt igjennem de favre Blomsthvælv, de smaa Blomstkikkerter, i Alviisdommen, denne Kundskab til disse smaae Guds Engle maa være. -- Men, lad gaae! Tør vel hænde, at Ola Søn-min, bliver klogere end sin Faer -- det, jeg veed skal han idetmindste have arvet i sin Ungdom Altsammen, og saa har han Livet for sig -- ja, tør vel hende, at Ætlingerne gjøre raskere Skridt imod Oplysning og Forbedring end dem, Vi, der nu staae graasprængte paa Gaar- dene, have gjort ifra vore Fædre. -- Tillad mig Herr Doctor, tillad mig et Spørgsmaal: kan man troe, at alle Planter have en eller anden særegen Kraft enten som Lægemiddel eller -- -- Ja hvad veed jeg? SIDE: 91 Lægen. Den nærende Kraft er vel fælleds for de Fleste . . dog kan formodes som du spurgte; thi i en enhver Plante er en sær- egen Afsondring, giftig eller sund, af Jorden. Disse Planternes regelmæssige Egenheder vise i hvilken fortrinlig Ligevægt Jor- dens, dette store Verdenslegemes Kræfter, ere. Imidlertid ere kun de færreste Planters særegne Egenskaber opdagede. I Lø- bet af en Sommer, kan du lære at kjende de fleste saadanne Væxter i din Bygd. Hvad siger du om det, Hakon, istedetfor med Mismod at sige: "dette og Mere hører Æten til: Vi maae gaae i Graven som vi ere?" Hakon. Vist var det især Hjembygdens, jeg vilde lære at kjende. Men Præstens Storbind, Herr Doctor? Storbindene paa Latin, Svensk og Pragtkobberne i? Lægen. Ja, det er Ulykken! Hvad du skulde have fat paa, er ad- spredt i vidtløftige og kostbare Værker, som aldrig komme i Bondens Hænder. Jeg ejer endeel af disse; men, havde jeg ikkun en halv Uge fri for Embedsforretninger, skulde jeg gjerne gjøre dig et Uddrag deraf til det Brug. -- -- -- "Høistagtværdige Herr Læge -- faldt jeg her ind -- jeg har Tiden fri, idetmindste saaledes, at jeg bestemmer hvorledes jeg vil anvende den til noget Nyttigt -- jeg vil med Fornøielse og Omhyggelighed udarbeide for vor Ven dette Uddrag af alle de mere og mindre vidtløftige Skrivter om Planternes særegne An- vendelse, jeg kan overkomme. -- Under Deres Omdømme vil jeg prøve det." Lægen. Men hvorledes vil De gjøre den Uvidende vis paa, at den Plante, han troer er den, De omtaler i Uddraget, virkelig er den? Blev det en systematisk eller ordnet Plantelære, saa -- -- Jeg. Nei, nei -- Jeg forudsætter, at han kjender Planten af Navn og Udseende; men er uvidende om dens særegne Anvendelse. SIDE: 92 Derfor skulle saa mange forskjellige norske Navne anføres som muligt, endskjøndt Slægts- og Arts-navnene faae nævnes efter den almindelige Plantelære, efter Hornemanns, samt tænker jeg, hvor flere Arter og Afarter, af samme Plante eller mindre be- kjendte Planter blive at nævne, at tilføie disse et eller andet særegent Skilnemærke. At udvide Uddraget med fuldstændige Beskrivelser over enhver bekjendt Væxt, troer jeg unødvendigt; ja maaskee, forat jevnpasse det med den Titel, jeg har tænkt mig, udelader jeg dens almindelige Brug. F. Ex. ved Bjerken tænker jeg vel at omtale, at Dele af den ere tjenlige til Garv- ning og Farvning, men derfor ikke at anprise den som en ypper- lig Brændesort. Mine egne svage Kundskaber i Plantelæren have ofte lært mig, at det ikke altid er saa let, aldeles paa egen Haand, endskjøndt med et godt System og Planter for sig, at komme paa det Rene med Bogen og sig Selv om dem. Hvad Plante Bonden ikke bestemt kjender, maa han derfor aldeles ikke bruge; men Vejen maa staae ham aaben til at faae Vished om den i hans Sogns Bogsamling, der ikke bør være en noget udførlig Plantelære foruden. Af sit Districts Læge kan han des- uden faae Underretning, blot ved at vise ham de Planter hvorom han skulde være uvidende. Forsyner nu en Plantekyndig Sog- nets Bogsamling med en Plantesamling med vedhæftede Navne, saa holder jeg Bonden for hjulpen saavidt, at idetmindste de Væxter, mit Uddrag kommer til at indeholde, skulde vorde ham ligesaa bekjendte som Rogn og Nypebusk nu ere det for Enhver. Lægen. En Oversigt af Planternes ordnede Opstilling efter visse be- standige for endeel Planter fælleds Kjendemærker, i Klasser og Ordener eller Underafdelinger burde dog medgives, samt ved hver Plante med Tal tilføjes Klassens og Ordenens Nummer. Jeg. Med Erkjendtlighed modtages deres Veiledning. Læg altsaa Mærke til, Hakon, at det første romerske Tal ved en Plante i Uddraget betegner en Klasse; det andet simple Tal dens Orden. Hvad disse Inddelinger ville sige, vil maaskee Herr Lægen have den Godhed at underrette dig korteligen om. SIDE: 93 Hør da, Hakon! Forat kunne oversee og kjende det uhyre Væxtrige, har man ordnet det i visse Afdelinger efter Mærker. I lang Tid behjalp man sig med at ordne dem i visse naturlige Slægter d. e. man samførte alle de Planter som samhavde noget vist udmærket Udvortes. Hakon. Som alle Træerne med Bar vel? Lægen. Ja -- og se Græssene og Halvgræssene (Starr- og Siv-arterne), og de Saftrige med kjødede Blade (f. E. Portulak og Tagløg), Rakleblomstrede (Piil, Hassel, Birk), Erteblomstrede, Skjærm- blomstrede (f. Ex. Karve, Qvanne), Mistænkte (f. Ex. Bulme), hvortil alle de Giftige høre, der have smudsig Farve og be- døvende Lugt. Hakon. Moserne da vel ogsaa, for en Mose kan jeg godt kjende ifra andre Væxter? Lægen. Rigtigt, de udgjøre ogsaa en naturlig Slægt. Hakon. Dog saae jeg engang i Sætermarken en Fremmed, med en Kasse fuld af Planter ved Siden, med Forstørrelsesglas betragte et Stykke Mose, som jeg strax kunde sagt ham Navnet paa . . ja især nogle smaae Pletter betragtede han med vedholdende Opmærksomhed. Lægen. De Smaapletter vare Mosens Blomster eller Befrugtningsdele. Ja, virkelig, Hakon, saadant et Alviisdommens Rigdomsdyb, saa fortrinligen udrustede ere Planterne, disse, som det synes, al- deles livløse Skabninger, eller rettere denne Blomstkjæde imellem det Levende og det aldeles Livløse, at de Alle fra Solblomsten til Tangen have deres Kjønsdele og Parring. Det er efter disse, vel mindst iøinefaldende, men bestandige Mærker, Befrugtnings- redskaberne, at man har fundet det sikkrest at ordne hele Væxt- SIDE: 94 riget. Alle hidtil bekjendte Planter lade sig saaledes henføre under 23 Klasser eller Hovedafdelinger, hvoraf de 20 bestemmes af de mandlige Befrugtningsredskabers Antal, Stilling og Plads. See f. Ex. denne Blomst her i Vinduet: Koedriven (som din Kone formodentlig har samlet forat iblande Theen). Hakon. Ja Mari-Nøklebaand, Kusimmer . . Lægen. Se her -- dette Hylster eller Bægeret tage vi af, og aabne Kronen -- se der fem smaae Traade med støvede Knopper. De ere de mandlige Befrugtningsredskaber: Støvtraade, Støvknap, Sædstøvet. Denne Blomst vide vi nu, hører til den 5te Classe eller de Femhannede. Men se i Midten en enkelt knoppet Traad paa en buget Bund. Denne Traad er Hundelen: Støvvejen, som igjennem Knappens Aabning: Arret modtager Handelens Sædstøv, der nu nedføres igjennem Støvveien til Frugtbunden og bevirker, at denne bugner ud til Frøe eller Frugt. Af Hundelenes Antal bestemmes nu til hvilken Orden eller Underafdeling, Planten bliver at henføre i Hovedafdelingen eller Classen. Denne Koe- driver hører altsaa til 5te Klasses 1ste Orden eller til de Fem- hannede-Eenhunnede. Til Sommeren vil der ellers paa Lilierne i Haven meget tydelig opdage alle Befrugtningsredskaber. Hakon. Jeg kommer til at beskue min Eng med samme andægtige Ærefrygt, hvormed jeg stedse beskuer Stjernehimmelen. Lægen. Det gjør din Forstand ligesaamegen Ære som dit Hjerte, min agtværdige Ven. Se nu -- her have vi da først: 1ste Classe, med een Støvdrager, -- Eenhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Aarig Salturt. 2den Classe, med 2 Støvdragere -- Tohannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Ærenpriis. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Guulax el. Trysildthe. SIDE: 95 3die Classe, med 3 Støvdragere -- Trehannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Baldrian el. Vendingsrod. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Mange Græsarter, Havre, Byg, Rug, Hvede. 3die Orden -- Trehunnede. 4de Classe, med 4 Støvdragere -- Firehannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Skabiose el. Blaakoll. 2den Orden -- Tohunnede. Hørsilke, el. Snyltegræs. 3die Orden -- Firehunnede. F. Ex. Vandax el. Fiskegræs. 5te Classe, med 5 Støvdragere -- Femhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. Fiol og Bukkeblade. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Enzian el. Søtrot. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Hyld. 4de Orden -- Firehunnede. F. Ex. Leverurt el. Øineblom. 5te Orden -- Femhunnede. F. Ex. Hør. 6te Orden -- Sexhunnede. F. Ex. Soldug el. Tætegræs. 7de Orden -- Mangehunnede. F. Ex. Liden Musehale, Muusrumpe. 6te Classe, med 6 Støvdragere -- Sexhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Berberis. 2den Orden -- Tohunnede. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Skreppe el. Hømoll. 4de Orden -- Mangehunnede. F. Ex. Godtraad, Vasgroe. SIDE: 96 7de Classe, med 7 Støvdragere -- Syvhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Hestekastanie og Skovstjerne, Skogpryd. 8de Classe, med 8 Støvdragere -- Ottehannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Løn og Gjeitrams. 2den Orden -- Tohunnede. 3die Orden, -- Trehunnede. F. Ex. Pileurt el. Krypgras. 4de Orden -- Firehunnede. F. Ex. Fiirblad el. Halsbyldegræs. 9de Classe, med 9 Støvdragere -- Nihannede. 1ste Orden -- Trehunnede. F. Ex. Rhabarbra. 2den Orden -- Sexhunnede. F. Ex. Brudelys el. Sævblom. 10de Classe, med 10 Støvdragere -- Tihannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Post, Sqvatram. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Steenbræk el. Sifilblom. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Smelde, Gustegræs. 4de Orden -- Femhunnede. F. Ex. Gjøgemad el. Gouksyre. 11te Classe, med for detmeste 12 Støvdragere, -- Tolvhannede -- . 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Portulak. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Agermaane. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Vorteurt el. Ringormguld. 4de Orden -- Firehunnede. 5te Orden -- Tolvhunnede. F. Ex. Semperviv el. Tagløv. SIDE: 97 12te Classe, med flere end 12 Støvdragere paa Bæ- gerets indre Rand -- Bægerhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Hæg og Kirsebærtræe. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Hagetorn. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Rognetræe. 4de Orden -- Firehunnede. 5te Orden -- Femhunnede. F. Ex. Æbletræe el. Abil og Mjødurt. 6te Orden -- Mangehunnede. F. Ex. Rose, Tormentil og Jordbær. 13de Classe, med flere end 12 Støvdragere paa Frugt- bunden -- Mangehannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Valmue. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Pion. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Stormhat el. Luushat. 4de Orden -- Femhunnede. F. Ex. Akeleje. 5te Orden -- Sexhunnede. F. Ex. Krebskloe. 6te Orden -- Mangehunnede. F. Ex. Ranunkel el. Soløie. Hvidvis. 14de Classe, med 2 lange, 2 korte Støvdragere -- To- mægtige. 1ste Orden -- Nøgnefrøede. F. Ex. Mynthe. 2den Orden -- Kapselfrøede. F. Ex. Linnæa el. Norrislegræs. 15de Classe, med 4 lange, 2 korte Støvdragere -- Firemægtige. 1ste Orden -- Kortskulpede. F. Ex. Karse. SIDE: 98 2den Orden -- Langskulpede. F. Ex. Ræddik, Kaal. 16de Classe, med Støvtraadene sammenvoxne i eet Legeme -- Sammenvoxne. 1ste Orden -- Femhannede. 2den Orden -- Tihannede. F. Ex. Storkeneb el. Tunflok. 3die Orden -- Mangehannede. F. Ex. Katost, Marikaabe. 17de Classe, med Støvdragerne sammenvoxne i to Legemer -- Tvedeelte. 1ste Orden -- Sexhannede. F. Ex. Jordrøg el. Aaker-sissel. 2den Orden -- Ottehannede. F. Ex. Melkurt el. Korsurt. 3die Orden -- Tihannede. F. Ex. Ert, Bønne, Vikke. 18de Classe, med Støvtraadene sammenvoxne i 3 eller flere Legemer -- Mangedeelte. 1ste Orden -- Mangehannede. F. Ex. Perikon. 19de Classe, -- -- -- -- Fiirhannede. 1ste Orden -- Lige Samboe (alle Smaakronerne tvekjønnede, frugtbare). F. Ex. Løvetand el. Fivel. 2den Orden -- Ulige Samboe (Smaakronerne frugt- bare, Skivekronerne tvekjønnede, i Randen alene Hunblomster). F. Ex. Regnfand, Malurt. 3die Orden -- Unyttigt Samboe (Skivekronerne tvekjønnede, frugtbare, Randkronerne golde). F. Ex. Solsikke, Agernellik. 4de Orden -- Nødvendigt Samboe (Skivekronerne golde, Randkronerne frugtbare). F. Ex. Morgenfrue. SIDE: 99 20de Classe, med Støvtraadene paa Støvvejen -- Hunboe. 1ste Orden -- Tohannede. F. Ex. Horndrager, Huvensel. 2den Orden -- Sexhannede. 21de Classe, med Han- og Hun-blomster paa een Plante -- -- -- -- -- Eenboe. 1ste Orden -- Enhannede. F. Ex. Mysse eller Misne. 2den Orden -- Tohannede. F. Ex. Andemad. 3die Orden -- Trehannede. F. Ex. Starr. 4de Orden -- Firehannede. F. Ex. Nesle, Bjerk. 5te Orden -- Femhannede. 6te Orden -- Mangehannede. F. Ex. Eeg, Hassel. 7de Orden -- Sammenvoxne. (Støvdragerne sammenvoxne i eet Legeme). F. Ex. Gran. 8de Orden -- Rørhannede. (Sammenvoxne Støvknappe). F. Ex. Agurk. 22de Classe, med Han- og Hunblomster paa særskilte Planter -- -- -- Tveboe. 1ste Orden -- Eenhannede. 2den Orden -- Tohannede. F. Ex. Piil. 3die Orden -- Trehannede. F. Ex. Krækling. 4de Orden -- Firehannede. F. Ex. Fugleliim. 5te Orden -- Femhannede. F. Ex. Hamp, Humle. 6te Orden -- Sexhannede. 7de Orden -- Ottehannede. F. Ex. Asp. SIDE: 100 8de Orden -- Nihannede. 9de Orden -- Tihannede. 10de Orden -- Bægerhannede. (Flere end 10 Støvdragere paa Bægeret). 11te Orden -- Mangehannede. (Flere end 10 Støvdragere paa Frugtbunden). 12te Orden -- Sammenvoxne. F. Ex. Ener el. Bruse. 23de Classe, med utydelige Blomster -- Lønboe. 1ste Orden -- Bregner (med Løv). 2den Orden -- Bladmoser (med Blade). F. Ex. Rødmose. 3die Orden -- Løvmoser (med Løv). F. Ex. Iislandsk Mose, Rensdyr-mose. 4de Orden -- Tarer (Frøene i Løvet). F. Ex. Kraakstry, Tang. 5te Orden -- Svampe, Sop (Frugtdelene paa et kjødagtigt Legeme). F. Ex. Fluesop og Brand i Korn. Nu, Hakon, tage vi Farvel med Planterne, ende deres Række med Skimmelarterne og kunne begynde paa nye Skabningsrækker: de aldeles livløse: Jord- og Steen-arterne eller Mineralriget. Hakon. Dette var Plantelærens Ordning? Endnu kan jeg kun beundre den menneskelige Skarpsindighed og Flid, der saaledes ordnede det Skabte om sig; men jeg vil ikke spare den øvelse og Tid, der er nødvendig for at faae Klarhed i det Overblik hiin Op- stilling skal give, saaat man finder Rede i disse ledende Traade, der dog endnu synes mig et sammenviklet Nøste, netop fordi de med saa fiin en Kløgt ere udpillede. Lægen. Saa vanskeligt synes det kun ved første Øiekast. Havde vi et Exemplar av hver Classe og Orden, ville det klarne strax. Dog -- vi have jo nu kun at gjøre med de Planter, der have en særegen Læge- og Kunst-Anvendelse; og, kjender du dem, saa er det ligegyldigt, om du ikke veed at henføre dem alle i Sy- SIDE: 101 stemet. Kjender jeg dig ellers ret, min gode Hakon, saa raster du ikke, før du kan det. Af de Planter, som nu ville blive dig opregnede, bør du udvælge Dig de meest Udmærkede til Brug, naar behøves. Thi der er vel mangfoldige Planter, som tildeles Lægekræfter, men som dog nu lidet eller intet gjælde i Mede- cinen; hvorimod Enkelte have dem i en saa udmærket Grad, at de vel altid ville holde sig i samme Agt. Om disse Sidste, (der fuldstændigere bør beskrives) bør da den norske Landmand, der som oftest har langt til Lægen, ikke være uvidende; men tye til dem, naar foreskrevne Tilfælde skulde indtræffe i hans Kreds, efter sine Kundskaber og Erfaring, indtil han finder disse og sine simple Midler utilstrækkelige, da han veed, hvor den sikkre Hjælp, hvis muligt, er at finde. Man maa vide den rette Indsamlingsmaade og Behandling især med de Planter, eller Plantedele, man vil benytte som Lægemidler. Hvad nu Roden angaaer, saa kan den være enten eenaarig d. e. den uddøer efter Blomstringen, og maa da næste Aar fremkomme af Frø -- eller toaarig, saaledes at den det første Aar kun skyder Rodblade, men først det andet Aar Stengel, Blomst og Frøe -- eller endelig fleeraarig, naar Roden i 3 eller flere Aar bærer fuldstændig Plante. Roden indsamles om Foraaret, efterat Rodbladene, men førend Stengel, Blade osv. have skudt frem. Fortrinligen bør de Rødder vælges, der have de fleste Rodblade. Disse tilligemed Rodtoppen bortskjæres, Rødderne skylles af i koldt Vand uden at de dog længe maae forblive i Vandet; Trevler og beskadigede Steder bortskjæres; de tykke Rødder kløves, og henlægges de saa paa et tørt, luftigt Sted, forat tørres. Blade indsamles naar de ere fuldtudvoxne, midt paa Dagen, saaledes at de ikke ere dug- eller regn-vaade, hvorpaa de udstrøes paa et tørt luftigt Sted forat tørres. Lægeanvendelsen af adskillige Giftplanter tilhører alene Lægen, og bør derfor aldeles udelades, saa at kun aldeles uskadelige Planter anføres som Helse-bod. Men aldrig glemme Nogen, at ogsaa disse hans egne Sundhedsmidler, dem han med øvet Øie finder paa sin Jord, ere skadelige og svækkende, der- som han bruger dem i Utide. SIDE: 102 Doctoren reiste fra Almelie; jeg med ham til hans Hjem for at hænge mig som en sugende Bie ved hans Storbind. Strax Vi kom hjem, dyngede han op for mig: Hornemanns danske oeconomiske Plantelære 2det Oplag, Mangors Landapothek, Paulizkys Anviisning for Landmanden til en fornuftig Sundheds- pleje, Johan Pauli oeconomiske Urtebog, Svendsens danske Huus- fader, 2det Oplag, Hammers norske Huusholdningskalender, Rafns Plantelære, Tonnings norske medecinske og oeconomiske Flora, Simon Pauli Flora Danica, Strøms Søndmøers Beskrivelse, Danelii Sogne-apothek og nogle Huuskurer, Carlesons Huus- holdnings-ordbog, (disse To ere svenske) Topographisk Journal for Norge, hvori findes adskillige Bemærkninger over norske Planters særegne Brug i de forskjellige Amter og Sogne, samt adskillige gamle høistærværdige, pergamentindbundne, skrevne Optegnelser. -- Dage gik, og jeg skrev; men omsider bragte jeg dog med Lægens Bifald, Hakon Udbyttet af min Flid. Skulde du see det trykt som et Nummer af Hefteskrivtet "For Almuen", da med- følge dog den bogstavelig sande Erklæring, at jeg aldeles intet lærd Værk har villet skrive, saaledes at ingen Videnskab ved dette mit Arbeide har vundet noget Fremskridt, -- kort at jeg ingen anden Fortjeneste har af det Hefte end den, Den kan erhverve sig, der med omhyggelig Flid uddrager i tvungen Kort- hed noget af det Nyttige i vidtløftige Skrifter, som ei komme i Almuens Hænder, der passer til hans Hensigt, nemlig at give hver lærvillig, brav Hakon -- hvad du seer paa næste Blad: DEN NORSKE BONDES NYTTIGE KUNDSKAB om de Læge- Farve- Garve- samt Gift-Planter, der voxe paa hans Jord. Aakande, Hvid Aakande, Hvid Vasgaas, Hvid Nøkkeblom, Kjern- blomme -- (XIII, 1). Denne skjønneste Vandplante har kjølende og smertestillende Egenskaber. Bruges saaledes til Omslag om Hovedet mod Søvn- løshed, og Dryppet af dens Saft i Øinene mod Øienildske. Da SIDE: 103 saavel denne som den gule Kjernblommes Stilke og Blade ere tjenligt Foder især for Sviin, burde de (forsigtigen da de voxe yderlig ved Bredden) indsamles og gives paa Trevet. Agermaane, Aakermanni, -- (XI, 2). Opløsende, sveddrivende. Afkoget brugt mod Gyldneaare og som Gurgelvand mod ikkeveneriske Saar i Halsen. Mørkeguult- farvende. (Gule vellugtende Blomster, Bægeret stivhaaret, 1 -- 1 1/2 Fod høi). Alant, Elensrod, Holzrod -- (XIX, 2). Afkoget af Roden i Øl eller Valle, med lidt Honning, godt mod Tørhoste. Rødderne kogte til en Grød, mens de haarde Rodtrevler afskummes, med imænget usaltet Smør, give en god Fnatsalve. Roden med Potaske, Tytebær og Urin blaafarver. Røgen af Planten skal fordrive Lopper. Angelik, Ædel-Angelik, Qvanne, Qvannrod, Sløike -- (V, 2). Denne fortræffelige Plante har opløsende, sved- og urin-dri- vende Kræfter. Roden ypperlig at sætte paa Brændeviin, samt at tygge mod smitsom Syge. Stenglen giver før Blomstringen en sund Spise. Den hele Plante lagt imellem Klæder skal for- drive Møl. Især vindes dens Helsekræfter i den gule, gummi- aktige Saft, som udskyder om Vaaren af Roden efter Indsnit. Pulveret mod Qværsill. Roden afs. t. Apoth. (Bladstilken ved Grunden buget, i Randen hindeagtig. Kronen grønagtig). Skov-Angelik, Sløtte, Gjetaul, Gjet-Qvann, Skov-stut, Sløkstut, Joll, Gjete-joll, Qvette, Jeet-Jool, Rognegræs, Luur, Sprut, Sprutstok. Svagere i Lægekræfter. Bestandigt-guulbruunfarvende vis- muth-beiset Uld. (Bladstilken ved Grunden omfattende, ikkehindet. Kronen rødhvid. Smaabladene og Skjermstilkene lidt dunede under). Andromeda, Rosmarinbladet A., Vild-Rosmarin -- (X, 1). The af de tørrede Blade brugt i Kighoste. Stærkt Afkog godt at toe Skab og Skurv med, samt dræber Luus paa Køer og Sviin, og fordriver Væggeluus. SIDE: 104 Anemone, Hvid A., Hvit-Viis, Hvidsimmer, Gjet-simmer, Sou- simmer -- (XIII, 6). Da den har skarpe Safter, kan den bruges som et blære- trækkende Middel. Blaaviis, Blaasimmer. Bladenes Afkog i tyndt Øl brugt mod Tungsind og Miltsyge, mod Blodspytning, Blodurin; samt som Gurgelvand i saar Hals. Ask, Aask, (II, 1). Bladene afførende. Barken feberdrivende, styrkende, god mod Kolden og Orm. Den der er Ormestukken tage hver 2den eller 3die Time en Spiseskee Bladsaft. Asp, Aasp -- (XXII, 7). Stærkt Afkog af Rodspaanerne gives mod Tørværk. Blad- øinene gives Faar mod Vandsot. Barken er tjenlig til Garv- ning og guulfarver Læderet, samt tærsket, malet og strøet paa Foderet, sund for Hestene. Ingen glemmer tidlig paa Høsten sine Aspekjærv. Bakkestjerne, bitter B. -- (XIX, 2). Har fordelende Kræfter. Baldrian, Venderod, Vendingsrod -- (III, 1). Der gives to Arter af denne ypperlige Lægeurt, hvoraf den med de svageste Kræfter, (Tveboe-Baldrian) kjendes paa de spadeformige-ægdannede Rodblade, hvorimod den egentlige Læge- Baldrian har alene finnede Blade. Roden af hiin indgives He- stene i pludselige Sygdomstilfælde; men Roden af sidste Slags især er sved- og urindrivende, samt i høi Grad nervestyrkende, krampestillende og modstaaende Forraadnelse. I faldende Syge, Modersyge, Brystkrampe og Svækkelse, der melder sig med Mathed, svedige Hænder osv. tye man da til Baldrian. Pulveret af Roden, taget imænget med Snuus eller i Viin, synskjærpende. Bladene lægges friskstødte paa Saar. Med Blomsterne imængede med Tjære bestryges magtstjaalent Qvæg. Roden forjager ogsaa Møl. De unge Blade give en sund Kaal eller Salat. Bruges Afkog, da bør dette helst skee i Øl. Roden afhændes til Apo- SIDE: 105 thekerne; dog bør dertil især tages den, som voxer paa tørre Steder. Findes ellers især ved Bække. (Roden trevlet. Stenglen 3 -- 4 Fod høi, glat, stribet. Blad- stilkene uldhaarede. Kronerne rødhvide). Balsamine, Spring B., Springfrøe, Leagræs -- (V, 1). Berberis, -- (VI, 1). Af Bærsaften, der er kjølende og modstaaende Forraadnelse, laves godt Feberdrikke, tjenligt ogsaa i Guulsot og Skjørbug. Den gjør Citroner undværlige. Veden og Roden guulfarvende. Bruges til at farve Saffian. Læder bliver grønt, naar det indigo- farves, efterat være farvet guult med Berberis. Guultfarver alunbeitset Tøi, og gjør det olivengrønt, naar det er beitset med Jernvictriol. Basten af Busken og Roden ogsaa guultfarvende. Betonie, Læge B. -- (XIV, 1). Afførende. Tilligemed Hestehov- Lavendel- vild Timian- vild Rosmarin- og Øjentrøst-blade giver den en Tobak, der er god mod Hovedpine, Flyvegigt, Flodd, Sliimsygdomme, Øiensvaghed og overflødige Vædsker. (Kronerne mørkrøde, haarede, i Ax). Birk, Bjørk -- (XXI, 4). Sevjen, hvoraf kan laves Viin samt Øl alene ved at koges med Humle, Sirup og Sukker er, naar den drikkes indtil den affører, orm- urin- steen-drivende, samt, som blodrensende, god at drikke i Hudsygdomme. The af spæde, hastigtørrede Blade bruges imod Gigt. Som Afkog ogsaa brugt imod Fnat; som Omslag imod vattersotige Hævelser. Mange have ogsaa forjaget den flyvende Gigt ved at lade sig tildække med de spæde Blade, hvorved de ere komme i en Sved. Birkeolie smøres paa Saar og 2 -- 10 Draaber med en Æggeblomme indtages mod Rosen. Saften, som ved Ilden tyter af raa Bjerk smøres varm paa Tør- værk. Kulstøvet gives Faar mod Spolorme, og betager raa- dent Vand dets Lugt og Smag. Bladene (bør da afplukkes før St. Hans-tid) give, kogte med Alun og Kridt, guult; ligeledes den indvendige, tykkere Bark, der dog især er tjenlig til at garve Huder og Fiskegarn, som ogsaa farves røde med Barken og Hasselaskelud. Malet kan den ogsaa tjene til Føde for Faa- SIDE: 106 rene. Smukkere guult giver Dværgbjerkens eller Vivangens Blade. Ælle-Birk, Ohr, Orr, Older, Svartor, Steenolder, Rødor. Barken feberdrivende, sammensnerpende, bruunguultfarvende, og sortfarvende med Slibesteensgruus eller Jernvictriol eller Jern- oker. Blomsterne, Knopperne og Frugten ligeledes sortfarvende. Roden rødtfarvende. Af Asken kan koges god Potaske. Afkog af Bladene er Gurgelvand mod Hidsighed i Mund og Svælg. Ligeledes ere Bladene gode til at fordele Melken i Brystene og til betændte Knuder. Gigtsyge have med Held svedet i Senge af dem. Bølle, Blaabær-Bølle, Blaabæer-riis -- (VIII, 1). Bærene sunde mod Skjørbug; Blaabærsuppe mod Tyndliv. Bladene under Blomstringen gode som The. Bærene rødfarve alunbeitset Uld, blaafarve alunbeitset, luudvasket Tøi, og give Alunbeitset, med Jernvictriol, olivengrøn Farve. Med Kobber- kalk og Salmiak faaer Maleren en rød Farve af dem. Med Edike, lidt Alun og Kobberslag give de Blaat, som bliver mør- kere med Galæbler, lysere uden Kobberslag. Garverplante. Almindelig Bølle, Mikkelsbær, Skindtryter, Øienbær, Blakbær, Blokkebær. Har omtrent samme farvende Egenskaber. Bladene tjenlige til Garvning. Tytebær-Bølle, Tytlyng, Tytling, Tyttebær, Krøslinger, Krøsebær. Saften kjølende, modstaaende Forraadnelse. God altsaa i hidsige Sygdomme og i Skjørbug blandt Drikken. Garveplante. Tranebær-Bølle, Strandbær. Samme Egenskaber. Bladene under Blomstringen gode som The. Blærerod, Almindelig B., Vasrøllike -- (II, 1). Rodtrevlerne blaafarve Linned. (Vandplante. Rod og Blade blærebesat). Bovist, Almindelig B., Fiissop -- (XXIII, 5). Med Støvet puddres hudløse Steder paa Børn. SIDE: 107 Brandbæger, Almindelig B., Svineblom, Korsurt, Stolten-Henrik, Mester-Henrik -- (XIX, 2). Blomsterne guultfarvende. Eng Brandbæger, Svin-Soløje, Vild Jacobsstav, Jacobsgræs. Farver vismuth-beredet Uld bestandigt-olivengrøn. (Bladene tandede, glatte). Bregne, Almindelig Bremmeløv, Enestab, Eensav, Eenføtting, Korsblom -- (XXIII, 1). Rodsaften paasmøres Brændt. Roden ormdrivende; pulveri- seret imod Bendelorm. Bladene strøes i Stien, naar Gjæssene plages af Luus. Rødderne skulle ogsaa bruges ved Carduan- beredning; give tillige et fortrinligt Fedningsmiddel for Sviin, samt ere afsættelige til Apoth. Bridurt, Brudgras, Tusindkorn -- (V, 2). Urindrivende. Indeholder Saltdele. Ædes derfor med Nytte og Begjær af Qvæget. Brøndsel, Tredeelt B., Brendsle, Bruunskjær -- (XIX, 1). Giver med Alun og Potaske Guult. Gives Faar ind om Høsten mod Orm. Bruunrod, Knollet B., Knubrot, Halsbyldrot, Surot, Lugtnosle -- (XVI, 2). Smertestillende. Brugt mod Halsbylder. I Afkoget vaskes skabede Sviin. Roden gives Qvæg for Busot. (Knollet Rod. Mørkbrune klasede Blomster.) Bukkeblad, Almindelig B., Gedekløv, Vaskløver, Saltgræs, Myre- Konge -- (V, 1). Bladene anvendes, som styrkende, opløsende, afførende, mod skorbutiske Svagheder, Udslet, Gulsot og onde Vædsker, enten som Afkog alene, eller med Fyrreknopper tilsammenkogte i Øl. De anvendes og hos Dyr imod slet Fordøielse, Vandsot og Lever- syge. Pulveriserede ere de brugte mod Orm hos Børn. Stenglen skal bevirke Brækning. Rod og Blade kunde bruges istedetfor Humle. Saften giver Grønt; Afkoget af Bladene, med Vismuth, SIDE: 108 smukt Guult. Er en sund Føde for Qvæg, især for Faar. Bladene afhændes til Apothekerne. (Bladene 3 koblede. Kronernes Overflade lodden. Roden tyk, ledet, sort). Burre, Almindelig B., Lungegræs, Klunger, Klæg, Luseblad -- (XIX, 1). Bladene og Afkog deraf bruges, da de ere blodrensende, urin- og sved-drivende, mod Gigt, Skab, Kirtelforstoppelse og brændte Saar. Stenglen og Roden er om Vaaren spiselig, og skal, kogt i Øl eller Vand være brugt imod Gift. Den friske Saft af Planten, nyttig i Skjørbug. Roden afsættes til Apoth. Bynke, Malurt B., Malurt -- (XIX, 2). Et fortræffeligt mavestyrkende, ormdrivende Middel. Blomst- knoppene sættes paa Brændeviin. Malurt-øl, drukket fastende, godt mod Koldfeber og Vattersot, meget lædskende, styrkende, befordrende Renselsen. Bruges og, tilligemed Agermynte o. fl. styrkende Urter, i Fodbad, samt som Omslag alene. Malurt tye man ogsaa til i Milt- og Modersyge og slimet Mave. Malurt, Krusemynte, Salvie, Kamilleblomster, Hyldblomster, Abrod, Loe- stilke, kogte sammen til Grød i Ædike eller Øl, lægges paa Hævelser, man vil fordele. Blandes Malurt i Øl, surner det ikke. Fordriver Møl og Lopper. Lægges og paa brudne Been. Dam- pen af kogt Malurt inddraget i Mund og Øre skal stille Tand- og Ørepine. En Næve Malurt og Salt samt et Skeeblad Tjære gives Storfæ, naar de blive tørre om Mulen, faae rindende Øine el. plages af indvortes Hede, samt naar der slippes. 3 Haand- fulde Malurt- eller Regnfand-knopper kommes med 3 Haandfulde Liinfrøe i 3 Potter kogende Vand, hvoraf 1/2 Pot -- efterat det har aftrukket og er blevet koldt -- tilligemed 1/2 Pægl Sildelage, 1 Spiseskee gnedet Krudt og 1 Spiseskee Karve, omrystes paa en Flaske og indgives Hesten 1 Gang daglig i Qversill. Hesten rides derefter varm og tildækkes, og faaer, først efter 2 Timer, kuldslaaet Vand med Klid og Salt i. Planten afsættes til Apoth. Strand-Bynke, Fjærabu, Qvitbu, Katbu. Har omtrent samme Kræfter. (Hele Planten hvid-sølvgraae. Frugtbunden nøgen). SIDE: 109 Graa-Bynke, Buegræs, Graabue. Styrkende. Brugt mod Trommesyge hos Faar, samt i Fodbad mod trætte Been. Styrker Ølet, naar den lægges paa Rosten. I Omslag med Malurt mod Qversillbylder, samt mod Hals- Kjertel-Hævelser hos Koen, hvilket da, 2 Gange om Dagen, varmt paabindes. Derhos gives samme Urter som Afkog i Drikket. (Bladene mørkegrønne oven, hvidfiltede under. Blomsterne ægdannede og Klaserne oprakte, ikke ludende som de forrige Arter). Abrod Bynke, Abrod. Fordelende. En Haandfuld, kogt i Øl, godt mod Skurv, naar Hovedet dermed dagligen vaskes. Som The god mod Hvidflodd. Cikorie, Stor Jernurt -- (XIX, 1). Roden mavestyrkende, opløsende, sved- urin-drivende, guult- farvende; samt kan, indsamlet om Foraaret, strimlet, tørret og malet som Kaffe, bruges istedetfor eller iblandt denne. For Kjørene er denne nærerige Plante et sundt Foder, saa Alt er til Nytte paa den. Den fortjener da i Haverne sit Bed fugtig, løs, ikke nygjødslede Jord, hvor den, tidligt-saaet, udplantes idet- mindste 5 -- 6 Tommer vidt. Endivien-Cikori. Har samme Kræfter. God Føde for Menneskene (som Salat) og for Dyr. Conval, Lilie C., Nyseblad -- (VI, 1). Blade og Blomster, samlede før Solhverv, guultfarve; med Kalk grønt. Blomsterne afførende; sættes paa Brændeviin. Rod og Blade give fordelende Plaster. Conval, Kantet C., Skjorpgræs, Gietskjorp, Salomons-segl, Sigt- tunrot, Seentog. Blødgjørende. Roden, hvoraf kan laves Stivelse, borttager Pletter efter Slag. (Blomstklokken har grønne Fligspidser; Blomstilkene sidde i Bladhjørnene.) SIDE: 110 Conval, Rundstenglet C. Bladene og Bærene virke Brækning. Roden kan bruges til Stivelse. Dill, -- (V, 2). Krampestillende, vinddrivende. Som Sylteplante dyrket i Ha- verne tilligemed Fenikel-Dill. Samme Kræfter, foruden at Frøet skal forbedre og øge Die- givendes Melk. Roden blodrensende, urindrivende. Frøet afs. til Apoth. Eeg, Stilk E., Eik -- (XXI, 6). Friske Olden eller Pulver af de tørrede, godt imod Halsbrynde. Kaffe af brændte Olden er fordelende, styrkende, og et nyttigt Middel især for Børn imod Forstoppelse i Halskjertlerne, Svind- sot, aabne Skader og deraf kommende Tæresygdomme. Især Barken og Nøddehamserne ypperlige til Garvning; ligeledes bruges de tørre Saugspone, Blade og Qviste. Efterat Barken saaledes er brugt, er den endnu tjenlig i Mistbænkerne som meget godt Gjødningsmiddel, samt til at bestrøe Havegange med, da den qvæler Ukrudet. Barken giver ogsaa Staalgraat og Citronguult, og Nødderne godt Svinefoder. Bladene skulle der- imod ikke være tjenlige for Qvæg. Afkoget af den indvendige røde Bark, med lidt Alun, Honning og fransk Brændeviin til, giver et godt Gurgelvand i langvarige Halssyger og megen Sliim. Med Afkog af Barken eller Bladene bades Børn i Sædet for Tarmefald. Støvet af Egebark lægges i en Pose, fugtet med varm Rødviin, paa Brokstedet under Baandet. Saugspaanerne lysblaatfarve. Bark og Nødder afs. til Apoth. Eener, Almindelig E., Eine, Brisk, Bruse -- (XXII, 12). Bærene have i høi Grad vind- sved- urin-drivende, mave- og blod-rensende Kræfter. Afkoget af Bærene, brændte som Kaffe eller ubrændte, brugt med Nytte i Vatersot (mod hvilken Sygdom ogsaa Eneraske i Øl med Malurt og lidt Hvidløg er tjenlig) mod Koldfeber og Galdefeber, samt, tilligemed Perikon- SIDE: 111 blade mod Steen. At nyde de modne Bær tørre, virker det Samme. Smaaskaarne, lillefingertykke Rødder give en ypperlig The mod Tørfnat, andet Udslet og Skjørbug. Modne, friske Eenebær kogte med lidt Sukker, og Afkoget indkogt til Honning- tykkelse give Enebærmoos, hvilket er fortrinlig i Hoste, For- kjølelse, Skjørbug, Vattersot og til at forebygge Koldfeber. Lige- saa ypperligt et Helsemiddel er Enebæroljen. Med Baret og Bærenes Røg fordrives tung, usund Luft, samt gjennemrøges Deres Gangklæder, som lide af den engelske Syge. Enerlaag med Malurt og Salt gives Buskapen mod Hoste; ligeledes Ener- laag med malet Malt. Bærene afs. til Apoth. Engelsød, Almindelig E., Sisilrod, Steensøte, Sirilrod, Heilsøta -- (XXIII, 1). Blødgjørende, sliimopløsende. Kogt med Humle i Vand, giver den en behagelig Drik. Pulver af Roden gives Køer i tørre Sommere som Helsemiddel. Roden afs. til Apoth. Storfinnet Engelsød, Grofte, Molfoor, Molforblom, Jæske, Bujæske, Skorv, Hanblom, Rysteblom, Klojæske, Bustlokke. Løvet tjenligt til Garverie. Roden lagt under Tungen paa Heste skal befordre Staldning. Ert, Sæde E. -- (XVII, 3). Afkoget læger skurvet og saart Hoved. Evighedsblomst, Tveboe E., Høilok, Tudseurt, Kattefod, Katte- blom, Jasalap, Haralab -- (XIX, 2). (Stenglen udeelt) samt Tydsk Evighedsblomst, Blodsotgræs, Musegræs. (Stenglen tredeelt) Garveplanter. Forglemmigei, Eng F., Jomfru Soløye, Emalje-blomster -- (V, 1). Knust paalægges Saar, og, i Klud lunken, paa betændte Øine. Fredløs, Almindelig F., Guularv, Aunegræs. -- (V, I). Bladsaften imod Blodspytning og Næseblod. Luden af Planten imod Menneskeutøi. Bladene guulfarve Uld. Roden bruunfarver. (Blomsterstilken fleerblomstret. Kronerne hjuldannede gule). SIDE: 112 Frøstjerne, Guul F., Tørværksgræs. -- (XIII, 6). Bladene guulfarve alunbeidset Uld. (Blomsterne oprette i en Top. Kronbladene 4 aflange, bleggule). Fyrr, Furu, Toll. -- (XXI, 7). The af de unge Knopper mod Skjørbug og Hoste. Furu- knopper, lidt Peberrod, lidt Sukker, sammenstødt, opblødet med Kildevand under Stødningen, hensat Natten over, afsiet, og saa, iblandet med Melk eller Valle, drukket om Morgenen, er et ypperligt Middel mod Skjørbug, Radesyge (Røta) og slimet Hoste uden Blodspytten. Sevjen god mod Skjørbug og Orm. En Theskee Tjære, udrørt med en Æggeblomme, tages fastende, ligeledes imod Orm. To Potter Vand paaslaaes 1/2 Pot Tjære, rystes ofte i et Døgn, hensættes een Dag at synke, hvorpaa det Klare drikkes imod Skjørbug, Tørfnat og Floddhoste. Mod Lungesyge halvblandes det med Melk samt tilsættes lidt Honning. Konglerne give en rød Farve. To-tre Spiseskeer ny Tjære indtages i varmt Øl imod Koldfeber. Harpixet, Terpentinen afsættes ogsaa til Apotheket. Gaasefot, Stolt Henriks G., Vild-Spinat, Vild Kaal. -- (V, 2). Bladene lægges, som saarlægende, smertestillende paa Saar og svullne Fødder; som Omslag i Podagra og Hold, og kunne bruges som Spinat. Roden bruges mod Hoste hos Faar, og de unge Rodskud kunne spises som Asparges. (Bladene trekantet pileformige). Strand G., Strand-Melde. En Saltplante, ypperlig at brænde Potaske af. (Bladene sylformige, kjødede). Gabeklap, Brøndkarse G., Kravse, Kjælkarse, Vandkarse-Gabe- klap. -- (XV, 2). Fordelende, opløsende, mod Skjørbug. De unge Blade give sund Salat. (Bladene finnede, Smaabladene hjerteformig-rundagtige). Bitter G., Vas-Sennep. (Bladene aflange, takkede) samt SIDE: 113 Smaablomstret Gabeklap, Vild Asparges, Bartskjær-Viisdom, (Bladene dobbelt finnede, lidt haarede) ere ormdrivende. Den Sidstes Frøe brugt til at rense Bylder og Saar, mod Blodgang, Bugløb og Modersot. Gentian, Rød G., Entian, Søte, Søtrot, Søtkonge, Skjærsøte, Skar- søte. -- (V, 2). Styrkende, urindrivende, vækkende Madlyst, skjærpende For- døielsen. Rodpulveret, een eller to Theskeer fulde hver Aften og Morgen mod Orm og Kolden. Brugt ogsaa mod Steen og Podagra. Ypperlig at sætte paa Brændeviin. Kogt i Melk mod Urintrang. Samles høifjelds, og afsættes til Apothekerne. Smalbladet Enzian, Vindsøte, Forsøte, Smalsøte. Saarlægende. (Kronerne blaae med grønagtige Folder). Mark-Enzian, Stingurt, Holdgræs, Glangurt, Ilinggræs. Afførende, brugt imod Hold. Kan bruges istedetfor Humle. (Kronen fladkravet. De yderste Bægerflige meget store). Gjøgemad, Suur G., Gouksyre, Qvælsøv, Natsæve, Natsvær, Regnblad, Tystgræs. -- (X, 4). Kjølende, fortyndende, modstaaende Forraadnelse, mod Skjør- bug. Af Bladene uddrages Suurkløversaft, hvormed Rust- og Blæk-pletter aftages Linnedet, hvilket og skeer ved blot at gnide Pletterne med de friske Blade, og derpaa vaske dem. De skille ogsaa Melk. Gran, Almindelig G. -- (XXI, 7). Den almindelige Qvae, blandet med de virak- eller harpix- agtige Klumper, som findes i Myretuer, giver et godt Plaster. Beget, imænget med Smør, er et trækkende Plaster. Qvaen ned- svælges, stor som en Nød imod Steen og Flodhoste. The af Gran- knopper mod Skjørbug, vandagtig Hævelse og Forkjølelseshoste. Barken tjenlig til Garvning Fyr, Fyrre-Gran, Furu, Toll. SIDE: 114 Gulerod, Morot. -- (V, 2). Indeholder meget Sukker; og, ved at skrabe, stampe, koge dem, udpresse Saften og indkoge denne, faaes en Sirup, der baade kan bruges i Huusholdningen og som Lægedom, da den er orm- drivende og god mod Hoste. De raae Rødder ere gode, især for Børn, at spise fastende imod Orm. Stødte trække de Heden af brændte Saar og hele snart. Ypperlige at brænde Brænde- viin af; som Fødemiddel for Mennesker og Fedemiddel for Krea- turer. Blomsterne rødfarve. -- Bør dyrkes i det Store, i dybt- pløjet, omgravet, feed, men ei nygjødslet Jord, hvori den da udsaaes om Høsten eller tidlig om Vaaren. Gyldenriis, Almindelig G., Guldriis, Saugræs, Rejnssure. -- (XIX, 2). Styrkende, sammensnerpende. Hamp, Sæde-H. -- (XXII, 5). Er et fortrinligt Middel imod Kaalorme. Lægges da frisk paa Korndyngen. Ormene besætte den, og man kan da inden kort ødelægge den største Deel. Havre, -- (III, 2). Grynene bruges til Sygesuppe, formedelst deres fordelende blødgjørende Egenskaber. Brændt og drukket som Kaffe god mod Blodgang, baade som Forbyggelses- og Helsemiddel. Hestehov, Almindelig H., Leerfivel, Hovgræs, Leerskrep. -- (XIX, 2). Blødgjørende. De spæde Blade kunne spises; de større bruges som Tobak, og skulle saaledes være gode mod Trangbrystighed. Godt Brystmiddel. Bladsaften mod Steen. Bladene kjøle og læge hidsige Saar; Lægges paa sprukne Brystvorter og Rosensaar. Hestekastanie, Almindelig H. -- (VII, 1). Barken sammensnerpende, styrkende; og giver, tilligemed Ham- sene, et godt Garvningsmiddel; farver tillige smukt bruunt. Ka- stanierne give et Meel, der baade kan bruges til Føde for Mennesker og fortrinligviis til at fede Fjærkræ, naar de afskalles, tørres, males, Vand paagydes, hvori Melet forbliver 1 Time, denne Paa- og Af-gydning igjentages 8 -- 9 Gange, og det saa SIDE: 115 tørres. Dette Vand er tjenligt til at raadne Hamp i. Af Ka- stanierne, som og indeholde Olie og Potaske, kan brændes Brændeviin og brygges Edike. De anvendes ogsaa imod Qværsill. Afkoget af de yderste Skaller er et godt Middel mod Vægge- luus. Barken afsættelig til Apotheket. Hjertensfryd, Have H., Melisse. -- (XIV, 1). Nervestyrkende, slimopløsende. Hjertensfrydøl oplivende. Dyr- kes i Haver undertiden som Kryderurt. Hjertensfryd, Kruse- mynthe, Isop og Salvie give en god og sund The. Afkoget i Viin, drukket mod Moderens Urolighed. Planten afsættes til Apoth. Hjørneklap, Læge H., Vild Sennep, Veisennep. -- (XV, 2). Urindrivende. Brugt mod gammel Hoste og Hæshed. Kan bruges for Sennep. (Roden trevlet). Karseartet Hjørneklap, Kors-Karel. Mod Skjørbug. De tidlige Blade kunne bruges som Kaal. (Roden tapformig). Hønsebid, Almindelig H., Svinearv, Vasarv, Hilsko. -- (V, 3). Afkoget med lidt Aske og Salt som Bad i Skab og Kløe. Byldesaarlægende, lægges bag Ørene mod Øienbetændelse. Med Tangaske grønfarver den Uld. De unge Blade brugelige som Spinat. Høgeurt, Haarrig H., Museøre. -- (XIX, I). Sammensnerpende. Pomeranzfarvet H. Bruges som Farvemiddel for Safran. Smalbladet H., Tørfivel, Naatsæve. Guulfarvende. Hør, Almindelig Hør, Liin. -- (V, 5). Skal-slimen blødgjørende. Liinolien bruges i Dyrlæge-konsten og i Medecinen. Afkog af Liinfrøe med Melk er godt Gurgel- vand i Halssyge, samt Klisteer i Mavepine, Steensmerte, Tynd- SIDE: 116 liv og Masttarmens Ømhed. The af stødt Liinfrøe bruges i Side- sting, Hoste, Vandskjære; Olien mod Gift og Tarmegigt. Stødte Liinkager gives Hestene i Drikke Morgen og Aften i Qværsill. Vild Hør, Purgeer-Liin, Vild Liin. Afførende, urindrivende. Saften, med Jernvictriol, sortfarvende. Horndrager, Tobladet H., Huvensel, Natviol, Rams, Valmosøster, Hvid Nyseurt, Vinterhassel. -- (XX, 1). Æltet med Meel og Honning er Roden godt Udryddelses- middel imod Rotter og Muus. Roden, der bruges som Salep- rod og Sliimmiddel, sankes om Høsten. Afs. til Apoth. Hørsilke, Liinsilke, Liinskorv, Snyltegræs. -- (IV, 1). Rødfarvende. Humle, Almindelig H. -- (XXII, 5). Opløsende, mavestyrkende, urindrivende. Afkoget godt imod Orm. Humle i en Pose, kogt i Ædike, Øl eller Viin, lægges om Halsen i Halssygdomme, paa Ledemode, der nylig have været af Led, og kold paa Stødhævelser. Hyld, Almindelig H., Soff Hyld. -- (V, 3). Friske ere Blomsterne afførende; tørre sveddrivende, og bruges da som The i egentlig Forkjølelse, samt udvortes i Krydderposer. Bark og Bast urindrivende. Den mellemste Bark, som stærkt drivende, bruges imod Vattersot. Melkeafkog af Blomsterne, godt at holde i Munden mod Bylder. Af Bærene laves Hylde- sirup, Hyldemoes, der ere sveddrivende, og løsende Midler, Hyldekager og Hyldeædike. Som Lægemiddel anvendes Hyld paa disse forskjellige Maader imod Rosen, Gigt, Hold, Tørværk og Forkjølelse. Bruges den som The, da bedst naar man gaaer tilsengs. Bladene gode mod Skab hos Faar; til at farve Læder med, samt til at indgnide allehaande Væxter med mod Insecter og Larver. Bærene, med lidt Spanskgrønt, bruunfarve alun- beidset Linned; og Uld faaer, beredet med Vismuth, ligeledes en smuk, bestandig blaagraa Farve. Barken bruuntfarver. Røgen af Bladene og Grenene fordriver Sirrisser, og Hyldqviste, lagte imellem Kornet, Kornorme. Især Blomsterne afsættes til Apotheket. SIDE: 117 Hyrdetaske, Ager H., Pengegræs, Aakerlouk. -- (XV, 1). Fordriver Kornorme, Meelorme og Væggeluus. (Rundskulperne kredsrunde). Almindelig H., Hyrdepung, Svaalugræs. Styrkende, sammensnerpende, blodstillende. Mod Saar, Skab og Blodflodd. (Rundskulperne muurskeeformige). Hvede, Almindelig H. -- (III, 2). Hveden kogt i Melk ædes mod Saar i Halsen; stiller ogsaa Hoste og Blodspytning. Klidet, ædikekogt, bløder, som Omslag, stive Aarer og Lemmer, som ere af Leed, samt er brugt imod Ormebid. Hvedemeels-suurdeig, har en varmende, udtrækkende, blødgjørende Kraft, hvorfor de anvendes mod Bylder og Liig- torner. Overhovedet har Byg samme Egenskaber som Helse- middel som Hvede. Quik-Hvede, Quikrod, Qvæke, Qvikkurot, Qvikketaae, Æxing, Skingræs, Æxrot, Tæggræs, Taggræs, Ilundæxing. Saften opløsende, blodrensende, urindrivende; indkogt til Hon- nings Tykkelse er den meget tjenlig i Koldfeber, Guulsot og i alle indgroede Mavesvagheder. Afkoget indtages imod Kræft; er ligeledes godt Feberdrikke; og, iblandet med Sødmælk, godt Drikke i Lungesyge. Til Vinterbrug, opløser man i Vand, ved Kogning, Brød lavet af sammalte Qvikrødder og Korn. Pulver af Roden er brugt mod Orm. Roden afs. til Apoth. Hvene, Hvinegræs. -- (III, 2). Smaahakket, kogt med lidt Alun, grøntfarver det. Jordbær, Nakkebær, Meelklump. -- (XII, 6). Bærene urindrivende, fortyndende Legemets Safter, mod- staaende Forraadnelse, gode mod Gigt og Steen. Jordbærvand i Omslag renser onde Skinnebeensaar. Hele Planten tjenlig til Garverie. De spæde Blade kunne bruges for The. Med Brænde- viinuddraget af Bærene toes svage røde Øine. SIDE: 118 Jordrøg, Læge J., Aakersissel, Fru-Mari. -- (XVII, 1). Sveddrivende, opløsende. Saften tjenlig i Guulsot og Hud- sygdomme. (Stenglen grenet, udbredt. Hele Planten graagrøn. Kronerne smaae, lysrøde med purpurmørke Mundinger, grønagtig Kjøl). Planten afs. til Apoth. Iris, Tydsk I., Blaalilie, Sværdlilie, Blaa Sværdlilie. -- (III, 1). Roden afførende, fordelende. Blomsten giver smuk grøn og blaa Farve, der dog kun er tjenlig til Vandfarve. Guul Iris, Vild Sværdlilie, Sævblomme, Sværdgræs, Kaardegræs, Guul Sværdlilie. Roden med Jernvictriol, sortfarvende; dens Saft tjenlig i Garve- rierne. Den er tillige laxerende; og bruges mod Vatersot, Bug- løb og Blodsot; lægges i smertende Tænder, samt tygges forat styrke Tandkjødet. Af Blomsterne udtrækkes med Edike en guul Farve. Isop, Have I. -- (XIV, 1). Mavestyrkende, fordelende, ormdrivende. Isop-øl sundt især for Qvinderne. Bruges som The i Brystsyge, og til Gurgelvand i Halssyge. Planten afs. til Apoth. Kaal, Almindelig K. -- (XV, 2). Saften, l/2 Pægl drukket Morgen og Aften, er, ligesom Suur- kaal, et ypperligt Middel imod Skjørbug. Saften bruges og i Omslag paa brændte Saar. Blaa kruset Kaals Frøe, indtaget i en Ske Øl eller Vand, imod Koldfeber. Frøet gives Qvæg i Melk imod Trommesyge. Rod-Kaal, Mark-Roer. Saften imod Gigt, som fortyndende Vædskerne. Skjæres i Skiver, koges i Bygvand, afsies til et Gurgelvand mod Trøske og Halssyge. Kamille, Ager K, Ækregræs, Barbrogræs. -- (XIX, 2). Theen brugt som et fordelende, og opløsende, krampestillende, lindt-sveddrivende Middel i Modersyge, Mavepine, Forkjølelse, Hjertevee. Pulver af Knoppene en Theske hver Time den gode SIDE: 119 Dag imod Koldfeber; ligeledes et Ølglas stærkt Afkog hver 3die Time. Afkoget befordrer Qvindernes almindelige og Fødsels- Renselse. Blomsterne, noget Hørfrøe og Havregryn, noget Rød- løg eller Hvidløg, Smør og Honning, lavet til Grød er et mod- nende Byldeomslag. Blomsterne afs. til Apoth. (Frugtbunden kegleformig; Bladene haarede, hele Planten graagrøn). Gaase-Kamille, Suurguld, Gaaseguld, Gaasedil, Huus-Kameel- blomst. Blomsten guulfarvet victriol-tilberedet Uld. (Frugtbunden kegleformig; Bladene glatte). Farver-Kamille, St. Hans-Guld, Letguld. Blomsterne smukt guulfarvende; dog ubestandigt. (Bladene filtede under. Bladene enlige paa faabladede Stilke). Kalmus, Almindelig K., Kalmerod. -- (VI, 1). Roden er i høi Grad oplivende og styrkende, slimopløsende. En Theske Pulver tages imod Koldfeber, kold eller svag Mave, Mangel paa Madlyst, Bug- eller Tarme-vrid. Roden tygges imod Smitte, og er ypperlig at sætte paa Brændeviin. Hele Planten lagt paa Sengebunden fordriver Væggeluus. Roden afs. til Apoth. Blomsterkolben paa Midten omtrent af det bladagtige Skaft. Roden tyk, krybende, tæt besat med hvide Trevler. Skaftet opret, tveægget, stribet, 2 -- 3 Fod høit. Bladene sværdformige, ved Grunden omfattende Skaftet. Blomsterne guulgrønne, og sidde, i Form af Ruder, tæt sammen. Blomstrer ved Bredden af Vand Midtsommers. Katost, Rundbladet Katost, Marikaabe. -- (XVI, 2). Roden, som meget blødgjørende, brugelig i Omslag og Klisterer imod haard Stolgang, Tyndliv med Hudløshed, Mavekrampe, Koldpis. Bladene tilligemed Hørfrøe og Valmu-Knopper, kogte i Melk med usaltet Smør til Grød, lægges i en Pose, der dog maa være blød og let, paa Underlivet imod Efterveer, og paa Siderne mod Sidesting. The af Hyldblomster og Katostblade, med en 40 Draaber Kampfer-brændeviin, bruges mod Tørhed og Stivhed i Øinene. Blomsterne ere sammensnerpende og af- sættelige til Apoth. SIDE: 120 Karse, Have K., -- (XV, 1). Blodrensende, urindrivende, opløsende mod Skjørbug. Af- koget i Viin med Honning, fastende taget, borttager Ondt for Brystet. Kummen, Almindelig K., Karve. -- (V, 2). Opløsende, mavevarmende, vind- og melk-drivende. Roden indeholder Meel. Karve, Hampefrø og Rødløgskal kogte i 2 -- 3 Glas Øl gives Koen mod besværlig Kalvning. Bør ikke for- sømmes at sanke den. Kattehale, Piilbladet K., Rødgupel, Viegupel. -- (XI, 1). Farver med Vismuth castanjebruunt; med Potaske guult; med Kjøkkensalt kjødfarvet; med Salmiak og Alun bruunguult; med Jernvictriol sort. Sammensnerpende. Garveplante. Kjørvel, Almindelig K. -- (V, 2). Opløsende, blodrensende, urindrivende. Afkog i Melk godt at drikke fastende imod Lungesot. Afkoget i Vand adskiller indvortes sammenløbet Blod af Slag eller Stød. Saften gives en Spiseske, 3 -- 4 Gange daglig imod Tørfnat. Frisk Kjørvel i Suppe og som Kaal god mod Skjørbug og Skarpheder i Blodet. Lægges i Hønsenes Drikke som Helsemiddel. Frøet afsættes til Apotheket. Kløer, Knudret K, Hestetang, Knoptang. -- (XXIII, 4). Grøntfarver. Klokke, Rundbladet K, Blaaklokke, Blaa-Bjelle, Bjelleblom, Finger- borr, samt Eenblomstret, rundbladet Klokke, og Stiv, rundbladet Klokke. -- (V, 1). Saften af Blade og Blomster giver Blaat, og, med Alun, Grønt. Tøjet farves alene ved at valke Blomsterne og Tøjet imellem hinanden. Kløver, Rød K., Kleverblad, Hestesmære. -- (XVII, 3). Blomsterne bruges af Qvinder som et drivende Middel. SIDE: 121 Klynger, -- (XII, 6), hvortil Bringebær, Bjørnebær, Multebær, og Tejebær høre, ere Allesammen sunde, blodrensende og mod- staaende Forraadnelse. Multebær ere saaledes høit anpriste mod Skjørbug. Saften af disse forskellige Arter Klynger an- vendes fortrinligen i Sygedrikke og Suppe. Afkoget af Bringe- bærblade anvendt imod Fnat og Skab. Knavel, Aarig K., Tandgræs, Bergfløi. -- (X, 2). Blaatfarvende. Skal fordrive Tandvee, naar Tanden holdes over Dampen af dens Afkog. (Hele Planten guulagtig hvid). Knopurt, Blaa K., Kornblomster. -- (XIX, 3). Blomstersaften blaafarver med Alun. Almindelig Knopurt, Knapblom, Knapgras, Katauge, Engekogler. Bladene bestandigt-guulfarve med Alun. Koedriver, Huulkravet K., Kusimmer, Kummesblom, Mari-Nökle- baand, Mari Nykjil. -- (V, 1). Blomsterne sættes paa Viin imod Hoste; melkkogte befordrede de Renselsen. Roden sættes paa Øl. God at blande i The. Kokleare, Læge K., Finmarke-Kaal, Stort Eriksgræs. -- (XV, 1). Urindrivende, opløsende, fortrinlig imod Skjørbug; ogsaa an- vendt imod Kolik. Sund som Salat eller Kaal. Planten afs. frisk til Apotheket. (Rodbladene næsten kredsrunde). Peberrod-Kokleare, Peberrod. Samme Egenskaber, samt ormedrivende. Peberrod-øl godt imod Skjørbug. Med skrabet Peberrod, vædet med Viin eller fransk Brændeviin, gnides Tandkjødet i Skjørbug, samt Skjørbugs- pletter og Saar. Reven Peberrod, vædet med Ædike, bindes paa Overarmen eller i Nakken eller bag Øret, og trækker da, som Spanskflueplaster, i Gigt, Tand-, Hoved-, Øren- eller Øien- pine. Saften tages med Sukker imod Stakaande, Slimhoste og Vandsot. Daglig taget Peberrod, Bitterkløver og Syre, indkogt med 1 1/2 Pot Vand indtil Halvparten, læger Skjørbug aldeles, om Curen fortsættes i 3 Uger. Afs. til Apoth. SIDE: 122 Kogleax, Søe-K, Sjøsæv, Loppesær, Basæv. -- (III, 1). Af den tilberedes en ypperlig Kobbertrykkersværte. Kongelys, Filtbladet K., Lungegræs, Lungesotgræs, Lungerod, Lungesotrod, Kongstaka. -- (V, 1). Afkog af Roden mod Svindsot, og mod Hoste hos Qvæget; Afkog af Blomsterne mod Brysthoste og Vandskjære. Blade og Blomster blødgjørende; saaledes lægges de kogte varme Blomster paa smertefulde Tagger: lægges de i Olie, faaes et godt Klisteer i Olien imod Tarmevrid. Blomsterne citronguulfarve med Alun; høiere-guulfarve med Tilsætning af Gips; med Kogsalt give de blegguult; med Potaske viinguult. Blomsterne afhændes til Apotheket. Korsknop, Almindelig K., Vedbende-Korsknop. -- (XIV, 1). Hjertestyrkende, urindrivende, sammensnerpende; og, for- medelst sidste Egenskab, tjenlig til Garvemiddel. Afkoget med Sukker mod Brystsyge og indvortes Saar. Dampen af det simple Afkog, ført igjennem en Trægt til Øret, skal lindre Øresusen. Med Saften, viinblandet, bestryges Øinene mod Stær. (Støvknapperne sidde i Form af et Kors. Liggende Stengel. Blomsterne violette, meget større end Bægeret, i Krandse). Kjerringtand, Almindelig K., Tiriltunge, Mari-Guldskoe, Hønse- blom. -- (XVII, 3). Guultfarvende. Kragefod, Kraakefotgræs, Myrhat. -- (XII, 6). Garveplante. Roden indeholder et rødt Farvestof. Krap, (IV, 1). Den ypperste rødfarvende Plante. -- Lønner Dyrkning i feed- leret Jord f. Ex. et Qvarteer i Haven? Kræge, Hægebær K., Hægebær. -- (XII, 1). Barken sammensnerpende, styrkende. Bladene og Blomsterne skulle fordrive Muus samt Utøi paa Sviin. Bærene anvendte mod Blodsot. Den mellemste Bark siges kogt at være god mod Skab. SIDE: 123 Kirsebær K. Afkoget af Blatene i Melk imod Guulsot. Ved og Bark bruun- rødtfarve. Plomme K. Frugterne lindt afførende. Vedet giver med Kogsalt, Kastanje- bruunt; med Alun Mørk-citronguult; med Salmiak Kaffebruunt; med Kobbervictriol Mørk-askegraat. Slaaen-K., Slaaen, Slaapebær. Blomsternes Afkog mildtafførende. Barken imod Koldfeber. Med Jernvictriol give Bærene Blæk; umodne, friske farve de Bleegbruunt; tørre rødt paa Uld. Blomsterne kunne bruges som The. Umodne Slaaenbær og Barken tjenlige til Garverie. Kulsukker, Læge K, Valgræs -- (V, 1). Brugt mod Hoste og løst Liv; samt et Plaster af Roden paa friske Saar. Af Dyrlægerne brugt som et blødgjørende, sammen- snerpende og fordelende Middel. Afkog af Roden smidiggjør Læder. Hele Planten, dog især Roden i Blomstringstiden, tjen- lig til Garvning. Med Vismuth bestandig bruuntfarvende. Lactuk, Salat L., Salat, Endivien. -- (XIX, 1). Kjølende, urindrivende, noget søvnbringende. Lav, Guul L., Guulblik, Jyvremeel. -- (XXIII, 4). Indeholder meget guult Farvestof. Støvagtig. Skorpeagtige: Melkhvid Lav. Giver paa Uld Bruunt, Guult og Grønagtigt. Askegraa Lav. Bruunt og rødagtigt Farvestof. Vind-Lav, Blaasmose, Blaasskjærpa. Violetfarvende. Viinsteen-Lav, Hvidblik, Hvidsteenmose, Hvidkork. Rødfarvende; meget farveriig. -- (Af denne udføres med Fordeel). SIDE: 124 Taglagt: Steen-Lav, Steenmose, graa og blaagraa Steenmose, Farve- mose, Kork, Korkmose, Graakork, Ormemos. Farver mangeslags bruunt. Bladede: Iislandsk Lav, Iislandsk Mose, Jeitebrou. Ypperlig i Bryst- og Lunge-sygdomme, i tærende Febre, Blodgang, Blodhoste og Mavepine af skarpe Gifter. Bruges meget som Velling, hvortil den da renset gives først, forat borttage noget af Bitterheden, et lidet Opkog i Vand, der- paa hakkes, og koges i Melk; spises da som den er, eller opblandes med lidt Rugmel. Mod Blodgang maa den dog alene koges i Vand. Man kan og koge en Gelee af den, og nyde en Thekop om Morgenen med lidt Rugbrød til, samt bruge den som simpelt Afkog eller The. Er meget tjenlig til Føde, samt bruuntfarvende. Afsættes til Apoth. Lunge Lav, Lungenæver. Meget bruunt Farvestof. Brugelig til Garvning. Anvendt imod Qværsill eller Krop. Meel-L.; Gaaner-mos, Kantskaaler, Mjølmose. Meget bruunt og grønagtig Farvestof. læderagtig: Hunde Lav. Bruunfarvende. Brugt mod gale Hundes Bid. navleagtig: Snabel Lav. Skal, ligesom og Ask-Lav, være tjenlig til Føde. Skaaldannede: Skarlagvortet Lav. Violet- Bruunt- Grønt-farvende. Rundtakket L., Skovbæger, Svovlmose. Mørkbruunt- grønagtigt-farvende. SIDE: 125 Buskagtige: Rensdyr-L., Rensdyr-mos, Renmos, Hvidmos, Qvitmose, Ekalak. Brugt mod Brystsyge. Guultfarvende, indeholdende meget Næringsstof. Skal være gjødende for Svinet. Kuglebærende Lav. Bruunt-grønagtigtfarvende. Traadformige: Marlokket L., Lo, Lav, Skjur-lav, Kraakeliin. Naar den tørres, koges, gnides, affalder Skorpen, der er orange- og bruuntfarvende, og det Tilbageblivende kan bruges som Krølhaar. Skjæg-Lav, Kraakstry, Kraakelav, Granstry, Ikorns-lav, Gran-lo. Meget orange- og bruuntfarvende. Lavendel, Almindelig L. -- (XIV, 1). Fordelende; bruges i Kryderposen og Kryderthe. Blomsterne fordrive Møl. Afs. til Apoth. Leverurt, Hvid L., Høstsimmer, Jaablom, Øineblom, Mari Senge- baand. -- (V, 4). Brugt mod Øien og Lever-sygdomme. Lind, Almindelig L., Lindetræ. -- (XIII, 1). Blomsternes The bruges imod Forkjølelse. Af dem kan ogsaa faaes Brændeviin, ligesom af Frøerne Olie. Linnea, Nordlig L., Norislegræs, Marislegræs, Linnei-urt, Klaa- græs, Beenværksgræs, Tørværksgræs, Hvide Klokker. -- (XIV, 2). The af Blomsterne brugt imod Skarlagensfeber, Udslet, Bryst- syge, Gigt; og Afkog af Bladene mod Ondt i Fødderne hos Faar. Loestilk, Almindelig Loestilk. -- (V, 2). Bladene gives Kreaturene med Salt som et Helsemiddel. SIDE: 126 Skotsk Loestilk, Vild Løbstilk, Lubbestok. Mod kold Mave og Kolik hos Folk og Fæ. Afkog i Viin af Rod og Frøe mod Guulsot og Miltsyge. Stødte lægges Frøene paa giftige Bid. Afkoget af Planten godt som Gurgelvand mod Bylder i Halsen, og borttager, ved at vaske sig med det, blaae Pletter efter Bylder. Bruges ogsaa som fordelende Omslag. Afkog i Viin af Bladene skal øge Diegivendes Melk. Af Pulver af Roden tages en Theskee Morgen og Aften i Modersyge, samt forat paaskynde Renselsen. Hele Planten gives Faar i Salt som Helsemiddel. Stilken sydes i gammelt Øl, Ædike paaslaaes, hvilket gives Qvæg i Qvægsyge. Løbstilk, Alansrod og Burre- rod lægges i Sviintruen, naar Sygdom gaaer iblandt dem. Løg, Hvid Løg. -- (VI, 1). Orm- sved- urin-drivende, trækkende. To, tre Knopper tages daglig mod Sliimhoste, Vandsot, Kolde. Sættes til varm Melk imod Forkjølelses-hoste, Kighoste og Orm. Vild Løg, Eng-løg, Hroald-løg, Blaarøskje. Stærkt urindrivende. Have-Løg, Rødløg, rød, hvid, guul, spansk eller hollandsk Løg. Urindrivende, mod Skjørbug, trækkende. Mod Orm spises den raa, fastende, paa Smørrebrød. I Omslag brugt mod Øreværk. Løn, Valdbirk L., Valdbirk, Naur, Æretræ -- (VIII, 1) samt Sukker-Løn, indeholde begge Sukkersaft; dog den Sidstes Sevje meest. Fortjener derfor at opelskes. Tandbladet Løn, Almindelig Løn. Ogsaa sukkerholdig. Grene og Blade bruuntfarvende. Lønne- sevjen besparer 3/4, Malt, naar den bruges istedetfor Vand til Brygning. Løvefod, Almindelig L., Mari-kaabe, Maristok, Kaabe-græs, Skaak, Skaakegræs, Skuggegræs, Kaasegræs, Fiddlestak, Murri-stak. -- (IV, 1). Sammensnerpende, styrkende. Mod Blodflod hos Quinder har man anvendt Blomsternes The; Uddrag af Bladene udv. mod SIDE: 127 Radesyge og alslags Krampe; Afsødet i Melk mod Brok; som Omslag mod for slatte Bryster; Bladene mod gamle Saar. Er en Garveplante og guulbruuntfarvende. Fjeld Løvefod, Fjeldkaabe, Vesle Maristak. Brugt mod Halskirtler og Brysthævelser. (Bladene hvidagtige, fingrede, silkede under). Løvetand, almindelig L., Troldkoneskøer, Fivel, Fivel-Bækkeblom, Kappelup, Laxeblomster, Hesteblomster, Hestefivel, Kirkegaards- blomster. -- (XIX, 1). Roden et ypperligt opløsende, afførende, urindrivende, blod- rensende Middel. Afkoget mod Koldfeber. Saften som Drik og Klisteer i Svindsot; indtages i Hudsygdomme, Guulsot, Vatter- sot, Tungsind og Kjertelforstoppelser. Salaten af de unge Blade meget sund. Roden afs. frisk til Apoth. Lungeurt, Almindelig L. -- (V, 1). Sammensnerpende, saarlægende. Afkoget brugt mod Bryst- svagheder. Bladene bruuntfarve. Samme Helsekræfter omtrent have Smalbladet Lungeurt, og Strand L., Fjærva, Hilsko, Strand-Portulak, Fjæreportulak, hvilken sidste ogsaa er anvendt som hjertestyrkende. Lyng, Almindelig L., Hestelyng, Bustelyng, Myrkrækling, Rørlyng, Bulyng, Røskjel-lyng, Røslyng, Risp-lyng, Rosbærlyng, Jamnes- Søster. -- (VIII, 1). Ypperlig Garveplante. Bruuntfarvende med forskjellige Til- sætninger af Alun, Potaske, Jernvictriol. Mose-lyng, Poseblom, Souvpatter og Blaa-lyng, Jyvre-Bræk, Gripgræs. Have omtrent samme Egenskaber. Marrube, Hvid M., Hvid Marrou. -- (XIV, 1). Opløsende, styrkende. Afkoget mod Fnat, Guulsot, Hoved- pine, og befordrer Renselsen. Garveplante. Brugt mod Qvers- ill. Planten afs. til Apoth. (Bægerets 10 Tænder børste-krogformige. Kronen hvid). SIDE: 128 Matrem, Have M. -- (XIX, 2). Krampestillende, mavestyrkende, orm- og vind-drivende. Garve- plante, forjager Myg og Fluer. Melde, Strand-M., Takket Strand-Melde, Vessel-Mjølne, Gras- mjølne, Grasmjelte. -- (V, 2). Lys-olivenfarver alunbeitset Uldent. (Bladene linieformede, meget smale). Meelbær, Almindelig Meelbær, Mjølnebær. -- (X, 1). Bark, Blade og de modne Bær steendrivende. Blade og Bark med Victriol sort-, med Alun, graat-farvende. Garveplante, og anvendes til Saffian. Bladene iblandes Tobak. (Bladene utakkede. Ved de kjødfarvede Kroner sidde far- vede (d.e. ikke grønne) Bægerblade, Bæret nedtrykt, kugelfor- migt, 5 frøet). Melkurt, Almindelig M., Korsurt. -- (XVII, 2). Urin- sved-drivende, aabnende. (Blaahvide Blomster). Bitter Melkurt. Har samme Kræfter. Merian, Almindelig M., Rødpors, Klevhumle, Vildmynthe, Skog- mynthe, Skaarekonge, Bergkonge, Bergmynthe, Kongegræs, Vild Thimian, Tost. -- (XIV, 1). Sveddrivende, opløsende. Merians-thee fordriver Snue og Ho- vedpine. Merians-øl varmende, befordrende Fordøielsen. Ædike- kogt er den ypperlig at gnide hule, urene Tænder med. Sættes paa øl, at det ikke skal surne; fordriver Møl. Garn rødfarves ved blot at koges med den sønderhakkede Plante og ofte at udbankes; eller og ved at udbløde Garnet i Alunvand, tørre det, lægge det i en Suppe af Skov-apalbark, koge det i en Lud og derpaa med Merian. Planten afs. til Apoth. Have Merian. Slimopløsende, nervestyrkende. SIDE: 129 Milturt, Almindelig M. -- (X, 2). Saarlægende. (Ingen Krone. Bægeret farvet. Kapselen 2snablet, mange- frøet. Moseplante med kantet Stengel, udeelte, nyreformige Blade og næsten skjermformig Blomsterstand). Mjødurt, Almindelig M., Mourt, Morygræs, Jonsokgræs, Kalgræs, Mevordgræs, Mjødongræs, Maigræs, Korsgræs. -- (XII, 5). Mod Saar og Beenbrudskader som Omslag. Sortfarvende med Jernjord. God Garveplante. (Bægeret undersædigt, 5kløvet. 5 Kronblade. Blomsterne skjer- mede. Halv Busk). Rødblomstret M., Porkrot, Galtknap, Bjergmandel. Garveplante. Morgenfrue, Læge M. -- (XIX, 4). Guultfarvende. (Udeelte Blade. Stilkede, brandgule Blomster. Haveplante). Mynthe, Kryse-M. -- (XIV, 1) Hjertestyrkende, urindrivende. Pulver af Bladene indtages med lidt Sukker imod Hoste; The af Bladene imod Hvidflod. Krusemyntepose, kogt i Ædike, lægges paa Maven mod Durch- løb og Brækning af Forkjølelse. Bladene afs. til Apoth. Lodden Mynthe, Løen M., Laak M.,og dens Afart Stor lod- den Mynthe, Myre-M., Vand M.; samt Ager-Mynthe, Vild-Mynthe, Horse-M., Voldhumle, Skovmynthe. Have omtrent samme Kræfter. Myssike, Krands-M., Muske, Amur, Sjusoveren, Lugtkrands, Regn- krands. -- (IV, 1). Sammensnerpende, fortyndende, krampestillende. Theen mave- styrkende. Viinaftrækket brugt mod Brystsyge. Ædes frisk om Morgenen mod gale Hundes Bid. En Salve af Planten, kogt med usaltet Smør, bruges mod Saar og mod Sprækker paa Kjørenes Patter. Roden rødtfarvende. SIDE: 130 Nelde, Brænde N., Nesle, Netle, Brændehætte, Brændenot, Eiter- Nosle. -- (XXI, 4). Urindrivende. Udvortes (ved Pidskning) imod Lamhed. Saften god i Lungesot. Afkoget af Rødderne befordrer Renselsen. Tveboe Nelde, Stor Brændehætte, Tola. Afkog af Roden mod Guulsot og Madlede; Afkog af Urten brugt som Bad for Hænder og Fødder i Udslet. Roden uden Tilsætning grøntfarvende; med Kjøkkensalt mørkere grønt, med Victriol olivengrønt, med Allun guultfarvende. Stenglerne give en brugbar Hør. Hele Planten fortjener at lægges Mærke til som et ypperligt, melkdrivende Foder. Nellikerot, Feber N., Benedicturt, Bengtrod, Karvefollata -- (XII, 6). Styrkende, sveddrivende Kræfter i Roden; mod Koldfeber; bevarende Tandkjødet, samt Ølet saaat det ikke surner. Garve- plante. Eng Nellikerod, Baadsmandsgræs, Baadsmandsbuxer, Valhumle Raubjald, Tørild, Karvefollata. Samme Egenskaber. Roden afs. til Apoth. Osmunde, Maane O., Mari Lykjur. -- (XXIII, 1). Anvendt mod Bugløb. Slangerede Osmunde, Tilg, Molfoertilg, Talg, Tælgblom, Kaal- jædske, Ormeslaak, Ormeblomvinge, Største Ormeblom. Roden lysrødtfarvende. Oxetunge, Læge O., Huulnæsle, Ku-tunge. -- (V, 1). Et kjølende Middel. Sukker af Planten (faaes ved Afdampning) til en Valnøds Størrelse indtaget, anvendt imod Tungsind. Roden meget rødfarvende. Blomstersaften med Alun grøntfarvende. (Kronen tragtformig. Svælget lukt ved smaae Hvælvinger. Frøene sidde i Frugtbunden. Grenet Rod; trind, grenet Stengel. De violette Blomster sidde i eensidige Ax. Man vogte sig at forvexle den med Hundetunge). SIDE: 131 Oxeøje, Hvidblomstret O., Præstekrave, Præstekrull, Præsteblom, Sigriblom, Maris Sengefoer. -- (XIX, 2). Blødgjørende, smertestillende, vinddrivende. Padderokke, Almindelig P., Kjerringrok, Snelgræs, Hestefivel, Ikornrove, Stuuk, Sourstylk, Myrgran, Ræverumpe, Ikornrumpe. -- (XXIII, 1). Garveplante. Anvendt som Pulver mod Vattersot. Afsættes til Apoth. Persille, Selleri P. Mod Skjørbug; samt god for Faarene som Helsemiddel. Saften mod Vandsot. Knuset Persille god mod Stik af Bier, Bremser og Myg, samt mod Brystkjertler. Frøet fordriver Utøi af Hovedet. Den krusede bør foretrækkes til Dyrkning, da man ikke ud- sætter sig for at feile imellem den sunde og den giftige. Perikon, Prikbladet P., Hyperikon, Prikket Mandeblod, Apotheker-P., Terpentingræs, Pereken, Hestemaare, Tankegræs. -- (XVIII, 1). Opløsende, styrkende, meget blodstillende. The af Knopperne mod Brysthoste og Orm. Perikon-balsom, god mod allehaande Saar, laves af Blomsterne, æltede med Terpentinolie eller ferskt usaltet Smør, som sættes i Sand imod Solen 2 -- 3 Uger, og om- røres hver anden Dag. Hele Planten lægges paa Rosten, forat klare Ølet. Blomsterne fortrinlige at sætte paa Brændeviin; rød- farvende især uldent. Blomsterne afs. til Apoth. Fiirkantet Perikon, Mandeblod. Samme Egenskaber omtrent. Piil, Rød-Piil, Tydsk-Piil, Abeliin. -- (XXII, 2). Basten guultfarvende. Da Busken er smuk og fortrinlig til Fletarbeide, burde den gjøres mere almindelig. Laurbærbladet-Piil, Istervie, Lystervie, Hisseren, Jolster. Barken god mod Koldfeber og Orm, samt til Garvning. Barken afs. til Apoth. SIDE: 132 Skjør Piil, Skjør Vie. Barken brugt mod Forraadnelses- og Koldfeber. Roden rødt- farvende. Krybende P., Krypvie, Vesselvie. Barken bruges til Garvning, og dens Saft, tilligemed Saften af almindelig Meelbær, til Blæk. Vidie-P., Selje, Silju. Barken sortfarver Linned, og bruges til Handskemagerie og Garvning. Pileurt, Bredbladet P., Piilgras, Krypgras. -- (VIII, 2). Roden fordelende, opløsende. (Blomsterne Shannede, halv-tohunnede. Kronerne rosenrøde, axdannede). Pferskenbladet P., Pilegræs, Topgræs, Vandpeber. Bladene guulfarve alunbeitset Garn. (Blomsterne 6hannede, halv-tohunnede). Udstrakt P., Hønsegræs, Gaardgræs, Langarve, Fuglefrøe, Ti- tingfrøe, Trampegræs. Saften mod Næseblod, og i Omslag mod Blodflod. Rodens Afkog i Melk drukket mod Bugløb. (Røde og hvide Blomster i Bladhjørnerne. Roden seitrevlet). Boghvede P., Boghvede. Frøene afgive et Næringsmiddel, hvis Brugbarhed gjør dens Dyrkning værd, hvor den ei er udsat for Nattefrost. Suppen af den friske Plante bruuntfarver, med Vismuth og Tin, Uldent; de tørre Stengler guulgrøntfarve. Af den forraadnende Stengel skal man have uddraget en bestandig blaa Farve. Bitter Pileurt, -- (se de skarpe, mistænkte Planter!) Pimpinelle, Almindelig P., Qvæsgras, Bikjekarve, Tandpingræs, Tandrod. -- (V, 2). Roden som sammensnerpende, anvendt i Lægekonsten. Planten giver Viin en kryderagtig Smag. Troes at helbrede Tandvee SIDE: 133 og Stakaande. Pulver af Roden øger Diegivendes Melk. Roden giver Brændeviin en blaa Farve. Roden afs. til Apoth. (Rodbladene have ægformige, Stengelbladene linieformede Smaablade. Grenene, som bære de hvide, skjermformige Kroner, næsten bladløse). Poppel. -- (XXII, 7). Knoppernes Balsam, udvortes brugt, smertestillende; ligeledes ere Knopperne, blødte i Linolie, brugte ind- og udvortes i ad- skillige Brysttilfælder. Balsamen smøres paa Tindingen i Feber. Den mellemste Bark koges og lægges over Brændt. (Hører til Slægten: Asp). Potentil, Gaase-P., Mure, Muregræs, Gaasgræs. -- (XII, 6). Afkoget mod indvortes Saar; mod Blodspytning, Tandpine, Næseblod, Bugløb, Blodflod, Blodgang, Hvidflod, som Omslag. Saften grøntfarver, kogt med Alun. Rødderne spises som Pasti- nakkens. God Garverplante. (Blomsterne eenlige paa Stilkene). Sølv Potentil. Skidenguultfarvende Tøi, beitset med Tinopløsning. Garve- plante. (Blomsterne tæt sammen, mindre end Foregaaendes). Krybende Potentil, Kryb-mure. Garveplante. (Kronbladene gule, store). Pors, Mose P., Post. -- (XXII, 4). Fortrinlig til Indsprøitninger i Saar hos Dyr; indvortes brugt, befordrer den Fordøielsen. Raklerne og Frøet guulfarve Uld. Planten forjager Muus og Møl; giver, kogt i Smør, en Øresalve. Ypperligt Garvemiddel. Portulak, Halte P. -- (XI, 1). Fortyndende, kjølende. SIDE: 134 Post, Mose P., Finnethe, Squatram, Lummer, Finmarkepost, Skov- rosmarin, Vildrosmarin, Stiagras. -- (X, 1). Mod Udslet brugt i Bad. Mod Kighoste og Blodgang som The. Afkoget mod Utøi paa Qvæg og mod Veggeluus. Ypperlig Garveplante. Prunelle, Almindelig P., Ølkall, Blaakaalle. -- (XIV, 1). Afkoget brugt mod Saar og Bylder i Halsen. (Støvdragerne i Spidsen 3kløvede. Blomsterne i et aflangt Hoved med omfattende Blomsterblade). Ranunkel, Hjertebladet R., Vaarkaal. -- (XIII, 6). Fordelende, opløsende. Løgartet R., Fjeld-soløje, Knylsoløje, Solhvifver. Blomsterne guulfarve alunbeitset Uld. (Andre Ranunkelarter -- se blandt skarpe, mistænkelige Planter). Regnfand, Almindelig R., Tandsie, Ringefan, Rørkonge, Roud- røllik. -- (XIX, 2). Frøet orm- og sved-drivende, fordelende, opløsende, mod- staaende Forraadnelse. Blomsternes The mod Modersyge. Bru- ges i Bad for udebleven Renselse. Fordriver Fluer, Væggeluus, Lopper. Lægges paa Rosten forat bittre Ølet. Indeholder grønt Farvestof. Bruger man Frøet mod Orm, da gjør man bedst i at tage det 3 Dage irad i Løgmelk. Blomsterne og Frøet afs. til Apoth. Balsom-R., Balsom. Mavestyrkende. Rhabarber, Budtbladet R., -- (IX, 1). Roden mavestyrkende, afførende. Saften bruges imod Skjør bug, Guulsot, Koldfeber, imod Slutningen af Blodgang, For- stoppelse og Barnesygdomme, saasom Trøske, engelske Syge. Et Barn gives da een Theskee 3 -- 4 Gange om Dagen; voxne Folk taale ligesaamange Spiseskeer. Af 4 Lod Rhabarber, 2 Qvintin renset Potaske, satte paa passende meget, kogende Vand, SIDE: 135 tages 3 Spiseskeer mod Kolik og mod Bugløb. Ved Kogning i Alunvand, guulfarver Roden Læder og Uld. De unge Blade give en sund Føde som Kaal, og Bladstilkene kunne bruges i Kager istedetfor Æbler. Roden afs. til Apoth. Bølget Rhabarber. Samme Egenskaber. (Bladene bølgede, fiinhaarede). Haandbladet Rhabarber. Samme Egenskaber. Indeholder meget Farvestof. -- Er bleven med Fordeel dyrket i Norge. Rhabarber fortjener sin Plads i Haven. Ribs, Almindelig R., Viinbær. -- (V, 1). Kjølende, mildt afførende, modstaaende Forraadnelse. Saften fortrinlig i Sygesuppe. -- En Have maa ikke være uden disse nyttige Bær; ja man bør endog plante dem hist og her i Engene eller rundtom Husene. En fortræffelig Viin laves af dem; lige- som og Brændeviin og Ædike. Benyttede man til Viin, mere end man gjør, de forskjellige Ribs- og Klynge-arters Bærsafter, og lagde man mere Vind paa deres Opelskning, da besparedes en stor Deel af de mangfoldige Penge for Landet, som nu for- svinde for denne Overdaadsartikel. Solbær-Ribs, Solbær. Rensende, urindrivende, smertestillende og mod Gigt. The af Bladene mod Hoste og Stakaande. Bladene sortfarve med Jern- victriol. Stikkelsbær R. Samme Egenskaber som Almindelig Ribs. Rose, Have R, -- (XII, 6). Rosenvand godt at toe betændte Øine i. Rosensukker, ypper- ligt i Lungesot, faaes ved at støde de friske Blomstblade med Halvparten Sukker til en Grød. Almindelig R., Nypetorn, Nype-Klung. Bladene tienligt Garvemiddel. SIDE: 136 Røllike, Nyse-R., Hvid Regnfan, Smaae Præstekraver, Præste- kruller. -- (XIX, 2). Brugt som Nysemiddel. Rodens eller Frøets Afkog i Viin ud- fører al kold Slim med Stolgangen. Roden tilligemed almindelig Tusindgyldens, hakket og lagt i Øl, forebygger, at det surner. Almindelig Røllike, Jordhumle, Harhøns, Barbrik, Kvit Røllike. Styrkende, krampestillende. Anvendt mod Brystsvaghed, Krampetilfælde i Underlivet og Mavepine, som The. Friske, stødte Blade lægges paa friske Saar. Med Afkoget toes skabbet Qvæg. Sættes paa Øl; bruges som Kaal, The og Tobak. Roden tygges fastende eller Munden skylles med Afkoget i Ædike mod Tandpine. Blomsterne afs. til Apoth. (Bladene finnede, haarede). Røn, Almindelig R., Rogn, Rognetræ. -- (XII, 3). Sevjen mod Vattersot, Skjørbug, gyldne Aare, samt befordrer Renselsen. Rognebærlaag med Bjerkaske imod Brud-saar paa Heste. Af en Haandfuld unge Skud, kogte i en Pot sød Melk og afsiede, gives Kreaturet 2 -- 3 Gange daglig mod Blodpis. Pulver af Barken er brugt imod Koldfeber, og tyk Saft, kogt af Bærene, imod langvarigt Bugløb. Rognekjervlaag styrker van- mægtigt Qvæg. Barken bruuntfarvende, og tjenlig, tilligemed Qvistene, til Garvning. Af Bærene kan Ædike laves. Rundbælle, Guul R. -- (XVII, 3). Blomsterne mørkguultfarvende. (Bægeret ophovnet, indsluttende en rund Bælle. Hovedformige, af Blomstbladene indsluttede, gule Blomster). Rør, Tagrør, Røir, Vasrøir. -- (III, 2). Afkoget af Vipperne grøntfarver med Tilsætning af Alun, lidt Spanskgrønt og Fiskegalde. (Bægerne 5blomstrede). Grenet R., Buskrøir. Grøntfarvende som forrige. SIDE: 137 Ræddik, Almindelig R. -- (XV, 2). Urindrivende, opløsende, mod Skjørbug og Steen. Sukker ihældes en udhulet Ræddik; det Smeltede drikkes mod al Slags Hoste. De store Sorte fortjene at dyrkes som sund Vinterrodfrugt. Salvie, Læge S. -- (II, 1). Sveddrivende, modstaaende Forraadnelse. Afkoget mod Blod- sot, som Gurgelvand i Trøske og Halssygdomme, mod svag Mave og Hvidflod. Salvieøl skal fordrive Gigt og fremdrive Renselsen. Bladene og smaaskaaren Tobaks Afkog i Øl holdes i Munden mod Tandpine. Denne sunde Krydderplante forsvarer sin Plads i Haven. Afs. til Apoth. Sanikel, Skov-S. -- (V, 2). Brugt mod Saar. (Skjermen næsten kugleformig, Skiveblomsterne golde. Frøerne besatte med hagede Pigge. Næsten bladløs Stengel, lappede Blade. Kronen hvid-rødagtig). Salturt, Aarig S., Saltting, Saltgræs. -- (I, 1). Indeholder særdeles megen Soda-Potaske. Asken, der, 2 Lod opløste i varmt Vand, ogsaa er et godt Bad i Skabb, renser vel urene Tænder. Seline, Kjern S., Vasmærke, Finsk Ingefær. -- (V, 2). Mod Kjertelhævelser. (Kronbladene hjertedannede. Frøene sammentrykte, imidten stribede, Mose-Skjermplante). Semperviv, Almindelig S., Tagløv, Tagløg. -- (XI, 5). Bladene, blottede for Yderhinden, give et godt Liigtorn-omslag, naar de, flere Aftener irad, paalægges indtil Tornen blødner, samt et kjølende Omslag mod brændt Skade. Kan bruges som Portulak. Senep, Hvid S. -- (XV, 2). Melkeafkoget af Frøene ypperligt i Skjørbug, Vattersot, for- slimet Mave og Sliimfebre. Malet Senep, Suurdeig og Salt sam- SIDE: 138 æltet give Senepsdeig, der lægges paa Steder, Gigten har flyttet sig fra i Utide. Plaster af samæltet Frøe og Ædike blødgjør røde Blegner. Pulveret med Honning og Vand giver Gurgelvand mod Halsbylder. Senepskage i Hjertegropen anbefalt i Cholera. -- Bør dyrkes hist og her; ja kunde det vel, saa Intet behøvedes indført. Skabiose, Afbidt Skabiose, Faareblade, Grønskall, Blaakoll, Blaa- barst, Blaabast, Blaakall, Skor, Skore, Grønblad, Skorv, Skole- plukke, Lætteplukke. -- (IV, 1). Afkoget mod Springorme og Saar af indtraadte Søm. Bladene give, med Hestehovblade og lidt Alun, ved Afdampning, en grøn, og, med Jernvictriol, en sort Farve. Den tørre Rod og Plante guultfarver. Garnet lægges da lagviis med Planten en kort Tid, afskylles koldt, og koges igjen med friske Blade. (Det fælles Bæger fleerbladet; hver Blomsters enkelte Bæger dobbelt, oversædigt, sidder ovenover Frugten. Trevlet Rod, blad- fuld Stengel, Kronerne blaaagtige, kugelformigt samlede). Almindelig Skabiose, Blaahat, Skøtten, Skabos, Rødknap. Grøntfarvende. Asken indeholder meget Salt. (Randkronernes yderste Flige større end de indvendige; rød- agtige Blomster). Skjolddrager, Blaa Skjolddrager. -- (XIV, 2). Sveddrivende, brugt imod Feber. Læder, beredet i Melk, grøntfarves, naar det udgnides med Blomsterne, og overstryges med svagt Alunvand. (Bægerets Munding efter Blomstringen tillukket. Smaae Mose- planter med smukke blaae Kroner, meget længere end Bægerne, i Bladhjørnerne). Skreppe, Have S. -- (VI, 2). Roden afførende, brugt imod Hudsygdomme; Afkoget brugt mod Galdesygdomme. Saften tjenlig i hidsige skorbutiske Syg- domme. SIDE: 139 Kruset Skreppe, Heimuld, Hømuld, Homuld, Høymuld, Heimol, Svinrot, Høymaalo, Svinsyre. Roden, stødt med Salt og Ædike, gnides paa Saar; dens Af- kog brugt mod Skabb og Guulsot; tjenlig til Guulfarvning og Garverie. Det stødte Frøe anvendt imod Blodgang. Rød Skreppe, Spids Heimuld, Smal Heimuld, Spidssyre, Hestesyre. Roden guultfarvende; mod Hudsygdomme; tjenlig til Garvning. Frøet, kogt, mod Blodsot; stødt, mod Bugløb. Afkoget mod Skab og Kløe, som Fod- og Haand-bad. Strand-Skreppe, Havsyre, Guulsyre. Roden guultfarvende. Vandskreppe. Med Rodpulveret gnides skorbutisk Tandkjød. Afkoget mod Blodflod, og tilligemed Roden, stødt og udvortes brugt, anvendt imod sure Been. Syre-Skreppe, Engsyre, Syrgræs, Sure, Rausure. Frøet mod Bugløb. Roden bruges til Garverie, Rødfarvning, samt til Guulfarvning, ved at koges i Valle. Slangehoved, Almindelig S., Vargflab, Ulvegab. -- (V, 1). (Kronen uregelmæssig, blaa, stor, før den aabnes rød; vortet Stengel; eensidig axformig Top). Smelde, Blære-S., Smeldpunger, Pungjer, Aakerkaal, Hermans- kaal, Gustegræs. -- (X, 3). Blomsterne brugte, som Afkog, imod Gigt; imod Rosen ud- vortes; tørre eller som Pulver paa Kræftskader. Bladene læg- ges paa Skaar. Snerle, Almindelig S., Vinnelgræs, Aakervinnel, Smaavindel, Snar- bændel, Aakerbendel. -- (V, 1). Blomstersaften, med Alun, citronguult-farvende. (Bladene piilformige med spidse Bagflige). SIDE: 140 Snerre, Kjern-S., Myrmaur, Dymaur. -- (IV, 1). Roden rødtfarvende. Sump-Snerre, Smaa-maur, Smaa-snert. Bladene rødfarve Uld. Guul Snerre, Guulmaur, Jomfru Maris Sengefoer, Maris Fægre, Opskred Fægre, Maur, Voldhumle. Bladene imod faldende Syge og Modersyge. Blomsterne imod Blodpis hos Qvæget; med Alun guultfarvende; bringe Melken, ved Samkog til at oste sig. Roden, sammalt med Maltmeel, kogt i Vand, lagviis lagt med Garnet en Times Tid, hvilket derpaa afvaskes, rødfarver. Farver smukt Olivengrønt, naar Garnet var guult. Bredbladet Snerre. Krampestillende som forrige. Roden rødtfarvende. Trenervet Snerre, Maur, Maureblom, Hvit-Maur, Taagmilde, Fægre, Laattarrotgræs. Roden, pulveriseret, kogt med Tøi, der forud er kogt med Birkeløv, smukt rødfarvende. Farven mørknes med Potaske. Burre-Snerre, Snører, Snerpegræs, Snerjegræs, Tinner, Tenal, Drageren, Meldstok, Draagorm, Klængje, Herkjegræs, Snerp, Bændel, Tenne, Aakerband. Roden rødtfarvende. Soldug, Rundbladet S., Vortegræs, Øjengræs, Ringormgræs, Luse- græs, Duggræs, Tættegræs, Mari Øyentaare. -- (V, 6). Duggen, eller Slimet paa Bladene, mod Ringorme; og, med Melk, mod Fregner. Brugt imod Koldfeber. Faaer Melk til at løbe sammen. (Blomsterne i eensidige Klaser). Langbladet Soldug. Har samme Kræfter. Steenfrøe, Læge S. Steenopløsende, urindrivende. Rodbarken rødtfarvende. Slynget S., Uægte Steenfrøe, Sminkrot. Roden rødtfarvende. SIDE: 141 Steenbræk, Navle-S., Siphilblom, Aarsgrøde, Fjeldfrue, Berg- krands, Fjeldrose, Lungegræs, Seifølde. -- (X, 2). Bladene lægges paa brændt Skade; Afkoget af dem mod Lungesot. (Kapselen tvedeelt. 5 Kron- og 5 Bæger-blade. Lidt tykke Blade. Blomsterne i Enden af Stengelen). Kornet Steenbræk, Bergbræk, Nyrsilre, Lugtsilre, Vistsilre, Por- celæn-Blomst. Urindrivende, olivent- og graaguult-farvende. Trekløftet S., Fingresilre, Trefingergræs. Brugt mod Guulsot. Steenurt, St.-Hans-Urt, Smørbug, Fedebok, Huusløg, Traategræs, Jønssokgræs, Kinkgræs, Saftgræs. -- (X, 4). Kjølende. (Bladene flade, takkede). Bitter Steenurt, Skjørbugsknopper, Bergknopper, Fuglekjøt, Heste- græs, Vortegræs, Veijardram, Vejerdrav, Bergekongen, Mutul, Telikaur, Berge-nutar. Øl- eller melk-kogt anvendt mod Slag, Skjørbug, Kræft. Saften uddrager af Hestens Øie Heden efter Stød. Knuust, sat paa Brændeviin, bruges den mod Svulster hos Hesten. Ogsaa uden Brændeviin, alene knust, lægges den med Nytte paa brændte eller andre Saar. (Trinde Blade). Starr, Sand-S., Sand-Stere, Kryp-Sterr, europæisk Sassaparil. -- (XXI, 3). Roden blodrensende, urin- og sved-drivende. (De nederste Blomstblade hindeagtige). Skov-Starr. Lapperne lægge den i Skoe, snoe den om Hænder og Fødder mod Kulde om Vinteren, Hede og Myg om Sommeren. Stikle, Vand-stikle, Heste-stikle, Stikkelgræs. -- (V, 2). Frøet brugt mod Feber, Skjørbug, Svindsot. (Stor Vandskjermplante med ligesom afbidt, krandstrevlet Rod; Frugten kronet). SIDE: 142 Storskjerm, Bjerg-S. -- (V, 2). Sveddrivende, oplivende, anvendt mod Bugvrid, Orm, Feber. (Skjermen udbredt, flad. Leddet knollet Rod. Stor Skjerm- plante med trekobblede Blade). Storkeneb, Skov S., Skovflok, Souskjære, Troldmandsflok, Skov- øje, Syvskjær, Stunggræs. -- (XVI, 2). Violetfarvende, og, med Jernjord, sortfarvende. Garveplante. (Frugten 5kronet, med et tilbagebøjet Neb. Bladene omtrent 7lappede). Svalerod, Hvidblomstret S. -- (V, 2). Roden sved- og urin-drivende; viinkogt, mod Vattersot og Guulsot. Taverne af Stengel og Rod give et Hør. (2 Bægerkapsler. Langfnokket Frøe. Kronen tilbagebøjet. Honninggjemmet 5hornet. Kronerne hvide, smaae, skjermsatte). Svaleurt, Almindelig S., Selidon, Seladon, Svulugræs. -- (XIII, 1). Lægges frisk under Fodbladet mod Hævelse. Afkoget mod Guul- Vand- og Svind-sot. Saften borttager Vorter, Ringorme og Pletter i Øinene; men bruges den til det Sidste, da maa den strax igjen afvaskes hvergang med Melk. Smukt guulfarvende især paa Silke, og, med Alun, paa Klæde. Ved Gjæring faaes et Indigoblaat. Roden afs. t. Apoth. Sværtevæld, Almindelig S., Marru, Sværtgræs, Blækgræs. -- (II, 1). Med Jernvictriol bestandigt sortfarvende. (Kronen rørformig, hvid, med rodflettede Flige, 4deelt. Steng- len 4kantet. Bladene klæbrige prikkede). Tamarisk, Tydsk T., Klaaved. -- (V, 3). Afkoget mod Skabb. Bladene tjenlige til Garverie. (10hannede Blomster, lyserøde, i Klaser. En Busk). Tidsel, Forskjelligbladet T., Hvidstol, Bjønsturt, Hesteblad, Heste- skaase, Hestekjære, Ulveliim, Hvidblad, Reentistel, Quitmoblekkje, Hvidbleke, Engborst. -- (XIX, 1). Guultfarvende. Bladsaften mod Saar. SIDE: 143 Thimian, Vild T. -- (XIV, 1). Nervestyrkende, slimopløsende, vinddrivende. Karvet, kogt i Melk, afvredet i et Linned, lægges varmt paa Kinden, hoven af Tandværk. Udblødt i Øl, givet Faar imod Ringsyge. Bør findes i Haven (Have Thimian). Afs. t. Apoth. Tobak, Almindelig Tobak, Bonde-Tobak, Soldater-Tobak. -- (V, 1). Af disse 3 Arter kunde, og fortjente at dyrkes her, især den 1ste, hvortil man kan anvende Jordstykket nedenfore Møgdyngen. Tobak hører vel iblandt de giftige eller mistænkelige Planter; men, da dens Nytte dog er mangfoldig, og saa mange fornuftige Folk finde sig vel ved at bruge den, tillade vi os ikke at bag- tale den videre. Fortjeneste har Tobakken dog især hos vædske- rige, fede Personer. Den er drivende, og befordrer Brækning, bevarer mod Smitte og Sygdom. Skal man f. Ex. ud i stinkende, tung, kold Taage, da gjør man vel i at berede sig hertil med en Pibe Tobak eller en Skraa. Afkoget bruges mod Utøi hos Qvæget, og, indkogt til en Salve, hvortil lidt Grankvae sættes, paasmurt imod Kjertelhævelser og allehaande Saar. Tobak sæt- tes paa Brændeviin til det er bruunt, og Qvæget gives en Thekop heraf mod Trommesyge, efterat først en Klump Sæbe, saa stor som en Valnød, er stukket det i Halsen. Olien er anvendt imod Ormebid. Af Tobaksaske, Salt, Gjær og Rugmel æltes Kugler, som indgives Faar mod Forstoppelse. Faaer Faaret svullent Hoved af forstoppet Sliim i Næsen, da lade man det indsnuse Asken. Tobaksrøg, inddreven i Masttarmen, virker sikkert Aabning. Tormentil, Opret T., Mundskollerod, Tepperod, Blodrod, Heelrod, Manderod, Tolvmændsrod, Tillerod, Hulrod, Tilmantille. -- (XII, 6). Urindrivende, sammensnerpende. Melkafkoget mod Blodgang. Tormentil-salt, fortrinligt imod Blodsot og Bugløb og al indvortes Flod, brændes af de tørrede Planter i en Gryde eller stor Leer- potte. Regn eller rindende Vand gydes saa paa Asken; om- røres af og til i et Par Dage, afhældes i et reent Kar. Vand paahældes atter og afgydes saaledes i dette Kar, indtil Asken ikke mere smager. Alt det ophældte Vand sættes nu i et aabent Kar i Solen, og afsydes sagte til ikkun Saltet bliver tilbage. SIDE: 144 Planten skal stille Næseblod. Roden er brugt til Garverie, og rødtfarver alunbeidset Tøi især med Bærene af almindelig Qvalk- ved eller Korsbær. Torskemund, Tørbladet T., Torskeflab, Dødningehoved, Stranne- blom, Liinurt. -- (XIV, 2). Afkoget mod Skarlagfeber og Guulsot. Kogt i Olie, giver den en Salve, god mod den blinde Gyldenaare. Udblødt i Melk brugt imod Fluer. Guult- og oliventfarvende paa Linned. (Kapselen 2rummet. Et fremragende Honninggjemme. Blom- sterne gule og i Ax). Tusindgylden, Almindelig T., Kollagras. Styrkende. Et Afkog brugt mod Luus. Med Vand grønguult-, med Kogsalt bruunguult-, med Alun mørkcitron-, med grøn Vic- triol grønagtig-bruunt-farvende. Kan bruges istedet for Humle. Ulvefod, Almindelig U., Kraakefod, Kraakefiit, Kraakefod-mos, Kraakestiig, Løen Kraakefod, Ræve, Ræver-jamne. -- (XXIII, 1). Frøet strøes paa hudløse Steder hos Børn. Fjeld Ulvefod, Guld-jamne, og Flad Ulvefod, Jævne, Idne, Idnak. Guultfarvende. Valmue, Glat V., Aaker-Valmue. -- (XIII, 1). Bedøvende, smertestillende. (Kapslerne aflange). Korn Valmue, Vild Valmue. 2 Lod Frøe i en Pægel Vand skaffer Søvn, og standser Skjælven. Saften af Blomstbladene rødtfarvende med Syrer. Begge Arters Frøe olierige. Vau, Farve V., Reseda. -- (XI, 3). Meget guultfarvende. SIDE: 145 Veibred, Glat V., Groeblad, Groeblækkje, Groreblekkje. -- (IV, 1). Hele Planten styrkende, sammensnerpende; som Pulver mod Blodflod. Frisk spises Planten mod indvortes Saar og Bugløb; og Bladene lægges paa allehaande Saar og Skab (til Ex. paa Saar af Spanskflue). Afkoget mod Lungesyge. Frøet blødgjørende. Frisk bruges Roden mod Bugløb hos Qvæg. Haaret Veibred, Souvtunge, samt Lancetbladet Veibred, Livgræs, Smaae Groeblad, Spids Groeblad. Have samme Egenskaber. Strand Veibred, Strandkaal. Melkafkoget mod Bugløb; Vandafkoget mod Guulsot. (Bladene liniedannede, meget smale). Vibefidt, Almindelig V., Tætegræs, Melkekors, Feitgræs, Slimgræs. -- (II, 1). Mildt afførende. Med Linolie imod Saar. Bladene lægges paa Yuret, naar dette lider af Sprekker. I Afkoget, der ogsaa gulner og befordrer dets Væxt, vaskes Haaret mod Utøi. Faaer Melk til at løbe sammen. Vintergrøn, Rundbladet V., Sauspring. -- (X, 1). Bladenes Afkog mod Brystsvaghed. (5 Kronblade. Støvknapperne have 2 Huller. Kantet Stengel. Udelte, stive Blade. Mange Blomster. Halvbusk). Eenblomstret Vintergrøn, Øjenblomst, Reigneblom, Øinegræs, Liden Souspring. Bladene lægges, vædede i Munden, paa svage Øine. Viol, Vellugtende V., Martsviol. -- (V, 1). Ved at rive Blomsterne i en Morter, og hensætte den af- pressede Saft i smaae Kobberkar, skal faaes en fiin Grønfarve. Roden foraarsager Brækning. (Uden Stengel. Krybende Vandgrene). Hunde Viol, Gaukskoe, Souøira. Roden foraarsager Brækning. (Stengel. Bladene aflang-hjerteformige). SIDE: 146 Fleerfarvet V., Stedmodersblomst, Dag og Nat, Svuluhat, Sjuk- Moblom. Afførende, urindrivende. Roden rødtfarvende; og, med for- skjellige Blandinger, guulgrønt- og bruunagtigt-farvende. Planten afs. til Apoth. Visse, Farver V. -- (XVII, 3). Meget tjenlig til Guulfarvning, til Grønt paa Blaat. Planten giver, kogt med Kalkvand, afsiet, og atter kogt med Kridt og Alun, Saftguult. Volverlei, Bjerg V., Guldblomme, Hest-Soløje, Stoksvær, Øl- konge. -- (XIX, 2). Opløsende, nervestyrkende. Temmelig svag The af Blomsterne drikkes Morgen og Aften, og ligeledes Øl, hvorpaa Blomsterne ere satte, imod Lamhed, samt naar man har stødt sig eller for- løftet sig. Afkoget ypperligt til Indsprøitninger i Dyrsygdomme. (Randkronerne mangle Støvknappe. Middelstor Fjeldplante med rank Rod og Stengel, udeelte Blade, eenlige, store, mørk- gule Blomster). Vedbende, Almindelig V. -- (V, 1). Bærene afførende, sammensnerpende. Saften, som udsvedes efter Indsnit, opløsende. De unge Skud og Blade brugelige i Garverierne. (Klattrende Busk. Bæret 5frøet, omgivet af Bægeret. Bladene ægformige, lappede. Guldgule Blomster i en Halvskjerm). Vrietorn, Tveboe V., Gjeitbark, Træet, Fanden flaaede Gjeita ved. -- (V, 1). Bærene mildtafførende. Barken, men især Basten, guultfarver Linned. Saftgrønt laves af de modne Bær ved at støde dem, hensætte dem i 8 Dage, perse dem igjennem en Liinklud, hvorpaa det Usiede sies igjennem Flonel, koges i Kobberkar ved sagte Ild, under bestandig Omrøren, med tilsat Alun, til Honning Tykkelse, og hensættes derpaa i Blærer, forat tørres. End smuk- kere bliver Farven, hvis Saften paanyt opløses i Vand, gjennem- sies og tørres. De tørrede Bær, udgnedne i Alunvand, guul- SIDE: 147 farve, hvilken Farve mørknes med Alun. Bark og Bær afsættes til Apotheket. (Bæret 3rummet. Han- og Hun-blomster paa forskjellige Planter. Det potteformige Bæger bærer Kronen, der er guul- grøn, siddende 4, 5 sammen i Bladhjørnerne. Torne i Enden af Grenene). Tvekjønnet Vrietorn, Troldhæg, Hundehæg, Troldkjerringhæg, Ol- sukhæg, Hundeved, Brakal. The af Mellembarken renser for Orm og Forstoppelse; ligesaa Afkoget af Barken i Øl; men den taales kun af stærke, voxne Folk. Anvendt som stærkt drivende Middel i Vandsot og For- kjølelse. Barken, aftaget i Juni, tørret et Aar og udblødt i Bøgeaske, kraprødfarver Uld, naar denne lægges i Suppen, og varmes, uden at koge, i 2 Timer. Den indvendige Bark guult- farver. De grønne Bær lysguul-farve vismuth-beredet Uld. De modne Bær graaligfarve Uld, og blaaligfarve, hvis Salpeter til- sættes. Violet faaes med Ædike. Suppen af Bærene giver, naar den har gjæret, med Vismuth, smukt Grønt. Æbletræ, Æble-Abil, Vild Apal; og Pære-Abild, Pæretræe. -- (XII, 5). Baade Æble- og Pære-træe give særdeles sunde Frugter: blod- rensende, lædskende, fortyndende; og, som saadanne, en for- trinlig Kost i baade hidsige og kolde Febre. Syrlige Æbler, kogte i Havresuppe, give en ypperlig Feberdrik. Raadne Æbler, imængede lidt stødt Kampfer, bruges som Salve paa Frost- og Brandskader. Æblesaft skal stille Krampe, naar den smøres paa det lidende Sted. Barken af Æbletræe guultfarver. Saften af begge Arter giver en fortræffelig Most, og indeholder meget Sukker. -- Bør lægges Vind paa. Ælm, Smaabladet Alm, Alm, Eben. -- (V, 2). Barken anvendt kogt i Omslag mod Beenbrudskader, Udslet og aabne Saar. Saften i Bladblærerne mod alleslags Øienskader og Vunder. Bladene, sammensnerpende, ogsaa brugte i Hud- sygdomme. Barken bruuntfarver. Bladblærerne og de spæde Qviste rødtfarve. Barken afsættes til Apotheket. SIDE: 148 Ærenpriis, Strand-Æ., Finnegræs, Blaat Farvegræs. -- (II, 1). Blomsterne blaatfarve Linned. (Bladene ulige-takkede). Tykbladet Æ., Bekbung. Bladene, æltede med Kingelvæv og Salt, saarlægende; som The er Planten brugt imod Skjørbug og Sliim. Afs. til Apoth. Lancetbladet Ærenpriis har samme Kræfter. Læge Ærenpriis, Barsleik, Barleik, Busleik, Flesmegræs, Norsk The. Saarlægende, styrkende, sammensnerpende. Bladene, kogte, æltede i Havregrød, lægges paa Qvægets Bylder. Afs. til Apoth. De ere tillige tjenlige istedetfor The. Dog skal til dette sidste Brug Tveskjægget Ærenpriis, Kummertrøst, Smaaklok, Smaa- bjælle (med rynkede Blade og himmelblaa Krone) have Fortrinet. (Bladene aflange, lodne. Kronen blegblaa). Øientrøst, Læge Ø., Blodstrip, Svaalublom, Blodstemgræs. -- -- (XIV, 2). Mildt sammensnerpende. Brugt imod Øjensvaghed. (Kapselen 2rummet. Støvknappene tornede. Smaae Engplanter med enkelte Blade ligeover for hinanden ): modsatte; og een- sidige Ax besatte med Blomstblade. Kronerne hvide med violette Striber og guult Svælg). GIFTIGE OG MISTÆNKTE PLANTER Anemone, Koebjelde A., Kubjelle. -- (XIII, 6). Saften er overordentlig skarp og bidende, saa den trækker Blæmmer paa Huden. Blomsterne give en grøn Farve, og et grønt Blæk lader sig lave af dem. (Skaftet eetblomstret med haaret Svøb, opret, trindt, haaret, enkelt, 6 -- 8 Tommer høit. Bladene delte i mangfoldige, smale Flige, haarede. Roden lang, træagtig. Blomsten ludende, stor iforholdtil Planten. Kronbladene blaaeviolette, bred-landseformige. Frøet langhalet, ligesom med hvid Uld paa. Blomstrer i April og Mai). SIDE: 149 Bulmeurt, Almindelig B., Tandværksgræs, Feldurt, Bolmurt, Styg- græs, Stinkgræs, Søvngras, -- (V, 1). Hele Planten, især Roden og Frøene, er giftig og foraarsager et fjantet Raserie, ja Døden. Alle Huusdyr undtagen Geden, vrage den. Anvendt i Lægekonsten. (Skjøndt dens hæslige Lugt og Udseende synes noksom ad- varende til at gjøre den kjendelig som farlig Giftplante, da ingen indenlandsk Urt i den Grad har noget Modbydeligt ved sig, an- føres dog her dens fulde Mærker da den just ligesom tilbyder Børn sine dødbringende Bægre, ved at voxe i Mængde netop paa saadanne Tomter, som de udkaare til Leg, hvori endog ofte dens pottedannede Bægere spille en Rolle. Hele Planten afhændes til Apothekerne. Roden fingertyk, tapformig, i Spidsen deelt. Stengelen opret, grenet, bladet, trind, tæthaaret (især i Spidsen), fidtet ligesom hele Planten, der er 1 -- 1 1/2 Fod høi. Bladene uden Stilke, vexelviis siddende, indbugtede fra Siden, noget finnede, spidse. Blomsterne skidengule med violette Aarer, sidde i Enden af Grenene i et, førend Blomstringen kort, men, medens den varer, meget forlænget, eensidigt, tilbagebøiet, bladet Ax. Bægeret potteformigt, i Randen 5kløvet. Blomstrer i Juli nær Have, Huser eller Gjærder). Druemunke, Axblomstrende D., Paddebær, Troldbær, Ormegræs, Faarelort. -- (XIII, 1). Bærene skadelige; kogte med Alun give de sort Blæk. (Roden knudret. Stenglen opret, glat, grenet, 1 -- 2 Fod høi. Bladene sammenhobede. Blomsterne aflange, hvide, snart af- faldende, sidde i tætte korte Klaser i Enden af Stengelen og Grenene. Bægeret affaldende. Bærene sorte). Fingerbølle, Rød F., Fingerguld, Fingerguldblad, Fingerhat, Finger- bor, Rebjøller, Røbjøller, Rævebjølle. -- (XIV, 2) Volder oversættes Brækning, Bugløb og andre onde Tilfælde. Anvendt i Lægekonsten. Planten afs. til Apoth. (Roden trevlet. Stenglen rank, udeelt, stribet, bladet, 2 -- 3 Fod høi. Bladene duunhaarede, ægformig-aflange, nedvendte, aarede. Bægerne dybt delte. Blomsterne violette, indvendig hvide med røde Pletter, budte, sidde i lange Ax. Blomstrer i Juli). SIDE: 150 Fireblad, Halsbyldegræs, Lusebær, Bjønbær, Rævbær, Svinebær, Troldbær, Vinterstø, Amonlouv, Tussegræs. -- (VIII, 3). Roden virker Brækning. Bærene giftige for Fugle idetmindste. Bladene, afplukkede før Blomstringen og tørrede, purpurrødtfarve alunbeitset Garn. (Er kjendelig nok ved sit ensomme Bær og Bladene ikors i Stenglens Top). Foldblad, Lysblomstret F., Hvid Nyserod, Hvidt Nysgras. -- (VI, 3). Virker omtrent som Fingerbølle. (Roden tyk, skraa, meget sidetrevlet. Stenglen opret, udelt, trind, 2 -- 3 Fod høi. Bladene bred-ægformige, omfatte Stenglen, ved Blomsterne tilspidsede. Blomsterne klasede, i Toppen gule. Blomstrer i August). Galnebær, Giftig Galnebær. -- (V, 1). Overmaade giftig. Anvendt i Lægekonsten. Planten afs. til Apoth. Roden tyk, krybende. (Stenglen opret, grenet, urteagtig, 2 -- 3 Fod høi. Bladene stilkede, skidengrønne, spidse, 2 sammen. Blomsterstilkene enlige i Greenhjørnerne med 1 Blomster paa hver, hvilket er hængende, skiden-violet, lidt haaret. Støv- knappene store hvide. Bæret furet, glindsende sort. Blomstrer i Juli). Gifttyde, Vand G., Sellsnæpe, Sprengrod. -- (V, 2). Svarer fuldkommen til sit første Navn. Især Roden er farlig. Anvendt i Lægekonsten. Bladene afsættes til Apotheket. (Roden tyk, budt, indvendig hvid, afdeelt i Rum, udvendig, sort og besat med Trevler. Stenglen opret, grenet, furet, bladet, huul, 1 -- 3 Fod høi. Bladene 3 kobblede, glatte. Smaabladene til begge Ender spidse, takkede, paa Underfladen blegere. Skjer- mene bestaae af mange, ved Grunden rødagtige Straaler, og staae modsatte Bladene. Kronbladene hvide. Blomstrer i August). Halvsvøb, Almindelig H., Vild Persille, Hunde-Persille. -- (V, 2). Virker -- især er Roden farlig -- Hovedsvimmel og en utaalelig Tørhed i Munden. (Roden tapformig. Stenglen opret, fiinstribet, lidt grenet, bladet, 1 -- 3 Fod høi. Bladene dobbelt finnede, glatte, mørke. Skjær- SIDE: 151 mene sidde modsat Bladene paa lange Stilke, med lange, ud- grenede Straaler. Kronbladene hvide. Den kan ogsaa kjendes ifra den sunde Persille ved sin Hvidløgslugt, og ved at den tidlig opskyder sin Stengel. Blomstrer i Juli og August). Huulsvøb, Almindelig H. -- Hundekex, Hundekarve, Hundeslænge, Bikjekjex. -- (V, 2). Om den ikke kan sættes iblandt de erklæret-giftige Planter, saa hører den dog fra Arildsold iblandt de mistænkte. Blomsterne ere ellers meget gode til Guulfarvning, naar de enten bruges tørre, eller friske med Alun. Bladene og Stengelen grøntfarve. (Tapformig Rod. Stengelen huul, tyk i Ledene, jevn stribet. Bladstilkene korte, brede, hule, ribbede paa Underfladen. Bla- dene meget indskaarne. Den midterste Bladnerve haaret. Smaa- svøbene 5; hule, tilbagebøjede, randhaarede Blade. Kronbladene hvide, flade. Blomstrer i Mai og Juni). Knudret Huulsvøb. Mere mistænkelig end Foregaaende. (Stengelen ru). Hundetunge, Læge-H. -- (V, 1). Hører blandt mistænkelige, bedøvende Planter. Roden farver rødt og med Jernvictriol mørkgraat. Anvendt i Lægekunsten. (Roden tapformig eller grenet, tyk. Stengelen opret, grenet, uldhaaret, kantet, af de nedløbende Blade. Bladene mørkgrønne, omfattende, blødhaarede. Blomsterne brunrøde, ildelugtende i en topformig, tilbagebøjet Klase i Enden af Stenglen og Grenene. Bægeret uldhaaret. Ligner Oxeøje. Blomstrer midsommers). Kjelderhals, Almindelig K., Tived, Tyrved, Tusved, Tutved, Tys- ved, Tysbast, Kiusved, Kjusbast. -- (VIII, 1). Bærene og Barken overmaade giftigt-brændende og skarpe, saaat de endog kunne være dræbende. Af Bærene kan tillaves en rød Malerfarve; og, tørrede et Aar over, bruges de til at forgive Udyr med. Stenglerne farve bruuntguult. Barken kan udvendig bruges for Spanskflueplaster. Bær og Bark afs. til Apotheket. (Noksom kjendelig ved sine lysrøde, vellugtende Blomster, der SIDE: 152 fremkomme meget tidlig og før Bladene, lige af Grenene. Stam- men buskagtig 1 -- 7 Fod høi. Bladene landsedannede, affaldende. Bærene aflang-kugleformige, høirøde). Mysse, Kjernmysse, Misne, Brandrøt, Myrblom, Buttegræs. -- (XXI, 2). Saften af Stengel og Rod er af en skarp, brændende Beskaf- fenhed; men, tørres Roden, males, udblødes og afdampes, da lader den sig meget vel bruge til Meel. (Roden krybende, meget sidetrevlet. Skaftet opret, trindt, glat, tykt, 3 -- 5 Tommer høit. Bladene store, stilkede, glatte, stribede, heelrandede, flere sammen ved Roden. Bladstilkene rendede, omfattende, med en hindeagtig Rand. Hylsteret paa Enden af Skaftet, ægformigt-tilspidset, tykt, indvendig hvidt. Bærene mørk- røde, siddende lige paa Skaftet. Blomstrer midsommers). Natskygge, Bittersøde N., Kiplyng, Æteved. -- (V, 1). Bærene skulle være skadelige. Stilkene afsættes til Apotheket. Pileurt, Bitter P., Peppergræs, Vaspepper. -- (VIII, 2). Meget skarp, ædende. Med Alun og Viinsteen olivenfarvende, som forstærkes med Jernvictriol. Anvendt i Dyrlægekonsten. De kogte Blade lægges, som et trækkende Plaster, paa Kinden imod Tandpine. (Blomsterne 6hannede, 2hunnede, rødhvide, udvendig prik- kede. Bladene landsedannede, bølgede. Axene traadformige nikkende. Stenglen opret, glat, tykledet, 1 -- 1 1/2 Fod høi. Led- dene røde ved den nederste Kant. Blomstrer i Forhøsten). Raigræs, Giftigt R., Byg-svingling, Skjæg, Sjak, Skeak, Bygskjak, Skjærax. -- (III, 1). Frøet virker Svimmel og andre slemme Tilfælde. Maa med Flid udryddes af Ageren. (Axet bestaaer af flere Smaaax. Straaet ru i Enden. Roden korttrevlet, dunet). Afarten: Stakløst, giftigt Raigræs har samme Egenskaber. Skarntyde, Plettet S., Flek-sleik, Flek-Kjex. -- (V, 2). Hele Planten, men især Roden, giftig. Anvendt i Lægekunsten. Planten afs. til Apotheket. SIDE: 153 (Roden tapformig, hvid, kjødagtig. Stenglen opret, trind, glind- sende glat, især ved Grunden bestrøet med røde Pletter, smal, stribet, bladet, meget grenet i Toppen. Bladene indskaarne, takkede, glindsende. Bladstilken rendet. Skjermen mangestraalet, Kronbladene hvide, hjerteformige. Blomstrer midsommers). Stormhat, Nordisk S., Træorm, Tørje, Luushat, Ølfløike, Tolorm, Troldhat, Troldkjærringhat, Taralm, Tøralm, Toralm, Talalm, Tørjom, Lusegræs, Torrhat, Skovhat, Olmflok, Huusløk, Hund- flok. -- (XIII, 3). Har, ligesom den hvidagtige og den i Haver dyrkede Afart, stærk giftige Egenskaber, saaat endog dens Uddunstninger skulle være skadelige. Roden udblødt i Melk er en Fluegift. Planten afs. t. Apoth. (Noksom kjendelig af sine smukt-blaae, hjelm- eller vogn- dannede, axsatte Blomster, og store 3 -- 5 delte Blade. Blomstrer paa skyggefulde Steder midsommers). Ranunkel, Nedbøiet R., Renselgras. -- -- (XIII, 6). (Bladene ægformig-lancetformige) samt Tigger R., Kjel-Soløie. (De nederste Blade haandformige; de øverste fingerdannede) og Bidende R., Kragefod, Soløje, Eng-soløie, Vold-Soløje, Hvit- Soløje, Solemblom, Trækblomster. (Bladene 3kløvede, mangedeelte. De øverste Blade liniefor- mige). Ere alle brændende, skarpe, blæretrækkende. Svamp, Flue-Bladsvamp. (Hatten brandguul-rød, hvidtvortet) med dens Arter, samt Kolik-Bladsvamp. (Hatten haaret, guul, Stok- ken huul) og Heel-Bladsvamp, Ekornsop, Tørsop, Jærvsop. (Hat- ten høirød) ere giftige. Endeel andre Svampe anføres vel som spiselige, men man gjør vist bedst i at lade dem staae. Tax, Almindelig Taxtræ, Barlind. -- -- (XXII, 12). Blade og Bær skadelige. Roden indeholder Farvestof. Dens Ved, fiinraspet, æltet med en Deig og indtaget til en Vægt af et Lod strax, er et Middel mod gale Hundes Bid. SIDE: 154 (Stammen rank. Naaleformige, traadede Blade og stilkede Blomster i Bladhjørnerne. Bæret rødt, aabent i Toppen). Vorteurt, Stilkbladet V., Ringormguld, Ringormgræs, Aakerløk, Ulvemelk, Vargmjølk. -- (XI, 3) samt Kilebladet Vorteurt, Lancetbladet Vorteurt og Kjern-Vorteurt. (Svøbene graablaa, Blomsterne gule. Ved Strandkanten). Have alle en meget bidende, ædende Saft eller Melk, som det ikke engang er raadeligt at anvende udvortes. (Kjendes alle bedst paa den hvide Saft. Kapselen stilket, tre- kantet. Bladene udeelte. Uanselige Skjermblomster). Forebyggende Cholera ere de mavestyrkende og varmende Planter. Deslige Midler haves i Karvens Frøe, Kalme- og Qvan- rod, Malurtens, Balsamens, Regnfandens og Perikons Blomster, hvilket tages sat paa Brændeviin. Løvetandrodens Saft kan ogsaa anbefales, ligesom man og roser meget en Dram med Spanskpeber i. EFTERMÆLE Du har læst mit Arbeide (ikke mit Værk) Ven? Det har neppe tilfredsstillet dig? Lad mig haabe, at Du ialfald skaansomt be- titler det "en Opfordring til de Lærde om at give Bonden noget Bedre", eller at Du siger -- og det er hvad jeg vil -- "Du gav dog Bonden et Begreb om hvilke forunderlige Kræfter Skaberen lagde i sin Planteverden". Jeg veed, at vor Ven Hakon Almelie tilegnede sig idetmindste et saadant Heelbegreb af mine Opteg- nelser; thi idag vaktes jeg tidligen af hans Stemme . . jeg slog Vin- duet op, og hørte ham raskt henvandrende over Engen at synge: Der voxer paa min Odelsbund saamangen Blomme fin, som rækker stakkels Syges Mund et Bæger Medecin. SIDE: 155 Der snoer sig i min Odelsgrund saamangen kraftig Rod, som har bag Skallen styg og bruun det sunde Hjertes Blod. Der skygger paa min Odelsmark saamangt uvisligt Blad, som gjemmer bag sin blege Bark en Regnbues Farverad. Almagten rørte Verdners Flom i Nattens dybe Hvælv. Nu vugger Morgnens spæde Blom. Favn der Algodhed selv. -- Dette er en Maimorgen-psalme . . i Hakons Mund uskyldig som Lærkens. SIDE: 156 Henrik Wergeland FOR ALMUEN FJERDE HEFTE Kort er Livet; Meget er Det vi skulle lære her. Altid før vi udlært have, Synke vi i vore Grave. LÆSEBOG FOR DEN LÆRELYSTNE TILVOXENDE UNGDOM FØRSTE STYKKE Om Verden. Det vi staae paa kaldes Jorden. Denne Jord er et meget stort Legeme, næsten rundt som en Kugle. Denne Kugle, eller, som vi kalde den, Jordkloden, er rundtomkring 5400 Mile, og hver af disse Mile er omtrent 12,000 Alen. Den svæver i et endnu langt større Rum, som kaldes Himmel. Himlen over os seer næsten ud som en blaa Hvælving, naar ikke Jordens Ud- dunstninger, hvilke vi kalde Skyer, betage os Udsigten dertil, og den er formodentlig opfyldt med Luft. Om Aftenen seer jeg paa Himmelhvælvet en Mængde Lys, hvilke man kalder Stjerner. De synes dog kun at være saa smaae, formedelst den uhyre Afstand imellem os og dem; thi Mangfoldige af dem ere mangegange større end vor Jord og lige- saadanne runde Legemer som den. Hvis der paa Stjernerne gives (som vi slutte med Grund) fornuftige Skabninger, der nyde, ligesom vi, den opløftende Fryd at beskue Himmelhvælvet med alle dets utallige Stjerner, da maa vor Jord for dem synes som en Stjerne. Stjernerne staae ikke stille; men hver af dem bevæger sig i sin afmaalte Kreds. Himmelrummet maa da altsaa være umaadelig stort, fordi saamange store Legemer kunne bevæge sig omkring i det, uden at komme hverandre for nær. SIDE: 157 De fleste Stjerner have dog kun en næsten umærkelig egen Bevægelse, og kaldes derfor Fixstjerner eller faste, ubevægelige Stjerner. Disse ere ogsaa i sig selv lyse, eller de have deres Lys af dem selv og kaldes derfor Sole. Andre Stjerner ere i sig selv mørke og erholde deres Lys af en Sol, idet de bevæge sig rullende om denne, og kaldes derfor Planeter eller bevægelige Stjerner. Vor Jord er en saadan mørk, bevægelig Stjerne eller Planet, og oplyses af en lys ubevægelig Stjerne eller Fixstjerne, hvilke vi kalde vor Sol. Solen kan ikke oplyse alle Jordens Dele og Sider paa engang, fordi Jorden er kugleformig. Derfor dreier Jorden sig bestandig omkring som et Hjul, for at alle dens Sider i en vis Tid kunne beskinnes. Dette Tidsrum kalde vi et Døgn d. e. saa lang en Tid, Jordkloden behøver, for at kunne bevæge sig netop een- gang rundtom sig selv. Denne Bevægelse kalde vi Jordens dag- lige Bevægelse. Idet Jordkloden saaledes dreier sig omkring som et Hjul om sin Axel, løber den tillige i en stor, regelmæssig Kreds omkring Solen. De forskjellige Stillinger, hvori Jorden under dette sit Løb kommer til Solen, fremvirke, at det til en Tid er varmere hos os end til en anden d. e. Omvexlingerne af Vaar, Sommer, Høst, og Vinter, hvilke følge regelmæssigen efter hverandre, fordi denne Jordens Bevægelse om Solen er regelmæssig. Den Tid, Jorden behøver for at fuldende eet Løb om Solen, kalde vi et Aar, og dette Jordens Løb, Jordens aarlige Bevægelse. Fra Solen, der er 1,000,000 gange større end Jorden og 30,000,000 Mile borte fra Jorden, udstrømmer mere Lys og Varme end vor Jord behøver, forat være frugtbar og skikket til at ernære de utallige Skabninger, som bevæge sig paa den. Der gives da flere Pla- neter, der,ligesom Jorden, bevæge sig om Solen og erholde Lys og Varme af den. Disse ere de Stjerner vi see mærkeligen at bevæge sig paa Himlen og ere i Tallet 10, af hvilke Nogle ere større, Andre mindre end vor Jord; Nogle fjernere, Andre nærmere Solen end vor Jord. De Planeter, som ere fjernere fra Solen end vor Jord, have altsaa en større Bane at gjennem- løbe end denne, før de fuldende et Løb om Solen, og altsaa et længere Aar end Jordens. Om flere af disse Planeter bevæge sig andre mindre Planeter, hvilke vi kalde Maaner. Nogle Pla- neter have flere Maaner, som f. Ex. den store Planet Jupiter, SIDE: 158 der har 4 Maaner; men vor Jord har kun een Maane, som 12 gange bevæger sig om Jorden, medens denne eengang bevæger sig om Solen. Efter denne Maanens Bevægelse have vi vor Tidsafdeling: Maaned, ja ogsaa vor Tidsafdeling: Uge; thi efter- som Maanen oplyses af Solen, viser den sig af- og tiltagende, og naar den indtil Halvparten har taget til eller af, saa kalde vi hiint det første, dette det sidste Qvarteer eller Maaneskifte, og imellem hver af disse er 7 Dage. Da Fixstjernerne ere Sole, som vor Sol, ja Mange endog større end denne, saa slutte vi, at ogsaa Planeter med Maaner eller Drabanter bevæge sig om hver af disse; saamange Planeter som bevæge sig om een Sol kalde vi tilsammen et Solsystem. Vort Solsystem have vi opdaget, ved Kikkerter eller Fjernrør, at be- staae af 11 Planeter og 18 Maaner. Maanen synes kun saa stor, fordi den er os nærmest af alle Stjerner. Den er 50 gange mindre end Jorden og 50,000 Mile fjernet fra den. Naar Maanen træder imellem Solen og Jorden, saa skjuler den en Deel af Solen for os, og dette kalde vi en Solformørkelse. Men træder Jorden imellem Solen og Maanen, saa kaster den en Skygge paa Maanen, og det kalde vi en Maaneformørkelse. Foruden Fixstjerner og Planeter gives der endnu et tredie Slags Himmellegemer, som, fordi de have som oftest et langt Skimmer, ligesom en Lyshale, efter sig, kaldes Halestjerner eller Cometer. Deres Baner ere ikke saa bestemte som de andre Stjerners, men de kunne dog beregnes d. e. Menneskene kunne sige, naar de skulle vise sig. Himmelrummet og Stjernerne kaldes tilsammen Verden; derfor kaldes ogsaa Stjernerne Verdenslegemer. Den Videnskab som beskjæftiger sig med at beregne Verdens- legemernes Plads, Stilling, Størrelse, Bevægelse og Afstand, ifra hverandre i Himmelrummet, kalde vi Astronomie eller Stjerne- kundskab. Astronomien har lært os, at vi ikke skulle indbilde os at Himmellegemerne have nogen overnaturlig Virkning paa os, eller at de have nogen anden Virkning paa vor Jord end en blot naturlig eller, hvilket betyder det Samme, physisk; d. e. at Solen fremvirker Jordens Varme og Frugtbarhed til sine Tider, at Maanens Tiltrækningskraft virker Ebbe, og Flod, eller det store Havs regelmæssige Af- og Tiltagen, at Sol og Maane SIDE: 159 samt Planeterne ere vore Tidbestemmere o. s. v. Stjernevidenska- ben lærer os da, at vi ikke med et overtroisk eller og ligegyldigt, følesløst Øie -- som om vi blot saae Malerier -- skulle beskue Stjernehimmelen, ligesom og, at denne ikke er til alene for Jordens Skyld; men at Jorden er et Led i den store Verdens Kjæde; og især lærer Stjernevidenskaben os, -- idet den viser os og under- viser os om de talløse, umaadelige Verdenslegemer og deres af- maalte Baner, og lader os slutte, at ogsaa disse Talløse ere be- livede og beboede, -- tydeligen og beskueligen Gud Alskaberens, Gud Altopholderens og Bestyrerens uendelige Storhed, Almagt, Viisdom og Godhed. ANDET STYKKE Om Jorden. Geographien eller Jordbeskrivelsen belærer os end mere om Jorden; thi foruden dens Skikkelse, Størrelse og Bevægelse, lærer den os ogsaa dens Overflades Beskaffenhed. Nu! angaaende dens Skikkelse, da vide vi allerede, at den er rund, samt hvor stor den er og hvorledes den bevæger sig; men hvorledes bevise vi, at vor Jord virkelig er rund? Det synes dog ikke saa. Jo, det baade synes saa, og det er saa; thi 1) naar vi see høie Gjenstande, som Taarne, Skibe, Bjerge eller Træer langt borte fra os, da see vi kuns deres øverste Spidser; men komme vi dem nærmere, da see vi stedse mere og mere deraf, og tilsidst den hele Gjenstand. Aarsagen er Jordens krumme Overflade. 2) Naar Jorden paa sin Bane omkring Solen kommer imellem Solen og Maanen, og altsaa bevirker en Maaneformørkelse, idet den betager Maanen sit Lys, saa kaster den jo en rund Skygge paa Maanen; og som Skyggen er, saa maa Legemet være. 3) Der have været og ere endnu Folk, som have reist omkring Jorden, hvilke kaldes Verdensomseilere; og reiste de ud i Øst, da kom de tilbage igjen fra Vest. Heraf slutte vi rigtigen, at Jorden er et kugledannet Legeme, der svæver frit i det umaadelige Himmelrum. Angaaende Jordens Overflade, da lærer Jordbeskrivelsen, at den udgjør omtrent 9,000,000 Qvadratmile, eller Fiirkanter, der SIDE: 160 ere 1 Miil paa hver Side, hvoraf 6,000,000 Qvadratmile ere skjulte med Vand, og Resten beboeligt Land, skjøndt vi ogsaa herfra maae regne store Strækninger, der enten formedelst for streng og vedvarende Kulde ere bedækkede med Iis, eller for- medelst for stærk Hede og for lidet Vand ere aldeles udyrkbare. De første findes ved Nord- og Sydpolen d. e. de yderste nord- lige og sydlige Puncter paa Jorden, i den nordlige kolde Zone og den sydlige kolde Zone; men de Sidste, hvilke kaldes Ørkener, findes især midtpaa Jorden, i Egnen hvor Solen staaer lodret over d. e. i den varme Zone; men imellem den varme Zone og den nordlige og sydlige kolde Zone strække sig den nordlige tempererede Zone og den sydlige tempererede Zone, inden hvilke de frugtbareste og skjønneste Lande ligge. Norge ligger under den nordlige tempererede Zone, dog saameget nordlig i denne, at en Deel af dets nordligste Provindser strække sig ind i den nordlige kolde Zone. Disse Jordens Zoner samt dens Form vises os tydeligst ved en Globus d. e. en efter Jorden dannet Kugle, hvorpaa saavel Solens Stilling imod Jorden (Solbanen) findes afsat, som de for- skjellige Zoners indbyrdes Afstand, betegnet ved optrukne Cirkellinier. Et Planiglobium er derimod en flad Aftegning af hele Jordens Overflade eller af begge Jordklodens Halvkugler. Paa den ene af Jordens Halvkugler viser Planiglobet os kun eet stort Fastland eller stor sammenhængende Landstrækning; og dette Fastland er den største Verdensdeel, nemlig Amerika. Derimod den anden Jordens Halvkugle omfatter fire Verdens- dele: Europa, Asia, Afrika -- hvilke tre ere sammenhængende -- og Sydindien eller Australia, der bestaaer af Øer, hvoriblandt en: Nyholland, der er næsten saa stor som Europa. Amerika strækker sig næsten gjennem alle Zoner: det Syd- ligste nærmer sig den sydlige kolde Zone og er altsaa raat og koldt -- saa bliver det tempereret -- saa meget hedt (hvilket Strøg især kaldes Vestindien, der bestaaer af mange Øer) -- saa atter tempereret -- og saa tilsidst aldeles ubeboeligt og iis- dækket. Europa hører i det hele taget til den tempererede Zone d. e. har maadelig Varme. Asia, som er af videre Ud- strækning, hører deels til den hede Zone (Ostindien), deels til den nordlige tempererede (Høiasien, hvor de høieste Bjerge paa SIDE: 161 Kloden findes), deels til den nordlige kolde Zone (Nordasien eller Siberien). Afrika hører forstørstedelen under den hede Zone, hvorfor og især Ørkener findes der; og Australia stræk- ker sig i forskjellige Øesamlinger igjennem alle Zoner undtagen den nordlige Kolde. Verdensdelene omskylles af det store Verdenshav (Oceanet) hvis Dele have forskjellige Navne, saasom Atlanterhavet imellem Europa og Amerika, det stille Hav imellem Amerika og Asien. Nordsøen imellem Norge og England er igjen en Deel af Atlanter- havet, og Christianiafjorden en Deel af Nordsøen. Verdensdelene ere igjen delte ved naturlige Grændser, saasom Floder og Bjerge, i mange Lande, og Landene igjen i Provindser, f. Ex. Norge, Sverrig, Danmark, Engeland, Frankrige, Spanien og mange flere ere Lande i Europa; men Agershuus Stift, Trond- hjems Stift ere kun Provindser i Norge. Et Lands Mennesker tilsammentagne kaldes et Folk eller en Nation. Hver Nation har fordetmeste sit eget Sprog, egne Sæder, Regjeringsform eller Statsforfatning; og, naar det har egen Re- gjeringsform kaldes Folket selvstændigt, og har da en egen Ho- vedstad eller Regjeringens Sæde, f. Ex. Norges Hovedstad er Christiania, Frankrigs er Paris, Sverrigs er Stockholm. Land- kaartet oplyser os om de enkelte Landes Størrelse, Grændser og Mærkværdigheder. TREDIE STYKKE Om Tingene paa Jorden. Naturhistorien giver os Kundskab om alle de Tings Form og Dannelse, Kjendemærker, Oprindelse og Undergang, Egenskaber, Nytte og Skade, som findes i og paa Jorden, og som ikke af Mennesket ere væsentligen forandrede. Disse Ting kaldes des- aarsag Naturlegemer. De derimod som Mennesket har væsentlig forandret faae Navn af Kunstlegemer (f. Ex. en Kniv, et Uhr). Physiken eller Naturvidenskaben undersøger Naturens Kræfter og Love, hvorfor det som viser sig, viser sig saa og ikke ander- ledes. F. Ex. det, at en udkastet Sten falder til Jorden, forklarer den sig af Jordens Tiltrækningskraft, som det største Legeme. Elementer eller Grundstoffe, oprindelige Bestanddele, kalder SIDE: 162 man dem, af hvilke alle Legemer, som vi kjende, ere sammen- satte. Saadanne Elementer ere Jord, Vand, Luft, Varme, Lys. Naar man betragter Naturlegemerne ihenseende til deres 0p- rind, Væxt og Form, faar man Anledning til at inddele dem i to Hoveddele: organiserte og uorganiserte Legemer, d. e. Legemer med og uden Redskaber eller Lemmer. De organiserte Legemer ere altid frembragte af andre Naturlegemer af samme Art og Skik- kelse, de voxe indvendig fra ved at bringe fremmede Dele ind i deres Legeme og gjøre dem eens med deres eget Legeme, hvorfor de, imedens de have en hensigtsmæssig Legemsbygning, hvorved de blive istand til at forplante sig eller frembringe nye Legemer af samme Art, tage Næring til sig og voxe. De uorganiserte Legemer fremkomme ved Deles Sammensætning, Forbindelse med hverandre og Opløsning i hverandre efter faste naturlige (physiske) Regler. Deres Bygning er meget simplere end de organiserte Legemers. De organiserte Legemer dele sig i to Naturriger, nemlig 1) Dyreriget, der indbefatter Dyrene eller organiserte Legemer med Fornemmelse; og 2) Planteriget, der indbefatter alle de or- ganiserte Legemer uden Fornemmelse, der voxe op af Jorden. Et Legeme har Fornemmelse, naar det af sig selv kan bevæge sig. Enkelte Planter (f. Ex. Balsamine) hvis Dele vi see at be- væge sig ved Berørelse, have dog ingen Fornemmelse, da den ei af sig selv, men kun ved Berørelse yttrer Bevægelse. De uorganiserte Legemer danne det tredie Naturrige eller Mineralriget, der indbefatter alle Jord- og Steen-arter. Forat kunne overskue Skabningens Mangfoldighed, lægger man Mærke til visse Ligheder og Uligheder for at kunne ordne dem i visse Classer, Slægter og Arter. Dyrene dele vi saaledes først efter Blodet i tvende Hovedafdelinger; nemlig i Dyr med rødt Blod og Dyr med hvidt Blod. Blodet af de rødblodige Dyr er enten varmt eller koldt. Dyr med varmt, rødt Blod føde enten levende Unger og give dem Die ved deres Bryster, indtil de selv kunne føde sig, og disse kalde vi Pattedyr; eller de lægge Æg, hvori Ungerne først uddannes ved Varmen, og disse kalde vi Fugle. Dyr med koldt, rødt Blod drage Aande enten ved Lunger, og disse kaldes Amphibier, hvilke kunne leve baade paa Land og i Vand; eller ved Gjeller; og disse kalde vi Fiske. Dyrene med hvidt Blod have enten virkelige Fødder, og da idetmindste sex, hvilke Dyr vi kalde Indsecter, eller de have ingen SIDE: 163 Fødder, og da kalde vi dem Orme. Vi have altsaa sex Dyr- classer. Ved Planterne iagttager man Rod, Stamme, Blade, Blomster, Frugt, Frøet og Bidelene (saasom Torne, Snerte). De Væxter, der skyde kun en træagtig (oftest heeltigjennem fast) Stamme af Roden, kaldes Træer; de der skyde flere end een træagtig, mindre Stamme, kaldes Buske; og ere disse flere Stammer smaae og tynde som Qviste, kaldes de Kratbuske (f. Ex. Lyng, Post). Væxter, der have ingen træet Stamme, men kun bløde Stengler, kaldes Urter. Efter Forplantningsdelene d. e. de, som bevirker at Planten sætter Frøe, og hvilke findes i Blomsten, inddeler man Væxterne i Classer og Ordener. Til den sidste Classe henhøre de, der kun have utydelige Befrugtningsdele, saasom Svampe (Sop) og Moser. Selv Skimmel eller Mugg er en Plante henhørende hertil; ja med Forstørrelsesglas opdager man Grene og Qviste paa den, som paa Træerne. Mineralierne inddeles i Jorde og Stene, som ikke lade sig ud- hamre eller strække: i Salte, der have en mærkelig Smag og let lade sig opløse i Vand; i brændbare Mineralier, der opbrænde i Ilden og opløses i en Olie, og i Metaller, der, foruden at de glindse, lade sig udhamre og strække. Sandjord, Leerjord, Kalkjord, Muldjord, kjende vi iblandt Jord- arterne, ligesom Quarts, Marmor, Skifer iblandt Steenarterne, Salt (Steensalt, Kogsalt), Allun iblandt Saltene; Steenkul og Gas imellem de brændbare Mineralier, samt Guld, Sølv, Kobber, Jern, Blye, Quiksølv imellem Metallerne. Ædelstenene henhøre til første Classe til Kiselarterne, hvortil og Flintestene og Krystallerne høre. Saa mangfoldige og forskjellige Væsenerne og Tingene ere, gaaer dog Alt ligesom i een Kjæde ifra Stenen ligetil det fuld- komneste Dyr: Mennesket. Ja vi opdage selv intet Spring imel- lem Naturrigerne; men de ere forbundne ved Mellemled, ved Skabninger, der synes at henhøre næsten ligemeget til begge angrændsende Afdelinger i Skabningsrækken. Den ufuldkomneste af organiske Legemer, den ufuldkomneste Plante, nærmer sig til de uorganiske Legemer: Skimmelarterne synes os jo som Støv eller Muld; -- og det ufuldkomneste Dyr har meget tilfælles med Planterne: Polypen, som vi see bevæge sig af sig selv i Vandet og opsluge smaae Indsecter, har dog SIDE: 164 Grene og er fastsiddende ligesom en Plante, ja ligner meest en Moseart. Planterne drage deres Næring af Luften, Vandet og Jorden. Dyrene tage deres Næring enten af Planteriget alene eller af Plante- og Dyre-riget, eller af Dyreriget alene. Disse Sidste kaldes Rovdyr og forfølges af Menneskene, fordi de fortære hvad Mennesket, der veed, at det er alle Jordens underordnede Skabningers Herre, selv forstaaer at bruge. Iblandt Planterne og Mineralierne gives Nogle, der ere skadelige, ja dødende for de levende Skabninger. Disse kaldes giftige; og, tilberedes de af Menneskene til et eller andet kunstigt Brug, saa kalde vi denne Frembringelse en Gift. Chymien er den Videnskab, der undersøger alle Tingenes indre Bestanddele, deres Nytte og Skade. FJERDE STYKKE Om Mennesket. Mennesket har et dyrisk Legeme, d. e. det fødes, ernærer sig, forplanter sig, døer, ligesom de øvrige Jordens organiske Legemer, og bestaaer ligesom disse af faste og flydende Dele. Det menne- skelige Legeme udmærker sig dog ved den opreiste Gang, som er grundet i Menneskets Legemsbygning, ved det aabne, haarløse flade Ansigt, ved Hænderne o. fl. Ting. Menneskets Legeme er udrustet med en høi Grad af Livs- kraft, Udholdenhed og Varighed, saaledes, at det er skikket til at leve under de forskjelligste Klimater: under Solens lodrette Straaler, som paa Polernes Iismarker, og til at opnaae en, ifor- holdtil sin Størrelse og andre Skabninger, udmærket høi Alder; men det varer ogsaa længe inden det bliver stærkt nok til, uden Skade for sig selv, at forplante sig; -- dog denne sildige Mand- barhed viser netop, at det er af Naturen bestemt til at opnaae en meget høi Alder, hvilket vi og see de Mennesker opnaae, der leve ordentligen og efter Naturen. Det, at det menneskelige Legeme er nøgent, uden medfødte Forsvarsmidler, ja af en mindre egentlig Styrke end mange Dyr, der kunde være Mennesket farlige (altsaa Nød og Frygt) synes at have været blandt de første Midler til at vække det med SIDE: 165 Menneskets Legeme nøie forbundne usynlige, men sig selv be- vidste Væsen, som vi kalde Menneskets fornuftige Sjel, der be- staaer af en inderlig Forbindelse imellem flere evigen udviklelige Evner. Eftertanken og Opfindsomheden vare da de første af disse, som vaktes af Smerte, Frygt og Nød, da det ikke var saa let for Mennesket at finde de for det tjenligste Næringsmidler over hele Jorden, som for Dyrene, hvis Arter ikke udbredede sig udenfor de Himmelegne, der vare dem de bedste, og hvor tillige deres særegne Næringsmidler fandtes i Overflod, hvilke de ved stærkere Naturdrifter end Menneskets lededes til at finde og bruge. Eftertanke og Opfindsomhed lærte da det nøgne Menneske at klæde sig og bruge Vaaninger, det værgeløse Men- neske at væbne sig, det hungrige Menneske at dyrke Jorden, opelske Qvæg, jage, fiske og høste, vælge de sunde Nærings- midler. Men den følede Nød og den Erfaring, at Flere udrette mere end Een, og, at Livet stedse kunde indrettes beqvemmere, bragte Menneskene snart i Samfund sammen; og da Samfundene bleve større og Menneskene lærte, at Mennesket kun i Selskab kan uddanne sig, saa indrettedes disse Samfund ved Love or- dentligen til Stater. Mennesker, som i Samfund uddanne deres Færdighed og Evner, kalde vi cultiverede, hvorimod de Mennesker, der ikke have knyttet ordentlige Samfund indbyrdes, til fælleds Uddannelse, Sikkerhed og Beqvemmelighed, kaldes vilde. Europas Nationer ere de meest cultiverede, hvilke og i andre Verdensdele, især i Amerika have indrettet ordentlige Stater. I Asien gives ogsaa ordentligen indrettede Stater og altsaa cultiverede Folkeslag; men mange Nationer i denne Verdensdeel ligesom endmere i Afrika, Amerika og Australien ere kun at henregne til Vilde. Verdenshistorien lærer os hvorledes Staterne ere fremkomne, have uddannet sig og Menneskene med dem igjennem Tiderne. Men følge vi den igjennem Oldtid, Middelalder, og Nutid, igjennem Verdensdelene og de enkelte Lande, saa bliver dog dens Hoved- lærdom bestandig: cultiverede Mennesker ere ikke altid derfor gode Mennesker; men Mennesket maa, forat være som han bør være, være baade god og cultiveret, d. e. han maa uddanne sin Tænkemaade ligesaavelsom sine Forstandsevner. Og Historien lærer, at kun da, naar et Folk i det Hele har denne sande Ud- dannelse (Cultur), fører dette et lykkeligt Liv paa Jorden; da SIDE: 166 fordrer det (thi det veed sig fortjent dertil) at kunne føre et saa- dant; og forat kunne dette, indretter det en Statsforfatning, lige- saa god som ordentlig, ligesaa fornuftig og fri, som det selv veet sig fornuftigt og frit fra alt sædeligt Ondt. FEMTE STYKKE Menneskeheden skrider i det Hele bestandig fremad med Tiderne til det Bedre, til stedse større Oplysning og Lyksalig- hed. Derfor sige vi medrette, at, om Overtroe, Uvidenhed og Trældom hørte ligesom hjemme hos vore Forfædre for et Par hundrede Aar tilbage, saa passe disse Lyder og Tyngsler ikke nu mere med Tidens Aand d. e. med den største Deel af den nulevende Menneskeheds Tænkemaade. Burde nu end den største Deel af den nulevende Menneske- hed, idetmindste de cultiverede Nationer, efter alle de Anstren- gelser, den har seet sig nødt til at anvende, forat afvælte for tunge og uværdige Aag og Byrder; efter alle de gode Bøger, som ere blevne trykte og efter alle de Mønstre paa et værdigt Liv, Historien fremstiller, udmærke sig fra den henfarne ved et dydigere Liv, som Følge af en bedre Tænkemaade og ædlere Sæder: saa vide vi dog, at vor Tids fornemste Fortrin alene bestaaer i en meget større Forstandsoplysning, og videre dreven Kunstfærdighed mellem Menneskene; hvorimod den almindelige Tænkemaade eller Hjerternes Oplysning ikke synes mærkeligen at have forbedret sig. Men uden denne er hiin Forstands Op- lysning ikke af synderligt Værd; thi ædel Tænkemaade giver denne Varme og Kraft, saa at den gjennemtrænger og udbreder sig, hvorimod den alene for sig selv er at betragte som den kolde Morild, der vel lyser men ei varmer. Ville vi derfor nyde et lykkeligt Liv saaledes, at vi kunne paa en vis Maade sige at vi fortjene det, saa maae vi være dydige som kloge, stræbe efter at oplyse vore Hjerter ligesaavel som vore Hjerner; men denne sande Uddannelse af vore udødelige Sjele vise vi ved en saa levende Erkjendelse af vore Pligter, at enhver af vore Handlinger bliver et Exempel paa Dyd. SIDE: 167 SJETTE STYKKE Vise Mænds Eftergranskninger, især i deres Indre, og sørgelige Erfaringer have oplyst Menneskene om de Pligter, de have at iagttage, hvis de ville føre et Liv, der er værdigt deres høie Rang, som Guddommens Billeder; og Historien nævner os mange Mænd, som have vidst at opfylde dem. Der have ogsaa været Mænd til de fleste Tider, om hvem man kan sige, at de have skredet forud for deres Tid i Oplysning og ophøiet Tænkemaade. Saaledes have enkelte Mænd paa de Tider, da alle deres Samlevende vare saa dybt nedsjunkne i Uvidenhed og Overtroe, at de drømte sig Guder eller over- menneskelige Væsener i baade Dyr, Stene og Billeder, hvilke de dyrkede; -- da altsaa alle deres Samtidige og Landsmænd vare Afgudsdyrkere -- saavel vidst at bruge deres naturlige Skarpsindighed ved at skue ind i Verden, at de hævede sig over hiin Overtroe ligetil Erkjendelsen af een Gud, der er Alts Ophav og Bestyrer. Dette hæderlige Vidnesbyrd giver Historien Harald Haarfager, den første Konge, der bød over det hele Norge. Ringeagtende Fol- kets Afguder og Offringer sagde han engang, medens han endnu var ung: "jeg sværger, at jeg aldrig skal offre til de falske Guder; men til den Gud alene, som har skabt Verden og Mennesket; thi det vilde være daarligt af mig, om jeg vilde vente Hjælp af Steen eller Træ." Thorkild Mane, en Islænder, var ogsaa opdragen i Afgudstroe; men da han naaede sin skjønneste Alder, anvendte han meget af sin Tid til Eftertanke over hvorvidt disse Fortællinger kunde stemme med sund Fornuft. Han satte Fordomme tilside, betragtede Na- turen, tænkte og overbeviste sig snart om, at den da gjældende Troe var Fabel, og om, at der maatte være et altskabende, alt- styrende Væsen. Denne Overbeviisning fulgte han, ærede dette Væsen og levede som en retskaffen Mand. Da han fornam, at det stundede til det Sidste med sig, bad han sine Huusfolk at bære ham ud under aaben Himmel; "thi -- sagde han -- der vil jeg ligge, medens jeg døer, at jeg i min sidste Stund kan see op til Solen, og tilbede den Gud, der skabte den og Himmelen og Jorden." See, Disse opfyldte, skjøndt omgivne af Afguderiets Mørke -- og SIDE: 168 hvormeget hellere bør da ikke vi gjøre det, der boe om Templer, hvor Sandhed forkyndes? -- den første almindelige Pligt: ære og elske Gud, vor og Altings Fader, af ganske Hjerte, og ikke at lade Gudsdyrkelsen bestaae i tomme Ord og ufrugtbare udvortes Ceremonier, men i oprigtige Følelser af Ærefrygt, Kjærlighed, Til- lid og Lydighed imod hans Love. Den anden almindelige eller for Alle nødvendige og gjældende Pligt, hvis almene Opfyldelse bevirker et lykkeligt Samliv over den hele Jord, er Menneskekjærlighedens: den, at vi skulle agte og elske ethvert Menneske, hvad Stand, Folk og Troesbekjendelse han end er af, som vor Broder, og søge at bidrage saameget som muligt til hans Lyksalighed, d. e. vi skulle være retfærdige, handle efter Samvittighed i alle Ting, holde Forpligtelser ubrøde- ligen, være oprigtige og sanddrue i Alt, tjenstfærdige med Ind- sigter, Færdigheder og Evner, være eftergivende, skaansomme og forsonlige, velgjørende, taknemmelige imod Enhver, som be- viser os Kjærlighed og Godhed, venlige, beskedne, kydske, tro- faste, medlidende, maadelige i Alt, bevare vor Sjel reen for en- hver lastefuld Sindsbevægelse. Vi mangle ikke udmærkede Exempler paa en skjøn Udøvelse af Menneskekjærlighedens Dyd. Vor Landsmand Salve Nielsens Daad er os i friskt Minde. I aaben Søe, omdreven i tre kolde, mørke Efteraarsdøgn paa et Vrag, redder han sig alene med høieste Livsfare til et forbiseilende dansk Skib, hvis Skipper, med Ophold for sin egen Reise og skjøndt han ikke kunde i den rasende Storm ganske nærme sig til Skibet, dog søgte at holde sit Skib saa nær som muligt, seilende bestandigt i en stor Kreds om Vraget, forat optage dem, der derfra skulde mægte at redde sig ved Svømmen. Men Salve Nielsen, neppe selv reddet, endnu forfrossen og udmattet af de udstandne Lidelser, udholder ikke Synet af sine Ulykkesbrødre -- trods den øien- synligste Dødsfare, trods Advarslen: "spild nu ikke Guds Vel- gjerning at have reddet dig!" kaster han sig i Baaden -- er atter alene i den vilde Søe, i Dødens Gab -- anstrenger sine sidste Kræfter, nærmer sig det drivende Vrag og redder alle de Efterladte. SIDE: 169 En engelsk Læge Howard opofrede sit Liv til og for Opfyldelsen af Menneskekjærlighedens Pligt. I sit Inderste oprørt over Fængs- lernes og Hospitalernes jammerlige Forfatning paa den Tid, reiste han fra Stad til Stad, Land til Land, undersøgte dem paa alle Steder, gjorde Regjeringen opmærksom paa de skrækkelige Mangler, som fandtes næsten overalt, udkastede Planen til bedre Indretninger og fik dem, især ved den Anseelse han kom i, paa mangfoldige Steder indførte. Omsider døde han som et Offer for sin Menneskekjærlighed: han blev selv under Under- søgelse af et Pesthospital, smittet og bortreven af Sygdommen. Men hvormange Tusinde Ulykkelige ere ikke mindre ulykkelige nu ved hans Daad? Hans Minde er velsignet paa Jorden, som det visseligen er det i Himlen. Meddeel den Hungrige dit Brød, før de Forladte ind i dit Huus, og naar du seer et nøgent Menneske, da klæd det! Det er Menneskekjærlighed. Et skjønt Exempel paa Trofasthed, Høimodighed og Fædrene- landskjærlighed finde vi iblandt mangfoldige Andre i vor gamle gode Snorro Sturlesens norske Krønike. Norges Konge Harald Haardraade, som forresten var en dygtig Mand og Herre, greb engang til det uædle Middel, ved Leie- svende, der reiste om til Norges meest udmærkede Mænd, lige- som om de vare Udsendinge fra den fiendtlige Konge Svend af Danmark, og tilbøde dem Svends Venskab og opmuntrede dem til Frafald fra Harald, for at prøve hvorvidt disse Landets første Mænd tænkte om ham og hvorvidt han kunde forlade sig paa dem. Men da disse Spioner kom med deres falske Breve og med deres Foræringer (som det hedte) fra Kong Svend til Einar Thambeskjelfver, der, som den gjæveste Mand i Throndelagen, især havde modsat sig Kong Haralds Indgreb i Folkets Rettig- heder, saaledes at han ellers levede i Misforstaaelse med Kongen, saa finge de høre sand norsk Tunge. "Vel ved jeg -- svarede Einar -- at Harald er mig ikke god, hvorimod Svend ofte har viist mig megen Ære og Venskab. Men siig ham dog: "vover han at angribe mit Fædreland, det Land, hvori Harald er Konge, da skal jeg møde ham med alle de Tropper, jeg kan sanke og forsvare mit Land og min Konge. Aldrig vorder Einar Forræder; men det ere I -- ud af Stuen!" Den Ædelmodige tilsidesætter gjerne en Rettighed, opofrer SIDE: 170 gjerne Noget af sin Velfærd, forat opfylde Menneskekjærlighedens Pligt. Dette gjorde Anders Aagesen Rougtved, en fattig Bonde i Bradsberg Amt i Norge. Thi, efterat han havde meget forbedret sin Gaard, der dog ei var hans Eie, men Bygselgods, erholdt han en særdeles riig Høst i nogle Aaringer, da ellers en haard Misvæxt indtraf i Landet; og skjøndt der gjordes ham for det hele For- raad han havde tilovers, overmaade fordeelagtige Tilbud, saa forbeholdt han det dog for de meest trængende i hans Naboelav, til hvem han udsolgte det i smaae Dele, forat det skulde strække til Desflere, og det meget under den Priis, han ellers kunde have faaet. For denne ædelmodige Daad, erholdt ogsaa vor gode Anders en Sølvmedallie af Staten til Hæderstegn. Retfærdighed udøvede Norges Konge Olaf, med Tilnavnet den Hellige, fordi han med megen Ivrighed søgte at ødelægge Heden- skabet i Norge, altid, naar denne til Lidenskab udartede Iver for at udbrede Datidens Christentroe ikke kom med i Spillet. Saaledes straffede han stedse efter Lovens Strenghed de høi- baarne norske Herrer, ja vel iblandt af hans egen Slægt, der tillode sig paa Landets Kyster at øve det saakaldte Strandhug d. e. at de, naar de vare i Søen og trængte til Noget, udenvidere satte iland, og, med Sværd i Haand, aftvang Bønderne ved Ky- sterne Alt, hvad de behøvede; og denne Retfærdighed øvede han, endskjøndt han vel maatte forudsee, at han herved vakte sig de farligste Fiender. Dette bekræftedes ogsaa siden, thi netop Disse stødte ham fra Thronen. Trofasthed var en høiagtet Dyd hos vore Forfædre. En Mand en Mand, et Ord et Ord, gjældte fuldeligen hos dem. Vidner vare da ikke nødvendige, for at bestyrke Troe og Love. Den, som sveg endog et hemmeligt Løfte, blev anseet som Nidding. Fremmede kjendte vore Forfædre som trofaste Folk og ærede dem. Udenlandske Fyrster vilde derfor helst have Nordboer til deres Livvagt. Saaledes havde Keiseren i det forrige græske Rige, som residerede i Constantinopel, som nu er den tyrkiske Storsultans Hovedsæde, bestandig en Livvagt om sig af nordiske Folk, hvilken kaldtes Væringer eller Varanger. Harald Haard- raade var disse Trofastes og Kjækkes Anfører, før han blev Konge i Norge. SIDE: 171 Gregorius Dagssøn var en af den norske Konge Ingis ypperste Hærførere, hvorhos der var et trofast Venskab imellem ham og Kongen, hvilket stod sin Prøve engang i et Søeslag mod Een, der tragtede efter Kronen og kringsatte Kongens Flaade engang i Glomens Udløb. Gregorius havde nemlig med øm Omhygge- lighed faaet overtalt Kongen, der var syg, til at trække sit Skib ud af Slagorden, men ilede selv i Kampen. Hans Skib kom paa Grund, Fienden samlede sig om ham og han kom i Fare; men da Ingi saae dette, kunde han ikke længere holde sig, greb Værget, lagde ud, roede til, gav sig saa syg han var i Striden, og delte Seiren med sin frelste Ven. Nogen Tid efter faldt Gregorius i en ny Kamp for sin Konge. Budskabet herom bragte Ingi til Taarer, han ilede i Kamp forat hevne sin Ven eller døe. Han døde. For jevnt og gjennem sit hele Liv at kunne opfylde Menneske- kjærlighedens Pligt, maa Mennesket have Eiendom. Dette Gode kan Enhver erhverve sig ved Vindskibelighed, idetmindste saa meget deraf, at han kan stadigen gavne og vise Godt imod sine Nærmeste. I Borgerens og Bondens Vindskibelighed bestaaer ogsaa Statens sande og varige Velvære, hvilket Regjeringerne erkjende ved at hædre offentligen Den, der i en udmærket Grad øver denne Dyd. Niels Justesen var en fattig Bondekarl, da han bygslede Gaar- den Eidet paa Hitterøen. Gaarden var da i høieste Grad for- falden og syntes tillige, hvad Jordveien angik, aldrig at kunne komme sig synderlig, formedelst Vandskyl, deels fra Havet, deels fra nærliggende Bjerge; men Niels Justesen gik modig deran, angreb selve Naturen og vandt Seier. Thi ikke nok at han alene opbyggede sine Huse franytaf, bortledede Kjern og Bække gjennem besværligen anlagte Diger, ryddede Steen og Krat bort, Opsatte Steengjærder, men han tilkastede et heelt Kjern saaledes, at han fik sig i dets Sted en Tønde Land, satte Dæmninger imod Havet, ja flyttede disse endog saa langt ud og bedækkede dem med Jord, at han ogsaa der fra Vandet ligesom erobrede sig en Ager paa en Tøndes Udsæd. Til dette Arbeide havde han ingen anden Hjælp end sin driftige Kone, en Pige, og siden tvende Døttre; men alligevel udrettede han ved utrættelig, ordentlig SIDE: 172 Flid, at han blev en velhavende Mand, istand og villig til Veldæ- dighed mod Andre, og at han høstede og fødte paa Gaarden det Tredobbelte imod tilforn. Da han var 62 Aar og hædret med Landhuusholdningsselskabets Guldmedallie, blev han engang raadet at betænke sin høie Alder og at lade det nu være med hvad der var gjort; men Hædersgubben svarede, rystende paa Hovedet: "Nei -- da maatte jeg miste det Bedste af mit Liv, som er den utrolige Glæde, jeg finder ved at lægge altid noget til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg har sligt Arbeide under Hænder". Paa Vindskibelighed og Goddædighed gav Nils Lembaks Liv en Række af de skjønneste Exempler. Han var Sorenskriver paa nedre Rommerige i Agershuus Stift og i dette District er hans Navn i velsignet Minde. Selv sparsom eller rettere nøisom og tarvelig i sit Liv, arbeidede og erhvervede han stedse, alene for at -- gjøre Godt. Han bortgav og udlaante Sædekorn, han kjøbte Gaarde, opdyrkede dem og -- forærede dem og Penge med til vindskibelige, fattige Folk; alt Hjemmevirket opkjøbte han, skjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor, men alene forat opmuntre Huusfliden; han uddelte Belønninger og Æres- tegn til de flittigste Agerdyrkere -- kort, han var en Velsignel- sens Kilde for den hele Egn, og den udtørredes ikke med hans Død: thi hans Exempel gjenlevede i mange hans Efterlignere. Vi hørte ovenfor, at Nils Lembak opkjøbte alt Hjemmevirket, endskjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor. Men dette er saaledes at forstaae, at han ikke kunde have Brug for Alt, det han kjøbte af Vadmeler, af Værkener og af Træevarer; men at han alligevel opkjøbte Alt, forat opmuntre denne Huus- flid ved de eneste Midler, den kan opmuntres ved, nemlig ved en Slags Forkjærlighed eller Agtelse for det Hjemme- virkede og ved Afsætning. Nils Lembak gik derfor, skjøndt han var en riig og fornem Mand, stedse i hjemmevirkede Klæ- der; thi han indsaae, at, ligesom Klæder ere det andet Nød- vendige for Mennesket, saaledes er ogsaa Klæders Tilvirkning og Møblers og Huusgeraads Forarbeidelse det næst Agerdyrk- ningen Nødvendigste i en Stat, forat denne skal kunne være selvstændig, saaledes at ikke et Folk baade fødes og klædes af Andre. Hvor beskjæmmende er det derfor ikke for en Bygd at see især dens Qvinder, hvem det tilkommer at sørge for, at SIDE: 173 Familien klædes af Gaarden, ligesom foragtende de indenlandske Tøier, at udmaje sig med udenlandske brogede Klæder? Ja be- skjæmmende er det; thi de bære da Vidnesbyrdet paa sig, om at de ikke ere flittige, og, naar en Mængde af saadanne findes i en Bygd, om at der er Mangel paa Husflid, og det er en Lyde paa den hele Bygd. Lever et Folk lykkeligt i et Land, ja endog, om dette ikke til en Tid er Tilfældet, saa elskes Landet dog, i Haabet om, at der, hvor Fædrene levede lykkeligen, blomstrer vel ogsaa Roe og Lykke for de kommende Slægter, og derfor ville Borgerne heller ofre Gods og Liv, forat forsvare dette Land, end ved Feighed at blive selv mere ulykkelige og dertil paadrage sig Ætlingernes Forbandelser. Denne Kjærlighed til Fosterjorden, der gav os vore Fædre og vore Mødre, til denne samme Himmelegn, under hvilken vi voxede op paa samme Muld, som Forfædrene dyrkede og betraadte, er ligesaa ædel som naturlig. Vi vide at dens Navn er Fædrelandskjærlighed og at Fædrelandskjærlighed er en Moder til store Dyder: til Almeenaand, Redelighed, Vindskibelig- hed, Maadeholdenhed og mange andre Dyder i Fred, til Mod og Tapperhed i Krig. Fædrelandskjærlighed sikrer Staten Lykke i Fred, Held i Krig. Det er en Ære for Normændene at de altid have været anseete for at nære denne Dyd -- ja det med- rette; thi de have ved enhver Leilighed givet Beviser derpaa. Hvo har ikke hørt Tordenskjolds Navn? hørt, om hvorlunde han, paa en liden Hukkert med to Kanoner, men isærdeleshed ved sine egne ypperlige Riffelskud, tvang en fiendtlig Fregat paa 16 Kanoner, efter Capitainens Fald, at søge Flugten? hvo har ikke hørt, hvorlunde han med faa Skibe dristig seilede ind i Dynekilen, en snever befæstet Havn paa den svenske Kyst, og ødelagde og borttog en overlegen fuldtudrustet, af svære Batterier beskyttet Flaade, som just skulde føre Krigsfornøden- heder til den heltemodige Carl den 12tes Armee for Fredriks- hald; hvorfor denne strax efter Tordenskjolds Seier maatte drage tilbage i eget Land. Obersten Kruses Manddomsdaad er os heller ikke ubekjendt; han, som i Høland, hvor han med 150 Mand var sat, for at for- svare en Vintervei, modigen angreb det femdobbelt stærkere SIDE: 174 fiendtlige Corps, der kom anrykkende, anført af selve Kong Carl den 12te; ja tregange faldt Fienden an, tregange drev han dem tilbage, saaledes, at den kun efterat være bleven forstærket mægtede at bane sig Gjennemgangen, hvilket dog desuagtet neppe vilde have lykkets, hvis ikke Kruse, der bestandig var blandt de Forreste, efterat have nedlagt 7 Fiender og saaret den fiendlige Colonnes egentlige Commanderende, Prindsen af Hessen selv, var bleven fangen, da han formedelst Saar ikke længer kunde værge sig. Hvo glemmer vel de tapre Borgere af Fredrikshald, som til- bagesloge to Armeer, der beleirede den da saagodtsom ube- fæstede Bye, og som i det tredie Anfald, da Fiendens Overmagt trods tapreste Modværge, dog blev Herre over Byen, ikke toge i Betænkning at stikke deres egen Bye i Brand, forat Fienden ikke skulde faae Skjul over Hovedet for Fæstningens Kanoner, hvorfor den maatte flygte ud af den erobrede Bye, og siden, efter Kongens Fald, opgive ethvert Forsøg paa at tage Fæst- ningen Fredrikssteen? Skjøndt, hvor Stordaad øves af Mange, gives der dog altid Nogle, som udmærke sig meest. Saaledes Peder Normand i Fredrikshalds første Beleiring, samt Brødrene Hans og Peder Colbjørnsen i de sidste. Disse foresloge Forsvarsanstalterne, bragte dem istand, svarede kjekt paa Fiendens Opfordringer, lagde Penge til, hvor det behøvedes, underholdt mange af Sol- daterne, oprettede, væbnede og underholdt Frikorps, opmuntrede ved Raad og Daad; og ofte vovede de deres Liv, thi de strede som Helte. Forsvares et Land saa vel, gjennemglødes selv Qvinderne, ved Fædrelandskjærlighed, af Mandemod, da hviler det sikkert med alle dets Goder bag Folkets Arme, da vil aldrig fremmed Herrefod træde det. Hvad gjorde ikke Anna Colbjørnsdatter, Præstekone paa Norder- houg paa Ringerige? Fienderne kom, 800 Mand stærke, pludse- ligen til Præstegaarden paa deres Tog, forat ødelægge Kongsbergs Sølvværk; Anna aabnede baade Øl- og Madkjelder for Fienderne, medens hun sendte Bud til et mindre Antal norske Dragoner, der laae 1/2 Miil derifra, og indbød dem til Gjæstebud, hvorhos SIDE: 175 hun bad dem lægge Mærke til, naar de saae et Baal blusse i Præstegaarden, hvilket hun, under Paaskud af at det var forat varme Folkene, havde faaet Tilladelse til at anlægge af den fiendtlige Oberst. Normændene kom under Anførsel og Veiled- ning i den mørke Nat af den tappre Thor Hovland, fangede Obersten, nedsloge et stort Antal, og adsplittede ganske det fiendtlige Corps. Vor gamle Folkekrønike Snorro Sturlesøn leverer os Mønstere nok, ja i Mængde, paa denne Nationens Frelsedyd i Faren; men faa kunne dog sættes ved Siden af Olvar Bondes. I Kong Harald Gilles Tid blev Staden Konghella overrumplet af hedenske Sø- røvere og behandlede paa Sørøverviis. Medens disse røvede, myrdede, skjændte og brændte i Byen sadde nogle Bønder sammen i muntert Lag nær derved. Rygtet om hvad der imidler- tid foregik i Byen kom til dem, Forfærdelse udbredte sig, de Fleste vilde flye. Men Olvar sprang frem midti denne Forvirring, satte Hjelmen paa Hovedet, svang sin Øxe og raabte: "I gjæve Mænd! kommer! lader os hjælpe Bymændene. Ikke sømmer det sig nu at gjæste Ølkanden, men Fienden. Vi maae dræbe Hed- ningerne og redde vort Fædreland". Ingen havde Lyst til at følge ham i Faren; Alle raadede ham derfra, -- "Ha, vil Ingen følge -- blev han ved -- jeg vil dog fare alene, og skal jeg vel sende en eller to forud, før jeg falder!" og i samme Øieblik foer han ud og ilede til Byen. Otte Fiender angrebe ham, men Olvar tabte ikke Modet; Nogle nedhug han paastedet, de Andre jog han ud i en Myr, hvor han endnu nedslog To af dem. Men her fandt hans Venner ham, da de vare ilede efter ham, fast- siddende, saaret og afmægtig. De bragte ham hjem og sørgede for hans Helbredelse. Ja Verdenshistorien lærer os, at Kjærligheden til Fædrelandet er Grunden til al Dyd, Styrke og Lyksalighed i det borgerlige Liv; ved den have smaae Stater hævet sig til Hæder og Lykke; men ikke saasnart aftog den hos et Folk, førend dette igjen sank tilbage, blev Voldherskeres, Erobreres Rov, et Folk af Trælle, ulykkelige som foragtede. Men Den alene elsker sit Fædreland, der tænker, vaager og arbeider til Nytte i den Kreds, hvor han er sat, der altsaa stræber ved Oplysning og Uddannelse og vorde SIDE: 176 saa nyttig, som det staaer i hans Evners Magt; der er villig til at tilsidesætte egne Fordele for det Almindelige, og færdig til at offre Gods og Liv, hvor det gjælder, for det fælleds Vel, den fælleds Frelse: d. e. formaaer at vise en saa udmærket Grad af sædelig Styrke, at alle jordiske, egennyttige Hensyn, ja selv Livet, der er det sandselige Menneskes Dyrebareste, taber sit Værd imod denne alvorlige Pligt. Ere Staterne saaledes indrettede, ere deres Borgere oplyste om deres almindelige Pligter som Mennesker, og som Mennesker i særegne Forhold, og leve de derefter d. e. have et Lands Ind- vaanere Gudsfrygt; sættes de istand til at uddanne deres Sjels- evner d. e. har en Stat et godt Underviisningsvæsen; have de Anledning til at anvende deres Færdigheder og Kundskaber saa- ledes, at Underholdningen ikke bliver for vanskelig at vinde for nogen Klasse; nyde de borgerlig Frihed, hvilken altid maa staae i Forhold til de Fleste af et Folks sædelige Frihed -- da ville de ikke let lade sig disse Goder frarive; men med Omhyggelig- hed ville de uddanne og vogte dem: da ere Jordens menneskelige Samfund hvad de skulle være: Planteskoler for det himmelske Rige, hvortil Menneskene have Borgerret ved Fødslen og hvortil de endydermere høiest og tydeligst ere kaldede ved Jesus Chri- stus Frelseren. SIDE: 177 Henrik Wergeland FOR ALMUEN FEMTE HEFTE FORORD At alle Norges Odalsmænd vare som Hakon Ivarsen! Da gladere i sin Æt, end i sølverbrynjet Bjørk, i Granens gyldne Kongle, Furumalmen mørk, da stoltere af sin Æt, end af Jøkler og Snee, over vide Aljorden stolt-Norrig turde see! Ja, gid at alle mine Landsmænd vare som Hakon Ivarsen, min Ven! -- Dette Ønske gjennemkrydser stedse min Sjel, og kommer atter fremigjen, saa tidt en tækkelig nybygget Bondegaard, glim- tende til mig igjennem Granerne, saaofte en hærdebred Normand i sin Vadmels-kufte med Egnens eiendommelige Snit og Farve, lænende sig udover en herlig Rugagers Gjærde, minder mig om Hakon og hans Gaard, og da især om de sidste skjønne Dage, jeg levede med ham der, da mit hele Ophold vexlede imellem at være et frydfuldt Vidne, snart, ude med ham paa Marken, til hans udmærkede Flid og Indsigter i det hele Landvæsen, snart, inde i hans Stue, naar han syslede med den Bogsamlings og det Sogneselskabs Anliggender, han havde istandbragt, eller han havde Andet fore, til hans nidkjære Iver for sine Medborgere; og snart, naar vi om Qvellen under hans selvplantede Frugttræer sad sammen i oplivende Samtale, til hans oplyste Frihedssind, hans retsindige, faste Tænkemaade og især til den Skat af Erfaringer, Kundskaber og den sundeste Levnets-viisdom, som han havde vidst at erhverve sig i sit stille, men daadfulde Liv. Hvi maa jeg da ikke ønske det af Hjertet, at alle de fribaarne Normænd i Eet og Alt vare som Hakon? eller dog idetmindste i den gode Vilje, eller at jeg i enhver, eller i de fleste, eller kun i mange, eller kun i endeel Stuer havde en Hakon at besøge? Eller nødes jeg hellere at tænke saa, naar en smudsig forfalden Bolig, en pjaltet Fader, ledet af et Slæng udmajede Døttre til Kirken, eller en Pusling af en Yngling, legende med Terningerne i Lommen med den ene Haand, medens den anden snuer og drejer Brænde- SIDE: 178 viinslærken imod Solen, fare mit Øie forbi, paa min Vandring igjennem Dalene? Javist, da er Ønsket værd. Men hvormeget til at opfylde det ville ikke velindrettede Sognesamfund, belivede af en kraftig Fælleds-aand, en sand Communeaand, med gode Bogsamlinger i deres Midte, samt enkelte udmærkede Mønstre kunne udrette? Lader os haabe! Thi hvorledes skulde kjær Norriges Frihed og Velfærd ligge sikkert gjemt under Granene og de sorte Furuer, dersom ikke mandhaftige, redelige Hjerter, som Hakons, ogsaa sloge under disse, dersom ikke klare Blik funklede derunder, hvor Klenodierne ligge? Mænd maae der paa Ageren, ikke Daarer eller Gjenfærd af dem, der engang syslede her! Qvinder med Sjel og Haand, ikke levende Plag og flagrende Pjalter. Drenge, der forstaae sig paa Bog og Kniv, ikke paa Elskov, Kort og Nattesvir! Smaabørn paa Gulv med Brød i Haand, saa man endnu derinde troer sig paa Ager og Eng! Tanker, ikke Drømme, i Templet! Tale, Sang, og Daad i Husene; ikke Sorger og Klager! Saa var det hos Hakon, og saa maa det være! Da høre Ingen i Granernes Susen, hvor- under Gud har forundet den forfulgte Frihed et Ly, efter megen Omflakken over Øe og Land, den angstfulde Moders Suk og halve Skrig, forat de skulle røve hende dette af den Høieste betroede Klenod; men tvertimod høre da Enhver deri den væl- dige Ørns vellystfulde Murren over sit sikre Rede! Og nu, bør jeg ikke blande dette Haabs Fryd i min Sorg, nu jeg sidder paa Hakons Gravhøi? O, jeg har endnu dertil i min Sorg den Glæde, at nu jeg tør rose dig i dit Nærvær; ja i dit Nærvær; -- thi derom er jeg forvisset nu. Den, du hædrede med dit Venskab, sidder paa din Gravhøi, ved Foden af din Bauta, hvor din Søn, den mandige Einar, ristede simpelt, men sandt og i eet Ord, din Fortjeneste: "Støvet af Hakon Ivarsen Almelie. Han var en Normand." Se, jeg kom, haabende at træffe dig i din hyggelige Kreds, forat bringe dig den Samling af Grundsætninger og Leveregler, du havde indhøstet af vise Mænds Skrifter og overladt til min Pens frie Behandling, idet du ogsaa bad mig at tilføie hvad min unge Hjerne selv kunde udklække, samt de Steder af mine øvrige Skrifter, der kunde forstaaes og have, som belærende og tanke- SIDE: 179 opløftende, gavnlig Virkning paa Almuesmanden af noget levende Fatteevne, for hvem jeg da ogsaa kunde siges at have skrevet mine Vers; -- men til en høiere Viisdoms Skole fandt jeg dig indgangen, Høisædet var tomt, men et nyt Mæle graanede mig imøde fra Kirkegaarden. Dog, det var jo din Vilje, ædlede Henflyttede, at overantvorde denne fra mangehaande Steder samlede Levnetsviisdom som et Efterladenskab, der ikke skulde agtes ringe i dit Huus, til din Odelsbaarne? Vel, jeg vil da bringe Ham og Enhver, der vil ligne dig, og saaledes i aandelig Forstand vil vorde din Søn, disse Samlinger, hvilke jeg har stræbt at bringe i en Form, der kunde være lige fattelig for Hukommelse som Forstand, og be- titlet som følger: Anm. De med * betegnede Vers ere ogsaa i Opfindelsen Udgiverens; de Øvrige kun i Behandlingen. Findes Bogstaver under, da tilhøre de Andre. LEVNETS- OG VELFÆRDS-VIISDOM Du tarver Raad? Kun Den dig raade, der raade kan sig selv tilbaade! Dog -- endnu bedre, vakkre Mand! -- Din egen Sjel opklar! Da ei du i det ganske Land meer trofast Raader har. Thi Viismands klare Sjeleøie paa egen Vei tidt bedre saae end tyve Vægtere, der laae paa Udkik fra en Vardes Høie. Raad man nok kan give, Klogskab ei. Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaae sin Vei. SIDE: 180 Raadslaa ei, Ven, med Den, som kjøbe vil, om Salget, med Den, som vælges vil, om Valget, med Nogen, om at gaae tilkirke, med Ladmand, om et vældigt Virke, og, om hvor fort en Ting bør være gjort, med Leiesvend! Erfaring er en kostbar Skole. Der vanker Hug for Poul og Ole; dog ogsaa Præmier igjen, der sælges ei for Guld af Manden. Blier Daaren ikke klog i den, Han blier det ei i nogen Anden. Begjærlighed og Vrede føre kun slette Raad imund. Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen, at ei den qvæler dig i sin Omarmen. Bestandig tænk og handl somom du vidste, at dette Øieblik var dig det sidste. Mange Ønsker grave snart din Tilfredshed Graven, liig uselige Myrers Hær bedste Træ i Haven. SIDE: 181 Velsignelse og Liv er ikke Det at leve, men at leve ret. Første Stump af Dydens Vei over Hei, opad Fjeld, gjennem Tornekrat sig vrider. Midtveis kommer den til Held; men til Salighed omsider. Hver din Gjerning engang sætter sig som Dommer over dig. Vel har Enhver sin svage Side; men dette Sted den Vise allerbedst maa vide, og holde dobbelt Vagt derved. Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort! Den er det Tøi, hvoraf Livet er gjort. Hvo taaler, det regner og sneer i sin Gam, Vor Herre forbarmer sig ei over ham. Alene Den er riig, som veed med Lidt at nøie sig. Godt Rygte -- fagreste Pynt du faaer; ja fagrer' end Sølv i Bringe og gylden Kam i Haar. SIDE: 182 Eet Ord er nok for vise Mand. Mange Ord ei fylde en Skjeppe tilrand. Smag Glædens Skaal; men tøm den ikke! Kjækt du Sorgens Kalk uddrikke! Tjen for dit Brød; men ei som Slave! Tag glad mod Løn; ei saa mod Gave! I Alvors-færd forsmaa ei Skjemt! Skjemt saa, at Alvor ei blier glemt! Tag vel mod Raad, men brug ei alle! Giv intet, før man dig mon kalde! Mistænk ei Nogen uden Skjel! Tro Ingen heller altfor vel! Vær til at see og høre snar; men ei til Svar! Bedre, i Friheds retfærdige Sag af Overmagtens stærke Slag overvældet blive, end mindste Flig at eftergive. Thi for Aljorden strider den, som Sandhedens for Himmelen. SIDE: 183 Spanker Hovmod opad høi og bred: Lykken snart sig lister stille ned! Dovenskab stjæler saa jevnt af Pung, Daarskab er og en Skat saa tung. Lysten til Flitter og Flatter Fattig-Peer tyngst beskatter. End gjorde Guld ei Nogen glad og god; Tilfredshed selv den Arme derimod. Vov dig ei paa Havet ud, saalænge Sky og Bjerg ei mægte Stormen stænge. Reise Lidenskaber i dit Hjerte Horn og Stang, læg kuns Haand i Skjødet! Det er ei Lediggang. Ei Slægt, ei Stjerner, som paa Kjolen tindre, gjør Hjertet indenfore større eller mindre. Man kan i Kufte Herre, i Purpur Slave være. Være en nyttig Mand er en Mynt af Guld: Hvor du viser den frem, erkjendes Værdien for fuld. I Alder en Pige, men Kone i Forstand -- da er det paatide en Datter faaer sin Mand. SIDE: 184 Tog du en Huustroe, af Stand meer fornem, da tog du al Slægten til Herskab i dit Hjem. Hvo sin Fader giver Hæder, og Moder vederqvæger, han deres Alders Vunder læger og skal af egen Afkom høste Glæder. Hvo eier Sparsomhed, eier rigest Toldersted. Skjøn Daad seer allerskjønnest ud, naar kun jeg den veed og Gud. Nævne "Ven" sig blot med Munden, usselt Venskab er igrunden. Venskab ei af Ord og Skrift kjendes skal, men af Bedrift! Betvinger du først dine Lyster, en Eeg du da sammenkryster: da bliver din Seir over Ulykken vist saa let som at bøie en Qvist. Sjelden forgjæves er Ynglings-daad, Mands-raad, Oldings-spaa'd. Nyd Hvad Himlen dig beskar! Undvær Hvad du ikke har! SIDE: 185 Hver Stand fik Sit af Sorg og Lise; Hver Stand kan sig som bedste prise. Hvilende Plov Fure ei grov. Ræven, der sov, fanged ei Fugl i Skov. Hos flittig Mand kan Sult iblandt vel gjennem Rude kikke; men indenfore vover den sig ikke. Ei heller paa hans Tærskel fandt du Stevnemand eller Fu't; thi Stræbsomhed stryger Gjælden ud; men Modløshed øger Pant. Flid? Hvad Andet end benyttet Tid? Kun da kan en Ulykke, naar den umandig bæres, trykke. Trefoldigt Veeraab over Manden, der lod den Stund, da Stordaad kunde gjøres, unyttet bort blandt andre Timer føres! -- Han er ei værd at finde nogen Anden. Fordobles skal din Fryd saa mangegange, som Du den dele vil med Mange. SIDE: 186 Eensom Fryd er liig en yndig Lyd, der spildes i en Ørken hen, hvor intet Dvergmaal dobbler den. Det bedste Eie, som du har, er rosenrødt Sind, Forstanden hvid og klar. Blier Klogskab, som i Alting sparer, ret tidlig din Huusholder, da dit Forraad alt til Graven varer. Gjerrige gjør Ingen vel, allermindst sig Selv. Flittighed af Ønsker ikke veed, og plager ikke Himmelen med Raab. Den døer af Sult, som leve vil af Haab. Uden Umage aldrig komme gode Dage. Hænder i Lomme blive bestandig tomme. Nu, da jeg har en Koe og et Faar, venlig Godmorgen af Hvermand jeg faaer. Huusbond, vil du Fordeel af Ploven drage, selv maa du Haanden i Styret tage. SIDE: 187 I Alting er en Middelvei: Forstand den finder, Lidenskaber ei. Omhu-brist -- den Mand er ei viis. Indsigt-brist -- den Mand er ei lærd. Den Første dog volder i alskens Færd det største Forliis. For lykkelig at være ei raader Mennesket; men derfor vel, at blive det. At døe for Frihed og Sandhed er ikke en Død alene for Landet, der giver os Brød; men ligesom Frelserens Golgathafærd, en Død for en Verd. Om Skjebnen ei du kan, dig Selv du skal betvinge. Da vil dit Hjerte klinge: "nu er jeg bleven Mand." Tag Det iagt -- da Ven dig ei berøves: ham give Ære, er han hos; og, er han borte, Ros; og Hjælp kun da, naar Hjælp behøves! Hvor Sandhed vækker Vreden, der saaret er Samvittigheden. SIDE: 188 Ei brænde Hidsighed under Armens Magt, saa Frygt du vinder kun for Agt! Ja tarvelige Lampe, der i dunkel Kjelder med egen Straale lyser, være vil langt heller end store Maane, der sit Lys maa laane. Jeg vil kun æres for min egen Skyld. Som den er, er Verden god. Ville vi, kan den bedre vorde. Fra et dydigt Hjertes Rod blomstrer Himmel frem paa Jorden. Det første Trin paa Lastens Bane tidt paa Dydens blev det sidste Skridt. Salig Hvo i hver en Handling Skinnet ifra Sandhed skiller. Let ham bliver den Forvandling hvor ei Skin ham meer omspiller, hvor han fanger Lys for Blod -- den han blomstrer her imod. Giv ei aarhundred-gammel Fordom Rum! Den ældste Mening ofte meest er dum. Ja æres denne end af Folkets Flok, Det dertil være dig ei Aarsag nok! SIDE: 189 At øve det Gode, ja Store, er let mod Eet, mod Eet, som er ene besværligt: at modstaae det Onde, foragte det ærligt. Vel født er vel en Trøst; men bedre, vel opdragen. Vel gift er Livets Lyst; vel død dog Hovedsagen. Den, som stedse Retfærd øver, altid nok af Venner fandt; thi sig Selv og Gud han vandt. Mon han Fleer end dem behøver? Velgjort er enten snart gjort eller Meget gjort. -- Nei, nok fort, nok gjort, bare vel gjort! Dyrebar er mig en Ven, dog Uven er ogsaa til Gavn. Teer mig en Ven Hvad jeg kan, Uven mig teer Hvad jeg skal. Bered dig paa at see dit Haab hendunste, Duggen liig om Dagen, din Jubel høre vexles om til Vee! En buden Gjest vel bedre blier modtagen, end den, som treen ubuden i din Hal. I Angreb blev den Tappre sjelden slagen, men oftere ved Overfald. SIDE: 190 Godt at boe, godt at boe overalt herneden. Saavidt Guds Stjerner Krandse snoe om Himlene heroven. Hvor Hjertet spiller frit og fro i Bryst, som Kildevoven, der, du kjære Broder, tro, er Jordeboers Eden! Med evig Bedrift din Dødeligheds Dage du krone! Daadløs synke ei ned nogen Qvel! Engle din Daad bære op til Guddommens Throne. Der i Triumph, naar du døer, den møder din Sjel. Mange gad nok uden Møie æde, sove og fordøie, leve blot af Kløgt i Mag og Fred; men de slippe ei ud dermed. Tjente jeg en Herre god, og han fandt mig lad og treven: vard jeg ikke rød som Blod? Nu min egen Herre bleven, om jeg greb mig i det Samme. maa jeg for mig Selv mig skamme. Flyer du Fornøielsen? Hvor du dig dølger, se, den følger! Grædten og grinet slentrer Leddiggang. Dorskhed ligger i Sorgers Fang. SIDE: 191 Vaarsol, som er saa vakker og vâk skulle du finde ei Gjenta i Stak? kikke i Stua, see Guten i Sengen? -- Pusta'en Ola! -- 'en Ola er paa Engen. Spørg ei arvet Pose-guld, Vang og Skov og feden Muld, om en Mand er riig! Spørg alene Mandens Flid! Den skal Sandhed sige dig, Den skal være sikkrest Maal paa Dybden af hans gyldne Skaal. Et Stykke Brød af Fattigmands Fred er bedre end paa Sølverfad en Oxe feed med Had. For en Synder er det svârt, ei sin Udaad aabenbare. Hvertet Ord er et fuult Angiver-chor; i hvert Træk fremtitter klart en Forræder-skare. God-Villie (en Gut saa liden og rund) saa svært et Vognlas drog. Men Dovenkrog (en Rise saa lang og svær) han sagde om en liden Fjær: den veier vist hundred' Pund. Hvo stjal en Kalv, stjal og en Ku. Af Lækkertand bliver saa let en Tju. SIDE: 192 Haandværk har gylden Hjerterod, bær' det om Munden end Støv og Sod. En Kunst er Reisepenge god, som tynger hverken Haand eller Fod. Kan du en Kunst, over Land, gjennem Bye fri kan du flyve som Fugl under Skye. Se den Dag, som bøied sig ned bag Sky igaar, nu i denne Dag idag Skolemester faaer! Morgendagen (ja endog, om jeg døde da) altid i Erfaringsbogen slaaer op nye Pagina. Kort er Livet, Meget er Det, vi skulle lære her. Fremmed Ild er ei saa klar, som den Røg vi hjemme har. Haarde Eeg falder ei som Havre-neeg, faaer af første Hug ei Brist. Men, hvis du ei trættes vist siiger den tilsidst. Meget mangler Armod vel; Alt dog fattes gjerrig Sjel. SIDE: 193 Forsilde, ak forsilde, hvis, først naar Daarskab har dig ødelagt, Du, Det du forhen bød Foragt, du Viisdom dig erhverve vilde. -- Paa Huus, som staaer, kan bygges Taarn og Tind; men ei paa sammenstyrtende Ruin. Jo Frommere, desmindre kan En tænke Ondt om anden Mand. Livet er liig en reenbebladet Bog os givet. Skriv deri da ei Andet end Hvad glad du læse kan i Himmelen; thi sandeligen der du faaer at puge den! Een Løgn føder ti i Døgn. Tag paa dit Værktøi fat foruden Votter! Med Handsker paa ei fanger Katten Rotter. Brug Tiden vel, om du vil Fritid finde! Men, da du ei er vis paa en Secund, saa kast ei bort en Times Stund. Arbeidsom altid kan en Fristund vinde; men Ladmand ingensinde. SIDE: 194 Haandværkeren. Jeg maa mine Hænder bruge hele den udslagne Uge, for jeg eier ikke Land -- er dog lige sæl en Mand. Bonden. Vakker Grøde paa min Muld er vel Guld. Dog er Skattens Skjepper druge. -- Knuger vel og denne fuld. Haandværkeren. Men hos mig, se, hver en Finger Rente bringer. Spindersken. Spinder jeg ikke -- ja vel, Stryet beholder jeg selv. Men spinder jeg, Gjenta mi', ja, Gjenta mi' da, haha! da kan du fly mig Sølv for Stry, da kan du bringe mig Guld for Uld. Flittig Spinderske spinder Huus af Hytte. Saa tidt hun vil kan hun Linned bytte. Skyldners Tid tør ikke raste. Vinge har den paa Skulder og Hæl. Den har altfor kort en Faste, som pligter at klare til Paaske sin Gjæld. SIDE: 195 Gjældner passer nok paa Forfaldstid, Dag og Termin Skyldner, glem ei at slaae Almanak op paa Væggen din! Lettere tvende Arner at bygge, end Ilden paa een at hygge. Stræb og spar! Selv kan du gjøre Lykken huld. I denne Tro du Stenen har, som omforvandler Bly til Guld. Spar heller til Alder og Trang! Engang det qveller, var Dagen end noksaa solklar og lang. Tigange, før du troer, at tænke over er vaagen Viisdom og ei Vid, som sover. Bedre at blive staaende i Tvivlen, end snuble i sin Ilen. I skyldløs Munterhed din Ungdom flyde i Timeglasset ned! Thi viid, det ei er Dyd, som tør forbyde saadan Fryd. Retsindighed og Glæde i samme Hjerte boe; Naturen selv dem sammenbinder. Og disse hulde Søstre to adskilles kun af Menneskefiender. SIDE: 196 Varer Jubel længe, bliver den til Skrig. Hvis du hos Glæden dvæler, dens Værd er tabt for dig. Hvo vied' den een Dag, har vist at vente en' træg og sorgfuld Qvel irente. Fryd er Livets Kryder, ei dets Suul. Hvorledes mon det gik, hvis Aaret rundt var Juul? Kun driftig Mand kan sige: "Glæden jeg kun naaer. Ved Enden af mit Dagværk, se, dens Tempel staaer!" Den herligste Skat du Himmelen betaler . . den Farve, som, hvor bleg den er, dog maler din Jorde-fryd end skjønnere end før, og krydrer den og den uskadlig gjør . . den Engel, som derfor just tit styrter Krybet, at det forherliget sig reise kan af Dybet . . er -- Lidelsen. Elsk Alle! vær ei Nogens Fiende; men bed Den, som elsker Dyden: "vær min Ven!" Det er en usel Ovn, som ei kan blive heed. Den er en usel Mand, som ei kan blive vred. SIDE: 197 Men Ilden vogter du, naar Ovnen hedes? hvi da ei Vredens Ild, naar, Mand, du vredes? og Tungen, naar du er i Harme? Thi ingen Gnist kan volde en større Skadevarme. Heller uden Mad tilqvel under Fell end staae op med Gjæld! Vindskibelighed gjør riig, saavist Studering Lærdom giver, saavist den Tappre hædret bliver, og Dyd til Himlen svinger sig. Fedt Kjøkken, gylden Dør mavert Testamente gjør. Stort Skib for liden Læk er sjunken. Lækker-Tungen finder snarlig Læk paa Pungen. Kortenspil, Terninger, Piger og Viin. -- Hver af disse har tilvisse været mangen Mands Ruin. Tid ei gjemmes, som du gjemmer Penge, Tabt Tid ei findes, om du søger længe. Dovenskab gjør Alting svært og tvært; Flittighed gjør Alting let og kjært. SIDE: 198 Hvo silde reiser sig fra Lagen faaer nok at løbe hele Dagen, og endda knapt han til sit Dagværk naaer før sorte Nat imellem begge staaer. Har du imorgen at gjøre en Sag, -- gjør den, om muligt, idag. Driv paa dit Dagværk! -- Det paa dig ei drive! Men tidlig i og tidlig op af Seng gjør Manden rask, som var han stedse Dreng; og skal ham Oldings Viisdom, Velstand give. Ak skarp, besværlig er vor Stie, og haarde Kampe kjæmpe vi, Men flyer du Kampen, flyer du Stien selv -- Selvmorder skjælv! Ejah! Du lider ei Nød, har du Tilfredshed til Salt og Brød. Eller kjender du, Ven, -- Ost til Brødet bedre end den? Arm paa Tid vor Ungdom er; Men derfor og af dobbelt Værd. Med sparsom Haand som Guld den da udtæl, og vei Secunden vel! SIDE: 199 Saa meget vild den vandrer ei, som vender om paa halve Vei. Hvis du er ædel Mand, min Ven! som vil selvstændig vandre, saa ofte som du kan, gjør dig forbundne Andre; men gjør dig sjelden kun forbunden dem igjen! Borgernes Manddom og Dyd er Statens bedste Muur og Spyd. Mande-virksomhed, Qvinde-flid -- dens Proviant til evig Tid. I slig en Rustning den taaler Strid, med slig en Skreppe i hundred' Aar indtages den neppe. Gods tabt -- Intet tabt. Liv tabt -- Lidet tabt. Modet tabt -- Meget tabt. Æren tabt -- Alt tabt. Bedre arm med Ære end riig med Skam at være. Fremmed Arne sort, egen Arne gylden Port. Første Lyst under Bordet sættes lettere end alle de Følgende mættes. SIDE: 200 Lyst til Pynt røver fattig Daares Mynt. Spørg din Pung, ja ryst den, før du spørger Lysten! Saamangen Mand kan Synden gjøre arm; men hundred Trængende age i Overdaads gyldne Karm. Daaren, for Stads paa Ryggen at have, spanker omkring med sulten Mave. Atlask, Skarlagen og Silke rød slukker paa Arnen baade Ild og Glød. Bonde paa Benene bedre deran End som paa Knæerne fornem Mand. Første Lyst kan være svag; men kommer vist igjen, -- ja maaskee næste Dag. Og hver en Dag vil den forstærke, saa Den, der kom som lidet Barn, fremstamper snart som vældigt Hærkje Herremænd. Forfængelighed er en Betler, og frækkere end selve Trangen. Een Skilling hjælper denne lidt adgangen; men hiin forlanger Sedler. SIDE: 201 Kan Dyden end ei altid vinde Seir, dog ubeseiret kan den stande, liig midt i Storm og vilden Veir en Klippes faste Pande. Daarlig Handel, give Penge hen, for at kjøbe Anger ind igjen. I Vennebarm saml Skat til Aldren krum og arm! Thi brændte end din Hytte af, og brast din Stav, og slukkedes din Kjerte, bedække dig skal da hans Flig, dig varme skal hans Hjerte. Kunne mønstre med et roligt Blik Dagene, som vare, Fremtids-Dages Skare -- o største Høihed Dødelige fik! Giv stolte Daare stolt Foragt! Dog endnu større Ringeagt Den døier, som stedse smidskende sig bøier, som stedse gaaer som sammenlagt. Hvad er en Sommerfugl i al sin Pragt? -- en Kaalorm kun, blot i en anden Dragt. I dette Billed Pyntegjækken seer sig saa grant som Bukken sig i Bækken. SIDE: 202 Armod maa sælge Frihed for Brød, Hjerte-guld for Arneglød, Selvstændigheds-kaabe for ulden Tot. -- Tom Pose staaer ei opret godt. Forfængelighed spiser en Frokost fiin med Overmod paa Porcelin, til Middag med Armod af Orre-skaal, med Skjændsel i Asken til Aftensmaal. Maa tvungen du Skjebnens Villjebud følge saa tidt, arme Støv? -- nei stolte Støv! Thi se, du den himmelske Pligt stedse kan udøve frit! Frihed uden Viisdom have, O det er en skræksom Gave! Frihed er det dyreste Klenod, Himmelen den Dødelige lover. Hver Mand maa eie det, hang det end over en Grav, og maa han endog springe over en Flod af Blod. Hvo ei mægter lide meget, Hvo ei mægter vel at gjøre meget, Hvo ei mægter sig fornægte meget, Viisdom ei forstaaer, og ei den Kunst at leve. Nyd kun den Fryd, hvis Eftersmag dit Hjerte gjemmer med Behag. SIDE: 203 Lidenskab og Ild -- Tjener god, men Herre vild. Heller Frihed og Nød end Trældom og Brød! Betænk dig lidt forinden, endog paa Røverkjøb! For Røverkjøb saa mangen til Fattigstuen krøb. Bli'er du ved Sager hængende, hvortil du ei er trængende, da visselig kommer du til at lade det Nødvendige gaae hvor det vil. For det een Lyst af Lommen veed at tage du kunde tvende Børn opdrage. Klog Mand bli'er klogere af Andenmands Forliis; men neppe af sit eget blier Daaren mere viis. Vil du Tjener have efter dit Behag En, som tjener uden Løn, mere trofast end en Søn, dig Selv i egen Tjeneste da tag! Venskab, bedste Himlens Gave krydrer Glæden, mildner Sorgen hen: og, se, en Ven kan Hvermand have, som selv forstaaer at være Ven! SIDE: 204 Se Skjebnens sære Baner kun Skjul er for den vise Skabers Planer! Hvad det alvorlige Liv forlanger, fuldend! Men glem ei at kræve Hvad du forlanger af Livet igjen! Hvo vil æde Kjerne sød, først maa knække haarde Nød. Vil du bestaae i Ulykken, maa du med opløftet Pande imøde den gaae! Vil du Hvermand Fyldest gjøre, tidlig maa du dig af Sengen røre Vær Snegl i Raad, en Ørn i Daad! Ønsk ei at være Herremand Stormens stærke Haand slaaer ei lille Dale-vaand, men høien Klippes Gran. Vil du stedse leve fri, vil du leve glad og rolig, finde stedse Velstand i fager Blomstring i din Bolig, da du trolig evig Pagt maa slutte med Retsind og med Virksomhed. SIDE: 205 Mens du sover bier ikke Renten over. Borgen tømmer Pung men fylder Barm med Sorgen. Længe betragt Hvad siden skal stande uendret ved Magt! Falskhed slaaer paa Hals sin egen Mester. Den falder i, som grov en Grav for Næsten. Paa Raadens egen Skalle slette Raad tilbagefalde. Saa langsom Dovenskaben fremadslentrer, at Armod, skjøndt paa saare Been den slæber over Stok og Steen tungt Barn og Pose, snarlig den indhenter. Bort flyer Minutet, kommer ei igjen. Den øder Tiden, som ei bruger den. Mon, lever Han da? Nei! Han aander vel, men lever ei. Om du paa En er vred, slut dog ei Forbund med den feige Kjæmpe Avind! Han bruger kun forgiftet Glavind; og sligt et Vaaben er kun Skjændsel ved. SIDE: 206 Hvo Speil mig rækker, der dølger selv ei mindste Flekker, Hvo mig med ærlig Kindhest vækker, Han er, hvor lidt det synes end, min Ven. Naar Manden ligger i Sengen doven, grib fat paa Ploven! Da opvaagne Hine af deres Roe, naar Hesten din tramper paa Laavebroe. Flid sig giftede med Tid. Flittig Times Fryd var Tidens Brudesmykke. Tilsammen avlede de Lykke. Den Tid, du kalder lang nok, vist vil kortnok synes dig tilsidst. Dybere bider Dovenskabs Rust, end Arbeide slider. Brugte Nøgel er altid puds't. Ethvert Minut den gode Gud som gylden Penge deler ud, at hver med Daad skal løse den. Men, naar vi komme hisset hen, Han giver os da Alt igjen. Af Mangel paa Søm gik Skoen forloren, Af Mangel paa Skoe gik Hesten forloren, Af Mangel paa Hest gik Manden forloren. SIDE: 207 Et Barn og en Tosse mene forvist, at tyve Styver og tyve Aar aldrigen kunne faae Ende-brist. Tænk paa Gud -- som skrevet staaer -- i din Ungdoms Dage! Ellers vil de hvide Haar Dig kun slet behage. -- G. Hvo altid tage vil af Tønden, men fylder ikke paa igjen, vil snarlig skimte Bund i den. Naar tør er Brønden, Da veed man først hvad Vand er værd. Storskib sig vove kan ud paa det Dybe. Smaabaad gjør bedst i langs Stranden at krybe. Ak Himlen sig forbarme! (jeg kan for Latter ikke bare mig) nu vil den Arme den Daarskab efterabe, som øves kun af Riig. Han Padden ligner jo, der vilde blæse sig til Oxe-storhed op; men -- brast ito? Gjæld er første Skridt til Last, Løgn det andet. Gjæld bær Løgn paa Ryggen fast, skuler derfor som Forbandet, SIDE: 208 tør ei snue sig, staae og gaae, kan ei eget Mæle faae, hvor han Gjældners Skygge saae. -- Ak, fribaarne Mand, din Fribaarenhed er kleint deran! Vee! naar Hjertets Dør er lukt, Nøglen fast i Laasen ruster. Vee, naar Ilden først er slukt, hjælper det kun lidt man puster. -- G. Stræb, og spar! Saml ei paa Fad; men i dybe Kar! Flytter du ofte Bopæl og Træ, faaer du kun liden Hygge og Læ. Det er et ligeligt Bytte: eengang Brandlidt og tregange Flytte. Hvor Husbond Øiet stænger, Pungen aaben hænger. Husbonds Ansigt, seet paa Bakken: ei Arbeideren i Dalen, -- Hatten vaad og Næven valen -- vender Nakken, kiger efter Solskinsveir. Huusbonds Øie over Gaard meer end begge Hænder naaer. Husbonds Røst i Skov og Vang muntrer meer end Madklokkens Klang. SIDE: 209 I Uges Graad tidt dratter Søndags-Latter. Hør paa meget! tal dog blot Hvad til Tid og Sted er godt! Ingen nogensinde gjorde mere Godt end vel han burde. Misnøiet ofte med dit Eget, Du ønsker dig saamangt og meget; men tak din Gud, som gav ei mere, end hvad han saae, du kunde bære. Hvo ei arbeider Ugen ud, ingen Sabbath faaer af Gud. Vor Næstes Feil vi skjule maae med Kjærlighedens Kaabe; og uden Trøst ei lade gaae dem, som vor Hjælp anraabe. -- K. Trætter du med fuld Mand i Vrede, trætter du med En, som ei er tilstede. Kjendt Brøde Halv Bøde. Heller end i Kiste samle Guld, saml du din Hjerneskal fuld! SIDE: 210 Egen Skade gjør vel viis; Næstens gjør det dog for bedre Priis. Hvor Fare styrter frem, Beslutning maa ei staae, men raskt imødegaae og slaae. Beslut dig snelt! Mød Faren midt paa aaben Felt, og bring den bunden i dit Telt! -- da er du Helt. Da Adam grov og Eva spandt, hvor fandtes da en Adelsmand? Hvo ei vil lade sig af Ven paaminde, faaer Straf af Fiende. Lidenskab er Last, bruges den slet; men Dyd, bruges den ret. Eng er Agers Mo'r. Hvo pløier nære Sol, skal høste nære Jord. Husbonds Fjed gjør Ager feed. Bedste Gjødsel træder Husbonds Saale ned. Sviger du Hesten i Hækken, saa sviger han dig i Bækken. Der hører mere til Plougefæst, end: "Ho, vil du gaae!" til Hest. SIDE: 211 Du Styveren gjemmer i Pung og Bog, glem ei da for Agerguld Grind og Krog! Graahaar med hullet Arm og sulten Tarm er Jordens Jammersyn. Graahaar paa Issen, Daarskab i Barm -- da sørges over Skyen. De Unge skal man lære, de Gamle ære. Hos Gamle brug Øren, Unge; men ikke Tunge! Haab godt om Gutten, der findes hos Gubben paa Kubben! Det Guld er ei værd at rose, som drypper ei Kobber i Armes Pose. Hvile dine Hænder, hvile dine Tænder. Heller Uven Arv at give, end trænge til Ven ilive! Arbeid, som skulde du stedse være rød! Vær from, som kom i denne Stund din Død! SIDE: 212 Den faaer kun halv Arv, som faaer ei Moders Fromhed, Faders Marv. Da først der Vinding er ved Tingen, naar dig den gavner, skader Ingen. Bagtalertungen er en Sleve sort, der sniger sig til Hjertet gjennem Øreport. Luk Døren for ond Tunge og onde Øren! Selvkjær -- Ingen kjær. Hvo Alle vil behage, af Gud ei yndet er. Uden Ære børjet paa, pleier ud med Skjændsel gaae. Den Ære ei skal vinde aabenbar, der ærer ei sig Selv, om han end ene var. Onde Tanker banke altid paa. Luk til, saa maae de gaae. Før Hyklerbøn naaer Ulveglam til Himlen fram. Men ærligt Suk til Himlen stiger, om Taaren end i Mulden siiger. SIDE: 213 Beskedenhed er den eneste Dyd, som tør i Øiets Vindu, i Mundens Dør sig vise for Enhver. Sikkert hvor Beskedenhed boer, boe flere Dyder i Søsterkreds, følge den som Ternechor en Princess. Husbond, vee dig, hvis du maa hos din Dreng i Skole gaae! Venners Feil du kjende bør og hade, dog ei nævne dem paa Gade. Paa alle Spørgsmaal har du nødig ei at give Svar. Sæt Fad og Bæger for Fremmed frem, før du ham spørger om Navn og Hjem. Hjælp dig Selv, saa hjælper dig Gud! Bedre end bitter Vaar er Høsten blid. Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid. Lad meer bag Hjertet sidde end paa Tungen ride. SIDE: 214 Hvo Evne har i Eie, skylder Daad. Hvo har store Raad, meget ud maa veie. Hvis du en Æreløs beder, din Ære giver du ham, og faaer en Deel af hans Skam. Forfølg ei til det Yderste din Ret! Thi førend du faaer seet dig fore vel du er alt inden Urets Grændseskjel. Som Dag til Qvel samgrændse de; og Skilnet er ei let. Hvo skjæmmes ved at øve Ret og Godt, Høiagt for Narres Domme viser blot. Erhverv et Eje i din Ungdoms Tid. Da god Grund lægges for din Manddoms Flid. Ungdoms-arbeid bygger Sengestedet, Manddoms-virke Bolster deri breder for din støre Alderdom. En Bonde veltilfreds drog ind til Staden med gamle Borken for en tjæret Kjærre. Der gav en Fætter ham paa Gaden en deilig Pisk. Hei! hop! Men kan vel noget passe værre til deilig Pisk end tjæret Kjærre? Nei! nei! til prægtig Pisk maa prægtig Vhisk! -- det faldt strax Konen ind og Manden med. Som sagt, saa gjort -- i Vhisk de drog afsted. SIDE: 215 Men Borken? Fy, det gaaer ei an! det Øg, som forhen godt nok var for Kjærre, kan Noget vel til Vhisken passe værre? -- det strax faldt Konen ind og Manden med. -- Med herligt Spand for Vhisk de jog afsted. "Men jeg og du? kan Noget værre passe? Jeg er jo endnu Kari -- du er Lasse." Det strax faldt Konen ind og Manden med. Som Herrefolk de drog afsted; men -- Mandens Velfærd med. Tilfods maa Mand og Kone løbe fra Huus og Hjem blot for den Svøbe. Fra Rigdom gaaer til Armod Bakke ned. Paa Veien findes Stationer trende: Uorden, Dovenskab og Ødselhed. Værtshusets Navn ved Vejens Ende er Elende. Gjennem vid Skorsteen og høien Port kjører og ryger Velstand bort. Det er kun doven Mands Tykke, at blive riig ved Lykke. Den Tosse gider ei gaae didhen hvor han maa; men sidder og spilder Tiden i det Haab: der kommer en Vogn forbi. Tak Dadleren! Han gavner meer end tyve Lovtalere, som lyve. Hvo troer: alt er jeg god, ja meer end det, -- vil vist hver Time blive mere slet. SIDE: 216 Kjedsomhed er en Pine saa leed, som nogen, der i Rhabarber beed; Gavnvirke -- eneste Medicin; Tidsfordriv kun er Sukker paa hiin. Hvo Uret gjør for Ven at vinde, forlod vist Godt, for et Uvist finde. Mange udøve Ondt først da, naar man dømmer alt Godt dem fra. Høflighed er som Kryder paa Mad, Grovhed i Selskab er Skarn paa Fad. Hvo en Ulykkelig forhaaner, Djævelen sin Tunge laaner. Med glohed Syl han roder i den ømme Byld. Hvert Menneske skal nu sin Kjephest have? Skader den ei dig, saa lad den trave. Lee ikke naar din Uven Uret leed! Hvis Steen du saae, der sveg, og kunde knuse ham, og ei du "Vaersku!" skreg, da styrted selv du Stenen ned. Hvo værger Næstens Skade af, saa vel ham gjør, somom han Guld ham gav. SIDE: 217 Gjæst og anbetroet Gods vandre som de kom til os! Saa god som Gjødsel er for Jorden, saa er for Tiden Orden; thi begge højest Grøde tvinge af samme Tid og Rum at springe. Den sanker Rigdom god, som varer sig for Skadebod. Idag er Borgen Gevindst; men Tab imorgen, Forliis iovermorgen. Paa Spillehuset trende Porte se: Haabets een -- Skjændselens to -- Dødens tre! Folk gjennem første Port indvandre; ud af de andre. At gloe paa Alting og Intet see; ad Alting flire, ad Intet lee, sværme og svire, Tyverie, Sladder og Løgn: Ledigs Arbeide i et Døgn. Pas dig, Gavmild! dovne Tiggers Sang bestjæler dig og sande Trang. Du kjender dit Huus, hvert Kammer saa vel? -- kjend ogsaa dit Støv, din Bolig, o Sjel! SIDE: 218 Levnet fromt er rette Alderstid, rette Graahaar Kløgt og Vid. Du Lade, gak til Myretue! Den være skal din Skolestue. Hade Straf og frygte den, er samme Tanke. Hader du da Straf, paa gal Vei maa du vanke. Søn, om du døde, sørged din Fader adaare, men hele sit Liv, var du en Ond og en Daare. Fortælling i Utide ofte fik den samme Tak som i Sorg Musik. Lev for at lære, og lær for at leve! Heller Gulve-fald med Knæ og Skal, end med Tungen Fald! Begaa ei tvende Gange Synd! Du er jo end i een ei uden Skyld. Ny Ven er ny Viin. Først med Aar paa Bag lader den sig drikke med Sundhed og Behag. Riigmand faaer Buk for Guld og Skarlag. Fattigmand for Kløgt faaer Ære og Behag. SIDE: 219 I Medgangs Solskin flaggre Venner omkring paa Frivilving. Men Uvenner ligge som Larver i Fure, og lure paa deres Tid til at flyve frem; og naar den kommer, hvo kan det vide? Søg derfor itide dig Venner blandt dem! Ødeland samler for Andenmand. Hvi vil du Lygte for den Blinde hænge? Hvad skal den Karrige med Penge? Det Bytte er ei godt, at bytte glad Hytte mod et sorgfuldt Slot. Giver du med bittre Ord, ei er din Gave stor. I vore Ønsker oftest er vor Plage: hvergang de hendøe, fødes andre nye; de uopfyldte kalde frem vor Klage, og Lykkens korte Øieblik flye. -- B. Omvend dig itide -- det er: imedens du kan øve Synd endnu. I Syndens Raad er ikke Forstand. Ondskabs Kløgt er ei Viisdom sand. SIDE: 220 Hvo kan sin Tunge tøilesnøre, med Storfolk vel kan Omgang føre. Som Fuglen kjendes paa Fjer og Sang, tidt Menneskets Sind tilskue hang i Klæder, Latter og Gang. Bedre frygtsom Eenfoldighed, end Kløgt, som djærv over Loven skred. Selv Eenfold skal i Sladderlaug for Viisdom agtes, hvis det taug. Man Meget kjøbe kan for lidt, og dog betale det syvdobbelt tidt. Den Roesen ei fortjente, som taug, fordi han vidste intet Svar; men den, som taug, fordi han kjendte en Tid til Svar, som bedre var. Samme usle Værd er sat paa skjulte Viisdom og nedgraven Skat. Bedre Den, som skjule veed sin Dumhed eller Daarlighed, end Den, som dækker til sin Kløgt, som sætter under Skjeppemaal sin Løgt. Boghylden er den Stige, der fører til at blive Overmandens Lige. SIDE: 221 Hvo bygger Huus med fremmed Guld, til eget Gravsted samler Steen og Muld. I Daarens Mund der er hans Hjerte. I Viismands Hjerte er hans Mund. Daaren skrasler i Sky, ud alskens Sladder skraaler. Viismand smiler saa bly og vejer Ord i Skaaler. Tænk først, naar du vil Løfter gjøre: "mon jeg dem ogsaa holde kan." Er Løftet gjort, du da udføre dit Tilsagn som en ærlig Mand. Søg ei Skjønhed eller Rigdom, naar du skal vælge dig en Ægtemage. Ungdom, Rigdom, Skjønhed -- Alt forgaaer. Arme Mand, hvad har du saa tilbage? Søg en trofast, god og huuslig Viv! Hun skal give dig et saligt Liv. En Huustroes Fromhed bringer meer irente end Sække Arvegods, hun har ivente. Man blier ei mæt af bare Kjærlighed. Udslukkes Arnen, slukkes Elskov med. Vær trofast mod din Næste, naar Nød og Sorg ham gjæste! Naar disse pakke sig, da beder han til fremmed, og glemmer ikke dig. SIDE: 222 Naar du sidder ved Herrebord, ihukom din Fa'er og Mo'er! Fortjente du end et Aandedrag, naar du forbanded' din Fødselsdag? Det Samme du hos Andre saae, hos dig ei Andre vil undgaae. Os selv vi staae for nær og tæt, til egne Feil at skue ret. Du, Daare, du, hvis Ungdom Intet samler, din Alder finder Intet, hvor den famler. Giv Vand ei Vei, og ond Qvinde Myndighed ei! Det Brød som jeg vil æde, maa jeg hente; thi før det kommer flyvende, faaer jeg længe vente. Behandl Enhver, ei som hans Kjortel, men Opførsel er. Om Døde og om Dem, som borte ere, der være Taushed, hvis ei skee kan Ære. I rene Mund maa aldrig dvæle et skident Eftermæle. Aldrig for gammel du blier til at sidde paa Lærlinge-skammel. SIDE: 223 Sob først for egen Dør, før du til Naboens vandre tør! Betal med Tak dog idetmindste Alt, hvad du med Penge ei kan faae betalt! Hvad ei du mægter fatte, du hverken laste eller skatte! Lyv ikke førstegang! Man troer dig ikke andengang. Solen skinner paa Alle ned. Gud fører Alle til Salighed. Hvo ei arbeide vil, eiheller bør at æde. Arbeider er Løn værd; han spiser kun med Glæde. Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger veed du nok er baade bedste Læge og aller-bedste Kok. Hvo ei taaler Daddel af ærlig Mand, eiheller roses kan. Heller alene, end i fordærvet Selskabs onde Leeg. Thi vil du holde Klæder rene, gaae ikke did, hvor der er Skarn og Beeg! Tenk paa Døden i Livet, og haab paa Livet i Døden. SIDE: 224 Større Skam, at ikke ville lære, end uvidende at være. Tre Skridt fra Liv den Mand, som elsker Kiv! De leder længe før du finder saa viis og god en Ven, som nyttig Bog. Han æder ei og drikker, skjøndt han binder sit Selskab daglig til din stille Krog. Penge og Gods kunne svinde som Dunst, Videnskab ikke og Kunst. Fuld Kiste god at have; endnu bedre sund Mave. Hvo ei vil Skade lide, maa vide. Hvo ei vil Pande-bule faae, maa ei i Mørk ret gaae. God Krog man tidlig bøie! Hvor Høst skal bølge over Høje, Vaar maa Vejen pløje. Den Gaard er død, hvor ei hver Vinters-dag du hører Vævestols og rappe Sliuls Tag saa jevnt som Pulseslag. SIDE: 225 Siig ikke forud hvad du agter gjøre; thi lykkes det dig ei, saa faaer du Latter høre. Pral ei af Klæders Fiinhed eller Farve! Thi deri taber du for Smaafugl og for Larve. Pral ei af Kroppens Kraft! Thi skjæmmes maatte du for hver en Oxe, der er stærkere endnu. Tag Klogskab med paa Vejen fra Ungdoms-vang til Alderdoms-dal over Manddoms-hejen! Den er en Tærepenge, som gjælder overalt og varer længe. Spørg dig, naar du gaaer ifra din Port: hvad har jeg at gjøre? Naar du atter triner indad-døre, spørg: hvad har jeg gjort? Tjen en Ven, at han bliver endnu bedre Ven! Tjen en Uven, at han bliver Ven! Den bedste Gjerning er at gjøre klar den Ting man nu i Timen fore har. Af slem Vinding maa man vente en slem Rente. SIDE: 226 Paa Dyden og Retskaffenhed stol mere end paa Eed! Giv ikke altid Raad, der lifligt klinge; men lad dem frem af Hjertet springe, belyste af et skarpt og trofast Blik! Raad være sanddru Tale, ei Musik! Langt heller vælg Forliis, end syndig Vinding, er du viis! Den Sorg, som Hiint mod Denne volder, som Tid mod Evigheden sig forholder. Det Vanskeligste er at tie med en Hemmelighed, at bruge sine frie Timer vel, at taale Uret (dog ei som Træl) at bære Modgang, bære Held med lige reen og rolig Sjel. Forstandig Mand vil mane Faren hen. En tapper Mand vil redde sig af den. Dødsfrygt er værre end Døden selv, den blege Herre, Din Frygt du Gode, da betving, thi den er kun den Ondes Sting. SIDE: 227 Ærlighed og Kydskhed gjør en Qvind til Qvinde. Høihjertethed, Huusflid, Fædrenelandssind, gjør Qvinden til en Borgerinde. Høirøstet, mundkaad Qvind, saalidet er en Qvinde, at hun bør sendes ud at jage væbnet Fiende. Imellem Steen og Steen kan Nagle drives ind; saa mellem Kjøb og Salg der kan bedrives Synd. Mange fulde for skarpe Spær, dog faldt for skarpe Tunger vel en større Hær. Af Leddiggang, den fule Rod, som lange Trævler slynger igjennem Hjerte, Marv og Blod, Alverdsens Ondt fremspringer. Til Hver, du seer paa, ræk ei Haand! Med Hver, som gaaer forbi, knyt ikke Venskabsbaand! I rette Tid, med rette Maal, kan festlig Skaal i Hjertet lade Balsam falde. Men, over Tid og over Maade, Den slaaer det fuldt af giftig Fraade og bittre Galde. SIDE: 228 Kort Tale Meget kan bebude. Vær ikke som en Bog, der tier først naar Alt er ude; men En, der mere veed, og tier dog. Ei Søn, ei Hustru, Broder eller Ven du give over dig formegen Magt. Og, mens du aander, skift dig ikke hen! Thi faaer du Mad du faaer og Ringeagt. Heller bede Barnet dig, end du dit Barn ydmygelig. Den Vilkaarsmand, der har ei Graahaars Ære, i Spindehuus sit Føderaad bør tære. En trofast Tjener ikke ilde døie! Han er saa god dig som det ene Øje. Flink Huusmo'er er Husets Sol. Alt reiser sig med hende fra Leje og fra Stol; Alt drejer sig om hende, Alt inden Gaardegrind. Hun lyser Arbeid ud, hun lyser Arbeid ind. Skaf dig Eje, skaf dig Boe! Thi Den, som ei har Rede, men hvor det qvæller, sover, vil Ingen bedre troe end Røveren, der streifer om fra Skov til Skove. SIDE: 229 En Huustroe, hvis Tunge har Sagtmods søde Sang, hvis Haand har Flinkhed, og hvis Blik tilsammen Venlighed og Klogskab fik, bær' meer Velsignelse end Eng og Agervang. En Yngling spurgte gammel Mand: "Siig, hvem af disse Tvende skal jeg tage? en Høifornem? en af min egen Stand? til Ægtemage? Jeg er saa heldig nu at kunne vrage." Da løfted Kallen Kjep, det Aldrens Vaaben, henpeged paa en lystig Drengetrop, der løb omkring med Svøbe og med Top, og sagde: hør, de spaae Hvad du skal gjøre. Den Yngling nærmed sig da Drengehoben, og faaer da høre et Pokkers Skrig, en evig Raaben: "den Nærmeste! tag Den, som er dig nær!" De Drenge vistnok Toppen meente; men vor Yngling tog det Raad, og gik saa hen, og tog sin Nærmeste: sin Lige: den borgerlige Pige. At være stærk, er Naturens Værk; Rigdom og Ære kan Lykkens være. At raade sin Styrke er Mandens! at raade sin Lykke Forstandens! Det Ældste er Gud; thi Han er ikke runden ud. Det Skjønneste er Verden; thi den af Gud fremkom. Det Største er vel Rummet; thi Alt det fatter om. SIDE: 230 Det Stærkeste er Nødvendighed, som Alting overvinder. Det Viseste er Tiden, som alle Ting opfinder. Hvad er vanskeligst? -- Sig Selv at kjende. Hvad er lettest? -- Til andre Raad at sende. Hvad behageligst? -- Sit Ønskes Maal at naae. Hvad er sjeldnest? -- En Tyran, som dog blev graa. Hvo er lyksalig uden den, som har sundt Blod og Lykke god og Sjelen klar? Gjør ikke det, du dadler hos din Næste! Det Levnet er det bedste. Den Vise gavner den Tid, han er, og naar han er ei meer. For den, som æder med bedste Smag, til mindste Suulmad trænges. Og hvo, som drikker med meest Behag, efter andre Bægre mindst længes. Den nærmest Himlen hænger, som mindst hvad Jordens er tiltrænger. Oplysning er af Goderne det første; Vankundighed af Onderne det største. SIDE: 231 Den ei fortjener Ven, som vel tilprikke kjender, hvormange Penge, Stude, Faar og Kar, han ude og han inde har; men ikke hvilke Venner. Den Yngling oldingviis er bleven, som øver mangen Daad, men ingen overdreven. Kjøb Frugter ei i Mai i dyre Domme, Hvis du mistvivler ei om Juni Komme. Lev ikke for at æde og drikke! Men drik og spiis, for at leve viis! Belær din Søn! Død synes du i ham da levende endnu. En enkelt Tosses Dom foragte vi; men agted vi en Dom af Ti, ja af et samfuldt Narresogn, mon vi ei gjorde da som den, der enkelt falsk Mynt slænger hen, men gjerne tog sig deraf fuld en Vogn? Trykker dig Armoden svare: laan af dig Selv ved at spare! At gaae i Værtshuus ind, er ikke Sagen; men at komme ud igjen. SIDE: 232 Betlere trænge kun til Penge; Ond og Uoplyst til Hjerne i Pande, til Hjerte i Bryst. Den er ei sundest, som kan æde meest, men den, som spiser sunde Ting tilmaade; Den klogest ei, som har det Meste læst; men den, som læser kun hvad er tilbaade. Et kostbart Mærke over Dødningbeen er Guld forvandlet om til Steen. Dødens Rige ligger lige langt fra alle Jordens Riger. Løb, løb forbi den pralende Disk, som Svenden med Alnen var sigtende Røver, og sagte, dog stolt, med Hjertet dit hvisk: Hvormeget der er, som jeg ikke behøver! Bekymringer ere de sorte Trin, paa Stigen til Høiheds gyldne Tind. Det største Onde, største Qvide er ei at mægte Ondt at lide. Svaghed Sandhed dølger, Ondskab den forfølger. SIDE: 233 Af vilde Dyrs Bagtalers Bid gjør slemmest Skramme, men Hyklerens iblandt de Tamme. Høi Stand er den ringere Halvt af en stor Mand. Ei skam dig ved Blufærdighed; thi den er Dydens egen Lét. Din Tale er din Handlemaades Skygge. Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge. I megen Mad er Sygdom skjult saa fuult. Lov værnes maa med samme Mod som Stad og Muur og Rigsklenod. Altsom Ulykken længe har turet, saa kræker Endetimen frem paa Uhret. At synde er menneskeligt -- den Skjebne er slem -- Men ene djævelsk det er at ture i Synden frem. Hvo paa Nakken ad en Skilling slaaer, aldrig Daler faaer. SIDE: 234 Giv stedse mindre ud (ja var det kun en Hvid) end Reen-gevinsten af din Flid! Da vil du visselig omsider vorde riig; thi Hvid til Hvid blier tusind Daler om en Tid. Loven seer den Vrede; men den Vrede Loven ei igjen. Sku ærbødig Herrens Finger; se, hvor Tiderne den tvinger, saa at, naar de vildest gjære, de forkynde maa hans Ære! -- G. Et Smiil fra Fædrelandet bedre er end Fyrstegunst i gyldent Skjær. Den, som har Nok, kan slumre rolig ind; men Altformeget volder søvnløst Sind. Med Hjertefred død, bedre end til Ære fød. Gjør Hvermand Ret og Skjel; men Armod vel. Hvo Storhed maale vil, og dømme Ære, bør selv ei liden være. Selvfrelse, naar du foer ivilde, er aldrigen forsilde. SIDE: 235 Ædelthjerte trænger ei til Fløjel og Gehænger. Sandhed og Dyd er stærkest Uveirs-kappe, i Himlen syed. Fremmed Kage ei halv saa sød som selvtjent Brød. Du kan af Herren i det Høie, Aljordens Goder kjøbe dig for Møie. Den Sæd, som sømmer sig for Peer, hos Poul tidt Daarskab er. Til Aaget Hest og Stud, til Frihed Mennesket blev skabt af Gud. Hvis du er Mand som dine Fædre, tag Tingen, som den gives, an; men gjør ved egen Kraft den bedre! Hvert Ord mod Fædrelandet, som værste Udaad er forbandet. Mod i Orlogsfærd er bedste Skjold og Sværd. Vær fro og lykkelig; men rolig der, hvor Lykke negtes dig! -- R. SIDE: 236 En Daares Mundhæld er: "Hvem havde ventet Sligt?" At forekomme Ondet, er den Vises Pligt. -- H. Priis Ingens Lykke huld, før Manden ligger under Muld! Stolte, hvi kan du tale ei, men buldre? hvi vil du traae paa Andres Skuldre, som vare de kun Leer og Steen? men dine Been kun Guld og Sølv af Skippundsvægt? Er du med Gud vel nærmere i Slægt? Hvo ei som Barn blev vant at gjøre Gavn, som Mand ei nytte vil sin Fædrestavn. Den rette Sædens Tid er første Ungdoms Alder. Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. -- B. Formeget Godt er ikke Godt, da det gemeenlig hændes, at Vellyst med en Bankerot paa gode Dage endes. -- F. Gak ud i Verden, bliv en nyttig Mand! driv Aager med dit Pund, og gavn dit Land! -- S. Kun den har Vid og Magt og Guld medrette, som veed at bruge dette. SIDE: 237 At roe sig langt fra Land gjør tidt skibbruden Mand. Sjelekraft er et haardført Træ, elsker ei Solskin, agter ei Læ. Sevjen skyder fra Roden op, naar Stormen bryder i højen Top. I Snoen snoer sig hver Green saa stærk, da synger hver Qvist som et Sejerværk. Skyldfri, som til Hvile stunder, rolig paa en Halmsæk blunder. Det Gode dog tilsidst maa vinde Slag; thi det er Gud Almægtiges egen Sag. Hvad man med Synden faaer, som ofteste med Skammen gaaer. Har du ei forud tænkt, og troer du, at med Tiden skal Alting jevne sig; tro mig, det slet gaaer siden. -- F. Det stille Vand har dybe Grunde. Vogt dig for dybe Buk og søde Munde! Kjendte Veie er' de bedste. Prøvet Ven er god at gjæste. SIDE: 238 Din Tjeners Byrde først læg paa din egen Skulder. Byd ham ei holde ud, hvad du ei selv udholder! -- F. Den er ei Fred og Frihed værd, som skjælver for at drage Sværd. Gud var ei Gud, hvis ei han var som stærk saa god, haab derfor Angersflok ved Altarfod! Til den, som falder, skyv ei med din Fod; men ræk ham Haanden, Du, som stod! Kan du for Alverdens Guld gjenkjøbe Timerne, som løbe? Nei, Tidens Øder kaldes kan største Ødeland. Hvor ædelt Mennesket! det skylder Ydmyghed kun Ham, for hvem Cheruber knæler ned. Hvis Mennesker den ydes, er den Skam; hvis en Tyran, da skjændigst Skat til ham. Før udslet Landet af vor Klode, før ryk al Folket op medrode, end Fremmede skal boe, hvor vore Fædre boede! Ispidsen gaa i Strid for Hæren! Hvor arm du var, du da en Rigdom ejer; thi, lever du, du ejer hele Æren; og, døer du, Fædrelandet arver Sejer. SIDE: 239 Gaa! Arm og Been for Landet mist! Du bli'er ei Krøbling hist. Hvo finder i sig Selv ei Fred, forgjæves søger den paa andet Sted. Ti ei, af Frygt for Rynker paa en Næse, hvor Sandhed høit bør læse! Taus Smiger usel er som den, der snakker hele Dagen hen. Lidt lykkelig den Vise gjør, men Intet Daarer. Derfor er Jorden aldrig tør for Taarer. Ydmyghed er det eneste Altarbord, hvorfra Gud vil modtage Offer fra Jord. Hvis du med Alvor Synden hade vil, saa had og Leilighed dertil. Din Rolighed i Synden, Synder! er Sjelens Dødssøvn. -- Den din Selvfordømmelse begynder, som vækker dig paa Gravens Bred igjen, og følger vaagen dig histhen. Hyklerie er værste Tempelrov. Det stjæler til Lasten Dydens Dragt og Lov. Til Uskyldslam da pyntes Morderulv i Skov. SIDE: 240 Streng mod Sig, mild mod Andre. Det er Christi Trin at vandre. Se derfor Dødens Stund er skjult paa Guds Alviisdoms Bund, at jeg skal tænke hveren Stund: nu klinger min saa hult! Pligters Aag paa Andre lægge, mens vi selv er folefranke; Bud at banke ind med Slægge, mens i vore egne Vægge ingen Spiger sidder i; Munden gjøre til Capel medens Hjertet vies Hel -- Vee saa skamløst Hyklerie! Slet Mønster til god Lære til Gift gjør det, som Livsensmelk skal være. At tvinge syndig Lyst ei let, umuligt dog at faae den mæt. Vi tælle, Brødre, Sorgens Øieblikke; men Glædens Timer -- ak! hvi tælle vi dem ikke. -- H. Man priser lykkelig hver Mand foruden sin. Din blev det Ønskes Maal, hvis den var ikke din. -- W. SIDE: 241 Kjære Fattigmands-barn, som spikker Træeskeer som bedst, du ender ikke, førend du be'er Bygden tilgjest. Eensom Kraft er Staal: det brydes som Ingenting. Men Eendragt ikke brydes: den er saa seig en Ring. Naar Magt paa Thing vil raade, er Uheld nære. Men Ret er Landets Baade og Kongens Ære. Vær ikke haard, men fast! Bøjeligt Sværd er gjerne hvast. Pral ei med Faders Ære! Hver har blot sin. Kan du ei spænde Buen, er den ei din. Vælg ikke til Fortrolig Enhver, som vil. Tomt Huus staaer gjerne aabent; rigt lukkes til. Vælg Een! Unødigt er det paa To at lide; og Verden veed hvad Trende vide. Gud seer, hvor tæt du lukker, i Hjertets Kjælder. Timens korte Brøde langt Aar undgjælder. Af Faae den Stolte frygtes; men hades af Enhver. Overmod paa sin Stige staaer Faldet nær. SIDE: 242 Dag skal du prise, naar Solen sig har dulgt; Øl, naar det er drukket; Raad, naar det er fulgt. Let vindes Lid og Venskab hos Ungersvenden; men Striden prøver Klingen, og Nøden Vennen. -- (T 7.) Hvo bygger med Andens Skade Huus, til egen Gravhøi samler Steen og Gruus. Bygger du Slot; men ejer i Pungen en Hytte blot: da kan du skjære din Vandringsstav, og gaae til du finder din Grav. Flere dræbes af Mad og Drik, end af Sværdestik. Demanten i Støvet er -- en Demant. Støv paa en Krone er Støv forsandt. Samvittighed bygger vel ikke Slot; dog er den Aljordens Drotters Drot. Daarligt Venskab beder klog Mand tilbords, og skikker ham ruset som Nar tilports. Flere drukne i Finkel Aar om andet, end i Vandet. SIDE: 243 Let at holde Bryllupsdag; men siden holde Huus er ei saa let en Sag. Som de Gamle sjunge for, qviddre de Unge efter. Mønstre meer end Ord og Tugt have til Lærdom Kræfter. Ei fattig Mand, som noget Nyttigt kan. Bedre at falde med Ære, end flyende hjem din Skam at bære. Hvo paa Steen kan sidde, føde sig endda, Daare vilde være, flytted han derfra. Lykken gaaer til Dør, og, om Forsynlighed er inde, spør? Gud lader ei Spurv til Jorden falde. Han gav den Vinge bred. Armen, Mand, kan din Ving du kalde, den kan du hæve dig med. Gud giver hver Fugl sin Føde; men han kaster den ei i Redet hen. For Trælbaarne Trældom er haard og svar: hvor tung da for den, som Fribaaren var! SIDE: 244 Jo rigere Gjerriges Pose bli'er, jo armere blier hans Sjel. Jo bedre Gjerrigs Pung bli'er, jo værre blier han Selv. Gods gjør Mod, Mod gjør Overmod, Overmod sjelden god. Rigdom hos Viismand maa tjene; hos Daaren er den Herre alene. Hest uden Tømme holder du ei. Rigdom uden Kløgt og løber sin Vei. Gruus er kun Gruus, var det end af Zions Huus. Tro ei snart, døm ei i Fart, tal ei fort, slaa kun Landets Fiender snelt! da er du Christen, Dommer, Taler, Helt. Se, god er al Guds Skabnings Hær Fornuften dog det Bedste, thi den hans Billed bær. Gud derfor elsker den især. I Ondt du lystre hverken Fa'er eller Mo'er eller Fyrste! Lær dit Barn at virke, eller du lærer det at stjæle først i Naalhuus, saa i Kirke! SIDE: 245 Lykkens Barn er en Piil. Mod Jorden snart bues dens Iil. Kraftens Søn er en Ørn. Den stiger saa høit som den vil. Slaaer du en Qvinde, Mand! myrder du din Manddom paastand. Den højeste Rang er ingen at behøve. Den Keiseren ei kan give, den Keiseren ei kan røve. Galne Folk! Millioner til Krig? Skillinger til at opdrage dig? Uden Dagning er Øjekuglen mørk. Uden Lærdom ligger Forstanden som en Ørk. Lærdom og Kunst er Lomme-sølv hos Arm; hos Riigmand gylden Karm; hos Fyrsten Ædelsteenkrands om Barm. Fagerhed uden Tugt -- Rose uden Lugt. Løgn forgaaer, Sandhed bestaaer. Komme de sammen, Løgnen med Skammen da gaaer. At sluge Bøger; men ikke tygge, gjør stive Hjerner og krumme Rygge. SIDE: 246 Største Seir -- sig Selv at tvinge. Bedste Seir er uden Klinge. Hvor ilde det gaaer end, tak Gud, at det ei end værre bar ud! Bedæk din Næstes Synder med Mose ei med Tjørn, om du ei dine høre vil af alle Bygdens Børn. Vævskee i Haand væver snart Brudeplagg. Knipling om Barm gjør naken Bag. Fjær i Hat, hvor høit den er sat, seer ingen Bryllupsnat. Bind for Pungen og Munden vel! Hvo siger Alt, han veed, veed Intet Selv. Hvor Sværdet er i Munden man Balgen klappe! Hvo bærer Sqvalder ind, bærer ud under Kappe. Hvo sig blander med Guld, lægges i Skriin. Hvo sig mænger med Mask, ædes af Sviin. -- S. Gaa ei tilsengs med Synden! Du lægger dig paa Roser, men vaagner op i Dynden. SIDE: 247 Tro Tjeners Løn for liden; Utroes altfor riig. Lad Tyv mindre Skade end lad Dreng volder dig. Tyrannie paa sin høie Throneseng bevidstløs føder Oprør, en strid, rødhaaret Dreng. Han ammes op i Hytter; men, skinner Himlen klar, da blier han, naar han voxer, den hulde Friheds Fa'r. Glemmer Den, som skal lukke til, Den glemmer ei, som stjæle vil. Se Vellyst bagtil, naar hun gaaer bort, ei foran, naar hun kommer! Tør hænde du seer en Lime sort for en Rosenqvist-sommer. Vellyst er Snefrid Kongefrille -- Hun laae paa Paradeseng, end frisk og rød i Kinden som unge Foraarssol. Ei Dødens Bleghed laae paa Læben kold og streng. Det var kun som en Sky var dalet paa en Eng. Men hele Barmen var et rædsomt Ormebol. Prøv Guld i Glød, og Ven i Nød! Da vejer han meer end Guld i Skjød. Kommer du Ven til at rødme, da surnes Venskabs Sødme. SIDE: 248 Ven af Alle, Ven af Ingen. Heller Maanen til Ven end hele Stjerneringen. Hvo ikke om Sommer kliner, tilvinters ilde griner. Hvad Enighed bygged op i hundred Aar, Uenighed nedbryder mens en Time gaaer. Det gavner lidet, Laster bort at jage; men ikke Dyder istedet tage. Den høster godt Rygte, som Dyder saaer. Men Verden arver Rygtet, og Himlen Sjelen faaer. Eviggrønne Æretræe skygger Ædlings Grav. Hug det Nidtand jordjevnt af, se, dog Qvisten skyder som Arons Mandelstav! Bedre er at gjemme end at gjøre Fred. Freden er saa gran en Stang. Brydes den, kom med Sølv i Fang til at lodde med. Gudsfrygt skal Rigdom føde; men lad ei Datteren sin fromme Mo'er forstøde! SIDE: 249 Tidlig fra Herberg, tidlig fra igjen! Dørtærsklen er den højeste Hei. Kommer du først og vel over den, gjør du det længste Forsprang paa Vei. Bedre end god Proces er maadeligt Forlig Ti heller med enkelt Skade, end med tvende skrig! Lad Støvet være blindt,lad Fædrelandet din Veldaad ikke skille ad fra Andet! Det seer det store Himmeløje. Han lønner, Han, Belønneren i det Høie. Han dømmer, Han, Aldommeren hist, der vejer Tankens lette Fjær og Himlens store Soles Hær, der ender Dyds og Skjebnens Tvist. Nogle Ax ifra Forfatterens egen Vang, der pløiet er med Harpe og harvet til med Sang: Men findes der i Hamse Livs- og Velfærds-Kjerne, da træsk den ud med Tanke, og saa den ud i Hjerne! Blandt alle Pligter triner Kjærlighed til Hjem, med strenge Alvorsminer, ved Vuggen tidligst frem. SIDE: 250 Taknemlighed mod Fødeland er evig Skat paa alle Mand. Om Panden end af Dødens Aande svales, med Fryd af fulde Hjerter den betales. Da agtes sidste Draabe Blod som Vand. Stolt Norge strider for sig selv. Hvo kan slig Borg bestige? Hver fosset Elv er krummet staalblaa Værge, som hviner rundtom Norges Bjerge, der bære Sky paa Skulderhvælv. Og Mændene -- det tør vi sige -- eiheller ere Dværge. Normænd, priser Himlen, beder, at eders Fædres Kraft er evig ung i Eder! Norge lever; ja saalænge høirødt Banner blomstrer ifra Enge. Høirødt Mandemod betyder. Hvide Kors er Qvindedyder. Første bevidste Taare er vort Edens Cherub med blinkende Spær. Som Englen Engel kun saalænge blier, han gjemmer Dyden, Gud ham pryded med: saa varer Norges Liv saa længe ved, som gjæve Mænd og Qvinder er dets Ziir. SIDE: 251 Nor skal leve, Mænd! saalenge i hver Stue et Sværd, som bider godt, har gjemt sin hvasse Lue, og jevntmed Sliul'n hænger (som Ahnebrev i Slot) et Rifleløb, der længe i Ætten gik i Arv, for kjære Norges Fiender, for Bamser og for Binner en Dødsprofet, der drak sin Kløgt i deres Marv; ja leve det saalænge som Guten, alt som vaxin, mod Mænd og Furukubbe kan svinge Bileklubbe saa let som Gjenta vén i Væven Skee og Teen. I Kamp for Nor Smaaegutter bli'e medeengang Mænd, Graakaller Ynglinge igjen. De snevre Norges Dale for Fædrelandskjærlighed er Tempelhalle; men Kringlens Fjeld, hvor sprudled Sinclars Hjertevæld, skal nævnes ifra Nord til Syd, Høialtret for denne Dyd. I hveren Norges Dal vugger Kløvren paa en Val; under hvertet Hyttetag sukker Øxen efter Slag; SIDE: 252 Oldings krumme Ryggerad, liig en Bue, kraftig springer (som den gjorde i hans Vaar) ligeud, naar Lja han svinger, dryppende paa hvide Haar, naar i Norge Uven staaer. Norge, kjære Landsmænd, have vi af Herrens Naade faaet som en Korg i Fødselsgave, fuld af alskjøns Godt. Du norske Odelsmand, som sidder liig en Konge paa dit Land, vær norsk! thi viid: i dette ene Ord er al den Dyd, som Himlen fordrer for den gav dig Livet her, og ei paa Sverrigs Leer, og ei paa Danmarks Sand! Ja, er ei Norge skjønt, og lærer, i sin Høihed, Barnet Mod og Kraft, og Mand at være fri? og ei til Niddings Amme skabt? ja med saa vældigt Præg og Let, somom Gud Fader, da han skabte det sin Almagt vilde prøve ret? Vel! vakkert er vort Nor og sundt og frugtbart under flittig Arm, med Folk som Børn af Freya og af Thor. -- Det Ild maa tænde høit i Ynglings Barm. Men mangled det end disse Dales Skjød, der parre sig til Frugtbarhed i sød SIDE: 253 Omfavnelse med Bjerg og Søe og Elv: saa vilde for os Mænd vor Frihed selv dog gjøre sit indviede Hjem til Seng, hvor Dyd og Stordaad avles frem. Et Dvergmaal hører, Norges Mænd, der Alt, hvad helligt, kjært kan tænkes, ta'er uden Træthed op igjen: et Ord, hvortil vor Dyd skal lænkes, hvorlangsmed (ja som opad Støtte) vor Daad skal sig mod Himlen slynge, til Evighed og Ære klynge som til dens Stjerner . . Ret du gjetter, at dette Ord er: Fædreland. Støv lægges hen og Lidenskab og Last bag Glemsels Mos, bag Gravens Stene fast; men ovenpaa en nyfødt Engel staaer, bered at skride ind i Evigheders Vaar. Mildhed svaler Vreden. Uskyld maner Dolk i Skeden. Bøn fra rene Læber standser Tordenskyen. Fromheds Smiil indhyller Lyn. Lediggang med vaagen Nat for Dagens Søvn maa give Skat. Ørkesløs -- arm og ussel som han stod i en fremmed Port -- Viismands ypperste Klenod: Tiden ødsled bort. SIDE: 254 Hvo ei Skibet redde kan, ro med Jollen tilfreds iland! Kun den Fromme synger vel sit: "love Altings Gud, min Sjel!" Christen, Moslem, Hedning, Jøde maae tilsidst hverandre møde inden samme Faders Arme, bede Alle: "Gud forbarme!" Se, i Norges Friheds-tempel granevoxne Normænd staae som Friheds-støtter, Norges Møer som Friheds-billeder i Slør, med en herlig Mesters Stempel. Som Jorden straaler af Frugtbarhed, af Frihed straaler Nor: af Frihed, den Amme for Stordaad og Flor. Liig Maanens kolde Ild er Frihedens Lys i hver Sjel, som bærer Navnet af Træl, men seer med Længsel, fra kronet og thronet Fængsel det Frihedsblus under Dovrefjeld. Ha, der staaer Løven med hvas Hellebarde, vak som en Varde! I Frihed, vort Gudsvæsens Grund, vi slynge tilsammen Alle vor Rod. Friheden blomstrer i Blik og Mund, er Hjertets Marv og Sjelens Blod. Men Daad, dens Frugt, for Verdens Øine tør sig mod Himlen høine, skinne paa Land, slaae Duft over Hav. SIDE: 255 Røde Saar -- Roser i en Normands Vaar. I Nor under Pol Frihed er Varmen og Frihed er Sol, er Hjerternes Liv og Hjernernes Marv, er Ættens herligste Odelsarv. Trofasthed voxer saa vide om, har Dyder til Ranke og Stordaad til Blom. Ikkun Andagts aabne Øje seer de vide Himle høje, Guds de vidtudslagne Barme, hvor sig Mid ved Sol tør varme. Den Storm, som Mos af Armods Hytte slider, mens, rolig i Barm, Huusfa'er ved sluknet Arneglød sidder, med slumrende Viv i sin Arm, tidt hvirvler Marmorsteen af Mammons Tag, medens paa Silkesparlag sig Herren vælter frem og tilbage, favnet af svedige Nag. Frihedens Hjerte er Menneskekjærlighed, Mildhed dens Smiil til Alle og Enhver; og, om dens vrede Blik er Bile bred, Dens blide er et Palmblad i Morgenskjær. Fremmede, lejede Skjalde lade Ord nok falde om Kongers Kronepragt. SIDE: 256 Men Folkets bør forsanden i herlig Chorsang tone om den skjønne Krone, Friheden har lagt Norges Folk om Panden. Lad, Mand, dit Frisind ei skræmmes ind af lidt Skin og Hermelin! Skræmmes maa du ei tilbage for et Scepter eller Stage. Norriges Fjelde sig til et Tempel tjelde: til Hjem for Frihed, der flyer for Konning-vælde. Sarpens Regnbu er Frihedens Arnes Røg. Nu, liig en Gudsaand, Friheden boer bag Dovres og Filefjelds Støttechor. Imidten staaer Kringlen som blodblankt Alterbord. Mennesket skaber Skjebnen sin. Det modige Blik ned i Fremtidens Grav er den blanke Commandostav, som betegner Skjebnen dens Trin. Sandhed fødes paa Graven; faaer i Dødens Port atter Runestaven, her den kasted bort; over Gravens Skygger lysen Æreport den af Taarer bygger, SIDE: 257 og af Eviggrønt; ja, som sig Selv saa fast Mindet reiser Den, skjønt som det Hjerte, der brast, og som Aanden stort. Landsforraad er, i spraglet Tøi fra fremmed Strand at spotte sit fattige Land. Tarvelighed under hver Furustavn, er vor Friheds Huusholderskes Navn. Se til Jorden: Druer varme hænge om dens aabne Barme: Havet er et Moderskjød: mindste Qvist en Arm saa blød, fuld af Sang og Blik og Børn fra lille Irsk til voxne Ørn. Hvi tvinges -- ak! -- at gjøre til Landsforræder min Stak? Naar mit Hjerte er fædrenelandsk, hvi Kaaben da engelsk og Hatten da dansk? Mit fattige Land har ei Evne til at klæde i Silke forfængeligt Smiil. Mit fattige Land har ei bedre Lykke end sin bedste Datter i Værken at smykke. Omsmelt ei, Datter, dit norske Alvor til udenlandsk Latter! Jern -- ja var det bare Muld -- bedre agtes end Krakeguld. SIDE: 258 Den, som sædelærer, vel bør have nok igjen for sig Selv. Meer Selvfølelse -- den Kraftens ydre Glands -- hos Barn, der Frihed fik i Vuggegave, om Øiebrynet slaaer som Løvesvands (i Hjertet Løven da sit Hie have!) end hos tyklægget, skjægget Slave. Hvor stygt ei kaste i sig Selv et Blik; men stedse at hoppe i Sidemands Steg, og stedse glemme Loven, som vi fik: at passe os Selv i den hvirvlende Leg? Taalmodighed paa sorten Green har gylden Frugt, om den modnes seen. Indbildskhed? O, hvor styg! den vrænger til Abemaske Dydens Aasyn om, og Lastens fule Træk med Dydens rene mænger; ja Den er Dyders Sporeklingren, som la'er høre hvertet Trin, idet de løbe væk. Indbildskhed lugter sødt for egen Næse; men hos de Andre stinkende og fæl. Vi see den fremst hos Alle; men den æser, skjøndt kjæmpehøi, dog useet bag os Selv. Det er dens Skygge vi see hos Andre kun, som Jorden seer i Maanen sin egen stor og rund. SIDE: 259 Paa min Væverstol jeg heller, at være simpel Larve, vælger, til engang Nødens Vinter tvinger, igjennem Nøisomhedens Vaar, (o grøn af unge Egeskud) en Velstandssommer frem at springe i Norges Dal. -- Da bryde tør jeg dette Værkens Puppeslør, og flyve sommerfarvet ud. Frankrig har Raad sin Datter at pynte i Silke og Flor; for det fattige Nor indtil Videre er hvert Silkeplag her en grusom Pasquil og en Fynte i Smiil. Hør hvor Lærken i Værken, graa og fri, paa Norges Vange slaaer! Solforgyldet Colibri i Liberie kun paa Kunstkammer staaer. Den Mands Gravblomst er Sang (af Berøm saa deiligt den lugter, og aldrig bliver den bleg) et Folks Klager Hans Harpeklang, som under sin Sjels Frugter sin evige Daad nedseg. Se, Jordens Skat til Himlens Boe er hveren Dyd, som i støv tør groe! Af Mad i Mund vor Krop en Stund ta'er til; men Aanden voxer kun af Tankens fine Ild. SIDE: 260 Vort Liv herneden er kun et Haab om Udødeligheden. Det være nok, at Godt om os er Alt, at dette Gode er med Skjønhed malt; at, se og! saalangt vi kunne kaste Øje, Gud Faders Storhed voxer i det Høie. I denne har til Odelarv vor Sjel, saavidt den fatter den, sin Deel; og i Algodhed den saameget ejer, som den med egen Godhed sig tilvejer; en Lod i hans Alviisdom har den, hvis den selv er viis. Bag Mennesket sig lister dets evige Hofmester Erfaring, tro som Skyggen, og dygtig krum i Ryggen af evigt op at samle alt det henslængte Gamle. Han Alt med Blus belyser; saa tidt i Sjel det gyser; og i hans Tavles Skrift staaer klart den spæde Tanke og vældige Bedrift. Tvivl! har du Sandhed kjær, saa sid ei stur i Krogen, men Beilerbud frembær! Hvor er Gud? Kuns sees hans Vældes Skin og Verdner høres suse som Støvskyer i Hans Trin. Se Manden -- Qvist af Himlens Kraft i Muld er sat, men ikke tabt. Se Qvinden! -- Knop af Himlens Kjærlighed i Muld er sat, men ei forliist. SIDE: 261 Den blomstrer op med Kraftens Qvist paa Jorden som en Mand og Qvinde. I Begges Skygger Fryd og Fred skal alle Livets Hjerter finde. I Himmelen vor Aand opvaagnet veed sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed. En Qvinde sige: "Mand, du er den bedste!" Hun veed dog vist, hun blive maa den Næste. Vort Hjertes Barnealder, Uskyldigheden, med Sorg vi kalde et lukket Eden. Første bevidste Taare er Cheruben med blinkende Glavind der. Vi vaagnede ved Braget, da Edens Port igjen blev slaget. Den Himlens Vrede dog kan knuse smaa, for hvem en Løve sønderknuset laae. Se alle Himlens Stjerner -- de Øine paa Nattens Kind -- de blinke jo og stirre paa hvert af vore Trin! Da Mennesket sit sande Offer bringer, naar med sin bedste Styrke han betvinger sin onde Villie, (der, stærk og stor som Skyen, opsvulmer under lille Øiebryn) og smeder den med Kobberglød SIDE: 262 til Hjertets Altersteen, saa ei den reiser sig igjen, men faar sit Naadestød. Glem ikke, Mand, at svag du er som vældig! ei, at dit Legems hele Glands er kun en mølædt Kappe, heel affældig: en Honningdugg i Gravens aabne Mund! Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl; dog, at den bli'er din Herre, vogt dig vel! Slut fra dig Selv og Alt, som rører sig rundt med Liv bemalt: fra Verdner, som vrimle i høje Himle, fra mindste Kryb i dybest Dyb til Gud! Af Fugl under Sky og i Skov Lær du din Høitidslyd: "Gud være Priis og Lov! I ham for alle Dyr er Fryd; for mig er Fryd og Ære!" Glem ei, du er Støv! Glem ei, du er meer end Støv! At Solene ere dig Vei til dit Hjem, de hviftende Stjerner din Hjemstavns Løv, ei glem! Hersk over Dyrene vel! og over det første Dyr: dig Selv! SIDE: 263 Ormens Vriden opmod Lyset gjennem Støvet ligner Aandens gjennem Tiden opmod Stjerneløvet. Jorden skal vorde et Altar for Freden imellem Kraften og Kjærligheden. Nerverne gynge, Blodets Strømme nynne og synge, saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover, til Gravens Skyer synke, der tystned over: Aanden da i Himlen vaagen veed sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed. Som Himlen er med sine Solehære meer skjøn end Jord, der dog har Æren af at bære Gudsbilleder i Mand og Qvinde: saa maa den slutte skjønnere Gudsbill'der inde. Skjønt Jordens høie Herre, du Menneske dog Træl af Himmelen maa være. Kjøb Eng af Skoven for en Uges Sved, saa gi'er dig Engen Hvile for sin lune Fred! Blomstre dit Liv i skjønne Dyder frem! de klattre mod Himlen, og du med dem. SIDE: 264 Hvo agter Loven i det Mindre gjerne, end mindre ringeagte kan dens Kjerne. Inden Lovens Hegn kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed. Men udenfore gaber Graadigheden vidt, og Straffe lure under, Sorger sortne over ethvert forvovent Skridt. Ei blot i Himlen boer den store Aand; thi Dybet er hans Almagtshaand, og disse Soles Lys hans Tale; Hans Tanker sig i Livet male. Vor Erindring hist -- hvor stor! -- er vort hele Liv paa Jord alt fra første Ord til sidste; men de komme Alle for som Tanker fuldbevidste. Villien, du til et Offer lod, er Menneskets dyreste Hjerteklenod. Ja -- Menneskets Guddom! -- du offre tør en Deel af din Frihed, og være fri som før. Knæl ned! da naaer dig ikke Himlens Vredes Lyn. Den slaaer ei ydmygt Øie, der kun har Graad til Ild; men svulmende Nakke, letsindige Smiil og stolte Øjebryn. SIDE: 265 Frihed og Sandhed er Aandens Ejemærke; det tabes ei ganske, om Millioner trygge henslumred end i Løgnens Skygge, om over hvert Tag en Tyran end stod i Purpurdragt, liig en Mand af Blod; thi frem -- om Secler end brused forbi -- Klenodierne lettes af Aander stærke: Da juble Millionerne: vi ere frie! Det er en Slaves usle Trøst: sin egen Vee paa Millioner Brødres Aasyn prentet see. Indunder det Scepter er godt at boe hvor rundtom et Folks Fingre sig snoe. Uendelig Kjærlighed er det Hjerteslag, som skal vor Aand belivne, naar disse matte Hjerter i Gravens Muld-nat stivne, men ud vi Vinger spile i Evighedens Dag. Hver Dyds og Sandheds Dyrker, Hver, som hiin den store Mesters Lærling er, skal frie blandt frie Brødre frydfuld boe i sine Graners eller Palmers Roe. Himlens Vrede er ei som Mandens blind. I Tøile løber selv den vilde Vind. Idet det farer, aabner Lynet Øje. Hevnsværdet har sin Haand bag Skyens Høje. SIDE: 266 Tyv, som i Mørket griber, over Dommer-bilen griber, og Fingeren blodig sliber. Morders Dolk i Natten træffer paa Retfærds Skjoldehvælv, og springer tilbage i ham Selv. Roe er al den Lykke, Dyd er al den Stolthed, al den Pragt, Vi kunne stræbe efter, der gaae i Støvets Dragt. Hvor høit en Nakke slaaer, dog Dødens Aag paa den er lagt. Gak hen at sanke ved Soles Blus og Stjerners Skin de spredte Smiil af en Algodheds og en Almagts Trin! Utæret Moses's Tornbusk stod med Flammeløv og Gloe til Rod. Saa straffer Alretfærdigheden, men røres ikke Selv af Vreden. Haaret graaner under Krone fort som under Trælle-poll. Sørger Kongen, da han stiger ned ifra sin Thronestol. I mangen Sag for samme Domstol Drot og Trællen møde maa: for Himlens og Naturens Lænkte inden Ligheds Skranker staae. Ond Samvittighed er Blygift: seen, men sikker, sniger den igjennem Marv og Been. SIDE: 267 Barn, se til Himlens Blommer, Stjernerne hvide, smaae! Barn, se til Jordens Stjerner, Blomsterne røde, blaae! Dem kaldte Gud som Dig af Intet frem; dog ei som Dig en Sjel han skjænkte dem. Dem gav han Glands og Duft i Sjelens Sted. De fik et Liv kun, Du en Evighed. Tyrannen hist er viis: hist veed han vel, at Alle til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde. Evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag. Det ene Øieblik det andet blæser bort. Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort den andens Smiil igjennem skinner klart derbag. Som ufødte Tvillingfostre kommende Vee og Fryd tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken i Tidens dybe Skjød. Graad tidt er Styrkens Øje, en Funke fra det Høie; Tidt er Smerte den bedste Muskel i et Hjerte. O Sandhed, Frihed, Kjærlighed, du Sjeles Liv og Odel paa Jorden som i Himlen, du Helligaand, som gløder igjennem Aandestimlen, du som en hellig Villiestyrkes Flamme til eet Guddomsbilled smelter Alle sammen. SIDE: 268 Se ned i dit Hjerte! Du finder en Himmel paa dets Bund, hvor før du troede Rum til Sukke kun. Vore Hjerters Frihed -- den himmelske -- fik i Borgerfrihed sit Billede sandt, Det staaer vel i Kistekjole, i dagligdags Gevandt; men Øjet under Frihedshatten har Cherubens Blik. Drot, om du end Drotter øined for din Fod, Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod? Naar Alle vide at beherske sig Selv og elske Alle, da under Himlens Hvælv ei Borge kneise over lave Gavle, da løfter sig ei mere Kongestav som blodigt Blus til Loves sorte Tavle; men Alle sidde jevnt ved Siden af hverandre rundtom Jordens Fad! Sandhed maa kun faa Ord have, der, klare selv for Folkestimlen, maae være sikkre Ledeblus til Graven, og kaste klare Glimt i Himlen. Der er en Djævel, som Lunkenhed heder -- god Sags Forræder. Overtroes Vindøje, Hvad du seer, ei Lyset, men Nattens Veirblus er. SIDE: 269 Himlens, Helvedes Grændseskjel staaer i Menneskets Hjerte. Af Verden Mange Viisdom lærte; men Sandhed ikkun af sig Selv. Hist i de store Pauluner en Sandhedsrøst, som knuser, af Sjelens Dyb frembruser. -- Den er Dommedags Tordenslags Basuner Skinhellige danne vor Munkeorden. Men Himlen smigres ikke ved at haane Jorden. Lasten elsker sit eget lænkekrandste Billed: Trældom. Anger er det sorte Grændsekors imod Haabets Enge, der vandes af Fredens stille Flod. O Jord, din Lod er Salighed! Thi Naaden skinner ikke paa et Helved ned. Din fagreste Glands, o Jord, er Rødmen af de frelste Menneskers Taksmiil rundtom Jesu Grav. Først naar du troer, at Frihed er dit Væsens Hu, at Kjødet er din Træl, ei Kjødets Du, frigjøres du o Menneskesjel. Men Frihed hærdes maa! da svulmer Kraft i Viljen, saa ingen Lænker mere passe til den. SIDE: 270 Sjel, du Spire til en Salighed! Sandhed er din lyse Lêt. Frihed er din Stammemarv og Grene, der snoe sig stærkest i en stormrørt Luft; Kjærlighed din Blomst: i Muld, men snart blandt Stene, dens gode Frugter falde ned. Til Gud i Tak opsvinger sig dens Duft. O rige Sjel kan Sorg forarme dig? Aljordens Guld dig gjøre mere riig? Aand foruden Frihed er det Samme som Kjød foruden Begjærligheds Flamme. Gud-kjærlighedens Fryd, hvor er du riig! Du drister jo at føle dig, som Fader for saa viid en Verdens Deel, som overskues af en Sjel, retsom om den Alfader dig betroed' som Plejebarn, at vise Godt imod. Alkjærlighedens stille Smiil i Muldens Rigdom sku! I Dyrets Fryd dens første Aandedrag høre du! Ja taler den ei næsten i Hundens ømme Blik? Menneske, hvi da skjule det Mere som du fik? Intet Rum er mellem Dyd og Syndeskyld. Forsømmelsens Gab med Synd er nær til Randen fyldt. SIDE: 271 Vil du være Engel, Meer end Støvets Søn: saa gaa til Sygelejet med Balsom i Løn! saa banke du paa Døren, hvor Sorgerne er inde! saa vove du dit Liv selv for din værste Fiende! O synes du da ikke Mere, end Syg og Kummerfuld og Reddet Selv at være? Vi see os hisset mange lige Aander blandt, for hvilke, som for os, et Liv i Muld hensvandt. I Herlighed fremblomstrer en himmelsk Form af hæsligt Støv som Sommerfugl af Orm. Hvad her er Vist, er ogsaa Sandhed hist. Det Første, som vi gjøre hisset, er: med Smerte at rykke Lastens Rod og Løgnens af vort Hjerte. Naar Ufuldkommenhed mod Fuldkommenhed stræber, da sin egen Plads, sit Navn den gaaer ifra. Den er ei Ufuldkommenheden meer; men Dyd i Himlen som i Støv den er. Hist kunne vi ei meer end stræbe. Det Samme kunne vi her. Hør, gode Engles Jubelsang lyde for hver en Synder, som sit Øie mod de høje Himle slaaer fra Muld og Blod: som mod sit Maal, imod sin Himmel seer, bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er: som her det høje Embed sig paatager et Gudsbarn i sit Hjerte for Himlen at opdrage. SIDE: 272 Før Himlen sand i Mulden Du kan naae, du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa til Barnets Himmel vandre -- ak hvor liden! en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden! Dog, liden som den er, den har et Uskylds Øje, en Sol, som speider sandest dog det Høje! Hvor stort er Mennesket! -- Hvad Høihed gaaer det til, naar her en Himmel folder sig sammen i dets Vil? Sand Iver for det Gode snart sig tænder, men langsomt brænder. Thi den er Støvets Billed af den Iver, der med en Helligaand Alhimlen evigen beliver. Ei kommen er den Tid, da du kan kalde det Ros, at roses udaf Alle. Hvis du din Kjærlighed i Gjerningen vil tee: saa stræb at vinde Indsigt! Thi Kjærlighed maa see. Da faaer den tusind Øine, ja tusind Hænder til; da næsten saalangt i Verden naaer den som den vil. Vi stønne stødt opad med Nød, for Hvilen stedse finde meer og altid mere sød. Sku ei en Dyd i Rigmands henslængte Gave! Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have. SIDE: 273 Det Ene, som en Stortyran ei kan med al sin Magt, er Mandens "Vil" at tvinge, som døe tør uforsagt. Magtstjaalen, marvløs er du Sjel, som ejer ingen Villie, men hele Magten vel. Let Næstens Kors! Det tynger ei saameget; thi da du lægger ned dit eget. Synder! Forsoningen med Angeren begynder. Hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte er Frelserens Moder i Fødselssmerte. Hver Dydens Tanke i Hu fremskjød, en Frelser er i Pjalter fød; hver Dyd betvungen en Frelser haanet og gjennemstungen; en Djævelens Offerpræst hver Last. Men Angeren, se, en Forsoner selv, til Menneskets Sjel med blinkende Taarer naglet fast! Naar Støvet sin frelsende Høihed naaer, naar Adam i Graad forstaaer, at Aanden forsoner, renser sig Selv -- o da er Menneskets Sjel som Frelseren selv i det Øjeblik fra Smertens Kors han til Himlen gik. Messias i Krybbe, i Pjaltelagen af fattige Hyrders Hilsen modtagen, SIDE: 274 Messias paa Graasteensbolster besku! Du Kronte, du Rige, os Arme da sige: hvor høit vel i Himlen agtes du? "Smerte-ende" er Dødens sande Navn. "Fred" er Navnet paa de stille Kræfter, som røre sig i Gravens dybe Favn. Død er Livsensbølgens Synken, idet den vælter sig henover Gravens tørre Fjære indi det stille Rum. Sort svæller den; men Englevinger, som dens hvide Skum, omsuse, se, dens Tinde! De, Sjel, de bære dig! Hist faaer du Straaler for Torne, Lys for Blod, en bævrende Fryd til Hjerterod. I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom. Sig Himlene bøje nedover den Dydiges bristende Øje. Hvo Helved paa Dødslejet saae, til Salighed ei kom. Synderen rammer et skarpere Lyn, end dette, der fødes ifleng af Skyen. Om, snoet og qvalt, paa Bunden af hans Hjerte det ligger til Aldren graa, et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae: det er hans Grav. SIDE: 275 Frigjør først dit Hjerte, saa af Skulderen Lænken briste maa! Hils Drot da: ingen Bøje beskjæmme maa den Skulder mere, som nyder Æren af at være en Himmelborgers Sløje. Bort, Fyrstebaand! du er en Kjæde fiin. Voldhersker-smiil er Bann'rets røde Liin. Du er en Bolt, du Sværd med Portd'epée. Lænker om et Folk er hver Armee. Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd, at døde Staal og gyldne Qvast (der ligner Fyrstesmilet stivfrosset i en Hast) gjør Træl til Helt igjen. Hvor en Aand end boer, en Himmel dog sig stedse overhvælver. Som Aanden op sig hæver, saa følger Hvad den har paa Jorden med; ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever i Jordens Fryd og Fred. "Himmel" er vor Faders Navn. Jorden er vor Moderfavn. Ved Synder vi vor Faders Isse graane. Ved Synder vi vor Moders Aasyn haane. Men Begge æres ved i Frihed, Sandhed, Kjærlighed af dødelige Hjerter dyrke Engle frem; ja gjøre Støvets Hjerte til et Himmelhjem. SIDE: 276 Støvet synder ei, men Aanden selv. Den paa sig Selv sig hevne kan og sone; thi Hjertet i hver evig Sjel er himmelsk Retfærds Throne. Hvad var den Sandhed andet end St.-Hans-orms kolde Glød, Hvad var den Kundskab andet end en maanekold Slangeham, som ikke varme Straaler skjød i Eders Hjerters Gam? men Mørket sneg sig ind i den, for der at yngle Laster, mens eders Blik paa Alt deruden klare Lysglimt kaster! -- Da synke Sandhedsstraalerne ned til gyldne Fryndser om Syndens Lejested. Siig ei: "hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme dog?" Thi Alderdommens Glemsel er et Kistelaag igjenslaaet for dit bedste Odeleje, der til at bæres til Himlen alt er paaveje. Som Himlen, der i Taage synes lav og liden, med Dagens Straaler ud sig slaaer: saa glem ei Sjelen! Den voxer kun ved Viden: den bedste Næring Englen faaer. SIDE: 277 Henrik Wergeland HVI SKRIDER MENNESKEHEDEN SAA LANGSOMT FREM? See Mørkets Børn alt ængstlig bæve! Hist glimter lyse Dagskjær frem. O, leve Frihed! Sandhed leve! Snart hele Jorden hylder dem! Vise fra 1794. Det er ikke usædvanligt at læse og høre offentligen, hvor man vender sig, de bestemteste Yttringer om, at Tidens Historie især deri yder et forbausende og til Beundring henrivende Skue, at næsten enhver af de Begivenheder, der fortskridende fremstiller sig i den, synligen og fremstikkende viser sig som ligefrem- virkende til Tilværelsens Maal; eller -- med andre Ord -- at Dagens Begivenheder, ja hver af disse, der er betydelig nok til at fæste sig paa Sagas Tavler, vidner levende og overtydende om, at den europæiske Menneskehed gaaer Aar for Aar med tiltagende hurtige Skridt sin Udvikling saavel i aandig Henseende som i behageligere værdigere Livsnydelse, eller rettere Livsbe- nyttelse, imøde. Aldeles at nægte dette, at paastaae Menneske- hedens Udvikling i det Hele fra Aar 1800 til idag ikke mere belivet og fortskridende, end i et lignende Tidsrum i ethvert andet Aarhundrede, vilde ansees for det samme, som at erklære sin Vantroe til et Forsyn, sin Blindhed for den store Haand, som gaaer styrende igjennem Begivenhederne, afdækker sig mere og mere, og det ligesaa tydeligt i ethvert Folks Historie, som i det lille israelitiske, man byder os fra Barnsbeen at beundre. -- Det tør dog maaskee ved nøiere Undersøgelse vise sig, at den Frosinds-Troe om en saadan forbausende Fremskriden, mere end denne Selv, er Tidsaandens Kjendemærke. I aandig Henseende -- hvilke uhyre Fortrin ejer vor Alder vel? -- Sidste Halvdeel af det forløbne Aarhundrede er udenfor det Tidsrum, vi her betragte. Disse kunne vi da samstille; og hvad finde vi da i vort, som kan veje op imod de Fremskridt i Viden, som hiint gjorde? Hvor ere de store Folkelærere? de store Opdragere? Rousseauerne? Snarere finde vi i vore Dage Sammensværgelser, der gaae ud paa at qvæle og tilbagedrive SIDE: 278 hiin Viden, der gjennemlysnede selve Templerne. Folk, der ikke ere værdige at løse hine sande Stores Skoremme, driste sig til at haane deres Minde, forskrækkede over de Statsomvæltninger, som deres Undersøgelser i Philosophien og Religionen havde til- følge; ja de Mildeste betragte dem omtrent som Mølleren Drengen, der blot ved at trække i en Lem for Løiers Skyld, faaer hele Værket igang med dets bragende Hjul, og nu, angest over Duren, løber derfra. Nei! af synderlige reenaandelige Fremskridt maa Tidsalderen ikke bryste sig formeget, om endog alle dens mystiske Viismænd, Præster og Skribenter med een Mund skulde ville paastaae det. Den har antaget en ganske anden Retning, nemlig til den blot i Livet nyttige Viden. Ligesom den Tidsaand, vi samstille vor med, isærdeleshed gjorde al Videns Kjerne: Religion og Sædelære -- den eneste Viden, som har en ligefrem Indvirkning paa Staten -- til Gjenstand for sit Skarpsind, og nedhalede den, fra at svæve i Rum, der vare ophøiede over al menneskelig Eftertanke, og derfor indtoges kun af Drømme- taager, til den menneskelige Hjerne: saaledes see vi vor Tids- alder ligegyldig igjen lade Religionen stige tilveirs, Sædelæren synke i Gravene til de ærværdige Fædre, men nedlede saa at sige al Viden fra Hjernen til Haanden. Alleslags økonomiske og mekaniske Videnskaber, de statistiske, de mystiske og Krigs- videnskaberne (da Krigen er bragt i System og gjort til Nærings- vei) staae sig herved særdeles godt. Imidlertid er det dog alt, at Nytten af de førstnævnte Kunst-Videnskabers Fremskridt kan bære Tabet, som den sidste forvolder. Thi hvormange Hænder røver ikke netop Krigsvidenskabens stigende Fuldkommenhed fra nyttigere Aands- og Legemserhverv? hvormange Armeer op- stiller den ikke, for at skræmme Freden bort? hvormange durch- lauchtige Luner lader den ikke virkeliggjøre sig? hvormange brogede Narrekjortler og Kronliberier lader den ikke Folke- slagene iføre sig? hvormange Projecter tvinger den ikke de svedende Nationer til at bringe istand? hvormeget Guld for- vandler den ikke til Steen, hvormange Sved og Taaredraaber til Cement, for at faae sine Fæstninger istand? Dog nok herom! vi ville lade disse ligge, i det Haab, at Efterverdenen vil blive ligesaa vanmægtig til at holde dem istand, som vor Tidsalder til at bygge og vedligeholde de Mindesmærker om 12te og 13de SIDE: 279 Aarhundredes Bygningskunst, der ere adspredte i vor Verdens- deel, ikke at tale om, at den i denne Henseende ikke kan maale sig med selve Oldtidens Folkeslag. Vi ville, uden at lade os blende af noget Skin af Aandighed, Kraft og Fortrinlighed, hvilke Skin vi gjentage er vor Alders betegnende, med skyldig Ærefrygt bukke os for Britten, der farer os forbi paa sin Dampvogn, og løbe iilsomst af Jernveien, for ikke at lide Huskissons Skjebne. Vi ville raabe vort Hurra for Dampskibet, der neppe faaer Tid til at speile sig i vore Fjorde. Vi ville med ærbødig Taushed betragte slige Almanakmænd, som vor Hansteen, naar de sysle med deres Tuber og Penduler. Vi ville af reen Kjærlighed til vor Konstitution forglemme, -- at den kun glimrer som ydre Statsforfatning at endnu i 16 Aar Intet er gjort forat nedlede den til det borgerlige Samliv, at det samme Misforhold finder Sted i andre Stater, at Stater som Storbritanien og Sverige t. Ex., der, uagtet de i saa lang Tid have gjæret en Statsfor- bedring imøde, ikke have endnu kunnet erholde denne, -- ja selv at Despotier, i Væsen og Anvendelse (Praxis) aldeles asiatiske, findes indmængede mellem andre frie og halvfrie Europas Stater. Men vi ville undersøge hvorfra disse politiske Uregelmæssigheder reise sig, hvoraf det kommer, at en Kamp for det Gode saalænge kan vare, uden at noget afgjørende, bero- ligende Udslag viser sig. Vi ville skimte igjennem Maskinernes Røg, ind i Tidsalderens Indre, indi Menneskehedens Hjerner og Hjerter, og see hvorledes disse bearbeides i borgerlig og religiøs Henseende for Tilværelsen og Bestemmelsen, for Jord og Himmel, sig Selv og Gud. -- Religion og Statsforfatning -- det er disse to Samlinier, inden hvilke de menneskelige Hjerter slaae roligt og regelmæssigt, hvor de ere netop ligeløbende (parallele), snevert og qvalt, hvor de ere sammenløbende (convergerende), men febrilsk og vildt, hvor de ere fraløbende (divergerende). At de ere ligeløbende vil sige, at de ikke staae i Misforhold til hinanden: at en fortræffelig Statsforfatning alene ikke gjør Borgerne lykkelige uden en til- svarende fortræffelig Religionsforfatning; men denne Sidste viser sin Overrang deri, at den nødvendig medfører den Første, hvor- imod hundrede Mønstre vise, at det Omvendte ikke er Tilfælde. Hvoraf kommer det da, at vi maae vende vore Øine mod et SIDE: 280 uopdaget Atlantika, og at vi vel henflytte vore Træer, vore Huus- dyr og døde Omgivelser did, men idealiserende skabe nye Mennesker der, nye Guddomme over det skjønne Fantasielands Himmel, som om vi kun vare misfornøiede med Menneskene eller rettere med os Selv? Saavel hensvundne Aarrækkers, som de løbende Dages Historie giver os Svaret, løser os Gaaden, hvi vi, hvi den stolte Britte, som paa sine skjønne Strande frem- kunstler en Slags Følelse af Lykke, der dog intet andet er, end den selvbehagelige Følelse af sikkert fysisk Tilvær -- hvi Han stirrer mod Vesten og skaber sig der et Stor-Taage-Britanien. Thi hvor lærer Historien, at hine Samlinier ere trufne? Ikke engang i Nordamerika, hvor Millionerne røre sig inden den for- træffeligst-indrettede lovbundne Friheds snorlige Linie paa den ene Side, men inden en saadan Religionsfrihed paa den anden Side, at den kan lignes med den slappe eller Bølgelinien. Ogsaa der maa den sande Ædle, der kun er lykkelig i hele Verdens Lykke, see ud imod Vestens Skyer, naar han finder Tusinder uden Religion, eller Tusinder galne Sekterer. Hvad skulle da vi Europæere sige? Vi, af hvilke kun nogle Millioner ere borgerlig frie, men alle Millionerne religiøse Ufrelse, eedbundne ved paa- budne, forældede Troessætningers Stavnsbaand? Ja, hvad skulle Vi sige, som nødes til at anføre det Rige, for hvis blotte Navn vi gyse tilbage, Rusland nemlig, som det, der viser hine tvende Linier mest paralele? Hvad Jammer over Verden, naar dette Rige, og Østerrige, hvilket vi ligeledes ere vante at tænke paa med Rædsel, skulle nævnes som de ideale? Og dog maae vi dette; thi hvor svare Religion og Statsforfatning nøiere til hin- anden? Kald den Første aandelig, den Anden borgerlig Trældom, og den døsige Lykke, Millionerne, der bevæge sig inden disse Samlinier, nyde, Sløvhed -- de svare dog til hinanden, og for- holdsmæssig kun Faa blandt disse Millioner føle deres Elendighed. Det aandige Liv, som under strænge diætetiske Regler holdes indespærret paa enkelte Universiteter i disse Stater, og Mura- vievs med Brødres Bestræbelser for en forbedret politisk For- fatning ved Alexanders (ikke den Stores) Henfart, ere ikke Lys- punkter i denne mørke Skildring; thi den forrige Vicekonge i Polen har, ved sin barbariske Exekution paa polske Studerende, og hans, ved Folkets modige og kraftigen forsvarede Beslutning som Konge i Polen afsatte, Broder har, ved Exekutionen paa SIDE: 281 disse Sammensvorne for Friheden, viist Despotiets aldeles over- vægtige Vælde i denne Stat, Noget, der desuden viser sig i de Sammensvornes ringe Antal, og i den liden Interesse Deres Foretagende og Skjebne vakte hos Folket. Nei! Rusland bliver Idealstaten. Baade ihenseende til Religions og Statsforfatning har dette nærmest af alle europæiske Stater naaet Forbillederne: Oldtids Ægypten og alle Tiders China og Japan. Dette er sande- ligen sagt, og uden Ironie. Tvangen er igroet de Millioner Sjele, der drikke eller vandes i Volga og Donau. De føle ikke, at deres Tanker ere afmaalte og indsnørede. Men: -- gjør dem, eller en Fleerhed af dem, opmærksomme paa deres Elendighed, paa, Hvorlidet deres Sjele erhverve sig imellem Vuggen og Graven, paa at de ere henviiste til et Plantetiv eller ihøiden til at avancere i deres Liv som Dyrene, der kun ere lidt erfarings- klogere som gamle end som Hvalpe: -- lær dem, at en Sjele- vandringslære (der dog erstattes ved deres Skjærsild-troe) næsten kunde være passende for dem, forat de ikke skulde prostituere sig Selv og deres Poper og Autokrater, ved millionviis at træde ligesaa sløve ind i Verdensrækkerne hiinsides Graven (i Himlen) som de traadte ind herunder Maanen -- og disse Folks døsige Lykke er forbi. De ville igjen stræbe efter en rolig men for- nuftmæssig Tilstand, og de have samme Trin at kravle opad til dette Maal, som de fleste Europas Nationer nu krybe paa. I denne Mellemtid ville Slaverne sige: vi vare lykkeligere, da vi vare Slaver. Men der vil danne sig en oplyst Middelstand, som vil vide at besvare disse Massens Raab, og beholde, hvad de vunde ved Omvæltningerne, der vare skræksomme i samme Forhold, som de herskende Kasters Modstand var stor og som det har lykkets disse at barbarisere Folket. Jødestaten derimod, ligesom vel og den italienske og den thi- betanske Kirkestat, for ikke at nævne Jesuiternes i Paraguay, viser det matte, asthmatiske Liv, et Folk hensættes i, hvor den religiøse Forfatning aldeles opsluger den politiske, hvor Stats- formen er Hierarkie, eller -- som vi oven udtrykte det -- hvor hine Samlinier gaae sammen, skjærende hinanden, kunne vi lægge til, i Formen af et Kors. Derimod give de konstitutionelle Stater, men fortrinsviis de revolutionære, Mønster paa Stater, hvor den religiøse og politiske Forfatning er i det andet Mis- forhold til hinanden, som vi oven udtrykte under Billedet af SIDE: 282 divergerende Linier. Ja i Frankrige i forrige Aarhundredes Revolution divergerede dette saameget, at den religiøse For- fatning, den ene Samlinie, tabtes gandske afsigte. Med konstitutionelle Stater, som Overgangstrin til Republiken, maae imidlertid endog Tidens mest oplyste Folk lade sig nøie. Hveden da denne Uro, som alligevel ikke lader dem være lyk- kelige, hvad end Skjaldene qvæde, og Rimerne klirre paa deres Fest-leie-Harper om Lykke og Frihed i Geburtsdagsvers o. a. d., hvormed man endnu, efter gammel Sæd, opvarter Konger? Man tør ikke ud med Sproget; thi en endnu mere gigantmæssig Skyggekjæmpe end den imaginære Thronsky-Majestæt, nemlig den ligesaa imaginære Mysterie-Majestæt reiser sig bag tusinde Altre, og fylder Hjerterne med Bæven og slaaer Hjernerne med et delirium tremens, saasnart man nævner den egentlige Grund til denne almene Følelse af Lykkebrist, saasnart Sandheden lader sig høre i denne Tone: den religiøse Forfatning maa staae i tilsvarende Forhold til den borgerlige: den maa være liberal, saafremt denne er liberal: denne Religions-Forfatnings Liberalitet sættes ikke alene i Tolerance, men deri, at den ligesaavel ved- kjender sig at have fælleds Kilde med den borgerlige Forfatning, som den vedkjender sig, skjøndt i høiere Potens, at have Samme Maal som denne. Men hiin Kilde til de stedse fuldkomnere ud- viklede Statsforfatninger, hvilken anden er den, end den stedse mere sig udviklende Fornuft? Som en elastisk Ring, lagt om den unge Ørns Hals, udvider sig, altsom denne voxer, saa maa den menneskelige Sjels Forhold baade til Jord og Himmel klarnes, som denne klarner selv. Men ligesom Ørnen vilde qvæles, naar den voxede til, hvis Ringen var af Staal, saa qvæles ogsaa Menneskeheden i dens Fremskriden og Forædling, saa fængsles ogsaa Civilisationen, naar disse forældede Formler, der ere an- viste Plads i det uhyre Taagerum udenfor Tænkningens Sfære, gjøres til Civilisationens Stempel, naar Folkemassernes Viden indskrænkes til disses ordrette Fremplappren, naar deres edelige Antagelse gjøres til conditio sine qva non, for at regnes saaat- sige til Menneskeheden -- Med eet Ord: Religionsforfatningerne trænge til en Revolution, og Europæernes, som de, der have op- kastet sig til andre Menneskeklassers Koryfæer, først og fremst. Det Mysteriøse maa bort -- det Sædelige og Belærende i en Religion, det af en objektiv Menneskefornuft Udledelige maa SIDE: 283 fremhæves i et sammenhængende System som almeenmenneskelig Religion -- Præsterne af enhver fortiden bestaaende Troesbe- kjendelse maa bringes tilbage, fra at spille Roller som Midlere imellem Himmel og Jord, til at være Folkelærere. Dette skal vorde Kristendommens Triumf! Den naaes ikke ved at binde de kommende Slægter i al Evighed til Mørkets Alders halvhedenske Kristenpræsters eller til Middelalderens geistlige Heroers Dogmer. Tvertom er paa denne Vei bevirket, at intet egentligt Kristensamfund eller Kirke har Tilvær; men at de Kristne, -- til liden Opbyggelse for alle de andre Religions- bekjenderes Troende, som forgjæves opmuntres af Missionærer til at gaae over til Kristendom, fordi de ikke vide, hvilket Par- ties Kristendom de skulle vælge, og derfor hensove i den Troe, hvori deres Fædre roligen hensov -- have udgrenet sig i utallige Stridende Partier, i hvis indbyrdes Strid der er flydt ligesaameget Blod som Blæk (see Kirkehistoriens Skjændselsregistre!) og som kun da have en Fred, naar det dunkle Begreb om Stridsgjen- standenes Uværd, hvilket man kalder Indifferentismus, har paa- trængt sig Fleerheden af Folkeslagene, eller naar de aandelige Kamphøvdinger ere hensjunkne af Mathed. Dette skal vorde Kristendommens Triumf? Dens ophøiede Mester reiste den af de brugbare Brudstykker af forhen i Rui- ner hensjunkne Religionssystemer, af de vigtigste Sandheder, den menneskelige Skarpsindighed dertil havde fundet, og sam- menføiedes af hans egen til et fuldkommen harmonisk Pantheon, i hvis Kuppel han satte den sunde Dogmatiks almeennødvendige Hovedlærdomme om en Gud og Udødelighed, liig Pantheonets aabne Hvælvvindue, hvorigjennem Himmelen seer ned. Selv Platos fiirkantede Akademia taalte ikke Sammenligningen med Kristi fuldkommen runde Pantheon. Men nu -- Himlen bevare os! -- hvorledes seer det ud? Udmajet med alskens Pulpiturer, Kors, Kapeller o. s. v. o. s. v., dvæler Tænkerens Øie hartad med ligesaastort Behag ved Konfutsees Pagode, for ei at sige, ved Mahomeds Moskee. Ja dette skal vorde den sande Kristendoms Triumf! Den med- fører Civilisation, siger man. Ja, sige vi, hvor herlig er den dog ikke, at den endog har mægtet at gjøre dette, saa sønderhugget som den har været og er! Dog, hvad har den mægtet, imod hvad den kunde have udrettet? Ere Lasterne, eller endog Raa- SIDE: 284 heden, uddøde blandt de Folkeslag, som stemple sig til Jordens første og fornemste med dette Navn? Eller, om vi endog ind- rømme en egen kristen eller europæisk Civilisation, hvi mægter den ikke at overstige en Flod, et Bjerg eller Europas Grændser? Hvi har nu i Aarhundreder en kristelig Hovedkirke, den græske, der tæller 40 Millioner, og den Mahomedanske hvilet roligen i hin- andens Arme, saavel i de slaviske Lande, som i Civilisationens Oldsæde Hellas, uden at Hiin har formaaet at meddele Denne den mindste Kime til europæisk Civilisation? Det viser, hvor- liden Kjerne, hvorliden Sandhed, der dog er i denne høitpriste kristelige, europæiske Civilisation, saaledes som den har været og er. Mennesket har ingen anden Grundvold for sin Stræben efter Fuldkommenhed end Bevidstheden om den allerede vundne. Man maa være dydig, for vedvarende at kunne virke paa Andre til noget Godt. Dette gjælder om et Folkeslag, eller en Samling af Folkeslag, ligesaavel som om den Enkelte. Nu! hvilken over- veiende Dydmasse have de kristne Europæer at opstille imod Barbarerne? Vi søge noget Saadant mere forgjæves, end vi søge Grunden hertil. Denne ligger i Sædelærens, i den sande praktiske Filosofies Underkuelse, forat ufrugtbare Mysterier kunne fremhæves -- ufrugtbare, sige vi? ja ufrugtbare for Menneske- heden, for Sandheden og det jordiske og himmelske Velvære, men frugtbare for Kasterne, der fremhævede dem, det være nu i Form af Kors og Kar og Billeder paa Guldbrokades-skuldre, eller i Form af haarde Dunkelheder og Forbandelser paa en Prædikestol. Fleerheden i de dannede Klasser overalt i Europa finder ikke i disse Mysterier den Beroligelse, det Opløftende, man forsikkrer os om skal findes i dem; men de finde den alene i de Sandheder, den gjældende Religion har tilfælleds med den almene, den naturlige Religion. Saadanne Fornuftvenner (Ra- tionalister) findes i alle Religionssamfund. Men hvad skulle vi svare den tænkende Mahomedan, som haardnakket siger til den, der vil friste ham til at blive Kristen og rækker ham Korset at sværge paa, samt endeel Formularer at opramse: "jeg er ikke Mahomedan, saasom jeg ikke kan beqvemme mig til at troe Mollahens Forsikkringer om de 7 Himle og Alkoranens Eventyr; heller ikke bliver jeg Kristen: thi jeg indseer ikke, at den byder mig noget Bedre? Jeg for min Person mægter ikke at fatte det Poetiske, eller mere at udfinde en Betydning i Vore end i Eders SIDE: 285 Billeder, der forekomme mig som Urimeligheder; men jeg er Menneske og veed, at der gives Sandheder, intet Menneske kan være foruden, Sandheder, som den Eenfoldige kan opsvinge sig til, og den Viseste ikke overstige -- det er den Religion, som lærer disse Sandheder, der fyldestgjør Alle, som Jeg vil bekjende. Men see, Menneskene have nægtet den et Tempel, imedens Gud Fader aabner sit, sin Himmel for den." Hvor dydig en saadan Mand end kunde være -- han var dog udstødt af alle Religions- samfund. Missionæren vilde forbande ham efter slig Tale, og korsende sig gaae sin Vei, ønskende til Gud, at han blot havde ham saasandt fat i Madrid; og i sit Fædreland maa han hylle sig ind i sin Kaftan og bortsmøge sine Planer til at oplyse og forbedre sine Landsmænd: thi fik Muftien blot eet Øiekast inden for hans Pandeskal, fik han ligesaasnart alle 10 Fingre om hans Strube. Hvad standser da Civilisationen saameget, som netop disse Mysterier, i hvis blinde Antagelse det herskende orthodoxe Partie næsten udelukkende sætter Kristendommen? Derimod giv Tanken og Troen fri! Kristus fremstaaer, og fremstiller sin Re- ligion, som Alles Fornuft baade maa erkjende og bøie sig for -- han fremhæver Sædelæren og gjør Præsterne til Folkeopdragere og Folkelærere! Da skulle vi see alle de oplyste Mahomedaner, Chineser, Hinduer og Jøder gaae over, og nedlede den europæiske Civilisation til deres Folk, og disse Hundreder af Millioner, som nu ikke ere Kristne og sværge, aldrig at blive det, skulle følge. . . . . Da skulle vi see Kristi Spaadom opfyldt, om at een Hjord og een Hyrde skal vorde, d. e. Alle skulle leve som Brødre; en Idee om Mennesket, saaledes som det i sin sædelige Fuldkommenhed aabenbarede sig i Kristus, skal herske levende og belivende hos Alle. . . . Da skulle vi see en Ende paa Krigene, og en heel Deel Elendigheder bortmarsere med den sidste Parade . . . . Da skulle vi see Auktioner lyses i Tid- ningerne over de sidste Mondurer, de sidste Geværer og Tasker, og andet gammelt Stats-Skramlerie . . . . Da skulle vi see Sta- ternes Penge anvendes til Ætternes Opdragelse, til nyttige Ind- retninger, og ikke til Hofhold, priviligerede Dagdrivere og ud- stafferede Armeer . . . . Da kunne Forbedringerne i de politiske Forfatninger skride fremad, uden at komme i stedse voxende Misforhold til de religiøse . . . Da ville Staterne blive sædelige Foreninger, der stiftedes og undergaae Forandringer, indtil man SIDE: 286 er vis paa at have nærmet sig saameget det ideale Samliv, man maa tænke sig imellem de Himmelske, som det er jordiske Væsener givet at kunne nærme sig dette. Eller, er der noget andet, skjønnere Formaal for menneskelige Samfund? Men der -- hisset -- bindes dog vel ikke Aander til nogen mysteriøs Tro, uden hvilken de udelukkes? Altsaa bør vi stræbe, ogsaa heri at gjøre Jorden Himlen liig. Men desværre, desværre, ihvormange Mørkets og Kampens Aarhundreder, der fordre et Aar -- Gud give os i Naade, at see i vore Dage dets Sol oprinde! -- som skal være helliget en saadan Religionens Restauration og Fredens og Oplysningens Begrundelse, før vi kunne med Grund vove at tale om Euro- pæernes, eller i det Hele om Menneskehedens forbausende Fremskridt mod Maalet, gjennem stedse uddannet Kultur; og ihvormange Øren, der med Bifald aabne sig i andre Stænder for ovenudtrykt Hjertesprog: saa maae vi dog -- saa fast er endnu Menneskeheden tøiret til de gamle Pæle, til de gamle Veivisere, der, da Ordene ere udslettede paa dem af Ælde, kun have beholdt til Vildledelse Korsformen tilbage -- ja saa maae vi dog netop hos den Stand, fra hvem Restaurationen skulde udgaae, bede ydmygst om Forladelse, fordi vi -- saa tidligt, ville de Fornuftigste sige -- have yttret, at de kristne Kirker trænge til en Totalreformation, der maa bevirke Opstillingen af en Kristendom, authoriseret og authorisabel, ikke af Enkeltes Fantasier og Følelser, men af den rene objektive Fornuft. Harmes da ikke, strenge saakaldte Orthodoxer, som ubøielige diktere evige Flammepiinsler for Dem, der ere saameget Herrer over deres Sjeleevner, at de ikke, som I, lade Sværmeriets Lidenskab Tøilen. -- I, der sætte eders hele aandelige Liv i en Hjerne- Dispositions overvægtige Indflydelse, der er ligesaa modstridig den Harmonie imellem Tilbøielighederne og Evnerne, som udgjør Fornuften, som f. Ex. den, der driver til Hoer og Tyveri! -- harmes ikke heller over dette Spørgsmaal: hvad have Eders Forgjængere virket, hvad virke I til Menneskehedens Fremgang, til Gjengjeld for al den Agtelse, I fordre for det I kalde eders hellige Kald? Eders Kald skulde være Folkelærernes; men hvilke Folkelærere ere det, der lade de unge Slægter lære at læse efter Lærebøger, som uden Forandring aftrykkes saaledes, som de authoriseredes for 100, ja for 3 -- 400 Aar siden, og som Intet SIDE: 287 indeholde uden Dogmatiken, saaledes kompenseret og indkogt til en endnu haardere Materie end Massen i sig selv? Er dette ikke, som om den Læge, Forældre tilkaldte for at helbrede deres mavesyge Børn, vilde fore disse Børnemaver med Pundtlæder og andre ufordøielige Sager? Børn -- har man hørt Magen? -- skulde begynde deres Læseøvelser med Indstavning af Sæt- ninger, Summi Theologi men hvor skal jeg finde Eder? Stifterne staae øde, og i Kirkerne ere Vikarier Ceremonimestere for Eder. I Hovedstadens Stormænds Salons? Dog jeg tager Feil! Jeg beskylder Eder for Eders nærmeste Formænds Synder. Nu ere I paa Post mod ethvert Indgreb i eders hellige Dovenskabs Prærogativer; og det saameget aarvaagnere i de Lande, hvor Oplysningen og den borgerlige Frihed gaaer saa lyshurtigt fremad, at I maae vente, at Straalerne snart række bag Eders Altre. Frankrige viser os derfor især Bisper af Hermopolis, Besançon, og Tyven ifra Rheims. -- Lader os da gaae til det Land, hvor intet Saadant endnu paa længe er at befrygte . . . Kjære Pope, hvilket moralskt og aandigt Fortrin, eller hvilken Forskjel er at spore imellem Tidens Russer under den, ligeindtil det polske Manifest, ubetinget lovpriste Nikolai autokratoriske Scepter, og det 11te Aarhundredes? Eller, kjære Pope, der har studeret i Dorpt endog, hvilket Fortrin har Du for en Pope eller en Munk paa Munken Nestors Tider? . . . Stakkels Pope, du tager dig en Dram, svarer "Visvas", og stryger dig om Skjægget. Saaledes er det. Den ene vil afvise Restaurationsideen med Anathemer; den Anden med gravitetisk Taushed, eller jesuitiske Ræsonnementer for, at Verden maa og bør være som den er, eller med komplessant bonton; den Tredie med Flauhed og "Ich kann nit verstaen". Vi gyse, naar vi tænke os, hvad denne SIDE: 288 uhyre passive Modstand (thi den aktive er langtfra saa farlig) omsider vil bevirke. Hvilke Rædsler medførte det ikke, at Folkene toge deres Frihed tilbage? og da, naar de ville sætte sig i Besiddelse af en endnu høiere Nødvendighed: af Tænke- friheden? en almeen Revolution for Oplysningen? Dog vi haabe, at Civilisationen indtil da, indirekte igjennem den politiske Op- lysning, vil bevirke, at den skeer med saameget Maadehold som mueligt: at Menneskeheden ikke gjenseer Scener fra de kon- stantinopolitanske Billedstorme, eller fra Fornuftdyrkelsens Vaade- viller i Paris. Eller tør I sige, at Vi (ja Vi; thi det er den oplyste Menneske- heds Fleerhed, som her igjennem disse Linier udtaler sin Hjer- tensmening) . . . tør I sige, at Vi gjøre Eder Uret, Ærværdige? Gjører I blot ikke os den Uret, at troe, at vi skjære Alle over een Kam! Vi vide meget vel at udpille de Hoveder, over hvilke, uden Hensyn til, uden Medlidenhed med Fleinskallen, Kalotten eller Alderens ærværdige Snee, Staven maa brydes i Sandhedens, i Alretfærdighedens hellige Navn, -- og dem, der benytte sig med Maadehold af det indirekte Privilegium til at lade Alt slæbe sig frem i de gamle Gjænger, eller reentud, til Dovenskab, for ei at nævne andre Beqvemmeligheder, som følge af at de be- kjende sig til det overalt i Europa for Tiden herskende for- meentlig ene rettroende Partie. Fra denne Klasse og fra alle dem, som -- skal jeg kalde det saa? -- nødes, -- deels for ei aldeles at skuffe Forældres Haab, deels af Kjærlighed til deres Qvinder, der gjerne, som man siger, ville have noget Eget at sparke paa, deels af reen Nød -- at eedbinde sig til det herskende System, og bøie sig med hemmelig Uvillie under den fastsatte Slendrian . . . fra disse vil vel ikke Restaurationen udgaae; men flux som Universitetslærerne og Filosoferne frem- staae som primi motores, ville de strømme til med de Befriedes Jubel. Det er da ikke disse Svage, der nu, saaatsige, tude med de Ulve de ere iblandt, som vi fordømme. Vi beklage blot, at dette virkeligen talrige Partie saasnart lod sig bringe til Taushed: hvadenten det nu var den politiske Bulder, eller de mystiske, helligede Skrigere som overdøvede dem, saa var det ligesom om de, over hele Europa, af Forskrækkelse lode deres Vaaben falde: Redemptoristerne oversvømmede igjen det Katholske, Mystikerne det protestantiske Europa, og de sunde, filantropinske SIDE: 289 Bøger trak sig fra Skolebænkene til Hylderne. Men skulde I, I, der lægge Aaget saa tungt paa disse Eders Laugsbrødre, I, der (havende omtrent samme Øie til disse, som Russerne til Lithauerne, hvis Linier de maae omringe med Kosakker i den Polske Frihedskamp) indringe, tøire dem med Eedsformularer og frimureragtige Besværgelser . . . skulde I kunne paastaae, at Vi gjøre Eder Uret? skulde I kunne paastaae, at Menneske- heden under Eders Hænder, ved Eders Lys, som Folkelærere, er fremført saalangt mod Maalet, som den kan fordre, i Forhold til de Aar, I og Eders Fædre have havt at virke i? at I have fyldestgjort Eders af Nationerne vellønnede Hverv som Folke- lærere? Hvad, Jesuit! Hvad, Munk! Presbyter! Pope! Præst! Hvad? hvorledes forsvare I, at Eders Legioner ikke have mægtet at standse Mørket, saa at det dog ikke i vort Aarhundrede skulde dæmre endog i alle Hedenskabets Skyformer over Tagene, over Hjerterne? Hvi har Massen af Folkeslagene saa elendige Begreb om sig Selv og Verden og Gud? Det var Eder, som skulde bibringe Alle, (see heri Eders Embeds Herlighed og Høi- rang!) de rette. Men nu, hvor dum og træven staaer Bonde- gutten for Eder, naar I proppe i ham de trinitate, angelis malis, externo die etc. etc. medens han med den elskværdigste Lær- villighed indsuger de ædleste og sundeste Begreber og al den nødvendige Troe, flux en forstandig Lærer oplader hans Øie for Naturen? Det varer ikke længe før denne Unge lærer at see den sande Himmel gjennem det første det bedste Blomsterhvælv, og, støttet til en Græsstængel, gaaer den empiriske Vei til de mest ophøiede Sandheder, opklarer sin Fornuft, og er reddet for Menneskeheden. Vi ville undlade at opregne Bebreidelserne, der kunde gjøres Eder; men blot paapege den, der ligger disse Liniers Opgave nærmest: Hvilket andet Grundonde -- sige Vi, hvem lykkeligviis den Lod ikke blev tilskikket, at lade os nøie med nærværende Folkeunderviisning -- end Eders Uvirksomhed og Skjødesløshed, der aldrig igjennem Aarhundrederne har reist sig fra de bløde Leier, I beredede Eder paa Folkenes Dumheds- Taage, er det sørgelige Særsyn at tilskrive at, -- da de Klasser, som Universiteterne og Skribenterne havde dannet, vældigen fremstode, tolkede Menneskehedens Krav paa borgerlig Frihed, og erhvervede Staterne denne: saa opdagede de med For- bauselse, at Masserne, der havde været Præsterne anbetroede til SIDE: 290 Opdragelse og Underviisning, vare uden den Aandsudvikling, som er Betingelsen for borgerlig Friheds Tilvær, uden Sands og uden Begreb om dennes Høiværd, Nødvendighed og Væsen, saa at Folket selv, der vel laante hine dets oplyste Venner sine Kræfter i Kampen for Frihed, ligegyldigen, naar Alt skulde vende tilbage til Ro under den bedre Forfatning, lod sig denne frarive, enten af en enkelt Ærgjærrig (som i Frankrig), eller af fremmede De- spoter (som i Polen), eller af de reagerende, hjemmefødte Ty- ranner (som i Spanien og Portugal og i Frankrig 1815) og, istedet- for at vende dertil tilbage, ligegyldigen vendte, under de Galger, hvori Befrierne dinglede, tilbage til det gamle Aag? eller i Stater, der beholdt den Frihed, de havde tilvundet sig, hvilket forbau- sende, sørgeligt Særsyn var det ikke for Folkets Oplyste, at det egentlige Folk var saa forsømt, at det ikke mægtede at paa- skjønne og nytte Friheden; -- at det, selv leiret om Altre for Friheden, stirrede med Forundring, -- som en Hofmand paa en 17de Mais Jubel, -- paa deres livlige Fryd, der kjende de ube- talelige Goder, de aandige Glæder, der tilflyde dem af den borgerlige Frihed; -- at det ikke vidste at skikke sig i den bedre Orden, men med Uvillie opfyldte sine Pligter, med Lige- gyldighed benyttede sine Rettigheder, ligesom om, ved det svundne Despotie, ogsaa Begrebet om Stat var blevet uigjen- kaldelig opløst: dette, der fra Slægt til Slægt er blevet det iden- tificeret med, simplificeret til en Eenhed i Kronen; -- videre, at det ikke mægtede at bringe en værdig Repræsentation tilveie, men at tvertimod de saakaldte Ministerielle maatte gives et Slags stiltiende Samtykke, naar de paastode Folket umodent for Friheden og at man maatte undlade fortiden at tilstede det endog de Friheder, som dets Grundlove hjemlede det? Hvad Andet bevirkede Dette, som finder Sted i de bedste Europas Stater, end at de Oplyste, som ikke, fordi Millionerne vare lige- gyldige derved, vilde give Slip paa Friheden, sammensluttede sig og fremtraadte som Aristokratie, under dettes forskjelligste For- mer, (saaledes da ogsaa som Embeds-Aristokratie) og som Op- position. Istedetfor Ro maatte Kampen fortsættes: man maatte fremkunstle en Styrke og gaae angrebsviis tilværks, for at dække sit eget Parties Svaghed: Massens Dorskhed. -- Det høieste Seiersmaal var blot at beholde. Her have vi Stagnationen i de konstitutionelle Stater. Dens Kilde finde vi under Alterne. Kry- SIDE: 291 ber derfor ikke, ved saadanne Angreb, bag disse, I, der kalde Eder fortrinsviis Ærværdige! Sandelig, I skulde være det, naar I blottede Fortjenester istedetfor Fordringer, der ikke længer begrundes i en overtroisk, almeen Idee om en Hellighed, som overgaaer paa Eders Personer, uden Hensyn til Egenskaber, fra Eders Embeder. Fra Menneskehedens Domstol bortvandre ikke de kristne Præster, i det Hele taget, med Roes for, hvorledes de have røgtet deres i høieste Maade vigtige Kald. Det er Alretfærdig- hedens, som udtaler sig igjennem en saa stor Jurys "Skyldig". Og, ville de appellere til deres saakaldte Midler, da kunne de visseligen ikke smigre sig med at møde noget mildt Øie, men et, hvori adskillige af hans Parabler, f. Ex. om den dovne Tjener, om den utroe Forvalter o. fl. dl. staae tegnede. Vi kunne jo med Rimelighed antage, at det hisset er Aanden givet, at beskue Følgerne af sin Daad her, at altsaa Frelseren hisset beskuer Følgerne af sit Storværk. Visselig han seer færre herlige Følger, end dette hans Storværk fortjener, end Han anede, i den Stund han ikke tog i Betænkning at ofre sit Liv, for at frelse Menneske- heden fra Synds og Uvidenheds og Tempels- og Thron-Herskeres Aag. -- Han, der var den Første, som med Kraft stræbte at ophæve den fordærvende Ligevægt imellem det borgerlige og aandige Despotie, idet han gav Stødet til et andet Jevnforhold imellem borgerlig og aandelig Frihed, og fremsatte i sit Religions- system Grundloven for denne Sidste; -- Han, der var den Første, som med Fynd udviklede Menneskehedens Krav paa allerede her under Altre og Throner ubehindret at yttre den, for dens guddommelige, men didtil, næsten indtil Selvbevidsthedens Tab fordunklede, Væsen, karakteristiske Stræben efter Sandhed d. e. Tænkefrihed, og efter at give denne klarere og klarere Udtryk i moralske Handlinger, d. e. sædelig Frihed, hvorved da politisk og religiøs Frihed gjordes til en uundværlig Betingelse for de Men- neskers Tilvær, som, betegnende eller ligesom salvende sig med Kristennavnet, fremstillede, under Billedet af een Hjord og een Hyrde, en Menneskehed, der stræber, Een som Alle og Alle som Een, efter at naa den Idee om et fuldkomment Menneske, der hævet af Fantasien til Himmelen som en Engel eller Alfrelser, men af fornuften igjen nedkaldet til Jorden som et simpelt Menneske, lever i Alle og behersker Alle; -- Han, der i saa SIDE: 292 fjernt et Old emnede at betage Præsterne, Magerne og Despo- terne Magten til at hemme denne Stræben -- mon han da anede eller kunde have saa ringe Tanker om Menneskeheden, at efterat 1800 Sekler ere hengraanede, efterat den største Deel af denne Tid er bleven anvendt til de afskyeligste Krige, forat udbrede hans blotte Navn: saa skulde dog hiin saliggjørende Stræben saalidet være udviklet i Menneskeheden, at alskjøns Mager, Fa- risæer og Despoter trives saa herligen i Korsets Ly, at de have dristet sig til fra Tid til anden at slutte offentlige Forbund, forat hemme hiin Stræben d. e. for at værne deres fælleds Bedste, ja saalidet udviklet, at hans Grundsætninger skulde være fremmede for Nitiendedele af Jordbeboerne, at Europas Almues hele aan- dige Tilvær ikke hæver sig over hans Apostlers Katekumeners, at Millionerne endnu skulde være aandige Lazarer, der over- lades til deres Dødssøvn, uden at de, hvis Pligt det er, gjen- vække dem? Tvivler nogen om dette Natstykkes Sandhed, saa trække han frem den første den bedste Broder af Europas Almuer! Der soler en doven Romer sig paa Lateranpladsen! der kryber en fiirskaaren Karl, paa andres Vegne, Dag ud og Dag ind paa Knæerne, opad scala santa! Kald dem frem, prøv deres Sjele- tilstand, og Vi skulle selv krybe scalaen hundrede Gange op, dersom Du finder et Solegran af Fortrin hos disse, eller endog anden Forskjel end Togaen imellem disse og deres Oldfædre, der solede sig udenfor Caracallas Bade! Og Dette er dog i et Land, der var Civilisationens anden Vugge, der drak Kristen- dommens første Lysstraaler, hvor Kunster og Videnskaber aldrig have hørt op at blomstre i de berømteste Akademier og Uni- versiteter; og disse herlige Kristne fandt vi fire Alen fra den kristelige Ypperstepræsts Sognekirke. Eller tag en prostestantisk Bonde; og vi ville finde, at hans Begreber om Gud og Gjen- gjeldelsen ere Jødens fra Esræ Tider, uværdige, gruopvækkende, om Hevneren Jehovah og Satan i Gehenna. Og see vi hen til det Folk, vi nære mest Høiagtelse for, som det, der med det største Heltemod og de største Opofrelser har kjæmpet for den politiske Frihed: til Frankrig -- hvilket Misforhold imellem reli- giøs og politisk Forfatning og Oplysning slutte vi os ikke til af dets forsømte Almue-Underviisningsvæsen? Saaledes er Folkemassens Tilstand i Thronernes som i Kon- SIDE: 293 stitutionernes Ly. Hiint qvalfulde Ubestemte, hiin Usikkerhed i den politiske Friheds Seire, hiint Misforhold imellem Oplysning og Frihed, Religions- og Statsforfatning spores overalt. Uvidenheden, som er en Følge af den elendige Religionsforfatning, gjør Masserne enten til politiske Indifferentister, der med Sløvhed (som den portugisiske og den spanske Nation) lade sig Sikkerheds-Karterne for deres borgerlige Frihed rive afhænde, eller til Sansculotter, hvis forvirrede Frihedsbegreb -- selv et Blændværk -- lader dem jage efter Blændværker. Eller -- hvilket sørgeligt Vexel- forhold! -- ere Folkemasserne ved en varig Nydelse af borgerlig Frihed saavidt blevne uddannede, at de opdage det Misforhold deres religiøse Forfatning staaer i til denne: saa blive de enten religiøse Indifferentister (hvortil nu desværre Europas dannede Klasser overhovedet, ): allene de høiere, Embedsklasserne, høre) eller religiøse Sansculotter, d. e. uvittige Religionsforagtere og Troeshadere. Hvilken bundløs Kilde til Laster og Forbrydelser opdage vi ikke her? Dog er den frembrudt og stiger daglig, især i den store Klasse, som i vore Dage spiller en Rolle, for ikke at sige at den angiver Tonen i det offentlige Liv, nemlig Middelstandens Ungdom. Men det staaer til Eder, Præster af enhver Troesform! at standse alle disse Onder ved at ophæve Grundondet: Misforholdet imellem de fremskridende politiske og de fastlænkede religiøse Forfatninger. Reformationerne d. e. de religiøse Revolutioner, lære jo Nødvendigheden heraf. Luthers, Kalvins, o. a. fl. partielle vare kun [fotnotemerke] Intimationerne til den almene Restauration, vi ovenfor nævnte som det eneste Radikalmiddel. Bliver Folkelærere! besætter Skolerne! giver enhver Under- viisning det ophøiede, religiøse Præg! gjører Opdragelsen til Statens høieste Formaal, hvortil dens Skatte alene anvendes; men alt dette først, naar I have afskaffet af Religionen alt det Menneskelige, som støder den menneskelige Fornuft; men frem- staae som Talsmænd for en almeenantagelig Lære, for en Tro- Harmonia. Skeer dette i det 19. Aarhundrede: da forvandler Historien sig fra en sørgelig Fortælling om Lysets og Mørkets, Friheds Fotnote: Vor Tids St. Simonister i Frankrige ere mærkelige som Saadanne. De ville udrette mere end Filanthroperne i Tydskland og Frankrige i sin Tid ud- rettede, saasom de kalde deres Filanthropisme Religion -- dette den og virkelighen er. SIDE: 294 og Trældoms altfor langvarige Kamp, for ikke at sige (hvis vi antage den betydningsfulde Drøm om en Guldalder) om en uhyre Reaction, -- til Menneskehedens Seiersepos: da lad Aarhun- dredet rose sig af, at det fuldendte, hvad det 18de begyndte, af de forbausende Fremskridt, Menneskeheden i det gjør: -- da var Alt vel! Cosmopolita. SIDE: 295 Henrik Wergeland FOR ALMUEN SJETTE HEFTE NORMANDENS KATECHISME Hvad er du? Fribaaren Normand, kun Fædrelandets Træl, født for at gjøre Stolt-Norrige sæl, dække med Ager, Smaabørn og Eng Norge, den Ærens og Frihedens Seng. Et Smiil af Algodheden fagned min Moer: før Aaret var runden, Hun fagned en Smaagut med Tænder i Munden, og sagde "en Mand vil jeg skjænke dig, Nor!" Nu slaaer jeg mig paa Lænden, og kalder Selv mig Mand. Jeg staaer for min Drot, men knæler for mit Land Min Elskov har en Qvinde, en Ven har mit Hu; et Brodernavn for Alle og gamle Døle-Du. Min Flid er min Rigdom -- den lever jeg ved, min Huustro, ja Huustagets Smaafugle med. Jeg fødtes for at hade Trældom meer end Pest. Ja kun med Sorg jeg lægger Aaget paa min Hest. Thi Trældom maae jeg hade selv i dens døde Bild, og Tanken "Norge bøiet under Herskervil," saa hurtigt som den flyer, dog fylder Sind med Skyer, paa Væggen rasler Riflen og knager Bilens Ild. Jeg fødtes for at lystre Lovens Bud -- hvor let! -- Men vak som Ørn paa Ægget jeg vaager om min Ret. I Frihedssolen satte min Fa'r min Vugge ud. Da tændtes Ild i Barmen, da voxed Marv i Armen og Vet bag Pandehud. Snart blev da Vugge-Karmen min Hærde alt for stut. SIDE: 296 Jeg spændte den i Varmen, og stod som vaxin Gut. Nor vil jeg Armen skjænke, ja Barm og Hærde med. Men Vettet vil jeg øge og dyrke ved at tænke. Naar stolten Hærde bøier sig efter Muldens Fred, da bringer jeg det bedre, end jeg det fik, til Gud. Hvem har skabt dig? Han, hvis Magt lod Alting af Intet strømme ud, til Himlen knytted Jorden, hvor Mennesket boer, der kalder hiin den Store sin Fa'r, men Krybet Broer. Jeg troer i min Beundring, og Ham jeg kalder Gud. Hvad er Gud? Ei veed jeg Hvad han er; men hans Værk seer jeg vel. "Hvor stor!" jo bruste Stormen? "Hvor god!" jo. Græsset loe, Da vilde min Forstand afmale sig hans Billed endnu mere tro. -- Men ofte vil den Stærke mere end han kan -- det flyer for mine Sandser, men taler til min Sjel. Hvorledes bør man ære Gud? Verdnerne lovsynge hans Viisdoms tause Raad. Alt enten os forbauser eller vel os gjør. Ærbødighed og Tak er den Dyrkning, som ham bør. Det Offer, Ham behager, er en dydig Daad. Hvad er Livet? Hvert Trin fra Vuggen fører os Graven mere nær. Den Vei saa vis som Solens, der gaaer mod Qvellen, er. Der gaber mange Groper i Ungdoms Rosendal; men kloge Øie lyser hvor Veien bugte skal. Der ligger hvasse Stene paa stolten Manddomshei; men sikker Fod gaaer sagte -- da skjærer Stenen ei. SIDE: 297 Der kneiser mangen Bergknatt; men Viiskall staver frem. Han frygter ikke Graven og endnu mindre dem. Naar Foden trøttnes under bratten Bergevæg, da glatter han sit Graahaar og leer saa smaat i Skjæg: "der maa vel høien Tærskel foran Englehjem?" Hvad er Graven eller Døden? En Smertens stille Hvile i Salighedens Dør. En Domstol, som maa frygtes af Den, som ilde gjør. Ønskværdig, naar dig Skjændsel vil tage i sin Favn, Men er den Gavn for Landet, da Hæder er dens Navn. Hvad er din Sjel? Jeg veed kun, at jeg tænker: da veed jeg, at jeg er. Jeg sandser og jeg handler; men vil dog endnu meer. Et Væsen er da i mig. Det styrer Fod og Haand. Det nævnes Kroppens Herre, Det nævnes Sjel og Aand. Men mægter Den at være en Drot for Kjød og Blod, Den Himlens Odelsbaarne, Den Jordens Kongekaarne har Himlen om sin Pande, men Helved under Fod. Er Sjelen udødelig? Alt vexler under Solen; men derfor Intet døer. Min Sjel i Graven lægger sit gamle slidte Slør. Men faaer vel bedre Hud i Himmelen hos Gud. Mon Gud blot forat øde saa herlig Aanden gjør, at, skjøndt ei sikker om hvorhen den vandre skal og ei hvorfra den kom, saa stolt et Haab i Mulden den endda amme tør? Hvilken Lod venter os efter Døden? Løn venter Dyden; men Forbrydelserne Straf. Det Ord er Ondskabs Tømme, Ulykkens Trøstestav. Forfulgte Retfærd smiler saa i sin Kummerqvel. SIDE: 298 Han veed, at Tordnen farer, at Stormen ikke varer, at Jubelmorgen rinder, naar Natten ta'r Farvel. Hvo tvivler, er usaligst imellem Sorgens Børn, hvadeller i hans Hjerne sidder Vanviids Tjørn. Hvo tvivler, o han haabe! og øve Dyden lel! Hvad er det at være dydig? Opfylde alle Pligter, men flye for Lasters Flok, er endnu ikke for den gode Borger nok. Hvo øver strenge Pligt er god, som Han kun Faae, Men vil man dydig være, da smerteofres maa. Hvorledes er et Offer fortjenstligt? For Menneskeheden ofres skal og for Fødestavn! Et Offer uden dette Maal er kun den tomme Offerskaal. Et Offer er et Intet, naar det ei er til Gavn. Hvorledes kan Mennesket skilne imellem Godt og Ondt? I Uvidenhedens Mørke, i Uvisheds Maaneskin, Sjelen spilder al sin Styrke, taber Uskylds dyre Liin, hvori den for Dommerstolen pligter barnereen fremstaae, var end her en Pjalt paa Kjolen, Panden furet, Lokken graa: Gud bag Sandserne lod skinne end en Sands meer lys og fiin. Mørket smelter den derinde, vildsom Skygge kan den binde i det falske Maaneskin, Blodets vilde Brus den svaler, tøiler Kampen i vort Bryst. Det er Himlen selv, som taler i Samvittighedens Røst. SIDE: 299 Hvad er Samvittigheden? En Røst fra Hjertets Dybder, som klinger klar og stærk, som dømmer skjulte Vilje og Viljens aabne Værk. Den Hjertefreden finder, som gaaer hvor Røsten raaber, Hvo troer at narre Den, er største mellem Taaber. Har Mennesket ikke Lidenskaber? I Hjertet Frygt og Haabet og Fryd og Smerten boe. De drive os til Handling; thi sjelden har de Roe. Med Maadeholds-Kapsunen Fornuften tæmjer dem. Hvis ei, da som Fordærvets Ild de blusse frem. Hvorledes er Menneskets syndfulde Tilstand beskaffen? Utæmte Lysters Oprør og Syndens onde Seir. Fornuften føget hen som Gnist i vilden Veir. Af Engelen, som boed i Hjernen reen og skjær, urene Lyster plukke med Haan de hvide Fjær. Igjennem Blodet bølger det kaade Seierstog, som Sjelens Frihed følger i skjændselsfulde Aag. Igjennem Glædeshaven det gaaer til Angersørken, og saa afsted til Graven. Har da ikke Gud givet os Lidenskaberne? Gud gav os Alt tilbedste. Han dannede vor Sjel med Frygten forat lide, Hang til at leve sæl. Men Frygt for indbildt Onde og Lyst til falske Godt har Mennesket ei sjelden af egen Daarskab faaet. Hvorledes kunne vi undgaae at overraskes af Synd? Ved stedse vak at holde Fornuften paa sin Vagt, og væbne sig til Kampen ved første Raab: giv Agt! Da slaae vi Fienden, give Tyrannen Banebrist. Af Frygt for Ildebranden vi slukke første Gnist. SIDE: 300 Hvorledes straffes Lasterne? Kun Alles Had kan Hadet mod Alle faae til Løn, Uklogskabs Frugt er Modgang, saa skarp som Galde grøn. Umaadeholdet bringer Smerte eller Død; og Kaadheden Foragt, ja selv i Smiil, man bød. Hvad byder Retfærdighed? Gjør ei din Næste hvad du vil han dig ei gjør! Sit Ord man ei maa bryde; thi Æren ellers døer. Man gjøre vel; men aldrig kun for at synes saa! De aabne Veldaadshænder et Øie følge maa. Paa Utak kun man ødsler. Man troe ei takløs Mand; men vogte selv sig, at man ikke er som Han. Hvortil nytter Klogskab? Den aabner Hjælpekilder hvor Ingen før dem saae. Den forudseer Ulykker, gjør store Farer smaae. Den styrer Livets Bane som svang den Skjebnens Spær; begrunder det, som kommer; og sikkrer det, som er. Hvad er Maadeholdenhed? At tæmme Lysten inden Behovets Grændseskjel. Med størst Behag kun nydes, naar det bekommer vel. Jo mindre man behøver, jo mere har man Vet. Men selv et Gode skader ved ei at bruges ret. Hvad er Mod? Mod er ei dumme Dorskhed, som døer med balget Sværd; ei Letsinds Jagt paa Faren, hvor den ei Liv er værd. For Pligten selv i Døden at gaae med roligt Mod; snart, under Farens Stormen, at være stiv som Klingen og bøielig som Ormen; med Lyset i sit Hjerte og uden Sky i Øie at staae mod Modgangsbølger, der væltes fra det Høie mod Dødeliges Hjerte og knuses derimod -- se Det er Mod for Helte! SIDE: 301 Med Roe at bære Modgang -- se det er Styrkens Belte, som gjør den svage Qvinde i Taarer til Heltinde, som tvinger selve Skjebnen under Mandens Fod. Hvilke ere de værste Laster, Lidenskaber afføde? En Lyst skyder op saa hurtig som et Lyn, kan have Gift i Roden og endda trylle Syn. Den blomstrer, men smaae Frøekorn sprede Døden ad i Hovmod, i Vellyst, Begjærlighed og Had, i Løgn og Hyklerie -- det værste Søsterpar, som Egennytten, Synders Moder, ammet har. Er Løgn saa stor en Last? Man troer ei mere Den, om hvem en Løgn man veed. Han Andres Agt foragter, ja egen Ære med. Kun Sandhed boe i Hjertet; men gaae ei længer fram end Pligt og Klogskab byder! Der ingen Løgn kan tænkes, som ikke er en Skam. Men -- lyve for at skade? da er man værst Forbryder. Hvad er Hyklerie? Det er den frække Last, som troer, i Dydens Hud Alverden at bedrage, ja selve Herren Gud. Men Ondskab at maskere er mellem Lasterne kun en (den værste) mere. Er Ladhed en Last? Enhver paa sin Plads i Samfundet er sat. Men Lade bort maa kastes, det Utøi paa en Stat. Hvo deler ei Arbeidet, ei dele skal dets Goder. Thi Ladhed ofte er de andre Lasters Moder. Hvilke ere Borgerens almindelige Pligter? Man Fædrelandet skylder Blommen af sin Kraft, og Lydighed til Loven og Hjælpen til de Arme. Alverden skyldes hele Kjærlighedens Varme. Hvo glemmer disse Pligter sin Borgerret har tabt. SIDE: 302 Hvilke ere Borgerens almindelige Rettigheder? At troe og tale frit, at virke frit hvor Loven forbyder ei, og hvor man tør for Ham deroven; at nyde selv den Frugt, som voxer fremaf Sved; at være sikker paa sit Gods og paa Personen; at sætte sig mod Den, som kuer Rettighed, ja bar han endog Kronen. Hvad er Frihed? Som Gud af himmelsk Aand et støv belives byder: saa den med Frihed, denne Sjelens Sjel, han pryder. Men da dens Goder smages kun af rene Hjerte, vi rense maa vort Offer ved Dydens Altarkjerte; tilbede Frihed, Glimtet af Guddomsmajestæt, der bryder frem i Mulden; og ei fordunkle det. Giver Friheden Ret til at gjøre Alt? Ei Friheden er Hadet mod hveren lovlig Magt, ei mod hvert gavnligt Baand en tøilesløs Foragt; men Retten til at handle og at man handle tør just som man ville bør. Men, se, den Frihed, Jordens Herre knæler for, den Himlens egne Datter, den Aandernes Gudinde, den Dronning paa en Jord, for Loven bøier Knæ som var hun dens Slavinde. Er Eiendomsretten hellig? Du attraae aldrig hvad der eies af en Næste; men værge for hans Liv og Eiendom med din! Kun Næstens Sikkerhed vor egen kan befæste. Hvo krænker Andres Ret, fortaber ogsaa sin. Hvilke Samfundspligter har Mennesket? At frygte Gud, at tjene sit Land, at elske Alle, ja selv vort eget Trældyr -- det er vor stumme Bro'er; med Ømhed at beklage og hjæpe dem, som falde; SIDE: 303 at dele Bid med Hunger og Lykke med Ulykke; at hædre store Evner og Aldrens hvide Smykke og Sorg saavel i Pjalter, som under Perleflor. Er Uvidenhed fordærvelig? I Mulmet, den udaander, fremavles alt det Ondt, hvorunder Jord sig vaander. Naturen skjænder den, vor Sjel og Sjelens Love, og føder Sværmerie og ammer Trældom op. Den gjør en Stad til Ørk, og høien Tempeltop, der engang efter Lysets Straale klattred op, kun til et Træ, et Folk til vilde Dyr i Skove. Hvad er Fædrelandskjærlighed? En ædel Følelse, der skabt har flere Helte end Kongers Naadeguld og leiet Sværd i Belte. Den fylder liden Dal som med en Flammevind, saa fiendtlige Hære, saa fremmed Næse svides, der kige vil derind. Til Frihed er den Moder, til Fred og Dyd og Ære. SIDE: 304 Henrik Wergeland HEINRICH HEINES INDLEDNING TIL KAHLDORF OM ADEL, I BREVE TIL GREVE M. AF MOLTKE (NÜRNBERG 1831.) (Oversat.) Den galliske Hane har allerede galet anden Gang, og ogsaa i Tydskland bliver det Dag. Til afsides Klostere, Slotte, Hanse- stæder og deslige Middelalderens sidste Smuthuller flygte de hæslige Skygger og Spøgelser -- Solstraalerne glimte; vi gnide Øinene; det hulde Lys indtrænger sig i vore Hjerter; det vaagne Liv ombruser os; vi forbauses, vi spørge hverandre: hvad gjorde vi i den forgangne Nat? Nu ja, vi drømte paa vor tydske Viis, d. e.: vi filosoferede; -- vel ikke over de Anliggender der nærmest angik os eller over de nærmeste Tildragelser; men vi filosoferede over Tingenes Realitet i og for sig, over Tingenes sidste Grunde og over lig- nende metafysiske og transscendentale Drømmerier, under hvilke dog vore vestlige Naboers Mordspektakler af og til ret dygtigen forstyrrede os, ja bleve ret fortrædelige, da franske Flintekugler ikke sjelden gjennempebe vore filosofiske Systemer og bortsopede hele Hurver deraf. Sælsomt er det, at vore Naboers Daadliv hiinsides Rhinen alligevel havde et eget "Valgslægtskab" med vore filosofiske Drømme i det rolige Tydskland. Man sammenligne kun den franske Revolutions Historie med den tydske Filosofies, og man skulde troe, at Franskmændene, hvem saamange virkelige Ar- beider paalaae, hvorved de maatte forblive aldeles vaagne, havde anmodet os Tydske om imidlertid at sove og drømme for dem, og at vore tydske Filosofie intet Andet er, end den franske Revolutions Drøm. Saaledes paadroge vi os Bruddet med det Bestaaende og Henflyttelsen i Tankens Rige, ligesom Fransk- mændene deres inden Samfundets Grændser; omkring "den rene Fornufts Kritik" samlede sig vore filosophiske Jakobinere, der lode Intet gjælde, uden det, som holdt Stand for hiin Kritik; Kant var vor Robespierre. Efterpaa kom Fichte, denne Filoso- fiens Napoleon, med sit "Jeg", sin høieste Kjærlighed og høieste SIDE: 305 Egoisme, Tankens Eneherredømme, den souveræne Villie, der paa det hurtigste improviserede et Universalrige, der ligesaa hurtigt forsvandt, og med sin despotiske, rædselfuldt-eensomme Idealismus. Under hans konseqvente Trin udsukkede de skjulte Blomster, som hidtil vare blevne skaante af den kantiske Guillo- tine, eller siden vare fremblomstrede ubemærkede; de under- trykte Jordaander rørte paa sig, Grunden skjælvede, Modrevolu- tionen brød ud, og under Schelling erholdt Forgangenheden med sine Sagn-Interesser atter Anerkjendelse, ja endog Godtgjørelse, og i den nye Restauration, i Naturfilosofien gjæstererede paanyt de graaskjæggede Emigranter, som ideligen opspinde Rænker imod Fornuftens og Ideens Herredømme, Mysticismen, Pietismen, Jesuitismen, Legitimiteten, Romantiken, Tydskeriet, Gemytligheden. Saa -- ligeindtil Hegel, Filosofiens Orleans, grundede et nyt Regi- mente eller snarere ordnede en eklektisk Regjeringsform, hvori han vistnok selv kun betyder lidt, men i hvis Spidse han er stillet, og hvori han har anviist de gamle kantiske Jacobiner, de fichtiske Bonapartister, de schellingske Pærs og sine egne Krea- turer en fast, forfatningsmæssig Stilling. I Filosofiien have vi altsaa lykkeligen endt det store Kredsløb -- det er da naturligt, at vi nu gaae over til Politiken. Ville vi her iagttage den samme Methode? Skulle vi aabne vort Kursus med Systemet af Comité du salut publique, eller med Systemet af Ordre légal? Disse Spørgsmaale gjennembæve alle Hjerter, og Den, som har noget kjært, det være endog kuns hans eget Hoved, at tabe, hvidsker betænkelig: vil den tydske Revolu- tion blive en tør eller en fugtig-rød -- -- ? Storvælde og Præsteskab true støt med Skræmslerne fra Rædselstiden. Frisindede og Menneskevenner love os derimod den store Uges skjønne Optrin og dens fredsomme Efterfest; -- begge Partier bedrage sig eller ville bedrage Andre. Thi ikke lader det sig, fordi den franske Statsomvæltning i Aarene 90 var saa blodig og forfærdelig, men i forrige Juli saa menneskelig og skaansom, deraf udlede, at en Statsomvæltning i Tydskland just maa antage den eller den anden Karakteer; kuns naar de samme Betingelser ere forhaanden, lade sig de samme Virkninger vente. Men den franske Statsomvæltnings Karakteer var til enhver Tid betinget af Folkets sedlige Tilstand, og især af dets statsborger- lige Dannelse. Før Revolutionens første Udbrud i Frankrig havde SIDE: 306 visselig en allerede fuldstændig Folkedannelse der sit Tilvær, ihvorvel kun i de høiere Stænder og hist og her i Middelstanden; de lavere Klasser vare i aandig Henseende forsømte, og ved det meest sneverhjertede Voldsherredom (Despotisme) afholdte fra enhver ædel Fremstraalen. Hvad derimod statsborgerlig Dannelse betræffer, saa manglede ikke alene hine lavere, men ogsaa de høiere Klasser den. Man kjendte dengang kun til de smaalige Ma- nøvrer imellem rivaliserende Korporationer, til gjensidige Svækkel- ses-Systemer, til Sagnlæren om ret at snoe sig frem, til tvetydige Formelkunster, til Herrehore(Maitresse)Vælde og anden deslige Statselendighed. Montesquieu havde kun vakt et forholdsmæssig ringe Antal Aandsjele. Da han altid udgaaer fra et historisk Stand- punkt, vandt han liden Indflydelse paa et følelsevarmt Folks Masser, der er allermodtageligst for Tanker, hvilke oprindeligen og frisk ud- vælde af Hjertet, saaledes som i Rousseaus Skrifter. Men, da denne, Frankrigs Hamlet, der saae den fortørnede Aand, gjennem- skuede kronte Giftblanderes Argsind og Hofmændenes glindsende Tomhed, Hofetikettens taabelige Opspind og den almene For- dærvelse, og kummerfuld udraabte: "Verden er traadt ud af sine Gjænger; vee mig, at jeg er den, som atter skal indsætte den deri!" -- da Jean Jacqves Rousseau halv med forstilt halv med virkeligt Fortvivlelsesvanvid opløftede sin store Klage og Anklage; -- da Voltaire, Kristendommens Lucian, nedloe det romerske Præstebedrag og Voldherredømmets derpaa byggede guddommelige Ret; -- da Lafayette, to Verdners og to Aar- hundreders Helt, vendte tilbage fra Amerika med Frihedens Argonauter, og medbragte, som det gyldne Skind, Ideen om en fri Konstitution; -- da Necker regnede, og Sieyes definerede, og Mirabeau talte, og den constituerende Forsamlings Torden hen- rullede over det visnede Enevælde og dets blomstrende Deficit, og da nye statshuusholderske og statsretlige Tanker fremskjøde sig som pludselige Lyn: -- da maatte Franskmændene først lære Frihedens store Videnskab, Politiken, og de første Begyndelses- grunde kom dem dyre at staae, og det kostede dem deres bedste Blod. Men Skylden for at Franskmændene maatte betale saa dyre Lærepenge, laae hos hiint svagsindede, lyssky Voldsherredom, der, som sagt, søgte at holde Folket i aandig Umyndighed, hindre hver statsvidenskabelig Underviisning, overdrage Bogdommen til SIDE: 307 Jesuiterne og Sorbonnens Mulmspredere, ja havde undertrykt paa det latterligste den periodiske Presse, Folkevettets mægtigste Befordringsmiddel. Man læse kun i Merciers Tableau de Paris Artiklen over Censuren før Revolutionen, og man undres da ei meer over hiin Franskmændenes dybe politiske Uvidenhed, der siden havde tilfølge, at de mere blændedes end oplystes af de nye statsborgerlige Ideer, mere ophidsedes end opvarmedes, at de troede paa Ordet hver Flyveskrivt- og Dagblad-Skriver, og at de af enhver Sværmer, der bedrog sig selv, af enhver Rænke- smed, som Pitt besoldede, kunde forledes til de største Ud- skeielser. Det er jo just Pressefrihedens lykkelige Følge, at den betager Folkeledernes (Demagogernes) Djærvtale al Nyhedens Tryllekraft; det lidenskabeligste Sprog neutraliserer den ved lige- saa lidenskabelige Tilsvar, og den tilintetgjør allerede i Fødselen Løgnrygterne, som, udsaaede af Tilfælde eller Ondskab, saa for- dærveligen frækt udbrede sig i Løndom, liig hine Giftplanter, der kun trives i dunkle Skovsumpe, og i gamle Borg- og Kirke- ruiners Skygger, men hentørres elendigen og jammerligen i det klare Sollys. Ja, Trykkefrihedens klare Sollys er for Slaven, der helst i Mørket underdanigst modtager de allernaadigste Fod- spark, ligesaa ubehageligt som for Voldherskeren (Despoten), der ikke gjerne seer sin eensomme Vanmagt belyst. Det er sandt, at Censuren er meget behagelig for slige Folk. Men det er ikke mindre sandt, at denne Bogdom, laanende en Tidlang Vold- herredømmet Hjælp, tilslut ødelægger baade dette og Voldherren selv; at der, hvor Ideeguillotinen har holdt Huus, ogsaa snart Menneskecensuren bliver indført; at den selvsamme Slave, som har lagt Tankerne under Bilen, senere hen med samme Lige- gyldighed udstryger sin egen Herre af Livets Bog. Ak! disse Aandbødler gjøre os endog til Forbrydere, og For- fatteren, der som en Barselqvinde, under Skrivningen er i en betænkelig Grad ophidset, begaaer i denne Tilstand meget ofte et Tankebarnemord, netop af afsindig Angst for Censorens Dommersværd. Jeg selv qvalte i dette Øieblik nogle nyfødte uskyldige Betragtninger over den Taalmodighed og Sjeleroe, hvormed mine kjære Landsmænd allerede i saa mange Aar for- drage en Aandsmordlov, som Polignac i Frankrig kun behøvede at udgive, for at frembringe en Statsomvæltning. Jeg taler om de berømte Kongebud (Ordonnancer), af hvilke den betænke- SIDE: 308 ligste anordnede en streng Dagblad-Censur, og fyldte alle ædle Hjerter i Paris med Forfærdelse -- de fredeligste Borgere grebe til Vaaben, man barrikaderede Gaderne, man fægtede, man stormede, Kanonerne tordnede, Klokkerne hylede, Bly- Nattergalerne pebe, den døde Ørns Ungyngel, den polytekniske Skole, udflagrede af Redet med Lyn i Kløerne; Frihedens be- dagede Pelikaner styrtede i Bajonetterne, og nærede med deres Blod de Unges Begeistring, tilhest steg Lafayette, den Uforligne- lige, hvis Lige Naturen ikke mere end eengang kunde skabe, og som den derfor, paa sin sparsommelige Viis, søger at benytte for to Verdner og for to Aarhundreder -- og, efter tre heltemodige Dage laae Voldvældet overende med sine røde Politieknegte og sine hvide Liljer, og den hellige Farvetreenighed vajede, om- straalet af Seiersstraalkrandsen, fra vor Frues Kirketaarn i Paris! Da skeede ingen Afskyelighed, da gaves der ingen kaad Myrden; da hævede sig ingen allerkristeligst Mordmaskine (Guillotine), da drev man ingen Rædselvækkende Spas, som f. Ex. ved hiin berygtede Hjemfart fra Versailles, da man bar foran sig, ligesom Standere, Deshuttes og Varicourts Hoveder, og holdt stille i Sevres, for der at lade dem af en Borger-Parykmager afvaske og smukt frisere. Nei, siden hiin Tid -- rædselfuld Ihukommelse -- havde den franske Presse gjort Pariserfolket modtageligt for bedre Følelser og et mindre blodigt Vid; den havde udluget Uvidenhed af Hjerterne og isaaet dem Oplysning; -- en saadan Udsæds Frugt var Pariserfolkets ædle, legendeagtige Maadehold og rørende Menneskelighed i den store Uge -- og, isandhed, mistede Polignac senerehen ikke ogsaa fysisk sit Hoved, saa har han ene og alene de milde Følger af den samme Trykkefrihed, som han i Daarskaben vilde undertrykke, derfor at takke. Saa- ledes vederqvæger Sandeltræet med sin sødeste Vellugt netop de Fiender, som kaad beskadige dens Bark. Jeg troer at have ved disse flygtige Bemærkninger noksom antydet, hvorledes ethvert Spørgsmaal om den Karakteer, Stats- omvæltningen i Tydskland maatte antage, maa forvandle sig til en Undersøgelse om det tydske Folks Civilisations- og stats- borgerlige Dannelses-Stand, om hvorledes denne Dannelse er ganske afhængig af Pressefriheden, og hvorledes det maa være vort ængstligste Ønske, at ved denne Sidste snart ret meget Lys maa blive udspredt, før den Stund kommer, da Mørket stifter SIDE: 309 mere Ulykke end Lidenskaben, og Anskuelser og Meninger virke desto mere gruelig-stormende paa den blinde Mængde og be- nyttes som Løsen af Partierne, jo mindre de forud bleve ud- viklede og omtalte. "Borgerlig Lighed" kunde nu i Tydskland, ligesaavel som en- gang i Frankrig, blive Statsomvæltningens første Løsen; og den sande Fædrelandsven burde vel ikke, naar han vil bidrage dertil, forsømme nogen Tid for at Stridsspørgsmaalet "om Adelen" kunde ved en rolig Undersøgelse blive afgjort og forligt, førend uføielige Disputanter indblande sig med altslaaende Beviser, imod hvilke hverken Politiets Kjædeslutninger eller Fodfolkets og Hest- folkets skarpeste Beviisgrunde, ja ikke engang denne Ultima ratio regis, som let kunde forvandle sig til Ultimi ratio regis, formaaede at udrette Noget. I denne alvorlige Henseende agter jeg Udgaven af nærværende Skrivt for et fortjenstligst Værk. Jeg troer, at den deri herskende Maadeholds-tone svarer til det antydede Øjemeed. Forfatteren bekjæmper med indisk Taalmod Grev Moltkes Flyveskrivt: "om Adelen og dens Forhold til Borgerstanden!" Dog saavel i dette Flyveskrivt som i Tilsvaret er Materien ingenlunde udtømt, og Til- og Gjentale angaaer kun Stridspørgs- maalets almindelige, saa at sige dogmatiske Deel. Den høi- baarne Kjæmper sidder paa sin Turneerganger og forsvarer kjækt det Midalderens Tossesnak, at ved adelig Avling fremkommer et bedre Blod end ved lav-borgerlig Avling; han forfægter Fødsels- rettighederne, Fortrinsretten til indbringende Hof- Statsbud- (Ge- sandt) og Vaabenembeder, hvormed man skal belønne den Ade- lige, fordi han har gjort sig den store Uleilighed at blive født o. s. v. -- herimod reiser sig en Stridsmand, som Stykke for Stykke nedkaster i Støvet hine bestialske og afsindige Paastande og de øvrige høiadelige Anskuelser, og Valpladsen bedækkes med Fordommens glindsende Filler og gammeladelig Uforskam- menheds Vaabenstumper. Denne borgerlige Ridder kjæmper lige- som med lukt Visir. Dette Skrifts Titelblad betegner ham kun med laant Navn, der maaske senerehen bliver et hæderligt nom de guerre. Jeg veed selv lidet mere at sige om ham, end at hans Fa'r var en Sværdfeier og gjorde gode Klinger. At jeg selv ikke er dette Skrifts Forfatter, men kun befordrer det til Trykken, behøver jeg vel ikke først udførlig at forsikkre. SIDE: 310 Jeg havde aldrig kunnet med et saadant Maadehold tage til Gjenmæle mod de adelige Fordringer og Arveløgne. Hvor heftig blev jeg ikke engang, da en nydelig liden Greve, min bedste Ven, medens vi spadserede paa en Slotsterrase, søgte at bevise Adelens Bedreblodighed. Medens vi endnu disputerede med hinanden begik hans Betjent en liden Forseelse, og den høi- baarne Herre slog den lavbaarne Knegt i Ansigtet, saaat det uædle Blod sprutede frem, og stødte ham ovenikjøbet nedfra Terrasen. Jeg var dengang ti Aar yngre, og styrtede ham øie- blikkeligen paa samme Viis nedaf Terrasen -- det var min bedste Ven, og han brak et Been. Da jeg saae ham igjen efter hans Helbredelse -- han hinkede kun lidt endnu -- var han dog endnu ikke aldeles helbredet for sin Adelsstolthed, men paastod friskvæk: Adelen er indsat som Midler imellem Folk og Konge, efter Guds Mønster, der har sat Englene imellem sig og Menne- skene, de staae nærmest hans Throne ligesom en Himlens Adel. Hulde Engel, svarede jeg, gaae engang nogle Skridt op og ned -- han gjorde det -- og Lignelsen haltede. Ligesaa haltende er en Sammenligning, Grev Moltke betjener sig af i samme Øiemeed. For at give en Prøve paa hans Maneer, vil jeg hidflytte hans egne Ord: "Der Versuch den Adel aufzuheben, in welchem sich die flüch- tige Achtung zu einer dauernden Gestalt verkörpert, würde den Menschen isoliren, würde ihn auf eine unsichere Höhe erheben, der es an den nöthigen Bindungsmitteln an die untergeordnete Menge fehlt, würde ihn mit Werkzeugen seiner Willkür umgeben, wodurch, wie sich dieser im Oriente so oft gezeigt, die Existenz des Herrschers in eine gefahrvolle Lage geräth. Burke nennt den Adel das korinthische Kapitäl wohlgeordneter Staaten, und dass hierin nicht blos eine rednerische Figur zu suchen, dafür bürgt der erhabene Geist dieses ausserordentlichen Mannes, dessen ganzes Leben dem Dienste einer vernünftigen Freiheit gewidmet war." [fotnotemerke] Fotnote: Forsøget paa at ophæve Adelen, i hvilken den flygtige Agtelse varigt dan- ner sig til en legemlig Skikkelse, vilde afsondre (isolere) Mennesket, vilde hæve det til en usikker Høide, som mangler de nødvendige Forbindelsesmidler med den underordnede Mængde, vilde omgive det med Værktøier for dets Vilkaar- lighed, hvorved, som saa ofte har viist sig i Østerlandene, Herskerens Tilvær geraader i en farlig Stilling. Burke kalder Adelen velordnede Staters korinthiske SIDE: 311 Ved dette samme Exempel lod sig vise, hvorledes den adels- baarne Greve bedrages af Halvkundskab. Burke fortjener nem- lig i ingen Henseende den Priis, som han ødsler paa ham; thi ham manglede hiin Fasthed (consistency), som Englænderne holde for en Statsmands første Dyd. Burke besad kun Talegaver, med hvilke han i sit Livs anden Halvdeel bekjæmpede de frie Grund- sætninger, som han i dets første Halvdeel havde hyldet. Om han ved denne Sindsforandring vilde tilkrybe sig Stormændenes Gunst, om Sheridans Friheds-Seier i St. Stephan bestemte ham af Argsind og Iversyge til, som Dennes Modstander, at forfægte hiint forgangne Midold, der tilbød noksom en riig Mark for ro- mantiske Skildringer og Veltalenheds Billeder, om han var en Skurk eller en Nar, det veed jeg ikke; men jeg troer, at det altid er mistænkeligt, naar man skifter sine Anskuelser til Gunst for den herskende Magt, og at man da altid bliver en slet Hjem- melsmand. En Mand, der ikke er i dette Tilfælde, sagde engang: de Adelige ere ikke Thronens Støtter, men dens Karyatider. Jeg tænker, at denne Sammenligning er rigtigere end den om en korinthisk Søilekapitæl. Overhovedet ville vi saameget som muligt afvise den Sidste; nogle velbekjendte Kapitalister kunde ellers faae det kapitale Indfald, at fremhæve sig Selv, i Adelens Sted, som Statssøilernes korinthiske Kapitæl. Og det skulde vistnok være det allermodbydeligste Skue. Dog, jeg berører her et Punkt, som først i et sildigere Skrift skal blive belyst; den særegne, praktiske Deel af Strids-Spørgs- maalet om Adelen kan da ligeledes blive tilbørlig udviklet. Thi, som jeg allerede oven har antydet, nærværende Skrivt befatter sig kun med hvad der angaaer Grundsætningen; det bestrider Retskravene, og det viser kun, hvorledes Adelen er i Modsæt- ning til Fornuften, Tiden og sig selv. Den særegne, praktiske Deel derimod angaaer hine Adelens seierrige Anmasselser og faktiske Usurpationer, hvormed den saa farligen truer, og daglig mere og mere undergraver Folkenes Lykke. Ja det forekommer mig, som om Adelen selv ingen Tiltroe har til sine egne koute Krav, og pluddrer dem blot frem som Lokkemad for borgerlig Polemik, for at denne kan stusle dermed, medens dens Opmærk- Fotnote: Kapitæl, og at dette ikke blot er en Veltalenhedsform, derfor borger denne overordentlige Mands ophøiede Aand, hvis hele Liv var viet en fornuftig Fri- heds Tjeneste. SIDE: 312 somhed og Kraft afledes fra Hovedsagen. Denne bestaaer ikke i Adelens Indstiftelse, som saadan, ikke i bestemte Enerettig- heder, ikke i Tiende- Hoverie- Birke- og andre Rettigheder, og alleslags sædvansmæssige Ejendomsfriheder; Hovedsagen be- staaer megetmere i et usynligt Forbund imellem alle dem, som have at fremvise saa og saamange Ahner, og som stiltiende have truffet den Overeenskomst at bemægtige sig enhver sty- rende Magt i Staterne, imedens de, Alle som Een, tilbage- trængende de Borgerlige, sætte sig i Besiddelse af alle høiere Krigsbefalspladse, og uden Undtagelse alle Gesandtskabsposter. Saaledes kunne de, ved de dem undergivne Soldater, holde Folkene i Ave, og ved diplomatiske Hidsekunster tvinge dem til at kjæmpe mod hverandre, naar de ønske at afryste Stor- vældets Lænker, eller, styrede af Broderaand, at slutte Forbund med hverandre i denne Hensigt. Siden den franske Statsomvæltnings Begyndelse staaer saa- ledes Adelen paa Krigsfod mod Folkeslagene, og kjæmpede offentlig eller hemmelig mod Friheds- og Ligheds-Grundsætningen og dennes Repræsentant, Franskmændene. Den engelske Adel, som formedelst Rettigheder og Eiendomme var den mægtigste, blev det europæiske Storvældes Bannerfører, og John Bull be- talte denne Ærespost med sine bedste Guineer, og seirede sig bankerot. Under Freden sørgede Østerrige for Adelens Inter- esser, -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- og som den ulykkelige Anfører bleve ogsaa Folkeslagene selv holdte i streng Varetægt; hele Europa blev et St. Helena, og . . . . . . . . . . var dets Hudson Lowe -- -- . Men kun paa Revolutionens dødelige Krop kunde man hævne sig; kun hiin menneske- blevne Revolution, som, med Støvler og Sporer og besprængt med Valblod, steg i Brudesengen til en stolt Keiserdatter -- -- -- -- kun hiin Revolution kunde man lade døe af en Mavekræft; Revolutionens Aand er dog alligevel udødelig, og ligger ikke under Longwoods Sørgepile; i den store Fødsels- time i Slutningen af Juli gjenfødtes Revolutionen, ikke som enkelt Menneske, men som heelt Folk, og i denne Folkeskabelse spotter det Slutteren, der af Skræk lader Nøgleknippet falde sig af Hænderne. Hvilken Forlegenhed for Adelen! Den har virke- lig i den lange Fredstid vederqvæget sig noget efter de tidligere SIDE: 313 Anstrengelser, -- -- dog mangler den endnu altid tilstrækkelige Kræfter til en ny Kamp. Den engelske Bull kan nu mindst byde Fienden Spidsen, som tilforn; thi han er aldeles afkræftet, og ved den bestandige Minister-Vexelfeber føler han sig mat i alle Lemmer; der er foreskrevet ham en Radikalkur, maaske endog en Sultekuur, og det smittede Irland skal endnu oven- ikjøbet skjæres ham bort. Østerrig føler sig ligeledes ikke helte- modig oplagt til at spille Adelens Agamemnon mod Frankrig -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Men i Frankrig flammer stedse stærkere og stærkere Frihedssolen, og lyser over den hele Verden med sine Straaler -- daglig fremtrænger sig videre Ideen om en Borgerkonge uden Hof- etikette, uden Adeltjenere, uden Hofmænd, uden Kobblere, uden diamantes Drikkepenge og anden Herlighed -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Sælsomme Forvandling! i denne Nød ven- der Adelen sig just til den Stat, som den i den sidste Tid betragtede og hadede som den argeste Fiende af dens Interesser: den vender sig til Rusland. Den store Czar, der endnu ganske nys var de Frisindedes Gonfaloniere, idet han stod med Orlogskjold lige- overfor Lehnsstorvældet, og syntes tvungen til nærmest at be- feide dette; just denne Czar bliver nu netop af det samme Storvælde kaaren til Bannerfører, og han er nødt til at blive dets Forkjæmper. Thi hviler endog den russiske Stat paa det Lehnsretsstridige Princip af alle Statsborgeres Lighed, hvilke ikke Fødselen, men det erhvervede Statsembede meddeler en Rang; saa er dog paa den anden Side det uindskrænkede Czardømme uforeneligt med Begrebet om en konstitutionel Frihed, som kan beskytte det ringeste Landsbarn endog mod en naadig Yttring af den fyrstelige Egenvillie: -- og om Keiser Nikolaus den 1ste, formedelst hiint borgerlige Ligheds-Princip, blev hadet af Lehns- vældet, og var dertilmed, som Englands aabenbare og Østerrigs hemmelige Fiende, med al sin Vælde de Frisindedes virkelige Repræsentant, saa blev han dog fra Sluten af Juli disse Sammes største Modstander, efterdi deres seirende Ideer om konstitutionel Frihed true hans Enevælde, og just i hans Egenskab som Selv- hersker veed det europæiske Stormandsvælde at opægge ham til SIDE: 314 Kamp mod det frie og franke Frankrig. Den engelske Bull har løbet Hornene af sig i en saadan Kamp, og nu skal den russiske Ulv overtage dens Rolle. Europas høie Adel forstaaer listigt nok at benytte og, som dens Meed fordrer, at afrette Skrækken for de moskovitiske Skove; det smigrer heller ikke lidet den raa Gjæst, at han skal forfægte det gamle, af Guds Naade indsatte, Kongedoms Værdighed mod Fyrstedadlere og Adelsnægtere; med Velbehag lader han sig den mølædte Purpurkaabe med hele det byzantinske Efterladenskabs Guldflitterkram hænge om Skuldrene, og han lader sig af den fordums tydske Keiser forære de hellige romerske udslidte Rigs- Buxer, og han sætter paa sit Hoved Carl Magnus's gammel- frankiske Diamanthætte. Ak! Ulven har iført sig den gamle Bedstemoers Klædebon, og sønderriver Eder I Frihedens arme smaae Rødhætter! Dog det forekommer mig, mens jeg skriver dette, som om Blodet fra Varschau hidsprøitede lige paa mit Papiir, og som om jeg hørte de Berliner-Officierers og Diplomaters Frydejubel. Juble de maaskee for tidligt? Jeg ved ikke; men baade jeg og vi Alle ere saa bange for den russiske Varg, og jeg frygter, at snart ogsaa vi tydske Rødhætter føle Bedstemoers løierlig lange Hænder og store Kjæft. Og endda skulle vi ovenikjøbet holde os mars- færdige, for at kjæmpe mod Frankrig? Hellige Gud! mod Frankrig? Ja, Hurra! det gaaer mod Franskmændene, og Berlinerne forsikkre, at vi endnu ere de samme Gud- Konge- og Fædrelands-Frelsere, som Aar 1813, og Körners Lyra og Sværd skal atter oplægges paa- nyt; Fouqué vil endnu hertil digte nogle Slagsange, Görres bliver igjen frakjøbt Jesuiterne, for at fortsætte den rhinske Mercur, og Enhver, som frivillig deeltager i den hellige Kamp, faaer Egeløv paa Hatten, og bliver tituleret "De", og erholder siden Friplads ved Skuespillet, eller skal idetmindste blive betragtet som Barn og kun betale det Halve, -- og for fædrelandske Extra-Anstrengelser skal det hele Folk endnu extra blive lovet en Konstitution. Frit Skuespil er altid en skjøn Ting, men en Konstitution var heller ikke saa ilde. Ja vi kunne imellemstunder ret føle en Lystenhed derefter. Ikke som om vi mistroede vore Eneherskeres absolute Godhed eller gode Absolutisme; tvertom, vi vide, at de ere lutter fortræffelige Folk, og er der endogsaa engang imellem En iblandt dem, som gjør Standen Skam, som f. Ex. Hs. Maj. Kong SIDE: 315 Don Miguel, saa gjør han dog kun en Undtagelse, og naar de allerhøieste Sambrødre ikke gjøre en Ende paa hans blodige Skandal, som de dog let kunde, saa skeer dette kun, for, ved Modsætningen til et saadant kronet Skarn, at sætte sig i et endnu menneskekjærlig-ædlere Lys, og at blive endnu mere elskede af deres Undersaatter. Men en god Konstitution har dog sit Gode, og man maa ikke fortænke Folkene, om de endog af de bedste Eneherskere udbede sig noget Skrivtligt for Livs og Døds Skyld. En fornuftig Fader handler ogsaa meget for- nuftigt, naar han bygger nogle gavnlige Skranker for Enevældets Afgrunde, saa at en Ulykke ikke rammer hans Børn engang, naar de altfor kjækt gallopere paa Stolthedens høie Hest og med pralende Junkerfølge. Jeg kjender et [fotnotemerke] Kongebarn, som i en slet adelig Rideskole allerede forud lærer at vove de største Spring. For slige Kongebørn maa man bygge dobbelt høie Skranker, og man maa vikle noget om deres gyldne Sporer og give dem tamme Gangere, og borgerligt, mere beskedent Sel- skab. Jeg kjender [fotnotemerke] en Jagthistorie -- ved Sanct Hubert! og jeg kjender ogsaa den, der gav tusind Daler preussisk Kurant, om den var løiet. Ak! den hele Tidssaga er kun en Jagtfortælling. Nu er Tiden for den høie Jagt mod Frisindstankerne, og de høie Herskaber ere ivrigere end nogensinde, og deres uniformerede Jægere skyde paa ethvert ærligt Hjerte, hvorindi Frisindsbegreberne flygtede, og det feiler ikke paa lærde Hunde, der fremslæbe det blødende Ord som godt Bytte. Berlin fodrer det bedste Kobbel, og jeg hører allerede hvorledes Bikjefølget gnelldrer løs mod denne Bog. Skrevet 8de Marts 1831. HEINRICH HEINE Fotnote: Oversætteren troer ogsaa at kjende et Kongebarn i lignende Omstændigheder. Fotnote: Mon her menes den prindselige Morder af Preussen? Han slog i Vrede sin Tjener ihjel, som man veed, for et Par Aar siden, og straffedes af sin kongelige Fader med en Straffepræken og nogle Dages Huusarrest. Tydsklands Tidender udtonede da, efter Berlinerstatstidendens Basunstød, Majestætens salomoniske Viisdom og uhørte minoiske strenge Retfærd; og Publikum sukkede: "den stak- kels Prinds!" Men mon han ogsaa har slaaet, skudt eller stukket Andre ihjel paa Jagten? SIDE: 316 Henrik Wergeland TIL KONGERIGET NORGES SYVENDE ORDENTLIGE STORTHING Det er først efterat have forgjeves henvendt sig til dygtigere Medborgere om at udvikle Øvre Rommeriges Fogderies Trang til en Arbeids- Tvangs- og Arrest-Anstalt, i Forbindelse med et Sygehuus, og det Nødvendige og Billige i Tilskud hertil fra Staten, at Undertegnede paatager sig dette Hverv. Men om end ei de Opmuntringer hertil, jeg hædredes med af de Mænd, som paa Grund af Embedsforretninger troede at maatte undslaae sig fra et Foretagende, som kun vilde udtrykt tydeligere deres egne Ønsker; saavel som de Embedsmænds eenstemmige Erklæringer om det Ønskelige ja Nødvendige for dette Fogderie i en saadan Anstalt, jeg desangaaende har brevvexlet med, vare mig Bevæg- grunde nok til, forglemmende underordnet Stilling med flere Mangler, at afhandle saa vigtig en Sag: saa maatte dog de to forløbne Aars Skræksoptrin af Hungersnød og Arbeidsløshed og et tiltagende, med de brugelige Midler ustandseligt Betlerie, gjøre det til en Borger- og Menneskepligt at tale. Lykkes det i disse Linier at fremstille Nødvendigheden af en Arbeids- og Tvangs- anstalt for Øvre Rommerige fremfor andre Districter: saa ligger heri -- i Trangen dertil -- saafremt Fogderiet ikke selv kan af- hjælpe den, en Grund allerede hvorfor Statens Hjælp æskes; men flere, maaskee mere fyldestgjørende Grunde -- saasom de angive directe Fordele for Statscassen af paatænkte Indretning, om end offentligt Tilskud skede, -- vil nærmere Udvikling give Proponenten Anledning til at fremsætte. Før Proponenten gaaer ind paa den særskilt for øvre Romme- rige ansøgende Deel af sit Forslag, tilbyde sig først følgende Op- gaver til Besvarelse: 1. Om Arbeidsanstalter i Almindelighed. 2. Hvorvidt vedkomme de Staten? 3. Hvad Udstrækning bør en saadan Indretning paa Landet forøvrigt have? SIDE: 317 Hvad første Punct anbetræffer, da maa Proponenten bekjende, at han ikke har nogen Erfaring om Arbeidsanstalters Fortrin- lighed som Midler mod Arbeidsløshed eller modvillig Lediggang; men at alle de ædle og tænksomme Menneskers Anbefalinger for Arbeidsanstalter som saadanne Midler have al Overbeviis- ningens Vægt, saavidt han har kunnet tænke derover. Deres menneskekjærlige og sædelige Hensigt som den Nødlidendes Tilflugt og mildeste Forbedringsmiddel er uomtvistelig: og saaledes beholde de i alle Tilfælde moralsk Værd, uanseet hvad Erfaringen maatte sige om den oeconomiske Nytte, som ved enhver menneskelig Indretning er underkastet Forandringer. De oprettes hvor den almindelige Fattighjælp er bleven utilstrækkelig, eller hvor Nærings- løshed foruden Armoden ogsaa truer med eller allerede har endnu værre Følger. Disse Grunde, som hidtil have ladet dem oprettes i Byen, gjælde ogsaa for Landet; men der give Trangs- eller rettere Hungers-Aarene, som med større Rædsler slaae Land- bygdens end Byens Arme, en ny og vægtig Grund for deres Op- rettelse ogsaa der. De erholde ogsaa i et industriløst Land som Norge en ny Vigtighed som Manufactur- og Fabrik-Anstalter samt som Mønsterskoler for Huustilvirkningen, idet de baade selv afgive Exemplet og fortplante det igjennem alle dem, der udgaae, efter at være deri enten nødtvungne vante til Flid og op- lærte eller som frivillig tyede indunder deres kjærlige Ly, naar Sognehjælpen brast i Hungersaaret. Denne velgjørende Virkning paa Industrien siges Eugeniastiftelsen at have. Deres Drivt som Industrieanlæg synes ogsaa at forjette dem lidt efter lidt et selvstændigt Tilvær; men selv om Tilskud fremdeles behøves, da er dog den Industrie, de udbrede, det Erhverv de forskaffe den Nødlidende og ellers Arbeidsløse, det Betlerie og den Lediggang, de afskaffe, en oeconomisk Nytte, som altid forbliver dem sikker, og som i Forbindelse med deres sædelige Virkninger give Ar- beidsanstalter et høit Værd. 2. Hvorvidt vedkomme i enkelte Districter oprettede Arbeids- og Tvangs-Anstalter Staten? Proponenten skal senere, naar Fordelene for Staten af en Arbeids- og Tvangs-Anstalt i særskilt District fremsættes, be- handle dette Spørgsmaal noget nærmere. Her forekommer det ham som eendel af det Staten Vedkommende ligger i Udtrykket SIDE: 318 "Tvangs-Anstalt" der tyder klart hen paa en Forbindelse med Lovene, den offentlige Bestyrelse og en Underordnethed under denne. Nogle af Rødderne til det Onde, som fremkalder et saadant Menneskekjærlighedens og Patriotismens Storvirke som en Arbeidsanstalt i noget stor Stiil, tør vel ogsaa være mere indviklede med Statsforfatningen i dens Indre, end de lade til. Trangsaaret blotter bare de øverste og groveste -- de fineste gaae i Dybet og omslynge den hele Samfundsforfatning. Men selv ikke betragtet tildels som en Politieindretning -- kan Staten mere end Medmennesket roligen see paa at en Mængde af dens Børn, der i bitter Nød frembyde sine [fotnotemerke] Hænder, sættes paa det ræd- somme Punct imellem Forbrydelse og Hungersdød? Den kan saa- meget mindre tillade det som Den har Magten til at afhjælpe en almeen Nød, og det især da, naar, som her, Medborgere tilbyde sig, udenfor de offentlige Byrder, at række al den Hjælp, de formaae, kun opfordrende Statens Hjælp hvor Deres ikke strækker til. I en saadan Samvirken sees den liberale Stats Fortrin og herlige Princip for Dagen lagt: at dens og Menneskelighedens og Moralens Formaal er et. Et sørgeligt Særsyn i sidste Aar: Strafanstalternes og Fængs- lernes Overlæsselse giver ogsaa med nedslaaende Sikkerhed et bekræftende Svar paa at en Indretning som omnævnte ved- kommer Staten. Mange smaa Forbrydelser, som nu drage ufor- holdsmæssige Omkostninger især for det Offentlige, kunde maaskee deri afsones. Og liden Tvivl er der vel om at Nøden har frem- skabt eller fremtvunget mangfoldige af hine Forbrydelser. Denne Slutning har Proponenten ogsaa hørt falde Almuesmænd naturlig, idet de ofte forundrede sig over at Hungersnøden i 1831 -- 32 ikke bragte sine Offere til Røverier og anden Voldsdaad. De epidemiske Sygdomme, som ofte for en stor Del komme af den unaturlige Madhjælp Fattigfolk i Trangsaar maae søge, og at de lide værre end det ene Menneske bør tillade at det andet gjør, skjænker Staten sin Omsorg. Skulde da ikke en Indretning der Fotnote: I Forjettelsen "i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød" ligger det be- stemte Bud, at det maa staae alle aabent for Arbeide at vinde sig Ophold. Men hvor Enkeltmand eller Menigmand ikke kan, der maa Staten opfylde Forpligtelsen. See "Forslag til en Lov om Fattigvæsenet paa Landet o. s. v." ved en Com- mission 5. Capitels § 27, 2den Passus. SIDE: 319 gaaer ud paa at ophæve Aarsagerne til hine Onder hos Saa- mange, den kan udstrække sine Velgjerninger til, vedkomme Staten? Den bør ogsaa vedkjende sig nihil humani a me alienum puto (alt menneskeligt og ædelt angaaer mig). En Arbeids- og Tvangs-Anstalt vedkommer altsaa Staten fordi den er til Nytte for den, i Statens Interesse. Som Tvangs-An- stalt vedkommer den Staten paa det allernærmeste, og kan kræve dens Hjælp; men som Arbeidsanstalt, med Hensyn til det Administrative, kun i Forhold til den Deel, Staten har i dens Oprettelse og Vedligeholdelse. Da imidlertid Bestyrelsen over den hele Stiftelse bør være een, vedkommer den hele Stiftelse Staten som, efter en Tvangs- eller Forbedrings-Anstalts Natur, Enebesidder af Magten over denne Stiftelsens ene Hoveddeel. 3) Hvad Udstrækning bør en Indretning som paatænkte have paa Landet? Desangaaende har vel Proponenten hørt den Formening af en af dette Fogderies Præster -- men en i en Bygd med et rigt Fattigvæsen -- at hvert Præstegjeld burde skaffe sig sin Ar- beidsanstalt; men herimod have de Øvrige været. Men da Ind- retningens anden Hovedhensigt, nemlig som Tvangs- og Forbed- ringsanstalt, hvor endog maaskee Kronarbeide skulde kunne udholdes, ved en Søndren i flere Smaa, vilde forfeiles -- da en Industrieanstalt maa være noget i det Store, om den skal svare Regning; da enhver Bygd somoftest er plaget med enkelte Dag- drivere, hvormed der kun er lidet Udkomme derhjemme, men som, liig Børn have godt af at komme lidt ud mellem Fremmede; da et Sygehuus, endskjøndt naturligviis lidet, i mange Tilfælde vilde være til Hjælp for de Lidende og Besparelse for Fattig- casserne, der stundom bringes nær Bankerotten ved en eneste Hospitalsregning, men da dette kun kan tænkes ordentligt i For- bindelse med en større Anstalt, saafremt det ikke kan oprettes alene, og under høiere Opsigt; -- da iligemaade en Arrest for Fogderiet vilde være til største Gevinst for Comunerne, saasom en Lettelse med Vagtholdet derved maatte skee, saavel som for det Offentlige paa Grund af Retspersonalets forkortede Reiser og Regninger, foruden at Processen vilde vinde i Hurtighed, men da en Fogderiearrest vel beqvemmest maatte blive at oprette hvor Arbeids- og Tvangs-Anstalten var, hvorved den fordærve- SIDE: 320 lige Ørkesløshed, hvori Delinqventer, der forvente høiere Dom eller Benaadelse, nu hensidde, ville ophøre; -- samt da en enkelt Communeanstalt baade ofte og i Mellemrum vilde blive over- flødig, og neppe vilde kunne sørge for en Opsynsmand, som dog maatte være nødvendig: saa har Proponenten troet at burde udvide Hovedindretningen Arbeids-Anstalten for et Fogderie med saadan Udstrækning, at dermed, men særskilt, var forenet en Tvangsarbeidsanstalt for modvillige Lediggjængere og de i Arrest hensiddende Domfældte samt Arrest- og Sygehuus-Indretning. Uden at indlade sig videre paa det Specielle, tillader Propo- nenten sig kortelig at omridse den hele Anstalt, saaledes som den er bygget i hans Tanker: 1) i Hovedbygningen til den ene Side af de samlede Anstalters Kjøkken, som skulde indtage Midten, særskilte Arbeidsværelser -- to store -- for de Mænd og Qvinder, som af Nød ere tyede til Anstalten; til den anden Side Tvangsarbeidsværelser med ligedan Afsondring; ovenpaa Sove- og Materialrum; -- i en Udbygning til Bagsiden med høi Indhegning Arrestlocalet. Særskilt, i ret Vinkel med Hoved- bygningen paa den ene Side Sygehuset, og paa den anden, af samme maadelige Dimension, Opsynsmandens Bolig, hvori Rets- værelse. Gaardfiirkanten sluttes med Udhuse. Indretningen bør have Jordvei med fornøden Skov. Til Gjenstanden for dens Industrie bør ikke Skrædder- og Skomagerhaandværket høre, da flere Huusmænd deri finde Erhverv; heller ikke Bødkerie og Tilvirkning af Madkjørreler, da de fattige Skovsbygdinger derved vilde tabe en stor Deel af sin Vinterfortjeneste. Derimod vil allehaande Tilvirkning af Lin, Uld, Nødehaar, Staaltraad, Jern, Snedkerie, Agerredskaber, Horn, Farverie o. s. v. hæve Anstalten til en Fabrik og til at være lige velgjørende for det hele District som for dem, den skjænker Ly og Næring, Underviisning i meget Nyttigt og om muligt Fortjeneste. Man maa forstaae Proponenten saaledes, at dette er Anstaltens Hovedhensigt, og ikke saa, at den, fordi den tillige vil forbedre Omstreifere og Ørkesløse selv der hvor Arbeide er at faae, skulde vorde et Tugthuus eller gaae indenfor Amtstugthusets Omraade. Men den vil maaskee, uden at paatage sig dem, der ere dette hjemfaldne, bidrage mere end nogetsomhelst Andet til at der bliver færre og færre som skulle søge Forbedring i Vanærens Huus. SIDE: 321 I Nødsaar bliver Mangelen paa Arbeidsanstalter vel følelig overalt. Den gamle erfarne Sognepræst til Nannestad har vel i sit Brev om denne Gjenstand til Undertegnede, skildret flere end disse Egne, naar han siger: "i Trangens Aar har desværre Gaardbrugerne den Skik, her som andensteds snarere at ind- skrænke end udvide sin Virksomhed. Det snævre Hjerte raader da heller til at sælge hvad undværes kan for høie Priser; og saaledes maa der blive Mangel paa Arbeide for den fattige Mand og Qvinde i Hiembygden." Men selv i jevne Aaringer føle upaatvivlelig flere Egne end dette Fogderies Trangen til Arbeids- og Tvangsanstalter. Saaledes har man hørt at Agers Sogneselskab tænker paa en -- hvorved det vil gjøre sig for- tjent af alle omliggende, ja selv af saa fjerntliggende Bygder som Eidsvold. I Nødaaret vil Arbeidsanstalten især fyldes; i jevne og gode Aaringer Tvangsanstalten, saa ingen af dem nogensinde er overflødig. Det er egentlig kun i Aanerne at alle Hænder sysselsættes. Den større Deel af Aaret ere de fleste, især de stærkt befolkede Egne opfyldte med Nødlidende, med Ledig- gjængere med og uden Vilje. Alligevel uagtet dette synes at gjøre Arbeidsanstalters Opret- telse i alle deslige Egne til Pligt: troer Proponenten det dog rigtigt, at en Arbeidsanstalt med ovenforeslaaede Udvidelse først oprettes til Prøve og Forsøg i det Fogderi, som maatte be- findes meest at tiltrænge den. Proponenten vil nu tillade sig at vise, at Øvre-Romeriges Fogderi har særlig Trang og Beqvemhed til at der en Arbeids- og Tvangs-Anstalt oprettes. 1) Befolkningen er maaskee der stærkere end paa nogen lig- nende Jordvidde i Norge. Der fortælles vel Ungdommen i Jord- beskrivelserne, at Norges bedst befolkede Egne tælle kun nogle 100 Mennesker paa Miilen. Imidlertid beløb sig dog Folke- mængden i Øvre-Rommerige i 1815 til over 1300 paa Miilen, og siden er den stegen i forbausende Grad, og i dette Fogderi af flere Grunde maaskee uforholdsviis mod i andre. Saaledes tæller Eidsvold, efter Sognepræstens Opgivende, snarere over end under 5000 paa sine 2 1/2 M. (i 1815 -- 4062, i 1825 -- 4616) ): en Befolkning som i Nordtydskland, hvor Byer, Fabrikker, Flodskibsfart o. fl. d. tilbyde alle Hænder Erhverv. Proponenten lægger Vægt herpaa, fordi Roden til det Onde, som her søges SIDE: 322 afhjulpet, nemlig Nød og Arbeidsløshed, troes at ligge i denne stærke Befolkning, som i Uaar ikke kan finde Næring i Egne, hvor man gjør sig en Fortjeneste af at sælge Havretønden for 6 1/2 Spd., hvor alt skal i de faae større Jordbrugeres Brænde- kjedel, og hvor, som vi have hørt, Alle da indskrænke sig og søge at drage Nytte af Nøden. Imidlertid vil dog Ingen ansee en stærk Befolkning, og især hvor Agerdyrkningen staaer tilbage, for andet end det herligste Gode, naar den blot sikres Erhverv; men netop i de største Goder ligge Roden til de sværeste Onder. Trangsaarene 1831 og 32 gjorde den stærke Befolkning til et Onde for en Tid, omendskjøndt den forholdsmæssige større Mængde af Givende i disse Egne bevirkede mindre Udvandrin- ger herfra end fra andre Egne til det fabuløse Eldorado i Rus- land. At disse Sørgeoptog (som klart nok udtale Trangen til temporair Forsørgelse) kun lidet saaes i dette Fogderi kommer dog maaskee ligesaasnart af at de bedragerske Efterretninger hidkom først saasilde, at Vaaraannen, som giver Arbeide, stod nære for. Stærk Befolkning maa i Egne, der ikke ere mere velsignede end disse, ogsaa indeholde en stor Mængde Fattige og Uforsør- gede: -- der bør altsaa Forsørgelses-Anstalten oprettes. Men imellem disse Trængende er maaske paa Øvre Romerige et større Antal Betlere af Profession, af arvtaget Lediggang end andresteder. Der sættes ogsaa Scenen for det berygtede Steffens- følges Operationer; men istedetfor at finde kun en liden zigeu- nersk Horde, i hvis skarpe Afsondring fra de andre Moens Be- boere den Eventyrlige maaskee vilde søge en romantisk Nydelse, synes nu enten denne ædle Race at have udbredt sig til de Fleste af disse, og med sit Blod at have indpodet dem Ranglesygen, eller og de tilforn rolige Beboere at have antaget sine urolige Naboers Manerer. Ihvordan det er -- Sværme af Betlere er her, af Nødbetlere, af Dovenskabsbetlere, af Smaae uden For- ældre, af voxne Mænd, af Familier, der lukke det tomme Huus og drage ud. I egentlig og uegentlig Forstand er dette Forvil- delser; og Forvildelser helbredes ikke ved den kolde Strænghed, som skjærer Alle over een Kam, og lader Alle forgaae, sigende kun: "Nød lærer nøgen Kone at spinde"; -- men heller ikke ved den gamle Ligegyldighed, som har ladet slige Onder voxe Me- nighederne over Hovedet; -- men ene og alene ved et kraftigt SIDE: 323 Kjærligheds og Retfærds-Virke, ved en extraordinair og bestandig Hjælp i en extraordinair Nød, som truer med at blive bestandig ): ved en som foreslaaet. Disse aabne Bygder, hvor Betlere fra de forskjellige Sogne vandre om hverandre, ligge ogsaa aabne mod de folkerige og tildeels ogsaa af samme Onde lidende Di- stricter søndenfor. Især forøges Øvre Romeriges egen Overflod af Betlere af Agers Overskud. Er der da imellem Øvre Romeriges større Antal Nødlidende et uforholdsmæssigt større Antal Betlere af Profession og modvillige Lediggjængere: -- da bør der en Arbeidsanstalt tillige virke som Tvangsanstalt. 2) Fattigcasserne ere kun i to af Fogderiets Præstegjeld i god Forfatning; i de andre maa ofte gribes til overordentlig Ligning. Dette Middel opvækker Uvilje hos Almuerne, som vide hvad Byrde de have i de daglige Almisser, og at en extraordinair Hjælp forsvinder som Draabe i Hav, udenat de derfor spore Minkning i de Sværme, som beleire deres Døre. Saaledes veed Proponenten, at Eidsvolds Almue valgte heller at angribe en Fattigcassen tilhørende Capital, end ved nogle Skilling af hver at redde den til endnu værre Tider; og Sognepræsten i Ullens- ager skriver, at "Almuen kulkastede paa en høist stormende Maade" en af Sognepræsten foreslaaet og af Fattigcommissionen billiget Forandring med Fattighjælpen. I sande Trangsaar er det umuligt for saa maadeligt bestyrede Fattigvæsener at hjælpe Alle som trænge. Fattigcommissioner holdes i lange Mellemrum, og "mens Græsset groer, døer Koen". Den almene Barmhjertighed er da de Nødlidendes eneste Støtte; men, naar den -- som flere Menigheders Overeenskomster indbyrdes viste i Vaaren 1832 -- er udtømt, naar Fattigcasserne ere udtømte -- hvorhen da disse Skarer, hvor det ikke er saa let at skille den Uskyldige fra den Uværdige -- imellem hvilke dog tilsidst den høieste Nød maa ophæve Forskjellen. 3) I Midten af Fogderiet, i den Egn deraf, som lider værst af Armod, Betlerie og Lediggang, i Hovind Annex til Ullensager, nær Fogdens Bopæl og nær hans Embedsgaard -- hvem nemlig Overopsynet maaskee burde paalægges -- paa Gaardermoen findes formeentlig saa beqvem Adgang baade til Plads, Jordvei og Opbyggelse af en Indretning som foreslaaede, at vel neppe noget District i saa Henseende kan maale sig. Der er Skov til SIDE: 324 Husene, Jord at dyrke. Gaarden Auer, tilhørende Eidsvolds Værk, ligger i Nærheden og synes ogsaa beqvem. Ligesaa til- byde Majormoerne, som forhen synes at have været opdyrkede, og som ligge imellem Ullensager, Næs og Eidsvold hensigtsmæs- sig Plads og let Udvei til Tømmer. Vanskeligere end at søge Grunde for at Øvre Rommerige fremfor andre Districter tiltrænger en Arbeidsanstalt, og at det bør være Stedet hvor en Arbeidsanstalt anlægges til Forsøg for andre lignende, hvor de i Landet maatte tiltrænges, bliver det at finde: Hvilke Midler har Fogderiet selv til at oprette en Arbeids- og Tvangsanstalt, i Forbindelse med Sygehuus og Arrest for hele Fogderiet? Den største Capital hertil seer Proponenten i det almene Ønske om en saadan Anstalts Oprettelse. Bringes Ideerne kun til den Eenhed, at Indretningen bør være for det hele Fogderie, har det vel ingen Nød med det Udbytte, man kan vente af: 1) en Subscription i Fogderiet. Dette [fotnotemerke] Middel foreslaaes dog kun saafremt mere tvingende og hurtigere ikke skulde være at anvende. 2) Beholdningerne over det fundazmæssige Maximum i Korn- magazinerne. Saaledes: Overskudet i Eidsvolds 753 Tdr. (hvoraf 1/6 omtrent Byg). Do. i Gjerdrums i Penge 200 Spd. Dets Beholdning i Korn (Max. ei angivet) 213 Tdr. Byg, 416 Tdr. Havre. Overskud i Hurdals . . . . . . . . 300 Tdr. Beholdning i Næs (Max. ei angivet) 350 Tdr. Byg, 1105 1/8 Td. Havre. Do. i Ullensager 96 Td. Byg, 438 Td. Havre hvilket formeentlig er under Maximum. De fleste Magaziner kunne altsaa afgive noget betydeligt baade ved Oprettelsen af Anstalten, og ved endeel af deres aarlige Fotnote: Den Commission som maa oprettes, saafremt Anlægget skal frem, maa afgjøre dette Spørgsmaal med alt andet nærmere. SIDE: 325 Rente, til dens Vedligeholdelse; men med disse to paapegede Ressourcer inden Fogderiet er det ogsaa forbi -- idetmindste med dem Proponenten kan opgive. Muligt at de kunde strække til at skaffe Anstalten færdig opbygt og indredet samt til en Jordvei deromkring; men nu Driftsfond og Løn til Opsynsmanden med et Par underordnede Vogtere? for ikke at forsøge paa Ud- ziffringen af dette kostbare med mere, som maa have sin Rubrik i ethvert Anlægs Regnskab. Hvor den private Hjelp ikke strækker til ved et almeennyttigt Foretagende, hvor et Lem af Staten lider, uden til Fyldest at kunne hjælpe sig selv -- der troer Proponenten med Udstederne af Indbydelsen til Christiansands Indbyggere om Oprettelsen af en Arbeidsanstalt, at Statens, den Alles Moders, Hjælp maa søges. Er den moralske Pligt hertil indlysende, da vilde det være overflødigt og en forgjeves Bestikkelse af Omdømmet endvidere at søge den indskjærpet ved at fremhæve særegne oekonomiske Fordele, som ville flyde af dens Opfyldelse. Al- ligevel ere Statens oekonomiske Forpligtelser strenge, og Fleer- heden pleier mere at have dem end dens moralske Formaal og Hensigter for Øie. Imidlertid er ogsaa denne Anskuelsesmaade i en vis Henseende udrunden af en Retfærdighed, om end ei af den, der belives af Aand, og parrer sig med den christelige Kjærlighed til at frembringe saamange Gjerninger til Menneske- held som muligt. Men i den vise og liberale Forsamling af Landets Kaarne -- hvem er der, som ikke skulde frydes ved at see Staten handle mildt og ædelt og statsidealt, og at reise sig et Minde om sin Velgjørenhed og Liberalitet, staaer end dette kun i en enkelt Egn og nærmest til Gavn for en enkelt? Har Staten ikke Evne til at reise dem i alle de af Landets Pro- vindser, som maaskee kunde trænge dertil, saa vil den oplyste Borger med lige Erkjendelse af at Staten opfylder en skjøn Pligt saavidt den kan, see det enkelte District som Gjenstand for dens Velgjerninger. Og er det en Trang i flere Egne at faae en lignende Velgjørenhedsanstalt istand, uden at det kan skee ved private Midler: saa opfylder Staten en Pligt imod alle disse endnu stumme Supplicanter ved først i et enkelt District at prøve hvorvidt deres Velgjerning bærer Frugt eller ikke. Heri er jo selv hiin egoistiske Anskuelse fyldestgjort, medens de ret- færdige og forstandige Nationers Mænd, til hvem med Propo- SIDE: 326 nenten alle de Indvaanere af dette Fogderie, han derom skriftlig og mundtlig har tankevexlet med, med Tillid og Ærbødighed anfortroe dette Andragende, ikke ville frakjende den Grund noget af sin Vægt, Proponenten anseer for den vigtigste for at Staten af sin Formue skal tilskyde til en Arbeidsanstalt for Øvre Rommeriges Fogderie, nemlig: at en saadan Understøttelse ligger aldeles i Statens moralske Formaal. Proponenten anseer den rigtigere, end den: at Statens Udgifter ved en Arbeids- og Tvangs-Anstalt ville i Tiden godtgjøres ved de Besparelser, som ville komme det Offentlige tilgode om en Arrest for Fogderiets Delinqventer tillige oprettes derved. I Forbindelse med denne Grund staaer ogsaa følgende: Den Tvangsindretning som maa være forenet med Arbeidshjælpeanstalten, om dennes Hensigt, og maaskee i sædelig Henseende vigtigste Hensigt, ei skal forfeiles, vedkommer ganske det Offentlige. Det samme er Tilfældet med det lidet bekostelige, men til Besparelse for Communerne ved Arbeidsanstalten oprettendes Sygehuus. Indretningens Vigtighed og Beskaffenhed vil desuden lægge den under det Offentliges, under Fogeds, Districtslæges og Amts- eller Stiftsdirections Opsigt. Ifølge disse og foranførte Grunde, giver Undertegnede sig den Ære at fremsætte til nærværende Storthings vise Afgørelse følgende FORSLAG: § 1. Regjeringen bemyndiges til af Statscassen at yde et Bidrag af indtil tusinde Spd. engang for alle til en Arbeids- og Tvangs- anstalt samt Sygehuus og Arrestindretning i og for Øvre Ro- meriges Fogderie. § 2. Naar og saafremt den i § 1 nævnte Anstalt oprettes, bliver en Opsynsmand at ansætte og lønne af det Offentlige. Underdanigst HENR. WERGELAND, Candidat i Theologien. SIDE: 327 Henrik Wergeland TALE VED AFSLØRINGEN AF CHRISTIAN KROHGS MINDE 17DE MAI 1833 "Siig, hvor jeg elskte jer! Ros mig i Døden! Naar da Historien er endt, da dømme Han Selv: om han var elsket! -- " Shakespeare. FØR AFSLØRINGEN (Mel: For Norge, Kjæmpers Fødeland.) Vær stolt, o Nor, ved Kjæmpens Grav! Den Søn, dig Himlen skabte, Du som en Christian Krohg gjengav. Den vandt, da ham Du tabte. Giv, Himmel, da til Vederlag Nor Mænd, der vove Aandeslag, som Han, for Jords og Himmels Sag: for Frihed, den Forfulgte! Hans Viisdom tage evig ind sin Plads i Storthingssalen! Hans Frisind liig en Nordenvind igjennemstorme Dalen! Dit Skarpsind, Krohg! -- det Aandelyn -- i hver en Normands Øiebryn! da, Frihed, tryg som over Sky'n hos Nor Du boer og bygger! SIDE: 328 Da, Krohgs Aand, fra Dit blaa Paulun: fra Frihedsdagens Himmel Du daler mellem Brødre kun og Fries glade Vrimmel. Da uden Sky sig Høi og Lav frydsamler om Din Æresgrav, der -- som om Fredens Gud den gav -- blev et Forsoningsalter. Medborgere! Vi staae her ved en Borgeraandens Triumfstøtte, ved et Fædrenelandets Altar. Der er det, at den medborgerlige Samfølelse bortaander det Skarpe i Rangens og Standens Omrids -- at Decorationerne blegne -- at eet Øieblik, belivnende sin Høitidelighed med en ligesaa hellig Fryd, bortgløder mange af disse daglige Forhold undtagen Agtelsens og Sædelighedens evige; -- der er det, at Mennesket fremtræder alene som Menneske -- at Liigheden fra sin Drømmeverden eller fra sin Høide tør nedtræde paa Jorden -- at alt andet Navn end Borgerens forsvinder; -- der, hvor Samdrægtigheden og Borgersindet, som altid danner det moralske Folk og dets Kraft, fremtræder synlig, ikke forbausende, men ophøiende som en Aabenbarelse, i det overordentlige Skue af et Folk, en Menneskehed samlet af een Iid, udtrykkende kun eet Meed -- der er det, at Høitidelighed og Fryd, Ærbødighed og Tiltro forenes -- at Hjerterne slaae hverandre nærmest -- at den Unge tør tale frimodig som ved sin Faders Arne som i Brødres Kreds. -- Og -- Medborgere! I mine Fædre! Hvo er den Fremmede, som ikke vil tilstaae, at vi Alle befinde os her som Børn ved en fælleds Arne, varmede af den samme Ild, hos den samme Fader og Moder, omsluttede af denne velsignelsesrigeste Dags Hvælv ligesom af et hjemligt Paulun, som huer Dem bedst der voxte under det, som tiltaler de Børn der bleve hjemme i det med uforandret Sødhed og Tryghed, og alle dem, der nu fra denne Høitidsstund af ere hjemkomne herunder det, med Forsoningens SIDE: 329 Vemod. -- O Høitid og Fryd! Fred og Forsoning under denne Himmel evindelig, hvorfra engang Frelsen nedsteg over Norge og hvorhen vore Lovsange fare! Høitid og Fryd, Fred og For- soning under denne Dags Himmel idag, der samler os Alle, os Alle under sig til den skjønneste Familiefest! Da ville de ældre Brødre kjærligen høre hvorledes en Yngre, opfyldt af Ærbødighed og Tiltro fryder sig og raaber; "idag er Glæden fuldkommen! thi et Storvirke er skeet i Fædrenehjemmet! et 17de Maihimlens Midtpunct er reist -- et Himmelfartsbjerg for Frihedens Frelser -- et Borgeraandens Altar -- en Almeenviljens Herkuleskølle er opløftet -- der er sat en ny Støtte under vort fælleds Hellige: under Norges Frihed og Hæder!" Norske Folk! værdiges da at høre hvorledes din Ungdom tænker og vil ved denne Fest, ved Borgerens Minde! Den vil fylde sine Hjerter med Alvor og Fryd, og gjøre Minniløfter under Din og Himlens Velsignelser værdige den Ihukommede, som har viist, at de skjønneste og største kunne fuldbyrdes. Den vil takke dig at du reiste Borgerens Æresminde ogsaa til et Forjettelsesminde for den, ja meest for den, for din egen Æt, for Os, hvem du tilarbeidede Friheden til Opodling og arvgav dens Velsignelser og Forjettelser og det nye Norges Hæder med Forpligtelser lige hellige som dem du løste. -- Dette Minde reiste det norske Folk for En af sine ypperste Borgere. Menneskeheden burde reist den; thi han var det elske- ligste Menneske. Dette siger Os Navnet der: Christian Krogh: "Navnet som skjælver blegt paa min Mund; men raabt af Cheruberne høit: Christian Krogh!" Men dette Guld siger Mere, det siger ogsaa: " for Enhver Christian Krogh: for Enhver Normand denne Ædling liig!" Og da, hvem ønske I, Nationens Ældre, mere at vorde dette end dem, I overantvorde alt hiint Hellige og Norge saaledes som I forbedre det, indtil Eders Kræfter briste? Hvem uden eders Ungdom, for hvem I ogsaa reiste dette Minde? Hvortil Mindet Ham den Forherligede, som med frigjort Aandblik fra sin himmelske Høide i Eet overskuer alle de Æresminder han reiste sig i sine Handlinger, og fremstragende da sit Fædrelands Grundlov saaledes som han med stærken Arm greb den og SIDE: 330 støttede under den og stillede den uryggelig og høi over Folk og over Throne . . hvortil Malmet Ham der læser i Eders Hjerter en Erkjendtlighed, som I ville tage uforandret med til ham hisset, hvor Sjelene ere klare for hverandre? Visselig -- det skulde være stort om Mennesker kunde forøge en frigjort Aands Salighed og forskjønne hans Himmel. Men er dette muligt? Himlene Jorden saa nærme? Menneskene kunne jo Selv ikke undvære de store Menneskers Minder. De gjøre det til en Samvittighedssag at overantvorde disse saameget herligere til Efterslægten som de selv miskjendte og forbittrede hine Aristider, hine Camoenser, og Vanderwitter og Carnoter Livet? De øve mod disse og sig Selv streng hi- storisk Retfærdighed for Efterslægtens Skyld; thi enhver Tid elsker denne mere end sig selv, i denne drømmer enhver Tid sig lykkelig, for denne lider den, og siger sammensynkende: "Branden smerter ikke Fønixen." -- Historien og historisk Ret- færd fødes vel først paa Gravene, men da optages den med Ømhed og prydes af alle Kunster, ja optages med en Drivts vilde Kjærlighed. Den er Menneskene en Nødvendighed fordi det er menneskeligt at de altid erkjende at de syndede, at de altid haabe paa det Tilkommende; og fordi de elske Efterslægten nok til at arvgive den sit eget Strafmønster og Sandheder, de selv krænkede. Historien og historisk Retfærdighed er Men- neskene en saa tvingende Nødvendighed, at selv den Tid, som den maa vidne imod og slaae med Anger, fremkalder den paa det uegennyttigste alene til Efterslægtens Tarv, denne som den smykker med alt Kjerlighedens Haab, Indbildningens Kraft og Tiltroens Uskyld, og tænker sig at vorde som den selv vilde været: at vorde dens Forsoner. Menneskene fremkalde Hi- storien og det store Minde som en krænket Guddom, der vel skal knuse dem selv under Triumfhjulene, men rulle fredelig imellem Efterslægterne, der ikke ville nægte Selvsonoffrene sin Tilgivelse. Saaledes faldt Taarene i Cimons Forviisningsskaar, i Sokrates tømte Giftbæger, og faae Aar efter vor Sverrers Død sagde Bagler til Bjerkebein i Hakons Hal: hvi lode vi ham ikke tæmje Borgerkrigene? Men vi troe at see med Sandhed noget Højere i denne Men- neskenes Trang til historisk Retfærd mod store Minder end Yt- tringen af en ærgjerrig Glæde hos de Svage over at de dog til- SIDE: 331 høre en Slægt, som endnu har havt Kraft nok til at føde slige Stærke, saa uforvanskede Guddomsbilleder. Vi see deri heller et Bevis fra Menneskets Indre, at det Guddommelige altid deri boer, om end tilhyllet en Tid dog ubetvingeligen fremstraalende -- og der da i Angerens Taarer, i Laurens Glands som de lægge paa Graven. Selv Misundelsen viser at Anerkjendelsen af et Menneskes herlige Fortrin er tilstede -- den bliver kun Myggen med det spæde Flor, der svævende over Sjøfladen troer at hindre Himlen fra at speile sig deri; -- og i denne Anerkjendelse, i denne Retfærdighed i vort Væsen er Guddommelighed -- kun uvilkaarlig forsaavidt Mennesket ikke har speidet nok i sin Sjels Dyb til at see, at den er naturlig. Men dette staaer klart for Menneskene, naar den Store er borte: -- naar de ikke mere finde sig mørke i hans Pyramide- skygge, da falder en brændende Sol paa deres Isser -- de ile til hvor den stod, og reise en Obelisk hvor Pyramiden, der gjorde dem Ørknen sval, sank i Sandet, og de græde indtil den bræn- dende Bund fugtes; og der sidde de i den smale Skygge og maale Savnet. De sige paa den Stores Grav: "Vi misundte ham ikke; det smertede kun, at vi ikke vare som Han. Men nu hvor smerter det at erindre at dette græmmede ham! Vel! vi ville glæde ham den Frigjorte med større Hæder end Mennesker tør byde en Dødelig. Nu er der Fred -- Vi ville reise en Støtte til Minde om ham og om at Vi ere blevne retfærdige!" -- Men, Medborgere! er det selv da en Trang, en Nødvendighed, udledet af Menneskets indre Guddommelighed, selv da at øve historisk Retfærd naar denne maa bebreide Menneskene deres Adfærd mod de Fortrinlige, de hædre i Graven -- hvo skal da miskjende at det norske Folk her fyldestgjør en saadan Trang; -- men en der er det en Behag -- dette Folk, som altid forsø- dede Krohgs Dage med sin Kjærlighed, nærede hans Aandskraft med sin Yndest, sagde den Gode aabenbart at det elskede ham, og lod Constitutionens beundrede Seirkjæmper vel ahne -- om ei hans Beskedenhed fortaug ham det -- hvor folkekjært og helligt hans Minde vilde vorde i Norge? -- Der er i den Handling, at et Folk reiser den enkelte Borger et Æresminde, foruden det Rørende i at see de samme ædle Følelser, som henrykke os hos det enkelte Menneske, ligesaa livligen med eet Pulsslag bevæge sig igjennem et heelt Folks SIDE: 332 Hjerter . . der i denne Handlings Storhed, idet vi føle os selv- tilfredse med den Deel vi Selv have i det Opløftende deri, Noget som rører de lifligste om end ikke klareste Evner i vort Sjel til et tryllende Haab, til en Indbildning vi ikke ville give Slip paa eller alene tilskrive Fantasien, men som vi udlede fra samme hellige Dybde som vor religiøse Tro . . ja hvilken Sjel føler ikke, at Storheden i denne Handling rører til den Tanke fuld af hellig Fryd, til den søde Tro: at Vi glæde den forherligede Aand selv i hans Høide og forhøje hans Salighed ved den Kjærlighed vi vise hans Minde, ved den Hæder, der tykkes os for stor for den Dødelige? -- Vel os! vi kunne beholde denne fromme og kjære Tanke -- ja, at Han selv er her imellem os i denne Stund den Forevigede, omsvævende dette sit Minde, hvilende paa denne Krands, ind- aandende vor Kjærlighed, delende vor Fryd, indaandende os denne Tempelfølelse, denne det Helliges Høitidelighed. Fornuften skal selv skjænke vort Hjerte denne Tro, der ikke skal føle sig krænket og sit Aandige berørt, om der siges den, at dog reiste det norske Folk dette Minde med de vigtigste Hen- syn til sig selv og sin Efterslægt: at dette Minde reistes vel en Himmelsk til Ære, men dog ikke Himlen, men Jorden, men Norge! Maae vi end sige: Aandens egen Bevidsthed er hans Himmel -- did kan Ingen indtrænge enten forat forstyrre eller forskjønne: den er en Himmel i Himlen, fyldt med sin egen Fryd, nedhvælvet mod Jorden, vel gjennemsigtig for Aanden derinde, men uanta- stelig, kun oventil aaben for det Højestes Forherligelser; -- maae vi end sige dette -- saa, idet hiin udmærkede Evne til at over- skue sit hele tilbagelagte Liv, som vi nys tillagde Aanden, med samme Grund ogsaa maa udvides til at kunne overskue alle Handlingens Følger i deres hele Kjæde: da nærme vi os hiin from- me og kjære Tro, at Menneskenes Kjærlighedsbeviser kunne forhøje de Henfarnes Salighed, at det Offer Norge her bringer sin Krohg maa fryde ham i hans Himmel. Ja, saaledes er det, at dette Æresminde er en historisk og altsaa nødvendig Retfærdighedshandling af os, er en Følge af Krohgs Handlinger og disse af hans Sinds Ypperlighed, og at det saaledes er anskuet af Ham, tilhører hans Selv, er indtaget som en Prydelse i hans Himmel ligesom Templerne og Kupplerne gjenskinne hist høit i den klare Sydluft -- saaledes er det, at SIDE: 333 Æresmindet formedelst de ædle Følelser af Erkjendtlighed, som ere stærke og naturlige i Menneskehjertet, og formedelst den inderlige Erkjendelse af hans Fortjenester, maatte være en nød- vendig Følge af disse -- saaledes er det, at dette Chr. Krohgs Minde som opelskende disse Følelser, som vidnende om en norsk Almeenviljes kraftige Tilvær, som et Selvstændighedsmærke, som en Støtte under Forfatningen, et Minde om dens Opretholdelse og Folkets Hengivenhed til den, som en Foreningspunct for Fædrene- landssindet, som mindende igjennem Tiderne om Norges bedste Borger, som opflammende til at efterligne ham -- som altsaa fortsættende hans Daad for Fædrelandets Hæder og Held -- saa- ledes er det, at dette Minde er en af de meest velgjørende og altsaa Aanden kjæreste Følger af sin, af Christian Krohgs jor- diske Virken og, saaledes er det at hiin fromme Tro bliver Sand- hed: at den Forevigede anskuer dette Minde med Fryd, at det er indtaget som en Prydelse i hans Himmel. Hiint Store er opfyldt: Menneskene kunne forøge de fri- gjorte Aanders Salighed. Himlen er Jorden saa nær! Ham være da Glæden og Hæderen! Ham og Eder, I Tro- faste, som reiste hans Minde, og kom for at sværge i Eders Sjele Iid som Christian Krohgs og Hans Vilje og Hans Borger- sind -- sværgende ved dette et Folks Minde for sin ærværdigste Borger for Frihedens Frelse, hvis Værge han var og hvis Vaere denne Bauta er, og for Fædrenelandet, hvis Altar den visseligen er, indviet af den Forherligede, der omsvæver det, og af Folket og af denne Dag, der viede Norge til sin Lykke! Men Os, Fædrenelandets unge Borgere og Borgerinder! Fædre- nelandet gjennem Os, Os være Nytten af Christian Krohgs Æres- minde! Saaledes bliver det en af de meest velgjørende Følger af Krohgs Storvirke, saaledes vil han ret frydes derved. Os er der en Lov i dette ene Navn paa denne Malmtavle, der lærer os alle de Dyder, som gjøre Fædrenelandet og Os lykkelige, og som æskes af Os fordi vi fik det fri og gode og skjønne Norge til Fødeland og Carl Ædelhjerte Carl Frihedsklinge paa Folkets Tinde, Fredens Kunster og Marker at dyrke og dog Ærens Banner over vore Hoveder. Fædrene skulle henvandre efter Krohg. Mange ere daadtrætte som Han. Af Mange skal dette Minde fremtvinge en skjønnere SIDE: 334 Glands om deres sidste Dage og flere Navne skulle klæbe sig til dette i Malmet. De skulle henvandre. Da staaer Krohgsstøtten og Vi igjen. De skulle hvile i sine Dale under de høje Almagtsminder med Krandse af Furuskoge, med Skyslørene, de ludende Bræskjolde og hvorpaa Ørnen sidder i Midsommernatten, skinnende i Solen, mens Jorden er mørk, rolig med samslagne Vinger liig Knappen paa en Urne -- og Sambygdingerne skulle sige: her hviler en Krohg -- hans fædrelandske Nidkiærhed var som Elven, der dyb og mørk og rivende blinker forbi hans Steen -- hans Borgersind reent og høit som denne blaa Egg deroppe over Skogen, over Bræen, over Skyerne. Eller de skulle hvile her- rundtom som Schultz da hans Lyn slog opad igjen, og Krohgs- mindet skal være som en Støtte over dem Alle, der færdedes som Han. Da staaer den og Vi igjen. Da er Norges Velfærd paa vore Skuldre, dets Ære i vor Mund, vore Hænder dets Støtter. Fædrene skulle gjøre Fyldest; Os paaligge endnu Plig- terne mod Fædrenelandet. Derfor reiste Fædrene Os Krohgs- mindet, at det endnu igjennem et Liv skulde vise os disse Pligter og Fædrenelandets Krav: at det ogsaa skulde være Os et Pligt- minde, en Pagtens Støtte for Norges Hæder og Held, overantvortet fra Slægt til Slægt, fremragende mellem Slægterne til Minde om den Æt, der bar Gjenfødelsens første Byrder, et Sindbilled hel- ligt i sig selv, stedse helliget ved Daad hvortil det opmuntrer. Os skal Colonnen staae med sin Krands et Maal for vor Iid; og denne Ærgjerrighed skal være rosværdig og stærk og tilladt at bruges af vort Ædlere som en Foss til at drive nyttige Værker ved. Vi skulle danne os en Christian Krohg i vort Indre, et Høi- billed af en norsk Borger, og aarlig denne dyrebare Dag skulle Vi jevnføre os selv dermed, og maale de Støtter, vor Samvittig- hed reiser sig i sit Indre tilslørede undtagen for den Alseende, med dem, der kneiser for Krohg i Hjerterne højere end denne. -- Vi skulle, naar vi see dette Minde, foragte denne Lære, at et Folk aldrig er retfærdigt, aldrig paaskjønner. Vi skulle lære at derifra alene kommer den sandeste og højeste Ære som Jorden kan give: at ingen Stjerne kan ligne sig i Hæder med det mindste gyldne Træk i dette Borgerens Navn, som et Folk skrev, intet Baand med et Blad i denne Krands, som et Folk gav. SIDE: 335 Vi skulle tænke om vi virke ret og i Stilhed: der staaer dog et Æresminde ikke for mig, men for min Daad. Vi skulle sige: under denne Coloss ligge Knuderne som fast- holde de norske Hjerter. Norrige er stærkt; thi vi have svoret: intet uden Ære om dette Borgerens Minde! intet uden Norge i Norge! Hvor ere de skye Blik som blinxede under denne Dags velsignede Himmel somom det ikke var Festens Sol, men en rød, svullen Tordenugg der rullede frem, somom der ikke var Velsignelse men Lyn og Slangeregn i disse Straaler? Se de ere forsvundne, skjærpede, klarnede, i Mindets Skygge! Hvor er Mistroen, der mørknede denne Dag? Se den er beskinnet og opløst af Glandsen fra denne Krands! Under Støtten ligger Dragens Hoved knust, der beflorede denne Himmel med sine Vinger -- de raadne i denne Muld og Blomster groe derover . . . Kun krandste Bann're flyve under Maihvælvet, og Norden er draperet rundtom med Carls og Frihedens Farver. Da pege vi paa Colonnen og raabe: se der Befrielsesdagens Sejerstøtte! se der den Axe hvorpaa klarere Dage: Fredens og Kraftens og Borgeraandens og Forsoningens ophvælvedes over Norge -- over alt Carls Styre! se der det Punct Maisolen vilde finde paa Jorden forat kunne fæste sin Zenith lige derover saa dens Straaler i en Teltskraaning kunne glide lige jevnt over Normændenes og Gothernes Arner! Se der ligger Krandsen for Krohg! -- den er af Malm og dog dufter den -- den ligger her, og dog dufter den Fred over al Norden, over alt Norge alle Borgerens og Menneskets Dyder! Vi skulle sige til Fædrene: naar I henvandre, da vandrer hen med Tryghed for eders Norge! I satte vort Foreningssted, da I reiste Mindet for dets bedste Borger. Dets Malm har sammenloddet vor Kraft. Vor Hu staaer ikke over Bølgen didsyd eller udenfor de Fjelde, hvorfra Solen rødmer først over Norge. Anden Ære end den norske Borgers, end den, der vandt dette Minde kjende Vi ikke, og -- I vide det -- Norge er stærkt! Vi skulle sige til Europas fri Nationer: se et Tegn staaer der i Støtten for Værneren om den norske Constitution . . et Tegn, at Norge tilhører eders Samfund, at det har en Frihed, Mænd som vogte den og et Folk, som ærer disse. Lader os forstaae hverandre Nationer! ogsaa igjennem vort Nord gaaer en skin- nende Bue af den Ideernes Lyskreds, en Deel af den Frihedens SIDE: 336 trefarvede Himmelbue, som ogsaa skal skyde sine Straaler ind i Europas Indlande og engang ubrudt ombue Aljorden! Lader os forstaae hverandre! Naar I kjæmpe, stønner et dybt Echo mellem vore Fjelde. Lader os forstaae hverandre! Da skulde ikke Nationer døe imellem os og deres Lande sælges som Stervboe eller Friheden nødes til at afgrændse sig med Have og Alper og Geleder eller til at tye til den store Øe eller til at staae stille herunder Polen som et Billed for Europas Øine, der er didudflyttet som for stort til at sees nærved!" Og til Støtten skulle vi sige: "du skal fremkalde flere om dig; dog alle skulle de kun blive som Afstøbninger af dig, ligesom Ingen skal fortjene en uden han er Christian Krohg liig, hans Daad Christian Krohgs liig. Men nærmest dog skal samme historiske Retfærd, som gav Krohg sin, sætte Carl den Borger- konges, og bøie en Egegreen over Navnet, mørk imellem Lau- rerne og Blommerne som Skyggedraget af Alvor mellem Funken af Heltemodet og Mildhedssmilet i hans Øine. Og tvertsfor skulle vi fremkalde den mandige Herlof Hyttefads og Knut Alfsons; thi ogsaa de -- -- Bort! der er ikke Sorg i at blodvidne eller at straablegne for sit Fædrelands Selvstændighed og Frelse! Og til Hverandre skulle Vi sige: lader os elske dette Minde; thi det lærte Ynglingen Betydningen af at være Borger, Qvinden Rangen af at være Borgerinde! Lader os vorde levende Minder over den bedste Borger! Fædrelandet tabe ham ikke; men see ham opstanden i sine Tusinder! Seer dette er Malm og dog er der mere Ære deri end i Guld. Vor Moder er fattig, dog er der Ære i hendes Huus, dog er der mere Ære i hendes Spind end i fremmed Flitter, mere Sødhed i hendes Røst end i fremmed Veklyd. Vi ville være som Krohgs Støtte norske i Malm og Klang og Præg og Pryd, og dog under Borgerkrandsen skuende frit og vidt udi Verden. Den skal være i de klare Dage som Jehovahs Skycolonne foran os paa Vejen til Borgerpligt, til Fædrenelandets Vel, til Krohgs Hæder. Men kommer Mørket over Maihimlen, en Nat med Baunflam- mer til Stjerner, en Storm i dette rolige Banner, og trampes disse Fredens Marker engang under fiendtlig Fod til Ørkner -- men til Ørkner med Løven i -- se, da udskyder Krohgs- støtten, liig Jehovahs, Flammer foran os i Mulmet, og vi, Vi skulle gløde som Den! SIDE: 337 EFTER AFSLØRINGEN Vor Krohg! den Krands, Du blegned med, er lagt paa Støttens Tinde; bedugget af vor Kjærlighed hver Morgen frisk den finde! Normannaløven har paa Vagt med Bilen sig ved Foden lagt; den skal -- det Lyn af Folkets Magt -- omblinke, Krohg, Dit Minde. Vi see Dit Kjærnavn, Christian Krohg, i Sagas Malm at tindre. End skjønnere -- et gyldent Sprog -- det glimrer i vort Indre. En høiere end den Colonn' er reist Dig i vor Borgeraand. Her reiste vi med taksom Haand dens Billed kun: -- den Mindre. SIDE: 338 Henrik Wergeland HENRIK WERGELANDS DIMISS-PRÆDIKEN I OPSLOE KIRKE HELLIG TREFOLDIGHEDS FEST 1833 BØN Hellige Fader! i dit Billede skabte du Menneskets Sjel -- Til din Naades Forherligelse lod du den oprinde i Støvet og gav den Kraft til forherliget ogsaa at oprinde i dine Himle. Dog fattes Os den Ære, vi skulle have for dit Aasyn, og din Ret- færdighed finder os alletider bedækte med Synd. Til din Fader- mildhed, din Barmhjertighed hentye vi da, og blotte vor Svaghed for dig, som du vel kjender, og bede at du vil tilgive os for Forsonerens Skyld den milde Christ, som har optaget os som Børn og som opsøger os selv om Vi forlade ham. Du udstyrede dine Børn rigeligen -- dog ødsle vi og vide ikke ret at bruge dine Gaver. Verden binder os -- dog gav du os Kræfter til allerede her i Støvet at begynde vor Himmelfart. Vi dvæle til Natten med at komme til Christum -- dog taler han til os alle Dage. Du indaandede os en kjærlighedsfuld Længsel mod det Høiere -- dog vække os kun Tugtelser og befrie denne Længsel saa den bliver den Faldnes frelsende Vinge, hvorpaa han atter hæver sig. Og dog, Fader! -- saastor er din Kjærlighed, saa stor vor Tro til den! -- dog vove vi at bede at du ikke vil fra- tage os dine Velsignelser, og vi fornye Løfterne om at forbedres skjøndt vi dog aldrig vilde kunne fortjene dine Velgjerninger -- dem du give os for Jesu Skyld vor Fader du som er i Himlen o. s. v. SIDE: 339 Joh. 3 Cap.1 V. Hvi komme til Christum om Natten? Hvi gav Gud os disse Manddoms Dage, denne Sundhed og Glæde (denne Kraftens friske Blomst)? hvi denne livlige Forstand til at fatte -- dette freidige Haab, som seer mod Høiderne og Besværlighederne, og flyver over -- ? hvi dette Blod let som en Morgenrødme, disse Øine klare som vor Forstand, kjække som vor Iid, muntre og uskyldige som vore Hjerter -- hvorfor vel, Elskelige! alle disse Gaver, der synes udrundne af Lyset, denne himmelske Rustning og Prydelse uden for dermed at indgaae til vor Mester og tilbyde ham vor Tjeneste og lære af ham hvorledes alt dette Herlige i den skal bruges? Skulle vi bie til disse Kræfter sløves? -- det vil være at gaae til Christum om Natten. Skulle vi opsætte at gjennemskue Sand- heden til Øinene dunkles? -- Det vil være at gaae til Christum om Natten? Skulle vi først da vende vort Øie mod den Al- kjærlige, naar Sorger have formørket det, og bittre Erfaringer, ikke Fredens og Evangeliets Glædesskrift staaer deri at læse? -- Det vil være at gaae til Christum om Natten. Skulle vi kun ad Angerens smertelige Overgang til det bedre søge dette Tempel, hvor Christi Kjæmpere forsamle sig for derfra at udgaae og be- kjæmpe Verden? -- Det vil være at gaae til Christum om Natten. At sige: "se jeg er ung og vil fryde mig alene, jeg er sund og vil leve som om Jorden var min Himmel . . Hvad kommer Ulyk- ken og Undertrykkelsen og al denne Jammer mig ved? min egen Sorg kommer nok -- da vil jeg blive alvorlig og maaskee hjælpe Alle, der sørge som jeg . . de onde og graae Dage kommer nok -- da vil jeg søge Templet og der lade en ny Sol skinne paa mig!" -- Letsindige, det er at gaae til Christum om Natten; og du skal maaskee ikke finde ham. Og det er at gaae til Christum om Natten om du siger: "jeg tør ikke sige, at dette Evangelium er helligt; thi Verden vil lee derad; -- dog lyder der et "Helligt! Helligt! Helligt!" i mit Sind . . jeg tør ikke være menneskekjærlig og elske de forurettede Uskyldige og hjælpe den Fattige og be- lære de Uvidende; thi Verden siger at alt dette er fantastiskt og forgjæves -- dog jamre disse Suk i mit Indre, dog slaaer mit Hjerte under fremmed Sorg . . Jeg tør ikke følge disse Tempelklokker og sætte mig mellem Menigheden, thi Verden leer SIDE: 340 og trækker paa Skuldrene og taler om Mørke i dette venlige Huus . . dog klinge disse Klokker i min Sjel, og Noget kalder, og jeg elsker disse ubekjendte Brødre mere end denne Verden, som behersker mig . . Men vel! denne Trang er mig sød i sin Styrke . . jeg vil liste mig til at læse i denne Bog, jeg vil vove at være menneskekjærlig, jeg vil skjule min Andagt . !" Ak, Svage! dette er at komme til Christum om Natten. Og tænker du at forurette, at synde . . "det er jo kun et Øieblik, en Taare, et Skrig . . jeg vil have Tid til at oprette." -- O det er at være mellem Christi Forfølgere om Dagen, og at komme til ham om Natten. Vogter Eder: det er ikke alle Nætter at han er tilstede. Der skal være en lang Nat hvor han ikke er, men hvor Forneg- terne mødes og famle, og favne Fortvivlelsen. Der skal være en Dør, som ikke oplukkes om der raabes "Herre! Herre!" før Albarmhjertigheden saa behager. Vogter Eder! Der er en skarp Lja i denne tynde blaa Luft, i denne søde Vaaraande . . herover dig du som beregnede, naar du vilde komme til Christum. Det skal falde svært at opgjøre Regning medeet med et henfaret, misbrugt Liv. Da høres Jesu Ord, men ikke venligen som til Nicodemus: "Du Daare -- i denne Nat kræves din Sjel af dig!" Det skal falde svært at udrydde Syndevanen, som Mennesket lod opvoxe, tænkende "der er Tid." Da skal gamle Sirach staae hos den gamle Synder og sige: sagde jeg dig ikke: "Ydmyg dig før du bliver svag, og viis Omvendelse i den Tid da du endnu kan synde!" Det skal drages tilminde, at der engang var en Dag, en lang Dag med Aar til Timer, hvori Christus sad bered til at modtage os, til at belære og udruste med høiere Kræfter end Sundhedens, Styrkens, Forstandens, Ungdommens og Manddom- mens egne. Men naar Mennesket besidder disse, da er dets Dag, Dagen da vi bør komme til Christum, at han kan lære os hvorledes den skal henrinde til Guds Ære, hvorledes Mennesket skaffer sig en evig Ungdom i Gjenfødelsen. Da er Dagen, da Jorden kræver din Kraft, Himlen dine Tanker! Da er Dagen, da Jorden raaber: "herlige Mand og Qvinde, hvilke Kræfter har du til at velsigne mig! hvormeget Godt skylder du at gjøre! hvormeget Godt skal jeg af dig modtage?" -- da, da Himlene raabe: "en Søn af Os er udrustet -- se, der reiser han sig i Støvet, kjæk som det springende Lyn, from som en indelukt SIDE: 341 Bølge -- men han forvilder sig ikke i Verden forat knuse og knuses -- Christum søger denne Adam i sin Dag -- han vier Ham sin Kraft -- Han søger Templet, han indgaaer deri -- og da først udgaaer han derfra i Verden som en Christi Kjæmper, og hans Meeds, hans Krafts Lyn bliver lysende, rensende -- hans Fromhed liflig, husvalende som dengang da han indledtes til den store Lærer i sin første Ungdom, i sit Daggry!" -- Saa er det, elskelige Christi Lærlinge! tidlig, i vor Styrke, før vor Styrke maae vi søge Mesteren -- ikke om Natten, skjøndt Han ogsaa da kjender Sine, og lukker op for den sande Angers Hjertebanken. Tidlig maae vi op at "løbe paa Banen, hvor Klenodiet vindes." De graae Dage ere os kun givne til Seiers- hvile, og Oldingen skal hvile under sine hvide Lokker, som under et tilkjæmpet Fredens Paulun. Om Dagen skulle vi komme til vor Mester: -- vi skulle ikke fornegte ham enten for Spot eller Trudsel. I vort Livs Dage, før de mørknes, i vor Kraft skulle vi gaae til ham, der venter os forat styre disse Gaver til sin og vor Faders Ære! Vi skulle erfare, at vi langtfra ere tabte for Samfundet om vi indgaae i Templet -- at intetsteds læres Borger- pligterne fuldkomnere end hos ham, som der sidder ventende at vi skulle komme . . komme ideligen indtil Vi vænnes at kalde dette Huus vort fælleds Hjem. Gud, der udrustede Mennesket saa, -- der viste Os det ud- mærkede Fortrin at fødes i dette Huus, og strax uden egen Fortjeneste, at kunne arvtage Oplysningen og Civilisationen, som udkomme derfra, og ere dets Ejedeel . . Gud og Christus, der endnu og evindelig er sin Kirkes Hoved, hjemme i dette Huus og virkende i alle de Forbedringer, som derfra udbrede sig paa Jorden . . de fordre friske Guds Riges Kjæmpere, Mennesker i fuld Kraft kommende i sin Dag. Derfor fødes vi jo herrundtom Christi Sæde; derfor indlede jo ømme Forældre os alt i vor Uskylds Morgen til Christum; og han lærer os, hvad vi skylde Gud, vor Velgjører, og Verden, som vi skulle gjøre vel imod. Og da, naar han har udrustet os, fører han os ud igjen i Verden, at vi skulle øve, hvad gode Kræfter Gud, og hvad god Kundskab Christus har givet os. Han beder blot at vi flittig skulle besøge ham igjen i det gamle Huus, hvor rundtom nu Forældrene hvile, at han kan tage Byrderne af os og tørre Ugens Sved af vor SIDE: 342 Pande. Han giver os i Bønnen en Nøgel med til altid at oplukke hans Huus, ja hans eget Fædrenehuus -- dette i Høiden -- i Korset et helligt Tegn til at kjende hverandre -- og i Naades- maaltidet qvæger han med et nyt Liv. Alt dette skeer Os, naar Vi komme til Christum medens det er tidlig Dag. Vi udgaae da igjen til hans Arbeide, som disse herlige Mennesker med det dybe Alvor og fromme Frosind, hvis Krafts hellige Glød er Religiøsitet, der maa til for at udrette noget tilgavns, og som gjennemvæver selve Armoden og Sorgen med en overjordisk Glands. Vi føres til Christum, kjære Medchristne, i vor Morgen. Skal ikke vor Dag hos ham henrinde? Vor Hu staaer ud i Verden . . . Nu! Han skal ogsaa didhen følge det unge Blod. Der er det Christus virker: i Vraaerne -- didhen følger han Uvidenheden og Elendigheden: i Borgene -- didhen bringer han Sandheden og Retfærdigheden: i Husene -- didhen bringer han Fred og Oplysning og Frihed og Kjærlighed og Dyd; -- ja han skal være med dig i din Glæde, at den kan qvæge din Kraft; og i din Sorg, at han kan hviske til den Nedbøjede: "Søn! du skal ikke fortabes, men have det evige Liv!" Men hvorledes er det? Menneskene indledes tidligen til Chri- stum. Han lærer dem venligen, og langtfra at afskrække de unge Gemytter fra Verden fører han dem selv didind at de kunne virke medens det er Dag, og lade Herrens Gjerning skee -- den han lærte dem -- og han lærer dem hvorledes de altid midt i Sværmen og under Travlheden kunde gjenfinde Ham. Men hvorledes er det? Mange af disse Christbaarne og Tempel- opdragne forsvinde i Verden. -- De komme ikke igjen. Det bliver Aften og de komme ikke igjen. Dagen henrandt, og Spoer efter dem findes ikke. Hvor ere disse Unyttige? Ak, En løb efter Rigdom, En efter Vellyst, En efter Forfængelighed, En efter uvirk- som Roe! Guds herlige Rustning: Kraften og Frosindet, Haabet og Kløgten forspildes derude. Mesterens Lærdomme forspildes. Sørgmodig sidder Han alene i sit Huus. Det bliver Nat. O, vil endda Ingen komme? -- Mennesker! hvorledes er det med os? Er Dagen henrunden -- aftnes det alt, og vi besøgte ikke ham til hvem vore Forældre indledte os aarle. Disse Aar vare dog Kraftens og Livets bedste. SIDE: 343 Skal der være et tomt Gab eller et fuldt Helved mellem denne sørgelige Aften og hiin søde Morgen. Hvilke Røster bortkaldte os! Nu klinger jo ikke dette Guld -- denne Skjønhed rødmer jo ikke -- denne Ære er af mat Skin og dette Leje haardt. Vi kunne ikke fryde os, thi vi ere syge -- ikke arbeide, thi vi ere gamle. Vi kunne ikke gjenfinde hiint venlige Huus, thi vi have glemt Vejen dertil -- ikke hiin kjærlige Mester, thi vi søgte ham ikke mens det var Dag, og nu er det Nat. -- Elskelige! der er ikke Faa, hvem disse Tanker knuge. Og dog ere disse velsignede, disse der dog komme før den lange Nat. Disse Tanker ere som Engle, den forladte Alkjærlige endnu før denne Nat udsender mellem hine Forvildede, forat lede dem tilbage. Hvor miskundelig er Gud: -- i Syndernes Hjerte er ogsaa en Tidens Fylde og Frelserengle kunne komme derover raabende: "Hil dig, du Benaadede! Herren er med dig du Velsignede! Frygt ikke, thi du har fundet Naade hos Gud!" Mørk som Johannes Døberen reiser sig hiin Syndserkjendelse i Sindet; men det er ikke denne Selv, denne Kuende, der slaaer Øjet mod Jorden, hyller det i Taarer og Sindet i Forvirring -- det er ikke denne Anger med det bøjede Hoved og de vridende Hænder -- denne sig selv forvisende Blusel, denne uvirksomme, mørke Syndserkjendelse som er det egentlige Frelsende i Synde- sjelen. Denne er det Standsende paa Syndebanen, men ikke det paa en anden Vei Fremdrivende. Den siger: Dagen er hen- runden . . det er Nat . . Men den siger ikke: "det er paatide at jeg vender om, at jeg kommer til Christum." Den er de mørke Skyer, hvorfra en ny, bedre, lys Verden udgaaer i Menneskets Indre. Derimod tyder den Forvandling, at den gamle Synder vil opsøge sin skyldfrie Ungdom i Templet hos Christum, denne pludselige, tillidsfulde Drivtighed, at Han tør komme til Den, han var borte fra mens Dagen randt, selv om Natten, paa en levende Kraft, paa en Virkning, der er himmelsk somom den ikke opstod i Menneskets Sjel, men kom umiddelbar fra den Alkjærlige. Denne, der pludselig reiser den uvirksomme, i sig selv nedsjunkne Anger til Haab og virksom Kraft, og som vandrer med modig Tro imod de Arme som altid ere aabne, det Mesterens Huus som er aabent om Natten -- denne er det alvorlige Forsæt at forbedre sig -- dette der aldrig kan komme ganske forsilde; SIDE: 344 thi dets Frugt er Omvendelsens saliggjørende, som er sød for Himmelens Engle. Banker kun paa, og der skal oplades! Og ikke skal der blive sagt med Bebreidelse: Hvi kom I til Christum om Natten. Thi Naadesmaaltidet skal staae beredt i det oplyste Huus, og den venlige Mester være der og sige: "sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paany, kan han ikke see Guds Rige! Tro paa den ophøjede Menneskens Søn, og du skal ikke fortabes, men have det evige Liv!" Ikke skal han spørge: "hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel?" Det skal han vel vide med sig Selv at det Underværk er sandelig skeet med ham selv. Han skal vide det med Fryd, naar han har lært at elske sin Anger, saasom han veed, at den er elsket af den hellige Gud, selv formedelst hans Barmhjertighed og formedelst hans Kjærlighed til Jesum, den Forsoner. Han er indkommen, skjøndt det var om Natten . . dog fandt han det han søgte . . Han er indkommen i Jesu Huus, der indbyder alle dem til Vederqvægelse, som syge og sorgfulde ere, som behøve Ro til sine Sjele. Han kom fra sine Irrveje liig en forloren Søn, og fandt en forbarmende Fader. Og did kom den Blødende og Overgivne fra en kjærlig- hedsløs Verden liig en saaret Stridsmand for at faae den evige Kjærligheds Lægedom for sine Hjertesaar -- did kom den Ned- bøjede fra sine ubelønnende Anstrengelser som en træt Arbeider i Viingaarden, og finder Lønnen og Hvilen -- did kom den paa Lykkens Hav Omtumlede og finder Tryghed -- did den Tviv- lende, og finder Vished, den Uoplyste, og finder Opklarelse, -- og Alle komme de og lære Gjenfødelsens Hemmelighed -- De spørge ikke som Nicodemus, hvorledes dette kan skee; thi de have seet Haabet født af en Taare, Sei'r af Sorg, Fryd af Anger, og disse Graae føle unge Engles Vingeklap i sine gamle Hjerter, og de vide at en Morgen skal fødes af denne Nat, da de ban- kede, og der oplodes, da de kom til Christum, og at denne Morgen skal finde dem samlede evig for Ham inden Alkjærlig- hedens Arme, ved Albarmhjertighedens Hjerte gjenfødte, friske, ungdommelige i Himlen indledte for Gud af Forsoneren, saaledes som de her i Uskyldsmorgenen indledtes for Christum af For- ældrene. Farvel sige de . . SIDE: 345 Farvel du Synd som fløi forbi i Frydens Frivilklæde! Farvel du Sorg, som ammed i din Angersgraad min Glæde! Farvel! Farvel! Nu uden Sorg og Synd min Sjel didind hvor aldrig det blier Qvel, vil for sin Mester træde. Amen! SIDE: 346 Henrik Wergeland TALE TIL MENNESKELIGHEDEN I MENNESKEHEDEN AF VESLE-BRUNEN UDGIVET AF HANS VEN HENRIK WERGELAND Mennesker, særligen I Mænd, Jordens Herrer! Den Tid er, da alle Undertrykte reise sig paatalende sine Rettigheder. Ja selv Qvinderne gjøre det -- Disse der hidtil kun agtedes for Mellemled, hvor skjønt flettede de end kunne være, imellem Eder, Mænd, og os Dyr, eders "stumme Brødre i Støvet" , som En af vore faae Venner iblandt vore høje Beslægtede har ud- trykt sig. Men reise Qvinderne sig, som man skriver fra Paris og Newyork, da maae Vi følge efter. Hører derfor; -- men befrygter intet Oprør! Vi erkjende eders Herredom, saameget heller som I selv ere Slaver under forskjelligartede Aag. Vi be- klage os kun over uretfærdige Lidelser, der vanære Eder og gjøre vor Tilværelse ulykkelig imod Dens Villie der skabte os Alle af samme Leer. Det lader til, at I kræve Pligter af de ophøiede Aander, af de vældige Verdensmagter. Kunne da ikke Vi kræve Pligter af Eder, som I kræve dem af hine og af os? Eller hvi tale I om en Aands Majestæt og lynende Skarpsind, der er formørket nok til ikke at finde, at det anstod Eder bedre, af egen Godhed at indrømme os, at vi have Pligter at kræve af Eder eller maaskee blot I at indrømme os? I forlange, at Mørkets Engle ikke skulle forfærde eder ved sine Aabenbarelser. I kræve det af Guds Godhed, af disse Magters egen Barmhjertighed; ja, bedragende eder selv, føre I Beviser for Umuligheden heraf med skrattende Læber men darrende Hjerte. Nu -- hvi lade I da saamange Djævle aabenbare sig for Os? De fremtrine af eders Midte med hadske, gridske Øine, Snarer, Stigremme, Svøber, Knive, blodige Hænder. I, der ikke tør gjentage under en Hyld eller en ras- lende Aasp paa Kirkegaarden hine Beviser for Djævlenes Ikke- tilvær, som I sammensatte eller digtede i et muntert Lysthuus -- I Solskins-Filosofer, men Maaneskins-Daarer, Morgen-Helte, SIDE: 347 men Aften-Harer -- I, der korse eder med den ene Haand, medens den anden blader i Treschows Fornuftviisdom -- hvi ville I give Os Beviset for Djævles personlige Tilvær i Eder? Værer visse paa, at Naturen ikke tilsteder Uregelmæssigheder og Partiskhed. Djævle over Os: Djævle over Eder. Jeg synes at ahne det: Eders Uret er eder ikke ubekjendt; men I troe at udsone den ved en Nedladenhed, der er ligesaa uværdig for Eder, som fornærmende for Os. Vider da, det er langtfra smigrende for Os, at Nogle af Eder nedstige til at vorde Æsler, Oxer, Sviin, Gjæs, Aber, Paafugle, Kalve, ja ligeindtil vore Afskum: Tigrene, Crokodiler, Tudser, Skorpioner og edd- rede Orme. Hvilket frygteligt Træk, hvilken nedslaaende Op- dagelse hos Skabningens Konge, at han blot afskummer Bærmen af de lave Dyrs Svagheder og tilsmører dermed sit Væsens Herlighed! Han vil være doven og ufølsom som Æslet, men dets Udholdenhed og Taalmodighed tager han ikke. Tyrens Voldsomhed er Husaren ligesaa nødvendig som Dolmanen; men naar saae man ham drage Plogfuren, hjælpe den Trællende, see venligen som Tyren med Fromhed i det ildige Øie til Den, der plejer at give ham Næring? Dette er Staten, den store Mader. Vi have derimod hørt, at disse Tyre stange Alle uden For- skjel. -- Svinets Liderlighed er kjær: i dets Leje, i Rende- stensmørjen have vi seet Jordens Herre, og dets geile Øie plirende under Gyldensløret og Kniplingskappen; og Brunsten og Fraadseriet have vi hørt grynte under Chorkaaber, Fyrste- hermeliner og Dommerparykker. Men hvor er Purkens Ømhed for sin Yngel? -- Vi have hørt om Dronninger, der qvalte sine Børn eller blandede Gift i Modermelken. Vi have hørt den Spæde klynke under Stene eller foran Steenhjertedes Døre. Hvor er Raanens taknemmelige Støn for den mindste Vel- gjerning: forat kløes med en Pinde? -- Vi have seet den Haand bidt, der klappede; den Mund truten af Slag, der kys- sede og velsignede. -- Man bemægtiger sig Gaasens Dumhed siger man, og smukke Hænder skulle rives om den i Mangel af Duens Fromhed; men denne Dumhed er blot et Skjeldsord, som man tillægger Capitoliums Frelserinder. Men vel, tager den, I Evas Døttre; men glemmer ikke at Reenlighed glimrer paa de hvide Vinger, og at Ømheden og Omhyggeligheden boer under dem! -- Abens Naragtighed og Ondskab kan Smaa- SIDE: 348 herren ligesaalidt undvære som Krydset og Manskjetterne; og under Navn af Vid og Elskværdighed skulle disse Egenskaber spille i ligesaamange Farver som Brillanten paa hans Bryst, i ligesaa mange Bugter, som hans evindeligen løse Smiil. Men hvor er den borneanske Jockoabes ømme Erkjendtlighed? Orangutangens Mod? Bavianens Forsynlighed? og Hvem af dem Alle kan dreje en Steg eller bøje en Finger for Maden? -- Og Paafuglen? O Himmel, der omslutter os Alle: Cheruben og Flyget, der døer med Øieblikket! hvormange Bryster saae jeg ikke paa en Parade løfte sig under fortjenstløse Ordener? -- Rækken glittrede isandhed som en udslagen Paafuglehale. Hvor- mange Naader og Frøkener og Madamer slaae ikke Hjul? Hvormange unge "Kongens Tjenere" sige ikke "kytt" idet de briskende slæbe Klingen efter sig som Kalkunskhanen sine Slagfjædre? Men hvem af hine bekymrer sig om disse Fugles Godmodighed eller Flid i at søge efter Føde i Støvet? -- Og Ulvens blodgjerrige Graadighed? Ha, prale I ikke af at have Tigre til Konger, og brølende Løver til Landets Fædre? Men naar sprunge disse Løver foran i Kampen for Landet? De joge Lammene foran sig; og Pilene bleve aldrig hængende i deres Man, i Kongekaaben. Der var en Løve, som, for en ud- trukken Torns Skyld, fulgte en Slave som en Hund. Men siig til hiin Løvekonge eller Kongeløve: "der er en sledsk men giftig Hugorm, som snoer sig om din Ankel" -- og du skal føle Kløerne i dit Hjerte. Siig: "du styrter rasende afsted, store løvehjertede Konge, fordi en Skorpion har rodet sig ind ved din Hale" -- og du skal bortrives først i de forfærdelige Sprang. Jeg siger Eder: I ville have Ulvens blodgjerrige Gridsk- hed, og I befinde Eder vel derved og eders Mammons Rov- dynge voxer. Men hvor er Ulvens Beskedenhed, at han skjuler sig og sit Rov i Skogenes Mørke, og lider skrigende Hunger paa de øde Bjerge før han røver? I opdynge Byttet pralende -- I røve om I ere mætte -- I tør medbringe eders gridske Øine i Templerne, og det skumle Vargblik gleimer rundt om Thingstedet -- Eders Ulve besætte Dalene og fare over frede- lige Sletter og midti Stæderne høres deres Hyl uden at vække Opmærksomhed. Kun da, naar En bliver en Hyæne, og æder Mødre og Enker, da studse I, og raabe: ikke ganske saa! kun Ulvegrumhed er tilladt i Nord. Kun da vækkes I, naar En SIDE: 349 bliver en Krokodil, og æder de Faderløse -- da raabe I: ikke ganske saa! kun Jærv- og Gaupe-Graadighed ere vi vante til. Dog disse Dyrs Ondskab og Grusomhed afskyes af Os, og Ibis- storken suser over Krokodilens Rede, og Huggormen vrider sig i Heirens Neb, og Elefanten hører Tigrens Ribbe knage under sig. Men I? Ha, I pryde eders Tigre med de brandgule Baand, Naturen nægtede dem -- I spænde Huggorme til Strænge i Harperne -- I fange en blodig Parder imellem Eder, der søn- derrev det glade Folk midtunder en Fest, og sneg sig (som Schakalen i Gravene) ind i Sorgens Bopæl for at myrde, og udrev den Ulykkelige fra Lænkerne til Døden: I fange den, og lade den gaae . . I fange den atter efter en Blodbedrift, paa friske Gjerninger -- og lade den gaae kun med Tabet af nogle Haar -- I give Alcidefødderne Sporer af Skorpioner -- I op- løfte Øglerne, og da de mangle Svandsen, give I dem snirklede Nøgler og spettede Sløifer -- Krokodilen tør sole sig i Krone- straalerne -- og uendset tør sig under Frihedstræ en verrinsk Hyæne gnave Mennesker i Læ af dets Lauregrene! -- Lader derfor vore Afskums Laster være, naar I ikke engang ville tilegne eder disses faae Dyder. Jeg gjentager, vi finde os ikke smigrede ved eders Nedladenhed. Den udsletter ikke, den forstærker kun Eders Uret. Heller ikke bruge I medrette flere af vore Navne som Skjeldsord. Mig synes, at der ere Egennavne imellem Eder, der ere vel saa udtryksfulde som Æsel, Stud, Sviin. Men Erindringen om hiin verrinske Hyæne minder mig om, at jeg ikke, som Han, bør undlade i en Proces at fremkomme med Kjendsgjerningerne. Det er ogsaa de tørre Kjendsgjerninger I fordre, I prosaiske Mennesker, der tillukke Fantasien fordi den har formeget at bestille med Hjertet. I skulle faa dem; men der vil haarde Beviser til hvor Dommeren er den An- klagede og frelse Mand, mens Anklageren er Ufrelse, og som kun benytter en -- ikke tilstaaet -- men selvtagen, skjøndt Alle af Naturen indrømmet, Ret til at klage. SIDE: 350 De Forbrydelser I begaae mod Dyrene, Mennesker, ere uhyre. I fritage eder Selv for Torturen -- dens Veeskrig lyde endnu kun i Tunis' og Agershuses Bagnoer. I have et høit Begreb om de dyriske Nervers fine Følsomhed hos eder Selv; men I forglemme, at disse ømme Nerver ogsaa forgrene sig igjennem alle de Dyrrækker, der vrimle imellem Jordens Ypperste, som opløfter sin Pande som en skinnende Stjerne, og Polypen, hvis Arme grenes i Dybet. Eller har ikke eders egne Smerters og Drifters Særsyn, dem vi Dyr ogsaa yttre paa samme Maade, Forplantelsen, Fødslen, Væxten, Døden formaaet at vække eders Eftertanke i denne Henseende? Knytte I ingen Tanker til Dyrets Klynken eller Glædeslyd? Er Hundens forunderlige Evne til at spore, Hestens til at finde Vei og Sted ikke værd eders Op- mærksomhed? Troe I, at den Hund, I ubarmhjertigen lemlæste, hungre og prygle, kun har sine Nerver i den sorte Næse -- disse I vide saavel at gjøre Eder tilnytte? Skulde det mere være Uvidenheds- end Ondskabs-Synder, I begaae mod os Stakler, da betenker dog hvorlidet slig Uvidenhed anstaaer en Slægt, der siger sig at fostres af Oplysningens Aarhundrede! Denne Slægt burde vide, at der gives Øjeblik i Dyrets Liv, da dets Nerver anstrenges til en Grad af Bevidsthed. Dette er ikke Velbefindendets Øjeblik, men den højeste Glædes og Vellystens eller den høje Smertes. Men hos Eder nærme disse Øjeblik sig til Ubevidsthed: I føle Eders Væsen opløst i et Behag eller i Vee. Disse Øjeblik føre os nærmere hinanden: de opløfte os, og I ere da næsten alene Dyr. Den Bevidsthed, I da have, naaes af Dyret paa det nærmeste. Men Hvem er der nu imellem Eder, som har Medynk med den elskovsberuste Aarfugl, med Skogduen i det Øjeblik den bøjer sin Hals over den kjelne Mage, lader Vingerne synke og lukker Øjenlaagene, at hun ikke skal forfærdes over den Ild og smægtende Dunkelhed, som op- fylder dem? Nej, just da brænde I efter at gaa tilskogs med Riflen under Armen. I lure netop efter disse Øjeblik, som Na- turen troede for ædle og søde til Ondskab, og derfor gjorde dem værnløse. Den Hulde, som indvier sig Furierne, om man for- styrrede hende i et Kys, og som før gav sit Haab hen om en himmelsk Salighed end om engang at nyde den, en Barbars Kugle berøvede Skogduen, hører med Beundring om hvor let hendes Elsker sneg sig hen under Træerne, saae Fuglen i Gran- SIDE: 351 toppen, hørte dens Elskovskurren, saae Hovedet bøje sig -- paf! der laae den, før den, efter den lange Vinter, endnu havde elsket i Vaarsolen. Med Afsky vil den milde selv elskende Qvinde høre om Geværet havde klikket, og ligegyldig seer hun den forladte Mage svæve om de frydløse Træer, indtil den døer af Sorg. Den graahærdede Fader, der har seet sit Rede voxe i Fred og Tryghed, har saaliden Viisdom og Gudsfrygt, at han kalder sine Smaagutter om sit Knæe og lærer dem hvorledes de skulle efterligne de spæde Skogfuglungers eller deres Moders Piben, for at lokke enten dem eller denne til sig. Hertil er Menneskebarnet lærvilligt. De fjærløse Smaa døe af Hunger eller Kulde i Redet; thi Moderen faldt for Guttens Skud idet hun lokkedes til at opfylde Moderpligterne. Redet klækkes ikke ud; men hvorledes -- har ikke Faderen udklækket Fromhed og Følelse i sit Barns Hjerte, og takket Gud for Hygget i sin Rede? Ja selv et af de Mennesker, som man tænker Ædelt og Godt om, Frithjofs og Ingeborgs Sanger har fornedret sig til at be- synge slige uværdige Seire i sin "Tiurlek". Men hvad var Frithjof andet end en herlig Tiur, der tonede sin Elskov i Fram- næssets Ege for Ingeborg-Røjen, der havde sat sig under Balestrandens vilde Roser derligeoverfor. Ømme Elskende i Jasminhytten! Fader med din Førstefødte paa Knæet! Moder med din Yngste ved Barmen! tænker Eder, om Væsner mægtigere end Eder turde spænde Buer mod Eders Kjæreste, om Tordenskyen var Røgen af en Dæmons Rifle, der sigtede paa eder Selv eller paa det I trykte til Barmen, om Lynet var en Landse, der kun lurede paa eders Fryd, om Rübezahler stode bag Jasminerne, bag Vinduet ligeoverfor Ægte- sengen og Vuggen -- om Bladene pludselig raslede og Vindøjet klirrende aabnede sig for en jagende Samiels Mordgevær! San- delig -- det var retfærdigt. Da skulde I maaskee Lære Ær- bødighed for Naturens Helligdomme. Den syngende Nattergal skulde ikke sikkres af sit Legems Lidenhed, men af eders Øm- følelse. Nu, som I ere i eders sikkrede, barbariske Tyrannie, skulle I dræbe den midt i sine Triller, var den kun Skudet værd. -- Dog -- det paafalder mig med Blusel for Eder -- I sørge jo selv for at slige myrdende Djævle gjøres overflødige. Skinsygen staaer jo med sine eddrede Pile bag Jasminhytten, bag Vuggen SIDE: 352 og Ægtesengen. Den tænder jo sin Fakkel i samme Lue som Hymen sin. Rænkerne sprede jo sine Net, Forfølgelsen og Chi- canen hænger jo sine Angler ved Ynglingens Fod, og fæster sine Tvekroge i det unge Haabs Vinger. Ondskaben sigter jo efter Hæderen. Bagtalelsen skjænder det blyge Rygte. Misundelsen er jo den faste Rotte i Ærens Huus. Hadet slider i Hjertets Nerver, Nidet i den ædle Harpes Strenge. Ak, hvi skal alt dette Onde, hvis frygtelige Følger anklage Eder for det Brug I gjøre af eders Herredømme over denne skjønne Jord -- hvi skal det ikke lære eder Godtroens Fortrin for Skinsygen? Mild- hedens, Barmhjertighedens, Kjærlighedens for hine rædsomme Laster? Forgjæves, forgjæves skulde de personificere sig og pine og dræbe eder. Dog de personificere sig jo disse Morder- engle! Hvilken Svovelvinge hvifter ikke over dette gustne Pro- kuratoransigt? hvilke Flammer brænde ikke paa dette Judas- hoved? hvilke Slanger snoe sig ikke i denne Critikkaklers Smiil? hvilken infernalsk Damp omsvæver ikke denne Lovelaces giftige Mund? hvilket sydende Beeg bobler ikke i disse Øine? og hvem savner Vingerne, Dragevingerne paa denne Bagtalelsens Furie, som farer fra Huus og til Huus? De personificere sig disse Djævle; men forgjæves! Selv piinte og døende under deres Hæn- der, pine og dræbe I hvad der er under Eders. -- Dog I slagte jo hinanden indbyrdes. Nylige døde jo et Folke- slag. Levningerne have jo maattet redde sig til Havet, og et Fædreneland er bleven en Grav. Hvorledes kunde da vi, Eders lavere Brødre, fordre Mildhed, om vi endog skulle døe? Jo -- det er jo kun Adamsætlinger, der vove at ville være frie, eller Forbryderne, som I dræbe. Og Vi opløfte jo ikke vore Ønsker til Frihed. Og hvad have vi forbrudt, at vi ikke engang kunne døe som Forbryderne imellem Eder? Thi dem myrde jo Tids- alderens Herrer, Juristerne, med største Mildhed, med eet Slag. Men Vi? ak, jeg har seet Døden zittre igjennem ømme Nerver i lange Timer. Fuglen skal ophænges ved Benene indtil den døer eller pidskes død, forat Lækkertanden ikke skal trættes. Mil- lioner af blodrige Kjør aarelades aarligen tildøde, for at en gjer- rig Huusmoder kan vinde en Pot Blod mere. Kun det forjagede Vildt faaer Bifald af en forbrydersk Smag. Snogen skal døe i Myretuen til Tak for den befrier Logulvet for Muus. Padden skal vippes ihjel, til Tak for den æder besværlige Insecter. SIDE: 353 Katten og Aalen flaaes levende, fordi Skindet gaaer lettere af i det levende Blod. Men hvortil da disse Grusomheder? Da Nytten er liden eller ingen -- hvilket Træk i Menneskesjelen aabenbare de ikke? Den er det jo, som skal dømmes. Men troe I medrette hisset at erholde fuldkomnere Organer -- san- delig mellem disse skal ogsaa et Øre aabne sig, der er fiint nok til at høre Ord i det piinte Dyrs Klynken. Et Tyverie skal snarere undskyldes end de Smertenstoner I vakte og frydede Eder ved. Af disses Samchor bestaaer Dommens Torden. Hine Skjændselsbedrivter ere Kjendsgjerninger. Men der er flere end hine Vidnesbyrd om Eders Grusomhed, Vellyst og Gjerrighed. Det er ikke alene mod Skogens Dyr eller mod Enkelte af de Slægter, I, under Kjærligheds Skin, ligesom optage i Eders Fa- miljer, at I lade disse Laster rase. Det er mod Alle, og værst er det, at denne grusomme Krig føres mere mod eders egne Fø- lelser mod dem, Naturen nedlagde ædle Spirer til i eders Hjerter. Og hvilke Triumfer vinde I ikke i denne oprørende Borgerkrig? Det ædleste af eders Dyr, Hesten, som den vilde Araber ved Kjærlighed endog kan opfostre til Forstand og Troskab -- denne skjønne Skabning, der villigen offrer sine Kræfter, drives over dem: -- med brusten Lunge, sønderflængt Ryg, skumbedækket Bov, Blodet fossende ud af de brændende Næsebor styrter den under sin Herres Haand. Kan der nu findes Medlidenhed, Tak- nemmelighed i dette Menneskes Hjerte? Han skulde ligedan fare ad med Mennesker, om han havde dem under Tøilen. Dyrets sidste Støn, sidste døende Øjekast har intet Forfærdende eller endog kun Tankevækkende for ham. Han spænder det der det ligger, ærgerlig kun over Tabet af dets Værdie. Han gaaer bort fra Aadselet, og -- en af hine Triumfer er vunden: en ny Skorpe har trukket sig om Hjertet. -- Men det er ogsaa en fordærvet Smag, Vanen, Bevidstheden om fysisk Svaghed, som afføde Mis- gjerningerne. Den ædle Foles Livsfølelse skal ikke culminere i Forplantelsens Øjeblik. Han er Hingst og Livet blusser i ham; men Mennesket har hverken Kjærlighed til at mildne denne Kraft, eller Mod til at styre den: derfor skal det Ædle Dyr vanæres, og vorde et tyggende Automat. Dette kan dog trippe under den spinkellæggede Herre, lader sig fodre med Prygl, slæber sig uden Modstand tildøds, og Eskadronen af Valakker holde Linien vakkert ret og gjør ingen Græsryttere. Ligesaalidt som hiin SIDE: 354 Tiurleik, vækker den uudtalelige Moderømhed i Koens første duse Hrøit til sin Kalv nogen Rørelse. Hun skal berøves sine eneste lykkelige, smertekjøbte Dage. Vanen vil, at Kalven skal bort -- forat vantrives og forat den ikke paa den allerbedste Maade skal aabne Melkeaarerne i Yuret. Naturens Former, Skaberens Gjerninger ere heller ikke smukke eller hellige for Menneskets fordærvede Smag. Ører skjæres af, Haler hugges af; de fine Damehænder, der vride sig i Smerte, om en Torn saarer dem, bryde ubarmhjertigen Skjødehundens Næsebeen, for at danne en allerkjæreste Mopsetryne. Sandelig, man kunde fristes til at undskylde disse Lister over Grusomheder med Van- vid; ja saameget heller som I troe at de netop vidne om eders Forstand og Herskerevne. Ak vilde Gud saa herligt Harperige som Verden -- denne Samlyd fuld og sød, der gjennem alle Skabtes Tonestige ifra den store Faders Hjerte flød -- til Konge give umelodisk Hjerte, som ikke følte i sin høje Klang en Harmonie med Dyrets Fryd og Smerte, med Flygets Surr og svagest Fuglesang? Ak, vi paaminde Eder, ophøjede Brødre, at det var ikke eders Fortjenester der hidsatte eder i en saadan Rang; men at dennes Høihed netop bestaaer i at I kunne blive den værdige. Vi raade Eder ikke at nedtræde eders Thrones Trin, Skabningsrækkerne hvorpaa I staae, for dybt, forat I ikke selv skulle synke. Vi for- lange gjensidige Pligt- og Tjenesteforholde. Vi vove at give Eder et Vink om at øve Eder i Dyder mod Menneskene ved at øve dem mod eders lavere Medskabninger; og ville I forbeholde Eder Selv Kjærlighed, saa meddeler dog os af eders Retfærdighed. Vi vove at foreslaae Eder, at eders Foreninger til Samfundenes Vel ogsaa skulle tage os i Betragtning: at al Mishandling imod Dyr, al grusom Slagtning skal forbydes. Vi skyde os ind under Re- gjeringen og Lovene; og paastaae, at disse skjænke os sin Omsorg, saafremt de vedkjende sig, at Menneskeslægtens Forædling er deres Øjemed. Trods trælsindede Blades Bagvaskelser imod Athenien- serne bringe vi i Erindring, at dette samme Folk, der erklærede Grændserne for Statens Vel ikke at gaa videre end Retfærdig- SIDE: 355 hedens, og som forkastede Themistokles' Forslag, fordi Aristides erklærede det ligesaa uretfærdigt som gavnligt, ogsaa straffede den kaade Dreng, der mishandlede Kraaken. Vi vove at opfordre Præsterne til at tale vor Sag fra Prædikestolene, til at gjøre Al- muen opmærksomme paa de Synder der begaaes mod Dyrene; og at lære dem efter Kjærligheds-Gudstroens Aand, at de, skjøndt upaatalte, dog medføre moralskt Ansvar. Vi bede Præsterne og Menighedernes Anseede at give Mønstret paa en værdigere Haand- hævelse af det Herredømme, som kun er Mennesket anbetroet over sine Medskabninger. Vi anraabe om Retfærdighed og Skaan- sel og Barmhjertighed af Alle. Eller skal jeg før beraabe mig paa Eders Viismænds Udsagn, end paa de guddommelige, der tale i eders Følelser, saalænge I ikke modvilligen have arbeidet paa at qvæle disse Røster til de virkelig forstummede? Da skulle I høre bekræftet hvad jeg paastaaer og hvad Erfaringen burde lært Eder, nemlig at I kunne erholde af Dyrene med det Gode, hvad de negte Strengheden. Smith lærer Pligter mod Dyrene, og Buffon, for hvem Naturen aabnede sine inderste Templer, erklærer, at "Stokken, Svøben og Hunger gjøre Dyrene ufølsomme, gjenstridige og kraftløse. Arabernes Heste, Hottentotternes Oxer betragtes som dyrebare Tjenere, flittige Kammerater og Ar- beidere, med hvilke man deler Huus, Bord og Leie. Mennesket fornedrer sig mindre i dette Samqvem, end Dyret hæver sig: det bliver hengivent og lærvilligt, og gjør hist med det Gode, hvad der her skeer af Frygt, ja det gjør endnu mere, og bliver næsten i Stand til at udføre menneskelige Handlinger." Hvad I end beslutte Eder til, stolte Brødre -- for Eftertiden handler den hidtil Uvidende med Ansvar, og Den der ikke var det, vide for hvilken Domstol han stevnes. Det er et Fortrin, Hin- duernes Religion har for den christelige, at den mere indskjær- per Pligter mod Dyrene, og gjør dem vigtige. Men lægger Mærke til, at det ikke er Handlingen, men Sindelaget, der døm- mes. Tør I da oprulle et grusomt Hjerte for Alkjærlighedens Øje? Dette er vel ikke dunklere end hine Lovgiveres, der bød ingen Slagter at dømme i Livssager? Det skal see, at Grusomhed er fordømt Grusomhed, øvet mod Mennesker eller Dyr; at Den, der frydede sig ved Dyrenes Smerter var følesløs for Medmenneskets; at det var ham kun om at mætte sig med denne Elendigheds Lyd, der kommer uartikuleret fra Menneskets som fra Dyrets Hjerte. SIDE: 356 Da skulle I erindre (hvad jeg nys glemte, tænkende paa de ulykkelige gergasenske Sviin), at den store Aand, som forlængst straaler i Herlighed over Jorden, har velsignet Spurvene, sigende, at en af disse uvislige Fugle ikke falder til Jorden uden sin him- melske Faders Vilje. Og Moses udsonede jo sit amalekitiske Slagterie ved Budet: bind ikke Munden til paa den Oxe, som tærsker! Saaledes forener Alt oven og under Eder sig forat an- raabe eder om en Medlidenhed, hvorpaa vi have Krav. Vi ville tjene Eder redebonne, Vi, der ogsaa boede i Paradiset; vi ville døe for Eder. Men det vanærer Eder, forbittrer os vort Tilvær, forstyrrer Guds Hensigter, paadrager Eder Ansvar, om I lønne Tjenester med Mishandlinger og forlænge og forstærke Dødens Onde med Piinsler. Fører eders Herredømme saaledes over eders stumme Brødre i Støvet, at de ikke vilde afkaste det, om de end havde menneskelig Forstand! Thi det Herredømme er uforsvarligt og forbrydersk Tyranni, som ikke tør forudsætte Forstand og Er- kjendelse hos Underdanen. Nu, som det menneskelige Herredømme over Dyrene er, vilde en Meddelelse af Forstand bevirke et pludse- ligt og voldsomt Oprør, eders Lemlæstelse og Død og Hevnernes Udvandring fra Civilisationens øde Tomter, en Menneskeheds Grav, til Indien. I alle mine undertrykte, mishandlede Brødres Navn: VESLE-BRUNEN, Ætling af Trompeter-Graaen, der sprængtes under Baronen. HEI, Søn af den svandskuttede Pasop, der blev pidsket ihjel. GRAAPUUS, Stammende fra Svartpuus, der blev levende flaaet, og fra Missekiss, der blev slaaet af Tønden. PAPE, som har tilbragt 14 Aar i Buur. SIDE: 357 Henrik Wergeland PAABEGYNDT SVAR paa de i Hielmske Maanedsskrivts 10de og 16de Hefte optagne Anmærkninger over Afhandlingen i 7de Hefte: "HVI SKRIDER MENNESKEHEDEN SAA LANGSOMT FREMAD?" Appellerer kun, høistærede Modstandere, til Kosmopolitens Agtelse for Kristendommen! Han har den, denne Kristendom, efter den største Kosmopolit -- den, hvis Blod Datids Be- staaendes Høvdinger æskede og fik, for dermed at smøre de efter Aartusinders Omhvirvlen knirkende og tungt gaaende Hjul og Gjænger, hvorpaa det vægtige blodfedede Despotie havde aget omkring altfra Ninus' Dage. Men saa er det gaaet, at da de kapitolinske Cæsarer lavede sig til at foretage sig en tusind- aarig, altknusende Jagannatstuur paa denne Leievogn, som Præ- sterne holdt istand og toge Hyre af og styrede, og da Disse til denne nye Reise toge Storkosmopolitens Blod til Hjulsmørelse, og Vognen begyndte at dundre: saa stormede Hans personlige Venner og Lærlinge og de ved ham oplyste Skarer til og toge Hestene i Tøilerne, istedet for at kaste sig, efter gammel Skik, under Hjulene, raabende "evoe Cæsar! evoe Pontifex!" og Pla- tonikerne og Akademikerne og Filosoferne af enhver Farve stode ligesom lorgnetterende Boulevardherrer om et Skraml af en gam- mel Stadskareth fra St. Germain, og saae dertil og raabte "Bravo, Bravo, Brødre!" indtil baade Kudske og Herrer maatte stige af og lade Vognen staae. Og nu stormede alle Sansculot-Alaner og Gother og Hunner og alle disse ufordærvede Børn af Cau- casus over Vognen, anførte af Kosmopolitdisciplerne Petruserne, Pauluserne, Justinerne, Ambrosierne og Gregorerne -- sønder- sloge den; og see, da de vare komne til Hjulaxerne og Bøssin- gerne af Alterguld, da fandt de dem fortærede, saa fortærede, at Vognen alligevel vilde være væltet. Men da raabte de:"Hel- lig! Hellig! Kosmopolitens Blod er det, som har fortæret dem, ligesom Nessusblodet Heraklen! Det er det -- o Underværk! -- som har frelst os fra at sønderknuses ligesom Fædrene!" Værdige Præst, er det ikke saa? Forstaae dog mit Billede, og læg intet Vaklende i ethvert Spørgsmaal. Dets Krumning er SIDE: 358 ofte den Moderbarm, som frembærer den prægnanteste Sandhed. Det er saa, som Billedet siger: Heltene, der væltede den Vogn, hvorpaa Despotiet, styret af Bedraget, agende med ecbatanisk og capitolinsk Prunk, nedknugede Forntiden i Elendighed -- disse Helte vilde ikke troe, at de væltede og søndersloge med egne Arme (Kræfter), fordi den store Kosmopolit havde lært dem at bruge disse dertil, d. e. til at udrydde Verdens Onder; men de troede, at Blodet havde gjort dette. Verden fik Millioner af Tertullianere, istedet for Kristianere. De hørte nemlig enten ganske til eller vare for nære Afstamlinger af de Slægtrækker, der vare Opfostrede af den mystiske Isis' Melk, og formeget vante til Mysterier og Fortællinger om Gudeaabenbarelser og guddommelige Haandgribeligheder -- derfor fæstede de Øinene mere paa Mesterens legemlige Blod, end paa det Lys, der, lige- som Straalerne fra Solkuglen, udspredte sig fra hans Sædelære- og Troesystem. Og -- under Tilbedelsen af dette Blod, der virkeligen havde Blodsvidnekraft, under Nedramlingen af Jupiter- og Svantivit- og Helios-Billederne, under Optømringen af Kor- sene, hørte de ikke Hammerslagene af alle dem, af Byzantinerne, af Habsburgerne, Merovingerne, som sammensnedkrede den gamle Jordkurvvogn, -- ikke at regne de utallige Eqvipager, fra den tydske og Normannerbaronens og Sværdridderens Jagtvogn til den lithauiske Schlachtschiks Kjærre, som forfærdigedes af Splinterne og hvormed disse Herrer gjennemfurede Menneske- heden indtil Hjerteblodet. At Sligt ikke var skeet, skulde den store Jordbefriers evigen udstrømmende Disciple, -- Præsterne, passet paa; thi dem var det betroet, at lære Menneskene borgerlig Frihed, i det de lærte dem den aandelige. Og Hierarchiets Enevælde igjennem nogle Aarhundreder tillod det, at opfylde denne paahvilende Pligt. Men nu har dette, ved i den Tid ikke at være den, af sig selv sig udviklende Borgerstand iveien, saaledes som især de lavere Herskerkaster vare, kun middelbart fremmet Hensigten med sit Tilvær. Og hvad enkelte Sekterer, f. Ex. Presbyterianerne, have gjort for Borgerfriheden, er deels for lidet, deels var det mere en ikke hensigtet Følge af deres Kampe for Kirkefriheden alene, mod Kongemagtens Indskrænkninger i denne. Det er altsaa ikke de ældre kristelige Folkelæreres Fortjeneste, saaledes som det burde være, om en stor Deel af Europa nu er mere eller mindre SIDE: 359 frit. De burde forberedet Europa derpaa; men nu er det Bag- vendte skeet, at Lærlingene have givet sig selv den Viisdom, som Mesterne burde givet dem. Derfor Reformationernes Tug- telser og vore Dages Ydmygelser. Retfærdige Straffe! Jeg synes vidt fløien; men ogsaa denne Falk finder sit Delphi, denne Due sin Ark. Jeg finder, næsten til egen Forundring, at jeg i disse Linier alt har sagt, eller i det mindste udviklet Noget af, hvad jeg har troet at burde sige til Forsvar og Gjensvar. Vil min ærede Modstander (En ex officio?) give mig Tid, saa rykkes vel længere frem, og der udklækkes hvad der er lagt. Vist er i det mindste, at Hvad Denne kalder "vaklende Hypotheser" støtter sig til Sagas Tavler, og disse siges at være af Malm. Og antydet er, under denne Autoritet: 1, at de christelige Præster strax begyndte at fremhæve det Mysteriøse; og at de, følgende eget Hang eller tilvant Trang, samt derefter fortolkende enkelte den østerlandske Mesters i østerlandsk Mening sagte Ord, have givet Menneskeheden lige- saavel som en Religion af Sandheder, en af unødvendige My- sterier, som -- foruden at de nære Hanget til Sværmerie -- deri især have skadet, at de have fremhjulpet Despotiet under alle Former, hindret Tænkeevnens Udvikling og Sædelærens (den egentlige Religions) fortrinlige Indvirkning paa Masserne, betaget de nødvendige Dogmer deres indgribende Simpelhed, og afsondret ikke alene de Kristne selv indbyrdes i tusinde Forvirringsbabeler, men sat en uoverstigelig Hindring for de andre Troesbekjendel- sers Overgang til Kristendommen; -- samt 2, at de christne Præster derved især have modstredet Kri- stendommens Væsen, som -- da den er en Anviisning for Menne- skeheden til Fortskriden og Forbedring -- langtfra er en Værnen til hver Tid om det Bestaaende, men tvertom en evig Udvikling og Forbedring deraf, for ikke at sige et Angreb derpaa, uden at derfor den kristelige Fredsaand vilde blegne. Jeg haaber ogsaa, at have i denne Fremstilling godtgjort, at der tales, her som i forrige Opsats, almindeligen og fra et høiere historisk Standpunkt. Ikke alene de evangelisk-lutherske Præster eller endog kun dem hos Os ere indstevnede. Siden maaskee vi kunne gjennemmønstre dem -- og, vee! der ligger vor aand- løse Psalmebog, Pontoppidanstenen istedetfor Sjelebrød, og istedet- for den uforfalskede Melk for de tandløse Barnemunde Katechis- SIDE: 360 musnødden -- den med det smukke Kjærlighedsbillede og Kjær- lighedsværset foran i -- og disse Dynger af aandsforvirrende Stridsskrifter og Almuelegender. Appeller dog kuns trøstigen -- trods disse sidste Ord -- til Kosmopolitens Agtelse for Kristendommen, værdige Præst! Han er tolerant og lægger ikke Mærke til, at De "uden Bitterhed" sætter hans "Begreber, i Sundhed, langt tilbage for Almuernes forsømte Børns". Han har visseligen denne Agtelse for Kristen- dommen, og det en, der er uadskillelig fra Agtelsen for den sande Kristendoms Stifter, for den største Kosmopolit Jesus Kristus. Netop denne Agtelse bragte ham til at skrive det an- grebne Stykke. Og her har De Centret i hans Tankegang i faa og klare Ord: Da Jesus Kristus havde til Hensigt at fuldkommengjøre alle Mennesker ved sædelig og aandelig Oplysning: saa meddeelte han ogsaa denne Oplysning saaledes, d. e. i en saadan Lære, at denne kunde passe paa og maatte af sig Selv som Enesandhed paatrænge sig alle Mennesker, uden Hensyn til Temperament, Nation, Sæder og forudbestaaende Religioner. I ophøiet Simpelhed fremsatte han altsaa sin Troeslære, og, ved at fremhæve de alene og for Alle nødvendige Dogmer om een Gud og Udødelighed, og indskrænke sin hele Troeslære til disse Hovedkapitler og disses Forklaring, kasserede han enhver anden Dogmatik, som blot førende til Vildfarelser, saasom til Fleerguderie, Helvedlære i pontoppidansk Forstand, o. s. v. Af Begrebet om Gud, som han fremstillede i sin Storhed og med alle sine moralske Egenskaber, udledede han igjen sin Sædelære, og gav denne Liv og Farve, ved at udbrede Udøde- lighedshaabet derover. Men nu var Ulykken, at Han, som de fleste Oldtidens Lærere, satte Lid til Traditionen; og neppe var han i Graven, før For- vanskningen og Tillægene begyndte. Selv Mahomed maa regnes imellem Commentatorerne. Da nemlig Mesterens Idee, ved een Troe at fremskabe eet Brødreliv paa Jorden, af hans egne Lær- linge var forpurret og gaaen overstyr indtil videre: saa besluttede Han, at udføre det Samme i mindre Stiil; og istedet for at Kri- stus' "Saa er det" skulde og kunde gjenlydt over Jorden, fra Arabens som fra Schytens Hjerte: saa gjenlød nu og gjenlyder endnu Orienten af Mahomeds "Saa er det", medens Occidenten SIDE: 361 nu som da er i et evigt Skvalder "Hvorledes er det?" Og disse ulyksalige Schismer angaae ikke Spørgsmaalet om den egentlige Kristendom, men om Mysterier og Tillæg af ingen anden Vigtighed, end den indbildte. Giv Slip paa dem, og den oplyste Mahomedan bekjender Kristus! Ophæv paa engang de mysteriøse Dogmer i Kirken og Moscheen, og Mahomedanerne ere Kristne, og Hyrden har faaet sin Hjord fordoblet, og -- Han er, saaledes som han vandrede her i Livet, identificeret med hiin sin Idee, gjenopstan- den i den halve Menneskeheds Hjerter. Omendskjøndt nærværende Forfatter her ikke finder Sted til, ad Abstractionens Vei, at godtgjøre hiin simple Dogmatiks Alene- tilstrækkelighed, men henviser i saahenseende til det endnu Sikkrere: til Erfaringen, til Millioner dannede Europæers Tro paa denne og Vantro paa Udvidelsen i den theologiske Dogmatik: saa vover han dog bekræftende at yttre Formodning om, at det maatte lade sig gjøre, naar blot ikke Præsternes Iver for deres Mysterier forhindrede dette, saasnart de civiliserede Klasser af enhver Troesbekjendelse nærmede sig hverandre, at ophæve gjensidigen hvad i Religionerne, der hidtil havde forhindret For- eningen af dem under den bedste Religions seirende Navn. Na- tionernes Masser og endeel trodsige Præster vilde vel sætte sig herimod; men -- et Par Generationer, og det er forbi. Man erindre sig den engelske Kirkes Indførelse. Det stærkeste Modbør, som denne stoute Ideeseiler paa Drøm- mehavet faaer, kommer ikke fra de ydre Vanskeligheder, der kunne tilintetgjøres ved Revolutioner, Tractater, Decreter og Pennestrøg; men fra det næsten til uimodsigelig Sandhed hævede historiske og psychologiske Fænomen, at Religionerne ordne og modificere sig efter klimatiske og geografiske Linier, efter Brede- grader, og at de inden disse forblive urokkelige som de fysiske Grændser. Ligesom Historien bevæger sig i Sjelenes usynlige Omraade, saaledes gives der da ogsaa en ny Videnskab: Psycho- grafien. Den er ikke uddannet nok; men bliver den det, da vil Jorden inddeles anderledes end efter Milepæle og Bjerge og Floder. En Ordradix vil blive vigtigere end en Flod, et Sprog en Demarcationslinie; og en forskjellig Katechismus vil sige mere i Diplomatien, end et mellemrullende Ocean. Men er det saa, at Orientalen maa have sin, Occidentalen sin forskjellige Religion -- hvad bliver der saa af vor Mesters "een SIDE: 362 Hjord og een Hyrde?" -- dette hans kosmopolitiske Emblem, hans skjønneste Aforisme, dette Sprog, hvori netop den Kosmo- politisme eller Forløseridee, Indsenderen ovenfor tillagde ham og afstak hans Plan for, heel fremglimter fra hans Sjels Dybde? Een Udvei gives der dog for Opfylden heraf, nemlig, at opløse Profetien didhen, at dog Jorden engang skal bære en Menneske- hed, der er lige dydig og forstandig, uanseet Troeslærens For- skjellighed, hvortil de bekjende sig -- at een Idee om et fuld- komment Menneske skal foresvæve alle Mennesker og at de naae denne. Men skal denne Fortolkning antages -- omend- skjøndt man da vilde see dydige Arabere, dydige Franker, dydige Otahaitere, dydige Jøder, istedetfor dydige Mennesker, -- da antages ogsaa med det samme alle de Troessætningers Uvigtighed, som til en saadan Fuldkommengjørelse ikke have været nødvendige. Mahomedanernes Lære om de 7 Himle o. s. v. antages da at have været lige unødvendig for de Millioners Salighed, der have troet og svoret og endnu troe og sværge derpaa, som de Kristnes Lære om Jomfruens ubesmittede Und- fangelse o. s. v. for de Millioner, som have troet og svoret og troe og sværge derpaa. Det er netop denne Erkjendelse, som Afhandlingen i 7de Hefte har ønsket vakt før denne sene Ti- dens Fylde -- den Menneskenes guddommelige Kræfter kunne fremkalde. Men har man end lagt Vægt paa den tilsyneladende naturlige og psychologiske Omgrændsning af Religionernes Gebeter, for at bevise Utænkeligheden af en Religionsharmonie: saa har man dog to vældige Lodder tilbage i Skaalen for denne, nemlig 1, Folkemassernes Raahed, som baade for en Deel er bevirket ved de unødvendige Mysterier i enhver Religion, og igjen har understøttet disse. -- Men Raahed, ja endogsaa Sæder, ja Tro -- man erindre Arianerne og de forskjellige Reformationer -- er overvindelig. Og 2, at alle Religioner have alene de nødvendige Troessætninger, saavelsom og Sædelærens Hovedbud tilfælleds. Er nu Raahed en Følge af Uvidenhed og denne igjen udledelig for en stor Deel deraf, at Folkeunderviisningen, efter de Bøger, som dertil tjene, hovedsagelig beskjæftiger sig med at indpræge ufrugtbare, Tænkning nedknugende Troessætninger: saa -- lad slig Underviisning fare, og Raaheden og Uvidenheden skal vorde SIDE: 363 temporære Onder, istedetfor at man nu, efter Lysets Læres 1800aarige Forkyndelse, staaer nær den forfærdelige Tanke, at disse Onder skulle tilhøre den l00dobbelt større Deel af Men- neskeheden. Men da skulle de kristne Nationer, istedetfor at det nu kun er de faa Oplyste imellem dem, raabe paa en Ud- feielse af det Overflødige og Forraadnede i Troesbygningen, paa en Religionsrestauration; og Mahomedanen og Jøden skal raabe: "nu er det lyst i Vesten -- nu byde de Kristne os ikke længer Dunkelt og Unyttigt for Dunkelt og Unyttigt -- lader os gjøre som dem!" Og skeer det Samme hos alle forskjellige Troes- bekjendere, da skal man see, at det sande Guddommelige staaer igjen hos dem som hos os. Hine to, de Troendes Brystdiamanter (Gud og Udødelighed) udholdt Prøvelsens Ild, og Harmonien er der, og nu først civiliseres der for Alvor og i det Store. Hvad skulle Menneskene i det hele taget bestille i de Aartusinder, som ligger bag denne Aftens Skyer, uden noget Stort, Noget, som nu forbauser, og henvises baade af det Gamles Venner og af disse Liberale, som flikke i det Smaa, som ville kun forbedre Regle- menter og Forordninger og betænker sig i et Decennium paa en Paragraf-Forandring, til Fantasiesfærerne og det Groteskes Skydynger? Hvad er ikke skeet i en Mands Levealder af vor Tid? Vi have seet Mennesker og det faa Mennesker at om- vælte de Altere, 30 Millioner vare vante til at ansee med Ær- bødighed, og Faaes Vanvid skulde have Kraft til dette Uhyre? og ikke en fuldkomnere Tids Fornuft Kraften til blot at restau- rere i det Hele Menneskehedens vigtigste Anliggende? Det er et blindt Øie, som ikke seer en Religions Revolution at nærme sig, omendskjøndt vel neppe General-Revolutionen; thi den tilhører den kolde Fornufts Tidsalder, ikke den, hvor Lidenskaber ogsaa tør blande sig med. Den tilhører en Tid, da hele Kristenheden og en stor Deel af de andre Troesbekjendere, da den halve Deel af Menneskeheden skal være som et Concilium, der med Alvor og Roe ordner sig til de krigløse, despotfrie, lykkelige, broderlige Aldre, som skulle fremgaae, naar Jorden er grøn og sædgylden og vrimlende over det Hele. Historiens Opgaver ere store; men de sidste af dem ere de største. KOSMOPOLITA SIDE: 364 Henrik Wergeland CHRISTSIND I LANDFARSOT PRÆDIKEN I EIDSVOLDS KIRKE, 21DE TREF. 1833 FORORD Herre! Du kommer med Tiden i Din Haand, med en Prøvel- sens Tid. Men over Tiden er Din Viisdom og vort Haab, Barm- hjertighed i Dine urandsagelige Domme, og til de salige Høider gaae Dine usporlige Veje. Som Regn og Solskin falde onde og gode Dage. Men trofast er vor Gud, som ikke lader os fristes over vor Formue, men gjør baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at vi det kunne taale; og Alt tjener dem tilgode, som tjene Gud. Derfor ere vi ved godt Mod paa en god Dag og tilfredse paa en ond Dag; thi Gud har gjort denne ligesaavelsom hiin. Og vi hilse Dig Herre, naar Du kommer, med Apostelens Freidighed: "Dig alene, vise Gud, være Priis og Ære i al Evig- hed!" Det skal være vor Trøst, vor eneste og sande, om vi have vort Sind beredt til saa med Sanddruhed at kunne bede i Vee som i Vel, i Alt hvad Dagene bringe; thi da forvirres ikke for vore Øine hvad der skeer til blinde Hændelser, til uundgaaelige, forfærdende, fiendtlige, knusende Skjebner, men det staaer klart for dem, at Alt er kun den helligste Viljes Fuldbyrdelser. Det skal være vor Høihed om vi bede saa med Sandhed; thi de rolige Engle have ingen skjønnere Lovsang end denne Bøn, som synes at tilhøre Tilværelsens Fuldendelse og at være al Erfarings ypperste Viisdom, Ende og Krone, og dog kan Mennesket i sin Elendighed, i Støvets tumlende Færdsler, opløfte sig i den og fornemme det Guddommeliges Sejersang i et skrøbeligt Hjerte. Det skal være vor Lykke, og den eneste som ikke vakler, om vi bede saa med Sandhed; thi da skal intet Forstyrrende være i Tilskikkelsernes Omvexlen; men Sjelen være rolig selv under det hvorfor Støvet skjælver; og Herrens Tegn skulle staae klare for det grædende som for det smilende Øje. Lader os bede saa, lader os saaledes hilse Gud, om Han kommer i Forfærdelse, om Hans Vilje gaaer igjennem Livet som Stormen gjennem Ør- SIDE: 365 ken, naar Alt maa kaste sig ned for ikke at fortæres. Det skal være vor seirende Kraft i Ulykken; thi i disse Ord er der Be- sindighed til at raade den imod og Erkjendelse af gudgivne Ev- ner dertil og Tiltroe og Haab, og dog den Ydmyghed som giver Gud Æren. Ja, lader os bede saa, at vi maae faae den skjøn- neste Erkjendelse i Himlene som paa Jorden: at vi elske Gud mere end Hans Velgjerninger. Giver vor Samvittighed os denne højeste Roes, da skal vor Forstand bekræfte os denne herligste Sandhed, at alle disse Skjebnens Thordenslag kun ere Høitids- hilsener fra Guds Himmel, der sendes os for at styrke, belære, prøve og kalde os. Amen! Joh. 4 C. 46 V. "Herre, kom ned før mit Barn døer!" -- dette Raab høres nu i Landet; thi Døden er udsendt i sin Vælde. Den stærkeste af Verdens Magter, Dødsengelen fra Gud udfoer, og mejende han gjennemjagter i Landfarsot skrækslagne Jord. Døden er udsendt. Ingen veed over hvilket blegnende Hoved den i næste Stund skal suse. Derfor raabes der fra Mange: "Herre, kom ned før mit Barn døer!" -- fra ømme Forældre virkeligen over kjære Børn -- fra Den, hvem et Haab, en Plan er som et elsket Plejebarn -- fra Den, der nærer en pligtmæs- sig Kjærlighed til Livet som en dyrebar Guds Gave, som fra Den, hvem dette Liv var Skjødebarnet, mens Tanken om hiint højere letsindigen forstødtes. Der foregaae velgjørende Forandringer i det menneskelige Sind under saadanne Omstændigheder. Gudsfrygten viser sig i sin rolige Høihed; Retskaffenheden feirer sin Triumf -- den, den aldrig søgte; Redelighedens rolige, stille, sikkre Trin høres gjen- nem en Verden, af en Verden med Ærbødighed, som sjelden erkjendte den; og om Fromheden har nogen Glands, da har den den da. Som den vesle Blom i Mosen staaer rolig, end ei rystende Duggen af sit Bæger, medens Stormen farer over den, brydende Træernes Kroner, saaledes da det fordringsløse Ret- sind; -- og Verden, som seer det, troer at have fundet noget SIDE: 366 Nyt at beundre. Skjøndt man skulde troe, at hver havde nok med at betragte sig selv, er det dog saa, at Menneskene under hine Omstændigheder skarpest betragte hinanden, mere for at søge gjensidig Trøst og Fatning end af den kolde Betænkning, at de da ere lettest at udgrunde. Da er det, man finder hos Andre og hos sig selv, hvad en god Samvittighed har at betyde, hvad Værd der er i altid at være paa det Rene med sig selv, med Gud -- da er det man seer Ærgjerrigheden sagtne i sit alle sædelige Hensyn kuldkastende Løb -- Guldbegjæret vælte sig fortvivlet paa sin Dynge -- Bedraget at famle i sine Regn- skaber -- da forstummer Latteren over det Hellige, og Folk sees i Gudshuset, som aldrig saaes der før, og Hostien er bleven til Kjød og Vinen til Blod -- da staaer Omvendelsens blege Dag- skjær paa Letsindiges Aasyn, hvis Tanker aldrig vare over Jor- den, hvis Øie aldrig i deres Barm -- Vellystens Træl betragter skjælvende sine udmargede Lemmer -- den Hovmodige er bleven spag -- den Tyranniske folkelig -- Ubarmhjertighedens Lader aabnes, og den Gudløse tænker førstegang med Alvor paa sit Liv -- dette, der nu er usikkrere end hans Tro, Love og Ærlig- hed nogensinde var. Kort -- Forvandlinger foregaae som om Gribbene svævede omkring i de Duers Fjedre, de have myrdet. Men den Dydige? -- agtbare Christne! vi have seet, at Han forblev rolig, uforandret i en Ro, som tilhører den evige Salig- hed, af hvem endeel har forud nedsænket sig i hans Sjel. Han sørger ei som Den, der intet Haab har. Hos Ham er Mesterens Under allerede forlængst skeet, at de brusende Bølger ere stil- lede. Ham vækker den almene Fare kun til højere Borger- og Menneskedaad. Hans Dødsfrygt er kun pligtmæssig Omhu, og rolig og høi som et Orgel lyder mellem Sukkene i forhøjet Be- geistring hans Røst; "Dig alene, vise Gud, være Priis og Ære i al Evighed!" Ja Han er det, som betimelig har lært sit Hjerte den store Kunst i Vee og Vel med Sanddruhed at bekjende, at Gud alene, den Vise, være Priis og Ære i al Evighed. Det er saadanne Mennesker, som have den sande Storhed, der i Ulykken aaben- barer sig. De have Kraften til at holde Samfundet sammen selv i bristende Undergang. Og midt i den Beundring, som før- stegang ydes dem, give de Gud Æren; og slaae disse Øine ned, SIDE: 367 der vare lysende Stjerner, da Sorgens Mulm var som tykkest og Ødelæggelsen rasede deri som værst -- disse, der tilstraalede de Svage Mod, Samfundet kløgtig Hjælp, og i hvis milde Alvor hine ængstede Syndere læste, at nu og altid er Omvendelsens Tid, om Sjelen blot er rolig nok dertil, og ikke gjemmer det Fordærvelsens Forsæt at fortsætte som før blot Faren staaer over. Saadanne Forvandlinger pleje at foregaae i de menneskelige Gemytter; og de ere velgjørende, thi de ere jo ikke andet end en skjærpet sædelig Tilstand som indtræder hos Gode og Onde til Frelse af Menneskets Bedste, medens dets skrøbelige Deel opgives. Selv under den Raahedens og Uvidenhedens uvirk- somme Forfærdelse, som lader Hænder og Sjelekræfter synke, anseende Soten, som en himmelsendt Syndestraf, hvem det er en unyttig Formastelse at modsætte menneskelige Kræfter, for- glemmende Jesu Ord om hine der faldt under Siloams Taarn og mistydende "at vi skulle kaste al vor Sorg paa Gud" -- selv under denne sløve Fortvivlelse, der anseer og gjør al Hjælp unyttig, er en Selvprøvelsens Forvandling foregaaet. Tingen er -- bevægende sig i en Cirkel, er den, efterat have prøvet Ulyk- kerne og vel prøvet, men for hurtig forkastende Midlerne, stand- set ved den samme Forfærdelse, hvorfra den udgik, ved det samme Jammerens Punct hvor den vaktes. Imidlertid, om disse Sjele ikke udstraale i Kraft under Ulykken, ikke føle sin Andagt opløftet, ikke lytte til Trøst og Hjælp og Raad, men troe det bedre, at lade Byen brænde og gaae i Vandet -- vist er det, under Dødsslagene rundt dem, ere ikke deres Hjerter saa stille som deres følesløse Øine og hængende Hænder; deres Sjele ere dog mere vakte og aabne end ellers; de have opløftet sig og speidet, men intet fundet, skjøndt det var der; de have prøvet sig og maaskee fundet en Ro, der indbildt tilfredsstiller dem selv -- kun Haabet have de ikke mægtet at fastholde og Kraften skinner ikke gjennem deres formørkede Øine. Der er da Ingen, hvis Sind bliver uforandret og uendset af den Almeenulykke, som vi kalde Landfarsot. Som Borger, som Menneske, der er deelagtig i særskilte Forhold som Fader, som Barn, som Moder, som Brud og Brudgom og Ven kunne Sinds- forandringerne -- ligesom hos den Dydige eller Lastefulde -- an- SIDE: 368 tage mangehaande Særkjender og Grader fra Huusfaderens rolige Omhu til de Elskendes ømme Ængstelse, disse -- hvis Hjerter slaae, fastklemte i hinandens Fryd og Vee -- Men som Christne lide vi kun een Forandring; men en, som, hvor mild den er, dog skal underordne sig hine Menneskets vold- sommere; og den er -- et Gudsfrygtens Alvor udbreder sig over Gemytterne: over Den, hvem dette ingensinde før var fremmed, men som en hellig Skygge hjemme i hans Sjel, med en forhøjet Mildheds Glands, en begeistret Kraft -- over Andre, som ikke vare saa lykkelige at have denne Sjelens ypperlige Nerve, med en ukjendt Styrke, med en ængstlig, dog velgjørende Spænding. Dette Alvor, der er svangert med Velsignelse medens Skyerne maaskee ere det med Død og Undergang, yttrer sig og over det Almene som en større Beqvemhed til at søge Religionens Trøst og til at modtage dens Sandheder. Denne Majestætiske, hvis Høihed det daglige Sløvsind skyede og ikke tænkte sig saamegen menneskelig Mildhed under eller saamegen verdslig Klogskab hos naar det paafordres, træder da frem; og se -- Frelseren har givet Den sin undergjørende Kraft, og betroet Den de hulde Ord: "gak bort! din Søn lever." Landfarsoten bliver den skjæ- rende Plog, der bereder de himmelske Sædkorn Plads i sine sortnende Furer. Over denne Forsamling af elskelige Christne har dette for- højede Alvor ogsaa udbredt sig. Det var her ingensinde fremmed, men medvandrede hid hjemmefra. Dog fandt det her et andet, et højere, dog et beslægtet: det der boer i Templernes Høitide- lighed, nær Fædrenes Grave derude, og som lader Hjerterne zittre om Alterets Hellige. Saaledes og: -- de rolige Dage have sit Alvor, Farens sit: et andet, et højere, dog et beslægtet. Vi træde ind fra Sikkerhed i Faren med en Følelse, som ligner den, hvormed vi fra det lune Hjem træde ind inden disse kolde Vægge. Dog angre vi ikke, at vi byttede -- vi frydes ved at finde Brød- rene her, og Broderaanden opløfter os i fælleds Fare -- her staaer Alteret, Haabet er Farens, -- dette Haab, som dog ikke har noget bedre at pege paa end paa dette Altar, noget bedre at sige end dette: "kommer til Ham her alle I, som syge og sorgfulde ere! Han skal give eder Lise." SIDE: 369 Vort Sind er da beredt, elskelige Tilhørere! til at anskue Fa- ren nærmere; vi ønske at benytte disse Stunder, som allerede ikke ere rolige længer, til at gjenvinde her den Ro, som vi be- høve saameget derude. Vel vide vi Alle, at Gud ved Alt hvad der hidtil har mødt os har villet vort Bedste, at vi med kum- merfuld Erfaring have oftere maattet beklage, at vi ikke strax benyttede det dertil, men lod denne blive vor eneste Gevinst. Men Tiden, der altid tilbyder Lærdomme og gjentager efter Mellemrum selv det Usædvanlige og Forfærdende indtil den højere Mening fattes, og vor Sindsstemning opfordrer til særegen Trøst; og Gud giver sin Velsignelse til at finde den i Betragt- ningen over: Hvilke Goder Gud selv ved den skrækkeligste af Sine Til- skikkelser: en Landfarsot tilsigter for Menneskene; -- samt Hvorledes den Christnes Sind og Færd bør være i en Land- farsot. Vi skulle opdage, at Gud vor Faders Hensigter ikke ere saa fjerne, at de ganske undvige vore Øine. De gjøre det kun til- deels og medens Midlerne i forfærdende og blindende Storhed bevæge sig for vort Syn. Det Højeste, som vi opdage er dog, at Gud beholder Sine bedste Hensigter for Sig Selv i Sin Himmel. En Landfarsot er et Onde i Naturen; men visselig ikke i denne, hvor Alt er afvejet, uden tilsvarende, opvejende Gode. Dog me- dens flere af de aandige gode Følger af en Ulykke, som Men- neskene medrette frygte som den værste, ligge aabenbare, gjen- nemskue vi kun endeel af de naturlige, som tilsigtes. Stormen, Thordenilingen nedslaaer en Landmands gyldne Haab, mejer en Skog, knuser et Træ, der var os kjært, udenfor vor Dør. Men hvem troer, at den raser derfor, forat være ubarmhjertig, eller for at forfærde Skabningerne? Se, den har jo renset Luften, som ellers skulde qvalt og ynglet Pest i sine lumre Skyer; og al Skabningen aander og dufter jo sundere! Saaledes maaskee farer Landfarsoten rensende gjennem den menneskelige Natur, vel rammende som Stormen, der synes at triumfere i sin Øde- læggelse og at haanspringe over det den kasted ikuld; men lev- nende den større Fleerhed frelst og frisk og kraftig til at erstatte de, dog sjeldent for det Almene, følelige Tab, og -- hvad der SIDE: 370 er det bedste -- maaskee sædelig stærkere, fri for mange Sjele- onder, der bortfoer med Ødelæggelsen. Men mellem de aandelige Goder, Gud tilsigter ved en Land- farsot, synes følgende særligen at opfordre os til at tilbede Hans Viisdom: Gud vil forbedre os 1) ved at minde os om at tragte efter himmelske Goder, medens de jordiskes Skrøbelighed lægges for Dagen. Der er da Lærdom i disse Suk, som forvirre os? Opløftelse i den Jammer, som nedtrykker os? evangeliske Hilsener i disse Klager, som byde os at være rede til at tage Farvel med alt det vi elskede? Ja, Elskelige, der er en Lærdom deri, som siger os, at vi skulle lidet ansee de synlige Ting mod de usynlige; "thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige" -- der er en opløftende Røst, som raaber: "jeg holder for, at den nær- værende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os" -- der er en evangelisk Hilsen, som klinger over Dødslejet trøstefuldt og klart: "Verden forgaaer og dens Lyst, men hvo som gjør Guds Vilje bliver til evig Tid!" -- der er en Røst, som siger Dig fra Dit Indre, om Du staaer dybt- bedrøvet ved den friske Grav: Tro, Døden mørk og barsk paa Jorden, har neppe Sorgens Boe forladt, før hen i Harpeklang hans Thorden i Lys hensmeltet blier hans Nat. Men det er vanskeligt for Dig med det aabne Smertesaar; for Dig, der nyligen bedøvedes af Dødens Nedslag mellem Dine Elskte; for Dig, hvis største Pine det er paa Dødslejet at see disse, som maaskee uforsørgede, uden Støtte skulle priisgives Verdens Fristelser og bittre Mangler -- det er vanskeligt for Dig at erkjende dette. Og dog -- Du maa, om Du ikke vil for- tvivle, om Du ikke vil gjøre en Forbrydelse af Din Smerte. Hvormange Tusinder have ikke lidt som Du fra Maria under det blodige Kors og indtil Du ved denne Baare, hvorover Du græder? Dog have de erkjendt, at der var Lægedom i denne Smerte, denne bittre Urt som voxer paa Gravene, og Balsam i dens Taaredugg. Vil Du da være saa uvis og selvkjærlig at troe, at der for Din Sjel deri ingen Lægedom skulde være, fordi den SIDE: 371 er bittrere end de henfarne Dages, som maaskee var altfor sød? Det skulde kun vidne, at denne Sødme alt havde fordærvet Dig. Maaskee, om Du gaaer irette med Dig Selv, skal Du finde, at Dit Hjerte var for jordisk, Dine Lyksalighedsforventninger til Verden for overspændte, Dit Sind for lidet alvorligt, Dine Tan- ker for uvante med at henvendes paa Gud og Hans evige Raad og Hans ubetvingelige Vilje, Din Forstand for slappet i de gode Dage til at have tænkt paa Raad i de onde, Dit Blik alene hen- vendt paa Din Dynge, Din Lyst alene til forgjængelige Glæder, som have forstemt ogsaa Dit Legemes Nerver. Men nu da Herrens Alvorsdage komme, er det ikke Vinding for Dig, at Dit Blik vænnes til at see mod Himlen, at deres Lyn tvinger Dig at see Dig Selv og Dit Behov, at deres Thordenslag vækker Dig til at høre efter Dit eget Hjertes Slag, om det slaaer med Ro for Dig Selv, men Kraftens Raskhed og Kjærlighedens Varme for de Lidende omkring Dig? Ja, er der ikke Vinding for Dig, om Gudsfrygt bringes Dig, var det selv af Dødsengelen, der ogsaa kommer fra Himlen? om Fromhed rodfæstes i Dit Hjerte, var det selv af Skrækken? om Lidelse lærer den Utaal- modige Taalmod, den Letsindige, Ærgjerrige, Forfængelige, Mis- undelige, Gjerrige, Vellystige at der gives noget af højere Værd end Tant, ufortjent Ære, Guld og Sandselyst? -- kort, skulde det ikke være Vinding for Dig, om Ulykken, liig Foraarsskurene, der ved sine Styrtninger vække Sæden af den sorte Jord, ud- foldede den højere Natur i Dig, som maaskee hidtil var Dig ube- kjendt? Det skal være Dig til Vinding i Livet, om selv det lynende Blink af Dødsljaaen, der mejede Dit Kjæreste, viste Dig med en Klarhed, som stedse staaer siden for Dine Øine, de jordiske Ting i deres sande Skikkelse og Farve. Dette Blink blegner Purpuret paa Æreskaaben, saa det siden ikke blinder Dig, bortjager Flammeskinnet af Guldet, viser Beenraden gjen- nem Skjøgens Huld, og matter Glandsen af dit Bæger. Men med skjærende Klarhed viser det Dig dig Selv: Du skal see, om Dit Øje skelede af Misundelse og hvorlidet det var for; om der er Blod paa Din Haand eller Pengebegjærets Smuds, Bedragets Blæk, eller Uskyldens Taarer: Du skal see om Din Gudstro har sine Piller eller om de vakle: et Udødelighedshaab skal være en velkommen Engel naar Dødeligheden voxer; og, om Du ikke tænkte paa et Golgatha -- det skal rinde Dig ihu naar Gravenes SIDE: 372 smaa Korsbjerge rejse sig om Dig. Naar der blegnes rundt omkring, naar Samfundet synes at opløses, skal Din Indbildnings- kraft danne sig elskede Skabninger, som ikke blegne uopløseligen forente i et Samfund, hvor Skræk ikke indtrænger og over hvilket ingen Fare svæver. Og see -- mens Du leder for at finde den skjønne Verden, Du skabte, og seer mod Himlen og seer kun dødsvangre Skyer eller de alvorlige Stjerner, og seer mod Jorden og seer kun Grave -- mon Du ikke ogsaa skulde indskue i Dit Hjerte? -- og se! i Din Aands Dybder er den skjønne Verden opdaget. Derfra opsteeg hiin Ahnelse i Dit Hoved som et Gjen- skin af den straalende Bygning, som der staaer liig et Tempel i Jorden -- denne, om hvem Apostelen siger, at "dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, et evigt i Himmelen." Disse ere Gudsgjerninger, at Letsind bliver Alvor, Gudløshed Gudsfrygt, Sjelesløvhed og Mørke, Sjelelys og Kraft -- disse ere Gudsgjerninger, dog skee de under Landfarsotens Jammer. Er da ikke Gud den uforanderlige Hellige om Tiden omskiftes, den Gode midti Sine Forfærdelser, den Vise midtunder Sine mørke Veje? -- mørke Veje -- de vare det kun mens vi græd; ikke da vi saae. De ere ikke mørke selv om de føre til Graven, thi derigjennem skimrer Udødeligheden, og de for- svinde kun i Lys. 2) Gud vil ved en Landfarsot vække Mennesket til mangehaande Dyder og udvikle dets Evner. Nød knytter Menneskene til hverandre. Samlidende elske hver- andre. Faren er netop bekjendt som det ypperste Middel til at vække Menneskenes Aandsevner og under fælleds Lidelse har man seet Menneskehjertet udfolde de herligste Dydsblomster. Saaledes vovedes Livet i Skibbrudet for Ulykkesbrødrene -- i Feldtslaget modnedes det trofaste Venskab -- i den brændende By saae man den Rige bringe Den Redning, som kun havde lidet, mens hans eget Huus brændte -- og under overordentlige Farer traadte Selvopholdelsens voldsomme Drivt tilbage for den uegennyttige Menneskekjærlighed. Men ligesom denne hulde Dyd forhøjes under Faren ligetil ædel Selvopofrelse, saaledes bliver og Klogskaben virksommere. Man kan sige, at Sygdomme SIDE: 373 have fundet Lægedommen i den skjulte Rod; at Branden har opfundet Redningsanstalter; at Armod og Elendighed har bygget disse Barmhjertighedshuse, der hædre Nationer; at Tyranniet har fremfødt Friheden; at disse sikre Skibe og dygtige Red- skaber, som prise det menneskelige Geni, har Stormen bygget til sin Ydmygelse fordi den stundom vilde friste at herske paa Havet. Men naar gav Gud rigere Anledning til at øve Menneske- kjærlighed i venlig Pleje, Hjælp og Tilsyn end i det udmærkede Skækkens og Farens Tilfælde, som vi have for Øjne? Heller ikke fremkaldtes nogensinde Forstanden tydeligere til Kamp mod noget Onde end i dette, hvor den ret kan vise sig sei- rende i roligt Overblik, i hensigtsmæssige Anstalter til Fore- byggelse eller Helbredelse; og imod de Hindringer, hvormed Ondet forøges af Uvorrenhed, Uvidenhed og hiin sløve slaviske Tro, som altid er rede til at kaste sig ned for en knusende Skjebne, og som troer at smigre Himlen ved at haane Jorden. Vel kommer det kun an paa os Selv, om Vi ville lære af enhver selv den dagligdagse Begivenhed; thi ingen er uden Lærdom og Hensigt til at danne Forstanden og forædle Tænke- maaden, og ethvert Tilfælde gjemmer en Erfaring, som lidt efter lidt gjør den Voxne af Barnet, den Vise af den Voxne. Men ingen Begivenhed er dog saa skikket til at indpræge den ypper- lige Dyd: Gudhengivenhed, som en Landfarsot. Og den er ikke Klogskab modstridig; thi al sand Klogskab kommer til Erkjen- delsen af en Alt til det Bedste styrende højere Viisdom; og Gud- hengivenhed er langtfra at foragte de Mennesket gudgivne Kræfter til at redde sig og Andre udaf Faren og bekjæmpe Ulykker med. Dette var Guds vise Vilje med mange af Sjelens fortrinlige Evner: med Opfindsomheden, Skarpsindet og Charakterens Bestemthed og frosindede Mod; og det er Guds Vilje som hiin Hengivenhed underordner sig. Alle disse Evner vil Gud i Landfarsoten udvikle. Netop ved at føres Døden under Øine skulle vi befries fra den Dødsfrygt, som jo er "en Trældom al vor Livs Tid," og kun den skal blive tilbage, der er Alle naturlig og det Samme som pligtmæssig Omhu. Opfindsomhedens Øje skal klarnes i Sorgmulmet; Skarpsindig- heden udtænkte Frelse, og i Kampen mod ødelæggelsen skal SIDE: 374 Mennesket staae, tilvindende Menneskeheden Hjælp og sin Sjel herlige Evner og Dyder. Men mellem disse maa vi ikke glemme Forsonligheden, som lettes vort stolte Hjerte nu da al Skyld, vor som Andres, trues pludselig at bedækkes med Dødens Skygge. En Grav er ikke det bedste Altar at bede ved: forlad os vor Skyld som og vi forlade vore Skyldnere. Det skal være bedre at bede saa i vor Fiendes Huus; -- da skal hans Gravsteen ikke ligge paa vort Hjerte. Det skal være bedre at bede ved vor krænkede Vens Bryst; -- da skal hans Grav blive en venlig Erindrings Hjem. Og Redelighed og Retfærd? læres disse os ikke naar Døden udruller sine Registre? Disse Dyder ere stærkere Pillarer for Samfundet end Sundhed, Befolkning og Velstand; og de ere vor egen Saligheds Pillarer, som bære det Fredstag, den lille Straalhimmel hvorunder vi indgaae i den store. Desuden -- denne Sot siges at have det Særegne at true mest de Umaade- holdne og Uordentlige; -- naar da, agtværdige Forsamling, fik Maadehold, Reenlighed og Orden slig Roes som af denne Sot? Dog dømme vi ikke haardt! men erindre hvad den milde Jesus siger: "mene I, at de 18, paa hvilke det Taarn i Siloam faldt ned og slog dem ihjel .. mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem? Nei, siger jeg Eder." Vi see, at vi ikke behøve at lede efter Guds Hensigter med en Landfarsot. Vi opdage letteligen langt ædlere end den, at den er sendt som en Straf alene over hine Synder, der visselig og syntes at trives altfor vel, men dog som en, der, løssluppen engang, slaaer i Blinde Skyldig med Uskyldig. Hellere ville vi tage dette Særegne ved Sygdommen indunder en følgende Række af Gud værdige Hensigter, og troe, at Mildhed i Omdømme søm- mer os nu bedst, da vor egen Himmeldom maaskee falder i næste Stund. Denne Dyd er mindre skattet i Verden end den bør; maaskee skulde Omstændighederne gjøre os opmærksomme paa, hvor skjøn denne blygsomme er. Det er ikke Kraften eller Retfærdigheden som mangler den; det er Hykleriet. Den er Kraftens milde Rødme og Retfærdighedens Smiil og henhører mellem alle disse Dyder, som gjøre os "stærke i Herren og i Hans Styrkes Kraft," og som med de udviklede Aands- og Charakter-Egenskaber danne det "Guds fulde Harnisk" hvormed "vi kunne modstaae paa den onde Dag og staae naar vi have ud- rettet alle Ting." SIDE: 375 3) Gud vil ved en Landfarsot vise Dydens Værd og Lastens Uværd. Dette er høist iøinefaldende i ethvert Ulykkes- og Fares-Forhold, og da vel særligen i dette. Det forhen rolige Hjerte skal, idet- mindste for sig selv, ikke slaae uroligere under Dødens Vinger. Der var ingen ond Samvittighed i det Bryst som trodsede Stor- havets Bølgeslag forat redde et Medmenneske. Der var Be- vidsthed om en god Sag i de faa Tappres Skare, som stode for Fædreland og Frihed mod Overmagtens Thordener -- i den hjemlige Dal mens de legionpandsrede Høje vare som lynbrem- mede Skyer omkring dem. Det er de retskafne Borgere, som vogte Ordenen i Forstyrrelsen, og holde Samfundet sammen om det truer at briste. Det er de ædle Christinder, som opsøge Nøden i Vraaerne, aftørre Taarerne, mætte Hungeren og klæde Armoden. Det er den Dydige, som behersker Elementerne med sin rolige Pande. Det er Kjærligheden, som opreiser sit Sæde i Ødelæggelsen. Det er Barmhjertigheden, som lever i Nøden. Da sees disse Herlige. Da lader Gud deres Glands frembryde i Sorgmulmet, deres høje beherskende Røst, deres milde Trøst- stemmer som et himmelsk Chor lyde i Undergangen. Der staaer den Dydige -- fast ved sin gode Samvittighed -- rolig som til- forn i de sikkre Dage -- ophøjet over Ulykken -- liig en Klippe i det fraadende Hav, hvorhen Ulykkelige redde sig. Synet af ham indgyder Mod; i hans Arm er der Hjælp. Ham overmander ikke Frygten. Han indbilder sig ikke at Faren er større end den er. Han glemmer ikke, selv om den rammer ham selv eller dem der voxte ved hans Hjerte, at prise Gud med Hjobs Røst og Hjobs gudhengivne Sind. Men hvo ere disse Forvirrede om ham? disse Forfærdede, disse Blegnende, Raadvilde? Ak! det er Disse, som maae mis- unde ham hans Hjertero, som mangle dette ypperlige Skjold, som frygte Døden for det Livs Skyld som henrandt, Rædslerne heruden for Rædslerne i sit Indre! Ak! vi ville ikke nævne dem -- det er Disse, som nu angre, at de ikke have været som den Dydige, for nu at kunne være som Han. Dog maae vi til- staa: den naturlige Frygtsomhed antager i visse Gemytter hele den onde Samvittigheds Ængstelse og er det jo ikke. Vi maae derfor vogte os for at dømme; men heller erindre saadanne SIDE: 376 Svage om, at de oftest ere altfor tilbøjelige til at gjøre Faren større end den er, at denne overspændte Frygt baade virkelig forøger Faren og er den Christne uværdig, om Guds vise Hen- sigter, og henpege paa hine stærke Dydiges udmærkede Mønstre -- Disse, som tiltalte Hine, der forfærdes af sine Hjerter: Synder med det mørke Blik -- see dog mod det Høje! Veed du ei, at derfra fik du saa mildt et Øje? at en Frelser derfra gik sprængende din Bøje; -- og Hine, der forvirres af sit Blod: Skyen, som i Øjet hang, Svage, kan du jage. Armen, som din Angest sank, Stjerner end kan tage. Stærke Engles Sejersang lære kan din Klage. Efter dette, kjære Medchristne! er det klart for os, at Gud, om det behager Ham at udsende over Landene en dødende Farsot, ogsaa derved og paa en udmærket Maade vil fremme Sine almindelige vise Hensigter til Menneskenes Forbedring og sande Lyksalighed. Det er da let at finde, hvorledes en Christens Sind og Færd bør være: saaledes nemlig, at disse gaae ind i og fremme Guds Hensigter. Har han forstaaet disse saaledes, da maa han vide at indrette sig Selv derefter som det sømmer sig det forstandige Menneske og den himmelske Korsbærers Efter- følger, og som det kan kræves af Jordborgeren og Den, hvis Odel er i Himmelen, og som vel veed under Glædens som For- skrækkelsens Tummel, i trange eller rige Kaar, at han her intet blivende Sted skal have. Dette Sind yttrer sig: 1) i Trøstighed, fordi den Christne veed, at Alt dog tjener til det Bedste -- fordi han veed, at Faren baade er overgaaende og oftest mindre end det Billede Skrækken udkaster deraf, at Angest i saadanne Tilfælde er farlig, at han som god Borger bør SIDE: 377 styrke de Svage ved freidigt Exempel -- og endelig fordi denne gode Egenskab er en Følge af den i Alt urokkelige støtte: Hjerte- freden med Gud, Menneskene og sig Selv; -- 2) i det velvilligste Beredskab til at vise al den Menneskekjær- lighed, som Religion og Stat fordrer; -- 3) i drivtig, klog Borgeraand, saaledes at han offentlig og privat bistaaer med al Hjælp, med Raad og Daad, overholder for Sig og Sine hvad Anordninger desangaaende maatte være givne, og iagttager al den Forsigtighed, som Klogskab og nærmere Pligter byde og Christenkjærligheden kan tillade. Og 4) forhøjes saavel hans egen Gudhengivenhed og Andagt som Iver for at bibringe Medborgerne et varigt og gudfrygtigt Alvor og ellers at gjøre de sorgfulde Omstændigheder saa heldbringende for deres Aandelige som muligt. Saaledes er den Christne tilsinds og tilfærds i Landfarsoten. Saaledes maa de Mennesker være, som formindske, afhjælpe, begrændse og med Guds Velsignelse standse dette for vore verds- lige Øjne saa frygtelige Onde. Det er saa; dog lader Gud Men- neskene nedstige til dets Bund og oprykke dets Rod; dog lader Gud Menneskene høine sig derover og beherske det, naar det har virket efter Hans velgjørende Hensigter. Begaaer derfor ikke den store Synd at miskjende Gud, om Nøden skulde blive svar! Den er dog ikke jammerfuldere end disse Ulykker, som Menneskene ofte af Lyst selv afstedkomme som f. Ex. Krigen, der myrder Folkenes Blomster under liflig Musik og troer at dække de sønderskaarne Familiebaand med glimrende Bannere. Ja den er i Længden ikke jammerfuld som de tærende Onder, der fremhjælpe den: Ureenlighed, Drikfældighed, Uvorrenhed og Uvidenhed. Hermed være dog ikke Armoden sagt noget Bittert; men der gives Folkeslag, hvis Fattige udmærke sig isaahenseende fremfor vore, der dog have Frihedens Ære, og burde, som de, kunne pryde den med de modsatte lette Dyder. Maaskee skal, som en ny velgjørende Følge, denne Sot, idet den er en Tugtelse til Reenlighed og Ædruelighed, tillige henlede de højere Classers, de Bemidledes Opmærksomhed, den offentlige og private Barm- hjertighed paa de simpleste Classers Tilstand, og fremvirke en SIDE: 378 varig Hjælp mod hine varigere Onder, efterat den i Nødens Tid reiste sig op og hjalp de Arme, som da ikke kunde hjælpe sig Selv. I saadanne Anstrengelser, saadanne Forholdsregler, saadan Menneskekjærlighed, saadan christelig Samfundsaand er det, el- skelige Brødre og Søstre, at "Herren kommer før Barnet døer." Det er i Menneskenes Dyder og Forstand, at Herren kommer og hjælper Mennesket af dets Elendighed. Da kommer Gudsfrygten og Kjødsfrygten flyer. Da kommer Hjælpen og Faren forsvinder. Da kommer Menneskekjærligheden og dækker Nøden med sine udbredte Arme. Og Modet kommer og Kløgten og den bleg- nende Kind rødmer som en ung Sejerherre. I Mennesket kom- mer det stærke Guddommelige det svage Dødelige tilhjælp. Se -- det store Hav gaaer i Bølger som rullende Fjelde -- under det hvinende Seil staaer Sjømanden, den kloge og mandige -- ve ham! om han skjalv og lod Roret slippe sig af Hænderne, overgivende Skibet, tænkende det nytter ikke at stride imod. Saaledes -- gjennem Luften gaaer i Landfarsot et usynligt, men farligt Element -- da skal ogsaa Menneskets Sjelekraft svæve over -- ve ham! om han tænker, at denne intet nytter, at Gud gav ham saa herlige Gaver som Forstandens til ingen Hjælp i Ulykken. Da er det den viser sig baaren af Ulykken, opløftet nær sin Himmel, skinnende over Ulykken som Seilet over det mørke Element. Da er det vi paakalde det Guddommelige i Os og over Os, og at vi raabe, erkjendende, at Alt kommer der- ovenfra og at vi behøve Hjælpen og Velsignelsen fra Himlen: "Herre, kom ned før vort Barn, vort Haab, vort Kjære døer!" -- og da er det, at der svares os derovenfra gjennem vor Sjel: "gak bort! Din Søn lever." -- Amen. Eidsvolds gode Menighed venligst tilegnet. SIDE: 379 Henrik Wergeland NORGES HISTORIE FØRSTE DEEL INDEHOLDENDE BEGIVENHEDERNE INDTIL FORENINGEN MED DANMARK FOR ALMUEN SYVENDE HEFTE Din Seierære, Oldtid, er nu kun Ord. Din Frihed lever endnu i høje Nord. I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil kan skue egne Dyder og egne Feil, sin bedste Viisdom Saga, den kloge, skar: "det Folk, som eier Frihed, nok Ære har." TIDSRUM: FØRSTE TIDSRUM: FORNOLDETS TID FRA EN UBESTEMT ALDER LANGT TILBAGE I TIDEN OG TIL KONG HARALD HAARFAGER -- (863 EFTER CHRISTI FØDSEL). ANDET TIDSRUM: NORGES VELMAGTS TID MED EGNE LOVBUNDNE KONGER -- (FRA 863 ELLER 885 TIL 1387). 1) FØR BORGERKRIGENE ( -- TIL 1134). 2) UNDER BORGERKRIGENE ( -- TIL 1240). 3) EFTER BORGERKRIGENE (TIL 1387). INDLEDNING Se, har ei Landet fager Let? Mon skabt til Nidings Amme? Norge, Nordmændenes gode og kjære Fædreland, strækker sin af dybe Fjorde gjennemskaarne Fjeldkyst længst nord af alle Europas Lande. Dets nordligste Dele, skyde endog sine Næs ud i Nordishavet, og paa de kolde Fjelde groer lidet andet end den Mose, hvormed Rensdyrene nøjes. Men længer sydpaa bliver Landet venere, indtil, under dets fulde Brede, den ene store, frugtbare Dal udbreder sig jevnsides den anden langsmed deilige SIDE: 380 Sjøer og raske Elver, afsondrede enten ved skogdækte Aaser eller ved høje nagne Fjeld, hvor ofte Sne og Iisbræer ligge Aaret rundt. Hver af Landets større Dele, nemlig Agershuus- Christiansands- Bergens- og Throndhjems- Stifter samt Nord- landenes og Finmarkens Amter bestaaer af slige Dalklynger. Dovrefjeldene skille imellem det Nordenfjeldske og Søndenfjeldske, og Langfjeldene danne det Vestenfjeldske. De lange skogdækte Kjølfjelde skille Norge i Øst fra Sverige, men til de øvrige Kanter er det omgivet af det vilde Hav, som bryder paa de talløse Øer og Holmer, der ombelte Kysten, og lade Handel og Vandel færdes i Fred derindenfore Skjærgaarden. Fordum regnedes og Norge at strække sig over Kjølfjeldene indtil den store Sjø Venern i Sverige og til Gøthaelv mod Syd; og i Nord gik de norske Lapmarker alt til det hvide Hav og nedmod den botniske Bugt, hvorved det mod Nordost kom til at grændse mod Finland (fordum Qvænland) og Ruslands (frd. Gardarikes) Nordlande eller Bjarmaland. Hiinsides Havet mod S. har det Danmark til Na- boland og mod S. V. og V. det store Øland England og Skotland med alle sine Øer. Længer vest ligger Irland, den vakkre grønne Ø, men længer N. ude i Havet ere Færøerne og Island, hvor de gamle Nordmænd færdedes saameget, de nærmeste Lande. Faae Dagsreiser fra Island strækker det øde og barske Grønland, en Deel af America, sig ud i et iisfyldt Hav. Norge har paa 2,535 norske eller 5,860 geografiske Qvadratmiil kun 1,200,000 Indbyggere -- en tynd Befolkning over det Hele mod sydligere Landes, hvor frugtbarere Sletter udbrede sig under en mildere Himmel uden at være saa indskrænkede af raa Fjeldmark, og hvor talrige stærktbefolkede Stæder blomstre ved en Kunstflid, der endnu er fremmed i vore. Men dette Hav om de graae Skjær er Norges store frugtbare Slette, hvor Millioner levende Sølverax sprede sig i de skinnende Fiskstimer, der ud- gjøre Landets største Rigdom; og Jordbunden i disse Dale, som vi elske saameget, er langtfra utaknemmelig; Fjeldene ere tildeels metalrige og dækte med kostbare Skoger; de rivende Elver drive Brug og Værker; travle Byer hvidne ved de snevre, mørke, men havnsikre Fjorde; og Dalene ere tætbyggede med et frit og lykkeligt Folks Boliger. Det er Jordbeskrivelsen (Geografien), som lærer os et Lands Beskaffenhed og Beliggenhed -- Omstændigheder, som have stor SIDE: 381 Indflydelse paa Folket og dets Historie. Nordmændene ere saa- ledes, i Kamp mod en haard Natur, haardføre, stærke, smidige, modige og opvakte. De vare fordum Herrer paa disse nordlige Have, bekrigede Naboerne fra sit havværnede Land, og besidde endnu Sjøvanthed, Krigsdygtighed og Ærebegjær. Hvor denne sidste Egenskab ikke udarter, er den nøje forbunden med et Frisind, Høisind, en Trofasthed, Gjæstmildhed og Rundhændthed, der altid have været Grundtræk i dette Folk af Odelsmænds Charakter. Det Ophøjede i Landets Skjønhed og de fortsatte Anstrengelser, som kræves for at afvinde et ublidt Hav og en usikker Himmelegn Opholdet, har ogsaa indgydt Folket et Alvor, som holder de Egenskaber sammen, der i det Hele -- Undtagel- serne tagne i Betragtning -- danne det ædle Folk. De Beskaf- fenheder ved Landet, at Folkets meste Opmærksomhed maatte være henvendt paa bare at vinde Underhold, at Districterne vare afsondrede, tyndtbefolkede og uden synderlig indbyrdes Forbin- delse har medvirket til at det danske Aag ikke afrystedes længe før det skede, medens paa den anden Side Beliggenheden bag et mellemrullende Hav bidrog til at frelse Folkets moralske Selv- stændighed -- denne, der har den politiske Selvstændighed til nødvendig Følge. Derfor -- Hvor høre vi din Brag med Lyst, du mørke Hav om Norges Kyst. Den er dets Frihedssang, som Seclers Haan og Kongers Bud, at slette Norskt af Norge ud, i vilde Elementers Brud med Sejer overklang. Men saaledes som Norge nu seer ud, saae det ikke ud i hine fjerne Tider, da det befolkedes. Skog gik da nedover disse vene Hjemdale; de aabne og venlige Sjøbredder laae begravne under kold Skygge; ingen Engbakke snejede sig nedmod Elvene; Agerlandet laae nedsjunket i frostkjær Myr; Lyng og Krat var Herre paa Voll og Vang, og Ødet rugede over Muldens skjulte Rigdomme. Kun hist og her klang en vild Nybyggers Øx; først lidt efter lidt lysnede Rydningspladse i Lierne; og en Røg fra SIDE: 382 en Berghule eller fra en saadan Gam af Pæler og Huder, som Finlapperne endnu bruge, eller fra et plumpt Huusvær af Steen og upyntet Tømmer viste kun sjeldent, at der dog fandtes Folk. Dog falder først Historiens Lys paa Landet, da det var vide opdyrket og allerede inddeelt i mange Smaakongeriger. Men dette falder langt tilbage i Tiden; thi Menneskene erkjende snart, at de trænge til hinanden; og i Slægtsblod er en bindende Kraft til at danne Stater. Og disse staae heller aldrig stille; thi For- bedring er deres Øjemed. Norge er da blevet helt forandret til det Bedre gjennem Tiderne, og var det allerede ved den Tids- punct, da dets Historie med Sikkerhed kan begynde. Og saa er det skeet med alle Lande, som have nogen Historie; thi Historie er en sandru Fremstilling af hvorledes det er skeet, at Land og Folk gjennem Tiderne ere blevne forædlede og have naaet en bedre Forfatning. Den lærer, at denne velsignende For- andring kun skeer, efter Forsynets Styrelse, ved Menneskenes stigende Oplysning, Flid og forenede Kræfter; at Forstanden tilsidst indtager den legemlige Styrkes Plads; at den frem- bringende og forædlende Flid kommer istedetfor Røverlivets sorgløse og ufrugtbare Virksomhed; at Fortjenesten indtager i Almenomdømmet den Rang, som indehavdes af Byrd, arvede Forrettigheder og den væbnede Styrke; at Nationer ville Frihed, som nødvendig til Forbedringen, og at Nationer aldrig have Uret. FØRSTE TIDSRUM FRA EN UBESTEMT ALDER LANGT TILBAGE I TIDEN OG TIL HARALD HAARFAGER. -- (863 EFT. CHR. FØDSEL). OM NORGES ÆLDSTE BEBOERE Fra Egnene om Europas og Asiens sydlige Samgrændser be- vægede det store gothiske Folk sig udover Mellem- og Nord- Europa, fortrængende dettes ældste vilde Beboere Celterne til de yderste vestlige Kyster og Øer og Finnerne til de nordligste SIDE: 383 øde Egne. Den stærkeste Green af Gothefolket trak sig sydom Østersjøen over alt Tydskland, og trængte mod Nord opover Danmark, (Ø-Gothland) og det sydlige Sverig (Reid-Gothland), medens den anden Nordmændene, ad den nordlige Vei om Østersjøen besatte Norge og det egentlige Sverig (Norvegr og Svithjod af Beliggenheden mod hinanden). Disse fik især med Finnerne eller Lapperne at bestille, som dog trak sig fredeligen mod Nordkanterne, hvor de endnu streife om som Fædrene. Dog er det sandsynligt, at Nordmændene ogsaa her have fundet Beboere af hint celtiske Urfolk, som de, paa Grund af større Vildhed, raaere Religionsbegreber og den Haardnakkethed hvor- med de forsvarede Tomterne, idet de kun langtsomt og kjæm- pende trak sig tilbage til Afdalene, hvorfra de en Tid fortsatte Folkekrigen paa Liv og Død, kaldte Jothuner (Jetter), der, efter Gothernes Begreb, var Navnet paa onde Væsener, Guders og Menneskers Fiender, skabte med andre Uhyrer af Naturens første Overmaal af regelløs Kraft, og udrustede med Kræfter voldsomme som dens. Ved en lignende Forvexling fik ogsaa de kolde, øde, taagedækte Egne i det nordlige Rusland, som den nordgothiske Folkevandring havde berørt, Navn af Jothunheim, hvorfra de tænktes at have med en formastelig Anmasselse brudt ud og at bryde ud, indtil Gud Thor lærte dem med sin Hammer at lade de Lande med Fred, som Guderne havde til- odlet Menneskeheden. I de overtroiske Sagn om uhyre Jetter, der skulle have holdt til i vore Berger, gjenlever maaske et gothisk Minde om de vilde, menneskefiendske Urbeboere, hvem Synet af faste Bopæle i dyrket Land og en fremmed Guds- dyrkelse var en Vederstyggelighed, og som Fædrene, der vare bedre Rydningsmænd end hine Skog- og Bergmænd, maatte oprykke og rodhugge tilligemed Trærødderne. Nordmændene eller Nordgotherne trængte sig stedse sydligere, og blandede sig med de tidligere indvandrede Gother i det syd- lige Sverig og Danmark, hvor deres Høvdinger bleve herskende. Og medens Sydgotherne udgrente sig i mange Folkeslag i det øvrige Europa, delte Nordgotherne sig i de egentlige Nordmænd, Svenske (Sviar) og Danske. SIDE: 384 OM DE ÆLDSTE NORDMÆNDS GUDSTRO, ODIN OG ASERNE Fra de østlige Hjemstavne medbragte vel Forfædrene Begrebet om et Altings Ophav og Fuldender, som, under det skjønne og rigtige Navn af Alfader, kun i Aanden kunde dyrkes; men de vare dog Afgudsdyrkere, som med blodige, ja stundom endog med Menneske-Ofringer dyrkede Naturens Kræfter under egne Navne og Billeder. Dog tænkte de sig efter sin sammensatte Gudelære en Guddom mægtigst i den endelige Verden, som de kaldte Odin, og om hvem de troede, at han oftere aabenbarte sig mellem Menneskene. Saaledes tillagdes eller selvtoges dette Navn af en Høvding, som noget før Christi Tid indkom fra det østlige Hjem med sin Stammes Ypperste Aserne, satte sig fast i Svithjod, og derfra gjenopfriskede den Fædrenes Gudsdyrkelse, der var bleven forvansket ved jothunsk Overtro, Afsondring i ensomme Bygdelag og Tidens Længde, der nedbryder alt Men- neskeligt, naar ikke Menneskene stedse eller stundom støtte under og holde istand. Denne Overguden Odins Gjenaabenbarelse fortrængte dog ikke den særdeles Dyrkelse, som hver af de 3 nordgothiske Folk ydede sine indodlede Nationalguddomme. Ligesom Begrebet om Alfader var for ophøjet til at holde sig i Almeenmands Tanke- omraade, som vel syntes, at al guddommelig Høihed var naaet i Odin, der med Soløjet saae udover Verden: saa var ogsaa Han traadt tilbage for Guddomme, hvis Virkninger troedes nær- mere og særegnere for hvert af Landene. Saaledes dyrkede de Svenske især Freyr, der skulde raade for mild Luft og gode Aaringer; de Danske Jørtha eller Frigga, hvorunder tænktes Jordens frugtbare Kraft; men de Norske Jothunbetvingeren Thor eller Aukathor, der troedes at ake paa Thordenen over Norges Fjelde, som "huede hans Heltesjel". Asa-Odins mandlige og qvindelige Følge fra Asaheim, Aserne og Asynierne, der synes at have været Præster og Præstinder, bar ligesom hiin deres Ypperstepræst og Stammehøvding de gamle Fædreneguders Navne, og forvexledes siden i Folketroen med dem. Saaledes Asa-Freyr og Asa-Thor, der maaske gik ind i sin Rolle ved med samme Mandhaftighed at fortsætte sine Landsmænds Udryddel- seskamp med de virkelige saakaldte Jothuner som den gamle SIDE: 385 Folkegud Thor troedes at vise mod de indbildte forfærdelige Beboere af det egentlige Jothunheim, der ikke regnedes at høre til Menneskejorden. Tapperhed var ogsaa Asalærens første Bud. De Feige og Onde skulde faae Nidingedom i Hels Rige Niflheims Pinsler, mens Odinsædet Renselseshimlen Valhallas straalende Porte aabnede sig for de Tappre, (Einheriar, didførte af Valhalla- møerne Valkyrierne). De Forstødte skulde endelig indgaae til Nastronds evige Straffe, naar de i Valhallakampene Prøvede og den hele for ædlede aandige Verden skulde feire sin Sejer hos Alfader i Gimles evige Salighed efter den legemlige Verdens Undergang i Kampen mod dennes alt og sig selv fortærende Kræfter -- dem Jothunfolket og Finnlapperne dyrkede som sine Guder. Paa disse raaere Folk virkede nemlig Naturens Kræfter og Særsyn kun en sløv Skræk, som deraf skabte sig forfærde- lige onde Væsener, som de tilbad af Frygt. De vare som slette Børn, paa hvem kun Tugtens Rædsel virker. Aserne lærte der- imod at tænke sig Naturkræfterne underlagte aandige Guddoms- viljer og tjenende selv i sin Opløsning (Ragnarokr ): Gudernes Tusmørke) til den aandige Verdens Forherligelse og Alfaders Aabenbarelse over alle Guder. At slige ædlere Begreber vare Forfædrenes kan sees af alle de reent sædelige Guddomme, de antoge. Saaledes betegnede Baldur himmelsk Uskyld, Freya Kjærlighed, Bragi Veltalenhed. Den onde Loke var en under- ordnet Guddom. Foruden af Gudsdyrkelsen, som han hævdede ved 3 store Offerfester, hvoraf Juleblot midvinters var fornemst, ved at op- bygge Templer og ved at tilforordne Kongerne 12 Præster som Raad, har Asa-Odin ogsaa Fortjeneste af at have indført Rune- skrivt, bygget Stæder og stiftet Stater, hvori Aserne fik Herre- dømmet baade som Drotter og Ypperstepræster. Saaledes styrede hans Søn Seming over det Throndhjemske og Yngve Freyr i Sverig, fra hvem den berømte Ynglingaæt nedstammer. Odin lod sig give 9 Spydsaar, for ei at døe Straadød som den Feige. Hans Legeme blev brændt som han havde befalt, men Selv vendte han tilbage til Godheim, hvor hans Valhalla og de øvrige Gudeboliger laae. Saaledes havde Nornerne, Skjebnens Gudinder, Alfaders vise Forsynviljes Tolkerinder, villet det, og dem maatte Guder som Mennesker lyde. SIDE: 386 OM FORFÆDRENES SÆDER Odin havde let forat prise Tapperheden for saa haardført og stridbart Folk som Forfædrene. Naar de Smaakongeriger, hvori Landet var deelt, ikke gave Krig nok hjemme, satte de tilsjøes i Vikingafærd forat vinde Ros og Rov paa Hav og fremmed Strand. Næskonger kaldtes disse Vikinger, om de havde Vinter- tilhold paa udspringende Næs, for derfra med første Luftning af Vaaren at skyve Langskibene ud. Det gjaldt rent Dæk for Sværd og Stridsøx, naar slige Sjøhaner mødtes, eller og søgte Høv- dingerne en Holm, hvor Tretten da afgjordes i Tvekamp eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroderskab. Kjøbmands- eller Farmands-Skibe slap godt, om de fik tinge sig fra dem eller med dem. Ellers laae Ærlighed, Trofasthed, Stormod og Gjæstfrihed, men og tillige Rovlyst, Uregjerlighed, Ærgjerrighed og Hevnlyst i Fædrenes Sindelag. Denne sidste vilde Lidenskab indhævdede endog Blodhevnen som Pligt, og lod den rase imel- lem de bedste Ætter, indtil der først i senere Tider sattes den Grændser ved Lov og Ret. Dog længe efterat Morderen lagdes i Bøder og Ransmanden landsforvistes, skjæmmedes tappre Mænd ikke ved at liste sig med Fakkelblus til den efter Landets Skik ensomt staaende, vinduløse Gjæstestue, hvori Avindsmanden efter godt Lag (som Fædrene gjerne dreve til Overmaal) sov tungt med sine Folk rundtom i Gulvhalmen; og da -- Døren stængt, Vaaben ud og Fakler til! -- Om Morgenen laae der Been og Aske, og Illværksmanden var langt paavei. Dette at indebrænde sin Fiende agtedes længe ikke for den Nidingsdaad det var. Naturligt -- thi Forbrydelser ere samkjedede og yngl- somme, og hver Tidsalder har sin bydende Vilje -- slumrede ikke den Dræbtes Frænder og endnu mindre hans Fostbrødre før Gjenhevnen var fuldbyrdet. Om Fædrenes Stridbarhed kan man gjøre sig det største Be- greb; men om deres Størrelse og Styrke maae vi ikke gjøre os saa store Tanker som Eventyrene ville. De vare store stærke Folk; men hverken Frithjof hin Frækne, Kong Half eller Vikar, som tilhøre dette dunkle Tidsrum, der kan kaldes Kjæmpealderen, vare derfor nogle Langbein-Riser. Den frembringende Natur synes ikke at mattes gjennem Slægterne; men vist er det, at en Levemaade kan udvikle dens nedlagte Kræfter mere end en SIDE: 387 anden, og dertil var Fædrenes skikket. De stærkeste Strids- mænd kaldtes Berserker; og de vare stundom ligesaa farlige ved Mjødhornet, som naar de paa Valen stormede fram forrest i Fylkingen med Skjoldet paa Ryggen og Sværdet i baade Hænder. Det var Berserkergang, hvori Stærkøllet og Mjøden synes at have havt lige Deel med Kamplysten. Umaadelighed i Drik hørte nemlig til Fædrenes Lyder, dog havde disse deres Beruselses- midler Øl og Mjød langtfra den svækkende Indflydelse som vore Tiders. Berusede alene af Ærelyst synes de Kjæmpealderens Qvinder, Skjoldmøerne, at have været, som man stundom traf i Kampen fuldtrustede stridende mellem Mænd, mod Mænd, som Mænd. Det lader saaledes til at dengang vare røde Saar Roser selv i Qvinders Vaar. Retlig Tvist, om end indledet paa Thinge for Konge eller Lag- mand og Meddomsmænd, endtes ofte med Tvekamp, der fældte den Overvundne skyldig. Ellers brugtes ofte Voldgivt -- en herlig endnu lovhjemlet Rettighed, Nutidens norske Folk ligesom Dentids burde vide at benytte. Bondestanden var altid den mægtigste. De ypperste Slægters Høvdinger styrede før Harald Haarfager som uafhængige Smaa- konger; og siden, dog ikke arveligen, men efter Kongens Valg, som Jarler, Fylkerne eller Provindserne. Under dem stode igjen Herser som ringere Befalingsmænd, der havde mindre Krigsstyr at yde Kongen. Først under de senere Konger fremhævede sig en Borgerstand i Byerne. Kongernes Myndighed og Indkomst var liden, og de maatte vælges af Folket paa Thingene, hvor alle Fribaarne, Odelsmændene med Lagmanden i Spidsen, deel- toge i Lovgivningen og Statsstyrelsen. Folket vidste vel at vogte en Forfatning, der holdt sig, liig Buehvælv ved deres egen Spænd- kraft og nøiagtige Sammenføininger, som en derved beundrings- værdig Blanding af Konge- Stormanna- og Folke- Vælde, at dette sidste altid holdt de to andre i det rette underordnede Forhold, hvori det for Frihed og Retlighed Farlige, som de altid indeholde, forsvinder. Om Kongerne, -- ikke omgivne som Nutidens af dagdrivende Hofmænd, men af Helte, som vare forrest i Kampen for Fædrenelandet, -- naar de droge om paa Gjæsteri, paa Kongsgaardene, der vare udlagte til deres Underhold, eller paa SIDE: 388 Thingene skiftede Ret imellem Mand og Mand, Forbryder og Lov: saa havde dog Folket, al Myndigheds Ejer og Ophav, for- beholdt sig Dommermagt i Statssager og til at drage selv Kongen til Ansvar. Denne Frihed vanæredes kun ved en Trællestand, som dog ikke behandledes hart, og snart forsvandt for Christen- dommens Lys. Derimod er den Agt, som efter, gothisk Sæd vistes Skjaldene og Qvindekjønnet aldeles i deres Friheds Aand og saa stærkt et Træk af indre Sædelighed og Evne til Uddan- nelse, at det, i Forbindelse med den Hurtighed hvormed denne fremskred, ikke udelukker selv paa hine Tider Anvendelsen af den Sandhed, at Friheden beroer ligesaameget paa Sæder som paa Love. OM NORR OG GORR Nord for de Sydlande, hvorfra Gotherne bevægede sig ud, laae Bjarmeland, et ubestemt Jordbelte, som de udstrakte til Nordkysterne om den finske Bugt. Senere gik det ind under Gardarike, der egentlig dannede dennes Sydkyster, eller de henlagde det, da de vare hidkomne i disse Lande, til Egnene om det hvide Hav. De Lande, som udstrakte sit ubegrændsede barske Øde nordenfor hint Bjarmeland gave de det forhadte Navn Jothunheim, hvilket omtrent for dem vilde sige det samme som Djævlehjem. De befolkede det med onde, Guder og Men- nesker fiendske, Væsner, og i dets kolde Taager tænkte de sig det mørke Utgard at kneise -- ligesaa rædselsfuldt som deres eget Asgaard var livsaligt. Under Vandringerne berørte Nord- gotherne disse fabelagtige Strækninger, idet de ombuede den store Bugt mellem Finland og Sverig, men fandt der kun frede- lige Vandrefolk (Nomader) af finsk Herkomst, hvorimod Jothun- navnet med større Ret overførtes paa den Slægt, der gjorde dem de vestlige Lande saa stridige, og hvis oprindelige Hjem hensattes i hint øde Nord, hvor den maaskee ogsaa fandtes i samme Herskerforhold til Finnefolkene som Nordmannafolket siden kom i til den. Dette nedlod sig ikke helt eller paa engang i Norge og Sverig. Stammer deraf vare som Efternølere blevne siddende i hine raae Egne. Da derfor Høvdingerne Norr og Gorr indkom i Norge derifra, uvist ved hvad Tid, men efterat Konger af Nord- mannaæt sad overalt i Fylkerne, hedte det, at de kom fra Jot- SIDE: 389 hunheim. Disse Brødre siges at have gjennemfart og omreist Landet ledende efter sin bortførte Søster, og at have faaet det Vælde, at Norr tilskiftede sig Fastlandet, Gorr Øerne. Dog er der fast ligesaa lidet Lys over disse Begivenheder som over de Kongerækker, der skulle være udrundne over al Norden fra Halfdan den Gamle af Norrs Æt, Konge paa Ringerige. OM YNGLINGA-ÆTTEN OG OM HALFDAN HIN SVARTE Vort Olds Begivenheder begynde først at klarne, da den sven- ske Drot Yngve Freys Æt, Ynglingaæten af Asablod fra Værme- land af indplantedes gjennem Smaakonger i Soløer, smeltede sammen med Halfdansæten, og udbredte sig som Herskerstamme over Smaarigerne i Østlandet. Nordenfjelds sad alt længe Konger af Asaæt: Efterkommere af Seming, Asaodins Søn. En af Disses en Kong Eysteins Voldsvælde lod Ketil Jamte med mange gjæve Indthrønder trække østerudover Fjeldene og bebygge Jæmtland, hvorifra siden Helsingialand besattes alt ned til Østerhavet. Herligst mellem Ynglinge-Smaakongerne var Halfdan den Svarte, som fra 840 omtrent til 863 holdt Østlandets bedste Smaariger samt Sogn og Værmeland samlede under et ypperligt Styre. Han var en retvis Mand, der heller end Loven opgav sin egen Mærkesmand (Fahnbærer) Herjulf, som for Vaadesdrab maatte drage af Landet, hvorved Anledning gaves til Herjedalens Op- ryddelse. Halfdan vilde ingen Gunstling have. Hans Øre tilhørte Folket og hans Sind dets Vel. Det var ogsaa Halfdans Retviis- hed, som bød Lagmanden Thorleif den Vise at foreslaae en Lov for Oplandene, som, da den vedtoges af Folket paa Eidsevjua- Thing, fik Navnet Eidsevjua-Lag: Did nemlig til Vollene om den store Evju ved Eid (Eidsvold) stevnede Oplændingerne tilthinge ligesom Indthrønderne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething, de Østfoldske (østen Osloefjorden) til Borgarthing og de Vestfoldske til Haugathing ved Tønsberg. Halfdan tænkte ikke at bruge sin Overlegenhed: han holdt sit Rige stort nok naar det intet havde at frygte af Naboerne; og inden det delte han villig sin Magt med Lovene. Derfor sørgede det hele Rige da den folkesæle Drot i sin bedste Alder druknede ved efter et Julelag at kjøre over Skjørisen paa Randsfjorden; SIDE: 390 og fire Provindser reiste "Halfdanshøje" over hans Levninger, som de delte imellem sig. Norge var ved denne Tid alt i temmelig Velmagt. Landet var opodlet, Retten plejedes, Folkemængden var betydelig og Handel dreves ved Siden af Vikingevæsenet. De Skibe, dette satte i Bevægelse, vare ligesaameget kun bevæbnede Handels- fartøier som Sjørøverskibe; og de fine Varer og Klenodier, som gjennem Tønsberg og andre Handelspladse indkom fra Østersjø- landene, fra England, Valland og Frakland (Belgien og Frankrige) vare ikke altid kjøbte med Staal. Dog er det først fra Halfdan af, der slutter Smaakongetiden, at Sagaen med sikker Sanddruhed begynder at fortælle, hvor- lunde det adsplittede Land heledes til et mægtigt Rige under en fri Forfatning og en herlig Kongerække, til hvilken intet Land kan opvise Magen. ANDET TIDSRUM NORGES STYRKES OG HÆDERS TID (FRA 863 TIL 1387). NORGE MED EGNE KONGER FØR BORGERKRIGENE (TIL 1134) Harald den 1ste Halfdanssøn Haarfager. Harald Haarfagers Erobring. Det var hændt, at Kong Halfdan engang i Vrede havde bort- viist sin unge Søn Harald, fordi han vovede at tale en Forbryders Sag. Han tog da sin Tilflugt til Udaadens Ophavsmand en Høv- ding paa Dovrefjeld ved Navn Dovre, hos hvem han da opfostredes. Denne Mand, der synes at have været af Jothunæt og ret at have havt dennes trodsige og forslagne Sind, har maaskee givet hint Fjeld Navn og fra dets Høide, i Forviisningens harmfulde Een- somhed, der ret er skikket til at yngle store Planer, først viist SIDE: 391 sin Plejesøn Muligheden af engang at samle alt det underliggende Land. Til slig Bedrift hjemkom den 10aarige Harald og arvtog sin Faders Rige 863. Harald sad ikke længe stille; thi de Slægter, hvis Riger Halfdan havde underlagt sig, reiste sig, troende at have Leiligheden fat. Men som to unge Løver værnede Harald og hans Morbroder, den ikke stort ældre Hertug Guttorm, Fædrenearven. Denne truedes især af Kong Gandalf i Alfheim, et Rige mellem Glom- men og Gøthelven, som længe havde været samlet; men Seirene over Gandalfs Søn Hake i Hakedalen og over Gandalf selv ud- videde Haralds Herredom alt lige did i Syd, medens han, seirende over de endnu uafhængige Konger og Høvdinger i Op- landene, nærmede sig det Nordenfjeldske. Men for Ærgjerrigheden er en Fjeldryg, om den end standser de stormdrevne Skyer, ingen Grændse. Og om Tanken om alt Norges Samlen under een Krone end ikke stod klar for den unge Helts Sjel, da han, standsende sin første Seiersfærd under Dovre, gjensaae dette sit høje Fostresæde: saa fremtraadte den i fuld Klarhed og med al Viljens Bestemthed, da hans Frierbud bragte sligt Budskab fra Kongedatteren Gyda, "at han først maatte sidde som Enedrot i Norge ligesom Erik i Sverig og Gorm i Danmark, før hun vilde give ham sin Haand." Da svoer Harald, ikke før at ville pynte sit Haar før dette Stormeed var naaet, og -- Sværdet var draget. Med en stærk Hær gik Harald og Guttorm ind i Throndelagen og undertvang Alt indtil Helgeland. Derved gik Hakon Griot- gardsøn Jarl ham tilhaande, hvorimod Herloug i Namdalen heller gik levende i sin Grav. Efter et Sejerstog mod Kong Erik i Sverig, som imidlertid havde grebet om sig øst i Landet, maatte han dog atter sværdtvinge Thrøndelagen, som atter havde reist sig. Men nu gik det tilsjøs indgjennem Romsdalen og Møre, hvor Ketil Raum og Rognvald Jarl gik ham villig tilhaande, Landet rundt under skarpe Træfninger indtil han i Hafursfjorden ved Stavanger slog de sidste Konger, som gjorde ham Ene- vældet stridigt (885). Da pyntede Rognvald Jarl K. Haralds Haar, og navngav ham, idet han sagde: "nu er dit Haar fagert, Herre min." SIDE: 392 Følger af Undertvingelsen. Folkefriheden var ilde tjent da som altid med Sejervældet. Hvor Harald kom hen tilkjendte han Kronen al Odelsret, og fornedrede Odelsmændene til sine landskyldpligtige Leilændinger, som liden eller ingen Indflydelse havde paa Styrelsen. Derfor gjorde Thrønderne Opstand, som Ret var; Kampen var skarp overalt fra Folkets Side, men svækket ved mange Høvdingers Forræderi, og mange af de ypperste Slægter forlode for be- standigt det aaglagte Fædreland. De søgte sig nye Hjem i Island, som derved først befolkedes, og hvor de stiftede en Fristat, som blev et overbevisende Vidnesbyrd om den republicanske Re- gjeringsforms Fortrinlighed og særegne Drivekraft til at gjøre Stater blomstrende og udvikle Menneskeaanderne. Andre drog til Jæmtland og Helsingland; men den største Mængde af mis- fornøjede Normænd tyede tilsjøs, og forøgede de Sværme "Nor- manner", som paa denne Tid hærjede Europas Vest- og Sydlande. Endeel holdt til paa Shetlandsøerne, Ørkenøerne og Færøerne; men Harald drog did selv og rensede disse Vikingabol, hvilke derved underlagdes Norge. Enekongens strengere Justiz har dog nok gjort Flere landflygtige end Frihedskjærlighed. Saaledes maatte selv Rognvald Mørejarls Søn Rolf for Strandhugs (Pro- viantrovs) Skyld udvandre, hvorefter han satte sig fast i en af Frankrigs bedste Provindser, der af ham og hans Følge fik Navnet Normandie, ægtede Kongens Datter og blev Stammefader for en Æt, der inden kort Tid indtog England og gav det Konger i lang Tid. Med de bestandige Feider med Smaakongerne havde det nu en Ende, Stormændene maatte tæmme sin Voldsomhed, Sjø- røveriet sattes Grændser, Handelen tiltog, og Norge fik Be- tydenhed mellem Landene. Statsindtægterne, Forsvarsvæsenet og Retsplejen ordnedes især ved at indsætte i Fylkerne Jarler og under dem Herser. Jarlerne nøde 1/3 af Kongens Indkomster og skulde stille 60 Krigsmænd, Herserne, med mindre Indkomme, 20. Disse baade militaire og civile Embeder forførte mange Smaa- konger og andre af den forrige Tids Stormænd til at gaae over paa Erobrerens Side, og gav Riget en Lehnsforfatning, som kun lykkelige Omstændigheder, der gjenhævede Folkets Frihed og Nidkjærhed for denne, og Kongernes Dygtighed holdt inden saa- SIDE: 393 danne Grændser, at den ikke blev farlig. Det at Forlehningerne ikke vare arvelige tjente ogsaa til at forvandle dem til Embeds- poster, der vel vare alene Kongen afhængige, men dog derfor Fortjenesten aabne, og som dannede den udøvende Magt, der ogsaa dengang var den eneste, som Folket vilde indrømme Kongen. Under Haralds Erobrervælde var det nu anderledes. En af dettes Følger var ogsaa, at de bedste Forlehninger tilfaldt hans Sønner for Byrdens ikke for Fortjenestens Skyld. Ifølge dette Fortrin, som søger sin Støtte i Magt og Fordom, troede Enevoldskongens Sønner at kunne tillade sig alt, og med sandt Prindseovermod forstyrrede de Landefreden og meget andet Godt, som maatte følge af Norges Samlen til eet Rige. Harald Haarfager og hans Sønner. Harald havde lettere ved at styre det vide Norge end sit eget Huus. Han havde heller ikke redet sig det godt, da han fyldte dette op med en Mængde Medhustroer, som gav ham, mens han endnu var rørig Mand, over tyve Sønner, hvis Fordringer voxte med deres Alder. Misundelige over at de, skjøndt de vare Kongens Sønner, havde mindre at sige end Ragnvald Mørejarl, indebrændte To af dem denne høitbetroede Mand, og delte egenmægtigen hans Styre. Harald maatte da tugte dem med Sværdet; og Einar Ragnvaldssøn paa Ørkenøerne fuldbyrdede, til Hevn for sin Fader, den grusomme Sæd at riste Ørn i Ryg (d. e. udskjære Ribbenene) paa den ene af de kongelige Mord- brændere Halfdan Halegg. Blodhevnen jog nu Harald over Havet, hvor han tog Bod af Einar for sin Søn. Selv lod han en anden af sine Sønner Ragnvald Rettilbein indebrænde med alle sine Koglere, fordi han haanede Forbudet mod al Seid eller Trold- dom. Det var nemlig det meest udmærkede Vidnesbyrd om Haralds Forstand, at han midt i en afgudsdyrkende Tid var af den reneste Gudstro og den bittreste Hader af al Overtro. Den fredeligste af Haraldssønnerne Bjørn Farmand (eller Kjøbmand, fordi han drev paa Handelen i Tønsberg) nedlagdes af Halv- broderen Erik, Halfdan og Olaf reiste sig imod denne, og den gamle Harald maatte atter i Marken. Dog havde Harald gjort meget for at overholde Freden: Han havde givet alle Sønnerne arveligt Kongenavn og tildelt dem Provindser. Jarlerne overordnede, skulde de dog, forat Rigets SIDE: 394 Enhed kunde vedligeholdes, være en Overkonge undergivne; og, for ei at vække Misundelsen, havde han udelukt Alle fra Dennes Sæde, der skulde staae aabent for den Søn, han maatte avle med den jydske Kongedatter Ragnhild, efterat have forskudt alle sine Hustroer. Erik den 1ste Haraldssøn Blodøx. Haarfager-Familieregjering. Denne Søn blev da hiin Erik, der af sin Voldsomhed og Gru- somhed fik Navnet Blodøx. Forat sikkre denne Overherre- dømmet veeg Harald ham Sædet i sit 80de Aar; men havde kun liden Udsigt til at den Bygning skulde holde sammen, som han havde reist, og Guttorm Hertug, Ragnvald og Sigurd Hlade- jarl, Hakon Griotgardssøns Søn, troligen støttet under. Tre Aar efter døde han paa sin Gaard Augvaldsnæs paa Karmøen 936, og siges gravsat paa den anden Side Sundet. Norge saae mørke Tider imøde, da den gamle Konge lukte sine Øine. Maaske kun den betænkte Sigurd Jarl erindrede, at en Søn, paa hvem intet Blod klæbede, som Harald i sin høje Alderdom havde avlet med en Thora fra Mosturø, og Sigurd selv navn- givet efter sin Fader, endnu var i Behold hos sin Fosterfader K. Athelstein i Engelland, og at dette Rodskud af den uddøende Stamme endnu kunde skyde sig frem og overskygge Norge med Fred. Folket forjager Erik. En herlig Mand at see til var Erik, ligesom Faderen, og en dygtig paa Vikingesnekken opdragen Krigsmand. Men slige Egenskaber vare da ikke saa sjeldne, at de kunde forblinde Folket. Thrønderne og Vigværingerne reiste sig atter under Halfdan og Olaf, og disses Fald befæstede kun lidet hans Throne. Ligesom Kongernes personlige Laster usædeliggjør og sløver Folket, saaledes bevirker det erklærede Tyranni det modsatte. Derfor ihukom Nordmændene, med bitter Sammenligning, under Erik, at de endnu, som under Faderen, vare Kronens Leilæn- dinger, og dette tyktes dem da værre nu. Opstand ulmede overalt, og da Hakon Adelsteinsfostre ankom fra England, mær- kede Erik, at da Folket var imod, var der intet andet at gjøre end at vige Landet kun eet Aar efter Haralds Død. Han tog SIDE: 395 til England med sin onde Dronning Gunhild og sine Sønner, hvor han siden døde paa Valpladsen som Jarl, efterat han, som der siges, havde ladet sig christne. Hakon den 1ste Haraldssøn Adelssteinsfostre eller den Gode. Friheden gjenvindes, Forbedringer iværksættes, Landet udvides. Det var blevet Folket klart, at al Magt fra det har sit Udspring, at den vel for en Tid kan erobres, men at den dog maa vende tilbage som en umistelig Odel. Sigurd Jarl havde heller ikke fordulgt denne Sandhed, som "Blodøxen" forud noksom havde indskjærpet; thi paa Ørethinget talte han som Mellemmand i den Handel, hvorved Folket gav Hakon Haraldssøn Norges Krone mod Gjenoprettelsen af Friheden, omfattende Odelsretten med Landskyldfrihed, Kongevalgret og Stemmeret paa Thingene. I slig Priis holdt det gjæve Folk, og, hvad sjeldent er, ogsaa Kon- gen Kronen. For denne fik det og ret til Drot en Herre uden Meen og Lyder; frisindet som En af Folket, var Hakon herlig at see til som sin Fader, hvas i Striden som sit Sværd Qværn- bider, beleven som Sydlandenes Riddere og mild som Christen- troen, hvori han var opdragen hos den engelske Konge. I 19 Fredsaar vandt Norge Styrke, og Rygtet om det lykkelige Land med den gode Konge bragte Jæmtland og Helsingeland til at tye indunder hans Spir. Saa milde Vaaben bed dog ikke paa Arnvid Jarl i Wærmeland. Qværnbideren maatte ud før denne Provinds bragtes til Lydighed. Medens det indre Land, Mand imellem Mand, frededes ved Gulethings- og Frostethings- lovene, som samledes og forbedredes ved Lagmand Thorleif, der ligesom Bedstefaderen kaldtes den Vise, hævdedes Lands- forsvaret ved Inddeling i Skibreder, der stillede et vist Antal Skibe og Mandskab, ved Vaerers Oprettelse og ved en Folke- væbning, idet hver Mand paabødes at have sine Vaaben efter Kaar og Stand. Det er alene en saadan Forøgelse af Krigs- magten, som ikke undertrykker et Folk. Første Forsøg paa at indføre Christendommen. Kun den Indstiftelse til Folkets Vel, som laa Hakon meest paa Hjerte, nemlig Christendommens Indførelse, kunde han ingen Vei komme med. Selv den høitbetroede Sigurd Jarl var ham SIDE: 396 herimod; og da Hakon endelig paa Frostething 956 rykkede frem med sin Hensigt, reiste sig Bonden Asbjørn af Medalhuus, og erklærede paa egne og Folkets Vegne, "at dette kun havde kronkaaret ham under den Betingelse, at han skulde agte dets Frihed, altsaa ogsaa dets Samvittigheds- eller Religions- Frihed; og at han maatte vente, at det tog sig en ny Høvding, som bedre vilde agte sine Forpligtelser, om han ikke afstod fra sit Forsæt at kuldkaste den gamle Tro." Og til denne djærve Tale lagde han, under det væbnede Thingfolks Bifaldsbulder: "nu, Konge, skal du vælge et af to før du gaaer af Thinget." Hakon valgte det klogeste og bedste: han gav efter, underordnende -- som Kongen altid bør -- sin Vilje Folkets. Det skulde have været Sværmeri og Tyranni, om han havde handlet anderledes. Folket derimod gjorde sig selv skyldigt heri, og forspildte Gland- sen af Seiren paa Frostethinget, da det kortefter tilsidesatte den gjensidige Agtelse for Kongens Samvittighedsfrihed saavidt, at det tvang ham til at deeltage i de hedenske Offerhøitideligheder paa Hlade. Dog falder det mere Enkeltes Stormannaovermod end Folkets til Last, at 8 sammensvorne Høvdinger fra Thrøn- delagen ødelagde Kongens Kirker paa Møre og ophidsede Al- muen til atter at tvinge ham til samme Ydmygelse. Blodøxsønnernes Feider paa Norge. Efter Erik Blodøxes Død i England søgte Gunhild Kongemoder med sine Sønner Tilhold i Danmark. Derfra gjorde de Aar efter andet Indfald i Norge, for hvergang at blive slagne tilbage til Danskekongen, Harald Blaatand, som før var bleven tugtet af Hakon for Røverier i Vigen. Parti-ilden, som truede at blusse op mellem Thrønderne og Kongen for Troens Skyld, sluknede, da Baunerne fortalte, at Erikssønnerne havde drevet K. Trygve, Olaf af Gjerrestads Søn, fra Vigen, hvilket han indehavde med samme Ret som den Harald Haarfager fastsatte for alle Sønnerne undtagen Overkongen. Der var liden Tvivl om at den rustede Konge vilde tugte Stivnakkerne dernord; men Fædrenelandets Eenhed havde allerede faaet Betydning nok til at lade selv disse Truede ile under Kongebanneret Vigen og Agdur tilhjælp; og i Seiren ved Augvaldsnæs flød Forsoningsblodet. Aaret efter lede Erikssønnerne Nederlaget paa Rastarkalf i Søndmøer, hvor Gub- ben Eigil Ullserk ved Krigskløgt og Sejerdøden delte Hæderen SIDE: 397 med Hakon; og hvor den danske Overmagts Flugt, medens kun de faae Normænd, Kongesønnerne havde om sig, holdt Stand i det længste, bidrog til at grunde en Formening om Feighed i Folkesindet, som Uviljen mellem Nationerne oftere og saameget heller lod høre, som senere Begivenheder syntes at bekræfte den. Man maa dog ikke glemme, at overalt har Tapperheden for Arne og Frihed vundet Prisen for den der lejedes af Enkeltes Ærgjerrighed. Skjøndt hine Forsvarsindretninger skylde disse Feider sit Til- vær, kom dog Erikssønnerne paa Hakon, mens han sad ved Davrebordet paa Stordøen i Bergensleden uden at nogen Baun lyste eller at Skibrede blev opbudt. Kongens Frænde Skjalden Eivind Skaldaspiller berettede ham Faren, og Helten fra Rastar- kalf valgte at møde dem med sine faae Hirdmænd (Hofmænd). Overmagten maatte atter vige, da Gunhilds vilde Brødre Alf Askmand og Eivind Skreya bede i Græsset for Thorolf Stærke og Hakon, hvis forgyldte Hjelm de i Berserkergang søgte i Slaget, og seirende fulgte Gyldenhjelmen de Flygtende alt tilsjøs. Da var det at en Piil gav Norges ædleste Konge sin Bane 963. Døende i sin Manddomstyrke netop paa Hakonshellen hvor han var født, syntes Hakon at ville frede om Norge med sit sidste Suk. Thi, saavidt det stod til ham, opgav han Erikssønnerne Riget, erklærende, at han selv ikke efterlod nogen Søn; ja, at han, om det stod til Livet, vilde overlade dem Thronen for Freds Skyld -- den han vilde søge i fremmede christne Lande under Bod for den hedenske Besmittelse, som var ham overgangen. Han udtalte sin Tids Tro, dog kunne Mange, som have den bedre, være tjente med slig Fromhed. Paa Sæheim nordfor Bergen blev han gravsat; men herligere end den store Høi, som Folket reiste, satte Eivind Skaldaspiller ham Mindet i "Hakonarmaal". Blodøxsønnernes Regjering. Harald den 2den Erikssøn Graafeld. 963 -- 978. Da de bedste Provindser fandt sig vel under de mægtige Styres- mænd, som Hakon havde der indsat, skede fra Folkets Side ingen Modstand, da Erikssønnerne indkom. Mod Forpligtelse at vedtage Forfatningen i al sin Frihed, og at lade Tryggve beholde Vigen, SIDE: 398 Gudrod, Bjørn Farmands Søn, Vestfold, Sigurd Jarl Thrøndelagen og flere Haarfagerætlinger de Oplande de indehavde, fik den Ældste af Brødrene Harald Overkongenavn. Dog havde de alle og Gunhild Fingrene om hans Scepter, og en fælleds [fotnotemerke] Familie- regjering begyndte, hvis Forbrydelser ikke falder Hovedet Harald alene til Last. Denne Enighed og hiin afsondrede Tilstand i Landet tillod dem at fare voldsommere frem end Hakon med at indføre Christendommen, som de bekjendte sig til. Dog om- væltede de Afgudsaltrene mere for Tempelklenodernes Skyld end for der at reise Korset, og ligesaalidet var gamle Sigurd Jarls Snigmord, hvem de paa hedensk Viis indebrændte ved hans bestukne Frænde Griotgards Hjælp, skikket til at give Konge- familiens Gudstro Agt hos Folket. Thrønderne vare derfor Alle som Een om at opretholde Sigurds Søn Hakon i Jarldømmet, seende i ham ligesaavel en Troens som Frihedens Forsvarer. Dog fik Kongebrødrene et Forsvarsforbund, Hakon Jarl havde stiftet mellem Tryggve, Gudrod, Dale Gudbrand i Gudbrands- dalen og sig Selv opløst eller rettere sønderskaaret ved de to Førstes Snigmord, hvorpaa Hakon søgte til Danskekongen, som maaskee ikke har seet sig efter Løvte betalt af Erikssønnerne for Hjælpen. Dog holdt han sig to Vintre endnu i Thrøndelagen medens han om Sommeren drev paa Vikingefærd, indtil han paa længere Tid blev borte forat hjælpe Kong Harald Blaatand mod den tydske Keiser. Det misfornøjede Folk slog imidlertid to af Kongebrødrene ihjel; og da Hungernødens Elendighed kom til Tyranniets, næ- rende Almeenmisnøjet indtil Opstandsudbrudets Styrke medens Trangen gjorde selv Kongens Gjæstebord magert: saa begyndte Jarl Hakon at tænke paa at fortrænge Erikshuset og at tilvende sig selv Riget. Dette udførte han ved at faae Danskekongen til at lokke sin Fostersøn Harald Graafeld ned til Danmark, hvor han skulde fældes af Kong Blaatands Brodersøn Guld-Harald, som indbildtes at skulle derved faae Norge til Vederlag for sit Krav paa det halve Danmark, hvormed han havde skræmt sin gamle af Svaghed grumme Farbroder. Men forat Denne skulde blive Skrækken ganske qvit, skulde Hakon ovenpaa fælde Sejer- herren, uanseet alle Frænde- Fostersøn- og Fostbroder-forhold, hvori de Spillende i dette fiint udtænkte Stykke stode til hver- Fotnote: En saadan var den H. Haarfager indsatte. SIDE: 399 andre. Det gik ogsaa saa. Harald Graafeld kom forat faae Forlehninger, men fik Døden af Guld-Harald i Liimfjorden; og neppe var Kampen forbi før Hakon indfandt sig, overmandede de Sejertrætte, og hængte sin bedragne Fostbroder i en Galge, der vel var lavere end hans Planer, men højere end hans Lykke. Da nu Danskekongen og Hakon drog til Norge, gav Almuen paa Haugathing den Første Overkongenavn mod at den dræbte Gud- rods Søn Harald Grænske fik Vigen, Egnene derom og Agdur nedtil Næsset med Kongenavn, og Hakon alt det øvrige Land, undtagen Oplandene hvor flere Haarfagerætlinger havde vidst at holde sig. De to sidste Blodøxsønner undflyede til Ørken- øerne, deres gamle Sjørøverrede. Hakon den 2den Sigurdsøn, Jarl. 978 -- 995. Norge i Lehnsforhold til Danmark. Vel var hine Tiders politiske Æresfølelse ei saa uddannet som vores; men Fædrene skeer Uret, om man ikke troer, at det græmmede dem, at Fædrelandet kun kjøbte sig fri for egne Voldsherrer ved at indtræde for første Gang i Afhængigheds- forhold til et fremmed Rige, og det et, som allerede havde givet Anledning til en Nationaluvilje. Maaskee havde denne Følelse Deel i Blodøxsønnen Ragnfrods Fremgang, da han kom tilbage efter et Aars Forløb, og satte sig fast i alle Vestfylkerne til Hakon betvang ham ved Thingenæs i Sogn. Men vist er det, at Hakon nærede den fra samme Stund han maatte hylde Danskekongen, og at den endelige Udførelse af Planen til den fuldkomne Rigsuafhængighed gav ham mere Styrke ved Folke- gunsten, han derved vandt, end ved den Afgivt, af 100 Mark Guld, han da besparede og de øvrige ydre Magtfordele, som derved kom ham tildeel. Mellem Personer kunne strenge Af- hængighedsforhold, naar disse ikke gaae til Slaveri, finde Sted uden Vanære; men ikke mellem Nationer, der ere lige myndige og udrustede med al Evne til Uafhængighed; thi mellem disse findes ikke alle de Kjærlighedens Dyder, som mildne Forholdene mellem de enkelte Mennesker, og kun ved Egenkjerlighedens Styrke stræbe de mod Udviklingen. En Betingelse for denne er Uafhængigheden; derfor kan kun det Folk ansee dennes Tab SIDE: 400 med Ligegyldighed, som er fornedret nok til at frasige sig Evne til Udvikling og Krav derpaa. Hakon løste dog Maskerne i Garnet ligesaa langtsomt opigjen som han havde bundet dem. Efter de første Par Aar gik det traat med Lehnsafgivten, og tilsidst betalte han bare med Svær- det, idet han solgte den Hjælp, han som Danskekongens Lehns- mand andengang ydede Denne mod Keiseren, for Eftergivelse af Skatten og Erkjendelsen af Norges Uafhængighed. I dette Tog vandt Hakon ligesaa stort Berøm ved sit Forsvar af Lande- volden Danevirke i Sønderjylland, som den norske K. Tryggves Søn Olaf i Keiserens Hær ved sit Angreb paa samme; og forat slippe vel fra K. Blaatand, hvem Freden med Keiseren og endnu mere en Børløshed, som holdt Hakon fast, gav Magten tilbage, lod han sig christdøbe og tog Præster ombord, som skulde fort- sætte den Omvendelse, som Keiserens Udsendinge under Feldt- toget havde paabegyndt i Vigen. Men neppe børede det op før Hakon hev Præsterne iland hvor de vare komne fra, hærjede fra sig dernede, og hjembragte mellem Byttet som det ypperste sit Lands Uafhængighed (989). Angreb fra Danmark. Paa Folkenes Ryg opgjøres Fyrsternes Mellemværende. Dette fik Vestkysten at føle, som Danskekongen hærjede forat hevne sig paa Hakon Jarl. Farligere var det Indfald, som H. Blaatands Søn Svend Tveskjæg fik Jomsvikingerne, ): Beboere af Sjørø- verstaten Jomsborg i Venden, til at gjøre om Vintren 994. Fra Tønsberg af, som de afbrændte, hærjede de Landet rundt under Høvdingerne Sigvald Jarl, Bue hin Digre, Sigurd Kappe og Vagn Akesøn, indtil de i Hjørungavaag paa Søndmøer traf den norske overlegne Flaade under Jarl Hakon og Sønnerne Erik, Svend og Erland. Efter 3 Dages frygtelig Kamp blev Seiren Hakons. Da var Alt flugtdrevet eller dræbt paa 30 nær, som laae bundne for hans Fødder. Med den største Koldblodighed havde alt Halvdelen af disse Tappre lidt Øxdøden, da Jarl Erik forherligede den Tapperhed, han havde viist i Slaget, ved at frelse de øv- rige og mellem dem Vagn Akesøn. Ugjerne lod Hakon Hevn- offrene fare -- han den mørke Blotmand, der sagdes under Slaget at have offret sin yngste Søn Erling til sin Skytsgudinde Valkyrien Thorgerda Horgabrud, som ogsaa skal have sendt ham SIDE: 401 en dygtig Hagliling til Undsætning. Dette gav Hovedanføreren Sigvald Jarl Paaskud til Flugt, mens der maatte skarpere Vaaben til end Skyernes hvide Pile forat faae Bugt med hine andre Tappre. En Modsætning til den, med alle sine næsten dæmo- niske Aandsevner, overtroiske Hakon var den unge Helt Færø- ingen Sigmund Brestersøn, der udmærkede sig i Slaget mellem Hakons Mænd, og hvem Hedenskabets Unaturligheder havde gjort aldeles vantro. Taabeligheder i Religionen føre altid til disse Yderligheder. Hakon Jarls Voldsherredømme. Folket ender det. Hakons Sejerære og Nidkjærhed for den gamle Tro havde, i Forening med en Række frugtbare Aaringer, ret vundet ham Folkets Huldskab. Han brugte kortere Tid til at forøde den ved de Udskejelser af et magtberust Sind hvortil han nu overlod sig. Han glemte, at den var den store Bølge, som hidtil havde baaret ham oppe, da han maatte gaae overbord for Erikssøn- nerne fra den store Magtsnekke, som stikker sin Dragesnabel ud i Lindesnæs, har sine Lastrum i de rige Oplande og sin prægtige Høistavn med Herresædet i det vide Thrond. Vel havde han svømmet med en Kløgt og Styrke, som kun Faae i den hele Verdenshistorie; men der var dog en Tid, da han er- kjendte, at det var Folkekjerlighedens store Magt, som bar ham, opløftede ham, og tilsikkrede ham Riget vissest, da den gav ham Navnet "den Gode." Nu var den folkekjære Thrønder bleven en barsk, frastødende Overherre, det mættede Ærebegjær guld- tørstigt, den aldrende Mand, Sejerherren i Hjørungavaag en foragtelig Qvindejæger, og Uafhængighedens Gjenvinder gav Fri- heden hjemme ingen Sikkerhed mere. Derfor blev "Hakon Hladejarl den Gode" i Folkemund "den Onde"; og Hovmod lærte inden kort hvor nær det staaer for Fald. Der er sagt, at Friheden beroer ligesaameget paa Sederne som paa Lovene. Derfor gjorde Frihedsaanden fælleds med Thrøndernes oprørte Sedelighedsfølelse, da den tøilesløse Hakon ved sine Trælle bortførte Bonden Brynjolfs Huustro og krævede Jomfruen Gudrun Bergthorsdatter, kaldet Lundesol, Orm Lyrgias Brud; og Opstanden brød løs. Just samme Tid landede Olaf Tryggvessøn, hvis Bedrifter i Engelland og Irland ikke havde ladet ham skjult for Hakons ængstlige Blik, som derfor ved SIDE: 402 Thorer Klak havde ladet ham lokke til Norge, forat faae denne Haarfager-Ætling afvejen. Han satte sig i Spidsen for Bønderne, fældte Erland Hakonssøn og forfulgte den flygtede Hakon til Gaarden Rimol, hvor Ejerinden Thora, for gammel Kjærligheds Skyld, havde skjult ham med hans Træl Karker under en Svine- sti. Der hørte Karker hvorledes Olaf, idet han paa Gaarden talte til Folket, tilsagde Den Belønning, som bragte Hakon død eller levende. Han dræbte da sin sovende Herre, men fik Døden til Løn, da han bragte Hovedet til Olaf. Forræderiet elskes, Forræderen hades. Haarfageræten hersker alene. Olaf den 1ste Tryggvessøn. 995 -- 1000. I Olaf Tryggvessøn tog Folket sig en Sønnesønssøn af Haar- fager til Konge mod at besværge Forfatningen og at lade Op- landene beholde sine Smaakonger af Haarfageræten. Det lader til at disse have været af samme rolige Sind og Færd som den bekjendteste af dem Sigurd Halfdanssøn paa Ringerige (kaldet med et fortroligt Agtelsesudtryk "Sir" d. e. "Herre"), som tog Harald Grænskes Enke Aasta tilægte, da denne var bleven inde- brændt af den svenske Enkedronning Sigrid Storraade, til hvem han beilede. Hos ham opfostredes Olaf Haralds Søn og senere hans egen Søn Harald, hvilke begge bleve berømte Normanna- konninger. En mere omtumlet Ungdom, end disse sine Frænder, havde Olaf Tryggvessøn havt. Den er et forunderligt Eventyr. Født paa Flugten for Gunhild Kongemoders eller "Hexes" Efter- stræbelser, efterat hendes Sønner havde dræbt Faderen, blev han, da Moderen, under idelige Forfølgelser i Norge og Sverig, vilde føre ham med sig over til sin Broder i Gardarike, fangen af Sjørøvere og solgt for en Buk i Esthland. Ved en Hændelse opdagedes han af Morbroderen, og blev nu opdragen ved Hoffet. De mærkeligste Bedrivter betegnede hans Ungdom. Fra Venden, hvor han var givt, var det han kom Keiseren tilhjælp. Siden feidede han i England i Ledtog med Svend Tveskjæg; vandt sig der Gods og Brud, og lod sig fuldchristne ved Daaben, efter- at han forlængst, som der siges, i Constantinopel havde antaget Christennavnet. SIDE: 403 Voldsom Indførelse af Christendommen. Man skulde ventet meget godt af En, der med Olafs udmær- kede Evner havde været i slig Skole som Han. Skjøndt kun 26 Aar da han erholdt Fædrenekronen, havde han været længe Mand før han blev Konge, ja vel endog Konge før han blev det hjemme. Men Omvendelsesiver plettede Heltens Rygte med Ni- dingedaad, og lod ham begaae det yderste af Kongeforbrydelse: Angreb paa Folkets besvorne Frihed. I Vigen gik det glat med Omvendelsesværket for det store Frændskabs Skyld og fordi Læren der ikke var saa ganske ny; men paa Vestkanten kun ved Tvang og Bestikkelser. Hladetemplet nedbrødes, men Thrøn- dernes og Helgelændernes Opstand lod ham søge andre Udveje end Magtens. Ved at bestikke Harek af Thjottø fik han de hel- gelandske Høvdinger ombragte: Eyvind Kindriff døde under Glo- bækkener og Raud hin Ramme ved at jage ham Huggorm i Livet. Thrønderne overlistedes: de omringedes, medens Jern- skjægge fra Ophoug, der havde ført høihjertet Tale som Medal- huus-Asbjørn, nedhuggedes af de Kongelige -- et Mord, hvorfor Kongen dog maatte erlægge Bod. Ved Sigmund Brestersøn, der af Fornuftgrunde havde ladet Hedenskabet og siden Vantroen fare, Olafs Ven og Jevngode i alle Legemsfærdigheder, christ- nedes Færøerne, der atter af ham vare underlagte Norge. Til Island sendtes i samme Meed den voldsomme Hofpræst Thang- brand og nogle Islændere, som i Kongens Gaard vare blevne Christendommen paatvungne. Derfra forplantedes den til Grøn- land, som ved disse Tider tilligemed Strækninger af det egentlige America (Vinland) opdagedes. Hvor voldsomt end Olaf gik frem, forhindrede dog hans yp- perlige Egenskaber forøvrigt, at han blev forhadt. Han handlede i sin Tidsalders umilde Aand, og var gjennemtrængt af Over- beviisningen om at Erkjendelsen af det Velgjørende i Religions- forandringen vilde Læge Saarene. Hvor vanskeligt det er at udrydde gammelt Ondt, finder enhver Tid; og Overbeviisningens Vei er baade de mange Hoveder og Sværmeren, som vil frem- drive dem, for trang. Dog skulde visselig den bredere, som Magten aabnede Olaf, have faaet en brat Væg, hvorimod han vilde have løbet Hovedet tilblods, om ikke allerede Afguderiet selv havde været ligesaa brøstfældigt som de Guder, han ned- SIDE: 404 slog med sit Spiir paa Mærethinget, da Jernskjægge faldt; og om ikke mellem de Masser, som dreves hen til Steenkorsene og de nye Kirker, havde været Mange, som havde indseet den Vildhed i Sederne, som maatte falde ved Afguderiet, saasom Blodoffrene, Børnsudsættelsen, Trælstanden, Seidkunsterne og Sjørøveriet. Vanskeligere faldt det maaskee dem som os at indsee hvortil Forbudet mod at spise Hestekjød egentlig skulde. Imidlertid have vel Præsterne troet at burde belægge med Forbandelse denne hedenske Offerret, som fristede baade de hemmelige Asavenners Mave og Sind. Sammensværgelse mellem Kongerne af Danmark og Sverig og de udvandrede Normænd mod Olaf. Ved Nidaros (Throndhjem), som Olaf 998 havde anlagt, byg- gede Thorberg Skafhug ham et herligt Skib "Ormen hin lange". Det førte 100 Aarer, holdt en 60 Alen i Kjølen, og bar sin lue- forgyldte Dragesnabel og Stjert højere over Vandet end alle andre Skibe. Overtalt af sin Dronning Thyra, danske K. Svends Søster, drog Olaf, i Spidsen for 60 Langskibe, paa Ormen lange til Venden for der at afkræve Thyras fraskilte Mand K. Buris- leif hendes Medgivt. Maaskee fristede dette prægtige Skib og det hele Optog ligesaameget Olafs eventyrlige Sind som hans Mod harniskedes ved de Advarsler for Kongen i Danmark og de øvrige Fiender i Udlandet, som hans Trofaste ikke undlode at give ham. Der udklæktes ogsaa strax af Sigrid Storraade, nu K. Svends Dronning, som af Olaf under et Frieri var bleven dødelig fornærmet fordi hun ei vilde forlade Hedenskabet, et Forbund mellem K. Svend, Olaf Skjødkonge i Sverig og Jarl Hakons fordrevne Sønner Erik og Svend, hvem mange forme- delst Olafs Voldschristning udvandrede Nordmænd omgave. Den Ulykke, som rammede Olaf kan altsaa tilskrives hans Troessvær- meri, en Lidenskab, som ikke er mere fri, end enhver anden overdreven, for at bære Fordærvelsen i sig. I Sundet ved den vendiske Ø Svollder førtes Olaf (9. Septber. 1000) af Forræderen Sigvald Jomsborgjarl midt indimellem de forenede Flaader. Skjøndt der end var Tid til at komme tilhavs, hvor alt alle hans Skibe, paa 11 nær, befandt sig, lod dog Olaf Seilene falde til Kamp mod den mangedobbelte Overmagt, er- SIDE: 405 klærende, "at aldrig veeg han i Strid, og agtede ei heller at gjøre det nu, hvor skarp den end vilde vorde, da Erik Jarl, som havde nok at hevne, førte Nordmænd mod Nordmænd i Kampen." I fire heftige Træfninger, hver et Kongeslag, deltes dette mærk- værdigste af alle de Sjøslag, som i den gamle Tid holdtes i Norden. I den første Dyst kastedes den danske, i den anden den svenske Overmagt, og i den tredie Erik Jarl, efterat han allerede var trængt frem til Langormens Mast. Efter den var kun dette Skib tilbage; og under den hændte det, at Nordens bedste Skyttes, den unge Thrønder Einar Thamberskjælfvers Bue klang isønder just som han lagde an paa Erik Jarl, og at han, paa Olafs Spørgsmaal, "hvad der brast," svarede sorgfuldt og sandt: "Norges Rige af din Haand, Herre min!" Endelig i den fjerde Kamp lykkedes det Erik, ved at faae Ormen tynget paa Siden, at entre og at rydde op med friske Folk mellem den kamptrætte Besætning; men da Kongen søgtes høiskibs, var han forsvunden. Sprungen overbord, er han vel neppe bleven reddet, som Einar Thamberskjælfver og flere andre af hans Mænd, der gjorde det Samme. Dog gik Præstesagn herom, ja om at han ligetil 1047 levede som Munk nær det hellige Land. Dronning Thyra, som var ombord, hungrede sig ihjel paa 9de Dag herefter; og var der Mænd, som bøjedes mere af Sorg over Olafs Tab end det syntes Mænd at kunne anstaae. Selv de værste Despoter have vidst at skaffe sig personlige Venner, der maatte trøste dem for Folkehadet; og dem, Egennytten ikke hvervede, vandt Svagsindet, som, blindet af enkelte gode Træk, troer Løven miskjendt for Grumhed, fordi den stundom lod Lammet løbe. Undrer det os derfor, at Olaf, der unegtelig var despotisk, endda kunde være et frisindet Folk saa kjær: saa maae vi erindre, at hans Despotisme var overgaaende som Heltens Vrede paa Valen. Da han troede Himlens og Sandhedens Sag gjennemkjæmpet, var han igjen den folkesæle Olaf, riig med sit Huldsind som med sit Vredsind -- en Aabenhed, der er det elskværdigste Strøg i denne store Helts ildige og glimrende Charakter. SIDE: 406 Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner. 1000 -- 1016. Norge i Lehnsforhold til Sverig og Danmark. Sejerherrerne delte Norge imellem sig; dog fik Erik Jarl, for- uden sin egen Trediepart, Danskekongens Deel at styre, medens Broderen Svend stod for Resten under svensk Høihed. Olaf Tryggvessøns Svoger den mægtige Erling Skjalgsøn paa Jeddern havde dog store Forlehninger paa Vestkanten, ligesom og Einar Thambeskjælfver, der fik Jarlernes Søster Bergliot tilægte, i det Throndhjemske. Saaledes søgte de nye Herrer at gjøre sig Venner af den gamles. De indre Oplande beholdt sine Styrere iro. Jarlerne regjerede fortræffelig. Skjøndt Christne i et Land, hvor endnu mange Hedninger fandtes, gjorde de dog ikke sin Tro gjældende ved Magten. Samvittighedsfriheden var dem lige- saa hellig som Borgerfriheden, og de overlod Fredens Religion i Fred at vinde Seiren over Kampens. I den ædle heltemodige Erik maatte det vel blive klart, at Christendommen, som man befrygtede, ikke qvalte Heltemodet; og alle denne Regjerings Dyder syntes at have maattet være bedre Christendoms-Tals- mænd end Thangbrands Thordenrøst, Olafs Sværd, det bragende Globækken paa Kindrifs Bug og den hvislende Orm i Rauds Gab. Og dog lader det, efter alt hvad Jarlernes Eftermand fik at gjøre, som om Hedenskabet gjorde Tilvæxt under disse. Men efter et Tryk er Tilbagedrevet naturligt, og i mange indre Egne havde endnu ingen Kirkeklokke lydt. De mildere Tider viste sig dog i Strafsættelsen for Holmgangen, i de mange Fredsaar og i det gamle Kjøbsted Steinkjærs Frem- hjælp. Under saadanne Idrætter bortkaldte Lehnspligten Erik Jarl til at bistaae den danske K. Knud Svendssøn i Erobringen af England, hvorfra han ei kom tilbage. Olaf den 2den Haraldssøn, den Hellige. 1016 -- 1029. Haarfageræten hæver sig igjen paa Thronen. Under Jarleregjeringen havde Olaf, Harald Grænskes Søn, fra sit 12te Aar ført et, efter den Tids Mening berømmeligt, Sjøkon- geliv. Moderen, den stormodige Aasta, glædedes ved Rygter SIDE: 407 om hvorlunde den unge Vovehals havde hærjet Mælaren rundt, og da svenske Olaf Skjødkonge saa lænkespændte Stoksund forat fange ham, gravet et nyt Sund og sluppet ud med sit Bytte. Fra Frankrig og England lød ogsaa hans Roes; og Sigurd Sir angrede ikke, at han havde rustet Stedsønnen ud. Da Erik Jarl nu drog til England, drog Olaf derfra hjem, fordrev Eriks Søn Hakon, fandt Hjælp i Frændekongerne paa Oplandet, men endnu mere i den almene Uvilje over Landsafhængigheden af de fremmede Riger, og toges af Folket paa Eidsevjuathing til Overkonge mod Løftet at befrie alt Landet fra fremmed Vælde. Aaret efter opfyldte han dette ved at slaae Svend Jarl og Høv- dingerne Einar Thambeskjælfver og Erling Skjalgsøn under Ag- desiden. Svends Død kortefter levnede Olaf Riget helt og holdent. Heri gjorde ikke svenske Skjødkonges Fordringer paa de Lehn, Svend for ham havde indehavt, noget Skaar. Olaf hang hans Skatkrævere op og tog alt tilbage indtil Gothelven. Paa dennes anden Side i Gothland havde han en god Nabo og Mellemmand i Tvistighederne med svenske Kongen i Rognvald Jarl, som endog skaffede ham Dennes Datter Astrid tilægte, mod Faderens Vilje, istedetfor Søsteren, der egentlig var Olafs Elskede. Sven- skekongens Had mod Olaf gik saavidt, at han forbød at kalde ham anderledes end "den Digre eller Tykke," hvorved en svensk Forfatter siger at Olaf ei blev magrere. Olafs faste Stilling; men endnu mere den Magt, som Friheden gav det svenske Folk, der ingen Feide vilde have med Norge, tvang Skjødkongen til at holde sig rolig. Lagmændene den gamle Thorgnyr og Emund talte ham paa en ypperlig Maade tilrette, og Historien lærte da alt i hine vilde Tider, at Folkene hade ikke hverandre af sig selv; men at det er Regjeringerne, som af Egennytte vække Nationalhadet. De sidste voldsomme Omvendelser til Christendommen. Det var vel nok, at Olaf baade selv gav Love, saasom Hird- skraaen for Hoffet og Christenretten for geistlige Sager, holdt strengt over al anden Lov og Ret og nærmere fastsatte Eidsevjua- lovens Omraade; at han fremmede Handelen, lod præge Mynter, gjenreiste det af Svend Jarl nedbrændte Nidaros, byggede Cle- menskirken der, og anlagde Sarpsborg; men ilde gjorde han i SIDE: 408 at fortsætte Christningen paa Olaf Tryggvessøns Viis. Dette fratog ham flere Hjerter mellem det simple Folk end han vandt Sjele for Himlen. Med sin Øxe hugg han nu sin Christentro ind i Afdalene, og Røgen af det brændende Valders viste, at den var kommen til Landets Midte. Ølver paa Egge med mange andre Indthrønder bødede for sin Vedhængen ved den gamle Tro, og med Dale-Gudbrand maatte Gudbrandsdølerne erkjende den nye Guds Overlegenhed, da Thorsbilledet paa Hundorp knustes og væmmeligt Ormekryb udvrimlede af Guden. Ligesaa stærkt Indtryk gjorde det dog nok paa de ærlige Døler, at de paa Flugten fra denne forfærdende Scene fandt sine Baade i Laagen gjennemborede og Thingstedet opfyldt af væbnede Om- vendere. Denne Voldsfærd bragte de samme Smaakonger om- kring Mjøsen, som havde hjulpet Olaf til Magten, til at sammen- sværge sig mod Olafs Liv; men, underrettet herom af Ketil Kalf paa Ringenæs, tog han dem ved Overrumpling tilfange, lemlæstede to og jog de andre tre i Landsflugt. Da Sigurd Sir samme Aar døde, var Olaf den Eneste, som bar Kongenavn i Norge. Dette agtedes dog kun lidet i Underlandene, undtagen paa Ørkenøerne, rimeligviis for det Rygte Omvendelserne havde paadraget ham. Thrond paa Gautø slog saaledes hans Skat- krævere ihjel paa Færøerne. Bedre gik det ei i Jæmtland, og Islænderne vil ikke engang for store Løfter indrømme ham en liden Ø ved sine Kyster. Dette er den nøjeregnende Iversyge, som redder Frihed og Uafhængighed. Kamp mellem Kongemagten og Stormandsvældet. Den Regjering behøver ei at udgyde Blod forat opretholde sig, som har sin Støtte i Folket. Men denne manglede den ubøjelige Olafs; og Grumhedens Regning er daarlig. Mellem Blodet for de forskjellige Altere flød ogsaa noget for de to Magter, Ene- kongens og Stormændenes, som stredes om at gjøre sig forgjæl- dende. Allerede den framvise Sigurd Sir havde gjort Olaf i Slaget med Svend Jarl opmærksom paa Høvdingvældets Tilta- gende, hvilket ret havde sine Repræsentanter i Erling Skjalgsøn og Einar Thambeskjælfver. Denne Sidste sad lidet hjemme under Olaf; men inden Erlings Omraade vovede Kongen neppe at SIDE: 409 komme. Dog indkneb Olaf Dennes og Harek af Thjottøes Lehn; og efter et Slags Forlig beholdt han Erlings Sønner hos sig, dog neppe anderledes end som Gidsler. Hvor vidt Stormandsvældet dristede sig, sees af at Erling tvang Kongen til at give Asbjørn fra Throndenæs fri, som havde brudt kongeligt Forbud og derpaa dræbt Kronfogden for Kongens Fødder. Samme Forsvar hæv- dede den mægtige thrøndske Familie Arnessønnerne, og den nord- landske Høvding Thorer Hund endsede lidet, at han slog en af Kongens Mænd ihjel. Olaf bød Kaxerne Spidsen alt hvad han kunde; men i saa rørt Vand var det naturligt at Fremmede vilde fiske. Undertvingelse eller svare Tab har altid været det Lands Lod hvor Spændingen mellem Konge og Stormænd gik til Yderlighed. I den Brist, som derved opkommer, indskydes altid fremmede Thordenkiler; og de indsuges af den ulykkelige Stat som den gjensiddende Piilodd af det bulnende Saar. Forraad mod Nationen var det Vaaben hvormed Stormændene vilde knuse Kongen. Det har altid, i lignende Omstændigheder, været det hvortil de greb. Her kunde de det med Sikkerhed, da Olaf havde forspildt Folkekjerligheden, og brugte Hersker- viljen istedetfor Statskløgten. Det var K. Knud den Mægtige af Danmark og England, som vilde drage Fordeel af Stillingen i Norge; og gjensidigen kastede Ærgjerrigheden fra ham og den krænkede Stormannastolthed fra Norge Øinene paa hinanden, og de trædske Blik forstode hinanden. Thorer Hund, Thambe- skjælfver, Erling Skjalgsøn med sine Sønner og senere hen Harek af Thjottø drog over til Knud, medens hans Sendinge, selv did- førte af Erling, saaede Guld og med det Forræderiet om i Norge. Olafs Blik fulgte med Raskhed disse Bevægelser. Den for Troens Skyld dræbte Ølvers Søn Thorer henrettedes som bestukken af Knud; men derved gjorde Olaf kun Arnessønnerne til uligs. Og endelig, forat forekomme Knud, faldt han tilligemed den svenske Kong Anund 1028 ind i Danmark; men trak sig efter det uaf- gjorte Slag ved Helgeraae i Skaane tilbage mere af Frygt for sine egne end for Knuds Mænd. Aaret efter kom Knud til Norge. Seiren var let, da Olaf var forladt af sit Folk; ja uden Blod paa Erling Skjalgsøns nær, der, overvunden af Olaf, blev ihjelslagen af en af hans Hirdmænd. Olaf maatte forlade Landet, dragende over Sverig til Gardarike, medens Knud hyldes overalt. SIDE: 410 Knud den Mægtige 1029 -- 1030. Stormannavælde under dansk Høihed. Da Hakon Erikssøn Jarl, Knuds Statholder i Norge, strax forgik paa en Engellandsreise, indfalder en herreløs Tid, som vel ikke maa have været god siden Bjørn Stallar (Kongens Talsmand) drog saa ilsomt til K. Olaf og fik ham opmandet til at forsøge Gjenerobringen. Han kom ned i Værdalen med 4000 Mand, hvorimellem Find Arnessøn, den unge Harald, Sigurd Sirs Søn, Dag Ringsøn, hvis Fader var en af de af Olaf fordrevne Smaa- konger, og Arnliot Gellina, der forlod sit Skogrøverstøl paa Jæmtlandskjølen forat blive ærlig og christnet under Kongebann- ret. Der ved Stiklestad mødte ham Høvdingehæren 12000 Thrøn- dere, Horder og Helgelændere under Kalf Arnessøn, Harek og Thorer Hund, som havde svoret Knud Olafs Drab, naar Leilighed faldt; men hvor overlegen Olaf end maatte vente den, tillod hans Troessværmeri bare Christnede at tjene i Kongehæren. Da Kampdagen 31 Aug. 1030 gryede, vakte Thormod Skjald alle Mand ved at istemme Bjarkemaalet: Hanen hilser den rundne Dag. Vaagner Helte til Slag til Slag! Rolf hin Skytte, haandfaste Har! Vaagner Mænd, som ei Flugt end bar! Til Viin og Lefl ei, men til sin Leeg Valkyrien vake, I Mænd, jer skreg. Under en Solformørkelse gik Slaget paa, under Feldtraabene: "fram, fram Korsmænd, Kongensmænd!" og: "fram, fram Bonde- mænd!" Kongens Fald for Thorstein Knarrasmed, Thorer Hund og Kalf Arnessøn afgjorde det til Bondehærens Fordeel. Slaget vel; men dets Følger bleve skrækkelige for det Folk, hvis Sag den troede at have vundet. Svend Knudssøn 1030 -- 1036. Norge under danskt Tyranni. Efter Naturen er en Konges Blod ikke andet end Menneske- blod; men efter den politiske Ordning noget mere. Olafs be- gyndte at brænde Folket paa Samvittigheden, da dette, som altid er godmodigt, mærkede, at det kun havde været Redskab SIDE: 411 for Stormændenes Interesse, og Disse, at de kun havde arbeidet i det fremmede Herskervældes. Derom overtydede Knuds Søn Svend, som nu fik Styret, dem snart ved det skamløseste Tyranni. De ubilligste Skatter og Forordninger -- som f. Ex. at eet dansk Vidne skulde fælde to norske -- maatte oprøre et mindre ære- kjert Folk end det norske. Hadet og Angeren søgte derfor Luft ved at ophøje Olafs Hellighed som Religions-Blodvidne; og, da man havde faaet den danske Bisp Sigurd bort og Olafs Bisp Grimkjeld ind, bragte man det dertil, at hans Legeme hensattes som undergjørende i et dyrebart Skrin paa Domkirkealteret i Throndhjem. Senere blev Olaf af den christne Kirkes Overhoved Paven erklæret for Norges Skytshelgen ("Sanct" eller "Hellig Olaf"), og hans Dyrkelse udbredte sig langt. Inden Svend og hans Moder Alfifa mærkede Uraad, havde ogsaa Einar Tham- beskjælfver og Kalf Arnessøn, bøiede under Vægten af Fædre- landets Ulykke, Folkets Had og egne skuffede Forventninger, hjemhentet Olafs Søn Magnus fra Gardarike, hvorpaa Svend skyndede sig didhjem han var kommen fra. Kongemorderne opløftede Sønnen paa det samme Hærskjold hvormed de havde knust Faderen; og mellem dem blandede sig tillidsfuldt Rognvald Brusesøn fra Ørkenøerne og de andre Trofaste, som havde vogtet Magnus's Vugge. De meest modsatte Partier nærme sig altid hinanden, naar et faaer Overmagten. Magnus den 1ste Olafsøn den Gode. Kongemagten hæver sig. Skal en Konges Blod være helligere end et andet Menneskes, saa maa ogsaa hans Ord og Tilsagn være det. Men Harek af Thjottøes Drab, hvortil den 13aarige Magnus gav Øxen, viste Høvdingerne hvad de kunde vente, naar det glødende og be- vægelige Olafsblod fik sin Styrke. Da den Tid kom, skjød det sig med mørk Rødme op i hans Kinder, da Kalf Arnessøn maatte vise ham Olafs Banested. Dette syntes Kalf som røde Skyer foran Stormen. Han flygtede, og gjorde vel bedst i ikke at stole hverken paa det blussende Sønne- og Konge-Blod eller paa sin Broder Finds Fortjenester eller paa at Magnus havde gjort ham til Rigsforstander medens han selv var i Danmark. Til Høvdingenes Fortjenester, hvormed de vilde godtgjøre det For- SIDE: 412 bigangne, hører nemlig, at de strax uddroge at værne den unge Konges Rige mod den danske Konge Haardeknuds Krav, og istandbragte det Forlig, at den Længstlevende skulde erholde begge Riger. De iagttoge ellers i Alt hvad der sømmer sig gode Fædrelandsvenner. Alligevel blev det dog, efter Kalfs Flugt, farligt for alle dem, der havde Deel i Stiklestadsejeren; og først Folkets høilydte Knurr og redelige Raadgivere, der viste Sønnen hvortil Lidenskabelighed havde ført Faderen, standsede Forføl- gelserne. Neppe skulde dette Brud paa edeligt Fredssagn (Am- nesti) været taalt, om ikke den agtede Einar Thambeskjælfver, som ingen ligefrem Deel havde i Olafs sidste Ulykker, havde staaet ved Kongens Side, og om ikke Faderens Hellighedsglands syntes at blande sig i de Straaler, som Sønnens Krone stedse længere udskjød. Det var dog paa høi Tid, at Magnus bøjede Øre til Raad som dette den berømte Sighvat Skjalds: "Vrede Herre, Hvo tør raade Dig at gjøre Kongeord til en fuul, tvetydig Gaade? Det er dristigt her i Nord! Bryd ei Løfte, vil du have Mænd, som bryde ei Geled. Konge vinder Træl ved Gave, gjæve Mænd ved Agt for Eed. Vogt Dig, om de Gubber stikke hvide Skaller sammen tyst! om Normannafolkets Blikke skulme ned i oprørt Bryst!" Siden forblev Magnus en Hædersdrot, saa Folket kaldte ham "den Gode." Lovene samlede han i en Bog "Graagaasen", hvorved der skede hans Fader Ret og Ære, da flere af dem vare af ham. Danmark forenes med Norge. Ved Haardeknuds Død 1042 forenedes Danmark, efter Forliget med Norge. Dette gjengjeldte Ondt med Godt; thi ved Joms- borgs Ødelæggelse og Slaget paa Lyrskovs Hede holdt Nor- mændene med sin unge Heltedrot i Spidsen de vilde hedenske Vender fra Danmark, som de jevnlig pleiede at hærje. Alligevel SIDE: 413 maae vi ei fortænke Danskerne i at de gave K. Magnus Stat- holder i Danmark den danske Svend Ulfsøn (Estridsøn) stort Anhang, da han lønnede Magnus med en saa haardnakket Op- stand, at denne, efter fire Gange at have fordrevet ham til Sverig, omsider oplod ham Riget paa Dødslejet i Danmark 1047. Sin Fordring paa England, som Arv efter Haardeknud, satte Magnus ikke igjennem, og Thorfind Jarl slog Rognvald Brusesøn, Kongens Mand paa Ørkenøerne, ihjel og unddrog disse en Tid den norske Krone. Harald d. 3 Sigurdssøn Haarderaade 1047 -- 1066. Danmarks Uafhængighed anerkjendes af Norge. At Harald, Søn af Sigurd Sir, og saaledes K. Magnus's Halv- farbroder, som Aaret før dennes Død var tagen til Medregent og af Thorer af Steig paa Eidsevjuathing givet Kongenavn, hvil- ken Ærespligt tilkom en dertil valgt Odelsmand, ikke havde samtykt i K. Magnus's sidste Vilje med Hensyn til Svend i Dan- mark, betager dette Riges Uafhængighed intet af sin Virkelighed. Om end Harald var Part paa Norges Vegne og negtede sin Anerkjendelse dertil, saa virker denne formelle Mangel dog ei engang til Brist paa Retsgyldigheden af en Ting, hvis Tab ei er retsgyldigt. Hjemkommen fra Constantinopel (Mikligard), hvor han ved de største Bedrifter havde svunget sig op til Høvding for Værjingerne, den græske Keisers Livvagt af nordiske Folk, og vundet store Rigdomme, havde han vel i foregaaende Forlig tilsagt Svend Danmark, om han bistod ham i at faae Norge; men da sligt ei gjordes fornødent, havde han tilskiftet sig halve Herredømmet, som det da var, mod Halvten af sine Rigdomme. Nu formindskedes dette tilkjøbte Herredømme ved Svends Op- stand, og et Processpørgsmaal opstod, som ikke lod og ikke lader sig afgjøre efter de almindelige Ejendomslove. Nationerne, hvem det dog angaaer, opkaste aldrig saadanne, men kun deres Herskeres Ærgjerrighed, og den vinder almindeligviis Sagen, som kaster det tyngste Sværd i Dommerskaalen. Men ikke saa her. Harald kastede i alle sine Plyndertog og i Seirene ved Diursaa og Nisaa det tyngste Sværd; men Danskefolkets Hen- givenhed veiede dog mere for Svend. Selv gjorde hans Evner, at han altid vred sig som en Slange i Norskekongens Hænder, SIDE: 414 og vred sig altid unna. Efter 20 Aars Feide forblev han i uan- tastet Besiddelse af det Rige, hvortil Folket kaldte ham. Norges vigtigste Gevindst var Oslos Anlæg for Krigens Skyld 1058. Stormandsvældet kues. Harald forligtes ilde med Magnus. Det var mere som Søn og ilsindet Menneske, end af Herskervilje, at denne havde ladet enkelte Stormænd føle sin Magt. Han forligtes godt med de andre, omendskjøndt han ikke var bange for at lade selv Einar Thambeskjælfver vide, at han var Konge, saa ung han var, da denne framvise Mand fraraadede Svend Ulfsøns Udnævnelse til Kongejarl i Danmark. Det var enkelte Stormænd, Personerne, Magnus vilde tillivs, men ikke Stormandsvældet selv. Men dette vilde Harald, den barske Soldathøvding. Dog blandede sig i dette Hu personlig Lidenskab. K. Magnus's Venner vare ikke Haralds; og mellem dem bød den gamle Einar, der havde staaet saa fremragende og fast ved Magnus's Throne som Gudebilledet over de gamle Tiders Høisæde, ham Spidsen fremst. Og han havde Indflydelse paa Høje og Lave, da baade Stormændene vare blevne folkeligere, og Einar betragtedes som Folkets Mand. Da Han og Hans vare imod Feiden mod Danmark, blev denne aldrig til Folkets Sag, og den store Hærkonge maatte ofte føre den kun paa Vikingeviis. Hvad Frygt Harald havde for denne Høvding sees af hans listige Paafund at sende Bestikkelsesbud til denne i Svends Navn. Vel rørte det Harald at høre den vakkre Gubbe svare, "at han var vel ikke Haralds Ven, men vilde aldrig vorde Forræder, men værne Fædrelandet, om Angreb skede." Dog, da Einar gik saavidt i sin Myndighed, at han dræbte en af Kongens Frænder, og voldelig befriede en Lov- bryder: saa nedlod Harald sig i Harme til Nidingedaaden, at lokke den 70aarige i sin Hal og der nedhugge tilligemed Sønnen Eindrid. Kun ved at tye til det dobbelte Svogerskab med Find Arnessøn, fik han ilsomt Forlig istand med Oplands-Høvdingen Hakon Ivarson af Hladeæten, der skulde paatale Udaaden, og den ulmende Opstand dæmpet. Han var dog langtfra tilsinds at holde Forliget. Kalf Arnessøn som desifølge tilbagekaldtes, faldt i Danmark, som der sagdes, omtrent som Urias for David. Den skuffede Hakon drog til Svend, forlod ham vel siden, og bidrog til Nisaaseiren, men da Harald efterstræbte ham fordi SIDE: 415 han under denne havde reddet Svends Liv, tog han Lehn i Sverige og feidede derfra mod Harald, som hevnede sig grusomt paa Oplændingerne, Hakons Venner. Find Arnessøn gik ligeledes i frivillig Landflugt til Danmark. Og saaledes var Kongen Stiv- nakkerne qvit. Den kraftige Maade hvorpaa han hævdede den norske Kirkes Uafhængighed af den bremerske Erkebisp, viser at han ligesaa lidet taalte geistlige som verdslige Indgreb i den kongelige Magt. Den gav ham Navnet Haarderaade. Ulykkeligt Tog til England. Den 50aarige Harald kunde trænge til Fred efter slige Kampe ude og hjemme, for at Landet kunde ret faae godt af hans Re- gentdygtighed, og for at han kunde pleje sit Skjaldskab, hvilket han var voxen, og fortfare i Velgjerninger mod Skjaldelandet Island, som havde hans Yndest. Men en Erobringsplan paa England, som den engelske Jarl Toste indgav ham, bragte Helten atter ind under sit "Landøde"-Banner, og under det faldt han i et Nederlag ved York 1066 og med ham en Mængde af Norges ypperste Mænd. Ligetil vore Dage skeer det, at Nationer udøse sit bedste Blod for uvedkommende Enkeltmands Skyld blot han er thronbaaren. Dette ansees uretteligen vigtigere end at være folkekaaren. Mag- ten til at erklære Krig bør tilhøre Folket, som ikke er under- kastet Overilelser, og som veed at et Rige er stort nok, naar det intet har at frygte af sine Naboer, og at Erobringer ikke ere de Ulykker værd, som de medføre over Folkene. Faae ere de Konger, som troe dette, og Harald var mindst imellem dem. Han bødede, men Folket med ham som altid med Kongen og for Kongens Daarskaber. Olaf den 3die Haraldssøn Kyrre (Fredsæl) 1066 -- 1093. (Broderen Magnus den 2den Medkonge til 1069.) Fred fremmer Landevel. Vor Tid dømmer ilde om den Regent, som alene har Opmærk- somhed for Krigsvæsenet. Man spaaer sig lidet godt af den unge Fyrstes Forkjærlighed for Soldatervæsenet, og gjør liden Forskjel mellem denne og et barnagtigt Hang til Legeri. Vor Tid søger ikke Feldtherrens mellem Kongens Egenskaber, og frygter snarere at finde dem. Den vil Borgerkonger, ikke Sol- SIDE: 416 daterkonger, og selve Erobrergeniet finder Landegrændserne i det oplyste Europa for fastnede til at turde overskride dem. Den vil, at Folkets Oplysning og Velstand er vigtigste Konge- meed, og Frihed og Fred Betingelser herfor, som snarere spildes end erhverves ved hint Hangs Udskejelser, der ved sit Glim- rende hverken dækker det Smaalige i en Fyrstes Aand, eller kan begrundes ved Paaskudet, at et Lands Sikkerhed kræver alle dets Kræfter, Fredens og Flidens hele Udbytte. Men hine Styrkens Tider vilde det anderledes; og med lige- saamegen Grund. De vilde Krigersind hos Kongen, som Folket holdt til Vagt for sig. Den Vagt, hvortil Folkeslag nu lade sig forføre til at holde Hære paa bestandig Feldtfod i dybeste Fred, som fra Folkenes Side aldrig skal blive brudt, var dengang overdraget Kongen alene. Ingen staaende Hær gjorde en kri- gersk Konge farlig for Folket selv eller lod det ene Aar sluge det andets Fedme som Faraos-Kjør uden derfor at blive federe. Folket stolede paa Kongens vaagende Øie; naar han erklærte, at der var Fare paafærde eller at Leding maatte ud, da var Folket i Vaaben; de første Værnepligtige droge da til Rigets Banner, hvor Kongen reiste det, medens det øvrige Folk, ufor- styrret af Krigen, dannede en utømmelig Reserve. Om en an- grebslysten Konge skjøttede Folket dog lidt, som Haardraade fik at finde under den lange Feide mod Danmark; men krigs- dygtig og vak maatte han altid være. Krigsevne var Kongepligt, og selv Krigslysten vakte langtfra vore Tiders Misbilligelse, og faldt ikke uafbrudt til Byrde som vore Tiders kongelige Parade- heltes. Da ingen Tidsalder fornegter sig selv, skulde i den Tids Omdømme alle fredelige Dyder ikke have erstattet Mangelen paa Krigsdygtighed hos Kongen, medens vor holder denne Egen- skab for mindre nødvendig. At alligevel hiin Tid, som saa klogt indskrænkede Kongens militære Omraade, rigtig bedømte det ægte kongelige Krigersind, og var nøjd med at Sværdet havdes, om det ikke blev svunget, viser den udmærkede Agt som Haardraades Søn Olaf vandt sig netop ved den fredsæleste Regjering. Dog saaes det, at selv en sand Borgerkonge ikke maatte mangle hiin Egenskab i de Tider; thi hjemkommen fra England fandt han K. Svend i Dan- mark i Beredskab med at overraske Broderen Magnus, der imidlertid indehavde Styret, og tilfredsstillede Kravet paa Krigs- SIDE: 417 dygtighed ved strax at lægge ud i Leding. Dog kom det uden Sværdslag til Forlig; og en Fred begyndte, som Olaf holdt kjæ- rere end den gamle Kongesed at drage ud i Spidsen med Krigs- styrken, da Norge senere gav Danmark 60 Skibe tilhjælp paa et paatænkt Tog til England. Hvad Freden duger til viste sig ret. Konghelle i Båhus, Stavanger og Bergen hævedes til Handelsstæder 1070. For deres Opkomst sørgedes ved Særrettigheder, og deres Anlæg og Handelens Flor dannede en Borgerstand, som erholdt Tilvæxt ved Fremmede og ved de Trælle, som paabødes aarlig frigivne: en i hvert Fylke. Grundvolden lagdes til Throndhjems Domkirke og Kirker byggedes overalt. Sederne forfinedes ved Ægteskabslove og Oprettelsen af Gilder eller Bymændenes lov- ordnede, under geistligt Opsyn satte selskabelige Sammenkomster, hvorved de Uordener sattes Grændse, som Drikkelagene i Enkelt- mands Huus afstedkom. Desuden erholdt Huusvæsenet og Leve- maaden mange Forbedringer. Muurovne og Skorstene fik Plads i de gamle Røgstuer og Dagen fik skinne ind til Fædrene gjen- nem Vindøjer. Man sopede ikke længer om i alskens Rusk paa Jordgulvet, men Halm udbredtes paa stenlagt Gulv. Bægre af drevet Arbeid blandedes mellem Drikkehornene. De Fornemme saaes i Klæde, Silke og Fløiel, med Vaabenmærker i Skjoldene. Biskopper indsattes, og paalagdes Visitatsreiser. Og er det rime- ligt, at de nedsatte Fremmede og Geistligheden har stor For- tjeneste af alle disse Forbedringer. Den havde megen Magt over Olaf; og det maa lægges Mærke til, at Forbedringer vel skeer i Kongens Navn, men oftere ved ham end af ham. Hvor velsindet Olaf ellers var, sees af hans Tale ved et prægtigt Gjæstebud, "at det frydede ham, at Folket vovede at tee Kongen sin Velstand, og at dets Frihed var hans Lyksalighed". Magnus den 3die Olafssøn, Barfod 1093 -- 1103. (Hakon den 2den Magnussøn Medkonge til 1095). Uroligheder indenrigs. Det Sigende, at Bedstefaderen paaslægtes, traf ind baade med Olaf Kyrre og hans Søn Magnus, der nu fik Kronen. Hiin havde været Sigurd Sir, Denne var Harald Haardraade opad Dage. Da Farbrodersønnen Hakon, som paa Ørething var udnævnt af Folket til Medregent, tog dettes Hjerter fra ham ved Eftergivelser, SIDE: 418 eggede Magnus til Fredsbrud. Hakons Død af Forkiølelse efter en Rypejagt paa Dovre befriede ham vel for en farlig Medbeiler, men Opstand reiste sig nordenfjelds, som først endtes med Høv- dingerne Thorer af Steigs, Hakons Fosterfaders, og Eigill af Urlands Henrettelse. Lehnshøvdingen Svenke Steinarson ved Gothelven, der fornegtede Kronens Rettigheder, maatte vel falde tilfode; men Skofte af Giskø valgte heller, end i en Retstvist at give efter for den myndige Konge, at udvandre med sit hele Huus til Sydlandene. Det var mandigt, at han paatalte sin formeentlige Ret mod selve Kongen, men maaskee var den Ud- vei, han greb til, valgt af krænket Forfængelighed alene, som Stormændene saa let forvexle med den sande Ærekjærhed, der findes hos enhver Mand, der er Friheden værdig. Krige udenlands. Norges Herredømme udvides. K. Magnus Valgsprog var "heller Berøm end langt Liv"; men det Berøm, han søgte og vandt, var Erobrerens, ikke det sandt kongelige, der holder een Ager erobret fra Ufrugtbarheden for bedre end tyve fra Fienden vundne. I de skotske og engelske Farvande tilvandt han sig i to Feldttog Sudurøerne, Man og Halvøen Cantire, og stor Indflydelse i Irland. Derimod havde hans uretfærdige Indfald i Sverige kun Ulykker for de svenske Grændsebeboere til Følge, men ingen Gevinst for Magnus uden Æren af Seiren ved Fogserne. Magnus's Giftermaal med den svenske Kongedatter Margrethe (Fredkolla) endte denne Feide, hvori hiin Skoftes Sønner Find og Augmund udmærkede sig: den Første ved et tappert men uheldigt Forsvar, den Anden ved paa en Flugt at frelse Kongen ved at iføre sig hans Vaa- benkjortel -- Fortjenester som Denne glemte. Sjeldent er det ogsaa, at Konger ikke glemme Mennesket over Kongen, hvilket kommer af det Begreb om sig Selv, som Smigrerne og deres næsten altid uforholdsmæssig store Magt indgiver dem. Paa et Tog til Irland 1103 faldt Magnus i et skarpt Slag, hvorunder den oplandske Høvding Thorgrim Skindhuve og hans Bueskytters skammelige Flugt fortjener at omtales, da dette er den eneste Feighed den ældre Historie bebreider Nordmændene i fremmede Lande. Der siges, at Rigsvaabenet den gyldne Løve i rødt Feldt, til hvilken siden den til en Hellebard forandrede St. Olafsøx er lagt, herleder sig fra Magnus Barfods Skjold og fra hans Skar- SIDE: 419 lagenkiortel med en guul Silkeløve paa, og at han fik sit Tilnavn fordi han gik i skotsk Dragt, der lader Benene bare, og bruger blot Saaler snørte til Vristen. Ogsaa dette er et Træk af den raske Selvstændighed, der var meest paafaldende i denne urolige Konges Charakteer. Magnus Barfods Sønner Eystein den 1ste Sigurd den 1ste og Olaf den 4de 1103 -- 1116. Normændenes Korstog. Magnus Barfods unge Sønner Eystein, Sigurd og Olaf tredelte Riget. Om Olaf er lidet at sige; men Eystein førte Styret i 20 Aar saa vel, at Jæmtlænderne, som siden Olaf den Helliges Tid havde været unna Norge, atter frivillig gave sig under det, og Sigurd udbredte Nordmændenes Berøm i Østerland. Paa denne Tid havde nemlig et religionssværmersk Raseri bemægtiget sig de christne Folkeslag efter at befrie Jesu Grav og minderige Fødeland fra Mahomedanernes (Saracenernes eller, efter Fædrenes Tale, Blaamændenes) Herredømme. Didhen droge i hundrede- tusindviis keiser- og konge-anførte Korsfarere, som paa disse Korstog søgte gjennem de asiatiske Ørkener, Vejen til Himlen, saasom derved alle Synder troedes udsonte. De Fleste fandt den ogsaa der forsaavidt som de fandt sin Grav eller hjemkom klogere og mere troesoverbærende. Ogsaa endeel Nordmænd, især de med Skofte bortreiste, kjendte til denne Færd, og nøde den sjeldne Lykke at komme hjem igjen, hvor de da havde saa- meget herligt at fortælle om Pragtbyerne og Fagerlandene dersyd, at Lyst til at see alt Dette og deeltage i Korstogenes Hæder og Velsignelser betog mange af de ærelystne Nordmænd. En prægtig Flaade stak ud under K. Sigurds Anførsel, og Blaamæn- dene fik nu at føle det norske Staal baade paa de spanske Øer og i Asien ved Sidons Beleiring, hvori Nordmændene deeltoge efterat have besøgt Jerusalem og de hellige Steder. Af deres Antogs Pragt og K. Sigurds storsindede Opførsel fik Sydboerne og den græske Keiser, som modtog dem paa det bedste, større Tanker end tilforn om Norden og Levemaaden der. Saaledes henrandt fire Aar under Bedrivter og Festoptog, hvorunder vel Sigurds Mandhaftighed, men ogsaa hans Stolthed og Forfænge- lighed udviklede sig. Da hjemkom han med faae Overblevne SIDE: 420 overland med stort Berøm men fuld af Herskernykker, som hørte bedre hjemme i de sydlandske Despotier, hvor han vel havde faaet dem, end i Norge. Og fik han af dette Tog Navnet "Jor- salafar" d. e. Jerusalemsfareren. Tolv Aar senere gjorde han et Korstog til det endnu hedenske svenske Småland, hvor han med Ild og Blod qvægede sin Troesiver, som i Syden var bleven opglødet til Sværmeri. Eystein den 1ste og Sigurd den 1ste Jorsalafar. 1116 -- 1122. Forbedringer især i geistlige Anliggender. Da Olaf døde 1116 udvidedes Eysteins Kongeraade over Lan- dets østlige Deel og Sigurds over dets vestlige. Eystein havde viist, at en Konge kan have større Fortjenester end at udbrede et Folks Navn over Havene. Retspleien og Handelen skjænkede han den største Opmærksomhed, og de mange opførte Kirker og Klostre (d. e. Stiftelser hvori Geistlige af begge Kjøn, Munke og Nonner særskilte boe) vidne, at Geistlighedens Tarv ikke forsømtes. Dette var dog endnu mere Sigurds Sag. Han an- ordnede Tiende, gav den vigske Kirkeret, byggede Kirker, hvor- imellem Slotskirken i Konghelle, hvor han meest opholdt sig, hvilken han begavede med den fra Jødeland medbragte foregivne Splint af Jesu Kors -- og bevirkede, at Biskoperne fik hver sit Stift. Fulgte end med Geistlighedens stigende Indflydelse megen Overtroe, som dog laae i selve Tidsalderens Aand: saa var den dog i mange sedlige Henseender velgjørende. Herredømmet tilhører den større Oplysning, og, ihvor liden end Dentids Geist- ligheds var, var den dog stor nok til at fortjene det da, og at vide at beholde det. Enkelte Medlemmers Forbrydelser kunde ikke forspilde Retten dertil; men intet Herredømme forbrød den paa en slettere Maade end da Aandsoverlegenheden senere hen vilde gjøre sig gjældende i Borgerkrige og i en skjændig planmæssig Vedligeholdelse af den Uvidenhedens Umyndighed hvori de øvrige Stænder fra Kongen til Bondens Huuskarler befandt sig. Kongernes Uenighed. Mangt et Navns Ære falmer, om Helten sees i Nærheden. Stor Kriger kan En være, og dog usel som Menneske; men en stor Konge kan ikke være dette. Helten, som udbredte det SIDE: 421 norske Navns Ære i alle da bekjendte Verdensdele, staaer selv æreløs mellem de norske Konger. Despotisk, behersket af Vel- lyst, der synes at tilhøre troessværmerske Charakterer, og af Hovmod, der maaskee var Roden til de Vanvidsanfald, som stundom plagede ham, maatte han falde igjennem ved Siden af Eystein, der i alle Sindshenseender var ham overlegen. Sigurd følte dette, og troede at hæve sig ved Pral og Anmasselse. Be- givenheden med Sigurd Hranesøn, en af Magnus Barfods Helte, bidrog dog mest til at nedsætte K. Sigurd og gjøre Uenigheden større mellem Kongerne. Hiin Høvding bebreidede nemlig K. Sigurd, at han med Falskhed havde sendt hans Søsters Mand i farligt Ærinde til Irland for imidlertid at bemægtige sig hende, hvorover K. Sigurd saggav ham for Underslæb med Finneskatten, som var ham forpagtet. K. Eystein, der tog den Forurettedes Parti, fik imidlertid med sjelden Lovkløgt Sagen afviist fra alle de Thing hvortil den paastevnedes -- en Mellemkomst, som bragte Borgerkrigen nær sit Udbrud. Dette forhindrede dog den ædle Sigurd Hranesøn ved at falde K. Sigurd tilfode, hvorved dennes bedre Natur, som altid synes at have været kjæmpende men tabende i hans Sjel, vandt Sejer. Eysteins Død 1122 jev- nede det dog bedst, og Sigurd herskede nu ene til 1130, da dette lidenskabelige Hjerte ogsaa stilnede i Døden. Sigurd Jorsalafar Enekonge fra 1122 -- 1130. Nys før var en vis Harald Gille, der udgav sig for en Søn af Magnus Barfod, ankommen fra Irland, og af Sigurd antagen som Broder, efterat han ved Jernbyrd d. e. ved at gaae paa eller bære gloende Jern, efter de Tiders Overtroe, havde be- viist Sandheden af sit Udsagn. Disse "Gudsdomme" vare sær- deles tjenlige for Geistlighedens Indflydelse; thi Udfaldet stod naturligviis i de Biskopers Magt eller Kunst, som dermed havde at gjøre. Harald Gillechrist gik uskadt over 9 gloende Plogjern; men en mindre Føielig skulde upaatvivlelig have svedet sig. Denne Sed, der gjorde det let for Bedrageren at reise Anhang, den liden Forskjel, som antoges mellem ægte- og uægtefødte Kongesønners Krav, Kongernes Skik at have Medhustruer, men endnu mere Ærgjerrigheden, lokket af et Rige i fuld Velmagt, opfyldte nu Landet med blodige Borgerkrige, som i over 100 Aar SIDE: 422 sønderslede det. Partier handle egenkjærligt og blot for sig selv; de glemme næsten altid Fædrenelandet. Vel ere de altid uund- gaaelige i et frit Land, fremme Aandsudviklingen, og udelukke ingenlunde den gode Mening og Fædrelandssindet; men disse Egenskaber tabe de, naar de kun stride for Enkeltes Interesse; og er det da kleint bevænt med Friheden med, naar Folket eller Fleerheden, fortrykt af Partiernes Mindreantal, fordi dette er organisert, maa taale disses Udskeielser og det Seirendes God- tykke, medens det selv hidtil kun udledte en Konges Ret fra sit frie Valg. Til dette tyede baade Jorsalafarsønnen Magnus og Barfodsønnen Harald, da K. Sigurd døde, og blev da Riget deelt dem imellem. Saa forskjellige af Charakter vare de, at de selv i Privatlivet skulde have været Fiender; hvor meget mere maatte de da være det i Stillingen mod hinanden som Konger. Thi at være dette forhøjer Magten, men betager ikke Lidenskaben noget af sin Lavhed. UNDER BORGERKRIGENE (FRA 1134 -- 1240). Første Borgerkrig. (Harald Gilles med Magnus Blinde). Det er et Særsyn, som yderst sjelden paafalder os i andre Rigers Historie, oftere at træffe to, tre Konger ved Siden af hverandre og med lige Myndighed paa den norske Throne. En- hvers Omraade var vel afmaalt, dog var det ikke saa vant om den Ene kom lidt ind paa den Andens eller tog Sæde udenfor sine Enemærker. Ofte indrømmedes denne Deling af broderlig Billighed, ofte tiltog dristigt Krav sig den, støttende sig enten paa Ret og Sed eller paa Vaaben; men hvad der egentlig til- stedte den var Folkets Stemme, hvem Magtens Fordeling nær- mest angik. Derved tilsikkrede dette sig nemlig Indflydelse over den Konge, det skjænkede sin Stemme; holdt Kongemagtens Skaaler i Ligevægt og Udveien stedse aaben til at falde fra den slette Konge; fik stedse nye Haandfæstninger; og lagde for Dagen, at det rigtigt vurderede Kongen for hvad han var: en Fristats første Øvrighed, hvis Myndighed fik sine Grændser efter Folkets Godtykke. Konger, som vilde eller maatte dele Magten ind- byrdes, søgte derpaa altid Folkets Bekræftelse; og lignede mere de Consuler og Archonter, der, som første Øvrighedspersoner, stode i Spidsen for de romerske og græske Republiker, end de SIDE: 423 med guddommelig Hellighed straalomgivne, med jordisk Magt som tiest overlæssede Væsener, vore Tider kalde Konger. Men netop deri laae hiin norske Kongemagts Høihed, at den selv alene beroede paa Folkets Yndest d. e. dets Erkjendelse af Kon- gens Godhed; og deri det Tindrende og Tiltrækkende ved den for høisindede, men ærgjerrige Gemytter. Men Forskjellen, som indtraadte ved denne Tid, var, at disse vilde seire ved væbnet Parti ikke som tilforn ved Folket selv, som kun brugte sin moral- ske Rustning paa Thinget; først efter Seiren over Modstanderen vilde de seire over Folket ved Herskerdyder. Og Grunden her- til var, at Slægtsfølgen var bleven uvis, saa Magten fik melde sig paa Valgthinget, naar det tvivlsomme Ætskab ikke kunde, og at det Brodersind, som hidtil kun med Nød havde ladet de iversyge Drotter taale, at de sambeilede til Folkets Behag, var ganske sluknet med det fortyndede Slægtsblod. Haarfagerstam- mens mangfoldige Grener vare skudte i Jorden, og fremstræbte deraf igjen i geil Frodighed som egne Stammer. Tilsidst sværd- skiftedes der om Magten tydeligen mellem Ætens mandlige og qvindelige Side. Efter 3 Aars troløs Fred brød det ud mellem Jorsalafarsønnen og Barfodssønnen, hvilken sidste, fordi han stod sig vel med Folket, af dette var givet Deel i Regjeringen. Slagen ved Fyrisleif i Bahus, fandt Harald Gille Hjælp i Danmark, hvis Konge derved medrette gjengjeldte Magnus en beviist Troløshed. Men om Magnus end havde havt flere Laster end denne afskyelige og Stolthedens, Trædskhedens og Drikfældighedens -- Gjengjeldelsen kom dog for svær. Han var 18 Aar, bar Kronen alene, da fan- gedes han af Harald i Bergen, og denne satte ham blindet, halt- hugget og paa sin Manddom lemlæstet i Munkholmens Kloster. Harald Gille førte sit vaklende Spiir dog kun et Aars Tid, i hvilken en vendisk Sjørøverhær, efter tappert Modværge, aldeles ødelagde Byen Konghelle. Derunder vandt Ølvar Bonde, ved at selvofre sig, forat give det andet Landsfolk Mod til at und- sætte Byen, mere Ære end Harald Konge al sin Tid. Dog slap den Uforfærdede uden Ulivssaar, skjøndt "Ham kringsatte Otte af Vendernes Flok. Tre skar han isund. Tre hugg han igrund. Af Øxskaftet Resten fik rundelig nok." (1135). SIDE: 424 Aaret efter kom der en større Ulykke over Norge i en vis Sigurd, som indfandt sig og undergik Jernbyrd paa at han var en Søn af Magnus Barfod. Dette mærkværdige Menneske, som besad Partihøvdingens Snedighed, Falkeraskhed og Udholdenhed, Præstens Lærdom, Heltens Mod og Feltherrens lynhvasse og snare Blik, er, formedelst det Nidingesind, hvori alle disse Egen- skaber glimrede, og alle de Ulykker, han afstedkom, samt fordi han var præstviet, bleven bekjendt under Navn af "Slemmedeg- nen." Ved stor Snildhed undgik han Haralds Mordanslag, og snigmyrdede ham i Bergen 1136. Men istedetfor Hyldest fik Sigurd til Svar, af Byfolkene, da han fra landløst Skib anmodede dem at kongekaare sig, "at dertil maatte ingen Brodermorder melde sig; og var han ikke dette, havde han jo heller aldrig ejet Ret til at melde sig". Man skal meget ofte opdage i en bevæget Folkemasse de sundeste Tanker, de fineste sedlige Følelser og en Retfærdighed, som ligner mere Himlens end Jordens. Anden Borgerkrig (Slemmedegnsfeiderne). K. Inge d. 1ste Haraldssøn Krokryg og Sigurd 2den Haraldssøn Mund. (1137 -- 1142). Ogsaa det, at et Folk er tilbøjeligt til at arvgive Kongebørn Riget, der endnu, som disse Gillunger, ere i første Barndom, udspringer af en sedlig Ømfølelse, der, i samme Forhold, som Folket har det fri Valg, er mere end den blotte Retfærdigheds. Inge blev en af de faae Konger, som have paaskjønnet dette; forresten har det indtil vore Dage været Kongesed at frakjende Folket Valgretten, om man end havde alene dennes ædelmodige Brug at takke for Kronen. Godmodige Nationer have i sine bedste Hjerter faaet Læren om den ubetingede Kronarveret indboret med Staal; og Kongedømmet, der alene skulde være et Klenodium i den sedlige Verden og tilhøre den Værdigste, er bleven til en Ting, der tages i Eje som Guld og Sølv og Andet deslige. Det Farlige heri taber sig dog tildels hvor Kongemagten er indskrænket; og da djærve og trofaste Mænd, der ganske svarede til hvad vi kalde et fuldtindrettet og betryggende Re- gjeringspersonale, vaagede over de Svøbkonger, som de paa Borge- og Øre-thing anbefalede, kunde Folket med saameget større Sikkerhed vælge dem. Imidlertid er det alt ved disse SIDE: 425 Borgerkrigens første Tider grant at mærke, at Frihedssindet var slappet. Med Fædrelandet forvexledes Kongen, og en selvoff- rende Hengivenhed for denne fortrængte Dyder af høiere Værd. I en saadan Tids Aand, og stolende derpaa, tog Sigurd Slem- medegn den blindede og lemlæstede Magnus udaf Klosteret og trak om med ham til stor Ulempe for Riget. Og var Magnus's Kongeskab virkeligt istand til at samle Folk nok under hans Banner. Men ved Mjøsminde tugtede den ypperste af hine K. Inges Mænd, Thjostolf Alesøn, Blindekongen udaf Landet, saa han maatte søge Hjælp i Sverig og Danmark. Og maatte han udigjen, da han indkom med Gøthajarlen Karl Sonesons Svensker, og ifra Konghelle gjennedes Sigurd, da han didkom fra Vester- leden. Ellers hændte det i Mindeslaget, at den vesle Kong Inge kom til stor Legemsbræk, ved midtunder Kampbulderen at falde fra Thjostolf, som bar ham i sin Kappeflig. "Dog Aandens Ving ei brak han i skarpen Mindeslag; men Norges Krone Inge bar saamangen Æresdag. -- " Thjostolf slog ogsaa Magnus og Danskekongen bort fra Osloe, som de dog skyndte sig at lægge i Aske efter sig; og fulgte Inges Fosterfader Amund Gyrdersøn dem langt tilsjøs. Omsider endtes disse Feider med Slaget ved Holmengraa, hvor begge Kongebrødrenes Flaader lagde sammen med Magnus' og Sigurds. Denne Sidste blev fangen og leed Pinseldøden med den helte- modigste Standhaftighed; Magnus fældedes af samme Kastespyd som den trofaste Reidar Griotgardssøn, der beskyttende holdt sin ulykkelige Herre i Favnen. (1139). "For Jarleræv, for gammel Grev, som Dødsensljaen bøjet, saa skjælv som Blad i Aaspelund, er Kongen tidt kun Skjolderund, en Hætte kun, der dækker Skalkeøjet. Men Ungersvend, den Livets Ven med Mø og Mor derhjemme, sin Konge salver med sit Blod, og tør for ham til Skjold imod hver Pileod sit bløde Hjerte stemme. SIDE: 426 Med blodig Arm med blodig Barm sin syge Herre dækker den ædle Søn af Griotgard. Da Magnus deiligt Purpur bar. Ei Livet har hvad Døden ofte rækker. [fotnotemerke] Tvist mellem Kongerne. Geistlighedens Magt tiltager. K. Eystein 2den Haraldssøn faaer Trediedelen af Riget 1142. Efterat Stormændene i omtrent 6 Aar ærligen havde styret for Inge og Sigurd, hjemkom en voxen Halvbroder Eystein fra Skotland og fik paa Ørething Trediedeel af Riget. Dette, samt Sindsforskjel, nærede mellem de kongelige Brødre en bestandig Iversyge, som dog havde sin værste Rod i den Misundelse, hvor- med Sigurd og Eystein ansaae Inges Gunst hos Folket. Til at vinde denne hos den altfor godmodige Almeenmand er Venne- sælhed og Omgjængelighed nok; og Stormændene ynde Svaghed hos Kongen -- Egenskaber, som, i Forening med Erkjendtlighed mod de Prøvede, der beskyttede ham, og Listighed gav K. Inge Overmagten. Denne sikkredes af Landets bedste Høvdinger, hvorimellem, da Thjostolf var hedengangen, Gregorius Dagsøn var hans Krones stedse vake Baun og opløftede Skjold. Tvisten mellem Brødrene bilagdes dog for en Tid af den pavelige Ge- sandt Cardinal (Storerkebiskop) Nicolaus, som 1152 ankom til Norge, hvor han ophøjede Throndhjemsbispen til Erkebisp og stiftede et Bispesæde i Hammer, som fra da af blev en anselig Stad. Den lundske Erkebisp fik nu Intet over den norske Geist- lighed at sige, og snart Kongen heller ikke. Tredie Borgerkrig. (Gillesønnernes). 3 Aar efter Cardinalens Bortreise, og strax efter at K. Eystein var hjemkommen fra et Bretlandstog, hvorved han sagde sig at have hevnet Harald Haarderaades Fald, fik Gregers Dagsøn Veir i nye Sammenspind mellem Eystein og Sigurd, hvilke gik ud paa Inges Afsættelse. Det brød først løs i Bergen, hvor Sigurd og Inge mødtes, og hvor denne fik Folkets Medhold paa Thinget. I Mord paa enkelte af Inges og Gregerses Mænd gav nu Sigurds Parti Forbittrelsen Luft, hvorpaa Inges beleirede Si- Fotnote: Folkeviser av Forf. SIDE: 427 gurds Bolig og fældede ham 1155. K. Eystein søgte Hevn ved at opbrænde Gregers Gaard Bratsberg og K. Inges Verfter i Nidaros; men forladt af sine Mænd led han med Fædrenestand- haftighed Døden ved Osloe, korshugget over Hænderne, efter eget Forlangende, af Forræderen Simon Skalp, 1157. Fjerde Borgerkrig. (Hakon Hærdebreds). Hakon Sigurdssøn Hærdebred som Modkonge. (1157 -- 1161). Hermed standsede dog ikke Borgerblodet. Den landødende Lidenskab Herskelysten, som engang var løssluppen, overhøljede dermed Landet stedse højere. Men Kronens Gyldenblom visnede hurtigt som Markens, og Magtens Æble brast mellem de blodige Hænder som den skinnende Sæbeboble. De slagne Kongers Venner, hvorimellem Høvdingerne Sigurd af Reire og Eindrid Unge, der havde været med paa et berømmeligt Jorsalatog, som Rognvald Ørkenøjarl i 1152 havde foretaget, samlede sig om K. Sigurds 10aarige Søn Hakon, kaldet Hærdebred, som ogsaa konge- kaaredes af Thrønderne 1159. Gregers Dagsøn seirede vel to- gange ved Konghelle, men kort efter hinanden faldt Gregers ved Foss og K. Inge ved Osloe i et Slag han tabte ved Forræderi. 1161. Femte Borgerkrig (mellem Erling Skakke og Hakon Hærdebred). K. Hakon d. 4de Hærdebred og Magnus den 5te Erlingssøn Modkonger (til 1162). Den mægtigste af K. Inges tilbageblevne Høvdinger var Erling, kaldet Skakke af en Hælden med Hovedet efter et Nakkedrag han af Blaamændene havde faaet paa hint Rognvalds Korstog. Da denne fule og tappre Mand fik sin og Sigurd Jorsalafars Datters 5aarige Søn Magnus af det ingeske Parti valgt til Konge under sit Formynderskab, begyndte han Krigen for sig og Søn. Han søgte Forbund med Danskekongen mod at love ham Lehns- høihed over Vigen, seirede i Tønsberg, og endte dette korte Optog af Borgerkrigenes blodige Skuespil ved Seiren i Steina- vaag, hvor Hakon faldt. 1162. SIDE: 428 Sjette Borgerkrig (Sigurd den 3die Sigurdsøns). K. Magnus d. 5te Erlingsøn og Sigurd d. 3die Sigurd Munds Søn Modkonge (til 1163). Jarl Sigurd af Reire fik Sigurd, Sigurd Munds Søn kongekaaren paa Oplandene og paa Ørething; men i Slaget paa Re ved Tøns- berg, hvor Erling overraskede ham, faldt Jarlen, Eindrid Unge og flere af den nye Konges bedste Støtter, og om Høsten af- huggede Bøddeløxen i Bergen denne mandlige Green af Konge- stammen, som løftede sig imod den qvindelige, hvilken nu blev den herskende. Geistligheden tiltager sig størst Andeel i Valgretten. Intet Offer var Erling for stort forat sikkre sin Søn Kronen og sig Selv derved Indflydelsen. Uagtet Danskekongen, da han med Magt vilde hævde Lehnshøiheden over Vigen, togange maatte hjemdrage med uforrettet Sag, indgik dog Erling, forat sikkre sig Hjælp fra den Kant, paa den Ydmygelse at lehntage Vigen som hans Jarl. Større Offer bragte han Geistlighedens Herske- syge, idet han erklærede Riget for et Lehn af St. Olaf d. e. paa det nærmeste af Erkebispen i Throndhjem, i hvis tilligemed den øvrige Geistligheds Hænder Magten til at besætte Thronen kom. Folket lod sig imidlertid ikke sin gamle Ret til at kaare sine Konger eller bekræfte deres Arveret fare; men Erling fik for hiint glimrende men luftige Haab, som han solgte den geistlige Forfængelighed, det formedelst Indflydelsen paa Folkemeningen virkelige Gode, at Erkebisp Eystein, med Pavegesandten (Legaten) Stephanus' Samtykke, høitideligen kronte og salvede Magnus i Bergen 1164. Syvende Borgerkrig (Hættesvendenes). Under Feiden med Danskekongen havde Olaf, en Afætling af Magnus Barfod, reist et Parti paa Østlandet, som bar Navn af Hættesvendene formodentlig fordi de forklædte overrumplede Erling Skakke, da han forfulgte dem ind i Sverrig. Efter Neder- laget paa Stange 1168 forsvandt Levningerne af dette Parti i Danmark. Og da Erling fire Aar efter lod Harald, sin Hustroes Søn med K. Sigurd Mund, henrette, var der Udsigter til at be- holde den blodskyllede Throne alene. Herskernes Statskløgt er SIDE: 429 altid koldblodig, og sætter sin Høihed i at hæve sig over Moralen. Snart alene rene Fristater have viist, at der ogsaa for Politiken gives Forbrydelser og Dyder. Ottende Borgerkrig (Eystein Meilas). Eystein d. 3die Eysteinsen Meila som Modkonge (1173 -- 1177). Den mandlige Arvlinje reiste sig atter i Eystein den 2dens Søn Eystein, som fra Gøthaland brød ind i Vigen, indtog senere Nidaros, og blev der tagen til Konge. Hans Parti viste ved den største Kjækhed og Udholdenhed, at et sedligt Øjemed, Ideen om at gjenhævde den mandlige Kongelinies større Ret, mere end Kamp- og Rovlyst, belivnede det; men det fik kun liden Hjælp af Bønderne, som begyndte at trøttnes ved den evige Uro i Landet. Eysteins Mænd fik derover, og ved den Mangel de ofte leed, en bidsk og haard Natur, og hadedes som Ulvene af Alle. Ligesom disse Dyr styrtede de ogsaa frem af Ødemarkerne ligesaa ofte som de didhendreves, og da var det Mord og Brand over alle dem, som ikke gjorde deres Sag til sin. Da de stundom af Mangel brugte Næverskoe, kaldtes de Bjerkebeiner -- et Navn de gjorde sig en Ære af, selv da den Tid kom, da de i Skar- lagen og fine Skoe fremfor Andre ginge ud og ind i Kongsgaar- den. Efter det Nederlag, K. Magnus Erlingsøn tilføiede dem paa Re, og hvori K. Eystein faldt, adspredtes de, for atter at samle sig i Sverig. Men Seiren tilslut er Udholdenheden forjettet frem- for Overmagten; og de gamle Bjerkebeiner har lært Nordmæn- dene en Krigsmaade, hvori der er Frelse, om kun Faae ere til- bage, der voge at søge Fjeldene med Vaaben ihaand, være end det øvrige Land oversvømmet af Fiender. Niende Borgerkrig. (K. Sverrers eller Heklungernes og Bjerkebeinernes). Sverrer den 1ste Sigurdsøn -- Modkonge. (1177 -- 1184). Bjerkebeinerne bleve dog først ret frygtelige, da de i Wærme- land tvang En ved Navn Sverrer, der udgav sig for en Søn af K. Sigurd Mund, til at sætte sig i Spidsen for dem. Men var end hans Moders senere Mand -- en Kammager -- hans rette Fader, han var dog frem for nogen Anden født til Konge, til SIDE: 430 Konge i et oprørt, af Geistligheden underkuet Land med en synkende Frihed. Var hans Hær liden, da var Han Manden, som viste, at det kommer mere an paa den Kraft, som bevæger, end paa den Masse, som bevæges. Mod Hans Kløgt, Raphed, Mod og Standhaftighed forslog hverken K. Magnus Overmagt og Folkeyndest eller hans raadsnilde Faders og Orm Kongsbroders Krigsdygtighed. Med sin lille men haardføre Skare ilte Sverrer over de uveisomste Høifjelde, gjennem Grændseørkner, kastede i lynsnare Overfald Magnus' Hære eller styrtede sig over Byerne. Alligevel ringeagtede det erlingske Parti, Heklungerne, mere paa Grund af Geistlighedens og Folkets Medhold, der liden Godhed havde for Gilleæten, som havde bragt saamegen Uro i Landet, end fordi de stundom seirede, Sverrers fortvivlede Voghalse -- en Feil, som skaffede ham sin værste Fiende Erling Skakke af Halsen i en Fegtning ved Nidaros; og som han Aaret efter i Sejerslag nær samme Sted lærte dem at opgive, da K. Magnus maatte søge Frelse i Danmark og Erkebisp Eystein i England (1180). Allerede det første Aar havde han faaet Kongenavn paa Ørething; og kortefter adsplittet Magnus' Lehnshøvdinger paa Oplandene, ved hvilken Leilighed han førte sine Skibe paa Ruller over Dal og Fjeld fra Randsfjorden til Mjøsen. Nu slog han en Bondehær i Bergen, og strax efter Kong Magnus i et Sjøslag ved samme Stad; men vandt maaskee mere endda ved at forlige sig med Erkebispen, som tog den Bandsættelse i sig igjen, han i England havde lyst mod Sverrer. Dette foregik dog først efterat mange skarpe Træfninger med afvexlende Lykke vare holdte Kongerne imellem ved Throndhjem og Bergen, efterat Sverrer havde budt Magnus Forlig, som denne besvarede med en per- sonlig Udfordring -- en Maade at afgjøre Kongetvist paa, der vistnok synes rimeligere end at jage Folkeslag og Borgere dræ- bende imod hverandre -- og efterat Bispens Tro paa Magnus' Lykke var bragt til at vakle, da denne andengang var fordreven til Danmark. Endelig afgjordes Tvisten i et Sjøslag i Sogn, hvor Sverrer var inde forat straffe de oprørske Bønder: Heklungerne tilintetgjordes, K. Magnus sprang overbord og druknede 1184. Sverrer, som var en veltalende og til Geistlig hos Bispen paa Færøerne opdragen Mand, holdt selv i Bergen over sin Fiende en skjøn Liigtale, der da i samme Maal var en Hæderstale over hans eget Hjerte. SIDE: 431 K. Sverrer d. 1ste Sigurdsøn. (1184 -- 1202). Modgang styrker Sjelen. Sverrers Aandsforherligelse i den Modgang, hvori han blev opdragen, negter Menneskene Ret til næsten nogensinde at sige, at Modgang kan komme for strid. Bestandig plaget var han af en overmodig Geistlighed, foruroliget af rovlystne Kronkrævere, lønnet med Utak; og, hvad der var det tyngste, formedelst Geistlighedens Bagtalelser, miskjendt af en stor Deel af sit Folk. Dog stod han der midt i Kampen, under Blodiling paa Blodiling, arbeidende for Landets Opkomst og Folkets Sedlighed, beherskende ved sin Aandskraft saa mæg- tigen de stormende Uroligheder, at han midtunder dem frem- elskede videnskabelige Værker (saasom Kongespeilet) og aldrig vaklende i denne Sjelsro, som mere end en pludselig Medgang eller en Vilje, der pludselig strammer sig til et Storværk for atter at slappes, forvisser om den endelige Seir over Ulykker, der synes at have al den himmelsendte Skjebnes Styrke, og endelig selv over Sjelestorhedens værste Fiender Bagtalelsen og Miskjendelsen. Saa mandeligt han førte Haandens Sværd for Rigets Fred, saa dygtigt førte han og Aandens, hvilket fremlyser især af hans mange ypperlige Taler, hvori han snart beviser sin Adkomst til Riget, snart lærer Geistligheden hvad dens og hvad Kongens Ret var, eller og et tøilesløst Krigsfolk "i Fred at være Lam, i Feldten Løver," eller advarer mod Drikfældighed, Slags- maal og anden Used, og hævder en nyttig Handel fremfor den, hvorved fremmede Kjøbmænd gave Landet liden Fordeel i de Overdaadsvarer, især Viin, hvormed de overlastede det for de nyttigere Producter, som de i egne Skibe bortførte. Men skinner Beundringen foran den store Mand, følger Hadet som Skyggen. Paa Sverrers Feldtherredygtighed gjordes ideligen Krav, medens han fik altfor liden Leilighed til at vise Regentens. Først i Graven fik han Fred, som han dog elskede, og først der nævntes han uomtvistet "Kongernes Ziir og Norriges Ære." Tiende Borgerkrig (Kuflungernes). Ellevte Borgerkrig (Mordbrændernes). Tolvte Borgerkrig (Vargbælgernes). 1185 -- 1190. Æresposter og Forlehninger stode nu Bjerkebeinerne aabne. Dog finge de kort Sejershvile: John Munk fra Hovedøkloster ud- gav sig for en Søn af K. Inge og foruroligede Landet i 3 Aar SIDE: 432 med sine Kuflunger; ligesaa nævnte sig en Sigurd, hvis Parti drog frem med slig Røven og Brænden, at Høvdingen fik Navnet "Brænderen;" og Resten af Kuflungerne fik et Barn, Vikar, der sagdes Magnus Erlingssøns, i Spidsen, og foer under Navn af Vargbælger voldeligen frem indtil de adsplittedes af Tønsbergerne. Alle disse Ærgjerrige, som ventede sig Sverrers Lykke uden at besidde hans Evner og Adkomst, vunde sig dog kun brodne Pander istedetfor kronte. Uenigheder med Geistligheden. Sin hele Kraft behøvede Sverrer i den Kamp som efter Erke- bisp Eysteins Død udbrød med den høje Geistlighed, der, feg- tende med Bandlysninger og Forræderi, forskandsede sig bag pavelige Bud, Magnus Erlingssøns Haandfæstning til den, og Bisp Eysteins Kirkeret "Guldfjeren." Da Folket paa Ørething, hvem Kongen underlagde Tvisten med Erkebisp Erik, kjendte dennes selvtiltagne Skatøger med flere Anmasselser ulovlige, tog Bispen til Danmark, hvor Ondt for Norge altid fandt Pleje og Tilvæxt, og erklærede derfra Sverrer i Kirkens Ban d. e. fredløs og Riget forbrudt. Det Samme fik han Paven ogsaa til at gjøre, hvorimod Sverrer til sin Fordeel i saa overtroiske Tider udlagde en Bispen paakommen Blindhed som en Syndestraf fordi han saaledes frem- foer, og forøvrigt lod sig ligesaalidt heraf anfægte som af en senere pavelig Banlysning, der var beregnet paa under de slem- meste Omstændigheder at vende Folkets Hjerter fra ham. Trettende Borgerkrig (Øiskjæggernes eller Guldbeinernes). Allerede 1193 brød fra den erlingske Familie et Oprør løs, hvori Geistligheden, især den onde og fule Bisp Nils, havde Deel. Sverrer saae Staalfingrene under Bispekaaben; men efterat han i Florevaag havde tilintetgjort Oprørerne, der kaldte sig Øiskjæg- ger og Guldbeiner, fordi de kom fra Ørkenøerne og i Modsætning til Bjerkebeinerne, straffede han dog ikke den høiærværdige Niding med andet end med at lade ham krone sig i Bergen. En pavelig Sending, som isaahenseende gjorde Vanskeligheder, var bleven forviist med de Ord, "at han vel var af samme Slags som de andre fremmede Bedragere, der hidkomme for at snyde Folket Penge fra, og siden gjøre sig lystige over det, saasnart de have Grændsen bag sig." En Følge af Seiren var ogsaa, at SIDE: 433 Ørkenøerne og Shetlandsøerne, hvis Høvdinger under Urolig- hederne havde hersket uafhængigt igjen kom under norsk Høihed. Bisp Nils undveg kort efter til Danmark, hvor han tilligemed Erkebisp Erik arbeidede fremdeles paa at rive den Krone af Sverrers Hoved, han havde sat derpaa. Ogsaa forgave de Sver- rers Gesandter til Paven, medens disse vare under en dansk Præsts Gjæstetag; og er det rimeligere at troe, at Sverrers an- tagne Broder Erik, der indehavde store Lehn i Vigen, forgaves med sin Hustroe og Barn af samme sine og sin Families Døds- fiender end af Sverrer. Dennes Høihjertethed, Broderens Fred- sind, den hele Kamps Natur, som, da den foregik mellem to Ætslag, bød enhver af disses Formænd at styrke sin Familie, Bispernes Charakter, Giftmordene paa Gesandterne, forbyder at skjænde Sverrers Navn med denne Mistanke. Bisperne, hvoraf Nils ventelig tænkte paa Kronen for sig selv, vare slette nok til at øve denne Udaad, om ei forat svække Familien, og at fjerne en dygtig Krigsmand af denne fra Vigen, saa alene for at kaste paa Sverrer en Mistanke om en Forbrydelse, som var stor nok til Grund for alle de Beskyldninger de udspredte mod ham. Fjortende Borgerkrig (Baglernes 1ste eller Nils Bisps). Inge foregiven Søn af Magnus Erlingsøn, Modkonge fra 1196. Oslobispen Nils begyndte alvorligere Kampen i aaben Mark med sine Bagler, et Parti han fremskabte om den unge Inge, der udgaves for en Søn af Magnus Erlingsen, og som er blevet navnkundigt som Bjerkebeinernes. Det gik frem med Sejer saaofte det ikke traf paa Sverrer selv. Vexelviis erobredes Byerne og Flaaderne, besattes Landskaberne og hævedes Af- givter af begge Partier, der ikke mere gav hinanden Pardon, især efterat Bisp Nils havde ladet Bergen gaae op i Luer. Vig- væringerne gjorde Opstand mod Sverrer formedelst nye Krigs- styr, som gjordes nødvendige, en ny Banstraale mod Sverrer lynede over Norden, kun Thrøndelagen saagodtsom var ham tilbage, og selv denne stængt af Baglerne, der foer Landet rundt fra Vigen og til Helgeland. Men Banstraalen slog heller ikke dennegang Spiret af den stærke Haand, den 20-dobbelte Over- magt af Vigværinger splittedes ved Oslo i tre Træfninger paa samme Dag, i Throndhjemsfjorden slog Sverrer sig en Flaade SIDE: 434 til igjen fra Baglerhøvdingen Halvard af Saastad, og rensede hele Kysten alt til Tønsberg Fæstning, som den gjæve Hreidar Sendemand efter 5 Maaneders Beleiring overgav. For et Liv saa fuldt af Anstrængelser bukkede Sverrer endelig under. Helseløs bragtes han fra Beleiringen af Tønsberg Castell til Bergen, hvor han døde i Høisædet stor som han havde levet: tilgivende sine Fiender. (1202). Bjerkebeinernes Enevælde. K. Hakon d. 5te Sverrersøn. 1202 -- 1204. Sverrer havde døende erklæret, at han kun efterlod een Søn Hakon, som strax paa Ørething blev kongekaaren. Han samlede Gløder paa sine Fienders Hoved, idet han tilbagekaldte og tilgav Bisperne. Og da Baglerkongen Inge med sine sidste Mænd fældedes paa Helgøen i Mjøsen, saae Landet en Vaaben- hvile imøde under den fortreffelige Hakon, som Faderen havde udrustet med sin dyrtkjøbte Viisdom. Men han henkaldtes plud- selig til en dybere Fred, forgivet af sin Stedmoder den svenske Kongedatter Margrethe, som ikke stod paa nogen god Fod med ham. Til dette Mord forenede dog rimeligviis Sverrers Søster- søn Hakon Gàlins ærgjerrige Planer sig med Qvindehevnen. For Ærgjerrigheden er heller ingen Haand for ureen saalænge Na- tionerne gjøre sine øverste Poster for tiltrækkende ved at tillægge dem formegen Magt og Ære. Lige til vore Dage kjøbes den glimrende Krone for samme eller højere Priis end den hvorfor Hakon Gàlin kjøbte Udsigten dertil, medens i den rene Fristat kun den højeste Fortjeneste og Dyd kaldes til at bedækkes med den ypperste Borgerhats dunkle Prydelse. K. Gutorm d. 1ste Sigurdsøn. 1204. Høvdingerne udnævnte den 4aarige Gutorm, Søn af den afdøde Sigurd Sverrersøn, til Konge under Hakon Gàlins Rigsforstan- derskab, hvorhos ogsaa Sverrers Søstersønner Inge Baardssøn og Peder Steiper havde meget at sige. For den Iilsomhed hvor- med Hakon Gàlin fremstyrtede over Liv mod sit Maal kunde han vel fortjene sit Tilnavn, (der vil sige: den Rasende, den Framfuse -- skjøndt det vel er vundet i Feldten), thi der siges, at Gutorm paa hans Anstiftelse forgaves af Margrethes Datter Christine, med hvem han holdt sig inde. Mistanken her- SIDE: 435 om, saavelsom det at han var af en svensk Fader lod dog Folket paa Ørething give ham Afslag paa Kronen, som Bjerkebeinerne dog havde tilemnet ham. Og om dette fik raade, vandtes den aldrig, men tabtes altid ved Forbrydelser. Femtende Borgerkrig. (Sidste med Baglerne -- til 1208). K. Inge d. 2den Baardsøn. (1204 -- 1217). Erling Steinvæg (til 1207) og Filip Modkonger. Urolighederne havde fremskabt et Hærvælde. En Krigsmagt var fremstaaen, som mindre lignede Borgere, der bevæbne sig mod en ulykkelig Tid, end senere Aldres Soldater. Ligesom disse, fordringsfulde, altid færdige til at kaste Sværdet paa Vægt- skaalen, ringeagtende Loven, men Kongemagtens eller ogsaa Egenviljens lydige Trælle, og stedse mere fremmede for sit eget Folk, fremtraadte nu Bjerkebeinerne med sine Høvdinger paa Ørethinget forat styre Kongevalget efter eget Tykke. Men Vaa- benvældet er en død Kraft, og Stormændene, i hvis Hænder den skulde bevæges, vare uenige. Dette gav Almuen og Loven Seiren: ved frit Valg kaaredes K. Sverrers Søstersøn Bonden Inge Baardssøn med Tilsidesættelse af Hærens Yndling Hakon Gàlin og 3 andre valgbare Mænd. Kongen besvoer Folkets Rettigheder, Folket igjen de Kongen indrømmede. Hæren kom ogsaa strax paa sin rette Plads ude imod Baglerne, som alt mens Gutorm levede havde begyndt at røre paa sig under Erling Steinvæg, en foregiven Søn af K. Magnus Erlingssøn, og Filip, en Frænde af Oslobispen Nils, som heller ikke sad rolig. Det var ogsaa gaaet saa fremad med disse Urostiftere, at Erling havde faaet Kongenavn over Oplandene og Landet rundt alt til Agdurs Vestgrændse, og givet Filip Grevenavn. Krigen førtes ligesom før ved at gjøre Jagt paa hinanden rundtomkring Landet og afvexlende besætte og brandskatte Byerne, af hvilke det især gik ud over Bergen. Der vandt Bjerkebeinerne under Hakon Gàlin sin vigtigste Sejer, som gav Hevn for et Overfald af Bag- lerne paa K. Inge i Throndhjem, hvorunder denne kun ved at svømme over Nidelven og ved en Frændes Hjælp slap unna. Efter Erlings Død 1207 fik Nils Bisp Filip til Baglerkonge; ja han erholdt endog Kongenavn paa Ørething, efterat den gjæveste af alle Bjerkebeiner Dagfind Bonde havde maattet overgive Ca- stellet i Bergen. Paa det Ørething maa dog nok de baglerske SIDE: 436 Commandoraab have lydt; thi Thrøndelagen var ligesaa bjerke- beinsk sindet som Vigen var baglersk, uanseet endog, at Thrøn- derne senere i et Trangsaar gjorde Opstand imod K. Inge, i den Tanke, at Afgivterne vare for svære, at Folket bedst bedømmer dette, og at Nød bryder alle Love. Ihvordan det nu har været med dette og andre Kongevalg paa vore gamle Thinge -- den Thingmand er ligesaa forrædisk, der lader sig bestikke af Staal, som den, der lader sig bestikke af Guld. Skulde der være nogen Forskjel, da maa det være den, at den Første er Øxen, den Sidste Galgen værd. Strax efter vedtog dog Filip Forlig, der indgikkes paa Hvitingsø ved Stavanger, efter Mægling af Bisp Nils og Erkebisp Thorer, og hvorved Han fik Sverrers Datter Christine tilægte og Vigen og Opland som uafhængig Jarl. Konge- navn beholdt han dog i Folkemund, hvorimod Hakon Gàlin, der saagodtsom var Landets tredie Styrer, maatte afstaae derifra. Om den Mistanke, denne ærgjerrige Mand paadrog sig for et Snigmordforsøg paa Kongens Liv, er grundet, da viser den, hvor stor Forskjel der kan være imellem medborgerlig og krigerisk Dyd, hvilken sidste han besad i høi Grad. Med Omhu vogtede han dog den unge Hakon, Søn af Hakon d. 4de, der opdroges ved Hoffet som sandsynlig Thronarving til lidet Nøje for Skule Jarl, Kongens Broder, som fra Hakon Gàlins Død 1215 havde størst Indflydelse hos den gode, men svage Kong Inge. Hof- rænker traadte istedetfor den aabne Partifeide. Enkelte Stor- mænd troede at kunne beskjære Kongemagten -- noget, som ialfald kun tilhører det hele Folk at gjøre, og da paa lovlig Maade. Stormen var forbi, men det pludselige Stille bebudede, at den nok vilde springe om paa en anden Kant. Imidlertid kom dog de atter løsrevne skotske Øer, under denne Sagernes Stilling, tilbage til Norge, tvungne dertil af nogle Bjerkebeiner og Bagler, hvem Freden herhjemme ikke smagte. Geistlighedens Irettesættelser lærte dem dog, at Vikingalivet, som det lod til de vilde indføre igjen, ikke mere passede med Tiden. Den sverrerske mandlige Ætside kommer paa Thronen. K. Hakon den 6te Hakonsen, den Gamle (1217 -- 1262). Bjerkebeinerne, den sverrerske Æts trofaste Værnere, gjorde paa Kongevalget efter Inges Død sin Indflydelse gjældende for den unge Prinds Hakon; og var Almuen overalt enig med dem. SIDE: 437 De øvrige Kronbeilere Inges Søn Gutorm, Hakon Gàlins Søn Knud og Skule Jarl maatte give tabt; og efter gammel Sed gave Bønder Hakon Kongenavn paa Thingene. Men uagtet dette, uagtet hans Moder Inga ved Jernbyrd godtgjorde hans Fødsels- ret, og uagtet den retvise Hakon senere lod den paa en Rigsdag i Bergen undersøge: henrandt dog hans halve Regjeringstid under idelig Krontvist og Urolighed. Styrløshedens (Anarchiets) og Borgerkrigens Udsvævelser ere lette at forklare og undskylde med Despotismens egne; men den folkelige (liberale) og forson- lige Hakon, som vilde Ret og Frihed for Alle og forstod den største Regjeringskunst i et bevæget Land, at fordrage de for- skjelligste politiske Meninger og at udøve Magten med Opmærk- somhed for Alles Interesse, giver ingen Undskyldning for de to heftige Borgerkrige, der gjennemrasede som Brand Landets neppe tildækte Saar. Bebreidelsen maa især ramme Skule Jarl, som fra først til sidst med forræderske Opspind og endelig med Vaaben søgte at tilfredsstille sin umættelige Egenkjerlighed. At denne intet mindre krævte end Kronen, var klart, da Kongens Opofrelse af 1/3 af Landet og Skatlandene, Gaven af Hertugtitlen og Æren af at Kongen, maaskee mest for Freds Skyld, tog hans Datter tilægte, ikke forslog. Krigersk Urolighed begyndte dog fra en anden Kant, idet Udskudet af den erlingske Families Kjæmpere, Baglerpartiet, med en foregiven Søn af K. Magnus Erlingsen, i Spidsen, under Navn af Slitunger foruroligede Vigen. De gamle Baglerhøvdinger, som gjerne vilde sidde iro i sine Lehn, betvang vel disse Røverbander i Forening med Bjerkebeinerne, med hvem der efter Filips Død 1218 var indgaaet en ny For- ening; men dermed vare ikke alle de Skud af hiint Landets blodige Torneriis qvalte, som endnu skulde sønderflænge det og bortjage det medborgerlige Sind, som mest af alt er et Riges Lykke og Styrke. Sextende Borgerkrig (Ribungernes. 1219 -- 1227). Baglernavnet var vel forsvundet; men Baglersindet ikke. Lige- som gamle udsatte Krigsheste endnu lystre Trompetklangen, spidse Ørerne og jage henover Marken, saa omtrent virkede Rygtet paa mange af dem, at en Søn af Erling Steinvæg, Sigurd Ribung af Baglerhøvdingen Gudolf af Blakestad var kaldt til Norge. En Hær omgav ham snart, og i Forening med Levnin- SIDE: 438 gerne af Slitungerne spillede Ribungerne Mester i Vigen og paa Oplandene indtil den forrige Bagler, gjæve Arnbjørn Johnsøn og Skule Jarl tvang Sigurd til at overgive sig. Da denne Oprører nu en Tid saaes i Skules Følge, er det rimeligt, at denne, som stedse stod i et spændt Forhold til Kongen, og før ikke havde taget i Betænkning at sammensværge sig selv med Filip Bagler- konge, vilde bruge ham til at ængste Hakon og til at reise Folk med, naar han endelig selv vilde hæve Oprørsfahnen. Men Sigurd begyndte snart Krigen paany paa egne Vegne; og efter hans Død 1226 fortsattes den under Knud, Hakon Gàlins Søn, indtil Denne, efter Nederlaget paa Vormen ved Eidsvold (1227), overgav sig til Kongen, der siden viste ham stor Naade. Resten af Partiet ødelagdes af Værmelændingerne paa Kongens Befaling, som under Krigen havde lært disse med Brand og Sværd, ikke at give Oprørere Tilhold i sine Skoger. 1225 var Bisp Nils død, efter angrende at have tilstaaet, at han ogsaa havde Deel i dette Oprør. Intet Menneske har bragt flere Ulykker over sit Fædre- land, end denne Stifter af Baglerpartiet; men hans Bøn paa Dødslejet, at Kongen dog for Guds Skyld maatte tilgive ham, siger heller ikke stort mindre end: bedre havde det været mig, om en Møllesteen forlængst havde været lagt om min Hals og jeg slængt i Havet. Saaledes omtrent maa vel Indholdet af en- hver Landsforræders sidste Tanker være -- han være den kløg- tige Thingmand, Feldtherren, Soldaten der slænger Geværet fra sig, eller Bonden, som bliver siddende naar Budstikken gaaer. Rimeligviis har det været Afsky for denne Forbrydelse, Lands- forraad, som afholdt vore Kongesagaers berømte Forfatter, Is- lænderen Snorro Sturleson, der opholdt sig ved Begyndelsen af Ribungfeiden hos Skule Jarl, fra at gaae ind paa at fremme dennes og K. Hakons Anslag mod hans Fædrelands Uafhængighed. Han skal vel have givet Løfter eller maaskee rettere taalmodig hørt paa hine Anslag; men det lader til, at han kun har sat List mod List, troende det bedre at skuffe en Konge, og det en fremmed, end sit eget Fædreland. Syttende Borgerkrig (Hertug Skules 1239 -- 1240). Der løb vel adskillige Aar hen i Fred; men høist fordægtig var den, og slig Fred er ikke stort bedre end Krig. Kongens og Jarlens Mænd laae i aabent Uvenskab, og lode hverken SIDE: 439 Ærgjerrighedens Flamme døe hos Denne eller Mistankens Orm hos Hiin. Hakon troede vel at begrændse sin Svigerfaders Planer med Hertugkronens gyldne Ring, som han gav ham 1237; men 2 Aar efter fordrede Hertugen Kongens egen, og tog Kongenavn paa Ørething. Ved Laake paa Romerige slog han med sine Vargbælger Knud Jarl og Arnbjørn Johnsøn; men Kong Hakons Sejer ved Oslo fæstnede igjen Spiret i de rette Hænder. Med Skules Drab i Helgesæter-Kloster ved Nidaros, hvorhen de sei- rende Bjerkebeiner forfulgte ham, endtes denne sidste af Borger- krigene. Fra nu af forligtes alle Partier af den fred- og seiersæle Hakon. Lykken holdt ikke længer Retfærdighedens Vægtskaal paa Sværdodden. Ret og Magt forentes atter. EFTER BORGERKRIGENE (FRA 1240 -- 1387). Norges høieste Velmagt. Kong Hakon var 36 Aar før han fik ret Ro til at lægge sine ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Landet var folkerigt og velstaaende selv under Borgerkrigene; men Freden hævede det til en Grad af Velmagt og Ære, som af det hverken før eller siden er naaet. Det er ikke vanskeligt at begynde Stats- omvæltninger -- et Brud paa Forfatningen giver Grund dertil, -- men at ende dem, er svært; og lykkes kun for dem, der ere ligesaa ædle som store. Hakon var En af disse. Han udstrakte derfor Forsoningshaanden, ikke Strafbilen, da Ingen kunde tviste med ham længer, og Underet skede: Lidenskabsstormene teg og Blodbølgerne stilnedes, som et Aarhundrede igjennem havde rystet og vragtumlet det gamle Rige. Med Freden og Medbor- geraanden kom, ligesom Blommer over Marken med de milde Luftninger af Vaaren, alle Velsignelser tilbage. Fra Kongens Hjerte udrandt det dog alt; thi fra det kom Forsoningen, fra den kom Freden, fra den igjen Lovorden, Landsopodling og Handel; herfra da Velnøje og Velstand, og denne reiste da igjen alle de Kirker, Befæstninger og offentlige Bygninger, som under Hakon fremstode, vidnende ligemeget om hans dygtige Forsorg som om at Cultur og Velstand fremskride sammen. At Hær og Flaade holdtes i forsvarlig Stand fik den danske Konge at see, da Hakon gjæstede ham forat paatale nogle Røverier. Det kom dog til Forlig; og senere ægtede hans Søn Magnus den danske SIDE: 440 Prinzesse Ingeborg. Ubrudt Venskab fandt derimod Sted med hans anden Søn Hakons Svigerfader Rigsforstanderen Birger Jarl i Sverrig. Og beilede Europas mægtigste Herskere til Nor- mannakongens Gunst: saaledes Kongen af Castilien, der ogsaa, med godt Udfald, beilede til hans Datter for sin Broder; Stor- fyrsten af Rusland; Kongen af Frankrig, der tilbød ham Over- anførselen paa et paatænkt norskt og franskt Korstog; den tydske Keiser; og baade mahomedanske Sultaner og Paven, som endog tilbød ham Keiserkronen i det tydske Rige. Under dette opførte Hakon sig med den største Anstand og Fiinhed (som den politiske Viisdom kaldes), betalende gode Ord med gode Ord, Tjenester med Tjenester og god Mynt. Saaledes fik Cardinalen, som Paven sendte til K. Hakons Kroning i Bergen 1247, hvilken paa det prægtigste feirede Norges og dets Konges Hæder og Lykke, sin Umag vel betalt; men Hakon glemte ikke at benytte hans Nærvær til at faae jevnet fordeelagtigere for Kronen, end man skulde troe, adskillige Stridigheder om hvad Statens og hvad Kirkens var; ligesaa blev og Jernbyrden afskaffet, som en Overtroe, der var Tiden uværdig. 14 Aar senere lod han, efter sin ældste Søn Hakons Død, som ogsaa havde baaret Kongenavn, sin anden Søn Magnus krone i Bergen af Erkebispen. Samme Aar (1261) erkjendte ogsaa Grønland samt Island norsk Høihed; men under Vilkaar, som vare de oplyste og frisindede Islændere værdige. Deres Frihed var vel bleven besudlet af Borgerblod -- ogsaa af Snorros -- under Stormændenes tøilesløse Uroligheder; men at opgive den derfor vilde være at mistvivle om at Himlen er reen og blaa bag de drivende Skyer. Vilkaarene sikkrede dem mange nye Fordele; dog var Foreningen Nul og Intet, om Kongen ikke opfyldte dem eller gik udenfor sin Myndighed. Alligevel havde det været bedre baade for Norge og Island, om Foreningen aldrig var bleven istandbragt; thi Island fulgte med Norge i dettes se- nere Ulykke; men frelstes ikke som dette; og Island bærer nu alle Trældommens Elendigheder og Norge Sorgen derover. For- ening mellem 2 ulige mægtige Lande er ogsaa en mislig Ting, om Verdenshistorien staaer til Troende. Og det gjør den; thi intet er sikrere end Erfaring. Paa et Tog, hvorved Lehnshøi- heden gjenhævdedes over de vestlige skotske Øer, døde Hakon i Vinterqvarteret. (1262). SIDE: 441 Lovforbedringer. Friheden taber ved en Adels Fremvæxt og Geistlighedens Magtudvidelse. K. Magnus d. 6te Hakonssøn Lagabæter (Lovbedrer). (1262 -- 1280). Fra gammel Tid af dømtes efter Frostethings- Gulethings- Eid- sevjuathings- og Borgethings- Lovene eftersom Provindserne thin- gede til et af disse Steder. Magnus fik disse Love bragte til Eenhed; men dette er ogsaa Alt hvad der kan siges til hans Roes. Med den Lov, han gav Islænderne vare disse kun lidet nøjde; og burde de da have betakket sig for den, ligesom og for den norske Lehnshøvding, han sendte dem, eller snarere for Foreningen selv, da denne derved fra Kongens Side var brudt. Sligt bør et Folk aldrig taale, ihvad der end maa røstes om Kjær- lighed med sin Glemmebog for den Mægtiges smaae Lovbrud. Den der stikker en Fakkel ved Grunden ønsker Luen paa Taget. Fredsind kan det have været, at han til Skotland solgte Sudur- øerne; men Svagsind var det, at han ikke holdt Russerne fra Nordlandene; og aftvang den danske Konge sin Dronnings Arv. Værre var det dog med de overordentlige Særrettigheder han indrømmede Geistligheden, idet han tilstod den Dømmemagt i en Mængde Sager saasom Ægteskabs, Testamentspørgsmaal o. s. v., Kaldsbesættelse, særskilt Deel i Lovgivningen, Myntrettighed for Erkebispen, en Eiendomsafgivt m. m.; og værst af alt, at han forvandlede Thingene til Herredage, hvor Adelen alene traadte istedetfor Odelsbønderne. Adelen, denne Classe, som fordrer at offentlige Fortrin skulle i den gaae i Arv, begyndte først fra denne Tid at skille sig fra Folket og at blive synbar i dets Masser. Hertil tjente fortræffeligen Greve- Baron- og Ridder- Titlerne, som Magnus, efter andre Landes Skik, indførte. Ved Siden af Disse fandt Bonden snart, at han tog sig ilde ud paa Herredagene, og denne altfor beskedne blev da borte, men med ham ogsaa Friheden. Efterat have givet et nyt Beviis paa sit veke om end velvillende Sind i de store Handels-Rettigheder han 1278 indrømmede Tydskerne i Bergen, og hvorfra Oprettelsen af deres "Contorer" der skriver sig, døde Magnus 1280. SIDE: 442 Geistligheden indskrænkes atter. Krig mod Danmark. K. Erik d. 2den Magnussøn, Præsthader. (1280 -- 1299). Som Geistligheden gik frem, er dette Øgenavn snarere denne raske og kraftige Konge til Hæder. Han fik det, fordi han, da han kom til Skjelsaar, kun brød sig lidet om det for Geistligheden fordeelagtige Kroningsløfte, som Bisperne benyttede hans Ungdom til at give sig. Da han var 14 Aar gammel, jog han, eller rettere hans Regjering, endog et Par Storklerker med Erkebispen foran ud af Landet forat klage sin Nød for Paven; og omsider faldt de tilføjes, da Kongen var døv og blind for de Banlyn og Tor- denbuller, som ellers dentid skræmte mægtigere Konger end Norges under Bispekaaben. Uheldig var han derimod i sin Plan at vinde Skotland paa Grund af sit Givtermaal med den skotske Prindsesse Margrethe. Det lykkedes hverken for ham paa egne eller paa sin Datters Vegne. De tydske Handelsstæder aftvang ham og nye Friheder, for hvilke det Bytte, han vandt i sin lang- varige Feide paa Danmark angaaende sin Moders Arv og til Beskyttelse for nogle danske Kongemordere, kun var Norge liden Erstatning. Liden Ære var der og ved denne Krig, der førtes ret paa Røverviis. Hver Alder har dog sin Maade at føre Krig paa; den vil maaskee komme, som fører den blot med Aandens Sværd, med Ord og Beviser for en almindelig Folkedomstol. Udlændingernes Handelsret indskrænkes. Krigen mod Danmark fortsættes. K. Hakon d. 7de Magnussøn, Halæg (Høibeen) -- (1299 -- 1319). Denne Lagabæters anden Søn, som alt længe havde besiddet Vigen med kongelig Myndighed, synes ikke at have agtet Folkets Valg fornødent. Han lod sig og sin Dronning ogsaa uden videre krone, og synes at have havt overvættes store Begreber om den kongelige Myndighed, hvilket vil sige det samme som at have ligesaa ringe om Folkets Ret og Frihed. I sig selv er en saadan Gemytsforfatning den samme som i det private Liv kaldes, at have for overspændte Tanker om sig Selv -- et Vogespil som Verden bedømmer strengt, idet den stødes selv ved den over- vægtige Aands naturlige Selvfølelse. Imidlertid maa man ikke undre sig over at den sindskraftige og regentdygtige Hakon følte SIDE: 443 sig vel meget under Purpuret, da saamange af Verdenshistoriens svage Konger have gjort det samme. Saavidt gik han heller ikke i denne Feil, der ellers især er Svagsjelen egen, at vi derfor maa forringe vore Tanker om hans sunde Fornuft. Den og sin Her- skervilje lagde han for Dagen i endeel Anordninger, der ind- skrænkede især de tydske forenede Handelsstæders (Hansefor- bundets) Anmasselser og Handel, forsaavidt den var Landet skadelig, samt i at indskrænke den egentlige Adel, men fremhæve Embedsmændene, hvis Pligter dog tillige skarpt bleve dem fore- skrevne. Til disse regnes maaskee rettest de 12 Rigsforstandere, som anordnedes i Tilfælde af Thronledighed eller Thronarvingens Mindreaarighed. Som saadan fik han sin Datter Ingeborg, da Søn ei havdes, erkjendt; og gav vel disse Udsigter Prinzessen, ligesaasnart som noget andet godt ved hende, den raske Beiler hun fik i svenske Kong Birgers Broder Hertug Erik. Idetmindste vise alle de sluttede og brudte Overeenskomster, de mange Kongestevner og Rigsdelinger i de andre Nordens Riger paa den Tid, at Politiken (Statskløgten) alt da ikke var saa lidet uddannet. Kongerne havde begyndt at betragte sig som Altings Eneejere, Folk og Land som deres klingende Formue, og Prinzesser som Sedler, der maatte lyde paa hiin Valuta forat have Værdi. Da Krigen med Danmark 1309 var endt til Hakons Fordeel, efter paany at være bleven ført i 5 Aar paa en Maade, som de danske Kongemordere og den norske Fribytter Grev Alf Erlings- søn af Tønsberg sørgede for ei blev forskjellig fra den forhen- brugte: indvikledes Hakon i de svenske Hertuger Eriks og Wal- demars Stridigheder med Broderen K. Birger, hvori han da tog sin Svigersøns Parti, og lehngav ham Konghelle og endeel af Halland, som han selv havde erholdt af Danmark i Freden. Da Erik, efterat have sluttet Fred med sin kongelige Broder, ei vilde rømme Hakon Lehnet, kom det selv mellem disse til Krig, hvori Erik trængte frem alt til Agershuus. Efter en Række af Under- handlinger tilbagegav han dog Lehnet, og fik Ingeborg af Norge tilægte 1312. Da K. Birger 4 Aar derefter tog Livet af begge sine Brødre -- som der siges ved at lade dem sveltdøe i Fængslet, hvortil han selv skal have slængt Nøglerne i Vandet -- : fordrev de Svenske ham, henrettede Kronprindsen, og valgte Eriks og Inge- borgs Søn Magnus til Konge under Moderens og et Rigsraads SIDE: 444 Formynderskab. Kort tilforn var det sidste Skud af Haarfagers mandlige Ætside uddøet med K. Hakon 1319. Landet var i Velmagt i hans Tid; og siges Finlapperne da at have erlagt Skatten, som længe ikke havde været hentet af Frygt for de vilde Russer, der ligesom en Kræft stundom aad sig rundtom Kysterne alt syd til paa Helgeland. Frygten har dog nok været overdreven, da de ukrigerske Lapper siges ved denne Tid at have tilkjæmpet sig over dem den eneste Sejer som glimrer i deres Historie. Saadanne Fiender forglemme, i det de overvælde den Svagere, at den som intet haaber frygter heller ikke meer; og at et underkuet Folks Fortvivlelse er ligesaa farlig for det seirende overmægtige som det er for Bjørnen om Gaupen kaster sig paa Ryggen for med spændte Kløer at fare i dens Bug. Ingen skulde heller kunnet bebreide Islænderne, om de havde drevet Modstanden til det yderste mod sin Konge i Norge for de Brud paa Foreningsacten han tillod sig. Den private Godgjørenhed han viste dem, da de hjemsøgtes af Brand og Vulcanudbrud, undskylder ikke de Forbrydelser han som Konge begik imod dem. En Konges første Dyd maa, som hos enhver anden Mand, være Ærlighed. Oprigtighed er det bedste Regje- ringsmiddel, og i ingen Stat nødvendigere end i en Forenings. Disse Staters Bindingsstof er alene Tiltroen. Findes den i Fred, agte Borgerne ikke Hjerteblodet for kostbart til at holde For- eningen sammen med i Krig. Men er den borte, da er selv Freden en Krig, hvori alle onde Lidenskaber føre sine Vaaben. Mistil- lidens og Nagets Orme fortære Foreningens Kjerne: den bliver en gisten, huul Nød, som knases under hvilkensomhelst Fod, der vil træde paa den. Norge og Sverrig forenes. K. Magnus d. 7de Erikssøn Smek (1319 -- 1344). Der siges vel, at denne 3aarsgamle Søn af den svenske Hertug Erik og den norske Kongedatter Ingeborg, valgtes til Norges Konge; men dette vil kun sige, at det af K. Hakon anordnede Rigsraad, ifølge dennes Arvefølgelov, erklærede ham for Konge under dets Formynderskab. Paa samme Maade var det han kort efter erklæredes for Konge i Sverig, hvorefter en Foreningsact oprettedes, der tilsagde hvert af Rigerne Selvstændigheden og SIDE: 445 fastsatte den fælleds Konges Pligter. Rigsraadet styrede vel; en af dets Medlemmer Drosten Erling Vidkunnarsøn værnede ogsaa Nordlandene godt mod Russerne. -- Constitutionel, forsaa- vidt derved kan forstaaes, at Grundlovene dog endnu indrømmede Folket nogen Frihed, kan vel denne Norges Forfatning endnu kaldes; og den var det ogsaa i Virkeligheden for Adel og Geist- lighed. For Folket, der ikke er det samme som disse Stænder, var derimod al Frihed gaaen tilgrunde. At det saa taalmodigt havde ladet sig det ene Frihedsklenod tage af Hænderne efter det andet, kom af at hine Tiders Frihed var udrunden blot af en naturlig Følelse af hvad Ret var, ei af Begreb, og beroede paa en ubevidst Vane, ei paa Oplysning. Men al Følelse kan skuffes, al Vane sløves og uddøe, hvorimod Begreb og Oplysning stedse er stigende og med dem deres Krav ikke alene paa at beholde men paa stedse at udvide Friheden. Derfor see vi over- alt de gamle Tiders Frihed at synke som Templet paa Sand- skrænten, medens de nye Tiders oplyste Nationer med sikker Dristighed reise sin højere og højere. Det Modtagne mistes heller end det med Sverd Erhvervede. Det Tilvante viger for det man erkjender for nødvendigt og umisteligt. Almeen Oplysning og Erkjendelse af Frihedens Nødvendighed i en Grad, der svarer til Oplysningen og Sedligheden, er Frihed og dennes Betryggelse. Enkeltes Oplysning er Trældom. Ogsaa i den Slags Oplysning er kuende Stormannavælde. Enkelte Islænderes Boglærdom hin- drede ikke det hele islandske Folk fra at behandle sin Frihed som Barnet Kniven; og vakte ingen Modstand som man kunde ventet af et saa ildigt Folk, da Norskekongen tog Friheden fra det, eller rettere da han brød Stykker af den til sit eget Brug. Og i Norge var det Geistligheden og Kongens Canzleres Ene- oplysning, der berøvede Folket lidt efter lidt dets Frihed, uden at det forstod hvad det mistede. Kongens Magtsprog og Adelens Pragt var nok til at skuffe dets blotte Følelse derfor. Aar gik; og en ny -- Trældommens -- Vane indtraadte. Den syngende Fugl i Buret, den tyggende Hest, mange Folkeslags Søvn viser dog, at den maa ogsaa have sine Sødheder. Thingene stode nu tomme; Bønderne, som sad rolige hjemme, fik der at høre, at et Rigsraad styrede Norge, og at dette havde valgt en Konge. Godt havde det imidlertid været, om K. Magnus altid havde havt slige Raader vedsiden. Hans og hans franske Dronning SIDE: 446 Blancas Hang til Pragt og sandselige Adspredelser i et sværmende Hof, samt at de hengave sig til uværdige Gunstlinger, forargede baade det norske og det svenske Folk. Det norske havde endnu dertil at beklage sig over, at han, mod Foreningsvilkaarene, næ- sten stedse opholdt sig i Sverig. Skaane og Bleking, som han havde tilkjøbt, lod Magnus Rigerne igjen forræderisk fraliste af den danske K. Waldemar, som dertilmed paalistede Magnus's Søn Hakon sin Datter Margrethe, mens han forholdt ham den han egentlig skulde have. Hansestæderne lod han skalte som de vilde; og er der intet andet tegnet Magnus til Ære i hans Aarbøger end at han erklærede Trællestanden ganske afskaffet. Hungersnød og Jordskjælv bidrog ogsaa sit til at skærpe Mis- nøjet. Han nødtes endelig til at tage sin Søn Hakon til Med- regent i Norge 1344. Foreningen med Sverig opløses. Magnus den 7de Smek og Hakon den 8de Magnussøn (1344 -- 1365). I Sverrig udbrød Opstand under Magnus' anden Søn Erik. Ved dennes Død blev vel Hakon af Norge valgt; men hans Forbin- delse med den danske Prinzesse og Magnus' underfundige Han- deler med K. Waldemar bragte det svenske Rigsraad til at afsætte baade Magnus og Hakon, og at indkalde som Konge deres Frænde Albrecht af Meklenburg. Denne slog Hakon ud af Riget og satte Magnus i Fængsel 1365. K. Hakon den 7de Magnussøn -- Enekonge. (1365 -- 1380). Der berettes, at K. Hakon, fire Aar før denne Ulykke overgik Magnus, af Svenskerne var bleven dreven til at sætte sin Fader fast paa Calmar Slot. Maaskee beqvemmede han sig dertil forat redde Foreningen, maaskee og holdt han dette sørgelige Nød- middel for tjenligt til at frelse sin Faders Liv. Idetmindste viste han i sit Tog til Sverige 1371, forat befrie sin Fader, hvilket og lykkedes ham mod svære Løsepenge i Sølv og i Besiddelser, at han besad den sønlige Følelse, som, ihvorvel intet Menneske tør mangle den, dog geraader Konger til saameget større Ære, som de ikke destomindre ofte synes at mangle den. Faderens Daar- skaber bedrøvede Sønnen; hans Ulykke harmtændte denne og SIDE: 447 gjorde hans Sværd skarpere til at løse Faderens Baand. Dette Træk maae vi gjøre mere af, end af den Regentduelighed Hakon viste ved at faae Hansestæderne til at holde sig Anordningerne efterrettelige. Vi ere tilbøjelige til at ære Purpuret; dog glæde vi os først, naar vi træffe Mennesket derunder. Dette tør vi elske. Den brave Hakon mistede dog snart sin frelste Fader, da han druknede i Hardangerfjorden 3 Aar efter Befrielsen. Svartdøden. En 100aarig Borgerkrig havde gjennemraset Landet. Dog stod det derefter som Ynglingen, der stærk og blussende gaaer ud af Lystkampen. Blodet, som var flydt, syntes ikke at være til større Meen for det Hele end dennes Sved, som hurtig er- stattes. Bygdelag havde Oprørere brændt; dog reiste Hammer- By sig, Bergen blomstrede, Borge og Kirker fremkneisede, og man tømrede raskt i Dalene, som Fakklerne gennemfløi. Hun- gersaar taltes; dog ogsaa Aar, da Jorden bar togange Grøde og da Træerne dæktes togange med Frugt. Guldalen var ødelagt i denne Konges Tid ved Elvebrud; dog hørtes ikke Braget over Dovre. Alt hvad der havde ramt Landet stod til at overvinde og var overvundet af Mennesker og Tiden. Men 1349 traf en Ulykke Norge, som selv Tiden, der dog heler alt, neppe indtil denne Dag har kunnet erstatte, ihvorvel det ikke kan negtes, at den senere politiske Elendighed herfor især har Skylden. Det var en Landfarsot, "Svartedøden" eller "den store Mandedød," som da kom med et inddrevet engelsk Skib, hvis Besætning var uddød, til Bergen, hvorfra den snart udbredte sig over det hele Land. Hele Bygder lagdes øde og Folkemængden formindskedes over 1/3, saa den neppe foer værre frem i noget af alle de Lande den gjennemvandrede fra Asien af. Norge sattes tilbage for Aarhundreder. Seent som Furuen paa dets bare Klipper er det siden skudt fremad indtil det vel nu omtrent har naaet hint gamle Norges Opodling og Folkemængde. Thi Trældom er tifold tung for den Syge og Vanære for den Ulykkelige. Sygt og ned- trykt gjorde Landfarsoten Norge; men disse nye og varige Ulykker, Trældommens og Vanærens, fulgte af den Forbindelse med Dan- mark, som indledtes ved Hakons Ægteskab med den danske Margrethe: Det er først Friheden og Æren, som nu gyder Kraft i Fædrelandets Livsaarer. SIDE: 448 Forening mellem Norge og Danmark. K. Olaf den 5te Hakonsøn. (1380 -- 1387). Denne Hakons og danske Margrethes unge Søn var alt 1376 kaaren til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab. Han fik nu tillige Norges Krone, hvorefter dette havde Udsigter til at blive Hovedriget i den nye Forening, skjøndt han maaskee havde været fornuftig og retskaffen nok til at indsee, at i en Forening af lige Stater maa ingen af dem gjøres til Hovedrige, om Foreningen skal lykkelig bestaae. Men kun faae Aar glæ- dedes Norge ved dette sit skjønne Haab, som opblomstrede i Olaf. Det og den gamle Kongeæt og Norges Velvære og Hæder som Stat døde pludselig med den unge Olaf i Skaane. Maaskee er det den nationale Sorg herover, som har kastet Mistanken for hans Død paa Moderen, der fra Regentinde-Formynderske nu anerkjendtes som begge Rigers Dronning. Men hendes hjerte- løse, ærgjerrige Charakter retfærdiggjør den tildels; og idet vi erindre os de mange lignende Forbrydelser, som ikke have været slige Sjele og Herskesygen for svare, giver den Plan at beherske alle 3 Nordens Riger, som hun med faste Skridt fulgte og satte igjennem, den Mistanke ny Styrke, at hiin Lidenskab har drevet Moderen til at skride frem mod dette Maal over sin Søns Liig. Havde det norske Folk havt sin gamle Valgfrihed, den Aand det med Friheden besad, og den nationale Selvfølelse, som under de sidste Konger var forsvunden med Sjømagten og endeligen slappet af hiin Landødesot: skulde visseligen Drosten Hakon Johnsøn, som var af den gamle Kongeæt og nærmest berettiget, være bleven Normannakonning. Men nu raadede Enkelte, Adel og Geistlighed nemlig; og Foreningen blev det Raad som vandt, skjøndt de, at slutte af Advarsler som K. Magnus Smek fik mod at antage Sverigs Krone, vel neppe ærligen have troet at For- bindelsen med et endnu fjernere og didtil fiendtligt Rige skulde være tjenligt. Men er Friheden forraadt, da er Fædrelandet og hele dets Velvære det ogsaa. Ulykkesskjebnen fuldbyrdedes: Norge forentes med Danmark 1387. SIDE: 449 Bag Sneen spirer Vaaren og Blom paa Gravens Muld. Det Blink i Kummertaaren er Haabets eget Guld. Sit Bytte Tiden fører: hvad Støvet ejer; men hvad Aanden selv tilhører den bringe maa igjen. Da maa den Frihed bringe, det Krav i hver en Aand. Med Frihed Lyn for Klinge faaer Kjæmpen i sin Haand. SIDE: 450 Til Subscribenterne: For ikke at levere blot et tørt Uddrag, har Forf. afdelt sit Arbeide. Den anden Deel, indeholdende Fremstillingen af 3die Tidsrum: Norges Vanmagts og Ulykkes Tid under Konger i Danmark, og af 4de Tidsrum: Norges Gjen- opreisnings Tid ): fra Befrielsesaaret 1814 og indtil denne Stund, vil følge paa lignende Betingelser for denne Deel, saafremt Subscribenterne fremdeles vedblive velvilligen at fremhjælpe Udgivelsen. Man tillader sig derfor at be- tragte de Subscribenter som vedblivende, der ikke inden midti April melde Forlæggeren, at de fratræde. Bekostningen for den følgende Deel vil omtrent blive som for denne, dog snarere mindre; og er det vist, at Fædrelandets Skjebne i ovennævnte Tidsrum trænger fortrinligen til at fremstilles, saasom den er mindre bekjendt, skjøndt langtfra mindre lærerig, end denne dets fjernere Tiders, som i denne Deel er behandlet. ============================== Fil: wiv2.txt Bind: Samlede skrifter IV, 2. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 79 STYKKER, NORGES HISTORIE VEDRØRENDE, AF AUGUSTIN THIERRYS "HISTOIRE DE LA CONQUæTE DE L'ANGLETERRE PAR LES NORMANDS." (MEDDELT AF CANDID. THEOL. H. WERGELAND.) Om benævnte franske Værk om Englands Erobring ved Nor- mannerne, hvoraf man har benyttet den anden i Paris 1826 ud- komne Udgave, ikke var af en saa erkjendt videnskabelig Rang, vilde det ikke være uden Nytte og Interesse at erfare, hvorledes en Forfatter af et saa fremmed Folk lader Forfædrene optræde inden den Kreds af voldsomme, iilsomt afvexlende Folke-Om- væltninger og forvirrede Begivenheder, som udgjøre Britanniens ældste Historie. Han har dog ikke indskrænket sig til alene at behandle den normanniske -- i Aaret 1066 foregaaede -- Invasions og de med den nærmest forbundne Begivenheders Historie, men, med beundringsværdig Sikkerhed og Overblik udvidende og dog afrundende sit Emne over alle Folke-Bevægel- sernes Tider paa de britiske Øer, lader han os oftere samtræffe med velbekjendte Charakterer fra vor Historie. Saaledes møde vi Erik Blodøxe. "Ethelstan [fotnotemerke] roste sig i sine skriftlige Budskaber af at have tvunget alle de fremmede Folk, som beboede Øen Britannien, under Saxerne. Han gav en Nordmand Styret over de Angel- Danske i Northumberland: Er-ric [fotnotemerke] nemlig, Heralds [fotnotemerke] Søn, en gammel Sjørøver, som lod sig christne for at erholde en Be- falingspost. Paa sin Daabsdag svor han at vogte og forsvare Fotnote: Ethelstan er i det Angelsachsiske det samme Navn, som Snorres Adal- steinn. Overs. Anm. Fotnote: Vulgo Eric. Er, her -- combat, guerrier, chef. Ric, fort, puissant. Forfatt. Anm. Fotnote: Al. Har-old. Peut-être plus correctement Her-hold. Her, belliqueux. Hold, fidèle. Forfatt. Anm. SIDE: 80 Northumbrien mod Hedningerne og Sjørøverne; [fotnotemerke] og han blev, som Skandinaverne udtrykke sig, fra Sjøkonge en Fylkeskonge. [fotnotemerke] Men denne altfor fredelige Værdighed behagede ham snart ikke længer, og han besteg atter sine Skibe. Efterat have været borte nogle Aar, besøgte han igjen Northumberlændingerne, som modtoge ham vel og kaarede ham paa ny til deres Høvding, uden Samtykke af Saxer-Kongen Edred, Ethelstans Søns Efter- følger. [fotnotemerke] Ed-red rykkede imod dem og tvang dem til at forlade Er-ric, som derimod, for at hevne sig over deres Frafald, gjæstede dem som Fiende i Forbund med fem Fribytter-Høvdinger fra Danmark, Orkenøerne og Hebriderne. [fotnotemerke] Men i første Træfning faldt han tilligemed disse sine fem medforbundne Sjøkonger. Hans Død blev, som Sæd var, besjungen af Skandinaviens Skalde, som, uden Hensyn til hans Daab i England, hensatte ham i Tanken i et ganske andet Paradiis end Christi og hans Helgeners. [fotnotemerke] Northumbriernes Land, som lige indtil den Tid havde bevaret sin gamle Titel af Kongedømme, tabte nu denne, og blev deelt i flere Provindser. Landet imellem Humber og Tees blev kaldet Provindsen York, paa Saxisk Everwik-shire. Resten af Landet til Tveed beholdt Northumbriens almindelige Navn Northan-humbra-land, omendskjøndt man ogsaa der skjel- nede forskjellige Provindser, saasom Cambriernes Land, Cumbra- land, nær Solway-Bugten; de vestlige Bjerges Land, West-moringa- land; og endelig det egentligen saakaldte Northumbrien ved det østlige Hav, imellem Floderne Tyne og Tveed. De northumbriske Høvdinger beholdt dog, under de angel-saxiske Kongers Høihed, den danske Titel, som de havde baaret siden Invasionen; man Fotnote: Contra Danos aliosque piratas tuiturus (Snorre Heimskringla, Tom. I, pag. 127). Forfatt. Anm. Fotnote: Theod-kynning, fylkes-kyning, folkes-king. Forfatt. Anm. Fotnote: Hos Snorre følges Ethelstan af sin Broder Jatmund ): Edmund i Regje- ringen. Dennes Landværnsmand, en Kong Olaf, tilskrives Seieren over Erik og hans Forbundne. Overs. Anm. Fotnote: Snorre nævner kun fem Sjøkonger og derimellem to navngivne fra Orken- øerne. Men hvor liden Forskjel Thierry gjør imellem Norsk og Dansk, sees af, at han i den her oversatte Text kalder Erik "un Norwegien," men i Registeret "Er-ric le Danois," og hans Dødssang "chant danois." Ved Hebriderne menes Sudurøerne eller de vestre scotske Øer. Overs. Anm. Fotnote: Her anfører Thierry Sangen prosaisk oversat paa Fransk, anførende Heimskringla, p. 127, Gibsons Chron. saxon., Torfæi Hist. Norweg. lib. IV, cap. 10. Overs. Anm. SIDE: 81 vedblev at kalde dem Jarls, Erls eller Eorls efter saxisk Skrive- maade. Dette Ords sande Betydning er tvivlsom, men Skandi- naverne anvendte det paa ethvert Slags Befalhavende, militær eller civil, der handlede som den øverste Høvdings Lieutenant -- denne, som kaldtes Kyng eller Kyning." Anmærkning. Thierry og Snorre stemme vel overeens. "Eric le Danois" er grandgivelig vor Erik Blodøxe. Det Overraskende i at høre Blodøxen saa populær i sin engelske Provinds taber sig, naar vi læse Snorres Beretning om, hvor stærkt den var besat af Nordmænd. Tør og hænde, at han, efterat have forspildt sit Fædrene-Rige, kun nødtvungen gav sig til Havs igjen; thi Snorre siger, at Adalsteinns (eller Ethelstans) Efterfølger var hadsk paa Nordmændene og paa Erik, medens Adalsteinn, som Haarfager- Ættens Ven, endog havde havt Yndest nok for Erik til frivilligen og igjennem indbydende Underhandlinger at aabne ham Tilflugten i England. Erik forstærkede sig da med sine Landsmænd, hvor han nærmest traf dem: paa de skotske Øer eller paa Havet, og bekrigede den engelske Konge og hans Landværnsmand i Nord- imbraland eller Northumberland, men neppe dettes Indvaanere selv, forsaavidt de vare Norske. Rigtignok ligger det Begrebet om Erik nærmere at antage, at Northumberlændingernes kjærlige Modtagelse, da han pludselig kom tilbage første Gang, var af Frygt og kun gode Miner til slet Spil, og dette understøttes af den stærke og villige Landstorm, som Snorre siger den nye Styresmand i Northumberland reiste imod ham; men hvor bliver saa af Thierrys "l'accueillirent og kun en Kyst-Provinds mod Øst opoffredes den SIDE: 82 Skjebne, som forhen havde været det hele Northumberlands, den at vorde trætte Vikinger priisgiven som en Hvileplads, der dog oftest maatte erobres. Da Snorre skildrer Slaget som sær- deles vedholdende, stort og skarpt, tillæggende, at "Engelsk- mændene regne det for et af de største og skarpeste, de have holdet med Nordmænd eller Danske;" da det ei er rimeligt, at Erik og hans Vikinger alene kan have givet den engelske Hær saameget Dagen over indtil Aftenen at bestille; og da Engelsk- mændenes Hær siges at have været Landstorm, og at have styrtet sig i Døden, nøiende sig med at Seieren dog til Slutning vilde blive den utrættelige og uudtømmelige Mængdes: saa giver dette god Grund til at antage, at den norske Befolkning ogsaa ved Eriks andet Besøg har gjort Partie med ham, eller rettere betragtet ham som den, der forfegtede dens Sag imod den tal- rigere saxiske, og at dette Slag egentlig har været en Folkekamp, en imellem Northumberlands sachsiske og norske Befolkning. Neppe feiler man i at indrømme Nordmændene fortrinsviis for Danskerne Omraade i dette Landskab, ligesom Disse fremfor hine sydligere i Landet langs Lincolns Kyster. Men omendskjøndt disse meget vel gjorde Forskjel paa hinanden indbyrdes, gjorde dog Angel- saxerne i England det ingenlunde. I Kampen mod de franske Normanner kaldte de derfor Norske og Danske ifleng til Hjælp, og imod den fælles Fiende forenedes de endnu ikke i hverandre smeltede norske, danske og angelsaxiske Racer. Thierry siger i denne Henseende: "En Skare saxiske Flygt- ninger talede sit Lands Sag (1069) for de nordlige Folkeslag, heftigen anraabende dem om at bekrige Normannerne, som undertrykkede et Folk af den store teutoniske Familie efter at have dræbt dets Konge, en Nærbeslægtet af flere af Nordens Høvdinger." Da denne Saxernes faldne Konge er Harald God- vinsøn, som 1066 tilføiede Nordmændene Nederlaget under Yorks Mure og Tabet af K. Harald Haardraade, menes under disse "peuples septentrionaux," som den Gang anraabtes, neppe det norske Folk, hvor en Søn af den faldne Helt sad paa Thronen, og hvis Saar endnu vare for ømme. Thierry beretter og, at kun K. Swen af Danmark fulgte Opfordringen, idet han lod Osbeorn (Esbern) lægge sig med en Flaade i Floden Humber, hvor Be- folkningen i de omboende Landskaber strax reiste sig imod Normannerne, og hævdede Uafhængigheden indtil Wilhelm den SIDE: 83 Erobrer fik Esbern bestukket til at drage Hjem. En Ødelæggelse overgik nu Landskabet saa forfærdelig, at Thierry beretter, at ifra Humberen til Tyne fandtes ikke eet Stykke dyrket Land, ikke een beboet Landsby. De Angelsaxere, som endnu for- svarede sig, førte en Guerilla-Krig fra de den Gang ødannede Marskegne om Ely og Boston, idet Haabet om Hjælp fra Nordens Frændefolk ligesaameget som den patriotiske Fortvivlelse an- spændte deres Modstands-Kraft. Under disse Forhold var det Forbundet i Konghelle sluttedes imellem Olaf Kyrre og Knut af Danmark, betræffende et Hjælpetog til England, som dettes undertvungne Folk med Sorg saae opløse sig før det egentlig kom i Sjøen; og dette var -- efter Thierrys Udtryk -- "sidste Gang, at Nordens Teutoners Medfølelse rørte sig til Fordeel for den teutoniske Race, som beboede England. Lidt efter lidt af- lode Engelskmændene, fortvivlende om sin egen Sag, at anbefale sig til de nordlige Folkeslags Erindring eller Velvillie." Disse Nationer bleve fremmede for hverandre -- fortfarer han -- saaat Engelskmændene i danske og norske Love hensattes imellem de mest fremmede Nationer af et fra Nordens forskjelligt Sprog. "Dog -- siger han -- er end den Dag i Dag Almuesproget i Englands nordlige Provindser, forunderligt nok, forstaaeligt baade for Danske og Norske." Da Oversætteren med Snorres Ord har nylig betegnet Olaf Kyrres Udrustning som et paatænkt Hjælpetog, og han ei har foresat sig i Tidsfølge at fremhente af Thierrys Værk de fædre- landske Erindringer og Personer, benyttes dette som Overgang til at citere, hvorledes Thierry omnævner Olaf Kyrre. -- "Der laa virkelig tilankers under den danske Kyst en talrig Flaade, bestemt til England. Olaf Kyrr [fotnotemerke] , Norges Konge, hiin Harolds Søn og Efterfølger, som kun havde erholdt syv Fod Jord af England, som han vilde erobre, uddrog nu det Folk til Hjælp, som havde beseiret og fældet hans Fader, uden maaskee at kjende til dets Skjebnes Forandring, og i den Tanke at hevne Fotnote: Man vil før have bemærket, at jeg nedskriver Navnene aldeles som For- fatteren. Overs. Anm. SIDE: 84 Harold. [fotnotemerke] Derimod havde Danmarks Konge Knut, Swens Søn, Felttogets Ophavsmand og Udrustningens Høistbefalende, et fuld- stændigt Begreb om den Revolution, som var foregaaen i Eng- land ved den normanniske Erobring, og det var med Kjendskab dertil, (seiemment qu'il allait og være, som Thierry antyder, et blot Redskab i den bedre kyndige danske Konges Haand. Vi bør, da vi have saamegen Grund til at antage det Modsatte, og at der ikke skulde "hevnes hvad Uret Danske og Norske var vederfaret af de Engelske," tillægge vor gode Olaf det Træk af Ædelsind, at han virkelig ilede sine under- Fotnote: Snorres Heimskringla. Tom. 2, Pag. 186. Thierry. SIDE: 85 trykte Fiender til Hjælp, og Folket og Ham den ædle Plan kun saaledes at hevne sig paa Angelsaxerne, at de ved tappre Be- drifter til disses Forsvar gjenoprettede det norske Navns Ære i det fremmede Land. Unegtelig var den danske Konges Plan ikke saa uegennyttig. Den engelske Krone skulde sandsynlig, da Edgar Atheling var død, være bleven hans, om Seieren var bleven Danskernes og Nordmændenes. Rolf, Gangeren. Thierry beretter, at flere af de galliske Bønder toge selv Partie med de nordiske Fribyttere, som i Slutningen af det 9de Aar- hundrede gjæstede Frankrige, saasom de derved kunde faae mættet deres Hævn paa de frankiske Baroner, som undertrykte dem; ja, at mange af dem selv faldt fra Christendommen og "svore paa Aadselet af en offret [fotnotemerke] Hest at dyrke Nordens Guder." Han nævner imellem disse hint Olds Sansculotter "den bekjendte Hast-ing, Søn af en Arbeider i Omegnen af Troyes, som saa- ledes nød den Glæde at see disse Cavallerer og overmodige Baroner flye for sig, som hans Forfædre havde lært ham aldrig at see i Øinene." Og efterat have fortalt, at denne Helt havde tvunget den frankiske Konge i "la Gaule septentrionale" (Neustrien) til at udnævne sig til Greve af Chartres, siger han: "Kort efter styrede en anden Skare nordiske Eventyrere, an- førte af Rolf, [fotnotemerke] Regn-alds [fotnotemerke] Søn, opad Seinen og satte sig fast i denne Flods Naboegne. Frankerne afsendte den nye Greve af Chartres mod denne Hær, for at lære den at kjende og at under- handle med den. "Hvo ere I?" spurgte den gamle Hast-ing dem. "Vi ere Danske, svarede de; vi komme fra Danmark for at undertvinge Frankernes Land." "Hvilken Titel fører eders Høv- Fotnote: Intet Under, at Christendommens Forkyndere her i Norden havde saa meget imod Hesten. Men dette Dyrs Forbandelsestid maatte ogsaa komme, naar det saalænge havde tjent til Forargelse. Det var ikke mere end billigt, at det maatte forbydes at spise, hvad der mindede om den seirende Kirkes Nederlag. Poppoers og Thangbranders Gudsfrygt gysede ved Cannibalismen at æde sine slagne Fiender. Overs. Anm. Fotnote: Abbreviation de Rad-holf ): conseil et secours, ou conseiller secourable. Forfatt. Anm. Fotnote: Regn, rekn ): fort, puissant. Ald, halt, hold ): fidèle. Forfatt. Anm. SIDE: 86 ding?" [fotnotemerke] "Ingen. Vi ere alle lige." Det viste sig, at Rolfs Følge- svende ikke vilde indlade sig paa nogetsomhelst Forslag til deres Tilbagereise. De droge frem til Rouen, bemægtigede sig denne Stad, og gjorde den til deres Hovedfæstning og Oplagssted for Byttet. Den Gang regjerede i Gallien norden for Loire En af Carl den Stores Familie, som bar det samme Navn, hvilket Gal- lierne udtale "Carles" eller "Charles." Gallo-Frankerne valgte endnu deres Konger i denne gamle Familie af en Vane, som dog den største Deel begyndte at blive kjed af. Charles's Sønnesøn ahnede, at det snart skulde gaae med hans egen Slægt som med Mere-wigs, der af hans Forfædre var bleven afsat; og for at fjerne denne ulykkelige Stund, troede han at burde søge en Støtte i Rolf og hans rundt om Rouen leirede Fribyttere. Han udbad sig da af dem en Sammenkomst paa Bredderne af Floden Epte. Normannernes Høvding begav sig da didhen med de For- nemste af sin Hær; og der blev da sluttet en Overenskomst, ifølge hvilken Charles formeligen indrømmede Nordboerne, imod at de tilsvore ham Venskab, hele Landet, Byerne og de faste Steder, som de indehavde imellem Epte og Havet. [fotnotemerke] (912). Kongen havde en Datter, af Navn Ghisèle; [fotnotemerke] hende tilbød han den danske Høvding som Gemalinde, og Rolf modtog hende, findende hende, siger en gammel Historieskriver, af en passende Høide. [fotnotemerke] Rolf lagde sine Hænder imellem Kong Charles's Hænder som hans haandgangne Mand, Kriger, og Greve over alt det Land, hvis Besiddelse var bleven ham tilsikkret; han svor at vogte Kongens Liv, Lemmer og kongelige Værdighed; og til Gjengjeld svor Kongen og de frankiske Grever at vogte Rolfs Liv, Lemmer, Greveværdighed og Besiddelser. [fotnotemerke] Efterat være erkjendt i den christne Verden som lovmæssig Høvding i sin nye Provinds, modtog den Danske Daaben, og i de syv Dage, han bar Katechumenernes hvide Dragt, lode de Fotnote: Qvo nomine vester senior fungitur? responderunt: Nullo. (Dudo de Sto Quintino, p. 76.) Forfatt. Anm. Fotnote: Snorre Sturlesons Heimskringla, t. 1, p. 100. -- Dudo de Sto Quintino p. 70 -- 83. -- Guillem. Pictaviensis. p. 162. Script. rer. francic. t. XI. p. 324. -- Flodoardi presbyteri historia. Forfatt. Anm. Fotnote: Ghesel, ghesell, compagnon, compagne. Forfatt. Anm. Fotnote: Staturæ proceritate congrua. (Dudo de Sto Quint. p. 82.) Forfatt. Anm. Fotnote: Vitam suam et membra et honorem et terram denominatam. (Dudo de S. Q. p. 84). Forfatt. Anm. SIDE: 87 Præster, som underviste ham, ham hver Morgen give noget i Jordegods til Landskabets Kirker og Helgener. Normandiets nye Territorium blev deelt med Maalesnor, [fotnotemerke] og udskiftet imellem alle de Danske, baade Høvdinger og simple Krigere, som der vilde fæste Bopæl. De bleve Alle, efter sin Grad, Herrer [fotnotemerke] over Byer og Landdistricter, selvherskende Besiddere af store eller smaae Godser. Skjøndt nye Christne, ganske Fremmede, Røvere som de vare -- deres Herredom forekom de Indfødte mildere end det forrige under Frankernes Ætlinger. Mange Kunstnere og Arbeidere udvandrede fra andre Provindser i Frankrige til det nye Landskab Normandie." [fotnotemerke] Forfatteren beretter derpaa, hvorledes "les fils des compag- nons du vieux Rolf" viste sig ligesaa begjærlige efter at udvide deres Jordbesiddelser, som Fædrene havde været det efter løst Bytte. Imod Vest rykkede de sine Landemærker ud alt til paa hiin Side af Halvøen Cautances, imod Øst til Oises Samløb med Seine, imod Nord til Floden Bresle. "Indvaanerne af dette Land- skab kaldes Alle Normanner af de Franske og af Fremmede fra Nord og Syd; men Danskerne og Nordmændene (Norwégiens) selv gave dette Navn, som var ærefuldt for dem, alene til den Deel af Befolkningen, som virkelig var af normannisk Æt og Sprog. [fotnotemerke] Denne mindre talrige Deel spillede i Forhold til Be- folkningens Masse, den være indfødt eller indvandret fra andre Kanter af Gallien, samme Rolle som Frankernes Ætlinger til Gallierne. Den blotte Egenskab af en Norman blev strax en Slags Adelstitel; den var Tegn paa Frihed og Magt og paa Ret til at hæve Afgifter af Bønder, Borgere og Trælle. [fotnotemerke] Alle Nor- manner af Navn og Æt vare lige i borgerlige Rettigheder, om end ulige i militær eller politisk Rang. Ingen af dem beskattedes uden efter eget Tykke; Ingen var underkastet Told til Lands eller paa Floderne; Alle nøde fri Jagt- og Fiskerettighed, und- tagen Bønderne og Colonisterne." Dette aristokratiske Misforhold bevirkede ogsaa, at den undertrykte Befolkning sammensvor sig Fotnote: Funiculo divisa. (Ibid. p. 85.) Forfatt. Anm. Fotnote: Domini, Seniores ): Seigneurs. Forfatt. Anm. Fotnote: Advenis gentibus referta .... lætabantur homines securi sub ejus tuitione morantes. (Dudo d. S. Q. p. 85, 86.) Forfatt. Anm. Fotnote: Normanni dacigenæ, de patre matreque dacigena. (Dudo p. 152.) Forfatt. Anm. Fotnote: Servi glebæ addicti, serfs de corps et de biens. Forfatt. Anm. SIDE: 88 100 Aar efter Normandiets Overdragelse til Rolf og hans Følge; men de normanniske Herrer overrumplede de fra hver Canton Deputerede midtunder deres Hovedmøde, afhuggede dem Fødder og Hænder, og qvalte enhver Tanke om Befrielse ved sine Straffes Rædsler og sin stedse mere fæstnede Magt. Allerede ved denne Tid, Aar 1000, existerede ikke længer den Forskjel i Sproget, som i Begyndelsen havde dannet Grændsen imellem Normandiets Patricier og Plebeier. Man talede over det hele Landskab kun Romansk eller Fransk. "Beboerne af Danmark og Norge ved- ligeholdt Forbunds- og Venskabs-Forhold med Normandie saa- længe de der fandt i Sprogets Lighed Tegnet paa gammelt na- tionalt Broderskab; men fra den Tid af, at dette Tegn ganske forsvandt, vare Normannerne ikke mere for de Danske naturlige Forbundne; disse Sidste ophørte selv med at kalde dem Nor- manner, og kaldte dem Franske, Romerske eller Vælske, ligesom Galliens øvrige Beboere." Anmærkning. For at faae Rolfs Fader Ragnvald Møre-Jarl til en god gammel Normand, behøve vi neppe at lægge synderlig Vægt paa Sagnet om at han nedstammede fra Sigurd Ring, for ei at nævne, at det ogsaa giver ham noget af Gorrs Blod i Aarerne. Falsen gjør det heller ikke, B. 1. S. 26. Slagen af Dudo af St. Quentins og Wilhelm af Jumieges Autoritet -- de Samme vor Forfatter har fulgt -- indrømmer Peder Claussøn i en Anmærkning i sin Snorre Muligheden, ja Sandsynligheden af at Ragnvald var en hidflygtet fornem dansk Mand. Men om end denne Slutning ikke var saa løs, om det var mindre usandsynligt, at en Flygt- ning, der ogsaa findes at have havt Brødre her, skulde i fremmed Land erhverve en Magt og Rang, som kun de fortrinligste ind- fødte Slægter gjennem Tiden havde tilhævdet sig (f. Ex. Hlade- Ætten), gjør dette dog intet til Afbræk paa Sønnen Rolfs Norskhed. Falsens Hist. B. 1. S. 38 oplyser ogsaa Grunden til hine Kloster- Skribenters Vildfarelse med Hensyn til hans Herkomst, -- den, der ogsaa gjælder ovenfor om Erik Blodøxe, Eric le Danois, og oftere hvor vi træffe vore Forfædre saa betitlede. SIDE: 89 Olaf Tryggvessøn. "994. Snart førte Vaarvindene ind i Themsen en Flaade paa 24 Skibe, anført af tvende Konger, Olaf af Norge og Swen af Danmark, hvilken Sidste, efterat være bleven døbt, havde vendt tilbage til Odins Dyrkelse. Disse Nordens Konger plantede sine Spyd i engelsk Bund eller kastede dem i Strømmen [fotnotemerke] i Englands Floder til Tegn paa Herredømme. De fremdroge, siger en gam- mel Historieskriver, fulgte af Staal og Ild, [fotnotemerke] deres almindelige Drabanter. Ethel-red, som Bevidstheden om Folkets Ugunst lod mistvivle om at kunne reise en Hær, foreslog atter Fribytterne en Sum Penge for Freden; de forlangte 24000 Pund. Saxernes Konge betalte dem, og troede at have feiret en herlig Triumf, da han stod Fadder til en dansk Høvding, som med stor Høitide- lighed i Kirken i Winchester modtog det Vand, hvormed en af hans Forfædre roste sig af at have været vasket tyve Gange." [fotnotemerke] Harald Haardraade. Thierry fortæller, at den af Northumberlændingerne fordrevne Tostig (Toste) Jarl, den angelsaxiske Konge Harald Godwinssons Broder, dragende om for at søge Hjælp imod sit Fædreland og denne sin Broder, og efterat have faaet et haardt Afslag af Dan- marks Konge Swen, "søgte andetsteds en Konge af en mindre øm sædelig Følelse." [fotnotemerke] -- "Han fandt i Norge Herald eller Harold, Sigurds Søn, den sidste skandinaviske Høvding, som havde ført de gamle Sjø- kongers eventyrlige Liv, og som Fribytter gjæstet de af rigere Folkeslag beboede Sydlande. Hans Skibe havde passeret Gi- braltar-Strædet og gjennemkrydset det Siciliske Hav. Han havde bortført fra Constantinopel en Jomfru af keiserligt Blod. [fotnotemerke] Han var Skald ligesom de fleste nordlige Fribyttere, hvilke under de lange Seiladser og naar Havblik sinkede Farten, morede sig med Fotnote: Conjecta in undas lancea monimenti gratia. (Script. rer. dan.) Forfatt. Anm. Fotnote: Cum ducibus solitis marte et vulcano. (Joh. Brompton. p. 883.) Forfatt. Anm. Fotnote: Monachus Sti Galli. Inter scriptores rerum franc. p. 134. Joh. Brompton p. 879. Chron. sax. Gibson p. 126 men de to Høistbefalende i Nabo-Provindserne ved Humberen, Morkar og Edwin forenede sig, og, forfølgende hans Skibe, tvang de ham til at søge Tilflugt paa Skotlands Kyster." [fotnotemerke] Thierry indskyder nu en Beretning om den normanniske Her- tug Wilhelms Rustninger, og at hans Krigsmagt samledes imidlertid ved Floden Dive imellem Seine og Orne. Derefter kommer han igjen til vor Harald. -- "Nordmanden Harald, sine Løfter til Saxeren Tostig tro, havde samlet sine Krigere tilligemed flere 100 Krigs- og Trans- port-Skibe. Flaaden laa en Tid for Anker, og den norske Hær, ventende paa Signalet til Afreise, camperede paa Kysten, lige- som Normannerne ved Dives Munding. Overgaaende Bevægelser af Kleinmod og Urolighed viste sig ogsaa der, men under høi- modigere Former og overeensstemmende med Nordboernes drøm- mende Indbildningskraft. Flere Krigere troede i sin Søvn at have Spaaesyn (profetiske Aabenbaringer). En af dem drømte, at han saae sine Kammerater landsatte paa Englands Kyst og i Nær- heden af den engelske Hær; at en jættevæxt Qvinde reed foran dennes Slaglinie paa en Ulv; Ulven holdt i Gabet et bloddryp- pende Menneske-Liig, og, da den havde fortæret dette, gav Qvinden den et andet. [fotnotemerke] En anden Stridsmand drømte, at Flaaden Fotnote: Bartholinus, p. 79. Adamus Brem. Forfatt. Anm. Fotnote: Non esse bellatorem tibi parem. Snorres Heimskr. t. III. p. 149. Forfatt. Anm. Fotnote: Snorre. Roger de Hoved. p. 448. Forfatt. Anm. Fotnote: Snorre. Heimskr. t. III. p. 152. Forfatt. Anm. SIDE: 91 seilede af, og at en Sky af Ravne, Falke og andre Rovfugle satte sig paa Masterne og Ræerne; paa en Klippe i Nærheden sad en Qvinde med dragen Klinge, betragtende og tællende Skibene: "Drager hen, raabte hun til Fuglene, drager hen uden Frygt! I skulle faae at æde, I skulle faae at vrage; thi jeg gaaer med Eder, jeg gaaer did." [fotnotemerke] Man bemærkede ogsaa, ikke uden Frygt, at i dette Øieblik Harald satte Foden ombord i sin konge- lige Slup (chaloupe royale), bragte hans Tyngde den til at synke meget meer end sædvanligt. [fotnotemerke] Disse slemme Varsler uagtet, tog Flaaden afsted mod Sydvest under Anførsel af Kongen og hans Søn Olaf. Før de landede ved Britannien, gjordes Holdt ved Orkenøerne, som ere befolkede af skandinavisk Æt, hvor to Høvdinger [fotnotemerke] tilligemed en Biskop forenede sig med dem. De seilede langs med Skotlands Østkyst, og mødte der Tostig med hans Skibe. De seilede nu sammen, og beleirede under Farten Sjøstaden Scarborough. [fotnotemerke] Da de mærkede, at Indvaanerne be- sluttede sig til et haardnakket Forsvar, bemægtigede de sig en Klippetind, som beherskede Byen, og opreiste der et forfærdeligt Baal af Træstammer, Grene og Halm, som de da nedstyrtede over Byen; derpaa, ved Hjælp af Branden, stormtoge (forcerent) de Byens Porte og udplyndrede den. Befriede ved denne Med- gang, fra deres overtroiske Frygt, omseilede de gladeligen For- bjerget Holderness ved Humberens Munding, og styrede opad Floden. Fra Humberen fore de ind i Ouse-Floden, som flyder i hiin nær York, den største Stad i hele Northumbrien. Tostig, som raadede for Nordmændenes Feldttogs Plan, vilde først og fremst, ved deres Hjælp, gjenerobre Hovedstaden i sit forrige Statholderskab, for paany at indsættes der som Høistbefalende. Markar, hans Efterfølger, Edwin, dennes Broder, og den unge Waltheof, Søn af Siward, Befalende over Provindsen Huntingdon, samlede Beboerne af hele Nabo-Landskabet, og leverede de Fremmede et Slag syd for York ved Humberen; i Begyndelsen seirende, men tilsidst flugtdrevne, indsluttede de sig i York, Fotnote: Snorre, t. III. p. 152. Forfatt. Anm. Fotnote: Ibid. Torf. Histor. Norv. Forfatt. Anm. Fotnote: Paul og Erling Thorfindssønner. Overs. Anm. Fotnote: I Peder Claussens Snorre findes, at de først landede ved "Clifland." Det har da været ved Huntcliff og Rochecliff syd for Tees'es Munding, nær Whitby. Overs. Anm. SIDE: 92 hvor Nordmændene beleirede dem. Tostig antog Titel af Høv- ding (chef) over Northumberland, og udstedte sine Opraab (pro- clamations) fra de Fremmedes Leir; nogle Uslinger erkjendte ham, og en liden Flok Eventyrere lystrede hans Opfordring." [fotnotemerke] Thierry beretter dernæst, hvorledes Harald Godwinssøn, paa Efterretningen om disse Begivenheder nord i Riget, iilsomt med Observations-Armeen mod Normannerne fra Sydkysten begav sig til York, haabende at være tilbage igjen paa sin forladte Post før Normannerne fik lande. -- "I Spidsen af sine bedste Tropper ankom Harald om Natten under Yorks Mure, just da Byen havde indladt sig paa at over- give sig til Tostigs Allierede. Nordmændene havde endnu ikke gjort deres Indtog der; men, paa Indbyggernes Ord, og i Over- beviisningen om det Umulige for disse i at bryde dette Ord, havde de brudt Beleirings-Linierne og givet Krigsfolket Hvile. Beboerne af York drømte paa deres Side kun om strax Dagen derpaa at modtage Tostig og Nordboernes Konge, som skulde holde et stort Raad i Staden, der fastsætte hele Provindsens Regjering, og uddele til Fremmede og Overløbere de mod Seier- herrens Regjering oprørske Engelskmænds Jordeiendomme. [fotnotemerke] Den saxiske Konges uventede Ankomst, da han havde mar- scheret saaledes, at han undgik de fiendtlige Poster, og ikke havde mødt nogen Forræder, som kunde underrette om hans Nærmelse, forandrede alle disse Planer. Yorks Borgere grebe atter til Vaaben, Stadsportene bleve lukkede og bevogtede, saa Ingen kunde komme ud og begive sig til Nordmændenes Leir. Den næste Dag var en af disse Høstdage, da Solen endnu viser sig i sin fulde Kraft. Den Deel af den norske Hær, som drog ud af Leiren ved Humber, for at ledsage sin Konge henimod York, kom, da den ikke troede at have Fiender at kjæmpe med, uden Brynjer for Varmens Skyld, og bar som Forsvars- vaaben alene Hjelme og Skjolde. Et Stykke fra Staden be- mærkede Nordmændene pludselig en stor Støvsky, og under denne Sky noget Glimrende, som Gjenskinnet af Staal imod Solen. "Hvo ere disse Folk, som rykke os imøde?" spurgte Kongen Tostig. "Det kan ikke, svarede Saxeren, være Andre Fotnote: Torfæi, Hist. norv. t. II, p. 351. Snorre, t. III, p. 157. Forfatt. Anm. Fotnote: Snorres H. t. III, p. 157. Roger de Hoveden, p. 448. Henric Knyghton, p. 2341. Forfatt. Anm. SIDE: 93 end de Engelske, som komme for at bede om Naade og anraabe om vort Venskab." Menneskemassen, som rykkede frem, ide- ligen forstørrende sig, viste sig snart som en stor Hær i Slag- orden. "Fienden! Fienden!" skrege Nordmændene, og afsendte Ryttere for at bringe det i Leiren og paa Skibene tilbageværende Krigsfolk Bud om at ile til. Kongen udfoldede sit Banner, som han kaldte Landøderen [fotnotemerke] (Verdens-Ødelæggeren ): le ravageur du monde); Krigsfolket ordnede sig om det i en lang Linie, lidet høi og indbøiet mod Enderne. [fotnotemerke] De holdt sig tæt til hinanden sluttede, med Landserne plantede i Jorden saaledes, at Odden vendte mod Fienden; Rustningens vigtigste Deel manglede dem alle. Harald, Sigurds Søn, sang, gjennemfarende Gelederne paa sin sorte Hest, stundgjorte (improviserede) Vers, hvoraf et Brudstykke er blevet overleveret ved Nordens Historieskrivere. "Kjæmper! fremad, skjøndt brynjeløse, under det blaalige Staals Hug! Vore Hjelme funkle i Solen; det er nok for modige Mænd!" [fotnotemerke] Før de to Hæres Sammenstød, nærmede tyve saxiske Ryttere, Mænd og Heste pantserklædte, sig Nordmændenes Rækker; En af dem raabte med høi Røst: "hvor er Tostig Godwinssøn?" "Her!" svarede Godwins Søn selv. "Dersom Du er Tostig, gjen- mælede Gesandten, lader din Broder Dig ved min Mund sige, at han byder Dig sin Hilsen, Fred, sit Venskab og dine forrige Æresposter." -- "Vene Ord nok, og vidt forskjellige fra de Forhaanelser og de Fiendtligheder, som man nu et Aar har ladet mig døie. Men, om jeg modtager dette Tilbud, hvad skal han da have til den ædle Kong Harald Sigurdssøn, min trofaste Medforbundne?" -- "Han skal faae," gjenmælede Sendingen, "syv Fod engelsk Jord eller en Fod meer end hans Høide overgaaer andre Menneskers." [fotnotemerke] "Meld dog min Broder," svarede Tostig, "at han belaver sig paa Kamp. Kun en Løgner skal kunne fortælle, at Godwins Søn har forladt Sigurds Søn." [fotnotemerke] Fotnote: Land-eyda. Al. Landøde. Snorre. p. 159. Forfatt. Anm. Fotnote: Courbée vers les extrémités. Falsen og Snorre beskrive Slagordenen som en fuldkommen Ring. Støttede Bueformen sig til Noget (og rimeligviis til Floden paa det ene Fløihjørne), synes denne Slagorden at have været den bedste for Omfløiningens Skyld. Oversætt. Anm. Fotnote: Snorre, t. III. p. 161. Gesta Danorum. t. II. p. 164, 165. Forfatt. Anm. Fotnote: Quid ex Anglia ei concessum velit; spatium (nimirum) septem pedum, aut nonnihil majus. (Snorres H. t. III. p. 160.) Forfatt. Anm. Fotnote: Ibidem. SIDE: 94 Slaget begyndte strax, og, næsten ved de to Hæres første Træfning, erholdt den norske Konge et Piilskud igjennem Struben. Tostig tog Commandoen over Hæren, og anden Gang sendte da hans Broder Harold ham Bud, som tilbød ham og Nordmændene Fred og Liv. [fotnotemerke] Men Alle skrege, at de heller vilde døe end skylde Saxerne Noget. I dette Øieblik ankom Mandskabet fra Skibene, pantserrustet, men udmattet ved Løbet under en brændende Sol. Skjøndt talrigt, udholdt det dog ikke Engelskmændenes Angreb, som allerede havde brudt de Stridendes første Linie og taget Kongebanneret. Tostig faldt med største Delen af de norske Høvdinger; og tredie Gang tilbød Harold de Overvundne Fred. Disse modtoge den; Olaf, den faldne Konges Søn, Biskoppen og Høvdingen over Orkenøerne droge tilbage med 23 Skibe, efterat have tilsvoret England Venskab." [fotnotemerke] Flere af vore gamle Kjendinger træffe vi ikke paa hos Thierry. De, som vi endnu savne, gribe heller ikke ind i Gjenstandene for hans Værk, naar undtages Olaf den Hellige, som spillede en saa betydelig Rolle under det angelsaxiske Kongehuses kortvarige Restauration, da Nationen tilbagekaldte Ethelred. Fotnote: Pacem et vitam obtulit. Snorres H. t. III. p. 168. Forfatt. Anm. Fotnote: Snorres H. t. III. p. 161 -- 167. Chron. saxon. frag. ed. Lye. -- Hist. Danor. Isaaci Pontani, 186. SIDE: 95 Henrik Wergeland TALE VED EN BORGERFEST I EIDSVOLL "TIL FORFÆDRENES MINDE" FØR TALEN Mel.: For Norge Kjæmpers Fødeland. Opstanden er den gamle Nor, den stærke Frihedskjæmpe. Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer, hans Ild har mægtet dæmpe. Den gnistred stødt Ætens Blod; men ud i fulde Flammer slog, da paa Eidsevjathing opstod med Hast den gamle Kjæmpe. Som en Volcan af Mulden Han i Æten er opstanden; Haarfagers Krones gyldne Rand paany omstraaler Panden; med Thorleifs Lag i Mannaring han sidder paa sit gamle Thing; St. Olafs Øx, den Seirens Ving, er ikke langt fra Handen. Kong Barfods røde Vaabenkjol den gyldne Løve mødte hans Øie strax. Hakoners Stol i Throndelagen glødte. Det gamle Maal i Dalen klang, de gamle Klipper endnu hang, tre Alen end var Manden lang, af gothisk Let den Fødte. SIDE: 96 Han kjendte sig saa grant igjen. End stod den gamle Hytte. Ham tyktes i hver Ungersvend see Einar Thambarskytte. Saa langt som før i Havet svam Ledandisnæs og Statland fram. Kun undred det med Sorrig ham hvi Island vilde flytte. Stirr ei udover Havet saa! Paa Skum du Hu ei fæste! Did af din Stormhat, mens den laae paa Høi, dens Fjedre blæste. Sku vide Opland, høie Thrand, det seilomperlte Rogaland! og døv med Rødningsøxens Klang hvad Ondt de Vaager hvæste! Herhjemme er jo alt som før du gik indunder Højen. Dit Haab staar fremst i Tidens Dør; den gamle Sorg er fløjen. I Fædrekraft det Fædrenord opstod som Guld uskadt af Jord; og paa dets Frisinds første Ord dets Frihed sprang af Bøjen. Normanna-aand, hil i dit Hjem! Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem, og i Kong Carls Geleder! I Østens Skodd end Jetter boe. Da værne Gothen vak sin Ro! Normænd, den Asathor mod dem er Fædres Kraft i Eder! SIDE: 97 "Din Sejerære Oldtid er nu kun Ord. Din Frihed lever endnu i høje Nord. I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil kan skue egne Dyder og egne Feil, sin bedste Viisdom Saga, den Kloge, skar: det Folk, som ejer Frihed, nok Ære har." Normænd! Det nye, det unge, det gjenfødte Norges Sønner og Døttre! Det er ikke et Misnøie med disse Tider, en drøm- mende Forelskelse i de gamle, et Hang til i disses Storhed at søge Trøst over egne Dages Usselhed, til at hjælpe paa deres Armod ved at kare efter Guldklumper eller Staalstumper i for- dums Herligheds Aske, der lader os fremkalde Fædrenes Storhed i vore Tanker. Vi feire meget mere derved vor egen Tid. Det er for at den kan speile sig i Fædrenes Skjolde, at vi ophænge dem! forat maale dens Kraft at vi byde den at prøve Oldets Rustninger. Vor Tids Borgersind, Tilfredsheden med gode Dage samler os, -- men ikke til et Altar opbygget for os selv, men til Forfædrenes Grave, at vi kunne være alvorlige i vor Glæde, afhøste gammel Tids Lærdomme mellem egne Dages Sødtale, flette Gravgræs ind mellem Blommerne forat mindes deres For- gjængelighed. Dertil, ikke til Forfængelighed, er det vi fremkalde Fædrenes Minni, og fremmane deres Dyder forat disse kunne mønstre vore. Var der ingen Lighed imellem dem -- forgjæves traadte da disse Masser sammen nær det gamle Eidsevjuathing, i Norges minde- rigeste Egn, paa den Val hvor Borgerkrigen udøste sit sidste Blod! forgjæves paakaldte vi de gamle Tiders Aand, naar disse intet Forvandtskab havde med vore Tiders. Vinden, som nu liig en venligt hviskende Erindring suser gjennem Græsset paa disse Fædrenes Høje, vilde forfærde os; denne høitidelige Taushed ligne den Blegnen, som overfarer den vanartede Søn naar Fa- deren træder ham for Øinene; for Bautaen, i hvis Ly vi saa gjerne hvile, vilde vi gaae afvejen som var den en graa Skygge, der truende reiste sig fra Højen. Men Held os, at det er anderledes. Disse Minder tiltale os. Ingen Skræk fæster sig til disse gamle Grave. Disse Skygger synes os nærmere befrændede end Mellemalderens forglemte, som levede under Fædrelandets Fald uden at see dets Gjenop- reisning. Vort Norge og Fortidens Norge synes som to afbrudte Halvringe, der passe paa det nøieste isammen; Mellemalderen SIDE: 98 kun som den uægte Lodning, som vi bryde væk forat hele de ægte Led. Med Følelse af disse Dages Hæder, med Erkjendelse af andre Nationers, er det vi byde Gravene aabnes, deres Her- lighed opstaae i de Levendes Minde. Ingen Tid skylder sig selv alene alt, eller er uden dyrebar Arv fra de svundne. Det der gjør den glimrende tilhører maaskee mest den selv, men Hovedtrækkene, Grundegenskaberne gjen- kjende vi fra forgangen Tid. Denne har da Deel i hiint Glim- rende ligesom Margen i Bladpragten og Blommerne. Dette gjenfødte Norge, dette, som synes at have ved ingen anden end Guds Bistand givet sig for nylig selv den Høihed og Hæder hvormed det pranger mellem Landene, at udbølge af egen Ungdomsfylde Hundredetusinder og Hundredetusinder over Dalene, og at have kjøbt sig sin Lykke selv for Lidelser og Op- offrelser -- selv Dette skal erkjende, at mange af Rødderne til disse Fortrin gaae indunder hint Old, om hvis Grave vi ere for- samlede, ja at det har større Deel deri end de mellemliggende med Ulykker og national Vanære mærkede Aldre. Det var ikke alene et Land, skikket til vidtstrakte, men i Mellemalderen ikke udførte Opodlinger, som vi fra Oldet have modtaget -- fast dettes veldyrkede, rigtbefolkede Bygder, hvoraf vi endog træffe Spoer i vild Udmark liig udslettede neppe syn- lige Tegninger, endnu staae os for Øine som et Land, Efterkom- mernes Flid først skal komme i Besiddelse af i dets fulde Ud- strækning, hvor Hammers Klokker atter skal tone over den rige Stad, Kaupangur reise sig af Asken, og Sarpsborg, som om Fos- sen derunder havde reist sig, hvidne i Luften. Ikke alene dette uryggelige, disse i Jorden skrevne Forjettelser ere os overant- vordede; men Sædkornene til vore herligste Friheder lagde Fædrene i Oldet; gjennem dettes Skygger, som de mørke eller glimrende Malmgange i det graae Fjeld, gaae Trækkene af den Charakteer, som fortjener og skal værne disse Friheder, Frisindet som fremkaldte dem, Mannavettet, som hegnede om deres Frem- væxt paany, den nationale Selvfølelse, som fryder sig deri -- se disse tilhørte hine Fædre under Stormhattene og med de tunge Stridsøxer i Hænderne; de vare Nordmændenes Ætklenoder, en Sjeleodel, som vel en Tid kunde sættes udaf Brug, men ingen- sinde fortabes. Derfor tyktes det Verden et Særsyn, mens det dog var Nordmændene naturligt, at de, saalænge afvante med SIDE: 99 politisk Frihed, baade fordrede denne udstrakt som Fædrenes og større end Tiden var vant til, og at de færdedes med saa sikker Kløgt paa Thingene, som om disse ingensinde havde været ophørte, som om de ufrie Aarhundreder kun vare en Drøm hen- ilet over Thorleif Lagmands og Thambeskjælfvers Øienlaage, kun et roligt Fravær fra det ene Alherjarthing til det andet. Ak, Medborgere! denne Drøm var lang og tung; dog gik det stærke Aandedrag, og Pulsen slog fuld. Den var frygtelig: Oslos og Hammers Røgdriver vare gjøglende Skygger deri; mellem brudte Vaabenskjolde og Dynger af Menneskebeen laae Knut Alfsons og Herluf Hyttefads Hoveder henslængte: Bødler kivedes med Ørnene om de dryppende Steiler. Den var frygtelig; dog forvirrede den ikke Forstanden. Alle de indsatte Ædelstene faldt under den ud af Kronen; dog blev dens Ring endnu sid- dende om Issen. En saadan synkende Mellemtid, hvori et Folk synes at for- negte sig selv, dets Kraft at slumre, og med dets udmærkende Dyder Lykken at forsvinde, have flere Nationer end den norske havt; -- ingen dog mere end denne. Det er derfor vi med saamegen Glæde, med en naturlig Drivt formedelst det større Aandsforvantskab og Liighed i Forfatning, sætte os i Forbindelse med det ældste Norge. Dets Saga forstaae Vi; men ingenlunde tilfulde hvorledes Ætlinger af disse frisindede Helte kunde saa- længe taale Fædrelandets Vanære. Vi springe over Mellem- alderen. Vi hverken beundre eller elske disse Nordmænd. Det er kun i Tiden ikke i Aanden de staae os nærmere. Vi finde ikke hos dem vore Følelser for Rigets Hæder, vore Begreber derom, vor Frihed, vor Frihed- og Fædrelandskjærlighed. Vi tale ikke til det Norge, der forekommer os sovende, men til det Levende, hvis Bedrivter staae os for Øine i Sagaen og atter foregaae i vor Indbildningskraft -- det der taler til os i et Sprog, som synes formet efter Landets og Folkets Natur, og som vi føle Fortræffeligheden af fremfor det vi fik af de nærmeste Fædre. Vi mene Oldtiden, naar vi nævne det gamle Norge. Vi ile strax did, ligesom Øiet seer tversover fra Fjeldtind til Tind uden at bøie Synstraalene efter Dalen imellem. Det er fælleds Dyder, Friheden og dens ejendommelige Dyder, som bevirke denne sympathiske Lighed. Det er Dyder overant- vordede dette Norge fra det gamle Norge hele og med det SIDE: 100 gamle Præg uforvansket som jordgravet Guld, opspirende ufor- mærkt som Sæd, der faldt af og blev liggende Vinteren over. Det er det oprindelige gothiske Frisind, der avlede den ordnede lovbundne Frihed, som gjorde det gamle Norge herligt i sit Indre og lige herligt om end ikke dets Krigshæder havde lagt straalende over Havene og Landene; og som udviklede, -- idet den var grundet paa Forstand og sedlige Begreber, og nødvendiggjorde en vis Oplysning og alment Kjendskab til Lov og Forfatning, og aabnede Geniet, Veltalenheden og Retten fremfor Magten, Sejers- banen paa Thingene, -- Folkets aandelige Evner, selv før Christen- dommen, mere end man almindeligt troer om slige Tider, og paa samme Maade, efter samme Grund, som de udvikledes hos de to Sydens Folk (Græker og Romere) der meest have vundet al Efterslægts Beundring. Men nu har Nordmannafolket faaet samme drivende Kraft. Med Friheden, der opstod i de sidste Tider, ere dens Dyder gjen- kaldte til Livet. Dette er nødvendigt som at Ild maae lyse og varme, som at Solen maae straale. Oplysningssands, Kappelyst imellem Aanderne, forhøiet Fædrelandskjærlighed, Borgersind, Ærbødighed for Loven, -- den høieste Myndighed, Nordmanna- overkonning, -- se disse ere lette at opdage som udstraalede af Friheden; men flere komme dog med den, om vi end ikke see Forbindelsen. Vi see dem som Rødmen paa Fjeldene skjøndt Solen end ei teer sig. De komme med den som Kjernblommerne, der droge sig til Bunden da Solen dalede, men som atter hæve sig svanskjære over Vandspeilet naar den brænder paany. Hermed være ikke sagt, at disse Dyder ganske vare vegne fra Ulykkestiden, som taalte, at Fremmede herskede i Landet. Tappre Mænd vare Rødkjolerne ved Norderhoug, i Høland og Halden; tappre Mænd Hvidkufterne i Kringen; og de graa Ka- putter have jo ladet Blaamyrstallen bevæge sin Top i Sejersskrig. Og tappre Mænd have ialfald Evner til Frihed. Heller ikke mang- lede de hvad der gjør værdig dertil, nemlig det Retsind, den Fædrenelandskjærlighed og naturlige Forstandighed, som aldrig har manglet de gothiske Stammer. Men Sands for gothisk Frihed, for det gamle Riges Betydenhed var bortvegen fra disse Diger- dødens Efterladte. Kronen, Selvstændighedsmærket, var denne fordum saa stærke Samsons gyldne Haar. Med den veeg den sidste Kraft, og bunden maatte Helten male Meel for sine SIDE: 101 Fiender. Om end aldrig den politiske Frihed var gaaen forloren, de Træk tabtes, som danne den udmærkede Folkecharakteer -- en Kjendsgjerning er det dog, at denne sedlige Selvstændig- hed ikke før i de sedneste Tider, og egget af Ulykker, krævede og modnedes til at afføde den politiske Selvstændighed, og at den forhen ikke besad dennes Dyder. Ja, Folkecharakteren omsluttede Træk -- i sig selv agtværdige og udrundne af ur- gothisk Trofasthed -- som meget mere forhalede Befrielsen. Det forøger da ikke vor Agtelse, at Kræfter udenfra maatte medvirke til at nærme denne, at Ulykkers Tyngde og Fienders Spot maatte egge den bundne Helt til at omstyrte Templet hvor han trællede og hvor Eenvælde-Afguden dyrkedes. Men det kunde maaskee ikke være anderledes. I lang Tid lignede det norske Folk de forfærdede Efterladte i en Familie, hvor Døden har raset. De samle ikke Sindet i den første Skræk. Endelig drage de Een efter Een ud i Verden; og altsom de bygge sig selv Huse, udslettes det fælleds gamle af Tankerne. De samles kanskee atter der, men kun i Forbigaaende. Man taler vel om hvor godt der var til- forn; men man græder ikke mere, knuger ikke Dørposterne mere ved Adskillelsen. Hver iler atter til sit, did Vanen driver. Det kunde maaskee ikke være anderledes. Vor Tids Uafhængig- hedsfølelse; der fortærer Tanken om fremmed Tryk ilsomt og aldeles som Flammen Glofnugget, har ikke saa let for at dømme. Det er vist, at Guds Vilje med Norrige er bleven fuldbyrdet. Og ihvordan det var, mens Staten var forsvunden, tvivlede dog ingen om at Nationen levede. Tiden aad end mere forgjæves paa Nationalcharakteermærkerne end paa Bautaens dybtfurede Runer og paa Fjeldenes Takker. De vare for mærkede til at de kunde udslettes af ensformige Aar -- det der dog er skeet med andre Nationer, som berøvedes Selvstændigheden. Skulde noget være forsvundet af dem, da maa det være den ildige Fyrighed, der laae i den gamle Nationalcharakteer som Funker i Staalet. Forgjæves udvandedes denne forøvrigt med fremmed Blod. -- Ligesom de mærkeligste Træk af Oldsproget vedlige- holdtes mellem Bønderne, hvortil det egentlige Normannafolk da var indskrænket, saaledes vedligeholdtes og mellem dem alle de Træk af Oldnordmændenes Charakteer, som ikke tog Næring af den politiske Frihed. Men disse manglende laae slumrende i denne; med denne bør vi troe Oldets Fædres hele Sjelsbeskaf- SIDE: 102 fenhed gjenoplivnet. Tør og hænde hiin Livlighed vender tilbage som Farverne i de mulmklækkede Planter, der udsættes en Tid- lang for Lyset. Frihedssindet udgjorde dog for stærk en Aare i Nordmandens Væsen, til med et at forsvinde med Friheden. Det laae endnu længe over mange Gemytter i det sjunkne Norge ligesom den glødende Rødme i Skyerne over den nedbrændte Stad. I Knut Alfsons og Hyttefads, i de mange Adelsmænds Blod som med disse gik under Christians Bøddeløx, glimrede endnu Gnister deraf. Den fortørnede Patriot reiste sig ogsaa under Olaf Enge- brethsøns Bispekaabe. Mange norske Hjerter sloge varmt for Sturernes Sejerlykke i Sverig. Jeg nævnte Adelsmændene, som Blodvidner for Selvstændigheden og Uafhængigheden -- delte da ikke Bondestanden, hvis Blod som Sved altid maa være rede til at flyde, denne Ære? Mænd! til en Landadel, som Tid efter anden havde udviklet sig af Bondestandens Mægtigste, men og afsondret sig fra denne glemmende sin Oprindelse, var dennes politiske Magt og derved lidt efter lidt Sandsen for al Deel- tagelse i Styrelsen og Dygtigheden dertil gaaen over allerede før Foreningen med Danmark. Derved var denne og dens Ulykker forberedte, Frihedssindet og Følelsen for Rigets Hæder udslukket i Folkets Kjerne selv. Digerdøden, at Geistlighed og Adel bemægtigede sig en altfor stor Deel af Landgodset, den derved bevirkede Armod, forøget ved Udlændingers Handelsaag, Udsugelser, Bortledningen til fremmed Rige af Statsindtægterne fuldendte en saadan Forandring hos Massen af Folket, at vi, med de gjæve Fædre i Tankerne, ikke skulde gjenkjende det, om ikke et ubetvingeligt arvet Hang til personlig Frihed samt Besiddelsen af enkelte borgerlige Særrettigheder fremdeles havde givet det et udmærkende Særkjende. Ogsaa disse enkelte Frihedslevninger, som lod Nordmændene mindre opdage og føle det gamle Riges Aag, vare da Arv fra Forfædrene? De skyldte disse, at de dog hedte frie Mænd, mens Riget ikke længer var frit. Med Kronen turde fremmed Magt skalte; men Odelen i Bondens Haand turde den ikke røre. Embederne stode aabne for de fremmede Herrer; men mellem disse og Bondegodset var Odelsretten en uoverstigelig Vold. Inden den holdtes Æterne vedlige. De kolde Øxegge bag den kjølede fremmed Adels Lyst efter de vene Vidder om Mjøsen, SIDE: 103 om Randsfjorden, om Thyrifjorden og langs med de store Floder. Taarnene turde de bøje i Byerne, hvor lidet norsk Blod rørte sig; men vel vogtede de sig for at bøje den norske Bonde under den Livegenskabets personlige Trældom, som knugede Bonden hjemme hos dem selv, ja næsten over al Europa, mens den forlængst var forviist fra Norge. Tempelmalmen turde de udtage, men ikke Malmen af Bondens Haand. Efter gammel Sed var han bevæbnet, og æskede at agtes for og behandles som en fri Mand. Der levte da med hine Frihedens Levninger, som gjorde sig gjældende i det daglige Liv, og derfor indgroede med Slægterne, ogsaa Rester af Frihedssindet? Ja, de overraske os som de Sommerens Blomster der stundom træffes om Høsten og rødme frem af den tynde Sne. Ja; men Trangen til større, til megen Frihed, Almeenfølelsen for det hele Riges Velvære og Hæder var forsvunden -- deri vare Mellemalderens Nordmænd van- slægtede fra Oldets. Deri, at vi have den, at vi glødes sammen deraf til eet Folk af een Aand -- deri er det større Forvantskab imellem Oldet og Os. Medborgere! deri -- i Almeenfølelsen for Norges Velvære og Hæder, i samme Frihed, i samme Sands derfor og Dygtighed dertil, er Forvantskabet mellem Oldets og dette unge Norge, Uligheden med det, der erkjendte et fremmed Herredømme. Det vilde være os umuligt. Dette er nok til at gjøre Skillet. De gudbrandsdalske og østerdalske Bauner, Haldens store Baune har lyst herligen over det sjunkne Norge; Anna Kolbjørnsdatters Halmflamme har blusset sig i Natten Stjernens Evighed til, Kruses Carabiner have blinket livligen i den mørke Skog. Da flammede vel en vis almeen Følelse af Nationalitet; men den var kun Nationalstolthedens, Krigshæderens, blussende kort som de Bauner der tændte den. I lange Fredsaar opløstes den. Om lidet taaltes af andre Riger, af det Medforbundne taaltes Alt. Egenkjerlig var hver Mand nøjd med, at han intet leed, og med at de per- sonlige Friheder bestode. Men dette er ikke den Almeenfølelse, den Nationalaand, som er Særkjendet paa det unge Norges Liighed med Oldets, og som forjetter os Fædrenes Hæder -- disse, der erhvervede Nord- mændene Ret til bestandig at agtes for en selvstændig Nation, i Feldten lærte Fremmede det, og ved Forfatningen, som tidligen SIDE: 104 ordnedes til et meget indskrænket Kongedom, Folket at føle sig selvstændigt lige livligen i Fred som Krig. Denne Nationalaand, vak om Friheden som Ørnen om sin Yngel, omhyggelig om Na- tionalæren som Den der bestandig pudser sit Klenod, taaler ligelidet af den medforbundne Stat som af hvilken anden. Den blusser vel, men slukkes ikke med Baunerne. Den tændes ikke med dem, men tænder dem. Freden inddysser ikke den, men den gjør Freden tryg. Den gløder ikke alene hos de mere Op- lyste, hos Faae, hos dem den opblomstrende Stat nedryster sine Velgjerninger rigest over. Den findes hos Alle. Det maatte være et Ribunghjerte, som manglede den. Den gjennemtrænger Samfundet, forener dets Classer, meddeler alle Broder- og Med- borgernavnet, betegner det gjenfødte Norge -- thi den og Fri- heden er det som er gjenfødt og alt med dem -- og er Forfat- ningens Livsaande, Thronens Værn og Frihedens Styrke. Nærmere er ikke Trefargerne parrede med vort Flag, end den er med Nationalæren. Denne staaer særligen under Almeenaandens, Nationalitetsfølelsens, Nordmannafolkeaandens Beskyttelse. De leve og døe med hinanden. Ingen Nordmand tør fornægte den. Den udgjør den Liighed, der kan forenes med Friheden, og som vi tiljuble i vore Sange. Den elsker det gjenfødte Norges tre- fargede Flag og intet andet end dette. Det er Den, som lader alle Hjerter røres af en Samfølelse, naar Nationalsangene tone, naar der istemmes "For Norge, Kjæmpers Fødeland." Fandtes denne Aand ikke, skulde disse forstumme. Men naar Glæden bryder frem ved Stormandens Bord, naar den simplere Gjæst, iførstningen maaskee blændet ved det prunkende Antræk, frem- med Tone har indført, har overtydet sig om at han ikke sidder ved den Konges Bord hvor Alt var Guld -- da bryder ogsaa hiin Følelse frem i Nationalsange. "Boer jeg paa det høje Fjeld" lyder, og Statsraaden forflyttes af sin Indbildningskraft did eller paa "Stranden mellem de rullende Bølger." Tanken iklæder ham den nationale Dragt -- han længes efter Bondens Syssler og Ro -- han hører en hjemlig Bjerk suse og Lurene og Vækkerne i Lien eller seer sig under et jagende Seil. Det er Nationalaanden, som farer tonende over disse søde Samstrænge. Det er den, ikke Fugtelfrygten, som farer klingende gjennem Geledet i den punctlige Vaabenøvelse -- denne som er bleven til en Kappeleeg, da Nationalaanden under sin store Skabelse, udstrakte Værne- SIDE: 105 pligten, og forvandlede Hæren, før afsondret fra Folket, til en Nationalgarde. Det er den, som opbygger Kongeboligen, som ikke bliver træt deraf, da den skal være et Kjerlighedsminde for Nationens bedste som han er dens første Borger, og som reiste Mindestøtten for Krogh den fortjente. Det er Den, som veeklagede i det norske Folks Navn høit imellem Nationerne over Pohlen. Den fryder sig i Betlernes Bryst over at Kongsbergs Skatte opvæltes fra Dybet -- i Alles, som synes de faae nok deraf i Tanken, at det deri gaaer Norge den kjære Moder vel. Den bar villig Opoffrelsen, som fulgte med Statsforandringerne; og ikke alene de nødvendige -- ingen Æresskilling skulde paa- hvile Nationen -- ; ikke alene dem Tiden syntes at kræve -- sandelig denne Slægt jevnede Vejen for den Efterkommende og lagde Hynde til paa dens Sæde. Denne Aand krævede og skabte Banken -- den Norges Stav -- midtunder Manglerne. Den gav Folket den Trættes Kraft, der springer op af sin Hvile for endnu at fuldbyrde noget, og hvem Solen da tilsmiler venligst. Den svor hiin uforglemmelige Bededag, at offre Liv og Blod for Norges Selvstændighed. Den jublede da Carl besteg Hakonernes Throne. Den jubler ved hvert Storthing da Folket bestiger sin. Den gjør Thingmæn- dene, i Riddersdragt eller Kufte, til broderlige Venner, ihvor forskjellige dog enige i Grundlovens Urørlighed. Den bringer dem, Mændene fra Nordcap og Lindesnæs, Throndelagen og Agdur, til at mødes med raske fortrolige Haandslag -- første- gang dog som efter gammelt Bekjendtskab -- og til at skilles med Vemodets langsomme, kun medgivende hinanden de samme Ønsker for det fælleds Fædreland. Den fryder Nordmanden, naar han seer Opodlingen lysne frem i Dalene -- den gjør ham glad som om disse nye Vidder ere hans egne: disse lysnende Vange disse nye gulnende Agre ere jo det fagreste Solskin over Norge, hver vunden Plet et nyt Blad i Norriges Krands. Den gjør Agerdyrkningen ikke til et egennyttigt men til et politisk Virke. Tanken om Fædrelandets Nytte gaaer foran den plogstyrende Landmand. Tanken om at Norge skal brødføde sig selv opløfter Haanden, der udslænger Sæden. Spilder Uheld hans Flid, da trøster Nationalaanden ham med den aandige Herlighed Norge besidder fremfor sædsikkrere Lande, og som synes at trives vel her under den kolde Pol. Utallige ere dens Frugter -- National- SIDE: 106 aandens, denne Frihedsstammens Marg, dette alle norske Sjeles Fælleds og Samklingende, saaat de ere til hverandre og til den som Blade paa samme Træ. Den rignede Høiskolen, den frem- kaldte tillive Selskabet for Norges Vel. Utallige ere dens Frugter; men en af de fagreste Blommer, den udskjød, var den nationale Frihedsfest, der aabner sig aarlig i Majen, uddufter Glæde og udkaster Sæd. Nationalaanden skabte den. Den var Tegn til Nationalaandens Modenhed. Nationalaanden feirer den, og feires derved. Den, ikke Pragten, gjør Høitideligheden derved. Den, ikke Bægerne, gjør Glæden. Den, ikke Nysgjerrigheden, samlede os; thi Fædrenes Minde var den kjært. Saadan er den Almeenaand, som betegner og maa betegne det gjenfødte norske Folk. Det var kun løse Træk af den jeg skildrede; men forgjæves som at vise en Ørn i en Haandfuld Fjer -- ; den kjendes som Christsindet af sine Gjerninger, dens Virkninger ere utallige som Solens, og selv skjuler den sig i vore Hjerters Inderste, klar der for os Selv, men uudtalelig som det Helligste. Men saadan opsteg den af Fædrenes Grave. Den forbinder Os og kommende Aldres Vugger med dem. Det er den samme Aand, som gjorde det gamle Norge stort, der nu skal gjøre det lykkeligt, og som alt erhverver det en indre Storhed, større end de affaldne Statholderskaber i Øst og Vest. Ikke Krigens; men den Kraft som er viis, og ikke lægger Mandemodet og Krigs- dygtigheden bort i Freden, ikke glemmer Bjarkemaalet med gode Dages Honningdugg i Munden: Den der i Hakon Adelstein skif- tede Norge 19 Fredsaar til, mens dog Qværnbideren blinkede vedsiden; -- som blottede Gyldenhjelmen, da der raabtes om Nordmannakonningen i Slagstormen, slog paa Rastarkalf og Stord, men vandt dog Jæmtland og Helsingialand ved Kjærlighed. . . Den der traadte frem mellem de fnysende Brødre, de fylkede Hære med Gutorm Sindris Harpe. -- Den der vel med Jarl Erik i den 4de Kamp besteg Ormenlange, men i 16 Aar fredede Norge, Borger- og Samvittighedsfriheden -- Den, der førte Nord- mannasværdene i Hafursfjord, i Hjørungavaag og ved Svollder; men som ogsaa gav Olaf Kyrres Kronguld Glandsen, der frem- lokkede Velstand af Klippebunden, Civilisationen under Land- ødebanneret og Stæderne langs de vilde Strande. . . Ikke Krigens Aand alene, men ogsaa den Fredens, som udrakte Hakons Sejer- SIDE: 107 herreaand til Partierne; som altid stod malt i Sverrers Skjold; og som, mens Kronørnene klotoges inde i Landet, ofte dalede paa Hvitingsø, og var der som en trætfløien Due at finde. . . Ikke Lovløshedens Aand -- thi den var fredløs i det gamle Norge bar den end Kronen, og raadede mindre der end i andre Lande af finere Seder . . . Finere Seder? I Agt for Lovene bestaaer jo Sedlighed, og den var i det norske Folks Fysiognomi mærkede Træk, mens sydligere Folks Sedlighed kun var en flagg- rende Rødme. Frankens prægtige Røverriddere vare ikke saa sedlige som disse Nordboer i Skind og Kufte, der satte Eid- sevjualag som en Fakkelkrands i det mørke Old, og stode lyt- tende om Lagmanden og Dommerne, thi det var Loven, den sande Folkekonge, som talte paathinge. Denne Aand da, som mælte paa Eidsevjuathing gjennem Thorleif Vise og Halfdan Svarte, hiin Høitelskede fordi Loven var hans den Kronedes Konge -- gjennem Kong Adelstein, hiin isandhed Ædle, og Thor- leif Lagmand paa Gule- og Frostethinge; -- som bød Drot at stevnes tilthinge, Tvekamp og Selvhevn at ophøre, hegnede Eien- dom ved Odel og skarpe Straffe, og gjorde til Mundheld "ved Lov Land bygges." Den den fredsæle Drivtigheds, som gjorde lyst med Øxen i de mørke Jetteskoge -- og Landet alt før Halfdan Svartes Tider vidtopodlet og godt at være i, -- som styrede Plogen paa Drot- bonden Sigurd Sirs Landeiendomme -- og som hviftede Bjørn Farmands Seil udover alle Bølger. Den Mandigheds, som udkastede Planen til Smaakongernes Undertvingelse i den 10aarige Haralds Sjel, og hærdede den deri som Jernet i Formen -- som lod den 14aarige Erik kue de stolte Klerker -- og som bød Sønnerne tidlig at sørge for sig selv. Den mandige Frimodigheds, som røstede fra Asbjørn af Me- dalhuus og fra Sighvat Skjald, da han fremtreen for den harm- tændte Konge, tvang Magten at bøie sig for Sandheden, tæmjede med Harpens Toner Dødsbeslutningerne som udviklede sig liig ilsomme brændende Dampe af det glødende Kongehjerte. -- Den der gjorde Sandheden mindre farlig og derved mindre fremmed mellem Mand og Mand, Folk og Drot. Retfærdighedens, der altid ærede Fiendes Dyder, der -- om den ei kom til Ordlyd paa Valen mellem de bragende Skjolde -- SIDE: 108 søgte tilthinge for at tale, dømme og dømmes, og som ikke for den fnysende Konges Skyld fordømte den Uskyldige. Retfærdig- hedens og Høimodets, der lod Erik Jarl beundre og benaade sine tappre Fiender paa Dødsblokken -- som igjennem den døende Hakons Mund tilsagde Banemanden Riget, og lod den krænkede Sigurd Hranesøn falde Fornærmeren tilfode. Nationalæresfølelsens -- ikke Forfængelighedens, der udfoldede Jordsalafarerens spraglede Silkeseil -- men den alvorlige, som oprørtes ved danske Svends fornærmende Anordninger, og for- stødte ham; -- ikke den hævntændte, som 100 Aar efter brændte Engellands Byer til Soning for Haarderaade, men den retfærdige, som vogtede Landet og dets Besiddelser, som forhøiede Kræfterne i Svollderslaget, og raabte "Striden bliver skarp, thi der er Nord- mænd mod Nordmænd"; som gav Olaf den Hellige Riget frem- for de Fremmedes Lehntagere, og afskyede selv Skinnet af Af- hængighed. Trofasthedens Aand, hvorfor Norden var berømt, saa Mykle- gardskeiseren kun troede sig sikker bag dens Mænds Sværde . . den, der hyllede den unge Hakon ind i Bjerkebeinernes Kapper, da de reddede den dyre Prinds den uveisomme Østerdal igjen- nem, igjennem alt Midvinterens Yrveir -- den som udstraalede over Norge i Ung-Reidars Hjerteblod, da han fangede Spydet for sin Konge og segnede med ham -- og hvis Ære hvilede i Urold, men strakte sine Tinder op i Thronpillarerne Thjostolf Alesons og Gregorius Dagsøns Skuldre. Mandemodets, der rejste sig ved Davrebordet paa Stord, og i Ølvar Bonde sprang ensomt fram mod de mylrende Vender i den brændende Stad. Den Standhaftighedens, som seirede i Bjerkebeinerne. Fyrighedens, der ikke lod Modet fryse, om de for den gode Sag vandrede Vinteren igjennem og Norge paa langs og tvers i den dybe Sne paa Næversaalene -- der styr- tede frem i Berserkerne -- og som var Blodet i Fædrene-Tap- perheden ligesom Æresfølelsen var Hjertet. . . . . Frisindets og den ædle Stoltheds Aand, som tyede udover Bølgerne og besatte Island og Øerne, da den holdt Friheden for tabt -- som lagde djærve Ord i Folketale, og gav Sandheden Mæle som den var til. Medborgere! af flere end disse ædle Kræfter bestod den Aand, som rørte sig i det gamle Norge. De vare barske disse Fædre, siges der. Ve os, om denne Barskhed, naar Hornet gjalder, ei SIDE: 109 kommer tilbage som et Echo. Mange af de herligste Bedrivter udførtes af onde Mænd, siges der. Hvilke Bedrivter? Krigens? I Blod kan Bjørnen staae til Bringen. Det blotte Nederlag er ikke den herligste Bedrivt. Retfærdighed ved Sagen, der strides for, er det alene som i Kamp ophøier Mennesket over det ri- vende Dyr. Det er Dyderne, som under Kamp aabenbare sig ligesom de fagre Fugle der efter det gamle Sagn sværme om i Folgefondens Snehvirvler, der kunne gjøre den herlig. Og det er ikke den sande Prøvesteen, at vi beundre og forfærdes, men at vi ogsaa maae elske. Forfærdende beundre vi Hakon Jarl i den blodige Stavn under det 3 Dages Slag, blussende af Harme, bleg af religiøs Rædsel i Haglstormilingen, hvormed han troede himmelske Kræfter kom ham tilhjælp, efter det frygtelige Offer; men Erik Jarl der kjæmpede roligen de 3 Rædselsdage ud, rolig mens Seiren drejede sig om Fløjen paa hans Skib under Ilingerne, og som ærede sine tappre Fiender og gav dem Naade -- hans Bedrift er den herligste -- han er den rette Hjørungavaags Helt, thi ham maa vi ogsaa elske som vi beundre. Lidenskaberne vare stærke i de gamle Fædre. Der kom ikke alene velgjørende Varme af disse Flammer, men stundom og Røg, der skumlede mangt et Helteskjold til. Men Dyderne jeg nævnte -- visselig, Sagaen taler -- de havde Borgerret og Ind- fødsret i det gamle Norge: mange huuslige Dyder -- ikke alene Gjæstfrihedens, der boede under hvert Tag -- Menneskekjerlig- hedens, der lettede Trællestandens Kaar og frigav den før i andre Lande -- Sands for Saga og Skjaldskab indflettede sig forskjønnende deri; og som Guldringen Perlerne, omgaves og fastholdtes de alle af en Nationalaand til et Nationalsmykke, som vi have Vidnesbyrd om at Verden ansaae med Beundring, og som tindrer over Gravene. Vi kjende dem alle; thi end er ikke Sagaen glemt omkring Eidsevjuathing. Og det mindsker ikke Følelsen af Forfædrenes Hæder, at Kraftens Overmaal udtømte sig altjevnt i Kamp; at Ærgjerrigheden greb efter Nordens herligste Krone, at Borger- krigen jog ogsaa over disse Sletter, hvor den stupede og sluk- kede en af sine sidste og fæleste Fakler i Vorma at vi mindes, at vi staae netop paa de sidste Ribungers Grave. Den barske Tid er nedbrændt; -- de ædle Metaller ligge tilbage. Lad ingen fræk Aande blæse i Asken! ingen overmodig Haand søge at rokke SIDE: 110 selv disse forbrændte Søiler af Hedningetemplet. Som saadanne staae selv Oldets ældste Helte igjen. Men disse Menneskeaander var en Ildprøve beredt. Nordens forhistoriske Mulm, hvori Up- salaodins og Asathors Offerflammer og Offernes sprøitende Blod vare som Maane og kringspredte Stjerner, laae paa deres Øien- laage -- dog skulde de opløfte dem til at see Sandheden, og reise Minder om Dyder, som en anden Tid kunde opdage naar det klarnede. Og de gjorde det. Selv Asathor var en Civilisa- tionens, Uddannelsens Kjæmpe; og han førte Kampen som Jefta for samme Sag mod Cananiterne. Frithjof hin Frækne, Sigmund Brestesøn foragtede en Statsreligion som ikke kunde undvære Overtro, og Haarfagers aldertunge Øje saae den eneste Gud, og offrede ham en Søn med større Ære for sin Sjel end den Abra- ham vandt ved at fristes til at lede sin Eneste til Alteret. I Huset over Seidmændene antændte han en lysere Tids Sol -- den Tids vi her feire. Olafernes christne Baal vare ikke saa skjønne. Vi beundre Hedningen med det brændende Had til Overtroen: liig Moses, da Tavlerne faldt ham af Hænderne, over Israel, forfærdedes han over sin Søn, og offrede ham til Sand- heden og Loven. Med det Baal udsviedes medet den værste Overtro, den som husede hos Ondskaben og koglede for den feige Lumskhed. End en Tid vejede Lidenskaberne hinanden paa Sværdet. Fiendskabet mærkede sin Thingring i Sandet af- sides fra Folkets rolige. Christendommens Aand foer da hen over Heden tildækkende de blodige Spor. Dens Olie stillede Blodbølgerne i mangt et kraftigt Bryst, som elskede Fædrenes Sed. Kun Ærgjerrighedens gik for høje -- de maatte kjæmpe sig til Mathedens Ro. De livlige Nordmænd toge Parti, viede sig en Sag, og kjæmpede for Overbeviisning. Dette var Borger- krigene. Eftertiden har opdaget fast Kjerne i deres Kraft, men ogsaa Ærgjerrighedens Orme, som søge den bedste Frugt. Vi elske ikke deres prægtige Flammer; men vi opdage dog midt derinde Dyder i Ildprøven, den herlige Sverrer styrende dem liig en Guddom Elementerne, den frosindede Magnus Er- lingsøns vakre Gestalt, Dagfind Bonde fast i sit bristende Castell -- vi høre de trofaste Bjerkebeiners Kampraab for Kongen af Sværdsiden, og Hakon Sverrersøn med arvet Sejer i Hænderne at tale Fredsord; vi see Hakon Hakonsøn dæmpende med For- SIDE: 111 soningshaanden de sidste Flammer, saa ingen andre lyste end Nordmannakonningens Skarlag. O, Nordmænd -- hvad Under om vi elske Sagaen? om vi samles for at feire Fædrenes Minde? Sandelig intet Folks Historie fremstiller en saadan Kongerække af ædle Mænd; og vi slutte med Sikkerhed derfra til Folket, om end Sagaen ei nævnede de Mange fra Jarlen og den fribaarne Bonde til Træl- len som frelste sig ved Bedrivt. Elske vi Sagaen, jeg mener særligen som den taler i Snorre Sturlessøns udødelige Skrivt, der alene er det herligste Minde over hint Old, ja herligere end Nidarosdomkirkens Kuppler -- da gjøre vi den til et Huus- klenodium! Den er Nordmannafolkets Adelsbrev imellem Na- tionerne. Vist som Bibelen findes den i Husene! Disse To være Højsædernes Gudebilleder som Odins og Thors fordum. Og sandelig Sagaen er det; thi det Guddommelige i Mennesket har deri speilet sig klart og uforgjængeligen. Elske vi Sagaen, da er det et godt Tegn paa at Nordmændene ikke blues ved Fædrene, men tør see de gamle Helte i Øinene. Denne Udødelighed i et ærefrygtfuldt Minde skal hue dem, og de skulle selv berede sig en Saga. O! Tanken fører mig fremad et Aarhundrede. Kun det -- har alt dette Norge vundet sig en Saga? Ha, hvor Skogene staae som Øer mellem alt det grønne Land. Som Kindernes stigende Frydrødme har Opodlingen udvidet sig opad Aaserne. Som høithvalte glade Øienbryn har deres Skoge opbuet sig. Folke- mængden er en halv Gang større end i Hakon Hakonssøns Tid. Klokkerne tone i det gjenrejste Hammer. Flodskibsfarten gaaer. Ogsaa ved Eidsevjua en Stad. Ingen fremmede Kornskuder stevne op gjennem Folden. Men om Agdenæs styre Islændere ind. "Ha, Kjartan, velkommen til Nidaros!" "Jeg kjender Ind- løbet." "Nu staaer det vel til i Island, det udsvømmede Norge." "Friheden udkaster sine Flammer høiere end Hekla." "Begynde Skjaldene ikke at synge efter Althingets Aabning?" "Som Fuglene med Vaaren!" Farvel Broder Islænder! Vinden tager ham -- den samme som fylder Bergens Vaag med alle Europas Flag. Og det gamle Oslos Datter Christiania ligner ikke mere den opblomstrende Spædjomfru mellem Europas Hovedstæder. I fuld Blomstring har den allerede omarmet Kongeboligen, kastet sit SIDE: 112 Slør af Haver højere opad Dalen; og ladet som Perlesnore skin- nende Boliger indringe Vikerne, Inden da har Norge bestaaet en Kamp frygtelig som Fædrenes med Jothunerne. Fostbrødrene have blandet Blod sammen. Men Kampen var kun Kraften der pressede Buerne tilsammen, over hvilke end herligere Aldre gaae. Det vi ahne idet vi kaste Øinene til Fjeldene om Baunerne endnu staae der, er skeet. Bruddet er brustet ud efter den Revne vi saae i Jorden; men nye grønne Dale bølge hen derover. Da -- ogsaa denne stolte Tid maa hædre det gamle Norge. En næsten rodløs svævende Klattreplante skulde denne høje Udvikling være om dettes Aand ikke fandtes derunder. Den er Kometernes Kjerne -- sednere Tiders den prægtige Hale den udfolder igjennem Rummene. Da -- jeg seer et kneisende Minde i vor Bygd ved det Sted hvor Fædrenes Aand rejste sig, hvor Frelsen fødtes. Vor Tids Minde feires af dette fuldt forherligede Norge. Det afryster sine Blomster paa vore Grave. Det kalder den et skjønt Mellemled mellem sig og Oldet. Det ærer Gravkorsene, der nævne hine Rigsforsam- lingens Mænd, som Bautaer, Huset hvori de samledes som et Frihedens Betlehem. Det tykkes, at der ikke er langt imellem Hakon Hakonssøn og Carl -- ikke længer end imellem to Tinder af samme Alprække, og end rimeligt er forat to hinanden lige kunde i Afvexlingernes og Ulighedens Verden vise sig paa Thro- nen; -- Snart som Ganger Rolfs Æt blev Franker er Carls bleven Gother; og den agter sit Stamhuus at være Frihedens -- det vor Lund beskygger -- det, Norge altid vil regne sin Herlighed ifra. O Medborgere saaledes! Lader os ile denne Tid imøde, men erkjende, at vi begynde vor Fart fra Fædrenes Grave! Lader os ile den imøde: Frisindet udfolde sine Vinger! Tænder den Fædrene-Fyrighed! Oplysningen udspænde sine ilende Straaler! Trægsindet ligge tilbage med de klodsede Ankler afhuggede! Redeligheden vandre saa dens Trin høres i Verden! National- aanden opløfte os, men ogsaa over Spliden og Hadet! Alle disse Seil paa Ærens Snekke, som bar Fædrenes og skal bære vort Norge mod lyksalige Tider udfolde sig! Fædrenes Minde er dens Ballast, at den gaaer sikkert! Som Skum efter sig efter- lade den Forfængeligheden, Fordommene, Veksindet, Usedlig- SIDE: 113 heden og Umaadeligheden, der har suget saamegen Kraft, for- drejet saamange af de vakkre gothiske Ansigtstræk til modbyde- lige Masker, og som maa rødme for de gamle Fædre med Mjød- hornene! Saaledes, det unge Norges Borgere! lader os ile Fremtiden imøde! Den være os nær gjennem Daad, som For- gangenheden gjennem Sagaen. Den er det Vest, mod hvis gyldne Skyer vor Dag daler for at føde en ny; Oldet det Øst, hvori vor Sol stod op. Forgangenheden og Fremtiden ere vore Dages Seierbues Pillarer. Rivende Strømme gaae derunder -- Ragnarokerske Kræfter drøne i Dybet; dog vandrer det unge Norge freidigt som Heimdall derover, og dets vaagende Gjallar- horn høres af Verden. Saaledes Medborgere! Vor Kraft tilhører Tiden, vort Haab er en Blomst der allerede dufter frem af Frem- tiden, en glimrende Tinde der allerede rager frem af dens Stor- hed. Men Oldets Storhed staaer heel for os med alle sine kronstraalende Tinder -- skulde da ikke Mindet gaa ind i sin Festhal? Normanna-Aanden bestige den Borg hvorfra den her- skede, og atter besøge det Huus hvor den fødtes og voxede? EFTER TALEN Nordmanna-Aanden ei opstod, igjen at gaae tilhvile. End syder vilde Jothuns Blod, og Bjarmen hvæsser Pile. Da tør han ikke sidde qvar; og anden Ro ei Aanden har end seilende Ørns, som Skyen skar paa spændte Vingers Hvile. Svæv stil saa over Kongens Børn! bedæk det dyre Rede! I Skyen mød den kløvte Ørn, og Jothunbjørn paa Hede! SIDE: 114 Da regner Blod af Luften ned, da rødmer Sne, Iis damper heed; thi det var Nordens Kraft som stred, for Drot og Land at frede. Men selv mens Bannret hænger paa sit Spyd, som Blomst der slumrer, mens endnu ei i Torneaa, den Skjebnebrønd, det skumrer -- endnu, ja før Carlidens Sværd fremst flyger i den Sejersfærd som Blivets Lyn foran vor Verd igjennem Taager lumre -- Mens Fredens Manna sidder paa Carls Spiir, og Oscars Klinge end hænger stille som den blaa forelskte Dues Vinge -- Nordmanna-Aand endda til Strid mod Jothunsind og Jothunid! End Jetter tør fra gammel Tid herhjemme Huus sig tvinge. Af Jothunmulm Uvidenhed er født -- ei blot paa Fjeldet, men midtpaa Vangen lys og bred den Jette djærv har tjeldet. Det træge Sind er Jetteblod, der gaaer som Dynd fra Hjerterod. Det bruser Gothernes imod saa raskt som Fossevældet. Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod, Nordmanna-Aand mod Jetter! Da du forsvandt, den fule Rod sig videnom udbredte. En Jette gram er Borgertvist. Tør hænde findes her og hist jothunske Trælsind -- ha, forvist mod dig de Vaaben smedte. SIDE: 115 Med Østens Jothunæt i Pagt som gamle Frænder gangne midtpaa hiin Kampens Dag med Magt de bryde ud som Fangne. Derfor, Nordmanna-Aand, du før Forræderne tilintetgjør! Med hine østenfor din Dør i Pagt de ere gangne. SIDE: 116 Henrik Wergeland TALE I VOR FRELSERS KIRKE TIL AFTENSANG 3DIE SØNDAG I ADVENT 1834 I AFTENSANGEN Bøn. Gud, vor Fader, du ophøiede Mennesket da du skabte det saa herligen fremfor Medskabningerne; Du ophøiede det over Jorden ikke ved Svøben, Sceptret over de Umælende, eller ved Sceptret, saa ofte de Mælendes Svøbe, men da du udgjød ven- lige Smiil som en Afglands af den himmelske Kjærligheds, om Menneskets Læbe, lagde klar Viisdom i dets Øie og Eftertankens Skrivttræk paa dets Pande. Du ophøiede Mennesket -- o Fader, du ophøiede Mennesket, denne Aandernes Benjamin, denne din skabende Kjærligheds yngste Smertessøn over Jorden. Og ende- lig ophøiede du ham til Himlen mens han dog har Støvet paa sin Isse som under sin Fod; thi Sandheder anbetroede du ham, der maae gjælde i Himlene som paa Jorden; det Haab, som fryder de Salige, nedlagde du i dødelige Hjerter, til det Gud- dommeliges Tjenere udnævnte du os, og anbetroede os dine egne hemmelige Ting. Dette gjorde du ved den Guddommelige -- han, der har forsamlet os, at vi skulle fryde os ved det An- betroede, og benytte os af Tilladelsen at forkynde for hverandre det Dyrebareste deraf, som tilforn var skjult: at Gud og hans Forløsning stedse er os nær. Denne Tro forlade os ikke! For- løseren selv og hans Kraft er deri. Den være os ikke alene en Vished her i Templet, men udenfore i det færdslende Liv. Da er Jesus og hans Kraft, Gud og hans Udsendte med os "som Den der egentlig tilhører os," ja i de mørke Dage som et skin- nende Lys, i de klare som en trofast Haand, der leder os saa vor Glæde ikke bliver Synd, vor Sorg ikke Forbrydelse, og som en Velsignelse over alt vort Gods saa det ei fordærves; men saa at det, der har et jordisk Værd, og saa faaer et himmelsk SIDE: 117 og selve Blodets Glæder Saliges Straal-Reenhed. Ja dette er den Hemmelighed, som er en Guds Hemmelighed, men som vi med bævende Fryd tør oplade, at Forløseren har kjøbt de Fra- faldne Gud til en Eiendom, sig til en Eiendom, som han vogter i sin Himmel dog med nære Blik, og ikke leiet os, saaat vi vel en Stund blive hos ham, men siden forlade ham somom noget Høiere kaldte os. Nei, saaledes er ikke dit Blod rundet, hellige Forløser! Sandheden henrinder ingensinde med Blodet i Sandet. Derfor lyder ikke din Tale, at vi skulle høre paa den som en Thorden eller en Musik, der vil forsvinde. Derfor anbetroedes os ikke Hemmeligheden om den Alretfærdiges Barmhjertighed, forat vi skulde egges til at vide mere om det Ubegribelige, og vente paa Dem, der skulde kunne fortælle os det. Derfor er ikke Forløserkorset blevet et helligt Tegn forat vi kun i Angstens Øieblik skulle klynge os dertil; men forat vi aldrig skulle for- lade det -- forat vi skulle støtte os dertil, naar Verden hænger sine Byrder paa os, og forat vi skulle see det som den Hyrde- stav, du endnu og evindelig løfter over Menneskeheden over Jordens Bjerge af Bekymringer og taarnede Skyer -- af gjøg- lende Fristelser. Se, derfor ville vi vogte paa dig vor Frelser! thi du gaaer foran os -- vi ville høre efter din Røst; thi den er ikke for- stummet i Aarhundredernes Drøn; -- vi ville see efter dit Kors; thi det er ikke flittrende med Tiderne eller nedbøiet af Ælde, men kneiser imellem christne Millioner -- vi ville overlade os til din Ledning, thi du er Lyset og Sandheden og Livet -- denne Guds Hemmelighed, som ikke skyer Forstandens aabne Øie, og som vi ville forkynde indtil den ikke er skjult for nogen af dem, Gud ophøiede til Menneske-Kald og Rang, og deri forjettede himmelske Hemmeligheder, (mens selv mange af Jordens ere skjulte), og Sandhed for Evigheden -- i Vildfarelsernes Verden, Rigdom midt i Armoden, Frihed under Trældommen, og Fred og en salig Vished, der ligner Englenes, mens det kunde synes at det græssende Dyr eller Spurven paa den nøgne Qvist eller Fuglen paa den stormdøende Bølge har det bedre end mange af Disse, der saa herligen ere kaldede -- Amen. Hør os vor Fader o. s. v. SIDE: 118 1 Cor. 4 C. 1 V. Huusholdere over Guds hemmelige Ting? Guds hemmelige Ting? Præsten i sit Purpur er det ikke alene; -- ogsaa os alle ere mange Guds hemmelige Ting anbetroede: baade de fælleds Religionens og Menneskehjertets særegne: Salighedshemmelig- hederne, som nedlagdes deri skjulte som Sædekornet, der dog indeslutter det prægtige Træ, den glimrende Plante i sin lille sorgløse Skal, og aabenbarede sig kun for Gud og for dem, der ligeledes begavedes. Eller dæmrer der ikke en sød Hemmelig- hed imellem Menneskehjertet og Gud i det Øje hvormed den Barmhjertige vender sig bort fra den lindrede Nød, fra sin Gjerning, at den ikke skal smigre ham? Og i Stefanens Blik, naar Steendyngen høiner sig? Paa den Retskafnes Pande, naar selve Miskjendelsen forgjæves eggede ham, og han trækker sig tilbage med sin Dyd i sin eensomme Krog? Tilvisse, det var ilde, om vi ikke vedgik Alle at have saadanne Hemmeligheder, fast vi ikke ville udtale dem og ikke kunne det uden at berøve dem den bedste Deel af deres Fryd. Men hine fælleds? De ere fælleds for at de skulle meddeles. De tiltage i Dyrbarhed derved. De ere Hemmeligheder i den Forstand, at de aabne os Guds Væsens Dybheder og lære os at elske den forfærdelige Alretfærdighed, for hvis Aasyn Synderen som Fnugget i Flam- men forsvinder -- forsvinder for at optages af Alkjærligheden. Men mellem hine fælleds Guds Hemmeligheder lader os med- dele hverandre, Christi elskelige Venner, den herligste: at vor forevigede Frelser, hvis Spoer ikke fandtes paa Bjerget, dog er over os, med Os, med Sine fra Daaben og indtil Verdens Ende. Lader os ikke glemme dette! Hvor skræksomt for den Onde -- Intet er trøstigere og frydfuldere for den Gode end Tanken, at en høiere Verden omgiver ham, at han kun er blind en Tid for dens Straaler. Og nu, at det Høieste dog overalt vogter paa vore Skridt, og lader Intet af hvad der rører sig paa Hjerternes Dyb undgaae sig? Elskelige, skulle vi forfærdes? Med en saa- dan Frygt maatte vi heller forfærdes over at vi bare Navn af Christne og dog kjendte saalidet til Ham, der græd over Synder- staden og ikke dømte Synderinden. Han er ikke over os for at nedknuge os om vi falde, ikke med os for at tordne os Bebrei- delser i Ørene. Han er med os for at tale venligen med os ved Dagen i det lyse Tempel, ved Natten paa vort enlige Sted som SIDE: 119 Nicodemus, ja for at tale venligen med os endog da naar vort eget Hjerte skjælder paa os; og først efterat dette har hørt op med at kunne bebreide, tier den kjærlige Røst. Saaledes er der visselig intet frygteligt i at den Helligste er med Os -- Han, der kjendte Menneskenes Svaghed saa vel, der ynkedes over de Forblindede og som bad for sine Fiender me- dens de gjennemborte ham. -- Dette er en af de Guds Hemme- ligheder, som ere os betroede, at vi vide det om de Forevigedes Liv, at de iagttage Følgerne af sit Virke, at de see Høsten af sin Sæd. Forsoneren da, for hvis Blik Tiden ingen Skranke har, han veed, mens vi bedrøves over at Menneskeheden i de lange Aarhundreder ikke har gjort sig bedre Nytte af hans For- tjenester -- han veed, at den ikke har vidst at gjøre sig den bedre tilnytte -- han øiner Enden, hvor vi kun see Ledene -- og naar han seer alle disse Velgjerninger som dog ere tilfyldte Menneskeheden af hans Fortjeneste og som, i større Sedelighed, Frihed, Oplysning, Menneskekjærlighed og al menneskelig Ud- dannelse ligesom lysende Grene udskyde sig over hans Kors over Jorden . . o! da mindes han ikke, at dette tyngede at Vunderne gik ind til Margen, da er dette en herlig Deel af hans Salighed, da er hans Erindring Sejer, og sejrende gjentager han "visselig der skal vorde een Hjord og een Hyrde!" og han op- giver os ikke, fordi vi endnu ikke ere fuldkomne og Værket end ikke fuldbyrdet, men han er med dette, der fuldbyrdes gjennem os, saalangt vi leve i Tiden, med os alle Dage indtil Enden. Elskelige -- denne Guds Hemmelighed kunne vi ikke give Slip paa. Tiden har stadfæstet den. Gjennem de stridende Kirkers Larm og gjensidige Forbandelser lød altid den sande Menigheds Broderhilsener, tonede altid fra Land til Land den søde Hemmelighed: "Forløseren er med Os." -- Saa betydnings- løst er dette ikke, at den bethlehemske Krybbe har opløftet sig til alle disse Christenhedens Kathedraler. Saa ussel er ikke Menneskeheden, at det skulde være uden Mening, at dens bedste Nationer samle sig i dem, og tage Navne derefter. Dog er i Menneskeaanden, som vi sagde, Hemmeligheden om Christi Nærværelse, dybere indskreven. Thi deri ligger Troen SIDE: 120 som en Nødvendighed, at de Henfarne med frigjort Aandeblik fra deres himmelske Høide kunne i eet overskue deres hele for- bifarne Liv med alle dettes Handlinger og disses Følger, ja Tankerne i deres Vraa, disses ufødte men dog avlede Gjerninger, Idrætternes ufødte Fostre. Selv Lastens nidkjære eller døsige Træl kan ikke unddrage sig fra denne Tanke, fast at han ikke lader den klarne til Tro. Den hænger over ham som Lynet paa den endeløse Hede. Som de stedse fremskyllende Bølger paa Stranden vender Ahnelsen, overskyllende hans Forbrydelsers Vellyst, tilbage: at ogsaa ham venter paa som Aand i Arv et frigjort Blik for hvilket Gjerningerne i deres lange Følgerækker ville oprulle sig som Linjerne i et forbrydersk Brev, der troedes tabt men under Dødstrudsler holdes for Øinene. Stundom, som naar en Slange skydende over Vejen forfærder os, gjennem- skjæres hans onde Beregninger uvilkaarlig af Tanken, at disse Slanger, han ynglede i sit Hjerte og lod udkrybe i Støvet for at dræbe og forgaae, i jammerfulde Følger skulle yngle i Led paa Led en Vrimmel, der forfølger ham hisset. Pludselig træder Rædselen frem fra hans Sjels Baggrund, at Synd ei døer med Støvet, at Skjændsel kan overleve selv jordisk Ære, hvori han maaskee hylledes, at Bedrageriets Regninger kunne gjælde selv der hvor Guld ei gjælder, at Nag ikke standser ved Graven. -- Og i den dydige Sjel udtaler samme Hemmelighed om Aanden sig i en liflig Ahnelse, som den har uddannet til sin skjønneste Tro, saa den veed, at den hisset med salig Forundring skal see hvorledes den dernede i Støvhjertets Snare kunde føle og ville som den i sin Himmel tør vedkjende sig at ville -- at den Ret- færdige skal see sine Veje udbredte saaledes som han vandrede dem, og gjenfinde sine Spoer paa den trange Stie han gik, vi- gende ikke af til høire eller til venstre -- at den Høimodige skal undre sig over at det Offer, han ansaae ringe, den Kamp, der er forsvunden, disse Sukke af en bekjæmpet Egenkjærlighed, han ikke mere fornemmer Smerten af, har hensat ham mellem saa rige Salighedsfrugter; at den Strid, Høimodighedsofferet kostede den Dødelige har efterladt saa sød en Klang i Engelens Minde; at et underkuet Ønske, et Forsoningshaandtag, en liden Op- offrelse, et Øjebliks Handling men ikke et Øjebliks Beslutning, har kunnet udstrøe slige Velsignelser paa Jorden i et forbedret Fiendehjerte, maaskee i gjenreist Fred og alle dennes Følger; SIDE: 121 og at selv disse Ædelhjertets mindre Træk kunne tegne ham hans Himmel saa skjøn. -- Udenfor Menneskesjelen selv trænge vi da ikke at hente Vid- nesbyrd om at Aanden overskuer og er nærværende ved sit forbifarne Livs Følger. Den Gode skulde give Slip paa sin Salighed, den Onde paa sin Forbedring, om det ikke var saa. Men nu den Bedste, den Retfærdigste, den Høimodigste, den Ædleste -- Han der turde sige: "Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd" og "Jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde mod Eder, skulle og I gjøre" -- Han, der drog om og gjorde vel, agtende alene den himmelske Ære og velsignede dem, som bandede ham, bad for dem der hadede og forfulgte ham indtil Korsdøden -- Han, der leed alt dette i sine fagre Aar og Alt for Andres og for en Sandheds Skyld, som kun gjennem fjerne Tider skulde seire . . . hvilket Liv, hvilken Velsignelse af sit Liv har ikke Han fra sin Herlighed at anskue? eller bør og kunne vi tænke os denne uden saa saligt et Skue? og er deri ikke Nærværelse, Forbindelse mellem den Høiestes Himmel og den lave Jord, Opfyldelse, af Udsagnet: "jeg er med Eder indtil Verdens Ende." -- Denne Guds Hem- melighed, som da er bekræftet baade ved hvad vi vide udenfra og have seet og ved hvad vi vide med os Selv. -- Hellige Christus, guddommelige Forløser! Du er med Os. Din Hjord har ikke menneskelige Hyrder alene, men en himmelsk, for hvem Aanderne bøje sig. Du er hos Os, mens du er hos din og vor Fader. Du er hos Os som Han: kraftigt skjøndt usynligt, nær- værende skjøndt der hvor Aanderne dømmes! -- Vi ville vogte denne Hemmelighed som Klenodet -- det vi vel vise med Glæde, men ængstligen fastholde og ingensinde henlægge. Den er for os for dyrebar denne Tro, og netop fordi dens Sandhed bekræftes af vor Aands Natur og fordi Fornuften i al sin prøvende Strenghed ikke kan dadle vort Hjertes tilsyne- ladende enfoldige, men dybsindede, kostelige Troe, at Christus den Guddommelige er med os. Tør vi vel berøve ham Deel i alt hvad Godt, der udspringer af vor Christendom? Der tør Ingen sige: "sæt mig i en Ørken som Barn mellem Vilde, og jeg SIDE: 122 skulde dog være sedlig, mit Familieliv fromt, mine aandelige Kræfter ligesaa udviklede, min Kamp uden Vildhed, Freden viet, og denne igjen al Uddannelse -- eller mellem Afguds- dyrkere, og jeg skulde dog kjende den eneste sande Gud, og vide at gjøre hans Vilje; jeg skulde dog paa Fædrenes Val, mellem hevneggende Landsmænd, ved Blodaltret kjende og øve Budet at tilgive, at give Gud Hevnen, at nøjes, at foragte de taabelige Skikke, at være et godt Barn, en god Fader, at op- drage mine Børn vel, at ære Pligterne og det Hellige. Visselig, om Nogen sagde saa -- han kjendte ikke Menneskene saaledes som de have været og ere, overladte til sig selv, under Liden- skabernes, Overtroens, Vildhedens ikke Guds Viljes, Fornuftens og Lovens Herredømme; og han kjendte ikke Menneskene saa- ledes som de kunne blive og ere blevne under Christendommens milde Veiledning, under Christ fortsatte Varetægt, under hans Hyrdestav, den med Korset paa. -- Forældrenes Dyder leve i deres velopdragne Børn. Mesteren lever i sit Værk. Hans Storhed er nærværende hos Efterslægten. Lovgiveren lever i sin Lov. Hans Viisdom raader paa Efteralderens Thingsteder. I Aarhundreder, i Aartusinder udstrække de sin Virken forlængst efterat Fnugg af deres Støv ei mere findes. Christus lever i sit Værk, men ikke i et, der gjennem Ruinens prægtige og førende Fortærelsens Overgange skal lade sine Dele hensmuldre til Næring for lave Mosser, eller under Smagens Omvexlinger fra en Tid at have været en hensat Raritet, see sig omsider agtet ringe som det Støv det bedækkes af. Han lever i sine Love, men ikke i saadanne, som sednere Viisdom kan forandre fast de bleve Evigheden tilsvorne af en kortsynt Tid og virkeligen erholdt Alderens Ærværdighed. Hans Værk fuldendes først den sidste Dag. Hans Love ere Evighedens, og Livet af denne tilsvorne. Han lever i sin Lære, i Christdaad og Aand, i alle de Forbedringer, som udspirede og udspire deraf evindelig, han seer sine Bekjendere og er hos de Trofaste saa- mange de leve, saamange de døe indtil Verdens Ende. SIDE: 123 Den fraskille sig, som ikke troer denne Christi Nærværelse! Han har ikke Øre for sin egen Aands Røst, ikke Øje for det som skeet er og skeer. Han fraskille sig som den Særsindede, der skyer Menneskene og vandrer vildsom om paa de eensomme Høje. Han nærme sig ikke Christum, naar han aabenbarer sig for det troende Angerhjerte i en til det Inderste følelig Nærhed, i himmelsk Høihed og Kjærlighed i sit hellige Naadesmaaltid. Han bære sit betyngede Hjerte om med sig! Han prøve disse sine egne Kræfter, som forsmaa en Forbindelse med himmelske! Han vandre i sin stolte Ensomhed! -- Det christne Tempel skal ikke være ham nogen Samfundets fælleds Arm, noget Brødrenes hellige Sted, hvor de afvælte Dagenes Byrder. Hans Sorger skulle ikke lettes; hans Glæder ikke deles. Fremmed skal han være i Kirken og i Verden, som har knyttet sig til den. Han forlanger jo at være alene; thi selv Den, der er hos Mennesket, naar Verden og Alt dens forlader det, maa jo ikke være med ham. Ak, Ulykkelige! mon du ikke engang skal føle Trangen til hans hjælpende Nærhed, naar Syndebyrden er voxet dig ret tung paa Hjertet? mon du ikke engang skulde røres af en ve- modig Smerte, liig den gamle Erindrings, som pludselig vender tilbage, naar du vandrer forbi de christne Templer og hører den fromme Sang der og seer Menneskene at udvandre med et skin- nende Haab i sine Aasyn eller naar du maaskee selv der til- fældigviis hører Christum gjennem sit Ord tale endnu som i hine Dage: "kommer til mig Alle I, som Syge og Sorgfulde ere; Jeg skal give Eder Lise!" -- Ak, visselig, nær skal dette Spørgsmaal "kalder han mig? Er jeg ikke Syg og Sorgfuld?" være din Sjel. Men ikke alene disse Haarde synde imod Christi Hyrdetroskab. Ogsaa den Letsindige, der kun i Nødens og Angstens Stund mindes Hemmeligheden om hans Nærværelse, synder derimod. En fornøjelig Stund, en liden Vinding kunne de ikke give Slip paa for Christi Skyld om hans Sag æsker det. Men saasnart deres Himmel mørknes -- ja, da speide de med Taarer, om de ikke kunne see Frelserkorset i dens Skyer, da søges til Templet, og de opbygge ham i deres Hjerter smukke Templer af herlige Ord, men Ord der ligner Sandet i Flugten -- da søge de Christi hellige Nærhed i Naadesmaaltidet, og bekjende, "dette kunde ikke Mennesket undvære, denne nøjere Forbindelse med Gud SIDE: 124 og Christus end Mennesket selv kunde give sig -- o, nu er min Sjel reen og let som Fuglen, der svinger sig fra Badet!" Nei, Dagen efter Nadveren er Christus dem ikke mere nær- værende, Dagen efter att Naadestraalen faldt paa dem ere de nedrodede i deres gamle Synder. Jesu Hyrdetroskab er lønnet med Lejesvendetroløshed. Han er med Kirken, sige de, men hans rene Øje maa ikke følge mine Stier. Jeg er et svagt Men- neske, uden den Ufortrødenhed, som han æsker af sine Arbei- dere, og som jeg erkjender er nødvendig for at hans Gjerning kan fuldkommes. Men, Elskelige! saaledes er ikke den Guds Hemmelighed om Christi Nærværelse, at den lader sig tyde og tøye som Enhver vil have det. Det er ikke, som Overtroen vil, at den er bunden til Billederne og Crucifixerne; ikke som Vantroen vil, at det er kun en smuk Talemaade; ikke saaledes, at han kun er nær- værende i og for den hele Christenhed. Med enhver sand Chri- sten er han -- og krævende er han med -- ligesom han er med alle Sine eller sin hele Menighed. Dette er en Tro, som vel forlener Kraften til at tiltræde Himmelfarten gjennem et møi- sommeligt Liv, til at være ufortrøden, til at hedde Løgner for Sandhedens Skyld, til at pines for sin Kjærlighed, til at døe for det evige Livs Skyld, til at udrydde de onde Torne for Livsens Krones Skyld, til at vandre selv Christi blodige Fodspoer for det himmelske Æressædes Skyld hvortil de føre. Dette er en Tro, som har Forstandens Klarhed, Begeistringens Varme, Skjøn- hed og Styrke. Dette er en Tro, som ikke kjender Mismod, men selv i Undergangen Sejeren og forud Melodien til de For- herligedes Glæde. Dette er en Tro, som i Muld tør spidse Øre for Guds skjulte Ting at høre, fast de klinge fjernt ifra; som tør freidigt Øret sætte til sin Frelsers Mund -- forjette skal han mere Fryd endda i et himmelsk Ephata. Med den Tro har Ensomheden intet Skrækkende, den mylrende Mængde intet Forvildende, vor Glæde ingen Vildhed og dog tvang- SIDE: 125 løs som Jesu i Cana, vor Sorg ingen Fortvivlelse, vor Religiøsitet intet synligt Frastødende. Naturligt og let som Blomsten sin fagermalte Kalk for Solstraalen udfolder det Herlige i Menneske- ligheden sig under det Guddommeliges Indflydelse. Ingen falsk Selvforagt fortrænger den ædle Selvfølelse, som er en Slave i Kraften for det Gode; men denne spørger ikke efter Basunernes Bifald og Rygtets Vidende om Christsindet og Christdaaden, naar der er et saa ypperligt Vidne hos som han, "der kjender Sine og kjendes af Sine," og som ikke bestikkes af noget "Herre! Herre!" Ingen fremtrænge sig, men hver veed, at han har Plads i Christi Tempel, om ei som Pillar, dog som Kalk eller Steen, der er lige nødvendigt for dette hele, hvori Frihed, Sand- hed og Kjerlighed skal dyrkes og øves -- dette hvorpaa endnu bygges og hvorfor Mesteren ingenlunde er borte. Hans Aand er derover. Hans Aand er i Fremskridtene. Den maner. Den maner gjennem Ordet og Menneskehedens Herlige. Fremad til Sæde Retfærdighed! din Fod er fast, dit Trin bør at høres. Hvi lister du dig da sagte, med dit aabne Aasyn ludende somom du ledte efter noget i Støvet, blinkende somom Noget havde forblindet dig, irrende til Høire og Venstre mens du dog har kun een Vei? Han maner: Sandhed tilmæle! her er din Talestol! hvi er du tvetunget imellem Sværmen, ængsteligt hvi- skende mellem de Mægtige! Saae du Noget der forstummede dig? Isandhed disse vare Blændværker disse blegnende Fager- syn, som engang tryllede dig: Bagtalelsen en Vind der hvirvlede i dine Fodspoer, Hadet en Torn som reev et Uldfnug af din Kappe; Armoden -- nu det er ikke det beqvemme Huus du saae i Frosindets Udsigter, men det er en venlig Vært i den Hytte og en herlig Udsigt til den anden Side. Han maner: Menneskekjærlighed -- har du alene en Haand for dine Venner, for dine Lige -- se! her er en Fiendes -- der er Flammer i hans Blik imod dig, dog er det mildt mod de andre, dog er han ærlig i sit Fiendskab og hans Vredeslyn tændtes i Vildfarelsens Taager -- eller han staaer der, han tør ikke see paa dig, men hans Hjerte banker efter Forsoning . . . der er en fattig men retskaffen Mand -- har du ingen Haand for ham, ingen uden hvor Verden ikke seer det? Der er den Forførte -- vogt dig for et vredt Øje! den Faldne -- vogt dig for at sætte Foden paa ham og sige det er retfærdigt! Der er et Folk -- Aar- SIDE: 126 hundreders Trældom staaer ipræget dets Millioner Aasyn -- Sløv- heden har sit matte Blik, Armoden sine Furer, Feigheden sit kraftløse Muskeldrag, Lumskheden sit blinkende, i Rolighed flux stilnende, Blik, Raaheden og Usedligheden sine arvede Træk -- en ødelagt Menneskehed -- Menneskekjærlige, om dit Blod bru- ser, om dit Sind oprøres, og om din Taare ligner mere det sy- dende Kul end Smertens dulmende Dugg -- det skal før være dig tilladt end et koldt Skulderdrag og Bemærkningen: "de trives derved; thi de ere ikke vante til andet." Han maner: Veldædighed, mæt dig ikke, søg ikke en Vellyst i dine letflydende Taarer! Der er Elendigheden -- udstræk din Haand. Væmmes du ved Nødens Vraaer? Dog maa du boe der som Faklen i Natten. Du elsker Vintren? Elsker du den, naar du møder de nøgne Been paa Isen? Du elsker Somren? Voger du dig ind i de trange Stræder, naar Døden hænger i den lumre Luft? Fulgte du Betlerstien? Den gaaer der hvor Sneen fyger. Men godt er det at sidde i det lune Huus i den klare Stue. Mange salte sin Mad med Graad paa den aabne Vei. Men den kan lee for hvem Fadet ryger ved Arnen. At vandre med Stormen, naar Folk holde sine Hunde tilhuse, at toes af den kolde Høstregn, og tørres af Snoen -- det kan lade Hjertet sygne i Livet. Men godt og sundt er der i det tætte Huus og at varme sig ved Arbeide, hvis Frugter tilhøre os selv . . Vel- dædige! Christus maner dig til Bøn: "Giv os i Dag vort daglige Brød" . . Vil du ikke lære hine Arme ogsaa at bede den med Fortrøstning? Talte du dine Kapper imellem de Nøgne, og fandt de tvende, og deelte du? Veldædighed, har du ingen Hemmelig- hed for Verden, ingen mellem dig og Gud? Han maner: Forsonlighed, hvi sætte dit Stevne paa Kirke- gaardene? Livet hører dig til. Du er dets Vunders Læge. Hvad skal Lægen med sin Balsam ved den lukte Kiste? Hvi saa silde ude, du Engel fra en bedre Verdens Morgengry, der er hidfløjen forat udryste din svalende Dug over vor Dag, naar den brænder, naar de stridige Kræfter svede imod hverandre? Ve! hører du Forsonerens Røst "forlad os vor Skyld som og vi forlade vore Skyldnere" først naar Klokkerne ringe over dit Had, naar de dybe Drøn -- som paa Dødsengles Vingeklap bringe Budskabet om din Fiendes Henfart forbi dit Huus? Seer du dens Kors, som bad for sine Mordere, først i dets sorgfulde Afbild paa din SIDE: 127 Uvens Grav? Du udstrækker Armen for seent, efter det sorte Tog, som bevæger sig gjennem Gaderne. En Sol, hvis Buer vare lange, er gaaen ned over din Vrede, og det er uvist naar du atter skal kunne hilse dens Gry. Forsonlighed, der bad paa det blodige Bjerg for Jordens Aasyn, du maa ikke saa tidt være alene at finde i Gravlundene, under de dunkle Træer, søgende ængstligen een Grav, paa een Indskrivt heftende de sky Blik. Menneskehjertets veneste Blomme! Christtaare! vox ikke alene saa bøjet paa Gravene; thi du tilhører Livet og det kan ikke undvære dig, og hisset skal blive nok at sone hos Gud, om ikke Sjelene skulle kræve hverandre til Regnskab. Han maner: Mildhed! blues ikke over at du kaldes Svaghed og forvexles med denne. Som Strenghed er Retfærdighedens Høire, være du dens Venstre! Klippen styrter ikke mere ned under de Blommer, som klattrende fæste Sæde i dens Væg end Kraften forsvages af dig. Til Dommersædet er du ikke kaldet; men din Plads er nær derhos, og som Frelseren tør du skrive i Sandet dine Tanker under den steengroede Lov. Din Plads er imellem Synderinden og Steenhoben. Intet Forbrydelsernes Skjold, men et Speil, hvori Retfærdigheden opdager, naar dens Bryn ryn- kes formeget, naar vanzirende Vredestræk overfare dens Pande. Mildhed! -- ikke let at opdage mellem stærkere Dyder, som Christus ogsaa kræver, men denne christelige Dyds Virkninger ere dog store og de christne Samfund kunne ikke undvære dem. Du tilhører Christsindet ligesom Tækket det skjønne Ansigt. Til- retteviisning er din Tale, Trøst dit Sprog. Paa Børneopdragelsen i Husene som i det stille Samfund maa du udøve din Indflydelse ligesaavel som Alvoret -- ja hvad er du andet end Alvorligheden, forherliget som Christus til ikke at lade sig overile, til at lindre, trøste, veilede og velsigne? Han maner: Oprigtighed, tal! Ærlighed, handl! Fred boe i Hu- sene! Forstand raade! Viisdom være Kraftens Øje, Fromhed dens Hjerte! Gudsfrygt være Samfundets Første, Forbedring deres Sidste! Dyder, gjører eder gjældende: Vaagner alle I ædle Kræfter! Han maner: Spørg ikke, naar der svedes skal, din Haand, som hader Møye! ei Foden, naar fra dybe Dal du skal bestige Høje! SIDE: 128 Lad Kjødet sige hvad det vil, naar Aanden siger andet. Bød den end: "gaae igjennem Ild!" -- det gik til Fædrelandet. Men veed den ei hvorhen -- til Gud dig Christus Vei vil finde. Thi han er nær; og kan hans Bud ei høre selv den Blinde? Der maa ingen Slummer være; thi Arbeidernes Slag lyde i det ufuldendte Christtempel, og dets Buer ere ikke sammenkjedede endnu. Taget er ikke sammenhvælvet end. Den sidste Aften- rødme er dets sidste skinnende Plade. Da lyder Mesterens sidste: "det er fuldbragt." Og Jordens Henfarne høre det og see det og sige: "visselig han var med Sine indtil Dagenes Ende." Amen! SIDE: 129 Henrik Wergeland OMRIDS AF HEEL-HISTORIEN, TILDEELS EFTER EN TYDSK GEOGRAPHISK-HISTORISK FREMSTILLING DERAF HEFTE FOR ALMUEN INDLEDNING I det umaadelige Himmelrum bevæge sig i den fuldkomneste Orden store kugledannede Verdenslegemer. Vi kalde dem med eet Ord Stjerner. Af Stjernerne ere Nogle i sig selv lyse og uden synderlig Bevægelse -- hvilke kaldes Sole; andre mørke i sig selv og bevægende sig hurtigt om Solen for at erholde Lys og Varme -- hvilke kaldes Planeter eller Vandrestjerner. Vor Jordklode er en saadan Planet, der med l0 andre bevæger sig om en Sol, fuldendende hvergang sit Løb i Tiden af et Aar. Jordbeskrivelse eller Geografi lærer os at kjende Jordklodens Skikkelse, Størrelse, Bevægelse og Udseende. Saaledes vide vi, at over 6 Millioner Mile i Fiirkant af Jordens Overflade ere bedækte med Vand, og at 2 1/2 Millioner Mile ere Land, hvilket er inddeelt i 5 Verdensdele: Europa, Asien, Afrika, Amerika og Australien. Naturlige Grændser, saasom Have, Floder og Bjerge, dele igjen hver af disse i forskjellige Lande, af hvilke hvert for det meste beboes af sit Folkeslag eller Nation, der har særegne Sæder, Sprog og Indretninger. Af Jordens Folkeslag ere endnu Nogle næsten ganske raae og vilde, som f. Ex. Australiens og Afrikas sorte Beboere; Andre føre i Stater eller lovbundet Samliv et beqvemt, sikkert og forædlet Liv. Historien lærer os, hvorledes det skeer, at Menneskeslægten igjennem Tiderne stedse forædles (cultiveres), og naaer en bedre Forfatning, og meddeler os de vigtigste Tildragelser fra den svundne Tid. Historien angiver ikke med Vished Jordens første Beboeres Antal, Beskaffenhed, Bopæl og Forfatning. Den antager dog efter Bibelens Udsagn et Menneskehedens Stammepar: Adam SIDE: 130 og Eva, og at de første Menneskers Opholdssted var de frugtbare milde Egne imellem Floderne Tigris og Euphrat i det mellemste Asien. Alt som de udbredte sig, delte de sig efter Egnenes Beskaffenhed imellem Fædrift og Agerbrug, og Menneskeslægten var i rask Tiltagen, da en almeen Oversvømmelse omtrent 1600 Aar efter den antagne Skabelse siges at have ødelagt den paa Noah med hans Familie nær. Denne Oversvømmelse kaldes Syndfloden, fordi den Menneskeslægt, den ødelagde, berettes at have været lastefuld. Da endelig Vandet sank tilbage, havde Jordens Overflade lidt en stor Forandring: der fandtes nye Have, Søer og Øer; Bjerge vare indstyrtede og dybe Dale indskaarne af Vandets Strømninger; hele Skove vare omstyrtede, overskyl- lede med Jord og tilligemed talløse Dyr begravede i Jordens Skjød. Af Noahs Sønner nedsatte Sems Æt sig i det sydlige Asien, Chams i Landene om Middelhavet (imellem Europa, Africa og Asien) samt hele Africa; og Japhets i Asiens mellemste Høilande, hvorfra den udgrente sig dels mod Øst gjennem Nord-Asien til America, dels mod Vest over den største Deel af Europa. Familierne udvidedes snart til Stammer, der styredes af Over- hoveder (Patriarcher), og af Stammerne opkom Folkeslag, der regjeredes af Konger. Dog have de, der levede som Hyrder eller Nomader, og endnu føre samme Levemaade, vedligeholdt Stamme- inddelingen indtil disse Tider, medens Agerdyrkerne snarere sam- lede sig i mægtige Riger. 1STE TIDSRUM (Fra 2000 Aar efter Skabelsen til Christi Fødsel.) Omtrent 2000 Aar efter Skabelsen dannedes den første bety- delige Stat, Assyrien, mellem Tigris, Euphrat og Middelhavet. Ved samme Tid grundede Sems Afkom Riger i Indien og China, og Theben fremhævede sig af Ægyptens Sandørkener til en be- tydelig Stat. Jafets Æt derimod forblev endnu længe i raaere, mindre velsignede Egne adsplittet i smaae, ubekjendte, men ogsaa uafhængige Stammefolk. SIDE: 131 Abraham, Jødernes Stamfader, levede dengang i Canaan; Fa- rao (Konge) herskede i Ægypten og Pelasger besatte Grækenland. 200 Aar senere byggedes Ninive ved Tigris' Bredder til Assy- riens Hovedstad, hvilket Ninus og efter ham Semiramis beherskede. Damascus i Syrien var allerede grundet, og snart efter reiste Sidon sig paa Føniciens Kyst. I China begyndte Tschang Rækken af Herskere af sin Familie. Josef, Abrahams Sønnesøns Søn, styrede Ægypten som en af Faraonernes Ministre. 100 Aar derefter befolkedes det sydlige Italien af Græker under Oenotrius, og i Aar 2384 falder Athenens Anlæggelse i Grækenland. 2484 førte Moses Jøderne ud af Ægypten, hvor Josef havde forskaffet dem Bopæl; og efter 40 Aars Ophold i de arabiske Ørkener satte de sig under Josva i Besiddelse af deres Fædreneland Canaan, hvor de grundede en Stat. Ved denne Tid satte ogsaa Ægypter og Fønicier over til Grækenland; og Troja i Lille-Asien ødelagdes af Græker. 400 Aar senere valgte Jøderne Saul til deres Konge, hvorved de afskaffede den friere Regjeringsform, de før havde nydt. Ham fulgte den dygtige David, og efter denne den vise Salomon. Under dennes Søn forfaldt Riget i to Dele: Juda og Israel, af hvilke det Første havde Jerusalem, det Sidste Samaria til Hovedstad. Disse svage Riger formaaede ikke altid at overholde den mosaiske Gudsdyrkelse, som kun erkjendte een usynlig Gud, men henfaldt ofte til Nabofolkenes Afguderi. Aar 3009 styrtedes Sardanapal fra Assyriens Throne og Riget adsplittedes. 10 Aar tidligere var Karthago, der blev en mægtig Handelsstad, anlagt i Africa af den føniciske Dronning Dido. Lycurg gav Spartanerne Love, og Chaldæerne toge Mesopotamien og Landene om Euphrat i Besiddelse. Der opstod da et nyt assyrisk Rige. Omtrent ved den Tid grundlagde Romulus Rom, og strax efter anlagdes Syracusa paa Sicilien. Efter at have bestaaet i 254 Aar ødelagdes Israels Rige af Assyrerne; og noget over 100 Aar derefter indtog Nebucadnezar, Konge af Babylon, Juda Rige, og bortførte Jøderne i det saakaldte babyloniske Fangenskab, hvor de forbleve i 70 Aar, indtil de af den persiske Erobrer Cyrus, som omstyrtede det babyloniske Rige, erholdt Tilladelse til at vende tilbage. Kort efter udvidede Cambyses det persiske Vælde over Ægypten. Imidlertid hævede det ved sin Handel berigede, republikanske SIDE: 132 Karthago sig til en erobrende Magt. Det besad Colonier paa Spaniens Kyster, og underkastede sig tilsidst det hele Land tilligemed de italiske Øer, Sardinien, Corsica og en stor Deel af Sicilien. Rom afskaffede Kongemagten efter 244 Aars Varighed, og ind- førte den republikanske Regjeringsform, hvorefter Folket regjerer sig selv. To Consuler sattes i Regjeringens Spidse. 3490 be- gyndte Krig imellem det persiske Rige og de græske Fristater, hvori Perserkongen Zerxes' Indfald i Europa tilbagedreves efter Slagene ved Thermopylæ, Marathon, Platæa og Salamis. I disse udmærkede Spartanerkongen Leonidas og Athenienserne Milti- ades og Themistokles sig. Cimon, Miltiades' Søn, førte endog Krigen over til Asien. 3647 blev Kong Philip af Macedonien Grækernes Overfeldtherre, og 3 Aar efter førte hans Søn Alex- ander (den Store) sin Hær over Hellespont-Strædet til Asien og kuldkastede i 6 Aar det store persiske Rige. [fotnotemerke] Efter hans tidlige Død udstykkede hans Feldtherrer de erobrede Lande; dog be- mægtigede Partherne sig snart det egentlige Persien. 3720 begyndte den første puniske Krig imellem Rom og Kar- thago, og førtes med saadan Lykke for Romerne, at deres Vælde udstraktes over næsten hele Italien og dets Øer. Efter 23 Aars Fred udbrød den anden puniske Krig, som efter 15 Aars blodige Kamp, trods alle Karthageren Hanibals Seire, endte med at ud- strække Romervældet over det Meste af Spanien. Ogsaa til Hellespont over hele Grækenland udvidede Romerne sig; og da Karthago faldt i den tredie puniske Krig 3838, herskede de rundt den største Deel af Middelhavet over Provindser i alle 3 Verdensdele. [fotnotemerke] Kort efter trængte Cimbrerne og Teutonerne (Gother fra Danmark og Tydskland) ind i Italien og det sydlige Gallien (Frankrig); men ødelagdes af Marius. Medens Denne i blodige Borgerkrige kjæmpede imod Sulla om Overherredømmet i Republiken, førte Romerne sine frygtelige Vaaben i Asien, hvor Lille-Asien, Syrien og Palæstina faldt i deres Hænder. Under Fotnote: Det macedoniske Overherredømme tilintetgjorde ogsaa de græske Smaa- staters Frihed, som havde baaret saa herlige Frugter for Culturen. Fotnote: Da Grækenland (Hellas) blev romersk Provinds, lærte Romerne at kjende græsk Cultur og Videnskab. De græske Viismænd (Philosopher) Platos og Aristoteles', Sokrates' Disciples Skrifter, Digteres og Kunstneres Mesterværker bleve dem bekjendte. SIDE: 133 Borgerkrigen levede den fortrinlige Taler Cicero. Under Julius Cæsar trængte de ind i Gallien, erobrede dette og Belgien indtil Rhinfloden og satte over til Britanien. Cæsar var Roms Hersker, og myrdedes af den romerske Friheds sidste Venner, da han rustede sig mod Partherne. Dog greb hans Slægtning Octavianus (Augustus) hurtigt Magtens Tøiler, og efterat have betvunget Cæsars Næstcommanderende Antonius forblev han i rolig Be- siddelse deraf med Titel af romersk Keiser. Ægypten, der siden Alexanders Død var bleven regjeret af hans Feldtherre Ptole- mæus's Slægt, blev romersk Provinds, og Romerne trængte dybt ind i Tydskland, uden dog at kunne udvide deres Herredømme der med Sikkerhed. Den romerske Republik endte Aar 3953 efterat den havde bestaaet i 466 Aar. 3984, under Keiser Augusts Herredømme, fødtes Christus i Bethlehem i Judæa. 2DET TIDSRUM (Fra Jesu Christi Fødsel til den franske Revolution.) Til Romerrigets Deling. Jesus Christus er som den ypperste Religionslærer bleven Menneskenes største Velgjører. Han udbredte Troen paa een sand Gud, Udødelighed og den reneste Sædelære, hvorved han bevirkede Afguderiets Fald. Dog blev han i en Alder af kun 33 Aar korsfæstet af Jøderne, hvorefter hans Disciple under alle- slags Forfølgelser udbredte hans Lære. 70 Aar efter Christi Fødsel ødelagde Romerne under Titus Jerusalem og adsplittede Jøde- folket imellem de andre Nationer, hvor de endnu leve ublandede med disse og i Fædrenes Troe. Kortefter erobrede Romerne Engeland, hvorimod Skotterne lykkeligen forsvarede deres Selv- stændighed. Dengang strakte Romervældet sig fra Skotlands Grændser til Tigris's Bredder, hvor det laae i afvexlende Krige med Partherne. Det store gothiske Folkeslag formaaede Romerne heller ikke at rokke. Dets sydlige Grene sad fast i Germaniens Skove, og dets nordlige i Norge, Sverige og Danmark, hvor SIDE: 134 Othins Gudetro var gjældende og Smaastater opkom, der be- herskedes af hans Afætlinger. 227 dannedes et nyt persisk Rige, der stod ved Magt til 638. Romerne ødelagde 267 Dronning Zenobias Rige i Syrien, hvis Hovedstad var det prægtige Palmyra. Indtil denne Tid havde de fleste romerske Keisere været blodtørstige Uhyrer saasom Tiberius, Caligula, Nero og Domitianus, og voldsomme Thron- krige rystet Riget. Efter blodig Kamp og mange Mord erholdt Constantinus (den Store) Enevældet, og gik 311 offentlig over til den christelige Religion, som derved vandt Fodfæste. Han forflyttede sit Sæde fra Rom til Byzanz ved Bosphorus-Strædet mellem Europa og Asia, hvorved Byen erholdt Navn af Con- stantinopel. Ved Theodosius's Død deltes Romerriget, der tæl- lede 120 Millioner Mennesker, i det vestlige eller latinske Keiser- dømme og det østlige eller græske Keiserdømme, af hvilke hiint havde Honorius til Keiser og Rom til Hovedstad, dette Arcadius til Keiser og Constantinopel til Hovedstad. Den adriatiske Hav- bugt dannede Grændsen. Munkevæsenet begyndte ved denne Tid i Ægypten. Folkevandringer -- Til det vestlige Riges Fald. Ved Aar 400 faldt flere raae Folkeslag, Gother, Alaner, Sve- ver, Burgunder og Vandaler ind i det vestlige romerske Rige, og bemægtigede sig flere Dele deraf. Burgunderne satte sig i det østlige Gallien, Gother i det sydlige og i de nordlige Bjerg- egne af Spanien, de Andre oversvømmede de øvrige Dele af dette Land. Gotherkongen Alarik plyndrede Rom. Vandalerne satte under Genserik fra Spanien over til Afrika og grundede et nyt Rige, hvis Hovedstad var Karthago, der stod ved Magt 100 Aar, da det kuldkastedes af Belisarius, den græske Keisers Feldtherre. 444 førte Attila sine Hunner lige fra Wolgas Bred- der gjennem Ungarn og Tydskland (Pannonien og Germanien) til Italien og Gallien, hvor han leed et Nederlag og maatte trække sig tilbage. Angel-Sachserne, der boede i det nordvestlige Ger- manien ved Havkysten, kaldtes over til Brittanien forat forsvare Landet mod Skotterne; men de satte sig selv fast der, delte Landet i Smaariger, og gave derved Anledning til Navnet Engel- land. Under den merovæiske Hærskeræt grundede de germaniske SIDE: 135 Franker det franske Rige i Gallien; og den heruliske Fyrste Odoacer forstyrrede omsider ganske det vestlige Romerrige ved at gjøre sig selv til Konge i Italien 1330 Aar efter Roms An- læggelse og 476 efter Christi Fødsel. Til Carl den Store. Gotherne delte sig i Vestgother og Østgother, eftersom de toge Sæde vesten eller østen Alperne. Østgotherne besatte Italien, og deres Konge Theodorik stiftede 493 et Rige, hvis Hovedstad var Verona i Øvre-Italien, og som stod i 60 Aar, da den græske Keisers Hære underlagde sig Italien. Men 568 bemægtigede Longobarderne, et cimbrisk Folk, sig Øvre-Italien under deres Konge Alboin. I Landene syd om det sorte Hav hævede det tyrkiske Rige sig, og det persiske udvidede sig langs Middelhavets sydlige Kyster og over Palæstina. Medens den christelige Kirke op- fyldtes med forvirrende Stridigheder om Troessætninger og Rang- tvist mellem Biskopperne af Rom og Constantinopel, udbredte Muhamed i Arabien sin af christelige, jødiske og hedenske Sæt- ninger bestaaende Religion. Opflammede af Iver for denne over- svømmede Araberne eller Sarazenerne med seirrige Vaaben en stor Deel af Mellem-Asien og hele Nord-Afrika, hvorfra de ind- toge næsten hele Spanien, hvor de stiftede Riger, der holdt sig tildeels over 700 Aar. De trængte ogsaa ind i Frankrig, men maatte efter det Nederlag, Carl Martel tilføiede dem ved Tours, trække sig tilbage. De Christne vare siden Constantin den Stores Tider delte i Katholske eller Rettroende og Arianer eller Tilhængere af Arius, der ikke erkjendte Christi Guddom. De Catholske delte sig igjen i Græsk-Catholske og Latinsk-Catholske, eftersom de holdt sig til den romerske Pave eller den constantinopolitanske Patriarch -- en Inddeling, som endnu staaer ved Lag efter senere nøiere bestemt Forskjel, medens de for Kjettere under Constantin er- klærede Arianere, hvortil Gotherne og de fleste andre saakaldte Barbarer bekjendte sig, forsvandt ved at gaae over lidt efter lidt til de katholske Kirker. SIDE: 136 Fra Carl den Store til Korstogene. Frankernes Konge Carl gjorde 774 Ende paa det longobardiske Rige i Øvre-Italien, og lagde Grund til Pavernes verdslige Herre- dømme ved at gjøre dem til Fyrster over den største Deel af Mellem-Italien. For disse Tjenester krontes Carl af Pave Leo til romersk Keiser Aar 800. Hans Rige omfattede da Frankrig, Tyskland og Øvre-Italien. Ligesom de barbariske Folkesværmes Blanding og Forbindelse med de cultiverede Italiener, Græker og andre sydeuropæiske Nationer samt Christendommen havde havt en velgjørende Indflydelse paa deres Cultur: saa vidste Carl, da de engang vare komne til roligt Ophold i Landene, endnu mere at fremme denne ved at oprette Bispedømmer, bygge Kirker, stifte Skoler og ved at sørge for Grændsernes Bevogtelse. Dog kunde han kun ved Sværdet efter en 30 aarig Krig faae de vilde Sachser undertvungne og christnede. Paa Carls Tid naaede ogsaa Saracenernes Vælde, Califatet, hvis Hovedstad var Bagdad, sit Høieste. Forresten vare Asiens andre Lande Siberien, Tatariet, China og Indien, det sydlige Africa og det nordlige Europa paa den Tid ubekjendte. 825 smeltede de 7 angelsachsiske Smaariger i Engelland sam- men til Eet under Egbert. Skotland og Irland forbleve uafhæn- gige; Sarazenerne satte sig fast i Nedre-Italien og paa de italiske Øer; men stred tabende mod Vestgotherne i Spanien. 885 be- tvang Harald Haarfager i Norge de sidste Smaakonger i Slaget i Hafursfjord og samlede hele Riget. Det samme var ligeledes nylig tilforn lykkets Kong Erik i Sverige og Gorm i Danmark. Carl den Stores Rige brast derimod fra hverandre, og Frankrige blev et Arverige, Tyskland et Valgrige, hvis Overhoved beholdt Navn af romersk Keiser. Denne søgte ogsaa altid at hævde sin Indflydelse i Italien. Saaledes herskede Keiser Otto den Store 962 over Øvre- og Mellem-Italien. Tyskland var delt i flere Smaastater, og baade der og i andre Lande erholdt Adelen ved Lehnsvæsenet en utilbørlig Magt, hvorved Konge, Borger og Bonde ligemeget fortryktes. I Norge begyndte Olaf Tryggveson at indføre Christendommen -- et Forsøg, den fortræffelige Hakon Adelsteen havde maattet frafalde. Olaf den Hellige fortsatte Omvendelsesværket, men med en Voldsomhed, der kostede ham Livet i Slaget ved Stiklestad 1030 mod hans egne Undersaatter. SIDE: 137 Harald Haarfagers Stamme fortfoer med at skjænke Norge yp- perlige Konger i Magnus den Gode, der ogsaa besad Danmark, og i Harald Haardraade, en vældig Krigshelt, som i den græske Keisers Tjeneste havde udmærket sig. Han faldt 1066 i England, hvor han understøttede en Prinds. Seierherren blev dog strax efter fældet af Wilhelm den Erobrer, Hertug af Normandie, en Provinds i Frankrige, der havde faaet Navn af de mange Nor- mænd, som der havde sat sig fast, misfornøiede over Harald Haarfagers Enevælde. Ved udvandrede Nordmænd befolkedes ligeledes Iisland, Grønland i America, Færøerne, Ørkenøerne og Shetlandsøerne i Nordsøen. Normannerne droge Europa rundt som Sørøvere; de kom saaledes ligetil Sicilien, som de fratoge Saracenerne. Ikke længe før den normanniske Erobring havde England været hjemsøgt med dansk Herredømme under Knud den Store. Pave Gregor den 7de udvidede den pavelige Myn- dighed særdeles; selv Keiser Henrik den 4de ydmygedes. Ved denne Tid begyndte Tyrkerne at blive mægtige mod Saracenerne. Saaledes fratoge de dem Syrien og Palæstina, hvor de ved at behandle de christne Pilegrimme, der besøgte Christi Grav, haardt, gave Anledning til Korstogene. Korstogene. 1096 begyndte store Hære og Sværme at uddrage af Europa for at udrive Palæstina (det hellige Land) af de Vantroendes Hænder. Munken Peter drog om og opflammede dertil, og Pave Urban den 2den lovede enhver Korsfarer Syndsforladelse. 1099 blev Jerusalem erobret af Korsfarerne under Gotfred af Bouillon. Et Kongerige og flere Fyrstendømmer oprettedes for en kort Tid i de Egne. Inden Midten af det følgende Aarhundrede gjordes 2 Korstog til; men 1187 tog den ægyptiske Sultan Saladin Je- rusalem tilbage. Endnu skede 2 Korstog til før Aarhundredet løb ud, og 1204 bemægtigede Korsfarerne sig Constantinopel. Balduin af Flandern fik Keiserthronen; dog varede dette saa- kaldte latinske Keiserdømme kun omtrent 50 Aar. Endnu foretog Andreas af Ungarn et syvende Korstog, Frederik den 2den, tysk Keiser, det ottende i Forbindelse med Richard Løvehjerte af England og Philip August af Frankrig, Greven af SIDE: 138 Champagne det 9de, og Ludvig den 9de af Frankrig det 10de og sidste 1248. Korstogene berøvede Europa Millioner Mennesker, men ogsaa en god Deel af den overmodige Adel. Geistligheden tilvendte sig en stor Deel af dennes efterladte Godser, og Borgerstanden hævede sig til større Frihed. De italienske frie Søstæder Genua, Venedig og Pisa berigedes ved at fragte Korshære over, og ad- skillig nyttig Viden sattes i Omløb ved Nationernes Berørelse med hverandre og Kjendskab til Saracenerne. I Midten af det 12te Aarhundrede fandtes ingen betydelig Stat i Europa. Det græske Keiserdom var svagt. Det moskovitiske (nu russiske) Rige omfattede kun enkelte Provindser. Lithauen blev en egen men ubetydelig Stat. Polen dannede sig ligeledes først da til et Rige. Liefland og Estland christnedes først da af de Danske, og Finland af Svenskerne. I Norge vare de 100 aarige Borgerkrige mellem Thronkrævere begyndte mellem Mag- nus Blinde og Harald Gille. Ved Aarhundredets Ende tilvandt den dygtige Sverre sig Kronen. Italien, Tyskland og Frankrige vare delte i mangfoldige kun lidet forbundne Herskaber og Smaa- stater; [fotnotemerke] Kongen af England besad en stor Deel af Frankrig. Hertugdømmet Burgund tog ogsaa store Dele bort af dette Land; ligesaa Maurernes Smaariger af Spanien og Portugal. Fra Mongolernes Erobringer til det græske Keiserdoms Fald. Aar 1238 brød Mongolerne ud fra Asiens østlige Dele norden- for China og oversvømmede China, Indien, Persien og Rusland, saa at de 1241 kom ligeindtil Schlesien og Mæhren i Tyskland. Dschingis Chan og hans Sønner vare deres Anførere. Den tyr- kiske Sultan Bajazeth kom i deres Vold, da han vilde standse dem i Lille-Asien. Dog varede deres Vælde ikke længe; kun i Indien stod et Rige af mongolsk Oprindelse ved Magt indtil henimod vore Tider. Fotnote: De italienske vare især af republikansk Forfatning, men beherskedes af enkelte Familier, der laae i Strid med hverandre. Dette benyttede de tyske Keisere til at udvide deres Indflydelse. SIDE: 139 1261 endte Grækerne det latinske Herredømme i Constanti- nopel, og græske Keisere, som imidlertid havde holdt Residentz i Trapezunt ved det sorte Hav, bestege igjen den brøstfældige Throne. 1273 blev Rudolph af Habsburg Stifter af det længe herskende Keiserhuus i Østerrig. 1240 endte Hakon den Gamle Borgerkrigen i Norge. 1291 tabtes Acre, den sidste Rest af Korstogenes Erobringer. 1300 indtog den tyrkiske Osman Lille- Asien (Natolien). 1360 gik Tyrkerne over til Europa og gjorde Adrianopel til deres Hovedstad. 1353 løsrev Schweitzerne sig fra Østerrig efter den heltemodigste Frihedskamp. [fotnotemerke] 1370 blev Ludvig af Ungarn tillige Polens Konge. 1374 erobrede Tyrkerne Bulgarien og Wallachiet. 1415 blev Fredrik af Hohenzollern Churfyrste af Brandenburg. Han er Stamfader til Kongerne af Preussen. En frygtelig Pest, den sorte Død, rasede over Europa i Midten af det 14de Aarhundrede. Den uduelige Magnus Smek var dengang Konge i Norge og Sverige. Ved Givtermaal med hans Søn Hakon VI blev den danske Dronning Margrethe efter deres Søn Olufs tidlige Død Regentinde i Norge, og kort derefter fik hun ved Krigslykken Sverige med ind i en Union mellem alle 3 Riger, der sluttedes i Calmar 1397. I Begyndelsen af det 15de Aarhundrede opfandtes Bogtrykkerkunsten i Tyskland, og Krudt kom i Brug i Krigen. I England rasede Borgerkrige mellem Husene Lancaster eller den røde Rose og York eller den hvide Rose. Under den Hvile, Landet fik under Henrik den 5te, ud- bredtes det engelske Herredom i Frankrig ligetil Orleans, men da opflammede Jeanne d'Arc, en for Fædrelandets Uafhængighed begeistret Bondepige, det sjunkne Mod, saa Fienderne forjagedes til Normandiets Kyster. Efterat have bestaaet over 1000 Aar faldt endelig det græske Keiserdom 1453, da Sultan Muhamed den 2den indtog Constan- tinopel, der nu blev Sultanernes Residenz. Dette gav Anledning til at flygtede græske Lærde udbredte Videnskaber og Sands derfor til Italien og andre Lande. Fotnote: Hvori Vilhelm Tell ved at begynde den, og Arnold Winkelried ved at styrte løs paa Fienderne udmærkede sig. SIDE: 140 Til Americas Opdagelse og Luthers og Calvins Reformationer. 1471 before Portugiserne Africas Vestkyster og passerede første- gang Middagslinien. 1477 bekom Østerrig Belgien og Nederlan- dene. Da Ferdinand den Katholske havde kuldkastet det sidste mauriske Rige i Granada, fik han hele Spanien under een Krone. Ved hans Død arvede Philip af Østerrig denne og tillige Sar- diniens, Siciliens og Neapels, hvilket sidste Land Ferdinand havde bemægtiget sig til Forfordeel for Ludvig den 12te af Frankrig, som begyndte de italienske Krige. Huset Habsburg deltes snart i den spanske og tydske Linie. 1501 blev Lithauen forenet med Polen. 1486 opdagedes af Portugiserne Godthaabs Forbjerg og 1498 Sø- veien herom til Ostindien, hvorved Portugal erholdt den ind- bringende Handel med indiske Producter, der før over Alexan- drien i Ægypten og derpaa gjennem de italienske Søstæder kun paa en langt bekosteligere Maade vare komne i Handelen. 1492 opdagede Christopher Columbus America eller den nye Verden, som han tog i Besiddelse i Kongen af Spaniens Navn. De mær- keligste Producter, som derfra tilfløde Europa, vare Guld, Potatos og Tobak. Spanierne satte sig ved de grusomste Udryddelser af de Indfødte i Besiddelse af Øerne Hayti eller St. Domingo og Cuba, samt under Cortes af Keiserdømmet Mexico, og under Pizarro af det guldrige Peru i Syd-America. Kort efter kom Portugiserne til Brasilien i Syd-America. 1512 reve Tyrkerne Moldau til sig. 1513 traadte 3 af Schweitzes Cantoner sammen i en Forbundsrepublik. 1519 sam- lede Karl den lste af Spanien og Nederlandene ogsaa den tyske Keiserkrone paa sit Hoved. Som Keiser er han bekjendt under Navn af Karl den 5te. Han laae i Kamp med Franz den lste af Frankrig om Italien, og gik af med Seiren, især da han ved Pavia tog Franz til Fange. 1517 bemægtigede Tyrkerne sig Sy- rien og Palæstina. Bøhmen og Ungarn kom til Østerrig. 1526 lede Ungarerne et frygteligt Nederlag i Slaget ved Mohatsch mod Tyrkerne. I England og Tyskland havde flere Røster hævet sig imod Misbrugene i den katholske Kirke. Især vare Afladshandelen, Pavens Ufeilbarhed, Indgreb i den verdslige Myndighed og Geist- lighedens Usædelighed og Uvidenhed blevne angrebne. Flere SIDE: 141 Kirkemøder havde forgjæves søgt at raade Bod paa Misbrugene. Kirke og Lære forbleve lige ureene. Da var det at Doctor Morten Luther optraadte 1517 i Wittenberg i Sachsen, og iværksatte sin Forbedring eller Reformation. Johan Calvin og Zvingli foretoge sig noget lignende i Schweitz og i Frankrig, hvor det reformerte Parti maatte udstaae mange Forfølgelser. Til den vestphalske Fred. Den gamle Historie pleier man at regne til det romerske Riges Deling, hvorefter Middelalderens udstrækkes til Americas Op- dagelse og Kirkereformationens Begyndelse. Med disses Fort- gang begynder den nyere Historie. Sverige løsrev sig under Gustav Vasa fra Calmarunionen trods Christian den 2dens stock- holmske Blodbad. To Aar efter (1523) maatte han forlade sine Riger. I det nordlige Tydskland, i Norge, Danmark og Sverig gik det raskt med den lutherske Religionsforbedring. 1537 indførtes den i Norge, hvis Selvstændighed Christian den 3die 1536 tilintet- gjorde ved et Magtsprog. Spanien og Portugal berigedes ved sine Colonilande og ved Eenehandelen med deres Producter. Mailand tilhørte ogsaa Spanien. Zaren i Moskau erobrede Astrachan og Kasan. 1556 overgav Carl den 5te Keiserkronen til sin Broder og sine spanske Arvelande til Philip den 2den, en grusom Tyran. 1563 opdagede Russerne det uhyre nord- asiatiske Hedeland Sibirien, og Tyrkerne fratoge Venetianerne Øen Cypern. I Midten af Aarhundredet indførte Henrik den 8de en Reformation af Catholicismen i England, der fik en saakaldet biskoppelig Kirke. I Skotland udbredte Calvinismen sig; ligesaa i Frankrig under blodige Krige ligetil Aarhundredets Ende. [fotnotemerke] Den grusomme Catharina af den i Florents herskende berømte Familie Medici samt hendes svage Søn Carl den 9de søgte 1572 at knuse de Reformerte (Huguenotterne) ved det parisiske Blodbad, hvor disse iflæng snigmyrdedes. Da Henrik den 4de gik over til Ca- tholicismen, erholdt han Kronen, og bragte Fred tilveie. Ligesom sin Formand snigmyrdedes han, som der siges, paa Anstiftelse Fotnote: I England lod Dronning Elisabeth den skotske, katholske Dronning Maria, der havde taget sin Tilflugt til hende, halshugge. SIDE: 142 af Jesuitterne, en Munkeorden af farlige Grundsætninger, som især søgte at tilrive sig Ungdommens Underviisning og indsnige sig ved Hofferne. Mod Slutningen af Aarhundredet var det spanske Monarchi det mægtigste. Det besad ogsaa Portugal. Dog gjorde Neder- lænderne Opstand mod Philip den 2dens Tyrrani, tilvandt sig Friheden og de fleste portugisiske Besiddelser i Ostindien, hvor- ved Handelen paa de Egne gik over til dem. Fez og Marocco bleve et Keiserdømme. Røverstaterne Algier, Tunis og Tripolis fremstode under den ottomantiske Ports Lehnshøihed. Mod dem laae Johannitterridderne, en geistlig Krigerorden, som var op- kommen under Korstogene, i en bestandig Kamp fra Øen Maltha, som var Ordenen skjænket af Carl den 5te, og hvoraf de senere kaldtes Maltheserriddere. 1640 tabte Spanien Portugal, hvis Krone Johan af Braganza erholdt. Siden 1618 ødelagdes Tyskland af Trediveaarskrigen, der førtes imellem Protestanter og Catholiker. Den svenske Konge, Helten Gustav Adolph, sikkrede Protestanterne Seiren, skjøndt han selv faldt ved Lützen. Den tilkjendtes dem i Freden til Osnabrück i Westphalen 1648, hvor de erholdt Religionsfrihed og andre For- dele. Sverige, som dengang glimrede med tappre Hære og yp- perlige Generaler, aftvang under Carl den 10de Danmark flere Provindser østen Øresund ved Fredsslutningerne i Roeskilde og Kjøbenhavn. Ved den vestphalske Fred erholdt det Pommern i Tyskland. Det herskede paa den Tid tillige over alle Landene ved den finske Bugt. Richelieu, der var Cardinal eller Høierke- biskop, styrede Frankrige i denne Tid under Ludvig den 13de, Søn af den gode Henrik den 4de, med megen Klogskab. Cardinal Mazarin fulgte ham og hans Planer til Udvidelse af den konge- lige Magt. Danmark og Norge havde en duelig Konge i Christian den 4de, den eneste af Foreningskongerne af det siden 1448 herskende oldenborgske Huus, som ret sørgede for det sidste Rige. Han deeltog uheldig i 30 Aarskrigen, og den svenske General Tor- stenson aftvang ham Øerne Gulland og Øsel, Halland, Jæmte- land og Herjedalen. Istedet for Oslo, som under hans Formand Frederik den 2den i 7aars-Feiden med Sverige tilligemed Byerne Sarpsborg og Hammer var opbrændt, anlagde han Christiania, der blev Norges Hovedstad. Ham fulgte 1648 Frederik den 3die, SIDE: 143 som indførte Enevældet 1660, hvortil Adelen, som tilforn ved hver Trontiltrædelse aftvang Kongerne edelige Forpligtelser, ved sin slette Opførsel under de to ulykkelige Krige med Sverige gav ham en kjær Anledning, der fandtes gyldig i en Tid, da de øvrige Stænder ikke vare vante til at have Øinene oppe. I England, hvis Søherredømme var begyndt under Dronning Elisabeth, Henrik den 8des Datter, vilde det stuartske Huus, som regjerede baade over Skotland og England, ligeledes udvide den kongelige Myndighed. Men om dette kunde være godt i et Land, der adsplittedes og pinedes af en voldsom Adel, saa var dette en Forbrydelse i Engelland, der besad Frihed siden det 13de Aarhundrede og en constitutionel Forfatning. Det kom derfor til Kamp mellem Kong Carl den 1ste og Parlamentet, der lod Kongen henrette Aaret efter den vestphalske Fred. Den dygtige Cromwell blev Rigsforstander. Til den spanske Arvefølgekrigs Ende. Nederlandenes Handel og Overvægt tilsøes steg stedse høiere. Dog stred Englænderne heldigt mod dem under Cromwells Re- gjering. Han forestod Riget med Kraft og Klogskab, og det for- øgedes med Koloniøen Jamaica i Vest-Indien. 1662 satte Eng- lænderne sig fast i Bombay i Ostindien og i Ny-York i Nord- America. Kort efter Franskmændene sig ligeledes i Canada, hvor Quebec blev Hovedstaden. 1660 tabte Venetianerne Candia til Tyrkerne. 1679 nedsatte Franskmændene sig i Pondichery i Ostindien og i Senegal i Africa, og Hollænderne i Surinam i Sydamerica. Ved Missisippi søgte ogsaa Franske at nedsætte sig. 1681 blev Peter den 1ste Czar (Konge), eller Keiser af Rus- land. Dette Lands Beboere vare ligetil den Tid halvvilde; men Czar Peter fremvirkede dels ved strenge Midler dels ved at drage Fremmede ind i Landet beundringsværdige Fremskridt i Cultur. Da han vilde have Provindser ved Østersøen, forat faae en Sømagt og at lette den europæiske Cultur Adgang til sit barbariske Rige, forbandt han sig med Polen og Danmark mod den unge svenske Helt Carl den 12te. Men Denne slog de Danske, og satte over Østersøen forat tugte de andre Forbundne. Czaren slog han ved Narva aldeles, indtog hele Polen, afsatte dets Konge August, Churfyrste af Sachsen, og indsatte Stanislaus SIDE: 144 Leczinski. Da han drog ind i det ørkenagtige Ukraine i Syd- Rusland forat forene sig med de der boende Kosakkers Chef eller Hermann Mazeppa, saae han sig ikke tilfulde understøttet af denne og forladt i et fremmed Land. Nederlaget ved Pultava 1709 afgjorde hans Skjebne: selv undkom han til Tyrkiet, hvor han i flere Aar levede nær Bender, opæggende stedse Tyrkerne til Kamp mod Russerne. Det lykkedes ham endelig, og Peter Czar kom i en Knibe ved Pruth-Floden, hvorfra han kun red- dedes ved sin Ægtemage Catharinas List. Hun bestak nemlig den tyrkiske Storvizir, saa han lod Czaren trække sig tilbage mod at give Slip paa sine Erobringer ved det sorte Hav. Under Carls Ophold i Tyrkiet reiste alle hans gamle Fiender sig: August af Sachsen fordrev Stanislaus, Czaren bemægtigede sig Provind- serne sydom Østersøen og herjede paa Sverig. De Danske gjorde Indfald, men sloges af Grev Stenboch med Bønder alene baade i Skaane og Tydskland, indtil han i Fæstningen Tønningen i Schlesvig maatte give sig tilfange. I Frankrige havde Mazarin, efter de saakaldte Frondestridigheder, som Condé og flere Store vakte mod denne forhadte fremmede Minister, overladt Despo- tismen i gode Hænder, nemlig i Ludvig den 14des. Han blev en Plage for sine Naboer ved de evindelige Krige, han paaførte dem. Med Glæde saae han Tyrkerne beleire Wien 1683, hvorfra dog den polske Konge Johan Sobiesky bortslog dem; i Tyskland og Nederlandene gjorde han ved sine gode Feldtherrer Turenne og Luxemburg ødelæggende Indfald. Wilhelm af Oranien -- af en Familie, som havde store Fortjenester af Nederlandenes Frihed, og hvis Medlemmer derfor stode i Spidsen af den republikanske Regjering der -- forsvarede sig tappert, og Forbindelsen mellem Churfyrsten af Brandenburg, England og Nederlandene satte Ludvigs Erobrelyst Grændser. Dog vandt han Elsas og mange Fæstninger i Belgien, som dengang var spansk. Fred sluttedes til Ryswick 1697; og mellem Østerrig og Tyrkiet til Carlowitz 1699, efter en Krig, som Prinds Eugen havde ført med Hæder. Det tyrkiske Rige bestod den Gang af Ægypten, Syrien og Palæstina, Landene om Tigris og Euphrat, Natolien, Mingrelien, Krim, det lille Tartari, Bessarabien, Moldau, Wallachiet, Bulgarien, Rumelien, Servien, Temeswar, Bosnien, Albanien, Epirus, Livadien, Macedonien og Øerne Cypern og Candia. En Deel af Dalmatien og Epirus tilhørte Venedig, ligesaa de SIDE: 145 fleste af de græske Øer mellem Grækenland og Italien samt Morea. Det russiske Rige indbefattede, foruden Moskaus gamle Lande, Smolensk, Ukraine, Astrachan, Kasan, hele Sibirien, Kamtschatka, en Deel af Lappland, Archangel og Twer. Sverig besad Finland, Ingermanland, Esthland, Liefland, en Deel af Pommern, Øen Rügen, Wismar og Hertugdømmerne Bremen og Verden. Danmark, Norge og alle dets Besiddelser, dannede en Forbundsstat. Polen og Lithauen havde Churfyrsten af Sachsen til Hersker. Churfyrsten af Brandenburg besad tillige Preussen, det øvrige Pommern, Magdeburg, Halberstad og Minden. Den tydske Linie af Huset Østerrig bar Keiserkronen og besad som Arvelande Ungarn, Bøhmen, Schlesien, Mæhren, Østerrig, Steyer- mark, Kærnthen, Krain, Tyrol, Vorarlberg, Breisgau, Kroatien, Slavonien og Siebenbürgen. Den spanske Linie af dette Huus besad Spanien med alle sine Colonier i Africa, Asien og Amerika, samt Mailand, Mantua, Neapel, Sicilien og Sardinien, desuden og Høiburgund i Frankrig og Brabant og Flandern (Belgien). Frank- rige besad sine nuværende Provindser undtagen Avignon, der tilhørte Paven, og en Deel af Lothringen. I Ostindien havde det Pondichery, i Africa Senegal og i Vestindien en Deel af St. Do- mingo med flere Colonier der og paa det faste Land. England var forenet med Skotland under Navn af Storbritanien, samt med Irland og besad store Colonier i Amerika og Ostindien. Holland (Nederlandene) havde store Besiddelser i Ostindien. I Asien besad Stor-Mogulen næsten hele Hindostan, og Persien adlød eet Scepter. Africa var dengang i sit Indre kun lidet bekjendt. Aar 1700 døde den spanske Konge Carl 2den uden Arvinger, hvorpaa Ludvig den 14de, paa Grund af Giftermaal og Testa- ment, gjorde Paastand paa den spanske Krones Lande for sin Sønnesøn Philip. Da den østerigske Erkehertug Carl ligesaa gjorde Paastand, opkom en heftig Krig mellem Frankrige og Østerrig, hvis Parti ogsaa Nederlandene og England toge, hvor den duelige Wilhelm af Oranien var bleven Konge efter Jacob den 2den Stuarts Forjagelse. Den keiserlige Feldtherre Eugen og den engelske Marlborough tilføiede de Franske store Nederlag ved Turin, Høchstædt Bayern, Ramilliers, Oudenarde og Malplaquet i Belgien. Dog SIDE: 146 vandt Franskmændene ofte i mindre Slag under Catinat og Vil- lars. Denne Krig, Ludvigs Pragtsyge og Uaar udtømte næsten Frankriges Kræfter; dog erholdt Philip ved Freden i Utrecht 1713 den spanske Krone tilligemed alle Colonilande. Østerrige fik Neapel og Sicilien, Belgien, Mantua og Mailand; Hertugen af Savoyen Sardinien. Til Syvaarskrigens Ende. 1715 toge Tyrkerne Morea fra Venetianerne. 1718 faldt Carl den 12te for Fredrikssteen, hvorved Krigen, der hele Tiden var bleven ført med Czar Peter, Danmark og Sachsen, fik en Ende mod at Sverige gjorde betydelige Afstaaelser. 1721 erkjendtes Rusland i Besiddelse af Liefland, Estland og Ingermanland, i hvilken sidste Provinds Czar Peter havde anlagt Petersborg, der blev Rigets anden Hovedstad. 1722 brød en Revolution ud i Persien, hvorved dette deltes. Spaniens Forsøg paa at gjenud- vide sig i Italien endte med Fred til Wien 1738, hvorved Don Carlos, en Prinds af det bourbonske Huus i Spanien, fik Neapel og Sicilien. Parma og Piacenza kom til Østerrig, og Toscana til Franz af Lothringen, som tilfaldt Frankrige. Da det østerrigsk- tyske Huus uddøde 1740 med Carl den 6te, opstod en Krig mod hans Datter Maria Theresia, som Frederik den 2den, Konge i Preussen, vilde fratage Schlesien. Dette erholdt han og 1742, hvorimod Maria Theresia beholdt sine øvrige Stater. Samme Aar gjorde Carl af Bayern Paastand paa Keiserværdigheden med Vaaben i Haand, understøttet af Frankrige; men hans Død 1745 sikkrede Franz af Toscana, Marias Mand, Keiserværdig- heden, hvorpaa i Freden til Aachen 1748 Parma og Piacenza fik en spansk Prinds til Hertug, saaat Huset Bourbon nu var delt i 4 regjerende Familier i Frankrige, Spanien, Neapel og Parma. [fotnotemerke] Østerrige kunde dog ikke glemme Tabet af Schlesien, og da, i en Krig mellem England og Frankrig, Preussen tog engelsk Parti, saa forbandt Østerrig sig med Rusland, Frankrige, Sverige og Sachsen, og Syvaarskrigen opstod 1756. I denne udmærkede Frederik sig som Feldtherre; og han bestod Kampen hæderlig Fotnote: I Storbritanien fulgte Anna Stuart efter Wilhelm; men ved hendes Død 1714 kom Georg af Hannover paa Thronen. 1745 sloges Jacob den 2dens Sønnesøn Edvard Stuart, der vilde gjenerobre sit Fædrenerige, tilbage. SIDE: 147 mod Overmagten. Slagene tabtes for Preussen ved Hochkirchen og Kunnersdorf, men ved Rosbach slog Preusserne Rigstropperne og de Franske, ved Leuthen, Torgau og flere Steder Østerrigerne. Preussens Allierede Englænderne sloges heldigt mod Fransk- mændene tilsøes og ved Quebec. Freden til Hubertsburg 1763 lod Preussen beholde Schlesien. Frederik den 2den udvidede ellers ved Mellemhandling sine Lande, og hævede Preussen, der kun siden 1701 havde havt Navn af Kongerige, til en Magt af Betydenhed -- Fortjenester, der dog skyldes mere hans Regent- dygtighed end hans store Krigerdygtighed. Til den nordamerikanske Revolution. Fra denne Tid af vidste Englænderne, især ved underfundig at benytte sig af de ostindiske Fyrsters Stridigheder, saaledes at udvide sin Magt i Ostindien, at de snart der erholdt et be- tydeligt og folkerigt Rige, der regjeredes af det ostindiske Han- delscompagnie i London ved Directører og Gouvernører. Ved Freden 1763 aftraadte ogsaa Frankrige dem Acadien og Cap Breton i Nordamerika og Spanien maatte overlade Øen Minorka samt i Amerika Florida og Ny-Granada. Det franske Canada bemægtigede de sig ogsaa. Ministeren Pombal styrede vel, og fordrev Jesuitterne. I Sverige, der var bleven træt af de evige Krige, var den qvindelige Side af Vasaslægten, hvis mandelige med Carl den 12te uddøde, kommen paa Thronen. Der hen- vendtes nu al Opmærksomhed paa Bergdrivt og anden Industri, medens forskjellige Adelspartier, under Navn af Huer og Hatte, laae i Kiv sammen. 1768 afkjøbte Franskmændene Genueserne Corsica, da de sidste ikke mægtede at holde denne Øes urolige Beboere i Tømme. Ved denne Tid opdagedes den 5te Verdensdeel Australien mellem Asien og Amerika, bestaaende af det store Øland, Ny- holland og mange Øgrupper. I Polen herskede mange Stridigheder, dels paa Grund af Re- ligionsforskjel, dels paa Grund af den uretmæssige Indflydelse, den russiske Keiserinde Catharina der søgte at gjøre gjeldende. Tilsidst gik fremmede Magters Indblanding saa vidt, at Rusland, Preussen og Østerrig 1772 toge hver sit Stykke af Landet. Dan- SIDE: 148 mark tilbyttede sig den gottorpske Andeel af Holsteen for Olden- burg og Delmenhorst. De sydligere engelske Colonier i Nordamerika begyndte i 1773 at kræve en Repræsentation i det engelske Parlament, saafremt de skulde betale England Skatter. Dette nægtedes dem, og ad- skillige Toldpaalæg og andre Afgivter oprørte Nordamerikanerne endnu mere. Opstanden udbrød i Boston, og 1776 traadte Na- tionalforsamlingen (Congressen) sammen i Philadelphia, medens Krigen alt var i fuld Flamme. Til den franske Revolution. 1778 erklærede de 13 forenede nordamerikanske Stater sig uafhængige, og under Washington og ved Hjelp af Frankrige og Spanien tilvandt de sig Anerkjendelsen af deres Uafhængighed i Freden til Versailles 1783. Frankrige fik flere i 1763 tabte Colonier tilbage, og Spanien, Florida og Minorka, hvorimod den stærke Bjergfæstning Gibraltar, der siden Freden i Rastadt og Uetrecht havde været i Englændernes Besiddelse, beholdtes af disse efterat de Spanske og Franske havde forsøgt et frygteligt Bombardement. 1772 henrettedes Ministeren Struensee i Dan- mark paa Beskyldning at tragte den sindssvage Christian den 7de efter Livet, og Enkedronningen den herskesyge Juliane Maria fik sin Søn Frederik i Spidsen af Regjeringen. Samme Aar skede en endnu mærkeligere Revolution i Sverige, hvor den unge talentfulde Gustaf den 3die ved List og uden Blod tilvendte sig Enevoldsmagten. Under den forrige Constitution havde ogsaa Adelen tiltaget sig en Magt, som kun kunde bringes inden sine Grændser ved en Statsomvæltning; men denne burde udgaaet fra Folket, istedetfor at dette nu kun byttede et Slaverie med et andet. I Ostindien havde de krigerske Maratter tilintetgjort Stormo- gulens Rige; men den største og bedste Deel af Byttet tilreve Englænderne sig efter en langvarig Kamp med Maratfyrsten Hyder Ali -- den hans Søn Tippo Saib siden fortsatte, hvorved Englændernes Magt end mere udvidedes. I Nederlandene vakte det oraniske Huus ved at ville udvide sin Magt Vaabenmodstand fra Patrioternes Side. Preussen bragte et tvunget Forlig tilveie. SIDE: 149 Keiser Joseph den 2den, der ellers var en oplyst Fyrste, men som vilde omforbedre paa en despotisk, voldsom Maade, bragte Belgierne i Oprør, hvorved de tiltvang sig fordeelagtigt Forlig. Han døde under Førelsen af en uheldig Tyrkerkrig. Imidlertid begyndte en Hovedrevolution at trække op i Frankrige, hvortil Aarsagen var Statsformuens elendige Forfatning, bevirket ved Hoffets Ødselhed, samt dettes Tøilesløshed i alle Laster især under den usle Ludvig den 15de og Adelen og Geistlighedens lumpne Vægren forat deeltage i Skatterne, der stedse sværere paadyngedes det øvrige Folk. Nordamerikas og Belgiens Op- stande, saavelsom Englands og Nederlandenes Exempler, der allerede længe blomstrede ved frie Forfatninger, samt en Mængde frie politiske Skribenter og Kongemagtens Indgreb i de fri Høi- domstoles (Parlamenternes) Ret virkede ogsaa til at forberede det franske Folk til en Forbedring af Statsindretningen fra Grun- den af. Den ene uduelige Minister for Finanzerne fulgte efter den anden, og Kongen, Ludvig den 16de, maatte omsider sam- menkalde Notablerne (de privilegerede Stænder) 1787. Da Adel og Geistlighed negtede at dele Byrderne, kom intet ud af denne Forsamling uden at Utilfredsheden steg; og det følgende Aar bevirkede den duelige Finanzminister Necker en Forsamling, hvori Borgerstanden deeltog, sammenkaldt. Da i denne Borger- standen adskilte sig fra de andre, og i Sommeren 1789 erkjendtes af Kongen som constituerende Nationalforsamling, kan den egent- lige Revolution antages begyndt. 3DIE TIDSRUM (Efter den franske Revolutions Begyndelse.) Til Directoriets Indsættelse. I Nationalforsamlingen, hvortil ogsaa flere Adelige traadte over, gik Forbedringerne raskt fra Haanden. Især udmærkede Grev Mirabeau og Sieyes sig som skarpsindige Undersøgere af Forholdene og som Veltalende. Alle Lehnssærrettigheder afskaf- fedes, og Kongen erholdt kun Magt at opsætte til en vis Tid, SIDE: 150 ikke til at forbyde en Lovs Indtræden i dens Gyldighed (suspen- sivt Veto). De geistlige Godser erklæredes for Nationens Eien- dom; ligesaa alle Deres, især Adeliges, som udvandrede af Misfornøielse over Tingenes nye Gang. Nationen erholdt Be- skatnings- og Lovgivnings-Ret og Kongehusets Indtægter be- stemtes. Den 14de Juli 1789 indtoge Pariserne ved Storm Ba- stillen, et Slot i Paris, hvor Statsfanger hensattes. Forbittrelsen over, at der ofte fandtes uskyldige Fanger, hvis Forbrydelse var at de ikke havde behaget de sidste Kongers Hofskjøger og Ynd- linger, lod dem ikke levne Steen paa Steen. Pariserne bevæb- nede sig til en Nationalgarde, forat holde Tropperne fra Byen; dog begyndte Voldsomheder oftere at øves af Pøbelen, som ikke altid kunde holdes i Tømme af Nationalgarden og dens Chef den brave Lafayette. Saaledes tvang hiin i et uanstændigt Op- tog Kongen at drage fra Slottet Versailles til Paris, ved hvilken Leilighed Dronningen, der var forhadt formedelst sine Udsvævelser, forhaanedes. En Forsoningsfest holdtes 14de Juli 1790; men de fleste Geistliges Vægring mod at sværge Borgereden vakte Gjæ- ringen paany. Denne vedligeholdtes ogsaa af de voldsomme saakaldte Jacobinere, som vilde have reen Folkeregjering, og som, forat have Overvægten i Nationalforsamlingen, iforveien i sine Klubber eller Sammenkomster enedes om Sagerne. Deres Modstandere vare Girondisterne, som bekjendte sig til mildere Forholdsregler og vare fornøiede med en fri Constitution. Kon- gens Flugt opirrede Gemytterne paa det heftigste, som derved bestyrkedes i Mistanken om at han hemmeligen underhandlede med fremmede Magter. Han indhentedes ved Grændsen og sattes under Bevogtning efterat hans Magt var bleven ophævet indtil videre. Dog besvor han den nye Forfatning, og erklærede Østerrig Krig paa Grund af dets Beslutning i Forening med Preussen med Vaaben at forsøge Kongemagten gjenindsat i sine forrige Rettigheder i Frankrig. De tydske Magters Krigserklæring vakte atter Mistanken mod Kongen; hans Pallads bestormedes; hans Schweitzergarde nedsabledes; og han maatte tye til Na- tionalforsamlingen. Tydskerne trængte ind i Champagne, men bleve tilbagedrevne, og Dumouriez erobrede de østerrigske Ne- derlande. Kongen af Sardinien tabte Savoyen. 21de Septbr. 1792 erklærede Nationalforsamlingen Kongemagten afskaffet og Frankrig for en Republik. Den afsatte Konge hen- SIDE: 151 sattes i Fængsel tilligemed Dronningen og sin Søn. Pøbelen ud- øvede de afskyeligste Blodgjerninger, eggede af Jacobinerne, imellem hvilke Robespjerre, Danton, Marat og Hebert m. Fl. have vundet en sørgelig Navnkundighed. Saaledes myrdedes over 1000 politiske Fanger i Fængslerne, og imellem dem mange Uskyldige. Girondisternes Parti i Nationalforsamlingen, som til- tog sig al Myndighed, maatte bukke under for det jacobinske, som nu, under Navn af Bjerget, styrede Alt efter sine Hensigter. I Krig mod England, Holland, det hele tydske Rige og Spanien samt mod de udvandrede Adelsmænd, der dannede Hære mod Fædrenelandet, troede Revolutionens Høvdinger at burde holde Republiken sammen ved Skræk. Henrettelsesmaskinen (Guillo- tinen) gik uafladelig -- og Kongens og Dronning Maria Antonettes Hoveder faldt under den i 1793 -- og Nationalforsamlingens Be- fuldmægtigede gjennemstreifede Landet og fulgte Armeerne forat iagttage Generalerne. Af Disse tilkjæmpede Moreau, Jourdan og Hoche Republiken mange Seire. Den Sidste standsede den haardnakkede Borgerkrig i det kongeligsindede Vendee i det vestlige Frankrig. Tilsidst slugte det ene af Bjergets Uhyrer det andet. Robespjerre lod Danton henrette; men faa Maaneder efter fulgte han selv, da hans Tyranni blev Nationalforsamlingen utaaleligt. (Juli 1794). Skræksregjeringen tog nu sin Ende; og Armeernes Seire, især Pichegrus Indtagelse af Holland, oplivede Gemytterne. I October 1795 -- i Republikens 3die Aar efter den indførte Tidsregning -- indførtes en Directorialregjering, bestaaende af et Gamles Raad, et Yngres Raad og et Directorium af 5 Medlemmer, der besadde den udøvende Magt. I 1793 foregik Pohlens anden Deling, idet de samme Magter atter tilrøvede sig Stykker af dette Land. Den svenske Konge Gustav den 3die myrdedes af nogle misnøiede Adelsmænd. I Danmark og Norge styrede Ministeren Bernstorff vel. Trykke- friheden indførtes, hvorved flere Røster oplodes om det Tryk, Norge i lang Tid havde lidt. Atter i 1795 foregik en tredie Deling af Pohlen efter den ædle Koziuskos og Madalinskys Op- stand. Efter Suwarows grusomme Indtagelse af Praga og Kozius- kos Tilfangetagen, kunde den ærgjerrige og usædelige Catharina den 2den i Rusland erklære at Pohlen ikke var længer til. SIDE: 152 Til Napoleon som de Franskes Keiser. Den nye Regjeringsform i Frankrig viste ikke synderlig Kraft i sin Anvendelse. Vel indkom fra de seirrige Armeer store Summer, og den uhyre Mængde paa de inddragne National- godser udstædte Papiirpenge hævede sig noget, men Handelen stod ganske stille formedelst Krigen mod det hele Europa, som Frankrig førte tillands med udmærket Hæder især siden Carnot var bleven Krigsminister. Som Saadan forandrede han den af Nationalforsamlingen paabudne Reisning af hele Folket til en regelmæssig Udskrivning efter Alderen, hvorved nye Armeer stedse kunde sendes mod Fienderne, medens Landets Tilbage- blevne bevogtede dette som Nationalgarder. Imellem Generalerne udmærkede sig især den unge Corsicaner Napoleon Buonaparte, allerede bekjendt fra Toulons Tilbagetagelse fra Englænderne, ved rivende at bemægtige sig Øvre-Italien efter Slaget ved Lodi, medens andre republicanske Generaler, saasom den store Moreau, trængte dybt ind i Tydskland. Napoleon aftvang Østerrig Freden i Campo-Formio, hvorved Belgien afstodes Frankrig og Mailand oprettedes til en Republik. Aaret efter (1798) bleve Nederlandene og Helvetien erklærede for Republiker. Derimod gik den gamle aristokratiske Republik Venedig ind under Østerrig. Directoriet sendte nu Buonaparte til Ægypten -- et Tog, der vel havde til Hensigt at aabne Vei til de engelske Besiddelser i Ostindien. Han indtog Landet og paa Veien Maltha. Ægypten var dengang behersket af en Krigerkaste, Mamelukkerne, der valgte Overhovedet mellem sig; forresten erkjendte dette Tyrkiets Overherredømme. Derved og ved at trænge frem i Syrien fik Buonaparte Sultanen til Fiende. Denne gjorde ham dog liden Skade; men desmere Englænderne, hvis Admiral Nelson øde- lagde den franske Flaade ved Abukir nær Nilmundingerne. Buonaparte gik tilbage til Frankrig, kuldkastede i Nov. 1799 den directorialske Regjeringsform, og lod sig udnævne til Chef for Regjeringen under Titel af Førsteconsul med to andre Consuler ved Siden. Imidlertid havde Franskmændene kjæmpet med af- vexlende Lykke i Italien, hvor Neapel var bleven gjort til Re- publik, og i Schweitz mod Russerne, som Catharinas uduelige Søn Paul ogsaa sendte den franske Republik paa Halsen, samt i Tydskland mod Østerrigerne. Men Buonaparte slog disse ved SIDE: 153 Marengo i Øvre-Italien, og Moreau seirede ved Hohenlinden, hvorpaa en for Republiken fordeelagtig Fred sluttedes i Lune- ville 1801. Samme Aar maatte Franskmændene overgive Ægyp- ten, men udvidede sig i Italien og forvandlede Toscana til Konge- riget Etrurien. Spanien havde maattet overgive Lovisiana, som Frankrige igjen solgte til Nordamerica. Portugiserne beseiredes af en forenet spansk-fransk Armee. 1802 sluttedes endelig Fred med England, hvorved dette tilbagegav Alt paa Ceylon nær, som Hollænderne, og Øen Trinidad, som Spanierne tabte. Da Englænderne ikke vilde udlevere Maltha, begyndte Krigen det næste Aar. De Franskes Tog til St. Domingo forat bringe den franske Deel af denne Ø, som Negrene havde løsrevet, tilbage under det gamle Moderlands Herredømme, mislykkedes. Efterat være bleven først valgt til Eneconsul paa 10 Aar og siden paa Livstid, lod Buonaparte sig vælge til Keiser 1804. De europæiske Staters Folkemængde ved dette Aarhundredes Begyndelse var omtrent saa: Frankrig 34 Millioner, Storbrit- tanien 15 Millioner, Preussen 9 1/2 Millioner, Østerrig 25 Millioner, Bayern 1,700,000, Sachsen over 2 Millioner, de øvrige tydske Stater 5,650,000, Nederlandene 1,900,000, Øvre Italien (den cisal- pinske Republik) 3,600,000, Kirkestaten l l/2 Million, Begge Sici- lierne over 6 Millioner, det øvrige Italien over 2 Millioner, Helvetien over l l/2 Million, Spanien l0 Millioner, Portugal 3 Mil- lioner. Danmark og Norge 2 1/2 Million, Sverige over 3 Millioner, Tyrkiet 25 Millioner, Rusland 40 Millioner. Til Napoleons Tog til Rusland. Aaret efterat den vældige Hærfører havde opreist sin Keiser- throne paa Republikens Ruiner valgtes han og til Konge af Italien (Øvre Italien). Keiseren af Østerrig, England, og Alexan- der, som ved sin Fader Pauls Mord var bleven Keiser af Rus- land, forbandt sig mod Napoleon. Men ved Ulm tog han Hoved- styrken af den østerrigske Hær, General Murat trængte ind i Wien og ved Austerliz slog Napoleon selv Russerne og Øster- rigerne. Nu kunde han udnævne sin Broder Joseph til Konge af begge Sicilierne og kort efter sin Broder Ludvig til Konge af Holland. Det Venetianske indlemmedes i Keiserriget, og Murat blev Storhertug af Berg. Preussen, som nu traadte paa Kamp- SIDE: 154 pladsen, tilintetgjordes aldeles efter Slagene ved Saalfeld, Jena og ved Eylau og Friedland, hvor Russerne hjalp dem. Ved Freden i Tilsit 1807 tabte Preussen meget til Fordeel for Frank- rig og de tydske Fyrster, som dannede Rhinforbundet, i hvis Spidse Napoleon stod. Tilsøes seirede Nelson ved Cap Finis- terræ og Trafalgar, og 1807 borttoge de den danske Flaade efter et Bombardement paa Kjøbenhavn, forat den ei af Napoleon skulde bruges imod dem. 1801 havde Danmark ogsaa ved et Bom- bardement paa Kjøbenhavn maattet bøde for sin Forbindelse med Frankrig. Ved den leed ogsaa Norge meget, da dets største Fordeel havde været at forbinde sig med England. Af preussiske Aftrædelser og det fra England tagne Hannover, der er de engelske Kongers Arveland, dannede Napoleon Konge- riget Westphalen, som han gav sin Broder Hieronymus. Da i 1806 Keiseren af Østerrig frasagde sig Titel af tydsk Keiser, var Napoleons Overherredømme i Tydskland afgjort. Han brugte dette og sin Indflydelse over de andre Lande med Undtagelse af Østerrig, Rusland og Sverig til at indføre det System at ude- lukke de engelske Fabrikater fra Fastlandet. Af den preussiske Deel af Polen oprettede Napoleon Hertugdømmet Warschau, og i Spanien indsatte han ved Vaabenmagt Joseph af Neapel, efterat baade dets Konge og Kronprinds havde frasagt sig Riget. Murat blev Konge af Neapel. Den kongelige Familie i Portugal flygtede for de Franske til Brasilien, men baade i Spanien og Portugal opstod en ødelæggende Bjergkrig og Folkekamp, som Englæn- derne understøttede. Allerede 2 Aar før Joseph blev spansk Konge havde de spanske Colonielande i Amerika begyndt Op- stand, som stedse udbredte sig videre. Etrurien indlemmedes ogsaa i Frankrig. 1809 begyndte en ny Krig mellem Østerrig og Frankrig, som efter Wiens Indtagelse og Slaget ved Wagram endte med at Østerrig tabte Tyrol, Salzburg, Kærnthen, Galizien og Croatien. De to første Provindser fik Bayern. Tyrolerne forsvarede sig dog længe i sine Bjerge. I 1810 indlemmedes Holland, Kirkestaten, Lübeck og Hamburg i Keiserriget, og forat fæstne sig ved Afkom i sit uhyre Rige, fraskildte han sig sin ufrugtbare Keiserinde Josephine, og ægtede Keiseren af Øster- rigs Datter. Ingen modsatte sig nu Napoleon i Europa undtagen de haardnakkede Spanioler, Portugiserne og Engelskmændene, SIDE: 155 som stundom endog under Wellington seirede i aaben Mark i Spanien. 75 Millioner Mennesker adløde dengang dels umiddelbar dels middelbar Napoleon. I 130 Departementer indeholdt Frankrig 42 l/2 Mill.; hertil kom Illyriens, de joniske Øers, Kongeriget Italiens og Districtet Erfurts 8,287,000 Indbyggere, saaat under Napoleons umiddelbare Herredømme stode 50,800,000 Mennesker. Herhos udgjorde hans afhængige Bundsforvandte over 24 Mil- lioner. Imellem hans Generaler udmærkede sig Bernadotte, Massena, Lannes, Desaix, der faldt i Slaget ved Marengo, Da- voust, Ney, Murat, hans Stedsøn Eugen, der var Vicekonge i Italien, Augereau, Victor o. Fl. De svenske Stænder valgte Gustaf den 3dies Broder Carl den 13de til Konge istedetfor den i 1809 af Armeen, som stod imod Norge, afsatte Gustaf den 4de Adolf, som ved sit blinde Had mod Frankrig og de Stater, som indlode sig i fredelig For- staaelse med dette Rige, foraarsagede at Sverige tabte Finland til Rusland og at de svenske Provindser i Pommern besattes af de Franske. Da Carl var børnløs, kaarede Han og Stænderne til Thronarving den franske Marschal Bernadotte i 1810, der antog Navnet Carl Johan. I Danmark var Frederik den 6te bleven Konge 1808. Til Napoleons Bortførelse til Sanct Helena. Forat tvinge Rusland til at deeltage i den Plan at udelukke Englænderne fra Handel med Fastlandet, besluttede Napoleon at tvinge det med alle sine uhyre Stridskræfter. Han drog endog Tropper fra Spanien, hvorved Englænderne og Fricorpsene, som endnu førte en mordisk Krig der, gaves friere Spillerum. Efter Seirene ved Niemenfloden, Smolensk og Mosaisk drog Napoleon ind i Moskva; men da Russerne tændte denne uhyre Stad i Brand, og Vinteren trængte paa, maatte den store Armee seen- høstes 1812 tiltræde et Tilbagetog, som det haarde Clima, Veienes Ufremkommelighed og de altid forfølgende Russer og Cosakker gjorde saa ulykkeligt, at den over 1 Million stærke Hær kunde betragtes som opløst og ødelagt. Denne Ulykke benyttede det underkuede Preussen sig af til at erklære Krig, og snart efter SIDE: 156 gjorde Østerrig det samme. Dog seirede Napoleon i 3 Hoved- slag endnu; men da Sachserne midtunder Slaget ved Leipzig gik over til de Forbundne, og den nordtyske Armee, som mod nogle franske Generaler havde været seirrig under Kronprindsen af Sverige, kom til, saa tabte han dette Hovedslag og maatte trække sig ud af Tydskland. Der reiste sig nu Alt imod Frank- rig og Napoleon. Fienderne droge ind i det kamptrætte Frank- rig, og trængte efter afvexlende Slaglykke stedse længer frem uden at Napoleon kunde reise Stridskræfter nok i det udtømte Land. Fienderne besatte Paris i Marts 1814, hvor, efterat Na- poleon havde frasagt sig Thronen, en Fred sluttedes, der tilstod ham den lille Øe Elba ved Toscana. Frankrig tabte alle sine Erobringer, og Ludvig den 16des Broder Ludvig den [fotnotemerke] 18de blev Konge og gav det en Constitution. Men Aaret efter kom Na- poleon tilbage; den misfornøiede Armee gik over til ham, og de forhadte Bourbonner overlode ham Thronen ved den iilsomste Flugt. Men Slaget ved Waterloo i Belgien gik tabt ved en Ge- nerals Uefterrettelighed, og med det Alt. Napoleon overgav sig til Englænderne, som satte ham i haardt Fangenskab paa Sanct Helena, en Klippeø imellem Africa og America. Der hensad han til sin Død 1821. Hans Familie forvistes fra Frankrig, flere af hans Vaabenfæller henrettedes af Ludvig den 18de, og i den 2den Pariserfred paalagdes Frankrige svært Krigsstyr; Preussen udvidede sig især paa Sachsens Bekostning, og de tyske For- bundsstater dannedes, som de nu ere. I Spanien, Portugal og Neapel kom de gamle Kongefamilier tilbage. Storhertugdømmet Warschau forandredes til et Kongerige Polen, hvis Konge den russiske Keiser skulde være [fotnotemerke] . Disse Forandringer havde Mo- narkerne aftalt sammen i Wien; de indtraadte ogsaa i en saa- kaldet hellig Alliance, hvis Øiemed var at hævde Kongemagten. I Begyndelsen af 1814 havde Overføreren for den nordtyske Armee mod Napoleon den svenske Kronprinds Carl Johan ved at rykke ind i Holsteen aftvunget Kongen af Danmark Afstaael- Fotnote: Den 17de skal den med sine Forældre fængslede tidlig afdøde være. Fotnote: Napoleons Gemalinde fik Parma; det øvrige Øvre-Italien fik Østerrig, med Undtagelse af Savoyen, Genua og Piemont, som kom til Sardinien. Hel- vetien blev en Forbundsstat af 22 Cantoner. England fik Tabago i Vestindien, Bourbon i det indiske Hav. Helgoland ved Elbmundingen og det gode Haabs Forbjerg. Paven fik Kirkestaten tilbage. Holland, Belgien og Luxemburg blev Kongeriget de forenede Nederlande under Wilhelm af Oranien. SIDE: 157 sen af Norge ved Freden i Kiel. Norge derimod forsvarede sin Uafhængighed og benyttede sig af Omstændighederne til at give sig en fri Forfatning 17de Mai 1814, da ogsaa Statholderen Christian Frederik af Danmark valgtes til Konge; 4de Novbr. s. A. sluttedes en Forening med Sverige med fælleds Konge og Bibehold af Selvstændigheden. Til Revolutionen i Paris 1830. I Frankrig var der Gjæring. Hertugen af Berry, en kongelig Prinds, myrdedes. Folkets ved Chartet besvorne Rettigheder agtedes kun lidet. Dog behandlede Kong Ferdinand af Spanien sit Folk værre, ja indsatte endog Inqvisitionen (en berygtet Troesdomstol) og Jesuiterne igjen. Da derfor Opstand brød ud overalt og Riego proclamerede Cortes- eller Stænderforfatningen efter en fri Grundlov af 1812, som Kongen maatte underskrive, saa maatte han tilbagekalde disse Bestemmelser. En fransk Hær trængte ind i Spanien og gjenindsatte Kongen i sin Magt. I Syd- america havde allerede i 1811 Venezuela erklæret sig uafhængig, og i 1819 fulgte Chili, Peru og Buenos Ayres Exemplet. 1821 forenede Ny Granada og Venezuela sig til een Republik under Navn af Columbia, og Mexico erklærede sig for et uafhængigt Keiserdømme, men gik siden over til at være en Republik. I 1823 erkjendte England disse Staters Uafhængighed, hvoraf Bo- livar har stor Fortjeneste. I Brasilien indførte Kongen af Por- tugals Søn Don Pedro en constitutionel Forfatning og erklærede det for et uafhængigt Keiserdømme. I Portugal derimod tilintet- gjorde Kongen Johan den 6te den i 1820 indførte Constitution, og de i Regentskabet Følgende: Enkedronningen og den anden Søn Uhyret Don Miguel fortfore i samme Fremgangsmaade. Hayti erhvervede sig ogsaa sin Uafhængighed, og Grækerne endelig sin efter en flereaarig blodig Kamp mod Tyrkerne. I Nordamerica ere de forenede Stater stegne til 24 med 14 Mil- lioner Mennesker. Efter et fordeelagtigt Feldttog mod Persien, hvorved Rusland udstraktes til det caspiske Havs sydlige Ende, anfaldt Russernes Keiser Nicolaus Tyrkerne i 1828 og vandt Afstaaelser af Land og Penge. I Tyrkiet tilintetgjorde Sultan Mahmud Janitscharerne, en tyrkisk Milits, forat indføre en ny staaende Armee paa europæisk Viis. Vicekongen Mehemed af SIDE: 158 Egypten har ogsaa søgt at nærme sit Folk mere til Europæerne. I Frankrig gik Kong Carl den 10des Ministre stedse stærkere frem i deres Angreb paa Frihederne. Vel lode de Algier be- sætte forat henlede ærelystne Folks Opmærksomhed fra An- grebene paa Constitutionen hjemme; men da disse omsider bleve for voldsomme, reiste Paris sig i Opstand 27de Juli 1830; og efter 3 Dages Kamp mod Kongens Garde og Tropper var Seieren Folkets. Karl tabte Thronen, hvortil Hertugen af Orleans kaldtes under Navn af Ludvig Philip den 1ste. Ved samme Tid løsrev Belgien sig fra Holland, og er nu et uafhængigt Kongerige. Polen reiste sig mod Rusland; men maatte bukke under efter den heltemodigste Kamp. I Tydskland synes endnu Bevægelser at spaae kommende Revolutioner til Friheds og Folkehelds Op- naaelse. Henrik Wergeland SIDE: 159 NOTITZER OM CARL DEN TOLVTES FELDTTOG I NORGE 1716 -- 1718 (HENTEDE FRA E. M. FANT, VED HR. HENR. WERGELAND.) Ved Christiania forenede Kong Carl den Tolvte sig med Gene- ralmajor Mørners Division, som igjennem Dalsland og Bahus Lehn var i Febr. 1716 trængt ind i Norge. Kongen selv, der tog Vei over Høland, ilede med slig Fart til sin Hær, at han "paa een Dag reiste fra Ystad til Christinehamn og Carlstad, did han kom Kl. 12 om Natten, og tog Qvarteer ukjendt paa Gjæstgivergaarden. Siden flyttede han til Bispegaarden, men listede sig uformærket bort igjennem Bagporten, en Aften Kl. 7 paa en Bondeslæde, og foer til Holmedalen, hvor Prindsen af Hessen blev skudt med en Rendekugle i det høire Laar." Den 11te Marts drog Kongen ind i Christiania. "Grev Mørner, som egentlig havde tilraadet Foretagendet mod Norge, havde Mistanke om, at Fienden var bleven forud under- rettet af Forrædere. En Grændse-Spion Sander Gøranson op- dagedes som Den, der havde givet den danske Oberst Genschau Rapporter. Ved Undersøgelsen angav han Brynolf Hesselgren, Inspectør ved Landmaalings-Contoiret i Stockholm, for at have staaet i Brevvexling med sig, og i Brev til sin Søster Maria Hesselgren i Christiania anmeldt, at de snart havde at vente fremmede Gjæster i Norge." Hesselgren arresteredes, og sad lænket paa Gjældsstuen i Stockholm i halvtredie Aar, uden at noget Menneske fik tale med ham. Alle Undersøgelser beviste dog hans Uskyldighed, og han frikjendtes omsider af en Commission; men Kongen rak ikke at bekræfte Dommen før sin Død. Men to Dage efter Budskabet herom sattes Hesselgren paa fri Fod, og fik til Er- statning Bestalling paa at være Over-Inspectør og to Gaarde i Sødermanland. 1734 døde han, og blev, efter egen Anordning, begraven med Lænkerne i Kisten. "Stundom kunde Hæren i Norge for Snee alene gaae een SIDE: 160 Mand høi, hvorved Kongen som tiest gik fremmest og trampede det første Spor. Stundom maatte Soldaterne holde Geværerne i Veiret, og ake utfor Bjergene, hvori Kongen selv gik dem fore." Carls Hær ved Indbrudet i Octbr. 1718 beløb sig til 12, 600 Mand til Fods og 8,400 til Hest i tre Divisioner. Den første commanderedes af Carl selv; den anden af General-Lieutnant Henrich Otto Albedyhl; den tredie af General Dücker. Ved denne befandt sig begge Prindserne (Arveprindsen Frederik af Hessen og Hertug Carl Frederik af Holstein) samt Feldtmarskalk Mørner; ved Kongens Hær General-Major Bennet, Obersterne Wallen- stjerna, Stenflycht, Bjelke og Bousquett, ligeledes Gen. Lieut. Grev De la Gardie, Gen. Majorerne Silfverhjelm og Gjerta. General Armfelts Armee af de finske og norrlandske Regi- menter var 6500 Mand; men med Helsinger og Jæmter samt Tre- og Femmænnings-Regimenter udgjorde den 10,000 Mand. Ved Indtagelsen af Skandsen Gyldenløve satte Kongen selv Stigerne mod Muren, og havde kun Oberst Bousquett fremmen- for sig. Ved Trancheen opholdt han sig i en Fjælehytte Nat og Dag. Freds-Congressen paa Aaland bestemte, at Carl skulde ind- tage Norge og beholde det under russisk Garantie, samt at den finske Armee (ventelig fra Throndhjem efter dettes Erobring) skulde paa en russisk Flaade sættes over til Scotland, for at thronsætte Prætendenten. Men denne Armee, som ogsaa commanderedes af General De la Barre, "maatte ophæve Beleiringen for Munkholmen(?) ved Throndhjem og uden Provision begive sig hjem over Fjel- dene. Den kom ei længere end en Dags Marsch før den over- faldtes af Yrveir og Frost, og Veiviserne frøse ihjel den første Dag. De havde intet andet at ilde med end ihopsatte Gevær- skjæfter. Første og anden Dag Juul ihjelfrøs 4000 Mand; iblandt dem Oberst von Gerdten, Overcommissæren Werling og Forti- fications-Capitainen Baron Oxenstjerna. En Deel af Soldaterne huggede Hul paa Isen paa Elven, som flyder fra Fjeldene til [fotnotemerke] Fotnote: Imellem Jæmteland og Herjedalen. SIDE: 161 Handøl, og fulgte dens Løb. Efter et halvt Aars Tid var lidet mere end 200 Mand i Behold af denne Hær, saa at de kunde gjøre Tjeneste." Da K. Carl var skudt 30te Nvbr. 1718 Kl. 9 om Aftenen, for- søgte General Grev Dücker forgjæves at overtale Hertugen af Holstein til strax at vise sig for Hæren; men han holdt sig i sit Telt af Sorg og Vildraadighed. Forgiæves prøvede Hertugens Kammertjener Røeptorff det samme. Carls Svoger, Frederik af Hessen, sad just tilbords i sit Qvarteer (paa Gaarden) Torpum, 3/4 Miil fra Fredrikshald, med nogle høie Officerer, da General- Adjutant Siquier traadte ind, og hvidskede ham Dødsfaldet i Øret. Det berettedes tyst fra den Ene til den Anden indtil Alle stode op, og rede strax til Stedet. Ved Prindsens og hans Følges Ankomst stod en Hestbaare færdig til at bortføre Liget til en Møllerstue ved Tistedals-Elven, hvor Kongen havde havt sit Hovedqvarteer. Nogle og 20 Soldater stode omkring med Fakler, og Prindsen befalede de nærværende Generaler og Officerer at løfte Liget paa Baaren. Saasnart det var bortført, holdtes Krigsraad paa Stedet om Natten, der besluttedes at op- hæve Beleiringen, og at postere Feldtmarskalk Dücker ved Svine- sund for at hindre Rygtet om Kongens Død. Men dette Sidste gjordes tilintet ved en Lieutenant, som med en Tambour samme Nat gik over til Fienden med den vigtige Efterretning. De Beleirede gave i to Nætter Ild paa de forladte Løbegrave. "Armeen leed paa denne Marsch overordentlig af Brist paa al Forsorg, saa knapt Trediedelen af Regimenterne kom frem. Af dem sygnede ogsaa største Delen og døde. En sex Ugers Regn under Beleiringen forvandlede sig et Par Dage efter Opbrudet til en usædvanlig Kulde. Kalkvandet omkring Frederikshald bidrog ogsaa til Sygdommen. Af Gardens 2400 Mand vare i næste Febr. neppe 500 duelige. Obersten ved Garden Michael Törnflycht efterlodes ved Ho- vedqvarteret med 200 Mand for at bevogte Liget. Derfra blev det baaret af Gardister den 6te Decbr., da hele den svenske Armee allerede var over Svinesund. Fant beretter ogsaa, at "man har stor Grund til at troe, at K. Carl, ligesom Gustaf den Tredie, har været advaret eller havt nogen Mistanke om sin Skjebne. Om Morgenen førend SIDE: 162 han drog ud opbrændte han en Hob Papirer, og beholdt alene i sine Lommer K. Gustaf Adolfs Portræt og en Bønnebog. At han i Dødsstunden fattede om Værget, som halvt var draget, synes at bevise, at han er bleven sin Banemand var. Det skal heller ikke have været ubekjendt i Armeen; men Konger ere almindelig de Sidste, som kjende hvad der angaaer dem." SIDE: 163 Henrik Wergeland TALE I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND DEN SYTTENDE MAI 1835 Velsignte blandt Dage, paa blomstrende Skyer til Norge tilbage fra Himlen du flyer. Der stille du svævte blandt Engle iløn til Skyerne bævte og brast af vor Bøn. Den Dag er kommen, Brødre! som er os den kjæreste fordi den er Fædrelandets skjønneste. Ærens Dag er oprunden; thi paa den indtraadte Fædrelandet i Rækken af frie Nationer, paa den vandt det sin Frihed, uden hvilken ingen Ære er og al Folkelykke kun er et Bedrag. Sejerens Dag overstraaler os; thi paa den betvang Fædrelandet en i Aarhundreder næsten til Bestemmelse indhærdet Vanskjebne. Velsignelsens Dag omgiver os; thi fra den skulle vi regne disse Fremskridt, der ere øjen- synlige og stigende; paa den fødtes Nationens Kraft til at ud- vikle alle disse Kimer til forhøjet Velvære som ligge i Friheden, og med denne gjorde Nationen sig fortjent til stedse rigere at velsignes. Brødre! den Dag er, da Fædrelandet tiltaler os, da vi skulle tiltale hverandre i Fædrelandets Navn og forkynde Frihedens Forjettelser. Thi sandelig som en ung Moder har Friheden reist sig og vandrer imellem sine Børn. Velsignelseskilderne ere ikke stand- sede i denne Barm, som nærede os. Ømheden ikke udslukt i dette Hjerte, som elskede os. Disse Arme, der bar os, ere endnu favnende. Det drømmende Kjærlighedsblik gjennemtindrer kommende Tider, og seer ufødte Slægter imøde -- dem hun skal tage til Barmen, elske og velsigne som Os. Det er falskt, om vi sige, at Friheden udbredte sin Glands pludseligt og uventet som Meteoret, der gjennembuer den mørke SIDE: 164 Nat med sin Flammekugle -- eller at den nedfaldt uventet som Tordenstenene. Visselig, den er Himlens Gave og den bedste (thi alle Goder ligge i den); men den nedfalder ikke over de Sovende; og er sat som Priis-Klenodiet paa en Bane, hvor Men- neskene maa anstrenge sig og kappes. Kun for Sved er det at Himlene sælge Jorden sine Goder. Derfor er Fædrelandet os dyrebart, fordi det har kjøbt os Ære og Lykke for Anstrengelser -- fordi det midt i sin Armod og Magtesløshed erkjendte, at Frihed ei kjøbes for dyrt. Hvo der lever af Slægten, som erkjendte dette, vil vidne. -- Hvo der døde før Frihedspalmen nedrystede sine Frugter -- og Gravene langs Grændsen i de mørke Skoge, hvori Disse hen- muldne, der faldt forat værne hint "Norges bankende Hjerte", hine kløgtige Besværgere, der endelig paa denne Dag saae Fri- heden aabenbare sig efter Paakaldelsen -- alle Disse ville vidne dette og at Intet er mindre egenkjærligt end Frisindet. Dette Eiendommelige er Frihedens Guddomsglorie -- dette, at enhver Slægt, der har Frihed, arbeider mere for de kommende end for sig selv. Den veed, at den skal vorde velsignet, om den kun overantvorder Efterslægten Friheden ukrænket. Og enhver Slægt kræver derfor Friheden som en naturlig Arv. Overantvordes den ikke, da er der ingen Hellighed om Fædre- nes Grave, ingen Glands ved Navnene, ingen Historiens Hæder, ingen Mindernes Ærefrygt. Det forekommer Slægten, der op- dager dette med Blusel, somom det paaligger den at begynde en ny Historie, at omskabe sig til en ny Nation, at udsone Fædrenes Synder ved at ofre sig for Efterkommerne. Uden dette Martyrsind, uden denne reen guddommelige De- stination, skulde Friheden ikke existere i Virkeligheden -- ikke være saa hellig -- uden Flugt -- uden Liv -- stillestaaende, forblivende i de Former, som et Tilfælde, mere end en bestemt og klar Folkevilje, havde givet den. Det var for Efterslægten, for Os, at vore Fædre samledes forat oprække de faae Hænder mod Europa, æskende Frihed af en Himmel, de vidste krævede mere derfor end Bønner, og Retfærdighed af en Jord, som kun lader sig den aftvinge. Det var for Os, at disse Mænd, hvis Alder vilde Roe, hvis Adspredt- hed i de afgrændsede Bygder og fjernt adskilte Stæder, at hver holdt sig for sig selv, og hvis Uvanthed til at gribe ind i politiske SIDE: 165 Bevægelser synes at opfordre til at lade den tilsyneladende Overmagt raade med Skjebnevælde -- det var for Os, at De lode alt dette intet betyde -- at de ringeagtede den Røst, som kunde raade til at blive siddende for at redde hvad reddes kunde af eget Velvære, forat bøde paa de Formuesbrist, som de sidste Aar havde tilføjet Alle -- det var for Os, at de ind- lode sig i dette Vogespil, hvori Alt var sat mod Alt, men hvori dog selve Tabet vilde være Ære. Landets Natur var som forvandlet under denne mægtige Aand. Den hindrede ikke mere end Fjeldrækkerne hindre Ørnene fra at sænke sig i hvilkensomhelst af de dybe Dale. De slappe, afskaarne Forbindelser spændtes. Landet var som den streng- fulde stemte Harpe, hvorigjennem det mindste Anslag toner. Dette gjorde Fædrene for Os -- dette og mere; thi de vidste, at den nye Frihed skulde æske flere Offre end der be- høvedes forat vinde den. Og de have ikke ophørt med disse Offre. Fædrene have vundet Friheden togange. Først med Blodet og siden med Formuen. Først med Modet og siden med Ædelmodet. De indtoge Tinden og befæstede den. De vunde Klenodiet og udjevnede Banen dertil for Os -- den Bane, de selv maatte gjennembryde med Sved og mærke med Blod. Dog har Friheden betalt dem. Det var som om den i Norge fandt sin forudberedte Jordbund. Den har forlængst betalt dem. -- Mange faldt med Sejerskriget i Ørerne -- paa det ere de opstegne forat see Fædrelandet lykkeligt. Ingen er siden død uden at have seet Fædrelandets unge Glands voxende, voxende ilsomt som Dagbrynet over Aasen -- med det bristende Øje paa Frihedspagten have de takket den Almægtige fordi han lønnede Opoffrelserne med Velsignelse. De Fleste leve endnu, og leve forat velsigne det Øjeblik, da de besluttede sig til at voge, at offre, at lide, at bløde for det Norge, de ei ventede selv at opleve nogen Lykke i. Dette er det Sind, som tør paakalde Friheden. Denne Fjern- hed fra al Egoisme er dets Væsen, og det som gjør Friheden himmelsk og omgiven med religiøs Majestæt. Men dette Sind tilhører ikke Farens Stund og Blodvidnerne alene. Det har ikke sin Rod i nogen Spænding over det sunde Hjertes almindelige. Vi have ikke modtaget i den dyrekjøbte Arv en død Skat, eller Noget, der ikke kan eller bør modtage SIDE: 166 nogen højere Udvikling. Saaledes er det ikke at vi sværge til Forfatningen. Vi, Brødre, ere Mellemleddene mellem hine Frihedens Skabere og Ætterne, der skulle nyde dens modne Frugter. Ligesom Fædrene for Os, maae vi arbeide for Ætten -- glade hvad enten det skal tillades os som Oldinger at udhvile os mellem en taknemlig Efterslægt, der nyder Frugterne af vort Virke, eller om vi først i en endnu friere Tilstand skal forhøje vor himmelske Lyksalighed med Glandsen af vort jordiske Fædre- lands. At tabe sig Selv i sit Formaal -- det er Begeistringen. Her er Formaalet rykket ud over vor Tid. Den Frihed, hvortil en ubetvingelig Attraae driver os -- den vi med drømmende Vel- lyst udbilde os -- er en anden, end den, der er disse Dages Hæder. Men med klar Sands see vi, at en Alder er forjettet den, hvori den vil kunne udfolde sig i al sin store Sandhed og yndige Fantastiskhed. Derfor slukke vi ikke dette Blussende; thi det udgløder det Egoistiske af vort Væsen. Derfor pleje vi disse Frihedsidealer; tillade ikke kummerlige Erfaringer at over- hølje disse Smiil fra et bedre Væsen med sine Taarer, at sky- sløre disse Glimt af en højere, i Ideen og Tilkommelsen ikke mindre sand Verden. "Bygger Ynglingen i Hjerne Slot for Frihedens Idee, Mand, da skal du Borgen værne Som en Drage Fepalæ! Gamle Hvide, Du skal stride, gjøre Graven til Tropæ. Trylleborgens Herskerinde er jo, Aand, din Aandebrud. Kjæmp, at hun sit Hjem kan finde trygt paa Jorden som hos Gud! Englefulde Himle rulle der for hendes Fødder ud. SIDE: 167 Se de Himle skal du dele, om du hende Jorden bød! Himlens Datter vil jo dvæle som din Viv i Hyttens Skjød. Kamp hun vejer, op med Sejer, og med Salighed din Død. Hun med Tro betaler Ahnen, med Triumfens Jubel Qval. Hun din Gravhøi til Altanen gjør for eders Bryllupshal. Under denne Dig og Hende frelste Aander hylde skal. Dog til arme Dødelige beiler selv saa riig en Brud? Sjel, du blues forat stige fra din ringe Hytte ud, for til Frihed blive viet i dens Himmerig af Gud." -- Som Ynglinge kunne vi for Efterslægten, for Andre end os Selv og for Friheden saaledes at vi af den nærværende udvikle en, der mere nærmer sig dens højeste Idee, intet Bedre gjøre end at nære Frihedssindet og at være os den Begeistring, som dette er i sin Reenhed, bekjendte. Luft for denne Flamme! Intet Stængsel for disse Straaler fra Sjelens Indre! De maae søge Menneskehjerterne -- i disse Dyb ville de besvangrende sænke sig. Det maa være en given Sandhed for Verden og en Erfaring for hver Æt, at den kommende er mere frisindet end den selv var. Faderen maa trøste sig over at ikke Han har gjort nok ved at Sønnen vil gjøre mere. Han maa vide, at Sønnen i samme Forhold er større Enthusiast end han var som Friheden har udviklet sig siden hans Puls slog i samme Takt, og siden SIDE: 168 han greb i samme Aare, der driver Menneskeheden frem gjen- nem Tiden mod dens Atlantica. Dette sagt, Brødre! og vi vide, at det er ikke for os Selv at vi feire denne Fest. Vi feire mere det Forbigangne og Tilkom- mende end det nærværende. Vi ville fæste Efterkommernes Øine paa Os som værdige til at overlevere dem Friheden meer fuldkommen end vi modtoge den fra Fædrene. Det Frihedstræ, vi fryde os om, skal ikke være af disse Underhavens forstenede, hvor Frugterne kun til Øjenlyst ere Diamanter og Rubiner; men et, der lædsker og nærer, forædles, voxer og voxer til en Ygdrasil, der omskygger Verden. Det er ikke en Fest for den taabelige Stolthed, at kunne skjænke disse Arvklenoder ligesaa ufrugtbare, forældede og koldtglimrende til Ætlingerne. Ikke en Stagnationens Fest, dette Dynd hvori Menneskeheden og alt Godt bliver hængende, dette en seendrægtig Frihedsvaars Tælegrøp, hvori Norge lettelig skulde nedsynke. Det er en Fremskridningens Fest, ikke det Nærværendes, denne Over- gangstypus, vi feire. Saaledes Brødre -- hvilken Hellighed i vor Glæde! Saaledes tilhøre vi Dagens Idee ganske. Vore herligste Idrætter skulle kun være som udstraalede af den. Hvilken Spænding i vor Energi! Thi hvorledes skulde vi turde vove at meddele Efter- slægten -- den vi, i Fædrenes Billede skulle arbeide for -- Friheden unyttet eller endog nedværdiget og bedækket med Forhaanelser? Op! op! Brødre -- det er paatide at vi bekjende. Disse Pocaler ere ikke Glemselsvalmuer. Dette Flag vajer ikke forat blænde os med sine kjære Farver eller forat tilsløre vore Klager. Ve! jeg hører det udhvine sine i Luften. Lader dem ikke komme til Efterslægten -- de skulle forstyrre os i vore Grave. Thi det var det Mindste vi kunde gjøre for Ætlingerne mod hvad Fædrene gjorde for os, at vi pletløst afgave Klenodiet vi modtoge -- at vi vare flittige i at blanke dette vaulundgjorte Overflødighedshorn, naar vi mærkede at Luften var svanger med Elementer tilbøjelige til at anløbe det. Dette er vort Livs Opgave, men paa denne Dag skeer det, at Klenodet fremstilles skinnende for Folket. Lader os da bekjende, at denne Dag er os vigtig -- at den ikke udtømte sig med den Rigdom den udrystede hint minde- SIDE: 169 værdige Aar, da Normannafolket følte en Revolutions Bølgeslag i sine Aarer. Hvert Aar kommer den som Forfatningens Nytaarsdag. Thi visselig den aabner et Aar, i den Mening nyt, at nye Udvik- linger af Forfatningen lægges for Dagen ligesom Rødmen stiger i Kinderne, og Musklerne svulme om den frodige Yngling. Ja en Nytaarsdag, thi det nye Bedre, som de svundne Aar have overtydet os om ligger i de kommendes Skjød, er ikke længer det Gamle, og hver 17de Mai slaaer op et nyt Blad i Forfat- ningens Fortolkning. . . . En Nytaarsdag; thi da bringe vi Alle Constitutionen vore Hilsener, vore Ønsker, at den maa trives og voxe, og vore Kjerligheds-Gaver i et frimodigt Aasyn, i et reent og uegennyttigt Sind, i trofaste Løfter, i mandigt Ord og Bedrivt. Dette tør vort gamle Samfund sige. Dette siger jeg i dets Navn, Brødre! Er det ikke fra Fjeldets Tinder og Huler at de Storme fare, der lader Træet friste hvad Løv det bærer: fast og livsfrodigt eller visnende og falskt? Storme nedbrøde fra Throntinden og fra Hulerne derunder hylte de som Dæmoner mod vort Frihedstræ, og mange Blade, hvorpaa Vaarens Glands end laae og som det nærede fra sin Rod, stode ikke sin Prøve, men faldt til Jorden til Leeg for uslere Vinde. Men vort Samfunds Brødre vare de ikke som de livsfriske Blade, der holdt Stand i Stormen? deres sammenknyttede Hæn- der som Frihedstræets faste slyngede Grene? Bægerne, de opløftede, ligesom Blomster, der med sød Trods netop hvælve sig sammen og ville ikke give Slip paa Duggdraaben under Stormen. Denne er sagtnet. Det hviner ikke længer i Bladene, hvoraf hvert af vore Hjerter er et. De affaldne omtumles foragteligen paa Jorden. De, der holdt sig, glindse og suge sin Næring i Fred, og en mild Aftenluftning toner igjennem dem. . . . Denne Aftens Luftning toner igjennem Os . . . Aftens? O, denne Dag tilhører sig selv alene, delende to af Fædre- landets Aar . . denne Aften er det kommendes Morgen. Disse de lykkelige Borgeres Glædesblus ere Stjerner over et ned- sjunket lykkeligt Aar. Disse Himmelens Stjerner ere Morgen- SIDE: 170 gryet for et kommende end lykkeligere. Det begynder imorgen. Denne Dag staaer ensom i sin Høihed. Den tilhører ikke Re- ligionen, ikke Erhvervet, ikke de sandselige Glæder. Delt imel- lem Mindet og Forjettelsen synes den halvt at tilhøre Jorden halvt Himlen. Denne Qvel med sine Stjerner er et kommende Lykkeaars Morgen med sit buede Dagbryn over Fædrelandet. Derfor -- Brødre -- vi ere aarle ude for at hilse dette Aar, der skal indgyde Friheden ny Marg, give Forfatningen nye Tryllerier for Hjerterne. Sønner af gamle Norge! Børn af den unge Frihed! af denne Gudinde, som opsteg af Oceanet, der overskyllede den fordærvede gamle Verden og endnu bryder imod dens undergravede Pillarer, -- hvert af vore Hoveder være en af disse kjække Bølger! Lad dem knuses, om det skulde være nødvendigt; thi det er Aanderne eget, at Døden er kun Eens, Seiren vis og Alles. Vort Blod gjennemruller ikke raskere vore Aarer, vort hele Legeme tiltager ikke igjennem Ynglingealderen uden forat minde os om at Aanden ligesaalidt taaler Stillestand som Tilbagegaaen, og om at Forbedringerne, Udviklingerne er vor Sag. Derfor lader os fremkalde vor Vilje! lader os bede til vor Kraft! Thi dem er det Gud engang for Alle har anbetroet Friheden og Fædrelandet. Forfulner vor Vilje, indtørker vor egen Kraft -- da skulle hverken Englenes Legioner komme; og heller ikke, om de kom, skulde de kunne frelse det For- raadte. Men brænder Frisindet og Fædrelandskjærligheden, skulle selv de Skjebner, Himlene forbeholdt sig selv at tilskikke vort Land, ikke være andet end det ædle Aasyns mørke men forbifarende Skyggedrag. Regnsvangre Skyer over den nedslagne Sæd føre ikke længer noget Triumftog over Norge. Thi Udholdenhed er den natur- lige Skal om den Frisindedes Mod. Elementerne ere ikke fryg- tede Fiender længer; thi Norges Aander have følt, at de voxede under Kampen mod dem, og de erkjende, at Friheden, ved den Ret der er den fribaarne Nordmands paathinge, erstatter rige- ligen enkelte Aars Nederlag i Striden mod de voldsomme Floder, mod Havet, Lavinerne og Klimatet. Men Himlen vil være barmhjertig mod dem, der gave Slip SIDE: 171 paa mange af Jordens Goder, for det ene himmelskes Skyld: for Friheden. Men hvad der beroer paa os Selv -- lader os sværge, at vinde det: Oplysning, denne Frihedens Lysfære: Medborgersind, dette Frihedens Styrkesbelte: Oprigtighed og Uforfærdethed, denne Frihedens Veltalenhed: Flid, dens Haand, og Hæder, den Dragt, som tilhører den! Henrik Wergeland SIDE: 172 OM NORSK SPROGREFORMATION Erindres ret, saa var det vor Bjerregaards "Fjeldeventyr", som først gjorde Danskerne opmærksomme paa Udviklingen af et norsk, mere i Ord og Ordrigdom end i Ordbøininger fra det forhen fælledsbrugte forskjelligt, Skriftsprog. Kjøbenhavnerne yt- trede sig med sletkunstlet Spot: "nu forstaae vi ikke de norske Forfattere mere." Politisk Selvstændighed afføder altid en viden- skabelig -- denne Sandhed have Nordmændene langtfra, som Dansker og Danomaner dog ideligen ville foresynge os, uden Sejer og Hæder fægtet for og bekræftet. Midtunder uden- og indenlandske forgjæves Anstrængelser for at Norge dog idet- mindste, som literær Provinds skulde vedblive under det danske Aag, fremblomstrede en Literatur med alle den friske Ungdoms Kjendemærker. Men imellem disse var det fremragende, at hiin Berigelse tiltagende fortsattes, at Skriftsproget syntes mere og mere at udgrene sig saaledes at den frodigere Green bøjede sig over Norge, medens den anden spredte sin Armod og sine tydske Podeqviste over Danevangens vidtberømte Bøge. Et kraft- fuldt og rigt Talesprog gjorde sin Indfødsret gjældende, og forenede sig med det gamle Skriftsprog forat føde et nyt, der mere og mere vil nærme sig til at vorde et selvstændigt Mellemsprog mellem de tvende andre gothiske Folkeslags. Men medens Fædrenelandets og dets Videnskabeligheds sproglærdere Venner med Udholden- hed og Held kjæmpede for det norske Sprogs Arnefred, saa var det dog kun ligesom instinctviis at Almumaalets Skatte be- nyttedes. Det er med en Trangs Ubetvingelighed, at Ord, der høre hjemme i Landets Natur, ordne sig i Spalterne og i Qva- dene forat tiltale norske Øren og norske Hjerter, medens de kun skurre i fordomsfulde danske og fordanskede. Disse op- byde da alle Kræfter igjen herimod, og medens Nogle, naar de høre et norsk Ord af Almumaalet, med en Slags behagelig Ve- mod lytte til det som overraskede i fremmed Land af en fjern Luurs hjemlige Tone: saa raabe disse Fiender: Bukkebræg! raat, norsk Bukkebræg! Fenrishyl! Imidlertid fremgaaer denne Strøm roligen og stedse voxende af de norske Dale forat vande det gamle, udmagrede Skriftsprog. Opmærksomme Øine vide, at de SIDE: 173 skulle see den fædrelandske Natur klart at speile sig i denne Strøm, naar den ikke længere er grumset efter Kampen; men dyb og stor og rolig, efterat have optaget alle de raske Kilder med glittrende Guldkorn i, indringer den norske Literatur som en lyksalig Øe, vandende til frodig Blomstren dens Laurer, lige- som Sveasprogets Sølvstrømme hine rige, der bestraale de øst- lige Gother. Mod denne Retning, som fremdrives af Kræfter, der ere rolige og stærke, netop fordi de ere sig et af den aandelige Verdens Naturlove foresat Maal bevidste, er det at Danomaniet ophidser sine. Hiin storraadige Idræt, der udføres i en Samvirken, om- endskjøndt de ligesindede Aander desværre ikke i noget egent- ligt Samlag forene sine Kræfter, er for det kun et letsindigt og frækt Oprør mod Smagen og vore aandige Formyndere i Dan- mark. Det er forat give de Nordens vilde Kræfter, som efter et forfængeligt Udtryk skulle "formes i rene Gestalter," et Be- greb om denne formende Magts Reenhed og Styrke, at slige sønderknusende Kraftudtryk forskrækker de saakaldte Sprog- reformatorer, som følgende: "Dhrr. Sprogflikkere eller Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben, med den groveste Uvidenhed og den latter- ligste Inconseqvense, fortvivlet stræbende uden fast Maal og sikker Plan, skjændigen forhutle og sammenjaske vore Dialecter i vild Uorden." I denne fiinblankede Mosaik af skjældende Forbandelser, der snarere synes at høre hjemme i et Nastrondsaflukke for rasende og fordømte Gramatikere, forlanger man ikke destomindre, at man skal see Maalvidet at speile sig klarligen. Bibelsproget om Øjebjelken falder Nedskriveren ind; men dets Anvendelse vil dog blive mislig; thi der findes ingen Skjever eller Splinter i de Øine, som kjærligen lede og sumle efter de arme Ord, som skulle være Fremmede i eget Fødeland. Ligesaa er det samme Sprogdommere, der erklære de over Størsteparten af Norge udbredte Ord "Kampp (Fjeldkampp), Skolt, Kulp, Skrasl, Bart" for kun "bekjendte og brugelige af Almuen i en eller anden enkelt Egn;" og "Grop" for ikke norsk fordi det ogsaa findes i Svensken; samt som banlyse de ligeindtil at være lydbetegnende udtryksfulde, alnorske Ord "smyge, siige, skvette, Gulp" som Udtryk "af et saare ubehageligt Indtryk, fordi de ere blevne SIDE: 174 almindelige for de lavere Klasser, men sjelden blandt de bedre." Der gives altsaa et Sprogaristokratie og Sprogaristokrater. Men skal denne taabelige Fornemhed tages tilfølge -- skjøndt ikke i Alt, thi da maatte ikke Guldstykket tages op, om det laae i Landeveiens Støv -- , da kunne vi opgive Haabet om at vort Almumaal skal komme det gjængse, os af Dansker lærte, fattige Skriftsprog tilhjælp med sin Rigdom. For vore Danskrasendes snevre Tankegang kan dette Sprog, der forlængst har opdisket al sin Armod vel være nok, og dets trange Skranker vide nok til at tøire usle og spage Pegaser i, medens De have mindste Nød, der, som Modstanderne af det norske Skrivtsprogs Be- rigelse ved Folkemaalet, ikke tage i Betænkning at indtage Løst og Fast fra alle levende og døde Sprog; men for norske For- fattere af nogen Særegenhed og især for Digterne er det paa engang en Nødvendighed og hans Hang til Frihed, som driver ham til at nærme sig det Sprog, som Folket taler. Hans Skjøn- sands siger ham hvorledes denne Nærmelse kan og bør skee. Og alene herved er det, at han eller den Maade, han isaahen- seende gaaer frem paa, kan komme under Enkeltmands Dom; thi han kan deri siges at have betraadt Smagens Rige, hvorhen Formerne høre. Derimod maa den Grundsætning, det Princip, som fremskaber disse Handlinger, være uantasteligt, saasom den almene Fornuft maa billige hvad der er grundet i den selv, og til disse oprindelige Træk i Aanden hører ogsaa Hanget til at vælge de Udtryk, som beqvemmest og friest gjengive og meddele Tankerne. Saaledes skeer det da med den almene Fornufts Sanction, at Tanken, naar den ligesom standser under et Aands- virke, fordi den finder det Udtryk, det gjængse Skriftsprog til- byder den, for snevert eller for rummeligt, forskyder dette og efter Valg ifører sig det Ord i Folkets Talesprog, som baade udtrykker den bestemtest -- og dog maaskee ikke saa bestemt, som den vilde -- og er temmelig almindelig bekjendt, og lader Tanken med største Beqvemhed bevæge sig. Finder den intet beqvemt Udtryk, da sammensætter den eller vel endog skaber -- vel af et givet Emne, men af egen Magt, som om den var en af den højeste Fornufts fuldmyndige Eloaher. Hine anbe- falende Egenskaber besidde nu netop de Ord af vort Almusprog, som paaankes. Det er derfor rimeligt og synbart, at hine vore Modstandere mangle den Interesse for og Indsigt i Almusproget, SIDE: 175 der ikke lader sig lære under Boghylden, som ogsaa det Øre for den særegne Udtryksfuldhed, den ejendommelige Malm i de Ord, der gjorde, at netop disse valgtes fremfor andre, ja stundom maaskee fremfor Ord af Skriftsproget, der paa det nærmeste kunde være enstydige med dem. Manglen af dette Øre be- breides ikke, da den er naturlig; men den erstattes neppe ved en ubeskeden Raskhed i at fordømme. Denne mægter ikke en- gang altid at tilhylle Uvidenheden. Lader der sig, som næstoven berørt intet sige til Forklarelse af det Princip, der i Aanden selv ligger til Grund for dens Fri- hed til at omplante Ord af Talesproget i Skriftsproget, saaat det ikke engang har nødig den Bestyrkelse, som Misforholdet imel- lem disse, der er hiint til Fordeel, hos Os kunde give det: saa lader der sig heller ikke fra Fornuftens Side sige noget imod dets Tilfølgetagen som Middel til at berige Skriftsproget og for- ædle Talesproget. Ikke disse almeennyttige og af sig selv ind- lysende nødvendige Følger, der endogsaa kunne tænkes som en uafhængig Bevæggrund, kunne med Grund vorde Gjenstand for noget dadlende Omdømme, saasom de ere af reenmoralsk Værd. Kun Midlerne, hvormed altid forat feile udsatte Mennesker ville opnaae dette, ere hjemfaldne til Dommen. Dette er imidlertid ikke gyldigt for Modstanderne. Disse Følger have for dem intet Værd. De vil have vort Skriftsprog stillestaaende. De ønske Norge tillykke med denne Gave af Danmark. Muligheden af saadanne Følger, Tilværet af denne Hensigt er dem ikke ind- lysende; ja vi have jo hørt hvilke Bevæggrunde disse Klarøjne have opdaget hos dem, der optage af Talesproget. I deres Dom hedder det at Sproget fordærves herved, istedetfor at Fornuften, der ikke kan kalde Berigelse Fordærvelse, kun vilde sige om et og andet Ord, Ordsætning og Ordbøjning: dette duer ikke, thi det gavner ikke Hensigten. Og her har man kun Prøven og Forsvar at sætte imod det fiendtlige Omdømme. Dette skal foretages, idet man lader uendset, at selve Optageren af norske Almuord faaer dele de Angreb, han skulde rette imod Ordene. Herom have vi seet Vidnesbyrd, og næsten alle de Ord, der særskilt paaankes, ville findes i Henrik Wergelands Skrifter. Vilde man gaae Ord for Ord af disse paaankede igjennem, da skulde en sund og retfærdig Dømmekraft, udrustet med et godt norskt Øre, baade finde at de ere ægte norske i Fødsel, SIDE: 176 Klang og Betydning, og at de som oftest ere korte, bestemte, ud- tryksfulde, af god Malm og Byrd, maleriske, ja ofte uundværlige der de staae. At de optages efter et vist Valg skal man ogsaa bemærke, og at dette foretages efter bedste Skjøn bør man troe endog da naar det skulde være mindre heldigt. Klart maa det ogsaa være, at de optagne Ord ikke kunne indtvinges eller strax stemples til alment Brug, men at disse den norske Tunges odels- baarne Afætlinger af gammelnorske Ahner kun fremtræde med Enkeltmands Anbefaling ansøgende om Borgerret i det nye Norge. Det staaer vel Hvermand frit for at tale imod eller for dem; men det er kun den Uvittige, der ikke kan see et nyt Ord hos en Forfatter uden at tillægge ham Nyhedssyge med fleere Lyder, og Den, der ligemeget mangler retfærdig Vilje som Evner til at dømme i slige Sager, der ingen Stemme har for Skranker, hvor kun Folkets bedre Forfattere med Alfolket til Bisiddere skulle dømme. Eller skulle Ord, der paa det bestemteste, ja ligesom baade med Pensel og Tonestrøg, udtrykke Begreberne -- f. Ex. "smyge, siige," hvilke begge ikke kunne erstattes -- skulle disse forkastes med Foragt, fordi de have trukket sig tilbage fra vore forjydskede Stæder til de hjemligere Bygder? De vende med fuld og usvækket Indfødsret tilbage; Osloe og Nidaros ere dem ogsaa tilodlede. De skulle komme som gamle længe fraværende Ven- ner, der strax finde og indtage den Plads, de før havde. De fremmede Ord, som indtoge den, skulle vorde som Støvet, der bortfyger af det Sæde, der opbevaredes til Vennen, og hvori han nu med Velbehag sætter sig. Der kræves kun et fiint, føl- somt, men norsk Øre og et norsk Sind bag dette forat hilse med Velvilje disse Toner, der skulle løfte de norske Aander til friere Flugt og af dem igjen gjøres kjære og kjendte i Fædrene- landet. At fremkalde til Mønstring alle de norske Ord, som forekomme Modpartiet utaalelige vil nærværende Forfatter saameget mindre, som han vil benytte denne Leilighed til at gaae et Skridt videre ved at foreslaae en Række af slige Udtryk, som forekomme ham mere end taalelige og almeen Opmærksomhed værdige. Imidlertid -- lader os prøve noget. Der er "smyge." Hvor ud- tryksfuldt! Hvem seer ikke den krumryggede Smigrer deri? Hofkrybet? Sleiken og hans Krumveie og Snigstier? Falskheden, Nedværdigelsen, Nederdrægtigheden? Der er "siige, siige ned." SIDE: 177 Hvilken langsom Synken? "Nedglide, nedsynke" er ikke bedre, ja ikke ganske det Samme; thi "siige" betegner en større Lang- somhed end begge disse. Der er "tyne". Det er hverken "dræbe," "myrde" eller "slaae;" men at mishandle med den Hevns Glæde og Iver, som tilfredsstiller sig saaledes. Der er "Grop" d. e. en [fotnotemerke] naturlig Grav, hverken Grav eller Grøft. Der er "Sjuh!" (stærkt- aandet "h"), som udtrykker langt bestemtere Overraskelse, Lyt- ten og Befaling at tie og lytte, med det intetsigende "Pst" og det vel veke "Tys!". Saaledes kunne vi fremtage hvilketsomhelst af de anklagede norske Ord, og man skal indrømme at de for- svare sine Pladser, saafremt det er en Dyd ved Ord, af de følge Tanken i dens fineste Bøininger, ja ofte angive den i Lyden. Mindre lader sig anføre til Forsvar for selvsammensatte Ord, som en Modpart saa ordentligen og troe udtager af Henr. Wer- gelands Skrifter, at af disse i een Linie ere kun de tre belemrede med Trykfeil, men hvilke dog ophæve det Ordene skulde ud- trykke nemlig baade noget Lydbetegnende og det Lunets kaade Øjeblik, der lod dem skabes. Deres hele Undskyldning er at de ere Lunefostre, og som saadanne kunne de aldrig behage Alle, mindst naar de som i Vidar, sættes aldeles løsrevne fra en Sammenhæng, en Tanke- Billed- og Riimfylde der netop skabte dem. Dog -- det vilde føre langt hen, om man skulde besvare ethvert "Hvorfor saa og ikke anderledes?" som maatte kunne gjøres en Digter. Der er heller intet modbydeligere end en saa- dan Søndren af hvad Aanden engang har fastprentet (stereo- typeret) eller et Lune, som ikke altid tilfulde lader sig forklare, fastaandet paa Papiret. Hensigten at lydbetegne har Deel i deres Tilvær; men da denne Egenskab ofte i fortrinlig Grad findes ved de Ord, som optages i Skriftsproget fra Almeentalen, og ofte bevirker, som en anbefalende Grund, deres Valg: saa herom nogle Ord: Det Lydbetegnende (det Onomatopoietiske) ved et Ord er af Værd, men især for Digteren. Det kan gaae mange Andres, men ikke hans Øre forbi. Det lydbetegnende Ord er i sig selv poetisk: enkelt som det staaer der har det allerede be- gyndt at gjengive det Begreb, som lever i det som dets Sjel; men det gjengiver dette kun omtrent som Fuglen sin Livsfølelse gjen- Fotnote: Saaledes brugt af Edvard Storm. SIDE: 178 nem evige Gjentagelser af sine Triller. Paa Grund af denne Livlighed søges lydbetegnende Ord med Forkjærlighed af Dig- terne, der gjerne sælge en skjøn Omskrivning for det Guld, som ligger i et udtryksfuldt Ord. Saaledes giver Bygmesteren gjerne to tilhugne Stene for en naturlig af samme Snit og Størrelse, baade fordi den er en Sjeldenhed og fordi den meere vil styrke den Bygning, han har under Hænder. Og i samme Forhold kunne vi Normænd med Vinding for vort Veltalenhedstempel betale to Ord, der mangle den lydbetegnende Gehalt for et, der har den, klang dette end kun i Almuens d. e. Almeenmands Mund. Sproget i det Hele vilde vinde derved, thi netop efter Mængden af Udtryksfulde Ord maales dets Livlighed og Kraft. Denne Retning i Optagelsen af Almuord, nemlig fortrinligviis Valget af onomatopojetica er ogsaa synlig, især hos Wergeland. Disse Ord ere ogsaa Kjernen og Margen i ethvert Sprog; men dette maa ogsaa have en overveiende Mængde af Ord, der have mere med den abstracte Fornuft end med Skjønsandser og Ind- bildningskraften at bestille: -- Stammen maa ikke alene staae der senet og knudret, men formet af talløse Grene, Qviste, Blommer og [fotnotemerke] Blade til et herligt, Nationer bedækkende Træ [fotnotemerke] . Sprogene begyndte kun med Forsøg paa ved Lyden mere at skildre end blot at benævne Gjenstandene; men derfor tillader Sprogenes Udvikling ikke Mennesket at lukke sit Øre for disse Grundtoner, der netop udtrykke klarest hvad der er alle Tiders Mennesker nærmest, og som derfor fremkaldte dem først, nemlig Naturgjenstanden, Sindsbevægelserne og Drifterne. Have Be- nævnelser heraf end ligesaaliden udvortes Lighed med hinanden i aldeles forskjellige Sprog [fotnotemerke] , saa skal dog ofte en indvortes Liig- hed, den samme Stræben efter Lydbetegnelse være umiskjendelig. Tages Hensyn til et Folks og Lands særegne Beskaffenhed, saa skal det vel tykkes os, somom deslige Ord ikke vilde kunne lyde anderledes der, men tillige somom samme Satser vare flere Folkeslag til Bearbeidelse dicterede ud af eet Sprog. Vi gjen- Fotnote: Her faae vi jo, og det ganske naturligt, "Ordbladeraslen," som klang saa unaturlig? Fotnote: P. E. Müller siger, at en af Aarsagerne til at Sprogene tabe i Kraft er, at de abstracte Udtryk med Tiden miste deres sandselige Præg. Etymologien kan dog hjælpe til at gjengive dem noget heraf, saaat de vorde mere prægnante. Fotnote: Som "caballus" og "Hingst," "boao" og "hrøite," "fremere" og "fnyse." SIDE: 179 kjende saaledes fælleds Satser i vore egne og andres Variationer. Abiriel tiltaler Adam forudsigende i Messias: "Din Tunge Hjertet er, som ejer kun eet Sprog paa hele Jorderund. Men Dialecterne i hvert et Bryst forskjelligt Echo give fra din Røst. De sukke eens ei, naar du raaber: Ve! og skralde eens ei, naar du raaber: le!" Onomatopoiesis er da dybtgrundet i Sprogene og paa engang deres Overeenstemmende og Skilnende indbyrdes. Det er der- for at de lydbetegnende Ord vende først tilbage hos os for at fortrænge uduelige og fremmede eller stille sig andre ved Siden. Formedelst deres Udtryksfuldhed ville Danskerne let forstaae dem, og Svenskerne have fra Arildsold de fleste af dem, der kunne gjøre Krav paa Optagelse, saaat dette netop fremmer et Mellemsprogs Fuldførelse, der liden Forargelse kan vække, men bevirke Herligheden af at de tre nordgothiske (ikke som en Modpart til "nordisk-germaniske") Folkeslag dannede eet viden- skabeligt Publikum, der med Lethed benyttede Udbyttet af tre selvstændige Literaturer. Nytten heraf kan ikke omtvivles. Men kan ikke Muligheden? Nei, mistvivle vi end om hvad forenede Aandekræfter kunne udrette, lade vi end Danomanerne rase: det Ryggestød vi have i det svenske Sprog, dets Literaturs Indvirken paa os, Oldsprogets Gjenoplivnen, Almusproget, flere mere Dannedes Bekjendtskab dertil, de danske Familiers Hendøen og deres Ætlingers For- norskelse, flere og dygtige sandt norske Forfatteres Fremtræden, en mulig istandbragt Forbindelse imellem de bedste iblandt dem til Sprogets Uddannelse, Foreningen af fædrelandsksindede lærde Mænd for Selvbearbeidelsen af egne Oldskrifter, Fædrenelandets Opblomstren, dets politiske Selvstændigheds Fastnen -- alt Dette dynge vi sammen, og Seirhaabet læner sit Anker til dette Bjerg. Vilde og maa end Tiden modne denne Seier, saa overlade vi dog ikke dette til den alene: Vi maae ikke mistvivle om vore Kræfter i en Kamp af saa høi en Moralitet. Historien, Alstyrelsen igjennem den, skal ikke ophæve sine Love og gjøre Norge til en Und- tagelse imellem Landene. Thi er den Bemærkning rigtig, at man SIDE: 180 synes at kunne kræve af et Folks hele Sprog, at det skal gjen- give os igjennem Øret noget Lignende det Heelbegreb, vi igjennem Øiet og Granskningen have samlet os om Folket og Landet -- da fornemme vi i vort nuværende Skriftsprog langtfra denne store Onomatopoiese, saa tydeligen som Folkets og Landets skarpe Charakteer fortjener. Men i Almumaalet høre vi den; vi finde der vort Norge og den Natur, der fostrede os op (men mon forat falde i fremmede Hænder?). Og i Ahnelsen, som paa- trænger sig selv den, der blues ved sit Modersmaal, om at dog anderledes eller saa burde være, som oven sagt, have vi Grun- den hvorfor det svenske Sprog, der meest afbilder Norge og dets Folk, tiltaler os med saadan Velklang, med en, der synes os bekjendt som Barndomsminder. Fornuften har Intet imod at Indbildningskraften siger: "jeg seer Spanierens Grandezza, jeg hører hans vægtige Trin, jeg seer de castilianske Sletters for- bausende Vidde, de alvorlige, bølgede Sjerraer, Nevadas Maje- stæt over Vegaslettens rige Ynde, jeg hører Muulæselklokkerne og Romancerne og den natlige Guitarre under Laurer og Rosma- riner: -- jeg hører og seer Spanien og Spanierne i det spanske Sprog. Jeg hører og seer Frankrig med sit livlige Folk syngende, besynget, afbildet i sit livlige Sprog -- denne raptløbende Seine, dette Paris af Ord, stort, mylrende, den ene lille Monsjeur af et Ord næsten stødende paa den anden, men dog paa det artigste gjørende Plads, eller løsreven af Sværmen, der styrter sig imel- lem, med Toner pragtfulde som Empereur-Palladser, smagfulde som Akademierne, eller travle, arbeidende, leende, smudsige som Smugene i Fauxbourg St. Marceau. Der er nok deri baade for Corneiller og Raciner, Scriber og Melesviller, Feneloner og Forfatterne af amours des prêtres og chronique scandaleuse du roi -- nok for Høide og Kaadhed, Alvor og Overgivenhed -- nok for Marseillaisens Ild og Majestæt, for det Smeltende i "oh que jaime ma douce melancholie!", som for det Orgiske i "les nouveaux tralala: on vit Louis le quinzieme." Og Engellands Sprog melder det os ikke Friheden, den friske, frodige Natur, den rige Virksomhed i dette Land og Folkets anmassende, lige- fremme og kraftige Charakteer? Sproget er oprundet af for- skjellige Stammer som Folket; det er erobrende som dette viden om fra alle Verdensdele. -- Og Romersproget? Deri marschere tunge Legioner, og Verdensstaden sees med sine rostra og portici SIDE: 181 og Capitæler og Colonner, og patres sees paa comitia og forum romanum med deres ziirlige Togaer og betænksomme Ansigter -- Alt er alvorligt, majestætisk, cæsarisk herskende, senatsværdigt og bestemt og pynteligt. Vi overraskes ikke ved de catilinariske Tordener, som lade sig rulle igjennem det; men Lalages søde Latter og Horatses og Lydias Klagen er os fremmed, til vi er- indre os, at dette Sprog lød i Hesperidernes Have. Cithrinker maatte ogsaa kunne lyde i det. De homeriske Tonebølger ere formede efter blide joniske Høider, og Hellenersproget efter helleniske Skjønformer. Attika selv og Athenienserne ere i det Attiske. Grækernes mange Republikker ere i disse mange Mund- arter. De smaae græske Fjordes tæmmede Bølger, ja Landets milde Temperatur er i disse Ord. Sparta er i sin haardere Dialect; og paa hiin Side Hellesponten, hvori de joniske Strande svømme som Bendler og Krandse, paa hiin Side hvor Bjergene blaane, der lyder det Doriske, og vi træffe deri paa Stenene, Bjergstrømmene, det takkede Pangæus, paa den peltsede Thra- cer, de molossiske Hingste, de vilde Geter, paa barklædte Aaser og Orfeus' mystiske Toner. Saaledes i Old som Nu, saaledes med ethvert Folk med po- litisk Selvstændighed og med selvstændigt Sprog og Literatur. Landets Charakteer præger sig i Folkets; dettes i Sproget. Ikkun om vort Israel, der ogsaa har været 400 Aar i et Ægypten, maae vi med Sorg sige, at dette, der i fuldt Maal er Tilfælde med det egentlige Folk og dets Tale, ikke opfyldes tilfredsstillende i Skriftsproget. Det hører mere hjemme i vort gamle Ægypten og paa dets Sletter mellem det trællende Folk. Men, da det nu engang -- medens Svenskerne, der knaptnok begyndte Sprog- udviklingen, fra samme Punkt som vi skulde begyndt fra, om vi ikke havde været overlistede og bundne, have faaet noget ganske Andet istand -- er os indpodet af Danskerne, saa kunne vi kun fremkalde enkelte af de mandigere Røster, som røre sig imellem Fjeldene, og saaledes med Talesproget bøde paa Skriftsproget, og redde hvad der lader sig redde. Hver norsk Pen bør vie sig dette Hverv, og hvert norsk Øre lytte til disse Toner, glad ved at det endnu ikke, efter saa lang Borteværen og saa megen aandelig Trældom, er saa fordærvet, at det ikke kan høre det Hjemlige i den. Normanden er vel oplært til at sige og skrive "Vandfald" f. Ex. om Sarpen; men, uden at forstøde dette Ord, SIDE: 182 siger han heller "Foss;" thi deri synes han bedre baade at see og høre Skummet, Spruten og det Iilsomme. Norges Fosser veed han ere ikke det matte plaskende Fald fra et Under- gangshjul. Han læres at sige "Vandfaldets Brag eller Allarm;" men han siger heller "Fossens Dur, Fossen durer;" i "Fosseduret" hører han den bedre. Han er lært at skrive "Appendix, Tillæg;" men hans Fingre kløe efter at skrive "Atpaaslæng," fordi deri ligger for ham mere Malerie end i hine Ord, der kun ere ham Bogstaver. Han skal sætte "svag, tam, stiv, foldet, tungsindig, mild og blød, forvirret, forgjæves, skrøbelig, klog, smuk, frem- fusende, aabenmundet, utæt, iisbelagt, behandlelig eller tractabel, lige god, grumset, alt tilsammen, tyvagtig, let eller vanskeligen gjørligt" o. s. v.; men Normanden siger ligesaa gjerne: "vek, spak, stør, skrukket, stur, lind, fjamset, faafængt, skrein, indtænkt, fager, framfus, flaakjeftet, gisten, gistinn, holket, handsam, jevngod, jør- met, altihop, langhændt, letvindt, tungvindt. Han skal skrive: "fastbinde, Foranstaltning, Bind paa en Bog, Størrelse, vælte overende, Allarm og Spectakel, urolig, træde, Træpind, spændt, spire frem, Øgenavn, Forslag, uordentlig Søgang, godmodig, tid- lig, aarvaagen, tilmed, eensfarvet, lysten, Hvæssesteen, Forsigtig- hed, bifalde, Fuldsødskende, ganske, forhaane, især, Udaad, For- ræderie, Selskab, Forvirring, Aften, blive Aften, livlig, Krog, Smaaregn, fattes, stoppes i, formaae, luge, vred" o. s. v.; men Han vil ligesaa gjerne og ofte hellere end det, skrive: "sterte eller stundom fjettre, Stell, Perm, Storlede, aavælte, Stuss og Styr, styral, trakke, Spilre, stinn, sprætte, Klængenavn, Monn, Stolpesjø, godkynt, aardags, aarvak, ataat, enlet, hippen og fiken, Hein og Bryne, Vaerhu, samsinde, Sambaarne, plænt, tviværde, enkom, Illværk, Svigraad, Samlag, Qvakkel, Qveld, qveldes, qvik, Ro, Ruskeveir, vanter, dytte, orke, ryske, sindt" o. s. v. "Beintfram, endeud", er ham ikke altid det samme som "lige- frem," heller ikke "stout" det samme som "stolt", "stulle" det samme som "røgte," "Stav" som "Staur," "fatte" som "gribe," "Krim" som "Snue eller Hoste" (men begge tilsammen), "laget" som "bestemt," "esle" som "levne" (ogsaa tiltænke, levne med en Bestemmelse), "vindt" som "skjæv," "Vet" som "Vid" (pru- dentia og sagacitas, Almeenvet: sana mens). "Veen" er ham mere end "smuk" (ogsaa "tækkelig"), "Skjyru" noget andet end "Lja" og "Segel," "Sjødrev" end "Søgang" eller "Søhvirvel," SIDE: 183 "Silju" ikke altid "Piletræ", (Salix laurifolia og Salix capræa), "Næper" ikke altid "Roer," "jure" og "reipe" siger ham noget mere bestemt end "binde og snøre," "Grind" end "Port," "Gust" end "Vind," "grann" end "spæd," "Greje" end "Rede, Besked," "Flyg" end "Insecter," "blingse" end "skele," "skrasle" end "lee," "Sus" end "Blæst," "støpet" end "hullet" (om Veje), "supe" end "drikke," "Talle" end "Gjødsel," "tidd" er ham blot "svanger" om Dyr; "Traaveir" er ham mere end "ondt Veir," (nemlig et, der har "sat sig"); "trive" er ham ikke altid det samme som "gribe," "ture" som at "støie," "tælje" som at "skjære," "fakke" som at "tage," "plire" som "blinker med Øinene," "Holt" som "Skov" eller "Lund," "fare ad" som "behandle" eller "bære sig ad," "fate ihopes" som "sammensye," "fast" som "endskjøndt," "fleinskallet" som "skaldet," "Gaul" som "Skrig," "Laate" som "Lyd" o. s. fl. Normanden beholder alle disse og flere lignende Ord; og lidt efter lidt indfører han dem af Folkemaalet i Skrift- sproget; thi for sit Sprogs Rigdom paa Udtryk, der grannt be- tegne Tankerne eller Bøininger deri, har han Øre, og kan ikke lade den ubenyttet. Men kun Han, ikke Dansken, finder den fine Forskjel i Bemærkelsen og den rigtige Anvendelse af hvert enkelt Ord. Normanden vil ogsaa vænne sig til at bruge det særegne Fortrin ved Almusproget, at det skyer de Omskrivelser, som Skriftsprogets nuværende Armod tager sin Tilflugt til. Det norske Folkemaal siger: "langlet" for: langagtig af "Ansigt," "langsindt" f. "som er længe vred, som gjemmer sin Vrede," "det skoller" f. "det falder i "Øinene," "Svimeslag" f. "et Slag, hvorved man besvimer," "valen" f. "frosen paa Fingrene," "skarplet, hardlet" f. "af skarpe Træk og haardt Udseende," "fiinlet" f. "fiin eller skjær af Udseende," "Flomgard" f. "det Sted i Stranden (Fjæren), hvortil Vandet stiger," "Sælebod" (Sjelebod), f. "Barmhjertighed eller fortjenstlig Handling," "Føre- fald" f. "Sneførets Aftagelse," "grannlet" f. "spæd, mager af Ud- seende," "gjete" f. "vogte Qvæg," "glane" f. "see med opspilede Øine," "havne" f. "sætte Kreaturerne paa Græs," "hjemsyg, hjemfus" f. "syg, begjerlig efter at komme hjem," "klaafingret" f. "som vil røre ved Alting," "Bradveir" f. "hurtigt paakommende ondt Veir," "sandskyldig" f. "den rette Sagen Vedkommende," "Afdrot, Budrot, Sommerdrot" f. "Hvad Qvæget giver af sig en Sommer," "dagsætte" f. "fastsætte en Dag," "faamælt" f. "som SIDE: 184 af Enfold eller Forsagthed ei kan eller tør tale," "Framskott, Bagskott" f. "forreste, bageste Deel af Baaden," "aarbaaren" f. "tidlig født," "udniste" f. "give Reiseproviant," "Aaremaal" f. "en Række af Aar," "agne" f. "sætte Mading (Agn) paa Krogen (Agnoren)," "anføddes", f. "med Fødderne mod hverandre," "stane" f. "staae stille," "livræd" f. "bange for Livet," "Aarbit, Fordavre" f. "lidt Mad tidligt," "Bagevje" f. "tilbageløbende Strøm langs Bredden," "Bagstegagn" f. "Tilbehør til Bagning," "Bradtale" f. "overilet Tale", "beilestur" f. "tungsindig af Kjærlighed (Kjærlek)," "beine" f. "gjøre lige," "staure" f. "sætte Staver i Jorden", "Ev- ningstræ" f. "beqvemt Træ til at gjøre noget af," "Beenlag" f. "Benenes Stilling," "Tvebeite, Trebeite" f. "to, tre Spand Heste," "lene" (af lind) f. "gjøre blødere," "Sveiv" f. "Haandgreb paa en Maskine, der omdrejes," "blaakalt" f. "koldt med klar Luft," "aavirke" f. "tilhugge i Skoven," "braatage" f. "tage hastig og ivrig fat," "fagne" f. "venligen modtage" o. s. v. Normanden vilde endogsaa gjerne tillade sig større Frihed end her i at bog- stavere Ordene næsten lige som de tales. Det er en Slags op- ofrende Skaansel for de Svages Skyld, at han ikke gjør det. I "blaut" synes ham at være mere mollities end i "blød," i "dryg" mere Suffisant end i "drøi." Han er ikke saa naragtig pertent- lig, saa taabelig "vanen," at kalde det Ord uværdigere og af en ringere Rang end Skriftsprogets, fordi det hidtil kun har levet i Mængdens Mund og nu først fremtræder med sine Fordringer i denne almindelige Norges Restaurationstid. Til Sprogets Berigelse og Tankens Beqvemmelighed optager han endog Ord, som have andre enstydige ved Siden. "Imse" er ham ikke pøbelagtigt, fordi Bøgerne hidtil næsten alene fremvise "uvist". "Aabry, Sliul, tørne, skral, dætte, ærte og tærge, Fille, Fær, bræe, ende- fram, truten," ere ham ikke overflødige, fordi han tilforn ejer "Skinsyge, Pleil, støde an, skrøbelig, falde, tirre, Pjalt, Reise og Reisefølge, smelte, ligefrem, opsvulmet." En reen Nødvendighed byder ham ogsaa at betjene sig af Almuord, hvor Landets og Folkets nationale Beskaffenhed skal betegnes. Skriftsproget ejer vel nogle hertil tjenlige Udtryk, men Danskerne have ikke kunnet forsyne os med de manglende. De have intet Ord for vort "Blaabræ" uden det tydske "Gletscher," intet for "Fjeldkast," intet for "Kleiv og Kneik og Støl og Fjeldbeit." Vi nødes til at skrive: "Fjeldfog, Fonn, Vasdrag, Dalføre, Tange, Eid, Evju, Li, SIDE: 185 Luur, lystre, Grænn, Granlag, Haga, Kling, Skout, at skoute sig, en skoutet Kjærring, Skigard, Fønn, Udfugle (Fugle, som holde til paa de yderste Skjær), Øhlrøik, Fjøs, Fjøshjeld, Fole, Qve, Bunke, Spon, Spontag, Spirer, Baghun, Budstikke, Høtræv, Tind, Kanap, Knatt, Rabbe, Bygd, Barskog, Braate, Bakke, Varg, vargyner Skrubb, Bamse, Bingse, Øeværing, Fossestup". Voll, Havbryne, Sæter, Barfrost, Skara, Svaberg, Sne- og Steenskred, Gjaller, Bøling, Bufær, Skier (ikke, som man har seet, Sneskoe), Tømmer- lundinger, Tælegrop, Kaxe, Bixe, Hie, Plogaan, Vaaraann, Slaat- aan, Skuraann, Drivte, Døle, Elvebrud og Elveskott (alluvies), Lændse, Iisflak, Aas, Aaslie, Haabeite, Myr (ikke Mose), Vang, Havguul, Berglændt, Odel, Kaarfolk, Gildre, Qvae, et Smug, Stine, Stril, Ur, Røs, Vindfald i Skog, Løkke, Malmfuru, Tall, Tyriveed, Vaag, Varde, m. fl. Her vil Nedskriveren stane lidt i at mønster- nævne norske Ord, for ikke lige indtil Nerveslag at saare de fordærvede eller fremmede Øren, der faae ondt ved blot at høre dem enkeltviis. Forarges Nogen over de anførtes Mængde, da angives samme Grund herfor som den en Danoman, der i Løbet af dette Aar vanærede en norsk Tidende med en Opsats fra Dannemark, hvori (som en Anden offentlig og medrette har dømt) Norge, Sverrig, disse Landes Forhold til hinanden og dets norske Folks Charakteer forhaanedes, angav for Bibeholdelsen af endeel reendanske Talemaader, nemlig den: "at dette ikke skulde være uden Nytte" (for Fordanskningen i Norge udentvivl). Af reen Barmhjertighed spares de syge Øren imidlertid for et heelt Hærkje norske særtegnende (charakteristiske) Vendinger, der kunne bevise Modparterne hvad de -- formodentlig af den gyldigste Grund af alle, nemlig Uvidenhed -- ikke kunne ind- rømme, nemlig, at vort Skriftsprog har ikke alene en lexikalsk, men ogsaa noget af en gramatikalsk Rigdom fra Almusproget ivente. Da det ikke er vant om at finde Leilighed til at vise det paa de mange Kamppladse, som nu aabne sig for Sprog- stridighederne, især saafremt de egentlige Sproglærde ville træde i Skrankerne, med nogen Dristighed, og uden, som man siger, at fare altfor lækkert frem: saa snygge vi os herfra med bitter Klage i Hjertet over at den lange Trældom ogsaa har den ulyk- salige Følge, at Haabet maa opgives om at kunne gjenvinde ret meget af de gramatikalske Fortrin. Det er ikke ligt til, at vore Ordbøininger fra Almu- eller Ursproget skulle gjenerholde deres SIDE: 186 Fuldkommenhed. Casusendelserne, Conjunctivet, Vocalforandrin- ger, Tillægsordenes Bøjelighed efter Kjønnene, Letheden i Sam- mensætninger, de fine Tankebøininger gjennem uadskillelige Smaataledele -- dette og mere til skulle være tabte Klenodier, som Smerten derover vil vurdere. Den lexikalske Berigelse vil da vorde Hovedsagen, og Müller viser os ogsaa: at Ursproget ogsaa kan bidrage dertil mangen værdig Skjerv, som det norske Skriftsprog, uanseet hvad det danske i sin Donranudiskhed vil erkjendtlig bare modtage. Saadanne ere: aarsæl, børsæl (heldig til at faae gode Aar og Bør), Banemeen (dødeligt Saar), Dagbryn (første Gry), Dagfærd (Dagens Reise eller Syssel), Dagsandt (det, som ligger klart for Dagen), Dagslot (hvad der kan slaaes paa en Aannedag), Dvergmaal (Echo), Fjernbaaren (Udarving), fodhvas (som gaaer rask), framvis (kyn- dig om det Tilkommende), Frasagn (Tradition), havvild (forvildet paa Havet), Harmdød (sørgelig Død, Skadedød), Hærfærd, Hær- klæde, Hærskræk, Hærstyrer (Krigstog, Krigsdragt, panisk Skræk, General), hugfæste (gjemme i Mindet), Hugskud (Indfald), Kjøb- færd, Kjøbstevne (Handel, Marked), Lønfød (hemmelig født), Løn- mæle (hemmelig Omtale), letbrynt (af muntert Anlet), maaldjærv (som taler dristigt), Mandvet (sund Menneskeforstand), misgjort (urigtigt gjort), Mismæle (slem Omtale), ordhvas, ordstille, Raad- kroge (trædske Raad), vrangsnoe (stærkere end at "fordreje"), sambrynt (med samvoxne Bryn), samfædret (med fælleds Fader), samharmes (dele Ens Sorg), samjevn (æqualis), Samjevning, Sjø- fang (Hvad der fanges paa Sjøen), det somres (bliver Sommer), storraadig, tarvløs (unyttig; tarvløst: frustra), tavlvis (regnekyndig), Tungekast (Mundsveir), Vaabenthing (Revy, Hærskue), ætgod, æt- gjæv (af god Byrd), Ætfolk, Ætmænd (Beslægtede), ætlede (lyse i Kuld og Kjøn), ætgangen (Arving til Ættens Dyder), Ætblomme, Ætpryd, Ætled (Slægtskabsgrad), Ætleding (en Adopteret), Æt- qvist (Green af Familien), Ætkreds (Indbegrebet af den hele Slægt), Ætskaar (Formindskelse af Slægten eller af dens Tarv), Ætmærke (Vaaben). Nedskriveren lægger hertil: Veidesti (Jagt- strækning), Sættestevne (Fredskongres), Valrov (spolia), sagesløs, kongeløs, høvdingløs, Ufrelse (Slaverie), Mismaal, Misminde (lap- sus lingvæ, s: memoriæ), Vaerhu (Forsigtighed), Maalvet, Lovvet, Frivælde, Stormannavælde (Republik, Aristokratie), Sædløse (Plump- SIDE: 187 hed), Illske og Illraad og Illværk (Ondskab, ondt Anslag, Udaad), Nytsame, Skadsame, Frændsame (Nyttighed, Skadelighed, For- stand, Slægtskab), fredsom, hevnsom. Disse sidste Ord søge om Borgerret hos alle Gother. Heller ikke skal det gjøre vore optagne Almuord Brist, om nogle af dem ogsaa lyde om Belterne. Men det bør dog ikke forbyde Normanden at bruge dem, at de paa hine fremmede Strande ere ubekjendte. Det var at drive Kjærligheden for vidt, om man ikke turde ride paa sin egen Hest fordi Næsten ingen havde eller og kun et udpidsket Øik. Siden det haardspundne Kjær- lighedsbaand brast, hvormed svigraadig Statskløgt og hykkelsk Egennytte bandt os til "Kjærlighedsfolket," er det ogsaa paatide at vi kappe et uværdigt Ledebaand, der ikke er andet end aan- dige Lænker, og forjage Overtroen paa de forfærdelige Aander, der skulle røre sig hist nede. Det egentlige videnskabelige Ud- bytte er der som allesteds almeenmenneskeligt; men dog os, der høre til Ætkredsen, nærmest. Vi forspilde allermindst vor Ret dertil ved at udarbeide og frembringe Noget selv. Forgrening er ikke Adskillelse, men Frugtbarhed og Rodstyrke. Dansk- rasernes Trudsel med at vi derved kun foretage os faafængt Arbeide og friste hine Forgudede til ikke at vedkjende sig os, til at slaae Haanden af os, er selv taabeligere end det Skrig, der skal skræmme os tilbage fra at grave efter vore egne Sprog- skatte. Dette Arbeide er kun nylig paabegyndt med en større Iver, skjøndt ikke med al den, det fortjener og skjøndt Trangen dertil -- som sees af samtlige danske Forfatteres Klager -- al- lerede viste sig hos os samtidigen med den, der krævede en Høiskole og lønvirkede for Norges borgerlige Selvstændighed og Frihed før 1814 Aarets dagklare Storvirke. Iveren for at berige og uddanne vort Skriftsprog saaledes som her anbefalet imod Danomanernes Daddel har samme Rod som Friheds- og Selv- stændighedsfølelsen, som Fædrelandskjærligheden. Arbeidet maa da fortgaae, og det med den Begjærlighed, at selv Ord, der have -- som forhen antydet -- Enstydige ved Siden, ikke bør forstødes, naar de have noget at paaberaabe sig: enten mere Marg, Klang og Vellyd eller Bestemthed. Om de ere af ædleste Urbyrd bliver mindre at tage i Betragtning; men kommer det til, saa vel! De, der forvexle dialectisk Ordvet med Skarpsind, SIDE: 188 og de gamle Smør- og Dør-Rimere burde mindst fornegte deres Selvkjerlighed og stride mod en Ordvinding, der kunde vorde dem til saa uberegnelig Nytte. Medens Disse derved spare Penne og Tænder, skal det være den Skønsome klart og den vigtigste Herlighed, at det er ligesaameget i indre som i ydre Rigdom Sproget derved vinder. Overflødighed af Udtryk til at vælge imellem er det sandeste Vidnesbyrd om et Sprogs Fuld- kommenhed; thi netop derved forfølges Tanken i sine fineste Vendinger og gjengives ligeindtil det Maleriske, til Lydbeteg- nelsen. Normandens Øre skal sige ham hvilket Ord, der griber Tanken og prenter den renest. Saaledes har Henr. Wergeland -- hvad En paastaaer -- aldrig forvexlet "unna" med "under". "Slippe unna" er for ham sublabi, subterfugere, men ogsaa oc- culto quodam modo demittere. Skriver han "Vivand," da kan han gjerne indrømme Fundet, at det egentlig skulde være "Vidje- vaand," men hiint kortere Ord er Almeentalens og Plantelærer- nes, og kun saaledes skrevet almeenforstaaeligt om betula nana. En Modpart udleder slig Skrivemaade ikke af andet end af "den groveste Uvidenhed;" men megen Lærdom eller megen Ondvilje gjør ogsaa rasende. Ligesaalidt skriver W. "Skolt," hvor han burde skrive "Tinding" eller "Pande" eller "Skalle;" thi imellem alle disse er Forskjel, og Leilighed er givet til deri at gribe endeel af de udtryksfulde, særtegnende Penselstrøg og Toner, som stundom fortrinliggjøre Ordene. Der er saaledes først "Pande" lydbetegnende det Brede og Udstrakte ved denne Deel af Hovedet. I "Tindinger" gjengiver den skarpe Vocallyd os Formen for denne Legemsdeel: "Skolt" lydbetegner ved sin korte bestemte Klang den øverste Deel af Panden, hvor den synes at gaae over i en liden, ofte noget fremragende, haarbar Ring. Hovedet udvider sig nu i en Form, der finder et fortræf- feligt Udtryk i det aabne, runde og fuldttonende "Skalle" med "Issen" til Midtpunkt -- en Lyd, der har saameget spidst og centralt, som man kan forlange, naar man vil udtrykke noget Saadant. Alt Dette tilsammen er "Hjerneskallen". Fra Skolten er det Oldingens skinnende, flagrende Lokker dele sig. Det er derfor ikke, som mundtligen omtalt, en sær og upassende Plat- hed midt i det Høie, men paa det nøieste rigtigt af Henr. W., at han i et Minniqvad over en alderstegen Hædersmand siger: SIDE: 189 Did, min Frænde, i det Blaa! Dig en Fredsaand hæved: Han, hvis Hvidving længe laa paa din Skolt og bæved. De nye Ord maae veies. Da vil man finde den lydbetegnende Udtryksevne hos mangfoldige Ord. Det er en Naturgave, som Retskrivningen ikke maa indknibe formeget. Hvem seer saaledes ikke det Spillende, Morildagtige i "glittre;" Skeløiet i "gleime ad;" det Steilende i "Hingst", Ampustne i "higste?" Der er be- stemt Havsfare i disse Udtryk, der lade mangt et Seil falde eller skjærpes paa Stadthavet: "Stormen er myndig" ("Han -- nemlig Stormen, er myndig idag"), "Bygen koldgriner". Og skulle man ikke høre og see det Tornefulde, Udgnistede, Skarp- ristede i "Brisk, Bruse;" det Smaatravende i "dilte;" det Tause i "duust;" det muntre, aabne Øie i "vaak, aarvaak;" det Over- flødige i "fluust;" det Superfluente (s. v. v.) i "flomme;" det taabelige Smiil, den langtrukne Mund i "flire;" det Bange i "fælen;" det store, dumme Øie i "glane;" det Bidske, det pludse- lige Bid til Siden i "glæfse, Glæfs;" det Mandhaftige i "glup, grusk;" det Storagtige i "strunk, børg, stout, spræk, kaut;" det Nedbøiede i "huke, kruke sig, paa Huk;" det Truende i "hyte;" det Uforholdsmæssige i "hængslet;" Letsindet i "Gams, Fleip, Gjeip;" Gaupeøiet i "gridsk;" det Glade, Raske, Smukke i "gill;" det Trofaste og Anstændige i "gjæv" (honestus); det Spodske, Efterabende i "hærme;" det Præcipitante i "stupe (verb. og adv.), Stup;" det Moradsige i "Jørme, Mørje;" det Forslagne i "indfuul, indtænkt;" det Choleriske i "ildsindt, arg;" det stærke Aandedrag i "kjaste;" det bestrygende i det langttrukne "kline;" det Ved- hæftende i "klænge;" det Ujevne, Haarde i "knultret, kranglet og krunglet;" det høje, isolerede Runde i "Koll, Bergkoll;" det Fremragende i "Knab, Knatt, Kampp;" det Selvtilfredse i "kose sig;" det Taabelige i "kope, kopen (adj), og en Koop;" redundatio stomachi i "Gulp;" det indhulede Brat- og Braddybe i "Kulp;" det Trunculante i "Kubbe og Kabbe;" det Sammenskrumpne, Vanskabte i "krylet;" det Pjaltede i "Slurv, Lurv;" det Kjødrige i "lubben;" det Bevægelige i "lea sig;" det Hurtige i "svindt, retnu"? Jeg seer vel en Kreds af vantroe Smiil, der noget kopent SIDE: 190 forundre sig over at Sligt dog skulde findes i disse norske Ord. Men idet det indrømmes, at slig Ordveien kan udarte til Leeg og Selvbedrag, saa bør dog Ord, og især de optagendis, paa fiin Guldvægt veies, og denne Vægt bør hænge i Forfatterens Øren. Da er et Ord først levende og døbt i Aand, naar det rører Ind- bildningskraften. Ædlere Evner voxe i Sjelen under en saadan Leeg, end de, der hos vore Danomaner anspænde sig imod dem, der elske de norske Toner, og som lære sine Aandsfostre tid- ligen at gjengive Folket denne Lyd af dets egen og Landets stærke og djærve Natur. Disse Fædrenelandets ærlige Sønner og kraftige Aander er Seiren forjettet, saaat ved deres Anstræn- gelser Bifrosten mærkeligen hvælver sig, der skal forene begge de andre Gotherfolks Videnskabssfærer, naar den norske Tunges stærke Gjallarhorn lyder. Vorde end Framstegene ikke saa kjæmpemæssige, som flere Normænd end Forfatteren ønske, saa er dog alt Noget erhvervet og Mere skal erhverves for vort Sprogs og vor hele aandige Selvstændighed. Kamphærdede Mænd, Mænd, som under uegennyttig, ja Selvopoffrelse kræ- vende Strid opvoxede til Styrke, skulle ikke see det Kamp- vundne gaae tabt; thi alt som de vunde det, gave de Folket det til Opbevaring. Det er ikke længer Navnet af et norsk Skriftsprog og norsk Literatur, som Normændene ville vinde; thi Spørgsmaalet om Retten hertil, som dansk Anmasselse gav et falsk Skin af Omtvistelighed, er forlængst afgjort. Men nu er det Virkeligheden af et selvstændigt Skriftsprog, som fremæsker Norges Aander. Dette maa Tiden af sig selv afføde før Aar- hundredet nedrødmer, og saameget snarere som Kræfterne derfor forenes. Længe inden den Tid briste vel ogsaa de politiske Lænker, som hidtil fastere end Belterne have omspundet det danske Folk, og dets Geister skulle faae vigtigere Ting at sysle med, end smaaligen at indblande sig i andre Nationers indre Anliggender. Denne Forventning er dog maaskee mere sangvinsk end hiin os angaaende; thi baade er den dybtgrundede Nød- vendighed viist, at vor Sprogfønix maa igjen faae mange af sine deilige Fjedre, og ligesaalidt opstiller Historien i det tydske Sprogs ligemeget kunstige som naturlige, men forbausende Ud- vikling i neppe de sidste 100 Aar, dette Mønster eensomt eller uefterfølgeligt, som den nogensinde pleier at gjøre dette. Det tydske Sprog sukkede ogsaa under fremmed overvældig Ind- SIDE: 191 virken og dets Genius skulde hverken vandre saa frit fra Veltlin til Elben som dens Fødders Kræfter tillod eller svinge sig over de lave Aanders Dunstkreds. Da kastede de zürichske Kjæm- per dens fremmede Byrder af, og Klopstock og Voss og Wieland løste Fodklodderne og Vingelænkerne, og Schiller og Goethe fore op med den befriede Genius. Lige Aarsager lige Virk- ninger. Ogsaa Os skal Nytten og Æren af et selvstændigt ud- viklet Sprog koste en literær Borgerkrig; thi det er ligesaameget inden- som udenlands at Modkjæmperne reise sig, og for mindre ville ikke disse Profeter, som have solgt sig Belial ivold, lade Fædrelandet gjenvinde dette sit Odelsklenod. Dog her skal det gjælde, som misforstaaes om Blodseirene, at den letteste Seier er ikke den bedste; thi Modstandernes Control skal afskrække fra at overhølje Skriftsproget med Strømme af uduelige Ord, paa samme Tid som deres tætteste Haarsi ikke skal kunne hindre de gagnlige fra at passere, netop fordi de ere af et ætherisk, aan- digt Væsen. Der vil gives Ultraer i denne Kamp, og af høi Værd som fremdrivende Kræfter. Der vil gives Moderate, og hvilken Sprogforbedring eller Sprogberigelse, de have stemplet, skal uden videre vorde taget tilfølge. Man bør haabe, at Aarene og en Forandring i Stilling, der ikke vil tillade Forfængeligheden over de selskabelige Fortrin, som i vore fornemmere Kredse gives den Daniserede, at tilsløre det bedre Omdømme, skal om- skabe de unge norskbaarne Danomaner til saadanne Moderate. Man vil faae Tid til at blues ved Erindringen om at man for- haanede sit Fædrenelands Literatur, Tid til at glemme de ton- satte heibergske og rosenkildske Flauheder, hvormed man en- gang proppede Mund og Øren fulde; og den Feber, Aanden fik i den vindige og vandige kjøbenhavnske Vaudevillefjellebod vil hos Mange sikkerligen helbredes, endog førend de graae Haar svale al Rasenhed. Om disse vore danske Skuespilleres lær- villige Elever, om Disse, der, blinde og taalige omdreies med og dreie Modehjulet, hvis evindelige Kredsløb netop gjør det eens- formigt, og lader Betragteren ligegyldig ved hver enkelt Bevæ- gelse, om Disse kan endnu Samlændings-Kjærligheden nære Haab, endskjøndt de kun ere det lidet værd. Men kun om de Enkelte haabe vi Intet, der lade til af Grundsætninger at dani- sere, og som forvanske Historien og Sandheden, idet de tillige søge at bringe Fædrelandet til at rødme over sig selv. Anden SIDE: 192 Gjendrivelse end den blotte Anførelse behøver da ikke denne Lære, "at Norge tilforn ved egen Brøde tabte Selvstændigheden;" "at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget, har meget for sig;" "at vi maae lykønske os med at vi saa beqvemt komme til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers Lite- ratur;" "at vi igjennem [fotnotemerke] Danerne sættes i Forbindelse med alle øvrige videnskabelige dannede Nationer, hvilket ellers ikke skulde kunne være Tilfældet". Danmark skal endnu være Hovedlandet; Norge kun en aandig Provinds derunder. Saa er det; og derfor maae Normændene først og fremst indpræges Ringeagt for norsk Skjønvidenskabelighed og anden norsk Literatur og Mistillid til egne Kræfter. Lykkes dette -- nu, da skal Norge heller ikke længe rose sig af politisk Selvstændighed. Lader den dannede Almeenhed sig indbilde, at de ere sangvinske Daarer eller aan- dige Voldsmænd, som arbeide paa Fædrelandets aandige Selv- stændighed, da skal den ogsaa snart fra en anden Kant lade sig indhviske, at De, der ære og stride for Fædrelandets borgerlige Selvstændighed, ligeledes ere enten Narre eller Folk, som bør bindes. Ja lykkes det vore værste Danomaner, at indgyde Folket Ringeagt for sig selv -- da skal Fædrelandet vorde den van- ærede Qvinde eller den arme Moder ligt, der krænkedes (ja af egne Børn), lige indtil at hun udvandrer af sit Huus, og livsled, med hendøende Øine og et fastnet, følesløst Smiiltræk om den lukte Læbe, sætter sig paa den stormige Havbryne. Og Havet voxer og rører alt hendes Ankel, hendes Knæ, hendes Belte, og Stormen bortfører hendes Lokker; men Blikket livner ikke, og Smilet løsner ikke; hun rører sig ikke -- ligegyldig enten hun skal borthvirvles af Østens Storme eller af Bølgerne fra Sønden. Fotnote: Toldede Hansteens, Abels og Keilhaus Berømmelse ved denne Broport? SIDE: 193 Henrik Wergeland OMRIDS AF KONGERIGET SVERIGES HISTORIE DEN HEDENSKE TIDSALDER INDLEDNING Flere Ting antyde, at det første Folkeslag, som beboede det nuværende Sveriges Egne, vare Lapper, som siden ere blevne hentrængte til Fjeldene mod det høiere Norden, hvor de endnu fortsætte sit oprindelige Nomadeliv. Det første Folk derimod, som Historien, eller rettere dens Fornsagn, omtaler, benævnes Joter, som fandtes der boende af de senere indkomne gothiske Stammer. Det er næsten med Vished, at vi antage, at Sverige ligesaavelsom Norge Tid efter anden befolkedes af udvandrende Asiater. Man antager ogsaa, at Sverige begyndte at beboes 800 Aar før Christi Fødsel. Sa- gaen omtaler Forniother og hans Efterkommere som den ældste Konge og Kongeæt. Han skal have regjert omtrent 400 Aar før Christi Fødsel -- noget, der synes fabelagtigt, da Navnet hen- tyder paa Landets gamle Indvaanere: Fornjoter. Der siges ogsaa, at da Gylfe, den Sidste af den forniotherske Æt regjerede over Svithjod (Sveriges gamle Navn) 100 Aar f. Chr., ankom fra Asien Een ved Navn Othin, som egentlig skal betyde den Gud- dommelige. Hans virkelige Navn var Sigge Fridulfssøn. Af Romernes seirende Vaaben var han bleven tvungen til at flytte fra sit Hjem ved det sorte Hav for i det fjerne Norden at søge et nyt Hjem og at redde sin Frihed. Selv en klog Mand, i Spidsen for en Folkestamme, som besad en høiere Dannelse end de forud Indvandrede, synes han overalt at være bleven vel imodtagen og hædret og at have faaet raade efter eget Tykke i de Lande, han gjennemtogede, nemlig Rusland, Tysk- land og Danmark. Stammen, som fulgte ham, kaldtes Aser; Landet, de kom fra, Asaheim. De Høvdinger, som stode ham nærmest, kaldtes Diar og Drotter. Af den gothiske Hersker SIDE: 194 Gylfe, som drog ham imøde, blev han indbuden til Svithjod, hvor han tog Sæde ved Løgaren (nu Mælaren) og anlagde Staden Forn-Sigtuna, hvor han blev en ny Lov- og Religions- stifter for Norden. Her indrettede han efter Asernes Sæd et Offerhuus for deres høieste Guddom Othin, forrettede selv som Ypperstepræst Offertjenesten i Templet, og erholdt saaledes sit Navn Othin, da man efter hans Død ydede ham guddommelig Dyrkelse. Han indførte et eget Sprog og en egen Skrivt (Runer) -- en Fortjeneste, som var de raae Indbyggere -- i Lighed med andre Folkeslag -- nok til at holde ham for et høiere Væsen. Ogsaa berettes mange underbare Ting om ham: at han kunde omskabe sig som han vilde: at han med blotte Ord kunde slukke Ild og stille Bølger: at hans Skib Skidbladner gik baade i Med- og Modvind samt kunde vikles isammen som et Klæde: at han havde to Ravne -- Hugin og Mugin ): Vid og Hukommelse -- , som fløi ud og skaffede ham Underretning fra fjerne Lande, samt at han ved Trolddomskunster kunde forudsige Menneske- nes Skjebne. Den Religionslære, han dels indførte, dels forbedrede, indeholdt hovedsagelig følgende: i Tidens Begyndelse var alt øde og tomt i Ginungagap. Dette belivnedes af Ildens og Kuldens Strid, og vilde Kræfter eller Jetter fremkom. Deres Stamfader Ymer dræbtes, og af hans uhyre Krop skabtes Verden; alle Jetter, undtagen Bergelmer, som skulde forplante denne onde Æt, ud- ryddedes. Imellem disse og Aserne, eller de Guddommelige, skulde Strid herske saalænge Verden stod. Den, som faldt for Sværdsodd, skulde evig ung gjæste hos Guderne i Valhalla, hvor Kamplege og alle Livets Nydelser fortsattes af de faldne Helte, og Mjødhornet flittigt omkringbares af de skjønne Val- kyrier. Imidlertid var Othin ei blot en grum Lovgiver, som vilde danne et Folk til vilde Krigere. Det store Raad, han indrettede under Navn af de tolv Diars, skulde, tilligemed at holde over Gudstjenesten, ende Folkets Tvistigheder paa en mildere Maade end ved Vaaben. Til Templets, Offringernes og Hoffets Under- hold paalagde han en personlig Skat under Navn af Næseskat. Da Othin blev gammel, lod han sig dræbe med et Spyd for at komme til Valhalla. Den, som døde af Sot eller Alder, tilhørte Hel, og hendes evige Plager. Og heraf opkom den Sæd mellem SIDE: 195 de gamle Svensker (Sviar), at de, naar de bleve kjede af Livet, lode sig styrte udover høie Klipper (Ættestuper), for snart at blive Othins Gjæster i Valhalla -- en Salighed, der kun lod sig vinde ved voldsom Død. Othin fulgtes af sin Søn Yngve, med Tilnavn Tirkiakung, som blev Stamfader for Ynglingaæten. Ynglingaæten. Niord, Yngves Søn, var den første af denne Æt; førte en fredsom og lykkelig Regjering, og dyrkedes efter sin Død som Veirligets Gud. Han efterfulgtes af sin Søn Yngve Frey. Han flyttede Kongesædet fra Sigtuna til gamle Upsala, hvor han byggede det prægtige, guldprydede Afguds- tempel og henflyttede Kongesædet. Han tillagde disse visse Indtægter af Jordgods, bekjendt under Navn af Upsalaøde. Hans Regjering var ligeledes fredelig og heldig. Mod Enden af hans Regjering fødtes Christus. Yngves Død, som ansaaes uheld- spaaende, dulgtes længe for Svenskerne, og istedetfor at brænde hans Liig, som da var brugeligt, byggede man en Høi (Ættehøi) hvori han indførtes, og kastede man didind i 3 Aar Skatterne af Landet. Efter sin Død dyrkedes han som Gud over hele Norden; og af ham har Fredagen sit Navn. Fjølner, Yngve Freys Søn, forstod at vedligeholde samme Fred og Lykke. Paa et Besøg hos den danske Konge Frode Fredgode omkom han ved at falde nedgjennem en Aabning i Gulvet i et Mjødkar, der var stort nok til at lade den berusede Konge drukne deri. Hans Søn Svegder havde gjort det Løfte at besøge Asernes Stamland ved det sorte Hav, men omkom paa sin anden Didreise. Sa- gaen beretter at en Dverg lokkede ham i Bjerg, under Fore- givende at han der skulde træffe Othin, hvorefter Bjerget luk- kede sig efter ham. Vanland, Svegders Søn, givtede sig paa et af sine Tog med den finske Kong Snø den Gamles Datter Drifva, med Løfte om to Aar efter at hente hende til Upsala. Da Vanland opsatte dette i 10 Aar, og Drifva havde raadspurgt Spaaqvinden Huld, afsendte hun sin Søn Wisbur for at paakræve Løftets Opfyldelse. Vanland, i Begyndelsen villig dertil, afslog dog Reisen paa sine SIDE: 196 Hofmænds Raad, hvorpaa en heftig Sygdom angreb ham saa han deraf omkom. Wisbur, Vanlands Søn, faldt som et Offer for sit Givtermaal med Od den Riges Datter Øda. Da han negtede hende hendes Morgengave, bestaaende af 3 store Gaarde og en Guldkjæde, nedkaldte hun ved Troldqvinden Huld Forbandelser over Wisbur og hans Søn af andet Ægteskab Domald samt over hele Yng- lingaæten, hvori Guldkjæden altid skulde vorde Besidderen til Bane. Derpaa overfaldt Wisbur's Sønner med Øda, Gisl og Ødur sin Fader og indebrændte ham. Domald, Wisbur's Søn, maatte under en fleeraarig Misvæxt først offre Boskab og siden Mennesker til de vrede Guder. Da Hungersnøden alligevel vedvarede paa det 3die Aar, grebe de fortvivlede Indvaanere i gamle Upsala Drotten selv og bragte ham under Offerkniven. Domar, Domald's Søn og Efterfølger, førte en lang og fredelig Regjering og døde Straadød. Dyggve ligesaa og antog efter de danske Regenters Exempel, Titel af Konge. Forhen kaldtes Re- genterne Drotter, og de, som styrede Landskaberne, Fylkeskonger og Jarler, hvis Overherre var Upsalakonnung. Dag, med Tilnavn Spake eller den Vise, havde Hærtog fore. Han holdtes for at forstaae Fuglenes Sang og at eie en Spurv, som berettede ham Nyheder. Fuglen blev af en Bonde, paa hvis Ager den plukkede Korn, ihjelslaaet i Reid-Gøthaland; og da Kongen, for at hevne sit hellige Dyr, hærjede Landet, kastede en Træl ind mellem Hæren en Høtyv, som traf og dræbte Kongen. Agne var en berømt Kriger og laae stedse paa Vikingtog; hær- jede Finland, og overvandt Finnernes Høvding Froste, som faldt i Slaget. Agne bortførte hans Datter Skjalf, og giftede sig med hende. Hun bad ham feire sin Faders Gravøl, og Natten der- paa ophængte hun Agne med det Guldkjæde, som han bar om Halsen, i Træet ved hans Telt. Pladsen hvor dette skede er- holdt derefter Navn af Agnefit eller Agnesstrand, hvorpaa siden Stockholm blev anlagt. Alrik og Erik den 1ste, Agnes Sønner og store Stridsmænd, bleve Samkonger efter ham. Paa et Tog ragede de i Strid, toge Bidslerne af sine Heste, da de ingen Vaaben havde med sig, sloges dermed og faldt begge. Alf og Yngve, Alriks Sønner, regjerede derefter sammen. Yngve var en kjæk Stridsmand og Vikingefarer. Alf sad hjemme SIDE: 197 uvenlig og storsindet. Da Yngve hjemkom fra sine Hærtog og overvintrede, hørte den skjønne Bera, Alfs Dronning, gjerne paa hans Fortællinger om Eventyr og Kamp; en Moro hvormed hun fordrev Qvellerne til langt paa Nat. Alf blev skinsyg, styrtede en Qvel ind med draget Sværd og gjennemborte Yngve; men denne sprang op og gav Alf sin Bane. Hugleik var ukrigersk og omgav sig blot med Gjøglere og Spillemænd. Denne Levemaade didlokkede en norsk Sjøkonge Hake, og i Striden, som stod paa Fyrisvall ved Upsala, faldt Hugleik. Hake sad tre Aar Konge over de Svenske i Upland, men blev af Erik og Jorund, Yngves Sønner, angreben. Hake seirede, men blev saaret. Da lod han laste et Skib med døde Mande- kroppe og deres Vaaben, og sig selv bære derovenpaa. Vinden blæste fra Landet, Seilene heisedes, Skibet antændtes, og paa dette Baal ilede Hake seirende til Valhal. Dette hans modige Endeligt omtaltes længe med Berøm i Norden. Jorund, som erholdt Styret over Sverige efterat hans Broder Erik var falden mod Hake, blev paa et af sine idelige Sjøtog angreben af den danske Kong Guløg og slagen i Jylland ved Uddesund i Liimfjorden, hvorved han selv blev fangen og hængt. Ani den Gamle, Jorunds Søn, var en klog Mand og ivrig Af- gudsdyrker, men blev af de danske Konger Halfdan og Alf hiin Raske togange anfalden og fordreven. Han var saa kjær af Livet, at han forat opnaae høi Alder, offrede ni Sønner til Othin. Tilsidst blev han saa gammel, at han laae tilsengs og pattede af et Horn som et Barn. Efter ham kaldtes det Anesot at døe af Alderdom uden nogen Sygdom. Egil Tunnadogli. Under ham rømte en Træl ved Navn Tunne bort med Anes Skatter, og samlede ved dette Middel en Hob Trælle og løst Pak, som hærjede Landet. Egil, som fleregange angreb ham, og derved altid blev slagen, maatte tage sin Til- flugt til Kong Frode i Danmark. Tunne blev omsider slagen og dræbt, og Egil sendte siden Skat til Danskekongen for hans Hjælp. Han stangedes ihjel paa en Jagt af en løssluppen Offertyr. Ottar Vendilkraake, Egils Søn, ophørte med at sende Frode Skatten; og da han fremdeles gav dennes Gesandter Afslag, udbrød en Krig. Frode faldt ind i Sverige med grum Hærjen. Aaret derpaa gjorde Ottar et Tog til Østersjøen, landsteg i SIDE: 198 Vendsyssel paa Jylland; men blev af Frodes to Jarler Ottar og Fæste slagen. Selv faldt han. Danskerne sendte nu en Træ- kraake til Sverige med den Hilsen, at Svenskernes Konge ikke var mere værd end denne Kraake. Denne Vanskjebne gav ham Navnet Vendilkraake. Adils kom i Strid med Kong Helge i Danmark. Denne blev slagen af Adils, som giftede sig med Helges Hustro Yrsa. Ved Hjælp af Helges Kjæmper overvandt han ogsaa den norske Kong Ale. Ved et Gjæstebud overfaldt Adils Rolf Krake og hans 12 Kjæmper, men ved den Lek erholdt Adils, da han skulde tage Ringen Sviagris op mellem de af Rolf røvede Kost- barheder, et Hug af Rolf med de Smædeord, at han nu havde bøiet Ryg paa den mægtigste Mand i Svealand. Adils omkom ved et Fald af Hesten under en Offerfest, da han reed omkring i Disarsalen i Upsala. Østen. Ved denne Tid brugte Kongerne, forat underholde sine Hofmænd, at reise omkring til de Rigeste i Landet paa Gjæsterie eller Veitslo. Da Østen saaledes opholdt sig paa Løvøen, blev han overfalden og fældet af den norske Sjøkonge Sølve. Sven- skerne ikke nøjde hermed, holdt mod ham et Slag, som varede i elleve Dage. Sølve seirede dog, og herskede en Tid i Upsala, men ihjelsloges omsider af Østens Søn Yngvar Harra, en stor og drabelig Kriger, som søgte at rense Østersjøen fra en Mængde Vikinger, der saavel fra Danmark som andre Steder gjorde Sverige stor Skade ved sine Hærjinger. Under et Krigstog faldt han i Esthland. Braut-Anund, Yngvars Søn, foretog sig at opædle Landet, efterat have hevnet sin Faders Død. Han anlagde Veie, og lod paa de frugtbarere Steder det overflødige Folk nedsætte sig. Selv byggede han sig en Kongsgaard i hvert Herred, og reiste ofte om forat besee sine Anlæg. Paa en saadan Reise kom han til et Sted ved Navn Himlahed i Westmanland, hvor en trang Vei gik imellem to høie Fjelde, hvor Sneen var optøet, saa et Skred derfra med Steen og Gruus slog Kongen og flere af hans Følge tildøde. Ingjald Illraade besluttede at udrydde de Fylkes- og Smaa- konger, som overalt deelte Riget, indskrænkte Kongens Anseelse og Indflydelse og forsvagede Riget ved idelige Tvistigheder. Endeel indbød han til sin Faders Gravøl og indebrændte dem SIDE: 199 der; Andre fældedes ved anden Svig. Efter saaledes at have ryddet afveien tolv Fylkeskonger, blev han Enevoldskonge over største Delen af Sverige, og udsendte nu Lagmanden Viger Spa eller den Vise forat samle alle gamle Love, som han foreente til en Slags Lovbog, kjendt under Navn af "Vigers Flockar." Imidlertid vendte Ivar Vidfadme, en skaansk Fylkeskonge, hjem fra sine Vikingstog, hvor han havde vundet Ære og Bytte. Han anfaldt Ingjald forat hevne sin Faders og de andre Kongers Død. Forat undgaae denne Hevn, indebrændte Ingjald sig selv tillige- med sine Hoffolk omtrent Aar 600 efter Christi Fødsel. Hans Søn Olaf, som ikke havde havt Deel i Faderens Laster, flyede til Wærmland, og begyndte der at opædle Landet, hvorved han erholdt Tilnavnet Trætelje, samt stiftede der et lidet Rige. Hans Efterkommere gik over til Norge, som Harald Haarfager, en Æt- ling af Ynglingastammen, siden forenede til eet Rige. (Fra 600 -- 1061.) Ivar Vidfadme, af Skjoldungeæten, erholdt sit Binavn formedelst sine vidtløftige Besiddelser. Han modtog Styret over Sverige, da Svenskerne vare blevne kjede af Ynglingeæten, men havde tillige forud udstrakt sit Vælde over Danmark, en Deel af Neder- sachsen og Northumberland, samt gjorde Streiftog til Finland og Estland. Ivar Vidfadme var en berømt Kriger; men blodtørstig, grum og svigfuld. Da han selv ikke besad mandlig Arving, efter- fulgtes han af Dattersønnen Harald Hildetand. Han omkom selv i en Hærfærd mod sin Maag Kong Radbard i Garderike, hvor- hen hans Datter Aud havde flygtet med sin Søn Harald forat undgaae Faderens Forfølgelser. Harald Hildetand erholdt Tilnavnet, der betyder "Krigens Tand," af sine allerede i Ungdommen udførte Bedrivter. Han antog til Medregent i Sverige sin Halvbroder Randoer, og, da denne faldt paa et Tog til England, efter ham Sønnen Sigurd Ring. Harald opfandt en ny Slagorden i Form af en Kile. Da han blev gam- mel, og Uro herskede i hans Lande, samt Uenighed opkom mel- lem ham og Sigurd Ring, bød han Sigurd møde sig med hele hans Styrke til et afgjørende Slag. Paa Bråvalla-Hede i Øster- gothland stod den langvarige og blodige Strid, hvori Harald fandt Heltedøden Aar 740 efter Christi Fødsel. SIDE: 200 Sigurd Ring blev nu Eneherre over det store ivarske Monarki, og boede ligesom hans Formænd i Leire paa Sjelland, førende en Regjering, der stedse var opfyldt med Krig. Han gjorde et Tog til Northumberland, og tog til Medregent Harald Hildetands Søn Beli. I sin Alderdom anfaldt han den danske Underkonge Alf, der havde negtet ham sin vakre Datter, kaldet Alfsol. Alf og hans Sønner faldt i Slaget, efterat have dræbt Søsteren, forat hun ikke skulde falde i Seirherrens Vold. Sigurd, som selv var saaret, lod samle alle Ligene paa et Skib, satte Alfsols i Bag- stavnen og sig selv derhos, lod Skibet antænde og under fulde Seil og drivende Vind fare tilhavs. Regner Lodbrok, Sigurds Søn, tog Styret -- en berømt Viking, der tit gjæstede Frankrig, England og Sydlandene. Tilnavnet, der betyder "lodden Buxe," erholdt han af den Klædedragt, han brugte som Beskyttelsesmiddel under Kampen med en uhyre Orm, der havde lagt sig om hans Elskte og første Dronning Thora Borgarhjarts Jomfrubuur -- en Fabel, som vel ikke be- tyder andet end en stærk Vagt. Efter hendes Død traf han paa et af sine Vikingetog til Norge den skjønne Kraka, hvis egentlige Navn var Aslaug, en Datter af den berømte Sigurd Fofnisbane, med hvem han giftede sig. Tilsidst gjorde han et Tog til Irland, plyndrede dets Kyster, og anfaldt derpaa Kong Ella i Northumberland; men blev fangen og kastet i en Ormegrav. Besyngende sit bedrivtfulde Liv i et Qvæde, kaldet Bjarkamaal, døde han leende under Ormenes Bid. Hans Sønner hevnede ham, dræbte Ella og hærjede hans Land. Derpaa delte de Faderens Rige saaledes, at Sigurd Orm- øje blev Konge i Danmark, Ivar Beenløs over en Deel af Eng- land, Hvitsærk over de tydske Besiddelser, og Bjørn I Jernside blev Konge i Sverige. Han gjorde forfærde- lige Tog til det sydligere Europa, især til Frankrig. Navnet "Jernside" erholdt han fordi han aldrig brugte Harnisk og Brynje, og alligevel ei blev saaret, hvorfor han ogsaa sagdes at have Sider som Jern. Erik II og Refil, Bjørns Sønner, fulgte som Samregenter Fa- deren omtrent 800 e. Chr. F. Erik III, Refils Søn, deltog i Normannernes Sørøverier Aar 813. Hans Medregent var Bjørn den II, Erik IIs Søn. Erik IV antog Bjørn III paa Håga til Medregent, om hvem SIDE: 201 man veed, at han var en stor Skjaldeven, samt at, under hans Samregjering med Emund, Erik IVs Søn, Munken Ansgarius fra Corvays Kloster i Westfalen først forkyndte den christne Lære i Sverige Aar 829 paa en Ø i Mælaren ved Navn Birka eller Bjerkø, hvor ogsaa Statholderen Hergjer lod opbygge den første christne Kirke i Sverige. Erik V, Emunds Søn, fik Tilnavnet Veirhat fordi han bestandig havde Medbør paa sine Sjøtog. Han gjæstede især Landene paa hiin Side Østersjøen. Døde 885. Hans Søn Bjørn IV styrede lykkeligt i 50 Aar. Erik VI Sejersæl, Bjørns Søn, bemægtigede sig Thronen 935. Under ham stege Vikingetogene til sin Høide. Da hans Broder og Medregent Oluf døde, vilde dennes Søn Styrbjørn Stærke, en videberømt Viking, have Deel i Riget; men Folket forjagede ham fra Upsala-Thing, hvor han fremsatte sit Krav. Nu sam- lede Styrbjørn en stor Hær af Esther, Slavoner og Joms- vikinger m. fl., og leverede Erik et tre Dages Slag paa Fyrisvall ved Upsala, Styrbjørn faldt med sin hele Hær, og Erik erholdt sit Tilnavn, som han hævdede til sin Død 993. Oluf Skotkonung, Eriks Søn, erholdt dette Tilnavn, fordi han, efter Fyrisvallslaget, endnu som spædt Barn hyldedes som Konge af den seirende Hær. Han lod sig døbe til Christen i Husaby Kilde i Vestergøthland af Sigfrid, en Præst fra York i England, Aar 1001, samt antog Titel af Svea-Konung. I Forening med sin Stiffader Svend Tveskjæg i Danmark og de landflygtige Jarler Svend og Erik fra Norge deltog han i Slaget ved Svollder, hvori den norske Kong Oluf Trygvesøn omkom. Oluf var ingen Kriger, skjøndt han yppede Kiv med den norske Konge Olaf den Hel- lige, hvori han kom tilkort. Han sad stille hjemme, tabte de Skatlande, Faderen havde erhvervet i Finland, Estland m. m., og var i sin Regjering egenmægtig og stolt, hvorfor han ogsaa paa Allherjarthinget i Upsala maatte taale skarpe Ord af den af Almuen høitagtede Lagmand Thorgny. Oluf døde 1024. Anund Jacob, Olufs yngre Søn, var allerede Konge i Faderens Live; befordrede Christendommen, udøvede streng Retfærdighed, og erholdt Tilnavnet Volbrånna, fordi hver Dens Huus blev uden Naade brændt, som gjorde Vold i en Mands. Deeltog med Olaf den Hellige i et uafgjørende Feldttog mod Knud den Store i Danmark. Døde 1052. SIDE: 202 Emund den Gamle, Anunds ældre men uægte Halvbroder, be- steg nu Thronen. Han kom i Strid med Erkebispen af Bremen fordi han af egen Myndighed indsatte en Bisp i Skara, og er- holdt derfor Tilnavnet "den Slemme." Hans Søn Anund omkom paa et Tog til Finland ved at Fienderne havde forgiftet Brøndene. Emund var den Sidste af den sigurdske Æt, som udslukkedes med ham 1061. DEN KATHOLSKE TIDSALDER Stenkils Æt. (Fra 1061 -- 1129.) Stenkil, Søn af Oluf Skotkonungs Jarl, Ragnvald Ulvssøn, Emunds Stifsøn og Anund Jacobs Maag, berømmes som en god Konge, især mod sine Vestgøther. Han opretholdt med Klogskab Enigheden mellem Hedningerne og de nyomvendte Christne, og afvendte Upsalatemplets Forstyrrelse. Død 1066. Hakon Røde, Stenkils Jarl, fulgte ham. Uroligheder opstode fordi Bisp Egur ødelagde Freystemplet i Skara, og en Borgerkrig udbrød mellem to Prindser af den gamle Ynglingaæt, ved Navn Erik, der endtes med Begges Død. Hakon døde 1079, og blev begraven i Levene, sit Hjemsted i Vestergøthland. Inge den Ældre og Halstan, Stenkils Sønner, fulgte paa Thronen. Halstan døde snart; og Inge, som med Magt vilde udbrede Chri- stendommen, og opbrændte gamle Upsalatempel, blev forjaget af Hedningerne, hvorpaa hans Svoger Sven valgtes til Konge og oprettede igjen Afgudstjeneste, hvoraf han fik Navnet Blot- eller Offer-Sven. Tre Aar efter kom Inge tilbage, anfaldt Blot-Sven, indebrændte ham og tog saaledes sit Rige tilbage. Med Magnus Barfod i Norge kom han i en Feide, som bilagdes ved Dennes Giftermaal med Margretha, Inges Datter, deraf kaldet "Fredkolla." Under Inge levede i Østergøthland en Jarl, Ketil Uchristen, der indsluttede sig i sin Gravhøi 3 Aar før sin Død forat undgaae Daab og Christendom. Svenskerne begyndte nu at tage Deel i Korstogene. Inges Dødsaar er ubekjendt. Filip og Inge den Yngre, Halstans Sønner, bleve Samkonger. Den Første døde barnløs 1118. Inge, under hvem Striden mel- SIDE: 203 lem den gamle og nye Religion foraarsagede mange indre Uro- ligheder, tabte Jæmtland til Norge. Efter hans Død 1129, og da Margretta Fredkollas Søn, Magnus Nilssøn, havde dannet sig et stærkt Parti, der paa Thinget ved Karleby i Vestergøthland ihjel- slog Ragnvald Knaphøfde, hans Thronmedbeiler, blev Magnus Enekonge; men for sit Snigmord paa Frænden Knut Lavard, blev han af dennes Broder Erik Emund, Konge i Danmark, efter omvexlende Krigslykke, overvunden i Slaget ved Fodevig i Skaane 1134, hvor han selv tilligemed fem Biskopper og sexti Præster faldt. Sverker, Blot-Svens Sønnesøn, overtog derpaa Styret, og forenede under sig de to kjæmpende Partier: Upp- Svearne (ivrige Hedninger) og Indvaanerne i Gøtharige (ivrige Christne). Sverkers og Erik den Helliges Ætter. (1133 -- 1250.) Sverker 1, Søn af Gøthakongen Kol eller Carl, siden kaldet Erik Aarsæl, Blot-Svens Sønnesøn, valgtes allerede iforveien af Svear og Gøther til Konge 1133. Han befæstede Christendommen og Pavevældet i Sverige. Ved Mødet i Linkøping 1153 bevilgedes Paven en aarlig Skat, kaldet St. Peters Penning. De første Klo- stere anlagdes, Præster og Munke fik flere Forrettigheder, det daglige Brug af Vaaben forbødes Alle undtagen Adelen eller Kongens "Fylgdermænd," som deraf senere kaldtes "Væbnere." Sverker myrdedes ved Alebæk nær Alvastra af sin Staldmester paa Vejen til Julefroprædiken 1155. Erik IX den Hellige, Søn af Jedward Bonde og Blot-Svens Datter Cecilia, tiltraadte Regjeringen over Svea- og Gøtha-Rige 1156. Han var maadeholden og streng i sin Levemaade, nidkjær for Religionen, udgav Love desbetræffende, byggede Kirker, for- bedrede den almindelige Lov, og var særdeles øm om sine Undersaatters Vel, hvorfor han ogsaa efter Døden blev dyrket som Sveriges Skytspatron under Navn af Sanct Erik. Han gjorde et Krigstog til Finnland 1158, for at christne det, indtog den søndre Deel deraf, didflyttede svenske Nybyggere, og vandt Helsingland og Jæmtland tilbage. Under ham omtales den første Eriksgade (Kongens Reise kring Landet forat undersøge dets Tilstand), hvorfor man troer, at Navnet er opkommet efter ham. SIDE: 204 Erik blev ved Overrumpling fangen og halshugget af den danske Prinds Magnus Henriksen, der paa Mødreneside nedstammede fra Inge den Ældre (1160). Af Blodet sagdes St. Eriks Kilde i Upsala at være oprundet. Hans Død gjorde, at man overalt ansaae ham for en Martyr. Benene nedlagdes i et Sølverskrin i Upsala Domkirke, hvor de endnu findes. To Høitider feiredes aarlig til hans Ære. Hans Banner førtes foran de svenske Hære, og Folket tilskrev hans Levninger mange og store Underværker. Magnus Henriksen, som kun besad den svenske Throne et Aar, overvandtes og dræbtes af Carl VII Sverkerson nær Upsala, hvor siden Danmarkskirken blev opbygget. Carl VII, som tilforn havde styret Gøtharige særskilt, blev nu ogsaa Konge i Svearige, og var den Første, som kaldte sig Svea- og Gøtha-Konung. Under ham fritoges Præsterne fra at dømmes af verdslig Domstol. Sverige erholdt sin egen Erkebisp 1163 i Munken Stefanus fra Alvastra Kloster. Tiende af Jord- afgrøden og alle andre Indkomster bleve paabudne til Geistlig- heden. Vielse til Ægteskab og Testamenter til Kirker og Klostere anbefaledes, ligesom ogsaa verdslige Lovbrud underkastedes sær- skilt Kirkebod. Et Korstog foretoges til Esthernes Omvendelse, og Klostrenes Antal forøgedes uafbrudt. Carl myrdedes efter en 7aarig Regjering af Erik den Helliges Søn Knut paa Visingsø Aar 1167. Knut. Den af Carls Brodersønner, Kol og Burisleif fortsatte Krig endtes med Begges Nederlag og Død. Hans Regjering blev ellers meget foruroliget af Estherne, Karelerne, Ingrernes og de misfornøjede Finners jevnlige Indfald. De hærjede skrækkeligt Kysterne og rundt Mælaren, hvorved de opbrændte Sigtuna 1188. Knut søgte ellers at gjøre sig elsket ved at sørge for Landets Opædling og for Geistlighedens Tarv. Til Medregent antog han mod Enden af sin Regjering Carls Søn Sverker, der ogsaa besteg Thronen ved hans Død 1195. Sverker II, med Tilnavnet Hack og Blaafod, søgte i Begyndelsen at befæste sig paa Thronen ved Gavmildhed mod de Geistlige. Han lagde Grunden til det saakaldte "åndliga Frälset" (den geistlige Fristand), ved at fritage Præsteskabets hele Gods fra al Skat til Kronen. For endnu mere at sikkre sig Thronen, lod han overfalde og dræbe sin Forgjænger Knut Eriksøns Børn, som da opholdt sig paa Elgaraas i den nordre Deel af Vester- SIDE: 205 gøthland. Den Ældste af dem, Erik, undkom dog ved Fahle Bure den Yngres Hjælp, og den svenske Almue reiste sig overalt af Harm over dette Nidingsværk. Sverker flygtede til Danmark, og gjenkom med en dansk Hjælpehær, men blev først slagen ved Lena (nu Kongslena) i Vestergøthland 1208, og derpaa ved Gestilren, nærved den forrige Valplads, hvor han faldt selv 1210. Erik X Knutsson førte en sexaarig lykkelig Regjering. Han er den første svenske Konge, hvis Kroning man veed. Døde paa Visingsø 1216. Johan I Sverkersson, den Fromme -- et Navn, Præsteskabet har hædret ham med, fordi han føiede dets Umættelighed i Alt. En Pavebulle negtede Præsternes Børn at arve Fædrene, hvis Eiendom skulde hjemfalde til Kirken. Johan var den Første, som antog en Geistlig til sin Kantsler eller Statssecretær hvor- ved alle Rigets Anliggender kom til at gaae gjennem de Geist- liges Hænder. Mod Estherne foretoges et ulykkeligt Tog. Johan døde ugift paa Visingsø 1222, og var den sidste Konge af den sverkerske Æt. Erik XI Eriksson, Halte og Læspe, var Erik Xdes Søn og kom paa Thronen, da han var 6 Aar; men fortrængtes snart for- medelst sin Ungdom og Legemslyder af sin Svoger Folkungen Knut Johansson Långe 1229, der gjorde Oprør, og slog Eriks Jarl, Folke Birgersson ved Olufstrømmen i Østergøthland. Erik maatte flye til Danmark, hvor han forblev i 5 Aar. Imidlertid leed Landet under Knuts Mellemregjering, idet Streiftoge fore- toges, hvorunder ikke engang Kirker eller Klostre forskaanedes. 1234 fik endelig Erik Bugt med Knut, der faldt i Nederlaget ved Sparsætra nær Skara; men hans Søn Holmgeir fortsatte endnu i 14 Aar Krigen til han endelig 1248 blev halshuggen. Eriks Regjering var retfærdig og mild. Han indtog ved sin Svoger og Jarl Birger af Bjælbo, som fordetmeste styrede Riget, Østerbotten og Tawastland, og tvang Folket der til at antage Christendommen. Under hans Regjering steg den romerske Kirkes Vælde til sin Høide i Sverig. Cardinal Vilhelm af Sabina holdt Kirkemødet i Skeninge 1248, hvorved de Geistlige bleve paalagte ved Lov at leve ugifte. Mange Klostere indrettedes, Aflad skjænkedes for Pilgrimsfarter o. s. v., og flere Love stiftedes til Pavemagtens Fremme. Erik døde barnløs paa Gottland 1250, og med ham udslukkedes den erikske Æt. SIDE: 206 Folkunga-Ætten. (Fra 1250 -- 1365.) Waldemar, Birger Jarl af Bjælbos Søn og Erik XIs Søstersøn, blev ganske ung, under Faderens Fravær, af Iver Blaa paa Grøneborg nærved Enkøping, kaaren til Konge og sat under Faderens Formynderskab samt kronet i Linkøping 1251. Birger Jarl anlagde og befæstede Stockholm, stiftede nyttige Love, iblandt andre de saakaldte Fredslove, som vare: Hjemfred, hvor- ved den dømtes i Landflygtighed, som overfaldt Nogen i eget Huus; Qvindefred, der forbød at tage sig Hustrue med Vold, samt Thing- og Kirkefred, som betryggede Farten til og fra disse Steder og forbøde alle Voldsomheder dersteds. Han afskaffede Jernbyrd, forvandlede Jarlembedet til to høie Rigsembeder: Rigs- drostens og Rigsmarskens, hvoraf det Første skulde have Opsyn over Lovgivningen, det Sidste over Krigsmagten. Birger førte Regjeringen med Klogskab, Tapperhed og Lykke; slog de øvrige Folkunger 1252, udvidede Handelen, men forberedte Ulykker ved at udskifte Hertugdømmer til sine 3 Sønner, saaledes at Erik fik Smaaland, Magnus Sødermanland og Bengt Finland. Han forsvagede ogsaa Kongemagten -- noget, som vel kan være af Fortjeneste, naar det skeer fra Folkets Side, men ikke fra Enkeltmands eller Aristokratiets. Riget sank, efterat Waldemar ved Birgers Død 1266 selv havde antaget Styret. Svag og vel- lystig kunde han hverken vinde Folkets Kjærlighed eller Agtelse. En skjult Uenighed havde længe været næret mellem Waldemar og hans Brødre, isærdeleshed vakt ved Kongens herskelystne Gemalinde Sofie, en dansk Prindsesse. Tvisten udbrød i fuld Flamme efter Waldemars Hjemkomst fra en Pilegrimsreise til Rom. Magnus faldt ind i Sverig med danske og tydske Tropper, understøttet af Erik Glipping i Danmark. Waldemar gik ham imøde med en Folkreisning, men tabte mod Brødrene Slaget ved Hofwa, flygtede til Værmland, men fangedes af Magnus, med hvem han nu maatte dele Riget saaledes, at han selv be- holdt kun Gøtharige. Magnus sad nu paa den svenske Throne; og endelig maatte Waldemar, efter flere mislykkede Forsøg paa at faae det Hele igjen, 1279 frasige sig Alt og taale et Fængsel paa Nykøping Slot til sin Død 1302. Magnus var en udmærket Regent. For den virksomme Be- SIDE: 207 skyttelse, han gav Lovene, erholdt han Tilnavnet Ladelaas, som Den, der ved sine kraftige Anordninger satte Laas for Bondens Lade og beskyttede hans Liv og Eiendom. Han indførte Ridder- skabet, den høieste personlige Værdighed, som da fandtes i Europa, samt den adelige Rusttjeneste, hvorefter de, som indfandt sig til Krigsfærd med fuld Rustning og til Hest (Rostjeneste), skulde ansees for Frelsemænd, og deres Jord fritages for Skatter. Den saaledes opkomne Adel inddeltes i 3 Classer: Riddere, Svende og Frelsemænd. Under Magnus fattedes i Stockholm 1282 den saakaldte Helligaandsholms-Beslutning, hvorved Kon- gen, til sine Indkomsters Forøgelse, erklærede al endnu uopædlet Mark tilligemed alle Bjergværker for sin Eiendom, hvoraf Alle, som brugte dem, skulde betale Renter til Kronen. Ligesaa blev ved denne Beslutning (som dog nu holdes for uægte og under- stukken) Skatterne forøvrigt fastsatte. Magnus var en stor Elsker af Pragt, fremtrak Udlændinger ved sit lysende Hof, udvidede Geistlighedens Friheder, fritog Kirkegodset ganske for Udgivter til Staten, stadfæstede Brugen af Titelen Svea- og Gøtha-Kon- nung, og siges at have stiftet Seraphimerordenen. Døde paa Wisingsø 1290, og den dybt sørgende Almue bar hans Liig til Stockholm, hvor det begravedes i Ridderholms Kirken. Birger, Magnus's Søn, antog Kongetitel 1288. Til Formynder saavel for Birger som hans Brødre Erik og Waldemar havde Magnus ansat Rigsmarsken Thorkel Knutsson, som i 13 Aar førte Regjeringen med stort Berøm. Han bemægtigede sig Carelien, anlagde Viborg, og overholdt Freden med Norge og Danmark. Da Thorkel 1303 nedlagde Formynderskabet, og enhver af Konge- brødrene erholdt sin Andeel af Riget, begyndte Delingssystemets ulykkelige Følger atter at vise sig. Uenighed opstod snart mel- lem Kongen og Brødrene, Krig udbrød, og et troløst Forlig ind- gikkes. Thorkel Knutsson var en mægtig Støtte for Kongen, og hadedes af Præsteskabet, hvis Særrettigheder han vilde ind- skrænke. Af begge disse Grunde søgtes hans Undergang. Her- tugerne foregav, at Han havde anstiftet Uenigheden, og den svage Konge lod i Stockholm, der hvor Sødermalmtorvet nu findes, 1306 halshugge Thorkel Knutsson -- dette ædle Offer for sin Troskab mod Sverig og dets Konge! Men Hevnen rammede Birger snart for den Utaknemmelighed, han havde begaaet mod sin trofaste Ven og en af Sverigs ypperste Mænd. Hertugerne SIDE: 208 benyttede Leiligheden, anfaldt Birger forræderiskt paa Haatuna, og tvang ham til at afstaae største Delen af sit Land. Denne lumske Handling, kaldet Haatunalegen, hevnede han dog nær 11 Aar derefter. Under Skin af Fred og Venskab, lokkede han sine Brødre 1317 til Nykøping, tog dem tilfange, og lod dem sulte ihjel, efterat have kastet Fangetaarnets Nøgler i Vandet. Birger, som for denne Forbrydelse forfulgtes af sit hele Folk, flyede til Danmark; hans uskyldige Søn Magnus dømtes, uagtet givet Leide, til Døden af de opbragte Stænder, og halshuggedes 20 Aar gammel i Stockhom. Underretningen herom knuste Birgers Hjerte; han døde Aaret derpaa 1321, og begravedes i Ringsted i Sjelland. Magnus, med Tilnavnet Smek, den ihjelhungrede Hertug Eriks Søn, blev strax paa et Rigsmøde ved Mora-Stene, 3 Aar gl. een- stemmig udraabt til Sverigs Konge. Sjelden har en svensk Konge begyndt sin Regjering under bedre Udsigter, hvortil kom, at han ved Arv efter sin Morfader Kong Hakon 1319 ogsaa blev Norges Konge. Under hans Mindreaarighed førtes Styret med Kraft og Viisdom af Rigsdrosten Maths Ketilmundsson. Han formaaede 35 af de fornemste geistlige og verdslige Herrer til at indgaae den Forpligtelse, trofast at tjene Kongen, bistaae hverandre, lade sine Stridigheder afgjøres af Raadet, og hindre Udlændinger fra at komme i Rigets Tjeneste. Derved mindskedes Kongens Magt, mens Raadets øgedes, ligesom ogsaa nu Rigssager ikke mere af- gjordes paa Rigsdage af Folket og Stænderne, men paa Herre- dage af geistlige og verdslige Raadsherrer. Maths indløste Skaane, Halland og Blekingen fra Danmark, hvilke dog Magnus siden lod falde tilbage til dette Rige, efterat han ved Maths Død 1333 selv havde tiltraadt Regjeringen. Han forøgede de høie Rigsembeder med to nye: Kongens Ombuds- mand, som forestod Riget under Kongens Fravær i Norge, og Rigets Cantsler. Trældommen afskaffedes i Vestergøthland og Smaaland, og Forordninger gaves til den almene Sikkerheds Haandhævelse. Fahluns Bergslag erholdt sine første Privilegier, Agerbruget opmuntredes ved toldfri Kornudførsel, og en al- mindelig Landslov udarbeidedes, som dog bestredes af Geistlig- heden, da den skulde kundgjøres 1347. Omtrent 26 Aar havde Magnus's Regjering været ærefuld og lykkelig; men de stigende Paalæg, hans egen letsindige og udsvævende Levemaade, tillige- SIDE: 209 med at han lod sig styre af sin pragt- og herske-lystne Dron- ning Blanca af Namur, saaat en uheldig Krig, som Magnus fore- tog mod Rusland uagtet den hellige Brigittas Forudsigelser, i Forbindelse med den skrækkelige Digerdød, som da indtraf, -- dette blev Kilderne til Magnus's Undergang. Først blev han tvungen til at erkjende sin Søn Erik XII for Medregent i Sverig 1350 og Hakon i Norge. Men da Erik var død, efter Formod- ning tilligemed sin Gemalinde Beatrix forgiven af Blanca, blev Hakon ogsaa valgt til Magnus's Medregent i Sverig; men da Denne senere hen, tvertimod Raadets Ønsker, giftede sig med den danske Kong Waldemar d. 3die Atterdags Datter Margrethe, indkaldte de misnøiede svenske Herrer Albrecht af Mechlenburg. En forfærdelig Borgerkrig udbrød nu. Magnus og Hakon overrumpledes og sloges. Hakon flygtede til Norge; men Magnus fangedes paa Gataskogen ved Tillinge, vestfor Enkjøping 1365, og indsattes i Taarnet "Kjernen" i Stock- holm, hvor han forvaredes 6 Aar i Lænker, indtil han 1371 ud- løstes af sin Søn Hakon, hvorpaa han begav sig til Norge, for 3 Aar efter at finde sin Død i Bømmelfjorden. Saaledes ud- slukkedes Folkunga-Ætten paa den svenske Throne, efterat have i 115 Aar opfyldt Landet med Krig, Forbrydelser og Mord. Fremmede og Unions-Konger. (1365 -- 1523.) Albrecht, Søn af Hertug Albrecht af Mechlenburg og Magnus Smeks Søster, den skjønne Euphemia, valgtes til Konge i Sverig 1363. Hans Styrelse var ulykkelig og urolig. I sit Gemyt var han god, men letsindig og udsvævende, førte et pragtfuldt Hof, trak Udlændinge, især Tydske, ind, med Tilsidesættelse af de Indfødte. For at reise Penge, skyede han intet Middel, og fra- tog i flere Aar Geistligheden og Kirkerne deres halve Indkomster, under Navn af Laan, men som han aldrig betalte. Han foretog en kostbar Reise til Keiseren og flere tydske Fyrster for at søge Betryggelser for sin Throne, samt to magtløse Forsøg paa at gjenvinde Skaane, Halland og Bleking fra Danmark. Styrelsen laae fornemmelig i Raadets, men især i Drosten Bo Johnson Grips Hænder. Og disse Herrer sørgede meest forat øge egen Vælde og Rigdom. Bønderne lede meest ved denne usle Re- SIDE: 210 gjering, idet de Magthavende plyndrede dem som de vilde. Med Bo Johnsons Død 1386 forsvandt al Orden i Riget, og Usikker- heden blev saa stor, at neppe Nogen vovede, for Overfalds Skyld, at forlade sit Huus. Kongens egne Plyndringer vendte sig nu mere mod Adelen, som derfor henvendte sig til den danske Margrethe, som forestod i Norge og Danmark Regjerin- gen for sin Søn Oluf. Men Margrethe vilde ei tilstaae nogen Hjelp, før Svenskerne valgte hende til Dronning. Dette skede 1388 af 8 Riddere, 1 Cantor og 3 Svende. Derpaa faldt en mægtig dansk Hær ind i Sverig, hvorimod Albrecht satte en tydsk hværvet Armee, som havde kostet ham Øen Gottlands Pantsættelse til de tydske Riddere. Stolt af sin Magt svoer han at erobre baade Danmark og Norge fra Kong "Buxeløs," som han kaldte Margrethe, og ei paasætte sig sin kongelige Hue før han havde giftet sig med hende; ligesom han og sendte hende et Bryne at hvæsse sine Naale paa. Albrecht blev alligevel ved et uforsigtigt Angreb slagen og tilfangetagen af de Danske paa Nøgleengen ved Fal- kjøping 1389. Da han fremførtes for Margrethe, lod hun, for at tage Hevn for hans Forhaanelser, ham paasætte en kongelig Hue med ni Alen langt Slæb, og lægge ham bunden i sin Seng. Siden sad han 7 Aar fangen paa Lindholms Slot i Skaane, hvor- efter han slap hjem til Mechlenburg, hvor han havde bedre Lov af Folk end i det Rige, han saa fortjent havde forspildt. Margrethe, Enke efter den norske Kong Hakon Magnussøn og Datter af Danskekongen Waldemar, var et Fruentimmer af Kraft og dyb Forstand, men beskyldes medrette for Gjerrighed og Vellyst, skjøndt hun viste megen ydre Hellighed. Uagtet Landets almene Armod, paalagdes under alskens Paaskud mange nye Skatter f. Ex. "Gothlands Løsen" til Indfrielse af denne Ø, som Albrecht havde pantsat, og som udgjorde 12 Øre af hver Stue; "Dronningskatten," en Mark Penninge af hver Bonde; "Stake- skatten," ligesaameget for hvert Ildsted; samt "Buskapsrenten," en Afgivt for hvert Creatur, som de forbittrede Bønder kaldte "Dronning Margrethes Rumpeskat." Da hun mærkede, at Mis- nøiet tiltog, havde hun den Klogskab at aflyse en ny Skat "Femtenmarkshjælpen," og at gjøre i en ydmyg Tone Undskyld- ninger for den Tyngsel, hun havde maattet paalægge Almuen, skyldende ellers paa Krigen og Fogderne. Da hun saae sig fast SIDE: 211 paa den svenske Throne, besluttede hun at gjøre den arvelig for sin Familie; sammenkaldte derfor Rigets Raad i Skara, og foreslog til sin Efterfølger Søsterdattersønnen Hertug Erik af Pommern. Svenskerne, som i Begyndelsen syntes at ville holde paa sin frie Valgret, gave endelig efter for den mægtige Hersker- inde, og Erik kaaredes i Juni 1396, hyldedes samme Aar paa Morastenerne, og krontes i det følgende med stor Pragt i Cal- mar. Ved denne Leilighed, da de Fornemste fra alle 3 Riger vare nærværende, drev den storsindede Dronning igjennem en Plan, som længe havde lagt hende paa Hjerte, nemlig Foreningen imellem de 3 Riger under een Regent, der indgikkes 20de Juli, Margarethadagen 1397. Kongen skulde vælges fælleds: hvert Rige beholde sine egne Love og Raad; gjensidig bistaae hver- andre og ikke forstyrre den indbyrdes Fred. Fredløs i det ene Rige, skulde ogsaa være det i de andre. Tre Aar efter "Cal- marunionen" aftraadte Margrethe det hele Styre til Kong Erik, medgivende ham den Regel: "at Sverige skulde føde ham, Norge klæde ham, Danmark forsvare ham" -- en Regel, som af ham og Efterfølgere blev altfor nøie fulgt. Margrethe, som under den med de holsteenske Grever udbrudte Krig allerede havde erholdt Prøver paa den liden Agt, Erik havde for sin Velgjører- inde, da han, under Beleiringen af Sønderborg Slot, lod hals- hugge hendes Yndling den svenske Raad Abraham Brodersson, begav sig omsider selv til Schlesvig forat mægle Forlig i den ulykkelige Feide. Efterat have istandbragt en treaarig Stilstand, døde hun paa et Skib ved Flensborg 1412, sandsynlig af Pesten, 60 Aar gl. Erik 13de af Pommern, Søn af Wratislaw 7de af Pommern og Marie af Mechlenburg, Margrethes Søsterdatter, vedblev at føre den holstenske Krig uheldigt uagtet sin uhyre Overmagt. I Sve- rige besatte han alle befæstede Steder med Dansker, der paa alle Sæt plagede Folket. Da en Mængde af Almuen derfor for- lod sine Hjemsteder, paalagdes Herredet at udrede det samme Beløb af Skatterne, som tiltoge overordentlig, og det uden Hen- syn til dets Folketal. Oprørende Minder om Fogdernes Frem- færd bibeholdt sig længe mellem Almuen. Da levede i denne Undertrykkelsens Tid paa Kopparbjerget i Dalarne en ædel Mand ved Navn Engelbrecht Engelbrechtson. Han bragte for Kongens egne Øren paa Almuens Vegne Klager over Mis- SIDE: 212 brugene; men da disse mildere Midler forbleve frugtesløse, reiste Dalkarlene sig under ham, og det øvrige Folk tog dette priis- værdige Exempel efter. Inden to Aar vare alle Fæstninger ind- tagne, som vare givne Udlændinge ihaand og alle fremmede Fogder fordrevne. Den heltemodige og frisindede Engelbrecht, som var bleven syg under Beleiringen af Arvalla i Vestergøth- land, lod sig føre til Ørebro; men kaldet herfra til Stockholm, tog han Veien over Hjelmaren. Tilforn havde han havt en Tvist med Bengt Stensson Natt och Dag, der var opgjort i Ørebro saaledes at Sagen skulde henskydes under Rigsraadet, og de imidlertid være Venner. Men, da Engelbrecht under Sjøreisen var stegen iland paa en Holme, siden kaldet "Engelbrechtsholmen," kom Mons Bengtsøn, Søn af førnævnte Bengt Stensson, didroende, Engelbrecht gik ham imøde paa en Krykke. Mons Bengtson spurgte strax spodsk, om han ikke skulde faae være i Fred i Riget for ham, hvorpaa Engelbrecht svarede, at Fred jo var sluttet mellem ham og hans Fader. Mons Bengtson overfaldt da med en Øxe Engelbrecht, som vel i Begyndelsen værgede for sig med sin Krykke, men snart faldt med kløvet Hoved (27 April 1436). Den forbittrede Almue angreb Nidingens Slot Gøthesholm, hvor han holdt den myrdede Helts Mage og Barn fangne; men da den intet kunde udrette mod Borgen, hærjede den med Ild og Sværd alt i Omegnen, og førte dens Elsklings Liig til Ørebro, hvor den med Taarer begrov det i Stadskirken. Den mægtige Carl Knutsson Bonde traadte efter Engelbrechts Død op mod Erik, som ved fortsatte Troløsheder havde atter opirret Folket mod sig, saa det ganske tabte Taalmodigheden, og omsider afsatte ham 1439. Erik bemøjede sig ikke med at gjenvinde sine Stater; han levede 10 Aar paa Gothland meest af Sjørøverie; og døde omsider hos sine Slægtninger i Pommern 1459, 79 Aar gl. Christopher, Søn af Hertug Johan i Bayern og Kong Eriks Søster Catharina, indkaldtes af Danskerne allerede 1438, valgtes af Svenskerne og krontes 1441. Han var vel af et bedre Gemyt end Erik, men fulgte samme svigfulde Unionspolitik. Vel ret- tede han sig efter Raadets Forestillinger, og lod afskedige de Udlændinger, som indehavde Befæstninger i Landet; men han aag- rede med disse Forleninger, som han ofte solgte til 5 -- 6 paa- engang. Kong Eriks Hærjninger paa den svenske Kyst søgte SIDE: 213 han ikke at standse, men afviiste de Klagende med Skjemtet "at hans Morbroder vel ogsaa behøvede noget at leve af." Denne Konges Regjering er mærkværdig deraf, at den under Magnus Smek foreslaaede Landslov, 1442, efter et Sekels For- løb, antoges, og blev almeent gjældende under Navn af "Chri- stoffers Lagbok" eller "Medellagen" lige til 1734, da nugjeldende Lovbog udkom. Under næsten hele hans Regjering herskede saadan Misvext i Landet, at Almuen, som maatte spise Barke- brød, gav ham Navn af "Barkekongen." Sysselsat med Rust- ninger mod Lybek, hvis Handelsaag i Norden han vilde ind- skrænke, døde han 1448 paa Reisen til en i Jønkjøping tillyst Rigsdag. Carl 8de Knutsøn, af Familien Bonde, valgtes kortefter af Stænderne til svensk Konge, uanseet at de i Jønkjøping for- samlede Herrer havde kaaret Brødrene Nils og Bengt Jonssen Oxenstjerna til Rigsforstandere. Han havde allerede under Engel- brechts Tid delt Magten med ham, og siden været Rigets Marsk og Forstander; men hans store Magt, den Beskyttelse, han ydede Engelbrechts Morder, og de voldsomme Forholdsregler, han tog, opirrede Herrerne imod ham, saa de forente sig med Danskerne i deres Kongevalg, og hyldede Christoffer, hvorimod Carl erholdt hele Finland og Øland i Forlening. Nu imodtog han Sveriges Krone for mere Alvor, og det følgende Aar ogsaa Norges. Men de Mægtige i Landet, fra hvem han havde taget tilbage deres Forleninger, og den høiere Geistligheds Misnøje over at han lod lægge under Kronen det til Geistlige forlente Gods, hvilte ikke længe. Erkebispen Jens Bengtson Oxenstjerna for- trød, at hans Fader var bleven Styret berøvet; Stemplinger ud- brøde, som nødte Carl til at samtykke i Calmarunionens For- nyelse og Norges Aftrædelse. Man anklagede Kongen for uretfærdig Skatteinddrivning, at han indkjøbte adelige Godser og førte et overdrevent pragtfuldt Hofhold. Carl havde at stride med inden- og udenlandske Fiender. Saalænge hans Frænde, den heltemodige Thord Bonde levte, kunde dog Carls Throne ikke rystes, men da denne var under Søvnen bleven myrdet af sin fortroligste Ven, Dansken Jens Bosøn, var Carls Lykke forbi, og han nødtes efter et Nederlag ved Strengnæs mod Høvdingen for det vældigere Parti, Erkebispen Jens Bengtson, at ende en SIDE: 214 urolig 9aarig Regjering ved at flygte med sine Skatter til Dan- zig 1457. Christian 1ste, Søn af Grev Didrik af Oldenburg, forud efter Christoffer alt Konge i Danmark, valgtes nu til Sveriges Konge og krontes i Upsala 1457, samt erholdt i en Sammenkomst i Skara af alle 3 Rigers Raad, det følgende Aar, Forsikkring om Tronfølgen for sin Søn. I Begyndelsen tilvandt han sig det svenske Folks Yndest; men han var for svag til at styre Riget i saa stormfulde Tider under det mægtige Adelskabs og Præste- skabs idelige Forsøg paa at skrabe til sig. Snart begyndte han ogsaa i høiere Grad end Forgjængerne, at udpine Skatter paa alle Maader. Selv Pavens Sendebud og Klostrene undgik ikke Udsugelserne, hvormed han tilsidst løste Holsteen til sig. Urolig- heder opstode, og forat knuse Præsternes Magt, lod Kongen fængsle og bortføre til Danmark Erkebisp Bengtson. Da udbrød et Oprør, Kongen indkom med en Hær; men blev af Almuen under Sten Sture slagen i en tyk Skog ved Harakers Kirke i Vestmanland, og tvungen til at flygte til Danmark 1474, hvor han regjerede til sin Død 1481. Carl 8de blev, efter en 7aarig Landflygtighed, tilbagekaldt, og imodtog Kronen; men Kong Christian forligte sig med Erke- bispen, som undslap af sit Fængsel, og afstedkom en Borgerkrig ved Hjemkomsten til Sverige. De forbundne Biskopper togede mod Stockholm. Carl gjorde et Udfald, og leverede et blodigt Slag paa Isen udenfor Ridderholmen, hvori han omsider maatte vige for Overmagten. Efter 6 Maaneder maatte han atter fra- sige sig Kronen mod det uopfyldte Løfte om store Forlehninger i Finland. Carl, den rigeste Mand i Norden, var nu saa fattig, at han ei kunde betale en Gjeld af 50 Mark til Stockholms Ma- gistrat. Derpaa, styrede Erkebispen under den selvtagne Titel af Sveriges Fyrste, hjulpen af Bisp Ketill af Wasa under Navn af Rigsforstander. Men efter en almindelig Tvedragt og nye Partier, blandt hvilke i Spidsen for Erkebiskoppens især Wasaer og Oxenstjerner stode, og som Modstandere Sturer og Totter, bleve, efter mange dels vundne dels tabte Træfninger, de Sidste seirende, og Erkebispen maatte, uagtet den Hjælp, han erholdt fra Danmark, flye til Øland, hvor han døde 1467. Kort før havde Kong Carl, efter et Fravær af 2 1/2 Aar, paa Indkaldelse holdt sit Indtog i Stockholm. Underhandlingerne imellem Carl og Chri- SIDE: 215 stian førte til Intet. Krigen udbrød paany. Erik Carlson Wasa, Broder til Ketil, holdt Christians Parti, og tilføiede Carl mange Nederlag, indtil Sturerne endelig fik ham fordreven til Danmark. De sloge ogsaa Christian ved Tiiveden Skog. Saaret maatte han flye til Danmark og lade Carl idetmindste Ro til at døe som Konge 1470, efter at have udnævnt sin Frænde Sten Sture til sin Efterfølger med det Raad aldrig at eftertragte Kronen. Sten Sture den Ældre udkaaredes paa Herredagen i Arboga 1471 til Rigsforstander. Paa Brunkeberg ved Stockholm slog han Christian for sidste Gang tilbage til Danmark. I 26 Aar førte han Styret uafbrudt med Klogskab og Mod. Endeel af Adelen var hans Venner, endeel holdt hans Anseelse i Tøilen. Men især var Almuen hans Støtte, idet han nemlig, ved at lade den deeltage i Rigsmøderne, tildeels gjenoprettede dens gamle Ret- tigheder at høres i Rigsanliggender. Denne nye Stamfader for den svenske Frihed kunde ogsaa rose sig af at have ligesaa- mange Krigsmænd som der fandtes Bønder i Riget; thi da han engang opbød een Mand af hvert Hemman, kom i dets Sted een Mand fra hvert Huus. Handelen befordredes, nye Veie an- lagdes, Bjergværker optoges og forbedredes, Forbud mod Yppighed udgaves, den offentlige Sikkerhed sørgedes for, og Svenskerne opmuntredes selv at tilvirke, hvad de behøvede. Sture var ogsaa en stor Befordrer af Videnskaberne. Upsala Universitet stiftedes 1477, og Bogtrykkeriekunsten indførtes 1483. Christian forsøgte da forgjæves paa 5 Møder at bevæge Svenskerne til at under- kaste sig. Ligesaa hans Søn Johan eller Hans, som tiltraadte Regjeringen 1481. Dog havde han et stort Parti mellem Adelen, som ikke leed Stures Godhed for Folket; og omsider vakte danske Stemplinger og svensk Avind et Misnøie, som beredte Sten Stures Fald. Hertil kom, at Russerne, som det antages, paa dansk Anstiftelse, hærjede Finland. Wiborg beleiredes; men den tappre Knut Posse fordrev Fienden ved at sprænge sit Krudttaarn i Luften med flere 1000 Fiender -- en Bedrivt, som kaldes "den viborgske Smæld." Finlands Hærjelse paadrog Sture Beskyldning for Efterladenhed; Uroligheder udbrød, og selv Swante Sture forente sig med hans Modstandere. En dansk Hær drog ind, slog Sture ved Stockholm, og tvang ham til at aftræde Regjeringen til Kong Johan 2den. Holdt sine Løfter slet. Sten og Swante SIDE: 216 Sture mistede sine Forleninger. Hans Fogder bar sig ad som i Engelbrechts Tid. Russerne fortsatte sine Hærjinger i Finland. Gothland blev ikke, som belovet, gjengivet Sverige. Efter Kon- gens ulykkelige Tog til Ditmarsken, udbrød et Oprør, hvorfor Sten og Swante Sture stode i Spidsen, og paa en Herredag i Vadstena, Juli 1501, opsagdes Kong Johan Huldskab og Troskab, og til Rigsforstander valgtes paany Sten Sture den Ældre. Kun kort fik han gavnet sit Fædre- land; thi alt i Decbr. 1503 døde han i Jønkjøping, ledsagende den frigivne danske Dronning til Grændsen. Hemming Gadd dulgte hans Død, foregivende, at han holdt sig inde for sin sæd- vanlige Øjensvagheds Skyld, indtil en Herredag kunde samles i Stockholm, hvilken valgte til Rigsforstander Swante Sture, af Familien Natt och Dag, Nils Stures Søn, en tapper og godlidende Mand. Det var alment Sagn, at den, som optoges blandt hans Hofmænd, maatte ikke blinke med Øinene for et Slag af Øxhammeren, og han heller tog Klæderne af sig end lod en Krigskammerat ubelønnet. Næsten hele hans Re- gjerig var en Kjæde af Krige. Folket tilskrev Tiderne sine Ulykker, men mindes, hvorlunde Rigsforstanderen, ved sin Ind- trædelse i Bondens Huus, hilste Huusbond, Huustroe og Børn med Haandslag, spiste ved samme Bord og underrettede sig i muntre Samtaler om deres Anliggender. I 8 Aar førtes en Krig fuld af Hærjinger mod Danmark og Norge, men det lyk- kedes Swante at holde de fremmede Undertrykkere tilbage, hvori den tapre Bisp Hemming Gadd, der kan antages at have styret Riget sammen med Sture, bistod ham. Russerne fik Sture ved en 60aarig Fred til at afstaae fra de idelige Hærjinger i Finland. Med Hansestæderne indgikkes Forbund mod Danmark. Indvortes førtes dog Regjeringen med Lykke og Kraft. Swante Sture, som havde, paa Efterretningen om at Hansestæderne havde sluttet Fred med Danmark, trukket sig tilbage fra et Ind- fald i Norge til Vesteraas, hvor han desuden skulde overlægge med Bjergalmuen om de nysopdagede Sølvgrubers Drivt ved Sala, døde under selve Mødet 1512. Gadd og Almuen dulgte hans Død indtil hans Søn Sten havde faaet Stockholms og Vester- aas Slotte i sin Magt. Sten Sture den Yngre, den ædleste af Sturerne, ejede sin Fa- ders store Egenskaber, og forhvervede sig det Vidnesbyrd, "at SIDE: 217 Sveriges Almue undte ham vel; hverken Ung eller Gammel gjorde han Uskjel." Da han, efter adskillige vanskelige Møder og Stridigheder, var bleven Rigsforstander, reiste han selv om og skiftede Ret. Godhjertigheden drev han stundom saavidt, at hans hemmelige Fiender deraf benyttede sig. Disse og danske Rænker bleve virksommere, da Christian 2den var bleven Konge 1513. Aabent optraadte den herskesyge Erkebisp Gustaf Trolle imod Sture, endskjøndt han havde denne at takke for sin Vær- dighed. Efter Stændernes Beslutning skulde Trolle bringes med Magt til Rolighed. Hans Slot Stæket blev ødelagt, og kun med Møje frelste Sture hans Liv for Almuens Raserie. Christian, som ilede Trolle tilhjælp 1517, blev drevet tilbage baade det og det følgende Aar. Alene Stures Ædelmod frelste hans Hær fra at omkomme af Hunger og Nød, da Flaaden holdtes indstængt i Stockholms Skjærgaard formedelst Modvind. Paa Trolles og Christians Anstiftelse belagde Paven Sverige med Band d. e. al Gudstjeneste blev forbudt, Landet erklæredes for en forbandet Jord og et Bytte for hvem, der vilde erobre det. Christian kom trediegang tilbage, og Sture blev paa Aasunda-Sjøen nær Boge- sund (Ulricahamn) truffen af en fiendtlig Kanonkugle, som prel- lede tilbage fra Isen, og slemt saaret i Laaret. Forat redde ham, droge Svenskerne sig tilbage; og da Sture føjede Anstalt til at standse Fienden paa Tiweden, forsvarede Almuen saa godt Overgangen til denne Skog ved Ramundaboda, at det franske Hjælpecorps, som befandt sig i den danske Armee, strøg med. Kun Erik Abrahamson Bjønhufuds Forræderie gav Fienden Sei- ren siden; og Døden befriede 1520 Sture fra Synet af det ulyk- kelige Fædreland. Christian 2den, i Sverige kaldet den Umilde eller Tyran, som allerede i Norge havde ført et Blodregimente, fordrede nu efter sin Fader Kong Johan 2den den svenske Throne, hvortil han engang var valgt. Af Natur kraftig og djærv, skyede han ingen Midler for at naae sine Hensigter. Vidne til al den Uleilighed, den myndige Adel og den katholske Geistlighed havde voldt hans Forgjænger, vilde han nu knuse dem, men benyttede sig dertil af Snigraad og Mord. Da han endelig havde faaet Hem- ming Gadd til Talsmand, lykkedes det ham at faae den helte- modige Christina Gyldenstjerna, Stures Enke og Moder til fire spæde Børn, til, efter 7 Maaneders Beleiring, at overgive Stock- SIDE: 218 holm mod de høitideligste Løfter om at glemme Alt og føre en mild Regjering. Sine Forpligtelser beedigede han endnu engang paa Sacramentet, og reiste derpaa til Danmark, hvor han raad- slog med sine Fortrolige, om hvorledes han for stedse skulde sikkre sig Sverige. Ved sin Tilbagekomst 1ste Novbr. lod han sig krone den 4de næstefter, hvorpaa 3 Dages Festligheder paa- fulgte, hvorunder han viste sig venlig og glad. Men midtunder dette Hykleri tænkte han alene paa Hevn. Den 7de Novbr. fremtraadte Gustaf Trolle, og krævede Straf over Ophavs- mændene til hans Lidelser i Sten Stures Tid. En Domstol ned- sattes, hvor Trolle baade var Anklager og Dommer, og som, med Undtagelse af Biskop Brask, der ved Underskriften af Op- sigelsen til Trolle, havde listet under sit Segl en Lap med Paa- skrift "dette er jeg nødt og tvungen til" dømte dem alle tildøde. Den følgende Dag besattes alle aabne Pladser med Vagt, og Kanoner plantedes paa Stortorvet. Kl. 12 erholdt Stockholms Borgere Tilladelse til at see de dømtes Afstraffelse (Stock- holmske Blodbad). Først gik Bisperne Mathias af Strengnæs og Vincenz af Skara, derpaa adskillige af Rigets Raad, hvoriblandt Erik Johansson Wasa, Gustaf Eriksons Fader og hans Svoger Joachim Brahe; derefter kom 33 af Stockholms Raad og Borger- skab. Christian gav selv Tegn til Henrettelsen. Deres gjentagne Begjæring om Nadveren afsloges. Bisperne rakte først sine Ho- veder under Øxen; derpaa Rigsraaderne og de øvrige. Dagen dernæst skede nye Henrettelser, og de Dræbtes Tjenere op- hængtes, hvor de vare at finde. 94 Personer dræbtes. Sten Stures og et af hans spæde Børns Liig reves op af Graven, og kastedes paa Baalet. Under sin hele Nedreise til Danmark blev Christian ved at myrde. Overalt opreistes Galger, overalt sattes Bøddeløxen i Bevægelse. Nær 600 Personer, fordetmeste af Adel, dræbtes før han, i Begyndelsen af følgende Aar, forlod Rigets Grændser. Under disse Grueligheder var det, at, undvegen fra Fangen- skab i Danmark, irrende om i Dalarnes Skove, flygtende for Tyrannens Tjenere, skjult hos Bønderne snart i Halmlæs, snart under omblæste Træer, snart i Kjeldere og Huler, den unge Ædling opholdtes af Forsynet, hvis store Sjel alt da udtænkte Fædrelandets Redning, og ved "Gud og Sveriges Almue" (hans SIDE: 219 Valgsprog som Konge) fuldførte dette mindeværdige Foretagende. Christian 2den afsattes i Sverige 1521; samme Skjebne traf ham i Danmark og Norge 1523. DEN LUTHERSKE TIDSALDER Wasa Æten. Gustaf 1ste, Søn af Erik Johansson Wasa til Rydboholm og Cecilia, Rigsraad Mons Carlsson af Ekas Datter, fødtes 16de Mai 1490 paa Lindholms Gaard i Roslagen, 3 Miil fra Stockholm. Sex Aar gammel sendtes han til Sten Sture den Ældres Hof paa Rydboholm, hvor han opfostredes, og erholdt siden paa Upsala Akademie sin videre Uddannelse. Svante Stures krigerske Hof var en Skole for den unge Helt, hvor han øvede sig i de Manddomsfærdigheder, som han siden lagde for Dagen under Sten Sture den Yngre ved Duvenæs og Brænnkyrka. Da Kong Christian 2den var indestængt i den svenske Skjærgaard, be- gjærede han en Samtale med Sten Sture den Yngre, hvorunder endeel svenske Adelsmænd, og iblandt dem Gustaf, sendtes om- bord som Gidsler paa den danske Flaade. Da Vinden blæste op, lettede Flaaden, og saaledes kom Gustav tilligemed de øv- rige Gidsler, paa forræderisk Viis til Danmark, hvor et strengt Fængsel berededes dem i Kjøbenhavn. Ved sin Frænde Erik Banérs Mægling fik dog Gustaf opholde sig paa dennes Gaard Kalløe i Jylland; men derfra flygtede han, paa Efterretning om Fædrelandets Ulykker, i Septbr. 1519. Efter den første Dag at have vandret 12 Miil, kom han endelig i Sel- skab med nogle Oxehandlere til Lübeck, hvor han erholdt Be- skyttelse og blev derfra overført til Calmar i Mai 1520. Mang- foldige Eventyr maatte han friste paa sin Flugt til Dalarne; engang endog træske paa Laaven forat undgaae sine Forfølgere. Falske Venner vare nærved at udlevere ham til Christian; kun nogle faa Trofaste reddede hans Frihed. Først fremtraadte han offentlig for Almuen i Rettviks og Moras Sogne, og skildrede den Fædrelandets ynkelige Tilstand, men forgjæves. Almuen var ubestemt, og Gustaf besluttede nu at flye til Norge. Paa SIDE: 220 Grændsen indhentedes han dog af Skiløbere, som Dalkarlene udsendte efter ham, da de vare blevne nærmere bekjendte med den truende Fare. Gustaf vendte tilbage, erkjendtes for deres Høvding og 88 Aar efter Engelbrechts første Opstand drog Gustav Wasa ud forat befrie Sverige og aldeles at opløse Cal- mar-Unionen for dets Vedkommende. Snart var hele Sverige i Vaaben, de fremmede Aag brudt, og paa Vadstena-Møde ud- nævnte Stænderne Gustaf til Rigsforstander. To Aar derpaa valgtes han paa Rigsdagen i Strengnæs 1523 til Sveriges Konge, men krontes først 1528. Denne storsindede og kraftfulde Konge gav sit Rige nyt Ud- seende og Styrke. Den katholske Tidsalders Sol nedgik i Blod over Sverige. Gustaf, som alt i Lübek havde gjort den lutherske Religionsforandrings Bekjendtskab, søgte lidtefterlidt at indføre den i Landet. Han indskrænkede den katholske Geistligheds store Myndighed, mindskede dens Rigdomme, og endelig lyk- kedes det ham, ved Hjælp af Brødrene Olaus og Laurentius Petri Thase, efterhaanden at faae den lutherske Tro antagen, hvilket endmere stadfæstedes ved de Beslutninger, som toges paa Rigsdagen i Vesteraas 1527, hvoriblandt den om Kirke- godsets Inddragning under Kronen ikke lidet bidrog til at knække det katholske Præsteskab. Denne Omvæltning gav dog Anled- ning til mangfoldige Uroligheder, som gav Gustaf nok at gjøre. Den katholske Geistlighed anstiftede bestandigt nye. Flere Op- rør udbrøde, hvoriblandt Dalkarlenes, dertil eggede af en listig Bondedreng ved Navn Jøns, fra Vestmanland, almindelig kaldet Daljunkeren, som formedelst sin Lighed med Sten Stures afdøde Søn Nils blev forført til at udgive sig for denne. Han optraadte med bittre Klager mod Kong Gustaf, fik et Anhang, men forlod, overbeviist om Bedrageriet, Riget, og blev paa Gustafs For- langende henrettet i Rostok 1530. Nogen Tid derefter udbrød ogsaa i Dalarne den saakaldte Klokkekrig. Anledningen dertil var, at Kongen 1531 i Ørebro erholdt Stændernes Bifald til, forat dække den formedelst de idelige Krige paadragne Statsgjeld til Lübek, at anvende Kirkernes overflødige Klokker. Dalkarlerne reiste sig i Masse, stormede Vesteraas Slot, og toge sine Klok- ker tilbage midt for Kongens Øine. Gustaf fik dog Opstanden saaledes standset, at Lysten til videre Urolighed forgik Dal- karlene. Det farligste Oprør var Dackefeiden i Smaaland 1542, SIDE: 221 saa benævnt efter Anføreren Nils Dacke, en Bonde fra Ble- king. Snart fandt denne, for et Mord i Bøder lagte og fra Calmar rømte Eventyrer sig omgiven af flere 1000 dødforagtende Bønder. Gustafs Hære lede Nederlag. Eet Aars Stilstand oprettedes, under hvilken Dacke atter tilføjede de Kongelige et Nederlag. Men heraf blev han saa opblæst, at han foer frem som selv- stændig Konge -- en Færd, hvorover hans Lykkes Sol gik ned. Af den som Søhelt navnkundige Jacob Bagge blev han fuldkom- men slagen og dræbt paa Flugten i Rødeby Skov. Dette Oprør, som i 2 Aar havde udtømt, hvad Gustaf i 7 Aar havde sparet sammen, var dog det sidste, han havde at udholde. Som Be- lønning for sine Fortjenester blev Kronen erklæret arvelig for Gustafs Efterkommere, og Sverige saaledes omskabt fra Valg- til Arverige ved Rigsmødet i Ørebro 1540, hvilket 4 Aar efter stadfæstedes i Vesteraas. Med Lübek, som havde behandlet Sverige troløst førte Kongen en heldig Krig. Danmarks Anslag forhindredes; en 50aarig Stilstand sluttedes med dette Rige, og Forsvarsforbund med Frankrig, England, Pohlen og Ungarn. Al- ligevel maatte han mod Slutningen af sit Liv udholde en haard Krig mod Russerne, der endtes 1557 ved en 40aarig Stilstand. Gustaf 1ste var en af Sveriges meest udmærkede Konger, og kan medrette ansees for Rigets anden Stifter. Med ham be- gynder og en aldeles ny Tid i Sveriges Skjebne. Da han mær- kede sit Livs Ende, sammenkaldte han Stænderne i Stockholm i Juni 1560, og da han af dem havde faaet sit Testament be- kræftet, holdt den gamle Konge for sidste Gang en rørende Tale, hvori han takkede Gud for alt det, han ved ham havde ladet skee til Fædrelandets Bedste. Tre Maaneder efter døde den 70aarige Gustaf efter en 39aarig Regjering, 1560. Erik den 14de, Gustafs ældste Søn med Catharina af Lauen- burg, var fød 1533. Ved Faderens Død var han paa en Reise til England forat frie til Dronning Elisabeth; men standsedes ved Elfsborg, og ilede hjem forat arvtage Thronen. Ved Gustafs Testament var næsten halve Riget i hans Brødres Vold; men Erik, en Mand af dyb Forstand, brændende af Iver efter at fuldende Faderens Storværk (Egenskaber, der fordunkledes af et pirreligt og mistænksomt Sindelag) indsaae, at Rigets Selv- stændighed aldrig skulde kunne bevares under en saadan Ind- SIDE: 222 retning. Paa en Rigsdag i Arboga 1561 fik han da ved de saa- kaldte Arboga-Artikler Hertugernes Magt indskrænket. Ved sin Kroning indførte han Greve og Friherre-Værdighederne, og for- nyede Seraphimerordenen. I en Krig mod Rusland og Pohlen angaaende Lifland og Estland, hvilket sidste havde givet sig under svensk Beskyttelse, tilvandt han sig det sidste Land. Imidlertid havde Halvbroderen, den rænkefulde Johan, mod Kongens Villie giftet sig med den polske Konges Søster Catha- rina Jagellonica, paastaaet sin Souverainitet, og tilstaaet Sviger- faderen betydelige Lehn. Stænderne dømte Johan tildøde; men Erik lod sig nøie med at holde ham i 4 Aar fængslet paa Grips- holm, hvor hans Gemalinde fødte ham Sigismund, siden Konge i Sverige og Polen. En Krig med Danmark, der krævede, at Sverige skulde undlade Brugen af de 3 Kroner i sit Vaaben og rømme Esthland, sluttedes med en Stilstand paa 30 Aar 1562. Denne blev dog strax brudt, da Fredrik den 2den i Danmark ikke vilde tilstede Eriks Brud, en hessisk Prindsesse, Gjennem- reisen. Jacob Bagge og Clas Christensen Horn tilfegtede Sverige mange Seire tilsøes; men Krigen endtes ikke under Erik. Under Dennes første Regjeringsaar foretoges meget nyttigt. Regjeringen deltes med 12 Rigsraader. Istedetfor Ræfst- og Rættare-Thingene indrettedes en kongelig Næmnd, bestaaende af 12 Personer, som skulde have Tilsyn med Rettens Gang i Landet. Udlændinger opmuntredes at nedsætte sig i Riget. Konstnere og Haand- værkere bleve forskrevne. Til Handelens Fremme paatænkte Erik at forbinde Vesterhavet med Østersjøen. Ingen Deel af Indenrigshuusholdningen levnedes uden Omsorg. Selv gjorde Kongen Reiser gjennem Landet forat overtyde sig om Jord- brugets Fremkomst, og paabød ved saadan Anledning Gjæst- givergaardes Oprettelse. Men snart vækkedes Eriks mørke og mistænksomme Gemyt ved de idelige Stemplinger og det Mis- nøie, Hertugernes Slægtninger søgte at vække. Kongens Gifter- maal med Cathrina Monsdatter (Datter af en Gardecorporal) vakte Adelens og især Sturernes Fortørnelse. Raadgivere af de laveste Klasser fik Indpas; især udøvede Jøran Pehrsson, en Præstesøn af god Forstand men haard Characteer, stor Ind- flydelse. Paa Rigsdagen i Upsala 1567 anklagede Kongen flere Fornemme, især Sturerne, for Forræderi imod sin Person. De Anklagede dømtes af Stænderne tildøde, og indsattes paa Upsala SIDE: 223 Slot. Erik, paaveje at benaade dem, blev da af Jøran saa for- skrækket ved Efterretningen om Hertug Johans Undvigelse fra Gripsholms, at den ulykkelige Erik fortvivlet styrtede ind i Nils Stures Fængsel, og saarede ham med en Dolk. Sture drog Dolken ud, kyssede den, og overrakte den til Kongen, hvorpaa Kongens Drabanter fuldendte Mordet. Derefter lod Kongen myrde Swante Sture og hans Søn Erik, Abraham Stenbock, Iwar Iwarsson og sin forrige Lærer Burræus. Følgerne af denne Grumhed viste sig snart: Hertugerne gjorde Opstand, beseirede Kongen, og tvang ham til at afsige Regjeringen 1568, 8 Aar efter, samme Dag og Time, hans Fader gik heden. Stænderne valgte Johan til Konge, efterat Erik med sin Æt var erklæret at have forbrudt Kronen, og til Livsfængsel. Han blev nu i 9 Aar slæbt om paa en Mængde Borge under de største Ydmygelser, indtil Johan lod ham forgive. Johan 3die, Gustaf 1stes ældste Søn med Margrethe Lejon- hufvud, var Hertug i Finland da han modtog Kronen 1537. Stri- den med Danmark sluttedes ved Freden til Stettin 1570, hvori Sverige ei alene frasagde sig alt Krav paa Gothland, Halland, Skaane og Bleking, men aftraadte ogsaa sine Erobringer i Norge og Esthland. En Krig med Rusland førtes heldigt af Pontus de la Gardie under hele Kongens Regjeringstid. Johan afstedkom indre Uroligheder ved sine Forsøg paa at gjenoprette Katholi- cismen, forledet dertil af sin pohlske Gemalinde. Jesuiter ind- kaldtes, og Kongen afsvor hemmelig Lutheranismen. En Liturgie i katholsk Aand indførtes (den røde Bog), og Præster bleve af- satte og forviste. Hertug Carl satte sig i Spidsen for de Mod- stridige. Under truende Udsigter til en Religionsborgerkrig døde Johan 1592 efterat have afskaffet Liturgien. Sigismund, Johans Søn, indkaldtes fra Polen, hvor han alt 1587 var valgt til Konge. Imidlertid havde Farbroderen Hertug Carl drevet, som Rigsforstander, et Kirkemøde igjennem, der ganske ophøjede den luthersk-evangeliske Lære til Statsreligion. Dette erklærede Kongen ved sin Ankomst til Riget 1593 for intet, da han vilde forene Sverige og Polen til eet Rige med Bibeholdelse af Catholicismen. Heller ikke vilde han aflægge Kongeeden; men blev tvungen af Carls væbnede Magt hertil, og til at bekræfte Kirkemødets Beslutninger, samt at erkjende ham som Rigsforstander i Kongens Fraværelse. Sigismund af- SIDE: 224 seilede nu til Polen, hvorpaa Hertugen endnu mere forøgede sin Magt og Folkekjærlighed, saa han endog vovede, imod Kongens Forbud, at indkalde en Rigsdag, der endnu mere befæstede hans Indflydelse. Stænderne krævede Kongens Tilbagekomst, og denne skede 1598, men med en polsk Hær. Dermed overrumplede han Hertugen, saa denne endog tænkte paa at flye til Norge. Imidlertid fik han dog en Hær sammen, og slog dermed Kongen ved Stangebro. Sigismund maatte give Fred, og vendte tilbage til Polen. Men da han hverken vilde frasige sig den katholske Lære eller hjemsende sin Søn Ladislaus forat han kunde oplæres i den evangeliske, blev han af Linkjøping Rigsdag afsat 1600. Siden regjerede han 32 Aar i Polen under idelige Forsøg paa at gjenvinde den svenske Throne. Carl 9de, Gustaf den 1stes yngste Søn med Margrethe Lejon- hufvud, blev paa Rigsdagen i Linkjøping valgt til Konge, men antog ei dette Navn før Hertug Johan, Sigismunds Halvbroder, 1604 frasagde sig alt Krav derpaa. Carl lod strax 5 Rigsraader halshugge som Sigismunds Tilhængere. Krigen mod Sigismund førtes med afvexlende Lykke. Undsætning sendtes den russiske Czar, der var plaget af en Thronprætendent. Under Jacob de la Gardie og Ewert Horn trængte Svenskerne frem til Moskva og befriede Czaren. Kexholm indtoges; ligesaa Nowgorod. Imid- lertid var en Krig udbrudt mod Danmark om de 3 Kroner og Retten til at kalde sig Lappernes Konge. Christian den 4de indtog Calmar Slot ved Forræderi, hvorover Carl udfordrede ham, men fik Afslag. Han blev syg i Leiren for Calmar, og døde 1611, 61 Aar gl. Paa sin Grumhed nær, der kostede af politiske Hensyn 140 Menneskers Liv, var han i alle Henseender en kraftfuld og dygtig Regent, der fremmede Handel og Industri, byggede en Mængde Stæder og bragte Orden i den hele For- valtning. Gustaf den 2den Adolph, den Store, Søn af Carl 9de er fød 1594. 17 Aar gammel modtog han et Rige, indviklet i Krig med to Magter, nedtrykt af Paalæg, og saa udarmet, at han engang maatte, istedetfor contant Betaling, udfærdige et Revers paa 18 Daler til en Feldtleverandør. Folket troede dog fast, at Faderens Spaadom, "han skal fuldbyrde," vilde gaae i Opfyldelse. Adelen, som Faderen havde kuet, forskaffede sig vel flere Fortrin iførst- ningen. Krigen mod Danmark førtes heldigere mod Enden, og SIDE: 225 sluttedes ved Freden til Knærød nær Laholm med Opofring af Jæmtland og Hærjedalen og Udløsningen af Calmar og Elfsborg med 1 Million Daler. De la Gardie fratog Russerne Ingerman- land, og alt Rusland indtil Archangel og Igreslaw forente sig med Svenskerne. Kongens Broder Carl Filip valgtes til Czar, men da han tøvede forlænge, valgte Russerne en Anden. Gustav trængte frem til Pleskov, hvorpaa Fred sluttedes i Stolbowa nær Moskwa. Nowgorod gjengaves, men Russerne aftraadte Kexholm og Inger- manland, betalte 20,000 Dukater, og afstode fra alt Krav paa Lifland. Saaledes opnaaede Gustaf en naturlig Grændse af Sjøer og Strømme mod dette vilde Folk. Derefter besluttede Gustaf at tvinge Sigismund i Polen til en stadig Fred; gik over til Lif- land 1621, tog Riga og Kurland. Den ved Stilstand afbrudte Krig fornyedes, og Gustaf viste sig 1625 med en efter nye tak- tiske Regler omformet Hær; seirede over Polakkerne og den tydske Keisers Hjælpehær ved Danzig, Grodno og Stuhm, og tvang den polske Konge ved Vaabenstilstand at lade ham i Be- siddelse af Erobringerne. Under denne Krig viste Gustaf ved mange Leiligheder det største Heltemod. I 18 Aar havde han nu regjeret Sverige med Ære, og befriet det fra dets Fiender. Folkets Agtelse for ham var saa stor, at det taalmodigen bar de store Paalæg og at aldrig Stænderne afsloge hans Krav. Nu besluttede han sig til sin sidste Krig, som har foreviget hans Navn. Den tydske Keiser havde med Vaabenstyrke søgt at ud- rydde den evangeliske Troeslære i Tydskland, og var nær at gjøre sig til egenmægtig Herre over dette Land. Da søgte Pro- testanterne i Tydskland Gustavs Hjælp, og erholdt den. Alt 1628 havde han modtaget Stralsund af Christian den 4de; og 24 Juni landsteg han i Pommern med 15,000 Mand. De protestantiske Fyrster forente sig med ham, og inden kort Tid beherskede han hele Nordtydskland. Næste Aar sluttede han Forbund med Frankrig, slog den hidtil ubetvungne keiserlige Feldtherre Tilly ved Leipzig 7 Septbr. 1631, oversvømmede Tydskland, gik over Rhin, trængte ind i Bayern, indtog München, og lod paa samme Tid andre Hære besætte Bøhmen og Tyrol. Imidlertid var Tilly død af de Saar, han havde faaet under sit Forsøg paa at hindre Svenskerne fra at gaae over Lechfloden; og den berømte, egen- mægtige Wallenstein lod sig overtale til at modtage den uind- skrænkede Overbefaling mod Gustaf Adolph. Wallenstein gjorde SIDE: 226 med sin af ham selv hvervede Hær et ødelæggende Indfald i Sachsen. Gustaf ilede tilhjælp. Ved Lützen nær Leipzig mødtes Hærene 6 Nov. 1632. Svenskerne kjøbte den blodige Sejer dyrt ved Gustaf Adolphs Fald. Man har troet, at han fik Banesaaret af Hertug Frantz Albert af Sachsen-Lauenburg, som fulgte Kon- gen, og strax derefter gik over til Fienden; men af Historien er bekræftet, at en keiserlig Cavallerioberst Falkenberg, som man ikke kjendte som Fiende, sprængte frem og skjød Kongen i Ryg- gen, hvorpaa Alberts Rideknegt gjennemborede Falkenberg. Kon- gens blødende Stridshest var det første Tegn paa Ulykken, som hevnedes ved en Sejer, som kostede de Keiserliges modigste Anfører Pappenheim Livet. Gustafs uophørlige Krige hindrede ham dog ikke i at sørge i mange Henseender for Rigets Vel. Ved Rigsdagsordningen fastsættes Rigsdagens ordentlige Gang. Svea- og Aabo-Hofretter stiftedes. Ridderhuset oprettedes til Adelens Forsamlinger. Kolonier anlagdes paa Afrikas og Ame- rikas Kyster. 16 Stæder grundlagdes, Bjergværkerne forbedredes ved Udlændingers Indkaldelse. Egne Klædes-, Papiir- og Silke- fabriker omtales nu for første Gang i Sverige. Alt sit private Arvegods skjenkede Gustaf til Upsala Academi. Gymnasier op- rettedes: Aabo, Wiborg, Strengnæs, Westeraas og Linkøping. Med Maria Eleonora af Brandenburg, for hvem Gustaf, efter sin Moders Vilje, gav Slip paa sin Ungdoms Elskede Ebba Brahe, havde han Datteren Christina, fød 1626. Under hendes Mindreaarighed forestodes Regjeringen af Rigets Drost, Marsk, Admiral, Cantsler og Skat- mester indtil 1644, da hun selv tog Styret. Ledningen af den tydske Krig anbetroedes i de bedste Hænder, i Gustafs Vens, den duelige Statsmand Axel Oxenstjernas, med Myndighed at erklære Krig og slutte Fred. Vaabnene hvilede ikke efter Gustafs Død. Efterat Wallenstein efter Slaget ved Lützen havde trukket sig tilbage til Bøhmen, trængte svenske Hære paa eengang ind i Westfalen, Schlesien, Franken, Bøhmen, Mæhren, streifende lige til Wiens Mure, og gik over Rhin. De i Gustafs Feldtherreskole dannede Generaler Johan Banér, Gustaf Horn, Lennart Thorsten- son, Hertug Bernhard af Weimar, Carl Gustaf Wrangel og Kø- nigsmark afløste hverandre i Overbefalingen, og krontes næsten stedse med Sejer. Vel tabtes Slaget ved Nördlingen 1634, hvor over 12000 Mand faldt, men da Oxenstjerna havde faaet Frankrig SIDE: 227 til at erklære Keiseren Krig, og en 26aarig Stilstand var sluttet med Polen, godtgjordes dette Tab ved Seirene ved Dömitz 1635, Wittstock 1636, Leipzig 1642, Jüterbock 1643, Jankowitz 1645 m. fl. Endelig sluttedes efter 7 Aars Underhandlinger denne tredive- aarige Krig ved den "vestfalske Fred," indgaaen i Münster og Osnabrück 24 Octbr. 1648. Protestanterne erholdt fri Religions- øvelse og Sverige fik Pommern, Rügen, Stettin, Wismar, Bremen og Verden, samt 5 Millioner Daler. Fra dansk Side havde Sve- rige længe været udsat for alskens Stemplinger. Thorstenson indbrød da pluselig i Holsteen 1644 og erobrede alle danske Besiddelser paa Fastlandet. Horn anfaldt Skaane, og Fleming indtog Jæmtland. Dette tvang Christian 4de til i Brømsebro 1645 at afstaae Jæmtland, Hærjedalen, Gottland, Øsel, Halland paa 30 Aar, samt Toldfrihed i Sundet. Mange gode Indretninger skede ogsaa i det Indre baade under Formynderregjeringen og efterat Christina 1644 selv havde antaget Regjeringen. Gøtha Hofrets, Bergcollegiets, Aabo Universitets med flere Gymnasiers Oprettelse vidne derom. Alligevel var den almene Velstand svag formedelst Adelens selvkjærlige Bemægtigelser og Udsuelser og Hoffets Ødselhed. Med Misnøje saae man dette opfyldt med fremmede Lykkesøgere, især lærde Vindhaser, som dels kom af sig selv, dels indkaldtes af den klassiske lærde, men letsindige Dronning. Længe havde Christina næret Lyst til at frasige sig Thronen for i Rom, Lærdoms og Kunsters Hjemsted, at finde Næring for sin Lærdomslyst og den Smag, hun havde fattet for den catholske Religion. Oxenstjerna forhindrede vel dette en Tid; men endelig fuldbyrdede hun Frasigelsen 16 Juni 1654 til Fordeel for sin Fætter Carl Gustaf af Zweybrücken. Hendes senere Forsøg paa at gjenfaae Kronen, efterat hun var bleven katholsk, forbleve frugtesløse. Den Pfalz-Zweybrückske Æt. Carl den 10de Gustaf, Carl den 9des Dattersøn, fød 1622, mødte Modkrav fra den polske Konge. Efter Stændernes Beslutning gik Kongen over til Polen 1655, indtog det inden 3 Maaneder og udraabtes til dets Konge. Polakkerne faldt dog snart fra; men beseiredes i det blodigste Slag, Sveriges Historie omtaler: ved Warschau, der varede i 3 Dage. Frygt og Avind forenede SIDE: 228 Rusland, Danmark og Holland mod Sverige. Russerne sloges bort; men Hollænderne bemægtigede sig "Ny Sverige" i Amerika. Uformodentlig brød Carl op fra Polen 1657, og kastede sig over Danmark. I 6 Uger var det danske Fastland erobret, og Øerne faldt efter Toget over de iisbelagte Belter. Danskerne ilede med at redde Riget ved Freden i Roeskilde 26 Febr. 1658, der kostede det Skaane, Halland og Bleking, og Norge Bohuslehn og Throndhjemsstift. Bornholm og Hveen gik med i Løbet. Under Paaskud, at Fredsvilkaarerne ei opfyldtes, anfaldt Carl atter Danmark. Kjøbenhavn beleiredes; men afslog tappert Stormen Natten mellem den 10de og 11te Febr. 1659. Dette Uheld lod Keiseren og Churfyrsten af Brandenburg slutte sig til Danmarks Parti. Under en Rigsdag, som Carl havde sammen- kaldt i Gøtheborg, døde denne bedriftrige Konge af en hidsig Sygdom 1660. Lidet gjordes under ham for Rigets indre Opkomst. Dog anlagdes Eskilstunas Staalfabrik. Carl yndede Videnskaberne, og havde megen Godhed for Georg Stjernhjelm, den svenske Skjaldekonstes Fader. Carl den 11te var Carl Gustafs eneste Søn, fød 1665. For- mynderregjeringen sluttede i Oliva Kloster ved Danzig Fred med Østerrig, Polen og Brandenburg 1660, hvorved Polen af- traadte Lifland og Estland og dets Konger frasagde sig alt Krav paa Sveriges Throne. Med Danmark og Norge sluttedes Fred i Kjøbenhavn 1660, hvori Throndhjem og Bornholm gjengaves. Formynderregjeringen plagede Folket og lod Kongen saa slet opdrage, at han 20 Aar gammel neppe kunde læse eller skrive, og at han sagde til sin Lærer: "af Reuterholm har jeg dog lært at ride; af jer intet." 17 Aar gammel antog Carl Regjeringen 1672, og syntes i Begyndelsen at være den svage Regent, han var opdraget til at blive. Men Omgangen med flere sjelfulde Jevnaldrende og Bekjendtskabet til den i Europa almindeligt beundrede Roman "Barclays Argenis" gav ham et andet, for hans Land indflydelsesrigt Liv. Formynderregjeringen havde forenet sig med Frankrig mod Holland. De tydske Provindser gik tabt. Danskerne gik heldigt frem i Skaane, hvor endeel Bønder, "Snaphanerne," gik dem tilhaande som Streifcorps. Da satte Carl sig i Spidsen for Hæren, seirede ved Halmstad, Lund og Landskrona 1676 -- 77, og rensede Landet. Ved Freden i Nimwegen 1679 skaffede fransk Indflydelse de tydske Lande SIDE: 229 tilbage, og ved Freden til Fontainebleau og Lund s. A. oprettedes de gamle Forhold til Danmark. Krigen og Adelens Bemægtigelse af Krongodserne havde udtømt Landet saa aldeles, at de ufrelse Stænder paa Rigsdagen 1680 androg om en Reduction eller Ind- dragning af Krongodserne, og overlod Kongen i denne Hensigt Enevældet. Reductionen gik for sig med særdeles Strenghed i Lifland og Estland, saa det svenske Vælde blev forhadt; men Forholdsreglen tjente i høi Grad til Rigets Bedste, saa Carl endnu lever i Folkets Minde under Navn af den store Rigshuusholder. Carlscrona anlagdes; ligesaa Universitetet i Lund. Inddelnings- værket for Armeen indførtes, hvorefter Landmanden underholdt Soldaten. Sverige nød Fred og Anseelse i Udlandet, saa det optraadte som Mægler ved Freden i Ryswick 1697. Samme Aar døde den idrætrige Carl ikke uden Mistanke om Forgivelse. Carl den 12te, Carl den 11tes eeneste Søn, var kun 15 Aar, da Stænderne erklærede ham myndig. Paa samme Tid besteg ogsaa 3 unge Monarker Polens, Ruslands og Danmarks Throner, brændende af Lyst til at udvide sine Riger paa Sveriges Be- kostning, hvis unge Konge, der alene beskjæftigede sig med haard og eventyrlig Moerskab, ikke syntes dem vanskelig at be- seire. Czar Peter kastede sig for Narva med 80,000 Mand, August af Polen indtog Riga, og Kong Fredrik Carls Svogers, Hertugen af Holsteens Lande. Raadet vilde forlige sig med Op- offringer, men Carl kastede sig strax paa Danmark, gjorde Land- gang paa Sjelland, og saae Krigen endt ved Freden til Traven- thal, der gjengav Hertugen af Holsteen sine Lande. Paa samme Tid, Carl i Sjelland modtog Czarens Venskabsforsikkringer, ind- rykkede dennes Hær i Ingermanland. Nu vendte Carl sig mod ham, slog med 8000 Mand de 80,000 Russer ved Narva, hvoraf han fangede Halvparten. Ved Düna slog han derpaa Polakkerne, tog Warschau, afsatte August og skjænkede hans Krone til Sta- nislaus Leszinsky. Toget fortsattes til Augusts Arveland Sachsen, som forstørstedelen indtoges. Rehnschøld seirede ved Frauen- stadt nær Warschau 1706, og i Freden til Alt-Ranstadt opgav August alt Krav paa Polen. I denne blev ogsaa Udleverelsen af Patkul, en Liflænder, som havde djærvt talt imod sit Fædre- lands Lidelser ved Reductionen, betinget; og Carl plettede sit Navn med hans marterfulde Henrettelse. Mod Østen havde Russerne midlertidig været heldige, og Czar SIDE: 230 Peter vovede sig endog til i Ingermanland 1703 at anlægge Pe- tersburg. 1705 seirede vel Lewenhaupt ved Gemauerthof, og Carl, 1707 ved Holofzin ligesom Lewenhaupt atter ved Liesna; men da Carl lokket af Mazeppa, Cosakkernes Hetmans Løfter om kraftig Hjælp, havde fordybet sig i Ukraine og mistet sine Operationslinier, saa tabte han Slaget ved Pultava 17 Juni 1709, og flygtede til Tyrkiet. Danskekongen benyttede sig af Ulykken og brød ind i Skaane; men blev slagen og tilbagedreven af Mag- nus Stenbocks Bondehær 1710. Stenbock gik til Tydskland, slog Dansker og Sachser ved Gadebusk, trængte ind i Holsteen, brændte mod sin Vilje Altona, men blev endelig fangen med sin Armee i Tønningen 1713. August besteg atter den polske Throne og Czaren gik seirende frem i Estland og Finland. Carl havde imidlertid faaet Tyrkerne til at erklære Krig, og ved Pruthfloden befandt Peter sig indesluttet af dem, lige nær Hun- gers- og Sværddøden. Fra denne Forlegenhed reddede hans Gemalinde Catharina ham ud ved at bestikke Storviziren. Med Forbittrelse saae nu Carl den russiske Indflydelse seire i Di- vanet, og omsider skred Tyrkerne til at tvinge ham til at for- lade sit Opholdssted hos dem i Bender. Carl satte sig til Mod- værge, og dette gav Anledning til "Calabaliken i Bender." 5000 Mand omgave hans Huus; de i Forskandsningerne værende 300 overgave sig strax; men Kongen selv med 30 Mand huggede sig frem til sit Huus, drev Janitscharerne ud, og forsvarede sig ind- til Taget antændtes over ham af Ildpile. Retirerende til Canzelli- bygningen snublede han, og blev kun saaledes tagen. Tyrkerne behandlede ham med Agtelse; men da han erholdt slemme Bud- skaber fra Sverige, afreiste han under Navn af Capitain Carl Freck fra Tyrkiet, og ankom efter 14 Dages næsten uafbrudte Ridt til det beleirede Stralsund 22 Novbr. 1714. Kongens Hjem- komst gav nyt Mod. Stærke Hære samledes om den berømte Feldtherre. Fienderne nedstemte sine Fordringer, Carl faldt ind i Norge, og en taalelig Fred med Rusland var allerede aftalt paa Aaland ved hans Fortrolige Baron Görtz, da Carl den 30 Nov. 1718 i Løbegravene for Frederichshald faldt for et Skud, som der er al Mistanke for kom fra Forræderhaand. Som Gjernings- mand antoges snart den franske Adjutant Siqviler, snart Grev Cronstedt og en vis Stjernros; men en endnu mørkere Farve antager denne blodige Handling, om det er sandt, at hans egen SIDE: 231 Søster og Efterfølgerske allerede før hans Død foreslog sin Mand Ceremoniellet ved sin Broders Begravelse, og at hun, i Glæden over Dødsbudskabet, skjænkede Overbringeren det Sølvfad, hvori hun just da vaskede sig. Carl den 12te var modig til Forvoven- hed, simpel og maadeholden, nedladende og trofast af Charakteer. Ulrica Eleonora, fød 1688, havde alt under Broderens Ophold i Bender deeltaget i Regjeringen, og valgtes nu 1719 til Dron- ning, med Forbigaaelse af Carls ældre Søstersøn Hertug Carl Frederik af Holsteen-Gottorp, og mod at frasige sig Souverani- teten. En ny Regjeringsform antoges, hvorefter den Regjerende Intet kunde foretage uden Raadets Samtykke, og den lovgivende Magt alene tilhørte Stænderne. Hendes Gemal Arveprindsen Frederik af Hessen, Armeens Generalissimus, erholdt Titel af kgl. Høihed og Hertugen af Holsteen forlod Riget, Baron Görtz anklagedes som Ophav til alle Rigets senere Ulykker, og hals- huggedes efter en høist uregelmessig Proces. Krigen mod Norge ophørte, og Hæren leed store Tab under et hovedkulds Tilbage- tog. Ved Fredslutningen med England og Preussen aftraadtes Bremen og Verden til Hannover mod 1 Million, og mod 2 Mill. Rdlr. Bagpommern til Preussen. Freden med Rusland opsattes, hvorpaa en russisk Flaade hærjede de svenske Kyster paa det skrækkeligste. Fra 1719 til 1772 indtræder den saakaldte Fri- hedstid, ligesaa udmærket ved de storsindede, frihedselskende og stolte Mænd, der da optraadte, som ved Partiers Tvistig- heder. 1720 udraabtes Frederik af Hessen til Konge, og 1721 sluttedes Fred med Danmark, der gjengav de tydske Provindser, det havde besat, mod 600,000 Rdlr., og Rusland, der erholdt Provindserne om den liflandske Bugt. Toldfriheden i Landet gik ogsaa tabt, og af Finland hele Wiborgs Lehn imod 2 Millioner. 1741 overlod Ulrica ved Døden Thronen ganske til sin Mand. Den hessiske Æt. Frederik den 1ste. Frederik fik nu 20aarig Fred, under hvilken Forbedringer i det Indre søgte at læge de dybe Saar af Krigen. Paa Rigsdagene vare Partierne især tvistige om de udenlandske Forhold; og fra 1726 er det især "Huer" og "Hatte" optræde. De første virkende for Bibeholdelsen af indre Styrke, Velmagt og Fred med Rusland; de Sidste vilde gjenvinde den gamle SIDE: 232 Vaabenhæder, og holdt sig især til Frankrig. Huerne med Arvid Horn i Spidsen havde Overvægten til 1738 Aars Rigsdag, da de maatte vige for Hattene med Carl Gyllenborg i Spidsen. En Hændelse opflammede Koldsindigheden mod Rusland til Had, idet nemlig den svenske Gesandt Malcolm Sinclar, paa Hjem- reisen fra Tyrkiet, blev myrdet, som der troedes, paa russisk Anstiftelse 1739. 1741 erklæredes Krigen, men efter Nederlaget ved Wilmanstrand, og Hærens Capitulation ved Helsingfors maatte en stor Deel af Finland aftrædes i Freden til Aabo. Generalerne Lewenhaupt og Buddenbrock maatte undgjælde med Hovedet for den ulykkelige Krig. Dal-Almuen drog bevæbnet mod Stockholm, hvor Oprøret først dæmpedes ved alvorlige Midler. Paa 1743 Aars Rigsdag valgtes Hertug Adolf Frederik af Holstein-Eutin, som paa Mødrenesiden nedstammede fra Wasaæten, til Thronfølger. Under Frederik skede meget til Fremme af Landets indre Opkomst. Jerncontoret oprettedes 1747. Jonas Ahlstrømer og Polhem anlagde mange Manufacturer. Landsloven udgaves. Et ostindisk Compagnie oprettedes. Linné, Naturhistoriens Ypperste, kastede Glands over Fædrelandet. Grev Tessin oprettede Maler- og Bildhugger-Akademiet. Dalin og Celsius ere ogsaa bekjendte. Polhem anlagde Dokken i Carls- crona og Ehrensværd det uindtagelige Sweaborg. Frederik for- nyede Serafimer- og Sværdordenen, og stiftede Nordstjerneordenen. Selv besad han mange personlige Elskværdigheder; men førte i det Hele et kraftløst Styre til han døde 1751, 76 Aar gl. Den holstein-gottorpske Æt. Adolf Frederik stadfæstede Regjeringsformen af 1720. Hans Regjering var en fortsat Strid mellem Partierne, der gjorde store Indgreb i Kongemagten. Dette foranledigede en Sammensvær- gelse til Udvidelse af denne; men som opdagedes af en Cor- poral. Grev Haard reddede sig tilligemed Flere ved Flugten; Grev Brahe, Friherre Horn og 8 Andre henrettedes. Kongen reduceredes ganske til en Skyggeregent. Forvirringen og Ar- moden tiltog. Dette bevægede Adolf Frederik til 1768 at frasige sig Regjeringen. Raadet maatte nu give efter og styrtedes, men det følgende førte sig ikke bedre op. En Krig mod Frederik 2den af Preussen endtes uden Hæder ved Freden til Hamburg SIDE: 233 1762. Adskillige gode Indretninger skrives fra Adolf Frederiks Tid. Dronningen Lovisa Ulrica havde stor Deel i Stiftelse af Videnskabernes Akademie 1753. Kreutz og Gyllenborg som Digtere, Lagerbring som Historieskriver, Nordenkrantz som stats- oeconomisk Skribent forevige denne Alder. Den "milde" Adolf Frederik efterlod ved sin Død 1771 Thronen til sin talent- fulde Søn Gustaf 3die, fød 1746. Maatte undertegne en haard Haand- fæstning. Ved sin Kroning stiftede han Vasaordenen. Kort efter lykkedes det ham ved en Revolution 19, 20 og 21 August 1772 at kuldkaste Regjeringsformen, der forvandledes til et Enevælde, naar undtages enkelte Indskrænkninger, saasom at Kongen ei uden Stændernes Samtykke maatte erklære Krig. Da han des- uagtet i 1788 anfaldt Rusland, afstedkom "Anjala-Forbundet" et Oprør, og det heldige Øieblik gik tabt. Danmark erklærede Krig, som Ruslands Allierede; men blev af England og Preussen tvunget til at holde sig rolig. I Anledning af Hærens Oprør, sammenkaldtes en Rigsdag 1789, hvorpaa "Forening- og Sikker- heds-Acten" istandbragtes, der gjorde Kongen enevældig. Krigen mod Rusland fortsattes, men uagtet Seirene ved Parkkumækt og Walkiala, og tilsøes ved Hogland og Svensksund, hvor Gustaf og hans Broder Hertug Carl udmærkede sig, vandt dog Sverige ingen Udvidelse i Freden til Werelæ 1790. Mange Forbedringer skede i det Indre. Et vestindisk Handelscompagnie stiftedes. Øen Barthelemi kjøbtes af Frankrig. Kongens "højeste Domstol" og Wasa Hofret stiftedes. Torturen afskaffedes, og Religions- frihed stadfæstedes. Kellgren, Leopold, Oxenstjerna, Lidner, Bellman og Anna Lenngren forherligede med deres Navne som Digtere den kunstelskende Gustafs Alder; ligesaa den veltalende Lehnberg, Billedhuggeren Sergel og Maleren Høiberg. 1786 stif- tedes det svenske Academie til Sprogets Forbedring og Frem- hjælp af fædrelandsk Snille. Selv vandt Gustaf den første Priis for Veltalenhed. Han indrettede og forbedrede Videnskabernes-, Historie- og Antiquitets-Academiet, det musikalske og Maler- og Billedhugger-Akademiet. 1791 reiste Gustaf til Aachen for sin Sundheds Skyld, men ogsaa forat underhandle med de fordrevne franske Prindser, da han brændte af Begjærlighed efter at gjen- indsætte den franske Konge. Rigsdagen i Gefle 1792 vilde dog ikke indlade sig paa et saa eventyrligt Foretagende. Derfor SIDE: 234 vendte han tilbage til Stockholm, hvor han 16 Marts paa en Maskerade blev skudt i Hoften af den afskedigede Gardecapitain Johan Jacob Ankarstrøm, en af de mange misfornøjede Adels- mænd, som havde sammensvoret sig om at dræbe Kongen. Efter 13 Dages Lidelser døde Gustaf, efterat have udnævnt Hertug Carl til Formynder for sin Søn Gustaf den 4de Adolf, fød 1778. Modtog Regjeringen 1796. Formynderens første Omsorg var at straffe de Sammensvorne; Ankarstrøm blev dømt til at kagpidskes paa 3 Torve i Stock- holm og halshugges; Ribbing, Horn, Ehrensværd og Liljehorn landforvistes; Engestrøm, Hartmansdorff og Peckelin dømtes til Fæstningsarrest. Af nyttige Foretagender maa nævnes en Com- mittees Nedsættelse til Omarbeidelse af Ritualet og Psalmebogen, Carlsbergs Krigsakademies Oprettelse og Anlægget af Trolhætta- kanalen ved et Selskab. Med Frankrig sluttedes Forbund, men Venskabet for Rusland kjølnede af. Følgen heraf var, at flere af Gustaf den 3dies Fortrolige, imellem hvem især Gustav Mau- riz Armfelt, dannede en Sammensværgelse, som det hedte, forat beskytte den unge Konge mod hans Farbroders ærelystne Planer; men hvilken egentlig skyldte Catharina den 2den af Ruslands Herskelyst sin Tilværelse. Planen opdagedes af den svenske Resident i Rom Piranesi. Armfelt undkom fra Neapel, hvor han var svensk Gesant, til Rusland; men Secretær Engestrøm og Oberst Aminoff dømtes til Livsfængsel og Frøken Rudenskøld sattes i Gabestokken og Tugthuset. Koldsindigheden mod Rus- land tiltog, og Kongens Frierie til Storfyrstinden gik overstyr. Ved Hjemkomsten fra dette Frierie antog Gustaf selv Regjeringen 1796, og Hertugen overgik til Privatlivet. Gustafs Regjering ud- mærkede sig ved Sparsomhed ligesom Carls. Sverig tiltraadte den væbnede Neutralitet med de øvrige Østersøemagter. Wis- mar solgtes til Meklenburg for 1/2 Million. Pengerevolutionerne paa Rigsdagen i Norrkøping, der decreterede en Formuesafgift af 4 1/2 Mill. Sølv, havde tilfølge meget Misnøje mellem den egoistiske Adel, og at flere Adelsmænd frasagde sig sin Adel, som de antoge ikke længer at kunne repræsentere med Anstand. Uagtet Carl havde erkjendt den franske Republik, lod dog Gu- stafs Frygt for dennes Principer og Had mod Napoleon ham slutte sig nærmere til England. Følgen heraf var at Fransk- mændene besatte Pommern, og at disses Allierede Russerne SIDE: 235 brød ind i Finland 1808. Admiral Cronstedt forraadte Sveaborg; men Generalerne Adlercreutz og Sandels seirede ved Sukajoki, Kewolax og flere andre Steder. Den finske Armee fik ingen Undsætning. Affæren ved Helsinge, hvor Garderegimenterne retirerede, berøvede disse deres Rang -- en Forholdsregel, som høilig fortørnede de fornemme Familier, hvis Sønner tjente i Garden. Danmark brød ogsaa Freden, og omsider maatte den lille tapre finske Hær give Finland tabt. Fienden gik nu paa Isen over til Umeaa, ja ligetil Grislehamnen i Marts 1809. Da Kongen, uagtet den truende Fare, og efterat et Landværn af 30,000 Mand, Blommen af Sverigs Ungdom, var næsten øde- lagt af Hunger, Sygdomme og Mangel paa Forpleining, fremdeles forlangte svært Krigsstyr og Fortsættelse af Krigen, saa udbrød en Revolution 13 Marts 1809, idet Generalerne Adlercreutz og Georg Adlersparre med den Hær som stod mod Norge, vendte sig mod Stockholm. Adlercreutz med flere Officierer tog Kon- gen, efter forgjæves personligt Modværge, tilfange, hvorpaa han tilligemed Klingsparre begav sig til Hertug Carl, og fik Denne til at antage Rigsforstanderskabet. 20 Marts frasagde Gustaf i sit Fangenskab paa Gripsholm Slot sig Regjeringen, og afreiste i Decbr. s. A. med sin Familie til Tydskland. Stænderne, som sammenkaldtes i Mai, erklærede ham og hans Arvinger at have forbrudt al Adkomst til Thronen. Saaledes endte den ubøjelige Gustaf sit Regentliv, hvortil, ligesaameget som hans politiske egensindige Had mod den franske Revolution og Napoleon, hans Afsky for Stænderne og Trykkefriheden bidrog. Denne hevnede sig paa sin Foragter. Ukyndig om hvad der foregik omkring ham, lærte han dyrt at indsee, hvor svag og usikker den Magt er, som ikke grunder sig paa almeen Oplysning og det almene Vel. Carl den 13de er fød 1748. Som Rigets Storadmiral havde han allerede i den finske Krig udmærket sig. 5te Juni 1809 udraabtes han af Stænderne til Konge, og 6te Juni antoges en ny Regjeringsform. Hans første Omsorg var at slutte Fred med Rusland i Fredrikshamn 17 Septbr. 1809, hvorved hele Finland, Aaland, og en liden Deel af Westerbotten aftraadtes; med Dan- mark i Jønkøping 10 Dec. s. A., uden Aftrædelse eller Vinding; og med Frankrig i Paris 1810, hvorved Pommern gjengaves, men Continentalsystemet maatte antages, hvorefter al Handel med SIDE: 236 England ophævedes. Trykkefriheden gjenoprettedes; Garden gjenfik sin Rang. Da den 61aarige Carl var uden Livsarving, valgte Stænderne 29 Aug. 1809 Prinds Christian August af Schleswig-Holsteen-Sønderborg-Augustenborg, Statholder i Norge, som af Carl adopteredes under Navn af Carl August. Hans Jevnhed i Sæder og klare Forstand gjorde ham meget folkekjær; men under en Mønstring paa Quidinge Hede fik han et Slagtilfælde, styrtede af Hesten, og fandtes efter nogle Minuter død den 28 Mai 1810. Hurtigheden af Dødsfaldet og Obductionen vakte almeen Mistanke om Forgivelse; og denne afstedkom et skrækkeligt Opløb i Stockholm, da Prind- sens Liig 20 Juni indførtes i Stockholm. Mistanken havde vendt sig mod Rigsmarskalken Axel Fersen; under Processionen over- faldtes hans Vogn, han blev slæbt ud og dræbt under Slag og Fodspark. Kun ved Militærets Mellemkomst reddedes den Myrdedes Søster Grevinde Piper og flere Fornemme, som vare udseete til Dødsoffere. Fersens Uskyld antoges dog senere godtgjort. Rigsdagen i Ørebro valgte nu 21 Aug. 1810 den franske Mar- schal Jean Baptist Julius Bernadotte, Prinds af Ponte-Corvo, til Thronfølger. Adopteret af Kongen, antog han Navnet Carl Johan. Samme Aar erklæredes Krig mod England som Følge af Freden med Frankrig, men Sverig behandledes skaansomt af Englæn- derne formedelst de forrige Forhold. Dette øgede kun Napo- leons Fordringer; og, da disse besvaredes undvigende, hans Harme. Pommern besattes atter og Kattegat opfyldtes med franske Kapere, som forulempede de svenske Skibe. Under Carls Sygelighed antog Kronprindsen Regjeringen fra Marts 1811 til Juni 1812. Rigsdagen af samme Aar i Ørebro istandbragte Conscriptionen, hvorefter Alle fra 20 til 25 Aar skulle deeltage i Rigets Forsvar. Trykkefriheden indskrænkedes ved samme Leilighed. Da Napoleon 1812 anfaldt Rusland, erklærede Sve- rig sig imod ham; Fred sluttedes ogsaa med England, og et hemmeligt Forbund med Rusland, der garanterede Norges Er- obring. I Foraaret 1813 gik Kronprindsen over til Pommern med 30,000 Mand, og forenede sig med de mod Frankrig al- lierede Magter. Nordarmeen, sammensat af Russere, Preussere og Svenske SIDE: 237 seirede ved Grosbeeren og Dennewitz og havde Deel i Seiren ved Leipzig. Derpaa trængte den svenske Hær ind i Holsteen, tog Frederiksort og Glückstadt og tvang Danmark til Freden i Kiel 14 Jan. 1814, hvorved Norge afstodes til Sverig mod Pom- mern. Men dette stod kun paa Papiret; og mod dette Papiir satte Nordmændene deres Uafhængighedserklæring, Grundloven af 17 Mai 1814 og Valget af Statholderen Prinds Christian Fre- derik til Konge. Svenske Tropper under Kronprindsens Over- befaling trængte da ind i Landet, medens Kongen selv anførte Flaaden. Efter Fredriksstads Capitulation indgikkes en Con- vention i Moss, hvorefter Christian Frederik nedlagde Regje- ringen og Storthinget sammenkaldtes, som 20 Octbr. besluttede Norges Forening med Sverig, og valgte Carl den 13de til Nord- mændenes Konge. Pommern aftraadtes til Preussen mod 3 1/2 Million Daler, og Guadeloupe i Vestindien overdroges Frankrig mod 1 Million Pund Sterling, hvilke Summer anvendtes til den udenlandske Gjæld. Paa Rigsdagen 1815 antoges Forenings- acten mellem Sverig og Norge. Under Carls sidste Regjerings- aar herskede den største Forvirring i Pengevæsenet, som Stæn- derne ved forhøjet Indførselstold kun forøgede. 5te Febr. 1818 gik Carl til sine Fædre. Huset Ponto-Corvo. Carl den 14de Johan er fød 26 Jan. 1764 i Staden Pau i Syd-Frankrig, modtog nu Regjeringen, og krontes 1818 i Stock- holm. Hans lysende Sejerherreære og udmærkede personlige Charakteer havde ophøiet ham paa Vasaernes Throne. Meget er skeet under ham til Rigets Opkomst. Saaledes indviedes Gøthakanalen i 1832, der forener Nord- og Østersøen. Skaane- Hofret stiftedes. Invalideindretningen paa Ulrichsdal oprettedes, og Centralfæstningen Wanæs, nu kaldet Carlsborg, grundlagdes. Faareavlen er bleven opmuntret ved Anlæggelsen af Skjæferier og toldfri Indførsel af gode udenlandske Racer. Ligesaa er Hesteavlen, Skog- og Jagtdrivten fremmet især ved private Kræfter. Dronningen Eugenia Bernhardine Desideria er fød 8 Novem- ber 1781, formælet 16 Aug. 1798, kronet 21 Aug. 1829. Kron- SIDE: 238 prindsen Josef Franz Oscar er fød 4 Juli 1799, og formælet med Josefine Maximiliane Eugenia 19 Juni 1823. Deres Børn ere: Carl Ludvig Eugen, Hertug af Skaane, fød 3 Mai 1826; Franz Gustaf Oscar, Hertug af Upland, fød 18 Juni 1827; Oscar Frederik, Hertug af Østergøthland, fød 21 Januar 1829; og August, Hertug af Dalarne, fød 24 August 1831, samt Prind- sessen Charlotte Eugenia Augusta Amalia Albertine, fød 24 April 1830. Henrik Wergeland SIDE: 239 OMRIDS AF KONGERIGET NORGES HISTORIE FØRSTE TIDSRUM FRA EN UBESTEMT ALDER TILBAGE I TIDEN OG TIL HARALD HAARFAGER (863 EFTER CHRISTI FØDSEL) NORGES ÆLDSTE BEBOERE. DERES SÆDER Norges ældste Beboere henhørte upaatvivlelig til de Grene af en fordetmeste forgangen ureuropæisk, forhistorisk Menneske- slægt, som vi kalde Celter og Finner. Men vi forstaae egentlig ved Norges ældste Beboere dem, Historien har noget at gjøre med; og da er det Gotherne, hvis Ætlinger de nuværende Nordmænd ere. Dette mægtige og mod hine Urbeboere civiliserte Folk kom nord fra ind over Sverige fra Asien, paa hvis sydvestlige Grændser mod Europa det havde sine Stamsæder. Det kostede Gotherne en haard Kamp, som stredes mange Slægter igjennem, før de kunde blive Herrer i Landet -- ikke mod Finnerne, som trak sig fredeligen nordpaa, hvor de endnu færdes som Fædrene paa de øde Fjelde, men mod de vilde celtiske Stammer, der haardnakket forsvarede sine Skoge, og kun langsomt forsvandt i Afdalene. Denne Folke- krigs hadske Natur og Modstandernes Raahed og vilde Styrke gav Gotherne Anledning til at kalde dem Jothuner eller Jetter, der, efter deres Begreb, vare Navnet paa onde Væsener af over- naturlig Kraft, Guders og Menneskers Fiender eller, med et Ord, Djævle. De hensatte ogsaa Jothunernes egentlige Fædrenehjem til det nordostlige Ruslands øde og mørke Enge, som de derfor kaldte Jothunheim, hvor en Religion, der var Gotherne veder- styggelig, sagdes at være i Udøvelse selv længe efterat Gotherne i de indtagne Lande havde indrettet sin. Gotherne gjorde sig ogsaa herskende i Tydskland. Men den Green, som var gaaen nordom Østersøen, trængte lidt efter lidt den sydligere imøde, og udvidede sig saaledes over Norge, Sverige og Danmark. SIDE: 240 Krigslyst og Tapperhed var en Folkedyd, som ligemeget under- støttedes af Religionsbud som af Folkets stærke, fysiske Be- skaffenhed, af Sædvanen at drive Sjørøveri og af de idelige ind- vortes Krige, som Landets Inddeling i Smaakongeriger gav An- ledning til. Sjørøveriet betragtedes som en hæderlig Erhvervs- kilde. Havet var de yngste Sønners Odelsmark. Ofte sloge disse Vikinger sig sammen; og da gjæstedes fremmede Lande, hvor Nordens raae Sønner stode i rædselfuld Navnkundighed. Mange af disse havde heller ikke mere Eiendom end et udspringende Næs, hvor de trak sine Langskibe op og gjæstererede Vinteren over. Saadanne kaldtes Næskonger; thi Kongenavn antoge de mægtigere Vikinger uden at spørge sig for; og da Havet var de- res Rige, saa blev Sjøkonning en Titel, som et eller et Par Skibe og tappert Mandskab var nok til at erhverve. Smaakongernes eller Fylkekongernes Myndighed var ogsaa meget indskrænket ved den Folkefrihed, som var særegen for den gothiske Folke- stamme. I den nationale Krigerskhed havde ogsaa de almindelige Tvekampe eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroder- skab, sin Rod; og dette sidste gjorde Blodhevnen til Pligt. Ofte iværksattes denne ved at indebrænde Fienden, hvilken Udaad, langtfra vanhædrende i de Tider, lettedes ved Husenes særegne Bygning, idet de nemlig kun havde een lav Udgang og en Ljaar i Taget til Lysning og Træk for Røgen, og laae enkelte, idet et- hvert kun dannede eet Værelse. Kongerne havde som oftest et Slags Livvagt, bestaaende af de Tappreste, som kaldtes Bersærker. De styrtede frem forrest i Slagfylkingen som Rasende. Man troer, at Stærkøl og Mjød, som var national Drik, havde be- tydelig Deel i denne Berserkgang. Ikke sjelden indlagde Qvinder sig stort Navn paa Valpladsene som Skjoldmøer. Qvindekjønnet holdtes i Ære. Ligesaa havde Forfædrene stor Agtelse for de Mænd, som forevigede Bedrivterne og opmuntrede Mordet ved Sang. De kaldtes Skjalde, og vare meget velkomne i Kongernes Haller. Krigsfangenskab og Gjeld gave en Trælle- stand Tilvære. Den sørgede for Agerdyrkningen, som tidlig synes at være kommen vidt. Handelen stod heller ikke ganske stille, idet Vikingerne ofte ikke kastede Vrag paa at drive Farmand- skabet hvor det kastede mere af sig end Vikingfærden. Paa Thingene valgte de Fribaarne Kongerne, og Ret skiftedes. Med Lagmanden i Spidsen deeltoge de i Lovgivningen og Statssty- SIDE: 241 relsen. Med Frisindet forenede sig Ærlighed, Stormodighed og Gjæstfrihed til at danne en Folkecharakteer, som den Uregjerlig- hed, Rovlyst, Hevnlyst og Ærgjerrighed, den ogsaa omsluttede, dog ikke kan betage Navn af ædel i det Hele. DE ÆLDSTE NORDMÆNDS RELIGION Odin og Aserne. De ældste Nordmænd medbragte vel fra sine østlige Hjem- stavne Begrebet om en Altings Ophavsmand og Fuldender, som de skjønt og rigtigt benævnte Alfader, og som kun i Aanden kunde dyrkes. Denne Verdens mægtigste Guddom kaldte de Odin; og troede om ham, at han oftere aabenbarte sig mellem Menneskene. Hans sidste Aabenbarelse antoges skeet ved en Tid noget før vor Tidsregnings Begyndelse. Thi da indkom fra det østlige Hjem over Danmark til Sverig eller Svithjod en Høv- ding, som bar, og ved sine Fortjenester af den forfaldne gothiske Gudsdyrkelse ved sin aandelige Overlegenhed og verdslige Lykke forsvarede sin Ret til det guddommelige Navn. Ikke alene i denne Aabenbarelses-Tro er der noget tilfælleds med hvad de Christne antage om sin Religionsstifter, men ogsaa deri, at Odin byggede, ligesom Christus, paa en foregaaende ufuldkomnere Religion. Hos de tre gothiske Folkeslag bleve ogsaa deres gamle særegne Nationalguddomme staaende i usvækket Glands. Saaledes tabte Nordmændenes Aukathors Dyrkelse sig ingenlunde fordi Odins fremstraalede i fornyet Glands fra Upsalatemplet. Denne sidste Odin indkom med mandligt og qvindeligt Følge, Aser og Asynier, der vare Præster og Præstinder, bærende, ligesom deres Ypper- stepræst og Stammehøvding, de gamle Fædreneguddommes Navne, med hvem de ogsaa i Folketroen forvexledes. Imellem dem var Asathor, der maaskee fortsatte sine Landsmænds Udryddelses- kamp mod de virkelige Jothuner med samme mandhaftige Iver, som den gamle Folkegud Thor troedes at vise mod de indbildte dæmoniske Beboere af det egentlige Jothunheim, som ikke reg- nedes til Menneskejorden. Gudelæren var ellers meget sammen- sat og romantisk i sine Udbildninger. Den gjengav i en uhyre Maalestok Gothernes Kampe med Jothunerne. Utgard og Ut- SIDE: 242 gardeloke figurerede deri som det Ondes Magt og Princip imod Asgaard og Aserne. Asaloke var en underordnet Guddom, hvis som slet skildrede Charakteer viser at de antoge moralsk For- skjellighed ligesaavel at finde Sted mellem Guder som Mennesker. Baldur betegnede den høieste sædelige Reenhed, Freya Kjærlig- heden mellem Mand og Qvinde, Frigga den himmelske Godhed, som velsigner Jorden med Frugtbarhed, Bragi var Veltalenhedens Guddom -- en Egenskab, Forfædrene paaskjønnede og virkelig besad. I Helas Rige Niflheim vare Piinsler beredte de Onde og Feige. Odins Sæde Valhalla var et Renselsessted, hvorfra om- sider de i Valhallakampene Prøvede skulde ophøies til at nyde den evige Salighed i Alfaders egen Himmel Gimle, mens de For- stødte skulde indgaae til Nastronds evige Piinsler. Dette skulde først skee efterat den hele legemlige Verden var forgaaen i Gu- dernes Kamp Ragnarokr d. e. Gudernes Tusmørke, fordi Kampen skulde vorde haard, og selv Guderne kjøbe sig Forherligelsen ved Forgaaen. Odin indrettede tre store Offerfester, hvoraf Juleblot midtvinters var fornemst; byggede Templer og anordnede Kongerne 12 Præ- ster som Raad eller Hofgoder. Han byggede Stæder og stiftede Stater. Saaledes styrede hans Søn Seming over Throndelagen og Yngve-Frey i Sverig, fra hvem Ynlingaæten herledes. Ligesaa indførte han Runeskrivt, og anordnede Begravning i Høie. Efter sin egen Lære, der anpriste en voldsom Død, som den sikkreste Vei til, som en Einherie af Stridens Møer Valkyrierne at blive ført til Valhalla, lod Odin sig give 9 Spydsaar, lignende ogsaa deri andre Religionsstiftere, at han holdt det for klogt at døe for sin Lære. I 1000 Aar stod den ved Magt i Norden med sine blodige Menneske- og Dyr-Offringer, der feiredes i plumpe Temp- ler eller i Lunde, hvor Afgudsbillederne vare reiste. OM NORR OG GORR. Der er et dunkelt Sagn i Sagaerne om at to Brødre af jothunsk Æt og fra Jothunheim, Norr og Gorr, skulle have bemægtiget sig Overherredømmet. Dette skulle de have faaet Leilighed til at gjøre idet de, Norr gjennem Landet, Gorr rundt Kysterne, gjennemtogede Norge for at lede efter deres Søster, som var bortført af en Kjæmpe Rolf paa Berge. Norr skal saaledes have SIDE: 243 tilskiftet sig det faste Land, Gorr Øerne; men om der er noget heri, er der dog nok Intet i at Norr har givet Landet Navn; thi det udledes rimeligst af dets Beliggenhed som det nordligste af de Lande, Gotherne besatte. Det er ogsaa bedre at antage, at disse Høvdinger vare af gothisk Æt, nemlig fra Stammer, der fra tidligere Folkevandringer vare blevne gjensiddende paa den østre Side af Østersjøen, hvorfra Norr og Gorr siges komme. Disse stode altsaa i Spidsen for en sildigere Folkevandring, som ingen videre Følge havde, end at give Landets Smaariger en ny Herskerfamilie. Af denne navngiver Historien som nedstammende Halfdan den Gamle, Konge paa Ringerige. YNGLINGAÆTEN I NORGE. I Sverig havde Ynglingaæten af Asablod blomstret i Aarhun- dreder indtil den fra Værmeland af gjennem Befrændelse med Smaakonger øst i Landet af Halfdan den Gamles Æt udbredte sig som Herskerstamme i Norge. Af den er Halfdan hin Svarte, som fra 840 -- 863 styrede den bedste Deel af Østlandet, Sogn og Værmeland, bleven meest bekjendt. Hans Retviished har der- til gjort ham mere fortjent end hans Magt. Af Frygt for denne Egenskab holdt derfor Kongens egen Mærkesmand eller Fahn- bærer, Herjulf, for et Drabs Skyld det for bedst at drage af Landet, hvorved da Hærjedalen bebyggedes ligesom Jæmtland var bleven det af Ketil Jamti, der med endeel Indthrønder var vandret over Østfjeldene forat unddrage sig den thrøndske Kong Eysteins Voldsregjering. Ved Lagmand Thorleif hin Vise lod Halfdan foreslaae en Lov for Oplandene, der antoges af Folket paa Eidsevjuathing, og hvoraf Loven fik Navn. Ligesom Oplan- dene der havde sin fælleds Thingplads, saa thingede Indthrønderne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething. Andre mærkelige Thing vare Borgarthing ved Sarpen og Haugathing ved Tønsberg for Fylkerne om den nu saakaldte Christianiafjord (Vigen). Halfdan var meget elsket, hvilket Folket i de forskjellige Fylker viste, ved at dele hans Legeme og reise "Halfdanshøje" hver hos sig over de enkelte Lemmer, da han druknede ved, efter et Julelag paa Hadeland, at kjøre over Rands- fjorden. Den velordnede Stat, han efterlod sig, var Grundvol- den til den stolte Bygning, som hans Søn opførte, idet han efter SIDE: 244 mangeaarig Kamp forvandlede det adsplittede Norge til et Ene- rige. Det synes ogsaa som at Landet har været saa opdyrket og vel ved Magt, at det nok kunde friste et ærgjerrigt Hoved. ANDET TIDSRUM NORGES VELMAGTS TID MED EGNE KONGER (Fra 863 -- 1387). FØR BORGERKRIGENE Harald den 1ste Halfdanson "Haarfager." Endeel af sin Barndom havde Harald maattet tilbringe hos en mægtig Mand paa Dovrefjeld, ved Navn Dovre, som var i Unaade hos hans Fader, og sagdes at være af Jothunæt. Det er rimeligt, at dette Ophold har havt megen Indflydelse paa Haralds Charak- teer og Planer. Flere af de Provindser, som Halfdan havde lydtvunget, benyttede sig af hans Dødsfald og Haralds Ungdom -- thi han var kun 10 Aar -- til at reise sig i Opstand. Dette bevirkede især de Slægter, som havde maattet fravige Hersker- sæderne for Halfdan. I Spidsen stillede sig Kong Gandalf i Alf- heim, et Rige mellem Glommen og Gøthaelven, som længe havde været samlet, og hvis Beboere, Elvegrimer, vare bekjendte for Vildhed og Tapperhed. Men den unge Harald, hjulpen af sin ikke meget ældre Morbroder Guttorm, slog Gandalfs Søn Hake i Hakadalen, og bemægtigede sig, efter en Sejer over Gandalf selv, hans Rige. Derpaa vendte han sig mod de endnu uafhæn- gige Høvdinger i Oplandene, og trængte frem ligetil Dovre. Maa- skee skulde han have standset her, dersom ikke hans Frierbud til Kongedatteren Gyda havde bragt det Budskab tilbage, at hun ikke vilde give ham sin Haand før han sad som Enedrot i Norge ligesom Kongerne i Sverig og Danmark. Han svoer da ikke at ville pynte sit Haar før den Bedrivt var udført, og han holdt Ord. Togange maatte han erobre Throndelagen. Kong Erik af Sverig maatte han tugte. Efter Slaget i Hafursfjord ved Stavanger faldt hele Vestkysten i hans Hænder; og der var nu af 31 Smaa- konger Ingen, som gjorde ham Enekronen stridig. Da pyntede Rognvald Jarl, en af de Høvdinger, som villig havde underkastet SIDE: 245 sig, hans Haar og sagde: nu er dit Haar fagert, Herre min! -- et Udtryk, hvorefter Harald siden er navngiven. Harald foer frem mod Folk og Frihed som en Erobrer. Kronen tilkjendte han al Odelsret, og forvandlede de frie Odelsmænd til landskyldpligtige Leilændinger. Derfor gjorde Thrønderne Op- stand, og Kampen var overalt haardnakket. Endskjøndt enkelte Mægtige, saasom Rognvald Jarl paa Møre, Hakon Griotgardssøn i Throndelagen og Ketil Raum, gik over til ham, saa fandtes dog Mænd, der, som Herlaug i Namdalen, før gik levende i Graven end erkjendte Sejerherren; og mange af de ypperste Slægter forlode for bestandigt Fædrelandet. Island befolkedes derved for førstegang, hvor de landflygtige Nordmænd stiftede en Fristat, som har for alle Tider beviist at den republikanske Regjerings- form er den fortrinligste af alle til at udvikle Menneskenes Aand og gjøre en Stat blomstrende. Ligesaa besattes Øgrupperne i Vesterhavet, Shetlands- (Hjaltlands)-, Ørkenøerne og Færøerne med misfornøiede Nordmænd, som derfra dreve Vikingefærd, indtil Harald selv kom did og underlagde dem Norge. De Fleste forøgede de Vikingesværme, som dengang plagede Europas vest- lige Lande. Og imellem dem er Rognvald Jarls Søn Rolf, for sin Sværheds Skyld kaldet Gangeren, især bleven mærkelig; thi han satte sig fast i en af Frankrigs bedste Provindser, som senere deraf blev kaldet Normandiet, ægtede Kongens Datter og blev Stamfader for en Række af Englands Konger. Ligesom ellers denne Rolf maatte udvandre fordi han imod Haralds strenge Forbud havde øvet Strandhug, saa er det nok muligt, at Flere udvandrede mere af Frygt for Enekongens strenge Retspleie end af Sorg over Frihedens Forliis. De Mægtige, som fandt sig i Tingenes nye Orden, bleve Jarler og Herser. Jarlerne havde 1/3 af Kongens Indkomster og skulde stille 60 Stridsmænd; Her- serne 20. Disse Lehnsposter vare dog tillykke ikke arvelige. Harald havde mange Medhustruer og med dem mange Sønner, men megen Uleilighed af dem. De fore voldsomt afsted, og Harald maatte ofte tage blodig Tugt over dem. Mærkeligst af disse sørgelige Scener er Sønnen Rognvald Rettilbeins Indebræn- ding med alle sine Seidmænd eller Koglere. Denne Straf tog Harald, fordi han udtrykkelig havde forbudt al saadan Overtro. Forat stille de urolige Hoveder tilfreds, havde Harald givet dem alle Kongenavn, men anordnet, at den Søn, han avlede med SIDE: 246 den danske Ragnhild, skulde være Overkonge. Dennes Søn blev Erik, sin Halvbroders den fredelige Bjørn Farmands og flere af sine Halvbrødres Drabsmand, hvorfor hans Navn blev "Blodøxe." Ham veeg Harald Sædet i sit 80 Aar, og døde 3 Aar efter paa sin Kongsgaard Augvaldsnæs paa Karmøen, og ligger begraven ligeoverfor paa det faste Land. Erik 1ste Haraldssøn, "Blodøxe" holdt sig kun eet Aar efter Haralds Død. Da fordreves han af Thrønderne og Vigværingerne, i hvis Spidse Halfdan og Olaf Haraldssønner stode. Det endelige Udslag gjorde Hakons, Ha- ralds yngste, i England hos Kong Adelstein opfostrede Søns An- komst, om hvem Folket strax flokkede sig, da Sigurd Jarl, Søn af Hakon Griotgardssøn, i hans Navn havde givet dem Løfte om den gamle Friheds Gjenoprettelse. Erik flygtede med sin onde Dronning Gunhild og sine Sønner til England, hvor hans store Tapperhed skaffede ham et Jarldømme, og hvor han døde paa Valpladsen, efter at have, som der siges, ladet sig christne. Hakon 1ste Haraldssøn "Adelsteensfostre" eller "den Gode." Var en fortæffelig Konge, der villig gjengav Folket Odels- retten med Landskyldfrihed, Kongevalgret og Stemmeret paa Thingene. I 19 Fredsaar vandt Norge Styrke; Rygtet herom bragte Jæmtland og Helsingeland til at give sig under Norge. Wærmland, som Arnvid Jarl vilde rive løs, bragte Hakon til Ly- dighed. Gulethings- og Frostethingslovene samledes og forbed- redes ved Lagmand Thorleif, der ligesom Bedstefaderen havde Navn af den Vise. Hver Mand paabødes at have Vaaben efter sine Kaar og at være pliktig til at værne Landet. Dette ind- deltes i Skibreder, som stillede Skibe og Mandskab; og søgtes tillige dets Forsvar lettet ved Varders Oprettelse. Disse Indret- ninger gjordes nødvendige ved de idelige Anfald, som Erik Blod- øxes Sønner fra Danmark af paaførte Landet. De dreve Kong Trygve, Sønnesøn af Harald Haarfager, som indehavde Vigen, bort; men Seiren ved Augvaldsnæs rensede Landet. Aaret efter lede de Nederlaget paa Rastarkalf i Søndmøer, hvor den gamle SIDE: 247 Elgill Ullserk delte Æren med Hakon. Endelig overrumplede de Hakon ved Davrebordet paa Stordøen ved Bergen. Kongens Frænde Eyvind Skaldaspiller berettede ham Faren; men med sit gode Sværd Qværnbider og sine faa Hirdmænd (Hofmænd) mødte han og slog den overlegne Fiende, imellem hvem Gun- hilds vilde Brødre Alf Askmand og Eyvind Skreya udmærkede sig ved sine rasende Anfald, under hvilke de bide i Græsset for Hakon og Thorolf Stærke. Under Forfølgelsen af sin Sejer ram- mede en Piil den ædle Hakon med Banesaar 963. Han udaan- dede paa sit Fødested Thorahellen nær Bergen og blev gravsat paa Sæheim nordenfor dette Sted. Men Eyvind Skaldaspiller reiste ham det herligste Minde i Drapaet "Hakonamaal." Hakon var bleven christnet i Engeland; men det lykkedes ham ikke at gjøre sin Tro gjældende i Norge, hvor Bonden Asbjørn Medal- huus høit paa Frostethinget lod ham vide, at Folket vilde tage Kronen fra ham, dersom han forsøgte videre paa at fratage det de gamle Guder. Harald 2den Erikssøn "Graafell." Den døende Hakon arvgav Erikssønnerne Riget mod at Haar- fagersønnerne og deres Ætlinger, som indehavde store Stykker af Østlandet, beholdt hvad de havde, og Sigurd Jarl sine Lehn i Throndelagen. Harald blev saaledes Overkonge; men Gunhild og de gjenlevende Brødre havde meget at sige. Løfterne bleve ikke holdte. Sigurd Jarl indebrændtes. To af Haarfagerætlingerne myrdedes. Folket opirredes ved voldsomme Forsøg paa at kuld- kaste Hedenskabet. Ved Thrøndernes Hjælp holdt dog Sigurd Jarls Søn Hakon sig i nogle Aar, indtil han tog sin Tilflugt til Harald Blaatand i Danmark, som nu var Erikssønnernes Fiende, da de ikke holdt Løftet om at gjøre ham til Lehnsherre. Folket, hvis Misfornøielse ogsaa eggedes ved en usædvanlig Hungersnød, slog to af disse ihjel. Hakon skaffede det endelig af med dem ved at faae Harald Graafell nedlokket til Danmark, hvor han skulde imodtage Forlehninger, men i det Sted fældes af Danske- kongens Brodersøn Guldharald, som skulde faae Norge istedetfor det halve Danmark, som han krævede. Guldharald skulde der- paa dræbes af sin Fostbroder Hakon, som da skulde erholde Norge som Danskekongens Jarl. Det gik ganske saa. Harald SIDE: 248 Graafell -- saakaldet fordi han, ved at afkjøbe en islandsk Kjøb- mand et Graaværk, skaffede denne Afsætning -- faldt i Liim- fjorden for Guldharalds Haand, og Hakon overrumplede igjen den sejertrætte Harald og lod ham hænge 978. Paa Haugathing fik Danskekongen Overkongenavn og Hakon blev hans Jarl, hvor- imod Haarfagerætlingerne i Oplandene beholdt sine Smaariger. Hakon 2den Sigurdssøn Jarl. Ved Thinganæs i Sogn slog Hakon den sidste Blodøxsøn, Ragn- fred, som foruroligede Norge. Og efter at have hjulpet Harald Blaatand med at forsvare Volden Dannevirke mod den tydske Keiser, og ladet sig, ligesom Kongen, christne -- men kun for strax at afsige Christendommen igjen -- ophævede han Afhæn- gighedsforholdet til Danmark. Jomsvikingerne, som skulde hevne dette Frafald, slog han efter 3 Dages Strid tilbage i Hjørunga- vaag paa Søndmøer. Dette i Forening med Hakons Iver for Hedenskabet, Talenter, Lykke og berømte Navn, samt en Række af gode Aar, gjorde hans Regjering elsket, og gav ham Navnet "den Gode." Men da han mod Alderdommen blev despotisk og agtede hverken Folks Gods eller Hustruer, saa udførte Thrøn- derne den Bestemmelse i Frostethingsloven, der byder Mandreis- ning gjennem 8 Fylker, om Konge, og igjennem 4, om Jarl kræn- ker Loven eller nogen fri Mand. Anledningen gav Hakon ved at ville bortføre Orm Lyrgias Brud Gudrun Lundesol. Bønderne reiste sig strax i Opstand og forenede sig med den af Eriks- sønnerne dræbte Haraldsætling, Kong Trygves Søn Olaf, som just da hjemkom efter mangfoldige eventyrlige Bedrivter. Hakon blev slagen, og paa Flugten dræbt af sin Træl Karker. Olaf 1ste Tryggvesøn (995 -- 1000) var en Søn af Haarfagers Sønnesøn, Tryggve, som dræbtes under Erikssønnernes Regjering, og født paa Moderens Flugt. Solgt til en esthlændisk Sjørøver, kom han omsider til Garda- rige (Rusland), hvor hans Morbroder, som der havde en betyde- lig Post inde, fik ham opdraget ved Hoffet. Siden betegnede de SIDE: 249 mærkeligste Eventyr hans Ungdom. Han var givt i Venden, kom Keiseren tilhjælp ved Angrebet paa Dannevirke, hvis Ind- tagelse var en Følge af hans Raad, at lægge Ild til, og feidede siden meget paa England og Sydlandene. Paa disse Tog var han bleven Christen, og søgte nu at indføre sin Tro i Norge, men paa den voldsomste Maade. Den brave Sigmund Brestir- søn christnede Færøerne, sit Fødested, og den iilsindede Præst Thangbrand gjorde nogen Fremgang dermed paa Island. Olaf standsedes i dette sit Hovedmeed ved en Reise, han foretog til Venden, for der at indkræve sin Dronning Thyras Medgivt. Den svenske Dronning Sigrid Storraade, nu givt med Svend Tveskjæg i Danmark, og hadig paa Olaf for en Fornærmelse, han havde tilføjet hende under et Frierie, fordi hun ei vilde lade sig christne, eggede sin Mand og den svenske Kong Olaf Skotkonung, med hvem Hakon Jarls Sønner Erik og Svend tilligemed flere misnøjede Nordmænd forenede sig, til at lægge sig med en langt overlegen Flaade i Baghold for Olaf ved Øen Svollder i Venden, naar han kom tilbage med sin Pragtflaade. Jomsvikingeren Jarl Sigvald, som havde Hjørungaslaget at hevne paa Norge, førte Olaf i Fælden. Han slog den danske og svenske Flaade, men endelig bukkede han under for Erik Jarl. Kongen sprang overborde fra sit berømte Skib "Ormen hin lange," og kom ikke derifra ligesom den siden saa berømte Einar Tham- beskjælfver, som dengang i sin Ungdom havde stort Navn som Bueskytter. Dette Slag, hvori Æren udeelt er paa Olafs Side, forefaldt Aar 1000. Erik og Svend, Hakon Hladejarls Sønner, fik nu Styret over Norge: den Før- ste under Danskekongens Høihed, undtagen det Fædrene-Jarl- dømme nordenfjelds, som ikke var underlagt nogen fremmed Høihed; den Sidste under svensk Høihed. Tillige havde Erling Skjalgsøn paa Vestkanten, og Einar Thambeskjælver, gift med Jarlernes Søster Bergliot, i det Throndhjemske store Forleh- ninger. Jarlerne regjerede godt. Christendommen, som de be- kjendte sig til, gjorde dog ei store Fremskridt; men desmere, da 1016 SIDE: 250 Olaf den 2den "den Hellige," Søn af Haarfagerætlingen Harald Grænske, erholdt Regjeringen. Dette lykkedes ham deels derved, at Lehnspligten havde bort- kaldt Erik Jarl til den danske Kong Knut i England, deels ved sin Fosterfader Sigurd Sirs Indflydelse, ogsaa en Haarfagerætling, som paa Ringerige havde sit Kongesæde. Han overtalte de uaf- hængige Høvdinger i Oplandet, og paa Eidsevjuathing tog Fol- ket Olaf til Overkonge med Løftet at gjøre Ende paa det frem- mede Vælde. Under Agdur slog desuden Olaf Svend Jarl, Einar Thambeskjælver og Erling Skjalgsøn. Svenskekongens smaalige Had var en Følge saavel af denne Fremgang, som af Olafs djærve Gjæsterier omkring Mælaren, mens han tilbragte sin Ungdom som Sjøkonge, men Olaf sad allerede for fast til at frygte noget deraf; og det svenske Folk tvang sin Konge ved sine Lagmænds djærve Tale, til at holde sig rolig. Olaf tog endog hans Datter Astrid tilægte ved Rognvald Gøthajarls Mellemkomst. Olaf gav mange hensigtsmessige Love, holdt strengt over Retten, prægede Mynter, opbyggede det af Olaf Trygvesøn anlagte, men af Svend Jarl nedbrændte Nidaros (Throndhjem) og anlagde Sarpsborg. Men hans voldsomme Maade at indføre Christendommen paa berøvede ham Folkets Hjerter og bragte hans Frænder, Smaakongerne paa Oplandet, til at sammenrotte sig. Olaf tog vel en streng Hevn over dem; men at han nu bar Kongenavn alene i Norge gjorde ikke andre Høvdinger mygere. Erling Skjalgsøn, Einar Tambe- skjælver, den Arnesønske Familie, Harek af Tjøtø og Thorer Hund fra Nordlandene indlode sig med Kong Knut af Danmark og England. Og det nyttede Olaf lidet, at han i et uafgjørende Feldttog tilligemed den svenske Kong Anund Jacob søgte at forekomme sin mægtige Modstander. Saasnart han viste sig med en mægtig Flaade, saae Olaf sig saa forladt, at han rømmede Landet og drog til Rusland 1029. Knut "den Mægtige" af Danmark satte Hakon Erikssøn Jarl til Statholder, men da denne druknede inden kort, indtræffer en Mellemtid, hvori Høv- dinger herskede. Da drog Bjørn Stallar (Kongens Talemand) til Olaf, og opmandede ham til at forsøge Gjenerobringen. Aaret SIDE: 251 efter stod Olaf i Værdalen med 4000 Mand, hvor Høvdingernes Hær, 12000 Mand stærk, mødte ved Stiklestad. De seirede her, og Kongen faldt 31. Aug. 1030. Svend Knutssøn 1030 -- 1036. Denne fremmede Tyrans skamløse Udsigelser og Nationalæren fornærmende Anordninger gjorde Høvdingerne snart kjede af ham. Hadet gav sig Luft i at ophøie Olafs Hellighed og Mirak- lerne, som sagdes skeete ved hans Liig. Han blev ogsaa siden Norges Skytshelgen (Sanct Olaf). Selv Kalf Arnessøn, Anføreren ved Stiklestad, og Einar Thambeskjælver droge, bøiede af Anger og Fædrelandets Ulykke, til Garderike og hjemhentede Olafs Søn, den unge Magnus. Svend oppebiede neppe Ankomsten; men skyndte sig hjem til Danmark. Magnus den 1ste Olafssøn, "den Gode". Han holdt i Begyndelsen kun slet de Fredstilsagn, han havde givet sin Faders Avindsmænd. Men Sighvat Skjald og Einar Thambeskjælvers oprigtige Raad bragte ham til at afstaae fra Forfølgelserne. Den Sidste havde megen Indflydelse. Magnus samlede Lovene i Lovbogen "Graagaasen", og erholdt Danmarks Krone efter det Forlig, at den Længstlevende af Kongerne skulde raade for begge Riger. Den danske Statholder Svend Jarl be- røvede ham dog Danmark omsider, endskjøndt Magnus seirede stedse og indlagde sig stor Ære ved at tilføie dette Riges skræk- kelige Fiender, de hedenske Vender, et stort Nederlag. Ved sin Død i Danmark 1047 testamenterede han sin utrættelige Mod- stander dette Rige. Harald 3die Sigurdssøn "Haardraade". Denne Helt var Søn af Sigurd Sir, havde stredet med sin Frænde Kong Olaf ved Stiklestad, og siden i den græske Keisers Tjeneste erhvervet sig stor Hæder og Rigdom. Den sidste deelte han med Kong Magnus i Dennes sidste Regjeringsaar, hvorimod han blev hans Medregent. Han var hverken sindet, at give efter SIDE: 252 for den danske Svend eller for de norske Stormænd. Efter en langvarig Feide maatte han dog lade Svend i Ro. Den vigtigste Vinding af Krigen var Oslos Anlæg for dens Skyld 1058. Da Harald lod den trodsige Gubbe Einar Thambeskjælver og hans Søn Endrid myrde, udbrød en Opstand under den oplandske Høvding Hakon Ivarson af Hladeæten, som dog dæmpedes. 1066 faldt Harald i England, hvorhen han var dragen den en- gelske Kronkræver Toste tilhjælp. Olaf den 3die Haraldssøn "Kyrre" (1066 -- 1103). Denne den krigerske Haardraades Søn havde sin Broder Mag- nus 2den til Medkonge til 1069, og er bleven udmærket ved sin fredsæle Regjering, hvoraf han og erholdt sit Tilnavn. Sæderne forfinedes meget under ham. Klædedragten blev prægtigere. Vinduer, Kaminer og Gulve gjorde Husene beqvemmere og pynteligere. Konghella i Bohus, Stavanger og Bergen bleve Handelsbyer 1070. Derved og ved Anordningen om at i hvert Fylke skulde aarlig frigives een Træl fremhævedes en Borger- stand. Kirker byggedes; mellem dem Domkirken i Nidaros. Geistligheden havde stor Deel i disse Forbedringer; men endnu mere Kongen selv, hvis Valgsprog var, at det frydede ham, at Folket viste Kongen sin Velstand, og at dets Frihed var hans Lyksalighed. Magnus den 3die Olafssøn "Barfod" 1093 -- 1103. Havde en farlig Medbeiler i Kong Magnus 2dens Søn Hakon, som var Medkonge til 1095. Dennes Parti reiste sig vel under Thorer af Steig og Eigill af Urland; men Opstanden kuedes med deres Henrettelse. Magnus var meget stridbar. Vel kom der af hans Krig med Sverig intet videre ud end et Giftermaal med den svenske Kongedatter Margretha; men destomere af hans mange Tog vestover til Skotland, hvor han grundfæstede Norges Herredømme over de skotske Øer. Paa et af disse faldt han i Irland. Det norske Krigsvaaben siges at herlede sig fra den gule Løve paa hans røde Vaabenkjortel. Sit Tilnavn fik han fordi han brugte Bjergskotternes Dragt, der lader Benene bare. SIDE: 253 Magnus Barfods Sønner 1103 -- 1130. Eystein den 1ste, Sigurd den 1ste og Olaf den 4de 1116. Eystein var en fortræffelig Regent, fredkjær og lovviis. Jæmt- lænderne, som siden Olaf den hellige havde været fra Norge, gave sig desaarsag atter under det. Sigurd indlagde sig stort Berøm ved et prægtigt og sejerrigt Korsfarertog til det hellige Land, hvoraf han fik sit Tilnavn "Jorsalafar". Om Olaf er intet at sige. Eystein den 1ste og Sigurd Jorsalafar 1116 -- 1122. Under denne Samregjering er meest at lægge Mærke til Kirke- anliggendernes Fremme, hvorom Kongerne vare mere enige end i andre Puncter, der vedrørte Forfængeligheden. Eystein tog Sigurd Hranesøns Parti, da denne anklagede Kong Sigurd for at have sendt hans Søsters Mand til Island for imidlertid at be- mægtige sig hans Hustrue, og Kong Sigurd igjen søgte at hevne sig ved at saggive Hranesøn for Underslæb med Oppebørslerne af Finmarken. Hranesøn forhindrede Borgerkrigen alene ved at falde den kongelige Fornærmer tilfode; og Eysteins Død lod den mistænkelige og sindssyge Sigurd i Enebesiddelse af Thronen 1122. Sigurd Jorsalafar som Enekonge 1122 -- 1130. Under hans Regjeringsperiode, dog før Eysteins Død, lagdes Spiren til alle de Borgerkrige, som i over 100 Aar sønderslede Riget; idet han nemlig, ved, efter Jernbyrd ): ved at haandtere gloende Jern uskadt, at antage som Magnus Barfods Søn en vis Harald Gilchrist fra Irland, gav enhver ærgjerrig Eventyrer Exemplet paa at kunne fremstille sig som Kronkræver i Norge. UNDER BORGERKRIGENE (Fra 1134 -- 1240). Harald 4de Gilles med Magnus 4de Sigurdssøn Blinde. (1130 -- 1134). 1ste Borgerkrig. De to Konger vare af meget ulige Characteer. Dette og Mag- nus's Avindsyge over den lette Maade, hvorpaa Harald havde berøvet ham det halve Rige, lod Borgerkrigen efter 3 Aar ud- SIDE: 254 bryde. Slagen ved Fyrisleif i Bahuus, fandt Harald Gille Hjælp i Danmark, kom igjen, fangede Magnus i Bergen, og lod ham, lemlæstet paa sin Manddom, halthugget, blindet og kronraget sætte i Munkholms Kloster. Harald Gille alene (1134 -- 1136). Aaret efter ødelagde Venderne i Bund og Grund Byen Kong- helle, ved hvilken Leilighed Bonden Olvar udmærkede sig. Men endnu værre Ulykke kom over Landet, da en vis Sigurd, kaldet "Slemmedegn", fordi han var præstviet, indfandt sig og indgik Jernbyrd paa at han var en Søn af Magnus Barfod. Harald vidste ikke bedre Raad, end at forsøge at snigmyrde ham, men deri forekom Sigurd Kongen, som da dræbtes om Natten i Ber- gen 1136. Men istedetfor Hyldest, fik han den Erklæring af Borgerne, at de ikke vilde have en Brodermorder til Konge, og, var han ikke det, saa havde han ingen Ret til at melde sig. Kong Inge 1ste Haraldssøn "Krokeryg" og Sigurd 2den Haraldssøn Mund 2den Borgerkrig. Slemmedegnen drog da nordpaa, tog Magnus ud af Klosteret, og gjorde ham til Skjold for sin egen Ærgjerrighed; men, slagen ved Minde af Harald Gilles Sønners Formynder Tjostolf Alesøn, maatte han i Sverig og Danmark søge videre Hjælp. Atter leed han med sin danske Hjælpehær et Nederlag ved Oslo; og i Slaget ved Holmen graa faldt Magnus bedækket af sin tro Svend Reidar Griotgardssøn, og Sigurd Slemmedegn fangedes og leed med Helte- mod Døden under de skrækkeligste Piinsler. Kong Inge 1ste, Sigurd 2den og Eystein 2den. Da de ypperlige Formyndere Thjostolf Alesøn og siden Gre- gorius Dagsøn i 6 Aar havde styret for de unge Konger, hjem- kom Halvbroderen Eystein fra Skotland, og fik Trediedeel i Riget. Inge, som legemlig var den svageste, især siden han ved et Fald i Mindeslaget var bleven vanfør, var i Aanden den stærkeste og meest folkekjær. Dette gav Anledning til Tvistig- heder, som den pavelige Gesandt Cardinal Nicolaus vel bilagde SIDE: 255 -- ved hvilken Leilighed Bispen i Nidaros blev ophøiet til Erke- bisp og et Bispesæde anlagt i Hammer, som fra da blev en an- seelig Stad -- men som dog omsider udbrød i 3die Borgerkrig. Eystein og Sigurd sammenrottede sig mod Inge og søgte blodig Hevn over hans trofaste Mænd. Det ingeske Parti overmandede omsider Sigurd i Bergen, og fældede ham selv 1155; og to Aar efter dræbtes Eystein ved Oslo. Fortsættelsen af disse Urolig- heder var et nyt Led i Borgerkrigenes blodige Kjæde. Kong Inge 1ste alene. 4de Borgerkrig. De slagne Kongers Høvdinger, Sigurd af Reine og Endrid Unge samlede nemlig Partiet om Sigurds unge Søn Hakon "Hærdebred", der ogsaa kronkaaredes af Thrønderne. Togange seirede vel Inges Partie under Gregorius Dagsøn ved Konghelle; men kort efter faldt Gregorius ved Foss og Kong Inge i et Slag ved Oslo, som han tabte ved Forræderi. Kong Hakon 4de Hærdebred. 1161 -- 1162. 5te Borgerkrig. Det ingeske Parti reiste sig atter under Erling "Skakke", og gjorde efter et Aar Ende paa Hakons Regjering ved Seiren i Steinevaag, hvor han faldt. Kong Magnus 5te Erlingssøn. 1163 -- 1184. Den listige Erling havde faaet sin og Sigurd Jorsalafars Datters Søn valgt til Konge under sit Formynderskab. Den mandlige Green af Kongestammen, Sigurd, Kong Sigurd Munds Søn, fik imidlertid Talsmænd i de forrige Høvdinger, som med Vaaben i Haand fremstode i 6te Borgerkrig, der endtes med Nederlaget paa Re ved Tønsberg, hvor Erling fik gjort det af med alle sine Modstandere. Derefter blev hans SIDE: 256 Politik, at støtte sig til Geistligheden, som han indrømmede alt. Riget erklæredes for et Lehn af St. Olaf; og Erkebispen med det øvrige høie Præsteskab fik da meest at sige selv ved Konge- valget. Som Tegn paa denne Underdanighed under Kirken, og efter fremmede Kongers Exempel, lod han ogsaa sin Søn krone i Bergen 1164. 7de Borgerkrig. Ogsaa denne, som optændtes af en Olaf, Ætling af Kong Mag- nus Barfod, der samlede det saakaldte "Hættesvende"-Parti paa Østlandet, bidrog kun til at sætte Magnus end fastere, idet Er- ling ødelagde Modstanderne paa Stange. Fire Aar efter lod han ogsaa sin Hustrues Søn med Sigurd Mund henrette, saa Magnus syntes at sidde sikkert. Til det samme tjente ogsaa 8de Borgerkrig, som Eystein Meila, Eystein 2dens Søn, afstedkom med sit Parti, de siden saa berømte Bjerkebeiner. Thi paa Re slog Kong Magnus dem og fældte Modkongen 1177. 9de Borgerkrig. Udholdenhed var Bjerkebeinernes Partimærke. De samlede sig igjen, tvang En ved Navn Sverrer, der sagde sig Søn af Kong Sigurd Mund, til at sætte sig i Spidsen, og gav nu Hek- lungerne, Magnus Erlingssøns Parti, nok at bestille i mange Aar. Sverrers Snildhed, Raadsnarhed og Tapperhed styrende hans krigsvante enthousiastiske Parti gav ham Seiren ofte naar han syntes tilintetgjort. I en Fegtning ved Nidaros blev han sin far- ligste Fiende Erling Skakke qvit. Magnus fordrev han til Dan- mark, Erkebisp Eystein til England. De heklungske Høvdinger slog han paa Oplandet, en Bondehær i Bergen, og strax efter Kong Magnus paa samme Sted. Erkebispen tvang han til at tage sin Banlysning i sig igjen; og endelig efter at mange Træf- ninger med afvexlende Lykke vare holdte mellem Bergen og Nidaros, slog han aldeles det heklungske Parti i et Sjøslag i Sogn, hvorunder Kong Magnus druknede. Sverrer reiste sig selv et Æresminde ved at holde en skjøn Liigtale over sin over- vundne Fiende. Thi han var en veltalende og til Geistlig op- dragen Mand. SIDE: 257 Kong Sverrer 1ste Sigurdsøn. 1184 -- 1202. Sverrer kunde nu først siges at være det hele Riges Konge, endskjøndt han forlængst var kaaret dertil paa Ørethinget. Imid- lertid fik han sjelden Ro til ret at gjøre sine udmærkede Egen- skaber frugtbare for Landet. Som Lovgiver har han store For- tjenester; men især vilde Skjebnen, at hans Feldtherredygtighed skulde komme i Anvendelse. Dette gjorde den overmodige Geistlighed, som ikke kunde glemme Magnus Erlingsøns gyldne Løfter og Dage. 10de, 11te, 12te og 13de Borgerkrig. For det første fik Sverrer tre særskilte Partier efter hverandre at kjæmpe med: først John Munds Kuflunger, idet han udgav sig for en Søn af Kong Inge, saa Sigurd Mordbrænders; omsider Vargbælgernes, der fore om med et Barn, Vikar, en foregiven Søn af Magnus Erlingssøn, indtil Bymændene af Tønsberg ad- splittede dem. Efter et Tidsrum, som var alene opfyldt med Tvistigheder med den myndige Erkebisp Erik, som undveg til Danmark for derfra at virke mod den af Geistligheden forhadte Sverrer, fristede den erlingske Slægt de sidste Anstrengelser i Øiskjæggernes eller Guldbeinernes Opstand. De havde samlet Styrke paa de skotske Øer, men Sverrer tilintetgjorde dem i Florevaag ved Bergen 1193. En Følge af Seiren var ogsaa at hine Øer, som under de borgerlige Uroligheder havde skjøttet sig selv, atter kom under Norge. 14de Borgerkrig. Bisp Nils af Oslo, en forrædersk og forslagen Mand, havde havt betydelig Deel i Øiskjæggernes Borgerkrig. Efter nød- tvungen at have kronet Sverrer, undveeg han til Erkebisp Erik af Danmark, for i Tryghed at kunne lægge onde Raad op. Føl- gen heraf var Reisningen af det stærke og udholdende Bagle- parti, som han fremskabte om en ny foregiven Søn af Magnus Erlingssøn, den unge Inge. Det havde stor Fremgang. Kun Thrøndelagen stod saagodtsom Sverrer alene tilbage; thi han var sjelden selv saa lykkelig at træffe paa dem, og de pavelige Banstraaler gjorde Folket ængstligt. Vigværingerne gjorde Op- SIDE: 258 stand, men leed et stort Nederlag ved Oslo; ved Throndhjem slog han sig en Flaade til, og Tønsbergs Castel maatte give sig efter en lang Beleiring. Fra denne bragtes Helten syg til Bergen, hvor han døde "i Høisædet, stor som han havde levet, tilgivende sine Fiender". Kong Hakon Sverrersøn. (1202 -- 1204). Var af Faderen erklæret for eneste Søn. Dette og Baglekongen Inges Nederlag paa Helgøen syntes tilligemed Hakons Forsonlig- hed at ville ende Borgerkrigene; men denne ypperlige Konges Braddød ved Forgivelse, hvorfor Stedmoderen den svenske Mar- gretha bærer Skylden, og Sverrers Søstersøn Jarl Hakon Galin aabnede igjen Banen for nye Uroligheder. Kong Guttorm 1ste Sigurdssøn 1204. Bjerkebeinernes Høvdinger -- thi efter Krigen var et Kriger- regimente, som raadede ogsaa paa Thingene -- udnævnte den 4aarige Guttorm, Søn af den afdøde Sigurd Sverrersøn, til Konge under Hakon Galins Forstanderskab. Meget havde ogsaa de andre Sønnesønner Inge Baardssøn og Peter Steiper at raade. Ogsaa Guttorm forgaves af Margrethas Datter Christine for at bane Hakon Galin Vei til Thronen. Mistanken herom lod dog Folket give ham Afslag. Kong Inge 2den Baardssøn (1204 -- 1217). 15de Borgerkrig. De gamle Bagler reiste sig igjen under Erling Steinvæg, der tog Kongenavn paa Oplandene alt til hiinsides Næsset, og gav Filip, Frænde af Oslobispen Nils, hvem Forbandelsen for denne Krig ogsaa paahviler, Omraade og Navn som Greve. Krigen førtes som tilforn ved at gjøre Jagt paa hinanden rundt Landet og afvexlende brandskatte og besætte Byerne. Baglerne over- rumplede saaledes Kong Inge slemt i Throndhjem, men i Bergen tog Hakon Galin Hevn. Efter Erlings Død fik Bisp Nils Filip til Baglerkonge, ja han fik Kongenavn paa Ørething, og det syn- SIDE: 259 tes at være ude med Bjerkebeinerne, da den braveste af dem, Dagfind Bonde, maatte overgive Castellet i Bergen. Paa Hvi- tingsø ved Stavanger istandbragtes dog saadant Forlig, at Filip fik Vigen og Oplandets største Strækninger som uafhængig Jarl. Under den velsindede men svage Inges to sidste Aar, efter Ha- kon Galins Død, havde hans Broder Skule Jarl stor Indflydelse. Kong Hakon 6te Hakonsøn, "den Gamle" (1217 -- 1262). Under de sidste Uroligheder var den unge Hakon, Søn af K. Hakon Sverrersøn, bleven bragt af de trofaste Bjerkebeiner til Hoffet, og der siden opdraget. Han valgtes nu med stort Bi- fald til Konge. Det Halve af hans Regjeringstid henrandt under idelige Uroligheder. Først maatte Slitungerne kues -- nogle Bander af sammenrapset Pak siden de forrige Krige, som for- uroligede Vigen, under det gamle Paaskud, at skaffe en Søn af Magnus Erlingssøn Ret. Alvorligere var et nyt Parties, Ribun- gernes, der afstedkom Uordener gjennem 8 Aar. 16de Borgerkrig. En Søn af Erling Steinvæg, Sigurd Ribung og Baglerhøvdingen Gudolf af Blakestad opfyldte atter Østlandet med blodige Uro- ligheder. Skule Jarl synes selv at have havt Fingre med i dette Spil. Han beskyttede Sigurd efter Partiets første Opløsning især ved Arnbjørn Johnsøn, forhen en berømt Baglerhøvding. Efter Sigurds Død kom Junker Knut, Hakon Galins Søn, i Spidsen for Ribungerne, men efter et Nederlag i Eidsvoll hørtes ikke videre til dem. Bisp Nils døde 1225 efter angrende at have tilstaaet, at han ogsaa havde Deel i dette Oprør. 17de Borgerkrig. Mellem Kongen og Skule, som selv Trediedelen af Landet og Skatlandene tilligemed Hertug-Titelen ei kunde tilfredsstille, brød det endelig ud 1239, da Hertug Skule reent ud tog Kongenavn paa Ørething. Ved Laake paa Romerige slog han med sine Vargbælger de Kongelige; men disse gjengjældte det ved Oslo, SIDE: 260 forfulgte Skule til Throndhjem, hvor de fik ham dræbt i Helge- sæter Kloster. Fra nu af foreentes alle Partier under den fred- og sejersæle Hakon. EFTER BORGERKRIGENE Norge hævede sig nu til sin høieste Velmagt. Europas mæg- tigste Fyrster beilede til Normannakongens Gunst, Paven til hans Hjælp mod Keiseren, Kongen af Castilien til hans Datter, og Kongen af Frankrig til hans Deeltagelse i et Korstog. Paven sendte en Cardinal til Hakons Kroning, som paa det prægtigste feiredes i Bergen 1247. Island og Grønland, som fra det var opdaget, erkjendte norsk Høihed. Ligesaa atter de skotske Øer, hvorhen Hakon foretog en Hærfærd, hvorunder han døde 1262. Ved hans Hof, men især ved Hertug Skules opholdt den store Historieskriver Islænderen Snorro Sturlesen sig. Han havde den Skjebne at blive myrdet i de Uroligheder paa Island, som foregik denne Fristats Union med Norge. Kong Magnus 6te Hakonsøn "Lagabæter" (1262 -- 1280). Fik Tilnavnet fordi under ham Lovgivningen eller de forskjel- lige Thingbalke bragtes til Eenhed. Ellers var der lidet ved denne Konge. Island sendte han en norsk Lehnshøvding imod Foreningsvilkaarene. Russerne tugtedes ikke skarpt nok bort fra Nordlandene. Geistlighedens Magt udvidedes overordentlig. Adelstitler indførtes, og en Adel uddannede sig, som lidt efter lidt fortrængte Almuen fra Thingene, og forvandlede disse til Herredage. Tydskerne eller rettere Hansestæderne indrømmedes store Rettigheder; og fra denne Tid af skriver sig deres, "Con- toirer" i Bergen. Erik 2den Magnussøn "Præsthader" (1280 -- 1299). Tilnavnet, som Geistligheden gav ham fordi han holdt den i Ave, er denne rasksindede Konge en Ærestitel. Han brød sig lidet om de Løfter, som Præsteskabet havde ved hans Kroning SIDE: 261 endnu som Dreng passet sit Snit til at aftvinge ham. Hans Raa- der stode ham bi i disse billige Indskrænkninger. Erkebispen og et Par andre Storklerker fik han af Landet forat de længe nok kunde klage for Paven. Da Banlynene ikke bede paa ham, faldt de omsider tilføie. Uheldig var Erik i at vinde Skotland paa Grund af sit Giftermaal med den skotske Prindsesse Mar- grethe. En lang til Intet uden Streifbytte førende Krig med Danmark paa Grund af et Krav paa hans Moders Arv, og fordi han beskyttede nogle danske Kongemordere, endtes ikke før hans Død. Hakon 7de Magnussøn "Høibeen" (1299 -- 1319). Denne myndige Herre, som længe med kongelige Rettigheder havde indehavt Vigen, var den Første, som ikke endsede Folkets Valgret. Uagtet i høj Grad indtagen af sin Høihed, var Hakon en af de bedre Konger, og i høi Grad regentdygtig. Hansefor- bundets Anmasselser hemmedes ved gode Handelsanordninger. Embedsmændene, som Kronen mere afhængige, fremhævedes fremfor den blotte Adel. Et Rigforstanderskab anordnedes for Thronarvingen, hvorfor han fik sin Datter Ingeborg, gift med den svenske Hertug Erik, erkjendt, da Søn ei havdes. Dette Gifter- maal kom dog først istand efter en Krig med denne Herre, som ei vilde indrømme den norske Konge Halland, som denne havde erholdt efter Freden med Danmark 1309. Skjøndt Fordelen var paa Eriks Side, fraveeg han dog Lehnet, men vandt store Ud- sigter ved at ægte Ingeborg. Da Hertug Erik tilligemed sin Broder imidlertid dræbtes af den tredie Broder Birger af Sverig, overgik disse til hans og Ingeborgs Søn Magnus, som stilledes under Moderens og et Rigsraads Formynderskab ifølge Hakons Arvefølgelov. Kong Magnus 7de Eriksøn Smek (1319 -- 1344). Rigsraadet, i hvis Spidse Drost Erling Vidkunnarsøn stod, styrede saa godt som man kan kalde en Styrelse god i et ufrit Land. Thi frit var det norske Folk ikke længer, siden privilege- rede Stænder havde tilvendt sig al Indflydelse. Værre gik det SIDE: 262 da Magnus, som ogsaa var Konge i Sverig, tog Styret selv an. Hans og hans Dronnings ødsle og sværmende Levemaade og uværdige Gunstlinger forargede begge Folk. Hansestæderne lod han skalte som de vilde. Og der er intet andet, som gjør denne Regjerings Minde Ære end at Trællestanden ophævedes. 1344 tvang Normændene ham endelig til at antage til Medregent Hakon 8de Magnussøn. Hakon var givt med den danske Kong Waldemars Datter Mar- grethe -- en Forbindelse, som var Svenskerne saa forhadt, da Danskekongen underfundigen havde tillistet sig Skaane og Ble- kinge af Magnus, at de snart fratog baade Magnus og Hakon, som de ogsaa havde antaget til Medregent, Regjeringen i Sverig. Albrecht af Mecklenburg, som de indkaldte, fordrev Hakon og satte Magnus i Fængsel 1365. Kong Hakon 7de Magnussøn Enekonge (1356 -- 1380). Befriede sin Fader ved et Tog til Sverig 1371 mod svære Løsepenge. Tre Aar efter druknede Magnus i Hardangerfjorden. Hansestæderne holdtes Anordningerne efterretlige, og i Alt viste Hakon sig som en værdig Ætling af Sverrer. Mange Ulykker havde i de sidste Aar rammet Norge: Hungersaar, Jordskjælv, Elvbrud; men ingen værre end den saakaldte Svart- eller Diger- Død, en Landfarsot, som overhærjede Europa, og 1349 kom til Bergen med et engelsk Vrag. Den bortrev meget over 1/3 af Folkemængden, og satte Norge tilbage for Aarhundreder. Kong Olaf 5te Hakonsøn "den Unge" (1380 -- 1387). Alt 1376 var Olaf, Hakons og den danske Margrethes Søn, valgt til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab. Men pludselig kom Budskab fra Skaane, at det sidste ægte Skud af den gamle norske Kongestamme der var død. Margrethes hjerteløse og ærgjerrige Characteer og de Planer, hun siden satte igjennem, giver Mistanken Vægt, at hun ikke havde taget i Be- tænkning, for disses Skyld at rydde sin Søn afvejen. Hun blev SIDE: 263 Regentinde ogsaa i Norge, efterat hun havde faaet Drosten Ha- kon Johnsøn af den gamle Kongeæt til at give Afkald paa sit Krav paa Thronen. Landets slappede Tilstand, og den altid uheldbringende Omstændighed, at ikke Folket, men Adel og Geistlighed raadede for Magten, istandbragte den ulykkeligste Forening imellem to Riger, som Verdenshistorien opviser. 1387 er Dødsaaret for det gamle Norges Lykke. TREDIE TIDSRUM NORGES VANMAGTS TID UNDER KONGER I DANMARK (Fra 1387 -- 1814). MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (Fra 1387 -- 1536). Dronning Margrethe. (Til 1412). Margrethe stod isærdeleshed ved Geistlighedens Medhold. Den og Rigsraadet erkjendte ydermere hendes femaarige Søsterdatter- søn Erik af Pommern for Kronarving, med Titel af Norges Konge. Men den svenske Kong Albrecht paatog sig med Vaaben at for- svare sin Brodersøns større Efterfølgeret, mens Forræderie om- gav ham i hans eget Land. Seiren ved Falkjøping endte hans Regjering 1388. Denne Krig affødte et Kapersamfund, Victualie- brødrene kaldet, fordi deres første Hensigt var at undsætte Stock- holm, der holdt Albrechts Parti, selv medens han sad fangen efter sit Nederlag. Disse Victualiebrødre udartede siden aldeles til Sjørøvere, som ødelagde den norske Handel, ja endog Ber- gens Bye 1393, og i lang Tid vedbleve at øve et Skræksherre- dømme i Nordsjøen, som maaskee bidrog til at Skibsfarten fra Norge paa Grønland ganske ophørte. Calmarunionen. 1397. 1396 drev Margretha igennem, at Kong Erik af Norge valgtes af Danmark til Konge under hendes Formynderskab; og endelig Aaret derefter i Sverige, efterat de fra alle 3 Riger afsendte SIDE: 264 16 Rigsraader 20de Juli i Calmar havde sluttet en Forening imellem dem paa Betingelse af fælleds Konge og hvert Riges Selvstændigheds, Bibehold af eget Rigsraad, Love og Deeltagelse i Kongevalg, og med Forpligtelse at vedligeholde indvortes Fred og at hjælpe hinanden i Krig med andre Magter. Med alt sit kjæmpemæssige Udvortes var Unionsstaten svag. Den formaaede hverken at tugte Victualiebrødrene eller de tydske Hansestæder, der gav dem Tilhold. De holsteenske Grever trod- sede i en langvarig Feide dens overlegne Stridskræfter. En falsk Prinds Olaf foruroligede ogsaa Margrethe indtil hun fik ham brændt. Misfornøielsen ulmede i Norge og Sverige, fordi hun overtraadte Unionsvilkaarerne. Dog var alt tilsyneladende roligt da hun døde 1412. Kong Erik den 3die, den Pomeraner (1412 -- 1442). Victualiebrødrene hærjede atter Bergen, ligesom Russerne Nord- landene. Engellænder og Hanseforbund kivedes blodig om Han- delen paa Norge og fornærmede dette ligemeget. I Norge fik Erik sin Fætter Bugislav erkjendt som Thronfølger; men i Dan- mark vilde ikke dette gaae; og i Sverige var Alt i fuldt Oprør under Engelbrecht Engelbrechtsøn. Efter denne Helts Drab kom det til et Forlig i Calmar 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen. Kongen skulde opholde sig 3 Maaneder i hvert Rige. I Halmstad i Halland skulde 40 fra hvert Rige vælge Kongen. Fra Norge skulde saaledes møde Erkebispen, Bergens Biskop, Domprovsten i Oslo, der var Rigscanzler, Marsken, Drosten, 12 Riddere af Viken, 6 Lagmænd, 1 Raadsherre fra Throndhjem, Oslo, Bergen og Tønsberg, samt 10 Odelsbønder. Erik var ligesaa ussel i sit Privatliv som hvor han skulde være Konge. Sin ædle Dronning, den engelske Filippa, mishandlede han. Den 26aarige Krig med Holsteen endtes med Skam. Imidlertid holdt Norge, som kjendte mindst til hans Daarskaber, meest ved ham. Geistligheden raa- dede her og lod Adelen raade saameget med som egen Fordeel tillod. Endelig forlod Kongen Regjeringen og begav sig til Goth- land. Al Huldhed opsagdes ham af Danmarks og Sveriges Raad, som nu selv tog Regjeringen. Det norske derimod vedblev at føre den i Kongens Navn fra 1437 -- 1442, og til lidet Nøie for Folket, som hist og her gjorde Opstand mod de Privilegeredes SIDE: 265 Undertrykkelser. Allerede 1440 havde det danske Rigsraad og siden det svenske valgt Eriks Søstersøn Grev Christoffer af Bayern; men først to Aar senere gav det norske efter, hvorpaa Christoffer i Oslo hyldedes. Under den uduelige Erik havde Kongen af Skotland erklæret Sudurøerne sig hjemfaldne, da Af- giften i lang Tid ei var bleven erlagt. Dog tog han dem som Lehn af den norske Krone. Ørkenøerne og Hjaltlandsøerne igjen- gaves ogsaa en skotsk Greve af St. Clara, hvorved deres Besid- delse for Fremtiden langtfra blev vissere. Christoffer den 1ste, den Bayrer (1442 -- 1448). Unionens Ulykker vedbleve. Danmarks Forrang, Udlændingers Indstrømmen, Englændernes og Hansestædernes Kiv om Hande- len, Landets egen Handels Passivitet, vare Grunde nok til almin- delige Klager. Europæerne behandle ikke Vilde mere vilkaarligt og hensigtsløst end Hansen foer frem i Norge. De Tydske vo- vede endog at dræbe Befalingsmanden i Bergen. De kongelige Anordninger vare uden Kraft, og Landet et Bytte for rovlystne Udlændinger ikke mindre end for egen Adel og Geistlighed. En Rigsraadsregjering indtraadte ved Kongens Død 1448, da Svenskerne valgte sig en Konge i Carl 8de Knutssøn Bonde, og Danskerne Grev Christian af Oldenborg, paa Qvindesiden en Ætling af Hakon 8de. Det lykkedes dog omsider Disse, at vinde for sig Drosten Sigurd Johnssøn, selv en Ætling af Hakon Johns- søn og saaledes af Kongehuset; og med ham erklærede de syd- lige Provindser sig for det danske Valg. Den større Deel af Landet derimod fulgte Erkebispen Aslak Bolt, der emnede sin Frænde den svenske Kong Carl Knutssøn Kronen. Kong Carl 1ste Knutssøn og Christian 1ste af Oldenburg. Medkonger (1449 -- 1450). Christian ilede med at give en meget lovende Haandfæstning, og var i Viken udraabt til Konge; men dette Valg havde lidet at betyde, da Carl Knutssøn i Bahuus, Hammer og Throndhjem var bleven valgt og kronet i sidste Stad. Han maatte dog give tabt, da hans Gesandter paa Mæglingsmødet i Halmstad tillode SIDE: 266 sig paa Grund af hans usikkre Stilling i Sverige at fraskrive ham Norge. Han indstevnede vel dette Forlig for Paven og vedblev at føre Titel som norsk Konge; men hans Fravær i Sverige og Erkebisp Aslaks Død gave det danske Parti vundet Spil. Chri- stian krontes i Throndhjem 29de Juli, St. Olafsdag, 1450. Kong Christian 1ste (1450 -- 1481). Hans første Regjeringshandling var at istandbringe paa en Herredag i Bergen en nøiere Forening med Danmark. Carl Knutssøns Sag forfegtedes imidlertid af hans Feldtherre Thord Bonde, som bemægtigede sig endeel Grændseprovindser. 1453 stod Carl atter seierrig i Norge, og Thord Bonde slog den norske Hær, som havde gjort Indfald i Sverige. Bedre gik det efter denne tappre Mands Drab, og da Upsalabispen fordrev Carl fra Sverige, lykkedes det Christian at faae dette Rige under Foreningen 1457. Dette varede dog kun til 1463, da det svenske Folks Opstand atter hævede Carl Knutssøn paa Thronen. Chri- stian holdt ingen af Foreningens Vilkaar. Raadet nedkaldtes til Danmark. Myntet blev der ei i Landet. Danske indsattes i Lehnene. Riget besøgte Kongen ikke, undtagen i 1453, da Mis- nøiet blev for stærkt i Anledning af hans voldsomme Indsættelse af en Erkebisp i Throndhjem. Han maatte der love, at afhjælpe "den store Uskik og det onde Regimente." Det var imidlertid saa langt fra, at Christian opfyldte disse Løfter, at han endog, uden det norske Raads Samtykke, pantsatte Ørkenøerne og Hjaltlands- eller Shetlandsøerne til Skotland for sin Datters Med- givt. De indløstes aldrig siden, uagtet det norske Raad ikke undlod at paaminde derom i de følgende Kongers Haandfæst- ninger. Paa Island begik Engelænderne Voldsomheder, og i Ber- gen dræbte Hansens Folk, eller de "Contoirske" Lehnshøvdingen, Bispen og 60 Personer 1455. Det Eneste, som gjør Christians svage og troløse Regjering nyttig, er Oprettelsen af et fælleds Universitet i Kjøbenhavn 1478. Rigsraadsregjering (1481 -- 1483). Ifølge sin Valgfrihed forkastede Nordmændene Christians ældste Søn Johannes eller Hans, endskjønt Faderen havde været saa listig forud at lade ham hylde. Ved Unionskongevalget mødte SIDE: 267 Ingen fra Norge, som tvertimod i Oslo 1ste Feb. 1482 havde slut- tet Forbund med Sverige til gjensidigt Forsvar. Men Erkebisp Gaute, som havde staaet for alt dette, og som var den i Sverig raadende Steen Stures Frænde, forandrede pludselig sin politiske Farve, og bevirkede, at Valgmænd afsendtes til Halmstad i Ja- nuar 1483, hvor da Hans valgtes og krontes i Throndhjem mod svære Indrømmelser. Kong Johannes den 1ste (1483 -- 1513). I 1497 erholdt han ogsaa den svenske Throne, saa Unionen var gjenoprettet i sin Heelhed. Uheldigere var han mod det lille holsteenske Folk Ditmarskerne, der ganske ødelagde hans Hær. Dette var Signalet for Normændene og de Svenske til at gjøre Oprør, saasom Unionens gamle Uleiligheder viste sig. Sverig opgav Kongen ganske, men i Norge forsøgtes Underhandlinger med Rigsraaden den mægtige Knut Alfsøn, Afætling af de gamle Konger. Under disse snigmyrdedes denne Fædrelandets For- svarer af de danske Gesandter. Denne Niddingsdaad udbredte kun Opstanden videre under Herluf Hyttefad, saa Kongen tilsidst maatte sende sin Søn Christian til Norge med en Hær. Han kuede Opstanden ved at lade Bøddeløxen rase mellem den nor- ske Adel, som aldrig siden forvandt Blodtabet. Mere end dette bidrog dog dens Udarmelse ved Confiscationerne og fremmed Adels senere Indtrængen til at lade den forsvinde mere og mere mellem Almuen. Ved dette Besøg i Norge traf Christian i Bergen paa Kræmmersken Sigbrits skjønne Datter Dyveke, som blev hans Bislopperske, hvorved hendes Moder fik en skadelig Ind- flydelse. En Opstand paa Hedemarken, hvori Bisp Carl af Ham- mer havde Deel, dæmpedes; og nu fik den høie Geistlighed lige- saa tungt lære at kjende den unge Despot som Adelen. Kong Christian (Christjern) 2den (1513 -- 1523). Dog maatte Christian give en streng Haandfæstning før han fik Kroningen i Oslo. Men da denne var vel over, tog han Hevn over Geistlige og Adel, saa at de, der vare glemte forrige Gang, maatte nu deran. Christians Fortjenester som Lovgiver ere unegtelige. Han satte en Grændse for den Skik, at skjænke SIDE: 268 Kirker og Klostre sit Gods, ligesom og for Geistlighedens Over- daad. Handels- og Haandværkslove gaves og en Skoleforordning, som fordrede mere Oplysning baade af de Geistlige og dem, de skulde lære. De norske Bisper maatte 1520 sende Christian en Hjælpehær mod Sverig, som han, under Paaskud af at exeqvere Pavens Banlysning, der rammede det paa den forrædiske Erke- bisp Gustaf Trolles, Steen Stures Fiendes Foranstaltning, under- lagde sig 1520. Under sin Kroning der anrettede han det be- kjendte Stockholmske Blodbad 4 Novbr. 1520, hvor nær 100 af de fornemste Adelige maatte række Hals. Dermed var ikke Forfølgelsen af det stureske Parti forbi; men inden den fik ud- raset, reiste Dalkarlene sig under Gustaf Wasa; Sverig befriedes, og kom ei siden under Calmarunionens Aag. En svensk Hær bemægtigede sig Bahuuslehn. Alt var i Forvirring, da den danske Adel, af Forbittrelse og Frygt over den svenskes og norskes Skjebne, afsatte Christian, som ilsomt begav sig til sin Svoger Keiseren for at søge Hjælp 1523. De danske Stænder valgte vilkaarligen for begge Riger Farbroderen Frederik af Holsteen. I Norge erkjendte ikke Rigsraadet denne Følge af Omvæltningen, men den kløgtige Vincenz Lunge og Nils Lykke, der ilsomt did- sendtes med stor Myndighed, bragte det endelig til at vedtage det danske Valg mod en streng Haandfæstning, der skulde sikkre Selvstændigheden. Kong Frederik 1ste (1523 -- 1533). Denne Oldenborger var troløs som de andre. Haandfæstningen blev ingenlunde holdt. Han sendte endog sin Søn Christian til Norge for at hyldes, imod den betingede Valgfrihed; men den myndige Erkebisp Olaf Engebrechtsen fik gjort Reisen forgjæves. Den Deel af Bahuuslehn, Viken, som Svenskerne holdt besat, fik de beholde, forat Danmark kunde beholde Øen Gulland. Disse Omstændigheder, tilligemed den, at den lutherske Refor- mation begyndte at gjøre sig gjældende under Kongens og Prinds Christians Beskyttelse, og at Christian den 2dens trofaste Ven og Agent den fordrevne Erkebisp Trolle arbeidede i Norge for sin Herre, lod et stort Parti understøtte Christian den 2den da han i 1531 ankom til Oslo med en Hær. Rigsraadet opsagde Frederik Huldskaben paa Grund af en Mængde vægtige Klage- SIDE: 269 maal, og Stænderne hyldede ham. Christian kunde dog ikke indtage Agershuus Slot, hvor Dansken Mogens Gyldenstjerne holdt sig til Broderen Knut ankom med friske Tropper. Paa givet Leide afgik Christian til Danmark paa Gyldenstjernes Flaade forat underhandle, men ved Ankomsten sattes han i strengt Fan- genskab til sin Død 25 Aar derefter. En svær Skat paalagdes Norge som Straf, og Bisperne maatte bøde flere 1000de Lod Sølv hver. Mellemregjering (1533 -- 1536). Efter Frederiks Død 1533 indtraadte en Tid, fuld af styrløs Forvirring baade i Danmark og Norge. I Danmark havde den lutherske Prinds Christian ligesaameget Geistligheden imod sig som i Norge, hvor man meest almindelig vilde have Christian den 2den igjen. Vincenz Lunge og Nils Lykke bragte dog de søn- denfjeldske Raader til at hylde Christian; men da de begave sig til Erkebispen for at faae dette Catholicismens og den norske Patriotismes Hoved bøiet, lod Denne dem dræbe, og Opstanden mod Danskevældet bryde ud i fulde Flammer. Den standsede imidlertid ved Christians Sejer i Danmark, og ved den Haard- nakkenhed, hvormed Fæstningernes fremmede Besætning for- svarede sig. Olaf holdt det da for bedst at frelse sig til Belgien, hvor denne, den norske Selvstændigheds sidste Forsvarer, døde Aaret efter. NORGE BERØVET SELVSTÆNDIGHEDEN (1536 -- 1814). Før Arv-Enevældets Indførelse. (Til 1661). Kong Christian 3die (1536 -- 1559). Denne Konge tog Hevn over Norges Modsætsighed ved paa en Herredag i Kjøbenhavn 1536 at erklære Norges Selvstændig- hed forbrudt, idet det underlagdes Danmark som Lydrige. De Nordmænd, som taalte denne Fornærmelse, fortjente den dog ogsaa. Samme Rigsdag paabød ogsaa den lutherske Reforma- tions Indførelse. Alle Bisperne, undtagen Hans Reff i Oslo og Geble Pedersen i Bergen, fængsledes og afsattes. Klostrene op- SIDE: 270 hævedes. Betlermunkene fordreves. Dette var nu vel nok; men ilde var det, at Danskernes Rovbegjær efter kirkelige Kostbar- heder brugte Reformationen som Paaskud for frit at rase. Paa Island kostede den Bisp John Arnesøns Hoved, som med Vaa- benhaand fristede at forsvare Pavedommen. Christian var aldrig i det Norge, han saa skammeligen mishandlede; men 1549 fik det hans Kjærlighed at føle, da en ny Skat udpintes, som det hedte, til de skotske Øers Gjenløsning, men egentlig for at bøde paa den danske Skatkasses altid maadelige Forfatning. Landets videre Udarmelse overlod han ved sin Død til Sønnen Kong Frederik 2den (1559 -- 1588). Norge leed under denne Konge særdeles i den syvaarige Krig med Erik 14de i Sverig angaaende Brugen af de 3 Kroner i Rigsvaabenet. Herjedalen, Jæmtland og Throndelagen besattes af Svenskerne, der ogsaa ødelagde baade Hammer, Oslo og Sarpsborg, saa ingen af disse Byer reiste sig mere. Ved Freden i Stettin 1570 beholdt Sverig de 3 Kroner og Norge fik de tabte Provindser igjen. De danske Befalingsmænds Tyranni gik ingen- sinde saavidt som under denne Konges Regjering. Det voldte hist og her Opstand og Klageskrivter, som dog oftest kun havde deres Ophavsmænds Død for Bøddeløxen tilfølge. Kong Christian 4de (1588 -- 1648). I Kongens Mindreaarighed stod det danske Rigsraad for Re- gjeringen. Norge havde sin Statholder og Canzler. Stænderne hyldede ham i Oslo 1591, og 1596 krontes han i Kjøbenhavn. Christian den 4de er den Eneste af Oldenborgerne, som Norge ikke kan klage over. Herredage med faste Medlemmer anord- nedes i Oslo og Bergen, hvortil indankedes fra Lagthingene. En forbedret Udgave af Lovene besørgedes ved Hans Basse og Anders Green, Nordmænd, som Christian havde beklædt med Canzlerværdigheden. Den norske Sjømand Jens Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd; men bragte kun Efterretnin- ger, der bekræftede Coloniens Forgaaen. En Kirkelov udgaves paa en Herredag i Stavanger, Bispesædet flyttedes ellers derfra SIDE: 271 til Christiansand, anlagt 1641 ligesom Christiania var anlagt 1624 istedetfor Oslo. Flekkerø Fæstning skulde holde Sjørøvere i Ave, som ofte besøgte de nordlige Farvande. Kongsbergs Sølvminer opdagedes 1623 og Røraas's Kobberminer 1640. Paa begge Ste- der anlagdes Bjergstæder. 60 Gange skal Christian have besøgt Norge; engang endog ligetil dets nordligste Grændser. Ved disse Leiligheder saaes endog retløse Embedsmænd strengt paa Fin- grene. I en Krig med Sverig, som førtes fra 1611 -- 1613, foran- lediget nærmest af dets Konge Carl den 9des Krav paa de norske Lapmarker, indlagde Guldbrandsdølerne sig stor Roes ved at ødelægge et skotsk Hjælpecorps under Oberst Sinclar i Bjerg- passet Kringlen. Derimod lykkedes det et andet skotsk Hjælpe- corps under Munikkaven at gennemhærje en Deel af det Thrond- hjemske og erobre Jæmtland og Herjedalen. Disse Provindser erholdtes dog tilbage i Freden til Sjørød 1613, hvor ogsaa Lap- markernes Grændser bestemtes til Norges Fordeel. Jæmtland og Herjedalen gik dog atter tabt i Brømsebro-Freden 1645 efter den korte, men for Christian uheldige Krig, som den svenske Feldtherre Thorstenson paaførte ham ved pludselig at falde ind i Danmark. Hannibal Sehested, en Statholder i Norge, som søgte at gjøre dettes Stilling meget mere uafhængig, gjengjældte vel dette med et Indfald i Sverig; men da det udrettede lidet, ind- skrænkede han sig til at forsvare Landet, hvortil Almuerne op- bødes, og hvorved den ullensagerske Præst Kjeld Stub gjorde en god Tjeneste. Christian døde 1648 efter at have formørket Glandsen af sine Fortjenester af Norge ved at fraskrive dets Gjenløsningsret til Øerne under Skotland i Anledning af den skotske Konges Giftermaal med hans Søster. Kong Frederik 3die (1648 -- 1679). Hyldedes i Christiania 1648. Meer end nogensinde trængte den danske Adel ind i de norske Lehn og Godser. Med Blod og Provindser maatte Norge ogsaa betale den danske Regjerings Daarskaber. Denne troede ved et lumskt Overfald at aftvinge Sverig hvad det havde afvundet Danmark ved Freden til Brøm- sebro. Dets Konge Carl 10de Gustaf var nemlig beskjæftiget med en Krig i Polen. Men hurtig vendte han sig mod Danmark og erobrede næsten hele Landet paa nær Kjøbenhavn. Ved Fre- SIDE: 272 den til Roeskilde 1658 tabte Norge Throndhjems Stift og Bahuus, uagtet Nordmændene for sit Vedkommende baade havde indtaget Jæmtland under Jørgen Bjelke, og under Iver Krabbe slaaet Svenskerne ved Hjertum og Udevalla. Under denne Krig, lige- som ogsaa oftere, forsøgtes fra svensk Side at opirre Nordmæn- dene mod den ulykkelige og vanærende Forbindelse med Dan- mark ved at udbrede Fremstillinger af alle dennes Ulykker; men forgjeves, da nemlig de idelige Feider havde opglødet et Natio- nalhad mod Sverig. Da Carl 10de brød Freden samme Aar, den var sluttet, opblussede atter Krigen i Norge. Throndhjem- merne forjoge Svenskerne. Bahuus besattes af Jørgen Bjelke. Den svenske General Stage sloges bort fra den lille By Halden af Borgerne selv, hvorimellem Peder Olsen Normand udmær- kede sig. Det Samme skede Aaret efter, og i 1660 maatte Sven- skerne, efter 6 Ugers Beleiring, forlade den lille Byes Ruiner, som nu paa en Maade skulde adles med Navn af Fredrikshald og Anlægget af Fæstningen Fredrikssteen. Efter en uheldig Storm paa Kjøbenhavn sluttedes en Fred i denne By, hvori Carl Gustaf dog beholdt de danske Provindser østen Sundet og Bahuuslehn. Efter Arv-Enevældets Indførelse (1661 -- 1814). I Danmark havde Adelens Særrettigheder og Undertrykkelser længe forberedt en almeen Elendighed, som var større end den, der fulgte af Krigen. Kongen fik da de i Kjøbenhavn sammen- kaldte Stænder til at overdrage sig det arvelige Enevælde, hvor- ved dog kun Kongen, ikke Folket, befriedes. Ved en Act af 7de Aug. 1661 gjordes denne Omvæltning gjældende for Norge og siden for dets Bilande. Kongen sattes i Spidsen for Dommer- magten, og en Højesteret anordnedes i Kjøbenhavn, under hvem en Overhofret i Christiania, istedetfor Herredagene, blev lagt. En Kongelov bestemte Arvefølgen og Kongens Magt d. e. ved at ophæve al Grændse derfor. Et Postvæsen indførtes i Norge, ligesom og, til Grund for Skattevæsenet, en Matricul eller Grund- skyld. Den norske Sjøhelt Cort Adeler anlagde en Skjærgaards- flaade i Bergen, siden Englænderne i 1665 havde fordristet sig til at angribe en hollandsk Handelsflaade i denne Havn, som Borgerne dog tappert forsvarede. SIDE: 273 Kong Christian 5te (1670 -- 1699). Denne Konge væltede sig atter ind paa Sverig i en Krig fra 1675 -- 79. Den danske-norske Flaade var sejerrig; men den danske Hær leed flere Nederlag. Den norske derimod indlagde sig megen Ære under Statholder Gyldenløve. Bahuus og Jæmt- land tages tilbage. Marstrand erobredes. Ved Streiftog hevne- des Røraas's Ødelæggelse. Norske Lov udgaves 1687. Storcanzler Griffenfeld havde stor Deel i den. Denne Mand, som havde opsvunget sig fra ringe Stand til det høieste Statsembede og til Greve af Jarlsberg, styrtedes siden og hensattes i Munkholms Statsfængsel til kort før sin Død. Foruden Jarlsberg oprettedes ogsaa Laurvigs Grev- skab og Baroniet Rosendal. Handelen paa de norske Bilande overdroges et Selskab i Kjøbenhavn. I Bergvæsenet og Kirke- væsenet betegne nogle Forbedringer denne Tid. Kong Frederik 4de (1699 -- 1730). Væltede sig ligeledes ind paa Sverig, saasom Tabet af Skaane, Halland og Bleking ikke var let at glemme. Den unge Carl den 12te tvang dog snart Frederik til at være rolig. Men da denne Helts Lykke vendte sig i Rusland, greb Frederik atter Leiligheden. Danskerne lede atter Nederlag af Steenbocks svenske Bønder; hvorimod Nordmændene forsvarede sin gamle Krigerhæder, da Carl vendte sig imod dem, for i Norge at søge Erstatning for de Provindser, Sverig havde tabt. Oberst Kruse forsvarede sin Grændsepost paa det heltemodigste, men Carl trængte frem til Agershuus. Paa Ringeriget ødelagdes et svensk Streifkorps, da Præstekonen Anna Colbjørnsdatter Ramus snildeligen bragte det i de norske Dragoners Vold. Ved Moss leed Fienden ligeledes Tab; men størst dog ved Fredrikshald, hvor Borgerne fordrev dem ved selv at afbrænde Byen. Et nyt Angreb var besluttet, da den norske Sjøhelt Peder Wessel Tordenskjold ved at øde- lægge den svenske Tilførselsflaade i Dynkilen tvang Carl til at opgive ethvert Angreb for det første. Høsten 1718 stod han imidlertid atter for Frederikssteen med 20,000 Mand, mens 10,000 under Armfelt gik imod Throndhjem. Carls Fald bragte den syd- SIDE: 274 lige Hær til at retirere, og næsten Halvten af den armfeltske omkom ved Juletider i Snefog paa Tydalsfjeldene. Jæmtland og Bahuus besattes atter. Tordenskjold tog Marstrand og Fæstningen Carlsteen. Uagtet alle disse Seire, vandt dog Norge Intet ved Freden. Islænderen Thormodus Torfesen, Forfatter af en Norges Historie, og Præsten Hans Egede fra Nordland, bekjendt af sin apostoliske Nidkjerhed forat christne Grønlænderne, levede paa denne Tid. Kong Christian 6te (1730 -- 1746). Udsugede begge Riger for at tilfredsstille sin Byggelyst og Pragtsyge. Confirmationen indførtes 1736. I Norge stiftedes 1739 et Selskab "det sorte Compagnie" forat benytte Landets Natur- producter og ophjælpe Fabrikvæsenet. Danske Handelscompag- nier besad Enehandelen paa Finmarken og de norske Bilande. Under denne skinhellige Konge levede Sværmeren Erik Pontop- pidan sin indtil disse Tider skadelige Virksomhed. Kong Frederik 5te (1746 -- 1766). Var af en langt elskværdigere Charakteer, men ikke mindre ødsel end Faderen. I Norge, som altid maatte hjælpe sig selv, grundedes det kgl. norske Videnskabers Selskab i Trondhjem 1760 af Biskop Gunnerus og Historikerne Schøning og Suhm. Et Seminarium anlagdes i Bergen. Nordmanden Holbergs Geni kastede sin Glands over den største Halvdeel af Frederik den 5tes Regjeringstid. En Bergskole oprettedes paa Kongsberg. Den staaende Hær forøgedes utilbørlig. Dette og en Extraskat bevirkede en Opstand i Bergen, da 4000 Bønder bemægtigede sig Byen. Kong Christian den 7de (1766 -- 1808). Den lange Fred fortsattes Aarhundredet ud, paanær nogle vidtløftige Rustninger 1773 i Holsteen til en Krig med Rusland, som dog bilagdes, og et kort Felttog ind i Bahuus mod Sverig under Prinds Carl af Hessen 1788. Efter en heldig Fegtning ved SIDE: 275 Qvistrum trak Hæren sig, ifølge en Fredsslutning, tilbage. I den første Deel af Christians Regjeringstid havde Grev Struensee, forhen Kongens Livlæge, stor Indflydelse. Han indførte Trykke- friheden, og var beskjæftiget med indgribende Forbedringsplaner, da Enkedronningen den onde Juliane Marie og Arveprindsens Parti styrtede ham, og fik ham henrettet 1772. Under Guldbergs paafølgende Ministerium indførtes Indfødsretten, hvorefter kun Danske og Norske skulde have Ret til Embeder. Under Bern- storffs Ministerium sørgedes meget for Handel og almeen Vel- stand, især ved at vedligeholde Freden under den almindelige Krig, som den franske Revolution afstedkom. En Følge af denne var en Iver for religiøs og politisk Oplysning, som siden den Tid snarere er gaaen tilbage end frem. Af Nordmænd vandt Tullin, Wessel, Pram, Storm, Rein og Zetliz sig Navne som Digtere. De finmarkske Handelssteder fik noget udvidede Privilegier; men i Island, som led meget ved Udbrud af de ildsprudende Bjerge, Hungersnød og Sot, ophævedes Althinget 1800. Og under Nord- manden, den talentfulde, men ufrisindede Christian Colbjørnsens Indflydelse, indførtes Pressetvangen igjen 1799. En Krig med England, som endtes med at Englænderne ødelagde Flaaden paa Kjøbenhavns Rhed 1801, blussede igjen op, og havde til Følge, at Kjøbenhavn bombarderedes 1807, hvorefter Rigernes Flaade bortførtes, og at den norske Handel gik tilgrunde. Dette Offer for dansk Politik, den vaagnende Almeenaand, som i Landhuus- holdningsselskaberne meddelte sig, den afskaarne Forbindelse med Danmark, hvorved en temporær egen Regjering med den brave Prinds Christian August i Spidsen, vakte hos flere Nord- mænd Tanken om Adskillelse fra Danmark paa de Tider, da den formedelst sine Udsvævelser sindssvage Christian den 7de ved sin Død levnede Thronen til den midlertidige Regent. Kong Frederik den 6te (1808 -- 1814). Til Krigen med England kom nu en med Sverig, hvori den norske Hær under Prinds Christian August indlagde sig Ære. Den endtes 1809 ved Freden til Jønkøping, efterat den Hær, som stod mod Norge, havde afsat Gustav den 4de og Carl den 13de var bleven Konge. Han berøvede Norge Christian August, da denne valgtes til Thronfølger i Sverig under Navn af Carl SIDE: 276 August. Men kortefter bedrøvedes hans Venner i Norge endnu mere ved Efterretningen om hans mistænkelige Død. 1809 stif- tedes Selskabet for Norges Vel, hvori de norske Patrioter fik et Foreningsbaand; og 1811 gav endelig Frederik den 6te efter for Nordmændenes ofte og alvorligt yttrede Ønske om at erholde et eget Universitet. Dog var Tilstanden i Norge skrækkelig især efter Hungersaaret 1812. Korntilførselen var afskaaren, Hande- len standset, Pengevæsenet ødelagt ved Reductioner. Alligevel var Patriotismen stærk nok til at gribe til Modværge og sværge Landets Selvstændighed, da den svenske Kronprinds Carl Johan, efterat Rusland og England havde tilsikkret Sverig Norge, ved at bryde ind i Holsteen, aftvang Frederik den 6te Besiddelsen af dette Rige ved Kielertractaten af 14de Januar 1814. FJERDE TIDSRUM NORGES GJENOPREISNINGS TID BEFRIELSESAARET 1814. Med Harme og den Beslutning at modsætte sig de store Magter læste Nordmændene Opsigelsesbrevet, og at den danske Konge med et Pennestrøg havde tillagt sig de norske Bilande. Den danske Thronarving Christian Frederik befandt sig i Landet og holdt gode Miner med Patriotismen. Desifølge sammenkaldte han en Rigsforsamling efterat en almindelig Bededag var holdt for Fædrenelandets Frelse. 10de April 1814 mødte 112 Nordmænd af alle Klasser paa Eidsvolds Værk, hvor den 17de Mai en Grundlov var færdig, der erklærer Norge for et frit, selvstæn- digt, udeleligt og uafhændeligt Rige, indrømmer Trykkefrihed og uafhængige Domstole, Lovgivnings- og Beskatningsret, der hvert 3die Aar skulde øves af Folket i et Storthing. Samme Dag valgtes ogsaa Christian Frederik til Norges Konge. Kong Christian 8de Frederik. Hverken Kongens egen Beskaffenhed eller Feldttogets forvir- rede Operationer kunde sikkre ham Thronen. Seiren ved Lier bødede kun lidet paa enkelte Commanderendes slette Opførsel SIDE: 277 sydpaa, hvor baade den svenske Konge og Kronprinds trængte paa. Efter en Convention i Moss 14de Aug. 1814 nedlagde Kon- gen sin Magt i Folkets Hænder, og Statsraadet styrede indtil et overordentligt Storthing kom sammen, forat underhandle med de svenske Befuldmægtige om Betingelser for en Fred, bygget paa Grundlovens Grundsætninger. NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED FORENET MED SVERIG Kong Carl 2den (Novbr. 1814 -- 1818). Det overordentlige Storthing undertegnede den 4de Novbr. Grundloven med de Forandringer, som en Forening med Sverig gjorde nødvendige; og den l0de Novbr. bekræftede Kronprindsen Carl Johan, paa Kongens Vegne, den nye Forfatning med hans Eed. En Rigsact, der fastsætter Unionsforholdene, istandbragtes paa 1ste ordentlige Storthing. Høiesteret oprettedes, ligesaa en Nationalbank. Den gamle Konge veeg ved Døden Sædet for sin kraftfulde Adoptivsøn Carl Johan, forhen som fransk Mar- schal, Bernadotte, Prinds af Pontecorvo, 5. Febr. 1818. Kong Carl 3die Johan. Selvstændigheden feirede en Triumf ved Kongens Kroning 18de Septbr. 1818. En ny Matricul ordnedes. Adelen ophæve- des af Storthinget 1821, mens det dog ikke lykkedes Oppositio- nen at drive igjennem Negtelsen af de 3 Millioner, Danmark krævede, paa Grund af Kongens Garanti for han fik noget at sige over Norge, som Bidrag til sin Statsgjeld. Derimod faldt alle de Regjeringsforslag, som tilsigtede Indskrænkninger i Fol- kets constitutionelle Magt. Bodøsagen vidner om Vedkommen- des Mangel paa Magt eller Vilje til at værne om Nationalæren. Denne har ogsaa at smertes over den liden Agt, som er viist Nationalfarverne og Rigsvaabenet. Den wedelske Finanzbesty- relse var mindre heldig, hvorimod de rolige Tider, gode Aarin- ger, Fiskeriets Flor og Kongsbergs Sølvværk have ophjulpet SIDE: 278 Pengevæsenet i de sidste Aar. Med den alt af Rigsforsamlingen paabudte Forbedring i Landsloven har det gaaet bedrøvelig sagte. Det bedste Haab om videre Fremgang mod det Bedre sætter Folket til sin Storthingsmagt, til den stigende Landopædling og Folkemængde, og til de skjønne moralske Baand, som gjensidig sambinde det og det opblomstrende Kongehuus. SIDE: 279 Henrik Wergeland NOGLE ORD FRA PRÆKESTOLEN TIL KIRKESANGER I RINGSAGER LARS JENSEN OG FORHENVÆRENDE SKOLEHOLDER I HOF I SOLØER KRISTIAN SVENKERUD, OPRETTERE OG BESTYRERE AF PRIVATE UNDERVIISNINGSANSTALTER FOR VOXNE SØNNER AF ALMUEN I SINE HJEMBYGDER. Hæderlige Mænd og Venner! Jeg vilde saa gjerne vise Eder en Opmærksomhed, fordi jeg anseer Eders Fortjenester af Al- mueoplysningen forat være de hensigtsmæssigste, og elsker og ærer saadanne meer end andre, der ere mindre skjulte og stille og derfor mere paaskjønnede i Verden. I vide dette, men uden Bitterhed og Afkjølen i Eders Iid, baade fordi det altid har været saa, og fordi denne meer end andre har Lønnen i sig selv og sine velgjørende Følger, skjøndt ikke i deres hele Række, under Øje. Der staar i ensom Dal forviist det gamle Abildtræ. Det mangen Blom vel har forliist; men Skud paa Skud med blommig Qvist, ja vel en Lund det saa tilsidst at rinde i sit Læ. Og fordi I fordre lidet, tør jeg haabe, at dette Blad dog vil overtyde Eder om, at en Ven af Almuens Underviisning nærer en Agtelse for Eder, som ellers skulde mistvivle om at have fundet et tilstrækkeligt Udtryk i Tilegnelsen af denne Ubetyde- lighed. En egentlig Underviisningsbog skulde maaskee have af- givet et bedre; men jeg har i Valget at tilbyde Eder denne lille Samling af geistlige Taler beraadet mig med mine Evner og Kundskaber og ladet mig bestemme af den Tro, at Eders Virk- SIDE: 280 somhed for Almuoplysning ogsaa har religiøs Fortjeneste og staar i nær Forbindelse med den Underviisnings, som udgaaer fra Kirken, og at det saaledes ikke vilde være upassende, om jeg knyttede Eders Navn til nogle Ord, som derfra vare talte af En, hvis Idrætslyst for Alt hvad der fremmer hint Stats og Kirkes Vigtigste er al hans Fortjeneste og faar være Undskyldning for hans Bøn om at opbevare i en kjærlig Erindring dem og Henrik Wergeland. GRIBER AANDEN I TINGENE, BETYDNINGEN I TEGNENE, DET STORE I DET SMAA! (Fastelavns-Søndag 1836 i Agerhuus' Slotskirke). Himmelske Frelser, kom til os med dit Lys, thi det er mørkt paa vore Veje og vi forvexle Ondt og Godt eftersom det sandses af Lugt og Smag, Stort og Lidet eftersom det falder imellem Hænderne! kom til os med din Trøst; thi vi have meget at be- drøves over! lad din Aand indtrænge i vor, i vore Samfund, i vore Huse, og din Kjærlighed mildne vor Vrede og vore Saar! Da skal det ogsaa være somom Guds Aand var nedfaren over os, og somom Røster løde fra Himlen, at vi vare dine Elskelige og salige i den Højestes Velbehag. Vore Veje skulde i din Efterfølgelse vorde sikkre og lysende i Støvet som Stjernernes i Natten, og en Himmel aabne sig i vort Indre, herlig, om end ei stor, som de frigjorte Aanders. I vort Lille skulde dit Store, i vort Snevre dit Herlige vorde aabenbart; og vi skulde daglig føle den rene Daab paa vore Hoveder, og en Daab til Salighed i vore Hjerter, somom de vare aabnede og en himmelsk Ren- selses- og Indvielses-Dugg signende nedfaldt deri, -- Amen! SIDE: 281 Matth. 3, 13. Jesus vandrede fra Galilæa til Jordanen. Det er en kort Vej; dog er ikke Stjernernes bleven herligere. Det er det, Elskede! vi ville lægge os paa Hjerte: hvad Aand og Betydning der er i Tingen, ikke hvad enten den er stor eller liden i det Ydre og Legemlige. Skulde vi ikke ellers kaste For- agt paa de fleste af de Dyder, det gives os at øve? paa For- soningens Haandtryk, paa Barmhjertighedens Taare, Kjærlighedens Haandrækning, fordi disse ere Tegn, der falde lidet i Øinene? paa Enkens Gave fordi den er ringe, om vi ikke gjorde saa, oplod vore Øine og søgte efter Aanden i disse Ting? Derefter er det vi kjende, at vi ere Aander, at vi søge efter det Aandige og vide at vurdere dette. Arten søger i det Legemlige efter Arten, saa Aand efter Aand. Handlinger, smaa eller store, ere ikke som Ord uden Mening. En Vilje er deres Hjerte; Aand boer deri: ond eller god. Denne er det Gud seer. Handlingerne selv, de store med de saakaldte smaa, gaae Kjødets Gang, og kunne siges at hensmuldre som det, at opløses for atter at frem- staae i samme eller andre Former, fængslende en Tids Beundring eller døende i Stilhed som den ubemærkte Plante. Selv den historiske Erindring, hvortil Bedrivten bejler, er kun et Øje, der omsider taber sine Gjenstande af Sigte. Hvi foragte da det der er Lidet i sit Ydre, naar det er stort i det Indre? Menneskene skulde ikke gjøre dette; thi de aand- løse Elementer overgaa i ydre Storhed deres herligste Bedrivter. Helten i sit Fremskridt er ikke saa majestætisk som den rullende Flod. Ingen kan være saa velgjørende som Skyen, der lædsker Millioners forbrændte Agre. Men i Himlen tænkes og dømmes anderledes. Der har i Høihed og Skjønhed den retfærdige Harme Værd over Stormen, de redelige, fast om frugtløse Nidkjærhedens Anstrengelser Rang over Havet, den ømme Medfølelses Taare over den døde Sky, som lader sin Velsignelse falde. Derfor belivede gammel Tro Naturen: Guder og Engle fyldte den venlige blaa Luft, de stærke Keruber fremfore i Elemen- ternes Oprør -- nemlig fordi det er Mennesket en Trang at søge et højere Liv i Alt, at betragte Alt som Tegn for en højere Betydning. Men vor Tro skal være, at Tegnene ere lidet imod Betydningen, SIDE: 282 Gjerningerne store eftersom Aanden er stor deri. Sandelig, deri er de Fattiges Jevnlighed med de Rige, de Svages med de Mægtige, det Skjultes med det Aabenbarede. -- Den seer slet, som seer kun Taarnene og Bjergtinderne og Solen, der ikke vil lade nogen Stjerne skinne sig ved Siden. Og sandelig vort aandige Øje seer slet, om det ikke seer Rig- dom i Enkens Skjærv og Storhed i Dyder, der dufte i det dag- lige Livs Skygge, og som ikke tænker paa anden Belønning end sin egen Fred. Evnen til mere iøinefaldende Dydsgjerning, er som en Vind, der jo ikke kommer fra Sejlet, men til Sejlet og skjænkes Sejlet. Lejligheden er som et Hav, vi ikke selv bevæge, men hvis Bøl- ger vi skulle benytte. For mange gaaer det imod eller hviler det stilt og roligt; men Gud seer hvem der vilde benytte sig af dets bedre Bevægelse: Disse ere de, som arbeide sig frem allige- vel i Stilhed mellem de taarnede Modgangsbølger eller uafbrudt over den døde maalløse Slette. Deres Aaretag ere mere værd end Sejlernes Brasen og Bram, hvem Alt er til Gunst. Viljen er det vi ville ære, Aanden er det vi ville gribe i Gjer- ningen, ligesom Meningen i Ordet. En slet Aand kan raade i en Handling, der fæster paa sig Verdens beundrende Blik. Den kan boe deri som Ormen i det prægtige Skal. Derfor -- ikke Gjerningen efter sin Storhed eller Lidenhed! Ellers ve os Fat- tige og Evneløse med vore ærlige Hjerter! ve os med vore smaa Pund at vi ere satte i et roligt Livs Ly, ikke paa dets Tinder, at vor Dyd kan falde i Øinene stor, heltemodig, ualmindelig! Ellers maatte vi ringeagte Jesu Gang, som Tusinder gjorde som han fra Galilæa til Jordan, og det skulde ikke staa klart for os, at hans Gang, i det Ydre liig Tusindernes, der drog ned til Flo- den, dog ikke var som deres. Øjeblikkets Vindpust udslettede hans Fodspor som Andres i Sandet, men hvad er det som for- evigende har afpræget dem i Menneskenes Hjerter? Ak, dersom vi ikke vide det og føle dem afprægede i vort, da vide vi vel heller ikke hvorledes Jesus betegnede sine øvrige Skridt, eller Hensigten med ethvert af dem, eller at han aldrig gjorde noget Skridt tankeløst -- ja eller vel endog Meningen Gangen til Golgath . . til Golgath? Mangen Pilgrim har gaaet den samme Vei; men hvem har gaaet den saaledes: med en saadan Hensigt at indvies til et SIDE: 283 Kald som Frelserens, at døbe Begeistringen derfor og ære det Himmelske ved at ære Folkets simple Tegn? Hvem har gaaet den med en saadan Høihed i en saadan Ydmyghed? Derfor lader os sige, at Jesu Gang fra Galilæa til Jordanen var en af hans herligste, rig paa Betydning som den sidste til Golgatha. Hiin hans Soloprind, denne hans Solnedgang. Ligesom Gangen til Jordanen, saa er ogsaa i de fleste andre af Jesu Livsbegivenheder det mærkeligste det, at de saa trolig vise hvor gjennemgreben han var af sin Bestemmelse, af sin Livsidee. I og for sig selv hæve mange af dem sig ikke over det almindelige; men Frelseren skue vi dog i alle -- nu, da vi have faaet Øinene op siden Tiden har bekræftet hans Ord, seir- fæstet hans Virken, og siden al Historie er bleven en Fortolk- ning til hans Liv, der henrandt saa stille, fjernt fra Datids Ver- dens saakaldte Skueplads, i Galilæas Dale og Smaastæder, ved Jordanens Bred, ved Ørkenens Grændse. Men lader os fatte det Store hvor det findes i det Smaa, Høiheden i Ringheden, det Udmærkede i det Almindelige! Dette maa vi i Jesu Liv som i vort eget. Dette er Viisdoms Inderste og Menneskekjærlighedens Kunst, der gjør dens Blik saa venligt; thi den har opdaget meget Godt og skjult Stort ved disse de fleste Mennesker, som ligne Græsset i at voxe, afryste sit Frø i Vinden og forsvinde. Den har opdaget, at den lidet glimrende Dyd Godmodighed er et almindeligt Grundtræk og ligger ligesom i det menneskelige Blod. Den har seet Kredsen af de huuslige Dyder, stille og skjulte og dog sammenbindende disse store Samfund. Ofte mødte den Barmhjertigheden paa dens skjulte Vandring, og opdagede Hjerter beredvillige til al Kjerlighed, dog ubemærkede, lignende disse Kilder, der strømme een Dag forat lædske, men hvis Spor saa ikke findes i Sandet. Derfor lader os ikke mistvivle vi Ringe om at vi kunne vinde vor Faders Velbehag; men lader os speide efter det Gode hos hverandre, thi dette er det Store. Enhver der gjør vel imod sin Broder, gjør vel imod Kristus selv, er der sagt -- hvilken Høihed og Betydning da i en simpel Handling, der ingen Op- mærksomhed vækker! Og Kristus vandrede af Galilæa til Jor- danen -- visselig en almindelig Handling; men hvorfor han gjorde det -- deri er Frelseren. SIDE: 284 Fra Galilæa til Jordanen? Galilæa er et lidet Land; dets Dale ere smaa. Jordan ruller tæt derhos sine døende Bølger i Sandet. Hvi vandrede han ikke fra Jerusalem til Rom, eller fra Solens Opgang til dens Nedgang -- Han, hvis Navn nu opfylder Men- neskers og Engles Verden? O værer ikke bekymrede for at I sættes i Skyggen, forat eders Kræfter ere smaa, mens Viljen svulmer eder i Hjertet! Foragter ikke eder selv, fordi eders Virkekreds blev snever; thi I afmaalte ikke eder den selv! Troer ikke Arbeidet spildt fordi det ikke pranger som en solbeskinnet Æresstøtte, men ta- ber sig i eders Spoer ligesom Sandkornet i Støvet I optræde! Den ene af Jordans Bølger var som den anden, dog dukkede ingen under ubemærket af Himmelens Stjerner. Galilæas Høje vare jevnlige som grønne Bølger; som Blade paa samme Træ udbredte de sig om Karmels og Libanons knuddrede Arme; -- dog glemte ikke Solen at skinne jevnt henover nogen af dem. Sandelig blues da ikke ved, at I ikke udføre nogen Bedrivt, men at eders gode Gjerninger kun ere som ethvert godt Menneske kunde og burde have øvet dem, eders Dyder disse stille og al- mindelige, ikke opdagede, ikke belønnede. Sandelig der er et Øje som seer alt dette ligesom Solskinnet glider jevnt over Ga- lilæas eensformige Høje. Fra Galilæa til Jordan? Er det ikke som vi vilde sige: fra vor lille Menigheds ene Grændse til den anden? Jesus søgte ingen større Virkekreds. Skulle ikke ogsaa vi troe, at vor er stor nok til at bruge vore Kræfter i, til at ud- saae Velgjerninger over? Boer der ingen Nød i vort Galilæa? har vort Samfund ingen Brøst som burde heles, har vort eget Hjerte ingen Værkbruddenhed, som kunde trænge til at læges? Det lave Frugttræ er bedre end det ufrugtbare Træ, som ka- ster sin Skygge, stor som en Nat, over Sletterne. Lavt kryber Jordbæret og skjuler sin søde Rødme i Mosset, men Hvo elsker ikke det mere end Kongelysets ufrugtbare Pragt? Saaledes -- bedre ere disse simple Dyder, som ingen Storhed kræve, som ikke tiltrænge nogen straalende Lykke forat modnes, ikke nogen vidstrakt Bane forat øves, end en Storhed i Handling, der vel fæster Verdens Øjne paa sig, men hvis Indre er huult, hvis Frugter hverken ere til Lædskelse eller Mættelse. SIDE: 285 Stod ikke Tolderen i Tempelhvælvets Skygge, mens Farisæeren treen frem til Høialterets Lys? Men Guds Øje lyste venligt over hiin og i Himlen hørtes bedre hans Slag for det angerknugede Bryst end Farisæerens pralende Opregninger af sine Dyder eller af hvormeget de kostede ham i Penge. Jesu fleste Dyder vare af disse, der let og naturligt udrinde af Menneskehjertet. De vare alle Menneskekjærlighedens. Man lægger Mærke til, at disse saa pragtløse og fordringsfri Dyder, som ere det ufordær- vede Hjerte naturlige som dets Slag, ere netop de, der have meest Indflydelse paa Samlivet. Fandtes de ikke, mon ikke Mennesket heller vilde ønske sig imellem Ulvene og Bjørnene? Een aftørret Taare udsoner os med mange, vi see strømme. Intet Samfund kunde undvære Godmodigheden, Velvilligheden, Hjælpsomheden, eller at Kjærligheden udstrækkes ogsaa til Fien- derne eller Forsonligheden. Det er disse stilfærdige Dyder, ikke Tvangen eller Foragten og Hadet som overvinder det Onde. Saa ofte vi opdage dem tænke vi, at det er uret og menneskehadsk at sige, at alle Mennesker ere en af Stolthed og Egennytte i sit Indre og over det Hele fordærvet Slægt. Hine stille Dyder ere de enkelte Familiers, den store Menneskefamilies Baand. De give vel ikke Kristi Værk disse overordentlige Fremstød som visse enkelte sjeldnere Dyder, saasom Martyrheltemodet og Selvopoffrelsen; men de fremdrive det uafbrudt, om end næsten umærkeligen, ligesom de smaa lette Bølger Skibet, medens disse andre, der fremkaldes under særegne Omstændigheder, gribe i som Stormene. Inden Husene have de sin snevre Virkekreds. De fremkaldes daglig inden de trange Vægge. Der er det Menneskehjertet ud- folder de Blomster, som fylde Boligerne med Fred og Følelse af Lykke, og som ere saa rige paa de Balsomer af Trøst og Hjertelighed, der ere gode for alle de Saar, der bløde Taarer, og som faaes let -- forskyldt eller uforskyldt. Det er en snever Virkekreds, Elskelige; men vandrede ikke ogsaa Jesus i de afsides Egne mellem Galilæa og Jordanen? Det er en snever Virkekreds, men seer efter om mere æskes, og da gjører dette! Jesus vandrede ikke altid kun i Galilæa og ved Jordanens tause Bred; men ogsaa til Jerusalem, trædende midt op i Templen, mellem Lærerne, midt i den mylrende Mængde, SIDE: 286 paa Høitiden, pludselig, overraskende som Solstraalen, der bry- der frem mellem de sammendyngede Skyer. Erindrer blot: vi skulle ogsaa gjøre alt som vi ere kaldede til. Hvi skulde den Rene toes med Daabens Vande? Hvad har den guddommelige Aand med disse Tegn hvormed det vankun- dige Folk mærkede sig i sit Mørke og gjenkjendte hverandre i Hedningernes Forvirring? Men sandelig mærker: et Tegn er en liden Ting, men ikke altid en ubetydelig Ting. Det er ved Tegn at Sjelene aabenbare sig for hverandre og forstaa hverandre. Religionens Tegn ere simple som dens Ord, men de have ogsaa Betydning som disse. Deres Udøvelse er det religiøse Sinds, Gudfrygtighedens Tale. Ja selv hvor den ikke er velmeent er den en Hylding, Lasten bringer Dyden. Menneskene forstaae kun Tegn. Smerten med et ligegyldigt Ansigt forstaae de ikke; men dens Udtryk forstaa de, var det end stumt. Taaren er et Tegn. Den udrakte Forsonings- og Kjærligheds-Haand er et Tegn, hvori Sindelaget fattes og be- gribes. Ærer da ogsaa Tegnene efter deres Betydning og Vigtighed ligesom Jesus ærede det simple Vand i Daaben! Ærer denne for hans og eders egen Skyld, og siger ikke: hvi skulde den Rene toes? hvad have de uskyldige Børn behov at de døbes? Ligesom Planterne voxe ved at Safterne umærkeligen stige i de fine Rør, saa voxe Menneskesjelene af de Lærdomme og Sindsøvelser som Øjeblikkene medføre, fast at det ene ligner det andet; men Daabsbekræftningens Øjeblik har den stærkeste Drivkraft. Det er ligesom om den Sæd, der nedlagdes i Daa- bens Øjeblik og fugtedes med de helligede Vande og som seent og gradviis voxte, pludselig springer ud i fuld Modenhed. I den aabnede Hjerteblom gjensee vi Daabens rene Duggdraabe og Forældrene og Lærerne bøje endnu Bladene beskjærmende om den og støtte den, at ikke de vilde Vinde skulle afryste Draaben. Hvad er Daaben andet end en Livsens Duggdraabe i den unge Sjelebloms Kalk, som opspirer af Mulden imod Himlen? Det var Høihed hos Kristus da han nedsteeg i Vandene for SIDE: 287 Johannes. Det var Forstand, saasom Daaben var Folkets Tegn. Det var Nødvendighed, saasom et Tegn var nødvendigt, og intet Tegn kunde være skjønnere og bedre betegne den Reenhed han krævede. Letsindet kunde sige: hvi betegner Mennesket sig ikke med en Røg eller Dunst? Menneskehadet: hvi ikke med et Brænde- mærke? O vi vide vel, at Vandet er en let forsvindende Ting; men er ikke Løftets Ord end lettere, og dog ere disse Hoved- sagen, og have kun valgt Vandets Tegn, fordi det er det skjøn- neste og, ogsaa efter sin legemlige Beskaffenhed, det betydnings- fuldeste. Trænge vi ikke en bestandig Daab? Hvor snarlig urenes vi ikke, og trænge en Renselse? Da strømmer Angerens Taare og de gode Forsætter opstaa deraf, et nyt Liv opstaaer deraf som Kristus af Jordanen. Det er os ikke ubekjendt, at mange ringeagte Religionens Tegn, holdende de strenge Buds Iagttagelse for nok. De forsømme Templet, og ere sjeldne Fremmede ved Herrens Bord. Men disse ihukomme ikke Kristus vandrende til Jordan for at døbes, og hvordan han altid opfyldte Templets Skikke. Over dem har han raabt Vee! Og visselig, de skulde ikke prale formeget af de strenge Buds Iagttagelse; thi staaer der ikke skrevet; "hædre din Fader og din Moder;" og er ikke Kirken som en Moder, der har taget os i sit Skjød og i Daabens Vande grædt den første Ømhedstaare over os? Og staaer ikke Kirken aaben som en Faders Huus og Nadveren som hans opdækte Bord? Der staaer og skrevet: "Du skal ikke have fremmede Guder for mig!" Men hvilken Gud have de da vel, naar de ikke ville have Menig- hedens? Hvo som og ikke ærer Religionens Tegn har ikke den Gudfrygtighed, som han bør; og har ikkun eet Skridt tilbage for ogsaa at ansee de guddommelige Bud for Tegn, det ikke er saa vant med enten de overholdes eller ikke. Lader os ikke glemme det Større over det Mindre; men heller ikke foragte det Mindre for det Størres Skyld. Fuglene opsvinge sig kun til Skyerne ved de lette Duun. Det er ved Ting, der ere ubetydelige i sig selv, at Menneskesjelene opsvinge sig i det Høie og at de see Himlene aabne for sig. Kristus opsteeg af Daaben og saae Himlene aabne; det er: hans Løbebane laa ud- bredt for hans Blik; Haab og Mod opildnede hans Hjerte, og i SIDE: 288 dets Indre hørte han forud Sejerens Fryderøster. Saaledes: hvad er forgjængeligere end disse Draaber der fugte Barnets Isse? Men oplades det ikke en Himmel i den kristne Kirke, som fra nu af ikke vil give Slip paa det? aabnes ikke selve Himlen for det med alle Troens Hemmeligheder og Haabets Forjættelser? Hvad er uvisligere end Bogstaverne? De synes som forvirrede Punkter for den, der ikke kan tyde dem -- men aabnes ikke ved dem Kundskabernes Himmel? Er det ikke ved dem og Tallene at Menneskeaanden opsvinger sig til at overskue det Mangfoldige og beregne det Umaalelige? Disse Himle skulle vi aabne os: Religionens og Kundskabens. Ere vi uvidende, da betragter Uvidenheden som en Ureenhed, Lærelysten som en Daab der aftoer den! Der ere mange Himle, som aabne sig for Mennesket. Hver Dyd har sin. Optændes Vreden -- se, Olje kan ikke flamme værre, men døber den med den kolde Eftertankes Daab, og Freden er som en Himmel der aabnes. Fædrelandet og Friheden ere angrebne -- se, ere ikke de unge Mænds Blod som en Daab, og Sejerens Himmel aabnes og Freden lyser atter nedover Landet, ja selv efter Nederlaget aabnes Ærens Stjernehimmel over Gravene og over de Efter- ladte, der heller vil gaae didned til de Faldne og aabne Dødens Luger end at gaae i Trældommen, der er en værre Død. Døbes Stræbsomheden ikke i Sved? og aabner sig da ei en Himmel hvor den har nok, den og Hustru og Børn? Saaledes -- Dyderne ere ikke altid lette, men de have sine Himle. Mange ere naturlige for Menneskehjertet, saasom Vel- viljen, Taknemligheden, Hjælpsomheden, Godmodigheden, Med- lidenheden, og de have ogsaa sine Himle deri. Andre ere sjeldne, saasom Selvopoffrelsen og Høimodigheden; men alle have de sin Daab i Beslutningen ikke at være anderledes, sine Himle i Til- fredsheden, der qvæger rigest den skjulte Dyd og hviler bedst i den Miskjendtes Hjerte ligesom Nattens Stilhed lader Duggdraaben falde fuldest og størst i den Blomme, som Dagen behandlede barskt og som ingen mild Regn fik saa Bladene kunde glindse og dens Pragt eller Ynde sees imellem de tusinde. Men hvad er uvisligere end disse Blommer og Græs? Dog bestaaer Sommeren deraf og dens Dronningdragt mellem Aars- tiderne er en Væv af disse smaa Yndigheder, og ingen God øde- SIDE: 289 lægger tankeløs en af disse Spæde. Saaledes -- Himlens Grund- vold er disse Millioner af gode Hjerter, som enkeltvise ere dag- ligdags og lidet udmærkede; den er opfyldt af deres spæde Ud- aandinger; disse ere Røgelsen for Guddommens Throne: og Jesus har sagt, at Himlene triumfere over en enkelt Synders Omven- delse, der dog er svag som naar det nedbøjede Græs reiser sig. Derfor sandelig foragter ikke det Gode, fordi det ikke er ud- mærket (thi der gives meget Godt som ikke kan og maa være saa) og griber det Store i det Smaa ligesom der er meer end Stjerner i Daabens Regn og al Menneskehed engang skal vandre den Kristi Efterfølgelses Vej, som begyndte med de utydelige henvejrede Spor i Sandet ved Jordanen. -- Amen! Kun dagligdags er al din Dont. Det gjør en Stolt og Nærsynt ondt, som eget Liv ej fatter. Hvor mærkeløst dets Dage dø! Som Jordan mod den stille Sjø de henmod Graven rinde foruden Daad og Minde. Men kom til Jordans tause Bred ei Verdens store Frelser ned? Sligt Nil og Frat ej hændte. Velan! lad Jesus komme selv til dine Dages stille Elv! Hvor godt, om tyst de trilled, naar de kun bar hans Billed! Hver Morgen kald ham! Uden Glands den rinder ej i Navn som Hans. I det begynd din Gjerning! Da har, om uden Bram den er, den Storhed nok for Ham, der seer paa Tingens Aand og Indre, ej paa hvor den kan tindre. SIDE: 290 HELLIGHOLDER SABBATEN! (Syttende Trin. 1832 i Eidsvolls Kirke). O Herre Gud! maatte det siges om Os i dine Himle, at Vi værdigen høitideligholde den hellige Sabbat! Maatte det siges os i vore Hjerter, af vor Samvittighed, at vi værdigen feire denne Dag! Maatte vi betragte Sabbaten som en naaderig Gave baade til vort Legeme og vor Sjel, som vi burde være taknem- melige for, og bruge den ret baade til Vederqvægelse og Oplys- ning! O Herre! var alt dette saa, da skulde ogsaa alle de øvrige Dage helliges; thi det er rimeligt, at Den, som værdigen feirer sin Sabbat, bruger ogsaa værdigen sine øvrige Dage; at Den, der findes jevnligen i dit Tempel, heller ikke er langt fra dig i sit daglige Liv. Helliget være da din Sabbat, o Gud, af alle Mennesker! og alt Misbrug være fjernt derfra! Du har velsignet den! Du velsigne alle de øvrige Dage, da de Dyder øves, som Sabbaten lærer og helliger os til! Amen! Luc. 14 C. 1 V. Vort Evangelium viser os den ophøjede Mester i en af hans elskeligste Stillinger. Ikke alene træffe vi ham atter i det skjønne Kald, han saa gjerne overlod sig til, nemlig udøvende Kjærlig- hedsgjerninger mod Lidende; men vi finde ham som de mørke, strenge, til Lovens Bogstav alene sig holdende Farisæers Be- lærer, forkyndende lysere, mildere Anskuelser med Hensyn til Sabbatens Anvendelse. Disse vare vante til at tilbringe den i mørk Stilhed, til smaaligen at afmaale Skridtene paa Hvilens Dag. De havde sammensat lange Rækker af tunge, men lige Forskrifter, der bandt dem og Tilhængerne til en taabelig, slavisk, sørgelig Uvirksomhed, som gjorde de tilladelige Vederqvægelsers Dag til en Pinselsdag. Jesus derimod gjør dem opmærksomme paa det Daarlige deri, og han lærer i Ord og Gjerning, at Sab- baten feires værdigst ved gode Gjerninger. Der gives ogsaa imellem de Kristne endnu Folk som have Tanker lignende hine Farisæers om hvorledes Sabbaten skal til- bringes. Der gives dem, som have lidt Forstand nok til at be- SIDE: 291 tragte en uskyldig, men Velfærden angaaende, Haandgjerning paa Sabbaten for svær Helligbrøde; og som, langtfra at vederqvæge sine Sjele, tvertom paalægge dem nye Byrder, antagende som syndudsonende Fortjeneste at de tilbringe Sabbaten i mørk Stil- hed, om end de andre Ugens Dage henrinde i travle Synder. Imellem os er dog saadant ubekjendt; men derimod maae vi til- staae, at det Modsatte, en altfor stor Letsindighed med Hensyn til Sabbatens Helligholdelse ikke er ubekjendt imellem os. Sab- batens Hviledag er visseligen ogsaa givet os til den Hvile for Sjel og Legeme, som findes i uskyldige Adspredelser. Disse for- menes derfor Ingen hverken af de religiøse eller de borgerlige Love eller af de huuslige Love, som Sæd og Skik har indført. De ere endog at betragte som gavnlige, naar de holde sig inden Dydens og Lovlighedens Grændser, og naar den ene Halvdeel af Dagen er først anvendt efter Hovedhensigten -- den, som op- fyldes her i Gudstemplet eller i den huuslige Andagtskreds. Der- imod hvad skulle vi sige i vor Bedrøvelse over at skammelig Misbrug af den hellige Dag synes mere og mere at gribe om sig særligen imellem Ungdommen her som andetsteds? Hvorledes skulle vi undskylde det, at den Dag, som skulde være renest, beplettes med Uteerligheder? Eller er det ikke saa, I Menig- hedens Ældste og Forstandigere, at I med Sorrig maae tilstaae for Eder, at Sabbaten ikke feires saa af mange af de Unge, som den burde, og som I maaskee opdroges til at feire den? Er det ikke saa -- at neppe er Templernes Døre lukte, før Kipperne aabne sine rundtenom? Er det ikke der, i disse Fordærvelsens Huler, at en Ungdom, som ikke vil høre eders Raad og Advar- sler og som I ikke mere kan styre, feirer Sabbaten ved Svir, Terninger og Kort? Desværre, jeg hørte nok ikke feil, da tæn- kende Mænd af eder beklagede sig over et saadant Uvæsen, og at ikke Faa af Ungdommen i hine Skjulsteder og Syndeskoler, der trods Lovene tør aabne sig, tabe Gudsfrygten, Agtelsen for de Bud, de nys høitideligen for Menighedens Aasyn besvor, Sundheden og Velfærden. Alle de ulykkelige Følger af en saa- dan Sabbatens Vanhelligelse ere heller ikke udeblevne; thi naar klages der mere over Armod, Tjeneres Tøjlesløshed, Opsætsighed, Uordentlighed og Uefterrettelighed i Pligters Opfyldelse, over Lasters Udbredelse, over Tyverier og offentlige Straffe, end netop nu? SIDE: 292 Hvor maa vi, agtværdige Brødre af Menigheden! beklage, at det er saa; Men saaledes kan det dog ikke vedblive til Skam og Skade. Gud straffer vel disse modvillige Overtrædere paa forskjellig Maade; men han kaarede de Ældre og Forstandigere til Tugt for de Yngre og Uvittigere. Han har sat Fader over Søn, Husbonde over Tyende. Han har sat Love til Brug og Værn for den Retfærdige, til Skræk og Tugt for Pligternes For- agter. Derfor er det, at I, der selv ære Sabbaten, opfordres af Gud til ikke at taale dens frække Forhaanere. Af Føjelighed, af Svaghed maa I ikke, liig den gamle Israels Dommer, sidde roligen paa eders Sæder, medens eders Ungdom tumler sig nedenfore i Synden. I ere betroede Fædres og Huusfædres Myndighed til at værne om eders Ungdoms Dyd, om eders Huses Ære og om at ikke Fordærvelsen skal huse i eders Na- bolag. I have Guds Love for eder, der gjøre eder ansvarlige for alle dem, der ere i eders Varetægt. I have de borgerlige Love for eder, der opfordre eder til at foranledige de modvillige Overtrædere straffede. I have Sæd og Skik for eder -- saafremt den Sæd, der fra Arildsold har været til og overholdt, ikke alle- rede skal agtes forsvunden, nemlig den, der byder den agtvær- dige Huusfader ikke at taale at hans Huus besmittes eller at det gjøres til Ryggesløses Bolig. Benytter alt dette! lader Exempler afskrække de Letsindige og Forførte? Hengiver eder ikke til en hjælpeløs Hovedrysten alene, men modarbeider det Onde med kraftig Haand! Skjærper det Øje I have med eders Under- ordnede! Lærer dem alle en værdigere Brug af Hviledagen! Fører eders Børn og Tyende jevnligen hid i Sabbathuset! Op- hjælper Huusandagten! Tillader ikke nogle af de berygtede Sab- batsforhaanere at nærme sig eders Anbetroede! Tillader endnu mindre eders egne Huse at blive Forførelsens Steder paa den hellige Dag! Lader ikke paa nogen Udkant af eders Jord sligtet Sted findes, hvor, under allehaande Paaskud, det Ondes Sabbat fejres! Forener de gode Naboer om at rense Nabolagene -- kort anvender Alt hvor saameget staaer i Fare, hvor Guds Bud overtrædes, hvor Menigheden beskjæmmes, hvor eders Egne og Kjære trues med Fordærvelse! Visseligen disse Letsindige eller Forvorpne, disse Usle, som man om Helligdagen kan træffe i skjulte eller aabne Kipper be- rusede rundtom det Bræt, hvori de slænge sine sidste faa Penge, SIDE: 293 og som oplære sig og Andre i Spil, Bedrageri, smudsig Egen- nytte, Sviren og Sværmen -- visseligen disse ere faldne i en Brønd paa Sabbaten, i den Brønd hvori Sodoma og Gomorra nedsank; og det, det er Sabbatsgjerning at drage dem op. Disse Overtrædelser, disse syndige Forhaanelser af den Dag som skal helliges til god Gjerning og til Sjels og Legems Hvile og Vederqvægelse i uskyldige Glæder, disse gaa mange af Eder til Hjerte. I have bemærket dem forlængst med Sorrig; thi de ere iøinefaldende og i saadan Fremvæxt, at jeg har troet at anvende denne Sabbatstund vel, naar jeg fortolkede eder eders egne Tanker og opmuntrede eder til at raade Bod paa disse Misbrug, disse Onder, der ere som en Kræft i Menighederne, borttærende Gudsfrygten og den Agtelse, en Menighed burde kunne være stolt af at have baade hjemme og hos andre. Men der gives ogsaa andre Misbrug af Sabbaten, som ere mindre iøinefaldende, og vel mindre fordærvelige og syndefulde; men dog heller ikke uden Fare og Synd. Saaledes -- hvem kan negte, at den, Velfærd og Huusflid ødelæggende, daarlige Higen efter at udmaje sig paa fremmed Viis og med fremmed Flitter stundom gjør Kirkegangen ligere en Markedsgang end det den skulde være: en stille, simpel, be- skeden Henvandren til Guds Huus forat faae sin Sjel prydet med nye Kundskaber, nye opløftende Tanker og bedre Følelser? Hvorledes? have vi ikke fornummet de Forstandigeres Klager over den tiltagende Forfængelighed i Pynt bekræftet hos os i Templet selv, somom dette var Forfængelighedens Udstillings- plads? Dagen fordrer, at vi efter Evne ogsaa i vort Ydre skulle vise den Ære; men den fordrer ikke Naragtighedens Overdri- velser; -- dens Fordring gaaer kun til Anstændighed. Den vil have, naar vi formaa det, Sindets Reenhed ligesom fordagelagt i et anstændigt Udvortes; -- dog skal Sabbatens Herre, om Ar- modens Pjalter dække det rene Sind agte dette Dække ligt med Englenes skinnende Vinger. Men er det nu den Anstændighed, som sømmer sig Sabbaten, at man synes at møde i det hellige Huus til en Veddestrid i Pynt? Er det den Andagt, man skylder Stedet og den Herre, som der boer -- den Opmærksomhed, man skylder Læreren og de gudstjenstlige Handlinger -- den Opførsel, man skylder den ærværdige Forsamling -- at man seer Øinene løbe omkring, der skulle vende sig mod Alteret, mod SIDE: 294 Lærestolen eller Bogen? at de mest verdslige Tanker ikke lade sig skjule, men stille sig offentligen tilskue i Prunken og flyge om i de mønstrende Blik? Nei, sandeligen, kjære Medkristne, dette er hellerikke godt og som det burde være; dette er heller ikke at fejre Sabbaten værdigen. Men vedkjender eder derfor Hvad der dog boer i eders Hjerter, nemlig Misnøjet med, Ringe- agten for saa daarlig en Færd! Lærer de Daarlige, at Forfænge- ligheden vel er slet nok der den har sit Hjem, nemlig derude i Verden, men at den ikke bør betræde Templet, hvor kun Alvoret og de gode Exempler bør sidde! Lærer dem, at vi samles i Sab- batstimen ikke forat opbygge Hatte, men forat opbygge Sjelen -- ikke forat lære nye Moder, men forat lære nye Indsigter og Dyder -- ikke forat knytte kunstige Sløifer, men forat knytte Kjærlighedsbaandet fastere om Menigheden -- ikke forat mønstre Pynt, men forat mønstre vore egne Hjerter, -- ikke forat forstyrre Opmærksomheden, men forat vedligeholde den ved Stilhed og Anstændighed -- ikke forat drage Verden og dens Forfængelighed med os ind i Templet; men forat flye Verden og nyde disse Timers hellige Rolighed! -- De som ikke ville erkjende dette, og erkjende det i Gjerning, gjorde bedre i at blive borte, og vælge sig en sømmeligere Skueplads for Stadsen og Fjasen. Saadanne gives der ogsaa, der ganske forsømme den skjønne Sabbatsgjerning: Kirkegangen, uden dog derfor som hine Sabba- tens Forhaanere at besøge Syndens Steder. Denne Forsømmelse er ogsaa en Misbrug af Sabbaten, som vi jo hørte havde til Hovedhensigt at meddele Menneskene Underviisning i det ene Vigtige -- det som jo skeer bedst i Templet. Den er saameget mere en Misbrug, som den baade kan forføre Andre til samme Ligegyldighed, og dog altid forarger. Ofte kan den endog have den farlige Rod: aandig Hofmod, som ikke troer nogen Veiled- ning og Lærdom nødvendig for sig; men oftest er dog Kirkegan- gens Tilsidesættelse kun en Vane; men en skadelig Vane baade for En selv, og, som vi hørte, ogsaa for Andre. Er Huusfader og Huusmoder sjeldent tilkirke, da kan man være vis paa, at de andre Husets Folk ere det endnu sjeldnere. Disse skulle snart tage Mønsteret efter, og misbrugte eller ubenyttede skulle disse dyrebare Timer henrinde. Det er sørgeligt, kjære Medbrødre! at den Erfaring stedse skal bekræftes, at de bedste Gaver misbruges mest af Jordens fornuf- SIDE: 295 tige Herre. Ja, hvor har ikke Himlens ypperste Gave: Fornuf- ten været misbrugt! Og se! der rækkes Mennesket et Bæger, der skulde være en Lægedom, -- og Bægeret skal udtømmes indtil Bærmen og indtil Beruselse. Glæden har man kaldt en Himmelens Datter, der nedstiger stundom til Jorden af Medliden- hed over dens Sorger; men -- hvorledes behandles denne Glæde? De umaadeholdne Mennesker ville med plumpe Hænder fastholde den i flere Døgn -- den flyer, saasnart Maadeligheden er over- skreden, og efterlader Skrantenhed og alskens Elendighed for at hevne dens Krænkelse. Livet forædles med en Opfindelse -- og strax gribe Mangfoldige den til Fordærv. Velsignelsens Aar nedstraale fra Himlen, og Jorden synes at modstraale den igjen i al sin Fylde, og nu skulde dog vel alt være godt? Tilfredshed igjen sætte sig ved Arnerne, hvor Ilden atter blusser? Gjæld afbetales? Forbedringer gjøres med de fulde Kræfter? Vaaren ligesaalidet trænge som Høsten? -- Men ak! hvor lidet af alt dette skeer! Da skal dog Brændeviinskjedlerne fyldes, og da gjøres jo Bugen til Forvalter, og da forvandles Husene til Uvirk- somhedens Hier, hvor der fraadses og snorkes den lange Vinter, men sues paa Labben til Vaaren? Og Sabbaten? -- er den ikke som en Velsignelsens Dag imellem de andre? Den er givet som til det Bedre i Mennesket; men vi have jo hørt, at det Onde tør bemægtige sig den? Den skulde tilhøre Dyden; men Lasten aabner da sine Huler. Den skulde være Rolighedens og den skyldfri Glædes; og den stille Bygd forstyrres af Svirens og Sværmens Tummel. Den skulde helliges af Alvoret og de gode Mønstre; men Forfængeligheden og Letsindigheden og Daarlig- heden vælger de hellige Timer til sine Forførelser og de hellige Steder til sine Torvepladse. Den skulde helliges ved Menighedens Forsamling, men Huusfædrene glemme at hidføre Sønnerne og Tyendet, og selv forsømme Mange, og Templets Døre see kun Faa at indvandre. Den skulde benyttes af Sjelen til Kundskab, medens Legemet bemægtiger sig de andre Ugens Dage; men de kostbare Timer have ikke denne Værd i de Manges Øine, som ikke lægge Mærke til, at i Højtiderne er os af Aarets 12 Maa- neder skjænket fulde tvende, Sjelen til Gevinst. Agtværdige Medkristne! gjører dog eders til at dette bliver anderledes, at saa god en Gave ikke bruges saa slet! Beretter Sabbatens Haanere og Misbrugere og Forsømmere, at der idag SIDE: 296 i Sabbatens Herres Navn er blevet talt Erindringens Ord! Og vedbliver, I den hellige Dags redelige Dyrkere, at give Menig- heden fremdeles saa gode Mønstre? Indpræger eder og Eders Ærbødighed for denne Dag; thi om denne Ærbødighed er for- svunden, da skulle I forgjæves søge efter Gudsfrygten og hele dennes Æt af Dyder i Husene! Helliger den til Roe, til Veder- qvægelse, til Trøst, til Kundskab! Lader den være den Dag, da I mønstre den forløbne Uges Dage, og ligesom en indviet, i Guds Naadesmiil skinnende Høide, hvorifra I med tillidsfuldt Øje see hen mod de kommende Dage! Forglemmer aldrig, at denne Dag hører Aanden, hører Gud til -- at det er Synd ikke at bruge den, men svær Synd at misbruge til Ondt, hvad der er os be- troet til saameget Godt. -- Amen! En Engel mellem Mennesker Sabbaten mellem Dage er. I deres sorte Flok sin Vinge den løfter op saa reen og klar. Om andre Dage Tænder skar, Sabbatens søde Harper klinge. Hvi plette da, du Adams Barn Sabbatens Engleving med Skarn? Hvi vil du onde Aander byde ind i dit Huus paa saadan Fest, da du er kaldet som en Gjest for med din Frelser dig at fryde? Der lærer han de gamle Graa at være fromme som de Smaa. Der lærer han igjen de Unge at see med Ærefrygt til dem, der sidde som i Himmelhjem med Æreskrone, Lovsangstunge. SIDE: 270 Du seer jo Spiret i det Blaa, og tør til de Kapeller gaa, hvor frække Synder Offer tage? Ak, se dog paa Sabbatens Gry hen til det Bygdens Spiir i Sky! Der boer den Engel mellem Dage. GUD SENDER OS MANGE ENGLE OG VI HAVE MANGE FORBINDELSER MED HIMLEN. (Mariæ Bebudelsesdag 1831 i Eidsvoll Kirke). Guds Naade har ingensinde været unddraget Menneskene; thi de have aldrig over det hele været onde. Hvad vedkom det Abraham at Sodoma brændte i en anden Egn af Jorden! Flam- merne søgte ikke hans rolige Lejr eller Melkisedeks, den Guds- dyrkers, Alter. Der var Dale, hvori en uskyldigere Slægt levede end den, der just foregik i Siddims. "Mon Græshopperne komme?" spurgte maaskee de fjerne Hyrder, som saa en Dunkelhed af Røgen. "Mon Ørkenens Flammevind tænder sig?" spurgte maa- skee Karmels Piger; og Ingen ahnede, at der foregik en Hand- ling i Naturen, som Slægterne, ligesom Alt hvad der foregaar, skulde drage sig til Nytte, med eftertænksomme Øjne betragtende den som tilsagt og frembragt af den himmelske Retfærdighed. Guds Naade er stor. Han sender ligesaa mange Engle over vore graa og røde Tage som han sendte over Israels gyldent glindsende Palmer. De komme til vore Døre ligesaavelsom til Abrahams Telt og Nazareths Jomfru, naar vi blot have Øjne at see dem med; og Gud selv er ikke fjernere fra dette Huus end fra Salomons Tempel. Det var Haabets Engel, som kom til den arme Nazareths Qvinde, da hun sørgede over Israels og Verdens Synder indtil hun reiste sig i Moderens Forventnings Styrke, vis paa at Timen var nær, SIDE: 298 da Gud i hendes Barn skulde aabenbares i en Frelsers Højhed, hvem Syndens Elendighed skulde vorde underdanig som det Støv, hvori den alene trives. Men Haabet er den Engel, som sidst vil kunne forlade Jorden med sine Skaaler af Trøst og Kraft, som den rækker de Daadmatte, den Fattige og Ned- bøjede. Men Gud sender mange Engle til sine Børn, ja til de Børn, der ikke elske sin Fader. Han sender i mange Hændelser ad- varende Engle med alvorlige Aasyn og opløftede Pegefingre; men oftest bære ikke Menneskene sig anderledes ad end som om en Slange foer over Vejen: de skrige og glemme. Og han sender i Verdens Styrelser og Skjebner mange Engle, som hjælpe Men- neskene med hans Viisdoms Veiledning. Og i det daglige Liv naar det er stille, saa vi kunne høre vort eget Hjerte hvidske om hvad der vanter det, da kunne vi høre en anden Stemme hvidske om Guds Barmhjertighed, som tilraaber den Forvildede og gjenkalder den Angrende, som forviser sig selv, og er altid rede til at modtage Synderens gode og oprigtige Forsætter somom de vare sonende Engle, der opstige fra Jorden. Guds Naade er stor. Han lader det drøne af og til til Væk- kelse over Synden, som lever i Herlighed og Glæde. Der ind- træffer Begivenheder, som vældige Aanders Fart gjennem For- bryderens Liv. Han lader Engle i venlige Menneskers Skikkelse møde Elendigheden, som trøstløs vandrer om i de skjønne Lande. Og Menneskebarnet, som sidder nedbøjet under Korset, og tanke- fuld som Maria skuer ud i Verden og seer kun liden Opmunt- ring og bedrøves i og over den medens han skal kjæmpe imod dens Onder -- o, over disse Gode, der udsone Verden med Himlen, fordi de vise, at den dog har ædle Hjerter tilbage, ned- sende du dine stærkeste Engle, himmelske Fader, saa de ikke give din og deres Sag tabt. En Kraftens Aand udspile sine Straaler i deres Sjele, saaat de oplyses og see, at det ikke an- derledes kan være! Og Trøst nedlades fraoven i de bedrøvede Hjerter saa Haabet opspirer og voxer deri som Blomstrene af Jorden efter den milde Regn! Og om Menneskene forlade disse Redelige, da føle de sig stærke i sig selv ved Dig og ligesom overskyggede af himmelske Væsener, saaat de undfange Tanker og føde dem i Daad til din Ære og Menneskehedens Vel, der engang i Fuldkommenhed skal blive Saliggjørelse omsider naar SIDE: 299 de større Baner aabne sig, hvor Støvets Sjele finde, at de selv ere blevne Engle og skue Himmelens Engle Ansigt til Ansigt. -- Amen! Luc. 1 C. 26 V. Kommer, Elskelige -- vor Sjels Øje er ikke skarpt; dog hedder det Eftertanke; men kommer, lader os oplade det, thi Bebudel- sens Herlighed, den pragtfulde med Himmelsyner opfyldte Ind- gang til vort evangeliske Sandhedstempel aabner sig over os idag! Vi ville indvandre med vort svage Lys under dette hellige Dunkle, som omskygger os, naar vi andægtigen sætte os ind i Evangeliets Optrin, og det Høje ville vi nedkalde til at sees nærved af de Dødelige og afpasse det efter vor Tarv og finde Sandheden og Virkeligheden deri. Thi visselig deri skulde intet Ophøjet være, om ikke gavnbar Sandheds Livsenskjerne fandtes og spirede deri, saa Mennesket kunde finde den og qvæges der- ved, istedetfor blot at maatte forstumme over den prægtige jødi- ske Mystik i Erkeengelens Bebudelse til den ubesmittede Jomfru. Skyerne eller over Skyerne i de blaa Rum er ikke Menneskets Himmel. Den er i dets Sjel. I dens Bevægelser er Engles Fart, i dens Reenhed Aanders Glands, i dens Fromhed Forbindelse med den forherligede aandige Verden, som er den højeste Gud- dommelighed nærmere; ja en Forbindelse, der ikke behøver at være synlig og hørlig forat kunne forstaaes og blive Forjættelse og Bebudelse. Der er een hellig Aand, som gjennemgløder de Salige saavel- som Jordens fromme Hjerter, og den er det fælleds Sprog mel- lem de Forherligede og de Dødelige, eller det er den, som lærer disse det Sprog hvori Englene tale og hvori den Højestes Vilje udtrykkes. Denne hellige Aand belivede Marias Sjel og adskilte hende fra de Israels Døttre, som kunde lee under Folkets Van- ære, mens det trællede sammen med Hedningerne under Syn- dens og lastfulde Herskeres Aag. Den opfyldte hendes Sjel med Sorg og Tanke, da hun sad i sin Eensomhed mistvivlende om Menneskehedens Frelse og om sit Folks Sagn om at den dog skulde skee ved en Davids Ætling ved en Søn af en Israels Qvinde. Og den var det, der forvissede hende om at hun skulde vorde den Benaadede mellem Qvinderne, at hendes Tro skulde vorde retfærdiggjort og hendes Kjærlighed velsignet. SIDE: 300 Marias Ahnelse frugtsommelig fra denne Stund med Jesu Højhed gik. Fra denne Stund sit Hjertes Slag hun troer, som nynned da (hvad vore juble nu) "den saligste af Mødre du, Maria er paa Jord!" "Hvilken Vished, ligesom et Løfte, er ikke skjænket Elisabeth, min Frænke? Er jeg ikke Davids Datter? Hvad om jeg er den Velsignede, som skal føde Verdens Frelser?" Og dette blev Jødinden vist somom hun i sit Folks Tro havde seet Erkeengelen Gabriel at nedsænke sig paa straalende Vinger og bebude hende det Mund til Øre. Og sandelig hun burde jo haabe det, og kunde jo haabe det, og naar Mennesket ikke haaber anderledes end det kan og bør, da er det vi sige: den Frommes Haab be- drages ikke. Og et saadant Haab er tilvisse saa virkeligt som Noget i denne Verden. Profetierne om at en Frelser skulde komme vare intet andet; og Alle, som havde Øje for Menneske- hedens Brøst og Religionernes Tilstand, maatte tro, at de skulde opfyldes. Men kun Maria vidste naar. Det sagdes hende i hendes Hjerte. Dette var Bebudelsens Stund, den "salige Aldres Moder", og al den østerlandske Fantasi har ikke havt Sødme og Glands nok for Henrykkelsen i Frelsemoderens Ahnelser og Taarer. Den siger, at Englenes Fyrste kom -- velan, vare hine Spaadomme som trøstende Engle, der vendte de Gudfrygtiges Øjne fra Men- neskehedens sørgelige Minderulle til Frelsens Fremtid, da En skulde fremstaa i den Højestes Kraft og see sit Meed og nævne det: saa er det ogsaa saa, at der blev en Engel udsendt af Gud til Nazareth til Jomfruen, og han sagde: "hil være dig, du Be- naadede! Herren er med dig, du Velsignede! Frygt ikke, thi du har fundet Naade hos Gud." Men Marias Bebudelsesengel var ikke den sidste Engel, den milde og naadige Gud nedsendte. Dette var ikke den sidste Gang det menneskelige Hjerte erholdt Kraft som fra Himlen naar Støvet bøjede sig, Kraft til ligesom midtaf Angestens og Sorgens SIDE: 301 Mørke at udskyde himmelske, alle Skygger forjagende Straaler, lige dem man tænker sig gjennembrydende Skyen at omflyde Engelen i Aabenbarelsens Øjeblik! Nei, Medkristne! visselig -- denne Gave er endnu Menneskets højeste Velsignelse, og Gud har aldrig og skal aldrig undlade at give disse Panter paa sin Magt, sin Storhed og sin naadige Nærværelse. Den melder han ved underlige Styrelser, saaat vi see den ligesom de sorte ilende Skygger paa Vandet under det usynlige Stormkast, og ved her- lige Gjerninger udførte af Mennesker mod det Umulige som det syntes, og ligesaa klarligen som i disse Naturoptrin, der forbause vort Øje, ved forunderlige Begivenheder, ved Naadesgjerninger i Menneskets Sjel, som vise Herrens Herlighed oprunden i Hjer- tets skjulte Dybder. Da Saulus, blændet af et lynende Skin, tiltordnet af en ubekjendt Røst, nedsank forat reise sig som Paulus, som det Guds Ords stærkeste Piller, han hidtil begrov under Stenene -- da et himmelsk Lys opgik i hans Indre, der hidtil var formørket som en Grav, og attraaede kun i fortærende Nidkjærhed, umættelig som en Grav, at sluge Frelserens Efter- ladte -- mon Gud aabenbarede sin Herlighed i Aanderne mindre klart i denne underfulde Forandring, end da han i Josefs Be- givenheder lod Had og Gjerrighed og Nid og Anger og Sorg vende sig til Velsignelse og Kjærlighed og Glæde? Eller da Mo- ses blussede paa Bjerget, mon Guds Hellighed straalede mindre klart, end da han gav sit ryggesløse, frafaldne Folk i Tugtens Haand, og da han lod de vanærede Helligdomme forsvinde i Flammer? Men ikke alene Pauli Sjel gjennemlynedes, ikke alene Moses blussede, og det Lys i Nikodemus' Sjel, som ledede ham til Frel- seren om Natten, har senere i mørke Aldere, hvor Sandheden og Dyden har maattet tye iskjul, været skjænket utallige gode Mennesker; og Pauli Lyn oplysnede Luthers mørke Celle og Moses's Nidkjærhed flammede paa hans Pande, da han fremstod foran sin Tid. De Engle, der husvalende aftørrede Frelserens Dødsved i Gethsemane, have siden besøgt Blodvidnerne i den stille Nat før den sidste Smertesdag, og alle de Ædle, som leed og lide og døde og dø for Sandhed, Frihed, Ret og Dyd have følt deres styrkende Nærhed. Medens Altstyrerens vældige Gang gjennem Verdensbegivenhederne har været klar for alle de Gud- frygtige indtil vore Dage, har Hans Helligheds Aabenbarelse i SIDE: 302 det rene Sinds Indre, hans Naade i det fromme Hjertes rige Haab, hans Kraft i det selvopofrende Heltesind været lige klar for Aanden, der speider i sig Selv og deri finder ogsaa en Ver- den fuld af Guds Undere. Englen kom til Maria, der sørgede over Menneskenes Ondskab og over at hendes og de faae From- mes Ahnelse om Frelse ikke fuldbyrdedes; men Hver den, som har sørget ligesom hun over en fordærvet Tid, over en almeen Elendighed, og som pludseligen har følt sig styrket i Haab til dens Forsvinden, i Tro til Altstyreren, og som maaskee ilive har seet den retfærdiggjort, og Sædelighed og Fred og Velvære og Kjærlighed og Forbedring i Alt at indflytte i Stater og Huse, hvor Last og Had og Ufred og al Jammer havde fæstet Bo i Aarhundreder -- mon Den kan negte, at Marias Engel besøgte ham i den Stund, da Fortvivlelse og Sorg blev til Haab, Tro og Glæde i hans Hjerte? at den Byrde, som tyngede dette, bort- hviftedes som af et Vingeslag heroven ham? Men vort Huus rører os mere end Verden, vor egen Sorg mere end et Riges, og i vort Indre finde vi en Verden, fuld af Lys, Mørke, Storme, stridige Kræfter, liig denne store heruden os, og hvori Guds Vælde og Kjærlighed ikke mindre aabenbarer sig end i denne hvori Sol og Jord ikke ere andet end flyvende Fnugg. Og hvem maa ikke tilstaae, at ogsaa dette Verdens- hvælv, som indsluttes i det lille Hjerte, ogsaa er Skuepladsen for Lidenskaber, der kunne tordne og lyne og gaae med Stor- mens Vælde og Havets Dunder, for Djævleild, for Heltekamp og Englesejer? Ogsaa der -- i hvert Menneskehjerte -- er en Ti- dens Fylde og Frelsens Under! -- Men besøger Marias Engel Mennesket i den Stund, da Fortvivlelse over almeen Elendighed, over en Jammer deruden skiftedes til Tro og Haab og ahnende Fryd -- er det da ikke en Engel, som, naar Tidens Fylde af Synd og Vildfarelse er kommen i vort Indre, i denne vor Sjels Verden, pludseligen forjetter os Frelsen og Forløsningen, opreiser os da vi vare faldne, styrker os med en ukjendt himmelsk Kraft, da vi vare svageste og sørgende over vor Svaghed, og antænder et nyt Gry i vort Mørke, ja saaat det med Moses' Flamme rød- mer Kinden, der var bleg af Sorg, formørket af den Samvittig- SIDE: 303 heds Aande, som sukkede derindenfor? Hvem der ikke følte dette Herrens Under i sin Sjel, hvem der ikke gennemstraaledes af Pauli Lyn -- nu han skue det i den Letsindige som pludselig blev alvorlig; i Oldingen, der lokkede en sildig Fred ned paa sit Graahaar; i det skumle Øje, som blev klart og venligt seende ind i de Andres; i den Vredagtige, som rakte Haanden til sine Fiender, som anvendte sine senere Aar til at opsøge dem, ihvor de end fandtes, han engang fornærmede; -- i den Pande, som Lidenskaberne gjorde liig et rullende Hav, men som blev glat og klar som Vaarhimlen; -- i den Svage som blev stærk; -- i den Faldne, som reiste sig; -- i Daaren, som blev viis; -- i den Vildfarende som vandrede gjennem den rosenhækkede Vei mod Afgrunden, men som pludselig gjennembrød Hegnet endsende ei Tornene under disse Roser, det rindende Blod og Haanlatteren bag ham; -- kort han see, at trøstende og hjælpende og forjet- tende Engle endnu aabenbares, og særligen i Synderen, som for- bedrede sig. Men, Elskelige! -- er det den nedbøjede Erkjendelse af sin Synd, -- er det den mørke, sorgfulde Anger derover, som for- tjener Navn af en Frelsensengel? Hiin Syndserkjendelse ned- kuer jo Mennesket, slaaer hans Øje mod Jorden, indhyller det i Taarer og Sindet i en Taage af Forvirring, hvori det ikke veed hvor det skal gribe an; og Angeren sidder der jo med bøjet Hoved og vridende Hænder, kun mægtig at sørge, qvælende sit Haab og ligesom forvisende sig selv derifra hvorhen den ik- kun vover at kaste et stjaalet Blik? Derimod tyder jo hiin For- vandling, hiin himmelske Virkning i den syndige Menneskesjel paa en levende Kraft, paa en Fred og en Glæde, og disses for- enede Virken er det, vi alene kunne kalde en Engels, liig den, der tilraabte Maria: "hil være dig du Benaadede! Herren er med dig, du Velsignede!" Nei, kjære Venner! denne himmelske Forvandling, den lyse, stærke og virksomme Frelsensengel, som opreiser den Faldne, hjælper ham i Befrielseskampen og forjetter ham Sejren, denne Synderens Forbedring er ikke hiin nedbøjede, uvirksomme Syndserkjendelse, hiin mørke Anger. Disse ere nød- vendige, de ere de mørke Skyer, hvori Frelserengelen aaben- barer sig, hvoraf en ny, bedre lysere Verden udgaaer i vort Indre. Men Straalen, som vækker dem til Liv, Frelserengelen selv -- den er det alvorlige Forsæt til at forbedre sig, der plud- SIDE: 304 selig opløfter den uvirksomme, i sig selv i sin Sorg nedsjunkne Anger til Haab og virksom Kraft, og som, medens Angeren ikke tør nærme sig, vandre med modig Tro imod de Arme, der altid ere aabne. Af det dybe Hjertesaar skyde sig Syndserkjendelsen og Angeren som tvende mørke Blade, men deraf hæver sig som en raskopadstræbende, klar Stjerneblomme, der fanger Dugg og Lys fra Himlen, det gode Forsæt, og denne bliver Omvendelsens saliggjørende Frugt -- denne, som er sød for Himmelens Engle. Vi maa, Elskelige, for vor egen Skyld, tro, at et alvorligt For- sæt til Forbedring er en forjettende Frelsensengel, en Bebudelse om Naade og Salighed. Himmelens Engle juble jo derover som- om en Broder vendte hjem. Vi maa tro, at Guds Naade og Kraft er stor i en forbedret Synder! Troer kun, at naar Guds Virkemaader og Veje saaofte ere os skjulte i den Verden, som ligger for vore Øjne, saa ere de det endmere, skjøndt dog lige- saa sandt tilstede, i den usynlige Verden, i vore Sjele! Ligesom Fødsels og Dødsøjeblikket er et eneste, saa er ogsaa Gjenfød- selsøjeblikket -- det, der skal afføde et Liv af Forbedring -- kun et! Vær derfor opmærksom -- det kommer ligesom Pauli Glimt, hurtigt som Marias Engel. Men vil du tilstoppe dit Øre, naar en Engel tilraaber dig "hil dig du Benaadede!" Kan du stole paa, at Kaldelsens Stund atter skal komme før det er for- silde, om du forgjæves lader Gud virke i din Sjel, lader de gode Forsætter døe, indtil din Sjel er udtømt og udygtig baade til at fatte og til at beholde dem? Visselig ikke om du ret vil fatte den Agt for Forsættet til Forbedring, at det er en Herrens Frel- sensengel sendt over den Nedbøjede, et Lys tændt i den for- mørkede Sjel, en Styrke i den Svage, et Haab i den Fortviv- lende, en Røst fra det Høje, som raaber til den Bedrøvede "hil dig, du Benaadede! Herren er med dig, du Velsignede!" -- Disse en Engels Virkninger har jo det alvorlige, gode Forsæt -- de ere en Aabenbarelses pludselige -- det er et Haab, en Kraft, som pludselig viser sig hvor Mennesket ingen troede -- det er en forjettende Sejersang, som toner, hvor Mennesket kun lyttede efter et stille Suk. Den qvælende Eensomhed, den magt- løse til sig Selv Overladthed, som Angeren følte med saamegen Rædsel, synes forsvunden: -- en Højere synes at boe i vort Indre, og en Røst evig at gjennemklinge det: "hil dig du Benaa- SIDE: 305 dede!" Gud er med dig. Sjel! i dit alvorlige, gode Forsæt har du undfanget din Frelser! "Hil, du velsignede blandt Mennesker!" Men naar dit Forsæt til Forbedring har holdt sin Prøve -- naar den Vredladne er bleven forsonlig, den Umaadelige maade- lig, Bedrageren ærlig, den Ugudelige gudfrygtig, da skal ogsaa den Forjettelse sandes om hiin Frelser, som Sjelen undfangede i sit gode Forsæt, at "han er bleven stor og skal kaldes den Højestes Søn:" -- en Indvirkning af Gud til sit Barns Vel, en Forklarelse af hans Herlighed i sit formørkede Billede -- og Selv skal du blive stor og voxe med det gode Forsæts Kjerne i dig -- selv skal du blive stor altsom dit Forsæt fuldbyrdes og din Dydstyrke voxer -- Selv skal du blive stor "og kaldes den Højestes Søn!" Synder, slaar dit Hjerte haardt, o, da maa du lytte. Det en Engel er, som saart banker paa din Hytte. Aabn! Han engang Himlens Port aabner dig i Bytte. Græd! Din Taare er en Skat, som Guds Engle sanke. Lad i sorgfuldt Øjes Nat vaage Angers Tanke! Kjæmp! Der kommer en Sabbat, ja med Krandse blanke. Sorgens Fure, blot du vil, Glædessæd kan give! Som en Engleving dit Smiil kan mod Himlen flyve, og et evangelisk Hil om din Læbe skrive. Blik, som natlig Fakkel var, Himles Glimt er vorden. Tænderne, som Eder skar, Sølverstrenges Orden! Mund, som huset Satan har, Tempelbo for Jorden. SIDE: 306 Vil du, fra dit Hjertes Bund kan du Engle mane, og fra Herrens blaa Paulun Ti med Sejersfane. Adamsvilje -- tro det kun -- bryder Himmelbane. Klager ikke, at Menneskets Forbindelse med Himlen er liden. Hvad ere vi, at vi fordre mere? Himlens Børn? Ja, men ere vi ikke voxne og udsendte i Verden forat lære noget og blive til noget? Og sandelig vi mangle ikke Budskaber fra Hjemmet. Vi have Gudsord og, i større Forstand end i Lignelsen, Moses og Profeterne, og et fornuftigt Menneske bliver ikke gammelt før han erfarer og troer, at Alt tjener Mennesket til Bedste. Og dette er jo, at i Alt, som mødte, var en Gudsengel til Be- lærelse og Trøst, ja en Gudsengel, snart grædende, snart smi- lende, snart skinnende og lys, snart i Sorgens mørke Pragt, med Hænderne fulde af Velsignelser, snart med Tugtensriis advarende og straffende. Der var og er Mennesker med denne Viisdom, at Intet er Slump eller blot Hændelse, men uden Kjendskab til Kristi Navn, og om dem vil det dog siges: gak ind, din Tro har frelst dig. Thi deri er Gudstro eller Religiøsitet og alene deri. Dette at see Gud i Alt er at have et gudfrygtigt Sindelag. Og de Gudfrygtige er det alene, som forstaa Livet eller Guds Me- ning med og i Livet, at han tilskikker os forskjelligt forat vi skulle øve vore Sjelekræfter og sædelige Evner -- de Vinger, hvorpaa vi hæve os over Jordens Møisommeligheder og skulle hæve os gjennem Himlene eller de højere Tilværelser, -- og forat vi skulle lære at blive Herre over Tilskikkelserne og Om- stændighederne og Herre ligesaavel over vor Lykke som Ulykke. Intet af hvad der hænder være os derfor fremmed, men som kommet og kjendt fra Hjemmet! Og en Moders Sendinger ere ikke kjærligere og rigere end Naturens Gaver, naar Jorden op- dækkes og den frugtbare Aarstid vender tilbage. Hvert Græs- straa som reiser sig paa den nøgne Høj, melder, at vi ikke ere forladte, men at der er En, som tænker paa alle sine Børn i Støvet og sender dem mangehaande venlige Budskaber ad den SIDE: 307 aandige som legemlige Verdens Veje. Stjernerne ere tause, men dette er Meningen i deres alvorlige Øjne, at Menneskets For- bindelse med Himlen ikke er liden. Klager da ikke, somom den ikke skulde være tilstrækkelig. Det er uden Sværmeri at vi kunne gjøre den saa inderlig vi ville. Men kald denne søde Følelse Sværmeri -- Ingen, der vil gaa sin rette Vej og bevare et roligt og tilfreds Hjerte, kan und- være den, og Indbildning er den ikke. Seer, Dagen længes, og Ingen tvivler om at Foraaret er i Luften og at Solen stiger bag Skyerne, om den end ikke sees! Saaledes -- Jesus er selv tilstede i sit voxende Rige, i sin sej- rende Kirke i dens Fremskridt ligesom Solens Kraft er i de voxende Dage i den sejrende Aarstid. Han, den Højestes Søn, er hos Sine alle Dage. Dette er dog vel en Forbindelse med Himmelen? Og hvor nær er han os ikke? ja træder os ofte nær som i sin hele elskelige Personlighed? Thi er ikke Nadveren ligesom om vi Ringere satte os til det Bord, som Jesus og Apostlene, vor Herre og hans Venner, just havde forladt. De samme Retter bydes os; Brødet og Vinen have vi; og, hvad der er bedre, de samme Jesu Ord udtales over os. Visselig, den hele Kristenhed sidder ved dette Bord, som Jesus og Apostlene have forladt. Bordet er det samme -- kun større; thi den hele Kristenhed skal have Plads der, og det udvider sig altsom denne voxer, og omsider skal hele Menneskeheden have Plads der. Bordet er det samme, kun større; thi Gjæsterne er blevne flere og Mesteren, den himmelske Vært, er bleven større, forherliget i Himlen, der er hans Højsæde. Visselig han er tilstede. Hvo som ikke føler det, æder Nad- veren uværdigen og burde ikke lade Vinen væde sin Tunge, eller bryde Brødet med sine Tænder. Hans Velsignelse er til- stede over vore Hoveder, dersom vi redeligen bøje dem i Hans Navn forat imodtage det Dyrebare. Hans Røst er tilstede i Ordene, der udtales til Indstiftelse -- vel ikke med Hans Mund, men i Hans Navn af Dem, han dertil har anordnet og overgivet Myndigheden -- vel ikke i hans Sprog for Os, men i hans Me- ning, der jo ikke forandredes i Apostlernes forskjellige Tunge- maal, eller forandres siden i de forskjellige Tungemaal, der jo kun ere forskjellige Instrumenter hvorpaa samme Melodi lige rigtigt kan gjengives. Hans Minde er tilstede i Paakaldelsen og SIDE: 308 Ihukommelsen, Hans Kraft i vore Hjerter, om de hjerteligen læn- ges efter hans Samfund; ja, hans hele Væsen er tilstede i vort Sind, for vor hele Forestillingsevne, ja i vor egen Person om vi hannem redeligen efterfølge; og vi faae Pantet derpaa, at fordøje det i vort Legeme i det, der nævnes hans Legeme og Blod. Hvad ville vi mere? Gud sender os mange Engle, ja i Syn- derens gode Forsæt den skjønneste om end den alvorligste. Og vor Forbindelse med Himlen er mangehaande og nær, men nær- mest i Kristendommen og i denne nærmest og hartad legemlig nær i Nadveren, vor Sjels sødeste Næring. -- Amen! VÆRER IKKE DØVE PAA SJELEN! (12te Trin. 1836 i Eidsvoll Kirke). Gud, vor Fader! Vi have vore Øren opladte i denne Stund forat høre hvad du har at sige os gjennem dit hellige Ord. Vi have vor Sjels Øre, vor Opmærksomhed spændt for at fatte din Vilje, og vore Hænder ere udstrakte for at fuldbyrde den og forat takke dig fordi du ikke aflader at forkynde den, om den end ringeagtes og modtages af de letsindige Mennesker gjennem det ene Øre forat udlades af det andet. Thi du veed Tiden vel, da intet døvt Øre for din Vilje skal findes paa Jorden; -- og derfor lader du den forkynde paanyt og stedse paanyt og er naadig i din Himmel om end de Aldre komme seent, da kun een Vilje, din guddommelige Vilje, raader paa Jorden, ligesom dit Ords Forkyndere ikke ansee sit Arbeide spildt, om det end ei strax og hos Alle bærer Frugter i Forbedringer; men de tale og virke ufortrødent, stærke og glade i Haabet, at dog altid en eller anden forhen for Herrens Ord Døv bliver hørende imellem Mængden. At ogsaa dette, om saa skulde være, her i denne Forsamling ret tilfulde maa skee, derom bede vi dig vor Fader, du, som er i Himlen o. s. v. SIDE: 309 Marc. 7 C. 13 V. Gud har lukket det ydre, Legemets, Øre paa enkelte Men- nesker. Vi maa beklage dem; thi vi maa antage, at de ere mindre lykkelige, eller rettere mindre istand til at være lykkelige, omendskjøndt den Algode ogsaa da, naar han saaledes tildeler sine Gaver, ved somoftest i andre Henseender at erstatte Man- gelen, giver os Anledning til at prise hans Godhed og Viisdom. Om de Gamle hos hvem Øret ofte lukker sig somom de havde hørt nok af denne Verdens Larm, er ikke Talen, men om de Døvfødte, hvem Gud dog ofte -- næsten som om Mennesket kunde kræve det -- i andre Henseende erstatter, og kun yderst sjelden saaledes berøver de menneskelige Sandser og Evner, at de ikke høre det ene Vigtigste: Guds Vilje og Forjettelser: hvad Gud kræver af Mennesket og tilsiger dette. Den Døve altsaa høre? Der gives altsaa et andet Øre end det som er lukt for ham? Ja Menneskene have et andet Øre end dette, som kan lukkes paa saamange uforskyldte Maader: et Aandens Øre, hvori der boer Opmærksomhed og Eftertanke: et som Gud kun berøver dem, han berøver Forstanden: et som selv den Døve kan have fiint og skarpt. Tanke er dette Øres Lyd. Derfor kan Guds Vilje, Loven -- den Han ogsaa skrev i Hjerterne -- og Evan- geliums Forjettelser fornemmes af dette Øre og fattes af Sjelen, om end al Verdens Tummel eller liflige Klang ikke høres mere end Taagernes lette Hengliden over hinanden, og synes kun som Miner uden Lyd. Ofte er endog hiint indre Øre -- det vi skulle tage med os og bruge som Sands hisset -- fortrinligen skjærpet hos Den, hvis ydre Øre er lukt. Men ofte -- hvilken sørgelig Modsætning -- er hiint indre Øre, der lytter til Pligtens Stemme, der forstaaer Guds Viljes Røst og hører Himmelske at tale, lukt hos de Mennesker, Gud udrustede baade dermed og med alle sunde Sandser. Medens den stakkels Døve sidder for sin Tavle med alle sine Evner anspændte, ikke træt af langsomt og be- sværligt at lære hvad der er ham til Salighed og til Nytte, med Møje arbeidende forat opfatte Guds Røst, som igjennem Tegnene søger Vejen til hans Hjerte for der underligen at svare til og vække de Begreber om Ret og Uret, som der slumre -- medens hans kloge, tænksomme Blik viser, at han føler sin Ufortrøden- hed lønnet, at Aandens Øre er fiint, at den vinder Sejer over SIDE: 310 den legemlige Mangel -- medens dette fryder os og giver os et nyt stærkt Beviis for Sjelens uafhængige Selvtilvær og et nyt Udødelighedshaab: saa see Vi ofte den med alle Sandser Be- gavede sandsesløs og uvidende om selv sin nødvendige Salig- hedskundskab, om hvad Ret og Uret er. Vi see ham misbruge eller forsømme de ydre Sandser, ved Dovenskab og ved Vane fremkalde Udygtighed til at tænke, og at sløve sine indre Sandser. Verdens Røster -- de der kalde til Gjerrighed og Vellyst og Vrede -- bemestre sig hans Øre, saa at tilsidst Intet didigjennem til Sjelens kan indtrænge. Eller, om endog den gode Gud, til fuldkomne legemlige Sandser lagde saa ypperlige Sjelens Kræfter, at denne aldrig kan undlade at see det Sande og vide det Rette -- mon ikke vort Sind stundom bedrøvedes ved at see Mennesker ringeagte deres bedre Viden, lade Sandheden gaa indad det ene og udad det andet Øre, forkaste hvad Eftertanken bekræfter og Samvittighed tilhvidsker hiint indre Øre alteftersom Øjeblikkets tilsyneladende Nytte fordrer det, alteftersom Djævelen, Egennytten, blænder de ydre Sandser? Saaledes ødsle de i sin Overflod med Guds Velsignelser, med hans himmelske og jordiske Gaver. Og de Fornuftige see det med en Sorg, der er bittrere, men dog ligner den Følelse hvor- med en god Agerdyrker seer Ukrud fedes i fortrinlig Jord; og deres Beklagelser over at Guds rige Velsignelser foragtes eller bruges til Fordærv nærme sig Ønsket om at Disse, der vise at de ikke kunne bestyre det Meget, heller havde mindre, og til Tanken, at det dog var bedre, at de ikke hørte, end at de saa villigen give alt Ondt alle forførende og fordærvende Røster Gehør. Saadanne Mennesker! and. Tilhørere! ere isandhed døve -- ikke Den, der vel ikke hører sit Navn, men Guds hellige Navn; ikke de Røster som lede til Skjændselen, til Dydens og Ærens Grav, men de høje og himmelske Røster, der raabe: "Salige ere de Rene af Hjertet; thi De skulle see Gud!" -- ikke Ære- eller Penge-Gjerrighedens Fristerstemme, ikke den vilde Lastefuldheds Kommandoraab, ikke Bagtalelsens Hvislen og Løgnens høje men falske Eder; men kun de guddommelige Forjettelser, og et udøde- ligt Haabs milde, opløftende Tale. Hine ere isandhed døve -- de høre ikke hvad der taler i deres eget Hjerte; men dertil bøier den udvortes Døve alvorsfuld sit indre Øre. Han har hørt SIDE: 311 nok forat forstaae sig Selv og Verden, forat være trøstfuld, forat kunne handle ret og engang vorde salig. Saameget har ikke hiin hørt, han har ladet Egennyttens og Fiendskabets og Hevnens og alle onde Begjærligheders forvirrende Raab trænge ind i sit Hjertes stille Fred, hvor kun Guds Lov skulde forkyndes, hans Vilje lyde og himmelske Forjettelser tone. Ja maaskee han al- drig brugte sine Sandser engang til den alene bogstavelige Viden af de nødvendige Sandheder; men, forsømt af Forældre og for- sømmende sig selv fra Ungdommen af, er bleven sløvere end Denne, der mangler den ypperste Sands, og saa sjeledøv, saa døv paa Aandens Øre, at Samvittigheden ikke gider tale til det. Visselig, saadant et Menneske er døvt, Elskelige! Ham skulle vi beklage; thi han er det forskyldt. Der lød tilrettevisende, advarende Stemmer fra hans Indre, og han hørte dem ikke -- der lød samvittighedsfulde Forældres Formaninger og Venners kjærlige Raad og Læreres sanddru Varselstemmer og Kjæres Bønner, og han hørte dem ikke -- der lød Guds Ord til ham, Aldommeren talte til ham, og Kristus bad ham, og forstærkede sine Bønner ved de herligste Forjettelser og ved at besværge ham ved hans egen Salighed, og han hørte ikke. Ak! det Men- neske er døvt; ham skulde vi beklage. Paa ham var guddomme- lig og menneskelig Tale forspildt. Der var raabt "Efata!" over ham af Gud selv gjennem hans Ords Forkyndere -- og han hørte ikke. Der var raabt "Efata!" mangegange over ham i Skolen, i Kirken, ja i Verden selv, der taler igjennem sine rystende eller frydende Exempler, igjennem den døende Synders Besværgelser ikke at lukke sit Øre for Sandhedens og Pligtens og Naadens Røst, som Han gjorde, saavelsom igjennem hiin legemligen Døves ærlige, ufortrødne og med al nødvendig Kundskab lønnede Flid. Der var raabt "Efata!" over ham af Ham, der saa ofte raabte: "Hvo som haver Øren at høre med, han høre!" ja af Ham, der raabte "Efata!" til hele Verden, da den var døv i sin onde Tids Fylde, og hvis Efataraab lyder i alle kristne Templer indtil denne Stund og indtil den sidste; -- men kun Han, den Sjeledøve, hørte ikke, skjøndt han havde Øren at høre med; men disse fordær- vede han og opfyldte dem med de onde Røster; thi andre vilde han ikke høre. Han er isandhed døv -- Han skal ikke høre før Gud selv raaber i Domsbasunen sit "Efata!" sit "Lad dig op!" til Gravene. Det maa han høre -- han hører det saasnart SIDE: 312 dette hans legemlige Øre lukkes i Døden -- men, vee ham for hvad han hører. For ham lyder det kun: "Efata, du Dyb! Gak ind -- der boe De, hvis Røster du hørte!" -- Sandeligen Disse ere døve, der gjøre Guld eller Ære eller andre Mennesker til sin Afgud; thi de høre ikke Tordenrøsten fra Sinai: "Du skal ikke have fremmede Guder for dig!" Hørte de den, da skulde Menneskeæres Tinde synes dem lav imod den Højde hvorfra dette Bud forkyndes: de skulde ikke høre Havesygens begjær- lige Skrig, og Menneskers Befalinger til noget Ondt skulde kun være som de lette Vinde, der vel ikke kunne forbydes at komme, men som dog ikke lette andet end Fjer og Løv fra Stedet og ikke kunne forhindre os at gaae hvorhen vi ville og skulle. Og sandelig Disse ere Døve, der ere uvillige til at søge Huset, hvor Gudsord forkyndes og Naadesmaaltidet beredes, eller som komme der, men uden Andagt, Opmærksomhed, Følelse af det Hellige, Broderkjærlighed, Selvprøvelse, Anger og Troens Glæde i Evangelium -- de ere Døve, der ikke høre Majestæten i Guds Navn, men bruge det letsindigen, eller som endog benytte det i onde Hensigter til Overtro og egennyttigt Bedrag -- De ere døve; thi de høre ikke Guds forfærdelige Røst: "Du skal ikke tage Herrens din Guds Navn forfængeligen!" De ere døve, der aabne sine Huse for Synden paa Sabbaten, der ringeagte den offentlige Gudsdyrkelse og hvem den huuslige Andagt er en afvant Ting; thi de høre ikke Guds Røst, der siger: "kom ihu at du helliger Hviledagen!" De høre Tempelklokkerne kalde til Andagt; men det er kun med det ydre Øre de høre det -- ikke med det indre; thi de følge dem ikke. De høre de gudelige Formaninger; men kun med det Øre som skal vorde Støv; thi de bruge dem ikke, og Trøstensord lade de ud af det andet Øre; thi det forekommer disse Letsindige, der kjende saa- lidet til sig selv, somom de ikke behøve dem; og om Sandheden maa revse, da gjøre de ligesaadan; thi de Hovmodige sige: "det kan min Næste have godt af, ikke jeg!" "Hædre din Fader og din Moder!" hedder det; -- men er ikke Den døv, som ikke hører dette Bud, skjøndt baade Himlen til- raaber ham det og det menneskelige Hjerte og den simple al- mindelige Taknemmelighedsfølelse? Er ikke Den døv for alle disse foreente Røster, som lader haant om Faderens Formaninger og Moderens kjærlige Bønner -- som er ulydig og stivsindig som SIDE: 313 Barn, som Intet vil lære skjøndt Forældre og Lærere gjøre sit Bedste -- som bedækker det ærlige Navn, han fik, med Skam, og som, langtfra at være sine Forældre en Alderdomsstøtte, sky- der dem med umenneskelig Haardhjertethed tilbage i deres hjæl- peløse Alderdom? Visselig han er døv, og Naadens Øre maa være døvt for ham, naar han engang i sin Elendighed anraaber det. Da skal det vise sig -- hvad forhen syntes næsten utroligt -- at dette Menneske dog havde en Sjel; men en til at fortabes. Og Den troer maaskee at høre Budet: "Du skal ikke slaa ihjel!" som ikke slaaer Folk ihjel paa Landevejen eller ikke blander Gift i deres Mad. Men visselig -- om Han gyder Gift i sin Næstes Aarer ved Bagtalelse, om han lader Løgnen lønligen saare ham, om han lader uforskyldt Ærgrelse tære paa hans Livsaander, om han forfører den Uskyldige til hvilketsomhelst Ondt -- Han er døv for dette Bud. Han er Ærens og Hjertefredens Morder, ja han kan myrde Livet sikkert som Stimanden paa Vejen. Og Den er døv for Budet: "Du skal ikke bedrive Hoer!" der fylder sin Mund med væmmelig Tale, sit Sind med udsvævende Tanker -- hvem Kydskhed er en Latterlighed eller en Tvivl og Ærbar- hed en aflagt gammeldags Vane. Det Menneske er døvt for Bu- det, og for brudt Familiefreds Suk, for Forførtes Jammer, for Ærens Bud og for talløse Exemplers Advarsler. Og Du, som maaskee ikke lister dig ind om Natten forat stjæle, men hvor du kan søger at forfordele din Næste -- Du som maa- skee ikke røver paa Landevejen, men om Du fandt din Næstes Velfærd eller endog kun lidet deraf og fordølger det -- Du troer, at høre Budet: "Du skal ikke stjæle!" Nei sandelig! Du er døv for det, for Guds Bud som for Menneskenes. Du tager kun et Træ af din Næstes Skov, og i dit Hjerte staar Begjæringen om hans Huus og om alle de Ting, som ham tilhøre. Det græmmer dig blot, at der er saameget at vove ved at følge denne Begjær- ligheds Røst. Det er kun Skjændselen du seer, ikke Lovens Tavle. Det er kun Raslen af de Lænker, Menneskene have be- redt Tyven, ikke Guds Bud som du hører. For det er Du lige- saa døv som det Menneske er for Budet: "Du skal ikke sige falskt Vidnesbyrd om din Næste!" der kan vitterligen opdigte Løgn om Andre, med ondskabsfuld Glæde udbrede den, ja endog -- det være forat skade eller frelse Andre -- lade haant om SIDE: 314 sin Salighed og Guds Barmhjertighed i Meenedens forfærdelige Forbrydelse. Seer, Elsk.! hvormange Døve paa Sjelen, der gives. Det er en Sygdom, som kan begynde umærkeligen i den letsindige Al- der, men tiltage iilsomt saa hverken Guds advarende eller for- jettende Stemme, Menneskers Tale eller Hjertets egen Røst kan trænge ind i den samvittighedsløse forstokkede Syndersjel. Kun Guds Straffedomme skulle det engang. Men begynder denne farligste af alle Sjelesykdomme, denne Aandens Døvhed, hvor- ved dens fineste Sands, dens af religiøs Følelse gjennemglødede Kraft til at fatte Guds Vilje og hvad der er nødvendigt til Sa- lighed her og hisset, kan fordærves -- begynder den oftest og lettest i den letsindige Alder -- da betænker, I Forældre og I der ere i Forældres Sted, hvor hellig en Pligt det er Eder, netop da, naar Verdens lokkende Røster tale lifligst, men og farligst til det unge Øre, bag hvilket det uerfarne Sind boer -- netop da at vække og skjærpe hiin Sjelens fine Sands, hiin Aandens Hørelse! Forsømmer ikke den umistelige Tid, da eders Unge faar Evnen til at tænke fornuftigt over Sjelens Anliggender og de ophøjede Gjenstande for vor religiøse Tro! I vække den ved Eders eget Gudfrygtigheds Exempel og ved kjærlige Formaninger; og lidt efter lidt skulle I med sød Fryd opdage hvorledes hiin Sands udvikler sig hos Eders Børn først som en barnlig glad Kjærlighed til Gud og Kristum, om hvilke I fortælle saameget godt, siden til en taknemmelig Ærefrygt, og til en stedse klarere Pligterkjendelse og en voxende Videbegjerlighed selv efter de alvorligste Gjenstande. Have I dertil bragt Eders Børns Sjele -- da, I Forældre og Lærere, da kunne I trøstig lægge Eder i Graven, om I Intet efterlade dem af det som Møl og Rust kan fortære -- da nytter det ikke om I bede dem ikke at fortælle Eders gode Gjerninger ved dem; thi disse skulle fortælle sig selv i et dyderigt og vel- signelsesfuldt Liv, og deres Hjerter skulde ikke kunne holde sig fra at fortælle eders og deres himmelske Fader, skjøndt han veed det, hvad Godt I gjorde imod dem ved at oplade deres Sjeles Øren -- Amen! SIDE: 315 FRELS OS FRA DET ONDE! (3die S. i Fasten 1834 i Eidsvolls Kirke). Fredens Gud! signe du vore Hjerter med din Fred; med den, som aander i dine Himle! Lad ved dit stærke Ord alle Ond- skabens, Misundelsens og Ufredens Djævle uddrives af os! Styrke du os med din Fred, da skulle Disse og Løgnens og Havesygens og Forfængelighedens onde Aander Intet formaa over os. Men have disse os i sin Magt, opfylde hine Ufredens Djævle vore Hjerter, var Ordet frugtesløst og spildt som en Vind for vore Øren, var din Haand forgjæves mildeligen vin- kende udstrakt, var Sandhedens Lys qvalt i den Taage, som hildede vort Syn -- o da takke vi dig, vor Fader, om du med din fulde Magt, med Lidelser, med haarde Svøbeslag uddrev hine onde Aander, som vort forræderske Hjerte hælede med forat berøve dig vor Sjel -- o, Vi takke dig da, om du endelig lagde din Torden og Klangen af Dommens Basuner i dit Ord, saa vi endelig vaagnede og hørte, -- om din Haand pludselig greb os som Hvirvelstormen det lille Fnug, og førte os gjennem Rædsler til Freden med Dig og os Selv -- om dit spildte Lys blev til Lyn og splintrede den bedaarende Taage, som omgav os, saaat vi endelig saae, hvorledes den havde tilhyllet Af- grunden for os, hvorledes Ondskabers og Daarskabers Djævle under dens Skjul havde omgjøglet os -- og ilte derfra -- om end silde, dog betids for din Barmhjertighed, dog betids nok forat finde Freden før vi finde Graven. -- Amen. Luc. 11 C. 1 V. De Billeder eller legemlige Skikkelser, mine kjære Tilhørere hvorunder Jøderne og andre Folk, ja selv de Kristne en Tid havde tænkt sig onde Væsener, der med ophøjede Aanders Magt skulde kunne drive sit Spil mellem og med Menneskene, forhaanende Guds Vilje oprørske mod hans Hensigter -- de vide vi alle ere skrækkelige. Alligevel -- det maa forfærde os -- de ere ikke skrækkeligere end de Onder de skulle be- tegne. Tænke vi os den legemlige Verdens Onder -- strax er SIDE: 316 vor Indbildningskraft rede med Skikkelser, der kun ere des frygteligere jo mere de ere sande. Krigen med alle sine Ræds- ler afbilder sig for os som et Hav af Flammer og Blod, der overbølger og overhøljer Landene. Den knusende Orkanstorm som en uhyre Rovfugl, der i de sorte svullne Skyer har sine Vinger udspændte. Pesten, som et gustent afskrækkende Væsen, der med vist Blik, pegende eller bankende paa Dørene, udvælger sit Bytte. Ligesaa, betragte vi den aandige Verdens Onder, dem der husere i Menneskesjelene -- strax forme frygtelige Billeder sig under vor Tanke. Hadet, Mordbegjæret, Havesygen, Mis- undelsen -- alle disse sande Djævle -- fremstille sig under for- skjellige rædselfulde Former. Disse svare vel ikke ganske til det os ved Sagn og Skrivt overleverede, bibragte Begreb om Djævle, saaledes som Jøderne tænkte sig dem. Men vi fejle ikke, om vi antage, at under den saadanne Væsener tillagte Magt og Hang til at forføre de svage Mennesker maa forstaaes onde Lidenskabers Styrke og Fristelse til Synd; og at Jøderne under Billedet af saadanne Væsener personliggjorde alle de Onder, som forstyrrer den Lyksalighed, som Menneskene kunde og kunne opnaae selv her paa Jorden i udviklet Aandskraft, forædlet Tænkemaade, indre Fred i Sund- hed paa Sjel, som ogsaa paa Legeme. Ja vort Evangelium lærer os, at de selv gjorde de legemlige Lidelser, som have noget for- færdende og haardnakket ved sig, til Djævle, saasom Døvstumhed, der berøver Mennesket dets ypperlige Gave at kunne tale, og dets næsten ypperligste Sands; en Sygdom, der ansees, om den er medfødt, for ulægelig. Ligesaa tillagde de indgroede Slag- tilfælde og Rasenhed en Besættelse af fremmede onde Væsener, som de kaldte Djævle og tænkte sig under skrækkelige Skik- kelser. Men forlængst har man afladt at forstørre saadanne Lidendes Ulykke ved at tillægge den en saadan Oprindelse. Og det er ikke det eneste, som Menneskene have oplyst af forrige Tiders Overtro ved at efterspore Naturen. Derimod kjende vi Alle nok af aandelige Onder, som vel fortjene at fremstilles under Djævles Navn og Lignelse, og som isandhed kunne voxe til djævelsk Magt, til en Sjelen ikke kan bestride og som i Øde- læggelser ligne dem vi tænke os som Djævlenes Idræt. Vi kjende nok af dem. De boe i vort indre -- der drive de sit Spil; ja selv udenfore os, rundt os jage de efter os, lokke de os i de SIDE: 317 onde Exempler. Lykkes dette, se, da have Verdens onde Aander faaet Indpas i vor. Da ligesom en Slange indlister sig igjennem en Revne i vort Huus og lægger sine Æg, saa en Slangeflok ud- og indvrimlende der snart faar sit Tilhold: saa forvandler det første onde Exempel, den første Last, som fraudenaf ind- listede sig og fæstede Boe i vort rene Sind, dette fra Engles til Djævles Hjem, og idet Mennesket tager Last tilfølge og indøver sig deri og udvider den, er det jo ligesom onde Aander ynglede, voxede og forflerede sig i vor Sjel. Alligevel endskjøndt der fra uden af ere aandelige Fiender nok, som lure paa at bemæg- tige sig vor Sjel, og, fortærende dens Fred og Kraft til Dyd, paa at efterlade den udtømt og værdløs som en kjerneløs Skal til Fortvivlelsen og Dødens Rædsel -- alligevel, endskjøndt der alene i en feilfuld eller forsømt Opdragelse ligger en heel Hær af saadanne farlige Sjelefiender, som lure paa selv det uvillige og uskyldige Barn -- alligevel hvo veed ikke, at i vort eget Indre, i Arvesynden ligge Spirerne til alle disse aandelige Onder, disse onde Aander, Kimerne til disse Kræfter, som kunne voxe indtil det Forfærdelige at indlade sig i Kamp med den guddomme- lige Aand inden og uden vor Sjel, ja at selv Barnets Letsind der synes saa elskværdigt og godt, kan, inden Manden staaer der, voxe indtil Forvorpenhed og Ugudelighed? I vort Indre er det de boe, disse Djævle, der ere os de far- ligste. Rense vi det for dem, skal selv en lastefuld Tid, en Verden fuld af Djævle, ingen Indflydelse have paa os. Derfor sagde Luther, da hans Venner fraraadede ham, at drage hen midtimellem sine mægtige Fiender med Keiseren ispidsen paa Rigsdagen hvorhen han var indstevnt: "er der end -- sagde Man- den i Guds-Harnisket -- saamange Djævle der som Tagstene paa Husene; jeg vil dog derhen" d. e. er der end saamange mægtige Sandhedens Fiender -- jeg er rolig, jeg vil dog derhen efter mit Kald forat fuldbyrde hvad mit Bedre siger mig, hvad Guds Ærinde er. Derfor ogsaa stod Paulus som han stod seirende i Lænker for Fyrsterne. Derfor ogsaa opdage vi i de Tider, som kaldes de værste, enkelte Dydiges Navn at skinne saameget herligere som Stjerner i Natten. I vort eget Indre bo disse farligste Fristere; men de kunne vækkes af meget uden- fore os. De ligge deri som sovende Ulve; men det fjerne Hyl af En af samme Slægt kan vække og reise de Sønderrivende. SIDE: 318 Havesygen have vi Alle; men -- som de stærkeste Giftarter, der i ubetydelig Grad kunne virke som de bedste Lægemidler -- kun i en saa liden Grad, at den neppe kan skilnes fra Uegen- nyttigheden, og at ogsaa Hjertet maa bifalde den, er den os tjenlig. Derimod dersom den formedelst Andres bedre Kaar gaar over til Misfornøjelse med sin Stilling og saa til Knurren mod Forsynet -- hvor syndig er den da ikke, paa hvilken med- brat Vei til Forbrydelse staaer den ikke alt? Og nu, om Eksem- plet af En, der lever i Herlighed og Glæde, som det synes, fordi en Synd lykkedes ham, træder hiin Misfornøjede for Øjne i skjærende og blindende Glands -- visselig, dersom han ikke tager sig om Hjertet og kalder sig tilbage, han skal være den Forbrydelse nær, om hvem Verden siger, at den gjorde hiin riig -- han skal gjøre Grebet, der maaskee giver ham hiin Jorde- lykke, maaskee Straf og Vanære, men som visselig udriver den sidste Straale af Fred i hans Hjerte -- hine slumrende Ulve have hørt et fjernt Hyl -- de ere vaagnede og have reist sig -- hine Kimer til onde Kræfter, til Djævlekræfter, have udfoldet sig i hans Sjel. Der, i vort Indre boe disse farligste Djævle, disse Oprørere imod det Guddommelige i Kraften og Kjærligheden til Dyden, disse Fiender af den Himmel, som udbreder sig om Hjertet i dets Fred, disse som fryde sig ved brudte Løfter, ved at udestænge Forældres og Læreres Formaninger af Sindet som Fejeskarn af Huset -- som nedbryde Grundsætninger som til Leeg -- som lære Den, der havde større Lyst til at græde af et oprigtigt Hjerte over sit Fald, at lee, og at haane hvad han agtede tilforn -- som betragte Underviisningsaarene og den Tid, der skal tilbringes ved Gudstjenesten og med at gjenkalde os og udvide Børnelærdommene, som en Besværgelsesstund, der vel er piinlig og bevirker voldsomme Vridninger og Krampetræk, men som dog gaaer over uden at Ondaanden derfor farer ud -- som betaler Fred, der gjælder i Himlen, med saa falsk en Mynt som Øjeblikkes Lyst eller var det endog et Livs fra Ung- dommens Friskhed af og indtil Naturen standser i sit Krav og Havesygen og det utilladelige Ærebegjær og andre Lidenskaber sagtne i sin Higen -- og som endelig stiller os, forladte selv af enhver venlig Stemme i os Selv, enten pludselig ligefor den aabne Grav eller kun adskilte fra denne ved Ørkener af trøst- løse Aar. SIDE: 319 Dersom vi -- elskelige og agtværdige Tilhørere! ville mønstre hvad vi have oplevet i Verden, hvad vi daglig see, og hvad der har foregaaet og stedse foregaaer i vort Hjerte, skulle vi tilstaa, at dette er saa: at vel onde Exempler, Anledninger, aabenbare Fristelser fra andre Mennesker enten lige til Synd eller til de Lidenskaber som afføde Synd, og endelig Opdragelsesfeil ere ligesom Djævle, der møde os allerede tidligen og følge os saa- længe vi have Øinene oppe; men at de farligste dog huse i os Selv. Tønderet ligger der, Ilden kan komme frauden, dog at der gives Ild nok i os Selv tilat tænde det. Ligesaa skulle vi og tilstaae, at hiin Lignelse med at Synden, Fristelserne, Laster- nes Følger ere som de Skikkelser, vi kalde Djævle, meget vel passer. Lader os spørge den faldne Pige, om Djævle kunne eje mere lokkende Røster, end den der forførte hende -- om hun ikke forbander sit Falds Time, som om onde Aander deri havde hersket. Lader os aabne Straffens og Vanærens Hjem- steder -- se, de ere fulde af Oldinger, Mænd og Drenge. Og Alle skulle de maaskee forklare: jeg vidste jeg syndede; men det var ligesomom en usynlig, men ond Aand styrede min Haand. Eller En skal sige: jeg tænkte paa intet Ondt, da kom Anled- ningen som en Slange over Vejen. Eller En skal sige: jeg var en Tyv, en Bedrager før jeg vidste det; thi jeg havde syndet uden at tænke over det, og Vanen var ivoxet min Sjel; jeg var ligesom en Djævels Træl. Eller En skal sige: jeg var opdragen vel, og mig manglede Intet -- da kom et Øjeblik, mørkt som en Djævels Vinge, bedøvende som giftige Urters Duft; jeg gav ikke Agt paa mig -- nu er jeg i min Ungdom dømt til Vanære og Trældom og har bragt mine Forældre med Sorg i Graven. Eller En skal sige: jeg var fattig, men fornøjet, indtil ligesom en Djævel tilhvidskede mig, at min Naboe var rigere -- først kom Misundelsen, den gustne Djævel, i min Sjel, saa voxte Ulysten til Arbeide og Dovenskaben, den Djævlens Hovedpude -- saa lærte en Satans Røst mig i Natten at bryde ind hos min Nabo og, forat skjule min Udaad, at lægge Flammer til hans Huus, og Godset, jeg levnede, og Mennesker og Uskyldige brændte. Eller En skal sige: Jeg gad ikke i min Ungdom lære at kjende mine Pligter. En Frister indbildte mig, at det Arbeide var tungt og unyttigt. Derfor da jeg kom ud i Verden syndede jeg, og har nu maattet slæbe mig i Lænker gjennem Livet. Eller En skal SIDE: 320 sige: under Bøddeløxen hid har Vredens Djævel eller Hevngjer- righedens eller Hadets Djævel ført mig. Det var ikke Menneske- blod, men sydende Svovel som disse onde Lidenskaber indgjød i mine Aarer. Vi have hørt, at Hevngjerrighedens eller Hadets onde Aander drev et Menneske til at myrde som et rivende Dyr 8 Mennesker, Unge og Gamle uden Forskjel; og dette forekom os ikke som en Menneske- men en Umenneske- en Djævlebedrivt. Men se, selv svagere Kræfter end der ligger i disse onde Liden- skaber, en mindre voldsom Djævel, en, som oftest oversees, alene Forfængelighedens -- vide vi jo ogsaa nylig i vor Nabobygd for- førte eller drev en ung Karl til at dræbe sin besvangrede Kjæ- reste -- lære vi ikke af alt dette og af dette sidste Farligheden af vore Lidenskaber, om de ikke tæmmes, hvorledes de, ja selv de for afmægtigere anseete, de for ubetydeligere agtede, kunne voxe i Magt som i skrækkelige Følger, selv blot i jordisk Hen- seende betragtede, ja indtil at det forfærdelige Billede af Djævle aldeles passer paa dem. Men jeg har forhen sagt, at vi derom end mere ville over- tydes, om vi mønstre hvad der har foregaaet og foregaaer i vort Hjerte. Vi leve her i Ro og Fred, vi ere hædrede imellem hver- andre; men lader os dog tilstaae her i den Alvidendes Huus, at det ikke var os altid saa let at opnaa hine Goder, at onde Røster ikke ere os ubekjendte, at vi ikke altid seirede saa fuldelig som vi burde over deres Magt, at vi aldrig maae undlade at vaage og bede og kjæmpe og besværge os selv med Guds Ords Kraft; men at Æren, om vi seirede og seire er Guds, den Barmhjer- tiges, som giver os, om vi uddrive saaledes de onde Aander, de gode Aanders Fred og Salighed til Løn. Derfor Gud alene Æren -- han, som skabte os og gav os Saliggjørelsens Styrke. Derfor intet Hofmod om vi seire, om vi ikke alene uddrive de Fristende i vort eget Indre, men bestaa os ogsaa hvor de lokke og true frauden. Ydmyghed, Beskeden- hed, er Ungdommens Ziir, men den pryder ogsaa de graa Haar. Om Oldingen tør reise sig under den som under en Æreshimmel, Usynlige opløfte over ham, hvor han gaaer, over den Kind som aldrig rødmede uden af Sundhed engang, -- om han tør reise sig i Verden og tale højt til denne: Beskedenhed mod Gud skal dog pryde ham; og han skal lære den af sit eget Hjertes Skrøbe- SIDE: 321 lighed, om han vil være sanddru mod sig selv. Han skal maatte tilstaa om sig selv, at det er en Trang for ham, selv med sin Gravs opkastede Dynge til Bedeskammel at bede inderligen; led mig ikke i Fristelse, men frels mig fra det Onde! HVORHEN SKULLE VI GAA? (4de S. efter Paaske 1834 i Eidsvolls Kirke) Vi have i Gudsord faaet et Lys for vor Fod, en Lygte paa vor Sti. Gud har mærkeligen nok for Den, som vil see, udstaket Vejen som fører til Saligheden. Men vor Fod vakler saa ofte. Og hvi see vi ikke det faste Lys? O, vi vide, at vi saaledes vandre; vi vide, at det mere er et Under og Kristi Kjærligheds- gjerning end vor Fortjeneste, at dog Mange naa frem til Maalet, ikke glemmende hvor de skulle gaae hen, og hvor de gaa. Men Du, som skjænkede Lyset, du byggede ogsaa Øjet som det er svagt og dunkelt, du gjorde ogsaa Foden, svag som den er, kjær efter det Bløde, uden den Marg, som glædes ved at bestige Højderne. Vi anraabe da din Kjendskab til vor Svaghed, din Barmhjertighed, idet vi takke dig for Lyset, som vi ikke noksom vide at bruge, og fordi Du har sagt os og siger os, om vi ikke vide det selv, hvor vi skulle gaae hen. -- Amen. Joh. 16C. 15 V. Hvorhen? -- saa spørger du -- hvorhen? Didhen! -- saa Haanden vinker -- hvor rappe Greeb gjør riig igjen, hvor syndig Vinding blinker. Didhen, hvor i din Dovenskab Du see kan Andre trælle. Didhen, hvor du med Næstens Tab din Pose fuld kan sælle. SIDE: 322 Hvorhen? hvorhen? "I Dyndet hen, Du Træl, hvor Lysten søler." Saa, Adamsbarn, ifra din Lænd det fløiter eller brøler. Didhen -- saa svarer dig din Fod, -- hvor Djævles Tromme klinger! hvor du i bløde Rosers Blod igjennem Livet springer! Didhen -- saa raaber Hovdet -- hvor du kan dig spare Tanken, hvor Synden, som til Himlen groer, ei volder Hjertebanken! Hvor fem er ligt, hvor Uret Kløgt, hvor Kroppen raader Livet, hvor Sjelen groer foruden Røgt, og raadner hen som Sivet. Elskelige! ere disse de Røster, som svare dig, naar du spørger: hvor gaaer du hen? hvorhen skal du gaa? Visselig, ja, der er Ingen uden han har fornummet dem, naar han spurgte sig saa. Ellers maatte han være uden denne Modbydelighed for Besvær- ligheder, Opoffrelser og Lidelser, dem Pligten ofte medfører; og han vilde være uden denne Samvittighedens Lovsang, naar han bekjæmpede dem, og handlede eftersom hans aandelige, ikke eftersom hans sandselige Natur tilsagde ham. Det er kun det Beklagelige, at saamange følge disse Røster, der ere de som først tilbyde sig. Det er ikke i vor Naturs Indretning, i vor menneske- lige Svaghed det ligger. Det er det Beklagelige, at saamange ikke ville høre andre end Sandselighedens Lokkeord; at de an- tage disse strax uden at høre hvad Fornuften og Pligten har at sige derimod; -- det er det Beklagelige, at saamange, der ikke handler fuldt saa letsindigen, ikke opdage, at Sandseligheden selv mægter at bestikke Fornuften, tilhylle Pligten med et be- dragerisk Slør, skuffe Øjet med Farver, overtale selve Hovedet og Hjertet, Menneskets Anlæg og Sind, saaledes at det kun for- udskikker sit slette Valg en kort, afmægtig Kamp. Men har vor Natur en saadan Tilbøjelighed til at vælge kun det Behagelige, SIDE: 323 og Fordeelagtige uden Hensyn til det Rigtige og Dydige deri, saasom til al Sandselyst, til Dovenskab, til at gjøre Galt efter, til at skye alt Arbeide for vor Sjel, til at nærme sig mere det Dyriske end det Aandelige, til uretmæssig Vinding, naar det kun er Vinding, fornemme vi ingen Røster fra vor Haand, at den viser os did til Nøisomhed, som bygger sin Bo og dyrker sin Ager med ærlig Sved, til Fliden, som kun vil blive riig ved ærlig Anstrengelse; eller fra vor Fod, at den heller vil vandre Sama- ritanens Vej igjennem den brændende Ørken, medens den Red- dede hviler sig paa hans Dyr, end bortile med Leviterne, heller gaae med Pligten ad Steen og Tordenvejen end med Synden paa et blødt Blomsterteppe saalænge det varer; heller ile Næsten til Hjælp end til Lystens Samlingssteder -- eller fornemme vi ikke, at vort Hoved raader af sig selv til at anvende Ungdom- mens Dage, til at virke medens det er Tid, og afskye Uvidenhed og Dumhed -- eller at vort Hjerte veed af sig selv hvad Ret er og ene at elske dette, og heller at lide for dette, om saa skal være, end at lade Uretten fremgaa -- o, er det saa? visselig ikke ganske og hos Alle. Der er Strid i Mennesket; dog ere de onde Røster mangengang stærkere, og Alle kjende denne Styrke, baade de som den betvang og de som betvunge den. Hvor vigtigt da, Elskelige! at vi alvorligen ved alle Tilfælde spørge: hvor gaaer du hen? ja, at vi spørge os saa med Ængstelighed selv om Svaret strax er paa rede Haand: "did, did er det Rette!" Sandelig, Brødre, der er ingen anden Forskjel imellem Viis og Daare, God og Ond, end at dette Spørgsmaal gjøres eller lades. Det er allerede tidligen, saasnart vor Fornuft klarner og kan siges vaagen, at dette Spørgsmaal indstiller sig. Den Unge, som, uden at kunne sit Foresatte eller at anstrenge sig forat forstaa det, enten treven og uvillig eller letsindig, uopmærksom, kun forat søge Leilighed til Leeg, tankeløs og uvorren begiver sig i Skolen eller til Salighedsunderviisningen i Templet -- har han spurgt sig: hvor han gaaer hen? "Til en Plage gaaer jeg hen, siger han -- til en unyttig Tidspilde, til Spøg, til en Frihed for andet Arbeide, som jeg vil søge at gjøre lige med aldeles Ledig- gang." Men hvilket Svar istedetfor det Sande: "jeg gaaer til det nyttigste Arbeide, til at dyrke min Sjel, til at lære hvad jeg skal gjøre og ikke gjøre, til Oplysning, til Sædelighed; jeg gaaer saamange Steg fremad mod Himlen som jeg gjør Fremskridt i SIDE: 324 nyttig Kundskab: jeg gaaer min himmelske Bestemmelse imøde; til den sandeste Ære, som bestaar i Aandens og Hjertets For- ædling; til den største Rigdom: den i nyttig Viden, i Kundskab om Dyd og Besiddelse deraf, jeg gaaer til min Mester og Frelser, til Ham, som kaldte og kalder de Smaa til sig forat velsigne dem. De, som staa i Beredskab med at gifte sig -- hvor Faa af disse besvare sig dog riktigen Spørgsmaalet: "hvor gaaer du hen?" Hvor- mange opkaste sig det vel endog? "Gaaer du hen med Kjær- lighed, med Troskab, med alvorligt, ærligt Sind, med Kundskab til dine nye Plikter, forat søge en Medhjælp?" -- hvor faa spørge sig saa? Det er jo en almindelig Klage imellem Eder disse mange uoverlagte Ægteskaber, som forøge Elendigheden idet Mangelen ikke mere er den Enkeltes, men hver af Magernes forøges med den andens og med de Børns, som de bringe til Verden. Men ogsaa i de Ægteskaber, hvis Byrder ikke tilsidst paahvile Menig- heden -- hvormange mangle ikke at have alvorligen spurgt sig: hvor gaar du hen? og alvorligen beraabt sig med Gud og med sit Hjertelag. Huuslige Sorger blive Følgen deraf som oftest. Ubetænksomhed svarte; "jeg gaaer til Glæden og Lykken" -- Erfaringen svarer ofte: "jeg gik til Sorgen og Ulykken." Imid- lertid staar det ikke til at negte, at der er mere Sædelighed i selv aldeles fattige, men dog arbeidslystne og dygtige Menneskers Ægteforening end i det løse Liv; kun at de dog ret spørge sig selv: hvor de gaae hen; kun at de ikke misforstaa de trøstelige Ord om Guds faderlige Omsorg for Spurvene; kun at de beregne Udsigterne og det sandsynlige, fastsætte sig Flid og Orden med det lidet, og betænke, at de snart ville faae flere at sørge for end sig selv, og som dog ere dem lige saa nærme. Da er det et Par ærlige Hjerter i Ægteskabets vigtige Punkt, om end Hæn- derne ere tomme, kunne sige: "vi gaae til Fattigdommen -- dog til den Lykke, som Flid, Nøisomhed, Redelighed, Sparsomhed og Orden ikke skal mangle." Men De, som ikke saaledes alvor- ligen spørge sig, de gaae til fordoblet Armod, til et sørgeligt Ansvar. Det viser sig inden kort, at de aldrig have spurgt sig hvorhen de gaa. Vi kjende dem -- Manden fortsætter som da han var løs Karl; han er at træffe paa Kroerne; der spilder han sit Erhverv bort; hjemme hungrer Konen og Børnene; disse for- sømmes; af Mangel kunne de ikke besøge Skolen. Og saa gaar SIDE: 325 det indtil Nøden bliver uoprettelig, og det ikke kan skjules, at de gik hen i Daarskab, at de forvandlede den hellige Pagt til Synd, det velsignede Baand til et Aag, som de forbande. Der er ingen Leilighed, hvor det skulde være overflødigt at spørge sig: hvor gaaer Du hen? Selv ved det daglige Arbeide bør vi spørge os saa. Det skal blive bedre udrettet. Der ligger en Opmuntring, en Lærdom om at gjøre det retskaffent og til- gagns, i det simple Svar: "jeg gaar til min Dont." Bonden, som aarle drager ud til sit Arbejde, Sjømanden, som hidser sine Sejl og stikker tilsjøs, Bergmanden som farer i Dybet, Soldaten som gaar i Feldten for Fædrelandet -- disse spørge sig stedse saa, og der skal forbinde sig mere Eftertanke med deres Forehavende. Det skal strax staa for Deres Øjne som det bør udrettes, og saa skulle de gjøre. Bonden skal ikke slentre saa tankeløs ud paa sin Ager som de Heste han styrer; men hvad og hvorledes han skal gjøre og gjøre det med Tilfredshed skal staa for hans Sind. Sjømanden og Soldaten skulle sige: vi gaa til Farer, men dog til vor Pligt; og iforvejen skal en ædel Ære besjele dem. "Hvor gaar du hen?" maa den Sorgfulde spørge sig. "Gaar du til Fortvivlelse eller til Sindstyrke og Ro?" Det skal mildne hans Sorg, om han saaledes mønstrer den, og standser sig selv, da han var paaveje til Fortvivlelsen. "Hvor gaar Du hen?" bør den Glade spørge sig. Til Taknemlighed mod Gud, der gav dig denne Behagelighed og Sind derfor, eller til i vild Tummel at glemme ham? Gaar du til en Glæde, som selve Viisdommen og Anstæn- digheden maa bifalde, til en, der qvikker dit Hjerte og din Sund- hed eller til Daarskab, til Uanstændigheder, til Synd, til en, der fordærver dig, der nedbryder din Sundhed? Se, spurgtes der saa: Glæden skulde da ikke være saa farlig, ikke udarte saa, ikke hente Offre, som den langtfra sjeldent gjør. Den Menne- skehadske og Glædesky skulde ogsaa give sig hint Spørgsmaal. Det vilde hedde: "hvad gjorde disse Uskyldige dig?" hvi hader du hvad Gud har givet Menneskene at vederqvæge deres Sjele med? hvi taaler du ikke at Smilet forskjønner Ansigtet, at Barnet leger, at Venner fryde sig med hverandre? Spurgte de sig -- de skulde maaskee standse ved Uretfærd, Ondskab, Skadefryd og Misundelse, og vende tilbage til Retfærd, Blidhed, Billighed, Godhed og selv til Glæden. SIDE: 326 I Lidenskaberne -- hvor vigtigt, ligesom for Skipperne i Stor- men da ret at spørge sig: hvor gaar du hen? "Gaar hen?" Kan det siges om disse, som rive hen? Den Vredestændte, spurgte han sig saa, idet han hæver Haanden og iler mod sin Fiende -- den Hevnfulde, spurgte han sig saa, idet han sniger sig mod sin Hevn -- o hvor mangen bitterlig fortrudt Ildgjerning, hvormangen rædsom Udaad skulde ikke være undladt? "Hvor gaar du hen?" o, spurgte Den sig saa, i hvis Sjel en Udaad op- steg, og han maatte svare: "jeg gaar til Bedrag, til Rov, til Mord -- " skulde dette Svar ikke standse ham som en Torden, og de forbryderske Redskaber ofte været bortslængte, den løftede Haand sænket, den ilende Fod pludseligen mattet og uduelig til det afgjørende Skridt? Den Drikfældige spurgte han sig saa: hvor gaar du hen? idet han sabber over Gulvet fremad til sit Skab eller idet han griber over Kroklinken; mon han ikke maatte svare: til Usselhed, til en tidlig Død; og skulde der ikke blande sig en velgjørende Bitterhed i hans Bæger? Eller Spilleren idet han gaar til Sam- lingsstedet, eller griber til sit Kast, spurgte han sig saa, -- skulde han vel med Sandhed kunne svare: jeg gaar til Vinding, til Rede- lighed og Ro? Han maatte svare sig det Modsatte, og maaskee skulde i dette Kast mellem hans onde og gode Væsen hans For- mue, hans Ære, Ro og Dyd være vundet. Exempler paa under- tvungne onde Forsætter, og paa saadanne Reddede og Omvendte ere bekjendte; men visselig de kunne alene tilskrives, at de al- vorligen have spurgt sig: "hvor gaar du hen?" Forbryderen maa svare sig: jeg gaar til Straf. Den Trættekjære maa svare sig: jeg gaar til Splid, Uro, Farer og Tab. Den Udsvævende: jeg gaar til Sygdom, Vanære og en tidlig Grav. Den Dovne og Uordentlige: jeg gaar til Armod og Usselhed. Saadanne Svar maa de faa; Fejlen er blot, at de frygte dem, og frygte derfor at spørge sig alvorligen. De vide Svaret, og ere med Vilje døve paa det Øre, hvorigjennem de skulde modtage det. Og med Hensyn til det hele Liv, denne store Pilegrimsgang, -- hvilket syndigt Letsind, hvilken farlig Tankeløshed, ikke ofte og alvorligen at spørge sig: "hvor gaar du hen?" Næsten hver Stund kan Vejen forandre sig. Mennesket er som Vandrings- manden paa Moen, hvor tusinde Veje krydse sig og hvor der kun gives faa Mærker. En Time kan Mennesket med Vished SIDE: 327 sige: ret fram gaar jeg som jeg skal, og se -- et ubevogtet Øje- blik, en forbigaaende Fristelse kan lade ham slaa ind paa en af de mange Stier, der gaa i en anden Retning. Begivenheder kunne indtræffe, der ligne Storme, som overfalde Vandreren hvirvlende Støvskyerne rundt ham saa Synet næsten forgaar ham, og dækkende den tynde Sti med Sandet -- saadanne Be- givenheder som de hvorom Mange raabe: "lader os fiske i rørte Vande! eller lader os bie til Vi kunne erklære os for Sejerherren, uden Hensyn til hans Ret!" Da er det Mennesket maa staa stille og lægge Haanden paa Pande og Hjerte og spørge sig: "hvor gaar du hen? Er dette den redelige Borgers Sti? Ud- faldet blive som det vil!" Men, agtværdige Tilhørere! der gives Kjendetegn, som ikke skuffe, for Mennesket selv og for Andre, at det er af Dem, som redeligen spørge sig hvor han gaar hen. Derom kunne og maa vi nemlig ikke tvivle, at Religionen siger os det, om vi ikke selv altid vide det. Den altsaa, som med Ærbødighed og Tillid an- seer og anhører Religionen, som ofte og oprigtigen adspørger denne Guds Anviisning, han spørger som han bør hvorhen han gaar. Dette staar over al Kløgt. Jesus Kristus har foretegnet os i Alt sine egne Skridt. Vi vide hvorhen de gaa: at de gaa til den himmelske Fader, og at den Eenfoldige kan finde disse Spor og følge den. Han har i Daabens Sakramente sat ligesom det faste Udgangspunkt, og i den kirkelige Underviisning have vi ligesom Veivisere og Hvilepunkter fra Uge til Uge, og i Nad- verens Sakramente har Han aabnet os fra Afstand til Afstand Herberger, hvor vi kunne hvile os i hans Favn, og hvor Kjærlig- hedsmaaltidet altid staar beredt. Det er et ubedrageligt Tegn paa at vi gaa ret, naar vi da i dyb Gudstro behandle dette Hellige med Ærbødighed, naar vi spørge os selv, idet vi berede os dertil: hvor gaar du hen? Vor Fod er ikke sikker i Mellemrummene; men under Alt, vi komme dog da tilsidst til Ham igjen, hvorfra vi gik ud, til Ham, der atter sætter os paa ret Vei, og saaledes ikke trættes, indtil vi i den høje Alder maa sige os selv: "fra denne sidste Nadver gaar jeg til Himlen hjem gjennem Graven; jeg seer den alt ligesom Dagslyset gjennem den underjordiske Gang." Eller, om Døden SIDE: 328 overrasker braat, den skal dog da, siden vi sidstegang vare hos Jesum, finde os paa den rette Vej. Spørg da Gud flittigen, om hvorhen du skal gaa! Han trættes ikke ved at svare. Han skriver det i et Speil i dit Hjerte. Spørg din redelige Ven! Spørg dig Selv! Ogsaa der er Svar, og i de fleste Tilfælde et paalideligt at faa, om du spørger op- rigtigen. Sandelig, Brødre, vi have en farlig Fart fore, og der maa intet mangle i vort Bestik, at vi ikke skulle komme i Hvirvelen, hvorom det ikke siges med Overtro, at den ikke giver sine Offere tilbage. Ak, Havet skjuler ikke saamange Vrag som Dødens Dække tilgrundegangne Sjele . . tilgrundegangne fordi de ikke spurgte sig hvorhen de gik! Vi maa alle have sørgelige Minder om Mennesker, der forsvunde i Graven efter en hensløst og mis- brugt Tilværelse. Kraftige Mænd, Unge og Gamle skede det med. Døden kom braat. Graven aabnede sig som en Falddør, dens Grønsvær brast som et Gulv under den Dandsende. Ak, mange Ynglinge var der, som uden Manddomsdage pludselig fandt de hvide Haar under de friske Krandse! Og disse hvide Haar om Panden, hvorpaa Synden endnu blussede og som endnu ilede fremad dumdristig og leende, vare som Skummet om Stav- nen, der meldte at den slugende Dybde var nær. En sørgelig Reise er beskreven i mange Menneskers Træk, saa vi ikke kjende dem igjen. Og disse have ikke spurgt sig hvorhen de gik. . . . Hvor mangt sligt Aasyns Uskyld saa jeg ej som Blomstens Let forgaa, som Sommerfuglestøvet. Dem Verdens Haand for haardt vel tog, og Syndens Spor dem overjog som Sneglens Sliim paa Løvet. Unge og Gamle og kraftige Mænd -- ak, og alle i samme Dyb forsvundnes hvorhen De samles, der ikke spørge hvorhen de gaa. Lader os bede! Gud er barmhjertig. Havet kan forsvinde og give sine Rov tilbage. Og vi tro jo, at Gravene skulle ikke be- holde selv vore Liig. Og Helvede er ogsaa et af Guds under- danige Riger og Fordømmelsen det Mørke, hvori Guds Naade SIDE: 329 kan indskyde sine Straaler. O lader os bede! Lader os bede, at vi ikke maa deeltage i Dommen, men bede for dem, som foer vild til det svimlende Dyb fordi de ikke spurgte hvorhen de gik. Visselig, vi kunne ikke elske Gud mindre om det nu var saa, at de Ulyksalige engang fornam en Røst, der uden Vrede spurgte: "hvorhen ere I gangne? Vide I nu hvorhen I skulle gaa?" -- Amen! SIDE: 370 Henrik Wergeland KONG CARL JOHANS HISTORIE BERNADOTTE SOM KRONPRINDS AF SVERRIG UNDER NAVN AF CARL JOHAN Ved Begyndelsen af 1809 var Sverrig ved sin Kong Gustaf 4de Adolfs Uklogskab bragt paa Randen af Afgrunden. Finland var besat af Russerne, der stode i selve Sverrig. Finanzerne vare i en Underbalance, som de engelske Subsidier ikke kunde hjælpe paa Fode igjen. Nye Paalæg til at underholde en po- litisk Stilling, som skulde ligne Brittaniens stolte tilligemed dette at være det eneste Rige i Europa, som ikke bøiede sig for Frankrig, bibragte Folkets Masser den samme Utilfredshed, som Kongens Ufornuft, Rigets Vanmagt, de daarlige og glandsløse Krigsforetagender i Pommern og mod Norge, og Gustav den 3dies ufri politiske Institutioner havde meddeelt Adel og Embedsstand og fremfor alt Armeen. Dette medførte Soldatrevolutionen af 1809. Armeen, som stod mod Norge, og hvis Høvdinger, paa Grund af sine Forbindelser der, vel vidste sig Ryggen fri om den forlod Grændsen, vendte sig mod Stockholm, og tog Kongen tilfange. Han afsattes og landsforvistes med sin Æt, og Far- broderen Carl af Sødermanland, som var Sjelen i disse Fore- tagender blev Konge. Hans første Regjeringshandling var at slutte en Fred med Rusland, hvorved Finland gik tabt, og at sammenkalde Rigsdagen af 1809, som valgte Hærføreren i Norge den danske Kongefrænde Prinds Christian af Augustenborg til Thronarving baade paa Grund af hans foregaaende Forbindelser og personlige Egenskaber og i det Haab, at den Folkekjærlighed, de havde vundet ham i Norge, skulde bringe dette til at indlade sig i en Forening med Sverrig, der kunde erstatte Tabet af Fin- land. Under Navn af Carl August adopteredes han af den barn- løse Carl den 13de; men allerede i det følgende Foraar berøvede en pludselig Død Svenskerne en Prinds, som Folket haabede mere af end den høie Adel gjorde, idetmindste for sig, hvilket omtrent i dens Tanker vilde sige Fædrelandet. Et vigtigere Foretagende af Rigsdagen af 1809 var Forandringer SIDE: 371 i Landets Konstitution, hvorved den gamle Stænderforfatning beholdtes, som indtil denne Dag har viist sig saa lidet skikket til at give Folket den Lykke, som bestaaer i Tilfredshed med sig selv og i at det seer sine politiske Tab erstattede ved den fri Udvikling af dets egne Kræfter, som er en god indre For- fatnings ubedragelige Prøvemærke. Selv den Trykkefrihed, som Revolutionen til sit eget Forsvar skjænkede Nationen, aandede ikke længer uhindret end i tre Aar. Forandringen af Rigets politiske Stilling, Glæden over at det var udrevet fra Under- gangen, som allerede, med overspændt Tiltro til egne Kræfter og Almagten af Napoleons Vink, havde været aftalt mellem Rus- land og Danmark, og Forhaabninger om en velbenyttet Fremtids Gjenerstatning lod allerede Rigsdagen af 1812 tilstaa Kongen en Inddragningsmagt af den periodiske Presse, som i Fordærvelig- hed ikke giver Censuren noget efter, og imod hvis Misbrug Be- dømmelsen af en Eedsvorneret om den er bleven anvendt med Grund hverken kan give det forurettede Individ eller Publikum Beskyttelse eller Erstatning. Men efter Carl Augusts Død saae Svenskerne kun Opfyldelsen af sine Forventninger om Fremtiden i det lykkelige Valg af en ny Thronarving. Og dette fik da Rigsdagen i Ørebro af 1810 at foretage. Frændskabet med den Afdøde saavelsom med den gamle Kongefamilie stemte iførstningen Folk og Konge for Her- tugen af Holstein-Augustenborg, Carl Augusts Broder. Kongen af Danmark meldte sig ogsaa, og mødte ikke liden Sympathi for sine Ønsker. Endogsaa paa den norske Grev Wedel, som havde Ord for at have staaet i hemmelige Forbindelser med det re- volterende Parties Høvdinger [fotnotemerke] , henledtes Opmærksomheden i det Haab, at han skulde kunne kalde tillive igjen de Forjettelser om en Forening med Norge, der vare gangne i Graven med Carl August. Landets Stilling gjorde dog Kravet gjældende paa en energisk Personlighed, af hvis politiske og militære Duelighed og Forbindelser Folket kunde vente sine Tab erstattede, Statens Roer styret med Kraft, og et nyt Dynasti grundet paa nye Be- drivter og de Fortjenester, han skulde kunne vinde sig af sit nye Fædreland. Man troede at finde en saadan Personlighed i Rækken af de franske Feldtherrer; man gjennemmønstrede dem under en Indflydelse af Napoleons Alvælde, som man ikke vilde Fotnote: Det er beviist i "Hemliga Handlingar rørande Sveriges Historie." Bd. 6. SIDE: 372 være sig bekjendt, og man nævnede allerede en af hans Be- rømteste, uden at dog Fleerheden bragtes til at vende sig fra Hertugen af Augustenborg. Saaledes var Stemningen, da en fra Paris hjemkommen Privatperson, en ung Grev Mörner, ved at skildre dem den franske Marschal Bernadottes, Prinds af Ponte- corvos, udmærkede Egenskaber som Hærfører, Administratør og Menneske, henvendte Rigsdagens og Kongens Opmærksomhed paa den Værdigste af alle Tidens Prøvede. Man erindrede sig, at Sverrig var ham Forbindtlighed skyldig for den Menneskelig- hed, han havde viist svenske Krigsfanger i Tydskland. Og hvorsomhelst han havde havt en erobret By eller Provinds at bestyre, havde han efterladt sig det hæderligste Omdømme for sin humane Adfærd. Han var en Søn af Friheden, og var gaaen pletløs udaf dens Storme. Og nu levede han, i Besiddelse af en stor Formue -- hvilket ogsaa lagde sit Lod i Vægtskaalen -- i privat Uafhængighed paa en spændt Fod med Napoleon, saa det var at vente, at han ikke vilde efterligne de andre Fyrster, som Fastlandets Hersker dengang gav Europa, i at gjøre sit Rige til et blot Lydrige af ham, mens hans personlige Forhold til Napoleon som Josef Bonapartes Svoger lod haabe, at det ikke vilde komme til noget voldsomt Brud med den Mægtige. Bernadottes Valg maatte smigre ham og Frankrig og blidne hans uvenlige Sindelag mod Sverrig for hvilket det kanskee endog ved Leilighed kunde falde noget af, naar han eengang igjen skiftede Sejersbytte af Lande og Riger. Men Napoleon syntes mere overrasket end glad, da de fore- løbige Underhandlinger fra svensk Side med Prindsen af Ponte- corvo overtydede ham om hvor alvorligt man mente det med Anbudet. Den 18de Aug. 1810 indløb Carl 13des bestemte Pro- position til Rigsdagen om at vælge Prindsen af Pontecorvo til Kronprinds paa Betingelse at han antog den evangelisk-lutherske Religion. Den 21de valgtes han eenstemmig af Rigsdagen, og den 7de Septbr. meldte Kronprindsen, at han med sin Suveræns Samtykke modtog Valget. Napoleon gav det ugjerne. En Anelse om en Fremtid fuld af Ulykke udtaler han i de Ord, hvormed han skiltes fra en Mand, som altid havde hævdet sin Selvstæn- dighed, og som han frygtede fordi han agtede ham. "Gaa," -- sagde han med et mørkt, prøvende Blik -- "vore Skjebner maa fuldbyrdes." SIDE: 373 Bernadotte tilhørte ikke Frankrig og Napoleon mere. Den 19de Oktober 1810 aflagde han i Helsingøer for Erkebiskoppen af Upsala den lutherske Troesbekjendelse og antog Navnet Carl Johan. Den 2den Novbr. holdt han sit Indtog i Stockholm under almindelig Jubel og den 9de hyldedes han af Rigsstænderne og aflagde Kongen, af hvem han adopteredes, sin Eed. I Kongens Sygdom forestod Kronprindsen ganske Regjeringen fra 17de Marts 1811 og til Slutningen af Aaret, hvorunder han da ved flere end een Leilighed viste sig som uafhængig af Napoleon, der før hans Afreise fra Frankrig forgjæves havde forsøgt at binde ham ved et Løfte om at gaae ind i hans politiske System. Kronprindsen følte sig snart generet ved Napoleons Paatrængenhed og sat i Forlegenhed ved hans umaadelige Fordringer, som Gesandt- ministeren Alquier ret fremsatte i den overmodige Tone, som de franske Diplomater dengang havde tilvant sig. Disse Uleilig- heder, Ubekjendtskab med Sproget, som bragte Prindsen til at benytte sig af Hofadelen, hvem det franske Sprog var bleven en anden Natur, og i det hele Adelens paatrængende Sammen- klyngen om ham vanskeliggjorde det for ham at blive Sverrig saa nyttig, som han vilde og kunde blevet. Kronprindsen viste den franske Minister inden sine Grændser, bad Kongen og Raa- det uden Hensyn til ham at bestemme sig med Hensyn til Na- poleons Fordringer, der gik ud paa at Sverrig skulde erklære England Krig, lukke sine Havne for dets Skibe og Varer og konfiskere disse hvor de maatte findes inden Riget. En Til- nærmelse til Napoleon og hans System var vistnok tilraadelig, men en saa blind Lydhørighed var hverken ærefuld eller gavnlig og umulig i den Udstrækning, Napoleon forlangte. Kongen be- sluttede sig dog dertil, og Kronprindsen meldte Napoleon dette under 19de Novbr. i en Skrivelse, der betydede ham, at Sverrig havde gjort et Offer, som maatte paaskjønnes. Men Napoleon, dreven af sin hadtændte Idee at tilintetgjøre Storbrittanien ved at udestænge det fra Fastlandet (Kontinentalsystemet) gik idelig videre i sine Fordringer. Det blev ham ikke ubekjendt, at dette hverken blev eller lod sig strængt overholde af Sverrig; og nu fordrede han de svenske Kyster sat under fransk Toldopsyn, truede med en Invasion fra Danmark af, og lod pludselig Pom- mern og Rügen i Januar 1812 besætte af franske Tropper under Davoust, Prinds af Eckmühl. De derværende svenske Tropper SIDE: 374 afvæbnedes, Embedsmænd førtes i Arrest til Hamburg, Skibe seqvestreredes, svenske Matroser forlangtes til at besætte den franske Flaade med, franske Kapere foruroligede den svenske Koffardifart inden Landets egen Skjærgaard og den svenske Udenlandspost lagdes under Beslag. De svenske Diplomater behandledes med Ringeagt, Kronprindsens eftertrykkelige Noter bleve uden Virkning, man gav ingen Oplysninger om disse paa- faldende Skridt, men overlod Sverrig og Europa at forklare sig dem ved Rygterne om det store Uvejr, som skulde bryde løs over Rusland, der deelte Brøde med Sverrig ikke strengt nok at overholde Kontinentalsystemet, som derved gjordes uvirksomt. Sverrig var behandlet med en undertvungen Nations Haan, og det oprørtes derover; Kronprindsen som en mistænkt Vasal, og han besluttede ikke længer at see sine Skrivelser ubesvarede eller at nøie sig med at den uforskammede Alquier tilbagekaldtes paa hans Forlangende, medens man fra Paris fortfoer med den samme oprørende Adfærd, der endog skal have gaaet ligetil Forsøg paa at bemægtige sig hans Person og føre ham tilbage til Frankrig. Thi Napoleon begyndte at frygte Alt af ham. Han vidste, at Carl Johan kunde blive hans frygteligste Fiende. Og han blev det. Sverrig erklærede sig neutralt, det vil sige, det forlod Continentalsystemet, og det var at bryde med Napoleon, som kun erkjendte dem som Venner, der vare Storbrittaniens Fiender. Krigen med England, som fra begge Sider kun havde været Fegten i Luften, ophørte ganske, og den svenske Handel hævede sig øjeblikkeligt, da Landet blev et Hovedtransitsted for alle Englands Produkter. Med Rusland, som satte sig paa samme Fod, afsluttedes i Foraaret 1812 en Traktat til Overholdelse af det bevæbnede Neutralitetssystem, og den kommuniceredes Na- poleon i en Note fra Kronprindsen, som lod den Mægtige vide, at Taalmodigheden var brusten. I April s. A. sammenkaldtes hiin Rigsdag til Ørebro, der gik saa glat ind paa Regjeringens Forslag til Pressefrihedens Indskrænkning fordi dens Opmærk- somhed var saa henvendt paa de Forholdsregler, Regjeringens forandrede Politik under Kronprindsens Styrelse gjorde nødven- dige og saa indtagen af den Hengivenhed for sit nye Fædreland, han lagde for Dagen i sine energiske Meddelelser. Rigsdagen bifaldt ligeledes en kongl. Proposition, der havde sit Udspring fra Kronprindsen, om Konskription og almindelig Værnepligt. SIDE: 375 Hær og Flaade sattes paa Krigsfod; og da Kronprindsen i August havde den mærkværdige Sammenkomst med Keiser Alexander i Åbo, hvor den fælleds Krigsplan og -- besynderligt nok -- ikke Finlands men Norges Overdragelse til Sverrig, der allerede i Traktaten til Petersborg var betinget at skulle skee ved rus- siske Underhandlinger eller Vaaben, yderligere aftaltes, stod han i Spidsen for en væbnet Nation, der elskede ham for den Op- rigtighed, hvormed han gjorde dens Sag til sin, og som ventede Bedrivter af ham, der kunde gjengive den noget af dens gamle krigerske Glands. 30,000 Svenske og 15,000 Russer skulde paa engelsk Bekost- ning i Tydskland gjøre en Diversion i Ryggen mod Napoleon, naar hans Hære under tilsyneladende Retræter vare lokkede ind i det Dybe af Rusland, priisgivne Folkekrigens, Klimatets og sin egen Opløsnings Rædsler. Byerne skulde forlades, en bred Vei lades aaben, usynligt begrændset af den ordnede Forsvarshærs fjerne Geleder mod Norden og af de talløse Horder mod Søn- den, som kun ventede paa Fiendens Retræte, forat styrte løs og i Samvirken med hine sluttede Rader at knibe Vejen ind. Selv Moskwa, Russernes hellige Stad, skulde gives til Priis, men kun som en Besætning forlader et Linieskib i Brand for at see det sprænges i Luften overmylret af Fiender. Det var Ærgjer- righedens Maal, men skulde blive dens Undergang i samme Stund, den naaede det. Ad samme Vei gjennem de ødelagde Provindser skulde den store Hær gjennes tilbage, mens Vejen til Petersborg skulde forsvares til det Yderste; og naar dens Levninger nærmede sig Tydskland igjen, skulde den finde det øvrige Europa kaldet af Kronprindsen i Spidsen for hiin Armee til at afkaste Afhængighedsaaget. Det Planmæssige i Russernes bekjendte Feldttog og dettes hele Gang synes at forudsætte et foregaaende Overlæg; og Kronprindsen af Sverrig var Mand forat møde Napoleons gigantiske Planer med Planer, der vare lige kolossale, men klogere, fordi hine vare gjennemskuede. Og hvad forlangte Kronprindsen for sine Tjenester? Hvad var det, naar det ikke var Hevn over Napoleon, som drev ham til at gaae udenfor Neutraliteten? En Hensigt, som havde levet i hans Sjel ligesiden han havde overtydet sig om, at Svenskerne ventede af ham Erstattelse for de lidte Tab, og at han kun der- ved kunde blive populær og sikkre sit Dynasti. Dette vilde han SIDE: 376 opnaae ved at kunne lægge Norge til Sverrig. Forgjæves havde han forsøgt at bevæge Napoleon til at give dette Foretagende Gehør. Han vendte sig da til Rusland, som hele Sommeren 1812 holdt Tropper dertil beredte i Finland. Napoleon ønskede ikke mere at knuge Storbrittanien end Carl Johan at tilfreds- stille sit Folks Ønske at indlemme det Norske i sig. Napoleon ønskede ikke mere at kunne diktere fra Kreml en Bulletin om Ruslands Erobring end Carl Johan at kunne fra Kristiania eller Trondhjem melde til Stockholm, at hiint i Aarhundreder med Sverrigs dyrebareste Blod nærede Ønske var gaaet i Opfyldelse. For billigere Kjøb kunde heller ikke en saadan Feldtherres og Statsmands Bistand erholdes. At see hans Foretagender fra denne Synspunkt er saa vigtigt, at man bør, forat overtydes om det Rigtige heri før man følger dem videre, gjøre sig bekjendt med følgende Aktstykker. 1) Traktaten til Petersborg af 3die Marts 1812, bestemmer: "Deres Majestæter, Keiseren af Rusland og Kongen af Sverrig erklære, at deres Hensigt med at afslutte et Forbund er, gjen- sidigt at sikkre deres Stater og Eiendomme mod den fælles Fiende. Da den franske Regjering, ved at besætte Svensk-Pom- mern, har begaaet en fiendtlig Handling mod den svenske Re- gjering, og ved sine Armeers Bevægelser har truet det russiske Riges Rolighed, saa forpligte de kontraherende Parter sig til, med en forenet Styrke af 25 eller 30,000 Svensker og 15 eller 20,000 Russer at gjøre en Diversion mod Frankrig og dets Al- lierede paa det Punkt af den tydske Kyst, som maatte blive anseet for at være det meest passende for dette Øjemed. Da Kongen af Sverige ikke kan foretage denne Diversion til For- deel for den fælles Sag i Overensstemmelse med sit Lands Sikkerhed, saalænge han maa ansee Kongeriget Norge som et fiendtligt Land, saa forpligter Hans Majestæt Keiseren af Rus- land sig til, at forene Kongeriget Norge med Sverige enten ved Underhandlinger eller ved militær Magt. Han forbinder sig desuden til at garantere hans svenske Majestæt Norges frede- lige Besiddelse. Begge de kontraherende Parter forpligte sig ogsaa til at ansee Norges Erhvervelse af Sverige som en foreløbig militær Diver- sion før Diversionen paa den tydske Kyst, og Keiseren af Rus- SIDE: 377 land lover i denne Hensigt at stille det ovenomtalte Troppekorps til Kronprindsen af Sveriges Disposition og under hans umiddel- bare Befaling. Da begge de kontraherende Magter, dersom de kunne undgaae dette, ikke ville gjøre sig Kongen af Danmark til Fiende, saa vil man gjøre denne Monark Forslag om at til- træde dette Forbund, ligesom man ogsaa vil tilbyde Hans Maje- stæt Kongen af Danmark, at forskaffe ham fuldkommen Skades- løsholdelse for Norge ved et Land, som grændser til hans tydske Stater, forudsat, at Hans Majestæt Kongen af Danmark for be- standig vil afstaae Kongen af Sverige sin Ret til Kongeriget Norge. I Tilfælde af, at Hans Majestæt Kongen af Danmark afslaaer dette Tilbud, og skulde have besluttet sig til at forblive i Forbund med Frankrig, da forbinde begge de kontraherende Parter sig til at ansee Danmark som deres Fiende. Da det er udtrykkeligt bestemt, at hans svenske Majestæts Forpligtelse til at medvirke med sine Tropper i Tydskland til Fordeel for den almindelige Sag, ikke skal gaa i Opfyldelse før Norge enten ved Kongen af Danmarks Aftrædelse eller ifølge militære Operationer fra Sverrig er erhvervet: saa forpligter Hs. M. Kongen af Sverrig sig til, saasnart ovenomtalte Øjemed er opnaaet, at overføre sin Armee til Tydskland i Overeensstemmelse med en Feldttogs-Plan, som bliver nærmere at anordne. Hans brittiske Majestæt skal indbydes af begge Magter til at tiltræde og garantere de i denne Traktat indeholdte Bestemmelser." 2) Traktaten med England af 3die Marts 1813 indeholder der- næst følgende Bestemmelser: "Idet England tiltræder de imellem Rusland og Sverige alle- rede trufne Konventioner, forbinder det sig til, ikke alene ingen Hindring at lægge iveien for at Kongeriget Norge for evig Tid skal blive forbundet og forenet med Kongeriget Sverige som integrerende Deel, men ogsaa at medvirke dertil, enten ved sine venskabelige Underhandlinger eller, hvis det gjøres fornødent, ved Hjælp af sin Sømagt. Imidlertid skal man ikke med Vold søge at bevirke Norges Forening med Sverige, førend Kongen af Danmark vægrer sig ved at tiltræde det nordlige Forbund under saadanne Betingelser, som ere fastsatte mellem Hofferne i Petersburg og Stockholm. Kongen af Sverige forpligter sig til at iværksætte denne Forening med al mulig Skaansel mod Norge." SIDE: 378 I Foraaret 1813 besatte Svenskerne Pommern, og i Juli er- klæredes Krig mod Frankrig. Carl Johan begav sig selv over til Tydskland under Navn af Greve af Upland efterat have ud- stedt en Proklamation til den hjemmeværende Deel af Armeen, hvis vigtigste Deel dannede en Observationshær imod Norge. Erobringen af dette Rige, hvorover Fremmede troede at kunne skalte, og hvis Udførelse, idet Rusland for den Priis overlodes i rolig Besiddelse af Finland, skulde løse den vanskelige Opgave for Carl Johan og hans Dynasti at vinde paa engang de to modsatte Ting, svensk Popularitet og russisk Beskyttelse -- denne dybt udtænkte Plan var langtfra opgivet, men kun udsat, siden baade den russiske Armee i Finland, som var bestemt til at understøtte Erobringen, og den bedste svenske Styrke havde faaet nærmere Brug imod Franskmændene. Magterne fordrede Arbeidet før Lønnen. I Trachenberg havde Carl Johan en personlig Sammenkomst med Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen, hvorefter han overtog Befalingen over den nordtydske Armee, bestaaende af Russer under Wizingerode, Woronzow og Wallmoden og Czer- nitscheffs Kosakker, Preusser under Bülow og Tauenzien, det preussiske Frikorps under Lüzow, hans egne 24,000 Svenske under Stedingk, samt Englænder, Mechlenborgere og Hanseater, tilsammen omtrent 150,000 Mand. Den 15de August udstedte Kronprindsen sin første Proklamation til denne saakaldte Nord- armee. Detascherede Korps blokerede Küstrin, Stettin, Magde- burg og flere af de Franske besatte Fæstninger, medens Hoved- armeen trængte Fienden mod Elben, dækkede Berlin og frelste denne Hovedstad ved Bataljen ved Grosbeeren, som Kronprindsen især bragte Preusserne til at vinde over de franske Generaler Bertrand og Oudinot den 23de August. Derved kuldkastedes Napoleons Plan, ved Berlins Indtagelse atter at sætte Verden i Forbauselse og at hæve den synkende moralske Styrke i sin egen Armee. Ved Jüterbock eller Dennewitz, hvor Svenskerne, som man ellers paastod bleve sparede fremfor de andre Trop- per, kom mere i Ilden, vandt Kronprindsen den 6te Septbr. en blodig men afgjørende Sejer over Marschal Ney, der aabnede ham Adgang til Krigens Hovedscene, Sachsen. Vi afbryde Begivenhederne for at indflette efter en fransk Forfatter en Samtale mellem Carl Johan og hans gamle Vaaben- SIDE: 379 kammerat, den berømte forviiste franske Feldtherre Moreau, som han traf paa i Tydskland i Keiser Alexanders Generalstab. Vi indestaae ikke for dens Sandhed, men Sandsynligheden for at den er det er for stor, og det Karakteristiske og Interessante i denne fortrolige Meddelelse imellem to udmærkede Mænd, som Skjebnen ad forskjellige Veje havde stillet imod det fælleds Fædreland med Kaarden i Haanden, er for levende, og den fremstiller vor Helts Indre i et, som vi tro, saa sandt Lys, at vi ikke kunne undlade den her. Og det saameget mindre, som den falder netop ind paa en Tid, da Carl Johans gode Navn var en Stridsgjenstand for Datids Journalistik, hvis Heftighed og Lavhed i Angrebene, som lededes fra Paris af igjennem Aviserne i de tydske Lande, der endnu adlød det napoleonske Vælde, man neppe finder Mage til selv i de Pasqviller, som i sin Tid ere blevne stilede mod Napoleon eller Pitt. Disse frem- kaldte igjen overdrevne bombastiske Lovtaler, og saaledes er det i meget og mangt ved disse Yderligheder bleven ligesaa vanskeligt med Hensyn til Karl Johan at ramme den historiske Sandhed, som det upaatvivleligen er at gjøre det om Napoleon, hvis hele Liv, om han skal retfærdiggjøres, kun har Udseendet af en Episode af noget guddommeligt Udtænkt, men ikke Udført. Carl Johan har derimod kunnet afhøste sit Liv, og han har der- ved fremlagt en Kommentar til sit Indre, som retfærdiggjørende løser Gaaderne fra den Tid, dette syntes dunkelt og meest at maattte være i Strid med de Handlinger, han dengang lagde til Rækken af sine Bedrivter, og som en Deel af Europa for- bandte, mens den anden ikke viste dem stort inderligere Deel- tagelse end Forundringens. . . . "Nogle Dage før Slaget ved Dresden bleve Moreau og Bernadotte kaldte til en Konferents med de forbundne Magter, hvori Planen til det forestaaende Slag skulde udkastes og de videre Foretagender i Feldttoget ordnes. Moreau havde udkastet den Plan, man raadslog om, og han ønskede at see denne ud- ført i alle Punkter. Det lykkedes imidlertid Bernadotte at sætte nogle Forandringer igjennem. Efterat Konferentsen var forbi, havde Moreau og Bernadotte en Samtale, hvoraf følgende er det Vigtigste: Bernadotte. Herlige Planer, min General! Men hvortil skulle de vel føre? SIDE: 380 Moreau. Til at tilintetgjøre Napoleon. Bernadotte. Nu vel! Men naar nu dette er skeet, hvad vil man da forlange, hvad vil man da gjøre? Moreau. Oh, da ville vi overveje, hvad der videre skal gjøres! Bernadotte. Vær De forsigtig! Hengiv Dem ikke til overdrevne Forhaabninger. I Keiser Alexanders General-Adjutants Uniform ville Franskmændene ikke igjenkjende Helten ved Hohenlinden! Moreau. Men Koalitionen? Bernadotte. Hænger kun i en tynd Traad. Er Napoleon ikke Keiseren af Østerrigs Svigersøn? Er ikke hans Søn denne Fyrstes Dattersøn? Moreau. Det veed jeg fuldkommen vel; jeg veed ogsaa, at Gustav 4des Børn ere Keiser Alexanders Søstersønner. Den po- litiske Konvenients gjælder imidlertid Alt; Familieforhold gjælde Intet mod den! Men hvilket Øjemed har De, min Prinds? Bernadotte. Intet andet end at befrie det store europæiske Fædreland fra det trykkende Aag, som Keiser Napoleon har paatvunget det, jage Franskmændene tilbage over Rhinen, deres naturlige Grændse, og tvinge Napoleon til endelig at erkjende det franske Folks Rettigheder, for hvilke De og jeg saalænge have kjæmpet. Det er alt, hvad jeg vil. Jeg troer desuden, at gjøre Franskmændene en sand Tjeneste, ved at kjæmpe mod deres nuværende Herre. Kunde jeg troe, at andre Planer bleve begunstigede ved mig eller at jeg tjente en Andens Ærgjerrighed, da vilde jeg paa Øjeblikket sønderbryde denne min Sabel!" Dette fortjener at være sagt af Karl Johan, den gamle Ber- nadotte. Kun ville vi, at denne Sabel, som han holdt saa høit i Ære, ogsaa skulde være bleven holden høiere i Priis end den virkelig blev af de Magter, for hvis Sag den var dragen i en Kamp, der maatte ledsages af en ikke mindre rystende i hans Indre. Thi med denne Kaarde fulgte en Feldtherres Geni, som dybest var trængt ind i Napoleons, stod det i moralske Kræfter nærmest, kjendte bedst hans hele Taktik og det franske For- svarsvæsen i dets Indre, og -- hvorfor skjule det, som maatte gjøre den kostbarest -- med den fulgte hans følelsesfulde Væ- sens Smerte, hans blødende Hjerte som Franskmand og en Re- publikaners Fornegtelse af sig Selv til Bedste for en Menneske- hed, hvis største Deel betragtede den med mistroisk, stupid Forbauselse, mens Partierne enten triumferende miskjendte Selv- SIDE: 381 opoffringen som et Republikanismens Nederlag, som en politisk Troesomvendelse af den gamle Jacobiner, et Angerens Tilbage- skridt over et Livs kuldkastede Overbeviisninger, eller betragtede hans Foretagender som Opløsningen af en koldhjertet Egoismes Beregninger, et Frafald fra Alt hvad der er Mennesket helligt og som en Række ischariotiske Præstationer, der fortjente hiin forrædiske Jødes Løn for Betalingen. Men een Løn foruden Bevidsthedens forblev Carl Johans, og den var hans Svenskers beundrende Kjærlighed, som nu baade fik Leilighed til selv at overtyde sig om, at de ikke havde taget feil af ham som Feldtherre og Menneske, og om hvormeget han skjøttede om deres Hengivenhed. Intet bidrog heller i den Tid saameget til at vinde den, som at det æresyge Folk, hvis Krigs- hæders "Karlavagn," der eengang straalede saa højt, Europa allerede i lang Tid havde betragtet som forlængst nedsjunken, nu fik dele hans Berømmelse. Han nationaliseredes hurtigere i Spidsen af deres Geleder, der i den store Armee dannede lige- som Hærførerens egen Yndlingsgarde, end mellem de bedrivtløse Ahnerepræsentanter paa Carlernes og Gustavernes Borg. Han var den anden Gustav Adolf, og at han, med nogen Lighed, var det i Gjerningen stødte endnu mere Den ud af Tankerne, som nylig med saa liden Ære havde baaret dette Navn. Træfningen ved Dennewitz reddede andengang Berlin. Borger- skabet bevidnede Kronprindsen af Sverrig sin Tak ved en De- putation, og Keiseren af Østerrig, som havde tiltraadt Koalitionen mod Frankrig, lod ham ligeledes komplimentere og oversende Storkorset af en af sine Ordener, ligegodt hvilken. Ved Dessau gik Kronprindsen over Elben, og rykkede ind i Sachsen, hvis Befolkning han havde kaldet til Vaaben ved en Proklamation. Denne Appel til en almindelig Folkeopstand mod Napoleon tyktes nu vel de allierede Monarker ikke saa ilde om i militær Hen- seende, men at den ogsaa skulde skee for egen Ret og Tydsk- lands indre Frihed, det frygtede disse uforbederlige Repræsen- tanter for Europas gamle legitime Herskerfamilier for, og en saadan Aand imellem deres egne Undersaatter sattes i for stærke Svingninger for de gamle Despoter af denne Revolu- tionens krigerske Søns freidige Opraab. Der er mange Spoer til, at deres nye Fætter idelig stod for dem i dette forhadte og SIDE: 382 foruroligende Lys. Han maatte endnu vinde et Hovedslag mod Napoleon selv for at vinde deres Tillid. At Danmark, for at redde det i Konventionen til Åbo under- haanden solgte Norge, ganske sluttede sig til Frankrig under gjensidig Garanti af Territorium, og at det i Septbr. erklærede Sverrig Krig, forhindrede ikke Carl Johan fra at gaae over Elben og lade Davoust og Danmark i Ryggen for dessikkrere at komme over det, naar Foreningen med de Allieredes Hoved- armee først havde affødt sine Resultater. Denne gik for sig den 17de Oktober paa Højderne ved Breitenfeld nær Leipzig; men først maatte flere Bombardementer af de befæstede sach- siske og westfalske Byer, som Franskmændene havde inde, og flere Træfninger især mod Ney, der atter forsøgte at tage Berlin, finde Sted, som vel i sig selv ikke vare betydelige eller altid til Nordarmeens Fordeel, uagtet de sædvanlige pompøse eensidige Bulletins, men som dog tilsammen førte til hiint vigtige Resultat: Hovedarmeernes Forening, mens den fiendtlige Hær afsondredes fra sin egen Nordarmee og de betydelige Afdelinger i Stæderne og nødtes til at trække sig sammen i et Land, hvis Befolkning under Carl Johans Fremskridt havde givet mange Exempler paa hvor gjerne den deelte Sag med dem, der kaldte sig Tydsklands Befriere. Sachsernes Overgang midt under det tre Dages Hoved- slag ved Leipzig og at Carl Johan netop indtraf da med sin Armee tilskrives denne afgjørende Sejer. Den kostede de Al- lierede ikke lidet, men Svenskerne, som altid bleve sparede, kun 310 Mand døde og saarede. Den 19de kunde Keiserne af Rusland og Østerrig og Kongen af Preussen i en personlig Sammenkomst i Leipzig takke Carl Johan, der havde bidraget saameget til at oprette de svære Tab, Napoleon nys iforvejen havde tilføjet den slet anførte Hovedarmee ved Dresden. Carl Johan vendte sig imod sit aldrig af Øjne slupne Maal: Norges Besiddelse, da han efter Leipzigerslaget kunde lade Nordarmeen marschere mod den isolerede Davoust og den danske Hær i Holsteen, medens Hovedarmeen forfulgte Sejren mod Rhinen, hvor Bairernes allerede længe forberedte Frafald fra Napoleon gjorde Tilbagetoget endnu ulykkeligere. Keiser Alexander forlod ham kun med nye Bekræftelser paa Forjet- telserne fra Åbo. Han betraadte som Befrier atter det Han- SIDE: 383 nover, som havde lært at agte ham som Sejerherre. Bremen og Lübeck besattes og overgaves atter sin egen republikanske Bestyrelse. Hamburg blokeredes, mens Carl Johan selv gik det til Siden og ind i Holsteen. Elbens og Weserens Mundinger saae sig atter bedækte med engelske Skibe. I Holsteen vilde han erobre Norge, som Kronprindsens Bulletin af 26de Decbr. fortalte Verden var tilsikkret Sverrig ved de "helligste(?) og høitideligste Overeenskomster." De befæstede Byer forsvarede sig slet og besattes. Bedre, men med lidet Held, fegtede de Danske i Marken. Alliancen med Napoleon blev farligere Dag for Dag, og Vaabenstilstanden, som tilstodes deres Anfører Prindsen af Hessen fra 16de til 29de Decbr. viste, at den danske Regjering begyndte at betænke sin Stilling. Den franske Armee i Hamburg og i dens faste Stillinger mellem de mechlenburgske Søer ydede ingen Hjælp, og istedetfor at reise Befolkningen i Masse, slaaes til det Yderste i Holsteen og lade Armeen i Norge marschere mod Stockholm, spildte Danmark Tiden med at trygle om de Allieredes Mægling. Vaabenstilstanden forlængedes til den 6te Januar, forat indhente Svar fra den østerrigske Keiser, der havde lovet at træde op som Mægler, naar Danmark kun vilde indvilge i Afstaaelsen af Throndhjems Stift. Carl Johan vilde ikke give længer Frist. Fra Keiseren af Østerrig kom Svaret, at al Mægling nu var for seen, Kronprindsen vilde intet lade sig aftinge i Hovedsagen; Norge maatte opgives; det var allerede forlængst afgjort ved Traktater, som selv England nu ikke kunde ændre noget ved. Endnu et Tærningkast paa Val- pladsen, og ogsaa dette var uheldigt. Fiendtlighederne begyndte atter den 6te Januar efterat den stærke Elbfæstning Glückstadt, som ikke havde været indbegreben i Vaabenstilstanden, havde kapituleret Aftenen iforveien. De førte til Intet uden til -- Carl Johans Maal, til den vanærende Fred med England og Sverrig, som blev sluttet i Carl Johans Hovedqvarteer Kiel den 14de Ja- nuar 1814, og hvis Hovedpunkt var Norges Afstaaelse. Og uagtet de Forandringer, som den senere maatte taale, fordi det norske Folk ikke med samme Ærbødighed som Forfatteren af hiin Bulletin følte det "Hellige" i Dispositioner over et fremmed Rige, og ikke var enig med ham i at "ingensinde bar en Garanti et meer majestætisk Stempel," kunde Freden nok være værd den store Parade, det "festlige Tedeum" og "den majestætiske SIDE: 384 Kanontorden", som, efter Bulletinens Udtryk, "ledsagede den høie Lovsang" over Freden. Dens tredie Artikel skulde give den Udseende af, at den store Allianz mod Verdenstyrannen var Hovedsagen. Den forpligtede Danmark til at tiltræde Allianzen mod Napoleon og at forene et bestemt Antal Tropper med den nord-tydske Armee under Kronprindsens Befaling. I den fjerde Artikel frasagde Kongen af Danmark sig for sig og sine Efter- følgere uigjenkaldelig til Fordeel for Sverrig Kongeriget Norge med alle dets Indvaanere, Fæstninger, Havne, Øer, og de dertil hørende Besiddelser. Sveriges Konge lovede derimod i den femte Artikel at lade Nordmændene forblive i Nydelsen af deres Love, Rettigheder og Friheder(?). Ligeledes lovede Kongen af Sverrig at overtage en Deel af den dansk-norske Statsgjeld i Forhold til Norges Befolkning og Indtægtskilder. Det nøiere Beløb af denne Gjæld den 1ste Januar 1814 skulde bestemmes ved Kommissarier. Efter den syvende Artikel frasagde Sverige sig til Fordeel for Danmark Provindsen svensk Pommern med Øen Rügen. Men disse Landes Indvaanere skulde imidlertid Danmark ligeledes lade forblive i uforstyrret Nydelse af deres Love, Privilegier og "Friheder"(?). Den Englænderne af Sverrig ved Traktaten af 3die Marts 1813 i Stralsund indrømmede Op- lagsret maatte ligeledes Danmark, efter den niende Artikel, an- erkjende, og Pommerens Gjæld faldt den nye Herre til Last. Haardere var det, at Kongen af Danmark, ifølge den ellevte Artikel, maatte anerkjende de af Sveriges Konge i Pommeren gjorte Dotationer til et aarligt Beløb af 43,000 Thlr. og ikke alene lade Donatarierne forblive i Besiddelsen af de erholdte Eien- domme, men ogsaa tilstaae dem Frihed til, efter eget Godtbe- findende, inden Udløbet af 6 Aar at afhænde dem. Milde Stiftelser og videnskabelige Interesser vare imidlertid ikke ganske blevne forglemte. I den tolvte Artikel forpligtede nemlig begge Parter sig til ikke at afvige fra de oprindelige Be- stemmelser, der vare givne for milde Stiftelser i Norge og svensk Pommern, at lade Norge beholde sit nye og Pommern sit gamle Universitet, saavelsom og at udbetale Lønninger og Pensioner, saaledes som de af den forrige Regjering vare blevne fastsatte. Ifølge den trettende Artikel vilde Sverrig endog ved at anvende sine bona offica hos sine Allierede sørge for at forskaffe Dan- mark en endnu fuldstændigere Skadeserstatning. Efter den SIDE: 385 fjortende Artikel skulde strax efterat Fredstraktaten var under- skreven alle Fiendtligheder ophøre fra begge Sider og de nød- vendige Ordres i den Henseende blive uddeelte. Hertugdømmet Schlesvig tilligemed Fæstningen Frederiksort skulde strax efter Traktatens Underskrift rømmes af de fremmede Tropper, men Holsteen efterhaanden saa snart det kunde skee. De øvrige Stipulationer angik de allierede Troppers Underholdning i Hol- steen mod rigtig Betaling, de Svenskes ufortøvede Indrykken i Norge, Proklamationer, som de forrige Herrer vilde udfærdige til deres afstaaede Undersaatter, gjensidig Udlevering af Krigs- fanger, Ophævelser af Beslag, der var lagt paa svenske og danske Undersaatters Eiendomme, ubehindret Tilladelse for Undersaatterne i de fra begge Sider aftraadte Lande til at vende tilbage til deres Fødeland, snarest mulig Afsluttelse af en Han- delstraktat mellem de kontraherende Parter, Fornyelse af de gamle Traktater mellem begge Riger og "Kongen af Sverrigs Forpligtelse i Egenskab, af Kongeriget Norges Souverain", at en for Norge proportional Deel af den danske Statsgjæld skulde blive betalt. I en Separat-Artikel blev Gjenoprettelse af Freden med Preus- sen og Rusland under engelsk og svensk Mægling bestemt. Med disse Pennestrøg skulde Kongeriget Norge paa den anden Side Havet være erobret og Sverrigs gamle Arvefiende Danmark for bestandig knækket. Det Sidste er bleven Følgen indtil denne Dag; det Første traf ikke ind, som man kunde vente af et Folk, som endnu ikke havde gjort sig fortjent til Verdens Foragt, men vidst at værne sine Grændser imod Enhver undtagen imod det medforbundne Danmarks egennyttige Politik, som havde brugt at betale sine Nederlag med norske Provindser. Nu var det indskrænket inden dem, som denne Politik havde levnet det; nu skulde heller ikke disse respekteres. Men inden dem havde Normændene dog bevaret saamange af en kraftfuld og skarpt- betegnet Nationalitets Dyder, at det var umuligt, at de kunde finde sig i at fremmede Magter bortskjænkede til en fremmed Fyrste dem og deres Land, som disse hverken eiede eller nogen- sinde havde eiet. Disse Handeler vare dem ikke ubekjendte. Men uagtet deres "Hellighed, Høitidelighed og majestætiske Stempel" havde de dog ikke vakt nogen Frygt, fordi de fore- kom dem umulige i sin Opfyldelse og næsten ligesaa latterlige SIDE: 386 som om Kongen af Sverrig havde faaet Anviisning paa et Rige i Maanen. De havde næsten vakt mere Betænkelighed i Eng- land, hvor to af Prindsregentens Brødre og ti af Overhusets an- seeligste Lorder havde nedlagt høitidelig Protest imod at en saa vilkaarlig Medfart skulde overgaae Norge. Først da Kong Fre- deriks Afhændelse, "dette mageløse Skjøde paa et helt Rige", kom, tænkte de paa at tage de Forholdsregler mod den euro- pæiske Diplomatiks koldhjertede Bestemmelser, som anstod et Folk, hvis største Feil kun havde været en altfor nærsynt Tro- fasthed. Verden veed, at Norge fik Øinene op, og hvorledes Voldtægten ikke overgik dets politiske Uskyldighed. Carl Johan, der maaskee troede Norges Besiddelse sikkret, lod Hamburg uindtaget i Ryggen, og trak sig, forstærket med et dansk Korps, over Elben mod Frankrigs Nordgrændse. De Allierede befandt sig allerede midt i Landet, mod hans Ønsker og Raad. Men til disse toge de nu langtfra de vedbørlige Hen- syn. Dette var vistnok en Tid, hvori Carl Johan har maattet føle sig meget ulykkelig. Idet de Allierede forlangte, at han skulde hjælpe til at over- øse sit Fædrelands Bund med dets Sønners Blod, traadte de paaengang hans Hjerte og hans Raad under Fødder. Dette havde altid været, ikke at forfølge Seiren ind i selve Frankrig. Ikke alene den Kjendsgjerning, at han under Okkupationen lod sine Svenske gjøre holdt ved Kölln, hvorfra han udstedte en retfærdiggjørende Proklamation til det franske Folk, og ved Lüt- tich, ogsaa udenfor Frankrigs naturlige Grændser, men ogsaa endeel foregaaende Skrivelser til Keiser Alexander gjøre hans Karakteer denne Ære. Ligesom de Allierede krænkede ham ved flere Beviser paa Mistillid og Tilsidesættelse, medens taabe- lige Rygter om hemmelig Forstaaelse mellem Carl Johan og Na- poleon løb om imellem deres Geleder, er det netop denne Skaansomhed, som har faaet mindst Anerkjendelse af hans for- rige Landsmænd. De have ikke været mindre umaadeholdne i sine Fordringer paa En, som nu ikkun tilhørte dem i sine Fø- lelser for deres Ulykker. Hine Skrivelser, hvori han til stor Ære for sig, men uden Nytte, har stredet for dem, maa altsaa ikke blive ubenyttede af Historien. Hans Svar af 14de Nov. 1813 paa Keiser Alexanders skriftlige Anholdelse af 10de s. M. Om Kronprindsens Raad betræffende de videre Operationer, er SIDE: 387 i denne Henseende mærkeligt: "Jeg føler ganske det rigtige i Ræsonnementet, ikke at levne Napoleon Tid til at reorganisere nye Kræfter; men naar jeg modsætter denne slemme Omstæn- dighed alle de Grunde, som foregaaende Tids Erfaring og det Kjendskab, jeg har til det franske Folks Karakteer, frembyde, synes Farerne ved det foreslaaede Foretagende (Overgangen over Rhinen) mig langt overvejende de Resultater, man lover sig deraf". . . "Hvorledes skal man kunne overtyde om, at de Allierede kun have stredet for sine Territoriers Forsvar og at de attraae Fred, dersom de ikke proklamere høitideligen, at denne Fred hviler paa Erkjendelsen af, at Frankrigs Grændser ere Rhinen, med Undtagelse af Holland, begge Have, Alperne og Pyrenæerne, og ikke erklære, i Modsætning til alle de Bag- vaskelser, som Napoleon ikke skal undlade at udsprede om deres Hensigter, at de kun ville, at Frankrig skal forblive Frankrig med den samme Grund og Ret, som har ladet dem kjæmpe for at gjenvinde og sikkre Heelheden af deres eget Territorium". Samme Dato tilføjede Carl Johan sine Bemærkninger følgende Fremstilling af Kjendsgjerninger: "Jeg beder Dem, Sire, at be- tragte mine Bemærkninger som det oprigtige og frimodige Ud- tryk af min første Tanke efter Læsningen af Deres Skrivelse af 10de. Denne Tanke er Følgen af det Kjendskab, jeg har er- hvervet til det franske Folks Følelser, Øjemed og den Patrio- tisme, det er istand til at lægge for Dagen under voldsomme Kriser. Ved min Indtrædelse i Ministeriet, var det franske Ter- ritorium truet. Nationen, der havde lidt Tab af Mennesker og Penge, foragtede Direktoriets Medlemmer og ønskede deres For- drivelse; den vilde Fred og forlangte den med høje Raab. Nu vel! jeg kunde kun tale; jeg vakte det slumrende Mod. Jeg henvendte mig direkte til denne, med saamegen Ret misfornøjede, Nation; og inden en Maaned havde jeg allerede erholdt meer end jeg havde forlangt. Hele Europa var forenet imod den, og dog hævdede den sin Forsvarslinje imellem Alperne og de li- guriske Appenniner, og sejrede paa alle andre Punkter. Ge- neral Bonaparte kom tilbage fra Ægypten; Deres Majestæt veed Resten." De sejrende Magters Overmod havde intet Øre for disse Mel- lemkomster. Den blev ogsaa forgjæves, som han forsøgte i en SIDE: 388 formelig Protest fra Lüttich i Marts 1814: "Koalitionens eneste Maal, det eneste lovlige, var at holde det franske Vælde inden dets naturlige Grændser og at tvinge det til at respektere andre Staters. Jeg har ikke samtykket i disse Operationer uden paa den udtrykkelige Betingelse, at Frankrigs Grændser, saaledes som Revolutionen og Traktaterne have etableret dem, skulde formeligen respekteres. Erindre Dem, at der aldrig har været Spørgsmaal om at passere Rhinen, at det selv i Trachenberg blev bestemt, at man aldrig skulde faae den Tanke." [fotnotemerke] "Jeg kan ikke for ofte gjentage, at en Krig i Frankrig er baade mod Europas og Sverrigs Interesse. En Krig, som har til Maal at gjenindsætte et Dynasti, er i Principet uretfærdig og barbarisk ved de Ulykker, den maa forlænge. Oplysningen, Civilisationen vil gaa ti Sekler tilbage. Munke og Skurke skulle snart bedække med Sorg og Mørke dette skjønne Frankrig, som man intet kan bebreide, uden en urimelig Stolthed af sin Chef, en Stolthed, det selv ikke har lidt mindre under end de andre Nationer. Sverrig har intet Motiv, ingen fornuftig Grund til at vedblive denne Feide. Dets Børns Blod er altfor kostbart til at udgydes for en Sag, som vil true Europa med en tusindegange utaale- ligere Undertrykkelse end Napoleons [fotnotemerke] . Fatter dog Mod til at udtale det: ingen Krig, dersom den skal vedblive at føres mod de Principer, som have givet os Vaaben ihænde!" Carl Johan maatte føle sig tilovers i sin Stilling i det Belgiske. Hans Nærværelse krævedes hjemme, om Kielertraktatens For- jettelser om Norge skulde kunne gaae i Opfyldelse. Efter et Besøg i Paris i de faa Timer, som medgik til at faae Traktaten bekræftet af de allierede Magter i egne Personer, drog han med sine Svensker hjemad forat kue det modsætsige Norge, som al- lerede havde givet sig en fri Forfatning, hvis første Bud var Landets Selvstændighed, og valgt en Konge, som idetmindste kunde skrive ligesaa gode Proklamationer, som de, der i Over- flod tilstilledes det fra Sverrig. Ialfald fandt de bedre Indpas hos Folket, ihvormeget disse end forsikkrede det, at de sande norske Patrioter ikke billigede det Skeete, og at det imod sin egen Villje var bleven unddragen den lyksaliggjørende Fuld- byrdelse af Kielertraktaten. Det sidste fik Normændene at vide Fotnote: "il fut resolu, qu'on n'aurait jamais cette pensée." Fotnote: Denne mærkelige Spaadom er ikke bleven af dem, der omtales i 1 Joh.4,1. SIDE: 389 af Kronprindsens Proklamation fra Lübeck af 21de Mai, hvor- efter han satte over Østersøen med en Armee, der, uagtet al sin Roes, havde samme Grund til at være kamplysten som Fa- belens Danaider til at være tørstige midt i Vandet, som bestan- dig flød væk, naar de skulde drikke deraf. 12te Juli forlod Carl Johan tilligemed den gamle Konge og sin Søn Oscar Stockholm for at bryde ind i Norge. En Proklamation af 17de Juli fra Hovedqvarteret Venersborg forkyndte dette for den svenske Armee, som forlængst var behørigen underrettet om, at det havde været Nationaliid at forene Norge med Sverrig alt siden deres store Gustav Adolf havde fattet denne Plan, "i hvis Udførelse han kun standsedes af Døden." Ogsaa til det norske Folk udgik et nyt Opraab samme Dag, at det skulde rense sig for de fremmede Oprørere og falde tilføje. Det kunde ingen anden Betydning have for dem, end at den gunstige Tid til at angribe var gaaen unyttet forbi, og at de nu blot kunde forsvare sig, sin Idræt og sin Konge, som kun fik stolte og irettesættende Svar paa sine Skrivelser, hvorved han søgte at vinde Tid og afvende det Uveirs Udbrud, som vilde sende sine første Lyn efter hans nye Krone. Den gamle Carl tog selv, som ved Hogland, Kommandoen over Flaaden, for hvem den norske Skjærgaardsflaade ved Hval- øerne trak sig tilbage, ladende klart Indløb til Fæstningen Fre- driksstad, hvor en feig Forræder kommanderede. Den befæstede Kragerø rømmedes efter et kort Bombardement, og Frederikstad kapitulerede uden at have været stort mere end truet. Sven- skerne besad for første Gang en Fæstning i Norge. At den Hærafdeling, som skulde tage Kongsvinger væk, paa det nær- meste blev opreven ved Lier og Matrand, havde ingen Indflydelse paa Hovedarmeen, som trængte raskt frem mod Glommen under Kronprindsens egen Overbefaling. I dens Bulletins findes hint Nederlag ikke engang anmærket. Dette er med en Indianers rolige Vished om den forudbestemte Sejer ikke at fordreje An- sigtet, om man flænger Bagen af ham. Den 7de Aug. havde Kronprindsen sit Hovedqvarteer i Frederiksstad, og to Dage efter Kongen selv, der fulgte med som en Repræsentant for Sveriges gamle Krav. De syntes Opfyldelsen nær, da de norske Hær- førere paa den ubegribeligste Maade rømmede den østre Bred af Glommen efter et heldigt Forsvar af Stillingen ved Langenæs SIDE: 390 og Onstadsund mod Generalerne Vegesach og Cederstrøm. Thi denne Adfærd, som blot kunde forklares ved Forræderi eller Uduelighed, udbredte en Nedslagenhed i de norske Geleder, som var Fienden fordeelagtigere end hvilkensomhelst Hovedsejer. Nor- mændenes Enthusiasme for sin Konge var hurtigen sjunken. Med opklaret politisk Blik kunde de nu skjelne imellem hans Person og Konstitutionen. Den tilhørte dem selv, og Kristian Frederik reddede Nationens Agtelse ved at opgive sig selv til Fordeel for denne i Konventionen til Moss af 14de August 1814. Tillige for- pligtede han sig til at nedlægge sin Magt i Folkets Hænder og forlade Riget efter at have sammenkaldt saa snart som muligt et overordentligt Storthing. Imidlertid skulde Statsraadet forvalte den udøvende Magt, og en Vaabenstilstand indtræde indtil 14 Dage efter Storthingets Aabning med 12 Timers Opsigelse. Fre- derikssteen skulde rømmes og en Afdeling af den svenske Hær forblive i Landet inden sin nærværende Stilling. Carl Johan lovede i Kongen af Sverrigs Navn at antage Eidsvoldskonsti- tutionen af 17de Mai, og kun at foreslaae de Forandringer, som en Forening med Sverrig maatte gjøre nødvendige. Den 10de Oktober frasagde Kristian sig den norske Krone, og forlod Riget. Vinden fjernede ham ikke fra dets Kyster før det overordentlige Storthing den 20de havde betingelsesviis be- sluttet Foreningen med Sverrig, som hans, fra dansk Side sand- synligviis velbetænkte, Nærværelse og første Adfærd havde hindret ligesaa meget, som hans senere havde fremmet og nød- vendiggjort den. Foreningen bærer Datum af 4de Novbr., fordi Storthinget da var kommet overeens med de svenske Befuld- mægtigede om de Betingelser, hvorunder Rigernes Forening under een Konge skulde finde Sted, og de dermed stemmende For- andringer i Grundloven da vare vedtagne, samt Carl 13de valgt til Norges Konge mod at han besvoer Konstitutionen. En Rigs- akt skulde nærmere bestemme Unionsforholdene. Men ihvor- meget det end var vundet for Norge, at ikke længer Kieler- traktatens Magtsprog, men Anerkjendelsen af Folkets suveræne Handlinger paa Eidsvold var bleven Basis for Unionsværket, saae Carl Johan dog sit Øjemed naaet, da Storthinget saaledes havde indladt sig paa at gjøre Foreningen med Sverrig under een Konge til en organisk Bestanddel af Konstitutionen. Han maatte nemlig troe at have ydet sine Svenskers Forventninger SIDE: 391 nok, og at have vundet Krav paa begge Nationers Erkjendtlighed. Men Forventninger, der have sin Rod i Nationalforfængelig- heden, aftage ikke i Umaadelighed fordi de blive gamle; og med Svenskernes var dette mindst Tilfældet, fordi Smerten af Fin- lands Tab holdt dem vaagne og spændte paa den belovede Er- statning i Norge. Med fremmed Kjød skulde denne store, stedse blødende Saarflaade dækkes og heles. Et Kongerige som Pro- vinds skulde erstatte Provindsen. I hiin Bestemmelse i Grund- loven var der derfor ikke Tilfredsstillelse nok for de Ufornøielige, saalænge dens øvrige Indhold skulde staae ved Magt. Og videre drev Carl Johan det ikke. Han maatte være nøjd med det glade Indtryk, som Budskabet "Norge er endelig forenet med Sverrig" maatte gjøre paa alle de Svensker, som ikke under- søgte de nøiere Forhold ved denne Forening, og dem, som foretog denne Undersøgelse paa egen Haand, og sugede Næring deraf for sin Misnøjdhed, fik hente sig selv Anviisninger paa Fremtiden og søge nye Forhaabninger. Selv maatte han upaa- tvivlelig være den Gladeste af alle Individer inden begge Riger, da en Deputation fra Storthinget overbragte ham i hans Hoved- qvarteer Fredrikshald dets Beslutninger. Han kunde ikke være utilfreds, som hine Svensker, med Uni- onsværket saaledes som det var, og han kunde som Normændene ikke være ængstlig for dets Fremtid; den laae inden hans egen Sjel, saaledes som denne fra den Stund, han besluttede ikke at drive det norske Folk til Fortvivlelse, men at istandbringe Unionen som dette snarest og lettest kunde opnaaes, nemlig ved ædel- hjertede Indrømmelser, allerede maatte have uddannet den Po- litik, som skulde raade inden den. Carl Johan har ved en Lei- lighed i sin senere Alder erklæret, at han har følt sig lykkelig i Øjeblikkene efter sine Sejre; og han maa da have tænkt paa deres Øjemed; men vi feile neppe, naar vi tro, at intet af disse stolte Øjeblik har ladet ham føle sig saa lykkelig som da han modtog Budskabet af den 4de Novbr. og da han den 10de ind- fandt sig personlig tilligemed sin Søn Oscar i Storthinget, hvor han overleverede Kongens skriftlige Eed. Det skulde da maaske være det, da han den 5te Decbr. holdt sit Indtog i Stockholm, ledsaget af en norsk Deputation. En tydsk Forfatter ender sin Fremstilling af Carl Johan som Stifter af Foreningen med følgende Apostrofe til dette Hoved- SIDE: 392 foretagende i hans Liv: "Hvilken Velsignelse bragte nu denne under saa mange Storme tilkjæmpede Forening begge den skan- dinaviske Halvøes Folk selv og deres fælleds Regenter? Var virkelig eller kun drømt Lykke dens Følge under Carl Johans Scepter? Ikke Hofsmiger -- Historien alene maa besvare disse store og vanskelige Spørgsmaale. Og de skulle blive besvarede, saasnart Begivenhederne ere indtraadte inden den historiske Fremstillings og Bedømmelses Omraade." Vi antage vel, at dette er Tilfælde med et til at fælde en Dom tilstrækkeligt Afsnit af Foreningens Historie; men idet vi ikke erkjende, at Rigers og deres Regenters Historier ganske ere eet, kunne vi kun komme hine Spørgsmaal saa nær, som det er tilladt en Pen, der er bunden til paa faae Blade at give et Omrids af Carl Johans egen Historie. Det er ogsaa, som ovenberørt, mere Tilfældet med denne end ellers med kongelige Personligheder, at hans Folks Historie er hans. Carl Johan har nemlig aldrig ophørt at regjere selv, at eetgjøre Rigernes Interesse med sin og sit eget Dynasties, at give i Overeenstemmelse dermed deres udvortes Politik sin Retning, saaledes at Rigernes Politik er bleven hans egen, og at arbeide konformt hermed paa Unionsværkets videre Udvikling mod det Ideal deraf, som forlængst var fuldbaaret i hans Sjel og som fremglimter af saamange af hans Regjerings- handlinger, men som 1814 Aars forvirrede Begivenheder kun havde levnet i en ufuldkommen Form. Men denne var gigantisk, og imponerede, da den saa pludselig stod der som om et uhyre Gudsbillede havde hævet sine Granitlemmer til et Spring frem af Jorden forat tage urokkeligt Sæde imellem begge Folk og at vogte deres Fred. Og da det meest udmattede af Folkene mærkede, at der dog var Hvile i dets Skygge, at en fremmed stor Aand og ikke Nabofolkets Magt havde fremtryllet det, og at dets Fædrenejord dog ikke sank under dets Tyngde, og at Græsset dog grønnedes og Kornet modnedes omkring det, da fattede det Ærbødighed for Billedet, og tillod Ingen, selv ikke dets Skaber, at nærme sig det med Meislen. Den grønnende Bund omkring det var bleven Folket helligt; thi træt havde det nedsænket sig derpaa og viet sin Hvile og sin Frihed den. Og Frihedens Træ bedækte Gudebilledets Brøst med sit Eviggrønne, Grøden voxede om dets raa Fod og friskfarvede Blomster skjøde sine Toppe imellem Axene, og Folket dannede Taknemligheds- SIDE: 393 krandse deraf, og naar Mesteren nærmede sig med sin Meisel, da viste det hans Værk omslynget dermed og sagde: "Mester rør det ikke! det er godt nok." -- Dette var Foreningens Uskyl- dighedsaar. De ere svundne. Krandsene hænge der endnu. Men Folkene have opdaget Billedets Feil og at Bunden synker under dets Vægt. De have reist sig hver paa sin Side, uenige om hvad der er at gjøre forat fordele dets Skygge og Tyngde lige og udbedre dets Mangler. Dette er Foreningens senere Historie. Rigsakten, eller det af norske Storthing og svenske Rigsdags istandbragte organiske Statut, som nærmere bestemme Vilkaarene for Foreningen, har ikke givet denne tilstrækkelig Holdning. Er denne, efter sine Beundreres Mening, et politisk Mesterstykke i Tingen, blev den det dog ikke ved hiin Akt i Formen. Norge har med Bitterhed mere end eengang maattet føle det Offer, som Unionen foranledigede, af en af dets Konstitutions Grund- bestemmelser, idet dets diplomatiske Anliggender ere blevne stillede under en svensk, for dets Love ansvarsløs, Bestyrelse. Alligevel har Rigsakten ikke været Gjenstand for Regjeringens Forsøg paa en Omredaktion i en bedre Form. Den har troet at styrke Unionen ved Forandringer i den norske Konstitution, hvilke kun gik ud paa Kongemagtens Udvidelse, medens den svenske Forfatning, som sikkrer Adelstanden Fortrinet af at re- præsenteres paa Grund af Fødsel, og er et tungt og seendrægtigt Maskineri for politiske Forbedringer for Folket, skulde forblive urørt; og i denne Politik har Regjeringen hverken mødt Sympa- thier hos det norske eller hos det svenske Folk. Naar man und- tager hiine eensidige Forsøg, har ogsaa Karakteren af dens Uni- onspolitik udtrykt et urokkeligt Haab om, at Tiden og Tilnærmelsen vil gjøre Unionsværket evigt, selv i hvad Brist man kan have overseet under dets Opførelse, og fremstille det i den ideale Fuldendthed, som finder sit Udtryk i Navnet: det lykkelige, stærke Skandinavien. Dette forjettede Land forkyndtes af næsten alle Carl Johans svenske Lovsangere og af en Stjerneregn af svenske Ridderordener over troende og ikke troende Normænds Hoveder. Men endelig maatte det modtagelige Stof i Folket mættes hermed, og selv Tegnér, som qvad med saa uforbe- holden Oprigtighed i sin Hilsen til det norske Storthings De- puterede: SIDE: 394 . . "Norden blifwe -- hvad han blefwe, om samma Lag förente dem!" er upaatvivlelig bleven tilbøjelig til at antage Skandinavien, i den Forstand, ligesaavist kun for en poetisk Fiktion som det nye Jerusalem. Carl Johan har stundom ikke undladt at bidrage Sit til denne Erkjendelse ved at indskjærpe Grundlovens bogstave- lige Iagttagelse. Til at bortrydde andre Fordomme imellem Na- tionerne indbyrdes og forene deres Sindelag og vinde det for sig har hans personlige hjertevindende Egenskaber og der- imellem hans exempelløse Gavmildhed og Godgjørenhed, som har været lige udstrakt til begge Riger, bidraget overordentligt. Paa Svenskerne, som bedre kunde iagttage det, gjorde ogsaa det sande sønlige Forhold, han lige til det Sidste udviste mod sin Adoptivfader, den gamle Carl, og de Instruktioner, hvorefter han har ladet sin Søn Oscars Opdragelse som svensk Prinds rette sig, saavelsom ogsaa den Delikatesse, han viste den gamle Vasadatter, Prindsessen Sofie Albertine, det fordeelag- tigste Indtryk. Carl Johans Geni og hans Faders Tiltro havde, alt siden han betraadte Sverrig, gjort ham til Sjelen i Regjeringen. Der for- andredes intet i dennes System, da den gamle Konges, Carl den 13des, Hengang til sine Fædre den 5te Februar 1818 lod begge Nationer saa jublende hylde CARL JOHAN SOM KONGE TIL SVERRIG OG NORGE Han kronedes i Stockholm 11te Mai 1818 som "Carl den 14de Johan," og i Throndhjem 7de Septbr. s. A. under samme Navn og Kongetal, uden at den Forandring iagttoges ved samme, som for Norges Vedkommende vilde være den rigtige. Da man, uden videre Skrupler havde nævnet den forrige norske Konge "Carl den 13de", var det Forhastelsen under Foreningens Afsluttelse, hvoraf der er flere Spor, som havde undladt at anmærke denne ingenlunde uvigtige Feil. Nu var det maaske Glæden, og den er af al Sindstummel den meest glemske. Historien, der maa tilkjende Carl Knudsson Bonde en Plads i den norske Konge- række, om Kroning og Hylding skal have noget at betyde, kan SIDE: 395 ikke nævne den 13de og 14de af Sverrigs Carler uden som den 2den og 3die. Carl Johan nævnes dog bestandigt som Norges 14de Carl, og det er gaaet med denne Forglemmelsesfeil som med smaa, men forsømte, Saar, der eddre sig værre og værre med Tiden. Efter Frankrigs Betvingelse fik det Monarkforbund til Under- kuelse af alle Reformbevægelser, som dets Stifter, Keiser Alex- ander af Rusland, der havde et temporært Snæv af Pietisme, saa utilbørligen gav Navn af den hellige Alliance, som bekjendt, sit Tilvær. Carl Johan tiltraadte det, og hans Ministerier have, især hvad den udenlandske Politik angaaer, aldrig fraveget dets System. De have derfor været lidet populære. Svenskerne have troet at spore en Banghed for Rusland, en Eftergivelse for dets paatrængende Indflydelse, hvorimod deres Nationalfølelse op- røres. De betragte de hemmelige uhyre Befæstningsarbejder paa Åland som en Art stedsevarende Blokade af Sveriges egen Hovedstad. Og den svenske Udenrigsministers, dengang Grev Engestrøms, skammelige Afgjørelse af den norske saakaldte Bodøsag mod Protest fra norsk Side lagde liden Kraft for Dagen til at hævde Rigernes Anseelse mod Anmasselser fra den anden Kant: fra England. Engelske Smuglere havde i 1818 i Bodø i de norske Nordlande tilladt sig saa voldsomme Krænkelser af Kongens Landshøihed, Rigets Love og af Personer, at de -- som en svensk Forfatter udtrykker sig -- kunde lade En "tro sig virkeligen henflyttet til Ostindien eller Afrika, og at Hændelserne have tildraget sig paa en eller anden svag Nabobs eller liden Negerfyrstes Gebeet, hvor, men ogsaa alene der, den europæiske Egennytte har troet den i de senere Tider kunde ustraffet til- lade sig saa voldsom en Fremfærd." Den Fyldestgjørelse Norge fik igjennem Sveriges Diplomatik var ovenikjøbet at maatte be- tale 18,000 £ Sterling og at see de Embedsmænd, tiltalte for en overordentlig Kommission, som havde gjort sit til forat opfylde sin Pligt. Denne Sag gav Normændenes grundlovmæssige For- dring paa at deres diplomatiske Anliggender maa bestyres af norske ansvarlige Embedsmænd Lyd og Mæle. Men hvad Po- litiken engang har faaet ihænde giver den ikke lettelig Slip paa. Alt hvad Normændene omsider i 1835 have kunnet opnaae i dette vigtige Punkt har derfor været den tildeels illusoriske Be- stemmelse, at et Medlem af det norske Statsraad skal være SIDE: 396 nærværende, naar den svenske Udenrigsminister foredrager norske diplomatiske Sager eller saadanne, som ikke udeluk- kende angaae Sverrig. Et Bondeopløb i enkelte af de agershusiske Oplande tillagde ogsaa Aaret 1818 nogen Mærkværdighed for Norge. Bag de nærmere Motiver dertil, der laae i de tunge Opoffrelser, som den tvungne Nationalbanks Oprettelse krævede, troede man nemlig at opdage en fjernere, ved Machinationer fremkaldt, Hensigt at omstyrte Konstitutionen. Herom veed man dog al- deles intet aldeles tilforladeligt og sammenhængende, og de, som vide det, finde sin Regning ved at tie. Hvad man troede at op- dage bidrog dog til at udsaae Mistroens Sæd i den endnu neppe kjølnede Aske efter Krigen. Men den kom ikke i nogen Væxt før i 1821. Da var allerede efter en Svensk Forfatters Udtryk, "Unionens meenløse Dage forbi; Stridens og Prøvelsens Dage begyndte." Kong Carl Johan havde ikke sanktioneret de to næst foregaaende Storthings Beslutninger om Adelens Afskaf- felse; og vi antage Rigtigheden af, at Hensyn til fremmede Mag- ters mulige Mishag kan have havt Indflydelse paa denne An- skuelse. Idetmindste anvendtes dette Argument forat forhindre Beslutningens Bliven til Lov ved dens uforandrede Antagelse paa Storthinget i 1821. Man satte Ordren til at svenske Regi- menter skulde holde sig marschfærdige inden 24 Timer, en svensk Hær paa 3000 Mand, der under Storthingstiden indtraf i en Lyst- leir ved Kristiania med skarpe Patroner og Karduser, og en svensk Flaades Evolutioner paa Havnen i Forbindelse saavel med Afgjørelsen af Adelsspørgsmaalet som af den kongelige Proposition om at Norge, paa Grund af hiin, Kongen af Sverrig forbindende, Stipulation i Kielertraktaten og Wienerkongressens Tilsagn om dens Opfyldelse, skulde deeltage i den danske Stats- gjeld med 3 Millioner Species. Man kjender Udfaldet: Adelen blev afskaffet, Gjeldens Betaling indrømmet -- Beslutninger, som ligesaameget erhvervede det norske Storthing Europas Opmærk- somhed som selve Konstitutionens Tilbliven og dens mærkvær- dige Forsvar i sin Integritet paa 1824 Aars og de følgende Storthing imod de 10 kongelige Propositioner, som tilsammen- tagne vilde i det Væsentligste tilintetgjøre den bestaaende Stats- forfatning. Begge Nationers liberale Presse udtalte kun een Mening om SIDE: 397 disse Propositioner. De smertede Normændene, og de søgte at stille sin Smerte med den fromme Tro, at nogle konservative Hoveder for den svenske Adel vare deres egentlige Ophav. Re- gjeringen vedblev at være ligesaa uforanderlig i paany at frem- sætte tvende af dem, nemlig om Veto og Naturalisationsretten, hvilke den maaskee ansaae for de vigtigste, som Storthingene i at give dem eenstemmigt Afslag. De fremsattes femte Gang, da Normændene reiste et Minde for den Borger, Chr. Krohg, forhen Statsraad, der i 1824 havde forfattet den Kommiteebe- tænkning desangaaende, hvis Resultater Storthingene stedse senere have bifaldt. Carl Johan undlod ikke i sin Instrux til den fjerde svenske Rigsstatholder i Norge, Grev Platen, at be- mærke med Forundring den parlamentariske Dygtighed og Tak- tik, som de norske Storthing lagde for Dagen. Hiin Menings- strid berøvede dog Carl Johan ligesaalidt det norske Folks Kjærlighed, som hans Ulyst til at indlade sig paa en Reform af det svenske Folks Stænderforfatning har betaget ham dettes. Disse Omstændigheder formindskede kun Antallet af en ud- skejende Enthusiasmes løgnagtige Overdrivelser. Hertil bidrog i Norge mere end noget andet Kongens dybe Modvilje mod dets Konstitutionsfest den 17de Mai, der førstegang blev feiret i Throndhjem 1823. Statholder Platen fik i saa Henseende strenge Instruxer. Cirkulærer til Embedsmændene og en kgl. Kundgjø- relse af 7de Mai 1828 overtydede vel om hvor alvorligt Kongen meente det med sin Uvilje mod Festen; men Overtydningen om, at Grunden dertil var en Mistydning af dens Tendenz, somom denne skulde være antiunionel, og at den skrev sig fra Svensker, der hadede den norske Frihed, og om at den nok vilde rette sig med Tiden lod disse paafaldende Forholdsregler snarere virke det modsatte paa Folkets uafhængige Dele. At det endog, ved Øvrighedens Uklogskab kom til militære Voldsomheder i Kristiania 17de Mai 1829, og at en overordentlig Kommission blev nedsat ligesom efter den uskyldige Theaterpiben samme- steds, 4de Novbr. 1829, havde de samme Følger, nemlig de mod- satte af de tilsigtede. Fra svensk Side var man særdeles pirre- lig paa Foreningens gode Navns Vegne. Den kunde ikke blive nok rost af Normændene for hvad Freden, Friheden, Penge- væsenets Fastnen, Handelens og Agerbrugets Opkomst i gode Aaringer efterhaanden maatte medføre. Vi anføre dette i en SIDE: 398 Carl Johans Historie for at give den Bemærkning det rette Lys, at det endnu ikke har lykkets ham at give Foreningen, dette Værk af Omstændighederne, hvori han har saa stor Deel, det høje Værd for Normændene, som den vilde have, om deres Klager over unionelle Krænkelser og over at Sverrig tilstedes i visse Punkter, navnligen i Unionsflagets Sammensætning og dettes tvungne Brug, Yttringer af et Supremati, med Lempe vare blevne afhjulpne. Carl Johan har viist alle Grene af den indre Bestyrelse, Han- delen, Industrien og Forholdet til fremmede Magter den nid- kjæreste Opmærksomhed, med lige Hensyn til begge Rigers Tarv. Han er deri, som ovenberørt, blevet understøttet af heldige Om- stændigheder. I Sverrig skriver Udførelsen af den 22 Sømile lange Göthakanal, som forener Østersøen og Nordsøen med hinanden, af Trollhätta- og Söderteljekanalen samt Udbedringen af Hjelmarkanalen sig fra hans Regjeringstid. Carl Johan ophjalp mangfoldige industrielle Foretagender med sin store Privatformue, medens man vanskeligt kan gjøre sig noget Begreb om dens Beskatning af privat Nød. Især i de første Foreningsaar beholdt Carl Johan neppe meget tilbage af sin norske Civilliste, og i Sverrig har især den fattige Adel ikke været for stolt til at trænge sig frem til hans rundhaandede Hjælp. Hans Formue var ellers bleven forøget ved Salget af hans Dotation, Fyrstendømmet Pontecorvo i Neapel, og af Øen Guadeloupe i Vestindien, som Storbrittannien havde frataget Frankrig og aftraadt til Sverrig for dets Bistand i Krigen. Ved Freden i 1815 løstes Øen tilbage af Frankrig, og man forstod, siger Forfatteren af "Sverige i 1809 og 1832," at tyde Stilisa- tionen i denne Traktat saaledes, at det blev anset for at være til Kronprindsen personlig at Øen blev overgivet. "Ogsaa blandt Repræsentanterne, vedbliver han, opløftedes ingen Røst forat erindre om den simple Sats i Statslæren, at kun Lande kunne tabe Besiddelser, og at saaledes kun Lande kunne vinde dem, hvad Udtryk end Traktaterne bruge derom, samt at Konger og Regenter vel i disse kunne siges at aftræde eller erholde Pro- vindser, men at saadant kun skeer af dem som daværende Re- præsentanter for de Stater de styre. Naturligen burde da Kron- prindsen troe, at Sverige hyldede en Statslære for sig selv siden man unddrog Stænderne al Kundskab om Ret til at undersøge SIDE: 399 de under Krigen erholdte Subsidiemidler. Hans egen ophøiede Karakteer viste sig dog ogsaa i dette Tilfælde. Kun Halvten af Løsesummen forbeholdt han sig selv; den øvrige Halvdeel an- viste han, med virkelig kongelig Ædelmodighed, til Afbetaling paa Rigets udenlandske Gjæld." Denne blev strax Gjenstanden for Carl Johans Virksomhed. Kjøbesummen for Pommern blev ogsaa anvendt dertil, hvor tungt dette Offer af den sidste Be- siddelse hiinsides Østersøen end faldt for de Svensker, der ikke engang føle den Vemod tilfredsstillet hvormed de tænkte paa Sverrigs Storhed i det 17de Aarhundrede, naar de saae den Obelisk for Gustav Adolf den Store, som Carl Johan har oprettet i Upsala. For Forsvarsvæsenet har Carl Johan sørget med stor Nidkjær- hed. Til den Forsvarsplan, som har ladet ham anlægge ved Wetteren Centralfæstningen Wanäs eller Carlsborg efter den franske Carnots Befæstningsplan, et Arbeide, som endnu fort- drives, har ikke hørt Vedligeholdelsen af alle de norske Grændse- fæstninger. Ingen endelig Beslutning er endnu fattet om For- svaret af begge hans Hovedstæder. Derimod er Karlskrona Havn bleven befæstet, og en Orlogshavn anlagt paa Horten i Kristianiafjorden, og Søforsvaret er i det Hele i den senere Tid blevet skjænket mere Opmærksomhed. Begge Rigers Handel har hævet sig under Carl Johans Forsorg. I Sverrig ere de nordlandske Elve blevne gjorte flødbare til Fordeel for Trælasthandelen, som i de nordlige Provindser har vundet i Betydenhed, endskjøndt den for det meste er i Eng- lændernes Hænder. Toldintraderne have Aar for Aar hævet sig i begge Riger. I Norge har dette endog paa sidste Storthing tilladt de direkte Skatters Ophævelse. Imidlertid er dens Bal- lance lige tvivlsom i begge Riger. I Sverrig, hvor Carl Johan har mange private Landeiendomme, har han til Fordeel for Klædetilvirkningen, sørget for at forbedre Faareracen, ligesom ogsaa Forædlingen af dets Jern har været en fortrinlig Gjenstand for hans Omsorg. I begge Riger har ikke blot egentlige Velgjørenhedsanstalter, men ogsaa Skolerne i flere Byer Carl Johan personlig meget at takke. Hans svenske Regjering har mere end den norske i de senere Aar lagt for Dagen, at den ikke ynder den politiske Op- lysning, som udspredes af den periodiske Presse. Det antages SIDE: 400 i Almindelighed ikke, at Carl Johan altid har været heldig i Valget af sine vigtigste Ministre. Som det meest lysende Moment i den nys afdøde Udenrigsminister Wetterstedts politiske Liv fremhæve Svenskerne den Maade, hvorpaa han forsvarede mod de frem- mede Diplomater den ubetænksomme Handel, hvorefter Sverrig afhændede til det, som Stat ikke anerkjendte, Kolumbien endeel gamle, men armerede og besatte, Orlogsskibe. De Ophævelser, som gjordes derover, fremkaldte det herlige Træk af Carl Johan, at han erklærede i sit Statsraad, at han var beredt til at trække Sværdet paany før han vilde taale at Sverrigs Ære krænkedes ved Fremmedes overmodige Irettesættelser; og at han omfavnede sine Statsraader, og erkjendte deres Mening for den bedste for Sverrigs Velvære, at nemlig Freden ikke maatte brydes for denne Sag. Da var det, Grev Wetterstedts Duelighed jevnede alt. Grev Brahe, Kongens første Generaladjutant, er ellers den svenske Mand, Carl Johan har skjænket størst Indflydelse. Han er stedse om Kongens Person. Det Fortjenstlige i hans person- lige Hengivenhed har dog ikke kunnet befrie ham for sine Lands- mænds Misnøje over den Indflydelse, de troe han udøver paa Besættelsen af Statens Embeder, hvortil Adelen ofte gives for- trinsviis Adgang. Normændene have med samme Følelser be- mærket, at Levningerne af deres Adel ere kaldede til at omgive Thronen og at repræsentere dem i Udlandet, uden at de kunne siges at have kastet nogen Glands paa deres Stilling. De svenske Rigsdage have meest havt økonomiske Spørgs- maale at afgjøre; og de kongelige Propositioner have kun mødt Hindringer af enkelte udmærkede Talenter, som især have tilhørt Adel- og Bondestanden. Det har da stundom hændt, at Regje- ringen er bleven karakteriseret med stærkere Udbrud af mis- fornøiet Patriotisme, end Verden skulde holde for rimelige under et saadant Talents Styrelse som Carl Johan. Oppositionen i det norske Storthing har været mindre sparsom paa Roes. Regje- ringens Aand og System har fra den Side ikke havt alvorlige Misbilligelser at døje før Storthingets pludselige Opløsning i Juli 1836. Rigsretten fordømte denne Handling idet den straffældte Statsministeren, som ikke havde protesteret derimod. Norge har Carl Johan ikke kunnet besøge saa ofte, som Grundloven fore- skriver. Den sidste Gang skede det i 1835, da han tillige besaae og gav sit Navn til den nye Vei imellem Throndhjemsstift og SIDE: 401 Jæmtland -- et af de stolteste Mindesmærker fra Carl Johans Regjering. Han besøgte ved samme Leilighed endeel af Sverrigs nordlige Provindser, som skylde ham saameget fra Misvæxtaarene i 1826, 1831, 32 og 33, og i dette Aars Høst har han fuldendt sin Eriksgate ved at gjennemreise de sydlige og midterste Dele af Landet. Mellem de her saa adspredte Træk af Carl Johans Karakteri- stik bør heller ikke, for det Lys det kaster over hans Hjerte, forglemmes den Menneskekjærlighed, han lægger for Dagen i sin Brug af Benaadningsretten. Den er ved et enkelt Tilfælde an- vendt mod et Par svenske Adelsmænd, der landsforvistes fordi de skulde være gaaet videre i sin Interesse for det forrige Dy- nasti, end den Ængstlighed tillod, hvormed der vaages over det nærværendes Sikkerhed. Men enhver Svensk og Normand garanterer denne med sin Hengivenhed for Carl Johans Person og hans elskværdige og opblomstrende Familie. Forhen i disse Blade er et Øjeblik frem- hævet som det lykkeligste i hans Liv; men det Øjeblik stod os da ikke for Øjne, da Carl Johan jublende favnede sin første Sønnesøn, sit udtrykte Billede. Hans Søn Oscar havde nemlig i 1823 givtet sig med den herlige Eugen Beauharnais's elskelige Datter, Prindsesse af Leuchtenberg Josefine Maximiliane Eugenie Napoleone, fød 14. Marts 1807; og hun fødte ham i 1826 Carl Ludvig Eugen, udnævnt til Hertug af Skaane, i 1827 Franz Gu- staf Oscar, Hertug af Upland, i 1829 Oscar Frederik, Hertug af Østergothland, i 1830 Charlotte Eugenie Augusta og i 1831 Ni- colai August, Hertug af Dalarne. Denne Velsignelse har gjort Carl Johans huuslige Lykke fuldkommen. Europa opviser ingen kongelig Familie, der nyder et lykkeligere og værdigere Samliv end denne om den aands- og legems-karske 73aarige Svea- og Normanna-Konning, der endnu har en Ynglings Livlighed i Ge- myttet og Manddommens Holdning og hele Udvortes. SIDE: 1 Henrik Wergeland NORGES HISTORIE ANDEN DEEL INDEHOLDENDE BEGIVENHEDERNE FRA FORENINGEN MED DANMARK OG INDTIL NÆRVÆRENDE TID FOR ALMUEN OTTENDE HEFTE Land forgaaer -- men synker Verden? Mænd forgaae -- mon Frihed vel? Født med første Engel er den, døer ei før den sidste Sjel. TIDSRUM: TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK. (FRA 1387 -- 1814). I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET. (FRA 1387 -- 1536). II. BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED. (FRA 1536 -- 1814). 1)FØR ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (FRA 1536 -- 1660). 2) EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (FRA 1660 -- 1814). FJERDE TIDSRUM: NORGES GJENOPREISNINGS TID. I. BEFRIELSESAARET 1814. II. NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED FORENET MED SVERIGE. SIDE: 2 FORORD En Forfatter siger: "Uden at ophøre med at være upartisk, og uden at forvanske i nogen Maade Begivenhedernes Sandhed, kan man beklage, i den forsvundne som i den nærværende Tid, Menneskers og Folkeslags Skjebne som Uretfærds og Voldsom- hedens Offre. Dette er at opfylde en Billigheds og Menneske- ligheds Pligt; og dersom de Ulykkelige ere sine Tidsjevnlige hellige, ere de det ligeledes for Historien." Disse ædle Linjer ønskes af mange Grunde, ja ogsaa for nærværende Forfatters egen Skyld, erindrede under Fremstillingen af det Afsnit, som nu forestaaer af Fædrelandets Historie. Thi det er ikke længe- siden, at man tvivlede i Norge om at dette var den sanddru Saga hjemfalden -- denne, der eier den svundne Dag og arver Øieblikkene. Men, hvor klart det end, i sin rette Forstand, burde staae for Historieskriverens Øine, "at han ikke bør være af nogen Nation" -- vist er det, at alle de Forfattere, som omhandlede denne Deel af Begivenhederne, ihukom, at de vare danske, og at Enevældet ogsaa udstrækker sin frygtelige Magt over Aanden og Sandheden. Det var langtfra, at de, hvad Norge betræffer, stillede sig paa det Standpunct, som hiin Forfatter anviser Hi- storieskriveren. Gjennem dem fik Nordmændene i Almindelighed, men især Skole-ungdommen ganske andre Begreber om Fædrelandets Stil- ling, end hvad sandt var. De hørte kun og læste og lærte kun om Lykke under Enekongens Kjærlighedsspiir, om Danmarks aldeles Nødvendighed for Norge i alle selv i aandige Henseender, om samslyngede, med Hjerterødder og Navlestrenge sambundne Tvillinger o. s. v. De hørte, læste og lærte kun Sligt, indtil de troede det, og indtil Troen gik i sagngiven Arv, saa den gjerne kunde bestaaet, om man end ikke sørgede for at slige Lærdomme strax greb hver opvoxende Slægt. Vaagnede i Gemytterne en Trang til historisk Selvfølelse, en Ahnelse om at historisk Ære sømmer et Folk, at det bør hvile derpaa -- nu, da aabnede Snorre alle sine Æresminder; og man var tilfreds. Man var saa tilfreds med det drømmende Behag i den gamle Erindring, at man glemte den friske, ja mange nærmere Aarhundreders. Man SIDE: 3 lod sig nøje med Troen paa frisk Lykke og med gammel rusten Ære. Slig Taabelighed, der tilhører Adelen, var bleven Folkets. De gamle Tider maatte bøde med sin Overflod af Hæder paa de nærværendes Mangel; Fædrene udsone Ætlingernes Synder, istedetfor at det skal være omvendt; Fædrenes Frihed kaste en Glands over Sønnernes Trældom. Dog, at Norges Forfatning under Forbindelsen med Danmark havde været og var Trældom fra først til sidst -- det ahntes ikke af Almeenheden, det turde ikke siges. Saa fast var hiin Tro, saa høit var hiin adelige, næsten til en Nationalfeil blevne, falske Selvfølelse stegen. Det er sagt, at den offentlige Mening er, selv i en fordærvet Alder, det mest Ufordærvede. I Aar- hundreder var det i Norge ikke saa. Men en saadan Stemning? saadanne Begreber om Fædrelan- dets Stilling? Soldatermod kan den føde og nære; Borgermod, Folkemod ikke. Saa farlige ere falske historiske Begreber og af disse udrundne Følelser, at de oplyste Fædrelandsvenners første Stormeed i 1814: Adskillelsen for stedse fra Danmark, selv med Opofrelser til Sverige, ikke fandt tilbørlig Støtte hos Mængden, ja forstodes ikke af denne, og, om end det, da med en vis Følelse af Modbydelighed .. saa farlige ere de, at fjernt knyttede Omstændigheder, ikke en i Folkets Indre levende Er- kjendelse, fremtvang Befrielsen; og at en ikke hemmeligholdt Frygt for Muligheden af en Gjenforening lige indtil de senere Aar rørte sig i Gemytterne. Der gives dog unegtelig flere Aar- sager til en saadan Stemning, end den falske historiske Frem- stilling af Fædrelandets Stilling og Tilstand, som bibragtes Nord- mændene i Almindelighed. Den norske Befolkning fortrængtes fra Byerne af Fremmede; Regjeringen var vel despotisk, men ikke tyrannisk: Trykket føltes sjelden af den Enkelte, da det laae over det Hele; Folket vantes til at see Danske i Embederne; den danske Forvanskning af Oldsproget forplantedes gjennem alle Skrivter; en Høiskole negtedes; de Norske, der opdroges til Lærdom, opdroges dertil i Danmark og paa dansk. Flere saa- danne Aarsager gives, og ere lette at finde; men til disse Forord hører kun at lægge Vægt paa hiin første: den nemlig, at vi have været vante til, og Mængden har troet alt for længe paa Lær- domme, der ikke ere Historiens, og paa Fremstillinger, der skulde SIDE: 4 kaldes historiske, dersom falske kunde fortjene dette Navn, om en Lykke under Foreningen med Danmark, som i det Følgende skal vises aldrig blev det til Deel. Men, antaget for Deres Skyld, som, endnu med Kong Christian den 7de i Tankerne, klagende mindes tilbage en frodig, tilfældig Erhvervstid for en 40 Aar siden, at en saadan Lykke stundom under hine Forhold tilfaldt Norge: saa er det dog ligesaavist mellem Stater som det er mellem Personer, at den Lykke er for dyrkjøbt, som kjøbes for Æren. En uberegnelig Formue ligger i Nationalæren. Men denne -- ? Nordmændene blues, at de ikke med Vaaben ihaand gjenvandt den Aarhundreder før det skede, at alene Fædrelandets Beliggenhed frelste det Norske i Norge, under alle de Angreb derpaa, som det er Pligt sanddru i det Følgende at fremstille. Et Skjold dit Speil; din vilde Støi, o Hav, en Frelsenshymne høi! En Muur din steile Sjø! En staalglat Muur, af Skum en Grav! Saa fast en Borg ei Dovre gav dig, signte Norge, kløvt ved Hav fra Trældoms bandte Ø. Men der er Nytte i at gjenkalde sig sin Sorg. Intet Folk har gjennem sin Historie modtaget i flere Henseender kostbarere Lærdomme fra den Altstyrende end det norske. SIDE: 5 TREDIE TIDSRUM NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK. (FRA 1387 -- 1814.) MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387 -- 1536.) Dronning Margrethe (1387 -- 1412.) Norge forenet med Danmark alene (til 1397.) Olaf den Unge, den Sidste af gillske Æten, var død. Mar- grethe levede. Saa var det Hun og Skjebnen vilde det. Hvad Folket vilde under disse Udsigter var og blev der heller intet Spørgsmaal om; thi med dets Aand var ogsaa dets Magt død. Det havde forhen af sine egne Konger Magnus den 6te og Hakon den 7de taalt Indgreb i denne; og da er den hele forloren som Isen hvor den første Vaarbølge bryder igjennem. Det var da intet Vogestykke af en fremmed Regent at angribe de Konge- love, som vare traadte istedetfor den gamle Forfatnings. Des- uden gives der ingen Lov for Overmagten; og denne besad Margrethe i sin overlegne Aand, sin Stilling, og, hvad der maaskee sagde mere, i Nidaroserkebispens og med ham Geistlighedens Medhold. K. Hakon den 7des Kronarvelov nyttede da Drosten Hakon Johnssøn kun lidet, skjøndt han, som nedstammende i 2det Led fra hiin Konges naturlige Datter Agnethe, efter samme var nærmest thronberettiget. Om han med Sværdet havde paa- talt sin Ret, skulde det have været et af de sjeldne Tilfælde hvori Ærgjerrighed og Patriotisme, der ofte nok havde det Ydre tilfælles, i det Indre og i Meed vilde have været eet. Nu gik det med Underhandlinger i flere Maaneder -- da svor den uman- dige Stormand sig sin Adkomst fra, og sit Fædreland et fremmed Rige til, som strax satte sig i samme Forhold til det som Hoved- gaarden til Sæteren. Det synes vel ved første Øjekast paa denne skjebnesvangre Handling, som om Hakons personlige Ret til at frasige sig sin Adkomst maatte være uomtvistelig; men det er dog ikke saa: Omstændighederne gjorde, at han tilhørte ganske SIDE: 6 Staten, hvis Selvstændighed ved en i sig selv ufri Constitutions- forandring var bleven knyttet til egne Konger af hans Æt. Der- for, om vi end ikke antage ham bestukken af Skræk eller Guld, var selv ikke Ønsket, at fritages for Regjeringens byrdefulde Ære, pligtmæssigt eller tilladeligt, saalænge Naturen ikke gjorde ham uduelig. Men hvor lidet Hakon end har havt for sig, som det lader til, saa har dette dog hidtil ikke været en Mangel, som har forbudt Folk at gribe efter og besidde Kronen. Fra det svækkede Folks Side skede ingen Bevægelse til For- deel for den gamle Kongestamme. Ligesaa meget i aandig Hen- seende sløvet under Kongemagtens og de særberettigede Stæn- ders Magtudvidelser som fysisk medtaget af Landødesoten, der indtil henimod Udgangen af Aarhundredet synes at have i svagere Stød alt imellem rørt sig i enkelte Egne, var det et roligt Vidne til, at Geistlighed og Rigsraad, saasnart Hakon var bragt til Taushed, valgte Margrethe til Dronning med al kongelig Myndig- hed, ligesom hun siden Aaret før var det i Danmark, og erkjendte villigen hendes 5aarige Søsterdattersøn Erik af Pommern for nærmest Arveberettiget til Norge. Dette Eriks Valg og Antagelse af Titelen "Norges Konge" gav Fiendskabet mellem Margrethe og den svenske Konge Albrecht ny Næring. Han tog nemlig sin Brodersøns Parti, hvem han troede derved forurettet, som nærmere beslægtet til Margrethe. Men denne rænkefulde og herskesyge Qvinde skjøttede ikke om at have en Mand ved Siden; men kun et Barn, som Erik var, og som hun kunde opdrage i den Viisdom: "at han skulde lade sig føde af Norge, klæde af Sverige, forsvare af Danmark." Hun fik ham derfor erkjendt, medens hun for et Syns Skyld søgte at lede Valget paa Hiin, hvis Adkomst erklæredes forbrudt, fordi han havde gjort den afdøde Olaf Kongedømmet stridigt over Danmark. Ligemeget for at sikkre Erik som for at give en na- tional Forfængelighed et Offer, ligesaa tomt som den selv, var det, at dette Barn prydedes med Navn af Norges Konge. Ved den forstødte Medbeilers Død, som allerede var indtruffen før Valget, antog Albrecht sig hans formentlige Krav som sit eget; maaskee vilde han ogsaa, da han greb til Vaaben, gjøre en Ende paa de rænkefulde Forbindelser Margrethe stod i med endeel svenske Stormænd. Men hans Planer vare Taarne paa en under- gravet Grund. I Spidsen af en tydsk Hær mødte han sine egne SIDE: 7 Undersaatter forente med en dansk Hær under Ivar Lykke; og Nederlaget ved Falkjøping i Vestergøthland endte med den udue- lige Konges Fangenskab 1388. Margrethe kjendte ikke til Ædel- mod i Seiren: hun behandlede ham med hjerteløs Spot, til Vederlag vel fordi han tilforn havde givet hende Øgenavne, og satte ham i haardt Fangenskab indtil 1395. Denne Krig gav Anledning til Oprettelsen af et Kapersamfund, som, under Navn af Victualiebrødre, saasom dets oprindelige Hensigt var paa de tydske Hansestæders Vegne at bringe Føde- midler (Victualier, Fetalje) til Stockholm, der holdt Albrechts Parti til efter hans Løsladelse, i lang Tid skadede den norske Handel meget. De udartede inden kort aldeles til Sjørøvere, der vare fredløse saavel, om end sjeldnere, for Hansestæderne, som i andre Lande, saafremt de ikke for en Tid stode i en eller anden krigførende Stats Sold, eller aabnede sig ved sit rige Bytte i fremmede Sjøstæder et egennyttigt Gjæstevenskab. De forente Rigers Afmagt, idet de vare uden Flaade, viste sig ret ved disse Fribytteres Frækhed. Bergen udplyndrede de 1393; og er det rimeligt, at deres Skrækherredømme paa Havet har, ligesaameget som Svartdøden og de nordamerikanske Eskimoers ødelæggende Indfald, bevirket, at Nordmændenes Forbindelse med Grønland ophørte, og blev alt sjeldnere og slappere med Island. Danske Kyststæder vidste Margrethe ikke anderledes at sikkre end ved at forsænke Indløbene -- et fortvivlet Middel, som tillykke ikke lod sig bruge her. K. Erik af Norge var 1396 valgt til Danmarks Konge under Margrethes Formynderskab. Aaret efter drev hun ogsaa igjennem, at han kaaredes i Sverig, og krontes til Nordens Konge, efterat de fra alle 3 Riger afsendte 16 Rigsraader, hvoraf 4 norske, 20de Juli 1397 i Calmar havde sluttet en Forening (Union) imellem dem paa Betingelse af bibeholdt Jevnrang, Selvstændighed, Rigs- raad og Brug af egne Love for hvert af Rigerne, der ved sine udvalgte Sendinger, 40 fra hvert, skulde vælge den fælleds Konge, og være mod Udlandet som Eet i Fred og Ufred. Island, der burde været betragtet og behandlet som den fjerde Unionsstat, fulgte Norge uden at der spurgtes videre om dets Samtykke. Det Tyngste ved Ringhed er Vilkaarligheden hvorfor den er udsat. SIDE: 8 Norge forenet med Danmark og Sverig i Calmarunionen. Ingen af Calmarunionens Forjettelser opfyldtes. De ubetydelige holstenske Grever legte med dette politiske Uhyre, som forfær- dede Verden, da det fremstod; og selv indvortes meddelte de afkræftede Riger ikke hverandre nogen ny Livsvarme. Kun til- fældige Ulykkesomstændigheder, hvorfor Nationer, der vare af- vante med sin Frihed, gave efter, mens en Enkelts Statskløgt beherskede dem, og ikke en frivillig Overenskomst eller nogen indre Nødvendighed, ledet i sit Frembrud af fortrinlige Aander, hvis beundringsværdige Planer dog kun ere som det renere Af- tryk af Folkeviljen, havde fremskabt denne Forening. Tidsalderen var Europas mest fordærvede; ogsaa Norden leed af alle dens sedlige Onder. Udrundne af Geistlighedens Overvælde, levede dette igjen af dem, men døde ogsaa omsider deraf. I nærmeste Følgeforbindelse med Geistlighedens Magt og i samme Forhold til den sjunkne Almeensedligheds Tilstand stode de andre Magter: Kongernes og Adelens, som ligeledes tærede paa Folkenes indre Kraft og paa Friheden. Da disse, der ere som Rod og Blomst, vare fortærte, kjæmpede hine tre egennyttige Magter indbyrdes; hvor de to forentes maatte den tredie give tabt. Den norske og svenske Adel, bestikkelig og fordærvet, fremhjalp den af Geistligheden understøttede Margrethes Planer, ilende med at gaae ind i disse, forat dele hvad Bytte af Embeder, Lehn og Særrettigheder, der tilhørte som Indbo og Pragtgemakker den nye Bygning paa Ruinerne af de forente Nationers Frihed og Velfærd. Ligesaa vare Kongernes Haandfæstninger ikke at be- tragte som Forbedringer i Folkeforfatningerne, men kun som Udvidelser i de andre to Magters Særrettigheder, som de ikke undlode at æske og øge, da de i Forening omsider kom saa vidt, at de alene forestillede Folket, og saaledes dannede eet Modsamlag (Opposition) mod Kongemagten. Sløvt Trælsind be- tegnede Folkene i den almene Fordærvelse. Det lod dem see Himlens Raad i Geistlighedens, Aljordens Magt i nogle Smaa- tyranners. Saaledes var det muligt, at en ved alleslags Bestik- kelser vunden Mindrehed, trængende Folkenes døde, uvirksomme Fleerhed tilside, og at egennyttige, adsplittede Interesser istand- bragte i Calmarunionen et Værk, som andre Folkeslag paaengang beundrede som et Viisdommens Mesterstykke, og skjalv for paa SIDE: 9 Grund af den Fasthed de tillagde det, og den voxende Lykke det syntes at forjette de nordiske Folk, som altid lode Verden føle deres Velmagt. Afmægtige hver for sig vare de nordiske Stater; men afmægtigere blev dog Foreningstaten. Selv paa Baandet, der i en Krig kunde holde dem sammen: paa Havet maatte den give Slip: Hansen og dens Fribyttere vare Herrer over Sundene, Havnene, Østre- og Vestresaltet. Kjæmpen var saaledes sit Styrkesbelte berøvet; hine Stænders sedløse Tilstand, Unionskongens Uretfærdighed og danske Anmasselser vare som onde Lidenskaber, der søndrede hans Aand og betog ham Tænke- evnen; og i den Mistillid og Ahnelsen om at være bedraget, som gjennemglimtede det norske og svenske Folks Sløvsind, sad Døden i hans Marg. At denne Stemning var det norske Folks, er tydeligt ogsaa deraf, at en Person, byggende derpaa, udgav sig i Skaane 1402 for at være Olaf den 5te, der skulde være undkommen fra det Fængsel, hvori Moderen sagdes at holde ham fangen for selv at kunne herske. Han synes at have havt selv en Hær tilhjælp, og i den Tiltro han vandt greb en smertelig Erindring om lykke- ligere Tider og brustet Haab Gemytterne. Margrethe fik ham vel fangen og brændt; men det norske Folks Sorg over hiin sin Elskling, der under sit Ophold i Skaane selv var bleven Dan- skerne kjær, gik endnu ikke op med Flammerne. Dets Klager over Olaf vare ogsaa Klager over den nærværende Forfatning; og dets Sorg over ham var saa liig den fortvivlende, der ikke vil troe sit Tab virkeligt, at endog en ny Eventyrer, der, flere Aar efter, sagde sig at være den af Fængsel og Luer undkomne Olaf, ikke savnede Tiltro. Det svenske Folk var ikke mindre misfornøjet med Foreningen, i hvilken Danmarks Forrang lod sig mere og mere tilsyne. Mar- grethe anvendte ogsaa aabenlyst hiin Lærdom, som hun havde meddelt sin Efterfølger; og satte de andre Riger i det under- ordnede Forhold til Danmark, som den antyder, og som var saameget mere uretfærdigt, som de, foruden at bære lige For- bundsbyrder, rigeligere end Danmark havde overladt Dronningen Lehn. Især klagedes i Sverig over at hun betyngede det med nye Skatter, og opfyldte det med voldsomme, udsugende danske Lehnsherrer og Embedsmænd. Dette var tvertimod Forenings- vilkaarene; men mod et, af fordærvede, særberettigede, selv SIDE: 10 splidfulde Stænder søndret og kuet Folk skal selv en fremmed Hersker kunne voge Alt. K. Erik tog liden Deel i Margrethes Regjering; og under denne er der kun liden Tale om Norge. Hansestæderne gave sit Contor i Bergen Love, hvorefter det havde at forholde sig mod Folket og Kronen; og bestemte, at deres Skibe skulde paa de norske Befalingsmænds Vink overlades til at forfølge Fribyttere, naar de viste sig -- en Tilladelse, som Bergens Ødelæggelse ved Victualiebrødrene ventelig bevirkede. Margrethe endte 1412 ombord i Flensborg Havn et Liv, som havde viist, at Herskesyge er en af de Lidenskaber, som van- skeligen tvinges, men umuligen mættes. K. Erik den 3die den Pomeraner (1412 -- 1442.) Udlændingernes Kiv om den norske Handel. Alt under de sidste af de gamle Konger havde Handelen paa Norge og Fiskeriet under dets Kyster været et Tvistensæble mellem Hansestæderne og Engellænderne. Forat standse dem i den Frihed de tog sig til at lægge sine Skibe op under hvilken Kyst og i hvilken Fjord de vilde, hvor da en Tusk- handel dreves med deres Overdaadsvarer, og for at ophjælpe Landets egne Handelspladse, havde K. Olaf den 5te grebet til det forhadte Middel at lovbinde hver Egn til en enkelt Plads, hvor den kuns skulde kunne handle. Men Udlændingerne agtede Landslovene kun lidet; i hvad Indskrænkninger disse end fore- skrev, vidste de at gjøre Handelen paa Norge saa fordeelagtig, at den opvakte den mest rasende Iversyge dem imellem. I lang Tid havde Hansestæderne været de mest begunstigede; nu, da K. Erik havde givtet en engelsk Kongedatter, den høihjertede Filippa, som dertil havde den norske Provinds Raumarike i Morgengave, tænkte Engellænderne at tage sin Mon igjen. Men Hansekjøbmændene benyttede sine gamle Forbindelser med Kyst- folket; og fik i det nordre Bergenhusiske alle de Engellændere, de der overkom, ihjelslagne. Derfor, og da disse vedbleve med sin Handels- og Fiske-færd, hvortil kom, at de ikke saa sjeldent plyndrede paa de norske Udlandes Kyster, forbød den engelske Regjering, paa Andragende fra den norske, dem al Fart undtagen paa Bergen. Dette skede oftere, men forgjeves, indtil omsider SIDE: 11 deslige Voldsomheder hemmedes efter et Fordrag mellem Norge og Engelland. Under dette faldt Russerne ind i Nordlandene, brændte hvad de maatte levne, og bortførte Folk i Trældom; Sjøen var fuld af Fribyttere af alle Nationer; og Victualiebrødrene ødelagde oftere Bergen paa det haardeste, dels paa de tydske Hansestæders Vegne, der en Tid lang laae i Krig med Unions- rigerne, dels under Paaskud af at straffe denne Stad, fordi den gav sig af med Engellænderne. Ved en saadan Leilighed banede hine dygtige Sjøfolk sig endog Adgang til Byen gjennem en overmægtig norsk Flaade. Skede end dette i rum Sjø, hvor det ikke var godt at vide Fiendens Curs, eller, under ugunstige Omstændigheder, at hindre ham fra at afskjære enkelte Skibe: saa er det dog ligesaa vist, at Mandhaftigheden synker med Friheden, som at Banneret bøjer sig i Støvet, naar Føreren knæhugges. De calmarske Overenskomster bekræftes og udvides. Med Tilsidesættelse af Margrethes Bestemmelse, hvorefter K. Eriks Søsters Æt, om Kongen selv ei efterlod mandlig Afkom, skulde være nærmest thronberettiget, havde Erik alt ved sin Thronbestigelse i Norge faaet sin Fætter Bugislav anerkjendt her som Thronfølger. Men fra dansk Side mødte han saamange Hindringer, da han 1436 forelagde dette Riges Stænder sin Vilje isaahenseende, at Brudet mellem disse og Kongen alt da var nær. Denne Misforstaaelse gav ny Styrke til de misfornøjede Svenske, der alt siden 1433, som det sig undertrykte Mænd anstaaer, befandt sig i Opstand formedelst de tydske og danske Embedsmænds Udsugelser, hvormed Kongen, tvertimod Unions- vilkaarene havde opfyldt Landet. Den gjæve Engelbrecht Engel- brechtson med sine Dalekarer tvang ham vel i et Forlig i Halm- stad, hvor de norske og danske Rigsraader mæglede, til at love at holde sig disse efterretteligere; men da dette ikke skede, og han ligeledes i Sverig forsøgte paa at faae sin Fætter, tilligemed et helt Slæng af pommerske Fyrster, hyldet: saa grebe Sven- kerne atter til Vaaben under Engelbrecht og Marsken Karl Knutssøn Bonde, hvem de udnævnte til Rigsforstander. Da imid- lertid Mistanken for Snigmordet paa Folkets Helt Engelbrecht berøvede Karl dettes Hengivenhed, og baade Rigsraadet og den SIDE: 12 upatriotiske Geistlighed, som holdt sig nærmere forbunden med Rom end med Fædrelandet, laante villigt Øre til nye Mæglinger fra de andre Riger: kom det til et Forlig i Calmar 1ste Septbr. 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen, og erholdt de Tillæg i sine Vilkaar, at Kongen skulde være 3 Maaneder i hvert Rige, ledsaget stedse af 2 Rigsraader fra hvert af de andre Lande; at ingen nye Love maatte gives eller nogen Herre fængsles uden Stændernes Samtykke; og at hvert Rige skulde have sin Drost, Marsk, Hovmester og Canzler. Man seer, Adelen havde ikke glemt sig; og det gjør den da heller aldrig. Med Hensyn til Kongevalget bestemtes, at det skulde anbetroes 40 fra hvert Rige valgte Mænd, som dertil skulde samles i Halmstad. Nær- mest Thronberettiget skulde Kongens Søn, og efter ham den næste mandlige Fætter, være; men efterlod Kongen flere Sønner, da skulde der kunne vælges imellem dem. Fandtes ingen slige Kongsemner, skulde Loddet afgjøre af hvilket Rige, den skulde vælges. De norske Valgmænd skulde bestaae af Erkebispen, Bergens Bisp, Provsten til Mariækirken i Oslo, der bestandig var Rigscanzler, Marsken, Drosten, 12 Riddere af Viken, 6 Lag- mænd, 1 Raadsherre fra Byerne Throndhjem, Bergen, Oslo og Tønsberg samt 10 Odelsbønder fra Thrøndelagen, Stavangers og Hammers Stifter, Rogaland og Viken. Første Rigsraadsregjering. (1437 -- 1442.) Unionsbygningen stod der igjen. Norge havde ikke liden Deel deri. Det hang nemlig fastere ved den uværdige Konge end de andre Stater, rimeligviis fordi det kjendte ham mindre, havde hørt ham bære Navn af Norges Konge før han fik denne Titel i de andre Riger, og fordi det især var under Geistlighedens aandelige Formynderskab, hvis Mening i slige Sager maatte være Folkets, og hvis Værk den nærværende Forfatning var. Nord- mændene havde heller ikke været nære Vidner til den kongelige Uslings mange Daarskaber og Laster. De havde ikke som Dan- skerne seet ham mishandle sin ædle Dronning, fordi et Tog, hun udrustede mod Hansestæderne havde et ulykkeligt Udfald; heller ikke, som Svenskerne, at hun døde i Vadstena Kloster af Føl- gerne af hiin raa Behandling og af Smerte derover. De pom- merske Herrer holdt til i Danmark, og Eriks Fogeder husserte SIDE: 13 i Sverrig. Ligesaa: den 26aarige Krig med de holstenske Hertuger om Schlesvig, som førtes og endtes med Skam og Tab, havde sin Skueplads fjernt fra Norge, der kun fik at bestille med Han- sestæderne, som indblandte sig deri; og Nordmændene tyktes vel, at Skammen derfor vedkom dem ligesaalidt som Tabet af hiin danske Provinds. Dog har det norske Rigsraad sin Deel i den, ventelig ved hiin Krig foranledigede, Bestemmelse mellem de øvrige Unionstillæg af 1ste Septbr. 1436, at Krig kun skulde kunne erklæres og føres efter Raadernes Samtykke. Denne Norges Vedhængen ved Erik var dog egentlig kun Rigs- raads og Geistligheds Velnøje med at de under hans bestandige Fraværelse havde saa frie Hænder, samt det menige Folks sæd- vanlige, og sædvanligviis tomme, Haab og Tiltro til at Kongen, om han blot vidste hvor det gik til, og fik raade. nok vilde hjælpe. Da derfor Erik, leed af det Hele, men især misnøjd over at hans Planer til at udstykke Rigerne mellem sin Familie vare strandede, Aaret efter Unionsordningens Fornyelse begav sig til Øen Gothland med Frillen sin, nogle Hofgunstlinger og Danmarks Skat; og Folket ansaae sig ganske overladt til sine hjemlige Forkuere: saa udbrød Opstand imod Disse paa mange Steder i Norge (ligesom ogsaa i Danmark); og Rigsraaderne fik den Anke til de øvrige mod Erik, at han hemmelig ophidsede Almuerne mod de særberettigede Stænder. Rigsraaderne herskede aldeles i alle 3 Riger. Unionen var atter opløst. I Spidsen for det svenske Rigsraad stod igjen Karl Knutssøn; og det danske havde Aaret efter Eriks Undvi- gelse indkaldt som Rigsforstander hans Søstersøn Grev Christoffer af Bayern. Begge Rigsraader havde afsat Erik; kun det norske indlod sig endnu ikke derpaa. Det vedligeholdt nogenlunde Ro- lighed, medens Alt var i Forvirring i de andre Riger. Som Flammer, der endnu reise sig af det nedbrændte Huses Aske, erklærede mange Interesser selv i Danmark og Sverig sig frem- deles for den gamle Konge; det norske Rigsraad regjerte i hans Navn, og sendte selv Tropper i hans Tjeneste ind i Sverig. Endog efterat Christoffer først i Danmark 1440, og derpaa Aaret efter i Sverig var bleven valgt til Konge, vedblev det at negte sit Samtykke hertil og at indlade sig paa noget nyt Valg. Heri støttede det sig ogsaa til et, før Christoffers Valg i Sverig, med dette Rige afsluttet Forbund, som var grundet paa den fælleds SIDE: 14 Paastand, at Unionen var brudt ved dennes vilkaarlige, særskilte Valg i Danmark. Og da Biskop John af Oslo gav Christoffer sin Stemme, lod Rigsraadet herimod formelig protestere; og Bi- skop Thorlak bestræbte sig endog for ialfald at faae Bugislav til norsk Konge. Under disse spændte Forhold holdt Rigsraadets Mellemregjering sig alt til midti Aaret 1442; da gav det efter, og Christoffer hyldedes som Norges Konge i Oslo. Erik levede i mange Aar paa Gothland af Sjørøveri, uden videre at bryde sig om at give slig Ufærd det politiske Skin og Navn af Krig, som Konger pleje at give sine Røverier. Victualie- brødrene fore i hans Navn; og til Tak for sin Hengivenhed saae Norge nu sine Skibe opbragte af dem. Endelig dreve de Svenske ham over til Pommern, hvor han døde i en høi Alder. En af hans sidste Handlinger som Norges Konge var at lehngive Ør- kenøerne og Hjaltlands-Øerne til en skotsk Greve af St. Clara (Sinclar), hvorved deres fremtidige Besiddelse blev end uvissere. Kongen af Skotland havde saaledes allerede i 1426, paa Grund af formentlig Hævd, da Afgivten, 100 Mk. Sterling, i lang Tid ei var bleven betalt, erklæret Sudurøerne hjemfaldne til Skotland. Imidlertid erkjendte han, da Sagen blev tagen alvorlig, den norske Konge som Lehnsherre, og at Afgivten skulde betales -- noget, der dog ikke skede. Vaabentagne, af Naturen ikke sikkrede Erobringer ere som oftest uvisse, om de end ikke ere saa fjerne. De sidde løse, og gjøre sjeldent mere til Hovedstatens sande Styrke, end de vajende Fjedre til Heltens. K. Christoffer den 1ste den Bayrer (1442 -- 1448.) Saa ringe Begreber end de forente Nationer havde om sine Rettigheder, indsaae de dog, at Unionen vedblev fremdeles ikke at opfylde noget af sine Løfter. Medens Kongen, fornærmende de andre Riger, ved at benævne sig "Erkekonge af Danmark," antydede Danmarks Forrang, vedbleve Tydskere der, og Tydskere og Dansker om hverandre i Sverig at besætte Embederne; og al Unionens Magt lettede ikke Hansens og Victualiebrødrenes utaalelige Aag af Norge. Forat give Hansen en Modvægt gaves Amsterdam Handelsfriheder i Norge; men selv disse vare af- tvungne. Endeel Anordninger, der indskrænkede Hansens og Englændernes Friheder, og forbød dem Fjordhandel og Tømmer- SIDE: 15 hugst paa egen Haand, tvang Hansestæderne ham at tage tilbage Aaret efter, da deres Folk endog dræbte den kongelige Befa- lingsmand i Bergen. Tvertom, deres gamle Særrettigheder bleve stadfæstede; og Bispen i Bergen aabnede paa egen Haand til Kongens Fortrydelse, Englænderne den forrige Adgang, ventelig for i dem at have en Modvægt mod Hansens Kjøbmænd. Ri- gerne vare misfornøjede hver over sit, da Christoffer døde 1448, efterladende sig en barnløs Enke, hvem Raumarike ligeledes var blevet anviist. Calmarunionen opløses for en Tid. Anden Rigsraadsregjering. (1448 -- 1449.) Det norske Rigsraad blev, ligesom det svenske, foreningsmæs- sigen af det danske underrettet om Kongens Dødsfald, og ind- budet til Valgmøde i Halmstad. Men det forholdt sig uvirksomt, da Svenskerne, ved at gribe Leiligheden til at vælge sig en Konge i Carl Knutssøn, foraarsagede, at et saadant Valgmøde ei kunde holdes. De Danske valgte da paa egen Haand Grev Christian af Oldenborg til Konge; og paaberaabte sig som Grund for hans Antagelse i Norge den norske Kongearvelov, da hans Moder nedstammede fra Kong Hakon den 7des Datter Ingeborg. Men maaskee ihukom de Norske, at samme Lov var med lige Behændighed skudt tilside, da der i Margrethes Tid var Spørgs- maal om at drive Hakon Johnssøns Fordringer tilbage. Idet- mindste faldt Manges Tanker nu paa dennes Ætling Drosten Sigurd Johnssøn, der i denne Mellemregjering var Rigsforstander. Men ingensinde var Almeenviljen mere ubestemt, Interesserne mere delte end ved denne Tid i Norge. Mange Røster hævede sig for at gjøre Alvor af hint Forbund med Sverig og forbinde sig med det; Andre hældte til Danmark, hvorfra Underhandlin- gerne ivrigen fortsattes; ja selv gamle Erik paa Gothland randt Folk isinde. Omsider erklærede Sigurd Johnssøn, og med ham en stor Deel af de sydligere Provindser, sig for den danske Konge; og Erkebisp Aslak Bolt, hvis Vilje blev gjeldende i de øvrige Dele af Landet, fremstod aabenlyst for sin Frænde Kong Carl den 8de af Sverig. SIDE: 16 K. Carl den 1ste Knutssøn og Christian den 1ste af Oldenborg, Modkonger. (1449 -- 1450.) Den er Trældom værd, som taaler den. Norge skulde have fortjent alle Unionens Ulykker, om det ingensinde havde forsøgt at bryde den, om en almindelig Sløvhed eller Lunkenhed, denne enhver god Sags Forræder, uafbrudt havde modtaget Erfaringerne om dens Uhensigtsmæssighed uden at vækkes af deres Bitterhed. Dette var dog til Ære for Dentids norske Folk, ikke saa. Frem- for de to andre Nationer i Besiddelse af et Navn for Troskab imod Overenskomster, havde Danmarks Brud paa disse vakt almeen Misfornøjelse, medens Sverrigs Exempel stillede det Sand- heden for Øjne af, at Gud hjælper den, som hjælper sig selv. Dette vilde virkeligen en god Deel af Folket, og ikke alene et eller flere aristokratiske Partier. Hjælpe sig ud af Unionen, det vilde Folket, som for en Tid var vaagnet af sin Dvale. Denne Almeenvilje var Bunden, hvorpaa endeel politiske Bevægelser foregik, som vel hensigtede til en bedre Statsordning; men som dog lægge for Dagen, at aristokratiske Partier vidste at lede dem efter sine Hensigter, og at gjøre sig saaledes til Herrer over hiin ei ganske sig selv klare Almeenvilje, at de opgave dens ædlere Meed, saasnart de maatte opgive sine særskilte egennyttige Planer. I Spidsen for hver af Partierne have vi nævnt Norges ypperste Geistlige og fornemste Adelsmand. Men begge Partier søgte nu Styrke hos det menige Folk, som de privilegerede Classer hidtil havde gjort alt til for at afvænne fra Deeltagelse i det Offentlige. De indkaldte det til Hyldningsmøder; de vakte en vis politisk Aand; men kun ligesom Mølleren letter Lemmen ikke for at give Strømmen sin Frihed, men for at knibe Vandet fra sin Nabo, og for at faae hvilke af sine Hjul, han vil, til at gaae. Folkets lidende, uvirksomme Misnøje med det Bestaaende gjorde de virksom; men kun forsaavidt det stemmede med deres enkelte Hensigter. Den var Ørnens Krop, som lettede sig op fra det gamle Rede; men disse vare Vingerne, der styrede dens Fart; og da den ene Ving (det ene aristokratiske Parti) var længer end den anden, kom Ørnen svævende i en Ring, netop tilbage did, hvorfra han fløi ud. Og det skede da, at en Be- vægelse foregik i Folkets Gemytter, som, idet den var nærbe- SIDE: 17 slægtet til den Selvstændighedsfølelsens ubetvingelige, hvortil den ellers skulde have udviklet sig, dog alene rørte sig for de frem- mede, hinanden og selve Folkeviljen modstridige Interesser, for hvem hine Partier arbeidede. Misnøjet, der skulde være gaaet over til et levende Uafhængighedskrav, gik da over til dette blotte Krav paa nye og bedre Sikkerhedstilsagn (Garantier) for en ny Union; og deri overbød begge Kronkrævere hinanden, kjæm- pende om at vinde Folkets Fleerhed, beilende til dets bedragne Forfængelighed, søgende efter gammel Sed dets Hyldest paa Thinge. Den fædrelandske Interesse, som Almeenmisnøjet med Unionen, saaledes som denne hidindtil havde skuffet Forvent- ningerne, saa let skulde have udviklet, forsvandt i en dansk og en svensk. Med al den Stolthed, som den, især siden Digredøden berigede, norske Geistlighed lod de underkuede Classer føle, fandt dog i dens Indre et trældomlignende Afhængighedsforhold Sted til Erke- bispen. Hans Meninger og Vilje var Geistlighedens alt nedigjen- nem til den vandrende Prædikemunk, og den talrige Geistligheds var Folkets. Hint Forbund med Sverig havde forud vant dette til Tanken om en Forening med dette Rige; og Erkebisp Aslaks virksomme Medhold afgjorde Sejren for Kong Carl. Den danske Konge havde vel ilet med at give en Haandfæstning, som i alle Maader hjemlede Rigets Selvstændighed, og var syd i Viken ud- raabt til Konge; men dette Valg kuldkastedes, efterat Carl Knut- søn, i Løbet af Aaret 1449, i Bahuus, Hammer og Trøndelagen var bleven valgt og endeligen kronet i Throndhjem. De Forplig- telser, Christian havde villet kjøbe Kronen for, gik, foruden at sikkre Folkets Love og Rigets Selvstændighed, ud paa, at ingen Fremmed maatte erholde Embede uden Rigsraadets Samtykke; at de norske Documenter, som vare nedkomne til Danmark, skulde opsendes; at Rigsraadets Samtykke udfordredes til Krigs- erklæring; og at det kun i de allervigtigste Sager skulde kaldes til Kongen, som derimod paalagdes hvert 3die Aar at indfinde sig i Landet. Kong Carls Forpligtelser løde omtrent ligedan. Imid- lertid var hans Høihed i Sverig for usikker til at han torde qvæge sig længe i Glandsen af den nye, han havde vunden i Norge. Han vendte snarest tilbage til Sverig, hvor Partiilden, næret mel- lem Stormændene af Misundelse over denne deres forrige Lige- mands Ophøjelse og af danske Rænker, var nær sit Udbrud. SIDE: 18 Begge Konger sendte Gesandter til et Møde i Halmstad; og her bragtes et Forlig istand, hvorefter de svenske Befuldmægtigede fraskreve Carl Norge mod at Christian frasagde sig alt Krav paa Sverig, og hvorefter Unionen, naar en af Kongerne afgik, skulde fornyes. Rimeligviis valgte de svenske Gesandter denne Udvei for at sikkre sig de Fordele, som de nøde under den bondeske Families Herredømme, hvorved dettes Vedvaren blev dem værd enhver Priis, der ikke vedrørte deres egen Interesse; men K. Carl blev rasende over at Norge -- thi der reiste det danske Parti strax Hovederne -- saaledes skulde gaae ham af Hænderne. Underhandlerne mistede sine Lehn. Han rustede sig straks, ved- blev at bære Titel af norsk Konge, og indstevnede det halm- stadske Forlig for Paven til Underkjendelse. Under dette havde imidlertid i Norge, der havde Udseende af at være bleven op- givet af sin Konge, det danske Parti, hvis Hovedmænd vare de verdslige Medlemmer af det forrige Rigsraad, faaet vundet Spil. K. Carls bedste Støtte Erkebisp Aslak døde. De to norske Adelsmænd, som Carl havde sat i Spidsen for Regjeringen, maatte vige. De verdslige Stemmer i Rigsraadet, som under Aslaks og Carls eller den svenske Indflydelse havde maattet tie, fik Mælet, og Geistligheden Forkjerligheden igjen for en Forening med et fjernt Rige, hvilken gav dem saa frie Hænder. Christian ilte til Norge, og lod sig 29de Juli, St. Olafs Dag, 1450 krone i Throndhjem; og Folkets Misnøje mættede man, som sædvanligt, med gamle Eeder og Løfter og nyt Haab. K. Christian (Christjern) den 1ste (1450 -- 1481.) Ny bekræftet Forening med Danmark. Krig med Sverrig. Maanedsdag efter sin Kroning fik K. Christian eller det sei- rende Parti mellem de norske Stormænd paa en Herredag i Bergen en nøjere Forening istand mellem Norge og Danmark, hvilke Riger, i Jevnrang til hinanden, med et Rigsraad af ind- fødte Mænd og egne Love, evindeligen skulde være forenede under een Konge. Derved vandtes for Øieblikket Styrke imod Carl Knutssøn, hvis dygtige Feldtherre Thor Bonde dog bemæg- tigede sig de østlige Grændseprovindser. Christians Hære sloges ud af Sverig og 1453 stod Carl atter seierrig i Norge. En Vaa- SIDE: 19 benstilstand indtraadte, hvorunder Carl beholdt norskt Land, saa- vidt han strakte Vaaben over det; og i det følgende Feldttog 1554 -- 55 slog Thor Bonde en norsk Hær under Rigsraad Kol- bjørn Gast, der havde gjort Indfald i Sverig. Efter Bondes Drab fik Christians Vaaben mere Lykke; og da Upsala-Erkebispen Johan Bengtson under dette fordrev Carl, satte Christian igjennem, at han krontes til svensk Konge 1457. Norge og Danmark gjenforenede med Sverig. Unionsbygningen stod der atter; men ravende som før, om- endskjøndt bygget paa Kongens, Bispers og Riddermænds Eeder. Christian var troløs mod Troløse og Ærlige; han belønnede ikke de forrædiske Stormænd efter Løfte, og trykkede Folket over det Hele. Men den aristokratiske Egennytte blev da patriotisk Harme, og det svenske Folk, som aldrig gav Slip paa Selvstæn- dighedsfølelsen, om end Frihedsaanden udstønnede under Stor- mandsvældets Tryk, lærte Verden, at vellystigt Despoti paa højen Throneseng bevidstløst føder Opstand, en strid rødhaaret Dreng. Han ammes op i Hytter; men, naar han voxen bliver, til Viv ham Himmelen sin Datter "Frihed" giver. Den svenske Opstand brød under Bispen Ketil Wasa dog først løs da Christian havde tilføjet Stormændene en ny Fornær- melse ved at føre Erkebispen fangen til Danmark; men sjelden gjorde disse saa oprigtigt Parti med menig Mand som da. Det var en Folkopstand. Kongens Opførsel havde givet Almuen An- førere, og Anførerne Almuer villige som Bølger eller Flammer til at reise sig. Christian afsattes. Carl Knutssøn besteg atter Thronen 1463, og holdt sig derpaa indtil sin Død 1470. Aaret derpaa afskar Rigsforstanderen Steen Sture i Nederlaget paa Brunkeberg ved Stockholm ethvert Haab for Christian om at gjenforene Sverig med de øvrige Riger. Ingen af Unionskongerne havde vidst, at Oprigtighed og Redelighed er det bedste Middel til at vinde Nationers Yndest med, og at disse før tilgive des- potiske Træk af Kongen end Mangel paa hine Dyder. SIDE: 20 Kongens Brud paa Foreningsvilkaarene. Christian, Stifteren af det oldenborgske Kongehuus, viste, at man kan være Despot med svag Character og Forstand; og Nordmændene, idet de taalte hans mange Meenbrud paa de be- svorne Overenskomster, at de ikke, som Svenskerne, besad selv den Slags Lykke at kunne erkjende til hvilken Grad man bør være ulykkelig. Riget besøgte han ikke, mens han dog gjorde store Udenlandsreiser; Raadet nedkaldtes til Danmark; myntet blev der ei i Landet; dets Sønner udbødes vilkaarligen i fremmed Feide; og Danske indsattes i dets Lehn. Det var ligeledes des- potiskt og uredeligt, at Kongen, der havde besvoret Enhvers Rettigheder, nødte Domcapitlet, hvem Bispevalget tilhørte, til at forskyde den valgte Erkebisp og paany vælge Kongens Yndling, Rigsraaden Marcellus, Bisp af Skalholt paa Island. Men Christian fik herved at bestille med Paven, som skarpt irettesatte Kongen, og udnævnte en Tydsker Kalteisen i Marcellus' Sted, som var bleven fængslet paa en Reise gjennem Tydskland. Dette ligesaa vilkaarlige Valg af en Udlænding til Rigets vigtigste Embedsmand gav Gjæringen Udbrud, som Geistlighedens fordærvede Seder, og pavelige Udpresninger længe havde næret. Mange nord i Landet truede endog med at gaae over til den græsk-katholske Kirke, hvilket endog Nogle skulle have iværksat. Maaskee ogsaa ved denne Tid Opløbet paa Thotn fandt Sted, hvor- under Kirken opbrændtes. Tydskeren maatte træde tilbage; Kongen ile til Norge; og i Bergen 1453 høitidelig love at afhjælpe de forskjellige Klager og "den store Uskik og onde Regimente." Den norske Kirke sattes og i et uafhængigere Forhold til Paven. Men det voldsomste Meenbrud paa de besvorne Vilkaar for Norges Forening med Danmark øvede Kongen ved at pantsætte, uden det norske Rigsraads Vidende og Vilje, Ørken- og Hjalt- lands eller Shetlands-Øerne, og at eftergive Afgivten for Sudur- øerne- -- alt for en mindre end betydelig Afdragssum paa sin Datters Medgivt, da hun 1468 givtedes med den skotske Konge. Siden den Tid have disse blodkjøbte Skatlande været tabte for Norge. Vel krævede Rigsraadet i et Par af de følgende Kongers Haandfæstninger, at de skulde tilbageløses, og Skat betaltes i det Øjemed; men -- -- . Det er heller ikke Kongers Sag at udsone Forgjængernes Synder. Monarchiernes Forbrydelser ere SIDE: 21 gamle som de selv, og gjentage sig stedse. De udgjøre hines Historie. Et Folk, som taalte saa grov Besvigelse til Tak af en Konge, der havde tryglet sig ind paa det, kunde ikke vente af Efterfølgerne synderlige Anstrengelser for at gjenerholde det Frasvegne. Betræffende denne Sag, da glemte man "at bøje Træet, mens det var ungt;" og omsider fandt man med det skotske Parlament, "at det gamle Træ var slemt at flytte." "Paa Hjaltland sprang Bretlands Eenhornshest, da Norløven sov som bedst; og Skotlands Tistil spirte paa Ørkenøklint dernæst. Bort svømmet var Man, den gyldne And, og Suderø-Svan dukket ned. At Tidernes Hav er Storhedens Grav, det plyndrede Norge veed." Nye Voldsomheder af Udlændingerne. Omtrent paa denne Konges Tider tabte Forbindelsen mellem Grønland og Norge sig ganske, saa selv Vejen didhen forglemtes. Med Island, Færøerne og selv med Rigets egne Nordlande var den allerede i lang Tid ubetydelig, da Foreningskongerne synes at have forbudt al Handelsfærd derpaa, gjørende denne alene til en Særret for Kronen. Engellænderne fandt sig mindre taalmodig heri end de Norske selv. Saaledes overfaldt de Lehnshøvdingen paa Island, dræbte ham, og bortrøvede baade Kongens og Folks Gods. I Bergen gik de der bosatte Hansekjøbmænd, de "Con- torske" eller "Garperne," end videre. Disse Folk levede aldeles for sig selv i en egen Deel af Byen, under egne besynderlige Love, inddelte i forskjellige Classer, og under en streng indvortes Orden. Dermed maa dog langtfra forstaaes Sedlighed, thi vildere og liderligere Mennesker fandtes neppe; den sigtede kun, ligesom og deres Forbud mod at givte sig, til at afsondre sig fra de Ind- fødte og forene deres Kræfter mod disse og Landets Love. I Henhold til disse bød Lehnsmanden Olaf Nielsøn dem 1455 at erlægge Bispetiende som andre Borgere. De negtede. Lehns- manden opkaprede nogle af deres Skibe. Rasende brøde de ud fra sit Qvarteer, gjorde sig til Herrer over Byen, ihjelsloge Bis- SIDE: 22 pen, Lehnsmanden og 60 andre Personer, og brændte Munkelif- Kloster. Alligevel -- man finder ikke, at Regjeringen sørgede for at skaffe Folket, dets krænkede Ære og Lovene Opreisning. Tvertom, Blodbadet fik Udseende af en retlig Sejer, Forbryderne uforstyrrede burde kunne benytte. Og de benyttede den: de Contorskes Skræksregjering begyndte nu for Alvor i Bergen. Men vist er det: man har ligesaa megen Grund til at anklage en Regjering for det Retfærdige og Gode, den har undladt, som for det Uretfærdige og Skadelige, den har udført. Et Universitet fælles for Rigerne stiftes i Kjøbenhavn. Meget faae Paastande lade sig gjøre uden Indskrænkning. Der- for siges der og, at en Sag faaer Navn efter sin største Deel; og selv Historien, der dog maa være mest samvittighedsfuld i sine Omdømmer, tør følge dette Udsigende som Regel. Hine Bebreidelser, hvormed sidste Afsnit endte, ramme derfor den første Oldenborger som norsk Konge ligefuldt fra først af og indtil hans svage Aand forlod ham, omendskjøndt han satte sig et Æreminde ved 1478 at grunde et Universitet i Kjøbenhavn. Da det var fælleds for begge Rigerne og for Island, og baade Norge og denne Stat saa betydeligen har bidraget til dets Hæder, og saa rigeligen betalt for det Lys, som derfra var at erholde: saa bør dets Oprettelse omnævnes i Fædrelandets Historie. Nød- vendigheden fremtvang den. Med saa faa rede Penge, som da fandtes i Rigerne, var det til offentlig Skade og yderst besvær- ligt for dem, som emnede sig til Studeringer, at vedblive at søge sine Kundskaber i fjerne Lande. Dernæst er Oplysningen efter sin Natur ustandselig og indtrængende som Luft og Lys; og fra de sydligere Lande, især fra Tydskland og Italien, som Christian havde besøgt, og fra hvis Høiskoler han hentede Ideen til en i Norden, spredtes i dette Middelalderens sidste Halvaarhundrede Oplysning og Cultur i stærke Glimt over Europa. Det var daget saavidt til en ny Verdensalder, at Riddersmænd og selv Kan- niker ikke længer i Mørket alene malte eller "undertegnede" Kors istedetfor sine Navne, og at en heel Deel af de højere Stænder til Nød kunde læse. I Tydskland opfandtes Bogtrykkerkunsten; og snart med Brag sig tusind frie Presser, de Lysets svarte Porte, løfted op. SIDE: 23 Og til Italien vare hentyede de ved Tyrkernes aldeles Om- styrtelse af det græske Keiserdom fordrevne græske Lærde, kyndige i sine Forfædres Sprog, belastede med deres Værker. Ingensinde var heller fra Italien Oplysning ganske forsvunden, thi Friheden var det ikke. I dets mange Republiker blomstrede ogsaa alle de skjønne Kunster; thi disse trives bedre selv i tarve- lige Fristater (som de italienske dog ikke vare) end i ødsle Ene- vælder. Den ædleste af dem, Poesien, siger idetmindste: "heller Frihed og Nød end Trældom og Brød!" Og de andre vide, at Fristaten, naar den har eller faaer Raad dertil, vil give dem sine Dyder at fremstille, sin Historie at forevige. Hvor Digte- og Bildekunst trives, er ikke Raahed, om end den egentlige Viden- skabelighed mangler. Der er da intet bedre Beviis for Nordens Raahed i disse Aarhundreder end at Skjaldskab var forsvundet og al Bildekunst ubekjendt. I Danmark var ogsaa det fælleds Oldsprog begyndt at fortydskes; og denne fordærvede Blanding kom da snart til Norge med de indtrængende fremmede Adels- og Embedsmænd. Hine Mangler skulde den nye Høiskole er- statte ved Videnskab alene; i denne Sprogforvirring skulde den bringe Rede; Veien til Embeds- og Æres-Poster skulde den aabne for de kuede Classers Børn, Fødselsvældet skulde den lære en anden og bedre Overlegenhed at kjende -- disse vare de fjernere Opgaver for Rigernes nye Universitet. De nærmere vare, at følge med Tiderne, som man var bleven efter; og at raade Bod paa en Uvidenhed hos Embedsmændene, som, hvad den i Lovkyn- dighed angik, var bleven Kongen saavelsom Folket skadelig, saasom Adelen, uden Medbeilere, havde indhævdet sig og sin Vilkaarlighed i de juridiske Embeder, ja bemægtiget sig disse ifølge Særret; og som hos Geistligheden var bleven selv menig Mand til Forargelse. I saadant Mulm var det den nye Høiskoles Lys skulde skinne. Rigsraadsregjering (1481 -- 1483) Norge forkastede Christians ældste Søn Johannes (eller Hans), omendskjøndt han tilforn var bleven hyldet -- et Forsøg af hans Fader paa at foregribe Valgfriheden, som fortjente denne Straf. Men en uredelig Mands Tiltro er en skjøn Hyldest til Dens Ret- sind, som han bedrager eller vil bedrage. Ogsaa denne Gang udgik Modstanden fra Storvældet, og vare mere ægte patriotisk SIDE: 24 end tilforn; men støttede sig som da til Almeenmisnøjet. Havde Styrelsen været god d. e.: forvaltet til det almene Bedste, skulde den aldrig manglet sin Støtte hos Folket. Nu gav dette sin Kraft til dens Fiender, ja forøgede dermed selv det fraskilte Sverigs Evne til fremdeles at fjerne sig fra Danmark og Oldenborgerne. Efter Christians Død sammenkaldtes vel alle 3 Rigers Valg- mænd; men Ingen mødte fra Norge, som tvertom i Oslo 1ste Febr: 1482 havde sluttet Forbund med Sverige til gjensidigt Forsvar. Erkebisp Gaute, den svenske Rigsforstander Steen Stures Frænde, ledede Bevægelserne. Flere Underhandlinger bleve forgjæves. Rigsraaden John Smør rykkede for Bahuus, fordi det var besat af Danske. Der fægtedes med Pen og Sværd for Rigets Heel- hed. Men pludselig skifter Erkebispen Tro. Valgmænd afsendes til et nyt Møde i Halmstad, og den danske Kong Johannes kaares til norsk Konge i Januar 1483. Dog maatte han give svært Kjøb: aarlig skulde en Rigsdag holdes i Oslo; Adelens Ret til at bygge Befæstninger bekræftedes; i Bergen skulde anlægges et Skat- kammer; Hanseforbundet forbydes al Fart paa Island; Godtgjø- relse æskes for Blodbadet i Bergen; og af Rigsraadet maatte ikke kræves de under Mellemregjeringen hævede Indkomster. Derpaa krontes han i Throndhjem midsommers samme Aar. K. Johannes (Hans) den 1ste (1483 -- 1513). Tvist med de fremmede Kjøbmænd. Gjenforening med Sverig. Et af den nye Konges første Foretagender var at sende Skibe ud mod Fribytterne, hvoraf Havet fremdeles vrimlede, og hvis Frækhed ikke aftog fordi Kongens Magt var tiltagen. Det lyk- kedes ogsaa ret vel; men da de engelske Kjøbmænd under de kongelige Skibes Jagt paa engelske Fribyttere formente sig for- nærmede og tillige trykkedes i Bergen af de Tydske, ophævede de al Handel paa Norge. Med Tydskerne opkom ogsaa Uenighed, da Axel Olufssøn, den i Bergen dræbte Lehnsmands Søn, med kongelig Tilladelse kaprede deres Skibe for at aftvinge dem en Pengebod -- det han ogsaa gjorde. Saa liden Magt havde det Offentlige, at det maatte overlade Enkeltmands Lidenskab at erhverve hvad der, efter Beskaffenheden af Fornærmelserne og Kongens Haandfæstning, mere vedkom det end den. Et Forbund med den russiske Zar, hvorved ogsaa Grændserne nøjere be- SIDE: 25 stemtes mellem Norge og Rusland, gjorde Steen Sture opmærk- som. Underhandlingerne, som denne kloge Mand, der hjemme havde nok af misfornøjede, avindsyge Stormænd at holde Øje med, hidtil havde sørget for ingen Ende toge, afbrødes. Krig begyndte. Landsforræderske Modpartier og et Nederlag tvang Sture til at fratræde. K. Johannes, som i 1483, da hans Under- handlinger toge en gunstig Vending, var bleven tilsagt den svenske Krone, erholdt denne sidst i 1497. Opstand under Knut Alfssøn. Sverig løsriver sig af Foreningen. Erobrer-Ærgjerrighed er ikke for god eller stor til at boe i en smaalig Sjel. Men denne Lidenskab bedrager sig altid, om den sætter sig endelige Grændser. Ere disse naaede, blive de kun Midler og nye Trin. Kong Hans havde naaet Margrethes Storhed. Selv Sturerne havde bøjet sig -- dog mere for Om- stændighederne. Han stod paa den tresidede Unionspyramides Spidse. Hvem skulde vel ikke troe en Oldenborgers Ærgjer- righed mættet? Dog opdagede han ifra sin Høide lavt nede i Holsteens Marskegne et lidet Folk paa faa Tusinder, Ditmar- skerne, som med den republicanske Forfatnings Dyder, med simple rene Sæder og Tapperhed havde hævdet Friheden baade inden sig selv og uden mod de Kongehuset befrændede holstenske Hertuger. Med en stor Lejehær al alskens tydske Bramarbaser, selv omringet af talløse Fyrster, Baroner og Junkere -- Alle muntre og sejervisse, somom de kun vare indbudte til et Jagt- gilde -- drog Kongen ud mod det lille Folk. Som et Hav væl- tede hans staalglindsende Geleder sig thordnende ud over den Afkrog, hvori det kun bad om at faae skjule sin Frihed og Fred. "Men i Krig et Lands Natur kjæmper for sit Folk." Det Hav, fra hvilket Ditmarskerne havde vundet det Land, de dyrkede, slap de løs gjennem Sluserne midtunder en Træfning. Hvad der ikke faldt af den kongelige Hær eller ilsomt søgte Flugten, omkom i de indstyrtende Bølger. Selv Dannebrogsfahnen, som Præstebedrag eller et Krigspuds havde indbildt Folket en- gang at være nedfalden fra Himlen i et Slag mod de hedenske Liflændere, gik forloren i Nederlaget, og med den ethvert videre SIDE: 26 Anfald af Undertvingelsessyge, som for en god Tid syntes hel- bredet ved det ditmarskiske Styrtbad. Denne Begivenhed havde stor Indflydelse paa Forholdene i Norge og Sverig, hvor Kongen havde brudt sin Eed ved paa den gamle Viis at give Dansker Indpas der i Betjeningerne. Den var Signalet til Opstand i begge Riger: i Sverig under Steen og Svante Sture, og, i Forbindelse dermed, i Norge under Rigsraaden, Befalingsmanden paa Agershuus, Knut Alfssøn, der nedstammede fra de gamle Konger, og havde mægtige Frænder baade i Norge og Sverig. Opstanden udbredte sig Viken over. Kongen, der ganske opgav Sverig, fortvivlte alt om Norge. Udrustede med Naadestilsagn sendte han de danske Rigsraader Bispen Johan Ibsøn og Henrik Krummedige til Oslo. Disse Kongens Freds- gesandter lokkede da Knut Alfssøn ved givet Leide ombord til sig under Paaskud af at underhandle, hvor de lode ham snig- myrde. Men denne Skjændselsdaad udbredte kun Opstanden næsten over det hele Land, og bragte fast det hele Raad til Frafald. Kongen misbilligede skrømtviis Knuts Snigmord (thi det havde jo ikke havt de tilsigtede Følger); og de befuldmægtigede Mordere opfandt en Historie om, at Knut, ved at gaae beruset fra Borde, havde styrtet sig ihjel i Baaden. Men baade Samtid og Eftertid have været enige i at hædre ham som et Blodvidne for sit Fædreland. Opstand under Herluf Hyttefad. Prinds Christjern øxknækker den norske Adel. Adelsmanden Herluf Hyttefad paatog sig at lede den voxende Opstand, forbandt sig nøjere med Steen Sture, der lovte Hjælp, og reiste Fahnen i Bahuus mod Danskerne. K. Johannes an- strengte sig nu for Alvor. Lybekkerne, som havde understøttet den svenske Opstand, forbød han al Fart paa Norge. Sin Broder Frederik af Slesvig tilbød han Halvparten af Norge, om han vilde hjælpe til at kue det; men Denne, der endnu havde godt af Ditmarskerbadet, undslog sig medmindre Kongen vilde betale ham Halvten af de hidtil hævede Indkomster af dette Rige, som han vilkaarligen kaldte sig Arving til. Fra Skotland, hvis Venskab var kjøbt med norske Skatlande, hentede han Hjælpetropper; og sendte sin 21aarige Søn Christjern, der "modnedes til Tyranniet" SIDE: 27 med en Hær til Norge. Han overrumplede og fangetog Herluf Hyttefad, aftvang ham paa Pinebænken en Mængde Angivelser, og steilede ham ved Bahuus. Henrettelse paa Henrettelse fulgte nu imellem den norske Adel, saa den siden ikke forvandt Blod- tabet. Den svenske Hjælpehær sloges tilbage langt ind i Sverig. Alt var slaaet med Staal eller med Skræk. Og var det vel en skrækslagen Ret, som underdanigen maatte dømme den snig- myrdede Knut Alfssøns Liv og Gods forbrudt alligevel, Tilhæn- gerne fredløse og deres Ejendom Kronen tilfalden -- en Dom ifølge hvilken ogsaa Blodvidnets Levninger opgravedes, og bleve staaende over Jorden i 12 Aar. En Mængde Adelsgodser ind- droges under Kronen, saa Offrenes nærmeste Afkom endog var bragt nær til at nedstige imellem Almuen -- hvad saagodtsom den hele norske Adel, vigende for den senere hen indtrængende danske, har maattet gjøre til sandsynligt Tab for en ellers før, ligesom i Sverig, tilkjæmpet Uafhængighed, men til Vinding for disse Tiders Frihed. Historiens Udsagn, at Dødsstraffe for politiske Handlinger, der i den Seirendes Øine ere Forbrydelser, alene gjøre Omvælt- ningerne langvarige og Gjengjeldelsen sikkrere og blodigere, at nye Aanders Hær sig hæver i Dampen af det rundne Blod; taber imidlertid, og uagtet den hyttefadske Opstand virkelig standsedes med Øxen, intet af sin Sandhed. Thi baade be- kræftedes denne ved den stærkere Modstand efter Knut Alfssøns Drab; og tillige førtes denne meget mere fra Adelens Side alene, end fra Folkets, af hvem Adelen kun havde gjort sig lidet fortjent til Hjælp. Feilen var, at Evnen, der laae hos Folket, var adskilt fra Viljen, som Adelen besad. Bøddeløxens første Slag skulde kun have gjort en Folkopstand fortvivlet og ubetvingelig; de bragte nu kun Adelsmændene til at tænke paa sig selv, sine Godser, og paa hvad der endnu kunde reddes ved ilsomst at anraabe den øjeblikkelige Sejerherres Naade. Men til Naade kjendte Christjern kun lidet. Han havde op- daget Aabningen mellem Adelen og Folket. Der skjød han sin Bile ind. Kun faa Adelige vare saa heldige, som Knut Alfssøns Søn Carl, der ei berøvedes sin Arv, om de end bøde ligesaa uværdigt Kjøb, som Denne, der siden endog kjæmpede og døde SIDE: 28 for Christjern mod Sverig og en Green af den samme Sag, hvorfor hans Fader myrdedes. Men denne Naade var et Sær- syn og et Offer, bragt Faderens Skygge. Christian og hans Raad den danske Domprovst Erik Walkendorf vare dog saa kloge under det de nedskreve Fordømmelseslisterne, at de ikke til det Yderste ødelagde en Familie, som havde mægtige Grene i Sverige, hvilket endnu skulde vindes, og som var folkekjær fremfor andre Æter. Efter Grundsætninger, der dog langtfra udrandt af nogen Frisindethed, hadede Christjern al Adel i samme Forhold som dens Magt nærmede sig Kongens; og at han traf paa saadan Adel i Norge, sees f. Ex. af Knut Alfssøns store Jordegods, og af at Ridder og Præst Carl Siggeirssøn faa Aar før Opstanden besad hele Thotn med al kongelig og præstelig Rettighed. Dette Had voxede endmere ved den Indflydelse, Sigbrit, en i Bergen boende simpel Hollænderinde fra Amsterdam, hvor man havde intet med Adel at gjøre, udøvede over Kongens Sind, siden Datteren Dyveke, paa Anbefaling af hiin værdige Domprovst, var bleven Prindsens Frille. Herre i fuldeste For- stand vilde Christjern være; dog trællede hans Støv og hans Aand under to Qvinder. Hans fortræffelige Gemalinde, den tydske Keisers Søster, maatte taale, at han stillede sit usedlige Forhold til Dyveke tilskue; og Rigsraaderne maatte vige Sæde og Mening for Kræmmersken Sigbrit. Christjern blev naturligviis forhadt. Opstand mod ham udbrød 1508 paa Hedemarken; men atter utilstrækkelig og deelviis. Bisp Carl af Hammer, som Christjern, mod sin Faders Anviisning, ei havde benyttet til sin Raadgiver, fængsledes som Hovedmand, idet han vilde undflye til Sverig. Det haarde Fængsel og et Beenbrud, som han fik ved et Forsøg paa at flygte, paadrog Bispen Døden. Og vidner en Historieskriver, at han drev Bispen i Oslo fra sit Embede, under Trudsel af ellers at druknes, og forjog Erkebispen, hvor- efter hans Sæde, imod Foreningsgrundlovene, indtoges af en Dansk, den tjenstvillige Erik Walkendorf. Saa voldsom en Frem- færd mod høie Geistlige vakte Dentids Forfærdelse, da ingen Forbrydelse gaves, hvorfor en Geistlig kunde inddrages under den verdslige Magt. Bandstraalen udeblev heller ikke efter Bisp Carls Død; men den forhøjede kun den Rædsel, som omgav Christjern, og som Despoterne antage for at være Majestæt eller den mørke Bund, hvorpaa Kronen kun straaler end herligere. SIDE: 29 K. Christjern (Christian) den 2den. (1513 -- 1523). Ved Faderens Død 1513 valgtes Christjern af begge Rigers Raader til Konge. At han alt længe forhen var kaaret, var blot en Bekræftelse paa hans Adkomst; og selv endnu stod Kroningen tilbage før han, efter de Tiders Begreb, kunde siges ganske at være Konge. Men kun mod en haard Haandfæstning fik han denne i Oslo; ja selv det danske Raad gjorde Vanskeligheder paa Grund af hans Tyranni i Norge, hvilket skulde, som rettelig formentes, "give tilkjende hvad udi hannem var". Christjern havde svoret; men det var at ville holde Løven fangen i et Fiskenet, at troe bunden ved en Eed, om den end ei havde Skin af at være aftvungen, en ung Fyrste, der i høj Grad besad den, om man saa kan sige, af Naturen stemplede Despots vold- somme, sandselig-tungsindige, langtfra ved nogen god Opdragelse tæmmede, blodnærede Charakter. Rigsraaderne fik dette at føle. Erkebisp Walkendorf døde landflygtig. Den norske Rigsraad Knut Knutssøn, Knut Alfssøns Sideætling, henrettedes som beskyldt for Deeltagelse i de forrige Uroligheder, endskjøndt han fri- kjendtes af baade det norske og danske Rigsraad, hvilket sidste aldeles uretteligen kaldtes til at dømme i denne Sag. Mindre tyrannisk var han dog ikke i Danmark, hvor Stormanden Thor- ben Oxe, som mistænkt for at have forgivet Dyveke, i hvem han dog var forelsket, med Tilsidesættelse af Rigsraadets Fri- kjendelse, henrettedes efter 12 Bønders Dom. Men i Despotiets fuldkomne Hensynsløshed og almindelige Tryk er der ingen Op- reisning eller Trøst for den Enkelte. Omvendt bør ogsaa den Enkeltes Lidelse være Alles. Der lider Een for Alle, og i dob- belt Henseende, Alle for Een. Lovforbedringer. Menigmand saae paa Christjerns voldsomme Kjøren-i-Ring med Storvældet omtrent med samme Behag som paa en Bjørnekamp eller et andet raat om end prægtigt Skuespil. Dog kun Adelen lod sig øxknække, mod Geistligheden maatte der Lovenes mindre Glimrende, men i bedre Forstand, ligesaa gjennemgribende Vaaben. Og isaahenseende har Christjern saa stor Fortjeneste, at man ikke kan tvivle om at han besad Skarpsind og Retfærdskjerlighed over- SIDE: 30 alt hvor egenkjerlig Lidenskab ikke omtaagede hans Aand. Men dette skede let og hurtigt, som at Støvskyen reises i Hvirvel- vinden. Geistligheden var i højeste Grad fordærvet. Den norske Kirke havde længe fremfor alle andre europæiske hævdet en vis Uafhængighed af Paven. Først efter Midten af det 13de Aar- hundrede havde den ladet sig paalægge det Aag at leve i ugivt Stand, som Pavedommet paabød strengeligen, og hvorved Kirken aldeles skiltes fra Staten. Følgerne af denne unaturlige Tvang viste sig i al Slags Udsvævelse, hvori Geistligheden udmærkede sig. Selv førte de højere Geistlige et vellystigt Liv i Stæderne, mens deres Forretninger paa Landet vare uduelige Capellaner betroede. Kun med et Følge af flere 100 Bevæbnede droge Bisperne ud, og da maatte Almuerne underholde dem. Uviden- heden var grændsesløs. Overtroen da ligeledes; og denne lod Skikken tiltage at skjænke Kirker og Klostre sit Gods. Alligevel havde den rige Geistlighed vidst at unddrage sig fra al offentlig Tyngsel. Hvortil kom, at Paverne af og til ved Munke, der solgte Syndsforladelse (Afladskræmmere), og stundom endog mere ligefremt, beskattede Landet. Christjern forbød nu at testamen- tere Geistligheden fast Ejendom; indskrænkede dens Dommer- myndighed; befol, at dens Sager skulde paakjendes i Landet selv, uden nogensinde at indstevnes for Paven, og at Præsterne selv skulde røgte sine Kald. Videre indskrænkede han Bispernes Livvagt til 14; forbød Geistlige at drive Landfarihandel; udgav en Skoleforordning, der fordrede flere Kundskaber end tilforn af Lærere og Lærlinge; og opmuntrede Geistlige til at givte sig. Ved andre Love indførtes Torgtaxter og Liggedage for fremmede Kjøbmænd; Haandværkslaugene, der for den Tid vare tjenlige, og, som saadanne, uddannede Borgerstanden, fik nøjere Sær- rettigheder; og menneskelige Strandlove med Hensyn til Vrag- bergning udstedtes. Men i samme Forhold disse Forbedringer gjorde Christjern endog folkekjær, strammede de Spændningen mellem ham og Storvældet, hvis Egennytte og Forfængelighed ved dem var krænket, og hvis Interesse i rolige Tider sjeldnest er Folkets. Sverig indtvinges en kort Tid i Foreningen. (1520). Aaret før Christjern udmærkede sig som Lovgiver havde han, efter mange mislykkede Forsøg, baade vundet og tabt Sverig; SIDE: 31 men under den kortvarige Besiddelse begaaet en Blodgjerning, som gjorde hans Stilling til Storvældet i de andre Riger endnu farligere. I Sverig førtes Borgerkrig mellem Rigsforstanderen Steen Sture den Yngre og Erkebispen Gustaf Trolle, der af Had til sin Modstander, forraadte sit Fædreland. Sture fordrev Bispen. Denne fik det hele Land lagt i Band og Bøder. Chri- stjern blev det overdraget at exseqvere. Hans Feldtherre Otto Krumpen rykkede ind med en stærk Hær, hvortil de 5 norske Bisper havde sendt 1000 Mand, forente sig med Erkebispens Parti, og seirede. Sture faldt; med ham Sverig. Kun hans helte- modige Enke Christina Gyldenstjerne forsvarte endnu Stockholm. Ogsaa dette faldt ved Forræderi. Thi ogsaa det er Forræderie, i en tabende Kamp for Fædrelandet, at undskylde sig for sig selv med Indbildningen at Frelsen er umulig, naar Alt end ei er tabt. Christjern, alt i sin Faders Tid hyldet i Sverig, krontes nu der til Konge af Gustav Trolle 4de Nov. 1520. Faa Dage efter anrettede Christjern, under Paaskud af Bandexsecutionen og efterat have raadført sig med Trolle og nogle danske Raader, hvorimellem den nedrige Didrik Slaghæk, Sigbrits Frænde, det stockholmske Blodbad, hvori paa een Dag 94 Adelsmænd offre- des Kongens Tyranni, Erkebispens Hevn, Danskernes Unionsiver og Nationalhad. Patrioterne forfulgtes. Adelsblodet flød paa mange Steder. Fornemme Qvinder og Ynglinger førtes som Gidsler til Danmark. Danske Bøddler udsendtes i alle Retninger og ud- førte deres Herres Ærinde til skrækkelig Fyldest. Men -- "Tyrannens Steiler ere Kjerter, der lyse foran Frelsens Tid." Thi Gustaf Eriksson Wasa, hvis Fader var imellem Blodoffrene, undveeg hjem fra sit Fangenskab i Danmark. Han reiste en Op- stand i Dalekarlien. Hele Sverige erklærte sig for ham. Dan- skerne fordreves. Inden et Aar efter Blodbadet var Kronen tabt, som "Christjern Tyrann" (saa kalde Svenskerne Kongen) havde kjøbt for saa uhyre Forbrydelser. Wasa blev Rigsfor- stander; og, efterat have befriet sit Fædreland, opfordrede han ogsaa Norge til at gjøre fælleds Sag med dette. Sverig kjæm- pede, og blev evig fri for Calmarunionens Aag. Norge gik de større Ulykker imødes, som blive det Folks, der ryster Aaget, men bryder det ikke. Det fik, som senere vil sees, paa mange SIDE: 32 Maader undgjælde, fordi det ikke fulgte Sverigs Exempel, men tvertom fik nu i dette Rige en Fiende. En af de første Følger var, at Overfloden af den danske Adel, da Sverigs Lehn og Godser stængtes for den, ilsomt udtømte sig over de norske. Svenskerne besætte Viken. K. Christjern afsættes og flyer. (1523). Den nærmeste Følge af det fiendtlige Forhold, Norge paa Kongens Vegne, kom i til Sverig, var, at den svenske Feldtherre Lars Siggesson gjorde Indfald, trængte frem alt til Oslo, og be- mægtigede sig Viken ( ): den Tid den nordre Deel af Bahuslehn), som forblev i svensk Vold ligetil 1532. Disse Uleiligheder og ufor- skyldte Forliis, svækkede maaskee ligemeget Nordmændenes Lyst til at gjøre fælles Sag med Sverig, hvor Gustaf Wasa var bleven Konge, og deres partivise Hengivenhed for Christjern, som han ved denne Tid saa høilig trængte til, medens de gjorde dem mere villige til at tage det Kongeskifte tilfølge, som imidlertid foregik i Danmark. Enhver af Christjerns Regjeringshandlinger, de folkenyttige langtfra undtagne, havde mere og mere vakt Adelens Misnøie. Geistligheden yndede ham heller ikke for de Love, som angik den; tillige mistænkte den ham med Frygt for at have isinde at indføre den lutherske Religionsforbedring, som paa den Tid udviklede sig i Tydskland med Lysets Raphed og Styrke. Stockholmerblodbadet opfriskede Mindet om at den norske Adel var blodtappet indtil Afmagt, og bragte den danske paa Tanken om, at der alene var Frelse i en pludselig Thron- omvæltning, at det var Selvforsvar saaledes at handle, og at det Værste kun ved at forekomme Kongen, kunde forhindres. Den fandt ingen Sikkerhed i at Christjern ved en pavelig Kjen- delse fik sig fravæltet Skylden for Blodbadet, og ofrede Slaghæk til Døden derfor. Men dette Offer gav han mere den europæiske almindelige Uvilje, end Danmarks Adels. Denne skulde han have offret noget, om han havde skilt sig ved Sigbrit. Men hun for- blev ved hans Side og Adelshadet i hans Sjel. Despotismen forandrer ikke sit Maal, fordi den nødes til at opoffre En og Anden af sine Anhængere. Disse tilbyde sig jo som blotte Midler, og maae vente at blive behandlede som saadanne eller som den Last, Skipperen hiver overbord for at redde Skibet, hvis Reise- maal derfor ei forandres. Og da er det billigt, at den øverste SIDE: 33 eller sletteste maa først til. Men Christjern var Seileren liig, der, midt i sin skummende Fart, forgaaer med Top og Takl. Den jydske Adel opsagde ham Huldskaben, og hyldede Far- broderen Frederik af Holsteen. Den øvrige danske Adel fulgte Exemplet, da Christjern, glemmende i sin Skræk, at Norge, Kjø- benhavn, Malmøe og flere befæstede Stæder vare ham lydige, og at Menigmand overalt stod paa hans Parti, seilede bort for at søge Hjælp hos sin Svoger, den tydske Keiser. Mod de mel- lem Norge og Danmark bestaaende Foreningsvilkaar valgtes Her- tug Frederik vilkaarligen af de danske Stænder til Konge for begge Riger. Men Overtalelser, de i Norge bosatte danske Stormænd Vincens Lunge og Nils Lykke, der ilsomst beskikkedes til Over- befalingsmænd i Landet, og Løftet om at Viken, der sagdes blot for Christjerns Skyld at holdes besat, skulde gjenerholdes, gjorde det seirende Partis Interesse gjældende i Norge. Rigsraadet er- klærede Christjern afsat, og sendte den danske Kong Frederik Hyldestbrev som Nordmændenes valgte Konge. K. Frederik den 1ste (1523 -- 1533). Selvstændigheden bekræftes og Høistænderne hæve sig. Kongens Troløshed. Spænding med Sverig og Danmark. I det følgende Aar maatte Kongen udstede en Haandfæstning, hvori baade Geistligheden fik strengt Forbud lagt mod alt Angreb paa den katholske Kirke, og sine Særrettigheder, Valgfrihed og Dommeromraade bekræftede, og Adel og Rigsraad sin Magt be- tydelig udvidet. Norge erklæredes for et frit Valgrige, saaledes at Kongen frasagde sig Titel af Arving til Norge, og ikke engang maatte indvirke til Fordeel for sin Søn. Udlændinger, hvortil dog Indgivtede ei regnedes, maatte ikke uden i Krigsnød erholde Lehn i Norge. De i Danmark værende norske Rigsdocumenter skulde opsendes; Kongen krones i Throndhjem; Hjaltlands- og Ørken-øerne indløses; og hvad Andet, der maatte være Riget frakommet skulde gjenvindes under Kronen. Udlændingerne for- bødes al Handel paa Nordlandene, og at vinde fast Gods i Landet. Hvor kleint det har været med Retspleien paa den Tid, sees af de Bestemmelser i Haandfæstningen, som paabøde Afsættelse for uretfærdige Lagmænd og Fogder; at der siges at Gods urette- SIDE: 34 ligen var tillagt Kronen, men som nu igjen skulle komme til sine rette Eiere; og af at Næveretsfeider, imellem Adelsmændene (Ridderne) tillodes, naar kun aaben Undsigelse skede forud. Men kun meget lidet af denne Haandfæstning overholdtes, omendskjøndt Brud derpaa eller Undladelse deraf, efter dens sidste Paragraf, skulde betage Kongen alt Krav paa Riget. Kroningen foregik ikke. Skatlandene indløstes ikke. Danske Adelsmænd trængte ind i Embederne. Den troløse Konge sendte endog sin Søn Christian til Norge for at hyldes; men Rigsraadet, med den myndige Erkebisp Olaf Engelbretsøn i Spidsen, afslog dette med Bestemthed. Han medfik kun en Troskabsforsikkring til sin Fader, hvori han dog trodsende tegnede sig som Arving til Norge -- en Titel Familiens holstenske Linje, den nu i Rus- land herskende, siden har beholdt. Det er i vore Dage ved dette Voldsvældes Udvidelser, der snart synes grændseløse som dets Selvherskeres Erobrelyst, at den har erholdt en Betydning, der ligner de onde Ahnelsers eller Spaadommes, som klæbe sig i Menneskets Sind, hvormeget hans Fornuft ellers foragter dem. Med Sverig, hvis Fraskillelse fra Unionen var erkjendt, be- gyndtes vel Underhandlinger om Vikens Tilbagegivelse; men da K. Gustaf tillige holdt den danske Provinds Bleking besat for at aftvinge Danmark Gothland, opofredes det norske Viken indtil videre, hvor uvedkommende et Pant det end var, for at Dan- mark kunde beholde denne Ø. Senere Underhandlinger fra Kongens og Rigsraadets Side forbleve frugtesløse, især siden den saakaldte Daljunker, en foregiven Søn af Sture, der af nogle forræderske Stormænd sattes i Spidsen for et Oprør mod K. Gustaf, fandt Tilhold i Norge 1527. Især forøgedes Spæn- dingen med Sverig, da fordrevne svenske Bisper, og mellem dem Erkebispen Gustaf Trolle, bragte Vidnesbyrd om hvor kraftigt den lutherske Reformation der blev dreven igjennem. Den norske Geistlighed, katholsk til Liv og Sjel, bestod næsten heel igjennem af de "mulmkjære Væsner, der antage enhver Lysstraale for et Lyn, der bebuder Uveir". Heller ikke var Kongens lunkne Troes- sind eller Prinds Christians afgjorte Lutheranisme skikket til at gjøre dens Ahnelser om egen Undergang lysere. Reformationen havde alt voldsomme og mægtige Tilhængere i de danske Be- falingsmænd, hvoraf Eske Bilde frisktvæk ødelagde Kirker og Klostre. I denne Stilling, hvis Ængstlighed tiltog, faldt Geistlig- SIDE: 35 hedens Tanker paa den fordrevne Christjern, og den ledede snart Almuens did. Det geistlige Parti viste sig snart under Trolles og Olaf Engelbretsøns Bestræbelser i tydelig Modsætning til det danske. Hint støttede sig til Misnøiet over Kongens Meensvorenhed, og havde Skinnet af at føre Religionens, Con- stitutionens og Fædrelandets Sag. Dette havde kun sin øien- blikkelige Magt af de Fæstninger og Lehn, det besad, og en Slags Støtte i at det var begge Partiers fælleds Interesse at modarbeide de svenske Fristelser ved Bud og Brevskaber til at bringe Almuerne til Frafald. Frygt for Reformationen lod Geist- ligheden ikke granske efter om Christjerns Gjenomvendelse til Catholicismen var oprigtig eller blot en politisk Koldbøtte, som han ligesaa let kunde gjøre tilbage som frem. Geistligheden kunde kun i hans Seier øine sin. Man forstod hinanden. Trolle foer fra Bisp til Bisp, forfulgt af Modpartiet, og spandt Sammen- sværgelsen fastere. Olaf Engelbretsøn var som Hovedet deri, Trolle den geskjæftige Tunge, Bisp Mogens af Hammer og Hans Reff af Oslo Armene paa denne Kjæmpe, der blot ventede paa Christjern for at reise sig til Hevn for ham og til Kirkens Forsvar. K. Christjern den 2den Modkonge. (Nov. 1531 -- Juli 1532). Opstand mod Danmark. Viken gjenvindes. Hidkaldt af de sammensvorne Bisper, hjulpet af dem endog med Kirkesølvet, af Keiseren og af andre Venner, ankom Chri- stjern med en, i Storm formindsket, Hær til Oslo. Men han fik Styrke nok i det almene Medhold. Kun i Slottene Agershuus, Bahuus og i Bergen kunde de Danske holde sig. Rigsraadet opsagde K. Frederik Huldskab, "fordi den keiste, kaarne og kronte rette Herre og Konge, som uden Dom og kun ved Mag- ten, uden Rigsraads eller den gode norske Almues Vidende og Vilje var fordreven, nu var hjemkommen til sit Rige, og fordi det kun nødtvungen og, for ei at geraade i større Ulykker, havde hyldet Frederik." Dette Opsigelsesbrev var grundet paa en Klagerække over, at danske Adelsmænd constitutionsstridigen vare indsatte i de høieste Embeder, at de havde ødelagt Kirker og Klostre, bemægtiget sig geistligt Gods og at de beskyttede SIDE: 36 lutherske Prædikanter; over at Domprovstiet i Bergen, hvormed Rigsraadsværdighed var forbunden, var forlehnt En i Danmark; at Kirkens Dømmeret krænkedes; at Hansen var given Ene- handel paa Island og Færøerne; og over at det norske Rigsraad ikke varsledes, naar Herredage, der kunde angaae Norge, holdtes i Danmark. Christjern hyldedes af alle Stænder i Oslo 30te Nov. 1531, efterat have udstædt almindeligt Naadestilsagn. Forgjæves beleirede han dog Agershuus og Bahuus. Befalingsmanden i det første Slot, Dansken Mogens Gyldenstjerne, tiltvang sig en Stilstand, hvorunder han trak Undsætning til sig; og fra det sidste drev en svensk Hjælpehær under Marsken Lars Siggesson ham tilbage, efterat han dog, ved at besætte Viken og gjøre et Indhug i Sverig, som dog gjengjældtes med et i Jæmtland, mens svenske Brevskaber til Almuerne om at falde fra udspredtes fleresteds, havde bragt den svenske og danske Konge til at slutte sig nøiere sammen, hvorved hiin Provinds gjenafstodes mod en Sum til "Danmark". Omtrent ved samme Tid som Christjern kom tilbage for Agerhuus med sin stærkt medtagne Hær, landede Befalingsmandens Broder, Biskop Knut Gylden- stjerne med friske Tropper, hvortil han ogsaa trak et svensk Hjælpecorps. Uden Flaade, pengeløs og modløs, hævede Chri- stjern Beleiringen, kastede sig ind i Oslo, og begyndte derfra Underhandlinger om Indrømmelsen alene af Norge for sig og Efterkommere. Knut Gyldenstjerne, hvis Broder imidlertid havde bragt Tønsberg Lehn til at falde fra Christjern igjen, overtalte denne til en Samtale med K. Frederik til hvem han gav ham frit Leide. Christjern drog da 9 Juli 1532 i Godtro til sin Far- broder, der strax, under Paaskud af, at Gyldenstjerne havde overskredet sin Myndighed, lod sin bedragne Frænde sætte i et haardt Fængsel. Men Gyldenstjerne var Kongens Befuldmægtigede. K. Frederik stod til Ansvar for hans Handling, omendskjønt han siges bagefter at have givet Befaling til ikke at indlade sig med Christjern. At Gyldenstjerne, der nok kjendte sin Herre bedst, selv efter dette bekræftede Fredsbrevet, var ogsaa en Urede- lighed, som burde have gjort ham fortjent til Tyranredskabernes sædvanlige Lod: den at forstødes, naar de ere brugte. Christjern sad haardt fængslet i 15 Aar, og levede derefter endnu 10 Aar i et mildere Fængsel, som Frederiks Eftermand forundte ham. Danskvældet tiltog mere end nogensinde tilforn SIDE: 37 i Norge. To af dets Høvdinger modtog ny Hyldest til K. Frederik. En svær Hovedskat blev paabudt, som Straf. De 3 sammensvorne Bisper lagdes i flere 1000 Lod Sølvs Bøder hver. Spørgsmaalet laae alt nær: hvad skal en Stat med Selvstændighedens Navn, som giver slip paa den i sig selv, ved taalmodigen af en fremmed Magts Haandlangere at lade sig straffe, fordi den yttrede engang Følelsen deraf? Mellemregjering (1533 -- 1536). Olaf Engelbretsøns Opstand. Ved Frederik d. 1stes Død 1533 indtraadte en styrløs Tilstand, medmindre et kun løst sammensat, uenigt Rigsraads, Lehnsherrers og Skatfogders ansvarsløse Behandling af det Offentlige kan kaldes anderledes. Fæstningerne indeholdtes til Fordeel for Fre- deriks Søn, Christian, som imidlertid i Danmark maatte føre en 3aarig Feide mod Christian den 2dens Folkeparti, der under- støttedes af Lybekkerne under Grev Christoffer af Oldenburg, og bekjæmpe Geistlighedens Modstand, der heller vilde frem- trække den katholsk opdragne Broder Hans. Folket selv i Norge hældede mere til den fangne Konge. Geistligheden havde endnu ikke erklæret sig; men dens Sind var mod Prinds Christian. Man oppebiede spændt hvad Vending Thronkampen vilde tage i Danmark. Aar 1535 anholdt Christian om de norske Stænders Hyldest og om en Hjælpeflaade. Erkebisp Olaf, der søgte at drage saamegen Fordeel for Fædrelandet næst Kirken af Thron- striden som muligt, kaldte dem da til Valg i Throndhjem, hvor hans Indflydelse var størst; men ilsomt hyldede de søndenfjeldske Rigsraader Christian den 3die i Oslo, hvorved da Vincens Lunge og andre mægtige Danske ei have været ledige. Erkebispen harmedes høiligen over dette Statsgreb, og indlod sig paa Kei- serens Opfordring at erklære sig for den tydske Grev Friederich, Christian den andens Svigersøn. Et Gesandtskab indfandt sig for at vinde den Fortørnede med det Gode. Men dette var at voge sig ind i Løvens Hule. Gesandterne fængsledes, og 2 af dem, de danskfødte Rigsraader V. Lunge og Nils Lykke slap ikke tilbage med Livet. Erkebispens private Fiendskab var vel rede med Dolken til disse Drab; men de Dræbte maae dog ligesaa- meget betragtes som politiske Offere for en i sig selv retfærdig, SIDE: 38 men derfor aldrig til slig Bedrivt berettiget, Uvilje over deres Indtrængen og Anmasselser her i Landet. Erkebiskoppelige Krigsfolk drog nu mod Bergenhuus, V. Lunges Lehnsfæstning, uden dog at kunne indtage det, og til Oplandene og det Agershusiske, hvor Opstanden udbredte sig under Bisp Mogens af Hammer og Rigsraaden Gaute Galde. Den forhadte danske Befalingsmand paa Agershuus, Erik Gyldenstjerne, holdt dog dette Danskvældets Fodfæste i Norge; og den norske Op- stands Fremgang standsede i samme Forhold som Christian den 3dies Sag gik frem i Danmark. Erkebispen gav da Kjøb. De fangne Gesandter, hvorimellem Oslobispen Hans Reff, løslodes for derved at tilvinde sig godt Forlig. Men herpaa var ikke at tænke for Lunges Morder, Catholicismens og den norske Selv- stændigheds alt synkende Forsvarer. Han oppebiede ikke den Hærflaade, som under Anførsel af Danskerne Ulfstand og Hvidt- feldt sendtes imod ham; men frelste sig til Belgien, hvor han Aaret efter døde. Hans Fæstning Stenviksholm gav sig, og Thrøn- delagen lød. Splid, der skader en Befrielseskamp ligesaameget som Forræderi, havde atter fra først af betaget disse sidste An- strengelser for Uafhængighed Margen. Adelen var tilbagetrængt eller bestukken; Geistligheden skræklammet for de Omvæltninger, som den altforvel følte nærme sig den; menig Mand uden anden Almeenaand end den indskrænkede, som kun satte sig en eller anden Smaatyrans Tugtelse til Maal; og i alle Classer havde man alt forud taget Parti for og imod Reformationen. I slig Bund var det let for et nyt Plageriis at skyde sig op af samme Rod, som den Hædersmændene Knut Alfssøn, H. Hyttefad, og nu sidst den idrættuge Bisp Olaf havde fristet at lægge Øxen til. Er det end mueligt, at de jevnlige, men aldrig tilstrækkelige, Uroligheder i Norge modnede den nye Konges forbryderske Plan mod dettes Selvstændighed; saa er det dog vist, at de Dødelige kun ere ansvarlige for de nødvendige, forudseede og tilsigtede Følger af sine Handlinger, men ikke for de tilfældige, Hensigten modstri- dende, om end med Handlingerne forbundne, Begivenheder. Og om Mennesker, der kjæmpede ulykkeligt for Fædrelandet, gjælder det fortrinlig, at Mennesker have bestaaet længe og vel nok, naar de have staaet til de faldt med Ære. SIDE: 39 NORGE BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED (1536 -- 1814). FØR ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1536 -- 1661). K. Christian den 3die. (1536 -- 1559). Riget erklæres for Provinds af Danmark. Reformationen indføres. Kongens Kirkeran. Borgerkrigen i Danmark var egentlig en Kamp mellem Adel og Geistlighed, Lutherdom og Pavedom. Det sidste Parti tabte. Kongen sluttede sig ganske til Adelen. Allerede forud ildesindet mod Norge, og den danske Adel forbunden, hvem det var om at gjøre at faae dette Rige ligesom udlagt til sig, hvorved det ogsaa, naar den besatte det, nemmere vilde kunne holdes i Tømme: tilsagde han i sin danske Haandfæstning paa en Herre- dag i Kjøbenhavn 1536 Danmarks Rigsraad og Adel, at lægge Norge under Danmark som Skaane, Jylland, ja som dets For- bundsstat Island. Den største Forbrydelse den ene Stat kan begaae mod en anden, var saaledes af Danmark øvet mod Norge. Afhængigheden erkjendtes dog aldrig formeligen af Nordmæn- dene. De Dalevende antog den som en Straf, de Betvungne maatte finde sig i, men som ikke vilde vare længer end Triumfen eller til Alt kom i den gamle Orden; og de følgende Slægter som en vel ubehagelig Arvpligt, men som dog havde sin Erstat- ning i adskillige af den gamle Frihed udrundne Goder. Saadanne var den norske Bondes personlige Frihed, medens den stavns- bundne Danske stønnede under Livegenskabet; ligesaa Voldgivts- retten og Odelsretten, der har reddet meget Jordgods fra at komme i danske Adelsmænds Hænder. Da Selvstændigheden især repræsenteredes ved Rigsraadet, og dette opløstes ved den samtidige Omvæltning i Religionsvæsenet, mærkedes dens Forliis mindre. Navn af Kongerige beholdtes ogsaa til Stads for Danske- kongerne. Og Christians Forgjængere havde sørget for at der af Selvstændigheden heller ikke var stort andet end Navnet at miste. Det lod derfor somom Fornedrelsen ikke mærkedes. Selv lidet synlig, aabenbaredes den kun i sine Følger for den stille SIDE: 40 Harm, som hverken Undertrykkelse eller Frygt udsletter i de Underkuedes Sjele. Fra samme Rigsdag i Kjøbenhavn udgik Bud, at den lutherske Reformation skulde indføres i Norge med underliggende Lande (1536). Vendekaaben Hans Reff i Oslo og den luthersk sindede Geble Pedersen i Bergen beholdt sine Bispedømmer med den ind- skrænkede, politisk betydningsløse Magt, som nu blev Bisperne tilmaalt. De øvrige Bisper fængsledes og afsattes. Betlermun- kene bleve fordrevne; Klosterne ophævede; kun Domherrer, Nonner og Munke af andre Ordener erholdt Livsophold. Kir- kernes Rigdom i Jordgods svandt ind; dog tillagdes meget den lutherske Geistlighed. Under Paaskud af at Kirkeklenodierne og hvad der mindede om den gamle Troe var til Hinder for den nye, fore danske Adelsmænd om og ødelagde og bortrante alt Saadant. "De delte Rovet: Kongen var som Ørnen imellem Glenterne paa Aatet -- ." Skibsladninger af kostbart Kirkegods nedførtes til Danmark; St. Olafs dyrebare Skrin søndersloges og plyndredes; de gamle Kongers Grave krænkedes; Kirker og Klostre nedbrødes; Dom- kirkernes Bog- og Documentsamlinger opbrændtes. Reformationen, om end saaledes indført med Magt, kostede dog ikke Blod i Norge som paa Island, hvor John Arnessøn Bisp drog Sværdet mod Kongen og Bisp Gissur Einarson for Pavedømmet, og heller opgav Hovedet end sin Tro. Færøernes Bispedømme henlagdes, forandret til et Provsti, vilkaarligen fra Throndhjems Bispestol, der tabte sin "Erke"-titel, til Sjællands; og beskrives Throndhjems Domkirke, Nordens herligste Bygning, at være bleven saa haardt medtaget, at den "uden en Skilling" til Istandsættelse ret afgav et Billede af det hele Land saaledes som dette nu var: en Ruin af et fordums velstaaende Rige; men som dog ikke nød det Blik af Ærefrygt og Medlidenhed, som skjænkes det ødelagte Store. Reformationen selv og dens gode Følger skyldes ikke saa løs en Omstændighed som den danske Adels Seier. Kun Ugjernin- gerne, der ledsagede den, tilhøre Denne, som i sit Overmod og under sine Misbrug blev et Middel til saa god en Sags tidligere Fremme. Som gunstige Omstændigheder herfor tjente ogsaa den norske Kirkes mindre Afhængighed af Paven og det katholske SIDE: 41 Europa, Bispernes foregaaende politiske Nederlag, Handelsfærdsel med fremmede Protestanter, og det menige Folks Misnøie med Geistligheden, som havde slappet Catholsksindet saameget at dets Modstand kun havde Vanens og Træghedens uvirksomme Styrke. Det religiøse Sløvsind, da, som sædvanlig, parret med et politisk, modtog Reformationen som et politisk Onde, der maatte taales som de andre, der havde bøiet selv Adel og Geistlighed efter hinanden. I enkelte Egne yttrede sig vel en noget livligere Mod- stand, som, da Folket ikke forstod Reformationen, skulde være et ligesaa godt Tegn paa Modstandskraft som Thellebøndernes samtidige kun med Møie undertrykte Opstand formedelst de tydske Bergfolk, der sendtes ind imellem dem; men i det Hele modtog Folket Reformationen ligesaa lidende og ubevidst som Pløielandet modtager Regnen. Imidlertid besvangrede den dog med Velsignelse ligesom denne. Frugter saaes, og Reformationen blev forstaaet altsom den fik Præster, hvorpaa i Førstningen var Mangel, med norske, og ikke latinske, Evangelier i Hænderne, til Forkyndere, istedetfor fremmede Høvdinger med Fakkler og Muurbrækkere. Hemmelige Katholiker gaves dog endnu længe; ja Ynglinger sendtes aabenlyst til fremmede Landes jesuitiske Læreanstalter. Som Konge var Christian den 3die aldrig i Norge. Men, foruden ved sine Kirkeran, gjorde han sig der bekjendt ved det nye Statsgreb 1549 at udtage en Skat til, som det hedte, de skotske Øers Gjenløsning. Men denne Skat forsvandt i den danske Statscasse, der, sikkert som Havet de fjerne Floder, slugte Overskudet af de norske Afgivter. Efter saaledes at have lært Nordmændene, at det Land, som lader sig erhverve ved et Pennestrøg, vanskelig har en bedre Lod at vente end det sværd- tagne, overlod Christian den 3die ved sin Død 1559 Norges videre Udarmelse til Sønnen Frederik, som forhen var hyldet paa en Herredag i Oslo. K. Frederik den 2den (1559 -- 1588). Den ulykkelige Syvaarskrig med Sverig. De Danske Befalingsmænds Voldsvælde tiltager. Rigers udvortes Ære er langtfra ligegyldig. Alligevel afgiver den Tvist, som opstod mellem den svenske Kong Erik den 14de og Kong Frederik den 2den om Brugen af de 3 Kroner i Rigs- SIDE: 42 vaabenet, kun en elendig Grund til den blodige 7aarige Krig, som deraf især reiste sig, og hvorfor det hærløse, til sig selv overladte Norge blev Offeret. Herjedalen, Jæmtland og Thrond- hjems Stift besattes af Svenskerne; og i 1567 brændte de, under Johan Siggesson, Oslo, og ødelagde Hammer saa tilbunds, at denne velstaaende By siden ikke har reist sig. Samme Skjebne overgik Sarpsborg 1570, istedetfor hvilket Fredrikstad anlagdes. Evert Bild tog vel, ved Almuens Hjælp, det Throndhjemske tilbage. Christen Munk holdt vel Agershuus, og Jens Ulfstand Bahuus; men Østlandet var en aaben Tumleplads for Fienden. Alligevel er det kun lidet værd at ynkes over de lidende Almuer, som saae Branden af Oslo og Hammer, og opglødedes ikke til at reise sig. Smaae Streifpartier vare Herrer i de folkerigste Egne, medens en Landstorm, uudtømmelig, stedse som Floden voxende selv under Forliset, tiltagende indefter Landet i uigjennemtræn- gelige Masser ligesom Jordlagene, forsvarende sig med Landets Natur, fegtende som Vreden med de nærmeste Vaaben og med de væltende Folkemasser, skulde have tilintetgjort hvilkensomhelst mangedobbelt talrigere Hær. Men Folket kjender sjelden sin Kraft. Det kjender sjelden sin Kraft i Krigen, om det ikke kjender den i Freden. Dette koster i Fred Trældom, i Krig Nederlag. Alene om Eysten Baardsen, Præst i Edsberg, veed man, at han i de Ulykkesaar opførte sig som Pligt, under saa- danne Omstændigheder, var for Læg og Lærd. Fra Prækestolen raabte han Almuen til Vaaben, anførte selv, og kjøbte Seiren for sit Been. For Danmark tog Krigen en heldig Vending efter Daniel Ranzaus Seier ved Svarteraa. Ved Freden i Stettin 1570 beholdt det de 3 Kroner, og Norge fik de tabte Provindser igjen. Mange Klager fra denne Tid levere et skrækkeligt Maleri af de danske Befalingsmænds og mere underordnede Embedsmænds Tyranni, Udsugelser, Bestikkelighed, Grusomhed, Retløshed og Overmod. " -- Da først i Tyranniet er der Fryd, naar det er uden Frygt -- -- ." Og Smaatyrannerne kunde være uden Frygt. Forfatteren af et Klageskrivt til Kongen henrettedes. Ludvig Munk, en Tid Lehnsmand i Throndhjem, blev siden Statholder, endskjøndt hans Færd havde vakt en Opstand i Lehnet, der kostede Formændene SIDE: 43 Livet. Erik Munk bortfjernedes først efter mange Klager, og efterat han havde lagt sig ud med selv sine Jevnlige, fra Nedenæslehn, hvor han i 10 Aar husserte. Han er ellers bekjendt som en dygtig Sjøkrigsmand fra Syvaarsfeiden, da han bombarderte Fien- den bort fra Leiren for Agershuus; og senere deeltog han i et Krydstog for at forbyde Engelsmændene Farten om Finmarken til Rusland, og i et mod de Sjørøvere af alle Folkefærd, men især flamske, som giorde de norske Farvande saa usikkre. Ved lignende Tog mod de Sjørøvere, især engelske, ja vel endog tyrkiske, som plagede Island og Færøerne, indlagde Færøingen Magnus Heinesen sig stort Berøm. Og Christopher Walkendorf forstod at holde de Contorske i Ave i Bergen, nemlig ved at opføre et Taarn mod dem og bogstavelig holde dem under Ka- nonerne. Den vigtigste Tjeneste beviste Frederik den 2den Norge ved at drikke sig ihjel 1588. -- Man tager Feil, hvis ei man troer, at Pøblens Laster tidt bestige Thronen. Formynder-Regjering (1588 -- 1596). K. Christian den 4de (1596 -- 1648). Norge behandles bedre. Under det danske Rigsraads Formynder-Regjering i den nye Konges Mindreaarighed stod en dansk Statholder og en Canzler i Spidsen for de norske Anliggender. Alt blev ved det Gamle indtil Kronprinds Christian, allerede som lidet Barn hyldet af Adel og Lagmænd, modtog alle Stænders Hyldest i Oslo 1591. Allerede da, eller fra 1596, da han krontes i Kjøbenhavn, be- gyndte han at vise dette Rige sin udmærkede Forsorg. Stæn- derne havde ogsaa i et Klageskrivt viist ham hvor høiligen den behøvedes. Herredage med faste Medlemmer anordnedes til re- gelmæssige Tider i Oslo og Bergen, hvortil indankedes fra Lag- thingene. En forbedret Udgave af Lovene besørgedes ved Hans Basse og Anders Green -- Nordmænd, som Christian, der frem- hjalp den norske Adel, havde hævet til Canzlerværdigheden. 1604 udkom den nye Lovbog, efterat være gjennemgaaen af den bergenske Herredags Medlemmer; og offentliggjordes paa alle Bygdething og Lagthing til stor Beskyttelse for Folket mod de SIDE: 44 vilkaarlige fremmede Embedsmænd. En Kirkelov, udgiven paa en Herredag i Stavanger, hvortil Rigets høiere Geistlige vare tilkaldte, var skarpt stilet imod alskens Katolicisme, hvormed selv enkelte Præster findes at have været stærkt befængte. Det bedste Værn herimod var dog nok det, at bedre Forsorg vistes Skolerne. Hanseaternes Frihandel paa Island ophævedes, og overdroges til et Selskab. Til Finnehandelen sloges egne Mynter i de norske Myntstæder, skjøndt denne Rettighed, der allerede 1575 var ophørt, kun yderst lidet blev benyttet. Den norske Capitain Jens Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd; men hjemkom kun med slette Efterretninger: Folk af norsk Æt og Christendommen vare forsvundne. Forsvarsvæsenet holdtes istand baade hvad Fæstninger, Flaade og Hær angik. For Korn- tilførslen sørgede Christian retskaffent. Istedetfor det afbrændte Oslo anlagdes Christiania 1624. Christianssand, hvorhen Bispe- sædet 1682 flyttedes fra Stavanger, anlagdes 1641. Flekkerø, der allerede forhen for Sjørøveres Skyld, som i den gode Havn fandt Tilhold, var noget befæstet, udvidedes til en Fæstning. Kongsberg Sølvværk og Stad anlagdes, efterat de rige Sølvertser hændelses- viis af en Gjetergut der vare opdagede 1623. Paa lignende Maade opdagedes Kobberet ved Røraas 1640; og denne Bergstad an- lagdes. Bergdrivten tiltog ellers i det Hele, og formeredes ved tydske Bergfolk. 60 Gange skal Christian have besøgt Norge, ja i 1599 omseilede han det endog til den russiske Grændse; og lærte da Folk og Konge at kjende, hvor vel de vilde hinanden. Han fik derved see Udsugerne paa Fingre: Lehnsherren Grubbe i Nedenæs domfældtes og endeel retløse Lagmænd afsattes. Al- mindelig Mand pleier, selv under svare og uretfærdige Lidelser, at undskylde Kongen med at han ikke seer eller veed hvorledes det gaaer til; men denne Godmodighed (hvorpaa Tyranniet ofte regner), lønnes med Utak, og er taabelig, saasom den Konge, der ikke gider kjende sit Folk og selv see hvorledes det gaaer det, er slet, i hvad øvrige gode, men da frugtløse Egenskaber han ellers maatte have, og fortjener saaledes at Folket ikke ved- kjender sig ham. Det er kun i Modsætning til de andre olden- borgske Konger, at Christian den 4de fortjener Ros for Opfyl- delsen af en Pligt, som, om end den nærmeste af alle kongelige Pligter enten den er udtrykkelig paabudt eller ikke, Hine dog forsømte. SIDE: 45 Krig med Sverig. "Skottekrigen". Den svenske Konge, Carl den 9des Krav paa de norske Lap- marker gav den nærmeste Anledning til en Krig med Sverig fra 1611 -- 1613, hvorunder Bønderne af Vaage, Lessjø, Froen og Ringeboe, anførte af Lensmændene Guldbrand Seglestad og Hans Hage samt Fogden Lars Gram, i Kleiven Kringen tilintetgjorde et 600 Mand stærkt Hjælpecorps Scotter, som under Oberst Sinclar emnede sig til Sverig. Listigen opholdte og vildledte i Romsdalen, hvor de landede, og hvorfra Iilbud afgik til Gud- brandsdalen, trængte de sorgløse ind i denne Dal, der, ligesom de fleste norske Dale, ret var skikket til at blive Fiendernes Grav. Sammenpressede mellem den rivende Laug og Bratfjeldet styrtedes Gelederne af Steen- og Tømmer-vælter i Strømmen. Øxer og Rifler gjorde Resten. Hvor let end Naturen gjorde Seiren, maa den dog tilskrives Snarraadigheden. Opraabet skede mens Fienden stod nær og kom nærmere; dog var Alt beredt. Intet Mod skulde have oprettet Seendrægtigheden. Lomværin- gerne tabte ved Ubestemthed al Andeel i denne Seier, som har lært alle Tiders og alle Dales Nordmænd, hvorledes de skulde være rede om "Soldaten -- som her var Tilfælde -- er ude paa Kongens Tog", og gjøre Landets Natur til sin Medforbundne, og at i en Forsvarskrig alle Vaaben ere tilladelige. Kun Den, der vil handle ligedan, tør sige, at der endnu ligger en Glands af denne Bedrivt over Sønnerne; og kun Den fortjener dette, som med Afsky tænker paa, at Seierherrerne koldblodigen myr- dede Fangerne paa to nær. Af dette og andre nyere Træk skulde man kunne beføies til at tillægge Folkecharakteren som den findes i Landets Indre en vis indiansk Grusomhed, dersom den ikke tilhørte alene en tidbetinget Vildhed og denne ikke var forsvunden. Den er det. Hiin Grusomhed tilhørte hiin Tid, Seiren tilhører alle de følgende, Exemplet Historien. "End stander en Støtte paa samme Sted, som Norges Uvenner mon true. Ve hveren Normand, som ei bliver heed, saa ofte hans Øine den skue." En anden talrigere Skottehær under Munchhaven landede i Størdalen, og drog sig, uhindret af den feige danske Befalings- mand, Steen Bilde, hærjende ind i Jæmteland, som han tilligemed SIDE: 46 Herjedalen erobrede før han forente sig med den svenske Hær. Dog erholdtes disse Provindser tilbage og Lapmarkens Grændser bestemtes til Norges Fordeel i Freden til Sjørød 1613 med Eriks Eftermand Gustaf Adolf. Ny Krig med Sverig. ("Hannibalsfeiden") -- (1644 -- 45). I 30aarskrigen mellem de tydske Protestanter og Katholiker i Tydskland tog Christian en kort men uheldig Deel. Des herligere straalte de svenske Vaaben. Men pludselig vendte Feldtherren Thorstenson dem imod Danmark, hvorved da Norge atter (1644) blev baunelyst. Hannibal Sehested, der, som Statholder, havde givet den norske Regjering en større Uafhængighed, rykkede ind i Sverig; men maatte trække sig tilbage. Dog værnedes Rigets Grændser, hvortil Bønderne, der siden Skottekrigen mere al- mindelig havde erholdt Geværer, bleve opbudne. Herved gjorde Præsten til Ullensager, Kjeld Stub, forhen Krigsmand, god Tjeneste; han talte Landets Sag ligesaa godt og klart med Sværdet som det hellige Ord med Tungen. I Danmark førtes Krigen uheldig; og derfor maatte Norge i Brømsebro-freden 1645 bøde med Jæmteland, Herjedalen, Idre og Serna Sogne. Forhen havde Christian ved den skotske Konges Giftermaal med hans Søster fraskrevet Norge Gjenløsningsretten til de skotske Øer. Norge var baade Skjold og Sværd og Pung for Danmark. Den be- dagede Christian havde vel mistet et Øie under Krigen; dog saae han med det han havde igjen endnu i 3 Aar klart over Norden, og at den danske Adels slette og uvillige Opførsel under Krigen var en af Aarsagerne til de Tab, begge Riger leed. Norge var i maadelig Forfatning ved hans Død 1648. K. Frederik den 3die (1648 -- 1670). Norges synkende Tilstand. Krig med Sverrig. Nye Opofrelser for Danmark. Christians Søn, Frederik, hyldedes i Christiania 1648. Han var, som man siger, af den gamle Uld. Det danske Rigsraad tilrev sig næsten al Myndighed i de norske Anliggender. Dansk Adel trængte ind i Lehn og Godser meer end nogensinde, og det til- SIDE: 47 regnedes Statholder Sehested, som en Forbrydelse, at han havde skilt den norske Forvaltning formeget fra den danske. Det var tydelig bleven dansk Statskløgt at holde Norge i en afkræftet Tilstand; dog saa at Adelen, i de Tider den havde Magten, for- fulgte denne Plan med større Haardhed end Kongerne. Det er ikke med Adelen som med Kongen, der ikke bliver rigere om Folket bliver fattigere. Dettes Udarmelse er Gropen, der svarer i Dybde til Adelens Velstanddynges Høide. Den danske Adels Forbrydelse mod Norge maa kaldes Tyranni; Kongernes -- For- sømmelse og Tilsidesættelse mere end Tyranni. Men enige vare begge disse Magter i, at ingen Opofrelse fra Norges Side var for stor for Danmarks Skyld i politisk Nød, eller stor nok til at erhverve det mere Retfærdighed. Omsider bleve Nordmændene vante til saalidet deraf, at de mindste Træk af Billighed -- f. Ex. en Konges Besøg -- forekom dem som umaadelig Godhed og en ufortjent Ære, som Støtter og Indskrivter maatte minde om. De fjerne Konger behandledes som Gudebillederne: de gjorde Intet af alt det Gode, som man ventede og bad om; dog ind- bildte man sig, at de kunde og skulde gjøre det omsider. Nord- mændene betragtede dem som Statens gode Princip: hver ny Hyldest, hvorved da almindeligviis nogle Privilegier bekræftedes, Klager og Ansøgninger opdyngedes og Gjæstebudsløfter gaves, var dem en Forjættelse om, at dens onde Princip, som raadede i de fremmede Herrers Voldsvælde, skulde beseires. Men hvor kongetroe Nordmændene end vare, hvormeget der end var at afhjælpe -- kun engang gjæstedes de af Frederik; og det ved Hyldingen, hvortil Repræsentanter for alle Stænder vare stevnte af det danske Rigsraad, som forhen havde valgt ham ogsaa til Norges Konge. Under en længere Fred, som vilde have været Undertrykkelserne gunstig, skulde de snart have faaet Øinene op; men saa lød det igjen: Krig i Danmark: Krig i Norge! Til Vaaben! til Vaaben, I Nordmænd! -- Og Fædrelandets Krigsære, ikke dets Fredsulykker stillede sig for Tanken. Men Norge kunde seire; tabe skulde det alligevel. For sit lumske Overfald paa Sverig 1657, mens dets Konge Carl den 10de førte Krig i Pohlen, tugtedes Frederik med at see sine danske Stater, paa næsten blot Kjøbenhavn nær, indtagne af dette Seierens Lyn. Men, uagtet Nordmændene førte Krigen heldig, sloge under Iver Krabbe den svenske Erik Steenbock ved SIDE: 48 Hjertum, og Douglas ved Udevalla, og indtoge Jæmteland under Jørgen Bjelke, tabte dog Norge i Roskildefreden 1658 Thrond- hjems-stift og Bahuus -- det sidste frugtbare, byrige og handels- vigtige Lehn for bestandigt. Nu bader ei Norge i Göthaflod og Venern sin høire Fod, og hviler ei Venstren utmed den Herjedals Fururod. Der vaier en Fahn fra Jæmtlands Gran, som aldrig var kjendt hertillands. Ei Vælde men List har skaaret forvist af Løven den vakkre Svands. Ny Krig med Sverig. Throndelagen befrier sig. Haldens første Beleiringer. Under forrige Feldttog udkom et "fortroligt Brev til Nord- mændene", rimeligviis vel fra svensk Haand, men dog ganske skikket til at lære dem, at alle deres Ulykker, selv de der led- sagede Seiren, alene kom af Rigets politiske Stilling. Man be- høvede ikke at see denne fortvarende endnu i over 150 Aar for at dømme derom just som vi nu maae dømme efterat alle disse kun have bekræftet hvad de forløbne 3 Aarhundreder havde lært. Historien indsamlede mere Viisdom alene under Margrethe end Nordmændene benyttede i 4 Aarhundreder. Hint Flyveskrivt siger: "Hvor svær en Byrde Trældom er, lærer os ikke alene selve Naturen i alle Guds levende Skabninger, som hade den og elske Friheden; men ogsaa Historiens vægtige Vidnesbyrd, som bevise, at selv Døden, ihvorvel haard og Naturens argeste Fiende, har af Alle, som have været kronte med Dyd og Ære, været foretrukken Trældom under Fremmedes Aag. Dette sær- ligen derfor, at, naar den ædle Frihed engang berøves Men- nesket, blive ofte dets Evner saa tilintetgjorte, Naturen saa for- dærvet, at den aldrig mere kan hjælpe sig selv op. Exempel har man daglig for Øine hos eder, ærlige Mænd, som boe i det navnkundige, fordum berømmelige Kongerige Norge, som ikke alene ulykkeligen ere komne under Fremmedes Aag, men og saa dybt sjunkne i forsmædelig Trældom, at I ikke formaae af SIDE: 49 eder selv at opløfte Øinene til Skuet af Forfædrenes ædle Fri- hed. -- -- Betragte I den Usselhed, hvori I ere komne, idet eders Krone og Spiir ikke alene ere Eder fratagne, eders for- dum mægtige Kongerige fornedret til en Provinds eller Landskab, men eders gamle Friheder og Forfædres Manddom tillige for- vandlet til Trældom: saa maa den iblandt Eder have et Steen- hjerte, som ikke skulde lade denne sit Fædrelands Undergang gaae sig tilsinde, saa meget mere som denne ikke skyldes Sværdshaand eller nogen Mægtigere, men alene Danskernes Stats- list, hvorved de ved Givtermaal have indsneget sig i eders Kongerige, udryddet hos eder alt kongeligt og adeligt Blod, bortført Rigets Spir, vækket allehaande Splid imellem eder til egen Fremvæxt og eders Undergang, og endelig saalænge brugt eders Sikkerhed til I vare omsmedede med Trældoms Læn- ker. -- -- Hvo, som holder Dyd og Ære kjær, skulde ikke vove Liv og Blod førend at lide slig Fædrelandets Elende? Hvo skulde ikke heller ønske sig ikke fød, eller at Barn aldrig maatte fødes ham, end at fødes til Skjændsel og Trældom, og aldrig at have Udsigt til at see sine Børn komme til nogen hæderlig Tjeneste, Ære eller Myndighed? Hvem er der iblandt eder, som kan rose sig af, at hans Barn betroes nogen Tjeneste i Norges Rige? Ere ikke alle høie Embeder forstyrrede hos eder? Hvor finde I Rigs- og kongelige Raads-Embeder i eders Rige, som fordum der har været og brugeligt er i alle Kongeriger? Ere de ikke blevne begravne med eders Forfædres Frihed? Kunne I berømme eder af, at eders Statholdere, Præster, Fogder, Skrivere og Lehns- mænd ere eders Indfødte? Maae ikke Saadanne sendes eder fra Danmark, for at I maae drage eder tilminde, at I ere Trælle, som maa bevogtes med stadig Opsigt og trykkes saaat eders Tanker ikke kunne faae Rum at opstige til nogen Dyd og Mand- dom, som kunde bringe eder til at kaste Aaget af Halsen og gjøre eder eders Forfædres Manddom lige? -- -- " Denne Skrivelse havde med al sin Sandhed naturligviis under Krigsomstændighederne, og da Sværdet fulgte den vedsiden, ingen Virkning. Den fremstillede Svenskekongen som Norges Befrier; men hverken har nogensinde nogen Konge været et fremmed Folks Befrier, eller var hans anden Erobringskrig mod de forente Riger skikket til at fremstille ham som en saadan. Samme Aar Freden var sluttet stod han atter i Sjælland; og Feldtherrerne SIDE: 50 Gustaf og Erik Stenbock begyndte i Bahuus Krigen mod Norge, medens den svenske Rigsdrost ved et Manifest af lignende Ind- hold som hiin Skrivelse søgte at virke paa Nordmændene til en Forening med Sverig. Ligeledes appellerede Rigets Statholder Niels Trolle og Canzler Jens Bjelke til Folkemeningen i et Opraab til Throndhjemsstift og Bahuus. Dette virkede bedre. Thrønde- lagen gjorde Opstand. Reichwein kom med Undsætning. Sven- skerne maatte i Octbr. 1658 trække tilbage over Kjølen. Bahuus besattes af Jørgen Bjelke, efterat den svenske General Stage, var slaaet tilbage fra den aabne Grændseby Halden af Borgerne, hvorimellem Peder Olsen Normand, udmærkede sig. Ligesaa gik det Aaret efter, da Borgerne endog brændte endeel af Byen for bedre at skjøtte Forsvaret, som nu ogsaa lettedes ved en For- skandsning, hvor den brave Oberst Tønne Huitfeld commanderte. Den tredie og sværeste Dyst udholdt Halden med lige Berøm først i det følgende Aar 1660, da Generalerne Kagge, Stage og Horn, efter 6 Ugers skarp Beleiring, maatte lade den lille By i Besiddelse af sine Ruiner og et Navn, der udbredte sig over Norden; men som ikke forherligedes ved Tillægget af Kong Fre- deriks, som den fik tilligemed Kjøbstædsrettigheder og Bergfæst- ningen Fredrikssteen. Carl Gustaf, som efter en uheldig Storm paa Kjøbenhavn, synes at have besluttet at kaste al sin Styrke paa Norge, afstod herfra, da han saa ofte snublede paa Tærske- len, og sluttede en Fred i Kjøbenhavn 1660, hvori han dog be- holdt Bahuus og de danske Provindser paa svenske Side Havet. Det har ofte været Nationers Frelse, at Fædrelandskjærligheden og Mandemodet ei tages ind under Erobrernes Beregning; men det bedste er, at deres Kraft er for umaadelig til at lade sig beregne. Erobrerne ile hen derover, indtagende i sine Planer kun Skrækken, Magten, Forræderiet, Lykken. Dog beroer Seiren paa om de ikke træffe hine Dyder, der intet kjende af alt dette. " -- Stan, Cæsar! her træffer du en Mand." Disse jevnlige Krige, om ikke gavnlige for Nordmændenes po- litiske Tænksomhed, opglødede dog deres Fædrelandskjærlighed til en sand Lidenskab, og nærede en vis Almeenaand. Men det var ikke den Befrielsens Fædrelandskjærlighed, som siger -- hvad der idetmindste i en aandig Verden maa være mere end halv sandt -- : "uden Frihed, intet Fædreland," men denne Hen- SIDE: 51 givelsens nøisomme, om end noget kortsynede, som let forvexler dets Soldaterære med dets borgerlige, og troer Alt vundet paa en Val; men som, om den var oprigtig mod sig selv, og saae hvad der manglede det, dog vilde have Dybfølelse nok til at kunne sige: "o Fædreland, selv dyrebart i Skjændsel." EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1661 -- 1814). Der maa være et indre Onde i en Stat, naar en Krigs over- gaaende Ulykke kan bringe den nær dens Undergang. Saadan var Danmarks Stilling. Saadan fandt de ufrie ( ): de uadelige, eller geistlige og borgerlige) Stænder den paa Rigsdagen i Kjø- benhavn 1660. De saae med Forfærdelse, at Spørgsmaalet var om at redde Staten. De fandt Grundondet, som selv i Freden holdt Staten i en sygelig Vakklen, at ligge i Adelens altfor store Myndighed, som ved sin Skatfrihed og andre Særrettigheder holdt Staten i Armod, Medborgerne i Undertrykkelse. De erin- drede med Forbittrelse, at denne Stand, skjøndt i Besiddelse af den største Formue, havde skyet at deeltage i Opoffrelserne under den almene Nød, og at den under Krigen havde viist en slet Aand og Opførsel. De hørte med endnu større Forbittrelse, at den fremdeles undslog sig for de nye Byrder, som vilde blive nødvendige. Det var forgjæves at søge dem ligelig fordeelte ved Regjeringsbud; thi Kongens Hænder vare bundne ved en meget indskrænkende Haandfæstning, der udtrykkelig, som paa- lagt af Adelen, sikkrede dennes Privilegier. Den sluge Frederik vidste at benytte Forvirringen til sin Fordeel. Han fandt Red- skaber, som gjorde den Tro, der ligger et uvidende, undertrykt, aldrig til nogen Frihed vant Folk saa nær, at et Eenvælde, om den gode Vilje hos Kongen fik al Magten, alene kunde sikkre det den Lighed, hvorefter det sukkede. Man pegte paa Kongen som paa en Samson, der opløftede sine Lænker og raabte: be- frier mig, saa skal jeg befrie Israel. Han skulde forstaae Kunsten (liig den af Bly at gjøre Guld) med Eenvældet at forene al den Sikkerhed for offentlig og privat Velfærd, som Friheden giver, nemlig ved at regjere efter Lovene. Man, ja selv Enkelte af Hofadelen, var enig i, at en Forandring maatte skee; men istedet- for at gjøre sin egen Frelse og Frihed til Hovedsag, gjorde man SIDE: 52 Kongens dertil, og greb til et Middel, som kun en feig og blind Fortvivlelse kunde indskyde, nemlig til at overdrage Kongen uindskrænket Eenvælde og forvandle Riget fra Valgrige til et Arverige. Folket gjorde, saavidt det repræsentertes ved hine to Stænder, eet Øieblik Brug af sin naturlige Overmyndighed (Sou- verænitet) for at bortgive den evindelig -- som det hedte; men dog i Virkeligheden kun saalænge det selv vil -- til Kongen. Adelen, som Kongen havde hindret fra at adsprede sig i et med Krigsfolk og dens Borge opfyldt Land, maatte nødtvungen finde sig i denne Forandring, som medførte Rigsraadets og Lehnsvæ- senets Afskaffelse, og hvorved det danske Folk ombyttede Adels- trældom med Kongeaag. Den giordes gjældende for Norge ved en Act 7de Aug. 1661, og for dets Bilande det følgende Aar. Kongen, som derved ogsaa sattes i Spidsen for Dommermagten -- hvilket er Despotismens høieste Fylde -- anordnede samme Aar en Høiesteret i Kjøbenhavn, der faa Aar efter blev for begge Riger, men hvortil de norske Sager sidst indstevnedes. De norske Herredage forandredes til en Overhofret i Christiania med alene faste Bisiddere. Samme Aar er mærkværdigt ved Kongeloven, som bestemmer Arvefølgen, ophæver alle Grændser for Kongens Magt, og fastsætter hans Myndighedsalder til det fyldte 13de Aar -- en Alder, da Mennesket endnu mindre er modent paa Aand end paa Legeme. Et Postvæsen og den indtil for nys gjældende Matrikul ind- førtes; og ved den norske Sjøhelt Admiral Cort Sivertsen Adeler oprettedes en Skjærgaardsflaade i Bergen siden Englænderne 1665 havde voget et Angreb paa en didflygtet hollandsk Handels- flaade, hvilket dog Nordmændene tilbageslog. Mange Norske udvandrede til Nordamerika, hvor de anlagde et nyt "Bergen." Deraf kan dømmes om Almeentilstanden. Udvandring er et ligesaa yderligt Nødmiddel som Opstand. K. Christian den 5te. (1670 -- 1699). Krig med Sverig ("Gyldenløvsfeiden"). Norske Lov. Kronprinds Christian tog Arv-Enevældet an ved Faderens Død 1670. Dog var Peder Griffenfeld, som fra ringe Stand havde svunget sig op til Statsminister og Greve af Jarlsberg -- hvilket Grevskab tilligemed Grevskabet Laurvig og Baroniet Rosendal SIDE: 53 stiftedes under denne Konge -- den, som styrede indtil han styrtedes og hensattes i Munkholms Statsfængsel. Kongegunst er for stærk, naar den ei fordeles: den havde berust Griffenfeld. Dog faldt han mindre brødefuld end sine høiadelige Forfølgere, som ikke taalte den borgerlige Storcanzler, eller den Følge af den nye Forfatning, at Høihed tildeltes efter de Tjenester som bevistes Thronen, og at Talentet kunde opsvinge sig til at lege med Lynene paa Magtens Tinde. Han er Kongelovens Forfatter, og har stor Deel i den endnu gjældende "Norske Lov" fra 1684. Forat erholde igjen de tabte Provindser væltede Kongen sig ind paa Sverig, og indviklede derved Norge i en ny Krig fra 1675 -- 79, som for det atter var ligesaa hæderlig som frugtesløs for- medelst de Nederlag de Danske leed. Nordmændene besatte under Statholder Gyldenløve Bahuslehn, brandskattede langt ind i Gøthland, trængte frem ligetil Marstrand, som de stormtoge, erobrede Jæmtland, seirede under Løvenhjelm ved Uddevalla, og hevnede ved nyt Streiftog ind i Sverig Svenskernes Øde- læggelse af Røraas Kobberværk. Alligevel, og uagtet den dansk- norske Flaades Seire, havde Krigen næsten ingen vigtigere Følge end at Danmark saae et Folkehad oppustet i stigende Flammer mellem Norske og Svenske. Forbedringer i Bergdrivt, Maal og Vægt, Hovedveienes Op- maaling, Afskaffelsen af latinske Sange i Kirkerne, Indførelse af et nyt Ritual, ny Alter- og Psalmbog maa mere tilskrives de fremskridende Tider end den forfængelige Konge, hvem Jagt og Pragt var vigtigere end Rigernes Forsorg og Sønnens Opdragelse. I Handelen herskede Eneretssystemet. Handelen paa Finmarken, der betragtedes som Koloniland, overdroges et Selskab i Bergen; den paa de norske Bilande et i Kjøbenhavn -- et System ligesaa indskrænket i sit Begreb som indskrænkende. Kongen tilegnede sig Magt til at skjærpe Domme -- en ny Udvidelse af Despo- tismen, om denne ikke, efter sin Natur, var grændseløs. K. Frederik den 4de. (1699 -- 1730). Krig med Sverig (1710 -- 1720). Frederiksteens Beleiringer. Ogsaa denne Konge væltede sig ind paa Sverig, endskjøndt dets Konge Carl den 12te i sin Ungdom -- "en skjægløs Thorden- gud" -- ved et Løvesprang paa Sjæland forat frelse sin af Dan- SIDE: 54 mark bekrigede, medforbundne Frænde, Hertugen af Holsteen syntes at burde have lært ham at holde sig rolig. Han gjorde det ogsaa en Tid; og afbetalte da Rigsgjelden med Undersaat- ternes Blod, idet han nemlig bortleiede 20,000 Mand til frem- mede krigførende Magter, samt ved at sælge de norske Kirker -- en Handel, Staten endnu lider ved, især saafremt de ikke ere blevne Almuernes Eiendom, og som lader sig ligne med den fordærvelige Bergdrivt, at drive et Værk "paa Rov". Men neppe slog Ulykken Carls Vaaben i Rusland 1709, før Frederik tillige- med dette Rige, Sachsen og Preussen styrtede sig over det drot- og hærløse Sverig. Med Bønder slog den svenske Sten- bock Danskerne ud, og flyttede under nye Seire Skuepladsen til Tydskland, indtil han omsider, indklemt mellem 2 Have, Kjernen af det danske Folk og de forente Hære, maatte give sig. Nordmændene fik først ret at bestille, da Carl ved sin Hjemkomst vendte sig mod dem 1716, og saameget mere som det i militær Henseende var næsten mere end sædvanlig forsømt. Men efter det første Møde kunde Carl spaae sig ilde. Trængende indgjennem Høland hilsedes han af Oberst Kruse, Captain Mi- chelet og et Par 100 Dragoner paa det heltemodigste. Kruse gjennem Skogen saae tusind Gule, tusind Blaae. Og Carl, den Krigens Brand, ja fremst kom Han. "Stop, Konge, her du tolde maa! Her toldes Blod før du gaaer iland! Bag Grændsesteen mod Ti staaer Een. Kun udenfor gjælder det Mand mod Mand." Denne Kamp mod den mangedobbelte Overmagt af ypperlige Krigere er et af de herligste Træk i den norske Krigshistorie. Michelet faldt. Kruse fangedes haardtsaaret efterat have fældet 7. Carl trængte igjennem. Men der er Seier i et saadant Nederlag; Vinding i et saadant Tab. Et Selvopofrelsens Exempel, især i Begyndelsen af et Feldttog, er en Ærestøtte, der vender sin Skyggeside mod Fienden, sin straalende mod Medkjæmperne. Ja, det virker mere end selv en Seier: nedslaaende paa Fienden, begeistrende paa Landsmændene. Carl besatte Christiania; be- leirede Agershuus forgjæves. Almuen deromkring gjorde hans SIDE: 55 Streifcorps megen Skade. Et Dragonregiment under Oberst Løwen sendtes mod Kongsberg, og tog sit Qvarteer paa og om Norderhoug Præstegaard. Men det kom ikke videre. Præste- konen Anna Kolbjørnsdatter Ramus gav 600 norske Dragoner, som laae i Nærheden, forat passe paa de Svenske, Underretning om deres Plan, og vinkede dem til Angrebet ved et Baal, som sagdes anlagt forat varme Vagten. Ledede af Vagtmesteren Thor Hovland kom de Norske ved Midnat, adsplittede Fienden og fangede Høvdingen. Resten fældedes paa Krogskogen af Bønderne. Et andet Regiment skræmtes af Præsten Rumohr i Skjeberg ved opdigtede Efterretninger over Grændsen; og nok et bortsloges fra Moss med Tabet af de der anlagte Magaziner. Da Carl herved, medens norske, fra Danmark hjemsendte Trop- per spillede Mester i Smaalehnene, saae sine Forbindelseslinjer med Sverig næsten brudte, rykkede han ilsomst for Fredrikssteen. Efter et mislykket Angreb derpaa, tog han Byen Frederikshald. Kjæmpende trak Borgerne sig til Fæstningen. Men med For- færdelse saae Svenskerne Brand at udbryde overalt. Det var Borgerne, som paa hiin Annas Brødres Peder og Hans Kol- bjørnssens Opfordring og Exempel selv antændte sine Huse. Kugler regnede fra Fæstningen; men tættest over det Huus, hvori Kongen var; thi det havde Maria Kolbjørnsdatter, en anden Søster af Kolbjørnssenerne, mens hun som Gjenboerske førte venlig Samtale med ham, vidst at betegne sine Brødre. Sven- skerne maatte ud. Ogsaa denne Ødelæggelse var Nordmændene en Seier, større i sine aandige Virkninger, end ved det Tab, de tilføiede den tilbagedragende Fiende. "Og herlig blussed Fredrikshald blandt Liig og Blod; oplyste stolt de Svenskes Fald og Sines Mod. Og aldrig brændte nogen Baun saa skjøn som den. Og aldrig uddøe skal dit Navn, o Kolbjørns Søn! Saa stride de Nordmænd for Norge." Peder Kolbjørnssen kan man vel ogsaa tilskrive Fæstningens Redning; thi han mærkede Forræderi hos Commandanten, og fik ham bort. Overalt var han og Broderen ogsaa tilstede med det SIDE: 56 Fricorps, som de selv holdt, snart i Udfald fra Fæstningen, snart i lynsnare Overfald Fienden paa Nakken, eller de sloges fra Borgernes Stykpram eller bemægtigede sig hans Tilførsler. En mageløs Aand havde grebet alle Gemytter. Saaledes som der blev stridt kunne kun Borgere stride. De havde bragt en Op- offrelse med roligt Overlæg. Dette var nu blevet en ubetvingelig Haardnakkenhed; den varme Pligtfølelse, som kunde opoffre, en glædedrukken Begeistring over at have opoffret. Luerne vare nedsjunkne i Asken; Fredrikshald flammede endnu stedse i Ge- mytterne. Som Kolbjørnssenerne Borgerne, saa lærte Ole Svend- sen Bakke, Klokker paa Id, Bønderne den ubetvingelige Folke- krig. Som han, saae man dem speide, overrumple, liste sig om i Kleiver og Kløfter med den mordiske Rifle, og da udsøge sig Høvdinger til Dødsoffre ligesom Jægeren, hvor han har Valget, lægger an paa det bedste Vildt. Carl førte ellers Krigen meget menneskelig. Der laae ogsaa nær 150 Aar imellem Syvaars- krigens tøileløse Partigjængere og hans ordnede, udskrevne Hære. Han havde trukket sig tilbage; men ventede kun paa sin Til- førselsflaade, som allerede i Dynkilen laae Svinesund nær. Da kom Budskabet om at den norske Sjøhelt Peder Wessel Torden- skjold, med mageløs Tapperhed trængende ind i den snevre stærkt forsvarede Vik, havde tilintetgjort den hele. Tordenskjold havde befriet sit Fædreland. Feldttoget var endt -- et, hvori Kruses glimtende Carabiner, Annas Signalbaun, Fredrikshalds Offerbrand og endelig den flammende Flaade i Dynkilen havde kastet en uforgjængelig Glands over det sjunkne Norge. Høsten 1718 rykkede atter Svenskerne ind i Norge: 10,000 nordenfjelds under Armfelt: 20,000 under Carl selv mod Frede- rikssteen. Fortet Gyldenløve stormtoges. Fæstningen var ikke sikkrere end Ørnredet paa den alt nær bestegne Klippe. Da fandtes Carl (11te Octbr.) skudt i Løbegravene, ventelig ved Forræderhaand; og ogsaa dette Feldttog var endt. Armfeldt, der først i det følgende Aar, ifølge heraf, trak sig tilbage, tabte i Yrveir paa Tydalsfjeldene nær Halvten af sin Hær. "Vinternatten uden Lys stod paa Bergeryg, Som et fælt Naturens Gys gik et Tydalsfyg." -- Den norske Hær fulgte ikke Regelen, at slaae en Bro af Guld for den flygtende Fiende. Aaret efter besattes Jæmtland og SIDE: 57 Bahuus. Tordenskjold tog Marstrand og Fæstningen Carlsteen. Kongen indfandt sig selv i det sidste Feldttog ved Hæren, lige- som forat tage Blomsten af dens Triumfer. Danmark tog Frug- terne deraf i Freden 1720. Det af Soldatudskrivning, Krig og Hungersaar skrækkelig medtagne Norge erholdt Intet uden Mindet deraf og Nytten af at Sverig fandt, at Norges Erobring var en forfængelig Plan, der havde tilhørt dets Carler meer end det selv, og den farligste Følge af at det lod sig blænde af Carla- klingens Glands. Omsorg for Grønlændernes og Finlappernes Sjelevel. Under Frederik d. 4de falder Islænderen Thormodur Torfesons sidste Dage, som ved sin Norges Historie har lagt ny Ære til sit Folks Fortjenester af denne Videnskab. Det hendøde Minde om Grønland vaktes ogsaa ved den nordlandske Præst Hans Egede, som indlagde sig en Apostels Fortjenester ved, med dennes Nidkjærhed, at forlade sit gode Kald, for at christne de hedenske Grønlændere efter 15 Aars Anstrengelser mellem det vilde Folk i det øde Land, med hvilket den siden vedligeholdte Forbindelse derved gjenknyttedes. For de halvhedenske Fin- lapper sørgedes ved en Missionsindretning i Throndhjem. Iøvrigt viste militære og civile Embedsmænds Uredelighed og Udsugelser, og Kongens sjeldne Besøg at han kun brød sig lidet om Landet. Den bittre Følelse af Ulykke og Tilsidesættelse synes at have været saa almeen, at en Amtmand Juel endog (men med fortjent Forliis af sit Hoved) arbeidede paa at bringe Norge under Rus- land -- et Rige det stedse vil blive Nordmændenes Pligt at af- skye som Despoti, og at holde Vaabenhaand og vaagent Øie imod som havesyg Nabo. K. Christian den 6te. (1730 -- 1746). Lang Fred. Confirmationens Indførelse. Colonilandene gives i dansk Handelsvold. Fred er i sig selv svanger med Velsignelser, om end ikke for- trinlige Aaringer og andre særdeles Omstændigheder tilstøde, som udvikle dem; men en slet Regjering eller, i Eenvældet, en slet Konge, kan tilintetgjøre dem alle. Fred fik Frederik den 4des SIDE: 58 Søn Christian: Fred, fyldt Skatkammer, Rigerne i Seierens Sik- kerhed -- alt dette i Arv; dog efterlod han dem i Armod: Norge, med Hensyn til dets Velfærd, huult som en hovedløs Hat, eller -- for at iagttage det rigtige Forhold mellem Rigerne -- som en Stormhue: Danmark, om end bedækt med Slotte, ligt den glimrende, men ligesaa hule Krone, der selv paa Christian, i aandelig Forstand, kunde siges at være hovedløs. Eenvældet gjorde Statens Formue til Kongens; dennes Pragtsyge og Bygge- lyst til Love for hiin. For at Kongen af Danmark og Norge kunde boe ligesaa eenvoldsmæssig som Kongen af Frankrig, maatte Slotte bygges i Vandet og Christiansborg udspændte sine uhyre Fløie over Landet, efterat Millionerne dertil vare sammen- skattede i begge Riger. Men denne samme Konge, som ikke kunde faae Pragt nok til at gjemme sit forgjængelige Støv i, talte ellers idelig om Verdens Forfængelighed; og indtvang ved strenge Bud, ivrige Tjenere især imellem Præsterne, og ved sit kongelige Exempel (der altid er Lov nok for Ufrie) i sin Tid sin egen hovedhængende Skin- hellighed. Dog skyldes denne Regjering Confirmationens Ind- førelse 1736: en Velgjerning, som indtil denne Dag er bleven mindsket i sine gode Følger ved Beskaffenheden af de, kun for hiin mørke Tid hensigtsmæssige, Bøger, som ved den bruges. Ogsaa denne Konge viste, hvor lidet han brød sig om Norge. Kun eengang besøgte han det. Fædrelandets Talsmand Biskop Deichmann afsattes. Medens der sørgedes for Danmarks Fabrik- væsen, maatte Norge hjælpe sig selv; og saaledes stiftedes 1739 et Selskab for at benytte Landets naturlige Rigdomme, det "sorte Compagni", som anlagde Glashytter, Saltværk, Marmorbrud, Tjære- og Potaske-syderier o. fl. d. Norge trænger endnu til et saadant Selskab. Det har fremdeles samme Anledninger til, at indlægge sig, i dobbelt Bemærkelse, Fortjeneste. Landværnet indrettedes. Ved Enehandelen paa Finmarken og Norges Colonilande, hvorfra det selv var udelukket, berigede danske Handelscompagnier sig og udsugede dem. Islands Velvære aftog som Livet med det strømmende Blod. Afkræftningen svækkede selv Folkets Aand, som fordreiedes værre under Handelsaaget, og de daglige Uret- færdigheder end under det politiske med dets Stormstød af Voldsomheder. Ogsaa Norge svækkedes derved ligesom Hjertet taber i Slagkraft, naar Armen aarelades. SIDE: 59 K. Frederik den 5te (1746 -- 1766). Freden vedbliver. Handels og Videnskabeligheds Opkomst. Oprør af Bergenhusinger. Christians Søn, den velvillige Frederik, paaslægtede kun Faderen i Ødselhed, hvorved Statsgjelden tiltog uhyre, uanseet at Skat- terne troligen voxte med den ved Handelen temmelig almene Velstand. Denne Kongernes Ødselhed tiltog over det Hele umaa- deligen i sidste Aarhundrede, og affødte nærmere end deres andre Magtmisbrug de Indskrænkninger, de i Sluten deraf maatte lide i flere Stater. Men endnu stedse ere de for rigelig aflagte, idet de have paaberaabt sig de forrige Kongers gyldnere Dage, og anvendt en Fremgangsmaade, som ligner den der med Held bruges for svagsindede Dommere, nemlig at overspænde For- dringerne for at erholde ialfald mere end det Billige. Dette slaaer en Tid, som vel har sine egne bedre Begreber om Folk og Frihed, men dog endnu altfor meget de forsvundnes om hvad en Konge bør være. At klarere Tider ogsaa nærmede sig Norge sees af det kgl. norske Videnskabers Selskab, som 1760 grun- dedes i Throndhjem af Biskop Gunnerus og Historikerne Schøning og Suhm. Et Seminarium, hvori høiere Underviisning gaves i flere Videnskaber udenfor de døde Sprog, stiftedes i Bergen. Nordmanden Holbergs Geni, der, ligesom Solen forgjæves vil fortære sine Pletter, midti sin Brand for al anden sedlig Sandhed nærte al Eenvældets Ufrisind, lyste endnu i første Halvdeel af Frederiks Regjering. Handelen paa Indien aabnedes nu ogsaa for Norge, dog med den ubillige Indskrænkning, at Skibene maatte klarere i Kjøbenhavn. Tydske Bergfolk indkaldtes. En Berg- skole oprettedes paa Kongsberg. Rigsgrændsen mærkedes op fra 1751 af. Et Landhuusholdningsselskab paa Island blev op- hjulpet. Den staaende Hær, som ogsaa kan henregnes baade til Kongemagtens Prydelser og Støtter, forøgedes utilbørlig. Dette og en Extraskat bevirkede et alvorligt Oprør i Bergen, da 4000 Bønder bemægtigede sig Byen og begik endeel Uordener. For- resten vare nogle Udrustninger mod Rusland det Eneste, som forstyrrede Roligheden under Frederik. Hans sidste Dage for- bitredes ved Dronningen Juliane Marias Ondskab, som siges at have gaaet ligetil [fotnotemerke] Mordanslag mod hans Søn af første Ægte- Fotnote: Browns "det danske Hofs hemmelige Historie o. s. v." SIDE: 60 skab, der dog fulgte ham paa Thronen. Imod Sorgen greb han til Drik, et Middel, der er værre i sine Følger end Ondet det skal formilde, og som forkortede hans Liv. Heri, som i at lade sig beherske af Gunstlinger, viste Frederik det Veksind, som synes arveligt hos de Fleste af hans Slægt. K. Christian den 7de (1766 -- 1808). Fred, kun afbrudt ved et kort Feldttog i Sverig. Trykkefrihed. Indfødsretten. Velstand. Den nye Konge ødelagde herlige Evner ved de tøilesløseste Udsvævelser. Dette skulde høre udenfor Historien, om det ikke viste hvilke Skjændsler Eenvældet kan føre over Folkeslag, og om ikke Herskernes Laster tilhørte den ligesaavel som deres Dyder, der aldrig mangle sine Basuner. Tilskue i Purpuret over sine fornedrede Lemmer, med Dobbeltkronen om sit sløvede Hoved, øverst over to dydige Nationer stod Mønstret paa Laster, Folkets Bærme bluedes ved, det grufulde Exempel i den omsider sindssvage Konge paa den krænkede Naturs Hevn. Den for- nedrede Despotisme er ligesaa lærerig som den hæderomgivne skadelig for Folkene. Christians Regjeringstid er dog ikke uden Glands. Videnskaberne blomstrede. Skjønvidenskabeligheden havde flere heldige norske Dyrkere end danske. Tullin, Wessel, Pram, Storm, og de noget senere Rein og Zetlitz have vundet sig Navne som Digtere. Nordal Bruun ligeledes, dog mest som geistlig Taler. Kongens almægtige Gunstling, Grev Struensee, en Mand, der var greben af Tidsalderens Forbedringsideer, indførte Trykkefriheden. Og da Enkedronning Juliane med sin Søn Arve- prinds Frederik og Ministeren Guldberg paa Struensees Dødsblok var stegen op paa Magtens Tinde, offredes Nationerne en "Ind- fødsret," der satte en Grændse for Udlændingers, især Tydskes hyppige Indtrængen i Embederne, som nu aabnedes alene for Danske og Norske. Freden forstyrredes alene ved at trække Tropper ned til Holsteen 1773 til en Krig, som det dog ikke kom til, mod Russerne. Og paa nær et kort Feldttog, den norske Hær under Prinds Carl af Hessen gjorde ind i Sverig 1788, for, ifølge Tractat, at understøtte Rusland, og hvorved Bahuus be- sattes og en ubetydelig Seier vandtes ved Qvistrum, vedligeholdtes SIDE: 61 Freden Aarhundredet ud. Dette forstod Ministeren Bernstorff og den ædle Kronprinds Frederik, som siden 1784 var saagodt som Regent til stor Baade for Handel og Velstand, at gjøre alt til ind i vort Aarhundrede under de store Krige, det kostede Frankrig i Aarene 90 at tilkjæmpe sig Friheden for. Colonilan- dene bleve noget rimeligere behandlede, da Kronen selv overtog Handelen derpaa. I Finmarken fik Handelsstederne Tromsø, Hammerfest og Vardø nogle Privilegier; men til Islands Ulykker kom endnu ødelæggende Udbrud af de ildsprudende Berge, Hun- gersnød, Sot paa Folk og Fæ, og at Althinget, den ærværdige Rest af dets Frihed, ophævedes 1800. Nordmændenes Uafhængighedsaand og Frisind udvikler sig. Neppe var Pressen fri -- denne, som kun kan være bunden for at qvæle Sandheder eller forplante Løgne -- før Nordmæn- denes Veeklager hørtes "over det arme Norge, som i saa lang Tid synes at have været Stedbarn, nu Skyggen af sig selv, rigt af Naturen, colonimæssig behandlet, forarmet ved Statskløgten." Klager hørtes over de danske Korn- og Klædemonopoler, over Mangelen af egen Høiskole, Høiesteret og en Bank. Regjeringens haardnakkede Vægring at opfylde disse Hovedønsker aabnede Øinene paa Mange. Man spurgte: "hvi er Norge saa fattigt?" og man gav et Svar saa fuldt af Bebreidelse og Opfordring til Nødværge: "stop Blodets Omløb, aarelad dagligt, og et Legeme skal blive magtstjaalet og tilsidst ganske udtæret." Løven til- kjendegav ved Murren, at den var paa at vaagne. Derved blev det efter Pressetvangens Indførelse igjen 1799, hvorfor Nord- manden Christian Colbjørnsen, Forligelsesvæsenets Ophav, bærer en Deel af Skylden. Mængden af danske Embedsmænd i Norge og Landalmuens Uvidenhed blev en vigtigere Sikkerhed for For- eningen end Trælsindet og Hengivenheden for Kongehuset. En Tid, som beviste Europa, at urolig, selv blodig Frihed er bedre end rolig, graadvædet Trældom, blev ikke uden Indflydelse paa de Dannede imellem et Folk, som levede i den fjerne Ro, hvori de ret kunde opfange Tidens Resultater. Landhuusholdnings- selskabers Oprettelse vidnede om Tilværet af en Almeenaand. Da den norske Handel truede at gaae tilgrunde for den danske eensidige Politiks Skyld under Krigen med Engellænderne, som SIDE: 62 dog endtes strax efter at disse havde ødelagt Sjøforsvaret ved Kjøbenhavn (1801), blev det klart for mange mindre Oplyste, at Forening var en Uting. Dette, som forlængst burde have været Børnelærdom i Norge, lærtes af et Blik paa Norges uryggelige, naturgrundede Stilling til England. De friere religiøse Anskuelser havde ogsaa lignende politiske ifølge: de forholdt sig til hinanden som begge Sider af samme Sværd: den ene funklende mod Himlen, den anden mod Jorden. Patriotiske Sange begyndte at lyde. Det var Haabets og Smertens. Med ubehagelig Ahnen hørte man i Danmark Nordmændene, samsluttede der og hjemme, at synge: "Saa vakne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang!" -- Fædrelandsvennerne saae sig om efter Redning. Deres Antal voxte med Ulykken, da den paany blomstrende Handel ødelagdes i en Krig med Engelland, som dette begyndte med at bemægtige sig Rigernes Flaade efter et Bombardement paa Kjøbenhavn 1807. De saae Norges Velfærd opslugt i det store Dyb mellem dets og Danmarks Interesse, idet dette som Fastlandsmagt holdt med Frankrig, som da under Napoleon modkjæmpede England i en Kamp somom Land og Hav reiste sig mod hinanden, medens Norge priisgaves en Fiende, der ellers er dets naturlige Forbundne. Den ædle Prinds Christian August, som commanderte Sønden- fjelds, og stod i Spidsen for en, formedelst den afskaarne For- bindelse med Danmark, oprettet Regjeringscommission, var ud- seet til Norges Befrier. Saaledes stod Sagerne, da den sindssvage Christian den 7de ved sin Død 1808 levnede Thronerne til sin Søn. K. Frederik den 6te (1808 -- 1814). Krig med Sverig. Almeenaanden tiltager. Universitetet stiftes. Adskillelsen. Frederik lignede, da han besteg Thronerne, Anføreren for en Flaade, der baade jages af Fiender og adsplittes af Stormen. Visselig vare Tidsomstændighederne saaledes, at de aldeles lig- nede overvældige Storme, som synes selv at gribe Roret, og tvinge Befalingsmanden paa det fornemste Skib kun ved et Til- SIDE: 63 raab i Adskillelsesøieblikket og fjerne Signaler at betegne de andre, at de faae holde Løbet efter saa godt de kunne. Eng- lands Bundsforvandt Sverig erklærte nu ogsaa Krig; men denne berigede kun de norske Kapere og erhvervede Hæren under Christian August ny Krigshæder. Til Kongsvinger mægtede Sven- sken ikke at trænge frem; og paa "Blaamyra" eller "Trangen" ødelagde Thrønder og Østerdøler et svenskt Corps, som emnede sig til Landets Indre. "Blaamyrstall mod Himmelen bærer Sky paa Green. Norges Ære groer med den over Dovresteen. Og den synger om et Slag paa den blaa Myr, da der randt en Seiersdag under mørke Fyrr, da hver Furuqvist blev Knag for en blodig Hat, da hver Furutop til Flag adlet blev en Nat." -- Men alt 1809 endte Svenskerne denne Krig ved en Fred til Jønkøping, efterat den Hær, som stod mod Norge, havde afsat den taabelige Gustaf den 4de, og Carl den 13de var bleven Konge. Men da de fik Veir af hvad de norske Fædrelands- venner, sammensvorne i Aand om ei med Haand, pønsede paa, nemlig Norges Befrielse ved Christian August: valgte de Denne, som de havde lært at agte som Fiende, til den barnløse Konges Thronfølger under Navn af Carl August, i den Tanke, at Norge af Hengivenhed skulde følge med. Det svenske Folk, som vilde have ham for hans egen Skyld, oprørtes kortefter ved hans mistænkelige Død. Et Foreningsbaand fandt de Nordmænd, som samvirkede for Norges Frelse, i Selskabet for Norges Vel (1809). Den almene Jubel over det hidtil med saamegen Uretfærdighed negtede, men endelig 1811 oprettede Universitet i Christiania, forkyndte høit en Nationalaand. Dog var det endnu kun en Mindrehed, som rigtigen erkjendte Oprettelsen heraf for en nød- tvungen Firen, for at ikke Baandet mellem Rigerne skulde briste; thi hiin haardnakkede Negten trods flere Nordmænds klare Grunde derfor i Alvorsskrivter, der glødede af Fædrelandssind, viser SIDE: 64 noksom, at den ikke hører til de frivillige Velgjerninger, som alene have Fortjeneste. Imidlertid havde Finlands Tab til Rusland endnu mere vakt Sverigs Lyst paa Norge. Da den afskaarne Korntilførsel, et skrækkeligt Hungersaar, Handelens Stillestaaen og Pengevæsenets aldeles Forværrelse syntes at have gjort det til et værnløst, op- givet Bytte, tilsikkrede Europas største Magter Rusland og Engel- land allerede i 1812 og 13 Sverig dets Besiddelse. Men under Ulykker var Nationalaanden født. Den voxte ogsaa under dem, kjæmpende mod dem, næret af Haabet. Nationalhadet mod Sverig var dens spændte Nerve; Nationalstoltheden Hjertet, der vendte sig i Livet ved Tanken om at en Vanære skulde eller kunde overgaae Fædrelandet. Og den rammede fra den Kant, den Haand Nordmændene mindst havde ventet det fra: fra Dan- mark og Frederik, for hvilke saameget var opofret. Den ved- holdende Forbindelse med Frankrig førte nemlig de seirende Magters Hære under den svenske Kronprinds Carl Johan ind i Holsteen; og tvungen afstod Frederik i Kielerfreden 14de Januar 1814 Norge til Sverig med alt Eenvælde, Adkomster og Rettig- heder, afklippende det dog Resten af dets Tilliggelser udenfor Landet. Da oprørtes alle de norske Hjerter. Selv de, der længe havde villet skilles fra Danmark, vilde det dog ikke saaledes. Budskabet bedøvede. "Er det for at udkastes som Dækslast i Storm, for at afhændes som Qvæg, at vi have lidt?" Saa spurgtes der selv af alle dem, hvis Nationalstolthed i Aarenes Længde havde lært at enes selv med det at kaldes Danske; og de vidste for førstegang, at det var for Danmark de havde lidt. "Øerne vest i Havet; store Provindser ere strøgne den ene efter den anden for Danmark; nu skal gamle Norge ogsaa? Og -- blive svensk!? Har ikke Halden brændt, og Nordmændene altid værnet sine Grændser? Op! op for gamle Norge! kun det er vort Fædreland! Op! vi maae hjælpe os selv; da hjælper os Gud!" Saa tænkte Mængden. Men de Klogeste knugede ikke K. Frederiks Brev af 18de Januar, der løste Nordmændene fra Hyldings- og Troskabseden, imellem Hænderne; men sagde imel- lem sig: "Danmark har gjort Skridtet. Baandet er afskaaret; Befrielsestimen slagen!" SIDE: 65 FJERDE TIDSRUM NORGES GJENOPREISNINGS TID. BEFRIELSESAARET 1814. (FRA JANUAR TIL NOVBR.) Norges Stilling. Prinds Christian Frederik og et Regjeringsraad i Spidsen for Anliggenderne. Det er i Ulykker og Farer et Folk, ligesaavelsom den Enkelte, viser hvad det duger til, og hvad Lykke det fortjener. Blottet for Korn, uden Credit, medens Pengevæsenets Usselhed og For- virring, efter to Omvæltninger deri, tiltog, truedes Norge med at tvinges med Hunger, da det engelske Parlament besluttede at fortsætte Blokaden, og Sverig ligeledes begyndte at beleire dets Kyster. Europas Hovedmagter havde erklært sig for dets ube- tingede Overdragelse til Sverig. Ingen Stat vilde erkjende dets Uafhængighed eller endog Retten dertil; og Kongen af Danmark vilde ikke forstaae det norske Folks Løsning fra Troskabseden somom det derved, ham uadspurgt, havde erholdt Ret til selv at styre sin Skjebne, eller somom den skulde gjælde i andet Fald end at Sverig kom i Besiddelse af Norge, der skulde antages allerede erobret i Holsteen. Forsvarsvæsenet var i slet Tilstand; og, medens det kun havde en ukrigsvant, veksindt Prinds, Chri- stian Frederik til Høvding, kunde det vente tilbage fra Tydskland en øvet svensk Hær, tørstende efter Norge, som det eneste, der kunde lædske Saarsmerten over Finlands Tab, med Kronprinds Carl Johan, forhen som Marschal Bernadotte, Prinds af Ponte- corvo, en af Frankrigs ypperste Feldtherrer, i dens Spidse. Men Nationalaanden erstattede Alt. Mange vidste, Alle følte, at Fri- hed og Selvstændighed ikke kan kjøbes for dyrt. Statholderen, Prinds Christian Frederik, dansk Thronarving, besluttede at styre Bevægelserne, og derved at redde sig og Danmark Riget. Han forstod at indgive en Fleerhed den Tanke, at det, reddet for ham, ogsaa vilde være reddet for sig selv. Kun de Færreste af Patrioterne indsaae, at han kun vilde bruge SIDE: 66 Folket, medens dette burde bruge ham; og at selv dets heldigste Anstrengelser, under en saadan Leder, kun skulde være den harpunerte Hvals, der vel gives Firing, men alene for des sik- krere at hales ind paa Dødsfjæren. Men begge Hensigter be- vægedes i een Retning af Folkeviljens Strøm. De maatte betjene sig af eens Masker. Tro og Mistro havde kun eet Løsen: Uaf- hængighedens. Men Prindsen og Hans forstode dermed en tem- porær; Patrioterne en bestandig. Ja Enkelte af disse, som ret troede at have gjennemskuet ham, og som frygtede selve Seiren, hvoraf den danske Thronarving skulde nyde Æren og Nytten, fordi den sandsynligt vilde føre Norge tilbage i de forrige For- hold, foretrak endog en betinget Forening med Sverig. Men Sligt turde ikke yttres selv paapeget som Nødmiddel. "Gamle Norge paa egne Been!" var det fælleds, begeistrende Løsen, hvori selv de istemmede, der kun vovede at fortolke det om en hævdet Selvstændighed og en constitutionel Forfatning, uden derfor at haabe, at Prindsen skulde betales med Norges Krone, og i Fremtiden dermed lade sig nøie, for den Rolle han overtog i dette Nationaldrama. Men netop som den begeistrede Mængde tog det, saa lovte Regenten det i skjønne Taler, Nationalhadet svor det kort og drøit, og det agtedes ikke stort bedre end Høiforraad mod Prindsen og Nationen ikke at troe det. Borger- sindet dækkede Nøden saavidt det kunde, Haabet udspændte sine Vinger lysende over Fremtiden, Modet opsvang sig mod den forestaaende Kamp -- det ulykkelige Fædrelands Kraft- yttringer saaes kun med vemodig Stolthed af hine Faae, som, langt fra de Sidste i Fædrelandssind, Geni og Opoffrelser, fryg- tede Befrieren meer end Fienden. En Oldenborger, Danmarks Thronarving -- Norges Befrier? umuligt! ve Os -- tænkte de -- at han er i Landet! Havde det Mindreantal, som ansaae den norske Revolution, formedelst den Hovedrolle, Prindsen ved sin tilfældige Stilling, personlige Elskværdighed, og Handlinger antog deri, som en Sag, der forfeiles i sit Anlæg, dog været betydeligt nok til at voge en Modomvæltning: skulde han maaskee med sine Nærmeste være bleven enten forviist eller behandlet som Statsfange. Saa skulde en Revolution, klart bevidst sit Maal, have krævet. Nu maatte det gjemme sin Mistro og sin Frygt for at Nationens saa herlige Aand, naar den havde opfanget Thordenveiret paa SIDE: 67 sine Vinger, skulde nedhales som en brugt Papiirdrage af Olden- borgeren, at Fædrelandets Seier ogsaa denne Gang skulde vorde for Danmark, at dets Selvstændighed skulde forsvinde som en Nervespænding, dets Frihed som Glimtet af en tryllende Drøm. Prindsen gjorde alt for at etgjøre sig med Nationen. En Reise til Throndhjem, som han foretog i Januar for at undersøge For- svarsværket og Stemningen, overtydede ham om, at denne var fortræffelig for ham og for Fædrelandet, som han anstrengte sig for at blive holdt for eet med. Der var Høiflod til at gjøre det Skib flot med, han vilde styre. I Februar afslog han Kongen af Danmarks Bud at fratræde Statholderskabet, erklærende sig for Norges midlertidige Regent. Ligesaa optog Norge da sit eget Flag, der heistes paa de i Norge værende danske Orlogsskibe, hvorpaa Christian lagde Beslag. Og en almindelig Bededag holdtes for Fædrelandets Frelse, efterat Regenten i Folkets Navn 19de Februar havde erklært Rigets Uafhængighed, og op- fordret alle dets Menigheder og Krigsmagten til at sværge dets Forsvar og at kaare Valgmænd, som skulde vælge Repræsen- tanter for Amterne og Hærafdelingerne til en Rigsforsamling, der skulde træde sammen paa Eidsvoll for at give Riget en Forfatning. Idetmindste een Bonde skulde kaares fra hvert Amt, og een af Underclasserne ved hver Hærafdeling. Saaledes var Folket repræsenteret. Rigsforsamlingen paa Eidsvoll. 10de April 1814 mødte i Eidsvoll Kirke de 112 Nordmænd, som skulde gjenreise Fædrelandets Frihed. De nedbade Guds Vel- signelse over det Storværk, de skulde fuldbyrde. Dagen efter lagdes den første Haand derpaa, idet Forhandlingerne aabnedes paa Eidsvoll Jernværk, hvor Regenten tillige opholdt sig. Rigs- forsamlingen indskrænkede sin Myndighed alene til en Grund- lovs Forfattelse og Valget af en Konge, efterat den imellem Constitutionsprinciperne havde opstillet den monarchiske Regje- ringsform som det første. Den republikanske fandt, uagtet alle sine Fortrin, ingen Talsmænd, ikke fordi den manglede Beundrere, men fordi Antagelsen deraf vilde spænde Buen end høiere mod de fiendtlige, frihedshadske Magter, og fordi Grundlovsprin- ciperne forjettede al den Frihed, som lader sig forene med SIDE: 68 monarchiske Former. Fleerheden hyldede ogsaa disse af Vane og Grundsætning; Kongsemnet var i Nærheden; der fandtes saa ivrige Kongevenner, at de endog, fornærmende Rigsforsamlingens Suverænitet (Magtfuldkommenhed), foreløbigen havde fristet at tilbyde en Hylding; og desuden talte saameget, under daværende vaklende Omstændigheder, for at give Rigets Stilling mod Ud- landet og Forfatningen Fasthed ved skyndsomst at bringe denne i Udøvelse. Til Mindreantallets Vilje, at opsætte Kongevalget, og blot beholde Prindsregenten midlertidigen i Spidsen for Stats- styrelsen, blev intet Hensyn at tage. Man ilte til Valget endog før Grundloven havde faaet sine fuldstændige Underskrivter. Beundringsværdigt gik Constitutionsværket frem. Allerede den 11te Mai var en Grundlov uddebattert, som erklærer Norge for et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige; indrøm- mer Trykkefrihed; overgiver Folket, repræsentert hvert 3die Aar ved et Storthing, Lovgivnings- og Beskatningsretten; uafhængig- gjør den dømmende Magt, i hvis Spidse en Høiesteret skulde sættes; og anbetroer den udøvende samt Hærbefalet og betinget Lovsanctionsret i en arvelig Konges Hænder, der forpligtedes at høre sit ansvarlige Raad af norske Mænd. Storthinget, som ind- deltes i Odelsthing og Lagthing, erholdt Magt til at meddele Borgerret, aabne Laan, controllere Regjeringen, indkalde dens Medlemmer for en Rigsret, og til, uagtet Kongen negter Sanc- tion, at meddele det Lovforslag Lovskraft, som uforandret an- tages af tre paafølgende Storthing. Tillige fastsatte Grundloven en Indfødsret, forbød piinligt Forhør og Oprettelsen af Stamhuse. I Forbindelse med Constitutionsværket anordnede Rigsforsam- lingen en midlertid Rigsbank, sikkrede dens Udstedelse af 14 Millioner Seddeldalere, og paabød Committeer til at ordne Fi- nanzerne og det høist forvirrede og ufri Lovvæsen. Den 17de Mai valgtes Norges Regent, Prinds af Danmark m. m., Christian Frederik til Norges constitutionelle Konge mod at be- sværge Grundloven, som oversendtes ham, undertegnet samme Dag paa den hele Rigsforsamlings Vegne af Præsidenterne og Secretæren. Det er saaledes, at Grundloven bærer denne Dags Navn; og derfor, og da den udmærkedes ved en saa afgjørende Selvstændighedshandling, som Valget af egen Konge, er den 17de Mai bleven agtet som den mærkværdigste og velsignelsesrigeste af alle de Dage, Gud har ladet lyse over Norges Fjelde. Den 18de SIDE: 69 fuldførtes Underskrivterne. Den l9de antog Christian Frederik Kongevalget, besvor Constitutionen og hævede Forsamlingen. Det var Christi Himmelfartsdag. Aldrig feiredes Frelserens Him- melfart skjønnere end da Nationalforsamlingen atter i Gudshuset, efter velendt Hverv, takkede alt Aandgodes Ophav, fordi Frelsen fra den gamle Trældom var opstegen over Norge. Vi gjentage: det gjælder Nationen som den Enkelte: engang for alle udrustet med Evner til at lyksaliggjøre sig, skaber den selv sin Skjebne: -- -- det modige Blik imod Fremtiden er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens Trin. Ved disse afgjørende Handlinger, der syntes at kaste Handsken til Europa, havde Norge virkelig forbedret sin Stilling. Det havde vundet et alment, beundrende Medhold; vundet i egen og andres Agtelse. Et moralsk Forbund knyttede det til alle frie Folk og til dem, som ventede lignende Frihed, efterat have tilintetgjort Frankrigs Overvælde. Man erkjendte, at det fortjente en bedre Lod end en ubetinget Underkastelse. Det blev sagt høit i de europæiske Tidninger og i det brittiske Parlament. Selv en Seierherre, om han var ædel, skulde maatte erkjende det, og give Betingelser, som maaskee kunde æske Kronen fra den nye Konge, men derfor ikke fra Folket, saaledes som det besidder og besad den i Selvstændighed og Frihed. K. Christian den 8de Frederik. (Mai -- August 1814.) Befrielseskrigen. Store Navne nedtrykke istedetfor at ophøie den, som ei veed at vedligeholde dem. Det gik Christian Frederik saa, som Be- sidder af en Krone, der, efterat de store Magters Gesandters Mægling til en Forening med Sverig med Behold af Forfatningen, var afslagen, maatte holdes paa Hovedet med Sværdet. Hæren, som allerede siden i Januar vogtede Grændsen, afmærkede ham snart, at han dertil ikke var duelig. Han mærkede selv, at han ikke var sin Rolle voxen. Dette gjorde ham forlegen og vak- lende; dette Vaklende udbredte sig over de krigerske Foreta- SIDE: 70 gender, nedslog de Befalendes Mod, og aabnede, gjennem Mis- tvivlen om et godt Udfald, Adgang for Forræderiet. Uden at styrke Fæstningerne, forsyne Magazinerne, rense Hæren for Uduelige og Mistænkelige, bevæbne og indøve Landstormen, holdt man sig uvirksom, medens Sverig laae saagodtsom aabent, indtil sidst i Juli, da Svenskerne angrebe tilsjøs under Sjøhelten K. Carl den 13des Commando, og tillands ved Sydgrændsen under Kronprindsens, ved Kongsvingergrændsen under General Gahns. Ved en norsk Officeer lokkedes den Sidste frem under den stærke Stilling ved Lier. Slagen tilbage, tilintetgjordes og fangedes hans Hær ved Matrand. Oberst Krebs og hans Hær indlagde sig Berømmelse; men Sydarmeen destomindre. Enkelte underordnede Officerer udmærkede sig vel i heftige Skjærmydsler; men i det Hele var Feldttoget der kun een Retirade: Kragerøen rømmedes: Fredriksstad overgaves ligesaa ilsomt: selv efter Seiren ved Onstad Sund retirertes. Feldt- togsplanen, allerede udkastet forrige Aar, holdt man sig ikke til. Landstormen kom først til seent, og kun for at blive Vidne til og smittes af den Nedslagenhed, hvormed Ahnelsen om at være forraadt nedtrykte Hæren. Den brændte efter et Hoved- slag østen Glommen; men hele denne Bred skulde rømmes, og de samme adspredte, forvirrede Operationer, som havde givet den i Fiendens Vold, fortsættes paa den venstre. Kun Fred- rikssteen holdt sig: Fredrikssteen og Kongsvingerhæren, der endog kunde sende Hovedarmeen Undsætning, men som ikke blev brugt. Thi allerede den 14de August afsluttedes en Con- vention til Moss, hvorefter en Vaabenstilstand indtraadte, Fred- rikssteen overgaves, Kong Christian overdrog Statsraadet den udøvende Magt, og forpligtede sig til at forlade Norge efterat have nedlagt sin hele Magt i Folkets Hænder, til hvilken Ende et overordentligt Storthing skulde sammenkaldes. Kongen af Sverig erkjendte Constitutionen saavidt den lod sig ene med en Forening med Sverig, hvorom Storthinget skulde fatte Beslutning; samt tilstodes de ved Krigen Lidende i Smaalehnene Erstatning af Sverig. Man maa ved den første Indrømmelse bemærke, at England havde alene garantert Foreningen under Betingelse af at ethvert muligt Hensyn toges til Norges Lykke og Frihed. Den 10de October sendte Christian, der imidlertid under Statsraads- styrelsen havde holdt sig uvirksom under Paaskud af Sygdom, SIDE: 71 Storthinget sin Frasigelse, og reiste strax til Danmark igjen. Redskabet, Forsynet havde brugt til Norges Gjenfødelse, var ud- nyttet. Ingen kan mere end Han paastaae sin Plads mellem de norske Konger; og hans Brist paa Krigerære kan ikke udslette hans Borgerfortjenester, naar vi alene tage Hensyn til Kjends- gjerningerne under hans Færd som Regent. Dem maae vi er- kjende, om vi end takke Gud fordi Begivenhederne toge en Vending, især ved Kongens egne senere Feil, som skaante Nord- mændene for at see andre Hensigter udvikle sig, end dem Fleer- heden tiltroede ham, og betog dem Frygten for ved ham sent eller tidligt at gjenforenes med Danmark. Under Statsraadssty- relsen nedsattes en Commission over endeel Officerer, der havde opført sig slet under Krigen; og dømtes senerehen af Høiesteret to Commanderende fra Liv og Ære. Var Nationalforsamlingen forbleven i fuld Udøvelse af sin Suverænitet og controllerende Myndighed, skulde Forræderiet have erholdt sin Straf før det fuldbyrdedes, og Krigen den Styrke som tilhører en Kamp for Befrielsen. Alligevel skulde Resultatet neppe være bleven bedre end det, Underhandlingerne frembragte, byggede paa den svenske Konges og Kronprindses Tilbud om en Forening med Sverig med frelst Constitution. Efter den 20de Octbr. at have mod 5 Stem- mer besluttet en saaledes betinget Forening, undertegnede det overordentlige Storthing 4de Novbr. Grundloven med de formelle Forandringer denne gjorde nødvendig, hvorom det var kommen overeens med den svenske Konges Befuldmægtigede; og valgte den svenske Konge Carl den 13de til Norges grundlovbundne (constitutionelle) Konge mod at besværge Grundloven og Forfat- ningen. Den 10de Novbr. bekræftede Kronprindsen Carl Johan paa Kongens Vegne denne, og overleverte hans skriftlige Eed. SIDE: 72 NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED FORENET MED SVERIGE. K. Carl den 2den. (Novbr. 1814 -- Febr. 1818). 1ste ordentlige Storthing 1815. Nationalbankens og Høiesterets Oprettelse. Stemningen i de første Foreningsaar. Med større Behag dvæler Historien ved de Forbedringer, som stille og naturligen udrinde af Friheden, end ved de saakaldte Bedrivter, hvis som oftest ufrugtbare Glands i det Høieste kan forskjønne Slaveriet, og hvis Nytte er kun forbigaaende og ud- vortes. Slag, Forhold til andre Stater ere i al deres Vexlen og Gjentagen ensformige som de Lærdomme de afgive; men i Hi- storier, der dreie sig mere om Konger end om Folk, kunne disse Lyspuncter ikke undværes. Hvor Forfatningen derimod fremhæver Folket, taber Historien denne sin glimrende Magerhed, og den kan skjænke hin rigere Materie, hint Vigtigere en næsten udelt Opmærksomhed. Aandeseire, som flere af dem vi have omtalt, og som herefter Slag i Slag ville udgjøre det norske Folks Hi- storie ... Aandeseire, som de der vandtes paa Eidsvoll og i Unionsthinget, og som den, Carl Johans Færd i 1814 viste han havde vundet i sin Sjel, og hvilken, herligere og vissere end hans Klinge skulde have gjort det, betvang Norge, Vaabnene, Hadet, Fordommene og Viljen, -- disse tillægger Historien større Værd, ja selv større Ære, end hvilkesomhelst af det norske Folks, dets Kongers og af Carl Johans andre Bedrivter. Det vil blive Storthingenes Historie vi have at fortælle, skjøndt her i en tvungen Korthed; og denne vil være Forbedringernes, og -- hvad Historie egentlig er -- en praktisk Fremstilling af Frihedens Fortrin og Nødvendighed, beviist ved dens Følger. Den nye Konge lod ikke Norge angre Fostbroderskabet med dets gamle Nabo. De to første Statholdere, som (efter en skadelig Tilladelse i Grundloven) vare Svensker, bidroge meget til at mildne det Folkehad mod Sverig, som dansk Statskløgt især havde udklækket. 1ste ordentlige Storthing istandbragte med Sverigs Stænder Rigsacten, som, dog langtfra nøie nok, fastsætter Unionsforholdene. Et Rigsretsreglement udfærdigedes, der strax SIDE: 73 kom i Anvendelse i Sag mod en Statsraad for tvetydig Adfærd under Krigen. Høiesteret oprettedes ved midlertidig Anordning. En Nationalbank decretertes. Den grundedes ved tvungne Ind- skud, da det ei lykkedes ved frivillige; men de tilsyneladende Opoffrelser (om Opfyldelse af Pligter mod det almene Bedste kan kaldes saa) ere forlængst godtgjorte ved Gjenreisningen af Norges Kredit. Rigsforsamlingens Garanti for de 14 Millioner ophævedes saaledes. Efter de to politiske Revolutioner og de mange voldsomme Pengerystelser indtraadte hos Massen en synlig Slaphed i Aand og Færd. Den forstod ikke Forfatningen. Den følte endnu kun hvad den havde kostet. At de Styrende heller ikke vare synderlig inde i den, viste de mange grundløse Trykke- frihedsactioner, hvorved Pressetvangsloven af 1799 kom i forhadt, grundlovstridig Anvendelse. I de andre Classer viste sig en søndret, pirrelig Spænding. Stemningen over det Hele, hvortil bittre Erindringer fra 1814 bidroge sit, var uhyggelig. Dansksind besatte endnu Mange, og figurerte som Patriotisme, indtil det blev klart, at Norge behandledes med Ærlighed, og at et med Bitterhed betegnet Svensksind ikke trængte til nogen saadan Modsætning, men var oftest alene en Indbildning i Folks Hjerner, som ikke forstode eller elskede de nye Forhold. Anledning til at antage dets Tilvær fandtes dog i den rigelige Udsaaen af svenske Ridderordner, den Beredvillighed hvormed de modtoges uden at man syntes at gjøre sig videre Tanker over at de vare stiftede for Fortjenester af Sverig, i den Mangel paa Opmærk- somhed for Nationalæren som viste sig i Unionsflagets Udseende og i at Kongen nævnte sig efter det svenske Kongetal og for- trinsviis som Sverigs Konge, hvor han dog handlede alene som norsk, samt i enkelte Træk af Lykkejægeri og i Redactionen af den officielle Tidende. Det ægte Fædrelandssind maatte ansee dette med ligesaalidt Behag som Hint. Det udtalte sig igjennem Pressen. Den historiske Sandhed bekjæmpede Dansksindet. Na- tionalrepræsentationens Fasthed tilintetgjorde Ængstligheden. Dens Seire fandtes gehaltigere end dennes Suk. Dog varede det længe før disse stilnedes, sænkende sig i Folks Hjerter som Almeen- ønsker, som, visse paa Opfyldelsen, vente den med Taalmodighed. Det varede længe før det Søndrede heeltes, før Mistilliden blev rolig Klogskab; Forfatningen, Kongen, Kronprindsen og Broder- folket erkjendte som de fortjente det. SIDE: 74 K. Carl den 3die Johan. Storthingshandlinger. Grundloven forsvares. Rigets Opkomst. 17de Mai. Den gamle Carl var hengangen til sine Fædre 5te Febr. 1818. En ny Kongeslægt opsteg med Carl Johan paa Nordens forenede Throner. Hans Kroning i Throndhjems Domkirke 18de Septbr. s. A. virkede velgjørende paa Stemningen. Til Folkets Masse trængte Glæden over denne Selvstændighedens Triumf, hvor Kongen, idet han besvor Forfatningen, og Folket, idet det rakte ham Hakonernes Krone, gjensidigt hyldede hinanden. Den poli- tiske Splid og Mistro stilnede af, men kun forat give Plads for høilydte Skrig over Regjeringens Mangel paa Sparsomhed og kostbare Foretagender, medens man havde nok med at bære Udgivterne til Banken. Især paadrog Sjøanlæget paa Horten sig Daddel; og under Grev Wedels Finanzbestyrelse, der bevirkede ham sat under en Rigsret af Storthinget 1821, som dog havde Frikjendelse tilfølge, maatte man gribe til det ødelæggende uden- landske Laan af 1820. I Armoden og det lidet Hensyn, man syntes der toges dertil, laae nok ogsaa Roden til en Almubevæ- gelse paa Oplandet 1818, endskjøndt man troede at skimte for- fatningsstridige Hensigter og svenske Rænker derunder. Samme Aar gav Storthinget Høiesteret en fast Ordning; en ny Matricul anordnedes; og i 1821 ophævede det Adelen for Eftertiden ved en Beslutning, som uforandret var gaaen igjennem paa 3 Thing, saa Kongens Sanction, som dog paafulgte, ikke behøvedes. Med mere Høimod end Retfærd vedtog dette mærkværdige Storthing at deeltage med 3 Millioner i Danmarks Statsgjeld, somom For- pligtelsen hertil, der af Sverig var vedgaaen ved Kielertractaten paa Norges Vegne, uden at spørge om eller at kunne raade for dettes Samtykke, kunde være forpligtende, og somom Norge ikke havde betalt nok med 400aarig ødelæggende Afhængighed, med Krigsopoffrelser, sit Sølv og Blod og sine Embeders Besættelse af Danske, med 8 Provindser, eller somom Regnskab nogensinde tilfyldest var afgivet for den norske Statsformue og dens Over- skuds Henflyden i den danske. Regjeringen anvendte alt for at drive en saadan Beslutning igjennem. De Kampe, Spørgsmaalet herom og om Adelen afstedkom, havde, uden Hensyn til Ud- faldet, samme velgjørende Indflydelse paa det constitutionelle SIDE: 75 Liv som Stormen paa Træerne, hvis Safter den sætter i Bevæ- gelse. Lignende Virkning udenfor Thinget havde det, at 3000 svenske Tropper, medens Gjeldssagen behandledes, indtraf med Skudvæbning som til et Feldttog i en Lystleir ved Christiania, medens en svensk Flaade lagde sig derudenfor. Den patriotiske Nidkjærhed undlod ikke at lægge en, Friheden farlig Betydning heri, og at betegne en russisk Gesandt, der ilsomt indtraf, som Thordenaflederen. Skjøndt ingen egentlig Opposition uddannede sig paa dette Storthing ligesaalidt som paa noget andet, beteg- nedes og betegnede Endeel sig dog skarpt som ufri- eller konge- lig-sindede, og skarpest mellem dem da den fra Rigsforsamlingen udmærkede Falsen, hvis Talenter og tidligere Fortienester kun hvæssede Forbittrelsen over hans senere Færd. Forgjæves an- strengede han sig for at redde mere af Odelsretten end reddet blev i Lov af 26de Juni 1821. Denne og en senere noget for- andret Lov om det beneficerede Godses Salg samt en af 17de Au- gust om Jords og Skogs Udskiftning ere forøvrigt at mærke ved dette Storthing. Odelsretten, oprunden i Rydningsoldet, da en stærkere Eiendomsret frakjøbtes den herreløse Natur ved Sved og et Arbeide, der kun kunde falde Æten tilgode, havde forlængst udtømt sine Velgjerninger ved at sætte Magthaveres Godsudvi- delser en Grændse. Forsaavidt den indskrænkedes, maatte den vige for det almindelige Eiendomsprincip, hvorpaa ethvert Sam- fund er grundet. Storthinget 1824, hvorved Constitutions-Committeens Formand Christian Krogh forevigede sig, forkastede en Række kongelige Forslag til Forandringer i Grundloven, hvoriblandt det, der gik ud paa at indrømme Kongen ubetinget Forkastelsesret (absolut Veto) var det vigtigste og farligste. Grundlovens Urørlighed blev Grundsætning. En mindre liberal Aand udtalte sig i Lov af 20de Juli 1824 om Forligelsesvæsenet; ligesom og Brændeviinsloven af 4de Aug. 1827 og en Veilov antages at være mindre fuldkomne. Det overordentlige Storthing 1828 gav en Ansvarlighedslov for Statsraaderne m. fl. samt en Valglov af 24de Juni s. A.; og Thin- get af 1830 en Sportellov af 13de Sept. Det forkastede efter levende Modkamp det kgl. Forslag til Forandring i Grundlovens § 14; men viste igjen den neppe nokbetænkte Artighed at lade Toldbeslutningen sanctionere som Lov. En ublu Benyttelse af en sportelløs Tid, Budgettets stadige SIDE: 76 Tilvæxt, den vedblivende Tro, at man ikke tog noksom Hensyn til Folkets ringe Pengekræfter, Misnøiet over Communevæsenets Afhængighed af enkelte Embedsmænd og over at den indre Borgerfrihed ikke noksom udvikledes efter Grundlovens Antyd- ninger, enkelte offentlige Blades Indflydelse og den stigende Oplysning affødte den demokratiske Aand, som besatte Stor- thinget 1833 med flere Bønder end tilforn. Flere af dem over- raskede ved et Talent og en Dannelse, som var uforklarlig, naar man erindrede hvor kleint der er sørget for Almuens Under- viisning, (skjøndt det vigtigste Statshverv) og hvilke Hindringer den høie Porto og det mangelfulde Postvæsen lægger al anden Oplysning iveien. Dette 7de ordentlige Storthing foretog adskil- lige Besparelser, nedsatte Landskatten, besluttede en Udvidelse af Seddelmassen og bevilgede en endelig Sum til Opførelsen af en Kongebolig, som forrige Storthing havde indstillet indtil videre, misfornøiet over at den 1822 bevilgede Sum var medgaaen alene til Grundlæggelsen. Hverken Planen eller Ansvaret var bleven strengt nok bestemt. Beslutningerne til Lov om Formandskaber i Communerne og om frit Valg af Forligelsescommissærer sanc- tionertes ikke; men i Grundlovens § 79 er Opfyldelsen af Al- meenviljens virkelige Krav tilsikkret Folket. Mellem disse hører endnu Ophævelsen af alle de illiberale Love, hvorved Foreningen med Danmark har forplantet sine Elendigheder hidind i Frihedens Alder; at Lovcommissionens langvarige Arbeider snart og vel maae endes; at Næringsfriheden maa udvides; at Regjeringen maa betages den Magt til at hindre offentlige Blades Circulation ved at berøve dem den almindelige skjøndt for høit beskattede, Portofrihed, hvilken i Virkeligheden er værre end selv en Ind- dragningsmagt; at væsentlige Forbedringer med Almueskole- væsenet og dettes Bøger maa foregaae; at Unionsflaget maa forandres, og at der i vore udenlandske Sagers Behandling maa tages mere Hensyn til Rigets Tarv og Ære. Folkets Røst er Guds Røst. Alle disse Folkeønsker (hvorimellem et om Eed- svornesretter i Trykkefriheds- og Misgjerningssager snart vil finde Plads) indslutte deres Retfærdiggjørelse i sig selv; men Nødven- digheden af det sidste indprentedes især ved den Adfærd som den ansvarsløse svensknorske Udenrigsminister og de deri deel- agtige Statsraader iagttoge ved Opgjørelsen med England af Bodøsagen. Norge maatte give Englændere, der paa det vold- SIDE: 77 somste havde krænket dets Toldlove, en betydelig Bøde oven- ikjøbet. Af andre udenlandske Handeler er kun mærkelig et senere Statslaan og Grændsereguleringen med Rusland. Fiskerierne og Sølvværket paa Kongsberg have slaaet godt til. Med anden Bergdrivt og Trælasthandel har det kun gaaet smaat. Slet Bestyrelse bragte det rige Blaafarveværk i Udlændingers Hænder; og svenskt Undersalg holdt Østlandets Jernværker i en afkræftet Tilstand. I Byerne er Fabrikvæsenet kommet sig noget, ligesom og Huusfliden paa Landet. Mængden af den siden Befrielsen 1/3 tiltagne Folkemængde finder Anvendelse ved Ager- bruget, som Hungers- og Krigsaarene, Loven af 4de August 1827, og det til alene et oekonomisk Selskab omformede kongl. Selskab for Norges Vel har fremmet. Det er bleven Landmanden stedse mere klart, at der er patriotisk Storvirke i Opodlingens stille Fortjenester, at han derved erhverver sig sin politiske Betydenhed, at Fædrelandets Uafhængighed tiltager med Agerdyrkningen, der er et Lands sikkreste Støtte, og at " -- I Svartmyr erobres den gamle Glands, paa Moen en Landekrands. Og Norriges Skattelande de ligge her indenlands. Ja Kornaxet er de deilige Fjer som løfte dig atter, du Ørn. Da blikker du ned paa Frihed og Fred paa glade og mætte Børn. -- " Ogsaa i aandig Henseende har Norge arbeidet sig synligen opad. Mange lærde og middels Skoler ere anlagte. Literaturen, ung som Friheden, tæller Værker af Fortjeneste; men de skjønne Kunster have hverken nydt offentlig eller privat Opmærksomhed. Dog er det især om dem det gjelder, at hvert Aarhundrede har blot faae Genier, ihvorvel hvert Aar har talløse; og at der gives Fortjeneste uden Ophøielse og omvendt. I den blomstrende Kongefamilie seer Folket ny Lykke for sig at spire. Kongen har ikke ophørt at øge sine Fortjenester af Foreningen med nye Krav paa Folkets Kjærlighed. Tidlig vandt han den ved sin Ædelmodighed og Gavmildhed; mellem de senere Krav derpaa regner Folket, at han har hørt dets Ønsker ikke at SIDE: 78 besætte Statholderposten, og ladet sig overtyde om Uskyldigheden af Frihedsfesten den 17de Mai. Den mødte en Modstand fra nogle Vanslægtinger, ja endog med Vaaben i Christiania 1829, som mere tjente nogle svenske Stormænds Misfornøielse over at Foreningen ikke opfyldte deres egennyttige Forventninger og Had til den norske Frihed, der giver Svenskerne et Mønster, end Kongens Vilje hvormed de dækte sig. Denne mistydedes ligesaameget som Folkets. Men disse have nu lært hinanden at kiende; og dette har forøget Trygheden. Hint svenske Partie har udtømt sine Anstrengelser. Tiaaret efter Befrielsen, i 1824, begyndte 17de Mai at feires. Den deler Foreningsaarene: de første 10 erkjendtes Forfatningens Fortrin kun lidet, Mængden følte sig ulykkelig, Almeenaanden var søndret og borte: i de sidste 10 er denne vendt tilbage, Frihedssindet har udviklet sig, Forfatningen er bleven almeenerkjendt, og Folket føler sig borgerligen lykkeligt. Imidlertid maae vi om de første fælde den Dom: man er aldrig saa ulykkelig som man indbilder sig; og om de sidste, med Hen- syn til at Grundlovens Forjettelser endnu langtfra ere opfyldte, at man heller ikke er saa lykkelig som man indbilder sig. Nord- mændene kjende Friheden mest i Navnet endnu. Selv dette er ikke kjendt i Lovgivningen. Liigheden findes vel der; men ikke nok i Samfundene. Men "Folkets Oplysning er en umaadelig Havn, aaben for vort Haab". Grundloven taaler og æsker en Udvikling af Frihed, som nærmer sig Republikens. Det skee! I Borgerfrihed Hjertets Frihed (den fra Himlen) fandt sit Billed; og jo større hiin, det da desmere sandt. Vel staaer det kun i Kjole, i dagligdags Gevandt, vel er dets Dragt prosaisk, ei republikansk Tunik; men Kaaben gjør ei Manden, og Tiden har sin Skik, og Øiet under Frihedshatten har Cherubens Blik. SIDE: 330 Henrik Wergeland UDTOG AF NORGES HISTORIE TIL BRUG I BORGER- OG ALMUESKOLER FØRSTE TIDSRUM FRA EN UBESTEMT ALDER TILBAGE I TIDEN INDTIL RIGET SAMLEDES AF KONG HARALD HAARFAGER Der har været en Tid, da Norden laa mennesketom, bedækt af Myr og Skov, hvori kun den stolte Elg, den veldannede Hjort og den sky Reen streifede om, forfulgte af Rovdyrene, der endnu have sit naturlige Tilhold i de Levninger af hine Skove, som omskygge vore velbyggede Dale. Navnløst og uden andre Be- givenheder end Naturens, som lidt efter lidt gav Fjeldene deres Form, Kysterne deres Omrids, Dalene deres Sænkning, Sjøerne deres Afløb, Elvene deres Retninger, laa vort Land der, medens sydligere og mere begunstigede Egne alt vare befolkede og op- dyrkede af Folkeslag, som allerede havde opnaaet temmelig Kul- tur og oplevet saamange Begivenheder, at de alt havde en rig Historie før Nordens begyndte. Men al Jorden tilhører Menne- skene; og der gaves da ogsaa dem, som fandt Vejen til det øde Norden, hvis Barskhed de fik kjær eftersom de vænnede sig dertil. Og Vejen hertil fra Asien, hvorfra Nordens Befolkning rimeligviis er kommen, er bred nok, nemlig igjennem Rusland og Sverrig. De Folkeslag, som først besatte disse Egne, vare Finner eller Lapper samt Jetter eller Jothuner. Men fra disse stamme ikke de nærværende Nordmænd, men ifra Gotherne, der indkom senere ad samme Vej, og da lidt efter lidt fordrev Lapperne til Landets yderste Norden, hvor de endnu flakke om med sine Rensdyr, men udryddede ganske Jothunerne, hvis Sæder og Re- ligion i Vildhed og Raahed langt overgik Gothernes. Deraf tog vel ogsaa Gotherne Anledning til at give dette, endogsaa til sit egentlige Navn aldeles undergangne, Folk Navn af Jothuner eller Jetter, der efter deres Begreb, var Navnet paa onde Væsener SIDE: 331 af overnaturlig Kraft, Guders og Menneskers Fiender eller, med eet Ord, Djævle. De hensatte ogsaa Jothunernes egentlige Fæd- renehjem til det nordøstlige Ruslands øde og mørke Egne, som de derfor kaldte Jothunheim, hvor en Religion, der var Gotherne vederstyggelig, sagdes at være i Udøvelse selv længe efterat Gotherne i de indtagne Lande havde indrettet sin. Gotherne gjorde sig ogsaa herskende i Tydskland. Men den Green, som var gaaen nordom Østersjøen, trængte lidt efter lidt den sydli- gere imøde, og udvidede sig saaledes over Norge, Sverig og Danmark, hvis Beboere altsaa have samme Oprindelse. Men det var ikke Lappernes Rensdyr eller Jothunernes Bjerg- huler Gotherne vilde tilegne sig. De vilde have Landet til at dyrke; thi de kom fra Egne, hvor Agerdyrkning var kjendt, og medbragte nogen Kultur derifra. Og nu var ikke Naturens væl- dige Bevægelser de eeneste, som gave Landet sin Form; men Menneskehænder udbredte Enge om Sjøerne, og Agre bølgede for førstegang i Lierne, som Naturen først havde opløftet af Mo- radserne og beredet til Frugtbarhed ved Bjergenes Hensmuld- ringer. Denne Opdyrkning var den rette Maade at tage Landet i Besiddelse paa; men dermed hengik Aarhundreder, indtil vi, omtrent ved den Tid da vor Religionsstifter Jesus fødtes i det fjerne Jødeland, i den gothiske Stamme Asernes Ankomst til Sverrig under Høvdingen Odin træffe paa en Begivenhed, der havde Indflydelse paa det hele af Gother besatte Norden. OM ODIN OG HANS FORETAGENDER I Spidsen for en af de sildigste gothiske Indvandringer, nemlig omtrent 100 Aar før den kristelige Tidsregning begynder, stod en kløgtig Mand, der førte Gudenavnet Odin. De Ypperste af den Stamme, han indførte her i Norden, hedte Aser og deres Qvinder Asynier, der ogsaa bar de gothiske Guddommes Navne. Under Odin som Ypperstepræst vare de Præster og Præstinder, og dette Embedes Hellighed og den guddommelige Rang, de vidste at tiltage sig og beholde i Folketroen, banede dem aaben Vej gjennem de Lande, som vare besatte af deres gamle Blods- forvandte, hos hvem den Dyrkelse, disse havde medbragt fra SIDE: 332 sine østlige Hjemstavne, under Overleverelse fra Slægt til Slægt (Tradition) var bleven forvansket. Odin var saaledes simpelt hen en Religionsforbedrer, men betragtedes som den aabenbarede, selv til Jorden nedstegne Verdens Skaber eller øverste Guddom. Over Danmark kom han til Sverig eller Svithjod, hvor han tog sit Sæde uden at Nogen vovede at gjøre ham Besiddelsen stridig. Hvor han fandt det hensigtsmæssigt anlagde han Templer, sin egen Majestæts Residenzer, hvorom da snart dannede sig Stæder, saasom i Odense i Danmark og Sigtuna i Sverig. Men om han end ei kom eller tog Sæde i de Egne, som siden bleve kaldte og omgrændsede med Navnet Norge, var hans Indflydelse derpaa dog det samme; thi Nordens Lande vare da navnløse, sammen- smeltede og kun een stor gothisk Besiddelse. Odins Religion var meget sammensat og fuld af Fabler, der ofte meddelte ligesaa fornuftige Lærdomme som andre Religioners Fabellære (Mytho- logi) om Verdens Skabelse, og ofte i en forstørret Maalestok som Gudernes Bedrivter skildrede Forfædres Heltekamp mod de onde Jothuner. Guddommene vare mange; men ligesom de Go- ther, som havde besat Norge, især dyrkede Jothunbetvingeren Thor, (Asathor), der troedes at age paa Thordenen (Thors Døn), saa havde ogsaa de svenske Gother sin Skytsgud i Freyr, der skulde raade for mild Luft og gode Aaringer, og de Danske sin i Jørtha, Hertha eller Frigga, Odins Hustru, hvorunder tænktes Jordens frugtbare Kraft. Gode Guder vare forøvrigt Baldur, der betegnede Uskyldighed eller den høieste sædelige Reenhed; Bragi, Veltalenhedens; Freya, Kjærlighedens; Tyr, det freidige Mods Guddom o. fl. Onde Guder vare Utgarde-Loke, der havde sit Sæde i Utgard, Jothunheims Hovedstad, Asa-Loke, Gudernes Forræder, og Hel, Dødens Dronning i Niflheim. Didhen skulde alle Feige og Onde komme, mens de Brave skulde gjæste Odin i Valhalla; og der forlyste sig med Gjæstebud og Kamp indtil de overgik til den evige Salighed hos Alfader i Gimle, medens Niflheims Skygger henførtes til evige Pinsler i Nastrond. Men dette skulde først skee efter den hele Gudeverdens Undergang i Ragnarokur-Striden mod Jothunerne medens Midgardsormen eller Havet, som omspænder Jorden, skulde lette sig fnysende op til Kamp, og Fenrisulven eller Ildens rasende Element løs- slippes mod Guderne, der dog efter Nederlaget skulde fremgaa til en herligere Tilværelse. Ragnarokur hedte derfor "Gudernes SIDE: 333 Tusmørke", idet det kun var en Overgang til en bedre Tilstand af den hele Verden, saa besluttet i den øverste Guddoms "Al- faders" Viisdom, og antegnet af "Nornerne", Skjebnens ubøjelige Gudinder, Alfaders vise Viljes umiddelbar Forkyndere, hvem Guderne selv maatte lyde. Odin indrettede tre store Offerfester, hvoraf Juleblot midtvinters var fornemst; byggede Templer og anordnede hos Kongerne 12 Præster som Raad eller Hofgoder. Han byggede Stæder og stif- tede Stater. Saaledes styrede hans Søn Seming over Thronde- lagen i Norge og Yngve-Frey i Sverig, fra hvem Ynglingaæten stammede. Ligesaa indførte han Runeskrift, og anordnede Be- gravning i Høie (Højalderen) istedetfor at brænde Ligene, som var den ældste Skik (Brændalderen). Efter sin egen Lære, der anpriste en voldsom Død, som den sikkreste Vei til, som Einherie, af Stridens Møer Valkyrierne at blive ført til Valhalla, lod Odin sig give 9 Spydsaar, lignende ogsaa deri andre Religionsstiftere, at han holdt det for klogt at dø for sin Lære. I 1000 Aar stod den ved Magt i Norden med sine blodige Menneske- og Dyr-Offringer, der fejredes i plumpe Templer eller i Lunde, hvor Afgudsbille- derne vare reiste. FORFÆDRENES SÆDER Krigslyst og Tapperhed vare Folkedyder, som ligemeget under- støttedes af Religionsbud som af Folkets stærke, fysiske Be- skaffenhed, af Sædvanen at drive Sjørøveri og af de idelige ind- vortes Krige, som Landets Inddeling i Smaakongeriger gav An- ledning til. Sjørøveriet betragtedes som en hæderlig Erhvervs- kilde. Havet var de yngre Sønners Odelsmark. Ofte sloge disse Vikinger sig sammen; og da gjæstedes fremmede Lande, hvor Nordens raa Sønner stode i rædselfuld Navnkundighed. Mange af disse havde heller ikke mere Ejendom end et udspringende Næs, hvor de trak sine Langskibe op og gjæstererede Vinteren over. Saadanne kaldtes Næskonger; thi Kongenavn antoge de mægtigere Vikinger uden at spørge sig for; og da Havet var deres Rige, saa blev Sjøkonning en Titel, som et eller et Par Skibe og tappert Mandskab var nok til at erhverve. Smaakongernes eller Fylkekongernes Myndighed var ogsaa meget indskrænket SIDE: 334 ved den Folkefrihed, som var særegen for den gothiske Folke- stamme. I den nationale Krigerskhed havde ogsaa de almindelige Tvekampe eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroder- skab, sin Rod; og dette sidste gjorde Blodhevnen til Pligt. Ofte iværksattes denne ved at indebrænde Fienden, hvilken Udaad, langtfra vanhædrende i de Tider, lettedes ved Husenes særegne Bygning, idet de nemlig kun havde een lav Dør og en Ljaar i Taget til Lysning og Træk for Røgen, og laa enkelte, idet et- hvert kun dannede eet Værelse. Kongerne havde som oftest et Slags Livvagt, bestaaende af de Tappreste, som kaldtes Bersærker. De styrtede frem forrest i Slagfylkingen som Rasende. Man troer, at Stærktøl og Mjød, som var Nationaldrik, havde be- tydelig Deel i denne Berserkgang. Ikke sjelden indlagde Qvinder sig stort Navn paa Valpladsene som Skjoldmøer. Qvindekjønnet holdtes i Ære. Ligesaa havde Forfædrene stor Agtelse for de Mænd, som forevigede Bedrifterne og opmuntrede Modet ved Sang. De kaldtes Skjalde, og vare meget velkomne i Kongernes Haller. Krigsfangenskab og Gjeld gave en Trælle- stand Tilvær. Den sørgede for Agerdyrkningen, som synes tidlig at være kommen temmelig vidt. Handelen stod heller ikke ganske stille, idet Vikingerne ofte ikke kastede Vrag paa at drive Far- mandskabet hvor det kastede mere af sig end Vikingfærden. Paa Thingene valgte de Fribaarne Kongerne, og Ret skiftedes. Med Lagmanden i Spidsen deeltoge de i Lovgivningen og Stats- styrelsen. Med Frisindet forenede sig Ærlighed, Stormodighed og Gjæstfrihed til at danne en Folkekarakteer, som den Uregjer- lighed, Rovlyst, Hevnlyst og Ærgjerrighed, den ogsaa omsluttede, dog ikke kan betage Navn af ædel i det Hele. OM NORR OG GORR Der er et dunkelt Sagn i Sagaerne om at to Brødre af jothunsk Æt og fra selve Jothunheim, Norr og Gorr, skulle have bemægtiget sig Overherredømmet. Dette skulle de have faaet Leilighed til at gjøre, idet de, Norr gjennem Landet, Gorr rundt Kysterne, gjennemtogede Norge for at lede efter deres Søster, som var bortført af en Kjæmpe Rolf paa Berge. Norr skal saaledes have tilskiftet sig det faste Land, Gorr Øerne. Men om der er noget SIDE: 335 heri, er der dog nok Intet i at Norr har givet Landet Navn; thi det udledes rimeligst af dets Beliggenhed som det nordligste af de Lande, Gotherne besatte (d. e. Norveg). Det er ogsaa bedre at antage, at disse Høvdinger vare af gothisk Æt, nemlig fra Stammer, der fra tidligere Folkevandringer vare blevne gjensid- dende paa den østre Side af Østersjøen, hvorfra Norr og Gorr siges komne. Disse stode altsaa i Spidsen for en sildigere Folke- vandring, som ingen videre Følge havde, end at give Landets Smaariger en ny Herskerfamilie. Som nedstammende fra denne nævner Historien Halfdan den Gamle, Konge over Ringerige og flere Fylker eller Provindser paa Østlandet. YNGLINGAÆTEN I NORGE I Sverig havde Ynglingaæten af Asablod blomstret i Aarhun- dreder indtil den fra Værmeland af, ved Slægtskab med Smaa- konger øst i Landet af Halfdan den Gamles Æt udbredte sig som Herskerstamme i Norge. Af den er Halfdan hin Svarte, som fra 840 -- 863 styrede den bedste Deel af Østlandet, samt Sogn og Værmeland, bleven meest bekjendt. Hans Retviished har der- til gjort ham mere fortjent end hans Magt. Af Frygt for denne Egenskab holdt derfor Kongens egen Mærkesmand eller Fahn- bærer, Hærjulf, for et Drabs Skyld det for bedst at drage af Landet, hvorved da Hærjedalen bebyggedes ligesom Jæmtland var bleven det af Ketil Jamti, der med endeel Indthrønder var vandret over Østfjeldene forat unddrage sig den thrøndske Kong Eysteins Voldsregjering. Ved Lagmand Thorleif hin Vise lod Halfdan foreslaae en Lov for Oplandene, der antoges af Folket paa Eidsevjuathing, og hvoraf Loven fik Navn. Ligesom Oplan- dene der havde sin fælleds Thingplads, saa thingede Indthrøn- derne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething. Andre mærkelige Thing vare Borgarthing ved Sar- pen og Haugathing ved Tønsberg for Fylkerne om den nu saa- kaldte Kristianiafjord (Viken). Halfdan var meget elsket, hvilket Folket i de forskjellige Fylker viste, ved at dele hans Legeme og reise "Halfdanshøje" hver hos sig over de enkelte Lemmer, da han druknede ved, efter et Julelag paa Hadeland, at kjøre over Randsfjorden. Den velordnede Stat, han efterlod sig, var SIDE: 336 Grundvolden til den stolte Bygning, som hans Søn opførte, idet han efter mangeaarig Kamp forvandlede det adsplittede Norge til et Enerige. Det synes ogsaa som at Landet alt ved disse Tider har været saa opdyrket og vel ved Magt, at det nok kunde friste et ærgjerrigt Hoved. ANDET TIDSRUM NORGES VELMAGTS-TID MED EGNE KONGER (Fra 863 -- 1387). Harald Haarfager og hans Sønner. Halfdan hin Svartes Søn Harald var kun 10 Aar, som der siges, da han overtog sin Faders Rige og strax begyndte at ud- vide det paa alle Kanter, indtil det omfattede det hele nuværende Norge og vel saa det. Kun 10 Aar? Ja en ung Løve, naar den ikke er altfor ung, er vel stærkere end en gammel Hund; men dette falder os dog altfor forunderligt, dersom vi ikke vidste, at Konger pleje at faae Navn for hvad deres Mænd udrette. Ha- rald kom desuden til det største og mest velordnede af alle de 31 Smaariger, hvori Norge dengang var delt, og havde faaet en kraftig Opdragelse hos en barsk Mand Dovre, der levede een- somt paa Fjeldet, som af ham har faaet Navn, og hvorfra da Harald alt tidligt kunde i Tankerne see udover alt Norge til begge Sider. Desuden begyndte ikke han, men nogle oprørske Provindser Krigen; de første Sejere gave Smag paa Flere, og nu gik det som en Strøm, der river alt med sig og ikke standser før den naar sit Maal. Endelig lærte vel nogle Smaakonger at forene sig; men Harald var alt bleven dem for stærk. Sjøslaget i Hafursfjord ved Stavanger ødelagde den sidste Modstand, og Harald var Norges Enekonge 883. Men foruden Ærgjerrighed drev ogsaa Stolthedens og Kjærlig- hedens ligesaa voldsomme Lidenskaber den unge Harald til sit saa lykkeligen udførte Foretagende. Han friede nemlig til Konge- datteren Gyda, men fik det Svar, at han ikke maatte tænke paa saadant før han ligesaavel var Enekonge i Norge som Kongerne SIDE: 337 i Sverig og Danmark. Og dette Svar viser, at den Tid alt var kommen, da Tankerne hist og her maatte vækkes om at det ikke er godt, at et Folk og et Rige er adsplittet. Men Gydas Svar optændte Haralds hele Sjelskraft, og han svor paa Stedet ikke at pynte sit Haar før han kunde vise den stolte Jomfru det hele Norge for sine Fødder. Da nu Jarl Ragnvald klippede og pyntede det efter Slaget ved Hafursfjord, sagde han: "nu er dit Haar fagert, Herre min!" Og deraf fik Harald sit Tilnavn. Harald lagde hele Landet i Grundskat, tilkjendte Kronen al Odel paa Eiendommene, hvilket, i Forbindelse med Erobringen, baade vakte megen Modstand og bragte mange anseelige Mænd til at tye over til det hidtil ubeboede Island samt til Øerne langt vester i Havet (Færøerne, Shetlands- og Ørkenøerne) hvor de drev Sjørøveri, indtil Harald selv maatte rense disse Tilhold eller Vikingabol og lægge dem under Norge. Men dette skede ikke med Island, der længe vedligeholdt en fri Forfatning uden Konge, det er en republikansk, som ogsaa der beviste sin Yp- perlighed og Kraft til at hæve et Folk til Oplysning, Uddannelse og Velstand. Mærkeligst imellem de udvandrende Nordmænd er Ragnvald Jarls Søn Rolf "Gangeren", der maatte forlade Norge, fordi han mod Haralds Forbud havde røvet paa Kysten, og endelig satte sig fast i det nordlige Frankrig, hvor en stor Provinds efter ham kaldtes Normandiet, efterdi Sydlænderne benævnte de Vi- kinger fra de nordlige Lande, som de plagedes af, "Nordmanner". De Mægtige, som gik Harald tilhaande, bleve Jarler og Herser, som i Fylkerne vare Kronens Embedsmænd. Jarlerne nød 1/3 af Kongens Indkomster, og skulde stille 60 Krigsmænd. En Herse skulde derimod, efter sit mindre Indkomme, stille 20. Imellem Jarlerne var Sigurd paa Hlade i Thrøndelagen og Ragn- vald paa Møre de Ypperste, og i Spidsen for hans Hof- eller Hirdmænds og Bersærkernes tappre Skare stod Morbroderen Hertug Guttorm, som trolig havde staaet Harald bi i Erobrings- krigene. Ellers førte Haralds mange Sønner, som han havde med de flere Hustroer, som Hedenskabet tillod at have, ogsaa Kongenavn. Og af Iversyge herover dræbte de hinanden hvor de kunde komme til. Meest Ærgrelse tilføjede dog Sønnen Ragnvald Rettilbein sin aldrende Fader ved sin Hengivenhed til alskens Overtro, der gik saavidt, at en heel Flok Bedragere, som gav sig ud for at forstaa den indbildte Kunst Trolddom eller SIDE: 338 "Seid", fandt Tilhold hos ham, indtil Harald omsider indebrændte baade dem og Sønnen. Han havde nemlig forbudt alt sligt Gjøg- leri, og foragtede i sit Hjerte det hele øvrige Hedenskab. Dette Vidnesbyrd om sin gode, sunde Forstand aflagde han i sin Døds- stund, da han, seende mod Solen, henvendte sig i Bøn til Al- verdens Skaber og Fader. Mellem hans Sønner udmærkede dog Bjørn sig ved sin Fredsommelighed, idet han tilbragte sin Tid med Handelsdrivt fra Tønsberg, Norges ældste Kjøbstad, hvorfor han ogsaa fik Navnet "Farmand". Harald døde 80 Aar gammel paa sin Gaard Augvaldsnæs paa Karmøen ved Stavan- ger, efterat han 3 Aar tilforn havde overladt Overkongedømmet til Sønnen Erik, som dertil var udseet fra Fødselen af. Erik Blodøxes Karakteer betegnes ved dette stygge Tilnavn. Ellers var han en anseet Kriger af et anseeligt og smukt Ud- vortes. Efterat han og hans onde Dronning Gunhild havde ført et Blodregimente et Aar efter Faderens Død, blev han og hans Familie fordreven til England, hvor han skal være død som Jarl og Kristen. Folket kaarede derpaa hans yngste Halvbroder Hakon Adelstensfostre, saa kaldet fordi han var opfostret hos Kong Adelsteen i England. Ellers fik han Tilnavnet "den Gode", thi han gjengav Folket Grundfriheden og Odelsretten, hvilket det ogsaa betingede sig, og regjerede Norge i 19 Fredsaar saa godt, at Jæmtland og Helsingeland frivilligt gave sig under Norge. Si- gurd Hladejarl, der paa Ørethinget havde overtalt Folket til at kaare Hakon, var Kongens trofaste Raadgiver og Støtte, og Lagmand Thorleif bidrog til at istandbringe Gulathings- og Froste- thingslovene, af hvilke den første skulde gjælde for det Vesten- fjeldske den sidste for det Nordenfjeldske. Da Erik Blodøxes Sønner begyndte at gjøre Indfald paa Indfald fra Danmark af, inddeltes Landet i Skibreder eller Distrikter, som maatte stille visse udrustede Skibe, hvortil de skulde være paafærde saasnart de antændte Bauner eller Varder gav Budskab om Fiendens Ind- fald. Almindelig Værnepligt paabødes paa en Maade, som kan tjene vore Dage til Mønster. Hver Mand skulde udruste sig selv alt efter sine Kaar og møde frem til sit Fylkes Forsvar, mens kun et bestemt Udvalg var pligtigt at følge Kongen i Leding udenfor dets og Rigets Grændser. Hakon, der forstod godt at bruge sine skarpe "Qværnbider", slog ofte Erikssønnerne bort; men under Forfølgelsen af en Sejr, som han vandt med faa Folk SIDE: 339 paa Øen Stord, døde denne ædle Helt af et Pileskud 963. Hans Ven og Hofsinde Skjalden Eyvind Skjaldaspiller besang hans Død, hvorover hele Norge sørgede. Hakon var Kristen, men hans Forsøg paa at indføre Kristendommen strandede paa Thrøn- dernes haardnakkede Vedhængen ved den gamle Tro. Bonden Asbjørn af Medalhuus satte ham endog haardt irette paa Thin- get, hans Kirker bleve nedrevne, og de tvang endog Kongen, med uædel Benyttelse af hans eftergivende Gemyt, til at deel- tage i hedenske Offermaaltider, hvilket han med Smerte er- indrede da han laa døende for Fædrenelandet paa samme Sted han fødtes, nemlig Hakonshellen ved Bergen. Blodøxsønnerne og Hakon Jarl. Harald Erikssøn, "Graafell", fik nu, efter Hakons egen Be- stemmelse, Regjeringen, hvori hans Moder og Broder, ikke til det Gode, havde stor Andeel. Flere Sønnesønner af Harald Haarfager, der sad som Smaakonger paa Oplandene, og Sigurd Jarl, som efter Overeenskomst styrede Thrøndelagen, forfulgtes. Da de endog indebrændte Sigurd, reiste hans Søn Hakon ned til den danske Konge Harald Blaatand, lokkede siden Harald derned, og fik ham der dræbt. Under dansk Lehnshøihed blev nu Hakon Jarl Norges Regent 978. Det første han gjorde var at afsværge Kristendommen, som var bleven ham paatvungen i Danmark, og ganske at fordrive Blodøxsønnerne efter et Sjøslag i Sogn. Med stor Ære tilbageslog han ogsaa i Hjørungavaag paa Søndmør et Anfald af Vikingerne fra Jomsborg i Venden i Nordtydskland, der skulde hevne Afkastelsen af det danske Overherredømme, som Hakon ikke vilde vide længer af at sige, end det gjorde ham Nytte. Den dygtige Hakon gjorde sig ved despotiske Voldsgjerninger i sin sidste Regjeringstid ligesaa for- hadt som han tilforn havde været æret og afholdt. Og da han ved sine Trælle vilde bortføre Bonden Orm Lyrgias Brud Gud- run "Lundesol", brød en, ifølge Frostethingslovens Bud, at alle 8te Fylker i Thrøndelagen skulde reise sig, naar Enkeltmands SIDE: 340 Ret krænkedes af Kongen, men kun 4re, naar Voldsgjerningen blev begaaet af en Jarl, lovmæssig Opstand ud i Thrøndelagen, for hvilken den krigsvante Olaf, Sønnesøns Søn af Haarfager satte sig i Spidsen. Han kom just hjem fra eventyrlige Krigstog i fremmede Lande, og slog Hakon, der blev dræbt af sin troløse Træl Karker, med hvem han paa Flugten holdt sig skjult under en Svinesti paa sin Veninde Thoras Gaard Rimol. 995. Kristendommens Indførelse under Harald Haarfagers Sønnesøns- Sønner Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige med mellemkom- mende Jarleregjering. (995 -- 1029). Olaf Tryggvessøn var født paa en Holme i Randsfjorden paa Moderens Flugt for Blodøxsønnerne, der havde dræbt Faderen, en af de Høvdinger paa Oplandet, som endnu førte Kongenavn, fordi de vare af Harald Haarfagers Æt. Solgt til en estlandsk Sjørøver kom han til Garderike eller Rusland, og blev opdraget ved Hoffet, hvor hans Morbroder stod paa en høj Post. Paa sine mangfoldige Sjøtog blev han kristnet i England og regjerede en Tidlang i Irland. Kristendommens Indførelse i sit Fædreland blev nu Maalet for hans Manddoms Anstrengelser, og han var heri langtfra saa lunken som Harald Graafell havde været, eller saa ængstlig som Hakon Adelsteen; tvertom drev han Omven- delsesværket med blodig Nidkjærhed. Til Island sendte han i dette Øjemeed sin Præst Thangbrand og til Færøerne sin Ven og Jevnlige i allehaande Legems- og Vaaben-Færdigheder Sig- mund Brestersøn. Men hans til Forfølgelsessyge udartede Iver lod mange Normænd forene sig med de landflygtige Sønner af Hakon Jarl, Erik og Svend, som i Sverig oppebiede bedre Tider for sig. Og den forhen svenske Dronning Sigrid "Storraade", givt paany med Svend Tveskjæg i Danmark, fik af Had til Olaf, der som Frier havde fornærmet hende med Skjældsord og ved at slaa hende i Ansigtet med sin Handske, fordi hun ikke vilde give Slip paa sin hedenske Tro, baade disse tappre Mænd, Olaf Skotkonning i Sverig og sin Gemal til at forene sine Flaader SIDE: 341 forat overrumple Olaf ved Svolder i de vendiske Farvande paa Hjemvejen fra Venden, hvor han havde hentet sin Dronning Thyras Medgivt. Der omkom da Olaf ved at springe overbord fra sit prægtige Skib "Ormen lange", efter at have slaaet Sven- sker og Dansker fra sig, og først efterat Erik Jarl med sine Normænd i den tredie Entring havde faaet ryddet Dæk. Da den raske Bueskytte Einar Thambeskjælver, hvis Bue brast just som han lagde an paa Erik Jarl, paa Kongens Spørgsmaal, hvad der brast, vemodigen gav til Svar: "Norges Rige af dine Hæn- der, Herre Konge!" da forstod Olaf sin Skjebne. Dette mærke- ligste af alle Sjøslag i Norden forefaldt netop Aar 1000. To Aar tilforn havde Olaf grundlagt sig et Minde ved Anlægget af en Skibsværft ved Nidelvens Udløb i Throndhjemsfjorden, der blev den første Begyndelse til Nidaros eller Throndhjem. Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner førte nu i 15 Aar en Regjering, der var priselig i Alt undtagen i at de erkjendte svensk og dansk Lehnshøjhed. De fremmede heller ikke Kristen- dommen synderligt, skjøndt de selv vare Kristne. Stor Magt havde de heller ikke at anvende, og deres tolerante og god- modige Sindelag overlod derfor den bedre Sag at sejre ved sig selv. Eriks Fravær i England benyttede den, ligesom Olaf Trygg- vessøn, efter mange Eventyr i fremmede Lande hjemkomne Olaf, Sønnesøns-Søn af Harald Haarfager, til at slaa Svend og lade sig af Høvdingerne paa Oplandet paa Eidsevjuathing vælge til Konge 1015. Olaf den 2den "den Hellige", Søn af en Fylkekonge paa Op- landene, Harald Grænske, og opdragen hos Sigurd Sir, en mæg- tig Jorddrot paa Ringerige, kom strax i et langvarigt Fiendskab med den svenske Konge Olaf Skotkonnung, idet han ikke vilde erkjende Sverrigs for Norge vanærende Lehnshøihed. Olaf hang de svenske Skatkrævere frisktvæk op, og hævdede Riget inden dets Grændser alt til Gothelven. Men denne Ufred var ikke efter det svenske Folks Vilje, som endog tilsidst tvang sin Konge at give efter, endskjøndt han ogsaa havde en gammel Gaas at plukke med Olaf, der i sin Ungdom havde gjæstet ham slemt paa Vikingsviis rundt Mælaren, hvorfra han dog var sluppen bort ved at grave en Kanal, mens Svenskekongen holdt Udløbet spærret. Olaf stod sig heller ikke godt med Høvdingerne, der ikke taalte meget af en saa myndig og uforfærdet Konge, hvis SIDE: 342 Religionsiver var ligesaa skaanselløs mod Andre som uden Hen- syn til eget Bedste. 5 sammensvorne oplandske Konger over- rumpledes paa Ringsager og straffedes blodigt af Olaf. Einar Thambeskjælver og Erling Skjalgsøn bar det længe svagt med; men omsider brast det med dem begge. Og om Einar var reen, saa havde dog Erling indladt sig med Kong Knut den Mægtige af Danmark og England, som ved fristende Sendebud forlokkede Høvdingerne til Forræderi. Men Olaf syntes ikke at have Øinene oppe herfor; thi hans Opmærksomhed var ganske offret Kristen- dommens endelige Indførelse, der ligesom betegnedes ved Krist- kirkens Anlæggelse i Nidaros. Han fik neppe Tid til at betvinge Erling Skjalgsøn, før han saa sig saa omringet af Forræderi, at han holdt det for bedst at forlade Riget 1029, da Knut, som han i de foregaaende Aar ved Indfald i Danmark havde søgt at give nok at bestille i sit eget Land, viste sig under Landet med den største Flaade, Nordsjøen endnu havde baaret. Danskt Herredømme under Knut den Mægtige og hans Søn Svend. (1029 -- 1036). Knut den Mægtige overlod Regjeringen til Hakon, Søn af Erik Jarl, og, efter at denne var omkommen paa Havet, raadede Høvdingerne alene i nogle Maaneder. Men dette korte Tidsrum blev mærkværdigt nok ved Slaget ved Stiklestad i Værdalen, hvor de tilintetgjorde Olafs Forsøg paa at gjenvinde sit Rige, og fik ham fældet 31 Aug. 1030. Nu brystede vel Høvdingerne sig alt eftersom de havde Andeel i denne Bedrivt; men Anger kom for Hovmod, da den katholske Geistlighed bragte Olaf i det Ry for Hellighed, at Undere endog skulde skee ved hans Liig, og da Knut satte dem til Konge sin Søn, Svend Knutssøn, der fra 1030 i sex Aar ved tyranniske Ud- sugelser og Nationalæren krænkende Anordninger vakte almin- delig Forbittrelse mod det uværdige fremmede Herredømme. Dette bragte omsider Einar Thambeskjælver og selv Kalf Arne- SIDE: 343 søn, som havde stor Deel i Olafs Vanskjebne, til at hjemhente Olafs unge Søn Magnus fra Gardarike, hvorpaa Svend tog Flugten did han var kommen fra. Norges Overmagt i Norden under Kong Magnus den 1ste den Gode og Harald den 2den Haarderaade. (1036 -- 1066). Magnus den "Gode" vandt først dette skjønne Tilnavn, efterat han, efter sit Løfte, havde tvunget sig til at afstaa fra at forfølge sin Faders fornemme Banemænd. Heri gjorde Sighvat Skjald, hans Faders Ven, ham en stor Tjeneste ved oprigtigen at tale ham tilrette i følgende Qvad, som ret viser os hvorledes den Tids Digtere turde føre et frit og sanddru Sprog. "Vrede Herre, Hvo tør raade Dig at gjøre Kongeord til en fuul, tvetydig Gaade? Det er dristigt her i Nord! Bryd ei Løfte, vil Du have Mænd, som bryde ei Geled! Konge vinder Træl ved Gave, gjæve Mænd ved Agt for Eed. Vogt Dig, om de Gubber stikke hvide Skaller sammen tyst! om Normannafolkets Blikke skulme ned i oprørt Bryst!" Ligesom Faderen, der udgav en Kirkeret og en Hofret, havde Magnus ogsaa Fortjenester af Lovvæsenet ved Lovsamlingen, den saakaldte "Graagaas". Danmark erhvervede han efter det Forlig med Kong Hardeknut, at den Længstlevende skulde be- sidde begge Rigerne, og værnede det tappert mod de hedenske Vender. Dansken Svend Estrithsøn Jarl, som var sat til Stat- holder der, forstyrrede ved idelige Opstande hans sidste Leve- SIDE: 344 aar, og ved sin altfortidlige Død 1047 overlod Magnus omsider Danmark til Svend, der altid kom paa Benene igjen efter Neder- lagene, og Norge til sin Halvfarbroder Harald "Haarderaade", Søn af Sigurd Sir. Harald havde alle- rede Aaret før Magnus's Død erholdt Andeel i Regjeringen, og var af Bonden Thorer af Steig, efter Landets Skik, givet Konge- navn paa Eidsevjuathing mod at overlade Magnus Halvdelen af sine Rigdomme. Denne barske Krigsmand, havde nemlig siden den blodige Dag paa Stiklestad vundet meget Guld og stor Ære som Anfører for den græske Keisers Livvagt i Myklegard eller Konstantinopel, der bestod af alskens nordiske Folk, hvilke vare berømte for Troskab og Tapperhed; men nu fik han at gjøre med de stivnakkede norske Stormænd og med den utrættelige Svend. Omsider maatte han opgive Krigen med denne, efterat den dog havde foranlediget Oslos Anlæggelse 1058, idet Kongen nemlig der baade havde let for at trække Krigsstyrke til sig fra Landets Indre og at sætte tilsjøs i Orlog. Høvdingerne holdt han i Skræk efterat have begaaet det uværdige Snigmord paa den af Magnus saa høit betroede Gubbe Einar Thambeskjælver og hans Søn Eindrid, hvilket afstedkom en Opstand under den op- landske Jarl Hakon Ivarsøn, som kun dæmpedes ved Mægling af Arnessønnernes Familie. Kalf Arnessøn, der havde staaet i Spidsen for Opstanden mod Olaf den Hellige, fandt dog snart efter, at den ikke kunde stole paa Harald. Han sendtes til Dan- mark, hvor han faldt, og Broderen Find tog Flugten did. Og nu kunde da Harald sige at han herskede alene. Men 1066 faldt Harald ved York i England, hvorhen han var dragen forat hjælpe den engelske Jarl Toste til at erholde Kronen. Norge gaaer fremad i Kultur under Kong Olaf "Kyrre", og udvider sit Herredømme i Vesterleden under Magnus "Barfod". 1066 -- 1103. Olaf den 3die Haraldssøn "Kyrre" eller, "Fredsæl" benyttede sin Regjerings 37aarige Fred til at bevirke mangfoldige Forbed- ringer i Maaden at leve og opføre sig paa. Sæderne og Klæ- SIDE: 345 derne forfinedes, Husene beqvemmeliggjordes, Konghelle i Bahus, Stavanger og Bergen bleve Handelsbyer 1070. Trællestandens Ophævelse fremmedes. Kirker opbyggedes, hvorimellem Dom- kirken i Nidaros, paa hvis Høialter Norges Skytshelgen St. Olafs Liig hensattes i et prægtigt Skriin. Magnus Olafssøn, "Barfod" lignede ikke Faderen i Fredsomme- lighed. Thi hans hele Liv henrandt under Krigstog til Skotland og Irland, hvorved Herredømmet over de skotske Øer befæste- des for længere Tid. Mindre Ære vandt han i en Krig med Sverig, der endtes ved Giftermaal med den svenske Prindsesse Margretha "Fridkolla". Han faldt i Irland, og siges der at den norske Vaabenløve skriver sig fra en guul indbaldyret Løve paa hans Vaabenkjortel, der hørte til den skotske Dragt med nøgne Lægge og Remmesaaler paa Fødderne, som han brugte og hvoraf han fik Tilnavn. Magnus Barfods Sønner. 1103 -- 1130. Eystein den 1ste, Sigurd den 1ste og Olaf den 4de, Magnus' Sønner, enedes om at styre Riget tilsammen, et Hverv, som Eystein var meest voxen, formedelst sit rolige Sind og store Lovkundskab. Sigurd indlagde sig og Folket stor Ære ved et prægtigt og sejerrigt Korstog til det hellige Land, hvorover han fik Tilnavnet "Jorsalafar". Olaf døde 1116 uden at der er videre at mærke ved ham. Men efter hans Død tog det paa at blæse op imellem de gjenlevende Brødre, især da Eystein tog Sigurd Hranesøns Parti, en brav Mand, som med Skjel anklagede den voldsomme Kong Sigurd forat have efterstræbt hans gifte Søster. Da Sigurd Jorsalafar nu var slet nok til falskeligen at anklage Hranesøn for Underslæb med Skatten af Finmarken, kom Kong Eysteins Lovkyndighed vel deran til at frelse Undersaatten, der alene ved høimodigen at falde den kongelige Fornærmer tilfode forhindrede Borgerkrigens Udbrud. Fra 1122, da Eystein døde, regjerede Sigurd alene, plaget af Tungsindighed, til 1130. SIDE: 346 Første Række af de gillske Borgerkrige. 1134 -- 1162. Allerede før Eysteins Død havde Sigurd Jorsalafar erkjendt en Harald Gilchrist eller Gille for sin Halvbroder, idet han nemlig skulde være Søn af Magnus Barfod og et irsk Fruentimmer. Dette havde han beviist efter den Tids Overtro ved Jernbyrd eller Handteren af glødende Jern, -- en Kunst, som Flere siden benyttede sig af -- og saaledes deltes nu Regjeringen af Harald den 3die Gille og Magnus den 2den, Sigurd Jorsalafars Søn, siden kaldet "den Blinde". Men snart brød Krigen ud imellem dem. Slagen ned til Danmark, kom Harald igjen, over- rumplede Magnus, og satte ham i Munkholms Kloster efterat have blindet og lemlæstet ham paa det skammeligste. Men Hev- nen rammede Harald snart. Efterat hans Regjering var bleven skjændet ved Vendernes Ødelæggelse af Konghelle, der kun skaffede den tappre Olvar Bonde Ære, traadte en Præst ved Navn Sigurd, derfor og for sine Ugjerninger kaldet "Slemmedegnen", op som en ny Søn af Magnus Barfod, og snigmyrdede Harald i Bergen. Men de gode Borgere lode ham vide, at de ikke vilde have En til Konge, som enten maatte være Falskner eller Bro- dermorder, hvorpaa han drog hen og tog Magnus ud af Klosteret. I flere Aar trak han om med denne ulykkelige Konge i Krig med Harald Gilles Sønner, som nu kaaredes til Konge. Inge den 1ste Krokryg og Sigurd den 2den Mund, vare unge, men beskyttedes af ærlige og tappre Mænd som Thjostolf Alesøn, der slog Slemmedegnen ved Mjøsminde, og jog ham ud baade da han indkom med svensk og siden med dansk Hjælp, og Amund Gyrdersøn, der drev ham bort tilsjøs. I Mindeslaget fik liden Inge den Legemsbræk, som gav ham Tilnavnet, ved nemlig at falde ud af Thjostolfs Vaabenkjole. Dog var han siden med i Træfninger og endelig i den ved Holmengraa, hvor Magnus faldt, bedækket af sin trofaste Svend Reidar Griotgardsøn, og Sigurd Slemmedegn fangedes og overantvordedes Pindselsdøden, den han leed som en Helt 1155. 13 Aar før var en voxen Halvbroder Eystein kommen hjem fra Skotland og havde faaet Deel i Riget. Men mellem Brødrene var stedse ond Forligelse, idet nemlig de andre To vare misunde- SIDE: 347 lige paa den folkekjære Inge. En Gesandt fra Paven stiftede et Forlig; men et varigere Minde om sin Nærværelse satte han sig ved at ophøje Throndhjems Bispestol til et Erkebispedømme, og ved at oprette Bispestole i Oslo og Hammer, hvilken sidste der- ved blev en betydelig By. Den gjæve Gregers Dagsøn var Inge til ypperligt Værn imod Efterstræbelserne. Tilsidst troede han, at maatte dræbe Sigurd i Bergen, og Eystein fældedes kort der- paa ved Oslo 1157. Men de slagne Kongers Venner samlede sig om Sigurds 10aa- rige Søn Hakon den 2den Hærdebred, fik ham kaaret af Thrøn- derne paa Ørething, og endelig Livet af Gregers og Inge ved Foss og Oslo 1161. Aaret efter styrtedes den gillske Æt af Erling Skakke, der gjenoplivede det ingeske Parti til Fordeel for sin og Sigurd Jorsalafars Datters Søn den 5aarige Magnus, hvem han banede Veien til Kronen ved at faa Haakon fældet i Steina- vaag i Romsdalen 1162. Anden Række af de gillske Borgerkrige. (1162 -- 1202). I Magnus den 3die Erlingsøn var nu Qvindelinjen bleven hæ- vet paa Thronen; og den listige Erling søgte at holde sin Søn der ved at tilstaa Geistligheden Indrømmelser, erklære Riget for et Lehn af St. Olaf, eller, med andre Ord, af Erkebispen, og ved at give Kongen af Danmark Lehnshøihed over Viken eller Egnene om Oslofjorden. Erkebispen kronte nu vel Magnus i Bergen 1164; men hvor liden Ro han fik, kan man see af at Erling maatte faa Bugt med baade en Søn af Sigurd Mund, af Magnus Barfod og af Eystein, dennes Søn. Han henrettede des- foruden sin egen Hustrues Søn med Sigurd Mund, og endda fremtraadte der en ny enten virkelig eller foregiven Søn af denne Konge, ved Navn Sverrer, som endelig efter megen af- vexlende Skjebne fik Erling og Kong Magnus slagne 1184. Hans eller den gillske Æts Parti, der kaldtes "Bjerkebeiner" fordi de engang af Nød havde brugt Næversko, blev nu i lang Tid det herskende, indtil disse blodige Familiestridigheders Ende opløste alle Partier. SIDE: 348 Kong Sverrer behøvede alle sine udmærkede Aandsegenskaber og Krigsdygtighed forat holde sig i dette Borgerkrigenes mest stormende Tidsrum. Hans Ædelsind, der, saavel som hans Snille og Lærdom, lagdes for Dagen i en smuk Liigtale over hans Med- beiler, blev kun lidet forstaaet af de ærgjerrige Urostiftere; og derfor maatte han meest med Hærførerstaven og det skarpe Sværd holde dem i Ave. Men "Kuflungers", "Vargbælgers" og "Øyskjæggers" Partier voldte ham kun lidet Bryd imod "Bagler- nes", der reistes af den myndige papistiske Geistlighed, som saa sine gyldne Dage forsvundne med Magnus Erlingsøn. I dette stærke Parti, som dannede sig om Inge, en foregiven Søn af Magnus Erlingsøn, var Bisp Nils af Oslo Sjelen, og til denne onde Mands Anstrengelser føjede Erkebispen Erik, der, ligesom hele Partiet, fandt Tilhold i Danmark, sine Banstraaler. Hertil kom en Opstand i Masse af Bønderne i Viken formedelst det forøgede Krigsstyr, Kongen maatte paalægge dem; men i flere Træfninger paa een Dag adsplittede han ved Oslo deres uordent- lige Skarer, og saa endelig Landet renset og fredet, da han i Bergen bukkede under paa Sygeleiet for saamange Anstrengel- ser 1202. Birkebenernes korte Sejershvile og sidste Fejde med Baglerne. (1202 -- 1216). Kong Hakon den 4de Sverrersøn, som Sverrer paa sin Dødsseng havde erklæret for sin eneste gjenlevende Søn, søgte at beseire sine Fiender paa den skjønneste Maade ved Forsonlighed og Tilgivelse. Men efter to Aars Regjering blev han forgivet af sin Stedmoder den svenske Margrethe, og Datteren Kristine øvede kort derpaa samme Misgjerning mod den til Konge udnævnte fireaarige Gutorm, Søn af Sverres først afdøde Søn Sigurd. I disse afskyelige Frændemord sagdes ogsaa Rigsforstanderen Ha- kon Galin eller den Framfuse, Sverres Søstersøn, at have Deel for derved at naae Kongeværdigheden. Men ved Folkets Valg tilkjendtes denne Inge den 2den Baardsøn, under hvem Nils Bisp igjen blæste SIDE: 349 Liv i Baglerne, der begyndte med paa gammel Maneer at flakke om og sætte sig fast hvor de kunde. I Throndhjem overrump- lede de Inge, men fik snart efter Bekomst i Bergen af Hakon Galin. Paa Oplandene holdt de sig bedst, hvor først Erling Steinvæg og siden Bisp Nilses Frænde Filip førte Kongenavn, indtil han dog efter et Forlig til Hvitingsø ombyttede dette med en Jarls Navn og Vælde. Siden synes Baglerne at have fundet Roligheden bedst. De sidste Borgerkrige. (1216 -- 1240). 1217 var den godmodige Inge gaaen til Ro, og Bjerkebeinerne lavede det nu saa, at hans Fostersøn Hakon Hakonsøn, Sønne- søn af Sverre, og ikke Inges Broder Skule Jarl, fik Riget. Kong Hakon Hakonsøn, med Tilnavn "den Gamle", fik at finde, at Ærgjerrighedens feilslagne Forhaabninger ere urolige og tro- løse som Ilden under Asken. I 8 Aar foruroligede en Sigurd Ribung Landet, i Ledtog, som det syntes, med Skule, der havde tiltvunget sig Hertugtitel og en Trediedel af Riget i Forlehning. Efter en 12aarig troløs Fred, tog han endelig Masken af, og man saae Avindsmandens Aasyn derunder -- med andre Ord, inden man saa sig for, tog Skule Kongenavn 1239, trak i Marken med sine Vargbælger og slog de Kongelige. Men Aaret efter var denne sidste Borgerkrig alt endt ved Hakons Sejer ved Oslo og Skules kort derpaa følgende Drab i Helgesæterkloster ved Ni- daros 1240. Norge naaer Høiden af sin Velstand og Hæder under Hakon Hakonsøn den Gamle. Hakon var i sin sidste Manddom, da han fik Ro til at lægge sine ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Hans Forsonlighed mod Levningerne af de forskjellige Partier sikkrede den indre SIDE: 350 Fred, og af denne opblomstrede Handel og Agerdyrkning. Kirker og Befæstninger opbyggedes, Hær og Flaade holdtes i Orden. Derfor var Norges og dets Konges Ære udbredt i alle Lande, ja Keiserkronen i det tydske Rige blev Hakon tilbudt af Paven, og Kongen af Frankrig underhandlede med ham om i Fællesskab at foretage et norsk og fransk Korstog. Men Hakon syntes at have nok at tage vare hjemme, og indlod sig ikke videre paa fremmede Magters Artighed end at han gav en spansk Konges Broder sin Datter tilægte. Det fjerne Grønland, som fra Island var bleven besat, og Island erkjendte norsk Høihed, hvilket hidtil havde holdt haardt, efterdi Islænderne med Grund frygtede for at et saadant Forhold ikke vilde være tjenligt for deres ganske fri eller republikanske Forfatning, ved hvilken de, under mange indre politiske Storme, havde opnaaet en høj Grad af Kultur og Aandsudvikling. Herom kan Islænderen Snorro Sturlesøn, den norske Histories berømte Forfatter, som ofte opholdt sig hos Hertug Skule, være et Vidne. Han blev dræbt i sit Fædreland af sine Slægtninger, uden at have oplevet dets Forening med Norge, hvori Hakons Anseelse havde ligesaamegen Deel som Overtalelserne, der ikke sparedes. Et udmærket Agtelsesbeviis erholdt Hakon fra Paven, idet denne sendte en Kardinal til Norge, som i Bergen 1247 paasatte ham den Krone, som han med usvækket Kraft og Glands bar ligetil 1263, da han døde paa et Tog til de skotske Øer, hvorved Lehnshøiheden over dem sattes i fornyet Kraft. Konge, Adel og Geistlighed udvider sin Magt paa Folkefrihedens Bekostning. Kong Magnus den 4de, Hakons Søn, fik Tilnavnet "Lagabøter" eller Lovforbedrer, fordi han bragte de forskjellige Thinglove til Eenhed. Dette var nu vel nok, men han tilintetgjorde de gamle Thing og Folkefriheden, da han forvandlede dem til Herredage, hvor Adelen traadte istedetfor Odelsbønderne. Ligesaa indførte han ade- lige Rangtitler, saasom Greve- Baron- og Riddertitler, hvilket Væsen vel kunde kaste Glands paa Thronen, som blev omgivet af saadanne SIDE: 351 Storfolk, men i samme Mon ogsaa satte Folket i Skygge. Men de Forrettigheder, han indrømmede Geistligheden, vare af mere vir- keligt Værd for denne og ligeledes til Skade for det almindelige Bedste. Ligesaa tilstod han Tydskerne store Handelsrettigheder i Bergen, hvorfor de ogsaa fra den Tid oprettede faste Handelsstuer eller "Contorer" der. Efter hans Død 1280 kom Sønnen Erik den 2den Præsthader, saakaldet fordi han holdt den over- modige og egennyttige Geistlighed i Ave, som havde benyttet sig af hans Ungdom til at tilliste sig store Løfter om Forøgelse af dens Magt. En Fejde med Danmark om sin Mødrenearv og til Beskyttelse for nogle danske Kongemordere, som vare tyede til Norge, udfyldte Resten af hans Regjering til 1299. Og Fej- den endtes heller ikke før ti Aar efter med godt Udfald, under Broderen Kong Hakon den 6te Magnussøn. Denne Konge havde alt længe besiddet Viken med kongelig Myndighed; men da han fik alt Norrige, syntes han ret at ville vise, at han vidste hvad det siger at hedde Konge. Han førte saaledes en særdeles Pragt og udvidede Kongemagten paa Adelens Bekostning. Da Hakon ingen Søn havde, fik han sin Datter Ingeborg erklæret for Thron- arving, og da hun ægtede den svenske Hertug Erik, der saagodt- som tvang sig til hendes Besiddelse efter en Krig med Hakon om Provindsen Halland, som Denne skulde have i Lehn efter Freden med Danmark, skulde Riget gaa i Arv til deres Æt. De fik en Søn, Magnus, som 1319 i sin tidligere Ungdom blev valgt til Konge i Sverig, hvor Folket havde i retfærdig Forbittrelse afsat Kong Birger fordi han havde ladet sine Brødre, Hertugerne Erik og Waldemar, døe Hungersdøden. Og da det sidste Skud af Haarfagerstammens mandlige Side med Hakon var uddød 1319, saa arvtog den lille Magnus ogsaa Norges Rige under Rigsraadets Formynderskab, siden der efter den gamle Friheds Forvanskning og Hakon den 6tes Thronfølgelov ikke længer var Spørgsmaal om Valg af Folket tilthinge. SIDE: 352 Sverrig forenet med Norge. (1319 -- 1344). Svartdøden. Norges Aftagen. Forening med Danmark 1387. Kong Magnus den 5te Erikssøn (i Sverrig spotviis kaldet "Smek") duede ikke til at regjere noget Rige, siden han ikke kunde re- gjere sig selv. Imedens han var under Rigsraadets Formynder- skab gik det bedst, og da tugtede endog Drosten Erling Vidkun- narsøn Russerne, som i de sidste Tider havde faaet for Vane at forurolige Nordlandene. Men da Magnus blev sin egen Herre og fik sig en forfængelig fremmed Dronning, Blanca, der let kunde faa hans letsindige og overdaadige Hof i Sving, saa gik det saa galt, at han endelig nødtes til i Norge at tage sin Søn Hakon den 7de til Medregent 1344. Paa samme Tid gjorde ogsaa Svenskerne, som især havde at klage over at han lod sig Skaane og Bleking fraliste af den danske Kong Waldemar, Opstand un- der hans anden Søn Erik, afsatte Magnus, og valgte, efter Eriks Død, Hakon af Norge til Konge. Hans Regjering i Sverig blev der ellers kun lidet af, da Svenskerne hadede formeget hans Ægteskab med den danske Prindsesse Margretha, hvilket hendes Fader Waldemar med stor Snedighed havde faaet istand. Sven- skerne indkaldte nemlig Albrecht af Mecklenburg, der satte Mag- nus i et Fængsel 1365, hvorfra Hakon efter 6 Aar befriede ham. Kort efter døde Magnus ved at drukne i Hardangerfjorden, efterat have oplevet at Naturulykker forenede sig med Ulykkerne af hans slette Regjering til næsten ganske at afkræfte det nys saa blomstrende Norge. Elvebrud ødelagde vel Guldalen, men denne, som andre mindre Ødelæggelser, antoges kun som For- bud paa de større og i Aarhundreder følelige, som "Svartdøden", der udbrød 1349 i Bergen, foraarsagede -- en Pest, som fra Asien af gjennemfoer hele Europa, men dog intetsteds som i Norge borttog 1/3 af Folkemængden. Olaf den Unge, Hakons og Margrethes Søn, der 1376 var valgt til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab, arvtog ved Faderens Død, efter Hakon Magnussøns Arvfølgelov, Norges Rige 1380. Men alt 7 Aar efter, inden han ret blev voxen, til- intetgjorde Døden dette det ulykkelige Norges Haab. Og spurgtes det fra Danmark, hvor dette skede, at der var Grund til at SIDE: 353 mistænke Moderen, som kort efter udførte sin store Plan at forene de tre nordiske Riger. Men for det første fik hun kun udstrakt sit Scepter over Norge og Danmark 1387, efterat den nærmeste Haarfagerætling af Sidelinjerne, og altsaa mest beret- tigede til den norske Krone, Drosten Hakon Johnsen, havde givet Afkald. TREDIE TIDSRUM NORGES ULYKKESTID UNDER FORENINGEN MED DANMARK (Fra 1387 -- 1814). Kalmarunionens første slette Begyndelse. Dronning Margretha tog sit Sæde i Danmark, der nu en Tid blev Hovedriget i Norden. Stormændene, det vil sige Geistlighed og Adelen gjennem Rigsraadet, føjede sig i Alt efter hende, der saa godt forstod at sætte igjennem ved List hvad der ikke gik glat fra først af. Og saaledes fik hun da ogsaa sin 5aarige Søstersøn Erik af Pommern erklæret for Arveberettiget til Norge, hvorpaa denne da antog Titel af Norges Konge. Med Kong Al- brecht af Sverrig kom det til Krig. Han blev slagen og fangen; og nu fik Margrethe, der alt forhen havde vidst at kjøbe sig Forrædere mellem de fornemme Svensker, paa en Rigsdag i Kalmar 1397, hvor 4 norske Raader ogsaa mødte, den mærk- værdige, men ulykkelige Forening i Stand mellem Danmark og Norge og Sverrig, hvorefter ethvert af Rigerne skulde beholde sin Selvstændighed og Forfatning, men regjeres af en i Fælles- skab valgt Konge. Denne Union syntes nu at maatte være stærk baade inden sig selv og mod Fiender; men slet Regjering og Krænkelser af dens Vilkaar, idet de andre Riger tilsidesattes for Danmark, berøvede den al indre Kraft; og at den ikke var stor mod udvortes Fiender viste den Svaghed hvormed de hanse- atiske Fribyttere Viktualiebrødrene foruroligede især Norge, hvor de endog udplyndrede Bergen. Heller ikke formaaede den store SIDE: 354 Unions Kræfter noget imod de ubetydelige holstenske Grever, der foruroligede Margretha nogen Tid efterat hun ved Baalet var bleven qvit Ængstelsen for en Person, som udgav sig for hendes Søn Kong Olaf. Ved sin Død 1412 overlod hun sin van- skelige Post til Erik den Pomeraner (i Norge den 3die), under hvem Unionen bar endnu slettere Frugter. Engellændere og Hanseater kivedes paa norsk Grund, og det blodigen om Handelen paa Norge. Viktualiebrødrene hærjede atter Bergen. I Norge fik Erik vel sin Fætter erkjendt som Thronfølger; men des slettere stod Erik sig baade i Danmark, hvor han havde tabt al Agtelse ved sine Mishandlinger mod sin Dronning den ædle Filippa og sin slette Opførsel i den holsteenske Krig, og i Sverrig hvor Engelbrekt Engelbrektson forfegtede sit Folks Rettigheder mod de danske Fogder og Befalingsmænd, hvormed det plagedes tvertimod Unions- vilkaarene. Efter denne Helts Drab kom det dog til et Forlig i Kalmar 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen. Kongen skulde opholde sig 3 Maaneder i hvert Rige, og til Kongevalg skulde 40 træde sammen fra hvert Rige i Halmstad i Halland, som da var Grændseprovindsen mellem de 3 Riger. Fra Norge skulde da møde Erkebispen, Bergens Biskop, Domprovsten af Oslo, der var Rigskanzler, Marsken (højeste Hærbefalingsmand), Drosten (højeste Hofembedsmand), 12 Riddere fra Viken, 6 Lagmænd, 1 Raadsherre fra Throndhjem, Oslo, Bergen og Tønsberg samt 10 Odelsbønder. Til saadant nyt Kongevalg fik man snart An- ledning, da Erik pludselig 1442 forlod Regjeringen for siden paa Øen Gotland at føre et Liv som de gamle Vikinger. Afvexlende Konge- og Rigsraads-Regjering. (Fra 1442 -- 1483). I Eriks Navn styrede det norske Rigsraad fra 1427 -- 1442, og da blev Adelens Tryk saa svært at menig Mand hist og her maatte gjøre Opstand. I sidstnævnte Aar valgte det endelig efter Sverrigs og Danmarks Exempel Eriks Søstersøn Kristoffer af Bayern, under hvem det ikke gik bedre indtil SIDE: 355 hans Død 1448. Hvor liden Agt Udlændingerne viste det før saa anseede Norge, sees af at Kongen af Skotland uden videre erklærede Sudurøerne hjemfaldne, endskjøndt han dog erkjendte dem fremdeles som norske Lehn, samt af at Tydskerne endog vovede at dræbe Befalingsmanden i Bergen. Rigsraadet, som 1448 atter kom til Regjeringen, deltes snart af svensk Interesse, der søgte at gjøre sig gjældende for Karl Knutssøn Bonde, som i Sverrig var valgt til Konge, og af dansk, som anvendte Alt til Fordeel for Kristian af Oldenburg, som i Danmark var valgt. Og da Drosten Sigurd Jonssøn, Afætling af det gamle Kongehuus, erklærede sig for det danske Valg, saa fik han vel de sydlige Provindser paa samme Side, men hele den øvrige større Deel af Landet erklærede sig for den svenske Karl, der kraftigen understøttedes af sin Frænde Erkebispen i Throndhjem Aslak Bolt. Karl den 1ste Knutssøn skyndte sig vel at blive hyldet baade i Bahuus og Hammer og kronet i Throndhjem; men han fik Snar- ærinde til Sverrig forat vogte sin Krone der, og neppe var han borte før det danske Parti vandt Spillet for Kristian, som hastede til Trondhjem, hvor han krontes faa Maaneder efter Karl 1450. Kristian den 1ste istandbragte paa en Herredag i Bergen en nøjere Forening med Danmark, hvis Betingelser dog bleve saa lidet overholdte, at Raadet endogsaa nedkaldtes til Danmark, hvorimod danske Befalingsmænd frisktvæk sendtes herop, og at Kristian, uden Raadets Samtykke, pantsatte Ørken- og Shetlands- øerne til Skotland for sin Datters Medgivt. Og siden have de, uagtet alle Paamindelser fra norsk Side, været tabte for Norge. Iførstningen forfegtede Karl Knutssøn med Fremgang sit Krav paa Norge; men da den svenske Erkebisp fik ham fordrevet fra Sverrig, lykkedes det endog Kristian at faa Kalmarunionen for- nyet 1457. Men at denne forblev af lige liden Virkning til at yde hvert enkelt af Rigerne Sikkerhed og Agtelse hos Udlæn- dingerne bevises ved Englændernes Voldsomheder paa Island og ved Hanseaterne eller de "Kontorskes" Blodbad i Bergen, hvori baade Lehnshøvding og Bisp og 60 Personer dræbtes 1455. At Kristian oprettede Universitetet i Kjøbenhavn 1478 geraadede dog Norge til nogen Nytte i Tiden, saasom det var fælles. Ved Kristians Død 1481 forkastede Rigsraadet hans allerede hyldede Søn Johannes eller Hans, tog selv Magten og knyttede SIDE: 356 Forbund med Sverig, der stod under Steen Stures Rigsfor- standerskab. Men pludselig erklærede Raadets mægtigste Mand, Erkebispen, sig for den danske Kronprinds, hvorpaa Valgmænd afsendtes til Halmstad, som valgte Hans, der kronedes i Thrond- hjem mod svære Indvilgelser, hvoraf heller ingen blev holdt. Den norske Adel ødelægges under de sidste Anstrengelser for at ophæve Foreningen med Danmark. (1483 -- 1536). Kong Hans gjorde selv intet forat tugte Hanseaterne for Volds- værket i Bergen, hvilket den dræbte Lehnsmands Søn Axel Olufs- søn paa egen Haand gjorde ved Kaprerier; men derimod vilde han undertvinge et lidet frit Folk i det Holsteenske, Ditmarskerne, som intet Ondt havde gjort. Denne kongelige Voldsgjerning drog sin Straf efter sig; thi da han leed et stærkt Nederlag, benyttede Sture i Sverrig Omstændighederne til at ophæve Unionen for Sverrigs Vedkommende, og i Norge gjorde Knut Alfssøn ligesaa. Men de danske Gesandter fik denne Patriot snigmyrdet, og da Opstanden fik et nyt Hoved i Herluf Hyttefad, sendte Hans sin Søn Kristian til Norge med en Hær, hvormed han da foer skræk- kelig frem. Herluf og en Mængde Adelsmænd henrettedes og deres Godser dømtes under Kronen. Og leed Adelen saadan Medfart, at den ikke siden kunde forvinde det. Imidlertid ud- brød dog en Opstand kortefter 1508 paa Hedemarken, hvori den høje Geistlighed havde Deel; men Kristian blev ogsaa Mester over den, straffede Bisperne, indsatte Dansken Walkendorf til Erkebisp, og overantvordede nu Landet, tyst som en Grav og lydigt men ulykkeligt til sin Fader, som ombyttede sin kongelige Herlighed med Døden 1513. Kong Kristjern (Kristian) den 2den kaaredes af det norske Raad, og kronedes derpaa i Oslo imod Indskrænkninger eller en saakaldet Haandfæstning, den var haard for Kongen fordi han ved sin Adfærd tilforn havde givet sit despotiske Sindelag tilkjende. Men Kristjern var fremdeles voldsom og hadsk imod Stormændene, medens Menigmand nød bedre Behandling af ham SIDE: 357 og vandt Godhed for ham formedelst hans mange hensigtsmæs- sige Love, dels til Borgerstandens, Handels og Nærings Opkomst dels til Indskrænkning i Geistlighedens Misbrug, saasom at den solgte Aflad og bevægede Folk til at testamentere sig hvad de havde. I 1520 erobrede Kristjern Sverrig; men da han i det stockholmske Blodbad og ellers andre Steder i Landet viste samme Sind til at knække den svenske Adel med Øxen, som han havde vist mod den norske, gjorde Svenskerne Opstand under Gustaf Wasa og befriede Sverrig for bestandig fra Uni- onens Ulykker 1523. Den danske Adel, der frygtede at Touren nu skulde komme til den, især da hans Elskede Dyvekes Moder Sigbrit, en simpel Kone fra Bergen, der formaaede meget hos Kongen, ikke var den god, opsagde ved samme Tid Kristjern Huldskab og Troskab, hvorpaa han ilsomt skyndede sig til sin Svoger den tydske Keiser. Rigsraadet og Geistligheden erklærede sig for Kristjerns Farbroder Frederik, som de Danske havde valgt, paa Betingelser, der gjengav dem alle de Begunstigelser, Kristjern havde betaget dem, men dog ogsaa i andre Henseender vare patriotiske. Saaledes maatte Kongen frasige sig Titel af Arving til Norge, love at opsende de norske Rigsdokumenter, udelukke Fremmede fra Embederne, indløse de skotske Øer og erhverve Bahuus tilbage, som de svenske havde besat. Frederik den 1ste holdt Intet af hvad han havde lovet, og viste sig ellers af en meget troløs Natur. Dette tilligemed hans Yndest for den lutherske Reformation, som dengang begyndte at udbrede sig i Norden, og hvoraf heller ikke Kristjern den 2den havde været nogen Fiende i sit Hjerte, gjorde ham den katholske norske Geistlighed tiluvens. Bisper, som vare fordrevne fra Sverrig, hvor Reformationen var i Gang, og mellem dem den urolige Erkebisp Trolle, ophidsede den ogsaa, og da den landflygtige Kristjern vidste at han i den norske Almue havde sit bedste Medhold, lod han sig lettelig overtale til pludselig at lande i Oslo med en Hær om Høsten 1531. Erkebispen den kraftige Olaf Engebretssøn erklærede sig aabent for ham, og Rigsraadet opsagde Fredrik Troskaben paa Grund af en heel Række Klage- punkter, hvorpaa Kristjern hyldedes i Oslo. Han var nu Geist- lighedens sidste Haab, og selv Kirkesølvet spartes ikke for at understøtte ham; men hans Vaaben vare uheldige, og den paa- følgende Sommer lod han sig mod givet Leide føre ned til Fre- SIDE: 358 derik, som desuagtet satte ham i Fængsel, der varede til hans Dødsdag 27 Aar derefter. Det danske Vælde indtraadte nu igjen og Geistligheden ilagdes svære Bøder. Men Ulykken naaede først sin Fylde ved Frederiks Død 1533; thi da raadede et uenigt Rigsraad og fremmede Lehnsmænd og Skattefogder om hinanden, medens Sønnen Kristian i 3 Aar havde nok med at kjæmpe sig til Regjeringen i Danmark, hvor Geistligheden satte sig imod ham fordi han var en aabenbar Protestant. Han anholdt om Normændenes Hyldest og Bistand, og uden Erkebisp Olafs Mel- lemkomst valgte de søndenfjeldske Rigsraader ham. Men dette fortørnede Prælaten. Han henrettede to danske Befalingsmænd, og fik den sidste norske Opstand reist imod det danske Vælde. Men da Kristian vandt Seier i Danmark, og det ikke havde lykkets Olaf at blive Mester over Fæstningerne, hvor de Danske holdt sig, sendtes en Flaade mod ham, hvorpaa han undflyede til Belgien med Domkirkens Kostbarheder, hvilke dog for meste Parten slugtes af Havet ved Indløbet til Throndhjemsfjorden. Norge berøves Selvstændigheden. Reformationen indføres. Syvaarskrigen med Sverrig. (1536 -- 1588). Kristian den 3die tilføjede Norge den største Nedværdigelse, som et Rige kan vederfares, idet han tilsagde den danske Adel paa en Herredag i Kjøbenhavn 1536 at berøve Norge Selvstæn- digheden, saaledes at dette gamle Kongerige underlagdes Dan- mark som Provinds. Men Normændene have aldrig erkjendt denne despotiske Handling, og Norge betragtedes ogsaa for Eftertiden som afhængigt af Kongernes Personer, ikke af Dan- mark. Paa samme Rigsdag blev ogsaa paabudt, at Reformationen skulde indføres i Norge og underliggende Lande. Paa Bisperne i Oslo og Bergen nær, afsattes de andre, Klosterne og Munke- ordener ophævedes -- Forandringer, som danske Befalingsmænd benyttede til at berige sig af Kirkernes Kostbarheder og at øde- lægge Kloster-Bygninger og Bogsamlinger. I Norge foregik Re- formationen uden Blodsudgydelse, men ikke saa paa Island, hvor SIDE: 359 Bispen John Arnesøn drog Sværdet, hvilket kostede ham Hovedet. Færøernes Bispedømme blev inddraget og, som et Provsti, hen- lagt fra Throndhjems under Sjellands Bispestol. Kristian døde 1559 uden at have været nogensinde i Norge, som ogsaa maatte lide den haarde uredelige Behandling, at en Skat, som blev ud- taget til de skotske Øers Igjenløsning, blev opslugt af den danske Statskasse, som allerede da begyndte at sluge den norskes Over- skud fra Tid til anden, uden at derfor gjordes noget Regnskab. Kong Frederik den 2den ragede snart, formedelst Brugen af de 3 Kroner i Vaabenet, i en syvaarig Krig med Sverrig, der gik ud over Norge, hvis Forsvarsvæsen ganske var forsømt. Herjedalen, Jæmtland og Throndhjems Stift besattes af Sven- skerne. I 1567 ødelagde de i Bund og Grund Oslo og Hammer, og i 1570 Sarpsborg, af hvilke Byer kun det istedetfor Sarpsborg anlagte Fredrikstad har reist sig. Dansken Daniel Ranzau hev- nede dette ved et ødelæggende Tog i Østgothland, og hans Sejer ved Svarteraa i Halland skaffede Norge Provindserne tilbage ved Freden i Stettin 1570, der gav Danmark Ret til Brugen af de 3 Kroner. En anden Plage for Norge var ogsaa de voldsomme og udsugende danske Lehnsbefalingsmænd, som ustraffet huse- rede i Landet. Ved Fredriks Død 1588 indtraadte en Formynderregjering af det danske Rigsraad, som satte en dansk Statholder og en Kanzler i Spidsen for de norske Anliggender indtil 1596, da Fredriks Søn Kristian krontes i Kjøbenhavn efter forhen at være hyldet i Oslo 1591. Norge behandles bedre under Kristian den 4de. Feiden med Sverrig. (1596 -- 1648). Kristian den 4de er den eneste Oldenborger, som har vist Norge Retfærdighed. En forbedret Lov blev udgivet. Rigets For- svarsvæsen behandledes med Opmærksomhed. Kapitain Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd, hvor man vidste at den gamle norske Befolkning, som forhen endog havde været talrig nok til at danne et Bispedømme i Garde, havde havt sine SIDE: 360 Boliger; men han hjemkom med det Budskab, at hele denne Befolkning var forsvunden, hvorpaa det igjen i lang Tid blev forbi med Seiladsen til dette fjerne Biland, hvormed al Forbin- delse havde været ophævet lige siden Svartdøden. Istedetfor Oslo anlagdes Kristiania 1624; Kongsbergs Sølvværk optoges efter at være opdaget af en Jetergut 1623. En By grundlagdes der ligesom ved Røraas, hvor Kobberet opdagedes 1640; og Kristian- sand anlagdes 1641. Kristian var Norge personlig hengiven, hvortil ogsaa det bidrog, at han ikke der, som i Danmark, fandt sig bunden af en overmodig Adel, men tvertom omringet af et Folk, der med dobbelt Taknemmelighed og Glæde modtog en Regent, som det ellers saa sjeldent fik at see. Han skal da ogsaa have besøgt Norge sexti Gange, og i 1599 omseilede han det endog lige til Lapmarkernes Grændse mod Rusland, som den- gang strakte sig længere end nu. Angaaende disse Distrikters Grændse mod Sverrig opkom der fra 1611 til 13 en Krig, hvor- under Bønderne i nordre Gudbrandsdalen i Kleiven Kringen til- intetgjorde et Korps Skotter, der landede i Romsdalen under Anførsel af Georg Sinklar, som Svenskerne havde bestilt over til sig ad Beenvejen gjennem Norge. Derimod lykkedes det en anden skotsk Hjælpehær gjennem Størdalen at drage sig ind i Jæmtland, som tilligemed Hærjedalen erobredes. Ved Freden til Sjørød erholdtes dog disse Provindser tilbage; men tabtes for bestandig i Freden til Brømsebro 1645, endskjøndt den ny Krig 1644 kun førtes uheldig i Danmark, men ikke i Norge, hvor Stat- holderen Hannibal Sehested forsvarede Grændserne. Et andet uforskyldt Tab leed Norge derved, at Kristian fraskrev Norge Gjenløsningsretten til de skotske Øer, og det var i maadelig For- fatning ved hans Død 1648 -- samme Aar Trediveaarskrigen mellem de Protestantiske og Katholske endtes i Tydskland, hvori Kristian havde taget uheldig Deel. SIDE: 361 ARV-EENVÆLDET INDFØRES Nye sejrrige Feider med Sverrig men dog Tab. Fredrikshalds 1ste Beleiring. Frederik den 3die, Kristians Søn, hyldedes i Kristiania 1648, og nu tog et Regimente sin Begyndelse, der maatte afkræfte Norge mere end nogensinde. Det danske Rigsraad tilrev sig al Myndighed, og dansk Adel trængte i stor Mængde ind i Landet, hvor snart al betydelig Jordejendom kom i dens Besiddelse. I Freden til Roskilde 1658 tabte Norge ogsaa Throndhjemsstift og Bahuus efter en Krig, som Frederik havde foranlediget ved at overfalde Sverrig under dets kraftige Konge Carl den 10de, og uagtet den fra norsk Side førtes med stor Fremgang. Men Kri- gen brød atter ud inden et Aar. Throndhjem befriede sig, og den lille Grændseflekke Halden udholdt med stor Tapperhed to Beleiringer, hvorfor den erholdt Kjøbstadrettighed, Navnet "Fred- rikshald" og en Fæstning, "Fredrikssteen". Efter en afslagen Storm paa Kjøbenhavn, kom det til Fred i denne By 1660, hvor- efter Sverrig fik de Grændser mod Norge og Danmark, som det siden har beholdt. Tilforn hørte derimod hele det nuværende sydlige Sverrig til Danmark og Bahuus, Jæmtland og Herjedalen til Norge. Samme Aar lykkedes det Frederik at forvandle Danmark og Norge fra Valgriger, hvor Kongen indskrænkedes ved Haandfæst- ninger, hvilke rigtignok kun faldt Adelen tilgode, til et Arv-Ene- vælde, der for Norge gjordes gjældende 1661. Kongen, som derved fik al Regjerings-, Beskatnings- og Dommer-Magt forenet i sin Person d. e. al Suverænitet, anordnede derpaa en Højesteret i Kjøbenhavn fælles for begge Riger, og fik en saakaldet Konge- lov given, der fastsætter Arvfølgen, ophæver al Grændse for Kongens Magt og ansatte hans Myndighedsalder, da al denne Magt lægges i hans Hænder, til det 13de Aar -- en Alder, da Mennesket er endnu mindre modent paa Aand end paa Legeme. Denne fornuftstridige og Nationen vanærende Forfatning er det Danmark endnu har. Under Frederik, der døde 1670, indrettedes et Postvæsen; en Matrikul eller Ejendomsskyld, hvorefter Skat- SIDE: 362 terne beregnedes, istandbragtes; og Admiral Cort Sivertsen Ade- ler, en Normand, som i fremmed Tjeneste var bleven berømt, oprettede en Skjærgaardsflaade. Krige med Sverrige. (1670 -- 1718). Kong Kristian den 5te er bekjendt af "Norske Lov", hvori hans Statsminister Griffenfeld, der siden faldt i Unaade og blev hen- sat paa Munkholmen ved Throndhjem, havde stor Deel. Griffen- feld var første Besidder af Grevskabet Jarlsberg, som dengang tilligemed Grevskabet Laurvig og Baroniet Rosendal oprettedes. Forat faa de tabte Provindser igjen, paaførtes Sverrig Krig fra 1675 -- 79, under hvilken den norske Statholder Gyldenløve vel erobrede baade Bahuus og Jæmtland, men de Nederlag, Kongen leed i Skaane, berøvede Norge igjen al Frugt af Sejrene. Heller ikke førte de Sejervindinger, som Flaaden tilfegtede sig der havde sine bedste Matroser fra Norge, og som fra denne Tid blev de forenede Rigers Hovedstyrke, til nogen synderlig Virk- ning ved Fredsslutningen. Kong Frederik den 4de var neppe kommen paa Thronen 1699 før han ligeledes væltede sig ind paa Sverrig, i den Tanke at drage Nytte af dets Konge Karl den 12tes Ungdom. Men Denne gik over til Sjelland og tiltvang sig Fred for nu at kunne vende sig mod sine andre Fiender, hvorimellem Kongen af Polen kom først for Tour. Men 1709 fandt Frederik det atter beleiligt at angribe Karl, som i Rusland havde maattet prøve en anden og værre Skjebne end den der hidtil havde fulgt ham. Svenske Bønder holdt Danskerne med al Ære Stangen indtil Carl kom hjem 1716, hvorpaa han vendte sig mod Norge. I Høland maatte Karl hugge sig igjennem den tappre Kruses lille Korps, besatte Kristiania, men kunde ikke indtage Agershuus, og leed meget af Bønderne deromkring. Et helt Dragonregiment, 800 Mand stærkt, som skulde ødelægge Kongsberg, tilintetgjordes paa Nor- derhaug, idet den kjække Præstekone Anna Kolbjørnsdatter Ra- mus vidste at give et norsk Dragonkorps paa 200 Mand Anled- SIDE: 363 ning til at overrumple Fienden. Ogsaa paa andre Steder lede Svenskerne Tab, og Karl trak sig tilbage mod Fredrikshald, ind- tog Byen efter tapper Modstand, hvorpaa Borgerne, paa Brødrene Peder og Hans Kolbjørnsens Opfordring, stak Byen i Brand, og drev saaledes Fienden ud mens Kuglerne regnede fra Fæstningen. "Og herlig blussed Fredrikshald blandt Liig og Blod, oplyste stolt de Svenskes Fald og Sines Mod. Og aldrig brændte nogen Baun saa skjøn som den. Og aldrig uddø skal dit Navn, o Kolbjørnsen! Saa stride de Normænd for Norge!" Karl trak sig tilbage, og Feldtoget fik ganske sin Ende, da den norske Sjøhelt Peder Wessel Tordenskjold ødelagde den svenske Transportflaade ved et mageløst tappert Overfald i Dy- nekilen i Bahuus. I 1718 anstrengede Svenskerne sig endnu mere. 10,000 rykkede under Armfeldt mod Throndhjem, 20,000 under Karl selv mod Fredrikssteen. Men her faldt Kongen, Hærene drog ilsomt tilbage, og paa Tydalsfjeldene omkom flere Tusinde paa Armfelts Tilbagetog. Jæmtland og Bahuus besattes atter; men uagtet al denne vundne Krigshæder vandt Norge intet ved Freden, medens Danmark høstede Frugten af dets Triumfer. Under Frederik bragtes Island i Minde ved Tormodur Torfason, en Islænder som har skrevet en vidtløftig Norges Historie, og Grønland ligeledes ved den nordlandske Præst Hans Egede, som indlagde sig en Apostels Fortjenester, ved at drage didhen forat kristne Grønlænderne, med hvem siden Forbindelsen vedblev. For de halvhedenske Finlapper sørgedes ved en Missionsanstalt i Throndhjem. SIDE: 364 Lang Fred. Krig med England og Sverrig. Et Universitet oprettes. Norges Afstaaelse til Sverrig. Kong Kristian den 6te, der regjerede fra 1730 -- 46, er kun mærkelig som Indfører af Konfirmationen. Under ham opret- tedes et Handelskompagni til Afbenyttelse af Norges mange Na- turprodukter, som henlaa ubenyttede, medens danske Handels- kompagnier berigede sig ved Enehandel paa Finmarken og de norske Kolonilande. Nogle Glasværker og Fabriker bleve ved hiin Forening fremkaldte. Kong Frederik den 5te fra 1746 -- 66 har heller ikke gjort sig meget mærkværdig. Derimod grundede Biskop Gunnerus og Hi- storieskriverne Schøning og Suhm et Videnskabernes Selskab i Throndhjem 1760. En Bergskole oprettedes paa Kongsberg og et Seminarium i Bergen til at meddele Kundskaber udenfor de egentlige lærde Fag. En Extraskat, som den staaende Hærs util- børlige Forøgelse og Kongens Ødselhed foranledigede, bevirkede en Opstand mellem den bergensiske Almue; men forresten var Fred inde og ude under denne godmodige men svage Konge. Og den afbrødes heller ikke under Sønnen Kong Kristian den 7de, uden ved at de norske Tropper i 1773 nedkaldtes til Holsteen uden at det dog kom til Krig og ved Prinds Karl af Hessens korte Feldtog ind i Sverrig 1788, hvorved vel Bahuus besattes, men som dog ikke førte til noget. Ministe- ren Bernstorff forstod at vogte Freden under den almindelige Krigstilstand i Europa. Adskillige Forbedringer og Tidsomstæn- digheder tydede paa blidere Tider for Norge. Velstanden tiltog ved Fred og Handel. I Finmarken oprettedes Handelspladse, Forligelsesvæsenet indstiftedes. Flere Landhuusholdningsselskaber opstode. Ministeren Struensee, der 1772 henrettedes som an- klaget for mange Forbrydelser, havde indført Trykkefriheden, hvorved patriotiske Normænd fik klage over Fædrenelandets Ulykker. Videnskaberne, især de skjønne, dyrkedes med Held af flere Normænd. Tullin, Wessel, Pram, Storm og senere Zetliz, Bruun og Rein vandt sig Navne som norske Digtere. Og fremfor alt virkede Pressen, ihvorvel senere indskrænket i sin Frihed, til at SIDE: 365 udbrede her den Frihedsaand, som begyndte at gjøre sig gjæl- dende i flere af Europas Lande, især i Frankrig. Normændene begyndte at synge: "Saa vaagne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang." Og da Kronprinds Frederik, som bestyrede Regjeringen da Kongen blev vanvittig formedelst sit udsvævende Levnet, ved- blev at negte Oprettelsen af et norskt Universitet, bidrog denne Uretfærdighed til endnu mere at aabne Normændenes Øine. I 1809 stiftedes Selskabet for Norges Vel, hvorved Patrioterne fik et Foreningsbaand for sin fædrelandske Virken. En kort Krig med Storbrittannien endtes efter et Bombardement paa Kjøben- havn 1801; men da Handelen ødelagdes ved den Krig, som paany reiste sig med Storbrittannien og dets Forbundne Sverrig, efterat Englænderne havde i 1807 bemægtiget sig Rigernes Flaade, forat den ikke i Keiser Napoleons Tjeneste skulde bruges imod dem, blev det Overbeviisning for enhver tænkende Normand, at For- eningen var en Ulykke, som ikke længer kunde bæres. Kong Frederik den 6te besteg Thronen ved Faderens Død 1808, uden at derfor Forandring indtraadte i de krigerske Forhold. Ellers førtes Krigen med Sverrig i 1808 med Held under den velsindede Kristian August, som stod i Spidsen for den, forme- delst den afbrudte Forbindelse med Danmark, oprettede Regje- ringskommission. Krigen ophørte i 1809, hvorpaa Svenskerne, der havde afsat Gustaf den 4de og valgt Karl den 13de til Konge, kaarede denne Prinds til Thronfølger. Men efter faa Maaneder døde han, som der sagdes af Gift, fordi han ikke kunde opfylde Forventningen at faa Norge til at indgaa Forening med Sverrig. Krigen med Storbrittannien vedvarede fremdeles til Normænde- nes store Skade og Misnøje. Baandet med Danmark slappedes mere og mere og strammedes sidste Gang, da Kong Frederik endelig i 1811 opfyldte det saa længe og inderligen nærede Na- tionalønske: Stiftelsen af et eget Universitet, som især grundedes ved Normændenes egne patriotiske Sammenskud. Men endelig da den nye svenske Kronprinds Karl Johan, forhen den franske Marschal Bernadotte, kastede sig ind i Holsteen og tvang Fre- derik til at afstaa Norge til Sverrige med samme Magt derover, SIDE: 366 som de danske Konger havde havt, da -- brast det ganske, og det var ikke alene forbi med den gamle Forening, men ogsaa med den godmodige Underkastelsesaand, som saalænge havde vedligeholdt den. FJERDE TIDSRUM NORGES GJENOPREISNINGS TID Befrielsesaaret 1814. Fra Januar til November. I Ulykken er det et Folk, ligesaavelsom den Enkelte, viser hvad det duer til, og hvad Lykke det fortjener. Norges Stilling var frygtelig. Uden Korn, Penge, Kredit, Flaade, uden Venner i hele Europa, vovede det norske Folk dog at modsætte sig den oprørende Afstaaelse og erklære Kielertraktaten for Nul og Intet for sit Vedkommende, endskjøndt dens Opfyldelse var sikkret af de stærkeste Magter. Statholderen Prinds Kristian Frederik, dansk Thronarving, satte sig i Spidsen for Bevægelserne, prokla- merede i Folkets Navn Rigets Uafhængighed, og sammenkaldte, i Egenskab af midlertidig Regent, en af Folket valgt Rigsforsam- ling paa Eidsvoll. Denne forfattede da Grundloven af 17de Mai 1814, der gjør Norge til et frit, selvstændigt, udeleligt og uaf- hændeligt Rige, med indskrænket monarkisk Forfatning, indrøm- mer Trykkefrihed, overgiver Folket, som hvert 3die Aar skulde repræsenteres ved et Storthing, Lovgivnings- og Beskatningsretten, uafhængiggjør den dømmende Magt, i hvis Spidse en Højesteret skulde sættes, og overdrager Befalingen over Armeen samt Ret- ten til at sanktionere Love i en arvelig Konges Hænder, der forpligtedes at høre sit ansvarlige Raad af norske Mænd. Ogsaa fastsætter Grundloven, at en Lov, som uforandret antages af 3 paa hinanden følgende Storthing, bliver Lov om end Kongen negter sin Sanktion, d. e.: Kongen har kun et suspensivt Veto. Grundloven tilstaaer endvidere Kongen Ret til at sammenkalde overordentlige Storthing, erklærer den evangeliske lutherske Re- ligion for Statsreligion, forbyder piinligt Forhør, og meddeler SIDE: 367 Storthinget Magt til at skjænke Indfødsret, aabne Laan, kontrol- lere Regjeringen og indkalde dens Medlemmer for en Rigsret, som dekreteres af Storthingets ene Afdeling, Odelsthinget, og dannes af dets anden Afdeling, Lagthinget, samt Højesteret. En Rigsbank oprettedes og en Kommission til at udgive en Lovbog anordnedes nedsat af 1ste Storthing. Samme Dag valgtes Prinds- regenten til Norges Konge; og hedder han altsaa med al Ære som saadan i vor Kongerække: Kong Kristian den 8de Frederik (eller blot Kong Kristian Fre- derik). Men han bar neppe sin Krone længer end Rosen blom- strer. Den skulde forsvares med Sværdet, og dertil var han ikke Mand. Kongens vaklende Forholdsregler udbredte Ulykke og Forræderi ved Hovedarmeen i Smaalehnene, mens Hæren ved Kongsvinger beholdt den fyrige Aand og Tiltro til egen Kraft, som ofte giver Undermanden Sejeren. Krigen udbrød i Juli, og Svenskerne bleve slagne ved Lier og Matrand; men af Sydarmeen overgaves Frederikstad; den svenske Kronprinds ankom selv til sin Armee, og fandt Vejen aaben til Glommen. Den 14de August afsluttedes en Konvention til Moss, hvorefter Fredriksteen overgaves, en Vaabenstilstand indtraadte, Kongen nedlagde sin Magt i Folkets Hænder, og et overordentligt Stor- thing skulde sammenkaldes. Den 20de October antog dette den svenske Konge Karl den 13des og Kronprindsens Tilbud om en Forening med Sverrig med frelst Konstitution, hvorhos de Krigs- lidte ogsaa skulde have Erstatning af Sverrig, og den 4de Novem- ber undertegnede Præsidenten Grundloven med de Forandringer, de nye Forhold til Sverrig gjorde nødvendige, og Storthinget valgte derpaa mod faa Stemmer den svenske Konge til Norges grundlovbundne Konge, hvilket han erkjendte ved at besværge Grundloven og Forfatningen. Norge forenet med Sverige. Kong Karl den 2den benyttede sig vel af sin saa naturligen lidet folkekjære Ret til at ansætte Svenske som Statholdere i Norge; men de to første bidroge ved deres Adfærd alene til at SIDE: 368 mildne det Nationalhad, som Fortidens krigerske Forhold havde fremavlet. Storthinget dekreterede Sag mod endeel højere Offi- cierer, som havde opført sig slet under Krigen, hvorefter de dømtes fra Livet, som dog blev dem skjænket. Højesteret og en Nationalbank oprettedes, for Lovgivningsværket sørgede Stor- thingene, og en Lovkommission ansattes, der dog indtil nu kun har udrettet lidet. Kong Karl Johan, eller Karl den 3die i Norge, opsteg paa de forenede Rigers Throner ved den gamle Konges Død 5te Februar 1818, og kronedes 7de September samme Aar i Throndhjems gamle Domkirke. De to sidste svenske Statholdere, han efter hinanden ansatte, behagede ikke Nordmændene, hvorfor han hid- til har respekteret det almindelige Ønske, ikke at ansætte nogen Svensk som Statholder i Norge. Kongens ædle Opførsel som Fiende i 1814 og elskværdige Personlighed vandt ham Folkets Kjærlighed og stadfæstede Foreningen. Storthingene, hvoraf det paa 1821 afskaffede al Adel, have med stor Klogskab værnet om Grundloven, og paa ethvert ere de kongelige Forslag til en Forandring deri, som vilde udvide Kongens Magt, eenstemmigen blevne henlagte. Samme mærkværdige Storthing besluttede at deeltage med 3 Millioner i Danmarks Statsgjeld, hvilket var mindre retfærdigt end eftergivende, især da Danmark egenmæg- tigt og uden al Anerkjendelse fra Norges Side har beholdt Bi- landene Island, Grønland og Færøerne. En ny Matrikul er ind- ført, det Præsterne beneficerede Gods befalet solgt til Bedste for Oplysningsvæsenet, Odelsretten, eller den arvelige Ret til Indløsning af Jordegods, indskrænket til Fordeel for Ejendoms- retten, og en Ansvarlighedslov af Statsraaderne med flere vigtige Love er given af de forskjellige Storthing. Sølvværket paa Kongs- berg begyndte i 1830 at give saadant Udbytte, at Landskatten kunde nedsættes betydeligt. Fiskerierne have slaaet til, Handelen har hævet sig, Velstanden inden Folket og Rigets Kredit uden- lands er tiltaget, og det har ikke manglet paa gode Aar. Et freidigt Haab om at det fremdeles vil gaa det gamle, nu, efter saamange Skjebneomvexlinger, foryngede Norge vel, har opfyldt Gemytterne. Og hertil har den vise Brug af de konstitutionelle Magter bidraget, paa hvis Anvendelse fra Kongens Side man kun har sidste Storthings pludselige Opløsning at udsætte. For- vandlet til et overordentligt Storthing har det søgt at faa Kom- SIDE: 369 munefriheden hjemlet ved en Formandskabslov. Befolkningen har tiltaget overordentligt og i Forhold til Agerdyrkningen og Landets Opodling, saa Norge vel nu i Folkemængde og dyrket Land har igjen naaet sin Tilstand under de senere Haarfager- konger. "I Myren erobres den gamle Glands, paa Moen en Landekrands. Og Norriges Skattelande de ligger her indenlands. Ja Kornaxet er de deilige Fjer, som løfte dig atter, du Ørn. Da blikker du ned paa Frihed og Fred paa glade og mætte Børn." Aandig Oplysning er gaaen fremad med Frihedens Straaler. Mange Skoler ere anlagte; flere lærde og genifulde Mænd have udbredt Fædrelandets Berømmelse, og, uagtet Almuevæsenet endnu ikke har nydt en Omsorg, der er dets høie Vigtighed værdig, har dog Folkets store Masse afgivet mange Repræsen- tanter paa Storthinget, som med stor Ære have røgtet sit Hverv. Det eneste, som har gjort Skaar i Folkets stigende Lykke, er forskjellige Mangler ved Nationalærens Emblemer og Selvstæn- dighedens Tegn, saasom et Unionsflag, der hovedsagelig bærer svenske Farver, samt Kongens Uvilje mod den uskyldige Natio- nalfest, som det feirer den 17de Mai, der er den Dag hvorfra Norges dyrebare og dyrekjøbte Konstitution og dets Frihed, Selvstændighed og Lykke skriver sig. Og til evig Amindelse herom og om de store Foretagender til det gamle Riges Befrielse og Gjenopreisning i 1814 er det, at Folket nu paa Eidsvoll vil reise et Minde, herligt og værdigt de store nationale Bedrifter, det skal forevige. ============================== Fil: wiv3.txt Bind: Samlede skrifter IV, 3. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 ANNALINA ET EVENTYR OM TO SØSTRE Nu, hulde Søstre, hjælper ingen List. Jeg kjender Eder. Siden Sofie, den søde Naturens Datter, engang kyssede mit Øje, er Intet mig skjult. Jeg seer Bølgernes gjækkende Ansigter, læser Bladenes Skrift, føler Græssets Aarer at pulse, og hører Rosens Hjerte at banke. Slaae ikke Eders Hjerter af Angest nu? Men Tys! Jeg bytter Taushed mod Taushed. Forraader ikke eder Selv ved at sladdre om, hvad jeg vil fortælle. Allerede før troede jeg ikke unge, alf- agtige Piger ret; og om Eder veed jeg nu, at I ere egentlig ikke To, men eet Væsen ligesom Hyacinthens eller Sneeklokkens Stengler Fænomener af een Zwibel. I mindes Fuldmaane-Nytaarsaftenen ved den store Sjøs Udløb. En sølverne Bro af Maaneskin laa over Sundet, snart bævrende SIDE: 2 som et Slør, snart liig en alabasthvid Søile af et nedbrustet Morganapallads. Over Magnus Blindes Valplads glimrede lige- som tusinde Spyd i Sneen. Ingen anden Lyd end Strømmens Rislen, og et sagte Suk langs den øde Strand som om Luften havde gjemt Slemmedegnens Smerte over Nederlaget, ingen anden Glands end Maanens. Den herskede alene. Kun nu og da frem- glimtede en Stjerne, men traadte strax skjælvende tilbage. Medens de to yndige Søstre sad imellem de andre Piger, drøm- mende ved hinandens Hjerte -- listige, da saae jeg et Væsen med Annas Øjne og Linas Smiil ile hurtigen over Maaneskins- broen og komme tilbage med en Sværm af Alfer og Feer. "Vor Dronning er kommen!" sang de; "Annalina, hvor har du været saa længe?" De godtroende Piger inde i Huset, som saae Søstrenes Skik- kelser længe omfavnende hinanden, sagde: "Slumrer du, Anna? Stille! Lina har lukket sine Øjne!" Og Menneskene paa Stran- den troede: "Nu hvirvler Strømmen, Bølgerne toppes, de vente Storm". Javist, de toppedes for Alles Øjne, men under Usynliges Fodtrin, idet de dandsede og sang: "Vor Dronning er kommen! Annalina, hvor har du været saalænge?" Det smertede de stakkels Feer, at Dronningen elskede Men- neskene mere. Det smertede dem, fordi de kjendte disses Ond- skab og tungbente Prosaiskhed. Men under de Usynliges Dands lister En sig bort -- den skjønneste Fe med det huleste Hjerte, en Forræderske af Kjærlighed eller Ærgjærrighed. Udover den store Sjøs Flade fløi Conchylia til Mjøsens skumle Aand. "Skynd dig, Vældige!" -- raabte hun -- "Dronningen, Du elsker, Anna- lina dandser i Sundet paa sin gyldne Bro. Skynd dig at fange hende!" Og Aanden, der i voldsom Stolthed ikke viger for Havets, reiste sig af sin Slummer under Helgø, og kom farende paa sine sorte SIDE: 3 Vinger, hurtig, som en ond Tanke. Da mindes I, hvorledes der pludselig raabtes af Pigerne: "Anna, vaagn op! Lina, nu skulle vi reise. Der kommer en Storm. Se Mjøsen, hvor sort." Og i samme Stund de to Søstre stod op, endnu ligesom halvt fra- værende i en Drøm, forsvandt Dronningen Annalina af Feernes Midte. Neppe et Sekund efter splittede den elskovsblinde ra- sende Aand den gyldne Bro, og Alle sank. Ynkeligt var det at høre den perleskinnende Conchylia udstøde sine Klagetoner af Snekkehornet, hvormed hun vakte Ødelæg- geren, og at gaae tilbunds, før Lyden var forsvunden; ynkeligt at see Feen Populine paa sit Aspeblad at synke som paa en Møllesteen, den smækkre Salicine at klynge sig forgjæves til Pilekvisten, Nymfæa at drages i Dybet til sine livløse Stengler, og alle de Andre at forgaae under Aandens Gjennemfart. Den sølverne Bro, Alt tilintetgjorde den heftige Aand, der vilde fange Annalina, Feedronningen, som han engang havde seet og elsket, da han en Sommeraften i sin Ungdom gled som en Zefyr langs Totens yndige Strand, saa svag, at han ikke engang vovede at flyve over til Øen, men forbausedes over Sommerfuglenes Dri- stighed, der forsøgte derpaa. Men, Annalina, du har et andet Rige mellem Menneskene: Kjærlighedens, der er Himlens saa nære Grændseprovinds mod Jorden, at dens Sprog tales deri, og som tilhører Elskværdig- heden suverænt og absolut. Deel dig Selv for stedse i begge dine Hjerter, og skift hiint dit Rige imellem disse. Den, som har fortalt dig dit eget Eventyr, var forhen en Oprører deri, men er nu dets lykkelige Slave. Henr. W. -- Henrik Wergeland SIDE: 4 OM POESI Vi have ikke bemærket, at noget heldigt Forsøg har været gjort paa at forklare Poesiens Natur eller paa at vise, ved hvilke almindelige Kjendemærker den adskiller sig fra Prosa. De fleste Drøftelser af denne interessante Kunst ere fremkomne med Hen- syn til enkelte Arbeiders Fortjenester, undgaaende dog aldeles den almindelige Undersøgelse. Nogle beskjæftige sig med Ana- lysen af en Fortællings Bygning; Andre med at undersøge Be- givenhedernes Sandsynlighed, Charakterernes Sandhed, Fore- dragets Reenhed, Metaforernes Rigtighed, overladende Læseren at undersøge den store Forskjel imellem Poesi og Prosa, ligesaa- vel som Poesiens faste Ejendommeligheder. Hos de Faa, som have givet sig et videre Omraade, har det været sædvanligt at ansee Poesien alene som en af de skjønne Kunster og som en Følge heraf at sammenligne den med Maleriet, Musiken og Bild- huggeriet. Men da disse upaatvivleligen henhøre til den Under- søgelse, vi nu skulle foretage, begynde vi maaskee rigtigst med i faa Ord at give en sammenlignende Oversigt heraf. For saavidt altsaa, at Poesien maa betragtes som en af de skjønne Kunster, bemærke vi, at den uomtvistelig er den første af dem; thi den forener næsten alle de andre Kunsters udmær- kede Egenskaber og har desforuden meget Særegent. Den har Maleriets levende Skjønhed, Bildhuggerkunstens Høihed og Sim- pelhed, Musikens rørende Tonefald, imedens den er varigere, end de alle. Tiden, der med saa ødelæggende Styrke kuer de fleste Ting, synes ikke at have nogen Indflydelse paa Poesiens Mesterstykker, uden at gjøre dem hellige. Apelles's Venus og Zeuxis's Druer ere hensmuldrede, og Thimotheus's Musik er for- svunden; men Circes Løvsal staaer endnu uvisnet, og den læn- kede Prometheus har overlevet Praxiteles's "Cupido" og Perillus's "Bronze-Tyr". Poesien naaer maaskee ikke sit Endemaal saa fuldkomment, som Maler og Bildhuggerkunsten; men dette kommer af, at dens Endemaal er saa ophøiet, og dens Omfang saa særdeles udstrakt. Den behandler forskjelligere og fjernere Gjenstande samt abstracte Ideer og Forstandsspørgsmaale, som overgaae de andre Kunsters SIDE: 5 Evner. Den maa betragtes som en moralsk Videnskab, der vir- ker baade paa Lidenskaberne og Forstanden, endskjønt den al- drig, strængt talt, henvender sig selv ligefrem til den Sidste. Den virker ved Ordenes medium, hvilke, om dette end i visse Tilfælde er ringere end Farver og Toner, dog i Almindelighed ere langt udtryksfuldere og udføre virkeligen, hvad hverken Far- ver eller Toner kunne fuldbringe. Man kan da vistnok medrette sige, at Maler- og Bildhuggerkunstens høieste Meed har været, at oversætte i et andet Sprog og til Nytte for en forskjellig Sands, hvad Digternes Indbildningskraft allerede har skabt. Mestendeels alle Italiens og Grækenlands Skatte ere Copier, forfærdigede ved Meislen eller Penslen efter en ophøiet Fabel (det er: Poesien) eller efter græske og hebraiske Vers. At de have deres særegne Anstrøg og Symmetri, betager ikke denne Mening Noget af dens Vægt; thi den oprindelige Idee havde sit fuldstændige Tilvær til- forn, og den udsprang fra Digterens Indbildningskraft. Maler- kunsten er ligesaavel som Bildhuggerkunsten i det Væsentlige en efterlignende Kunst, hvorimod Poesien ikke i sit Væsentlige men blot i sit Uvæsentlige er efterlignende; og, om det er saa, da er den efterlignende paa en ganske anden Maade og i mindre Grad. Som efterlignende Kunst er den, i een Bemærkelse, rin- gere end de andre; men den er ikke, som de, indskrænket til et Øieblik af Tiden, og den kan fremstille Charaktererne, Sæ- derne og fremfor Alt Menneskets Følelser paa en Maade, de andre ingen Fordring have paa. Den sande Beskaffenhed af det medium, hvorved den virker, forhindrer den fra at være saa strengt efterlignende som Bildhuggerkunsten og Maleriet; thi Sproget kan ikke paa nogen Maade ligefrem afbilde Naturen, med mindre det er i Efterligning af Lyd; og Musiken, omend- skjønt det er sagt, at den efterligner Bevægelsen, gjør dog i Virkeligheden Lidet mere, end at efterligne den Lyd som ledsager Bevægelsen. I Sammenligning med Musiken har Poesien dog en stor og erkjendt Forrang baade med Hensyn til Klarheden og Forskjelligheden af de Indtryk, den meddeler. Musikens Behag, forsaavidt dette ikke forstørstedelen er organisk og paa en vis Maade alene sandseligt, synes især at bestaae i Bibringelsen af almindelige Tonarter eller Følelseslyd, uden noget bestemt Bil- lede eller forstaaeligt Resultat; og, endskjønt den undertiden vækker og stemmer Sjælen til digteriske Undfangelser, kan den SIDE: 6 neppe af sig selv erholde nogen fornuftig eller lidenskabelig Charakteer uden ved at være "formælet med det udødelige Digt" og saaledes nedsat til at være den ædlere og mere ska- bende Kunsts Accompagnement eller Exponent. Med Hensyn til det vanskelige Spørgsmaal: "hvad Poesi er", kan det være ligegodt at begynde Undersøgelsen negativt, og ad- skille, hvad der leilighedsviis og som Tillæg forøger dens Virk- ninger, fra, hvad der virkeligen er det Væsentlige i dens Tilvær. Poesi er da ikke nødvendigen Veltalenhed, Opdigtelse, Moral, Beskrivelse, Filosofi, Vittighed -- og heller ikke engang Liden- skab, omendskjønt Lidenskab dog kommer den nærmest, naar den udspreder denne Taage for vore Øine, som forvandler og forstørrer Gjenstandene over deres sande og prosaiske Størrelse. Lidenskab ophidser virkelig ofte Indbildningskraften, og Indbild- ningskraften afføder Poesi; dog virker den ogsaa paa andre For- standens Dele, og Virkningen er da blot Pathos, Vrede, Vel- talenhed eller Taarer. Filosofien derimod er grundet i Fornuft, og den opbygges af Kjendsgjerninger og Forsøg, regelmæssigen sammensamlede og ordnede. Den bestaaer i sit Væsen af Vir- keligheder og er selv en Ting, som der ikke spørges mere om, end om en Gjenstand, der synlig og følelig staaer os lige for Øinene: det hedder om den altid at være beviist. Poesi derimod gaaer ud fra et ganske andet Princip og har ikke, i streng Be- mærkelse, Tilvær uden i Digterens Hjerne, indtil den udstødes i Versform. Opdigtelse er heller ikke altid poetisk, thi den fin- des ofte i de eenfoldigste Frembringelser, og opliver det Bur- leske og Farcen, hvor den menneskelige Natur nedværdiges, lige- saavel som Poesi, hvor den ophøjes. Derimod er en Grundsæt- ning aldrig per se poetisk, hverken en Satire eller et Epigram, omendskjønt Alt maa være grundet, som findes i vore Digter- frembringelser. Natur-Beskrivelser regnes almindelig at være Poesi; men heri tænke vi feil, thi den blotte Beskrivelse af Naturen er nødvendig prosaisk. Det er sandt, at de ydre Bestanddele, hvoraf Poesien er sammensat, ligge maaskee hovedsageligen i Naturen, men ingenlunde Poesien i sig selv. Veltalenhed eller Rhetorik er intet Videre end en Prosaens Forhøielse. Ord kunne være stærke, brændende, vækkende, ja dertil med rhytmisk ord- nede, og desuagtet ikke besidde hverken Opfindelse eller Fan- tasi. I Talen kunne vistnok poetiske Figurer være iblandede og SIDE: 7 laante, for at give Sproget Tække; men Hovedindholdet af Ta- lerens Ord maa være Prosa, som han bruger (eller misbruger) til at overbevise sine Tilhøreres Forstand, eller, i alle Tilfælde, til at overtale dem, ved ligefremme og virkelige Bevæggrunde til et practisk Gjerningsmed. Demosthenes og Cicero vare vel- talende; men Hvem vil paastaae, at de vare poetiske? De vare veltalende, ildfulde, aandrige; de ræsonnerede, og overtalte der- ved; men de skulde ikke have været overtalende, om de havde gjort Brug af Poesi, der er indviklet, istedetfor at Prosa er sim- pel og let fattelig, for det Med, de havde, at overbevise sine Tilhørere. Om ingen af disse Fornuftegenskaper ere væsentlige for Poesien, er det dog neppe nødvendigt for os at sige, at dette er heller ikke den blotte Versform, omendskjønt den kan være hensigtsmæssig og maaskee endog nødvendig for dens Tilvær. Vers er det Om- rids eller den Form, hvorved Poesien er bunden: den er Poesien tilføiet, men ikke dens belivende Princip. Heller ikke er Poesi Musik, saa at den, prøvet efter sine Love, enten i Versmaal eller Melodi, nødvendig maa være skuffende. Det er godt nok, for Moroskyld, at beskrive nøie, hvorledes vore store Digteres Vers- linier ere formede; men at udlede Autoritetsmønstre af Digte, som have været forfattede uden Forbillede, er intet Andet end at hente Beviisgrunde for Trældom fra de herligste Beviser paa Frihedens Fordele. Shakespeare skrev visselig uden Hensyn til noget Mønster; han betroede sig til sit Øre og frembragte de skjønneste dramatiske Vers i Verden. Milton, uden Sammenlig- ning den største Skribent i episk Versart, hvoraf vi kunne rose os, kyndig, som han var, baade i Versbygning og Tonekunst og begavet med den fineste Opfattelse af det Harmoniske, formede sine Digte tydeligen uden Mønster, og, idet han satte Tillid til sit Øre, fremkom disse fortrinlige Tonefald, hvoraf alle hans Digte, fra Lycidas til det gjenvundne Paradiis, overstrømme. Det er ogsaa i Sandhed unegteligt, at de Vers, som paa det Fuld- komneste ere dannede efter et Mønster, almindeligen ere de, der mindst behage. Vi trættes snart af Linier, hvor Meningen uforandret ender med den tiende Stavelse; og, dersom vi ind- rømme dette og tillade Digteren at ende sine Perioder i Midten eller nogen anden Deel af Linien, hvor ophører da hans Privi- legium? Verset betinger, efter sin egen Natur, Intet uden Regel- SIDE: 8 mæssighed, og et Slags eller en vis Grad af Regelmæssighed, som man finder behagelig, maa jo netop være ligesaa lovlig, som enhver anden. Det er maaskee rask gjort, at skille sig ganske fra almindelig antagne Mønstre; men, at paastaae, at visse Vers- former tilligemed en vis Takt skulle alene beholdes som Mønstre, fordi de frembringe god Virkning imellem andre af forskjelligt Tonefald, er taabeligen anmassende. Vi troe da, at Milton først lagde for Dagen, hvad han var, da han bortslængte i denne be- synderlige Linie -- "Tiresias og Phineus, Oldets Skjalde" -- eller naar han taler om "det gamle Dybs forborgne Kunstner; et mørkt og ubegrændset Ocean" -- ligesom ogsaa Shakespeare, naar han tiltaler Jorden, vor fælles Moder, "hvis maalløse Skjød og ubegrændste Bryst føder og opfostrer Alle" -- ? Vi tænke desuden, at Critikerne ville blive noget forskrækkede, naar de forsøge at underkaste disse Linier deres Tyngdemaals- regler. Hvad vilde Malerne sige, om en Kunstelsker fremstod og paastod alle deres Figurers Opstilling i en nøiagtig Triangel? Vi vide desuden, at Pyramideformen er le beau ideal for en Kunstner. Nei, kort at fortælle, Forskjellen er nødvendig i Poesien som i andre Ting. Det er i det Hele, at den skal være harmonisk; og det er ikke afgjort, at dens største og meest indgribende Har- moni opnaaes ved en fuldkommen og til det Yderste dreven Eens- formighed i alle de tilsvarende Led. Digterne vide dette; og det vil være os bedst, at overlade dem til den frie Udøvelse af deres Kunst, istedetfor at forvirre dem med Trossætninger, som vi ere visse paa, at den bedre Deel af dem aldrig vil bifalde at følge. Men -- for at komme den bekræftende Opløsning af vore Spørgs- maal noget nærmere, da: Poesi er en Skaben. Den er en Ting, skabt ved Aanden og ikke blot copieret enten efter Naturen eller efter Begivenheder, i hvilken Form de end fremstillede sig. Næst denne almindelige, men correcteste og nærmest betegnende Difinition er maaskee den bedste Forklaring given af Lord Bacon, hvor han siger, at "Poesi henriver og opløfter Sindet ved at underkaste Tingenes Billeder Aandens Ønsker"; dog maae vi her, som i det Øvrige SIDE: 9 af denne Undersøgelse, erindre, at Poesien overalt er Virkningen, ikke Aarsagen. Den forvandler egentlig ikke "Tingenes Billeder", men omskriver fra Indbildningen den nye Form, som kommer af den Forandring, de der have undergaaet. Det er ved denne Virkning, som den ved denne Omskrivning frembragte paa Læse- ren, at han kun seer den nye poetiske Frembringelse. Det er klart, at Poesi maa være "forskjellig fra Prosa", der er dens Modsætning; det er at sige: den er altid i visse Hen- seender forskjellig fra den bogstavelige, prosaiske Virkelighed, saaledes som vi betragte den med Følelsens eller Forstandens Øie. Ihvorvel den maa være sand i sig selv som et sammensat Billede eller Betegnelse af Ideer, der have et virkeligt Tilvær, maa den dog ikke i alle Henseender være bogstavelig sand. Poesiens Materialier ere, som vi have sagt, given i Natur eller Kunst, men ikke Poesien selv; thi dersom Poesi var udstrøet for os som Blomster, eller dersom den straalte som Himmelens Sol- skin eller Stjerner, skulde vi Intet have at gjøre uden at copiere den saa nøiagtigt som muligt, og den vilde da alene være en "efterlignende" Kunst og ingen "Skabelse". Prosa, saavidt vi have opfattet den, er i sig selv Fremstillingen af enkelte og sær- egne Begreber, fremsatte til Fornuftslutning, Belærelse eller Over- tydelse. Den er Forstandens Meddelelsesmiddel, beskjæftiger sig desaarsag med Virkeligheder og udbreder sig i Opløsning og For- klaring, forbindende og ordnende Ordene, som Arithmetikeren Talfigurerne, for at forklare eller bevise eller frembringe en særegen Slutning af begrundede Præmisser. Den virker for- medelst forudgangne Slutninger eller stræber ad regelmæssige Gradationer til en tydelig Hensigt, og i samme Maal, den heri mangler Noget, er den klodset og ufuldkommen. Poesi, paa den anden Side, er væsentligen indviklet. Den frembringes ved for- skjellige Evner, som vel ere fælles for de fleste Mennesker, men især ved dem, som meest ere Digterne eiendommelige, nemlig Fantasi og den skabende og fuldendende Geist Indbildnings- kraften. Den sidste er Forstandens første opvækkende og ska- bende Princip, hvis Virkemaader, udrundne af forud erhvervet Material, vise sig som nye Undfangelser og originale Sandheder, der ikke nødvendigviis maae bekræftes af Logikens almindelige Love, men ere aldeles fattelige for en tilstrækkelig ophøiet For- stand -- fattelige ved vore Sympathier eller Følsomhed -- lige- SIDE: 10 som Lyset eller den balsamiske Luft, omendskjønt ikke nok for- klarede eller bestemte til at være Gjenstande for vor Forstands koldt beregnende Betragtning. Det er dog ikke saa meget Til- fældet, at Indbildningskraften seer Tingene anderledes, end For- standen, som at den benytter dem anderledes; den ene beskjæf- tiger sig med enkelte Tanker og betragter, om jeg saa maa sige, Tingenes nøgne Virkelighed; den anden forbinder og gjenfrem- bringer dem saaledes, som de aldrig viste sig i Naturen. Ikke- destomindre omfatter Poesien, ihvorvel i sit Princip skabende, ikke saameget det Umulige som det indtil Øieblikket Ubekjendte; og herfra skriver sig nok dens Dyrkeres Krav paa Vates-Titlen. Den er Sjelens Harmoni, kort at sige, som omfavnende jævner dens tilsyneladende Uovereensstemmelse. Den tager ikke alene Hensyn til Gjenstandenes Skal eller ydre Skikkelse, men be- tragter dem i deres Principer og igjennem deres hemmelige For- bindelser. Den er snarere kort og sammentrængt end udviklende og bevisende. Dens Ord ligne Aanden i et Orakel, som er Gjen- standen for en prosaisk Udtydning. Imagination er forskjellig fra Fantasi, forsaavidt den bevirker ved et enkelt Blik, hvad den sidste udretter ved en overveiet Sammenligning. Almindelig talt behandler Imaginationen Liden- skaberne og de stærkere Sindsbevægelser. Den er den heftigere og stærkere Aand; og Billederne ere udslyngede af dens bræn- dende Dyb (grasp), som om de vare smeltede [fotnotemerke] og æltede sam- men. Den er en sammensat Kraft, som omfatter de Evner, Metafysikerne kalde Opfattelsesevne, Abstraction og Dømmekraft. Den er Personificationens Genius. Den concentrerer det Mang- foldige i en Eenhed, formende og udtrykkende sin egen Skabning paa det Herligste. Den fordobbler og deler og omformer, stedse forvandlende i en eller anden Henseende den bogstavelige Be- tydning, og bestandig berigende den, naar den egentlige er ud- tømt. Den indhyller i Almindelighed Naturen og bogstavelig Sandhed i Atmosphæren, den udaander, indtil de fremkomme liig Lyssærsynerne ved Solens Nedgang, der dog ere Intet uden Fotnote: Hjernen -- siger Hobbes -- eller Aanden deri sammensætter, naar den har været afficeret af forskjellige Gjenstande, et Billede af forskjellige Opfatninger, der særskilt vise sig for Sandsen. Saaledes f. Ex. seer Sandsen det ene Øieblik Formen af et Bjerg, men det andet Formen af Guld; men Imaginationen seer dem sidenefter begge inde i et "gyldent Bjerg". (Essay on Human Nature). SIDE: 11 Skyer foran den. Den overdriver Alting, som er kommen inden dens Kreds, undertiden i Frembringelsen af Characteer (som hos Satan og Ariel o. s. v.) og undertiden i Taleformer og Udtryk. Den er forskjellig hos forskjellige Mennesker; hos Shakespeare glimrende og hurtig som Lynet, smeltende Gjenstandene ved sin Kraft; hos Milton rædselvækkende som et sammendynget Torden- veir. Den befolker Elementerne med fantastiske Gestalter og opfylder Jorden med et Heltesind, en Forstand og en Skjønhed, som ikke tilhører den. Den er Ophav til alle disse lidenskabe- lige Frembringelser, som Shakespeare har testamenteret os. Af dem er Miltons frygtelige Skabning, Synden, oprunden, og den mørke Død, Rygtet og Uenigheden med sine tusinde Tunger, Natten og Chaos "Naturens Stamforældre", nedover til alle disse, som ligge "under det brusende Hav, indsvøbte i Lænker" -- og alle Fantasiens Børn under Maanen og alle Drømmenes Un- derværker. Den er en stærk og ildig Kraft, og kommer "vinget med røde Lyn og voldsom Henrykkelse". (Hvilken Linje selv er et pragtfuldt Exempel paa Imagination) -- -- og er en virkelig Concentration af Fornuften, samlende tilsammen dens adspredte Evner, og frembrydende i en Tankestrøm indtil Opfattelsesevnen standser, som forfølger den. Denne Evnes Aabenbarelse er synlig paa ethvert Blad hos vore to store Dig- tere, fra "det Skrig, som splittede Helv'des Dybder", til "Bekymringen, som sad paa gusten Kind", hos Satan; fra "Thammuz's Vunder", som "lokkede" "de Syriens Møer til Jammer i hans Vee;" til disse "Tanker vandrede igjennem Evigheden", fra Lears "Forbandelser", over hans Datter, hvilke "i hendes unge Aasyn Rynker grov" til Hamlets "af onde Paafund rundt omspændt" og tusinde andre, som møde os hvergang vi slaae Værkerne op. Fantasie, derimod er almindelig (men ikke altid) glimrende og kold -- Poesiens forberedende Machinerie, uden dens Lidenskab; legende med Syner, som alene blænde Øjet og Toner, som kun SIDE: 12 klinge for Øret. Den virker efter et Ligheds-Princip, og ud- grener en Idee i Lignelser; men den lader den oprindelige Tanke urørt, og omgiver den mere med Ting som Prydelser, uden enten at skjule eller forvandle dem. Fantasien ligner en Efter-Tanke, udspringende af den oprindelige Idee; men Imaginationen er født med den, sammenfaldende med den, uadskillelig derfra ligesom en Blomsts Farve og Form. Imagination er som en Conden- sation af Fantasien, ligefrem behandlende Ideen og iklædende den Egenskaber, hvormed det er Fantasiens Maal at sammen- ligne den. Milton giver maaskee de fortrinligste Exempler paa sidstnævnte Evne, som hvor han beskriver "det folkerige Norden", da dets "vilde Sønner" "kom liig en Syndflod over Syden!" eller naar han, talende om Erkeenglen Satan, siger, at "Han stod der liig et Taarn!" Her er altsaa "det folkerige Norden" i sig selv imaginativt, og Forestillingen om Satan en stor Opfindelse af Imaginationen; men de Ligheder, som tillægges enhver af disse, ere Fantasiens Værk. Dog svinger den sig, i begge disse Tilfælder, næsten udenfor sit Omraade. Atter i Lears Ord: "Du troer det meget, at saa voldsom Storm os svider indtil Skindet". Og i den velbekjendte Linie: "hvor huldt paa Bredden hviler maaneskinnet" og i Timons skjønne Udtryk "det døende Dæk" -- hvor han iklæder de blotte Planker i et Skib med alle de Bedrivter, som have været udførte paa dem, og farver dem med Blod og Død -- er det Imaginationen, som her klarligen har virket. Ligeledes er det i "Abernes Vildnis", hvor Skovens Beboere ere satte istedetfor Skoven selv. Den store Forskjel imellem Poesie og Prosa er korteligen, at den første (uafhængigen af sit Ophøielses-Princip) fremstiller to eller flere Ideer forbundne eller sammensmeltede hvor den sidste vil fremstille een alene. Og heraf kommer den førstes forholds- mæssige Upopularitet hos almindelige Læsere, som foretrække lave Riim for Poesie, og en enkelt Idee for en sammensat, fordi den sparer dem Møien at tænke. Og Forskjellen mellem Ima- gination og Fantasi er ligefrem at den første stedse forvandler SIDE: 13 og omformer den oprindelige Idee, tillæggende den noget Frem- med: -- den sidste lader den uforandret, men forbinder med den Ting, hvormed den i en eller anden Henseende, har nogen Liighed. I de foregaaende Exempler paa Imaginationens og Fantasiens Fremgangsmaade, ere Virkningerne af enhver af dem -- Poesie. Dersom Shakespeare havde skrevet: "Du troer det meget, at en Storm, saa stærk som denne skulde vædet os til Skindet", eller "hvor lyser Maaneskinnet huldt paa Bredden" (ihvorvel denne sidste Linie ligeledes maatte have været musikalsk) saa skulde han visseligen have skrevet Prosa og intet mere. Naar Kleopatra siger: "Har jeg paa mine Læber Ormen?" er den dobbelte Idee ikke saa iøinefaldende, men den er der stiltiende; Ormen er forvexlet med dens Kræfter (dens Gift), og udgjør et; Aarsag og Virkning ere ismeltede hinanden. Sandhed er ikke til som en Skjænk for de Vantroe, som ere dens Fiender, men for den villige Opfatning; og følgelig er det alene til denne Poesien henvender sig; den stødes og springer tilbage fra den Uvidende og Tvivlende: den Første, er paa Grund af en vis Raahed eller Mangel paa Aandsdannelse udygtig til at forstaae den; og den Sidste bedømmer den efter Love, som den ikke retmæssigen er underkastet. Naar Brutus i Shakespeares "Tarqvinius og Lucretia" begyndte "sit Vid i Prunk og Pragt at klæde" føle vi, at dette ikke er Prosamaal, og at, hvor prægnant end denne Sætning maa være for et villigt Øre, er det dog ikke Fornuftmandens ædruelige og strenge Tale. Ingen af disse to sidstanførte Steder ere, naar de roligen betragtes aldeles Virke- ligheder, fordi, som vi have sagt, Poesi aldrig er bogstavelig sand. Alligevel maa den ei betragtes som al Sandhed berøvet, fordi den ingen bogstavelig Copie af Naturen eller det almindelige Liv er. Var det saa, skulde vi aldrig samføle med den. Tvertom den omfatter ligesom Sandhedens Gehalt, og den er Concentra- tionen af dens adspredte Kræfter. Den er en Verden, forskjel- lig fra vor egen, men ikke den modsat; i det Hele bevæget af de samme Lidenskaber og de samme Indflydelser underkastet som vor egen. Det kan være den samme Scene eller Charakter, den SIDE: 14 hævede aldeles ud over den sædvanlige Natur som f. Ex. Satan, Caliban, Ariel og Oberon, men dog ere disse og alle andre store Digtfrembringelser sande i sig selv, og vedligeholde sine Forhold som en simpel Metafor; og vi skulle almindelig finde, at de na- turlige Lidenskaber have Overvægten endogsaa i Musens meest fantastiske Frembringelser. Enhver, som har overveiet denne Gjenstand, maa tilstaae, at det ofte er umuligt at retfærdiggjøre de smukkeste Sager i Poe- sien for et uvilligt Sind eller efter Logikens almindelige Love. Og det Spørgsmaal, som denne Opdagelse tilsiger, er: hvem er ufuldkommen: Loven eller Kunsten? For vor Deel -- vi formene: den første. Vi føle, at Milton har sagt en skjøn Paradox naar han taler om "et synligt Mørke"; vi føle det Sande heri, men kunne ikke bevise det. Og naar paa det rædselvækkende Sted, hvor Digteren staaer Ansigt til Ansigt med Nat og Chaos i deres mørke Telt "vidtover den øde Afgrund spændt", han siger, at hos dem stode Orkus og Hades og det rædselsfulde Navn af Demogoron, Hvor er det muligt at forene saadanne Udtryk med en blot prosaisk Forstand? "Mørke" er -- strengt talt -- "Mangel af Lys." Hvorledes kunne vi da sige, at det er synligt, naar vi see blot ved Hjælp af Lyset? Og med Hensyn til Demogorgons "Navn", som "stod" hos Orcus og Hades, hvorledes kan et saa- dant Udtryk retfærdiggjøres efter Forstandens Lovbud? Ikke desto mindre er det saa prægtigt, som Ord kunne gjøre det. Det er iklædt et Mørke og en spøgelseagtig Storhed og indvirker paa vore Fatteevner som en stærk Drøm. Men hvem vil nu henlægge saadant under Logiken? Mon ikke Sandheden er, at Logiken, som er Prosaens Vaaben, vedrører ikke Poesiens luf- tige Natur? eller at Fornuftens Love ere for vort Nærværende altfor ufuldkomne til at klargjøre Poesiens Guddommelighed for den menneskelige Fatteevne. Det er vel bekjendt, at vore Sand- ser idelig skuffes, og at vore Forstandsevner ikke formaae at begribe mange af den ydre Verdens Særsyn. Er det da ikke rigtig at antage, at Forstandens og Følelsens endnu mindre an- skuelige Bevægelser ligeledes maae undgaae os? Virkelig, den Sands, som opfatter disse Miltons store Udtryk, er finere og SIDE: 15 højere end den haarde Skepticisme, som fornægter dem. Hvor- ledes skal da den Ene give den Anden Plads? I samme Forhold som Milton er Shakespeare heltigjennem. Naar han, ved en sterk Anstrengelse af Imaginationen ligeledes sammensmelter Ideer, og maaskee Aarsag og Virkning, eller naar han pryder den blotte og eensomme Tanke med al den Pragt og Omstæn- dighed, som omgiver den -- talende om det "døende Dæk" -- saa beundre vi Figurens uhyre Dristighed, og ere tilfredse uden at undersøge den efter Almentalens Love. Den er, som tusinde andre, udenfor Prosaens Dommeromraade. Den Aand, som ikke formaaer at fatte Poesie maa erklæres at mangle en Sands. Dog ere netop de Aander af saadan Be- skaffenhed, som mest sneverhjertet bedømme Poesie. De under- søge den efter de prosaiske Love, som de forstaae, og opbygge sine Domme paa Grunden af -- deres egne Mangler! Alligevel ønske vi ei at kræve for Poesien exemptiones juris divini. Poe- sie er forbunden til at føre en fornuftig Tale, men ikke saaledes som Prosa er det, igjennem alle sine Billeder, men uafhængigen i sin Billeddannelse og Tankeforædling; og den maa derfor ikke prøves efter Mønstre, som den tilstaaer den intet har tilfælles med eller efter Regler, den efter sin Natur er modstridig. Den kan hverken godtgjøres eller forklares som en Syllogisme. Men ligesom den udspringer af og henvender sig til Indbildningskraf- ten, saa kan den være bunden til at adlyde Love først da, naar denne Evnes Love skulle opdages. Vi have allerede betragtet særegne Dele af poetisk Fraseologi; men Poesien bestaaer ikke alene i saadanne Udtryk. Ideen om en Charakteer, en Person, et Sted maa være opfattet poetisk ligesaavel som Udtrykket, hvori den er klædt. Ligesom Ideen af Miltons "Satan" er aldeles imaginativ og poetisk, saa ere ogsaa Ideerne af Titania og Oberon, Ariel og Caliban og Macbeths mørke Hexe det. Macbeth selv er poetisk, men af en anden Grund, d. e. ved de Omstændigheder, hvoraf han fremdrives, og saaledes ere Hamlet, Julie, Lear. Et Chimæra, Gorgonen, Levi- athan, Slangen, som man fortalte omspændte Verden, Sylpherne, Giganterne, Echo, Polyfem, den skumle Demogorgon, Døden og den urolige Synd, den havfødte Venus, og Pallas, som i fuld Rust- ning udsprang af Jupiters Hjerne, ere alle poetiske. Miltons Skue af Helved, Dantes Helved, Fletchers trofaste Hyrdinde og hans SIDE: 16 Menneske i Arcadien, de arabiske Eventyr, med sine tause Byer og glimrende Syner i Luften og under Jorden, sine Ædelstene og Drømme om Rigdomme, sine Feer, Geister og Troldmænd, sine til Steen forvandlede Helte, og kortelig denne hele Under- verden, som bestraalte det gamle Bagdad, eller fremspirede som en Tryllehave paa Tigris Bredder -- ere alle Opdigtelser af Ind- bildningskraften, og have saaledes Krav paa at ansees for Af- ætlinger af Poesiens store Familie. Ligesaa Gabriels og Satans Møde ved Enden af det tabte Paradises fjerde Bog, hvor Engle- skaren blev "ildrød" -- og Satans Legemskolos, harmtændt og ud- spændt "rak til Skyen" -- Una tæmmende den vilde Løve ved sin Skjønhed -- Jernmanden -- Mammons urblege, rige Hule -- Pucks Raphed, som slaaer et Belte rundt om Jorden i 40 Mi- nutter -- maae alle være poetiske, hvad Stiil end Ideerne have været iført. Poesiens Hovedforretning er da billedlig Skildren, saa at den, just hvor den behandler abstracte Ideer og ubegribelige Gjen- stande, almindelig støber dem i Form. Det er ligesom visse Sjæ- lens fortrinlige Kræfter og Egenskaber fremskyde sig synligen for os. Ulykkeligvis naae nu Haab og Kjærlighed, Tro og Elskov og Medlidenhed kun Almeenpladse; men de vare dog alligevel imellem Kunstens første og simplere Skabelser. Enten vækkes det ellers kun livløse Stof til Liv, eller dets Væsentlige udtræk- kes til et vist poetisk Formaal. Saaledes er Luften i dens Epi- thet "let" anvendt paa Bevægelsen, og Skjønhedens "lyse" Lok- ker ere hentede fra Dagen. Saaledes bliver Maanen en Vesta- linde, Natten iføres en stjernet Kaabe, Havet bliver et Uhyre eller en Guddom, Vindene og Flodene opfyldes med Geister, og Solen bliver en Gigant, frydende sig i sin Styrke. Men som Poesiens Væsentlige, almindelig talt (thi det er undertiden anderledes med Hensyn til Klang og Duft) bestaaer i dens Skildren, saa er dens Fortrinlighed forskjellig i Forhold til, som dens Billeder ere pas- sende og fuldkomne. Indbildningskraften, der virker som en umiddelbar Anskuer, tager sjelden feil; men naar en Tanke er udtværet i Lignelser, ved Fantasiens Hjelp, bliver den dog ikke saa sjelden unaturlig. Men skulde Figurerne eller Billeder ud- tværes til de indtrænge selv i en kold Opfattelsesevne, saa kunne de ikke sammensmelte eller harmonere med Hovedideen. Pe- trarch, Cowley og Crashaw, Alle Mænd af Genie, feilede i dette SIDE: 17 Punkt. De stolte ofte paa sin Fiinhed, istedetfor paa sin Følelse, og fore saaledes vild. Høihed er ikke nødvendigviis eiendomme- lig for Indbildningskraft eller Fantasie, som maa være høi eller slap, klar eller mørk i Forhold til Digternes Forstand. Heller ikke maa vi forglemme, at Poesie, som afhænger i det mindste ligesaa meget af Forfatterens levende Følsomhed, som hans For- stand, ogsaa i visse Henseender er afhængig af hans egen frie Vilje. Naar Crashaw i hans "Musik-Veddestrid", talende om Nattergalen, der kjæmpede for Prisen i Musik med et Menneske, siger: fra smidigt Bryst i Trilleslag den toner stærke Melodier: udsyngende sin Angst den bier i Klang af spøgende Behag, føle vi strax, at Tanken er overlæsset og udstrakt udenfor vor Sympathi. Der er brugt fire bestemte Epithether for at udtrykke en eneste Tanke. Dette beviser ikke mindre Armod hos For- fatteren end en overflødig Skildrekraft. Saaledes vedligeholder Cowley en Metafor igjennem et helt Digt, saaledes i det, der er betitlet "Kydskhed", hvor han begynder med at sammenligne sin Kjærlighed med Vand, og gaaer lige til at vise hvorledes det viser Indflydelse af Mildhed og Kulde: det ene bevirkende at det flyder, det andet at det fryser. Dette er Poesiens Maskerade. Derimod, naar Bolinbroke iler "med Falkens kjække Flugt" til Kampen med Mowbray, og Troeren Æneas bærende Udfor- dringen til de ørkesløse Græker, udraaber "Trompet; giv Lyd! Send gjennem alle disse dorske Telte din metalne Klang!" saa erkjende vi beredvillig Billedernes skjønne Holdning. Lige- saa, naar den samme Æneas mistroisk spørger efter Høvdingen Agamemnon sigende: "Jeg kræver at jeg vækker Ærefrygt, og byder Kinden flux at rødme, som blye Morgen naar hun kydsk betragter ungdommelige Phoebus," føle vi at Maleriet er fuldkomment. SIDE: 18 Vi have betegnet noget Vist som Poesie; men vi maa ikke saa- ledes forstaaes, som om vi sige, at Alt, som medrette kaldes Po- esie er, Ord for Ord, altsaa besvangret med Indbildningskraft og Fantasie. Vi have udviklet dens Væsentlige; men derfor er ikke Poesiens Bæger, endogsaa naar den er gehaltigst, alene fuldt af dens Styrke. Men ligesom Viin ikke er sammensat alene af Druer, saa er den rige kastaliske blandet med Jordens klare Vand, og derved gjort smagelig for Alle. Den udfordrer, ligesom det rene Guld, en vis Tilsats af andet Metal, for at bevare sig under det almindelige Omløb. Den er et dorisk Tempel, hvor ikke alt udelukkende er guddommeligt, men tildeels, sammen med andet af almindelig Bygning. Saaledes er i Poesien ikke Alt i "dorisk Stiil" eller af Poesi-Rang, men det er imænget og fæstnet med en passende Tilsats af andre Materialier. Det er ved disse Midler at Poesien vinder sin Popularitet. Dog ere de mest imagina- tive Værker tilvisse lidet behagelige for den almindelige eller udan- nede Læser. De kræve formegen Tankeanstrengelse, for livlig Opfatning og Kombinationsevne paa Læserens (ligesaavel som paa Forfatterens) Side til at kunne behage almindeligt. En Grund- sætning eller en Følelse vil, udtrykt i Prosa især om den smig- rer Egenkjærligheden, frembringe den dobbelte Virkning paa Massen, imod den, som reen Poesie kan opnaae. Dr. Johnsons Favoritlinier: "Jeg vover Alt at gjøre, som sømme kan en Mand. Hvo vover meer at gjøre, ingen er -- " virke som Elektricitet; dog ere de hverken Poesie, eller strengt talt, Sandhed. De indeslutte et non sequitur, og ere upaatvivle- lig af Shakespeare udkastede af hans bundløse Rigdom, som en behagelig Lokkemad for Pøbelen. Baade hos ham og hos Milton ere mange kraftfulde og skjønne Steder iblandt, som kun, med Hensyn til den blotte Phraseologie, kunne kræve liden Forskjel fra Prosa, undtagen at de ere bundne inden Heltedigtets Vers- linier. Saaledes ere disse to vægtige Linier i "Troilus og Kres- sida:" "Den stærke Achilles, hvilende sig paa sin Løibænk udskratted fra dybe Bryst et lydeligt Bifald" omendskjønt de give et stort og dristigt Malerie, og synes virke- lig nedtyngede af de Ord, som de bære, ikke med Hensyn til SIDE: 19 Udtryk eller Stiil sandt poetiske. Heller ikke have de sorgfulde og skjønne Ord af Antonius: "Eros! Jeg kommer, Herskerinde! Eros, bi mig! Hvor Aanderne paa Blomster hvile, ville vi Haand i Haand og ved vor glade Port betragte Gjæsterne. Dido med sin Æneas skulle mangle Selskab og alle Boliger tilhøre os." afgjort Krav paa at betragtes som Poesie, undtagen i Udtrykket. Heller ikke kan Lears herlige Pathos, ved Enden af den rørende Scene, hvor Vanviddet forlader ham formedelst Cordelias Kjær- lighed ("bespot mig ikke" osv.), kaldes egentlig poetisk, omend- skjønt det rører os mere end den høieste Poesie. Den er simpel og uden Indbildningskraftens Anvendelse, alene pathetisk som Lears Stilling da udfordrede det. Hans Harme og Sørgedage ere forbi; hans Aand er rolig og nedstemt, og de vingede Ord, som tilhørte Raseriet og det voldsomme Sindsoprør skulde ikke have været paa sin Plads, da hans Sjel og Legeme gradeviis slappedes mod Dødens Hvile. Dog maa i disse og i lignende Tilfælde be- mærkes, at det fremstillede Malerie eller den oprindelige Idee maa være poetisk, omendskjøndt Ordene kun have lidet Krav paa denne Titel. Saaledes i Mulcibers Fortælling i det tabte Paradiis, hvor Musik og Poesie omfavnende hinanden nedsende en Strøm af guddommelige Vers, er der lidet af en strengt taget poetisk Stiil, undtagen hvor det siges, at han "fra Zenith dalte liig et Stjerneskud;" men det hele Malerie er ikke desto mindre yndigt og opfattet i en digterisk Aand. Almindelig ere dog i sande Digterverker, Udtrykkene glødende af Indbildningskraft eller glimre af Fan- tasie, ligesom ogsaa Skildringene ere udførte, og vi bør sætte de vægtigste Indvendinger imod en Forfatters Fordringer, hvis Karakteer eller Skildringer alene have visse Træk af Indbild- ningskraft, medens hans Arbeider i det hele taget bruge det Sprog, som ikke kan kræve noget andet Navn end Prosa. Der har været afhandlet meget angaaende "hvilke Gjenstande, der ere poetiske eller ikke." Men vi bemærke, at Poesiens Art staaer i Forhold til dens Dyrkers Evne. Dersom denne er til i Naturen, og en Forfatter kun har simpelt hen at oversætte sine SIDE: 20 Aabenbarelser, saa maa visse Mennesker uvilkaarligen blive Poe- ter. Men Digterevnen bestaaer ikke, som vi vide, simpelthen i en Beskrivelse af hvad der allerede er klart -- thi dette gjør den prosaiske Forstand -- eller i et Udvalg af det Skjønne -- thi dette er Smagens Sag. Ikkedestomindre er det sandt, at visse Gjenstande, forsaavidt de nærme sig til det Maal, hvortil det er Poesiens Id, at ophøie Verdens lavere og almindeligere Phænomener, og som derfor maa betragtes som Mønstere der have Tilvær i Poetens Aand -- i den Forstand maa tilstaaes at være mest "poetiske" eller nærmest forbundne med Poesien. Det maa bemærkes, Poesie (vi mene ikke Satire) behandler det Store, det Skrækkelige, det Skjønne, men sjelden eller aldrig Middelting. Dens Princip er Ophøielse og ikke Forringelse. Det er vel saa, at i Tragedien og Fortællingen gives stundom Karak- terer og Billeder af den laveste Slags Adgang; men alene for Modsætningens Skyld og for at "hvæsse Moralen." Poesien be- staaer ikke af saa lave Elementer, og heller ikke gjør den sande Digter ødselt Brug af dem. De ere Underdaner paa hans Eien- dom, men de naae aldrig hans Yndest. Jo nærmere altsaa en Gjenstand kommer det, som tydeligen er den digteriske Begeistrings Mønster eller Følge, jo mere maa den siges at nærme sig Poesien selv. Thi det Princip, som be- liver Skaberen, maa findes i det Skabte. Den Storhed han stræbte at frembringe, den Skjønhed, han ønsker at forme, har upaatvivlelig i et vist Forhold Deel i, eller Lighed med den Storhed og Skjønhed, som har Tilvær uafhængig af hans Frembringelse. Fra dette Standpunkt have Floden, Dalen, den af Tiden ødelagte Ruin og mosgroede Celler, den belivende Venus og Grækenlands og Roms Marmorguder, de vilde Bølger og den gyldne Sky, Stjernerne, Stormen og de voldsomme Vinde, Oceanet og Bjerget, som kys- ser Himlen, Kjærlighed og Skjønhed, Fortvivlelse, Ærgjerrighed og Hevn -- der alle ere Gjenstande eller Lidenskaber, som op- løfte vore Tanker fra Støvet og røre Menneskene heftigen, og næsten enhver Gjenstand, som indeholder et stærkt Princip af Rørelse eller Opløftelse, Krav paa at ansees for poetiske. Det er Livets Middelomstændigheder, dets Frygtagtighed, Maadelig- hed, Selvkjærlighed, Misundelse og Utilfredshed, som, om end leilighedsviis brugte af Poesien, ere for lave til en Forbindelse med den, og som, om de end stundom vise sig i digterisk Om- SIDE: 21 tale, kun for Exemplets Skyld ere mærkede med Udødelighed, men ellers traadte under Musens Fødder. Poesiens Meed er ikke at formindske og forringe; men at for- herlige og forstørre: -- "at afpasse Tingenes Anskuelse efter Aandens Attraae", som, i sund Tilstand, trækker alt opad. Den søger ikke at beskjære Naturens store Former, og heller ikke at nedstemme Sjelen til lave Gjenstandes Betragtning. Dens Formaal er over det Dødelige, ikke under. Visselig maae da, saafremt dette er Digteraandens bestemteste Retning, de Gjen- stande (de henhøre til Kunst eller Natur) som mest nærmer sig Digterens Ideer, medrette ansees som i sig selv nærmest Poesien. Et andet Spørgsmaal er det om Kunst eller Natur bør indrømmes den øverste Plads. Men for vor Deel ere vi tilbøie- lige til at foretrække Kunst for Kundskab og Natur for Kunst. Et straalende Lys kan falde paa en Bunke Kort, og Fantasien kan lege og spøge over et L'hombrespil; men dette beviser kun Digterens Færdighed i en særskilt Henseende. Eller skal man antage, at dersom han havde skuet en Verdens Undergang eller Uriel ilende paa en Solstraale, smykket med sin himmelske Rust- ning og majestætiske Skjønhed, skulde han have udrettet mere? Vi have havt Anledning til at bemærke, at de usleste Ting ere blevne ophøiede og gjorte lige med de høieste ved et vist re- publikansk Sindelag hos Poesien; men vi skulle finde, at de fleste af disse Exempler ere uden Vægt; at de behandlede Gjen- stande henføres til Materier af høiere Vigtighed, og at det er herfra de udlede sin Vægt. Det er f. Ex. ikke "Voxstabelen" alene, som kaster et poetisk Lys; men det er Flammen som skinner ved "Midnat" og brænder i Eensomhed og Stilhed. Det er ikke "Nattelampen" alene, men det er naar Lampen staaer i Forbindelse med Tiden, naar den hulde Dag "paa Taaen staaer paa taaget Bjergtop" at den hæver sig til noget poetisk. Det har ofte været paastaaet, at Poesiens Formaal er at be- hage; og det er i Sandhed et, men ikke det eneste. Man har sagt, at omendskjøndt i moralsk Poesie Daddel er blandet med Moroende, saa er ikke destomindre det sidste Øiemedet. Vi til- staae, at denne Sætning ikke er klar. I Exempler paa Læredigte ("Forsøg om Mennesket" osv.) er Belærelse Hensigten, og Vers er blot Midlet eller den tiltrækkende Kraft Digteren anbringer. SIDE: 22 I Satiren er Maalet ikke at behage en Ven, men at snerte en Fiende; og vi forudsætte, at Bibelens Profetier maa tilstaaes at have havt et høiere Formaal end Underholdning. Forfædrenes Krigssange var at opflamme Krigerne; og deres Klagesange skulde mildne Sorgen. Hertil formaaer Poesien meget; og ihvor- vel en Følelse af Behag maa blande sig i de øvrige Sindsbe- vægelser, følger dog ikke andet end at Poesiens Forsøg ere rettede paa Gjenstande, der ere forskjellige fra det blot at be- hage. Da Afhandlinger ere skrevne over enhver af de forskjel- lige Arter Poesie, foretrække vi heller at henvise Læserne til Forsøg over den særskilte Gjenstand, end for nærværende at skuffe ham ved en kort Udvikling af hvad han sandsynlig ønskede at see mere særskilt Behandlet. For vor egen Deel, ere vi ikke tilbøielige til at lægge nogen overordentlig Vægt paa Poesiens blotte Mekanisme og Bygning. Vi formene, at det er ikke sandt væsentlig at et Digt skal opbygges efter Love, hvoraf mange skrive sig fra forrige Tiders Poeters Særlune; og heller ikke hvad enten det kaldes et Epos eller en Romance, en Epistel eller Sørgesang eller Gravqvæde eller Ode, Elegie, Sonnet eller anderledes. Dersom det er fuldt af Poesiens Væsentlige, og dertil med besidder et vist beqvemt Tilsnit, vil det tilstrækkelig til- fredsstille vort kritiske Omdømme. Denne Afhandling, som findes i Edingburg Review, April 1825, giver, som den opmærksomme Læser vil have fundet, en ganske anden og fornuftigere Anskuelse af Poesiens Natur, end den, man oftere har seet gjort gjældende hos os, især Bladet den Constitutionelle. Der paastaaes nemlig, at Begeistring er Studium og Kunstprodukt; men man finder denne kuriøse Paastand des- værre ikke underlagt andet Beviis, end egen Poesie. Henr. W. -- SIDE: 23 Henrik Wergeland FOR ALMUEN NIENDE HEFTE Boghylden er den Stige, som fører til at blive Overmandens Lige. LÆSEBOG FOR ALMU-UNGDOMMEN ANDET MEGET FORØGEDE OG FORBEDREDE OPLAG Lev for at lære! lær for at leve! Du leder længe før du finder saa viis og god en Ven som nyttig Bog. Han æder ei og drikker, skjøndt han binder sit Selskab daglig til din stille Krog. Levneds- og Velfærdsviisdom. Om Sprog og Skrivt. Sprog er Udtrykket af Hvad der foregaaer i et levende Væsens Indre. Dette Udtryk kan skee ved Bevægelse og Lyd, og i denne vidtløftigere Bemærkelse have Dyrene ogsaa et Sprog for Følelser og Attraaer. Hvilket Udtryk af Livsfylde eller Velbefindende er der f. Ex. ikke i Fiskenes Sprætten? Hvilket Udtryk af Længsel og Ømhed eller Iversyge ikke i Fuglens Sang? af Vrede i Oxens Brølen, af Fyrighed i Hestens Hvrinsken! og hvem kan miskjende de vexlende Udtryk i Hundens Øje af Bevægelser i dens Indre, naar den lægger sit Hoved paa sin Herres Knæ, og synes at læse i hans Ansigt? Men i snevrere Bemærkelse betegner "Sprog" Udtrykket for Tanker ved bestemte Lyd; og da Mennesket er det eneste levende Væsen, som kan tænke, fordi det har selvbevidst Fornuft, kan man sige, at kun det er i Besiddelse af Sprogets Gave. Af disse bestemte Lyd bestaae Ordene. Ord i en fornuftig Forbindelse med hinanden, saaledes at de udtrykke en Mening, danne en Sætning, og flere Sætninger, der udtrykke en heel Tankerække, en Tale eller et Foredrag. Reglerne, hvorefter Ord og Sætninger dannes, udgjøre Sproglæren, og Reglerne for Foredraget, som lære SIDE: 24 hvorledes man kan meddele Andre sine Tanker rigtigt og skjønt, kalder man Talekunst. At gjøre dette er Veltalenhed; men for at tale vel, maa man først tænke rigtigt og sundt. For hver Sproglyd have Menneskene opfundet et Tegn eller et Bogstav, hvis Sammensætning, eftersom Lydene følge paa hin- anden i Ordene, kaldes Skrivt. Skrivt er altsaa en synlig Tale, hvorved Mennesket ikke alene kan meddele Fraværende sine Tanker, men ogsaa opbevare dem. Med denne Opfindelse be- gynder Menneskeslægtens Kultur; thi de enkelte mere Oplystes Viden gik nu ikke tabt. Da Odin førte Gotherne fra Asiens Grændser ind i vort Nor- den, tilvandt hans Skrivekyndighed ham større Ry forat være den øverste Gud i menneskelig Aabenbarelse, end hans Vaaben- magt. Den Skrivt, han forstod, var den ufuldkomne, stive Rune- skrivt; men den var dog tilstrækkelig til, i den raa Befolknings Øine at give ham Skin af Alvidenhed formedelst de Efterretnin- ger, han derigjennem indhentede og meddeelte; og de Ravne, som Fabelen fortæller berettede ham Alt, og bragte hans Bud omkring, betyde ikke andet, end hans Brevvexling med sine i Skrivekunsten og hans Planer Indviede. Endnu gives der i de andre Verdensdele vilde d. e. uvidende Folkeslag, som ikke kjende Bogstavskrivt, og hvor En med denne Kundskab vilde vække Forbauselse som om han var et overnaturligt Væsen. Eftersom Folkeslagene ere forskjellige eller beslægtede, ere ogsaa Sprogene det. Mange af disse have ejendommelige Lyd og egne Bogstaver derfor, og altsaa et eget Alfabet. Vi Nord- mænd have siden Kristendommens Indførelse det saakaldte gothiske Alfabet tilfælleds med de andre Folk af gothisk Oprin- delse; men vi maa ogsaa kjende det latinske eller romerske, hvoraf de fleste Nationer i det syd- og vestlige Europa betjene sig. De østeuropæiske eller de sklaviske Nationers og de andre Verdensdeles Alfabeter ere ganske forskjellige fra begge hine, og have tillige Tegn for Lyd, vi ikke kjende til i vore Sprog. Men om vi endog kjende alle Bogstaverne i fremmede Ord, maa vi dog derfor ikke troe, at vi kunne udtale dem rigtigt uden SIDE: 25 Underviisning og Øvelse; thi Skrivtsprog og Udtale er forskjellig ved de fleste, og det mere i mange andre Sprog, end i vort, hvor dette dog ogsaa er Tilfælde. Retskrivning, Ortografi, er at vælge de rette Bogstaver til et- hvert Ord. Ingen vil lære at skrive rigtigt, som ikke taler rig- tigt, d. e. efter Bogsproget, saaledes som dette udtales af dannede Mennesker, og som er forskjelligt fra Folkesproget i Udtalen. Saaledes vil det være nyttigt for en Almuesmand, der vil lære Bogsprogets Udtale, at lægge Mærke til Veltalenheden fra Præ- dikestolen, der bør lade alle de Lyd høres, som tilhøre et Ord. Gode Bøger ere de bedste Forskrivter til at lære at skrive rig- tigt efter, saa vi hverken bruge flere, færre eller andre Bogsta- ver til et Ord, end gode Skribenter have brugt paa vor Tid. Med Tiden forandres ogsaa Retskrivningen, og vilde først da kunne kaldes fuldkommen, naar den faldt ganske sammen ved Bogsprogets Udtale. Sprog og Skrivt er hos den Enkelte, som hos hele Folkeslag, det sikkreste Kjendetegn paa den Kultur og Dannelse, man besidder, hvorfor Enhver bør beflitte sig paa at tale og skrive rigtigt sit Folks Sprog eller "Modersmaalet." Sprog og Skrivt ere altsaa de to store Hjælpemidler ikke blot til selskabelig Underholdning og menneskelig Samfærdsel, men ogsaa til Menneskeslægtens Uddannelse. Denne har isærdeleshed taget til siden man for omtrent 400 Aar siden opfandt at tage mange Aftryk af samme Skrivt ved Hjælp af bevægelige Metal- afstøbninger af Bogstaverne. Dette er Bogtrykkerkunsten, som har gjort al Viden til fælleds Ejendom for Menneskeheden, for- saavidt Ingen forsømmer at lære at læse, og som i de faa Aar- hundreder, den har været øvet, har bragt denne videre frem end al anden menneskelig Anstrengelse tilforn i flere Aartusin- der. Thi Menneskenes Aandelige udvikles kun ved Meddelelse, og ved Bogtrykkerkunsten er denne bleven let. Lærdommens og Geniets Udbytte kommer ved den ligesaa hurtig i Millionernes Hænder som tilforn i Enkeltes. Næst Skrivtens er derfor Bog- trykkerkunstens Opfindelse den vigtigste af alle dem, der gjøre Menneskeheden Ære og Nytte. SIDE: 26 Om Verden. Som Himlen, der i Taage synes lav og liden, med Dagens Straaler ud sig slaaer: saa voxer Sjelen kun ved Viden: Den bedste Næring Aanden faaer. Gjenstandene for Menneskets Viden ere enten til i Naturen, eller skee, d. e. befinde sig afsondrede eller sammen i Rummet, eller følge efter hinanden i Tiden. De første ere Tingene, og deres Fremstilling kaldes Beskrivelse, de sidste ere Begivenheder, og deres Fremstilling er Fortælling eller Historie. En Beskrivelse over Verden og hvad der er i den kaldes Naturbeskrivelse, skjøndt man ogsaa derom bruger Udtrykket "Historie", der egentlig er Fremstillingen af Menneskenes Indretninger og Foretagender, og erholder forskjellige Navne efter den Gjenstand eller Begiven- hed, den behandler. Omfanget af de menneskelige Kundskaber er saa stort, at intet Menneske kan omfatte dem alle. De ere heller ikke alle nødvendige for det daglige Liv, thi den, der idelig kun vil for- øge sin Viden, glemmer almindelig derover at handle, som dog er nødvendigere og umiddelbart nyttigt for Opholdet og Vel- befindendet. Dog kan Ingen ganske undvære Viden eller Op- lysning; thi deraf afhænger Nytten ved hans Handlen. Derfor maa Enhver, saavidt hans Omstændigheder tillade det, ogsaa gjøre sig den Umage, der lønner sig selv ved Nytte og Behage- lighed, at lære at kjende, saavidt han kan, hvad der er udenfor ham i Verden, og hvad der i denne er skeet og skeer. Se alle Himlens Stjerner, de Øjne paa Nattens Kind, de blikke jo og stirre paa hvert af vore Trin! Verden er Alt hvad der er til. Menneskenes Kræfter strække dog kun til at undersøge en forholdsviis ringe Deel af dette umaalelige Alt. En Oversigt over hvad de kjende deraf bør dog Enhver have, som har Sandser til at see sig om i Verden, og til at føle Indtrykket af dens Storhed og Mangfoldighed. Dette SIDE: 27 skulde ellers overvælde og opfylde Sjelen med forvirrede Be- greber eller sløv Forbauselse som hos de vilde Folkeslag, der tilbede Naturens Rædsler, istedetfor at et Overblik over det Hele og nøjere Kjendskab til saa meget af det Enkelte som muligt opløfter og beroliger Aanden, og opfylder den med en Beundring, glad og ophøjende som den, Religionen meddeler, naar den belærer os om den usandselige Verdens Orden. Den vigtigste Deel for os af Verden er Jorden eller Jordkloden, hvor Skabningernes Række standser med Mennesket. Den er et meget stort Legeme, et "Verdenslegeme", næsten rundt som en Kugle, af Omkreds 5400 Mile, hvoraf hver er omtrent 12,000 Alen. Den svæver i et uendeligt større Rum, som kaldes Himmel. Himlen over os seer formedelst Lysets Brydning ud som en blaa Hvælving, naar ikke Jordens Uddunstninger, Skyerne, be- tage os Udsigten dertil, og den er formodentlig opfyldt med Luft,der bliver tyndere jo længere fra Jorden. Om Aftenen sees paa Himmelhvælvet Stjernernes Lysvrimmel. De synes dog kun, at være saa smaa, formedelst den uhyre Af- stand imellem os og dem; thi mangfoldige af dem ere mangegange større end vor Jord og ligesaadanne runde Legemer som den. Og Hvo kunde slynge i Rummet dem ud uden den mægtige Gud? Hvis der paa Stjernerne gives (som vi slutte med Grund) for- nuftige Skabninger, der nyde, ligesom vi, den opløftende Fryd at beskue Himmelhvælvet med alle dets utallige Stjerner, da maa vor Jord for dem synes som en Stjerne. Stjernerne staae ikke stille; men hver af dem bevæger sig i sin afmaalte Kreds. Himmelrummet maa altsaa være umaadelig stort, fordi saamange store Legemer kunne bevæge sig omkring i det, uden at komme hverandre for nær. De fleste Stjerner have dog kun en næsten umærkelig egen Bevægelse, og kaldes derfor Fixstjerner eller faste, ubevægelige Stjerner. Disse ere ogsaa i sig selv lyse, eller de have sit Lys af sig selv, og kaldes derfor Sole. Andre Stjerner ere i sig selv mørke, og erholde sit Lys af en Sol, idet de bevæge sig rullende om denne, og kaldes derfor Planeter eller bevægelige Stjerner. Vor Jord er en mørk bevægelig Stjerne eller Planet, og oplyses af en lys ubevægelig Stjerne eller Fixstjerne, som vi kalde vor Sol. SIDE: 28 Solen kan ikke oplyse hele Jordens Overflade paa engang, fordi Jorden er kugleformig; men denne faaer, ved at dreje sig om sig selv, ligesom en gjennemboret Kugle om sin Axe, begge sin Overflades Halvdele i lige Tid beskinnede. Til denne Be- vægelse om sig selv behøver Jorden et Tidsrum af 24 Timer, hvilke kaldes et Døgn. Den kaldes Jordens daglige Bevægelse, og forklarer os Afvexlingen af Dag og Nat, og hvorledes Tus- mørket jevner Overgangen fra den ene til den anden. Under og ved sin daglige Bevægelse om sig selv løber Jorden tillige i en stor, regelmæssig Kreds omkring Solen. De forskjel- lige Stillinger, hvori Jorden under dette sit Løb kommer til Solen, fremvirke, at det til en Tid er varmere hos os end til en anden d. e. Omvexlingerne af Vaar, Sommer, Høst og Vinter, hvilke følge regelmæssigen efter hverandre, fordi denne Jordens Bevægelse om Solen er regelmæssig. Jorden behøver, for at fuldende et Løb om Solen, 365 Døgn og 6 Timer, og denne Tid kalde vi et Aar, og dette Jordens Løb, dens aarlige Bevægelse. Fra Solen, der er næsten l 1/2 Milliongange større end Jorden og over 20,000,000 Mile borte fra Jorden, udstrømmer mere Lys og Varme, end vor Jord behøver, forat være frugtbar og skikket til at ernære de utallige Skabninger, som voxe og bevæge sig paa den. Der gives da flere Planeter, der, ligesom Jorden, be- væge sig om Solen, og erholde Lys og Varme af den. Disse ere de Stjerner, vi see mærkeligen at bevæge sig paa Himlen, og hvoraf hidtil er opdaget 10. Af dem ere nogle større, andre mindre end vor Jord, og nogle fjernere, andre nærmere Solen end vor Jord. De Planeter, som ere fjernere fra Solen end vor Jord, have altsaa en større Bane at gjennemløbe, end denne, før de fuldende et Løb om Solen, og altsaa et længere Aar end Jordens. Eftersom de fjerne sig fra Solen ere Planeterne, der ere benævnede med Gudenavne af den græske Fabellære: 1) Mer- kur, 18 Gange mindre end Jorden, 2) Venus, Aften- og Morgen- stjernen, omtrent saa stor som Jorden, 3) Jorden, 4) Mars, fem- gange mindre, 5 -- 8) de fire smaa: Vesta, Juno, Pallas og Ceres, 9) Jupiter, den største Planet, næsten 1500 Gange større end Jorden, 108 Millioner Mile fra Solen, og behøver næsten 12 Aar til sit Omløb, 10) Saturn, 1000 Gange større end Jorden, med SIDE: 29 en Omløbstid af over 29 Aar, og 11) Uranus, 81 Gange større end Jorden, 400 Millioner Mile fra Solen og med en Omløbstid af næsten 84 Aar. Om flere af Planeterne bevæge mindre Planeter sig. De kaldes Biplaneter, Drabanter, eller Maaner efter vor Jords Biplanet Maa- nen, og ere i vort Solsystem 18. Om Jupiter har man opdaget 4, om Saturn 7 og om Uranus 6. Vor Maane bevæger sig 12 Gange om Jorden medens denne eengang bevæger sig om Solen. Efter denne Maanens Bevægelse have vi vore Tidsaf- delinger Maaned og Uge; thi eftersom Maanen oplyses af Solen, viser den sig af- og tiltagende, og naar den indtil Halvparten har taget til eller af, saa kalde vi hiint det første, dette det sidste Qvarteer eller Maaneskifte, og imellem hver af disse er 7 Dage. Da Fixstjernerne ere Sole som vor Sol, ja mange endog større end denne, saa slutte vi, at ogsaa Planeter med Biplaneter be- væge sig om hver af disse; og saamange Planeter, som bevæge sig om en Sol, kalde vi tilsammen et Solsystem. Maanen synes kun saa stor, fordi den er os nærmest af alle Stjerner. Den er 50gange mindre end Jorden og 51,000 Mile fjernet fra den. Naar Maanen træder imellem Solen og Jorden, skjuler den en Deel af Solen for os, og dette kalde vi en Sol- formørkelse. Men træder Jorden imellem Solen og Maanen, saa kaster den en Skygge paa Maanen, og det kalde vi en Maane- formørkelse. Da Himmellegemernes Bevægelser skee ganske regelmæssigt, ere de Stjernekyndige (Astronomerne) istand til paa det bestem- teste mange Aar forud at beregne naar Formørkelserne ville indtræde, og hvorlænge de ville vare. En total Solformørkelse d. e. naar Maaneskyggen bedækker hele Solskiven, vil saaledes indtræde 19de August 1887. Foruden Fixstjerner og Planeter gives der endnu et tredie Slags Himmellegemer, som, fordi de have et langt Skimmer, lige- som en Lyshale, som oftest efter sig, kaldes Halestjerner eller Kometer. Deres Baner ere ikke saa bestemte som de andre Stjerners, men de kunne dog ligeledes beregnes d. e. Menne- skene kunne forudsige, naar de skulle vise sig. Det er deraf klart, at deres Baner dog ere regelmæssige. SIDE: 30 Den Videnskab, som beskjæftiger sig med at beregne Verdens- legemernes Plads, Stilling, Størrelse, Bevægelse og Afstand ifra hverandre i Himmelrummet, kalde vi Astronomi eller Stjerne- kundskab. Den har gjennem sine Kikkerter opdaget det For- bausende, at den brede lyse Stribe tvertover Himlen, som vi kalde Melkevejen, bestaaer af bare Stjerner; og forat gjøre en Oversigt muligt over de Stjerner, der lade sig opdage enkeltviis, har den fordeelt dem i visse Billeder, som tænkes optrukne efter deres Stilling til hinanden. De mærkværdigste Stjernebil- leder er Dyrekredsen, et Belte af Stjerner, som i indbildte Figurer er trukket om den hele Himmel, og betegner Solbanen. Bekjendte Stjernebilleder ere Carlsvognen eller den store Bjørn, Syvstjernen og Orion med sit glimrende Belte. Nordstjernen og Sirius ere bekjendte Fixstjerner. Astronomien har endvidere lært os, at vi ikke skulle indbilde os, at Himmellegemerne have nogen overnaturlig Virkning paa os, eller at de have nogen anden Virkning paa vor Jord, end en blot naturlig eller fysisk; d. e. at Solen fremvirker Jordens Varme og Frugtbarhed til sine Tider, at Maanens Tiltræknings- kraft virker Ebbe og Flod, eller det store Havs regelmæssige Af- og Tiltagen, at Sol og Maane samt Planeterne ere vore Tid- bestemmere o. s. v. Stjernevidenskaben lærer os da, at vi ikke med et overtroisk eller ligegyldigt, følesløst Øie skulle beskue Stjernehimmelen, ligesom og, at denne ikke er til alene for Jor- dens Skyld; men at Jorden er et Led i den store Verdens Kjæde. Og især lærer Stjernevidenskaben os, idet den viser os de tal- løse, umaalelige Verdenslegemer og deres afmaalte Baner, og lader os slutte, at ogsaa disse talløse ere belivede og beboede, paa det beskueligste Gud Alskaberens, Altopholderens og Be- styrerens uendelige Storhed, Almagt, Viisdom og Godhed. Hvor er Gud? Kun sees hans Vældes Skin, og Verdner høres suse som Støvskyer i hans Trin. SIDE: 31 Jordens Historie. Ei blot i Himlen boer den store Aand, ei blot er Soles Lys hans Tale. Hans Tanker sig i Livet male, og Dybet er Hans Godheds aabne Haand. Jordkloden selv har ligesaavel sin Historie som Menneskeheden. Meget er ogsaa foregaaet med den i Tidens Løb, og det er vist og synbart, at dens Masse har lidt store Forandringer i Kamp med de Øvrige saakaldte Elementer eller Grundstoffe, Ild, Vand og Luft. Jordskjælv, Udbrud af ildsprudende Bjerge (Vulkaner) Oversvømmelser og stærke Storme have frembragt dens nær- værende Udseende. Dog kunne disse Forandringer ikke paa- vises nøjere, fordi de forstørstedelen strække sig mange Aar- tusinder udover alle menneskelige Sagn og Optegnelser. Inden- for disses Grændse eller for Historiens Hukommelse staae kun den af Bibelen saakaldte Syndflod og flere mindre Omvæltninger, der ere overgangne enkelte Dele af Jorden. Man veed, at der har været fast Land paa mange Steder, hvor der nu er Hav; at store Strækninger ere gangne under ved Jordskjælv og Over- svømmelse; at mange Øer ere af underjordisk Ild drevne hurtigt frem af Havets Grund; at andre have dannet sig Tid efter Tid ved Opskyllen; at Havbugter have udvidet sig og trukket sig sammen; at Floder have forandret sit Løb; at Høje og Dale have dannet sig; og at Ørkener af Iis eller af brændende Sand have bedækket frugtbare Strækninger og gjort dem ubeboelige. Hver- ken Island eller Grønland ere nu saa dyrkbare som efter de gamle Beskrivelser; Babylons Ruiner ere blevne til Muld, og Ørken- sanden ligger halvveis opad Ægyptens Pyramider og Søjlerader. De Jordomvæltninger (Revolutioner) hvorom vi ingen sikkre Efterretninger kunne have, men hvis umiskjendelige Spor dog møde os, have været i en langt større Stil. Vi finde nemlig paa de højeste Bjerge en Mængde Levninger af Dyr, som umuligt have kunnet boe paa de Steder, især af Sødyr, som man ikke kan begribe hvorledes de kunne findes der, uden at SIDE: 32 antage, at der før har været Havbund, hvor nu Skyerne søge Hvile. I Bjerghuler og mange Alen nede i Jorden, tildeels i Egne, som tydeligt maa have havt et langt mildere Klima, findes Skovstrækninger nedlagte i een Retning og hele Beenrad af uhyre Dyr, der nu ikke findes levende mere, og som synes at have havt Vandet og Sumpegne til Opholdssted. En uhyre Oversvøm- melse synes at have opløst den hele Jordmasse, saa Alt har flommet imellem hinanden, og at denne først efter Vandets Afløb har sat sig i sin nærværende fastere Form. At Jorden maa have undergaaet saadanne Forandringer mere end eengang, seer man af Bjergenes forskjellige Dannelsesformer, som man inddeler i Urbjerge, Overgangsbjerge, Fløtsbjerge og nyere Land. De første bestaae af Granit og andre faste Sten- masser, og udgjøre Jordens Kjerne, som først dannede sig. Overgangs- og Fløtsbjergene opkom ved en sildigere Oversvøm- melse, og have et skiferagtigt Brud. Det nyere Land, de løse Jordarter, ere sidst blevne til. Men da ogsaa dette gaaer ud- over al menneskelig Historie, kan Ingen bestemme de Aartusin- der, som behøvedes forat give Jorden sit nærværende Udvortes, og dette vil sandsynligviis ogsaa i et kommende Aartusinde un- dergaae en Forandring, skjøndt den synes i sin nærværende Beskaffenhed at besidde en for sine Beboere passende Fasthed og Forhold af Land og Vand. Om Jordbeskrivelsen. Jordbeskrivelsen eller Geografien lærer os, foruden Jordens Skikkelse, Størrelse og Bevægelse, ogsaa dens Overflades Be- skaffenhed at kjende. Dens Skikkelse have vi hørt er rund, men hvorledes bevise vi dette? Det synes dog ikke saa ved første Øjekast; og der er ikke mange Aarhundreder siden Folk truedes med Baalet for saadan Tro, der skulde stride mod Bibelens Udsagn. Jo, det baade synes saa ved første eftertænksomme Øjekast, og er saa: thi SIDE: 33 1) naar vi see høie Gjenstande langt borte fra os, see vi kun deres øverste Spidser; men komme vi dem nærmere, see vi stedse mere og mere deraf, og tilsidst den hele Gjenstand. Aar- sagen er Jordens krumme Overflade. 2) I Maaneformørkelser viser Jordskyggen sig altid rund; og som Skyggen er, saa maa Legemet være. 3) Solen gaaer ikke overalt til samme Tid op og ned. 4) Der har været og er endnu Folk, som have reist omkring Jorden, hvilke kaldes Verdenomsejlere; og reiste de ud i Øst, da kom de tilbage igjen fra Vest. Heraf slutte vi rigtigen, at Jorden er et kugledannet Legeme, der svæver frit i det umaalelige Himmelrum. Jordbeskrivelsen lærer, at Jordens Overflade udgjør over 9,000,000 Qvadratmile, eller Fiirkanter, der ere 1 Miil paa hver Side, hvoraf totrediedele ere skjulte med Vand, og Resten Land. Men fra det Beboelige heraf maa vi regne store Strækninger, der enten formedelst for streng og vedvarende Kulde ere be- dækkede med Iis, eller formedelst for stærk Hede og for lidet Vand ere aldeles udyrkbare. De Første findes ved Nord- og Syd- polen, d. e. de yderste nordlige og sydlige Punkter paa Jorden, i den nordlige kolde Zone, eller Belte, og den sydlige kolde Zone; men de Sidste, hvilke kaldes Ørkener, findes især midtpaa Jor- den, i Egne, hvor Solen staaer lodret over d. e. i den varme Zone. Imellem den varme Zone og den nordlige og sydlige kolde Zone strække den nordlige tempererede Zone og den sydlige tem- pererede Zone sig, som have maadelig Varme og Kulde, og under hvilket gode Klimat de frugtbareste og skjønneste Lande ligge. Norge ligger under den nordlige tempererede Zone, dog saameget nordlig i denne, at en Deel af dets nordlige Provindser strække sig ind i den nordlige kolde Zone. Jordens Zoner og Form vises os tydeligst ved en Globus d. e. en efter Jorden dannet Kugle, hvorpaa saavel Solens Stilling imod Jorden under dens Omløb (Solbanen) findes afsat, som de forskjellige Zoners indbyrdes Afstand, betegnet ved optrukne Cirkellinier. De, som begrændse den hede Zone, kaldes Krebsens og Steenbukkens Vendecirkler, og midt imellem dem er Æqvator SIDE: 34 eller Linien optrukken, der betegner det Strøg, hvor Solens Straaler falde lodrette, naar vi have Jevndøgn, medens Vende- cirklerne betegne Jordens Stilling til Solen, naar vi have læng- ste og korteste Dag. Saavidt, men ikke længer mod Nord og Syd, kunne Solstraalerne falde lodrette formedelst Jordaxens skjæve Stilling mod Solbanen, hvorved Polerne afvexlende ven- des mod Solen. De tempererede Zoner begrændses af Polar- cirklerne, og de kolde af disse og Polerne. De med Æqvator parallel eller jevnsides løbende Cirkler kaldes Bredegrader, hvoraf der er 90 paa hver Side af den, og de Æqvator og Polerne skjærende ere Længdegraderne, Meridianerne eller Middags- linierne, fordi Solen om Middagen staaer i en af dem. Ved begge finder man et Steds Beliggenhed paa Jorden. Et Plani- globium er derimod en flad Aftegning af hele Jordens Overflade eller af begge Jordklodens Halvkugler, og et Kart af en enkelt Verdensdeel, et Land eller en Deel deraf. Paa den ene af Jordens Halvkugler viser Planiglobet os kun et stort Fastland eller stor sammenhængende Landstrækning; og dette Fastland er den største Verdensdeel, nemlig Amerika. Der- imod omfatter den anden Jordens Halvkugle fire Verdensdele: Europa, Asia, Afrika, de ere sammenhængende, og største Delen af Sydindien eller Australia, der bestaaer af Øer, hvoriblandt en: Nyholland, der næsten er saa stor som Europa. Amerika strækker sig næsten gjennem alle Zoner. Det Syd- ligste nærmer sig den sydlige kolde Zone, og er altsaa raat og koldt, med evige Snesletter og Iisbjerge som i Nordpol-Landene; saa bliver det videre igjennem Sydamerika tempereret, og ende- lig i Brasilien, Centralamerika, Mexiko og paa de vestindiske Øer meget hedt; derpaa atter i de nordamerikanske Fristater og Indianernes Skovlande tempereret, og saa tilsidst, gjennem hurtigere Overgange end i Europa, snee- og iisbedækket og kun beboeligt for skindklædte Eskimoer og Grønlændere. Europa, den ved sin Kultur herskende, af Havet dybt indskaarne og rigt ombølgede Verdensdeel, hører i det Hele taget til den tempe- rerede Zone. Apelsiner modnes paa Spaniens og Siciliens syd- lige Afhæld, og langs Finmarkens Elve grønnes Birkelien endnu. Asia, som er af videre Udstrækning, hører deels til den hede SIDE: 35 Zone (Ostindien), deels til den nordlige tempererede (Høiasien, hvor de højeste Bjerge paa Kloden findes), deels til den nordlige kolde Zone (Nordasien eller Siberien). Afrika med sine tørre Høisletter og faa Floder hører forstørstedelen under den hede Zone, hvorfor og især Ørkener findes der; og Australia strækker sig i forskjellige Øsamlinger igjennem alle Zoner undtagen den nordlige kolde. Verdensdelene omskylles af det store salte Verdenshav (Oceanet), hvis Dele have forskjellige Navne, saasom Atlanterhavet imellem Europa og Amerika, det stille Hav imellem Amerika og Asien. Nordsøen imellem Norge og England er igjen en Deel af Atlanter- havet, og Kristianiafjorden en Deel af Nordsøen. Verdensdelene ere igjen deelte ved naturlige Grændser, saasom Floder og Bjerge, i mange Lande, og Landene igjen ved naturlige eller vilkaarlige Grændser i Provindser. Saaledes ere f. Ex. Norge, Sverrig, Danmark, Engelland, Frankrig, Spanien og mange Flere Lande i Europa; men Agershuus Stift, Trondhjems Stift ere kun Provindser i Norge. Et Lands Mennesker tilsammentagne kaldes et Folk eller en Nation. Disse afgrændses naturligst ved Sprogene, og har for- detmeste egne Sæder, Regjeringsform eller Statsforfatning. Naar det har egen Regjeringsform kaldes Folket selvstændigt, og har da en egen Hovedstad eller Regjeringens Sæde, f. Ex. Norges Hovedstad er Kristiania, Spaniens er Madrid, Sverrigs Stockholm og Warschau Polens o. s. v. De ere som oftest betydelige Han- dels- og Fabrikstæder. Frankrigs Hovedstad Paris har saaledes henved 1 Million Indvaanere og Engellands Hovedstad London endnu over en Halvdeel mere. Om Tingene paa Jorden. Naturhistorien giver os Kundskab om alle de Tings Form og Dannelse, Kjendemærker, Oprindelse og Undergang, Egenskaber, Nytte og Skade, som findes i og paa Jorden, og som ikke af Mennesket ere væsentligen forandrede. Disse Ting kaldes des- SIDE: 36 aarsag Naturlegemer. De derimod, som Mennesket har væsent- ligen forandret, faae Navn af Kunstlegemer. (F. Ex. en Kniv, et Uhr o. s. v.). Fysiken eller Naturvidenskaben undersøger Naturens Kræfter og Love: hvorfor det, som viser sig (et Fænomen, Særsyn) viser sig saa og ikke anderledes. F. Ex. det, at en udkastet Steen falder til Jorden, forklarer den sig af Jordens Tiltrækningskraft, som det største Legeme. Under dens Granskninger høre ligeledes altsaa Fænomenerne i Dunstkredsen (Atmosfæren) saasom Vindene, der opstaae, naar Luftens Ligevægt er tabt ved at den er bleven tyndere i en Egn end i en anden, Regnbuen, Aften og Morgenrøden, Sol- og Maaneringe og andre Lysbrydnings-Særsyn, Regn, Hagl og Snee, Damp, Skyer, Torden og Lynild, Stjerneskud, Ildkugler, Nordlys og andre lysende Virkninger af den i al Naturen udbredte til- trækkende og frastødende Kraft, som kaldes Elektricitet. Kemien undersøger alle Tings indre Bestanddele, Nytte og Skade, opløser dem i deres enkelte Grundstoffe eller Elementer, og forklarer Forholdet af deres Sammensætning. Tilforn kjendte man kun Jord, Luft, Ild og Vand som Elementer; men nu veed man, at de ere sammensatte Legemer. Vand bestaaer saaledes af 2 Dele Vandstof og 1 Deel Suurstof, der ere Gasarter d. e. Luftarter. Den atmosfæriske Luft indeholder, foruden en mindre Deel Suurstof, ogsaa Qvælstof, der ikke som hiin er i reen Til- stand duelig til Indaanding. Suurstoffen er nødvendig til Ind- aanding og Forbrænding. Disse Gasarter høre imellem den Klasse af enkelte Stoffer, som Kemien kalder Ikkemetaller; den anden Klasse er Metallerne. Kemien har aabnet den menneskelige Fore- tagelsesaand, Opfindsomheden og Industrien de rigeste Hjælpe- kilder, og er idelig beskjæftiget i Laboratorier (Værksteder for kemiske Undersøgelser) med at opdage nye. Naturlegemerne inddeles ihenseende til sin Oprindelse, Væxt og Form i to Hoveddele: organiserte og uorganiserte Legemer d. e. Legemer med og uden Redskaber og Lemmer. De orga- niserte Legemer ere altid frembragte af andre Naturlegemer af samme Art og Skikkelse. De voxe indvendigfra ved at bringe SIDE: 37 fremmede Dele ind i sit eget Legeme, og gjøre dem eens med dette; og en hensigtsmæssig Legemsbygning sætter dem saaledes istand til at opfylde deres Bestemmelse, der er at tage Næring til sig, voxe og forplante sig. De uorganiserte Legemer frem- komme ved Deles Sammensætning, Forbindelse med hverandre og Opløsning i hverandre efter faste naturlige (fysiske) Love. Deres Bygning er meget simplere end de organiserte Legemers. De organiserte Legemer dele sig i to Naturriger, nemlig 1) Dyre- riget, der indbefatter Dyrene eller organiserte Legemer med For- nemmelse; og 2) Planteriget, som indbefatter alle de organiserte Legemer uden Fornemmelse, der voxe op af Jorden. Et Legeme har Fornemmelse, naar det af sig selv kan bevæge sig. Enkelte Planter (f. Ex. Balsamine) hvis Frødele vi see at bevæge sig ved Berørelse, have dog ingen Fornemmelse, da den ei af sig selv, men kun ved Berørelse, yttrer Bevægelse. De uorganiserte Legemer danne det tredie Naturrige eller Mine- ralriget, der indbefatter alle Jord- og Steenarter. Disse have sin Struktur (Dannelsesform), der viser sig ligesaa vist hos alle Exemplarer af een Art, som den samme Slægtsform gjentager sig igjennem een og samme Dyre- eller Planteslægt. De sex Sider træffes ligesaavist hos Krystallen, som de haand- dannede Blade paa Lønnen og den langstrakte Ryg hos Katte- slægten, fra Dyrenes Konge, Løven, af og til den bekjendte Huusven, der kun er Løve for Rotter og Muus. Men enhver Egenhed kunne vi være visse paa finder kun Sted for sin Hensigtsmæssigheds Skyld og ifølge de viseste Naturlove, og det saavel i den livløse som levende Verden. Mod at ville finde noget at rette paa i Guds Anordninger gjennem Naturen advarer en Viismand i følgende Fabel: En Muldvarp, Fiende af Lys og Haugebed, til hjælpsomme Natur krøb klagende afsted: "kun Muldvarpen, Natur, du er stedmoderlig; for Alle sørged du, men glemte mig, kun mig!" "Hvorover klager du?" -- "Det skulde Du ei vide? Natur, hvi skulde jeg, kun jeg af Blindhed lide? Hjælp! Mennesket det seer; da gjælder det mit Liv. At ei jeg strax skal døe, Natur, saa Syn mig giv!" -- "Velan da! forat jeg kan Naade for dig finde, saa se da, Muldvarp! se!" -- Da saae den forhen Blinde. SIDE: 38 Den saae, og grov sig strax ned i sin kjære Muld. Men her, hvor intet Glimt det tykke Mulm kan jage, hvad nytter nu den, at Naturen var saa huld? Til ingen anden Ting, end til paanyt at klage. "Natur, skreg den paany, det kan ei Øine være. Umuligt! Øjne du har villet mig forære; men med saa slette to umuligt kan jeg see. " -- Jovist! Men mærk dig: kun for Muldvarp due de." Forat kunne overskue Skabningens Mangfoldighed, lægger man Mærke til visse Ligheder og Uligheder, hvorved det bliver muligt at ordne dem i visse Klasser, Slægter og Arter. Dyrene dele vi saaledes først efter Blodet i tvende Hovedafdelinger, nemlig i Dyr med rødt Blod og Dyr med hvidt Blod. Blodet af de rød- blodige Dyr er enten varmt eller koldt. Dyr med varmt, rødt Blod føde enten levende Unger, og give dem Die ved sine Bryster, indtil de selv kunne føde sig, og disse kalde vi Pattedyr, eller de lægge Æg, hvori Ungerne først uddannes ved Varmen, og disse kalde vi Fugle. Dyr med koldt, rødt Blod drage Aande enten ved Lunger -- og disse kaldes Amfibier, hvilke kunne leve baade paa Land og i Vand, som f. Ex. Frøen eller Frosken, der for- stikker sig i Muursprækkerne om Vinteren, og tidlig om Vaaren besynger i Dammen saa godt den kan sit gjenvaagnende Liv -- eller ogsaa aande de ved Gjeller, og disse kalde vi Fiske, der leve kun i Vandet. Dyrene med hvidt Blod have enten virkelige Fødder, og da idetmindste sex, hvilke Dyr vi kalde Insekter, eller de have ingen Fødder, og da kalde vi dem Orme. Vi have altsaa sex Dyreklasser, hvoraf enhver har en Mængde Arter og Afarter, forskjellige i Opholdssted og Livsbehov, som de dog alle vide at finde, fra den jagende Ulv og Ørnen af, der seer sit Rov fra Skyen, og til Bien, der veed at finde sine Honningblomster, og den næsten usynlige Mid, som gjennemborer Osten, eller den til Klippen fængslede Musling i sin Skal, som dog fanger sin Næring paa Havets Bund. Hver Blomst er Hjemsted for en Slægt, ukjendt i næste Blomsterkalk. Men hvad er vrimlende som Planternes Mangfoldighed? Neppe er Pletten bleven fri for sin Sne før Blaavisen som et skjønt SIDE: 39 Øje aabner sig mod Himlen; og hver Forandring viser os en ny Planteart bedækkende Eng og Bakke indtil det Hele er skjult af et blødt glimrende Tæppe. Det er somom de milde Vaarluft- ninger befalede: Spir Græs! og Blomster badende i Mosens Dugg sig dukke! Siv og Buske, omflet den søde Kilde, Engens Belte! Ved Planterne iagttager man Rod, Stamme eller Stilke, Grene, Blade, Blomster, Frøet, uden eller i et Gjemme af Bælg eller Frugt, og Bidele, saasom Rosens Torne og Snerten paa den klattrende Humle. De Væxter, der skyde en træagtig fast Stamme af Roden, kaldes Træer; de, der skyde flere træagtige, ofte marvede, mindre Stammer kaldes Buske, og naar disse Stammer ere smaa og smekkre som Qviste, kaldes de Kratbuske, saasom den rød- blommede Lyng og den vellugtende Post, som bedækker de skov- løse Hejer. Væxter med bløde Stengler kaldes Urter; og Græs- arterne, hvoraf flere bære Grøde eller Korn, udmærke sig ved sit Straa. Efter Forplantningsdelene, som bevirke at Planten sætter Frøe, og som findes i dens Blomst, inddeler man Væxterne i Klasser og Ordener. Til den sidste Klasse henhøre de, der kun have utydelige Befrugtningsdele, saasom Svampe (Sop) og Mosser. Selv Skimmel eller Mugg er en Plante henhørende hertil; ja med Forstørrelsesglas opdager man Grene og Qviste paa den, som paa Træerne. En anden Inddeling er den efter den ydre Lighed eller efter de naturlige Familier. De lade sig ogsaa, skjøndt ubestemt og kun i Masse, inddele efter sin Brug. Thi den er mangfoldig. Der har vi Kjøkken- urterne med al sin Mængde af Rodvæxter, Bælgfrugter, Løg, Kaal, Æble- og Bærfrugter. Ligeledes Foderurterne, hvorimellem de egentlige Græsser og Kløveren indtager Forrangen; oljerige Kjernefrugter; Bastplanter, saasom Hamp og Lin; Ziirplanter; Farve- Garve- og Lægeplanter; og endelig Giftplanterne, som ogsaa ofte have medicinsk Anvendelse, og tillige medføre den Nytte, at de opmuntre til at lære Planteverdenen noget at kjende. Thi Mennesket har ikke Dyrets medfødte Evne (Instinkt) til at skille imellem de sunde og usunde. Det maa lære af Erfaring; men naar denne engang paa Uheldiges Bekostning har skaffet f. Ex. Sellsnæpen eller Skarntyden eller endog den prægtige Fingerbølle, den mandelduftende Kjelderhals og den stolte Storm- hat et slet Rygte, er det ikke værd at probere selv, om det er fortjent eller ikke. Mineralierne inddeles i Jorde og Stene, som ikke lade sig udhamre eller strække; i Salte, der have en mærkelig Smag, og let lade sig opløse i Vand; i brændbare Mineralier, der opbrænde i Ilden, og opløses i en Olie, og i Metaller, der, foruden at de glindse, lade sig udhamre og strække. Sandjord, Leerjord, Kalkjord, Muldjord kjende vi iblandt Jord- arterne, ligesom Qvarts, Marmor, Skifer o. fl. iblandt Steen- arterne; Salt (Steensalt, Kogsalt) og Allun iblandt Saltene -- Steen- kul imellem de brændbare Mineralier, samt Guld, Sølv, Kobber, Jern, Bly, Kobolt og Qviksølv imellem Metallerne. Ædelstenene henhøre til Kiselarterne, hvortil ogsaa Flintestenene og Krystal- lerne høre. Iblandt Mineralierne gives ogsaa nogle giftige, saa- som Arseniken og Qviksølvet. Blyet og Kobberets Irr, som frem- kommer endog blot ved Paavirkningen af Luftens Syrlighed, er ligeledes i høj Grad farlig. Saa mangfoldige og forskjellige Væsenerne og Tingene ere, gaaer dog Alt ligesom i een Kjæde ifra Skimmelen opad ligetil det fuldkomneste Dyr: Mennesket. Dyre- og Planteriget ere for- bundne ved Mellemled af Skabninger, der synes at henhøre næsten ligemeget til begge angrændsende Afdelinger i Skabnings- rækken. Vanddraaben vrimler af levende Fnug, og Polypen, som vi see bevæge sig af sig selv i Vandet og opsluge smaae Insekter, har dog Grene, og er fastsiddende ligesom en Plante, ja ligner meer en Moseart end et Dyr. Skillet imellem begge Naturrigerne opfyldes ved Døden af de organiserte Skabningers Levninger. Kalken i Løvens Knogler falder tilbage til Jorden, Menneskets Hjerte og hans stolte Pande maa omsider nære Mulden, og den visnende Rose skatter til Støvet. Planterne drage sin Næring af Luften, Vandet og Jorden. Dy- SIDE: 41 rene tage sin enten af Planteriget alene eller af Plante- og Dyre- riget, eller af Dyreriget alene. Disse kaldes Rovdyr, forsaavidt de fortære hvad Jordens Herre vil have for sin egen Mund. Ellers opretholdes Ligevægten i Skabningsrækken ved at den ene Art opsluger den anden. Den nydelige Stillits er saa gru- somt et Rovdyr som den morderske Høg, hvis Kløer, krumme sig efter dens Kjød. Den gjør større Nytte med sit spidse Neb fuldt af de smaa Orme, der qvæle de unge Blade med sit Spind, end med sin Sang; og Spurvene og Kragerne betale det Korn, de stjæle, med Maddiker, som ellers vilde tage det i Roden. Ræveyngelen er forloren, naar Ulven eller Gaupen stikker sin Snude ind i dens Rede, dersom det ikke er des listigere for- varet; og ere de ikke hurtigt hjemme hos sig selv, kan det hænde, at de finde Bjørnens Spor i Mosen, men ingen Unger. Imidlertid faaer Haren redde sig ved Flugten, og den majestæ- tiske Tiur kan see paa det Hele fra sin Grantop, indtil det frygteligste af alle Rovdyr, Mennesket, lister sig frem med sit morderske Gevær. Om Mennesket. Se denne Salige, som drømmer her i Paradiset, Jordens Hjerte! Som Barn ved Moders Barm han hænger, og ødsler med dens Rigdom. Han ejer Alt; ei findes Blomst paa Jorden, der knæler ej som hans Slavinde. Det er sandt, Skabningene danne en Kjæde eller Stige; men man maa ikke ved en Stige glemme de aabne Mellemrum, som dog ogsaa høre til at gjøre den til hvad den er. Der er ingen saadan Overgang fra Mineral- til Planteriget, som ved Polypen fra dette til Dyrene; og Mennesket, der i fysisk Henseende nær- mer sig disse saameget, afsondres ved sin vigtigste Deels, sin Aands, Egenskaber saa skarpt fra den hele Skabningsrække, at det synes at tilhøre højere Verdener mere end Jorden. Menne- skets Pande, hvori hans Aand synes at boe, er ligesom et Him- SIDE: 42 lens Forbjerg, der stikker ud i Dyreverdenen, ombølget af dennes Mangfoldighed; anderledes tilhører Mennesket ikke Jorden. Det har et dyrisk Legeme d. e. det fødes, ernærer sig, for- planter sig, døer ligesom de øvrige levende Skabninger, og be- staaer ligesom disse af faste og flydende Dele. Det menneske- lige Legeme udmærker sig dog ved den opreiste Gang, som er grundet i Menneskets Legemsbygning, ved det aabne, til Mine- spil skikkede Ansigt, ved Hænderne og Sprogevnen. Menneskets Legeme er udrustet med en høj Grad af Livskraft, Udholdenhed og Varighed, saaledes, at det er skikket til at leve under de forskjelligste Klimater -- den sorte Neger under Solens lodrette Straaler saavelsom Samojeden og Pescheræen paa Po- lernes Iismarker -- og til at opnaae en, iforholdtil sin Størrelse og Styrke særdeles høj Alder. Men det varer ogsaa længe inden det bliver stærkt nok til, uden Skade for sig selv, at forplante sig; dog denne sildigere Mandbarhed viser netop, at det er af Naturen bestemt til at opnaae denne høje Alder, som vi ogsaa see de Mennesker opnaae, der leve ordentligen og efter Naturen. Det, at det menneskelige Legeme er nøgent, uden medfødte Forsvarsmidler, ja af en mindre egentlig Styrke end mange Dyr, der kunne være Mennesket farlige, altsaa Nød og Frygt, synes at have været blandt de første Midler til at vække det med Menneskets Legeme nøie forbundne usynlige, men sig selv be- vidste, Væsen, som vi kalde Menneskets fornuftige Sjel, der be- staaer af en inderlig Forbindelse imellem flere evigen udviklelige Evner. Eftertanken og Opfindsomheden vare da de første af disse, som vaktes af Smerte, Frygt og Nød, da det ikke var saa let for Mennesket at finde de for det tjenligste Næringmidler over hele Jorden, som for Dyrene, hvis Arter ikke udbredte sig af sig selv udenfor de Himmelegne, der vare dem de bedste, og hvor tillige deres særegne Næringmidler fandtes i Overflod, hvilke de ved stærkere Naturdrifter end Menneskets lededes til at finde og bruge. Eftertanke og Opfindsomhed lærte da, som Ordsproget lyder, den nøgne Qvinde at spinde, for at klæde sig, og Nødvendigheden af andre Vaaninger end Træets Løvskygge og den kjølige Grotte. Den lærte den værgeløse Mand at væbne sig, den Hungrige at dyrke Jorden, opelske Qvæg, jage, fiske og SIDE: 43 høste, og at vælge de sunde Næringsmidler. Men Nøden og den Erfaring, at Flere udrette mere end Een, og, at Livet stedse kunde indrettes beqvemmere, bragte Menneskene snart i Sam- fund sammen; og da Samfundene bleve større, og Menneskene lærte, at Mennesket kun i Selskab kan uddanne sig, saa ind- rettedes disse Samfund ved Love ordentligen til Stater. Mennesker, som i Samfund have uddannet sine Færdigheder og Evner, kalde vi kultiverede, hvorimod de Mennesker, der ikke have knyttet ordentlige Samfund indbyrdes, til fælleds Ud- dannelse, Sikkerhed og Beqvemmelighed, kaldes vilde. Europas Nationer ere de meest kultiverede; men de have ogsaa i andre Verdensdele, især i Amerika, indrettet ordentlige Stater. I Asien gives ogsaa nogenledes ordentligen indrettede Stater og, i For- hold dertil, kultiverede Folkeslag; men mange Nationer i denne Verdensdeel, ligesom endmere i Afrika, Amerika og Australien ere kun at henregne til Vilde. Verdenshistorien lærer os, hvorledes Staterne ere fremkomne og have uddannet sig og Menneskene med dem igjennem Tiderne. Men følge vi den igjennem Oldtid, Middelalder og Nutid, igjen- nem Verdensdelene og de enkelte Lande, saa bliver dog dens Hovedlærdom bestandig: kultiverede Mennesker ere ikke altid derfor gode Mennesker; men Mennesket maa, forat være som han bør, være baade god og kultiveret, d. e. han maa uddanne sin Tænkemaade ligesaavelsom sine Tænkeevner. Og Historien lærer, at kun da, naar et Folk i det Hele har denne sande Ud- dannelse (sædelig og aandelig Kultur), fører det et lykkeligt Liv; da fordrer det, fordi det veed sig fortjent dertil, at kunne føre et saadant; og forat kunne dette, indretter det en Statsforfatning, ligesaa god som ordentlig, ligesaa fornuftig og fri, som det selv veed sig fornuftigt og frit fra sædeligt Ondt. De personlige Rettigheder, hvis Overholdelse er en Stats for- nuftige Øiemed, ere: Beskyttelse for Sundhed, Liv og gode Navn, samt fri Brug af sine Kræfter og Yttringsret for sine Meninger. Den Statsforfatning er slet og ufri, som tilsteder Indskrænkning i nogen af disse naturlige Rettigheder; og desværre er dette Tilfælde med de allerfleste, som dog derfor ei ville hedde ukul- tiverede. Men ved at undersøge deslige ulykkelige Nationers SIDE: 44 Tilstand, vil man finde, at disses Mængde er yderlig forsømt og raa, og at den Kultur, de prale med, kun er falden i enkelte begunstigede Klassers Lod, som beholde sine Særrettigheder mod at hjælpe de Regjerende i at holde Folket i den Uvidenhed, der er Slaveriets Moder. Menneskeheden skrider dog i det Hele bestandig fremad med Tiderne til det Bedre, til stedse større Oplysning og borgerligt Velvære. Derfor sige vi medrette, at, om Overtro, Uvidenhed og Trældom hørte ligesom hjemme hos vore Forfædre for nogle hundrede Aar tilbage, saa passe disse Lyder og Trængsler ikke nu mere med Tidens Aand d. e. med den største Deel af den nulevende Menneskeheds Tænkemaade. Burde nu end den største Deel af vore Dages Menneskehed, idetmindste de kultiverede Nationer, efter alle de Anstrengelser, den har seet sig nødt til at anvende, forat afvælte for tunge og uværdige Aag og Byrder, efter alle de gode Bøger, som ere blevne trykte, og efter alle de Mønstre paa et værdigt Liv, Historien fremstiller, udmærke sig fra den henfarne ved et dy- digere Liv, som Følge af en bedre Tænkemaade og ædlere Sæ- der: saa vide vi dog, at vor Tids fornemste Fortrin alene be- staaer i en meget større Forstandsoplysning og videre dreven Kunstfærdighed mellem Menneskene; hvorimod den almindelige Tænkemaade eller Hjerternes Oplysning ikke synes mærkeligen at have forbedret sig. Men uden denne er hiin Forstandens Oplysning ikke af synderligt Værd; thi kun ædel Tænkemaade giver denne Varme og Kraft, saa at den gjennemtrænger og udbreder sig, hvorimod den alene for sig selv er at betragte som den kolde Morild, der vel lyser, men ei varmer. Ville vi derfor nyde et lykkeligt Liv saaledes, at vi kunne paa en vis Maade sige, at vi fortjene det, saa maae vi være dydige som kloge, stræbe efter at oplyse vore Hjerter ligesaavel som vore Hjerner; men denne sande Uddannelse af vore udødelige Sjele vise vi ved en saa levende Erkjendelse af vore Pligter, at enhver af vore Handlinger bliver et Exempel paa Dyd. Den fuldkomneste Statsforfatning, men som kun lader sig op- retholde i sin Reenhed ved almindelig Dyd og Agtelse for Lovene og de borgerlige Pligter, er den republikanske eller Fristaten, SIDE: 45 hvor Folket ved sine Udvalgte bestyrer hele Regjeringen. Dette er Folkevælde eller Demokrati, og er virkeliggjort med herlige Følger baade i Fortid og Nutid, i den gamle og nye Verden eller i Amerika, hvor den dog i enkelte Stater er plettet med Feil, f. Ex. Negerslaveriet, som skjænde dens Navn. Men det er især denne Statsform, som har bekræftet Sandheden af: Frihed uden Dyd at have -- o det er en rædsom Gave! Næst Republiken staaer det konstitutionelle eller indskrænkede Monarki, hvor Folket anbetroer en Konge den udøvende Magt. Som et Exempel paa dets Hensigtsmæssighed for en vis Tilstand i et Folk, kunne vi anføre vort eget Fædreland, der har vundet saa øjensynligen ved den 17de Mai 1814 at antage denne Stats- form istedetfor det absolute eller uindskrænkede Monarki, som endnu bibeholdes i Danmark og flere af Europas Riger, og som ikke er synderlig forskjelligt fra Despotiet, hvor en Enkelts Vilje er Lov; og hvor kun Det er Slavens usle Trøst, at see paa Millioner Brødres Aasyn egen Vee: Men -- Det Gode dog tilsidst maa vinde Slag; thi det er Gud Almægtiges egen Sag. Historiske Exempler. Vise Mænds Eftergranskninger, især i sit Indre, og sørgelige Erfaringer have oplyst Menneskene om de Pligter, de have at iagttage, hvis de ville føre et Liv, der er værdigt deres høie Rang som Guddommens Billeder; og Historien nævner os mange Mænd, som har vidst at opfylde dem. Der har ogsaa været Mænd til de fleste Tider, om hvem man kan sige, at de have skredet forud for sin Tid i Oplysning og ophøjet Tænkemaade. Saaledes have enkelte Mænd paa de SIDE: 46 Tider, da alle deres Samlevende vare saa dybt nedsjunkne i Uvidenhed og Overtro, at de drømte sig Guder eller overmen- neskelige Væsener i baade Dyr, Stene og Billeder, hvilke de dyrkede som "Afguder", vidst saa vel at bruge sin naturlige Skarpsindighed ved at skue ind i Verden, at de hævede sig over hiin Overtro ligetil Erkjendelsen af een Gud, som Alts Ophav og Bestyrer. Dette hæderlige Vidnesbyrd giver Historien Harald Haarfager, den første Konge, der bød over det hele Norge. Ringeagtende Folkets Afguder og Offringer, sagde han engang, medens han endnu var ung: "jeg sværger, at jeg aldrig skal ofre til de falske Guder; men til den Gud alene, som har skabt Verden og Men- nesket; thi det vilde være daarligt af mig, om jeg vilde vente Hjælp af Steen eller Træ". Saalidet stort, der maaske synes for Os, at være i denne Yt- tring, røber den dog endnu mere en udmærket Aand, end hans stolte Ord, at ville erobre hele Norge. Men for hans Samtidige maatte den klinge som dumdristig Gudsbespottelse. Giv ei aarhundredgammel Fordom Rum! Den ældste Mening ofte mest er dum! Ja, æres denne end af Folkets Flok, det dertil være dig ei Aarsag nok! Thorkil Mane, en Islænder, var ligeledes opdragen i Afgudstro; men da han naaede sin Mandomsalder, anvendte han meget af sin Tid til Eftertanke over hvorvidt disse Fortællinger kunde stemme med sund Fornuft. Han satte sin Tids Tro tilside, be- tragtede Naturen, tænkte, og overbeviste sig snart om, at den da gjældende Tro var Fabel, og om at der maatte være eet alt- skabende, altstyrende Væsen. Denne Overbeviisning fulgte han, ærede dette Væsen, og levede som en retskaffen Mand, skjøndt i sine Samtidiges Øjne vistnok som en Gudløs, eller omtrent som vi vilde betragte et Menneske, der hverken troede paa Gud eller Udødelighed. Da han fornam, at det stundede til det Sidste med sig, bad han sine Huusfolk at bære ham ud under aaben Him- mel; "thi, sagde han, der vil jeg ligge, medens jeg døer, at jeg i min sidste Stund kan see op til Solen, og tilbede den Gud, der skabte den og Himmelen og Jorden". Se, Disse opfyldte, skjøndt omgivne af Afguderiets Mørke SIDE: 47 -- og hvormeget hellere bør da ikke vi gjøre det, der boe om Templer, hvor Sandheden forkyndes? -- den første almindelige Pligt: at ære og elske Gud, vor og Altings Fader, af ganske Hjerte, og ikke lade Gudsdyrkelsen bestaae i tomme Ord og ufrugtbare udvortes Ceremonier, men i oprigtige Følelser af Kjærlighed og Ærefrygt. Den høster godt Rygte, som Dyden saaer; og Verden arver Rygtet, men Sjelen Himlen faaer. Den anden almindelige, eller for Alle nødvendige og gjældende, Pligt, hvis almene Opfyldelse bevirker et lykkeligt Samliv over den hele Jord, er Menneskekjærlighedens: den, at vi skulle agte og elske ethvert Menneske, hvad Stand, Folk og Troesbekjendelse han end er af, som vor Broder, og søge at bidrage saameget som muligt til hans Lyksalighed, d. e. vi skulle være retfærdige, handle efter Samvittighed i alle Ting, holde Forpligtelser ubrøde- ligen, være oprigtige og sanddrue i Alt, tjenstfærdige med Ind- sigter, Færdigheder og Evner, være eftergivende, skaansomme og forsonlige, velgjørende, taknemmelige imod Enhver, som be- viser os Kjærlighed og Godhed, venlige, beskedne, trofaste, med- lidende, og, til hans Exempel som til vor egen Nytte, kydske, maadelige i Alt og bevare vor Sjel reen for lastefulde Sinds- bevægelser. Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen, at den ei qvæler dig i sin Omarmen! Vi mangle ikke udmærkede Exempler paa en skjøn Udøvelse af Menneskekjærlighedens Dyd. Vor Landsmand Salve Nielsens Daad er os i friskt Minde. I aaben Sø, omdreven i tre kolde mørke Efteraarsdøgn paa et Vrag, redder han sig alene med høieste Livsfare til et forbiseilende dansk Skib, hvis Skipper, med Ophold for sin egen Reise, og skjøndt han ikke kunde i den rasende Storm ganske nærme sig til Vraget, dog søgte at holde sit Skib saa nær som muligt, seilende bestandig i en stor Kreds om det, forat optage dem, som derfra skulde mægte at redde sig Svømmen. Men Salve Nielsen, neppe selv reddet, endnu forfrossen og udmattet af de udstandne Lidelser, udholder ikke Synet af sine Ulykkesbrødre: -- trods den øjensynligste Døds- fare, trods Advarslen: "spild nu ikke Guds Velgjerning, at have SIDE: 48 reddet dig!" kaster han sig i Baaden -- er atter alene i den vilde Søe, i Dødens Gab, anstrenger sine sidste Kræfter, nærmer sig det drivende Vrag, og redder alle de der Efterladte. En engelsk Læge Howard opofrede sit Liv for Opfyldelsen af Menneskekjærlighedens Pligt. I sit Inderste oprørt over Fængs- lernes og Hospitalernes jammerlige Forfatning paa den Tid, reiste han fra Stad til Stad, Land til Land, undersøgte dem paa alle Steder, gjorde Regjeringen opmærksom paa de skrækkelige Mang- ler, som fandtes næsten overalt, udkastede Planer til bedre Ind- retninger, og fik dem, især ved den Anseelse, han kom i, paa mangfoldige Steder indførte. Omsider døde han som et Offer for sin Menneskekjærlighed: han blev selv, under Undersøgelsen af et Pesthospital, smittet og bortreven af Sygdommen. Men hvormange tusinde Ulykkelige ere ikke mindre ulykkelige nu ved hans Daad? Hans Minde er velsignet paa Jorden, som hans Sjel visseligen er det i Himmelen. Meddeel den Hungrige dit Brød! før de Forladte ind i dit Huus! og naar du seer et nøgent Menneske, da klæd det! Det er Menneskekjærlighed. Fordobbles skal din Fryd saa mange Gange, som du den dele vil med Mange. Et skjønt Exempel paa Trofasthed, Høimodighed og Fædrene- landskjærlighed finde vi, iblandt mangfoldige andre, i vor gamle gode Snorre Sturlesens norske Krønike. Norges Konge Harald Haardraade, som forresten var en dygtig Mand og Herre, greb engang til det uædle Middel, som han vist havde lært ved det fordærvede Hof i Syden, hvor han havde opholdt sig, ved Leiesvende, der reiste om under Navn af Ud- sendinge fra den fiendtlige Kong Svend af Danmark, at friste Landets første Mænd, hvorvidt han kunde forlade sig paa dem. Men da disse Spioner kom med sine falske Breve og Foræringer, som det hedte, fra Kong Svend til Einar Thambeskjelfver, der, som den gjæveste Mand i Throndelagen, især havde modsat sig Kong Haralds Indgreb i Folkets Rettigheder, saaledes at han ellers levede i Misforstaaelse med Kongen, saa fik de høre sand SIDE: 49 norsk Tunge. "Vel veed jeg, svarede Einar, at Harald ikke er mig god, hvorimod Svend ofte har viist mig paafaldende Ud- mærkelser. Men siig ham dog: "vover han at angribe mit Fædre- land, det Land, hvori Harald er Konge, da skal jeg møde ham med alle de Mænd, jeg kan sanke, og forsvare mit Land og min Konge. Aldrig vorder Einar Forræder; men det ere I!" Og dette var da kort og god Besked. Den Ædelmodige tilsidesætter gjerne en Rettighed, opofrer gjerne Noget af sin Velfærd, forat opfylde Menneskekjærlighedens Pligt. Dette gjorde Anders Aagesen Rougtved, en Bonde i Brads- berg Amt i Norge, der langtfra hørte til Kaxerne. Thi, efterat han meget havde forbedret sin Gaard, der dog ei var hans Eje, men Bygselgods, erholdt han en særdeles riig Høst i nogle Aarin- ger, da ellers en haard Misvæxt indtraf i Landet; og skjøndt der gjordes ham for det hele Forraad, han havde tilovers, overmaade fordeelagtige Tilbud, saa forbeholdt han det dog for de meest Trængende i sit Nabolag, til hvem han udsolgte det i smaa Dele, forat det skulde strække til desflere, og det meget under den Priis, han ellers kunde have faaet. For denne ædelmodige Daad, erholdt ogsaa vor gode Anders en Sølvmedalje af Staten til Hæ- derstegn. Være en nyttig Mand er en Mynt af Guld; hvor den fremvises, erkjendes Værdien for fuld. De Kaar, som Norge ved sin Beliggenhed er udsat for, give Leilighed til at efterligne Anders Rougtved. En saadan selvop- ofrende Menneskekjærlighed mod Landsmænd er sand "Pa- triotisme". Norges Konge Olaf, med Tilnavnet den Hellige, fordi han med megen Ivrighed søgte at ødelægge Hedenskabet i Norge, udøvede altid Retfærdighed, naar denne til Lidenskab udartede Iver for at udbrede Datidens Kristentro ikke kom med i Spillet. Saa- ledes straffede han stedse efter Lovens Strenghed de højbaarne norske Herrer, ja vel iblandt af hans egen Slægt, der tillode sig paa Landets Kyster at øve det saakaldte Strandhug d. e. at de, naar de vare i Søen, og trængte til Noget, udenvidere satte SIDE: 50 iland, og, med Sværd i Haand, aftvang Bønderne ved Kysterne Alt, hvad de behøvede; og denne upartiske Retfærdighed øvede han, endskjøndt han vel maatte forudsee, at han derved vakte sig de farligste Fiender. Dette bekræftedes ogsaa siden, thi just hine Mænd stødte ham fra Thronen. Trofasthed var en højtagtet Dyd hos vore Forfædre. "En Mand en Mand! et Ord et Ord!" gjældte fuldeligen hos dem, og de agtede Sandheden i Sproget: Din Tale er din Handlemaades Skygge. Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge. Vidner vare da ikke nødvendige, for at bestyrke Tro og Love. Den, som sveg endog et hemmeligt Løfte, blev anseet som Niding. Fremmede kjendte vore Forfædre som trofaste Folk, og ærede dem derfor. Udenlandske Fyrster vilde derfor helst have Nord- boere til sin Livvagt. Saaledes havde Keiserne i det forrige græske Rige, som residerede i Konstantinopel, der nu er den tyrkiske Storsultans Hovedsæde, bestandig en Livvagt om sig af nordiske Folk, der fik Navn af Væringer eller Varanger. Harald Haardraade var disse Trofastes og Kjækkes Anfører før han blev Konge i Norge. Nævne "Ven" sig blot med Munden usselt Venskab er igrunden. Venskab ei af Ord og Skrivt kjendes skal, men af Bedrivt. Gregorius Dagssøn var en af den norske Kong Inges ypperste Hærførere, hvorhos der var et trofast Venskab imellem ham og Kongen. Det stod da sin Prøve engang i et Søslag mod En, der tragtede efter Kronen, og kringsatte Kongens Flaade engang i Glommens Udløb. Gregorius havde nemlig med øm Omhygge- lighed faaet overtalt Kongen, der var syg, til at trække sit Skib ud af Slagordenen, men ilede selv i Kampen. Hans Skib kom paa Grund, Fienden samlede sig om ham, og han kom i Fare; men da Inge saae dette, kunde han ikke længer holde sig, greb Værget, lagde ud, roede til, gav sig saa syg han var i Striden, og delte Seiren med sin frelste Ven. Nogen Tid efter faldt Gre- SIDE: 51 gorius i en ny Kamp for sin Konge. Budskabet herom bragte Inge til Taarer, han ilede i Kamp for at hevne sin Ven eller døe. Og han døde. For jevnt og gjennem sit hele Liv at kunne opfylde Menneske- kjærlighedens Pligter, maa Mennesket have Ejendom. Dette Gode kan Enhver erhverve sig ved Vindskibelighed, idetmindste saa meget deraf, at han kan stadigen gavne og vise Godt imod sine Nærmeste. I Borgerens og Bondens Vindskibelighed bestaaer ogsaa Statens sande og varige Velvære, hvilket Regjeringerne erkjende ved at hædre offentligen Den, der i en udmærket Grad øver denne Dyd. Vindskibelighed gjør rig, saavist Studering Lærdom giver, saavist den Tappre hædret bliver, og Dyd til Himlen svinger sig. Niels Justesen var en fattig Bondekarl, da han bygslede Gaar- den Eidet paa Hitterøen. Gaarden var da i højeste Grad for- falden, og syntes tillige, hvad Jordvejen angik, aldrig at kunne komme sig synderlig, formedelst Vandskyl, deels fra Havet, deels fra nærliggende Bjerge; men Niels Justesen gik modig til Værket, angreb selve Naturen, og vandt Sejer. Thi ikke nok, at han op- byggede sine Huse fra Nyt af, bortledede Kjern og Bække gjen- nem besværligen anlagte Diger, ryddede Steen og Krat bort, og opsatte Steengjærder; men han tilkastede et heelt Kjern saaledes, at han fik sig i dets Sted en Tønde Land, satte Dæmninger imod Havet, ja flyttede disse endog saa langt ud, og bedækkede dem med Jord, at han ogsaa der fra Vandet ligesom erobrede sig en Ager paa en Tøndes Udsæd. Og til dette Arbeide havde han ingen anden Hjælp end sin driftige Kone, en Pige, og siden tvende Døttre; men alligevel udrettede han ved utrættelig, ordentlig Flid, at han blev en velhavende Mand, istand og villig til Veldædighed mod Andre, og at han høstede og fødte paa Gaarden det Tre- dobbelte imod tilforn. Flid sig giftede med Tid. Flittig Times Fryd var Tidens Brudesmykke. Tilsammen avlede de Lykke. SIDE: 52 Da han var 62 Aar, og hædret med Landhuusholdningsselskabets Guldmedalje, blev han engang raadet at betænke sin høje Alder, og at lade det nu være med hvad der var gjort; men Hæders- gubben svarede, rystende paa Hovedet: "Nei, da maatte jeg miste det Bedste af mit Liv, som er den utrolige Glæde, jeg finder i at altid lægge noget til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg har sligt Arbeide under Hænder". Paa Goddædighed gav Nils Lembaks Liv en Række af de skjøn- neste Exempler. Han var Sorenskriver paa nedre Romerige i Agershuus Stift, og i dette Distrikt er hans Navn i velsignet Minde. Selv sparsom eller rettere nøisom og tarvelig i sit Liv, arbeidede og erhvervede han stedse, alene for at gjøre Godt. Han bortgav og udlaante Sædekorn; han kjøbte Gaarde, opdyr- kede dem, og forærede dem og Penge med til vindskibelige, fattige Folk; alt Hjemmevirket opkjøbte han, skjøndt han egent- ligen ikke havde Brug derfor, men alene forat opmuntre Huus- fliden; han uddelte Belønninger og Ærestegn til de flittigste Agerdyrkere -- kort, han var en Velsignelsens Kilde for den hele Egn, og den udtørredes ikke med hans Død; thi hans Exem- pel gjenlevede i mange hans Efterlignere. Vi hørte ovenfor, at Nils Lembak opkjøbte alt Hjemmevirket, endskjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor. Men dette er saaledes at forstaae, at, om han ikke selv kunde have Brug for alt det, han kjøbte af Vadmeler, Værkener og Træevarer, saa opkjøbte han det dog, forat opmuntre denne Huusflid ved de eneste Midler, den kan opmuntres ved, nemlig ved en Slags Forkjærlighed eller Agtelse for det Hjemmevirkede og ved Af- sætning. Nils Lembak gik derfor, skjøndt han var en riig og for- nem Mand, stedse i hjemmevirkede Klæder; thi han indsaae, at, ligesom Klæder ere det andet Nødvendige for Mennesket, saa- ledes er ogsaa Klæders Tilvirkning og Møblers og Huusgeraads Forarbeidelse det næst Agerdyrkningen Nødvendigste i en Stat, forat denne skal kunne være selvstændig, saaledes at ikke et Folk baade fødes og klædes af Andre. Hvor beskjæmmende er det derfor ikke for en Bygd, at see især dens Qvinder, hvem det tilkommer at sørge for, at Familien klædes af Gaarden, lige- SIDE: 53 som foragtende de indenlandske Tøier, at udmaje sig med uden- landske brogede Klæder? Ja beskjæmmende er det; thi de bære da Vidnesbyrdet paa sig, om at de ikke ere flittige; og, naar en Mængde af saadanne findes i en Bygd, om at der er Mangel paa Huusflid, og det er en Lyde paa den hele Bygd. Naar Hjertet er norsk og fædrenelandsk, hvi Kaaben da engelsk, og Hatten da dansk? Vort fattige Land har ei Evne til at klæde i Silke forfængeligt Smiil. Vort fattige Land har ei bedre Lykke end sin bedste Datter i Værken at smykke. Taknemlighed mod Fødeland er evig Skat paa alle Mand. Lever et Folk lykkeligt i et Land, ja endog, om dette til en Tid ikke er Tilfældet, saa elskes Landet dog, i Haabet om, at der, hvor Fædrene levede lykkeligen, blomstrer vel ogsaa Ro og Lykke for de kommende Slægter; og derfor ville Borgerne heller offre Gods og Liv, forat forsvare dette Land, end ved Feighed blive selv mere ulykkelige, og dertil paadrage sig Æt- lingernes Forbandelser. Denne Kjærlighed til Fosterjorden, der gav os vore Fædre og vore Mødre, til den samme Himmelegn, under hvilken vi voxede op paa samme Muld, som Forfædrene dyrkede og betraadte, er ligesaa ædel som naturlig. Dens Navn er Fædrelandskjærlighed (Patriotisme), og vi vide, at den er Moder til store Dyder: til Almeenaand, Redelighed, Vindskibe- lighed, Maadeholdenhed og mange andre Dyder i Fred, til Mod og Tapperhed i Krig. Fædrelandskjærlighed sikkrer Staten Vel- være i Fred, Held i Krig. Det er en Ære for Normændene, at de altid have været anseete for at nære denne Dyd, og det medrette; thi de have givet mange udmærkede Beviser derpaa. Hvo har ikke hørt Tordenskjolds Navn, hos hvem Fædrelands- kjærligheden viste sig i saa udmærket Grad som Mod og Tapper- hed? og om hvorlunde han, paa en liden Hukkert med to Ka- noner, men isærdeleshed ved sine egne ypperlige Riffelskud, tvang en fiendtlig Fregat paa 16 Kanoner, efter Kapitainens Fald, at søge Flugten? Hvo har ikke hørt, hvorlunde han med SIDE: 54 faa Skibe dristig seilede ind i Dynekilen, en snever befæstet Havn paa den svenske Kyst, og ødelagde og borttog en over- legen fuldtudrustet, af svære Batterier beskyttet Flaade, som just skulde føre Krigsfornødenheder til den heltemodige Carl den 12tes Armee for Frederikshald, hvorfor denne strax efter Tordenskjolds Sejer maatte drage tilbage i eget Land. I Strid i Spidsen gaa for Hæren! Hvor arm du er, du da en Rigdom ejer; thi lever du, du ejer hele Æren, og døer du, arver Fædrelandet Sejer. Oberst Kruses Manddomsdaad kan heller ikke være ubekjendt? Han, som i Høland, hvor han med 150 Mand var sat, for at for- svare en Vintervej, modigen angreb det femdobbelt stærkere fiendtlige Korps, der kom anrykkende, anført af selve Kong Carl den 12te. Tre Gange faldt Fienden an, tre Gange drev han den tilbage, saaledes, at den kun efterat være bleven for- stærket, mægtede at bane sig Gjennemgangen, hvilket dog des- uagtet neppe vilde have lykkets, hvis ikke Kruse, der bestandig var blandt de Forreste, efterat have nedlagt 7 Fiender, og saaret Prindsen af Hessen selv, var bleven fangen, da han formedelst Saar ikke længer kunde værge sig. Den er ei Fred og Frihed værd, som skjælver for at drage Sværd. De tappre Borgere af Frederikshald tilbagesloge jo to Armeer, der beleirede den da saagodtsom ubefæstede Bye? Og da Fien- dens Overmagt, trods tappreste Modværge, i den tredie Be- leiring omsider blev Herre over den, toge de ikke i Betænkning at stikke sin egen Bye i Brand, forat Fienden ikke skulde faae Skjul over Hovedet for Fæstningens Kanoner. Han maatte da flygte ud af den erobrede By, og siden, efter Kongens Fald, opgive ethvert Forsøg paa at tage Fæstningen Frederikssteen. Hvor Stordaad øves af Mange, gives der dog altid Nogle, som udmærke sig meest. Saaledes Peder Normand i Frederikshalds SIDE: 55 første Beleiring, samt Brødrene Hans og Peder Kolbjørnsen i de sidste. Disse foresloge Forsvarsanstalterne, bragte dem istand, svarede kjekt paa Fiendens Opfordringer, lagde Penge til, hvor det behøvedes, underholdt mange af Soldaterne, oprettede og anførte Frikorps, opmuntrede med Raad og Daad, og ofte vovede de sit Liv, thi de strede som Helte. Forsvares et Land saa vel af Mændene, saa gjennemglødes selv Qvinderne af Fædrelandskjærlighedens Mod, og da hviler det sikkert med alle sine Goder bag Folkets Arme, og aldrig vil fremmed Herrefod træde det. Hvad gjorde ikke Anna Kolbjørnsdatter Ramus, Præstekone paa Norderhoug paa Ringerige? Fienderne kom, 800 Mand stærke, pludseligen til Præstegaarden paa sit Tog forat ødelægge Kongs- bergs Sølvværk. Anna aabnede da baade Ølkjelder og Stabur for Fienderne, medens hun sendte Bud til et mindre Antal norske Dragoner, der laa 1/2 Miil derifra, og indbød dem til Gjæstebud, med Anmodning om at lægge Mærke til, naar de saae et Baal blusse i Præstegaarden, hvilket hun, under Paaskud af, at det var forat varme Folkene, havde faaet Tilladelse af den fiendtlige Oberst til at anlægge. Normændene kom, under Anførsel og Vei- ledning i den mørke Nat af den tappre Thor Hovland, fangede Obersten, nedsloge et stort Antal, og adsplittede ganske det fiendtlige Korps. Kongsberg blev saaledes reddet, og Fienden maatte afstaae fra oftere at trænge ind i det Indre af Landet. Vor gamle Folkekrønike Snorre Sturlesen leverer os Mønstre nok paa denne Nationens Frelsedyd i Faren, men faa kunne dog sættes ved Siden af Olvar Bondes. I Kong Harald Gilles Tid blev Staden Konghelle overrumplet af hedenske Sørøvere, og behandlet paa Sørøverviis. Medens disse røvede, myrdede, skjændte og brændte i Byen, sad nogle Bønder sammen i mun- tert Lag nær derved. Rygtet om hvad der imidlertid foregik i Byen kom til dem, Forfærdelse udbredte sig, de Fleste vilde flye. Men Olvar sprang frem midti denne Forvirring, satte Hjel- men paa Hovedet, svang sin Øx, og raabte: "I gjæve Mænd! SIDE: 56 kommer! lader os hjælpe Bymændene. Ikke sømmer det sig nu at gjæste Ølkanden, men Fienden! Vi maae fælde Hedningerne og redde vort Fædreland!" Ingen havde dog Lyst strax til at følge ham i Faren; "Ha, vil Ingen følge -- blev han ved -- saa vil jeg fare alene, og skal jeg vel sende En eller To forud, før jeg falder!" og i samme Øieblik foer han ud, og ilede til Byen. Otte Fiender angrebe ham, men Olvar tabte ikke Modet; Nogle nedhug han paastedet, de Andre jog han ud i en Myr, hvor han endnu nedslog To af dem. Men her fandt hans Venner ham, da de vare ilede efter ham, fastsiddende, saaret og afmægtig. De bragte ham hjem, og sørgede for hans Helbredelse. Ja Verdenshistorien lærer os, at Kjærligheden til Fædrelandet er Grunden til al Dyd, Styrke og Lyksalighed i det borgerlige Liv. Ved denne have smaa Stater hævet sig til Hæder og Lykke; men ikke saasnart aftog den hos et Folk, førend dette igjen sank tilbage, blev Voldherskeres, Erobreres Rov, et Folk af Trælle, ulykkelige som foragtede. Men Den alene elsker sit Fædreland, der tænker, vaager og arbeider til Nytte i den Kreds, hvor han er sat, der altsaa stræber ved Oplysning og Uddannelse at vorde det saa nyttig, som det staaer i hans Evners Magt; der er villig til at tilsidesætte egne Fordele for det Almindelige, og færdig til at offre Gods og Liv, hvor det gjælder, for det fælleds Vel, den fælleds Frelse: d. e. formaaer at vise en saa udmærket Grad af sædelig Styrke, at alle jordiske, egennyttige Hensyn, ja selv Livet, der er det sandselige Menneskes Dyrebareste, taber sit Værd imod denne alvorlige Pligt. Ere Staterne saaledes indrettede, ere deres Borgere oplyste om sine almindelige Pligter som Mennesker, og som Mennesker i særegne Forhold, og leve de derefter, d. e. have et Lands Indvaanere Gudsfrygt, og sættes de ved et godt Underviisnings- væsen istand til at uddanne sine Sjeleevner; have de Anledning til at anvende sine Færdigheder og Kundskaber saaledes, at Underholdningen ikke bliver for vanskelig at vinde for nogen Klasse; nyde de borgerlig Frihed, hvilken altid maa staae i For- hold til Fleerhedens Oplysning og Sædelighed eller moralske Frihed -- da ville de ikke let lade sig disse Goder frarive; men SIDE: 57 med Omhyggelighed ville de uddanne og vogte dem; da ere Jordens menneskelige Samfund hvad de skulle være: Plante- skoler for det himmelske Rige, hvortil Menneskene have Borger- ret ved Fødslen, og hvortil de endydermere højest og tydeligst ere kaldede ved Frelseren fra det moralske Onde og Vankun- dighed om Aandens Vel og Vee, Jesus Kristus. SIDE: 58 Henrik Wergeland NOTITS OM SERNA OG IDRE SOGNERS EROBRING AF SVENSKE BØNDER 1644 MEDDELT AF HR. CAND. THEOL. HENRICH WERGELAND Det var svenskt Hærvirke under Henrich Fleming, at Jæmte- land og Herjedalen kom fra Norge i den saakaldte Hannibals- Feide 1644 -- 45. Men en, i Historien sjelden og i sit Slags egen, Bonde-Bedrift var det, som samtidigen tilvandt Sverige fra Norge Sognerne Serna og Idre, beliggende N. O. fra Trysild, og den Gang tilligemed dette Præstegjeld Elverum i Østerdalen annec- terede. I sit Utkast til Föreläsningar öfver Svenska Historien (3dje Stycket S. 129 -- 30) beretter E. M. Fant denne besynderlige Begivenhed saaledes: "En krigsexpedition af egen art skedde på Dalsidan. Indbyg- garne i Mora och Elfdalen indtogo Särna och Idre socknar i Norrige. De anførtes af Capellan i Elfdalen Daniel Buschovius, som erhållit fullmagt af Landshöfdingen Petter Kruse i Fahlun. Han fann gammalt folk deroppe utan dop och Christendom (!), hvarföre någre blad i den Handbok, som han nyttjade vid deras döpelse, finnas sönderrifne af dem som döptes, der hon förvaras på Gymnasii-Bibliotheket i Västerås." I Beskrivelsen over Trysild Præstegjeld i Topographisk Jour- nals 23de Hefte S. 85 -- 86 berøres denne Begivenhed efter de Oplysninger, Forfatteren har indhentet hos daværende Sogne- præst til Serna og Idre, hvilke Bygder beholdtes af Sverige efter Brømsebro-Freden 1645, og henlagdes som et eget Pastorat under Vesterås Bispedømme. Buschovius's Mandskab angives deri til 200 Dalkarler, som "paa Mariæ Bebudelses Dag indtoge Egnen til- ligemed det nærgrændsende Capel Idre og Byen (Bondegaarden) [fotnotemerke] Hede. Efter Krigstogets Slutning forrettede Magisteren, visende sig at være Mand tam in arte quam marte, Gudstjenesten i Fotnote: Paa et svenskt Kart findes ved Hede ansat en Kirke. SIDE: 59 Serna Kirke, og antegnede da med egen Haand følgende Ord i den Alterbog, hvoraf han i Kirken betjente sig, og hvoraf et Blad siden efter vistes udrevet: "Detta Blad blef sønderrifwit i Sierna Capell d. 25de Martii År 1644 af de Barnen, som då døb- tes, och woro til ålder komne, christnade af Hr. Daniel Buschovio, som orten indtog." Der fandtes altsaa endnu ved den Tid Hedninger i denne af- sides liggende Egn -- saa yderligen forsømt, rimeligviis især siden Ophævelsen af Hammers Stift, hvorunder den har hørt. Serna-Præsten beretter i denne Henseende, idet han beklager at alle gamle Papirer før hans Didkomst ved Vaadeild vare til- intetgjorte, at en Sigurd som Biskop i Hammer havde visiteret ved Serna i Aaret 1403, hvilken Forretning, efter Foged over Hedemarken Laurits Michelsens Bekræftelse af 1ste Martii 1615, skal findes liggende ved Herdals Kirke. Da Christningen sees foregaaen 25de Martii, som er Mariæ Bebudelses Dag, er det rimeligt, imod Fortællingen at antage den egentlige Erobring fuld- byrdet noget tilforn, men Erkjendelsen deraf fra Almuens Side eller Hyldningen til Sveriges Regjering, efter Tilstevning til Kir- ken, der og da foregaaen. Christningen har ogsaa været en Gjenstand for Mødet, og forudsætter med større Rimelighed, at Erobreren Mag. D. Buschovius, efter en Tid at have havt Bygden inde, har gjort hiin sørgelige Opdagelse, end at de uchristnede voxne Mennesker af egen Drift har opfordret ham til ex impro- viso at blive Apostel. Catechumenernes Sønderrivelse af An- tegnelsen om deres Daab viser, at denne ikke er foregaaen uden Tvang og Tumult -- denne sidste saa meget mere paa- faldende, som den, foregaaen i Kirken og ved en høitidelig Hand- ling, synes, at staae i Modstrid til den Følelse af Skam, som deres Hedenskab (mens Christendommen ved Traditionen maatte staae dem for Øine i alt sit Værd) maa have opfyldt dem med. Denne kunde meget vel føde Ønsket, at tilintetgjøre Vidnet om deres Skam; men Handlingen da i selve Daabs-Øieblikket til- hører alene en Vildhed, der i samme Mon var i sig selv hedensk, som den kom af, at den religiøse Følelse ved den lange Afvæn- nelse fra christelig Gudstjeneste og Sed var sløvet. SIDE: 60 Henrik Wergeland FORORD TIL "SAMLING AF SANGE OG DIGTE FOR DEN NORSKE SJØMAND" At være en Normand, er en Egenskab, som Flere end De, der besidde den, sætte Priis paa. Det skulde da være en Usling med "Dæmringens" affekterede Blusel over Fædrelandet i sit Hjerte og en Slump dansk Blod i Aarerne, som skulde fornegte det. De frie Folk skatte hos Normændene, at de, paa Kyst- stædernes blandede Befolkning nær, ere et Folk af Bønder, hvis Masse byder Demokratiet en dyb Bund at slaae Rødder i; og alle Nationer, hvormed Normænd kom i Berørelse, erkjende en Gediegenhed ved Folkekarakteren, som vinder dem Alles Agtelse og selv den selvfølelsesfulde Brittes Godhed. Men hvad har da skaffet Normændene dette gode Navn og Rygte i Verden? Europa kalder os tappre: men det kjender ingen Seire af os siden Viking- alderen -- opvakte, uden at vide, om vi have nogen Literatur -- dygtige til al Idræt uden at kunne paapege noget Storværk af Foretagelsesaanden. Verden nærer en fordeelagtig Mening om det norske Folk, som ikke altid lader sig gjøre Rede for. Det er virkelig Folkenes Yndling. I 1814, da det befriede sig, grun- dede Medlemme af det engelske Parlament sine Forsvar for dette Foretagende og Angreb paa Ministeriet, fordi det ikke understøttede det, paa Normændenes bekjendte gode Karakteer, hvem det af den Grund var større Synd at underkue; og de paa Friheden hadske Magter synes at troe, at den er uskadelig i Norge, at det norske Folk er det eneste, de uden Fare kunne betroe dens Fakkel. Men hvem især skylder da Norge dette sit gode Navn og Rygte i Verden? En Klasse af dets egne Børn, den anden Hovedgreen af dets Befolkning -- hvoraf Bønderne ere den første -- den, som har svunget sig længst ud, denne talrige Klasse af Sjømænd, der sørger saa troligen for det fælleds Fædre- lands Velfærd og Ære. SIDE: 61 Af Fødsel (og Udlændingen slutter sig til noget godt deraf) høre de ligesaavel til Folkets Kjerne og Marg som Gudbrands- dølen og Thelebonden paa sin Odel, fra Lodsen af, der med Stormfuglens Dristighed omcirkler Landet i sin flyvende Baad, og til Kapitainen ombord i Spaniefareren eller Tjømøskipperen, der farer med sin hjemmebyggede Tremaster medens Moer dri- ver Gaarden hjemme. Der tilbringer han da sin Vinter som Bonde, for, efter gamle Bjørn Farmands Sæd eller som Friis- lænderen nutildags, med første Luftning af Vaaren atter at pløje den store grønne Havmark, som han kjender ligesaa godt som Vangen hjemme. Seer man hen til den Agtelse, den norske Sjømandsstand har erhvervet Nationen hos Fremmede, fra den Tid, da den beman- dede den dansk-norske Flaade, og skaffede Dannebroge dets stærkeste Bannerholdere, og til nu, da den holder et forholdsviis større Antal Skibe paa Sjøen, end noget andet Folk, og hævder Folkets gode gamle Rygte overalt saalangt Flaget naaer; lægger man Mærke til det gode Vidnesbyrd om vore Sjømænds Mo- ralitet, som lader sig hente af de offentlige Kriminallister -- til det Navn for Mod og Duelighed, som vore Lodser saa ofte be- segle med sin Død -- til at ingen Klasse i vort Land viser den Spekulationsaand og Driftighed som vore Sjømænd, da siger man vel neppe formeget, naar man paastaaer, at ingen norsk Medborgerklasse har gjort sig mere fortjent til almindelig Agt og ærefuld Erkjendelse end Sjømandens. Og Synd var det san- delig at sige, at han optager Pladsen for Andre eller sidder paa det Fede af Landet; -- til dets nøgne Pynter og Strande er det han høster Velstand ind fra det øde Hav; der, imellem de bar- ske Klipper, som neppe unde en grøn Plet Rum, er det vi finde Mængden af vore Sjømænds som oftest pyntelige, med en ven- lig Farve anstrøgne, Huse. Paa en saadan, Naturen fravunden, Plet, under et vildt Æble- træ, der beskyggede en Sjømandsenkes Hjem, hvis Mand, en af "Prinds Kristians" Besætning, Aaret tilforn havde mistet sit Liv som Lods, følte jeg mig livligen opfyldt af Tanken om Norges Sjømænd. Jeg mindedes alle disse Tusinder, der lode sit Liv for fremmed Ære, og hvis Been ubesjungne omtumles i Belterne; SIDE: 62 Havet, der brød voldsomt faae Skridt ifra, og den sorgklædte Enke stillede mig Lodsens farefulde Liv for Øje; og den vesle Otteaarsgut, som med Bestemthed angav Navn paa et Par Skibe, der kunde øines langtude, og bedømte Detalljerne og Særegen- hederne ved deres Sejlads, som han med spændt Interesse fulgte, viste mig hvor tidlig denne Lyst og Dygtighed til Sjøen vaagner hos de Normænd, der boe den nærmest, og kjende bedst dens Farer. Jeg ønskede at kunne gjøre Noget til Hines Ære, der havde hædret Fædrelandets Navn, men selv ere navnløse, navn- løse som de ere talløse disse Tusinder, som gave de bedste Kræfter til de Seire, Danmark knyttede alene til sit Navn. Jeg ønskede at kunne gjøre Noget, forat bringe Glæde ind i disse ensomtliggende Hjem, som Sorgen saa ofte gjæster -- Noget, som kunde forhøje den, hvor Sjømænd have frydefuldt Samqvem ombord eller iland -- Noget, som kunde udtrykke en Landsmands varme Interesse for denne herlige Stand, der omfatter saamange dygtige sande Mennesker, Mennesker med sunde Sjele i sunde Legemer -- Saadanne, som jeg har kjendt mange: freidige i Ve og Vel, religiøse og alvorlige i Hjertet, med aabne og velvillige Ansigter, patriotiske indtil Enthusiasme, nidkjære for sin Stand, trofaste i Hu, ligefremme i Sæder, modige og mandige til Daad, muntre, livlige og letvakte til Fornøjelser som Børn. Dette er den norske Sjømands Karakteristik. At der saaledes ikke skal meget til at glæde dem, og at et ægte Sjømandsgemyt, paa Grund af sin egen Gediegenhed, seer paa Meningen meer end paa Tingen, den søger sit Udtryk ved, og paa Maaden hvorpaa dette skeer, indgav mig Tanken om at foranstalte en hidtil manglende Samling af Sange for den norske Sjømand. Den Betydenhed, Standen har imellem de øvrige Klas- ser, gjorde det end mere paafaldende, at nogen Saadan endnu ikke fandtes; og den uomtvistelige blodkjøbte Ret, den har til Fællesskab i den danske Samling af Sjømandssange, forsaavidt denne behandler Begivenheder under den forrige Forening, var det ikke synderlig behageligt for Normænd at benytte sig af saa- ledes som det danske Navn deri er gjort forherskende og hef- tes til Normænds Bedrivter. Idet jeg dog maatte indtage dem i Samlingen, blev det da nødvendigt at skifte Æren noget lige- ligere ud, saa Norges Navn ogsaa kom til at tone i Sangene om SIDE: 63 dets egne Børn, og ikke idelig dette "Danmark, Danmark," som ikke engang har Ret til at beholde Æren for Sjøslagene ved Kjøbenhavn 1801 og 1807, hvori saameget norsk Blod flød, alene. Dog er ingen af de mange Sange derom optagen, saasom ingen af dem fremhæver noget norskt Navn, mens Verden dog veed, at de dengang forenede Rigers Flaade fik sin dygtigste Bemanding fra Norge. Mere ville Enkelte savne forskjellige, i deres Egne fra Mund til Mund gangne, Viser, hvoraf Kapertiden bragte mange i Omløb, og hvoraf jeg kun, efter adskillig Korrespondence paa forskjellige Kyststæder, har formaaet at drive et enkelt Brud- stykke op. Men i hvad der maatte mangle, haaber jeg den norske Sjø- mand, som faaer denne første Samling af Sange for ham ihænde, vil deri see et Beviis paa en Landsmands Interesse som agter sine Medborgere eftersom de gavne Fædrelandet og hædre det og Menneskeheden, og som med levende Følelse af Glæde og Stolthed erkjender, at denne Fortjeneste er i høi Grad tilstede inden den talrige Klasse af Norges Sjømænd. Kristiania i August 1839. Henr. Wergeland. SIDE: 64 Henrik Wergeland NOGLE ORD TIL GODE KONFIRMATIONSBØRN OG DERES FORÆLDRE GAVE TIL GODE KONFIRMANTER TIL BØRNENE Idag skal en rørende Handling forhøje vor Andagt, kjære Kri- sti Venner. Det er Ungdommens Højtid, eders Børns Æresdag, Mødrenes Bekymringers Sejersfest. Sandelig idag "ynkes Herren hjertelig" over Mødrene, og siger til dem: "græder ikke!" Thi fra idag af letter Han Opdragelsesbyrden, og han opreiser de unge Sjele, og lader dem vandre selv, ligesom de ømme Mødre reiste de spæde Lemmer og lærte dem at gaae. Idag "kommer han nær til os" i sit Ord; og det lyder til Børnene som forhen: "Du unge Dreng jeg siger dig staa op!" "Staa op!" lyder det, "til Livets Gjerninger, til Sandheds Erkjendelse, til Brødets ær- lige Erhvervelse, og til at gjengjælde Forældrene deres Velgjer- ninger." Derfor, I Menighedens Ældre, som have prøvet Livet og Vigtigheden af at lære Kristus at kjende og at vælge og lyde denne vor Herre alene og ikke de Verdens Afguder, som rives om de unge Hjerter saasnart de slippes af Forældres og Læreres Hænder -- derfor forener eder i Bønnen for Disse, der nu skulle tiltræde den farlige Vandring fra Skyldløshedens Blomsterstue, hvor de Smaae havde sin Verden, og ad de tusinde Stier over den vide Livsensslette til den sidste Tue -- til Graven, der til- sidst bliver stor nok Verden for de Største! Ja hør os, naar vi bede for dem og for os: "vor Fader osv." Luc. 7,11. Det er mange Aar siden Jesus vandrede til Nain, og opvakte den Døde; men endnu har ikke Verden drevet Kjærlighed til Jesum saavidt som Kjærligheden til sig Selv. Mærker Eder dette; SIDE: 65 thi det Ene er at elske det himmelske Liv, det Andet at ud- klække Spirer til Døden. Men hid ere de Unge komne med Hjerterne fulde af Livsens- sæd. Foraarsarbeidet er endt i deres Sjele. I Guds Navn da lægge Menigheden sin Velsignelse til, og omgjærde det Spirende endnu en Tid, og hjælpe de Vaklende, som ere standne op paa Herrens Bud! saa vil mangen Moders Vemod blive trøstet, og Folket føle Guds Besøgelse i Kirkens Gjerninger, og Jesu her- lige Navn udbredes. Det er meget, og det synes især den godtroende uerfarne Ung- dom saa, at Verden dog ikke skulde have drevet sin Kjærlighed til Himlen, der taler igjennem Jesum, saavidt som Kjærligheden til sig Selv, til sine egne Lyster og Laster, at Menneskene inden den kristne Menighed kunne glemme saa let, at Jesus ogsaa over Enhver af dem har raabt sit: "unge Dreng, jeg siger dig, staa op!" "Staa op, unge Sjel! staa op, Kraft! vaagn op Eftertanke, Dydvilje og Samvittighedens Øje!" Dog er det saa. Derfor mærker eder dette, og vogter paa eder Selv, og holder eder vaagne, at eders til Liv fremkaldte Bedre ikke atter henfalder i en Død, der ikke mere er Uskyl- dighedens slumrende! Vogter eder! thi ikke alle, der ældedes, bleve vise; mange ginge tabt, og Verdensfyrsten prægede sit dybe Herremærke i Pander, der vare klogere end eders. Derpaa kommer det an, at I, Unge, ja at vi Alle, Gamle som Unge, vogte paa os Selv; thi der falder ikke Regndraaber til Jorden flere, end Konfirmationsløfter, -- der i det unge Hjerte i Oprigtighedens Øjeblik vare dyrebarere end en Krands af Diamanter -- hengaae unyttede og uopfyldte i Luften; og for hvert skulle vi gjøre Regnskab, naar vi komme paa Baaren, hvorfra en forfærdeligere Røst end Jesu milde kalder vel til Opstandelse, men til Dommens -- ikke for Alle til en Opstan- delse i ømme Moderarme men til Opstandelse i en Døds mod hvem Tilintetgjørelse af vort Væsen, evig Glemsel af os Selv, evig Udslettelse af alt det Levendes, af Aanders og Menneskers Række, vilde være Mildhed og Velgjerning. Her vælge vi Jesum til vor Herre og med fuldberaad Hu. Ikke sandt, I, der ikke stededes Adgang hid om Alteret, om hans jordiske Throne, før I havde lært Ham at kjende, og vundet SIDE: 66 Forstand til selv at vælge? Her danne I en Kreds, Haand i Haand -- Forældre og Venner og Menighedens Gamle holde Hænderne derover, og beskytte den, og Intet synes at kunne gjennembryde den. Og dog -- disse Tryghedens Minutter flyde hen som de andre. Kredsen opløser sig, og de Enkelte udvandre hvor udenfor disse Porte andre Herrer ville raade med, og sige, at de have Krav paa Eder -- andre Herrer end den, I nu skulle sværge, Han, som hersker i dette Tempel -- hvem Aandernes Herredømme er forjettet, hvis Spiir er Tugtelse til Salighed, og hvis Rige er inden Alkjærlighedens Arme -- andre Herrer, ja med lokkende Røster og snedige Kunster indtil de have faaet listet Aaget paa eder endnu mens I ere unge, og indtil de kunne tage Svøben i Haand, og fremdrive sine Offre paa Fordærvelsens Veje. Ak, om det skulde gaae saa med nogen af disse Unge! Da vilde Øjne, som nu læse i Hjerterne, græde ovenover os; og der vilde siges om Os, naar vi udvandre gjennem disse Porte: "se Toget af Nain! der bare de en død Yngling ud i Den og Den og Den." Men Held os og Eder, unge Kristne -- I have hørt forud den gode Herres Krav før I allerede have valgt efter Hines, efter Vellystens, Havesygens, Vredens eller en anden af de tusinde Røsters Paastande, som ville kjæmpe om eder herudenfor. I ere advarede medens det er Tid. Faren er viist eder med kjærlig Haand før I allerede ere faldne i den -- med eet Ord: I ere endnu uskyldige; eders Sorg har endnu kuns havt Vægten af en barnlig Taare; eders Glæder have endnu ikke trængt til at blandes med en brydsom Eftertanke; eders Hjerter ere endnu formede efter Hans Vilje, der elskede saa Barnets og Enfoldig- hedens Uskyld. I have altsaa Noget forud: -- I have Lysets Rustning før Kampen begynder med de stærke Magter, som tør- ste efter det sunde Blod i eders Kinder, og brænde af Begjær- lighed efter at udsuge eders Hjerter og Marv og det uskyldige Øjes Glands, og at lokke den raske Ungdom til sig, for siden at kaste sine Forbandelser paa den nøgne Isse. I staae i denne Stund paa en Korsvej imellem den Herre, hvis Rige er Støv, og Den, som hersker ogsaa i Himlen. Men ikke skulle I sige, at man lod eder staae paa denne Korsvej, hvor den til den ene Side gaaer i Dybet, og den til den anden til Himlen, overladte SIDE: 67 til Uvidenhed; thi hid ledede eder omhyggelige Forældres og Læreres Hænder; og disse gav eder Ordets Fakkel, der, altsom Mørket tyknes, lyser stærkere, naar I kun holde den fast; og fra Guds Tempel lyder nu til eder til Afsked Epistelens Ord: "Farer ikke vild! Gud lader sig ikke spotte!" Endnu holde de kjærlige Hænder eder; men snart slippe de, og I staae ene. Vælger derfor nu! Valget er frit; thi I skulle have Fortjeneste deraf. Men erindrer, at Verden skal gribe efter eder og bruge alle Kunster forat vinde eder, medens Himmelen kun venter rolig efter Eder, at I af eder Selv skulle komme til den, med- bringende alle de gode Gaver, I erholdt af den. Vælger derfor nu, I Børn paa Korsvejen! Men vælger ikke med Sorgløshed som tilforn imellem Glæde og Glæde! Thi nu skulle I vælge eder et Liv og en Evighed: -- om den udødelige Aand skal herske i Eder, og Støvet arbeide i dens gode Hen- sigter, eller om det forgjængelige Støv skal vorde Engelens Herre, og lade den trælle for det Onde, som først synes Støvet født, men siden kuer det under et glædeløst Aag. Vælger! -- Det, I skulle vælge, ligge eder nær: Verden med dens Forfængelighed ligger rundt om eder, og den store Himmel er vel fjern, som det synes for det unge Liv; men den har lagt sit Billede i eders Hjerter, og lader Haabet om at naae den vandre foran eder; og hvor nære dens Porte ere, vide I Alle, der indvandrede hid, og kastede et Blik over Menighedens Grave. Men før I vælge, saa prøver! Der findes visseligen ogsaa Godt og uskyldige Glæder i Verden, og Forstanden og Dyden blive ikke altid siddende i dens Snarer. Saa er det; men her vælges, om Verden skal være os Alt, skal være vor Herre, eller om Gud skal være det, om vor Pligt skal være det, selv med Verdens, i sig selv skyldløse, Goders og Glæders Forsagelse. Thi Det skal ikke være at tjene Gud, om vi skye det aabenbare Onde, men ikke bringe ham et Offer, og ikke have Frygt for vor Svaghed. Lovens tydelige Bud glemmes vel ikke saa let; men det er ifra Skrøbelighedens Side, at Verden især søger at hilde Mennesket. Derfor maa I, unge Kristne, ruste eder fra den Kant, og forud vide hvilken Angreb I lettest ville være udsatte for. Der lever i Eder Hang til overdreven Sorg for det Timelige, Sandselighed, Begjærlighed efter Verdens rige Gaver, og flere saadanne Til- bøjeligheder, som, naar de ikke bevogtes, kunne nedrive alt hvad SIDE: 68 der opbyggedes i Templet, ja omsider udslette Lovens bestemte Bud. Der er faae aabenbare Mordere, men den ukjærlige Verden opdrager Mange, der myrde sin Sundhed og sit gode Navn, og ødelægge Næstens Ære og Ro ved Løgn, Bagtalelse og Misun- delse. Der er faa aabenbare Røvere og Tyve; men Mange, der bortstjæle den nyttige Tid, og lade Daarskaben løbe af med herlige Evner, -- der berøve Næsten den Hjælp, de skylde ham, -- der ere samvittighedsløse Laantagere, og havesyge i Hjertet, om end Haanden ikke røvede. Verdens Rige er fuldt af Forbrydelser, som Loven fra Sinai kun antyder, men ikke bestemt udtrykker, og som de borgerlige Love ikke ramme. Mens Kydskheds Budet holdes højt i Templet, træder Verden og dens Børn det med Latter under Fødder; og den lærer sine Trælle Umaadeholdenhed i samme Grad, som dens Glædesbæger udtørres. Prøver derfor forud disse forskjellige Tilbøjeligheder; og I skulle finde, at de fordre Eders hele, uafbrudte Opmærk- somhed: at de vel ere stærke, men dog ikke ubetvingelige -- ikke ubetvingelige medens I ere unge, og Hjertet ikke har hærdet sig til en tyk Skal omkring dem. Eller ere I daarlige nok til at betragte disse Maaneder, da Kundskabens Sæd isaaedes eders unge Sjele, kun som en Tid, der er tilbragt under byrdefuldt Arbeide? letsindige nok til kun at see en tom Skik at opfyldes idet I optages i Menigheden midtunder Forældres og Læreres velsignende Hænder, medens I salves af Deres Taarer, som Naturen bød eder at elske? Skulde unge Hjerter og Sjele, som man har gjort sig Umage for fra de spæde Aar at aabne, ikke kalde denne Stund vigtig, dyrebar og hellig? skulde de være saa haarde, at de ikke i den hellige Time føle den Guds Nærværelse, som fremførte dem kjærligen indtil nu, som lod Sorgerne være ukjendte for de Fleste, for maaske Alle af Eder, indtil I vare blevne stærke til at bære dem? Sandeligen jeg siger Eder, Han er over Eder i denne Stund denne Gud, som "ikke lader sig spotte", og Han lytter til Beslutningen i Eders Sjele, om I ville følge Ham, den Herre, hvem Englene love, eller ham, der raser i Verden, som kan lade Eder smage berusende Glæder, forat mætte eder med Bærme og Galde, og lære eder Ondskabens og Kaadhedens SIDE: 69 Skoggerlatter for siden at lære eder Taarers brændende Bitter- hed over et sletført Liv, brudte Løfter, brustent Haab om nogen- sinde at naae didhen, hvorfra Guddomsbilledet i Eder udgik! I have jo hørt hvorledes denne Himlens og Menneskets sande Herre mildeligen siger, at vi ikke ængsteligen skulle sørge for vort Liv og for Mad og Drikke og Klæder eller for Legemets Velbefindende, som om Livet ikke var mere end Maden og Le- gemet ei mere end Klæderne; og dog føder hans og vor Fader de uvislige Spurve, og klæder Markens skrøbelige Blommer. Saa taler Han jo igjennem sin Udkaarne, og bebreider mildeligen dem, der ere altfor ængstelige for alt dette daglige Brød, eller som dyrke Verdens Guder: Mammon eller Havesygen. Og har Han ikke bedækket Jorden med Marker, der bære Næring for alt Levende, og opdynget dem med gylden Sæd? Har Han ikke flettet de mislige Aar imellem de rige som Armod og Overflod sammen ved Siden af hinanden, forat lære os Nødtørftighed, Flid og Nøisomhed? Har Han ladet dig voxet op som den ufor- mede Svamp uden Arme? kun udvidet din Mave, og skjærpet dine Tænder, uden at hærde dine Sener og danne dine Fingre til nyttig Gjerning? Og har Han ikke lagt Eftertanke bag dit Øje, og modnet din Forstand med dit Legeme? Hvorledes, har da denne Herre bedraget dig? lovet dig Føde og Klæder, og Intet givet? udrustet din Sjel med Sands for Glæder, og stedse negtet dig disse? Men den anden Herre, som vil tviste om Dig med Himlens og Altings Herre og Fader -- denne Verdens For- førelse, denne Herre, hvis Throne falder sammen med disse for- gjængelige Been, hvad lover ikke Han? og hvad holder Han? Se, han foremaler Dig et mageligt, lystigt, frit Liv, som han kalder det; og inden faa Aar kan din Magelighed sole sig uden Kjole i Smuds og Ækkelhed, og din lystige Omstreifen maa vandre med udrakt Haand, og Dørene lukke sig for den Dovne, for Lediggjængeren og for Den, en indgroet Ustadighed og Ulyst til Arbeide har gjort uduelig og unyttig og til en Byrde for sig og Andre. Denne Verden lover dig maaskee Rigdom for Intet, blot du vil adlyde den i det lette Arbeide, at kaste Terningerne, at bedrage i det Smaa eller Store eller ogsaa arbeide for taa- belige Planer; -- nu, om føje Tid er den ødelagte Spiller der, SIDE: 70 Bedrageren, den aabenbare Tyv der, Skjøgen, Armoden uden Ære. Saaledes skal denne Herre betale sine Løfter. Han skal maaskee sige: Du er ung, du har et Legeme istand til Nydel- ser; -- han skal række din ubesmittede Ungdom berusende Bægre, og aabne dig med et Smiil, men med et fordægtigt og lurende Smiil, Udsvævelsens Vraaer; men om føje Tid rangler Drankeren frem derfra, og Syglingen sniger sig ud derfra hen- mod den tidlige Grav. Saaledes skal denne Herre betale sine Løfter. Unge Kristne paa Korsvejen -- Hvad ville I da vælge? Unøi- somheden, der gnager sig selv midti Overfloden? Havesygen og Begjærligheden, der ikke mættes ved det Umaadelige? -- eller Nøisomheden, der altid har nok, der finder Glæde i Lidet, ja selv i sine Anstrengelser? Hvad ville I vælge: den uvisse, flygtige Vinding, som maaskee æsker Forbrydelser, -- eller den Lykke, som den kloge Flid og Ærligheden har imellem sine Hænder? Hvad ville I vælge: Umaadelighedens fortærende Glæder, For- fængeligheden, Tøilesløsheden -- eller Sundheden, Roligheden, Maadeligheden, Anstændigheden, Agtelsen og alle disse skyldløse Glæder, hvori selv Englene skulde kunne tage Deel, medens hine kun med Blusel tør vise sig selv paa Jorden? Hvad ville I vælge, unge Kristne paa Korsvejen? Ville I tilhøre Ukjærlig- hedens, Misundelsens, Løgnens Verden -- eller Kjærlighedens, Retfærdighedens og Sandhedens Verden, denne som forener den sande Menighed midtimellem de Onde? Ville I sogne til dette Fredens Tempel, eller til alle de Uroens og Daarlighedens, som findes deruden? Ville I stedse indbære Fred med Eder indenfor disse Mure, der hørte eders Daabs Pagt at sluttes og høitideligen at gjentages? eller ville I hidbære Angst og Uro og Forbandelse i Hjerterne, medens Fredens og Velsignelsens Ord udsiges, og opfanges af taknemmelige Sjele rundt Eder? Prøver dette, og vælger! Triner fast de første Trin, at de ikke alle skulle blive vaklende og vildfarende! Den rette Vei er kun een, men Af- vejene ere mangfoldige. Den rette Herre er kun een, og hans Vilje er kun een; men de Aander i Verden ere mangfoldige, som raabe efter det Onde, og gribe efter de unge Sjele, for at plukke Englevingerne af dem. -- Men vi haabe, Menigheden, der saae eder opvoxe, eders Forældre, der opfødte og oplærte eder til Gudsfrygt, alle Disse haabe, at eders Valg ikke kan vorde SIDE: 71 tvivlsomt, og ikke dette Valg alene, som vi skulle høre fra eders Læber, men det, der, lige med dette, skal fældes i eders Hjerter. Gjører ikke eders Forældres glade Haab til smerteligt Bedrag, ikke deres Anstrengelser for eder fra den første Dag, I saae, indtil nu, ikke Lærernes samvittighedsfulde Arbeide, kun til for- gjæves og unyttig Møje! Lader ikke det Ord forgjæves være Eder meddelt, som "selv skal straffe sine Overtrædere"! lader ikke det vende sig til Forbandelse, som udsendtes til Velsignelse! Slukker ikke modvilligen det Lys, som gaves eder paa Stien, at ikke Naadens Smiil ogsaa skal forsvinde over eders Hoveder! Men griber fat fra denne Stund det Lys og den Stav, som Gud i Naade har meddelt eder i Kundskaben til sin Vilje! Kaarer denne Herre, som de øverste Himle ere underdanige! Han skal visseligen i sin Høide evindelig see Eder, I Smaa; og, voxe I som Jesus i Hans Naade og Velbehag, og til gode Menneskers Glæde, da skulle I mærke, at han seer alt mildere og mildere ned til Eder og al Eders Gjerning! Og naar I have prøvet dette Liv, og vundet Alderdommens hvide Krone, da vil eders Barn- dom i sin bevidstløse Uskyld i sin dunkle Fjernhed forekomme eder som Blomstrets sandsløse Liv, som en slumrende Død, og denne Stund som eders virkelige handlende Livs Begyndelse, som den, hvori Jesus, Herren, ogsaa traadte til enhver af eder, og sagde, "du unge Dreng, jeg siger dig, staae op!" Held Eder da fra denne Stund og indtil den, da I virkelig udbæres paa Baaren! Livet venter eder. Det har Krav paa eder! Benytter det til eders Salighed i hvordan det vil vise sig! Bevarer den barnlige Kjærlighed, om I forlade Forældrenes Huus! Dertil behøves hverken Videnskab, Aandsgaver eller andre Rig- domme end det taknemmelige Hjertes. At bringe en Faders eller Moders Alderdom til at rødme over sin fordums Kjærlighed til et Barn er at vende Dolken i det blodige Saar, og at bore den endnu dybere ind. Men det Menneske, der ikke aflader at være et kjærligt Barn, er som Blomstrets Skud, der tjener den Rod, som frembragte det, til Prydelse og Bevarelse, og hans Kjærlighed er som en behagelig Duft i hans Moders Kammer -- Bevarer da Barnefølelsen, endskjøndt Voxne, ligesom Æblet, endskjøndt det er modent, endnu glemmer Vellugten fra Blomst- ringens Dage! Erindrer i Armoden, om Livet bringer Eder dennes knappe SIDE: 72 Gaver, den Menneskets Søn, som ikke ejede en Steen at hælde sit Hoved til; og se! den lave Hytte vil blive rummelig nok, og Fadet lækkert nok for Nøisomheden, det haarde Leje blødt nok, og ingen misundelig Glød vil ligge i Øjet, og hefte sig ved den Riges Klæder og den Fornemmes høje Tage. I Overfloden erindrer ogsaa den fattige Verdensfrelser og hans Ord, om hvor daarligt det er, at lægge vort Hjerte til vor Dynge, og at agte denne, der dog kun er farvet Støv -- om end god med Viisdom at bruge -- dyrebarere end Sjelens Rigdomme, som gjælde i Him- len, og som ere en opklaret Forstand med god Salighedskund- skab i, et reent Hjerte med stærk Vilje til det Gode, og en god Samvittigheds Fred med Gud og med sig Selv. Og om Liden- skaber oprøre eders Bryst, da anstrenger eder for at lade det hulde, blødende Kjærlighedsbillede ogsaa fremhæve sig klarnende deri, og stille de vilde Blodbølger som den stigende Sol det op- rørte Hav! Om Vrede løfter eders Haand -- lader den synke for Hans Ord, der i Døden kunde bede om Tilgivelse for sine Mordere! Om Havesyge lokker -- tykkes bedre om Ham, der gav eder stærke Ord til at holde eder til i Fristelsen, og hvis Rige ikke er af denne Verden! Omspænde Trængsler Eder -- enten Forfølgelsens eller Fristelsens -- se! briste kunne disse Baand, som skulde hale til Dybet, naar I mindes ham, som svedede Blod i den mørke Lund, og bar Korset til han segnede. Sidder Nøden ved eders Dør, sidde da og i eders Hjerte Hans Ord, som siger: "værer barmhjertige som og eders Fader er barm- hjertig!" -- og Nøden skal bortvandre erkjendtlig, og I dog ikke klage over Armod efter den. Kiv kan vækkes, og onde Ord bide mellem Mund og Mund, men tykkes I bedre om Ham med det gode Ord: Han, som siger: "Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn!" -- se, da skal Fred være i eders Huse, Fred i eders Hjerter, og maaskee eders Tale og Mønster skal fremskabe den i dem, hvor den ei før var. Fri- stelser kunne forlokke eder, saa I falde; men ihukommer da Ham, som vaagede og bad, og som sagde: "vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse!" -- og det Onde skal ikke længer have Magt over Eder, Vredens Iilsind være som den bortdrivende Røg af den udslukte Flamme, Forfængeligheden som et støv- visnet Græs, Stoltheden ringe som et knækket Straa, Vellysten som en huul, bortkastet Frugt, Gjerighedens blændende Hob som SIDE: 73 Aske, og den lange Hevn, det nagende Had skulle I skye som tærende Givt. Glæden kunde true at henrive eder til Last eller Daarskab -- da rinde Han eder i Hu, som vel deeltog i jordiske Glæder, men som takkede Giveren, da Han brød Brødet, og forhøjede dem ved at bruge disse Leiligheder til viis Lærdom og Tilretteviisning i Samtaler, der ikke formørkede, men opklarede, ikke betyngede, men lettede Lazari og Zachæi og Vennernes Hjerter. Mørke Tanker kunde nedsænke i sløv bedøvet Uvirk- somhed -- da skal Sjeletaagen adspredes, og de betagne Kræfter reise sig, om Kristus staaer for Tankerne: hvorledes Kummer ikke afholdt ham fra at udføre sin Faders Gjerning indtil han bøiede det tornekronte Hoved, og udbrød: "det er fuldbragt". Med Synder paa Samvittigheden kan Fortvivlelse om Guds Naade betage en Sjel; Livet kan synes en Plage, og dog et ufortjent Gode, Døden en Rædsel og dog fortjent, da, -- Glæde er der dog i denne Bedrøvelse, Sejer i denne Nedknugelse, om denne Sjel dog ret levende gjenerindrer sig Ham, som den maaskee engang tyktes vel om, da den bekjendte ham og hans Ord her for Alteret -- Ham, som lod den forlorne Søn vende tilbage og gjenindsættes -- Ham, som lærer, at Himmeriges Rige er bygget paa Omvendelse, at der er Fryd over den forbedrede Synder, og i hvis Navn og Aand Apostelen siger "at Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes". I disse Skildringer, I Unge, kunne I forud kjende Livet, saa- ledes som det vil møde Eder -- uvist med hvormeget Sorg og Glæde, Medgang eller Modgang for hver af Eder; dog altid for Enhver med nok af begge Dele til at søge den samme Støtte, det samme Lys, som de Livsprøvede befunde fast og klart, ind- til de kom til den Erfaringshøjde, som ikke ligger langt fra Graven, at Alting, Ondt og Godt, tjener dem tilbedste, som tjene Herren. Livet skal have talende Gjerninger til Ord. Lad dem da tale Gud og Jesum til Forherligelse! I, som fra denne Stund ogsaa ere kaldede til Livet, vilde ellers ikke være mere at undskylde end Ynglingen af Nain, om han havde misbrugt sit gjengivne Liv. Den Blinde, som ikke erkjendte det for en Velgjerning, at være ledet fra Ilden eller den rivende Strøm, vilde ikke være saa taabelig og slet -- den Halte, som paa Isen kastede sin Stav fra sig, ikke saa daarlig som Den, der vilde benegte, at SIDE: 74 han, for sin Saligheds Skyld, havde behov hvad Gudskundskab han her har faaet foruden den Lov, som ogsaa er skreven i Hed- ningernes Hjerter. Derfor værer taknemmelige mod Jesum! -- den kommer fra Ham. Lader Livet tale i sine Gjerninger Ham til Ære, thi er det et kristeligt aandigt Liv, da kommer det fra Ham, som har opvakt det i Os, idet Han i Daabspagtens Be- kræftelse, i denne Stund forkynder Eder en aandelig Belivelses Herrebud. Amen! TIL FORÆLDRENE. Luc. 16,19. Det var ikke blandt Yppighedens Omgivelser og i Rigdommens Skjød den guddommelige Frelser opfødtes og modnedes for det himmelske Hverv, han skulde udføre paa Jorden i Tidens Fylde. Josef og hans Moder havde ei andre Skatte at efterlade, end Fromhed, Kjærlighed og et godt Efterdømme. Men, med dette, vare de rige i Guds Øine; med dette tilkom dem den Ære, at den Guddommelige var dem underdanig, om de endog ikke lige- saa klart forstode hans Ord og hans fordulgte Høihed, som det, at han voxede til i Viisdom i Alder og Naade for Gud og Men- nesker. Vi tage af denne Jesu Forældres Fattigdom, af Verdens- frelserens trange Kaar Anledning til idag at overveje, hvad der dog medrette maa kaldes Menneskets bedste Arvedeel. Men venter ikke her, kristelige Forældre! at jeg skal fremstille timelige Midler, Formue eller Magt til at vinde denne som det Bedste, I kunne skjænke eders Efterkommere. Troer dog derfor ikke, at Kristendommen fordømmer et billigt og fornuftigt Hen- syn til disse Goder ved Omsorgen for deres Vel, som efter Eder skulle indtage Rummet. At efterlade et hædret Navn, og ønske, at det maa vedligeholde sig i værdige Ætfølgere, og ikke uddøe med os -- at lade Frugter af en redelig Møje og omhyggelig Flid komne elskede Efterkommere til Gavn -- at opøve tidligt hos dem de Færdigheder, og lade dem indhente de Kundskaber, som betrygge deres Fremtids Udkomme, og gjøre dem behage- SIDE: 75 lige som nyttige i Menneskenes Samliv -- Dette og hvad Mere, som kan bidrage til Fremgang og Held ogsaa i det Timelige, er ikke alene lovligt, men ogsaa pligtmæssigt. Det er en Pligt, som selve Hjertet, om ei de naturligste Følelser ere qvalte, foreskriver. Jeg har lovet at tale om den bedste Arvedeel: den Arvedeel, uden hvilken de øvrige ere unyttige, og som, hvor de mangle, erstatter dem alle. Og hvilken er denne, I Forældre, og I, som have Forældres Ret og Ansvar? Jeg spørger Eders egne Hjerter: Hvad synes Eder at være det Bedste, som I kunde overlade de elskede Efterkommende? Eje I Noget, som, under alle Tidens Omvexlinger, udgjør eders trygge og glade Tilflugt, skjænker Fred til eders Hjerter, Lys og Kraft til eders Sjele, gjør Eder ydmyge og maadelige ogsaa i Lykkens og Nydelsens Dage, taa- lige og hengivne i Sorgens, trofaste og glade i eders Pligters Udøvelse, og altmere og mere fremvoxende i det Gode, altmere ophøjede over Verden, og reenhjertede og kjærlighedsfulde og undergivne Guds Vilje og Behag i Liv og Død? Eje I ei selv Dette -- hvad Godt have I da at efterlade til Dem, som ere eder de kjæreste? Hvad gavner da al eders Omsorg og Møje for deres Bedste? Alt hvad I for dem opofre, Alt hvad I til dem bespare, bliver da et Middel, ikke til deres Vel og eders Glæde, men til deres Fordærv og eders Græmmelse. O, I eje forvist, næst Gud, deres Lykke i eders Haand; men denne Lykke er ei bunden ved timelige Skatte og Forgjængelighedens Glands; den følger Gudsfrygtens, Dydens og Viisdommens Skatte; den følger det fordringløse, af Verden ofte overseete, Fortrin, som det uskyldige Hjerte og den gode Samvittighed er i Guds Øine. Og I skulde kunne vægre eders Børns deres bedste Arv? I skulde kunne hensløse den uden Anger, uden Ansvar, og gjøre dem lodløse kanskee baade for Tid og Evighed? -- Ud- holder du en saadan Tanke, Moder? Naar du, øm og glad, trykker til dit Hjerte den spæde Uskyl- dige, som er dig saa kjær, og hygger sig saa gjerne, saa for- troligt til din Favn -- mindes du da ei Kristi Ord: "lader Smaa- børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Saadanne høre Guds Rige til." Kjender du ei da, med hellig Bæven, Hvad Gud har lagt paa dit Hjerte og Hvad han engang af dig høit skal gjen- kræve? Og, om du ejede i din Haand Alverdens Rigdomme og Fortrin og Ære og Behag, skulde du vel ville skjænke dem til SIDE: 76 dit Ømhedspant, om de formenede det at komme til Jesum, om de stængte Vejen til Guds Rige for dit Barn? Skulde du ei hellere, hellere, om det laa i din Magt, berede det den Lod, at gjennemvandre, om end i Ringhed og Armod, med en god Sam- vittighed og et reent Hjerte, sin Verden, og, som Guds Barn og Jesu Medarving, engang møde dig i Himlen? Og dette, I For- ældre! ligger, ved Guds Naade, i eders Magt. Negter ei eder selv den Trøst, at paa eders Forhold og eders Omsorg beroer den Glæde, som I vente af eders Afkom her og hisset. Ejer dog det glade Haab, at, naar I selv have fuldgjort Hvad, der paaligger Eder, saa skal den gode himmelske Fader gjøre det Øvrige, saa skal Hans Øje vaage, naar eders Øje er tillukt, og Hans Haand beskytte, naar eders Haand er svagbleven! Frygter dog, at, om eders Børn engang ikke svare til eders For- haabninger, om de (hvilket Gud afvende!) skulle, unyttige og foragtelige, eller syndfulde og gudsforgaaene, fremslæbe et ulyk- keligt Liv, og lægge eder med Sorg i Graven -- frygter da Be- vidstheden om at I have ringeagtet eders helligste Kald, eller at eders Efterkommere nedrive hvad eders Formaninger have op- bygget, eller om at eders uvise Ømhed ikke itide har været vaagen over de Tilbøjeligheder, som, engang opflammende i utæmte Begjærligheder, skulle fortære ikke alene den Glædes- høst, I have ventet for eders Børn, men da ogsaa den, I troede at berede Eder som eders fornuftløse Kjærligheds Løn. Fædre og Mødre, og alle I, af hvem den opvoxende Slægt modtager sin Sjelsdannelse, sin Tilværelses Vel eller Ve for alle kommende Aldre -- hvor stort, hvor dyrt eders Anliggende! eders Pligt hvor hellig! men og hvor behageligt, hvor lønnende, om I kjende og vurdere dens Vigtighed! -- Ville I selv høste med Fryd, saa skulle I og selv udsaae med Flid, og ei overlade i Andres Hænder den Herrens Gave, som nedlagdes i eders egne. Se, den visner eller udarter saa let den spæde Væxtling, som for tidligt omsættes paa fremmed Mark! Lader den faae Kraft og Saft i sin naturlige Jordsmon! Vaager I selv med Alvor og Ømhed, at det Gode maa udvikles til sin Modenhed og det Onde qvæles i sit Frø! -- I kunne det Alle, om I anraabe Guds Naade, bruge eders Forstand, og lader den ledes af hans Aand; og klager da ei over utilstrækkelige Midler til eders Børns Op- fostring! Siger heller som Tobias sagde til sin Søn: "vi ere vel SIDE: 77 fattige, men vi faae meget Godt, om vi frygte Gud, flye Synden og gjøre det, som Ret er!" Skylder ei paa eders Ukyndighed i at lede og undervise! Et godt Mønster er den bedste Lærer. I vide jo Hovedsummen af al Lærdom: "frygte Gud og holde hans Bud?" I kjende jo Gud og Frelseren? Lader de spæde Læber gjentage den Stores Priis! Gjører dem bekjendte med Ham, med Faderen over alt hvad Fader heder, hvis Lov sjunges af Fuglene under Himlen, hvis Kjærlighed nedflyder med hver Regndraabe og Solstraale, og hvis gode Engle, vaksomme og milde, omsvæve det gode Barn! Lærer dem at elske den store Børneven! lader dem, saasnart deres Alder tillader, høre og læse det guddommelige Ord! Der skulle de see, at Herren løn- ner de Fromme, og er dem nær, som hannem frygte, og ledsager dem med mild, fast end usynlig, Haand paa alle deres Veje og Stier. Ja, saa er det -- det er ei blot Lærere, som undervise de Unge -- Forældre! det er endnu mere eders Exempel. Værer opmærksomme paa eder Selv; thi de Smaae ere opmærksomme just da naar I mindst formode det! Lader dem forstaae, hvor- ledes I selv kjende, selv følge hvad I hos dem søge at indskjærpe. Eders fredsomme Omgjængelse, eders glade, ordenselskende Flid under trofast Haab til Herren, Eders ømme Omhu forat gjøre hver Mand Ret og Skjel, og forat have Noget til at dele med Den, som nødtrængende er -- Eders Taalmod og Overbærelse til at forlade Næstens Svagheder og vende alting til det Bed- ste -- Eders stille Nøisomhed med eget Lod, eget Kald og Stand, under det at I hverken misunde Andre deres Overflod eller for- agte dem, som have faaet en endnu sparsommere Deel: -- troer ei, at alt Dette, som udgjør eders egen Lykke og Hæder, kan blive uden velsignet Virkning paa de unge, uskillelige Vidner til alt eders Forholdende! -- Lever saa, Kristne! Lad dette blive eders Hverdagsliv, og, uden at vide Alverdsens Viisdom, ere I da eders Børns bedste Læremestere. Som lovende Planter i god Jord, under blid Himmel, voxe de til Dag fra Dag som den unge Jesus voxte til i Alder som i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker. Ligesom naar man i en behagelig Egn, langtfra Stadens Qvalm, aander den friske Sommerluft -- man seer den ikke, man vejer den ikke; men med hvert Aandedrag kommer Hilse og Liv og Glæde -- saa skulle eders Børn tilvoxe i Sjels- og Legems Friskhed, altid omgivne af eders Dyder: saa skulle SIDE: 78 de, efter Davids Ord, være ligesom Oljeqviste kring eders Bord, opblomstrende til eders Forhaabning, fjernede fra Fordærvelsens smitsomme Vind, fjernede fra den Ondskab, der bedaarer og fordærver Sjel og Legeme. Og, da Grunden til alt dette er en sand og levende Gudsfrygt: saa forsømmer ei de Midler, hvorved denne baade hos dem og eder underholdes! Lærer dem den hellige Sabbaths Betydning! lader dem ofte med Eder deeltage ogsaa i den udvortes Guds- tjenestes Høitidelighed! Naar Josef og Maria, trofaste mod sin Religions Forskrifter, begave sig til Jerusalem efter Høitidens Sædvane, var den 12aarige Jesus dem følgagtig; og saa skulle og eders Børn, saasnart det Hellige kan blive Formaal for deres Opmærksomhed, følge eder til Herrens Helligdom. Der skulle de, vakte til Andagt og Alvor af Alt, som omgiver dem, vænnes til at opløfte sine Hjerter til Gud, til den store Fader, ifra alt det, som forvirrer omkring dem -- der skulle deres Tunger bøjes til den kjærlighedsrige Guddoms Lov og til Bønnen -- der skulle deres bevægelige, aabne Sjele modtage den himmelske Naades frugtbareste, om endog endnu kun dunkle, Indtryk, og med hellig, liflig Længsel ane og omfatte det alene Gode, Nødvendige og Sande! Og troer I Forældre! naar I derefter ledsage dem til det stille Hjem, til den fredsomme Hytte, og, efter deres Begreb, udtyde for dem Gudsordet -- troer da, at I have ført dem et godt Trin nærmere Guds Rige! Salighedens Værk bør tidligen begyndes -- de evige Sandheder bør tidlig nedlægges som en Himmeludsæd i den tilvoxende Sjel, og de skulle, tilligemed den, udvikles, modnes, og i sin Tid desfør bære Frugt. Lykkelige Børn, som have modtaget denne Arv af eders For- ældre! Den skal ei fortabes af utroe Forvaltere -- denne Rig- dom ikke opgaae i Luer, ikke bortrøves, ikke udstryges med et Pennestrøg -- om alene I bevare den selv! Bevarer den, og I skulle da have mere end alle jordiske Ejendele -- I skulle da være rige i selve Fattigdommen, hædrede i selve Ringheden. Hvorhelst den gode Gud har udseet eders Bane, der skulle I fuldbyrde hans Værk, vandre med god Samvittighed, og da altid eje nok! Lykkelige Forældre, som efterlade denne Arv til eders Børn! Deres Besiddelsesret skal ei hæves, deres Gode ei sammen- smeltes i forandrede Tider, deres Grøde ei fordærves i haarde SIDE: 79 Aar; og de bære sine Skatte, eders efterladte Arv, med sig hvorhelst de udvandre i den vide Verden. Men skulde disse Ord ogsaa falde til Forældre, som Gud har givet rundeligere Kaar, saa gjører godt; og troer ei, at I dermed borttage Noget fra eders Børn. Thi I berede Eder og dem, eders levende Exempler, Naade i det Høje, og dette er den bedste Beholdning. Thi "bedre er dog noget Lidet med Herrens Frygt, end en stor Skat med Uro. -- Have I ei jordisk Velvære, den rige Mands Dynger, at efterlade dem -- dette er ei den bedste Arv -- sørger da ei derover! Gud sørger for dem, som ere ham kjære. Han overgiver ikke dem, som hans Bud og Veje holde: "Det man lider i Herrens Frygt -- det er Rigdom, Ære og Liv". Og hisset -- hvor Nød i Herlighed forgaaer, hvor ingen Smerte mere naaer det lette Hjerte, Aanden faaer af Lysets Rosenblade, hvor i Alkjerlighedens Smiil den unge Engel lys og mild sit Legeme af himmelsk Ild evindelig kan bade -- hisset skulle Børnene møde Eder og sjunge med Engletunger til eders Ære for Gud og Himlens Herlige: "Os var, Os er den bedste Arvedeel tilfalden"! SIDE: 80 Henrik Wergeland ET EVENTYR OM GABESTOKKENE I MOSSEBY OG BORRESOGN SOM BEGYNDER LANGTHENNE I TIDEN De gamle Jetter vare seige at faae Has paa for Gothebilen her i Norge. Selv i de første Haraldiders Dage saae de forfærdede Nybyggere af og til en Røg at stige op fra de dybeste og een- somste Dale, hvorhen man vel vidste, at endnu ingen af det herskende Folk havde flyttet sin Fod. Det var da en Jothun, som holdt til der, og de yderste Beboere passede vel paa Barna, somom der var et Bjørnehie i Nabolaget. Det hændte vel endog, at de saae et uhyre rødbørstet Hoved stikke frem fra en frem- springende Klippe og ilsomt trække sig tilbage med et sørgmodig- vildt Korsdrag mellem de buskede Øienbryn; og det var da Jothunen, Jothunen selv. Den Stakkel! han speidede ikke efter Børnene forat spise dem, men efter en med hans Hules beslægtet Røg, ensom, snigende som den, dybt forstukken inde i Afkrogene som den. Da var hans Folk endnu ikke ødelagt. Der kunde endnu boe en Jettinde tilbage. Og højt strakte sig det ræverøde Hoved, som Argyleshires celtiske Beboere, enhver ægte Campbell endnu bærer i Arvmærke, og han væltede et Fjeldstykke (saadant et som Jothunporten i Vaage) for sin Hule, og gik ud paa Frieri, som maa være bleven haabløsere og haabløsere indtil det blev ganske haabløst for den sidste Jette, der sandsynligviis maa have gaaet sig bort uden at finde nogen Mage. At slutte af det Blan- dede i Racen og af visse voldsomme Træk af Herskesyge, som ikke skulle være sjeldne mellem de nærværende Fruer af præ- tenderet gothisk Byrd, kunne vel ogsaa de sidste Jetteqvinder, kjede af at vente og lystne efter et Regimente, som vel kunde være dem vist nok -- kort af endnu gjældende Motiver, være blevne troløse imod hine kraftige Celadoner og have givet sig de indtrængende Fremmede ivold. Endnu gad jeg vidst, hvilken Bondepige, der ikke vilde holde Partiet med en Byskrædder for en Ære, og hvilken Jyde, der ikke skulde have et Mon forud i Friervejen for en Landsmand hos vore Damer af den inderste Kringle. Og saaledes omtrent var Forholdet. SIDE: 81 Men lad os nu tænke os den rødbørstede ensomme Jothun speidende fra sin Klippe. Saaledes omtrent rettede engang i en smuk Maaneskinsnat Gabestokken ved Mossekirke sig op og speidede med det ene Øje, man havde i Tidens Løb ladet den beholde, udover By og Land. "Skulde jeg være saa alene i Norges Rige? den Eneste tilbage af min Slægt?" laae med smerte- fuld Forbauselse i det grovt udsnittede Ansigt, som ogsaa prydede denne Gabestok. Og den drejede sig (ikke utroligt i Moss, hvor den for nogle Dage siden bogstavelig løb bort) og kastede et sørgmodigt Blik udover de nærmeste Huse, hvor en noget sam- mensjunken Høi var synlig paa en af de Skrænter, som omgive denne mærkværdige By. Det var hans Faders, en Galges, Grav. Vinden hvinede melankolsk i de tørre Neslestilker derom, de smaae Sørgeflor af uddøde sorte Blade bevægede sig og blottede et Par fosforskinnende Splinter i Jordskorpen af en nedraadnet Stok. En uhyggelig Zittren gjennemfoer Gabestokken. Det var som at see sin Faders Been. Men det er sandt, jeg sagde det var en Maaneskinsnat. Ja saa tog det sig ud. Alle Omgivelser havde et natteagtigt, skygge- mæssigt Præg. Men det var høilys Dag bare man kom udenfor Byen. Derindenfor var det, som sagt, Nat, uden at jeg kan for- klare det uden ved et Mirakel, som kun tilhører denne gamle By, hvori de gode gamle Dage gaae saa igjen. Man tænkte meget fornuftigt der, men omtrent som andetsteds for hundrede Aar siden eller mere, og man har tildeels, blandt mange andre, den Grille at skrive med Blyant et 7 Tal istedetfor et 8 Tal i Alma- nakkerne, som man dog kjøber fra Kristiania. Alt er noget om- vendt. Byen gaaer ogsaa tilbage, som bekjendt, mens andre gaae frem; og ligesaa bekjendt er det, at Borgerne maae reise til Gjel- øen for at trække frisk Luft. Da og for den jevnlige Nats Skyld hjemme sige de ogsaa Goddag til hinanden med en Trohjertighed og Glæde, som om de aldrig havde seet hinanden paa Gaderne. Der svæve de ogsaa hinanden forbi som Skygger, og man siger, at der kun ved et Par Korpulente skal være nogen virkelig Ge- halt, hvorimod det bliver lyst paa Klubben og dagfriske Ideer satte i Cirkulation der, naar det bliver mørkt andre Steder. Hvorledes det maa være fat der med Anskuelser inden Lovs og Rets Omraade kan man let begribe, naar man betænker, at man overalt taler om Rettens Gang, mens man om Tidsaanden siger SIDE: 82 at den flyver. Den maa da der staae fast som Gabestokken, siden Tidsaanden kryber. Kort, jeg kan ikke forklare denne vidunderlige Tilstand anderledes end ved at der var en Slags Nat. Gabestokken kunde ogsaa være vis paa ikke at blive forstyrret, skjøndt Præsten netop gik af Kirken. "Skulde jeg være den Eneste tilbage af min Slægt?" sukkede den Røde og strakte sin uformelige Hals med en beleven Adræt- hed, man ikke finder hos Enhver, der ikke har været udenfor Byen. Thi der er ogsaa stive Herrer og ikke saamange Torqviller iblandt Damerne som hos Os. Den Stakkel var Enkemand, og vilde nu gifte sig igjen, skjøndt han havde havt Uheld med sine Børn som med sit Øie. Der var det smekkre Tvillingpar "Spø," som reiste til Sverrig, og "Spidsrod," som skal leve i Danmark. En Bytting, som hedte "Brændemærke," er paa Rasphuset i Kjø- benhavn og nok en Affødning "Tortur" blev i 1814 forviist Landet, hvor han dog har havt den Frækhed siden at vise sig to Gange. Da seer han, til sin uudsigelige Glæde, et Hoved ligt sit at titte frem hiinsides Fjorden. Saa glad maa den eensomme Jothun være bleven, om han fik see et Skaut paa et Hoved med de nationale Lokker og Propositioner etsteds at stikke frem af Sko- ven eller Uren. "Hvem er du, Allerfagreste?" læspede Mosse-Gabestok, og blev 3 Alen længer, mens han tillige, som Friere pleie, gjorde Revnen, hvorigjennem denne Lyd trængte frem, saa snerpesmal som mu- ligt. At han vendte det seende Øje til, som om han blot misede af Ømhed med det andet, følger af sig selv. "Jeg er Gabestokken i Borre," burde den Tiltalte have svaret, og saa igjen (om der havde været meer Oprigtighed end sæd- vanlig i slige Tilfælde) have faaet det Udraab: "Jøssu Navn, er du endnu til?" Men Gabestokken i Borresogn svarede ikke for det Første. "Aha! det maa være fordi du er stolt af din danske Nedstam- men fra Alf Tønsberggreves Steile," tænkte den borgerlige Gabe- stok, som kun stammede fra en Galge. "Adelskabet er ophævet ved Lov af 1ste August 1821." Men den Knipske forekom vor ærlige Ven med sit impertinente: "Jøssu Navn er du til endnu, Morten Jespersen?" "Jamen er jeg saa, Kari Borre. Og hvor gaaer det?" SIDE: 83 "Haa! Jeg lider ingen Nød. Der er ingen Mangel paa Skjel- mer, skulde jeg tru." "Her heller ikke." "Der falder da En nu og da." "Her ogsaa, om du vil titte lidt op under Skautet." Kari tittede op med elskværdig Undseelse. De skammelige Bondegutter havde skaaret Næsen af hende. Mortens Aktier steg; men en hæslig Skygge havde dette uheldige Øjeblik iblandet hans ædlere Følelser. "Aahaa!" tænkte han, "har hun det saa, da maa der Mere til." "Har du Nogen nu da?" raabte han med større Qvikhed i Stemmen over Fjorden. Kari, som troede han spodsk meente Næsen, stirrede stivt hen for sig. Man kunde høre Dødningpikkeren i hendes Træhjerte. Liv og Død hang af dette Øjeblik; thi hun havde ikke meent det alvorligere end andre Pebermøer i hendes Stilling. "Jeg mener, har du Nogen der du veed nu?" knebbrede det igjen tvertover, som naar man vilde tale med Kastagnetter. "Jo men har jeg saa!" sagde Kari, og halte en fiirskaaren Bondeknøs frem ved Halsjernet. Skjelmer ere Gabestokkens Rigdom. Den lever af Skjændsel. Et Menneskelivs Lykke og Forhaabninger er for den en Steg. Kari havde vundet. "Der kan du see, jeg er ikke saa indpaa." En Jothun kunde ikke see gridskere paa kristent Kjød og Blod, end Mosse-Gabestok møn- strede med sit ene Øjes sidste Kraft den blege Skjændsel i Syn- derens Aasyn. Han talte Tænderne hvergang de skar sig af Fortvivlelse med den Gjerriges Henrykkelse, som roder i Perler. Hans Beregning var ligesaa snart gjort som Huusmandens, naar hans tilkommende Halvdeel aabenbarer ham, at hun desforuden ejer et "resbit" Sviin. "Kari!" sukkede han, "Kari! Vi To ere kun tilbage, og se her! . . lad os slaae vore Pjalter sammen." Og med disse ømme Ord viste han pralende en Synder frem, som ogsaa han havde iklemme. "Naar skal vi have Bryllup," hviskede det over fra Østsiden, "og hvor skal det staae?" "Nu! -- Og i Thingstuen derover hos dig. Paa Raadstuen har der før været Bryllup." "Og hvem skal vi bede, kjære Morten Jespersen min i Moss?" SIDE: 84 "Ei, ikke de Spottegjøger, som gave Knegten din Kobberdanker i Mangel af Epigrammer til dig selv; men alle vore Fættere, om der endnu er nogen ilive, Herskaberne og Retten. De forliges saa godt, og skaffe os Udkomme i Verden." "Ja -- Retten!" sagde Morten Mossemand med et Griin à la Rabelais, og Begge bøjede Hovederne som fromme Bønderbørn naar de høre Jesu Navn. "Ja Retten, siger jeg ret," raabte den Elskværdige, og an- tog det truende Udvortes af en af vore ludende Veikors. "Ju- risterne gjør jeg meget af, for de holde meget af os Gabe- stokke." "Ja, eftersom de ere Venner af Antiqviteter til," laae i et malicieus Træsnitsmiil paa Mortens brede Overlæbe; men han strøg det strax og eftermumlede sit "Ja -- Retten!" saa pligt- skyldig-mekanisk, som om han allerede havde besiddet sin præ- sumerede Halvdeel i Hvedebrødsdagene + 1. "Det skulde jeg troe, Mand! Juristerne ville endnu en god Stund beherske Verden, mener de berømte Troppisters og Gabe- stokkenes Advokat, den unge Retslærde i Kristiania, som alt har erhvervet sig Ordet for at være en vis Trediedeel af en Koryfæ. Gid vi saasandt bare kunde vente os nogle af hans Klienter herned forat illustrere vor Høitid, saa den kunde blive en liden Kringle for een Gangs Skyld, Snutten min! Thi jeg kan ikke negte, at jeg gjør af nogle af dem for deres Træhoveders Skyld, og desuden ere de Alle over Eet saa hule i Hjertet, saa de ret ligne vor Slægt, og desuden, desuden ere de saadanne ordentlige pene Mennesker . ." "Uf!" lød det fra Morten. Ogsaa hans Kjærligheds nysud- slagne Rose var tornet. Jalusien stak sin Troisqvart igjennem hans Hjerte og lod et uklart Had mod Alt hvad der var Trop- pist tilbage i Saaret, som en Rendesnor, der, ved at trækkes i, strax fornyer Irritationen. Men han gav det kun Luft ved at mumle for sig selv: "Pene, ordentlige Mennesker? Fanden heller! Om Nogle af deres Notabler veed man noget ganske Andet." "Søde Sukkervandskarle," læspede den Elskværdige. "Jedermann sein Lust!" stjal sig over Beilerens Læber. Men -- -- en vis Glands af Herredømme udbredte sig truende over den hulde Halvdeels Aasyn liig den, der forklarede den unge SIDE: 85 Retslærdes, da han havde gjenundfanget hiin stolte gamle Tanke fra van der Noots Dage, at "Verden hører Os, os Jurister til," og endelig faaet den paa Papiret med en vellykket Halvfordøl- gelse af sit eget lille Kopiistjeg. Morten Jespersen Mossemand taug naturligviis. Der blev, i god Bryllups Bemærkelse, et frygteligt Huus paa Thingstuen i Moss. Selv gamle C. Vtes Lov dandsede med over Bord og Bænke. Anordningen in 4to af 9de August 1754 blæste Støvet af sig, og kom ned paa Gulvet. Men meest Opsigt gjorde en ung Dame fra Kristiania, som kom over fra Klubben ganske negligent med Papillotter af et skident Morgenblad i Haaret. Det var Intoleranceloven, en Datter af Professor Hjelm og Barnebarn af gamle Morgenstjerne, der var velkjendt paa Moss. Hun blev derfor velanseet alligevel, og man bar over med hendes Unoder, især da hun holdt sig mest med en stiv- pidsket puddret Forordning af 13de Januar 1741, som hun vilde lære Kringledandse. De enedes omsider om Menuetten. Kort, Brylluppet var over al Maade lystigt og comme il faut. Mosse- mænd vare forfærdede over Tummelen, og holdt sig derfor til Klubsiden af Torvet, og Dagen efter, da Bytjeneren aabnede Døren -- Himmel! Byfogdens Stol havde man vovet at røre! Den stod paa Ende. C. Vtes Lov laae i en Krog, Kristianiadamen og Forordningen af 13de Januar 1741 under Bordet i en gruvækkende Stilling og en Tommeskrue og en Knibetang borede sig ilsomst ned- igjennem et Rottehul. Men Brudeparret var af de vise. Hvad enten de nu ikke havde fundet sig tilfredsstillede eller de erindrede Kjærlig- hedens Forbandelse, at Hymen lukker dens Porte, saa skiltes de ad næste Morgen for hver paa sin egen Grund at forøge Boet, hiin rædselfulde Rigdom. Og der staae de endnu paa hver sin Side af Fjorden som en Æreport til Entreen til Landets Oplysnings Sæde, Frihedens Hovedstad. Efterskrivt. Kari Borre skal allerede være frugtsommelig; og der er vel heller ingen Tvivl om, at der vil blive nok af Gabe- stokker saalænge de To faae Lov at blive sammen. Henrik Wergeland SIDE: 86 OM STRAF OG STRAFFEANSTALTER OVERSAT FRA DEN FØRSTE SVENSKE UDGAVE, MED NOTER, NORGE VEDKOMMENDE, OG ET ANHANG BEMÆRKNINGER FORORD Visse Samfundsanliggender ere af en saadan Vigtighed og en saadan Indflydelse, at de paa eengang kunne ansees som op- muntrende og afskrækkende for Den, som, gjennemtrængt af deres dybe Betydning, ønsker at bidrage til deres Udvikling og Befordring. Indslutter end et saadant Forsøg, i Manges Øine, sin egen Dom, vil dog, haaber jeg, hos Andre Sagens Vigtighed og den rene Hensigt gjælde som Forklaring og Undskyldning. Et Lands Kriminallovgivning og Straffeanstalter ere Spørgsmaal af vid Omfatning; de gribe dybt ind i Statens moralske Liv, og udgjør væsentlige Vilkaar for dens Orden og Rolighed. De gaae ligesaavel ind paa Religionens som paa Retslærens og Politikens Omraader, og begynde i de fleste Lande at omfattes med varm Deeltagelse. Siden Ophøret af de langvarige Krige, som omtrent i et fjerde- deels Aarhundrede bemægtigede sig den almindelige Opmærk- somhed, have baade Regjeringer og Folk begyndt igjen at fæste sine Blik paa de indre Anliggender. Fredens Beskjæftigelser, om end mindre glimrende end Krigens Bedrivter, have baaret rige Frugter, ikke blot i videnskabelige Fremskridt og industriel Udvikling, men ogsaa i en større Agtelse for Menneskers Værd, i en ømmere Omhu for de lavere Klassers Oplysning og Velstand. Ædle omsorgsfulde Bestræbelser have strakt sig ogsaa til den paa Forbrydelsens Afveje Vildfarende, som man har begyndt at betragte mindre som et fuglfrit, for stedse forskudt, Væsen, end som en forvildet, falden Lige, for hvis Omvendelse og Bedring man erkjender sig opfordret til at tænke og handle. Man har indseet, at Samfundets Pligt ikke bestaaer alene i at paatale og straffe de begangne Forbrydelser, men ogsaa i omhyggeligt at SIDE: 87 opspore deres Aarsager og, saavidt det staaer i menneskelig Magt, at bortrydde dem. Man fandt, da Lastefuldhed og moralsk Fornedrelse sædvanlig opvoxer i Raahedens og Fattigdommens Spor, at den offentlige Sikkerhed først og fremst burde søges i en mere udstrakt religiøs og intellektuel Dannelse, og i oplyst Omsorg for at berede den arbeidsføre Trang, istedetfor de gamle Klosteralmisser, Udveje til Arbeide og indbringende Sysselsættelse. I samme Forhold bleve Begreberne om Straffenes rette Beskaf- fenhed rensede, og man søgte, uden at lamme deres afskræk- kende Kraft, at fjerne deres fornedrende Virkninger, og at gjøre dem paa eengang advarende og forbedrende. Disse højere Anskuelser af Menneskelighed og Samfundet, disse ædle Bestræbelser for at virkeliggjøre i Handling Kristen- dommens evige Sandheder, ere et af Tidens skjønneste Tegn. Men endnu staae paa dette Felt mange Hindringer tilbage at rydde afvejen, mange Fordomme at beseire, mange Velsignelser at høste. For ikke selv at misforstaaes, og for at forsvare den nye Straffetheori mod en Bebreidelse, den ofte maa taale, nemlig at den sørger for Forbryderen paa de Lovlydiges Bekostning, maa jeg anføre, at dens Retning tvertimod gaaer ud paa at give Loven en større Hellighed og Straffen en forøget Virkning ved at støtte den paa Fornuft og Retfærdighed. Den maa saaledes ikke forvexles med denne falske Filantropi, som undertiden har givet sig Udseende af at føre dens Sag. Denne sidste bør blot betragtes som en sygelig Udvæxt paa den førstes friske Stamme. Der behøves et oplyst og velordnet Samfund for at bringe sine Straffelove i Overeensstemmelse med Menneskelighedens og Fornuftens Fordringer, at afpasse dem efter Tilfældene med upartisk Skjønsomhed og at bringe dem i Anvendelse med Alvor, Retfærdighed og Ubevægelighed. Kriminallovgivningen og Pønitentiærsystemet staae i en uimod- sigelig Forbindelse med hinanden; de yde hinanden indbyrdes Understøttelse, og det sidste kan ansees som den førstes Fuld- endelse. Professor Mittermeyer, en af Tydsklands meest anseete nulevende Jurister, yttrer herom følgende: "Alt hvad man gjør med Hensyn til Straffelovene er blot halvgjort Arbeide, hvis man ikke tillige strækker sin Omhu til selve Grundvolden, Straf- anstalternes Forbedring". Denne Grundsætning er isærdeleshed SIDE: 88 anvendelig i vort Fædreland, hvor Fængselsopsynet og den kor- rektionelle Huustugt [fotnotemerke] endnu befinde sig paa en særdeles lav og lidet udviklet Standpunkt. Nærværende Arbeide, bestemt til, under den forestaaende Rigsdag, idetmindste for en Deel at belyse disse vigtige Spørgs- maal, deler sig i fire Kapitler, hvoraf det første indeholder: almindelige Anskuelser om Straf; det andet: Pønitentiærvæsenets Opkomst og successive Udvikling, det tredie en Sammenligning imellem de to Systemer, som for Nærværende tildrage sig den almindelige Opmærksomhed; og endelig det fjerde, om Pøniten- tiærsystemets Anvendelighed i Sverige. OM STRAF Et Folks Lovgiving kan medrette ansees som en sikker Maale- stok paa den Dannelse og Sædelighed, som det har opnaaet. Dette gjælder i Særdeleshed mere om Straffelovene, der lettere lade sig lempe efter Menneskelighedens og Retslærens stigende Fordringer, end om den civile Lov, der i visse Henseender mere beroer paa egne nationale Sædvaner og Bestemmelser, ofte og- saa paa særskilte Stedforhold. Alligevel maa man ei tabe af Sigte, at en paa billige, med selve Naturen overeenstemmende, Grunde bygget Civillovgivning er et blandt de virksomste Midler til at udrydde forældede Misbrug og indgroede Fordomme, samt at den udgjør en vigtig Betingelse for Udviklingen af en oplyst Nationalaand og en ægte fædrelandsk Tænkemaade. For uforstyrret at skride fremad til sit store Maal, sædelig og intellektuel Forædling, samt almeen Velstand, maa Samfundet bygges paa en med Fornuften overensstemmende Grundvold, og indrettes saa, at det yder Beskyttelse imod Alt, der kan for- Fotnote: Hermed menes de i Sverige brugelige Straffe "Spøslitning" ): offentlig Pidskning tilpæls ved Hjemthinget, og "Kyrkoplikt" ): Irettesættelse af Præsten og Afbigt under Gudstjenesten, forhen, under Navn af "at staae offentlig Skrifte", i Brug hos os; i Sverige oftest et Tillæg til Spøslitningen. Overs. SIDE: 89 styrre den almindelige Sikkerhed eller krænke private Rettig- heder. Statens ydre Selvstændighed og indre lovlige Bestaaen maa betrygges mod forræderske Stemplinger; den Enkeltes Liv og Velfærd mod Vold og Forfølgelse; Ejendom mod ulovlige Indgreb. Af disse ufravigelige Betingelser for Samfundets Til- værelse og Fremgang, som er Guds, i Menneskets indre Drivt og ydre Trang, aabenbarede Vilje, udspringer saaledes Sam- fundets egentlige Strafferet, der oprindelig hviler paa Fornuft og Retfærd. Men Udførelsen af en erkjendt Retsidee maa være i fuld- kommen Overeensstemmelse med denne selv, for at bibeholde sin Egenskab af Retmæssighed. Den Form, den ifører sig, maa støttes paa den erkjendte Grund, og ligesaa samvittighedsfuldt som følgerigtigt opfylde dennes Fordringer; thi i andet Fald fornægter denne Form sit eget Urbillede, og gaaer tilsidst over til at danne Modsætningen deraf. Heraf følger, at Valget af selve Straffene maa skee under en religiøs Erkjendelse af en høiere Verdensorden og en oplyst Agtelse for Menneskets Værd; de maa være fuldkommen ret- færdige, saavel i Henseende til deres Qvalitet, eller Beskaffenhed, som i Henseende til deres Qvantitet, eller det til Forseelsens Størrelse svarende Beløb. De maa ogsaa være stemmende med Fornuften, det vil sige, i psychologisk Henseende saaledes be- regnede, at de virke til den Straffedes Forbedring, og saaledes stræbe at forebygge en fornyet Forstyrring af den til det al- mindelige Bedste passende Retstilstand. Saaledes viser sig Naturen af Straf i sin Fuldkommenhed ud- gjørende Maalet, som ved deres Bestemmelse bør efterstræbes. At det i Virkeligheden ikke fuldkommen kan opnaaes, dertil maa Aarsagerne søges deels i den Ufuldkommenhed, der er uadskillelig fra ethvert Menneskeværk, deels i de ydre Om- stændigheder, som ofte udøve en saa mægtig Indflydelse, at de danne et Slags relativ Retstilstand. Dette Forhold leverer en Forklaring af, og maa ogsaa gjelde som en Aarsag til de Afveje, paa hvilke Kriminallovgivningen saa ofte har forvildet sig, og hvorpaa den endnu for en stor Deel befinder sig; men det maa ingenlunde paaberaabes, enten med Hensyn paa sin historiske Grund eller sin Tilværelse som Faktum, for at hindre en nyttig Nærmelse til en efter Oplysningens Fremskridt og Menneske- SIDE: 90 lighedens Krav mere lempet Straffetheori, thi Bestræbelsen, altid mere at nærme sig Fuldkommenheden, er et af Kjendetegnene paa Menneskenes guddommelige Udspring. Fordomsfrit at lytte til forsvundne Tiders ofte dyrekjøbte Erfaringer, og deraf at uddrage Lærdom og Veiledning, rigtig at bedømme og fyldest- gjøre det Nærværendes Krav, samt saaledes at berede Mulig- heden af en fornuftig Opfatning af det Problem, som Fremtiden i sin Tid kommer til at løse, udgjør den rette Kontinuitet i Men- neskeslægtens stigende Uddannelse. Enhver Grundvolds egent- lige Værd, saavel indenfor Tankens som de materielle Gjen- standes Omraade, beroer paa den Bygning, som derpaa kan opføres; thi ligesaa unegteligt som det er, at den sidste ei kan staae, uden at støttes af den første, ligesaalidt udgjør Grund- volden i og for sig selv noget Heelt og Fuldstændigt. Hedenskabet havde sine Retsbestemmelser, der maatte vige for Kristendommens, af himmelsk Kjærlighed og Retfærd gjen- nemtrængte, Lærdomme. Vankundighed og Mørke fordunklede længe dens evige, alt oplivende, Lys, men dens milde Aand sei- rede over ydre Hindringer og verdslig Modstand, og lærte Men- neskene, ogsaa ved Afstraffelsen af sin faldne Lige, at søge at opfylde den kristelige Kjærligheds Fordringer. At afpasse saa- vel Straffelovene som Straffeanstalterne efter en saadan Tænke- maade, det udgjør en værdig Væddestrid mellem Europas og den nye Verdens meest oplyste Folk. Iblandt de mangfoldige og vigtige Gjenstande for Kriminal- lovgivningen er selve Straffens Beskaffenhed uden Tvivl en af dem, der kræve den største Opmærksomhed. Af de Straffe- arter, Loven anvender, kan man slutte sig til Lovgiverens større eller mindre Agtelse for Menneskeværd. Straffene kunne inddeles i tvende Hovedslags nemlig: a) De der først og fremst sigte til at plage og martre de ydre Sandser, altsaa fysiskt-affliktive, i Almindelighed kaldte Le- gemsstraffe. b) Psykiskt-affliktive, i Almindelighed kaldte Sjelsstraffe. De første, eller Legemsstraffene, ere snart sagt urgamle. De havde sin Grund i den Hevnfølelse, som i Fortiden var over- vejende ved Udøvelsen af Statens Strafferet, og i den da her- skende Uvidenhed. Der udfordres i Sandhed ingen liden Grad SIDE: 91 af Oplysning, for rigtig at bedømme Vægten af Sjelsstraffene, og ansee dem for tilfulde forsonende. Det personlige Had eller det krænkede Retsinstinkt eggede længe den menneskelige Op- findelsesevne til, under tusinde forskjellige Skikkelser, at afvexle med Legemsstraffenes Grumhed. De anvendtes ikke allene til den virkelige Forbryders Afstraffelse, men ogsaa til at udpresse Bekjendelser der, hvor man vil finde Skyld. Kristendommen maatte i Aarhundreder kjæmpe imod Lidenskabernes og For- dommenes Vælde inden den formaaede at formilde dette Bar- bari og i det mindste at omklæde under mere retlige Former Levningerne af den hedenske Raahed. Principerne for de fysiskt-affliktive (korporligt-virkende) Straf- fes Anvendelse har sin højeste Udstrækning og sin yderste Grændse i Dødsstraffen, thi udover denne Grændse formaaer den ikke at udstrække sin Magt. Da Dødsstraffen endnu ansees af mange, ja maaskee af Fleer- tallet af Europas Beboere for et nødvendigt, uundgaaeligt Onde, for hvilket man vel kan bære baade Afsky og Rædsel, men som ingen vover at afhjælpe, turde det først være nødvendigt at undersøge dens sande Beskaffenhed. Dødsstraffens Retmæssighed er i Særdeleshed i den senere Tid bleven bestridt af flere Retslærde og Statskloge, og i Sand- hed fortjener ogsaa dette vigtige Spørgsmaal, at man alvorligen lægger det paa Hjerte. Samfundet har unegtelig baade Ret og Forpligtelse til med Straf at belægge enhver Handling, som kan forstyrre den almindelige Retstilstand; det har ogsaa, hvis For- bryderen ved Tilbagefald viser sig uforbederlig, eller hvis hans Forbrydelse er af en mere truende Beskaffenhed for den al- mindelige Sikkerhed, Ret til at sætte ham ud af Muligheden paany at kunne skade de øvrige, lovlydige Samfundsmedlemmer. Men gaaer denne Ret videre end til Frihedens Forliis, hvorved Øjemedet er opnaaet? Enhver Straf, der strækker sig ud over den nødvendige Grændse, gaaer jo over til Vilkaarlighedens og Hevnens Raaderum. Herimod vil man sikkert indvende, at Dødsstraffen maa bi- beholdes med dens gyselige Forberedelser og selve Henrettelsens gruopvækkende Høitidelighed, ei saameget for at straffe For- bryderen selv, som i Særdeleshed for at advare og afskrække Andre fra at følge hans Exempel. Uden at ville gaae ind paa SIDE: 92 en nærmere Undersøgelse, om Samfundet har Ret eller ikke, til at plage og tilsidst aflive et af dets Medlemmer, for derved at indjage de Øvrige Frygt og Forbauselse, turde det være megen Tvivl underkastet, om Forbrydelsernes større eller mindre Antal udelukkende beroer paa en mere eller mindre udstrakt Anven- delse af Afskrækkelsestheorien. Erfaring synes derimod at be- vise, at Forbrydelser sikkrere forekommes ved en mere al- mindelig Dannelse, en lovfæstet og ædel Samfundsorden, samt lettede Udveie til at forsørge sig. Disse Midler burde saaledes først og fremst anvendes baade af Menneskelighed og politisk Klogskab. Det Beviisværd, som kan tilkjendes følgende Tableau, turde ogsaa kunne paaberaabes imod dem, der forsvare Nytten af drakonisk strenge Love. Spanien: een Henrettelse aarlig paa . . . . 122,000 Indb. Sverige - -- -- - . . . . 172,000 -- Norge: fra 1832 incl. til 1834 incl. een Henrettelse aarlig paa . . . . . . . . . . . 720,000 -- -- fra 1836 incl. til 1837 incl. . . . . . . . Ingen Irland: een Henrettelse aarlig paa . . . . 200,000 -- England - -- -- - . . . 250,000 -- Frankrige - -- -- - . . . 447,000 -- Baden - -- -- - . . . 400,000 -- -- i 1834 kun een paa . . . . . . . . . . . 1,230,000 -- Østerrige een Henrettelse Dets Tydske Deel aarlig paa . . . . . . . . . 840,000 -- Würtemberg een Henrettelse aarl. paa . . . . 750,000 -- Pensylvanien - -- -- - . . . 829,000 -- Bayern - -- -- - . . . 2,000,000 -- Preussen - -- -- - . . . 1,700,000 -- Vermont siden 1814 ingen. Belgien siden 1830 ingen. Uagtet Henrettelsernes Antal, sammenlignet med Folkemæng- den, er størst i Spanien og dernæst i Sverige og Irland, er det dog tilstrækkelig bekjendt, at Forbrydelsernes Antal ikke er mindre der, men derimod større end i flere andre Lande, hvor Dødsstraffen enten aldeles ikke eller idetmindste høist sparsomt SIDE: 93 anvendes. Man finder ogsaa, at man mindst har behøvet at gribe til Dødsstraffen i de Stater, hvor man har sørget meest for Udbredelse af Dannelse og Afskaffelse af de Baand, som binde den private Virksomhed. Preussens Exempel er i disse Henseender høist mærkeligt. Dødsstraffen maa yderligere betragtes under nogle andre vig- tige Synspunkter. Den tilsteder ikke Forbedring, thi den tilintet- gjør paa eengang ligesaavel de gode Forsæt som de onde Til- bøieligheder. Man gjør sig sædvanligviis den Forestilling, at man ikke kan nære synderlig Forhaabning om Deres Forbedring, der have fortjent Lovens højeste Straf. Alligevel er det et, baade af Dommere og Fangevogtere, erkjendt Forhold, at de, som ifølge Loven ere Dødsstraffen hjemfaldne, ofte vise sig mindre forhærdede eller moralskt sjunkne end andre Forbrydere, hvis gjentagne Forseelser dog blot paadrage dem mindre Legems- eller Fængselsstraf. At indrømme de Sidste Muligheden af at bedre og rette paa sig, men negte at dette kan være Tilfælde med de Første, synes hverken at være fornuftmæssigt eller over- eensstemmende med Retfærdighed. Dødsstraffen tilsteder ingen Oprettelse (Restitution), om end den Aflivedes Uskyld siden skulde blive erkjendt. Deslige Til- fælde ere vistnok høist sjeldne. Alligevel gives et og andet Exempel derpaa, som beviser, at saadanne ulykkelige Feil- tagelser kunne begaaes; og hvoraf kan sluttes til endnu flere, hvor Sandheden, for menneskelige Øine, aldrig er bleven op- daget. Man maa heller ikke glemme, at den første Undersøgelse, hvorunder Sagen skal udvikles og det virkelige Forhold udledes af indviklede, ofte indbyrdes stridige, Opgivender, undertiden anbetroes unge Dommere, som, endskjøndt de besidde baade Lærdom og Duelighed og oplives af de ædleste Følelser, dog endnu savne det sikkre Blik og det skarpe Omdømme, som alene en længere Erfaring og Routine i juridiske Spørgsmaals Be- handling kunne meddele. Siden henskydes vistnok Sagen under Overretters Prøvelse, men disse have sædvanlig til hovedsagelig Ledning de Oplysninger, Akterne indeholde, og Dommens ende- lige Stadfæstelse er derpaa mere eller mindre beroende: Denne Omstændighed, som samvittighedsfulde Dommere sikkert skulle bevidne, maa vel tages i Betragtning, naar man upartisk under- SIDE: 94 søger Anvendeligheden af en Straf, som afskjærer enhver Ud- vej til Opreisning eller Rettelse. Men, indvender man, det vilde være betænkeligt at borttage Dødsstraffen; thi dersom en Livsfange kom til at rømme, skulde det være høist skadeligt, da han ikke afskrækkedes af nogen høiere Straf, end den, hvortil han allerede er dømt. Herimod kan anføres, at Feilen da vilde hovedsagelig ligge Samfundet til Last, som ikke havde forvaret den Fængslede bedre. En vold- som Afsindig, som har brudt sig ud af Dolhuset, kan ogsaa være høist farlig for den, han træffer paa; men alligevel vilde det neppe falde Nogen ind, at han burde miste Livet, for saaledes at sættes ud af Stand til at volde Ulykker. Denne præventive Hensigt kan saaledes ikke være gjældende som Retssats. Et af de Argumenter, hvormed Dødsstraffen ofte forsvares, er, at dens Bibehold er nødvendig for at kunne, indenfor Lovens Forskrifter, afpasse Tillempningen af Gjengjældelsesretten, Ius talionis, der ligeledes hviler især paa den Grundsætning, at For- bryderen skal undergaae samme Lidelse, som han har tilføjet Andre. Denne Idee er visselig baade vakker og af en dyb Betydning, men den er alene en Abstraktion og i Udførelsen uanvendelig. Har f. Ex. Forbryderen tilføjet sit Offer et dybt Saar, bør han da tilføjes et ligedant? har han opbrændt ham selv og hans Huus, bør han da selv fortæres af Luerne? Nei, svares hertil, det vilde være grusomt og umenneskeligt, Ret- færdigheden bør være forsonet ved en anden alvorlig Straf. Men da er man paa eengang inde paa et ganske andet Gebeet, nemlig det, at Straffen ikke kan være absolut tilsvarende til Forbrydelsen, men maa gaae over til et Slags konventionel Ap- proximation, og isaafald styrter jo den paa streng Gjengjældelse grundede Retsbygning overende. En anden, ikke mindre betænkelig Vanskelighed, som taler imod saadanne for Menneskeligheden modbydelige Straffe, er den, at, om de anvendes uden Skaansomhed, faaer den højeste Magt bære Bebreidelsen for en yderlig Strenghed; og om Naa- den kommer ofte imellem, næres paa den anden Side Ringeagt for Loven og liden Frygt for dens Bud. Vi have seet, at Sve- rige er, næst Spanien, det Land, hvor Dødsstraffen mest er bleven anvendt, og desuagtet ere, i de syv sidst henrundne Aar, i Middeltal, 43 til Døden dømte Individer aarlig blevne benaadede. SIDE: 95 Benaadningsretten hviler paa en stor og hellig Tanke, og ud- gjør den forfulgte Uskylds sidste Tilflugt paa Jorden; den kan ogsaa anses som Lovens Opfyldelse i de Tilfælde, hvor Bogstavet ikke er fyldestgjørende. Loven tyder Retfærdighedens ubevæge- lige Fordringer og Forstandens kolde Beregning; Naaden der- imod er Røsten fra Samfundets inderste Følelse, den er dets Hjertes Indgivelse. Men dette Prærogativ, det skjønneste imel- lem dem, som tilhøre Kronen, bør anvendes sparsomt; det er ligesaa tungt som ansvarsfuldt, at udtale det Ord, som uigjen- kaldelig afgjør et Menneskeliv. Inden Beslutningen fattes, er Tanken qvalfuldt sysselsat med at finde hvad rettest er, og siden ligger endnu Mindet om den sørgelige Gjenstand tungt paa Sindet. Dommeren er ikke udsat for denne vanskelige Uvished, thi han er blot Lovens Tolk, og afpasser dens Bud uden Partiskhed eller Medlidenhed; men Naadens Virkekreds er ikke afmaalt med samme Nøjagtighed; -- hvor langt bør den strække sig, hvor findes den rette Grændse for dens formildende Virkning? Dette Spørgsmaal er vanskeligt at afgjøre, og kræver en Tid og en Virksomhed, som ved Dødsstraffens Afskaffelse kunde spares for Befordringen af andre, for Samfundets Vel, vigtige Emner. For ret at opfatte Vægten af denne Bemærkning, bør man i Tanken hensætte sig i Regentens Stilling, og betænke, naar, efter et Middeltal, omtrent 61 Spørgsmaal om Livsstraf aarlig fremkomme i Sverige, og saaledes flere end een om Ugen, hvilken betydelig Deel af Regentens Tid der tages i Reqvisition; thi disse Sagers Natur gjør, at de ikke kunne jevnføres med de sædvanlige administrative. Hos flere ved Lærdom og ædel Tænkemaade udmærkede Mænd grunder Overtydelsen om Dødsstraffens Retmæssighed sig paa en religiøs Anskuelse og paa Fortolkningen af visse Steder i det gamle Testamente. Uden at ville indlade mig paa en kasuistisk Undersøgelse af disse Steders rette Mening, maa jeg blot indvende, at jeg støtter den Mening, jeg samvittigheds- fuldt har søgt at udvikle, paa Kristendommens Aand. Denne guddommelige Lære fremstiller ikke Livet som det højeste Gode, som Grændsen for al Virksomhed og Tilværelse, men meget mere som en Prøvetid, en Opfostring til et andet saligere Liv, som udgjør Menneskets sande Maal og rette Hjem. Hvorledes kan man da, fra en religiøs Synspunkt, forsvare en Straf, som SIDE: 96 forkorter denne Prøvetid, som afbryder denne Opfostring? Er dette ikke, snart sagt, at ville trænge ind i Forsynets urand- sagelige Raad? Men, vil man indvende, da bør ogsaa Krigeren fordømmes, naar hans Sværd drages til Fædrelandets Forsvar; men herpaa svares, at Krigen ikke kan jevnføres med den sædvanlige Rets- tilstand, men maa ansees som en voldsom Brydning, nødvendig forat gjenerobre denne, og hvorved samme Retsanskuelser ikke kunne gjøres gjældende, som under Samfundets indre vanlige Forhold. Jeg indseer fuldkommen, at man i Almindelighed vil skrækslaaes blot ved Tanken om alle de Forbrydelser og Veder- styggeligheder, hvormed man mener Jorden vil blive oversvømmet om Dødsstraffen afskaffedes, man vil mene man har aabnet en ny Pandoras Æske, hvoraf utallige Ulykker og Onder skulle udstrømme. Man befrygtede det Samme, da Tortur, Radbræk- ning og andre Vederstyggeligheder afskaffedes, og alligevel har Retfærdigheden siden da havt samme uforstyrrede Gang, og Forbrydelsen fundet sin fortjente Straf. Jeg ærer forøvrigt Enhvers Overbeviisning i dette vanskelige [fotnotemerke] Emne, som jeg ugjerne har berørt. Men da Spørgsmaalet staaer i saa nær Forbindelse med nærværende Arbeide, og har en saa dyb moralsk Betydning, har jeg holdt det for en hellig Pligt, at fremsætte samme til en meer almeen Undersøgelse. Siden den meer og mere fremskridende Oplysning har forjaget fra Kriminallovgivningen de meest barbariske Legemsstraffe, saa- som Sønderlemmelse, Brændemærken o. m. d., [fotnotemerke] staaer Spø- og Riisstraffen tilbage i vor gjældende Lovbog, som de sidste Spoer af en forsvunden Tids Retsanskuelser. Fotnote: Her har Texten "ömtålig" (delikat) et Ord, som vort Talesprog ganske vel kjender, og som uden videre skulde været brugt, om Oversættelsen ikke skede fra Svensk, hvorved en Bebreidelse for en Skjødesløshed eller Svecisme ikke vilde være udebleven fra de Mange, der ikke ville vide hvilke rige Marker, vort Sprog har paa Grændsen af det Svenske. Nedenfor vil man i Ordet "indforlive" støde paa et, der er længer indifra Sverig, fra selve Mälarens Strand; men dets egen Udtryksfuldhed og dets oftere Brug, navnlig i Bladene, har naturaliseret det. Det er et spolium siden Amalgamationsfeiderne. Overs. Fotnote: Til Hæder for vort Fædreland kan anføres, at de aldrig have været an- tagne i Sverige. [fotnotemerke] Forf. Fotnote: Som bekjendt, ikke saa i Norge. Overs. SIDE: 97 Spøslidningen, som stempler den Straffede med en uudslettelig Vanære, er kanske endnu mere fornuftstridig end selve Døds- straffen; i sidste Tilfælde tilintetgjøres Forbryderens fysiske Til- værelse, ved Spøstraffen derimod, snart sagt, Muligheden af hans fremtidige Bedring. Samfundets Strafferet, hvis Øjemed er, ved selve Strafanvendelsen, at gjenoprette den krænkede Retstilstand, samt at advare og forbedre, har saaledes fjernet sig saa himmelvidt fra sin Grundidee, at den vanærer, gjør Til- bagegangen fra den betraadte Forbrydelsens Bane paa det nær- meste umulig, og lader blot Valget tilbage mellem Elendigheden og Skafottet. Hvor mange Exempler paa dette, for Menneske- ligheden ligesaa bedrøvelige, som for den almene Sikkerhed skadelige, Forholdende har ikke vort Fædreland at opvise? Men, indvender man, Legemsstraffene ere indforlivede med vore Vaner vore traditionelle Skikke! Denne Paastand grunder sig, efter vor Overbeviisning, paa en Misforstaaelse, en Sammen- blanding af en forsvunden Tids Anskuelser med den nærværen- des. Legemsstraffe vare indforlivede med den almene Tænke- maade saa længe de vare overeensstemmende med de herskende Religionsbegreber. Kirken gav selv Anviisning paa dem som et saliggjørende Middel, og den bodfærdige Synder troede at gjen- vinde den tabte Samvittighedsfred ved Flagellation, legemlig Lidelse og strenge Faster. Langtfra da at være vanærende, an- saaes Legemsstraffen som en Forsoningsakt og den eneste rette Vej til igjen at kunne optages i Kirkens Skjød. Derfor finder man den i Forening med Kirketugt og Skriftemaal, hvorved den ved Straffen Rensede traadte ind igjen i Menigheden. Men denne Tro, disse Begreber ere forlængst forsvundne. Den almindelige Tænkemaade stempler i vore Dage den Straf- fede med en næsten uudslettelig Vanære, og støder ham med Afsky tilbage. Findes der vel Nogen blandt dem, som forsvare Spøstraffens Anvendbarhed, der vilde tage en Spøslidt i sin Tjeneste? Har man da ikke skabt en Klasse Parias eller mo- ralskt fuglfrie Væsener, som tvinges til at ansee sig i en ved- varende Krigstilstand mod Samfundet? Vanærende Legemsstraffe lede desuden Tænkemaaden paa en farlig Afvej, den nemlig, mindre at tage Hensyn til Forbrydelsens Beskaffenhed, end til selve Straffen, som medførende Vanære og almeen Foragt. Deraf opkommer ofte hos mere Udannede SIDE: 98 den Forestilling, at Forseelsen er mindre ærekrænkende blot det lykkes ved List eller haardnakket Benegtelse at undgaae den fornedrende Straf, som følger derpaa. Spøstraffen, som har været brugelig i andre Lande, i Tydsk- land (Ruthenstreich) i Frankrige (les verges), er dog bleven af- skaffet der uden Skade, uden at Forbrydelsernes Forøgelse har været en Følge deraf. Skulde da vel det Svenske Folk, som udmærkes af en dybere Religiøsitet og siden Arildstid har været i Besiddelse af en fri Forfatning, staae saa langt tilbage for disse Nationer, at det ikke skulde kunne taale en ligesaa for- nuftmæssig og menneskelig Lovgivning? Den almindelige Stemme vil sikkert benegte en saadan Paastand, og der har allerede paa indeværende Rigsdag været vakt Motioner om Spøstraffens Af- skaffelse. Det er en vigtig Støtte for min Overbeviisning, at samtlige Herredshøvdingers, af Justitie-Statsministeren affordrede, Er- klæringer angaaende Spøstraffen og den ligesaa fordærvelige, som fra sin oprindelige Natur saa lavt sjunkne Kirkestraf, have afgivet følgende Resultat: For Spøstraffens Afskaffelse . . . . . . . . . . . 48 - dens Vedvaren . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Betingelsesviis . . . . . . . . . . . . . . 12 - Kirkestraffens Afskaffelse . . . 44 - dens Vedvaren . . . . . . . . . . . . . . . .21 Betingelsesviis . . . . . . . . . . .12 Desuden turde kunne antages, at Mange blandt dem, som have næret Betænkeligheder ved at tilraade Spøstraffens Afskaffelse, have været foranledigede dertil af den liden Tiltro, de have til vort Fængselsopsyn og vore Korrektionsanstalter, og at denne, saa velgrundede, Ængstlighed ikke lidet har indvirket paa deres Omdømme. En priisværdig Uvilje imod Spøstraffen og en sørgelig Erfaring om vore nuværende, saa højst feilfulde, Korrektionsanstalter, har mere og mere henvendt den almene Opmærksomhed paa Deportationssystemet, hvis Indførelse, under nærværende Rigs- dag, er bleven paastaaet af adskillige agtværdige Rigsdagsmænd. Ved første Øjekast synes dette System at maatte medføre SIDE: 99 den betydelige Fordeel, at rense Landet fra farlige Forbrydere uden at neddæmpe Menneskelighedens Røst, og derved baade at opfylde Retfærdighedens og Klogskabens Fordringer. Ved nærmere Undersøgelse opdages derimod snart de Feil i juridisk Henseende og de Vanskeligheder i selve Udførelsen, hvormed Deportations-Ideen er beheftet. Jeg skal forsøge i Korthed at fremstille de vigtigste. Hvilken Klasse af Forbrydere bør underkastes Deportation? De, som for Livstid ere dømte til Tab af Friheden; men da bliver deres Antal ubetydeligt. De, som ere dømte for en vis længere Tid; men hvorledes skulde de kunne fra en afsides liggende Verdensdeel vende tilbage til Fædrelandet? Og, om det lykkedes dem, ere de ingenlunde forbedrede derved, at de, i Selskab med talrige Medforbrydere, have beseilet Oceanet og besøgt fremmede Lande. Da er det i Sandhed mindre bekoste- ligt, som hidtil, at transportere dem med Fangeskyds til Lang- holmen eller Malmø, for, efter udløben Fængselstid, at kaste dem lige uforbedrede paa Samfundet. Man indvender formodentlig, at det er just den Fiktion, at dømme Forbrydere til Deportation paa en vis bestemt Tid, skjøndt de i Virkeligheden underkastes en evig Landflygtighed, som ud- gjør Samfundets egentlige Borgen. Men da har jo Lovgivningen haardeligen forbrudt sig imod den antagne Retsgrund, at Straffens Qvantitet skal staae i et retfærdigt Forhold til selve Forseelsens Størrelse; og da i Almindelighed enhver Krænkelse af Retsideen indeholder sin egen Straf, har Samfundet opmuntret Forbryderen til at begaae den største af de Forbrydelser, der ere belagte med Deportation, da Ansvarsfølgen i alle Tilfælde er den samme, og derved gjort ham endnu farligere for den almindelige Sikker- hed. Man seer heraf, at Deportationssystemet ikke medfører den forskjellige Gradering, som udfordres for at svare til For- brydelsernes forskjellige Natur. Men virker Deportationen uretfærdigt ved sin Uforanderlighed, viser den sig ikke mindre ubillig med Hensyn paa sine store Forskjelligheder, som Straf betragtet. For Den, der har brudt alle de Baand, der forenede ham med Familie og Samfund, in- deholder Landflygtigheden en ringe Straf; hans Opmærksomhed fæstes paa nye, ubekjendte Formaal, der hindre al Selvbetragt- ning og efterhaanden døve Samvittighedens straffende Røst. For SIDE: 100 Den derimod, som skilles fra ømme Paarørende, et kjært Hjem og et elsket Fødeland, sandsynligviis for evigt, er Deportationen den grusomste af alle Straffe. Men hvilken af disse Tvende er farligst for den offentlige Sikkerhed? Den, der, egoistisk ind- sluttet i sig selv, blot har Følelse for egen Vinding, eller Den, der, skjøndt svag og forvildet, dog knyttes til Samfundet ved saamange tilbageholdende Baand? Virker ikke Straffen da i et urigtigt Forhold, stærkest mod den mindst skadelige, og mindst afskrækkende for den meest farlige? Disse Anskuelser af Deportationssystemets Uhensigtsmæssighed erkjendes ei alene af Theorien; de bestyrkes ogsaa af det Lands Erfaring, som i den største Maalestok har anvendt det, Stor- brittannien nemlig. Det var imod Slutningen af det forrige Aar- hundrede, at England, opgivende de allerede med Fremgang gjorte Forsøg paa den korrektionelle Bane, begyndte at deportere sine Forbrydere, først til sine amerikanske Kolonier og, efterat disse havde gjort sig uafhængige af Moderlandet, til det derved bekjendt blevne Botany-Bay. Denne Forholdsregel har imidlertid ikke svaret til de store Forhaabninger, som man grundede der- paa, thi siden den Tid have Forbrydelserne, især imod Ejendom, eller de, som hovedsagentlig ere belagte med Deportation, tiltaget i en saa forfærdelig Progression, at de, efter Beaumont og Toc- queville, paa omtrent 20 Aar ere voxede til det Tredobbelte. Dette bedrøvelige Forhold fæstede, for omtrent 10 Aar siden, den almindelige Opmærksomhed paa Deportationsstraffens Uhen- sigtsmæssighed. Men Tilbagegangen fra den betraadte Bane møder mange Hindringer i Henseende til de allerede paakostede uhørte Summer og til de i Australien anlagte Koloniers Trang til Arme. Man søgte til en Begyndelse ved skarp Strenghed i Behandlingen at gjøre Deportationen mere afskrækkende, og de Landsforviste bleve inddeelte i tre særskilte Klasser. Den første underkastedes ved Ankomsten pønitentiær Behandling i en sær- skilt Korrektionsanstalt paa Øen Norfolk; deraf fordobblet Straf og fordobblede Bekostninger. Den anden Klasse fængsledes med Jernlænker og arbeidede i fri Luft; den tredie fordeeltes blandt Kolonisterne. Men ikke nok dermed: visse Embedsmænd be- faledes fra den 1ste til den 30te September 1833 at overvære alle Afstraffelser med Spø eller Pidsk, hvorover en særskilt Pro- tokol skulde føres, hvori optoges med en forfærdelig Nøiagtighed, SIDE: 101 ved hvilket Slag Blodet havde viist sig, om det var rundet stærkt eller ikke, om den Straffede ved Klageraab havde tilkjendegivet en heftig Smerte m. m. Saadan Grumhed maatte imidlertid snart vige for det engelske Parlaments Oplysning og Menneskelighed; Deportationen bliver mere og mere sjelden, og det korrektionelle System kan nu an- sees for at være fuldkommen naturaliseret i Storbrittannien, hvor det med store Skridt gaaer frem til sit Maal. Uden at gaae ind paa en vidtløftig Undersøgelse om et pas- sende Deportationssted for Svenske Forbrydere kan tilveiebrin- ges eller ikke, er det ubestrideligt, at Omkostningerne ved de Landsforvistes Reise og Underholdning ville blive saa høist be- tydelige, at hvis Deportationssystemet ikke har nok afskræk- kende Kraft for dem, mod hvilke det rettes, saa ejer det der- imod denne Egenskab i saa meget større Grad med Hensyn til de Skatteydende, der skulle bære denne Byrde. Den Aar 1838 af det engelske Underhuus til Undersøgelse af Deportationsspørgsmaalet nedsatte Kommittee siger i sin Beret- ning Side 39: "Antallet af de til Syd-Wales og Van Diemens Land indtil Udgangen af Aaret 1836 deporterede Forbrydere udgjør 96,558. Deres Transport har med et Middeltal kostet 28 £; andre Udgifter for deres Ophold og Afstraffelse 54 £ tilsammen 82 £ (984 Rd. Bko. 380 N. Spd.) for hver deporteret Forbryder." I et til den nævnte Betænkning føiet Brev fra Erkebiskoppen i Dublin yttres om Deportationssystemet: "at det har været antaget mod al sund Forstand, og fortsat til Trods for al Erfaring." I en Debat, som nylig fandt Sted i det engelske Underhuus angaaende Forbry- deres Deportation, yttrede Sir William Molesworth blandt Andet, at enhver Forbryder koster i Australien efter den laveste Be- regning aarligen 8 £ (96 Rdlr. B.) uberegnet Transporten derhen. I samme Grad som Oplysning og Menneskelighed har formildet de gjældende Retsanskuelser, ere de fysiskt-affliktive Straffe blevne afskaffede, og Kriminallovgivningen har i alle Lande valgt sig et kristeligere og ædlere Formaal. Vi have seet, at de Sam- fund, som paa en voldsom Maade have søgt at udrydde For- brydelserne ved Forbryderens Død eller Piinsler, eller og have troet, ved en kostbar Forviisning til fjerne Lande, at kunne fri- kjøbe sig fra al Omsorg for deres moralske Forbedring, efter- haanden ere førte tilbage til en renere Opfatning af sine Pligter, SIDE: 102 og nødte til at tage sin Tilflugt til Straffemaader, der mere umid- delbart indvirke paa den Straffedes indre Væsen, altsaa egent- lig psykiske. I Sverige have vi allerede et ypperligt, Aar 1832 i Trykken udgivet, Forslag til en ny Kriminallov, hvori en ædel Aand aaben- barer sig i dybt videnskabelige Anskuelser og systematisk ord- nede Retsformer. Dette Arbeide, der i lige høj Grad hædrer Forfatternes Retskyndighed og deres menneskelige Tænkemaade, optager blot saadanne Straffe, som ere overenstemmende med Retfærdighedens og Fornuftens Fordringer. I de saakaldte Motiver, som ere Lovforslaget vedføjede, gjør de Kommitterede Rede for sine Anskuelser af de særegne Straffe- arter. Der yttres blandt Andet: "Hvor forskjellige de af Viden- skabsmænd i de senere Tider opstillede Theorier for Straffe- arterne end ere, kan dog den positive Lovgivning med Sikker- hed antage den i Fornuften dybt grundede Forestilling, at Loven truer Forbryderen med Straf hovedsagentlig i det Øjemed, gjen- nem Advarsel at forekomme Forbrydelsen. De til dette Øjemed meest virksomme Straffe bør altsaa vælges. Men da Lovgiv- ningen umuligt kan regne paa, ved selve Trudselen om Straf, at tilvejebringe almindelig Lovlydighed og udrydde enhver For- brydelse, saa at al Anvendelse af Straffelovene af sig selv bort- faldt, maa den tillige ved Valget af Straf tage særdeles Hensyn til Forbedringen af saadanne Forbrydere, der, ved Straffens Udførelse i nogen Tid adskilte fra Samfundet, efter Straffens Fuldbyrdelse atter indtræde deri. Forbrydernes Forbedring er altsaa et andet vigtigt Øjemed, som Lovgivningen gjennem Straf- fen bør befordre. De, som, i Betragtning af Straffens førstnævnte Øjemed, kunne falde paa den Tanke, at Alt var afhjulpet ved strenge Straffe, og saaledes ønske Indførelsen af Terrorisme i Lovgivningen, miskjende ei allene Menneskenes Natur, men ogsaa Retfærdig- hedens Fordringer og Menneskelighedens Pligter. Alle Tiders og alle Landes Erfaring viser, at yderligt strenge Straffe for- hærde istedetfor at afskrække. I Overeensstemmelse med denne ædle Opfatning af Straffens Natur og Øjemed, have de Kommitterede forkastet Spø- og Riis- straffen, der, som hastigt overgaaende, ere for det allerede mo- ralsk fordærvede Individ mindre afskrækkende end andre Straf- SIDE: 103 arter. Hos Den derimod, hvis Følelse af Menneskeværd ei for- hen er qvalt, undertrykke disse fornedrende Straffe de i Men- neskenes Natur grundede Anlæg til Forbedring, bringe ham til Fortvivlelse, eller gjøre ham til en svoren Fiende af det Samfund, hvis Love have sat ham i en saadan Fornedringstilstand, at Haabet eller Muligheden, at hæve sig ud deraf, er ham betaget, idet alle Veje til Udkomme og Gjenvinding af Medmenneskers Agtelse og Tillid for ham ere stængte." Alle andre fornedrende Straffe saasom Kirkestraf, Udstilling i Gabestok og Stokkestraf ere ei heller bibeholdte i Lovforslaget "som ikke virkende til Forbryderens Forbedring og derhos for- feilende Øjemedet, hos Andre at vække Advarsel og Afsky for Forbrydelsen." Hvad Dødsstraffen angaaer, har Kommitteen fremstillet tvende Forslag; et med Bibehold deraf, men for mere indskrænkede Tilfælde; det andet med Indførelse af Fængselsstraf paa Livstid i dens Sted. De Kommitterede ansee alligevel Dødsstraf for "ikke at kunne forsvares for Fornuftens og Retfærdighedens Domstol med nogen anden Grund, end at den findes nødvendig for Samfundsindretningernes Bestaaen og Øjemed. Men denne dens Nødvendighed og Hensigtsmæssighed ere Tvivl underkastede." Det nye Lovforslag optager tvende Slags Straffe paa Friheden, nemlig Strafarbeide og Fængsel, af den Grund, "at Frihedens Tab for længere Tid, med Tvang til Arbeide, er et Straffemid- del, som, i Betragtning af Menneskets fornuftige Natur, maa ansees tjenligst til Befordring af Straffens Øjemed. Erfaring har ogsaa, overalt hvor det hensigtsmæssigt har været anvendt, be- viist dets Virksomhed." Strafarbeidet er inddeelt i fem Grader, og Inddelingsgrunden er Forskjellen i Straffetiderne. Fængselsstraffen kan anvendes paa tre forskjellige Maader, den første simpelt Fængsel, den anden eensomt Fængsel, den tredie Fængsel paa Vand og Brød. [fotnotemerke] For at erholde en grundet Overbeviisning om Forslagets Rig- tighed og Værd, bør man læse de Kommitteredes Svar paa de Fotnote: Vort Kriminallovudkast fastsætter, foruden de 5 Strafarbeidsgrader, føl- gende Fængselsstraffe: Arrest, Fængsel paa sædvanlig Fangekost og Fængsel paa Vand og Brød. Overs. SIDE: 104 Anmærkninger, som ere blevne opstillede i Henseende til den af dem hyldede Straffetheori. Sverige synes i alle Henseender at være modent til at tilegne sig en forbedret Kriminallovgivning. En dyrekjøbt Erfaring om de forældede Straffes Utilstrækkelighed, samt om deres forned- rende Egenskabers tunge Følger, har oplyst den almindelige Tænkemaade og forberedet Overgangen til en bedre Retslære. En lykkelig Fredsrolighed tilsteder Os at forbedre vor indre Tilstand og betydelige, allerede forhaandenværende, Overskud give Adgang til at indføre forbedrede Straffeanstalter. Den Aar 1734 antagne og fra 1736 gjældende Lov var visselig for- træffelig for sin Tid, og beviste, at vort Fødeland da stod paa et højt Standpunkt i Retskyndighed. Men i disse hundrede Aar har den Europæiske Kultur skredet fremad med Kjæmpeskridt. Dannelsen, som da var næsten udelukkende forbeholden visse højere Klasser, begynder meer og meer at ansees som en Na- tionalejendom, hvoraf hvert Samfundsmedlem er berettiget til at erholde sin behørige Andeel; en almindeligere Erkjendelse af Menneskeværd har forjaget mangen Fordom og udviklet Be- greberne om Samfundsforholdene. Skulde ikke disse Aarsager udøve noget Slags Indvirkning paa vore Retsformer og vor Straffetheori? Men, vil man indvende, kunne ikke de erkjendte Mangler af- hjælpes, og Forbedringer finde Sted der, hvor de kunne ansees fornødne, uden dog at forandre Kriminallovgivningen i sin Heel- hed? Derpaa svares, at Vedtagelsen af partielle Tillempninger af et Lovarbeide, hvor alt bør udvikle sig i systematisk Orden og logisk Følgerigtighed fra visse almindelige Retsgrundsætninger, vilde være at berøve sig det Gode, som det Gamle i sin Heel- hed endnu muligen kunde indeholde, uden at vinde de Fordele, man venter sig af det Nye. Det Onde har allerede grebet saa- meget om sig og truer saa fordærveligt at udstrække sin smit- tende Ødelæggelse, at et Flikværk ikke er tilstrækkeligt til at raade Bod derpaa. Denne vigtige Reform maa udgjøre et heelt System, kraftigt og planmæssigt udført, og optagende alle de Emner, som staae i Forbindelse dermed. Disse kunne adskilles i tvende Hoved- afdelinger, nemlig: SIDE: 105 a) De, hvis Øjemed egentlig er at forekomme Forbrydelser ved at rydde af Veien deres almindeligste Aarsager. Dertil hører Alt, der kan befordre sand Religiøsitet, almindelig Dannelse, økonomisk Virksomhed og større Velstand. b) De, som sigte til den allerede begaaede Forbrydelses Af- straffelse og Forbrydernes mulige Forbedring. Dertil regnes Kriminallovgivningen og Pønitentiærsystemet. Da Øjemedet med denne Afhandling egentligen er at sysselsætte sig med det Sidste, som staaer i en saa uadskillelig Sammenhæng med det nye Lovforslags Straffebestemmelser, at disse ikke kunne eller bør anvendes førend vore Straffeanstalter ere bragte i en hensigtsmæssigere Orden, gaaer jeg over til selve Pønitentiærsystemet, som i de sidste Aar har gjort store Fremskridt baade i de amerikanske Fristater og i ad- skillige europæiske Lande. Disse Fremskridt ville ogsaa udfordre adskillige, let iværksættelige Forandringer i det nye Lovforslags Forskrifter, saavel i Henseende til Fængsels- tiden for visse Strafarbeidsgrader, som til Fangernes Be- handling. FORBEDRINGSSYSTEMETS OPKOMST OG UDVIKLING Endskjøndt Pønitentiær- eller Forbedringssystemet endnu i Al- mindelighed staaer paa et saa lavt Standpunkt i Europa, at et efter dets Aand velordnet Fængsel i de fleste Lande næsten kan ansees for en sjelden Undtagelse, er dog allerede sex De- cennier forløbne siden det første Forsøg anstilledes paa denne Bane. Det var nemlig 1772, at Stænderne i Flandern anlagde et Tugthuus i Gent. Grev Vilain XIV yttrer i sin til Forsam- lingen indgivne Memorial, at de Banditer, som indjog Landman- den Skræk, vare saadanne Forbrydere, der havde været dømte til Landsforviisning, Kagstrygning og Brændemærkning; at disse Straffe ikke forbedrede; men tjente til Intet. Denne udmærkede Mand ydede Fangernes Pleje og Forbedring en hidtil ukjendt Omsorg og det med saamegen Fremgang, at da den bekjendte Howard Aar 1776 besøgte dette Fængsel, afgav han det fordeel- SIDE: 106 agtigste Vidnesbyrd om den Orden, Arbeidsomhed og Reenlighed, som der herskede. Denne Indretning forfaldt siden under Keiser Joseph II, som temmelig overilet tog Hensyn til nogle interesserede Personers Ansøgning, der ansaae sig lidende i sin Næring ved de Industriforetagender, som i Korrektionshuset udførtes. [fotnotemerke] Den ædle Greves Meningsyttring gik vel ikke tabt; men andre ligesaa agtværdige Menneskevenners Bestræbelser kunde blot fremkalde isolerede Forbedringer, saalænge selve Lovgivningen ikke havde antaget en mildere og menneskeligere Karakteer. Denne store filantropiske Reform var forbeholden Qvækernes religiøse Iver. Aar 1786 lykkedes det dem i den Pensylvanske Nationalforsamling at gjøre sine Anskuelser gjældende; Døds- straffen, forhen ofte anvendt, indskrænkedes til yderst faa For- brydelser, og Aar 1790 bestemtes Fængsel med Tvangsarbeide istedetfor de forhen brugelige Legemsstraffe, saasom Spø, Riis, Brændemærkning, Ørenes Afskjæring, Gabestok m. m. Denne Forholdsregel udgjorde et mærkeligt Skridt til det store Maal, at gjøre Loven lige betydende med Retfærd og Menneske- lighed. Men om der i Mennesketankens Dybde ofte opdages umiskjendelige Spor af dens guddommelige Udspring, fremtriner dog ogsaa den menneskelige Svaghed lige tydelig, naar denne Tanke skal iføre sig en Form og fremtræde i Handling. Da fremstille uforudseede Vanskeligheder sig; da opdynge Misgre- bene sig, og den eneste Ledetraad, der kan føre ud af denne Irgang, er en oplyst og fast Villie. Saaledes gik det ogsaa her. Det Fængsel, der opførtes i Filadelfia ved Walnut-Street, op- fyldte ikke de store Forhaabninger, som man derom havde gjort sig; Cellernes Antal var utilstrækkeligt, og da man i den nye Straf- indretning samlede en Mængde Misdædere fra Grevskabernes sær- skilte Fængsler, blev det umuligt, at adskille de mindre Brødefulde fra de mere Forhærdedes Kreds, hvoraf en større Fordærvelse opkom hos de Første, men ingen Forbedring hos de Sidste. Fotnote: Forskjellige Haandværkere, især Blikkenslagere og Snedkere, i de Byer hos os, hvor Slaverier findes, ere ikke mindre misfornøjede med Konkurren- cen derifra, der i den senere Tid har tiltaget saa betydeligt. Den overgaaer langt den, ifølge Haandværksloven, fra Landet tilladte. Cfr. Yttringer i Texten 3die Kap. Litr. e. Overs. SIDE: 107 Alligevel indførtes efterhaanden deslige Forbedringsanstalter i Forbundets øvrige Stater, og siden ogsaa i vor Verdensdeel [fotnotemerke] , men uden større Fremgang, thi de vare alle behæftede med en væsentlig Feil, de Fængsledes Sammenblanding. Under saadanne Forhold kunde ingen Forbedring opnaaes, Menneskeligheden blev skuffet i sine Forhaabninger, Samfundet bebyrdet med anseelige Udgifter uden tilsvarende Fordele, og den ligesaa bekostelige som fordærvelige Vexelunderviisning i Laster og Forbrydelser gav blot en ny Næring til det Onde, og udbredte snart sine Følger paa en for den almindelige Sikkerhed høist fordærvelig Maade. Man troede vistnok, at kunne stille en Dæmning mod Fængs- lernes fordærvelige Smitte, ved et Slags Klassifikation af Fangerne efter Forbrydelsernes Natur og Beskaffenhed, men Erfaring tilintet- gjorde snart denne Vilfarelse. Da dog denne Anskuelse har fundet, og endnu har, hos Os mangen Forfegter, skal jeg søge at udvikle dens Mangler og Umuligheden af dens virkelige Anvendelse. Er det i Virkeligheden tænkeligt, at kunne opstille visse bestemte Kathegorier, hvori formeent lige Grader af moralsk Fordærvelse og Strafskyldighed kunne indpasses? Ere ei disse ligesaa mang- foldige, ligesaa afvexlende som Menneskesjælens Individualitet? Udgjør det ikke et af de største Underværker i den underfulde Skabelse, at af de utallige Menneskemasser, som allerede ere gangne til sit sidste Hvilested, af dem, som nu leve, og dem, der skulle komme, ikke tvende Individer findes at være hverandre fuldkommen lige, hverken i ydre Træk eller indre Sjelsevner? En væsentlig Forskjel maa gjøres mellem Forbrydelsens Ud- øvelse og dens Aarsag. Den første er en Tildragelse, en Hand- ling, og kan som saadan opfattes og bedømmes, den sidste er for Menneskeøjet paa det nærmeste uudgranskelig. At klassificere selve Forbrydelserne er nødvendigt, for derefter at kunne be- stemme Lovens Bogstav; det kan ogsaa være af stor Nytte i sta- tistisk Henseende, og længere kommer desuden ikke den menne- skelige Retfærdighed; derimod at klassificere selve Brødefuld- hedens ulige Nuancer og indre Natur, det er Gud alene forbeholdt. Fotnote: I det svenske Tidskrift, Læsning i blandede Emner, findes Aar 1797 en detaljeret Beskrivelse over Fængslet i Filadelfia, samt Aar 1799 tvende læse- værdige Artikler betræffende Straffelovene. Forf. SIDE: 108 Men lad Os endog antage, at man havde fundet et særeget Slags Maalestok, hvormed Menneskenes indre Brødefuldhed kunde saaledes graderes indtil dens mindste Qvantiteter, at hver Klasse kunde sammensættes af fuldkommen ligeartede Forbrydere hvad havde man da udrettet dermed? Man kan dog vel ikke for Alvor ville paastaae, at have sørget for det, oftest ifølge skadelige Exem- pler og daarlige Raad, faldne Menneskes Forbedring derved, at man sætter ham i daglig Berørelse med Andre ligesaa lastefulde, ligesaa forbryderske? Denne Vexelvirken af Følelser og Indtryk, hvor det Onde altid vil beholde Overvægten, disse Beretninger om pirrende Eventyr, af lykkeligt udførte Ran eller kløgtigt ud- tænkte Smaatyverier, hvormed de lange kjedsommelige Fængsels- timer fordrives, ville de ikke endnu mere forøge Fordærvelsen, og efterhaanden uddanne Lasten til den yderste Grændse af Vederstyggelighed? Men, indvender man, en negativ Fordeel er idetmindste vunden, den nemlig at Fangen ei har havt Anledning til at lære sig andre Forbrydelser, end dem han selv har begaaet, og saaledes idetmindste ei er bleven forværret. Denne Gevindst er blot tilsyneladende; thi i samme Grad, som Demoralisationen tiltager, i samme Grad udvides ogsaa Brøde- fuldhedens Grændser, og hvad havde vel Samfundet vundet ved, at hvert enkelt Slags af Laster og Forbrydelser blev laugsmæssigen baade udviklet og indlært i dets saakaldte Forbedringsanstalter. Der gives ogsaa en anden Grund til Fangernes Klassifikation, nemlig de ulige Grader af Forbedring eller Forhærdelse, de under Fængselstiden have lagt for Dagen. Ved første Øjekast synes denne Hensigt let at kunne iværksættes, og at indeholde en ret- færdig Straf og en billig Belønning. Den udholder alligevel ikke en nærmere Prøvelse, thi foruden den Fordærvelse, der opkommer af Fangers Sammenvære, fremkaldes tvende nye Laster, Falskhed og Hykleri. Langt fra at vækkes til en velgjørende Eftertanke, ledes Forbryderen til at vise en Anger, han ikke kjender, en Forbedring, som ikke er virkelig. Jo videre han kan drive For- stillelsen og Bedrageriet, jo sikkrere opnaaer han sit Maal, han omgiver sig blot med et forledende Ydre, men hans Indre for- bliver lige fordærvet, Sjelen lige lastefuld. Oplyste Mænd, som med Flid have studeret Fængselspleiens Theori, saavelsom de, der opmærksomt anvende den, stemme fuldkommen overeens i Henseende til Klassifikationsideens Uan- SIDE: 109 vendelighed og dens uundgaaelige Uleiligheder. I Dhrr. Beaumont og Tocquevilles Værk over "Pønitentiærsystemet i de forenede Stater", (et høist fortjenstfuldt Arbeide, hvortil jeg ofte vil komme tilbage) hedder det blandt Andet: "Umuligheden af at opstille en tilforladelig Klassifikation af Forbryderne er med saadan mathe- matisk Vished lagt for Dagen, at den bør udgjøre Udgangspunktet for al Reform i Henseende til Fængselsplejen." Udeblivelsen af al virkelig Forbedring inden Straffeanstalterne og de Løsladtes hyppige Tilbagekomst, ifølge nye Forbrydelser, efterlod endelig og ubestridelig Vished om, at det med saamegen Bekostning indrettede System var bygget paa en falsk Grund, og førte paa Afveje, som jo længere man fulgte dem stedse fjernede mere fra det rette Maal. Man besluttede, at gjøre nye Forsøg for at finde en mere rationel Opløsning af det for den almene Rolighed og Velbefindende saa vigtige Problem; men, for at und- vige de begaaede Feiltrin, kastede man sig, som det saa ofte hænder, paa den modsatte Yderlighed. Man havde fundet, at Fangernes Samvære havde avlet en tiltagende Fordærvelse, som det strengeste Arbeide ei kunde forekomme, og man kom paa den Tanke, at allene deres fuldkomne Adskillelse fra hverandre kunde afhjælpe det Onde. Ogsaa her var Grundideen rigtig, men den forfeiledes under Iverksættelsen. Nationalforsamlingen i Ny-York bestemte Aar 1821, at 80 Indi- vider, udvalgte blandt de meest forhærdede Forbrydere, skulde indestænges hver i sin Celle, for der at forvares i fuldkommen Eensomhed, uden Tilladelse til at arbeide eller Adgang til noget Slags Sysselsættelse. Denne Forholdsregel stred altfor meget mod Menneskenes Trang til Virksomhed og Samqvem med sine Lige, og dens Følger nølede ei heller med at indfinde sig i sin hele Gyselighed. "De ulykkelige Fanger", saa berette Beaumont og Tocqueville, "henfaldt i en saa betydelig Svaghed, at deres Be- vogtere begyndte at frygte for deres Liv; fem bukkede under inden eet Aars Forløb, een blev afsindig, og de Øvriges moralske Tilstand syntes ei mindre foruroligende." Man nødtes til at op- høre med denne umenneskelige Prøve; 26 af de Tiloversblevne benaadedes og de Øvrige erholdt Tilladelse til at arbeide i de fælleds Værksteder. Dette bedrøvelige Resultat af et Forsøg, hvorom man havde gjort sig saa store Forhaabninger, nedslog Manges Sind, ryggede SIDE: 110 Mangens Overbeviisning, og den filantropiske Tanke, i Forbindelse med Forbryderens Afstraffelse at søge at berede hans mulige Forbedring, løb Fare for stedse at stemples som et tomt og barn- agtigt Drømmebillede. Men en stor og sand Idee, eengang udtalt, er udødelig; Udviklingen af det Gode, den tilsigter, kan vel for nogen Tid forhales af ydre Omstændigheder, men aldrig qvæles eller tilintetgjøres. Imidlertid opstod i Fængslet ved Auburn i Staten Ny-York et nyt System, idet man søgte paa en mere oplyst Middelvej at undvige Sammenblandings- og Klassifikations-Ideens mangfoldige Mangler. Fangerne bleve om Natten indestængte hver i sin Celle, men om Dagen arbeidede de i fælles Værksteder under en fuldkommen Taushed; den mindste Hvisken, det ringeste Tegn straffedes med yderste Strenghed. Ved denne Anordning søgte man at hemme den skadelige Vexelvirkning, som Fangerne udøve paa hverandre ved Meddelelsen af Tanker og Indtryk, uden at berøve sig Muligheden af at lade dem være sammen, og saaledes at bibeholde de store Fordele, som for selve Arbeidet opstaae, naar en større Arbeidskraft forenes til fælles Virksomhed. Grund- tanken var at samle Mennesker, som fysiske Væsener, men at udestænge al moralsk Berørelse imellem dem; Legemet var dømt til strengt Arbeide og Sjelen til en plagende Eensomhed, endog inden Kredsen af sine Lige. Dette System, som erholdt Navnet af det Auburnske, da det først anvendtes i det Fængsel, der bærer dette Navn, erholdt en stor Udvikling under Forstanderen Elam Lynds Bestyrelse. For at kunne anvende det i en større Skala, besluttedes, Aar 1825, at et nyt Forbedringshuus skulde opføres ved Singsing. Mr. Elam Lynds, som erholdt dette Hverv, udvalgte hundrede Fanger, med hvilke han begav sig til det ved Strandbredderne af Hudson anviste Sted. Der lykkedes det ham, ved den Tiltro, han havde indgivet disse forbryderske Mennesker, og den Magt, hans faste Vilje udøvede over dem, at vække deres Flid og uddanne deres Arbeidsevner. De bleve efterhaanden Murere, Snedkere, Smede, og med en Forstærkning af Arbeidere alle tagne fra Korrektionsanstalterne, opførte han inden nogle Aar disse vidt- strakte Bygninger, der indeholde 1000 Celler. Dette Exempel viser deels hvor stor Indflydelse en kraftig Mand kan have endog paa fordærvede Gemytter, deels de Resultater, som kunne vindes SIDE: 111 ved en klog Anvendelse af den Menneskekraft, der almindelig uvirksom forspildes i vore Fængsler. Omtrent ved denne Tids- punkt (1822) foretog Staden Genf en Reform i sine Straffeanstalter i samme filantropiske Retning, hvorpaa Nordamerika havde givet et prisværdigt Exempel. Ingen Bekostning sparedes for at opføre de til Fangernes Opbevaring nødvendige Bygninger, og Aar 1825 udfærdigedes et Reglement, hvorefter den indre Tugt skulde haand- hæves. Fangerne skulde inddeles i tre særskilte Kathegorier: efter deres Alder og Kjøn, samt Beskaffenheden af deres Forbrydelser; hver Klasse arbeidede i fælles Værksteder, spiste og tilbragte sine Fritimer tilsammen. Vi gjenfinde saaledes her den uheld- bringende Klassifikationsidee, og skulle ogsaa snart see dens fordærvelige Indflydelse. Forgjæves søgte man en Modvægt mod denne ved Fangernes Forvaring om Natten i Celler og Taushedens Iagttagelse under Arbeidstimerne; de uundgaaelige Samtaler og indbyrdes Meddelelser vare tilstrækkelige til at gjøre Bedringen umulig. Ikke nok da med, at det tilsigtede Maal saaledes for- feiledes; Straffen tabte ogsaa sin afskrækkende Egenskab, og ophørte at virke som et advarende Element i Samfundet. Dette Forhold oplyses fuldstændigt af den Inspektion, som Aar 1832 foretoges i de genfiske Korrektionsanstalter, for at undersøge Fangernes Tilstand. "Fangerne", hedder det, "havde muntre Ansigter, og deres Udseende bar Præget af Sundhed og Trivsel. De havde ingen Klager at fremføre, og i Sandhed hvad skulde de vel have at klage over? De ere vel fødte, vel klædte, have gode Senge, i vel opvarmede Værelser; de arbeide langt mindre, end deres frie Lige nødes at gjøre for at fortjene sin og Sines Underhold- ning, og have desuden til Tidsfordriv den Fornøjelse, at erhverve en Mængde Begreber, der forhen vare dem aldeles fremmede." Følgerne af disse væsentlige Misgreb bleve inden faa Aar mærkelige; Forbryderne vare i bestandigt Tiltagende, og af 121 Løsladte, ifra 1825 til 1831, kom 34, eller omtrent 1/3 Deel tilbage til Fængslet for nye begaaede Forbrydelser [fotnotemerke] . En ny Forordning udfærdigedes Aar 1833, hvori Disciplinen, skjærpedes; Fangerne underkastedes en ny Klassifikation, hvor- efter Behandlingens Strenghed lempedes; deres Dispositionsret over Arbeidspengenes Overskud indskrænkedes i en betydelig Fotnote: I Kristiania Tugthuus have Tilbagefaldene fra 1835 -- 1838 incl. udgjort om- trent 1/7 af Fangeantallet. Overs. SIDE: 112 Grad, og Taushed paalagdes alle dem, der ikke hørte til den saakaldte forbedrede Afdeling. Det var en Nærmelse til det Auburnske System. Denne velgjørende Strenghed undlod heller ikke at medføre en større Orden i Indretningen, og Tilbagefaldene have siden den Tid været i bestandigt Aftagende. England havde ei heller været uvirksomt i Henseende til dette store Nationalanliggende. Allerede under den sidste Deel af det forrige Aarhundrede havde den navnkundige Howard fæstet den almindelige Opmærksomhed derpaa. I Forening med to andre udmærkede Mænd, Sir Georg Paul og Sir William Blackstone udkastede han Planen til et Pønitentiær-Fængsel. Med Anvendelse af deres Anskuelser opbyggedes Fængslet for Grevskabet Glou- cester Aar 1790. Dette var forsynet med særskilte Celler, i hvilke Fangerne, baade Nat og Dag, vare indespærrede og fuldkommen ad- skilte fra hverandre under hele den idømte Fængselstid. Dette Sy- stem fortsattes i 17 Aar. Siden forlod man det, alene af den Aar- sag, at Rummet, formedelst den stigende Befolkning, var for lidet i Fængslet, hvorfor efterhaanden flere Fanger bleve indqvarterede i samme Celle. I Aaret 1820 maatte 362 Fanger sammentrænges i 180 Celler. Derved blev det umuligt at opretholde den befalede Disciplin. Sir Georg Paul afgav herom Aar 1819 inden en af Underhuset udnævnt Kommittee følgende Yttringer: "Endskjøndt jeg tilligemed flere andre Theoretikere nødes til at indrømme, at jeg af det Hele ventede mere, end man har vundet, saa har dette ikke været Tilfælde med den omspurgte Forbedringsanstalt. Den har, under sin første Virksomhed, ydet Resultater, som langt overstige dens Grundlæggeres og mine egne Forhaabninger. Jeg kjender af egen Erfaring, at det er lykkets mange Udgangne fra dette Fængsel, at erhverve sit Ophold ved ærligt Arbeide. Jeg har henvendt en særdeles Opmærksomhed paa denne Indretning i de første sytten Aar af dens Tilværelse, og har altid fundet dens Indvaanere ordentlige, lydige, taalmodigt underkastende sig sin Skjebne. Jeg har saaledes al Anledning til at troe, at deres Sædelighed i Almindelighed er bleven forbedret, og i ovennævnte Tidsrum ere saare faa Løsladte vendte tilbage til ny Afstraffelse." Disse Ord, udtalte af en oplyst Filantrop ved Enden af en mangeaarig og dydig Levnetsbane, ere en Trøst, som Menneske- vennen behøver, for ei at trættes i sine ædle Bestræbelser, naar han saa ofte seer sine Forhaabninger skuffede; de udgjøre en SIDE: 113 dyrebar Opmuntring for dem, der søge at bortrydde Hindringerne for en gjennemgribende Reform af Forbedringsanstalterne. Efter samme Principer, som i Gloucester havde været fulgte, indrettedes Aar 1824 Staten Glasgows Korrektionsfængsel eller det saakaldte Bridewell med 265 særskilte Celler. Just her have de lykkeligste Følger viist sig, i Henseende til Fangernes Helbred, Arbeidsomhed og Afskrækkelse fra nye Forbrydelser. Samme Aarsag til Forfald, som i Gloucester, truer dog dette Fængsel; thi endskjøndt Cellernes Antal er bleven forøget til 274, have i de sidste Aar stundom 400 Fanger maattet rummes deri. Man var alvorligen betænkt paa Fængslets Udvidelse allerede 1838, efter hvad Generalinspektøren for de skotske Fængsler, Sir Fre- derik Hill, i sin til Indenrigsministeren da afgivne Indberetning oplyser. Men vi vende tilbage til Nordamerika. Det Auburnske Sy- stem tildrog sig snart den almindelige Opmærksomhed, og i de fleste Fængsler indførtes efterhaanden den paa Soveceller og fælles Arbeide under fuldkommen Taushed beregnede Disciplin. Pensylvanien forlod alligevel ikke den Idee, hvorpaa dets første Reform i Fængselsplejen hvilede, omendskjøndt den i Anvendelsen var bleven tilsidesat, nemlig Fangens fuldkomne Adskillelse fra andre Medforbrydere. Dette, for Samfundet og Menneskeheden vigtige Spørgsmaal granskedes, fra alle dets Synspunkter af de meest udmærkede Publicister, og fandt i Hr. Edvard Livingston fra Boston en ligesaa nidkjær som oplyst Forfægter. Et nyt Fængsel, beregnet efter Cellesystemet, opførtes i Pittsburg; og da man fandt, at det, formedelst en feilagtig Bygningsmaade, der gav Fangerne Anledning til at tale med hverandre, ikke opfyldte Øjemedet, indrettedes en anden Forbedringsanstalt i Cherry-Hill, der ansees som Mønsteret for det nye saakaldte Filadelfiske eller Pensylvanske System, hvis Opkomst egentlig kan regnes fra Aaret 1829. Dette System hviler paa fire Hovedpunkter: a) Fangernes fuldkomne Adskillelse fra hverandre, saavel om Dagen som om Natten. b) Afskaffelsen af alle Legemsstraffe. c) Religiøs Underviisning og strengt Arbeide. d) Forebyggelse af al Samtale med Andre, end Inspektøren, Forstanderen, Præsten, Læreren, Lægen og Bevogteren. SIDE: 114 Pensylvaniens Lovgivere tilkommer saaledes ei alene Hæderen, først at have udført den ophøjede Anskuelse, med Straf at forene Forbedring; de have ogsaa med en roesværdig Udholdenhed, der ikke lod sig nedslaae hverken af Vanskeligheder eller Opoffrelser, opført den sikkreste hidtil kjendte Grundvold, hvorpaa Forbedrings- systemet kan opnaae sit store Maal. Af 27 blandt de større Fængsler i Nordamerika (efter Dr. Julius, hvis grundige Arbeide er ligesaa hædrende for Forfatteren, som lærerigt for Læseren) ere 17 indrettede efter det Auburnske og 9 efter det Filadelfiske System. Eet eneste er blevet tilbage i sin gamle Form, nemlig det ved Richmond i Virginien. Men det er højst mærkeligt, at den Filadelfiske Idee baade er bleven hyldet og anvendt ved alle de nye, siden 1831 indrettede, Straffe- anstalter, til et Antal af ikke mindre end fem, hvoraf een i Staten Ny-York, den egentlige Hjemstavn for den Auburnske Disciplin. I Europa ere i de senere Aar adskillige Fængsler blevne ind- rettede efter de nyere Anskuelser; deriblandt maa nævnes de i Aberdeen, Paisley, Ayr, Dundee, Montrose og Lerwick i Skotland; i Gent og Lüttich i Belgien, samt Warschau i Polen efter det Filadelfiske System; det i Millbank ved London med Nærmelse til sidstnævnte System; samt det i Coldbathfield ved London og nogle franske og schweitzerske efter den Auburnske Methode. Den Preussiske Regjering, som med sin oplyste Omsorg omfatter Alt, der kan fremme Nationalvelstanden, har ogsaa udstrakt sin Opmærksomhed til Pønitentiærsystemet. Aar 1830 foretoges ved Insterburg Opbyggelsen af en Korrektionsanstalt efter Eensomheds- systemet. Efterat en almindelig Oversigt saaledes er leveret af Fængsels- plejens Udvikling, skal jeg i det følgende Kapitel søge nærmere at udvikle de tvende nu herskende Systemers Hovedkarakteer og medførte Resultater, samt anføre de meest udmærkede Forfatteres Omdømme over deres Mangler og Fordele saavel i moralsk som økonomisk Henseende. SIDE: 115 SAMMENLIGNING MELLEM DE AUBURNSKE OG FILADELFISKE PØNITENTIÆR-SYSTEMER For med Sikkerhed at kunne bedømme de ved Auburn og Filadelfia fulgte særegne Forbedringssystemer, er det nødvendigt at have Kundskab om deres forskjellige indre Orden og ydre Disciplin, endog i de mindste Detaljer. Jeg skal saaledes frem- stille en fuldstændig Forklaring deraf, og følger herved hoved- sagelig Hr. Demetz's fortjenstfulde Beretning Aar 1837 til den daværende Franske Indenrigsminister Grev Montalivet. Fængslet ved Auburn tæller 770 Celler, et Kapel, adskillige Værksteder og Spisesale, samt nødvendige Værelser for Økono- mien og Vagtbetjeningen. Ved Fangens Ankomst afklippes hans Haar, han iføres en sær- skilt Dragt og en egen Celle bliver ham anviist. Arbeidstimerne omvexle efter Aarstiderne. Om Sommeren begynde de Klokken halv syv om Morgenen, og ende Klokken sex om Eftermiddagen. Om Vinteren begynder Arbeidet med Dagen, og ophører ved den indtrædende Skumring. Eet Qvarteer efterat Arbeidsklokken har ladet sig høre, og efterat Vagten er bleven opstillet, aabnes alle Celler, hvoraf Fangerne træde ud og marschere i tæt sammensluttede Geleder til Værkstederne. Klokken syv eller otte, alt efter Aarstiden, spises Frokost, hvorefter man strax igjen tager fat paa Arbeidet. Middagen finder Sted Klokken tolv. Til hvert Maaltid indrømmes højst 30 Minutter. Naar Fangerne begive sig til og fra Spisesalen, opstilles de i særskilte Afdelinger, og tiltræde Marschen eller gjøre Holdt efter Kommando; Enhver holder den ene Haand paa sin Forgjængers Axel og Hovedet vendt til den af Bevogterne, som fører Be- falingen. Ved Singsing fortære Fangerne alle Maaltider i sine Celler, hvilket visseligen i mange Henseender synes at have Fortrinet, men volder naturligviis meget Besvær og Tab af Tid, da Fan- gerne først skulle indlaases i Cellerne, og siden opstilles og ind- deles for at begive sig til Værkstederne. Om Aftenen, efterat SIDE: 116 Arbeidet er sluttet, hjemføres Fangerne i samme Orden. Paa Vejen leveres enhver en Mugge Vand og en Skaal, indeholdende Aftensmaden. Saasnart Fangen er kommen til sin Celle, indtræder han strax i den og skyder Døren til efter sig; Vogterne stænge da Cellerne i en vis Orden, og for at forvisse sig om, at ingen har forstukket sig, skal enhver Fange fremrække to Fingre gjennem det paa Døren anbragte Gitterværk. Omtrent 20 Minutter medgaae for at aabne eller tillukke de hver Vogter tildeelte Celler. Om Natten ere Gangene oplyste og fire Vogtere ere ansvar- lige for Ordens Overholdelse. Tvende af dem skulle altid være i Bevægelse paa Gangene, forsynede med Sokker, for ei at høres af Fangerne. Under alle Forretninger bør den fuldkomneste Taushed iagt- tages, givne Befalinger øjeblikkelig iværksættes, og Alt, hvad der kan afstedkomme Bulder og anden Uorden, omhyggelig und- viges. Den mindste Forsømmelighed, det ringeste Forsøg paa, ved Hvisken eller Tegn at meddele sine Tanker, straffes strax og uden Skaansel med flere Slag af en Pidsk paa den Feilendes nøgne Skuldre. Retten til at straffe er udstrakt til alle Vog- terne; Slagenes Antal er ikke bestemt. Fruentimmer ere ikke underkastede Legemsstraf, men Arrest i Cellen, Formindskning af Madportionen m. m. d. Om Søndagen reengjøres Cellerne, Fangerne erholde reent Linned og rene Lagen. Efter Frokosten begive de sig til Kapel- let, og derifra til Søndagsskolen, hvorefter de indstænges i sine Celler til den paafølgende Dag. Middagsmaden indtages da i Cellerne. Paa nogle faa Afvigelser nær, er Disciplinen lige i alle de øvrige, efter det Auburnske System indrettede, Forbedrings- anstalter. Ved Cherry-Hill i Filadelfia iagttages følgende Orden: Saasnart den dømte Forbryder ankommer til Fængslet, under- søges hans Helbredstilstand af Lægen, hvorpaa han iføres en særegen Dragt. Med forbundne Øjne føres han til den Celle, som er ham til- deelt, og hvorifra han siden ikke kommer ud før den idømte Fængselstid er forløben. Han betegnes blot med Cellens Num- mer. I sin rummelige, men eensomme, Celle overlades Fangen SIDE: 117 til sørgelige Minder og bittre Betragtninger. Arbeide, eller anden Sysselsættelse, gives ham ikke før han selv begjærer det. Sjel- den forløbe to Dage inden han anholder derom paa det ind- stændigste. Dersom Fangen er kyndig i noget Slags Haandværk, leveres ham Alt, hvad der udfordres for at drive det. I andet Fald meddeles ham Underviisning i en eller anden nyttig Haand- gjerning. Inspektørerne, Præsterne, Forstanderen, Lægen og Bevogteren ere de Eneste, som faae besøge Fangerne i deres eensomme Boliger. Fangerne staae op Kl. 5 Morgen og gaa til Hvile Kl. 9 Aften. Om Vinteraftenerne oplyses de Fangers Celler med en Lampe, hvis Arbeidsdygtighed kan bære denne Udgivt. Trende Maaltider gives om Dagen: Frokost Kl. 7 eller 8, Mid- dag Kl. 12 eller 1, Aftensmad Kl. 6 eller 7, alt efter Aarstiden. Saasnart en Fange bliver syg, henføres han strax til Sygehuset, hvor, for uryggelig at bibeholde Afsondringsprincipet, særskilte Celler ere anordnede for at modtage de Syge, der tilsees af særskilte Sygevogtere. Alle Legemsstraffe ere banlyste fra Fængslet. De Feilende straffes med Formindskelse af Fangekosten, mørk Celle og Tab af Rettigheden til at arbeide. Efterat Hovedtrækkene af den indre Ordning og Tugt saaledes ere antydede, staaer igjen at bedømme begge Systemers Værd, som Straf- og Forbedrings- anstalter, under følgende Synspunkter, nemlig: a) Deres bestraffende Egenskab, Forbryderen til retfærdig Tug- telse, Andre til tjenlig Advarsel. b) Deres Indflydelse paa den Fængsledes moralske Forbedring og Sundhedstilstand. c) Muligheden i Længden vedbørlig at haandhæve den fore- skrevne Orden. d) Bekostningen for Fangernes Bopæl, Underholdning og Be- vogtning. e) Om Systemet befordrer eller vanskeliggjør Muligheden af at erstatte Beløbet eller i det mindste en Deel af Statens Omkostninger ved Benyttelse af Fangens Arbeidskraft. f) Systemets Følger paa den Løsladtes fremtidige Stilling i Sam- fundet. SIDE: 118 a. Systemernes bestraffende Egenskab. Frihedens Tab udgjør den egentlige Straf, hvorpaa den pen- sylvanske Kriminallovgivning og de i dens Aand indrettede Straf- anstalter hovedsageligst grunde sig. Dernæst kommer Arbeidet, som, efter det Auburnske System, paatvinges Forbryderen ved udvortes Midler, men derimod i det Filadelfiske indvilges ham som en Trøst og attraaet Sysselsættelse; en stor Forskiellighed, som senere skal belyses fra et moralskt Synspunkt. Arbeide, i og for sig betragtet, er ingen Straf, men tvertimod en for Menneskets indre og ydre Velbefindende absolut For- nødenhed. Det er, være sig i aandeligt eller legemligt Hensyn, det virksomste Middel til Forædling, og bør saaledes ikke frem- stilles med afskrækkende Farver, eller sammenblandes med Be- grebet om Straf. Arbeidet bør positivt have Sted i alle Straffe- systemer, men mere som en forbedrende end som en egentlig straffende Bestanddeel. Den Auburnske Disciplin tilsteder vistnok ogsaa korporlig Straf, dog ikke som Forsoning for den egentlige Forbrydelse, men som et Middel til at opretholde de foreskrevne Regler for Or- dens Haandhævelse, hvilken væsentlige Forskjel ei maa tabes af Sigte. Den største Misdæder er ikke udsat derfor, naar han kun omhyggeligt iagttager den paabudne Tugt, hvorimod den ringere Forbryder segner under Opsynsmandens Pidsk, saasnart han bryder den paalagte Taushed. Pønitentiærsystemet bør saaledes hovedsageligen ansees som en Straf paa Friheden. Ifølge det Auburnske System, efter hvilket Fangerne hele Dagen ere sammen i Værkstederne eller Spisesalene, bliver na- turligviis Tabet af Friheden langt mindre afskrækkende. For- bryderen gjenfinder den samme lastefulde Omgivelse, som han havde i fri Tilstand, og hans fornedrende Stilling bliver ham mindre tung, naar han seer den deelt af saa Mange. Skilsmis- sen fra Frænder og Venner er vistnok smertelig, men ofte er denne Følelse hos ham saa sløvet, at den kun lidt kan tages i Beregning. Man erindre sig i denne Henseende den ved Genf gjorte Erfaring. Efter det Filadelfiske System derimod er Straffen af en dy- bere Betydning. Under det eensomme Fængsels sørgeligt, eens- SIDE: 119 formigt og langsomt hensnigende Timer, er Forbryderen overladt til Samvittighedens hevnende Røst. Ingen ydre tillokkende Gjen- stande findes omkring ham, der kunde bortlede hans Selvbetragt- ning eller adsprede hans nedslagne Sind. Sørgelige Minder og feilslagne Forhaabninger udrulle Maleriet af hans tilbagelagte Liv, og vise ham det Onde, han har udøvet, det Gode han har forsømt. Jo større Brøden, jo blodigere Skylden har været, desto mere fortærende er ogsaa denne forfærdelige Eensomhed, som han ei kan unddrage sig; thi det er Mærket paa enhver Straf, der virker paa Sjelen uden at fornedre den, at dens Strenghed staaer i et rigtigt og nøiagtigt Forhold til den sande moralske Brødefuldhed og til selve det onde Forsæt, som har forvoldt samme. Denne Synsmaade af Eensomhedens martrende Virkninger bestyrkes af de Fængslede selv, og, da deres egne Udtryk nøi- agtigt skildre deres Følelser, skal jeg anføre nogle af de mærke- ligste, hentede fra Dhrr. Beaumont og Tocquevilles interessante Beretning om den grundige, af dem iværksatte, Undersøgelse af Filadelfias Pønitentiærindretning, under hvilken de, efter erholdt Tilladelse, i fjorten Dage besøgte Fangerne i deres Celler, og samtalede med de Fleste af dem. Nr. 41. [fotnotemerke] Den Fængslede var en ung Mand, som erkjendte sin Brøde. Under hele Samtalen havde han Taarer i Øinene. Spørgsmaal. Finder De det haardt, at udholde det eensomme Fangenskab? Svar. Det er den grueligste Straf, man har kunnet udtænke. Sp. Deres Sundhed har dog ikke lidt derved? Sv. Nei, Helbreden er god, men Sjelen er syg. Sp. Hvorpaa tænker De meest i Deres lange Eensomhed? Sv. Paa Religionen; den er min eneste Trøst. Sp. Anseer De Arbeidet for en Lindring? Sv. Uden det vilde jeg ikke kunne leve; Søndagen er lang, det kan jeg forsikkre. Sp. Hvad er Deres Mening om den Straf De lider? Sv. Kan nogen Straf drive Mennesket til Selvbetragt- ning og Forbedring, saa er det uden Spørgsmaal denne. Nr. 22. En Neger, 32 Aar gammel, dømt for anden Gangs Tyveri. Havde siddet atten Maaneder i Celle; god Helbred. Sp. Finder De dette Fængsel saa haardt, som man paastaaer? Sv. Det beroer paa den Fængsledes Sindsstemning. Opfatter han ikke Eensomheden rigtigt, henfalder han til Tungsindighed; Fotnote: Fangerne betegnes, som ovenfor meldt, med Cellens Nummer. Forf. SIDE: 120 forstaaer han derimod ret at vurdere dens Fordele, bliver den ikke mere saa utaalelig. Sp. De har allerede forhen siddet i Fængselet ved Walnut-Street? Sv. Ja, og et fælere Rede for Laster og Forbrydelser kan man ikke tænke sig. Der udfordres blot nogle faa Dage til at forvandle en ikke meget stor Forbryder til en forhærdet Skurk. Nr. 52. Ni og tredive Aar gammel, anden Gang domfældt; havde siddet fast i et Aar; god Helbred. Fængselet ved Wal- nut-Street er et frygteligt Sted, sagde han, man kan ei komme forbedret derfra igjen. Var jeg blot kommen hid, havde jeg vist ikke begaaet min anden Brøde. Sp. Hvorledes finder De Een- somheden? Sv. Den faldt mig gruelig i Begyndelsen, dog har jeg efterhaanden vænnet mig hertil. Uden Arbeide havde jeg dog ikke kunnet udholde denne Straf; thi uden Arbeide gives ingen Søvn. Nr. 110. Fem og tyve Aar gammel; tilhørte de mere formuende Klasser, dømt for Falsk; havde siddet fast et Aar; god Helbred, Denne unge Mand røbede stor Glæde ved at see os. Man kunde mærke, at Eensomheden var for ham en gruelig Straf, og at han, mere end de Andre, følte Trang til at meddele sine Tanker og Følelser. Han kunde ei tilbageholde sine Taarer, da han talte med os om sine Forældre. Sp. Jeg seer, at denne Straf har indvirket dybt paa Dem. Troer De, at den tillige virker forbedrende? Sv. Ja, min Herre; og jeg finder dette Fængsel langt bedre end andre. Det vilde for mig være skræk- keligere, at være i Selskab med andre Forbrydere, end at leve eensomt. Det er umuligt at være her uden at bringes til Efter- tanke. Beaumont og Tocqueville anmærke, at Fangernes Sindsstem- ning havde i Almindelighed antaget en dyb, religiøs Retning, og at de Fleste ikke kunde holde sine Taarer tilbage, naar de talte om sin Tilstand og om sin Strafskyldighed. Ved Tugthuset i Westminster forklarede Fangerne, at de foretrak at være et Fjer- dingaar i et Fængsel, hvor de arbeidede i Fælledsskab, selv under den strengeste Taushed, end en eneste Maaned i eensomt Aflukke. Indspærrelsen i eensomme Celler er ligeledes forsøgt i England som militær Straf, og har afgivet særdeles tilfredsstillende Følger. Chefen for Kongens Regiment skrev i Aaret 1827 følgende Brev SIDE: 121 til Forstanderen ved det, efter det Filadelfiske System indrettede, Forbedringshuus i Glasgow: "Da jeg med mit Regiment forlader Glasgow, er det mig en Fornøielse at kunne sige Dem, at Deres Pønitentiæranstalt har været særdeles frugtbringende til at forbedre dem af mine Folk, der have forseet sig. Dens Virkning har været saa stor, at jeg i ni Maaneder ikke har behøvet at anvende en eneste korporlig Revselse. Det er umuligt at opstille et sikkrere Beviis for For- delen af det System, som De har anvendt." Nogle Karle af det 10de Husarregiment, som i 1835 havde siddet een Maaned i eensomt Fængsel, forklarede, at de heller valgte 200 Slag, end endnu engang at underkastes samme Straf. Fangernes Svar i Filadelfia, hvoraf, for at undgaae Vidtløftig- hed, blot en Deel er anført, samt den i England vundne Erfaring, godtgjøre, at eensomt Fængsel er et alvorligt Afstraffelsesmiddel. Ihvorvel det Auburnske System, med sine strenge Anordninger og vilkaarlige Straffe, ved første Øjekast, kan synes skarpere, virker dog det Filadelfiske dybere, med mindre Voldsomhed, men uden Afbrydelse og uden Skaansel. Vi have seet, at det ogsaa har viist sig lige virksomt, som afskrækkende og advarende Middel, og at det saaledes synes at opfylde de Betingelser, som Samfundet tilsigter med Straf. b. Systemernes Indflydelse paa den Fængsledes moralske Forbedring og Helbredstilstand. Muligheden af Fangernes Forbedring udgjør et for Menneske- vennen ligesaa magtpaaliggende, som i politisk Henseende vigtigt Formaal. Det er en ædel, Samfundet værdig, Bestræbelse, at søge at forbedre dem af sine Medlemmer, der ere geraadede paa Fortabelsens Vej, alt for ofte som Følge af en mangelfuld Lovgivning eller herskende Fordomme. Det er af Vigtighed, ved Forebyggelse af Tilbagefald, at stræbe at formindske Statens stedse tiltagende Udgifter for Fangers Transport og Bevogtning, samt det ikke ubetydelige Tab af saamange, enten forspildte, eller mindre nyttigt anvendte Dagsværk. Begge de amerikanske Systemer tilsigte Fangens Forbedring, ihvorvel de udgaae fra ulige Synsmaader, og anvende ulige Midler dertil. SIDE: 122 Det Auburnske virker egentlig ved den ydre Disciplin og hen- ter sin Bestaaen fra en øjenblikkelig Afstraffelse af den mindste Forseelse mod samme. Det Filadelfiske derimod anbetroer Sam- vittigheden baade Straffen og Forbedringen. Det Auburnske omgiver den Fængslede med forskjellige af- vexlende Gjenstande, der henvende hans Opmærksomhed paa den ydre Verden, og give hans slette Tilbøjeligheder bestandig Næring. Han fristes til at skuffe sine Vogteres Strenghed, til ved Hvisken eller Tegn at meddele sig til sine Medskyldige, og naar dette lykkes ham, opmuntres hans slu Trodsighed af deres bifaldende Blik. Det Filadelfiske derimod fjerner fra Fangen alle Adspredelser, al Bestyrkelse af fordærvelige Exempler, og over- lader ham hjælpeløs til sin egen Bevidsthed. Begge Systemer søge at vænne Fangen til Arbeide og Flid. Men i det Auburnske fremstiller Arbeidet sig med afskrækkende Farver, som en Straf, en uundgaaelig Tvang; i den ensomme Celle udgjør det derimod den Ulykkeliges Trøst og eneste Tids- fordriv. Deraf bliver en naturlig Følge, at Fangen omfatter det med Beredvillighed og Interesse. Af denne Sammenligning synes følgende Slutning at kunne uddrages, nemlig: At det Auburnske System vistnok vænner Forbryderen til øjeblikkelig Lydighed, en punktlig Udførelse af det foreskrevne Arbeide, samt til at iagttage den paalagte Disciplin; men at hans tilsyneladende Forbedring i høj Grad er begrundet i Frygt for Straf, hvisaarsag der er Fare for, at han falder tilbage til sin forrige forbryderske Levemaade, saasnart han veed sig fri for Fangevogterens Pidsk. At den Filadelfiske Ensomhed virker mere umiddelbart paa Sjelen, eller paa selve Forsættet til Ondt eller Godt, og at den frigivne Fange medtager Frugten af en heldbringende Selverkjen- delse og af den indre advarende Røst, til hvis straffende Streng- hed han har været overladt. Hr. Ducpetiaux, Generalinspektør over de belgiske Fængsler, yttrer Følgende om det Pensylvanske Forbedringssystem: "En- somheden foraarsager en næsten øjeblikkelig Forandring hos de stridigste Gemytter. Den Dorske og Dovne opmuntres til Flid og Virksomhed; Trodsigheden forvandles til en stille Under- SIDE: 123 kastelse, og de meest forhærdede Tilbøjeligheder kunne ikke længe modstaae Velviljens og Religionens Røst." Disciplinens Virkning paa Fangernes Helbredstilstand fortjener dernæst en omhyggelig Prøvelse. At den store Forandring i den Fangnes Levemaade, idet han fra fri Tilstand indespærres i et Fængsel, maa have en mægtig Indflydelse baade paa hans Humør og Helbred er en erkjendt Sag. Det staaer saaledes blot tilbage, at prøve, om den fuld- komne Ensomhed har viist sig at medføre fordærveligere Følger for Helbreden, end sædvanligt Fangenskab. Dr. Julius meddeler flere Opgivelser med Hensyn paa Sund- hedstilstanden i adskillige af Europas og de Forenede Staters Fængsler, som ere høist lærerige, og hvoraf jeg skal anføre nogle af de i ovennævnte Hensigt meest interessante. I Aarene 1834 og 1835 regnedes i Middeltal af 100 Fanger aarligen Sygdomstilfælde: i Sing-sing . . 77. i Auburn . . . . . . . . . 59. Det Auburnske System. i Baltimore . . . . . . 217. i Filadelfia . . . . . 77. Da Sygeligheden i den Pensylvanske Forbedringsanstalt saa- ledes i Middeltal har været ringere end i de efter det Auburnske System indrettede Fængsler, synes deraf at kunne sluttes, at Aarsagen til det ulige Antal af Sygdomme bør søges i andre Omstændigheder end i Cellelivet. At den i Filadelfia bemærkede Sygelighed ei heller bør ansees som særdeles stor, bevises deraf, at den er ligestor med den i Staden Manchester sædvanlig herskende, men mindre end i den Preussiske Hær, hvor Sygdomstilfældene i Aaret 1836 løb op til 113 paa 100 Mand. Hvad Dødeligheden betræffer, har dens Forhold været følgende: Sing-sing . . . . . . 12 % Det Auburnske System. Auburn . . . . . . . . . 5,5 % Boston . . . . . . . 5 % Filadelfia . . . . . . 3,8 %. Det Pensylvanske System. Pittsburg . . . . . 3,3 % SIDE: 124 I det efter det gamle System indrettede Fængsel i Richmond (Virginien) er, fra Aar 1800 til Aar 1835, hver 5te Fange død. Middeltallet af Døde i Glasgow (Cellesystemet) er under 2 pCt., eller hver 50de Fange. I Fængselet i Ayr, ogsaa indrettet efter det Filadelfiske Princip, døde i de to første Aaringer, af de der indbragte Fanger, i Middeltal 29 Personer. Iblandt de Franske Galeislaver, som bestandigt arbeide i fri Luft, er Dødeligheden fra Aar 1830 til 1833 incl. aarligen, efter et Middeltal, gaaen op til 5 pCt. I Millbank ved London gik Medium af de Dødes Antal i fem Aar, eller fra 1830 til 1834 incl. op til 7 1/3 pCt. aarligen, eller omtrent 1/13. Ved Langholmen har Dødeligheden i de fem sidste Aar været omtrent 3 1/2 pCt. aarligen. Hr. Crawford, Generalinspektør over alle Strafanstalter i den midterste Deel af England, yttrer sig i sin Rapport angaaende de Filadelfiske Pønitentiærhuse paa følgende Maade: "Da jeg kjender de Betænkeligheder man ialmindelighed nærer mod et langvarigt Fangenskab i Ensomhed, har jeg med den nøiagtigste Opmærksomhed villet undersøge dets Virkning paa den Fangnes Humør og Helbred. De Fleste af dem, jeg har samtalet med, havde været indespærrede i fire Aar. Hverken i deres Ud- seende eller Svar kunde jeg opdage det Mindste, som tydede hen paa, at den lange Ensomhed havde skadet deres Helbred eller svækket deres Forstandsevner. Om end alvorlige, vare de alligevel ikke nedslagne; Nogle havde endog bedre Humør, end man kunde vente." Hr. Demetz, som senere har undersøgt de amerikanske Fæng- sler, istemmer aldeles dette Udsagn med følgende Tillæg: "Jeg kan med Tryghed bevidne, at den paa Fangernes fuldkomne Adskillelse grundede Disciplin ogsaa i denne Henseende kan udholde Sammenligning med hvilketsomhelst andet Forbedrings- system." Den udmærkede Dr. Franklin Bach, Dattersøn af den navn- kundige Benjamin Franklin, opgiver i sin Embedsindberetning, at Dødeligheden, i de syv Aar han har været Læge ved Cherry- Hill, i Middeltal er gaaet op til 3 pCt. aarligen, medens samme i Staden Filadelfia har været 2 3/4 pCt. I det gamle Fængsel ved Walnut-Street var den i 12 Aar løbet op til 6 pCt. aarligen. SIDE: 125 Det Filadelfiske Systems Modstandere have bebreidet samme, at det skal have en skadelig Indflydelse paa Fangernes Sinds- stemning. Vi have ikke destomindre seet, at Beaumont, Toc- queville, Julius, Crawford og Demetz bevidne det modsatte. Om den Omstændighed, som sandsynligviis har givet Anledning til denne Frygt, gives tilfredsstillende Oplysninger i ovennævnte Dr. Franklins Rapport, af Indhold: at af 697 Fanger, som i et Tidsrum af 7 Aar vare blevne indtagne i Cherry-Hill, sexten havde viist Tegn til Sindssvaghed, men at det er officielt be- kræftet, at deraf de 10 forud ikke havde været ved sin fulde Fornuft, og at vægtige Grunde ere forhaanden til at antage, at af de sex øvrige fire have givet Tegn til Tungsind inden de bleve dømte. Denne Omstændighed lader sig let forklare deraf, at intet Dolhuus findes i Grevskaberne i Pensylvanien, og at Dommerne ofte nødes til at dømme dem til Pønitentiæranstal- terne, der i andre Lande, som Sindssvage, overgives til Læge- behandling. c. Muligheden for i Længden at haandhæve den forordnede Disciplin. I denne Henseende er det Filadelfiske Systems Fortrin øjen- synligt. Den i sin ensomme Celle indspærrede Fange overlades ganske til sig selv, Vogteren har blot at iagttage, at han ordentlig forsynes med Føde, Arbeidsmaterialier m. m. Det Auburnske System derimod udfordrer en fortsat øjen- blikkelig Aarvaagenhed, for iblandt Fangerne at opretholde den fuldkomne Taushed, hvorpaa hele Disciplinen og Vogternes egen Sikkerhed beroe. Men naar man betænker Menneskets næsten uimodstaaelige Trang til at meddele sine Tanker og Indtryk, samt de mangfoldige Anledninger, som dertil frembyde sig under et langvarigt, ofte støjende, Arbeide, ligesom ogsaa under Maal- tiderne: indseer man let, at alene Frygten for skarp korporlig Revselse muligens kan afskrække de Fængslede fra indbyrdes at vexle Ord eller Tegn. Den vilkaarlige, enhver Vogter ind- rømmede Ret, til strax -- thi Straffen maa følge umiddelbart paa Forbrydelsen -- at hudflette den Ulydige, giver Anledning til mange Misbrug, og vækker hos Fangen en Uvilje og For- bittrelse mod dem, som skulle paasee Lovens og god Ordens SIDE: 126 Opretholdelse, -- en Aandsretning, der virker skadeligt paa hans indvortes Forbedring. Beaumont og Tocqueville berette, at de ved Sing-sing have seet 900 Forbrydere arbeide i fri Luft under Bevogtning af ikkun 30 Mand. Om end dette Exempel paa den ene Side er et nyt, forbausende Beviis paa, hvad Taushed og god Orden i denne Henseende formaae, er det dog paa den anden Side uimod- sigeligt, at denne Indretning kan afstedkomme de farligste Følger for den almindelige Sikkerhed. d. Omkostningerne ved Fangernes Underholdning, Bolig og Bevogtning. Omkostningen for Fangens Føde og Beklædning bliver omtrent den samme efter begge Systemer; snarere ringere efter det Filadelfiske, da en Fange, som opholder sig stadigt i en op- varmet Celle, naturligviis behøver mindre varme Klædnings- stykker og slider mindre Sko, end om han arbeidede ude. Bygningerne, som udgjøre den bekosteligste Deel af Fange- plejen, ere efter begge Systemer kostbarere, end de have været efter den hidindtil herskende umenneskelige Skik, i trange og mørke Lokaler at indspærre en Mængde Individer, hvoraf mange siden befindes at være uskyldige. I de Auburnske Fængsler ere Cellerne anbragte i tvende Rader med fælles Skillemuur. Da de blot ere beregnede for Natten, erholde de Lys blot igjennem et paa Døren anbragt og med Gitter forsynet Vindu, som vender ud til Gangen, hvor Vagten opholder sig. De ere sædvanligviis 7 Fod lange, 4 1/2 Fod brede, samt 7 à 7 1/2 Fod høje; de indeholde en Seng og en Stol. Des- foruden udfordres der Værksteder, hvor Fangerne opholde sig om Dagen, Spiseværelser og et Kapel. Omkring Værkstederne løber en Gang, hvorfra man kan bevogte Fangerne uden at blive seet af dem. En høj Ringmuur, hvorpaa er anbragt et Galleri for Skildtvagterne, omgiver det Hele. De Pensylvanske Straffeanstalter bestaae af adskilte Bygninger, der udgaae fra et fælles Middelpunkt, hvor Vogternes Værelse er beliggende, og fra hvilket alle de særskilte Gange kunne overskues. Cellerne ere ogsaa her anbragte i tvende Rækker, men adskilte ved et Galleri og forsynede med Vinduer udad, SIDE: 127 for at skaffe den i sin Celle arbeidende Fange tilstrækkelig Lys- ning. Deres Forhold er følgende: Længde 13 1/2 Svenske Fod, Bredde 9 Fod, Høide omtrent 10 1/2 Fod. I Filadelfia er hver Celle i underste Etage forsynet med en liden Gaard, 9 Fod bred og 15 Fod lang, hvor det tillades Fangen at trække frisk Luft nogle Gange om Ugen. Man holder allige- vel for, at dette kan undværes, idetmindste naar man ikke an- slaaer Fængselstiden længere end til 3 Aar. Da Fangen stadigt opholder sig i sin Celle, udfordres ingen Værksteder, Spise- værelser eller noget Kapel. Naar Gudstjenesten holdes, stiller Præsten sig i selve Gangen og Dørene aabnes paa Klem. Hver Celle er desforuden forsynet med et Gitter, som forbliver tillaaset. Det maa ikke være mindre sælsomt end høitideligt, at høre Præstens advarende Røst tiltale den usynlige Menighed, hvis talrige Medlemmer, fuldkommen adskilte fra hverandre, dog ere forenede i en fælles Anger og i fælles Bønner. Hele Anstalten omgives af en høj Ringmuur. Bestemt at opgive selve Beløbet af Omkostningerne er van- skeligt; thi dette beroer paa Bygningens større eller mindre Pragt, Prisen paa Materialier, Arbeidsløn m. m. Naar man, for dog at have en Grund for Beregningen, for- deler den hele Sum af Pønitentiæranstaltens Bygningsomkost- ninger paa hver enkelt Celle, finder man, at denne, efter det Auburnske System, i Begyndelsen har kostet 584 Dollars (1,460 Rdlr. 40 Sk. svensk Bko. [fotnotemerke] ) men at Udgivterne, som Følge af Erfarenhed og iagttagen Økonomi, i Wethersfield er gaaen ned til 150 Dollars (345 Rdlr. Bko.). Hr. Wells, en af Inspek- tørerne, paastaaer, at den end ydermere kan nedsættes til 80 Dlr. (200 Rdlr. Bko.). Ved det, i gothisk Stiil og efter det Filadelfiske System op- førte, prægtige Fængsel ved Cherry-Hill løbe Omkostningerne for hver Celle op til 1,624 Dollars (4,069 Rdlr. Bko.); men ere siden formindskede til 735 Dollars (1,836 Rdlr. Bko.). Men naar man beregner Arbeidslønnen til 1 Dollars (eller 2 Rdr. 24 Sk. Bko.) daglig indsees let, at ingen egentlig Jevnførelse kan ske med Lande, hvor Arbeidslønnen er ringere. Beregninger af højst ulige Resultater ere ogsaa gjorte. I Frankrige anslaaer Hr. Be- Fotnote: 1 Dollar er paa det nærmeste 1 norsk Specie. Overs. SIDE: 128 renger hver Auburnsk Celle til 500 Fr. og Hr. Aylies beregner samme til 600 Francs (250 -- 300 Rdlr. Banko 100 -- 120 Spd.). Dr. Julius opgiver den Filadelfiske Celles Kostende ved den preussiske Strafanstalt In- sterburg til 387 preussiske Thaler (677 Rd. 12 Sk. B. 278 Sp. 38 Sk. [fotnotemerke] ) hvorimod den til Amerika afsendte franske Architekt Blouet i sit Forslag anslaaer den Auburnske Celle til 1,165 Francs 50 c. (560 Rd. 29 Sk. B. 208 D. 98 Sk. Sp.) [fotnotemerke] men den Filadelfiske til 2,136 Francs 76 c. (1,027 Rd. 37 Sk. B. 382 D. 50 Sk. Sp.). Ved ældre Bygninger, som indredes efter Cellesystemet, bliver Udgivterne forholdsviis langt mindre; ved Slottet St. Germain, ei langt fra Paris, hvor en militær Strafanstalt indrettes efter en stor Maale- stok, beregnes de til 650 Francs (312 Rd. 31 Sk. B. 116 D. 55 Sk. Sp.) for hver Celle, der bliver 7 Fod lang, 5 Fod bred og 8 Fod høj [fotnotemerke] . Med Hensyn til Bevogtningsomkostninger tilsteder det Filadel- fiske System betydelige Besparelser. Efter den Auburnske Di- sciplin udfordres een Bevogter for 19 Fanger; efter Ensomheds- systemet derimod blot een for 30 Fængslede. Ved Korrektionsanstalten paa Langholmen findes een Bevogter eller Soldat for hver 5te à 6te Korrektionist. [fotnotemerke] I næste Kapitel skal denne for Pønitentiærsystemets mulige Anvendelighed i Sverige vigtige Deel nærmere blive behandlet. En i financiel Henseende ligesaa vigtig, som fra et menneske- ligt Synspunkt lykkelig, Mulighed for, ved Hjælp af det Filadel- fiske Systems dybt virkende Strenghed, at kunne forkorte selve Straffetiden maa ikke herved tabes af Sigte, og Dr. Julius grunder derpaa følgende mærkelige Beregning: "Bygningsomkostningerne," siger han, "til en Strafanstalt efter det Auburnske System løbe op til 2 Trediedele af et efter den Pensylvanske Idee indrettet Fængsel; jeg anslaaer til Exempel 200 Auburnske Celler til 100 Thaler (69 D. 40 Sk. Sp.) hver, eller ialt 20,000 Thlr. (13,866 D. 80 Sk. Sp.) og et lige Antal Filadelfiske til 150 Thlr., som udgjør Fotnote: Norsk Cours. I Texten staaer det svenske Forhold anført med 1 Rd. 36 Sk. Bko. pr. Thaler. Overs. Fotnote: Norsk Cours. Overs. Fotnote: I Columbus i Ohio kommer hver Celle i et Fængsel med 700 blot paa 593 Fr. (108 Spd. 86 Sk.). Dr. Julius antager en Middelpriis af 946 Fr. (173 1/2 Spd.) for hver Auburnsk Celle. (Beaum. i Kristiania Tugthuus 1 paa omtrent hver 26de Fange. Overs. SIDE: 129 30,000 Thlr. I disse 200 Auburnske Celler kunne i et Tidsrum af 15 Aar kun 600 Misdædere undergaae en femaarig Straf; men i de 200 Pensylvanske Celler, som tillade en Nedsættelse i Straffe- tiden fra 5 til 3 Aar [fotnotemerke] kunne i de samme 15 Aar 1,000 Fanger indtages. Renten à 5 pCt. af den oprindelige Bygningskapital beløber sig aarlig i Auburn til 1,000, i Filadelfia til 1,500 Thlr. eller i Løbet af 15 Aar til 15,000 og 22,500 Thlr. (15,600 Spd.) hvilken Sum, fordeelt paa de i nævnte Tidsrum fængslede For- brydere, udgjør i Auburn 25, men i Filadelfia blot 22 l/2 Thlr. (15 D. 72 Sk. Sp.) eller med andre Ord, Beløbet af begge Sy- stemers egentlige Udgivter for Cellerne forholder sig som 9 til 10 til Fordeel for det Pensylvanske." e. Om Pønitentiærsystemet befordrer eller vanskeliggjør Muligheden for, ved Anvendelse af Fangens Arbeidskraft, at erstatte Beløbet eller idemindste en Deel af Statens Udgifter. Det er en til alle Tider erkjendt og i alle Sprog udtalt Sand- hed, at Lediggang er Moder til alle Laster, og man antager der- for, at Arbeide, som Modsætning dertil, er det sikkreste Hel- bredelsesmiddel derimod. Denne Anskuelse er uimodsigeligen rigtig, men ved dens Anvendelse som forbedrende Element ved en Pønitentiærindretning, maa man først og fremst overveje, om det heldbringende virker paa Fangens indvortes Forbedring, og gjør det muligt for ham, ærligen at fortjene sit Ophold, efterat han har gjenerholdt Friheden. Det er allerede bemærket, at Beskjæftigelse viser sig for den i Ensomhed hensmægtende Fange som en forønsket Trøst, hvorefter han længes, et velkomment Tidsfordriv, hvorimod den Auburnske Disciplin gjør det, i og for sig selv haarde og tunge, Arbeide, forhadt i Fangens Øine, for- medelst Anvendelsen af Straffe og Tvangsmidler. Den moralske virkning deraf er let at indsee. Fotnote: Til Bestyrkelse af denne Forudsætning, som snarere er under end over det Sande, skal jeg anføre følgende Vidnesbyrd af Senator Hudtwalker, til hvis Ledelse det hamburgske Politi er betroet: "Efter den Erfaring, jeg har gjort, opveje 2 Maaneders ensomt Fængsel, med Vand og Brød de første og 14 Sidste Dage, fuldkommen tilsvarende 6 Maaneder Tugthuus, selv med Iagt- tagelse af streng Taushed." Forf. SIDE: 130 Med Hensyn til Besværligheden for Fangen i at forsørge sig, naar han kommer i Frihed, er det magtpaaliggende at skaffe ham Anledning til under Fangenskabet enten at lære sig et nyt- tigt Haandværk eller ogsaa at fuldkommengjøre sig i det, som han forud har drevet. I de Auburnske Straffeanstalter drives Arbeidet mere fabrik- mæssigt og i mange forskjellige Retninger; i de Filadelfiske derimod er Arbeidet indskrænket til visse Haandværk, nemlig Skrædder-, Skomager-, Snedker- og Væverhaandværkere, med eet Ord til saadant Arbeide som kan udføres af een Person alene uden nogen Andens Hjælp. Hr. Pradier i Paris har endog i en Skrivelse af 15de Juli 1837 til Dhrr. Blouet og Demetz op- regnet 48 særskilte Haandværk for de i Celler ensomt arbeidende Fanger. Dette Slags Virksomhed er ustridigen gavnligere for den Fangne selv, hvem det derved gjøres muligt at fortjene sit Ophold, som ene Person og under hvilkesomhelst Omstændig- heder; men et fælles Arbeide i større Maalestok, afkaster vist- nok betydeligere Indkomster til selve Indretningens Underhol- delse. I Auburn, berette Dhrr. Beaumont og Tocqueville, dækkede Indkomsterne allerede i de første tvende Aar alle Udgivterne, og ved Pønitentiæranstalten i Wethersfield var i tvende Aar Nettobeholdningen stegen til 17,139 Dollars, eller i svensk Mynt 42,897 1/2 Rdlr. Banko (16,126 D. 29 Sk. Sp.). Imidlertid maa ei herved lades ubemærket, at Mangelen paa et tilstrækkeligt Antal Arbeidere i Nordamerika, og den deraf flydende meget høje Arbeidsløn, gjør en saadan Gevindst mulig, hvilket ei kan paa- regnes under andre Forholde. Ved Siden heraf bør heller ikke tabes af Sigte, at det er ubilligt mod de fri Næringsdrivende, at Staten selv optræder med større Fabrikrørelse, som drives af en lidet kostbar Arbeidskraft, og hvor Forhandlingsprisen paa de tilvirkede Varer saa betydeligen kan nedsættes, da enhver Indtægt, om end nok saa ringe, alligevel er en Gevindst, siden de af Loven dømte Forbrydere i ethvert Tilfælde skulle under- holdes paa offentlig Bekostning. I Cherry-Hill have derimod Udgivterne overskredet Indkom- sterne. SIDE: 131 1834 med 6,524 Dollars. Udgivten for hver Fange 37,91 Dollars. 1835 - 10,978 -- -- - - -- 41,06 -- 1836 - 8,165 -- -- - - -- 27,01 -- [fotnotemerke] At Forholdet imellem Omkostningerne ikke altid falder ud til det Auburnske Systems Fordeel, men beroer af andre Om- stændigheder, sees deraf, at exempelviis i det Auburnske Fængsel ved Coldbathfields kostede hver Fange i Aaret 1836 8 Pence om Dagen (18 ß. Norsk) eller næsten 12 £ 4 Sh. (56 D. 14 ß. Sp.) om Aaret; i den Filadelfiske Strafanstalt ved Ayr kostede der- imod Fangen kun 8 £ (36 D. 96 ß. Sp.) aarlig; i Glasgow Aar 1837: 3 £ 17 Sh. (17 D. 85 ß. Sp.); 1838: 2 £ (9 D. 24 ß Sp.). Fangerne bør i sin Ensomhed først og fremst anvendes til Forfærdigelse af det, som udfordres til deres egen Beklædning, Indretningens Inventarier m. m. Hvor fælles Arbeide, overeens- stemmende med det Auburnske System, kan paaregnes, bør det benyttes til Opførelse af offentlige Bygninger, saasom Fængsler, Dokker, Fæstningsværker m. m. Paa denne Maade kan den Fængsledes Arbeidskraft paa en for ham selv og Staten gavnlig Maade anvendes, imedens man undgaaer de ovenanførte Uleilig- heder. Anvendelsen af Fangens Arbeidsfortjeneste har ogsaa været Gjenstand for ulige Anskuelser, og Hr. Aylies, som opmærksomt har behandlet Spørgsmaalet, formener, at Fangen ei bør have nogen Andeel deri, men hele Gevindsten tilhøre Staten. Dog synes han isærdeleshed at grunde sin Mening paa det i de Franske Korrektionshuse herskende Forhold, at de Entreprenører, som have forpagtet Fangernes Arbeidskraft, ikke alene gjøre høje Fordringer, men give ogsaa Fangen Anledning til inden Korrek- tionsanstalten at faae kjøbt baade Viin og Madvarer, for paa denne Maade at opdrive hans Arbeidsiver saa højt som muligt. Som et Beviis paa, hvorvidt disse, for den indre Disciplin og Fangens mulige Forbedring saa skadelige, Misbrug gaae, vil jeg blot anføre Handelsministerens Cirkulære Aar 1834, som forbyder, at der ved de Franske Korrektionshuses Marketenderier (cantines) maa sælges Vildt eller andre sjeldnere Madvarer, der kunne an- Fotnote: I norske Penge: 6,138 D. 59 Sk. Sp. =35,81 Sp. 10,329 - 36 - - =38,76- 7,682 - 63 - - =25,50 - Overs. SIDE: 132 sees som Luxusartikler. Man indseer heraf, hvormeget den i sig selv rigtige Tanke, at formaae den Fangne til Arbeidsomhed, kan misforstaaes og blive skadelig. Jeg for min Deel finder, at det vilde være baade ubilligt og uklogt at frakjende Fangen al Andeel i Arbeidsfortjenesten; thi derved maatte den Flittige tabe en opmuntrende Belønning, og selve Arbeidet miste en stor Deel af sin Interesse. Dispositionsretten over den erhvervede Gevindst bør derimod ei overlades Fangen, forinden hans idømte Fængselsstraf er udløben og han atter kommer i fri Stilling. Da bliver denne Understøttelse, som i Forhold til hans Trang bør tildeles ham, af yderste Vigtighed indtil han har kunnet skaffe sig Tjeneste eller anden lovlig Sysselsættelse, for at ikke Nød og Elendighed skal bevirke hans snare Tilbagefald. Staten bør saaledes af Fangens Arbeidsfortjeneste først erstattes for Fangens Kosthold, men Alt, hvad derover kan udbringes, ind- sættes i Sparebanken i den Fangnes Navn, og forrentes til hans Bedste. f. Systemernes Følger for den Løsladtes fremtidige Stilling i Samfundet. Efterat Strafanstalten har fyldestgjort sin Opgave, i det af Loven bestemte Tidsrum at straffe og forbedre, saavidt den Ufuldkommenhed, der hefter ved al menneskelig Indretning, til- lader, staaer endnu tilbage et vigtigt Formaal, det nemlig at bevirke den Løsladtes Gjenoptagelse i det forsonede Samfund. Den foruden, ere saavel den anvendte Møje, som de store Ud- gifter spildte, Menneskelighedens Fordringer kun halvt tilfreds- stillede, og den offentlige Sikkerhed udsat for samme Farer som før. De ædle Menneskevenner, som begyndte at hefte sin Op- mærksomhed paa faldne Medbrødres ulykkelige Tilstand, hen- vendte først sine ivrige Bestræbelser paa at formilde deres Lidelser, tilfredsstille deres fysiske Trang, samt bevare deres, som Følge af de elendige og usunde Fængsler, nedbrudte Hel- bred. Efterat Medlidenhedens Fordringer vare gjorte Fyldest, udstraktes Omsorgen til deres moralske Forbedring; men endnu et Skridt staaer tilbage for at naae Maalet: at værne om den løsladte Fanges første vaklende Skridt paa Ærlighedens og Pligtens Bane. SIDE: 133 Private Foreninger have allerede dannet sig i flere Lande, for at forskaffe den løsladte Fange ikke Almisse, men Arbeide, Tjeneste, med eet Ord, Muligheden til paa en ærlig Maade at forsørge sig. [fotnotemerke] Betragter man Forbedringssystemernes umiddelbare Indvirkning paa den Løsladtes Forhold, finder man, at den Pensylvanske Indretning besidder et afgjort Fortrin for den Auburnske. Det Farligste for Den, som efter udholdt Straf forlader Fængslet, er, næst Forstødelse og Fattigdom, de slette Bekjendtskaber, han har gjort blandt sine Ulykkeskammerater. De røbe sædvanlig hans forrige Fornedrelse, og forlede ham ofte, ved Trudsler eller skadelige Raad, til at begaae nye forbryderske Handlinger. Erfaringen giver herpaa ligesaa mange som bedrøvelige Beviser. Ved de afsondrede Fængselsrum er denne store Vanskelighed fuldkommen forebygget, og i Cherry-Hill spurgte en Fange, om hans Medskyldige var bleven paagreben, da denne i 2de Aar havde befundet sig i nærmeste Celle. Sædvanligviis er det i Arresterne Fangerne bygge Planer og træffe Overeenskomster om nye Forbrydelser, samt indgaae Forbindelser sigtende til at staae hverandre bi, naar de ere komne paa fri Fod. Den strenge Taushed, som iagttages efter den Auburnske Disciplin, afhjælper vistnok for en Deel disse farlige Foreninger, men den kan dog ikke yde saa fuldkommen Betryggelse derimod, som Ensomheden og et fuldkomment Ubekjendtskab mellem de Fængslede. Sammenligner man Antallet af de Løsladtes Tilbagefald, er- holder man en lærerig Oversigt over de enkelte Systemers Virkning paa Fangernes moralske Forbedring. Medens Klassifikationssystemet var herskende, fandt følgende Forhold Sted. I det gamle Fængsel i Ny-York var Antallet af Tilbagefald 11 pCt.; i Konnektikut 25 pCt.; i Boston 16 pCt. [fotnotemerke] Det Auburnske System. I Wethersfield omtrent 9 pCt.; i Sing-sing 8 1/2 pCt.; i Auburn 6 3/4 pCt. Fotnote: Cfr. Dr. Prof. Holsts allerede 1823 udgivne "Betragtninger over de nyere brittiske Fængsler." o. s. v. Overs. Fotnote: I Kristiania Tugthuus have Tilbagefaldene været i Gjennemsnit 6 1/2 pCt. i Aarene 1835 -- 38. Overs. SIDE: 134 Det Filadelfiske System. I Cherry-Hill paa 278 Løsladte ikkun 15 Tilbagefald, eller ikke fuldt 5 1/2 pCt. Desforuden maa man ikke oversee, at af disse Femten de Fire forhen havde været arresterede i Fængsler, hvor Fangerne vare om hinanden, og saaledes udsatte for den Fordærvelse, som er en uundgaaelig Følge af mange Forbryderes Vexelvirkning paa hverandre. Da denne Uleilighed, efter det Pensylvanske System, afhjælpes ved de Fængsledes fuldkomne Adskillelse, synes det mindre billigt, at disse fire Tilbagefald tages med i Beregningen. Fraregnes de, fremkommer det glæde- lige Resultat, at af de Fanger, som ialt havde været under- kastede det Filadelfiske Pønitentiærsystem, ere ikke fuldt 4 pCt. vendte tilbage til Straffeanstalten. Paa ovenanførte Sammenligninger synes følgende Formening at kunne grundes: At det Auburnske System, som om Natten fuldkommen adskiller Fangerne, og under Dagens uafbrudte Arbeide ikke tillader nogen Meddelelse imellem dem, allerede indeholder en væsent- lig Forbedring for de sædvanlige Fængselsstraffe med eller uden Klassifikation. At det ikke destomindre giver Anledning til skadelige Misbrug; at Disciplinen er yderst vanskelig at iagttage i Længden, og ud- fordrer en skarp og vilkaarlig Anvendelse af korporlig Straf, som baade opirrer og fornedrer Fangen. At det i Henseende til Fængselsbygningerne er mindre be- kosteligt, for saavidt man ikke antager, at Straffetiden, paa Grund af Straffens Strenghed, betydeligen kan nedsættes; i hvilket Fald den af Dr. Julius paaberaabte Beregning viser, at Bygningsomkostningerne da forholde sig som 9 til 10, til Fordeel for det Pensylvanske System. At det Auburnske System udfordrer langt større Vagthold end det Pensylvanske. At det fælles Fabrikarbeide, paatvunget ved ydre Midler, vistnok kaster mere af sig, men virker mindre fordeelagtigt paa den Fængsledes Arbeidslyst og hans egen Evne til fremdeles at forsørge sig. SIDE: 135 At det Filadelfiske System virker mere dybt og umiddelbart til den Fangnes moralske Forbedring. At det ved Selvbetragtning og en qvalfuld men velgjørende Ensomhed tæmmer hans Sind og qvæler hans onde Tilbøjeligheder. At det gjør Arbeidet til en forønsket og trøstende Sysselsættelse, og befordrer en større Arbeidsdygtighed. At det fuldkommen forebygger skadeligt Bekjendtskab og far- lige Meddelelser imellem Fangerne. Heraf kunne atter følgende Resultater uddrages: At det Filadelfiske System først og fremst bør anvendes for at adskille de paa Forbrydelsens Bane indtraadte ulykkelige Væsener fra gamle forhærdede Misdædere, eftersom den smit- somme Vexelvirkning, som i vore Fængsler nærer en bestandig stigende Sædernes Fordærvelse, ene og alene paa denne Maade fuldkommen kan forebygges. At bemeldte System ligeledes i høj Grad er anvendeligt paa de Individer, hvis Forbedring ansees mulig, og som, efter udstaaet Straf paa sin Frihed, skulle vende tilbage til Samfundet. At alle Herreds- Lehns- og øvrige Arresthuse, Korrektions- anstalter, samt Fængsler, i hvilke paa en vis Tid dømte Fanger indspærres, bør være forsynede med Celler og indrettede over- eenstemmende med det Pensylvanske Ensomhedsprincip. At det Auburnske System derimod kun der synes anvendeligt, hvor man mistvivler om Fangens mulige Forbedring, (til Exempel ved Saadanne, som flere Gange ere faldne tilbage eller allerede i længere Tid have været udsatte for vore nuværende Fængslers dybe Demoralisation) samt for dem, som ere dømte paa længere Tid end den, hvortil man anseer Ensomhedsprincipet, uden Fare for Fangens Helbred, anvendeligt. Muligheden af disse Anskuelsers Realisation i vort Land bliver Gjenstanden for næste Kapitel. SIDE: 136 OM PØNITENTIÆRSYSTEMETS ANVENDELSE I SVERIGE For rigtigt at kunne bedømme Nødvendigheden og Muligheden af Pønitentiærsystemets Anvendelse i Sverige, er det magtpaa- liggende at kjende vore Strafanstalters nærværende Tilstand. En kort Fremstilling deraf turde saaledes ikke blive uden Nytte. Allerede paa Rigsdagen 1815 vaktes Motion om Opførelsen af Korrektionshuse, for at disse Strafanstalter kunde være fær- dige, naar den nye Lov blev antagen. Stænderne i 1817 be- vilgede Midler dertil, og 2de Aar derefter indrettedes Arbeids- og Korrektionshuset i Wadstena. I adskillige Lehn indsamledes Bidrag til Istandbringelsen af Arbeidsanstalter, Nødvendigheden af en nøiagtig Opsigt ved Rigets samtlige Strafanstalter indsaaes, og Aar 1825 stiftedes en særegen Bestyrelse, som skulde tage fat paa de til disses Organisation og Forvaltning hørende An- liggender. Denne Forholdsregel var udentvivl ganske rigtig, thi den er en ueftergivelig Betingelse for at kunne indføre System og Drivt inden denne vigtige Forvaltningsgreen; men den er ikke destomindre kun en Deel af det Hele, blot een af de Grund- piller, hvorpaa Bygningen skal hvile. Saalænge Kriminallovgivningen hovedsageligen hylder Principet af korporlig Straf er Muligheden for at forbedre den Straffede fast utænkelig. At opføre Korrektionsindretninger og bibeholde vanærende offentlige Straffe, er omtrent det samme, som om man med stor Bekostning opførte Lazarether til dem, man selv først havde tilføjet ulægelige Saar. Skjærpede Bestemmelser angaaende Tjenesteløshed og Løs- gjængeri have frembragt et nyt Slags Arrestanter, som -- ikke for at forsone begangne Forbrydelser, men til Forebyggelse af dem, man maatte frygte for, de kunde begaae -- ere blevne afsendte til Korrektionsindretningerne, hvis talrige Befolkning, sammentrængt i fælles Sove- og Arbeidsværelser, ei engang kunde underkastes Klassifikation, langt mindre nogen virksom pønitentiær Behandling. Denne Sammenblanding af vanartede Dagdrivere med for- hærdede Forbrydere og Individer, der ere inddømte paa visse SIDE: 137 Aar eller tilfundne offentligt Arbeide paa ubestemt Tid, vilde foraarsage en farlig Vexelvirkning af lastefulde Exempler og forbryderske Lærdomme, hvorpaa man kunde anvende den berømte J. Benthams veltalende Skildring af den dybe Fordær- velse, som fødes og næres i de Fængsler, hvis Indretning og Organisation ikke tilsteder en streng, men forbedrende Disciplin. "Et saadant Fængsel", yttrer han, "er en Skole, hvor Lasten læres ved langt virksommere Midler, end de, som nogensinde kunde anvendes til at bibringe Dyd og gode Forsætter. -- Kjed- somhed og Hevn forestaae denne fordærvelige Opdragelse, og al Kappen har blot eet Maal, Lastens Udvikling. Den mindre Forhærdede stræber at naae den mest Forbryderske; den Vilde- ste meddeler de Øvrige sin Vildhed, den Falskeste sin Sluhed, og den Usædeligste sin Liderlighed. Det, som meest besmitter Hjerte og Følelser, ansees som Fortvivlelsens eneste Trøst. Forenede ved fælles Interesse, staae Fangerne hverandre bi i at udslette ethvert Spor af Anger eller Skam. Paa Gruset af sand Ære opstaaer et nyt Slags Ære, bestaaende af Meneed og For- stillelse, af Dristighed ved Udøvelsen af Forbrydelser, af Lige- gyldighed for det Tilkommende og Fiendtlighed mod Samfundet. Det er saaledes disse ulykkelige Væsner, som ved en anden Behandling havde kunnet føres tilbage til Dyd og Velvære, lidt efter lidt naae Forhærdelsens højest mulige Uddannelse og For- brydelsens formentlige Heltemod." Følgerne af denne Vexelunderviisning i stor Skala have viist sig ikke blot i Forbrydelsernes stigende Antal, men ogsaa i deres Intensitet, om man kan kalde Sluheden i deres Anlæg og Grumheden i deres Udførelse saa. Det er indenfor Fængsels- murene, hvor Anger og Kjedsomhed burde herske, Fangen ud- danner sin Duelighed til at begaae nye Forbrydelser, og ind- gaaer Forbindelser, som gjøre ham endnu farligere for den almindelige Sikkerhed. Følgende Angivelser for en Deel hentede fra en af Chefen for det Svenske Fængselsvæsen Aar 1839 indleveret Rapport, yde alvorlige Gjenstande for Betragtninger. Antallet af de i Lehnsarresterne og Stædernes Fængsler ind- satte Fanger opløb: SIDE: 138 Mandkjøn Qvindekjøn Summa Aar 1835 [fotnotemerke] til . . . 10,500 1,931 12,431 og - 1838 - . . . . . . . . . . 12,488 2,784 15,272. Tilvæxten af dette Slags Fanger har saaledes paa 3 Aar ud- gjort: Mandkjøn Qvindekjøn Summa 1,988 853 2,841. I dette Antal ere ikke de saakaldte Transportfanger [fotnotemerke] ibereg- nede, men da muligens saadanne Arrestanter kunne flere Gange Fotnote: I Norge talte Slaverierne: 1835 (ved Aarets Udgang) . . . . . . . . . . . . . . . 898 1836 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 940 1837 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 973 1838 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1,034 Mdk. Qvdk. Tils. Tugthusene: 1835 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 224 241 465 1836 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 230 243 473 1837 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 276 260 536 1838 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265 290 555 Mdk. Qvdk. Tils. I 1835 altsaa i Strafanstalterne . . . 1,122 241 1,363 - 1838 - -- . . . . . . . . 1,299 290 1,589 Samtlige for Forbrydelser domfældte Militære have udgjort: i 1835 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 238 - 1836 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 - 1837 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267 - 1838 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189; og Antallet af Civile, der have været arresterede paa Grund af kriminel For- følgelse, har beløbet sig: i 1835 til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 990 - 1838 - . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1,377; hvortil bør lægges de i Nordlandene og Finmarken til Arbeide for Kost og Klæder Dømte, i et Middeltal aarlig 15, hvorved, med Fradrag af 1/4 af de til- talte Militære, som tilkjendte Slaveristraf og allerede under denne opførte, og uden Hensyn til de civile Extrakronarbeidere og de i Tvangsarbeidsanstalterne hensatte Løsgjængere, udkommer følgende forholdsvise Beregning for Norge: Befolkning Fanger 1835 . . .1,194,827 2,547 (efter 20 Aars Middeltal) 1838 . . . 1,237,820 3,123 Tilvæxt . . . . . . . . . . . . . . 576. Overs. Fotnote: Nemlig saadanne, som under Transporten ere blevne indsatte i de paa Vejen liggende Lehnsarrester, og saaledes blot bør optages i Beregningen paa eet Sted. Forf. SIDE: 139 være optagne under denne Rubrik i Beregningen, som for videre Undersøgelses Skyld ere blevne flyttede fra et Fængsel til et andet, kan omtrent l/6 Deel trækkes fra, hvorved da følgende Forhold kommer ud: Aar 1835 . . . . . . . . . . 10,368 Personer [fotnotemerke] - 1838 . . . . . . . . . . 12,727 -- Skulde denne Forøgelse af 2,359 Fanger paa 3 Aar, eller i Middeltal 7,58 pCt. aarlig, blive ved at stige, vilde de Svenske Lehns- og Stadsfængsler i Løbet af 1838 rumme 20,589 Personer, hvilket godtgjør at Fangetallet vilde i 13 Aar blive næsten for- dobblet. [fotnotemerke] Sammenlignes Fangernes Antal med Sveriges Folkemængde, forholder Fangeantallet sig til Indbyggernes, som følger: Befolkning Fanger Aar 1835 . . . 3,025,439 10,368 ): 1 paa 291 = 0,34 pCt. - 1838 . . . 3,100,439 12,727 ): 1 - 243 = 0,41 - - 1848 . . . 3,345,439 20,589 ): 1 - 162 = 0,62 - [fotnotemerke] Folkemængdens Forøgelse er anslaaet til 25,000 Personer aar- lig, hvilket, efter Tabelkommissionens Opgivelser for de sidste 20 Aar, maaskee er et rigtigt Middeltal. Heraf sees, at da Folke- mængden kun stiger med 0,83 pCt., men Fangetallet (efter de tre ovennævnte Aars Erfaring) med 7,58 pCt. aarlig, forøge de sidste sig i et Forhold, som er omtrent 9 Gange stærkere end Folke- mængdens Tilvæxt. [fotnotemerke] Fotnote: Fratrækkes i lignende Forhold fra Antallet af de i Norge under Tiltale værende Civile, skulde Fangetallet blive i 1835 -- 2,382 og i 1838 -- 2,904. Vi hen- holde os imidlertid i det Følgende, paa Grund af Forbrydelsernes stærke Til- tagen, til det engang Antagne. Overs. Fotnote: I Norge er Fangernes Tilvæxt 1,34 pCt. af Folkemængdens Tilvæxt og 0,04 pCt. af Folkemængden i 1838. Fangeantallet vilde være fordobblet i 16 Aar ): 1854. Overs. Fotnote: Befolk. Fanger Norge i 1815 . . . . . 885,431 -- -- - 1825 . . . . . 1,051,318 -- -- - 1835 . . . . . 1,194,827 2,547 gjør 1 paa 469 = 0,21 pCt. -- - 1838 . . . . . 1,237,820 3,123 - 1 - 396 = 0,25 - -- - 1845 . . . . . 1,339,136 4,467 1 - 299 = 0,33 - Fotnote: I Norge er Folkemængdens aarlige Tilvæxt efter et Middeltal af de sidste 25 Aar 18,146 eller med et rundt Tal 18,000. Den er altsaa steget med 51,2 pCt. i 25 Aar; men Fangetallet stiger med 7,5 pCt. aarlig ): i et Forhold til Folke- mængdens Forøgelse som 1 til 95 ): 1,05 pCt. Overs. SIDE: 140 Isærdeleshed i Hovedstaden viser dette Forhold sig isand- hed højst betænkeligt; thi sammenligner man Folkemængden (82,625 Indvaanere) med Fangernes Antal, finder man: Aar 1835 . . . . . 2,611 Fanger, eller 1 paa 31,65 - 1836 . . . . . 3,135 -- - 1 - 26,36 - 1837 . . . . . 4,285 -- - 1 - 19,29 - 1838 . . . . . 5,404 -- - 1 - 15,29 [fotnotemerke] Heraf seer man, at Fangernes Antal har meer end fordobblet sig i de 3 Aar, som ere henrundne fra 1835 til 1838. Undersøger man specielt Forøgelsen imellem Straffanger og Korrektionister, indtræder følgende Forhold [fotnotemerke] : Fotnote: Kristiania, der, med Forstæder, i 1835 havde 24,045 Indbyggere, hvilket Tal nu vel er steget til 25,000 og derover, talte følgende Fanger i Aarene: 1835. Slaver: 292. Tugthuusfanger: Mdk. 122, Qvdk. 140, tils. 262. Tvangs- arbeidere: Mdk. 96, Qvdk. 65, tils. 161. Arresterede: Paa Raadstuen: 394; i Opslo: 64; Fæstningen: 427, tils. -- -- 1600. 1836. Slaver: 295. Tugthuusfanger: Mdk. 141, Qdk. 137, tils. 278. Tvangsarbei- dere: Mdk. 119, Qdk. 67, tils. 186. Arresterede: Paa Raadstuen: 430; i Opslo: 73; Fæstningen: 534, tils. -- -- 1796. 1837. Slaver: 299. Tugthuusfanger: Mdk. 172, Qdk. 141, tils. 313. Tvangsarbei- dere: Mdk. 242, Qdk. 75, tils. 317. Arresterede: Paa Raadstuen: 564; i Opslo: 84; Fæstningen: 702, tils. -- -- 2279. 1838. Slaver: 344. Tugthuusfanger: Mdk. 160, Qvdk. 171, tils. 331. Tvangsarbei- dere: Mdk. 272, Qvdk. 72, tils. 344. Arresterede: Paa Raadstuen: 681; i Opslo: 93; Fæstningen: 673, tils. -- -- 2466. Dette udbringer allerede i 1835 det forbausende Forhold af 1 til 15 = 6,67. For Raadstuearresten er dog ikke beregnet de for en enkelt Nat Indsatte, der opløbe til ligesaa mange som Delinqventerne, og for Opslo er fratrukket Transportarrestanterne ): omtrent l/3. Heller ikke Extrakronarbeiderne, d. e. civile Personer, som maae optjene Bøder og Opfostringsbidrag ved Sommer- arbeide paa Fæstningen, og som paa Aggershuus have beløbet sig i hine Aar til et Middeltal af 34, har man troet at burde tage med i Beregningen. Disse svare maaskee i juridisk Bemærkelse mere til de Svenske "Pionnierer" siden denne Benævnelse er opført nedenfor i Straffelisterne, medens de egentlig saakaldte Kronarbeidere svare alene dertil i militær, idet de ere Soldater, der afgives til Fortifikationsarbeide mod en vis Dagløn. Overs. Fotnote: Oversætteren seer sig kun istand til at levere følgende Oversigt over de straffældte Forbrydere i Norge: Fanger paa Livstid: i 1834. Slaverierne........................ 491 Tugthusene: Mdk. 11, Qvdk. 107.. ): 118 609 - 1839. Slaverierne............................ 630 Tugthusene: Mdk. 22, Qvdk. 124.... ): 146 776 SIDE: 141 Fanger paa Livstid: Aar 1834 . . . . . . 561. - 1838 . . . . . 654. Saaledes + 93, eller 4,46 pCt. pr. Aar. Fanger paa bestemt Arbeidstid: Aar 1834 . . . . 556. - 1838 . . . . . . 745. ): + 189, eller 8,45 pCt. pr. Aar. Pionnierer: Aar 1834 . . 307. - 1838 . . . . . . 307. I Lehnsarresterne, af Mangel paa Rum paa Karlsborg, i 1838 igjensiddende Kronarbeidere . . . 103. Fanger paa ubestemt Arbeidstid: Aar 1834 . . . . . 1523. - 1838 . . . . . . 1699. ): + 176 eller 2,89 pCt. pr. Aar. Desuden Aar 1838, af Mangel paa Rum i Korrektionshusene, tilbagesiddende i Lehnsarresterne . . . 144. Hensiddende til Bekjendelse: Aar 1838 . . . . . 12. - 1838 . . . . . . 13. Hele Antallet af ommeldte Fanger: Aar 1834 . . . . . 2,959. - 1838 . . . . . . 3,665. ): + 706, eller 5,95 pCt. pr. Aar. Sammenregnes dette Antal 3,665 med de i Lehns- og Stads- fængslerne Forvarede den 1ste Januar 1839 ): 2,016, udkommer Fotnote: Fanger paa bestemt Tid: i 1834. Slaverierne........................ 358 Tugthusene: Mdk. 155, Qvdk. 127... ): 282 640 - 1839. Slaverierne................. 358 Tugthusene: Mdk. 276, Qvdk. 163.... ): 439 917 Fanger paa ubestemt Tid: - 1834. Slaverierne......................... 18 Tugthusene: Mdk .20, Qvdk. 22.......... ): 42 60 - 1839. Slaverierne......................... 30 Tugthusene: Mdk. 29, Qvdk. 40......... ): 69 99 SIDE: 142 et Antal af 5,681, eller 1 paa 546 Indbyggere. (Folkemængden antaget til 3,100,439 [fotnotemerke] ). I samme Forhold Fangetallet har forøget sig ere ogsaa Om- kostningerne stegne. Udgivterne udgjorde [fotnotemerke] : Aar 1824 . . . . . . 153,934 Rdr. Bko. (61,573 Spd. 72 Sk.) - 1829 . . . . . . 270,390 -- (108,156 - " -) - 1837 . . . . . . 464,478 -- (185,791 - 24 -) Fotnote: Det Tal, vi for Norges Vedkommende faae ud af Strafanstalternes Total- belæg i 1839, sammenlagt med Antallet af de i 1838 under kriminel Forfølgelse Heftede, er 3,326 ): 1 paa 369 Indb. (Folkemængden: 1,237,830). Den anonyme, men kjendeligt nok Svenske, Forfatter af det, som det hedder, fra det Engelske oversatte Svarskrivt paa Laings Reise i det sydlige Sverige "Om det sedliga tilståndet i Sverige och Norrige" (Stockholm 1840) kommer til langt sørgeligere Resultater end vor Forfatter. Han erholder nemlig paa en Folkemængde i Sverige 1835 paa ikke fuldt 3 Millioner hver 114de Person til- talt og hver 140de straffældt, og i 1836 1 Tiltalt paa 112 1/3 og 1 Straffældt paa 134 af Folkemængden. Fra 1830 -- 35 finder han, i Middeltal, i Stæderne hver 59de Person og paa Landet hver 176de aarlig straffældt; i 1836 hver 46de i Stæderne, og paa Landet hver 174de. Forholdet af Forbrydelser, der straffes med Døden, er i bemeldte Skrivt ufordeelagtigt for Norge. Overs. Fotnote: Følgende Summer ere af den norske Statskasse anviste til Strafanstalterne: A. Til Slaverierne: Fra 1ste Juli 1829 til 1ste Juli 1832, tils. 109,735 Spd. 118 ß; deraf til Bygnings- arbeide 11,545 Spd. 9 ß. Fra 1ste Juli 1832 til 1ste Juli 1835, tils. 133,359 Spd. 82 ß; deraf til Bygnings- arbeide 19,430 Spd. 46 ß. Fra 1ste Juli 1835 til 1ste Juli 1838, tils. 114,496 Spd. 55 ß; deraf til Bygnings- arbeide 3,893 Spd. 25 ß. B. Til Tugthusene: Fra 1ste Juli 1829 til 1ste Juli 1832, tilsammen 44,762 Spd.; deraf til Bygnings- arbeide 27,100 Spd. 15 ß. Fra 1ste Juli 1832 til 1ste Juli 1835, tils. 38,306 Spd. 20 ß; deraf til Bygnings- arbeide 5,976 Spd. 108 ß. Fra 1ste Juli 1835 til 1ste Juli 1838, tils. 41,576 Spd. 35 ß; deraf til Bygnings- arbeide 6,364 Spd. 45 ß. Endeel af de for Tugthusene opførte Summer ere udredede af deres egne Indtægter. Overs. SIDE: 143 Desuden have Omkostningerne for Stockholms Stads Fængsels- pleje gaaet op til følgende Summer [fotnotemerke] : Aar 1834 . . . . . . . . . . . . . . . 6,769 Rdlr. Bko. (2,707 Spd. 72 ß.) - 1838 . . . . . . . . . . . . . . . 11,364 -- (4,545 - 72 -) - 1839 første Halvaar 9,485 -- (3,794 - " -) I disse Summer er ikke iberegnet hverken det, som bidrages af det almindelige Bygningsbudget, eller de Bidrag, som leveres af 3die og 4de Hovedtitel under Navn af Arbeidspenge, ligesom heller ikke Stædernes særskilte Udgivter for de i deres Fængsler forvarede Fanger. Lægger man til disse Udgivter Værdien af tabte Dagsarbeider, som blot i Korrektionshusene, hvor der ellers i temmelig stor Skala er Anledning til Arbeide, i Aaret 1838 opgik til 110,000, indseer man let, hvor betydelige disse Omkostninger ere, og i hvad Forhold de aarlig forøges med det stigende Antal af Fanger. Denne Fremstilling, der til Evidents viser dette for Menneske- ligheden ligesaa sørgelige som for Samfundets Ro og Velvære lige skadelige Forhold, lægger tillige paa en ubestridelig Maade for Dagen hvor nødvendigt det er med indgribende og omfattende Forholdsregler at søge at udrydde det Onde, førend det med sin hærjende Smitte har angrebet selve Statsorganismens Livs- princip. Allerede i det første Kapitel, Side 25, har jeg opgivet de Gjenstande, som derved bør komme i Betragtning. Trangen til en mere almindelig Oplysning indtager her den første Plads, og den sikkreste Udvej til at befordre dette National-Anliggende er Oprettelsen af Almuskoler, hvori ikke alene en vis Deel Real- kundskaber, men ogsaa en dyb og sand Religiøsitet bibragtes; thi uden denne harmoniske Udvikling af Forstand og Hjerte ud- arter Katechismuslæsningen let til et tomt og betydningsløst Fotnote: For Kristiania Straf- og Arrestanstalter beløb Udgivterne sig i Tilskud af Statskassen: ved Slaveriet i Gjennemsnit fra 1836 -- 38 til . . . . . . . 8,524 Sp. aarl. - Tugthuset- -- - 1836 -- 38 - . . . . . . . . 10,289 - - - Raadstuarresten omtrent . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4,000 - - - Opslo Arrest -- . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 850 - - - Tvangsarbeidsanstalten (af Fattigk.) 1838 . . . . . . . . . 3,328 - - (Ved Slaveriet og Tugthuset iberegnet endeel Bygningsomkostninger og Ma- terialier). Overs. SIDE: 144 Pugeri og Kundskaben til et farligt Redskab for uædle Hensigter. Dannelsen, der er den virksomste Modvægt mod Fordomme og Vantro, er det Hovedvilkaar for Muligheden af meer almindeligt at indføre et rationelt Landbrug, ligesom den ogsaa kommer til at faae stor Indflydelse paa den huuslige Industries Forbedring og Udvidelse. Man maa ikke glemme, at 1200, eller omtrent det halve Antal af vore Kirkesogne endnu savne Skoler, [fotnotemerke] og at den Opdragelse, Børnene erholde af Forældrene, der i lang Tid i Sverrig har været den eneste, og altid vil blive et vigtigt Middel til Almu- oplysningen, i vore Tider behøver Hjælp af Skolerne, for at be- vare sin Hellighed og Indflydelse. [fotnotemerke] Men om det end er en ubestridelig Sandhed, at Raahed er Forbrydelsernes fornemste Kilde, maa man dog indrømme, at de ofte fremkaldes af Elendighed og Fattigdom. Samfundet bør Fotnote: Efter Kammerherre Holsts "Statistiske Tabeller vedkommende Underviis- ningsvæsenets Tilstand i Norge ved Udgangen af Aaret 1837, Kristiania 1840", var Antallet af de skolepligtige Børn, som i 1837 ikke søgte Skole ialt: 8,206, ): sammenholdt med Antallet af de skolepligtige Børn (175,733), 1/21 af det hele Antal, ligesom man ogsaa oplyses om, at der i Norge ikke findes noget Distrikt uden Skole ): Omgangsskole. Det er rimeligt, at Klagen i nærværende Skrivt over Misforholdet i Sverige mener faste Skoler, hvilke i Norge savnedes i 1837 i 182 Præstegjelde, ligesom man ogsaa maa bemærke, at der ved nys- citerede Antal af skoleforsømmende Børn i Norge er meent de aldeles forsøm- melige. Det dobbelte Antal, som Hr. Holst antager for de i mindre Grad for- sømmelige, vil dog neppe forslaae. Paa dette Sted kunne vi maaskee ogsaa bemærke den fremdeles gjældende og exseqverede Bestemmelse i Tugthuus- anordningen af 2den December 1741, hvorefter Børn, der ikke ere komne i Besiddelse af sin Konfirmationskundskab, skulle indsættes paa Tugthuset for der at lære den. Disse Barbariets og Skjødesløshedens beklagelsesværdige Offere arbeide og sove med Fangerne. Paa Kristiania Tugthuus udgjøre de i dette Øjeblik 15 Drenge og 4 Piger. Hr. Holst bemærker ogsaa: "Af Mangel paa Plads faldt i de folkerigeste Stæder kun 2 à 3 Underviisningsdage ugentlig paa hvert Barn, hvilket Resultat, sammenholdt med Skoleforsømmelserne (3,630 mod 20,048 ): 2 til 11) omtrent giver et Begreb om den Mangel paa Underviisning, der finder Sted i Byerne. Med den heraf flydende Lediggang og Betleri staaer udentvivl det overhaand- tagende Fattigvæsen og det voxende Antal af Forbrydelser i nøje Sammen- hæng." Overs. Fotnote: For at faae et fuldstændigt Begreb om Folkeskolernes nuværende Stand- punkt i andre Lande, bør man læse Cousins fortræffelige Værk, Michel Che- valiers Brev om de forenede Stater, samt Rektor Bugges lærerige Rapport til den norske Regjering. Forf. SIDE: 145 derfor bære Omhu for Handelen, Søfarten og Næringsvejene, mindre i Egenskab af Formynder, end af en oplyst og opmærk- som Læge, der veed i rette Tid at bortrydde Hindringerne for de naturlige Anlægs fri og kraftfulde Udvikling. Det bør vise sig mindre strengt ved Affordring af juridiske Beviser for Mulig- heden af Udkomme og Underholdning, end virksomt for at aabne nye og udvidede Udveje dertil. Derhos hører et forbedret Municipal- og Fattigvæsen til de Forholdsregler, der maa ansees for paatrængende nødvendige for, med Haab om Fremgang, at kunne sætte en Grændse for den tiltagende Fattigdom og Usædelighed. Det er alene ved disse kraftige og samvirkende Midler Samfundet kan raade Bod paa Ondet i dets Rod; men for ei at ledes altfor langt fra Emnet, gaaer jeg tilbage til det speciellere Spørgsmaal om vore Strafanstalters Forbedring. For at kunne tilvejebringe en gjennemgribende Reform i Fængselsplejen og de erkjendte Pønitentiærprincipers systema- tiske Udvikling og jevne Fremgang, er det nødvendigt at fæste særegen Opmærksomhed paa denne Forvaltningsgreens organiske Sammensætning. Den maa besidde Eenhed og Kraft for at med- dele de enkelte Dele af Fængselsplejen en fælles Retning, og være underlagt et af Regjerings-Departementerne, for at have en behørig magthavende og ansvarlig Bestyrer. Ihvorvel ad- skillige Grunde kunne anføres for at henlægge Fængselsplejen under det indenrigske Departement, synes den dog snarere at burde henhøre under Justits-Statsministeren, siden Spørgsmaalet er saa nær forenet med Lovgivningen og Dommerfunktionen. Til denne Embedsmands Forretninger hører ogsaa at lade for- fatte Kriminalstatistiken, og deraf at uddrage de Resultater og den Erfaring, der spreder et nyttigt Lys over mange dermed beslægtede juridiske Emner. [fotnotemerke] Centralbestyrelsen bør bestaae af faa Medlemmer, men saa- ledes lønnede, at de ei nødes til at overtage andre Sysler ved Siden, men bør udeelt kunne offre sig til deres ansvarsfulde Hverv. Denne Betingelse er saa meget mere nødvendig, som disse Embedsmænd ikke alene bør udgjøre en expederende og forvaltende Embedsafdeling, men ogsaa føre en nøiagtig Opsigt Fotnote: Efterat dette blev skrevet er Fængselsvæsenet blevet henlagt under Justits- Statsministerens Overtilsyn. Forf. SIDE: 146 med alle Rigets Strafanstalter. En saadan Kontrol, der bør finde Sted paa ubestemte Tider, og altid uventet, er af højeste Vigtig- hed for at vaage over de givne Forskrivters behørige Efter- levelse, og den bliver saameget mere nødvendig, som nye, for de Fleste fremmede, Anskuelser skulle gjøres gjældende med Hensyn til Fængslernes Bygningsmaade, Indredninger og Huus- tugt. I alle Lande, hvor man med Deeltagelse har omfattet For- bedringssystemet, har man udseet særegne Embedsmænd under Navn af General-Inspektører, til at varetage denne vigtige Deel af Fængselsplejen; og Flere af dem, saasom Dhrr. Lucas i Frank- rige, Crawford og Russel i England og Ducpetiaux i Belgien have erhvervet sig retmæssigt Krav paa sine Landsmænds Ag- telse og Taknemmelighed. I Sverige synes en Ordfører, to Medlemmer og en Sekretær med nødvendig Kontorhjælp at udgjøre tilstrækkeligt Embeds- personale, for at paasee saavel Forretningernes Udførelse, som den lokale Kontrol. Men den embedsmæssige Omsorg for Strafanstalternes For- bedring, saa hensigtsmæssig den end maa iværksættes, tiltrænger dog den almene Medborgerligheds Understøttelse og municipal Bistand. Uden disse bliver den altid utilstrækkelig, og kan muligt i Længden henfalde til en skadelig Eensidighed. Spørgsmaalet om faldne Medmenneskers Tilretteviisning og Forbedring ved- rører altfor nær Samfundets store Anliggender, til ikke at om- fattes af alle dets Medlemmer. Derved alene kan et velgjørende Foreningsbaand bibeholdes mellem det Almindelige og Straf- anstalterne. Forbryderen maa fradømmes sin Frihed og afsondres fra Samfundet, for at sættes ude af Stand til at skade og ved fornuftmæssig Straf, om muligt, bringes tilbage til Eftertanke og bedre Forsætter, men Samfundet maa med øm Deeltagelse og moderlig Omsorg ogsaa følge sine vildledte Børn. Den ensomme Celle bør være utilgjængelig for den ydre Verden, men ikke for Menneskevennens formanende og undervisende Røst. "Jeg var i Fængsel og du opsøgte mig", siger Skrivten; maatte denne himmelske Lære ikke gaae tabt, men aabenbare sig i Handling! Det er ikke tilstrækkeligt at klage over begaaede Uordener og Forbrydelser eller at vise en stundom barnagtig Frygt for mulige Retskrænkelser, men derimod unddrage sig for al Deeltagelse, SIDE: 147 naar nogen Møje eller Selvvirksomhed kræves. Det Onde lader sig nemlig ikke besværge hverken af Forfatningens døde Bogstav eller af den almindelige Fordømmelse; det maa med Alvor og fast Beslutning angribes i sin Rod. Flere Nationer levere os i denne Henseende ædle, efterfølgelses- værdige Exempler. Allerede i Aaret 1797 dannedes i Pensyl- vanien en Forening af Menneskevenner, under Navn af "The Philadelphia Society for alleviating the Miseries of Public Prisons". I Boston opstod senere et Selskab af lige velgjørende Tendents. Aar 1829 stiftedes i London "Society for the improvement of prison discipline". Aar 1826 stiftedes i Düsseldorf, i samme Hensigt, et Selskab, der tæller omtrent 4000 Medlemmer, og som har tjent til Mønster for flere Tydske Stater. Ved en speciel Forordning af 4de December 1835 og et Cir- kulære det paafølgende Aar til samtlige Statholdere har den Belgiske Regjering lagt en særdeles liberal Omhu for de fra Strafanstalterne frigivne Fanger for Dagen. I Frankrige har Hr. Demetz nylig stiftet en særskilt Forening, med det Formaal at skaffe Undersøgelsesfanger, som efter længere Tids Arrest ere befundne uskyldige, Tjeneste og Pengeunderstøttelse. I de fleste Nordamerikanske Stater findes ogsaa ved hver Strafanstalt et vist Antal saakaldte Inspektører, der udnævnes for 2 Aar af den dømmende Magt. Deres Bestilling er af fuld- kommen municipal Beskaffenhed og fritager dem for Pligten at være Jurymænd, Fattigforstandere o. s. v. Denne medborgerlige Deeltagelse har to særskilte Formaal for sin Virksomhed, nemlig: a) Omsorgen for Fangernes Behandling og Muligheden af deres Forbedring under Fængselstiden. b) Omsorgen for de Løsladtes Udkomme ved at forskaffe dem passende Tjeneste, Anledning til Arbeide o. s. v. Ihvorvel de fleste Selskaber, der have taget sig af Fangernes Sag, alene have udvalgt et af disse Formaal, synes de dog begge med lige Varme at burde omfattes af den Forening, som i Sverige saa højt paakaldes af Nødvendigheden. [fotnotemerke] Derved aabnes et mere Fotnote: Ikke mindre hos os. I Kristiania er der meer Anledning, end man skulde troe, til at virke alene for den anden Deel af ovennævnte Londonerselskabs Øjemed, nemlig for: "the reformation of juvenile offenders". Det gjælder SIDE: 148 udstrakt Feldt for deres ædle Virksomhed, Omsorgen for den Fængsledes moralske Gjenfødelse vil vinde en højere Betydning, og Kjendskabet til Strafanstaltens indre Orden og Disciplin og til Individernes Gemyt være en levende Opmuntring til at be- rede den Løsladte en mulig Tilbagevenden til en ærlig og lovlig Levevej. At opgive den bedste Maade for Dannelsen af dette Samfund, er næsten umuligt før Spørgsmaalet om vore Municipalindret- ninger nærmere er bleven prøvet, og har kunnet udvikle sig mere. Præsterne, Dommere og Kronbetjenterne [fotnotemerke] bør være selv- skrevne Medlemmer: thi paa deres nidkjære Medvirken beroer for en stor Deel Øjemedets Opnaaelse. Selskabet bør dannes lehnsviis, men have en Centralkommittee i Hovedstaden for at danne et fælles Berørelsespunkt og bevirke Eenhed i Foretagenderne. Et andet Middel til at vække en meer almindelig Deeltagelse for Fangeplejen er at indføre en større Offentlighed, end hidtil har været Tilfældet, i de Henseender, som vedrøre dens hoved- sagelige Resultater. Fra Bestyrelsen for ethvert Fængsel bør en Rapport aarlig indleveres og udgives i Trykken, betræffende den Indflydelse, den strenge Pønitentiærdisciplin har kunnet have saavel paa Fangernes Helbredstilstand som sædelige Forbedring, Omkostningerne for deres Underholdning, udførte Arbeider, Ind- retningens financielle Tilstand m. m. Paa denne Maade vil Almeenheden blive oplyst om Beskaffen- heden og Virkningen af Straf paa Friheden; klarere Anskuelser ville gjøre sig gjældende, og den nærværende, saa rimelige, Frygt for løsladte Fanger efterhaanden tabe sig. Efterat jeg har søgt at opstille Hovedgrunden for Strafanstal- ternes Bestyrelse og almindelige Forvaltning, staaer tilbage, nær- mere at bestemme deres Fordeling inden Riget og deres indre Organisation. For at kunne naae det ved en rationel Fangepleje tilsigtede Fotnote: ogsaa for Norge, som vel for hele Norden, hvad Forfatteren af hiint Modskrivt mod Laings Reise i Sverige siger, nemlig, at "det er en konstant Erfaring, at det største Antal af Forbrydelser, som begaaes i Sverige, forøves af samme Personer, -- af Saadanne, som, naar deres Fængselstid er forløben, udslippes af Fængslet uden Midler til ærligt at fortjene sit Brød." Overs. Fotnote: Hermed menes den exekutive Magts civile Agenter, navnlig Fogder og Lensmænd. Overs. SIDE: 149 Øjemed, udrede Bekostningerne derved, samt hensigtsmæssigt anvende de Summer, som dertil bevilges, er det nødvendigt at opstille et fuldstændigt System, som nærmere bestemmer, hvilke Slags Fængsler der bør findes, deres Øjemed, Bygningsmaade, indre Orden m. m. -- Om endog Ressourcerne ei skulde tillade paa engang at iværksætte hele Planen, er det dog magtpaaliggende, at den tilbørligen er bestemt, paa det enhver anvendt Omsorg og Bekostning kan beregnes saaledes, at den staaer i umiddel- bart Sammenhæng med det Hele og fører nærmere og nærmere til det tilsigtede Maal. Da Strafanstalterne bør være grundet paa Cellesystemet, skal jeg til en Begyndelse nærmere antyde de Grunde, der, efter min Formening, bestemme de ulige Dimensioner, Cellerne bør have, efter de ulige Fængselstider. Cellerne kunne inddeles i 3 Klasser, nemlig: a) Til at forvare Fangen blot om Natten eller højst et Døgn. Dertil synes den Auburnske Celle at være fuldkommen til- strækkelig, da den har 7 1/2 Fod i Længde, 4 1/2 Fod i Bredde og 7 Fod i Højde. Dens Kubikindhold bliver = 233 1/2 Kubik- fod. For at kunne adskille dem fra de to andre vil jeg kalde dem Smaaceller. b) Til at forvare Fangen højst eet Aar. Disse maa beregnes saaledes, i Henseende til Størrelse og mulige Veirforandringer, at Fangens Helbred ei kan lide noget Meen. Til Norm for det Luftrum, som i de Preussiske Militærsygehuse er fastsat for hver Syg, ligge følgende Beregninger til Grund: Sengestedets Længde . . . . . . . . . . . 6 Fod Til en Gang ved Fødderne . . . . . . 3 - = 9 Fod. Sengestedets Bredde . . . . . . . . . . 2 1/2 Fod Rum paa begge Sider . . . . . . . . . 2 1/2 - = 5 Fod. Sygeværelsets Højde . . . . . . . . . 12 Fod. Hvilket udgjør . . . . . . . . . . . 540 Kubikfod. Da Cellerne ikke kunne, uden stor Bekostning, erholde denne Højde og Fangen desuden behøver større Fladerum end en senge- liggende Syg, turde følgende Dimensioner kunne antages som de meest anvendelige, nemlig: SIDE: 150 Længde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Fod. Bredde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 - Højde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 - I det Hele . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 540 Kubikfod. Dette Slags Celler benævner jeg Middelsceller. c) Til at forvare Fanger i en længere Tid, indtil og med sex Aar. Disse Celler bør være saa store, at de ikke allene indeholde tilstrækkeligt Luftrum for Fangens Helbred, men ogsaa den nød- vendige Plads til hans daglige Arbeide og til nogen Bevægelse. Efter den i andre Lande erhvervede Erfaring, synes følgende Dimensioner at være de almindeligste: Længde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Fod. Bredde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 - Højde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 - Cellernes Kubikindhold bliver da 1170 Kubikfod. Dette Slags Celler kunne benævnes Storceller. I første Klasse forekomme Undersøgelsesarresterne, som for- tjene en særegen og, især i Sverige, højst nødvendig Opmærk- somhed. Menneskeligheden fordrer denne Omsorg, thi blandt de Ulykkelige, som disse Fængsler indeslutte, findes mangen virkelig Uskyldig, og de Øvrige maa heller ikke betragtes ander- ledes, førend Loven har afsagt deres Dom. Klogskab byder ogsaa ikke at sammenblande gamle, forhærdede Forbrydere med dem, der vakle de første usikre Trin paa Forbrydelsens Bane, og ei at udsætte Udskejelsen og Letsindigheden for den dybe For- dærvelses smittende Samqvem. Endog for at befordre selve Undersøgelsens Øjemed, Sandhedens Opdagelse, er det magt- paaliggende at adskille de Tiltalte, thi Erfaring viser, at mangen oprigtig Bekjendelse er bleven tilbagekaldt ifølge de i Arresten modtagne Raad og Forskrifter, hvorved Undersøgelsen forlænges, Omkostningerne forøges og Retfærdighedens Krav skuffes. Undersøgelsesarresterne bør saaledes indrettes efter det Filadel- fiske System, med Iagttagelse af Fangernes nøje Adskillelse fra hinanden. Hvad nu angaaer Besøg af Slægt og Venner, maa det beroe paa Anklagens Beskaffenhed og særskilt Undersøgelse, SIDE: 151 thi Ensomheden maa her ikke betragtes som Straf, men blot som et Middel til at forekomme listige og farlige Forbindelser. Da Arresttiden ikke kan blive langvarig, behøve ikke Cellerne paa langt nær at være saa rummelige som de, der ere beregnede paa et fleeraarigt Opholdssted; derved kan ogsaa Bygnings- omkostningerne betydelig formindskes. Undersøgelsescellerne bør saaledes bestaae blot af Smaa- og Middels-Celler. Undersøgelsesarresterne bør desuden være forsynede med en indhegnet Gaard, hvor Fangerne tillades, een ad Gangen, at hente frisk Luft, i det Mindste hver anden Dag. Da, efter det nye Lovforslag, den Forandring burde finde Sted, at hver Jurisdiktion blot fik eet Thingsted, bør ligeledes kun en eneste Undersøgelsesarrest findes inden denne, beliggende ved Thinghuset. Dette er en Hovedbetingelse for en mulig Forbedring af disse Fængslers Bygningsmaade og indre Orden, og denne Bestemmelse bør ligeledes i Længden bevirke Besparelse saavel i Fangepleje og Bevogtning, som i Bygningens Vedligeholdelse. I de Kommitteredes Motiver til Rettergangsbalken, 10de Kapitel, hedder det blandt Andet: "Undersøgelsesarrester af den Be- skaffenhed, som udfordres til Iværksættelsen af dette Forslag, kunne ei opføres og vedligeholdes i samme Mængde, som der for nærværende findes Thingsteder; og den Nøiagtighed i Be- vogtningen af heftede Personer, som Sikkerheden kræver, baade for det Almindelige og for dem selv, kan ikke heller med Sikker- hed paaregnes, hvis Opsynet derover skal deles mellem saa mange adspredte Arrester. Det forstaaer sig selv, at Afvigelse heri bør tilstedes ifølge særskilte Lokalforholde. Hvis f. Ex. en eller tvende Jurisdik- tioner omgiver en Bye, hvor begge Undersøgelsesarresterne kunde forenes i en Centralbeliggenhed, bør saadant finde Sted til Besparelse i Bygnings- og Varetægts-Omkostningerne. Forpligtelsen, at anskaffe og vedligeholde Undersøgelsesar- resterne, har hidindtil paahvilet Herredet selv, og i den nu gjæl- dende Lov bestemmes i Bygningsbalkens 26de Kap. § 4: "Ved hvert Thingsted skal der ogsaa være et Fængsel, hvor Misgjer- ningsmænd kunne holdes i Forvar. For dettes Bygning skal ingen være fri, undtagen Sæde- og Ladegaarde, de saakaldte [fotnotemerke] Fotnote: Da vi ikke have Begrebet eller Tingen, mangler os ogsaa en tilsvarende Benævnelse. "Afhysta" betyder "afhusede" ): ubeboede, og "rå och rörs SIDE: 152 "afhysta rå och rörs hemman", saa og Præste- og Klokkerboliger." Det turde imidlertid møde Betænkeligheder, at paalægge de Byg- ningspligtige hele Tyngden af de nye Undersøgelsesarresters Opførelse efter en bekosteligere Plan end hidtil. Mange Herre- der have i de senere Aar opbygget nye Herredsarrester, og flere slige Fængsler ere i den Stand efter de hidtil gjældende Anskuelser, at nogen ny Opbygning vanskelig kan paalægges Herredets Indvaanere. Det var saaledes billigere, og vilde væsent- lig befordre dette vigtige Nationalanliggende, hvis Staten paatog sig det Hele eller i det Mindste den halve Deel af Omkostningerne ved de nye Bygninger, med Forbeholdenhed, at de blive fuldførte overeensstemmende med de approberede Tegninger. Med Be- nyttelse saavidt muligt af allerede tilværende Bygninger og Iagt- tagelse af streng Huusholdning i selve Bygningsmaaden (paa flere Steder kunde maaskee Bygningerne opføres af Træ) vilde vel denne Udgift for een Gangs Skyld ikke være saa afskrækkende. Uden foregaaende Lokalundersøgelse kan naturligviis intet sikkert Forslag i denne Henseende gjøres, men til Veiledning kan dog følgende Overslag fremsættes: Undersøgelsesfangernes Antal var Aar 1838 (efter Justitsstatsministerens kriminelle Tabeller) 15,273. Fratrækkes derifra Løsgjængere = 4,234, samt Børn, der ei bør skilles fra Mødrene = 461, bliver tilbage = 10,587. Beregnes som et Middeltal een Maaneds Arrest for hvert Individ, udkommer et Behov af 883 Celler. Deres Fordeling inden Jurisdiktionerne bør bestemmes efter Folkemængden og et Medium af de For- brydelsers Antal i de sidste 5 Aar, der ei med Bøder kunne afsones. Da Antallet af Undersøgelsesfanger ikke kan være ligeligt for- deelt paa hele Aaret, bør ogsaa Cellernes Antal forøges noget. Regner man f. Ex. som Middeltal 12 Celler for hvert Under- søgelsesfængsel, udkommer ved vore 90 Jurisdiktioner et Antal af 1080 Celler. Beregnes enhver Celle til 500 Rdlr. Banko, ville Omkostningerne idethele beløbe sig til 540,000 Rdlr. Bko. Man vil formodentlig indvende, at betydelige Udgivter ved denne Fotnote: hemman" Ejendomme, hvis Grændser fra Arildstid have været afstukne og med Steenrøser betegnede, hvis Form og Beskaffenhed findes nøje beskreven i Sveriges Riges Lag, Jordabalken Kap. 12 o. fgg. Udtrykket synes saaledes at betyde et Slags Underbrug, kun opførte som selvstændige i en ældre Matri- kul. (?) Ihre definerer det: villa intra alterius villæ limites sita. Overs. SIDE: 153 Forholdsregel ville komme paa Statskassen, som forhen have været udredede af Herrederne. Men komme disse Penge ikke i ethvert Tilfælde fra Skatteyderne? Omkostningerne blive ikke mindre, heller ikke Byrden lettere, fordi den ikke er synlig i Rigets Hovedbog. Underholdnings- og Varetægts-Omkostninger skulde fremdeles bestrides efter hidtil gjældende Forskrivter. Efterat Undersøgelsesfængslerne paa denne Maade ere bragte i hensigtsmæssig Stand, bør der, efter Lovkommissionens Forslag, bestemmes: "at enhver Person, der fængsles for en Forbrydelse, hvorom Undersøgelse skal skee inden Lehnets Grændser, strax skal føres til den Domstol, hvor Undersøgelsen kommer til at foregaae, og forblive der i Fængsel indtil Undersøgelsen er til- endebragt eller Domstolene ellers maatte sætte ham paa fri Fod". Paa denne Maade undgaaer man, at lade fængslede Personer sammenpakkes i Lehnsfængslerne medens man oppebier Under- søgelsernes Afslutning; man undgaaer at føre dem frem og til- bage, dersom Undersøgelser maae foretages til forskjellige Tider, og man har Anledning til at holde dem behørigt adskilte, da Undersøgelsesfængslerne ikke kunne blive saa opfyldte som Lehnsfængslerne." Om Fangen bør forblive i Undersøgelsesfængslet efterat Dom er falden ved Underretten, men Sagen er bleven henviist til højere Rets Prøvelse, bør beroe paa Rummet og andre Sted- forhold. Bedst vilde det være, for at undgaae unødvendig Trans- porteren, om Fangen kunde forblive i Herredsfængslet indtil endelig Dom var falden, med mindre ikke det Lehnsfængsel, hvorhen han burde flyttes, var paa Vejen til det Straffængsel, hvor han, dersom Dommen stadfæstes, skal udstaae den idømte Straf. Det vilde ogsaa være ønskeligt, at de saakaldte "vites och ensaks böter" ( ): Mulkter og Retsomkostninger) kunde op- tjenes ved Herredsfængslet. Derved undgik man baade Tids- spilde for den Private, og ikke ubetydelige Omkostninger for det Almindelige. Det hænder nu ikke sjeldent, at en Person, der er dømt i højst ubetydelige Bøder, som han alligevel ikke kan erlægge, nødes til, for at kunne afsone dem med nogle Dages Fængsel, at reise flere Mile til Lehnsfængslet, hvorved mange Dages Arbeide gaaer tabt, og der opstaaer en Udgivt for Transport og Varetægt, som ofte mangedobbelt overstiger de idømte Bøder. SIDE: 154 Man seer heraf, at Undersøgelsesfængslernes behørige Ud- videlse og af Behovet saa højt paakaldte Forbedring vilde have særdeles gavnlige Følger, ikke alene i moralsk, men ogsaa i financiel Henseende. Af denne sidste Omstændighed kan der ogsaa hentes en yderligere Grund for Statens ovenfor fore- slaaede Bidrag til disse Fængslers Opbyggelse fra nyt og til deres Indredning. Opsynet med Undersøgelsesfængslet bør anbetroes en egen Bestyrelse, bestaaende af Herredshøvdingen, som Ordfører, af Kronbefalingsmanden [fotnotemerke] , samt to for eet Aar, ved et almindeligt Sognemøde i den Menighed hvor Fængslet er beliggende, valgte Beboere af Sognet. Denne Bestyrelse afgiver hvert Aar til Lehnets Fængselsbestyrelse en Beretning, indeholdende Antallet af Fangerne, Beskaffenheden af og Bekostningen ved Fangernes Kost, Sundhedstilstanden, Antallet af de Dømte og Frifundne m. m. Dersom dette Forslag blev realiseret, vilde ikke Lehnsfængslerne blive saa overfyldte som hidtil. De skulde da tjene til følgende Øjemed, nemlig: At være Undersøgelsesfængsler for den Re- sidentsstad, [fotnotemerke] hvor de ere beliggende, samt, om muligt, for nær- meste Jurisdiktion; at herbergere Fangetransporterne samt mod- tage Lehnets til Vand og Brød, simpelt Fængsel, eller i det Højeste til et Aars Strafarbeide dømte Forbrydere. Antallet af de dertil nødvendige Celler, grundet paa en almindelig Beregning derover, skal længere hen blive opgivet tilligemed Grundrids og Overslag over Omkostningerne. De bør være forsynede med Celler, dog ikke af større Dimen- sioner end de, der ere foreslaaede for Undersøgelsesfængslerne. Denne Bestemmelse er af Vigtighed for at hindre ethvert Sam- qvem mellem de Fængslede. I nogle Lande har man antaget, at Pønitentiærsystemet ikke burde anvendes, dersom ikke Straffetiden oversteg mindst to Aar; saasom den forbedrende Behandling i andet Tilfælde, ikke havde tilstrækkelig Anledning til at udøve sin heldbringende Indflydelse. Denne Synsmaade er, efter min Tanke, højst feilagtig, thi det er netop paa det endnu ufordærvede Sind, at Selvbetragtningen og Ensomheden bør være virksomst. At indskrænke Omsorgen for Fotnote: Den Første af disse Embedsmænd svarer omtrent til vor Sorenskriver, og Denne til Foged. Overs. Fotnote: D. e. Lehnets Hovedby, hvor Landshøvdingen har sit Sæde. Overs. SIDE: 155 Fangernes Forbedring alene til dem, hvis Brødefuldhed allerede er bleven uddannet, vilde være at opsætte Anvendelsen af de Lægemidler, som i Sygdommens første Stadium muligviis vilde have været afgjørende, indtil Sygdommen var kommet til alvorligt Udbrud. Et stort Misbrug, som nu finder Sted baade ved vore Under- søgelses- og Lehnsfængsler, er at Fangernes Bespisning overlades Slutteren. At friste den Person, hvoraf de Fangne ere mest af- hængige, ved den ikke ubetydelige Gevindst, der kan tilveje- bringes ved en Afkortning i Fangernes Portioner, er isandhed at sætte altfor stor Tillid til den Første, og vise altfor liden Om- sorg for de Sidste. Sædvanligt gjør man den Indvending herimod, at Fangerne tilspørges, om de have faaet sin Ret eller ikke, naar Fængslet besøges af en højere Autoritet; men man indseer let, at de sjeldent vove at sige Sandheden, hvorved de muligens kunde udsætte sig for andre Ubehageligheder, ja endog for Mishandling. Bespisningen bør ialmindelighed besørges ved Licitation, efter et bestemt og efter Stedets Beskaffenhed afpasset Spisereglement. Derved vilde Fangerne erholde en sundere Kost, og Muligheden af at skaffe sig Brændeviin bliver vanskeliggjort. Denne Anordning bliver let at iværksætte, og vil blot komme til at møde Vanskeligheder ved de Herredsfængsler, der ere beliggende paa mindre beboede Steder, hvilket alligevel sjeldent er Tilfældet, da Herredsfængslerne sædvanlig ere anlagte ved Gjæstgivergaarde og større eller mindre Byer. En Hindring, som man kommer til at paaberaabe sig med Hensyn til at fratage Slutterne Bespisningen, bliver Nødvendig- heden af, i saa Fald, at forøge deres Løn. Denne Omstændig- hed, hvis Billighed maa erkjendes, og som tillige udgjør et over- tydende Beviis paa det Grundede i min Bemærkning, kan uden særdeles Omkostning blive afhjulpen, og bør effektueres for at faae paalidelige Folk. Den lavere Fangebetjening bør heller ikke i denne Henseende forglemmes. Da det er overeensstemmende med Billighed, at Fangevogternes Løn ansættes i Forhold til deres Forretninger og Ansvar, bør Rigets samtlige Lehnsfængsler deles i trende Klasser efter Middel- tallet af deres Belæg under de sidste fem Aar. Første Klasses Løn- ninger for Fangevogtere burde vel bestemmes til 400 Rdlr. Bko., SIDE: 156 anden Klasses til 350 Rdlr., og tredie Klasses til 300 Rdlr., med tilhørende Bolig og Ved. For hver 30de eller 25de Fange bør der være en Vagtkarl med en halv Rdlr. daglig, samt Værelse og Ved. Lehnsfængslets Lokalbestyrelse bør bestaae af Landshøvdingen, som Ordfører, af Landssekretæren og to i Residentsstaden eller i Nærheden boende Personer. Disse to Medlemmer bør vælges for et Aar, enten af den i Lehnet for Fangeplejen dannede For- ening, eller, dersom vore Municipalindretninger komme til at vinde den af enhver redelig Medborger saa højt ønskede Ud- vikling, efter samme Grundsætninger, der blive bestemte for disse. De bør i det mindste kunne vælges engang paany. Denne Be- styrelse overtager Fængslets Forvaltning og Opsyn, efter en af Justitsdepartementet udfærdiget Instruktion, der bestemmer de almindelige Regler for Fangernes Behandling, Arbeidspligtighed, Anvendelsen af Fortjenesten m. m., men overladende Detalj- bestemmelserne til Bestyrelsens eget Skjøn. Skjøndt den korte Arbeidstid er saa lidet gunstig for Arbeidsforetagender, bør Be- styrelsen dog paasee, at Fangerne, saameget muligt, holdes syssel- satte. Den, som er kyndig i noget Slags Haandværk, skaffes Anledning til at drive dette, og for de Øvriges Underviisning gjøres der, saavidt skee kan, Akkord med en eller flere skikke- lige og paalidelige Mestere, som, paa visse bestemte Dage, give Fangerne Raad og Vejledning i Cellerne. Fra Fangens Fortjeneste fradrages først hvad der medgaaer til hans Kost, og af det Til- oversblevne gives ham en Deel naar han forpasses til Hjemstedet, og det Øvrige overleveres ham ved Hjemkomsten af Præsten. Adgang til Bibler og andre passende Andagtsbøger bør findes i Fængslet for samtlige Fanger. Til dem, der ønske at lære at skrive, maae Grifler, Tavler og de nødvendige Skrivematerialier overlades. Lehnsbestyrelsen indsamler alle de fra Undersøgelsesfængslerne indkommende Rapporter, hvoraf Uddrag gjøres efter bestemte Formularer, og dette indsendes til Fængselsbestyrelsen tilligemed en Beretning om Lehnsfængslets Bestyrelse og Tilstand. Disse Dokumenter bør offentliggjøres i Lehnets almindelige Tidende. SIDE: 157 Efter det nye Lovforslag er Strafarbejdet inddeelt i fem Grader, efter forskjellige Straffetider. Følgende ulige Bestemmelser ere beregnede efter Bibeholdelsen eller Afskaffelsen af Dødsstraffe, nemlig i første Tilfælde: [fotnotemerke] Første Grad . . . . . . . paa Livstid. Anden -- . . . . . . . . fra 9 til 12 Aar inclusive. Tredie -- . . . . . . . . - 6 - 9 - -- Fjerde -- . . . . . . . . - 3 - 6 - -- Femte -- . . . . . . . . - 6 Maaneder til 3 Aar inclusive. I sidste Tilfælde: Første Grad . . . . . . . fra 15 til 20 Aar inclusive. Anden -- . . . . . . . . . . - 9 - 12 - -- Tredie -- . . . . . . . . . - 6 - 9 - -- Fjerde -- . . . . . . . . . - 3 - 6 - -- Femte -- . . . . . . . . . 6 Maaneder til 3 Aar inclusive. (Fæstningsstraf paa Livstid er i den særskilte Text sat istedet- for Livsstraf). Da Kommitteens Medlemmer Aar 1832 udgave sit Arbeide i Trykken, var det Filadelfiske System endnu ikke noksom prøvet i Amerika, og i Europa næsten ubekjendt; derfor grunder Be- regningen af Straffetiden, samt Forskrivterne angaaende Fanger- nes Behandling, sig udelukkende paa det Auburnske System. I den, to Aar efter afgivne, Erklæring i Anledning af de mod Forslaget fremsatte Bemærkninger, omtales vel den Filadelfiske Methode, efter de Beretninger derom, Kommitteen havde hentet fra Dhrr. Beaumonts og Tocquevilles da nylig udkomne Arbeider; men Ensomhedsprincipets strenge Anvendelse ved Cherry-Hill var alligevel endnu altforlidet udviklet til at kunne bevirke nogen Forandring i de allerede fastsatte Bestemmelser. Ifølge den i tredie Kapitel mellem begge Pønitentiærsystemer anstillede Sammenligning, have vi fundet, at det Filadelfiske har et uomtvisteligt Fortrin, og at dette System isærdeleshed er an- vendeligt for Undersøgelsesfanger og for dem, hvis Forbedring ansees mulig og som efter udstaaet Straf skulle vende tilbage i Fotnote: Dette og de samme Strafgrader er ogsaa, som bekjendt etableret i det norske "Forslag til en Lov angaaende Forbrydelser." Overs. SIDE: 158 Samfundet. Fra dette Synspunkt udgaae følgende Forslag ved- kommende Strafarbeidsfængslerne. De til Fæstningsstraf (hvis Dødsstraffen afskaffes) eller (hvis den bibeholdes) til Strafarbeide paa Livstid dømte Forbrydere bør saaledes ikke underkastes det Filadelfiske System. Det vilde maaskee være altfor stridende mod Menneskets Natur for be- standigt at indeslutte disse ulykkelige Væsner i en ensom Celle; det vilde være at begrave dem levende, og denne Grusomhed vilde jo være hensigtsløs. Livsfangerne hvis Antal sædvanligt varierer mellem 550 -- 600 [fotnotemerke] , burde forvares i særskilte Fæstninger, hvortil Karlsteen og Kungs- holm synes at være de meest passende, som beliggende paa Øer i Havbrynet; Fangerne forsynes, saavidt muligt, med Sove- værelser, og holdes til strengt og fælles Arbeide. Herved at ville anvende den tvungne Taushed vilde desuden være umenne- skeligt; men Bevogterne burde alene paasee, at ingen unødvendig Samtale fandt Sted, og at Arbeidet forrettedes med Orden og Alvor. Fængselspræsten bør til bestemte Tider overhøre dem, og hver Søn- og Helligdag bør de bivaane Gudstjenesten. Bibler og Psalmebøger skulle uddeles blandt dem. Dersom de gjøre sig skyldige i Uorden, vise Opsætsighed eller Dovenskab, straffes de med ensomt Fængsel, mørk Celle, samt Vand og Brød. Lige- ledes kan ensomt Fængsel anvendes, dersom Fangen skulde be- gaae nye Forbrydelser, hvorved møder samme Indvending, der blev anført ved Spørgsmaalet om Dødsstraf, at den til Livsstraf Dømte ikke kunde afskrækkes fra nye Forbrydelser af Frygt for strengere Straf, end den han allerede er underkastet. Livsfangerne staae under Kommandantens og Pladsmajorens Opsigt, som efter et bestemt Schema indsende sine Rapporter til Fængselsbestyrelsen. Med Hensyn paa den Tid, hvori den strenge Ensomhed kan og bør anvendes, ere Meningerne endnu meget deelte. Det en- somme Fængsels stærke Indflydelse paa Fangen, som udgjør en af det pensylvanske Systems Fortrin (thi om Menneskeligheden byder, at Straffene ikke bør være fornedrende, fordrer Retfærdig- heden, at de ere alvorlige), har hos Flere frembragt Betænkelig- heder ved at udstrække denne længere end højst tre Aar. Mod Fotnote: I Norges Slaverier og Tugthuse i 1839 -- 776 (!) SIDE: 159 denne Frygt kan man alligevel paaberaabe sig Erfaringen; thi i den Hr. Demetz's Rapport om Pønitentiærhuset ved Cherry-Hill vedføjede Journal over Fangerne finder man, at i Aaret 1836 allerede 13 Individer havde siddet i Celle i 4 Aar, at 11 vare ved god Helbred og blot 2 noget syge, at 3 Individer havde været fængslede i 5 og 2de i 6 Aar, uden at deres Helbred i nogen Henseende havde lidt. I Pønitentiæranstalten fandtes For- brydere, der endog vare dømte til 13 Aars ensomt Fængsel. Uden at ville afgjøre, om dette Tidsrum ikke er for langt, an- tager jeg dog, at Fængselstiden, efter det Filadelfiske System, uden Fare kan udstrækkes til 6 Aar, isærdeleshed dersom Fan- gerne gives Anledning til undertiden at drage frisk Luft i af- sondrede Fængselsgaarde. Denne Overbeviisning faaer en kraftig Understøttelse ved et fra Doktor Julius til Generalauditør Netzel nylig skrevet Brev, hvori yttres, at det ensomme Fængsel kan, efter Doktorens Mening, udstrækkes til 7 Aar. En Slutning, der kan drages af Straffens Strenghed, er den, at Straffetiden, saaledes som den er bestemt i Lovforslaget, kan betydelig forkortes. (Se Kap. 3 Pag. 44). For min Deel troer jeg, at den bør nedsættes til to Trediedele af den efter det Auburnske System beregnede. Dette Forhold er af højeste Vigtighed, thi den kostbareste Kapital Mennesket ejer, er Tiden, og Statens Udgivter for Fangernes Underholdning ville ogsaa derved blive betydeligt formindskede. De tre laveste Straffegrader ville da komme til at blive for- andrede paa denne Maade: Tredie Straffegrad . . . . . fra 2 Aar til 6 Aar incl. Fjerde -- . . . . . . . . . . . . . . . . - 2 - - 4 - - Femte -- . . . . . . . . . . . . . . . . . - 6 Maaneder til 2 Aar incl. De til nogen af de her nævnte Straffegrader dømte Forbrydere skulle underkastes den Filadelfiske Behandling; de to højere Straffegrader derimod afbødes efter den Auburnske Disciplin, saafremt ikke Erfaringen fremdeles skulde vise -- hvilket, idet- mindste med nogle Modifikationer, er sandsynligt -- at ensomt Fængsel uden Skade ogsaa kan anvendes for dem. Efter denne Synsmaade udfordres saaledes til en Begyndelse tvende Slags Strafarbeidsfængsler, nemlig: a) for første og anden Straffegrad (dersom Dødsstraf afskaffes) eller blot for den anden SIDE: 160 (med Bibeholdelse af Dødsstraf), efter det Auburnske, og b) for de trende øvrige efter det Filadelfiske System. At bestemme hvormange Celler, der ville komme til at behøves ved Strafarbeidsfængslerne, er forbundet med store Vanskelig- heder; thi da det nye Lovforslag maatte lægges til Grund, op- komme andre Forhold end de hidtil gjældende og hvortil man saaledes blot kan komme ved Slutninger. Alligevel turde den tilforladeligste Maade ved denne Beregning vel være, nærmere at bestemme, hvad der i denne Henseende vilde have fundet Sted i Aaret 1838, da de Domfældtes Antal var størst, dersom det nye Lovforslags Bestemmelser dette Aar havde været bragt i Anvendelse. Ifølge den Tabel, som i dette Øjemed blev ud- arbeidet, skulde Resultatet være blevet følgende: Forbrydelse. 5te Grad. 4de Grad. 3die Grad. 2den Grad lste Grad. lste Klasse . . . . . . . . 8 14 8 12 12 2den Klasse . . . . . . . . 2,069 143 49 33 26 Summa . . . . . . . . . . . . . . 2,077 157 57 45 38 Antager man saaledes, at 45 Mandspersoner aarligen dømmes til 2den Straffegrad, og beregner i Middeltal 10 Aars Fangenskab for hver, vil man behøve 450 auburnske Celler, hvilket Antal synes at være passende til deraf at danne en egen Strafindret- ning efter dette System. Valget af det Sted, hvor den meest passende kunde anlægges, beroer hovedsagelig paa det Slags Arbeide, man bestemmer til Fangernes Beskjæftigelse. I tre- die Kapitel have vi seet, at Fangerne blot om Natten ere ad- skilte i særskilte mindre Soveværelser, men at Alle om Dagen opholde sig sammen i fælles Værksteder. Arbeidet er her saa- ledes ikke alene ønskeligt, som et Middel til at forbedre Fangen og erstatte Staten dens Udgivter, men det er tillige et uefter- giveligt Vilkaar for Opretholdelsen af Disciplinen; thi man fore- stiller sig let de Uordener, der vilde blive en uundgaaelig Følge af en saadan Samling af Forbrydere uden Sysselsættelse. Da Fangerne kunne anvendes i Fællesskab, fremkommer en stor Arbeidskraft, som igjen giver Anledning til flere nyttige Arbeids- foretagender, enten i Fabrikvirksomhed eller almindelige Byg- SIDE: 161 ningsforetagender. Indretningen kan saaledes med Fordeel an- lægges hvor et større Arbeide skal udføres, og hvor Steenhug- ning i nogen udvidet Skala kan iværksættes. I sidste Henseende vilde Borgholm være meget passende dertil, ligesom ogsaa for derved at skille Forbryderne fra Fastlandet. Allerede 1817 vaktes Motion herom, og det underkastedes en Kommittees Betænkning, hvori den daværende Justits-Statsminister var Ordfører; Sagen gik imidlertid senere iglemme, og Korrektionshusene i Malmø og paa Långholmen bleve indrettede istedet. En Besparelse ved Bygningsomkostningerne vilde man kunne paaregne, dersom det auburnske System anbragtes i en af vore nuværende Korrektionsanstalter, hvor der allerede findes Celler, nemlig paa Långholmen 144 Stykker og i Malmø 28. Desuden kunde man paa Långholmen, dersom de nuværende Beboelses- lokaler tilligemed Værelserne ovenpaa Kirken indrededes til Celler, idet Hele faae omtrent 300 istand, med Bibeholdelse af de nødvendige Værksteder. I Malmø kunde ogsaa Antallet af Celler fleerdobbles; men da der maatte foregaae en meget be- tydelig Forandring med Bygningerne, kan Forholdet ikke for Nærværende med Bestemthed opgives. For min Deel anseer jeg denne sidste Udvej for at være at foretrække, thi da det Auburnske System maa forlades eftersom Erfaringen tilsteder en mere udstrakt Anvendelse af Ensomheden, vilde det ikke være vel betænkt at anvende store Bekostninger paa Opførelsen af Bygninger efter det Newyorkske Princip. Opsynet med dette Straffefængsel bør betroes en særskilt Bestyrelse, sammensat efter de Grunde, jeg længer hen mere omstændeligt skal opgive. For hver 20de Fange ansættes en Vagtkarl, samt desuden 4 -- 5 i Reserve, i Tilfælde af Sygdom eller andet Forfald. To til tre Fangevagtmestere, alt efter Byg- ningens Beskaffenhed, bør ogsaa findes. Med Hensyn paa Behovet af Filadelfiske Celler, turde følgende Beregning, med temmelig Tilforladelighed, kunne gjøres: For de til tredie Straffegrad dømte 57 Personer, efter 5 Aars Medium for hver eller den halve Straffetid . . 285. For de til fjerde Straffegrad dømte 157 Individer, efter et for hvert, efter dette Princip, til 3 Aar beregnet Fangenskab . . 471. Hvad derimod den femte Straffegrad angaaer, da opstaaer følgende Forhold: SIDE: 162 Af de 2077 til denne Grad dømte Personer, vare 1322 dømte for første og 492 for anden Gangs Tyverie. Da Værdien for Smaatyverier, efter den nye Lov, er bleven for- højet fra 3 1/3 Rd. Bko. (1 Spd. 40 ß.) til 5 Rd. Sølv eller 13 1/3 Rd. Bko. (5 Spd. 40 ß.) kan man efter al Sandsynlighed antage, at 1/4 eller 330 af ovenfor opførte 1322 Tyverier blot komme til at regnes som Smaatyverier, og saaledes ikke til at medføre saakaldet Strafarbeide. Antallet af de for første Gangs Tyveri til Straf- arbeide Dømte blev altsaa 992. Ligeledes kan man antage, at den pønitentiære Behandling, paa Grund af Formindskelsen i de Løsladtes Tilbagefald, vil betydeligt nedsætte Forbrydelsernes Antal ialmindelighed. Der- som man sammenligner Følgerne af de auburnske og filadelfiske Systemer med dem, som vore nuværende Korrektionsindretninger have medført, finder man, at Forskjellen mellem dem maa have en stor Indflydelse. Aar 1835 havde blandt 204 til Långholmen afsendte Personer 116 forhen været paa Fæstning eller i Korrektionshuus, altsaa 57 % . . . . . . . . . . . . . . . . I Malmø af 104 -- 41 eller 39 1/2 pCt . . . . . . . . . . . . . . 51 % Aar 1836 paa Långholmen af 248 -- 123, saaledes 49,6 % . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .62,55 % I Malmø af 206 -- 161 eller 78,2 pCt . . . . . . . . . . . . . Aar 1837 paa Långholmen af 281 -- 133 eller 47,3% I Malmø af 198 -- 34 eller 17 pCt . . . . . . . . . . . . . 34,86 % Aar 1838 paa Långholmen af 292 -- 118, saaledes 40,41 % . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . I Malmø af 249 -- 87 eller 35pCt . . . . . . . . . . . . . . . . 37,9 % Aar 1839 paa Långholmen af 252 -- 135 eller 53,57 % I Malmø af 229 -- 49 eller 21,4 pCt . . . . . . . . . 38,25 % Middelprocenten for alle fem Aar bliver saaledes 44 pCt. Tilbagefaldenes Antal er derimod, efter det auburnske System, fra 6 -- 9 pCt., og efter det Filadelfiske fra 4 -- 5 1/2 pCt. SIDE: 163 Efter denne Erfaring, eller 5 pCt. Tilbagefald, viser sig i An- tallet af anden Gangs Tyveri en Formindskelse af 426, thi istedet- for 492 for anden Gangs Tyveri Dømte (se Side 162) antages blot 66, eller 5 pCt. af 1322 Dømte for 1ste Gangs Tyveri. Heller ikke bør man oversee, at da de for Tyveri dømte For- brydere en længere Tid blive holdte i Forvaring, kunne de ikke, som nu ofte skeer kort efter udstaaet Straf af Spø eller Vand og Brød, begaae nye Forbrydelser. Et Afslag maa derfor op- komme, som alligevel her ikke tages med. Beregningen kunde da maaskee opstilles paa følgende Maade: Femte Grad. Første Gangs Tyveri . . . . . . . . . . . . 992 Individer. Anden Gangs Tyveri . . . . . . . . 65 -- Andre Forbrydelser . . . . . . . . . 263 -- Efter 1 Aar pr. Medium . . . . . . . . . . 1320 Celler. Fjerde Grad. -- -- -- -- -- -- -- -- -- 157 Individer. Efter tre Aar pr. Medium . . . . . . . . 471 Celler. Tredie Grad. -- -- -- -- -- -- -- -- -- 57 Individer. Efter 5 Aar pr. Medium . . . . . . . . . 285 Celler. 2075 Celler af større Dimensioner. Efterat Cellernes Antal saaledes er bleven udfundet for de tre ovenstaaende Straffegrader, staaer tilbage at bestemme deres Fordeling i Strafarbeidsfængslerne. En Grundsætning, hvis Rigtighed ei kan negtes, er, at man saa lidet som muligt maa fjerne de til Tab af Friheden dømte Individer fra det Sted, de tilhøre. Anvendelsen af Centralisa- tionsideen paa Korrektionister og Fanger, hvorom vi allerede have en saa bedrøvelig Erfaring, er beheftet med store og uund- gaaelige Ulejligheder. Om den moralske Smitte, som den med- fører, kan undgaaes ved at indføre Cellesystemet, saa staaer dog endnu tilbage lange og kostbare Transporter, Fangernes SIDE: 164 Bortfjernelse fra det Sted, hvorhen de siden skulle vende til- bage, forøget Vanskelighed ved der at forskaffe sig lovligt Ud- komme m. m. Fra dette Synspunkt betragtet havde det visselig været ønske- ligt, i Lehnsfængslerne ogsaa at kunne modtage alle Lehnets til Strafarbeide dømte Forbrydere. Men paa den anden Side vilde denne Bestemmelse foraarsage altfor store Bekostninger, saavel i Henseende til Bestyrelsen og Bevogtningen, som til Bygningerne, thi jo mindre Strafanstalterne ere, desto større blive disse Ud- givter for hver Fange. For at kunne gjøre Regning paa en op- lyst Bestyrelse af et større Fængsel, maatte det daglige Tilsyn anbetroes en mere dannet Forstander; den større Indtægt og det udvidede Arbeide fordrede desuden en særskilt Regnskabs- fører, hvilket Alt, ved 24 Lehn, vilde foranledige et betydeligt Lønningsbudget, uden at regne Vanskeligheden ved at finde due- lige Personer til saa mange ansvarsfulde Hverv. Man blev ogsaa nødt til ikke ubetydeligt at forøge Cellernes Antal, thi med Hensyn til den ulige Tilkomst af Fanger, vilde ikke det Antal Reserveceller, som i færre men større Indretninger kunde være tilstrækkeligt, tilsvare Behovet, naar de fordeeltes paa saa mange Steder. Ifølge den i andre Lande erhvervede Erfaring, antager man, at 3 -- 400 Celler er det meest passende Antal, der bør findes i et velordnet Fængsel. Derved kan en god Huusholdning forenes med Muligheden af, godt at oversee Indretningens særskilte Dele og at yde Fangernes fysiske og moralske Pleje den nødvendige Opmærksomhed. For i denne Henseende at kunne gaae en nyttig Middelvej, holder jeg for at Følgende bør foreslaaes: Norrbottens, Vesterbottens, Jemtlands og Vesternorrlands Lehnsfængsler bør forøges med et tilstrækkeligt Antal baade middels og store Celler, for at kunne modtage sine til de tvende laveste Straffegrader dømte Forbrydere. Derved undgaaer man, med Hensyn til disse Lehns store Udstrækning og Afstand, lange og for Staten bekostelige Transporter til Straffængslet og de store Vanskeligheder for den løsladte, som oftest hjælpeløse, Fange for at vende tilbage til sit Hjemsted. Ligeledes burde Lehns- fængslet i Wisby indrettes saaledes, at det ogsaa kunde have SIDE: 165 Plads for Gottlands til de tvende laveste Strafarbeidsgrader dømte Forbrydere. For at undgaae lange Transporter for de til kortere Tid Dømte, kunde ogsaa samtlige Rigets Lehnsfængsler, som for største Delen tiltrænge enten større Reparationer eller ogsaa Opførelse fra Nyt af, udvides saaledes, at de kunde rumme de paa et Aar og derunder dømte Forbrydere. Ifølge disse Anskuelser bør 200 Storceller paaregnes for de fire nordlige Lehn og Gottland, samt omtrent 800 Middelsceller for de ved samtlige Lehnsfængsler til Strafarbeide paa højst et Aar Dømte. Cellerne bør fordeles paa hvert Lehnsfængsel, efter det formodede Middeltal af hvert Lehns Forbrydere efter Justits-Statsministerens Forbrydelsestabeller. Til Vejledning ved denne Beregning antages følgende: Til simpel Fængselsstraf, som synes at burde indskrænkes til eet Slags, nemlig ensomt, vilde vel aarligt omtrent 4000 Personer blive dømte, enten umiddelbart som Straf eller for at afsone manglende Mulkter. Under Forudsætning af, at enhver sad arresteret een Maaned, opstaaer der et Behov af 334 Middels- celler, dersom Cirkulationen var jevn hele Aaret om. Da imidler- tid Omflytningen kommer til at skee uden nogen Regel, burde vel dette Beløb forhøjes til 480 eller i Gjennemsnit for hvert Lehn . . . . . . . . . . . . 20 Celler. Til Strafarbeide . . . . . . . . . . . . . . . 42 -- For de til Vand og Brød Dømte . . . . . . . . . 4 -- eller 66 Celler. Desuden burde man have Smaaceller i Beredskab for Transport- fangerne, som, med et Middeltal, for hvert Lehnsfængsel om- sættes til 12. Planchen III fremstiller Planen til et Lehnsfængsel med vedføjet Beskrivelse og Overslag over Omkostningerne. De tilbage- staaende 1076 Celler bør fordeles mellem tre Strafarbeids- fængsler, hvert indeholdende 359 Celler, eller det Antal, som i Almindelighed ansees som passende for en Central-Pønitentiær- indretning. Disse Fængsler bør være beliggende i Nærheden af større Stæder for at man med Lethed kan finde passende Personer til at overtage den municipale Deel af deres Bestyrelse, og for SIDE: 166 at kunne paaregne en sikkrere Afsætning for de tilvirkede Varer. De bør ogsaa forlægges saaledes i Riget, at Transporterne for- kortes saa meget som muligt. Stockholm, Götheborg og Christiansstad anseer jeg for at være de meest passende Steder dertil. Strafarbeidsfængslerne bør aldeles opbygges fra Nyt; thi ifølge Erfaringen og kyndige Arkitekters Vidnesbyrd mislykkes alle Forsøg paa, ved en forandret Indredning, at omdanne gamle Bygninger dertil. Omkostningerne blive betydelige og Øjemedet forfejlet. Bestemmelsen af Bygningens Grundplan og dens nøjagtige Udførelse ere særdeles vanskelige Spørgsmaal. Derpaa hviler for en stor Deel Opfyldelsen af de Forhaabninger man gjør sig om Fangernes Forbedring, og Sikkerheden i at holde i Forvaring Individer, der ere farlige for Samfundets Rolighed. Denne sidste Omstændighed er i dobbelt Henseende af Vægt, thi uden at regne de nye Forbrydelser, bortrømte Fanger nødes til at begaae for at skaffe sig Underholdning, som de ikke kunne erhverve paa lovlig Viis, svække disse lokkende Udsigter til at skaffe sig Friheden paa en listig Maade Straffens afskrækkende Virkning hos urolige og ustadige Gemytter, som længes efter Uafhængighed og vexlende Eventyr. Man finder ogsaa, at i andre Lande enhver gjennemgribende Reform i Fængselsvæsenet er begyndt med Fængslerne selv og deres Indredning. Grev Vilain XIV og den bekjendte Howard, om hvem man med saa megen Sandhed har sagt, at han levede som en Apostel og døde som en Martyr, henvendte hele sin Opmærksomhed derpaa. Den skarpsindige Bentham forfattede et vidløftigt Værk over Indretningen af et Modelfængsel, som han benævner Panoptiqve, og hvori man gjenfinder alle de Grund- sætninger, hvorfra de i de senere Tider udførte Forbedringer hovedsageligst udgaae. De fornemste Egenskaber, man fordrer af en Fængselsbygning, ere, at den frembyder Sikkerhed for at opbevare Fangen og modstaae hans Forsøg paa at flygte; en let iværksættelig og paa samme Tid betryggende Bevogtning; at man fuldkomment kan adskille Fangerne og forekomme enhver Meddelelse mellem dem; at den befordrer Reenlighed, Omvexling af Luft, med et Ord, alt hvad der er nødvendigt til Sundhedens Vedligeholdelse, samt SIDE: 167 endelig, at den har tilstrækkeligt Rum til Fangens behørige Sysselsættelse. Dette Problem har givet Anledning til flere forskjellige Forslag, mere eller mindre nærmende sig dets Løsning; men her at ind- lade sig paa en detaljeret Undersøgelse deraf vilde blot lede til unødvendig Vidløftighed. I den paa Planchen I og II fremstillede Plan over et Strafarbeidsfængsel, har jeg søgt at forene de billige Fordringer, man bør kunne gjøre til en Fængselsbygning, med den strenge Økonomi, som det, i ethvert Tilfælde, er saa vigtigt at iagttage i vort Land. En Beskrivelse er vedføjet dette For- slag, omfattende alle dets enkelte Dele, samt Overslag over Omkostningerne. Bestyrelsen af en, i stor Maalestok indrettet, Straffe- og For- bedringsanstalt fordrer en sand og oplyst Menneskekjærlighed, en ædel og kraftfuld Vilje, en sjelden Ordenssands og ved- holdende Anstrengelser. Da det ikke er let at forene alle disse agtværdige Egenskaber, indseer man snart hvilke Vanskeligheder, der i denne Henseende maa bekjæmpes. Bestyrelsen adskiller sig egentlig i tvende hovedsagelige Dele, nemlig: a) Den højere Bestyrelse af Indretningens Anliggender, Kon- trollen med den behørige Haandhævelse af Orden og endelig Vedligeholdelsen af det Foreningsbaand, som aldrig bør op- høre mellem Strafanstalten og Samfundet. b) Den umiddelbare Fangepleje, det stadige Tilsyn og den egentlige Befaling. Den første Deel bør betroes en særskilt Bestyrelse, hvori, efter den i hele dette Forslag hyldede Grundsætning, Embeds- mændenes Virksomhed er sat i Forbindelse med municipalt Bi- træde. To af Regjeringen tilforordnede Embedsmænd og to ved medborgerlig Tiltro tilkaldte Personer synes at være et passende Antal. Maaden at udvælge disse Sidste paa, beroer, som allerede ovenfor sagt, paa den Udvikling, som Municipalindretningerne og den for Fangeplejen dannede Forening kan have opnaaet hos os, naar disse velmeente Forslag skulle iværksættes. Den sidste Deel fordrer derimod en Forstanders udeelte Om- sorg, som udelukkende bør vie sig sit ligesaa ædle som ansvars- fulde Kald. Valget af denne Mand er af højeste Vigtighed, og SIDE: 168 forudsætter et samvittighedsfuldt Udvalg uden andre Hensyn end det vigtige Maal: Øjemedets Opnaaelse. Denne Forstander bør have gode Kaar, idetmindste et sorgfrit Udkomme for sig og Sine, og Udsigt til, naar han vel har udført sit Hverv, og naar Alderen begrændser baade Kraft og Virksomhed, at erholde en anden Ansættelse eller en passende Pension, for at kunne give Plads for en kraftfuldere Eftermand. Fangevagtmestrene bør være paalidelige, alvorlige og ikke al- deles udannede. De bør ogsaa besidde Færdighed i nogle Haand- værker, saa at de tillige kunne være Fangernes Lærere og Vej- ledere ved deres Arbeide. Denne Omstændighed er af højeste Vigtighed, og maa ved deres Udnævnelse ikke betragtes som Bisag. Vagtkarlene maa ogsaa antages med Omhyggelighed og iagt- tages med Opmærksomhed; thi da de udgjøre Bestyrelsens sidste Led, ere de ogsaa i meest Berørelse med Fangen, og have derved en stor Indflydelse paa hans Tilstand og Sindsstemning. Uden at ville opstille noget bestemt Lønningsbudget, troer jeg dog, til en Vejledning, at burde antyde de Lønningsvilkaar, jeg vilde finde passende: Forstanderen 12 -- 1500 Rd. B. (480 -- 600 Spd.). Vagtmestrene ligesom første Klasse ved Lehns- fængslerne. Fri Bolig, Vagtkarlene en halv Rdlr. Bko. daglig. Lys og Ved. Efter 10 Aars tro Tjeneste forøges Lønnen med 50 pCt., og efter 20 Aar bør de, om de afskediges, faae den halve Løn som Pension. Samme Fordele bør ogsaa tilstaaes Fangebetjeningen ved Lehnsfængslerne. Ved disse Lønningsvilkaar, som alligevel ikke ere overdrevne, kan man haabe, at erholde en duelig og paalidelig Fangebetjening, som ved en Forbedringsanstalt er af stor Vigtighed. Huustugten bør være streng, men retfærdig; ikke ubillig i sine Fordringer, men ubevægelig med Hensyn paa deres nøiagtige Efterlevelse. Fangen maa dybt erkjende, at han lider en vel- fortjent Straf for at afsone sine begangne Forseelser; han maa føle hele Vægten af Lovenes Magt, som han har foragtet og over- traadt. Raahed, Dovenskab og Letsindighed, disse Forbryderens sædvanligste Fejl, behøve denne advarende og afskrækkende SIDE: 169 Erfaring, for at bringes til Eftertanke og Selvbetragtning. Den Fangnes moralske og fysiske Helbred maa passes med Deel- tagelse, hans Anger ledes til en gavnlig Forbedring, ikke til For- tvivlelse; ethvert Tegn paa Tilbagevenden til det Gode maa mødes med Velvilje og Opmuntring. Man maa vel vogte sig for, ved en ufornuftig Eftergivenhed at gjøre hans Stilling lykkeligere end hans lovlydige Medmenneskers; derved begaaes en Uret- færdighed mod de Sidste, og Straffen forvandles til en farlig Opmuntring. En nøje Forskjel maa saaledes gjøres mellem en kristelig Deeltagelse for den Faldnes mulige Opreisning og en misforstaaet Iver for hans fysiske Bekvemmelighed og Nydelser. I modsat Fald hylder man et bedragersk Hjernespind under Navn af Menneskekjærlighed. Straffen for Overtrædelse af den anordnede Huustugt maa følge øjeblikkeligt og uundgaaeligt paa Forseelsen. Korporlig Straf bør banlyses fra et vel bestyret, efter det Filadelfiske System indrettet, Fængsel. Denne Omstændighed er af Vigtig- hed, og dens Efterlevelse bør ogsaa overholdes med største Omhyggelighed. Straffen bør bestaae i Formindskelse af Kosten, Vand og Brød, Arrest i mørk Celle, samt Berøvelse paa længere eller kortere Tid af enhver Sysselsættelse. Denne sidste Straf udgjør, efter Fangernes eget Udsagn, den piinligste; thi det er en blandt det ensomme Fangenskabs store og uskatteerlige Følger, at Arbejdet, som forhen har været Forbryderens Lede og Afsky, da udgjør hans Trøst og den Tidsfordriv, han med størst Længsel ønsker sig. Fangens religiøse Underviisning er den sikkreste Grundvold, hvorpaa al Forbedring maa støtte sig, den Rod, hvorfra enhver Gjenfødelse maa udgaae, for at have Friskhed og bære gode Frugter. Uden denne er al udvortes Forandring i Fangens Op- førsel alene Hykleri; hans Indre bliver ligesaa forhærdet, alene med en Tilvæxt af Sluhed og List. Sjelesørgelsen i en Pøniten- tiæranstalt er saaledes af en dybt indgribende Virkning og maa udøves med Nidkjærhed og Samvittighedsfuldhed. Jeg holder for, at den bør overdrages til en Præst, som er i en kraftfuld Alder og heelt og holdent offrer sig til dette Kjærlighedens Værk. Foruden sit Prædikeembede, som Søn- og Helligdage forrettes i hver særskilt Fløibygning, bør Præsten ikke forsømme i private Samtaler at erhverve sig den Fængsledes Fortrolighed, med SIDE: 170 Alvor søge at tilintetgjøre hans Forhærdelse og med Godhed opmuntre hans første Trin paa Forbedringens Bane. For- bryderen, i sin ensomme Bolig, overladt til kvalfulde Erindringer og mørke Betragtninger, bør ansee sin Sjelesørger som et Fredens Budskab, en Midler mellem Angeren og Himmelen. Opfattes dette skjønne Kald med klar Indsigt og udøves med aandelig Varme, da blive ogsaa dets Virkninger mere velsignelsesrige end Mangen turde forestille sig; taler Religionen forgjæves, er der intet Haab mere om Forbedring. Men Fængselspræsten behøver Bistand, thi dersom man an- tager, at han daglig anvender 4 Timer til at besøge Fangerne og beregner kun 10 Minutter til hvert Besøg, vilde han kun være istand til at besøge hver Fange hver anden Uge. Vi have et Missionsselskab i Sverige; mon dette ikke her skulde finde en rig Mark for sin ædle Omvendelsesiver? Thi i Sandhed, i vore Strafanstalter blomstrer Hedenskabet langt frodigere end blandt fjerne, i Naturtilstanden endnu levende, Folkeslag. Den ved Straffefængslet ansatte Præst maa boe paa Stedet og erholde en Løn, der kan sikkre ham et tarveligt men sorgfrit Udkomme, hvorhos han tillige bør have Udsigt til, naar han bliver træt af sin møisommelige Beskjæftigelse, at erholde Befordring og en fordeelagtigere og roligere Virkekreds. Ved Siden af den aandelige Omsorg maa ogsaa gaae anden Dannelse, for i Fællesskab at frigjøre det faldne Sind fra Raa- hedens og Ondskabens Baand. I Strafanstalten bør derfor en eller to dertil ansatte Skolelærere meddele Fangerne Under- viisning. Her kan naturligviis ikke være Spørgsmaal om andre Gjenstande end de, der ere bestemte for de almindelige Almue- skoler, og som repeteres med Fangen, dersom han i sin Barn- dom har gjennemgaaet dem, eller bibringes ham, dersom hans Opdragelse har været aldeles forsømt. Underviisningen skeer i Cellerne, eller, for at vinde Tid, fra Fængselsgangen gjennem den paa Celledøren anbragte Luge. Denne sidste Methode an- vendes med Held ved den i Paris for et Par Aar siden indrettede Strafanstalt for vanartede Børn og mindreaarige Forbrydere. Underviisningen meddeles fortrinsviis de Yngre og dem, som lægge særdeles Anlæg dertil for Dagen; den tager fornemmelig Hensyn paa Fangens eget Arbeide samt paa Indenadlæsningen, paa det at Skolemesteren alene behøver at overhøre, rette de SIDE: 171 begaaede Feil og uddele nye Lektier. Paa denne Maade bør Underviisningen kunne rækkes med. Den bør egentlig optage Søndagene og de for Haandarbeide ledige Timer. Fangernes Føde maa være højst simpel, men sund og tilstræk- kelig. Den bør afpasses efter Fangens stillesiddende Levemaade, og alle Spirituosa banlyses. Bespiisningen besørges af Bestyrelsen paa den for Indretningen fordeelagtigste Maade. Hverken For- standeren eller nogen anden blandt Fængslets Betjente maa under nogen Omstændighed have dermed at skaffe, men de bør føre Kontrol dermed og staae paa Fangernes Bedste. Beklædning tilstaaes enhver Fange. Ved sin Løsladelse er- holder han tilbage de Klæder han havde ved Ankomsten, og som imidlertid for hans Regning ere blevne opbevarede. Derved afstedkommer man i Indretningen større Orden, mere Reenlighed, samt undgaaer den langt større Bekostning, der er forbunden med at skaffe Fangen de nødvendige Klædningsstykker ved hans Afreise. At Undtagelser herved bør finde Sted, dersom Fangens egne Klæder vare altfor usle, forstaaes af sig selv. Beklædningen bør om Sommeren bestaae af simpelt Tøj, som kan vadskes, og om Vinteren af graat Vadmel. Hver Fange erholder en Madras og en Hovedpude, stoppede med Halm, Lagener og Teppen. Endnu staaer tilbage at behandle et Spørgsmaal, hvorpaa hele Strafanstaltens indre Liv beroer, nemlig Fangernes Sysselsættelse. Foruden denne er den ømmeste Omsorg for Fangernes moralske Forbedring frugtesløs, den alvorligste Huustugt utilstrækkelig og alle Omkostninger at ansee som en død og unyttig Kapital. Hertil ville vel Mange svare: "Fangerne bør arbeide, det for- staaer sig selv;" men dette fromme Ønske er ikke saa let udført som udtalt. Emnet er af Vigtighed og udkræver en særskilt Overvejelse. Allervigtigst er Valget af selve Arbeidet. Det maa skaffe Fangen en jevn og efter hans Kræfter afpasset Sysselsættelse og paa samme Tid øve hans Arbeidsdygtighed. Denne sidste Hensigt kan opnaaes enten derved, at Fangen undervises i et simpelt Haandværk, hvori den egentlige Tilvirkning besørges af ham alene, eller derved at Fangens Arbeidskraft anvendes til et sammensat (Fabrik-) Arbeide, hvor det da bør beregnes og omvexles saaledes, at Fangen derved erholder en vis Konst- SIDE: 172 færdighed, som han siden i den fri Tilstand kan anvende ved flere, med hans forrige Sysselsættelse beslægtede, Haandværk. Arbeidet maa eiheller forudsætte kostbare Materialier, ved hvis Fordærvelse et altfor stort Tab kan opstaae, thi i Be- gyndelsen bør man hos Fangen ikke vente nogen særdeles Ar- beidsdygtighed. Vistnok har en Strafanstalt i saa Henseende Fortrin fremfor et sædvanligt Forsørgelseshuus, at den sjelden bebyrdes med noget, af Sygdom eller Alder, udygtigt Arbeids- menneske, da Forbryderne i Almindelighed ere i sin Alders fulde Kraft og som oftest begavede med livligt Gemyt og en let Fatte- evne. Men paa den anden Side bør det ikke lades ud af Be- tragtning, at de have Afsky for al stadig Sysselsættelse, hvilken sædvanlig har foraarsaget deres Fald, og saaledes hverken ere vante til Arbeide eller have Duelighed dertil, som de først efter- haanden maae erhverve sig under en arbeidskyndig Persons Vejledning, efterat Ensomhedens Ensformighed og Kjedsomhed have havt en gavnlig forberedende Indflydelse paa deres Sind. Valget af passende Arbeide møder ogsaa en større Vanske- lighed end hidtil, som Følge af det Pensylvanske Systems Grund- princip, strengt at afsondre Fangerne fra hverandre. Den for- øgede Kraft og den indbyrdes Bistand, som en fælles Virksomhed frembyder, kan man ikke mere paaregne. Da Fangerne, hver for sig, ere indsluttede i sine Celler, kan ikke paa noget Sted udvikles mere end et enkelt Menneskes Arbeidskraft. Individerne ere her at ansee som Enheder, der ikke kunne lægges sammen for at danne en Sum. Imod denne unegtelige Uleilighed findes blot een Modvægt, nemlig Arbeidets Fordeling. Denne Methode, som ogsaa ved andre Arbeidsforetagender altid bør, saavidt muligt, anvendes paa Grund af den Hurtighed og Orden, som derved vindes, bliver i et efter Cellesystemet ordnet Fængsel en ubetinget Nødven- dighed. Herved kunne de fra hverandre adskilte Fanger dog arbeide til et fælles Maal, naar der betroes dem en eller flere særskilte Forretninger, som det raa Materiale, under sin For- ædling, bør undergaae ved Arbejdet. Det bliver ogsaa lettere at bedømme hver enkelt Fanges Arbeide, samt at tildele Enhver sin fortjente Løn. Men det er ikke nok saaledes at oparbejde Varer; man maa ogsaa være betænkt paa Udveje til det Tilvirkedes Afsætning. SIDE: 173 Derved kunne Statens Udgivter, idetmindste for endeel, erstattes, og Fangen gives Anledning til under sin Fængselstid at skaffe sig nogen Indtægt af sit Arbejde, som, hvor liden den endog maatte blive for de Fleste, dog, vel anvendt, er af stor Vigtighed ved Fangens Løsladelse. Herved forekommer alligevel en anden Betænkelighed, den nemlig, at Staten, dersom den optræder som Konkurrent med den almindelige Industri, derved vilde komme til, paa en for det Hele skadelige Maade, at indvirke paa de frie Samfundsmedlemmers Arbeide. Disse ufordeelagtige Følger ville ikke fremvirkes af, at en større Mængde Varer vare at er- holde for lav Priis paa det almindelige Marked; det er tvertimod en i vor Tid erkjendt Sandhed, at jo mere en Næringsvej ud- vides med formindskede Tilvirkningsomkostninger og, som Følge deraf, med nedsatte Udsalgspriser, jo mere forøges Antallet af Forbrugere og i samme Forhold Arbeidsfortjenesten. Men dette Axiom i Nationaløkonomien forudsætter alligevel naturlige For- hold og en fri Udvikling, som her ikke finder Sted; thi da Staten i ethvert Tilfælde maa underholde de i et Straffængsel indeslut- tede Forbrydere, og enhver Indtægt af deres Arbeide, saa liden den end kan være, alligevel udgjør en Erstatning for de udlagte Omkostninger, indsees let, at en Sammenligning med et alminde- ligt Værksted eller Fabrikindretning ikke her kan finde Sted, da den egentlige Tilvirkningsomkostning ikke aldeles behøver at gaae ind under Varernes Udsalgspriis. Flere have troet, at Fangerne, for at undgaae denne Vanske- lighed, burde holdes til saadant Arbeide, som fordrer stærk An- strengelse, uden alligevel at frembringe noget egentlig nyttigt eller afsætteligt Produkt, men foruden det Umoralske, der vilde ligge i, at man saaledes drev Gjæk med Menneskers Virksomhed, vilde Omkostningerne ved Fangernes Underholdning, uden nogen Lettelse, saa meget tungere falde Samfundet til Last. Af ovennævnte ulige Fordringer til Arbeidets Beskaffenhed kan imidlertid sluttes, at man fornemmelig bør sysselsætte Fan- gerne med Alt, hvad der udfordres til deres eget Forbrug, og til selve Straffeindretningen, hvorved Staten kan erholde en ikke ubetydelig Fordeel, uden at der bliver Spørgsmaal om noget Udsalg, samt med saadanne Tilvirkninger, som enten indføres fra Udlandet eller som frembringes i ubetydelig Mængde i Lan- det selv. SIDE: 174 Fangerne bør saaledes fornemmelig anvendes til at forarbeide det, som behøves for Strafanstalten selv, saasom Snedkerarbeide, Spinden og Væven, Forfærdigelse af Klæder, Skotøj o. s. v. Disse sidste Artikler ere ikke af ubetydelig Vigtighed, thi Aar 1838 ud- gjorde Omkostningerne ved Beklædningen for enhver Korrek- tionist paa Långholmen 17 Rd. 15 ß Bko. (6 Spd. 111 ß.) [fotnotemerke] Lægges nu hertil, hvad der medgaar til Sengeklæder og andre nødven- dige Huusgeraadssager, erholdes Anledning til ikke ubetydeligt Arbeide. Valget af de til Udsalg bestemte Arbeider bør overlades til enhver Lokalbestyrelse at afgjøre efter Stedets særegne Forhold, overeensstemmende med ovenstaaende Anskuelser. Naar f. Ex. en indenlandsk Fabrik forsyner en vis Egn med Produkter, vilde det være urigtigt, ved det i samme Distrikt beliggende Fængsel at vælge samme Slags Drivt; men Forholdet bliver naturligviis anderledes ved en Strafanstalt i en anden Deel af Riget, hvor Indvaanerne pleje at hente samme Fornødenheder fra Udlandet. Uden herved at indgaae i specielle Detaljer, maa dog til Vej- ledning følgende Haandværk nævnes: Spinding, Vævning, grovere Matter, Halmarbeider, Tilvirkning af Knapper og Beslag, Snedker- arbeide, Legetøj, Æsker, Bastmatter m. m. Ligeledes bør det tillades Næringsdrivende, ved Straffængslet at bestille Arbeider, som høre til eller udfordres til deres Pro- duktion. I flere Lande lader man Fangerne forfærdige adskillige Sager, som kunne udfordres til Statens og i Særdeleshed Armeens Behov. Ved Tugthuset i Kristiania tilvirkes en stor Deel af det Klæde, som den norske Armee forbruger, og som er baade vakkert, fast og temmelig billigt. Ved Långholmen have adskil- lige Regimenter ladet forfærdige sine Munderinger. Naar slige Beskjæftigelser kunne finde Sted, uden altfor meget at stænge andre Fabrikers paaregnede Afsætning, bør Anledningen om- hyggelig benyttes. En nyttig Sysselsættelse kan ogsaa tilvejebringes ved Forfær- digelsen af adskillige ved de almindelige Sygehuse nødvendige Inventarier, saasom grovere Lærred til Lagen, Tepper, Matter, Sengesteder, Stole, Borde m. m. Fotnote: Ved Tugthuset i Kristiania i 1839 paa det nærmeste 4 Spd.; heri iberegnet ogsaa Sengeklæder. Overs. SIDE: 175 Der gives to forskjellige Maader, hvorpaa man kan ordne det egentlige Arbeide ved et Straffængsel eller en almindelig Ar- beidsanstalt, nemlig ved gjennem Bestyrelsens eller Direktionens egen Omsorg at berede og lede Alt, hvad dertil hører, eller paa Akkord at bortforpagte Fangens Arbeidskraft til privat Mand. Den første Maade har vistnok den Uleilighed, at Bestyrelsen faaer forøgede Forretninger, nødes til at staae i Forskud, og ofte lider Tab, der i sidste Tilfælde kunne undgaaes. Bortak- korderingen har derimod væsentlige Grundfeil, der fuldkommen opveje dens Fordele. Entreprenøren, der først og fremst søger at forskaffe sig den størst mulige Arbeidsgevindst, er kun lidet nidkjær for det, som angaaer Fangens moralske Forbedring. Ved Arbeidets Fordeling har han ingenlunde til Hensigt at øve Fan- gens Kunstfærdighed, men blot at benytte hans Duelighed i en mere indskrænket Deel af det sammensatte Arbeide, med eet Ord, han betragter den Fængslede som et Hjul i det Maskineri, hvoraf han søger at drage den størst mulige Vinding. En anden betænkelig Følge af Arbeidets Bortforpagtning til privat Mand er, at man nødes til at slippe Personer ind i Cellerne, der ere aldeles fremmede for Strafindretningen. At besørge Arbeidet giennem Bortakkordering er antaget i de fleste udenlandske Fængsler og Arbeidsindretninger, dog under forskjellige Former, for idetmindste tildeels at søge at undvige de ovenanførte Grundfeil. Denne Anordning har ogsaa været iagttaget ved Långholmen uden særdeles Nytte hverken for Kor- rektionisterne eller Næringsdriverne selv, af hvilke Tvende for nogle Aar siden fik farlige Knivstik. Jeg troer saaledes, at Arbeidets Forvaltning bør betroes til Bestyrelsens egen Omsorg. Forstanderen bliver den egentlige Arbeidschef, og Underviisningen ydes af Vagtmestrene, som jeg har foreslaaet burde have teknisk Færdighed, eller og af en anden paalidelig Haandværker, med hvem man har truffet sær- skilt Aftale i denne Henseende. Om end en formindsket Arbeids- gevindst vilde blive Følgen deraf, erstattes dette Tab fuldkommen af andre Fordele; thi at forbedre Fangen og bibringe ham baade Lyst og Evne til at forsørge sig ærligt, er det væsentligste Øje- med, saavel i menneskelig som økonomisk Henseende. Endnu staaer tilbage at bestemme Anvendelsen af den muligt udkommende Arbeidsgevindst. I 3die Kap. Side 117 har jeg nær- SIDE: 176 mere udviklet mine Anskuelser i denne Henseende og under Veiledning deraf maa her nogle Detaljer nøjere bestemmes. Fangens Arbeidsfortjeneste bør først anvendes til at erstatte den egentlige Fangekost. Hvis man vilde udstrække denne Er- statningspligt til Fangens Andeel i alle Underholdningsomkost- ninger, vilde han endog under de fordeelagtigste Omstændigheder aldrig kunne paaregne nogen Beholdning. Naar Staten faaer Er- statning for Fangernes Føde, synes det ikke at være formeget begjeret, at den vedkjender sig de andre Udgivter. Fangens mulige Gevindst bliver i alle Tilfælde heel maadelig, thi da Fangekosten almindelig beløber sig til 6 Skilling daglig, udgjør den for 365 Dage 45 Rdlr. 30 Sk.(18 Spd. 30 ß [fotnotemerke] ); regnes paa den anden Side 300 Dages Arbeide à 8 Sk. Netto-Beholdning, hvilket turde være det højeste, man som Medium kan antage, udkommer en Arbeidsfortjeneste af 50 Rdlr., som, efterat Fange- kosten er fradraget, efterlader et aarligt Overskud af 4 Rdlr. 18 Sk. (1 Spd. 90 ß.) Fangen maa ikke under sit Fangenskab disponere over nogen mindre eller større Deel af sin Arbeidsgevindst. Al Arbeids- opmuntring ved bedre Kost eller deslige, bør ligeledes strengt forbydes. Pengene indsættes i Sparebanken for hans Regning, ved Løsladelsen erholder han en Deel deraf, for at vende til- bage til Hjemstedet, det Øvrige sendes til Præsten i hans Menig- hed, for at tildeles ham i Forhold til hans Behov. Fotnote: I Tugthuset i Kristiania koster enhver Fanges daglige Forpleining 6 l/2 Sk. Sp. Der kunne gode Skotrokspindere oplægge ugentlig 20 à 35 Sk., og vel endog derover; gode Maskinspindere fra 25 -- 30 Sk., Andre 12 à 20 Sk., og Enkelte 40 Sk. og derover. Liinspindere oplægge omtrent 30 à 40 Sk., Stryspindere fra 6 -- 12 Sk., Nøtehaarsspindere paa Hjulrok og Skotrok indtil 24 Sk.; men Flere kunne blot oparbeide sine 14 Sk., saa de Intet oplægge. Strievævere kunne naae til 25 à 30 Sk. ugentlig, Liinvævere til 15 -- 20 Sk., men Gulvklæde- væverne fra 50 -- 60 Sk.; Klædevævere fra 60 -- 80 Sk., ja en enkelt Uge endog til 1 Spd.; mindre Øvede fra 30 -- 60 Sk.; Overskjærere fra under 30 -- 60 Sk. Foruden Oplagspengene faaer hver Fange udbetalt 14 Sk. ugentlig til Smaa- fornødenheder. Paa Tvangsarbeidsanstalten koster enhver Fanges daglige Forpleining paa det nærmeste 9 1/2 Sk. Højeste Fortjeneste for en arbeidsfør Fange, (og der ere ikke saa Faa i denne Indretning som ikke ere dette) beløber sig til 1 Sp. 24 Sk. ugentlig, hvoraf han, med Fradrag af sit Kostende, beholder tilbage i Oplagspenge 23 Sk. Dette gjælder dog kuns om Sommeren, da Fangen der- imod i Almindelighed om Vinteren intet kan lægge op. Oplægget for Enkelte har for hele Aaret kunnet variere fra 60 Sk. til 10 Spd. Overs. SIDE: 177 Et spørgsmaal hvorom de Retslærde og de, der besidde stor Erfarenhed i Pønitentiærsystemets Anvendelse, endnu tviste, er hvorvidt Haabet om Straftidens Forkortelse bør gives Plads blandt de Drivefjedre, der bør anvendes til Fangens Forbedring. Emnet maa saaledes betragtes ikke blot fra et juridisk, men ogsaa fra et psykologisk Synspunkt. Først maa man nøje skjelne mellem Benaadningsretten, udøvet før eller efter at Dommen er sat i Fuldbyrdelse. I første Til- fælde udgjør dette Prærogativ, efter hvad der allerede er bleven yttret i første Kapitel, Lovens Fuldkommengjørelse og en under- tiden nødvendig Udfyldning af Bogstavens mulige Utilstrække- lighed. Det bør dog sparsomt anvendes, og dets Mellemkomst bliver ogsaa ofte mindre nødvendig, i samme Grad, som Straffene antage en menneskeligere og fornuftmæssigere Karakteer. I sidste Fald synes Benaadningsretten derimod at staae i en Slags Mod- sigelse med selve Loven, der har bestemt den til den krænkede Retstilstands Gjenoprettelse nødvendige Straf. Der er saaledes Fare for, at Lovens Hellighed svækkes ved denne vilkaarlige Eftergivelse af dens Fordringer. Det kan ogsaa antages som en ubestridelig Grundsætning, at jo mere Tidens Oplysning formilder Straffetheorien, jo mere behøve de af Fornuft og Retfærd ved- tagne Straffe at være uundgaaelige, for at kunne have den paa- regnede Virkning. Men indvender man, Straffetidens Afkortning er et virksomt Middel til at bringe Fangen til Bedring og Eftertanke. Deraf lærer han at indsee, at Flid og en stille Vandel medføre langt bedre Følger for hans egen Velfærd, end Dovenskab og Trædsk- hed. Han lægger Baand paa sine onde Tilbøjeligheder, og denne Vane gaaer lidt efter lidt over til en varig Sindsstemning, som han bibeholder efterat han kommer tilbage til den fri Tilstand. I Genf hyldes isærdeleshed denne Mening, og i den af Hr. Grellet- Wammy udgivne Haandbog angaaende Fangeplejen forsvares baade med almindelige Grunde og enkelte Exempler Straffens Formindskelse med en Trediedeel af den idømte Tid, naar Fangen viser sig fortjent dertil. Hr. Aylies har egnet Undersøgelsen af Benaadningsrettens Ind- flydelse paa den pønitentiære Behandling et eget Kapitel i sit fortjenstfulde Værk. Han siger, han befrygter, at de saameget ompriste Følger blot ere Forstillelse og Hyklerens listige Be- SIDE: 178 regninger. Han støtter sin Formening paa flere praktiske Mænds Vidnesbyrd, iblandt andre paa Kapitain Elam Lynds, der yttrede til Dhrr. Beaumont og Tocqueville, at han havde bemærket, at de meest fordærvede Fanger just vare de, som lettest rettede sig efter den anordnede Huustugt og iagttoge den største Orden: at de saaledes opførte sig vel uden i Virkeligheden at være bedre. Fangepræsten i Auburn, Hr. Smith, havde sagt til be- meldte Herrer, at han kun lidet turde forlade sig paa ydre Tegn til Anger og en forandret Tænkemaade; thi hans lange Erfaring havde lært ham, at det eneste tilforladelige Beviis paa en Fanges Oprigtighed er, at han ikke længes efter at forlade Forbedrings- anstalten. Hr. Aylies foreslaaer, som en Middelvej, at de paa Livstid Dømte ikke bør benaades førend efter 20 Aars Fangenskab, og at der ikke bør kunne være Spørgsmaal om nogen Forkortning i Straffetiden for dem, der ere dømte blot til 5 Aar og derunder. Det nye Lovforslag gaaer omtrent ud fra samme Synspunkt, naar der hedder i Motiverne Kap. 2 af Straffebalken: "at naar en Fange har gjort sig vel anseet for Arbeidsomhed og Efter- levelse af den ved Straffeindretningen bestemte Orden, samt iøvrigt har lagt for Dagen saadanne Prøver paa en forbedret Tænkemaade, at Anledning findes til Formindskelse af Straffe- tiden, bør Bestyrelsen gjøre Anmeldelse derom til Kongen, paa hvis Godtbefindende Benaadningsrettens Udøvelse beroer. Alligevel og for at forekomme, at Fangerne kunne ved forstilt Forbedring skaffe sig Løsladelse før Tiden, har man anseet den Forskrivt nødvendig, at Anmeldelse til Benaadning ei bør skee førend 15 Aar ere forløbne for Den, der er dømt til Straf i første Grad, eller tre Fjerdedele af Straffetiden for nogen anden Fange, og at den slet ikke finder Sted, saafremt disse tre Fjerde- dele ei udgjøre et Aar." Omendskjøndt jeg for min Deel nærer megen Tvivl om disse Benaadningers Nytte, saavel med Hensyn til deres Indvirkning paa Forbryderens Forbedring, som til deres politiske Følger i Almindelighed, naar man har antaget en mere rationel Straffe- theorie, og jeg saaledes kunde være tilbøjelig til at indskrænke den til den første Straffegrad, efter forløbne femten Aar, vil jeg dog ei modsætte mig de ovenanførte Autoriteter, og ønsker blot, SIDE: 179 at Straffetidens Forkortning maa bevilges med yderste Spar- somhed og efter den nøjeste Prøvelse. Hver Bestyrelse ved Strafarbeidsfængslerne bør aarligen inden bestemt Tid til Justitsdepartementet afgive en fuldstændig og udførlig Rapport om Strafarbeidsfængslets Forvaltning, hoved- sagelige Resultater, financielle Stilling, de Anmærkninger, hvortil Pønitentiærbehandlingen har kunnet give Anledning, Fangernes Helbredstilstand, hvorledes de have opført sig, været sysselsatte m. m. Disse Rapporter opsættes efter meddeelte Formularer, for at Sammenligning mellem dem kan finde Sted. De bør be- fordres til Trykken, samt følge med de almindelige Blade. Inden Rigets samtlige Fængsler bør Dagbog føres over Fan- gernes Alder, Fødested, Forbrydelse, Dom, Opførsel, Flid, Dagen for deres Løsladelse m. m. Disse Antegnelser ere af højeste Vigtighed saavel for Ordens Skyld, som i statistisk Henseende, og ville berede for Fremtiden en sikker og vejledende Erfarings- grund. Saadanne Anmærkningslister have allerede i et Par Aar været indførte ved flere af vore Strafanstalter ved Bestyrelsens Omsorg. Den, jeg har seet, er temmelig fuldstændig, og med et Par tillagte Rubrikker kunde den herefter antages som Mønster. Fangernes Transport fortjener særskilt Opmærksomhed i Hen- seende til Fangens Behandling og Forebyggelse af Rømning. Ogsaa den økonomiske Deel deraf maa man ikke tabe af Sigte, i Særdeleshed i et Land, hvor Afstandene ere saa betydelige som i Sverige. Fangetransporterne afgaae ofte uden særdeles indbyrdes Forbindelse, hvoraf drøje Omkostninger og unød- vendige Reisepenge ere uundgaaelige Følger. Det er ikke meer end nogle faa Aar siden Fangerne vare overladte til en Skyds- bondes, ja endog undertiden til en Skydsguts Bevogtning, hvoraf opkom en farlig Usikkerhed for det Almindelige og et besværligt Ansvar for de Skydsende. Fangetransporten maa ordnes efter et vist System, i sine Dele lempet efter Lehnenes forskjellige Lokalforhold. Transporterne bør afgaae paa bestemte Tider, følge en befalet Marschroute og visse Hovedretninger, der have til Middelpunkt det Straffefængsel, hvortil Lehnets Forbrydere skulle afsendes. Paa denne Maade kunde alle Fanger, som skulle transporteres til samme Kant, træffe sammen paa visse i Forvejen bestemte Samlingssteder og under fælleds Bevogtning fortskaffes videre. Den tilbage- SIDE: 180 vendende Fangebetjening bør paa Tilbagereisen imodtage og til Lehnsarresterne føre de Individer, som der skulle aftjene sin idømte Fængselstid. Paa denne Maade kan baade Sikkerhed og Besparelse vindes. Allerede i nogle Aar har man i England anvendt et eget Slags Vogne ved Fangernes Transport. En saadan Vogn er inddeelt i 12 særskilte Celler, hvorved saavel Rømning, som alle Med- delelser mellem Fangerne forekommes. I Frankrige er Ideen ogsaa bleven optagen og efter omtrent 2 Aars Erfaring appro- beret. I vort Land ville disse store Kjøreredskaber -- i Be- tragtning af de høje Bakker og det Høst og Vaar almindeligen indtræffende Uføre -- møde flere Vanskeligheder, men Forsøg bør dog anstilles med den af Kapitain Modé (Tjenstgjørende paa Långholmen) opgivne Model, som er baade mindre og lettere end de udenlandske Vogne, og beregnet blot til 8 Celler med en Kudsk og en Gevaldiger. I dette Forslag ere, undtagen ved Undersøgelsesfængslerne, blot Forbrydere af Mandkjønnet optagne. Da de ere de tal- rigste, og for den almindelige Sikkerhed de farligste, bør de Midler, der til Fængslernes Forbedring kunne afsees, først og fremst anvendes til at berede sikkre Forvaringsrum, samt Mulig- heden af inden Mandkjønnets Arrester virksomt at anvende baade en straffende og forbedrende Disciplin. Som en yder- ligere Grund kan ogsaa anføres, at inden Strafanstalterne for Qvindekjønnet har en større Orden været herskende og Om- kostningerne i Almindelighed mindre. Jeg troer saaledes, at ovennævnte Straffeindretninger -- med Undtagelse af nogle mindre Forandringer, der muligens af Behovet kunne paa- fordres -- bør bibeholdes i deres nærværende Forfatning; indtil Fængslerne for Mandkjønnet ere fuldførte, thi da bør Pøniten- tiærsystemet ogsaa udstrækkes til Qvindekjønnet, i Overeens- stemmelse med de i dette Kapitel udviklede Anskuelser. Betræffende igien den forhen nævnte vigtige Omsorg for at berede den Løsladtes Gjenoptagelse i Samfundet, saa bør ikke en til Uforsonlighed udartet Sædelighedsfølelse tilbagevise hans Anger eller qvæle hans gode Forsæt, men Udveje til ærlig Syssel- sættelse forekomme hans Tilbagefald. Se der et vidt udstrakt SIDE: 181 Felt for denne kommunale og private Virksomhed! Efterat Loven har udkrævet Straffen, og Staten har sørget for den indre For- bedring, er det Medborgerlighedens Sag at række en hjælpsom Haand til det Friheden gjengivne Individ. Baade Barmhjertighed og Klogskab opfordre hertil, thi det er den ædleste og sikkreste Maade til at forekomme nye Retskrænkelser. Emnet er meget omfattende, det staaer i nær Forbindelse med Spørgsmaalet om Fattigvæsen og lovpaabuden Forsørgelse. Men da den specielle Udvikling heraf ligger udenfor de egentlige Grændser for nær- værende Arbeide, bør den udgjøre Formaalet for en særskilt Afhandling. TILBAGEBLIK Efter at have fremstillet mine Anskuelser i Henseende til Fængs- lernes Forvaltning, indre Tugt og Bygningsmaade, staaer tilbage i Korthed at gjøre den omspurgte Reform anskuelig, saavel i Henseende til Hovedgrunde, som Omkostninger. Som Udgangspunkt antages, at det Filadelfiske, paa Fangernes fuldkomne Afsondring beregnede, System bør udgjøre Grund- volden for al indgribende Forbedring i Fængselsplejen; thi dette System er det hidtil kjendte virksomste Middel til, med den Fængsledes alvorlige Afstraffelse, at forene hans mulige For- bedring. Da Erfaring imidlertid endnu ikke paa en aldeles tilforladelig Maade har bekræftet, hvorvidt Ensomhedsgrundsætningen kan, uden Skade for Fangens Helbred udstrækkes over 6 Aar, bør den Filadelfiske Disciplin, til en Begyndelse, blot anvendes paa de til en af de tre laveste Strafarbeidsgrader dømte Forbrydere, forudsat den foreslaaede Nedsættelse til 2/3 af den i den nye Kriminallov foreslaaede Tid. (Se Side 159). De til længere Strafarbeide Domfældte bør saaledes indtil videre underkastes det Auburnske System, der, uagtet alle sine Mangler, dog unegtelig er langt at foretrække for vore nu- værende Fængselsindretninger. Livsfangerne holdes til Arbeide under strengt Tilsyn og Orden, men ikke ubetinget Taushed. (Se Side 158). SIDE: 182 Da der kun er ringe Forhaabning tilbage om Saadannes For- bedring, som allerede i længere Tid have været udsatte for vore Fængslers dybe Fordærvelse, var det mindre vel betænkt, paa disse forhærdede Væsener at anvende det absolute Cellesystem. Derved vilde anseelige Bekostninger foranlediges, som, uden at medføre Nytte, tvertimod blot vilde afgive vildledende Resultater om Cellelevemaadens moralske Indvirkning. En nærmere Under- søgelse maa saaledes finde Sted inden vore Strafanstalter, for at kunne udvælge dem, hvis korte Fangetid og øvrige Forhold levne noget Haab, om at de skulle kunne angre og udsone sine forrige Forseelser, og paa Disse maa Pønitentiærsystemet an- vendes. Ifølge de i 4de Kap. fremstillede Anskuelser, og efter de Plancherne tilføjede Beregninger, kommer Cellernes Antal og Kostende til at forholde sig som følger: Smaaceller. Til den anden Strafarbeidsgrad udfordres 450 smaa Celler. (Se Side 160). Da det Auburnske System bør betragtes blot som en Overgang, bliver deraf en naturlig Følge, saameget muligt at indskrænke de til dets Indretning nødvendige Udgivter. Jeg antager saaledes, at et af de nærværende Korrektionshuse bliver afseet dertil, og opfører til Indredningen forslagsviis 70,000 Rd. Bko. (28,000 Spd.). Til Modtagelsen af Transportfangerne ved undervejsliggende Lehnsarrester ere blot Smaaceller nødvendige. (Se Planen til en Lehnsarrest). Overeensstemmende med det vedføjede Over- slag kan hver saadan Celle beregnes til 443 Rdlr. 36 Skill. Bko. (177 Spd. 60 ß.) og saaledes for 288 Stykker (eller efter Middel- tal 12 pr. Lehn) 127,800 Rdlr. Bko. (51,120 Spd.). Middelsceller. Til hver Lehnsarrest er beregnet i Gjennemsnit 66 Stykker (Se Side 165) altsaa for 24 Lehn 1584 Middelsceller. Hver Middelscelle er i Overslaget opført til 669 Rdlr. 15 Skill. Bko. (267 Spd. 87 ß.) altsaa for 1584 -- 1,030,191 Rdlr. Bko. (412,076 Spd. 48 Sk.). Storceller. Ved 3 Central-Strafarbeidsfængsler, hvoraf hvert inde- holder 363 Stykker, ere optagne i Beregningen 1089 Storceller. [fotnotemerke] Fotnote: Da Cellerne, med Hensyn paa adskillige Bygningsdetalljer, ei altid i Pla- nerne kunne svare til det i Beregningen (Side 161) optagne, er Antallet, for større Sikkerheds Skyld, ved saadanne Tilfælde altid forøget. Her til Exempel er 12 Celler mere end hvad der Side 165 nævnes. Forf. SIDE: 183 Overeensstemmende med Forslaget kan hver Storcelle beregnes til 661 Rdlr. Bko. (264 Spd. 48 ß.) eller tilsammen 719,829 Rd. Bko. (287,931 Spd. 72 ß.) -- Storcellerne koste her mindre end Middels- cellerne af den Aarsag, at et større Antal Celler i Centralfængslet ere sammenbyggede end i Lehnsarresterne. (Se i denne Hen- seende Side 164). De 200 Storceller, som udfordres for de 4 nordre Lehn, samt Gottland (Se Side 164) ere allerede ovenfor optagne blandt de for Lehnsarresterne beregnede 1584 Middelsceller. Her opføres saaledes blot Forskjellen i Bekostningen, som deres større Di- mensioner turde foraarsage, forslagsviis beregnet til 50 Rd. Bko. (20 Spd.) for hver; altsaa 10,000 Rd. Bko. (4,000 Spd.). Undersøgelsesarresterne ere anslaaede til en rund Sum af 540,000 Rdlr. Bko. (216,000 Spd.). Heri ere ikke medregnede de særskilte Arrester, der under- holdes af Stæderne, og hvorom Oplysning savnes. Da det allige- vel er billigt, at Stæderne komme til at nyde de samme Fordele, som tillægges Herrederne, bør en Undersøgelse i denne Hensigt finde Sted, for nærmere at udfinde det nødvendige Antal af Celler. Forslagsviis antages 250,000 Rdlr. Bko. (100,000 Spd.) som, med Iagttagelse af Økonomi i Bygningsmaaden, bør være tilstrækkeligt. Bekostningerne ved at anvende Pønitentiærsystemet inden alle Svenske Fængsler vilde saaledes blive 2,777,820 Rdlr. Bko. (1,111,128 Spd.). En Nedsættelse bør vistnok kunne paaregnes ved Anvendelsen af Korrektionister, samt den mulige Benyttelse, paa nogle Steder idetmindste, af de nuværende Herreds- og Lehnsarrester; men da denne Formindskelse er ubestemt og heel og holden beroer paa en nøjagtig Lokalundersøgelse, har jeg ikke troet at burde tage den med i Beregningen, men blot villet antyde dens Mulighed. Summen er betydelig, men Udgivten bør dog betragtes fra et højere Synspunkt. Vi befinde os i en betænkelig Tidspunkt med Hensyn paa den tiltagende Lastefuldhed og den deraf mere og mere truede almindelige Sikkerhed. For at hindre det Ondes videre Udbredelse udfordres kraftige Foranstaltninger, saavel med Hensyn paa selve Lovgivningen som paa Strafanstalterne. Den nu gjældende 1734 Aars Lov grunder sig hovedsagelig paa Anvendelsen af de fysisk-affliktive Straffe, og antager i SIDE: 184 højst faa Tilfælde saakaldte Frihedsstraffe. Men en dyrekjøbt Erfaring om "spöslitningens" og offentlig Skriftes bedrøvelige Følger, samt den almindelige Tænkemaades Forkastelsesdom, have alt mere og mere indskrænket deres Anvendelse, saa at f. Ex. ved Afstraffelsen af første Gangs Tyveri og oftest anden Gangs uden Indbrud, Forvandlingen til Arrest paa Vand og Brød allerede er indført, omendskjøndt denne Straf, med Hensyn paa den korte Tid, den varer, og de store Forskjelligheder, der ligge i dens mere eller mindre alvorlige Anvendelse, ingenlunde kan betragtes som en prøvet psykisk Straf. Denne Overgang har Nødvendighed maaskee krævet, for saa at sige at slaae en Bro mellem de gamle og nye, saa væsentlig forskjellige, Retsanskuelser, men dens skadelige Følger, hvis den tilstedes længere Varighed, ere lette at indsee. Man fjerner sig nemlig med hver Dag mere og mere fra den Straffetheori, hvis Medhold gjældende Love paaregne, uden dog at indtræde i de nye, af Retskyndige og andre Landes Erfaring prøvede Forhold. Disse hyppige For- andringer, som ofte skee ad Naadens Vej, maae saaledes Længden formindske Almeenhedens Agtelse baade for Loven og den lovgivende Magt. Den nye Kriminallovs Antagelse udgjør, efter mine Tanker, den eneste Udvej til at undslippe den farlige Irgang, hvori man trues med at tabe sig. Men hvorledes kan man, med noget Slags Haab om Fremgang, anvende dens oplyste Retsgrund- sætninger, hvis vore Strafanstalter ikke erholde de Forbedringer, som Nødvendighed saa lydeligen kræver? At anvende Friheds- straf med Bibehold af vore Arresters smittende Demoralisation, vilde blot være at udvide Skalaen for denne lastefulde Vexel- underviisning. Heraf indsees saaledes hele Vigtigheden af Pø- nitentiærsystemet, samt Nødvendigheden af ikke at skye nogle Opoffrelser, for at befordre dets mulige Indførelse. Spørgsmaalet burde maaskee ogsaa nærmere betragtes fra dets blot financielle Side. Fangernes langvejs Transport, ifølge Centralisationsideens Anvendelse saavel paa Fængsler som Kor- rektionshusene, samt de mange Transporter til og fra Under- søgelsesstederne [fotnotemerke] have voldet betydelige Udgifter der, overeen- Fotnote: Et af Motiverne til den under 15de Mai 1818 paa daværende Storthing fremsatte og med faa Stemmer forkastede Kongl. Proposition om Thinghuse og Varetægtshuse paa Landet. Overs. SIDE: 185 stemmende med det i 4de Kapitel fremsatte Overslag ville komme til at nedsættes betydeligt. Varetægtsomkostningerne ville dernæst undergaae en betydelig Nedsættelse, thi ifølge det Pensylvanske Cellesystems Antagelse kommer al militær Bevogtning til at ophøre, og denne istedet derfor at anbetroes til Fangevogtere, af hvilke der ikke udfordres flere end Een for 20 eller 25 Celler, nogle Faa uberegnede til en nødvendig Reserve. Garnisonernes Underholdning paa Lång- holmen og i Malmø har, med Tillæg af Marschomkostningerne, foraarsaget betydelige Udgivter, der i de senere Aar have været i stadig Stigen og kunne beregnes til omtrent 40 Rdlr. Bko. (16 Spd.) paa hver Korrektionist hvortil desuden bør lægges Lønningen for 13 Vagtmestere og 2 Befalingsmænd for den indre Bevogtning. Endelig maa man eiheller oversee, at, naar Fangernes Arbeids- kraft bliver anvendt paa en hensigtsmæssigere Maade, bør en ikke ringe Erstatning derved kunne paaregnes i deres Under- holdnings Kostende, der i Aaret 1838 opløb til ikke mindre end 166 Rdlr. 21 Sk. Bko. (66 Spd. 68 Sk.) for enhver i den søndre Korrektionsindretning heftet Person. [fotnotemerke] Uden med bestemte Ciffre at kunne angive Beløbet af disse mulige Besparelser, bør man dog med Tilforladelighed kunne antage, at de ville modsvare en ikke ubetydelig Deel af Renterne af de til Bygningernes Opførelse udfordrendes Kapitaler. Men vil man ikke medtage i Beregningen Muligheden af disse Be- sparelser, bør Opmærksomheden idetmindste fæstes paa, at Udgiv- terne for Fængselsplejen, der Aar 1834 beløb sig til 245,380 Rd. Bko. (98,152 Spd.), opløb i 1837 til 464,787 Rd. Bko. (185,912 Spd. 48 ß.), hvilket paa 3 Aar gjør en Forøgelse af 219,401 Rd. Bko. (87,760 Spd. 48 ß.) og at saaledes, hvis den omqvæstionerede Reform udebliver, Staten ialfald kommer om faa Aar til at betynges af en forøget Udgivt, der fuldkommen gaaer op imod den udfordrendes Byg- ningskapitals Rente, der kun beløber sig til 138,891 Rd. Bko. (55,556 Spd. 48 Sk.). Lægger man hertil Værdien af de i vore Fængsler tabte Dagsarbeider, da ere de skadelige Følger af de nuværende Strafanstalter ogsaa i økonomisk Henseende temmelig aabenbare. Omendskjøndt jeg har troet at burde optage Beløbet af Om- Fotnote: I Tugthuset i Kristiania for Føde, Gang- og Sengklæder omtrent 25 Spd. Overs. SIDE: 186 kostningerne paa Planen i dets Heelhed, for ei at indlede i et vidtudseende Foretagende, uden forud aabent at have fremstillet de Opoffrelser, det kommer til at gjøre Krav paa, er min Mening ingenlunde den, at hele Summen strax skulde tages i Anslag til Anvendelse. Paa eengang at opføre saa mange vidløftige Bygninger vilde, foruden flere andre Uleiligheder, ogsaa anseeligen forøge Prisen paa Bygningsmaterialier, og derved foranledige Overskridelsen af det efter de sædvanlige Priser opgjorte Overslag. Ligeledes anseer jeg det ønskeligt, at nogen Erfaring om det Filadelfiske Systems praktiske Anvendelse maatte erhverves i vort Fødeland, inden det vigtige Skridt gjøres, i Overeen- stemmelse med dette at omdanne alle vore Strafanstalter. Paa Grund heraf troer jeg for Nærværende at kunne foreslaa: 1mo. Udsendes, det første skee kan, en med Fængselsplejen ikke ubekjendt Jurist, ledsaget af en i Bygningskunsten kyndig Person, for at erhverve en nærmere Kundskab om de uden- landske Pønitentiæranstalters Forvaltning, Disciplin og Bygnings- maade. 2do. Beredes ved denne Rigsdag paa grundlovmæssig Maade Muligheden af, ved Rigsstændernes næste Møde at kunne over- lægge og antage det nye Kriminallovsforslag. 3tio. Dannes en Kommittee for, saavidt de af mig fremstillede Grunde erkjendes for gyldige, at foreslaae de mindre Foran- dringer og Tillæg, der ansees nødvendige. Denne Kommittee bør ikke være talrig; selvskrevne Medlemmer ere de tvende, endnu levende, agtværdige Medlemmer af den forrige Lov- kommittee. 4to. Den Sum, Rigets Stænder af de forhaandenværende Midler ville bevilge, anvendes paa følgende Maade: a) Til strax at paabegynde Undersøgelsesarresternes Ombygning paa de Steder, saadant ansees meest paakaldet af Behovet. b) Til at ombygge eller udvide de Lehnsarrester, der først og fremst tiltrænge Forbedring. c) Til at opføre et Central-Strafarbeidsfængsel overeensstem- mende med det Filadelfiske System. SIDE: 187 Hvis mine velmeente Bestræbelser, og i Særdeleshed de ud- mærkede Forfatteres Omdømme, som jeg paa adskillige Steder har paaberaabt mig, kunde forhøje den ædle Deeltagelse, der i Sverige begynder at vise sig for Straffelovenes og Strafanstal- ternes Forbedring, da er Øjemedet opnaaet, og et af mine meest levende Ønsker opfyldt. FORKLARING OVER PLANCHERNE Strafarbeidsfængsel. Planchen I. Plan til Bygningerne. A. Vaaningshuus, indeholdende: 1. Forstue og Korridor. 2. Modtagelsesværelse. 3. Badeværelse. 4. 5. 6. 7. Vadskestue, Kjøkken, Spiseværelse. 8. Kaserne for 10 til 12 Vagtkarle. 9. Do. for Fangevagtmestere. 10. Sessionssal. 11. Direktionsværelse. 12. Lokale og Kjøkken for Forstanderen. 13. Do. for Regnskabsføreren. 14. Do. for Præsten. 15. Do. for Lægen. B. Vagttaarn, hvorfra Korridorerne i de 3 Fløje kunne oversees. Dette Taarn opføres saa højt, at Marken udenomkring kan paa længere Afstand overskues fra de paa Taget værende Lucarner. I Kjelderen under Taarnet anbringes en Damp- pande, hvorfra Cellerne gjennem Varmerør a Pl. II opvarmes, og i Midten opføres en Trykpompe, som forsyner de paa Loftet værende to Reservoirer med Vand. Skulde man her- ved ville anbringe en mindre Dampmachine til Vandets Op- befordring, saa er der Rum dertil i Vagttaarnet. Bekostningen blev lidet betydelig, siden 4 à 6 Hestes Kraft var tilstræk- kelig, og den Fordeel desuden vandtes, at Reenholdningen SIDE: 188 lettes ved det Luftdrag, som kunde tilvejebringes fra Klo- akerne (h. h. Pl. II.). C. Passager til Fløjene med Vinduerne saaledes beregnede, at Vagten derfra kan see Fløibygningernes ydre Mure. D. Fløibygningerne, 3 Etager høje, inddeelte i 42 Storceller i hver Etage, eller tilsammen 378, hvorfra dog 15 Celler afgaae til Udganger og Trapper. Der staaer saaledes igjen 363 Celler til at anvendes til Arrester. Gjennem alle tre Etager gaaer en aaben Korridor, 8 Alen bred, som faaer Lys, dels fra Vinduerne i Passagebygningerne og fra større Vinduer paa Gavlen, dels fra Ruder af Patentglas i Vandtaget b. Pl. II. Paa begge Sider af Korridoren anlægges paa de fra de øvre Etagers Celler udgaaende Bjælker Gallerier, 5 Fod brede. Cellerne ere 9 Fod brede og 10 Fod høje; i 1ste Etage 14 1/2 Fod lange, i 2den Etage 13 Fod, og i 3die Etage 13 1/2 Fod lange. [fotnotemerke] De hvælves i 1ste og 2den Etage for at hindre Ly- dens Meddelelse. I samme Øjemed opføres Cellernes Skille- vægger med Mellemrum, som fyldes med Sand eller Saug- spaan. E. Fangegaarde, adskilte ved et 7 Fod højt Plankeværk af tæt samenføjede Bræder. Passagen did optager to Celler i hver Fløj. Vinduernes Højde over Gulvet og Retning, ligesom ogsaa Plankeværkets Højde, rettes ved Udførelsen efter Lokalet, saa at man ei fra Cellevinduerne maa kunne see dem, som gaae i Gaardene. Da der, efter denne Plan, findes 24 Gaarde ved hvert Centralfængsel, kunne 24 Personer paa eengang trække frisk Luft, og, om man beregner 3/4 Time dertil, kan, naar 4 Timer daglig anvendes dertil, hver Fange hver tredie Dag faae nyde denne Fordeel; men skulde man, især paa varme Sommerdage, holde for, at de behøvede oftere at komme i fri Luft, kunde Fangerne, naar 6 Timer afsees dertil, hver anden Dag være ude 3/4 Time. Fotnote: 1 Norsk Fod er 5 Linjer 7 Skrupler større end en Svensk. Forholdet -- 1 : 1,0571. Overs. SIDE: 189 F. Altan, hvorfra en Vagtkarl kan oversee Gaardene. Pl. II. Gjennemskjærning og Detaljer af Fløjene: c. Vandreservoirer paa Loftet hvorfra Vandet gjennem Zink- rør d ledes til de i hver Celle værende mindre Reservoirer e, der ere nødvendige for at skaffe paa eengang til Kloakerne en større Masse Skyllevand end Vandrøret afgiver. Disse Reservoirer e, indeholdende 3 1/2 Kubikfod Vand, gjøres af Zink med en Aabning forneden af 7 Tommers Diameter eller 38 1/2 Qvadrattommers Flade, forsynet med Ventil af haardere Metal. Foruden denne Ventil, som fører til Kloaken, bør Reservoiren have en mindre Ventil eller Kran for Ad- gang til Drikke- og Vadskevand. Fra Kloakerne f, som indeni bør være beklædte med Zink, anbringes Rør af 6 Tommers Diameter til Afledningsrørene g, som fra alle tre Etager føre til murede Beholdninger i Kjelderetagen. Disse Rør g kunne gjøres af Planker, tjærede indvendig, tilsammenføjede og for- bundne ved Jernbolter med Skruer og Morer, som kunne drages sammen, om Sammenføiningerne blive utætte. De murede Beholdninger h, som altid bør være fyldte med Vand, gives 1 Fods Fald til Gaflerne, hvor Lugerne aabnes for Reen- gjørelsen. For Luftvexlingen føres fra Ydermurene under Gul- vet til Mellemvæggen Trækrør i, som bortføre bedærvet Luft, og k, som gjennem Aabninger i Vinduesnichen slippe frisk Luft ind. Alle Rør g føre op til det over dem liggende Rør l, som sættes i Forbindelse med Damplederen fra Varmerørene. Lehnsarrest. Pl. III. Arresten indeholder i 3 Etager 66 Middelsceller, 6 Fod brede, 9 Fod høje, i 1ste Etage 11 1/2, i 2den Etage 10 Fod, og i 3die Etage 10 1/2 Fod lange. Til Forklaring af Bygningsmaade, Rørledning, Korridorer m. m., der er lige med Strafarbeidsfængslernes, henvises til Pl. II. a. Portvagt og Modtagelses-Værelse. b. Badeværelse. SIDE: 190 c. 12 Smaaceller for Transportfanger (7 1/2 Fod lange, 4 1/2 Fod brede, 7 Fod høje). Til Forklaring af deres Bygningsmaade og Indredning meddeles Gjennemskjæring efter 1 -- 2. d. Latrin for Transportfængslet. f. Værelse for Vagtkarle. g. Do. for Fangevagtmesteren. h. Kjøkken. l. Værelse for Bestyrelsens Sammenkomster. m. Magazinrum. n. Adgang til Fangegaardene. E. 4 ved Plankeværk adskilte Fængselsgaarde. Dampkjedlen, Trykpompen, Kloakkummerne anbringes, lige- som i Strafarbeidsfængslerne, i Kjelderetagen. OMKOSTNINGS-BEREGNINGER Strafarbeidsfængsel. Alle Bygninger opførte paa Grundmuur af Teglsteen med Jernpladetag: A. Vaaningshuset: Material-Omkostninger . . . . . 9,649 Rd. 8 ß.B. (3,859 Spd. 80 ß.) Dagsarbeids- Do. . . . . . . . . . . 3, 813 - 28 - - (1,525 - 52 -) Licitation og Akkordarb. . . 1,841 - 32 - - ( 736 - 80 -) 15,304 Rd. 20 ß. B. (6,121 Spd. 92 ß.) B. Vagttaarnet og C. Passagerne: Material-Omkostninger . . . . 10,650 Rd. 8 ß. B. (4,260 Spd. 8 ß.) Dagsarbeids- Do. . . . . . . . . . 3,324 - 8 - - (1,329 - 80 -) Licitationer og Akkordarb. . 1,802 - - - - ( 720 - 96 -) 15,776 Rd. 16 ß. B. (6,310 Spd. 64 ß.) Dampkjedel og Pompeværk med Opsætning . . . . . . 3,000 - - - - (1,200 - - -) D. En Fløi: Material-Omkostninger . . . . 44,070 Rd. 26 ß. 8 Rst. (17,628 Sp. 28 ß.) Dagsarbeider . . . . . . . . . . . . . 12,424 - 2 - - - ( 4,969 - 74 -) Licitationer og Akkordarb. 9,933 - 40 - - - ( 3,973 - 64 -) 3 Fløje à . . . . . . . . . . . . . . . . . 66,428 Rd. 20 ß. 8 Rst. (26,571 Sp. 46 ß.) ): ): 199,285 Rd. 14 ß.B. (79,714 Spd. 14 ß.) SIDE: 191 Fangegaarden . . . . . . . . 2,000 Rd. - ß.B. (800 Spd. - ß.) Stilladser, Arbeids- og Ma- terialiers Opbevarelse og diverse Omkostninger . . . 4,630 - 46 - - ( 1,852 - 46 -) 239,997 Rd. - ß.B. (82,366 Spd.60 ß.) Da Fængslet indeholder 363 Celler, kan Omkostningen for en Storcelle beregnes til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 661 - 7 - 2 Rst. (264 - 55 -) Lehnsarrest. Bygningen opført paa Grundmuur, af Teglsten, med Papirs- tag: [fotnotemerke] Material-Omkostninger . . 27,851 Rd. 8 ß. B. (11,140 Spd. 56 ß.) Dagsarbeids- Do. . . . . . . 8,429 - 41 - - ( 3, 371 - 113 -) Licitationer og Akkord- arb. . . . . . . . . . . . . . . . . 7,558 - 32 - - ( 3,023 - 56 -) Dampkjedel og Pumpe med Opsætning . . . . . . 2,000 - - - - ( 800 - - -) Fangegaarden . . . . . . . . . 780 - - - - ( 312 - - -) Stilladser, Arbeids- og Materialiers Opbevaring samt diverse Omkost- ninger . . . . . . . . . . . . . . . 2,880 - 15 - - (1,152 -15 -) 49,500 Rd. - ß.B. (19,800 Spd. - ß.) Af denne Summa kan be- regnes for Transport- fængsels-Tilbygningen . 5,325 - - - - ( 2,130 - - -) Det for Lehnsarrester til- bagestaaende Kostende bliver . . . . . . . . . . . . 44,175 - - - - (17,670 - - -) Hver af disse 66 Middel- celler kan saaledes be- regnes til . . . . . . . . . . . . 669 - 15 - - ( 267 - - -) Og Smaaceller for Trans- portfanger til . . . . . . . . 443 - 36 - - ( 177 - - -) Fotnote: En Svensk Opfindelse. Glasserede Papplader, der godt modstaae Ilds og Vands Paavirkning. Man har nu i England og Frankrige anvendt paa offent- lige Bygninger Tækning med Filt. Overs. SIDE: 192 De her oven beregnede Omkostninger kunne maaskee ned- sættes, deels ved at Kalksteen kan erholdes paa flere Steder til Ydermurene, deels ved at anvende korrektionelle Arbeids- kompagnier til Udførelsen, hvorved, efter Beregning, den Be- sparelse, som derved vindes ved Opførelsen af et Strafarbeids- fængsel, bør alene paa Haandlangningsdagsarbeider udgjøre 6,977 Rdlr. (2,790 Spd. 96 ß.) foruden hvad der i betydeligere Grad bespares ved den Haandværksduelighed, som kan paa- regnes i saadanne Kompagnier, og som formindsker Behovet af de dyrere Haandværkerdagsarbeider. BEMÆRKNINGER AF OVERSÆTTEREN "Medlidenhedens Kreds er ubegrændset. Den drypper ned som venlig Regn fra Himlen, paa Stedet nedenfor, og signer togang': den signer Den, som giver, Ham, som tager. Den er det Største ved den Største, klæder en kronet Fyrste bedre end hans Krone. Hans Scepter viser ham hans Magt for Tiden -- et Attribut af Majestæt og Ære, hvori er sat vor Frygt og Skræk for Fyrster. Men Miskundhed er over Sceptrets Magt; den har sin Throne bygt i Fyrstens Hjerte, og er et Attribut, som Gud har selv. Og jordisk Magt samstemmer mest med Guds, naar Naade mildner Retfærd." Shakespeares Portia. Fiat misericordia! Ethvert Skrivt burde kunne give Materie og Anledning til Idee- udviklinger, hvor lidet ønskeligt det end er, at alle disse skulde see Papirets Dagslys. Det er imidlertid, som bekjendt, ikke Til- fælde med alle, at de ere saa prægnante, men med faa er det som med det Skrivt, Oversætteren desaarsag nu har meddeelt sine Landsmænd. Det er ganske egnet til og maa blive et af de meest fremskyndende Motiver til endelig at istandbringe den af alle Menneskevenner saa længe og længselfuldt forventede Reform i Strafvæsenet i Norge som i Sverige. Det er idetmindste SIDE: 193 en Forjettelse om, at Tiden i denne Henseende har naaet sin Fylde, og at Frelseren er født og fremtraadt. Dersom dets lo- giske Klarhed ellers er gjengivet og har noget Overbevisende, dersom kildeklar Simpelhed i Fremstillingen har noget Forud- indtagende og den ædleste Humanitet og en i hver Linje aan- dende og hjertebankende Menneskekjærlighed noget Henrivende, da er vel Skriftet "Om Straff och Straffanstalter" stærkt nok ved sig selv til at afføde sit Resultat og ganske egnet, som det er, til at vække for Sagen den almindelige Folkeopinion, som hidtil har været fremmed derfor. Men ingen af disse Kræfter tabe noget ved at tilhøre den ypperste Ridder for Menneske- lighedens Sag, Norden har kunnet frembyde. Disse i sig selv mægtige og indtrængende Ord vinde uendeligt i Magt ved at være udrundne fra den Sjel, i hvis Livsyttringer Rigerne læse sin Fremtid. De bringe medeet Sagen videre frem end ti skri- vende Kommissioner. Der toner gjennem dem et ça ira, der vil bringe gamle Mure til at flytte sig. Dette er paa Norsk sagt hvad en anseet Oppositionstidende i Naboriget (Dagl. Allehanda, 9de Sept. d. A.) siger paa Svensk: "Med Kjendskab til Skrivtets høje Udspring er det med en inder- lig tilfredsstillende Følelse man finder Grundsætninger i denne store, ædle og sandt kristelige Aand udtalte hos en Forfatter af hvem Sveriges Fremtid i saa mange Henseender kommer til at bestemmes, og hvem man bør haabe ogsaa i den nærværende Tid maa kunne lykkes, idetmindste i denne Green af Forvalt- ningen at skaffe sine Anskuelser Indflydelse." -- Ja, paa nær- værende Rigsdag ville vi ønske først og fremst, hvilket Skrivtet ogsaa nærmest tilsigter; og forsaavidt er der da endnu Haab for Sverige, som vore Tidender have taget Efterretningen tilbage om at Anslaget til Strafanstalternes Forbedring var afslaaet. Men skulde endog det store politiske Reformspørgsmaal trænge det for Nærværende hen i Baggrunden, opfyldt er dog Tegnérs Tilraab: "Så fyll din plats i höga Norden, på hopp och minnen lika rikt, och veckla ut dit lif för jorden, en nyvigd segerfana likt," SIDE: 194 og dets Fremtid er sikkret under denne saa herligt udslagne Fane, hvori Humanitetens Symbolum, Kristkorset, er saa klart- straalende at skue. Men ingensteds aander denne sande Kristendom blidere end i den ømme Angst for hvorledes det vil gaae den løsladte Fange, mod hvem Verden er saa kold. Man vil have fornemmet den flere Steder (Pag. 96, 121, 130, 132 o. fgg., 147, 148 o. fl.); og til disse, men især til det egentlige Skrivts Slutningsord Pag. 181, er det Oversætteren, med al Erkjendelse af et lægt Individs Mang- ler i slige Sager, vil tillade sig at knytte sine første Bemærkninger. Det bekræfter sig intetsteds mere end i Norge, at Menneskene ere yderst lunkne i at berede den løsladte Forbryder denne Gjenoptagelse i Samfundet, som Skrivtet kalder en "Medborger- lighedens Sag, et vidtstrakt Felt for den kommunale og private Virksomhed." Denne Sætnings moralske Rigtighed erkjendes nok, men den hører til de mange lignende, som, med al Agtelse for Axiomets Anseelse, ikke efterleves. Det er med denne dog ikke i lige Grad Tilfælde overalt i Norge; og de Egne, hvor det mindst skeer, ere ikke de mindst moralske eller lovlydige, men snarere omvendt. Landets Dalstrøg ere ikke blot afsondrede ved Fjeldvæggene, de ere det ogsaa i mange Henseender i Sæder og Fordomme. I Tellemarken og flere Steder bedækker Svanger- skabet Pigen med uudslettelig Skam, i de karakteerløsere Flad- bygder betragtes det blot som et Uheld, i Sogn, især i Indre, og Strøg af Søndfjord som ganske indifferent i sædelig Hen- seende, men, eftersom det gjentager sig, som en Gevindst, for- medelst Opfostringsbidragene, der aabner Udsigter til at blive gift. En Fjeldryg over eller en Fjord ind -- og man er i Voss, hvor "Halvkonerne," som de kaldes, maae gaae med en egen Hovedbedækning og ikke tør sætte Foden paa Dandsegulvet uden hjemme i Huset. Især i enkelte Fjeldegne er man saare øm om "Bygdens Ære," som den i Nummedalen af endeel an- seede Bønder nylig indtil Torturdrab haandhævede Skik "at skræmme Tyve af Bygden" viser. Jeg anfører disse Træk fordi de staae i Forbindelse med de gjængse Anskuelser om udstaaet Straf. Lignende Forskjel finder ogsaa i disse Sted efter Strøg, skjøndt man er mere jevnt enig i ubetinget at forstøde den Straflidte. I mange Egne vil det være et forgjæves Forsøg for en fra en Strafanstalt Hjemvendt at friste Opholdet, og i alle SIDE: 195 uforholdsmæssigt vanskeligt. Mange ere ogsaa, ifølge vore Loves lange Forøgelser af Straffetiden, blevne saa gamle under Straffen, at de ikke længer kjendes i Hjembygden uden af Sagnet. Og der staae de. Exemplet paa, at En i dette fortvivlede Tilfælde atter stjal en Ubetydelighed og angav sig, for (efter egen Til- staaelse) at kunne komme tilbage og ende sine Dage i Slaveriet, er heller ikke gammelt. Disse Særegenheder og den almindelige Lunkenhed i at tage Straflidte under Armene bragte Overs. for endeel Aar tilbage paa nogle Ideer om Forsoningsindretninger, hvorved det Almin- delige skulde paalægges og sættes istand til at opfylde denne af det private Samliv forsømte Menneskelighedspligt, hvilke løse- ligen udskizzerede tilstilledes en af vore Lovkommitterede. Der opstilledes ogsaa som Grundsætning Afskaffelsen af Fængsel paa Livstid i bogstavelig Forstand, for hvilkensomhelst Forbrydelse, idet Loven ikke skulde udstrække sin Straf udover den fysiske Mulighed at kunne eller den fornuftmæssige Sandsynlighed for at ville begaae Strafbarheder. Graven skulde have en fredet Forgaard, om kun af faae Alen; Haabet nogle Oljedraaber tilbage for sin Lampe derindenfor. Den skulde altid kunne skimtes gjen- nem Aarenes sørgelige Perspektiv. De uskyldige Børn skulde ikke ogsaa straffes med at blive negtet at lade Faderen døe i deres Arme, naar de havde Hjerte til at ønske dette. Hvad Naaden dog alligevel i de fleste Tilfælde gjør, skulde Loven ikke blues for aabent at tilegne sig. Naar Retfærdigheden tilfreds- stillet havde ophørt med sin Virksomhed, skulde, ligesom i Himlen, Barmhjertigheden begynde. I Forsoningsstiftelsen skulde det staae saadanne Gamle frit for at ende sine Dage, om de end ikke foretrak at vende tilbage til et fremmedblevet Hjem. Dens Hovedhensigt skulde ellers være i Almindelighed at lette enhver Straflidts Overgang til Samfundet. Ingen Vanære skulde klæbe ved dette Opholdssted, der skulde benyttes som Belønning for udløben Straftid og hvori dennes sidste Aar skulde hengaae efter et Forhold omtrent som det Pag. 180 antydede. Ad saadanne Trappetrin skulde Forbryderne igjen blive brugbare Medlemmer af Samfundet og antagelige for dette. Disse to Parter skulde saaledes tilvænnes hinanden igjen. Nu styrtes de Straflidte lige ned i Samfundet fra Vanærens Galge- højde, og finde ingen Arme til at optage sig. Da Lemmer i en SIDE: 196 kraftfuldere Alder, efterat være dimitterede, kunde foretrække at ernære sig i Stiftelsen efter fri Kontrakt, vilde den i denne Afdeling, som Arbeidsanstalt eller Fabrik, endnu mere nærme sig Samfundet. Jeg veed vel, at slige Ideer [fotnotemerke] gjøre klogest i at holde sig hjemme i et Land, hvor Tyverier af Styvers Værd endnu kan bringe paa Slaveriet og hvor Gabestokken hist og her baade i By og Bygd for Tjenestefolks Forseelser er i Brug foran Guds Huus medens hans Ord forkyndes derindenfor. De høre ogsaa overalt til et Slags Alfefolk i Tankeverdenen, som faae sysle i sin egen Maane- skinsensomhed, og have den mistænkelige Fødsel at stamme fra et bevæget Øjeblik uden Familieskab hverken til højsalig Chri- stiani Vti Norske Lov eller Sveriges Riges Lag. Jeg vil ogsaa tilstaae, at Synet af en hjælpeløs Olding, der havde forladt Slaveriet, og vaklede tilbage til Byen efter nogle Betragtninger (som det ikke er vanskeligt at gjætte) [fotnotemerke] paa den første Steen, han hvilte sig paa, indgav mig først disse Tanker om hvorledes en maalløs Ulykke, som Statssamfundet ikke har Øje for, om den end er en Følge af en af dets egne Indretninger, skulde kunne være at begrændse; og jeg vil ligeledes tilstaae, at Udbruddet af en Drengs Bryst i Agerhuus Fæstnings Slaveri lagde mig dem i Pennen. Jeg seer ham endnu hvorledes han stod der alene, med Ryg- gen mod en Muur, karesserende en Newfoundlænderhund, der var ligesaa stor som han selv, naar den lagde Poterne paa hans Skuldre, og de saaledes stode omfavnende. Efter længe at have betragtet ham skjult, gik jeg hen til ham, og fik da at vide, at han var en Gadedreng fra Drammen, og at han snart skulde ud. "Hvad vil du da tage dig til?" "Aa -- sagde han med et ubeskriveligt Træk af Smerte over sit opvakte Ansigt -- jeg faaer vel komme hid igjen." (Jeg er- Fotnote: Dog -- -- Jeg gjerne taler saa til dem, der mig forstaae. For andre er jeg taus. Æschylos. Fotnote: De maa have lignet Shylocks: "Nei tag mit Liv og Alt! Skjænk mig det ei! I tage Huset, naar I tage Pillen, som støtter Huset. I borttage Livet, naar I mig røve Midler til at leve." SIDE: 197 indrer ikke, om han sagde: "Jeg faaer vel see til at komme hid igjen"). Men han forklarede siden, at han troede sig nu given i en Skjebnes Vold, han ikke vilde kunne undgaae eller betvinge, fordi Ingen vilde give sig af med ham. Nogle Maaneder efter indfandt han sig i nye graa Vadmels- klæder, efter Løfte, hos mig. Jeg kjendte ham ikke igjen. Han saae saa fordeelagtig ud, saa fuld af Munterhed og Livshaab, og han gik med Anbefalinger til nogle Bekjendte, der plejede at have Brug for Arbeidere. Men efter tre Dages Omkringvandren kom han tilbage, nedslagen som i Slaveriet. Ingen havde Brug for "Slaven." Han vilde nødig hjem af en Følelse, der var agtværdig. Han gik dog med et tungt Hjerte. Og hans sørgelige Spaadom om sig selv er gaaen i Opfyldelse. Han hendroges (og han er ikke den Ene) som Hinduen med det mørke selvbedragersk for- tryllede Blik, fremstødt af Massen, under Jaggernauthjulene. De knuste hans Liv og lod dog hans Hjerte leve. Saa gaaer det, siger man koldt, og Tabet var lidet som det optrukne Græsstraa's af en Eng. Ja, men lad ikke Blikket flyde over den hele grøn- nende Flade, men bøj dig og se Ødelæggelsen hvor Roden blev optrukket og Tørven sønderrevet. Fattige Forældre tabte dog maaskee en Søn, Jorden en Arbeider, Søen en Beseiler, en Pige en Mand, Landet en Kriger, en Nybygger og en Fader. Der er Materie nok i et saadant Individs Skjebne for Efter- tanke og Vemod. Og denne sidste er de Ideers Livmoder, som ere blevne de menneskelige Elendigheders mandhaftigste Be- kjæmpere, fast end de fleste døe i Fødselen og som Børn. Ho- wards Aasyn var overskygget af Vemodighed, hans skarpe Blik svømmede i dens fugtige Dunkelhed, af denne sugede hans Energi sin Styrke. Omsorgen for Strafanstalterne er belivet af dens Aande. Pønitentiærindretningernes strenge Qvadrater ere op- fyldte dermed. De vise sin Fuldhed af Hjerte, ved at skaane Æren og Følelsen, ved Omsorgen for Fangernes Underviisning, og fremfor alt ved at spare af Forbryderens Livstid, hvormed det nærværende System saa skrækkeligen ødsler. Ideen dertil fødtes ogsaa som Barn; den kan være født for Aarhundreder tilbage, men have endt sit Liv i en latinsk Skrolle ligesom Qvinc- tilians Idee, der paa det nøjeste optrækker Linjerne til vore Børneasyler, og gjør sin Tidsalder opmærksom paa Børnenes tidlige Imodtagelsesevne. Nu har hiin overstaaet, taalt Kulde, SIDE: 198 og er bleven armestærk, saa det ingen Nød har med at den vil komme frem. Tørhænde en venligere Tid ogsaa tager dens yngre Broder, Ideen om Forsoningsanstalter paa sine Arme, saa lidet Haab jeg end har om denne Benjamin. Imidlertid er det en Til- fredsstillelse, i vor Dr. Holsts "Betragtninger over de nyere brit- tiske Fængsler" at finde, at lignende ogsaa ere opstaaede i mæg- tigere Sjele. Jeg vil derfor anføre det hele Afsnit: "Om Forhold ved og efter Fangens Løsladelse." "Kun alt for mange sørgelige Exempler havde viist, at Fanger allerede i de første Dage efter deres Frigivelse havde grebet til deres gamle vanærende Haandteringer, og at dette var Tilfældet endog med dem, der efter et længere Ophold i de bedre orga- niserede Fængsler havde gjenvundet en vis Agtelse for Dyd og Retsind. Aarsagen til dette sørgelige Phænomen var næsten altid Mangel paa Anledning eller Evne til at kunne ernære sig selv paa en anstændig Maade. Britterne indskrænke derfor ikke Om- sorgen for deres Fanger blot til den Tid, da de endnu opholde sig i Fængslet, men udstrække den ogsaa til den Tid, da de skulle forlade, ja endog allerede længe have forladt samme. Det er forhen bleven anmærket, at af den Fangen tilstaaede Andeel i Arbeidsfortjenesten oplægges Noget indtil hans Udgang; des- uden erholder han da £. 3 St. til Indkjøb af Redskaber og Ma- terialier til at drive den Haandtering, han i Fængslet maatte have lært; og dersom en saadan Fange ved sin Løsladelse kan faae Tjeneste hos en anstændig Familie, og efter et Aars Forløb fore- vise et af Præsten paategnet Vidnesbyrd fra sit Herskab om at have tjent tro og ærlig, kan han gjøre sig Haab om en Beløn- ning af en lignende Sum Penge. Men Britterne gaae endnu videre. Paa deres Besøg til Hoved- stadens Fængsler bleve Londoner Fængselsselskabs Medlemmer ofte anmodede om Hjælp af Fanger, som snart skulde løsgives og, med Forsikkringen om det redeligste Forsæt at forlade deres lastefulde Bane, reent ud erklærede, at de ei saae sig istand dertil, fordi de ikke kunde forskaffe sig Arbeide. Selskabet kunde ei blive ligegyldigt ved deslige Anmodninger, og, efterat have raadslaaet om den bedste Maade at komme saadanne Per- soner til Hjælp paa, besluttede det, paa sin egen Bekostning, at oprette et midlertidigt Tilflugtssted for de løsladte Fanger (tem- porary refuge for the relief of destitute and penitent criminals), SIDE: 199 som maatte synes at trænge meest dertil. Denne saaledes ved privat Subscription i Stand bragte og underholdte Stiftelse aab- nedes i Sommeren 1818, da flere fra forskjellige Fængsler fri- givne Personer bleve deri optagne. Mandspersoner og Fruen- timre holdes i særskilte, paa aldeles forskjellige Steder af Staden beliggende Bygninger, hvortil dog snarere indskrænket Lokale, end Omsorg for en nøiagtig Adskillelse af Kjøn, synes at have ledet Bestyrerne. Stadige Arbeider ere indførte, visse Procent ere tilstaaede af den derpaa satte Priis, ogsaa er der sørget for religiøs moralsk Underviisning, kort, denne Stiftelse bestyres efter samme Grundsætninger, som Fængsler, kun med en mindre Strenghed. Medens de Optagne opholde sig i denne Stiftelse, søger Sel- skabet at mægle Fred imellem dem og deres Venner eller Paa- rørende, da de, hvis dette lykkes, hjemsendes til disse; men naar saadan Mægling ei er opnaaelig, eller den Indsluttede ingen Slægt- ninger eller Venner har, forbliver han i Stiftelsen, indtil han enten selv kan opgive, eller Selskabet er istand til at udfinde en Maade, paa hvilken han kan anstændigen ernære sig. Antallet af dem, som siden Stiftelsens Aabning ere blevne optagne deri, beløber sig nu til flere Hundrede, af hvilke de fleste ere gjengivne deres Venner eller Paarørende og nu nyde saavel disses, som andre Medborgeres Agtelse og Tillid. Men en saa veldædig Indretning kunde i England ei længe blive uden Efterligning. Thi allerede i samme Aar stiftedes et lignende Asylum i Grevskabet Warwick, i det følgende et i Grev- skabet Lancaster, og under mit Ophold i Dublin i Foraaret 1821 talte man ogsaa der om at ville oprette et saadant, og af den varme Iver, hvormed man der syntes at antage sig denne Sag, lader det sig med Grund formode, at det nu maa være traadt i Virksomhed." Anmærkeren fandt vel ovenfor, at Fængsel paa Livstid kun burde forstaaes som et Fængsel paa Levekraftens og Syndeevnens Tid; men han vil dog ikke have Dødsstraffen udslettet af Loven, men denne isaahenseende i Udkastet forandret. Imellem §§ 1 og 2 i 2det Kap. "om Straffene" skulde indskydes en §, § 2, saa- lydende: SIDE: 200 "Enhver fra Livet Dømt af Mandkjønnet indstilles til Benaad- ning med Fæstningsarbeide paa Livstid, eller, efter Omstændig- hederne, til Fængsel i filadelfisk Pønitentiærindretning i strengeste Grad. Tildøde dømte Fruentimmer indstilles til Tugthuusstraf paa Livstid, eller, efter Omstændighederne, til Fængsel i filadel- fisk Pønitentiærindretning i strengeste Grad. Fæstnings- og Tugt- huusstraf udstrækkes ikke længer end til fysisk Evneløshed til Forbrydelser indtræder. Forbryderen har Valget at modtage Benaadning eller ikke." Og siden Livsstraffen dog saaledes kan komme til at existere udenfor Papiret [fotnotemerke] , vilde jeg ogsaa have 1ste Passus i § 2: "Livs- straf fuldbyrdes offentlig ved Halshugning med Øxe" saaledes forandret: "Livsstraf fuldbyrdes inden nærmeste Fæstning ved Faldbile (Guillotine) alene i Nærværelse af vedkommende Øvrig- hedspersoner, deres Betjening, hvem Øvrigheden tilsteder speciel Adgang, Lovens Vidner og den militære Kommando." Selv Uhyret i Lands Præstegjeld, der som et vildt Dyr slog en heel Familie af otte Mennesker ihjel, selv Fader- og Moder- morderen vilde altsaa gives sit eget Liv ihaand. Synes Magt- højheden herover, under andre Omstændigheder, at være naturlig og altsaa en Ret, siden Selvmordet ikke kan forhindres af ydre Midler, men Beslutningen dertil kun muligviis ændres gjennem Argumenter og Forestillingen af det Daarlige mod sig selv, det Syndefulde mod Livets Giver og det Haarde mod Andre deri: saa synes Øjeblikket, da Loven har brudt Staven over For- bryderen, ikke at være det, hvori man bør indlade sig paa det forgjæves Forsøg at ville suspendere hiin Magt og tvinge ham til at leve. Den bør vende den ene Tommelfinger ned, den anden op, og lade ham vælge. Indrettes Fæstningsstraffen, som den bør, naar den skal alene supplere Livsstraffen, d. e. stren- gere end nu, skjøndt uden dens torqverende Halsjern og altfor afstikkende Dragt, og anvendes Pønitentiærstraffen, som Be- naadning for Livsstraf, kun hos Subjekter, der ere over 50 Aar, da vil ikke lettelig andre Motiver, end Begjæret om Tid til at kunne angre og sone, bringe dem til at foretrække Indrømmelsen Fotnote: Justitsdepartementet formener (Depart.-Tid. 25/1839) at den filadelfiske Straffe- methode maatte vel i flere Tilfælde blive at anvende istedetfor Livsstraf, der saaledes forholdsmæssigen sjelden maatte komme til Anvendelse. -- De fra Livet Dømte have i 1836 udgjort -- 40; i 1837 -- 28. SIDE: 201 af et saadant Liv. At der ogsaa hisset skulde gives Adgang til Eftertanke og Forbedring gjennem andre Tugtelser end blot materielle, hører til de Mysterier, som almindeligviis ikke af- dækkes for Mængden. Forbryderens Dødsfrygt er for nær- beslægtet med Haabet til Gud, med religiøse Tanker og Attraaen efter at kunne i sit Hjerte oprette det Begaaede, til at være utjenlig til Forbryderens virkelige Forbedring. Den bør derfor netop benyttes, idet den giver sig tilkjende gjennem Ønsket at leve. Tidsaanden har med endnu større Bestemthed, end mod Livs- straffen, erklæret sig mod de blot beskjæmmende Straffe. Saa- dan en er Gabestokken og dens Variationer af Kagpæle o. s. v.; og intet kan vel tænkes mere modstridigt Pønitentiærsystemet, som skjuler Forbryderens Skam, end disse Manifestationer deraf, som sløve saa ikke alene Dennes men Folkets Æresfølelse, som det bør være et af al Lovs og Regjerings ivrigste Formaal paa alle Maader at skjærpe og forfine. Vort Kriminallovsforslag kjender heller ikke nogen blot Beskjæmmelsesstraf. Men uagtet det lidet Korrektive deri, er jeg tilbøjelig til at antage, at Be- stemmelserne i Udkastets 23de Kap. §§ 11, 13 og 18, forsaavidt de angaae Mishandlinger af offentlige Anlæg eller Andenmands Dyr, enten betydelig maa skjærpes, eller og Skampælen ude- lukkende fastsættes for saadanne Udskejelser af et dybt lumpent Gemyt. Det er stundom andet end Drengens Kaadhed, der lemlæster Umælende eller ødelægger Plantninger og deslige. Oplysningen vil vel tilintetgjøre disse Forbrydelser, men det er længe at bie; og det skeer ikke sjeldent, fordi de sjeldent op- dages. Opmærksomheden vilde ved den særegne Straf henledes paa det særegne Afskyelige i dem. Man vil finde, at Oversætteren har i disse sine egne Udkast ingen anden Anvendelse for det, auburnske System, end dets Cellers Proportioner. Det er for dets Grusomheds Skyld. Thi noget Grusommere, for begge Parter, Opsyn og Fanger, mere Tvungent og Uoverholdeligt kan jeg ikke tænke mig, end denne evige Taushed. Jeg studser ved at træffe denne Tanke udenfor et Trappistkloster, hvor den er frivillig, og endnu mere ved at den er forsøgt igjennemført. Men sikkerlig ikke med Held hverken for det ydre Øjemed at forhindre Meddelelser eller for det Indre, at forbedre. Slige Aag taaler Naturen ikke. Systemet, saaledes SIDE: 202 som det staaer paa Papiret og udøves under Pidsken, er ogsaa noget ganske andet end det rimelige Forbud mod al fælles Dis- kurs under Arbeidet. Det er godt, at der ikke staaer noget om, at den samme Taushed ogsaa skal overholdes i Cellen, at Fangen ikke heller der tør give sin Stemme Luft i højlydt Bøn eller om det var i en Sang af hans Hukommelse. For Fruen- timre vilde den tvungne ubetingede Taushed nu være den utaale- ligste Tortur. Af Grunde, som ligge i Kjønnets Natur og mode- ratere Adfærd, vilde jeg beholde Tugthusets friere Disciplin, om ikke Qvinder endnu mindre end Mændene taalte, at der ødsledes med deres Levetid. Den Filadelfiske Behandling, som skaaner denne, maatte derfor ogsaa beholdes for Qvindekjønnet, men, af denne Grund og dens intensivere Virkning paa det, i mindre Tidmaal end for Mændene. Friheden til Fællesarbeide blev Tugt- huusstraf paa Livstid, der kunde finde Sted i eget Lokale i samme Indretning. Da den, ligesom Fæstningsarbeidet, betingede Livs- forbrydelse, vilde begge disse Arter Lemmer ikke blive talrige. Straffens Strenghed vilde bestaae i, at deres Liv var tabt for dem, med Undtagelse af det sidste uvisse lille Afsnit af Livet, og for Fæstningsarbeiderne tillige i at de vare udsatte for Publikums Øine. Det vil ikke vare længer end en Generation før Mængden vil vide at skatte det Skjul, Pønitentiærindretningen yder ved Siden af sine kortere Straffestadier. Den erholder med større Dannelse ogsaa Dannelsens Følelser. (Cfr. Examinationen Pag. 120). Det Filadelfiske Straffesystem vil ogsaa kunne tjene til at op- hæve alle militære Straffe, hvorpaa der kan være meget at sige. Jeg saae med Rædsel i Agershuus Fæstnings Arrestprotokol, at ganske unge Artillerieelever havde været dømt til den aands- ødelæggende Straf af militært ensomt Fængsel i et af dens længere Stadier. Virkningen af denne næsten absolute Ensomhed i Uvirk- somhed og Dage af Tusmørke skal ogsaa være, at man stundom kommer "tomset" ud [fotnotemerke] . Og hvormange uoprettelige Sløvelser maa den ikke kunne foraarsage, Gemyttet være opvakt eller træ- gere? Efter Beretningen Pag. 120 og 121 er det Filadelfiske System ogsaa for militære Forseelser befundet tjenligt, og at Militære i kriminelle Tilfælde og især i Fredstid straffes efter de civile Love, synes ikke meer end rimeligt og passende i et Folk, som Fotnote: Litr. G. i Rapport fra Frederiksteens Kommandantskab i Skrivtet "Om Straf af eensomt Fængsel. osv." SIDE: 203 ellers regner Lighed for Lovene mellem sine politiske Klenodier, og bør gjennemføre denne saavidt muligt ogsaa i de militære Forhold uden Hensyn til om disses Tilsnit efter udenlandske Mønstre for Soldateskstater skulde lide eller ikke. Hvad det absolut ensomme Fængsel er for Sjelen er vel det mørke Kachot ofte for Synet naar det er langvarigt; men det maatte dog kunne beholdes i de kortere Stadier, mens den torturmæssige Krum- slutning ubetinget bør afskaffes. Den Filadelfiske Pønitentiærstraf bør udstaaes for de to ringeste Grader efter Lovudkastets Terminer, i Distriktsindretninger og for de større i Stiftets [fotnotemerke] . Disse Indretninger bør kaldes "For- bedringshuse" og i Distrikterne afgive en afsondret Deel til Vare- tægtsarrester i Smaaceller, hvorimod disse i Stiftsstæderne bør være særegne Bygninger, hvori ogsaa Vand- og Brødstraf og Mulkter skulde kunne afsones. Gjeldsarrestanter bør derimod hensættes i en Borgerarrest paa Raadhuset. Da Forskjellen i Omkostninger mellem Stor- og Middelsceller ikke kan eller bør komme opimod de Fordele, som Storcellerne yde Sundheden, beholdes alene Storceller, hvorimod Smaacellerne, af samme Grund, maaskee burde erholde nogen Udvidelse, f. Eks. efter de nederst paa Pag. 149 angivne Dimensioner, dog Højden et Par Fod mindre. Det kostbare Cellesystem troes ikke at behøve nogen Udvidelse for det betydelige Antals Skyld, der i de større Stæder heftes for en enkelt Nats Skyld. Et Par større Opbevarelses- lokaler kunde maaskee hertil være tilstrækkelige. Mindre Varetægtsanstalter paa Landet anlagdes hensigtsmæssigst fogderiviis, nær Fogdens Bolig, og i Forbindelse med Arbeids- anstalter -- Indretninger, hvorpaa den fattigere Klasses Nød for Arbeide i Trangsaar og Mængden af vandrende Betlere ofte har henledt Landkommunernes Opmærksomhed, uden at de endnu ere blevne iværksatte. Englands Exempel tør dog heri virke meer end Faraos, der først blev klog efter ti Landeplager. Hvor der er Adgang til Teglsteen opføres alle Straf- og Varetægts- anstalter deraf, og ved Pladsen for deres Anlæg bør tages sær- Fotnote: Kommissionerne for Kriminallovforslagets Revision og betræffende Straf- anstalterne have antaget, at den paatænkte Reform af disse vil medføre en betydelig Forandring i Strafarbeidets Intensitet mod hvad der ved Kriminal- lovforslagets Affattelse er paaregnet. (Depts.-Tid. No. 25. 1839). Disse Kom- missioner antyde altsaa en Nedsættelse af Strafterminen. SIDE: 204 eget Hensyn til Transportens Lethed. Vore Fjorde favorisere denne. Saaledes tilbyder Trondhjemsfjorden Centralisation i Stifts- staden for begge de Trondhjemske Amter, og ligeledes ligger Horten beqvemt dertil, ligesom Adgangen til forskjellige, for Stedet anvendelige, Arbeider, der kunne udføres i Ensomhed, synes at udpege dette Sted som hensigtsmæssigt for en større Distrikts- indretning. Efter Straffeanstalternes Belæg og de øvrige militære og civile Straffældte, med 1/3 Deels Fradrag for de, istedetfor Dødsstraf, til Fæstningsarbeide paa Livstid og de til kun l/2 Aars Straffe- tid Hjemfaldne, skulde Norge behøve 1300 Storceller. Ujevnheden i de kortere Tidmaal gjør dog, at dette Antal maa forhøjes til 1500. Efter de under Tiltale Fængsledes Antal i 1838 med den omtrentlige forholdsvise Tilvæxt for 1839 og 1 1/2 Maaneds Arrest for hver, vilde behøves 500 -- 550 Varetægtsceller. Straf- og Varetægtsfængslerne kunde da tænkes saaledes for- delte: 1. Kristiania . . . 1 Central-Forbedringshuus med 400 Stor- celler. 1 Varetægtsarrest med 150 Smaaceller. Agershuus Slaveri ("Livsarbeidsfængsel?"). (Herunder sorterende Agershuus Amt med 94,832 Indb. paa 40 1/2 Miil.) 2. Kongsberg . . . 1 Forbedringshuus med 60 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 20 Celler. (Budskeruds Amt med 76,786 Indb. paa 102 Miil og Øvre Tellemarkens Fogderi af Bradsberg Amt med 23,863 Indb.) 3. Horten . . . 1 Forbedringshuus med 200 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 60 Celler. (Smaalehnenes Amt med 65,296 Indb. paa 33 3/4 Miil, Jarls- bergs og Laurvigs Amt med 56,759 Indb. paa 18 1/6 Miil og nedre Tellemarkens og Bambles Fogderi af Bradsberg Amt med 43,931 Indb.) 4. Lillehammer . . . 1 Forbedringshuus med 40 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 12 Celler. (Vestre Oplandenes Amt med 95,182 Indb. paa 198 Miil.) 5. Grundsæt . . . 1 Forbedringshuus med 40 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 12 Celler. (Østre Oplandenes Amt med 79,729 Indb. paa 206 3/8 Miil.) SIDE: 205 6. Kristianssand . . . 1 Central-Forbedringshuus med 110 Celler. 1 Varetægtsarrest med 50 Celler. (Nedenæs og Raabygdelagets Amt med 47,584 Indb. paa 89 1/2 Miil og Lister og Mandals med 55,478 Indb. paa 43 Miil.) 7. Stavanger . . . 1 Forbedringshuus med 50 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 20 Celler. (Stavanger Amt med 67,674 Indb. paa 76 Miil.) 8. Bergen . . . 1 Central-Forbedringshuus med 260 Celler. 1 Varetægtsarrest med 90 Celler. Slaveri. (Bergen og Søndre Bergenhuus Amt med 108,434 Indb. paa 141 Miil.) 9. Aalesund . . . 1 Forbedringshuus med 40 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 12 Celler. (Nordre Bergenhuus Amt med 70,776 Indb. paa 161 Miil.) 10. Kristianssund . . . 1 Forbedringshuus med 40 Celler. 1 Vare- tægtsarrest med 12 Celler. (Romsdals Amt med 64,430 Indb. paa 281 1/4 Miil.) 11. Trondhjem . . . 1 Central-Forbedringshuus med 210 Celler. 1 Varetægtsarrest med 90 Celler. Slaveri. (Søndre Trondhjems Amt med 79,640 Indb. paa 321 Miil og nordre Trondhjems Amt med 59,854 Indb. paa 402 Miil.) 12. Tromsø . . . 1 Central-Forbedringshuus med 50 Celler. 1 Varetægtsarrest med 20 Celler. (Nordlandenes Amt med 58,763 Indb. paa 800 Miil og Fin- markens Amt med 37,504 Indb. paa 1200 Miil.) Her er da 1500 Straf- og 550 Varetægtsceller. At Varetægts- arrester ogsaa maa findes i enhver af Byerne efter disses Be- folkning og Beliggenhed, er naturligt. Slaveriet i Frederikstad kunde gaae ind. Celleindretningen maatte iagttages overalt, selv i de Lensmandsarrester, som maatte blive at bibeholde formedelst Beliggenheden om end Arrester oprettedes fogderi- eller jurisdiktionsviis paa Landet. Overhovedet vil enhver Storcelle af Tegl komme paa 440 Spd., [fotnotemerke] af Træ paa 200 Spd.; Varetægtscellen af Tegl paa 335 Spd., af Fotnote: I disse Beregninger, som ere efter en Architekts Overslag, er indtaget Omkostningerne for det hele Anlæg med Indredning. En anden Sagkyndig har været af den Mening, at Storcellen vilde kun koste 400 -- 420 Spd. Oven- staaende Beregning for Cellerne er efter Kristiania, men affattet for de øvrige Stæder en Tiendedeel kostbarere af Steen. SIDE: 206 Træ paa 150 Spd. De 5 centrale Forbedringsindretninger ville i fuld Stand, efter Udkastet i denne Bog, komme omtrent paa: i Kristiania . . . . . . . . . . . 226,250 Spd. - Kristianssand . . . . . . . . . 71,640 - - Bergen . . . . . . . . . . . . . . . . 159,040 - - Trondhjem . . . . . . . . . . . . . 134,760 - - Tromsø . . . . . . . . . . . . . . . . 29,560 - Og samtlige disse Straf- og Varetægtsfængsler vilde da, efter forestaaende Udkast, komme paa 621,250 Spd. Det er dyrt, dyrere end i Sverige, hvor Arbeidsløn, Arbeids- kraft og Materiale er ulige billigere. Men hvortil skulde det Folk mangle Beslutsomhed, som, da det var mest udtømt, havde nok Patriotisme og Atlasstyrke til at grunde Norges Bank efter dens svære Proportioner og tage denne Bygning paa sine ned- bøjede Skuldre? Ved ethvert Foretagende, privat eller offentligt, føler det nok Tyngden sagtens af de Colonner denne Himmel hviler paa; men man siger, Konen bar saalænge paa Kalven til hun ogsaa bar Oxen, og det er klogest, siden Vanen er taal- modigst af alle Kjæmper og mest af alle Gubber hader Reduk- tioner, ikke at lade sig mærke med, at man i Norge faaer be- tale alle Arbeider dobbelt saa dyrt som i Nabolandene. Den Generation, vi skylde dette særegne Æresfortrin, har dog arv- givet sine Ætlinger saa meget Andet gratis og saa mange Exempler paa Opoffrelse, at disse ikke bør udmærke sig ved Mangel paa Stiftelser i en Aand, der ogsaa kan bringe dem et hæderligt Eftermæle i lange Forskudsregninger hos Efterslægten [fotnotemerke] . Denne vil da ogsaa finde, at den har noget at gjøre. Kan det være nok og Fyldest for den nærværende Slægt at reformere Lov- givningen og Fængselsværket, saa vil hiin maaskee finde Anledning til at efterligne Sveriges Gøthakanal i at føre Havets Seilere til Gudbrandsdalens Munding. Ikke blot Individet, men Folket skal ikke blot spørge om hvad det nødvendigviis maa gjøre, men om hvad det bør gjøre. Det er Tider, som blive navnkundige og Fotnote: "Nous ne remplissons jamais mieux nos devoirs envers nous mêmes, qu'en nous rappelant que ceux qui viennent aprèz nous doivent en recueillir les fruits. L'avenir de l'homme ici bas est la mort. L'avenir des nations est la vie. Ainsi l'homme, en travaillant pour lui, travaille encore plus pour la nation dont il fait partie." (Carl Johan ved den Svenske Rigsdags Aabning 1834.) SIDE: 207 herlige uden Revolutioner eller Krigsbedrivter. I denne Sag dikteres ogsaa hiint "Bør" ikke blot af Kristendom og Menne- skelighed, men ogsaa af simpel Klogskab og Omhu for Ejendom, ligesom store Arbeidsforetagender tillige altid ere i Massens Interesse og i sin Udførelse store Forsørgelsesindretninger for dens Trængende. Den praktiske Menneskekjærlighed, som har affødt, udført og har til videre Forsæt at udføre Ideerne til Reform i Straffe- væsenet, eller denne "Filantropisme," som den ofte kaldes med et Fingerpeg paa endeel uheldige Forsøg, som med ligesaa daar- lig Haan benævnes blotte "Experimenter," har imidlertid en værre Fiende end den parlamentariske Sparsomhed. Det er dette Ju- risteri, der, ligefra de Belgiske og Franske revolutionære Advo- katers Dage, men vanslægtede fra disse fyrige Fædres Novationer, har trængt sit hjerteløse Herredømme ind i alle Statsforhold i de konstitutionelle Stater. Filantropismen og dette føre i alle disse en Strid, som kun for Menneskeheden har Seire saa ofte den første ikke ligger under. I sit Betryk berøvet sin Ret til at an- erkjendes som enhver kristen Stats og al Regjerings Princip, søger den i enkelte Stater, saasom især i England, Beskyttelse og Styrke i enkelte Selskaber af specielle Øjemed; men isoleret som den er i andre Stater, fordreven fra Nationalforsamlingerne, bortfjernet fra Regjeringsbureauerne og Retsskrankerne, med samme Foragt som om den var Poesi, har den kun den Trøst at vende Øjet mod Himlen d. e. for Menneskeheden, som saa- dan, mod Fremtiden. I dens Skyer ere hine Fængsler ogsaa allerede byggede, og Filantropismens Hjertevarme vil engang gjennemtrænge alle offentlige Forhold, dens Saft vil stige i de tørre Piber, hvorpaa man nu spiller Nationernes Forventninger om Konstitutionernes til Alt naaende Følger mangtet godt Stykke, og disse besjungne bladfulde Palmer ville ogsaa skyde Blomster og qvægende Frugter imellem. Det kan ikke længer i de konstitutionelle Stater være Konger og Aristokrater, hvorpaa saamange Foretagender af filantropisk Varme og Opsving standse, uden forsaavidt nogen af disse In- stitutioner sluger for meget af Folkets Formue; men hvorfor, da det gik saa glat med selve Konstitutionerne, standse disse inden SIDE: 208 sine Former, og gives et aandløst Værn i Afkaldet paa at see selv deres erkjendte Mangler forbedrede? Vor Grundlovs § 2 vil saaledes sandsynligviis uforandret overleve alle Redaktions- forsøg og vække megen Forbauselse i et kommende Aarhundrede. Ved denne Stagnation undgaaer den og andre Konstitutioner maaskee Experimenter, hvilket Ord blot skal tillægges Filantro- pismens og Kemiens Idrætter, hvoraf da ogsaa Menneskeheden har meest at vente, men de blive selv Experimenter i Støbning. Som de bleve, ere og forblive de indtil de smuldre eller sønder- hugges. Men Nationerne trykkede de nyfødte Konstitutioner saa begeistret til Hjertet, og lovede sig saa friskt et Ungdomsliv, at de skulde gyde nyt Blod i de gamle Aarer, at en Række af Reformer skulde betegne deres Ungdom, at intet Saar skulde være, hvorpaa den politiske Frihed ikke skulde trykke helbre- dende Kys. Nu, fik de dem -- hvor kolde da! Regjeringer og Nationalforsamlinger optrak de minutiøseste Linjer mod hinanden, og spillede Trip Trap Træsko om Retten til en Styver eller en Knap, man fik Haarvægterne frem, man fremtvang politiske Agi- tationer, der havde meget tilfælles med at slaae Næve i Ryg naar man fryser; men Spørgsmaal om noget fælles Fremskridt Arm i Arm, om nogen Reform, hvori der var nogen Storhed og Høimodighed, kunde blive gamle under Sessionerne og Papirs- bunkerne. Earl Grey blev grey før han kunde drive Valgre- formen igjennem, om hvis Fornuftmæssighed dog Ingen tvivlede; Katholik- og Negeremancipationen tog ogsaa op en Række af Decennier, og den Norske Fyrighed, som paa Eidsvold dekrete- rede en ny Landslov, har ogsaa faaet Tid til at blive kold. Det synes som om Menneskene kun under Impulser af bevægede Tidsmomenter have fuld Arbeidsdygtighed, som om Statens Idee: Menneskehedens Udvikling, kun i saadanne har Geistens Aaben- barelse og Forsvinden. Skulde Trylleordet, som kan binde den ligge i et Imperativ? Det laae deri da Napoleon dekreterede sin Kodex, som foruden sit højere humaniserende Øjemed ogsaa skulde cementere Blokkerne sammen i hans Statspyramide; og Arbeiderne vidste, at den maatte være færdig. Det synes ogsaa i frie Nationalforsamlinger ofte at ligge i Imperativet af et eller flere mere storartede Individers Indflydelse, der som oftest ere den politiske Oppositions Chefer. Denne synes at være National- forsamlingernes belivende Princip. Den store Menneskehed gjør SIDE: 209 sig til af dens heldige Voteringer som af Seire; og Forsamlin- gerne erholde Karakteer og historisk Betydning eftersom den har fremragende Individer og disse ere konstellerede mod hinanden. Det Sidste er vigtigst ved politiske Spørgsmaal, det Første ved moralske og almeenmenneskelige, hvor Fleerhedens Mangel paa højere Følelser og egoistiske Inerti skal bekjæmpes. Da staae Chateaubriand og Lafitte, Berryer og Odilon Barrot, Anckar- svärd og Hartmannsdorff sammen. Negerqvæstionen gav ikke Kriterium mellem Opposition og Ministerielle, men mellem Slette og Gode, Ahriman og Ormuzd. Og Fængselsreformen hører til disse Spørgsmaal, saasnart det er paa det Rene, at den er paa- krævet ligemeget for Individernes som for Samfundets Skyld. De konstitutionelle Magter maae her mødes og forenes i at lade Staten aabenbare sig i sin rene Idee i saa varige Mindesmærker om at den erkjender, at denne falder sammen med Menneske- hedens Udvikling, som Afskaffelsen af et Fængselssystem, der saa direkte hindrer denne hos et stedse voxende Antal Men- nesker, og Indførelsen af et, der saa direkte fremmer den, evin- delig vil være. Hos os, som overalt, har den myndige og lykkelige Deel af Nationen tænkt mest paa sig selv. Ingensteds have heller de lovgivende og bevilgende Forsamlinger, som den ømtfølende Læge paa Valpladsen, lyttet efter og først og fremst ilet did, hvor Smerten stønnede højest. Af denne egoistiske Omsorg for de repræsenterede Klasser disse frygtelige kartistiske Midgards- ormsbevægelser i det Engelske Samfunds Dybder, i Frankrige disse evige Rystelser, denne Massens Bevægelighed i enhver Retning, der bryder mod det Bestaaende, i Sverige denne hele Statssamfundets Mangel paa Velbefindende, under en politisk Rheumatismes Flugt gjennem alle Lemmer, og i Norge -- nu! i mange Aar har man vovet at paastaae, at Nationens ulige større Fleerhed beskjæftigede sig mere med at regne efter hvormeget alle disse blanke Hjul i det konstitutionelle Maskineri kostede at smøre end med at glæde sig over den politiske Glands, som var bleven den tildeel. Landskattens Ophævelse, paastode de samme Bagvaskere, maatte til for at vænne Mængden af der- med; de kaldte dette et egoistisk Træk af Bondestorthinget og et plumpt Middel; og de havde Ret, om det var kun et Middel. Men det var denne Operation ikke. Den var et naturligt Skud SIDE: 210 af Frihedspalmen, efterat denne var bleven gjennemvarmet af Fredens Solskin og Statskassens opdæmmede Overflod var stegen op over dens Rødder. Men for et uventet Gode plejer selv den Vildeste at offre. Dunkel, men liflig, som hans religiøse Følelse, stiger Røgen fra hans Altar. Vi have ogsaa Altere at offre paa, om politiske Beneficer falde i vor Lod. Lader os offre paa Menneskelighedens og Elendighedens! Dog vil der nok ikke for det Første falde mange Frugter med paradisisk Duft af vor Palme. Jeg mener hermed, at Udbyttet af Resultater af hovedsagelig moralsk, reen menneskeligt eller, om man vil, himmelskt Værd ikke tegner til at blive stort af vor Frihed, før dens Temperatur hæver sig. Patriotisk Ængstelighed skabte, og Juristeriet vedligeholder saaledes f. Ex. det sjelløse Princip af Grundlovens Udødelighed i sine Mangler, og dette er en Ørken af tør Livløshed, som Israels Børn neppe ville gjen- nemvandre i kortere Tid end den arabiske. De ere vore Negre, vi kunne være retfærdige imod. Og dersom Fængselsreformen ikke lod sig forsvare fra solidere Sider end Pligtens og Menne- skekjærlighedens, saa vilde jeg troe, at den for Os er kommen meget for tidlig paa Tapetet. "Paa Tapetet? Det er den jo ikke." "Jo, en forberedende Kommission . ." "Er nedsat for at forberede Fængselsreformen. Jeg veed det. Men Kriminalloven?" "Ja Kriminalloven; det er sandt. Men nu er dog Sagen saa- vidt, at næste Storthing kan decidere i begge disse krybende Spørgsmaal." "Dertil skal Raskhed . ." "Ja, hvorfor ikke Geniets Raskhed, Godviljens og Eendrægtig- hedens Energi, intet germaniserende Juristeri, ingen sneverhjertet og fremblind Karrighed, men Storsindethed, Hjertevarme, Krist- aand, Filantropi og Idealitet i alle Nationalforhandlinger, parla- mentariske eller blot kommissoriske, i Storthingets Stræben og Idrætter? Sandelig det vilde da intet mangle i sin fuldstændige Hæder, som omfatter saamange andre Dyder og derimellem saa- mange Træk af hine. Denne højere Stemning vilde ikke blot gjøre sig gjældende i en raskere Efterfølgelse af andre fri Nationers Exempel i Tole- rancespørgsmaalet, som Juristeriet nu ogsaa har omspundet med SIDE: 211 sin Spindelvæv, og andre af større filantropisk Karakteer; den vilde maaskee først gjøre det ved at afhjælpe de Lidelser inden Nationen, som hidtil ikke have faaet Ord under de mange Dis- kussioner, og som den endnu ikke, af gode og slette Grunde, har kunnet raade Bod paa. Mellem disse Statsmangler have vi nylig nævnet de to vigtigste, vigtigere end Flaade og Befæst- ninger. Thi først Retfærdighed! Og retfærdigt er det at løse gamle Forpligtelser. Og Nationen har forpligtet sig til ikke at lade dømme og straffe efter en Lovgivning og Methode, som den i en Menneskealder har erkjendt burde afskaffes og selv dekre- teret afskaffet. Hver Time over den Tid, Afsoningen skulde finde Sted efter en bedre Orden, skriger om Retfærdighed, om en Erstatning, der ikke kan ydes. Til Himlen skriger den, om vi end synes, at Murene, der indeslutte Offrene for den offent- lige Ligegyldighed, ere tause. Der udstødes Suk ligesaa vægtige som Angerens. Og om de ikke have mægtet at bevinge Lov- koncipistens Pen, saa lader os dog haabe, at de ville bevæge Hjerter inden den lovgivende Forsamling -- idetmindste de In- dividers, som forud ikke ere forblevne urørte af Fængselsrefor- mens ophøjede Talsmands indtrængende Opraab i dette Skrivt. Det er (hvad Nordboerne saa gjerne ville) en passende Tid til at tænke derover indtil Tiden med næste Storthing kommer til -- at handle. [fotnotemerke] Fotnote: Budget- Justits- og Økonomikommiteen ved indeværende svenske Rigsdag har nylig besluttet at foreslaae Bevilgning af 900,000 Rdlr. Bko. til Lehnsfængs- lerne, 300,000 til Stadsfængslerne, 100,000 til Herredsfængslerne og 300,000 til Opførelse af et større Fængsel efter det Pensylvanske System. Henrik Wergeland SIDE: 212 DEN TALE JEG VILDE HOLDE PAA ET PRØVEVALG FOR AKERSHUUS AMT 15DE AUG. 1841 Mine Herrer Valgmænd af Akershuus Amt! Morgenbladets Redaktion har for otte Dage siden atter, og paa en Maade, der viser, at Sagen denne Gang er den angelegen, mens jeg ikke kan sige forvist, om den var samme imod eller ikke, da den i 1835 var paa Bane og, saavidt erindres, indrentede sin Talsmand et Navn som Kabalmager, opfordret til pr. Ex- presse om muligt at faae et Prøvevalg for Akershuus Amt istand Dagen før Storthingsvalget skal foregaa. "Vi ere overbeviiste om -- siger denne tvetungede Autoritet i Aar -- at man ikke har en kraftigere Modvægt enten mod Kabale eller Partivæsen end netop en aaben Kamp eller den størst mulige Anledning dertil". Heri kunne vi vel alle være enige; og jeg skulde have mødt inden Morgenbladets egne Skranker, dersom jeg ikke saa omtrent kunde være vis paa at være bleven, holdt udenfor dem indtil denne aabne Kamp var forbi og Trompetskraldene lød for dets egen maskerede Ridder Rød. Jeg faaer da bestige den fri Presses Tribune, og jeg udbeder mig derfra Eders Opmærksom- hed, Mhrr. Valgmænd. Morgenblad og Gransker ville upaatvivlelig ovenpaa forlange Ordet, og jeg vil af et Charivari faa Grund til at beklage, at jeg er saa lidt tungsøvnet, at jeg vækkes af en Kattefod, og at det ikke har lykkets at udstrække Udelukkelses- systemet mod mig ogsaa til hiin Plads, eller at udrødde mit Hang til at blande mig i offentlige Anliggender, de helst vilde have imellem sig alene. Mhrr! et Spørgsmaal til dem, som jeg har gjort mig det selv: Skulde der ikke udfordres endnu nogle andre Egenskaber hos en Storthingsmand, end de, ellers saa ønskelige, som Bladet Gran- skeren for 26de Juli har opstillet, omcirklede af nogle Henpeg- ninger, som ikke lade sig mistyde i dette Egoismens og Privat- SIDE: 213 hensynets mærkværdige Organ? Jeg har spurgt mig selv saa, og jeg har fundet, at Granskeren, af let forklarlige Grunde, har glemt en saa vigtig Egenskab, at jeg troer det nyttigt, at paapege samme, forat komplettere den Underviisning, han har villet give Landets Vælgere. Vilde jeg sige, at Besiddelse af Veltænksomhed, Humanitet og af hvad man kalder Hjerte ogsaa er en, af Granskerens glaskolde Øine naturligviis overseet, Egenskab, der kunde være Spørgs- maal om, eller at et hjerteslet, følelsesløst Menneske, om end aldrig saa dueligt forresten, dog vilde være et misligt Storthings- valg, vilde jeg kun udsætte mig for samme Spot af Granskeren, som en Europæer imellem Sorte, om han vovede at paastaa, at en lys Hudfarve er nødvendig for sand Skjønhed; og jeg vil derfor slaa en Streg over et ellers saa ønskeligt Reqvisit. Jeg vil tvertom nærme mig mere til Granskerens Anskuelser, og indskrænke mig til at paastaa, at en koldere Egenskab, et Fornuftens og Sam- vittighedens Herredømme over hvilkesomhelst udmærkede Evner er desnødvendigere. Det kan ikke være onde Lidenskabers Energi, Eensidighedens Fasthed, den formørkede Dømmekraft, man vil kalde til Storthingshallen; ikke den slangekolde Egoisme, den blinde Uretfærdighed, det dræbende Had, ikke den Patriotisme, som fryder sig ved at berøve Fædrelandet de fyrigste Kræfter, igjennemborende det Hjerte, som har Varme til at elske det heftigst, man vil aabne dens Skranker for. Det kan ikke være den Sjel, som anvender Tid og Kraft, Nætter og Dage paa at tilintetgjøre en anden Sjel i dens Livsfibrer, med hvis Enthusiasme og Virksomhed for Fædreland og Frihed den aldrig har kunnet maale sig, man vil fremkalde mellem de Viljer, som skulle være de reneste, de Aander, som skulle være de fjerneste fra private Hensyn, de ømmeste Vogtere over at Fædrelandets Kræfter ikke gaa tilspilde, de roligste i Besiddelsen af Bevidstheden om aldrig at have offret Fædrelandets Interesse for sin egen. Det kan ikke være det rugende Hads fordrejede Udtryk, man vil give Plads imellem de rolige Aasyn paa Patriotismens Æressæder, ikke Argsindets blaanende fraadige Læber, man vil lytte til der- fra; det kan ikke være den modbydelige Egoisme, man vil kjær- tegne og ophøje, Arroganzen man vil overmætte; ikke den af Privathevnens Planer omskumlede Pande, det sindige moralskt følende Folk vil omhænge med Borgerkrandsen. Sandelig, Blod- SIDE: 214 haanden burde da opløfte Evangeliet over Menighedens Hoveder, og Eedens Hellighed læres af Læber, som mumlede Reservationer bag Lovens Tavler. Reservationer? Undtagelsesvise Forbehold for sig Selv? Disse ere de lange Kapitler skrevne med usynligt Blæk i Egoismens Grundlov, i den, slette Patrioter sætte over Fædrelandets. Den sande Patriot kjender ingen Reservationer i Pligterne mod dette. Fyrig, blød, hensmeltende i sine Følelser, maa Patriotismen være stoisk konseqvent i sin Iid, uden andre Hensyn end til Fædre- landet i sine Handlinger. Egoismen er en lurende Forræder. Patrioten er derfor ubarmhjertig: som Haldens flyvende Flammer, imod dens Hensyn. I det første Ord, Barnet stammer af Moders- maalet, ligger Eeden til Fædrelandet som vi alle have svoret, ligesom i de mod Moderens Hals førstoprakte Fingre Eeden at elske hende fremfor alle Mennesker. Og Eeden til Fædrelandet forøges og fuldstændiggjøres med hvert Ord, Sjel og Læbe efter- haanden blive mægtige over, indtil den Voxnere, Herre over Sproget, finder sin hele aandelige Virken underlagt dets mægtige Forpligtelse, at elske Fædrelandet, at være en Normand, som i Tale, saa i Hu og i Daad. Patriotismen burde da allerede have naaet sin Mandbarhed naar den Unge er Sproget mægtig, Ynglingen træde ud af Barnets Forhal som Patriot, i fuld Viden om hvad han skylder Fædrelandet, hans Sjels Fylde af hjemlige Toner og Svangerhed af Modersmaalets Rigdom strømme over i Følelser for Fædrelandet, og Beslutningens Øine allerede da aabne sig om at ville vaage over, at de bevares i sin Reenhed under alt hvad Livet maatte bringe. Ak! saaledes mødtes Vi i de meenløse Dage, da vi ikke tænkte eller kunde begribe, at Noget -- ikke Guld, ikke Ære, ikke Kjærlighed engang, og mindst det Dæmoniske i vore Sjele -- skulde kunne gaa over Fædrelandet. Saaledes mødtes jeg og den Mand, jeg vil anklage for at have brudt sit Hjertes Eed til dette, ligesom det forvorpne Barn, der sønderkradser Moderens Barm, som dets første uvilkaarlige Fingerrækning svoer altid og over Alt at elske. Saaledes mødtes Vi paa hine vort Folks hellige Frihedsfeste, i vore Øjekast ligesom konfirmerende hinanden i Begeistringen for det fælleds Dyrebare. Saaledes mødtes Vi i vor Ungdoms Forhal hvori vi syntes Frihedens og Patriotismens Heroer, Skyggebillederne af dem, som bleve trofaste til Enden, SIDE: 215 at omsvæve os, og os selv i ungdommelige Udkast at være Ari- stider og Kocziusko'er i usvigeligt Friheds- og Fædrelandssind. Nu staaer Kain der med sin Broders Blod paa Haanden; det er Abels Klage, som gaaer igjennem Ørkenen. Modersmaalet er bleven brugt som Giften heldet i Hamlets Faders Øre. Han klager for det Døve og Døde. Jeg klager, Jeg klager, fordi jeg føler en umaadelig Smerte, fordi jeg føler Fædrelandets i min egen, Branden af dets Taare paa Haanden, som fører denne Pen, -- fordi jeg veed, at det hverken har Raad til at miste mig eller ham, jeg anklager. Ingen Dyd maa være renere i sine Motiver end Patriotismen. Den er som Vandet, hvem et eneste Dryp af Gift forvandler til Gift i dets hele strømmende Masse. En eneste uædel Be- væggrund imellem de gode og daddelløse vilde anstikke dem alle; en Reservation i et af Egoismens Huller maa uddrives som en ond Aand, der vil fordærve det Hele; en Forbeholdenhed, som f. Ex. den hos Granskerens Redaktør, at kunne mætte sit Had og at ødelægge en Patriots nyttige Virksomhed, og dog at vedblive at hedde en Fædrelandets Ven og den gode Sags For- kjæmper, eller hos mig at fortjene samme ærefulde Navn, naar jeg blot maatte undtagelsesviis nyde det Beneficium at hindre ethvert poetisk Talent fra at stille sig mig ved Siden -- saadanne og lignende Forbeholdenheder vilde gjøre Egoismen og Forfænge- ligheden til Hovedsag, nedværdige Patriotismen til at være et blot Mundsveir, et Hykleriets Middel, og sætte dens Krav under Bugens og Galdens. Alt for Fædrelandet! er Regelen. Og ve mig, om denne ikke var Hjertet i den Overbeviisning, jeg vil meddele! om den ikke i ubetinget Strenghed skulde gjælde for mig, idet jeg fremtræder med Beviset for at den ikke har gjældt eller endnu gjælder for en Mand som med mere Tydelighed, end vi Normænd ellers ere vante til, i Statsrevisor, Gaardejer og Formand Ludvig Kri- stensen Daa's Person, er bleven betegnet som Kandidat til det vordende Storthing, og hvem ogsaa mægtige Midler, den fuleste og ondeste af vor Journalismes Geister, er til underdanig Tje- neste. Men jeg er ikke bange forat mane den frem. Der staaer et Tegn i Oprigtighedens Pande, i Aabenhedens Aasyn, hvorfor slige Døgnets Aander bæve tilbage som Dybets for Korset. Jeg udæsker dem, Herre og Tjener; -- den Dag vil rinde, da de ville SIDE: 216 ønske det var Nat, forat deres Blussel kan skjules over den Tjeneste, de have ydet hinanden, forat berøve Fædrelandet Frug- terne af en Aand, de engang have hyldet ogsaa for dens Op- rigtigheds Skyld. Men hvormeget jeg, idet jeg vil møde hiin Hensigt med navngiven Mand, hvis Qvaliteter da ere stillede blot for offentlig Prøve, end maa ømme mig ved at maatte bringe mig selv, eller hvad jeg troer at være Fædrelandet, i Folkets Erindring, som man har anvendt alle optænkelige Kunster paa at udslette mig med et Brændemærke af, vil jeg dog ikke ønske, at jeg havde at hente Beviset forat Granskerens Redaktør, Hr. Daa, endnu ikke fortjener Hæderen af et Storthingsvalg, fra en saadan Fremfærd mod et Medmenneske. En svagere Konsti- tution og Livskraft, en ringere Grad af Sindsro, en mindre Por- tion bonhommistisk Godlune skulde, under lignende Omstændig- heder, have bukket under for de mageløse Forfølgelser og Angreb paa Ære, Lykke og Virksomhed, og ikke blot Aandens usynlige Blod skulde have rundet under de forbryderske Attentater, ikke blot dens Nerver været sprungne under de plumpe Greb, ikke blot Digterharpen skulde være begravet i den Taushed, hine For- bundne, forræderske mod Fædrelandets Navn og dets Ære, ville qvæle den med, og Sjelelidelsernes Blegnen skulde være bleven overblegnet af Dødens. Jeg er dog ikke fremtraadt her forat paakalde Medlidenheden. Jeg veed vel, at et Pragtexemplar af den korrumperede Fraktion af vort mandlige Publikum, jeg har med Satiren søgt at tugte, men som kun et politisk Uveir kan tilintetgjøre Fordærvelsen hos, og som den patriotiske Daa var ussel nok til at gjøre Parti med, da det kom an paa at krænke mig, at negte Henr. Werge- land Optagelse i et Læseselskab, han af alle norske Forfattere giver meest om Aaret, og nylig havde givet sin Konstitutions- historie, at læse -- jeg veed vel, at en saadan Kompan under en af Perioderne for Explosionerne af Granskerens Raseri, spurgte en Ven om mit Befindende med den af et betegnende Smiil led- sagede Bemærkning, da han hørte at det stod vel til, at jeg nok kunde behøve min stærke Konstitution; men, som sagt, jeg beiler ikke til nogen Medlidenhed. Mine senere Satirer maa overbevise derom, og om at mit Hoved skuer om sig paa stærke Skuldre. Det er Retfærdighed jeg søger, Retfærdighed mod mig og mod min Fiende. Derfor vil jeg tale saa oprigtigen som min Sjel ved SIDE: 217 sig selv, som naar begge vore Aander kunne mødes uden Timons eller Aristippens Masker, og jeg Øje til Øje kan bebreide ham, at han elskede sit Fædreland saa lidet. Man er ogsaa efter de grusomme Flænger berettiget til at kunne see ind i mit Inderste, som om man kunde lægge Fingrene paa mit nøgne Hjerte. Be- sidder jeg, som Digter, endog kun de Egenskaber, Granskeren og ældre Fiender Tid efter anden selv have indrømmet mig, og hvoraf en udenlandsk Kritiker allerede for flere Aar tilbage kom til en Slutning, som overtydede mig om, at jeg havde mine bedste Anbefalere i mine Nedsættere, da har Skaberen givet mig en saadan Betydning for mit Fædreland, at det er Nidingsdaad imod dette, at lægge an paa at berøve det en Aand, som kan gjøre det Ære. Og det har Daa, min fordums Ven og Beundrer, som han har kaldet sig, gjort . . . Daa og hans Medhjælper Morgen- bladets Redaktør, som har stængt sine Spalter for Poesier, Gran- skeren selv har erkjendt at være af en ophøjet Fromhed, saaat al Meddelelse til det større læsende Publikum i mit Folk skulde være afskaaren og stængt for mig. For en Digter er dette at begraves levende. Disse Patrioters Hensigt har været at tvinge mig til aldeles Taushed -- som det hedder i Vinægers Fjeld- eventyr, at "knuse Harpen mod Fjeldet" -- eller ogsaa til at søge Meddelelse gjennem den danske Presse. Var jeg Herre over et fremmed Sprog -- og ingen Nation vilde forstøde mig som Digter, fra den civiliserede Britte og German til Ørkenens Beduin og Kirgisen under Steppens Telt -- sandelig det turde hænde, at hiin patriotiske Hensigt idetmindste forsaavidt blev op- naaet, at ingen norsk Strofe mere flød fra min Pen. Den sidste vilde da være Klagen i hint Fjeldeventyr til Aagots sorgfulde Melodi: "Ve dig, Skjald! Det er din Død, synger du herhjemme. Kilden liig i Jordens Skjød qvæle du din Stemme! Kun et ensomt Echo til dine Sange Lytte vil." o. s. v. Men foruden dette sørgelige Vidnesbyrd om en Egoisme, der bringer Privathadet sin Overbeviisning til Offer, som ligger i For- søget paa at ødelægge et Navn, der vil leve i Folkets skrevne Minder endog om det skulde udslettes af dets Hjerte, har Daa SIDE: 218 havt liden Patriotisme nok til at ville paa enhver tænkelig Maade tilintetgjøre en Virksomhed, han i sit Indre maa tilstaa har været Fædrelandet nyttig. Det Skete kan han ikke gjøre uskeet, men han har gjort alt, forat berøve mig den Popularitet, hvorved jeg har kunnet enthusiastere Folket for Fædreland og Frihed, udrette noget for dets Oplysning og gyde noget Liv i dets Nationalitet. Har den utrættelige Energi, hvormed han har forfulgt dette sit Meed, havt den tilsigtede Virkning, skulde jeg nu, om Eidsvold ikke var bleven Nationens Ejendom, maaskee forgjæves forsøge at bringe dette istand; i Ufredstide skulde mit Opraab til Massen, som har elsket mig, hendøe ufulgt som uhørt; mine Bestræbelser for Folkeoplysningen skulle møde Kulde, mine nationale Sange ingen Anklang, mine Skrivter for Folket ikke modtages af dets Hænder. Og didhen har Daa arbeidet med en Planmæssighed og Rastløshed i Anstrengelserne, som har vakt Gysen og et Spørgs- maal fuldt af Rædsel, om hvor denne Egoismes Grændser ere satte, i hvilke mørke Dybder disse dæmoniske Vildfarelser tabe sig? Det er vist at de engang ville tabe sig i en Verden, der er omspændt af Tilgivelsens Arme og opfyldt af Erkjendelsens Lys, og at det der vil gaae dem som de fordunstende Draaber i Solens; men i denne Verden, hvor vi Begge kjæmpe om vor retmæssige Plads, ere disse Draaber Stene, som skulle begrave mig, mens han vil bygge sig en Æressøile deraf og stige op derpaa og gribe efter Palmer, som tilhøre Retskaffenheden og Moraliteten, ikke den umættelige Selviskhed, Lidenskabelighedens Rasen, den hyk- lerske Huulhed, den falske Patriotisme. Daa har, af usle Hensyn, af Grunde, som ikke kunne forsvares for Medmennesker, Samvittigheden og for Gud, af Grunde, som ikke taale Dagens og Sandhedens Lys, villet ødelægge et Navn, som er Fædrelandet af Værdi, og tilintetgjøre en Virksomhed, som altid har været dets højeste Interesser usvigeligen viet -- derfor og ikke for Fornærmelserne mod mig, for Synderne mod Kristen- og Menneskepligt, anklager jeg ham forat have syndet mod Fædrelandet og sin Overbeviisning, forat have handlet som slet Patriot og mala fide, og derfor paastaaer jeg, at han ikke for Tiden er værdig til Hæderen af et Storthingsvalg. Jeg siger "for Tiden", fordi jeg betragter denne hans Færd som en overgaaende Forrykkelse i en ellers saa klar Forstand, og fordi jeg haaber, at Redeligheden vil engang gjenvinde Herredømmet i hans Tænke- SIDE: 219 maade, og at det Overmaal af ondsindet Lidenskabelighed, som nu suspenderer hans Adkomster og Evner til paa en saadan Plads at være Fædrelandet nyttig, engang vil synke ned inden al- mindelige Grændser. Da vilde det være uklogt af Folket, ubilligt imod det lyse, skarpsindige, kundskabsrige Hoved, ikke at be- nytte ham der i den Folkets gode Sags Tjeneste, han nu ikke har taget i Betænkning at opoffre af jammerlige private Hensyn: forat mætte et ugrundet Had. Jeg staaer ikke alene med denne min Mening. En Kristians- sandspost falder mig i dette Øjeblik ihænde, hvori Redaktionen yttrer: "Vi skulle reent og tydeligt udtale vor Mening. Vi have altid erkjendt Hr. L. C. Daa's fortrinlige Evner og Kundskaber, som paa ethvert Thing maa være af højeste Vigtighed; men vi have, siden han optraadte som Journalist, tvivlet om hans Rede- lighed i Ordets høiere Betydning. Hans Udfald med Schweigaard, hans hadske og unaturlige Angreb paa H. Wergelands private Karakteer, og i Korthed hans hele Polemik synes at bevise, at det er ham mere om sine Privathensigter, end Sandheden at gjøre; og vi fordre Redelighed hos en Repræsentant som første Be- tingelse. Som Storthingsmand vilde han lære, at Hadskhed ikke er Liberalitet, at Partiaand ikke er Fædrelandskjærlighed, at Ud- flugter og Fordrejelser lidet nytte den Sag, han maatte forfegte." Og at jeg ikke har overdrevet min Formening om det Lands- skadelige i Granskerens men onde Kobolder bør ikke tilstedes at kogle i den, den gule Arsenik bør ikke overoxydere den og ud- drysse sin Gift af alle dens Revner. Indtil denne Proces er over SIDE: 220 bør den henligge, var den end et Frihedens Altaremne, en Blok til et Forums Tribune. Intet kan tildække hiin brusende Afgrund i hans Sjel, disse Hadets afskyelige Koglerier, som endnu for- mørke og trælbinde hans Aand, disse Attentater paa at myrde en Aand, hvis Gløden for Fædreland, Frihed og Menneskehed har varmet hans egen. Man har søgt efter en Grund for saa oprørende en Færd, forat forklare sig, hvorfor en Patriot skulde ville berøve vor fattige Litteratur en Digter, Fædrelandet en enthusiastisk Normand, Na- tionens Gjerninger en Historieskriver, dens Følelser deres Frem- kvæder, den politiske Fremskriden og Menneskehedens Interesser en ivrig Talsmand. Og man har fundet, at disse Forfølgelser begyndte og fortsattes længe før Taalmodigheden brast, og jeg endelig søgte Modværget i Satiren, især da Partisaneriet holdt Adgangene til Forsvar spærrede. Neppe havde Privatbladet Granskeren aabnet sine Spalter, før et kogende Had hos En, der havde været min intimeste Ven, først piblede frem i hvert andet Nummer, og siden væltede sig frem i bundløse Strømme: et Had uden Undseelse, et som vilde trænge sig ikke alene mellem mig og Folket, men mellem mig og mine Hjertesvenner, og som forplantede sig til dem, der bleve mig tro. Sivertson har faaet dette at føle i mange ondskabsfulde Sidehug: Henrik Wergeland skulde ikke have en Ven, og hiin Retskafne, den pletløseste af alle vore Journalister, han skulde ogsaa, fordi han vidnede om mig efter Hjerte og Overbeviisning, lægges an for det samme umættelige Had! Er det denne Retskaffenhed, denne Patriotisme, som skal hædres ved Borgerkronen? Men jeg skulde ikke vove denne Appel, om Grunden til dette Had kunde ligge i nogen senere Handling fra min Side, eller om et eneste Pennestrøg fra min Haand indtil denne Dag antydede nogen Overgang eller Vaklen i min politiske Tro, nogen Afsvalen i mit Fædrelandssind og Interesse for Frihedens Fremskridt og Udviklinger. Men her har Hadet været magtløst, og maattet gribe til foragtelige Opspind; her har det maattet bide sine egne Tænder sønder, og samle de udslupne Bagtalelsens Slanger, som skulde døde mit ærlige Navn, i sin egen Barm. Mine Digte aande et for stærkt Frihedssind, hvert Strøg af min Pen fyldes af for dyb en Nationalfølelse, min Konstitutionens Historie gjengiver for tydeligt min moralske Uafhængighed, Tolerance- og Opdra- SIDE: 221 gelsespropositionerne ere af en for storstilet Liberalitet til at en, ellers længe tilsidesat, Mands Modtagelse af sin Konges fri tilbudne Naade, der altid tilforn hyldedes med samme Enthu- siasme som nu, skulde være Beviset for det Skjændigste af Alt: Salget af sin Overbeviisning og Frihed til at handle efter denne. Nei! Skjændigheden i Bagvaskelserne, Sneverhjertetheden i ikke at kunne begribe en saadan Uafhængighed, Blindheden for dens Vidnesbyrd staae kun tilbage ligeoverfor den fornærmede Rede- ligheds Lidelser, og de fortjene at nedsynke i Landsmænds For- agt, i Tilgivelsens Glemsel, ikke at hædres og næres ved Bifald og Tiltro. Uagtet min foregaaende Erklæring, ville dog Granskeren og Morgenbladet neppe undlade at insinuere, at dette mit Forsøg paa at gjennemskjære underjordiske Gange, netop er et Beviis paa en Forandring i min politiske Tænkemaade, paa en Overgang fra Bagler til Bjerkebein, idet jeg modsætter mig, at En, der er anseet for en determineret Folkemand, kommer paa Thinget. Men, foruden at Demokratiet ikke maa gjøre sig for store For- ventninger om denne af puur Anglomani doktrinære Forsvarer af et svenskt adeligt Overhuus, er det sandelig min Mening, at det vil være uklogt af Folket, ikke at drage dette beregnende Hoved ind i sin Interesse, naar dette kan være anstændigt for Folket, nemlig naar hans Sind er bleven mere luttret, sig selv mægtigt og mindre udsat for at tilsidesætte Fædrelandets Interesse for private Hensyn. Dette (og jeg haaber, at selv hine mine Fiender i roligere Øieblik ville indrømme mig det) er det Usleste Nogen kan begaae som Borger. Fædrelandet maa være Nummer I og Ludvig Kristensen Daa, selv for Ludvig Kristensen Daa kun Nummer II. Men ikke omvendt. Saa nær er det dog. Saa nær staaer dog upaatvivlelig Fædre- landet paa Daas Hensynsliste; men heller ikke nærmere. Saa stort Begreb, jeg end nærer om hans økonomiske Kalkulations- evne, er det dog min oprigtige Mening, at det kun er tre Gryder, og ikke fleer, nemlig Egoismens, Forfængelighedens og Vredagtig- hedens (men som han bestandig holder i Kog) som ved deres Syden overdøve den bedre Stemme i hans Indre, og gjøre ham saa ør i Hovedet, at han saaledes kan forrykke hine Gjenstandes respektive Pladser. Og de vilde ved enhver Leilighed koge over og skolde de Thingmænd af, han fik aldrig saa lidt imod. SIDE: 222 Ved denne ulyksalige uelskværdige Hæftighed vilde upaatvivlelig en god Deel Tid og Arbeidskraft gaa tilspilde; og det vilde blive Tilfælde med Granskerens Redaktør, som det er med hans Blad, hvis Uretfærdighed, hensynsløse Bitterhed og trælbundne Brug i private Hensigter, har gjort det mindre nyttigt end det ellers kunde være under en saa dygtig Haand. Saa mene idetmindste mange Normænd, som have begge Øine oppe, og som beklage, at vort eneste erklærede Oppositionsblad skal være det, som mindst staaer i Sandhedens og Retfærdighedens Tjeneste. Men har man gjort sig Rede for hvilke Overordentligheder, der findes hos en Mand, som der allerede i hans unge Alder kan være Spørgsmaal om at faa paa Storthinget? Opinionen har nok her lidet andet Fast at holde sig til, end til Udgivelsen af Granskeren og Propositionen om Kjøbstæders Anlæg. Fortjenst- fuldheden af den sidste er ubestridelig, uagtet det har været let for bedre Lokaliserede at opdage ikke faa Huller under det blæn- dende Overtræk af Paastande og Udqvadreringer af Riget efter Kaartet og ikke altid efter Landet; og Udgivelsen af et Blad, der omtrent er deelt imellem privat og offentlig Interesse, er dog for denne sidste Halvpart et Foretagende, der bør paaskjønnes med det, det nærmest tilsigter, ): med Abonnement af nøisomme Folk, men heller ikke med videre. Ligesaa vist som jeg kan give dem, der kun have et ubestemt Begreb om det Særdeles ved Statsrevisor Daa som offentlig Person, den Forsikkring, at der ikke mangler en Nagle i hans aandige Rustning (men hvorved der desværre er en styg Hage til Overflod) kan jeg forsikkre, at ikke et Nummer af Granskeren udkom for Liberalitetens eller Folkets Skyld, dersom den ikke svarede Regning. Klogskab maa man ikke frakjende Granskeren. Han begynder altid fra No. Een. Men engang haaber jeg, vil man ogsaa kunne tilkjende ham en forandret Regnemaade med Hensyn til Fædrelandet, en Pa- triotisme saaledes som Folket elsker den, med Humanitet og Menneskekjærlighed til Hjerte, Retfærdighed til Marv og Nerver, Enthusiasme til Blod og Velvillighed til Aasyn. Disse Ord, jeg har talt, ville maaskee bidrage til en saadan heldbringende For- vandling, som jeg vil bede den Gud, der beskytter den norske Frihed, om at fremme ved at lade det gaa ham, min Fiende, vel til Sjel og Legeme og i al hans Gjerning. Da men først da, bør SIDE: 223 han være Nummer Een imellem Amtets Repræsentanter. Nu mangler det dog ikke Mænd, Mænd af alle Klasser: Jordbrugere, der i Formandskaberne og paa Amtsmødet have lagt Dygtighed for Dagen, Præster høiagtede i sine Menigheder ogsaa for med- borgerlig Aand og Virksomhed og vel heller ikke Embedsmænd af andre Kjolefarver end den sorte, som ikke vilde gjøre det Skam. Prøver og vælger de Værdigste. De ville være de Bedste. Henrik Wergeland SIDE: 224 INDLÆG I JØDESAGEN TIL UNDERSTØTTELSE FOR FORSLAGET OM OPHÆVELSE AF NORGES GRUNDLOVS § 2, SIDSTE PASSUS "Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig"! Jesus. FORORD Dersom kristne Staters Politik var, hvad den burde være, Kristendommens Anvendelse i stor Maalestok imellem Folkene, og dersom Ærbødigheden for Jesus boede mere i Hjerterne end paa Læberne, skulde et eneste af de mange Bibelsprog, som lære Menneskekjærlighed og Tolerance [fotnotemerke] , og hvoraf de bestem- teste ere fra Jesu egen Mund, være nok til at begrunde Af- skaffelsen af den intolerante Bestemmelse i Norges Grundlovs § 2, sidste Passus, som banlyser den mosaiske Troesbekjendelse fra Norge. Skeer det, at der ikke mangler Røster derfor, da vil ganske vist ogsaa Religionens Stemme have været hørlig i deres Hjerter, og drevet dem dertil uden Hensyn til de materielle Motiver, som ogsaa staa til Tjeneste; og gaaer Sagen igjennem, da vil denne store Handling blive regnet imellem Kristendommens historiske Seire, ligesom Negeremancipationen, de gjensidige Toleranceindrømmelser imellem de kristne Hovedkirker og Ud- videlserne af Folkefriheden ere blevne det. Hvor lidet man dog end i vore Dage kan være tilbøjelig til at vedkjende sig, at Religionsbud skulde bestemme En i et politisk Spørgsmaal, og om end deres Ord ere glemte fra den Tid de indprægedes af Fotnote: Matth. 5, 44, 45; 6, 14, 15; 7, 1, 12; 18, 10; 22, 39; 25, 40. Luk. 6, 32. Rom. 12, 20, 21; 14, 1; 15, 1. Filipp. 2, 4. 1 Thess. 4, 6. Hebr. 13, 16. 1 Joh. 3, 17, 18; 4, 20, 21; o. fl. SIDE: 225 en Moder eller en gammel Præst, vil det dog kun være en sløv og forvildet Sjel, hvori Mindet om deres Indhold og Mening ikke skulde klinge, naar det bliver anslaaet, og et slet og ufrugtbart Hjerte, hvorfra deres Aand ganske skulde være vegen. Mis- tvivlende end om, at Fleerheden af mine Landsmænd og navnlig af dem, som denne Gang skulle afgjøre Spørgsmaalet, ville strax og uden nærmere Angreb paa deres Fordomme godkjende dette og tage Mod til sig til at snitte en Udvæxt, ihvor hæslig den er, af den saarrædde Grundlov, kan jeg alligevel ikke tvivle om, at dog Enhver, fra den religiøse Side, i sit Hjerte erkjender, at det var menneskekjærligere og retfærdigere, om hiin Bestemmelse var borte. Religionens Bud ville altsaa, uden nærmere at lægges paahjerte, have sin Indflydelse, om end ikke den ubetingede, som tilkommer dem, saa dog en Autoritet, man ikke vil benegte, men maaskee med en vis Undseelse stiltiende omgaa og su- spendere -- af Klogskabsgrunde, som det ventelig vil hedde. Havde man ikke en Fordom i Folket, saa massiv som nogen bemoset Klippe, at støtte sig til, skulde man ikke vove det. Man skulde ligesaalidt vove at anføre slige Grunde mod Op- hævelsen af Grundl. § 2 sidste Passus, som mod Erkjendelsen af Lighed for Lovene, almindelig Værnepligt, Pressefrihed og andre Principer i frie konstitutionelle Stater. Det er mod disse Fordomme jeg vil rette disse Blade -- mod den Dæmon, der giver vort konstitutionelle Paradiis en modbydelig Lighed med hiint latterlige Altarbillede paa Ringsagers Altartavle, hvor en heel Deel smaa forgyldte Figurer, der skulle forestille Kristne strømmende ind i Himmerig, puffe og støde en stakkels Jøde ud, som vil liste sig ind i Trængselen. At opstille ihvor sand- synlige Hypotheser om hvilke Fordele Ophævelsen vilde have tilfølge, at udpege de Handels- og Næringsgrene, Fabriker, Bjerg- værker, Fiskerier o. s. v., som upaatvivlelig vilde komme i Drivt under Jødernes Pengekraft og Spekulationsaand, og i hvilke Stæder og Trakter, de rimeligviis vilde nedlade sig, vilde nok fylde mere Papiir end tynge i Vægtskaalen, saalænge et aprioriskt erfaringsblottet Nei er ligesaagodt som et lignende Ja. Dog tør jeg nok have Sandsynligheden for mig i den Paastand, at saa- mange Fosse ikke vilde spilde sin Kraft til ingen Ting, saamegen fremmed Tilvirkning ikke behøves i Norge, saamange Hænder SIDE: 226 ikke være uvirksomme, saamange Metalanviisninger ikke hen- ligge, saamange Naturrigdomme ikke ligge begravede i vor Jord eller gaa spildte fra vore Kyster, saa alt lammende en Mangel paa Pengekraft ikke føles, slig Aager ikke trives, om Mosaiter havde Adgang til Riget. Men Spørgsmaalet skal støtte sig til Religion, Retfærdighed og Menneskekjærlighed, til moralske Grunde mere end til økono- miske. Disse kunne danne et Slags Perspektiv i Baggrunden, tabende sig i Egennyttens Eldoradoer. Derimod kan den vitter- lige Omstændighed fortjene den nærværende Lovgivnings Op- mærksomhed og Korrektur, at det alene er en Forglemmelses- feil af Afskriver, Redaktionskommittee og Rigsforsamlingen, at det, mellem de øvrige Grundsætninger for Grundloven opstillede, og den 16de April af Rigsforsamlingen antagne, Princip af fri Religionsøvelse ikke findes i Grundloven, der vedtoges saaledes som samme oplæstes i Mødet den 16de Mai 1814. Vel vare Jøderne udtrykkelig undtagne, men denne Ubillighed vilde falde endnu mere skrigende i Øinene, om hiin mod Mahomedaner og Hedninger liberale Bestemmelse var bleven staaende, som den med Gud og Rette skulde. Nu er Grundloven i det Hele illiberal i Religionshenseende, og Jøderne synes kun at have faaet en Rem med af Huden, og Uretfærdigheden forholdsviis at være mindre imod dem, da andre Troesbekjendelser ogsaa have faaet sin Deel deraf. Denne hadske fordomsfulde Stemning imod dem deltes dog ikke af alle Rigsforsamlingsmænd. Fra Grev Wedel og nogle Andre hørtes Protester mod denne Fremfærd. Med Uvilje, Beklagelse og Forundring over at en Redaktionsbommert, som ovenomtalte, kunde passere, have ogsaa fra Tid til anden Stemmer yttret sig paa Storthingene, i Blade og Skrivter. Vel har man indladt sig mindre paa Bestemmelsen om Jøderne, men man har dog aldrig streifet denne uden med Daddel. Navnlig yttrer Hr. M. Ræder i sin Konstitutionshistorie: "Som en virkelig Feil (ved Grundl. § 2) bør man derimod vistnok ansee Slutnings- bestemmelsen, ifølge hvilken Jøderne ere "fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget." Med hvilke Øine man end betragter dette gjennem Aartusinder saa eiendommeligt udprægede Folk, hvilke- somhelst Tanker man end nærer om dets Karakteer og Gavnlig- heden af dets Virksomhed, maa man dog finde, at Grundl. Kon- SIDE: 227 cipister plettede sit Værk ved saaledes at krænke en ulykkelig Nation, som aldrig har fornærmet os. Jøderne vare allerede forhen udelukkede, og det var saare unødvendigt endydermere at bestyrke denne Banlysning i Grundloven, ja endogsaa, ved at optage den blandt de forud vedtagne Grundsætninger for Statsforfatningen, at give den Udseende af at henhøre til Stats- forfatningens egentlige Væsen." Denne Forfatter finder ellers, at det "maaskee dog er be- tænkeligt," at stryge Grundlovbestemmelsen, fordi man nemlig ikke vel vil kunne gjøre dette, "uden tillige til Jødernes Fordeel at afgjøre selve Spørgsmaalet om, hvorvidt det i vor private Lovgivning herskende System at spærre dem Adgangen til Riget bør forandres." Men ved dette sekundære Lovgivningsforetagende lader sig ingen Vanskelighed opdage, naar Grundlovsbestemmelsen først er ophævet. Det følger da af sig selv, og indskrænker sig til den blotte Ophævelse af Landslovens 3 -- 22 -- 1 og 2 [fotnotemerke] . Det vilde være en utænkelig Anomali, om Forfatterens Udsagn ikke da skulde gaa i Opfyldelse, at "aabnes Landet for dem, vil man forresten vistnok ogsaa tilstaa dem ligesaa fulde Borgerrettigheder, som andre fremmede Religionsbekjendere ere i Besiddelse af, da vel intet kan ansees mere fordærveligt og tillige mere stri- dende mod vor Forfatnings Aand end en saadan Mellemtilstand af Frihed og Undertrykkelse, hvori Jøderne saa mangesteds be- finde sig." Hr. Ræders Frygt forat Fordommene ville "seire over Deres Røst, som beraabe sig paa Ret og Billighed, idet de tillige paa- staa at tale i det Offentliges egen Interesse og med historiske Data bevise, at dette Folks (Jødernes) Feil have været at tilskrive dets Nedværdigelse og med den ville ophøre, ligesom de tildels ere ophørte" -- den deler jeg, som sagt, desværre pro tempore, og det er mod dem disse Blade ere skrevne. Men faaer denne blinde Drage behørige Ulivssaar, og vindes Opinionen for Sagen, vil denne sandsynligviis ogsaa blive vunden paathinge. Den Tid vil ellers ganske vist komme, som vil for- Fotnote: I det Følgende vil man finde indtaget en Bemærkning af en dansk For- fatter, som viser, at han har været uvidende om, at Ordet "fremdeles" i Grund- lovbestemmelsen om Jøderne er begrundet heri. De enkelte Jøder, som dog kunne have opholdt sig her i Landet, maa have havt kgl. Leide eller Bevilling. SIDE: 228 undre sig over, at en saadan Fordom har kunnet existere og trivets saa vel, at slige Midler, som alvorligen nedskrevne Indlæg, og ikke blot Spottens og Satirens, vare langtfra unødvendige. Gjennem smuldrende Fordomme er det lysere Tiders Palmer skyde op; kommende Tiders Aand er altid en Befrier, og Be- frieren fra Fordommenes Aag betræffende denne Sag kan, af adskillige Tegn at slutte, ikke være langt borte. Man blues allerede forat yttre dem, og skyder sig ind bag Farligheden af at røre ved en Tøddel af Grundloven. Skrøbelige Sikkerhed! hvorledes vil den da yde § 59, der, ligesom en af Bevægelser i Jorden fremskudt Muur, Aar efter Aar er bragt sit Fald nær, sin Beskyttelse? Næste Thing eller allerede dette maa uund- gaaeligen heri gjøre et Brud paa Grundloven, hvoraf i hiin § ligesom et Hjørne nedstyrter af sig selv. Og gid det Falde- færdige maatte begrave det Faldeværdige, og derimellem Ud- skudet paa § 2! Siden Grundloven dog maa forandres i eet Punkt, er nemlig Leiligheden der til ogsaa at faa den forandret i andre, hvori det tiltrænges; og da er det Ophævelsen af det Grundlovbud, der udelukker Jøderne fra Norge, som, for Men- neskepligtens, Religionens og Folkets Æres Skyld imellem de øvrige frie Nationer, har det fornemste Krav. De lysere An- skuelser, hvormed et Folk reviderer Fædrenes Love, ere Verdens- styrelsens egne, sikkre, aldrig slumrende, men fra Tid til anden ligesom stærkere udstraalende Blik. Menneskene erkjende Re- formens moralske Nødvendighed: det er Trykket af Guds Finger de føle i sine Hjerter. De følge det, og Hans Vilje skeer, der bruger de bløde glidende Skyer og Sekundernes Flugt til at af- slibe og omforme Bjergenes Tinder med. Den 16de August 1841. Henrik Wergeland. SIDE: 229 FORSLAG TIL OPHÆVELSEN AF GRUNDLOVENS § 2, SIDSTE PASSUS [fotnotemerke] Til Norges 9de ordentlige Storthing. Det er en mægtigere og højere Følelse end Ærbødigheden for det Vedtagne, en dybere, i Religionen og Menneskehjertet grundet Erkjendelse, end den af Principet om Grundlovens Urør- lighed i alle Punkter, de slette med de gode, for med Aarenes og Traditionens Hellighed at bortmane ethvert Attentat paa de vigtigste og omtvistede deraf, som driver Undertegnede til at sætte Hensyn til Mangelen af personlig betydende Stilling tilside, for endelig at træde frem med et Forslag til Ophævelse af den saa intolerante Bestemmelse, som Grundlovens § 2, sidste Passus, indeholder mod den jødiske Konfession. Religiøs Intolerance er ellers Grundlovens mørke Side. Den herskende Kirke stod saaledes sikkerlig ligesaalidt som i Konge- riget Sachsen nogen Fare ved Afskaffelsen af dens 4de § og § 16tens Omformen i Overeensstemmelse dermed; og den Be- stemmelse i § 92, hvor det gjøres til nødvendig Betingelse, at bekjende sig til den herskende Kirke, for at kunne blive norsk Embedsmand, er grusom nok i en Tid som vor, da saamange udmærkede Mænd af forskjellige Konfessioner vandre hjemløse om i Verden for sine borgerlige Dyders Skyld, da Heltemod, Geni og saa megen praktisk, for Norge i saa mange Retninger anvendelig, Kundskab, ere saa ofte at træffe landflygtige. Dersom sidste Passus i § 2, som banlyser en heel Konfession, ikke gaves, skulde Intolerancen synes ikke at kunne drives videre, end til at udelukke Dygtigheden og Fortjenesten og berøve sig selv deres Frugter, dersom det udmærkede Individ, der kun som Embedsmand vilde kunne gavne Landet, ikke vilde opoffre sin Overbeviisning og Sjelefred. Men maaskee er det saa, at vor Fotnote: § 2 i Norges Grundlov lyder saaledes: "Den evangelisk lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuiter og Munkeordener maae ikke taales. Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget." SIDE: 230 Slægt er reformræd; -- disse Stene, som sandelig ikke høre Kristi sande Tempel til, faae ligge indtil Tiden i sin Fremskriden bringer ogsaa dem paaglid. Katholikernes Emancipation i Eng- land kostede ogsaa Tid og rastløs Iver gjennem mange Aar; og maa man give Slip paa Haabet om engelsk Energi hos de norske Liberale, saa mildnes og klarnes dog vel ogsaa i dette Folk de Anskuelser, som for et Fjerdedels Aarhundrede tilbage troede at give den Forfatning, det gav sig, ogsaa en Garanti i Sam- vittighedstvangen. Men ligesaa usikker som denne er Garantien for et Folkelivs, en Histories uafbrudte Ensformighed. Endog før den Grad i Civilisationen er indtraadt, at et Folk, der med Hengivenhed hænger ved sin Konstitution, villigen underordner denne Humanitetens almindelige Krav, kunne Kombinationer af Omstændigheder indtræde, Nødvendigheder, som bryde Love, og i en Kamp for sin Tilværelse kan denne saa urokkelige Grundlov undergaae ligesaa pludseligen en forherligende Gjen- fødsel, som den fødtes og blev til under en Kamp, hvori Folkets Tilintetgjørelse laa i den ene Vægtskaal. Og da tvivler vel Ingen om, at Intolerancebestemmelserne ville være de første, som af- skalles. Fædrelandets Frelse kan ligge i en fremmed Timoleons Haand, og han kjøbtes vel ikke for dyrt for det intolerante Komma i § 92? Men ethvert Forslag med Hensyn til dette Punkt sættes her tilside for det endnu vigtigere og mere iøjne- faldendes Skyld, og selv om dette føler og erkjender jeg, at det er vanskeligt at understøtte Propositioner af den Natur med Demonstrationer af det Nødvendige, ja selv af den specielle Nytte, de tilsigte. En Proposition med Hensyn til § 2, sidste Passus, henhører ogsaa til dem, som mere støtte sig til og af- gjøres af Sympathien, en forudgivet Opinion, af en Tilstand i den almindelige Tænkemaade, hvis Existence man kun kan for- mode, men ikke med Vished overtyde sig om forud -- før man maaskee staaer der alene. Men Ophævelsen af Grundlovens § 2, sidste Passus, fore- kommer Proponenten at være af saa stor indre Retfærdighed, at Mistvivlen om, at nærværende første Forsøg derpaa vil blive det lykkelige, ikke bør holde et med alvorlige Undersøgelser næret Forsæt tilbage. Det er bleven en religiøs Trang, som foragter Tanken om at Nogen kunde ville udlede en Tolerance- proposition af Slaphed i egen Tro, og som vilde handle, om den SIDE: 231 ikke ogsaa fik Styrke af Overbeviisningen om, at Jødernes fuldstændige Emancipation vilde være dette ikke rige eller hjælp- stærke Land i Fred og Krig til den betydeligste Nytte. En Sag, der med saa megen Føje kan appellere til Kristenpligt og medmenneskelig Følelse, kan dog ogsaa altid være sikker paa nogen Opmærksomhed. Og i denne er det, at Sæden falder for bedre Tider, naar en klarere og varmere Sol lyser i den aan- dige Verden, og de Skrivtkloge ogsaa faae Øinene op for Pauli Ord i Rom. 14, 1; og der vil allerede derved dog være gjort Noget for et Skridt, som Civilisationen engang vil og maa gjøre, naar Menneskene ere blevne mindre fordomsfulde og mere ret- færdige. Bliver det ikke ved dette Forsøg, Sagen seirer, eller næste Gang, den maatte blive optagen, bør man dog haabe, at Verden, som forlængst i dette Punkt er meer eller mindre forud for Norge, ikke derfor vil troe, at det norske Folk lider under en ejendommelig Skyhed for større Reformer, men at det alene er Sagens Vigtighed, som gjør den nationale Betænksomheds Skridt tungere og langsommere ved sin Vægt, som om man ikke havde betænkt sig længe nok paa en Indrømmelse, hvis For- negtelse alene skeer ifølge Magtens eller den Stærkeres umoralske Ret, eller som om Menneskene overhovedet havde Ret til at betænke sig paa det Retfærdige, selv endog da, naar det Nyttige er tvivlsomt. Denne Moralitet i sin Politik bør idetmindste et frit Folk, og især det norske, som medrette tillægges meget deraf, altid ved- kjende sig. Der er Jødernes Historie, siden de bleve Fremmede imellem de Kristne! -- Den er i sin ene Deel kun Fremstillingen af Disses Mishandlinger og voldsomme Magtmisbrug; i sin anden den af deres passivere Undertrykkelse af disse deres forhen i Aarhundreder saa fornærmede Brødre for Gud, og af Lunken- heden i at tilintetgjøre de ulykkelige Nødvendighedsfølger af det saalænge udøvede Tyranni. I denne sidste Deel af deres Historie er det Norge, hvem de Forstødte aldrig have fornærmet, ogsaa for hver Dag, Banlysningen hviler paa dem, har sit Blad. Norge driver sin Grusomhed videre end de andre Stater, som dog i det Store bekræfte den diaboliske Erfaringssætning, at det er SIDE: 232 Fornærmeren, ikke den Fornærmede, som beholder det værste Sind. Ogsaa den Haand er forbrydersk, der vel ikke slog, men holdes ukjærlig tilbage. Norge har ogsaa ved sin passive Forurettelse mod Jøderne at deeltage i den store Forsoning, som maa foregaae mellem Kristne og Mosaiter. Og her tilkommer det de Kristne at række Haanden først. Det er den Ære, som de Bedste pleie at forbeholde sig. Men hvad er Forsoningen her andet end Emancipationen, Op- hævelse af al Banlysning, den eneste Erstatning, de have at give? Der er Stridsskrifterne om denne Sag! -- Man vil finde, at, uagtet al den fanatiske Lidenskabelighed, som lyser igjennem Argumenterne for Jødernes fremdeles Helotiseren, have de dog synligen ondt for at negte det i sig selv Retfærdige i Eman- cipationen. "Naar de kun ville være eller blive bedre" hedder det; -- men naar forbedrede Undertrykkelse? Slaver blive kun -- det er de Kristnes, alle Nationers egen Erfaring -- bedre ved Befrielse. "De ere ikke modne nok for en borgerlig Eman- cipation," anføres atter; men, dersom det er givet, at de burde være det, hvorledes skulle de da blive det? I de fleste Lande ere Jøderne kun et taalt Folk, og de bestaaende Love, hvor- efter de dog nyde Tilværelsen, hensigte til at fordærve dem og hemme al ædlere Udvikling. Desuden -- dette Spørgsmaal om Modenhed? Hvorledes have de europæiske Fyrster svaret Na- tionerne paa deres Krav om Forfatning, Pressefrihed, Kommune- frihed? Selv det Folk, som tillægges mest Oplysning, det preus- siske, har i vore Tider maattet høre, at det ikke var modent dertil, ikke myndigt nok, at dets Intelligenz først maatte ud- vikles, dets Tænkemaade civiliseres, dets Sæder luttres o. s. v. Men selv om Modstanderne med endnu større Dristighed havde vovet at bestride Jødernes Adkomster til at sættes lige med andre Mennesker, maatte alt dog standse paa det historiske Faktum, at de Nationer, som ikke længer have betænkt sig i denne Sag, ikke have havt nogen Anledning til at angre sin Li- beralitet, men høste Nytte af sin Retfærdighed. Herpaa seer Politiken; men et ufordærvet Folk bør ogsaa omslutte den Tro, at det vilde være forbi med den moralske Verdensorden, om en Retfærdighed skulde kunne bringe Anger. At Jødernes Emancipation er en Retfærdighed, er imidlertid bleven bestredet, og det heftigt. Men ligesom denne Heftighed SIDE: 233 maa vække Mistanke hos den Upartiske, ere de, ikke fra de jødiske, men fra Midten af de kristne Samfund, ofte gjentagne Krav paa Emancipationen af hiin fremmede Troesbekjendelse, egnede til at vække Formodning om, at det dog maa være ret- færdigt, som uinteresserede Mennesker, saa ofte fra Decennium til Decennium opløfte Røsten for. Kravet har aldrig ganske for- stummet, Paastanden aldrig været frafaldet, Uretfærdigheden af Lidelserne har aldrig ladet Menneskekjærligheden i Ro. Des- uagtet har Kontraskrifterne virket langt mere, fordi de udrandt af Folkefordommen, og tiltalte denne. Under denne Beskyttelse kjendte Fanatismen ingen Grændser; den vovede endog at for- svare som retfærdig og nyttig Mosaiternes Fordrivelse en masse fra Spanien, uagtet Historien erklærer den for omtrent at være kommen dette Land lige saa dyr at staae som de industriøse Maurers. Men, antaget, om ikke indrømmet, at de vare skade- lige, hvor de havde taget Overhaand, som i Datids Spanien, og svundne og disse Tiders Polen, saa bortfalder dog ogsaa den Argumentation, man kunde hente derifra, ved Betragtningen af Forholdene, hvorunder de øvede og øve en saadan Indflydelse. Disse tillade ingen Parallel imellem ufri, under gamle Dages Barbari lidende, Stater, og en til Reformer gjenfødt Fristat, som Norge. Hvad maatte ikke Livegenskabet alene, der stavnsbandt Massen af den kristne Befolkning, udrettet til at overantvorde den borgerlige Trafik i Jødernes Hænder? Og nu Forskjellen imellem Protestanterne og bigot Katholicisme, der kunde siges at skye alle de Erhvervsgrene, som Jøderne havde berørt, som derfor urene? Denne Daarskab straffes med Armod, og derfor vare hine Fordrivelser og ethvert Tryk paa den jødiske Befolk- ning populære Regjeringsforetagender. Forlængst skulde den dog overalt være udryddet af den kristne, eller fordrevet til andre Verdensdele, dersom den ikke i Fyrsterne, som Debitorer, havde havt tvungne Beskyttere. Det Afhængighedsforhold, vore Dage have oplevet, at de største Magter kunne komme i til et enkelt Jødehuus, fandt i svundne Aarhundreder endnu mere Sted imellem Fyrsterne og Jøderne. Disse fik da Privilegier og Pant i saadanne Oppebørsler, som give Anledning til Udsugelser. Fyrsterne fik Hjælp af dem, naar de vare i Pengeknibe, og de fik nu tage Sit af Folket. Hvordan det System gaaer, har Ge- neralforpagterne i Frankrig og Tyrkiets Hospodarer og Pachaer SIDE: 234 lært Verden. Men mod Jøderne var det ingen Frygt, som kunde moderere Hadet, men kun den nedarvede Foragt, den eggende Fanatisme. I Polen, som man altid opstiller som det mest af- skrækkende Exempel paa Skadeligheden af Jødernes Indpas, har en overdaadig Adel, ligesom fra Tid til Tid Middelalderens tydske Fyrster, overantvordet Folket i Jødernes Hænder med Hensyn til Alt hvad der ikke kom ud af dets egen Sved paa Stavns- jorden, og det har ikke, som Tydskland, havt priviligerede og fri Rigsstæder til Beskyttelse, der ikke undlod, til Bedste for sin kristne Befolkning, at sætte haarde Betingelser for Tilladelsen for Jøderne til at boe indenfor Murene. -- At Landsforfatningen var Aarsagen til at Jøderne, lidende selv, ifølge denne, under en slet borgerlig Organisation, ikke gavnede en Stat, gjøres ind- lysende af, at Exempler paa de modsatte Følger gives, hvor For- fatningen har været god og lige for alle Troesbekjendelser. Frank- rig emanciperede Jøderne uden Præliminarier i den første Re- volution, og ingen af alle de skrækkelige Følger paafulgte, som Jødehadet spaaede fra alle Kanter. Meget mere skikkede Is- raeliterne sig saa vel i sin nye Stilling, at det nu er vanskeligt at adskille en Jøde i Frankrig fra en Kristen i Aand, Karakteer og Sæder. I Tydskland fandt Jøde-Emancipationen Sted ved de franske Hæres Indrykken, og Skribenter forsikkre, at Ingen er- indrer sig noget Misbrug under dens korte Bestaaen. Medens jødisk Ungdom af Taknemmelighed strømmede til de republikanske Rækker, vare de undertrykte tydske Jøder i Grændsebyerne kun Forrædere og Spioner. Derimod da Befrielsesbegeistringen greb den tydske Befolkning i Aarene 1813 -- 15, og Fyrsterne ikke sparede paa herlige Frihedsløfter, da havde man, efter selve Modskrifternes Beretning, mange Exempler paa, at jødiske Yng- linge ilede i de frivillige Geleder, og gjorde der ligesaa god Fyldest for sig, som Theodor Kørners og Schills Troesforvandte. Deres Hjælpsomhed mod hinanden er en anerkjendt Dyd; men at de formuende Jøders Kasser ydede betydeligt i Laan og Gaver til betrængte Stater, hvori de levede, er en saameget større Høimodighed, som disse ingenlunde havde lettet Under- trykkelsen. De Kristnes Løsen var "for Menneskeheden!" Jø- derne kunde da ogsaa vente noget af det aandige Udbytte, som skulde gjøres for denne. Disse Træk, staae ikke saa enkelte, som de synes, eller saa løsrevne fra den almindelige Karakteer, SIDE: 235 som det slette Rygte, denne staaer i, vil antage. Men dette Rygte finder ingen Grund indenfor de Grændser, der sikrer dem samme Borgerret som den øvrige Befolkning; thi Trældommens uheldige Følger i Karakteren og Levemaaden ere altid aftagne i Forhold til Trykket og blevne mere og mere usynlige i Genera- tionerne. Og hvormeget af hvad man ellers beundrer som en ædel Karakteers Grundvold og sikkreste Mærke, har selv ikke Folkefordommen maattet lade uantastet tilbage? Saaledes det standhaftige Mod i Lidelser, den opofrende Vedholdenhed ved Tro, Sæder og Nationalitet, trods det nu næsten 2000 Aar ved- varende Tryk; saaledes det indbyrdes hjælpsomme Brodersind; saaledes endvidere de udmærkede Anlæg til aandelig Udvikling, som ikke ere sjeldne imellem Spinozas, Mendelsohns og Børnes Stammeforvandte, og som, trods de opdyngede Hindringer, have naaet sin Modenhed i disse og andre verdensberømte Genier. Sandelig med dette for Øje vil det falde svært, ikke at tilstaae, at der lever i dette mishandlede Folk en Kjerne af Karakteer- storhed, Foretagelsesaand og Udholdenhed, som andre kunne misunde det. Folkefordommen imod Jøderne har ogsaa suget Næring af Jødernes Ulyst til at gaae over til Kristendommen. Men den tager ogsaa af i samme Forhold som de lære dennes sande Væsen at kjende, ikke af Prækestolspolemik, men af Folkefor- samlingers og Regjeringers Beslutninger om Forbedring i deres Kaar. Hvor rimeligt forøvrigt i sig selv, at disse lidende Slægter troede paa en tilkommende Redder, en Messias! Thi den Ulykke- lige, som en nærværende Tid kuer, vender ganske naturligt sine Øine mod det Tilkommende. I Medgang er det ellers let at være dydig; men hvor Forfølgelser og Undertrykkelse hviler paa det hjælpløse Offer, hvor Tilsidesættelse, Trængsler og Ban- lysning af det borgerlige Selskab knytter sig til deres Skridt, hvor næsten enhver Adgang til redeligt Erhverv lukker sig fiendt- lig for dem, og man ligesom med Magt støder dem ind paa Selvforagtens Vej til alle Laster -- er det der at undres over, om de i det Hele taget ere blevne ufølsomme for en saa sted- moderlig Røst? Og naar bitter Smerte over, hvorledes Kristen- dyderne øves mod dem, opfylder deres Hjerte, hvorledes skulde der være Plads deri for Opmærksomhed og Tillid til de Dogmer, disse føre i Munden? hvorledes nogen Tilbøielighed til at troe, SIDE: 236 at Messias var kommen, naar de Kristne i hans Navn tilføiede dem saameget Ondt? Men lad Jesu Kristi Mildhed aabenbare sig for hans ulykkelige Landsmænd igjennem Tolerants og ret- færdige Indrømmelser -- denne Tale ville de forstaae; og om- sider ville de erkjende, naar et Liv af Ære, Frihed og Kultur ogsaa aabner sig for dem, at Messias, den sædelige Verdens Ordner, forlængst er kommen, og at de endelig, efter en lang Forvildelse, ere komne til ham. Spalten imellem Kristne og Jøder, der hovedsagelig kun var en Meningsdifferenz om de messianske Spaadomme vare opfyldte eller ikke, en Acquiesceren paa den ene Side og en Appel paa den anden, men som i Tidens Løb udvidede sig til et svælgende Dyb, vil i færre Decennier, end hertil behøvedes Aarhundreder, igjen udfyldes og formindskes indtil den forsvinder. Ikke mindre end deres Vedhængenhed ved Fædrenes Tro har den Omstændighed, at de danne et for sig selv bestaaende bor- gerligt Samfund, der i Rabbinerne og de Ældste har sine egne Funktionærer, vakt den kristne Masses Had, og givet Skribenterne en Grund til at bestride deres Krav paa Borgerret. Denne uhel- dige og ubeføiede Indblanden i Andres Anliggender! Staten vil dog altid vide at tage sig betalt, og paasee de Forpligtelser ligesaavel efterlevede af Jøderne, som af sine andre Børn, hvor- for den yder dem sine Goder; og da kommer det den vel ingen- lunde ved, om Jøderne desomframt paa egen Bekostning, til egen Gevinst eller Forliis, holde sine Synagoger, Skoler, Under- støttelsesindretninger og Rabbinisme vedlige? Regjeringen for- byder ikke Katholikerne i Irland at holde sig en katholsk Præst, naar de kun klarere den protestantiske, som de ellers ingen Brug have for; og selv vore intolerante Institutioner indrømme den i sine Dogmer fra den herskende Kirke mest afvigende og af alle mindst kristelige Sekt, nemlig Qvækersekten, overordent- lige Indvilgelser. -- Jødernes indbyrdes Forbindelser, saavidt de ere adspredte over Jorden, skulde gjøre det let for dem, siges der, at hendrage Formuen, hvor de ville. Staaer dette i deres Magt, skjøndt de Kristne i vore Dage ogsaa have lært Snittet, og have mest at sige ved Reguleringen af Pengemassernes Fluk- tuationer, skeer det dog kun med deres egen Formue, og til Bedste for den Stat, hvori de befinde sig bedst. Denne Magt, om den ikke var saa beskaaren, som den er, vilde altsaa komme SIDE: 237 den Stat tilgode, der ydede dem de største borgerlige Rettig- heder, og saaledes mest erstattede dem deres saa savnede Pa- læstina. Fra Karakterens Side har de stakkels Jøder altid maattet døje de haardeste Angreb. De Kristne gjøre her Gjengjeld, men ikke mod den Rette, for hvad de selv engang have maattet lide af Hedningerne. De øve ganske disses Politik, der ogsaa bestod i at paabyrde dem netop de selvsamme Skjændigheder, som Pøbel- overtroen selv ind i vore Dage vil tillægge Jøderne. Den noget Oplyste har vel forlængst frigjort sig fra Rædselen for deres Mysterier, men meget ofte ikke fra Fordommen, at den jødiske Folkekarakteer er uhelbredeligere end Palæstinas Spedalskhed. Den skal fra først af have været slet, og forværret sig under Lidelserne. Det Sidste er ligesaa rimeligt som det Første er urimeligt at antage om det Folk, som vore Religionsbøger kalde Guds kaarne, Guds udvalgte og Ejendomsfolk, og hvis Historie virkelig har mægtige Aander at opvise i Lovgivning, Poesi og Moralfilosofi, og Helte, saa opoffrende som Roms og Græken- lands Republikers. Men indrømmet, at især de lavere Jøde- klassers Moralitet har lidt med Hensyn til deres Adfærd mod de Kristne, saa at de hævne sig over disses voldsomme Under- trykkelser ved alle Skakkreriets Kunster, saa har dog ogsaa den beholdt hine gode Grundtræk, og i de smudsige Vraaer, hvor det tillades dem at snige sig hjem med deres Udbytte, ere mange af de Usædeligheds Laster fremmede, som trives i den kristne Armod og Elendighed. Deres Familieliv skal, i alle andre Henseender end Reenlighedens, være upaaklageligt, og deres broderlige Hengivenhed for hinanden mønsterværdig. Vil man ellers see hen til Trældommens Resultater hos kristne Folkeslag, vil man finde de nødvendige Indtryk deraf ligesaa varige og dybe, mens Forbedring i deres Stilling strax eller i første Ge- neration har viist forbedrende Indflydelse paa Karakteren. Det er ogsaa mærkværdigt, hvilken hurtig Indflydelse Daaben synes at have paa denne -- jeg mener naturligviis i Folkemeningen. Fysiognomiet er nu det eneste, som minder om Jøden, ikke de konstante Udyder. Disse maae altsaa ikke ligge saa dybt endda. Der hersker ogsaa en vældig Frygt for, at Jøderne, om de gaves lige Frihed med andre Fremmede, skulde indstrømme i en saadan Mængde, at de vilde bemægtige sig alle Erhvervs- SIDE: 238 grene og i denne Henseende overvælde den indfødte Befolkning. Men har Norge i Aarhundreder taalt Indstrømningen af Dan- marks Armod, forøgedes dets Lidelser neppe, om Israeliternes Formue fandt nogen Anvendelse her; og af de egentlige Skakkre- jøder vilde de svenske Gaardfarihandlere og vore egne Skakkrere, Nummedølerne o. fl., kun tilstede Faa Plads ved Siden. Udbyttet af endeel mindre Handelsgrene, som nu forsvinder i Udlandet med de reisende Fremmede, som drive dem, vilde da for en Deel blive i Landet. Vi kunne ellers søge nogen Lægedom for hiin Frygt i de med al sin Mængde af Jøder blomstrende Lande, der havde vovet Emancipationen, og i en Bemærkning, som Forfatteren af det af den bekjendte Professor Krug udgivne Skrivt: "Die Po- litik der Christen und die Politik der Juden in mehr als tausend- jährigem Kampfe," en gammel Statsmand, deri har hensat, nemlig denne: "Før Katholikerne bleve emanciperede i Sachsen, hedte det ogsaa: man maatte ikke emancipere dem, fordi altfor mange vilde indvandre og betage Protestanterne Næringen. Men da Napoleon udtalte sit mægtige "Bliv!" da gik Sagen straks, og jeg har aldrig vidst, at Sachsen derved har tabt i Velstand. Ligeledes hedte det før Jødekopskatten ophævedes i Sachsen, at man ikke burde ophæve den, dels fordi en betydelig Indtægt vilde falde bort, og dels fordi altfor mange Jøder vilde komme indover Grændsen for Handelens Skyld og vanskeliggjøre Erhvervet for de kriste- lige Indvaanere. Men da Napoleon og hans Broder Hieronymus lagde et Ord ind for de franske og westfalske Jøder, gik Sagen strax, og jeg har heller ikke efter dette vidst, at Sachsen har tabt i Velstand." En Anførelse af samme Forfatter, der med Erfaring, Overblik og Upartiskhed har behandlet Sagen, finder Sted her i Forbin- delse med foregaaende Punkt, da den giver Kjendsgjerninger ihænde imod Frygten for Jødernes indre Fordærvelse og til For- deel for den Mening, at denne aftager i Forhold til Udstræk- ningen af den Frihed, de erholde. "Men fordi, siger han, der nu gives mange Mennesker, der have, som Apostelen Thomas, et besynderligt Hang til Skepticismus, og derfor ikke ville troe en Sags Udførbarhed førend de selv see, at den allerede er udført, og har havt ikke blot ingen skadelige, men endog særdeles held- bringende Følger: saa vil jeg til Overflod endnu engang paavise dette med Hensyn til Jødernes Emancipation. I Holland ere SIDE: 239 Jøderne emanciperede, og det saa fuldstændigt at de endog kunne vælges til Deputerede og kunne have Sæde og Stemme i den kristelige Beherskers Statsraad. Hvad for Følger har nu dette havt? Staden Amsterdam, hvor der gives særdeles mange Jøder, og imellem dem meget rige og anseede, kan give os nogen Oplysning herom. I denne Stad forholde Jøderne sig overhovedet til de Kristne som 1 til 10. Indtil 1806 vare de udelukkede fra alle borgerlige Rettigheder. Da forholdt de jødiske Forbrydere sig til de kristne som 1 til 9. Siden 1806 erholdt Jøderne en gunstigere Stilling. Da formindskede de jødiske Forbrydere sig allerede i det Forhold til de kristelige som 1 til 11. Men fra 1811 af fik Jøderne lige Rettigheder med de Kristne, og se da! efter den Tid formindskede de jødiske Forbrydere sig lige ned til at forholde sig til Kristne som 1 til 20. Der gives altsaa i Amster- dam efter Jødernes Emancipation ikke halvt saa mange jødiske Forbrydere som før den. Endvidere! Da i de Deputeredes Kammer i München Spørgsmaalet om Jødernes Emancipation i Bajern blev behandlet, og Talen ved denne Leilighed ogsaa kom paa Jødernes borgerlige Stilling og Fædrelandskjærlighed i Hol- land, bekræftede det hollandske Blad, Amsterdamer Courant, alt hvad der hist blev sagt til deres Ros. I Leipziger Zeitung an- førtes følgende af dette Blad, som i denne Sag vel fortjener fuld Tiltro, at "Hollands Israeliter ilede ikke med mindre Be- geistring end den gammelnederlandske Befolkning under Vaaben til Fædrelandets Forsvar, og det ikke blot fordi deres Pligt bød dem det som Medlemmer af Skytteriet, men ogsaa i stort Antal som Frivillige. En Kjendsgjerning er det ogsaa, at man, ved Nærmelsen af den raa Aarstid, i Foreningerne af vore for- muende og velgjørende Medborgere, finder isærdeleshed mange Israeliter, som skjænkede de trængende Indvaanere af Amsterdam, ligemeget af hvilken Troesbekjendelse, rigelige Understøttelser af Næringsmidler, Brændematerialier, Klædningsstykker o.s.v." Hvad have vi videre Vidnesbyrd behov? Thi den Indvending, at de hollandske Jøder, fordi de forstørstedelen ere indvandrede fra Spanien og Portugal, allerede af Natur skulde være en bedre Menneskerace end andre Jøder, er vel blot en tom Paastand, der ikke fortjener Agt. Vi maa derfor antage som ved Kjends- gjerninger beviist, at en gjensidig bedre Politik imellem Kristne og Jøder, eller overhovedet et bedre politisk Forhold imellem begge SIDE: 240 Religionspartier, har havt de heldigste Følger for begge, og at disse have viist sig inden et meget kort Tidsrum, inden endnu en Men- neskealder var forløben siden Emancipationen i hiint Land. Vi bør da ogsaa vente med den høieste Sandsynlighed, at samme Aarsager ogsaa i andre kristelige Stater ville frembringe samme Virkninger, naar man kun med Forstand og god Vilje griber alle de Forholdsregler, som udfordres til en sand og fuldstændig Emancipation af Jøderne." Fuldstændig maatte den være i Norge, der har drevet sin Haard- hed videre end de allerfleste andre Lande: til Banlysning fra sine Grændser. Indskrænkning i nogensomhelst Henseende, saa- ledes som til visse Stæder eller enkelte Erhvervsgrene, er altid en Tilsidesættelse, der føles som en Uretfærdighed, og har alle dennes ulykkelige og bittre Følger for begge Parter. Halve For- holdsregler due ikke, og forskydes derfor af sand Betænksomhed. Det er dog denne, som hidtil har værnet om Konstitutionen ved at hævde Grundlovens Urørlighed som Princip, og paa denne passive Modstand er ogsaa virkelig ethvert Angreb hidtil strandet. Men der er liden Aand i denne Tro. Konstitutioner ere ligesaa lidet fuldkomne som nogen anden menneskelig Ind- retning. De monarkiske ere øjensynligen kun vilkaarlige Approxi- mationer til de ideale Forfatninger, som de ædleste Menneske- aander altid arbeide paa at naae, men som de maae taale Fjer- nelsen fra for Mængdens Skrøbeligheds Skyld, og under den onde Indflydelse af Nabodespotiernes skinsyge Blik. Den norske Konstitution fik en saa hurtig Tilblivelse, at Feil i enkelte Hen- seender neppe vare undgaaelige. Det er ogsaa en temmelig be- kjendt Omtale, som en kommende Historiker maaskee vil opklare Grunden til, at Grundlovens § 2 ikke er den, som vistes mest Omhu i Behandlingen. Sin Rette Konstitution har desuden Grund- loven allerede erholdt, nemlig at være kjendt og elsket af Folket, saa det ikke længer er nødvendigt at gjennemdrive Principet om dens Urørlighed i Aarhundreder, for at den kan vinde Po- pularitetens indre Styrke. Den taaler allerede nu at røres; den har vundet Kræfter til at gjøre et af de Fremskridt, som ligge i dens Aand. Gaaer Folket fremad i politisk Oplysning, maa Kon- stitutionen ikke blive tilbage. Den er en elastisk Form, som omgiver Folkets Aandige, og maa udvide sig med dette. Der er Rimelighed for at antage, at en Bestemmelse, som de SIDE: 241 allerfleste Stater af lignende Forfatning have fundet det hensigts- mæssigt at indtage i denne, vel ogsaa vilde være nyttig for den Enkelte, som endnu mangler den. Et Overblik over Verdens frie Stater vil vise os, at Jøderne i de fortrinligste nyde al bor- gerlig Frihed, og at de dog ere taalte i de allerfleste andre. Ja selv despotiske Stater, som Danmark, Østerrige og Preussen, staae i dette Punkt ikke tilbage, og fra Rusland ere af alle Troes- bekjendelsers Nuancer kun Jesuiterne forviste. Den fuldkomne Emancipation, som finder Sted i den nord- amerikanske Union, er uomtvistet en af dennes Hovedstøtter og Velstandskilder. Den religiøse Frihed, som trives i Ly af det washingtonske Kapitol, lokker ligesaameget Europæerne over Oceanet for at dyrke og bebygge Republikernes uhyre Stræk- ninger, som den borgerlige, der ogsaa forener sine Velgjerninger med hiin, mens de sydamerikanske Stater ingen værre Hindring har for sin Opkomst end Religionstvangen, der dog ikke drives mod nogen Troesbekjendelse indtil Udelukkelse fra Landet. I Storbrittanien nyde Jøderne Religions- og udstrakt Næringsfrihed. Ligeledes i Belgien, hvor Forfatningen af 1814, ligesom i Holland, tillige tilsikkrer enhver Troesbekjendelse "lige borgerlige Rettig- heder, lige Adkomst til Embeder, Ære og Værdighed." Konsti- tutionen af 1831 har ikke indskrænket denne Tolerance, der gjør dette Folk saamegen større Ære, som dets store Fleerhed er strengt katholsk. Man tør saavel heraf slutte, at det ikke har følt nogen Skade af Emancipationen, som af, at den er bleven beholdt af de forskjellige hollandske Konstitutioner lige fra da de franske Armeer og Patrioterne i 1795 ogsaa proklamerede borgerlig Lighed for alle Troesbekjendelser. I Frankrig garan- terede Ludvig den 18des Charter af 6te April og 4de Juni 1814, ligesom og Napoleons Tillæg til Rigsforfatningen i 1815, den fuld- komne Emancipation af alle Troesbekjendelser, som alle de fore- gaaende havde bibeholdt siden den første Proklamation af Men- neskerettighederne af 3die September 1791. Og Forfatningen af 1830 er ligesaalidt i denne som i nogen anden Bestemmelse nogen Tilbagegang. De forskjellige polske Konstitutioner af 1791, 1807 og 1815 gjøre vel den romerskkatholske Religion til den herskende, fordi Fleertallet af Indvaanerne bekjender sig til den, men indrømme enhver Religion offentlig Kultus, "fordi denne deres hellige Tro byder at elske Næsten, hvorfor det var en Skyldig- SIDE: 242 hed at tilstaae Alle, hvad Religion de saa maatte bekjende sig til, Troesfred og Regjeringens Beskyttelse." Kun Krakaus slette Forfatning indskrænker dette til de kristelige. Den tydske For- bundsakt af 8de Juni 1815 bestemmer, at "Forbundsdagen skal tage i Overvejelse, hvorledes paa den muligst overensstemmende Maade de jødiske Troesbekjenderes borgerlige Forbedring i Tydsk- land kan bevirkes, og hvorledes Nydelsen af borgerlige Rettig- heder, mod Overtagelse af alle Borgerpligter, kan forskaffes og sikkres dem i Forbundsstaterne. Dog skulle Bekjenderne af denne Tro indtil da beholde de af enkelte Forbundsstater dem allerede indrømmede Rettigheder." De Bajerske Forfatninger af 1808 og 1818, ligesom og Würtembergs af 1817 og Badens af 1818, fast- sætte "fuldkommen Samvittighedsfrihed"; og Hertugdømmet An- halts Organisationer af 1810 og 1811 give udtrykkelig Jøderne fuldkommen Borgerret. Saa vidt ere vel ikke de fleste andre tydske Smaastater komne; men overalt kunne dog Jøder op- holde og ernære sig og øve sin Gudsdyrkelse. Den franske Ind- flydelse, især under Tilværelsen af Rhinforbundet, og Indflydelsen af den napoleonske Kodex, har ogsaa virket meget til at forbedre deres Stilling. Rigsstaden Frankfurts Organisation af 1806 tager dem i Beskyttelse, og Akten af 18de Juli 1816 fastsætter, at "Senatet skal ved en Kommission ufortøvet lade udkaste et Re- gulativ for Jødernes borgerlige Rettigheder, der kan passe til Tidsaandens og Billighedens Krav." Det er ogsaa bekjendt, at de beskyttes og nyde Ophold og Næringsfrihed i de tre andre frie Rigsstæder. Storhertugdømmet Hessens Forfatning af 1820 bestemmer, at "ikke-kristelige Troesforvandte have Statsborgerret, naar Loven har indrømmet dem det, eller naar den er bleven Enkelte tilstaaet enten udtrykkelig eller stiltiende ved Overdra- gelsen af et offentligt Embede." I Chur-Hessen paalægger Or- ganisationsediktet af 29de Juni 1821 Ministeriet for det Indre at paasee de Anordningers Overholdelse, hvorefter Jøderne kunne opholde sig der. Ingen af de øvrige tydske Stater negte Jøderne Opholdet inden sine Grændser, skjøndt dette lider forskjellige Indskrænkninger, hvis skadelige Følger i moralsk og økonomisk Henseende da heller ikke ere udeblevne. De to første Forfatninger, den helvetiske Republik modtog under fransk Indflydelse, erkjendte fuldkommen Samvittighedsfrihed uden at tillægge nogen Troesbekjendelse Fortrinet. De senere SIDE: 243 hævede i de fleste Stater den romersk-katholske og den evange- lisk-reformerte til Statsreligion, uden dog derfor at betage de ikke-kristelige, d. e. den israelitiske, fri Udøvelse. Der findes dog forholdsviis faa Jøder i de helvetiske Forbundsstater. De syd- europæiske romersk- og græsk-katholske Staters Intolerants, med Undtagelse af Spanien, tilsteder dog Jøderne Opholdet, ihvorvel under trykkende Kaar. De have saaledes sit Qvarteer i selve Rom, hvor de dog, som Syndebukke, behandles -- og omtrent med samme Ret -- hvad Høfligheden især angaaer, ikke stort forskjelligt fra de Kristne i Konstantinopel. Undertrykkelse bærer overalt de samme sørgelige Frugter. Jøderne befinde sig derfor i alle de slaviske Lande paa det samme lave Trin som de øvrige undertrykte Folkestammer, dersom man ikke vil kalde det et aandigt Fortrin, at de dog vide at føre sig disse deres halvvilde Ulykkesfællers indolente Barbari tilnytte. Over hele Orienten dele de ellers denne tvetydige, men hos et med gode Forstands- anlæg udrustet Trælfolk naturlige, Egenskab med de kristne Ar- menier. De orientalske og afrikanske Jøder udmærke sig forøv- rigt fra de østeuropæiske i flere saavel aandige som fysiske Henseender, fordi de i det Hele behandles menneskeligere af Ma- homedanerne, der kunde dele sit Troeshad mellem flere lige van- troe Konfessioner, end af de Kristne, mellem hvem de ere de ene forskudte. Som saadanne behandles de overalt af den uoplyste Mængde, hvor en fuldstændig Emancipation ikke allerede har udslettet de stødende Ydermærker og homogeniseret den jødiske Befolknings Næringsdrift og Levemaade med den Kristnes. Den er conditio sine qua non, omendskjøndt vi saa nærfra, som fra Danmarks Hovedstad, i de mange jødiske Haandværkere kunne hente Be- viis for, at Tidsaanden, om den endog ikke i denne Henseende har seet sit Krav opfyldt, af sig selv udretter adskilligt til at ud- jevne Forholdene. Fordomme voxe og tyknes til, dersom de lades urørte eller respekteres. I samme Forhold dette i lang Tid har været Til- fælde, er det ligesaa naturligt, at de yttre sig, naar der engang røres ved dem, som at Sælhundens plumpe Masse snuer paa sig paa Skjæret, naar Solen stikker den. Det kunde derfor ikke være saa uventet, at den svenske Regjerings Udvidelse af Jødernes Rettigheder i Nabolandet ikke var synderlig populær i dets Smaa- SIDE: 244 byer, hvor Filisteriet trives saagodtsom i noget andet Lands. Men i oplyste Medborgeres Øjne fraskrev sikkerlig enhver Person og Kommune, der undertegnede disse Næringsnidets Modad- dresser, som strømmede ind paa Regjeringen, sig Kravet paa den større Reform, som saa vedholdende er æsket af denne. Udvidelsen var ikke større, end at Jøderne ikke længer skulde være indskrænkede til Stockholm, Norrkøping og Gøtheborg, og at speciel Tilladelse kunde erhverves til at indkomme i Riget; men i Sødertelje og Askersund, om disse besjungne Byer ogsaa deel- toge i Modskriget, fandt man ingen Trøst for Jødeskrækken i, at hine tre Stæder ere de mest blomstrende i Sverige, uagtet Jø- derne der have havt i lange Tider sit Ophold. Norges Forfatning skal være den frieste og for et Folk ære- fuldeste af alle Europas konstitutionelmonarkiske. Den fortjener ikke dette Navn, saalænge den er den intoleranteste. Der er liden Ære ved, at det i denne yderst vigtige Henseende i hele Europa kun har Spanien ved Siden. Katholsk Intolerance er af- skyelig, men en protestantisk, et protestantisk Spanien i Into- lerance, er endnu afskyeligere. Og det er Norge paa Papiret, men ikke efter sit Folks Aand og Tænkemaade; og efter denne maa Bogstavet rette sig. Det Folk, som har modtaget sin egen Emancipation ved Himlens synlige Bistand, bør mindst lønne den ved at forstøde Mennesker, der ogsaa ere dens Børn. Saa- meget have dog vel Israels tilbage af Mennesket, at den stærkeste af dettes Følelser, den naturligste, den som fremkaldes ved den mindste Velvillighed af selve Barbarens Bryst: Taknemligheden, ikke er uddød imellem dem. Paa denne er det, den politiske og økonomiske Hensigtsmæs- sighed af deres Banlysnings Ophævelse og Indrømmelse af lige Rettigheder med Andre, alt efter Grundlovens øvrige Bestemmelser, med Tryghed kan baseres a priori. Historien har betrygget os Følgerne, som jeg vil haabe paaviist i det Foregaaende. Norge mangler Folk og Penge. Dets Befolknings Foretagelsesaand er heller ikke stor. Med alt Dette kunne Jøderne forsyne, og der ville de rigeste og mest oplyste Jøder nedlade sig, hvor de finde Anledning til at anvende sine Kapitaler, og hvor de kunne nyde den menneskeværdigste Tilværelse. Og naar Landet omspændes af sine Fiender, for denne Friheds Skyld, som ogsaa har udstrakt sine Velgjerninger til de ulykkelige Israeliter, da er det men- SIDE: 245 neskerigtigt at slutte, at et Folk, der har saamegen indbyrdes Kjærlighed og saa vidstrakte Forbindelser sig imellem, vil fra alle Kanter gjøre Alt for at redde sit bedste Asyl. Dets Guld vil fylde de udtørrede Hjælpekilder, og dets Mægtiges Indflydelse virke for dette i Kabinetterne. "Filanthropiske Hypotheser, ingen personlig Erfaring!" siger man! Nu vel, hvor var den personlige Erfaring, som dikterede sidste Passus i Grundlovens § 2? Den forrige Regjerings faderlige Omhu for at beholde Kongsberg alene havde gjort den personlige Erfaring om Jødernes særegne Farlighed for Norge vanskelig for de hæderværdige Konstitutionens Fædre. Og Filanthropismen? Den er noget i Miskredit, skjøndt ogsaa Konstitutionerne ere fødte under dens Hjerte. Men "Jesus -- siger ovenanførte Stats- mand -- hørte ogsaa til Filanthroperne, og fordrer med Ret, at vi Alle skulle være dette, og den største Filanthrop er vor Herre Gud selv, der lader sin Sol skinne over Kristne og Jøder." Dersom det Foregaaende har været egnet til at meddele Norges Lovgivere undertegnede Individs Følelse af det umenneskelige i Underkuelsen af den jødiske Troesbekjendelse i Almindelighed, saaledes som den har fundet og i de ufuldkomnere Stater endnu finder Sted; dersom Følelsen har kunnet blive vakt af, at Norge, uden Aarsag fra Jødernes Side, imod sin Protestantismes og sin Forfatnings Aand, imod Nationens menneskekjærlige og gjæste- venlige Karakteer og politiske Uskyldighed, har deeltaget i denne store politiske Uretfærdighed indtil en Yderlighed, som kun det fanatiske Spanien har drevet det til imellem Nationerne; dersom Exemplet, som de frieste, i Forfatning Norge mest lige, Nationer levere paa de for begge Parter velgjørende Følger, Jødernes fuld- komne Emancipation har havt, har kunnet virke noget paa Ideen om at udføre den ogsaa hos os, hvor de mange Baand paa Næ- ringsfriheden ellers ikke lade befrygte nogen pludselig og over- dreven Indstrømmen af en formueløs Masse, mens Landets Na- tur og Beliggenhed giver Formuen og Foretagelsesaanden mange Vink, den vil forstaae; og dersom der i disse Egenskaber, som Jøderne ligesaavel ere i Besiddelse af, som af den naturlige Er- kjendtlighed, der i den menneskelige Sjels Grundlov ligeledes danner den anden Paragraf, mens ogsaa i den Selvstændighedens SIDE: 246 er den første, og dens udøvende Magts Bud: "gjør mod Andre, som Du vil have gjort mod Dig!" er, som i vor Grundlov, den tredie -- dersom der ogsaa i denne stærke Følelse ligger nogen Garanti for, at Jødernes Emancipation vil være Norge i Fred og Krig til materiel Nytte: saa vover Undertegnede at foreslaae denne, saaledes som den for Norges Vedkommende vil kunne skee, idet følgende Grundlovsforandring proponeres: Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: "Jøder ere frem- deles udelukkede fra Adgang til Riget," udgaaer. -- Kristiania i Juni 1839. ÆrbødigstHenrik Wergeland. Vedtages som eget af S. Sørensen. Refereret i Storthinget den 28de Juni 1839 og da besluttet: "Forslaget bliver inden Storthingets Opløsning under Præsi- dentskabets Haand at offentliggjøre ved Trykken for at komme til Afgjørelse paa næste Storthing." MOD FORDOMMENE Jøderne i borgerlige Næringsveje. Deres økonomiske Farlighed. Skakkerhandelen. Ingen Indvending hører man saa ofte anbragt imod Jøderne, som den borgerlige Beskjæftigelse, de Fleste af dem, under Forholdenes Tvang, drive, nemlig Handelen og Maaden, hvorpaa de drive denne. Denne Gjenstand fører fra sit rette Standpunkt, fra den almindelige Nyttes simple Grundsætninger betragtet, til de allersimpleste legislative Resultater; men bliver desværre ofte forvirret ved Indblandingen af fremmedartede religiøse Hensyn, hvortil da ofte en Tendenz slutter sig til at hævde Deres In- teresse, som have Fordeel af at udestænge Jøderne fra en Kon- kurrenz, hvoraf Almeenheden skulde have Nytte eftersom den var SIDE: 247 fri og udstrakt til. Men for at vinde den rette Anskuelse af Sagen, tage man fremfor Alt ikke Theologer, Filosofer og Belle- trister, som ere ukjendte med Handelens første Grundsætninger (skjøndt det almindeligviis er fra dem man hører Skriget om Jødernes økonomiske Farlighed) men praktiske og theoretiske Kjendere af statistiske og statsøkonomiske Forhold, paa Raad! Følgende Bemærkninger maa give enhver redelig Tænkende Anledning til nærmere at overveje Sagen, skille Sandt fra Falskt og vinde det Resultat for Lovgivningen, som det her kommer an paa. I Middelalderen og i Tydskland til for en 20 -- 30 Aar siden vare Jøderne en Handelskaste, hvori Handelen, som eneste Er- hverv, nedarvedes fra Fader til Søn. Grundene hertil ere lette at opdage, og kunne ikke søges i en ejendommelig Tilbøjelighed, naar man betænker, at Jødernes retlige Tilstand dengang ikke var bedre end den endnu er i de fleste tydske Stater, nemlig at enhver Grundbesiddelse paa Landet og i Byerne enhver Ad- gang til Haandværksdrivt var dem spærret og forbudt; at de sjelden kunde gjøre Regning paa en fast Bopæl, hvilken Han- delen i enkelte Grene ogsaa kan til Nød undvære; og at man ikke i Regelen forpligtede dem til Krigstjeneste. Ogsaa var det i en Tidsalder, hvori det hele Samfund var skarpt kaste- og standsdelt, ganske i sin Orden, at ogsaa Handelen havde sin Kaste. Dertil kom den kanoniske Rets usalige Renteforbud, som gjorde de ikkedestomindre nødvendige Laaneaffærer med Saadanne, som skulde beskyttes ved dette Lovbud, der gjaldt halvt for verdsligt halvt for geistligt, forhadte, ligesom ogsaa den Omstændighed, at, i en Tid, hvori Forbindelsesmidlerne mellem Landene vare faae og besværlige, skaffede det Vandre- liv, som blev Jøderne paatvunget ved de Forfølgelser, de vare priisgivne, dem, især ved udbredte Handelsforbindelser, Fordele, som betragtedes med Misundelse. Den eneste Erhvervskilde, som desforuden stod dem aaben, var den udøvende Lægekunst, og den erhvervede mangen Israelit et berømt Navn. Man vilde dog tage feil, om man troede, at dette Forhold blev efter Datids Omstændigheder anseet for skadeligt, og at man dengang af Statsklogskabsgrunde, søgte at blive Jøderne qvit. Det blev i Tydskland meget mere holdt for et Privilegium, at maatte be- sidde Jøder, hvorom der blev ført Strid mellem Keiseren og SIDE: 248 Rigets Stænder. Jødernes Historie i Middelalderen viser en fortvarende Kamp mellem det af en fanatisk Geistlighed op- hidsede Pøbelraseri og Regjeringernes Kløgt, som beskyttede Jøderne ikke af Menneskelighed, men for egen og offentlige For- deles Skyld. Men disse Forhold have for største Delen forandret sig under Civilisationens Fremskridt. Kastevæsenet er, paa faa Spor nær, forsvundet, og Jøderne have ophørt at være en handlende Kaste hvor Lovgivningen har aabnet dem andre Erhvervskilder. Hint Renteforbud har veget Plads for fornuftigere Bestemmelser, saa de fordærvelige Privilegier til at overtræde det ikke finde Sted længer; ved den almindelige Lettelse af Forbindelserne mellem Landene staaer ingen særegen Fordeel længer til de vandrende Jøders Tjeneste, saa at, efter Sagkyndiges Dom, en unaturlig Forarmelse er bleven den naturlige Følge hvor ingen andre Er- hvervskilder ere aabnede, end Handelens. Falskeligen har man ogsaa hørt paastaae, at Jøderne, selv hvor disse have været aabnede, dog ikke have gjort Brug deraf. Men herimod lade sig ubestridelige Kjendsgjerninger anføre. I Preussen er det Alle bekjendt, at Jøderne siden Loven af 1812, som dertil gav Tilladelse, drive for største Delen Agerbrug og Haandværker, og et andet Bilag fra en Stat, som ligeledes først siden 1813 har tilstaaet Jøderne Næringsfrihed, nemlig Bajern, dokumenterer af Embedsberetninger fra 1828 med Hensyn til de talrige Jøder i Obermainkredsen følgende: "Man kan antage, at nu den samtlige mandlige Ungdom, med Undtagelse af nogle faa Individer, der understøtte sine skrøbelige Forældre i deres Han- del, beskjæftiger sig med Kunster, Videnskaber, Haandværker og Agerbrug. For 7 Aar siden (1821) taltes allerede over 300 israel- itiske Læredrenge og over 50 Svende i Obermainkredsen. Der gives ikke blot jødiske Slagtere, Dugmagere og Skrædere, men ogsaa Vævere, Strømpevirkere, Farvere, Bogbindere, Glasmestere, Sæbesydere, Porcellænmagere, Uhr- og Kammagere o. s. v. Me- dens før hint Edikt alle Jøder, som i Obermainkredsen tælle 1400 Familier, levede af Skakkerhandel, har disses Tal lidt efter lidt formindsket sig til omtrent 280." I Würtemberg var, ifølge Ministeriet for det Indres Indberetning, allerede før den nye Emancipationslov af 1828 i disse Henseender gjort alt hvad der kunde gjøres fra Jødernes Side. SIDE: 249 Ethvert billigt Menneske maa dog tilstaa, at saadanne Resul- tater efter faa Aars Forandring i Aarhundreders kuende Kaar, hvis Følger ikke kunde udeblive, at saadan Elasticitet efter det langvarige Tryk fortjener Agtelse og Anerkjendelse, og at disse iøinefaldende Erfaringer lægge Bagvaskelsen for Dagen i hiin Jødernes fabelagtige "uovervindelige" Afsky for ethvert Erhverv udenfor Handelen. Men hvor taabelig indtil Latterlighed er det ikke, naar den rigtige Sats, at det vilde være Jødernes egne Forhold i mange Henseender skadeligt og ubeqvemt, om de vilde haardnakket vedblive at danne en Handelskaste hvor andre Næringsgrene ere dem tilladte, saaledes fordrejes, som om Handelen i sig selv skulde være noget Særegent og særegent Skadeligt i de Jøders Hænder, der drive en Enhver lovlig tilladt Handel! Thi for den utilladte gives jo Straffelove gjældende for Jøder, som for Kristne. Og dog hører man dette ofte af hine Theoretikere, der med en egen Fornøjelse udbrede sig om Ting, de have mindst Indsigt i. Mæglervæsenet, eller Afslutning af Handel ved en Tredie, har man saaledes fremstillet som noget Fordærveligt, der skulde især være Jøderne ejendommeligt. Men Enhver, som kun løselig har betragtet Kjøbmandsaffærerne i Handelsstæder, vil kunne be- kræfte, at de fleste blive afsluttede ved Mæglere, og at denne Korporation, Vare- eller Vexelmæglernes, ikke er mindre agtet end nogen anden. Med Jødernes "Skakkren" har man ogsaa forfærdeligt at be- stille. Man definerer den som en med ubestemt aageragtig Gevindst dreven Mellemhandel med allehaande Gjenstande -- en Definition, som det overlades praktiske Statsmænd at afgjøre, om den har Bestemthed nok til at tjene som Grundlag for en Lov. Men fremfor alt maa det Spørgsmaal afgjøres: er denne saaledes betegnede Handel tilladt eller forbudt for Jøder og Kristne? Thi det maa antages forudsat, at ingen civiliseret Stats Lovgivning tillader de Første hvad den forbyder de Sidste; og skulde saadant dog kunne tænkes at existere nogetsteds, saa maatte det være Lovgivningens Opgave, strax at oprykke saa- dant Ukrud medrode. Men er slig Handel nu tilladt, og holde de, som drive den, sig inden Grændserne af det lovligen Tilladte, saa er det Usands, at gjøre gjældende imod dem, at de benytte sig af et lovligen aabentstaaende Erhverv. Er den forbudt, som SIDE: 250 overalt Aager, og i flere Lande, for Jøder som for Kristne, Huus- skakringen, saaat de, der drive den, gjøre sig skyldige i Over- trædelsen af en Lov -- nu, saa belægge man dem med Lovens Straf, men lade ikke dem, som have intet dermed at skaffe, und- gjælde for hines Forseelse. Slaphed i Anvendelsen af bestaaende Love, Dommeres og Embedsmænds Efterladenhed og deraf fly- dende Strafløshed for de virkelige Overtrædere, vil dog vel ikke en Lovgivning, som holder paa sin Ære, gjøre gjældende som en legislativ Grund? Og hvor en saadan Slaphed og Efterladenhed mod visse Forseelser finder Sted, er da dette ikke lige Tilfælde imod Kristne som mod Jøder? Eller er ikke, hvor jødisk Aager er strafløs, det samme Tilfælde med den kristelige? Men hvorvidt Lovgivningen skal gribe ind i Handelens Sfære, hvad den skal forbyde og hvad den skal tillade, har Handels- lovgivningens Theori at afgjøre uden Forskjel mellem Kristen og Jøde, Stats- eller Skytsborger, Indfødt eller Fremmed med Borgerret. Dette gjælder naturligviis ogsaa Handelen med Stats- papirer, hvorfor Jøderne ere saa udskregne; men Paastanden, at disse skulde drive den paa en slettere Maade end Andre, er en Bagvaskelse, der kun kan tjene til at strø Dumhoveder Sand i Øinene. Man har i Leipzig en Tid seet mange Banqviers, der samtlige dreve denne Handel, at standse med sine Udbetalinger; men derimellem ikke noget Jødehuus, og i Wien og Berlin ere mange Statspapiirhandlere traadte over fra den jødiske til den kristelige Religion, men Ingen har dog været gal nok til at paa- staae, at deres Handelsdrivt derfor har skiftet Art og Maneer. Men betræffende Skakkerhandelen igjen, da ere flere af de grundigste Kjendere af alle Nationalvelstandens Forhold, som bekjendt, af meget forskjellige Anskuelser. Just hiin saa ud- skregne Handel med Vandringsstaven i Haanden med de ube- tydeligste Ting, der kun yde dem, der drive den, et saa kum- merligt Tilvær, at de gjerne, om det stod til dem, ombyttede sin Næringsvei med en anden, er nylig af vægtige Stemmer, f. Ex. af Ministeren von Rudhardt i hans Statistik over Bajern og af flere af de kundskabsrigeste Medlemmer af det Würtembergske Kammer erklæret for noget ganske uskadeligt, ja endog paa sin Viis, for Folk paa Landet, som den skaffer alle deres Nødven- digheder i de mindst mulige Dele, for ret nyttig. Det er ogsaa af mange Sagkyndige bleven forsvaret, at Indvendingerne mod SIDE: 251 denne Næringsvej ikke, som man foregiver, beroer paa Konsu- menternes, Kjøbernes, almindelige Interesse, men meget mere paa Bykræmmernes Privatinteresse, som ville have Privilegium paa at sætte Prisen for Bønderne. Dette fortjener Opmærksomhed, at fast alle Klager over Jø- dernes Indvirkning paa Handelen skrive sig ikke fra Kjøberne, men fra Sælgerne, som klage over Jødernes Konkurrenz, over at de nøje sig med ringere Profit, derved bringe Priserne ned o. a. desl. Men at disse Følger af Konkurrenz mere befordre end skade det Heles Vel, er vel klart nok. Ved ganske fri Kon- kurrenz, ved Kjøbernes fuldkomne Uafhængighed af Sælgerne, fritages hine ogsaa for den Nødvendighed at maatte kjøbe atter af den, de engang have fundet sig bedragne af. Kanzler von Autenrieth har sandt og aandrigt udtrykt den simple Tanke, hvorpaa alt her kommer an, idet han endte en Tale i det Würtembergske Kammer med disse spøgende Ord: "selv har jeg allerede mere end een Gang befundet mig i den farlige Om- stændighed, at en Jøde har spurgt mig: Intet at handle? Intet at handle? men med det simple Ord Nei var den hele Fare for- svunden." I Lande, hvor der endnu handles om Næringsfrihed, gjøre Mod- standerne af Jødernes Emancipation ingen Hemmelighed af at de betragte de udelukkende Love som Middel til at hemme Kon- kurrenzen. Den sørgelige Erfaring har gjentagende bekræftet sig i Tydskland, at saa erbarmelige Hensyn ere istand til at indvirke paa Afgjørelsen af et Spørgsmaal, som angaaer Menneskets na- turligste Frihed og moralske Interesse. En Franskmand, en Britte skulde ikke vove i saadan Sag at gjøre saadanne Argumenter gjældende, og heller ikke i Tydskland skulde det kunne skee, om en fælleds konstitutionel Lovgivning omfattede det. Kun i Smaastaternes snevre Kredse have de fremtraadt i Lyset og vundet en forgjængelig Overvægt. Men desværre det er fra dem og ikke fra hine friere Lande, Norge henter sin Lovgivnings Modeller. Lovgivningens Opgave er dog med alt dette i sig selv meget simpel. Den forbyde ubetinget hvad den har erkjendt for skade- ligt, og sørge for at den udøvende Magt vaager over Iagttagelsen af dens Forbud! Holder den en bestemt Næringsgreen, uden at den just mener at kunne forbyde den, for uforenlig med Borger- rettens højere Betingelser, saa knytte den Udelukkelse til denne SIDE: 252 enkelte Næringsgreen, som den Würtembergske Lovgivning har gjort. Men i intet Tilfælde lade den en Tingenes Tilstand be- staae, som, istedetfor at afhjælpe Ondet, ikke blot vilde straffe den Uskyldige med den Skyldige, men den Uskyldige alene. Thi det vil kun ligge dem, der med Liv og Sjel have hengivet sig til Handelen, lidet paahjerte, om Den, der har ofret sig til Viden- skaberne, eller der har erhvervet sig sine Medborgeres Tiltro, kan naae en værdig borgerlig Stilling eller ikke; men den Sidste, Den alene, som besjeles af en højere Stræben, og som kan og vil tilhøre Staten og være den til Nytte og Ære med alle sine Kræfter, vil føle sig indskrænket og krænket ved Udelukkelse af Grunde, som hans hele Tragten og Færd intet har at skaffe med. Jødernes Nationalitet. Et andet Moment, hvortil de øvrige Krænkelser ere føjede som et Slags dertil afpassede Forziringer, er Fremmedheden, den forskjellige Nationalitet. Det ikke blot det Spørgsmaal som frem- træder, om det nutildags baader Staten, at den ydre Bekjendelse af en bestemt Tro -- thi mere kan kun Gud, der prøver Hjer- terne, kræve -- er priviligeret fremfor andre; men man vil ogsaa see i Jøderne ikke blot Anderledestroende, men Fremmede i anden Bemærkelse end vi tænke os Franskmænd eller Tydskere. Dette lære vi ikke af de faa Nationer, hvori den borgerlige For- skjel er forsvunden, men af dem, der have anstrengt sig forat beholde den. I disse have de forgjæves opstillet de skjønneste Vidnesbyrd om opofrende Patriotisme; Erkjendelsen heraf har dog kun strakt sig til den Enkelte, ikke til Slægten, som dog i Aarhundredernes Rækker havde været indpodet med det her- skende Folkefærd. "Det maa, siger Israeliten Dr. juris Riesser i Hamburg med bitter Smerte over denne evige Uretfærdighed, ikke forarge den Bedømmer af vort Folkes Forhold, som ikke kan undlade stedse at see ikke blot Anderledestroende, men Fremmede, i dem, om vi af alle Kræfter modstride denne An- skuelse, som maatte bringe os til Fortvivlelse, om der laae Sand- hed til Grund derfor. Kalder En os Vantroende og Forstødte af Gud, saa sige vi ham, at vi troe paa en Gud, som ikke for- støder noget af sine Børn; men naar den Tydske skulde kunne SIDE: 253 kalde os Tydske Fremmede, saa vare vi uden Hjem, uden Fædreland." Fra den juridiske Standpunkt falder den hele Bygning sammen ved den ene Bemærkning, at alle civiliserede Staters Love ind- rømme en Indvandrets indfødte Søn, som ikke har Krav paa noget andet Hjem, Borgerret uden Hensyn til de Betingelser Faderen optoges paa. Den positive Begrundelse, Fundamentet for hans Krav, staaer altsaa der urokkelig fast for den indfødte Jøde, og det er blot den religiøse Udelukkelses Lov, man kan imodstille ham. At dette virkelig er Sagens retlige Tilstand frem- træder tydeligt nok deri, at ingen Stat negter den til Kristen- dommen overtraadte Jøde den fulde Borgerret, og, saalidet den offentlige Mening end hist og her er Overgangen gunstig, saa bliver dog dette Krav dem ingensinde bestredet. Det er altsaa klart nok, at det er Bekjendelsen og ikke Herkomsten, at det er en religiøs, ikke en national, Forskjel, som begrunder Udelukkelsen. Heller ikke den historiske Begrundelse, man plejer at give hiin Fordom, holder Stik. Jøderne vare vel ganske vist engang en Nation; men som saadan ere de undergangne for næsten 2000 Aar siden, ligesom de fleste andre Nationer, hvis Afkom befolkede de nærværende europæiske Stater. Fra da af levede mange Jøder adspredte i alle det romerske Riges Provindser under samme retlige Forhold som Beboerne af de øvrige under- tvungne Lande, og havde, efterat disse vare givne romersk Borgerret, ogsaa Deel i denne. Deres Tro var her ingen Hin- dring. Thi, om ogsaa den romerske Lovgivning søgte at over- holde Reenheden i den romerske Kultus, er det dog bekjendt, at den tillod Ikke-Romerne fri Udøvelse af deres Religion i og udenfor Rom, og fandt deri ingen Grund til Udelukkelse fra Borgerret. Ved Jerusalems Forstyrrelse ifølge en politisk Op- stand mod det romerske Herredømme blev vel et Antal Krigs- fanger bortførte som Slaver; men den langt større Mængdes Forhold forandredes ikke: de vedbleve at leve som frie Under- saatter af det romerske Rige ligesom andre Provindsfolk, hvis Hovedstæder ligeledes vare ødelagte af romerske Erobrere, og af hvem en Mængde vare blevne romerske Krigsfanger. Først halvfjerdehundrede Aar efter Jerusalems ødelæggelse og omtrent et Aarhundred efterat Kristendommen var bleven det romerske Riges Statsreligion, toge de udelukkende Love mod Jøderne, SIDE: 254 skjøndt ikke imod dem som Nation, men som imod en Sekt, hvis Tro holdt Stand imod Kristendommen, der havde vundet en let Sejer over Hedendommens Guder, sin Begyndelse. [fotnotemerke] Blot Religionen, der fremtraadte af den knuste Nationalitets Form som dens indre Gehalt, var det, som fremdeles gav Jøderne en egen Existenz, og den har alene affødt alle Undertrykkelser og Forfølgelser. De Jøder, som i det 16de Aarhundrede kom til Holland og Tydskland, maatte flygte fra Spanien og Portugal fordi de ikke havde villet afsværge sine Fædres Tro, netop lige- som 100 Aar senere de franske Hugenotter maatte forlade sit Fædreland ved Ophævelsen af det nantiske Edikt. De Sidste bleve, om end fremmede, beredvilligen optagne af sine Troes- forvandte, de Første modtoges med Afsky for deres Religion, men fik Ophold formedelst de Fordele, de ved sine Forbindelser bragte Handelen. Meget rigtigt er det, at Ingen kan være Borger i to Stater; Ingen kan opfylde sine Borgerpligter mod to Stater, Ingen lyde en dobbelt Øvrighed, Ingen forsvare to Fædrelande. Men hvor er da denne anden Stat, mod hvem Jøderne nogetsteds have at opfylde Pligter? Hvor er denne anden Øvrighed, som skulde vove at stille sine Befalinger mod Landets lovlige Øvrigheds? Hvor er dette andet Fædreland, som skulde kalde dem til at forsvare sig? Det hedder videre, at Jøderne leve efter egne Love. For at vinde en klar Anskuelse af dette Punkt, er det kun nødvendigt, at man adskiller saadanne Love, som angaae borgerlige Gjen- stande fra dem, der ene og alene udgaae fra Religionen. Efter egne Love angaaende Ægteskab, Skilsmisse, Arv og lignende Forhold leve Jøderne langtfra overalt, og kun paa de færreste Steder have de egne Domstole til at afgjøre deslige Anliggender Fotnote: Kapitlet i Codex Justinianus hedder: "de Judæis et coelicolis" (om Jøder og Himmeldyrkere) og i Cod. Theodosianus: "de Judæis, coelicolis thi selv De -- og deres Antal er paa alle Steder betydeligt -- som afvige derfra, gaae derved ud fra den Anskuelse, at deres Re- ligion kunde paa et højere Udviklingstrin undvære disse Ejen- dommeligheder, men ikke fra, at de fra først af ikke have staaet i nogen Forbindelse med Religionen. Ganske feilagtig er da ogsaa den Mening, at hine Love allerede fra Moses af have været noget reent Politisk, en reen national Lovgivning, som var fremmed for Religionen. Udenfor de religiøse Meningers Gebeet hører den ikke, og de Mange som efter sin Overbeviis- ning holde sig for hævede over dens Iagttagelse, troe sig ikke derved bragte Staten en Haarsbred nærmere. Alle Jøder holde sig i de Forhold, som sortere under de borgerlige Love, for- pligtede til ubetinget at adlyde disse, men ikke til, for Statens Skyld, at afvige fra eller holde sig andre Love efterrettelige. Den historiske Anskuelse, som underlægger Ceremoniallovene en politisk Natur, finder ogsaa, at Moses har betjent sig af Abrahams Lære om den ene Gud, som har skabt Himmel og Jord, blot som et Middel til at danne en Stat og forat erhverve sin politiske Lovgivning i Eet og Alt Autoritet, ligesom i Rom og de græske Republiker Præsternes og Augurernes Religion tjente Statsøjemedene tilbedste. Det sidste og eneste Formaal, Moses da skulde have havt for Øje, var altsaa Stiftelsen af en SIDE: 256 Stat; alle hans Love skulde være beregnede paa et politiskt Formaal, Religionen kun være ham et Regjeringsmiddel, hans hele religiøse Lovgivning en Mekanisme, hans eneste evige Gud dennes deux ex machina, og han Selv den slu Maskinmester, som forstod saaledes at styre Statens Skib paa bedste Maade. Fra et saadant Standpunkt af vilde det da være en ligesaa tom Floskel at kalde de fem Mosebøger en Religionsbog, som f. Ex. Titus Livius's romerske Historie, hvori der ogsaa er en heel Deel at læse om Spaadomme, Præster og Augurer. Men at sætte Moses, naar man alene betragter hans Bestræbelser som rettede paa en Stats Stiftelse, ved Siden af Roms og Grækenlands Lov- givere, synes at være en tom Høflighed naar man betænker, at den af ham under de ugunstigste Omstændigheder grundede Stat, fra Begyndelsen af sønderreven af indre og ydre Kampe, aldrig har havt nogen varig Hvile- eller Glandspunkt, som kunde berettige til at sætte den jødiske Stat, som Stat, ved Siden af Rom, Athenen eller et af Asiens Monarkier. Og denne skrøbe- lige politiske Existence skulde have været det højeste Maal, som den guddommeligen begeistrede Lovgiver stræbte at naae? Forat gjøre sit Folk til Erobrere skulde han have givet det Ceremonial- love, der synes saa hemmende al ydre Virksomhed? Man maa tilstaae, at Middelet var besynderlig nok valgt. Rom, der har erobret Verden, havde ganske andre Love. Og hiin kummerlige nationale politiske Tilværelse, skulde det være, som har over- levet alle den gamle Verdens Folkeslags Grave? Under saadanne Omstændigheder er det vel ikke saa unaturligt, saa fanatisk jøde- mæssigt, at opfatte den mosaiske Lovgivning fra et andet Syns- punkt, at troe, at Religionen ikke var Moses et Middel til at regjere Staten, men at denne og det nationale Liv var ham den nødvendige Form forat befæste og udbrede Troen paa den eneste sande Gud. Ligesom Abraham sin Familie, har Moses indviet sit Folk til den ene Gud; ikke forat gjøre det som Nation ad- skilt fra andre Nationer, og endnu mindre til et voldsomt her- skende, gav han Ceremonialloven, men forat afsondre den ene Guds Bekjendere fra Afgudsdyrkerne, som omgav dem, og forat gjøre deres hele Liv gjennemtrængt af Tanken paa denne Gud. Kun saaledes er den ellers uopløselige Gaade, Israeliternes 200aarige Vedvaren, mens de som Nation vare saa ubetydelige, svage og let betvingelige, at forklare, og betragtet fra denne SIDE: 257 Synspunkt, erholder mangen let bespottelig Side af Jødernes religiøse Liv en alvorligere Betydning. Om Opfyldelsen af Ce- remonialloven nutildags er det eneste eller rette Middel til dette Endemaal, om Bevidstheden er istand til med lige Inderlighed at fastholde Tanken om Gud uden vedvarende ydre Ihukom- melsestegn, er et Spørgsmaal, Religion og Filosofi har at besvare, og hvorom Meningerne imellem Jøderne selv ere meget forskjel- lige. Kun deri stemme de alle overeens, at Ceremoniallovene ere af religiøs, ikke af politisk Natur. Hvad der betræffende Messiasbegrebet anføres som Hindring for en national Forening mellem Kristne og Jøder, vederlægges allerede derved, at selv Rabbinernes Lære forbyder at bringe Haabet om Messias i nogen Forbindelse med det praktiske Liv, at foretage sig noget derfor eller at regne derpaa. "Af denne deres jødiske Messiastroes upraktiske Natur -- siger Dr. Riesser -- ere selv Jødernes al- mindeligste Forestillinger saa gjennemtrængte, at et gammelt be- kjendt Ordsprog imellem dem siger: "Den, som bygger paa Messiæ Komme, gaaer tilgrunde." Heller ikke kan Nogen som kjender til den jødiske Literatur, være af den Mening, at Messias- troen bliver opfattet i nogen senere national Mening. Hos Pro- feterne er Forløsningens Endemaal og Hensigt den hele Verdens Frelse; Jødefolket og en Konge af Davids Huus er dem kun Middelet, hvoraf Forsynet til den Ende betjener sig; Forløsningen skal ikke komme for, men ved Jødefolket." At forøvrigt Mes- siastroen for Jødernes Vedkommende ganske kunde afføre sig og befries fra de nationale Indskrænkninger uden derved at tabe sit religiøse Indhold, Haabet paa et Sandhedens og Fredens al- mindelige Rige, paa en Tilstand hvori det Ondes Ophør paa Jorden ikke blot er bleven mulig, men virkelig, synes rimeligt, naar man betænker, at hiin skarpe nationale Begrændsning i Oldtiden var ikke en vilkaarlig, men nødvendig, hvorover intet af dens Folk af frit Valg kunde sætte sig ud -- det græske og romerske ligesaalidt som det jødiske, idet intet kunde hæve sig udover sin enge Horizont -- men som dog har ophævet sig selv eftersom Synskredsen udvidede sig. SIDE: 258 Det er ellers ikke let at begribe hvad man egentlig forstaaer med denne Frasigelse af Nationalitet, uden hvilken ingen Op- tagelse og Emancipation skulde kunne være tænkelig. Forstaaer man derved den Erklæring, at de ville opfylde alle borgerlige Pligter, lyde og efterleve Statens Love, da er dette en conditio sine qua non; at de ikke skulle drive andre Næringsveje end dem, der ere enhver Statsborger tilladte, da følger vel ogsaa det af sig selv, at de maa underkaste sig en saa billig Betingelse, som at de ingen Særrettigheder skulle have; eller at de skulle betragte sig som tilhørende den Stat, hvori de leve, da ville de nok af ganske Hjerte og Sjel erklære dette. Og skulde der imellem Israeliternes Tusinder, imod al Tænkelighed, findes En- kelte, der maatte vægre sig derfor og foretrække at tilhøre en ikke-existerende Stat, en Nation uden Tilvær, saa kunde et Politiopsyn være tilstrækkeligt nok -- ikke for deres Anskuelses Farligheds Skyld, men for den gode Grund, der var forhaanden til at holde dem for forrykte. At Jøderne ellers betragte sig som tilhørende i politisk og borgerlig Eenhed den Nation, hvori de ere Borgere, indlyser af følgende historiske Kjendsgjerning: I Aaret 1806 lod Napoleon en talrig Forsamling sammenkalde af Rabbinere og Deputerede fra Jøderne i Keiserriget og forelagde dem en Række af Spørgs- maal, som sigtede til at erholde deres Erklæring om deres For- hold til Staten, dens Borgere og Lovgivning. De vigtigste Spørgsmaal og Svar, hvilke sidste siden ved en Forsamling af Skriftlærde (et Sanhedrin) bleve bekræftede og forvandlede til Beslutninger, som for Jøderne skulde have religiøs Kraft, vare følgende: 1ste Spørgsmaal: Kan en Jødinde gifte sig med en Kristen og en Kristinde med en Jøde, eller byder Loven, at Jøder kun skulle tage tilægte indbyrdes imellem hinanden? Svar: Loven siger ikke, at en Jøde ikke maa tage en Kristen tilægte eller en Kristinde en Jøde. Den siger heller ikke, at Jøderne kun maae tage tilægte indbyrdes imellem hinanden. Lovens Forbud er kun anvendbart paa afgudiske Folkeslag, og Talmud erklærer udtrykkeligt, at de nyere Folk ikke ere at be- tragte som saadanne; thi, ligesom vi, tilbede de Himmelens og Jordens Gud. Ogsaa har til forskjellige Tider Ægteskaber fundet Sted mellem Jøder og Kristne i Frankrig, Spanien og Tydskland. SIDE: 259 De bleve Tid om anden taalte og forbudte alt efter Fyrsternes Tykke; men man kan ikke dølge, at Rabbinernes Mening er imod saadanne Forbindelser. Efter den har kun det Ægteskab kirkelig Gyldighed, hvorved de religiøse Ceremonier efter Tal- mud ere fuldbyrdede. Men dette kunde ikke finde Sted, hvor den ene eller anden Part ikke anerkjendte disse Handlingers Hellighed; Ægteskabet vilde være borgerlig gyldigt, men uden Kraft efter Kirkens Love. Dette er i Almindelighed Rabbinernes Mening; de ville være ligesaalidt tilbøjelige til at fremme og vel- signe saadanne Forbindelser, som de katholske Præster ere det. Imidlertid antage Rabbinerne, at den Jøde, som ægter en Krist- inde, ikke i sine Troesforvandtes Øine forbliver mindre Jøde, end om han havde indgaaet et blot borgerligt Ægteskab med en Jødinde. Ligesaa erklærede Sanhedrinet senere hen, at Ægteskaber mellem Israeliter og Kristne, som ere fuldbyrdede efter Civillovens Forskrivter, ere borgerlig forpligtende og gyl- dige, om de end ikke berettige til at iklædes de religiøse Former. 2det Spørgsmaal: Blive Franskmændene holdte for Fremmede eller for Brødre af Jøderne? Svar: I Jødernes Øine ere Franskmændene Brødre, ingen- lunde Fremmede. Denne Synspunkt, hvorfra vi betragte Fransk- mændene, er ganske i den mosaiske Lovgivnings Aand. Allerede i de Tider Israeliterne udgjorde et selvstændigt Folk, foreskrev Religionen dem, at ansee Fremmede som Brødre, og med sand rørende ømhed anbefaler Lovgiveren denne Kjærlig- hed mod Fremmede. "Erindrer -- siger han -- at ogsaa I vare fremmede i Ægypten!" Moses paabyder Agtelse og Velvilje mod Fremmede, ikke saameget som en Opmuntring til Iagttagelse af en selskabelig Moral, som i Egenskab af en af Gud selv paa- lagt Pligt. "Naar I høste Sæden af eders Ager -- lyde hans Ord -- saa vender ikke tilbage forat opsamle de Ax, som maatte være forglemte, men lader dem blive liggende for de Fattige, den Fremmede og Enken. I skulle ikke mishandle den Fremmede, ikke tilføje ham nogen Uret! Elsker ham, giver ham Spise og Klæder i hans Nød. Thi jeg er den Evige, eders Gud; den Evige elsker den Fremmede". (5 Mos. 22.3,29. -- 2.22,23). Til denne Velvilje mod Fremmede føjer Moses ogsaa den al- mindelige Menneskekjærligheds Bud: "Elsk din Næste som dig selv!" Og i lignende Udtryk taler ogsaa David: "Herren vor SIDE: 260 Gud er fuld af Miskundhed: over alle sine Skabninger udstrækker sig hans Barmhjertighed", ligesom ogsaa Talmud bekjender denne Lære. "Hvorledes Meningerne end maa være med Hensyn til andre Nationer -- siger en Talmudist, d. e. en mosaitisk Troes- fortolker -- skulle vi dog elske dem som vore Brødre; vi maae besøge deres Syge, begrave deres Døde, understøtte deres Fattige ligesom de israelitiske". Der gives ingen Menneske- lighedspligt, som en ægte Israelit maa unddrage sig fra imod de Fremmede. Og hvori bestaae disse Bud? I at afsky Afguderi, ikke laste Gud, ikke synde imod Ægteskabet, ikke saare eller dødslaae sin Næste, ikke stjæle eller bedrage, kun spise Kjødet af slagtede Dyr, og endelig i at øve Retfærdighed. Saaledes gjøre alle vore Grundsætninger det til Pligt for os, at elske Franskmændene som Brødre. En Hedning adspurgte engang Rabbineren Hillel om den jødiske Religion, og ønskede at vide hvori dens Væsen bestod, og Hillel svarede: "gjør ikke imod Andre hvad Du ikke vil, de skulle gjøre imod dig! Dette er, sagde han, Religionen; alt det Øvrige følger af denne Sats". En paa saadanne Grundsætninger hvilende Religion, som byder at elske den Fremmede og at opfylde de selskabelige Dyders Pligter, kræver hos sine Bekjendere, af endnu stærkere Grunde, broderlige Følelser imod sine Medborgere. Og hvorledes kunne de betragte dem fra noget andet Synspunkt, da de beboe samme Grund, blive styrede og beskyttede af samme Øvrighed, samme Love, nyde de samme Rettigheder og have samme Pligter? Der gives ogsaa et andet Baand mellem Israeliterne og de Kristne, hvorved den religiøse Adskillelse ganske bliver hævet, nemlig Erkjendtlighedens, som allerede den sædvanlige Toleranz har affødt, men som Regjeringens Velgjerninger i de sidste 18 Aar have givet en Energi, hvorved vor Skjæbne er bleven uadskillelig forbunden med Frankrigs almindelige. Tilvisse! Frankrig er vort Fædreland, Franskmændene maae vi ansee som Brødre, og da dette berømmelige Navn hædrer os, borger det ogsaa for, at vi aldrig ville ophøre med at være det værdige. 3die Sp. Bliver Frankrig betragtet som Fædreland af de der indfødte og som franske Borgere lovligen anseede Israeliter? og erkjende de sig forbundne til at forsvare det? Sv. Mennesker, som have valgt et Fædreland, hvori de leve siden flere Aarhundreder, og som selv under Herredømmet af SIDE: 261 Love, der indskrænkede deres borgerlige Existenz, dog nærede en Forkjærlighed for dette Land, der lod dem heller give Slip paa Nydelsen af sædvanlige Rettigheder, end de vilde forlade det -- de kunne vel i Frankrig kun betragte sig som Fransk- mænd, og Forbindtligheden at forsvare Fædrelandet er kun en ligesaa ærefuld som dyrebar Pligt. Jeremias befaler Israeliterne (Kap. 29), at ansee Babylon som deres Fædreland, omendskjøndt de kun skulde blive der 70 Aar; han formaner dem til at dyrke Markerne, bygge Huse, saae og plante; og saamegen Indgang fandt denne Lære, at, efter Esræ Fortælling i Kap. 2, droge kun 42,360 ud af Babylon, da Cyrus tillod dem at vende tilbage til Jerusalem for at gjenopbygge Templet, og disse bestod kun af den ringere Klasse, da alle Rige forbleve i Babylon. Fædrelands- kjærligheden er imellem Israeliterne en saa naturlig, levende og med deres religiøse Tro forbunden Følelse, at en fransk Jøde be- tragter sig som fremmed i England selv i Forhold med andre Jøder, og det Samme vilde være Tilfælde med engelske Jøder i Frankrig. Denne Følelse gaaer saa vidt, at man i de sidste Krige ofte har seet franske Jøder fegte med Forbittrelse mod Jøder af fiendtlige Lande. Flere have bedækket sig med hæderfulde Ar, Andre have paa Ærens Mark erholdt Roes for sin Tapper- hed [fotnotemerke] . 4de Sp. Hvilken Dommermyndighed besidde Rabbinerne imellem Jøderne i Politisager, og hvilken Politimyndighed i Rets- stridigheder? Sv. Rabbinerne besidde ingen Dommermyndighed i Politisager. I den mosaiske Lov findes aldeles ikke Rabbinerne qvalificerede, ligesaalidt som paa det første Tempels Tider; først mod Enden af det andet fremtræde de. Israeliterne regjeredes i hine Tider af Sanhedriner d. e. Tribunaler, Raad. Der gaves et stort San- hedrin i Jerusalem, bestaaende af 70 Dommere; der gaves Underretter af 3 Dommere for Civil- og Politisager, og i hver Provindses Hovedstad et mindre Sanhedrin for vigtigere Sager, af 23 Dommere. Først senere i Talmud finder man Benævnelsen "Rabbi", og det var almindeligviis den offentlige Stemme, som Fotnote: Skillingsmagazinets Læsere ville fra No. 10/1841 erindre sig den rørende Beretning om den brave Gardesergeant Theodor Jonas' Jordefærd i Paris 1839. SIDE: 262 uddelte denne Titel eftersom man stod i Ry for Lærdom. Efter Adspredelsen dannede smaa Menigheder sig hvor det blev Is- raeliterne tilladt at boe sammen i noget Antal, og i dem fandtes da almindeligviis en Rabbi og to andre Skrivtlærde, som under Navn af Beth-Din, d. e. Retshuus, fældte Dom i Processer. Rab- bien fungerede da som Præsident og de to Andre som Bisiddere. Disse Tribunalers Forrettigheder og Existenz beroede altid paa Regjeringens Godtykke, og forandrede sig efter Graden af To- lerancen. Siden Revolutionen gives der i Frankrig og Konge- dømmet Italien ingen saadanne Tribunaler af Rabbiner meer. Jøderne, siden de ere blevne Borgere, have i Alt rettet sig efter Statens Love; og Rabbinernes Bestilling, hvor de endnu gives, indskrænker sig til Moralens Forkynden i Templerne, Ægte- skabernes Indvien og Decisioner i Skilsmissesager. Paa Steder, hvor ingen Rabbin er, kan enhver i Religionen underviist Jøde indvie Ægteskaberne, hvilket udentvivl kan geraade til Skade, og derfor bør gjøres en Ende paa, ved at udstrække det af Konsulatet Rabbinerne paalagte Forbud ogsaa til andre Personer, der kunne blive brugte i deslige Sager. Hvad Politimyndigheden i Retsstridigheder angaaer, da tilhører den dem aldeles ikke. 5te Sp. Gives der Haandværker, som ere Jøderne forbudte af Loven? Sv. Nei! Talmud erklærer tvertimod, at "hver Fader, som ikke lader sit Barn lære et Haandværk, opdrager det til en Røvers Liv". Dette er Resultatet af de Erklæringer, som i Aaret 1806 bleve afgivne i samtlige franske Jøders Navn, og Historien bevidner ganske deres Oprigtighed. De tydske Jøder, som maaskee snarest vilde indvandre i Norge, ere vel nu, at slutte efter det store Antal Navne, som have udmærket sig i Videnskab, Kunst og Literatur langt videre fremskredne i Dannelse, end Datids franske Troesforvandte, saa det Fordeelagtige for de franske Jøder, som maatte resultere af ovenstaaende Recit, rettelig ogsaa bør antages om dem. SIDE: 263 Rigdommens Egoisme og Troesletsind. En Bagvaskelse, som i Skjændighed kun kommer hiin Middel- alderens om Brøndenes Forgiftelse og vore Dages Opspind om Slagteri i overtroisk Hensigt af Kristne i Damaskus nær, inde- holdes i den Sigtelse, man ogsaa, i Mangel af bedre Argumenter, kan have Leilighed til at høre, at de Rige og Dannede mellem Jøderne søge at vedligeholde sine fattigere og udannede Troes- forvandte i en National-Afsondring forat benytte sig af deres Afhængighed. Skygge af Beviis lader sig ikke anføre herfor. Men hver Den, som har iagttaget det indre Liv og Færd især i de større Jødemenigheder, hvori noget Gjennemgribende, uden Regjeringens Bistand, lader sig udføre af de Rigere for de fat- tigere Klassers Dannelse, maa ogsaa vide, at de netop opbyde alle sine Kræfter forat fremme de Sidstes Dannelse og Oplysning. Han maa vide, at det allerede siden længere Tid er lykkets dem i større Stæder, saasom i Hamburg [fotnotemerke] og Frankfurt am Main, ja ogsaa i mange mindre, uden at Regjeringerne have gjort det mindste derfor, eller endog kun taget Notiz deraf, at stifte Fattig- skoler, som, efter alle Kyndiges Dom, fortjene ganske at sættes de kristelige ved Siden. Han maa vide, at ikke blot i Preussen, Bajern og andre Stater, hvor det, uagtet den lovmedholdige Haandværksfrihed, ofte endnu har sine Vanskeligheder at faae jødiske Lærlinge og Svende anbragt hos kristne Mestre, existere imellem Israeliterne allehaande Foreninger til Udbredelse af Haand- værker, ja at saadanne endog ere i Virksomhed i Stater, hvor Adgang til Haandværksdrivt endnu er Jøderne spærret. Og fremfor alt maa han vide, at De mellem de Rigere og Dannede, som ere Egoister nok til kun at tage sin egen Fordeel og Be- qvemmelighed paa Raad, intet snarere have at gjøre, end at be- frie sig for alle besværlige Forpligtelser til sin Menighed ved at skifte Religion og at bytte den for alle de Fordele, de have at vente ved en saadan Vexel. Men hvem kan troe, at hine Armes og Undertryktes Sind kan blive luttret og styrket ved Exempler af slige Motiver? at de Nedbøjedes Sjæle kunne hæves ved Synet af, at de, der have ud- Fotnote: I Lovene for den israelitiske Friskole i Hamburg hedder det: "Fortrinlig skal man ved Frieleverne virke til, at den største Deel gjerne, villigen og for- trinsviis lade sig bestemme til et Haandværk og heller søge sit Udkomme i Fremtiden ved legemligt Arbeide end ved Smaahandel." SIDE: 264 mærket sig i deres Midte, som have erhvervet sig sine kristne Medborgeres Agtelse, til hvem de saae hen med Haab og Tillid, og af hvem de ventede Bistand mod Undertrykkelse og Uret- færdighed, adskille sig fra dem, ikke fordi de ere grebne af den kristelige Religions Sandhed, men for ikke at have meer at skaffe med sine elendige Troesforvandte? Eller hvo kan troe, at hine mere Udannede føle sig mere oplagte til at afføre sig sit Ejen- dommelige, fordi de see, at hine, som denne Afførelse er lykkets, drive et letsindigt Spil med den Religion, som endnu er dem hellig? Det er klart, at Massens Fremskridt i Dannelse ved en saadan Afsondring kun kan blive hemmet. Just fordi Jøderne selv have virket meer og tidligere for Skolernes og Gudstjenestens indre Forbedring, end Regjeringerne, og fordi disse Forbedringer, om end Regjeringerne have antaget sig dem med noget større Interesse, end desværre før var Tilfælde, dog altid hovedsagelig maatte udgaae af deres egne Anstrengelser: maa en Regjering, hvem Massen af dens jødiske Undersaatters Vel ligger paahjerte, med Beklagelse see, at, ved den egoistiske Afsondren af de Rigere (thi nutildags skeer det omvendt imod paa Evangelisternes Tider, at man finder mere Modtagelighed for Evangeliet hos Disse end hos de Fattige) og fremfor Alt af de mere Dannede, de Kræfter hensvinde, som kunde virke for sin Menigheds aandige Frem- skridt, og at saaledes Alt tilsidst geraader i Forfald -- en Følge, som kun ved hines fortvarende Selvfornegtelse eller ved borgerlig Lighed kan undgaaes. Vil man nu betegne de Jøders Følelse, der imødesee en saadan Følge med Rædsel, og Deres Stræben, som ere beredte til at opbyde alt for deres aandige Udvikling og borgerlige Anerkjendelse, med hvem de staae i religiøs Forbin- delse, som en blot "national", og som saadan forkaste den: kan dette dog ikke med nogen Føje bringe dem til at fornegte denne Føl- else og Stræben, men den maa altid forekomme dem menneskelig og pligtmæssig, ja man kan vel med større Rimelighed antage, at De, den er fremmed for, maa være uden Sands for alt Med- borgerligt og slette Borgere af Fædrelandet. Argumentet, at det dog altid kun vilde være de Rigere og Fornemmere, som vilde vinde ved Emancipationen, falder ganske sammen med det berygtede Forsvar for den absolute Magt og imod fri Forfatninger, at "Folket selv kun har liden Nytte deraf," og beror paa den lavsindede Anskuelse, som kun formaaer at er- SIDE: 265 kjende den Udmærkelse, som er bleven Enkelte tildeel, men ikke den Bevidsthed om Frihed, Ret og Menneskeværdighed, som gjennemtrænger Masserne. Paa saadan Maade skulde ogsaa de irske Katholikers Emancipations eneste Fordeel bestaae i, at en- kelte Rigere have erholdt Pladse i Parlamentet og Statens Embeder, og ikke i at femsjette Dele af Nationen have erholdt Adgang dertil. Loven skal ikke fremsætte sin Priisbelønning udelukkende for den Enkelte, men aabne sine Skranker for Alles Kræfter. Anstrengelsen hæver de Kjæmpendes Kræfter: den forsagte Kamp nedværdiger Sindet og slapper Kræfterne. Men intetsteds er hiint Argument falskere, end hvor det, ved Partiskheden for Troesfrafaldet, bliver gjort den Enkelte saa overordentlig let for sin Person at naae Maalet. Det er ellers ikke let at begribe, hvorledes en Omvexling af Tro skulde kunne give Nationaliteten Garanti: at en Bekjender af den mosaiske, ved den blotte Omskiftning, skulde blive saa- meget bedre Patriot og Borger af et Land. Dette er ikke ret at forstaae hine indholdsrige Ord: "giver Keiseren hvad Keiserens er og Gud hvad Guds er"! Det vilde give Overgangen til Kri- stendom ikke Betydningen af at anerkjende Jesu Lære, Hellighed og himmelske Udspring, men kun af Ønsket, at vorde de andre Borgere lige i Rettigheder; og den hele Operation, naar den ikke var af dybere Grund, vilde kun betegne Tilværelsen af en Op- lysningens Jesuitisme. Kun en dyb Foragt for Religionen kan ville nedværdige den til et Mærke for noget udenfor den Lig- gende, for noget Andet end den selv er. Kun en høi Grad af Ringeagt for Staten kan, som Borgen for at man tilhører den, forlange, ikke Pligternes Opfyldelse, ikke Lydighed mod Lovene, men en Akt, som tilhører og maa tilhøre en ganske anden Sfære: den hvorudover ikke en Winther-Hjelmsk Ypperstepræstekonge, men kun den Alvidendes og Sjelens eget Øje har at skue. Reli- gionen har sin Tro, Staten har sine Love. Troesbekjendelsen fører til Religion; Lydigheden mod Lovene gjør til Borger af Staten. Forvirringen af begge disse Forhold fører til Fornegtelsen af begge, til Letsind og til Løgn. Hvilket Skrig vilde ikke op- fylde den kristne Verden, om man f. Ex. i en katholsk Stat vilde forsvare Protestanternes Udelukkelse med at de skulde ved Over- gang til Katholicismen slutte sig til "Statens Nation", som be- staaer af Katholiker! Omvendt er dette Tilfælde i Norge, og SIDE: 266 intet Land fortjener heller en strengere Dom af den oplyste Verden for Intoleranz og Sammenblanden af Stats- og Kirkemyndighed end dette "Frihedens" besjungne. Naar Overtrædelsen til Kristendom aabner Israeliten Adgang til Norge, burde det paaligge Lovgivningen at proklamere, at den anseer Overgangen til Kristendom for en blot politisk Handling, for en Akt af Nationalisering, og fra Prækestolene maatte den opbyggelige Tale lyde, at Daaben har, foruden den Betydning at indvie til Tro paa Forløseren og hans Lære, ogsaa en anden derfra himmelvidt forskjellig, den af en Intimation til at natura- liseres. Der gives kun een Daab, som indvier til Nationalitet: Blod- daaben i den fælleds Kamp for Frihed og Fædreland. Og den har Jøderne undergaaet hvor de have havt Anledning dertil. "Deres Blod har blandet sig med vort paa Slagmarken", var det Magtsprog, hvormed man i Frankrig kuldkastede de sidste In- tolerancens afmægtige Anstrengelser. Og i den tydske Befrielses- krig have Tydskerne havt Aarsag til at afgive den samme Er- kjendelse. Thi der staae Navne paa Jøder ved Siden af Kristnes paa Mindesmærkerne over de Faldne. "Jøder som Embedsmænd?" -- "Gudbevares"! Det kunde maaskee, forat vænne sig til Tanken om det Lidet, vi i Norge fordre for Mosaiterne, om dog at taale disse vore Brødre for Gud imellem os, ikke være afvejen at kaste et Blik paa den Opførsel, de have lagt for Dagen, endog som Embeds- og Ombudsmænd i de Stater, der indrømme dem Adgangen til offentlige Funktioner. Der have de, i Fred som i Feldt, opfyldt sine Borgerpligter paa det hæderligste. For 50 Aar siden har Frankrig og Nederlandene, og Würtem- berg for 13 Aar siden, aabnet alle Embeder og Værdigheder for dem, uden andre Betingelser, end dem, Sagens Natur gjør nødvendig. Og over Følgerne af denne Liberalitet høres ingen Klage i noget af disse Lande. I Frankrig gav Forhandlingerne i Kammeret over de jødiske Geistliges Gagering af Staten -- (saa- vidt er man kommen der!) -- Anledning til at belyse Jødernes Forhold fra alle Sider; og, idet ikke en eneste Stemme opløftede SIDE: 267 sig til noget, der kunde ligne en Anklage, vare Alle enige i at bevidne de velsignelsesrige Følger af denne udstrakte borgerlige Lighed. Saaledes yttrede Ministeren Merilhou sig i Talen, hvor- med han overrakte Pairskammeret Udkastet: "Dans les fonctions publiques, ou ils ont eté appellés, sous les drapeaux de nos pha- langes immortelles, dans les lettres, les arts, les sciences, l'indu- strie, ils ont en un quart de siécle donné parmi nous le plus noble démenti aux calomnies de leurs adversaires". [fotnotemerke] Ogsaa de Faa, der af andre Grunde talte imod Loven (ved Afstemningen 71 mod 212) ja selv den Eneste imellem saa mange, der under al- mindelig Modsigelse yttrede den Mening, at alle Spor af det forrige borgerlige Misforholds onde Følger endnu neppe vare ud- slettede, søgte fremfor alt at undgaae, som noget Forhadt og Uværdigt, Skinnet af at være imod den borgerlige Lighed. Og hvor ere i Würtemberg de skrækkelige Følger af Jødernes Adgang til alle Klasser af offentlige Embeder synlige" [fotnotemerke] ? Folkets Uvillje har ikke, som spaaet var, der myrdet eller fordrevet Jø- derne. Man hører ikke, at de tilbestikke sig Embeder for Guld, eller forvalte dem til sine Undergivnes Skade. I andre Stater, Preussen, Bajern, Hessen-Darmstadt, hvor Jøder dog kunne vælges til Tillidsposter inden Kommunerne, have enkelte af disse gjort Brug deraf, og ingensteds har man havt Anledning til at angre det. I Frankrig og Holland er Antallet af Embedsmænd af mo- saitisk Tro hverken meget betydeligt eller meget ringe, men temmelig forholdsmæssigt. Napoleon brugte dem jevnlig som Offi- cerer, og hans Svigerfader, Keiser Franz, fulgte hans Exempel. Frankrig har to Generaler af denne Tro, og i Holland var den anseede Lærde Jøden Meyer Præsident for et Tribunal, og Jøden Assur beklædte endog Justitsministeriet. Efter den bekjendte danske Lovkyndig Algreen Ussings Me- Fotnote: ): "I de offentlige Hverv, de have været kaldte til, under vore udødelige Falangers Faner, i Videnskaberne, Kunsterne, Lærdom og Industri, have de i et fjerdedels Sekel imellem os afbeviist paa det ædleste sine Fienders Bag- vaskelser." Fotnote: Den første Anvendelse, Regjeringen gjorde deraf, var at kalde den i den juridiske Literatur hæderligen bekjendte Dr. Maier til Tübingen som Professor i Retsvidenskaben. Før den nye Lov kunde denne Mand, som havde det største Navn mellem de würtembergske Jurister, ikke eengang erholde et Ad- vokatur, og saa sig saaledes udelukket fra at gjøre Brug af sine herlige Evner og Kundskaber til Nytte for sine Medborgere. SIDE: 268 ning, er der i den danske Lovgivning ingen tilstrækkelig Grund til at udelukke Israeliterne fra Embeder, som ikke staae i For- bindelse med Religionen, mindst fra Lægeposter, akademiske Embeder, Læreembeder ved lærde Skoler, Advokaturer, selv i Højesteret, og forskjellige juridiske Embeder, med Undtagelse af de højere Øvrighedsposter og, paa Grund af Edens Modtagelse, Dommerembederne. "Et saadant Vidnesbyrd om vor Lovgivnings Billighed -- siger Forfatteren af Afhandlingen om Jøderne i Dan- mark i Tidsskriftet Brage og Idun -- maa vistnok glæde os, kunne vi end ikke ret gaa ind paa Undtagelserne. Kunne Jøder beklæde de højere Poster i Hæren, som de i andre Lande have gjort, kunne de det vel og i Kollegierne, hvad man desuden seer Exempel paa i Holland, hvor man finder dem i Statsraadet, i Præsidiet for det juridiske Kollegium o. s. v., og tildeels i Fran- krig, for at vi ikke skulle omtale de Poster, man i Fortiden stun- dom betroede dem baade i Portugal, Spanien, England og Polen; og hvad Dommerembederne angaaer, saa er Edens Modtagelse jo vistnok en Hindring, som dog langtfra synes os uovervindelig. Regjeringen har hædret en Deel Jøder med Rang, Titler og Or- dener; men især i vore Dage, da slige Ting grassere fuldt saa fælt som Oldenborrerne i Mai Maaned, veje de ingenlunde op imod Embeder, og det forekommer os desuden, at der finder en besynderlig Modsætning Sted imellem Begunstigelserne paa den ene Side og Indskrænkningerne paa den anden". Erholde Jøderne Adgang til Riget, vil deres Adfærd forhaa- bentlig snart lede til den nødvendige Forandring i Religionsbe- tingelsen i Gl. § 92 forat kunne være Embedsmand. Men den Tid den Sorg. Det er ogsaa en, om end en af Øieblikkets mindre, at Normænd maa fra Danmark af høre et liberalere Sprog, end de ere vante til hjemme. Andre Betænkeligheder, hentede fra Troesforskjellen. Overtro om Sabbathen. Edsformularen. Blandede Ægteskaber. Ligesom det forstaaer sig af sig selv, at Adgang til et Embede i en Stat, hvori der kun er Tale om lovlig Orden, er absolut betinget af Opfyldelsen af Embedets paahvilende Pligter, saa forstaaer det sig ogsaa af sig selv, at Opfyldelsen af alle al- mindelige Borgerpligter ubetinget er knyttet til Erholdelsen af SIDE: 269 Borgerret. Man har i denne Henseende ogsaa hørt indvende, at om Jøderne end upaaklageligen opfylde sine pekuniære og andre Forpligtelser, ja om de endog ere noksaa fortræffelige Soldater og tappre som Makkabæere de øvrige Ugedage, vilde dog Alverdens Magt ikke bringe dem til at gjøre Krigstjeneste paa Sabbathen. Fædrene lode sig paa den værgeløse slaae ihjel, og den samme fanatiske Pedantisme bringer dem til for enhver Priis at kjøbe Folk for sig alene for den Sags Skyld. Men det var dog, for Kuriositets Skyld, værd at vide, om man virkelig for Alvor troer, at Jøderne i Napoleons eller i de russiske, tydske eller polske Armeelinjer have erholdt Orlov mod Løsepenge, naar det traf sig saa, at et Slag skulde leveres paa en Lørdag. Skulde det dog være saa, hvorom høiligen tvivles, saa er det stik imod den i alle civiliserede Stater antagne Grundsætning (som rigtignok ikke mangler sine Undtagelser) [fotnotemerke] at Ingen maa anføre sin Religion som Grund for at unddrage sig en bestemt almindelig Pligt. Det er desuden ganske overensstemmende med det gamle Testamentes, Talmuds og Rabbinernes Forskrivter, at Sabbathens Feiren maa vige for Fædrenelandsforsvarets uopsættelige Kald. Der er neppe nogen Forordning, som haardere udtaler svundne Tiders Stemning imod Jøderne end den af 15 Septbr. 1747 om Jødernes Vidne-Eed. De Forandringer, man oftere har forsøgt at bevirke deri, ere dog strandede paa -- det kjøbenhavnske theologiske Fakultets Betænkning; og dens Bestaaen er saameget mere paafaldende, som deres Troskabseed som Militære, Borger- skabseed og Præstens Embedseed hverken er underkastet de samme besværlige Formaliteter, eller aander samme Mistillid. Den sidste er fuldkommen liig andre Præsters, med Undtagelse af hvad der angaaer den augsburgske Konfession, og i begge de andre Tilfælder bestaaer Eden kun i de Ord: "Saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!" eller, hvis den Sværgende finder Betænkelighed ved dem, da: "Saasandt hjælpe mig Gud, Himlens og Jordens Skaber". Vor almindelige Eedsformular trænger ellers høilig til en Omredaktion formedelst den egne uhyggelige Ob- skurantisme, der gjennemaander den, og ved den Leilighed lod sig da beqvemt tage Hensyn til de andre Konfessioner. Fotnote: Qvækere have saaledes erholdt speciel Fritagelse for Værnepligt. En Stor- thingskommitteeindstilling i 1818 gik endog ud paa at gjøre dette til almindelig Lovbestemmelse. SIDE: 270 Ægteskab mellem Mosaiter og Kristne har ogsaa megen liden- skabelig Fordom imod sig. Den bekjendte Kirkens Forkjæmper, Biskop Balle, fandt dog ikke, at der var noget i Guds Ord til Hinder derfor, og ved Reskr. 14 Decbr. 1798 tillades det en Jøde at ægte en Kristinde, uagtet han ei vil lade sig døbe, "af Aar- sager, som ere vigtige for hans Samvittighed, hvilken Kongen ei vil tvinge", dog at alle Børnene oplæres i Kristendommen. Senere er ogsaa Tilladelsen givet, og neppe nogensinde negtet -- et Forbud, som upaatvivleligt ogsaa vilde vise sig uklogt og skade- ligt i sine Virkninger. I Betingelsen om Børnenes Opdragelse, der ogsaa gjælder for blandede Ægteskaber med Katholiker, raader ogsaa kun lidet en oplyst Protestantismes Aand. At Bør- nene døbes, gjør dog ikke Sagen klar, efter Luthers egne Ord: "Das Wasser allein thut's freilich nicht", og der er kun liden Betryggelse deri for at de virkelige blive Kristne. Paavirkning af jødiske Anskuelser kan derved ikke forhindres, ligesom det vilde være grusomt at fordre, at den af Forældrene, som finder al sin Trøst og Fred i Mosaismen, skulde undlade enhver kjærlig Omsorg forat gjøre de Skabninger, der af alle ere ham de dyre- bareste, deelagtige i det, der er hans egen Freds og Saligheds Hjørnesteen. Vi see atter her en Stræben efter at skaffe Sand- heden Seiren ved plumpe materielle Baand, istedetfor, i urokkelig Tillid til dens evige Guddommelighed, at lade den selv vinde Seiren ved sin egen uimodstaaelige Kraft. TYDSKE SOFISMER "Isandhed -- siger Israeliten Dr. Riesser [fotnotemerke] ) -- saafremt Kristen- dommen til alle Tider havde været det, dens Bekjendere udgive den for: en almindelig Kjærligheds-Religion endog imod dem, der ikke dele dens Troesbekjendelse -- en Broderskabs-Religion imellem alle Mennesker, selv mellem dem, der ikke høre til dens Skjød; -- saafremt den aldrig havde øvet Uret, aldrig udsaaet Had og Tvedragt, hverken under Spaltninger i dens egen Midte, eller mod Anderledestroende, maatte den vel forlængst være Fotnote: I sit Tidsskrivt "Der Jude, ein Journal für Gewissensfreiheit". SIDE: 271 bleven den almindelige Menneskereligion. Saaledes tænker jeg; saaledes tænke Tusinder af mine Troesforvandte med mig, der have at gjøre Indsigelser mod Kristendommen, mindre i Egenskab af Jøder, end i Egenskab af Mennesker overhoved". Og vi Kristne maa ikke forarges over Skjævheden i dette polemiske Ræsonne- ment, saalænge det dog ikke staaer til at negte, at man har igjen- nem Aarhundrederne viist og viser dem Hadskhed, medens man prædiker Kjærlighed for dem, og saalænge man, idet man praler med Kjærlighed, overfører Hadefuldhed i Menneskesjælens hel- ligste Forestillinger og Følelser [fotnotemerke] ? I de Badenske Forhandlinger, (som bemeldte Forfatter gjør til Gjenstand for sine Bemærkninger) hvor dog de meest Dannede, de meest Oplyste af deres Tro førte Ordet, hvor vor simple Menneskeret kvaltes i de Ord- udgydelser om Oplysning, Dannelse og Humanitet, der strømmede ud af vore Modstanderes Mund, finde vi Yttringer af Fanatisme, som i sin Naivitet vække Forbauselse: Tanker, som intet men- neskeligt Gemyt kan tænke over uden Gru. "Det meest talende Beviis for Kristendommens Sandhed" -- saa begynder blandt Andre et Medlem sin Tale i det første badenske Kammer -- Fotnote: Nærværende Tiders Jødehad har dog kun Næringsnidets, ikke Fanatismens Energi: det slaaer Ingen ihjel; thi dertil mangler det Lidenskaben, saavelsom og Lysten til at vove mere, end maaskee en 24 Timer lang Politiarrest; det holder sig helst til de skjøreste Ting: til Vinduesruderne, hæver sig i det høieste til Døre og Tage, og har da kjølet sin Smule Mod og er for lang Tid tilfreds. For ikke saa længesiden have Tidningerne berettet en Tildragelse af dette Slags, som var en Følge af Emancipationen, en Tildragelse, der maa forekomme mere latterlig end alvorlig. I et churhessiskt Ravnekrog havde Jøderne ved den nye Lov erholdt Ret til at fælde en Smule Ved i Almindings-Skovene, i Lighed med de øvrige Indvaanere. Men disses kristelige Kjærlighed agtede dog at beholde det for sig alene. Jøderne stode imidlertid, som billigt kunde være paa sin Ret, og beholdt den ogsaa tilsidst. Ved-Monopolisterne hevnede sig nu, som sædvanligt, paa Jødernes Vinduesglas. Man burde for lignende Til- fælde, gjøre det Forslag, at samtlige Jøder belagde sig med en frivillig Dør- og Vindueskat, for solidarisk at bære den Skade paa Vinduer og Døre, som Emancipationen muligen maatte medføre. Kun da ere deslige Begivenheder smertelige og oprørende, naar den almene Raahed gaaer af med Seieren, -- naar en svag, elendig Lovgivning sanktioner dens Handlinger og bruger samme til Paaskud for at kunne blive ved med Undertrykkelserne, -- med eet Ord: naar den fører tilbage til Barbariet. Have de derimod ingen videre Betydning, end den Smule Larm, som nu en Gang paa en eller anden Viis synes at være Frihedens uundgaaelige Ledsager, og som man, for dens Skyld maa lære at taale, saa kan hvert forstandigt Menneske lee deraf. SIDE: 272 "finde vi i den sørgelige Tilstand hvori Jøderne befinde sig. Vi see bogstaveligen de Frelserens Ord opfyldte, som forudsagde en slig Fremtidens Tilstand". Menneskeulykker, Jammer og Li- delser skulde altsaa være det meest talende Beviis for den kristne Troes Sandhed? Hadets sørgelige Værk det kraftigste Bilag for Kjærligheds-Religionens Sandhed? Isandhed dens bittreste Fiende kunde aldrig saa haardelig bespotte Kristendommen, som netop slige dens Tilbedere have gjort. Hedenskabets Guder laante man Lynets og Pestilentsens Pile, for at godtgjøre deres Magt, for at bringe deres Forudsigelser i Opfyldelse. Vilde Mennesket komme deres Magt tilhjælp, dem i Ærefrygt erkjende, da slagtede han dem i det høieste enkelte Menneskeoffere. Det var en kort rask Død meest i den spæde Ungdomsalder, og en saadan er just ikke den slemmeste blandt Menneskens Lod. Offeret blev be- krandset; Øinene bleve det medlidenhedsfuldt tilbundne; Kjær- ligheden, ei Hadet bød det frem og ledede det til Alteret. Saa- danne milde Offere tilfredsstille ikke den Gud, som her bliver os forkyndt; hans Pile ere den martrende, den langsomt dræ- bende Hadefuldheds; Beviserne for hans Magt, Forsikringen om hans Aabenbarings Sandhed det er: af Had nedtraadte Slægter, -- det er: Tusinders livslange Kvaler, hvem Døden bliver en Forløser, -- det er: skyldløse Børn, allerede i Vuggen fordømte ved en gammel Forbandelsesdom til en ved ufortjent Forfølgelse forstyrret og adsplittet Tilværelse. Ved Menneskets almægtige Fader, I bespotte ham! De Diendes Lallen, der priser Gud, for- dømmer Eder! Og, skulde det være sandt hvad I lastende fore- give om Eders Tro, hvad vi ikke indrømme, efterdi vi om samme have en bedre Formening: skulde det være sandt, at menneskelig Jammer, at vor Ulykke isærdeleshed "udgjøre det meest talende Beviis for Kristendommens Sandhed": saa siger jeg Eder, at det da vilde staae hjertelig slet til med Kristendommens Sandhed; thi vor Tilstand er ikke saa bedrøvelig, og var det heller aldrig, at den kunde afgive et saa skrækkeligt Beviis. Der gaves en Tid, da man førte hiint Beviis med Sværd og Brand, og det var en langt kraftigere Dialektik, end Jeres: en skarp, skjærende, dødende Beviisførelse. Men, om den har gjort et ligesaa stort Antal Ulykkelige, som der ere faldne som dens blodige Offere, det tør endnu være meget tvivlsomt. Der lever noget i Men- neskets Sjel, der modstaaer den raa Overmagt, Voldens Mis- SIDE: 273 handlinger, Bøddeløxen selv: hiin Overbeviisningens Styrke, hiin Andagtens Begeistring, som vi under Forfølgelser til alle Tider see opvakt, -- hiin vægtige Forhaabning om et Hiinsides, der, lige i Ansigtet af en qvalfuld Død, indgav Martyren Bønner af glad Hengivenhed i sin Guds Vilje. Den Lidende, den Under- trykte er derfor ikke stedse den Ulykkelige; mindst er den for sin Overbeviisnings, sin Troes Skyld Lidende det. Naar I ville finde et Beviis for den aandige Kraft, for Sandheden af en Troes- bekjendelse, forsaavidt den menneskelige Aand formaaer at be- vise denne, da søger samme i Det, som Menneskene have lidt for hiin Tro, "i den sørgelige Tilstand", de for dens Skyld have udholdt, ikke i de Grusomheder, i de Hadets Virkninger, som ere udøvede i dens Navn! Søger Beviset hos Troens Martyrer, ikke hos dens Bødler! De Kristnes Blod, som er bleven udgydt under Kristendømmets første Aarhundreder, var et meget slet Beviis for Hedenskabets Sandhed, derimod et meget bedre for Kristendommens, idetmindste for dens subjektive, Gemyttet gri- bende, Sandhed; og saaledes forholder det sig med de Lidelser, Kristendommen senere igjennem Aarhundreder har tilføiet Jø- derne. I vore Tider bliver nu hiint "meest talende Beviis" ført paa en mildere Maade: uden Blod, uden Baal, uden legemlig Mishandling. Man bestjæler os i det høieste for den billige Frugt af vor Virksomhed, for Noget af den ydre Ære, ogsaa for mange- haande Livsglæder, som nu en Gang knytte sig til slige udvendige Gjenstande. Dette er tilvisse nok for de Undværende; nok ogsaa for den nedrige Misgunst, hvortil Fanatismen nutildags er krympet sammen; men til Tilfredsstillelse af en efter Hevn tørstende Gud, til Beviis for Sandheden af en Religion er det dog altfor lidet! Livets Lykke, Gemyttets Tilfredshed, disse ere, Gud ske Tak! ei afhængige af de Goder, som I kunne røve os; og Følelsen af den gode Sag, for hvis Skyld vi undvære saa Meget, Bevidst- heden om Ret, den faste Tillid, hvormed vi imødesee dens ende- lige Seier -- disse Omstændigheder ere ogsaa at tage med under Beregningen af vor "sørgelige Tilstand", saa at jeg, det Ene med det Andet, tænker, Kristendommen vel maatte komme til kort med dette sørgelige Beviis for sin Sandhed. Jeg for min Person bør her med Føie tale et Ord med; thi jeg er En af dem, der ved Majoritetens Røverforbund, hvilket man ikke undseer sig for at kalde Lov, tilbunds ere udplyndrede, -- der ere berøvede SIDE: 274 alt det, som det borgerlige Liv (om de nød sin Frihed) kunde besidde af Ønskværdigt for dem. Og dog, naar ikke den ond- skabsfulde Gudsbespottelse, som ligger i Argumentet, for Alvor oprørte mig, vilde jeg i al Oprigtighed kunne lee over den Nar, der vil deducere sin Troes Guddommelighed fra en "sørgelig Tilstand", som min er. Hiint Medlem synes at henhøre til dem, der langt overvurdere Hadskhedens og Uretfærdighedens Magt, ikke tilfredse med hvad disse virkeligen yde, og som tilskrive samme ogsaa Indflydelse inden saadanne Enemærker, hvor de ere aldeles afmægtige. Vider, at blot det ydre Liv, den ydre Virken, af hvilke den indre Lykke, Sjelens indre Stemning ei afhænger, bliver os forstyrret og forhindret formedelst Eders Tryk. Det Røveri, I begaae mod os, strækker sig vistnok selv derhen, -- og det er sammes slemmeste Side, -- hvor den aandige Kraft tiltrænger den ydre Virksomhed, den jordiske Bund, paa hvilken den kan saae og høste; men hvor Aand og Gemyt virker og lever paa eget Gebeet, hvor en høiere Menneskelykke bliver opbygget paa Sjelelivets dybere Grund -- der er den onde Villje, der ere Had og Trældom magtesløse, der har Friheden saavelsom Kjærligheden seiret fra det Øieblik af den kom til Bevidsthed. Vi øse af den menneskelige Dannelses evige Strøm, af Kunsters og Videnskabers rige Kilde, saa overflødigt, saa ufortrødent, som I, om I end negte os, i Lighed med Eder, at øve mangen en Videnskabsgreen! Alle Aandens Skatte, alle Kunstens Dybheder, al Følelsens Rigdom, al Stræben efter det Sande, al Nydelse af det Skjønne er os tilgængelig, ligesom Eder. Ogsaa alle Livs- glæder, som Menneskers Kjærlighed yde Menneskene, nyde vi, som I; thi, hvor ofte end Pøbelens Fordom træder iveien, saa mangler det os dog aldrig paa Kjærlighed og Agtelse fra de ædlere Menneskers Side, under hvilken Religionsbekjendelse det end maatte være, som komme os imøde paa Livets Vei; og disses Kjærlighed og Agtelse kan der ene ligge os Magt paa. Desaarsag holde man vor Tilstand ikke for saa sørgelig, som den forekommer hiin Taler; desaarsag maa han selv see sig om efter et menneskeligere og tillige et mere træffende Beviis for Kristendommens Sandhed, end det, der skal hentes af vor Ulykke. Jeg har muligens dvælet længere ved dette Punkt, end billigt, fordi jeg følte, at det her gjaldt om noget Højere, end om den strenge Rets Sejer alene. Samme er ogsaa Tilfældet med nogle SIDE: 275 andre Argumenter, hvorover nogle Ord endnu skulle blive sagte. En anseet Taler undrer sig meget over, at et saa stort Antal Deputerede, under Adkomst ad Liberalismens og den fremad- skridende Tidsaands Vei, have talt med saa megen Iver for Jø- dernes Emancipation, som "dog ere Stilstands- eller Stabilitets- Systemets allertroeste Repræsentanter". Handledes her blot om Rettens Standpunkt, saa vilde jeg indskrænke mig til at henstille det Spørgsmaal til Vedkommende: hvad da det Fremskridts Natur, der ligger i Retstilstaaelsen, har at bestille ved de Individers Fremskriden, hvem Retten just skal tilstaaes? Er Negerslavernes Emancipation ingen Fremgang af den Grund, at de Stakler, tryk- kede af Trældommens Lænker, ikke have kunnet gaae fremad? Hvorledes maatte ikke Taleren, naar han havde været Prote- stant, forundre sig over, at hiin store Forholdsregel, som først har givet Navnet Emancipation en europæisk Lyd, sigtede til den borgerlige Udjevning af en vis Religions Bekjendere, der i den protestantiske Verdens Øine ei alene ere en "Stilstands- eller Stabilitets-Systemets troeste Bundsforvandte", men endog absolut identiske med dette System? Eller naar har Katholicismen nogen- sinde hyldet Fremgangen, Friheden? Den er forbleven den samme gjennem Aarhundredernes Bevægelser: den har Intet gjenkaldt, Intet opgivet, Intet forbedret; den indtager Formen af det Urør- lige, Uforanderlige i den aandige Verden; den vil det Samme tillige i den politiske, saasandt den havde Magt dertil. Jeg vil dog her ingenlunde synes, som om jeg deelte denne ærkepro- testantiske Anskuelse i dens hele Omfang, og allermindst der, hvor den udlaaner sig til Støtte for den politiske Uretfærdighed; jeg vil kun minde om, at dette Sprog virkelig er bleven ført imod de engelske Katholikers Emancipation; at det fortrinligviis i Tydskland har ladet sig høre under den samme Form, ja fra den samme Mund, der senere hen paa det ivrigste har prædiket Modstand imod Jødernes Emancipation. Hvad mig betræffer, da holder jeg først og fremst hver Pralen med Fremadskriden for et tomt løgnagtigt Ordgyderi, naar det modsætter sig Friheden, som er al Fremgangs Livsprincip. Afseet derifra, er jeg af den faste Overbeviisning, at der nutildags ligesaalidt reiser sig læn- gere Spørgsmaal om Stilstand og Bevægelse imellem Protestan- tisme og Katholicisme, som imellem Kristendom og Jødedom. Hvad der gaves af levende fremadskridende Aand hos Kristen- SIDE: 276 dommen, hos Reformationen, det er, ifølge Lovene for den men- neskelige Udvikling, forlængst udskillet derfra, er forflyttet og overgaaet i den rige, Alle tilgjængelige, Livsfylde af almeen Menneskedannelse. Den faste ydre Skikkelse, der er bleven tilbage, besidder ogsaa sit høie umiskjendelige Værd; men det er ikke det Fremadskridendes Værd; men det er omvendt det Fastes, det Sikkres, det Bestaaendes, der tjener Bevægelsen til Støttepunkt, til Modvirkning, til Ligevægtens Gjengivelse. Kristen- dommen forholder sig derfor til vort Aarhundredes Rørelse, liger- viis som Jødedømmet: Protestantismen -- som et tilværende System, -- ligerviis som Katholicismen. Den farligste af alle Slags Tilstand er den, der bliver staaende ved et gammelt for- længst afgjort Fremskridt, og vil henvise Menneskeheden derpaa; thi det er den meest anmassende, intolerante og uhelbredelige blandt alle. Deri maa vel Grunden ligge, hvorfor protestantiske Lande i de nyere Tider mangengang, under lige Dannelse, ere blevne tilbage for katholske i Grundsætningerne for Tolerantsen og Samvittighedsfriheden, saavelsom i andre Fremskridt. Hvad nu Jødedømmet isærdeleshed angaaer, saa have de, der med Uvidenheds ubetvingelige Selvkloghed snakke om dets stive Uforanderlighed henigjennem alle Aarhundreder, indtil den nyeste Tid, saa omtrent lært ligesaa meget om Jødedømmet og dets Historie, som deres Amme har kunnet lære dem; de have knapt tænkt sig Jødedømmet anderledes end under Billedet af en gammel skjægget Skakkerjøde, og omhyggelig vogtet sig for at berigtige deres Forestillinger ved en noget nærmere Betragtning af Sagen. -- De vilde ellers have erfaret, at Jødedømmet (i Lig- hed med enhver anden Religion) -- og det end længe efter dets nationale Bestands Undergang, har havt sine Blomstrings- og Forfalds-Perioder; -- at det har gjennemlevet alle Trin af den mystiske, den dogmatiske, den videnskabelige, og den høist ra- tionale Udvikling; at, om det virkelig stod tilbage i aandelig Dannelse og Pleie, under Seklerne af dets aandelige, formedelst ydre Trængsler, endeligen bevirkede Udtømmelse, som gik forud for de sidste 50 Aars Opsving, det paa den anden Side, i mange tidligere Sekler, har udmærket sig i samme Henseende fremfor de andre Religioner; -- at i det overhoved findes ligesaa meget indre Liv, ligesaa megen Rørelse, som i hver anden Religion. -- Hvad nu betræffer de sidste 50 Aars Rørelse, maa her bemærkes, SIDE: 277 at, under de forskjellige aandelige Straalers Gjennemtrængning, der, i Modsats til den tidligere Isolering, udgjør vor Tids Karak- teer, det ingenlunde kan blive skarpt afgjort, (ligesom det des- uden er ligegyldigt), om en i Midten af en Religion tillige vakt Fremadskriden ganske udelukkende er opvoxet af sammes Jord- bund, eller om den er bleven befordret ved den levende Be- rørelse med den almindelige Kulturtilstand. Er det Sidste Til- fældet, saa beviser det, at Religionen staaer i en inderlig levende Forbindelse med sin Tids aandelige Tilstand, og veed at hente Kraft ud af samme, uden derfor at opgive sin Selvstændighed: dette dens eiendommelige aandige Element. At der nu siden et halvt Sekel er indtraadt en meget levende Aandsbevægelse iblandt Jøderne, -- at en saa rask Udvikling af de religiøse Anskuelser har fundet Sted, som den nogensinde har forekommet hos noget hvilketsomhelst Religionsparti i et lignende Tidsrum, -- at Skikke og Sædvaner, der knytte sig til Troen formedelst flere Aarhun- dreders Overleverelse, af Mange uden Betænkning ere blevne opgivne: det er Kjendsgjerninger, som Enhver maa iagttage, der ikke voldsomt tillukker sine Øine for Erfaringen, eller har be- sluttet kun at see og anerkjende det, som passer til hans An- skuelse, eller som ikke haardnakket bestaaer paa, i forhaanden- værende Tilfælde, at anlægge sin Maalestok efter de Raaeste og meest Udannede, medens man ellers bestandig pleier at bestemme en Menigheds nationale og religiøse Aandstilstand efter de mere Dannede i dens Midte. Beslægtet med den nysberørte Yttring er ogsaa denne anden: "at Jøden i den nyere Tid aldrig og intetsteds er bleven seet i Deres Tal, der tage Deel i frisindede Ideer og i disses Uddan- nelse". Denne Bemærkning erindrer mig om et af de fornøieligste Indtryk, som Yttringen af hiin stupide Fordom, (for hvilken intet Paaskud er for dumt, og intet for slet, og som bevæger sig om iblandt de meest afstikkende Modsigelser,) nogensinde har gjort paa mig. Da i Aaret 1830 tvende bekjendte Forfattere af jødisk Herkomst optraadte som de talentfuldeste Forsvarere af Revo- lutionens Ideer, har heller ikke en eneste af de Modstandere, der reiste sig mod Begge i det Bestaaendes Interesse, undladt at tilskrive Jødedømmet deres revolutionære Tendents, det Uhistoriske, det Adsplittede (og hvordan nu forresten disse Yndlings-Talemaader maatte lyde) i deres Bestræbelser, samt at SIDE: 278 beskylde Jøderne, som saadanne, for en ultraliberal Sindsstem- ning. Omtrent ved samme Tid blev jeg gjort opmærksom paa en Opsats i det i Würzburg udkommende Folkeblad, hvori Jø- derne, alle uden Forskjel, bleve beskyldte for den skjændigste Servilisme mod Regjeringen, og truede med Folkets Hævn paa Frihedens Dag. En anden Journalist, Udgiveren af den Kasseler- Forfatningsven, vilde afgjøre Sagen ret tilgagns kløgtigt -- jeg troer, det var i en Recension over Børnes Breve, -- og fore- kastede Jøderne, at de enten ere servile eller ultraliberale: det rette Frihedsmaal kunde de ikke holde. -- Ikke længe derefter læste man i en Kasseler Korrespondent-Artikel i den Stuttgardter almindelige Tidende, der var flydt fra en ultraliberal Pen, at Jøderne ere i Masse Juste milieu hengivne. Vi see her den hele Kreds af politiske Sindelag udtømt i vexlende Bebreidelser; og under alle disse Taabeligheder er Intet klart, uden det, at et afsindigt Had forvirrer Gemyttet, selv under Opfattelsen af Kjends- gjerninger, -- at hver især isoleret Begivenhed er det nok, for at hæve denne til noget Almindeligt og derpaa at grunde For- dømmelsen over Tusinder; -- at det har afsværget al Sandhed tilligemed al Billighed, og desaarsag vanærer sig selv ved Mod- sigelser, som ere det klareste Beviis paa den indre Løgn og Slethed. Indtil jeg imidlertid atter faaer Leilighed til at tale om den hæderfulde Beskyldning for "ultra-" liberalt Sindelag, har jeg endnu nogle faa Ord at melde betræffende Anken over, at Jøderne ingen Deel tage i de frisindede, om end ikke ultraiske Ideer. Jeg vil begynde med Det, som tilsyneladende kunde ligge til Grund for denne Bebreidelse. Det staaer aldeles ikke til at negte, at selve Liberalismen i Tydskland, under de senere smaalige politiske Forhold, ikke sjelden antager en spidsborgerlig, laugsmæssig, kliqveartet Form, der staaer i den latterligste Kon- trast med dens Væsen og de Bestræbelser, den fordrer: en Form, der giver Plads for Fordomme, for Udelukkelser af hver Art. Der gives i de smaa Tydsklands Stæder liberale Klubber og Selskaber, der, ligesom Laug og Kasino'er, ingen Jøde optage, eller hvis indskrænkede fordomsfulde Aand, i hvilke endnu kun lidet mere af Friheden, end Navnet, er trængt ind, dog lader vente, at en Jøde ingen god Optagelse vil finde i sammes Midte; og saalunde maa det da være kommet, at Jøderne hist og her ingen Andeel have kunnet tage i lokale Bestræbelser for liberale SIDE: 279 Formaal, efterdi man udelukkede dem fra Deelagtighed deri. Desuden er jo ikke alene Folkerepræsentationen, men ogsaa Kathederet, hvilket de frisindede Ideers Uddannelse i den aller- ædleste Betydning tilhører, Jøderne utilgængelige i de fleste tydske Stater. Det eneste Enemærke, hvorpaa de i denne Hen- seende dele sine kristne Medborgeres Ret, -- man tilgive mig dette slet anbragte Ord, -- er Pressens; og paa dette Enemærke har det ingenlunde manglet paa Forkæmpere af deres Midte, hvilket føromhandlede deres Modstanderes Angreb selv godtgjør. Der gives desuden en Stand, som fortrinsviis den Pligt paahviler, at bistaae de Undertrykte: det er Advokaternes Stand. -- Jeg kan her ikke tilbageholde Fortællingen af en Kjendsgjerning, der fore- kommer mig ganske særdeles betegnende. Der gives i Tydsk- land en eneste Sagfører, der, i det høie Kald at forsvare de Anklagede, har sat sin borgerlige Existents og personlige Frihed paa Spil ved en ugunstigt optagen Frimodighed; og denne Ene er en Jøde. Jeg taler om de hannoveranske Statsfangers For- svarer, Advokat Gans i Celle. De Begivenheder, jeg har isigte, er jo bekjendte nok, idetringeste i Nord-Tydskland. Efter For- lydende vil det i den hannoveranske Stænderforsamlings næste Session komme til Beraadslagning over den i saa lang Tid be- lovede Forbedring af Jødernes Retsforhold. Da vil man med paafaldende stor Humanitet tillade Jøderne at blive Skræddere og Skomagere, og at erhverve Grundstykker; men til Stats- tjenesten, til de politiske Rettigheder, vil det hedde, ere Jøderne endnu ikke modne nok: dertil fattes dem den offentlige Tillid, den offentlige Menings Gunst. Til at opofre sig for Lidende, dertil er, som vi see, en Jøde moden nok. For at anbetro ham det Helligste, som Mennesket kan anbetro Mennesket, Forsvaret af dets Frihed, derfor har man nok Tillid til ham. Fangne (gjen- nem Aarerækker imødeseende i Fængsel Dommerens Kjendelse og følende Statens Almagt med dens hele Styrke, i Modsætning til deres egen Afmagt) have tiltroet en Jøde Iver og Velvillje og Duelighed nok, for at vælge ham, fremfor Andre, til deres For- svarer. Den offentlige Mening har heller ikke viist sig Tals- mandens ædle Opofrelse ugunstig. Fleertallet af Gøttingens Borgere have belønnet Frimodigheden hos deres anklagede Med- borgeres Sagfører med en Ærespokal; og jeg maatte meget feile, om det ei skulde have været ham en let Sag at vinde Indgang SIDE: 280 blandt Folkerepræsentanternes Tal, havde ikke Loven, ingenlunde Mangel af Tiltro, udelukket ham derifra paa Grund af hans Re- ligion. Det synes mig virkeligen, at Hvo som saaledes godtgjør sig paa hiint Felt, -- Hvo som der har fundet Tillid og har ret- færdiggjort samme i saa høi en Grad, tillige er istand til at gjøre Skjel for sig i enhver Stilling og at finde Tiltro. -- Men hvad nu Beskyldningen selv anbelanger, at Jøderne ingen Andeel tage i frisindede Ideer, da er samme saa ganske greben ud af Luften, saa ganske og aldeles ubekræftet, at vi slethen modsætte den en simpel Benegtelse, og kunne forsikre, at Antallet af dem, som levende føle for de frisindede Ideers Fremskridt, er i vor Midte idetringeste ligesaa stort, som i det kristne Fleertals. Jeg troer endog det er større, idetmindste blandt de mere Dannede: Noget, vi ikke kunne regne os til Fortjeneste, da det er ganske natur- ligt, at De føle varmere for Friheden, der af den vente sin borger- lige Tilværelses Gjenfødelse, -- Beseirelsen af en 1000 aarig Uret- færdighed. -- Jeg vil ikke derfor fragaae, at enkelte Kortsynede blandt os kunne være blevne vildledte ved den Iagttagelse, at En og Anden, der havde skrevet Friheden paa sit Banner, blev til Forræder mod den, da han skulde anvende samme paa dem, han undertrykte; men hver en Klartseende veed, at der ligesaa lidt maa tillægges Friheden nogen Skyld, som Troen og Dyden, fordi de undertiden tælle Hyklere blandt sine Bekjendere. En stor Rolle imellem Modargumenterne spiller endelig den Paastand, at Jødernes Fleertal ikke vil Emancipationen. Ogsaa denne Angivelse er af den Art, at en slet og ret Benegtelse uden videre lader sig opstille imod den, hvilken tilstrækkeligen bliver motiveret ved de Petitioner, som af Jøderne ere blevne for- beredte for nærværende Landdag over alle Landets Dele; lige- som der ogsaa er blevet Forfatteren af disse Bemærkninger til- deel et for ham selv, saavelsom for den Sag, han har paataget sig, yderst behageligt Beviis om den almindelige Deeltagelse, som de badenske Jøder føle for de Bestræbelser, der ere rettede imod Emancipationen. Havde hine Herrer talt, istedetfor om Fleertallet, kun om nogle enkelte Individer, som ere indtagne eller dog ligegyldige imod Emancipationen, da vilde jeg ikke i den Grad mistænke deres Sandfærdighed, som studse over hvor- ledes de just ere komne i en saa fortrolig Berørelse med sligt obskurt Pak, med Udskudet blandt Jøderne, at man har aaben- SIDE: 281 baret dem en Tendents, hvilken selv de Faa, der bekjende sig til samme, skjule skamfuldt for Dagen lig en Synd, -- en Ten- dents, som, under de utallige Skridt, som i Aarlange ere fore- tagne af Jøderne til Fordeel for Emancipationen, end ikke en eneste Gang er offentlig bleven udtalt, fordi ikke en Eneste deler den, der besidder nok af Forstand, Dannelse og offentlig Ag- telse, til at kunne udtale offentligen en Anskuelse, uden at stille sig selv tilligemed sin Anskuelse i Gabestokken. -- Men gives der i vor Midte enkelte i Mørket omsvingende Uslinger, saa som de, af hvem ovennævnte Herrer ere blevne beærede med Fortroelsen af deres smudsige Sindelag, har jeg derom intet Videre at yttre, end at der blandt alle Religioner findes hele og halve Svagsjelede, hele og halve Skjælmer, der ikke tage nogen Andeel i, men endog Forargelse af Bestræbelser, som ikke bringe dem nogen der ikke er reen Fordeel. Med slig Frækhed, med slig skamløs Pande, som skeet er i beslægtede Tilfælder af en lignende Fraktion af Badens kristne Befolkning, er alligevel, Gud skee Lov! hiin nedrige Tænkemaade ikke optraadt. -- Isandhed en Følelse af Skam skulde billigen have afholdt hine den badiske Forfatnings Helte fra at betjene sig af et Argument, som beroer paa Enkeltes Gjenstridighed mod Friheden. Hvo maa ikke herved erindre de Petitioner, som indløb til den forrige Regjering fra et Antal af Landets Menigheder, og udbad sig Forfatningens Ophævelse, Tilbagegangen til Eneherredømmet? Hvo erindrede ikke, at høiere Embedsmænd, visse om den derved vindendes Gunst, have foranlediget og ledet disse Petitioner, saa at Kammeret af 1831 har troet at maatte brændemærke hine Embedsmænds Navne i Landets Øine ved deres Offentliggjørelse? Hvad vilde DHrr. Antimosaiter sige, naar man af slige skammelige Om- stændigheder, vilde uddrage Slutninger imod Forfatningens Værd, imod Folkets Modenhed til Frihed, istedetfor at overøse dem med Skjændsel, eller istedetfor medlidenhedsfuldt at bedække dem? Og naar man af dem, som strede for Pressefriheden og Folkets øvrige forfatningsmæssige Rettigheder, vilde forlange det foreløbige Beviis for at Alle blandt Folket gløde for disse Rettig- heder, -- naar man vilde forholde dem Massen af de Ligegyldige, deres ringere Antal, hvem Frihedslarmen er imod, fordi den for- styrrer dem i deres behagelige Ro, -- kort, naar man vilde be- handle dem i denne eller i nogen hvilkensomhelst optænkelig SIDE: 282 Henseende saaledes, som Hine behandle dem, der fordre Fri- heden af dem: med hvilken Sandhedens og Retfærdighedens Kraft skulde de ikke da vide at tilintetgjøre deslige Sofismer? JØDERNE I DANMARK Vi Normænd bør betages Vildfarelsen, at vi kunne være virkelig fri eller Friheden værdige, saalænge vi ere saa intolerante. Dog var Skammen mindre, om vi vare det mere af Religionsfanatisme end af den ugrundede Spidsborgerfrygt, at Jøderne, om de fik Adgang til Landet, inden kort vilde tilrøve sig alt. Men fordi denne raader hos Fleerheden, gives der dog Strøg af Landet, hvor den første med al Sektereriets monomaniske Styrke tør gjøre sig gjældende. Jeg vil derfor aabne denne Udsigt over Jødernes Færd i Danmark med den hos vore Strengttroende højt anseede, ellers saa politisk-servile, Grundtvigs Mening om Jøderne, navnlig om deres Valgbarhed i Danmark. Mellem de Sager, der ved vort Folke-Raads forrige Møde ud- førlig behandledes, maa jeg, som Historiker, udmærke de To "om Jødernes Valgbarhed" og "om Sognebaandets Løsning"; thi vel har deres Behandling endnu ingen afgjørende Virkning havt, men baade tiltrak den sig dog almindelig Opmærksomhed og kundgjorde Raadets Anskuelse af "Kirke og Stat" og deres ind- byrdes Forhold. Andensteds har jeg udviklet min Overbeviisning om, at Raa- dets Stemning i det Hele var Sognebaandets Løsning særdeles gunstig, skjøndt "Samvittigheds-Friheden" ved en besynderlig Misforstand og et endnu større Misheld, til Slutning fik syv Stemmer fleer imod end for sig [fotnotemerke] ; og her vil jeg anmærke, at "Jødernes Valgbarhed" i det Hele kun lidet huede Raadet, saa den, trods et stort Parties overordentlige Anstrængelser, dog Fotnote: Tale til Folke-Raadet om Dansk Kirkefrihed. SIDE: 283 kun, som ved et Slumpetræf, fik to Stemmer flere for end imod sig. Hverken dette, eller den Kulde mod "vor Samvittigheds-Frihed", de Blade har viist, hvorpaa Jøder, døbte og udøbte, har størst Indflydelse, kan imidlertid berettige eller skal bevæge mig til at fravige den Overbeviisning, jeg alt for endeel Aar siden ved- kjendte mig [fotnotemerke] , at Jøderne, ved at behandles ei paa "Romersk" men paa "Græsk", kan blive hvert Land til uberegneligt Gavn, da de overalt, hvor de har "Borger-Ret", bemægtige sig Borger- Aanden, og vide godt at ramme Statens Bedste som deres Eget. Derimod er det nok Umagen værdt at mønstre de Grunde, man anførte mod Jødernes Valgbarhed, thi skjøndt de vel for det meste kun var Undskyldninger for den uvilkaarlige Følelse, flere Talere endog vedkjendte sig, saa vil man dog i vore Dage immer skamme sig ved slig en Følelse, naar man ingen Und- skyldning har. Allerede sidst vilde derfor Endeel ikke være det bekjendt, at de havde det mindste mod Jødernes Valgbarhed, naar de kun turde ventet at Kongen vilde bifalde den, eller naar ikke derved maatte skee en, for Principets Skyld, farlig For- andring i Folke-Raadets Grundlov, og værgede sig mod de ind- lysende Sandheder, at det er ikke for at høre sig selv men Folket, Kongen lytter til Folke-Stemmen, og at ingenlunde For- ordningen af 1834, men kun Konge-Brevet af 28de Mai 1831, er Folkeraadets Grundlov. Hvad der vel maa være Hoved-Indvendingen mod Jødernes Valgbarhed, var den Paastand, at Kristendommen gav langt mere Sikkerhed for Dyd og Ære end Jødedømmet; men den Taler, der med mest Varme og Inderlighed gjorde denne Ind- vending gjældende, gjendrev den selv ved meget naivt at be- mærke, "man maaskee kan gjøre Forskjel mellem Navn-Kristen og virkelig Kristen", hvad man aabenbar ikke blot kan, men nødvendig maa, hvor "Barne-Daaben" er en tvungen Sag, da man jo ellers ved med Magt at døbe Jøde-Børnene i en Hast kunde forvandle dem til virkelige Kristne. Sandelig, hvor en virkelig Kristen, som Taleren efter alle Mærker var, endnu i vore Dage og midt i en Forsamling, hvor Saamange nægtede at kjende nogen væsentlig Forskjel mellem Jødedom og Kristen- dom, endnu kan tale om den særegne Sikkerhed for Tænke- Fotnote: Haandbog i Verdenshistorien, 1. 580 -- 81. SIDE: 284 maade og Vandel, Kristen-Navnet skal medføre, der maa For- dommen mod Jøderne vist nok være saa stærk, at den neppe viger for Grunde; men den Betragtning synes mig dog maatte lære alle Veltænkende baade i Danmark og Norge ei at gjøre Daaben til Betingelse for Borger-Ret, da man derved kun støder de retsindige Jøder fra sig og lokker de Slette og Samvittigheds- løse til sig, hvad dog aldrig kan enten være klogt eller det bor- gerlige Selskab gavnligt. At man ogsaa selv maa have følt den indvortes Tomhed af den Indvending, der har det meste udvortes Skin, slutter jeg deraf, at man søgte at forstærke den ved lang Tale om saa- danne Smaating, som at den ægte Jøde hverken kunde skrive paa Sabbathen, eller ved Folke-Raadets Aabning bivaane den kristelige Gudstjeneste, og det var ret tilpas, at En af de nær- værende "kristelige" Talere reentud erklærede, at den Prædiken, der kunde forarge en retskaffen Jøde, vilde ogsaa forarge ham, thi derved blev det jo dog haandgribeligt, at Navnet gjorde intet til Sagen. Hr. Assessor Ussing havde for Resten aldeles Ret i, at Udtrykket "offentlig" om den Gudstjeneste, hvormed Folke- Raadet skal aabnes, ei maa forvexles med "kristelig", forsaavidt derved tænkes paa den kristne Tro, thi uden at tale om at Gudstjenesten i Jødernes Synagoge jo ogsaa er "offentlig", saa veed vi jo Alle, at Lovgiveren, selv om han havde sat "kristelig Gudstjeneste", slet ikke vilde tænkt paa Troen, men kun paa Formen, og det med Rette; thi for en saa blandet Forsamling i vore Dage er den Tale vist den bedste, der kun forudsætter saa megen Tro, som der maa findes hos enhver retskaffen Mand, hvilken positiv Religion han end bekjender sig til. Dog, jeg gaaer endnu videre, i det jeg vedkjender mig den Overbeviisning, at enhver Bestræbelse for at give det borgerlige Selskab en kristelig Skikkelse, selv naar den var allerbedst meent, var dog et stort Misgreb, enten saa Grunden dertil laa i Miskjendelse af Kristendommens aandige Væsen, eller i Ubekjendt- skab med den virkelige Verden og Grændsen for det Gjørlige. Jeg veed jo nok, at jeg herved ikke blot gjør min Ortodoxi mis- tænkt hos Tilhængerne af de gamle Theologiske Systemer, men vækker en med Ringeagt blandet Medlidenhed hos de unge Philosopher, hvem det er en smal Sag med en Hexe-Formel og et Pennestrøg at kristne alle vore Stater fra Top til Taa; men SIDE: 285 derfor bliver det dog lige sandt, at uden kristen Tro er man ingen Kristen, at Mængden i alle vore Lande ingen kristen Tro har, og at man ikke kristner, men forbittrer og fordærver dem, ved at paanøde dem Skin af hvad de hverken ere eller ville være: saa hvor man vil have ærlige, med Øvrighed og Ind- retninger fornøiede Borgere, maa man lade Troen være en fri Sag og gestalte alle borgerlige Indretninger saa uafhængige af den som mueligt. At enhver Øvrighed, ligesom enhver Enkelt- mand, der selv har kristen Tro, og føler sig lykkelig ved den, stræber at udbrede den i sin Kreds, er vistnok naturligt og nød- vendigt, men netop naar man selv har nogen Tro, maa man jo hade det tomme Skin, og vide, at den virkelige Tro lader sig ikke paatvinge, og hvad Art det har med en Øvrigheds kristelige Bestræbelser, som ei selv er kristelig, kan man jo forud vide. Mener man nemlig, at en Øvrighed kan gjøre Alt hvad den behager til kristeligt, blot ved at kalde det saa, da kan man vist nok let finde paa Noget saa tomt og ubetydeligt, at alle Lige- gyldige lade sig det behage, men det kan de virkelige Kristne umuelig lade gjælde for Kristendom, saa enhver Bestræbelse for at kristne Staten vil tidlig eller seent ende med en Krig mod det ægte Kristelige, der hverken kan skifte Farve eller lader sig forvandle til et tomt Skin. Men ere nu alle saakaldte kristelige Grunde mod Jødernes fulde Borger-Ret grebne af Luften, da er der kun een Indvending, som kunde have nogen Grund, den nemlig, at de ere Fremmede, som seent eller aldrig kan tabe sin Eiendommelighed og sammen- smelte med os. Denne Grund prøvede man nu vel ogsaa i Folke-Raadet at gjøre gjældende, men det maatte nødvendig mislykkes, da Jø- dernes Tilsidesættelse ei engang var nævnt i Forordningen, men fulgte kun af Bestemmelsen, at Ingen kunde vælges til Medlem af Raadet, uden han bekjendte sig til "den kristelige Religion". Det er altsaa vist nok et Spørgsmaal, om Feilen ikke blot ligger deri, at Lovgiveren ei har givet den rette Grund for Jødernes Tilsidesættelse, og ei ligesaavel fraskrevet dem Valgret, som Valgbarhed, men ogsaa dette Spørgsmaal maa jeg besvare med Nei; thi skulde nogen Indfødt udelukkes paa Grund af sin fremmede Oprindelse, da maa det langt snarere være Tydskerne end Jøderne, saa naar de Første blot behøve at være fødte SIDE: 286 herinde eller at være Holstenere, for at kunne sidde i Raadet, da er der ikke mindste Grund til at udelukke de Sidste. Frem- medes Deeltagelse i vore offentlige Anliggender bliver nemlig farligere i samme Grad, som de Fremmede tilhøre et mægtigt Folk og staae i naturlig Modsætning til os, og medens vi derfor ei kan nævne mindste Skade, Jøderne har gjort vort Folke-Liv, dets naturlige Vext og Udvikling, er det derimod kun altfor begribeligt, hvorfor det er blevet et Dansk Ordsprog, at "al vor Fortræd er Tydsk". Allerede som et sprængt Folk, der har tabt baade Fædreneland og Modersmaal, er Jøderne de uskade- ligste Fremmede, noget Folk kan optage i sig, da de nødvendig maae stræbe, saavidt mueligt, at erhverve sig et Fædreneland og Modersmaal, hvor de boe, og da de nu tillige er en Levning af Oldtidens høiest begavede Folk, der med Lethed kan tilegne sig alle menneskelige Tungemaal og Anskuelser maa ethvert ædelt Folk ønske at sammensmelte, saameget mueligt, med den bedste Deel af dem, hvad ingenlunde skeer ved at love dem fuld Borger-Ret, naar de vil frafalde deres Fædrene-Tro men ved at skjænke dem fuld Borgerret, uden Hensyn paa om de adskille eller forbinde "Moses og Jesus". Kun da kan vi vente at faae de retskafneste, dybeste og bedste Jøder til vore Med- borgere, og troe vi virkelig, at alle De, som er af Sandhed, høre den Herres Røst, vi bekjende, da maa vi ogsaa tro, at alle sandhedskjærlige Jøder, naar Guds og deres Time kommer, vil bøie Knæ i Jesu Navn, og det saameget snarere og hellere, naar det er en fri Sag, hvorved de verdslig talt hverken vinde eller tabe. Jødernes Stilling i Danmark. Udgiveren af ovenciterede danske Tidsskrivt, Hr. Barfod, har benyttet den mosaiske Kateket Cohens "de mosaiske Troes- bekjenderes Stilling i Danmark forhen og nu" (Odense 1837) som Materiale for en saa klar og udtømmende Fremstilling af deres hele Leven og Færden i Danmark, at Udgiveren af nær- værende Skrivt beklager ikke at kunne meddele den fuld- stændigere end her skeer. Der ligger vel allerede en Argumen- tationsstyrke i at kunne anføre Andre for sin Mening, men at SIDE: 287 Læserne ville finde den vægtigste i de opstillede Kjendsgjerninger for at Jøderne have i Danmark, hvor deres Stilling var og er mislig nok, lønnet Ondt med Godt, og nær under vore egne Øine givet Beviser i Mængde forat Jøderne have været en paa sine Velgjerninger karrig Stat i mange Individer til Hæder og Lykke. I Kristian 4des sidste Regjeringsaar antager Forfatteren, at Jøder først indkom i Danmark [fotnotemerke] . Den første Forordning dem angaaende er af 6te Febr. 1651, hvori de forbydes Adkomme til Landet uden særeget Leidebrev. "Vor Adel, siger han, var dengang vore privilegerede Skakkrere, og de have neppe været uden Indflydelse paa denne som paa de følgende Forordninger". Under 19 Jan. 1657 tillod en ny Forordning de "portugisiske" Jøder frit og uhindret at reise og ernære sig i Kongens Riger, til hvilken Begunstigelse Grunden rimeligviis blot var financiel. Men af Udtrykket Kongens "Riger" synes det, klart at Til- ladelsen ogsaa har været udstrakt til Norge, og af en Politi- anordning fra 1710 sees det, at der var Jøder, som dengang havde Lov til at "opholde sig, bo og bygge" i Bergen, saa Ordet "fremdeles" i Gl. § 2 sidste Passus er uden Hjemmel og denne det første positive Lovbud, som udelukker Jøderne fra Norge. Naar Jøderne først fik Tilladelse til at "bosætte sig" i Dan- mark er uvist. En saadan Tilladelse har neppe fra Begyndelsen af været almindelig, men kun en personlig Begunstigelse for den Enkelte, der ved sine Fortjenester -- sandsynligviis Penge- laan til den altid forlegne Regjering -- havde gjort sig værdig til en saadan. I 1680 boede dog alt Jøder i Ribe, og Naskovs Privilegier af 1667 tillader Jøder at nedsætte sig i Byen. I 1714 fandtes dog kun 18 Familier i Kjøbenhavn, rimeligviis for de Vanskeligheders Skyld, man gjorde, og hvis Natur lader sig slutte af et Reskript af 1726, der gjør til Betingelse enten en Ejendom af 1000 Rdlr., eller at drive Uldmanufaktur eller at Fotnote: Først 1776 findes Jøder i Sverige, hvoraf Enkelte erholdt Borgerret som Udmærkelse. Endnu ere de kun lidet talrige der, saa der fra Nabolandene ikke er synderlig Grund at hente for Normændene for Frygten, at de skulde indtrænge sig i for stor Mængde. Eller har Norge noget tilfælles med Polen, hvor Svælget mellem Adel og Livegne eller stavnsbundne Leilændinger, idet det manglede en Borger- og Selvejerstand, udfyldtes af Jøder, for hvis Ind- strømmen fra alle Kanter dette Indland laae saa beqvemt? SIDE: 288 opføre et Huus af en vis Størrelse, Byen til Prydelse. Der gaves endeel Anordninger til Begunstigelse for de saakaldte portugisiske Jøder, men ved en af 29 Marts 1814 stilledes de tydske lige med dem. Dog maa, selv efter denne Forordning, den fremmede Jøde ansøge Kancelliet om Tilladelse, hvis han vil opholde sig længere end 14 Dage. Amtmændene ere ved en Forordning af 1827 bemyndigede til at udstede saadanne Licentser paa 6 Maaneder, og Kancelliet har oftere skjænket dem paa aareviis. Endnu skal dog en særegen Tilladelse er- hverves. Cohen yttrer om Jødernes Tilstand og Stilling i det Hele i Danmark, at, levede de end nedbøjede og betyngede med Indskrænkninger, var dog deres Skjebne, selv i de fjernere Tider, vel ikke behagelig og lykkelig, men taalelig, ja vel endog god, naar man seer hen til hvordan den var i andre Lande. De henvistes ikke til særegne Gader, paalagdes ikke særegne Dragter, latterlige udvortes Tegn, Kopskat eller særegne van- ærende Skatte, men deres Liv og Gods sikkredes dem. Har man end ikke begunstiget dem særdeles -- uden med det sørge- lige Privilegium at tage højere Rente end ellers lovbestemt -- saa har man dog heller ikke paalagt dem Valget imellem Daab og Død eller Frikjøbelse for begge ved uhyre Pengesummer. Og dette var i de Tider overordentlig meget; man var mild i Mod- sætning til Tidernes almindelige Barbari, og først Frederik den 6te ahnede, at der var en højere Retfærdighed at udøve mod det fortrykte Folk, end den, der afholdt sig fra aabenbare og po- sitive Fornærmelser. I et Hundredaar havde de maattet tage Borgerskab og i fuld Maade opfylde alle borgerlige Pligter, af- holde alle borgelige Tyngder, havde ogsaa ført Navn af Borgere, men de havde ikke Borgerens Rettigheder og Friheder; man antog sig dem heller ingenlunde for i nogensomhelst Retning at forbedre deres Stilling. Man lod dem gaa for Vind og Veir, og for deres borgerlige Velvære, aandelige Dannelse og sæde- lige Udvikling var man lige ligegyldig. Ondt gjorde man dem egentlig ikke; man forskjød dem kun. Handel var fra først af Jødernes eneste lovlige Erhverv; deres Fædre havde intet andet maattet kjende, og for sine Børn ahnede de heller intet andet [fotnotemerke] ; de vare en nedtrykt Kjøbmandskaste i Fotnote: En nylig afdød Jøde har fortalt os, at han mindes, hvordan hans Fader en Middag kom hjem, og, da han saa sine Børn, halv i Fortvivlelse udbrød: SIDE: 289 vort Fædreland, fordømte til evig den samme Beskjæftigelse, og dog bebreidede man dem deres Hang til den, og haanede deres Dygtighed, der jo rigtignok stundom gjorde sig gjældende paa en temmelig smudsig Maade, fordi -- Lovene førte det saaledes med sig. Allerede 1786 fik dog Jøden J. M. Israel Tilladelse til i Kjøbenhavn at anlægge et Trykkeri for Bøger i det hebraiske, kaldæiske, rabbinske og de øvrige østerlandske Sprog. Det var en ringe Begunstigelse, men det var dog det første Brud paa Næringstvangen. Omtrent samtidig naaede den Efterretning hid, at Jøderne i Østerrig og Preussen havde begyndt at drive Haand- værker og Manufakturer, og Magistraten anmodede 1788 Jødernes Ældste om at forsøge det samme med den jødiske Ungdom her i Landet, ved at lade nogle faa Drenge hensætte i Lære hos Haandværksmestre o. s. v. Naturligviis gjorde disse opmærksom paa, at, saa meget de end selv maatte ønske og attraa saadant, saa vilde Forsøget dog være unyttigt, saa længe Lovene forbød dem at ernære sig som Mestre, og at ingen Laugsmester paa Grund heraf vilde eller turde tage dem i Lære. Nu udkom Reskr. til Kjøbenhavns Magistrat af 19 Septbr. 1788 -- bekjendtgjort ved Plakat af 29 Septbr., -- i Følge hvilket Jøder ikke blot maa ind- træde i Haandværkslære, men ogsaa, naar de have udtjent sin Lære, indtræde i Laugene, saafremt de ikkun opfylde Laugsar- tiklerne, og -- Kastebaandet var brudt. Et lovligt og hæderligt Erhverv igjennem Kræfternes fri Anvendelse stod nu ogsaa ad denne Vej de kjøbenhavnske Jøder aabent. Maa det derfor end glæde os i dette Reskr. at see, at der "endog ingen Undtagelser skulde finde Sted i Henseende til de Professioner, hvortil bruges Smelteovne og Digler", saa kan det dog ikke andet end smerte os, at man skulde ansee det fornødent at tilføje en Bestemmelse, der vidner om en saa forhadt Fordom, og det stygge "endog" skurrer os i Ørene. -- Reskr. udvidedes 1793 til alle Kongerigets Jøder, og 1824 selv til dem i Hertugdømmerne, der ellers have nydt saa lidt godt af samtlige de øvrige Foranstaltninger til sine Troesbrødres Tarv. -- Da Reskr. udkom, mødte det, som man kan tænke sig, forskjellige Hindringer. Fordommene hos de kristne Fotnote: "Nu kommer jeg fra N.N." (en kristen Handelsven af ham); "han har i Dag sat to af sine Sønner i Haandværkslære; men hvad skal der blive af jer? -- Skakre skal I! -- skakre allesammen, ligesom jeres Fader og hans Slægt for ham". SIDE: 290 Mestere gjorde Jødernes Anbringelse i Lære meget vanskelig [fotnotemerke] , og Vanskeligheden forøgedes endog ved mange jødiske Forældres Frygt for at anbringe sine Børn hos kristne Mestre, hvortil endnu kom, at de fattige Jøder paastod, at de ikke havde Raad til at vedblive at føde sine tilvoxne Børn, der ikke kunde spise de kristne Mestres Mad, men derimod ved Skakren selv kunde er- hverve sig sit Udkomme. Men for at bortrydde samtlige disse Hindringer stiftede 1793 et Antal hæderlige Medborgere det Præmieselskab til den jødiske Ungdoms Anbringelse i de for- skjellige Haandværkslaug, som vi i næste Afsnit nærmere skulle omtale. -- -- Haand i Haand med Jødernes Laugsberettigelse og det stiftede Præmieselskab gik ogsaa Indrømmelsen af forskjellige andre Borgerrettigheder, hvilke vi heller ikke maa lade ubemær- kede. Særegne Bevillinger aabnede dem f. Ex. allerede 1797 og 98 den Adgang til det kirurgiske Akademi og til Universitetet, der hidtil havde været dem negtet, men som i det følgende stod dem lige saa fri som alle andre. -- Hæren havde ogsaa været lukket for dem, men allerede i Slaget paa Kongedybet den 2 April 1801 se vi dog en Jøde hæderlig udmærke sig, M. Heymann, der som frivillig var gaaet ombord paa Blokskibet Jylland. De ældre Bestemmelser havde saaledes faktisk tabt sin Betydning, og i Kanc. Prom. 27 Mai 1801 se vi derfor ogsaa, at Kancelliet "ingen Betænkelighed finder ved" at lade et Par ved Kjøbenhavns borger- lige Militær nylig ansatte jødiske Underofficerer aflægge Tro- skabseden. Men hvis nu nogen skulde sige, at denne Handling tilhørte Kancelliet (som dog ellers aldrig beskyldtes for at være liberalere end Kronprinds Frederik), og ikke Regjeringen, da have vi Kanc. Prom. 22 Oktbr. 1808, i hvilken Kanc. tilkjendegiver Stads- hauptmanden og Brandmajoren i Kjøbenhavn, at, i Følge hans Majestæts Befaling, skulle de, inden de optage nogen Jøde i Kjø- benhavns borgerlige Korps, forvisse sig om, at han er berettiget til at blive her i Landet, og Jøderne havde nu altsaa en middel- bar kgl. Tilladelse til Ansættelse i Borgerkorpserne. Reskr. af Fotnote: Et eneste Exempel maa oplyse dette: -- Endnu 1791 maatte Kancelliet ved en daglig Mulkt tvinge Oldermanden for et Handelslaug -- Urtekræmmernes -- til at indskrive en jødisk Dreng i Lauget. Hvor lidt man i det hele taget var tilbøjelig til at ansee dem for "rigtige" Borgere, turde ogsaa fremgaa deraf, at baade Høiesteret og Kancelli endnu 1794 antog, at en Jøde blev myndig efter den jødiske og ikke efter den danske Lov, -- myndig altsaa, naar han havde fyldt sine 13 Aar. SIDE: 291 9 Decbr. 1809 henfører dem dernæst ligefrem under den alminde- lige Konskription, ligesom Plak. 1 Mai 1810 og Kanc. Skr. 6 Januar 1814 tilkjender dem Ret til Udskrivning til Jægerkorpset. -- Hvad Ret til Landbrug angaaer, siger Kanc. Prom. 3 April 1802 udtrykke- lig, at Jøder, som ere fødte her i Riget, eller ere forsynede med kgl. Leidebrev, have samme Ret til at kjøbe Jordegodser, som enhver anden af Kongens Undersaatter; og det er desuden en Kjendsgerning, at der iblandt vore Avlsbrugere for Øieblikket er enkelte Jøder, ligesom iblandt vore Forpagtere, Forvaltere, Møllere og Gartnere. Betræffende Jødernes Gudstjeneste, da erholdt Menigheden først i 1833 et anstændigt Tempel, som da indviedes med en Høi- tidelighed, der selv paa den Fremmede maatte efterlade et dybt og varigt Indtryk. Den lille portugisiske Menighed (en mindre orthodox Sekt) har desuden sit eget Bedehuus, og Synagoger ere desuden tilladte i 12 Byer, hvorved en af Menigheden lønnet Præst befaledes ansat; men da et saa stort Antal duelige ikke vare lette at udfinde, ordnedes dette saaledes, at der, foruden Præsten for Menigheden i Kjøbenhavn, skal være 4 jødiske Ka- teketer i Riget: 1 i Kjøbenhavn for Sjellands Stift, 1 i Odense for Fyens og Lollands, 1 i Frederits for Ribes og Aarhuus', og 1 i Aalborg for Viborgs og Aalborgs Stifter. I den sidste By findes ligeledes, som i Slagelse, en ikke autoriseret Synagoge, mod hvis Bestaaen dog ingen Vanskelighed er gjort. Forord- ningen af 29 Marts 1814 paabyder ogsaa for den jødiske Ungdom offentlig Religionsprøve eller Konfirmation, og Regjeringen har, efter Menighedens egen Opfordring, authoriseret deres Lærebog og approberet Gudstjenestens nye Ordning. Det saakaldte jødiske Proselytfond hævedes allerede ved kgl. Reskr. af 28 Febr. 1800 efter Biskop Balles Indstilling, og henlagdes til Sjellands Stifts Skolelærers Enkekasse, men Præstepengene til de kristne Kirke- betjente ere fremdeles forblevne hævede. Efterhaanden som Kastebaandet er ogsaa Stavnsbaandet blevet brudt. Jøderne ophøre ikke længer at være Borgere udenfor sin Fødeby, Forretnings- eller andre Reiser vanskeliggjøres dem ikke længer, og de behøve ikke meer nogen speciel Bevilling til at stifte Opholdssted. "Fra det Øjeblik, siger Hr. Barfod, kunne vi sige, at den danske Jøde ei blot havde en Fødeby, men et Fædreland, der begyndte alt mere at blive billigt imod ham, og SIDE: 292 derfor ogsaa kunde gjøre sikkrere Regning paa hans Gjenkjærlig- hed, der sandelig heller ikke ere udebleven. I Anordningen af 27 Marts 1814, dens lste §, er Jødernes fuldkomne Borgerret opstillet som Princip; men dette er dog ikke meer end halvveis gjennemført. Den er dog Hovedskridtet fremad, og har, som alle vore Dages politiske Forbedringer sin Rod i den franske Revolutions Dage. Under 4 Septbr. 1795 nedsatte Regjeringen en Kommittee be- staaende af Professor N. Kall, Overretsassessor Collett, Højeste- retsadvokat Brorson og de israelitiske Kjøbmænd N. L. Meyer og J. Henriques. "Den havde fattet det Forsæt, ved en ny Lov- givning at gjøre Jøderne til nyttige Borgere og værdige til den Adgang til alle borgerlige Rettigheder, lige med deres kristne Med- borgere, som en oplyst Regjering altid vil anse det for sin hel- ligste Pligt at forskaffe samtlige Borgere, uden Hensyn til deres Religion [fotnotemerke] . Kommitteen indbød gjennem Aviserne samtlige Jøder til at indkomme med Forslag, og fremkaldte derved ei blot saa- danne, men desuden en Mængde Skrifter og Modskrifter. En Anonym, der skjelnede skarpt imellem Jødedom og Talmudisme, klagede over den Myndighed, Jødernes Ældste med Regjeringens Samtykke gjennem Tvangsmidler udøvede over Menigheden, fore- slog Afskaffelsen af den særegne Skiftejurisdiktion, Indførelsen af Dansk i alle mulige Dokumenter, der i borgerlige Anliggender kunde faa Vigtighed, Afskaffelsen af den jødiske Myndighedsalder, Ordningen af et forbedret Skolevæsen o. s. v. Han mødte na- turligvis Modstand hos sine i rabbinsk Orthodoxi og Uvidenhed forstenede Troesbrødre; men flere sloge sig paa Parti med ham, og iblandt dem den dygtige G. Euchel, som baade skrev et For- slag til Kommissionen og en Ansøgning til Kongen [fotnotemerke] . Han gik endnu videre end Anonymen, og fremhævede især Nødvendig- heden af Kirkens og Skolens Forbedring og det danske Sprogs samt de danske Loves gjennemgribende Indførsel i alle de jødiske Forholde; Dansk i Prædiken, i Skolen, i Kontrakter, Handelsbøger o. s. v.; en Religionsprøve (Konfirmation) for de tilvoxne Børn; ingen Jurisdiktion for Rabbinerne, og ingen Bandstraale; intet særeget Værnething, ingen særegen Skifteret, ingen jødisk Myn- dighedsalder, ingen Ret til at give Hustruen Skilsmissebrev o. s. v., Fotnote: Saaledes skrev man i Jan. 1796! -- "Lærde Efterretninger" S. 2. Fotnote: "Minerva", Jan. 1796, S. 47 -- 69. SIDE: 293 o. s. v. Han endte bittert med at bede Kongen befale: "at Jø- derne i Danmark i alt maa være underkastede og dømmes efter Landets Love, som alle andre danske Borgere, og at de fana- tiske Jøder, som hellere ville dømmes efter jødiske Love aller- naadigst maa deporteres til Arabien eller Palæstina, tilligemed deres Præst". -- En Ansøgning i modsat Retning var derimod tidligere indgaaet til Kongen fra en stor Deel af Hovedstadens Jøder. Der var altsaa kommet Liv i Menigheden men om det var Grunden til, at der kom Død i Kommitteen, vide vi ikke. Kun det vide vi, at denne døde hen, uden at man hørte noget til den. Neppe antage vi dog urettelig, at baade dens Arbeider og Anonymens og Euchels Forslag havde en afgjørende Indfly- delse paa Anordningen 29 Marts 1814, der, mærkelig nok, udgik uden den sædvanlige Underhandling med og Forespørgsel hos Repræsentationen, og i særdeles meget ligner Forslagene paa et Haar. Jødernes egen Færd. Det vil af Jødernes hele Stilling være klart, at der var en Tid, da det var dem umuligt, eller dog ikke sønderlig muligt, at gribe saaledes ind i Livet, at de tilkjæmpede sig en Historie. Trængte i alle Forhold, betragtede med Mistillid fra alle Sider, maatte det blive de flestes Opgave at afvende Opmærksomheden fra sig; at henlede den paa sig, derom drømte neppe en Eneste. Ophjulpne af ingen, nedtrykte af mange, vilde det allefald kun kunnet lykkes de sjeldnest begavede at overflyve de Skranker, som Fattigdom, Usselhed, Uvidenhed og Foragt droge tæt om- kring dem. Selskabelig Omgang og venlig Deeltagelse fandt de udenfor sit eget snevre Samfund saa godt som aldrig; Adgangen til Aandens Dannelse og Hjertets Forædling gjennem Kunster og Videnskaber var dem lukket; ei engang det simpleste Haandværk stod aabent for dem; næsten alle vare de fordømte til den evige Smaahandel i de smudsige Baghuse. Vi see det dog tydelig, at, som Lænkerne løsnedes, saa voxede ogsaa Kræfterne, og alt fra det forrige Hundredaar finde vi en- kelte Mænd, vi umulig kunne negte vor Agtelse. De ældre af den nulevende Slægt føle endnu Efterveerne af de forrige Tiders Tryk, og det er umuligt andet, end at selv hos de alleryngste SIDE: 294 kan det sidste Spor af Trykket neppe fuldelig være udslettet; thi Friheden er vel en "Kongebalsom" [fotnotemerke] , men selv den kan dog umulig paa een Dag læge alle de Vunder, som Aarhundreders Trældom slog. Og dog, hvor ganske anderledes er det ikke allerede nu i saa mange, i de fleste Henseender? -- Haandværks- drift og Agerdyrkning have aabnet sig for dem, og de have med Glæde grebet den givne Leilighed til andet Erhverv end Han- delen; de have alt i mange Individer vist sig som fortrinlig dyg- tige Haandværkere. -- Kunsterne og Videnskaberne have aabnet dem sine Templer, og de ere heller ikke forblevne i disses For- gaarde; de have trængt ind i Helligdommene, ikke som Freds- forstyrrere, men som de, der selv bragte de bedste Offre med sig, Aand og Hjerte. De bleve Borgere i en høiere Betydning, end den, i hvilken de forhen vare det, om end endnu ikke i den fuldeste, og de omfattede Staten, Fædrelandet, med varm og le- vende Interesse, og kjæmpede baade med Aandens og Haandens Vaaben for dets Velvære, ja selv med Opofrelse af det, man hidtil havde vænnet sig til at betragte som deres Gud over alle Guder, Gods og Formue. Og hvor mange af den nærværende, ja selv af den allerede bortgangne, Slægt have ikke hædret det Folk, af hvilket de udsprang, og ei blot afbetalt sin Gjeld til det, hvis "Gjæstfrihed" modtog dem imellem sig, men vel endog hædret dette, saa sandt som de selv vare en Deel af det, og tilfulde godtgjort, at, vare de end en fremmed Green paa Folkestammen, vare de dog ingenlunde nogen Snylteplante, ingen Misteltein paa Danskhedens Eeg. Endnu er det vistnok neppe muligt, rettelig at vurdere den danske Jøde; hundredeaarige Krænkelser og Til- sidesættelser frembragte et Indtryk, som de bedre Tider endnu have været for faa til fuldelig at udslette, medens den uvante Frihed med sin Spændkraft mulig paa den anden Side har sat et ikke ganske naturligt Forhold af Kræfter i Bevægelse. Det svælgende Dyb imellem Jøden, hvem Foragt blottede for alle finere Følelser, al højere og ædlere Stræben, medens hans Sjel ikkun fordybede sig i Smuds og Guld, og Jøden med den pirre- lige Æresfølelse, hvem en uforsigtig Yttring kan opbringe, og et Smiil uden Hensigt gjennembore, medens hans Fantasi drømmer om vide Virkekredse, om uvisnelig Hæder og Ære, -- dette Dyb er end for svimlende, til at vi med Sikkerhed skulde kunne Fotnote: Dansk Lignelse. Universalbalsom? SIDE: 295 udfinde den rette Midtpunkt, hvorfra en upartisk Bedømmelse maatte udgaa. Det er desuden, mene vi, Eftertiden, der skal udsige Dommen over Nutiden. Senere Tider og fuld Retfærdighed imod dem, frivillig igjennem Slægtled ydet dem af det danske Folks og den danske Regjerings oplyste Aand og kjærlige Hjerte, skal, derom finde vi os fuldelig overbeviste, stedse klarere godt- gjøre det for enhver Tvivler, at dette Folk endnu besidder en aandig og sædelig Dygtighed, der tilsidst skal erhverve det ethvert andet Folks Agtelse, der har Øine for sligt. -- Dog, til Historien! Skolevæsenet afgiver en saameget skjønnere Lysside i Jødernes indre Historie gjennem det sidste halve Hundredaar, som For- bedringerne i det ere umiddelbar udgangne fra Menighedens egen Midte. Vi have oftere paapeget, at Regjeringen lod Jø- derne "gaa for Vind og Veir", uden at bekymre sig det ringeste om deres Dannelse. Selv i Begyndelsen af dette Hundredaar var den saa temmelig en ørkesløs Tilskuer ved det aldeles for- sømte Skolevæsen, hvis Art den dog fuldtvel kjendte. Ikke uden Vanskelighed oprettedes derfor 1790, ved private Sammenskud, en Læse-, Skrive- og Regneskole i Kjøbenhavn for en Deel fattige Jødebørn. I denne skulde tillige Dansk læres. 1798 meldte Kjøbenhavns Magistrat, at den besøgtes af 40 Børn, og at mange af dem havde gjort meget god Fremgang. -- Imid- lertid var 1795 den forhen omtalte Kommittee bleven nedsat, og især Euchels Forslag havde bragt Røre i Menigheden. Det vakte Liv uddøde heller ikke. En Deel mindre formuende end begeistrede Ynglinger -- iblandt hvilke den nærværende Over- retsprokurator Delbanco -- holdt i Begyndelsen af det nye Hun- dredeaar forskjellige af sine Troesbrødres Børn i de bedre af vore kristne Skoler, som allerede nu havde aabnet sig for dem; og et Par Aar senere afløstes hiin ovenomtalte Skole -- ved Grosserer M. L. Nathansons kraftige og heldige Bestræbelser og hans Troesbrødres [fotnotemerke] frivillige Bidrag -- af den nu bestaaende Friskole, der aabnedes i Novbr. 1805 med et Antal af 55 fattige og uvidende Børn, som inddeeltes i fire (nu tre) Klasser. Under- viisningsgjenstande bleve: Religion, Hebraisk, Dansk, Tydsk, Fædre- landshistorie, Geografi, Naturhistorie (nu bortfalden; i dens Sted Tegning), Regning, Skrivning og Gymnastik. Børnene erholde Underviisning (og tildeels Klæder) frit, men de staa, selv efter Fotnote: 125 af disse tegnede sig strax for aarlige Bidrag til 1600 Rbd. SIDE: 296 at de have forladt Skolen, under dennes særegne Direktions nøieste Tilsyn og Formynderskab. Den 20 Jan. 1806 erholdt dens Love kgl. Bekræftelse, og 1810 og siden oftere bevidnede Kongen den, at han med særdeles Velbehag havde erfaret dens gode Tilstand og vedvarende Fremgang. Regjeringen har ved flere Anordninger betrygget dens Virken til dens ædle Øiemed, og mangfoldige i Menigheden have ved Gaver og Testamenter rigelig forsørget den. Alene af Grosserer D. A. Meyers Legater tilfaldt 50,000 Rbd. den. Indtil 1836 havde 286 Drenge nydt Underviis- ning i den, og af de udgaaede have mange studeret; over Halv- parten ansattes ved forskellige Haandværker, og kun Femteparten gik til Handelen. Men en Følge af denne Skole var det atter, at, medens Udlandet før maatte forsyne de kjøbenhavnske Jøder med Handelsbetjente og Lærere, saa er nu det omvendte For- hold indtraadt. Ved Siden af denne Skole aabnede de Herrer Bing og Kalisch 1803 en Skole for de mere velhavende Jøders Børn, i hvilken Underviisningsgjenstandene, men naturligviis efter en udvidet Maalestok, bleve de samme som i Friskolen, og endnu desuden Engelsk, Fransk, Verdenshistorie, Naturhistorie og Mathematik. Den begyndte med 20 Elever, men havde senere i Gjennemsnit omtrent 50. Den hædredes 1807 med Kancelliets Tilkjendegivelse af dets fulde Tilfredshed; men langt mere hædredes den ved et Vidnesbyrd af den i Sandhed høiærværdige Biskop Balle, som vi ikke kunne negte os den Fornøielse ordret at gjengive: "I det af Hrr. Bing og Kalisch Aar 1803 oprettede Institut for den jødiske Ungdom her i Staden har jeg ofte bivaanet den of- fentlige Examen, som af dem er bleven anstillet, og taget Prø- verne af Skrift og Regning i Øiesyn. Idelig fandt jeg Aarsag, ei alene til at være fornøiet, men ogsaa til at lovprise den ud- viste Fremgang og Færdighed. Heller aldrig fik jeg noget enten at se eller høre, som ei kunde bestaa med sand Moralitet, og i Sær- deleshed med den varmeste Kjærlighed til Konge og Fædreland. Sædelighed, Orden og Velanstændighed ledsagede overalt de an- vendte Bestræbelser. -- Læseøvelserne i Dansk, Tydsk, Hebraisk fandt jeg ypperlige. Reen og tydelig Udtale, forenet med klart Begreb om Mening og Inhold, gjorde mig dem fortrinligst tække- lige. -- Naturhistorie, Fædrelandshistorie, Jordbeskrivelse, deels Fædrelandets, deels den almindelige, snart efter Landkaart og SIDE: 297 snart af Hovedet, fængslede i Særdeleshed min Opmærksomhed. -- Jeg havde som oftest rig Anledning til at glæde mig. -- Ud- mærket skjøn Skrivning er allevegne indlysende og gangbar. -- Overalt fremstraaler Tilfredshed, Munterhed og Lærelyst hos de kjære Børn. -- Lærerne fyldestgjøre deres vigtige Kald med Tro- skab og Iver. Gavnrig Oplysning og Hjertets Dannelse til uskrøm- tet Dyd besjeler deres Attraa. -- Iblandt disse haver fornemmelig Hr. Kalisch tildraget sig min Hengivenhed. Med den utrætte- ligste Flid anvender han sine Læregaver til Ungdommens For- fremmelse i menneskekjærlig og virksom Retskaffenhed. Selv aldeles fremmed for Partiskhed og Egennytte, indgyder han ved passende Forestillinger uindskrænket Ærbødighed for Menneske- værd, og bortfjerner alt Hang til Sekteriskhed. -- Hvad han stundom lider for god Sag, og hvad han med redelig Selvfor- negtelse opofrer for det almene Bedste, erstattes ham alene ved hans egen samvittighedsfulde Selvbevidsthed. Men ogsaa denne Løn er ham den kjæreste. -- Herren vor Gud velsigne ham og alle hans trofaste Medarbeidere baade her og hisset! -- Kjøben- havn den 10 Juni 1813. -- Nik. Edinger Balle". 1821 gik Bing fra, og Kalisch forestod ene Institutet. Under ham fortsatte det uafbrudt sin velsignelsesrige Virksomhed indtil 1837. Da hævede han det; men det var nu ogsaa blevet mindre nødvendigt; thi det Liv, han havde indgydt ældre og yngre i Menigheden, var blevet kraftigt nok, til at det selv kunde sørge for sin Forplantelse til de kommede Slægter. Men de fattige Døttre af Menigheden vare endnu stedse over- ladte til sine uformuende Forældres maadelige Underviisning og Opdragelse. Under den Forudsætning, at de øvrige formuende Lemmer af Menigheden ogsaa vilde gjøre sit, gjorde nu den rige D. A. Meyer et Tilbud af 2000 Species til en Pigeskoles Opret- telse. Hans Haab svigtede ham heller ikke. Repræsentanterne toge sig (1810) med Varme af Sagen; ved frivillige Bidrag ind- samledes der hos 187 af Menighedens Medlemmer engang for alle i alt 12500 Rbd., foruden aarlige Bidrag til en Størrelse af 1900 Rbd., hvortil senere fra forskjellige Velgjørerinder kom endnu 300 Rbd., ligeledes aarlige Bidrag; en Kommittee, bestaa- ende af den forhen omtalte Nathanson, Grosserer J. Raphael og Mægler Wessely, udkastede et Skolereglement, og endnu samme Aar aabnedes "Karolineskolen", i hvilken siden den Tid 312 Piger SIDE: 298 have nydt Underviisning i Haandarbeide, Religion, Dansk, Tydsk, Geografi, Historie, Regning, Skrivning og Sang -- Ogsaa denne Skole har modtaget mangfoldige kjærlige Gaver af Menigheden; men som sædvanlig fik den dog den rigeste ved Meyers Legat; det var paa 30000 Rbd. -- Baade med Hensyn til den og til Friskolen maa vi endnu sluttelig tilføie: at de paa en hæderlig Maade udmærke sig fra vore almindelige Fattigskoler, at de langt mere opfylde alle billige Fordringer til jævne og gode Borgerskoler. I Provindserne er et Blik paa Jødernes Skolevæsen imidlertid mindre glædeligt, fordi Evnerne der naturligviis vare færre; og det er kun i Randers, at det hidtil er lykkedes Menigheden at indføre en ordnet og forbedret Underviisning. Alle de andre Steder maa de afbenytte de i Almindelighed saa tarvelige Al- muskoler, for saa vidt de ikke lade sine Børn studere, eller selv paa anden Maade kunne sørge for deres Underviisning. Men hvor mange Steder naaede hidtil de Kristne videre? Og kan dog vel nogen uden med inderlig Glæde sammenfatte de kjærlige Bestræbelser, ved hvilke den mere dannede og for- muende Deel af Samfundet utrættelig arbeidede for de Usles og Fattiges Opdragelse og Underviisning? -- Ogsaa Regjeringen maa vi skjænke vor Agtelse, for saa vidt den, langt fra at gribe hæm- mende ind, velvillig understøttede Bestræbelserne; men om de enkelte Kristne have vi intet -- aldeles intet -- at tilføie. Regje- ringen lod, med Hensyn til Skolevæsenet baade i Kjøbenhavn og Provindserne, forskjellige Anordninger udgaae, som vi deels maa billige, deels endog rose. Under 19 Jan. 1813 fastsatte den en Mulkt for de Forældre, der lade sine 6 Aar gamle Børn forsømme Skoleunderviisningen; 4 Mai 1814 befalede den, at hele Under- viisningen skal foregaae paa Dansk, og at ingen, ihvad Skole han saa end søger, kan fritages for den autoriserede Lærebog i den jødiske Religion; ved forskjellige Bestemmelser havde den alle- rede tidligere aabnet enhver kristen Skole ogsaa for Jødebørn; og ligesom den ved Resol. 17 Aug. 1813 foreløbig havde ordnet Tilsyn med de kjøbenhavnske Jøders Skolevæsen, saaledes ind- rettede den ved Plak. 14 Oktober 1828 en Skolekommission for dette, bestaaende af Menighedens Præst og en Deel af dens verdslige Medlemmer, alt i Overeensstemmelse med Reglementet for de kristne Skoler af 29 Juli 1814. Og vi ville nu gaae over til Fattigvæsenet, der i Frederits og SIDE: 299 Kjøbenhavn bestaaer adskilt fra Byernes almindelige Fattigvæsen, men ellers er sammensmeltet med dette. I Frederits forsørger enhver af de fire Troesbekjendelser sine egne Fattige, og har intet med de øvrige at gjøre; det samme er da ogsaa Tilfældet med Jøderne. I Kjøbenhavn maa et Blik paa Fattigvæsenet atter uvilkaarlig aftvinge os Agtelse for Samfundet. Dette maa, som tidligere omtalt, bidrage fuldt op til Byens kostbare almindelige Fattigvæsen, men har dog ikke villet lade sit sammensmelte med dette, fordi, som Repræsentanterne udtrykke sig i Svaret paa den skeete Indbydelse (1814), "efter Grundsætningerne for dettes Understøttelser, vilde mange i Menigheden, som nu nyde en saa- dan, komme til at savne den, og i Almindelighed vilde ingen komme til at nyde saa stor en Understøttelse som nu". Og virkelig have Samfundets formuende Medlemmer sørget for de fattige med en Kjærlighed, som man sjelden skal finde Mage til. De have oprettet fire Fattigboliger: 1) "Godgjørenhed", i Borger- gade, for 21 Familier, hvis Fundats konfirmeredes 1813; 2) "Meyers Minde", i Krystalgade, opbygget 1825 (Fundatsen konf. 1822), til hvilken den Hædersmand, hvis Navn den bærer, skjænkede 24000 Rbd., og hvori 33 Familier nyde Huusly; 3) "Det nye Fat- tighuus", i Kompanistræde, for otte Familier, skjænket 1832 af Kommissionær Eibeschütz; 4) "Madame Frænkels Fattighuus", i Rosengaarden, ligeledes for otte Familier, tilfaldt Samfundet ved Stifterindens Død, 1833. Desuden have de stiftet forskjellige pri- vate Foreninger til Nødens Afhjælpelse, til Uddeling af Brød, Brænde, Tørv, Kjød og Penge til Besørgelsen af Lægehjælp, Be- taling for Sygevogtere, til Brudeudstyr, til Bestridelsen af Ud- gifterne ved Omskjærelser, Begravelser o. s. v. -- I alt have de -- blot til sine egne Troesbrødres Bedste -- stiftet en virkelig forbausende Mængde Legater, der for det sidste halve Hundrede- aar og indtil nærværende Tid tilsammentagne udgjøre et Beløb af fulde 420000 Rbd. (!), men af hvilke dog den største Deel til- hører de faste Fond for de forhen omtalte Stiftelser og For- eninger, og blandt disse da ogsaa Meyers 108000 (til Drengeskolen, Karolineskolen, Meyers Minde og Huusleiehjælp). -- Var Menig- heden enten stor eller rig, da vilde dette Resultat endnu ikke være saa overraskende; den er dog ingen af Delene; langt mere maa hver tolvte af den (omtr. 200) modtage Understøttelse; men der har i Sandhed i Menigheden hersket en Kappelyst, hvis Maal SIDE: 300 var at hjælpe, trøste og lindre Nøden, og selv dens hadefuldeste Modstandere -- om der gives saadanne -- skulle tilstaa, at den har reist sig et herligt og ædelt Mindesmærke, som for de sildigste Slægter skal vidne om den Mildhed og Godgjørenhed, der til alle Tider var et Hovedtræk i Jødens Karakteer. -- -- Og dog have vi endnu ikke omtalt de betydelige Gaver -- omtrent 260000 Rbd. (!) til kristelige Kirker, Skoler og Stiftelser, for hvilke vi i de sidste 30 Aar have Jøder at takke. Ogsaa her vare den ædle Meyers Gaver de rigeste, og, for at andre kunne dele Forbauselsen, ville vi anføre samtlige hans Legater til kristelige Stiftelser og Indret- ninger, i det vi dog forud maa bemærke, at Legatsummen vel er skjænket af ham selv, og dens Anvendelse bestemt af ham, men at dens herlige Fordeling derimod tilhøre Exekutorerne i hans Testament, og da fortrinligvis Grosserer M. L. Nathanson: -- 1) til Kjøbenhavns Universitet 20000 Rbd.; 2) til Metropolitan- skolen 2500 Rbd.; 3) Borgerdydsskolen i Kjøbenhavn 4000 Rbd.; 4) Borgerdydsskolen paa Kristianshavn 2000 Rbd.; 5) Efterslægts- selskabets Skole 3000 Rbd.; 6) den tydske reform. Skole 2000 Rbd.; 7) den franske reform. Skole 2000 Rbd.; 8) det værnske Op- dragelses- og Underviisningsinstitut for fattige Pigebørn 7000 Rbd.; 9) de massmanske Søndagsskoler 4000 Rbd.; 10) Trinitatis Kirke- skoler 4000 Rbd.; 11) Nikolai Kirkeskoler 2500 Rbd.; 12) N. Brochs Stiftelse til uformuende Børns Opdragelse 3000 Rbd.; 13) Laxe- gadens Skole 4000 Rbd.; 14) Petri Menigheds Fattigstiftelser og Skoler 10000 Rbd.; 15) Frue Kirkeskoler 5000 Rbd.; 16) Døv- stummeinstitutet 7500 Rbd.; 17) Blindeinstitutet 7500 Rbd.; 18) det harboske Fruekloster 2500 Rbd.; 19) P. Fechtels Stiftelse 3500 Rbd.; 20) Trøstens Bolig 2500 Rbd.; 21) Bombebøssen 2500 Rbd.; 22) det kvindelige Velgjørenhedsselskab 5000 Rbd.; 23) Selskabet for Druknedes Redning 1500 Rbd.; 24) Fødsels- stiftelsen 25000 Rbd.; 25) Frederiks-Hospital 10000 Rbd.; 26) Garnisons-Hospital 12500 Rbd.; 27) Akademiet for de skjønne Kunster 10000 Rbd.; 28) Fyens Stiftsbibliothek 2500 Rbd.; 29) Herlufsholms Skole 14000 Rbd.; 30) Skolelærerseminariet paa Bernstorfsminde 2500 Rbd.; 31) Gjentofte Sogns Skoler 2000 Rbd.; 32) Sant-Hans Hospital 4000 Rbd., -- -- i alt 190000 Rbd. (!) -- Desuden gav det mosaiske Troessamfund 1815 i Anledning af Kroningen, et Legat paa 40000 til Frederiks-Hospital, -- i Sand- hed en smuk Anerkjendelse af Frederik den 6tes Velgjerninger SIDE: 301 imod Samfundet; 1827 gave Hofraad Gersons Arvinger 5000 Rbd. til samme Hospital; 1831 legerede Gerson Levy 15000 Rbd. til ti forskjellige offentlige kristelige Stiftelser, og 1821 gav Kjøbmand Wohl i Aarhuus (siden død i Armod) 500 Rbd. til Fruekirkes Gjenopbyggelse. -- Hvor meget derimod den i 1839 afdøde Gros- serer Gersons Legater beløb sig til, er os ubekjendt. -- Og hertil have vi ikkun at føie: at i Præmieselskabet, som vi senere skulle omtale, men som ogsaa kommer Kristne til Gavn, have ogsaa Kristne deeltaget; at det forenede Velgjørenhedsselskab, som dog ogsaa tæller Jøder iblandt sine Medlemmer, understøtter Jøder og Kristne i Fleng; at Katholiken Bianco for en Deel Aar siden, stiftede et Legat, hvis aarlige Renter, 6 Rbd., tilfalde en fattig Jøde i Frederits; og at Kammerherre Bentzon i sit Legat til Præsteenker ogsaa udtrykkelig har medtaget Enken efter den mosaiske Kateket i Odense iblandt dem, som kunne oppebære dette Legat; men disse ere, saa vidt vi vide, de eneste Exempler paa, at Kristne i vort Fædreland, i Foreninger eller ved Legater, have betænkt sine mosaiske Brødre med nok saa lidet. Sluttelig kunne vi ei heller lade uomtalt den Indflydelse, som Tilintetgjørelsen af Kastebaandet har havt paa Jøderne. Som en Udgangspunkt for vor Oversigt skulle vi opgive Jødernes Antal, saaledes som dette var 1836 -- thi de senere Mandtals- lister kjende vi ikke, -- i det vi dog udtrykkelig maa bemærke, at vi her kun kunne tage Hensyn til Østifternes og Jyllands Jøder, fordi Kastebaandet i Slesvig endnu ikke er brudt. -- I Aaret 1836 udgjorde i de nævnte Dele af Danmark samtlige Jøder et Antal af 4064, af hvilke de 2465 boede i Kjøbenhavn (1111 Mandfolk og 1354 Fruentimmer), og 1599 i Provindserne (800 Mandfolk og 799 Fruentimmer) [fotnotemerke] . Antallet har aldrig været større, men vel mindre; i Kjøbenhavn var det i Halvfemserne efter et Gjennemsnit af de aarlige Mandtalslister neppe 1550. -- Det var, som bemærket, 1788 at Kastebaandet blev brudt, og 1793 at "Præmieselskabet for den jødiske Ungdoms Anbringelse til Kun- ster og Haandværker" blev stiftet. I de offentlige Blade ind- Fotnote: I Provindserne boede: 388 i Sjellands Stift (paa Bornholm er der ingen J.), 376 i Fyens St., 118 i Laallands St., 125 i Aalborg St., 31 i Viborg St., 341 i Aarhuus St. og 206 i Ribe St. -- I Randers boede der 194, i Frederits 125, i Aalborg 113, i ingen af de øvrige Byer over 100, og kun i otte Byer 50 eller derover. SIDE: 302 rykkedes Opfordringer baade til de kristne Mestere, der havde Lyst til at lære fra sig, og de jødiske Drenge, der havde Lyst til at oplæres. Den 25 Febr. 1795 holdt Selskabet den General- forsamling, paa hvilken de Love vedtoges, som i det følgende Aar fik kgl. Bekræftelse. Selskabet uddelte Præmier paa 20 -- 50 Rbd. til de kristne Mestere, der toge Jødebørn i Lære og udlærte dem, og Præmier paa 20 -- 30 Rbd., samt Sølvmedallier, til disse Lærlinger, naar de bleve Svende; i Læreaarene under- støtter det ligeledes disse med Klæder, Værktøi o. s. v., og siden 1832 understøtter det desuden aarlig mange kristne og jødiske Haandværkssvende, som ville nedsætte sig som Mestre, med rentefri Laan. I dette Selskab (hvis Væsen jo heller ikke blot var til Gavn for Jøder, om den end især maatte blive af Be- tydning for disse) deeltoge baade Kristne og Jøder, og dets Be- styrelse har fra Begyndelsen af været overdraget til to af hver Tro. De første Bestyrere (og paa en Maade Stifterne) af dette Selskab, der nu i over 47 Aar har virket til saa megen Velsig- nelse -- maatte man end ønske, snart at se det "imod Formod- ning ophøre, . . . derved at deslige Opmuntringer ei behøves" -- og i hvilket de forskjellige Troesbekjendere første Gang i Kjærlighed rakte hinanden Haanden til en smuk og ædel Sam- virken, vare: Grosserer L. Larsen og A. Bunzen, H. J. Cantor og L. J. Cantor, der alle vedbleve i sin Virken til Døden lidt efter lidt bortrev dem, -- den sidste, H. J. Cantor, 1833, da han i fulde 40 Aar havde deeltaget i Bestyrelsen. -- 1798 talte den kjøben- havnske Menighed 44 Haandværkere (7 Mestere, 14 Svende og 23 Drenge). I sine 47 første Virkeaar (til April 1840) havde Sel- skabet i alt sat 417 Drenge i Lære. Er der end af disse en Deel, som ved Døden er afgaaet, eller som er bortflyttet med sine Forældre, eller ikke har udholdt sine Læreaar, saa har dog den største Deel længst udlært. Indtil April 1840 vare 311 af dem blevne Svende, og de fleste af disse have alt nedsat sig som Mestre i Kjøbenhavn, i Provindserne eller i Udlandet. Blot paa de danske Øer og i Jylland fandt man allerede i Begyn- delsen af 1837 blandt Samfundets 1911 mandl. Individer: 45 Sko- magere ( ): Mestre, Svende og Drenge), 45 Slagtere, 39 Skræd- dere, 29 Guldsmede, 29 Vævere, 28 Bogtrykkere, 19 Sadelma- gere, 18 Garvere og 17 Tobakspindere, foruden 124 i 40 andre SIDE: 303 Haandværkslaug. I alt var der saaledes dengang 392 Jøder an- bragt ved de forskjellige Haandværkslaug (uagtet der er Laug, som endnu ikke have villet aabne sig for dem), eller 20 af hvert Hundrede af mandl. Individer; medens allerede dengang ikke en- gang 36 af Hundrede nærede sig ved Handelen, -- et Udslag, skulde man synes, der tilstrækkelig kunde godtgjøre det grund- falske i den forældede Paastand, at Jøden kun er Handelsmand, og hverken kan eller gider befatte sig med andet. Og hertil kommer dog endnu, at Antallet paa jødiske Haandværkere ikke lidet er steget siden 1837. Vi kunne vel ikke med Bestemthed opgive hvormeget, men af en ufuldstændig Fortegnelse, der er os meddeelt over dem, der som Svende have erholdt Præmier fra Præmieselskabet, og som Drenge ere satte i Lære af det, se vi dog, at Antallet i forskjellige Laug ei blot er temmelig betydelig voxet i de halvfjerde Aar, men at enkelte Jøder nu ogsaa ere komne ind i saadanne Laug, hvor der tidligere ingen var. Vi tro saaledes, at vi saa temmelig nærme os Sandheden, naar vi paastaa, at for Øieblikket er omtrent hver fjerde af Danmarks Jøder anbragt i de forskjellige Haandværker. -- Men hertil kom- mer endnu de, der have lagt sig efter Kunster og Videnskaber, og hvis Tal for Øieblikket kan regnes til omtrent 120, eller imel- lem 6 og 7 af hvert 100, samt de, der ere gaaede til Landvæsenet, eller i andre lignende Veje. Det er i den Henseende en høist interessant Kjendsgjerning, at, imedens der i de 18 Aar 1799 -- 1816 fra hele Landet ikkun dimitteredes 17 Jøder til Kjøbenhavns Universitet, dimitteredes der i de 23 Aar 1817 -- 1839 ikke mindre end 70, og af disse bleve 6 udmærkede til første Examen, 41 fik bedste, 20 anden og kun 3 ringeste Karakteer; men den bliver saa meget interessantere, naar man erindrer, hvor uforholds- mæssig ringe og indskrænket Adgangen til Befordringer endnu stedse har været for dem, saa at man just ikke skal sige, at det er Fordelen, der har lokket dem. Af fødte Mosaiter, som i Danmark have erhvervet sig et mere udmærket Navn, kan nævnes: Malerne Ismael og Anton Rafael Mengs samt Friedlænder, Lægerne Trier, de Meza og Jacobsen, Professor, Medaljør Jacobsen, Theologerne Manheimer og Kalkar, Digteren Henr. Herz, Journalisterne Nathan David, Wessely og Siesby, Advokaten Delbanco, Professor Henrichsen, Statistikeren SIDE: 304 Nathanson, den Deputerede Stenfeldt (Broder til vor Ludvig Maribo), Kemikeren Neukirch o. fl. Wallich, den verdensberømte Botanist i Kalkutta, er ogsaa en fød dansk Mosait. JØDERNE I SVERIGE I Sverige er Antallet af Jøder endnu ringere end i Danmark, og Tilladelsen til at bevilges Nedsættelse ogsaa i andre Stæder end i de 4, hvor dette før kun tilstodes dem, har ikke indkaldt synderlig flere. Vi Normænd kunne nok ogsaa lægge Frygten hen forat de skulle indfinde sig som en ægyptisk Landeplage af Græshopper. Men forholdsviis mange Mosaiter have ogsaa i Sverige legeret betydeligt til kristne Menigheders Fattige. En af dem skjænkede saaledes St. Jakobs Menighed i Stockholm en fast Ejendom, og Mange bidrage aarligen til almindelige Vel- gjørenhedsindretninger, skjøndt de ere pligtige, baade at for- sørge sine egne Fattige og at skatte til det almindelige Fattig- væsen, som dog ikke bekymrer sig om jødiske Trængende. For sine Godtkjøbs-Spiseindretninger paa flere Steder i Riget er Jøden Heilborn bekjendt. Understatholder Kuylenstjerna vakte paa sidste Rigsdag Motion om en Pension for ham, da det lod sig klart bevise, at ingen egennyttig Spekulation, men de menneskekjærligste Hensigter, var Drivefjedren til hans Fore- tagender. Uagtet de mange Hindringer fra de i Sverige florerende Laugs- korporationers Side, gives der dog et forholdsviis ikke ringe Antal af jødiske Haandværkere; og flere Fabriker, hvorved kristne Arbeidere finde Udkomme, ejes af Jøder. Men en Kjendsgjerning, som taler endnu stærkere til Fordeel for deres Færd i Sverige, er en skrivtlig Erklæring af forrige Understat- holder Wannquist, at i de 28 Aar, han havde fungeret som Politimester i Stockholm, har ingen Jøde været anklaget for Mord, Tyveri, Ægteskabsbrud eller Fylderi. I en By som Stockholm er denne negative Fortjeneste af Vægt; men kald det ingen SIDE: 305 Fortjeneste -- det vidner dog om, og bekræfter den saa mange Steder gjorte Erfaring, at Usædelighed og Forbrydelser ere meget sjeldne imellem Jøderne. ENDNU NOGLE BLIK INDEN SYNAGOGEN Det er en fræk Løgn, at der i Religionens Navn nogetsteds imellem Mosaiterne foredrages en Moral, som skjelner imellem Redelighedens Pligter imod Troesforvandte og Anderledestroende, -- som tilsteder Aager og anden Forfordeling imod de Kristne, -- som belægger [fotnotemerke] Agerdyrkning og Qvægavl med Foragt, og hvilke flere deslige Galskaber det maatte være. Kjende I Skoler -- ud- bryder Dr. Riesser med billig Harme -- eller Synagoger, hvori deslige Skjændigheder blive lærte, -- kjende I Lærere, ved hvem deslige formastelige Daarskaber blive udbredte i Religionens Navn -- nu! saa betegner os hine Skoler, nævner os hine Læ- rere, paadetat Skolerne kunne blive tillukte, og Lærerne, som Gudsbespottere, overleverede til Menneskehedens og sine Troes- forvandtes Afsky, og som Ungdommens Fordærvere til Lovens strenge Straf. Ere I derimod ikke istand dertil, saasom I aldrig have været det og aldrig ville blive det, da betænker, at ubeviste Bagvaskelser falde tilbage paa deres Hoved, hvorfra de ere ud- gangne. Enhver positiv Religion tilskriver sig selv den tilforladeligste Kundskab om Menneskehedens Forhold til Guddommen og den eneste rigtige Forestilling om det guddommelige Væsens Tilvær og Forsynets Virken. Ikkun en høiere Dannelse er, ligeoverfor Fotnote: Talmud indeholder, som før berørt, just aldeles modsatte Grundsætninger i følgende Forskrifter: "Hver Israelit er forbunden at lære et eller andet Haandværk, eller en Kunst". -- "Hvo som ikke lader sin Søn lære noget Haandværk, opdrager ham ligesom til Røver". -- "Priisværdigt er et Haand- værk; det hædrer Mesteren". -- "Man afhænde ikke Ageren, for at anskaffe et Huus, Huset ikke for at anskaffe bevægelige Goder og Varer til Handels- drift; men vel afhænde man de bevægelige Goder og forskaffe sig Agre". -- "Høst dit Korn selv, og kjøb det ei, om det endog kommer dig lige dyrt at staae; thi i selvhøstet Frugt ligger større Velsignelse". SIDE: 306 egne Troesideer, istand til at vurdere de relative eller absolute Sandheder i en anden Religions Læresætninger, og at tilkjende den et selvstændigt Værd. For det raaere Menneske gjælder en anden Troes Lærdomme, omendskjøndt sammes Prøvelse ikke har været ham mulig, slethen for Løgn; dens Ophav for Vild- farelsens Værk, (saafremt denne Forudsætning ikke ellers er umulig ifølge hans egen Troes Historie), dens Vedvaren for Daar- skabens Værk. Saalænge denne Anmasselse af en udelukkende bedre Viden indskrænker sig strengt til aabenbarede religiøse Sandheders Kreds, saalænge den særlige Religion seer sit For- trin kun i den, formedelst Forsynets ufortjente Naade, den for- lenede renere eller tidligere Erkjendelse af den guddommelige Tilværelse -- saalænge vil hiin Overbeviisning om egen Religions Fortrinlighed ikke gjøre Menneskekjærligheden noget Afbræk, og, om end give Hovmodet, saa dog ikke Hadet, Næring. Men parrer sig dermed tillige den Anskuelse, at den, som en For- tjeneste, har Krav paa Belønning; tilskriver den sig ganske ude- lukkende hele det tilkommende Livs Salighed; fører den, blændet af Stolthed, den jordiske Tilværelses Søndringer og Ufuldkom- menheder over i en bedre Verden: da er den ikke længere for- eenlig med et menneskelig retfærdigt Sind imod Anderledes- troende, og giver den menneskelige Naturs hadefulde Lidenskaber ufeilbar Næring. Men, naar den driver de Sandheder, i hvis udelukkende Besiddelse den hoverer, vidt udenfor den aaben- barede Religions Gebeet; naar den betragter den højeste Sæde- lighed, den højeste Kjærlighed og Alt, hvad der udgjør den menneskelige Naturs Værdighed og Rigdom, som sin udelukkende Eiendom; naar den praler af, af sin Troes Overflødighedshorn alene at kunne uddele Menneskeværd, saavelsom Salighed: saa maa hiin Overbeviisning om egen Religions Fortræffelighed nød- vendigen avle et inhumant Sindelag imod Anderledestroende, saa maa den avle Had og Foragt og Forfølgelse; og Historien har nedskrevet denne Nødvendighed med blodige Træk. At Kristendommen, saa som det viser sig i Historien (og der- paa alene kan det her komme an, ikke paa dens oprindelige Tendents) har drevet sine Grundsætninger om Udelukkelse imod Ikke-Kristne, i alle Retninger til det Yderste -- Hvem vil vel kunne negte det? Hvem derpaa først fordre nøiere Beviis? Paa slige Grundsætningers Bund, paa Fanatismens, paa det mod Ander- SIDE: 307 ledestroende blinde Hads blodbestænkte Mark ere hine Fordomme mod Jødedommens Moralitet udsprungne, og have frodigen trivets. Hvorlunde kunde man der prøve upartisk, hvor man før al Prø- velse, før al Erkjendelse havde udtalt Fordømmelsesdommen? Hvorlunde kunde man tiltro dem nogen reen Sædelighed, som al Retfærdigheds Ophav havde udelukket fra sin Naades Rige? Hvorlunde kunde man troe deres Eed, hvis Bønfalden skulde være Faderen en Gru, fordi de ikke troede paa Sønnen? Hvor- lunde anerkjende et elskende Gemyt hos dem, for hvem Guds Kjærlighed, som har givet sig tilkjende i Sønnens Offer, ikke har aabenbaret sig? Den samme afsindige Fanatisme, som har op- fundet Ammestuefortællingen om forgiftede Brønde, gjennem- stukne blødende Hostier og lignende, har avlet Fordommene om den jødiske Religionslæres ringere Moralitet; og den Tid er ikke mere fjern, da man vil sætte Troen paa begge disse Ting i een Kategori. Hvorledes lader det sig imidlertid forklare, at Mange, i hvis Gemyt Fanatismen (der gjør Anerkjendelsen af menneskelig Vær- dighed og reen Sædelighed hos en anden Troes Bekjendere umulig) er udslukket, endnu ikke have kunnet løsrive sig fra alle de For- domme, som den har avlet? Svaret er let givet. Just det er Fordommens Væsen, hvorved den adskiller sig fra den menne- skelige Fornufts sande Domme, at Sjelen derunder ikke er sig bevidst Kilden til sin Erkjendelse, og, som et sygeligt Sandse- organ, overfører sin egen abnorme Tilstands Frembringelser paa Udenverdenen. Den for Vanvid Helbredede erindrer ei den Tid, da han rasede, ei de vilde Gjerninger, han uden Bevidsthed forøvede. Hans Omgivelser skye imidlertid at kalde dem tilbage i hans Hukommelse af Frygt for et Tilbagefald. Saaledes vil han tilskrive de Forstyrrelser, han i Raseriets Ubehændighed har an- rettet, andre udenfor ham liggende fordærvelige Kræfter, ja maaskee sin Celles fredelige Medbroder, der har pleiet ham under Sygdommen. Har han mishandlet og blodtørstig slaaet denne, saa vil han give en naturlig Misdannelse Skylden for Sammes Skrammer, og beklage sig over det hæslige Skue. Men de faa dunkle Erindringer, der ere blevne tilbage fra Afsindets Periode, vil han overføre paa Virkeligheden og sammenblande dem med denne til sælsomme eventyrlige Billeder. Ei ander- ledes gaaer det med en Samling af Mennesker, naar de efter- SIDE: 308 haanden blive helbredede for Fanatismen, som i Aarhundreder har taget deres Dømmekrafts Frihed fangen. De forefinde i sine Gemytter Meninger, hvis Kilde de ikke kjende, men som de fastholde som Sandheder, efterdi de ikke kunne begribe, hvor- ledes slige Vildfarelser have fundet Indgang i deres Sjel. De see i det moralske Forhold til en anden Troes Bekjendere en sørgelig Søndersplittelse, en beklagelig Kjærlighedsløshed; og, uanseet sin egen uhyre Skyld, vælte de den hele Brøde for Adskillelsen over paa sine afmægtige Modstandere. De finde i Statslovene Udelukkelser grundede paa Religionen, endskjøndt den, ifølge deres Anskuelser, vistnok ikke skulde begrunde nogen Forskjel i Henseende til Rettighederne. Men de ere nu en Gang vante til hine Andres Indskrænkninger; de finde samme kanskee bekvemme i en eller anden Henseende; de bestræbe sig derfor forgjæves efter at vinde et andet Grundlag for sine Love, end den religiøse Intolerants, der har fremavlet dem; og deres Meninger om Ret og Frihed selv forvirres omsider i denne sandsløse Stræben. Lovgivningen har at bestemme de den Undergivnes Rettig- heder og Pligter: den kan derfor kun træffe saadanne Anord- ninger, i hvis Følge flyde de Rettigheder Staten indrømmer sine Undergivne og de disse Rettigheder tilsvarende Pligter fra Sidst- nævntes Side, samt Borgernes gjensidige Rettigheder og Pligter indbyrdes. Bestemmelser, hvorefter et saadant Resultat er umu- ligt, ligge, om de end for sig vare ønskværdige, udenfor Lov- givningens Gebeet. Den maa fremdeles gjøre sin Tvang gjældende imod hver Enkelt af dens Undergivne med Hensyn til Befølgelsen af dens Bud og Forbud, der maae gjælde for Alle paa lige Viis; gjøre ham ansvarlig og true med Straf for de Overtrædelser, som maatte falde ham tillast. Den tør ikke belægge den Ene med Ulempe for den Andens Forsømmelse. Af denne dobbelte Grund er det allerede i og for sig absolut umuligt, at den kan gjøre nogen almeen Reform af Jødernes religiøse Anskuelse, en almeen Afladelse af selv den alleruvigtigste Vedtægt, hvor denne ikke virkelig kolliderer med en for Alle gyldig Forskrift, til Be- tingelse for Tildelingen af de Jøderne forholdte Rettigheder. Ved Skarpheden og den Alle indlysende Klarhed af det ovenanførte Princip, kan Grændsen imellem de retfærdige og uretfærdige SIDE: 309 Fordringer drages af ethvert Barn. Staten kan forpligte Jøderne til, paa syvende Ugedag at forrette hver Art af militær Tjeneste, ganske som paa enhver anden, saavelsom ethvert legemligt Ar- beide, som Staten eller Kommunen i farlige Tilfælde muligens kunde kræve af Borgeren. Den kan ogsaa forpligte dem til at komparere for Retten, medmindre de ville bære Forsømmelsens Skade; men den kan og tør ikke forpligte dem til at arbeide i deres Privat-Forretninger om Løverdagen; thi den vilde derved paa en reent depotisk Maneer skabe en Forpligtelse for dem, der ikke existere for nogen anden Borger, -- hvis Opfyldelse for- øvrigt ikke kan paatvinges, altsaa heller ikke lovlig foreskrives. Jøderne maa, naar de tjene som Soldater, dele lige Kost med sine Kammerater, forsaavidt Tjenesten vilde blive hindret ved et modsat Forhold; men hvad de i det almindelige Liv æde og ikke æde -- hvorledes Staten kan ville tage Notits deraf, staaer ei til at indsee, saalænge den ikke maaskee agter at tilholde enhver Jøde, der gjør Krav paa Borgerens fulde Rettigheder, til bestemte Tider, for en embedsmæssig dertil indsat Officiant at dokumentere sin Stigen i Oplysning ved Hjælp af en fore- skreven Kvantitet af de i den mosaiske Lov forbudne Spiser. Man sige ei, at Sagen her fremstilles latterlig; den synes latterlig, fordi den i sig selv er det. Ligesaa er det ganske i sin Orden, at Spørgsmaalet om Omskjærelsens Tilladelighed, ifølge Sundheds- Politiets Grundsætninger, i tvivlsomme Tilfælde overlades et Medicinal-Embeds Afgjørelse; og dette maatte endog, ifald det af Erfaringsgrunde eragtedes nødvendigt, ufortøvet skee, ligesom det forlængst burde have skeet, da Sagen aldeles Intet har at bestille med Jødernes borgerlige Stilling. Derimod paaligger det ikke Jøderne, for at naa de dem manglende Rettigheder, at aflade Omskjærelsen, fordi det er faldet Ræsonnører ind, at paatvinge os en national Udtydning af egen Opfindelse af hiin Ceremoni, som ei samtlige, fra første til sidste Mand, afgjort modsige. Det viser sig ogsaa at være Tilfælde imellem Mosaiterne, at der gives et stort Antal, som, efter sin individuelle Overbeviis- ning, intet Værd tillægge hine anfægtede Ceremonier, og have løssagt sig derfra, forsaavidt de udenfra, d. e. fra Statens Side (thi i det Indre kjende vi Intet, som endog blot kunde have SIDE: 310 Skinnet af Voldsmagt i religiøse Ting) ikke blive forhindred deri, -- uden dog at tro, at de dertil tiltrængte anden Autoritet, eller maatte anerkjende nogen anden, end sin egen Fornufts og Samvittigheds. Der findes Jøder, som ei iagttage Spiselovene, hvem Sabbathen ingen Hindring er ved deres borgerlige Be- skjæftigelser, og som ikke vilde lade sine Børn omskjære, naar de ved denne Undladelse ikke mere bleve forhindrede fra at lade dem opdrage i den rene mosaiske Religions Grundsætninger. Denne Udskeielse fra Ceremonial-Loven forekommer Enkelte som en total Afvigelse fra den aabenbarede Religion, eller fra Religionens Vei overhovedet, Andre som en blot Forkastelse af uvæsentlige forgjængelige Former, hvorved Religionens Væsen straaler saa meget desrenere. Vi føle os ikke kaldte til at be- dømme disse modsatte Meningers Værd. Afstanden mellem begge er ikke større, end den nutildags, under den fremherskende fri Udvikling af subjektive Religionsmeninger, ogsaa imellem Bekjendere af andre Konfessioner, ofte selv i væsentligere Ting finder Sted. Tilvisse gives der i borgerlige Sager en ydre Autoritet, som danner og ophæver Loven; og denne Lov ere Alle Lydighed skyldige, uden at en Beraabelse paa egen Dom, paa egen Sam- vittighed derved har nogen Betydning. Det kommer herved ene og alene an paa Gjerning, ikke i mindste Maade paa Anskuelse og Overbeviisning. Hvo som kun yder Loven, om end over- beviist om dens Forkastelighed, punktlig Lydighed, gjør fuld- kommen dens Villie, og bliver agtet af den som en god Borger. Netop det modsatte Tilfælde finder Sted ved religiøse Forskrifter. Her er den Enkeltes Bevidsthed hans første og sidste, hans eneste Instants; her er Gjerning uden Overbeviisning Intet; her kan derfor hiin, ligesaalidt som denne fremvirkes ved en Tvangslov, hvilken vilde udelukke eget Omdømme. Ved den aandelige Magts Forblandelse med jordisk Tvangsvold (saadan som den Aarhundreder igjennem har hersket i Statsreligionerne), er vist- nok denne Modsætning hyppigt nok gaaen tabt, og Forviklingen af begge disse Gebeter synes at have slaaet saa dybe Rødder i mange Hoveder, at de aldeles ikke kunne rive sig løs derfra; men det er meget haardt, naar ogsaa her atter vi Mosaiter just skulde særligen lide derunder; -- vi som ved Siden af Re- ligionens Forskrifter tilvisse ingensomhelst Tvangsmagt kjende, SIDE: 311 der kunde vaage over deres Overholdelse. Og hermed ønske vi os tillykke, da en saadan Vold ganske og aldeles modsiger Grundsætningerne om en sand fri Gudstilbedelse. MORALSKE FORTRIN HOS JØDERNE Fremfor hos os Kristne i Almindelighed taget? Det klinger utroligt, men saavel et Værk af Autoritet: Rottecks og Welckers Staatslexikon, som Statsfilosofen Dr. Krug paastaaer det. "Over- hoved -- siger Dr. Steinacker i det første -- fordrer Retfærdig- heden ogsaa at erindre Bjælken i eget Øje. Vilde man gjøre Nutidens kristelige Troesbekjendere ansvarlige for alle de aan- dige Misfostre, som i Tidens Løb ere blevne befordrede til Dagens Lys ved Kirkefædre, skolastiske Filosofer, Hierarki, Jesuiter, Inkvisition, Kjætterforfølgelser og alskens Religions- sværmeri, maatte man i højeste Maade fortænke den tyrkiske Keiser, om han taalte en eneste Kristen i sit Rige. Og ere da hine frygtelige Vildfarelser, hvortil Mennesket er bleven ført ved Misbruget af sine helligste Fornuftideer, i vore Dage blot Antiqvitet? See vi ikke fast daglig Fanatismens og det med et helligt Gevant omhyllede Bedrags Hydra at hæve et nyt Hoved? Og forholdt end dette sig ikke saa, bliver dog ikke den historiske Sandhed staaende, at ogsaa Kristendommen kan i sin ydre Aabenbarelse antage en Gestalt, som aabenbar haaner Be- tingelserne for et ordnet og sikkret Sammenliv? Vilde man dog lægge Haanden paa Hjertet og aabent tilstaae: den mosaiske Religion har ikke saadanne Forbrydelser paa sig, som Kristen- dommen i dens mangfoldige Udartelser! Det er vanskeligt, at dømme med Upartiskhed om en fremmed Religions Værd blot efter Prøvelsen af dens indre Gehalt, og desto mere trængende er Opfordringen til at bygge paa Er- faringens Lærdomme. Man maa derfor ikke være uretfærdig mod de mange ubestridelige Dyder, vi finde forherskende hos Jø- derne, og som uden Spørgsmaal fordeelagtigen udmærke dem fremfor de Kristne. Vi behøve her blot at henvise til den Kjendsgjerning, at Exempler paa Drikfældighed, Ukydskhed og SIDE: 312 Svælgeri ere i Almindelighed meget sjeldne mellem Jøderne; at man i Almindelighed finder lykkelige Ægteskaber og en stor Pietet i Familielivet -- dette Grundlag for det hele Statsliv -- imellem dem; at de vise sig velgjørende mod Trængende, ja mod kristne Fattige, uden i Almindelighed at kunne regne paa nogensomhelst opvejende Reciprocitet; at de ere maadeholdende i alle Nydelser [fotnotemerke] , og at de ved Orden i sin Økonomi, selv under et kummerligt Erhverv, sjelden geraade i en aldeles udblottet Armod. Hvor lykkelige maatte ikke Staterne skatte sig, naar de kunde rose sig af, at disse Dyder vare fremherskende hos alle deres Med- lemmer! Og skulde de idetmindste ikke ligesaa tilforladelig være at betragte som Følgen af Religionen, som man høist over- ilet holder Jødernes Feil derfor"? Forfatteren bestrider ligeledes Indvendingerne, der hentes fra Jødernes Nationalitet, Fremmedhed i Sæder og Tænkemaade, ja selv i Ansigtstræk, indbyrdes Sammenhold, egoistiske Meninger om sig selv som Guds kaarne Folk, Forventninger om Messiæ Komme som en verdslig Hersker, Jøderigets Gjenoprettelse i Palæstina o. s. v., hvilket alt skulde gjøre dem til kolde mod- villige Borgere af enhver Stat. "Uden Uretfærdighed -- siger han -- kunne vi ikke klage over Mangel paa Fædrelands- kjærlighed og opoffrende Almeenaand hos Jøderne. I Aarene 1814 og 15, da, som man sagde, den tydske Frihed skulde blive reddet, fægtede og blødede de ved Siden af de kristne Krigere, og overalt hvor siden den Epoke Tidens store Spørgsmaal ere blevne opkastede, have Jøder staaet paa Frihedens Side, sjelden, maaskee aldrig, i Absolutismens Rækker, omendskjøndt Tjenesten under det liberale Princip sandelig indtil denne Dag ikke har været indbringende. Og hvorledes vilde man vel forklare sig Faktumet, at Jøderne ønske saa ivrig, at blive anerkjendte som virkelige Statsborgere, naar de ikke havde Interesse for Staten Fotnote: Dr. Krug paastaaer det Samme, og lægger til: "Hvad er vel Aarsagen til at visse Sygdomme, man ikke gjerne nævner, og Sindssygdomme sjeldnere findes hos Jøder end hos Kristne? Er det nu sandt, at disse Lidelser fordet- meste komme af Usædelighed og tøilesløse Lidenskaber, skulde man da ikke troe, at sædelig Fordærvelse er langt større imellem os Kristne? Nedseer der- for ikke saa foragteligen paa et ulykkeligt Folk som hine dydstolte Farisæere paa den syndige Tolder! Alene af Taknemmelighed burde Vi det ikke. Thi ligesom vi forstørstedelen skylde Grækerne vor videnskabelige og kunstneriske Dannelse, skylde vi forstørstedelen Jøderne vor moralsk-religiøse". SIDE: 313 og for Opnaaelsen af deres Maal? Hvorledes kunde Modsigelsen løses imellem Kravet paa Optagelse i det almindelige Samfund, paa nærmere at sluttes til de statsborgerlige og sociale Interesser, og det foregivne Hang til Afsondring og Udesluttelse af Sam- fundet? DEN OFFENTLIGE MENING "Folket vil det ikke; Opinionen er stik imod", hører man ofte som et Retiradeargument mod Jødernes Adgang til Riget, naar man har frafaldet de øvrige og tyer til Smuthullet bag den for- færdelige Kjæmpe, den offentlige Menings, Barrikader. Men lad os nærme os disse imponerende Forskandsninger! Det Mas- sive og Ubestigelige tør opløse sig i letkløvelig Taage og "den offentlige Mening" tabe sin Betydenhed eftersom man gaaer den under Øinene og undersøger hvorledes det egentlig er bevænt med den. Vane og Fordom ere de mægtigst hæmmende Kjæder i Menneskesamfundet. Ligesom der i England gives en Mængde, der skriger mod Katholikernes Emancipation, og ligeledes i katholske Stater endnu flere, der paa samme Maade ivre mod Protestanternes, vil der over den kristne Verden altid gives en talløs Mængde, der skriger mod Jødernes Emancipation, fordi de troe at see Landets Ruin, Religionens Forfald eller Gud veed hvilken Ulykke ellers deri. Man faaer lade dem rase ud. Lidt efter lidt trænger dog Fornuftens Stemme gjennem, og hvad der er Ret og billigt skeer, fordi Gud saa vil det. Ved Ubestrideligheden af den øverste Grundsætning i den konstitutionelle Statsret, at Retsstaten er den, i hvilken Stats- magten bliver haandhævet i Overeensstemmelse med den al- mindelige Folkevillje, og ved den unegtelige Kjendsgjerning, at en oprigtig, menneskekjærlig Tilnærmelse af de Kristne til Jø- derne ialtfald endnu ikke har gjort sig almeen gjældende, er hiin Indvending af saa meget større praktisk Vigtighed, som det ikke er at tvivle paa, at Mange af de bedre Modstandere netop ved den ere foranledigede til sin Modstand imod Emancipationen, eller dog styrkede deri. Førend man nu imidlertid tillægger hiin Kjendsgjerning et retligt Værd, skulde man fremfor Alt have SIDE: 314 i Erindring, med hvilken Mistro deslige Yttringer af Folkeaanden maae betragtes og bedømmes, der pleie at optages med Enthu- siasme af Pøbelen, som netop i nyere Tider har spillet Hoved- rollen der, hvor endnu en offentlig Forfølgelse af Jøderne har fundet Sted. Det mere dannede Publikum, saavelsom den halv- dannede Middelstand, er temmelig ligegyldig ved Sagen, og naar man nærmere undersøger den foregivne offentlige Mening, op- løser den sig til Slutning deri, at Enhver gjerne vilde være til- freds med Emancipationen, naar kun hans Fag, hans Kald, hans Haandtering fremdeles som forhen vilde blive tillukket for Jø- derne. For en saadan, ikke alene tvivlsom, men ovenikjøbet -- hos den uden Sammenligning største Deel Individer -- paa Egennytte beroende, offentlig Mening bør imidlertid den umis- kjendelige Retfærdighed ikke vige; den sande Fædrelandets, Oplysningens, Retfærdighedens og Frihedens Ven træder den imøde og bekjæmper den, saaledes som han frimodig maa imøde- gaae enhver almeenskadelig Fordom. Hvad Retfærdighed byder og en fornuftig Politik ikke fraraader, det kan tilsidst heller ikke en behørig luttret og oplyst offentlig Mening negte, og naar de mere Dannede, de Bedre ere enige angaaende Sagen, saa vil den store Masse, som jo desværre altfor gjerne lader sig nøie med, at Andre tænke for den, snart følge efter. Dette er den fornuftmæssige Side af Sagen. Vi have derved tillige belyst endeel Indvendinger, som paa Grund af en fore- given Hensigtsmæssighed, pleie at sættes imod Retsfordringen; thi desværre indrømmer man i Verden kun sjelden endog de ubestrideligste Retskrav, naar de ikke tillige ere ledsagede af Udsigter til de haandgribeligste Fordele, hvorvel Erfaringen viser, at i Regelen, om ikke altid, den største Fordeel ogsaa er, hvor man bliver den strengeste Ret tro. Politiken maa inden sit snevre Hjerte tilstaa, at de kultiverede Staters egen Fordeel i Virkelig- heden fordrer Jødernes fuldstændige Emancipation. Hermed skulde dette Arbeide været sluttet, da "Nogle Ord om Israeliterne" af den elskelige, i Norge saa folkekjære Gubbe Præsten Niels Hertzberg, indrykkede i den Constitutionelle for 8 August d. A., falde mig i Hænderne, og en skjønnere Slutsteen SIDE: 315 kunde jeg ikke finde for min Bygning. Jeg tænker den lagt paa sin Plads her i et eget Afsnit. NOGLE ORD OM ISRAELITERNE Liggende legemlig blind paa Gravens Rand, i mit 82de Aar, næsten med begge Fødder nær dens Bund, ofte anfalden af Mismodigheds Dæmon, men, Gud ske Lov! ikke af Fortvivlelsens Furie, lytter jeg ofte til det mig fortælles og forelæses om Sa- gernes Gang inden- og udenlands; jeg bestyrkes derved i min gamle Tro, at Alt rundt om den ganske Jord gaaer frem til det Fuldkomnere og Bedre; lad Fremgangen længenok være som Sneglens Kryben opad paa Plantens Blad, den gaaer dog opad. -- I visse Lande udslukkes det tændte Lys, men saa tændes det igjen i andre Lande, hvor det før var heel mørkt. Op- lysningen saavel i de guddommelige som menneskelige Ting har fulgt, og synes at følge, Solens Gang -- det dagedes i Østen og skinner mod Vesten i alle dens Nuancer. Solglimt omvexle med de mørkeste Skyer, kun Eet synes bestandigt, og det er: Ubestandighed. Den gamle Bibelbog har dog Ret, naar i den staaer skrevet: "saalænge som Jorden staaer, skal Sæd og Høst, Frost og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke aflade". Men lad mig ophøre med at videre skrive om dette, thi det var ligesom jeg vilde nedskrive Indgangen til en Præ- diken, og det er dog ikke min Hensigt med det jeg har at sige. Jeg har med mine Jevnaldrende været enslags Noah, levet før og efter en virkelig Syndflod i Videnskabernes og Kunstens Rige; jeg levede før, og overlevede den franske Revolution. -- -- Man dekreterede: der er ingen Gud. Dekretet blev seet som et Stjerneskud; Robespjerre kom, dekreterede omigjen. Det synes som at dette Omigjen gjør Virkning, uagtet at han, som kastede denne Raket, hasteligen forsvandt paa Lygtemands Viis. -- Nu nok. Jeg maa videre udspinde min Traad, eller om man saa vil, udvæve min Spindelvæv; jeg turde deri fange en eller anden godmodig Flue. Vel synes mig stundom, at det i mit elskede Fædreland gaaer i visse Ting heelt langsomt, og at Adskilligt kunde fattes kortere og Maalet dog naaes; men mig rinder i Hu: "een Dag er for Herren som 1000 Aar etc." SIDE: 316 At følge hiint: festina lente turde vistnok være det Retteste i de vigtigste Ting; dog gives der Sager, hvorom det hedder: der er periculum in mora; dog er denne Fare i Udsættelsen ikke altid lige stor -- dog, der er stedse nogen. Saa synes mig det har sig med Udsættelsen af at bearbeide det Forslag, der skal være indgivet til Storthinget af een eller nogle hæderlige Med- borgere, om aldeles at udstryge af vor gode Grundlov Ordene: "Jøder ere fremdeles udelukte fra Adgang til Riget". Det har sig langt anderledes med disse i det borgerlige Selskab, end med Jesuiter og Munke, thi disse have fordetmeste skadet Aanden, men Jøderne kun Pungen. Jeg vil her ikke videre tale om den Plet, nær havde jeg sagt Haanplet, der af denne Lov kan udledes paa os Normænds baade Forstand og Hjerte. Det forekommer mig heelt underligt, at jeg intet har hørt mig forelæst af alskens liberale Blade, inden- og udenlands, om disse ukosmopolitiske Ord i vor Grundlov. Visselig jeg græmmede mig da jeg allerførst læste disse Ord. Jeg vil kun her kortelig berøre hvorlunde det maae være gaaet til med de mange op- lyste og ædelhjertede Medlemmer af Rigsforsamlingen 1814: Alle fra Barnsbeen havde indsuet med Moders Melk en vis Afsky mod Jøderne; de meest oplyste Medlemmer af Rigsforsamlingen lode sig henrive af denne Arvesynds Stemme, og havde kun liden Tid at give Agt paa hvad nogle Enkelte indvendte mod dette Interdict. -- Ak ja! det gik her med Jøderne som med deres evig ophøiede Landsmand, Jesus af Nazareth: "de for- dømte ham Alle, at han var skyldig til at døe". Det er en Trang for mit Hjerte, saa kort som muligt her at fortælle, hvorlunde jeg i mit 18de Aar, 1778 kommende til Kjøbenhavn at tage første Examen som Student, blev vækket af min Fordom mod Jøderne, og det af en gammel Jøde. Jeg kom som saa mange letsindede Ynglinge med enslags Foragt mod Jøden, den jeg desværre havde indsuet med Moder-Melken; thi jeg havde fra Drengeaarene af hørt, at Jøder ikke maatte boe i Norge, fordi da vilde de opsluge Kongsbergs Sølv-Berg- værk og føre alt Sølv ud af Landet, ret ligesom de kunde skave Sølvet af Gruberne, som den forhungrede Tigger skraber Grøden af Gryderne, og ligesom at ikke Normændene selv kunde udføre Sølvet af Landet, osv. -- Mine Kammerater indbøde mig at følge dem i det saakaldte Lærstræde i Kjøbenhavn, hvor de SIDE: 317 fleste Jøder boede, at jeg kunde lære -- som de sagde -- at kjende Jøde-Fæser (Ansigter). Der ligger vistnok noget ufor- klarligt i en Jødes Ansigt; det var mig dog aldrig modbydeligt. Som nykommen Rus, det er Depositurus til første Examen, blev jeg strax paa Gader og Stræder anfalden af de saakaldte skak- rende Jøder, om at kjøbe og sælge, især brugte Klæder -- jeg indlod mig kun engang i saadan Skakring med en Jøde, thi jeg var bange for Bedrag af dem. Kort, en gammel Jøde kom en Dag paa mit Kammer, og spurgte om, "alte Kleider"? jeg frem- tog en grov men ny Skjorte, den jeg syntes gnavede min nye studentiske Hud. Jøden kjøbte den, efter at jeg med mange stiklende Ord og Benævnelser af "Smaus" og "Skakrer" havde anfaldet den gamle Mand; -- han tiede, og spurgte tilsidst, om det sømmede mig som en Kristen at bruge slige Ord mod en stakkels fattig gammel Jøde? Han moraliserede saaledes for mig, at jeg skammede mig fra Hoved-Isse til Fodsaale, og hellig lovede, som jeg ogsaa har holdt, aldrig mere at gjøre Nar af nogen Jøde; dette Styrtebad virkede velgjørende paa Drengens Aand. -- Nu videre til Sagen: som jeg har sagt, at den gamle Jøde vækkede mig, saaledes har jeg i Løbet af de svundne Aar, især i det sidst forløbne, min Blindheds 4de Aar, ladet mit indre Syn være opmærksomt paa Alherrens Styrelse med Jøderne; -- see hvorlunde dette Folk nu i det sidst forløbne halve Aar- hundrede emanciperes hos de fleste civiliserede Europas Beboere, og dem gives Borgerret i Landene. Store Gud! hvad har dog ikke dette Folk nu i næsten 2000 Aar maattet døie af Plager, endog af de saakaldte Kristne, i hvis Lande de have boet. Jeg gyser ved at tænke paa de navnløse Qvaler, de Kristne have paaført dette Folk; ja, det var ligesom Forsynet selv havde ud- mærket dette Folk fremfor alle andre Folkefærd paa Jorden, til et Exempel paa Sandheden af Ordene: "farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte". Dog, -- Israeliterne vare, som sagt, ikke mere umoralske end de Folk, iblandt hvilke de levede. Overalt, Knuden bliver nok nedigjennem kommende Sekler uopløselig, ja maaskee ikke opløst i Jordlivet. Mange ville hertil svare: Jøderne var et ubegribeligt gjen- stridigt Folk; jo mere Jehova arbeidede paa at moralisere Slægten, jo mere forhærdede den sig mod hans Villie. Der staaer jo skrevet i Krønikernes Bog, at "Folket trodsede saa meget mod Jehova, SIDE: 318 indtil der var ikke Lægedom mere". Kort, dette Folk vedblev at være ugudeligt, uagtet det holdt hart ved Hoved-Hjørnestenen: een eneste Gud. Hvad skulde nu vel Gud Herren gjøre andet end lade Straffedommen exekveres; altsaa have de Kristne Ret til at pine og plage dette Folk. Det er et stort Spørgsmaal, om vi Kristne i Almindelighed have mere troet og efterfulgt vor Religions-Stifter, end Jøderne deres Moses og Propheterne. Hvo dette troer, han kaste længenok Stene paa Jøderne. Nei, Broder, du feiler saare i denne Tanke; -- har du vel Ret til at opkaste dig som Hævner i den evige Alstyrers Sted, fremviis da din Fuldmagt dertil fra Alherren selv! tvertimod erindre maa du hele Aanden i vor Jesu Kjærligheds Lov, da de bankede Spigerne gjennem hans Hænder og Fodsaaler ind i Korsets Træ, hvad bad Han nu sin Fader om? Hævn og Forbandelse maaskee over disse Pinere? O nei! o nei! "Fader" raabte han, "forlad dem, thi de vide ikke hvad de gjøre". Nu gjælder Jesu Ord til dig: "gak du hen og gjør ligesaa" -- (O! hvormeget Ondt er der dog vistnok blevet standset ved disse evige velsignede Ord)! Se! dette vedkommer dig, men ingenlunde da, naar du piner Jøden, at undskylde dig med, at du følger Albestyrerens Villie, som du formener at see i Begivenhedernes Gang her paa Jorden. Han vil ikke de Plager, men han tillader dem, og Enden skal krone Værket. O! lader os tænke paa det gyldne Dekret af vor Jesus: "der skal blive een Hjord, og een Hyrde"; -- lad saa end Faarene, Kristne og Ukristne, bitterligen svie medens Ulden klippes. Det er tungt at tænke paa, at den ene Broder maa være Svøben i Hævnerens Haand at pidske den anden Broder, men langt tungere er det, at der gives Mennesker, som finde Djævle-Glæde i at kunne pine og plage Medmennesker. At andre Folkefærd have været ligesaa umoralske som Jøderne er vist nok, men det er ogsaa vist og sandt, at Jøderne havde i sin Grundlov fra Arilds Tid mere Oplysning om det Onde og Gode og mere Spore til Moralitet end alle i Oldtiden omboende Folke- slag; Grundloven om een eneste Gud, og den deraf følgende Aabenbaring om et evigt viist Forsyn over enhver enkelt Ting og Begivenhed, udgik først fra Jøderne. Derfor bliver det en Knude, som kun i det tilkommende Liv bliver at opløse, naar, som det hedder: Sønnen nedlægger Rigets Bestyrelse for Fade- rens Fødder, og ligesom siger: se der, Fader, har du det, jeg SIDE: 319 har fuldkommet din Villie paa Jorden, nu styre Du igjennem alle Evigheders Evighed, thi du er Tre i Eet: almægtig, alviis, algod. -- Jeg nødes til at anmærke hvor beklageligt det end er, at det Snyderi og den Aager og den videre Forfordeling i Handel og Vandel, som Jøderne beskyldes for at begaae, mod de Folk, som de samleve med, og hvori Jøderne vistnok have gjort og tildeels gjøre sig skyldige [fotnotemerke] -- til denne Ulempe ere de paa en Maade blevne drevne af de Folk iblandt hvilke de leve, det være sig Kristne eller Ukristne; thi hvad havde de vel at gjøre, de vare jo hidtil forbudne i flere Lande, efter det latinske Udtryk: ab aqva et igne, det er: fra Vand og Ild; ja fra at aande Luften selv, om det var muligt at leve uden den. De havde kun at gribe til Skakkreriet eller Smaahandel, af alle de Jøder hvis Stilling blev, at de ikke kunde nære sig enten som Haandværkere, eller af det mere indbringende Kjøbmandsskab. Jeg erindrer, at min Mormoder fortalte mig, at min Morfader havde, mens han studerede ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1698 -- 99, en Rabbiner til Lærer i det Hebraiske, og at mange Studerende havde samme Skik; se det var vel en Levevei, men kun for Enkelte, af de lærde Jøder. Det forekommer mig ret ligesom vor Jesus havde vidst hvad skee skulde i de kommende Sekler; derfor gav han os Lignelsen om den uretfærdige Huusfoged, der sagde til sig selv: "hvad skal jeg nu gjøre, da min Herre tager Huusholdningen fra mig, -- nu veed jeg hvad jeg vil gjøre etc. -- Da endog Betleri var Jøden forbudt, -- thi greb han til Smaahandel eller Skakkreri. Jeg kan som sagt ikke aflade at fryde min Aand ved at tænke paa hvorlunde Jødernes sande Messias nu er paa Reisen til dem, derved at dette Folk gives Borgerret blandt os Kristne. Da jeg nævner Jødernes sande Messias, forstaaer jeg derved den samme, som ogsaa er al Jordens Messias, nemlig: sand Religions Oplys- ning, og denne maae have sin Forløber; hele Verdens Historie vidner om at en saadan Johannes den Døber er og bliver for- udsendt af den evig vise Bestyrer. Lad Sollyset paa engang skinne ind i Øiet paa den, som uden Hjælp er opereret for Stær, han er og forbliver ofte efter Operationen i samme Blind- hed som han før var, ja maaskee end værre faren end før, ved at faae nogle enkelte Straaler ind i Øiet, der vise ham Billedet Fotnote: "Ligesaa hos Os", siger Kilian. Udg. SIDE: 320 aldeles forkeert; det turde blive sandt at kun halv Oplysning er værre end slet ingen. Lad Jøderne faa saadan Oplysning, som kan bestaae og forenes med deres Troeslære; lad dem kun be- holde den Tro de have; mange af dem troe dog visselig, uden at vide det selv, paa den sande Messias, som kom, og vedbliver at komme til at oprette Guds moralske Rige paa Jorden; "mit Rige er ikke af denne Verden" -- siger Stifteren selv. Moral- loven er dem skreven i Hjerterne, og vistnok en Hærskares Mangfoldighed af Jøder have troet, og troe endnu paa den, og stræbe at følge den. Det Had, de (skulle?) have mod andre Folkeslag, er uden Tvivl mere disses end Jødernes Skyld. Den fordums Maade, hvorpaa man omvendte Jøder, aftager nu Gud skee lov! alt til den rette og sande Oplysnings Ære. Nei, lad det Folk faae sine Skoler, ja Akademier, Gymnasier, Universi- teter etc.; lad dem blive Professorer i alle Videnskaber; Jordens Ejere og dens Dyrkere, Haandværkere i alle Grene, Kjøbmænd, Grosserere i alle Handelens Grene; Lærere i alle Videnskaber, Embedsmænd i Riget -- det forstaaer sig selv, saadanne som kan bestaae med deres og vores Troeslære; kort sagt, lad dem faa Adgang til at blive norske Borgere i Ordets rette Forstand, i Eet og Alt! Lad Navnet "Jøde", ikke nævnes, men i dets Sted lad dem kaldes Mosaiter, eller maaskee Israeliter, paadetat den Benævnelse af Jøde, som destoværre hidtil havde noget skurrende i de Kristnes Øren, maatte uddøe, hvilket neppe skeer i et heelt kommende Aarhundrede, men her i Norge vil neppe 50 Aar hensvinde før Navnet Jøde har tabt det Stødende. Lad nu alt dette skee, da vil Jøde-Dom opløses i Kristendom, og Pauli Spaadom opfyldes: "Al Israel bliver salig naar Hedningernes Fylde kommer". Ligesom jeg oventil nævnte, at en Jøde (nu herefter i min Mund en Mosait eller en Israelit) vækkede min moralske Følelse, saaledes opvarmede Brevet af den ædle Mosait til vor Stor- things-Præsident, den gjæve Sørenssen, indført i Bladet den Constitutionelle d. 24de Mai d. A., hos mig Tankerne til Foran- staltninger, som nu gjøres, især i det nordlige Tydskland, til dette Folks Emancipation; jeg frydedes i min Aand da mig blev forelæst af det theologiske Tidsskrift, udgivet af Claussen og Hohlenberg, om hvorlunde det nu dages for dette Folk. Saa- ledes nærmer sig deres Messias til dem, men om han omsider SIDE: 321 vil personlig bosætte sig i Palæstina, maa staae derhen. -- Nu mere til Brevet af den i Sandhed agtværdige Israelit. Han kan med Føie anvende paa sig Pauli Ord til Festus: "jeg sværmer ikke, men taler sande og betænksomme Ord". Ja det gjør han; Bebreidelsen have vi fortjent, det kan jeg for min Deel ingen- lunde fragaae, da man i over 1/4 af det sidste Aarhundrede har ladet disse os Normænd ikke hædrende Ord: "Jøder ere frem- deles udelukte fra Adgang til Riget", staae ukjerte til Thinge, ja ere end ikke vedbørligen paaankede i vore Dagblade. De Ord passe aldeles ikke paa Normandens Karakteer. Jeg har oventil meldt hvad jeg visselig troer var Aarsagen til at dette famøse Interdikt slumpede til at komme ind i vor Grundlov. Ja ved nøiere Eftertanke bekjender jeg freidigen, at jeg maatte give Slip paa den Smule Menneske-Forstand, jeg troer endnu at have tilbage, dersom jeg vilde negte, at denne Mand har skrevet det som er Sandhed og Ret og Godt, alt i et beskedent og en tænkende Mand værdigt Sprog. Han har tilbageholdt bedst han kunde af sin justus dolor; enhver anden i hans Sted og Stilling vilde neppe have kunnet efterligne ham. Jeg glæder mig til, at dette Brev vil vistnok have en god Virkning paa en- hver retsindig, oplyst Mand af mine Medborgere; derfor an- strænger jeg min svage Stemme, og raaber til dig, kommende Storthingsmand, ja til Enhver, som vil og kan: slib din Penne- kniv, radeer ud Ordene i vor Grundlov: "Jøder ere fremdeles udelukte fra Adgang til Riget"; spids nu din Pen, tag dit Bord, sæt dig ned, og skriv paa retskaffen oplyst Normands Viis et Forslag til Thinge om at udstryge af vor for Resten gode Grundlov det sørgelige ermeldte Forbud mod Jøderne og de fornuftige Grunde, du kan hitte paa til at give Mosaiten Bor- gerret i Norge, som enhver anden Udlænding, naar han det monne forlange, alt med de Modifikationer, som de Sagkyndige finde fornødne naar Mosaiten skal blive norsk Borger. Eller, opløft din Røst i kommende Storthing som en Basune, som skrevet staaer, at de Ord udslettes af vor Grundlov! -- dog, der er jo allerede indgivet Konstitutions-Forslag om Udelukkelse for Eftertiden af disse Ord i Grundloven. Det er Trang for mit Hjerte at vide vor oplyste Konge Tak, fordi Høistsamme havde ingen Hensyn til vor Grundlovs Interdikt mod Mosaiterne, men gav den Ansøgende Frihed til at personlig afgjøre her i SIDE: 322 Riget de Sager, som vare ham fornødne til hans Velfærds Bedste. Hermed Gud befalet ædle, veltænkende Landsmand og Med- borger! jeg slutter med vore Storthings sædvanlige Bøn til Gud: Gud bevare Kongen og hans Riger! Jeg beder Enhver, som maatte have læst hvad jeg oven skrevet haver, og maatte kjende eller træffe den agtværdige, fornuftige og beskedne Israelitiske Mand, som skrev Brevet til vor Stor- things Præsident, at række ham Haanden fra mig med et hjerte- ligt Tak, fordi han hjalp mig til at udtømme mit Hjertes Mening mod det Israelitiske Folk. Ullenvangs Præstegaard i Hardanger d. 29 Juni 1841. N. Hertzberg, Ridder, Provst og Sognepræst." Henrik Wergeland SIDE: 323 STORTHINGSMANDEN, GUDBRANDSDØLEN OLE HAAGENSTAD FORORD Skulde det være blot de aldeles overordnede Talenter, geni- mæssige Fortjenester af Menneskeheden eller Forbrydelser mod den, monstrøs Lykke eller Ulykke, eller den vidunderlige Skjæbne, som skulde have Eneretten til i særegne Levnetsbeskrivelser at opstilles i Historiens Gallerier? Vi kunne gjerne indrømme disse Egenskaber baade denne Ære og Paginaerne i alle Verdens Kon- versationslexikoner, om vi end forbeholde en ringere Grad af Mærkværdighed, naar den dog er national, en Plads i Lands- mænds Erindring. Og det maa gjælde selv om en Personlighed i levende Live, naar Vedkommende blot har levet nok for virkelig at fortjene en Nekrolog eller et Mindeskrift, om han var død. Denne Ære faae nutildags selv yderst ubetydelige Personer i de forskjellige Tidsskrifter, naar de blot tilhøre en bestemt Stand, for hvem Tidsskrivtet udgives, saasom Doctor N. N. i medicinske, Pastor N. N. i et geistligt, o. s. v. Den er bleven ligesaa hyppig som Steentrykportræterne, og som nu de daguerreotyperede og atter igjen aftrykte ville blive. Men hvorfor forarges herover? Venskabet og Bekjendtskabet har sine Kabinetstykker som Hi- storiens Gallerier sine store Tavler. Kommunerne have jo ogsaa en liden Historie med dens egne store Mænd, og selv om disse forevigedes inden dem paa Prent, hvad var det saa meer end fortjent? Udenfor strækker denne Feiring sig ikke; og desuden er det en Feiltagelse, om man troer, at alt Trykt gaaer lige løs paa Udødeligheden, og naaer denne. Skrivter forsvinde, sporløst for- svinde, i samme Forhold som de strømme ud fra Presserne. Det er forøvrigt med Personer, der blot have en national Mærkelig- hed, som med et Lands Bjerghøjder: de have sin Betydning i Forhold til dette, ikke til andre Jordens Strøg. Skakastølens Højde nedkues ikke af Alpernes, Chimborasso er Perus, det lave Himmelbjerg Danmarks Stolthed, og Erindringen om de engelske, svenske, franske eller nordamerikanske Nationalforsamlingers SIDE: 324 store Navne kan ikke betage vore egne, om end mindre berømte, deres nationale Værd og Klang. Inden Landets Grændser er deres Verden. Udenfor unævnte, kunne de have Udødeligheden her. Er det ikke Tilfælde med de videnskabelige, saa er det dog med de politiske, reent nationale Navne; og kun i Forhold til de andre af vore egne, er det Adkomsten til at fremhæves paa nogen Maade medrette skal afgjøres. Ole Haagenstad, den ellevte Gange Storthingsmand, det for- træffelige Exemplar af det norske Folks sunde, skarpsindige For- nuft, Gudbrandsdalens mest anseede Bonde, en Slags vore Dages Høvding, og dertilmed i historisk Henseende interessant som Re- præsentant for to af de gamle norske Adelsætter, som med stær- kest Kraft have vedligeholdt sig under de gamle Tiders Tryk -- denne ikke blot i sin Dal, men i sit Folk, saa navnkundige gamle Døl, er en saadan Personlighed. Hans Fødsel som Bonde for- højer snarere hans Mærkværdighed ved de Kundskaber og den Dannelse ved Siden af al Dølens simple Naturlighed, som han ikke destomindre i sin afsondrede Dal har vidst at erhverve sig. Til næsten hvert Thing har han været fremkaldt deraf, og han er kommen saaledes som man nu seer ham og er vant til at tænke sig ham efter eget Syn eller efter andre Afbildninger end den, som ledsager disse Linjer -- han er kommen i sin Vadmelskjole, den mægtige Døl, med sit ærværdige, skaldede, højthvælvede Hoved, med sit sunde, rødledte, tænksomme Ansigt, uforandret fra Thing til Thing, paa de første synendes ældre end han var, formedelst den tidlige Fleinskalle og hans Ansigts ejendommelige Udtryk af urokkelig Ro, Dybden af hans Tænksomhed, hans uud- grundelige Indsluttethed i sig selv, og den vægtige Langsomhed af hans Tale; paa de sidste synendes yngre end han er bleven, fordi vi aldrig har seet ham anderledes, aldrig hørt hans Tale strømme hurtigere i det norddølske Maal, i det, hvori Edvard Storm, hans Sambygding, skrev sine Viser. Saaledes, med de vel overvejede Tanker, faamælte, men med velbelagte, vægtige Ord i det rene, malmklingende Normannamaal, ærværdige af Udseende, med det nationale Præg i hver Mine, med brede hvælvede Pander, hvorimod fremmede Viljer maatte bryde sig som Vindene imod Fjeldet -- saaledes maa de gamle Lagmænd have reist sig paa Thingene, saaledes Thorleif og Medalhuus Asbjørn, naar de røstede, SIDE: 325 lænende sig til Langbilen, saaledes maa det gamle norske De- mokrati have seet ud. [fotnotemerke] Intet giver ogsaa et sandere og trøstfuldere Begreb om, at vort Folk endnu er friskt og ægte norskt i sin Kjerne, end naar saadanne Mænd fremtræde af dets inderste Midte. Intet glim- rende Talent af de høiere Stænder giver Selvstændigheden bedre Garantier. Maa ikke Normanden eller endog den Fremmede, naar han fra Mjøsens havlige Flade seer Hedemarkens og Totens frugtbare Vidder udbrede sig indtil Østerdalens og Hadelands blaanende Fjerner, eller naar han fra Faabergs herlige Indgang, eller fra det grønne terrassedannede Forbjerg, hvor Gusdal bøjer sig ind, seer Gudbrandsdalen at aabne sin dybe Favn mellem de vidtstrakte Aaser, eller naar han med Øjet følger disse Floder, der vælte sig, mægtige som de amerikanske, igjennem Raumarikes gamle, i Bakker udbrustne, Sjøbund: -- maa da ikke Normandens eller den Fremmedes uvilkaarlige Tanke være, at dette Land dog bærer Stemplet af et Kongerige, som kan have slige Provindser, saa forskjellige i sit Præg, saa store i sine Omrids? Sandelig, Mænd som Ole Haagenstad og flere af vore Bønder paathinge, maa da ogsaa indgive Tanken: det er et Folk, et sandt Folk, som har saadanne Mænd, et Folk af Individualitet og Karakteer, et Folk, som maa have og fortjene en Historie, stemplet til Fri- hed og Selvstændighed, til at bevare og forsvare den indtil de inderste Dale, og ikke til at være noget fremmed underdanigt, eller til at udslettes af Folkenes Række. Skulde vi tænke os, at dette dog skede, at sklaviske Folkestrømme underkuede Go- therne, fortrængende dem, som disse have gjort med de celtiske Jothuner, bedækkende, bortskyllende dem som senere Aldres Leermasser belægge et tidligere Olds Lag af sandsmuldret Granit: da ville de sidste Repræsentanter for vor Folkeslægt, de sidste Kjæmpere for dens Tilværelse, de sidste Lignelser af vore Fædres Fotnote: Lignende Indtryk har Ole Haagenstad gjort paa Jakob Aall. "Naar jeg -- siger han i sin "Nutid og Fortid," 1ste Binds tredie Hefte -- hørte en Ole Haagenstads Tale, fremsat i det gamle nordiske Tungemaal, beriget med Sprog- vendinger og Sprogbøininger, som nu ikke mere findes i vort Sprogs Gram- matik, og, fuld af sunde, klare Begreber og overbevisende Grunde, foredragne med langsom Forsigtighed, da fløttede jeg mig i Tankerne hen paa de Gamles Thingvold, og hørte den lovforstandige og ordsnilde Nial's Tale, der saa ofte veiledede Althinget i dets Beslutninger, sine Frænder og Naboer i deres Stridig- heder om Lov og Ret." SIDE: 326 Aasyn og Gestalter vise sig i de samme inderste Dale af vort Land, hvor Menneskenes Veie standse, og hvor Elvenes og Vin- denes kun have eet Løb udad imod Landets Vidder, der hvor ogsaa de sidste Jothuner viste sig i Dovres Tverdale, og forsvandt for stedse, som om den mærkværdige portdannede Buefigur i Thingsvaberget i Vaage, "Juttuldøren," havde lukket sig efter den sidste Ætling af det ulykkelige Folk. Ligeoverfor det Sted staaer gamle Haagenstads Gaard. Naar han staaer hjemme paa Svalen og seer til sine Folk, seer han den forvittrede, rustrøde Port i det graa Fjeld, og naar han drager paa sin Ganger over Jettafjeld paa Besøg til sin Broder Paul Tofte paa Dovre, drager han ogsaa igjennem de Afdale, over den Fjeld- side, hvor man veed at fortælle, at Jetten Dovre, som navngav Fjeldet og fostrede Harald hiin Haarfagre, havde sit fredløse Bo. Tiden har ikke der forandret saa meget. Der lever endnu Sagnet om Jothunerne, somom det ikke var saa længe siden de forlode disse sine sidste Tomter for den Slægt, som nu sidder der: som om det vel ikke var i Bestefars Tid, men kun noget lidt længer op i Æten at det skede. Og denne seirende Slægt færdes der i oprindelig Friskhed. Eller er Forskjellen saa stor mellem gamle Ole, seende til sine Folk i sin blaa Vadmelskjortel med de blanke Knapper, og gamle Sigurd Sir -- ærværdig Ihukommelse -- saa- ledes som Sagaerne skildre ham paa sit Jorde? Et langt Liv forestaaer da endnu vort Folk, naar Sagaerne endnu ere saa friske, Ætlingerne Fædrene saa lige, Trækkene saa uforandrede, naar det i Minde og i Reproduktionens Styrke og Ægthed endnu staaer sin egen Oldtid saa nær. Jeg besøgte engang Ole Haagenstad. Snorre laa der. Intet- steds forekom han mig mere hjemme, intetsteds saa ny i sine Sagaer. Det gamle Skindbind var der ligesaa naturligt som et modernt Tidsskrift paa en literær Byherres Bord. Men hvorfor fæstede endelig Tankerne sig paa Dale-Gudbrand og Thorer af Steig, naar Øjet hvilede paa min Vært? Og da Klokkerne rin- gede til Kirke nede i Dalen en Søndagsmorgen, hvorfor stod St. Olaf for Øje, som om det var til hans Ottesang de lød, som om han just var kommen over Fjeldet, og somom nu den røde Jetteport maatte aabne sig ligeoverfor? Jo alt var saa antikt, det Gamle saa uforandret overgaaet i det Nærværende, og alt Dette grupperede sig ligesaameget om Ole Haagenstad, som gav SIDE: 327 det Virkelighed og Sandhed, som om Stedets Natur, den gamle Gaard og Kirken og den hele Almue i sine hvide, lange, gammel- dags Skjødkofter. Han gav det Virkelighed og Sandhed. Det var en Høvding, der kom, da Hvidkofterne veg tilside paa Kirkevolden og gav "Haagensta'en" Plads. Der var Oldtid og Middelalder i de Øjeblikke. Men saadanne Personligheder indgyde Livskraft i det Nærværende, og love Folket en lang Fremtid. De ere dets Nerveknuder. Det har da en Marv at tære paa i sin egen Na- tionalitet. Jorden vil først gaa tilgrunde, naar dens Klipper op- løses. Norge idetmindste ikke før det er forbi med Tolstadæten, der befolker Gudbrandsdalens ypperste Gaarde, og hvortil Ole Haagenstad ogsaa hører. Det var Mænd af den, som grov Graven ved Kringen. Ole har sat en Støtte der; men han har selv været en Støtte for Norges Nutid. Hans Urokkelighed har endnu bre- dere Skuldre end han selv, og den har meer end eengang støttet under det Klenodie, for hvem hele Norge vil blive et Kringen, saalænge det lader sig sige, at den Kraftfuldhed, Tænksomhed, Fædrelandskjærlighed og ægte Nationalitet i Følelser, Tænkemaade og Sæder, som Ole Haagenstad besidder, kun er et udmærket Aftryk af det norske Folks, og navnligen dets Bondestands egen almindelige Karakteer. At den skal erindre det og ikke van- slægte -- derfor disse Omrids. Grotten ved Christiania, den 24de Juli 1842. Henr. Wergeland. OLE PAULSEN HAAGENSTAD er fød den 17de Oktober 1775 paa Harildstad, en betydelig Gaard i Qvikne Annex til Froens Præstegjæld i Gudbrandsdalen, der i flere Ætled havde været ejet af hans Forfædre i lige Linje. Hans Fader var Paul Thjøstelsen (Thjostolfsen) af den gamle norske Adelsfamilie Gjesling, Moderen Guri Thorsdatter Bjølstad [fotnotemerke] af Familien Bratt, ligeledes gammel norsk Adel. [fotnotemerke] Altsaa er Ole af Fotnote: I Hedalens Annex til Vaage. Bratternes Sæde. Fotnote: I Nordre Gudbrandsdalen er det Tilfælde med flere Gaarde, at Beboerne skulle have været og tildeels endnu være af Adel. Saaledes Valberg og Sandbo, Elgjarnernes Sæder, Ellingbø og Herringstad i Vaage og Blaker i Lomb. SIDE: 328 god Byrd, som man plejer at sige, ja, da disse Slægter, af en Stolthed, som ikke lader sig rose, men som vel har sin fornemste Rod i Omsorgen for at bevare sin Formue, have Ord for, med Strenghed at overholde, at der kun stiftes Ægteskaber dem imellem eller kun med Folk, som de ansee for Jevnbaarne, har han vel ogsaa Ahner -- et Fortrin vi Normænd, der tro allesammen at have ærlige Forældre og at være af jevngod Oprindelse, gjerne overlade Udlændingen at sætte Priis paa. Det gjør idetmindste ikke Ole Haagenstad selv, at slutte af en Ytring i følgende Brev, som vi maa anføre, fordi det ikke er uden historisk Interesse og kaster noget Lys over hans Dannelse og fordomsfri Tænke- maade i et Punkt, hvori meer end een ellers sundttænkende Mand hemmelig eller aabenbare har været en Daare. Det er en Svarskrivelse fra Ole Haagenstad af 2den Novbr. f. A. til da- værende Sognepræst i Vaage, Provst Krag, der med stor Flid har indsamlet Sagn og historiske Efterretninger i Gudbrandsdalen. "Ifølge Deres Begjæring om at erholde Oplysning om, hvor langt tilbage i Tiden jeg har Kundskab om mine Forfædre, skal jeg herved meddele, at den længsttilbageværende, som jeg med nogenslags Vished kan opgive, er en Gunner Iversen Sandbo her paa Vaage. Denne Gunner Sandbo har af Christian den 1ste faaet et Stadfæstelsesbrev paa Hjemdals Fiskevand, dateret paa et Skib "Balgen" paa Oslofjorden 1478, hvilket Vand af Kong Sverre 1178 var givet til gamle Iver Gjesling paa Sandbo. [fotnotemerke] Om Sandbo i disse 300 Aar har været eiet af Familien Gjesling, er der ingen Vished for, endskjøndt de tildeels har benyttet dette Familie-Navn, men efter 1478 haves Kundskab om, at Familien er den samme, som endnu boer paa denne Gaard, hvilken fra 1500 af har været deelt i 2de Dele. [fotnotemerke] Et Thingsvidne, optaget 1626 Fotnote: Der er et endnu ældre, fra 1336, nemlig et Thingsvidne fra Magnus Smeks 17de Regjeringsaar, som beviser, at man lod læse Kong Sverres Brev, at han gav "Iværn gamlæ Gisling," som ejede Sundbu (Gaardens egentlige Navn) og alle hans Eftermænd "det Vatn Hemdalen," samt Kong Hakon den Gamles og Kong Magnus's Stadfæstelse derpaa. Fotnote: Schøning beretter i sin Reise i Gudbrandsdalen 1775, at Sandbo gik over fra Gjeslingerne til Elgjarnerne, og at de senere Beboere stamme ned fra en Sidelinie af Knut Elgjarn, Søn af Ridder Sigurd Erlandssøn Elgjarn, der var Broder af den berømte Alf Erlingssøn (Erlandssøn) og Bjørn paa Bjarkø, og som først fik Sandbo ind i Familien. Denne Knut var givt med en Gjesling, og Gaarden kom til en Sidelinje, da alle hans syv uregjerlige Sønner fik en SIDE: 329 paa Øyer Thingstue, viser, at bemeldte Gunner have 2de Sønner, Amund og Iver, og disse delede Sandbo Aar 1500. Denne Iver Gunnersen var Bedstefader til den Iver Sandbo, som i 1626 lod optage hiint Thingsvidne, altsaa den 4de af denne Familie fra Gunner at regne. Denne Iver Sandbo var Fader til en Paul Ha- rildstad, dennes Søn hed Thjøstel, og siden har der paa Harild- stad været Paul og Thjøstel. Min Fader var den tredie af Navnet Paul, og min Broder den 3die af Navnet Thjøstel; jeg bliver alt- saa den 10de i denne Linie. Ommeldte Breve ligge paa Sandbo. [fotnotemerke] Om mine Forfædre paa Harildstad i nogen nedstigende Linie var i Slægtskab med Familien Bratt paa Bjølstad, har jeg ingen Kund- skab. At dette saaledes var anført nylig i Bladet Granskeren kommer maaske deraf, at min Moder var fra Bjølstad af den Familie, som forhen kaldtes Bratt. [fotnotemerke] At omrørte Familie i læn- gere Tid har eiet bemeldte Gaard, bestyrkes af en Deel Per- gamentsbreve, som ved Opgjørelsen med Danmark kom tilbage, hvoriblandt et som viser, at Paul Iversen Sandbo 1434 solgte (?) Øresbol Jord i Røssum; som sædvanlig opkaldtes den ældste Søn efter Mandens Fader; og altsaa sandsynlig, at dennes Søn blev kaldet Iver og efter Tiden kan det passe, at denne var Fader til ommeldte Gunner Iversen. Videre kunde det være troligt, at denne Paul Iversen, som 1434 boede paa Sandbo, var en Søn af Hustru Gjertrud Paulsdatter, som efter et andet Brevs Udvisende levede 1428 og da testamenterede 2de Gaarde til en Haldor Si- gurdsen. Dette Testamente var ventelig denne godgjørende Dames Svanesang. Jeg finder ikke, eller, saa vidt jeg kan erindre, har jeg ikke seet noget yngre Dokument fra hende, thi 1432 var hun død, som kan sees af tvende Laugretsmænds Vidnesbyrd, dateret Ullersø paa Woge 1432, som godtgjør, at hun 15 Aar før sin Død forærede begge Markabolene Rolstadum paa Froen til Hakon Fotnote: Udød. Den fromme Moder tog sig dette saa nær, at hun flyttede op til Skaar- vangen i Vaage, tilbragte sit Liv i Bøn for deres Frelse, og begavede Vaage Kirke til Sjelebod for dem. Fotnote: Ligesaa findes der en paa det nærmeste fuldstændig Rustning, Kyrads, Hjelm, Sværd og Daggert. Fotnote: Denne Families Vaaben var en Lilje. Ogsaa: i blaat Felt en fra Venstre skraaliggende Træbul med tre afstumpede Grene paa hver Side; foran tre for- enede Liljer og een skraastaaende. Hjorthøi siger i sin Beskrivelse over Gud- brandsdalen, at Familien var kommen fra Bergen. SIDE: 330 Sigurdsen, maaskee omtrent paa samme Tid som hun gav Sunde og Sandbo til Præsten og Kirken paa Vaage. Disse Oplysninger høre ikke egentlig til hvad De har forlangt, men jeg finder det mere interressant, at der kunde findes Oplys- ning om at samme Familie har eiet og boet paa Sandboe i 633 Aar, end det, at jeg nedstammer fra denne Familie. [fotnotemerke] Min Stamtavle er jeg vis om, gaaer langt længere tilbage i Tiden; men hvem de har været og hvad Navn de har haft, er mig aldeles ligegyldigt, thi der er sjelden længe imellem hver Gang, at der findes en Skvæt i hver Æt, som Thorberg Arnesøn sagde. Der torde maaskee ikke findes mange Ejendomme i Landet, for hvilke der findes saa stærke Beviis, at de i saa lang Tid har været eiet af samme Familie. Der skulde være rettet noget paa den af Historie- eller Romanskriveren forvanskede Tradition om Stridighederne mellem Iver Gjesling og en Ridder i Valders. Præsten Mørk anfører den saaledes, at Valdersen var over og brændte Sandbo, medens Iver Gjesling var fraværende paa et Ledingstog; han siger, at efter Torfæi Vidnesbyrd, 10de Bogs Cap. 14, Deel 3die Pagina 529, com- manderede Iver Gjesling en Orlogsflaade i Mjøsen 1178 mod Birke- benerne, og at Hjemdals Fiskevand blev ham af Kong Sverre givet som en Erstatning for den paa hans Gaard forøvede Mord- brand. Man kan formode, at Tvisten har været om Hjemdals Fiskevand, [fotnotemerke] og at dersteds har forefaldet nogle alvorlige Stridig- Fotnote: De adelige Familier gik ved Giftermaal indbyrdes over i hinanden, saa Brevskriveren alligevel kan have Ret. Fotnote: Vaage Kaldsbog indeholder herom følgende Nedskrift fra 1732: "Angaaende gamle mærkværdige Ting, da findes her i Vaage Sogn paa søndre Sandbo gamle Pergamentbreve, af Kong Magno og Kong Hagen udgivne, paa et Fiskevand og Veidested, som kaldes Hjemdalen, der udi gamle Tider har hørt til Valders. Aarsagen hvorfor dette Fiskevand med Veidested var kommet fra Valders, skal være denne: Der var en Ridder i Valders, som havde nogen Tvistighed med den Ridder paa Sandbo, hvis adelige Navn var Gjesling, hvorfor den Ridder af Valders tog sin Leilighed iagt, da Sandboridderen ikke var hjemme, gik han med sine Folk over Fjeldet og afbrændte Sandbo. Den Ridder paa Sandbo kom strax derefter hjem, samlede sine Folk, og ihast søgte efter den Ridder af Valders, som havde om Natten taget sit Logemente paa en Sæter, som kaldtes Fugel-Sæter, 3 Mile hen i Fjeldet og sat sine Vagter ud. Sandboeridderen mar- scherede med sine Folk Natten igjennem, og mod Dagningen blev Disse de ud- satte Vagter vaer, hvorfor han brugte dette Krigspuds, at han lod alle sine Folk hugge smaa Birketræer af, og førte dem for paa deres Heste. Vagterne, som saa dette, tænkte i Førstningen, at det var en Birkeskov, de saae. Men da de (Fortsættes side 332.) SIDE: 331 heder, thi for omtrent 70 Aar siden fandtes ved Hjemdalsvandet adskillige Jernsager, som nok viste, at der har været holdt en Hildurs Leeg, blandt Andet et Slagsværd, som Justitsraad Schøning fik for 65 a 66 Aar siden af min Morbroder Iver Haagenstad." Her er ellers en Tavle over Ole Haagenstads Nedstammen fra Gjeslingerne. Hustru Gjertrud Paulsdatter Gjesling til Sandbo, gift med Ridder Halvard Alfsøn ( 1428 -- 32.) Paul Ivarsen [fotnotemerke] ( 1441.) Ivar Paulsen. Gunnar Ivarsen. ( 1500.) Ivar og Amund (1514.) 40 Aar derefter boede en Audun paa Sandbo. (Fra Amund Gunnarsen nedstammer den Amund Gjesling som ligger be- gravet paa Vaage Kirkegaard. 1695.) Synneve Ivar ( 1634. Fra denne Ivars Tid haves et Dokument, hvori der nævnes, at Gaarden Sundbu har været eiet af denne Familie i meget lang Tid.) Ole Sandbo og Paul Harildstad (Kom til Harildstad 1652.) Fra denne Ole nedstammer de nær- værende Beboere af Sandbo. Thjøstel Harildstad. Paul Harildstad. Thjøstel Harildstad. Paul Harildstad. Thjøstel (Harildstad f. 1770 ) Thor (Højstad i Ringebo ) Ole Haagenstad. Paul (Tofte i Dovre Annex til Lessja.) Iver (Isum i Froen.) Fotnote: Schøning nævner som Gjertruds Afkom en Alf og som dennes Søn en Halvard, hvis Søn da var en Paul. Denne Alf førte som Skjoldmærke en med en Piil gjennemboret Elgsfod og tre Pile ovenover Skjoldet, hvorimod Halvard, som udtrykkelig nævnes Gjesling, førte denne Families tre brændende Fakler over Hjelmen. Adelslexikonet beretter ellers, at Gjeslingerne desforuden førte et blaat Svinelaar, gjennemboret af en gylden Piil. Men det skal formodentlig være et Elgslaar, som vel har været Elgjarnernes egentlige Mærke, der er bleven fælleds ved de mange Familieforbindelser. SIDE: 332 Men et Adelskab, som Alle sætte Priis paa, nemlig at være brave Forældres Barn, Forfædrene være nu som de ville, og der- tilmed gode Kaar, var uomtvistet faldet i Oles Lod, og i sin Mor- broder, Dannebrogsmand Ivar Thorsen Haagenstad, hos hvem han opfostredes [fotnotemerke] og af hvem han fik Gaarden med fuld Besætning tilskjænk, havde han en af sin Bygd høist fortjent Mand at slægte paa. Han har ogsaa gjort det paa den rette Maade for Bygden, som nedenfor skal blive berettet. Den Æt, han hører til, kaldes ellers Toldstadæten af Gaarden Toldstad [fotnotemerke] i Vaage, hvorfra den har udgrenet sig ved Svoger- og Frændskaber i flere Familier i og udenfor Gudbrandsdalen og Dalens Bønder. Den vidløftige Stenersenske hører saaledes dertil. Ole Haagenstad fik ogsaa sin Hustru deraf, da han i 1804 giftede sig med sit Sødskendebarn Kari Thorsdatter Bjølstad, en Viv indtil de sidste Aar dygtig til Fotnote: (Fortsat fra side 330.) fornam, at Birkeskoven kom nærmere og rørte sig, gav de deres Herre en saadan Rapport, at de saae en Skov, som kom nærmere og nærmere. Valders- ridderen, som strax mærkede, at der var Fare paafærde, skyndte sig og sam- lede sine Folk sammen og tog Flugten. Ridderen paa Sandbo fulgte ham og nedhuggede alle hans Folk, indtil de kom til en stridløbende Aa, som løb mellem tvende høie Klipper, hvor der vel er 20 Favne ned mellem Klipperne, hvor den stride Aa løber. Der resolverede han at springe over, at han ikke skulde falde i sine Forfølgeres Hænder, hvilket og lykkedes hannem. Men hans Vaaben- drager, som ene var tilbage af hans Folk, vovede og at springe efter sin Herre, men faldt ned mellem Klipperne i den stride Aae og blev borte. Og kaldes det Sted endnu Ridderspranget. Og blev Hjemdalen med Fiskeri og Veidested, som den Tid meest bestod af Grave, hvorudi de fangede baade Rens- og Els- dyr, af Kongen tildømt Sandboridderen til Repressalier for den Skade, Valders- ridderen havde gjort ham, hvilke Kongebreve siden af efterfølgende Konger ere blevne confirmerede indtil Kong Christian d. V. Fornemmelig var her paa de Tider i Vaage Sogn 2de adelige Familier, DHrr. Gjeslinger paa Sandboe og Ildjern paa Valdbjerg, hvis Afkom endnu beboer de samme Gaarde." -- Se ellers herom Schøning i Budstikken for 1821. Sandboridderen har været en Elgjarn (Ildjern), maaskee Knut; og det er sandsynligt, at en Slutning, at Aarsagen til Tvisten var Overgangen til den nye Familie af Sandbo og alt det Gods og der- imellem Hemdalen, er rigtig. Fotnote: Haagenstad blev ikke, som her angivet, opfostret hos Morbroderen, men hjemme. Han kom først til Denne omtrent ved en Snees Aars Alder, efterat have drevet Qvæg- og Hestehandel en Tid. Havde nogen Forbindelse mellem H. og Forf. fundet Sted i Anledning af dette Arbeide, skulde denne, ellers ikke saa væsentlige, Feil ikke været indløben. (Senere Rettelse af Forf.) Fotnote: Tolftastad. 1463 kjøbte Hr. Alf Knutsøn Gaarden med tilliggende Gods af en Botolf Endridsøn, som havde arvet den efter Fru Kirstine Torvaldsdatter Kane. SIDE: 333 al sin Dont og Moder til hans Børn: et Par senere afdøde Tvil- linger, Sønnen Thorsten og Døtrene Guri, Ragnhild og Mari. Hvilken Norskhed ligger der ikke i disse og i den hele Slægts blotte Navne? Det forekommer mig som om Ole Haagenstads Børn hverken burde eller kunde bære andre. Hvorledes vilde vel fremmede Romannavne som f. Ex. Emil, Amalie, Hortensia o. s. v. tage sig ud? Som at ville kalde en Løveunge "Kis, Puus, Minette, Joli" eller med andre Kattens og Skjødehundens Kjælenavne, eller som at ville fløite og sige "Pipi" til en Ørn som til en Kanariefugl. I Sverige seer man ogsaa, at de gamle svenske Familier, som sætte en Stolthed i, fra Fædrenes Tid at være velkjendte af Na- tionen, og fremdeles ønske at være vedkjendte af den som dens ægte Børn, bruge nationale Almuenavne. Lad dette være en Uvæsentlighed i Sammenligning med andet; den har ialfald sin agtværdige Oprindelse i Gamledages Simpelhed. Det er en fiin Krog, men den hefter i Nationens Hjerte og -- der hefter Sym- pathier ved. Den sædvanlige Almueunderviisning var for knap for Ole, hvis tænksomme Hoved vidste at skaffe sig Næring ved allehaande, men især fædrelandshistorisk, Læsning, og paa denne Aandsret- ning har vel Bevidstheden om hans Herkomst fra en Æt hvis Rødder tabe sig i de gamle Kongers Old, ikke været ganske uden Indflydelse, skjøndt han er af den Art, at han nok var bleven saa hjemme i Sagaerne, som han er, om det end kunde have været sømmeligt for en gudbrandsdalsk Odelsbonde, end sige for en "Gjesling", at være ubevandret deri. Han blev en Selvlærling som vore øvrige udmærkede Thingbønder, og i denne paa een- gang krænkende og Selvfølelsen vækkende Omstændighed, at de skylde sig selv alt, Staten saagodtsom intet i Henseende til Op- lysning, ligger Nøgelen til mangen Yttring og Handling af Demo- kratiet inden Thinget. Med Historien sysselsatte han ellers en Hukommelse, der besidder en ualmindelig Grad af Fastholdenhed og Styrke, men for sin naturlige Skarpsindighed søgte han Næ- ring i allehaande mekaniske Spekulationer, hvortil han er sær- deles oplagt uden egentlig boglig Veiledning deri, skjøndt jeg vil tro, at hans Boghylde ikke er ganske blottet for den Slags Læsning. Det er denne Stige, som har ført ham iveiret. Og jeg vil haabe mine Læsere af Almuen lægger Mærke dertil. Det er den, som mere end Bratternes og Gjeslingernes Arvegods har opløftet hans SIDE: 334 skaldede Hoved over Dalens øvrige. Ja man kan vel gjerne sige at det er for en stor Deel hans Boghyldes Indhold, som har ud- viklet dets Organer saa paafaldende, at om hans Hjerneskal en- gang skulde opkastes af Graven (som vi ville haabe vil blive for- hindret ved en Bauta) vil en senere Slægt med Sikkerhed kunne sige, at den har tilhørt en oplyst og skarpsindig Mand og været en sjelden Tænkekrafts Værksted. Man skylder saaledes hans mekaniske Hoved en Forbedring ved den Slags Saamaskiner, som er i Brug i Egnen, ligesom han ogsaa oftere har givet Prøver paa hvor opfindsomt hans Hoved er i denne Retning. Det har ogsaa været i Virksomhed ved et Par betydelige Vej- arbeider, som Ole Haagenstad har istandbragt til stor og evindelig Nytte for sin Hjembygd og de Distrikter, hvormed den ved dem er sat i Forbindelse. Ikke ethvert Hoved baner sig frem over Rustens [fotnotemerke] Højde eller de 3 Mile over Fjeldet fra Vaage til Lessja, uden Hjælp af Ingeniør. Men Ole Haagenstads Konstitution som Lensmand i Aarene 1820-22 er betegnet med begge disse Fore- tagender. Landeveje er Norges vigtigste indre Krav, og især i saa indstængte Strøg som Vaagedalen er. Men ved Haagenstads Virksomhed gaaer der nu en velbanet Kjørevei fra Laurgaard i Gudbrandsdalens Hoveddalstrøg over Rustens Skraaninger til Sveen i Vaages Kirkbygd, og ligeledes en over Slaadalsfjeldet 3 Mile til Lessja, hvorved den vigtige Forbindelse er aabnet med Romsdalen og Havet baade for Vaage og Lomb, hvilken sidste Bygd, som bekjendt, ender uden Udgang som en Sæk. Slaadals- vejen var et betydeligt Foretagende, som bekostedes af Over- skudet af et i sin Tid, især af Morbroderen Iver Haagenstad, op- rettet Kornmagazin, hvilket Overskud var bestemt at anvendes til et eller andet for Bygden nyttigt Foretagende. Og til noget nyttigere kunde det vel ikke anvendes? Ole Haagenstad har der- ved tillige oprettet et Minde for sin saa fortjente Morbroder; men Vejen vil med bedst Ret kunne kaldes et over begge disse Frænder, der i en saa vakker Forening have gjort Haagenstadnavnet æret og kjært i Hjembygden. Af kommunale Ombud, som Ole Haagenstad har beklædt, kan det, at han i længere Tid har været deels 1ste og deels 2den For- Fotnote: Saa kaldes denne Strækning, hvorimod den, der fra Laurgaard fører nord- over mod Dovre, udtales "Rosten". Begge er Defileer af militær Betydenhed. SIDE: 335 ligelseskommissær, ogsaa nævnes her, og som 2den Forligelses- kommissær har hans Anseelse, Dømmekraft og nøje Kjendskab til hans Sambygdinger ikke ladet ham blive et saadant Nul, som denne almindeligviis er. Hans Indflydelse paa alle Kommunens Anliggender har altid været større end nogen Andens, hans Raad æret af Embeds- og Almuesmænd, hans Hjælp søgt af Sambyg- ding og Udbygding. Og han har været Mange en Tilflugt, og kunnet være det, da en Forstand og Orden, som hans, maatte føre til Formue. Foruden det betydelige, velopdyrkede Haagen- stad og Gaardene Rottem og Mittre Raastad, samt et Par mindre Brug i Vaage, hvorpaa alt han intet skylder, besidder han en kontant udestaaende Formue af vel over et halvt Snees tusinde Daler, og er saaledes efter Tidernes Omstændighed udentvivl Gudbrandsdalens rigeste Mand. Og efter vore gamle Sagaskil- dringer hører det til, for at være ret anseet, at være riig, ligesom det ogsaa efter vore Tiders Anskuelse idetmindste ikke tager noget fra. Men hverken hans gode Kaar eller Rigdom, om man vil, eller hans Anseelse mellem alle Klasser har forandret hans Levemaade og hans Huses simple Skik. Der skinner Velstand, ingen Over- daadighed igjennem. Besøger du ham, træffer du Fattige ved hans Dørtærskel, Venner, Klienter, Bygdefolk, som have Forret- ninger med ham, i hans Stue. Han drikker dig Velkommen til af en gammel Sølvkande med Nadder i og Løve over; og saa bør det være. Han beder dig og saa Mange, der ere tilstede, at sidde ned og spise ved Familiens Bord, og, naar Tiden er der, siger han eller hans Hustru dig, at dit Natteleje er redet oven- paa -- alt med det ubedragelige Præg af den naturlige gammel- dags norske Gjæstfrihed, som ikke kjender til Prunk, og som trives bedst i de Huse, hvor der ikke er noget synderlig andet Nyt paa Væggen, end Grundloven i Glas og Ramme. Og den mangler da heller ikke i Ole Haagenstads Stue. Han har havt formeget at bestille med den dertil. Lader os da se ham paathinge! SIDE: 336 Paa 1ste overordentlige Storthing. 1814. Vi træffe Ole Haagenstad førstegang som Odelsthingsmedlem paa det første overordentlige Storthing i 1814, det vigtige, som underhandlede med de svenske Kommissærer, modtog Kristian Frederiks Frasigelse, valgte Carl den 13de af Sverige til Norges Konge, og saaledes besluttede og istandbragte Foreningen med dette Rige, efterat have omredigeret Grundloven paa de Punkter, den gjorde nødvendige. Da var han altsaa i Mandens kraftigste Alder, 39 Aar. Vi træffe hans Navn først imellem de 25 Depu- terede, som den 10de Oktober paa Ladegaardsøen imodtog og underskrev Kristian Frederiks Frasigelsesakt. Ved det nye Konge- valg, den 4de Novbr., lød hans Votum saaledes: "De fordobblede Forsvarskræfter, samt de gjensidige Fordele, Sverige og Norge formedelst sin geografiske Beliggenhed ville kunne erholde, og som give Haab om Skandinaviens Fremtids Held, er Grunden for mit Samtykke til Rigernes Forening, og hvorfor jeg herved vælger Sveriges Konge Carl den 13de til Norges konsti- tutionelle Konge". Imellem alle de afgivne Vota findes der vel længere, men intet bedre motiveret. Samme Dags Formiddag var der bleven voteret over de svenske Kommissærers Forslag, at Littr. c i § 83 i Grund- loven af 17de Mai, der lægger Naturalisationsretten alene i Stor- thingets Hænder, skulde udgaa, og da havde Haagenstad givet sit Nei. Derimod havde han først mundtligt, og siden i Mødet den 2den November ved et skrivtligt Forslag understøttet deres Motion om at Værnepligten for Linjetropperne skulde indskrænkes til det 25de Aar, idet han nemlig foreslog, at denne allerede om- debatterede og udsatte Sag skulde komme under ny Overvejelse; men ved en Pluralitet af 47 Stemmer fastsattes, at den ikke skulde foretages mere paa det Storthing. Haagenstads Grunde vare ellers patriotiske nok, og hans Forslag havde skaffet Norge Beskyttelsen af almindelig Værnepligt, som man endnu beklager Savnet af. Kom- missærerne havde nemlig foreslaaet denne Bestemmelse, samt at almindelig Værnepligt skulde være indskrænket til det 25de Aar, indtaget i Grundloven, og Haagenstad fandt nu, at da Storthinget ved sin foregaaende Beslutning, at opsætte Qvæstionen, havde givet Kongen friere Disposition over Tropperne, burde Kommis- særernes Forslag antages som Grundlovbestemmelse, og, til Na- SIDE: 337 tionens Beroligelse, bekjendtgjøres ligesaa hastig som Rigernes Forening. "Thi," yttrede han, "sætter man for Exempel, at Krig kunde bryde ud før næste ordentlige Storthing, saa blev Følgen, at vore gamle Soldater, der længe nok har troppet frem og til- bage, atter maatte gribe til Vaaben, og maaske marschere ud over Norges Grændser; og hvorledes kunde vi da forsvare os mod den billige Bebreidelse, at vi have ligesom frastødt os de Tilbud, som Stemmen for Nationen ønsker?" Haagenstad har havt Ret. Norge har Grund til at angre, at det ikke lyttede til Kommis- særernes Forslag. Klagerne over dets Forsvarsløshed og synkende Krigsdygtighed, skulde ikke været saa ofte hørte, Sporene af Standsforskjel ikke have ladet sig saa mærke. Friheden skulde intet have tabt ved Ligheden under Musketten eller Fahnen. Under disse var det den franske republikanske Frihed feirede sin kort- varige Forbindelse med sin smukke, men yderst lunefulde, flyg- tige og sygelige Søster, Ligheden, som kan døe af et forandret Lufttræk, ventelig fordi den enten er vant til en højere Verdens Æther eller til Gravenes Stilhed. Men som sagt, under Fahnens friske Luftning synes den endda nogenlunde at trives, og den, som saa mangen anden Skrantning, kommer sig ved at hærdes under Legemsøvelser. Og hvilke ere bedre end Exerceer- eller Turnpladsens, NB. uden Stokken? Haagenstad selv, den Søn af rige Forældre, har ikke været Soldat. Fordommen, Lysten til at undgaa hvad der ikke var bleven en Hæder og Lyst ved at være Alles Byrde uden Und- tagelse, var den Gang ikke mindre end nu. Huusmandens Søn for Gaardsmandens -- det var gammel Gang, og det gaaer vel end- nu. Dog det er sandt -- Bandolæderet skulde ogsaa have hængt over Haagenstads Skuldre; han skulde nemlig have været Sergeant ved Egnens Landstorm eller Mandhusinger i 1814. Dog kom det ikke til "Man ur Huset"; men var det kommet dertil, tør man nok gaa god for Ole, at Mønstringen ikke var bleven holdt paa "Raads- bakken", hvor Lombværingerne i 1612 snakkede pro og contra, medens de Andre sloges, eller rettere sagt blot dræbte, i Kringen. Den 14 Novbr. besluttede dog Storthinget, at Præsidenten skulde udnævne en Deputation af 5 Medlemmer, der skulde afgaa til Kron- prindsen med Forespørgsel, om han paa Hs. Maj. Kongens Vegne og til Landalmuens Beroligelse vilde give Løfte om, at ingen Værne- pligtig over 25 Aars Alder skulde blive udkommanderet inden næste SIDE: 338 ordentlige Storthing. Haagenstad, hvis Indflydelse paa denne Be- slutning er øjensynlig, var i Deputationen, som Dagen efter over- bragte Hs. Kgl. Høiheds bestemte Løfte i Kongens Navn. Lige- ledes var Haagenstad med i Deputationen, der skulde forespørge sig angaaende de svenske Troppers Rømning af Frederikstad og Frederikshald. Den 10de November var det at Kronprindsen over- leverede den nye Konges konstitutionelle Eed, og aflagde sin egen til Forfatningen. Paa Præsidentens Opfordring svor dernæst alle Thingmændene i følgende Udtryk: "Jeg lover og sværger, at vise Konstitutionen og Kongen Troskab og Lydighed, saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord." Og da Haagenstad saaledes har svoret engang, og det vel paa den højtideligste Maade og i egent- ligste Mening "tilthinge," har han senere ikke været at bevæge til at sværge nok engang ved sit Hjemthing, saaledes at han ved en senere Leilighed, formedelst Skrupler hos Vedkommende efter Valgloven af 1828, endog engang er bleven udstrøget af Distriktets Stemmeberettigede. Paa 1ste ordentlige Storthing. Juli 1815 til Juli 1816. Saa alvorligt en Folkerepræsentants Kald er, har det dog meget tilfælles med Skuespillerens. Han har ogsaa sin Debut eller Op- trædelsesrolle, som afgjør hans sednere Forhold til Publikum, og denne Prøve havde Haagenstad bestaaet saa vel, at Vestoplandenes Amt strax var paa det Rene med sig selv, at det i ham havde en fast Repræsentant. Og dengang, da langt færre Bønder valgtes, maatte det være en større Tilfredsstillelse end nu for et Valg- distrikt paa Landet, dog at have En af Almuens Midte, der kunde fortjene at vælges fast. Haagenstad fik heller ikke mange Maa- neders Frist hjemme før han atter maatte sta, og han fik da sit forrige Sæde i Odelsthinget samt Plads i Finantskommitteen. Pengesagen var, som bekjendt, den vigtigste paa dette saakaldte "lange" Storthing, og Haagenstad hævdede sin Plads i Kommit- teen ved flere vidtløftige og grundige Foredrag, der baade lagde for Dagen hans Indsigter i Materien og hans ejendommelige For- sigtighed, der altid har villet skride langsomt frem og paa en bred Grundvold. Deri har han lignet de gode Schakspillere, som vel trække seent, men aldrig tabe en Brikke; og hans Taktik har stedse havt noget Lignende med de fordums systematiske SIDE: 339 Beleireres, der nærmede sig Fæstningerne ved en langsom, men velberegnet Fremskyden af de underjordiske Linjer og ved en Skilpaddemarsch under Stormtage. I sit Foredrag i Odelsthinget den 1ste Novbr. 1815, hvori han dissenterede fra Kommitteen, yttrede han sig derfor for en grad- viis Inddragning af Rigsbanksedlerne, nemlig af 8 Millioner indtil og med Aaret 1818, hvilket Aars Storthing da skulde overlades at tage Forholdsregler med Hensyn til den resterende Masse, og i sit Votum i Storthinget, den 22de Januar 1816, forsvarede han Overholdelsen af den Garanti, Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde dekreteret for alle disse ufunderede 14 Millioner. Det første af disse Vota har ikke fundet Plads i Storthingsforhand- lingerne. Derfor, uagtet det er tørt som Materien, og fordi det kaster et Lys over Haagenstads Anskuelser og Dygtighed til at yttre sig, indtages det her. Haagenstad yttrede efter et, "den 24 Oktober 1815" dateret, Haandskrivt følgende: "Ved at antage Finants-Kommitteens Beslutning angaaende Rigsbankpengenes Indløsning, troer jeg, at mange Mennesker styrtes i Ulykke; jeg holder det derfor for min Pligt som Repræsentant ialmindelighed, og isærdeleshed som Medlem af Finants-Kommitteen, at tilkjendegive mine Tanker, for derved at kunne godt- gjøre for mine Kommittenter hvori min Mening har været fravigende fra Kom- mitteens Pluralitets, saavelsom hvorledes jeg i denne Begivenhed har voteret i Odelsthinget. Det er meget muligt, at jeg feiler; mine Indsigter ere ringe og ofte feilende i mindre indviklede Anliggender. Det er ogsaa langt fra, at jeg troer herved at udvikle mine Tanker saaledes at Sagen derved skulde faae et afvigende Udfald. Ei heller er det hverken Ærgjerrighed eller Dadlesyge, der leder min Pen, og ligesaalidt er det Egennytte; -- denne har aldrig havt Andeel i mine Handlinger, naar det gjaldt Andres Ve og Vel. Og hvor utilgiveligt skulde det ikke være, om jeg nu ved Bihensigter skulde svige mine Kommittenters Tillid og Forventning? Jeg troer at skylde baade disse og mig selv, at tilkjende- give de Grunde, der gjøre mit Votum afvigende, forhaabende enhver retsindig Mands Overbærelse, om jeg endog feiler. Jeg er enig med Finants-Kommitteen deri, at endeel af de cirkulerende Rigs- banksedler aarlig inddrages og sættes ud af Cirkulation; kuns troer jeg imidlertid, at man bør handle yderst forsigtig deri, om man ikke vil fremkalde mange Menneskers Ulykke og Undergang. Ved at tilintetgjøre alt for store Masser af Sedlerne paa eengang, vil en voldsom Forandring finde Sted; Pengemangel vil da træde istedetfor Overflod. Ihændehaverne af Seddelmassen ville da komme til i en Hast at faae den mangdobbelt betalt, medens det for mange Tusinder Debitorer vil blive en plat Umulighed at betale sin Gjæld. Jeg er overbeviist om, at dette har langt større Indflydelse paa Pengenes Falden og Stigen, end Eidsvolds-Garantien; og man bør derfor gaae tilværks saa langsomt som muligt, thi hvor mange have ikke feilet deri, at de, ved at raffinere paa en Feil, have SIDE: 340 begaaet en større og gaaet over fra en Yderlighed til en anden? -- Her maa man saameget mere handle forsigtigt, da flere Tusinders Velfærd beroer herpaa. Jeg kan ikke andet end tilstaae, at Indløsningen af 6,000,000 Rbdlr. det første, og 3,000,000 Rbdlr. det andet Aar er noget for svært; om disse Summer der- imod havde været indskrænkede til det Halve, da kunde jeg med temmelig Over- beviisning antage, at Priserne paa alle Nødvendighedsartikler derved vilde falde saa betydelig, at maaskee Rigsbanksedlerne inden næste Storthing erholdt fuld- kommen det Værd, hvorefter de ere garanterede. -- Denne Indløsning er Alt, hvad Storthinget efter min Anskuelse, nu for Tiden bør indlade sig paa, thi Ingen kan med nogen Sandsynlighed negte, at jo næste Storthing, efter Pen- genes daværende Forhold, ogsaa bedre kan bedømme, hvad Midler der behøves til den fremtidige Sikkerhed. Ingen levende Sjel kan forud bestemme, hvilken Pengemasse her behøves til Cirkulation, naar Pengene skulle have sin virke- lige paalydende Valuta, thi Mangel eller Mængde bestemmer Pengenes Over- eller Underballance. Der bliver altsaa mindre at resikere ved at Indløsningen af Rigsbanksedlerne kunde blive noget mindre, end ved at den bliver for stor. At bestemme paa dette Storthing Indløsningen for den hele Rigsbankseddel- Massa, er meget betænkeligt, og jeg kan heller ikke indsee den absolute Nød- vendighed deraf. Er det maaskee fordi vi have mindre Tillid til den kommende Repræsentation? Jeg troer det var bedre at overlade til denne Fuldførelsen af en paabegyndt Forbedring i Pengevæsenet, end at sætte den i den Stilling, at det blev nødvendigt at tilintetgjøre de Beslutninger dette Storthing har fattet, hvilket vistnok vil blive Tilfældet, saafremt den indstillede Bestemmelse bliver antaget. Ved at indløse den hele Masse af Sedler, sætte vi Landet i en unødvendig Udgift. De sidste 12 Millioner, der skulle indløses med rentebærende Obliga- tioner, ere vist nødvendige til Cirkulationen. Efter Indstillingen skal disse 12 Millioner forrentes; denne Rente beløber sig til 8,160,000. Altsaa er det en Udgift af over 20,000,000, som vi uden mindste Nødvendighed paaføre Nationen. Regner man saa Rentersrenter, foruden hvad Bekostning vi sætte Landet i ved alle de foreslaaede Lignings-Forretninger; -- thi foruden dette og næste Storthing skulle 10 andre Storthing sysselsættes med den foreslaaede Ligning, der vistnok i det Hele vil opholde Storthingene 6 Maaneder, og desforuden 10 Amtslig- ninger i ethvert af Norges Amter og Valgdistrikter med Skyds og Diæt for alle saadanne Ligningsmænd -- regner man nu alt Dette, saa kan man med Vished antage, at denne unødvendige Kontribution, vi foranledige Nationen, gaaer fuldkommen op mod al den nu for Tiden cirkulerende Seddelmasse. Lægger man saa til 28 Lignings-Forretninger i hvert Præstegjeld og ligesaa mange Valg- forretninger, med al den Misfornøielse, Kiv og Uenighed, som over det Hele flyder af alle disse Lignings-Forretninger -- betænker man alt dette nøie, saa troer jeg næsten, man skal være enig med mig deri, at man bør handle forsigtig, heller overlade Fuldførelsen til næste Storthing, og Vi kuns bestemme hvor mange Millioner Rigsbanksedler aarlig skal indfries i de næste 2 a 3 Aar, samt desforuden sætte Banken under saa nøie og sikker Bestyrelse som muligt. Man vil svare mig, at Rigsbanken maa tilintetgjøres, fordi den aldrig kan være sikker som Nationalbank; men jeg er aldrig istand til at overbevises om, at nogle Privatmænd skulle være sikrere end en heel Nation; og denne skal SIDE: 341 vi paaføre 24 a 25 Millioners Udgift blot for at bringe Banken i nogle Privat- mænds Hænder, til hvem Nationen siden aarlig maa kontribuere omtrent en halv Million norske Daler? Denne Indtægt kunde man forskaffe Statskassen uden at beskatte Landet for en eneste Skilling mere end som anslaaet er, og endda faa et ligesaa sikkert og solidt Pengevæsen. Dette vil det efterkommende Storthing indsee, og altsaa tilintetgjøre en Be- slutning, der strider mod Rigets og Nationens Interesse. For endvidere at vise, at den foreslaaede Indløsning er uanvendelig, og at Cirkulationsmidlerne ere utilstrækkelige, skal jeg anføre, at efter Finants-Kommitteens fremlagte Bereg- ning -- Litr. A i Rigsdags-Forhandlingernes 5te Hefte, Pag. 5 -- beløb Statens Indtægt sig i Aaret 1805 til 2,224,528 Rdlr. Courant, følgelig over 3 1/2 Million Rbdlr. S. V. eller norske Daler. Det er vel ingen af Medlemmerne af denne Forsamling ubekjendt, at Udgifterne til Staten ikke udgjøre den halve Deel af de Skatter og Kontingenter, den Skatteydende aarligen er paalagt at betale. Idet mindste er det Tilfældet i vor Egn, at Skatter til Fattige, til Skoler, til Kirker, til Vejarbeider, med alle de Udgifter, som aarlig reparteres paa Amtet etc., langt overstige hvad man betaler til Statskassen; men om man end an- tager det for en lige Sum, saa bliver det dog sammenlagt over 7 Millioner. Hertil kommer Renter og Kapitalafdrag af de 12 Millioner, som skal indfries med Statsobligationer, hvilket ogsaa udgjør aarlig 120,000 Norske Daler, og regner man dertil Renter til den private Bank, saa bliver Norges Udgift om- trent firegange saa meget som Finants-Kommitteen har foreslaaet, at Bankens første Fonds skulle bestaa af. Om nu Bankens Eiere sætte dobbelt saa mange Sedler i Omløb, som den Valuta, der ligger i Banken, saa er det endda ikke mere end Halvparten af den Udgift, Statens Undersaatter aarlig maa betale. Om nu den nye Banks Pengesum var dobbelt mod hvad anslaaet er, saa vilde det være særdeles heldigt, om disse kom til at blive fordeelte saaledes at enhver Skatteydende blev Eier af hvad han aarlig skal betale i Skatter. Naar da denne var betalt, saa maatte ikke en eneste Mand i Landet være i Besiddelse af en Skilling til andre Fornødenheder førend Pengene kom til- bage fra dem, der lønnedes af Staten. Ingen Handlende kunde imidlertid være i Besiddelse af nogen Pengesum. Dersom dette blev Tilfælde, standsede al Handel, saavidt dertil skulde bruges Penge, og alt vilde gaae over til Tuskhandel. Hvilken Forvirring skal dette da ikke forvolde? Jeg troer ikke, at Nogen i denne Forsamling ønsker at danne dette Handelssystem; men at dette blev en uund- gaaelig Følge af hiin Beslutning, viser ovenanførte Beregning. Det er mig ikke uventet, at møde den Indvending, at min Beregning er grundet paa Indtægterne i Aaret 1805, hvilke langt oversteg Udgifterne, men saa maa man ogsaa betænke, at nærværende Regjering og de flere Autoriteter, vi nu har i Norge, koster betydeligt, saa at jeg anseer os for heldige, om de sædvanlige Indtægter kunne dække Nutidens Udgifter, og hvis saa er, bliver Beregningen rigtig. Jeg troer saaledes at have godtgjort, at den foreslaaede nye Bank er utilstrækkelig; thi om dens Fonds bleve dobbelt saa store, kunde Pengemangel ikke afhjælpes. Jeg har tilforn sagt, at Ingen med nogen Vished kan bedømme Størrelsen af den cirkulerende Pengemasse; men med Vished kan man nok antage, at den maa være større, end hvad Landets Skatter beløbe sig til. For mig synes det at være indlysende, at den nye Banks Fonds idetmindste SIDE: 342 maatte være 3 Gange saa store som de foreslaaede; men da det er uvist, om denne Sum engang bliver at erholde, saa vil det ikke være passeligt at foreslaa den tredobbelte. Iøvrigt vilde vist den Mand ansees for en Daare, der op- brændte sit Huus førend han var sikker paa at erholde Materialier til en ny Bygning. At bestemme, at hele Massen af Rigsbanksedlerne skal tilintetgjøres førend vi veed med Sikkerhed, hvad der skal sættes istedet, er et lignende Arbeide, der forekommer mig at være Galmands Værk, og hvorfor vi med Billighed kan vente Nationens Bebreidelse. For ikke at fatte en Beslutning, der vilde have saa skrækkelige Følger og foraarsage flere Tusinders totale Undergang, saa lader os handle forsigtig og bestemme Indløsningen noget mindre. Jeg vover at foreslaae, at man i Aaret 1816 bør indløse 4 Millioner og 1817 og 1818 2 Millioner hvert Aar, over- ladende saa til næste Storthing at bestemme hvad Tid de øvrige Rigsbank- sedler skal indløses. Jeg voterer derfor, at i de første 3 Aar indfries i det høieste 8 Millioner Rigsbanksedler Navneværdi. Hvilket mit Votum jeg skal bede tilføjet Proto- kollen." Han protesterede ogsaa i skriftligt Votum mod at Pengesagen skulde afgjøres ved simpel Pluralitet; mod at Forskrivelser i Navneværdi ikke, ligesom de i Sølv, skulde erholde en højere Omskrivning, hvilket blot vilde falde de mindre formuende Kre- ditorer til Last; mod at Landskattens Fordeling skulde skee efter Leilændingstaxten og efter den til Jordafgiftens Svarelse foretagne Skattetaxation, samt mod at Leilændingslandskyld skulde betales med 3 Procent af Gaardens Taxationssum. Ligesaa fremsatte han Forslag betræffende Tiendens Ydelse, og om at alt offentligt og beneficeret Gods skulde snarest muligt sælges ved fri Auktion, og Kjøbesummen anvendes deels efter Grundlovens § 106, deels til at indløse en Deel af den cirkulerende Seddelmassa. At det beneficerede Gods skulde overgaa til fri Ejendom, forsvarede han ogsaa i et særskilt skriftligt Votum, ligesom han ogsaa yttrede sig om Saugvæsenet, og protesterede imod at Værnepligtsspørgs- maalet skulde afgjøres ved simpel Pluralitet. Om en Repræsentant, der med saamegen Styrke og altid i een, i Folkeinteressens, Retning har grebet ind i de vigtigste materielle Spørgsmaal, vil det være overflødigt at omnævne de forskjellige Leiligheder under dette og de øvrige Thing, hvorved han har figureret med i Deputationer. Han har ogsaa der hævdet sin Stands Ære. Det var Gudbrandsdalen der kom. SIDE: 343 Paa andet ordentlige Storthing. 1818. Fremdeles Odelsthingsmedlem og ivrigt sysselsat med Penge- væsenet, om det Ord "ivrig" kan bruges om en saa rolig Ka- rakteer, om en Sjel, hvis betænkte, lidenskabsløse Virken fore- gaaer som Klippens langsomme regelmæssige Anskyden af sine Krystallisationer. Han fremsatte Forslag om Udbetaling af et lige Beløb Sedler mod Sølv, samt at de med Indskud Resterende skulde nyde Kredit af Banken mod 5 Procent Renter. Ligeledes fegtede han paa dette Thing for sin Mening med Hensyn til Landskattens Fordeling, yttrede sig imod Gagetillæg for Amt- mændene, og indleverede protesterende Votum mod en Stor- thingsbeslutning, som, efter hans Formening gik ud paa en ud- vidende Fortolkning af Grundlovens § 75 Littr. i, navnlig af Or- dene "midlertidige Gager og Pensioner." Ingen er strengere kon- servativ med Hensyn til Grundloven end Ole Haagenstad. Ingen taaler mindre, at der røres ved den. Jeg troer, at selv dens Mangler ere ham hellige, og frygter for, at han paa nærværende Thing vil give Gjenstanden for sin Dyrken et fornyet Beviis paa sin heftige, eensidige Kjærlighed. Som den eensomtliggende, himmelfaldne, eller fra et Chaos henrullede, Steen paa Marken, synkende under sin egen Tyngde, fæstner sig for Evigheden i denne, vil han, at Grundloven ved streng Uforandrethed og Ti- dernes Hævd skal vinde sit urokkelige Stade i Landet. Ingen Meisel for at borthugge en Udkant, ingen Løftestang under, for at bringe Alteret for hans fanatisk-oprigtige Dyrken i en endnu bedre Stilling, end det vil komme i under Aarhundredernes Tryk! Det vilde i hans Mening være at forvandle til en juttulagtig Rullesteen, hvormed Dvergene kunde drive sin Leeg, den altar- formede, i den elskede Bund himmelfaldne, Steen, hvor han, med Hakon Hladejarls religiøse Overtro, offrer alle Hensyn, alle Tidskrav, ja vel endog hvad der ellers er hans velvillige Hjerte kjært, som den unge Erland var Hakon. Dette er politiskt Af- guderi, og til et saadant Hakonsoffer af hvad han ellers maa elske er Haagenstad istand. Men uagtet jeg frygter dette, at Toleranceforslaget paa nærværende Thing skal blive den blødende Erland -- hvem kan denne Grumhed vel være naturligere eller sømmeligere eller anstaa mindre ilde end den gamle stride Døl? Hans Blik er lyst, men magnetisk tryllebundet til Grundloven SIDE: 344 saaledes som den er bleven den nærværende Æt og Fremtiden overantvordet af de nærmeste Fædre. Det leder først efter det Nyttige og efter Beviserne derfor, og selv dette er han istand til at renoncere paa og opoffre, for ikke at give Slip paa hiin Grundlovens urørlige Uforandrethed, der er bleven ham hellig og til Religion -- ja dette lige indtil fanatisk Vedhængen. Paa fjerde ordentlige Storthing. 1824. Men paa det mærkelige 1821 Aars Thing hvor var Ole Haagen- stad da henne? Han, som til forrige Thing var valgt af sit Amt med de fleste Stemmer? Er han ikke paa Thinget, saa er han hjemme, og saa var han da. To Gange har han benyttet sig af Grundlovens Tilladelse til at undslaa sig for Storthingsvalg. Første Gang til Storthinget 1821, idet han, da Valgtiden nærmede sig Høsten forud, tilskrev Amtmanden i de beskedneste Udtryk, at han troede, betimeligen, for at ikke Stemmer skulde bortkastes, at burde tilkjendegive sin Hensigt at undslaa sig for et nyt Valg, som muligens kunde blive Tilfælde, da han forrige Gang var valgt med fleste Stemmer. Men i 1824 tog Amtet ham igjen, og han maatte sta igjen til sin gamle Bænk. Som Odelsthingsmedlem fremsatte han et Forslag om Bemyndigelse for Regjeringen til at udlaane til Banken af Statskassens Beholdning 100,000 Spd. mod 4 pCt. Renter. Det gik vel ikke igjennem; men senere Storthing have sørget for Iværksættelsen af denne Operation. Ellers har Haagenstad været en yderst forsigtig General, som man siger, med Hensyn til at forøge Pengemassen og at lette Adgangen til Laan. Man har villet søge Grunden hertil i hans egen Formuenhed og Besiddelse af Bankaktier, men man har isaahenseende ikke behøvet at gaa udenfor hans forsigtige Ka- rakteer, om man end ikke vil lægge nogen Vægt paa hans Er- faring og Kjendskab til Laaneletsindigheden. Denne bliver dog altid at frygte, om man end ikke, med Udlandets Exempler for Øje, kan holde let Adgang til Laan for skadelig. Bankens Kredit maatte befæstes; den var ham hellig næst Grundlovens Urørlig- hed som en af dennes Hovedhjørnestene. Ogsaa i dette Punkt var han som sagt konservativ; men netop af dette Skrig over Pengemangel og Vanskelighed for Laan, hvoraf ogsaa hans Amt SIDE: 345 ideligen har gjenlydt, faaer man det bedste Begreb om den over- ordentlige Anseelse, han nød, siden han ikke destomindre valgtes og valgtes paany, uagtet man vel nok vidste, at Haagenstad var i det Punkt imod den almindelige Mening, og at han ikke for- andrede sin. Paa 5te ordentlige Storthing. 1827. Atter valgt med de fleste Stemmer og Medlem af Kommitteen for Bank- og Pengevæsenet. Uforandret naturligviis i sine An- skuelser om de Sager; men da de gjengives bedre med hans egne Ord, end om jeg vilde give mig til at ræsonnere derover, anføres her et Votum af ham i Odelsthinget, betræffende Kom- mitteeindstillingen, som tillige vidner om en ikke ringe Grad af Evne til med Klarhed at fremsætte sin Mening. "Som Medlem af Kommitteen for Bank- og Pengevæsenet har jeg i Kom- mitteen samtykket i, at et Reservefond for Banken oprettes, endskjøndt jeg dengang ikke indsaae nogen Nødvendighed derfor, og som jeg ved nærmere Eftertanke heller ikke er istand til at indsee. Skulde Odelsthinget imidlertid finde for godt at fatte Bestemmelse til en Lov om et Reservefonds Oprettelse, da Banken er i Besiddelse af nogle smaa Summer, anførte i Kommittee-Ind- stillingen under Littr. c, d, e og f [fotnotemerke] . Om disse Summer er, saavidt jeg veed, ingen lovbestemt Anvendelse foreskrevet, hvorfor der heller ikke kan være saa megen Betænkelighed ved, at bestemme samme til det paatænkte Brug. Men at man ved denne Lov skulde gjøre noget Indgreb i de Summer, hvorfor tildeels er indkjøbt smaa Bank-Indskud, og deels haves i Behold til saadant Indkjøb, og hvis Udbytte, ifølge Lov af 13de August 1818, er bestemt at deles mellem de øvrige Aktieeiere -- det har aldrig været min Tanke. Jeg anseer Eiendomsretten saa hellig, at den under ingensomhelst Omstændighed maa an- gribes. Grundloven har ogsaa tilstaaet Erstatning for Den, hvis rørlige eller urørlige Ejendom Statens Tarv fordrer; saameget mindre maa man i dette Tilfælde gjøre et saadant Indgreb, da aldeles ingen Nødvendighed dertil er forhaanden. Skjøndt de øvrige Summer vel ogsaa ere Bankens Ejendom, saa er der ingen Lov for deres fremtidige Brug. Med Billighed bør vel heller ikke fordres mere af de nuværende Aktieeiere, da saa mange Apparater og Indretninger, Ind- fordringer, Sedlers Forfærdigelse og Transporter, ere foranstaltede paa deres Bekostning, Et Banklokale i Throndhjem er indkjøbt; det skal nu udvides, og en Bankbygning i Kristiania skal opføres. Disse Bekostninger falde ogsaa paa nærværende Aktieeiere; men Indretningens Nytte kommer ligesaavel de frem- Fotnote: Disse vare: c) Overskudet af den Banken, efter Lov af 13de Aug. 1818, annekterede Bankind- retning, d) Overskudet af Sammensmeltningen af det som Bankindskud indleverede Sølv, e) Gevindsten af Vexling af fremmede Myntsorter, og f) Overskudet af Bankindskuds Indbetaling med Sedler og af Sølvindkjøb i det udvexlede Sølvs Sted. SIDE: 346 tidige Interessenter tilgode. Det bør ogsaa bemærkes, at endnu ere mange af Actieeierne de virkelige Indskydere eller deres Arvinger. For de fleste af disse er Indskuddet saa kostbart, at de neppe have 2 1/2 pCt. af den Summa, som dertil er anvendt, ei at tale om, at nogle Aar svandt hen inden noget Udbytte erholdtes. At man nu skulde fatte en Beslutning, hvorved disse skulde tabe betydeligt i det forventede og belovede Udbytte, kan jeg ikke stemme for, og det bliver Tilfældet, saafremt Kommitteens Indstilling bliver til Lov; dette Tab vil efter min Formening blive det Dobbelte mod hvad Kommitteen har anført, og som jeg skal søge at oplyse ved følgende Beregning. Banken har indkjøbt Bankindskud . . . . . . . . 86,882 Spd. 83 ß. Til videre Indkjøb haves i Behold . . . . . . . . . 69,403 -- 115 - Da Bankaktier nu kan kjøbes under pari, saa antager jeg, at Banken meget snart eier Indskud af . . . . 156286 Spd. " ß. Der gives 6 pCt. Udbytte eller Rente, der gjør . . . . . . . . 9377 -- " - Lægges dertil det aarlige Overskud af Laaneindretningen, saadant som i afvigte Aar, nemlig . . . . . . . . 9654 -- " - saa bliver dette tilsammen . . . . . 19031 Spd. " ß. naar disse fordeles paa det øvrige Bankindskud, saa bliver samme 590 Spd. over 1 pCt aarlig. Muligens vil Overskuddet ved Laaneindretningen nu blive mindre, saasnart Renten nedsættes fra 3 til 2 pCt.; men det er og sandsynligt, at Indretningen bliver saa meget meer benyttet, at Overskudet endog kan blive større. Det kunde vel ogsaa blive nogen Fordeel for Aktieeierne, saafremt Bankbestyrerne benyttede Tilladelsen, at sætte en lige Summa Sedler i Cirkulation mod det Sølv, hvori Reservefondet bestaaer: men deels er denne Bestemmelse foreslaaet blot som tilladende, og deels vil derpaa de Summer, som til Reservefond ere kalkulerede, formindskes en 36 a 40000 Spd. ved Omsætning i Sølv, saa at det højeste, som derpaa kunde ventes i Udbytte, vil i en lang Række af Aar aldrig overstige l/3 pCt. aarlig. Saaledes troer jeg det tydelig vil indsees, at Procenten af Bankindskud sandsynlig bliver 1 pCt. mindre end forhen, og det uden at berøre Tabet af de mindre Summer, som i Kommitteens Indstilling er paapeget. Kommitteen har ogsaa yttret, at Aktiernes Priis vilde stige, fordi Banken er- holdt denne Reservefond. Her tillades det mig at være af den modsatte For- mening, saalænge en saadan Fond ei kan tilveiebringes, uden ved at betage Interessenterne en Deel af den aarlige Gevindst. Det forekommer mig høist besynderligt, at en Ejendom skulde stige i Værdi, naar man bestemte, at en Deel af dens Produkt skulde oplægges for de fremtidige Ejere. Bankaktiers, som andre Statspapirers, Priis bestemmes efter de Procenter, de give. Dette viser den daglige Erfaring; kun Debitors Suffisance gjør heraf Undtagelse. Om Norges Bank har jeg i denne Henseende ikke hørt nogen Tvivl være yttret. Det maa heller ikke tabes af Sigte, at den Sum, Banken har havt til Bank- indskuds Indkjøb, har bidraget meget til at holde disse i Værd. Tilintetgjøres SIDE: 347 denne Indretning, og Banken igjen begynder at sælge de indkjøbte Aktier, da vil begge Dele falde i Priis til langt under pari, hvorved Haabet om Bankens Forøgelse ved frivilligt Indskud ganske tilintetgjøres, og Bankaktiers Salg til Udlændingen vil blive hyppigere, og det endog til en lavere Priis, end forhen er skeet. Bank-Indretningens fremtidige Bestyrelse vil tabe sin Tiltro, saasnart Interes- senternes Rettighed krænkes, og allermindst maa man uden Nødvendighed give en Lov, der har tilbagevirkende Kraft. At Bank-Repræsentanterne have havt de samme, og maaskee mange flere Grunde for Tilbageviselsen af tvende lig- nende Forslag, formoder jeg. Deres Karakteer-Fasthed er noksom bekjendt og anpriist; hvorfor skulde Storthinget vise en modsat Fremgangsmaade? Paa anførte Grunde er det da min Formening, at Forslaget maa rettest henlægges, men i al Fald, at de under Litr. a og b benævnte Summer ikke til Reserve- fond maae blive anvendte, og at af den Sum, som under Litr. c er anført, maa tilfalde Banken en passende Godtgjørelse for Bestyrelse og Resiko. Da Bank- Administrations-Omkostningerne udgjøre over l l/2 pCt. aarlig af det hele Bank- Indskud, saa anseer jeg det ikke billigt, at Banken skal bære alle Omkostninger for hiin Indretning uden noget Vederlag. At jeg, paa Grunde, som ovenfor ere anførte og i Thinget oplæste, har stemt imod, at de Summer, som under Litr. a og b [fotnotemerke] i Kommittee-Indstillingen ere ommeldte, skulde henlægges til Reservefond for Banken; hvorfor dette, som mit skriftlige Votum, maa bedes Protokollen vedlagt. Storthingets Odelsthing, den 30te Juni 1827. Ole Haagenstad." 1827 Aars Storthing bevilgede, som man vil erindre, Intet til Fortsættelse af Slotsbygningsarbeidet. Eenstemmig gik Kom- mitteeindstillingens første Post igjennem, at nemlig den kongelige Proposition om at lade udfærdige for Statskassens Regning 5 pCt. rentebærende Statsobligationer til et Beløb af 280,000 Spd. til Arbeidets Fortsættelse i de kommende tre Aar ikke skulde bi- faldes. Men Indstillingens 2den Post, at der for Tiden Intet kunde bevilges, gik kun igjennem med 42 mod 36 Stemmer, af hvilke sidste 27 fremlagde skrivtligt Votum til Vidnesbyrd om at de havde stemmet imod en saa streng Forholdsregel. Kun Re- præsentanterne Bukjer af Agershuus Amt og Haagenstad gjorde det Samme af Majoriteten -- den Sidste i et veludviklet, til Be- regninger støttet, Foredrag, hvori han søgte at bevise, at, om man i et Tidsrum af 10 Aar behjalp sig som før, og gjorde den forlangte Kapital frugtbringende, vilde ved Indvinding af Renterne den fornødne Sum tilvejebringes. Det har ogsaa siden viist sig, Fotnote: Disse vare: a) Rentebeløbet af resterende Bankindskud, og b) Overskudet ved Anskaffelsen af Sølv for de Bankindskud, som vare erlagte med Rigsbanksedler. SIDE: 348 at Haagenstad spaaede sandt dengang med Hensyn til flere af de Udvidelser, Planen senere har faaet, saasom ved Indkjøb af tilgrændsende Strækninger m. m. Haagenstad saae Bunden af Statskassen, men hans Indbildningskraft var blind for det vordende Slotsperspektiv. Paa ham virke ingen andre Argumenter i Be- villingssager end den strenge Nødvendigheds. Bondens Tilstand, saaledes som den ufordulgt har viist sig for ham, er Basis og Norm, Grundlov og Regel for hans Thingfærd. Sætte Tæring efter Næring, er hans tørre Statsøkonomi, hans uforanderlige Grundsætning. Om hans Følelse for Nationalæren tør man ikke tvivle, men ogsaa dens Krav underordner han denne sin Grund- sætning, og jeg betvivler højligen, at man, ved at overfamle paa det nøjagtigste og med Frænologens Blik hans veludviklede, nøgne, skinnende Hoved, vilde opdage et eneste Organ, som kunde give Haab om, at han nogensinde skulde lade sig henrive af en Sands for det Skjønne til at indrømme dette noget Krav paa Under- støttelse af det Offentlige eller Ret til at tælles imellem Statens Behov. Paa Mange, som ellers ikke fandt Udvej til Pengene, kunde Architektens Tegninger gjøre et behageligt, æsthetisk, men formedelst det nødtvungne Afslag smerteblandet, Indtryk; men jeg garanterer for Haagenstad. Han slog i Tankerne en Streg over de optrukne Standere og Søiler, og saae da i dem kun en endeløs Række af kolossale Plustegn. Architraverne og de øvrige horizontale Linjer bleve for ham kun en fortløbende Række af Minusser, og Vindueafridserne og Mezzaninens oeils-de-boeuf kun Raden af Millionens Nuller. Paa 3die overordentlige Storthing -- 1828 -- befandt Haagenstad sig sammen med sin Broder Paul Tofte, der mødte som Suppleant for Amtmand Weidemann. Han fik Sæde i den Kommittee, som skulde tage den Kongl. Proposition an- gaaende Seddelmassens Forøgelse under Behandling, og var med i den Deputation, der overbragte Hs. Majestæt Kongen, som op- holdt sig i Kristiania, Storthingets Adresse i Anledning af den 17de Mais Festligholdelse og navnligen af Storthinget i næstfore- gaaende Aar. Finantspropositionen, der gik ud paa, at et Laan af en Million skulde optages mod Sikkerhed i Toldindtraderne, SIDE: 349 indstilledes kun og vandt kun Bifald for et Beløb af 300,000 Spdlr. Det var godt at mærke, at gamle Ole havde været med at di- videre. Paa 7de ordentlige Storthing. 1833. Paany har Haagenstad benyttet sin Ret til at undslaa sig for Valget, siden han savnes paa Thinget i 1830. Han havde atter tilmeldt Amtmanden denne sin Beslutning, og Haagenstad kunde, som sagt, gjøre saadant. Ham kan da den Bebreidelse (ligesaa lumpen som Gevindsten, den peger paa) som man har gjort Bøn- derne, og det ikke blot de Valgte, men Vælgerne af Forkjærlighed for Vadmelet, at kabalere sig til at besætte Storthinget for de rundelige Diæters Skyld, ikke ramme. Hvis det ikke hedte, at Meget vilde have meer, skulde man fristes til at tillægge For- muen det positive Gode, at fritages for saadan Mistanke, og Verden den Godhjertighed at tro det; men den mumler paa dette ondskabsfulde Mundheld, som den vil have ophøjet til Erfarings- sætning, og man nødes til at lede efter andre Garantier for en Mands Uegennyttighed eller idetmindste for hans Ligegyldighed for at komme paa Storthinget. Saadanne har Haagenstad afgivet. Paa den, ifølge Valgloven af 1828, bekjendtgjorte Liste over de Stemmeberettigede for Vaage Præstegjeld fandtes ikke Navnet Ole Paulsen Haagenstad, og ved Valgforsamlingen kasserede Be- styrelsen, efter adskillige Debatter, en Stemmeseddel paa ham til Valgmand, fordi han ikke havde aflagt Eed til Konstitutionen tilthinge i den Forstand, hvori man vilde tyde Valgloven, nemlig paa Hjemthinget. Ole smaalo. "Jeg har engang svoret, og paa et større Thing, og min Eed gjentager jeg ikke" -- yttrede han. -- "Bliver jeg valgt til Repræsentant, frygter jeg ikke for ei at blive antaget af Storthinget". Imidlertid besluttede han sig dog til at undslaae sig forud, som ovenmeldt, for at vælges til Thinget i 1830, og inden de nye Valg til 1833 skede, var Navnet kommet paa sin Plads i Mandtallet efter et Spørgsmaal derom i Morgen- bladet. Af Fogdens havde det imidlertid ikke været udslettet, men kun af Præstens, hvis Karakteer, uden at nævne hans ven- skabelige Forhold til Haagenstad, forøvrigt sikkrer for, at han handlede strengt efter den Fortolkning, han i en god Mening gav Loven. Der blev ogsaa i den Tid skrevet saa meget for og imod SIDE: 350 denne strenge Udtydning "tilthinge", at det nok lod sig tænke, at Dissents om det Rette kunde opstaa mellem Foged og Præst, og at denne Sidste kunde bestemme sig for den, som vel var den mest pedantiske, men derfor maaskee kunde synes at være den sikkreste. Maaskee, siger jeg; thi Pedanteriet har faaet et ufortjent Ord for ofte at være fornuftigere end det seer ud til. Paa dette Thing raadede Haagenstads Sparsomhedsaand mere end nogensinde. Han var der som en mangehovedet Jette: samme Echoets mangfoldige Røster, samme Bryst, udstødende sine skarpe Nei'er gjennem de mangfoldige Munde. Allerede i 1830 vare Ten- dentserne i Landdistrikterne til at see sig stærkere repræsenterede komne til Bevidsthed, og paa dette Thing drev de det til næsten at faae det besat med Halvparten Bønder, nemlig til 44 af 95. Kristians Amt gav Tegnet ved at sende 4 Bønder, og mellem dem for anden Gang Thotningen Peder Jensen Fauchald, en Mand, hvis lyse Hoved og opklarede Anskuelser kan bringe flere glands- løse Valg i denne Retning i Forglemmelse. Gamle Haagenstad var dog dette Demokraties Kjerne, uagtet det var synligt af de færre Stemmer, hvormed han var valgt (12, mens Fauchald havde 35), at hans Popularitet var i Aftagende, og det alene fordi man vidste, at man ikke havde nogen Mand i ham, der vilde udvide Bankfondet eller laane det almindelige Raab paa flere Penge Gehør -- en Uafhængighed, som naturligviis, med al Feil i Meningen, geraader ham til Ære. Men hans Besparelsessystem var forøvrigt kjendt og vedtaget før man drog hjemmefra. Om ham grupperede sig disse Budgettets Guillotinister; og Embeds- mændsenkerne og de øvrige Knæfaldende for Nationens Ædel- modighed saae en terroristisk Alder imøde. Om ham grupperede de sig ligesom vor Fjeldørkens eensfarvede sortgraa stigende Højder om det kolossale Mugnafjeld, om hvilket man ahner, at det skal være dens Jothunhjerte og Centrum. Senere er Fauchald og et Par Andre stegne selvstændige i Veiret; han og Ueland meldte sig strax som saadanne Tindenaturer. Haagenstad var paa dette Thing Medlem af Protokolkommitteen, men desuden stukken ind i to specielle Kommitteer, nemlig i den for Anvendelsen af Statskassens Overskud og i Kommitteen be- træffende Kongeboligen, hvortil der nu var fremkommet detaljeret Overslag. Især i denne sidste vilde Bønderne nok have ham som en Stopper, men ikke i den for Bank- og Pengevæsenet; SIDE: 351 og han stoppede imod alt hvad han kunde. Kommitteen beslut- tede Arbeidets Gjenoptagelse med en Bevilgning af 30,000 Spd. aarlig i Budgetterminen, der ogsaa vedtoges mod 36 Stemmer; men Haagenstad, der kun havde stemmet for Bevilgelsen under Betingelse af, at Sikkerhed stilledes for Arbeidets Fuldførelse, eller at det paabegyndte Arbeide blev opgivet, og en Konge- bolig i mindre Stiil opført, om muligt ved Licitation, paa en af nedre Agershuus Fæstnings Tomter, indleverede atter et vidløf- tigt protesterende Votum, hvori han var bitter imod Vedkom- mende, der, efter hans Mening, havde gravet saamange Penge ned i Grunden og minet saamange i Luften. Det Samme gjorde Fauchald og Ueland, der ikke havde faaet sine Forslag om Sikker- heds Stillelse og Bortliciteren drevne igjennem. Mod et af Drammens-Repræsentanten Kjøbmand Thorne frem- sat Forslag om Trælasttoldens Nedsættelse, hvilket heller ikke billigedes af Kommittee og Storthing, yttrede Haagenstad sig lige- ledes vidløftigen i et skriftligt Votum, hvori han paastod, at, om Statskassen kunde taale en saadan Nedsættelse, burde heller Skatterne nedsættes, som han fandt over 150,000 Spdlr. højere end i Slutningen af foregaaende Aarhundrede. Dette er ellers ikke den eneste Gang Haagenstad har opløftet hiin Tid, da Benyttelsen af Omstændighederne i Udlandet, men ikke et bedre Regimente indenlands, satte Handel og Vandel igang, med større Roes for de nærværende Dages Aasyn, end den fortjener. Vor Lovgivnings største Misfoster er upaatvivlelig Loven om Handelsrettigheder i Kristiania. Et Par Marketenterborgere havde faaet en anseet Repræsentant for Byen til at antage sig et paa forrige Thing fremsat Forslag, som, i Henseende til det Minutiøse, Indskrænkende og Afsondrende i Klasser, ikke vilde have gjort den berømte Børstenbinderklub, under Præsidium af den vær- dige dybsindige von Bremenfeld, nogen Skam. Og det gik igjen- nem. Haagenstad saae hvad Følgen vilde blive og blev, nemlig en stor Forvirring mellem de ældre og nyere Kjøbmænd for- medelst den forskjellige Handel, de skulde kunne drive efter det nye Makværk, og hvorved Handelen især for Bønderne vilde be- sværes. Han foreslog da, at det skulde blive som det var med Grosserernes og Kjøbmændenes Handelsrettigheder; men da dette Forslag faldt mod 2 Stemmers Pluralitet, vedlagde han Protokollen et skriftligt Votum, der ender med følgende Erklæring: SIDE: 352 "Jeg har intet imod, at man udvider Marketenternes Rettig- heder til, under Navn af Høkere, at kunne handle i Detalj; det stemmer saa aldeles overeens med min Tænkemaade, at man gradviis løsner de Baand, der hvile paa Næringsfriheden. Men aldrig bør eller skal jeg give min Stemme til nogen unødvendig Indskrænkning." Godt sagt af En, der saa nødig forkaster det Gamle, naar det kun er nogenlunde brugbart. Og at han ikke altid lukkede Øre for hvad Godt af det Nye, der kunde komme paabane, viser hans Forslag, om at sætte et Andragende om en Bevilling af 500 Spdlr. til Kirke- og Folkesangens Forbedring i første Klasse. Det gik ikke gjennem, saa meget dette end maatte synes at være i Landalmuens Interesse, og et Forslag fra ham til Forandringer i Brændeviinsloven af 1827 henviistes, som alle de mangfoldige andre om denne Sag, til Kommitteen. Han bevirkede derimod Henlæggelse af den kgl. Proposition angaaende Tienden m. m. i Finmarken, og bidrog væsentlig til at Afbetaling paa Statsgjelden besluttedes, men var den Gamle med Hensyn til Pengemassens Forøgelse. Haagenstads vidtdrevne Sparsommelighed viste sig ellers især ved et Par Leiligheder paa Thinget, som skulde have været ube- rørte, om det var en Lovtale, som her blev nedskrevet. Bevil- lingerne til Pastor Stockfleth, Finmarkens Apostel, der, ved at lade unge Finner opdrage i Kristiania vilde gjøre disse til Ledere for Civilisationen ind i deres eget Folks Midte, vilde han have indskrænket, og hverken for Agerdyrkningsseminarier eller for det Foreløbige ved en polytechnisk Underviisningsanstalts Opret- telse fandt han at Staten for Tiden havde noget tilovers. Men at han -- som der er bleven paastaaet i trykt Skrivt -- skulde under den sidste Sags Afgjørelse have yttret, at man udsatte sig for Nationens Misnøje ved at bevilge noget til en saadan Skole, siden Storthinget havde viist saa liden Interesse for Agerbrugets Opkomst, at det intet vilde bevilge til Agerdyrkningsseminariers Oprettelse, og det uagtet det netop var ham selv, der havde talt herimod og væsentligst bidraget til, at Næringskommitteens Ind- stilling angaaende denne Gjenstand blev forkastet -- det er en Dobbelthed, som man vel har seet Skimt af inden Thinget, og hvorfor især Bønder have været beskyldte i Bevillingssager; men jeg vil ligesaa gjerne tro paa, at Ole Haagenstad kan staa hjemme SIDE: 353 paa Bakken i samme Stund han reiser sig her fra Thingbænken, som at han kan have tilladt sig samme. Det vilde være at for- løbe sig, og det kan Ole Haagenstad ikke -- den gamle Ulysses! Et Skudsmaal for at han hører til dem, der gaae rakt fram, uden at see til Højre eller Venstre, agtværdige selv i sine Vild- farelser, erholdt han ellers, med Undtagelse af den skumlende Slutning, i den Mønstring, Bladet Statsborgeren afholdt over 1833 Aars Storthingsmænd. Han karakteriseres der saaledes: -- -- "har været Medlem af Norges fleste Storthing, og stedse lagt en Skarpsindighed for Dagen, som man endnu ikke blandt Repræsentanterne for Bondestanden har fundet Mage til. Dog har han altid været tilbageholden, og ved sin Stemmegivning hældet til det aristokratiske Parti. Paa sidste Storthing yttrede han mere Frihedssind end nogensinde før, men stemte alligevel imod de liberaleste Bestemmelser i Storthingsbeslutningen an- gaaende Formandskaber paa Landet. Ogsaa har man bebreidet ham, at han piltede paa Døren, da (Byfoged) Christensens Forslag angaaende bestemt Porto af Aviser og trykte Sager var under Behandling." Dette for Oplysningens Udbredelse saa vigtige For- slag, der gik ud paa, at Tidender og periodiske Skrivter skulde kunne sendes med Posterne mod 1/8 af deres Kostende, faldt rig- tignok ved 1 Stemme; men at Sagen stod saaledes, kunde han ikke vide, da han, af Grunde, det ikke vil være let med Be- stemthed at angive, forlod sin Plads. For min Person er jeg, paa Grund af den Omhyggelighed, hvormed Haagenstad værner om Landalmuens Interesse, tilbøjelig til at tro, at han vilde stemmet for Propositionen, og at han troede den vunden. Man savnede ham imidlertid, og hans Bortevære blev benyttet af en lilleham- mersk Intrigue til, om muligt, at faa hans Plads ledig til næste Thing. Paa 8de ordentlige Storthing. 1836. Men Ole sad der. Dovre var tilthinge dragen endnu eengang i sin Døl. Skaldepanden lyste paa sin gamle Plads -- denne Gang mellem 43 Bønder og svanger med en Finantsplan, som førte til en af dette Things gavnligste Beslutninger. SIDE: 354 I Forbindelse med sin Medrepræsentant og Sambygding, Lens- mand og Gaardbruger Ole Johannessen Staff, fremsatte han nemlig i Storthinget den 29de Februar motiveret Forslag om at der paa Statslaanet af 1834, optaget hos Hambro men forøvrigt er det et Udtryk ikke blot af Forfatterens Anskuelse af Haagenstads Storthingsfærd i det Hele i Aarene 1833 og 36, men ogsaa af den Deel af Publikums Opinion, som fandt, at Storthingets pludselige Opløsning var et Grib-ind i rette Tid, og som betragtede Haagenstad som et for- hadt Bonderegimentes forslagne Chef. "Han er den fuleste af dem Alle", hedte det. "Ueland, Fauchald, Neergaard ere blot Tungerne i dette skaldede Jutulhoved". Saa hedte det. Men ikke af Alle; kun af Mange, ikke af de Fleste. Fleerheden var for- bauset over Bondevældets Udvikling, og beundrede de Enkelte, som gav det denne. Jeg kunde ogsaa have mine egne Tanker, og det kunde vel stundom falde mig ind, at Ole Haagenstad vilde imel- lem Nordamerikas Indianere maaskee faa det hæderlige Høvding- navn "Stor-Slange" eller "Gammel-Gaupe"; men ved Siden af al sin Forslagenhed, uden hvilken han ikke var nogen fuldstændig national Karakteer, har han overalt lagt en Konseqvents og stolt Uafhængighed selv af sit Distrikts Ønsker for Dagen, som, fordi den er Redelighedens ubedragelige Mærke, maa sikkre ham Mod- opinionens, ja selv den Rojalismes Agtelse, som er meer rojali- stisk end Kongen selv. Sin Anseelse har han vundet uden at beile dertil, og han har brugt den i Folkets store Fleerheds, i Landalmuens, Interesse -- eensidigt, saa paastaa Nogle; ikke nok eensidigt, mene vel ogsaa Nogle, skjøndt det tør vel blive det retteste at sige, at han netop har brugt den saaledes, som man maatte vente, ikke altid ønske, det af Bonden, af Dølen. Hiin Argumentation, som har bragt ovennævnte Forfatter til at opgive sine gode Tanker om Haagenstad, og som bestod i, at han negtede et Reisestipendium af 600 Spdlr. til to Artilleri- officerer, der skulde besøge de svenske Kanonstøberier, fordi -- meente han -- man da skulde gaa Glip af Erstatning, om de af dem antagne Kanoner sprang, holder vel ikke Stik, da de efter Kon- trakten afleveres efterat være prøvede. Men hverken yttrede han dette alene, eller at de Menneskeliv, som maatte tilintet- gjøres ved en Sprængning, skulde kunne erstattes, og heller ikke er han det eneste parlamentariske Exempel hverken i Storthinget eller i andre Landes debatterende Forsamlinger paa at man i SIDE: 357 Heden for en Sag har brugt Argumenter, som ikke taale en alt- for nøje Undersøgelse, omendskjøndt det nok tør være det eneste Exempel hos Haagenstad paa at han har ladet noget saadant slippe sig af Munden. Øjensynligt skinner ogsaa en national Uvilje over at Norge maa forsynes af Fremmede med saa vig- tige Forsvarsmidler, mens det tilforn forsynede baade sig Selv og Andre dermed, igjennem; og den maa man holde noget til- gode. Haagenstad er ellers saa lidet som nogen Dødelig udsat forat lade sig henrive af Følelsen. Det er paa engang en Feil (for Storthingsmanden) og en Dyd (for Mennesket), som han mangler. Paa 4de overordentlige Storthing. 15/20 Okt. 1836 -- 24de Januar 1837. Som Medlem af Odelsthinget havde Haagenstad, efter Stor- thingets Opløsning den 8de Juli, faaet Tid til et tre Maaneders Besøg hjemme indtil han atter maatte indfinde sig. Sammen med Amtmand Weidemann, Embedsmændenes Haagenstad, yttrede han sig imod Bevillingen til Landværnets nye Organisation, som han mente kunde udfylde sin Bestemmelse saaledes som det var. "Det vilde være at danne en ny Krigsmagt, hvis Officerer dog vilde overantvordes en ødelæggende Lediggang ved at drages fra den aktive Tjeneste". Men Foss, Øvergaard og Castberg vandt Slaget med 50 Stemmer. Det var tre Kapitainer, men de talte som Borgere. De fremstillede Landeværnet som en National- garde og som Landets sikkreste Værn, skjøndt Haagenstads For- sikkring om at Bonden, i paakommende Tilfælde, vilde vide i Masse at værne Landet, var al Ære værd, og bør være skrevet enhver Normand bag Øret. Selv har han engang, som anført, i 1814 skullet havt Bandolæderet over Skulderen som Landstorms- Sergeant, og til den sildigste Alder er han nok Mand for i paa- kommende Tilfælde at indløse sine stolte Ord. Ingen Normand skulde kunne reise fleer. I den Henseende ligner han en skotsk Høilænderhøvding. De Bønder af Vaage, Lessja og Lomb vilde være hans Clan. Altid kjæmpende for hver Tommemon af Landalmuens Inter- esse, fremsatte han, under Behandlingen af Loven om Brændeviins- brænden, Forslag om, at de mindre Kjedler (under 100 Potter) SIDE: 358 skulde kunne benyttes saalænge de kunde bruges. Det blev dog ved, at de skulde kunne benyttes i 10 Aar. Haagenstad stemte imidler- tid for et Ophør med Brændingen i de fire Sommermaaneder. At han var imellem de En og Sexti, som den 21de Januar 1837 besluttede de direkte Skatters Ophævelse, kan man vel begribe, ligesom og, at han var imellem de Tre og Femti, som negtede den forlangte overordentlige Bevilling af 35,000 Spd. til Depot og Arsenalvæsenet, hovedsagelig af den Grund, at det ellers maaskee ikke lod sig gjøre at faa Land- og Kjøbstadsskatten op- hævet, hvilket maatte ansees at være af overvejende Vigtighed. Under denne Debat hørte man atter freidige Ord om hvad Folke- massen selv vilde udrette i Krigstilfælde, medens det om Op- hævelsen af de direkte Skatter medrette hedte, at dette Fore- tagende vilde have den vigtige og velgjørende politiske Følge, praktisk at lære Folkets Masse Forfatningens Fortrin. Der kan heller ikke være at frygte for, at et patriotisk Folk skulde være uvilligt til atter at paatage sig Skattebyrden, naar Fædrenelandets Behov maatte kræve det. Af skriftlige Vota paa dette Thing har man af Haagenstad kun eet, nemlig en vidløftig Protest imod at Bopælsforandring inden samme Amt og Bortreise i Handelsanliggender skulde være gyldigt Forfald for en Repræsentant. Paa 9de ordentlige Storthing. 1839. Medlem af Odelsthinget og af Bank-Kommitteen. Sammen med Repræsentanterne Staff og Sæter fremsatte han Andragende om at der af Statskassen skulde bevilges til hver af de 4 Fjeld- stuer paa Dovre og til de 2 paa Filefjeld 150 Spd. aarlig istedet- for den Korntold, som svaredes af de tilgrændsende Bygder. Det sattes af Budgetkommitteen i 2den Klasse, med den Bemærkning, at, forsaavidt man maatte komme til det Resultat, at det ikke burde afgjøres paa dette Thing, men at det dog var af den Vig- tighed, at det kunde oversendes Regjeringen, skulde det oprykkes i 1ste Klasse. Mod en Indstilling, der gik ud paa, at Regjeringen skulde anmodes om at foranledige næste Storthing forelagt et Forslag til fast opførte Godtgjørelser for de Forretninger, hvorfor Sjøofficerer nu erholde 1/4 af Gagen i Tillæg, yttrede Haagenstad, at Storthinget ikke uden trængende Nødvendighed skulde indlade SIDE: 359 sig paa saadanne Anmodninger til Regjeringen, og fremsatte For- slag om at Indstillingsposten skulde udgaa, hvilket ogsaa bifaldtes med 67 Stemmer. Under Odelsthingets Behandling af Loven om Brændeviinsbrænden fremsattes Forslag om, at de mindste Kjedler, som skulde kunne bruges paa Landet, skulde holde 250 Potter. Haagenstad fandt fremdeles dette Maal for stort for de smaa Jordbrug. Han troede sig overbeviist om, at der havde hersket større Fylderi før Brændeviinsbrændingen blev given fri, end sednere, og forsvarede Nytten af Drankfodringen. Antog man Forslaget, frygtede han for, at Almuen vilde sige, det var godt at see, at der havde siddet formuende Folk paa Thinget, som ikke toge Hensyn til de Fattigere med de smaa Jordbrug. Forholds- viis -- meente Gamlen -- var Brændingen ligesaa vigtig for dem, som for de større; men efter Forslaget vilde de indskrænkes i at benytte sine Produkter. Forslaget blev dog bifaldt mod 31 Stemmer. Sine Anskuelser af Bank- og Pengeforholdene havde Haagen- stad endnu ikke forandret. Han voterede skriftligen imod en Filialbanks Oprettelse i Tromsø, og foreslog, at alle de forskjel- lige paa dette Thing fremsatte Forslag om Udvidelse af Bank- fondet skulde henlægges, og derimellem ogsaa et af Repræsen- tanten, Artillerikapitain Foss, om Henlæggelse af Kommitteeind- stillingen, der blot gik ud paa at kun vor egen Sølvmynt og den senere end 1778 skulde antages som grov Kurant, samt at den ældste Skillemynt skulde indløses, men at Regjeringen skulde anmodes om at foranledige næste Storthing forelagt en Proposition betræffende Forandring i Loven om Pengevæsenet af 14de Juni 1816. Blot Kommitteeindstillingen vilde Haagenstad skulde be- holdes, og saa blev det med 37 mod 34 Stemmer, med Forbe- holdenhed af senere Afgjørelse om Henlæggelsen ogsaa skulde gjælde Forslagene om Fordeling af Bankens til Udlaan bestemte Summer og Sølvfond samt om Udvexling paa flere Steder end ved Bankens Hovedsæde. Det første blev henlagt, det sidste tilbagesendt til Kommitteen, og gamle Ole kunde saaledes lee i Skjægget i tre Aar til. Paa 10de ordentlige Storthing. 1842. Da gav han Kjøb. Han lagde da, som Medlem af Bankkom- mitteen, ingen Hindring ivejen for Beslutningen om Forøgelse af SIDE: 360 Seddelmassen. Han maa være bleven overtydet om det alminde- lige Behov af denne og de øvrige vigtige Finantsbeslutninger, der fattedes i sidstledne Junimaaned, og som modtoges af Folket som Midsommerregnen af den tørstige hedebrustne Jordbund; thi for andet end sin egen Overbeviisning viger Haagenstad ikke. Og da er det som om en Steen flytter paa sig. Det som hundrede Arme anstrængede sig forgjæves for med den, synes at være skeet i een Nat. Men mange Aarrækker have i Stilhed arbeidet derpaa. Der kan synes at være Fornuft og Bevidsthed i en saadan Be- vægelse, saa uvilkaarlig den end er, somom der virkelig indeni den boede en Alf eller Tomtgubbe, der igjennem Stenens smaa isprængte Glimmerflader havde iagttaget den rette Tid til at flytte paa sin Bolig, for at den ikke længer skulde ligge ivejen. Men med Hen- syn til Grundloven er Haagenstad bleven den samme Urokkelige, selv hvor det meer end synes, at en Nødvendighed paakræver Rettelse af dens Feil. Der stemmer han Ryg og Hærde imod. Da er der ingen iagttagende belivende Geist i Stenen. Den ligger der somom der for den hverken havde været en Fortid eller var en Nutid eller Fremtid. Mod denne vender den ufor- andret sin trodsige Pande. Saaledes var da Haagenstad en af de 4 Stemmer, som modsatte sig Ophævelsen af Bestemmelsen i Grundlovens § 59 om at Repræsentanternes Antal i det Hele ikke bør være mindre end 75 og ikke større end 100, og dersom ikke et Opklarelsens Mirakel foregaaer, ligesaa stort som om Sol- straalen trængte ind i Graniten og forvandlede den til Krystal, kan man som før berørt, være temmelig vis paa, at selv den af- skyelige Udvæxt i Grundlovens § 2, sidste Passus, saa fremmed- og ugrundlovartet den er, ikke af ham har noget at befrygte. "Den sidder der engang, det er nok!" er vel et aandløst Argu- ment, men netop formedelst sin Graasteensagtighed er det ikke af de lette. Det er i Korthed vor Konservatismes Grundlov. Det lader sig ikke kuldkaste; det hører til de Modgrunde mod Tidsaandens Fremskridt, som denne maa lade ligge og gaa rundt- om som Stormen om Fjeldvæggen. De fleste maadelige Hoveder redde sig bag det, og faae ovenikjøbet for let Priis Navn af kloge Folk; Haagenstad derimod, som forlængst har besiddet dette, vil, om han yttrer sig, forsmaa at holde sig udelukkende dertil. Det vil ikke mangle ham paa andre, omendskjøndt hiin Grundlovens Urørlighed i Ondt som i Godt er den Troesbekjendelse, han vil SIDE: 361 paabinde den nærværende Generation. "Vi have vogtet den", vil han, at denne skal kunne sige om sig selv og til de kom- mende Slægter. "Tager den nu hen, og gjører dermed hvad I ville!" Og hvad er ikke ærværdigt i den Gamles Mund? Selv Pedanteriet bliver det, og Ængstelighedens Overdrivelser har Viisdommens Udseende. Men heller ikke mere. Det er af sine Mænd, ikke af sine Gubber eller Ynglinge, Tiden kræver sine Udviklinger og Fremskridt. De have det skarpeste Syn til at see hvad der kan voves, og bør ikke mangle Modet til at vove det, til at flytte Foden frem og sige: "saa langt for denne Gang! En anden Gang maaskee mere, indtil Konstitutionerne omsider opfylde ikke blot en egoistisk Fornufts, et indskrænket Nationalbehovs, men Religionens, Filosofiens, Moralens, Menneskehjertets ideale Krav." Reformer var derimod Haagenstad under Forhandlingerne i Anledning af Forordningen af 13de Januar 1741 om gudelige Forsamlinger, til hvis endelige Ophævelse i Kraft af Grundlovens § 79 han gav sin Stemme, uden at han nogensinde har været den Sekterisme hengiven, som det især har været om at drive denne Sag igjennem, og som ikke mangler Venner paa Thing- bænkene. I denne Henseende hersker der en Kulde og Klarhed i hans Hoved som i den blaa Luft over Lombseggen eller Jetta, de to Dalens Yderpunkter, der maale hinandens Højde, dens Fjeldes uhyre forstenede Gaukathorer og Asarfaste, stirrende over paa hinanden, afbildende i sine kolossale Masser disse to Jevningers trodsige Tro paa sig selv. Men jeg mærker at jeg har ladet mig henrive af Erindringen om disse Fjelde i Ole Haagenstads Hjembygd, af Indtrykket de have gjort paa mig disse Jothunformer, som indpræge Strofen i Wolffes Sang til Norge: "Om Kloden rokkes end, dets Fjelde skal Stormen dog ei kunne fælde;" ikke som en digterisk Overdrivelse, men som en prosaisk Sand- hed, synlig for Øjet og næsten hørlig for Øret, som om Ordene ikke kunne være anderledes til Stormvindenes Brusen om de Rædselvækkende Tinder. Jeg har ladet mig henrive til en Lig- nelse eller til et Henspil, som kunde lade sig misforstaa om SIDE: 362 Haagenstads Religiøsitet, somom hans Forstandskulde ogsaa strakte sit iisnende Vælde over hans Hjerte og Tro, over den Bund i Sjelen, hvor paradisisk Varme endnu skal og kan herske og fremdrive den samme Flor under Mandens tankefulde Pande og Gubbens Sne som i Konfirmandens, i Tempelbarnets Bryst. Det er ikke saa. Han var aldrig smittet af den Asarfaste og Gau- kathorer-Tro, der, som bekjendt, engang gav nogle Hoveder paa Oplandene en indbildt Styrke. Men ligesaalidet har religiøst Sværmeri kunnet trænge ind i hans rolige Hoved. Mere lader sig ikke sige. Han er dyb som en Brønd. Men da jeg saae ham i Kirken vikle sin sorte sølv- beslagne Psalmebog ud og at sætte sig hen i sin Stol, og jeg hørte hans Røst vibrerende imellem Menighedens, da saae jeg de samme Stjerner at speile sig i hans Væsens Dybhed, hvorpaa denne i Troens Eenfoldighed fæster sine Øine, og Ligheden forsvandt mellem den tænksomme Gubbes rolige Overbeviisning i Troes- sager og det Billede paa en trodsig Vantro undtagen paa sig selv, som jeg fingerede mig udtrykt i hine Fjelde. Kun naar han engang imellem under Prædikenen slog de klare Øine op, stod hiin kolde tindrende Klarhed over Fjeldene for mit Sind, og jeg syntes at have seet ind i en Sjel, som var paa det Rene med en Tro, der mere var hans egen luttrede end Almuens omkring ham. Det er ialfald bedst for en Landspræst, at gjøre sig nogen Umage med Prækenen naar Haagensta'en er til Kirke, og hans Bygd har ogsaa havt det Held, i en Række af Aar at have havt Præster, der ikke hjalp sig med blot at give Gudsordet puurt og reent, som man siger. Sal. Fietzentz og Krag, de Oplysningens Venner og Befordrere i Ord og Skrivt og Daad, vare Præster baade for de ærlige Hvidkofter og for Haagenstad, som ogsaa i disse Ting staaer over dem. Haagenstad har i deres Kreds, paa Gaarden Svee, den gamle mærkelige Thingplads [fotnotemerke] , den 17de mai 1834 holdt en Tale, hvis politiske Indhold er gjennemvarmet af den sandeste og frommeste Religiøsitet. Den gyder endogsaa Forsoning over den forrige Regjering i saa skaansomme Udtryk, at jeg troer han blev dadlet derfor i det Blad, hvori Talen først stod at læse, som om de kunde have passet sig bedre i en Kreds af hvide Nathuer end Fotnote: Der sees endnu Mærker efter denne. 12 opreiste Stene have indringet en Plads af 80 Fods Tværsnit. SIDE: 363 i en af Dølernes røde og blaa. Det var i "Statsborgeren", men kort efter optog Morgenbladets Redaktion den, fordi den syntes, at den fortjente en større Offentlighed, end denne vilde kunne erholde i hiint Blad, som just dengang var bleven berøvet sin Portofrihed. Vi bør heller ikke forlade Haagenstad uden at have hørt den. Saa talte han mellem sine Gudbrandsdøler: "Det er idag 20 Aar siden, at Rigsforsamlingen paa Eidsvold undertegnede den Konstitution, der ligger til Grund for nærværende Statsforfatning. For- medelst denne Begivenhed er det, at den 17de Mai hos os er bleven høitidelig- holdt som en Nationalfest; i hvilken Anledning vi her ere forsamlede, og ville vi desaarsag anstille nogle Betragtninger over de sidst forbigangne Decennier. Det er ikke ved Glassenes Klinken, eller ved et skraalende Hurra, at denne Dag værdigen høitideligholdes. I flere Aarhundrede var Norge forenet med Danmark, og i den senere Tid under de danske Kongers Enevælde; men des- uagtet under en saa liberal Regjering, at vi aldrig følede Frihedens Tab, og vi kunde regne os for den lykkeligste Nation i Europa, helst i den sidste Tid. De øvrige Lande herjedes af Krigens Ulykker; den dansk-norske Stat havde den Lykke at forblive neutral og nyde Fredens velgjørende Frugter, der især virkede heldigt paa den norske Handel og Skibsfart. Norges Indvaanere vare blevne fortrolige med den danske Regjeringsform, den var ligesom indsuget med Modermelken; det var ikke nogen Nordmands [fotnotemerke] Ønske, langt mindre deres Brødres, at Foreningsbaandet mellem Danmark og Norge blev opløst. Den franske Keisers seirrige Vaaben blev en Skræk for hele Europa, de øvrige store Magters Regenter opbøde alt for at standse hans Fremgang, og for at opnaae deres Ønsker og Hensigter, vare de ikke samvittighedsfulde i Valget af de Midler, der kunde fremme deres Øiemed. Den dansk-norske skjønne og kostbare Orlogsflaade skulde erobres eller tilintetgjøres, om endog Danmarks Hovedstad derved forvandledes til en Askehob; Sverig skulde drages ind i de store Magters Politik, og Norges Forening med Sverig blev garanteret dette Riges Konge med samme Ret, som den hvormed Paven skjænkede Kongen af Spanien alle de Lande, han kunde erobre i den nye Verden. Vi ville paa denne Glædens Høitidsfest ikke lade vore Tanker dvæle ved disse for Menneskeheden oprørende Begivenheder, men glæde os over de Følger, hine voldsomme Handlinger havde for vort Fædreneland, og sige, som Joseph sagde til sine Brødre, der havde solgt ham til Ismaelitiske Kjøbmænd: "I tænkte ondt imod mig, men Gud tænkte det godt." Forsynets Veie ere urandsagelige, vi kunne med Rette sige: Gud har gjort det vel Altsammen. Da Efterretningen om at Kongen af Danmark nødtvungen havde maattet afstaa Norge, var indløben hertil, havde dette Land den Lykke, at en ædel Fyrste stod i Spidsen for dets Regjering. Denne foretog strax en Reise gjennem en vigtig Deel af Landet for at erfare Folkets Mening, og da han fandt denne saadan, som man efter en saa krænket National-Følelse kunde formode, lod Fotnote: ? ? ? SIDE: 364 han en Rigsforsamling af valgte Mænd træde sammen paa Eidsvold. Hele Na- tionen var ligesom elektriseret og vilde heller vove en Friheds-Kamp, end over- give sig som svenske Undersaatter, og den Enthusiasme, der besjelede Rigs- forsamlingen, er det vi for en stor Deel have at takke, at vi erholdt en Kon- stitution, der efter mine Tanker er den bedste, den frieste af alle europæiske Statsforfatninger, en Grundlov, som det til enhver anden Tid, og under andre Omstændigheder ikke havde været os muligt at erholde. Som et Beviis herfor troer jeg at kunne anføre, at selv den Mand, som havde den væsentligste Deel i denne herlige Bygnings Opførelse, gjorde siden et afmægtigt Forsøg paa at omstyrte eller idetmindste at undergrave en Deel af dens vigtigste Støtter. Men skulde der være Haab om, at den paatænkte Friheds-Kamp kunde lykkes, da maatte ingen Individers Interesser tilsidesættes, Alle være lige deelagtige i Lovgivningen, og i Beskatningsretten, ingen Adel og ingen Stands-Forrettig- heder skulde for Eftertiden finde Sted. Paa disse Hovedgrunde byggede Rigs- forsamlingen den Forfatning, som blev dateret den 17de Mai 1814, der først af Rigsforsamlingen og siden af Nationen blev beediget, og til hvis Minde vi med glad Erindring ville høitideligholde denne Dag. Lykkedes det end ikke hiin ædle Fyrste, der blev valgt til at staae i Spidsen for den norske Nation, at bøie de seirende Herskeres Politik, saa var han dog et Redskab i Forsynets Haand, til at befordre vor Lykke, vor Frihed. Et ikke mindre Held var det for Norge, at en ligesaa ædel Fyrste stod ved Roret i Naboriget, en Mand, der selv i en Række af Aar havde kjæmpet for Friheden, og som saaledes ogsaa agtede og ærede Andres Frihedsfølelser, og hvis ædle liberale Grundsætninger bidrog til, at vi beholdt den besvorne Grundlov med saa liden Forandring, som Rigernes Forening kunde tillade. Men selv denne ædle Fyrste med hans bedste Villie havde det vanskeligt, formedelst den svenske Adels mægtige Ind- flydelse, været muligt at skjænke os en saa fri og saa liberal Forfatning, som den, der nu, formedelst Eidsvolds Grundloven af 17de Mai, blev os tilstaaet. Havde denne ikke allerede existeret, da er det tvivlsomt, om vi ikke mildest vare blevne indlemmede under Sverig og sammensmeltede med dette Rige, ja maaskee al- deles udelukkede fra de Rettigheder, der ere tilstaaede de svenske Stænder. Maaskee var Norge anseet som en erobret Provinds, over hvilken Sverig har villet skalte og valte efter Behag. Man har villet bebreide Danmarks Regjering, at den behandlede Norge stedmoderlig, at det, som Principalstat, trak de vig- tigste Indretninger didhen, at de største Embeder i Norge bleve besatte med danske Adelsmænd. Disse Fakta kunne ikke afbevises, men det kan være tvivlsomt, hvorvidt saadant kan lægges den danske Regjering til Last. Ind- retninger, der vare til fælles Gavn, kunde med mere Økonomi bestyres under Eet, og de danske Embedsmænd, friere med Hensyn til Familieforhold eller nærme Bekjendtskaber, havde bedre for at hæmme de underordnede Embeds- mænds Uorden og Vilkaarligheder [fotnotemerke] . Mulig de, der overførte Klager, vare mere foranledigede af Mænd, der troede sig eller Beslægtede tilsidesatte, end at der var nogen Grund til at anke over hines Ansættelse, eller deres Embedsførelse; desuden bleve norskfødte Embedsmænd ansatte i indbringende vigtige Embeder i Danmark. Fotnote: ? ? ? SIDE: 365 Men er der nogen Føie i disse Bebreidelser mod den danske Regjering, saa var der ikke mindre Grund til at frygte lignende Behandling af Sverig, og en lang Række af Aar havde villet hengaa inden den norske Nation var bleven fortrolig med de svenske Embedsmænd, det svenske Sprog, den svenske Lov- givning, det svenske Pengevæsen. Det er ikke mulig for nogen Dødelig at beregne, hvor store og mange Goder, der blev Norge til Deel formedelst Grund- loven af 17de Mai; hvem veed, om ikke Norges Sønner vilde, i Tilfælde af Krig, blevet dem, som havde maattet allerførst marschere i Feldten? Dette er nu ved Grundloven forebygget. Vel har Norge, siden Foreningen med Sverig, maattet gjøre mange og store Opoffrelser; men disse ere for det meste en Følge af vor Forening med Danmark. Den Krig, hvori dette Rige blev indviklet, forvoldte store Udtællinger for at undgaa større Skattepaalæg, og der blev desaarsag udstedt en Masse Dansk-Courant-Sedler, hvis Værdie sank til næsten Intet. Dette var endda ikke nok. Danmark blev nødsaget til at gjøre betydelig Gjæld. Ved Skilsmissen maatte Norge tage en Andeel i denne Gjælds Af- betaling. Dansk-Courant-Sedlerne blev ved Rigsbankforordningen betydelig re- ducerede, men der var endda en uhyre Masse af dem, som ikke vare funderede uden paa den Hæftelse, der skulde, efter Enevældets Bud, hvile paa al Jord- ejendom i Danmark og Norge. Den Andeel af disse Sedler, som skulde falde paa Norge, blev af Rigsforsamlingen paa Eidsvold garanteret. Denne Garanti blev i Storthinget 1816 forkastet, og en ny Bank skulde funderes. Dette havde det trykkende Bankindskud og 10 Aars Næringsskat til Følge; det var muligt, at en anden Fremgangsmaade havde været mindre trykkende. Men vare disse Byrder end store, er det derfor ikke afgjort, om de vare blevne mindre, hvis Foreningen med Danmark havde vedvaret fremdeles. Rigsbankhæftelsen, Ind- komstskatten, Mobilieskatten, og de mange flere Skattebenævnelser, der i den sidst forløbne Forenings Periode bleve paalagte af den danske Regjering, vare ikke nogle videre gode Aspekter. Og for de danske Undersaatter, hvis Skatter senere bleve paabudne i rede Sølv, vare Pengenes og de udtømte Kassers Or- ganisering ikke mindre trykkende. Da nu de store Paalæg, som udfordredes til Pengevæsenets Istandbringelse, for det meste ere forsvundne; mange for vor nye Stat nødvendige Indretninger tilveiebragte, Statsgjelden begynder at for- mindskes, og Skatterne ere nedsatte til snart mindre end hvad de vare under den danske Regjering: saa have vi den største Aarsag til at være tilfredse med vor Forfatning. Vel ere Kommune-Udgifterne i den senere Tid stegne til det Mangedobbelte. Hertil har Friskydsens Ophævelse meget bidraget; men derved er denne Byrde ligeligere fordeelt paa det hele Land. Amtssygehusene, Jordemødrenes Løn- ninger, Vaccinations-Regninger, samt Steenbroers Opførelse, bidrager alt til, at de Summer, som reparteres ved Amtet, ere blevne saa betydelig forøgede. Der kan være Haab om, at ogsaa en Deel af disse Byrder med Tiden kan for- mindskes. Det meest Betænkelige i vor nærværende Stilling er maaskee de mange offent- lige Laane-Indretninger, hvorved de fleste faste Eiendomme ere blevne be- tyngede med Renters Svarelse. Vel fordeles Renterne for største Delen igjen paa norske Individer; men som oftest er det kun paa indirekte Veie, at disse komme tilbage til den Skatteydende; og det er med disse Laane-Indretninger, SIDE: 366 som med enhver anden god Indretning, at de kunne misbruges. Det var nød- vendigt, at Laan fra offentlige Indretninger kunne erholdes, om ikke Eien- dommenes Værd altfor pludselig, til mange Familiers Ruin, skulde falde; thi de Privates Formue var ved Pengenes Forandring næsten tilintetgjort, saa at hos disse var intet Laan at erholde. Vel staaer det til Enhver, om de ville søge disse Laan, men Ordsproget "at Leilighed giver Tyve" er ogsaa herpaa anvendeligt. Men da Skatterne nu ere saa meget formindskede, saa ville vi ogsaa haabe, at fordums Velstand, lidt efter lidt, ved Nationens Vindskibelighed og Flid skal vende tilbage. Lader det være vort faste Forsæt, vore ivrige Bestræbelser, at gjøre os saa frie og uafhængige af andre Lande, som mulig! Lader os nøies med Brugen og Nydelsen af Landets egne Produkter! Lader os kaste velfor- tjent Foragt paa de Spjaak, der søge at udmærke sig ved udenlandsk Stads og Pragt! Lader Fred og Eendrægtighed og ædel Daad udmærke vor Kommune; da ville vi og vore Efterkommere vorde lykkelige, da kunne vi sige som hiin ædle Fyrste, der bidrog saa meget til denne Dags Udmærkelse, engang ved Be- tragtningen af tvende Dødninge-Hoveder og et udrundet Timeglas sagde: Fred i Hjertet, Fred med Gud, Døden vente vi fortrolig. Dette Viisdoms store Bud gjør Livet let og Søvnen rolig. -- !!! Idet vi nu med inderlig Glæde høitideligholde denne for den norske Historie saa vigtige Dag, der stedse vil blive os og vore Efterkommere kjær, ville vi ikke undlade med rørte Hjerter, at opsende vor Tak til Algodhedens og Viis- dommens Gud, der uden Krig og uden Blodsudgydelse tildeelte os dette uskatteerlige Gode; dernæst ville vi taknemmelig erindre vor store, vor vise, vor gode Konge, der, næst det alvise Forsyn, har bidraget saa meget til vort Held, til vor Lykke; denne Fyrste, der kronede det herlige Værk, Skandinaviens Forening, hvilket efter al Sandsynlighed vil være til begge Rigers uberegnelige Gode. Denne Fyrste, hvis højeste Ønske, hvis højeste Belønning er Folkets Kjærlighed, vil i Hi- storiens Aarbøger erholde en Udmærkelse, der kan sættes ved Siden af Sverigs store Gustavs og Danmarks fjerde Kristians, og over ham ville vi nedbede Himmelens Velsignelse, og over det kongelige Huus. Vi bør ligeledes med Tak- nemmelighed erindre den norske Regjering, der med utrættelig Flid, Nøiagtighed og Sindighed har rygtet sit møisommelige og ansvarsfulde Hverv. Vi maae ikke lade os blænde af dem, der ved idelig Dadel søge at more den mindre oplyste Deel af Publikum. Naar det ikke er muligt at bestyre aldeles feilfrit en lille Huusholdning, saa maa man ikke fordre Ufeilbarhed hos de Mænd, der bestyre den store Statshuusholdning. Ikke mindre Tak skylde vi de mange udmærkede Mænd, der med beundringsværdige Aandsevner have ledet Storthingene med Orden gjennem de uvante konstitutionelle Former. Gid deres Fædrenelands- Sind maa besjele de Mænd, der hædres med dette vigtige Hværv! Gid Libe- ralitet, Orden og Klogskab altid maa udmærke de norske Storthing, at deres Beslutninger maa lede til Norges, til de forenede Rigers Held! Idet vi slutte disse Betragtninger, ville vi gjentagende udraabe: Held for Konstitutionen! Held for de forenede Riger! SIDE: 367 Held for vor elskede Konge og det kongelige Huus! Held for den norske Regjering! Held for det kommende Storthing! Held for enhver Normand, der virker til Fædrenelandets Hæder og Held!" Dette er en Troesbekjendelse, et Speil, hvori Haagenstad staaer heel og holden -- hans politiske som hans moralske Karakteer. Eller skulde Nogen endnu kunne tage feil af denne Patriotisme uden Stolthed, dette ordnende Overblik over Begivenhederne, denne Mildhed i Omdømmet over Personerne? Disse Egenskaber ere dog uomtvisteligen fremskinnende af hvert hans Ord; den Nøgel disse give til hans politiske Vandel kan ikke være falsk, om det end er saa, at Iis over Vand ikke mistroes mere i Verden end maadeholdende Udgydelser af en indflydelsesrig Personlighed og af en Karakteer, som man veed er energisk og dyb. En trofast Folkets Mand, dets Interessers Tjener har han været, og viist Oprigtigheden heraf netop ved den Fasthed, hvormed han er vedbleven sin egen Overbeviisning selv imod Mængdens Raab. Derfor har han været priisgiven Partiomdømmet: fra dennes Side vel uden Bitterhed, fordi han i alle andre Henseender maatte være Folket saa kjær, og da kun i Form af Beklagelser over at gamle Ole skulde være saa stiv i sine Anskuelser af Pengefor- holdene, men fra andre Kanter med des større over "den gamle Ræv", over "Ham, ja Ham, som fører vakkre moderate Ord paa Tungen, men er den Værste af dem allesammen." Til at knibe nemlig. Der slipper det ud, saa Meningen er ikke værre. Men der maa Stoppere til paa Vognen, skjøndt de ikke maa gribe til i Utide, hvor enten Retfærdighed mod den Enkelte, Menneske- lighed (saasom ved Spørgsmaalet om Bevilling til Bodsfængslet, hvilket Haagenstad stemte imod paa dette Thing) offentligt Be- hov eller Nationens Ære kræver, at denne aabner Haanden og at Vognen gaaer hvorhen Styrerne ville. Ogsaa fra Disses Side har Haagenstad erholdt et Beviis paa Agtelse og Tiltro, idet han nemlig i 1825 udnævntes, sammen med Sorenskriverne Thaulow og Rambech, til Medlem af den Kommis- sion, der skulde undersøge og fælde Dom i Anledning af de af Sværmeren Ingebrigt Belle og Hans Korsvold forøvede Attentater mod Øvrigheden. Førstnævnte havde forrykket endeel Hoveder i Nordre Gud- SIDE: 368 brandsdalen ved at slaa op Plakater, der forkyndte de nær- værende Embedsmænd Undergang og en ny Tingenes Orden under hans eget Statholderskab, hvortil han af Johannes's og egen Aaben- baring godtgjorde, at han guddommeligen var kaldet. Man søgte at erholde Beviis for at han var forrykt, men idetssted producerede han et, af mange Bønder undertegnet, Vidnesbyrd om at han var klogere end andre Folk, og at Verden vilde være bedre at leve i, naar der vare mange som Ingebrigt Belle. Kort, denne norske St. Simonisme eller Kartisme havde slaaet Rod, hvortil vel virke- lige stedfindende juridiske Udsugelser vare en endnu virksommere Aarsag, end Troen paa Ingebrigts Aabenbaringer. En Soldat, Jørgen Endresen Haga, og Hans Korsvold vare Dennes ivrigste Apostler. Den første forelagde Foged og Sorenskriver et, af Belle forfattet, af Mange underskrevet, Mandat, hvori der erklæredes, at samtlige Undertegnede havde forbundet sig til med Liv og Blod at mod- staae Embedsmændenes Udsugelser, og den Sidste bragte dette forsaavidt nær sin Udførelse, at han ved en Exekution fik et Sammenløb istand, der modsatte sig den, og Selv lagde han Haand paa Fogden, som havde troet at burde møde personlig og i Uni- form, og maatte bruge sin Sabel. Et Opløb ligt det Lofthuusiske i Nedenæs i 1786 og 87 var nært sit Udbrud, og man holdt alt militær Magt i Beredskab. Imidlertid fik man dog Angjældende sat fast og en overordentlig Kommission nedsat, hvoraf da Haagen- stad blev valgt til Medlem. Man behøvede nemlig deri, til Al- muens Beroligelse, for at den skulde tro, at den vilde skee Ret, en Bonde, som besad dens Tillid. Og paa hvem Bedre kunde da Valget falde, end paa Ole Haagenstad? Kommissionsdommen faldt eenstemmig ud, lydende paa Slaveri i visse Aar for Belle og Korsvold og nogle Ugers eensomt Fængsel for Soldaten; men den skjærpedes af Højesteret. Han maatte dømme saa for Lovens Majestæts Skyld, men hans Hjerte har blødt over de Vildfarende og over deres Lidelser, baade dem, der forvoldte at de hengav sig til Vildfarelsen, og over dem, der fulgte af denne. Thi han elsker sine Hjemdale, og kjender Mand for Mand af deres troskyldige Beboere. Han elsker dem saa, at han neppe forlader dem mere for et tolvte Thingkald. Og han har Ret til at hvile. Men 12 er et vakkert rundt Tal, og bedre antaget end baade 11 og 13. Da vilde Han være sytti Aar, og med hans endnu usløvede Sandser og Kjerne- SIDE: 369 styrke, næret af det ordentligste Liv, er der al Sandsynlighed for, at han endnu engang vil kunne hævde sin velbekjendte Thing- plads til Ære for sig selv og de Oplande, som sende ham. Man vil søge efter Gubben paa næste Thing -- efter ham, om hvem der er sagt ud af vel de Flestes Tanker, som have seet vore Storthing: "Se der sidder Gudbrandsdalen i en gammel Gubbe graa. Naar han reiser sig i Salen, høre alle Fylker paa." Man vil savne ham, om han ikke findes, og synes som om Thinget fattes noget. Ja, det er noget af dets Ærværdighed. Det er Haagenstads skaldede Hoved. Fred over det! Aarene glide uden Mærker henover dets Glathed! Men naar han er borte, naar han hviler der hvor han alt forlængst har udseet sin Plads udenfor den gamle Reiskirke, nær Gjeslingens Steen, da ville Gudbrands- dølerne erindre, at mellem den Ære, han har erhvervet sin Dal, hører ogsaa, at han har opreist en Mindestøtte ved Kringen, da det gamle Trækors var nedraadnet . . . "Han har reist os og vore Fædre en Bauta til Ære" -- ville de sige -- "kom! vi skylde ham en." Men det bør ikke være en modern, fiirkantet, tilhuggen af Sandsteen, gesimset og korskronet, med gyldne Bogstaver, men en af Graasteen, høj og spids, en af dem vi finde paa Kjæmpe- højene; thi han lignede dem, som hvile derunder. Henrik Wergeland SIDE: 370 JØDESAGEN I DET NORSKE STORTHING EFTERRETNINGEN 1. . . . "Hvad rager dig det Kirketaarn, o Efraim, min Mand? Lad staa det Luftens Steenskelet! Det staaer vel ei saa ganske ret; dog staa i Aar det kan. O stirr ei der ved Vinduet, med Armen under Kind, ud i den graa Septemberluft! I Kamret er der Ambraduft og Lampers Maaneskin. Der staaer Divanen. Op til den er Mirjams Harpe sat. Kom! Aftnen ville vi forslaa! Jeg tager mine Smykker paa ifra min Brudenat. Du fletter ind dem i mit Haar, o Efraim, som da, snart som en Qvast, snart som en Krands, snart spredte ad som Duggens Glands, i Vexel til og fra. Og Mirjam hviler ved dit Bryst, og Harpen op til mit. Saa Aftnen ville vi forslaae. Lad Kristenkirkens Taarn blot staae, og se ei mere did! Hvad gives mere stolt og haardt end dette Spiir, hvis Fløi isønderriver bløden Sky, den vilde haste over By til Ro paa fjerne Høi? SIDE: 371 Hvor, i den graa Septemberluft, tungsindigt mørkt det staaer! som om det Rod og Stamme er til denne skumle Taage, der saa lavt i Aften gaaer." " -- Jeg tæller kun den Krageflok, der flyver Taarnet om. Den finder intet Fæste der. Thi Taarnet ubarmhjertigt er som Kristnes Kristendom. Jeg tæller dem, og tænker paa Hvad nu i Norge skeer. Der Jøden ei, som fremmed Gjæst, faaer mer end Kragen Fodefæst paa Kirketaarnet der. Hvad Folket vil -- jeg ahner det -- er allerede gjort. I Aften bringer Posten Bud. Det banker . . Mirjam, se dog ud! Det banker paa vor Port". "Det var en Hund, som skrabed paa. Den har ei Huus i Nat". "Saa luk den ind, saa sandt vi veed, at Jehovahs Barmhjertighed ved Himlens Port er sat"! "Men Tys! Nu kommer Posten vist. O Mirjam, se paany"! "Det var en Fugl, som Ruden slog". "Ve, Mirjam, om du ei den tog da i dit Hjertes Ly"! "Men hør! det banker atter paa. Nu kommer sikkert En. Nei bliv! Det var mit Hjerte blot, der slog som aldrig det har slaaet. Nu, Mirjam, se igjen"! SIDE: 372 . . . Hvor flaggred Mirjams lange Haar, det sorte, vildt og løst, da ind hun treen, som om det vil det Smertens Budskab dække til, hun bærer ved sit Bryst! ): JØDESAGEN I DET NORSKE STORTHING FREMSTILLET AF HENR. WERGELAND Solch' theure Wahrheit ward verfochten, und überwunden ist sie nicht. Euch, Kämpfer, ist kein Kranz geflochten, wie der beglückte Sieg ihn flicht. Uhland. DEN 9DE SEPTEMBER LYS OG MØRKE. KONSTITUTIONSKOMMITTEEN OG DENS INDSTILLING Fredagen den 9de September 1842 er ikke en uvigtig Dag i det norske Folks Historie. Den er mærkelig i Europas, i den hele Kristenheds, i Menneskehedens. Aaret har ikke opviist nogen betydningsfuldere Forhandling inden alle de lovgivende Forsam- linger. Det var da Forslaget til Ophævelse af Bestemmelsen i Norges Grundlovs § 2, der fremdeles forbyder de mosaiske Troes- bekjendere Adgang til Landet, blev afgjort i dets Storthing; og Resultatet af denne Dags Forhandlinger indeholder mere end nogensomhelst anden der afgjort Sag tillige en Angivelse for Verden, som denne vil lægge Mærke til, af det Kultur- og Ci- vilisationspunkt, hvorpaa det norske Folk for Nærværende be- finder sig. Det norske Folk? Sagt formeget. Dog er Repræsentationen dets Blomstkrone, som bærer dets Slægts- og Artsmærker, hvoraf det kjendes. Men paa den store milliongrenede Busk ere ikke alle de enkelte Blomster fuldkomne; nogle endog saa vantrevne og lidet udviklede, at man ikke skulde kjende den igjen paa dem. Sørgelige Undtagelser selv i Repræsentationens Midte kunne derfor ikke gjøre Tanken, at intet Folk har et velvilligere Hjerte, SIDE: 373 intet Folk et lysere Hoved, til forfængeligt Selvbedrag. Der kan være Uaar i Historien, i en Nations Udvikling, Uaar paa Mænd, paa Beslutninger og sjelelige Bedrivter. Men Taalmodighed! Det er som naar Busken hviler et Aar, skydende Blade eller skiftende sine tørre Qviste. I det næste kjende vi den igjen i dens ejen- dommelige Fylde og Herlighed, feirende ligesom en Høitid for sin egen Natur. Europas Nationer tænke godt om Os, baade formedelst vor Nationalkarakteers Ry for gammeldags, uddøende Dyder og for- medelst vor Statsforfatning. De ere ikke uvidende om at Norge, med Hensyn til denne, har sin Plads fremmest i de konstitu- tionelle Staters Rækker, nærmest efter de republikanske; og de af dem, som fortjene Navnet af frie og oplyste, ville ikke und- lade at bedømme Norges Adkomst til denne Rang efter det paa hiin Dag, en Menneskealder efter Konstitutionens Indførelse, Passerede. Dommen vil blive streng. Den vil lyde paa Hen- viisning til Barbari, paa Uværdighed til en saadan Forfatnings Besiddelse. Det vil være den offentlige Stemme i Europas meest civiliserede og frie Lande, som vil fælde den, og i de ufrie ville alle oplyste, i den vide Verden alle ædle og følende Mennesker tænke det samme. Men det vil være en Uretfærdighed; og forat forebygge den, udgives i vort eget og et fremmed Sprog dette Skrivt, der er en Række af Dokumentationer fra det norske Storthings ypper- ligste (ja uden disse skulde de vel heller ikke være dets ypper- ligste) Medlemmer, for at hiin Menneskealder ikke er gaaen hen for Normændene uden Fremskridt i deres politiske Oplysning. Hiint Forslag, der naturligviis forudsætter en saadan Fremgang, uden at kunne angive det Punkt, den har naaet, eller mere end blot haabe den tilstrækkelig, skulde ellers ikke have været frem- sat, og heller ikke have nydt hverken den Understøttelse, det fik, eller sin senere Adoption af paa det nærmeste samtlige dets Talsmænd og Understøttere. I 1814, paa den konstituerende Rigsforsamling, gave alle Repræsentanter sin Stemme til hiin Banlysning; 28 Aar efter gave over Halvparten af Repræsen- tationen sin til dens Ophævelse. Mere kan man ikke forlange af et Folk, hvis Fleerhed af aktive Borgere endnu ere opdragne hiinsides Forfatningens Fødselsaar, og som er blevet ængstligt for sin Konstitution, og har troet at finde Beskyttelse derfor i SIDE: 374 streng Overholdelse af dens Integritet, det Slette med det Gode. Det er en Fordom, en haardpandet politisk Overtro; men det er en Nyhed, hiin Majoritet forkynder, at den staaer for Fald. Og det blev tydeligen sagt under disse Forhandlinger. Repræsen- tanten Ueland, det opstukne Mærke baade i denne og andre Sager for Fleerheden af Storthingsbønderne, blev under dem adspurgt af Forslagets Vedtager, Sorenskriver Sørenssen, om han virkelig mente, at Grundloven aldrig skulde undergaae nogen For- andring, og han maatte svare med et nølende Nei, at han ikke saa kunde mene. Enkelte tør dog nok mene saa for fuldt Alvor, og at Manden af deres Midte her sagde formeget; men af en- kelte Blylodder vil ikke Tiden lade sig standse i sin Flugt. Bag- efter ville disse Folk see, at det har gaaet an, om de end aldrig faae Øinene op for at det var Følgen af en indre, sjelelig Nød- vendighed, af den, som styrer den moralske Verdensorden. Det er denne, Forfædrene kaldte "Skuld", den mægtigste, Guderne betvingende Norne, hun som var den eneste Fortrolige med Al- faders Vilje. Sagens Udfald er bekjendt: af 94 Medlemmer stemmede 51 for Konstitutionskommitteens Indstilling, der med 5 Stemmer mod 2 gik ud paa at anbefale Forslaget, og 43 imod; og det erholdt saaledes ikke, paa 11 Stemmer nær, den 2/3 Stemmeflerhed, som udfordres for Grundlovsforslag. Men at det første Gang ikke manglede mere, er allerede betydningsfuldt for Fremtiden, som dog har sin bedste Forjettelse for denne Sag i, at Storthingets meest udmærkede Navne, næsten uden Undtagelse, findes imellem de Een og Femti. Dens fremtidige Sejer skulde allerede være forjettet med dens Talsmands, Sørenssens, og med de Trendes i Konstitutionskommitteen, Fosses, Hjelms og Riddervolds Navne; nu, med de Øvriges, som have sluttet sig til Disse, kan denne Fremtid ikke længer være saa fjern. Det var et af de Nederlag, som ere Sejre; det var en Sejer uden Roes. Det var en Kamp imellem Intelligenz og Fordom, Humanitet og Barbari, Lys og Mørke, hiint svangert med Kristen- og Menneskekjærlighedens ædleste Varme, sammensat af Nationens meest straalende Navne, dette kun opvisende faa, det er værd at hefte en beklagende Erindring ved. Det var en Storthingets Solformørkelse; skarpere er ikke Solskiven deelt imellem Lys og Mørke under et saadant partielt Fænomen, end Thinget viste sig ved Stemmegivningen i SIDE: 375 denne Sag. Og hvorledes foregik denne Kamp? Siden der ikke var Talent mod Talent, var der da Grunde mod Grunde? Der var dog 6 Præster paa Modpartiets Side -- sex Præster! Nei, intet bestyrkede mere Forsvaret end Angrebet. Saa slet blev det ført, saa slet, at Ordet "Debatter" ikke kan bruges om det Passerede, at Undseelsen var synbar, at det afvexlende vakte Latter, Medlidenhed, Uvilje, Forbauselse. At en god Sag for- svares slet, taaler man, fordi Sagen taaler det; men man taaler ikke, at en slet Sag forsvares slet. Man vil idetmindste have Talentets Glimmer over den nøgne Usselhed. Man vil jo have selve Mørkets Geister af en vis Skjønhed. Slet Forsvar for slet Sag vækker Modbydelighed, fordi man ved oftere givne Exempler er bleven paa en Maade vant til og har faaet et Krav paa, at høre den blive forsvaret godt. Men ved denne Leilighed maatte selve Sagens Forsvarere ogsaa paatage sig Arbeidet, at fremhæve hvad der burde anføres imod. Modpartiet havde alene forbeholdt sig deslige Jammerligheder, som f. Ex., at de vare reiste hjemme fra sine Bygder med sine Nei'er, at Grundloven var bleven given af saa oplyste og fædrelandssindede Mænd, at man burde blive staaende ved deres Bestemmelser, at et Folk var Herre i sit Land som en Mand i sit Huus, hvor han kunde vise eller kaste hvem han vilde paa Døren, at en Reisende var i Galizien bleven generet af en Jødes Paatrængenhed o. s. v. Belavet maatte man nu vel være paa at møde den værste Fiende, Fordommenes tætte og træge Hær med Klubber i Hænderne, og man fik ogsaa det Skuespil, at de dermed iblinde sloge hverandre for Panden; men man forbausedes over ikke at finde en Anfører med et bedre Vaaben i Spidsen, men kun en Kamp ved at vende Ryggene imod, et Forsvar ved Massen, og ved at trække sig bag en Vold af Uimodtagelighed for Grunde. Den graahaarede Bonde, som først tog Ordet paa Modpartiets Side, var oprigtig nok til at er- klære dette, at han nemlig var reist hjemmefra med sit Nei, og den ene af Dissenterne i Kommitteen hentede sine Forholdsregler der nordfra, fra et af Norges vildeste, mindst oplyste Distrikter, som vel ogsaa derfor altid har været det uheldigste med sin Repræsentation. Paa en saadan Viisdom, som hiin Bondes, maatte naturligviis Konstitutionskommitteens Indstilling, Dokumenterne til Sagens Oplysning og de forskjellige Taler være spildt Arbeide, og oprøres maatte man ved at mærke under ethvert af Mod- SIDE: 376 partiets Ord den usleste af alle Grunde: den, at man havde dømt før man havde hørt. Vist er det imidlertid, at saa ikke var Tilfælde med Alle før de havde hørt til Ende. Selve Forhandlingerne, det Overbe- visende i Forsvarene, det Usle og Futile i Angrebene, bestemte ikke alene flere Tvivlende, men forvandlede paa Stedet flere af de hjemmefra bragte Nei'er, og bevirkede i Gemytter, som dog besad Imodtagelighed for Grunde og ømmedes ved at fornegte sit eget Hjerte, en Erkjendelse af Sagens Retfærdighed, som de endnu ikke havde faaet af dens Dokumentation. Dette er ikke blevet nogen Hemmelighed, ligesaalidt som det Faktum, at en syvende Præst, slagen af Blusel over hvor slet den Mening blev forfegtet, som han var kommen med i Thinget, henreven af sine bedre Standsbrødres Taler, og dog ikke noksom Tvingherre over sit Hjerte til at røste imod de Sætninger, han maatte elske, gi- vende efter for disse Bevægelser i sit Sind, suspenderede sin Stemme og ilede ud i Voteringens Øjeblik. Flere Repræsentanter have ikke lagt Dølgsmaal paa, at det gjorde dem ondt, at have stemmet imod en Sag, hvis Retfærdighed de maatte indrømme ikke kunde bestrides, men som de kun ønskede yderligere for- beredet og bedre fattet og antaget af den store Almeenhed. En af Neierne har offentligen givet en lignende Erklæring, og endnu En af dem har uopfordret tilstillet Udgiveren heraf en Skrivelse, med Tilladelse at gjøre den bekjendt, hvori han forsikkrer, at kun Grunde -- som han dog fortier -- der næste Storthing ikke ville være tilstede, var Aarsagen til, at ogsaa hans Navn findes imellem de 43, og at "Ingen kan mere hjertelig ønske og med større Længsel imødesee Mosaiternes Indlemmelse iblandt os og Deel- agtiggjørelse i vore Goder". Det er en Bonde. Angeren er altid oprigtig. Massen af de 43 var ogsaa Bønder. Kun otte af dem deeltoge i Æren at findes paa den Side, hvor Kristendom, Humanitet, Intelligents og Talent fandtes. De øvrige have ikke bidraget til at skaffe sin Klasses Krav paa overtalligen at besætte Storthingsbænkene Venner i den oplyste Verden. Konstitutionskommitteen var ypperligen besat, med Undtagelse af Repræsentanterne Gaardbrugerne Guddal fra Nordre Bergenhuus Amt og Nødbek fra Lister og Mandals Amt, hvilke begge, alene SIDE: 377 fordi de første Gang vare Repræsentanter, ikke burde været Medlemmer af denne vigtigste Storthingskommittee. Ventede man, at de, af beskedne Hensyn, om ikke til nogen anden Mangel end denne, eller af Ærbødighed for en Fosses, en Hjelms, en Ridder- volds Patriotisme og bedre Skjønnende skulde underordne sin Mening deres, da tog man Feil af disse to Undtagelser fra den Beskedenhed, som især klæder den aandige Armod saa vel. Om Guddal er der sagt, at han virkelig troede, at Jøderne dyr- kede Billeder; men det kan blot være en øjeblikkelig Forglemmelse af sin Børnelærdom hos denne Lovgiver. Længe stod han alene imod Konstitutionskommitteens øvrige sex Medlemmer; men under dens endelige Forhandlinger viste det sig i Navnene Guddal og det skulde have gjort dem daddelfrie, om det endog kun havde bestaaet i en Gjentagelse af de saa ofte hørte Kræmmerængstelser; men Kommitteindstil- lingen indeholder ingen Anførelse af Grunde fra de To, og Troen paa Konstituenternes Ufeilbarhed kan dog vel ikke her frigjøre, eller fortjene Navn af Forsvar. Det var en Protest som Stenens imod at flyttes. En kaotisk Forverden bringer sig endnu i Er- SIDE: 378 indring ved disse over Marken enkeltspredte Klippemasser. De ere dens Repræsentanter midt inde i Kulturens Enemærker. Saa- ledes er det Gamledages Fordom repræsenteres langt inde i ly- sere Tider, af enkelte Protesterende, af disse korte Nei'er, haarde, ubevægelige som hine Forverdenens efterglemte Stene. Imod disse Tvende stode da Mændene Foss, Hjelm, Ridder- vold, Bjørnsen og Koren -- de Første gamle Navne i Storthingenes Historie, den Sidste første Gang paa dette Repræsentant. Men der var ogsaa noget Interessant ved denne unge, tilbageholdende, men- neskevenlige, i sin Egn saa afholdte Mand. I flere Aar nemlig Kapellan hos gamle Niels Hertzberg, Mosaiternes varme Talsmand, har han succederet den Salige som Sognepræst til Kingservig i Hardanger, og i denne Sag opført sig som om han handlede paa sin forrige Principals Vegne, som om den Gamles Skygge havde mødt. Han talte ikke, men han fortjener denne Omtale, da Ingen bør forbigaaes i denne Fremstilling, som personligen har havt nogen Andeel i Sagen, i Talerne eller i Indstillingen. Hans Navn findes ved denne som Kommitteens Sekretær. Skrev jeg ikke dette ogsaa for Udlandet, at det ikke skal mis- dømme Repræsentationen, vilde det være overflødigt at fremstille for Landsmænd i Ordenes mangelfulde Træk de tre Førstnævntes udmærkede Personligheder. Det er den Sags Støtte, de have forherliget med sine Navne, at de kjendes og elskes af dem alle. Deres Profiler, saa ofte seete i Afbildninger, ere kjendte i Lan- dets Fjerner, deres Navne hilses ved enhver patriotisk Leilighed, der kalder Normænd tilsammen. Men de og de øvrige Mænd af den 9de September have erhvervet sig Krav paa Andres end blot deres Folks Interesse. Man maa kjende dem, see og høre dem. Paa ingen Landsmand dvæle Normændenes Øjne med det Behag som paa Artillerikapitain Herman Foss, Repræsentant fra Bergen paa Storthingene 1827 og 28, fra Moss i 1830, og sidenefter uaf- brudt fra Kristiania. Somoftest er han Odelsthingets Præsident. Han er Folkets Mand i egentlig Bemærkelse, og det fordi han er bleven det ved ikke at smigre det. Han er Thingets Ridder uden Frygt og uden Daddel, Oppositionens Hjerte og Samvittighed. Den humaneste og mildeste Karakteer gav ham fra først af Plads i dets Centrum, om man vil forstaa denne Benævnelse hos Os, hvor en "Venstre" og "Høire" ikke, som i andre Nationalforsam- linger, ere tydeligen adskilte som Ørnens Vinger, men ligge uud- SIDE: 379 viklede sammen som Ungens i Ægget. Men fra dette Centrum gik han ud; hvert Storthing forøgede hans Dygtighed og hans Popularitet; og nu siden 1836 danner han Middel- ikke Yder- punktet i den Fraktion af Thinget, som, om dets Medlemmer ordnede sig efter Meninger, vilde blive dets "Venstre". Demo- kratiet kjender hans Uafhængighed, og roser sig ikke i sit Hjerte, hvor Foss, ved Kniberier, og især hvor det angaaer Statens Selv- stændighed og Majestæt, ikke har været med. Aldrig er han det, og da mindst. Næst Sørenssen er han maaskee Thingets bedste Taler. Hans Foredrag er, til Indhold og Materie, vægtigt, fuldt- tonende, transparentklart, opvakt uden dog at være spillende, lyst uden at være glimrende, uagtet en vis Fremstøden ustandset strømmende, som den dybe, ikke skummende, Bæk. Med bevidst Overblik følger det altid Sagen selv, udtømmende uden at ud- brede sig eller tage Vindfang under og at stige i Høiden. Hans Organ giver det en egen Eftertrykkelighed, der stemmer saavel med dets altid ordnede Indhold. Sjeldnere, end man skulde tro, stikker dog Digteren -- thi Foss er en Mand med "Schwert und Leyer" -- frem deraf. Han undgaaer det med Flid for Skrøbelig- hedens Skyld, der har Mistillid til poetisk Foredrag, som om æsthe- tisk Skjønhed var Sandhedens Sminke og ikke dens naturlige Aasyn. Dog ved Spørgsmaal, der angaae Nationalæren, bliver hans Tale belivet og varm, Eftertrykket endnu stærkere, fuldt af hiin Stød- takt. Da kan man være vis paa, at den ikke store, men vel- byggede, Mand med det aabne, franke, ridderlige Aasyn reiser sig. Han lægger Hænderne paa Skranken . . "Kapitain Foss har Ordet" . . og en Tale høres, klar, logisk, overbevisende, somom den tonede direkte ud af den høithvalte, overordentlig smukke Pande. Dog taber den ikke ved at gaae igjennem hans, selv med en liden Læspen, tydelige og mandige Organ. Foss har ført en Atheniensers Liv i Republikens gode Dage, deelt imellem Literaturen og Politiken i Folkeforsamlingen. Man skylder ham som Medforfatter en Bergens Beskrivelse, et vid- løftigt Værk af Lærdom, Flid og Talent, som mangen rigere Li- teratur fattes Sidestykke til, og hans poetiske Gaver har ikke blot viist sig i vellykkede Oversættelser, f. Ex. af Frithjofs Saga, men ogsaa i egne Frembringelser. Hans Batteri ruller frem under hans Artillerisang, Alle stolte og begeistrede over, at Herman Foss, Nationens Yndling, er deres Chef og Kammerat. SIDE: 380 Udenfor Tjenesten, naar Folket ikke har kaldet ham tilthinge, har Regjering og Kommune havt mangesidigt Brug for denne Mand, hvis Arbeidsomhed er ligesaa ualmindelig som hans Evner; og derfor har vel ogsaa Lyren maattet hænge mere paa Væggen, end den ellers vilde have gjort. Et mærkeligt Træk af denne samvittighedsfulde Arbeidsomhed og udholdende Dygtighed an- føres i Expeditionssekretær Fougstads Skrift om Storthinget i 1836, hvor det hedder: "Til det overordentlige Storthings vigtigste Be- slutninger hører den, der sikkert vil bevirke vort Koffardiflags frie Brug paa alle Have og i alle Havne. Det er bekjendt, at Indstillingen er et Natarbeide af Kapitain Foss. Efterat have bi- vaanet en lang Storthingssession til Kl. 8 om Aftenen, satte han sig i Storthingets Sekretariat for at skrive denne Indstilling, og man fandt ham ved Arbeidet den følgende Morgen, hvor han atter indtog sin Plads som Repræsentant i Thinget". Udgiveren skrev dengang disse, "Natten imellem den 21de og 22de Januar 1837" daterede, Linjer: "Til Herman Foss. Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent. Nu løst er Flagget. Dit Værk er endt. Ak, Norge eier ei Laurbærskov! Derinde, vilde jeg, at Du sov. Dens søde Mørke den Natterad dog ei betalte, Du vaagen sad. Dens Frugt ei læsked med nok Behag den Mund, hvis Aande slog ud vort Flag. Dens Blades Glimmer, mens Duggen ved sin egen Vægtighed skjalv og gled, kun minded mat om hvor tidt og tæt de Stjerner faldt mens Du skrev Dig træt. Dens Vellugt skulde dog aande ind en qvægsom Drøm i dit trætte Sind. Og hvis mit Hjerte for haardt ei slog, at drømme der jeg til det dig drog. Nu har du levet en virksom Dag: en Dag af Nætter. Befriede Flag er Aftenrøden, som den har endt. Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent". SIDE: 381 Men dette er ikke den eneste Gang Foss har ydet et saadant Sujet. Gad man staae op ved første Hanegal, mellem Midnat og Morgen, og liste sig henunder hans Vinduer, vilde man ofte i Storthingstiden kunne træffe ham ved Natlampen, tvingende Søvnen med Kaffe, holdende Geisten vaagen med Anstrengelsernes Over- incitation, med Arbeidets Paahvilende. Det maa være færdigt og endnu engang overvejet og gjennemseet til han gaaer i Thinget. Det ligger da i Portefeuillen, han bærer under Armen. Det andet Medlem af Konstitutionskommitteen, Indstillingens Forfatter Højesteretsadvokat Hjelm, er endnu navnkundigere i Norge end Foss. Det er det Navn Menigmand letter paa Hatten for, og som forekommer ham som et Løsen til at raabe Hurra. Han har uløseligen kombineret det med 17de Mai, og han ima- ginerer sig i "Jonas Anton Hjelm" en Slags Løve med tolv Mands Vid liggende foran Grundloven halv indsvøbt i Nationalflagets røde Folder. Hjelm har ogsaa forsvaret det som en Løve. Der har idetmindste været en Leopards Murren i hans snarrende Stemme, naar han har anstrengt den for Nationalæren og de unionelle Krav. Paa disse Anliggender har han kastet sig med hele sin Sjels Fyrighed. Hjelm er vore Storthings interessanteste Personlighed, og visseligen det største Geni, som har viist sig inden dem. Han er Oppositionens Hoved; men det er for stort for saa liden en Krop. En Revolution vilde være hans Element. Han er en revolutionær Karakteer. I hvilkensomhelst National- forsamling vilde han være en Stjerne, glimrende yderst paa Ven- strens Spidse. I Frankrig vilde han have, i den første konsti- tuerende Forsamling, staaet Mirabeau, i England Fox ved Siden. Naturen synes at have glemt Næse og Mund, saa smaa ere de, under Bestræbelserne for at organisere hans Hoveds Indre des fuldkomnere. Men Geniet tindrer ud af hans smaa pariser- brune Øine ligesom hans kortbørstede graa Haar synes strittende reiste af dets Elektricitet, og et velvilligt Smiil ligger skinnende over de runde Kinder, saa man ikke har let forat finde Sporet af de Sindslidelser, som man veed denne fyrige Sjel har havt at føle. Thi hans Skjebne har ikke staaet i Overeensstemmelse med hans Evner. Indviklet i en politisk Trykkefrihedsproces nogle Aar efter Foreningen, faldt han i Unaade, berøvedes Re- gjeringsadvokaturet, og den ministerielle Karriere, som ikke usand- synlig havde aabnet sig for ham, lukkedes. Han trak sig tilbage SIDE: 382 til Gaarden Alby i Nærheden af Moss; men saa glimrende hans Advokatur havde været, havde det dog ikke levnet ham saa- meget tilbage, at en Mand, der i sin Økonomi ledes saameget af geniale Smagshensyn, i Længden kunde undvære denne Leve- vei. Hans Tilbagekomst til Kristiania betegnedes af Udgivelsen af et Maanedsskrift for Literaturen og af et af en afdød Ven forfattet Skrivt om Unionsstater; men man har Grund til at be- klage, at en for Literaturen, og navnlig for Kritiken, saa skabt og udrustet Mand ikke giver sig mere af med den. Men Embeds- og Storthingsforretninger optage hans Tid, og hans Dygtighed til at arbeide, der endog overgaaer Fosses, overbelæssedes ligesom dennes, endskjøndt Hjelm veed at tage sig det mageligere. Han har været Repræsentant fra Smaalehnenes Amt i Aarene 1830, 33, 36, 37 og 42. I 1839 undskyldte han sig med en Døvhed; men denne Gang toges den ikke for god, og nu flytter han sig i Thinget i Nærheden af den Talende, og replicerer fra det Sted han da sidder paa. Ved hans Foredrag hefter en komisk peren- nerende Hæshed, saa dets Rækker af den fineste Logik og Dia- lektik tage sig ud som Diamantkjæder og gyldent Filegranarbeide under graa Spindelvæve. Deri, i Dialektiken, har han sin uop- naaelige Styrke. Det gaaer til Volteslaaen. Stundom fristes han af sin Overlegenhed deri til at bruge den, somom Midlet var ham ligegyldigt, til en speciel Hensigts Opnaaelse, men som dog aldrig staaer i Strid med de liberale Grundsætninger og de fædre- landske Interesser hans hele Sjæl hvidgløder for. Den hvidgløder; saaledes har endnu ingen Normand kjæmpet for Landets Ære og politiske Ret som Hjelm. Fosses Nationalfølelse rødgløder; Dens, vi komme til, driver det kun til at det Sorte bliver varmt, men ikke rødt. Det er til Provst Riddervold, 8 Gange Storthingsmand fra Fre- derikshald. Han er Storthingets Bevidsthed, dets personificerede Fornuft, uafhængig indtil Isoleren, og dog er det ham, man lader gribe Styret i vanskelige Omstændigheder, som Lodsen griber Skibets. Da, naar Debatterne have forvildet sig, Amendementerne ophobet sig, naar Sagen synes tabt i en Turv af Forviklinger, da synes han, som Minervas Fugl i Tusmørket, at see klarest, som den kloge Spindel at finde lettest frem gjennem Traadene. Han deler derfor Storthingets Præsidentskab med Sørenssen, der kom- mer ham nærmest i det vanskelige Hverv, at kunne styre For- SIDE: 383 handlingerne. Selv aldrig forvildende sig, synes deres Forvikling at være det Element, hvori hans Aand bevæger sig fyrigst, ud- spændende friest sine Fibrer. Dette Skarpsindets kombinerende Overblik, denne urokkelige Besindighed gjør ham til Storthingets mest imponerende Personlighed. Ingen er elsket som Foss, Ingen beundret som Hjelm, men Ingen anseet som Riddervold. Sørenssen har 3/4 eller mere af alt dette, og saaledes dog den stærke Hyl- delsens Tribut. Et alvorligt Ansigt, en høj majestætisk Figur, klare skarpe Øine, det lidenskabsløse Foredrag, saa tørt og ma- thematisk nøiagtigt gjengivende hans Tankegang, som om det var en chladnisk Lydafspeiling i Sand af Bevægelserne indenfor hans Pande -- alt dette giver tilsammen et fortræffeligt Udtryk af denne praktiske Tænkers Sjel. Kunde jeg tænke mig dem syn- bare, vilde jeg tænke mig dens Organer ordnede saa harmoniskt og strengt korrekt som Cellerne i en Citron. Den sorte præste- lige Kalot klæder et saadant Hoved godt. Dog vil jeg ikke tænke paa Sixtus, paa Ignatius eller de berømte politiske Kardinaler, men Minerva, Datteren af Zeuses Hjerne, burde have havt saa- danne Præster. I Modsætning til hine to Bønder tællede Konstitutionskommit- teen en, som bedre vidste at hævde Standens Navn for politisk Oplysning. Det var Ole Bjørnsen, Kirkesanger i Hvidesø i Telle- marken, men en Præst i sin Oplysning og i sin Tænkemaade, Digteren Zetlitzes feirede Ven, fra hvis eget lyse Hoved og ædle Hjerte mangen Folkesang er udstrømmet i hans Hjemdale. Han har paa de 6 Storthing, han har været Repræsentant siden 1815, altid været at finde imellem de uafhængige Moderate, og naar hans Røst, dyb som en Kirkeklokkes, har lydt, har det altid været for en Sag, som har gjort hans Humanitet Ære. Vi ville altsaa træffe ham igjen mellem Talerne for Jødesagen. Der mere. Thi, som yttret, Ingen af Mændene af 9de September, som personligen have havt Andeel i Sagen, i Indstillingen eller som Talere, bør forbigaaes hvor Hensigten er at give Verden en fuldstændig Af- bildning af det Passerede. -- Indstillingen, der var overdraget Hjelm at udarbeide, kunde hverken med Hensyn til Skarpsindighed og stilistisk Færdighed eller til Interesse for Sagen været given i bedre Hænder. Den var anbetroet en Arbeidsdygtighed, rastløs som Saugens under den styrtende Fos, en Pen, skarp og fiin som en anatomisk Skalpel. SIDE: 384 Men ogsaa Indstillingerne i to andre betydelige Sager vare sam- tidigen blevne lagte paa hans Skuldre, og en Sygdom slog sig til i den sidste Tid, saa hans Arbeide i denne Sag blev saa seent færdigt, at Kommitteen endog ikke fik Tid til at lade alt hvad han havde skrevet trykke. Dog udgjør Indstillingen fulde 17 tæt- trykte Sider i stor Folio, hvoraf dog Dokumentationen optager en stor Deel. Men klart er det, at det ikke kunde gavne Sagen, at Indstilling og Afgjørelse, formedelst Storthingets nær anstun- dende Opløsning, fulgte saa nær paa hinanden, at dets Med- lemmer ikke fik Tid til at gjøre sig bekjendt med den før den i Afgjørelsens Time oplæstes af Præsidenten. Denne Mislighed gav Anledning til nogle vidtløftige Debatter før Referatet af Indstil- lingen, som tog Tid og Kræfter bort fra selve Sagen, og hvilke, om man vil forstaae dem, Indstillingen her maa forudskikkes, dog med Udeladelse af det meer Overflødige i Dokumentationen. Altsaa -- lad os tænke os, at vi først have gjort os bekjendte med Indstillingen før vi sætte os tilbage til den 9de Septbr., og imaginere os, at vi om Morgenen Kl. 9 ile afsted for at være Vidner til Lysets og Mørkets Kamp i det norske Storthing. Siden skulle vi see og høre den, saa godt det lader sig gjøre for mig med Pen og Blæk. "KONSTITUTIONS-KOMMITEENS INDSTILLING ANGAAENDE FORSLAGET OM OPHÆVELSE AF SIDSTE PASSUS I GRUNDLOVENS § 2. (MED UDELADELSE AF ENKELTE SPECIELLERE REFERATER AF DOKUMENTERNES INDHOLD). Paa 9de ordentlige Storthing har Repræsentanten, Sorenskriver Sørenssen, fremsat et af ham som eget vedtaget Forslag fra nuværende Bureauchef og Rigsarchivar, Henrik Wergeland, af saadant Indhold: "Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: "Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget", udgaaer". Dette Forslag med dets Motiver har, ifølge Storthingets Beslutning af 28de Juni 1839, under Præsidentens Haand, overeensstemmende med Grundlovens SIDE: 385 § 112, været ved Trykken kundgjort, tilligemed de øvrige paa 9de ordentlige Storthing fremsatte Forslag til Forandringer i Grundloven. Af de til samtlige Repræsentanter uddeelte Aftryk vil det sees, at der ved Kundgjørelsen ikke befindes nogen saadan Mangel, som gjør den uovereensstemmende med For- slaget. Dette er, tilligemed de øvrige paa 9de ordentlige Storthing fremsatte Forslag til Forandring i Grundloven tilstillet undertegnede Kommittee til Indstilling. Motiverne for samme ere af Forfatteren udførlig udviklede, og Kom- mitteen anseer det overflødigt her at gjentage eller extrahere Samme. Proponenten har erklæret, med Forslaget at tilsigte, at Jødernes Eman- cipation i Norge maatte være fuldstændig. Indskrænkning i nogensomhelst Henseende, saaledes som til visse Steder eller Erhvervsgrene, er efter hans Formening altid en Tilsidesættelse, der føles som en Uretfærdighed, og har alle dennes ulykkelige og bittre Følger for begge Parter. Foruden til de i selve Forslaget udviklede Motiver, tillader Kommitteen sig at henvise til et særskilt Skrift i Anledning af Samme: "Indlæg i Jøde- sagen", hvoraf Proponenten har tilstillet ethvert af Storthingets Medlemmer et Exemplar. -- -- -- Efterat Sagen var Kommitteen tilstillet til Behandling, har den Tid efter anden modtaget følgende yderligere Oplysninger igjennem Proponenten, deels umiddelbar fra ham, deels fra Andre igjennem Storthingets Præsidentskab. A. I det svenske Sprog: 1. Bekræftet Afskrift af det kgl. Svenske Kommerce-Kollegii Skrivelse til Hs. Kgl. Majestæt, angaaende fornyet Reglement for de i Riget bosatte Jøder, dateret Stockholm den 10 April 1837. 2. Bekræftet Afskrift af en Skrivelse fra Stockholms Stads Politi- kollegium (formeentlig) til Over-Statholderen, Magistraten og Bri- gadechefen for Borgerskabets Kavalleri- og Infanteri-Korpser, dateret 10de Mai 1808 -- efter en i Stockholms mosaiske Menigheds Arkiv forvaret bekræftet Afskrift, -- angaaende et fra de i Stockholm værende Handlende af den "Jødiske Nation" indgivet Andragende om at maatte, i Anledning af udbrudte Krigsuroligheder, da Stadens Borgerskab var opfordret til militær Tjeneste, blive indrullerede i Borgerskabets Kompagnier, for at opfylde de Pligter, der paaligge dem lige med Rigets øvrige troe Undersaatter. Tilbudet, uagtet erkjendt for et altid hædrende Beviis paa Hengivenhed for Konge og Fædreneland og paa en Tænkemaade, som Nationen ved flere Lei- ligheder har yttret, -- tilraadtes ikke modtaget, fordi Borgerskabets Indrullering allerede var sluttet og Antallet tilstrækkelig til det for- nødne Vagthold; dog at Nationen ei derved betoges Adgang til, i Forhold til sin Evne, ved Sammenskud at medvirke til Lettelse af Borgerskabets, ved Mandskabets Beklædning og i andre Maader, saa længe Vagtholdet varer, forøgede Udgifter. 3. Et Bidrag til "Nyaste Freya", dateret den 12 Aug. 1841, indeholdende nogle Ord, foranledigede ved en Opsats i Nyaste Freya No. 77 betitlet: et Ord om Jødedommen, i Anledning af Indsenderen H. i Freya No. 75 [fotnotemerke] . Fotnote: Skrevet af en Mosait. I Kommitteeindstillingen vidtløftige Recit hedder det: "I Afhandlin- gens 3die Afdeling anføres, at Frankrig og Holland, det katholske Belgien, Hessen-Kassel og Nord- amerika have skjænket Jøderne et Fædreneland i Ordets fuldstændige Bemærkelse, og disse have SIDE: 386 4. En Skrivelse fra den Norske og Svenske Minister i Haag, Hochschild til H. Wergeland af 25de Mai 1842, angaaende Jøderne i Amsterdam og Haag, hvorom mere nedenfor. B. I det hollandske Sprog, med franske og norske Oversættelser: 5 -- 10. 6 Skrivelser [fotnotemerke] til Advokat, Ridder af den hollandske Løveorden, Lipmann (Israelit), de 4 første daterede fra Haag l9de, 20de, 21de og 23de April d.A. fra Finantsministeren Hochhuisen, Justitsminister van Hall, Krigsminister List, den 5te, dateret Breda den 23de April fra Antwerpens Citadels tapre Forsvarer General Chassé, den 6te dateret Amsterdam den 26de April fra Statsraad, Præsident i Amster- dams Arrondissements-Tribunal, M. C. van Hall, hvori de i det Væsent- lige eenstemmigen bevidne, at, efterat Israeliterne i en Tid af 47 Aar have været deelagtige i alle nederlandske Statsborgeres Rettigheder og Pligter, har dette ledet til de gunstigste Resultater. Den neder- landske Stat, -- yttrer Ministeren for det Indre derhos, -- har aldrig Fotnote: ofret Fædrenelandet deres bedste Kræfter, deres Eiendom og deres Blod; Preussen, Baden, Dan- mark, England, Würtemberg m. fl. have tildeelt dem borgerlige Rettigheder. Alle Klager, som man saa ofte har hørt over Jøderne og deres Maade at underholde sig paa, forstumme, naar man giver dem Adgang til at ernære sig paa enhver lovlig Maade; Klagen over at Jøderne danne en Stat i Staten har blot der sin Rigtighed, hvor man undertrykker dem, samt paalægger dem alle Byrder og Forpligtelser, men fornegter dem de borgerlige Rettigheder. I alle de opregnede Lande falder det Ingen ind at ansee den i Landet fødte Jøde som Fremmed. Jøden som Medlem af et særskilt Folk existerer ikke mere, og Navnet betegner blot en Bekjender af den mosaiske Religion. Og I -- saaledes slutter Afhandlingen -- som have egnet disse Linier nogen Opmærksomhed, hader os ikke længer! Rækker os broderlig Haanden og lader os forenes i tro Kjærlighed"! Fotnote: Anledningen til at erhverve disse særdeles vigtige og relevante Dokumenter gav nogle Besvarelser fra den norsk-svenske Konsul i Amsterdam, Hr. Egidius, paa endeel Spørgsmaal betræffende Mosaiterne i Nederlandene, fra Vedtageren af Forslaget, Sorenskriver Sørenssen. Lige- som jeg holdt det for min Pligt, at meddele ham alle Oplysninger om Sagen, som maatte falde mig ihænde, viste han mig den Opmærksomhed, at lade mig see disse Besvarelser, der, indheftede i Bilagform, vare vedlagte et Brev, hvori Hr. Konsulen udbad sig Diskretion, ikke for dette Doku- ment, men for en anden vedlagt Meddelelse. Dette Sidste fik nu saa være; men angaaende Besvarelsen af Quæstionerne, som det var Hr. Sørenssens Hensigt at meddele Konstitutions- kommitteen, erklærede jeg strax, at jeg nærede saadan Tvivl om Paalideligheden deraf, at jeg, som Sagens naturlige Advokat og pligtig til at skaffe Propositionens Vedtager alle de Oplysninger, det stod i min Magt at erhverve, vilde forsøge at faae de samme Qvæstioner besvarede af endnu kompetentere Autoriteter i Nederlandene, ja vel, om muligt, af selve Regjeringens Medlemmer. Saameget mere maatte jeg føle mig opfordret dertil, som Konsulens Yttringer stode i ligefrem Strid med hvad jeg selv havde anført i mit "Indlæg" om Jøderne i Nederlandene. Gjennem Hr. Lip- mann, der selv har været af de liberale Tidender bragt paa Bane som Kandidat til Justits- ministeriet der, lykkedes det mig at erhverve ovenciterede slaaende Dokumenter, og min Hensigt at neutralisere Konsulens Angivelser og at tilintetgøre deres Indflydelse paa Sagen, naaedes saa fuldkommen, at de ikke videre kom for Dagens Lys. Da Hr. Egidius senere beklagede sig i Brev til Hr. Sørenssen over at han havde hørt ilde i nederlandske Blade for Meddelelse, gav jeg en skrivtlig Forklaring over denne Sagens Sammenhæng, hvorhos jeg bragte i Erindring, at det Doku- ment han havde udbedet sig behandlet med Diskretion, var urørt forblevet i sit Mørke. Forbauset blev jeg derfor ved i Kommitteeindstillingen at finde anført, at "kun Misbrug af privat Udlaan" til mig af Egidius' Beretning var Anledning til at den mod hans Vilje var benyttet til Erhvervelse af Modererklæringerne. Men Kommitteens Formand og Hr. Sørenssen har, som man nedenfor vil see, oplyst, at denne Tirade, som urigtig og ubeføjet, var strøget i den originale Indstilling, og at den kun ved den Skynding, hvori Trykningen maatte foregaae uden vedbørlig Revision, er slumpet ind som en Trykfeil. Den vil saaledes ikke findes i de nye Aftryk af Indstillingen, som jeg er under- rettet om ville blive foranstaltede. Udgiveren. SIDE: 387 havt mindste Anledning til at angre denne Reform, uagtet særegne Omstændigheder have foraarsaget, at Massen endnu staaer tilbage i Civilisation. De have viist sig som tro og retsindede Borgere og især udmærket sig i den Tidspunct, da Landet befandt sig i en vanskelig Stilling, siger Finantsministeren, og Statsministeren giver dem det Vidnes- byrd, at de have lagt Fædrenelandskjærlighed og Borgersind for Dagen paa en Maade, der gjør deres Forstand og Hjerte Ære, samt at de ere i Fædrenelandet erkjendte som gode Borgere og som saadanne agtede af Regjeringen; Krigsministeren yttrer, at de opfylde deres militære Pligter ved Nationalmilitsen med samme Troskab som Kongerigets andre Indbyggere, og desuden oftere ere frivillig engagerede, saa at der af dem befinder sig mange Officerer, Underofficerer og Soldater i aktiv Tjeneste i Armeens forskjellige Korpser, og at de stedse have opført sig roesvær- digt m. v. General Chassé bevidner at have havt et stort Antal af Israeliter under sin Commando i 2 Aar i Antwerpens Citadel, hvor de have givet Prøver paa Mod, Troskab, Disciplin og Udholdenhed. Som Mand af Ære forsikkrer han, at, dersom han endnu engang skulde gaae i Krig, vilde han prise sig lykkelig ved at have Tusinder af disse brave Soldater at kommandere. Statsraad M. C. van Hall, Justitsministerens Fader, der ligesom de øvrige har yttret sig om de heldige Virkninger af den for henved 50 Aar siden foregaaede Reform i Jødernes Stilling, erklærer, at han mod Enden af det forrige Aarhundrede var anbetroet Rets og Politiets Haandhævelse i Amsterdam, og havde da overflødig Leilighed til at kjende Israeliterne som fredelige, Lovene og Øvrigheden lydige Folk. Han var ofte i den Nødvendighed at beskytte dem mod sig kaldende Christnes Had, Foragt og Fordomme, men havde aldrig Anledning til at tage nogen Forholds- regel mod dem selv. Hans senere Erfaring i andre Forholde og i Sær- deleshed som Præsident i Hovedstadens Tribunal har paanyt stadfæstet dette, især efter at de mindre dannede Jøder ere ved deres Troes- brødres Foranstaltning sikkrede en mere regelmæssig og mere virksom religiøs, moralsk og intellektuel Underviisning. Ved at indsende disse Dokumenter med Skrivelse til Sorenskriver Sørenssen af 19de Mai dette Aar har Proponenten ladet følge: 11. En Skrivelse til ham fra fornævnte Advokat Lipmann, dateret 3die Mai dette Aar. I denne Skrivelse karakteriseres General Chassé som de Nederlandske Krigeres og M. C. van Hall som deres Øvrighedspersoners Nestor, samt denne som dybsindig Lovkyndig, stor Literatus og ind- tagende den største Rang blandt Landets Lærde; -- begge endnu i levende Live nydende den Udødelighed, som de ere opstegne til paa modsatte Veie. -- Derhos tillægger Advokat Lipmann, at de anførte Dokumenter ville indeholde fuldkommen Gjendrivelse af de Kalumnier, der indeholdes i Konsul Egidius's Beretning, hvis Værd ellers kan skjøn- nes deraf, at der gjentaget citeres et Skrift af Dr. Fabius, uagtet denne høiligen roser Jøderne i Amsterdam, især fordi de have gjort store Offere til Bedste for de Fattige. I Forbindelse hermed har Proponenten endvidere indsendt: 12. en senere Skrivelse fra Advokat Lipmann af 21de Mai dette Aar, hvori han anker over, at Hr. Egidius ikke har bygget sin Beretning paa noget- somhelst Beviis, men troer, at hans Autoritet alene skal være tilstrække- SIDE: 388 lig og beklager sig over hans Upaalidelighed, idet Dr. Fabius Vidnes- byrd paaberaabes. Med dette sender han 13. En Erklæring fra Dr. Fabius selv, der gaaer ud paa, at han med Forbauselse har erfaret, at man har paaberaabt sig hans Frem- stilling af de kirkelige og municipale Forhold i Amsterdam, som stillende hans Medborgere af den Israelitiske Kultus i et ufordeel- agtigt Lys; men at Intet er mere fjernt enten fra ham eller fra hans Ord. Tvertimod har han ladet deres vedholdende og nidkjære Bestræ- belser for at lindre Fattiges og Lidendes Skjæbne vederfares Ret- færdighed, og til den Ende sammenlignet deres Indretninger med andre religiøse Samfunds, hvoraf Resultatet paa ingen Maade er ugunstigt for dem; at hans Hensigt ikke har været Bedømmelse af den politiske Emancipations Resultater, hvilke han aldrig tvivlede om vare heldbringende, og kunde ikke formode det muligt, at man paa saadan Maade kunde misbruge hans Bemærkninger. Det ovenfor anførte Brev fra Minister Hochschild, i det svenske Sprog, (No. 4) er ligeledes foranlediget ved den omhandlede Beret- ning fra Konsul Egidius, og gaaer ud paa, at Ministeren ikke under sit korte Ophold i Holland har havt Anledning til at søge nærmere Oplysning om det moralske Standpunkt, hvorpaa Jøderne befinde sig, og han har kun ganske kort opholdt sig i Amsterdam; men det forekommer ham som Konsulens Yttringer om dem maa være bygget paa særegne mødte Ubehageligheder, og ikke at burde tjene til nogen Rettesnor med Hensyn til Lovbestemmelser angaaende denne Nation. I Haag er Detaljhandelen saavelsom Bank- og Penge- Operationerne for største Delen i deres Hænder, men Ministeren har aldrig hørt Klage over dem; tvertimod ere de anseete for sikkre og prompte i Pengeanliggender, fordi de ved indtræffende Uheld altid ere beredvillige til indbyrdes at hjælpe hverandre. -- Kommitteen har forøvrigt ikke kunnet erholde nærmere Kundskab om Indholden af den saaledes for utroværdig erklærede Konsul Egidius's Beretning, da Sorenskriver Sørenssen, hvem Konsulen skal have meddelt den, har erklæret, at han efter den indskrænkede Betingelse i Henseende til dens Afbenyttelse, hvorunder Consulen har tilstillet ham den, ikke anseer sig berettiget til dens Meddelelse, og kun Misbrug af privat Udlaan af Samme til Hr. Bureauchef Wergeland er Anled- ning til, at den mod hans Villie er benyttet til Erhvervelse af de anførte Erklæringer mod den. C. I det tydske Sprog: Efter Storthingets Beslutning af 11te Mai dette Aar er Kom- mitteen tilstillet til Afbenyttelse: 14. En Skrivelse til Storthinget, undertegnet Cand chir. H. Reichenbach, dateret Altona 22de April dette Aar, hvorved han finder seg for- anlediget til at hæve sin advarende Stemme og sender til den Ende: 15. 3 Exemplarer af et trykt (tydsk) Skrift under Titel, saaledes over- sat: "Beviis af den jødiske Religion, at Jøderne ikke kunne emanci- peres i de kristelige Stater, naar de Christne ikke derved ville gjøre sig dem skatskyldige og underdanige, fremkaldt ved Hr. Dr. Stein- heims Meditationer, af H. Reichenbach, Cand. chir." SIDE: 389 16. Ved Skrivelse af 9de Juni sidstleden med Bilag, en af Studiosus phililogiæ Autenrieth, der af Wergeland anføres at være fød tydsk og Lærer i sit Modersmaal, meddeelt Bedømmelse af det Reichenbachske Skrift, der gaaer ud paa, at det indeholder 25 grammatikalske Feil og langt talrigere stilistiske Synder og Feil mod Periodebygningens Love, samt at Indholdet svarer til Sproget. Forøvrigt anføres, at ved Cand. chirurgiæ forstaaes kun "Feltskjærerelev eller Barbeersvend, der har faaet kongelig Tilladelse til at besøge de chirurgiske Forelæsninger ved Universitetet." I en af Bureauchef Wergeland foranlediget Bedømmelse over Skrif- tet ved Overlærer Musæus, indført i Bladet Granskeren af 19de Juni d.A. (5. Hæfte No. 37 -- 38) kaldes det et Miskmask af de blandt den raaeste Pøbel herskende Fordomme mod Tilhængere af den mosaiske Troesbekjendelse, som fornuftigviis ikke kan antages at vilde have Ind- flydelse paa oplyst Mands Omdømme om dette Religions Samfunds Medlemmer. Kommitteens Mening om Skriftet afviger ikke meget fra de anførte. Det kunde formeentlig ikke ligge indenfor Grændserne af dens Pligt at foranstalte det for Storthinget oversat, som blot til Afbenyttelse den tilstillet, i Særdeleshed naar det finder det at være af den nævnte Beskaffenhed. Men denne umiskjendelige Beskaffenhed gjør det ufor- nødent længere at opholde sig ved dette Skrifts Indhold. Repræsentanten Biskop v. d. Lippe har ved Skrivelse af 16de Juni d. A. indsendt til Storthinget: 17. En Forestilling, undertegnet 36 Handelsmænd i Kristianssand, grundet paa at denne Byes Handlende, da der ikke gives nogen Handelskom- mittee, ikke have havt Anledning til at udtale sig om "Forslaget, der gaaer ud paa, at Jøder skulle tilstædes Adgang til at bosætte sig i Norge." Efter Opfordring af Sorenskriver Sørenssen har Kommitteen erhvervet 18 -- 21. Betænkninger over Forslaget fra Børs- og Handelskommitteerne i Kristiania, Trondhjem, Bergen og Drammen. Disse Betænkninger ere trykte og uddeelte til samtlige Repræsentanter. De gaae samtlige, saavelsom den ovenmeldte Forestilling fra endeel af Kristianssands Handelsmænd ud paa, at det maa ansees skadeligt at indrømme Jøderne Adgang til Riget. 2de Medlemmer af Drammens Børs- og Handelskommittee have gjort Undtagelse herfra, og erklæret sig for Forslaget. Blandt de ved Grl. § 112 bestemte Betingelser for Antagelsen af hvilketsomhelst Forslag til Forandring i Grundlovsbestemmelser er den, at Forandringen ikke maa modsige Grundlovens Principer, men alene angaae Modifikationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre Kon- stitutionens Aand. Da der inden Kommitteen yttredes Tvivl om hvor- vidt denne Grundlovsbestemmelse maatte være til Hinder for Forslagets Antagelse, indstillede Kommitteen under 26de Februar d. A. til Stor- thinget at benytte den Ret, som Grl. § 83 giver, hvilket af Storthinget bifaldtes. Høiesteret har derefter afgivet 22. Betænkning af 19de Marts derhen, at Forslagets Antagelse ikke vilde overskride den ved sidste Deel af Grundlovens § 112 bestemte Grændse for Storthingets Myndighed, hvori dog en Minoritet af 2de af Rettens SIDE: 390 Medlemmer har været af anden Mening, paa Grund af, at den 8de af de af Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 16de April 1814 vedtagne "fore- løbige Grundsætninger" indeholder samme Regel som den, der er gaaet over i Grl. § 2, forsaavidt den nu er foreslaaet ophævet. Fremdeles gaaer Høisterets Betænkning som det synes i denne Deel eenstemmig ud paa, at Forbudet i § 2, Udtrykket "fremdeles" maa antages at angaae alle Jøder, altsaa ogsaa de saakaldte Portugisjøder, som dog indtil den Tid, ifølge Pl. 23de Januar 1730, ikke vare udelukkede. I alt Fald kunde dog, ifølge Betænkningen, Forbudet imod Portugisjøder, naar Grundlovs- bestemmelsen antages at omfatte dette, som øiensynlig givet i en vild- farende Mening, ikke henregnes til Grundlovsforandringer, saa at der dog Intet kunde være til Hinder for at bortrydde de forskjellige Menin- ger om Forbudets Udstrækning, hvortil dets nuværende Form har givet Anledning, ved en authentisk Forklaring deraf. Af den i Høiesterets Betænkning antagne Mening om Forbudets Almindelighed mod alle Jøder synes konseqvent at maatte følge, at heller ikke Leidebreve, efter Landslovens 3 -- 22 -- 1, maae kunne til- stedes, efterdi Grl. § 95 neppe kan tillægges den Betydning, at den hjemler Dispensationer fra selve Grundloven; hvorimod man, ved at til- lægge Udtrykket "fremdeles" i § 2 den Virkning, at det indskrænker Forbudet til Jøder, hvem Adgang til Riget, efter den til den Tid be- staaende Lovgivning, var negtet, udentvivl maatte komme til det Resul- tat, at Leidebreve fremdeles kunne gives. Kommitteen har dernæst anseet det for dens Pligt, at søge saavidt muligt authentisk Oplysning om der enten i Statskirkens Lære eller den jødiske Troeslære maatte være nogen væsentlig Betænkelighed mod at aabne Jøderne Adgang til Riget. Vel er nemlig for Tiden endnu egentlig ikke Spørgsmaal derom, uden ialfald for en enkelt Deel, og dette kun under Forudsætning af saadan Fortolkning af Grundloven, at den i Strenghed mod Jøderne, og ikke blot i dens Buds Stabilitet, gaaer videre end den private Lovgivning; men da baade Forslagets Præmisser ud- trykkelig erklærer dets Hensigt at bane Mosaiterne Veien til i Tiden at faae Borgerret i Riget, og Sagens Natur maatte lede til den samme Forudsætning, saa fandt man det hensigtsmæssigst, ved at indhente Op- lysninger i Sagen, at søge disse i saadant Omfang, at de ogsaa kunde benyttes, naar i sin Tid Spørgsmaal om videre Udvikling af den private Lovgivning om Jødernes Retsforhold maatte opstaae. Kommitteen hen- vendte sig saaledes til det theologiske Fakultet ved Rigets Universitet, som den formeentlig meest kompetente Autoritet til at meddele de attraaede Oplysninger; og erholdt 23. Fakultetets Betænkning af 4de April d. A., der i det Hele eller dog i det Væsentlige stemmer med de Begreber om Forholdene, som Kom- mitteen forud havde dannet sig, og saaledes bestyrker disse. Den gaaer ud paa: at naar den omhandlede Deel af Grl. § 2 skal for- staaes saaledes, som det er Fakultetet bekjendt, at den faktisk er for- staaet, at det er forbudt Jøder, endog som blot Reisende, at opholde sig inden Norges Grændser, synes dette saa bestemt stridende mod den Ret, ethvert Menneske, der ikke er aabenbar Forbryder, har som Menneske og Verdensborger, at der formeentlig ikke kan være Tvivl om saadan Bestemmelses Utilbørlighed; -- at der med Hensyn til Statens offentlige Religion Intet kan være til Hinder for at give Jøder, med Bibehold og SIDE: 391 Udøvelse af deres Religion, Ret til at bosætte sig i Norge, og det hvad enten man seer hen til den christelige Religions Aand, som et aandeligt Samfund, hvori Tro og Kjærlighed er Samfundsbaandene, ikke ydre Tvang og Magtbud, eller til Statskirkens ved Grundloven bestemte For- hold til Staten; -- at der heller ikke i den mosaiske Religion, forsaavidt den grunder sig i det gamle Testamente, hvilket ogsaa af den christne Kirke erkjendes for Gudsord, kan findes Noget, der sætter Jøden i Opposition til vor Rets- og Sædelighedsorden, og kun en grov Misfor- staaelse eller Fordreielse kan af det gamle Testamentes Lære udlede Noget Modsat; -- at derimod de saakaldte Rabbaniter eller Talmudister, der antage, tilligemed det gamle Testamente, ogsaa Talmud og endeel andre rabbinske Skrifter som Troes og Sædeligheds Norm, have deri Bud og Lærdomme, der, saafremt de følges, sætte Jøden i bestemt Modsætning til vor Stats Rets- og Sædelighedsorden. Til disse (Rabbaniter eller Talmudister) henregne flere Forfattere alle europæiske Jøder, i Mod- sætning til de østerlandske eller karaitiske, der forkaste Talmud, og desaarsag af de orthodoxe Jøder kaldes Kjættere. Imidlertid erkjender dog Fakultetet, at, efter Udsagn af Mænd, om hvis Troværdighed man ei er berettiget til at tvivle, er Opposition mel- lem Kristne og Jøder mere og mere traadt tilbage, ligesom der gives flere Exempler paa, at Jøder have gjort store Opofrelser i de Lande eller Stæders Interesse, hvis Borgere de vare; -- Facultetet antager der- hos ikke at de europæiske Jøder i Almindelighed hylde hine talmu- distiske og rabbinske Læresætninger, eller at de, som antage dem, holde sig til dem i deres hele Udstrækning. Herom finder Fakultetet Stad- fæstelse i en hos Jøderne i Danmark af det danske Kancelli sanktioneret Agende, samt en af Kongen af Danmark sanktioneret Lærebog i den mosaiske Religion, hvilke Skrifter Stænderforsamlingen i Roeskilde 1838 har paaberaabt i sin Petition til den danske Konge om de danske Jøders Valgbarhed til Stænderforsamlingen ligemed Kristne. Saaledes troer Fakultetet, at Jøderne ikke ubetinget bør udelukkes af vort Stats- samfund, skjønt det tilraader størst mulig Forsigtighed, saa at ingen af de Fordringer eftergives, som man i borgerlig Henseende gjør til Landets egne Børn. Med Hensyn til Fakultetets Yttring om hvorledes Grundlovens § 2 faktisk er blevet forstaaet, og for desuden at komme i Besiddelse af de Erfarings-Data, som her i Landet kunde erholdes, har Kommitteen søgt Oplysning i vedkommende Kontorer under Regjeringens Justits-Departe- ment, og hos Politimesterne i Kristiania og Bergen, hvor enkelte af Kom- mitteens Medlemmer vidste, at Forhandlinger om Jøder vare passerede. Saaledes er man kommet i Besiddelse af følgende Dokumenter: 24 -- 25. Erklæring fra Politimesteren i Kristiania med vedlagt Underrets- dom mod Jøden Henri Leia, der som Optikus uden Leidebrev ("om ellers et saadant nu kan meddeles" -- hedder det i bemeldte Dom) opholdt sig her i Staden i Aaret 1832 til 1833, hvorfor han er idømt Bøder efter L. 3 -- 22 -- 1 og transporteret ud af Landet. Politimesterens Skrivelse oplyser forresten, at der i de sidste 4 à 5 Aar har her været et Par Jøder, men disse have havt Leidebrev; deres Ophold har været kort og de have Intet foretaget, hvorpaa der kunde være noget at udsætte. Til hvilken Afdeling af den mosaiske Religions Bekjendere -- om de nemlig have henhørt til de saakaldte portugisiske SIDE: 392 Jøder, som Plakat af 23de Januar 1750 omtaler, vides ikke, saa at rimeligviis ingen Undersøgelse derom har været anstillet; hvilket tyder hen paa, at man har forstaaet Grundloven paa samme Maade som Høiesteret. Erklæring fra Politimesteren i Bergen, hvoraf erfares, at der ikke siden 17de Mai 1814 har været meer end 2 Jøder, nemlig: 1) polsk Jøde, Michael Jonas, dertil ankommet den 30te December 1817 som Passageer med et havareret Skib bestemt til London, forsynet med Pas fra Kønigsberg af 29de Oktober næstforhen, og den 5te Januar næstefter afsendt til Kristiania under Geleide af Politiadjutant Schøn- berg. Det er formeentlig denne Begivenhed, hvortil det sigtes i: "Con- versationslexicon der Gegenwart", -- et meget udbredt tydsk Skrift -- 2 B. S. 1163 -- naar der under Artikel Juden (Jøder) blandt andet siges: "Den eneste Stat, som til dette Øieblik ingen Jøder taaler, er Norge. Grundloven af 1814 udelukker dem udtrykkelig fra alt Ophold i Riget. Her har derhos de hensynsløse Antipathier mod det jødiske Folk længst vedligeholdt sig og ere skarpest indprægede. Imidlertid træffer den Daddel, som udgaaer herfra, kun Normændenes Tolerants, ikke deres Retsind; thi intet Folk kan nægte dem Ret til, efter egen fri Villie, at ordne de Bestemmelser, efter hvilke det skal være Fremmede forbudt at komme i Landet og blive deelagtige i Samfundets Fordele. Fra den moralske Side er vistnok Sagen anderledes beskaffen. I den Henseende fortjener især den Haardhed og Følesløshed Daddel, med hvilken, som man forsikkrer, selv skibbrudne Jøder behandles paa den norske Kyst". 2) Optikus og Instrumentmager Martin Blumenbach, ankommet den 5te Juni 1828 med Pas fra Gothenborg til Trondhjem af 5te Mai samme Aar, men paa Betydning om nøiere Undersøgelse, hvis han forblev, samme Dag afreist til Gothenborg. 27. Kongelig Resolution af 3die April 1833, hvorved naadigst er bifaldt den Norske Regjerings Foranstaltning under 5te Marts næstforhen, at den Jøden Henri Leia efter Christiania Bythingsdom af 31te Januar samme Aar (ovenfor No. 25) for uden Leidebrev at have indfundet sig i Riget, ilagte Mulkt 800 Spd. afsones med Fængsel paa Vand og Brød i 28 Dage. 28 -- 29. Ansøgning fra Politimester Friele, med Bergens Stifts paategnede Erklæring af 30te December 1820 og 27de Januar 1821 og Skrivelse fra Bergens Stift af 24de August 1822, som viser de nærmere Omstændig- heder med Jøden Michael Jonas's Transport til Kristiania, og at Bergens Politimester ved Høisteretsdom er tilpligtet at betale og har betalt de dermed foraarsagede Omkostninger, til Beløb 278 Spd. 81 ß. Efter indhentet Underretning fra Christiania Politikammer er Michael Jonas fra Kristiania, ifølge den med Regjeringens Politi-Departement eller daværende 3die Departement førte Korrespondence, først i Februar 1818 foranstaltet transporteret til Gothenborg, hvor der videre vilde blive sørget for hans Underholdning. 30 -- 34. Politiforhør, optaget i Kristiania 18de November 1826 over en Sanger Karl Fredrik Copello, der blev anholdt sammesteds som formeentlig Jøde, stillede Kaution for sin Tilstedeblivelse i een Maaned for imidler- tid at skaffe Attest forat han var døbt, men derpaa undveeg; hvorefter Kautionisten sagsøgtes til Betaling af Bøder efter 3 -- 22 -- 1, men ved SIDE: 393 Kongelig Resolution fritoges for at tilsvare disse Bøder mod at udrede Bøder 30 Spd. efter L. 1 -- 22 -- 6. 35 -- 36. Skrivelse fra Finants-Departementet til Justits-Departementet om Leidebrev for Hofraad Hambro, som bekjender sig til den mosaiske Religion, for at kunne personligen i Kristiania gjøre Anbud og under- handle om et attraaet Statslaan, og fra Statssekretariatet til Justits- Departementet, at af Hans Majestæt, paa Indberetning, at Regjeringen under 3die Juni s. A. har bevilget Hofraad Hambro Tilladelse til at fore- tage en Reise til Kristiania med Omegn, og der opholde sig i en Tid af 6 Uger, var naadigst resolveret: "Opbevares i Arkivet". 37 -- 40. Skrivelse fra Finants-Departementet til Justits-Departementet af 17de Juli 1834 om Leidebrev for Salomon Heine i Hamburg, som bekjen- der sig til den jødiske Religion, for at konferere med Departementet angaaende en af Artiklerne i den med Hambro men man har troet ikke at burde tilbage- holde denne Oplysning, med Hensyn til, at allerede Nødvendigheden af Leidebrev for Videnskabsmænd paa en saadan Reise synes at indeholde noget Paafaldende. Foruden de foranførte, deels meddeelte, deels samlede, Materialier til det forhaandenværende Spørgsmaals Bedømmelse, er Kommitteens Medlemmer og formodentlig ogsaa Storthingets øvrige Medlemmer, til- stillet, uden at det vides fra hvilken Haand, et trykt Blad: 47. Tillæg til Kristianssands Stiftsavis No. 42, indeholdende som det synes ikke uvigtige Grunde [fotnotemerke] mod Antagelsen af det her omhandlede Grund- lovs Forslag, og Kommitteen har anseet det som dens pligt at tage dette Skrifts Indhold under Overveielse, ikke alene med Hensyn til dets Indhold, men ogsaa med Hensyn til Bestemmelsen i Grundl. § 112, at Forslag til Forandring skulle ved Trykken bekjendtgjøres, hvilket antyder, at de Bemærkninger, som saadan Bekjendtgjørelse fremkalder, bør være Gjenstand for speciel Overveielse. Førend Kommitteen gaaer over til at uddrage Resultaterne af den refe- rerede Masse af Materialier, troer den ikke at burde undlade at gjøre op- mærksom paa, at den heromhandlede Motion allerede meget tidlig under Fotnote: Kommittéen slutter dog sit Referat af Artikelens Indhold med den Bemærkning, at den finder det ikke fornødent videre at yttre sig angaaende disse formentlig tydelige Overdrivelser. SIDE: 395 vor konstitutionelle Forfatning er bragt paa Bane, og derved kastet et Lys over den Synsmaade, der har foranlediget den Passus i Grundloven som er foreslaaet til Ophævelse. I Tidsskriftet "den norske Tilskuer" Nr. 41 -- 42 for 1817 pag. 330 -- 333 findes en Skrivelse fra Kjøbmand Glogau i Bergen -- født Jøde, men overgaaet til Christendommen -- dateret 26de Septbr. s. A. til Amtmand Falsen; -- blandt Andet spørger han deri: "Ansaae man den handlende Israelit for farlig, hvorfor tilstedede man da ikke den Ikkehand- lende Ophold i Landet? Er det Personerne man fandt saa afskyelige, hvor- for gjorde man da Undtagelse med Hensyn til Proselyten? Hvad vilde De som brav, upartisk og oplyst Patriot svare, naar en retskaffen Jøde tiltalte Dem saa: Hvad have vi gjort Eder, Nordmænd, eller hvormed have vi for- nærmet Eder? Hvor er i den her bekjendte Verden en Stat, som kan frem- vise en saadan Lov? Eders Brødre, de Svenske og Danske have modtaget os, ja vi have endog i Danmark lige med vore christne Brødre Borgerret. Frygte I vor Handel, er vor Tro Eder en Rædsel, saa tillader os i det Mind- ste Ophold i, Gjennemreise gjennem Eders Land, Noget som hverken I eller nogen Nation nægter selve Hottentotten. Havde jeg end aldrig været Jøde, eller angik den Lov Tyrker eller Hedninger, visselig, jeg vilde dog lade min Stemme lyde høit for Menneskeheden. Mine Børn ere norske, hvad skal jeg sige dem, idet jeg forelægger dem deres Fædrenelands Grundlov? Skal jeg beskjæmme mine Forældre eller Grundloven? Var det nødvendigt at spærre over 3 Millioner Europæer Adgang til en europæisk Stat? -- og hvor- mange Tilfælde indtræffer der ikke, hvor man maa overtræde denne Lov? Der kommer et Skib ind under Havari, Passagererne maa tages i Land, det er Israelitter: hvad gjør man da med dem? ? ?" Amtmand Falsens Svar findes sammesteds Side 334 -- 336. Deri blandt andet: "Som Medlem af den konstituerende Rigsforsamling paa Eidsvold, og som Medlem af den Kommittee som sammesteds var nedsat for at forfatte et Udkast til Grundloven, har jeg stedse stemmet for Antagelse af dens § 2, forsaavidt samme udelukker Jøder fra Adgang til Riget. Jeg har gjort dette, fordi jeg for mit Vedkommende er overbeviist om, at Jøden aldrig kan blive god Borger af nogen Stat, hvor ikke Jøder regjere. -- -- -- En Religion, der ikke aander andet end Had og Foragt mod hver den, som ikke bekjender sig til den, tvinger Jøden, saa at sige til en bestandig Opposition mod hvad der ikke hylder Jødedom. Han lever i en uopholdelig Feide-Tilstand med enhver Nation, der optager ham, og hans Religion selv gjør ham det til en Pligt at arbeide paa at ødelægge den. Jeg har blot villet angive Dem den Grund-Idee, som forsaavidt, mig bekiendt, motiverede Rigsforsamlingen paa Eidsvold til at indføre den paaankede Bestemmelse i Grundloven, og man maatte ansee Norges Stilling, ved Adskillelsen fra Danmark saa meget heldigere, da det, uden at forurette noget Individ, kunde optage i sin Grund- lov en Bestemmelse, som de fleste andre Lande maaskee vilde have været vel tjente med ikke at have savnet. Fra den angivne Synspunkt vilde det ikke været tilstrækkeligt at for- byde at nedsætte sig og drive Handel; thi for det første vilde det være umuligt at hindre en Jøde, der havde Tilladelse at opholde sig i Landet, fra at drive Handel, og for det andet er det ikke alene som Handlende, men især som Tilhænger af den mosaiske Religion Grundloven, idetmindste efter min Mening har udelukket Jøden fra Adgang til Riget". Selve Skriftet vedlægges til Eftersyn for dem, der udførligen ville gjøre sig bekjendte med det Forhandlede. Deri findes ogsaa Glogaus Svar (No. SIDE: 396 43 -- 44 S. 337 -- 339). Han citerer der Nordahl Bruuns Ord: "Uden at opoffre mine Grundsætninger, men meget mere paa Grund af dem, agter jeg dig, o Israel! og elsker dig med broderlig Samfunds Aand." "Som luthersk Kri- sten", siger han videre, "staaer jeg paa Menneskehedens høieste Spids, kan række min Haand til Jøden, Tyrken, Hedningen; Intet forbyder mig at kalde dem Brødre; ja, min guddommelige Lovgiver, Jesus Christus, befaler mig endog dette. Denne Tro har jeg antaget, og derfor har jeg antaget den; saaledes forplanter jeg den paa mine Børn; de skulle elske Kristne, Jøder og Tyrker, og velsigne den Time, da jeg først antog denne Tro. Mig fore- kommer enhver Afvigelse fra disse Grundsætninger at stride mod en ret kristelig evangelisk Troes Aand". Jødernes Emancipation i andre europæiske Stater, hvilken er Gjenstand for offentlige Forhandlinger i konstitutionelle og ikke-konstitutionelle Stater, angaae ikke umiddelbar samme Spørgsmaal, som vi fortiden have at behandle. Eet er at nægte Fremmede Adgang til en Stat, et Andet at nægte nogle blandt Landets Indbyggere Deeltagelse i borgerlige Rettigheder. Ikke desto- mindre afgive disse Forhandlinger og Litteraturen vigtige Erfarings-Data til Besvarelse af det første Spørgsmaal, hvorom det gjælder hos os. Kommitteen har derfor anseet det som Pligt at gjennemgaae de trykte Skrifter, der underhaanden ere den meddeelte, eller paa anden Maade have været til- gjængelige for den, over Emancipations-Spørgsmaalet og Forhandlingerne derom, saavidt den Tid, der fra Thingets øvrige Forretninger har kunnet afsees, har gjort det muligt. [fotnotemerke] Forsaavidt Disposition haves over dem, ved- lægges disse Skrifter til Eftersyn. I Henseende til det første Spørgsmaal, som ved ethvert Forslag til Forandring i Grundloven nødvendig maa besvares, om Forandringen modsiger Grundlovens Principer, eller angaaer enkelte Be- stemmelser, der ikke forandre Grundlovens Aand -- maa Kommitteen gan- ske henholde sig til Høiesterets Betænkning. Den kan saa meget mindre finde den Betænkelighed overveiende, som 2 af Rettens Medlemmer have lagt Vegt paa, grundet paa de af Rigsforsamlingen vedtagne foreløbige Grund- sætninger, som den finder det klart baade af Forhandlingernes Gang i det Hele og af Blandingen af Væsentligt og Uvæsentligt i Indholdet, at disse Regler ingenlunde af Rigsforsamlingen ere betragtede som egentlige Principer, det er: Regler paa hvilke Grundlovens øvrige Bud hvile som paa en fælleds Rod, men alene som enkelte Bestemmelser, hvorom man foreløbigen var blevne enige, som et Slags Udgangspunkt for den Kommittee, der var over- draget at udarbeide Udkast til Konstitutionen. Af deres udvortes Beskaffen- hed alene kunde det derfor beroe, hvorvidt de skulde blive til noget mere end Regler for Kommitteen ved Udførelsen af det den overdragne Hverv, blive Principer i Loven eller ikke. Under saadan Synspunkt kunde umulig en saa enkelt og isoleret Bestemmelse, som Jødernes fremdeles Udelukkelse fra Riget, komme ind under Begrebet om Lov-Princip. Ogsaa Bestemmel- sens Form tilkjendegiver den mere som Undtagelse fra eller Indskrænkning i Hoved-Reglen om fri Religionsøvelse end som selvstændig Regel. Den er desuden, hvad enten man betragter den som Regel eller Undtagelse, øien- synlig gaaet ud fra en Vildfarelse. Amtmand Falsen selv -- Medlem ikke alene af den konstituerende Rigsforsamling, men og af den Kommittee, der forfattede Udkast til Grundloven -- er i saa Henseende det paalideligste Vidne. Han erklærer, at den Grund-Idee, som motiverede Rigsforsamlingen Fotnote: Blandt disse Kateket Cohens Skrift om Jødernes Stilling i Danmark. Udgiveren. SIDE: 397 til at antage den omhandlede Bestemmelse var: at den jødiske Religion ikke aander andet end Had og Foragt mod hver den, som ikke bekjender sig til den -- en Sætning virkelig saa temmelig vor Folkemening paa den Tid -- og at Jøder ved den da gjældende Lovgivning vare udelukkede fra Adgang til Riget -- hvilket ligeledes var almindelig Mening, saaledes, at Lovgiveren selv længe før Grundloven -- som Kristianssands Privilegier af 1738 vise -- var smittet deraf. Det næste Spørgsmaal, -- om Erfaring har lært at den foreslaaede For- andring bør foregaae, formener Kommitteen for en væsentlig Del at være besvaret ved det Anførte. Den igjennem Tidernes Løb vundne Overbeviis- ning om Feilagtigheden af den Grundidee, hvorfra man gik ud ved at optage Bestemmelsen i Grundloven, er nemlig en saadan Erfaring. Har man nemlig blot villet bibeholde en Bestemmelse, som formeentlig allerede indeholdt i den ældre Lovgivning, og det fordi man tillige forudsatte Jøderne ifølge Religionsbegreb besjælede af Had og Foragt mod de Kristne, og man derefter erfarer, gjennem fyldestgjørende Oplysninger derom, at begge Forudsæt- ninger vare urigtige, saa følger deraf, at den paa saa feilagtig Grundvold hvilende Bestemmelse bør forandres -- at det Begrundede maa bortfalde med dets Grund -- med mindre der kan paavises istedetfor den bortfaldne Grund andre endnu bestaaende, som føre til samme Resultat. At det var en vildfarende Troe, at Jøderne i Almindelighed tilforn vare udelukkede fra Adgang til Riget, det er uimodsigeligt, naar man seer hen til Plakaten af 23de Januar 1750, og til selve Landlovens 3 -- 22 -- 1, hvorefter Adgang stod uindskrænket aaben for portugisiske Jøder, og betingelsesviis for alle andre Jøder, nemlig ved at forskaffe sig kongeligt Leidebrev. Det er øiensynligt, at Rigsforsamlingens Medlemmer have været ubekjendte med disse Lovbud, eller ikke erindret dem, hvilket var ganske rimeligt i Betragtning af den faktiske Tilstand, at hverken Portugisjøder eller andre Jøder vare enten uden eller med Leidebrev seete i Riget, hvad enten Aarsagen dertil var, at ogsaa de ikke kjendte den Adgang, der stod dem aaben, eller de under Rigets da- værende Stilling ikke fandt, at der var noget for dem at gjøre. Om at den Mening, at Jødernes Religion medførte Had og Foragt mod anderledes Troende var vildfarende, derom haves saa uforkastelige Vidnesbyrd i den hellige Skrift, at man alene behøver med redeligt og fordomsfrit Sind at gjennemlæse de Steder i det gamle Testamente, som indeholder den mosaiske Religions Lærdomme, for at overbevise sig derom. Og kunde det vel være anderledes? Skulde Kjærlighedens Gud, Alles fælles Fader, Jødernes ikke mindre end de Kristnes, kunne byde Mennesket Had og Foragt mod Menne- sket som Religions Pligt? Vi skulle ikke opfylde nærværende Indstilling med Citater af Religionens Bud, der lærer det Modsatte. De bør lige saa lidt være den Kristne som Jøden ubekjendte. Kommitteen vil forøvrigt i den Anledning henvise til det theologiske Fakultets Vidnesbyrd. Efter de Vidnesbyrd vi have, indeholdes i Talmud og Rabbinernes Skrif- ter dog Forskrifter i en mod de Kristne fiendtlig Aand, og Talmud antages efter det theologiske Fakultets Erklæring at indeholde for Jøden bindende Religionsforskrifter. Kommitteen anseer det imidlertid ved de derover i for- skjellige Skrifter meddeelte Oplysninger tilstrækkelig godtgjort, at der for- uden hine ogsaa indeholdes Forskrifter af aldeles modsat Tendents; at hine erkjendes at være Enkeltes Yttringer af Uvillie over de frygtelige Forfølgelser og Undertrykkelser, som Jøderne have lidt af de Kristne; at saadanne For- skrifter ikke ansees for gjældende Regler, hvilket ogsaa ved officielle Erklærin- SIDE: 398 ger er stadfæstet, og at Religionsunderviisningen er ordnet paa aldeles modsat Grundvold. Men hvad der fremfor Alt godtgjør, at Jøden og den jødiske Religion ikke nærer fiendtligt Sindelag mod de Kristne ere de virkelige Kjendsgerninger, de uomtvistelige Beviser, som overalt haves, og af hvilke høist mærkelige ere i Storthingets Hænder, om at Jøderne overalt, hvor de mødes med menneskeværdig Behandling, vise sig som gode Borgere og gode Mennesker. Kommitteen henviser til de ovenfor erhvervede Vidnesbyrd fra hollandske og svenske Autoriteter; til dem, der indeholdes i de med denne Indstilling følgende Forhandlinger om Jødereglementet i de svenske Rigs- stænder, især i Adelsstanden; til Kateket Cohens Beretning om de mosaiske Troesbekjenderes Stilling i Danmark; til Beretningen om Jøderne i Danmark i Tidsskriftet Brage og Idun, den kristelige Præst Grundtvigs Afhandling om Jødernes Valgbarhed, i samme Tidsskrift, og til Forhandlingerne i Provindsial- stænderne angaaende Petitionen om, at Valgbarheden maatte bevilges dem. Overalt indeholdes heri hæderlige Beviser paa Jødernes Borgersind, deres trolige Opfyldelse af Borgerpligterne og deres Velgjørenhed mod Jøder og Kristne uden Forskjel, som maa tilintetgjøre enhver tanke om fiendtligt Sindelag. Det er imidlertid væsentlig paa andre Grunde, end de som man paa Eids- vold gik ud fra, at den foreslaaede Grundlovsforandring nu bestrides; nem- lig paa den ene Side Frygt for at fattige Jøder skal overstrømme Landet og blive os til Byrde, paa den anden Side at de Rige skulle rive Nærin- gerne til sig til skade for Landets indfødte Indbyggere. Kommitteen troer, at disse Betragtninger retteligst lades uden Indflydelse paa Spørgsmaalets Afgjørelse fortiden, da Forslaget ikke gaaer ud paa nu at give Jøderne videre Adgang til Riget, end den indskrænkede, som de efter den private Lov- givning, der desuden i den senere Tid faktisk er betragtet som gjældende, kunne erholde, og derhos paa at gjøre Forandring i Civillovgivningen om Jøderne mulig, hvis den lovgivende Magt i sin Tid skulde finde Grund dertil, hvilket Grundloven, saalænge den omhandlede Bestemmelse staaer ved Magt, hindrer; hvorfor deslige Undersøgelser efter Sagens Stilling synes overflødige. For det Tilfælde at man alligevel vil løfte Fremtidens Slør, under Forudsætningen, at den lovgivende Magt senere skulde beslutte For- andring i den private Lovgivning i denne Materie, vil Kommitteens Pluralitet dog ikke tilbageholde sin individuelle Formening, som Modsætning til den ovenanførte, at den anseer den ene Frygt ligesaa ugrundet som den anden, naar der tages Hensyn til Massen af Erfaringer i det Hele og ikke blot til nogle enkeltstaaende. Kommitteen har hidtil gaaet ud fra, at naar det til- strækkeligt er godtgjort, at Lovens Grund er en Vildfarelse uden at nogen anden gyldig Grund gives for alligevel at beholde Grundlovsbestemmelsen, bør det Begrundede bortfalde, og Forslaget derfor bifaldes. Men kunde man dog antage, at faa eller ingen positive Grunde haves for dette Resultat, saa maatte allerede vor Grundlovs egen Fordring paa Stabilitet, og den Om- hyggelighed hvormed saadan Synsmaade altid hos os er bevaret, være Grund nok for at modsætte sig ethvert Forslag til Forandring. Med Hensyn hertil maa bemærkes, at Grundlovens omhandlede Bud, som Høiesteret i sin Be- tænkning har viist, gaaer ud paa aldeles og uden Undtagelse at udelukke Jøderne fra Adgang til Riget; at de økonomiske og merkantile Forholde have medført, at vi alligevel ikke kunne undgaae at træde i forskjellige For- bindelser med Jøder i Udlandet; og at disse igjen have i visse Tilfælde gjort SIDE: 399 det nødvendigt at tilstede dem Adgangen. Saaledes har Nødvendigheden i Virkeligheden medført en faktisk Omgaaen af Grundloven. Men har man nu at vælge imellem Ophævelse af Loven eller at lade den staae paa Papiret, medens den faktisk betragtes som ugjældende ved at underskydes en anden Mening end den har, saa kan vel Ingen være i Tvivl om, at det Første bør foretrækkes; end mere, naar man ved at vælge det Sidste tillige understøtter og vedligeholder den Vildfarelse, der har givet Anledning til Bestemmelsen. Erfaring har fremdeles lært, at Lovbudet i sin Anvendelse medfører Voldsomheder og Uretfærdigheder, endog uden at noget Godt derved opnaaes. Et eneste Tilfælde, som Behandlingen af den skibbrudne Michael Jonas, maatte allerede være tilstrækkeligt Beviis om, at Lovbudet ikke kan bestaae med Retfærdighed; dets Virkninger for Politimester Friele, der var sat i det Tilfælde, at han maatte handle, og handlede efter bedste Skjønnende, er et nyt Beviis herfor. Disse vare nemlig Følger af Lovstedets indvortes Uhensigtsmæssighed, der paa den ene Side ikke tillod Jøden at forblive i Landet, og paa den anden Side gjorde det til en Uretfærdighed at jage ham bort. Allerede i 1817 opkastede Kjøbmand Glogau Spørgsmaalet hvor- ledes Vedkommende skulde forholde sig i et saadant Tilfælde, og han fremsatte det paa en Maade, som viste, at han ansaae det for uopløse- ligt (Norske Tilskuer 2 Aarg. No. 7). Svaret udeblev, indtil Nød- vendigheden medførte, at Knuden maatte overhugges -- til liden Baade for vedkommende Embedsmand saavelsom for den ulykkelige Mosait. Ikke meget mindre oprørende maa det føles, at en Kunstner, Henri Leia, blot for at være kommen til Landet, uden forresten at have foretaget sig Noget til Nogens Fornærmelse, skulde lide Fængsel paa Vand og Brød i 28 Dage, og at en anden uskyldig Mand maatte for sin Godtroenhed udrede Bøder, -- Alt for at opretholde en saadan Lovs Anseelse i de Dele, hvortil Fortolkningens Vilkaarlighed ikke lod sig udstrække. Det er sandt, det vilde ikke være bedre eller anderledes, om Grundlovsbudet ikke havde været til, naar den private Lov alligevel bestod, efterdi disse Tilfælde just vare Anvendelse af den private Lov ligesaavel som af Grundloven. Men saa- længe Grundlovens § 2, forsaavidt Jøder angaaer, bestaaer, kan den private Lov ikke i denne Deel forandres, hvor forkastelige dens Virkninger end vise sig at være. Saaledes indeholdes ogsaa heri en Grund for at sætte Grund- lovsbudet ud af Kraft. Ogsaa Høiesteret har i sin Betænkning antydet Hensigtsmæssigheden af en Grundlovsforandring i dette Tilfælde, for at opløse de Vanskeligheder, eller forebygge de Vilkaarligheder, som Lovbudet ved sine andre Ufuld- kommenheder giver Anledning til. Med Proponenten maa Kommitteen des- uden være enig i, at en Religionsintolerants aabenbarer sig i Lovbudet, som ikke kan bestaae med Fornuftens Fordringer, eller med Kristendom og Protestantisme; at det er en uheldig Udvæxt paa Grundloven, som de paa den Tid mere end nu herskende Fordomme have frembragt -- tildeels grun- det paa feilagtige Begreber om den jødiske Religions virkelige Beskaffenhed, tildeels paa den ved Mishandlinger mod Jøderne fra de Kristnes Side bevirkede Stemning imellem disse og hine indbyrdes, en Stemning, som efter- haanden er ophørt eller ophører tilligemed dens Aarsag. Kommitteen troer sig derfor overbeviist om, at idetmindste flere af de Mænd, der paa Eidsvold bevirkede Bestemmelsen, nu misbillige den, saa at man kan med Sikkerhed antage, at den, om Grundloven nu skulde gives, ikke vilde finde Plads deri. SIDE: 400 At det virkelig er Religionsintolerants, hvorfra Lovbudet er gaaet ud, ikke de økonomiske Betragtninger, som nu søges gjorte gjældende, viser allerede Stedet, paa hvilket det findes. Det stadfæstes ogsaa ved Amtmand Falsens foran citerede offentlig afgivne Vidnesbyrd derom. Men en saadan Religions- intolerants kan Kommitteen umulig antage, at Storthinget vil vedkjende sig. Da, som Proponenten anmærker, alligevel Religionsintolerants er bleven vor Grundlovs mørke Side, ikke forsætlig, men som nu formeentlig maa ansees udenfor Tvivl, blot formedelst en Afskrivers Uagtsomhedsfeil, der, i den Hastighed, hvormed Grundloven, efter at være bragt i "Orden og Stiil", oplæstes for Rigsforsamlingen, ikke bemærkedes -- saa er Grundlovsforan- dringen ogsaa fra en anden Synspunkt ønskelig for os. Den vil nemlig ved den Aand, som derigjennem lægges for Dagen hos den lovgivende Magt, kunne betragtes som en Forløber, der bebuder, at Haabet om at see Rigs- forsamlingens saa uheldigen tabte Beslutning om Samvittighedstvangens Op- hør, om fri Religionsøvelse for alle kristelige Religionspartier, igjen sat i Kraft, nærmer sig sin Opfyldelse. Videre maa ogsaa den foreslaaede Grundlovsforandring, saaledes som ligeledes af Proponenten anmærket, ansees som en Retfærdighedsfordring. Der gives vel neppe Nogen, som ikke erkjender det for bitter Krænkelse, ved Lov, ja ved Statens Grundlov, at erklæres for en Banlyst, som Staten ikke tør taale inden sine Grændser. Men enhver uforskyldt Krænkelse mod en brødefri Mand er Uretfærdighed. Det er en Krænkelse af Retfærdig- hedens helligste Krav at true en brødefri og retskaffen Mand med Straffe, som ellers anvendes paa Forbrydere, kumuleret højeste Pengebod og Lands- forviisning, endsige anvende disse Straffe paa ham, naar han, forresten ret- skaffen, maaskee endog ubekjendt med en saa unaturlig og barbarisk Bestem- melse, i de lovligste og gavnligste Ærinder indfinder sig i Landet. Man forsvarer det med, at Staten, som Herren i sit Huus, kan bestemme, hvem den vil optage, og uden Retskrænkelse negte at indlade dem, der ikke behager den. Kommitteen kan ikke erkjende en saa uindskrænket Ret over Statsterritoriet, der, anvendt i Almindelighed, skulde medføre, at Mennesker kunde, uden Skyld, negtes Opholdssted paa Jordkloden; thi den Ret, der tilkom den ene Stat, maatte ogsaa tilkomme alle andre. Saavidt strækker Bemægtigelsens retlige Virkninger, der begrunder Eiendomsretten, sig ikke; saavidt kan derfor Statssamfundets Ret heller ikke strække sig. Hvad det theologiske Fakultet i sin Betænkning har yttret, idet det betragter Sagen fra kristeligt Standpunkt, det maa Kommitteen fra det retlige Standpunkt ogsaa tiltræde, at Forbudet mod Jøder, endog blot som Reisende at opholde sig inden Norges Grændser, er saa bestemt stridende mod den Ret, ethvert Menneske, der ikke er aabenbar Forbryder, har som Menneske og Verdens- borger, at der formeentlig ingen Tvivl kan være om en saadan Bestemmelses Utilbørlighed. Med Schmidt-Phiseldeck, i hans, denne Indstilling vedlagte, Skrift om Jøderne, anseer den det "for en Selvfølge, der intet Beviis behøver, at Fremmede i Almindelighed ikke retmæssigen kunne udelukkes fra en Stats Grændser. De forlangte Intet af Staten uden temporært Ophold og Beskyttelse for deres Person og medhavende Gods, forsaavidt til deres per- sonlige Behov og Brug fornødent. Denne Beskyttelse, siger han, er Staten dem skyldig efter den almindelige Verdensborgerret, i Kraft af hvilken ethvert Menneske har Ret til at træde i Forbindelse med sine Lige, og derhos at være deelagtig i den almindelige Existents paa Jorden, som det fælleds Opholdssted for vor Slægt. Af samme Grund kan ogsaa, efter almindelige SIDE: 401 Retsbegreber, intet Menneske negtes at reise over en Stats Gebet, som ligger imellem hans forrige Opholdssted og det Land, hvorhen han agter at begive sig, da enhver Jordborger har en medfødt Ret til at existere overalt paa Jorden, og altsaa at frembyde sig som Deeltager i Almeenheden, hvor han allerede finder Jordbunden okkuperet af Beboere, hvilket forudsætter, at Muligheden ikke spærres ham ved Negtelse af Adgang til det Land, med hvilket han vil træde i Forbindelse". Endelig tilraader ogsaa sund Politik hvad Retfærdighed og Religion saaledes kræver, ikke ubetinget at afskjære sig selv Muligheden af Forbindelsen med Nogen, som kan være Staten eller nogen af dens Medlemmer gavnlig. Vel formener Kommitteen det lidet rimeligt, at enten saadant politisk Gode, som det ene Parti lover os, eller saadant Onde, som det andet Parti befrygter, vil resultere af den Forandring i Privatlovgivningen, hvilken sandsynligen i Tiden vil paafølge, naar Antagelsen af den heromhandlede Grundlovsforandring aabner Adgangen dertil; men derfor gjælder ikke mindre den Statspolitikkens Fordring, at Staten bør lade Forbindelsen mellem Menneskerne i Almindelighed saa fri og uhin- dret af Statslovgivningerne, som muligt, for at de Fordele, være sig smaa eller store, som den fri Rørelse kan føre med sig, ikke skal tabes. Man tænke sig Regelen om Fremmedes Udelukkelse som almindelig, og besvare sig Spørgs- maalet: Hvad vilde Virkningen paa det Hele eller paa Enkeltes Velvære deraf blive? Hvad der saaledes vilde være Følgen i høieste Grad, naar Loven af- skar Forbindelse med alle Fremmede, er det stykkeviis eller i mindre Grad, naar visse Former, saasom personlige Sammenkomster, udelukkes. Erfaring har stadfæstet dette. Den har viist os Tilfælde, hvori Indskrænkningen har maattet afhjælpes ved Leidebreve, igjennem en Grundlovsfortolkning, som Kom- mitteen med Høiesteret maa ansee idetmindste høist tvivlsom. Vistnok kan denne Frihed medføre Skade ligesaavelsom Gavn. Men efter Mulighed at fore- bygge skadelige Følger af Friheden i denne Green som i andre, uden derfor at tilintetgjøre den, er Privatlovgivningens Opgave. Det maa imidlertid erklæres for aldeles vist, at i politisk Henseende kan intet tabes ved Grundlovsforandringen; thi, det kan ikke ofte nok gjentages, dennes umiddelbare Virkning kan ikke strække sig videre, end til, deels at bringe Retsforholdene med Hensyn til Jø- der retligen tilbage til hvad de vare førend Grundloven blev til, det er hvad den exekutive Magt faktisk anseer dem for ogsaa nu at være; deels at gjøre det muligt for den lovgivende Magt at forandre Privatlovgivningen i denne Deel, saavidt den finder det hensigtsmæssigt. Alt bliver altsaa, uagtet For- andringen, som det faktisk har været, siden Regjeringen antog den i den seneste Tid anvendte Grundlovsfortolkning med Hensyn til Jødernes Adgang til Riget, med den Forskjel, at det Tvivlsomme i denne Fortolkning bortfalder. Ved Forandringen vindes altsaa kun, at tilkommende Storthing faaer lige frie Hænder for denne som for andre Lovgivningsgjenstande, og at de saaledes kunne gjøre de Forandringer i den private Lovgivning angaaende Jøderne, hvortil Kristen- dom, Retfærdighed og Humanitet maatte give Anledning. Da Kommitteen ikke drister sig til at gaae ind paa den Mening, som i den senere Tid er søgt gjort gjældende, at Storthinget har havt Adgang til at give Grundlovsforandringer en anden Form, end den, hvorunder de ere foreslaaede, saa forbigaaes al videre Bemærkning i saa Henseende, end den, at om man SIDE: 402 maaskee end kunde fundet en noget forandret Form at foretrække, saa vides dog intet Væsentligt mod den brugte Form at erindre, saa at Kommitteen heller ikke deri finder nogen Grund til at fraraade Forslagets Antagelse. Paa Grund af det Anførte indstiller Kommitteens Pluralitet (5 mod 2) til Storthinget at fatte saadan Beslutning: "Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: "Jøder ere frem- deles udelukkede fra Adgang til Riget" -- udgaaer." Kristiania, i Konstitutionskommitteen den 5te September 1842. H. Foss,Kommitteens Formand. R. Koren,Kommitteens Sekretær." FORHANDLINGERNE I STORTHINGET Klokken mangler 5 Minutter i 9 om Morgenen den 9de Sep- tember. . . . "Idag om fem Minutter, i dette Øjeblik skal Jødesagen for i Thinget. Skynd Dig, skynd Dem, vil De være Vidne til Slaget." "Snak! (Eller: "med Tilladelse, De er nok i en Vildfarelse") Den Sag har allerede expireret. Det er for seent. Den kommer ikke fore meer paa dette Thing. Jeg veed det positiv." "Nej, jeg veed det positiv. Betænk -- et Grundlovsforslag . ." "Men det er jo positiv umuligt, at Lovforandringen, om den bliver vedtaget, kan erholde Sanktion fra Stockholm inden Thin- gets Opløsning. Betænk . . ." -- "Da skulde Jeg reise som Kureer" -- faldt en Forbi-Ilende, med en Bibel under Armen, i -- "dersom man tvivlede om at Vejen lod sig gjøre." "Der gik Proponenten. Det er nok saa, at Sagen skal fore," mente den Tvivlende og ilede afsted. "Hvad vil Du vædde . . ?" sagde med fremrakt Haand Et af disse Mennesker, som altid spilde Øjeblikkene (og tilsidst ville befindes at have spildt Livet) med Snak. Han vilde sagt: "hvad vil Du vædde, at Sagen ikke gaaer?" Men da han ikke fandt Nogen, som kunde svare ham, at den vilde gaae, saasom de Alle vare langt nede i Gaden, inde i Storthingsgaardens Port eller alle- rede i Trapperne, maatte han trække den fremrakte Haand tilbage. SIDE: 403 Om han ilede efter, kan være saa ligegyldigt som det Andet; men Den, som den Dag vilde have Plads paa Storthingsgalleriet, maatte skynde sig. Man ventede de interessanteste Debatter i den hele Session; man ventede, som vi have hørt, "et Slag". Det blev ogsaa et, men ligesom naar Krigere øve sig i Vaaben paa udstoppede Halmfigurer, der med alle sine Blessurer dog blive staaende igjen som Sejerherrer, der have beholdt Pladsen. Men omtrent som oven anført kunde Samtalen falde hiin Morgen mellem Bekjendte og Fremmede. Uvisheden, Spændingen, Inter- essen for Sagen og for at overvære dens Behandling, dens Sejer eller Nederlag, var saadan som jeg i ovensatte Linjer vil have antydet. Man vidste, at man aldrig vilde faae en bedre Anled- ning til ret at lære hver enkelt af Folkets Repræsentanter, i det Indre af deres politiske Troesbekjendelse, at kjende. I nogle Nødder er der Mark; andre taale at ransages. Dette Aars Storthing talte netop det grundlovbestemte Maximum af 100. Det havde ophævet denne Bestemmelse, og det var bleven sanktioneret af Kongen. Der var altsaa bleven "rørt" ved Grund- loven, og et Præjudikat afgivet for at Kongen skal sanktionere Grundlovsforandringer. Men denne Dag talte man kun 95 til- stedeværende Medlemmer; 5 af Sagens utvivlsomme Venner vare fraværende, nemlig Provsterne Heffermehl og Aall, der vare hjem- forlovede til deres Kald, Sorenskriver Nielsen, med hvem det Samme var Tilfælde formedelst Sygdom, samt Prokurator Borch- senius og Lensmand Ringnæs, en særdeles oplyst og veltænkende Bonde, der begge, formentlig af samme Aarsag, ikke den Dag saaes paa sine Pladser. Forslagets Vedtager, Sorenskriver Anton Wilhelm Sørenssen, var paa den Æresplads, han saa ofte sees paa, nemlig paa Præsident- stolen. Paa ham, dets pligtige Forsvarer, maatte Alles Øine hvile, som i Dystrendet paa den egentlige Turneringsridder, der skulde bryde Landse med hvem som kom. Han er ogsaa Storthingets bedst udrustede Kjæmper -- et af de Mennesker, om hvem en Oldets Græker vilde sige, at Musen havde kysset ham i hans Fødselsstund paa Panden. Han er velsignet og indviet i Vuggen med den bedste af de himmelske Kræfter til herlige og hellige SIDE: 404 Formaal: med Veltalenhedens ypperlige Gave til at bringe Sand- heden Sejer, Menneskeslægten Fremgang, Uskyldigheden Erkjen- delse og Triumf. Derfor, ved at være vedtaget af ham, ved at være antaget af ham som eget, og ved Adoptionen lagt til hans varme Hjerte, havde Sagen ikke blot erholdt en Forjettelse om at seire, men et Stempel paa at fortjene det, en Vished om at der vilde blive kjæmpet indtil Taarer for Seiren. Thi endnu mere end hans Evner som Forhandlingernes Leder, er det den fuld- endte Veltalenhed og navnlig den Varme, der ligesom fylder en- hver af hans Foredrags Sætninger med Liv og Lys og pulserende Blod, der gjør ham til vort meest udmærkede parlamentariske Talent. Han henrives selv, og henriver derved. Han er, siden han fremtraadte, den Eneste i Storthinget, om hvem det kan siges, at han er veltalende i egentlig Forstand og i alle Ordets Bemærkelser. Organ, Blik, Stilling, Gestus -- alt har forenet sig for at give hans overtænkte eller improviserede Foredrag det meest fuldendte, inspirationsmæssige Udtryk, den meest ind- trængende Form. Dog er det aldrig poetisk, men i højeste Grad rhytmisk og velklingende. Sørenssen er ikke af fuld Middelhøide, men hans Veltalenhed er stundom af den Art, at den synes at løse den vanskeligste af alle Opgaver: den at lægge noget til den naturlige virkelige Høide. Den er uddannet, ikke studeret. Hans mangeaarige Plæderen for Højesterets Skranker har givet ham Øvelse, uden at betage hans Foredrag noget af dets Natur- lighed. I 1830 begyndte han sin glimrende Storthingsbane som Repræsen- tant fra Kristiania, som derved har havt den Ære at skaffe Stor- thinget en permanent Præsident til Afvexling med Riddervold, naar de trætne under Byrden. I 1839 vilde man bemærke, at han ikke længer tilhørte Oppositionen, og man daterte dette fra en Audienz hos Kongen, som da skulde have erobret hans Hjerte. Hvilket Gemyt skulde ogsaa være mere skikket til at forstaa og skatte Carl Johans paa engang store og elskelige Personlighed, hans historiske Betydning, hans Menneske- og Kongeværd og hans Kjærlighed i Sind og Gjerning for Norge, end et dermed saa beslægtet, end Sørenssens varmhjertede, følelsesfulde, enthu- siastiske? Men sin Overbeviisning har han altid tilhørt. Det er den, som giver hans Tale dens ejendommelige Varme. Var det ikke saa, skulde man snart mærke dens Aflunknen til Affektation, SIDE: 405 dens Fornedring til Advokatens Routine, og naar han greb til den Floskulation, han nu foragter, skulde ikke blot han Selv, men Alle, som havde hørt ham før, gribe ham i en Uredelighed imod sig selv, som er denne oprigtige Natur umulig. Han hører nemlig til de varmblodige Folk, som vel kunne skifte Meninger (og det skeer ikke saa sjelden), men om hvem man veed, at de mene hvad de sige. Denne Egenskab er ikke saa almindelig, som den synes at burde være. Den elskes hos Sørenssen; og denne Me- ning om ham har Deel i hans fornyede Valg fra Hovedstaden, medens Storthinget, ved hans idelige Udnævnelser til Præsident, har lagt for Dagen hvor højt han æres for sine administrative Talenter. Præsidenten ankyndiger Dagens Forhandlinger. Det er først et Par Budgetposter, og, efter deres hurtige Affærdigelse, meddeler han Konklusionen af Konstitutionskommitteens Indstilling om For- slaget til Ophævelse af Grundlovens § 2, sidste Passus. Ordet "Jøder" høres. Det virker som en elektrisk Rørelse. Alles Ho- veder vise spændt Opmærksomhed. Paa Galleriet trænge de sig frem endnu en Tomme. Nede i Salen mærkes hos flere af Re- præsentanterne en Skyhed for at see sig tilbage, som ellers ikke har Sted, naar en interessant Sag har fyldt Galleriet. Men hvad er det for Qvartblade, som cirkulere mellem Repræ- sentanterne, og hvoraf Exemplarer, endnu ferske og fugtige fra Pressen, lægges paa Pladserne og Bordene? Typerne ere saa svære, at de kunne læses fra Galleriet. Lad see! De maa være beregnede paa Bønderne, at de kunne læse dem foruden Briller. Det er jo et rent Flyveblad. Der kommer det. Lad see! "Til Storthinget. Hvad der er moralsk rigtigt bør ske. Det er ogsaa moralsk nødvendigt og nyttigt i Tiden, om end dets Nytte ikke for Øie- blikket kan opdages. Dette er ligesaa vist som, at hvad der er moralsk slet bærer sin Straf i sig, om det end er tilsyneladende nyttigt for Øie- blikket. Dette er Grundloven for Guds Regjering, for den moralske Verdensorden, og anbefales til Eftertanke i Anledning af Dagens Qvæstion, betræffende vor Grundlovs § 2, sidste Passus. Desuden gives der en Mængde positive, utvetydige og den SIDE: 406 Kristne ubetinget tvingende Religionsbud fra Jesu Kristi egen og hans Apostles Mund, saasom Matth. 5, 44 -- 45; 7, 12, 22, 39; Luk. 6, 36; Hebr. 19, o. fl., der alle falde bestyrkende sammen med ovenskrevne Erfaringssætninger. Kristiania, den 9de September 1842. ærbødigst Henr. Wergeland." I flere af Foredragene vil man finde disse Grundsætninger gjorte gjældende, saa det tør nok være muligt, at denne Froprædiken ikke har været saa ganske en Røst i Ørken. Proponentens Iver forat begrunde Sagen paa moralske Motiver viste sig ogsaa samme Morgen i den Constitutionelle, hvor de tre første Passus af Oven- staaende ogsaa vare indrykkede. Alle fæster Øjnene paa Præsidenten. Over hans velvillige og livlige Aasyn hviler en tungsindig Alvorlighed. Han forhører sig, om Nogen har noget at yttre før han gaaer over til Indstillingens Oplæsning. Kapitain Foss reiser sig: "Som Kommitteens Formand maatte han gjøre Regnskab for at Indstillingen var indløben saa seent, nemlig først den 5te September. Den 28de Februar modtog Kom- mitteen Forslaget fra Storthinget. Han havde da strax fremlagt i Kommitteen Udkast til Skrivelser til Børskommitteerne, det theologiske Fakultet og Højesteret, for at indhente deres Betænk- ninger angaaende Sagen, og da Udkastene vare bifaldte af Kom- mitteen, udfærdiget Skrivelserne. Først i Slutningen af April ind- løb de forlangte Oplysninger; de bleve tagne under Overveielse, trykte og uddeelte. Man havde fremdeles havt en Mængde Skrivter at gjennemgaae, hvilket var nødvendigt for at komme til Klarhed i Sagen, og, uagtet endnu flere Oplysninger besluttedes indhentede, havde man taget en foreløbig Beslutning, om hvad Indstillingen skulde gaae ud paa, og overdraget Konciperingen til Hjelm. Tiden var imidlertid skredet meget fremad, men alligevel vilde Indstil- lingen, uagtet Oplysninger fremdeles indløb, være fremkommen betimelig, hvis ikke det Uheld havde indtruffet, at Koncipisten, paa Grund af sin Helbredsforfatning, for længere Tid maatte ind- stille Arbeidet, der ikke vel kunde overtages af et andet Medlem, deels fordi det antoges at ville medtage endnu længere Tid for en Anden at sætte sig saaledes ind i Sagen, som Hjelm allerede SIDE: 407 var, deels fordi Koncipistens egne Optegnelser ikke vare brug- bare for Andre. Da imidlertid Tiden var skreden stærkt fremad uden at Hjelms Sygdom tillod ham at fuldføre Indstillingen, var man i den allersidste Tid nødt til at overdrage dens endelige Istandbringelse til et andet Medlem. Indstillingen maatte kon- centreres, og dens Trykning foregaae ligesaa hurtigt, som den blev udarbeidet. Følgen deraf havde ogsaa da været, at man, for at faa Indstillingen trykt, havde maattet indskrænke den til det halve Omfang, og ladet Trykningen foregaae arkevis Slag i Slag med Konciperingen. Herved vare desuden flere Trykfeil indløbne, hvoriblandt Taleren især maatte udhæve den, at i de trykte Exemplarer fandtes en i det Skrevne strøget Tirade, som findes paa Indstillingens Pag. 5 saalydende: "og at kun Misbrug af privat Udlaan af Samme (Consul Egidius's Skrivelse) til Hr. Bureau- chef Wergeland er Anledning til, at den mod hans Villie er be- nyttet til Erhvervelse af de anførte Erklæringer", hvilken ved en reen Misforstaaelse havde faaet Plads der." Sørenssen: "Det maatte vistnok ansees besynderligt, og havde vakt en ubehagelig Sensation, at Indstillingen i en saa vigtig Sag, der absolut maatte afgjøres af Thinget, var indkommet saa sil- digt, at det aabenbart vilde bero paa et tilfældigt Sammenstød af Omstændigheder, om Thingets Beslutning, hvis den bifaldt Grundlovsforandringen, kunde blive af nogen Virkning ved Er- hvervelse af Sanktion inden Opløsningen. For enkelt Kommittee- Medlem [fotnotemerke] havde han vel yttret, at han havde erholdt Bebreidelser fra Amsterdam fra Konsul Egidius for at hans Meddelelser ei skulde have været benyttede med den Diskretion, der havde været en Betingelse ved deres Oversendelse, hvilken Fordring dog kun gjaldt et af de modtagne Dokumenter. Paa Grund heraf og disse Papirers Indhold forøvrigt havde han først besluttet at ignorere dem, men havde dog senere troet at burde forevise dem for den Mand, der saa høilig havde viist Interesse for Sagen. -- At noget Misbrug havde fundet Sted fra Wergelands Side, havde han aldrig yttret, ligesaalidt som han, efter de fra Denne modtagne Oplys- ninger, havde Grund til at antage saadant, uanseet de Kontra- oplysninger den svenske Presse med Hensyn til hine Meddelelser havde leveret. Det er derfor i høieste Grad beklageligt, for ikke at bruge et haardere Ord, at Indstillingen er indløben først nu, Fotnote: ): for Hjelm. SIDE: 408 da maaskee ingen Lov kan istandbringes. Taleren vilde fra først af have anket over den brugte Fremgangsmaade, men da Kom- mitteens Formand var kommen ham i Forkjøbet, maatte han nu imødegaa hvad der var anført. Kommitteen maatte enten have været for overlæsset med Forretninger eller Arbeidet ei tilbørligt fordeelt imellem dens Medlemmer. Var det Første Tilfælde, burde man have henvendt sig til Storthinget, for om muligt at faae en anden Kommittee nedsat for at overtage en Deel af Sagerne eller for at bevirke Prolongation af Sessionen. Han kunde aldeles ikke bifalde, at man havde iagttaget Taushed lige til det sidste Øje- blik. Disse Anker maatte han fremsætte, ikke for at sige Nogen Ubehageligheder, men fordi han fandt det at være sin Pligt. Stor- thinget burde være ligesaa strengt imod sig selv, som det vist vilde have været, hvis Feil vare begaaede af Autoriteter udenfor dets Midte. Hvad Undskyldningen om Vedkommendes Sygdom angaaer, da kunde han ikke tage den for god; det havde under saadan Omstændighed været Pligt at overdrage Konciperingen til et andet Medlem af Kommitteen og hvis ikke det lod sig gjøre, da at faae tilkaldt andre Repræsentanter, som kunde have paa- taget sig et saadant Arbeide. Hvad den paapegede Tirade i Ind- stillingen angik, da skyldte Taleren Wergeland den Erklæring, at hvis han ikke var gaaet frem med Humanitet, vilde han (Sørenssen) have været sat i stor Ubehagelighed. Dog kunde han for Gud og Hvermand bevidne, at heller ingen Misbrug fra hans Side havde fundet Sted". Dette var formeget for Foss. Man saae, man hørte paa ham, at han følte sig fornærmet og var opbragt. "Nogensomhelst Be- breidelse for, som Formand i Kommitteen, at have tilsidesat min Pligt, modtager jeg ikke. Finder Storthinget, at jeg har viist nogen Forsømmelse, saa forlanger jeg, at man tilstiller Odelsthinget Sagen for at gjøre Ansvaret gjældende; men jeg gjentager det, personlig Bebreidelse modtager jeg ikke, og det saameget mindre, som jeg virkelig, men uden Nytte, har protesteret mod at overdrage Kon- stitutionskommitteen Behandlingen af Traktaterne, hvorfor den ved de foregaaende Storthing har været fritaget. Det var vist- nok i Almindelighed Formandens Pligt at overtage Indstillingernes Koncipering, men han maatte forsikkre, uagtet han med Hensyn til Flid troede at kunne stille sig ved Siden af hvilketsomhelst Medlem af Storthinget, at det ikke havde været ham muligt, ikke SIDE: 409 engang at gjennemgaae Indstillingen sidste Gang, for at foretage deri de Forandringer, som efter Omstændighederne vare nød- vendige. Dette Hverv var da bleven Riddervold overdraget". Riddervold: "Han maatte i det Hele henholde sig til hvad Foss, der i Kommitteen havde arbeidet med sin sædvanlige Flid, havde yttret, og troede, at, hvis Præsidenten kjendte de mere specielle Omstændigheder, som det imidlertid vilde være for vidtløftigt nu at specialisere, vilde han vist finde sine Anker mindre beføiede. Det var imidlertid let at indsee, hvor vanskeligt det var, naar et særdeles vigtigt, vanskeligt og omfattende Arbeide først var over- draget til en duelig Mand, da at fratage Denne Arbeidet og over- drage det til en Anden, hvorved saa særdeles megen Tid absolut maatte blive bortkastet. Det var vel undskyldeligt, om man i det Længste kvier sig herfor og haaber det Bedste. Konciperingen af Indstillingen var ogsaa, da Formanden umulig, paa Grund af andre Arbeider, kunde overtage den, bleven overdraget til den Dueligste af de øvrige Medlemmer, og Denne var bleven sinket i Arbeidet i lang Tid ved Sygdom". Sørenssen: "Det kunde ikke være hans Tanke at fremføre nogen Sigtelse mod Foss eller nogen Anden, hvis Dygtighed han i fuldeste Maal erkjendte. Men han havde kun benyttet sin Ret som Repræsentant til med Frimodighed at yttre sig over Frem- færden i denne Sag, der ikke var som den burde, uden derfor at lade ude af Betragtning, at der paalægges enkelte Repræsen- tanter Byrder, som der skal en lykkelig Helbreds- og Sindsfor- fatning til at bære". Byfoged Christensen, Stavangers dygtige Repræsentant, fandt, "at de faldne Yttringer ikke vare paa sit rette Sted. Først naar For- slaget var bifaldt og der ikke var fornøden Tid til at erhverve Sanktion derpaa, kunde man med Grund anke over, at Indstil- lingen var fremkommet saa seent". Sørenssen: "Den sidste Taler opstillede en Theori, som ikke stemmede med hans Overbeviisning. Udfaldet kunde aldeles ikke komme i Betragtning, naar der, som her, var Spørgsmaal om at bedømme Repræsentanters Færd, som Kommitteemedlemmer". Riddervold maatte dog bemærke, "at Flere, og navnlig Kon- cipisten af Indstillingen, bekjendte sig til den Mening, at Beslut- ningen ikke tiltrængte Sanktion. Dette vilde han anføre i den nævnte Repræsentants Fraværelse, idet han derhos bemærkede, SIDE: 410 at han ikke selv deelte denne Mening om Undværligheden af kgl. Sanktion med Hensyn til Grundlovsforandringer". Disse Debatter spildte Kraft og Tid for selve Sagen. De lig- nede disse indbyrdes Fegtninger med skarpe Vaaben, som visse kaukasiske Stammer siges at anstille blot til Øvelse før det virke- lige Slag begynder med Fienden, men som blot sætte ondt Blod og koste Folk. Endelig kunde da Præsidenten skride til at foredrage Kommittee- indstillingen. Det skede in extenso, Medlemmerne følgende med i sine trykte Exemplarer, Kommitteens Formand bemærkende de Feil, som maatte opdages. I Begyndelsen af denne Forhandling havde man den Fornøjelse at se Hjelm pile over Gulvet og at indtage sin Plads. Efter dennes Oplæsning refererede Præsidenten følgende Skri- velse fra Forslagets Proponent: "Positive Religionsbud. Foruden det kristelige Kjærlighedsprincip, udtrykt af Jesus Kristus selv i Matth. 5, 44 -- 45 i Sproget, der endogsaa byder os at "elske vore Fiender paa- det vi kunne vorde vor Faders Børn, som er i Himlene og som lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, regne over Retfærdige og Uretfærdige", findes der en Mængde positive, utvetydige og enhver sand Kristen tvingende Religionsbud, hvoraf herved anføres endeel: 1) Matth. 7, 12. "Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem! thi saadan er Loven." 2) Matth. 22, 39. "Du skal elske din Næste som dig selv!" 3) 1 Joh. 3, 18. "Lader os ikke elske med Ord, ei heller med Tunge, men i Gjerning og Sandhed." 4) Luk. 6, 36. "Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig!" 5) Hebr. 13, 16. "Glemmer ikke at gjøre vel og at meddele; thi saadanne Offere behage Gud vel." 6) Matth. 25, 40. Kristus vil paa Dommens Dag sige til de Barmhjertige: "Hvad I have gjort mod En af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig." 7) Philipp. 2, 4. "Enhver see ikke paa Sit, men Enhver ogsaa paa Andres!" 8) 1 Cor. 4, 7. "Hvo giver dig Fortrin? Og hvad har du, som du ikke haver annammet?" Konfereret med: 9) 1 Petr. 4, 10. "Som Enhver har faaet en Naadegave, saa tjener hverandre dermed!" 10) 1 Joh. 3, 17. "Den, som har denne Verdens Gode og seer sin Broder lide Mangel, og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?" 11) Rom. 12, 18. "Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder!" SIDE: 411 12) Joh. 13, 15. "Derpaa skulle alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed." I Kontinuation med vedlagte korte trykte Meddelelse, tillader jeg mig ær- bødigst at oversende denne Tilbagekaldelse i Erindringen af de Religionsbud, som vistnok engang have været indprægede og endnu staae prægede i enhver Repræsentants Hjerte. Den korte Tid imellem Kommitteeindstillingen og Sagens Afgjørelse hindrer mig fra yderligere Forsøg paa at forsvare Tolerancepropositionen, der for mig har Vægt og Interesse som Samvittighedssag -- et Skridt, jeg af denne Grund haaber fri for Mistydelse. Skulde en Anskuelse, der troer med større Vægt at kunne støtte sig til borger- lige og lokale Forhold og til materielle Hypotheser, blive den seirende, da ud- beder jeg mig Propositionen uforandret fremsat til Afgjørelse paa næstkom- mende Storthing. Den hører maaskee til de Reformer, som betegne en mere oplyst og udviklet Tidsalder, omendskjønt det norske Folks gjæstmilde og menneskekjærlige Karakteer maatte indgive et ikke ugrundet Haab om, at Sagen allerede nu i Aaret 1842 maatte kunne gaae. Ærbødigst Henr. Wergeland". Præsidenten opløftede et Nytestamente, som var Skrivelsen vedlagt, appellerende dertil med Hensyn til Citaternes Rigtighed. Klokken var nu 12; men, med Tilsidesættelse af den sædvan- lige Hviletid, erklærede Præsidenten nu Sagen undergiven Debat. Men endnu skulde der lægge sig en Steen ivejen før man kunde komme ind paa dens Realitet. En Stemme, noget skjælvende af Sindsbevægelse, høres fra en af Amfitheatrets Høider. Det er Konsul Egidius's Svoger, Provst Løberg, der ønsker hans Skri- velse oplæst. Nu, meente han, siden der var bleven saameget talt derom, var det ligesaa godt den kom til Alles Kundskab. Han fandt Egidius angreben, og at det derfor var retfærdigt imod ham, om saa skede, hvorfor han for hans Skyld maatte fordre, at hans Meddelelser til Sørenssen produceredes. Med kjendelig Uvilje maatte Sørenssen atter tage Ordet."Han havde, efter hvad han nys tilforn havde erklæret, troet, at han skulde være bleven befriet for en saadan Anmodning. Konsulen, til hvem han i privat Brev havde henvendt sig, havde vel alvor- ligen beklaget sig over at være bleven udsat for Forfølgelser og Ubehageligheder, fordi Diskretionen -- men, som han troede at have godtgjort, uden hans Skyld -- var bleven brudt; men det kunde han gjentagende forsikkre, at, efter hans bedste Overbeviis- ning, indeholdt Egidius's Skrivelse ikke Noget, der fortjente Navn SIDE: 412 af Oplysning i Sagen, hvilket han tilskrev, at Egidius, som nylig ankommen til Amsterdam, ved Brevets Forfattelse, muligens endnu ikke havde havt Tid nok til at frigjøre sig for Fordomme, som ofte gjøre sig gjældende ved Bedømmelsen af nye og uvante For- holde. Skrivelsen havde dog gjort Nytte, forsaavidt den gjennem Wergeland havde fremkaldt Oplysninger, der svække dens Dom, og derved var der bleven udbredt et klarere Lys over hele Sagen". En dyb Bas lader sig høre fra nederste Bænk i Midten. Det er Rektor ved Bergens Latinskole, Hans Holmboe, Repræsentant paa Storthingene i 1833, 36 og 37. Han meente, at Egidius vilde ikke blive uvidende om det her Forhandlede, og at da Adgang til at retfærddiggjøre sig stod ham aaben, om han fandt det nød- vendigt. Dette og en Henviisning af Riddervold til endelig at ind- lade sig paa Sagen, til hvis Forsvar han ikke fandt Anførelse af Bibelsteder, som maatte være bekjendte, paa sin rette Plads, gjorde endelig omsider en Ende paa disse, men ikke paa alle, Udskejelser derifra. Man vil finde nogle i det nærmest Følgende. Den høje, smekkre, noget ludende Figur, som reiser sig der i Thingets Midte, og som med det tungsindige, sensible Udtryk i sit Ansigt, det glatte mørke Haar, det bløde zittrende Organ, ligner meer en Sydbo, en Italiener, end en Nordbo, er Amtmand Carl Falsen, en Repræsentant, kjendt med Højagtelse fra 8 fore- gaaende Storthing formedelst den Følelsens Adel, der altid som en molstemt gylden Streng gjennembæver hans Foredrag, og for- medelst den selvfornegtende Samvittighedsfuldhed, hvormed han yder den seirende, af ham til det Sidste bestredne, Sag sin op- rigtige Tjeneste, for dog endnu at gjøre den saa heldbringende for det Almindelige som muligt. Det er Cato mod Guderne og deres res victrix: men ikke Cato, som troer, at Alt er tabt. Thi Ingen forsvarer mere tommeviis sin Mening, og er dog mindre fortrydelig paastaaende, naar den ligger under i Voteringen. Denne sjeldne Egenskab, der tyder paa en Tænkemaadens Sinceritet, som maatte kunne forsone den mest legitimistiske Carlist med den deciderede Republikaner, en Chateaubriand med en Armand Carrel, har ogsaa vundet ham Anerkjendelse hos den Opinion, der nævner sig selv ved at sige: "Falsen er Roialist, en Aristo- krat, og derfor ikke af vore Folk". "Men han er en patriotisk Roialist, en Dannelsens Aristokrat", er den bleven tvungen til at SIDE: 413 lægge til. Han er Broder af Manden fra 1814, af Christian Magnus Falsen, den Normand, som har størst Fortjeneste af den nye For- fatning, og Søn af Digteren Enevold Falsen, den Normand, der sørgede dybest over Fædrelandets Ulykke under den gamle. Naar han reiser sig i Thinget, mindes man disse Frændskaber, og begge Hines Skygger synes at omsvæve den Efterladte. Denne Gang var ogsaa Broderen fremmanet ved Anførelsen i Kommitteeind- stillingen, og for vor irritable Falsen var dette at sætte Naalen til en Nerve. Af en Mand af Falsens Humanitet og Følelses- fuldhed (han er en af de Jurister, som ogsaa kunne græde) kunde man vente, at han vilde tale i Sagen; men efter denne Berørelse, at han maatte springe op som den anslagne Tangent. Og det skede. Han var -- hedte det -- ganske paa det Rene med sin Stemme- givning i denne Sag, og havde heller ikke taget Ordet for ud- tømmende at gjennemgaae Spørgsmaalet; imidlertid troede han dog at maatte berøre det med nogle Ord. Man havde mange udmærkede Mænds Erklæringer for at det var stemmende med Religion og Politik at tilstede Jøderne Adgang til Riget, og der var heller ikke Noget i det gamle Testamente, som satte denne Nation i Opposition mod de kristelige Troeslærdomme. Vel havde man ogsaa Erklæringer om at Talmudisterne, hvortil flere For- fattere henregne alle europæiske Jøder, stille sig i skarp Mod- sætning til Staten, at de saaledes bekjende sig til Grundsætninger, som ikke Nogen kunde ønske vare Borgernes, f. Ex. at Lovene ikke have forpligtende Kraft for dem, og at de kun ansee sig bundne dertil ved Magten. Men saadanne Principer var Noget, som ikke laae i deres Lære, og vare kun fremavlede ved de grue- lige Forfølgelser, hvorfor de havde været udsatte; ved den store Humanitet, som er de senere Tider egen, have ogsaa Jøderne frigjort sig for saadanne Grundsætninger, der maatte lede til at de overalt bleve tilbageviiste. Naar man tillige har sagt at Jø- derne nu har opgivet Troen paa den kommende Messias, da var det Taleren ufatteligt efter hans Bekjendtskab til dem. Men alle saadanne Hensyn maatte vige for de vægtige Grunde, som vare anførte af det theologiske Fakultet, og man maatte heller over- lade til den private Lovgivning at træffe Bestemmelser mod Mis- brug, som muligens kunde opstaa, hvis nogen af de ovenanførte Grundsætninger endnu skulde være denne Nation egne. Historie SIDE: 414 og Erfaring siger rigtignok, at Jøderne have en Ulyst til alle nyt- tige Forretninger, medens de have alle Tanker henvendt paa Bank- og Pengeaffærer, og at der i deres Karakteer ofte er en utaale- lig Paatrængenhed; men dette maatte vel være Forfølgelsernes bittre Frugter; thi paa den anden Side fandt man hos dem Lær- dom, Geni, udmærkede Sindsevner, en usvigelig Vedholden ved deres Religion og en til det Utrolige grændsende Opoffrelse for den. Man fandt saaledes hos dem, som hos andre Folk, ud- mærkede og mindre gode Egenskaber. Men hvorledes de her ville opføre sig, kom vel mest an paa, hvorledes man opførte sig imod dem. Naar nu Kommitteens Grunde ere saa vægtige, fore- kom det ham, at den ikke burde have fremdraget den private Affære mellem Glogau og hans afdøde Broder, og stillet denne i et mindre heldigt Lys. At denne var af en anden Mening end Kommitteen, kunde ikke forundre Nogen, som tager Hensyn til, at der ligger 28 Aar mellem da og nu, at Forholdene have for- andret sig siden den Tid, og at endnu Mange saaledes som det theologiske Fakultet anfører, troe, at der hos Jøderne findes Grund- sætninger, der stille dem i Opposition mod Stat, Ret og Sæde- lighed. Kommitteen har sluttet saaledes, at hvad Falsen har udtalt maatte være de Grunde, som havde bevæget Rigsforsamlingen til at opstille den her omhandlede Bestemmelse i Grundloven. Men hvorledes kunde man gjøre en saadan Slutning? Brevets Udtryk viste jo klarligen, at han deri kun fremsætter sin subjek- tive Formening. Til Slutning udhævede Taleren det atter som Retfærdighedsfordring, at Jøden ikke behandledes som en For- bryder, som en Banlyst, og straffedes for den blotte Betrædelse af Norges Jordbund med de højeste Mulkter, samt at vor Religion bød at antage Forslaget. Bag Falsen sidder en Repræsentant, som ved sin egen Person- lighed kalder Rigsforsamlingen paa Eidsvold tilbage i Erindringen. Det er den statistiske Forfatter, Amtmand Gustav Peter Blom, Re- præsentant fra Drammen paa alle Storthing siden 1830. Han kunde ikke mangle i en Strid, hvor Intelligentsen sammenkaldte sine Kjæmpere, og han bar personligen Vidnesbyrd om den Forandring i Meningen om Kvæstionen, som siden 1814 er foregaaet hos Rigs- forsamlingsmændene. Han er en praktisk Mand, af samme po- litiske Farve som Falsen, talende klart og sundt, men uden Varme, med en tydelig, dialektløs Stemme; hans Ansigt udtrykker Vel- SIDE: 415 vilje og Forstand, og hans statelige Figur bærer godt den Men- neskealder, som er henrunden siden han paa Rigsforsamlingen i Eidsvold, hvor han hørte til Unionspartiet, tidligen kaldtes til Deeltagelse i Fædrenelandets politiske Anliggender. Blom yttrede: "Kommitteens Indstilling var saa vel begrundet, at Enhver derefter maatte kunne danne sin Mening og det var heller ikke for at udtale sig over Spørgsmaalet, han havde taget Ordet. Men som eneste herværende Medlem af Rigsforsamlingen vilde han give en historisk Oplysning. Skjøndt det Modsatte var paastaaet, havde man dog paa Rigsforsamlingen godt kjendt til Frdn. af 30te Juli 1684 om Portugisjøder. Den blev endog frem- ført under Debatterne. Der var Flere, som talte Jødernes Sag, og iblandt Andre vilde han stedse med Glæde tænke tilbage paa det levende Foredrag, som Provst Midelfart holdt til Forsvar for Jøderne. De Grunde, Modpartiet havde anført, vare især hentede fra Jødernes Stilling i Almindelighed. Man fornærmede Ingen ved at lade Sagen in statu qvo, og man fandt det betænkeligt at optage en Nation, som aldrig havde yttret Lyst til at domiciliere sig, og som ikke knyttede sine Interesser til det Lands, hvor de fik Ophold. Norges daværende prekære Stilling i pekuniær Hen- seende gjorde det desuden farligt at indlade Folk, som beskjæf- tigede sig med Bankaffærer og i den Henseende vare os over- legne. Der var maaskee ogsaa en anden Grund, som ikke blev omtalt i Forsamlingen, men virkede skjult, nemlig det Had, som dengang fandt Sted i Danmark mod Jøderne. Men ganske vist blev der omhandlet, at Lovgivningen tilstedede visse Jøder Ad- gang, og isærdeleshed blev der opkastet Spørgsmaal om hvori da Portugisjøderne vare forskjellige fra Andre af denne Nation, og da Ingen vidste det, bleve Alle skaarne over een Kam. Men alle de Grunde, som den Tid vare forhaanden, finde nu ikke Sted. Han kunde ikke betvivle, at Rigsforsamlingen, hensat til 1842, vilde være kommen til samme Resultat som Kommitteen". Men at Ingen af Præsterne endnu have talt? Standen har dog nogle af Thingets ædleste og talentfuldeste Medlemmer at opvise: den skarpsindige Arup, den kristmilde Castberg, den poetisk-fø- lelsesfulde Lammers, Alle sande Præster til Hoved og Hjerte? Jo, i dette Øjeblik lader en sonor, malmfuld, øvet Røst sig høre. Det er Arup, Repræsentanten fra Drammen paa Storthingene i 1836 og 37, en Præst, designeret af den offentlige Mening som en af SIDE: 416 de Værdigste til det bispelige Pallium, udmærket som Taler og Mand for sin Kommune, agtet som Tænker, Stilist og Kristen siden han i forrige Aar offentligen optraadte i Spidsen imod det intolerante Lovforslag betræffende Troesforholdene, som var bleven udarbeidet ved Professor juris Hjelm. Han har forberedet sig. Af og til falde hans Øine paa Papiret, uden at dog hans Foredrag taber sin Frihed. Han taler med stærk rhytmisk Be- toning, i rullende veldrejede Perioder: "Dersom Spørgsmaalet var om nu strax uden videre For- beredelser og Betingelser at tilstede Jøderne Adgang til Riget, vilde jeg ikke vove at stemme derfor, -- vistnok ikke af religiøse og moralske Grunde, men af andre, der ere altfor ofte frem- hævede til her at behøve at gjentages, -- kun vil jeg nævne Jøde- folkets aldeles særegne, for en væsentlig Deel ved Undertrykkelser bevirkede, Udvikling, samt en almindelig Opinion imod deres Op- tagelse, som, saalænge den ei er beseiret, vil saagodtsom til- intetgjøre Øjemedet af at aabne dem Adgang til Landet. Men Spørgsmaalet er for Tiden ikke herom, thi om end Grundlovens Forbud hæves, bliver den øvrige Lovgivning tilbage, og igrunden er man, hvad Sagens endelige Afgjørelse angaaer, ikke kommet et Skridt nærmere; thi vel synes det, som om een Hindring ved den foreslaaede Grundlovsforandring vilde bortryddes, men den tilbageværende har dog aldeles samme Rod, som den hæ- vede, den lovgivende Magts Villie nemlig; og selv i Tid er der intet Væsentligt vundet, da det jo er klart, at ved et og samme Thing kunde Forandringen foregaae baade i den offentlige og pri- vate Ret. Saavidt jeg skjønner, er det ei Hensyn til hvad Jøde- folket efter Naturretten eller Folkeret kunde fordre, der her maa gjøre Udslaget -- thi om Indstillingen bifaldes, blive deres Rettig- heder derved kun i ringe Grad større, end de vare før. Kvæ- stionen fremstiller sig for mig saaledes: bør Forbudet mod Jødernes Adgang til Riget, saalænge et saadant ansees hensigts- mæssigt, have sin Plads i Grundloven eller den almindelige Lov- givning. Sagen er saaledes et os selv, vor Lovgivning, men vistnok ogsaa vor Nationalære, vedkommende Anliggende. Betragtes Sa- gen derfor fra denne Side, kan jeg for mit Vedkommende ikke være i Tvivl om hvorledes jeg vil stemme, -- jeg maa nemlig bifalde Kommitteens Indstilling. Allerede den Virkning, en Ytt- ring af Storthingets Pluralitet i den Retning maatte have paa SIDE: 417 Opinionen, der efter min Anskuelse ikke er den mindst vigtige og derhos en høist uretfærdig Hindring for Jødernes Optagelse blandt os, taler derfor; men der gives andre og væsentligere Grunde. Der ligger noget ikke blot for Følelsen, men ogsaa for den rolige Eftertanke høist Stødende i en saadan almindelig, for alle Tider -- thi det er jo Hensigten med at gjøre det til Grundlov- bestemmelse -- udtalt Fordømmelsesdom over et, vistnok i høi Grad mishandlet, ulykkeligt, men derhos tillige i saare mange af sine Individer hæderligt Folk. Tyrker og Hedninger kunne frit færdes i Riget, men Jøder, engang Guds udvalgte Folk, ærvær- digt ved sin Ælde og sine Minder, der ogsaa ere vore, ærværdigt som Moder for den hellige Religion, vi bekjende os til, skulde som et besmittende og vanhelligt Folk staae udenfor, -- og Dommen, som saaledes fældes, er i Betydning og Værdighed stillet ved Siden af vort konstitutionelle Livs vigtigste Garantier, og staaer som en Grundlovbestemmelse i den Samling af Regler, der forøvrigt ud- mærke sig ligesaameget ved Liberalitet, som ved Erkjendelsen af Menneskets Værd som Menneske, uden Hensyn til de vilkaar- lige og konventionelle Forskjelligheder, der ellers træde adskillende imellem dem. Dette er i mine Øine en skrigende Disharmoni, der ikke snart nok kan bortfjernes; det er en Plet paa Frihedens blanke Skjold; det er en national Vanære, som Kultur, Humanitet og Religion i lige Grad stempler som saadan. Dersom Grund- loven nu skulde gives, er der vel ingen Tvivl om, at den Be- stemmelse, der foreslaaes udslettet, ingen Plads vilde finde i den; men at den i sin Tid fik Plads deri, grunder sig paa Omstændig- heder, som dengang fast ikke kunde andet end virke mægtigt, og det er saaledes langtfra, at jeg vil kaste nogen Skygge paa Konstituenterne. Den, der har fulgt Jødernes Historie siden deres Adspredelse, vil finde, at der oftere fra Tid til anden har reist sig mod dette vidunderlige Folk en dunkel Mistanke, et bittert Had, en mere eller mindre voldsom Forfølgelse, af Grunde, der vistnok for de Samtidige have havt sin fulde Vægt, men som Eftertiden har seet i deres hele Intethed. I Dyrtid vilde man i Jøderne finde Nødens Ophav, under smitsomme Sygdomme be- skyldte man dem for at have forgiftet Brøndene; Religionsfanatisme forfølger dem stundom endnu -- kort sagt, i enhver stor Nød vendte Blikket sig mistænkeligt mod Jøderne. Men det var ei i moralsk Henseende alene, de saaledes uforskyldt bleve angrebne; SIDE: 418 og just i den Tid vor Grundlov blev given, var der indtraadt en saadan Forfølgelsesperiode i det med os da saa nøie forbundne Danmark. Det var en ulykkelig Tid; Pengenes Værd var sjunket i en uhyre Grad, Finantserne udtømte og Elendigheden frembrudt i mangehaande Skikkelser. Istedetfor at søge Kilder dertil i de Aarsager, hvor man vistnok nu erkjender, at de ligge, var det en almindelig, ja ogsaa hos de Oplyste en herskende Mening, at Jøderne ved deres Pengevirksomhed, ved deres egennyttige Iso- leren og Stræben efter at berige sig, havde for en væsentlig Deel fremkaldt Elendigheden. En saadan almindelig udbredt Mening, om hvis Rigtighed Faa dengang tvivlede, kunde ikke andet end yttre sin Indflydelse paa det vigtige Arbeide, der grundlagde vor Frihed og Selvstændighed; men naar man er kommen til Erkjen- delse om, at derved er begaaet en stor Uret, bør man heller ikke betænke sig paa at gjøre den god igjen. En det norske Folk van- hædrende og et fremmet Folk krænkende Bestemmelse bør ikke omgives med Grundlovens Hellighed; hvad Tidsomstændighederne fremkaldte, bør ei gives Varighed gjennem alle Tider; de Baand, der i denne Henseende ligge paa Nationalviljen, bør løses. Det er saaledes min Overbeviisning, at Forholdet bør bringes tilbage til det Punkt, hvorpaa det stod førend vor Grundlov blev given; og jeg agter saaledes at stemme for Kommitteens Indstilling". At Rektor ved Bergens Latinskole, Hans Holmboe, Repræsen- tant paa Storthingene i 1833, 36 og 37, vilde blive en af Sagens varmeste Talsmænd, kunde man vide af et fyrigt og vidløftigt Forsvar, han forrige Høst under sit Navn havde publiceret i Bergens Stiftstidende. Det lignede denne uafhængige Karakteer, at være sig denne Mening bekjendt imellem Kommittenter, hvis store Fleerhed i denne Kjøbmandsby rimeligviis fordømmer den. Ingens Foredrag var eftertrykkeligere. Og han er tillige isandhed veltalende. Uviljen mod Fordommens Magt lod Ordene falde som Thors Hammerslag i Jettens Pande. Den var ligesom hans Tales hørligt bankende Puls. Han demaskerede denne Sagens egentlige Fiende, som man river Lagenet af et fingeret Spøgelse, og gav den til Priis for Spotten og Foragten, der synligen svul- mede om hans Læber og hørligen gjorde det i hans Ord, i denne Sammenfletning af satiriske Snerter, hvoraf hans nervøse Fore- drag baade nu og især senerehen for en stor Deel bestod. Holmboe taler: "Skjøndt alle Talere have yttret sig for Indstil- SIDE: 419 lingen, troer jeg dog af forhen faldne Yttringer om, at dette er en Sag, hvorom Enhver iforveien har opgjort sin Mening, saaat Vo- teringen derfor gjerne kunde foregaae uden Debat, ikke at turde være uden Frygt for Udfaldet, hvorfor jeg anseer det for en Samvittighedspligt ogsaa at udtale min Mening. Det er dog mu- ligt, at der endnu kan være nogle Vaklende, som kunde lade sig bevæge. Her er ikke Tale om hvad der er Sandhed og hvad der ikke er det; men det er blot Fordommene man har at be- kjæmpe. Disse ere to Slags: religiøse og statsøkonomiske. De Første ere tilstrækkelig oplyste og gjendrevne af Kommitteen. Vanskeligt er det dog ikke at forklare hvorledes de ere opstaaede. De skrækkelige Forfølgelser, Jødefolket har lidt, har optændt zelotiske Jøders Had mod Forfølgerne, og forledet dem til at fremsætte Læresætninger, der stode i Strid mod Moralen. Disse, der vare svundne med Forfølgelsen, stode nu kun igjen som Skrækkebilleder, hvorfor man imidlertid fordømte det hele Folk. I vort Land har man vel ingen selvstændig Erfaring, men at For- dommen ogsaa her har rodfæstet sig, er naturligt, da Landets Lovgivning jo har stemplet den jødiske Nation som en Pest, man maatte sky. For disse Fordomme, som kun de Oplyste har kunnet bortmane, har vel heller ikke Disse været saa ganske fri. Ja selv i et af Foredragene idag har jeg troet at see Spor heraf. Jeg yttrer dette, udtalende min Overbeviisning, men ogsaa overbeviist om, at dette ikke vil eller kan blive optaget som nogen Fornærmelse. Embedsmændene kom herop fra Danmark, og maatte have For- modningen for sig om at være oplyste Folk; men hvorledes kunde de virke mod Fordommene, naar de selv havde inddrukket disse ved paa Regentsen fordetmeste kun at stifte Bekjendtskab med Udskuddet af Nationen, med Schakkerjøderne? Som et Exempel kan jeg anføre den afdøde Olding Niels Hertzberg, der interes- serede sig saa varmt for Forslaget, men som selv erklærede, at han med Vanskelighed havde kunnet frigjøre sig for de Fordomme mod Jøderne, som vare opstaaede hos ham i hans Studenterdage. Men i vor Tid har man mangfoldige Beviser paa, at der ikke er Noget i Almindelighed at udsætte paa Jødernes Færd i Lande, f. Ex. i Sverige og Danmark, hvor man behandler dem paa sømmelig Viis. De beskyldes vel for Ulyst til nyttige Foretagender, men man glemmer, at man paa samme Tid har negtet dem Lov til at be- skjæftige sig som andre Mennesker. De vise Paatrængenhed i SIDE: 420 sin Karakteer, siger man; ja vel Schakkerjøden maaskee, som vil blive af med sine gamle Sager. Forøvrigt de statsøkonomiske Grunde betræffende, som man har opstillet mod Jødernes Op- tagelse, da ere de fordetmeste udgangne af Børskommitteernes Betænkninger. Men disse ere saa sneverhjertede, saa svage, saa modsigende, at de virkelig hverken synes mig Gjendrivelse vær- dige eller at være i nogen Maade værd at reflektere paa. De frygtede saaledes t. Ex. for Jødernes fordærvelige Indflydelse paa Handelen. Men man fandt ogsaa der, at det ikke egentlig var med Indførselshandelen Jøderne vilde beskjæftige sig og yttre sin fordærvelige Indflydelse paa, heller ikke paa Udførselshandelen var det og heller ikke paa Fragthandelen -- men paa hvilken Handel da? For at forkaste Erklæringer, der indeholde saadanne Modsigelser, behøver man ikke just at være Handelskyndig. Man frygtede maaskee Jødernes skadelige Indflydelse paa Sølvhandelen; hvis det imidlertid var det, man var bange for, at Jøderne skulde stjæle Sølv fra Sølvværket, da var der Jøder nok før i Nummedal og Sandsvær. -- Her er derhos ikke blot Spørgsmaal om det Gavn- lige og Hensigtsmæssige. Der gives Tilfælde, hvori man maa tage Fornuften fangen under Troens Lydighed. Bibelen nyder vel ikke megen Agtelse i vor Tid, men dog mere end Kramers Regnebog. Om Jødernes Bibel maa man her ikke spørge, men om vor, de Kristnes Bibel, og deri staaer skrevet, at vi skulle elske vor Næste og handle mod ham som vi ville, at han skal gjøre mod os selv. Man vil vel heller ikke fornegte Evangeliets Lære, at ethvert Men- neske, altsaa ogsaa Jøden, er vor Næste, og da haaber jeg, at man vil forene sig om at udslette af Grundloven et Forbud, der strider mod Kristendommens første Læresætninger, og hvis Bi- beholdelse, efter at dets Ophævelse nu er foreslaaet, maa geraade Nationen til Vanære og vil brændemærke den i Udlandets Øine. Taleren endte med at oplæse en (fra Galleriet skreven) Med- delelse fra Wergeland, hvori han beder bemærket, at der ved sidste Naturforskermøde i Stockholm var bleven vakt Kvæstion om hvorledes der ved det næste, der er berammet til Afholdelse i Kristiania, skulde forholdes med Naturforskerne af den mosaiske Tro. Disse skulde have erklæret, at de før vilde undlade at komme end de vilde underkaste sig Ydmygelsen af at maatte søge om Leide. Navnlig anførte Brevskriveren, at Dr. med. Steinheim i Altona havde i Brev til ham yttret denne sin rimelige Beslutning". SIDE: 421 Men Falsen, som var det Medlem, i hvis Yttringer Holmboe vilde have fundet Spor af Fordom fra Studenterdagene "vilde ikke kjende Jøderne fra Regentsen. Hans Bekjendtskab til dem, hedte det, skrev sig ikke blot fra hans Studenteraar, men fra senere Ophold i Danmark og de Oplysninger han igjennem der- værende Beslægtede og Venner havde erhvervet". Foss, "der under sit Ophold i Bergen havde staaet i nær Be- rørelse med Falsens Broder, og som i Forening med ham havde udgivet det Tidsskrivt, hvori Skrivtvexlen med Glogau havde staaet, var imidlertid ved de mellemkommende Taler bleven hindret fra at erklære sig i denne Anledning. Han bemærkede derfor, at det vilde lede til altfor stor Vidtløftighed, om man vilde indlade sig paa at debattere om Præmisserne til Indstil- lingen. For sit Vedkommende agtede han derfor blot at holde sig til Konklusionen, og havde kun nogle faa Ord at bemærke i Anledning af Amtmand Falsens Anke over det, der i Indstillingen var anført af og om hans afdøde Broder. For Denne havde han næret for meget Venskab og nærede for stor Agtelse for hans Minde til at han vilde have fremtrukket en Sag, som paa nogen- somhelst Maade kunde kaste et mindre fordeelagtigt Lys paa ham. Det kunde han erindre og bevidne, at det ingenlunde havde været den Afdødes Mening, at Sagen skulde betragtes som privat; tvertimod havde han indrykket Brevet i "den norske Tilskuer", for at hans Meninger kunde drøftes for Offentlighedens Domstol. Men hvad er det for en usømmelig Lattermildhed, som udbreder sig, og det ikke alene paa Galleriet, men i selve Salen? Skamme- ligt og ærgerligt! Publikum fniser højt, og Storthinget antager Ud- seendet af et Theaterparterre imellem Akterne. Det er Flor, gamle Krigsraad Flor, som taler. Det er nok. Det er bleven nok til at lee ad, og Alderdom og fordums Fortjenester har viist sig for skrøbe- lige til at beskytte imod Forhaanelse. Men oprigtigt, vidste jeg ikke, at det var den oprigtigste Patriot, erindrede jeg ikke, at det var Jernmanden fra 1821, som talte -- Latteren vilde ogsaa have smittet mig, jeg maatte over det jeg hørte have glemt Alderen og Stedet. Det sidste kan vel ikke fritage Eenfoldigheden fra at man leer hos sig selv eller endog fra at Smilebaandet slappes, men Alderen, Alderen -- skal der meer end den Pietet, man bør kunne forudsætte hos ethvert Menneske, til, for ikke at glemme, at den har et Stadium, det nærmeste Graven, hvori Sløvheden SIDE: 422 er naturlig som Mosen paa det gamle Træ, vetløs Tale naturlig som hos Barnet. Dog bør den anhøres med bøjet Hoved, om end med Tanken: det faar dog engang en Ende. Barnets Pludder bærer man over med, fordi man veed, at den vil gaae over til fornuftig Tale; hvorfor da ikke med Oldingens, der vil blive til noget endnu visere, til Dødens Taushed med det faste, mildt- sardoniske Smiil om Læben? Men ikke her, ikke i Storthinget maa man tale i Barndommen; her forlange vi Beskedenhedens Taushed af den sløve Enfoldighed uden at spørge om Grunden til denne. Vi ville kun, at den skal holde sin Træpande tilbage, sige disse Ubarmhjertige; og hvad Svar er der uden et "Tys!" som er endnu grusommere, fordi det synes at have til Hensigt at drive Oldingens Prostitution endnu videre ved at lade hvad han siger blive hørt. Men "Træpande" er ikke nok betegnende for den urokkelige Rolighed, hvormed Flor bliver ved at misbruge sin uomtvistelige Ret til at tale med i Thinget, og, idet han taler imod Sagen, at fremme den mere end nogen af dens Talsmænd ved den Undseelsens Lamhed, som maatte falde over dem, der ellers deelte hans Mening. Der maatte en Pande af Jern, Øren som Konchyliens Steenhvirvler til for at blive ved som Flor blev ved fra sin Plads imellem eller ved Siden af Arup og Blom. Der sidder han nemlig, tilkaldt som første Sup- pleant fra Drammen, hvilken By han med Ære har repræsen- teret paa Storthingene i 1818 og 21. Da, som en af Demokratiets Fløimænd paa yderste Venstre, vandt han Navn af Patriot i sine Følelser, Liberal i sine Anskuelser -- nu, da man hører ham at anføre Negeremancipationens Følger som uheldige og at anføre dette som Grund imod nogen Begunstigelse imod Jøderne, maa han ialfald give Slip paa det sidste Navn, om end Ingen kan be- røve ham det første. I denne Sag idetmindste lagde han, Re- publikaner i sin Tro og i sin private Vandel, dette Navn, sit Livs Krone, af sig, og, om han maatte oprøres ved at mærke Spot hos Mængden, Medlidenhed hos Venner, kunde der vel ikke være synderlig Opreisning i, at denne blandedes med Forbauselse. Dog, som sagt, Intet anfegtede ham. Det er med høi, skrigende Røst, Brillerne snart skudte op i Panden, snart for Øinene, oplæsende af en Bog, en Reisebeskrivelse, som han gestikulerer med i Haanden, at han anstrenger sine sammensjunkne Kræfter, sin Hjernes stivnede Fibrer. Havde han endda indskrænket sig til at oplæse af den Dram- SIDE: 423 mens Avis, han redigerede indtil han kom i Thinget, de Grunde imod Propositionen, han forleden Aar opstillede deri i en Opsats, som ingenlunde gjør hans Pen nogen Skam, vilde Flor have været den bedste Anfører for de 43; men nu er der ikke liden Grund til at tro, at Ingen bidrog mere til at reducere Modparternes Antal til det det blev. "Han havde -- saavidt der lod sig finde Rede i hans Foredrag -- personligen kjendt flere Jøder uden at være bleven saaret af deres fornærmende Paatrængenhed, og uden at være bleven for- urettet af dem. Det kunde altsaa ikke være af Fordom han stemte imod Forslaget. Man havde sagt, at Ikkeantagelsen deraf vilde brændemærke Nationen i Europas Øine; men han havde Grunde nok for sin Mening, og dem vilde han fremsætte og følge, enten han saa udsatte sig for at blive brændemærket eller ikke. Han nærede ikke Religionshad; han ansaae det vakkert nok, om man lyttede til Humanitetens og Religionens Stemme; men der opstod ofte skadelige Følger deraf. Saaledes f. Ex. af Neger- emancipationen, der baade paa Jamaika og Kap havde afsted- kommet Voldsomheder og Ulykker. Men om der ei var andre Grunde, var der dog een, som for ham vilde være nok. Han vilde nemlig aldrig stemme for at gjøre Hul paa Grundloven, som er Basis for vor hele Lovgivning og Forfatning, og desforuden var det især statsøkonomiske Grunde, som havde bestemt ham". Foredraget sluttede med en lang Oplæsning af Reisebeskrivelsen, der indeholdt endeel Kuriosa om hvorledes Jøderne i Galizien havde været tjenstvillige indtil Paatrængenhed. Og saaledes var man da kommen tilbage til samme Punkt i Ringen, skjønt her slugte rigtignok Hovedet Halen op. En af Reisenotizerne var ellers af den Beskaffenhed, at den vakte forøget Munterhed hos de mandlige, Undseelse hos de qvindelige Tilhørere, som den Dag vare talrigere end ellers. Men heller ikke denne Gang var der langt fra det Komiske (om det Udtryk kan bruges om en gammel Mands Skrøbelighed) til det Alvorlige; thi nu hørtes en Tale, der kunde bringe, og virkelig ogsaa bragte, Rørelsens Taarer i baade mandlige og qvinde- lige Øine. Det var Præsten Castbergs, Repræsentant paa alle Stor- thing siden 1830. Og denne blide Stemme, kun moduleret for Formaninger og Velsignelser, har engang kommanderet foran et Kompagnies Front, denne Haand, som nu med let Svæven følger SIDE: 424 de fromme Ord, har engang svinget Kaarden i Spidsen for norske Musketerer. Castberg har været Officeer; men godt er det at mærke af hans hele sandt præstelige Væsen og af en Dygtighed, som Storthingene vide at benytte, at det ikke var forsvundne Aars gode Udsigter i det Geistlige eller Omsorg for Familien, der alene var Hoveddrivefjederen til at han ombyttede sin Stand. Han havde forberedet sig, men han talte høit og med et Udtryk, som indprægede i Hjerterne ethvert Ord og med dem den dybeste Agtelse for hans Tænkemaade. Saa talte Castberg Ord til andet: "Jeg tillader mig ved nogle faa Ord at afgive den Erklæring, at ikke heller jeg tør negte min Stemme til Ophævelsen af det Forbud, hvorved Jøder ere udelukkede fra Riget. Jeg tør det ikke, fordi jeg som Kristen ei skulde kunne forsvare det og som Menneske er mig bevidst, at Samvittighedens Stemme, at Humanitet, at de ædleste Følelser i det menneskelige Hjerte oprøre sig mod en saadan Krænkelse af den Kjærlighed, der minder om vor fælles Guds omfattende og uendelige Barmhjertighed. Man har til Forsvar for en modsat Beslutning taget saagodtsom udelukkende sin Tilflugt til materielle Interesser; men i den deraf udledede Argumentation skjulte sig store Vildfarelser. Det ydre Menneske staar dog ei isoleret fra det indre, og dersom dydige Grundsætninger lede Menneskets Handlinger, saa føre disse upaatvivlelig til Velsignelse, hvor lidet lovende end Udsigterne dertil stundom kunne være for menneske- lige Øine. Unegteligt er det derfor den klogeste politiske Regel, stedse at tage Gud med paa Raad, og var der end nogen klogere Regel for de udvortes Anliggender, saa burde dog Enhver bede Gud bevare sig fra at følge den. Overbeviist om, at denne Gud ei har givet os Norges Land saaledes til Odel og Eie, at vi med hans Villie skulde kunne udelukke derfra et Folk, som han ogsaa opholder paa Jorden, tør jeg ei negte Jøden Adgang til Riget; thi det staaer dog vel fast, at Jorden og dens Fylde er Herrens. Det er da min Mening, at der er langt vigtigere Indlæg i denne Sag end Skribenters og Børskommitteers -- vi have Religionens, Humanitetens, Ydmyghedens, Kjærlighedens -- disse har jeg agtet paa, og jeg vil lade mig lede af de Oplysninger, som ved dem meddeles, idet jeg trygt overlader Følgerne deraf til Ham, hvis kjærlige Omsorg omfatter den Frie og den Ufrie, den Kristne og Jøden". SIDE: 425 . . . "Sagen gaaer", hviskede man, da han havde talt. "Det er umuligt, at Nogen, efter at have hørt dette, kan være bekjendt at stemme imod". "Og mindst Nogen af Præsterne", lagde Folk til, som ikke vidste, at der er flere Folder i Menneskehjertet end bag i Ryggen paa Præstesamarien. "Nei, umuligt, umuligt! Det maatte være et Steenhjerte, en Hykler" o. s. v. hvad man nu kunde sige i Hedens Hyperboler. Deri var man idetmindste enig, at det var ønskeligt, at han var alt andet end Præst, og at dersom Nogen af Haugianerne i Thinget nu stemmede imod, var deres Kristendom par excellence ikke stort andet end Farisæisme. De Fleste havde nu vel ikke troet sine egne Øren, da de hørte Flors afskyelige Yttring om Negeremancipationen, og hans Venner tør nok gaae god for, at han ikke mente det saa ilde. Imidlertid blev, til Overflod, en menneskeligere Anskuelse, i Forbigaaende under Foredraget, yttret af en af Thingets Bønder. Det var af Peder Faukald, tillige et af dets lyseste Hoveder, Thotens Stolthed, Vest-Oplandenes faste Repræsentant siden 1830. Han er Hjelm imellem Bønderne: de samme højhjertede Anskuelser, de samme reen-menneskelige Hensyn, den samme europæiskartede Liberal- isme ved Siden af den kraftfuldeste, mest udprægede Norskhed, det samme fri Blik over Forholdene, den samme Livlighed og Blodsvarme, ja lige indtil den samme Vivacitet i Organet, Ud- trykket og Maade at føre sig paa. Man skulde troe det er en Franskmand som taler, saa hurtigt lyder det for Øret. Han er allerede et Stykke paavej før man faaer følge med denne fly- dende Tunge, som den livligste Aand sætter i ustandset Bevægelse som Strømmen sit bløde, sivlige, ormende Græs. Han har for- trængt Haagenstad i hine Oplandes Folkekjærlighed, som den lyse, venlige, ranktskydende Bjerk trækker Alles Øjne til sig fra den mørke Furu, den seendrægtige Gran. Han er bleven den Første i deres Valg, og om Embedsmændene havde den samme Ind- flydelse paa Valgene, som Bønderne har, visselig han vilde vælges, uanseet at han er Besparingsmand saa streng som Nogen, men aldrig smaalig. En saadan Bonde føler Alle tilhører Nationen som en Ære, som et Exemplar af en norsk Bonde, Fremmede maae forbauses over, som en Undtagelse, der vil Aarhundreder til før den bliver Regel og almindelig. Og denne mest dannede SIDE: 426 af vore Bønder er ogsaa den mest modtagelige for Grunde, denne mest folkekjære imellem dem den mindst Rædde for at bekjende sig til en Mening, som ikke er deres. Kort -- dog endnu et Træk, som mere end noget andet viser Ægtheden af hans Dannelse, Perfektibiliteten af hans ualmindelige Sjel, Harmonien i Udvik- lingen af dens Evner. Det er ikke hans, Selvlærlingens, stilistiske Færdighed, men noget endnu sjeldnere hos vore Bønder, saa dyg- tige de ellers kunne være, det er, at han i høj Grad besidder Skjønsands, æsthetisk Følelse, Agtelse for Kunsterne. Han er ikke bange for at bekjende det Utrolige, at de ikke ere blot det ørkesløse Genies Affødninger, den ødsle Luxuses Plejebørn, men at de ere national-nyttige og bør æres og plejes som Fædrene- landets ægte Førstefødte. Hvor naturligt, at denne Bonde var den Første og Eneste imellem Bønderne -- med Undtagelse af Kommitteemedlemmet Bjørnsen -- som tog Ordet for Mosaiterne? Fordom kan ligesaalidt klæbe ved denne udviklede, krystalspillende Aand som Støvfnugget ved Lysets brændende Flamme; og saa højt han elsker sit Thoten, troede han dog ikke, som Tønsager om Eidsvold, at Hjembygden var det bedste Sted til at komme paa det Rene med hvad hine tre Kon- stitutionskommitteens udmærkede Hoveder behøvede Dynger af Skrivter og Rækker af Maaneder til, forat sætte sig ind i og at udvikle. Saa talte Faukald . . . "Tys! tys!" lyder det mellem Tilhørerne, da Alle ere spændte paa hvorledes Bonden vil erklære sig, og Thingmændene vende sig imod ham, simple og opvakte Ansigter om hinanden. Kun Haagenstad bliver siddende, rolig og urygget som altid, drejende paa sine Tommelfingre under Skranken. Kun et enkelt lurende Sideblik under de buskede Øjenbryn, kun et enkelt. Han mærkede hvor det bar hen, at Faukald ikke den Dag hørte Bønderne til, ikke den Dag var hans Medrepræsentant. Han repræsenterede noget Højere: Civilisationen saadan som den til- hører en højere Oplysning, saadan som den endnu er ideal og uopnaaet af Fleerheden. Faukald har Ordet: "Det er en Alvorsstund, denne Dag da den Sag, der nu er Gjenstand for Afgjørelse, maa ansees for et Samvittighedsspørgsmaal, fra hvilkensomhelst Side man end be- tragter den. Det gjælder Ophævelse af en Bestemmelse, der har sit Udspring fra en af de forud opstillede Grundsætninger, hvor- SIDE: 427 efter vor Konstitution siden blev formet, men hvis Vedvaren til- lige strider mod Erkjendelsen af naturlige Menneskerettigheder. Hvad Under da, at den læge Repræsentant er kommen i Thinget med Tvivl? Disse Tvivl forøge sig for mit Vedkommende hoved- sagelig med Hensyn til Bestemmelsen i Grundlovens § 112, nemlig om Erfaring nu kan haves for Nødvendigheden af den foreslaaede Ophævelse. For at komme til nogen Overbeviisning herom, vil denne Sag ikke kunne betragtes fra det almindelige Standpunkt. Det er i verdensborgerlig Henseende samme bør granskes, skal noget afgjørende Resultat opnaaes. Maaskee det var rigtigt i 1814, at Bestemmelsen om, at Jøderne fremdeles negtes Adgang til Riget, beholdtes i Grundloven, foranlediget saavel ved vore særegne For- holde, som af andetsteds tilstedeværende Virkelighed; -- men kunne samme Bevæggrunde fornuftigviis være tilstede nu? Jeg antager det ikke. Begrebet om Humanitetsgrundsætninger, saa- velsom om de menneskelige Rettigheder have siden den Tid sær- deles uddannet sig, og til en af Virkningerne heraf hører netop Negeremancipationen. Men disse Fremskridt maa vel ansees som Følger af opklarede Begreber og af en stigende Civilisation, hvis sikkreste Støtte findes i Kristlærens Grundideer. Er nu dette saa, maa ogsaa Erfaringen antages at være tilstede i dette Tilfælde. Den demokratiske Tendents, som er Grundtrækket i vor Grundlov, er Borgen for, at Antagelsen ikke vil modsige dennes Aand. Ved gjentagende at have tænkt over denne Gjenstand er jeg kommen til den Overbeviisning, at jeg bør give min Stemme til Kommit- teens Indstilling. Hvad det Materielle angaaer, da er Sagen vistnok af mindre Betydning, idet Schakring ved vore Love er forbudt, og hvad Bemægtigelse af Handelen men at udelukke en Klasse Medmennesker, uden nogen Brøde, fra at betræde Jord- bunden, kan vel Ingen paastaae er moralsk rigtig handlet. Han fandt ogsaa saameget mere overveiende Betænkeligheder mod at udelukke just denne Menneskeklasse, som den er Levninger af et Folk, der saa at sige er Moder til vor Religion, og fra hvem Jor- dens Lærere og alle Menneskers Frelser vare udgangne. Maatte han saaledes betragte Forbudet i Grundloven i moralsk Hen- seende for urigtigt, fandt han det ogsaa for sin Pligt at votere for, at det snarest muligt udgik". Men nu kommer altera pars; men desværre for den ikke "Hum- len", som man siger; men snarere Tyndtøl. Audiatur! Den, som talte først, pleier at brygge det paa hvad Andre har sagt. Men min Gud, det hvide Hoved, som reiser sig dernede paa første Bænk, Agershuus Amts første Repræsentant, Thingalfabetets Alfa, men ikke tillige Thingets Omega uden forsaavidt at han, som sagt, gjerne bier til Andre har talt og saa kommer bagefter -- det er jo Tønsagers, fromt og mildttænkende, som om dets Hvidhed var Naadesymbolet, en himmelsendt Dues skinnende Vinger, ned- dalet for at bortjage alle skumle, umilde og vildfarende Tanker derifra? Tønsager maa være for, Tønsager, som er saa dannet og human, at Folk i Graat, som sidde nær ham, troe, at han ikke duer til at være Bonderepræsentant. . . . Ak nei! Denne Gang var dette Hvide Faareuld, simpleste Faareuld. Fra Ingen hørte man et skrøbeligere Ræsonnement. Tønsager, den første Bonde, som talte imod Sagen, begyndte nemlig med den naive Tilstaaelse, at han var reist hjemmefra med sit Nei, fortsatte med at ind- rømme Vægten af de Fordringer, som Humanitet og Tolerance opstille, hvisuagtet han dog vilde stemme imod, og sluttede med den besynderlige Paastand, at man, formedelst den bestaaende Civillovgivning ikke gavnede Jøderne ved det paatænkte (natur- ligviis det første nødvendige) Skridt. "Maaskee havde der heller ikke (efter tre Aar og megen Skrivtvexling) været Anledning nok til offentligen at yttre sig om Forslaget." Saa skrøbeligt dette Ræsonnements Grunde end vare, deelte dog Modparterne, som man siden vil see, dem imellem sig, saa hver fik een af dem til SIDE: 429 Kjerne i sin Tale. Det er Armodens Nøisomhed. Ja selv det Guddalske Argument, at Rigsforsamlingsmændene vare saa vise Mænd, at man maatte binde sig til alle deres Bestemmelser, laa in nuce i Tønsagers Foredrag. Thi Udgiveren, der kjender Tøns- ager personlig, maatte med Forbauselse see ham trække "For- trolige Breve fra Rigsforsamlingen i Eidsvold" frem, og høre ham paaberaabe sig Forfatterens dengang havte Mening. Nu er til- fældigviis Forfatteren af disse Breve Udgiverens Fader, og han har bemyndiget mig til at erklære paa hans Vegne, at han for- længst ikke nærer den længer. Og Taleren kunde heller ikke vel være uvidende om dette Meningsskifte, som udentvivl er fore- gaaet hos alle endnu levende Konstituenter. Men Hjelm var ikke langt borte. Han havde taget Sæde tæt ved den sidste Taler, dannende et Ørehorn af det Hule i Haanden. "Han havde nok ventet, at Dissents vilde opstaae, men han havde ikke troet at skulle faae høre saa svage Grunde, som her vare fremførte. Han vidste nok, at der var Jøder i Lemberg, men ikke at de vare saa tjenstagtige som Flors Beretninger skildrede dem; i Konseqventse med Flors Slutninger kunde man paastaae, at der ikke boer kristelige Folk i Danmark, fordi man der træffer paa mange paatrængende Strandkadetter. Erkjender man først, at Humanitet og Religion byder at udslette den vanærende Be- stemmelse i Grundlovens § 2, saa ere derved alle Hindringer for at gaae ind paa Forslaget ryddede af Veien. Herved gjør man det første Skridt. Senere vil Civilloven gjøre de følgende. De Grunde, man havde anført for Udsættelse, kunde ligesaa godt anføres næste Gang Forslaget kommer paa Bane, og skulde de faae nogen Vægt, saa vilde der endnu hengaae mange Aar før man opnaaede Hensigten. Men med Hensyn til nogle Yttringer af en Taler maatte han bemærke, at Kommitteen aldrig kunde have den Tanke at ville fornærme afdøde Generalprokurør Fal- sens Minde, og havde ikke tænkt sig Muligheden af at noget Saadant skulde kunne uddrages af dens Yttringer, ellers vilde den sikkerlig have afholdt sig fra at anføre det i Indstillingen berørte Faktum. Grunden, hvorfor Kommitteen havde gjort det, var den Vægt, der maatte tillægges Yttringer af en i politiske Forhold saa paalidelig Mand som Falsen. Hverken paa denne eller de øvrige Konstituenter havde Kommitteen tænkt at kaste en Skygge for deres Meninger. Som Tidens Tjenere og ikke SIDE: 430 dens Herrer stode vi Alle under dens Paavirkning. Men Tidens Anskuelser ere nu anderledes end dengang, og navnlig vilde han anføre, at En af Konstituenterne, Professor Sverdrup, som den- gang voterede for Bestemmelsens Optagelse i Grundloven, nu havde forandret Mening i den Henseende og udtrykkelig erklæret, at han nu vilde have stemt for Forandringen". Et uforvansket Bergenhusingsmaal lader sig høre. Det er Harald Kolbeinsen Guddal, som indlader sig paa at forsvare Minoriteten i Konstitutionskommitteen. Saameget faaer man imidlertid ud deraf, at han, efter at have erklæret, at han henhørte til denne, forsikkrer, at han vedbliver sin Mening, fordi man kunde være vis paa, at Repræsentanterne paa Rigsforsamlingen havde været saa oplyste og fædrelandssindede Mænd, at hvad de havde skrevet fortjente at staae uforandret. Sørenssen har atter Ordet. Det var nu man skulde vente hans Hovedforedrag. Men Rørelsen af hans egen Interesse for Sagen og vel ogsaa Smerten over at Grunde, Forsvar fra Tankens og fra Følelsens Side, Anstrengelser, kort Alt dog alligevel vilde være spildt paa den forudfattede Mening, som nylig havde faaet Or- ganer just som den selv var til, henrev ham indtil Taarer, saa der ikke blev stort af Talen. Dog hvilke Ord skulde have virket som disse Taarer, overtydet saa klarligen om hvor inderlig hans Overbeviisning om Sagens Retfærdighed var? "Naar jeg hidtil har tiet i Sagen -- talte han -- da maa man ingenlunde misforstaa denne Taushed, som om den havde sin Grund i Mangel paa Interesse for Sagen. Men hvor, som her, de ædleste og dygtigste Kjæmpere have reist sig til Forsvar for Sagen, der veed jeg intet at tilføje, der kunde have nogen Ind- flydelse paa Forsamlingens Oplysning med Hensyn til denne Gjen- stand; dersom ikke de Grunde, der af de mange hæderlige Mænd ere anførte, skulde kunne rokke Fordommen i nærværende Sag, formaaer jeg ingenlunde at gjøre det. (Her afbrød Taarer ham). Det er Menneskehedens Sag, som har været ført. (Atter traadte Taarerne frem, og Hulken vilde betvinge hans Stemme). Jeg stoler paa, at det Væsen, som styrer Nationernes Skjæbne, har oplyst Enhvers Hjerte og Forstand i denne Forsamling, og derfor vil jeg haabe det bedste Resultat -- -- -- ." Sørenssen havde endt. Man saae, at han ikke kunde blive Herre over sin Sindsbevægelse. Der indtræder en Pause, betydningsfuld SIDE: 431 som den, naar Præsten tier foran Alteret, og Ringen vexles eller Hænderne gives. I denne Stund var det ogsaa upaatvivlelig, at flere af de i Dagens Løb vundne Overbeviisninger gave sit Ja. Og de henbares ganske vist i den dømmende Guds Skjød, som seer Hjerter og Nyrer, og som tager Omvendelsen selv i det Sidste. Men vore Bønder have haarde Huder og kun liden Modtage- lighed for Sentimentalitet. Og een af de haardeste er ganske upaatvivlelig den gamle Kirkesanger Lars Jenssen, Repræsentant fra Hedemarken siden 1830. Han har Fortjenester af Almue- oplysningen som Forstander for et Slags Privat-Seminarium, men den Oplysning, som er falden ind i hans egen Sjel, maa ikke have været stærk nok til at gjennemklarne hans Forstand og gjennemvarme hans Hjerte. Den har kun været det Lys, som et Speil, sat i Solen, kaster ind paa et Loft eller Pulterkammer. Da kan man faae se rare Ting hos Naboen: Parykblokker, svævende Gespenster af ophængte Klæder, en listig Kat, alskens Skrammel, som Ingen ellers vilde gjemme paa o. s. v. Jeg vil nu ikke sige, at det seer saaledes ud i denne Repræsentants Hoved; men at det har Begreber, som, formedelst sin Træagtighed, ved det Til- snit af Menneskelighed, som dog altid maa gives dem, gjerne kunde kaldes Parykblokker, og at det ikke mangler paa Skygge- billeder, er ikke Jødesagens Afgjørelsesdag den eneste i Stor- thingenes Annaler, som har afgivet Vidnesbyrd derom. Noget lignende til Katten paa Loftet mangler heller ikke i denne for- slagne Repræsentants Hoved. Han kommer aldrig i Debatterne før han har faaet tillivs og fordøiet hvad der er bleven sagt til Fordeel for den Votering, han agter at afgive, og da faaer man det i en Duodezudgave af Lars Jenssen, begyndende med et ganske ejendommelig vægtigt "Jeg troer nu", og endende med et demonstrativt "Jeg agter derfor at stemme saa o. s. v.", det er: "og saaledes venter jeg, at enhver Bonde vil stemme med". I materielle Sager er det da altid den mindst mulige Bevilling, som skal drives igjennem, ved Konstitutionsspørgsmaal Grundlovens Urørlighed, og i Sager af aandig Natur, som denne, at give Aan- digheden en Goddag, og, efter en Frase eller to for den sorte Kjoles Skyld, at faae den ned i Støvet. Det er en kommunal- smaalig Demokratisme uden Begeistring og Idealitet i sit Indre, uden smukke Theorier, uden Skjønhed eller Glimmer i sit Ydre. Det kommer ikke an paa et Talent i Spidsen, men paa en Stemme- SIDE: 432 angiver og saa det behørige Antal af Stemmende. Og en saadan Slags Klokkebuk har det lykkets Jenssen at blive, saa man kunde vide, at Mange vilde følge efter, da han begyndte med sit: "Jeg agter at stemme imod Kommitteens Indstilling". Han gjentog derpaa den allerede berørte Betænkelighed, der støtter sig til Grundlovens Bydende, at Erfaring skal have viist Hensigtsmæssigheden af en Grundlovsforandring, den han be- negtede at være tilstede. Jøderne selv havde jo ikke anmodet om nogen Adgang, saa det ikke kunde være nogen Krænkelse mod deres Rettigheder at negte dem samme. Ret dertil havde de ikke, og desuden kjendte Kirkesanger Jenssen ingen Nation, som havde havt Fordeel af at optage Jøderne. Man kunde godt efterleve Budet: "Du skal elske din Næste som dig selv", uden derfor at indrømme ham Plads i sit Huus, især naar han hverken bad derom eller trængte dertil. Saamegen Ret maa man dog have, og derfor agter Jeg o. s. v.". Men Benyttelsen af denne saa ofte hørte Lignelse gik ikke af uden en Lektion for Vedkommende i Humanitetens og Gjæstfri- hedens Pligtlære. "Kirkesanger Jenssen, yttrede Holmboe med Indignation i Maal og Mine, maatte han, med Hensyn til hans Sagte om hvorledes han troede at kunne bære sig ad i sit Huus, spørge, om han vel kunde finde det kristeligt, at sætte over sin Huusdør: "her boer N. N.; men der kommer ingen Trængende eller Fremmede ind"! og naar den Fremmede beklagede sig over at være bleven udviist eller kastet paa Døren, at svare ham, at Ingen havde bedet ham om at komme ind, og at han maatte tage Skade for Gjengjæld". Jenssen blev Svaret skyldig. Men i Thinget sad endnu en tjenende Broder af ulige større Evner og større Indflydelse. Saalænge han ikke havde erklæret sig, kunde man endnu ikke vide hvorledes Fleerheden af Bøn- derne vilde stemme. Det var Kirkesanger Ole Gabrielsen Ueland, Repræsentant fra Stavanger Amt siden 1833. Et ganske udmærket Hoved. Men denne Gang vilde det ikke begribe, at Grundlov- bestemmelsen først maatte ophæves før man kunde komme til Civillovgivningen. Noget maatte man have at anføre; og Ueland er, med al sin naturlige Overflod paa Argumenter at vælge imellem, besynderligt nok, bekjendt for at være den mindst kræsne i Valget deraf. Det var ham, som anførte imod en Bevilling til Artilleriet, at Napoleon, "som bekjendt", havde vundet sine Slag uden denne SIDE: 433 Vaabenart. Det er ham om Maalet at gjøre. Han nytter Mo- tiverne ud som Vanter, der kunne vrænges. Har et tjent til et Maal om Formiddagen, kan det tjene til noget andet om Efter- middagen. Det var ham, som fremhævede Vigtigheden af Sø- og navnlig Skjærgaardsforsvaret, da der engang skulde bevilges tiI Landarmeen, og af denne, da Bevillingen til Flaaden var fore. Maalet var kun, at faae saa lidet som muligt til begge. Det glatte sorte Haar, det spidse, blege Ansigt, den smale Figur i den sorte Kjole giver ham ogsaa udvortes en Lighed med et Medlem af det berømte Jesu Selskab, saaledes som man forestiller sig dem. I Hjerte og Gemyt har han intet deraf. Man hører i nogle Sekunder en jedderlandsk, slæbende Stemme, de Ord "Følelse", "Fornuft", "løbe af med" o. s. v. Endelig fatter man, at det er Ueland, der har opdaget, at Sagen synes at have vundet Sympathier for sig ved nogle af de holdte Foredrag, og at han nu søger at bekjæmpe dem. Maaskee Sørenssens Rørelse har røbet ham Tilværet af denne farlige Fiende for hans Mening. Nok, han advarer mod at lade sig bemestre af Følelsen. Man maatte ikke lade den løbe af med Fornuften. Heller ikke kunde han indsee, at det stred mod Religion og Naturret, at et Land fore- skrev Egenskaberne hos de Fremmede, det vilde optage. Des- uden kommer man ei et Skridt videre med Hensyn til Jødernes Adgang til Riget, om man end hæver Grundlovens Forbud her- imod, thi den civile Lovgivning staaer dog hindrende tilbage, saa det ganske vil bero paa kommende Storthing, om man, ved og- saa at forandre denne, vil give den her foreslaaede Forandring nogen Betydning. Man kan altsaa uden Skade udsætte Sagen saalænge, og see Tiden an. "Sagen bør ialfald betragtes med rolig Overveielse, som maaskee ikke har været Tilfælde under disse Forhandlinger, hvor det virkelig syntes som om Følelsen løb af med Fornuften". Sørenssen griber Ordet med Ivrighed: "Jo, ved den omhandlede Grundlovsforandring er der gjort et Skridt fremad, og det et stort og vigtigt, nemlig et, der er en nødvendig Forberedelse til at kunne ordne Sagen saaledes, som det er en oplyst, frisindet Nation værdigt, og højere Interesser fordre. Hvad den civile Lovgivning angaaer, da kan den ikke forandres i denne Henseende uden at Baandet først løses i Grundloven. Desuden maa det, som af en foregaaende Taler antydet, erindres, at, hvorledes man end be- SIDE: 434 tragter Sagen, er det dog temmelig klart, at den her omhandlede Bestemmelse ei har sin rette Plads i Grundloven, og man bør derfor saameget mindre betænke sig paa at lade den udgaa. Men for Nærværende er blot Spørgsmaal om at gjøre dette første Skridt til at aabne Jøderne Adgang for Fremtiden, og derfor er denne Stund af afgjørende Vigtighed". Holmboe: "Naar Ueland klager over, at Følelsen har gjort sig gjældende under nærværende Sags Behandling, da kan dette dog ikke anføres som Grund til at udsætte Sagen; thi enten den be- handles nu, eller om 3 eller 6 Aar, er den af den Beskaffenhed, at den stedse vil tiltale enhver for den Rette varmtfølende Mand [fotnotemerke] . Forresten er det ei alene Følelsen, som dog stedse vil fordre sit Krav, men ogsaa Fornuften, der her har gjort sig gjældende, og det ved vel saa gode og vægtige Grunde, som dem man har hørt fra Modpartiet". En ubehagelig slæbende Røst lader sig høre. Det er Ole Tor- gersen Svanø, gammel Repræsentant fra Nordre Bergenhuus Amt, en af Haugianernes Patriarker. Han prætenderer altsaa Religiøsitet i højere Grad end almindelig, og man skulde da have ventet, at see baade ham, den særlige Ven af det gamle Testamente, og de øvrige Haugianere imellem Bønderne selvskrevne paa Sagens Side. Men denne Slutning holdt kun Stik med gamle Grendahl, en af den spredte Menigheds Fædre i det Throndhjemske, som ganske lod sig bestemme af Religionens Bud og Aand. Af Svanøs Religiøsitet var der denne Dag ikke mere tilbage end hiin Bede- mandsstemme -- ja med den Røst maa den bekjendte "Havde- ikke-Gud-forløst-dig-var-du-død-i-Synden Barebone" have frem- klynket sine puritanske Bønner. Hvad han sagde gik ud paa, at man burde udsætte med Afgjørelse indtil man havde faaet Sagen mere oplyst. Svanø kunde være vis paa, at han vilde blive opfordret til at opgive hvilke Oplysninger han endnu savnede; men imidlertid gav Ueland Anledning til en mellemkommende Ordvexling, idet han nemlig gjensvarede Sørenssen og Holmboe, at, naar han først vilde see de Bestemmelser, Privatlovgivningen opstillede i denne Fotnote: Höhnen auch die herzlos Kalten, die Erglühn für Thorheit halten, brennet heisser nur und treuer von des edlen Eifers Feuer! Uhland. SIDE: 435 Henseende, ophævet, før han stemmede for Forslaget, saa var det, fordi han først vilde have Garanti for, at Jøderne i Lov- givningen skulde behandles som vore Medmennesker, ikke som Trælle. Dersom Jøderne ikke ved den emanciperedes, saa de ganske kunde behandles som Brødre, og ei betragtes som en egen forhadt Kaste uden borgerlige Rettigheder, vilde han, om han ellers kunde ønske at give sin Stemme til deres Optagelse, hellere see dem fremdeles negtede Adgang, end optagne paa en saadan Maade. Holmboe: "Men det er jo en Umulighed, at ordne Forholdene med den private Lovgivning før Grundloven har undergaaet den foreslaaede Forandring? Udsættelse af Sagen indtil Civillovens Bestemmelser samtidig ere blevne forandrede forekommer mig at ligne Drengens Ræsonnement, der ikke vilde springe i Vandet før han havde lært at svømme". Sørenssen: "Man kan dog ikke med Rimelighed tænke paa at behandle Jøderne i Lovgivningen som Trælle. Forresten kan jeg ikke andet end være enig med Ueland i, at Jødernes Forhold til Landets øvrige Borgere ikke bør ordnes saaledes, at de ud- gjør en egen Kaste for sig selv, men gives borgerlige Rettigheder i Lighed med de øvrige Borgere, dog med den i Gdlovens § 92 indeholdte Indskrænkning. Derimod er det min Mening, om man gaaer ind paa at aabne dem Adgang til Riget, at man gjennem den almindelige Lovgivning skal opstille visse Garantier, som f. Ex. at foreskrive visse personlige Egenskaber o. s. v., uden hvilke For- budets Ophævelse ikke skulde komme dem tilgode". Men endelig lader en af de 6 Præster, som fandt det passende for sit Kald at stemme imod et Forslag af dettes Natur, høre ifra sig. Det er den nye Repræsentant fra Søndre Bergenhuus Amt, Sognepræst Hammer, som med bøjet Hoved, nedslagne Øjne og i en yderlig affekteret Skriftestolstone erklærer, at ogsaa han satte Kjærlighedens Bud høit og istemmede hvad man havde sagt, at man skulde elske sin Næste som sig selv. "Men der stod ogsaa skrevet: dømmer ikke, saa skulle I og ikke dømmes! og derfor burde man ikke dadle Nogens Dom, og saaledes heller ikke hans, naar han efter bedste Overbeviisning stemmede imod Ind- stillingen". Maaden hvorpaa disse Ord fremsagdes, Maneren, havde dog endnu større Deel, end deres Indhold og Aand, i det modbydelige SIDE: 436 Indtryk, som de synligen og hurtigen vakte. "Det var da ogsaa en Præst!" mumlede en qvindelig Tilhører, som havde tørret Taarer af Øinene under Castbergs Foredrag. Men Hjelm udslettede snart dette Indtryk. Han, der havde indhentet og i Indstillingen præsteret saa mange, nøiagtigen do- kumenterede Oplysninger, kunde nok have Interesse af at vide hvad det var for nogle yderligere Ole Torgersen Svanø savnede. "Jeg synes sandelig -- sagde han -- at Hr. Svanø maa kunne være fornøjet med de Oplysninger, han havde faaet, og ialfald bør han paavise, hvilke Kommitteen da har forsømt at indhente, eller hvilke han ønsker. Og naar Ueland paastaaer, at Jødernes Ude- lukkelse ikke strider mod Naturretten, da vil jeg henstille til En- hver, om det ikke maa ansees som en af den naturlige Rets første Bestemmelser, at Mennesket har Ret til at opholde sig paa Jorden? Men denne Ret fik Jøderne jo ikke, naar andre Nationer vilde udelukke dem fra sit Land paa samme Maade, som vi, hvortil jo de andre Folkeslag absolut maatte have samme Beføielse. Det maa vel ogsaa ansees at stride mod et Menneskes naturlige Ret hvad der, som i Kommitteeindstillingen oplyst, tildrog sig mod Mosaiten Leja, som, uden at have begaaet anden Forseelse, end at være uvidende om vor Lovgivnings her omhandlede unaturlige Bud, blev kastet i 28 Dages Fængsel paa Vand og Brød -- og man maa da vel spørge, om en Lov, der fører til saadanne Resultater, er retfærdig? Dens Strid imod Naturretten er desuden klarligen fremstillet i det theologiske Fakultets Responsum". Svanø skulde nu paavise hvilke yderligere Oplysninger han ønskede. Han reiser sig stammende. Men Svanø har altid troet paa overordentlig Hjælp fraoven. Og det svigtede heller ikke nu. En barmhjertig Kollega, som sad ovenfor ham, hvidskede nemligen til ham: "Siig Egidius! Egidius's Breve!" Og Svanø slap da ud af Kniben ved at yttre, at han, i Henhold til Provst Løbergs For- langende, f. Ex. havde meent, at Konsul Egidius's Skrivelser burde fremlægges. Man stod saaledes atter ved Udgangspunktet, hvorfor Præsidenten erklærede Sagen optagen til Votering, om Ingen havde mere at yttre. Klokken var 3. Alle taug. Lodtrækning afgjør, at Voteringen skal begynde fra Kragerø, hvorefter den da gaar alfabetisk omkring til den atter kommer til Bogstavet K. Voteringen foregik saaledes: SIDE: 437 Byfoged Krohn (Kragerø) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sognepræst Castberg (Laurvig) . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Midhassel (Lister og Mandals Amt) Nei! Foged Heiberg (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Nødbek (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Skipper Bøgvad (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Byfoged Vogt (Moss) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sognepræst Aas (Nedenæs Amt) . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! (Nr. 1 af de 6 Præster). Sognepræst Faye (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Nøstvig (Nordlandenes Amt) . . . . . . . . . . Nei! do Kulstad (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Amtmand Stabell (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Aandal (Romsdals Amt) . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Røkkum (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Provst Holtermann (do) (Nr. 2) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Thoresen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Adjunkt Arentz (Skien og Porsgrund) . . . . . . . . . . . . . Ja! Højesteretsadvokat Hjelm (Smaalehnenes Amt) Ja! Gaardbruger Roll (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Herrefosser (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Artillerikapitain Holst (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Byfoged Christensen (Stavanger) . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Skipper Svendsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Kirkesanger Ueland (Stavanger Amt) . . . . . . . . . . . . . Nei! Provst Løberg (do) (Nr. 3) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Lodsoldermand Monsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Bjelland (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Overlærer Lange (Tromsø) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Krigsassessor Schnitler (Throndhjem) . . . . . . . . . . . . Ja! Kjøbmand J. N. Jensen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Justitiarius Roll (Throndhjem) . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Konsul Jensen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Lensmand Rygh (Nordre Throndhjems Amt) . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Lyng (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Lensmand Anziøn (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Prokurator Hansen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Sæter (Søndre Throndhjems Amt) . . . . . . Nei! do. Overstiger Olsen (do) . . . . . . . . . . . Ja! SIDE: 438 Gaardbruger Soelberg (Søndre Trondhjems Amt) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Grendahl (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Grosserer Føyn (Tønsberg) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Byfoged Finne (Østerriisøer) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Tønsager (Agershuus Amt) . . . . . . . . . . Nei! do Valstad (do) (Et særdeles raat og lidenskabeligen udtalt) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Statsrevisor Daa (do) (Med al Maalets Vægt) Ja! Gaardbruger Erlandsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Toldkasserer Lange (Arendal) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Amtmand Schydtz (Bergen) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Assessor Aall (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Bagermester Martens (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Rektor Holmboe (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Fuhr (Nordre Bergenhuus Amt) . . . . . . . Nei! do Svanø (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Guddal (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Frettem (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Lensmand Borge (Søndre Bergenhuus Amt) . . . . . . . . Nei! Sognepræst Koren (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Hammer (do) (Nr. 4) . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Lensmand Aga (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Amtmand Falsen (Bradsberg Amt) . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Kirkesanger Bjørnsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sognepræst Lammers (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Fougner (Buskeruds Amt) . . . . . . . . . . . Nei! do Hoffardt (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Hoen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Kapitain Breien (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Foss (Christiania) . . . . . . . . . . . . . . Ja! Høiesteretsassessor Rye (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sorenskriver Sørenssen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Professor Schweigaard (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Faukald (Christians Amt) . . . . . . . . . . . . Ja! do Staff (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Haagenstad (do) . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Sognepræst Harbitz (do) (Nr. 5) . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Biskop von der Lippe (Christianssand) . . . . . . . . . . . . Ja! SIDE: 439 Stiftamtmand Sem (Christianssand) . . . . . . . . . . . . . . Ja! Prokurator Horn (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Kjøbmand Dahl (Christianssund og Molde) . . . . . . . . . Ja! Krigsraad Flor (Drammen) (Af al Magt) . . . . . . . . . . . Nei! Amtmand Blom (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Sognepræst Arup (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! do Jønsberg (Finmarkens Amt) . . . . . . . Ja! do Provst Holmboe (do) . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Blix (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Provst Riddervold (Frederikshald) . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Kjøbmand Sandberg (Frederiksstad) . . . . . . . . . . . . . Ja! Kirkesanger Jensen (Hedemarkens Amt) . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger, Lieut. Lützow (do) . . . . . . . . . . . . . . . Nei! do Svenkerud (do) . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Korpslæge Weidemann (Holmestrand) . . . . . . . . . . . . Ja! Gaardbruger Hemb (Jarlsberg og Laurvigs Amt) Nei! Sognepræst Otterbech (do) (Nr. 6) . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Gaardbruger Laane (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei! Geschworner Møller (Kongsberg) . . . . . . . . . . . . . . . Ja! Efter en kort Konferering siger Præsidenten: "Voteringen har havt saadant Udfald: af 94 Tilstedeværende have 51 Herrer er- klæret sig for Kommitteeindstillingen og 43 imod, og Propositionen er saaledes ikke bifaldt." I samme Nu lyder et Par Piber fra Galleriet, saa Præsidenten med hævet Røst maatte kalde dets Publikum, som nu var i Bevægelse, til Orden. Det seirende Partie syntes ikke at føle nogen Stolthed over Seiren. Hvad havde det ogsaa at opvise uden de sex Præster? (som ere talte her, fordi man virkelig talte og mærkede sig dem under Voteringen). Mellem dem er dog kun Harbitz af nogen særdeles Duelighed inden Re- præsentationen. Forøvrigt bemærker man ved Voteringslisten, at, med Undtagelse af de sex Præster, een Militær, een Jurist og een Kjøbmand, have alle Embedsmænd og Byerne (og mellem dem ikke at glemme Bergen, Bergen) været for Sagen. Man behøver ikke at paapege den skjærende Modsætning imellem disse sidstes Repræsentanter af Kjøbmandsstanden, saa faa de vare, og hine Præster, som syntes at forglemme sit Kalds, over alle Forhold satte Grundlov, at al deres Idræt skal skee a Deo, in Deo, ad Deum. Ogsaa deri er et godt Varsel. Modstanden vil høist sand- SIDE: 440 synlig allerede næste Gang indskrænke sig til yderst faa af disse særegne Hoveder, hvori Fordommene og fixe Meninger synes lige- som at forskandse sig efterat have taget Underholdning til sig for hundrede Aar. Egentligt Religionshad vil ikke lade sig finde, lige- som det ganske vist ikke fandtes hverken hos de sex Præster eller hos de 28 Bønder eller hos Resten af de 43, som endnu ikke vilde give sig af med Israel. De Grunde, som anførtes, lade sig vel hverken godkjende formedelst deres Rigtighed i og for sig selv og med Hensyn til Tidsforholdene, eller ære fra Hjertets Side; men den, som bestemte de Fleste, var dog nok ingen slettere end Nordboens Hang til at temporisere. Ogsaa heri ligger et godt Varsel. Antages rigtigt, at Nei'ernes Hovedgrund var at oppebie et større Bekjendtskab til Sagen hos Almeenheden, give de ved hver Dag et Afkald derpaa. Næste Thing blev af dem selv ansat som en passende Termin for Udsættelsen; altsaa forvitres der for hver Dag i de to Aar og 4 1/2 Maaned l/865 Deel af denne Be- tænkelighed, saa der ved Begyndelsen af Februar 1845 ikke vil findes noget tilbage deraf. At samtlige offentlige Blade, tildeels i særdeles skarpe Udtryk, have yttret sig om den Modstand Sagen fandt, er ogsaa et ikke forkasteligt Vidnesbyrd om at denne For- sigtighed var overflødig for Opinionens Skyld. [fotnotemerke] De havde intet havt at frygte for Menneskenes Skyld, som de denne Gang dog syntes at frygte mere end Gud. Men at Modpartiet ikkedesto- Fotnote: Kun Morgenbladet har i denne Henseende været taust. Men i de første Dage efter Sagens Afgjørelse havde den snu Kompan, i hvis snevre personlige Hensyn dette Blad arbeider, sine egne Grunde til ikke, ved at udtale sin Mis- billigelse, at risqvere Tab af nogle Stemmer til et Konfidentsvalg, som var i Storthingets Hænder. Han var nok selv Mand forat skaffe sin politiske Mis- fornøielse Luft i Bladet; Nationen -- det var ikke formeget forlangt -- skulde nu skaffe den Brød. Men uagtet Maalet nu synes direktere rettet paa en Stor- thingsplads, som en foreløbig og sikker Avance imod hiint denne Gang for- feilede, (ligesom man sætter sig i Besiddelse af et dominerende Forværk før man tager det egentlige Maal for Beleiringen), vilde Sagen dog upaatvivlelig faa en nyttig Ven i dette vel langtfra agtede, men dog formedelst sin Udbredt- hed anseede, Blads Redaktør som Repræsentant. Det er derfor at ønske, at det maa lykkes. Og hvorfor skulde det ikke det? I et nys afholdt Selskab af Agershuus Amts Valgmænd og Andre, mest Bønder, som førte til Skildt, at det var til Ære for Amtets Repræsentanter, indlod En af disse sig paa at give et saa bestemt Løfte om Belønning for en saadan Patriot, og Alt havde et saa- dant Anlæg, at det heller ikke er at tvivle paa, at jo ovenyttrede Ønske vil gaae i Opfyldelse. SIDE: 441 mindre er Sagens Venner, naar kun Udsættelse finder Sted, ind- lyser ogsaa af, at Opfordringen til at sørge for Civillovgivningens samtidige Forandring netop udgik fra det. Nu! det maa skrives bag Øret. Det var Synd, om Vinket ikke blev taget tilfølge og Opfordringen fulgt. Værd er det altsaa ikke at forlade Storthingssalen den 9de Sep- tember med nogen bitter Følelse, med Haabløshed eller Stikket af den Tanke, at ved Afgjørelsen af slige Spørgsmaal var en Josef den 2den, en filantropisk Selvhersker, at foretrække for en raadslaaende Folkeforsamling. Det maatte da være en for Af- gjørelsens Minut. Cunctatio servilis, statim exequi regium est. Men dette Prærogativ er i Norge ogsaa Folkets. Det bruger det blot med større Betænksomhed. Men dersom Nyheden skulde kunne være en Sandhed til yderligere Skade end at den maa lide en Udsættelse, vilde det være at indrømme, at Alderen kan give en Fordom Privilegium paa Bestaaen; og af alle grundlovforbudte Privilegier er det vel Fordommens, der meest maa stride imod en Forfatnings Aand, som, medens den er en af Tidens Triumfer, et af den senere Histories herligste Resultater, tillige har viist sig afpasset efter det opvakte og lærenemme norske Folks Tænke- maade og Evner til at bruge den. Sagen er bleven forfulgt. I det følgende Storthingsmøde den 10de September, refererede Præsidenten følgende Skrivelse: "Til Kongeriget Norges 10de ordentlige Storthing. Da Debatterne i Storthinget idag, efter hvad der fra begge Sider yttredes, give Haabet, om at see Grundlovens § 2, sidste Passus paa et kommende Storthing ophævet, ny Bestyrkelse, og da navn- ligen en af Modpartiets mest fremhævede Grunde bestod i et Ønske om en Udsættelse indtil næste Storthing, med den ved- føjede Bemærkning, at man da samtidigen vilde kunne ordne Civillovgivningen i Overeensstemmelse med en saadan vedtagen Ophævelse af en Grundlovbestemmelse, giver Undertegnede sig den Ære herved ærbødigst at fremsætte Forslaget i saadan, lige- ledes under Debatterne paapegede, Form: SIDE: 442 "Bestemmelsen i Grundlovens § 2, sidste Passus, saalydende: "Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget" -- ophæves." Kristiania, den 9de September 1842. Henr. Wergeland." Propositionen erholdt følgende Paategning: "Idet vi herved som eget vedtage forestaaende Forslag til For- andring i Rigets Grundlov, tillade vi os tillige alternativ at frem- sætte samme i følgende Form: "Bestemmelsen i Grundlovens § 2 sidste Passus, saalydende: "Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget" -- sættes herved ud af Kraft [fotnotemerke] ." Kristiania, den 10de September 1842. S. Sørenssen. H. Holmboe. Castberg. H. A. Krohn. G. Heiberg. Vogt. A. Faye. Stabell. Thoresen. H. Arentz. H. Herrefosser. J. Roll. F. Lunge. J. L. Arup. Hans H. Dahl. N. A. Sem. G. P. Blom. J. H. Rye. G. A. Lammers. Nic. Benj. Møller. L. Holmboe. M. Blix. N. Jønsberg. Sandberg. Weidemann. Finne. K. Olsen. Samuel Foyn. N. Koren. O. Bjørnsen. O. E. Borchsenius. A. Hoffardt. T. Breien. H. Foss. Hjelm. A. Schweigaard. Refereret i Storthinget den 10de September 1842, og da be- sluttet: "Bliver under Præsidentskabets Haand ved Trykken at be- kjendtgjøre for at komme til Afgjørelse paa næste ordentlige Storthing." S. Sørenssen,p. t. Præsident. Borchsenius,p. t. Sekretær. I Forbindelse hermed fremsatte Hr. Sørenssen følgende Forslag: "Den kongelige norske Regjering anmodes om: Fotnote: Det forekommer mig dog, som om at Udtrykkene "udgaaer" og "ophæves" ere mere bestemte, mindre blot suspensive end det ovenfor vedtagne "sættes udaf Kraft." Udgiveren. SIDE: 443 a) at foranledige paa hensigtsmæssig Maade Oplysninger ind- hentede og næste ordentlige Storthing forelagte angaaende Jøderne og deres Forhold, til Oplysning om, hvorvidt det kan ansees nyttigt, at de tilstedes Adgang til Riget. b) at forelægge næste ordentlige Storthing Udkast til de Lov- bestemmelser, som maatte ansees fornødne eller hensigtsmæs- sige for det Tilfælde, at Grundlovens § 2 forandres derhen, at Jøder tilstedes Adgang til Riget. Kristiania, den 10de September 1842. Sørenssen." Besluttedes udlagt og foretaget i et senere Møde. Dette fandt Sted den 13de September; men Forslagets første Post blev ikke bifaldt mod 58 Stemmer og dets anden ikke mod 57. Hjelm yttrede sig for, paa Grund af den stærke Opinionsyttring, der laa i det; men Foss fandt, at en tilstrækkelig Opinionsyttring ud- talte sig i den overvejende Pluralitet, som Grundlovsforandringen havde havt for sig i Storthinget og desuden ved at Forslaget var fremsat paany og vedtaget af saamange af dets Medlemmer. Privat kunde Oplysninger ligesaavel indhentes, og Regjeringen vilde deraf kun see sig foranlediget til Nedsættelse af en ny Kommission. Foss har idetmindste Ret i, at Opinionen har yttret sig stærkt nok til Fordeel for Propositionen ved Voteringen den 9de og ved Vedtagelsen den 10de. Denne har faaet Holdning og Tryghed, som Hittebarnsynglingen, der anerkjendes af sin rette Fader, og nu, lænet til ham, med freidigt Øie kan see Fremtiden imøde. Den er adopteret af 36 Medlemmer af det norske Storthing, godkjendt af dets ypperste Medlemmers Fleerhed og af denne overrakt det kommende. Da -- ça ira! EFTERRETNINGEN 2. Nu Efraim har læst det Bud, som Mirjam har ham bragt. O mild og stærk er Jødens Gud; thi Mandens Vrede sluktes ud ved fromme Tankers Magt. SIDE: 444 Han reiser sig og peger paa det Kirketaarn i Sky, hvor Kragesværmen hakker paa, men kan ei Fodefæste faa i Spirets glatte Bly. Han tager Mirjams Diadem. Da holdt han i sin Haand en Million i Diamant, en Melkevej af Perler og Orions Stjernebaand. Han tager Mirjams Diadem. "O, Mirjam, Hustru, se! hiint Kirketaarn vil styrte ned; det hælder, men kan reddes ved to Stene eller tre." "O send det Hele, Efraim, til Kristenkirkens Præst. Kun siig, at der paa Taarnet maa for arme Krager aabent staa et Hul i Øst og Vest!" ============================== Fil: wiv4.txt Bind: Samlede skrifter IV, 4. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland ALMUESTALSMANDEN CHRISTIAN JENSEN LOFTHUUS SAMT ALMUE-UROLIGHEDERNE I 1786 OG 87 I NEDENÆS AMT "Den hedeste Flamme i Normandens Indre, Er Had mod Tyranner, de store og mindre. Den fyrige Dyd, han af Fædrene lærte, O, den er den glødende Marv i hans Hjerte!" SIDE: 1 FORORD Allerede for fire Aar siden har Undertegnede, i et saakaldet "Flyveblad for Menigmand", søgt at gyde Liv i Almuestalsmanden Christian Jensen Lofthuus's henblegnende Minde. Idet jeg bruger dette Udtryk om den eneste Belønning, det laa i hans Skjæbne, han kunde vinde af sine Landsmænd, vil jeg dog ikke have gjort Disse i de Districter, han handlede og leed for, den Uret at mene, at hans Minde i nogen anden Henseende skulde være henblegnet, end at de Begivenheder, hvori han var Sjælen, ere blevne utyde- ligere og mere forvirrede. Det har suget for mange Taarer i sig til at der ikke endnu, efter kun faa Aar over et halvt Aarhun- drede, skulde være Liv deri. Kun hine Begivenheder selv ere hensmuldrede i sin Følgerække som hans Beenrad, opløste i sine SIDE: 2 Forbindelser som hans forvittrede Ledemod under Mulden i For- bryderes Krog paa Christkirkegaarden ved Udkanten af Chri- stiania; hans Navn, veed jeg, lever endnu i hine Egne med ufor- dunklet Klarhed og Friskhed, som om Aanden af sit eget Udøde- lighedselement idelig kunde meddele de efterlevende Slægters Erindring nye Kræfter. Ofte nævnes det der for den Forbi- reisende; Fjeldbonden omtaler det ved sin Arne for den Fremmede eller i sine egne Samqvem, Lodsen taler ofte om Lofthuus og synger en Stump af en af de gamle Spotviser paa hans Forføl- gere, -- kort, hans Navn lever endnu og kommer frem i Sam- talen med en Yppighed og Friskhed, som et idelig afpudset Arve- stykke fra Bedsteforældrenes Tid, der ikke ofte nok kan frem- vises. Det kan altsaa kun være min Hensigt at yde Folkeerin- dringen nogen Hjælp til at fastholde selve Begivenhedernes Ring om hiint Navn, hiint Samtalernes Klenodie, der i sig selv intet har tabt i sin friske Tindren. Hiint kortfattede Mindeskrift var kun et Program for dette vidtløftigere, som jeg nu forsøger, da den Opfordring til bedre Underrettede, som der laa i Gjenvæk- elsen af Mindet om en mærkelig Landsmand til at forevige dette i et fuldstændigere Skrivt, ikke er bleven fulgt. Jeg gaaer dog, idet jeg betragter de mangelfulde halvfortærede Documenter, som skulle være mine Kilder, til dette Arbeide med Ængstelighed for dog ikke at kunne levere det saa fuldstændigt som ønskeligt kunde være, hvor en Begivenhed skal afhandles, der vilde være mærkelig, om vort Lands indre Historie under Dansketiden end var mindre fattig, end den er, paa Kraftyttringer af det undertrykte Folk. Rigsarchivet har vel afgivet nogle møl- ædte Bunker og Universitetsbibliotheket en liden Pakke med Notater og Breve; men særdeles vigtige Documenter, f. Ex. Loft- huus's Klage og Stiftamtmandens første Indberetning findes tid- ligen at være forsvundne -- sandsynligviis i det danske Geheime- archiv, og det er omtrent det samme som i Graven. Selv den i Chr.sand nedsatte Commission bemærker, at hiin Indberetning ikke er kommet den tilhænde. Hvor det beroer har vel ogsaa den endnu vigtigere Protocol for Undersøgelsescommissionen i Christiania fundet sin Hvile, saa, hvad der havdes, desværre ligner en Masse, uden Hoved og Hale, eller en Bundt af afbrudte Traade, som med varsomt Valg maae sammenknyttes forat afgive nogen Ledning. Dog haaber jeg at kunne lægge de smuldrede SIDE: 3 Let nogenlunde sammen, og i Folkets Haand en Bog, som vil lære det, med et sundt og taknemmeligt Hjerte at skjelne imellem forrige og nærværende Tiders Kaar (skjøndt, oprigtigt sagt, at slutte af de mange Udvandringer fra Gaard og Grund til Ame- rika, disses Lyssider mere bestaae i et politiskt Glimmerstøv end i et virkeligt Velvære) og vinde den Mand Udødeligheden i dets Erindring, som meer end nogen anden Normand bragte det danske Despoti til angstfuld Eftertanke over dets Regjeringssystem i Norge. De Bevægelser, Lofthuus styrede, vare et af de Jord- skjælv i Gemytterne, som bebudede dette Systems anstundende Ende, ja man vil i dem ikke mangle Antydninger om, at de vare mere forberedede, end man skulde troe, paa den nye politiske Forening, som knyttede sig til Norges Befrielse. At Fædrelandets Historie under den forrige Forening ikke er gjennemvævet med de stærke politiske Bevægelser, som andre Folk have at opvise, at ingen anden Engelbrichtson end Bisp Olaf i Trondhjem, ingen anden Tell eller Fitzgerald end Lofthuus, ingen andre white boys eller hearts of oak ("hvide Gutter" og "Egehjerter", som de irske Opstandsmænd kaldtes) end de Skarer af Fjeld- og Kystbønder, som ledsagede denne deres Talsmand, har gjort vor Historie in- teressant og Aaget mindre vanærende, -- dette Særsyn hos et modigt og kraftfuldt Fjeldfolk har sin Forklaring i Despotiets særegne, fra Tyraniets forskjellige Characteer, der lader Trykket hvile ligeligen paa Alle, og ikke med større Tyngde paa den En- kelte. De Embedsmænd, som ved Forurettelser havde givet An- ledning til de Uroligheder, som Lofthuus gav et Navn, bleve da, ikke for de forbryderske Aarsagers, men for disse Følgers Skyld, ilde ansete af det danske Cancelli, der frygtede det slumrende Folks Senetrækninger, fordi det kunde vaagne deraf. Det var ikke saa nøie med det, om man fik Blodet af det, men det var farligt at irritere det med for dybe Knappenaalsstik. Folkets overdrevne Begreber om den Ømhed Kongen, eller dengang egentlig Kronprindsen, som Regjeringens Hoved, nærede for det, hvorom man heller ikke undlod at give idelige Forsikkringer, de vrange Tanker, det var vant til at have om det svenske Folks Kaar, Nationalhadet imod denne Nabo, Roligheden i de mellem- liggende Grændseprovindser, og vel ikke mindst den Omstæn- dighed, at Kong Gustav den 3die netop i Aaret 1786 havde nok at bestille med en gjenstridig Rigsdag, -- alt dette hindrede Ind- SIDE: 4 blandingen i de Almueopløb, som fandt Sted i Nedenæs og til- grændsende Districter i Aarene 1786 og 87, af et for det Be- staaende farligt politiskt Brændstof. Deres Høvding beskyldtes vel for at have anlagt samme i Planen, at ville underlægge disse Districter Sverigs Krone, hvis Vasal han selv da skulde være; men idet denne Beskyldning, som saa mange andre imod ham, blot synes at være udrundet af Embedsmændenes Had mod ham, er der vel i nysforegaaende Bemærkning lagt den Betydning deri, som rigtig kan være. Nemlig, at den kun antydede Muligheden af, at det undertrykte Folk kunde omsider falde paa saaledes at søge sin Frelse. Og blot den udtalte Mistanke, den vakte Tanke om Muligheden af en Adskillelse, er, under Norges daværende For- hold, og netop fordi Almuen protesterede saa ivrig derimod, nok til at paastaae, at Gemytterne forberededes paa, at en saadan Be- givenhed dog kunde skee. Da endelig Tidsomstændighederne med- førte ikke blot en Adskillelse fra Danmark, men en Forbindelse med Sverige, fandt disse Forandringer langtfra den meste Mod- stand hos Vestlændingerne, mellem hvem og om hvem ialfald Mu- ligheden deraf først blev udtalt, om end i Form af en Bagvaskelse. Men skjøndt det, af Lofthuus's heftige og livlige Sindsbeskaffen- hed at dømme, ikke synes urimeligt, at hans Grublen over Fædre- landets Ulykke, i Kummerens og Mistvivlens Vildraadighed, har ført hans Indbildningskraft over Rigsgrændsen mod Øst, maa vor Fremstilling dog give Slip paa at blive overlagt med et politiskt Farveskjær, hvori den Tid, som nu lyser over Norge, skulde have forudforkyndt sig som Dagen i de violette Strøg, der gaae forud for dens egentlige Fremgryen over Horizonten. Skulde dog ikke Fremstillingen, som Bidrag til vort Folks indre Historie og til en Deel af dets Beboeres Characteristik, og af en Almues- mand, som vakte Regjeringens Ængstlighed til de overordent- ligste Forholdsregler, satte Byerne videnom i en Slags Beleirings- stand, og som kun Listen kunde faae Bugt med, da Magten var frugtesløs, have Interesse nok for det hele Folk, da faaer den søge samme i de Egne, hvor det vemodige Minde om deres Talsmands sørgelige Skjæbne endnu lever hos Ætlingerne af de Bønder, som bevæbnede omgave ham, ja, hvor vel endnu Mange leve, som have selv baaret en gammel Klinge, den langskaftede Øxe eller Holksvøben til hans Forsvar. For det øvrige Folk, som med et koldere Blik vil læse denne Beretning, vil dens Værd SIDE: 5 især bestaae i Indprægningen af den Lærdom, at en Statsfor- fatning, god eller slet, har intet bedre Sammenbindingsmiddel end Embedsmændenes Retskaffenhed imod Almuen, og i Henpegningen paa den Viisdom i Styrelsen af Menneskehedens Fremskridt, at Forglemmelsen heraf fra en Regjerings Side mere end noget andet bringer Magten og Controllen over i Folkets Hænder. Vor Tids klogeste Despotier ere derfor de strengeste i at paasee sine Em- bedsmænds Færd. De have indseet, at dette Bevaringsmiddel overgaaer langt Armeernes i Styrke, og de pege med Triumph paa den ubøielige Strenghed, hvormed enhver Udskeielse udenfor det Lovlige, enhver Anledning fra Embedsmændenes Side til Misfor- nøielse hos Folket bliver straffet. De pege paa Massens Til- fredshed, paa Statsmaskinens rolige Gang, og have virkelig i flere, af Naturen velsignede, Riger ved denne kloge Politik naaet den Sikkerhed for sin Bestaaen, at de vove at appellere de dan- nede Mellemclassers Krav til den tilfredse Almue. Men af denne rekruteres disse bestandig, til dem hører Embedsmændene, hvis Dannelse hine Despotier frygte, mens de nødes til at betjene sig af dem. Saadanne Regjeringers høieste Klogskab bestaaer derfor i at bringe den store Almuesmasse til at troe, at den og Regje- ringen ere naturligen forbundne, et symphatisk Eet, og at de dannede Classer kun ere nogle mindre gode Børn, som have unddraget sig den faderlige Kjærlighed, og som man derfor maa ave og ikke have for god Tro til. I Preussen, Østerrig og Dan- mark iverksættes dette System, hvis eneste gode Side er hiin Strenghed imod de Embedsmænd, som paa nogen Maade kommer Almuen for nær, eller som vove at knappenaalstikke denne fryg- tede Løve, som det kun kommer an paa ved fortsat Kløen og Strygen at holde i Søvn. Men har denne kloge, ikke af Hjertet udrundne, Retfærdighed været mægtig nok til at give saa slette Forfatninger ny Livskraft, deres fortærede Indre en ny glindsende Skal, -- skulde da de Bedre være ukloge nok til foragte den? skulde de constitutionelle Stater ved at være forsømmelige i det Punct, virkeligen fortjene Bebreidelsen, at de ere Embedsaristo- cratiernes sande Hjemstavne, Juristeriets Mistbænke og Blodigle- damme? skulde de forglemme, at Almuesmanden i sit politiske Ræsonnement altid gaaer ud fra sin egen og sin Naboes Hytte, og slutter sig til Statens Glimmer efter de mange eller faa nye røde Tage og lyse Lader, som han i Aarets Løb seer at vise sig SIDE: 6 i Hjembygden? Normændene have meer end mange andre Folk Grund til at tænke herover. Det ligger dem paa Hjertet, at be- vare den nærværende politiske Frihed og Ære, og de kunne ansee den sikkret og garanteret i samme Forhold, som de, ved at sætte sig tilbage i Dansketiden, i de Dage, da Lofthuus gav Agdesidens Suk Ord og Mæle, oprigtigen finde, at de nærværende mangle Aarsagerne til en saadan Begivenhed, som den, der i de følgende Blade vil blive fremstillet. Christiania i Juni 1842. Henr. Wergeland. Skuepladsen. Aarsager i Districtets egne Forhold. Uroligheder mellem den norske Landalmue vare ikke sjeldne under Foreningen med Danmark. Idetmindste vare de hyppige nok til at gjøre Paastanden om den Lykke, Folket skulde nyde under den, og den Tilfredshed, der skulde besjæle det, til en Usandhed. Men til Oprørets eller den politiske Opstands Cha- racteer hævede disse Bevægelser sig ikke. De vare Opløb, havde altid locale og specielle Aarsager og sin Begrændsning af Fjeld- ryggene, der saa skarpt afsondre Norges Provindser. Indenfor disse kunde Gjæringen syde; men over dem løftede den sig ikke for at oversvømme Landet med flammende Bølger. Strileopløbet ("Strilekrigen", som den kaldes) i Bergen i Aaret 1765, der gik ligetil legemlig Mishandling af Stiftamtmanden, havde vel i Extra- skatten en for det hele Land almindelig Grund, og Leirdølernes Reisninger i Aarene 1801 og 1802 i Anledning af Udskrivningen, vare vel rettede imod selve Regjeringen; men de øvrige Almue- bevægelser havde enten sin Aarsag i Embedsmændenes Udsu- gelser eller i Trangen for Korn og den Maade, hvorpaa Handelen blev dreven med denne Vare. Og hvor den sidste Aarsag fandt Sted, havde altid Almuebevægelserne Elvenes og Dalstrøgenes Retning indimod Byerne. "Fjeldmændene komme", hedte det da fra Huus til Huus, og mangen hvid- og blaarandet Nathue og Messingparyk paa vore gammeldags Kjøbmænd blev flittigen dreiet om i Angest for Pakhuus og for Ryggen. Men de Uroligheder i Nedenæs Amt i Aarene 1786 og 87, som Bonden Christian Jensen Lofthuus af Vestre Molands Præstegjeld SIDE: 7 har givet sit Navn, havde sin Aarsag i begge hine Onder for- enede. Der kom vel flere for Dagen; men mod Misfornøielsen med Embedsmændene vare de kun som Græs omkring en Stamme, og denne skjød saa frodigen sine vilde Torne iveiret, fordi dens Rod fugtedes af den fortvivlede Nøds Taarer, og var næret af Districtets egne uheldige Forhold. Men hvor betydelige og betydningsfulde for Regjeringen saavel denne som de andre Uroligheder imellem den norske Landalmue end vare, viser dog deres Indskrænkelse inden visse Strøg Dybden af Folkets politiske Søvn, og at de, med al den Betuttelse de vakte i det danske Cancelli, ikke vare andet end Senetrækninger snart i et, snart i et andet af en sovende Samsons Ledemod, uden at derfor Hjernen kom til Vaagen og Bevidsthed, og reiste det hele Legeme. Districternes Afsondrethed og tynde Befolk- ning maa have været en Hovedaarsag til at det aldrig kom vi- dere; thi af mange Documenter fra hiin Tid fremlyser det, at det ikke har manglet over det hele Land paa det bedste Tønder for almindelig Misfornøielse, nemlig paa Armod. "Vi fattige Al- mue", hedder det i alle de Andragender og Klager, som viste sig efter ethvert Uaar, og Erklæringerne derpaa saavel fra Stat- holderskabet og Stiftsbefalingsmændene som fra de underordnede Embedsmænd godtgjøre, at Forfatningen over det Hele har været misligere, end man nu i de Districter, hvor Agerdyrkningen har havt Fremgang, vil have let for at gjøre sig et Begreb om. Det var derfor Unionspolitik efter Uaar at skaffe Korn op fra Dan- mark til Udlaan af de offentlige Magaziner. I Nedenæs Amt eller Lehn, som det kaldtes, før Benævnelsen af Amter blev paabuden efter Souverainitetens Indførelse, har Landalmuen oftere end i nogen anden Provinds maattet forene sig til Klage og Modstand imod Embedsmændenes Udsugelser. Saaledes under Kong Frederik II, -- henimod Slutningen af det 16de Aarhundrede imod Lehnsherren Erich Munk, hvis forhadte Minde endnu lever der i Egnen, og to Gange i forrige Aarhun- drede før de Uroligheder i dets næstsidste Tiaar, hvis Skildring udgjør Øiemedet for disse Blade. Men Trangen paa Korn og Kjøbmændenes Udsugelser ved en monopolistisk Handel med denne Vare imængede ikke de mindst drivende Grunde imellem de øvrige Ulykker, som bragte Almuen paa Benene i dette District; og at Urolighederne havde denne SIDE: 8 blandede Characteer forklares let af dets naturlige Beskaffenhed. Dette Amt er nemlig i sine vidtløftigste Strækninger, uagtet sin sydlige Beliggenhed, overordentlig lidet gunstigt for Agerdyrk- ningen. Norge har intet udyrkbarere og folketommere District end den Masse af Fjelde, Heier og Dale paa kryds og kvær, som udgjør Raabygdelagets Fogderi; og i Amtets andet Fogderi, Kyststrækningen Nedenæs, stod Agerdyrkningen, af Grunde, der laa i Befolkningens Næringsmaade, selv i Strøg, der i enhver Henseende vare beqvemme derfor, paa et ikke synderligt høiere Trin. Nærmest Kysten skulde alle høre Søen til, og derfra hente Udkommet; fjernere trak Skovdrift til Byerne og Bjergverkerne Kræfter og Opmærksomhed fra Jorden, og i Raabygdelaget, især i dets østre Deel, taalte denne af Verkernes Privilegier kuede og af Kjøbmændenes ublue Kornpriser udsugede Næringsvei neppe engang Districtets naturlige, Qvægavlen, ved Siden. I selve Nede- næs skulde Alle tilsøs eller til Kulmilen, og i Raabygdelaget skulde Alle handle med Tømmer. I begge Districter vare Gaardene ogsaa særdeles udstykkede; i de østre især til Folk, som blot vare Leilændinger, hvis Tid og Kræfter anvendtes til Pligtarbeide for Verkerne. Potatosavlingen var den Tid næsten ubekjendt, og den beqvemme og levende Fart mellem Kyststederne og Dan- mark lod det aldrig mangle paa Korn derfra, saa man var vant til kun lidet at tænke paa at forsyne sig selv. Men om Kornet var i Landet, var det dog endnu ikke paa Staburene i Ombli, Vegaardsheien, Aaserald, Gjævedal og de andre af Amtets Fjeld- bygder. Det laa paa Arendal- og Østerriisøer-Kjøbmændenes Pakhuse, og kun ved nye Leverancer af de allerede altfor med- tagne Skove, men til vilkaar1ige Underpriser, kunde de gjeldbudne Bønder reise ny Credit. Disse ødelæggende Forhold mellem Bonde og Kjøbmand havde længe før Urolighederne i 1786 fundet Sted, og især været byrde- fulde for de høiere Fjeldegne, hvorfra Misfornøielsen herover nu med Fortvivlelsens Styrke, ligesom rivende Strømme, der brød frem af de dybeste Dale, blandede sig med den over Embeds- mændenes Tryk, der egentlig bragte Nedenæs Fogderi i Bevæ- gelse. En kongl. Ordonance af 13de Novbr. 1776 til Stiftsbefa- lingsmanden i Agershuus Stift, i Anledning af de "saa ofte ind- løbende Klager fra Almuen paa Landet i vort Rige Norge, at de ofte ikke uden lang Tryglen og Ophold samt adskillige Udflugter SIDE: 9 og Indvendinger af Kjøbmændene kan erholde deres Betaling for leveret Tømmer, efter den med Kjøbmændenes Tømmermærkere sluttede Forening, hvorudover Almuen ogsaa sættes udaf Stand til at betale vore Skatter", tilsigtede vel at raade Bod paa Ondet ved at indskjærpe Reglerne for Mærkningen og Prioritetskravet efter Tømmersedlerne; men til Christianssands Stift synes dens Virksomhed ikke at have rækket, at slutte af et Andragende af 1784 fra Nissedals og Torridals Thinglag samt endeel af Raa- bygdelagets Almuer om Nedsættelsen af en Commission til at undersøge "de Fornærmelser, som dem i deres Handel ved Arendal af Kjøbmændene tilføies." Den i Anledning af de Lofthusiske Uroligheder nedsatte Commission fik ogsaa dette Hverv, og den skildrer i sin specielle Indstilling i Anledning af dette Andragende i de stærkeste Udtryk den Uret Bonden leed. Hans Ødelæggelse, siger den, maatte være en uundgaaelig Følge af et saadant For- hold mellem Borger og Bonde og efter de erhvervede Oplysninger finder den det unødvendigt yderligere at vise enten "den aren- dalske Handels ulyksalige og landsfordærvelige Indflydelse paa Handelsdistrictets næsten fortvivlede Tilstand, eller Fornøden- heden af at see den, paa hvad Maade end skee kan, for Efter- tiden afværget." Bøndernes Contrabøger med Kjøbmændene lagde for Dagen, til hvilken Grad disse Udsugelser, der bestode i at paatvinge Bonden, for Tilgodehavende paa Trælast, Varer til vilkaarligen overdrevne Priser, kunde gaae; og Commissionen anfører i sin Skildring af Forholdene, som den benævner "gyse- lig", mærkværdige Exempler paa Ubluheden i denne Henseende. Flere Districter tilskrev ogsaa sine Forhold til Jernverkerne sin fortvivlede Tilstand. Deres Klager gik ud paa, at Gaardene vare udlignede til altfor svære Kulleverancer i Forhold til deres Skove, at Kul- og Kjørselpriser vare for ringe, at Verkernes Kul- maal ikke vare anordningsmæssige, deres Kornpriser for høie, og at Værkseiernes Udpantningsret af 1 Mk. i Mulct for hver manglende Læst var dem en utaalelig Byrde. Commissionen finder ogsaa dette Privilegium saa odieust, at den kalder det en "klog" Foranstaltning af Amtet, at det engang lod indstille en paabegyndt Udpantning, som den erklærer "nær havde kunnet antænde Uorden", og Eieren af Frolands Jernverk, Justitsraad Hans Smith, beqvemmede sig ogsaa til at eftergive sin Udpant- ningsret i 5 Aar og for sin Livstid for de Bønder, der havde SIDE: 10 over 4 Miils Kjørsel. Denne lange Afstand, som var bleven fastsat ved en Cirkumferenceforretning i 1769 faldt ogsaa Ombli og Gjævedals Almuer saa besværlig, at de erklærede heller at ville betale Mulcten og henlægges under Næs Jernverk, hvor Behand- lingen ogsaa i det Hele skulde være bedre. Men det stærkeste af de Elementer, der laa i Districtets egne Forhold og Beskaffenhed, til at give de Lofthusiske Uroligheder i Anledning af Embedsmændenes Udsugelser baade Flammens Udbredelse og Glødstyrke, var dog de ødelæggende Kornpriser. De før berørte Misligheder, og navnlig ved Trælasthandelen, vare mindre Aarsager til, end Følger af den skadelige Gang, som dette agerdyrkningsløse Districts Kornforsyning engang havde taget. "Vi have, siger Commissionen i sin med Upartiskhed og Talent affattede Hovedindberetning -- ved enhver given Leilighed frem- bragt denne Klage for Thronen. Rørte af det skræksomme Maleri, Omblis og Gjævedals betrængte Almuesmænd i deres ukonstlede Sprog forestillede os om deres Tilstand, have vi nedlagt aller- underdanigst Forestilling fra disse Bygder. -- -- Vi tilstaae intet Middel at øine imod denne Landets befrygtede Undergang uden i en Norge tilstedet bestandig fri Kornindførsel. Men idet vi sige dette, føle vi Slibrigheden af vort Arbeide ved at berøre en Streng, som for lang Tid tilbage, i Bøger, i Forestillinger, i Raab fra alle Kanter længe forgjæves er anslaaet. Med Grund frygte vi, ikke at blive heldigere end de Patrioter, der have betraadt denne Bane før os, og intet Nyt levnet os tilbage at andrage, og at vigtige Statsaarsager eller hidtil uovervindelige Vanskelig- heder maa tilbageholde dette Redningsmiddels Tilstedelse hos en Monark, der ikke blot ved sit Symbolum [fotnotemerke] , men ved Handlinger har beviist sig at sætte sin Ære i Kjærlighed til sit Land. Men vort Kald, som gjør os det til Pligt at andrage Almuernes Klager og de Midler vi finde til deres Afhjælpning, byder os tillige, fri- modigen at fremføre hvad vor Overbeviisning befaler os at ansee for Sandhed. Norge er intet Kornland. Naturen, som forskjel- ligen har uddelet sine Gaver til alle Klodens Beboere, men gjorde Livet til første Lov, har ogsaa anviist Enhver Middelet til dets Opholdelse. Norge gav den Skove, Bjergverker, vilde Dyr og Fiskerier. -- -- Men Kornet, som nu er bleven Alles Føde, be- Fotnote: Christian VII. Hans Valgsprog var omtrent vor nærværende Konges: "Folkets Kjærlighed min Belønning." SIDE: 11 stemmer ved sin Priis ethvert Lands Tilstand. Letheden eller Besværligheden ved dets Anskaffelse bestemmer Folkemængden, Fliden, Handelen -- kort, Staternes Rigdom eller Armod. At denne skulde drive Mennesker til Virksomhed, til Stræben, er en falsk Tanke (?). Mennesket er af Naturen ikke arbeidsomt; det stræber ikke uden i Forhold til den Nytte, det høster af sit Arbeide. Vindes ikke denne, tabes Modet, Hænderne lægges i Skjødet og Folket udarter. Alt hvad der arbeides for, Maalet for al menneskelig Syssel, er Næring og Føde. Den er Maale- stokken for ethvert andet Product, enhver Vindskibelighedsgreen, den er Middelpunctet, hvori alle Arbeidscirklens Radier con- centrere sig. Forslaaer ikke et Lands Jordbund til igjennem Agerdyrkning at skaffe denne, saa maa den erhverves ved andre Producter, hvilke blive Kornets Repræsentanter, ligesom Penge ere alle Fornødenheders. Holdes Kornet i maadelige Priser, be- høves der et mindre Antal repræsenterende Ting til at anskaffe sig det. Da spares Landets Producter, da finder den talrige Ar- beidsclasse, som de raae Producters Frembringelse er anbetroet, sin Føde og sine Fornødenheder igjennem en skaansom Tilvirk- ning. -- -- Fødevarernes Dyrhed maa avle de modsatte Virk- ninger, og Beviset haves især talende i den hele Trakt, der er underlagt den arendalske Handel. Bonden, som ikke faaer Føde nok af Jorden, har maattet angribe sine Skove. [fotnotemerke] Han har, deels af Fornødenhed, deels fordi han mangler Forsorg for Fremtiden, udhugget dem. Men søge vi den egentlige Grund hertil, ligger den udentvivl i Fødevarernes Dyrhed. Han har udhugget Sko- vene, fordi han behøvede Mængden af Product til at skaffe sig Føde. Han har fundet Debit for sin Hugst, fordi Kjøbmanden behøver stor Udskibning til samme Maal, og han har maattet søge i Qvantiteten, hvad Qvaliteten burde forskaffe. Saaledes ligger Grunden til Uheldet i Savnet af den første Fornødenheds- vare, Fotnote: I en Anmærkning i Conceptet til Indstillingen er tilføiet: "Det sønden- fjeldske Norge kan paa nogle 100,000 Tdr. Korn nær ikke føde sig selv. Mid- delet til at erhverve sig disse, har det næsten ene i sin Trælast, og da Skovene, ikke som endeel andre Landsproducter, ikke engang som Fiskerierne norden- fjelds, ere aarligen reproductive i Forhold til Flid og Arbeide, men just tvert- imod, saa har denne Deel af Landet en speciel i sin Natur grundet, Aarsag til at bygge sin Existences Vedligeholdelse og Varighed paa let og tilgjængelig Føde, uden hvilken dens Kilde, som er Skovene, naar de ødelægges ved for stærk og flittig Hugst, igjennem Aarhundreder er tilstoppet." SIDE: 12 som bestemmer alle de Øvriges Forhold, og i den første Fornødenhedslov: at der skal leves. Nu er Uheldet der. Tingen er kommen til det Punct, hvis Overskridelse bringer Forværrelse til det Yderste. Palliativer kan intet udrette. Sygdommen maa læges i sin Grund. Dette troe vi ikke kan bevirkes, uden ved at skaffe Folket Mulighed til at erhverve sin Føde igjennem Producttilvirkning for Eftertiden og Lethed i Kornpriserne. Denne kan, i vore Tanker, ikke indfinde sig saalænge Kornhandelen er under Monopolets trykkende Baand. Det er Concurrencen, som i alt Handelstilfælde avler godt Kjøb, og den synes da saa meget mindre at maatte betages den Handel, som har den første Fornødenhedsvare, som har Livets Ophold til Formaal. Vistnok er det godt, at Danmark og Norge række hinanden Haanden og vexle hinandens Producter, saalænge deres Fordeel kan bestaae sammen; men bygges det ene Lands Fordeel paa det andets Tab, saa rammer dette hele Statslegemet. Norges Kornhandel med Danmark synes Naturen at have bestemt. Dan- marks nærmere Beliggenhed end de andre Steder, hvorfra Korn skulde hentes; Mangel af Producter til Afsætning for det sønden- fjeldske Norge i de østersøiske Steder; Vexelcoursen, som til at betale Importen er Norge imod, synes at være ligesaa mange Grunde for Normanden til i Danmark at søge denne Vare, naar han der kan faae den for samme Priis og ligesaa god, som paa andre Steder. Men skeer ikke dette, virker Monopolet, at Pri- serne stige til en utaalelig og ved Producternes sande eller re- lative Værd uproportioneret Høide, som i de senere Aaringer er indtruffet; virker det, at slette Varer paabyrdes den kjøbende Nation, at den for sine Penge faar et Korn, som er usselt til Føde og ofte aldeles udueligt til Udsæd; gjøres herved Jord- dyrkernes Existents endog uvis i den tilkommende Tid, saa maa en bestandig Declination blive de uundgaaelige Følger af en Trang, hvis skadelige Indflydelse Landets Forfatning med blodig Skrift [fotnotemerke] bevidner. Kommer hertil, at Danmark ikke alle Aar pro- ducerer Korn nok til at kunne forsyne sig og det søndenfjeldske Norge med alle de Sorter, som fordres, saa bliver den Afhængig- hed, hvori Monopolet satte dette Land, endnu mere unaturlig. -- -- Om Raabygdelagets Forfatning behøve vi intet mere at Fotnote: Dette Udtryk har forekommet et af Commissionens Medlemmer for stærkt. I Conceptet er det rettet til: "alt meer og meer uheldigen bevidner." SIDE: 13 sige. Saavidt idetmindste, som den arendalske Handel har strækket sig, er Nøden kommen til det høieste Punct. Nedenæs er, for- saavidt det ikke grændser til Fjeldbygden eller har staaet i Con- nexion med Arendal, i bedre Forfatning. Tildeelt en heldigere Jordbund, forsynet med nogle Kjøbstedsprivilegier, maa det i disse Forholde, forenede med de Anledninger en aaben Kyst byder sammes Udkanter til Fortjeneste ved Seilads, Lodsvæsen og Fiskeri, finde en lettere Adkomst til Næringsveie. Dog er dets Beboeres Forfatning neppe hvad den burde være. Salttolden qvæler Fiskerierne; svenske Hukkerter anløbe, efter hvad der siges, den norske Kyst og fiske under Strandboernes Øine. Denne vigtige Næringsgreen behøver, som de øvrige, at ophjælpes. Ved Eftergivelse eller Moderation i Salttolden vil maaskee en betydelig Hindring mod Fiskeriernes Flor være bortrykket, og kunde, som i det Bergenske og Throndhjemske samt Stavanger Amt, blive en rigere Indtægtskilde for Landet. Alle klage de, at "Brød- kurven hænger altfor høit, at Kornpriserne gjøre dem deres Næ- ring besværlig og Contributionerne høist betyngende." Af dette Commissionens Referat see vi, at ogsaa den, i at undersøge de Lofthusiske Uroligheder i deres Grund, er kommen til Misforhold udenfor Utilfredsheden med Embedsmændene, og særegne for Districtet, som deels naturlig Beskaffenhed og deels Uvane havde gjort saa afhængigt af Kornforsyningen fra Danmark, og at dette Onde, som saamange andre af Norges Lidelser, skrev sig fra den stedmoderlige, for Danmark partiske, Regjering. I at opfinde Paalæg af alle Slags Navne var denne altid uud- tømmelig. Skattebøgerne havde mange Rubriker, som det, under Omstændigheder som ovenskildrede, faldt Almuesmanden vanske- ligt at udfylde. Han klagede over 1/4 pCt.-Skatten, som vanskelig- gjorde Udlaan, da Creditorerne, der skulde bære denne Afgift, ikke vilde lade sig nøie med de 3/4 pCt., og derfor opsagde Laanene. Og heri fik han Medhold af Commissionen, der siger, at det maatte være klart, "at der i et forarmet Land som Raabygde- laget, hvor Tingene til Afsælgning ere faa, følgelig disses Re- præsentanters, Pengenes, Omløb lidet, af Naturen er lagt en Hin- dring iveien for Udlaan; men forøges denne ved Rentesystemet, maa Mangelen voxe og Blodet standse i den Deel af det poli- tiske Legeme." Endvidere var der en Handelsskat, en Consum- tions- og en Løsgjængerskat, der alle kunde falde een og samme SIDE: 14 Person tillast med et Beløb af 6 Rdlr. Enhver, som drev Qvæg- handel, afkrævedes nemlig den første med 2 Rdlr.; var han Haand- værker, som Tilfælde kunde være i de Mellemtider han holdt sig hjemme, maatte han ud med andre 2 Rdlr. i Consumtion, og som Ugift, uden fast Tjeneste, med samme Beløb for den 3die af disse Skatter. De overdrevne Kornpriser gjorde tillige Sva- relsen in natura af Landskyld og Tiende altfor byrdefuld for disse Districter, hvorfor det ogsaa var et af Almuens Ønsker, at disse Afgifter maatte anslaaes i Penge. I Amtets naturlige Beskaffenhed, der medfører et knapt Hestehold og besværlige Veie, vare ogsaa Klagerne grundede over for svært Veiarbeide, idet tolv Dages Arbeide, uagtet Antallet af Arbeidsdagene efter Anordningen skulde efterhaanden formindskes, fremdeles paa det Strengeste affordredes i Egne, hvor Gaardene kun vare at ligne med Huusmandspladse paa Østlandet, samt over for hyppig Fri- skyds, medens ikke alene Embedsmændene, men ogsaa Bybor- gernes Gaarde paa Landet fritoges derfor. Fjeldbygdernes usle og udarmede Tilstand gjorde ligeledes Udsættelse med Skatte- restancerne og Eftergivelse af Gjeld for Magazinkorn til Forlan- gender, som Commissionen maatte anbefale, og navnligen det sidste, der var understøttet af den folkekjære Foged (i Raabygde- laget) Weidemann, i disse Udtryk: "vi forene vore Forbønner med Fogdens, og indstille det trængende Folk til deres Majestæts Naade. Saalænge de kunne, betale de villigen; men Afmagt er ingen Brøde." -- Udtryk, som især stille Tilstanden i fuldt skrække- ligt Lys, naar de jevnføres med følgende rørende Vidnesbyrd i Indstillingen om Handelsforholdene: "Folket er ialmindeligt sam- menholdigt, hjælpsomt og særdeles beredvilligt til at bevise hin- anden indbyrdes Tjenester. I denne Tænkemaade finder ofte den Allerfattigste sin sidste Hjælp ved Borgen af mere formuende eller mindre fattige Naboer, Slægtninge og Bygdemænd, som endnu have Credit." Commissionen, der bestod af gamle høifornemme Jurister, som ellers ikke pleie at indrømme Følelsen Ordet, før Forstanden har talt, og neppe da, henrives ogsaa midti sin Indberetning af sin Medlidenhed med det ulykkelige Folk til at afbryde Opstillingen af de enkelte Poster med følgende Henvendelse til Kongen: "Ma- leriet, som vi have at forestille Ds. Majestæt, er gyseligt. Vi have SIDE: 15 alt før andraget, hvorledes Skovene ere aftagne, paa hvad Maade Handelen er bleven forvaltet, og de Indflydelser, som heraf for en Deel af Raabygdelaget ere opstaaede. Jordculturen er paa mange Steder i dette Fjelddistrict ubetydelig. Steenurer, Klipper afcirkle Jorden i smaa Portioner og levne Jorddyrkeren saadanne Adkomster til hans Engestykker, at han ofte maa opsætte sit Foder i Stakke forat kunne bringe det hjem om Vinteren paa Føret. Han er som oftest udsat for at enten en altfor raa Høst hindrer Kornet fra at naae sin Modenhed, eller at en for tidlig Frost ødelægger det. Under disse jevnlige Vanskeligheder synker han hvert Aar dybere og dybere. Hans Armod voxer; han trættes ved ofte gjentagne frugtesløse Forsøg. Trængende til Ophold, til Livets første Nødvendigheder, bliver han uformuende til at ud- rede Skatter. Stykke for Stykke seer han da sin Velfærd at forsvinde. Først skilles han ved sit Løsøre, og naar han ved den sidste Skjærvs Betaling er sat i Umulighed til længer at kunne arbeide eller drive sit Gaardsbrug, taber han Gaarden selv. Forat indløse den, maa han betale Omkostninger, som op- løbe til det Dobbelte af Skatterne, ja -- -- " Her har Tidens Tand fortæret Documentet; men det kan være nok. Det vilde ikke være vanskeligt at sætte til, hvad der mang- ler, om det behøvedes, forat vide, at Districtets Tilstand var paa Grund af naturlige og egne Forhold allerede forud saa fortvivlet, at Embedsmænds Uretfærdigheder og Misforhold ikke behøvede at komme til, forat gjøre det ligesaa modtageligt for Lofthuus's Agitationer og Tilskyndelser, som den udtørrede, forbrændte Myr for den henslængte, af Vinden oppustede Glød. Tilstanden i Amtets Kyststrækninger er skildret som bedre; men det er i denne Henseende at lægge Mærke til, at Ophøret af den nord- americanske Krig, der havde givet Skibsfarten paa de nordiske Havne betydelig Livlighed, foraarsagede en Slappelse og Nærings- løshed i de mange Familier, den kortvarige, forcerede Virksomhed paa Skibsbyggerierne og i Havnene havde lokket did. Hyreløse Søfolk, Arbeidsmænd uden Arbeide, Skippere med oplagte Skuder, Kystbønder og Smaaborgere satte tilbage fra den livlige Trafik og den Overdaadighed, der følger af en bevæget Tid, hvori det lader sig gjøre at fiske i rørte Vande, til Næringsløshedens Tør- kost og melancholske Speculationer, vare ikke ilde oplagte til at SIDE: 16 tage Fjeldmændenes "Parti og blive Venner af Lofthuus. Ledig- hed er ikke mindre egnet til at gjøre Oprør end Armod." Og Lofthuus havde begge disse Allierede. Nærmere Aarsager til Urolighederne. Det er desværre ikke et Særsyn, fordi det oftere har gjentaget sig i vore egne Dage, men en sørgelig Kjendsgjerning, at juridiske Udsugelser og allehaande egennyttige Utilbørligheder af de Em- beds- og Ombudsmænd, der have med Inddrivelserne at bestille, synes at trives bedst, hvor Armoden er størst, og at florere i Elendighedens Hjemdale med Snylteplantens Trivelighed i det ud- døende Træ. Gjennem dem er det, at Procuratorernes, Foged- og Sorenskriverfuldmægtigernes, Auctionarernes og Incassatorernes Karioler med de frygtelige Skindvæsker i rulle flittigst. Der er Antallet af disse Personer hyppigst. Der vise de sig, gamle og nye Ansigter, muntre, travle, pludseligen som disse Larver, hvor Skoven er syg, og som man troer regnede ned fra Skyerne eller komne frem af Jorden efter mange Aars Søvn. Nedenæs Amt havde, under de ovenskildrede mislige Omstæn- digheder, været haardeligen hjemsøgt af denne Landeplage. Com- missionens Yttringer, to Sorenskriveres Suspension og mange af de enkelte Klager give Grund til at troe, at dette endog havde været og var Tilfælde ved Urolighedernes Udbrud i høiere Grad der, end i andre af Landets Egne, omendskjøndt det ikke mangler paa Exempler herfra, som synes at gjøre Visheden af denne Paastand tvivlsom. Det gamle Thingstuderi med sine udspærrede Skiftebreve og øvrige lovløse og ubestemte Udpresninger var slemt udbredt; men selv fra vore Dage har Forfatteren havt An- ledning til at lære Udsugelser at kjende, mod hvilke de, der gik i Svang i Nedenæs paa hiin Tid, vare Kjærlighedsgjerninger. Imid- lertid vare de dog der den Steen, som omsider bragte Lastdyret iknæ og pressede Skrig af den stumme Skabning. De forvirrede Gjeldsforhold gav vel de juridiske Embedsmænd og Betjente meget at bestille, og i sig selv eller under Almuens bedre Om- stændigheder vilde de fleste af Amtets juridiske Embeder hørt SIDE: 17 til Landets mindre godt aflagte; men Districtets Armod indgav dem ikke den Skaansomhed, at ville fortjene ved at tage hvad Lovligt og Billigt kunde være af de flere Forretninger. Ogsaa da vilde Havesygen tage Meget af de mange; ogsaa da forstod den at forflere dem uden Nødvendighed, uden Hensyn til Bon- dens Armod og til at selv den lovlige Fremgangsmaade med Ind- drivelser var kostbar nok. Og i Norge falde ikke Lovene med lige Byrde paa de forskjellige Egne; naturligviis tyngest paa dem, hvor Erhvervet er knappest og Naturen stedmoderligst, som Til- fælde er i mere end to Trediedele af Nedenæs Amt. "Utillade- ligen høie Sportler, hvis Hævelse vel kunde have en hævdet Praxis, men hverken Billighedens eller nogen offentlig Lov til Grund; Retsbetjenternes Indvælten, hvor den kunde undværes, alene for at gjøre sig Sportler af Bøndernes Efterladenskab til ukyndige eller ubeskyttede Arvinger", -- i disse Træk characteriserer hiin Brevskriver Datids juridiske Embedsmænds og Betjenters Færd i Nedenæs. Og Commissionen erkjender, at "de afhandlede Klager vise, at Uordener hist og her have indsneget sig, og at Soren- skriverne især i Raabygdelaget synes at have handlet mere efter jus consuetudinarium ( ): Skik og Brugs Ret), end efter de fast- satte Love. At meget af det Paaklagede kunde være afhjulpet i Stilhed, at Folket kunde, om ikke for adskillige Byrder være bleven sparet, saa dog i mange Ting hjulpet tilrette, forbyder Sandhed os at negte. Vi kunne vel ikke imputere Nogen andre Forseelser, end dem vi, under at gjøre Rede for vor Undersøgelse, have opgivet; men samles Sagen under een Synspunct, saa synes indgroede Onder at vidne om en fra lang Tid tilbage slappet Bestyrelse. "Frugten heraf er blevet en almindelig Mistillid i de klagende Egne til alle Betjenterne, og dette synes at betage disse den nyttige Indflydelse for Eftertiden, som Ds. Maj.s Tje- nestes Befordring kræver, og som en, paa Overbeviisning om at vederfares Ret grundet, Tillid hos Almuen ene kan virke. Klage- maalene have virket Urolighed, Sammenløb; under disse har en vis Anarchiets Aand indtrængt sig; der er skeet Paastande og Eftergivelser, -- disse Gjæringer ere farlige; Urolighedsgrunden, engang bortryddet, maa da ophøre, Orden, Fasthed, Kraftfuldhed i Forretningerne og den offentlige Forvaltning maa igjen indføres. Hertil udfordres Anseelse hos Betjenterne. Sjelden taber Folket sine Fordomme; den, det engang har mistroet, mistroer det stedse. SIDE: 18 Det være sig Uheld eller Brøde, saa vil Almuen (naar vi undtage Foged Weidemann, mod hvem ingen directe Klage af Betydenhed er ført) neppe nogen Tid skjænke de nuværende Betjente sin Fortrolighed. Ligesaa vist som der i mange Henseender udkræves nye Foranstaltninger, ligesaa vist troe vi da, at de klagende Egne kræve nye Embedsmænd." Yderligere Vidnesbyrd om hvor galt det var fat med Embedsmændenes Forhold i Almindelighed i dette District, end der ligger i dette Forslag, behøves vel neppe. Over Fogderne havde Almuerne følgende Klager: at de lode sig Skattebøgerne betale for dyrt med 1 til 2 Mark, at disse for- nyedes hvergang en ny Eier tiltraadte en Gaard, og at de da tillige toge Indskrivningspenge forat indføre ham i Matrikulen. Endvidere, at de paastode de originale Adkomsters Foreviisning paa Thingene til Hjemmel for Eiendomsfrihed til Odelsskat, og beregnede sig da fra 2 Mark til 2 Mark og 16 Skilling for at udskrive Vedkommende fra denne Skats Svarelse, hvorhos Bøn- derne, i Mangel af saadan Foreviisning, maatte løse Extrakter af de i Documenterne indeholdende Adkomster, hvilke da betaltes med fra 1 Rdl. til 5 Mk.; at de forat fritage En for at være Lægds- mand fordrede 1 Rdl., samt hvert Aars Sommerthing 2 Skilling af hver Skatteyder i Beregningsgebyhr; at de i Saugskat og Con- sumtion oppebare mere end den kgl. Casse tilkom, at de be- regnede sig for meget ved Executionerne, og at de undlode be- høringen at communicere Almuerne de kgl. Anordninger. Skatternes Forøgelse imod hvad de før havde været, kom ogsaa paa Fogdernes Kappe, hvortil Aarsagen var, at de undlode at specificere adskillige Smaaudredsler, Delinqventudgifterne, osv. Klagerne over Sorenskriverne, hvoraf Sorenskriveren i Nedenæs, Finne, ikke synes at være rammet, gik i Almindelighed ud paa ulovlig Sportulering ved Skifter, Thinglæsninger, osv., hvorhos det var klart, at de ikke havde den offentlige Tillid, som Dom- mere bør have. I 1777 var bleven nedsat en Commission til at forfatte et nyt Sportelreglement, og et Rescript udstedt, hvorefter alle Embedsmænd bleve indkaldte til at opgive deres sidst brugte Sportuleringsmaade med Tilsigelse, at de skulde være ansvarsløse og straffrie for den forbigangne Tid. Disse havde da troet, at Straffriheden ogsaa maatte strække sig til Eftertiden, og at de kunde være trygge for Tiltale, naar de blot fulgte den til Com- missionen opgivne Sportuleringsmaade -- et Argument, de senere SIDE: 19 hen suspenderede og tiltalte to Sorenskrivere i Raabygdelaget, Smith og Brønsdorph, betjente sig af, og som, uagtet al dets skrøbe- lige Skjævhed, tjente dem til tilstrækkeligt Forsvar, uagtet Com- missionen vedgaaer, at "de imod dem paaklagede Sportler bleve befundne temmelig overdrevne og langtfra ikke af Lov eller An- ordninger hjemlede." [fotnotemerke] Navnlig klagedes over, at Sorenskriverne brugte ofte at tage sine Sportler med en rund Sum paa Accord, hvorpaa mærk- værdige Exempler ved Aastedsforretninger anførtes; at de ud- øvede en ulovlig Indflydelse paa Stervbotaxationerne, og at deres Skiftebreve gjordes mange Gange vidtløftigere end nødvendigt, saa at "Almuen -- siger Commissionen -- ikke uden med Skræk hører nævne et Skiftebrev fra den Tid disse begyndte at blive altfor vidtløftige, det de bleve deels ved at udvide og forlænge Skriften, deels ved at indføre Marginalier og Rubriker efter Regn- skabs Maade, og deels ved at vidtløfttiggjøre Skifteacten med Documenter, som Ord til andet med alle sine Paategninger ind- toges med omstændelige Beskrivelser af et Boes faste og løse Effecter, og med Anførseler, hvis endog moderne Form og Stiil bidrager sit til Skifteomkostningernes Forøgelse." Mellem de Ulovligheder, der havde vakt Almuernes Forbittrelse mot Sorenskriverne, hørte ogsaa Beregningen af dobbelte Diæt- penge og større Skyds, selv til Auctioner, end Anordningerne, som herfor satte Embedsfortabelse, medførte. Dødsboer bleve paatvungne unødvendige Auctioner, og Skifter sluttede uden Auction mod en Smørelse af et Snees Daler og derover. Det er ellers ikke let at sige, hvilken af Raabygdelagets to Soren- skrivere der havde drevet det videst i denne "raabygdelagske Praxis", som Commissionen kalder disse lovløse Udsugelser. Den gamle Sorenskriver i Vestre-Raabygdelaget, Christen Tobiesen, var under Tiltale for Embedsforbrydelser, og en Procurator i Christianssand, Chr. Brønsdorph, const.; men uagtet dette For- billede, og uagtet han samtidig, i en Ansøgning om Nedsættelse af Pensionen til Tobiesen, taler i stærke Udtryk om den Sam- Fotnote: For et Skiftebrev paa 7 Ark havde saaledes ovennævnte Smith beregnet sig 36 Rdl., medens Commissionen ved Opsummering kun faaer ud 14 Rdl. 3 Mk. 16 Skil., "som er alt hvad vi skjønne han for dette Skiftebrev kunde tilkomme, og lad være, at det nogenledes lovligen kunde have været beregnet til 20 Rdl. er dog derover betalt 16 Rbdl." SIDE: 20 vittighedsfuldhed, hvormed han stræbte at gjøre sig værdig til virkelig at erholde Embedet, gav han dog ingenlunde Sorenskri- verne i det østre District noget efter i denne Henseende. Pleiede Smith at beregne sig indtil over det Tredobbelte for sine Forret- ninger og dobbelt for Beskrivelser, holdt han -- som Commis- sionen siger -- Auctioner over Jordegods "blot til sin egen For- deel eller af andre skjulte Aarsager, som umuligen kunne have været lovlige, da de i og udenfor Skiftet ere fortiede;" havde han tilladt sig, "uden nogen synlig eller anden begribelig Aarsag end Omkostningernes Forhøielse at dele i to Opraab en Gaard- part, der skulde have været solgt ved en Auction," foruden en Mængde andre Udsugelser af havesyg Vilkaarlighed: saa var Procurator Brønsdorph Mand for at gjøre baade dette efter og mere til. 60 Rdl., 30 Rdl., osv. i Accord, ikke efter Beregning, for en, paa een Dag udført, Sag, og 20 Rdl. for en Odelssag, der behandledes i samme Tid paa Thing-, ikke paa Aastedet, ere Exempler, der gjøre flere overflødige, og hvorom Commissionen siger, at om slig Betaling "end var nogenlunde forsvarlig, maatte fattige Bønder af Raabygdelaget, som nødes til at føre Odels- og Aastedsprocesser, være meget at beklage, da Omkostningerne paa at indtale eller forsvare faa Skind Jord (thi de fleste be- sidde ikke mere) vilde ofte overstige de omtvistede Eiendommes Værdi." (!) Stærk Regnemester, synes han dog at have været endnu uopnaaeligere i at skrive Skiftebreve. "Ved ordrige, med Anførseler af bekjendte Forordninger opfyldte Beskrivelser, men især ved at gjentage og paa forskjellige Steder at postere de selvsamme Anførseler, saasom, efterat have opført Skifteomkost- ninger paa 2 l/2 Ark som Regning, strax derpaa at repetere dem som Gjeld og derfor stykkeviis at gjøre Udlæg med flere Po- sterings- og Anførselsmaader af lige Art, og ved dobbelte Taxa- tioner, ved to Gange indrykkede Skifteplakater, ved Indtægt og Udgift tvende Gange omstændeligen, ligesom ogsaa Stemplet- papirs- og Justitsforordningen, at anføre, med videre, som den Raabygdelagske Praxis medfører," forstod denne Mand, som Com- missionen udtrykker sig, at udbringe et "corpulent Skiftebrev." Saaledes kunde et saadant Document komme paa over 48 Rdl. af et Bo, hvis Masse vel beløb sig til 615 Rdl., men hvis be- holdne Formue kun var 194 Rdl., -- "et Kunstgreb," som Com- SIDE: 21 missionen kalder det, "der i Mangel af positive Forbud derimod dog ikke saa ligefrem kan gjøres en Sorenskriver til Forbrydelse." Men i samme Forhold, som Lovgivningen tilstedede saadanne Misbrug, maatte Almuens Misfornøielse med sin hele Forfatning tage til, og Embedsmændenes hensynsløse Adfærd efterhaanden opdynge over deres Hoveder en knusende Masse af Had og Foragt, ligesaa let udsat for at briste løs over dem, som den overladede Tordensky eller den hængende Lavine. Raabygdelaget havde dengang ikke engang 10,000 Indbyggere og Nedenæs omtrent 20,000, saa at Embederne, endog om Tilstanden havde været bedre, i Regelen blot kunde være smaa [fotnotemerke] . Men de Beregninger, vi have seet Prøver paa, forklare, hvorledes Mænd af egen For- mue, som begge de ovennævnte Sorenskrivere, dog kunde ville beholde Embeder, som de i sine Forsvar paastode vare altfor knappe uden en saadan Sportuleren. Mod Sorenskriverne var Misfornøielsen størst; men da det Særsyn heller ikke her fandt Sted, at de overordnede Embeds- mænds Utilbørligheder forbleve uden Efterfølgelse af de Under- ordnede, var den langtfra indskrænket til Øvrigheden. Datids Procuratorer vare ikke bedre end senere Tiders. Ogsaa dengang fore de paa Bygden som Incassatorer, og Skræk og Ødelæggelse med dem. Med al deres Mangel paa juridiske Kundskaber synes de dog vel saa godt at have forstaaet den Kunst at "sye Folk sammen," som man siger; og mellem eenfoldige Fjeldfolk, til hvis Characteer Paastaaelighed hører, havde Thingstuderiet en vid og villig Mark at udsaae Dragetænder i. Commissionen fælder føl- gende Dom om Datids Sagførere: "Om det Uheld Procuratorerne have stiftet paa Bygden, hvor Lovens 1 -- 9 -- 15 forbyder at bruge dem, i det Hele er gjengjældet ved den Nytte, de have gjort, er et Spørgsmaal vi ikke vove at oplyse; men sikkert er det, at dersom mangen en Bonde ved dem er forhjulpen til Ret, som han ellers vanskeligen skulde have erholdt, ere og mange, for- medelst Procuratorers Uvidenhed, Skjødesløshed og Uredelighed, Fotnote: Den suspenderede Sorenskriver Tobiesen ansætter dem dog i vestre Raa- bygdelaget, som er den sletteste, om end vidtløftigste, Deel, til over 800 Rdl., ifølge "Lov, Praxis og Vedtægter, uden Fornærmelse imot nogen Almuens Mand," og angiver, at Brønsdorph i 1786 havde drevet de embedsmæssige Ind- tægter til over 1900 Rdl., "foruden hvad Auctioner og den Mængde Afkald, han forcerede Almuen med at give beskrevne." SIDE: 22 skilte ved Ret, som de ellers neppe skulde have forfeilet, og Mange forledede til at anlægge og forsvare vrange Sager, som de, sig selv overladte, skulde have undgaaet." Og Commissions- medlemmet, Etatsraad Falsen, opkaster endogsaa Spørgsmaalet "om det ikke var godt, at Procuratorerne bleve afskaffede paa Landet, især i de fattige Egne, f. Ex. Raabygdelaget, og at Bonden selv fremførte sin Sag for Sorenskriverne? De ere dog -- siger han -- et Onde, der har indtrængt sig imod Lovens 1 -- 19 -- 15, og risqverede Bonden ved Uvidenhed iblandt at tabe sin Ret, saa risqverer han nu ofte at tabe den ved Formaliteter, Chikaner og opvigles til Proces." Disse ægte Thingstude vare næsten altid Danske, oftest Ram-Jyder, med den saakaldte Kudske- Examen og Ridefoged-Begreber om, hvorledes Bonden skulde behandles, hvis Sprog de ikke forstod, og som stedse i sine Følelser bleve et Land fremmede, hvor de vel vare komne til Grunker inden kort efterat de havde betraadt det i en luvslidt Kjole med Bestallingen og en liden Christian Vtes norske Lov i Lommen, men hvor de vidste, at de vare hadede og anseede omtrent med samme Foragt, som Skarpretterne og Andre, til hvis Levevei Fordommen har heftet sin Spe og Modbydelighedens Uvillie. Ogsaa over sine Lensmænd førte næsten alle Amtets Almuer Klager over Udpresninger. Maa man ved Procuratorerne erindre den prægtige Characteer af en gammeldags Procurator, som Olufsen har skildret i sin Comedie "Gulddaasen", føre Nogle af disse Lensmænd -- thi mod Alle befandtes ikke Klagerne grun- dede -- der selv vare bondefødte, os "Jeppe paa Bjergets" og "Jesper Ridefogeds" udødelige Skygger forbi Øinene. Det vil være for vidtløftigt at omnævne enkeltviis alle disse trofaste Efterfølgere af deres Herrer og Mestere; men om disse Under- ordnedes Udpresninger kun gik i skillings- eller markeviis, vare de dog des hyppigere formedelst Mængden af Anledninger dertil, saasom, f. Ex. ved Udpantninger, hvoraf man seer, at 20 til 30 stundom bleve foretagne paa samme Dag paa nær ved hinanden liggende Steder, ja endogsaa at særskilt Skyds beregnedes til Opsiddere paa samme Gaard, og ved Modtagelsen paa Thingene af Skatterestancer, hvor et lidet Gebyhr "for Umagen" beregnedes, som siden i Forsvarene gaves Navn af godvillig Gave. Den i Lofthuussagen saa bekjendte Lensmand i Øiestad, Aanon SIDE: 23 Salvesen, og Lensmanden i Birkenæs synes at have været de værste af disse Myg imellem Blodbremserne. Foruden at den Første drev Udpantningsgebyhrerne høiere end andre, besværede Almuen sig ogsaa over, "at han, som Procurator og Lovkyndig, var den mere besværlig end nyttig, da han havde Tilfælde at indvikle dem i Proces og til at sætte Splid imellem dem. De ønskede sig derfor, til deres Roligheds Vedligeholdelse, en skikke- lig Mand, som tillige var Bonde, til Lensmand, haabende, at de jo før jo heller vilde blive skilte ved ham, hvilket deres inderlige Ønske de bade, saavidt muligt, understøttet." Dette er nu vel yttret efterat Salvesen var bleven dødelig forhadt for sin Færd mod Lofthuus; men det viser sig dog, at han iblandt andet be- nyttede sit Procuratorskab til at negte Bønderne at forkynde Stevninger, medmindre de lode samme forfatte ved ham, og da for svære Penge. Klagerne mod Lensmanden i Birkenæs fandt Commissionen "af Vigtighed", saa han indstilledes til Tiltale paa sit Ombud. Saasnart Udpantningsordre var udstedt, holdt han sit Gebyhr -- og det var altid for høit ansat -- for forfaldet, og uden det blev erlagt, modtog han ikke Restancen. En Huusmand, der pleiede at vandre om for ham paa slige Forretninger, hvoraf ofte over en Snees kunde falde paa een Dag, forklarede ogsaa, at han havde saadan Ordre fra sin Principal, "at han skulde, hvor han kunde faae det (!), for hver Udpantning imodtage 1 Mk. 8 Skil., men, ifald man vægrede det, idetmindste 24 Skil., under Paalæg, ikke at modtage Restancen, naar den ei i rede Penge strax ved Ankomsten til Stedet blev ham anbuden." Ogsaa mod Stiftsbefalingsmanden, Kammerherre Adeler, havde nogle af Almuerne en Klage, nemlig at han ved sine hyppige Reiser fra Christianssand til sit Familiegods Gjemsø Kloster faldt dem for meget til Byrde ved at tage "en Mængde" Heste i Fri- skyds. Men det maa have været før Urolighederne; thi under og en Tid efter disse lod denne forknytte Mand nok være at gjennemreise Districtet. I hine Tider nøde ellers Stiftsbefalings- mændene en saa overordentlig Respect, at denne Klage især faaer sin Betydning som et Vidnesbyrd om, hvor strid og dristig den Aand var, som var faren i Bønderne. Heller ikke Præsterne vare uden Deel i at have vakt den. Dog var det kun fra Sætersdalens Sogne Klager fremsattes over dem, og heftigst over Sognepræsten i Evje, Provst Erich Ancher Bruun, SIDE: 24 en egennyttig og trættekjær Mand, som laa i idelige Processer med sin Almue, uagtet han ikke saa sjelden pleiede at give sine Sognebørn Qvittering paa Ryggen. Vallebygdingerne lod det ogsaa dryppe lidt paa Klokkeren, som de lode faa lidt med af Klagerne over Præsten. Men ogsaa disse har kun sin rette Betydning ved at stilles i Modsætning til den næsten patriarchalske Anseelse, som Datids Geistlighed, især i Fjeldbygderne, var i nedarvet Be- siddelse af. Mellem andre gamle Sæder, som havde sit sikkreste og kjæreste Hjem i Fjelddistricterne, var ogsaa "Løisningen," -- et Ord, som Gudskelov i vore Dage i de allerfleste Egne snart vil behøve en Fortolkning. Imidlertid tør man vel endnu uden denne, ved Hjælp af gamle Erindringer, vide, at dermed forstaaes Bestik- kelser for at slippe Soldatudskrivningen, uden at det er godt at sige, paa hvad Maade og ved hvilke Midler den skeer. Det er muligt at tænke sig endnu flere, end Penge, Varer eller Arbeide. Men hvad der saa blev brugt i Raabygdelaget, saa havde man navnligen i Sætersdalen med Misfornøielse opdaget, at netop de mere formuende Karle "paa adskillige Maader, saasom ved Tje- neste hos fornemme Folk, og deslige, undgik Udskrivningen indtil saadan Alder, at de ikke mere kunde tvinges til Landmilitsen." Byglands og Aardals Almuer, som klagede herover, meente da, at, siden derved kun de fattige Gaardmænds Sønner kom under Musketten, "syntes baade Billighed og Anordninger at fordre saadan Forandring, at naar et District havde saa overflødigt Mandskab, at de ikke alle behøvedes til at tjene, burde Befrielsen for Overskuddet blive i Odelsmænds og Gaardbrugeres, saavel de Fattiges som Formuendes ældste Sønners Faveur." De Aarsager til Misfornøielse i Nedenæs Amt, som ovenfor ere fremsatte, vare, i større eller mindre Forstand, almindelige, og om de end fremsattes af en enkelt Bygd, deeltes dog de fleste af andre. Klagerne over Lensmændenes Udsugelser vare saa- ledes fælles for de fleste Bygder, omendskjøndt hver enkelt havde sit Særegne at anke over. Men der var ogsaa en ikke liden Deel af mere specielle, individuelle Klager, og denne personlige For- bittrelse var ikke nogen uvirksom Bestanddeel i den almindelige. Den omgav Lofthuus med hans ivrigste Agenter og Partigjængere. Følelsen af egen lidt Uret blandede de varmeste Gløder med Lofthuus's flammende over Andres, og antog dennes renere Skin. SIDE: 25 Disse heftige Staldbrødre bleve hans Sendebud, hans Flamme- ledere midt i den døde Masse af Fortvivlelsens Sløvhed, som havde samlet sig i flere Aar, og nu laa som en bristefærdig Sky over Mængden af Gemytterne, og hvortil der troes i det Fore- gaaende at være opviist meer end nok af Grunde i et umaade- ligt Sammenstød af alle de Lidelser, som kunne gjøre et Folk ulykkeligt og vanære dets Bestyrelse. Christian Jensen Lofthuus. Den bryder en Lænke, som navngi'er en Klage, Det stønnende Echo dog bliver tilbage. Den bryder en Lænke, som ikke vil bære, At Retfærdens Tjenere Bygden fortære. Den bryder en Lænke, som strider tilthinge, Som modigen hjælper forkuede Ringe. Hans Navn er et Echo i Norriges Dale, Han kan deres Tusinder Øxer befale. Beboerne af de Strøg, hvis lidelsesfulde Forfatning er frem- stillet i det Foregaaende, have Ord for at høre til de godmodigste af Norges Beboere. Livlige til at snakke og meddele sig, kunne disse Agdeværinger nok stikke Hovederne sammen og vække Støien af et Oprør; men til voldsom Handling mener Nede- næssingen det for lidet med sin Vrede, og Fjeldmanden fra Raa- bygdelaget er træg i Sammenligning med Sogningen, Valdersen, Thelebonden eller den koleriske Gudbrandsdøl. Dette og Man- gelen paa en Formand, som aabent turde træde frem, har givet de to foregaaende Opløb, som i Løbet af et Aarhundrede, nemlig 1688 og 1752, havde fundet Sted i Arendal og deromkring, Cha- racteren af Stryflamme eller af Aprililinger, og at Tumulterne i 1786 vare alvorligere, havde ikke blot sin Grund i Lidelsernes og Misfornøielsens Ophobning, men ogsaa i den Mands Person- lighed, der traadte frem som deres Chef og Leder. Det var Christian Jensen, Eier af Gaarden Lofthuus ved Ladestedet Lille- sand i vestre Molands Præstegjeld, en Mand til Sjæl og Legeme Og i sin kraftigste Alder, paa engang følelsesfuld og energisk, listig og uforfærdet, indesluttet og med strømmende Tunge, kold SIDE: 26 i Panden og heed om Hjertet, kort af Naturens Haand udrustet til det Kald, han overtog, med de samme tilsyneladende mod- stridige, men i sin amalgamiske Forening mægtige Egenskaber, som altid have udmærket Indehaverne af den samme sørgelige Rolle i Historien. Dens Slutscene pleier at være en Henrettelse paa Skafottet eller i Galgen. Lofthuus drev det til, at man ikke vovede det. Han var en lovløs Elskovs, en Syndens og Forførelsens Frugt, født paa Flugten, fra sin Fødsel allerede i Opposition mod Sam- fundets Bydende og Regime -- kort et uægte Barn, som Kirken kalder de Uskyldige, som faae sin første Daab i Taarer og kun liden Velsignelse at voxe ved. Idetmindste har Lofthuus, at slutte af følgende Døbeattest, ikke faaet Kirkens, uden med en suur Mine: "Ministerialbogen Nr. 2 her ved Østre Riisøers Kirke viiser paa Fol. 10de Side 2den, at et Qvindemenneske ved Navn Tarjer Kittelsdatter, som var vestenfra, har den 15de Maji 1750 havt eet u-ægte Drengebarn her til Daaben, som blev kaldet Christian, hvis Barne-Fader efter hendes første Tilstaaelse skulde være en Jens Jenssøn, men da Barnet var kommet i Kirken forat døbes, og min Formand Sl. Hr. Samuel Stub havde Mistanke, at ei den rette Barne-Fader var navngivet, sendte han een af Fadderne, nemlig Torbjørn Eegaas, til den syge Moder forat tilholde hende at gjøre en sandfærdig Bekjendelse, da hun sagde, at een ved Nafn Falch var den rette Barne-Fader. Af dette u-ægte Barns Faddere leve endnu 2de her paa Stedet, nemlig Konen som bar det, heddende Kirstine Dahlen, og Pigen, som stod hos, kaldet Guri Eegaas, som begge vidste nøiagtig at berette mig dette An- førte om Sl. Hr. Stub. De øvrige Faddere ere borte; thi Torbjørn Eegaas er død, Tallach Torjussøn Revbaasen, en Vesterlænding, er hjemreist, og Boel Maria fra Bamble er ligeledes taget hjem efter de her endnu levende Fadderes Forklaring, hvilket og Mo- deren med sit lille Barn, saasnart Helbreden tillod samme, gjorde, hvilket hermed bevidnes. Østre-Riisøer den 25de Mai 1787 af Claus Juell, Sognepræst til østre Riisøers og Sønneløvs Menigheder." SIDE: 27 Mellem disse, tydeligt nok af Embedsmændenes Had gjennem- stukne, Linier og Anmeldelsen om hans Død, finder jeg der er en vis rystende, skjæbnespunden Forbindelse. De danne to corre- sponderende Yderpunkter for en Tilværelse, som maa have været fuld af Ulykke. Et Liv af Kamp og Lidelse maa have lagt imellem dem. Rækken af dets Blade begynder med hiin Daabseddel, og slutter med denne Dødsanmeldelse, som her gives en anticiperet Plads, fordi de synes at staae i et saadant Forhold af Fatalitet til hinanden, og at være begge den samme Skjæbnerings i hin- anden løbende Ender. "Efter nogle Aars Svaghed blev Arrestanten Christian Jensen Lofthuus pludselig anfalden af Blodstyrtning den 13de f. M., hvoraf han i mindre end een Time opgav Aanden. Efter vedfølgende Copi af Regningen fra Byens Vagtmester Michelsen, blev betalt ved Lofthuus's Begravelse 7 Rbd. 3 Mk. 8 Skil. Dette at være saaledes rigtig, bevidner Christiania den l0de Juli 1797. Leedahl, Const. Capt.-Vagtmester." Beregning over Arrestanten Chr. Jensen Lofthuus's Begravelses-Omkost- ninger: Til Præsten for Jords-Paakastelse - Rbd. 2 Mk. 16Skil For at opkaste Graven............ - - 2 - - - Til 2de Mænd for at bære Baaren..- - - - 16 - Til 12 Bærere a 24 Skil.......... 3 - - - - - Til sammes Formand............... - - 1 - - - For min Umage ved Begravelsens Bestyrelse...................... 2 - - - - - Ligkisten....................... 1 - 1 - - - Summa........................... 7 Rbd. 3 Mk. 8 Skil Christiania den 20de Juni 1797. Michelsen." Det er en Anticipation at have anført dette her, -- en Fore- gribelse i Fortællingens almindelige Orden, saa grov som den Feil er hos en Historieskriver, at give efter for Indflydelsen af Følelser saa dunkle som denne, der endelig vil sammenstille disse SIDE: 28 saa langt fra hinanden fjernede Papirer, hans Helts Tilværelses Alfa og Omega, og som det forekommer, at der er nok vemodig Materie alene i disse Lapper til at digte en borgerlig Tragedie, en spiessisk Roman af. Jeg skal gjøre denne foreløbige Flugt fra Vuggen til Graven god igjen siden, ved strengt at følge de virkelige Begivenheder. Tanken er tilbøielig til at sammenbinde og til, ligesom i et Fugleskue, at dvæle paa engang ved begge disse Punkter, forglemmende alle de mellemliggende Aldre. Idet- mindste stod Lofthuus uvilkaarlig for min Tanke som Barn, smi- lende i en Skjendsel, der ikke kan plette Uskyldigheden, lykke- ligt i Pladsen ved Moderens Bryst, medens Kirke og Samfund anviste den Uægte for hans Liv den sidste og laveste Plads imel- lem Menneskene -- som Barn stod han for min Tanke, ikke som Yngling eller Mand, da jeg søgte hans Grav og troede at have fundet Pladsen derfor. "Her, her maa det være," sagde den gamle rystende Kone, som jeg tog til Veilederske fra Christkirkegaardens Nabolag. "Her i Krogen," sagde hun, idet hun karede i Græsset med sin Stav, men uden at finde nogen Forhøining, der kunde ligne en Grav. Snarere var der Lignelsen af et Hul. "Her i Slavekrogen, skjøndt nu har der vel lagt mange siden. Det var tidlig om Morgenen. Jeg husker det saa vel. Og her stod næste Morgen det røde Bræt, hvorpaa der var skrevet saameget til hans Roes, men som strax kom væk. De Store vare nu saa gale paa ham, men Fattig- folk holdt meget af Christian." Saa? der altsaa? i Forbrydernes Krog? Skulde man ikke næsten kunne vide eller dog spaae det af hiin vagabondagtige Fødsel, af Præstemandens listige Forsøg paa at faae udlokket af den syge Moder hendes uægte Barns virkelige Fader, ligesom man af et theatralsk Stykkes Indledningsmusik kan slutte sig til dets hele Characteer, til dets sørgelige eller lystige Udgang? Idet- mindste kan man af den foragtfulde Døbeseddel, hvorigjennem en Glæde skinner over, at Fødselens Forbandelse nu var gaaen i Opfyldelse, over at det nu var forbi med Lofthuus, slutte sig til en Ismaels Liv, og at han har draget Had og Ulykke nedover sit Hoved. Man siger ellers om Elskovsbørn (eller Horunger, som sal. Hr. Pastor Stub og Juell vel heller vilde kalde dem) at de ere mere oplagte, end Samfundets lovmæssige Afkom, til ualminde- SIDE: 29 lige Skjebner. Man tillægger dem endog med et Slags Fortrin, Aandsgaver, Skjønhed, et livligt, til Udskeielser tilbøieligt, efter Moderens havte Stemning enten koleriskt eller sangvinsk Tem- perament. Det være som det vil, men det Sande er nok, at de -- som ubudne Gjester pleie -- oftere end Andre forøge For- styrrelsen i den Verden, hvori de saa hovedkuls ere komne ind. De ere idetmindste ikke saa destinerede til det rolige Liv, som Menneskene vel have Ret i at kalde det lykkeligste. Deres Skjebne, kunde man sige, ligger i deres egen Haand. De ere anviste Sam- fundets Askepotpladser med den Betydning: "hjælp dig nu selv, min Gut!" Mere end Andre, raade de sin Skjebne, og dog griber det overmenneskelige Fatum tillige synligere ind i deres Livs- traade. I Ingens Mund synes Ordene med større Ret at kunne lægges: "Mennesket skaber sin Skjebne; Straalen ifra hans modige Blik er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens Trin" -- -- Men i Ingens synes de hurtigere at blive til Mundsveir. Lofthuus har ogsaa havt en Culmination, da han kunde gjøre disse for en Dødelig overmodige Ord til sine egne. Det var da han ved sin Morbroders Gave var kommen i Besiddelse af sin Gaard, da han sad rolig der, med en Viv, hans fyrige Hjerte elskede, i sine Arme, med Børn paa sit Skjød, og da han saae sine Forbedringer paa Gaarden kronede af det trondhjemske Videnskabers Selskab med dets største Præmie. Det var i Aaret 1781. Fem Aar efter var det han gjorde -- sig selv fredløs, fredløs for Andres Skyld. Jeg kan ikke komme til andet, end at Lofthuus handlede i en god Mening, henreven af Medfølelsen, og af en retfærdig Uvillie, besjælet af Overbeviisningen om, at det var Pligt for ham at træde frem som Talsmand for sine lidende Medmennesker, og af Haabet om at kunne gavne sit District. At han af de fleste Embedsmænd, som have erklæret sig om ham, kaldes en "Skurk og slet Karl" osv., kan ikke forrykke et Omdømme, som der skulde være Grund til at fælde, selv efter det blotte Kjendskab til de Vexationer, hvoraf hans Egn leed, men uden videre til ham selv, alene efter den gamle Regel, at man da bør troe det Bedste. Og har han da handlet i god Tro, bør man ogsaa antage, at Bevidstheden herom indeholder Erstatning nok for de jordiske SIDE: 30 Tab, man i en saadan Hensigt tilføier sig selv. Historien er- kjender nok, at den hele moralske Verdensordning hviler paa den Grundlov, at enhver Daarskab straffer sig selv, men dens Moral er for ædel til at den skulde kalde Martyrer Daarer, Selv- opoffrelse Galskab, naar den har fyldestgjørende Løn i Bevidst- heden og velgjørende Følger for det Almindelige. Den daglig- dagse Verden gjør det. Den kjender ikke større Daarskab, og, idet den modtager Offeret, er al den Erkjendelse, man faaer, et Skuldertræk til de Ord, at Stakkelen er værst imod sig selv. Den ligner de Kammerater, som drikke med den Spendable og opmuntre ham, hemmelig gottende sig over hans Daarlighed, til at sætte overstyr saalænge han har noget, men vende ham saa Ryggen. Det er saa i Almindelighed, det er Verdens Skik og Gang, som man siger; men om end den nuværende Slægt, der ikke lider som Fædrene, er tilbøielig til at holde den, som vilde lide og leed for disse, for en Daare, vare dog Lofthuus's Med- levende, i Nedenæs Amt og videre om, retfærdigere imod ham. I Modsætning til Embeds- og Bymændenes Had staaer en sand Enthusiasme, en blind Tiltro til ham hos Almuen. Og dette be- styrkes endnu ved Meningen om, at hans Motiver vare gode. At der var Grund til at En traadte frem, bered til enten at hjælpe eller at døe for Folket, tør forventes erkjendt efter de foregaaende Skildringer af Tilstanden, og den Frygt, hvormed hiint Had var blandet, synes at lægge for Dagen, at Den, som paatog sig det, ikke var den mindst skikkede dertil. Mellem Naturens Vuggegaver manglede kun Formue og den pletløse Fødsel, og Moderens Besvangrelse udenfor Ægteskab, og det især af en over hendes Stand, var i de Egne en saadan Skam, at en Paategning af Justitsraad Schythe bagpaa oven- citerede Døbeattest, betitlet "Anmærkninger til Oplysning for Efterslægten om Christian Jensen Lofthuus's Forældre," beretter, at hun reiste til Østerriisøer for at gjøre Barsel, da hendes Svanger- skab var bleven bekjendt i vestre Molands Sogn, og at Faderen tog over til Holland, hvor han gav sig i Søfarten og døde som Matros. Hun var ældste Søster til Bonden Nils Kittelsen paa Lofthuus, der tog Christian til sig efter hendes Død som sit eget Barn, da han selv var barnløs Enkemand. Men før dette skete, har Moderen sandsynligviis maattet slæbe ham om med sig paa Betlerstien, hvorhen det mod saadanne Feiltrin paa Vestlandet SIDE: 31 grusomt strenge Omdømme forstødte hende. Han er bleven baaret om ved hendes Bryst indtil en yngre, ligeledes syndbaaren, Halvbroder (siden Færgemand John Lofthuus fra Lillesand) jog ham derfra til Haanden eller Ryggen. Faderen Jens Jensen Falch var kun 17 -- 18 Aar gammel, da Ulykken hændte, Søn af en Capitain Falch i Jylland, men opdraget og opholdende sig hos sin Farbroder, Justitsraad og Krigscommissair Christopher Falch i Lillesand. Christian er altsaa, at slutte efter Forældrenes ulige Stilling, før Frugten af en Forførelse, end af en ulykkelig Kjær- lighed. Schythe lægger ellers til: "At Jens Falch var Fader til Christian Lofthuus, tvivler Ingen paa, som har kjendt dem begge, da denne Sidste lignede den Første i Høide, Ansigtsbildning, Tænke- og Handlemaade paa en Prik." Og af dette Justitsraadens lille Pennestrøg gjør jeg mig den Idee om Lofthuus, at han har seet godt ud. Folk, som have seet ham, bekræfte ogsaa, at han var af Middelhøide, og af vakkert, livligt Ansigt. I den For- stand, som Faderen havde afgivet Prøver paa, var han dog ikke, hvad man kalder en "vidtløftig Karl." Justitsraaden forivrer sig her. Fader og Søn havde "Vidtløftigheden," som vel er det, der her menes, hver paa sin Viis. Fællespunktet er kun den raske determinerede Bestemthed i Sindet, der lod Faderen landsforvise sig selv, fordi han ikke kunde taale sin opbragte Farbroders skjerpede Strenghed, og Sønnen opgive den huuslige Lykke, hvoraf han var i Besiddelse, fordi han oprørtes over den Be- handling, Andre maatte lide. Personlig har han ikke havt noget at anke over, og heri have vi ligeledes en Ledetraad, der fører os til uegennyttige, ikke til uædle, Motiver paa Bunden af hans Hjerte. At hans Barndoms og Ungdoms Opførsel har været roesværdig, lader sig ogsaa slutte af, at hans Fosterfader nogen Tid før sin Død testamenterede ham Gaarden og al sin Eiendom med Forbi- gaaelse af en i Amsterdam levende Broders Børn, som da vare de rette Odelsbaarne til Gaarden. Men Christian beholdt den, og tog Navn efter den, som norsk Skik er. Imidlertid paastaaes der, men rigtignok af ovennævnte hans bittre Fiende, at han ikke har vidst at forsvare Eiendommen, uagtet han erholdt hiin Præmie for Agerdyrkning, men at han endog maatte pantsætte den, "gjorde Opbud og eiede Intet." Saameget er dog vist, at han ikke kom fra Gaarden, men havde sit Hjem der indtil sin Til- SIDE: 32 fangetagelse. Hans Kone boede der, mens han selv kun gjestede den af og til som Ræven sin Hule, naar den har mærket Jægere ved dens Aabninger. Pantsættelsen kan ogsaa have været iverk- sat til Beskyttelse imod Seqvestration af Regjeringen, medens han drev sine Agitationer, omendskjøndt hans Characteer, for- medelst den Listighed, som er et af dens meest udmærkede Træk, altid bliver fordægtig nok til, at man gjerne kan troe ham istand til at have iverksat den i en mindre undskyldelig Hensigt. Tidens Tryk kan ogsaa have rammet ham, og at han ikke sad saa syn- derlig varmt inden Vægge, har vel ogsaa havt sin Deel i hans Beredvillighed til at forlade den. Men vist er det, at han i 1781 var en i sit Hjem lykkelig og uafhængig Mand. Justitsraad Schythe, der især synes at tage sig den Tiltro nær, som Lofthuus virkelig var i Besiddelse af hos Almuen, søger endvidere at bestride Tilværet deraf ved at fortælle, at der var overgaaen Lofthuus en siden usvækket Tremarksdom nogle Aar før Urolighederne, og saa at grunde Beviset for, at Lofthuus ingen synderlig An- seelse kunde nyde imellem Almuen, paa dennes Afsky for en saadan Æresstraf. Lofthuus, der sees ogsaa at have benyttet sig af Nedenæs Lehns Privilegier (af 13de Oktbr. 1688), som ind- rømmede fri directe Udførsel af Trælast, skal nemlig have be- skyldt en Jydeskipper, ved Navn Baltser, for ikke at have betalt endeel i Lillesand af ham bekomne Brædder, og have stevnet ham til Bythings i Christianssand, hvor han netop laa med Far- tøiet. Skipperen skal dog have afbeviist Sigtelsen, og Lofthuus derefter være bleven anseet som anført. Men om disse For- kleinelser, hvoraf ialfald, efter Almuens, i dette Tilfælde ikke saa feilagtige, Begreber, en svigagtig Fallit vilde være den største og Tremarkstraffen den mindste, yttrer Forf. af et "Brev fra Chr- sands Stift" sig saaledes: "Muligt er det, som rigtignok nogle heroppe have fortalt mig, at Lofthuus skal være en tøileløs halstarrig Mand, hvis Friheds- begreber erkjende hverken Lov eller Pligt [fotnotemerke] ; at han skal endog være dømt som Tremarksmark. Vished om dette sidste har jeg ikke kunnet opspørge, thi alle Mennesker ere her i Passion enten for eller mod ham; men sandsynligt er det ikke, da han nyder saamegen Agtelse og Fortrolighed af Almuen, der har den umaade- Fotnote: Her sætter Schytte den Anmærkning til: "Denne Beretning er saa sand- færdig som den er sagt, og altsaa ikke blot Mulighed." SIDE: 33 lige Afsky for Navnet Tremarksmand og for en æreløs Karl, som er det samme. Men lad det end være sandt, at han er saaledes dømt, at han før har viist sig under hiin Characteer; jeg troer dog, at en tænkende Mand bør ikke afgjøre endda, uden efter Facta, Mandens Characteer, eller uden efter Udfaldet dømme om hans Bevæggrunde til at handle, som han har handlet i denne Sag." Hertil kun gjentaget den Bemærkning, at Loven langtfra allesteds i Almuen har opnaaet sin Hensigt at gjøre en Tremarks- mand eens i Begreberne med en æreløs Karl. I slige Sager har Almuen sin egen Dom, og falder ikke denne sammen med den juridiske, kommer denne ikke til Execution, men bliver blot et Spilfegteri. Med en æreløs Karl vil den visselig intet have at skaffe, og til at blive det i den almindelige Mening skal der enten en Forbrydelse eller en Række af slette Træk; men om en Tremarksstraf, der ikke er forud understøttet af det alminde- lige omdømme, har den kun Begrebet af et juridisk Uheld, saa Angjældende ikke lider meer end f. Ex. En der vel ved Magt eller Feiltagelse engang har været puttet i et Dolhuus, men om hvem man veed at han mangler ligesaa lidt som Andre, ja vel endog troer, at han er lidt klogere endnu. Dommen maa vel ikke saa ganske have ladet sig juridisk eller moralsk forsvare, siden de forskjellige Øvrighedspersoner, som have erklæret sig i Sagen, med Undtagelse af Schythe, som endog omtaler, at Lofthuus 2de Gange er bleven domfældt "som Forbryder," ikke have lagt nogen Vegt derpaa. Dommeren, som fældte den, en Byfoged og Regi- mentsqvarteermester Sørenssen, var heller ikke bekjendt som noget juridisk Lys; og havde man ikke været temmelig enig om, at Lofthuus her ikke var dømt saa ganske retviist, har man ikke let for at forklare sig, at han fik Adgang til selve Thronen, og at Authoriteterne virkelig indlode sig med ham. Men disse private Omstændigheder have lidet at skaffe med hans offentlige Færd under Urolighederne. Ved disses Udbrud ophørte han at tilhøre og leve for sig selv. Ulykkelige Processer, som hans Fiender tilskrev hans egen Trættekjærhed, og en derved foraarsaget Tilbagegang i Velstand vare gode Incitamenter for en pirrelig Characteer. Motivet, som, endog før disse personlige Uheld rammede ham, havde henledt Opmærksomheden paa ham som en høirøstet Opponent imod det Uvæsen, som gik isvang, laa i Elendigheden udenfor ham. SIDE: 34 Bønderne rose Lofthuus for Uegennyttighed og Rundhaandet- hed imod Trængende endog over sin Formue, saa det vel ikke har staaet saa daarlig til med denne, som man vil have, for ikke at faae nogen Undtagelse fra Regelen, at Fanterne ere de værste at regjere over. Har han havt at give, laane og bekoste, maa han vel ogsaa have havt noget at tabe. Ingen, der har spillet en lignende Rolle, har heller kunnet undvære disse Egenskaber. "Efter at han var først af Medynk overbeviist om vores Under- trykkelse -- sige Bønderne -- har han paa egen Bekostning foretaget sig 2de besværlige Reiser til Kjøbenhavn, og der andraget noget af vores Nød for vor dyrebare Kronprinds" , ligesom de ogsaa bevidne i et andet Document, at Lofthuus udtrykkeligen havde erklæret, at han "for sin Umage og Bekostninger hverken havde modtaget eller vilde modtage ringeste Skillingsværdi, men at hans Umage og Bekostninger alene vare grundede i Kongens Interesse og Fædrelandets Vel." Disse Vidnesbyrd ere rigtignok udfærdigede paa Gaarden Lofthuus og conciperede af ham selv, som var skrivekyndig (hvad den Gang var sjelden for en Almues- mand); men de ere undertegnede af et betydeligt Antal: det sidste af 39 Bønder fra forskellige Sogne, det første af ikke mindre end 329 Mand fra Nedenæs og Raabygdelauget. Desuden er det ham selv, som angiver hiint agtværdige Motiv for hans Frem- træden, saa maae vi troe det. Man seer, at han har gjort sig selv Rede derfor, at han, ligesom Drengen, der satte Kirkeklokken i Farum i Bevægelse, da han med from Overtro skulde skrabe Rust af den til sin syge Moder, er bleven forbauset over den Gang Begivenhederne toge, der overvældigen nu syntes at rive ham selv hen, og at han da har reflecteret over sine Bevæg- grunde og søgt Beskyttelse i sit eget Hjerte. Den Udgang, som det sidste Almueopløb i Nedenæs, nemlig det i Arendal den 7de Febr. 1752, havde havt, og som endnu maatte være i friskt Minde, samt de bestaaende Lovbestemmelser med Hensyn til alt hvad der kunde henføres til Stempling eller Opløb, maa Lofthuus upaatvivleligen ogsaa have taget med paa Vegtskaalen; og da disse Omstændigheder ikke indeholde nogen Opmuntring til at gjøre sig til Folkets Mand, eller "til at bære Hundemaden frem," som Schythe udtrykker sig om Lofthuus's Idræt, viser unegtelig hans Følsomheds elastiske Styrke sig endnu tydeligere og som forherskende i hans Væsen. Det var nemlig SIDE: 35 ikke Tilfælde i 1752, som det havde været i 1688, da Almuens, som det kaldes i Resc. af 13de Oktbr. s. A., formastelige, vold- somme Udlosning af et Par danske Kornskuder skaffede Nedenæs Lehn sine Privilegier af bemeldte Dato paa fri Trælastudførsel. Thi for den samme Gjerning bleve ved den sidste Leilighed 20 Personer, efterat en Inqvisitionscommission havde været nedsat, ved Overhofretsdom af 18de Mai 1756, deels mulcterede over sin Formue, deels straffede med Fæstningsarbeide i flere Aar, forsaavidt de ikke unddroge sig samme ved frivillig Landflygtig- hed; og en Skjebne, ikke mildere, maatte ganske vist saa nylig efter staae Lofthuus for Øie, da Planen at træde frem som sine lidende Medborgeres Talsmand fødtes i hans Hjerte under alle dets Aarers Slag og overveiedes i hans Hjerne ligeoverfor en sørgmodig Hustru, som ahnede ilde, og i et Hjem, hvis Fred han havde lært at sætte Priis paa, men som det nu gjaldt. Snart saae hun i de mange halvt hemmelige Besøg af ukjendte Folk langt oppe ifra Bygderne, og hørte af sin Mands heftige Udla- delser, hvori Kongens og Kronprindsens Navne forekom, og af Klagerne, som han førte i Pennen, og mærkede af hans Borte- væren fra Tid til anden, og Forsvinden og Hjemkomst om Natten, at Noget var igjære. Men hvilket? Christian var taus. Men "skulde han ville forlade hende og sin Gaard? udsætte sig for Mændenes Skjebne fra 1752? gjøre sig ulykkelig for disse Frem- medes Skyld? Gid han vilde passe sig selv, og gid han ikke kunde skrive eller havde saa uroligt Gemyt!" -- saa omtrent vare nok hans Hustrues Tanker under alle disse Forbud for det første offentlige Skridt, han foretog sig for den Sag, han havde besluttet at vove noget for. Det var at reise til Kjøbenhavn for personlig at bringe Almuens Klager for Kronprinds Frederik, siden Frederik VI, som forestod Regjeringen i sin Fader, Kong Christian VIIs Svaghedstilstand; og hvad han vovede, var, hvad han besad af Velvære og Lykke; thi det var Øvrigheden han vilde anklage, Øvrigheden fra øverst til nederst. Forordningen af 5te Februar 1685, som er foranlediget af de brydsomme Ned- reiser til Kjøbenhavn af klagende Almuesmænd fra Norge, truede endog for et saadant Skridt hans Frihed og Ære med Bremer- holmen eller Slaveri paa Livstid. SIDE: 36 Lofthuus i Kjøbenhavn og tilhove. Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager? Mon Gud ham som lld gjennem Dalene jager? Var Loven streng og Faren stor paa Papiret, saa var dog den norske Bondes Tiltro ikke mindre til "han Fa'r," d. e. Kongen og til Kronprindsen, som styrede for ham. Nedreiser til Kjøbenhavn, Regjeringens Sæde, af enkelte Bønder, som havde noget at klage, eller af hele Almuens Befuldmægtigede vare derfor, til det danske Cancellies store Ærgrelse, ikke sjeldne, saa det endog lod indhente Stiftamtmanden i Agershuus Stift, Erich Scheels, og Gene- ralprocureurens Erklæring og Forslag til en Skjerpelse af Forord- ningen af 5te Februar 1685, der forbøde andre Klager end spe- cielle og fremsatte, ved Øvrighedens egen Bistand, af egentlige Vedkommende. Af Stiftamtmand Scheels Erklæring, der anbe- faler samme Skjerpelse, uagtet han medgiver, "at det var en unegtelig Sandhed, at Embedsmændene hist og her meget op- skruede deres Sportler til altfor stor Byrde for Almuen," seer man, at en Foged Hansen i Bradsberg Amt og en Sorenskriver Nygaard i Gudbrandsdalen, der ogsaa begge bleve afsatte, havde for faa Aar tilbage foraarsaget, at man var bleven uleiliget der- nede med slige Klager. I Foraaret 1784 havde Nisse- og Torris- dals Almuer ansøgt om Foranstaltninger til deres Handelsforholds og hele kummerlige Tilstands Undersøgelse. Høsten 1785 ind- fandt der sig 3 Deputerede i Kjøbenhavn fra de fire Præste- gjelde i Nedre-Tellemarken, Holden, Bø, Søvde og Hitterdal, hvilke forsikkrede, at de "sandelig ikke vare komne som Deputerede for nogle oprøriske hover (Hoveder? Hobe?) -- som Øvrigheden erklærer, -- mens som allerunderdanigste Suppliquander for en fortrykt Almue;" og den følgende Vaar sendte de samme Præste- gjelde, paa hvis Vegne 33 Bønder, som havde undertegnet Klagen, paastode at handle, en Hans Hanssen Kolstad til Kjøbenhavn, som erklærede, at han var "nedsendt forat tale Folkets Tarv, forat nedlægge Klagen for Hs. Majestæts Naadethrone og søge at faae de Byrder lettede, som de svage Skuldre ei formaaede at bære, og som omsider vilde bane Vei til total Undergang og Ødelæggelse." Efterat have fremsat Klagepuncterne, som især gik ud over Sorenskriver Hans Thomas Lange og Lensmændene, SIDE: 37 belægger han dem med følgende kraftige Ord: "Saaledes, aller- naadigste Konge, blive Ds. Majestæts allerunderdanigste Under- saatter i bemeldte 4 Sogne behandlede. Saaledes fortrænges og udrives vi, og naar vi klage over slige fornærmende Forurettelser, nævnes vi med de for indfødte Normænd saa skjendige, og for- haanende og afskyeliste Navn, Rebellere og Oprørere. Nei, allernaadigste Konge! vore Forfædres Ære har altid bestaaet i at være udmærkede og bekjendte for Troskab og Tapperhed, af Kjærlighed til Kongen og Fædrelandet, og denne ædle Characteer ville vi efter vor allerunderdanigste Pligt og Skyldighed stræbe at soutenere og helligholde, saalænge deres norske Blod opvarmer vort norske Bryst og med Fyrighed circulerer om vore oprigtige Hjerter. Herren give Landet bestandig Fred! men skulde Feide indtræffe, saa staae vi som een Mand, og ligesom vore brave Fædre, modige og glade gaae den blanke Klinge og surrende Kugle imøde, for enten at døe for Kongen eller vende tilbage med Seier. Men at Sorenskriveren og hans gjerrige Drenge, Lensmændene, skal ligesom skyldsætte os, være vores Plagefogder, og udpresse ulovlige Afgifter af os -- denne Fornærmelse trænger os ind i Sjælen, denne klage vi over, og denne bede vi allerunderdanigst at maatte vorde forskaanede for." Der staaer rigtignok "Hans Hanssen Kolstad, Deputeret for Bønderne af Holden osv." under, men han har dog nok, efter mange Mærker i Stilen at dømme, havt en norsk Student ved- haanden dernede, endskjøndt Bøndernes første, af en Ole Rui skrevne Klage, indeholder en lignende Appel til den nationale Bravour: "Vi fattige Skattebønder -- sige de 33 -- troe slet ikke, at Kongen har forladt sine norske Folk. For 22 Aar siden [fotnotemerke] , da vi reiste igjennem Holsteen og Tydskland, saae vi dig ikke ander- ledes end mild og blid. Vi stode og troligen paa vor Post, hvor vi bleve befalede; vi tænkte og ikke paa andet end paa vort Vaaben og Værge, at forsvare dit Land og Rige. Vi havde der ingen Nød; men ak! ak! fromme Landsens Fader, mon troe, at det er din Villie, at Lensmændene og Sorenskriverne skal øde- lægge os, og at vi ikke maae komme for dit Ansigt med vore graae Haar? Saa hjælpe os nu Gud af Himmelen!" De have nemlig i det foregaaende berettet, at den constituerede Amtmand Fotnote: Udrykningen mod Peter III af Rusland. SIDE: 38 havde i Manges Paahør betydet dem, at ingen norsk Bondemand maatte komme til Kjøbenhavn med Ansøgning, da han ellers strax vilde blive arresteret, og enten sat paa Holmen eller "af- sendt til fremmede Landskaber at gaae i Slaveri i al sin Tid." Den sidste skrækkelige Trudsel tilhører nu vel blot deres Phantasi og navnlig de gjængse Almuebegreber om Tyrken; men den første havde sin Grund i Resc. af 17de Juli 1744, der bestemmer Fæstningsstraf i Kjøbenhavns Citadel for den Almuesmand fra Norge, og Spindehuset for den Qvinde, som kom til Kjøbenhavn med en Ansøgning, der ikke var paategnet af vedkommende Amt- mand, hvilket var, paa Grund af Negtelse, Tilfælde med den nedre-tellemarkske. Uagtet dette Rescript og uagtet Anordningen af 1685 ogsaa var indskjerpet under 3die April 1771, ligesom den, formodentlig i Anledning af denne Klagedeputation, blev det under 30te Septbr. 1785, behandledes dog ikke de norske Bønder efter det strenge Bogstav, og dette skyldes nok ikke mindst den An- seelse for Troskab, Trohjertethed og militair Bravhed, hvori Nor- mændene virkelig stode i Danmark. Der laae norske Regimenter i Kjøbenhavn. Der laae den stoute norske Garde [fotnotemerke] . Holmens- matrosernes berømte faste Stok bestod især af Normænd. [fotnotemerke] Paa disse og paa Garden hvilede Folkets Øie med større Godhed end Fotnote: Fra dette Corpses Opstand i Anledning af Struensees Plan at inddrage det, havde man Erfaring om den Selvfølelsens trodsige Kraft, som rørte sig inden dets Geleder. At denne Aand heller ikke forlod dem, at deres National- følelse ingen Grændser kjendte i sin Opbrusen, viste de ved en senere Leilig- hed, som jeg her ikke vil undlade at fortælle, da man kan være vis paa, at hvad Garden da turde tillade sig, kun var en Yttring af den Aand, som altid havde været den eiendommelig. Corpset stod i Aaret 1809 i Paraden paa Slotspladsen. Kong Frederik paa Balkonen med alle sine Hoffets og Etaternes Fornemste. Beretningen om de Norskes Seir paa Blaamyren eller ved Trangen i Soløer skulde meddeles den norske Garde, hvorpaa nok et Hurra for Kongen, udbragt af den Commanderende, kunde lade sig passende høre. Men i det Sted -- i samme Øieblik Efterretningen meddeeltes, brydes Linierne, vilde Frydeskrig opfylde Luften, Chakoterne gjennemkrydse den, Geværer og Sabler svinges, man omfavner hinanden under Springe- og Hallingdandskast og over den hele Plads er det stive og strunkne Corps i et Nu udbredt, jublende og dandsende som nordamerikanske Indianere efter en Seir. Kongen trak sig til- bage ved dette Syn, upaatvivleligen med nogen Blanding af Forfærdelse i den Glæde han maatte føle, og siden bleve slige Proclamationer paa sin Fransk foran Linien forbudte. Fotnote: De tumultuerede ogsaa, som bekjendt, i Struensees Tid. SIDE: 39 paa sine egne Rød- og Blaatrøier. Disse Deputerede med Skræp- pen paa Ryggen vare Fædre og Frænder til de høie Skikkelser, som vandrede om med sine Hellebarder i Christiansborgs Galle- rier, og til de djærveste af hine folkekjære Blaatrøier nede ved Stranden. Regjeringen endsede dem derfor ikke, men saae bare til at faae dem vel afsted igjen. Noget udrettede de ogsaa, saa- som en Circulairskrivelse fra Rentekammeret til samtlige Fogder i Norge af 29de Juli 1786 om at Afgifterne nøie skulde specificeres i Skattebøgerne og den endelige Udkomst af et Sportelreglement. En Mand af Lofthuus's resolute Characteer behøvede vel hverken Forgjængere eller Erfaring af Andre om at Nedreiserne til Kjø- benhavn dog ikke vare saa farlige endda, for at beslutte sig dertil. Men den traadte Sti gaaes lettere, og hvad Hans Kolstad kunde gjøre, var Lofthuus endnu mere Mand for. Kun vilde han ikke, som hiin, indskrænke sig til at bombardere Cancelliet med skriftlige Andragender, eller spilde Tid med at lade deslige gaae den lovbefalede, sene Vei gjennem Amtet. Selv vilde han overrække Kronprindsen sin Klage, selv mundtligen belægge samme, og meddele ham med Ordets Liv en Skildring af Til- standen i hans Egne. Lofthuus's Plan var bleven bekjendt. Flere og flere Klagende opsøgte ham, og han dem, indtil han troede at være vel nok forsynet med Materialier til en summarisk Jeremiade over Distric- tets Tilstand. Derpaa reiste han søværts ned, og erholdt Audients hos Kronprinds Frederik den 8de Juni 1786, hvorunder han da overrakte et, med 329 Underskrifter forsynet, Skrift, der indeholdt Klager over de Undertrykkelser, som fra Embedsmændenes, Lens- mændenes og Byborgernes Side gik isvang i Norge, og Bøn om at disse Forhold maatte blive undersøgte af upartiske Mænd; og ikke forsømte Lofthuus da Øieblikket til mundtligen at ud- vikle sig. Kronprindsen, som mærkede, at han her havde at gjøre med en norsk Bonde af mere end almindelig aandig Dyg- tighed, indlod sig ogsaa virkeligen med ham og gjorde ham op- mærksom paa, at det ikke var let at foranstalte Undersøgelser efter en summarisk Angivelse, hvorfor han maatte specielt og særskilt affatte sine Klager, samt paa at hans Sendelse som Be- fuldmægtiget fra alle de Sogne, som han havde nævnet, trængte til bedre Beviser end hans eget blotte Udsagn. Lofthuus gjorde da en kort Tour hjem efter Fuldmagter, holdt et Møde af de 329 SIDE: 40 den 27de Juni, der afgave en Bekræftelse paa det forrige Klage- skrift, og allerede den 13de Juli overleverede han atter til Kron- prindsen personligen saavel denne, som endeel andre Bekræf- telser paa sin Sendelse fra Almuen. Han gjorde ikke langt Op- hold hjemme, fordi han troede, efter den første huldrige Audients, at alt var i god Gang, og at det kun var en Formalitet, den naa- dige Kronprinds kun vilde have løseligen iagttaget, for hans eget Bedstes og Regjeringsherrernes Skyld. "Lofthuus har været hjemme -- hedte det imellem Bønderne -- men er alt i Kjø- benhavn igjen hos Kronprindsen, som har sat Lid til ham og nu veed Alt, hvad vore Undertrykkere gjøre imod os, da han taler gjerne og langt meer fortroligt og nedladende med ham, end en af vore Flaaere med en stakkels Bonde. Men nu skal der snart spørges Nyt for dem, naar han kommer hjem igjen -- Gud vel- signe ham der han er!" Han var ikke længe borte. Den veltænkende Frederik gjentog, at Klageposterne maatte særskilt og bestemt angives i Vedkom- mendes Navn eller ogsaa i Lofthuus's eget, om han trøstede sig til at bevise samme, hvorefter han gav ham sit fyrstelige Ord paa at Undersøgelse og Ret skulde skee. Saaledes beretter Brev- skriveren fra Christianssands Stift, at Indholdet af Kronprindsens mundtlige Meddelelse har været, hvilket han ogsaa siger at Rygtet angav, og at Lofthuus, der forhen betragtede sig som Almuens Gesandt til Hoffet, efter dette Tilsagn, "nu langt mere stolt be- tragtede sig som Hs. kgl. Høiheds Gesandt til det klagende Folk, som en af begge Parter antagen Negociator." Lofthuus selv siger, at da han "ansaae de medbragte Attesters Antal ikke klækkelige nok mod de mangfoldige Fiender, der allerede meldte sig, re- solverede han anden Gang at reise hjem forat indhente tilstrække- lige Bekræftelser, Alt paa behørigt Stempletpapir, og det af 13 Kirkesognes Almuer." I Begyndelsen af August var han hjemme igjen, og fra nu af traadte han op som Folketribun, begyndende en Færd, som han kaldte kun en Fremskaffen af Beviser, hvortil han ved Kronprindsens Opfordring var bemyndiget, men som Embedsmand og Borger kaldte Stempling og Oprør. I egentligste Forstand var den, hvad man i Tydskland med saamegen Skræk har kaldet "Umtriebe," Ophidselser med Vandringsstaven i Haand. SIDE: 41 Lofthuus's Foretagender i August Maaned 1786. Det første Lofthuus foretog sig ved sin anden Hjemkomst fra Kjøbenhavn i den første Uge af August, var at tage Afskrifter af de Vidnesbyrd for sin Sendelse, som han havde tilveiebragt under sit Snarærinde hjem i Slutningen af Juni og de første Dage af Juli, forsyne dem med den autoritetsmæssige Paategning; "conform med Originalen testerer Chr. J. Lofthuus", og at erhverve nye Deklarationer fra Almuerne, hvilke samtlige Dokumenter han da sendte til Kjøbenhavn for at paaskynde den belovede Under- søgelse. Disse ældre bestode: 1) af en udateret Erklæring fra 39 Bønder af Vegusdals, Ivelands, Birkenæs, Landvigs, Høvaags og Vestre-Molands Sogne; 2) en Klage over forrige Foged Justits- raad N. Schythe, undertegnet af 30 Bønder fra Vestre-Moland, og 3) en ligelydende Erklæring med den første, dateret Brislaa i Birkenæs Sogn den 27de Juni 1786, og undertegnet af 49 Bønder fra Høvaags og Birkenæs Sogne. Af det første Dokuments Inti- mation sees hvilken Vigtighed Almuen tillagde den Audients, Lofthuus havde havt, idet nemlig Undertegnerne erklære, at de ikke havde kunnet negte at give Lofthuus sin skriftlige Tilstaaelse, hvilken de med korporlig Eed skulde bekræfte, naar forlangedes, saasom han offentlig havde deklareret for dem, "at have havt den Naade at tale mundtlig med Ds. kgl. Høihed og senere den 8de Juni havt den Lykke at levere en Supplique eller Klage" osv. Og Slutningen af dette Skrift, der i sit Indhold er en Gjentagelse af Klagerne over Øvrigheden og Byborgerne, og en Bevidnelse om Lofthuus's Uegennyttighed, viser, at det har været udstedt af Lofthuus som en Slags Budstikke, for hvilken Forseelse imod Lovens Forskrift ogsaa Fogden, Hr. Dahl, søgte at faae ham rammet. Det har nemlig saadan Underskrift og Paategning: "Christian Jensen Lofthuus i Vestre-Molands Sogn. Bønderne medtage deres Contrabøger, Skattebøger, Skiftebreve og andre Dokumenter, som angaae disse Betræffenheder". Disse tre Deklarationer var det Lofthuus overrakte Kronprindsen den 13de Juli tilligemed følgende Skrivelse, der isandhed ret var skikket til at vinde ham Kron- prindsens Opmærksomhed og Interesse ved Ædelheden af de Motiver, den angiver, og ved den Skildring af at være udsat for SIDE: 42 Forfølgelse, som den indeholder, og som han nu ogsaa indtog i sin Samling af Forsvarsindlæg. "Deres kgl. Høihed, allernaadigste Kronprinds og Herre! Under 8de Juni d. A. tog jeg mig den allerunderdanigste Frihed at overlevere Ds. kgl. H. mit skriftlige Andragende, hvorledes en Deel af Norges Bønder blive undertrykkede, samt paa hvad Maade, som jeg her igjentager og hvortil jeg mig refererer. Men da jeg, paa samme Tid jeg havde den høie Naade at tale med Ds. kgl. H., ikke kunde tillige legitimere mit Andragende, resol- verede jeg strax at reise til Norge for at faae de behøvende Attester, som jeg nu herved nedlægger for Ds. kgl. H., og hvoraf allernaadigst vil erfares mit Andragendes Rigtighed. Allernaadigste Prinds og Herre! O, hvor vilde jeg være glad, dersom jeg herudi maatte være saa lykkelig at vinde Ds. kgl. H.s allernaadigste Tillid; ja, intet skulde være mig kjærere for at see mine Medbrødre og Landsmænd reddede end at Ds. kgl. H. hos Hs. kgl. Majestæt, Ds. Hr. Fader, vilde allernaadigst udvirke, at det maatte være tilladt paa egen Bekostning, ved et lovskikket Thingsvidne, at bevise dette mit Andragende, da jeg allerunderdanigst forsikkrer, at jeg ikke aleneste tilfulde skal bevise det, men endog meget mere. Men een Ting alene maatte jeg da være vis paa, nemlig min personlige Frihed; og da jeg, for hvad som allerede er passeret i denne Sag maa befrygte at Vedkommende i Norge ved deres Venner her i Kjøbenhavn eller ved min Ankomst til Norge straxen gribe til at arrestere mig for at betage mig alle Midler til at forsvare mig: saa er det jeg ene og alene allerunderdanigst beder Ds. kgl. H. allernaadigst at tage mig under Ds. høie Protektion og Beskyttelse, saaledes at mig allernaadigst vorde forundt Hs. Maje- stæts Protectorium at være befriet for personlig Arrest saalænge denne Sag undersøges, da jeg derimod, om jeg ikke beviser ved lovlige Dokumenter mit Andragende, vil opoffre Ære, Liv og Gods. Hverken Gunst eller Gave, Had eller Avind har bragt mig til at gjøre denne Opdagelse, men alene den blotte Medynk over at see saamange af mine Landsmænd undertrykkede, under saa naadig og mild en Konge og Landets Fader, har drevet mig til at nedlægge samme for Ds. kgl. H.s Throne, hvorfor jeg og lever i det Haab allernaadigst at nyde det forlangte Protectorium. Gud SIDE: 43 bøie Ds. kgl. Høiheds Hjerte til en retfærdig Mildhed og en mild Retfærdighed!" Foruden disse Dokumenter erhvervede Lofthuus to nye i et talrigt Almuesmøde, som han havde foranstaltet paa sin Gaard den 7de og 8de August. "Jøss! idag er der saamange Folk paa Lofthuus," hedte det i Lillesand. Ude mylrer det i Gaarden, mens Christian sidder inde ved Pennen, holdende ligesom et Thing. Jo, han sad der og skrev paa stemplet Papir, og Bønderne ude i Gaarden tittede ind, og kunde ikke see sig mætte paa ham, som saaledes arbeidede for dem med rynket tankefuld Pande og utrættelig Haand. Man vil see, at han ikke glemte sig selv heller under Nedskrivningen, og at han udfærdigede to Deklara- tioner med hver sine særskilte Underskrifter, rimeligviis for at give dem et Slags Skin af Uafhængighed af hinanden. I. "Da vi i mange Aar har sukket under Uretfærdigheds Aag, og det af dem, der ere os foresatte af Kongen til Øvrighed og Embedsmænd, men ikke har fundet en Mand, som har været saa veltænkende at andrage sligt for Landets Fader førend Christian Jensen Lofthuus, som, efterat han var først af Medynk overbeviist om vores Undertrykkelse, har paa egen Bekostning foretaget sig 2de besværlige Reiser til Kjøbenhavn og der andraget noget af vor Nød for vor dyrebare Kronprinds, der har lovet at vigilere for os hos sin Hr. Fader Kong Christian den 7de, at samme vores Foredragende for Ds. kgl. Høihed af 8de passato og 13de hujus, som Chr. J. Lofthuus har havt den Lykke at over- levere til vores dyrebare Kronprinds med allerunderdanigst Bøn at vores underskrevne eedelige Bekræftelser, dat. 27de Juni 1786, angaaende Fogdernes, Sorenskrivernes og Borgernes ubillige Be- handling paa det nøyeste af upartiske Mænd maae undersøges, hvis overdrevne Misbrug har saa godt som ruineret det hele Land: saa i den Anledning ifald vedkommende Contraparter skulle driste sig at fremkomme med noget om Chr. J. Lofthuus's Forhold, kan vi ikke nægte ham vores sandfærdige Declaration: 1) at Chr. J. Lofthuus har hjulpet mange Nødlidende og Trængende af sine Landsmænd endog over sin Formue, om hvilken sandfærdig Tildragelse han den 8de Juni har havt den Lykke at over- SIDE: 44 levere Deres Kongl. Høyhed et Tingsvidne, men langt fra ikke havde dette til Øyemed at udsue hine Naboer eller andre Fattige, som endeel af vore fattige Med-Mennisker gjør, thi han har ikke engang faaet det Laante tilbage, end sige at have taget ubillig Renter eller sligt, ja tilligemed ladet sig nøye foruden at søge de Trængende og andre for en stor Deel af hans Eyendom, som nu i disse besværlige Tider aldrig bliver ham betalt, saa hvad han har gjort og viist mod os og den trængende Næste, har alleneste ædelmodigt Hjerte og Medynk over sin Næste drevet ham til, hvorfore og Gud vil velsigne ham; 2) tilstaae vi og herved igjentage paany, at vi har selv egenhændig underskrevet det som er indgivet af Chr. J. Lofthuus til Hs. Kongl. Høyhed over vores store Forurettelser saavel af Fogderne, Sorenskriverne og Kjøb- mændene. Og leve vi da i det faste Haab, at Kongen, som elsker sine Børn, ikke lader det allene forblive ved Erklæringer, aller- helst da det vil ikke feyle at deres uretfærdige Behandlinger vil blive iklæd Retfærdigheds Klædebond, mens at samme ved en Commission af retsindige og upartiske Mænd paa det Strængeste vorder undersøgt, thi skeer saadant ikke, vil deres Ondskaber tage en stor Deel mere Overhaand end tilforn, og naar saadant skeer, forsikre vi helligt, at Deres Majestæt vil faae en Deel mere at vide end vi nogensinde i vores Declaration, given til meer bemeldte Lofthuus, har undertegnet. At dette Altsammen saaledes som i disse 2de Poster af os er anført, er den rene og ufor- falskede Sandhed, det bevidnes med vores Saligheds Eed, saa sandt hjelpe os Gud og hans hellige Ord. Lofthuus den 7de Augusti 1786. (Underskrevet af 329 Mand fra Nedenæs og Raabygdelauget). At dette er ordlydende med Originalerne testerer Undertegnede. Lofthuus den 7de Augusti 1786. Christian Jensen Lofthuus. Ole Pedersen Næbetrø." II. "Til Kongen! Mere end længe nok har vi allerunderdanigst sukket under Fortrykkelsens Aag, der i vores Tanker for det meeste er os paalagt af Fogder, Sorenskrivere, Kjøbmænd og Lensmænd. SIDE: 45 Endelig har Gud aabnet en Vei for os som vi længe har sukket efter ved Christian Jensen Lofthuus, samt givet ham Mod og Styrke til at andrage noget af vor Nød for vor kjære Landsens Fader og dyrebare Kron-Prinds, hvilke 2de besværlige Reiser han for- uden mindste sin Fortjeneste har gjort, da han for samme ikke hverken har modtaget eller efterdags vil modtage mindste ß Værdi. Disse hans Andragender og paa vores allerund. ham meddeelte eedelige Bekræftelse, angaaende hans sandfærdige Andragne, har Deres Kongl. May heller ikke anseet med ligegyldige Øine, mens allernaadigst befalet en Undersøgelse om samme. Vi op- offre derfor Alle som en Mand Deres Kongl. Mayestæt vores Liv og Gods til Pant, dersom det ikke i alle Dele forholder sig saaledes som vi allerede har undertegnet og meddeelt Chr. Jensen Lofthuus vores eedelig Tilstaaelse om Øvrighedens og Kjøb- mændenes Behandling, dateret 27de Juni 1786, hvilke han har haft den Naade og Lykke at overlevere vores dyrebare Kron- Prinds ligelydende Copier af Originalerne, da sukke vi alle til Gud om Deres Kongl. Mayestæts Understyttelse saaledes at denne vores Forurettelse ved en Commission af upartiske og retsindige Mænd maatte vorde undersøgt, hvorfor vi og allerunderdanigst bønfalder D. K. May. om Tilladelse ved samme Commission for egen Regning at holde Contra-Protocol til vores Efterrettelse, da tro og er vi næst Guds Hjelp forsikret at det hele Land, som nu er saa godt som ødelagt vil ved frembragte Opdagelser blive reddet fra den farlige Nød, de fleeste Mennesker nu liide, og hs. Maj.s Cassa stor Deel derved forbedres, da vi samtlige aller- underdanigste Undersaatter vil med et gladt Hierte betale den sidste Skilling vi eyer naar vi veed det kommer i Kongens Cassa, thi vi alle som een Mand kan sandfærdig declarere, at ifald saadan Misbrug skulde vedvare længere, kand vi ikke indsee D. K. M. kunde bekomme Halvparten, langt mindre, som Gud allernaadigst forbyde, skulde D. K. M. behøve høiere Skatt af Landet, kunde der vist ikke faaes 1 Skilling, thi vi forsikre D. May. helligt, at Deres troe Undersaattere i Norge er i langt farligere og be- drøveligere Forfatning end D. Mayestæt nogensinde vil troe eller tænke, ja desværre en stor Deel af Landets Indbyggere troer ikke selv hvor farligt det seer ud for os, hvorfor vi aller- underdanigst i den Allerhøiestes Navn anraabe i vores høitræn- gende Nød, om, som vores Landsfader at rædde os fra den SIDE: 46 piinlige Død, nemlig: Hungerens, og assistere os i forbemeldte utaalelige Undertrykkelse som umulig længere kan udstaaes, lige- som og at D. K. M. vil have den store Naade for os at der maatte blive sendt os Kornvahre at vi ey skal crepere, da Borgerne foretager sig nu ey at levere nogen Korn-Vahre til Bonden førend Lasten kommer saa godt som til Byen eller og de kan give Borgerne gode Pandt eller Caution, hvilket for det meeste er umuligt for Bonden at skaffe, da Øvrigheden, Borgerne og Lens- mænd i Forveyen har taget dens Eiendom for det meste i Sikkerhed, og om saadant hos nogle kunde anskaffes maae de dog mesten betale dobbelte Priser. Hvad Kornvahre til vores Livs Ophold behager at sendes skal vi vist betale saameget som muligt og forresten give D. M. Sikkerhed i vores Lastebrug til samme bliver holdt. Angaaende de Korn-Vahre D. K. M. har haft den store Naade for os at sende os til Hielp i vor Nød, som vi nu aflægger vores skyldigste Taksiigelse for og beder Gud i Naade vil velsigne hans Mayestæt for saadan en Godhed, da haaber vi ved vores Øvrighed har aflagt rigtig Regnskab for samme Korn-Vahres Beløb, da vi forsikre D. M. helligt, at enhver som haver haft mindste Formue har betalt og Resten har Øvrigheden efter de strengeste Ud- pantninger taget hos de Fattige saalænge der har været noget at faae, da vi troer at de fleste af dem ogsaa har betalt, ligesom vi og allerund. bønfalder D. K. M. om Befaling for hvad der skal be- tales, da vi ellers frygte for at derved skal skee Misbrug som tilforn, hvorfore desværre alt for mange maae hungre og græde med Kone og Børn, da en stor Deel af os undertegnede maae for nærværende Tid finde os i at vores Spise for det meeste bestaar i Borke-Brød og Brænde-Næslere og anden ring Føde, som den herved medfølgende eedelige Bekræftelse og Attesten kan oplyse vores sandfærdige Foregivende om. Ligesaa skal ogsaa ved Undersøgelsen eller Commissionen blive fremlagt Skatte- bøger, Contra-Bøger, Skiftebreve, Auctions Forretninger, Exe- cutions Forretninger og andre beviislige Documenter, der tydelig kan viise vores sandfærdige allerunderd. Ansøgnings Grunde. Nu Gud! som har alle Konger og Fyrsters Hierte i sin Haand, han vende og voris Kong Christian den 7des Hierte til at i Naade bønhøre os allerunderdanigst Undertrykte, som med Hjertens ydmygeste Bøn og Begjering nedknæler for D. M. Throne om SIDE: 47 Hjelp og Assistence paa vores allerunderdanigste Ansøgning og Forlangende. Lofthuus den 7de Augustii 1786. (Underskrevet af 143 Bønder af Nedenæs og Raabygdelauget). At dette er ordlydende med Originalen testerer vi underskrevne: Christian Lofthuus. Ole Pedersen Næbetrø. Ole Gregersen Saugereid. Tore Askuldsen Jomaas." Disse Erklæringer vedlagde han en Følgeskrivelse saalydende: "Deres Kongelige Høihed, Allernaadigste Kron-Prinds og Herre! Under 8de Junii tog jeg mig den allerund. Frihed at overlevere D. Kongl. høihed mit skriftlige Andragende, hvorledes Deres Land Norge og dets Beboere for det meeste af Øvrigheden, Borgerne og Lensmændene er bleven undertrykt og ruineret, som og paa hvad Maade samme Undertrykkelse i visse Poster skeede som jeg herved igjentager og hvortil jeg mig underd. refererer. Men da jeg paa samme Tid, jeg havde den høie Naade at overlevere Deres Kongl. Høihed samme, ikke kunde legimitere mit Andragende førend jeg den 13de Julii havde den store Naade at overlevere D. K. Høihed endeel Attester om mit sandfærdige Foregivende og da jeg ansaa ovenmelte Attesters Antal ikke klækkelig nok mod de mangfoldige Fiender, der allerund. melte sig, resolverede jeg anden Gang at reise hiem for at indhente tilstrækkelige Be- kræftelser alt paa behørig Stempp. og det af 13 Kirke-Sognes Almue, der er vedtaget af 329 Mænd der har haft skriftlig Fuld- magt at undertegne paa egne og samtlige Almues Vegne som her indlagt følger rigtig Copie af Originalerne, hvilke Paategninger om de med den reeneste Sandhed afgivne Poster paa adskillige Stæder falde mig vanskelig nok at oplyse, af Aarsag at Øvrig- heden har paa adskillige Stæder dømt mig med Arrest, ja en af mine Folk har de arresteret paa Fladen i Omblie Sogn, alleene for de frygtede deres ugudelige Misbrug og Handlinger skulle komme for Dagen, hvilke ere saa ublue at jeg undseer mig og ikke heller drister mig at lægge saadant for Deres Kongl. Høihed førend den forventende Commission bliver allernaadigst befalet. Da skal der vist fremkomme deres egenhændige udstædte Docu- SIDE: 48 menter af mange Slags, der tydelig vidner over dem, af hvilke der allerede er en stor Mængde kommen til mig, og desværre jeg frygter der er alt for mange af samme slags tilbage og ligesaa falske som de indleverte, hvorfor jeg skal anvende største Fliid for at indsende saadanne Documenter. Ligesaa følger og en Præste-Attest om Ombli Sogns Forfatning. Da jeg befrygter at vores allerund. Brev med indlagde Documenter skal blive bort- taget eller brækket førend det kommer i D. K. Høiheds Hænder, har jeg sendt ligelydende med Skibsleilighed, der har lovet at overlevere samme i Deres K. Høiheds Hænder for hvilke vores allerund. Andragende, jeg allerydmygst paa samtl. Almues Vegne bønfalder D. K. høihed at Han vil have den Naade for os at vigilere vores sandfærdige Andragende for sin Hr. Fader Kong Christian den 7de som vores Landsens Fader, at vi undertegnede og den største Deel af hans Undersaattere i hans Rige Norge maa finde Naade for hans Kongl. Ma.s Throne paa vores allerunderd. andragne Poster med mere hvad der kan oplyses til Hans Maj. Casses store Fordeel og hele Landets Vel. Hvorfore vi som hans troe Undersaattere forbinde os, at indlægge vores allerunderd. uforglemmelige Taksigelses Tilønskninger som med Guds Hjelp skal vedvare saalænge Landet er til. Nu Gud bøi D. Kongl. Hierte til en retfærdig Mildhed og en mild Retfærdighed, ja Gud velsigne vores naadige milde Konge og vores dyrebare Kron- Prinds med alt det Gode der i Tid og Evighed ydes. Tre Ord fra Deres Kongelige Høyhed vil vist glæde mig og den største Deel af Landets Indbyggere mere end vores Fiender med alt det uretfærdige Gods de den lange Tid har tilvendt sig af hans May.s Cassa og Landets Trængende. Lofthuus den 8de Augustii 1786. Allerunderd. Christian Jensen Lofthuus. Aasuld Torjersen Hemstøel. Rasmus Andersen Huus. Thore Asuldsen Jomaas." Stærk i Pennen har han ikke været, som man seer. Men han var det i at forfølge sit Meed, og altid i Datids Almues Øine ligesaa god Skribent som nogen Procurator, saa de ikke troede at behøve, som et Par Bønder havde gjort i Lofthuus's Fraværelse, at anmode Procurator Ussing i Arendal om at skrive Klagerne SIDE: 49 for dem. Samtlige Skrivelser bleve, uden at gaae igjennem Autoriteterne, nedsendt til Kronprindsen, medens Lofthuus ved- blev, deels ved at modtage Clienterne i skareviis paa sin Gaard, og deels ved selv at reise om og ved fortrolige Bud, at indhente flere Anker og Beviser til Fremlæggelse for den forventede Commission. Hermed tilbragtes Resten af August og September Maaned, og lod han sig baade paa disse Reiser og naar han opholdt sig hjemme, Dag og Nat omgive af en 5-6 Mand stærk, tourviis opbuden Sikkerhedsvagt, medens hans Agenter Ole Gregersen Sangereid, Albrect Pedersen Bjerkestøl, Peder Erichsen Jomaas o. fl. strøifede enkeltviis om med hans Ærinder. Selv var han allesteds og intetsteds. Pludselig, som Sælhunden paa Havfladen, dukkede han frem i Fjeldbygderne paa et Punkt fjernt fra det, hvor man sidst havde tabt hans Spor; og saa hedte det atter som en Nyhed: "inat laa Christian hjemme paa Lofthuus". Denne Misforstaaelse af sit Kald kunde ikke gaae hen upaaagtet af Øvrigheden. Fogden i Nedenæs, Dahl, tilskrev derfor den 26de August Lensmanden Christen Larsen Grimenæs i Vestre- Moland, at "saadan rasende og dumdristig Adfærd" umuligt kunde være ham ubekjendt, og at han reserverede sig at kræve Rede af ham paa anstundende Høstthing, hvorfor han ikke forlængst havde indberettet, hvad han vidste derom. Forøvrigt skulde Lensmanden ufortøvet stræbe saameget som muligt at faae udført og oplyst: 1) Om Christian Lofthuus havde samlet Almuen ved nogen Slags Budstikke eller Omgangsbrev, eller og, om han havde brugt noget særdeles Sendebud; 2) Hvor disse Samlinger havde været holdte, og hvad Diskurs, Tillokkelser, Løfter eller Bevæg- grunde Lofthuus da havde brugt for at overtale de Mødende til at underskrive; samt 3) hvad Grund Lofthuus har til at forlange Vagthold af Almuen, om dette skeer frivillig eller for Betaling, og om det var sandt, at Lofthuus endog skulde føre hos sig skjult en ladt Pistol. Da en Samling skulde været holdt hos Gjæstgiver, Sergeant Andreas Egeland, skulde Lensmanden endvidere ind- stevne denne med Hustru og Tyende til Forhør paa Fogedgaarden Tønnevold den 31te August. Han gjorde ogsaa saa, og lod tillige indkalde Albret Bjerkestøl, som en af de ivrigste ham bekjendte Lofthusianere; men ingen af de Indstevnede mødte, saa Fogden maatte lade sig nøie med Lensmandens Forklaring om, at Lofthuus vel havde været ved Birkenæs Kirke og der afæsket Almuen SIDE: 50 Underskrifter, Klager og Beviisligheder, men at han derimod ikke vidste om noget saadant Møde ved Vestre-Molands Kirke eller havde ved gjentagen Visitation paa Lofthuus kunnet finde fremmede Bønder som Vagt eller i Høstarbeide paa Gaarden, som det skulde hedde. Lensmanden fik da Ordre til strax at indfinde sig, hvor han fik Nys om at Lofthuus holdt nogen Samling, og til at iagttage og indberette til Stiftet eller Fogderiet, hvad der maatte blive forhandlet. Da han aftraadte fra det magre Forhør, erindrede Lensmanden, at, saasnart han var indkommen med Stevningen til Gjæstgiveren paa Egeland, kom Lofthuus straks efter, og lagde sig myndigen iveien for Udførelsen af hans Ærinde, og da han kom til Albret Bjerkestøl, var Lofthuus ligesaa allerede der, men sagde dog dengang intet til eller fra. Han var, ligesom Ormen, ikke der, hvor man søgte ham, men ellers tidt nok at træffe, men vanskelig, som Skyggen, at gribe. Foretagender i September Maaned 1786. Uveiret trækker op. Det "brygger isammen", som man siger om Uveirets Modnen. Den, der synes at være Begivenhedernes Styrer, fortrives selv af deres Gang, som han ikke længer kan standse. Det frugtesløse Forhør lagde for Dagen, at Øvrighedens Anseelse var i en saadan Dalen, at Grændserne for, hvad Mængden og en dristig Anfører skulde kunne vove, ikke lode sig saa let paapege, medmindre de skulde findes i Vestlændingens Godmodighed og lidet voldsomme, om end letfængelige, Gemyt. For Fogden, Krigsraad Dahl, var der, efter Omstændighederne intet andet at gjøre, end at indberette Forhøret til Stiftsbefalings- manden, Kammerherre Georg Frederik Adeler; og hedder det i denne Indberetning af 9de Septbr., hvori der ogsaa skeer An- mærkning i Anledning af hiin budstikartede Paategning, at neppe var Hs. Høivelbaarenhed selv sidstl. 24de August afreist fra Thing- stedet paa Lillesand til Christianssand, og Fogden tilligemed Soren- skriver Finne kommen paa Hjemveien, før Lofthuus, med en Garde af 8 Mand, hvis Navne og Hjemsteder man ikke kunde komme efter, indfandt sig paa Thingstedet, ladende som om han SIDE: 51 kom med disse Folk for at andrage noget for Stiftamtmanden, og som om det var ham et ærgerligt Tilfælde, at han ikke havde truffet denne. "Han buldrede og skjendte over denne Mislykke -- skriver Fogden -- skjøndt det skal være ligesaa vist, at han den ganske Morgen havde en Person liggende paa Udkik, der paapassede, naar Afreisen for Alle var skeet, og siden rappor- terede han saadant for Lofthuus, der da først ilede ned til Lille- sand for at vise denne usle Chimære." At Lofthuus havde sat sig i en saadan falsk Stilling, at han baade maatte ønske at undgaae at træffe sammen med Øvrig- heden i Almuens Nærværelse, og kunde finde det nyttigt for sin Anseelse, at give sig Udseende af, at han intet hellere ønskede end et saadant Sammentræf, hvor han da ret skulde vise hvad Karl han var og læse selve Stiftamtmanden Texten, er ikke usandsynligt. Han var gaaen for vidt til ikke at være udsat for Straf; men det var Selvforsvar at gaae endnu videre, og saaledes at forvandle Districtets hele reiste Befolkning til en Garde for sig, fra hvis Midte han altid kunde accordere. Men baade var en Duperen, som den Fogden beskylder ham for, temmelig vovelig for hans Indflydelse, og man bør ikke forglemme, at denne, ellers ikke uafholdte, Embedsmand var bleven anklaget af Lofthuus i Andragendet til Kronprindsen af 8de Juni, og det ikke for min- dre end for Bestikkelse. Han skulde nemlig af en Selvmorders Arvinger har ladet sig betale 76 Daler for, ved en afholdt For- retning, at have tilstedet ham en prægtig Begravelse og dem at dele Arven imellem sig -- en Beskyldning Lofthuus senere hen i Januar Maaned søgte at bevise med Vidner for Undersøgelses- commissionen, hvilke vel denne ikke fandt i og for sig selv til- strækkelige, men dog supplerede ved Fogdens egen Tilstaaelse om at have modtaget 7-8 Daler af en af Arvingerne som Reise- godtgjørelse og Diæt. Det var nu vel saa, at Lofthuus og Almuerne havde Erfarin- ger for sig, at der kun var kommet lidet udaf de foregaaende Klager, som alle vedkommende Embedsmænd havde viist sig høist uvillige til at give sig af med, og at man da, under for- øvrigt fortvivlede Omstændigheder, kunde fristes til at opgive Haabet om, at der var Gehør og Ret at vinde paa anden Maade, end ved ganske at gaae Øvrigheden forbi, sætte sig i afgjort Op- position til hele denne Klasse, og ved directe Henvendelser at SIDE: 52 nøde Regjeringen, selve Kongemagten, til en Mellemkomst. Men da denne var tilsagt, skulde Lofthuus have suspenderet sit Hverv, indtil denne skete ved den belovede Commission, da det vilde være Tid at fremtræde paany som Folketribun. Men da man ikke strax hørte til nogen Commission, vilde han fremtvinge samme ved at bringe Districtet i en saadan Gjæring imod Em- bedsmændene, at Regjeringen omsider for begge Parters Skyld skulde maatte gjøre Alvor af Kronprindsens Tilsagn. Dette var nedlagt i Lofthuus's Hænder, og gav ham derved i Almuens Øine en Authoritet og hans Færd et Skin af Lovmæssighed, som ind- gav den Mod til at være Øvrigheden overhørig paa de Maader, Lofthuus ønskede og antydede for den. Saaledes skete det og- saa, at Foged Dahl under 16de Septbr. atter maatte indmelde, at Ingen havde villet møde efter hans Stevning til et Undersø- gelsesforhør i Anledning af det Klageskrift til Kongen over Aren- dals Kjøbmænd, som Peder Eriksen Jomaas m. fl. havde faaet istandbragt ved en Procurator Ussing der i Byen. Bemeldte Agent for Lofthuus var nemlig paa Thingstedet Fladen bleven anholdt af Foged Weidemann i Raabygdelaget, medens han vandrede om for at samle Underskrifter; et Politiforhør var bleven afholdt, hvorunder En af Undertegnerne havde erklæret, at han var ble- ven forlokket til at skrive under, og nu vilde da Fogden Dahl, ifølge Ordre fra Stiftet, faae undersøgt, om det samme ikke skulde være Tilfælde med nogle Navne fra Frolands Sogn i hans Fog- deri. Men idetssted ankom et Bud fra Forhørsstedet med den Erklæring fra de 4 Indstevnte, at de ikke vilde møde, og et aabent Brev, undertegnet af dem og 16 andre Bønder, hvori det hedder, at "vi fire Mand lader herved Hr. Krigsraaden vide, at vi ikke havde mere med den Sag at gjøre, end samtlige Almuer af Frolands Sogn. Thi var ikke Suppliken bleven taget ifra den Mand, førend den var underskrevet, skulde den nok være ble- ven dette af Flere. Det var og en dristig Gjerning at tage ifra en Mand hans Dokumenter med Magt og Storm, ligesom han skulde have været en Landstryger. Hvilket vi samtlige Almue underskriver". Dette har vel adskillig komisk Lighed med Faarenes Trampen- imod, men Fogden kunne have Ret i at erklære, at, med al sin Eenfoldighed viste denne Erklæring "en positiv Bestemmelse til Overhørighed, egenraadige offentlige Foretagender og Beskyld- SIDE: 53 ninger mod Justitshandlingerne, hvortil jeg som Justitsfører her paa Stedet endnu maa føie denne underdanigste Forestilling, at dersom saadant, hvortil nu blandt den af Christian Lofthuus og Complot oprørte Almue gjøres Begyndelse, bliver gjængs blandt Almuen, er jeg aldeles usikker om at kunne haandhæve den Orden og Rolighed, mit Embede befaler jeg skal søge at holde vedlige". Lofthuus fik altsaa, og det vel ikke uden Grund, Skylden for denne Frolændingernes Opsætsighed. Det var ogsaa der han havde holdt Møde med Almuen ved Kirken Søndag den 20de August, for at samle Underskrifter, som sees af en Indberetning af samme Dato som Fogdens fra Procurator, Lensmand i Øiestad, Aanon Salvesen stilet direkte til Stiftamtmanden. Det er med denne Rapport den Mand, der siden tog saa virksom Deel i de Lofthusiske Affairer, først optræder, og den afgiver et Træk af den Lyst til at gaa den høiere Øvrighed under Øine, som gjør, at hans Med- delelser af Løst og Fast have sin meste Betydning kun som Bidrag til at Skildre den Ængstlighed, Lofthuus's Foretagende havde vakt og fremdeles i stigende Grad vakte hos dem, der troede at have noget at frygte, og just derfor satte Lid til alle de Rygter, der bevægede Gemytterne, og som, især samlede i de Salvesenske Rapporter, satte Christianssand og den konduitløse Adeler i Skræk. Efterat have berettet den "naadige Herre" hiint Kirkemøde og at Lofthuus der havde irettesat en Bonde, som negtede sin Un- derskrift, beretter Salvesen videre, "at en Gunder Valle i Fro- lands Sogn har senere mod Betaling reist omkring for Christian for at samle Underskrifter -- at Aasul Jomaas er Christians In- cassator i Froland, og efter Rygtet skal hæve af hver Skattebonde 1 Ort og af hver Huusmand 12 Skil. til hans Udgifters Bestridelse og Betaling til den Vagt, som bevogter hans Person -- at Soldat Rasmus Huro og Knud Bomsholmen af Froland har holdt Vagt hos Christian mod 16 ß daglig, som Almuen betaler, men at den Sidste blev kasseret efter 2 à 3 Dages Tjeneste, fordi han mang- lede den Færdighed Christian fordrede og ellers i andre Maader ikke stod ham an. Mere har jeg ikke kunnet faae oplyst til denne Tid, da Almuen holder Sagen hemmelig; derfor har jeg ved David Natvig, som denne ganske Uge har reist for mig i Frolands Sogn, ladet udsprede, at jeg ønskede at være med i Klagen og vil un- derskriveden samt understøtte Almuen i den Deel; thi derved venter jeg at faae fat paa Klageskriftet, som formodentlig endnu SIDE: 54 er i Sognet, og Oplysning om Christians Forhold og alle dem, der understøtte ham. Fra mere end een Side har jeg Formod- ning om at Christian kommer til Frolands Kirke imorgen, og derfor reiser jeg didhen i det Forsæt at anholde og forsikre mig hans Person, uagtet jeg ikke dertil har Fogdens Ordre; men jeg haaber, venter og beder Ds. Høivelbaarenhed soutinerer mig naar saa skeer, samt naadigst pardonerer, at jeg underdanigst indberetter Fore- staaende. Hr. Krigsraad Dahl har jeg ved Expresse ligeledes ind- berettet det Ovenmeldte." Herunder da i passende lang Afstand atter et "underdanigst" og Kryberens Navn. Lofthuus gik ellers saa hemmelig tilverks med sine Møder og Reiser, at Øvrigheden hverken kunde komme paa ret Spor efter dem, saa godt et Støverkobbel Salvesen og hans Underlensmand m. Fl. end var, og da endnu mindre standse dem. Reiserne gik i Aalens Krumninger, i Natravnens flyvende lydløse Zigzag; Mø- derne skete tyst og hemmeligt, som Paddehattenes Fremskud i een Nat og Forsvinden med Duggen. Indberetningerne kom saa- ledes til at bestaae af Rygter, og disse gave Sagen ubestemte, men forstørrede, Omrids, ligesom Taagen forvandler Bakkerne til Bjerge og synes at løfte Kirketaarnene iveiret -- kort, et saa- dant Udseende af et udbrydende Oprør, at Stiftamtmanden be- sluttede at anvende militair Magt for at faae Lofthuus fangen og bortført fra Gjæringens Skueplads, besætte Lillesands Thingsted paa anstundende Høstthing den lste Octbr. med Soldater, og saa i Ly af Bajonetterne selv holde en kraftig Tale til Almuen. Mandskab af Major Wudets Compagni blev i denne Hensigt op- budet; men Uveir, og vel ogsaa Ulyst hos Soldaten, hindrede det fra at samles til bestemte Tid og Sted, saa da Fogden, ledsaget af Soldater, Michelsdag den 29de Septbr., pludselig viste sig paa Gaarden Lofthuus, fandtes Reden tom og Fuglen fløien. Christian var undvegen til Birkestøl og Egeland, hvis Beboere straks sør- gede for Heste, og saa gik det udaf Lenet og op igjennem Raa- bygdelaget. Men han kom mandstærk tilbage. SIDE: 55 Første Opløb paa Lillesand. Dets Følger. -- -- "Men nu vil den høie og nedrige Stand hinanden trykke og trænge, saa Landet beslutter, en Bondemand for sig til Kongen at sende. I Freden saa burde man leve. Saa ruste de Christian Jensen ud fra Lofthuus, Han vel kunde tale. Til Oppermand og Sendebud blev han udkaaret af Alle. I Freden osv. Han sig til Reisen berede lod, og blev forsynet med Penge. Beviser og Folk han med sig tog, sin Øvrighed at beskjæmme, I Freden osv. Det kom for Kammerherren paastand hvad Lofthuus han havde isinde. Han lod befale den menig Mand, de skulde ham fange og binde. I Freden osv. Den rødklædte Stand optænkte et Puds: de vilde den Sag fuldføre, at gribe ham i hans eget Huus forinden tillukte Døre. I Freden osv. Saa brøde de Døren, at gribe den Mand, med Vaaben og Værge ihænde. Han hastig igjennem Vinduet sprang og monne ad Skoven rende. I Freden osv. Han gav Rapport baade Dag og Nat, hvorledes han var udi Fare. Saa fik han Bønder hastig og brat, ved fire Hundred i Skare. I Freden saa burde man leve." SIDE: 56 Saa mandstærk, siger en af den Tids Folkeviser [fotnotemerke] , at Lofthuus kom tilbage fra sin Flugt for Soldaterne. Andre Beretninger an- give det halve Antal fra Nedenæs og Raabygdelaget, i Spidsen af hvilke han pludselig den 3die Oct., som var 2den Thingdag, viste sig paa Lillesands Thingsted. Forat tale mod Stiftamtmanden, hedte det, og denne indfandt sig ogsaa samme Dags Eftermiddag, hvor det da kom til en Slags Underhandling mellem ham og Al- muen. Eller som Folkevisen udtrykker det: "Saa kommer der Bud fra Lillesands Thing, som lode Stiftamtmanden vide, at Lofthuus havde slaaet sit Folk udi Ring, og han skulde til dennem ride. I Freden osv. Den Kammerherre i samme Stund lod hen til Folkene fare, og bød de skulde den Sag i Grund udsige og forklare. De stillede sin Anfører frem og han lod strax udbryde, at Øvrigheden var nu saa streng, man kunde den ei adlyde. Hr. Adeler svarede: Kongens Ret skal jeg Enhver tilføie, og hver, som overtræder det, skal jeg med Straffen bøie. I stille bør eders Sag for mig, som haver at raade og byde; men I komme idag, som Folk til Strid; det maa mig saare fortryde. Da svarede Lofthuus og hans Mænd: "vor Konge er værd at prise; men jeg vil reise til hannem hen, vort Klagemaal at bevise." Fotnote: Forfattet af Hans i Hagen, Klokker i Vennesland. Endnu en Vise er af en Tarald Egeland, En af dem, der fulgte Lofthuus til Kjøbenhavn. I denne siges om Foged Dahls uheldige militaire Expedition: "Han samlede Soldater, fik Magt at gribe an. De slog som Pallisader om Bondens Huus en Rand." SIDE: 57 Brevskriveren fra Christianssands Stift siger, at Stiftamtmanden holdt i Almuens Midte en Tale, som med Ærbødighed blev hørt, hvorpaa tvende Bønder, der angives som Almuens Anførere, synes at være traadte frem og i al Rolighed at have udbedet sig, at Lofthuus, som deres Talsmand, maatte vorde befriet for personlig Arrest, samt at Pas maatte blive udstedte for ham og nogle Andre, der skulde følge ham til Kjøbenhavn for der at andrage Almuens Klager for Tronen. Paa Stiftamtmandens Spørgsmaal, hvori disse bestode, svarede de ved at spørge om Aarsagerne til Skatternes idelige Forhøielse, til at de afkrævedes den saakaldte Laugmands Indtrædelsestold, før den forrige Laugmand endnu var død, ved at anke over de juridiske Documenters umaadelige Kostbarhed, osv. Lofthuus selv nævnes ikke af denne Forfatter som tilstede- værende ved dette Almuens første Møde med Stiftamtmanden. Men dersom det ikke kunde betragtes som en Klogskab, vilde der ikke være stor Sandsynlighed for, at Lofthuus ikke person- lig skulde have deeltaget deri. Det trykte Brev siger, at han først den følgende Dag mødte selv paa Thinget, hvor han da, efter Visen, bittert maa have beklaget sig over lidt Overlast ved det Besøg, han nylig havde haft af Fogden og de Gevorbne, samt givet sin Uvillie over Bondens og Embedsmændenes ulige Kaar Luft. "De love os Ret i Eet og Alt. Det Ord har intet at sæde. Forleden de kom med stærk Gevalt og vilde mig fange og dræbe. De røvede Huset udi min Gaard; jeg blev med Mage fordreven. Men siig, hvor den Befaling staaer i Kongens Lov beskreven? Jeg er forsikkret, du klarlig seer, hvor Bønderne lide Skade, at mangen Øvrighed tager meer, end Loven dem tillade. Naar Bønderne maa arbeide for Brød i Skove, i Mark og Hede, da sidde de ofte hos Vinen sød og mætte sig med det Fede. SIDE: 58 Det skal bevises klart og reent og Kongen skal faae det at vide. Da faae de som de have fortjent; Han sætter dem vel tilside. Jeg haver et Skrift fra Kjøbenhavn, som I kan see og høre, at jeg maa reise i Kongens Navn, Mit Ærinde at fuldføre." Brevskriveren indskrænker derimod Lofthuus's Debat med Stift- amtmanden til Fremsættelsen af Spørgsmaalet om, hvorfor adskil- lige af Almuens Anliggender bleve saalænge henliggende uden Resolution, hvisaarsag det var Almuens urokkelige Beslutning at affærdige en Deputation til Kjøbenhavn, og til den Ende var det da nødvendigt, at man erholdt de forlangte Pas. Og han tillægger, at Stiftamtmanden derpaa opfordrede den samtlige Almue til at nævne et Anliggende, der var bleven saa forsømt, og at Lofthuus og Almuen da blev ham Svaret skyldig. Imidlertid er det vist, at den uvillige Seendrægtighed, hvormed idetmindste Klagen fra Almuesmænd tilbagelagde Veien gjennem Autoriteterne her i Landet, var en af de Omstændigheder, der havde vist de norske Bønder Veien til Kjbhvn. I Bradsberg Amt og fra flere Kanter var dette en af Klageposterne, og det er ikke rimeligt, at Em- bedspleien i denne Henseende har været bedre i Nedenæs, eller at Lofthuus og Almuen paa en saadan Opfordring, og i en Dis- kussion, hvor Seiren sees at have været paa dens Side, skulde have manglet Exempler at anføre til Beviis for den fremsatte Anke. At slutte af Øvrighedens Umage for at faae fat paa Loft- huus's Klageskrifter, er det dog sandsynligt, at Almuen, fordi man fra før af havde saadanne Exempler for sig paa at dens Andra- gender bleve henliggende, var af Lofthuus bleven lært, hverken at benytte sig af den i Anledning af de besværlige Bondebesøg i Kjøbenhavn udstedte kongl. Tilladelse til at kunne indsende sine Andragender med Posten directe til Kongen eller Cancelliet, eller til at gaae til Overøvrigheden dermed. Til ham skulde de gaae. Han havde jo i sin egen Mund og i Almuens Øine kongl. Autoritet? Adeler maatte indrømme hvad man forlangte, nemlig at lade Lofthuus uantastet og at udfærdige Pas til ham og hans Følge, hvorimod han og Almuen lovede at forholde sig rolige indtil Reisen foregik. Visen siger at han ogsaa befalede, at man skulde levere SIDE: 59 Lofthuus tilbage, hvad han paastod, der var bleven ham berøvet, da Soldaterne gjæstede ham, og at -- "Han loved det ganske Folk, som før, at de skulde Ret erlange; men aldrig at gjøre mere Oprør og komme til ham saamange." Den 17de Octbr. toge Bønderne ogsaa Stiftamtmanden paa Or- det, idet to Bønder fra de fleste Sogne og een ifra nogle, indfandt sig hos ham i Christianssand og forlangte Pas, som de ogsaa er- holdt, efterat han forgjæves havde forelæst dem den kongl. Be- faling, at Almuen i Norge ikke skulde sætte sig i nogen Bekost- ning med Reiser til Kjøbenhavn, men indsende sine Andragender direkte. "De vare -- skriver Adeler i sin Indberetning herom -- af Lofthuus saa opbragte, at de ikke vilde imodtage nogen Fore- stillinger; Frygt for den Straf, de ved deres ulovlige Samlinger have paadraget sig, kan vel ogsaa heri være Aarsag." Lofthuus selv opholdt sig, ligesom omgivet af en Gesandts Hel- lighed, men ikke destomindre under Beskyttelse af sin Garde, hjemme paa sin Gaard under dette stilstandagtige Mellemrum, hvorunder man forberedede sig til denne Reise som man haabede saameget af. Saa ganske rolig maa han dog ikke have holdt sig, om det end syntes at han sad stille, som Kingelen i sin Væv; thi der berettes, at man i Midten af October anholdt to af hans Sendebud, med Budstikker, hvilke Papirer dog, ligesom før havde været Tilfælde, bleve listede ud af de Soldaters Hænder, som havde faaet fat paa dem. "Sagen var, siges der, at de norske Landsoldater, som selv ei havde den fasteste Tillid til, at det deres Foresatte befalede dem, var Kongens Bud, følte intet Kald til at indlade sig i blodige Voldsomheder mod deres Landsmænd, Brødre og Beslægtede, for at holde paa et Par Mennesker, som efter deres Tykke intet Ondt havde gjort; men som tvertimod havde handlet efter den Mands Foranstaltning, der, bevæbnet just med kongelig Autoritet, indhentede Efterretninger, der skulde tjene til Kongens Hensigt, deres Brødres Lykke og befri dem fra de vexerende Betjente." Indsamlingen af Bidragene til Reisen for Lofthuus og det talrige Følge, han vilde føre med sig som Vidner paa Sandheden af hans Skildringer og Udsagn, og de siden Opløbet paa Lillesand tiltagende Besøg af Bønder fra fjernere SIDE: 60 Egne, som nu søgte Lofthuus for at betroe ham sine Klager, gjorde ogsaa, at det ikke var saa roligt, som Lofthuus havde lovet, om han end selv sad stille. Hans Udsendinger vare før blevne af- viste i de østligere Egne; nu kom man baade fra Lister og Man- dals Amt og fra Bradsberg, hvilket sidste Amt især gjorde fra nu af fælles Sag med ham, saa han i det Klageskrift, han nu tog med, nævnede otte Bønder som Befuldmægtige derfra. Dette Skrift er dateret 18de Octbr., og samme Dag brød han op, led- saget af ikke mindre end 30 Mand, tagende Touren over til Sverig og landværts derifra til Kjøbenhavn. Reisen sees at have gaaet langsomt, da vi først den 26de træffe Følget i Strømstad og den 30te i Varberg, saa Regjeringen imidlertid fik Tid til et Par Schak- træk frem og tilbage, nemlig til at beordre en Mand, som var udenfor dens Magt, arresteret, og en Commission nedsat, hvoraf der intet blev af. Adeler, som fra Lillesand var reist videre til Arendal, havde derifra under 9de Octbr. indberettet til Kongen det paa Lillesand Passerede, som han kalder "et af Christian Jen- sen Lofthuus foraarsaget særdeles farligt Opløb," og var nu, fuld af Ærgrelse og Skræk, og ledsaget af de forfærdeligste Rygter, vendt tilbage til Christianssand, hvorfra han nu idelig sendte Can- celliet foruroligende Indberetninger, og saaledes da ogsaa om at Reisen endelig var tiltraadt. Men imidlertid reskriberede det ham under 21de Octbr. allerhøieste Befaling til "paa den vaersom- ste og meest forsigtige Maade at faae Lofthuus anholdt og til sikker Bevaring hensat enten i Christianssands Fæstning eller paa et an- det trygt og sikkert Sted." Politimesteren i Kjøbenhavn var lige- ledes tilskreven at lade ham anholde, om han dertil maatte være ankommen, eller skulde ankomme, hvorhos Stiftamtmanden tillige blev paalagt at drage al mulig Omsorg for at faae videre Opløb blandt Almuen forebygget, og blev bemyndiget til at reqvirere militair Assistance fra Garnisonen i Christianssand eller nærmeste Sted, hvor gevorben Milits fandtes, "dog kuns i Tilfælde hedte det, at det uomgjængelig skulde udfordres." Imidlertid havde Cancelliet faaet Underretning om Lofthuus's mandstærke Anmarsch, og indgik til Kongen med en Forestilling af 27de Octbr., saalydende: "I Anledning af den fra Stiftamtmanden Kammerherre Adeler med forrige Post indløbne Beretning, angaaende et af Bonden Christian Lofthuus, der skal være et uroligt og ildesindet Menneske, SIDE: 61 anstillet Opløb af Almuen ved Lillesand Thingsted, har Cancelliet, paa deres Mayestæts forventede Approbation, tilskreven Stift- amtmanden at han, for det første, maatte see, dog med al mulig Forsigtighed, at bemægtige sig denne Lofthuus's Person og lade ham hensætte til sikker Bevaring, enten i Christianssands Fæst- ning eller et andet Sted, hvor han kunde være under nøie Be- varing, saa og, at Stiftamtmanden i fornødne Tilfælde kunde re- qvirere militaire Assistance af de nærmest indqvarterede gevorbne Regimenter, hvilket han dog ikke maatte gribe til uden den yderste Nødvendighed det udfordrede. Men, som det derhos vilde være fornødent, at der angaaende denne Tildragelse holdes et Forhør for at faae Sammenhængen og Grunden til dette Opløb oplyst; saa indstilles: "Om Fogden Krigsraad Dahl og Byfogden Regimentsqvarteer- mester Sørensen i Christianssand, maatte befales, i en Commission at sammentræde, og paa et Sted, hvor det maatte eragtes be- leiligst, for sig indkalde 3 eller 4 af de fornuftigste i enhver Bygd, af dem som have været samlede, og paa en sagtmodig og over- bevisende Maade foreholde dem deres Vildfarelse, ved at lade sig forlede af et saa slet Menneskes urigtige og løgnagtige Fore- givende ved Sammenløb at æske Øvrigheden til Regnskab for deres Handlinger, da de derimod, om de formente sig at have noget at klage, kunne paa en sømmelig Maade andrage det for Kongen og derfra vente at vorde haandthævede i Alt hvad Ret og Billighed medfører; og naar Commissionen derefter havde undersøgt alle Omstændigheder, og om nogen, foruden Lofthuus, havde især været Ophavsmanden til dette Sammenløb, havde de at indsende det derom holdte Forhør, tilligemed deres Betænkning derover, til nærmere allernaadigst Resolution." Commissariet til de Foreslaaede, hvori Lofthuus charakteriseres med de samme Ord som i Forestillingen, udfærdigedes ligeledes 27de Octbr., hvorpaa Forestillingen approberedes af Kongen den 1ste Novbr. Imidlertid vandrede Lofthuus og hans tredive Skræppemænd gjennem Sverigs Kattegatprovindser, over Hallands-Aas og lyng- groede Heder indtil de endelig fra Helsingborg fik Sjelland og Kronborgs Taarne isigte. Men der kom alt Arrestbefalingen til deres Kundskab. Som det hedder i den baade i Lister- og SIDE: 62 Mandals og i Nedenæs Amt i sin Tid berømte Poets, Venne- lands-Klokkerens, Vise: "De ilede hen til den kongelig Stad, og vidste sig ingen Fare, Dog bleve de grebne af Hevn og Had. før de kunde tage sig vare. Den svenske Vagtmester besaae deres Skrift, at han skulde gribe og tage, om Nogen af christianssandske Stift henreiste de Veie med Klage. Deraf blev Lofthuus bangen og vred. Tilbage saa maatte han vende. De andre kom af en Hændelse ned og gave det Kongen tilkjende." Det er udlagt: Lofthuus mærkede Uraad og besluttede at for- blive i Helsingborg med et Par af sit Følge, men at sende de Øvrige over Sundet til Kjøbenhavn med Ansøgning om Leidebrev. Sine Papirer beholdt han hos sig. Forfølgelser. Stemplinger. Skræk i Christianssand. Bønderne udrettede Ærinde. Lofthuus's Ophold i Sverige kunde ikke være Cancelliet behageligt. Den nedenæssiske Deputa- tion var mandstærk, og paa samme Tid havde det Klagerne fra Nedre-Tellemarken paa Halsen, hvoraf otte allerede havde paa- tegnet det Klageskrift, Lofthuus nu bragte ned med sig, og sendte over med Bønderne, mens han beholdt Beviserne og de specielle Klager hos sig. Hele den gamle Agdeside truede saaledes med at gjøre fælles Sag, hvorfor Cancelliet fandt det bedst, at kalde Arrestbefalingen mod Lofthuus tilbage, faae ham over til sig ved et Leidebrev, ophæve den til at optage Forhør over det Passerede anordnede Commission og at nedsætte en ny Commission, be- staaende af tre Medlemmer, udenfor Christianssands Stift. "Da Omstændighederne have forandret sig siden den kgl. Ordre af 27de næstafvigte -- reskriberes Commissairerne og Adeler under SIDE: 63 11te Novbr. -- da Lofthuus er undvigt til Sverrig, og Bønderne, hvoraf nogle ere ankomne hertil Staden, føre Klage over Hr. Krigsraaden: saa har man, efter Hs. Maj.s Befaling skullet til- kjendegive dem, at de hertil har at indsende forberørte til dem ergangne kongl. Befaling tilligemed de dermed fulgte Dokumenter." Og under 10de Novbr. blev da et Leidebrev udfærdiget for Loft- huus, hvorefter han skulde kunne opholde sig i Kjøbenhavn i 6 Uger for det første, for at dokumentere og oplyse Almuens ind- givne Klager. Men Lofthuus benyttede sig ikke deraf, fordi der, netop som han stod paa Overfarten, indløb til ham den urigtige Efterretning, at hans Følgesvende i Kjøbenhavn vare blevne satte i Stokhuset. Og nu besluttede han, med en Overilelse, som ikke gavnede ham i mange Almuesmænds Øine, fordi den havde Udseende af klein- modig Mangel paa Tillid til sin egen Indflydelse hos Kronprindsen, og som af hans Modparter fremstilledes som feigt Forraad af den Sag, hvis Talsmand han havde paataget sig at være, og lovet at lade Liv og Frihed for, om fornødigedes, at vende iilsomt til- bage, som om heller ikke Sverig var et sikkert Opholdssted. Og for Svogerskabets Skyld var nok Gustav den 3die istand til en saadan liden Tjeneste, som at udlevere en Person, man gjerne vilde have Fingre paa, og som han selv ikke for Øieblikket kunde have Nytte af. Pludseligt og hemmeligt selv for sine Folk i Kjøbenhavn, iilsomt, som om han medeet havde opdaget, at Kronborgs Taarne, som han nu i en Uge eller derover havde stirret paa, begyndte at strække sig efter ham som Armene paa en uhyre af Havet høit i den blaa Luft opskudt Polyp, lader han da dette sit Fortrav istikken, iler hjemad med de tre Følgesvende, han havde hos sig, og viser sig, efter 4 1/2 Uges Fravær, allerede der den 17de Novbr. Nu blev der, som man siger, "Allarm i Leiren". Amtets Embeds- mænd vare i Circulaire fra Adeler af 9de Novbr. blevne meddeelte den kongl. Arrestordre af 21de Octbr., tilligemed speciel Befaling til at bringe den i Udøvelse, om Lofthuus skulde indfinde sig i et af deres Distrikter; og der gik nu strax Iilbud til Adeler om Ankomsten fra Generalveimester, Capitain Christopher Hammer -- en Mand, der ret gjorde det til en Opgave for sig at gjøre sin Lykke ved at faae Lofthuus fangen, ja som endog engang havde den Plan at iverksætte dette i Kirken under Gudstjenesten, SIDE: 64 hvilket Provst Lassen i Vestre-Moland dog satte sig imod. Hans Iilbud indløb den 19de om Middagen; saa hurtigt som Reqvisitionen kunde skrives, forlangte Adeler militair Hjælp af Commandanten i Christianssand, Generalmajor Dietrichson, til at paagribe Loft- huus, hvortil han selv ikke saa sig istand, "formedelst den Styrke han havde erholdt blandt Almuen," og allerede Kl. 5 afgik 2de Officerer med 2 Underofficerer og 24 Grenaderer tilvands til Lillesand. Men det blev koldt og haardt Veir om Aftenen, saa Detaschementet tog ind til Steensøen for at varme sig; og "dette -- siger Fogden -- gav Anledning til at Expeditionen løb overstyr; thi Ole Gregersen Sangereid, Aslak Svendsen Haabesland og Christian vare alle den samme Aften paa Lofthuus forsamlede i et Drikkelag, og fik Efterretning om Soldaternes Henkomst, netop saalænge forud, at de kunde salvere sig med Flugten." Det er som der staaer i Klokkerens Vise: "Hr. Dietrichson vredes i Sind og Mod; han talede strax til Sine: "Griber ham paa gevorben Fod! Han skulde til Helvedes Pine." De Karle, de løbe som Hunde paa Jagt, og ledte baade ude og inde. Men det var hannem hemmeligt sagt. De kunde ham da ikke finde." Lofthuus var godt betjent. Folkene paa Steensøen havde selv underrettet ham, saa han kom væk Kl. 10 med fire Timers For- sprang fra Soldaterne, der besatte Gaarden Kl. 2 om Natten. Ellers brugte han siden det første Besøg af Soldater, da han skal have frelst sig ved at springe ud af 2den Etage eller endog fra Loftsgluggen, [fotnotemerke] over Soldaternes Hoveder, naar han var hjemme, Fotnote: En Beretning om dette første Besøg lyder saaledes: "Huset blev omringet af Soldater, Vagt sat ved alle Døre, og nu traadte Nogle ind for at undersøge Huset. Man randsagede Alt meget nøie, lige indtil Sengen, hvor Konen endnu laa efter Barselseng, og da hun ikke kunde eller ikke vilde staae op, under- søgte man den med nøgne Sabler, hvormed man paa flere Steder gjennemborede Klæderne. Lofthuus's Enke var endnu i Beretterens Tid i Besiddelse af de gjennemstukne Lagener, som hun foreviste hans Kone. Lofthuus selv var imidlertid paa Øversteloftet i 3die Etage, saa han, da Undersøgelserne nærmede sig opad, ikke fandt anden Redning end ved at vove et Spring fra Loftet -- en Højde af 20 -- 24 Fod -- ned i Haugen, der var indhegnet med Stakit; og SIDE: 65 at holde to Mand Udkik enten fra Loftsgluggen paa sit Huus, eller fra en nærliggende Høide, Varaasen kaldet. Lofthuus fik saaledes denne Gang kun sove een Nat i sit Huus. Med fire Ledsagere, hvorimellem hine to, hans fornemste Adju- tanter, tog han Flugten østefter i Nedenæs, mens Soldaterne tilbragte et Par Dage med frugtesløse Efterforskninger i Egnen. Ræven var bedre at spore. Den 21de om Aftenen kom Detasche- mentet tilbage med den Besked, at Lofthuus kun havde opholdt sig een Nat hjemme, saa det ikke havde kunnet røgte Ærinde. Men alt hvad Embeds- og Ombudsmænd hedte, kom nu paa Benene. Niels Bonnevie paa Næs i Heirefos gjorde sig især Umage for at faae ham fat, men med ligesaa liden Lykke. Han sendte strax en Omund Aasen, som Spion, efter Lofthuus, men alt hvad han kunde berette ved Iilbud til Adeler var, at han den 22de Novbr. var reist fra Bjørvatten i Vegaardsheiens Annex, over Torskedals og Hellelands Gaarder i Landvig til henimod Lillesandskanten, hvor man atter havde tabt hans Spor, samt at han paa Bjør- vatten og Gaarden Kaaveland skulde have "viist sig for Bønderne meget vel tilmode, men tillige noget distraheret eller forrykket, saa at de lignede ham selv ved en bekjendt omvankende, af Drik- fældighed uvittig, Person, der i sin Tale ei iagttager mindste Orden, men snart falder fra et til andet." "Han havde, siger Rapporten, undertiden begjært dem at følge sig til Lillesand for at opgjøre Regninger, og hvor endeel Almue ventede ham, under- tiden til Christianssand i en talrig Deputation, som for at beskikke "naadigeHerre" [fotnotemerke] og Regimentsqvarteermester Sørenssen til at entholde sig fra Forhøret, som han vidste af. Tillige havde han sagt, at han for sin Person ikkun kom Kjøbenhavn paa 5 Mile nær, at han skulde hjem for at faae flere Klager underskrevne, og undertiden, at der var kommen tre Mand med ham af hans medhavte Følge, mens han for Andre udlod sig om 10 Mand og at alle de Øvrige snart kom efter; men han meldte intet om hvad de havde udrettet. Saadant Forhold gjorde ham ubegribelig for Bønderne, og bragte ham intet Gehør hos dem. Han gav sig ei lang Tid til Ophold paa noget Sted; men da han Natten til den 23de kom til Bærlie i Landvig Sogn og Bonden der ikke vilde Fotnote: her vovede han da et Spring, løb over Sletten og ind i Varaasskoven. Der blev raabt "Fyr!" men om det blev iverksat, vides ei." Fotnote: Med Fraktur ): Stiftamtmanden. SIDE: 66 gjøre som han befalede, reiste han derfra uden Ophold. Det synes af alt dette, at hans Concepter ere forrykkede, og at hans trygge Anlæg ere ligesom hans Sikkerhed, forsvundne." Det synes dog ikke at have været saa ilde bevænt med den sidste, efter det uheldige Udfald at dømme, som Sorenskriverens Anstrengelser havde. Forgjæves sendte han sin Speider afsted med Penge for at faae Hjælp til at gribe Lofthuus, forgjæves "ud- vandrede" Sorenskriveriets Lensmænd i samme Hensigt, med Ordre at gaa underfundig tilværks, forgjæves "sparede han ikke paa Løfter om Belønninger," men erklærede i Cirkulairer til dem at "det gjaldt Ære og Belønning for Enhver, som strax kunde opfylde den kongl. Ordre," og at det skulde være enhver Almues- mand, de dertil maatte forlange, paalagt at staae dem bi til hans Paagribelse og Transport, under Straf af Fængsel eller Slaveri efter Omstændighederne. Lofthuus var som Ringen i Legen, der gaaer fra Haand til Haand, som Skyggen, der viser sig og forsvinder. Militaire og civile Embedsmænd og deres Underordnede vare alle paa Benene og agtpaagivende, ligesom i Klapjagtens Kreds. Rapporter indløb hurtige paa hinanden, som Sporhundene udstøde den bekjendte Lyd, der kan bringe ivrige Jægeres Øren til at reise sig. Mod hine stod Almuens sammentrængte Masse, der aabnede og sporløst lukkede sig for den Forfulgte, som den bløde Sky for Falkens Vingeslag. Bonnevie løser selv Gaaden, idet han siger i sin Ind- beretning om denne sin Nidkjærhed, som han beder undskyldt, om den skulde være gaaen udenfor Competence, at "man ingen af Almuen kan tro," og at man er saa "allevegne omringet af hans Parti, at det ei gaaer vel an at fange ham, uden ved saa- danne Folk, som tænke at vinde derved." Saa vidtstrakte hans Foranstaltninger end vare, siger han dog, at han har maattet "ind- skrænke sig dertil, af Frygt for ei at turde betro sig til flere Personer, undtagen Nogle i Nærheden, som han havde til at ad- spørge alle Reisende om Lofthuus, og til at meddele sig ethvert Rygte om ham." "Imidlertid jeg skriver dette -- tilføier han -- beretter man mig, at Lofthuus sidst i afvigte Uge [fotnotemerke] atter var kommen i Frolands Sogn, gik der med en skarp Kaarde ved sig, og havde mange af Almuen om sig, iblandt Andre en Knud Smed Fotnote: Indberetningen er skrevet en Søndag. SIDE: 67 eller Loddesøl, samt en Mand fra nedre Blagstad til Vagt. Dette skal være observeret igaar og i Fredags." Sorenskriveren beretter derpaa, at Lofthuus i Begyndelsen af Ugen havde fra Blagstad i Frolands Sogn afsendt Aslak Haabes- land, "Hovedmanden næst Christian," til Gaarden Lofthuus med endeel Mænd, hvorpaa han da selv skulde komme efter, og at de forbleve der Torsdag og Fredag over, uden at han kom, hvor- paa de droge hjem, fortrydelige over at være blevne skuffede. Paa Gjæstgivergaarden Lunde havde ligeledes en Samling biet paa Lofthus, Andre vare reiste vesterefter, "for at assistere ham," og den 22de om Morgenen havde endnu Flere begivet sig paa Veien. Paa de øvre Gaarde i Øiestad Sogn -- beretter Adeler til Cancelliet -- var Ingen af Almuen hjemme, men skulde, efter Sigende, være reist for at møde Lofthuus paa Fjærehougen eller Bringsværmoen. Kort, et ufølgeligt Zigzak, uden Hvilepunkt, har hans Flugt været, og ganske sporløst forsvinder han i et Par Dage, indtil han pludselig den 26de Novbr. træder frem i Hvidesø Præstegjeld i Øvre-Tellemarken, med et Følge af 31 Mand fra Froland, Øiestad og Raabygdelaget, for atter den følgende Dags Middag at trække sydvestover mod sit Hjem, fulgt af flere Nisse- døler og af næsten hele Triungen Annexsogns Almue. Efter det Forhør, som Fogden Cloumann lod optage ved Lensmanden, havde han ogsaa der i al Hast sammenkaldt Almuen og søgt at overtale den til "at være sig følgagtig for at true Øvrigheden til at gjøre Ret i Landet, saa at Bonden kunde skee Ret efter Guds og Kongens Lov;" og skildres han deri, som "liden af Statur, men meget dispos, iklædt en blaa Valderskofte, Paryk paa Hovedet, Støvler paa Benene og en Hirschfænger i Haanden." Af Foged Cloumanns Forhørsordre til Lensmanden i Hvidesø sees, at de samme Forholdsregler til Lofthuus's Paagribelse vare tagne i Bradsberg som i Nedenæs Amt. Han var kommuniceret Arrestordren fra sin Amtmand, Moltke, og han paalagde igjen Lensmanden følgende: 1) at paagribe Forbryderen, Stemplings- manden Christian Lofthuus, og alle dem, som satte sig imod denne Foranstaltning; 2) skaffe Oplysning om, hvem der godvillig havde huset ham, hvad hans Ærinde var, om han havde sammenkaldt Almuen og i hvad Hensigt, hvem han dertil havde brugt, om Nogen havde mødt, samt om hvad der var bleven forhandlet; 3) skulde han være reist ud af Fogderiet, skulde Oplysning er- SIDE: 68 hverves om, hvorhen han med sit "sværmende Selskab" havde taget Veien; og 4) om han blev paagreben, skulde Lensmanden lade ham vel i Jern belægge, underrette Fogden ved Iilbud, og under størst mulige Taushed bringe ham til Spiosodden(?). Cancelliets Meddelelse om at Lofthuus var givet Leide, skjøndt det lød paa at begive sig til Kjøbenhavn, indeholdt dog en Op- hævelse eller Suspension af Arrestordren, som ikke kunde være den prostituerede Adeler behagelig. Han udbad sig derfor, saa- snart denne Meddelelse indløb ham, i Skrivelse til Cancelliet af 21de Novbr., nærmere Forholdsregler, "enten Lofthuus blev grebet eller ikke." "Dette maa jeg ellers tillægge -- ender han sin Skrivelse med -- at ingen Embedsmand kan udrette nogen af sine Pligter, saalænge denne Person maa omvandre frit iblandt Almuen;" og i en Indberetning af 28de Novbr. paaskynder han den belovede Commissions Nedsættelse, hvorom han var bleven underrettet, saasom han allerede, saasnart han fornam den paany begyndte Urolighed iblandt Almuen, havde tilkjendegivet Almuen, at en saadan Commission allernaadigst vilde blive den tilstaaet. Denne Underretning skal ogsaa have virket beroligende paa Almuen, saa den ikke udførte sin -- om man kan troe Foged Dahls Indberetning -- allerede i disse Møder i Novbr. havte Hensigt, at aflægge et Besøg i Christianssand. Intet mindre end dette skulde have været Lofthuus's Hensigt med disse hans Samlinger, under Flugten; og i Christianssand var man ikke lidet bange for "Fjeldmændenes" Ankomst. Borgemester Nideros havde allerede som Magazinforvalter reqvireret og erholdt Natskildvagt, udenfor sit Huus, og til Bevogtning af Kornmagazinerne, da der var skeet Indbrud paa dem flere Nætter efter hinanden, skjøndt Commandanten hverken kunde finde nogen Betryggelse i denne Vagt "mod Bønderne", eller troede, at der var noget at befrygte af dem. Men især viste Adeler sig frygtsom, saa Intet bidrog mere til at give Rygterne om det frygtelige Besøg Vegt, end de overordentlige Forholdsregler han tog, hvad enten nu Stifts- befalingsmand Cicignons Skjebne i Bergen i 62 stod ham for Øie, eller de Budskaber, han erholdt udenfor de officielle, virkelig opfordrede til snarere at gjøre for meget end for lidet. Nok, han gjorde det Første, og svækkede derved sin Anseelse baade i Borgernes og Embedsmændenes Øine, der kjendte Bønderne, og i disses, der synes netop derved at have faaet Øinene op, for SIDE: 69 at de kunde tiltvinge sig noget og Lyst til at iverksætte et Indtog i Stiftsstaden. Allerede den 23de indfandt Adeler sig personlig hos Generalmajor Dietrichson og forlangte en stærkere militair Assistence mod "disse Oprørere," hvorefter ogsaa Garnisonen blev sammenkaldt, de nærmeste Nationale eller "frie Folk," som de kaldtes, bleve indkaldte, Besætningen paa Citadellet Frederiks- holm afløst med disse, og begge Borgerkompagnier bleve opbudne til Tjeneste. Rimeligviis var det ogsaa allerede da, at han lod Kanoner opplante foran sin Bolig, og anordne Signalskud fra Otterøen, saasnart Lofthuus's Ankomst bemærkedes. Og hvad hændte ikke en af disse ængstlige Dage, da Gade- drengene holdt sig sammenstimlede foran det befæstede Huus, betragtende med Forbauselse disse frygtelige Instrumenter, som de hujende havde ledsaget, da de paa de røde Lavetter bleve halede op fra Retranchementet, og da alle Byens gamle bekappede og fontangede Jomfru- og Kjærringhoveder havde saa travlt med at kige ud af Vinduerne op- og nedad de patrouillefyldte Gader? "Lofthuus, hedte det var bestemt ventendes idag. Naar Skudet gaaer fra Otterøen, saa -- -- ". Og Skudet gik. Alle styrtede ud paa Gaden. Derimellem (har En, hvis Fader var tilstede, berettet Nedskriveren) alle Middagsgjæsterne hos den ifølge af Almuesurolighederne senere anklagede og strafdømte, konst. Sorenskriver, Prokurator Brøn- strup -- alle Gjæsterne med Servietter under Hagen og Knive og Gafler i Hænderne, tumlende udpaa Trappen af Viin og For- skrækkelse. Men det var Brandkanonen Adeler havde bestemt til Signalet, og nu var det -- en Pibe, som imod Beregningen netop brændte af den samme Dag. Man lo over den hele By; Skrækken lagde sig; og den 25de om Aftenen kom Expresse om at Bønderne var standsede underveis, saa Maaneden syntes at ville gaae rolig tilende, uden at de opkjørte Kanoner skulde blive affyrede. Dog nei! Det var godt de bleve staaende ladte; thi den 30te Novbr. afsendtes fra Niels Bonnevie pr. Expresse følgende skræk- indgydende Promemoria til Adeler: "Ved Expresse bekom jeg i dette Øieblik den Underretning, at Cristian Lofthuus, med 60 Mænd Gjevedøler, Nissedøler (og af Omlie Sogn maaskee Nogle) er avanceret til Gouslaa-Gaard, en 3/4 Miil herfra, og agter sig til Christianssand med sit Mandskab, SIDE: 70 over hvilket han skal have megen Commando, og har udladt sig at ville inden kort Tid besøge Christianssand med 500 Mænd. Videre kan jeg ikke indberette derom; men dette afsendes med ridende Expresse, for saa betids som mig mulig, underdanigst at indberette et saa dristig Anlæg, som maaskee vil udfordre alvorlig Mod- sætning itide. Her er p. t. ingen Mulighed i at tænke paa Christians Heftelse under saadanne Omstændigheder, men jeg haaber, at Almuen i de yderste Sogne ere ikke saa lettelig at beqvemme til at følge ham. I dette Øieblik er Christian Lofthuus i Hr. Capt. Barnholts Bopæl, som ligesaa lidet vil kunde udrette noget imod ham. P. S. Det synes at Lensmændene, som ei betids have sendt Under- retning herom, have forholdt sig forsømmelige, hvilket jeg hurtigst mulig skal undersøge." Til Foged Dahl, som da opholdt sig paa Lillesand, afgik ligeledes samme Dag Iilbud om at Lofthuus befandt sig i Fjeldbygderne ovenfor Ombli, samlende Folk sammen, "hvormed han troligst agter sig til Christianssand." Og nu syntes det virkelig at ville blive Alvor med Marschen. Anrykninger. Skræk i Arendal. Militairets Opbud. Bondemøde paa Lofthuus. Raad i Christianssand. Forlig. Den lste Decbr. er rig paa Rapporter. Overalt i Lillesands Opland og videre omkring bemærkede Embedsmændene, at tal- rige Flokke af Bønder, bevæbnede En med en Kaarde eller Sabel, En med et Gevær, En med en Pistol, men Alle med Madskræpper paa Ryggen, trak nedimod dette Sted eller Gaarden Lofthuus. Christian selv befandt sig endnu denne Dag noget høiere oppe imellem Gouslaa i Heirefos og Birkeland i Birkenæs Sogn med Hovedstyrken, der angives ligefra 800 til 2000 Mand talrig, hvoraf dog kun Halvten af det første er rimeligt. Det er alligevel be- tydeligt nok i disse knaptbefolkede Egne, og synes ikke at be- styrke den Beretning fra forskjellige Embedsmænd, at Mange kun SIDE: 71 gjorde Følge af Frygt og Tvang, om det end var Tilfælde med Enkelte. Saadan Taktik paa Papiret er endnu aldrig bleven for- smaaet i nogen Krig. Lofthuus manglede ikke Frivillige, der fulgte hans Spor og Fremfart som Flommen den opskaarne Fure. Men ligesom Havflodens Indtræden forkynder sig først ved fremtrædende Vandsamlinger længer inde paa Fjæren, og anviser det Sted den vil naae, havde allerede flere fjerntfrakomne Folkehobe forsamlet sig paa flere nærmere Punkter, saasom paa Lunde, Birkeland og paa Lofthuus selv. Der, paa Høvdingens Sæde, skulde Samlings- stedet være, og Sammentræfningen skee den 2den Decbr.; didhen trak Skarerne sig i to der sammenstødende Linier: den ene fra Øst, bestaaende af Fjeldbønder fra de paa Streiftoget til Thellemarken insurgerede eller, som de i Documenterne kaldes, "opvakte" Strøg; den anden ormende sig frem fra Vest under Lofthuus's egen Anførsel. Den 31te Novbr. traf Capt. Barnholdt ham endnu paa Gous- laa i Spidsen af 36 Mand Torris- Gjæve- og Omblidøler, medens Flere befandt sig øster om Askeland, og en Halvor Boraas af Ombli pressede Folk i Møklands Sogn. 5 -- 600, hedte det, skulde den følgende Dag møde paa Birkeland; Skyds toges med Magt, og i Haanden førte de langskaftede Øxer og svære Sabler. Dagen derpaa skulde Toget, som ventedes 2000 Mand stærkt, rykke mod Cristianssand, hvor Lofthuus da selv med otte Mand vilde be- søge Stiftamtmanden. Overdrivelserne ere tydelige. Ellers hedte det ogsaa at han vilde stevne Stiftamtmanden til sig for at af- tvinge ham et fornyet Leidebrev. "Men -- skriver Aanon Sal- vesen -- jeg haaber, denne gode Herre forsikkrer sin Person og derimod giver os Andre Ordre, med et samlet Mandskab, saa- vidt vi i denne Tid kan sætte paa Benene, at rykke bag paa Christian og om muligt (ved et Angreb) at gribe Rebelleren. Nogle af de, som ere reiste over Struebro og har været inde paa Lunde, har Vaaben med sig af Skydegeværer eller andet dræbende In- strument, og at Christians Angreb maa være temmelig alvorligt, kan man slutte deraf, at den som var Anfører for 16 a 20 Mand forbi Lunde, talte Folket baade da disse gik ind og igjen gik ud paa Lunde Gaard, da de gik ind sammesteds for at faae Veder- qvægelse. Om det gjælder Arendal eller Christianssand -- tilføier han -- veed jeg ikke, men det er saa, at Angreb skal skee et sted." Og i en anden Rapport af lste Decbr. siger han, at begge SIDE: 72 disse Byer skulde "bestormes". Til Arendal var Efterretning om Anrykningen bleven bragt ved en Bonde, der, under Imaalingen af sin Skjeppe, havde gjort Kjøbmandens Kone forskrækket ved at ymte om, at der nu snart vilde blive godt Kjøb paa Korn for Bonden, saasom Lofthuus nu var i Anmarsch. Hun skikkede strax Bud til sin Mand, der var ude i Byen. Han løb til Byfogden, Niels Berg, og denne lod da strax sammenkalde Byens Repræsentan- ter til et Slags Krigsraad, og i deres Nærværelse endnu samme Dag, den 1ste Decbr., optage et Forhør over Bonden. Repræ- sentanterne ansaae det fornødent at overlægge med det øvrige Borgerskab "hvad der kunde være at iagttage til Betryggelse for Overfald," og deres Indstilling, som de samme 1ste Decbr. istand- bragte og indleverede til Byfogden, gik da ud paa: 1) at lade Enhver, som gav sig af med at herbergere Bønder, ved Politiet eller Trommeslag, under Mulkt, advare mod at tage nogen Al- muesmand i Huset før han havde opgivet sit Ærinde og det af Politiet var undersøgt, samt maatte ingen Almuesmand i noget Logi eller Kro, for eller uden Betaling, gives Brændeviin eller anden stærk Drik; 2) "For at give Almuen, som ellers kan for- ledes af det Uhyre (!) Christian Lofthuus til utilladelige Opløb, lovstridige og voldsomme Foretagender, Frygt for Modværge, i Overlæg med Stadscapitainen og Byens Officierer, enten at besørge jo før jo heller Borgercompagniet samlet, for i det Nødvendigste at øves, og anmodes om at holde sig i defensiv Tilstand med gode Geværer, Krudt og Lod, ikke i Tanke at bruge det, men for derved at opvække hos Almuen tilbørlig Frygt for Modværge, om Rygtet ellers skulde intenderes af Almuen efter Christian Lofthuus's Instigation til Udførelse, eller og anordne enhver Borger, saavel som alle Byens øvrige Indvaanere at holde sig i defensiv Tilstand parat, om skulde udfordres; 3) var det at ønske, at enhver formuende Borger vilde holde 1 a 2 duelige og paalidelige Karle i Tjeneste, som, i Mangel af Garnison, i paakommende Tilfælde kunde gjøre Tjeneste, hvilket, naar det blev bekjendtgjort, saa- meget mere vilde opvække Eftertanke og Frygt hos Almuen til at lade Enhver her i Byen nyde Fred;" 4) At ansøge om Gar- nison til Byens Beskyttelse, fandt man unyttigt, da de Nationale holdt Parti med Almuen, hvorimod der foresloges, at Stiftets Bifald skulde erhverves til at foranstalte hastigst muligt samlede de Bøn- der af de nærmeste Almuer, som ikke havde erklæret sig for SIDE: 73 Lofthuus's Parti, for paa fredsommelig Maade at møde Lofthusia- nerne, hvor de fandtes; 5) Paalidelige Mænd skulde antages for Byens Regning til at reise omkring for at spionere ud den egent- lige Hensigt med Opløbene; og endelig skulde 6) "Underfogden, Politiet, Byens Betjente og Vegterne tilholdes aarle og silde at have Opsigt med Krohusene, at ingen utilladelig Samling fandt Sted." Byfogden var derimod af den Formening, at Indrykningen af et Compagni Soldater, endog om det skulde være Nationale i Mangel af Gevorbne, vilde yde større Sikkerhed end de i 3die Post anbefalede Midler, og erklærer, at der fandt stor Frygt Sted for et voldsomt Besøg af en sammenrottet stor Hob af henved et tusinde Mand, der under Oprøreren Lofthuus's Anførsel nok turde gjæste Byen for med Magt at tiltage sig Kornvarer. Flere af Byens Patriciere have ellers i sin Samvittighed Grund til at frygte noget værre, saa Forslagene om de overordentlige Forholds- regler med Reisningen i Masse osv., der kunde passe sig for et Numantia, et Calais eller Halden med Carl den 12te udenfor, nok lade sig forklare. Medens dette foregik paa een Dag i det skrækslagne Arendal, nærmede Lofthuus sig sit Hjem. Han maa den Dag have naaet Birkeland, og holdt sig der en Tid med en mandstærk Skare, uagtet der berettes, at Klokker Niels Gladvig i Holt skulde med den Følge have forudadvaret Almuen, at den ikke forøgedes paa Marschen fra Gouslaa til dette nærmeste Ansamlingssted før han naaede Lofthuus. Samme Dag har han dog sat sig i Bevægelse; thi Lens- mand Larsen i vestre Moland mødte ham senere paa Dagen kjø- rende i Slæde over den saakaldte Præsteskov, og bragte strax Fogden, som siden Aftenen iforveien befandt sig paa Lillesand, denne Efterretning. Fogden, som ved Ankomsten havde holdt et Raad med Lensmanden og to Medhjælpere, Tellef Froholdt og Albert Birkestøl, hvori det var bleven besluttet at "patientere en Uges Tid for at see, om ikke Lofthuus imidlertid skulde komme hjem, saa de paa en eller anden Maade kunde faae lokket ham til sig i deres Huse," afsendte disse da strax til Gaarden Loft- huus for at oplæse for den derværende Forsamling Fogdens Skri- velse til Lensmanden i Anledning af Stiftets Arrestordre af 28de Novbr. De forefandt der kun 12 Mænd fra Gjæveland, Hvidesø og Vinje siddende i Kjøkkenet, af hvem der hverken var Forkla- SIDE: 74 ring om Lofthuus eller engang deres egne Navne at erholde, og ikke klogere bleve de ved at examinere Lofthuus's Kone og Sviger- moder, som var der i Besøg. Kort iforveien var dog en Trop af omtrent 40 bleven seet trækkende ind paa Gaarden med en Bagagekjærre, hvorpaa Nisteskræpperne laa; Landeveiene vare opfyldte med vandrende Bønder, saa Expresserne til Christians- sand kun tilvands kunde komme frem; Lofthuus, hedder det i en af Rapporterne, "kom frem med megen Vælde", som den fraa- dige Kambølge, drivende Døninger frem foran sig, og den 1st Decbr. nævnes som Dagen, da Lofthuus selv skulde komme hjem og træffe tilstevnet Møde, saa det synes rimeligt, at Forsamlingen paa Lofthuus allerede denne Dag har været talrigere end Lens- manden har kunnet (og hans Følge maaskee villet) opdage. Det synes ogsaa som om Lofthuus's Svigermoder gjorde sig Umage for at holde disse Gjæster noget skjulte; thi en Møglestue fra Lille- sand, der netop samme Dag havde reqvireret Arrestforretning efter Vexel paa Gaarden, blev strax ført ovenpaa af hende og holdt med Snak, og det var kun ved et tilfældigt Øiekast uden- for Vinduet, at han opdagede hine Fyrgetyves Indtog paa Gaarden. Af de Tolv, som Lensmanden traf i Kjøkkenet, indfandt 4 Mand sig den følgende Morgen i Fogdens Logi i Lillesand, som vel ikke vilde give videre Oplysninger om sig, end at de vare fra Treungen og Heirefos Sogne, men som han giver det Lov, "at de i deres hele Adfærd vare saa høflige, og at en saadan Redelighed fremskin- nede i deres Tale, at han ikke noksom kunde forundre sig der- over." De vare komne, sagde de, for at høre, hvor deres til Kjøbenhavn afsendte Kammerater vare blevne af, og hvorfor Lofthuus ikke havde været der, saa Fogden troede at mærke, "at de vare høist misnøiede med Chr. Lofthuus's feige og for- sagte Adfærd i, ikke at følge deres Kammerater," ligesom de ogsaa lovede at forestille deres Følge paa Lofthuus Fogdens Op- fordring til at paagribe Lofthuus, naar han maatte indfinde sig i deres Midte. Men ingensteds var han vel sikkrere, uagtet Fogden, som havde besluttet, ligesom Sorenskriver Finne, at opholde sig i Nærheden paa Lillesand saalænge Samlingen varede, for at afgive Rapporter og for at tale med Bønderne, om de "skjøttede derom", ikke lod det mangle paa Budstikker og Formaninger til at være den kgl. Ordre hørige, og uagtet ikke mindre end 3 Compagnier i største SIDE: 75 Hast vare blevne opbudne imod Forsamlingen og til Arendals og Østerriisøers Beskyttelse, i hvilken sidste By ogsaa mangt et Kræmmerhjerte slog i forceret Takt, bange for at faae Raage og blaa Streger paa Ryggen for, hvad der var givet under i Skjeppen og mærket med hvide under Loftet eller med sorte i Contrabø- gerne. Natten til den 1ste Decbr. indløb nemlig de første Efter- retninger om at Bønderne begyndte at røre paa sig i Masse til Stiftamtmanden, og Kl. 2 samme Nat blev Generalmajor Dietrich- son vækket af sin Fuldmægtig, med Forlangende om 3 Compag- niers øiebliklige Opbrud, hvorom Ordre ogsaa strax ved Ex- presser affærdigedes. Men Lofthuus kom med over det dobbelte Antal, -- livlige Fjeldfolk for en stor Deel, som, uagtet Fortvivlelsen havde drevet dem sammen, Nisten var knap og Veiene lange og tunge, dog havde tilbragt Qveldene paa Hvilestederne med Halling og Springe- dandse. Søndag Morgen den 3die Decbr. kom Lofthuus hjem i Spidsen for Bønderne, der kom anrykkende To og To, Bagtroppen sluttet af Ole Gregersen Sangereid, og kunde nu siges at com- mandere der et ligesaa stærkt Mandtal, som den opbudne Sol- dateske. Fogden og Sorenskriveren (Finne) vovede ikke at komme op til Lofthuus's Gaard, hvorimod flere af Bønderne aflagde dem Besøg nede i Lillesand, gjentagende de gamle Klager, især over de arendalske Kjøbmænd, som de udlod sig med megen Bitter- hed om. Lofthuus's første Foretagende var, strax at affærdige to Fjeldmænd til Fogden med et skriftligt Forlangende fra Almuen om at see den kongl. Befaling om Lofthuus's Paagribelse og Hen- sættelse i Christ.sands Fæstning, hvortil Fogden blot kunde svare, at han ikke besad nogen anden Ordre end Stiftsbefalings- mandens, som for to Dage siden i Gjenpart var dem leveret. Hermed vare Bønderne ikke fornøiede, og Forsamlingen affær- digede strax, under Lofthuus's Præsidium, de to Mænd Halvor Jakobsen Thorvold og Knud Bærulfsen Nævestø som Deputerede til Adeler med følgende af Nissedølen Nottof Tarjersen Throntvedt forfattede og af 88 Bønder undertegnede Skrivelse, der ret til- fulde viser, hvorledes Lofthuus havde "fortryllet Almuen", som en af Rapporterne udtrykker sig: SIDE: 76 "Høiædle og velbaarne Kammerherre Adeler! "Vi samtlige Undertegnede ere forsamlede paa Gaarden Loft- huus af Aarsag for den Behandling, der blev udøvet mod Chri- stian Jensen Lofthuus sidstleden Søndag fjorten Dage, hvis Be- handling vi ansee som at være passeret med enhver af os, aller- helst da Ds. Velbaarenhed paa sidste Høstthing gav os Christian Jensen Lofthuus fri for Arrest til Sagens Udfald, imod at vi samtlige Undertegnede ere og skulle være ansvarlige for Chri- stian Jensens Tilstedeblivelse. I samme Ærinde ere vi allerunder- danigst forsamlede for at faa titmelde Christian Jensen fri, da han slettes ikke er skyldig i noget Oprør blandt Almuen, thi at han har samlet Folk, har alene været til at oplyse og bevise det han for Hs. kongl. Majestæt allerunderd. har andraget, og de 2de Gange, vi har mødt her, har alene været Aarsagen af de uhørte Behandlinger med titmeldte Christian Jensen, hvorfor vi aller- underd. og allerydmygest bønfalder Ds. Velbaarenhed at spare os den Reise til Christianssand, nemlig at give os skriftlig Frihed for Christian Jensen Lofthuus for videre Arrest til Sagens Udfald. I Mangel deraf, at han ei kan blive fri, ønske vi os heller at blive arresteret hver Mand, thi han er ganske uskyldig til Dato; ligesaa bede vi og allerydmygest, at os maatte ved samme Ex- presse meddeles Copi af den kgl. Ordre, der er kommen Ds. Vel- baarenhed ihænde angaaende den Commission, der skal holdes i Christianssand." Skrivelsen gaaer dernæst ud paa at udbede sig Stiftsbefalingsmandens Bistand, og ender saaledes: "I Mangel deraf ere vi nødsagede til at reise [fotnotemerke] , hvilket vil være for en stor Deel af os meget besværligt, da Nøden er saa stor og Mange ikke eie en Skilling at reise med." Af alt dette sees, at Almuen ikke har fæstet ret Troe til den kgl. Arrestordres Tilværelse, og holdt Forfølgelserne mod Lofthuus for hevnfulde Misbrug af Embedsmagten. Lofthuus selv maatte naturligviis vide bedre, at den var traadt i Kraft, siden han ikke havde benyttet sit Leide, som om det kun var den tynde Iis over Afgrunden, hvori han skulde forsvinde; men Almuen lod han blive i en Tro, som oprørte dens Følelser og skaffede ham Beskyttelse i dens Midte. De to Deputerede bleve ogsaa i Christianssand betragtede som Fotnote: ): Ind til Christ.sand. Cfr. nedenfor et Citat af Dietrichsons Rapport. SIDE: 77 et Slags Forposter for en fiendtlig Armee. De kom nemlig af sig selv, og ikke efter en Indbydelse, Adeler samme Dag, som de drog afsted, havde tilstillet Almueforsamlingen gjennem Sogne- præsten i Vestre Moland, Rasmus Lassen. I denne hedder det: "Naar 3 eller 4 Mand paa en anstændig Maade og med den Ære- frygt de skylde Kongen og det høie Embede, han imellem dem har betroet mig, melde sig her hos mig, kunne de vente, med den Kjærlighed og Sagtmodighed, som mit Hjerte er opfyldt af imod dette Folk, at blive underrettede om, at det ikkun er Kongebudet, som forlanges af dem, at de skulle adlyde, og at Lofthuus intet voldsomt har at vente sig, men i alle Dele efter Landets aller- helligste Love at blive begegnet." Strax ved Afsendingernes An- komst den 4de Decbr. afholdt Adeler en Forsamling, bestaaende af Generalmajor Dietrichson, Biskop Hagerup, Amtmand i Lister og Mandals Amt Holm samt 11 andre Embedsmænd, for at over- veie hvad Svar, der skulde gives dem. En ny Rapport fra Foged Dahl af 3die Decbr. om Aftenen havde vel allerede indberettet, at enkelte Bønder alt om Eftermiddagen havde begyndt at for- lade Samlingen paa Lofthuus, som han samme Dags Morgen an- slaaer til 3 -- 400 Mand, og den ene af Gesandterne, Knut Nævestø, siges, i Embedsmandsraadet i Christianssand at have anmeldt, at han kun var et af Nisse- og Triungdølerne tvunget Medlem af Forsamlingen paa Lofthuus; men ikke destomindre blev der ved Stemmefleerhed bestemt, at give Afsendingerne saadant Svar med tilbage, at, naar 10 -- 12 af de bedste Bønder vilde cautionere for Lofthuus's Tilstedeblivelse og Rolighed, og forat Enhver skulde gaae til Sit, skulde Arresten ikke iverksættes indtil Resolution var indhentet, og maatte den bestemme hans Arrest, skulde Cau- tionisterne selv indbringe ham til Christianssand. Og for denne Eftergivenhed maae de Raadslaaende nok have havt en Grund uden- for de milde Følelser, hvoraf Adeler ovenfor sagde sig opfyldt. Generalmajor Dietrichson, der ikke synes at have været tilbøielig til at see Spøgelser om Dagen, sætter os paa Spor, idet han i en Rapport af 5te Decbr. beretter, at "Bøndernes Ansøgning om Lofthuus's Befrielse var geleidet med adskillige Trudsler om at bevirke samme, ifald den blev dem negtet." De holdt sig imidlertid rolige paa Lofthuus ligesom Øvrigheden i Lillesand indtil de Afsendtes Tilbagekomst. Kun af og til viste 3 -- 4 Mand sig nede paa Ladestedet, gjørende sig Ærinde af at SIDE: 78 kjøbe Mad, og da undlod Foged og Sorenskriver ikke at tale til dem om hvor ilde de havde gjort og at raade dem til at gaae hver til sit. Men Enkelte som Samlede bleve de ved sit, at de vilde se den originale kgl. Ordre til Lofthuus's Arrest, og at han først maatte dømmes. Tirsdag den 5te Decbr. om Morgenen kom Afsendingerne til- bage faa Timer før Major Juells Compagni rykkede ind i Lille- sand for at holde Forsamlingen paa Lofthuus i Ave, medens Major Pfluegs dækkede Arendal og Capt. Bjørns ligeledes var bragt paa Benene. Øvrigheden lod straks Stiftsbefalingsmandens Svar- skrivelse til Almuen oplæse ved Lensmanden med to opnævnte Vid- ner, hvorpaa den udbad sig Betænkningstid, og kort efter ved et Bud Gjenpart deraf. Efter nogle Timers Forløb krævede Fogden atter Svar, men man var endnu ikke bleven enig. Men om Mid- dagen hørtes den anrykkende Major Juells Trommer, hvorpaa den Lofthusiske Skare, 40 Mand stærk, rykkede frem et lidet Stykke fra Compagniet, og gav Øvrigheden, som nu gik hen imellem dem, det Svar, at de ingenlunde vilde udlevere Lofthuus, men at de nu vilde indgaae den forlangte Caution. Da de imidlertid befandtes alle at være af Raabygdelaget og Øvre Tellemarken, gjorde Fogden Vanskeligheder, forlangende, at idetmindste Nogle af Cautioni- sterne skulde være af Vestre Molands, og de nærmeste Sogne, der kunde have noget Tilsyn med Lofthuus. "Aa ham tage vi med os", svarede Nottof Throndtvedt, "ellers gjøre vi det ikke". "Og jeg har lovet Cautionisterne at skaffe ham frem, naar forlanges", lagde Gullof Riise af Øiestad til. Men da de selv i Øieblikket ikke kunde give Forklaring om hvor Loft- huus var, som de ikke vilde have seet siden Dagen iforveien om Morgenen, bleve Underhandlingerne afbrudte, og de Fyrgetyve begave sig tilbage did, for at faae Lofthuus tilstede inden de skrev under, samt for at skaffe nogle Medcautionister fra Omegnen. Men om Aftenen kom to Bønder fra Øiestad, Torgjus Riise og Lars Furre, ned fra Lofthuus og berettede, at de ikke havde kun- net finde Lofthuus, og at Resten af Forsamlingen vilde opløse sig. Og virkelig om Aftenen trak Fjeldbønderne afsted hjem igjen, rimeligviis fordi Skræppen var tom; og vist er det, at, naar det er Tilfældet, er tusinde Mand mindre farlige end halvhundrede, naar de ikke have besluttet sig til at tage for sig med Magt eller SIDE: 79 at plyndre. Blot at give Tid, bare en Time eller to efter at den skrækkelige Opdagelse er gjort, og de Tusinde ville adspredes hurtigere end Solen trækker Dug og med Vinden feier Tidsel- skjægget henover Markerne. Er Priimostæsken tom og Slut med Lefsen, saa Farvel Ole, Nottof, Tarjer, Knud og Allesammen! Fogden antog, at der om Aftenen den 5te kun befandt sig omtrent 30 Mand tilbage paa Lofthuus, og da man ikke hørte noget til Bønderne indtil Onsdag Formiddag den 6te, besluttede de to Øvrighedspersoner at tage op til Lofthuus under militair Bedækning, for endelig at bringe Cautionen istand. De forefandt der en Snees Mand, alle af Nedenæss, hvorimellem 4 forekom dem vederheftige nok til at kunne antages og bøde paa de Andre. Men heller ikke denne Gang blev der noget af Underhandlingerne. Fogden forkyndte den fraværende Lofthuus Arrest i Kongens Navn, hvortil Bønderne svarede, at de maatte finde saadan Frem- færd underlig og ulovlig, da de vare underrettede om at Lofthuus var forundt Leide til Kjøbenhavn. Fogden og Sorenskriveren gik da tilbage til Lillesand, efter at have lyst Lofthuus fredløs, for- kyndt det enhver tro Undersaats Pligt at være behjælpelig med hans Paagribelse, og leveret fra sig et Udkast til Cautionen, saaledes som de vilde tage den god, og de vare alt i Baaden, da Torgjus Riise indhentede dem med Budskab om at 10 Mænd nu vare blevne enige om at undertegne Cautionen imod et Beviis for hvor lang Tid Lofthuus derefter maatte være fri. Øvrighedspersonerne begave sig da strax op i Stedets Herberg, og der skeede da i tilkaldte Vidners Nærværelse Udvexlingen af de ti Almuesmænds Caution og af Øvrighedens Sikkerhedsbrev for Lofthuus, begge saalydende: I. "I Anledning af den os fra Hs. Høivelbaarenhed Hr. Kammer- herreog Stiftsbefalingsmand d'Adeler under 14de d. M., ved Hr. Krigsraad og Foged Dahl samt Hr. Sorenskriver Finne, paa vor Ansøgning om at Christian Jensen Lofthuus maatte befries for Arrest, meddeelte Resolution saalydende: "At naar 10 a 12 af de bedste Bønder giver DHrr. Foged Dahl "og Sorenskriver Finne deres skriftlige Caution for Christian "Jensen Lofthuus's Tilstedeblivelse, og at intet mere Opløb "iblandt Almuen skal foretages, samt at enhver i Stilhed og Rolig- SIDE: 80 "hed forføier sig til sit Hjem, maa han, indtil Hs. kgl. Majestæts "allernaadigste Resolution bliver indhentet, for Arrest være be- "friet; og saafremt denne allerhøieste Resolution skulle gaae "derhen, at Christian Jensen Lofthuus skal arresteres, da skal "Cautionisterne være forbundne til selv at indlevere ham her "til Christianssand" er det vi samtlige Underskrevne, een for Alle og alle for Een, indgaaer som Cautionister for Christian Jensen Lofthuus, og for- binder os i alle Dele at opfylde foreskrevne Resolution. Lillesand den 6te Decbr. 1786. Torjus Omundsen. Tellef Knudsen. Rasmus Olsen Riisholth. Thor Andersen. Aanon Jørgensen. Halvor Jacobsen Thorvolth. Gullof Erichsen. Knud Halvorsen. Halvor Klemetsen. Jørgen Danielsen. II. "Da Torjus Omundsen Riise, osv., efter Stiftets Resolution af 4de d. M., have indgaaet skriftlig Caution af Dags Dato for Christian Jensen Lofthuus's Tilstedeblivelse, og at han intet mere Sammenløb blandt Almuen skal stifte, samt at de skal aflevere ham i Arrest i Christianssand, saafremt Hs. kgl. Maj. fremdeles resolverer at han skal forvares og fængsles. Saa er det vi herved tilstaae, at Christian Lofthuus, indtil saadan høikongelig Resolution ankommer, og saaledes 5 Uger fra Dato skal være fri for Justitiens Paagribelse og Arrest paa sin Person, dog maa han intet ulovligt foretage sig. Lillesand den 6te Decbr. 1786. Dahl. Finne. in fidem Dahl." Dette var det store lofthusiske Opløb, som satte Christianssands Stifts Byer i Beleiringstilstand. Bønderne droge tilbage i Flokke som de vare komne, og det vakte da ny Skræk i Christianssand, saa følgende, med umaadelige Typer trykte, Placat viste sig samme Dag, som de sidste Bønder forlod Lofthuus og Lillesand, slentrende hjemad med Efterretningen om, at de dog havde tiltvunget sin Helt saa lang en Sikkerhedsfrist, at nyt Leide fra Kjøbenhavn lod sig erhverve. SIDE: 81 "Placat. Da den Foranstaltning er føyet, at alle og enhver, som ankommer til Christianssand strax skal anmelde sig ved Hovedvagten; saa bliver herved til alle og enhvers Efterretning bekjendtgjort, at ingen maa understaae sig med Baade at anlægge til nogen Side af Byen, forinden de først have meldt sig ved Fæstningen, naar de komme østen fra, og de som anlægge paa den vestre Side af Byen, melde sig ved det paa Rehden liggende Vagtskib, som fører Flag paa Fortoppen, fra hvilket de erholde et Tegn, som strax ved Ankomsten til Byen bliver forevist een af Stads-Capitainerne Hr. Raadmand Niels Moe eller Hr. Daniel Isaachsen. Enhver som paa anden Maade ankommer til Byen, maa vente strax at blive anholdt og til Hovedvagten henbragt. Christianssand den 6te December 1786. F. v. Dietrichson. Deres kongl. Majestæts bestalter Generalmajor og Interims- Commandant over de christianssandske Fæstninger etc. etc." Medens denne Placat, forkyndt med Trommeslag og Opslag, forfærdede Christianssand var alt stille og øde paa Lofthuus. Søndag, som Lofthuus kom hjem til Mødet, havde han sendt sin Kone ti1 hendes Fader paa Homborgøen, for at hun skulde op- holde sig der medens Samlingen varede. Hun kom hjem Fredag Morgen og traf sin Mand paa Gaarden, men med sine to Speidere paa Loftet i Øster og Vester, og da han havde faaet at vide, at Capt. Bjørn var ivente med sit Compagni, flygtede han samme Dags Eftermiddag med Kone og Børn, saa at -- melder Fogden til Adeler -- "Huset nu staaer øde." Bønderne i Kjøbenhavn. Nyt Leide og nyt Commissorium. Troløshed mod Lofthuus. Skræk i Bradsberg. Commissionens Ankomst til Christianssand. De i Kjøbenhavn efterladte Bønder havde imidlertid ikke glemt sin forsvundne Anfører eller undladt at røgte hans Tarv bedre SIDE: 82 og ædelmodigere, end man skulde troe af en Flok Almuesmænd, der ved Lofthuus's Flugt med Deputationens Papirer havde Grund til Fortrydelighed og Mistanke og vare satte i den største For- legenhed, overladte til sig selv som den hovedafhuggede Slanges Krop, der piler iblinde hen igjennem Græsset. Cancelliet udstedte under 2den Decbr. til Adeler fornyet Arrestordre imod Lofthuus, fordi han havde misbrugt sit givne Leide; men under samme Dato udstedte Bønderne en Ansøgning til Kronprindsen om den belovede Commissions endelige Nedsættelse og om nyt Leidebrev for Lofthuus, uagtet den Mand, de havde affærdiget den 15de Novbr. til ham med det forrige Leidebrev, erklærer deri, at han ved Ankomsten til Helsingborg maatte "med allerstørste Forundring og Bedrøvelse modtage den ubehagelige Tidende om, at han var reist." De havde nu modtaget Efterretning saavel om hans Hjem- komst som om at han atter var paa Flugten for Øvrighedens Efterstræbelser, hvorfor de ønskede, at et nyt Leidebrev maatte blive Adeler tilsendt, og at de maatte beholde det gamle, om Lofthuus igjen skulde have taget sin Tilflugt til Sverige. "Tilmed -- hedder det i denne, af en Gunder Jensen Valle og 24 andre Bønder af Nedenæs og Bradsberg Amter undertegnede, Ansøgning -- bede vi allerunderdanigst, at al anden mulig Bekjendtgjørelse om hans frie Hidkomst maa allernaadigst blive bekjendt, saavel iblandt Majestætens Undersaatter i begge Rigerne som i Sverig; thi det er os meget om at gjøre, at velmeldte Mand maa nyde al sikker Befordring, da han alene har anklaget endeel Øvrighed for de meest utilladelige Handlinger imod Majestætens hellige Love, og desuden har han alle vores Hoveddokumenter og Beviser i sin Forvaring om Øvrigheds, Præsters og Borgeres Behandling imod os." Ansøgningen bevirkede ogsaa, at Adeler reskriberedes den 9de Decbr., at lade bekjendtgjøre overalt, at det Rygte om Bøndernes Hensættelse i Stokhuset, som skulde have bevirket Lofthuus's Flugt, var usandfærdigt, og at Lofthuus endog i Kraft af sit Leidebrev, hvoraf bekræftet Gjenpart fulgte til ham, kunde paany begive sig til Kjøbenhavn, dog at det skete i det seneste inden 2 Maaneders Tid, og at han imidlertid holdt sig rolig. "Fra Kongen selv den Ordre udgik: Han skulde sine Sager fuldføre. I tvende Maaneder han Leidebrev fik, At Ingen ham maatte røre. I Freden saa burde man leve." SIDE: 83 "Men -- hedder det -- skulde han allerede være arresteret, kan det herved for det første have sit Forblivende, da han, tilligemed de øvrige klagende Bønder, kunde for den af Hs. Majestæt anordnede Commission (af hvilket Commissorio ligeledes herved følger Gjenpart) frembringe i al Stilhed og Rolighed deres Andragender og Klageposter, som der paa det nøieste skal vorde undersøgte og dem vederfares alt hvad Ret og Billighed medfører." Ligeledes erholdt Bønderne, som i Ansøgningen tillige havde an- draget om et Laan af 200 Rdl. til Reisepenge, en Gave af 100 Rdl., "paa det de jo før jo heller kunde begive sig paa Reisen." Det synes at have været Regjeringens alvorlige Hensigt, at skaffe de klagende norske Almuer Ret, og derved at befrie sig for Besøgene i Kjøbenhavn. Ved Commissorium af 8de Decbr. skyndte den sig nemlig efter denne Ansøgning, og paa første Efterretning om Opløbet, i Laugmand, Etatsraad Herman Colbjørnsen, Assessor i Overhofretten Enevold Falsen og Sorenskriver i Ager og Folloug, Jacob Aars, alle fra Christiania, at udnævne en Undersøgelses- commission af saa upartiske og dygtige Medlemmer, som der fandtes i Landet; og ved Cancelliskrivelse af 23de Decbr., samt en egenhændig kongl. Befaling tilforordnedes ogsaa Stiftsbefalings- manden i Agershuus Stift, Geheimeraad Jørgen Erich Scheel. Desuden indhentede Regjeringen ogsaa paa ny Generalprokurør Bangs Betænkning om, hvorvidt Forordningen af 5te Februar 1685 betræffende Almuens Klager burde undergaae nogen Forandring, og han tilraadede i en Betænkning af 13de Decbr. Forordningens 3die og 4de Artikels Indskjerpelse i Form af en Plakat med saadant Tillæg: "at dersom nogen Ansøgning nedkom underskreven enten af en heel Almue eller af nogle Faa paa Almuens Vegne, skulde den aldeles ikke komme i nogen Betragtning, men Enhver for sig have sit Anliggende at anbringe for sin Amtmand." Den Lofthusiske Deputations Ansøgning, der var stilet "fra de samtlige norske Bønder fra Agershuus og Christianssands Stift" , og hvis enkelte Undertegnere angave sig som Befuldmægtigede for eet eller flere, ligeindtil 4, Kirkesogne, synes ellers at have været den nærmeste Anledning til dette skjerpende Tillæg, som Regje- ringen kunde tillade sig, da den jo nu havde indrømmet Almuen begge dens Fordringer, nemlig baade en anden Undersøgelses- commission, der skulde snarest muligt træde sammen i Chr.sand, og Leide for Lofthuus. SIDE: 84 Et saadant fra Kongens Haand udfordredes der for Lofthuus; thi han var klog nok til ikke at stole paa det Fribrev for hans Person, Øvrigheden havde meddeelt hans Cautionister. Vi skiltes sidst fra ham, uden at vi vide, hvorhen han havde taget Flugten. Og det kunde nok behøves; thi hvad skal man sige om den Troløshed, som lyser igjennem denne Fogdens Skrivelse til Adeler, af 9de Decbr., tre Dage efter Fribrevets Udstedelse, hvori han først melder, at Alting var roligt i Lillesand-Egnen, og dernæst skriver: "Alting seer nu ellers mørkt ud for denne desperate Mand (Loft- huus): Vinteren forhaanden i sin største Strenghed og intet Skib at komme af Landet med; en stor Deel af hans bedste Venner falde fra ham (?), som han nu har største Aarsag at ansee som Fiender -- alt dette bevæger mig til at troe, det ikke vil blive nogen vanskelig Sag, om nogen Tid at faae ham paagreben; dog lader dette sig, i mine Tanker, ikke saa vel udføre ved Egnens nationale Soldater, som ved Gevorbne; men hvorledes disse skulle fremkomme fra Christianssand, uden at blive bemærkede af Christians Spioner, hvoraf der destoværre findes nok baade i Høvaags og Birkenæs Sogne, derudi bestaarer just Knuden?" og videre tilbyder Fogden sig i det Følgende, selv med 6 -- 8 gevorbne Soldater ("thi jo mindre Antal jo bedre"), at "vove et Angreb paa ham", ifald der maatte falde fornyet kongl. Resolution om hans Paagribelse, hvilken da med Hs. Majestæts egenhændige Paategning paa nogle af de trykte Exemplarer burde forevises Almuen, paa hvem det vilde gjøre "en stor Impression." Fogden kunde nemlig ikke noksom rose dens Loyalitet, og gjorde sig store Tanker om, hvor godt han selv stod sig hos Almuen. "Var jeg ikke forsikkret herom -- sige han -- vilde det ellers falde mig besværligt at beboe et saa eenligt og fra andre Bøndergaarde afsidesliggende Sted;" og han anfører som Exempel paa Almuens Besindighed, at Lofthuus's høire Haand, Ole Gregersen Sangereid, var kommen til denne hans Gaard Tønnevold med 25 aldeles fremmede Mænd, samme Dag han var reist til Lillesand i An- ledning af Bondesamlingen, men havde opført sig "meget skikkelig og høflig, ja vilde ikke engang komme ind i Huset, paa det han ikke skulde opvække nogen Frygt hos min Kone, men lod sig nøie med at tale udenfor Huset med min Fuldmægtig." "Lige Beskedenhed -- tillægger Fogden ogsaa -- viste og den forsamlede Skare denne Gang paa Lofthuus; de afsendte 4 og undertiden SIDE: 85 2de Mænd ned til Lillesand, for at tale med mig, og disse vare altid udsøgte Folk, der med al Høflighed foredrog Almuens Forlangende." Alligevel kom dog Fogden ingen Vei med dem med Hensyn til hans eget Forlangende, nemlig at de skulde udlevere Lofthuus, og hans Forsøg paa med det Gode at faae dem til at falde fra. De yttrede vel, at Lofthuus unddrog sig fra Arrest, ikke af Frygt for sin Sags gode Udfald, men af Frygt for at blive, før Dom faldt, henslængt i et mørkt Hul, betynget med Lænker og i andre Maader haardt behandlet; men uagtet Fogden satte Almuen Ære og Liv i Pant paa, at Lofthuus, om den vilde indlevere ham, "ikke skulde blive belagt med Jern, men erholde anstændig Under- holdning i Fæstningen, og paa at 3 til 4 af hans Venner altid skulde have fri Adgang til ham for at høre om det gik ham anderledes, fik han dog intet Svar paa disse Tilbud, omendskjøndt han siden vil have hørt, at Lofthuus syntes heel ilde derom og "behøvede al sin Veltalenhed for at afværge, at Almuen ikke skulde antage samme." Lofthuus tog Flugten opad imod Tellemarken, saaat Amtmand Moltke i Bradsberg Amt reqvirerede militair Hjælp holdt parat imod befrygtede Almuebevægelser baade fra Chr.sand og fra Laurvig, hvor 2det smaalehnske Infanteri-Regiment var stationeret, under Generalmajor Mansbach. Allerede samme Dag, Opløbet endtes, havde han holdt denne Forholdsregel fornøden, og den 12te Decbr. indløb et Iilbud til Commandanten i Christianssand, om at Lofthuus "havde udsendt Oprørerne, der havde gjort Almuen urolig i øvre og nedre Tellemarken," hvorfor den for- langte militaire Hjælp maatte blive foranstaltet. Dette skete ogsaa, idet de til Garnisonens Forstærkelse i Chr.sand indkaldte Nationale vel sendtes tilbage til sine Bygder, men de opbudte Compagnier bleve befalede fremdeles at holde sig i sine Cantonnements. Alle mulige Forholdsregler til at faae Lofthuus fat bleve ogsaa tagne fra Moltkes Side ifølge Aftale med Adeler, saa det ikke staaer til at negte, at han blev behandlet med en Underfundighed, som opfordrede ham til at bruge al sin egen derimod, og som betager hans forskjellige Undvigelser, hans idelige Flygten og Skjulholden, det Skin af Feighed, som ellers skulde hvile derover. Selv- forsvaret kunde ikke føres anderledes. Adeler, som ærgrede sig over Akkorden med Lofthuus, undlod ikke at fremstille hans senere Færd som en saadan Fortsættelse SIDE: 86 af hans forrige Stemplinger, at han gjentagende udbad sig ny Ordre fra Cancelliet med Hensyn til hans Paagribelse. Det skulde dog have sit Forblivende med de givne Bestemmelser, da man ventede Rolighed efter Nedsættelsen af Commissionen til at undersøge saavel de stedfundne Samlinger som ogsaa Almuens Klager, hvorom det hedder hos Venneslandspoeten: "Regjeringen slutter at denne Person Har underlige Ting at sige. Thi maa bestemmes en Commission, At man kan Sandheden vide. I Freden saa burde man leve. Saa kommer fra Christiania By De Herrer, som skulde ransage Foruden mindste Bulder og Gny Hvad Bønderne havde at klage I Freden o.s.v. De gjorde bekjendt for alle Mand, De lode Placater udstede, At holde Forhør i Christianssand; Der skulde de sammentræde. I Freden o.s.v." Den 29de Decbr. ankom de tre første Herrer Commissairer over Lillesand til Christianssand, for der strax at begynde sine Inqvisitionsforhør, hvortil de klagende Almuesmænd fra de vidt- løftige Districter, og fremfor alle Lofthuus, indvarsledes. Men hvor blev Stevningen forkyndt for ham? Hvilken Vind fik den at bære den frem, og hvor traf den ham? Oh, den spændte Streng eller det tonende Træ fører ikke Lyden hurtigere fra den ene Ende til den anden frem til det lyttende Øre, end Efterretningerne om hvad der passerede meddeeltes gjennem Almuens Masse til Lofthuus, som Ingen vidste hvor han var, men om hvem man af Almuens Bevægelser kunde vide, hvor han i Øieblikket havde været, ligesom man af Dønningerne paa den stille Havflade Sekunden efter kan see, hvor en Hai gennemskar Dybet. SIDE: 87 Commissionen og Lofthuus i Christianssand. Østen Gunnulfsen Ingulfslands Opviglerier i Bradsbergs Amt. Lofthuus paany fredløs. "Saa komme de Bønder med Breve og Ord, Saa Mange, som havde at prove, Hvad Øvrigheden mod dem havde gjort Imod de kongelige Love. I Freden saa burde man leve." Omtrent en Uge inde i det følgende Aars Januar kunde Com- missionen begynde sine Forhør. Fogderne Weideman og Dahl havde opgivet en Mængde Vidner imod Lofthuus; den Første 50 af Raabygdelagets Fogderi, der skulde kunne forklare hans brugte Omgangsmaade med Almuen for at faae dem til at klage og følge sig; den Anden 40 af Nedenæs, der iblandt andet skulde oplyse, -- at Almuen først efter Lofthuus's første Klage og Reise til Kjøbenhavn havde deeltaget i eller vidst noget om hans Idrætter, samt at han havde misbrugt deres Underskrifter ved at over- flytte dem paa sine egne Klageskrifter. Christianssand vrimlede saaledes nu af Bønder, der vare ind- kaldte ved trykte Plakater. Ogsaa Lofthuus indfandt sig, vækkende en umaadelig Opsigt i den nysgjerrigste af de norske Byer. Han fremstillede sig for Commissionen den 11te, og blev forhørt om sine skriftlige Klager, hvortil han da blandt andet føiede en mundtlig over Justitsraad Schythe, som Vice-Generalveimester, og en speciel over Lensmændene. Navnlig gik den ud paa Prokurator, Lensmand Aanon Salvesen, i hvis Sted der ønskedes en Bondelensmand. Øiestad, Fjære og Froland Sogne, der hørte til hans Ombud, ønskede "jo før jo heller at blive skilte ved ham, hvilket deres inderligere Ønske de bade saavidt muligt under- støttet." En Mængde Klager, deels specielle over enkelte For- urettelser, deels generelle for hele Bygdelag, gave Commissionen nok at bestille. Ogsaa over Præsterne, især over Provst Erich Ancher Bruun i Evje, blev der ført Klager, og antager Brev- skriveren fra Christianssands Stift, at en Erklæring fra Biskop Hagerup skal have bidraget meget til Bestyrkelse af Uvillien mod Præsterne. Overhovedet fandt Commissionen, at det ikke manglede SIDE: 88 paa andre Aarsager til de betænkelige Phænomener af Utilfredshed, end de Almuen selv tilregnelige, saasom forsømt Agerbrug, slet Huusholdning, navnlig med Skovene, og Letsindighed i at paa- drage sig Kjøbmandsgjeld. Flere Begjæringer fremsattes ogsaa for Commissionen, saasom om at Landskyld og Tiende maatte anslaaes i Penge, paa Grund af de høie Kornpriser, om fri Brænde- viinsbrænden, om Eftergivelse for ubetalt Magasinkorn, om Ud- sættelse med Skatterestancernes Inddrivelse, og om Lettelse eller Befrielse for adskillige Skatter. "Den anseelig anordnede Com- mission -- siger Brevskriveren fra Chr.sands Stift -- holdt sine Samlinger, undersøgte, forhørte, beraadslog. Men midt i alt dette hørtes endnu ei ringeste Uorden, ei mindste voldsomt eller usædeligt Foretagende. Ansøgninger og ærbødige, sindige Forestillinger vare alene de Vaaben, som den opbragte Almue brugte mod de kgl. Betjente, de dog overhovedet vare forbittrede imod. Thingene bleve holdte paa sædvanlig Maade og uden mindste Forstyrrelse." Commissionens Undersøgelser omfattede blot Nedenæs og Raa- bygdelagets Amt, men vare dog af saa vidtløftig Beskaffenhed, at den i en Skrivelse til Cancelliet af 16de Januar, kun antager det muligt om fire eller flere Uger at blive færdig. Den foreslaaer deri, da at maatte blive forflyttet til Skien i Tilfælde af, at den hele tellemarkske Almue skulde blive anseet som Klagende, fordi de otte Mænd af Bradsberg Amt, der havde undertegnet Loft- huus's sidste Klage af 18de Octbr., havde derhos erklæret, at de handlede som Befuldmægtigede for sine Hjembygder. Lofthuus havde truffet disse Folk underveis paa Nedreisen til Kjøbenhavn, og Commissionen fandt intet Spor til noget foregaaende Overlæg imellem begge Amters Almuer. Imidlertid blev den, under 27de Januar, beordret at flytte sit Sæde til Skien, saasnart den var færdig i Christianssand, da Amtmand Moltke, i Skrivelse til Can- celliet af 10de Januar, erklærede, at Lofthuus, "deels ved sin egen Snedighed, deels ogsaa ved den Beskjermelse, man seer han nyder, havde vidst at indtage endeel Bønder af Bradsberg Amt," og indberettede, at en Østen Gunnulfsen Ingulfsland af Tind Præstegjeld, der havde været vesterpaa i Lofthuus's Selskab, nu spillede en Slags Lofthuus i Amtet, ved at reise om og afholde Samlinger til Klagers Affattelse. "Han afmalede," hedder det i Lensmanden i Tinds Indberetning, "sin Raadgiver, Christian Loft- huus, med de bedste Farver, og sagde, at han skulde møde SIDE: 89 denne i Brevig ved Helligtrekongers Dag." Hensigten skulde da være, at reise sammen til Kjøbenhavn. Han skildres ellers af sin Sognepræst som en bekjendt slet Person, der hverken eiede Huus eller Hjem, "omflakkende som en Kain" , og som "saa rasende, at han engang i afvigte November Maaned skulde have erklæret for nogle Almuesmænd, der advarede ham, at han ikke agtede at holde op før han gik i Bolt og Jern." Denne zelotiske Yttring falder omtrent sammen med Lofthuus's Besøg indenfor Amtets Grændser, og af hans hele Færd sees, at Lofthuus har været hans Forbillede, omendskjøndt han opererede paa egen Haand med større Ivrighed end Dygtighed, og med mindre Sammenhold mellem de Almuer, han søgte at ophidse. Af Amt- mand Moltkes Andragende om at det maatte blive vedkommende Øvrigheder paalagt, at arrestere denne Østen, som Pasløs, saa- snart han maatte blive antruffen udenfor Amtet, samt om at det samme maatte blive iverksat, om han skulde vise sig i Kjøbenhavn, synes det, som om ogsaa denne Person har vidst at sætte sig i en Slags Respect af Frygt for de Følger, hans Heftelse kunde paa denne Tid have paa Almuen. Moltke beskyldte ogsaa de otte Bønder, som vare komne tilbage fra Kjøbenhavn, for at streife om i Bygderne, pressende Penge af Almuen, og med Trudsler om til næste Thing selv at ville søge sig den Ret, som de vidste Kongen og Kronprindsen ikke vilde negte dem; og til- lægger han: "Det vilde vist være uforsigtigt af mig altfor nøie at undersøge slig ulovlig Adfærd paa et Tidspunkt, hvor Almuen er opfyldt med den Tanke, at Øvrigheden og Betjenterne, saavel geistlige som verdslige, fornærmer og undertrykker dem, og at deres Forhold ikke i nogen Deel bifaldes af Regjeringen." Af de civile Embedsmænd, som der førtes saadanne Klager over, vare især Sorenskriverne Wamberg og Lange ilde udsatte, og af de geistlige, især Sognepræst Monrad i Winje. Allerede for næsten et Par Aar tilbage havde Almuen klaget over hans Udsugelser. Biskop Hagerup havde erklæret sig misbilligende om hans Færd, og Cancelliet tog deraf Anledning til at paalægge Stiftsdirectionen at indkomme med Udkast til et Reglement for Præsterne i Øvre- Tellemarkens Provsti. Østen Gun. Ingulfsland havde faaet baade Hjerdøler og Tindøler til at klage over sine Præster, og da Østen især syntes at have lagt Præsten i Tind, Møglestue, an for Had, mener Cancelliet, at han dertil har fundet ikke liden Opmuntring SIDE: 90 i en for Præsten høist fomærmelig Erklæring, som Biskoppen havde været uforsigtig nok til aaben at meddele Østen paa en Klage han havde indleveret over Præsten, og som denne ikke havde seet. "Almuen" hedder det i Cancelliets bebreidende Skrivelse til Biskoppen i denne Anledning, "saae sig saaledes be- styrket i sin Mistanke mod Præsten og troede alt tilladt mod ham, saa han kun med megen Umage undgik Bøndernes rasende Adfærd." Paa ovenciterede Skrivelse reskriberedes Amtmand Moltke at tilkjendegive Almuen, at Enhver for sig skulde indsende sit An- dragende, som da paa det nøieste skulde blive undersøgt, samt kommuniceredes, at, i Anledning af endeel indløbne Klager over Sorenskriverne Wamberg og Lange, var Commissionen tillagt Undersøgelsesordre -- en Forholdsregel, som Moltke fandt stødende for sin Autoritet. Han meente nemlig, at Almuen deraf vilde faae Anledning til at troe, at Amtmanden ikke nød Regjeringens Tillid; og uagtet han maatte erklære, at "Almuen syntes at være kommen til den høieste Grad af Forbittrelse," især mod Sorenskriveren i Nedre-Tellemarken, Lange, troede han dog at være istand til at raade Bod paa Misfornøielsen, naar Regjeringen vilde tillade ham, i Fællesskab med en anden Embedsmand efter hans eget Valg, paa Vinterthingene at indvarsle Almuen til at lade sine Klager undersøge af ham, samt at indfordre alle de Skiftebreve, Domsakter og andre Dokumenter, hvormed de troede sig for- urettede. Cancelliet gik ind paa denne Plan og udstedte, under 10de Februar, Bemyndigelse til Moltke og Justitsraad, Laugmand Eilert Hagerup i Skien, til at undersøge Klagerne over Soren- skriverne. Indkaldelsesplakater udstedtes, og efter Vinterthingene saae Moltke sig ogsaa istand til at afgive saadan Indberetning: "Almuen har været rolig, fornøiet med de af mig føiede For- anstaltninger, og saaledes Orden i alle Dele vedligeholdt, hvilket jeg har troet mig pligtig at tilmelde paa en Tid, hvor jeg selv ikke kunde vente det; thi naar Bonden seer at have udvirket Commission over samtlige Betjentere fra Lensmand til Amtmand, saa kan egentlig ikke siges, at der er paa det Sted nogen Øv- righed; thi den befalende Magt, tilligemed al Tillid troer Almuen at henhøre til den Commission, som skal andrage deres Tarv og tilveiebringe dem Fordeel. "Jeg bør tillige i Anledning af Oprøreren i Tind Østen Gun- SIDE: 91 nulfsen Ingulsland, som det høie Cancelli under 27 f.M. beha- gede at tilskrive mig om, ikke undlade at anmærke: at han endnu streifer omkring i Bygderne, lokker Almuen til Klage, uden næ- sten at vide hvorover; thi det er ikke Almuen, de ere enkelte Mænd som kan troe sig at være fornærmet; til hver anden Tid lod jeg saadan en Mand som kan overbevises om at være Op- rører, arrestere. Men nu da jeg maa frygte at han som en anden Lofthuus og Folkets Talsmand maatte ansees, yndes og beskjermes, byder Forsigtigheden mig ei at gjøre et Skridt som kunde fortolkes som en Fornærmelse for Bonden, og Partiskhed for Be- tjenten." "Jeg kan ei heller undlade endvidere at igjentage, at naar ikke Ophavsmændene til saadan Uorden og Uroligheder blive til Exem- pel for andre afstraffede, kan ei heller nogen Commission, om det ogsaa var en bestandig vedvarende, afværge samme. Bonden ligesaalidt som nogen anden skjønner paa Naade, naar han ikke er overbeviist om at Magten ledsager den, og at hiin er en Følge af denne, og dette kan han ikke troe naar han erfarer, at kunde extorqvere Naades Beviisninger, Belønninger og Commissioner." Cancelliet bevidnede Moltke sin Tilfredshed med hans Foran- staltninger, men "i Henseende til Østen Ingulfsland, som endnu (først i Marts) streifer om i Bygderne, skulde man holde for bedst, at han ikke arresteres førend ved Undersøgelsen maatte befindes saadanne Forbrydelser imod ham, at han derfor paa lovlig Maade kan tiltales." Frygt havde sin Deel i denne Mildhed; thi hvilken Vigtighed denne Almuens Utilfredshed i det sydlige Norge tillagdes af Regjeringen i Kjøbenhavn, sees af en Cancelliskrivelse til Adeler af 13de Januar 1787, hvori der siges, at da der i to Postdage ikke er kommet nogen Indberetning fra ham, og der fra Hoffet var gjort Forespørgsel om Intet var indkommet, hvilket dog var formodet, maatte man have ham anmodet om, jevnligen at ind- berette. Ved sine eftertrykkelige Forestillinger om, at hans Embedsan- seelse vilde gaae tilgrunde, om Commissionen skulde i Skien under- søge Bradsbergs Amts Klager, saafremt han ikke idetmindste selv tilforordnedes samme, og ved sit tilfølgetagne Forslag, lykkedes det Moltke at undgaae Commissionens Besøg i hans Embeds- district, og at udvirke Ordre for den af 17de Februar til at be- give sig tilbage til Christiania, naar den var færdig med sine For- SIDE: 92 retninger i Christianssand, for der at oppebie nærmere Befaling, om det skulde eragtes fornødent, at den fortsatte disse i Skien. Paa en senere Erklæring fra Moltke, at han igjen havde midler- tidigen indstillet sine Undersøgelser, udlader vel Commissionen sig, under 13de Februar, om at ville fortsætte dem i Skien efter et kort Besøg i Christiania; men der blev dog intet deraf. Han drev dem alene, reisende om fra Thing til Thing, og tilfredsstillede Almuerne med at udvirke Sorenskriverne paalagte at anmærke paa Dokumenterne, hvormeget der var blevet betalt. Den slut- tede sine Forhandlinger i Chr.sand sidstnævnte Dato med, i Hen- hold til kongl. Bemyndigelse af 29de December 1786, at andrage om Sorenskriver i Østre-Raabygdelaget, Hans Smiths, og den konst. Sorenskriver i Vestre-Raabygdelaget, Prokurator Brøns- dorphs Suspension og Tiltale for ulovlig Sportulering, og begav sig derpaa til Arendal, for at fortsætte Undersøgelserne, betræf- fende Last- og Kornhandelen, samt for at oppebie Udløbet af Lofthuus's Leide, hvorefter den havde Ordre fra Cancelliet til at lade ham arrestere. Den 20de Februar afreiste Commissionen, først til Lillesand, "for, ved at reise igjennem dette Sted, der ligger kun nogle Bøsseskud fra Lofthuus's Gaard, at udspeide hans nu brugende Forhold, Hensigter og Fremgangsmaade, for derefter at blive nogenledes satte istand til at udføre det os af det høie Col- legium ihenseende til ham Anbefalede;" og den følgende Dag ankom den til Arendal, efterat have truffet Aftale med Capitain, Generalveimester Christopher Hammer, der logerede paa Lille- sand, om Lofthuus's hemmelige Paagribelse, saasnart Leidet var udløbet. I Arendal meente Commissionen, at den, "som nærmere Fogden og den brugeligste af de Lensmænd, vi her i Districtet kjende, Aanon Salvesen, desuden at være bedst istand til at træffe og iværksætte de til denne vigtige Hensigts Fuldførelse fornødne Anlæg." Lofthuus havde i Begyndelsen af Februar aflagt et Besøg i Christianssand, men igjen begivet sig hjem, uden at yttre Tegn til nogen Reise til Kjøbenhavn. Adeler undlod ikke at sende flittige Indberetninger til Cancelliet om, hvor han fær- dedes og hvad han foretog sig; og den 27de Februar kunde han endelig melde, at imorgen vilde Lofthuus's Leide udløbe. Nu skulde som et Net drages over hans Hoved. Commissionen opholdt sig derfor selv i Nærheden for at kunne sørge desbedre for hans Fastholdelse, som den vel holdt for et voveligt Foretagende, men SIDE: 93 som dog ikke kunde slaae feil. Den skriver i denne Anledning saaledes til Cancelliet: "Fremmede her i Stiftet, blottede som vi ere for alle de Ad- minicula, en saa vigtig Sendelse som vores synes at udfordre, er vores Forfatning en af de slibrigste, hvori nogen Tid kgl. Betjente, der føle den sande Ære og Nidkjærhed for hans Majestæts Tje- neste samt Landets Tarv, kunne befinde sig. "Magt have vi ikke at disponere; det som supplerer den, og i denne Begivenhed var meest anvendeligt, Penge, ligesaa lidet. Med blotte Hænder staae vi altsaa i et fremmed Stift for en Entre- prise, som, om den mislykkes, kunde avle de skadeligste Følger. Lofthuus er Folkets Yndling, han har bragt deres Klager frem for Thronen: det feiler derfor vel ikke, at Almuer, som føle, at han herved har nyttet dem, og som ikke er skarpseende nok til at skille Forbryderen mod Landets Love fra Forfremmeren af deres Vel, ville, endog uden derved at lade sig Tanken om at være Oprørere, indfalde, tage ham under Beskyttelse. Magt er altsaa, som sagt, uanvendelig, og vilde kun tjene til enten at compro- mitere hans Majestæts kgl. Værdighed, eller at sætte Landets Fa- der i den haarde Fornødenhed, at vende Rettens Sværd mod sine Børn. List bliver da hvad der i dette Tilfælde maa bruges. Loft- huus maa i Stilhed søges arresteret, og alt hvad vi kunne gjøre er, ifald den af concreterede Plan lykkes, da at gaae de umid- delbare Følger deraf behjertede i Møde. "Planen er lagt med det nøieste Overlæg, og paa den Maade, som i Overeensstemmelse med Lofthuuses hidtil udviste Forhold, sikkrest forekommer os at love dens Opfyldelse. "Om den lykkes, skal vi formodentligen med næste Post blive i Stand til at indberette, og skulde den feile, (hvorfor vi ikke kunne indestaae) er den saaledes lagt, at Forsøget i det mindste ikke skal transspirere. "At dens Udførelse vil fordre nogle Penge, haabe vi ærbødigst det høie Collegium vil indsee, og da vi ikke finde dem i vore Lommer efter et langvarigt Ophold paa disse ved slette Tider fordyrede Steder, have vi udstedet Anviisning paa Fogden Krigs- raad Dahl til sammes Hævelse. "Efter at have skjænket nogle Dage efter Planens forehavende Udførsel, til at betyde Almuerne, at Lofthuus's Arrest er Hs. Maje- stæts egen allerhøieste Foranstaltning, og til at berolige dem, i SIDE: 94 Fald det skulde fornødiges, begive vi os i Følge det høie Collegii os med sidste Post tilsendte Skrivelse, tilbage til Christiania, og reise med det samme om Skien, for der, ved Conference med Kammerherre Moltke, at underrettes om den bedste Maade at indkalde de tellemarkske Almuer, hvorefter vi, naar Placaterne i Christiania ere blevne trykkede og til Publication besørgede, venteligen igjen maae forføie os til Skien, for at foretage Under- søgelsen af disse Almuers Klager, da vi efter de senere Breve fra Kammerherre Moltke, hvori han melder, i Følge det høie Collegii Skrivelse at have indstillet den ham anbefalede Under- søgning, ikke rettere see end at samme nu maa skee ved os, og herom i Christiania ærbødigst forvente nærmere positiv Ordre. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission, d. 27de Febr. 1787. J. E. Scheel. Colbjørnsen. E. Falsen. J. Aars." Den 28de Februar kom. Det blev Aften. De Bestilte indfandt sig paa Gaarden; men -- Lofthuus var væk. Commissionen synes ellers at have havt større Lyst til at lade Lofthuus uændset, end til at forhøre og arrestere ham, betragtende ham med et retfærdigere Overblik, mere som et uvilkaarligt, af Omstændighederne fremfødt, Organ for de Lidelser, hvis Omfang og Dybde den nu havde lært at kjende, end som Aarsag og Ophav til Urolighederne og Gjæringen i Gemytterne. Denne lagde sig hos de godmodige Fjeldmænd, da Undersøgelserne kom igang, og Lofthuus vilde sandsynligviis ligeledes forsvinde, som Phænomenet af en Sky, naar Luften har vundet sin Ligevegt igjen, og Elementerne til et Uveir have udladet sig. Denne Anskuelse hos Commissionen, samt at den fandt Lofthuus's Popularitet større end den havde tænkt, skinner frem af den humane Maade, hvor- paa den altid omtaler ham, og staaer ikke i Strid med dens senere fattede Forsæt at lade ham i al Stilhed hefte ved Udløbet af hans ubrugte Leide. Herpaa var det egentlig Adeler som drev. Thi i hans Tanker vilde det være at faae Igten ud af Bylden. Under 9de Decbr. f. A. havde han erholdt kgl. Befaling til "overalt, saavidt muligt, at lade bekjendtgjøre, at Rygtet, at de til Kjøbenhavn nedreiste Bønder skulde være satte i Arrest i Stokhuset, ikke aleneste var aldeles ugrundet, men at Lofthuus endog, i Kraft af det ham forundte Leidebrev (hvoraf Stiftamtmanden blev SIDE: 95 tilsendt en Gjenpart for at tilstilles Lofthuus) kunde begive sig til Kjøbenhavn, dog at saadant skete idethøieste inden 2 Maaneders Tid, og at han imidlertid forholdt sig stille og rolig;" men Loft- huus havde ikke før indfundet sig i Christianssand, før Adeler udbad sig Forholdsregler, om Lofthuus ikke til den bestemte Tid skulde ville begive sig paa Reisen. Den uædle Tanke: "nu har vi ham; Rebellen bør ikke holdes Ord," synes at lyse frem af hans Forespørgsel, ligesom Lysten til at volde ham Sag og spilde hans Leide af det Spioneri, han vedligeholdt rundtom ham under den hele Frist og af de overdrevne Rapporter om hans senere Færd, som det sees, han ikke har ladet det mangle paa. Cancelliet svarede under 3die Febr., at Stiftamtmanden "isaa- henseende ikke behøvede at føie nogen Foranstaltning," og meddeelte Commissionen, at det ikke var befalet, at Lofthuus skulde, men at han kunde reise til Kjøbenhavn, og at det skulde være Commissionen overladt, efter den ved Undersøgelserne erhvervede Oplysning og befundne Omstændigheder, at lade ham arrestere efter udløben Frist, hvorved ikke paatvivledes, at der jo vilde blive brugt al mulig Varsomhed og Forsigtighed. Under 6te Febr. yttrede derimod Commissionen i foreløbig Indberetning: "Og som af de med denne Post fra det høikongelige danske Cancelli op- sendte Papirer ( ): de Adelerske Rapporter), der især angaae, hvad Lofthuus i den seneste Tid skal have handlet, og som vi ikke have kunnet erfare at have draget nogen saa betydelig som be- skrevet, Folkets Samling til noget Voldsomt at attentere, efter sig, ikke sees at kunne gjøres saadant Brug som af de øvrige, forsaavidt de kunde anledige, og virkeligen have anlediget Under- søgning om Lofthuus's Handlingsmaade, i Forbindelse med Kla- gernes Modtagelse, siden alle Almuesmænd, hvoraf nogle temmelig forhungrede, allerede ere paa Tilbagereisen til deres for en stor Deel langt fra Christianssand, endog nogle og 20 Mile, beliggende Hjem, saa troe vi ogsaa fra denne Side al Anledning for os at bortfalde til videre at inqvirere imod Lofthuus, som Forbryder, det han desuden, idetmindste i nogen Grad til reen Følge af For- ordningen af 1765, blot efter egen Tilstaaelse, maa kunne blive, om rationes politicæ kunde tilraade nu forhaanden at forfare cri- minaliteter imod ham." Commissionens Ulyst til at komme Lofthuus tillivs viser sig ogsaa paa andre Steder i den foreløbige Indberetning. Saaledes SIDE: 96 siger den, at det ikke kan indsees, at den, efter Commissoriets Indhold, har eller kan have noget videre til Hs. Majestæts Tjeneste at forrette i Christianssand, "medmindre en speciellere end den allerede anstillede Undersøgning om Christian Lofthuus's Handeler med de klagende Almuer skulde være Gjenstanden deraf. Men foruden at en saadan qva Vidneforhør, hvortil den isaafald maatte forvandles, hverken er os befalet eller kan blive af Virkning til fuld Overbeviisning imod Lofthuus, uden efter foregaaende Action og igjennem formelige Thingsvidner, udentvivl af større Vidtløftig- hed, Udstrækning og apparatus, end maaske nogen i Landet forhen anstillet Inqvisition, saa forekommer den os heller ikke passelig paa nærværende Tider og Omstændigheder, da Lofthuus, forsynet med Leidebrev, hvoraf han formodes at ville betjene sig til at reise til Kjøbenhavn, og iblandt Almuen er anseet som Be- fordrer af dens Klager og af det Gode, den venter sig af Com- missionens Udfald, vedbliver at være idetmindste den største Deel Almuesmænds Yndling." Det Kjendskab til de nogle og tyve Almuers Lidelser og til deres Godmodighed og Loyalitet, som Commissionen havde er- hvervet, maatte ogsaa bidrage til, at dens dygtige og skarpsynede Medlemmer ansaae det Passerede med mindre forfærdede, og Lofthuus med mindre hadefulde Øine end Stiftets Embedsmænd gjorde. Efterat have bekræftet Ankerne over for høi Sportuleren og erklæret, "at Arendals Handel øiensynligen har virket de derover klagende Almuers Ødelæggelse, og at Frolands Jernverk langtfra ikke har gjort den Almue, som er sammes Cirkumference underlagt, lykkelig," yttrer Commissionen: "Imidlertid have vi den Fornøielse, at kunne forsikkre, at vi i den ganske Tid, vi have handlet med Almuerne, have fundet dem rolige og beskjedne, Kongehuset, som de høiligen elske, og Kongens Villie aldeles hengivne; de have og meget fornøiede og fuldkommen pacificerede forladt os, i Forventning af mulig Hjelp mod deres Nød og be- trængte Vilkaar, hvis fornemste Aarsag i det Hele er Kornmangel og Kornets umaadelige Priser, i en Egn, som i Misvexts Aar ikke frembringer det Halve af hvad nødvendig Føde til Livets Ophold udkræver, og hvis Indbyggere, efter flere indfaldne Uaar, og efterat have i ligesaa lang Tid betalt Føden dobbelt og tre- dobbelt imod de forrige Tiders taalelige Priser, endeligen, endog SIDE: 97 uden andre mellemkommende Aarsager, maa være blevne indtil det Yderste udarmede, især de tilfjelds boende Raabygdelauger." [fotnotemerke] Commissionen fandt dog, efter den givne Bemyndigelse, og da Lofthuus syntes at ville priisgive sig selv, ved ikke at benytte sig af sit Leide, at det nok var værd et Forsøg paa at faae ham fat. Lykkedes det, vidste den nok ogsaa, at det ikke vilde blive seet med Mishag af Regjeringen, og Adeler brændte efter at blive befriet for sin frygtelige Bussemand. Rygtet gik ogsaa, at Loft- huus havde i den sidste Tid ymtet stærkt om, at en lang Reise forestod ham, og det udlagdes deels som om han tænkte at for- lade Landet, deels som om han vilde tage sin Tilflugt op i Telle- marken, for saa i Skien at komme Commissionen mandstærk i Flanken. Dette rapporteredes Adeler, og han undlod da ikke at insistere paa hans Tilfangetagelse. I Stilhed og uden Bemyndigelse af Commissionen, som her alene havde Ret til at handle, ud- kastede Sorenskriver Smith næsten 14 Dage før Leidets Udløben den Plan sammen med Capt. Hammer, at denne skulde overtale en af sine Venner, der havde et betydeligt Gjeldsbrev paa Loft- huus, saa han uden Mistanke kunde komme paa Gaarden, til at besøge ham: Hammer skulde da som hændelsesviis komme til, og Begge da see sin Kands til at overmande og gribe ham. Han skulde saa strax føres til Lillesand og saa tilvands til Christians- sands Fæstning. Denne Plan, som meddeeltes Etatsraad Col- bjørnsen, maatte ikke aabenbares for Nogen, thi Hovedsagen var, at Lofthuus ikke paany kom efter, at Nogen havde isinde at arrestere ham. Men fandt den Bifald, da udbad Fremsætteren sig, at Capt. Hammer, "der af Troskab mod Kongen og Fædre- landet vil gjøre sig en Fornøielse af at paagribe denne betydelige Oprører", maatte dertil med allerførste Post erholde Fuldmagt og Angivelse af Dagen, da Lofthuus's Person kunde ansees fredløs. Fotnote: Især fandtes Tilstanden i Ombli og Gjævedal forfærdelig. Commissionen, der befrygtede en uundgaaelig Hungersnød i disse Egne, paa Grund af, at Arendals Lasthandlere, med hvem de i lang Tid havde drevet en ufordeelagtig, og "ganske vist -- efter Cancelliets Udtryk -- med uchristelig, om ikke lovstridig, Behandling forbunden, Handel," nu havde negtet at afkjøbe dem deres Last og videre Forstrækning med Korn, tilskrev Stiftamtmanden om at see til at af- hjelpesamme ved de virksomste Foranstaltninger. "Og imidlertid indstillede den det forarmede Folks Tarv til Hs. Majestæts landsfaderlige Forsorg, som den efter Pligt, Eed og Samvittighed fandt sig forbundne til at implorere." Hjelp blev ogsaa virkelig foranstaltet. SIDE: 98 Commissionen fandt Planen med Paagribelsen hensigtsmæssig. Skulde det skee, maatte det skee med List; og de udfærdigede betimelig følgende to Dokumenter til Capt. Hammer: I. "Da vi ikke paatvivle, at Hr. Captein og General-Veimester Hammer, som bekjendt af sin Nidkjærhed for Hs. Majestæts og Landets Tjeneste, jo findes villig til at udføre Hs. Majestæts os tilhændekomne allerhøieste Befaling, at lade Christian Jensen Lofthuus arrestere, naar det ham forundte kgl. Leide expirerer, hvilket skeer førstkommende Onsdag den 28de Ds., paa hvilken Dags Aften, de ham til at begive sig til Kjøbenhavn bevilgede 2de Maaneder ere udløbne: saa bemyndiges herved bemeldte Hr. Capitain Hammer i Følge den os i saa Maade af Hs. Majestæt tillagte Myndighed, til saadan Tid som forommeldt, at arrestere Oprørsmanden Christian Jensen Lofthuus, paa saadan Maade, som han sikkrest og til Hs. Majestæts Villies Opnaaelse tjenligst eragter, og derefter, i Følge Vinds og Veirligts Beskaffenhed, at besørge ham transporteret enten til Christianssands Fæstning eller Frederiksværn, og paa et af disse Steder at see ham til sikker Forvaring afleveret, hvorom hermed til Vedkommende Øvrighed følger Commissionens Reqvisition. Enhver Forekom- mede, som Hr. Capt. Hammer maatte behøve dette at forevise, ville betragte det med den Lydighed og Hengivenhed, som Hs. Maj. Kongens allerhelligste Befaling fordrer, og, som tro Under- saat, med Nidkjærhed gaae ham til Haande, i Fald han nogen Assistance skulde forlange, da den, som maatte findes dristig nok til at ville modsætte sig eller søge at standse den kgl. Be- falings Udførelse, maatte vente sig Hs. Majestæts Unaade, og som Oprører mod Kongens Foranstaltning, med Straf efter Landets Love at vorde anseet. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission den 24de Marts 1787. Scheel. Colbjørnsen. Falsen. Aars." II. "Det tjener til Efterretning for alle og Enhver, som dette fore- vises eller tilhændekommer, at, da Hs. Majestæt allernaadigst har befalet, at Christian Jensen Lofthuus skal arresteres, have SIDE: 99 vi som denne Befaling er tillagt, bemyndiget General-Veimesteren i Christianssands Stift, Hr. Capt. Hammer, til samme, i Overeens- stemmelse med Hs. Majestæts Villie, at udføre, og bliver det der- efter enhver tro Undersaats Pligt, at være ham, paa Forlangende uden Vægring dertil behjelpelig, og ingen Forfang og Hinder, hemmelig eller aabenbar, deri at gjøre under kgl. Hyldests og Naades Fortabelse. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission, den 28de Februar 1787. Scheel. Colbjørnsen. Falsen. Aars." Da Lofthuus opholdt sig ganske rolig hjemme, vandt det Rygte Tro, at han stod i den Formening, at han endnu havde sex Uger at løbe paa efter Datum af Bekræftelsen paa Leidet, og at han saaledes vilde lade sig finde i fuglfri Tilstand. Men Lofthuus maa nok ikke have meent dette oprigtigere, end han har stolet paa Leidet, om han kom til Kjøbenhavn, og han har kun ført slige Ord i Munden, for at give Nysgjerrige en Forklaring, hvorfor det ikke hastede saa med Reisen. Thi, som sagt, med Leidets Forløb var Lofthuus ogsaa forsvunden. Commissionen opholdt sig heller ikke efter at faae ham fat, men fortsatte Reisen til Christiania. Lofthuus's Paagribelse og Bortførelse til Agershuus. Lofthuus var væk. Aftenen før Leidets Udløben forsvandt han fra sin Gaard, hvor han, paa nær Besøget i Christianssand i den første Uge af Februar, havde holdt sig for det meste, saa man lige siden midt i Januar, kort efter at han havde fremstillet sig der for Commissionen, ikke havde vidst at sige af nogen af de sædvanlige Samlinger under hans Forsæde. Da havde han efter Gudstjenesten havt endeel forsamlet paa Gjæstgivergaarden Møglestue, for at faae en Ansøgning istand til Kongen om, at Commissoriet ogsaa maatte blive udvidet til Paakjendelse af Klagerne, til hvilken Tid Lofthuus da ogsaa skulde forblive paa fri Fod. Denne Ansøgning, som mentes conciperet i Kjøbenhavn, skulde ogsaa, ifølge en Indberetning fra en Carl Treu i Lillesand, der af Adeler var overdraget, hemmeligen at give Agt paa Loft- SIDE: 100 huus, virkeligen være kommen istand og afsendt til Kjøbenhavn. Det er at mærke heraf, at han følte sig ikke længer sikker, men at Bunden snart vilde svigte under ham, og Nettet drage sig sammen over hans Hoved. Selv af hine hans Yttringer, at en lang Reise forestod ham, og at han ymtede for sine Naboer, at han vilde komme til at faae en besværlig Tour med Commissærerne, først til Bradsberg Amt og derpaa til Kjøb.havn, saavelsom af den kunstlede Lid, han satte til, at Leidebrevet skulde være i Kraft sex Uger over de to Maaneder, fremlyser en ængstelig Ahnelse om, at hans Rolle snart vilde være udspillet. Han holdt sig imidlertid hjemme indtil Forløbsdagene, besøgende stundom Naboerne og især en Kjøbmand Stenersen i Lillesand, "som den Eneste, han selv havde Fortrolighed til," hedder det i en af de hemmelige Indberetninger til Adeler, medens der "i Almuens sædvanlige Fortrolighed til ham dog ingen Aftagen var at mærke." Han synes ogsaa at have holdt gode Miner; thi det hedder, at det ikke manglede fra hans Side paa Forsikkringer om, at "Alt skulde falde vel ud til begge Sider." Og om der er noget i, hvad der fortaltes og indberettedes, at han paa et Besøg med sin Kone hos Svigerfaderen i Homborgsund, ved denne Tid er bleven negtet Modtagelse, viser dette dog ingenlunde nogen Synken af hans Popularitet, da det er en Erfaring, at Frænder, og især Sviger- forældre og Svogerskab just ikke ere de, der ynde, at Een stikker sig frem for det Almindelige og sætter sin Velfærd ivove. Adelers Spion lægger ogsaa til, at hans oeconomiske Forfatning skulde staae paa slette Fødder, "som da heller ikke var at undres over." Paa at sørge for Gaardsdrift og Huusstel var vel ogsaa lidet at tænke, og Patronatet for udhungrede Fjeldbønder, der tidt og jevnt aflagde Besøg med tomme Skræpper og et "Guds Fred" ved Kjøkkendøren, skulde just ikke gjøre Staburet fuldt. Hvor udbredt hans, for Velfærd og Familielykke kjøbte, Anseelse var imellem Almuen, viste sig ellers baade i den Forsigtighed, hvor- med Regjering og Øvrighed troede at maatte gaa tilverks med hans Heftelse, som man ikke turde undlade for egen Authoritets Skyld, og i Almuens Forbittrelse, da den endelig var gaaet for sig. Den havde vundet ved Undersøgelsescommissionen, der visselig ogsaa skyldtes Lofthuus, og ved dens forskjellige Følger til Almuens Beskyttelse, [fotnotemerke] og baade i By og Bygd havde den Fotnote: Saaledes kan, foruden de to Sorenskriveres Suspension, ogsaa et Hyrde- SIDE: 101 skudt sine Forgreninger i Hjerterne videre om og høiere op, end den egentlige Almuemasse strakte sig. Selv mellem Øvrighedens Betjening fandt man Lofthusianerne. Foged Dahl indberettede saaledes, at han paa sin Indreise til Commissionen agtede selv paa Lillesand at samle "underhaanden hos Egnens brave Folk Efterretninger om Lofthuus's Forehavende, og deraf uddrage den rimeligste Slutning," da hans personlige Nærværelse var saameget mere fornøden; som han "lidet eller intet kunde benytte sig af Stedets Lensmand, der vel i andre Henseender havde opført sig upaaklageligt, men i den Lofthusiske Affaire havde viist sig saa lunken og tilbageholdende, at det neppe lader sig beskrive." Og Salvesen klager over, at de Folk, som havde assisteret ham ved et foregaaende Forsøg paa at gribe Lofthuus paa Lunde i Fjære Sogn, baade selv gjorde sig Skrupler herover, og maatte høre mange Fantord af Almuen, saa han udbeder sig af Commissionen, at den, ved given Leilighed under Examinationen af disse Folk, vilde betyde dem, at de ikke havde gjort ilde i at være Lens- manden følgagtig; "thi -- siger han -- jeg frygter, at jeg en anden Gang kunde behøve Hjælp, og da søge den forgjæves." Lofthuus havde vel ikke givet Slip paa sin Vagt; men det var ganske vist mere paa Grund af Tillid til sin Anseelse imellem Almuen, at han efter sin seneste Flugt vovede, ikke alene at vise sig oftere hjemme og paa Lillesand, men endogsaa gjentagne Gange ved Kirken. Det skete baade den 2den og 4de Marts, da han offentlig lod sig see i vestre Molands Kirke. Den første Gang ved Fasteprædiken reiste han efter Gudstjenesten bort med Ole Sangereid og den øvrige Almue, men kom hjem samme Aften, og viste sig den følgende Dag to Gange i Lillesand, "hvoraf man slutter," hedder det i en Indberetning fra Salvesen til Com- missionen, "at han troer sig sikker og at Ingen tør røre ham." Den sidste Gang tog han fra Kirken op i Raabygdelaget, og kom den 8de fra Vegaardsheien til sin Tilhænger Thorkild Glædje i Holt Sogn, hvor han hvilede Natten over, efterat have, som der angives, flakket 70 Mile om i de fire Dage. Dagen efter skydsede Fotnote: brev fra Biskoppen til Districternes Geistlighed, hvori den formanes til ikke at besvære sin egen Samvittighed eller Menigheden med Gjerrigheds Last, ogsaa regnes hertil. Som en af Udsugelserne paapeges, at nogle Steder skulde Præsterne bruge at trolove dem, der vilde gifte sig, den ene Dag, og Dagen efter, ja vel endog samme Dag, vie dem. Begge Forretninger betaltes naturligviis. SIDE: 102 Thorkild ham til Landbø i østre Molands Sogn, og derfra kom han hjem først den 11te Marts, reiste bort igjen samme Dag, kom tilbage den følgende, men forsvandt atter. Han lod sig endog da han første Gang forlod sin Gaard, forlyde med, at hans Hensigt var, den følgende Dag at møde for Commissionen i Arendal, hvorpaa Capt. Hammer flux forfulgte hans Spor, indtil han tabte det paa Landvig. Da havde Lofthuus været der en halv Time før; men efter en Times Ophold havde han igjen begivet sig paa Hjemveien, -- "en blind Tour," siger Hammer, som han foretog af Frygt for Officerernes Komme til en i Lillesand, den 28de, berammet Mandskabstegning. Hammer maatte da reise tilbage, "skjulende sin Reise under et falskt Skin." "Iøvrigt -- siger han -- har jeg godt Haab om en god Fangst. NB. Nogen Tid vil medgaae." Ved den gode Fangst meente nok Hammer især hvad der kunde falde af for ham efter fuldbragt Ærinde. Han takker idetmindste for Overdragelsen heraf i de meest overdrevne Udtryk. "Med de varmeste Følelser," skriver han, "som kan tænkes i en tro Undersaats Hjerte, der ivrigt opoffrer den sidste Blodsdraabe, naar det gjælder Kongens og Landets Vel, har jeg af den høie Under- søgelseskommissions højst respective Tilskrift og overdragne Fuld- magt i dybeste Underdanighed modtaget Hs. Majestæts aller- naadigste Befaling om Christian Jensen Lofthuus's Paagribelse; og saadant at udføre skal jeg, i Kraft af den af den høie Com- mission overdragne Fuldmagt, med yderste Flid og Forsigtighed, gjøre mig en sand Ære af. De Midler, som hertil maa og kunne bruges, faae at være særdeles fine og hemmelige; thi hans eget og Tilhængeres vaagne Øie Nat og Dag tillader aldeles intet fremmed Foretagende eller mindste Bevægelse, da han strax veed at unddrage sig Hensigten, og ligesaa hastig tage Prækautioner imod Anlægget." Samme Motiv, som stikker frem af alle Hammers Skrivelser og Rapporter, nemlig det, at gjøre sin Lykke ved at gribe Loft- huus, var ogsaa det drivende hos Aanon Salvesen. "Den høie Commissions Naade, skriver han allerede den 17de Februar, til- beder jeg mig, med Ønske, at min Møie og min tilbagelagte 11 Aars Slæb i en fortrædelig Tjeneste, som Lensmand, maatte komme i naadig Betragtning." Disse To sloge derfor sine Hoveder sammen, valgte sig nogle Hjælpere, som de toge Taushedseed af, SIDE: 103 og lagde saa Raad op. Men disse undergik idelige Forandringer og Modificationer. Allerede før Forløbet af Leidet havde Hammer udkastet den Plan, at han vilde formaae et Par af de paa Lille- sand boende Møglestuer til at gaae til Lofthuus, for at tale om Handelsmellemværende. "Forsynet med fornødne Ressourcer," skulde Hammer nu alene nærme sig Gaarden, hvis Møglestuerne forbleve der til Tegn paa at Lofthuus var hjemme, medens de i andet Fald skulde gaae ned til ham paa Veien, og strax ved Indtrædelsen skulde nu alle Tre styrte over Lofthuus, og tvinge ham til at holde sig rolig, indtil Seigneur Carl Treu kom efter med Flere fra Gaarden Møglestue. Lofthuus skulde derpaa pakkes i en Baad, der skulde ligge seilklar, under Paaskud af, at skulle føre Justitsraad Schythe til Christianssand. Fragtmanden skulde bestikkes, og saa afsted. Til dette Foretagende forlangte Hammer af Commissionen 2 à 300 Rdlr., "som skulde blive de stærkeste Stridsmænd og Lovtalere for Almuen til at blive assisteerlig." Den 5te Marts var Hammer og Salvesen derimod komne overeens om, at Andreas Møglestue den følgende Aften skulde bede Loft- huus til sig, for at drikke et Glas. Under Laget skulde Hammer og Salvesen, hvilken Sidste, under Paaskud af en Auktion Dagen efter paa Skauerøen, skulde lægge til Bryggen i Skumringen, i Ledtog med Værten gribe Lofthuus og faae ham i Baaden. Lykkedes det ikke, vilde Salvesen efter Auktionen holde sig skjult i Lille- sand, for nærmere at overlægge med Hammer og at oppebie bedre Leilighed. Andreas Møglestue havde imidlertid "med Haand og Mund lovet sin Assistence, og med de helligste Forsikkringer besvoret sin Taushed." Brevet, hvori Salvesen melder denne lumpne Plan, fører ogsaa for Hemmelighedens Skyld ikke mindre end tre Segl. Man seer, at disse Planer lignede de føromtalte, hvori Sr. Thomas Stenersen skulde være Hovedredskabet, i det Grundtræk, at Gjæstevenskabet skulde misbruges til Forræderi. Den 12te Marts om Aftenen var Lofthuus kommen hjem, og lod sig see nede paa Stranden. Men det varede ikke 10 Minuter, skriver Hammer, før han var borte igjen. Han laa heller ikke, siden Leidets Forløb, nogen Nat i sit Huus, saa Lurerne nok kunde blive utaalmodige efter de store Løfter, de havde givet, og de mange Planer, de havde udkastet og meddeelt Commissionen. Hammer klager derfor: "Adskillige Forsøg og Snarer har jeg udsat for ham, som dog alle til denne Tid ere blevne ligesaa skjulte for SIDE: 104 ham, som frugtesløse paa ham. Thi han er som Fuglen, der flyver og kommer uden Spor." Han tillægger dog: "Atter er en ny Snare opsat, og hvoraf jeg med temmelig god Forhaabning venter et lykkeligt Udfald, der ved næste Posts Afgang vil vise sig. Da jeg, ifølge den høie Commissions høist respective Skrivelse og foregaaende meddeelte Fuldmagt, samt Hr. Kammerherre og Stifts- befalingsmand d'Adelers senere Tilskrift fremdeles med al op- tænkelig Flid og yderste Stræbsomhed vedbliver at søge den mig overdragne Commission bragt til Execution, og jeg ligesaalidet er skrækket af Lofthuus's udspredte skammelige Trudsler, som kjedet ved møisommelige Undersøgelser og mislykkede Anlæg, venter jeg med godt Haab (det være kort eller længe), at udføre min Fuldmagt til Kongens og Fædrelandets Bedste." Dette er ligeledes under tre Segl sendt fra Lillesand til Christiania, hvor Commissionen nu fortsatte sine Arbeider. Men det varede ikke saalænge før det lykkedes. Allerede Torsdagen den 15de Marts om Formiddagen slog Lofthuus's Time. Natten mellem den 13de og 14de, Kl. 3, blev Lensmand Salvesen tilligemed en Christian Neersten, som før havde været med ved Forsøgene paa at fange Lofthuus, og to Mand indladt paa Gaarden Møglestue i den Hensigt at gribe ham, om han næste Prækedag maatte komme tilkirke. Han kom ikke; men Natten til den 15de fik Capt. Hammer, der forklædt listede sig om i Omegnen, Øie paa ham, idet han med et Følge af 8 -- 10 Bønder indfandt sig paa sin Gaard, satte Speidere paa Loftet, og strax udsendte ridende Patrouiller for at undersøge Veiene omkring Lillesand og navnlig om nogen Fremmed var ankommen hertil. Da det var blevet stille paa Lofthuus, fik Hammer de paa Møglestue Skjulte ud, hvorpaa de ad Markveie sneg sig ned til Lillesand, hvor de atter skjulte sig hos en Madame Christensen. Om Formiddagen Kl. 10 kom Lofthuus med fire Mand til Lillesand i det naboelige Ærinde, efter Bud, at see paa en Stud, der var blevet slagtet hos Stenersen. Han bar da en Huggert i Haanden, og hans Følge var forsynet med Knipler. Hammer knappede nu sin Kaarde under Frakken, og gik fra Mad. Christensens Hus til Stenersens, hvor han traf Lofthuus i Stuen. Efterat have hilset "venskabelig" SIDE: 105 paa Lofthuus, siger Hammer: "Nu, siden jeg har beseet Mad. Christensens slagtede Ko, gad jeg nok see paa eders Stud, Hr. Stenersen," hvorpaa de tre gik ned i Gaarden, hvor den almindelige Diskurs om Slagt i Bommen forefaldt. De gik ind i Stuen igjen; men da Lofthuus var bleven noget tilagters, formodentlig talende med sin Vagt, som stod udenfor, fik Hammer Tid at bede en Gjæstgiver Teilmann, som imidlertid var kommen ind i Stuen, at gaae ud paa Trappen for at vinke Salvesen og hans Folk over fra Mad. Christensen. Teilmann fik dog ikke Tid til at udføre dette, før Lofthuus allerede var kommen ind i Værelset igjen. Næsten øiebliklig viser Salvesen og hans Folk sig i Døren, og i samme Nu styrtede Hammer sig over Lofthuus, forkyndende ham "med brølende Stemme" Arrest. "Mine Medhjælpere -- siger han -- anfaldt derpaa dette Rov som glubende Ulve og bandt hans Hænder." Lofthuus's Vagt styrtede nok til paa hans An- skrig, og gjorde nogle svage Forsøg paa at værge ham. Men de gjorde det dog ikke imod den større og bevæbnede Mandsstyrke. Med Kaarden i Haand oplæste Hammer sin Fuldmagt, slængte et Exemplar til den forbløffede Vagt, og under Lofthuus's Be- breidelser til dem, hvor nu deres belovede Liv og Blod var, og Tilraab, at de skulde gjøre Bud omkring, slæbte de ham ned til Stenersens Brygge, kastede ham i en færdigliggende Baad, og roede alt hvad Tøiet kunde holde l/2 Miil til Kalvehavn i Homborg- sund, hvor Salvesens større Baad biede paa dem. Under Seil i en strygende Storm gik det nu afsted først til Mærdø efter Lods og saa til Lyngøer, "flyvende fort som Christian tilforn over Bjerge, Skove og Dale uden Spoer og Efterretning," saa de, næst den Høiestes Beskjærmelse, kunde tilskrive Lodsen deres Red- ning under en Fart, da Seil maatte skjærpes i et overhaands Veir, og Livet voves for ikke at blive indhentede. Thi Vagten havde efter Trudsler om Hevn, adspredt sig og gjort Anskrig; og paa et hængende Haar vare de ogsaa blevne standsede før de kom vel ud af Havnen. Medens de slæbte afsted med Lofthuus, ilede nemlig en Lillesandsboer, Aanon Gregersen, forbi og skreg til Matroserne ombord i et Stenersen tilhørende Skib, som laa paa Havnen, at man nu kom med Lofthuus og at de maatte hjælpe. Dertil gjorde de Folkets Børn ogsaa strax Miner, og vilde over Rælingen i Baaden for at afskjære Veien. Men Rhederen stod paa Bryggen og overskreg Aanon med haarde Trudsler om de SIDE: 106 rørte paa sig, og saa lode de da af. Hele Dagen, medens Baaden med Lofthuus i pilede afsted østerefter, saae de Baade sætte ud fra Landet, hvide krængende Seil, ikke lette at skjelne fra Bøl- gernes Fraadekamme; men den ene sakkede agterud efter den anden i det stærke Veir, saa de i Behold naaede Lyngøer Kl. 6 1/2 om Eftermiddagen. Lofthuus, der havde lagt bagbunden paa Bundtilierne, blev nu bragt i Huus Natten over under idelig Be- vogtning. Der "ved Arrestantens Leie" skrev Hammer Kl. 11 om Aftenen sin første Rapport og derfra daterede han den; men den anden omstændeligere var han saa heldig at kunne utstede fra Frederiksværns Fæstning den 17de Marts, hvorhen han ankom med Baaden den 16de om Aftenen Kl. 6. Lofthuus blev der overantvordet den Commanderende, Commandeur Grotschilling, som lod ham sætte i Vagten og belægge med Jern, hvorpaa et Iilbud affærdiges til Commissionen i Christiania med Indberet- ning fra Hammer og Andragende fra Grotschilling om at der maatte blive sørget for en sikkrere Arrest paa et andet Sted "for en saa betydelig Fange." Tirsdag Morgen den 20de havde Grotschilling Svar tilbage, at han skulde besørge Lofthuus sendt tilvands til Drøbak, naar det alene kunde skee med fuldkommen Sikkerhed, samt at man fra samme Dags Aften vilde være bered til at tage imod ham i Christiania. For at være rigtig sikker, lod da Grotschilling den armerede Skjærbaad "Elgen" lægge ud under Lieutenant Reiersens Commando. Kl. 2 Natten til 22de Marts seilede den af med Lofthuus og hans Tilfangetagere ombord, og under Orlogsvimpel ankom han samme Dag Kl. 1 til Drøbak, hvor Lensmanden i Agers Sogn, Knoph, modtog ham og uden Ophold førte ham under stærk Bedækning til Agershuus. Der blev han hensat i den nuværende Officiersvagt lænket til en Blok. Ti Aar efter sad han endnu saa. Da besøgte vor Advokat Hjelm, som Student, ham. Han saae da gusten og medtaget ud. Men han rystede sine Lænker og sagde med et flammende Blik: "See! saaledes behandler man den Mand, som vilde befri Norge." Den Opsigt og Deeltagelse, han vakte i Hovedstaden, hvorhen hans Rygte var ilet foran ham, og som vedligeholdt sig under hele hans tiaarige Arrest indtil Døden forløste ham, og man maatte løse den egne graa Dragt af Liget, som man for de paaklinkede Lænkers Skyld havde maattet gjøre til ham heel og med Knapning paa Siden, havte udvidet hans Tanker om sig selv, men ogsaa SIDE: 107 hans politiske Blik. Han saae, at han kunde have spillet en endnu betydeligere Rolle og være bleven endnu farligere for det Be- staaende. Jeg er dog overbevidst om, at hans bittreste Øieblik var, ikke da Porten paa Agershuus drønnede i efter ham, eller da Smeden klinkede, men da han laa bagbunden paa Bundtilierne udsat for Hammers og Salvesens Spot og triumpherende Blik. Der er meget i deres efterladte Skrivelse, som gjør det meer end blot sandsynligt, at de ikke have undladt, selv med Døden for Øie i det overhaands Veir paa denne Maade at nyde sin Seier. Bøndernes Forbittrelse. Foged Dahls Indsættelse i Nedenæs Arresthuus. Deputation til Frederiksværn. "Deraf bleve Bønderne atter opvakt Til høiste Harme og Vrede. Nu vilde de komme med stormende Magt, Ei længer om Retten at bede. I Freden saa burde man leve." (En Vise om Lofthuus). Med Orkanens, med den stormdrevne Flammes Hurtighed i Hedens tørre Straa, kom Budskabet om Lofthuus's Bortførelse ud imellem Almuen. Den ene af de fire tappre Vagtkarle, hans Tjener Tarald Berthougsen, løb strax op til Gaarden Lofthuus, kastede sig paa sin Huusbonds Hest, og jog østefter igjennem Bygderne, med det Sorgens Budskab, skrigende Folk sammen til at sætte efter, og det samme gjorde de Andre tilfods, hver paa sin Kant. I store Skarer strømmede Bønder allestedsfra til Lillesand. Landeveiene mylrede, som Myrernes Stier, naar Tuen er bleven rørt i sit Centrum. "Til Stranden først, til Stranden!" Der rullede Bølgerne dem imøde med ingen bedre Trøst i sin Drønen, end Ammens, der kun veed, med Gyngen og egne Raab, at overdøve Barnets Skrig. Men hvorhen? Østefter var man reist med ham. Og "Lofthuus igjen, før de have taget Livet af ham," var nu den første og eneste Tanke. Altsaa: "østefter, østefter efter ham!" Baade satte ud: smaa, for at følge Sporet, en stor SIDE: 108 med 30 Mand i, for at befrie og hevne. Og østefter droge Sværmene langs Kysten i travl Angst, som vandskye Hunde, der løbe rundt Vandet, medens Byttet svømmer derude, eller som Bølingen, der sandsesløs styrter afsted langs Kjernets Bred, som for at standse Rovdyret, der svømmer over med Kalven. "Til Fogden, til Fogden!" hedte det: "Han kan umulig være udenfor denne Handling. Med hans Minde og vel paa hans nærmeste Ordre maa den være skeet. Og har han saa ikke Ordre for sig, saa -- -- -- " Dette var Tanken, som drev dem afsted. Den var endnu ikke Beslutning om, hvad de saa vilde gjøre imod en Mand, de ellers ikke ialmindelighed havde noget imod, skjøndt Lofthuus var ham fiendsk. Altsaa først til ham. De mødtes af hans Budestikker, hvori Dahl forkyndte Almuen, at Paagribelsen var skeet ifølge høieste Bemyndigelse ved Commissionen og ikke ved ham. Dagen efter Fængslingen fik Dahl Nys om, at Almuen, uanseet hans Budstikker, flokkede sig sammen, og at flere Sværme allerede nærmede sig hans Bopæl. Han havde et Par Venner hos sig, og gik ud med dem, for at undersøge dette. Da -- men lad ham selv fortælle, hvad der hændte ham, saaledes som han samme Dags Aften nedskrev en Beretning til Stiftamtmand Adeler om sit Møde med den opbragte Almuehob og dens Forgribelse paa hans Person. "Underdanigst Pro Memoria. I Eftermiddag tog jeg en Tour til Fods til Konnestad, i Følge med Hr. Major Juell, Hr. Geert Geelmeyden og Skipper Ove Lindtvedt, i Tanke, af Gjæstgiveren sammesteds at erfare om han havde fornummet nogle nye Bevægelser af Almuen. Da vi kom hen til Bringsværdmoen, mødte os henved 60 Bønder, deels af Raabygdelauget og deels af Øiestads Præstegjeld, som vi standsede imod og hilsede til; de derpaa begyndte med største Bitterhed at klage over den ugudelige Behandling (som de kaldte det) mod Christian Lofthuus og hans Bortførsel, samt absolut paastod, at denne hans Paagribelse maatte være skeed efter min Foranstaltning som Foged, thi ingen anden kunde efter deres Formening have befattet sig dermed. Jeg svarede dem, at den kgl. Undersøgnings-Commission havde ene og allene foranstaltet samme paa Grund af Hs. kgl. Majestæts allernaadigste Villie og SIDE: 109 Befaling. Dette, skreeg de i Halsen paa hinanden, var aldeles ikke saa, samt provocerede mig at vise den kgl. Ordre, som jeg svarede dem de kunde faae at see hos Deres Høivelbaarenhed i Christianssand, desuden havde høibemeldte Commission udstedt Placater under Deres Hænder og Signeter til Almuens Efterretning, Som jeg vist troede vare opslagne paa Lillesand, efter det Rygte jeg havde hørt. Alt hvad jeg med Sagtmodighed forestillede dem, hjalp intet; de skreeg som afsindige Mennesker og fortalte at de i Dag havde faaet Efterretning fra Merdø, at man der havde været i Land med Lofthuus, og faaet ham paalagt flere Jern og mere Reeb, saa at hans Hoved var opsvulmet, og de meente nu, at han, som de sagde, var sprængt eller saa ilde medhandlet, at han neppe kunde leve m. m. Efter saadan Behandling mod Loft- huus kunde de ikke andet end forlange Arrest over mig, som upaatvivlelig maatte vide af dette Anslag paa hans Person, om ikke aldeles have foranstaltet samme. "Efter at jeg mere end een Time havde formanet og fore- holdet dem, hvad Ansvar de paadroge dem ved at arrestere mig, og i de meest pathetiske Udtrykke, min Invention kunde indgive mig, advaret dem i Kongens allerhøieste Navn at afstaae fra saadan ulovlig Adfærd, maatte jeg fremdeles høre deres rasende Bulder og at de vedblev deres eengang fattede Beslutning. "De derhos i Hr. Major Juells, Hr. Geert Gelmeydens og Hr. Lindtvedts Overværelse lode mig vide, at saadan deres Beslutning ikke skeede af Had eller Uvillie til mig, thi de ærede mig som en Mand, der havde viist dem al Retsindighed og Godhed i mit Embede, men de troede at jeg havde foranstaltet eller havt Kundskab om Lofthuus's Bortførsel, og følgelig maatte een lide for de øvrige; fik de derimod General-Veimester Hammer, Lens- mand Salvesen eller Christen Neersteen fat, vilde de hævne sig paa dem langt grueligere, og da isaa Fald sætte mig paa fri Fod, hvorhos de berettede, at de havde afsendt en Baad med 30 Mand udi at forfølge disse og meente de skulle have dem indhentet inden i Morgen. "Da jeg mærkede at jeg ingenlunde kunde undgaae disse ra- sende Folk, hvis Mængde var nu voxet til 150, sagde jeg: at jeg ingenlunde gik godvillig i Arrest, men vilde de vedblive deres Forsæt, maatte de tage mig med Gevalt, hvorpaa efter nogen Betænkning 6 a 8 Stkr. kom frem og lagde Hænder paa mig, SIDE: 110 imedens, de øvrige med Brølen og Skriig samtykte Arresten. Jeg fulgte saaledes med dem til Konnestad, havende i Følge med mig de 3de foranførte mine Venner [fotnotemerke] da der skeede Holt imedens Almuen bestilte en Hest for mig; jeg gik imidlertid ind i Stuen og endnu foreholdt Almuen det betydelige Ansvar de paaførte dem, og formanede dem at de skulde betænke sig vel og ikke lade sig forføre af endeel taabelige Bønderdrenges Raaben, hvortil de svarede, at dette maatte blive deres Sag, og at de havde engang foresat sig dette og vilde have i Dag angrebet mig paa min Gaard om de ikke havde truffet mig nu her. "Her randt nemlig nogle af mine Foranstaltninger i Tanke, saa at de begyndte at tale imellem sig selv om Kongens Kasse, og gjorde mig det Tilbud, at 8 Mand skulde afsendes for at forsegle samme paa min Gaard; jeg svarede de fik gjøre hvad de ville i sin Tid svare til; derefter sagde de at de ville følges med mig til Tonnevold og der forblive i 2de Dage, at jeg kunde imidlertid forsyne Alting, førend jeg blev arresteret, som jeg og overlod til dem at forsvare; -- i Forveien havde jeg proponeret for Almuen, at ifald de vilde sende 12 eller 24 Mand ind med mig til Christians- sand, hvis Bekostning jeg selv vilde udrede, skulle disse faae at see den originale kgl. Ordre til Christian Lofthuus's Paagribelse -- hvilket mit Anbud de plat forkastede. Da vi vare færdige at reise fra Konnestad, men endnu sad i Stuen der tilligemed Hr. Major Juell og Hr. Geelmeyden samt Lindtvedt, gjorde jeg endnu Al- muen Formaning af afstaae fra deres desperate Foretagende og lyste Kongens høieste Unaade paa de der lagde Haand paa mig, samt erklærede, at jeg ikke reiste til Arresthuset, førend de med Magt tog mig. Atter indfandt sig et halv Snees Stykker som under de øvriges Opmuntring lagde Hænder paa mig, men istedenfor at reise til Tonnevold efter deres egen Proposition, dreiede de min Hest om og raabte af fuld Hals: ikke til Tonne- vold, men til Arresthuset! Jeg fulgtes med dem i Følge med mine Venner til Lenets Arresthuus, hvor jeg udenfor Døren atter for- manede dem alvorligen, og i Kongens allerhøieste Navn forbød dem saadan Molest, samt igjen declarerede at jeg ikke uden Fotnote: Justitsraad Schythe fortæller, "efter Sigende," at, da Toget trak over Strubro, var det Hensigten at støde Fogden udover denne i Fossen, og at dette alene forhindredes ved disse Trendes Nærværelse. Det bærer alle Mærker af, at være en Bagvaskelse. SIDE: 111 Gevalt besteg Arresthusets Dørterskel, hvorpaa, efter nogen Paus af omtrent 1/4 Time, atter nogle lagde Hænder paa mig og fulgte mig ind. "Det fortrydeligste var, at en Deel unge Drenge, som ophidsede de ældre, fik maget det saa, at ingen af mine 3de Venner maatte gaae ind med mig i Arresthuset. "Saaledes har nu den Lofthuusiske Skare taget Masken af og viist hvad de fører i Skjoldet. "Deres Raab og Skrig indeholdt næsten ikke andet den hele Tid, end at de vilde stride for Christian Lofthuus til sidste Blodsdraabe. "Ved et uforfærdet og standhaftig Mod har jeg udstaaet denne krænkende Behandling efter at jeg med alvorlige Formaninger blandet med Sagtmodighed har forgjæves stræbt at afværge samme. "Med Glæde ville jeg nedlægge mit Liv for min Konges Tjeneste, naar Almuens Rasenhed derved kunne standses, men desværre, jeg troer ikke at dette Offer ville være fyldestgjørende, og at intet uden alvorlige Midler kan forskaffe denne Egn Rolighed igjen. "Hvad denne rasende Færd har udøvet i Henseende til min egen Person, tilgiver jeg dem af mit Hjerte, thi vel kan man udlede Kilden hos en stor Deel af aabenbar Ondskab, men hos mange har det vist skeed af en overvættes Dumhed og stor Armod, derimod hvad de have udøvet imod mig som en Kongens tro Tjener og Betjent da vil jeg knælende for min Allernaadigste Konges Throne allerunderdanigst bede at deres Opførsel ved denne Leilighed ikke maatte formere deres Brøde i andre Maader. "Af alt dette behager nu Deres Høivelbaarenhed at erfare, hvorledes Tingene forholder sig her i Egnen, og jeg overlader underdanigst til Deres høiere Eftertanke, at udfinde snare og kraftige Midler til dette Ondes Dæmpelse. Lehnets Arresthuus den 17 Marts 1787. Dahl." Almuen erklærede ellers Fogden gjentagende, at, hvad den gjorde med ham, skete aldeles ikke af nogen Uvillie mod hans Person, men alene fordi han, uden at advare dem, maatte have været vidende om Lofthuus's Arrest, og for at fremtvinge dennes Befrielse. De lovede ham honet Behandling, hvortil de maaskee i Fattigdom og Godtro regnede, at de af sit Sammenskud tilbød SIDE: 112 ham 16 Skilling i Diæt om Dagen, og Frihed saasnart deres Maal var opnaaet. Forøvrigt tilstededes Ingen Adgang til ham; otte Mand Vagt sattes ved Døren og Schythe paastaaer endog, at Major Juell maatte hemmeligen tilpraktisere ham Skrivemateriale. Imidlertid udfærdigede han, foruden ovenstaaende Indberetning, tillige en Skrivelse til Undersøgelsescommissionen, som de paa- toge sig at sørge for, af saadant Indhold: "Af 150 Almuesmænd er jeg igaar bleven tvungen til Arrest i Nedenæs-Lehns Arresthuus, og denne Almue af forskjellige Sogne forlanger, at Christian Jensen Lofthuus bliver dem udleveret imod at de Een for Alle og Alle for Een, indestaae for hans Persons Tilstedeblivelse indtil Sagens Udgang. De have forlangt, at jeg herom vil tilskrive den kgl. Undersøgningscommission, lige- som og, at de 4 Personer, som greb Christian Jensen Lofthuus, og efter den Almuen givne sikkre Underretning skal ubarmhjertig have medhandlet ham, maatte dem udleveres. Disse 4 Personer ere General-Veimester, Capitain Hammer, Lensmand Aanon Sal- vesen, Christen Nærsteen og David Natvig, som jeg underdanigst indstiller til den høikongl. Undersøgningscommissions gunstige Over- eielse, og tillige maa lige underdanig melde, at høibemeldte Com- missions Nærværelse i disse Egne var høilig nødvendig i denne Tid, da man ikke uden Grund troer, at en samlet Mængde af Fjeldfolk er færdig at rykke ind i Fogderiet. Hougerød 17de Marts 1787. Dahl. Almuen udbeder Svar med det allerførste, da de paastaae, at jeg ellers ikke bliver fri af Arresten." Ogsaa Sorenskriver Finne havde den 16de Marts havt et Besøg af Almuesmænd fra Fjære Sogn; men de opførte sig, efter hans eget Vidnesbyrd, høflig, og forlode ham, da han lovede at skaffe dem Placater fra Stiftet, hvori Bemyndigelsen til Arresten godt- gjordes. Disse begjærede han tillige underskrevne af General- major Dietrichson og Biskop Hagerup, og han tilskrev ogsaa samme Dag med Skibsleilighed, der just afgik med gunstig Vind, Cancelliet om, at erholde lignende Placater under Kongens Haand, hvilket han troede vilde være det eneste Middel til at stille Folket. Fra Stiftet udstedtes ogsaa strax trykt Placat til at slaae op og ud- deles, saalydende: SIDE: 113 "Friderich Georg Adeler. Herre til Gjemsø Kloster; Ridder. Kongelig Majestæts Kammerherre og Stiftsbefalingsmand over Christianssands Stift, samt Amtmand over Nedenæs og Raabygdelaugets Amter. Gjör vitterligt: at den Arrest, som er foretaget af General- Veimester Hr. Capt. Hammer og Lensmand Aanon Salvesen paa Oprøreren Christian Jensen Lofthuus er skeet efter Hs. Maje- stæts allerhøieste Befaling til Commissarierne i den anbefalte Undersøgnings-Commission. Enhver Almues-Mand befales derfor herved, at forblive i Rolighed ved deres Huse, og intet Sammenløb at anstille, saafremt de ikke ville vente at falde i allerhøist-be- eldte Hs. Majestæts Unaade og paa det haardeste at blive straffede, da Oprøreren Christian Jensen Lofthuus ikke haver at befrygte nogen Overlast, men at blive begegnet efter Lan- dets Love. "Den Ærekjærhed, Troskab og Lydighed, hvoraf den norske Nation idelig har været bekjendt, forvisser mig om, at denne min Ordre strax af enhver bliver efterlevet. Christianssand den 17de Marts 1787." Den 19de Marts var allerede Skibet med Sorenskriverens Ind- beretning i Kjøbenhavn, og den 23de hidkom en kgl. egenhændig Placat, hvori Bemyndigelse til at arrestere Lofthuus, bekræftedes. Folkesværmen ved Arresthuset tiltog bestandig, sammenkaldt ogsaa ved Budstikker, som Bønderne selv udstedte. Heelt op i øvre Tellemarken sendtes disse. De kom vel for sildig, men vakte dog nogen Bevægelse imellem Almuen. Da Lensmanden i Sillejord reiste om i Aamodtsdal Sogn for at bekjendtgjøre Stiftamtmandens Placat, traf han paa en af disse Budstikker, hvori de derværende Venner af Lofthuus opmuntredes til at sende Tinddølerne Bud og samtlige til da at sætte sig i Anmarsch til Sammøde ved Helgeraa den 30te Marts, hvorpaa man skulde gaae løs paa Frederiksværn, for med væbnet Haand "at sætte deres Frelser paa fri Fod." I denne Budstikke, der var af 17de Marts, anførtes Fogden Dahls Arrestation som et opmuntrende Motiv til, at de Alle som een Mand skulde rykke ud ): "Man ur huset," som det kaldes paa Svensk, om almindelig Udmarsch fra Bygderne. Mod Enden af Maaneden saaes ogsaa en Mængde Nissedøler, SIDE: 114 Fyrrisdøler og Treunginger i Skien, sværmende om og bandende paa, "at de skulde tage Christian ud, om han var i hede Helvede." Men dette var kun Stormens Efterdøninger. Den ved Hougerød Arresthuus forsamlede Mængde svoer, at Fogden skulde sidde, til de fik Lofthuus igjen, og de raadslog oftere, om det ikke var bedst at sætte Sorenskriveren ind til ham, da de ogsaa nærede Mistanke til denne Embedsmand om, at være medvidende i Lofthuus's Arrest, hvortil de paastode, at den kgl. Ordre, om en saadan gaves, burde have været bekjendt- gjort i Forveien. Han havde ofte Besøg af mere truende Natur, end hiint første, Dagen efter Fængslingen. Af og til kom Sværme bevæbnede med Knipler til ham, med den tydelige Hensigt at trække afsted med ham; men han snakkede dem fra sig, be- negtende at have nogen Deel i, hvad der var foretaget med Loft- huus, og foreholdende dem, at han, om saa havde været, maatte have handlet som skeet var, om han ikke, som overhørig Embeds- mand, vilde sætte Livet ivove for Bøddelens Haand. Heller, sagde han, vilde han da falde som Offer for sin Pligt, end for deres Raseri. Han takker ogsaa i en Beretning Arendals Embeds- mænd og Borgere, fordi de, "i denne Prøvelsens Tid," jævnligen kom over til ham i Colbjørnsvig for at paasee, at Almuen ikke forgreb sig paa ham; men forøvrigt kunde han "ikke betegne, hvad han havde følt og udstaaet i Hedens ti Dage" . Ved nogle Venner i Arendal fik Sorenskriver Finne ogsaa et Iilbud afsendt til Frederiksværn, med Advarsel til Lofthuus's Paagribere, at det ikke var raadeligt for deres Livs Frelses Skyld, at de kom tilbage til Egnen. Een af Medhjælperne var dog saa uforsigtig at gjøre det; men de gjorde ham dog ikke videre, end at de satte ham i Jern i Arresthuset, tilligemed to andre simple Karle, som de havde Mistanke til. Det var Hovedmændene de vilde have fat paa, og der er ingen Tvivl om, at det da havde gjældt disses Liv. Paa et Rygte om, at Salvesen var kommen tilbage og skulde holde sig skjult i Arendal, begav en halv Snees Bønder sig den l9de Marts til Byfogden, med Begjæring om, at han vilde lade ham efterlyse under Trommeslag, som den, der uden kgl. Ordre havde, i Ledtog med Capt. Hammer, frarøvet dem Lofthuus. Den følgende Dag kom der atter en Deputation; og da man ikke fandt nogen Salvesen, lode de sig forlyde med at ville gaae til Christians- sand og tage Stiftamtmanden med til Kjøbenhavn, hvor Kongen SIDE: 115 nok vilde skaffe Ret over hans Navns Misbrugere. Salvesens Kone flygtede af Angst over Almuens Forbittrelse, som nu, under Besøget i Arendal, for dog at faae en Syndebuk, søgte Beskjæf- tigelse i at opspore en vis Gabriel Rostrup, der engang skulde have yttret, at man burde skyde Lofthuus, om man ikke paa anden Maade kunde faae ham fat. [fotnotemerke] Imidlertid vare fire Mænd af Øiestad Præstegjeld blevne afsendte med Fogdens aabne Brev til Commissionen og for tillige at skaffe Underretning om, hvor- ledes Lofthuus befandt sig og hvad han havde lidt. Den l9de Marts meldte de sig hos Commandeur Grodtschilling i Frederiksværn, foreviste Brevet, som han i Afskrift expederede paa sin egen Haand til Commissionen, og bad om Tilladelse til at maatte see Lofthuus, som de sagde, de havde hørt, skulde være gruelig mis- handlet. "Da de saae ham, skriver Grodtschilling, tindrede Glæden ud af deres Øine ved at see ham frisk og vel." Lofthuus bad da Commandeuren om Tilladelse til at maatte sige dem, at de skulde formane Almuen til at holde sig rolig, for ikke at fordærve hans Sag; og det blev da naturligviis tilladt. Efter Grodtschillings Raad gik nu To af de Deputerede tilbage over Land, medens de andre To lagde ud østerefter tilbaads, for at røgte Ærinde, for- synede med en Attest fra Grodtschilling om, at de havde talt med Lofthuus og "opført sig vel og anstændig." Men uvis om de virkelig vilde række frem, sendte Grodtschilling da saavel ovennævnte Afskrift af Foged Dahls aabne Brev som en Ind- beretning om dette Gesandskab fra hans Bevogtere. Den 21de kom et nyt, bestaaende af 8 Mand, fra 3 af de nedenæssiske Præstegjeld, hvilke det dog ikke blev tilladt at see Lofthuus, og som, paa Grodtschillings Foreholdelse af deres rasende Adfærd mod Fogden, svarede, at de ønskede at noget Værre ikke maatte være passeret, imedens de nu vare borte, nemlig at Stiftamt- manden skulde være bleven belagt med Arrest af Almuen, siden Fjeldfolkene vare ved Deputationens Afreise i Begreb med at rykke mod Christianssand. Grodtschilling giver ellers ogsaa denne Deputation Lovord for dens Opførsel, og medgav den bekræftet Gjenpart af Commissionens Ordre til Arresten. Lofthuus fik derimod Tilladelse ti1 at tilstille denne en Skrivelse. Fotnote: For denne Mundbravour blev denne Person, der var en Søn af Klokkeren i Øiestad, og havde Expectance paa Ombudet, senerehen efter Lofthuusfeidens Ende, Fændrik ved lste vesterlehnske Regiment. SIDE: 116 Attentatet mod Adeler blev dog ved et Gesandtskab af sex Bønder, som i Christianssand traf Militairvagten paa Benene, ifølge Reqvisition fra Adeler af 18de Marts, for at sikkre Kongens Casse paa Tønnevold, "indcirkle Hoben og beskytte Adgangen saavel til Christianssand som til Arendal, og tvinge Almuen til at udlevere Fogden." Fra Foged Dahls Fuldmægtig, Fridrichsen, havde han modtaget Rapport om Almuemassens Tilvext omkring Hougerød Arresthuus, samt at hverken Oplæsningen ved Major Juell af hans Placat, eller dens Forkyndelse fra Prædikestolene, ifølge Befaling fra Biskoppen, havde havt anden Virkning, end at de fremdeles skrege paa at ville see Kongens egen Ordre. Efter dette overlod Adeler imidlertid til Høistkommanderende, Generalmajor Dietrichson, hvorvidt han maatte finde fornødent, at gevorbne Tropper med de fornødne Feldtkanoner rykkede ud. Dietrichson fandt det ikke overflødigt; thi Massen voxede idelig, og Rygterne multiplicerede igjen baade dens virkelige Antal og dens martialske Forsætter. Men i Garnisonens 80 Mand og i de fire Compagnier Nationale, som kunde lade sig opbyde i nogen Hast, og som ogsaa strax bleve opbudte, fandt Adeler ikke nok Sikkerhed. "Hvormeget der kan stoles paa disse sidste," siger han, "vil lettelig indsees". Han tilskrev derfor Undersøgelseskom- missionen den 21de Marts om, gjennem Generalitetet, at foran- stalte yderligere Forholdsregler, "der kunde beskjærme Hs. Maje- stæts troe Undersaatter mod alt Overfald af denne sværmende Hob," og foreslog den at sende et Iilbud til Kjøbenhavn med Under- retning om Tilstanden. En Slags Borgerkrig i større Stiil, end den berømte Paarsiske Fogedfeide paa Anholt, var i sit Udbrud. Og den Tid var Stemningen imellem Folket og Militairet, især fra Officierernes Side, langt mere bitter og spændt, end i vore Dage. Det var altsaa nok muligt, at -- -- -- Ansøgning fra Almuen. Fogdens Befrielse ved Militairet. Almuemassens Opløsning. Efterdrøn i Tellemarken. Sværdet lægges i Vegtskaalen. Før det kom til Udmarsch af Militairet, lod Adeler Bøndernes Udsendinge adspørge til syvende og sidst, om de inden Øster- SIDE: 117 postens Afgang den følgende Dag, som var den 20de Marts, vilde levere Fogden "ubeskadiget" tilbage i sit Huus, og bringe Hovedmanden for hans Fængsling, en Torger Knudsen Ombli, til Christianssands Fæstning. Men paa denne Indrømmelse vilde de ikke indlade sig, før den kongl. Ordre til Lofthuus's Arrestation blev dem foreviist; og Bekræftelsen herpaa kom først ud efter Opløbets Ende i en Placat af 23de Marts. Den ved Arresthuset forsamlede Almue var ogsaa netop nu, da den havde faaet Soren- skriver Finne, med eller mod hans Villie, til at opsætte et For- svarsskrift, i Form af en Ansøgning, til Kongen, mindre end nogensinde tilbøielig til at give efter, uagtet de deri erkjendte, at de havde forgaaet sig mod Fogden. De bade deri om Til- givelse for denne Handling og om, at ingen Enkelt maatte lide, siden de alle havde været enige i at tage denne Repressalie. Concipisten fik dem kun ved Møie til at maatte forme Andra- gendet om Lofthuus's Befrielse ikke som et Krav, uden hvis Ind- rømmelse de vilde lade det komme til det Yderste, men som en Indstilling til Kongens Naade, om han maatte stilles fri mod deres Caution, indtil han blev sagsøgt og dømt. Forøvrigt erklærede de, at de havde sendt Lofthuus til Kjøbenhavn, som en fornuftig Mand, der kjendte og deelte deres fælles Forfatning og Hensigten havde dermed ikke været anden, end paa en ordentlig Maade ved Landsfaderens Naade at faae Ret, hvor Retten var deres: Ret imod trykkende Embedsmisbrug, Ret imod Handelsunder- trykkerne. Lofthuus, meente de, havde røgtet Ærinde, da han havde bragt Forsikkring med sig tilbage om, at deres Klager vilde blive hørte og undersøgte, naar de bleve ordentligen fore- dragne, og der var dem saaledes vis Udsigt til, at deres Kaar, formedelst ham, vilde for Fremtiden blive bedre. De havde derfor samlet sig om Lofthuus, som deres Talsmand, og han havde budsendt dem for at høre deres Anliggender, og saaledes sætte sig istand til, med fuld Klarhed og virkelige Beviser, at tale og handle for dem i denne Egenskab, saa Kongens naadige Tilsagn kunde komme dem tilgode. Dette havde vakt deres Taknemmelig- hed mod Lofthuus, saa Tidenden om hans Fængsling, hvorved de maatte frygte for at see alle deres Forhaabninger om Lettelse for de Byrder, som nu trykkede dem og vilde trykke deres Børn i mange Led, tilintetgjorte, havde vakt deres heftigste Bekymring og Bedrøvelse. De kunde ikke troe, at han var fængslet efter SIDE: 118 kongl. Befaling, saasom de ikke, uagtet mange Begjæringer derom havde kunnet faae nogen saadan at see. I Heftigheden af deres Sorg, havde de derfor grebet til at anholde Fogden, der ikke havde underrettet dem om, at Lofthuus skulde fængsles, uagtet han to Dage forud formeligen var bleven adspurgt derom, og han efter Arresten havde ved Budstikker ladet bekjendtgjøre, at den var skeet efter kongl. Ordre. De ansaae heller ikke nogen Anden, end Fogden, berettiget til en saadan Handling, som de maatte finde saameget mere forunderlig, som de havde gaaet i Caution for ham, og denne var bleven antaget. At krænke nogen Mand, uden Nødvendighed, var ellers ikke deres Hensigt, og allermindst at foretage noget Opsætsigt imod Landets Love og Kongens Be- falinger. Kun vilde de beskytte Lofthuus, som de vidste var ilde anseet af Embedsmændene. Men "ialmindelighed -- endte dette Indlæg -- nedlægge vi os under Ds. Majestæts Naade, som vor Arveherre og Konge og som Guds Salvede, hvilken vi skylde Liv og Blod". Af dette Andragende lovede Bønderne sig meget; og det var dem kun om at gjøre, at faae det hurtigt og vel afsted. Iførst- ningen skulde tusinde Mand overbringe det til Kongen, saa tohundrede og tilsidst To af hvert Sogn. Men da Sorenskriveren forestillede dem, at Mængden intet gjorde til Sagen, og foreholdt de Ældste, som havde Børn, at de vel ikke vilde antage det for godt, om En af deres Sønner samlede Hundrede for at tvinge sig noget til, og at Kongen jo var Landets Fader, blev det ved, at fire Mand skulde reise, og først til Stiftamtmanden for at er- holde hans Erklæring. Valget skulde der gaae for sig; men da Ingen vilde reise, bade de baade den arresterede Foged og Soren- skriveren om, at opnævne Overbringeren, hvilket disse dog ikke vilde indlade sig paa. Siden hørte man kun, at nogle gik om- kring og samlede Reisepenge ind; men derved synes det ogsaa at være bleven. Major Juells Oplæsning om Morgenen den 20de Marts af Stift- amtmandens Opfordring til Fogdens Løsladelse var ogsaa bleven forgjæves, saa høitidelig den end skete udenfor Arresthuset, med Fogden selv bag Gittervinduet, og under Assistence af den midler- tidige Foged og en Lieutenant med to Underofficierer. Almuen, som da kunde beløbe sig til en 150 Mand, erklærede, at de ikke satte Fogden paa fri Fod, før de fik Lofthuus og hans Paagribere SIDE: 119 udleverede, og de tilstedede kun Samtale med Fogden, under deres eget Paahør. Udpaa Eftermiddagen negtede de ogsaa dette, og nærmede sig strax, da det lod til, at der fandt Meddelelse Sted mellem Majoren og den Arresterede gjennem Gittervinduet. Da skal Sværmen, som ved Middagstid anslaaes til omtrent 500, have beløbet sig til 300, ligesom det ogsaa sagdes, at en stor Samling fandt Sted oppe i Frolands Sogn. Mange af disse siges at have været fra de østre Sogne, fra Holt, Tromø, østre Moland, ja endog fra Gjærestad og Søndeløv, ligesom man mellem dem fra Omegnen, der gik fra og til, bemærkede Fiskere, Strand- siddere og Skippere. Alle vare bevæbnede med store Stokke eller Svolke, hvoraf nogle tydeligen vare indrettede mere til Kamp, end til Vandring. Løst Pak og halvvoxne Drenge manglede natur- ligviis heller ikke, og disse gjorde da, som altid, meest Qvalm. Samtalen gjennem Vinduet med Fogden gik ud paa, at meddele ham Stiftamtmandens Ordre til at tilstede, at den kgl. Casse blev aabnet, optalt og deraf udtaget til Militairets Behov, som man nu saae maatte sættes i Virksomhed; og han fik da Leilighed, siden Cassen paa det nærmeste var tom, til at give Anviisning paa et Par hundrede Daler udestaaende Skatterestancer hos Lens- mand Ole Wold, hvilke da ogsaa strax bleve hævede og Credit aabnet i Arendal for det Manglende. Til Krig hører nemlig, som man af den store Frederiks Udsagn veed, ikkun tre Ting, der ere eet og det samme, nemlig Penge først, saa Penge og saa atter Penge. Og nu brød den løs, og man skyndte sig saameget mere som man i Christianssand ikke vidste andet, end at Lofthuus endnu hensad i Frederiksværn, hvorfra han muligens kunde komme eller blive taget ud. Den 21de Marts marscherede Generalmajor Die- trichson selv af fra Chr.sand med 82 Mand Gevorbne, i hvis Sted han efterlod 100 Mand Nationale, under Major Wiwets Commandantskab, samt med et Compagni nationale Grenaderer, og to Feldtkanoner med deres Betjening, og ankom den 23de om Aftenen, "efter utrolig Møie og Fatigue i det fast ufremkommelige Føre," til Gaarden Rød og Natvig i Øiestad, hvor Natteqvarteer toges. Men nu maae vi lade Generalen selv tale i sin Bulletin fra Arendal af 28de Marts til Generalitets- og Commissariats- Collegiet i Christiania, da Slaget ikke alene var vundet paa Marken, men ogsaa i sine Følger. SIDE: 120 "Efterat -- siger han -- jeg havde noksom informeret mig om Bøndernes Tænkemaade, at de ikke godvillig vilde udlevere Fogden, og efter at jeg havde brugt adskillige Mojens til at sætte Splid imellem dem, og endelig saaledes ladet udsprede Trudsler af Ødelæggelse etc. betjente jeg mig af Morgenstunden, og efter at den utrættelige Major v. Juell om Natten med sit Compagnis kjække Soldater, som vare posterede i Sandstøe i Nærheden af Arresthuset, havde forskaffet os Baade, satte jeg med 2de Feldt- kanoner, Artilleriet, og de 2de Grenadeercompagnier over Nede- næs Elv til Arresthuset, hvor vi debarquerede, og forefandt dog allerede til en 8 a 900 Bønder samlede; da den øvrige Hob som Dagen tilforn skal have været til 2000 ikke var ankommen. Jeg forlangede at 2de af dem maatte komme ned til Elven at tale med mig, hvilket og skeede, da jeg tilspurgte dem, og i Hs. Maje- stæts høieste Navn paalagde dem, i Følge Stiftets Requisition, at udlevere Fogden, hvortil de svarede, de gjorde det ikke, men vilde vi have ham, saa kunde vi tage ham, da jeg svarede, det skulde og skee. Jeg lod derpaa Artilleriet placere paa et beqvemt Sted, og lod Grenadeercompagnierne med høireom! rykke opad Bakken, og marcherede selv foran, og fattede Post mellem Arrest- huset og de samlede Bønder; de ansaae vores Anrykkende med en Slags Bestyrtelse, og ved Ankomsten toge de fleste Hatten af, men da en af dem med megen importunité stillede sig frem med Hatten paa, sagde jeg temmelig alvorlig til ham i det jeg viste ham Pistolen: "jeg skal lære dig at vise Respect for Kongens Folk," hvorpaa de alle raabte: "Hatterne af!" Jeg tilspurgte dem da atter, om de godvillig vilde udlevere Fogden, hvortil de svarede Nei; men vilde jeg have ham saa kunde jeg tage ham. Jeg for- langede altsaa Nøgelen til Arresthuset, hvortil de svarede: de vidste ikke hvor den var. Jeg greb derpaa til en Øxe, som jeg til den Ende havde forsynet mig med, og slog til Døren; men da den var for stærk, leverede jeg Øxen til en af de nærmest staaende Grenaderer, hvilken vist med en Grenadeers fermitée tracterede samme, og da den end var for stærk, kom Sergeant Gaarmand af mit Regiment, tilligemed en 3 a 4 Soldater med et svært Træ, og dermed stødte Døren op, da jeg gik ind, og tog Fogden ved Haanden og ledede ham ud til Almuen, sigende: "her er Eders Foged, har nu nogen Lyst at lægge Haand paa Ham, kan de gjøre det, men jeg befaler Eder i Kongens høie SIDE: 121 Navn ikke videre at forgribe Eder paa Ham eller Nogen," og hvorpaa Fogden med en standhaftig Frimodighed traadte ind imellem Hoben, og tilspurgte dem, hvad ondt han havde gjort dem, og om de havde noget over ham at klage? hvortil de een- stemmig svarede: han havde aldrig gjort dem noget ondt, og de havde intet over ham at klage, men havde alene arresteret ham i den Tanke derved at faae Christian Lofthuus tilbage. "Foruden Fogden udtog jeg og af Arresten, Under-Lensmanden David Natvig og Landværns-Soldat Gunder Valle, hvilken første de havde sluttet i Jern, og arresteret den sidste i et Huus i Nær- heden, da de ikke vilde sætte ham i Arresthuset siden han var Militair, og begge disses Forbrydelse mod dem bestod derudi, at de havde været Capt. von Hammer behjælpelig at bringe Christian Lofthuus til Frederiksværn. Endelig udtog jeg og et ungt Menneske, navnlig Raastrup, som de og havde arresteret, fordi han havde brugt Trudsler mod deres Helt Lofthuus. Jeg traadte derpaa op til den samlede Bondehob, og saavel med truende som bevægelig Tiltale, forestillede dem deres formastelige Foretagende, tilraadende dem at begive sig i Stilhed og Rolighed til deres Hjem og Forretninger, som de havde forsømt og saa- ledes i allerdybeste Underdanighed at underkaste sig Monarchens allerhøieste Villie, hvilket de (og jeg kan bevidne med grædende Øine) belovede. Jeg lod derpaa de skarpladte Kanoner (dem jeg dog aldrig tænkte at betjene mig af) saavelsom de skarpladte Geværer i Almuens Paasyn affyre, hvilket foraarsagede dem en øiensynlig Frygt, og bestyrkede den Tro, at disse farlige An- stalter havde været indrettede til deres Fordærvelse. Jeg ilede derefter at undsætte Arendals By forinden Bønderne kunde naae samme, da de ikke alene i de urolige Dage der havde begaaet adskillige formastelige Udsvævelser, men endog truet Byen og Borgerne med Ulykker, og saaledes er jeg nu her indqvarteret, og tør jeg vel sige, at aldrig nogen gevorben Guarnison er i nogen By med større Glæde bleven modtagen, og i Dag tracterer Borgerskabet den ganske Commando, og forbliver jeg paa dette kjære Sted, indtil jeg faaer Forvisning om at Roligheden er retableret, og har jeg forlagt Hr. Major v. Juell med sit Compagni i Grømstad, for at kunde have ham ved Haanden; ligesom Hr. Lieut. v. Dietrichson senior er forlagt med Hr. Major v. Wivets Compagni paa Landvig for at spærre Bønderne Veien til Christianssand SIDE: 122 om de mod Forhaabning endnu ikke skulde være rolige, som jeg dog vist formoder; ligesom og henlagt en Commando af en Under- officier og 16 Mand til Ladestedet Lillesand, hvor Fru Hammer er boende som og af de rasende Bønder er bleven truet. "Jeg gjør mig fuldkommen forvissed det høie Generalitet Høi- gunstig vil betragte denne min Rapport, ikke som nogen Merite jeg gjør mig af, med en regulair Magt at have intimideret nogle Hundrede elendige, skjøndt rasende Bønder, men alene anseer samme som en Følge af de Pligter med hvilke jeg finder mig forbunden alt omstændelig at indberette. "Der er Ingen som paatvivler, at den retfærdigste Regjering, jo vil kræve Regnskab af, Eed, Tro og Lydighed overtrædende Undersaattere; men især af Hovedmændene saavel i den første som sidste Revolte, og hvilke jeg vel med Tilforladenhed kan opgive, men især Stiftet opnævne, og ifald saadant skulde skee, anseer jeg det for min Pligt jeg som her i Landet saa fuldkommelig bekjendt, giver mine ringe Tanker tilkjende, nemlig at en 4 til 600 af de Norske gevorbne Tropper med en 16 til 24 Artillerister maatte vorde hidsendte, for om hans Majestæt befaler at be- mægtige sig Oprørerne til velfortjent dog allermildest allernaadigst Afstraffelse, da forinden vist ingen Rolighed i Landet vil finde Sted; og skulde jeg, (hvilket jeg dog helst ønskede mig befried for) kunde ansees som den, der kunde overdrages et saadant Foretagende, skal Eed og Pligt, samt den yderste Lemfældighed altid blive mine Ledere, men i det øvrige maa jeg tilbede mig, heller hvem dertil maatte blive befalet, fuldkommen Disposition at handle efter Omstændighederne uden Skaansel. "Den overmaade dyre Tid og Mangel af Levnets-Midler, da Bønderne har fortæret alle disse Ting i disse Egne, har gjort jeg har maatte indkjøbe Levnetsmidler for Soldaten, da det er en pour Umulighed, at nogen Soldat kan opholde Livet her i Egnen paa denne Tid, om man end gav ham 12 til 16 ß daglig, og saa- ledes holder jeg Soldaten i deres Travallie ved Mod og Munter- hed; men de værdige Officierer [fotnotemerke] veed jeg ikke paa hvad Maade jeg tør understøtte, uden alene at have givet dem et Forskud, Fotnote: Disse vare: Major v. Juell; Capitain, Generaladjutant v. Suckow; Premier- lieutenanterne v. Bull, v. Blix, v. Dietrichson, senior og v. Dietrichson, junior; Secondlieutenant v. Werenskjold, og Fændrik v. Bruun. Samt som Understab: Sub-Chirurgus Jordan og Gevaldiger Johnsen. SIDE: 123 underdanigst indstillende til det høie Generalitet at determinere hvad jeg bør, efter deres Charges Medfør, tillægge enhver daglig, ei at tage i Consideration den Møie og ivrige Bestræbelser de efter deres Pligter har udvist og udviser; men alene at de maa blive ruinerede om de ikke naadigst vorder understøttede, da jeg hellig kan bevidne, vi ikke har haft eller kan faae et tarveligt Maaltid Mad under 32 til 48 ß. Til hvilken Ende og i hvilken Forhaabning en Liste over de samtlige Hrr. Officierer herved underdanigst nedlægges. Arendal den 28de Marts 1787. Dietrichson." "P. S. Just i dette Moment da Posten skal afgaae indløber mig vedlagde tvende Breve [fotnotemerke] fra Hr. Stiftamtmand Kammerherre de Adeler, hvilke sætter mig i en uventet Bekymring, da uagtet jeg paa det fuldkomneste holder mig forvisset om Bøndernes Rolighed her i Egnen, og at jeg aldrig troer de for nærværende Tid griber til nogen Opstand, kunde det dog blive mulig naar en Flok af Fjeldbygderne lod sig tilsyne, de da igjen kunde lade sig forføre, hvorved saavel Arendal som Christianssand vilde have at resikere, og i hvilken Befrygtning Arendals By har anholdt om at maatte beholde endeel af den herværende Guarnison og ganske frasagt sig de Nationale, befrygtende disse i Tilfælde mod deres Forældre, Slægt og Venner ikke skulde gjøre den fornødne Resi- stance; og da jeg finder deres Forlangende høist billig, afgaaer jeg i Morgen, tilligemed Artilleriet og det første Grenadeercompagni til Christianssand, efterladende Hr. General Adjudant von Suckow med det 2det Grenadeercompagni til Bedækkelse har i Byen, men selv opholder jeg mig i Grimstad, for snarest at kunde være ved Haanden med den nationale Forstærkning, naar og hvor meest maatte fornødiges. Underdanigst indstillende om det høie Gene- ralitet efter den af mig gjorte proposition maatte finde for godt at foranstalte nogen Understøttelse, der da uomgjængelig med Fotnote: Disse vare af 25de og 26de Marts. Det Første indskjærper, at Grodt- schilling i Frederiksværn maa meer end nogensinde tilholdes at passe paa Lofthuus, samt bemyndiger Generalmajoren til at lægge et Compagni Nationale i Arendal. Det Andet udtrykker hans Ængstelse over at Stemplinger skulde finde Sted i Sætersdalen, hvorfor han hurtigst rappelleres til Christianssands Beskyttelse. "Ikke veed jeg -- skriver han -- hvorledes Roligheden fuldkommen er etableret i den Egn, hvor De er, men dette veed jeg, at jeg gruer ved at tænke paa vores elendige Forfatning her." SIDE: 124 alle fornødne proviant Sorter (saasom Kjød, Flesk, Erter, Gryn, Smør og Ost) maatte være forsynet, da her intet som forhen meldt, er at faae, og ifald, det høie Generalitet, skulde have noget mig at befale, udbeder saadant her til Arendal at maatte adresseres for først at aabnes af Hr. General Adjudant von Suckow som Høist-Commanderende i min Fraværelse." Den 31te Marts kom Dietrichson, til Adelers store Glæde, i god Behold tilbage til Christianssand, efterat have efterladt Suckow med de Gevorbne i Arendal, med saadan Instrux af 28de Marts: "Af hvad som ved Parolen er bleven befalet, vil Hr. General- adjutanten let indsee, at Conjunkturerne udfordre, at jeg med Artilleriet og det første Grenadeercompagni i Morgen maa for- lade Arendal, for at lade de sidste afgaae til Christianssand og selv efter Omstændighederne, opholde mig i Grimstad, for med de der staaende nationale Compagnier, i Tilfælde, paa fornødne Steder, at kunne være vedhaanden. Jeg overleverer saaledes til Hr. Generaladjutantens Disposition og bekjendte fornuftige Indsigt Overcommandoen her i Arendal, paa hvilket Sted Hr. Generaladjutanten vil bruge den Magt og Myndighed, Hs. Maje- stæts souveraine Magt og Byens Sikkerhed uomgjængelig maatte udfordre, saaledes: At om Bønderne, som de noksom har for- sikkret, holde sig rolige, de da paa ingen Maade vorde ilde be- gegnede eller molesterede; men skulde Bønderne med en Slags befrygtende samlet Magt søge, at tentere noget Ondt med Byen, og Assistence fra Repræsentanterne blive forlangt, har Hr. General- adjutanten i Hs. Majestæts allerhøieste Navn og til Byens Sikkerhed og Forsvar, med yderste og muligste Forsigtighed og Lemfældighed at søge at intimidere den rasende Almue; men naar dette ikke vil hjælpe, da med Ild og Sværd at afholde og afværge al intenderende Ulykke og Overfald, og dertil opfordre Byens Borgercompagni til at være assisteerlig, og hvorom Byfogden fra mig er tilskreven." Men det forblev stille. Enkelte smaa Samlinger høiere oppe i Districtets Fjeldegne afbrød ikke Roligheden, hvortil Visheden om, ikke at kunne naae Lofthuus, inden Agershuus Volde, vel bidrog meest. Den forstyrredes kun af et gevorbent Regiments Trommer, som Generalitetet i Christiania sendte derhen med 4 Kanoner østerfra, for ganske at ave Lofthuus's modfaldne Venner. De af disse, som havde den sletteste Samvittighed, for- SIDE: 125 medelst sin Virksomhed, "stak paa sig," som det hedder, da de hørte dem. I Nedenæs var det at oversprøite den nedbrændte Tomt; men ikke saa i Bradsberg Amt, hvor Misfornøielsen endnu længe skjød Flammer iveiret. Did til Tellemarkens Dale kom Efterretningerne først seent. Lofthuus var saaledes alt paa Agers- huus, da en af hans Budstikker, hvori han yttrer Frygt for at blive ombragt ved Forgift, og Ønsket om, at tage sin Tilflugt til Tellemarken, kom didhen. Budskabet om hans Fængsling kom nu, og samtidig med dette sattes en Cautionsskrivelse i Circula- tion Dag og Nat, hvori Tellebønderne tilbøde at skaffe Lofthuus tilstede, naar Øvrigheden krævede det, paa Betingelse af, han skulde udleveres dem. I den Anledning holdtes et Møde i Hitterdal, der siges at være afgaaet, "som en polsk Rigsdag." Nogle vare af den Formening, at Lofthuus maatte reddes, om det skulde koste Liv og Blod, Andre, at man først skulde afsende Deputerede til Stiftamtmanden. Nei til Kongen, meente Nogle; Laugretten skulde reise, osv. Og saa blev der da intet, hverken af dette eller af nogle andre Møder, som afholdtes ved Kirkerne. Justitsraad Clouman, som indberetter dette under samme Dato, som Generalmajor Dietrichson vandt sit Slag ved Nedenæs Arrest- huus, ender sin Skrivelse til Moltke med følgende Tirade: "Ds. Høivelbaarenhed vil af dette og flere af Almuens sværmende Foretagender erfare, hvor tilbøielig den er til en Opstand, saa- længe denne Sværmer (Lofthuus) gives Tøilen. Det var derfor at ønske, at ifald det forholder sig rigtig om hans Arrest, han og hastig blev ryddet afveien; thi hvis ikke, vil jeg ei længe svare for Tellemarken, da dens republicanske Aand mere og mere tilvoxer, saa man med al Vogtsomhed ei længe skal blive istand til at hindre Udbrudet." Amtmand Moltke beretter ogsaa for- skjellige Træk af Tellebøndernes Enthusiasme for Lofthuus. Saa- ledes, at da Ordren til Lofthuus's Heftelse, under hans Besøg i Tellemarken i Høsten 1786 blev oplæst ved en af Kirkebakkerne, traadte en Døl, ved Navn Tarje Jon, frem og raabte, at Alle som een Mand vilde forsvare Lofthuus. [fotnotemerke] Mod Tellebønder havde Fotnote: "Vi mæter det ikke meer, end en Fastepræken," sagde En af østre Moland, da Sognets gamle Præst, Provsten Johan Grøn Lund, Søndag efter Lofthuus's Paagribelse, fra Prædikestolen oplæste en særdeles rørende affattet Formaning til sin Menighed, som han vidste var sammenkaldet til at møde paa et Sted, der kaldes Liinstølen. SIDE: 126 Dietrichson neppe vundet sin Seier for saa godt Kjøb. Men fordi han nu havde faaet den for det, fik han og Stiftamtmanden en Vise atpaa af den Natur, at der blev udlovet 50 Rdlr. for den, som kunde opdage Digteren. "See, Generalen kommer fra Feldten! See bag i Baaden, der sidder Helten! Op alle Mænd! Til Glæden lad Tonerne være stemt! Sjung om den Fare, hvori han svæved, Om Fienden sit Sværd mod ham havde hævet, Og Flinten ei var tillykke derhjemme paa Bjelken glemt." osv. Og om Stiftamtmanden: "Gjør Plads for Stiftamtmand! see, han er kommen! Vagt i Gevær! Og rører ved Trommen! Heji bomblebom bom bom bom, bomblebom bom bom!" osv. Smøreriet bærer, som man seer, alle Mærker paa at være kommet fra Almuemassens egen Midte. Og den var lofthusiansk i selve Christianssand. April Maaned. Urolighederne stilne af. Militairet trækkes ind. Den nedenæssiske Almue angrede, hvad den havde gjort imod Fogden, Krigsraad Dahl. Dette og Visheden om, at Lofthuus be- fandt sig i Forvaring paa Agershuus virkede nedstemmende paa dens Gemytstilstand. Grodtschilling i Frederiksværn, som, efter hvad der forebragtes ham, havde frygtet for et forenet Anfald fra Vest og Nord paa det fra Landsiden aabne Frederiksværn, kunde derfor, da han den 30te Marts fik Efterretning om Fogdens Befrielse, permittere Forstærkningen, som han havde indkaldt, og tage Ladningen af Kanonerne. Og samme Indflydelse havde Efterretningen om Lofthuus's Ankomst til Agershuus paa Telle- bønderne, der synes at have villet vove Alt for at tage Lofthuus ud af hans midlertidige Arrest i Frederiksværn. Efterretningen om hans Fængsling havde, efter Justitsraad Cloumanns Beretning, vakt "en heftig Brusen i Almuens Blod" i de Egne, navnlig i SIDE: 127 Nissedal og Triungen, saa "alle Mand bevægede sig strax til et Tog, for at udrive deres formeente Skytsengel af Arresten;" men de vendte nu tilbage paa halv Vei "med veemodige Sukke," frygt- somme, siger han, for at Christian skulde blive ombragt ved Gift, og forbittrede over den haarde Medfart under hans Paagribelse. Med Morgedølerne "saae det endnu værre ud." De havde strax holdt en Samling, hvori det var bleven besluttet, at hver Mand skulde reise sig for at befrie Lofthuus; i Helgeraaen skulde de samles, og ikke mindre end 10 Rdl.s Mulkt, som de "selv agtede promte at exeqvere," var bleven fastsat for Enhver, som holdt sig unna. Men ogsaa disse Bevægelser stillede af ved Efter- retningerne om Lofthuus's Bortbringelse fra Frederiksværn og Rolighedens Tilveiebringelse i Nedenæs, hvorhos Amtmanden Grev Moltkes Forsikkring om, at et nyt Sportelreglement vilde emanere, ogsaa synes at have beroliget Gemytterne. Det blev ved, at fire Mænd af Hvidesø og Sillejord Præstegjelde tilskrev Commissionsmedlemmet, Laugmand Colbjørnsen ved en Afsending om, at bevirke en Undersøgelseskommission nedsat i Skien, hvor det skulde vorde Lofthuus tilladt at vidne som Ihændehaver af deres Dokumenter, for at forklare baade sin egen og deres Sag. At de kgl. Plakater af 23de og 30te Marts overalt bleve oplæste fra Prædikestolene i begge Amter i de mange Helligdage i Paasken, som indtraf i Begyndelsen af April Maaned, bidrog ogsaa meget til, at Almuen overalt frafaldt enhver Tanke om Voldsomhed. Den eneste Samling, man veed om, i April Maaned var en den 6te April hos forrige Lensmand Jakob Ølmsvig i Vrængen, som Bønderne vilde tvinge til at skrive for sig. Forøvrigt berettes sam- tidigen fra Nedenæs og Bradsberg Amter, saavelsom fra General- major Dietrichson, at Alt nu i Midten af April Maaned var roligt. Man skulde imidlertid ikke troe, det havde meget at betyde med Roligheden efter de militaire Forføininger, som bleve tagne kort efter. Thi vel havde Generalmajor Dietrichson troet, at kunne strax ved sin Tilbagerykning til Christianssand, med det ene Grenadeerkompagni, aftakke 50 Mand af Major Juells Com- pagni i Grimstad og 70 Mand af Major Wivets Compagni, der kantonerede paa Landvig, under hans ældste Søn, Lieutenant Die- trichson, ligesom og det i Arendal efterladte Grenadeerkompagni midt i Maaneden rømmede Byen, efterat Magistrat og Repræsen- SIDE: 128 tanter havde frafaldt sit Andragende om Garnison; men Maaneden gik ikke til Ende, før Cancelliet paany opskræmmedes af en Ind- beretning fra Adeler om nye befrygtede Uroligheder imellem den simplere Almue og Strandsidderne, hvorefter Tropperne da paany kom i Bevægelse. Det danske Generalitets- og Commis- sariats-Collegium anordnede derfor, under 28de April, igjennem det norske i Christiania, at Generalmajor Dietrichson, uden Ophold, skulde lade et sluttet Grenadeerkompagni afgaae som Garnison til Arendal, og Ordre til Troppernes Opbrud paany afgik da den 5te Mai til Oberst Hesselberg og den 10de til Generalmajor Dietrichson. Man maatte hente Hjælp udenfor Stiftet da de Nationale kun vare lidet at stole paa, og Adeler var altfor bange for at blotte Chr.sand formeget. Imidlertid kom denne Forstærkning forseent. Aanon Salvesens pludselige Optræden i Arendal, i en ny Værdighed, gjorde hur- tigere Hjælp nødvendig. Han troede Gemytterne tilstrækkelig afkjølede, -- saa kolde, at de allerede havde skudt Iis, stærk nok, til at han kunde sætte Foden ud og vove sig midt ud paa den. Men han havde nær sat Livet til. Roligheden var ikke troendes. Med ham, Prokurator-Lensmanden, Halen paa Øvrig- heden, den allerede før hans Tjeneste, den 15de Marts, Forhadte, og nu derfor Belønnede, kunde ingen Fred være. Belønningerne. Opløb i Arendal mod Salvesen. Militairet maa atter paa Benene. Regjeringen havde tillagt Urolighederne i Nedenæs og til- grændsende Amter og Lofthuus's Personlighed for megen politisk Betydning, til at der ikke nu skulde vanke Belønninger i Overflod. Paagriberne undlode heller ikke strax at lægge for Dagen, at de nu troede at have Krav paa at gjøre sin Lykke, eller, som Capt. Hammer udtrykte det, paa at kunne "smigre sig med lykkelige og glade Udsigter." Det havde meer end blot Udseende af, at de befandt sig i Christiania som Folk, der vare flygtede for at redde sit Liv; men det gjaldt nu om at kunne faae præsentere sig i Kjøbenhavn. Det lykkedes ogsaa Hammer sidst i Maaneden, at SIDE: 129 erholde Reiseordre didhen af Undersøgelseskommissionen, hvor- paa Salvesen strax tilstillede denne en Jeremiade over sin Stilling, der ogsaa skaffede ham Tilladelse til at gjøre Capitainen Følge. Han klagede deri over sin Kones Flugt for Almuen med to smaa Børn, over den Tort, som var vederfaret hans gamle troe Tjener David Natvig, samt over, at de eneste Klæder, han havde kunnet faae med sig, vare de, han gik og stod i, og nu saa usle, at de snart vilde falde ham af Kroppen; men da han antog, "at Kongens Retfærdighed ikke kunde lade ham ubelønnet, naar han kun var istand til personlig at komme til Kjøbenhavn, for at andrage sit Anliggende og mundtlig at demonstrere, hvorledes det Hele var tilgaaet", ansøgte han om, at maatte følge med Hammer, og dertil at erholde 150 Rdlr. Den 2den April om Aftenen ankom de til Kjøbenhavn, hvorpaa de den følgende Dag afleverede sine Depescher i Cancelliet og gjorde enhver af Ministrene sin Opvartning. Hammer erholdt samme Dag ogsaa en tre Qvarteers Audients hos Kronprindsen, der tilsagde Udførerne af Lofthuus's Arrest, som efter hans Udtryk ikke kunde været udført bedre, om Kongens og sin egen særdeles Bevaagenhed. Det samme gjentog ogsaa Ministrene og mellem dem Bernstorff, der udlod sig med, at Dæmpelsen af de Lofthusiske Uroligheder var af saameget større Vigtighed, som han netop med sidste Post havde erholdt Efterretninger fra Sverig om, at lignende Gjæring fandt Sted imellem Dalekarlene, under en Capt. Stjerna. Salvesen blev først befordret, nemlig til Toldcontrolleur i Arendal, hvorimod det syntes at trække sig noget i Langdrag med Hammer. Det var nemlig bleven overdraget General von Huth at indstille ham til Befordring, og denne gamle Biedermann saae ikke Ham- mers Bedrift i saadant Lüster, som Cancelliet. Hammer klagede for Undersøgelsescommissionen over, at Huth endogsaa havde sagt ham reentud, "at det ikke var saa betydelig en Sag, at arrestere en Mand, at det ikke var meer end hans Pligt, ja, om Livet end havde været i Fare, maatte han, som Militair, altid være villig til at vove det i Kongens Tjeneste." Adskillige Gange forsøgte Hammer "at gjøre ham Sagen nøiere bekjendt", men Gamlingen vilde ikke høre derpaa, blev ivrig og gik sin Vei. Han maatte derfor bringe Commissionen i Erindring, at han ikke alene havde sat sit eget, men ogsaa Kones og Børns Liv ivove, og udbede sig SIDE: 130 dens Medvirkning til at erholde 400 Rdlr.s Tillæg. Han vilde da renoncere paa Generalveimesterskabet i Bergen, som var bleven ham tilbudt. Det blev dog ved, at han modtog dette, tilligemed Majors Characteer og 200 Rdlr.s aarligt Tillæg. De øvrige Deeltagere undlode heller ikke at melde sig. Andreas Møglestue, der havde at paaberaabe sig, at han havde været enig i Paagribelsen og huset Salvesen med Følge i to Nætter og een Dag, erholdt en Gratification af Kongens Casse; hans Svigersøn, Carl Sigismund Treu, blev Overtoldbetjent i Mandal, Chr. Neer- steen, hvis Kone og Børn ligeledes havde maattet flygte, blev høitideligen paa Arendals Bythingstue, af Stiftamtmand Adeler, overrakt en Sølvkande paa 2 1/2 Pots Størrelse og af 100 Rdlr.s Værdi, ziret paa Laaget, der bar Kongens Navnechiffer med Krone og Skjoldholdere, med saadan Indskrift: "Skjænket Chr. Andersen Neersteen til Belønning for udviist Troskab den 15de Marts 1787." Adeler havde foreslaaet for Cancelliet, at Christian Neersteen, om han "dristede sig til igjen at indfinde sig for at beboe sin eiende Gaard," skulde vorde befriet for at erlægge alle kongl. Skatter, og den Ældste af hans Afkom for Udskrivning, hvorom Rente- kammeret lod indhente Undersøgelsescommissionens Betænkning. Justitsraad Schythe har ellers forfattet en Fortegnelse over alle dem, der bleve befordrede i den Anledning og som en Følge af Lofthuus's Paagribelse, og han faaer ud, at disse i de 10 1/4 Aar til Lofthuus's Dødsdag beløb sig til hele 36, nemlig 8 af Over- øvrighedsclassen, som en Følge af Adelers Afsked efter Ansøgning, med 1000 Rd.s Pension, 6 Generalveimestere og lignende Embeds- mænd, 8 Fogder og Sorenskrivere, 5 Toldofficianter og 9 andre Befordrede og Belønnede. Mellem disse kan dog kun følgende have nogen Mærkelighed for denne Histories Læsere: Kammer- herre Moltke fulgte Adeler som Stiftamtmand i Christianssand Stift [fotnotemerke] , Krigsraad Foged Dahl, der tog sig det, der var hændt ham, saa nær, at han søgte Afsked, befordredes til Foged i Nedre- Rommerige med 400 Rdlr. i Reiseomkostninger, og Foged Weide- mann i Raabygdelaget succederede ham i Nedenæs Fogderi. Aanon Salvesen fik imidlertid at betale sin Ansættelse i Arendal med nogle Dages Dødsangst. Strax ved sin Ankomst midt i Mai fik han Underretning om, at Almuen i Omegnen raadslog om at Fotnote: Blev siden Stiftamtmand i Agershuus Stift og tilsidst lste Deputeret i General-Toldkammeret i Kjøbenhavn. SIDE: 131 gribe ham, og at den paany var bleven ophidset ved et Rygte om, at Lofthuus skulde være lagt i Stok og blev piinlig behandlet i sit Fængsel. En Skipper Jens Krøger fra Omegnen skulde have ladet sit Fartøi lægge bi, under god Vind udenfor, mens han roede iland med denne Efterretning. Salvesen fik under disse Omstændigheder det Raad af Sorenskriver Finne, ikke at reise hjem til sin Bopæl, da Almuen just var samlet paa Sommerthinget i Sandstø, men heller at forblive i Arendal. Den 15de Mai erholdt han Underretning om, at Bønderne havde ved Kirkemødet be- sluttet at anholde ham, og om, at Budstikker gik over det hele Lehn, der, under Mulct, kaldte Folket sammen i dette Øiemed. Den 18de viste allerede en Snees Bønder sig i Byen, men de vendte om paa Veien til Toldboden, hvor Salvesen holdt sig Dag og Nat, da de just mødte Byfogden, Cancelliraad Berg, med La- gretten og med Protocollen under Armen. Da Gaderne saaledes vare blevne frie for Bønderne, omendskjøndt der var Sammenløb nok af Byens Folk, vovede Salvesen sig hen til Stiftamtmanden, der havde indfundet sig i Byen paa sin Thingreise, og anholdt om, at militair Magt maatte blive reqvireret fra Christianssand. Stiftamtmanden, der havde fundet Alt roligt paa en Tour igjennem Gaderne, vilde dog ikke indlade sig herpaa, før Rygtet om Søndag den 20de berettede, at Bønderne mandstærke vare i Anmarsch. Den følgende Dags Aften vrimlede ogsaa Byens Gader af for- bittrede Lofthusianere, som med Støi og Skrig sværmede om, passende paa om Salvesen skulde vove at forlade Toldboden forat gaae hjem i sit Logis. Alt syntes at bebude en Storm paa Toldboden. "Salvesen, frem! Frem med Aanon Salvesen, eller vi brænde ham ud!" hørte man fra de Masser, der stedse tættedes mere om Huset. Byfogden satte Brandvagter ud til Byens Sikker- hed og opholdt sig hele Tiden imellem dem, underhandlede med de Opbragte, og under dette lykkedes det en Kjøbmand Peder Thomassen at faae Salvesen, Kl. 11 1/2 om Natten, practiseret om- bord i et paa Havnen beliggende Skib, hvorpaa Bønderne trak ud af Byen, efterat Byfogden havde lovet dem, at de den næste Dag skulde faae Salvesen i Tale. Tirsdag Morgen mylrede de igjen ind i Byen og ned til Told- boden; men hvad skulde de see? I samme Øieblik lægge to Jagter med Rødkjoler til Toldbodbryggen. Det var Capitain General- adjudant Suchow, der, efter Stiftamtmandens Reqvisition, ankom SIDE: 132 fra Christianssand med Lieutenanterne Bull og Wærenskjold, en Fændrik, fem Underofficierer, Tambour, Piber og 50 Grenaderer. "Hurra!" raabte da En af Bønderne i den Tanke, at det var Nationale, "idag skal vi tage Salvesen ud med Soldater." "Han er nok allerede væk," raabte en Anden. "Vel! saa tage vi By- fogden, som har lovet os at faae ham i Tale," raabte en Tredie. Suchow rangerede strax sine Gevorbne op ved Toldboden, hvorpaa Salvesen blev hentet iland og Byfogden satte en ordentlig Ret til Parternes Confrontation mod hinanden. Bønderne, der kunde beløbe sig til 80-100 Mand, lode ved fire af sin Midte, som bleve sendte ind fra Gaden, føre til Protocols, at det var dem forebragt, at Salvesen havde i Kjøbenhavn beført dem for Kongen, ja endogsaa beskyldt dem for, at dersom Lofthuus ei var bleven greben, vilde de otte Dage efter have gjort ham til Konge, og derfor vare de nu komne, for at arrestere ham. Salve- sen svarede hertil, at han vel, før sin Nedreise til Kjøbenhavn, havde hørt noget saadant om Almuens Hensigter, men at han "i Kjøbenhavn var bleven overbeviist om, at Kongen, Kronprindsen og det ganske kgl. Huus elskede det norske Folk, og var kun bekymret over, at Chr. Lofthuus paa en falsk og underfundig Maade havde fordærvet dets gode Tænkemaade, ifølge hvilken Forfædrene til saa mange Tider havde udmærket sig ved Tro- skab". Disse Tilførseler bleve dernæst af Byfogden oplæste for den forsamlede Almue, hvorpaa Salvesen gik ind imellem dem og talte sin Sag. Efter nogen Ordvexling, hvorunder Salvesen især blev bebreidet for Andeel i Lofthuus's Fængsling, og at han derved havde været Aarsag i, at de havde forløbet sig mod Fogden, forlangte Bønderne det Protocollerede beskrevet og for- lode Byen paa Byfogdens og Generaladjudant Suchows Anmod- ning og Forsikkring om, at Salvesen baade paa Toldboden og i sit Logis skulde være dem tilrede, om de siden vilde tale med ham. Man hørte ikke siden til dem, uagtet det hedte, at Budstikker endnu af og til løb omkring i Dalene. Dog jo! omtrent 3 Uger efter fik Salvesen Nys om, at 30 Bønder, under Anførsel af en Gjermund Tøre, havde i tre Baade lagt sig imellem Arendal og Hesnæs, for at passe ham op paa en Embedsreise, og at de paaland havde baade Toug til at binde ham med og Hest parat. Han holdt sig da naturligviis hjemme. Sit Livs Frelse ved hiint første Forsøg paa at faae ham fat, tilskrev han alene, at de vare SIDE: 133 ganske uden Anførsel, endskjøndt han meente, at Personer udenfor Bondestanden havde sine Fingre i Optøierne i den Hensigt at faae ham bort. Et anonymt Trudselbrev, som kort efter det andet Forsøg tilvands blev fundet paa Arendals Brygge med Udskrift til ham, bestyrkede ham, Øvrigheden og selve Undersøgelses- commissionen i denne Mening. Nok! Manden var ilde anseet af Mængden, kjendte og ukjendte, hvorfor han samledes med sin Ven Hammer som Overtoldbetjent i Bergen. Han fik 200 Rdlr. i Reiseomkostninger, og da han omsider tog Afsked 700 Rdlr. i Pension. Dette Efterspil foranledigede kgl. Resolution af 25de Mai for, at et sluttet Grenadeercompagni skulde indtil videre henlægges i Arendal, og to Compagnier af det nordenfjeldske Infanteri-Regi- ment, forsynede med Artilleri, afgaae fra Christiania til Christians- sand. Adeler og Dietrichson syntes dog ikke en saadan Styrke tilstrækkelig. Thi endnu ved St. Hanstider fandt de Symptomer paa, at Almuen ikke var at lide paa, "ligesom, skriver General- majoren, deres ofte holdende smaa Samlinger og deres uudstaae- lige og formastelige Udeladelser om de hidbragte Kanoner og Garnisonens ubetydelige Antal, som de til sidste Mand har søgt Underretning om, give noksom Formodning om, at om Noget maatte indtræffe, der ikke fandt deres Smag, de da turde være rasende nok til at begynde nye og farlige Sammenrottelser." Rygter om Almuen. Uroligheder paa flere Puncter i Landet. Commissionen i Christianssand. Proces og Domme i Lofthuus's og de to suspenderede Sorenskriveres Sag. Intet Billede er oftere brugt og passer bedre, end at ligne opstandsartede Almueuroligheder med en Ild. De Lofthusiske lignede en Myrbrand, der kun af og til blusser op i Lue, men hvis Grændser under dens snigende Udbredelse vanskelig lade sig bestemme. Fra Nedenæs Amt have vi kunnet følge Urolig- hedernes Udbredelse over Bradsbergs, hvor især de Præstegjelde i Øvre-Tellemarken, der kaldes "Fjeldstuen", kom i Bevægelse. Foruden Østen Ingolfsland vare ogsaa en Zacharias Thoresen SIDE: 134 fra Aamodtsdal i Sillejord og en Engebret Hæktvedt særdeles virksomme der. Den Første gjorde endogsaa i Mai Maaned en Reise til Christiania, hvor han udgav sig for en Halling, forat komme Lofthuus i Tale; og det skulde have lykkets ham ved Bestikkelser, om ikke en af Vagten havde forraadt Sagen. For- søget vakte Opsigt og foranledigede skjærpede Paamindelser fra Cancelliet om, at have nøieste Indseende med at ingen Uved- kommede fik Adgang til Lofthuus, for hvis Tilstedeblivelse In- terims-Commandanten paa Agershuus blev paabundet personligt Ansvar. Om Tellebønderne sagdes endogsaa, at der gaves dem imellem dem, som udlode sig med, heller at ville give sig under Kongen af Sverig, hvor de ventede at faae 16 Aars Skattefrihed. Men dette er ganske vist en Bagvaskelse, udklækket i en eller anden ængstelig dansk Embedsmands Sjæl imellem de mange af denne Classe, som aldrig lærte at kjende Folket eller at elske Landet. Saavel Commissionen som de anonyme Forfattere af det trykte Brev fra Christianssands Stift og af det til Salvesen, hvorover han lod optage Thingsvidne, benegte aldeles, at Mis- fornøielsen nogensinde tog en saadan politisk Retning. Den Sidste siger, "at det Rygte er løgnagtigt, som gaaer, at Lofthuus skal have tragtet efter, ved Almuens Hjælp, at blive Vasal i Norge under den svenske Krone." Han kalder det "en sminket opdigtet Løgn", og ønsker, "at Løgneren maa staae tilskamme for sine Misgjerninger." Strengereid Skibredes Almue tog sig end- ogsaa dette Rygte saa nær, at den tilthinge den 21de Mai 1787 lod føre til Protocols, "at slige Rygter havde ikke alene oprørt deres Gemytter og smertet dem paa det ømmeste, men at de meget mere vare fulde af Troskab og tillige taknemmelige for Kongens Naade med Undsætningskornet". [fotnotemerke] Og i denne Anledning resolverede Kongen under 15de Juni 1787 iblandt andet saaledes: "Thi ville vi hermed have Almuen tilkjendegivet, at ligesom slige ublue og for Opdigteren vanærende Rygter ikke ere komne Os for Ørene, saa have vi og ikke nogensinde draget vore kjære og retsindige Undersaatters Troskab i Tvivl, hvilken Vi og gjøre Os forsikkret om, at de fremdeles ville udvise i Gjerningen, og om de skulle opdage Ophavsmændene til slige løgnagtige Rygter, have de at angive og anvise slige troløse Mennesker for ved- kommende Øvrighed, paa det de paa lovlig Maade kunde tiltales Fotnote: Almuerne tilskrev Lofthuus denne Yttring af Forsorg hos Regjeringen. SIDE: 135 til velfortjent Straf. Denne vores allernaadigste Resolution tillade Vi at maatte i Thingprotocollen indføres." Men kun som udtalt Idee, som antydet Mulighed havde disse Rygter nogen Betydning og kunde vække Ængstelse. Ligesom ofte i det daglige Liv en Begivenhed synes forud tænkt, ahnet, seet, oplevet idrømme, har Historiens ogsaa sine dunkle, pro- grammatoriske Forbud. Og et saadant vare disse Rygter. Re- gjeringen skulde blot vidst, at der fandtes Personer i Christiania, som ærgrede sig meest af alt over, at en Idee, de syslede over sammen med Gustav III's Agenter, kunde være Almuen saa fremmed, at den ikke satte den i Bevægelse, saa forhadt, at den bevidnede Kongen sin Afsky derover, og at deres egne Planer alene derfor vare uudførlige. Den skulde vidst det; da havde den maaskee fundet de Huller, hvorifra hine Rygter om et Frafald kom ud, nærmere oppe imod Samfundets Høider, end den ny- bagte Toldcontrolleur i Arendal befandt sig. De Yttringer af borgerlig, ikke politisk, Misfornøielse, der viste sig samtidigen paa forskjellige Punkter i Riget, som begyndende, af flyvende Funker tændte, Ildebrande, vare dog nok til at vække Regjeringens Ængstelse og Erindring om den Omsorg og Retfær- dighed, den skyldte det lidende Folk. Den paaskyndte derfor det saalænge belovede Sportelreglement, hvorom Overøvrighederne skulde afgive Indstilling, og navnligen et specielt Regulativ for Præsternes uvisse Indkomster i Øvre-Tellemarken, hvilket ogsaa blev udfærdiget af Stiftsdirectionen i Christianssand, Adeler og Biskop Hagerup [fotnotemerke] . Denne Sidste fik ellers en dygtig Næse af Cancelliet, fordi han havde gydet Olie i Ilden ved den, Præsten i Tind prostituerende, Paategning, han havde givet Østen Ingolfs- lands Klage. Men især stikker Cancelliets Ængstelighed for de norske Uroligheder og Mistanke om deres Forgreningers Dybde og Udbredthed frem i dets Medfart med en Peder Bentzen, en stakkels Skrædder fra Christianssand, fra hvem der iblandt Loft- huus's Papirer var fundet et Brev, hvori han ønsker en Samtale med ham før Reisen til Kjøbenhavn, og tilbyder ham sit Huus til Logi. Han blev strax arresteret og forhørt under sit Ophold Fotnote: Føromnævnte Provst Erich Ancher Bruun i Evje, uagtet sine egne Ud- sugelser, Procurator Brønsdorphs ivrigste Anklager, blev Biskoppen paalagt at indstille til Forflyttelse til et andet, "dog ei bedre," Kald. Han kom saaledes, ved en Slags geistlig Degradation, til Suldal. SIDE: 136 i Kjøbenhavn, og han slap først løs midt i August mod Caution for sin Tilstedeblivelse, uagtet Forhørerne ikke oplyste videre imod ham. Mere Opmærksomhed fortjente dog hine spredte Tegn paa en vidtudbredt Misfornøielse, som samtidigen viste sig paa flere Punkter i Landet. Zacharias Thoresen, der synes at have været særdeles let paa Benene, fik Skyld for at have oppustet Ge- mytterne i Nummedal og Sandsvær. Grodtschilling indberettede et Rygte om at Gudbrands- og Østerdalen skulde være urolige, og i det fjerne Søndfjord fandt voldelig Modstand mod Øvrig- heden Sted efter opskaarne Budstikker. Sex Bønder bleve i den Anledning fængslede og indbragte til Bergenhuus Fæstning. Nabodistrictet til Nedenæs, Lister og Mandals Amt, forblev deri- mod roligt, hvilket skyldtes dets afholdte og dygtige Amtmand, Etatsraad Peter Holm. Dets Deeltagelse indskrænker sig til et Andragende fra Findsland, Øslebø og flere Sogne, hvori der klagedes over de flere Skatter, som de nu imod før uden Hjemmel og uregelmæssigen fandt opførte i sine Skattebøger, og hvor- imellem de især fandt Laugmandstolden og Afgiften til Radesyge- huset i Flekkefjord, hvis Underholdning alene paabyrdedes deres Amt, ubillige, samt hvori de androg om fri Kornindførsel. Denne bevilgedes indtil Juli 1788, og da et almindeligt Sportel- reglement, som det dog først under 20de Juni s. A. blev Alvor med, belovedes, samt Commissionsmedlemmerne, Falsen og Aars, ifølge Commissorium og Tiltale imod Lofthuus af 3die August atter indfandt sig i Christianssand for at fortsætte og afslutte Undersøgelses- og Vidne-Forhørene der, bleve Gemytterne overalt paa Vestlandet roligere alt som det leed med Aaret. Bønderne havde vel, som før berørt, sendt en Ansøgning i Vei om nye Commissairer; men de havde faaet dette skarpe Svar, at "da de havde forbrudt deres Troskabseed og ikke viist den Ære og Kjærlighed, de skyldte deres Konge, skulde Oprøreren Christian Lofthuus og de øvrige Rebellere, saavelsom Forbryderne [fotnotemerke] Soren- Fotnote: Generalfiskalen, Justitsraad Uldals Beskyldninger imod disse Embedsmænd forklarer dette haarde Udtryk. De gaae ud paa, at de "havde gjort sig skyldige i adskillige Egennyttigheder og Uretfærdigheder til Rettens Forkrænkelse samt Almuens Udsugelse og Ødelæggelse, saasom at have stipuleret Betaling for at skaffe en Part favorabel Dom i en Skovdelingssag, ligeledes at have ladet sig betale for at give et Stervboes Creditorer Udlæg i Stervboets udestaaende SIDE: 137 skriverne Smith og Brønsdorph indstevnes og efter Loven strenge- ligen straffes og dømmes." Dette virkede som Tordenslaget og Løvebrølet, der jager Dyrene iskjul. Kongen tvivlede om deres urokkelige Hengivenhed og Troskab -- det var en Tanke fuld af lammende Græmmelse for de ærlige Bønder, som tillige i Ud- trykkene om hine to Embedsmænd maatte finde, at det var hans og hans Regjerings alvorlige Hensigt at straffe deres Forurettere. Sagen imod dem sattes ogsaa samtidig med Commissionens For- handlinger i Christianssand i Drivt fra 16de Juni 1787, først under Commissairerne Byfoged Berg og Krigsraad Toldbetjent Aarestrup i Arendal, og siden, i dennes Sted, ved Bitræde af Borgermester Nidaros i Christianssand. Sytten Præstegjeldes Almuer bleve en efter hinanden til visse Dage indkaldt først til Undersøgelses- og derpaa til Vidneforhør med det samme, for at spare dem endnu en Indreise til Christians- sand, hvortil flere havde en Snees Miil, og vel ogsaa for ikke at have formange af dem i Byen paa een Gang. I Stevningerne vare kun de Personer opnævnte, der vare mistænkte som Hoved- mænd, og Commissionen var bemyndiget til, efter eget Tykke og Oplysningernes Medfør at indsætte dem i Varetægtsarrest i Christianssands Fæstning. Actor imod Lofthuus, som man ikke fandt det raadeligt at lade møde i Christianssand, men senere at forhøre i Christiania af de derværende to Commissairer, var Procurator Stub, og af Christianssands Stift var Prokurator Antoni Schweder [fotnotemerke] udnævnt til at varetage hans Tarv som Defensor, da Lofthuus selv ikke havde villet opgive nogen, saasom han agtede selv at føre sin Sag, og derfor maatte anholde om at blive ført til Christianssand. Skulde dette blive ham negtet, erklærede han paa Notarialbeskikkelsen, som Sorenskriver Aars selv præsen- terede ham den 18de Septbr. i Arresten, vilde han hverken vælge eller foreslaae nogen Defensor. Men Commissionen fandt sig saa misfornøiet med den Maade, hvorpaa Schweder udførte sit Hværv, Fotnote: Gjeld, hvorimod Arvingerne skulde have faaet sig de rede Midler tildeelte; at have aftvunget Kjøber og Sælger store Summer for at bringe deres Contracter og Skjøder ved Gaardkjøb og deslige Begivenheder i Rigtighed og for at faae dem thinglyste; at have afpresset En og Anden Penge, under Trudsel af, at der ellers skulde blive anlagt Processer mod dem, eller at Ombud skulde blive dem paalagte, eller at deres Handeler skulde blive paaankede og gaae overstyr m.v." Fotnote: Havde været Byfoged i Christianssand, men var ved Høiesteretsdom bleven fradømt Embedet. SIDE: 138 at den efter nogle faa Møder indkom med Klage over ham, og forlangte enten ham entlediget og Overhofretsprocurator Thomas Lund i Christiania paalagt Defensoratet, eller sig i Naade af- skedigede som Medlemmer af Commissionen. De paastode, at det nok ikke var saa frit for, at han før havde selv havt Fingre med i Almueurolighederne, og at han nu vidtløftiggjorde Sagen ved utilbørlige Contraqvæstioner og Forlangender og pustede til Ilden af al Magt. Især fandt de, at følgende tre Spørgsmaal fra Schweder vare af en saadan Beskaffenhed, nemlig først: om vel nogen Arrestbefaling imod Lofthuus var bleven bekjendtgjort? om ikke Fogden, da han desuagtet sidst Michalsdag søgte at overrumple Lofthuus med Soldater, havde lagt Beslag paa og bortført fra Gaarden endeel Almuen tilhørende Papirer og Penge tilligemed noget Brændeviin og en liden Pistol? samt om det ikke var bekjendt, at Soldaterne ved den Leilighed førte skarpe Pa- troner? Opløbet paa Lillesand skulde da været foranlediget ved en Voldshandling af Fogden, og for at faae det Borttagne, der virkelig ogsaa relaxeredes, tilbage. Schweder beklagede sig igjen fra sin Side over Rettens Fornegtelse; men da ogsaa Aktor, Generalfiskalen Uldals Fuldmægtig, erklærede, at han maatte frasige sig sin Bestilling med Sagen om Schweder skulde ved- blive, indstillede Generalfiskalen ham til Afskedigelse fra Defen- soratet, uagtet han ikke kunde indrømme, at hine Qvæstioner vare hans Part saa unyttige, og fandt det betænkeligt at afskedige en Mand, som det lod til besad Almuens Tillid. Commissionen, begyndt 20de Novbr. 1787, sluttede sine Akter den 10de Marts 1788. De beløb sig til 410 Ark, hvoraf særskilte Afskrifter, hver i to Bind, bleve i September s. A. overleverede den nye Aktor paa Generalfiskalens Vegne Overhofretsprocurator Hans Gundelach og Defensor M. German, begge i Christiania. [fotnotemerke] Sagen mod Lofthuus og hans udfundne Medskyldige blev nu ført her, medens den mod de to anklagede Sorenskrivere førtes paa de gamle Tomter. Men det trak saa langt ud med hans, at man begyndte at troe, at der ingen Dom skulde falde i hans levende Live. Høiesteretsdom oplevede han heller ikke; men netop paa femte Aarsdagen efter hans Tilfangetagelse, den 15de Marts 1792, faldt saadan Dom inden Inqvisitionscommissionen, som dengang Fotnote: Denne Akt har uagtet sin dobbelte Udgave hidtil ikke ladet sig opspore hverken her eller i Danmark. SIDE: 139 bestod af Stiftamtmand Grev Moltke, Conferentsraad Colbjørnsen, Assessor i Overhofretten Sommerhjelm og Sorenskriver Aars: "Christian Jensen Lofthuus bør at straffes med Fæstnings- arbeide i Jern sin Livstid. Gunder Gundersen Rise (af Øiestad) bør betale sine Voldsbøder med 60 Rdlr. og arbeide i nærmeste Fæstning i 3 Aar. Ole Gregersen Sangereid (af Vestre Moland) bør arbeide i nærmeste Fæstning i 2 Aar. Omund Sældal (af Øiestad), Halvor Tirvold (af Fjære), Vraal Hovatten (af Froland), Aanon Stie og Thorgrim Ombli (af Heirefos) bør hver for sig at betale sine Voldsbøder med 60 Rdlr. og arbeide i nærmeste Fæst- ning i 1 Aar. Omund Furre (af Øiestad), Osmund Rødalen, Knud Staavesland, Halvor Gouslaa (af Heirefos), Mikkel Væding og Thorkil Stener (af Øiestad) bør hver især arbeide i nærmeste Fæst- ning i 1 Aar. Endelig bør Aasul Olsen Rise og Gjermund Tørra for Generalfiskalens Tiltale i denne Sag fri at være. Sluttelig bør Christian Jensen Lofthuus og de øvrige Forbenævnte -- Aasul Rise og Gjermund Tørra undtagne -- En for Alle og Alle for En betale Generalfiskalen i Sagens Omkostninger 400 Rdlr., hvorimod de saaledes samtlige for den af ham over Enhver især videre og yderligere nedlagte Paastand, i Henseende til Straffen bør fri at være." De anklagede Sorenskrivere havde allerede erholdt sin endelige Dom. Commissairerne Cancelliraad, Byfoged N. Berg og Borge- mester O. Nidaros, havde saaledes dømt i Smiths Sag: "Den suspenderede Sorenskriver over østre Raabygdelaget, Justitsraad Hans Smith bør for de ham i denne Sag overtydede Forseelser bøde til østre Raabygdelagets Fattige 100 Rdlr., og betale ligesaa- meget til Justitscassen. Dernæst tilpligtes han at betale til General- fiskalens Fuldmægtig, Actor og Prokurator Rasmus Lassen, det paastaaede Sallarium, 200 Rdl., samt Stevningers og Lovdages Forkyndelsesbekostninger til Vedkommende, efter Actors derom fremlagte Beregning af 27de Juli 1789, med 56 Rdlr. 2 Mk. 16 ß. Iligemaade tilpligtes bemeldte Justitsraad Smith til Os, som de befalede Commissarier, at betale to Trediedele af den Acten foran tilførte Beregning med 553 Rdl. 32 ß, og endvidere at betale den Actor meddeelte Domsacts Beskrivelse efter lovlig Beregning. Alt at fuldbyrdes osv." Og i Brønsdorphs Sag var falden saadan Commissionsdom: "Den suspenderede const. Sorenskriver over vestre Raabygdelaget, SIDE: 140 Procurator C. Brønsdorph bør, for de ham i denne Sag over- tydede Forseelser, bøde til vestre Raabygdelagets Fattige 50 Rdlr., og betale ligesaameget til Justitscassen. Dernæst tilpligtes ham at betale til Generalfiskalens Fuldmægtig, Actor og Procurator R. Lassen, af det paastaaede Sallarium 120 Rdl., samt til efter- skrevne Kaldsmænd, hvad de efter indgivne Beregningslister have fortjent ved Stevningers og Lovdages Forkyndelse, saasom Osmund Reiersen 20 Rdl. 84 ß, Ole Knudsen 8 Rdl. 40 ßog Ole Ramse 4 Rdl. 32 ß, samt Lensmanden Gunder Skjesland og Ole Gundersen Næs forbeholdet, hvad de i lige Tilfælde tilkomme efter lovlig Beregning. Iligemaade tilpligtes bemeldte Procurator C. Brønsdorph til Os, som befalede Commissairer, at betale en Trediedeel af den foran Acten tilførte Beregning med 276 2/3 Rdl., og endvidere at betale den Actor meddeelte Domsacts Be- skrivelse efter lovlig Beregning. Alt at fuldbyrdes osv." Generalfiskalen Skibsted indankede Dommen i Smiths Sag til Høiesteret, hvor, ifølge Dom af 19de Octbr. 1791, Mulcten ufor- andret blev tillagt de Fattige alene, hvorimod Sallarierne bleve nedsatte til 100 Rdl. Brønsdorphs Sag synes ikke at være gaaen videre; og den maa hurtigen være gaaen afglemme, siden han inden faa Aar først blev Overhofretsadvocat og siden Told- procureur i Throndhjem. Gik det langsomt, inden det kom til Commissionsdom i Loft- huus's og hans Medanklagedes Proces, gik det dog langsommere siden -- saa langsomt, at hiin Mening om, at den endelige Dom først skulde ramme Liget, ret kom igang. Og da havde det for hans Vedkommende heller ingen Hast. Høiesteretsdom faldt ikke før næsten to Aar efter hans Død, og hele 7 Aar og tre Uger efter Commissionsdommen. Den 5te April 1799 blev Sagen plæderet for Høiesteret af Generalfiskalen Skibsted contra Chr. J. Lofthuus's Stervbo og Arvinger, for hvem Ingen mødte, og af Høiesteretsadvocat Rottbøll contra Ole Greg. Sangereid med de flere Tiltalte; og da faldt endelig saadan Dom: "Commissairernes Dom bør ved Magt at stande. I Sallarier og Omkostninger be- taler Lofthuus's Stervbo og Arvinger, tilligemed de 13 til Straf fældte Almuesmænd, een for Alle og alle for Een, til Procurator Ras. Lassen 83 Rdlr. Saa betale og sidstnævnte 13 Almues- mænd paa samme Maade til Generalfiskalen i Sallar for Høiesteret 200 Rdlr." SIDE: 141 Først i Marts Maaned 1800 afreiste af disse 13, de 12, da Torgjus Ombli var død imidlertid, til Agershuus for at udstaae sin Straf, og efter 6 Uger og 1 Dag løslodes de igjen, saa de vare hjemme igjen hos sine Familier først i Mai. Og da havde de at fortælle, at de vare blevne behandlede saa mildt, at de hverken havde havt Jern eller Slaveklæder paa sig. Kun fire Nætter havde de lagt blandt de øvrige Slaver, og hver 5te Dag havde de faaet "til Traktement" 15 Skil. og et Commisbrød. De smurte Sminke over Skamrødmen. Men den Godhed, som vistes dem, var i deres Fortælling liden mod den Deeltagelse, som var bleven viist Lofthuus af Byens Indvaanere. Ham, sagde de, sendte man altjevnt baade Steg og Viin fra Byen, og mange Storfolk kom og besøgte ham; og da han døde, kom der baade et Stykke til hans Ære i Ugebladet og et Minde paa Graven med en Inscrip- tion, som var værd at læse, men som dog ikke fik Lov at staae. Lofthuus's Død. Over og om Lofthuus. De hjemkomne Bønder havde ikke sagt formeget om deres henfarne Høvding. Der stod virkelig at læse i "norske Intelligents- sedler" for 28de Juni 1797, 15 Dage efter Lofthuus's Død, følgende Mindeskrift, med tilsatte Anmærkninger, trykt med udmærkede latinske Typer: "Christian Jensen Lofthuus. -- -- hate injustice, succours innocence, Appals the Tyrant, and protects the appress'd [fotnotemerke] St. John. Saa har da Fængslet gjort Ende paa Dit daadfulde Liv! Saa skal Du ikke mere see Dit Landsted, som Du med saamegen Flid opdyrkede! [fotnotemerke] -- Ei skal Dit Øie mere skue Morgensolens Glands; men heller ikke skal Uveir, Krig og anden Nød røre Dig. Hvil i Fotnote: Han fik 1781 den største Præmie for Jordforbedring af det throndhjemske Videnskabers Selskab. Fotnote: D. e.: "Had Uretfærd! staae Skyldløsheden bi! Forfærd Tyrannen! Beskyt den Undertrykte!" SIDE: 142 Fred! -- Ti sekellange Aars Indspærring uden Lovfældelse [fotnotemerke] -- mangeslags deraf flydende sammenhobet Kummer -- maatte omsider overmande dette kjæmpestærke hærdede Legeme. Din Aands Kjækhed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den Dig aldrig. Du døde -- som Du havde levet -- en sand Patriot; [fotnotemerke] og Fred med Dit Minde! -- -- Maaskee skulde disse Sandheds Ord ei være talte? [fotnotemerke] Dig sættes vist ingen Bauta-Steen; men trøst dig ved Romerens: Coelo tegitur, qvi non habet urnam. [fotnotemerke] V . . . . . . . . n [fotnotemerke] Ogsaa med Mindet over Graven havde det sin Rigtighed. I den danske Avis "Dagens Nyt", udgivet af en Kornerup, findes i Nummeret for 7de April 1798 følgende anonyme Annonce: "Paa den i Aaret 1797 døde Christian Lofthuus's Grav blev en Nat kort efter hans Begravelse sat -- man veed ikke af hvem -- denne Inscription, malet paa et rødt Bræt: "Gyseligt Minde efter Christian Lofthuus som paatog sig at tale Fortrængtes Sag, men ulært stødte an imod Lovene, smiddet i Lænker til en Klods, og saaledes som Statsfange af Landet underholdt i 10 Aar uden at nyde endelig Dom. Martyr! Din frie Aand møder mange dine Lige, der lede, fordi de vilde vel." Brættet var kommet som en om Natten opskudt Paddehat. Det holdt sig ogsaa kun til udpaa Dagen, da det blev taget væk af Fotnote: "Over hans Sag og Forbrydelse, (neppe noget Niddingsverk) hviler et cimmerisk -- for ikke at sige cimbriskt -- Mørke. Minerva melder kun een- gang lidt om de dæmpede Uroligheder ved Arendal. Rousseau siger: den Stærkeste er ikke stærk nok til altidat blive Herre, naar han ei forvandler sin Magt til Retfærdighed." Fotnote: "Non ille pro caris amicis, aut patria timidus perire". Horat. [fotnotemerke] Fotnote: "Vor moralske Slummer" -- saa yttrer sig en indenlandsk Skribent, Guden- rath -- "vækkes ikke vedfrie Mænds Henkastelse i Fængsel, Landsforviisning Fotnote: D. e.: "Af Himlen dækkes den, som ei har Urne." Fotnote: I en Afskrift af Justitsraad Schythe staaer anmærket ved denne Signatur: " ): Vangensteen, Studiosus." Altsaa den for nogle Aar siden afd. Cand. jur., Literatus Vangensteen, engang Storthings- mand og bekjendt som varm Friheds- og Fædrelandsven. Fotnote: D. e.: "Han var ei bange for at døe for elskte Venner eller Fædreland." SIDE: 143 Politiet, fordi det lokkede Folk til. Den gamle Kone fra Christ- kirkegaardens Naboskab, som skulde vise Forfatteren af denne Skildring, hvor Graven havde været at finde, havde selv været med imellem den Skare af Gamle og Unge, som skulde hen at see, hvad der dog var paafærde derhenne paa Kirkegaarden. Lofthuus var kjendt af Fornemme og Ringe i Christiania. Med- følelsen for ham strakte sig over hele Borgerclassen, og fra dem var det han ofte i Sendelser af Mundgodt erholdt Beviser derpaa. Man brugte at besøge ham, og fra Byen sendte man ham ofte Meerskumspiber at indrøge, skjøndt vel mere for at han kunde have noget at forslaae Tiden med. Der findes ogsaa i Christiania- Intelligentssedler en Opsats om en Opfindelse af ham, hvorefter deslige Piber strax kunne indbeises de Farveschatteringer, som give dem deres Værd i Kjenderes Øine; og, saa ubetydeligt dette Træk er, er der dog Spor deri af en Aand, som altid maatte have noget at bestille og speculere paa: Bagateller i Mangel af vigtigere Ting. Fra Fæstningscommandoens Side synes han ogsaa, hvad Forpleiningen angaaer, at være bleven behandlet med Mild- hed. Han tillagdes 24 Skilling om Dagen, og der lagdes ingen Hindringer iveien for, at der af og til hjemme fra yderligere blev sørget for hans Behov. Kun med Hensyn til Omsorg for hans Tilstedeværelse var man streng. Han klinklænkedes saaledes til en Blok, saa hans Klæder maatte gjøres med Opknapning paa Siden, og hensattes lige ved Overfæstningens Hovedvagt, saa Vagten altid havde Indgangen til hans Fængsel for Øie. Han sad nemlig i den nærværende Officiersvagtstue ved Enden af den første Barakke, og den maa vel have været noget slettere end nu, siden det viser sig af en Skrivelse fra Capitainvagtmesteren, at han allerede Dagen efter sin Ankomst klagede for Commissionen over det Arrestværelse, man havde givet ham. Capitainevagt- mesteren siger dog, at han ikke beskrev sit Værelse ret; og Lofthuus's krakilske Gemyt var nu vel strax efter Ankomsten vanskeligt at stille tilfreds. Han lignede ogsaa den hele Tid en Ulv eller Ræv, som man aldrig kan faae tam. Hans Sind blev, som rimeligt under den lange Hensidden, bittrere og bittrere, og hans Sundhed tog stærkt af i den sidste Halvdeel af hans Arrest. Fotnote: o. dsl. Den Adfærd har opvakt Ringeagt for Naadeuddelingen og Harme hos Alle, som elske Ret og Sandhed. Den har ogsaa forøget vore fiinttænkende Statsmænds Bekymringer for de sidste Følger af saadan Politik." SIDE: 144 Han var paafaldende gusten i Ansigtet den Gang han i Advocat Hjelms Overvær rystede i sin Lænke, og skar frem imellem Tænderne hiint Udraab over, hvorledes man behandlede den Mand, som havde villet befrie Norge. Det var ogsaa Aaret før hans Død, som indtraf den 13de Juni 1797. Da kunde Capt.- vagtmesteren melde: "Efter nogle Aars Svaghed blev Arrestanten, Christian Jensen Lofthuus, pludselig anfalden af Blodstyrtning, hvoraf han i mindre end een Time opgav Aanden." Om hans Liigfærd var intet at sige. Der hvilede jo Slaveridom paa ham, og altsaa fik han Pladsen derefter. Men ogsaa der skyde Sted- moderblomstrene sine rankende Stilke langs Mulden, overvævende de Vanæredes sidste Skjulested ligesom med smaa trefarvede Fænniker til Tegn paa, at deres Vanære nu er forbi; ogsaa der topper Kløveren sine friske fyldige Hjerter over de brustne der- under, dryppende Honning af sine Horn, ligesom til Balsam for deres Saar; ogsaa der lude Blaaklokkerne som om de vilde til at ringe, og Duggens Vievand sprænges hver Morgen, og Mosen spinder sin Glemsel over Forbrydelsen og dens Straf -- kort, intetsteds lærer Naturen Menneskene Forsoning og Tilgivelse med saa indtrængende Veemodighed, som paa den Plads imod Nord, inden en Kirkegaards Mure, hvor Gravene gjøres lavest, hvor ingen Rosmarin eller Rosenbusk plantes, hvor intet andet Minde reises, end en Stok i et Hul, indtil det falder Præsten beqvemt, ved en bedre Leilighed, at kaste de tre Skuffer med den viede Jord ned derigjennem. Der er det, de Mennesker ligge, hvis Synder bleve bekjendte og straffede -- straffede ogsaa med at begraves der i det øde Hjørne, i Morgendæmringens Time, nedslængte af Staten (saafremt ingen Doctor gjør Krav paa Levningerne for at øve sig i Anatomi), med et Præg af tør haardhjertet Kulde, af Lyst til at strække sine Jernarme ned under Mulden, saa det er at forundre sig over, at ikke Loven ogsaa befaler, at saae Nelder eller Salt paa de friske sorte Pletter. Der, i Forbrydernes Hjørne paa Garnisons- eller Christ-Kirke- gaarden paa Forstaden Hammersborgs østlige Skraaning, var det ogsaa, at Lofthuus's Liig fik Plads. Men imedens Mange fandt den god nok og Mange for slet, var dog nok han Selv, i en Til- stand, hvori hans sande Værd og Uværd stod ham for Øie, den ligegyldigste og indifferenteste ved denne Disput. Skulde der være noget i det Onde, som sagdes om ham, udenfor hans SIDE: 145 Stemplinger, vilde den ogsaa i Sandhed have været god og ærefuld nok. Thi det gik ikke ud paa mindre, end at han engang skulde paa en svigfuld Maade have ødelagt et Fartøi, som han eiede og førte. Men i alle de Documenter, og navnlig i al den, Lofthuus for- øvrigt fiendske, Correspondence, som er bleven gjennemlæst under Udarbeidelsen af denne Fremstilling, har der ikke været at træffe paa den fjerneste Hentydning af noget saadant. Kun i et epita- fiumstilet Skandskrift over ham, som hans uforsonlige Fiende, Justitsraad Schythe, synes til sin egen Fornøielse, for at udlade sin Harme, og ret at godtgjøre sig med Triumphen, at have skrevet kort efter at Lofthuus var bleven sat fast, findes en Paastand om, at han "to Gange er bleven straffet som en grov Forbryder", og deraf een Gang paa sin Ære. Men har han erholdt den sidste Straf ved at ilægges sine tre Mark, for at have ført en Mand betalt Gjæld til Regning, er dog dermed ikke sagt, at han har gjort dette mod bedre Vidende; og hans Popularitet og selskabe- lige Omgang med Folk over hans Stand, som virkelig fandt Sted, uagtet Schythe siger det modsatte, synes ikke at bekræfte, at han tillige har været fældet af den offentlige Mening, og at de Domme, som maatte være ham overgaaede, have været god- kjendte af denne. Almindelig Mand har et godt Skjønnende og Greb paa at vurdere Gehalten ved de Personer, som give sig af med ham, og til hvem han betroer sig. Han lader sig ikke skuffe i Længden, vel vidende, at han kun vilde være ilde tjent med et Menneske, som fortjente og fik Foragt; og at han er ligesaa nøieregnende i sine Begreber om Moralitet, især hvor Spørgs- maalet er om ligefremme Overtrædelser af Budene, som sine mere dannede Medborgere, lader sig ikke betvivle. Hiin For- brydelse, som Lofthuus beskyldes for af et Rygte, vilde være en saadan Udskeielse af Egennytten, at man ikke vilde kunne for- klare sig, hvorledes det samme Menneske kunde faae det Lov af Almuen, at han var uegennyttig indtil Opoffrelse. Men Meningerne om ham vare saa deelte, at den Dom, at der fra Characterens Side vel neppe har været noget synderligt ved ham, bliver lig- gende i Midten. Schythes Afskrift af Æreslinierne i Intelligents- sedlerne har f. Ex. følgende smukke Intimation: "Saa stor en Skurk C. J. L. end var i Livet, læses dog" osv. Men siden disse og Indskriften paa det røde Bræt ere blevne anførte, bør vi SIDE: 146 ogsaa høre, hvorledes Modparten har yttret sig om Helten i denne Fremstilling. Helten? Ja, som han kaldes i hiint Schythes kuriøse Epitafium over ham i levende Live: "Urolighedens Helt, hvis Aarer ere fyldte med et hidsigt Blod, hvis Hjerte er udkunstlet af en snedig Hyklekunst for Mængden hvis Hjerne er opspændt af uoverlagte brusende Udsigter, hvis Love ere Kroglove og hvis Udøvelser gjøre Afkrogene oprørte; Du, som gjør Skumlerne understøttede, du vil danne de vilde Begreber til at synes patriotiske, du vil gjøre Oprørene anseede som dydige Borgere; men Sædeligheden gjør du derimod afmægtig og Livsaanderne rasende. Betragt dig selv og dit Forhold som Borger! Du haver jo svævet fra din Ungdom af i lutter uordentlige Handlinger og i en dig selv udarmende medfødt Trættekjærhed? Du haver hadet Øvrigheden; ja Lovene have 2de Gange fældt dig, som en grov Forbryder, og fradømt dig din Ære. Og hvad er græsseligere i det menneskelige Selskab? Og du, Lasternes Træl! vil være de Uretlidendes Forsvar, de Klagendes Leiesvend indfor Retfærdighedens Throne? de Sukkendes Talsmand og de Grædendes Trøst? Du, grove Lovens Forbryder! tør paastaae, at hellige Pligterne, at ære Billigheden og at tilbede den gode norske Ærlighed? Du Svigefulde tør opsvinge dig til Oprørernes Anfører? Dog din List, har alene oprørt Gemytterne. Disse Folk, nu under din Fane, knælede heller for den danske Nordens Throne og Billighedens Lov, end de ved Udsvævelser fornærmede den gamle norske ærede Lydighed. Men din oprørske Geist indhylede dem forvildede Begreber, din kaade Aand førte dem paa Afveie, der stride mod Lovens nødvendige Forskrifter og den hellige Enevolds høie Majestæts Magt og Værdighed. Naar nærmede sig nogen af dine Landsmænd med en sønlig Tillid, et ædelt Hjærte og en god Samvittighed til den danske Throne, uden i den opthronede Konge at finde en mild Fader og Menneskeven? -- -- -- Du kaade vildfarne Aand? ere ikke Landets Love hellige, er ikke Rettergangsmaaden overeensstemmende med Folkets sande og indbyrdes Lyksalighed? Hvilken Enevoldsmagt i Verden foreskriver vel sine Embedsmænd SIDE: 147 et bedre og et ædlere Forhold og billigere Omsorger for Folkets og Landets Vel end den danske? Hvortil da din Sværmen, dit Oprør, din Skumlen, din Trædskhed og dine Hærolder for at oprøre Hjerter og Selskaber, og for at gjøre dine sædelige Landsmænds Optrin rebelske? -- -- -- Indseer du, dumme Aand, Statskonstens Høihed, Dybhed og Hellighed med et opklaret Begreb? Indseer du, Udsvæver, med Ærefrygt Lovens Grundvolde? Indseer du, Rebeller! Billigheden, som Statsmand, i sin rette Skikkelse? Tør du, lille Dreng blandt Birkebenene, uden at kjende dine Sætningers Rigtighed, opkaste dig til Dommer? -- -- Tør du, Opstands-Anfører! paatage dig at indskrænke Udsvævelser og at bedømme de Optrin, hvor dine Landsmænd skal straffes eller bedømmes? Er du oplyst nok til at bedømme Handlemaaden i en Tidspunct, mere sleben end den, i hvilken du læste Axel Thorsen, Holger Danske og den politiske Stokfisk? -- -- Andrager og opdrager du Sandheden da beviis den! Angiver du Misligheder, da vær sædelig i dit Forhold! Udviis en dydig Menneskekjærlighed; men aldrig Bulder, Uorden, Tumult, rasende Vildhed og Oprør! Derfor er du udelukket fra Selskaber, dem du fordærvede og forhærdede, og derfor er du som en æreløs Rebeller indsluttet og bespottet, berygtet og foragtet. Dine fælsomme Optrin og dit oprørte Forhold vidner alene om en forrykt Hjerne og et ondt Hjerte. Vil du skaffe Ret i Landet, du som er dømt paa din Ære som en grov Mishandler? Vil du, en buldrende Stemme og en hviskende Hvinen i Afkrogene, stille Klagemaalene paa den offentlige Skueplads og der stifte Enighed og Sindsrolighed? Man maa sætte, hvad Farve man vil paa dit Optrin, som Kunsten kan ud- pensle, og maa maskere dig, under hvilken Maske, dine Krumspring kan iføre dig, Du er og du bliver en norsk Rebeller, og dit Navn. Christian Lofthuus, vil i den sildigste Alder endog erindres som et foragtet." SIDE: 148 Saaledes, med Fraktur, under denne besynderlige Udgydelse af gamle Schythes oprørte danske Sjæl, hvori Kjendere af Friderich Reisers fyrgterlige Ildebrandsgeschichte maaskee ville opdage en ikke saa ubetydelig Lighed i Stilen og i absolutistisk Devotion. I at Lofthuus's Navn vil erindres, har han dog Ret, skjøndt neppe i, at det erindres som et foragtet. Denne Fremstillings Hensigt, der er at skildre Lofthuus som han var i Betydning af en offentlig Characteer, skulde da ikke være opnaaet; og med denne for Øie, forfølgende hans offentlige Handlinger, medens hans private Characteer ikke har ladet sig gribe i bestemte Træk, var jeg kommen til det Begreb om ham i det Øieblik, jeg greb Pennen, at han i hiin Henseende hverken var nogen foragtelig eller udygtig Personlighed til at udfylde den Plads, han valgte sig. Det var de Undertryktes Talsmand: den, hvorpaa der regner fleest Vel- signelser og Forbandelser af alle, en Dødelig kan vælge sig. Men Forbandelserne komme fraoven, fra Magtens, fra Lynenes Regioner; Velsignelserne mumles sagte som Bønner dybt nede imellem Massen. Før jeg lærte Lofthuus nøiere at kjende af Papirerne, for over fire Aar tilbage, idealiserede jeg mig i nogle Verslinier en "Almuestalsmand", som jeg tænkte mig, temmelig nøie i hans Billede. Men om end nogle Stropher passe paa ham, erkjender jeg dog, at der er andre, som ikke gjøre det. Saaledes lader det sig vel nogenledes siges om Lofthuus: "Hvor Helten for Folket af Glædesblik hyldtes! Ak! bedre det var, om med Taarer det fyldtes. Thi visselig døer han for Folket. Afvæbne Han kunde Tyranner, men ikke sin Skjæbne. Fra Slumrendes Hoved han Slangen nok slider; Men lynsnar ham selv den tildøde da bider. Som Fossene styrte, naar høiest de svulme, Han døer af de Kræfter, han ikke kan dulme. Han døer af et Hjerte, der sprænges af Flammer, Der taaler ei Hulken af fremmed Jammer. Det voldsomme! Tæm det! O, kom dog med Lænker Thi Bønderne vredes, og Høvdingen tænker. SIDE: 149 Som Lynet af svulmende Skyer fremglødes, Hans Tanker af voldsomme Følelser fødes. Mon Bloddryp af Christi hans Hjerte har faaet? Thi stærkere har ei et Menneskes slaaet. Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager? Mon Gud ham som Ild gjennem Dalene jager?" Saa langt kan det nok gaae an; men i disse umiddelbart efter- følgende er der tillagt "Almuestalsmanden" en Sindsblidhed og christsindet Resignation, som Lofthuus ikke besad: "Hvi udsaaer den Ædle, som elsker saa Freden, i Menneskesindet kun Naget og Vreden? Dog blegne maa mangen Seraph, som sig maalte med ham, da hans Aand frem i Himmelen straalte." Jeg vil heller troe, at ved en saadan Jevnføring vil mangen anden Patriots Glorie tabe sig. Thi en sand Patriot, der vilde Folket vel med egen Opoffrelse, om saa skulde paakræves, var Lofthuus, og med et saadant Gemyt staaer flere af de Egenskaber, man fordømte hos ham, f. Ex. hans saa ofte fremhævede Trætte- kjærhed, i samme Aarsagsforbindelse som den underlagte Ild til Kjedelen, der skal koge. Han udrettede meget godt for de Almuer, han satte i Bevægelse; han vakte Regjeringens Opmærksomhed for det Udsugelsesvæsen, som gik isvang i Norge; han gjorde den bange for Folkets Fortvivlelse; han lærte den at kjende dets Nød; han bevirkede Begunstigelser for de meest Lidende, Straf over de groveste Sportulanter, og at Regjeringen iværksatte For- holdsregler imod Udsugelserne og til Afhjælpen af Nøden. Og han leed indtil Døden herfor. Og hans Forsigtighedsregler imod at blive tagen tilfange vise, at han nok ahnede hvad der kunde hænde, og vidste hvor høit han havde drevet Spillet. Men til at gjøre dette, til at vove Frihed, Velfærd og Liv for Andre, skal der enten hiin christsindede, helgenartede Resignation, som Lofthuus manglede, eller den Lidenskabelighed og udskeiende Fyrighed i et syndigere Gemyt, som Lofthuus besad. Menneskene ere ikke bedre, end at vi maae kalde den en tilgivelig Egenskab i sig selv og en Dyd, eftersom den driver sit Offer til at udrette SIDE: 150 noget Godt for Medmennesker. Det vilde, det gjorde Lofthuus, og derfor bør hans Vildfarelser ikke gjøre Efterverdenen saa blind for hans Fortjenester, som hans Tids Embedsmænd vare. Den Gravskrift: "Han vilde det endnu bedre, end han gjorde det", er baade den mildeste og den strengeste, man kan give ham. Thi hvad er daddelløsere og helligere end den gode Villie? og han gjorde det ikke saa ilde endda, efter sin Stilling og den Tid, han levede i. Henrik Wergeland SIDE: 151 BORDKJØRER-OPSTANDEN I 1795 (MEDDEELT AF HENRIK WERGELAND) De Lofthusiske Uroligheder gave Signalet til flere andre lig- nende omkring i Landet imod Slutningen af det forrige Aarhun- drede. Især synes Aarene nogle og 90 at have været stærkt be- lemret dermed. Da var Opløbet i Christiania imod Bernt Anker, da foraarsagede Uroligheder i Trondhjem Nedsættelsen af en Com- mission, og i Skien maatte saavel Stiftamtmanden, Kammerherre Kaas's Besøg som et talrigt af Militairet til for at dæmpe de Op- løb, som fandt Sted imellem de omgrændsende Almuer i Anled- ning af deres Høvding Tord Andersen Garvers Heftelse for Ty- veri. Denne Mand havde i et foregaaende Opløb været deres Lofthuus, og da det Gods, han beskyldtes for at have stjaalet, kun var bleven taxeret for 1 Rdl.s Værdi, troede Almuen, at For- føiningen med hans Arrest "blot havde Hensyn til at faae Sag med ham, for derunder paa en hemmelig Maade at faae ham afstraffet for Opløbssagen og hensat paa Fæstningen. Disse Al- muer,som ansaae ham for at have talt og handlet til deres Tarv, troede sig da pligtige til at bruge alle Midler for at bevirke hans Løsladelse af Arresten og Fritagelse for al Straf, og for at opnaae denne Hensigt, troede de, at den sikkreste Vei var, med samlet Magt, at sætte ham i Frihed." Men dette var nu livlige Fjeldfolk, Tellebønder, korte for Ho- vedet. Men hvem skulde vel tænke, at en Slags Opstand ogsa har kunnet finde Sted imellem Østlandets søvnige, slentrende Race af Bordkjørere, disse rækelagtige graae Sidfrakker med Kridt- stregerne paa Ryggen og Kridtpiben stukken i den bulede graa- brune Hat, der om Vinteren stænge Veien til Christiania med sine Hundreder af tunge knirkende Plankelæs, som de rangle halvsovende ved Siden af, og som jage derfra i Qvellingen tom- rebes liggende grue paa Langslæderne, hujende i Fiirsprang ned- over de udsveivede Bakker, saa det er Livsfare at møde dem? Det er en Slægt, hvis Næringsvei ikke engang for sin Nødven- digheds Skyld for det Almindelige har kunnet vinde nogen Ag- SIDE: 152 telse formedelst den Aandssløvhet, som følger med Slentringen, og de plumpe Sæder, som udvikle sig paa de finkelosende Hvile- steder. Og dog er denne Drift, som sagt, nødvendig. Disse lange Rækker ere nogle af vor Nationalindustries vigtigste Pulsaarer, netop kommende i Bevægelse under dens Vinterliv. Hverken den Skade, den tilføier Agerdyrkningen og Moraliteten, eller den ligesaa vitterlige Erfaring, at de Bønder staae sig bedst, som ikke "ligge paa Kjøring", eller Udførelsen af det store Canalprojekt fra Øieren til Christiania, vil kunne tilintetgjøre den. Øvre-Ro- merige vil altid formedelst Beliggenheden af endeel af sine Sauge, Skrækken for Vaarthingene, da Skatterne skulle ud, formedelst Vanen og Behovet af contante Skillinger, blive nødt til at udsende disse langkitlede Sværme, hvis Fædre, Bestefædre og Oldefædre ogsaa vare Bordkjørere om Vinteren og slette Agerdyrkere om Sommeren. Hiint Canalanlæg vilde vel indrente sig meest uhyre Nytte ved at indskrænke Kjørselen over det Hele, og navnlig ved at tilintetgjøre dens Hovedgreen, Kjørselen fra Strømmen ved Øier, hvor den skulde begynde; men altid vil der dog gives Egne, som tiltrænge Slæden, saa Bordkjørerslægten i dem vil være uud- ryddelig, udødelig -- idetmindste saalænge Skovene ere det, og det endnu betaler Fragten at udskibe Planker og Bord. Men der vil en Generations Undergang til før selv de Egne, der hur- tigst vilde komme til at høste reel Nytte af Udførelsen af Canal- projektet, ville erkjende dette, og for Øvre-Romerigkingerne vilde den altid blive i høieste Grad upopulair. Constitutionens Om- styrtelse skulde neppe bringe dem til at gjøre Opstand; men skulde noget kunne oprøre deres træge Blod dertil, maatte det være en saadan truende Fare for Bordkjørselen, deres nedarvede, i samme Forhold Formuen udmarvende, Industri, som de drive den ivrigt og med Tilsidesættelse af deres Gaardsdrift. Fortje- nesten er saa liden, at Nedsættelsen af et Par Skill. pr. Tylt er paaveie at bringe trodsige Foreninger istand, som dem, vi neden- for skulle høre, virkelig engang ere istandkomne. Men saa lister Ole sig ud med sine fire Gamper og kjører for Taxten, og saa lægger Hans, Christen, Erich og Guldbrand efter iveien med sine. Saa gaaer det da den Vinter med. "D -- ite døm aassaa, for Taks døm har sat iaar!" er da In- timationen ved Møderne paa Hvilestederne. "Er Du ude aassaa, da Jens?" siger Ullenssokningen til Eidsvoldingen, kjendende ham SIDE: 153 fra forrige Vinter, fra alle de forrige siden han blev stor nok til at slentre med Læsset. Der danner sig en Halvpægleklub. Taxten er dens staaende politiske Thema. Forbandelser regne ned over Saugeierne og Kjøbmændene. "Ja det er rigtig Skam ogsaa", piber Kjærringen med, som rækker Krusene og Pæglene ud til dem fra Disken. Men hvad, om pludselig en Kaxe, en "oplyst Mand", som just kunde hvile der paa samme Tid, reiste sig op i Krogen og sagde: "Ei! hvorfor gjøre I ikke, som Østerdølene have gjort med Tømmerkjøbmændene? Skriver Erichsen har faaet dem sammen i en Forening, som alt gjorde sin Nytte ifjor, og nu have de Magten selv. Skoven er deres Vare; men Arbeide er ogsaa Vare, der maa betales." Men havde han vidst, hvad Plan- kekjørerne gjorde i 95, vilde han maaskee heller sige: Ei, hvorfor gjøre I ikke, som eders Fædre og Bedstefædre gjorde i l795, da de holdt det store Bordkjørermøde paa Lamoen. Dengang var der raske Karer. Dragonvagtmester Halvor Hilton tvang med dragen Sabel Eidsvoldingerne paa Kløften til at kaste Jess Ankers Planker af og at vende tomrebes hjem igjen, og Stiftamtmanden maatte selv iveien." Det var Kammerherre Frederich Julius Kaas, som dengang var Stiftamtmand. Af en Indberetning fra ham er det, vi have faaet nogen Kundskab om en Begivenhed, der har noget tilfælles med en trampende Sauefloks Modstand. Den er stilet: "Til Rentekammeret og Cancelliet. Ikke blot paa dette Sted har det Rygte været almindeligt, at Uordener og voldsomme Handlinger skulde af Almuen i Øvre- Romerige være forøvede paa de offentlige Landeveie, foranlediget ved den Uenighed, som i nogle Aar har fundet Sted imellem Bøn- derne indbyrdes, og Saugeierne betræffende Priserne for Tømmer og Bordkjørselen, og jeg har endog bragt i Erfaring, at dette Rygte skal have strakt sig til Kjøbenhavn, hvor det, som i saa- danne Tilfælde sedvanlig, er bleven forøget i den Grad, at hele Kirkesogne skulde være i Oprør. Hvorlidet jeg end kunde fæste Tro til disse Rygter, siden jeg ikke hørte noget derom fra dem, som skulde være lidende, eller fra Stedets Øvrighed og Saug- eierne, besluttede jeg dog selv at undersøge Sagen paa Stedet. Jeg havde just noget før, hvorom det høie Collegium er under- SIDE: 154 rettet, berammet en Overformynder-Execution for samtlige Sogne i Øvre-Romerige, og jeg benyttede mig nu af denne samme Lei- lighed til at undersøge og erholde den rette Sammenhæng af for- nævnte Tildragelse, især da den samtlige Almue ved disse Thing var tilstede. Efterat jeg nu har faaet den sande Oplysning om Tingen, skylder jeg det høie Collegium Underretning derom, og derved tillige at hæve de urigtige Rygter, som maaskee allerede kunde være Høisamme forebragte. Men for at kunne give det høie Collegium et fuldstændigt Begreb om den hele Sag, vil jeg her tillige opgive, hvad som i de senere Aaringer er passeret imellem Saugeierne og Bønderne ang. Bord- og Tømmer-Trans- porterne, da de senere Rygter tillige dermed staae i Forbindelse. "I Aaret 1794 blev en Contract oprettet imellem samtlige Tøm- merhandlere og Saugeiere, hvis Producter udskibes fra Christiania Toldsted. Ved denne Contract ere Priserne paa Tømmer bestemte, og en vis Mulct for den af Contrahenterne, som overtraadte samme, fastsat. Vel lode de ikke denne Contract offentlig bekjendtgjøre; men derimod udstedte de Instructioner til deres Skovfogder, som paaberaabte denne Contract, og næsten indeholder samme Be- stemmelser som hiin; og paa denne Maade blev den Almuen be- kjendt. Denne Tømmerhandlernes og Saugeiernes uforsigtige Ad- færd kunde ikke være uden Følger. De udebleve heller ikke længe; thi den 25de Novbr. samme Aar oprettede samtlige Skov- eiere av Hoff Præstegjeld i Soløer en ligesaadan Contract som hiin, hvorved de forpligtede hinanden til, under en vis Mulct, ikke at sælge Tømmer for andre, end de derved bestemte Priser, hvilken Forening ogsaa er offentlig bekjendtgjort i dette Steds Intelligents-Blade den 4de Febr. f. A. Men hermed havde det ikke Ende. Den paafølgende Vinter hørte man daglige Rygter fra Øvre- og Nedre-Romeriges Fogderier om, at Almuen forsam- lede sig ved Lamoen i Skydsmo-Sogn. Hensigten med og Gjen- standen for disse Samlinger var ingen anden end den, at bestemme en vis Priis for Kjørsel, og forhindre alle dem, som vilde kjøre under den af dem bestemte Priis, fra videre Kjørsel. Dog blev endnu ikke Voldsomheder, men alene mundtlige Overtalelser, an- endte. Amtet, saasnart det herom blev underrettet, føiede de for- nødne Anstalter til at hindre saadanne Samlinger, og lod Almuen betyde, at den maatte lade den offentlige Kongevei være fri og ikke hindre Nogen, som vilde kjøre for ringere end de av dem SIDE: 155 fastsatte Priser, at vedblive sin Næringsvei, saafremt de vilde undgaae Lovens Straf. Men disse Foranstaltninger var af ingen Virkning, indtil det omsider blev beviist, at en Vagtmester af det agershusiske Dragonregiment, ved Navn Halvor Hilton, den l0de f. A., fremstillede sig i Spidsen af nogle Almuesmænd fra Ullen- sager Præstegjeld, 28 i Tallet, ved Kroholdsstedet Kløften, som ligger ved den nordre Kongevei, hvor Veiene fra Trondhjem og Vinger støde sammen, for med uddragen Sabel at ville forhindre Lars Paulsen Blakkiorud med flere Bønder fra Eidsvold Præste- gjeld, fra længere at fremkjøre de Planker, de havde paa Læs- sene, Jess Anker tilhørende. Kjørerne blev saaledes tvungne til at aflæsse Plankerne og vende tilbage med tomme Slæder; og her blev da ikke blot som før mindelig Overtalelse anbragt, men Voldsomheder anvendte, der fortjente Justitsens Opmærk- somhed. Et Forhør blev derpaa strax erhvervet og Action der- efter mod samtlige de 28 Bønder anlagt. Men hørte det endog hermed op med Almuens Samlinger paa de offentlige Landveie, vedblev de dog derefter som før deres engang yttrede Beslutning, at sætte visse Grændser for Kjørselspriserne. Dette seer man af en Contract, oprettet den 3die Marts l795 imellem Bønderne i Nannestad og Ullensager Sogne, som den l0de Juni samme Aar er offentlig bekjendtgjort i Stedets Intelligents-Blade. Og lige- ledes saae man under 16de Septbr. samme Aar en Forening be- kjendtgjort i fornævnte Blade, som var oprettet imellem Eidsvolds Sogns Bønder. Gjenstanden for disse Contracter var ingen anden end den, som er nævnt, nemlig at bestemme Kjørselspriserne og fastsætte en Mulct for dem, som handlede mod samme. Følgen af denne Almuernes Fremgangsmaade blev da rimeligviis den, at Kjørselen for største Delen standsede, da Kjøbmændene ikke vilde tilstaae Bønderne de Priser, som disse forlangte. Derimod har den ikke foranlediget noget voldsomt Foretagende, som det ved Kløften passerede, endskjøndt endeel enkelte Mænd have hjemkjørt Læs fra Steensby, Baarliedalen og Dahls-Saugene. Saa- ledes stod Sagen, da Rygterne om de fornævnte Uordener bleve almindelige. Jeg har nu paa vedkommende Steder selv under- søgt Tingene, og jeg har herom hørt saavel Saug-Eierne som Bønderne, men dette uagtet har jeg ikke kunnet opdage noget, som kunde stadfæste Rigtigheden af de fornævnte Rygter. Det Eneste, som jeg har kunnet komme efter, er det, at den llte Fe- SIDE: 156 bruar d. A. skal Hans og Jacob Dahlen med nogle flere af Ullen- sager-Sogn have været samlede ved Pladsene Sletten og Fjeldham- men, og der venskabelig have anmodet nogle Kjørere fra Sørum og Eidsvolds Sogne, om ei at fare længere, men afkaste sine Læs. Endeel have samtykket i denne Begjæring, Andre ikke, og disse have i al Ro fortsat sin Vei. Efter min Formening bliver denne Hand- ling ikke nogen Gjenstand for Justitiens Tiltale. Almuen har alene foretaget den, fordi den ansaae samme som en naturlig og lovlig Følge af en Contract, hvis Oprettelse saameget mere kan und- skyldes, som Tømmerhandlerne og Saug-Eierne ved deres ufor- sigtige Adfærd har saagodt som sat Skov-Eierne og Kjørerne i den Nødvendighed at forene sig paa samme Maade, saafremt disse ikke aldeles skulde blive afhængige eller undertrykte af hine. "Ved mine Omreiser befandt jeg endvidere, at Saugeierne over- alt havde gjort Tillæg til de forrige Priser -- dog ikke saameget som af Kjørerne var foreslaaet -- at den største Deel af Bøn- derne vare villige til at kjøre for de anbudne Priser, men at nogle tildeels formuende, tildeels urolige Hoveder afskrækkede disse derfra -- at hine havde udtaget Stevning mod enkelte Mænd, som, uagtet alle Forestillinger og Trudsler, dog vovede at kjøre -- at denne Stevning allerede var forkyndt, og endelig, at man, for at give sin Sag mere Styrke, havde overalt i Bygderne udspredt det Rygte, at jeg, som Stiftsbefalingsmand, i Alt bifaldt Almuens Forhold og tilraadede dem at vaage for Contractens strenge Over- holdelse. Jeg fandt mig saaledes ikke alene foranlediget, men endog beføiet til, offentlig paa alle Thingsteder, at betyde den der forsamlede Almue sin Vildfarelse, at igjendrive de falskeligen udspredte Rygter, og at foreholde dem Følgerne af de oprettede Contracter, saavel imellem dem selv, som imellem Saugeierne. Jeg formanede dem til Rolighed og Orden, med den Forsikkring, at ethvert Foretagende fra enkelt Mand eller samtlig Almue, der sigtede til at forstyrre samme, eller hindre anden Mand fra ro- ligen at fortsætte sin Næringsvei, skulde paa det alvorligste blive undersøgt og straffet. Det glæder mig meget, at jeg tillige kan berette det høie Collegium, at jeg allerede har seet den ønske- ligste Virkning af denne Advarsel. Det synes ikke alene roligt, men jeg mødte endog paa min Tilbagereise fra Eidsvold Thing over l000 Heste, som uhindret gik frem. Imidlertid troer jeg dog, at den udtagne Stevning vil komme i Rette. Almuen er ikke SIDE: 157 lettelig at bringe fra den Idee, at Contracten er gyldig, og at den deri fastsatte Mulct kan paastaaes inddreven. Ogsaa troede jeg, at det vilde være bedre, at lade denne Sag komme under Dom, end som ved Forestillinger at søge at uddysse de hos dem her- kende Tanker; thi de nytte ei alene ikke, men de opvække endog den Mistanke, at Embedsmanden holder med de Formuende, og svække saaledes den Tillid, han nødvendigviis maa stræbe at er- hverve sig. Hvad Sagen mod de 28 Bønder angaaer, da har jeg tillige ved denne Leilighed paadrevet sammes Endskab, saa at jeg sikkert formoder, at den vil blive paadømt anstundende Vaar- thing. Dette vil da gjøre Almuen mere varsom og forebygge Til- dragelser, som de ovennævnte. Heraf seer det høie Collegium, hvor aldeles ugrundede og overdrevne de omtalte Rygter ere. Imidlertid skulde det meget glæde mig, om mit Forhold ved denne Begivenhed fandt det høie Collegii Bifald." Henrik Wergeland SIDE: 158 ET BRODERMORD I VALDERS (BIDRAG TIL SÆDERNES HISTORIE MEDDEELT AF HENR. WERGELAND) -- -- Anden Thingdag, den 8de Marts 1737 blev Retten atter sat paa Thingstedet Lune i nordre Omdal, hvor da Fogden, Hr. Cancelliraad Nernst anmeldte, at han til dette Thing "underdanig", ifølge Hs. Exc., Hr. Stiftsbefalingsmandens Ordre, har ladet indstevne den bortrømte Soldat, Lars Bossum og hans paarørende Venner: Brødrene Ole Olsen Bossum og Juul Sundem, Søsteren Inge Olsdatter Magistad, en Enke, og Svogeren Gul- brand Ringsager, alle at anhøre Vidner, betræffende det paa bemeldte Soldat Lars Bossums Broder, Ole Olsen Øvre-Sundem begangne Drab, og isærdeleshed er Gulbrand Ringsager befalet til at paahøre Provenes Forklaring, om han har været med udi Drabet. Videre declarerede Fuldmægtigen, at som hans Principal, ifølge Stiftsbefalingsmandens Ordre, har ordineret Bygdelehns- manden, Hans Reisen, til Forsvar for Soldat Lars Bossum, og Procurator, Sr. Nachschow paa hans Vegne sig at indfinde, og det da formedelst den Omstændighed, at man, siden Stifts- befalingsmandens Ordre indløb, har faaet den Efterretning, at Gulbrand Ringsager er mistænkt for at have medværet udi Drabet, og derfor Stevnemaalet, som bemeldt, tillige paa ham indrettes, er det fornødent, at et Forsvar for bemeldte Gulbrand Ringsager beskikkes, og altsaa kan Hans Reisen istedet for Sol- datens Forsvarer, som han skulde være, bivære Retten til at av- høre Vidner paa Gulbrand Ringsagers Vegne. Procurator Jørgen Andersen Nachschow mødte for Retten paa Soldat Lars Bossums Vegne, og vilde anhøre Vidnernes Udsigende, dog under For- beholdenhed af Lars Bossums Ret og hans Uskyldighed i alle Tilfælde. Paa Gulbrand Ringsagers Vegne componerede Bygde- lehnsmanden Hans Reisen og formenede, at den Sag ham ganske SIDE: 159 er uvedkommende og formodede, at han for Nachschows Fuld- mægtigs Tiltale vil vorde befriet. 1ste Vidne. Ole Bjørnsen Rognaas, noget over 40 Aar gaml., provede efter Eeds Aflæg, at Aftenen til 5te Dag Juul, næst- afvigte Aar, da den bortrømte Lars Bossum, den dræbte Ole Bossum, Gulbrand Ringsager og Vidnet med Flere, vare paa Gaarden Rognaas i Stuen hos Guttorm Thoresen, da saae Vidnet, som sad paa en Stabbe ved Skorstenen, at Lars Bossum, der stod ved et Skab tæt ved Bordet, slog til sin Broder, Ole Bossum, med sin Haand i Hovedet, efterat han først havde udladt sig med disse Ord: Her er vesle Bossum-Guten, og du Ole er ikke Kar for mig. Og da Ole Bossum saaledes var slaaet, at hans Luve faldt af ham, da tog Vidnet Luven op af Gulvet, og nær- mede sig til Lars Bossum, sigende til ham: "Kjære! forlad din Broder og tænk ei mere derpaa, men lad ham blive." Idetsamme kom den dræbte Ole Bossum, som tilforn sad i Bænken ovenfor Bordet, frem paa Gulvet, og slog til Lars Bossum med en Træøse, som han havde i Haanden, i hans Mund, først et Slag saa Blodet løb af hans Mund, og strax derpaa det andet Slag, som traf Lars Bossums Hoved, og var saa haardt, at Lars Bossum tumlede tilbage paa det Skab, hvorved han, som forhen er for- klaret var staaende; og som Lars Bossum havde faaet det sidste Slag, trak han en bred Junge med Holk paa, hvormed han stak Ole Bossum et Stik udi Panden, saa Blodet deraf udflød; Lars Bossum greb og Ole Bossum strax i hans Arm eller Axel med sin Haand, og derpaa stak atter Ole Bossum i Livet med blank Kniv, dog saae Vidnet ei, hvor han traf eller ramte ham, efterdi det da blev ganske sort for Vidnets Øine, af Forskrækkelse over saadan Tildragelighed. Men som Lars Bossums saaledes havde stukket anden Gang, da faldt Ole Bossum samt Bordet til Gulvet. Vidnet mærkede og idetsamme at Blodet løb saa heftigt af Ole Bossums ene Laar, at der susede eller frusede derudi. Ole Bossum talede, siden dette passerede, ikke et eneste Ord, som Vidnet hørte, men døde straks efter at han havde givet 3de Aandedræt, da de lagde ham paa en Krak i Stuen. Og efterat Ole Bossum, som meldt, var stukket, og var falden ned paa Gulvet, tog Vidnet og Halvor Rognaas Lars Bossum og førte ham ud af Døren, da Halvor Rognaas spurgte, om han havde Kniv i Hænderne, hvortil Lars Bossum svarede: "Ja, og jeg gav SIDE: 160 ham en Tryk, saa han stupede for de 2de Auseslag, han gav mig! og saa der er Kniven," sagde Lars Bossum endvidere, kastende Kniven fra sig, som var ganske blodig. Og da Vidnet derefter gik ind igjen i Stuen, hvor Drabet skete, og Guttorm Rognaas tilligemed Vidnet havde lagt Ole Bossum paa en Krak, saa var det, at Ole Bossum gav fra sig de omprovede 2de Aande- dræt, og førend Lars Bossum, som meldt, blev ført ud af Stuen, da raabte Vidnet til Ole Bossum og spurgte, om han kunde tale til ham, men han svarede Intet, mens han frusede med Munden, og Blodet løb af ham. Videre forklarede Vidnet, at Gulbrand Ringsager ikke var i Kammeret med de omprovede 2de Brødre, heller ikke var han fremme ved Bordet, da Ole Bossum blev stukket, men han gik fra Skorstenen idetsamme og ud paa Døren. Vidnet hørte og ikke, at Gulbrand Ringsager var uenig med nogen af disse omprovede 2de Brødre. Og førend det omprovede Klammeri passerede mellem Lars og Ole Bossum, sagde Gulbrand Ringsager, som disputerede med Halvor Rognaas om Gaarden Ringsager, at han havde faaet en nøgen Qvinde, hvilke Ord for- aarsagede, at Ole Bossum blev vred og slog til Gulbrand Rings- ager 2de Slag, et paa hver Side af Munden, saa at Gulbrand Ringsagers Luve faldt af ham, mens som Gulbrand Ringsager derpaa tog Ole Bossum om Halsen, saa bleve de gode Venner igjen, hvorpaa Gulbrand løb hen i en Bænk ved Skorstenen, hvorhelst han blev liggende, indtil den omprovede Skade var skeet. Fremdeles forklarede Vidnet, at som Gulbrand Ringsager var bleven "Govenner med Ole Bossum, saa nærmede Lars Bossum sig hen til Ole Bossum, som sad i Bænken ved Høgsædet, og holdt sin Haand hen til ham, sigende i Vrede til Ole Bossum: "Vil du ikke tie, Du?" hvortil Ole svarede: "jo, Brormin, jeg vil tie," og derefter begyndte Ole saa heftigt at græde, at Taarene randt ned efter hans Kind. Lars Bossum reiste sig saa op og sagde til samtlige, som vare i Stuen: "Vil I see en lystig Strik?" hvortil Alle svarede nei, og bad ham være fredig og ei tænke paa det, som ondt var. "Ja, sagde Lars, vil I ikke høre det her, saa skal I faae at høre det om en Stund paa Sundem, og saadan Leik skal I ikke have hørt tilforn i Valders paa mange Aar." Efter Tilspørgsel sagde Vidnet, at Halvor Rognaas bragte Lars Bossum ind udi sin Stue, hvorfra Guttorm Rognaas fulgte Lars Bossum med Hest, hen til hans Hjem, paa Gaarden Bossum, til SIDE: 161 hans Broder, efterat Ole Olsen allerede var død. Nachschow tilspurgte Provet: 1) om Gulbrand Ringsager, Lars og Ole Bossum paa een Tid kom til Gaarden Rognaas, hvortil svaredes: "Lars Bossum kom derhen om Morgenen og gik til Rognaas om Aftenen"; 2) om ikke Lars og Ole Bossum alletider have forligtes venlig og kjærligen med hinanden? Hvilket bekræftedes; 3) om ikke Gulbrand Ringsager og Ole Bossum bleve først uenige med hin- anden paa Gaarden Rognaas, og om han ikke har hørt eller veed af, at Gulbrand Ringsager har undsagt Ole Bossum? Og hertil svaredes: De bleve, som forhen er omprovet, først ueens, mens Vidnet ikke har hørt, at Ole Sundem af Gulbrand Ringsager er bleven undsagt; 4) siden Vidnet har forklaret, at Lars Bossum stak til Ole Sundem i Panden med en Kniv, om han da ander- ledes rammede ham, end at det var en Remse i Huden og ikke gjennem Benet? Hvortil svaredes: ja, det var ikkun een Remse i Huden, som ei gik gjennem Benet; 5) efterdi Vidnet og har forklaret, at Lars Bossum holdt Ole i Axelen, og Kniven i den anden Haand, om da Lars Bossum anderledes end ligesom hyttede med Kniven, mod den øverste Deel af Oles Legeme? Svar: Jo, han saae Lars Bossum stak efter Ole Sundem, men Vidnet kunde ikke see, enten han rammede ham eller, hvor han rammede ham, efterdi det blev sort for Vidnets Øine. Men Ole Sundem faldt idetsamme Øieblik ned paa Gulvet og Blodet strømmede af ham; 6) hvorlænge Provet var ude med Lars, da de gik til Døren og førend han kom ind igjen, da Ole opgav Aanden? Svar: Vidnet gik ind igjen strax efterat han havde ført Lars Bossum ud, saa at han strax vendte sig om og gik ind igjen, efterat Lars Bossum havde talt de omprovede Ord; 7) om Gulbrand Ringsager ikke var tilsammen udi Haandgjerning mod Ole Olsen samme Tid, og om Gulbrand Ringsager ikke var inde tilbage igjen udi Stuen, da Lars Bossum kom ud af Døren? Svar: Gulbrand Ringsaker var ei med i nogen Haandgjerning; han var og ikke inde i Stuen den Tid Lars Bossum blev ført ud paa Døren, men var gaaet ud førend Skaden skete; kom og ikke ind i Stuen igjen siden, men gik derfra; 8) hvad Tale Gulbrand Ringsager havde da han laae i Bænken? Svar: Gulbrand Ringsager talede den Tid ei noget med Nogen, og for det 9) om ikke enten Ole Bossum selv eller Gulbrand Ringsager i denne Tid havde deres Knive ude, eller om han noget saadant kunde formode? Svar: Nei. SIDE: 162 2det Vidne. Halvor Faltiusen (Valtsjofsøn) Rognaas, 40 Aar gammel, provede, at den omprovede Tid da Drabet skete paa Rognaas, sad Vidnet paa en Krak i Stuen og sov siden han var drukken, men vaagnede af den Allarm, som var i Stuen, og som Døren var aaben og Lars Bossum gik udigjennem den og var blodig, da gik Vidnet efter ham, og som de kom udenfor Døren sagde Vidnet til Lars: "Haver du Kniv?" hvortil Lars svarede: "ja Gu' har jeg! jeg gav ham og en Tryk for Auseslaget, han gav mig," og idetsamme kastede han Kniven fra sig. Vidnet sagde end videre, at førend han gik efter Lars Bossum ud igjennem Døren, saae han, at Ole Sundem laa paa Gulvet ved Skabet og var blodig og talede Intet eller rørte sig det ringeste. Nachschow tilspurgte Provet, om ikke Gulbrand Ringsager var inde i Stuen da han og Lars Bossum kom ud af Døren, hvortil svaredes nei, han saae ham ikke, men forhen om Aftenen saae Vidnet ham være der. 2) Hvad Ord og Gjerninger han saae eller mærkede af Gulbrand Ringsager mod Ole Sundem? Svar: Han saae eller mærkede Intet. 3) Om Gulbrand Ringsager og Ole Bossum ikke een eller begge havde Knive ude? Svar: Nei. Og for det 4de) Hvordan den Kniv var dannet, som Lars Bossum skal have foreviist Vidnet ude i Gaarden. Svar: I det samme Lars kastede Kniven fra sig, kunde han ei see, hvordan den var, men som de siden fandt den igjen, da saae Vidnet, at den havde været afbrudt paa Odden og at derpaa var slebet en rundagtig Od; samme Kniv eller Junge var bred paa Bladet og blodig, da den som meldt blev igjenfunden. Paa Tilspørgende af Fogden, forklarede Vidnet, at Lars Bossum var siden hos ham som Vidne i Stuen, da dog Vidnet ei var derinde mens i den Stue, hvor Drabet skete for at see om Ole Bossum var død. 3die Vidne. Guttorm Thoresen Rognaas, gl. noget over 40 Aar, provede, at den foromprovede 4de Dag Juul, just som Vidnet kom gaaende ind i den Stue, hvor Drabet skete, da stod Døren aaben og Vidnets Datter sprang paa Gulvet og bar sig ilde. Ole Olsen laa da død paa Gulvet, og som Vidnet gik ud igjen af Stuen stod Vidnets Hest spændt for en Slæde. Lars Bossum kom derpaa ud af Stuen fra Halvor Rognaas, satte sig i Slæden og kjørte sin Vei. Vidnet, for at faae sin Hest igjen, fulgte der- paa efter og naaede ham igjen paa Øvre-Sundem, hvor Lars var gaaet ind til sin Broder Juul Sundem. Vidnet gik og ind i Stuen SIDE: 163 til denne en liden Stund da Lars talede med sin Broder. Der- efter reiste Lars fra øvre Sundem hen til Gaarden Ulnæs, hvorhen Vidnet styrede ham, efterdi Lars Bossum havde sagt til Vidnet, at han vilde give ham Hug saafremt han vilde tage sin Hest igjen. Lars Bossum var inde i Stuen hos Svend Ulnæs, men Vidnet blev staaende ved Hesten. Derefter fulgte han Lars hen til Gaarden Bossum, hvor de gik ind i Stuen til Broderen Ole Bossum, hvor Lars fortalte sin Broder Ole Bossum, at han havde gjort en Ulykke paa sin Broder Ole øvre Sundem, hvorover Ole Bossum blev meget bedrøvet. Lars tog dernæst en Bøsse paa Væggen i sine Hænder, sigende, at ville reise til Capitainen; og da Vidnet havde været paa Gaarden Bossum en liden Stund, tog han sin Hest og reiste hjem igjen, og var Lars Olsen ved Vidnets Bortreise igjen paa Bossum. Vidnet forklarede endnu, at han sagde til Lars Bossum paa Rognaas, førend de reiste til øvre Sundem: Gud bedre Dokker for Gjerning du har gjort! hvorpaa Lars svarede disse Ord: "ja det skal han have for de Auseslag, han gav mig; jeg gav ham en Tryk, saa jeg saae han dubba 2de Gange." Vidnet saa selv ikke noget af Gjerningen. 4de Vidne. Berith Guttormsdatter Rognaas, 10 Aar gl., provede, at den Tid, Drabet skete, saae Vidnet som sad ved Skorstenen hos Gulbrand Ringsager, der laae i Bænken, at Ole øvre Sundem slog til Lars Bossum i Munden med en Træøse. Gulbrand Rings- ager bad hende derpaa at hun ville synge i den Bog, hun havde i Haanden, hvilket og Vidnet gjorde. Og som hun saaledes sang, fik hun at see, at Ole Bossum laae paa Gulvet vendende Ryggen op, og at Blodet flød omkring ham paa Gulvet. Lars Bossum stod da foran sin Broder og holdt en blottet Kniv i sin Haand. Halvor Rognaas tog derpaa Lars og førte ham ud igjennem Døren. Vidnet gik lidt derefter hen i Halvor Rognaas's Stue, hvor Lars Bossum og Halvor Rognaas vare inde, og som Vidnet udlod sig med disse Ord: "Gud bedre dokker for Gjerning du har gjort: han Ole Sundem er allerede død," da svarede Lars Bossun: "ja nu er det ligesaagodt jeg reiser." Halvor Rognaas sagde saa til Vidnet: "Drag Du Fanden i Vold. Forskræk ikke Kar'en, han Ole er kanskee "oveta" eller besvimet." Halvor forføiede sig derefter ind i Stuen igjen for at eftersee om Ole Sundem var død. Vidnet erindrer og ikke rettere, end Halvor Rognaas SIDE: 164 kom tilbage imedens Lars Bossum var i Stuen og sagde, at Ole Sundem var død. 5te Vidne. Tosten Bjørnsen Rognaas, 40 Aar gl., provede, at han, staaende udenfor Døren, saae, at Lars Bossum slog til Ole Sundem med sin Haand saa Luven faldt af ham, og i det samme Ole skulde bukke sig ned for at tage sin Lue op af Gulvet igjen, da tog han en Øse, hvormed han slog Lars i Munden. Lars trak derpaa sin Kniv og stak med den til Ole Sundem 2 Gange, men hvad enten han rammede ham eller hvorhelst, det saae Vidnet ikke. Vidnet erindrer, at Gulbrand Ringsager, da Klammeriet begyndte imellem de 2de Brødre laa i en Bænk ved Skorstenen i Stuen, og i det Lars stak til Ole, sprang Gulbrand fra Bænken og udigjennem Døren, saa at Vidnet ikke kunde see, at han kom hen til de 2de Brødre, idet han som meldt, gik ud af Stuen. Gulbrand da han kom ud rev ellers op sine Klæder i Brystet, sigende: "hvor har jeg faaet Skade?" Men Vidnet kunde ikke see nogen Skade, siden det var mørkt paa Gaarden. Betræffende den Dispyt, som forhen havde været imellem den dræbte Ole Sundem og Gulbrand Ringsager, da forklarede Vidnet, at Ole slog Gulbrand 2de Slag med sin Haand, men Gulbrand svarede ham Intet, ikke heller gjorde nogen Modstand. Nachschow lod derpaa Vidnet adspørge, om den Skade Gul- brand Ringsager sagde han havde faaet, bestod i Stik eller Saar, samt om af hvem han havde faaet det. Og da Vidnet hverken herom kunde give nogen Oplysning eller om nogen Undsigelse havde fundet Sted hos Gulbrand imod den Afdøde, deponerede Vidnet videre, at da han havde været inde i Stuen og seet at Ole Sundem laa død paa Gulvet, gik han og forkyndte Ulykken for sin Nabo Amund Rognaas og Lars Bossums Broder Juul Sundem, og imedens Vidnet var i Stuen hos Juul Olsen paa Sundem, kom Lars Bossum ind i Stuen til denne, og raabte 2de Gange "Hu! Hu!" Juul Sundem græd derpaa og sagde: "Gud bedre mig for mine 2de Brødre!" Lars sagde endvidere: "Jeg græder ikke endnu det er gjort, som gjort er." Strax derefter gik Lars ud af Døren da han til Afsked sagde: "Godnat, Godnat! Her kommer jeg aldrig mere." 6te Vidne. Sigrid Syvertsdatter Rognaas imod 60 Aar gl., pro- vede, forsaavidt den omprovede Dispyt mellem Ole Olsen øvre Sundem og Gulbrand Ringsager, angaaer, eensstemmende med de SIDE: 165 hørte Vidner. Anlangende Drabet, da har dette Vidne ei været tilstede, da samme skeede, men lidet derefter som hun kom gaaende hen imod sin Stue, og hørte sin Datter, som er 4de Vidne, skrige inde i Stuen, spurgte hun Gulbrand Ringsager, der mødte hende paa Gaarden, hvad der var paa færde, hvortil Gulbrand sagde iblandt andet: "Jeg har faaet et Sting her," holdende for sit Bryst og førend han sagde disse Ord, rev han sine Klæder op og blottede sit Bryst, og som Vidnet derefter kom ind i Stuen, saae hun at Ole Sundem laae paa Gulvet, bestænket med Blod, men Lars Bossum var da allerede borte af Stuen. 7de Vidne Knud Haganæs, 30 Aar gl. og 8de Vidne Ragnild Pedersdatter Rognaas 54 gl., som provede, at de lagde den døde Ole Sundem paa Liigstraa den samme Nat, Drabet skeede, og da ved Eftersyn befandt, at han havde et Skaar i sin Pande og en rød Flæk derhos som ei var igiennem Benet; i hans Bryst befandtes iligemaade en rød Flæk, saaledes at Huden var læderet og ei videre, men indvendig paa sit venste Laar havde han et Skaar, som var omtrent 4 Fingre langt. Hvor dybt samme ellers var, kunde Vidnerne ikke see, efterdi Skaaret ei var aabent, men sluttede tilsammen, og da de havde afført ham Klæderne, saae de, at samme vare overmaade blodig. Blodet havde og rundet af ham paa Gulvet og den Bænk, som han laae paa. Paa Fogdens Tilspørgsel svarede Vidnerne Ole Bjørnsen, Gut- torm, Tosten, Halvor, Berith og Sigrid Rognaas, at den Tid Drabet skeede, var vel Gulbrand Ringsager drukken, men dog ikke saa forfalden, at han ei kunde gaae og staae, og de hørte, at han ei talede noget uvettigt, men havde sin fulde Samling. Fremdeles provede disse 3de Vidner, Andreas Morland, som Stedets Bygdelehnsmand, Ole Arnesen Svennæs og Gulbrand Kjørnæs efter Eeds Aflæg, antagende den Beskadigelse, den dræbte Ole Sundem havde faaet, overeensstemmende med det 7de og 8de Vidne, med det Tillæg, at Ole Olsen i Panden ved Haaret havde faaet en rød Flæk, Skaden i Laaret var og, da de besigtigede ham, som skeede Nytaarsaften, ungefær 3 Fingre lang, og syntes at være meget dyb. SIDE: 166 Lars Bossum var da nu borte; men pludselig viser han sig, forsynet med kongl. Leide af 1ste Marts 1737 til at udføre Sag mod Guldbrand Ringsager, som Mordets egentlige Forøver, og 12te Juli samme Aar gik den efter Paastevning irette paa nordre Ourdals Sommerthing. En Procurator Storm mødte for den nye Anklagede og paastod, at Lars Bossum skulde, uanseet sit Leide, som Uvederheftig, stille Caution for Sagens Omkostninger før Vidneførelsen kunde fremmes; men denne eragtedes dog at skulle gaae for sig. Dette skete dog først, formedelst Udeblivelse, paa Høstthinget den 12te Novbr. Hvor da (med Forbigaaelse af nogle ubetydende Vidnesbyrd) Vidnet Niels Klat provede, at der vel havde gaaet et Bygde- rygte om, at Guldbrand Ringsager havde holdt sig skjult for det Drab, som var forøvet paa Ole Sundem, men at Guldbrand ikke blot havde benegtet saadant, men ogsaa fulgt med ham til det Sted, hvor Ole laa Lig, nærmet sig dette og lagt sin Haand der- paa med de Ord: "Er jeg skyldig udi din Død eller Klammeriet, da gid at Gud, som haver skabt mig, nu ville et Tegn paa mig sætte", hvorpaa han faldt paa sine blotte og bare Knæ, efter de Tilstedeværendes Anmodning. Vidnet tillagde, at Guldbrand, før han kom til Gaarden, hvor Liget laa, udlod sig saaledes: "Jeg nødes til at holde mig tilstede for de Løfter, som ere lovet mig," samt, at da Vidnet Natten før Drabet laa paa Ringsager, var Guldbrand ikke hjemme, men sad paa Svennæs og drak, efter Ole Arnesens Sigende. Denne Ole Arnesen vidnede, at næste Morgen efter Drabet, kom Guldb. Ringsager og Amund Rognaas til ham, og beklagede Guldbrand sig over, at hans Qvinde havde hørt af en Dreng, som var bleven sendt til ham fra Gaarden Bossum, at Lars Bossum havde erklæret, at han vilde tage Livet af ham, førend han rømte af Bygden. Guldbrand opholdt sig da hos Vidnet i to Nætter, hvorpaa han gik hjem. Om at Guldbrand havde und- sagt den Dræbte, var Vidnet uvidende. Vidnet Lars Ulnæs deponerede, at Drabsnatten kom Lars Bossum til ham, beklagede den Ulykke, som var skeet, og bad Vidnet gaae til Øvre-Sundem for at see, hvad Skade Ole havde faaet, tillæggende disse Ord: "Har han faaet anden Skade end i Hovedet og paa Bringen, saa veed jeg intet deraf." Guttorm Rognaas var dengang med Lars Bossum. Vidnet erindrede ogsaa, SIDE: 167 at da den Dræbte var bleven besigtiget, kom foregaaende Vidne, Ole Arnesen, til Ringsager, hvor Vidnet da var, og sagde til Guldbrand: "Det er ikke meer at dølge for; nu er der hørt 14 Prov over dig," hvortil Guldbrand taug ganske stille. Om nogen Undsigelse fra denne vidste heller ikke dette Vidne noget. Kari Tollefsdatter, den dræbtes Broderkone, vidnede, at da hun for 4 Aar næstanstundende Vinter siden var paa Ringsager, hørte hun Guldbrand sige: "Ole Sundem bedrog mig med noget Hø, jeg kjøbte af ham, og enten det drøyer længe eller stut, saa skal jeg have Livet af ham." Og da Vidnet Dagen efter fortalte Ole Sundem denne Udladelse, sagde han, at han nok vidste deraf tilforn. Thi i Sommer -- sagde Ole videre -- da Guld- brand sad og drak hos mig, og jeg var nede i Kjelderen for at tappe Øl, saa hørte jeg han sagde, han vilde dræbe mig." Vidnet bad derpaa Ole tage sig iagt, fordi det kunde snart skee, at Guldbrand dræbte ham, hvortil Ole da svarede: "Ja det er sandt, mens naar jeg nu ikke bliver for meget drukken, tager jeg mig vel iagt." Kort derefter, da Guldbrand og Ole vare paa Vidnets Gaard og drak, begyndte Guldbrand at udlade sig med nogle Ord mod Ole, hvortil denne sagde: "Lad mig være i Fred, thi nu vinder du mig over, siden jeg er syg eller fordærvet." Dette uagtet trak Guldbrand sin Tollekniv og nærmede sig til Ole i Vrede, holdende Kniven op iveiret, medens Ole sad og saae ned paa en Krak. Vidnet greb derpaa Guldbrand i Armen, hvorved han hindredes fra at bruge Kniven. Sommeren derpaa sagde Guldbrand til Vidnet, at han ikke havde æslet "Bankjærring Ole" (?) Kniven, "men Ole skulde havt den, som jeg og vilde skulde skeet." Endvidere berettede Vidnet, at Ole havde fortalt det, at Guld- brand Ringsager udslukkede Lyset, som de havde for sig, da bemeldte "Bankjærring Ole" blev knivstunget, og at han da skulde have været stukket, men at han bad for sig, indtil han havde faaet tændt Lyset igjen, hvorpaa Guldbrand sagde, at han ikke vilde gjøre ham noget. Samme Dag, Drabet skete, havde Vidnet ogsaa seet Guldbrand og Ole "fangdrages" med hinanden paa Isen, nedenfor Sundem, uden dog at kunne sige, om det skete i vred Hu eller ikke. Efter Drabet var Lars Bossum kommet ind til hende og havde beklaget sig over, at have beskadiget sin Broder derved, at han havde stukket ham i Hovedet SIDE: 168 og skaaret ham i Brystet. Lars sagde ellers samme Tid, at Guld- brand Ringsager havde givet Ole Sundem den største Flængen. Vidnet Amund Rognaas provede, at strax efter Drabet kom Guldbrand Ringsager ind til ham i hans Stue sigende: "Gud bedre os, nu er Een klar", og da Vidnet spurgte hvad der var paafærde, sagde Guldbrand: "Den ene Broder har ihjelstukket den anden, thi Lars Bossum har dræbt Ole Sundem." Imedens Guld- brand saaledes var i Vidnets Stue og endnu Folk af Gaardens Beboere kom gaaende til Døren, sagde Guldbrand: "Kommer nu Lars efter herind, saa dræber han ogsaa mig," og idet samme bøiede han sig ned mod Vidnets Sengestolpe for at gjemme sig. Guldbrand forblev og der Natten over, da Vidnet ikke vilde følge ham hjem, og stængte han da Døren af Frygt for Lars. Næste Dag fulgte Vidnet Guldbrand hjem, hvor da Guldbrands Qvinde fortalte, at der havde været Bud fra Gaarden Bossum, at Guldbrand hverken den eller den følgende Dag maatte være hjemme, siden Lars havde sagt, at han vilde tale med ham. Paa Vidnets Raad gik da Guldbrand sammen med det til Svennæs, som laa midt i Bygden, hvorhen det ikke var rimeligt, at Lars vilde komme. Om nogen Undsigelse fra Guldbrand imod Ole havde Vidnet intet hørt. Det tillagde kun, at Guldbrand sagde, da han kom ind i dets Stue: "Gud give, jeg ikke har faaet noget med ved det samme, jeg sprang ud paa Døren." Dagen endte med den Bemerkning fra Procurator Storm, at han siden Afhørelsen af Vidnet Kari Tollefsdatter er bleven underrettet om, at hun er Guldbrand Ringsagers afsagte Fiende, hvilket han i sin Tid agtede at benytte til sin Parts Tarv. Den følgende Dag fortsattes Forhøret med Vidnet Juul Knudsen, Oppen, som deponerede: Næstafvigte Vaar, som Lars Bossum igjen til Bygden var kommet og Vidnet engang talede med Gulbrand Ringsager, da sagde Gulbrand Ringsager at Lars Bossum ikke for andre Aar- sager var igjen kommet end at han ville have Livet af ham. Vidnet svarede Gulbrand Ringsager dertil saaledes: "Er Du uskyldig, da har Du ei nødig at tvivle for nogen Ting." "Jo sagde Gulbrand, det gaaer aldrig ret i nogen Sag." [fotnotemerke] Vidnet Juul Olsen Sundem, Lars Bossums Broder provede dernæst, at 4 Aar næstanstundende Vinter siden, da Gulbrand Fotnote: Heri har Guldbrand, efter Meddelerens Erfaring, Ret. SIDE: 169 Ringsager og nu affaldne Ole Sundem engang vare samlede paa øvre Sundem, hørte Vidnet, at Gulbrand Ringsager udlod sig imod Ole Sundem med endeel onde Ord, angaaende en Deel Furage Ole Sundem forhen til ham havde solgt, med hvilket Kjøb Gulbrand syntes at være misholden. De ovenomskrevne onde Ord Vidnet af Gulbrand da hørte bestode i, at han sagde til Ole Sundem: "Fanden smætt' i din Knusk, Du har besveget mig", hvorpaa Gulbrand idet samme tog en Ildebrand og satte den ind paa Oles Mund. Ole sagde da: "Brænd mig ikke; jeg er ingen Hund, og nu kan Du gjøre med mig hvad Du vil fordi jeg har stødt mig fordærvet." Gulbrand sagde da videre: "Fanden smætt' i Dig endnu engang," og i det samme trak han sin Tælle- kniv, sprang over en Krak, holdt Kniven i Veiret og vilde stikke Ole Sundem, der sad og saae ned i den Krak, han sad paa. Dog hindrede Vidnet og hans Qvinde Gulbrand at tilføie Ole Sundem nogen Skade med Kniven. Næste Høst efter, da Gul- brand Ringsager og Ole Sundem atter vare engang paa fornævnte øvre Sundem, og de vare blevne noget Uvenner, sagde Gul- brand Ringsager, idet Ole Sundem var gaaet ned i Kjælderen: "Ja, Broder, Fanden smætt' i mig om jeg ikke skal have Livet af Dig, om jeg skal ligge efter Dig i l0 Aar." Næste Morgen derefter fortalte Gulbrand Ringsager Vidnet, at han havde Aftenen tilforn stukket med sin Kniv En ved Navn "Bankjerring Ole" i Armen, men han sagde derhos, at samme var ætlet Ole Sundem og ikke "Bankjerring Ole." Næste Dag derefter sagde Gulbrand Ring- sager, at han ei ville gaae dengang af Gaarden førend han havde taget Livet af Ole Sundem, hvilken Undsigelse han ved Eed be- kræftede. Et Aar nu næstafvigte Høsttid siden da hørte Vidnet i et Barsel paa Ringsager, at Ole Sundem, som sad med Andre og spiste, sagde til Værten Gulbrand Ringsager, der gik paa Gulvet: "Den der giver sine Gjæster Mad og ikke vil sidde hos dem, den holder jeg for en Fantekjærring." Gulbrand, som svarede: "Er jeg en Fantekjærring?" gik hen og slog til Ole Sundem med sin Haand, udtrækkede derhos sin Kniv, hvormed han vilde stukket Ole Sundem, men hvorfra han dog af de Til- stedeværende blev hindret. Samme Aften Ulykken skete paa Rognaas kom Tosten Rognaas til Vidnets Gaard og fortalte, at Ole Sundem havde faaet Skade, og som Vidnet vilde vide, hvem Skaden havde gjort, sagde Tosten, SIDE: 170 at han ei vidste det, mens Ole Sundem, Guldbrand Ringsager og Lars Bossum havde siddet og kranglet med hinanden den ganske Aften. Vidnet gik derpaa til Rognaas, da de der ved Ulykken havde været tilstede, fortalte ham, at som Ole Sundem havde slaaet Guldbrand med sin Haand, gik Guldbrand hen til Skorstenen og lagde sig i en Bænk, og Ole hen udi Bænken ovenfor Bordet i Stuen paa Rognaas. Lars Bossum slog da til Ole med sin Haand i Hovedet og Ole til ham igjen med en Træøse, hvorpaa Lars Bossum stak Ole med sin Kniv. Brødrene kom da hen paa Gulvet, hvor de bleve begge liggende, og Guldbrand, som kom til dem, medens de endda vare ved Bordet, blev liggende oven- paa denne paa Gulvet; dog sagde de, som fortalte Vidnet dette, at de ikke saae, at Nogen stak Ole Sundem efter at han var kommet fra Bordet. Da disse 3 Personer, som meldt, laa paa Gulvet, laa Ole næst Gulvet, Lars paa ham og Guldbrand paa Lars. Ole Bjørnsen og Halvor Rognaas fortalte og for Stedets Bygdelehnsmand i Vidnets Nærværelse 3 Dage efter dette Drab skete, at de adskildte Ole Sundem, Lars Bossum og Guldbrand Ringsager, den Tid de, som meldt, laa ovenpaa hinanden paa Gulvet, og som de kom til dem, da sprang Guldbrand ud paa Døren. Bygdelehnsmanden tilspurgte Bærit Rognaas nævnte Tid, om hun saae, at Lars Bossum stak Ole Sundem, efter at de vare komne fra Bordet, hvilket hun benegtede, sigende, at Lars faldt saa langt over Ole at han ei kunde stikke ham. Bærit Rognaas svarede endvidere den Tid Bygdelehnsmandens Tilspørgende, at hun ei heller saae, at Guldbrand stak Ole, efterdi han blev liggende tversover benævnte 2de Brødre. Vidnet erindrer og, at Lehnsmanden denne Tid som omprovet er, spurgte Sigrid Rognaas, om hun vidste noget om Drabet, da hun forklarede, at som Guldbrand Ringsager, efter Ulykken var skeet, mødte hende udenfor Døren, saa sagde han: "Gud bedre os, jeg troer, at der er skeet en Ulykke herinde, jeg troer Lars har stukket sin Broder, og jeg fik en Sting i Laaret." 14de Vidne. Ole Engebretsen Svennæs vidnede, at da den omprovede Bankjærring Ole af Guldbrand Ringsager blev stukket og Vidnet tilligemed Ole Arnesen Svennæs vare komne til Sundem, hvor Guldbrand var, sagde Ole Sundem til dem: "Gjør for Guds Skyld og tag Guldbrand med Eder, for han har undsagt mig," hvilket de og gjorde; og som de, saavelsom Guldb. Ringsager SIDE: 171 samt Ole Sundem havde begivet sig fra Sundem og vare an- komne paa en Bro der ligger over en Elv nedenfor Sundem, da blev Guldbrand staaende stille midt paa Broen, hvorpaa Ole Sundem sagde til Vidnet: "Nu skal Du gaae imellem os; thi jeg frygter for at han kan skumpe mig udover Broen," men ikke hørte Vidnet, at Guldb. Ringsager talede et ondt Ord til Ole Sundem. 15de Vidne. Erland Nielsen Heppe vandt, at noget efter Drabet, sagde Guldb. Ringsager til Vidnet engang: "Fanden smætt' i mig om jeg ikke bliver tagen førend Sessionen bliver," og efter at Vidnet til Guldbrand havde sagt, "hvorfor skal Du tages, siden du intet Ondt har gjort?" Guldbrand igjentog nok engang sine Ord og Eed, uden dog at nævne, hvorfor han skulde tages. Henrik Wergeland SIDE: 172 NORGES KONSTITUTIONS HISTORIE FØRSTE HEFTE INDLEDNING INDHOLD 1. Forklarende Omstændigheder. 2. Foregaaende Yttringer av norskt Uafhængighedssind. Universitetssagen. Andre Nationalkrav. Konspirationer. Kristian Augusts Dage. 3. Kristian Frederiks Optræden i Norge. (Mai 1813 -- Februar 1814). FORORD Je voudrois bien pouvoir tout faire, de plaire à tous et nul deplaire; mais il n'est pas permis aux dieux -- pourquoi voudrois-je faire mieux? La Verité. Jeg overantvorder herved i mine Landsmænds og Verdens Hænder det første Hefte af Norges Konstitutions Historie, ud- bedende mig Overbærelse med Arbeidet, især fordi det er ny Mark, jeg har havt at bryde i. Jeg har maattet søge andre Efterretninger end blot trykte, og jeg er flere Landsmænd den erkjendtligste Tak skyldig for de haandskrevne og mundtlige Meddelelser, de have beæret mig med, og navnligen to velunder- rettede Videnskabsmænd tillige for den velvillige Ufortrødenhed, hvormed de have gjennemseet disse Ark. De danne en i Ud- kastet vidløftig Bygnings Propylæer. Man vil af disse Dimensioner see, at dertil ikke kan føjes nogen Hytte. Det følgende Hefte skulde, efter Planen, blive ulige vidløftigere, omfattende Kon- stitutionsværket 1814 indtil Foreningen med Sverige, og det tredie behandle Konstitutionens Liv og Virken til et passende Punkt i vore Dage lader sig finde, f. E. til Udgangen af næste Storthing eller til et Resultat imidlertid maaskee maatte vise sig af Unions- SIDE: 173 kommitteens Forhandlinger. Fortsættelsen vil imidlertid maaskee ikke udkomme paa nærværende Forlag, hvorom Publikum da nærmere skal blive underrettet. Den beroer ogsaa paa den Modtagelse, Indledningen nyder, og paa min Lyst eller Ulyst til endnu at forøge Beviserne paa at jeg besidder en Uafhængighed, som ikke har nogen Forbindelse med mine borgerlige og person- lige Forhold. Maatte der da imellem de Landsmænd, som have ondt forat begribe Muligheden heraf, om jeg skulde blive kjed af videre Forsøg paa at overtyde dem, findes En, som i saa Fald vilde optage dette Arbeide! Mine Materialier skulle staae ham til Tjeneste. Jeg vil overrække ham dem, med Ønsket om at han maa være riig og spendabel nok til at kunne arbeide et Par Aar for omtrent Intet, viis nok til at vide, at han aldrig vil kunne gjøre Alle tilpas, og taalmodig nok til at lade sig nøie med Honoraret af "alle Partiers Mistanke" i Mangel af noget andet. Kjendsgjerningen, at vort Lands Konstitution har været frugtbar paa Velgjerninger for vort Folk, fortjener en Fremstiller; Fremstillingen heraf og af dens Tilblivelse ved Folkets egen Kraft bør ogsaa gjøre den norske Konstitution frugtbar for andre Na- tioner. Denne Palme har allerede baaret modne og gyldne Frugter i sin Top; fremmede Øjne ere fæstede derpaa, og det praktiske Exempel er Nationernes, som Individernes, bedste Læremester. Den norske Friheds Resultater føre ellers af sig selv, ved egne kraftige Fingerpeg, til den Slutning, at den ogsaa maatte være velgjørende for et Folk af omtrent lige Beskaffenhed, og indeholde et Evangelium, som forkynder sig selv uden skreven Historie. Formaalet for denne Propagandisme er ellers nærmest, idet den indtegner i Folkets egen Erindring og Hjerte Maaden, hvorpaa Friheden erhvervedes gjennem Offre og Anstrengelser, og de Navne, som den skyldes, tillige at indpræge, at den samme Pa- triotisme udfordres for Vedligeholdelsen, som for Erhvervelsen, og at Nationen har i sin fri Forfatning faaet en dygtig Opdrager af de nedarvede ædle Aands- og Karakteer-Egenskaber, som Lan- dets ophøjede Natur har bevaret temmelig uforvanskede gjennem de Aarhundreder, vor Saga kun har lidet at sige om. Kristiania, Marts 1841. Forfatteren. SIDE: 174 Forklarende Omstændigheder. Opstanden er du, Norge, af din Grav; Almagten vælted Stenen af dit Hjerte, og Aand og Kraft dit døde Legem gav, og underfuldt sit Viisdomsraad dig lærte. (Et Rigsforsamlingsmedlem). At være eller ikke at være, var visselig ogsaa Spørgsmaalet for Norge i 1814. Det var ogsaa Hamlet imellem Landene: thron- baaret og ulykkeligt som Han, opoffret og beluret af falske Fræn- der, og anseet af Verden for afsindig. Og i hvor mange af sine egne Datids Mænd stod det ikke selv personificeret at skue, som Ham- let, med Fingeren paa den blege Pande og Øinene vendte mod Jorden i grublende Mønstring af egne Hjælpemidler. Og endnu, efterat det har løst Spørgsmaalet med et Resultat, som allerede har affødt nye Følger i flere Led, og er bleven Moder til et Exem- pel, som truer med at omstøde Systemerne i begge de andre Nordens Riger, ere Normændene selv oftere, end man skulde troe om Mennesker, der ikke mangle Selvfølelse, og som saa efter- trykkeligen og indtrængende have lært og udbredt Grundsætningen "hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud", sysselsatte med at spørge sig selv om hvorledes det dog kunde gaae til, som det gik, ved Befrielses- og Konstitutionsværket. Man erindrer, at Nationen, idet den var den ulykkeligste med Hensyn til den Behandling, den havde lidt, tillige var den afmægtigste og mest forladte. Aands- bedrivten af den klareste, højtspændte Bevidsthed forekommer som Somnambulismens Vidunderligheder; Begeistringen forvexles med disse; og forbauset over den Lykke, Friheden har skabt, gjør man denne Velfærdsmoders egen Fødsel mysteriøs og himmelfalden, og glemmer at den fødtes i Norge, som den fødtes i Schweitz, Neder- landene, Amerika og overalt, af en høist jordisk Moder: af Ulyk- ken. Denne har en vemodig Skjønhed, som henriver Gemytterne. Fædrelandskjærligheden var aldrig højere stemt i Norge end før Bruddet med Danmark, der gjorde det Indtryk paa den almindelige Klasse, som en Elskets Vanære paa Elskeren. Nationens Blod og materielle Kræfter stode til Tjeneste. Hvorledes skulde de aandige i denne Opbrusen ikke være vaagne og virke og afbeile Ulykken dens første forjettende Smiil, der røbede at den kunde SIDE: 175 blive Lykke. Og dette var Modet til at vove Alt; og hvad Stort har dette ikke øvet og naaet i Verden? Men hvorledes vi tage det, saa møder os dog atter først Spørgs- maalet: hvorledes den norske Konstitution kunde blive til under daværende Omstændigheder? Det er hverken tilfreds med en saa rask Afgjørelse eller med det almindelige Svar: ja det vide vi ikke, men nok er det, den er til, og virker godt. Dets Løsen forud bliver da i en vis Maade nødvendig, og vil vel heller ikke skade Indtrykket af selve Fremstillingen af Begivenheden mere, end om vi nærme os et Architekturens Storværk med de Tabeller i Haanden, som mathematisk demonstrere dets Udførelse. Visselig vi staae, med det norske Befrielsesværk for Øje, for en af de mest rørende, overraskende og maaskee frugtbareste Be- givenheder i Verdenshistorien. Hvad er meer rørende end Uskyl- dighedens Lidelser? hvad meer overraskende end en god, men magtløs, Sags Sejer? hvad frugtbarere end Exemplets over al Verden henveirede Sæd -- Exemplets, som det norske Folk har afgivet paa, hvor simpel en Gave dog Friheden er at behandle, og paa at et Folk, foruden den, ligesom Marken for at grønnes, kun behøver Lys og en Smule Fred for at see sin Lykke at frem- blomstre? Sandelig denne Sæd er allerede over Grændsefjeldene, og svæver svanger over de danske Sletter, og Europas Konser- vatisme, der betragtede den norske Konstitution som et Experi- ment af Børn i en Krog af Værelset, har i dens Følger faaet et Argument imod sin træge Viisdom, af større Vægt, end de Lodder, noget andet europæiskt Land har lagt i Folkefrihedens Vægtskaal. Norges ulykkelige Skjebne under den lange Forening med Dan- mark var ufortjent i mere end den almindelige Forstand, at et historiskt, individuelt og afgrændset Folk aldrig fortjener at be- røves sin Selvstændighed og at underkastes en Afhængigheds uudeblivelige Ulykker; den var det endnu mere ved al den Tro- skab, Taalmodighed og Selvopoffrelse, det først, da den ikke læn- ger kunde ydes, blev træt af at ødsle paa det stedmoderlige, utak- nemlige Danmark, som dog endnu vovede at kræve med stumme Læber. Og disse Dyder, der vare blevne til Nationalthemaer i de sangrige loyale Gamledage, men nu synes vore Dages Patrioter af endnu tvivlsommere Ærværdighed hos Fædrene, end deres Gyldenlædersstole og andre Reliqvier, og overalt bedst at tie med, indrentede dog Normændene en hemmelig Anerkjendelse overalt SIDE: 176 i Europa af Ret og en Sympathi i de nærmere Lande, og ikke mindst i Sverige, som langtfra blev uden heldig Indflydelse paa deres Befrielsesværk. Historiens ædle Kjerne, som den blotter for ethvert ufordærvet Øje, at intet sandt moralskt Godt sporløst forsvinder, intet af himmelsk Oprindelse nedgraves saa dybt, at det ikke spirer op igjen, viste sig ogsaa her. Strømmene af norskt Blod og Guld vare ikke flydte ganske forgjæves. Norges politiske Feil imod sig selv vare private Dyder, som jo ikke negtes Agtelse selv af dem, der ikke gjøre sig nogen Samvittighed af at bedrage dem. Landet var blevet bekjendt ved sine Lidelser og ved Rygtet om dets Folks dydige og kraftige Karakteer; Europa, forsaavidt det kjendte denne sin egen Hjørnesteen, havde ondt af det, og fandt det ikke saa ude af sin Orden, om den fiirskaarne, trohjer- tede Tjener endelig blev kjed af sin Junkers Utaknemlighed, som han saa ofte var gaaen i Ilden for, og endelig fandt det for grovt, at lade sig bortspille som en russisk Livegen, benyttede sig af Leiligheden, og satte sig ned som selvstændig Borger. Norge slap ud som en Politikens, en Aarhundredernes Kaspar Hauser; en sympathisk Medlidenhed, liig den, som nys gjennemløb Europa for dette ulykkelige Individ, greb de ædlere Statsmænd; og der er kun liden Tvivl om, at de samme Følelser talte i Carl Johans Hjerte, som i 1814 fyldte "the Stars, the Couriers, the National- Intelligenzers" o. fl. anseede engelske Journalers Spalter med Op- raab for Norge og i Underhuus og Overhuus opløftede de verdens- berømte Statsmænd Wynne's, Mackintosh's, Lambton's, White- bread's, Ponsonby's, John Russel's, Wilberforce's, og de kongelige Hertuger af Sussex's, og Gloucester's, Grey's, Holland's, Grenvil- le's, Wentworth's, Stanhope's, Lauderdale's og de øvrige prote- sterende Lorders og Parlamentsmedlemmers ædle Røster for at bringe Ministrene til at "fraraade de øvrige Magter den grusomme Uretfærdighed, at undertvinge det redelige og uskyldige Folk i Norge." [fotnotemerke] Fotnote: Bladet "Tiden" 102. 103. 106.1814. Earl Grey anmærkede i Overhuset 10de Mai "at endog i et paa Tildragelser saa rigt Tidspunkt, og midtimellem saa talrige og overordentlige Forandringer, som vare nu ved at endes til Europas Rolighed, tvivlede han meget, om Deres Herligheder nogensinde vare indkaldte til at om- handle en Gjenstand af større Vigtighed i Grunden, end den, han bad om Til- ladelse til at anbefale deres Agtpaagivenhed. Lærereglerne om Tro og Love, om moralsk og politisk Retfærdighed, den offentlige Lov og Fortolkningen af Trak- tater -- alt det ere DD. HH. nu indkaldte at tage i Overveielse inden de til- SIDE: 177 Ethvert i Nød bestedt Folk paakalder Nationernes Sympathi, og appellerer til et gammelt Krav paa deres Agtelse. Den er heller ikke, selv vaabenløs, uden Kraft; Polens Krig fortsættes endnu ved Sympathien. Den fandt sig engang tiltalt af Norges fortvivlede Stilling paa Randen af Tilintetgjørelsen efter Aarhun- dreder af Ulykke; den skal give mig Ret i, at jeg kalder Historien om Norges Lykkes, dets Konstitutions, Fødsel og Liv "rørende", som en Frelsers født i Elendighed; og jeg fremmaner disse Erin- dringer som en forudindtagen Helsebod for Menneskehjertet mod de Bitterheder af en giftig Politik, det i det følgende vil blive rækket Smagen af, og fordi de dog ogsaa bidrage noget til at løse det Spørgsmaal, som senere har bryd Verden: hvorledes Norge kunde beholde sin Konstitution under de Omstændigheder, den blev til i, og maatte prøve sine første, vaklende Skridt i? Denne Tingenes Gang har oftere end noget bibelsk Afsnit om Underne i det udkaarne Folks Historie bragt Guds Navn paa vantroe Læber, og man hører oftere, og har læst tusinde Gange, Spørgsmaalet besvaret kort og godt og beskedent med: Guds umiddelbare Sty- relse, [fotnotemerke] ) eller med det ikke dybsindigere, at Lykken er bedre end Forstanden. Men der er, som berørt, et Spørgsmaal involveret i hiint, som ikke lader sig besvare saa kort, men som dog først Fotnote: kjendegive deres Dom om Ministrenes Fremgangsmaade imod Norge, inden de bestemme dette Lands og Folks Tilstand -- et Folk, som ikke har gjort os nogen Uret, som alene var os bekjendt for dets Kjærlighed til Fædrelandet, for dets Flittighed(?), for dets Dyder, og som altid har viist Tilbøielighed til at vedlige- holde venskabeligt Samqvem med den britiske Nation." Wynne's Foredrag og Proposition i Underhuset, 12te Mai 1814, om at dette i en Adresse skulde an- holde om Prindsregentens Intervention til Fordeel for Norge, er ganske i samme Aand og Tone. Selv Modparten Canning henreves til at yttre, at "der var ingen Priis, han jo vilde betale for at være befriet for den Forpligtelse, der tvinger ham til at krænke Norges Rettighed til at modsætte sig Afstaaelsen" -- en Yt- tring, som, efter Moniteuren, hvorfra vi have denne Beretning, vakte "høje Skrig: "hør!" fra Oppositionen. I Underhuset erklærede 71 sig for Wynnes Forslag. Kl 1 om Natten endtes disse Debatter -- et vigtigt Klokkeslag for Norge, som vi senere skulle see. I Overhuset protesterede 11 Lorder mod Majoritetens Beslutning, at fortolke Traktaten med Sverrig som Forpligtelse til at tvinge Norge. Cfr. Cursory remarks on the meditated attack on Norway, comprising strictures on Mad. de Stael-Holsteins Appeal to the nations of Europe, with some histo- rical and statistical fragments relating to Norway. Lond. 2. Edit. Oversat af P. Fasting, Kristiania, 1814, under Titel: "En Stemme fra England o. s. v. især om Norges Afstaaelse." Fotnote: Sal. Ordspr, 21, 1. Ps. 185, 14. Dette til en Bestyrkelse. SIDE: 178 maa forudskikkes Historien om Konstitutionens Tilblivelse; og det er dette: hvorledes en saadan Konstitution, som den norske er erkjendt for, og har viist sig at være, kunde blive til i et saadant Folk, som det Norske dengang var: saa lidet, saa adspredt, saa afsondret, saa fremmed for Verdensbegivenhederne, saa medtaget, saa uvant til at raade og handle selv, saa tilsidesat i Oplysnings- henseende? Dette har mest opvakt Verdens Forundring, og mest den Deels af Verden, som kjendte Norge bedst. Dog har den kjendt det lidet, og gjør det endnu, skjøndt Konstitutionen ogsaa i denne Henseende har gjort Underværker. Fra Danmark af har man hørt dette Spørgsmaal ligesaa kort og bestemt som hiint løst med -- Kristian Frederiks Styrelse; Kristian Frederik, denne Mand af Dannelse, Kundskaber og Liberalitet, var i Norge, -- der er den norske Konstitutions, den norske Friheds og Selvstæn- digheds, den norske Lykkes Fader udlagt. Men lader denne Opløsning sig soutenere, siden en af Kristian Frederiks første Tilkjendegivelser ifra den danske Throne er at lade haant om denne Ære, der kun skulde være Ophavsmandens til et "Hastværksprodukt"? Det var dog ellers at komme for let Kjøb til Washingtons Stjerner, til Bolivars udødelige Palmer. Kri- stian Frederiks største Ære er, at han veed, hvor tunge de ere at vinde; og dette giver ham en Broderpart i Udskiftningen af Hæderen for Værket, og Ret til at see Spørgsmaalet opkastet, om hvilken Deel Han og hvilken Deel Folket har deri. Historien, der er ligesaa riig som Naturen paa Materie til Religiøsitet, har sine blinde Redskaber for den højere Styrelse, sine nominelle Kourant- storheder med paaskreven Værdi (Valuta derfor af Naade mod- tagen indtil videre) men som den naturligviis siden reducerer, og sine uvilkaarlige Betydenheder, ligesom Leermassen, der, om en Fidias gik forbi, kunde blive Model til en Timoleons-Staty, lige- som Canovas Smørklump blev til en Løve. Og dette er ogsaa en Storhed, da den herligste Storheds Apotheose er at have været et ret iøinefaldende Gudsredskab; eller om det ikke er en Stor- hed, saa er det dog uimodsigelig en Berømthed. Mange sandt "store" Mennesker maa lade sig nøie med mindre. Imellem de Momenter, som forklare Sagens Gang, og navnlig Befrielsesværkets foreløbige Mechanik, er Kristian Frederiks Per- sonlighed fremragende som et Koncentrerings-Punkt for Nationens Viljer og Kræfter. Datids særdeles udtrykssvulmende, versfulde SIDE: 179 Journalistik, ja selv Rigsforsamlingen i sin Takadresse, betegner ham endog ligefrem og under mange billedlige Udtryk som en Frelser fra "Anarkiet og dets Rædsler". Men med Hensyn til Spørgsmaalet om Muligheden af, at en saa fortrinlig Konstitution kunde fremgaae af et Folk som hiin forvirrede og ulykkelige Tids norske, kommer Han endnu mindre i Betragtning end hans anden Forgjænger, Kristian August, om hvem der vil blive adskilligt at sige i denne Henseende. Thi der spirede meget i 1814, som blev saaet i Aarene 8 og 9, og hans Indflydelse paa den politiske Tro og Aand hos de oplyste, siden paa Eidsvold handlende, Normænd drog ikke med ham til Sverrig og i Graven. Kristian Frederik har, foruden hint foreløbigen Administrative, af Konstitutionsvær- ket kun Fortjenesten af sin Passivitet under dets Gang. Og nogen Indblanden vilde baade forstyrret Harmonien med Rigsforsamlingen og hans Fornøjelser. Det hedte at skynde sig, og -- Norge à tout prix, d. e.: selv med Konstitutionen. Og denne Priis blev staaende, selv da der blev To om Budet: Han og den galliske Helt, som lagde Brennus's Lod i Vægtskaalen. Forsaavidt altsaa, at han lod Rigsforsamlingen uforstyrret benytte sin Tid, og at den dog ikke fik et fuldkomnere Arbeid istand end Grundloven af 17de Mai, som endog efter sin senere Modifikation har været paaviist Mangler, eller fordi den ikke, ved at tage sig bedre Tid, undgik disse, kan Hs. danske Majestæt, for sit Vedkommende, benævne denne Grundlov et Hastværksprodukt. [fotnotemerke] Men da Verden ikke har fundet, at den besidder de mislige Egen- skaber, som karakterisere et saadant, men meget mere har været til- bøjelig til at holde den for godt og forsvarligt Arbeide, især med Hen- syn til den korte Tid, og da den har forundret sig over at den kunde blive som den blev, maa der opstilles en mere tilfredsstillende Forklaring over dette Fænomen, end Hs. M. Kristian Frederiks Nærværelse dengang i Norge, hvor lidet tilfældig og uberoende af de Omstændigheder, som fremkaldte Norges Afstaaelse, den end var. Hiint "Hvorledes" finder da sit Svar i dette Saaledes: Fotnote: Dette Udtryk er begjærligen arriperet i det, tydeligt nok af en Svensk skrevne, men fra Engelsk paa Svensk oversatte, Modskrift mod Skotten Samuel Laings bekjendte Reise i Sverrige. Hs. M. har ellers senere, under sin første Eriksgata igjennem Jylland og Hertugdømmerne, ved Besvarelsen af en af de mange Addresser, udtrykkeligen fralagt sig Æren af at være "den berømte norske Konstitutions Skaber." SIDE: 180 1. Normændene vare langtfra uforberedte paa Uafhængigheden. Eidsvoldgrundlovens første Paragraf var forlængst indgravet i mangfoldige tænksomme Mænds Hjerter. Den samme Erkjen- delse, disse vare komne til ad renere Motiver og mere detalljeret Kundskab om Fædrelandets slette Behandling, tilvejebragte Trykket af den danske, Norges Handel, Sjøfart og Tilførsel opoffrende Po- litik siden 1807 hos Mængden og navnlig i Borgerklassen. Men En- kelte tænkte ikke blot paa Uafhængigheden, men videre frem; thi 2. Normændene vare heller ikke uforberedte paa Friheden. Det viste sig ved Repræsentanternes første Sammentrædelse, at man var enig om Principerne for Grundloven. Sorenskriver Kristian Magnus Falsen, der udkastede disse, medbragte ogsaa til Rigs- forsamlingen et "Udkast til en Konstitution for Kongeriget Norge", som blev af væsentlig Indflydelse paa Grundloven og lettede dens Udarbeidelse. [fotnotemerke] Det samme gjorde ogsaa Repræsentanterne Weidemann fra Oplandet, Wergeland fra Kristiansand, og maaskee Flere. Allerede i næste Nummer af det officielle Blad "Tiden" efter Afstaaelsens Publikation udsættes af et Samfund Patrioter en betydelig, kort efter forøget, Præmie for en "Afhandling om den bedste Regjeringsform for Norge"; tillaans forlanges "alle frie Landes Konstitutioner og Bemærkninger derover" samt "Adam's defence of the republican government"; og en "Journal for Rigs- forfatning og Lovgivning" annonceres. En Mængde Udkast ind- kom ogsaa, som godtgjorde, at Nationen var mere besjelet af, og modtagelig for, konstitutionelle Ideer, og besad flere Mænd af politisk Indsigt, end man kunde vente. [fotnotemerke] 3. Rigsforsamlingen gjorde Grundloven og Kongevalget til eneste Gjenstande for sine Forhandlinger. Den var virksom, enig i Grundsætninger, og iagttog al den Simplifikation i Forhand- lingernes Gang, som kunde føre den til Maalet. Dette var: saa snart og godt, som muligt, at give Norge en Statsforfatning og selvstændig Stilling imod Udlandet. At Rigsforsamlingen, skjøndt vistnok i Besiddelse af Myndigheden dertil, negtede sig at under- Fotnote: Det er Vildfarelse, at daværende Privatsekretær hos Kristian Frederik, nu- værende Etatsraad Adler, hvis Navn findes først paa Titelen af dette Udkast, har større Deel deri, end Forfattelsen af "Indledningen" dertil. Fotnote: Fra Kjøbenhavn, hvorfra de allermindst paalidelige Efterretninger gjennem Pariser-Moniteuren o. fl. udbredtes, hedte det endog, at Rigsforsamlingen talte et ultrademokratisk, jakobinsk Parti i sit Skjød. Individer af denne Tro findes ogsaa i Rusland, og i Norge manglede de heller ikke. SIDE: 181 søge hvorvidt dens Værk lod sig vedligeholde og forsvare, og til den Ende selv at lede Underhandlingerne med de Magter, som vilde forbyde Nationen enhver Selvstændighedshandling, er bleven til en af disse himmelske Fingre, der greb ind i Norges Skjebne. Thi deri var Lykken, som ofte kaster sin Kjærlighed paa den beskedne Resignation, bedre end Forstanden. Men klart er det, at denne Idrætternes Koncentration paa Hovedværket, at "reise gamle Norge paa egne Been," som Folket kaldte det, og kalder endnu den politiske Idee, som det elsker meest, som Moderen sit døde Barn, virkede til at det blev saa godt som det blev. Folket længtes efter, af sine Repræsentanter at høre den realiseret. Disse havde i vild Mark af en naturlig Blok, et Oldtidens Heidsiviaminde, udarbeidet og reist et Frihedens Gude- billede; de overlode nu til Folket og Kongen at give det Stade og at udhugge Skoven omkring det, for at det kunde tage sig ud i Verdens Øine. Og enten fandt dens Magter, at det stod saa afsides, at det ikke kunde fortrylle ret Mange, eller Himlen, at det var for skjønt til at ødelægges. 4. Rigsforsamlingen manglede ikke Mænd af overordnet Talent, Energi og politisk Indsigt, som vidste hvad de vilde, og vilde hvad de vidste. Disse Drivhjul gik meer uhindrede af Middel- maadighedens og Ostentationens Indblandinger, end sædvanlig i debatterende Forsamlinger og især hvor, som i denne konsti- tuerende, Projekter høre hjemme. 5. Rigsforsamlingen var ogsaa i den Henseende udmærket i sin Sammensætning, at den bestod af Mænd, der Alle med Hensyn til Viljen vare udadlelige. Og Lysten driver Værket; og dette hindredes selv ikke af Meningsforskjellen, om hvad der var den bedste Patriotisme. De vare Alle Patrioter, opløftede af samme andagtsrene Vilje, da de første Gang saae hinanden i Guds Huus, slagne af samme Elektricitet, da de i "Rigssalen" knyttede Broder- kjæden til Afsked. Denne Borgeraand, saavelsom det heldige Valg af udmærkede Personligheder, neutraliserede ogsaa det Farlige i den væbnede Magts Repræsentation -- en Forholds- regel af Prindsregenten, som ikke gik ubemærket og upaaanket hen. 6. Rigsforsamlingen kunde handle uforstyrret. Den betog sig selv i sin ensomme Retirée den nedslaaende og adspredende Paavirkning af Udsigterne ad Udlandet til og ind i Fremtiden; og den Indflydelse, Prindsregenten søgte at vinde paa Rigsfor- SIDE: 182 handlingen gjennem Enkelte af dens Høvdinger, blev af disse tilbageviist med en Fiinhed, der lignede den, hvormed han afstod fra hine Forsøg. 7. Rigsforsamlingen kunde være vis paa Folkets Bifald og Med- hold. Og Dette er mere end enhver konstituerende Forsamling har kunnet sige. Det norske Folk betragtede ikke dens Fore- tagende som noget ganske Nyt og Fremmed, men mere som en Restauration, som en restitutio in integrum af det gamle indre Forhold, af Oldets Folkefrihed. Dettes Minder vare ikke uddøde; flere af dets Institutioner havde holdt sig i en nogenlunde Virksom- hed; ingen Demokratisme kunde komme paa Papiret uventet, som en uberegnet Benefice, eller med nogen Frygt for at blive ilde forstaaet og brugt af Snorros, til personlig og borgerlig Uafhængighed vante, odelsbaarne, sindige Læsere. Denne for en demokratisk Forfatning saa svangre Bund i Folkets Hjerter var i store Strøg, selv ind i Oplandene, men især i Byerne, ikke bleven uden Paavirkning af Tidsalderens og navnlig den franske Revolutions Aand. Den var baade kjendt og følt. Enhver Forandring maatte desuden være et Folk velkommen, der havde lidt saameget, og forud kjøbt Friheden saa dyrt, som det norske. Selv de sløvere Gemytter, der kun have Følelse for materielle Grunde, vare saaledes modtagelige for res novæ. Ikke saa Faa af de mere Oplyste havde med fuld Bevidsthed næret Tanker om at see Saadant istandbragt allerede nogle Aar forud; og det vidtudstrakte "Selskab for Norges Vel" havde tilvejebragt en Eenhed i politisk Tro, en Opinionsstyrke, som dannede et godt Rygstød for Rigsforsamlingen. Hvilken moralsk Sikkerhed denne Tilstand i Folkets Aand maatte give Rigsforsamlingens Fore- tagender, er let at indsee. 8. Prindsregentens Nærværelse, i det passende Forhold til Rigs- forsamlingen, hvori han med megen Takt vidste idet Hele at holde sig, gav ikke alene Rigsforsamlingen en politisk Holdning, men bidrog ogsaa til at regulere og paaskynde dens Værk. Hans Valg var som selvskrevet fordi man behøvede det som Indsegl paa Konstitutionen, til Iværksættelse af dens første Grundsætning og Paragraf. En decideret Stilling maatte tages mod Sverrig, hvis Fordringer blev meer og mere paatrængende; Kongens Nær- værelse var nødvendig paa andre Steder i Riget; derfor kunde SIDE: 183 ikke Valget opsættes længe, og først maatte da Konstitutionen være færdig. Denne af Nødvendigheden paabudne Hast lod sig gjerne, saa underligt det end synes, opføre som en 9de Forklaringsgrund over hvorledes den norske Konstitution kunde blive saaledes som den blev. Man har idetmindste hørt nogen Vægt lagt paa denne tvungne Inspiration, der vistnok ogsaa betager endeel unyttige Debatter Pusterummet. Men ligesaa vist, som at en friere og ædlere belivede den ærværdige Forsamling, er det ogsaa, at Tidens Knaphed havde en saa betydelig Deel i den Arbeidsomhed, den Simplicitet og afdeelte Orden i Forhand- lingerne, som paaskyndede disses Gang saa særdeles, at de Mangler, den har ladet oversee, ere taalelige for det øvrige Istandbragtes Skyld. Rigsforsamlingen lignede i disse Henseender de napoleonske Soldater paa Overgangen over Alperne: de Stærkeste spændte sig villig for Kanonerne, og alle de Andre skjød efter; Ingen holdt sig tilbage; der var ingen Hvile før Marengotordnerne vare paa Højden. Og det er nok den rette Maade, ikke, for en Rems Skyld at standse et saadant Tog, naar "det gaaer." Og Værket gik de gjæve Normænd fra Haanden saa godt, at ingen Nationalforsamling, ingen Kortes eller Junta har gjort det bedre. Men det bedste var dog, at de ikke blot rammede den konstitutionelle Theori saa nær dens Idealitet, som hidtil nogen- sinde, men just denne Folkets aandige og gemytlige Beqvemhed til at modtage og øjebliklig uden Forrykkelse at anvende den, som giver politiske Institutioner deres egentlige Garanti, en, der er stærkere end de saakaldte Europas Magters. Svenske For- fattere have oftere udtrykt Dette med, at den norske Konstitution er som "skapadt och gjutit" for det norske Folk. Og i denne Mening kunde Konstituenterne skilles ad med Pavels's Ord om Eidsvoldsværket: "Det er fuldbragt! med Haab og Mod vi fremad see og smile." Det Sidste gjorde rigtignok ikke Alle. SIDE: 184 Foregaaende Yttringer af norskt Uafhængighedssind. Hvor var du, gamle Norges Folk, mens 4 Sekler svunde? (Sang i "Norske Brødres Klub" 22 Mai 1814) Dette er ogsaa et Spørgsmaal, som først maa klares, før de moralske og nationale Elementer, der affødte den norske Konstitu- tion, kunne stille sig i nogen Heelhed forøje. Denne har ogsaa nogle dybere historiske Rødder, som sænke sig i foregaaende Aarhundreder langt henunder Fædrenejorden. Men den vilde være et aldeles uforklarligt Fænomen, om et Friheds-og Uaf- hængighedssind, der saa hurtig fremtryllede den til Liv og Virken, selv var en ligesaa pludselig Fremvæxt, og kun at datere fra Kielertraktatens Publikation i Norge. Men Historien er ligesaa regelbunden som den fysiske Natur, dens Begivenheder ere ikke isolerede, dens Epoker blot Konseqvenzers Kulminationer. Lige- saavist som at Primlerne og Anemonerne, der gjennemvirke Grønsværsteppet, som det norske Foraar med saa overraskende Hurtighed udruller over de mosbrune Bakker, have under Sneen havt sine Rødder gjemte fra forrige Aar, og hverken ere ned- regnede fra Aprilskyerne eller saaede af de første Maistraaler, ligesaavist har enhver overraskende Begivenhed sine Rødder til- bage i Tiden under henfarne Slægters Grave. Den norske Konstitutions Basis er Folkets fra Fædrene arvede Friheds og Fædrelandssind; den Luft, hvori den rækker sin Ege- krone op, er en Nationalitet, hvis fornemste Ejendommelighed er en varm, nervøs Livlighed, hvori hverken Svenske eller Danske komme Normændene nær. Disse Egenskaber gjorde netop, saa modstridigt det end synes, det norske Folk saa loyalt og taal- modigt igjennem Afhængighedens Aarhundreder. Det havde for- megen Følelse af at være et Kjernefolk af saa uforgjængelig Nationalitet som Trækkene i Landets Fysiognomi, besad formange Arveklenodier fra Frihedsoldet, formegen Selvfølelse, der gik til Indbildning om sig selv og stundom blev smigret, og Trykket, der laae over det Hele, blev for lidet følt af den Enkelte, til at Folkets Masse kunde troe, at der egentlig var nogen Fare paa- færde for gamle Norges Ære og Selvstændighed. I fuldt Brug af et Nationalsprog, inde i de dybe ensomme Dale, hvor Intet SIDE: 185 krænkede Fædrenes Sæder, deelte ikke dette Folk af Odelsmænd de enkelte oplyste Patrioters Ængstelse og Uvilje over det stedse dybere synkende Tryk af det danske Despoti. Det frygtede i sin fysiske Selvfølelse ikke mere for denne Indtrængen af danske Embedsmænd, end en Bonde frygter for at hans Hest skal synke, fordi nogle Myg har sat sig paa den; og det danske Skrivtsprogs Indtrængen forekom det ikke farligere eller betydningsfuldere, end lidt Søndenblæst i Mundingen af Dalen. Afsondret fra den blandede Befolkning i Byerne langs Kysten, betragtede det den, som sig lidet vedkommende, og tænkte sig fremdeles i det gamle direkte, fortrolige Forhold til Unionskongen, som til de gamle Konger, der maatte beile til Kofternes Valg og Bevaagenhed. Det var for denne Idee, for Normannakonning, saadan som det tænkte sig ham, og for gamle Norge, Folket greb saa gjerne til Vaaben; Danmark var det ligesaa ligegyldigt som dets og Al- verdens Politik var det ubekjendt. At Landets Overskud gik til Danmark, vidste det enten ikke, eller bekymrede det kun lidet, [fotnotemerke] saalænge Ingen ændsede dets Sølvkander og øvrige Tilbehør til dets originale Sæder. Det hedte jo, det gik i Kongens Kasse, og saa var alt vel ifølge hiin Tro om hans egentlige Forhold til det, og ifølge den generøse Ødselhed, som er et Nationaltræk hos dette Bondefolk. Dette er den berømte norske Loyalitet, som holdt Foreningen med Danmark saa længe sammen. Den var brustet forlængst, havde denne Folkets Kjerne blot ahnet, at dets Troskab blev bedragen, og at Fædrelandet, langtfra at være i de bedste Hænder, blev forraadt under Judaskys -- dette Fædreland, som det elskede fanatisk som Kong Harald sin døde Snefrid, og som ganske havde afpræget sin Natur i Folkets næsten sydlandsk livlige og dog nordisk dybe, malmgedigne, tungsindige Karakteer. Men hvor nær falder nu ikke denne Gamledages Loyalitet, som Nutiden kalder Pudeltroskab, og som heller ikke forekom Norges politiske Seere synderlig agtværdig, sammen med Friheds- Fotnote: Datids offentlige Kontrol var særdeles nærsynt. I 1814 erfoer man først, og da inden Nationalforsamlingen, at der fra Zahlkassen i Kristiania, blot for de to sydlige Stifters Vedkommende, Aar om andet nedsendtes af Overskudet 6 - 8 Tdr. Guld, og Stiftsamtskriverne i Bergen og Trondhjem remitterede des- foruden direkte. Disse Angivelser bleve ogsaa benyttede imod den Anskuelse af Landets Impotents, Grev Wedel søgte at gjøre gjældende paa Rigsforsamlingen. SIDE: 186 og Fædrelandssindet? Dettes største Feil og største Dyd var denne Nationalitetens Intensitet, denne Følelse af egen indre Styrke, som lod den norske Odelsmand, under Landets mest nedværdigede Tilstand, ryste sine brede Skuldre af Latter over Enhver, som turde tvivle om at gamle Norge var saa selvstændigt som nogensinde. Og i denne Vildfarelse laae dog den Sandhed, at det Norske dog altid var reddet i Norge -- en Fortjeneste, hvori Landets Beliggenhed ogsaa har Deel. Denne Nationalitet betragtede Regjeringen, efter forgjæves at have søgt at trænge sine Fingre ind i dens Masse, omsider som en Kugle, man maatte lade ligge, hvor den rullede hen ved sin egen Tyngde. Den blev, hvor den ikke traadte frem hos Individer, der stode udenfor den egentlige Masse, hos Folket behandlet med samme Artighed, som den enkelte Bonde, der, naar han havde noget at klage, uden videre tog sin Skræppe paa Nakken og vandrede den lille Vej ned til Kongen, "han Far," i Kjøbenhavn. Embeder var alt hvad Regjeringen vovede at give de danske Adelsmænd; Odels- og Aasædes-Retten, som vistnok har bevaret adskilligt Jordegods fra at falde i disses Hænder, vovede den ikke at betage Folket, fast at det lykkedes at indskrænke den noget ved hvert Attentat derpaa. Regjeringens Frygt for en almindelig Opstand i Norge røbede sig i dens Eftergivenhed for de partielle, hvor enkelte Distrikter enten reiste sig imod udsugende danske Lehnsherrer og deres Fogder eller imod selve Regjeringens Foretagender. Og af saadanne Opstande er den norske Almuhistorie ikke saa sjelden gjennemvævet, fra Thelebøndernes Nederlag af paa de fremmede Bergfolk, Regjeringen under Kristian III sendte ind imellem dem, Thrøndernes og Nedenæsingernes Reisninger imod sine Lehnsherrer under Frederik II, Urolighederne under Frede- rik III, navnlig Rasmus Mickelbustas Opstand i Bergens Stift og Romsdalen, hvor "Budstikken blev opskaaren" imod Udskrivningen og Embedsmændene, den Opsætsighed, Hannibal Sehested i sine Breve fra 1645 klager over, til Bergenhusingernes Oprør 1762 i Anledning af Extraskatten og de saakaldte Lofthusiske Uroligheder i 1786, der strakte sig hele den gamle Agdeside over til dybt ind i Thelemarken. De norske Matrosers og Garders Opstand i Kjøbenhavn mod Foretagender af den Struenseeske Regjering vise, at denne nationale Selvfølelse heller ikke frygtede forat gjøre sig gjældende der under Magtens Øjne. Dette Træk i SIDE: 187 Folkets Karakteer var ogsaa erkjendt og respekteret af Regjeringen, som var glad ved, dog altid at finde det forenet med den gamle politiske Uskyldighed. [fotnotemerke] Men ogsaa denne kunde falde, efterat have smagt af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt. Og saa- danne Frugter blev den allerede rakt i 1657 under den svenske Karl X Gustafs Angreb paa Rigerne i den svenske Feldtmarskalk Douglas' Proklamation og i det saakaldte "Æsculapii fortrolige Brev til Normændene," som det hedder, oversat fra Norsk paa Svensk, uagtet det vel er rimeligere, at dette Flyveskrift, der, i sin Fremstilling af Norges Opoffrelse af den danske Politik og af den Emancipation, som bødes det af Sverrig, ganske er et Pendant til Proklamationerne i 1808 og 14, fra først af er fra det svenske Kabinet. Denne naive Ubændighed var derfor ikke Fotnote: Sognepræst, Prof. Wilse, siger i sin Karakteristik af den norske Almue: "Saadanne personelle Karakterer (med en ædel Stolthed af sit eget Individ) findes som oftest i den norske Bondestand." Og Nyerup i sine Efterretninger om Frederik III: "Hvad ellers angaaer dette Decennium 1661 - 70, da frembyde de norske Tegnelser for bemeldte Aaringer en Gjenstand, som man sjelden sporer i de danske. Det er Uroligheder blandt Almuen. Grunden til denne Forskjellighed maa naturligviis tildeels søges i den forskjellige Gemytsart hos den ene Nation fremfor hos den anden. Den danske Almue dengang var dorsk og døsig, af Herremændene samt Herremændenes Forpagtere og Forvaltere, Fogeder og Ladefogeder, Skytter og Hundedrenge saa mishandlet og forkuet, at den ikke torde kny. "Bønderne i Danmark, siger derfor Durell i Suhms Saml. 2 B., sidde stille hen og vide hverken af værre eller bedre at sige." Derfor saa faa urolige Bevægelser blandt den danske Almue. Tænker man sig derimod de norske Odelsbønder -- hvilken anden Menneskerace end en sjel- landsk trællende Fæstebonde! Hine havde Følelse af Frihed og Menneskeværd. Det er begribeligt, at disse saaledes organiserte Hoveder ikke sjelden kan have havt nogen Anledning til Misnøje og yttret Mistillid til den Deel af de saa- kaldte conditionerte Medborgere, som de ansaae for uretfærdige Rovfugle og sande Plageaander." I det besynderlige gamle norske Klageskrift "Den norske Sou" forekommer ogsaa følgende: "Udi Folket er endnu noget af den gamle Dyd, Manddom og Styrke, saa det skulde vel staae bi og stride for deres Herre og Fædreland, dersom det kunde dagligen see ham og fornemme hans Naade og Affection imod dennem; og er det ikke aldeles forundrendes, at Almuen er noget uvillig til at forsvare sin Herre, som de enten sjelden eller aldrig faae at see." Det turde dog nok være, at denne Kongens og et Hofs Fraværelse ikke har været uden Indflydelse paa Almuens Uafhængighedsfølelse. Hvorledes dette Karakteertræk er erkjendt saaes nylig i den danske Kriminalist Prokurator Langes Archiv, hvor han karakteriserer en Klient ved at han ikke lignede sine Lige inden den danske Bondestand, men at han i Uafhængigheds- følelse og Mandighed havde mere tilfælleds med den norske Odelsbonde. SIDE: 188 elsket med lige Oprigtighed af Regjeringen endog da naar den bruste over for alene at skaffe Denne Ære. Den blev betragtet som en Foss, der er udsat for regelløs Væxt, som man kun tør slippe varsomt paa sin egen Mølle, og som man maa takke Gud for saalænge den holder sig inden Skranken. Hine Proklamationer, der manede Fædrenes Hæder frem, og virkelig vare egnede til at aabne Almuens Øjne, bleve da bestridte i Kontraproklamationer fra Statholderskabet og ved idelig at kildre det, med saamegen Statskløgt engang vakte, Nationalhad til nye Seneknytninger. Men naar saa disse begyndte, og de stærke Arme kom i Bevægelse, blev den onde Samvittighed i Kjøbenhavn bange, og den norske Almue blev betragtet med Mistænkelighed og fik Utak i samme Forhold, som den havde været enthusiastisk i at forsvare Landet. Dette fremlyser klart af Biskop i Agershuus Stift Bartholomæus Deichmans Forsvarskrift for de Norske, [fotnotemerke] tilskrevet K. Frederik IV i 1724, da Thelebønderne, medens den største Deel af Armeen var i Danmark og det materielle Forsvarsvæsen var i den sletteste Tilstand, tvang sin Foged til at føre dem mod Fienden under Carl XIIs Indfald, skjøndt Krigsstyret allerede havde krævet af hver fuld Gaard i Riget den overordentlige Præstation af tre Soldater. Men hvilket "ei blev holdt raadeligt." Disse partielle, upolitiske Opstande [fotnotemerke] og Kraftyttringer have for Udviklingen af det senere Folkeliv i Norge dog kun Betydningen af, at de vise, at de kraftige Forfædres Hjerter aldrig vare ud- Fotnote: "Med største Forundring, ja sensibleste Bekymring, har jeg ved min Nær- værelse paa dette Sted (Kbhvn.) maattet erfare de ligesaa ugrundede som ubillige og uskjønsomme Tanker, som Adskillige baade selv have fattet sig, og til Andre vil udsprede om den Norske Nations Beskaffenhed og Undersaatternes i Deres Majestæts Rige Norge allerunderdanigste Devotion, Zele og Troskab imod deres Souveraine, ligesom den ikke skulde være aldeles paalidelig og tilforladelig, ei heller man paa dem, som retsindige Patriotet og Undersaatter, kunde fidere, men dem mere som Egennyttige, Vankelmodige, Ubestandige og altid Misfornøjede kunde ansee. Det har givet mig Anledning til at tage mig den allerunderd. Frihed, at forestille D. M. den Zele, Idee og rette Tanke, som redelige, retsindige og fornuftige Kongens Tjenere baade bør have og forsvare om de norske Undersaatters sande og tilforladelige Troskab mod deres Souve- raine, om deres patriotiske Nidkjærheds fermeté à toutes épreuves, som de udi sidste Krig, fremfor alle Nationer i Verden, have beteet." O. s. v. i det deichmanske Forsvars- eller rettere Klageskrivt. Fotnote: "Quelques brouillons" (Hs. M. Kong Carl Johans Brev af 3 April 1824 til H. K. H. Kronprinds Oskar som Norges Vicekonge). SIDE: 189 slukte under Kofterne, at der altid levede en Kjerne af Energi inden den norske Almue, som forjettede det hele Folk, at Fri- hedens Krone baade kunde og engang vilde slaae ud af den gamle, vanrøgtede Stamme, ligesaavist som man aldrig skal op- give Haabet om disse afqvistede Asketræer, der synes at have arvet en Udødelighed af Ygdrasil. Disse Træk af Folkehistorien tilhøre dog især kun Sagnet og Fremstillingen af Nationalkarakteren, og staae i altfor løs Forbindelse med den almindelige Befrielses Historie til at der, uagtet de sprede sig videre om og nær ind- under vore Tider, kan lægges mere Betydning deri, end i den norske Adels og Geistligheds Dødskampe imod Unionspolitiken i dennes første Tider. Vare hine Træk for spredte Rodtrævler, strække disse Rødder til den Emancipation, en retfærdig Fremtid fuldbyrdede, sig for langt hen under Olaf Engelbrektsons Kastel- ruiner, Herluf Hyttefads Steile og Knut Alfsons aabne Grav. De ere ogsaa blevne afhuggede fra Stammen, man ikke kunde faae Bugt med, fra hint Folkeliv inden Almuen, der altid var og er Norges ejendommelige Styrke, skjøndt denne -- hvad der fremdeles er Spor af i nogle Ætter i Landets Indre -- vistnok af de Adelsgrene, som under Forfølgelsen forenede sig med den, modtog en Imprægnation af den Selvstændighedsaand, som havde bragt Ætternes Høvdinger paa Skafottet. Uden denne National- vunde, der blødede stærkt og blødede ganske ifølge samme Politik, som dikterede Stockholmsblodbadet, skulde Norge mere end blot sandsyndligviis have været uafhængigt for Aarhundreder siden. Men om den norske Bondestand da var bleven hvad den blev til under sin ensomme Selvoverladtheds Opfostring, der i den har et bedre Resultatet at opvise end selve den svenske, rigtbevægede Frihed, det er et Spørgsmaal. Det er ogsaa for Nærværende overflødigt. De Uafhængigheds- yttringer, som kunne siges at vedkomme Befrielses- og Konsti- tutionsværket, maae i Aand og Princip være beslægtede med dette, og heller ikke for langt ude, som Almuernes enten egoistiske eller krigerske Kraftyttringer, eller for langt henne, som Aristo- kratiets ulykkelige Anstrengelser. Det er omtrent 100 Aar til- bage vi kunne forfølge disse Yttringer af norskt Friheds- og Uaf- hængighedssind, som, engang affødte, siden aldrig døde. Stundom vel forsvindende med Individet, som nærte dem, vise de sig atter snart voxende som Nordlysene, indtil den store Sejer, da ogsaa SIDE: 190 hiin, i Følelsen af sin egen uantastelige Kjernestyrke rolige, Almue fik Øinene op, og bifaldt med sit marvfulde Haandtag de mere oplyste Landsmænds Foretagender. I denne Klasse, Embeds- og Videnskabsmændenes, er det vi, som naturligt, see de fleste Øine aabne for Fædrelandets Stilling. Allerede hint Biskop i Agers- huus og Konferentsraad Bartholomæus Deichmans Forsvarsskrivt maa i denne Henseende bemærkes, og derimellem, at han be- grunder sin Troværdighed med at han var Dansk fød. Men han forsvarer især Almuen, som intet Forsvar behøvede, denne stærke, blinde, uskyldige Hødur, som ikke kjendte sin egen Kraft, mens der virkelig paa samme Tid fandt en Utilfredshed Sted inden Embedsklasserne, som mere kunde fortjene Regjeringens Frygt, om de havde været mindre afsondrede fra Folkets Masse, end de vare, og, ifølge dennes prædominerende Afsluttethed i sig selv, altid have været. Saa gjennemstukken som Embedsklassen var med Regjeringens danske Kreaturer, maatte Misnøjet vistnok kun være spredt; den paafaldende Avind, som fulgte norsk For- tjeneste, ja som ikke engang undlod at aande over Peder Wessels nye adelige "Tordenskjold," irriterede vel kun Individer især; men desmere udbredt virkede Misgrebene ved Regjeringexperi- mentet med en ny Matrikel efter dansk Tilsnit og Coupet med Kirkernes Salg. [fotnotemerke] Dette var idetmindste ganske egnet til at give Almuerne, med eller uden Geistlighedernes Hjælp, Materie til Eftertanke, og siden den Tid, sad der ogsaa en Torn i mangen Bondes og Præstemands Hjerte. Men ogsaa her var Regelen gjennemført: "divide Kjøberne og al deres Slægt, saalangt Ledene kunde øjnes og anticiperes, vare naturlige Understøttere af dette følelige Ran fra Folket eller ialfald fra Staten; det gik som i Frankrige ved de Emigreredes Godsers Salg og Restitution, og Massen af Proletarier, som er Fotnote: I begge disse Foretagender havde Deichman en Hovedandeel. Det hedder i hans haandskrevne Levnetsbeskrivelse: "Nu blev udspredt, at Matrikulen vilde gjøre Nationen misfornøiet, nu fremkom Assessor Ryssel med mange Angivelser over store Embedsmænd og om forestaaende Revolter etc., især om den norske Statholder Wibe, om Biskop Deichman og mange Flere, og han forestillede den norske Nation som upaalidelig. Dette var Aarsag til den Apologie, som Deichman skrev for den norske Nation." At den ogsaa var en medvirkende til hans Fald ved Kristian VIs Thronbestigelse, især forsaavidt den ogsaa djærvt paaankede Norges Forsømmelse d. e. det uforandrede Re- gjeringssystem, er ogsaa rimeligt. SIDE: 191 ligegyldig for Alt uden for Priserne paa Korn og Salt, fandt alt i sin Orden. Odelsfolket i hvis Hjertekamre en Rojalisme, som Vendéens, og en Uafhængighedsfølelse, som Schweitzernes, boede fredelig ved Siden af hinanden, ræsonnerede sig til, at det dog var Staten, Norge, alma mater, som tog Kirkerne, ligesom senere Almindingerne fra Almuerne [fotnotemerke] og fra Geistligheden Præstebordsgodset, siden det dog var Kongen, dens ideale Personifikation, som gjorde det. Og saa var Alt i sin Orden ogsaa for dem. Med Hensyn til Forfatterens Personlighed har det Deichmanske Forsvarskrivt ligesaa liden Betydning for vor Sag som den af- satte Amtmand P. Juels Projekt et Aarstid iforvejen, at spille først Grønland og de øvrige norske Tilliggelser og derpaa det nordlige Norge i Hænderne paa Czaren af Rusland eller hans Frænde Hertugen af Holstein, der siden, som præsumtiv Konge i Sverige, skulde forene begge. Deichman var et Stykke af en Mazarin, som saae og elskede Norge med danskt Øje og Hjerte, og havde egoistiske Grunde til sin retfærdige Apologi; Juel, hadende den Konge, som Deichman stod og faldt med, henreves i sine Planer af saaret Egenkjærlighed til Skafottet. [fotnotemerke] Dog baserede han dem for sine to svenske, i russisk og holsteinsk Tjeneste staaende, Medkonspiranter ogsaa paa sin og andre Normænds Misnøje med Fædrelandets Tilstand og Stilling; og ligesom de deichmanske Papirer godtgjøre, at der var Grund nok til saadan Stemning, saa fremlyser det af de Juelske, at den ogsaa fandt Sted. Der var da ogsaa under Tommeskruerne og de spanske Støvler Spørgsmaal nok efter disse norske "Malkontenter"; og endelig, under en skjærpet Tortur, man var grusom nok at lade Juel undergaae samme Dag, Dommen (Haandsafhuggelse og Steile) var forkyndt, pinte man ud, at Justitiarius i Overhofretten Hans Blixencrone i 1718, med de Ord: "jeg er en gammel Mand, De en ung og af stor Forstand; nu er der Tid og Leilighed til at tjene Fædrelandet," havde villet antyde Bearbeidelsen til en Over- Fotnote: Allerede foreslaaet af Deichman. Fotnote: I et Memorial til Fred IV bruger Juel denne Yttring: "Lad mig ikke søge mit Brød udi et fremmed Land, hvor det for mere end 1 1/2 Aar har staaet mig rede. Tiderne ere omskiftelige, og en Flue kan undertiden inkommodere." Med dette fremmede Land mener Juel Sverige efter et temmelig løst Forslag fra en krigsfangen svensk Baron, at gaae i dette Lands Tjeneste. J. maa allerede da have yttret sig utilfreds. SIDE: 192 gang til Sverig -- at Kongen maatte tage sig i Agt for fødte Nor- mænd og fremfor alt ikke give dem Magistraturer i de norske Stæder. Navnlig angav Synderen, foruden en throndhjemsk Stu- dent Kjelstrup, som undkom, og sandsynligviis da til Rusland, Ju- stitsraad Abraham Dreyer og Præsident Hans Collin i Throndhjem som Personer, om hvem han vel intet Specielt vidste, men som dog "ingen gode Patrioter vare af Danmark og havde et stort Svogerskab." Forresten var det blot "en Indbildning om Norges Misfornøjelse, som næsten alle Svensker, der ere af nogen Stand, gjøre sig." [fotnotemerke] "Als hiernächst -- slutte det piinlige Forhørs Exe- kutorer -- Inqvisitus sich wegen der ausgestandenen Schmerz excusirte, dasz er sich anitzo zur Stunde nicht alles erinneren könnte, und worauf er zu leben und zu sterben gedachte etc., so ist dieser Inqvisitions-Actus hiemit geschlossen worden." Ogsaa i det i 1739 oprettede saakaldte "sorte Kompagnies" [fotnotemerke] Ten- denz, at benytte Landets Naturrigdomme ved Anlæg af Fabriker o. s. v., fremskinne nogle Glimt af den Aand, vi søge, men spar- somt som Guldkornene i de eidsvoldske Miner. Disse Foreta- gender vise dog en patriotisk Omtanke, som ikke kan have været uden de vemodige Drømme om hvad Fædrelandet maatte lide og kunde blive til, som foregaae og siden klarnede saameget før den almindelige Opvaagnen. Men i de fremmede Entreprenørers og i Regjeringens Deeltagelse var der neppe mere Hjerte end i de engelske eller spanske Spekulationer paa Kolonierne. Alligevel udviklede disse Forsøg, hvis største Kapital var den Eftertanke og Interesse for noget Større, end det blot Private, og den Dri- stighed i Spekulationer, som de vakte, en Slags Almeenaand og Begreber om hvormeget der vindes ved Kræfternes og Viljernes Forening. Og af denne udgik igjen de flere Landhuusholdnings- selskaber, som dannede sig i anden Halvdeel af det forrige Aar- hundrede efter Danmarks og maaskee ligesaameget Sverigs Exemp- ler, og som, med al sin Materialisme, dog lod Øinene af og til streife udenfor Rødningerne ind paa Nationalærens og Frihedens saa øde Fædrenemarker, hvorover Tidsalderens Oplysning alle- rede dagede. De vare Ventiler, hvorigjennem den beklemte Pa- triotisme gav sig Luft. Fotnote: Allerede i de Gørtziske Underhandlinger paa Aalandsøerne omhandledes at Sverige, uhindret af Rusland, skulde erobre Norge. Fotnote: Fordi det gav sig af med Tjærebrænding, Beegkogning o. a. sodede Bestillinger. SIDE: 193 Denne Materialitet er netop Broen, som fører over til de Tids- strøg, som ere gjennemvævede af Træk af den samme, højere be- vidste Patriotisme, hvis Storværk disse Blade skulle skildre. Og idet den i sin første Vaagnen først og fremst famlende greb efter aandige Goder, vandt den et Krav paa politiske, som det var meer end ædelmodigt at tilkjøbe sig ved yderligere Opoffrelser, og som hører til dem Himlen optegner, fordi de ere nødvendige. Omvendt maatte Oplysning, dens Kilde inden Landets Omraade, og politisk Frihed afføde hinanden, i hvem af dem, der først kom i Folkets Magt. Og da Folkets Masse var tilfreds med sin ejen- dommelige Frihed, og de videnskabelig Lærte vare de eneste aktive Borgere, men isolerede og overladte til eget Valg i hvad Retning deres bedre Sands skulde virke for Fædrelandet, var det rimeligt, at friere Adgang til Oplysning blev stillet øverst imellem de almene Krav. Staden Leiden havde, som bekjendt, Valget imellem Skattefrihed og en Højskole, og valgte denne sig til Ære og Amindelse; Norge havde vel intet tilbudt, men kun et selv- kaaret, Valg; men det havde et Krav og mange Lidelser at be- grunde det med; det havde mange Krav, og valgte det, som gjorde det meest Ære. I et halvt Aarhundrede krævede det intet andet end en Højskole, og søgte at kjøbe denne Retfærdighed med exempelløs Opoffrelse af sin Velfærd, indtil Negtelsen var nærved at afføde den samme Emancipation, som engang maatte være bleven Følgen af dens Indrømmelse. Det maa være klart, og er indrømmet selv af en talentfuld Forsvarer af en, under billigere Forhold, fortsat Forening, at en kraftfuld Nation, som den Norske, der, med sit langt ringere Folketal, havde paa lidt nær en ligesaa talrig Armee og ligesaa stærk en Handelsflaade som Danmark med Hertugdømmerne [fotnotemerke] , kun behøvede Berørelsen af Oplysningens Prometheusild for at komme til fuld Bevidsthed af sin egen Kraft og Ret. Allerede af en Supplik fra Studenterne til Frederik III efter Fotnote: Etatsraad, Digteren Pram. I sit Manuskript: "Kan og bør Norge, skilt fra Danmark, danne sig til en særskilt Stat?" hvori han forsvarer Muligheden heraf, men, in subsidium, en Fortsættelse af den danske Forening fremfor en med Sverige, angiver han Forholdet ved dens Brud saaledes: Norge. Befolk. (1801): 882,849. Armee: 34,858. Skibe (1805): 1239 med 71,456 Læsters Drægtighed og 10,241 Mand. Danmark og Hertugd. Befolk.: 1,530,195. Armee: 39,776. Skibe: 1290, med 64,311 Læster og 9,426 Mand. SIDE: 194 Krigen med Sverige fremlyser Savnet af et norskt Universitet af en Artikel, hvori "de norske Studenter, eftersom Norge beviser lige Lydighed mod Danmark, og Danske udi Norge forfremmes endog til de højeste Bestillinger, begjære, at af deres Nation maatte herefter nogle visse Professores konstitueres, som dem især herefter kan patrocinere og i Nød undsætte, ikke paatvivlende, at, naar dem hertil gives Sperance, de jo sig herefter gjøre dyg- tige." Men først et Aarhundrede efter fremsættes Ideen om et norskt Universitet af Historikeren, Kammerherre Peter Frederik Suhm, fød Dansk, men gift til Trondhjem, i "Throndhjemske Sam- linger af Philaletho (Suhm) B. 1. 1761." I en Afhandling "om Vi- denskaber" siger Han: "Det er klart af alt det hidindtil Sagte, at intet Land i Europa er i slettere Omstændigheder i Henseende til Videnskabers Fremvæxt og Udbredelse, end vort, da vi ei engang have et Universitet." Og siden, omendskjønt der intet blev skrevet udtrykkeligt derom i de følgende ti Aar før Trykkefrihedsperioden, holdt Ideen sig som Ilden i sin Aske. Udbredt i Landet, næredes den især i Skjødet af det af P. F. Suhm og Normændene, Histo- rikeren Gerhard Schøning og Biskop Johan Ernst Gunnerus stiftede "Throndhjemske Selskab", som 1767 blev ophøjet til det kgl. norske Videnskabers Selskab, og fortjener at bemærkes imellem de norske Emancipationsfænomener ved den Uafhængighed, det forskaffede den indenlandske literære Virksomhed, hvis Frembringelser det opbevarede i sine Skrivter. Det første Bind deraf udkom allerede 1760. Ved Struensees Ophævelse af Censuren, den saakaldte Trykke- frihedsperiode, frembrød Ideen pludselig i Publikum i Lagmand Ove Gjerlev Meyers "En Normands Undersøgelse, hvorvidt de Aarsager kan gjælde, der anføres som Hindringer for et norskt Akademies Oprettelse. Kbhvn 1771," hvoraf man kan see, at Spørgsmaalet imidlertid levende har sysselsat Publikum og Regje- ringen. Diskussionen blev nu Skrivtvexel, og Universitetssagen udgjør Hovedmassen i den egne Literatur af norske Klageskrivter, som begyndte at danne sig. Imellem dem fra Trykkefrihedens Hvedebrødsaar kan nævnes Præsten Graves "en norsk Hyrdes Indtagelse i et Bjerg", hvori med djærv Patriotisme skildres hvad Norge kunde blive til, En "Normands Besvarelse paa nogle nyere Indvendinger imod et Akademies Oprettelse" (nemlig Jakob Ba- dens og Philodani ): Ove Høegh Guldbergs), Suhms Afhandling SIDE: 195 "om Oekonomien, særdeles Norges, med et Tillæg om et Akademie i Norge," Philonorvagi (Amtmand Even Hammers) velmente Tan- ker, Philodano-Norvagi (Gustaf Strømboe's paa Kjørbo) oprigtige Tanker, Chnia. 1771" o. fl. Nedkaldt om Høsten samme Aar ifølge Struensees Kabinetsordre, forat afgive Betænkning om en Reorganisation af det højere Un- derviisningsvæsen, og navnlig af Universitetet i Kjøbenhavn, fandt Gunnerus sig ogsaa, ifølge det Punkt i Kommissoriet: "om ikke Sorøes Akademies Midler kunde, endog efter Holbergs præsu- merede Ønske, anvendes til et Universitet i Norge?" og efter udtrykkelige Opfordringer fra Nationen, beføjet til ogsaa at frem- sætte en Plan til Oprettelsen deraf, "wie -- siger han -- ich mit allen Norwegern herzlich und inbrünstig wünsche und hoffe." "Gjæringen i Lærefaget (skriver Tauber) har neppe nogensinde i en kortere Tid været stærkere, end da Gunnerus efter en Ge- heimekabinetsordre var draget herned fra Norge for at sætte Underviisningsvæsenet paa en bedre Fod. Det var ikke Naturens skjulte Virksomhed i dens hemmeligste Værksted og forborgneste Løngange, men en til lys Lue frembrudt og længe dulgt Varme af Patriotisme hos den norske Nation især, der saae ud til at vorde en fortærende Ildebrand. Hele Pakker Breve indløb fra alle Kanter i Norge hver Postdag til Gunnerus, Norges Skyfsengel, med An- modninger om at skaffe Norge et Universitet, og Anviisninger til et Fond. Det skulde være et besynderligt Uheld, om denne af fuldt Bryst af Gunnerus forfattede Plan til et norskt Akademies Oprettelse ingensteds skulde findes i offentlige og private Gjem- mer." Denne Yttring af Tauber, siger Nyerup i sin Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge o. s. v. 3 B. 2 D., sigter til det underlige Mørke, som hvilede over denne Sag i Aarene 1793 -- 95, da et norskt Universitet igjen var Dagens Orden. Saa ubekjendt var Gunnerus's Plan, at da Dr. Møller i Porsgrund lod et Ord falde om dens Tilværelse, yttrede selv en Baden i Universitetsjournalen sin Forundring over denne Nyhed. Afskrivt deraf ejede dog Bi- skop Irgens i Bergen. Den af Gunnerus gjennemtrukne og be- seglede Original gjemmes i det danske Kancellies Archiv, med Opskrivt: "Allerunterthänigster Vorschlag und Plan zur Errichtung einer Uniwersitet in Norwegen," og bestaaer af 9 Paragrafer. Deri besvarer han ogsaa den Indvending, at "Politiken kræver, at de norske Studenter besøge det kjøbenhavnske Universitet," og SIDE: 196 foreslaaer Kristianssand som det beqvemmeste Sted. Men med Struensee faldt Sagen Maanedsdag efter Planens Indleverelse. I Norske Intelligenzsedler for 1772, Nr. 37, findes nogle Udbrud af norsk Patriotisme, underskrevne v. Westen, og spørges deri- blandt andet: "hvor blev af den norske Bank?" Dette var ogsaa et Folkeønske, der gav sig Luft gjennem flere Nr. af samme Blad, hvori heller ikke Universitetet blev forglemt. I Nr. 50 staaer halv- anden Side aaben, hvor da sandsynligviis noget altfor Patriotisk er blevet strøget. Og i Nr. 51 findes "efter Stiftets -- Stiftamt- mandens -- Ordre" indført en Bekjendtgjørelse om, at Kongen ( ): Guldberg, Enkedronningen og i Linjerne: "Saa Vaagne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang." -- -- "Hver ærlig Norsk, som Lænker brød, skal evig hædret være. Den vrede Livvagts Vaabenbrag forklarte trolig Norges Sag." Hver ærlig Norsk o. s. v." . . i disse Linier var der en Efterklang, som zittrede Normændene gjennem Hjerterne og den danske Regjering gjennem Samvittig- SIDE: 197 heden. Denne Sang, en Profeti om Befrielsen i 1814, en norsk Marseillaise, besprængt med Viin, om ikke med Blod, skreven af en norsk Student for sine Landsmænd ved Kjøbenhavns Univer- sitet, slog an hos enhver Normand, og dette kaster et mærkeligt Lys ind i deres hemmeligste og sande Tanker og Følelser. Den er som et Fakkelglimt, der pludselig viser Hvælvingen opfyldt med formummede, bevæbnede Mænd. Det var ikke Nordahl Brun, men det inderste af Norges Hjerte, som talte. Og det blev for- staaet af begge Parter. Forfatteren siges ogsaa, kun ved en hurtig Retirade hjem, at have undgaaet Kastellet. Men til at føre saa voxne Ord i Munden kan den Aand, som udtalte dem med saadan Enthusiasme ikke være født i samme Stund, som de bleve til. Vi støde paa en fuldmoden Opinion af uvis Undfangelsesdato, en Opposition, rigere paa Følelser end paa Tanker; ja den havde vel, uagtet sine Ord, kun een ret klar, og den var: et Universitet i Norge. At Brun i sin Ungdoms Fyrighed har tænkt noget Mere og langtfra staaet alene deri, antyde vel hans Ord, men bekræftes ikke af hans senere Liv, der er fuldt af Sangoffere til det Be- staaende. Han blev populær, fordi hans simple Muse altid besang hiin Folkets Masses ejendommelige Uafhængighed, denne "Tryg- hed paa Fjeldene", som det selv følte var uantastelig, og som gjorde det saa selvtilfreds, naar Tiderne blot ikke vare for øko- nomisk slette, og forøvrigt saa ligegyldigt ved deres politiske Gang. "Klippens Top, som Granen bær, muntre Sjeles Fristad er. Verdens Tummel nedenfor til min skyhøje Bolig ei naaer." -- -- "Fra min lave, rolige Dal seer jeg mange Mægtiges Fald, sidder paa min Tue tryg, og udtømmer en Glædskabs Pokal." Denne Bruns Sang: "Boer jeg paa det høje Fjeld" er endnu Normændenes kjæreste Nationalsang. Den gjengiver dem ganske dem selv og anslaaer Hovedstrengene i deres Hjerter (derimellem den jovialske Selvtilfredshed ikke at forglemme). Saalidet ere de forandrede, og Sangen vil ikke tabe sin Popularitet før Folket omskifter sin Levemaade, og denne vil ikke omskiftes SIDE: 198 før Landet mister sin Natur. Men den gjengiver ogsaa især sin Tid, Kronprinds Frederiks og Bernstorff-Regjeringens Fredsaar, en Tid, der vel, med en Draabe i "Glædskabspokalerne" af Remini- scenz fra mindre lystige Dage, sang: "Vi drak Norges Hæder og Held, sang om Dal, om Strand og om Fjeld;" men hvori dog "Alting blomstred for enhver," saa selve Ønsket om Universitetet ikke viste sig. Men det stod der i denne al- mindelige Blomstring som en af disse Datidens Haugestatyer til- groet af et Buskads, men som nok ved Løvfaldstid vilde træde frem som med en Sjels Blegnen under sin Hvidhed, alvorlig, med Fingeren pegende eller paa Munden. Dette skete 1788. Den af Topografien og Økonomien fortjente Præst, Dr. Strøm, tilskrev Kronprinds Frederik før hans Afreise til Norge samme Aar, og udgav "En Normands Fordring til sine Landsmænd, ved Anledning af Rothes Danmarks og Norges For- dringer til hinanden, Christiania 1788," medens "Folkets Røst til Kronprindsen ved hans Ankomst til Norge," udkom fra Carl Man- derfeldt. [fotnotemerke] Dr. Strøm fremsatte Sagen mundtlig for Kronprindsen, ved hvilken Leilighed hans Broder, Borgermester i Kristiania og Drammen, ogsaa overleverede et eget Skrivt derom, og i det Kgl. Norske Videnskabers Selskab fik Prindsen af dets Vicepræ- ses, Stiftsprovst Dr. Hagerup, endnu engang høre den med Varme lagt sig paa Hjerte. Det manglede heller ikke paa Løfter; men derved blev det ogsaa. Kun i det danske Maanedsskrift Minerva vedblev Hjertesaaret af og til at flyde. Men endnu en Episode trænger sig foran Optagelsen af Uni- versitetssagen. Gustav III's Fortrolige, den bekjendte svenske General Gustav Mauritz Armfelt beretter i sin Selvbiografi: [fotnotemerke] "Ved denne Tid (Vinteren 1790) var der i Norge en besynderlig Gjæring. Flere betydende Personer tænkte paa Midler til at be- frie sig fra det danske Aag, og Hs. Majestæt havde faaet flere Anledninger til at nytte sig dette tilgode. Kongen sendte mig under forskjellige Paaskud til Wærmeland, og jeg saae paa Grænd- sen i største Hemmelighed nogle af de betydeligste Hovedmænd; Fotnote: En svensk diplomatisk Eventyrer, som opholdt sig i Kristiania og stod paa en fortrolig Fod med Kammerherre Bernt Anker. Fotnote: Handlingar rörande Sveriges Historia. B. II. SIDE: 199 men da jeg fandt, først, at den franske Revolution havde moti- veret deres Lyst til at befrie sig fra Undertrykkelsen, og dernæst, at de ikke ønskede at see Norges Provindser forenede med Sver- iges efter samme Grund og Regjeringsform, saa trak jeg mig til- bage fra disse Underhandlinger, yttrende at min Monark, hvor misnøjd han end var med det danske Hof, ikke kunde for Tiden give dem nogen Hjælp formedelst Krigen med Rusland. Vi ad- skiltes med ulige Meninger om Gjenstanden for Underhandlingerne, men dog med Overeenskomst om at vedligeholde visse Forbin- delser os imellem, der ogsaa vedvarede over et eller halvandet Aars Tid, indtil sal. Kongen heelt og holdent afslog at deeltage i noget Foretagende, som var stridende mod Konger og deres Magt, i hvor fordeelagtige de end syntes at være i alle politiske Hen- seender." Her støde vi i den Fornemste af disse formummede Figurer i de øde og mørke Grændseskove sandsynligviis paa Bernt Anker, Norges største Kjøbmand, ophøjet i Adelstanden og til Kammer- herre, en Nobile, hvis Aand og Dannelse havde meget af hiin Tids Pailletters Glimmer, ligesom dennes saa brugelige Filegransarbeider ikke vare finere og mere indviklede end hans intriguante Karakter. Denne var dog for lidet overordnet til at ikke de Frænder og Venner, som grupperede sig om ham og hans Bord, skulde give ham den største politiske Betydenhed. Denne Mand og hans Nærmeste nærede, gjennemtrængte af Tidens Aand, Tanken om en vidtstraktere Emancipation end Indrømmelsen af et Universitet. Allerede i 1772 skal han i denne Hensigt have havt [fotnotemerke] Forbindelser med Gustav III; men om Foretagenderne end ikke vare strandede paa Vanskeligheder ved Betingelserne for Norges Vedkommende, Fotnote: Føromtalte Manderfeldt skal have været en af Gustafs Fortrolige og Agenter for hans Planer paa Norge før han blev nødt til at emigrere til Norge. Om- trent 1787 beskikkede Gustaf III en svensk Generalkonsul i Norge, Martinau, som tog Bopæl i Kristiania, en Post, som hverken før havde existeret, eller efter hans Død i 179., blev besat, og vel heller ikke just for Handelens Skyld var nødvendig. B. Ankers Karakter, hvis Hovedbestanddeel var Forfængelighed, lærer man bedst af hans Biografi i Nyerups og Lahdes Samling af Biografier, naar man veed, at dette anonyme Stykke er en Autobiografi. Hvorledes han var anseet i Danmark sees af det norske Tidsskrivt Hermoder 1795 i en Replik til den danske "Folkeven", der havde ridikuleret, at der i Kristiania gaves Folk "som efterpjatte Kherre B. Anker, kysse med Ærbødighed den galliske Kokarde og heise en Visk op som et norskt Frihedsflag." SIDE: 200 maatte de ganske vist have gjort det paa Nationalhadet og Almuens øvrige Tænkesæt. Sin Interesse for Universitetssagen lagde han først for Dagen i et Brev af 25de Mai 1793 til Professor Wilse, som under 20de Marts s. A. havde udsendt en offentlig "Indby- delse til norske Medborgere og Landsmænd" til et Møde 4de Juni i Kristiania, forat komme overeens om en Ansøgning til Kongen om et Akademi i Norge, og dernæst ved i Vinteren 1796 og 97 at holde offentlige Forelæsninger over Naturlæren, i Forbindelse med Filosofen Dr. Treschov og Dr. med. Møller, der valgte Filo- sofien og Mineralogien. Saaledes søgte man en Slags Erstatning for Mangelen af et Universitet, da man mærkede, at denne skulde blive varig, uagtet al den Sensation, alle de Skrivter -- deri- mellem af Assessor Enevold Falsen og Sekretær Christen Pram -- og navnlig alle de Priisskrivter, som det af Wilse sammenkaldte Møde fremkaldte. Til dette mærkelige Møde samledes nogle og 40 mest Videnskabsmænd. Forhandlingerne aabnedes med en Tale af Wilse, som dernæst meddelte en Mængde skrivtlige Be- tænkninger, hvoraf de fleste indeholdt Tilbud om Bidrag, og fore- læste en Plan til et norskt Universitet, hvilken siden, tilligemed Talen, udkom i Kjøbenhavn. I en Tale foreslog Byfoged J. Wulfs- berg Byen Tønsberg, der havde gjort anseelige Tilbud, til Univer- sitetets Sæde; og Mødet endtes med Nedsættelsen af en Kom- mittee, bestaaende af B. Anker, Wilse Justitiarius i Overhofretten J. R. Bull, Generalauditør O. C. Wessel, Dr. med. J. Møller og Kon- rektor Rosted, der skulde overveie det vanskelige "Hvorledes?", meddele de øvrige Stifter Beslutningerne, indhente Betænkninger og indbyde dem til Deeltagelse ved Filialkommitteer. Wilses kjække Foretagende vakte Baden igjen til Kamp dernedefra, og han glemte ikke at lade den danskfødte, men norskblevne, Patriot høre, at han havde Normanden Treschow paa sin Side. At Vennerne af Sagen dog ogsaa havde tænkt, viste sig imidlertid af, at 8 af de 14 Afhandlinger, som indkom paa Priisopfordringen fra Kommitteen, bleve erkjendte værdige til at trykkes paa dens Bekostning. Prams blev tilkjendt Prisen og trykt i Kristiania 1795, Udlændingen v. Eg- gers's Accessit, hvorpaa Kommitteen i 1795 indleverede en "Sup- plik om Realisationen af et norskt Universitet," der kun affødte en Resolution om at examen artium kunde absolveres ved Sko- lerne i Norge. Dette slette Udfald berigede da paany den norske Klageliteratur med nye Nummere, hvorefter den, under Indfly- SIDE: 201 delsen af hine, den materielle Rørelse begunstigende, Tidsom- stændigheder, og efter Trykkefrihedens Indskrænkning 1799, ogsaa i Universitetssagen forstummede. Wilse følte med Fortrydelse, at han havde været for sangvinsk, da han i 1797 i det i Kristiania udkommende patriotiske Tidsskrivt Hermoder [fotnotemerke] , yttrede: "mig fore- kommer, som jeg allerede seer Normænd og andre Dannede i Norge selv at være vore højeste Foresatte i alle Stænder. Alt dette er dog kuns i Haabet, og om ikke i Haabet, saa dog i Ønsket. Men hvilket Haab! Synger den endnu lænkebundne Slave i sine Baand, naar han faaer høre, de om nogle Aar skulle løsnes, hvormeget mere maae vi skjønne paa det Haab, som ved Forsmag af det Forventede allerede giver noget at nyde?" Han søgte at trøste sig ved i 1798 at fremsætte en Plan til et sønden- fjeldsk Selskab til Kunsternes Opmuntring, og revsede "den nationale Døsighed" i en Tale "i Anledning af Frem- og Tilbage- gangen i den norske Akademi-Sag," i en Forsamling af patriotiske Venner. Men denne Døsighed var kun hiin Distraktion af de materiellere Interesser, som Tiden medførte. Sagen var ført med Udholdenhed fra Normændenes Side, og ligesaameget til Ære for deres Hjerte som for deres Hoved. Thi baade subskriberede de paa samme Tid, de bleve overtydede om, at de aldrig med Regjeringens gode Vilje vilde erholde et Universitet, med runde Hænder til Kristiansborgs og det ligeledes brandlidte Kjøbenhavns Fotnote: I 4 B. 1797 seer man Stemningen af følgende ultraiske Yttring: "Overalt er den sande Normands Stolthed og som enhver Normand veed at indblæse sin Søn, at undvære mandelig alt det fra Kbhvn., som kan faaes i Norge, om dette ikke var fuldt saa godt." Og i 1798: "Lad Dana være stor og riig; det ikke skal fortryde mig! Lad hendes Sønner sige Gud veed hvad Smukt om Danerige, eg bliver aldrig vred. Og hvis de harmes over mig, Stolt-Norge! naar jeg priser Dig, saa vil jeg, paa min Ære og Tro, ei ændse dem, men være lige norsk og fro. -- Nei, blide Moder Norge, nei! Mig deres Haan ei skræmmer." o. s. v. SIDE: 202 Gjenopbyggelse, og de vare altid villige til at fundere det uden Udgivt for Staten. Bernt Anker tilbød saaledes at kjøbe det Suhmske Bibliothek til Universitetet. De glemte heller aldrig Sagen, og under langt fattigere Omstændigheder end i de Aar, hvor vi nu forlade den, tilvejebragte de beredvilligen og havde en riig Fundation færdig til det Øjeblik, da Ængstelsen for Ad- skillelsen aftvang Indrømmelsen. Indtil da stod, som Wilse sagde, "dette Non-Ens (Universitetet) indgravet med uudslettelige, sørgelige Karakterer i alle Normænds Hjerter, som en vist forventet, ude- bleven, kjær Ven." Et andet Folkeønske, som yttrede sig jevnsides med det om et Universitet, var det om en egen Bank; ligesaa om en Højesteret inden Landet. De fik begge Maal og Mæle under Trykkefriheden. I sin "Grundtegning af den fornuftige norske Patriotisme, Bergen, 1787" udvikler Sorenskriver Hans Arentz dennes Krav paa en Højesteret, idet [fotnotemerke] Overhofretten kun er "en Skygge" af en saadan, og, for- uden paa et Universitet, paa Filialbanker og paa at det kongs- bergske Sølv skulde sættes i Cirkulation inden Landet. B. Anker skrev i Hermoder 1796 om Nødvendigheden af en Bank i Kri- stiania; men dette, som de andre Folkeønsker, gik uopfyldt i Arv til det følgende Aarhundrede. Imellem Yttringer af norskt Uafhængighedssind kunne ogsaa anføres de flere Protester imod at Norge, ifølge Kristian IIIs Haandfæstning af 1536, skulde ansees som en Provinds af Dan- mark. Bemeldte Arentz siger, at "den norske Patriotisme anseer dette store og maaskee ligesaa betænkelige som forunderlige Skridt imod Riget Norge som ugjort og for et i sig selv efter Retten Intet, hvis Erindring Arve-Enevoldsregjeringen saa aldeles udslettede, at det ikke engang mere bør nævnes." "En væsentlig Virkning af den norske Patriotisme er at ansee Norge, ligesaavel- som Danmark, for vor fælleds Konges og kgl. Families virkelige Fædreland. Vor fælles Arvekonge, som naturlig nedstigende fra F. III, bliver altsaa altid formedelst sin Fødsel naturligviis ligesaavel Norsk som Dansk." Og dette var ganske talt ud af Folkets Be- greb om Landets virkelige Forhold til Danmark, idet det ansaae hiin Haandfæstning og andre lignende Prætensioner med samme Foragt, som kraftfulde Naturmennesker, der føle sig og sin Ret, Fotnote: Under 11te Aug. 1797 indrettedes de 4 Stiftsoverretter i dens og Lag- thingenes Sted. SIDE: 203 ansee juridiske Smørerier med, der have til Hensigt at hindre dem fra at sætte samme igjennem. Regjeringen gav ogsaa denne Anskuelse en formel Bekræftelse ved at affatte Suverænitetsakten særskilt for Norge og ved at erklære ved Kongelovens Publication 1709, at den var given "fra Norge som fra Danmark." Selv have Normændene ikke overdraget Kongen Suveræniteten for sit Vedkommende; det er kun, med selvtiltagen, aldrig i Norge lovlig erkjendt, Myndighed, skeet ved en dansk Rigsdag. Nor- mændene troede stedse, at det var i Egenskab af Norges Konger, og for dets Vedkommende, Oldenborgerkongerne sluttede Trak- tater, der havde Afstaaelse af norske Provindser tilfølge, og som Danmarks Konger at de afstod danske Provindser, eller foretog sig Noget, der nærmest vedkom Danmark. Skaanes, Hal- lands og Blekings Afstaaelse var Normændene saa ligegyldig som Esthlands eller Lieflands; og omendskjøndt de ikke kunde be- gribe, hvorledes det kunde gaae til, at de maatte betale Legen efterat have vundet den med al Honnør, faldt det dem dog aldrig ind, at dette Forunderlige skede for Danmarks Skyld [fotnotemerke] . Det var i Folketroen altid den gamle gode Norges Konge, som gjorde det, ophøjet over Daddel, men ikke over Ulykken, naar Svensken blev ham for strid dernede i Danmark. Uden denne Tanke om egen Selvstændighed, skulde Normændene ikke have viist denne utrætte- lige Beredvillighed til Kamp og denne Tapperhed i den, som har givet dem deres Krigerhæder. Ogsaa i Haldens Luer flammede den Uafhængighedsaand, som dikterede Eidsvoldgrundlovens første Paragraf. Denne Streg skal betyde, at nogle Aar hengaae, hvori Landets tænkende Patrioter, sørgmodige over Universitetssagens og de øvrige Folkeønskers Skjebne, isolerede, uden Understøttelse af Folket, som bedækkede de krigdrønende Have med sine Skibe, ikke lade nogen mærkelig Yttring af norsk Uafhængighedsaand komme tilsyne. Jo mere et Folk er sat udenfor en ødsel Naturs Skjød og under sin egen Flids haardførere Opdragelse, jo mere har dennes heldige Udbytte og Omstændighedernes Begunstigelser Fotnote: "Nous sommes forcés de reconnoître que l'honneur a été pour beaucoup dans la constance de cette fidélité politique." (Carl Johans Brev til Kron- prinds Oscar som Norges Vicekonge.) SIDE: 204 Indflydelse paa dets politiske Handlemaade. Det forlanger ikke mere, især naar det har været vant til slettere Tider, mens Tænke- maaden dog ikke i den Grad er underlagt materielle Motiver. Ligesom den enkelte Kjøbmand, naar han er kommen til nogen Magt og kan forlade sin Bod og omgaaes noget med Mennesker, Bøger og sig selv, idetmindste har al Adgang til at udvikle sin Synskreds, uden at han derfor forlader sin Næringsvej, saaledes bliver ogsaa et Folk mere tænksomt efter nogle Aar, hvori alle Hjul have gaaet, uden at det dog vil vove for hvilkensomhelst Idees Skyld, at disse skulle standse. Foreningsregjeringens Neutralitets- politik var i den Grad populær, fordi den var lønnende, og Selv- følelsen af den virkelige moralske og nationale Selvstændighed saa højtstemt, at Unionen aldrig syntes sikkrere og lykkeligere saalænge det kunde gaae som det gik i de Aar, vi have betegnet med en Streg, men dog ikke slaaet en Streg over. Thi den Er- kjendelse af Nødvendigheden af Unionens Ophævelse, som pludselig fandtes udbredt hos ikke faa Normænd, der ifølge Stilling og Aandsdannelse vare modtagelige for mindre materielle Motiver end hine Konjunkturers Vedvaren eller Ophør, og som virkelig bragte nogen Samvirkning til Fædrelandets Befrielse istand, da de ophørte og Ulykken begyndte sin for Mængden forstaaelige politiske Tale -- denne uafhængigere Anskuelse af Fædrelandets sande Stilling, af hvor let denne blomstrende Vedbendevegetation af Velgang kunde blæse væk under en af Tidens vældige Storme, fast at disse endnu gik langt ude i Havet og syderud, og Unionen da staae der for Alles Øjne i sin nøgne Brøstfældighed, den slumrede ikke imidlertid, inddysset af Sangene for Handel og Sjøfart, men vaagede, arvgangen fra det forrige Aarhundrede, i mere end een Normands Sjel. Hint Stormkast kom, hint materielle Motiv, som maatte til. Den 6te Septb. 1807 kom Kjøbenhavns Kapitulation istand, der satte Englænderne i Besiddelse af de forenede Rigers Flaade. Det var at afskjære det stærkeste Baand imellem dem. Kjærlighedens var bleven noget slidt i den sidste Tid; kun Fostbroderskabets eller Ærens strammede endnu. Regjeringen, der maatte forudsee, at Forbindelsen imellem Rigerne vilde blive vanskelig under en Krig med England, som forestod efter Negtelsen at udlevere Flaaden med det Gode, havde allerede den 24de August overdraget Norges Forvaltning SIDE: 205 til en imterimistisk Regjeringskommission, bestaaende af Prinds Kristian August til Slesvig-Holstein-Augustenburg (siden 10de Juni 1803 Generalmajor, kommanderende General Søndenfjelds, Chef for søndenfjeldske Regiment og Kommandant paa Frederikssteen), Stiftamtmand Gebhard Moltke og Justitiarius Enevold de Falsen, hvortil siden kom Amtmand Markus Gjøe Rosenkrantz. Under 9de Oktober s. A. anordnedes en egen Overkriminalret for Norge, der kun i Livs- og Æressager havde at appellere til Rigernes Højesteret i Kjøbenhavn, og under 11te Decbr. en Over-Admi- ralitetsret, der kjendte i Priissager uden Appel. Norge seilede saaledes sin egen Sjø, men endnu i over sex Aar jevnsides det synkende Danmark. De danske Sympathier i Middelklasserne, Forbittrelsen imod England og Beredvilligheden til at yde [fotnotemerke] Gods og Blod, naar det hedte at Fædrelandet krævede det, og især nu da Krigslysten ogsaa i det følgende Aar fik Svensken at styre sig paa [fotnotemerke] -- alle disse Elementer vare i for stor Grad tilstede i Mængden til det ikke skulde blive anseet for en national Æressag at gjøre Parti med Danmark i det Længste, i hvad det end kostede. Men hverken dette eller den fordeelagtige Snigfart Fotnote: Datids Blade ere fulde af Vidnesbyrd, ja af rørende Træk heraf. Frikorpser oprettedes i Mængde, betydelige frivillige Natural- og Pengepræstationer skjødes sammen. En gav sin vundne Priismedalje i Guld med den Devise: patria dedit studio, reddit studium patriae; En sin eneste Fædrenearv: et Lommeuhr; og imellem de mangfoldige Lignende kan anføres Biskop Bruns Indberetning om den bergenske Landalmues Redebonhed til at dele sine Klæder med Soldaten: "Man frembragte alt muligt med en Samvittighed, som havde det været Britten tilhørende Varer, eller som skulde den gule Feber krøbet ud af det Uldne, Nogen vilde tilbageholde. Huusmandens Huustro glemte den tilstundende Vinter og hendes halvnøgne Smaa. Strandsidderen ofrede sine uformede Beenklæder, altid store nok for at omdannes til beqvemt Brug for den mest bredhoftede Grenadeer. Oldinge gave Sko og Strømper, for selv, indtil videre, at gaae bar- fodede, som da de vare Drenge og vogtede Qvæg" o. s. v. Fotnote: Kongen af Sverig havde kun viist liden Deeltagelse i den Ulykke, som overgik de forenede Riger ved det engelske Overfald. En Rapport fra den forhenværende dansknorske Chargé d'affaires i London, Rist, dat. 27de Sept. 1807, indeholdt den Meddelelse fra Canning, at England, saafremt Danmark ikke beqvemmede sig til Fred, baade "muligens kunde blive nødsaget til at lade svenske Tropper besætte Kjøbenhavn, og holde Hs. svenske Majstæt skadesløs med Norge." Og her har man da Kielertraktatens Dispositioner in ovo. Paa Opfordringen fra den danske Statsminister Bernstorff, at Sverige skulde erklære sig officielt om og fralægge sig disse Tendenzer, svaredes saa undvigende, at der var meer end Paaskud til Krigserklæring, om Rusland, Dan- marks Allierede, ikke ved sin havde fremkaldt den. SIDE: 206 paa England under Licencer, som berigede Enkelte, der endnu havde Skibe at vove, kunde blinde de Patrioter, som havde Oversigt nok over Landet og hvad det leed, til ikke at indsee, at en Fortsættelse heraf, for Danmarks udenlandske Politiks Skyld, maatte føre til Norges totale Ødelæggelse, og at denne, i sig selv saa agtværdige, selvopoffrende Enthusiasme ikke var meget bedre end en misforstaaet Patriotisme. Mellem disse oplyste Patrioter kom det til nogen Fortrolighed og Samvirken, og Beslutningen at gjøre en Ende paa Fædrelandets Lidelser ved at benytte den første Leilighed til at gjøre det uafhængigt udviklede sig i Re- gjeringskommissions-Aarene 1808 og 9 saameget, at vi vel kunne sige, at vi i dem befinde os under Befrielsesaarets Propylæer. Man koncentrerede sine Forhaabninger paa Kristian August, der ved sin i Fred og Feldt vundne, umaadelige og vel fortjente Popularitet, var Manden, der havde Nøglerne til den sidste Lænkes Laas i sin Haand. Og da han elskede Norge og Normændene med samme Varme, og havde Følelse for deres foregaaende og nærværende Lidelser, er det ikke mere usandsynligt, at han, om de Fordringer ikke vare blevne indrømmede, han i sin Af- sked til Folket siger, "ikke alene kunde, men med Rette burde forlanges," [fotnotemerke] skulde have opfyldt denne Forhaabning, end at han var uindviet i disse Planer. Saameget er vist, at denne hans Norskhed blev betragtet med Mistanke af Kongen og Regjeringen, og at Præsidenten i det danske Kancelli Fred. Jul. Kaas blev i April 1809 sendt til Norge i Moltkes Sted for, som Medlem af Regjeringskommissionen, at kontrollere Prindsen og hans Om- givelser. Disse bestode virkelig af Patrioterne, de dueligste Officerer i deres bedste Alder, hans egne Vaabenbrødre og Bivuakkammerater, [fotnotemerke] og af den Intelligenz, Embedsstanden, navnlig Fotnote: Aftrykte med udmærket Stiil i Prindsens Publikation. Fotnote: Imellem disse nød Overqvarteermester Major Niels Stockfleth Darre især Prindsens Fortrolighed. Han brugtes til intime Sendelser til Sverige og Kjøben- havn. Paa sidste Sted søgte han hos Kongen at "dæmpe de Tvivl, geskjæftige Øjentjenere havde udspredt om det norske Folks Troskab imod den da be- staaende Regjering" (Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie. B. V). Dette havde den Virkning, at Kaas, som ikke destomindre maatte afsted, gik Glip af Statholderplumagen, som han havde anskaffet sig. Darre endte sit Liv frivillig i Okt. 1809 efter en Hjemkomst fra Sverige; hans bedrøvede Landsmænd troede og troe endnu for en Deel af Mismod over de Anslag paa Norge, han der havde havt Anledning til at opdage. SIDE: 207 i Hovedstaden, kunde være stoltest af. Men videre end til Kjend- skab til disses Ønsker og Billigelse af deres Krav gik dog ikke denne trofaste Karakteers Sympathi for det fremmede Folk, han havde lært at agte og elske saa højt, at han vistnok skulde været ført nolens volens ind i de Befrielsesplaner, man nærede omkring ham og støttede til hans Personlighed uden at vove egentlig at deelagtiggjøre ham deri, om han ikke havde modtaget Kaldet til Sverige. Og heri havde nok ikke blot højere Hensyn til Nordens Fred og Lykke Deel, men ogsaa den bittre Følelse, at være løn- net med saarende Mistanke, fordi han var ædel nok til at lade et ulykkeligt Folks Patrioter sysselsætte sig ved Tanken om dets Redning, og loyal nok til ikke at træde i Spidsen for denne, skjøndt Brutus neppe fik flere Hentydninger paa at frelse Repu- blikken. At man dernede slet paaskjønnede denne store, om end passive, Fortjeneste, underrettedes man om af Udladelser, hiin Emissar lod undslippe sig i et Modtagelsesgilde, nogle Embeds- mænd og Officerer gav ham paa Reisen til Kristiania, og som strax berettedes Prindsen af En af hans tilstedeværende Venner. [fotnotemerke] Fotnote: Saml. t.d.n F.S.og H. B.V. Kaas, der kom op til Norge allerede i Foraaret, havde, som expedit Re- ferent, gjort en Snartour udpaa Sommeren til Kjøbenhavn. Paa Tilbageveien var han i en Frokost hos den paa svensk Side kommanderende General Arm- felt, hvoraf han endnu havde godt, som der siges, da han paa Stationen Vest- gaarden paa denne Side Frederikshald kom til den arrangerede Middag. Kaas var gaaen fra Bordet, forat expedere en Koureer til Kjøbenhavn med Meldelse om Ankomsten til Norge etc., da et Par af Verterne kom til og anmodede ham om at proponere Prindsens Skaal. Han gav da det Svar, at Kongens maatte under alle Omstændigheder først drikkes, og desuden var han ikke for at drikke en Mands, han maatte ansee for en Forræder. Øjeblikkelig ilede en af Værterne, den senere saa ufordeelagtig bekjendte Oberstløitnant Hjerman, til Kristiania til Prindsen og beretter Udladelsen. Prindsen tog sig dette saa nær, at han, da Kaas ankom upasselig efter Reisen, lod Lægen spørge, om hans Patient var i den Tilstand, at han kunde modtage et ubehageligt Budskab (en Udfordring). Lægen fik da Anledning til at forklare, at Kaas havde grundet sin Yttring paa indiskrete Udladelser i svenske Aviser, at Prindsens Valg var en Belønning for den Tjeneste, han havde viist Sverige ved at tilstede den revolterende svenske Armee i Marts sikker Afmarsch til Stockholm. Prinds Friederich zu Hessen, der alt var kommen op for at succedere Prindsen, et velvilligt, men fiirkantet, Menneske, førte sig klodset op som Mellemmand i denne Sag. Kaas fik An- ledning til de store Ord, at der fra hans Side var intet ivejen for Afgjørelse paa Kavaleermaneer, og at han, som den højeste civile Embedsmand i Norge, vel kunde være værdig den Ære at vexle Vaaben med Prindsen. Denne fandt SIDE: 208 De lød heller ikke stort bedre til Propos'et af Prindsens Skaal, end at han ikke vilde drikke paa saa tvetydige Fortjenester, og bragte en Duel paa gode Veje imellem dem. Det blev dog ved en gjensidig Kulde, som var synlig for Alle, og som bragte Hjer- ternes Ønsker til endnu tydeligere, i Patrioternes Øjekast og zit- trende Læber, at male sig for den elskede Høvding, hvis For- nærmelse og Smerte over Miskjendelsen, de følte. Der fortælles, at det var i Gjære at arrestere Kaas -- og det vilde have været Revolutionens Begyndelse -- , men ikke, om det var Prindsen, som i et heftigt Øjeblik havde fattet denne Tanke, eller om det var Patrioterne, som saaledes vilde bryde Tausheden, og gribe Initiativet, siden Prindsen ikke gjorde det, og ikke vilde forstaae dem. Saameget er vist, at Aaret 1809 er det farligste, den gamle Forening har overstaaet. Universitetssagen kom da igjen ogsaa paa Bane med mere Energi end nogensinde [fotnotemerke] . Kaas var bleven hilset med: "Skaf Aanden Iys! -- -- Da er du Klippelandets Ven, og da vort Haab opfylder;" og et Avisspørgsmaal: "Hvad var egentlig Aarsagen til at et Uni- versitet i Norge ikke kom istand? blev det forbuden?" o. s. v., og som ender med den ironiske Bemærkning til Forsvar for statu quo, at "det er desuden godt, at den Unge lærer at være afhængig og i Tide dannes til ægte dansk Tænkemaade," gav, ved den Fotnote: imidlertid Skandalen af et saadant Optrin for uforeenlig med sin vigtige Stilling til videre at insistere paa Revange. Et koldt Forhold indtraadte imellem Begge. Prindsen tog saaledes Tørklædet for Næsen, som om han havde faaet Næseblod, og gik ud, da John Collett paa Ullevold spurgte ham bag Stolryggen, om han havde noget imod at proponere Kaas's Skaal i et Gjæstebud der i Anledning af Kaases Tilbagekomst til Kri- stiania, hvor han nogle Aar iforvejen havde været Stiftamtmand. Under dette sit sidste Ophold var ellers Kaas ligesaa upopulær, som han under sit forrige havde været afgjort. Fotnote: At den var trængt igjennem til Almuen, sees af en Bekjendtgjørelse fra 1808, undertegnet af to navngivne, simple Bønder fra Hedemarken. Dens første Linjer lyde: "Inden den snevre Kreds, ved Søsiden i Agershuus Stift, fandtes tre udmærkede ædle og patriotiske Mænd: en Prof. Wilse, en Kammerherre Anker og den navnkundige Hr. Dr. Strøm; de arbeidede tilfælles i en almeen- nyttig Sag, angaaende en Højskole anlagt i Norges Skjød. Efterat Døden be- røvede os hine sjeldne Mænd bar mange skjønsomme Medborgere i Norge dyb Sorg i sin Barm." SIDE: 209 nidkjære Patriot Cancelliraad Bendix Prahls Partitagen for Ind- senderen, der blev angreben af en Kjøbenhavner i Kristiania, Anledning til at to Anonymer udsatte gjennem det, af Patriotismen fremkaldte, virksomme topografiske Selskab i Kristiania, 1000 Rdlr. for den bedste, og en Tredie 200 Rdlr. for den næstbedste Afhand- ling om et norskt Universitet. Ved de mange, som indkom, hvoraf daværende Ajunkt ved Latinskolen i Kristianssand, N. Wergelands djærv-frimodige "Mnemosyne", vandt Prisen, forøgedes betydeligt den norske Klageliteratur, som alene Universitetet betræffende dengang opløb til over hundrede Skrifter af større og mindre Betydenhed. At "Opinionen i Norge paa en iøinefaldende Maade havde skilt sig fra de af den danske Regjering yttrede Grundsætninger," som der releveres i en Regjeringsberettelse af 7de Juli 1809 om Sverigs udenlandske Forhold, stilet til Rigsstændernes "hemliga Utskott", [fotnotemerke] fremlyser især af, at Kristian August, paa eget Ansvar, lovede den svenske Armee mod Norge ikke at gjøre Indfald i Sverige medens den først i Marts s. A. satte sig i Marsch mod Stockholm for at dethronisere Gustav d. 4de. Dette dristige Fo- retagende, "Vilkaaret for Sveriges Redning", "den største Tjeneste det endnu nogensinde af en Udlænding har modtaget," som det kaldes i nysnævnte svenske Dokument, og som vovedes "uagtet mangfoldige og derimellem ganske nylig erholdte bestemte Befa- linger fra hans Hof, at gaae offensiv tilværks" [fotnotemerke] kunde umulig iværksættes uden et Medhold i den norske Opinion, selv uden- for de Hensyn, han vistnok ogsaa tog og maatte tage til Landets svage Kræfter, der var stærkt nok til at lade ham byde Kongen af Danmarks Uvilje Trods. Det maa ellers sandsynligviis være i denne Anledning, Kongen fortælles at have ladet Udraabet und- slippe sig: "Prindsen af Augustenburg! Hm! veed De, jeg kunde lade hans Hoved lægge for mine Fødder." Den samme Mistanke til hvad man tænkte og gjorde i Norge røbede sig oftere; saaledes i et Træk, som vi kunne anføre, da det bekræfter den moralske Mulighed af en saa kolerisk Udladelse af Mistanke fra en i Grun- den saa godtroende og mild Sjel som Frederik VItes. I samme Nummer af det officielle Blad "Tiden", hvori Priisopgaven af Uni- versitetet fremsættes, udvikler en Anonym "Norges retfærdige og Fotnote: Handlingar rörande Sveriges Hist. B. IV. Fotnote: Handl. rör. Sv. H. lV. P. 60. SIDE: 210 billige Ønsker." Saa beskedne og gamle de end vare, gjorde de dog det Indtryk paa Kongen, at han, under en Audienz en Tid efter, med vredladen Mine og Tone modtog Udgiveren, Præsten Wulfsberg, med at betyde ham: "Vogt jer! Jeg lider ikke jert Blad. Det har indeholdt Ting, som gaae ud paa at skille mine Rigers Interesser. Saaledes stod der noget om Norges Ønsker. Men vogt jer, som sagt! Jeg har Magt til at undertrykke det, og -- vogt jer blot!" Kongen har rimeligviis ogsaa vidst, at For- fatteren, der var undertegnet "H." var Provst P. Hount, Sogne- præst i et af Smaalehnenes Grændsekald, en af "Kristian Augusts Venner", der næsten var bleven et Partinavn, og senere bekjendt som En af dem, der vare behjælpelige med de forskjellige svenske Underhandlinger i Løbet af Aaret 1809. At Udgiveren selv hørte til dem, som havde opgivet Haabet om at nogen anden Green af den oldenborgske Stamme, end Kristian August, vilde bære Frugter for Norge, kunde H. M. maaskee været underrettet om; iblandt andet af at han var bleven kompromitteret ved en Anke i Kristiania Intelligenzsedler, fordi han i nogle Afskedsord fra en G. C. Scheel i Moss til Prindsen, "Norges Skytsaand", havde sløifet og forandret Tiraden: "Men hvad skal trøste os? Nationen er vant til at vente sit Held af Kristianer og Frederiker. En Frederik vil fuldføre hvad en Kristian saa ædelt begyndte," til: "Men hvad skal trøste os? . . . . . . Norges gode Engel vil med signende Haand fuldføre hvad Kristian saa ædelt har begyndt." Klagen herover, hvori Tidens Udgiver opfordres til at forklare hvad han egentlig havde imod Texten, som den lød, viser hvad man lagde i dette lille Tegn til en synkende Tiltro til Kongen; og man var saa forvant ved overspændte Lovord i Vers og Prosa om hans og alt Kongeligts Fortjenester, at selv den mindste Lyd, som faldt ud af det Sædvanlige, skar igjennem. Det er ikke godt at maatte sige det; men det er vist, at meer end een lovsyngende Tunge talte i en anden Tone paa Ullevold hos gjæve John Collett, Ar- meens goddædige Vederqvæger, hos Bernt Ankers Broder, Peder Anker paa Bogstad, hos hans Svigersøn Johan Casper Herman Greve af Wedel-Jarlsberg, hos andre mindre notable Possessio- nater, i en fortrolig Time med Darre eller endog i Prindsen af Augustenburgs Qvarteer. Det er netop en saadan Sanger, der, i en, om ikke af Musen, saa maaskee af Smerten over at Øje- blikket ved Kristian Augusts Bortreise var gaaet tabt for Norge, SIDE: 211 begeistret Nattestund, løb om til et Par Venner med Opfordring til at begynde Revolutionen ved at fængsle Prinds Friederich zu Hessen, som om Sommeren 1809, til stor Ærgrelse for Svenskerne, var kommen over fra Jylland paa en Baad forat være Vicestat- holder i Norge. [fotnotemerke] Et behageligere Bekjendtskab til Oprigtigheden yder "Tiden af 31 Marts 1810", hvor en Afhandling om Banker, som har været indgivet, saavidt man veed, i 1761 til Kongen, til- ligemed en Ansøgning [fotnotemerke] fra de vigtigste Handelshuse i endeel norske Kjøbstæder og et Udkast til en norsk Nationalbank, ind- tages med Hentydning paa en 1779 ligeledes indleveret, "da for Nærværende blandt Norges Ønsker det om en Nationalbank baade offentlig og privat yttres, og derom ideligen debatteres." Patrio- terne bleve modfaldne, skjøndt Misfornøielsen steg, da Kristian August forlod Norge som svensk Thronfølger 4de Januar 1810; thi de ventede allerede længe ikke Indrømmelser af den gamle Regjering, men Alt af en ny. Og den maatte være norsk; fremfor alt ikke svensk. Adler- sparres Agent, den for sine Uheld i Norge bekjendte svenske Generalmajor Gahn, kom ingen Vej med sine indsmuglede "prin- ciper" til at benytte Thronfølgervalget til en Forening med Sve- rige (Hdl. B. VI., 92 o. fl.). De enkelte Bønder, han angiver som overtalte, vare listige Handelsmænd, som blot vilde have fri Grændsepassage. De Svenske, som [fotnotemerke] toge Norge med ind i Be- Fotnote: "Det var en vacker proposition att smyga in Prinsen af Hessen till Norge." Brev fra Grev G. Wettestedt til Adlersparre. Hdl. VII, 3. Brev fra Wetterstedt af 28de August 1809 til Adlersparre (Hdl. VII, 22) for- tæller, at man fra dansk Side underrettede "med megen Affektation" om Prinds Friederichs lykkelige Ankomst. "Det var interessant at vide hvad Sensation denne Fyrstes Ankomst har gjort i Norge." Et følgende af 29de til den Samme indeholder: "Efter din Samtale med Prindsen (Kristian August og holdt paa Magnorgrændsen) torde vi faae sikkrere Underretning om den slette Rolle Prindsen af Hessen synes at have spillet i Norge." Om hans Ankomst yttrer Grev Gustaf Lagerbjelke Aug. 24, 1809 (Hdl. VII, 70) "Ubehageligheder, kunne opstaae deraf, og vor Kronprinds (Karl August) faaer en ny Vanskelighed i sin allerede vanskelige Rolle. Imidlertid er Frygten i Danmark stor, og det beviser "realite" i den norske Opinion. Hvad der ogsaa beviser Danskernes Angest er Bernstorffs i en ganske anden Tone forfattede Brev af 3die Aug." Fotnote: Ogsaa i den træffer man paa Mistanke imod Normændene: "Vi kan umulig bie længer med at retfærdiggjøre vore Hjerter hos en saa livsalig Monark, for at befrie os fra den Mistanke, at vi skulde i Lydighed, Troskab og Kjærlighed degenerere fra vore Forfædre." Fotnote: Handl. r. Sv. H. IV, 125. Anførsel til Statsraadsprotokollen 7 Aug. 1809: SIDE: 212 regningerne ved Kristians Augusts Valg, glemte at tage den gamle Antipathi og den endnu ældre Selvstændighedsfølelse med deri. Prindsens meer end mistænkelige [fotnotemerke] Død virkede endnu mere ufor- deelagtigt i Norge for Sverige, hvorfor den maaskee i det danske Kancellis Indre hørtes med et ligesaa tilfreds og hurtigt: "Ske Guds Vilje!" som disse Ord løde med hykkelsk Resignation blas- femisk fra de Læber, som i "Ligan" ( ): Liguen, Hdlgr. VII. 44) havde mumlet sammen: "ske vor!" Thi Norge fulgte ikke med. Norge fulgte ikke med. Da det kunde skilles fra sin Elskling, om end dette skede bogstaveligen med dets Mænds Taarer, da Han passerede for sidste Gang gjennem sit Regiments Geleder, der hulkede højt af Smerte over for sidste Gang at maatte see de Ansigtstræk, de hiin Vintermorgen paa den snefulde Kirkegaard havde opdaget slumrende under Vaabenkappen, uden at de nu, som Flere ventede, stormede om ham og udraabte ham til Norges Konge -- da vidste de svenske Machiavellister, at Haabet om Norge ogsaa var brustet i disse Taarer. Offeret var bragt; man havde trukket sig tilbage. Mere kunde Normændene, for endnu stærkere Følelsers Skyld, ikke yde. Svinesund rullede nu ligesaa mørkt som før. Men det vidste de danske Machiavellister ikke. De kunde ikke tro det efter det Blik, de havde kastet i de norske Patrio- ters, i dets meest anseede Mænds, Indre, efter de Offre, Norge havde ydet og endnu maatte yde Danmarks Politik, og efter den Mistanke, de nærede mod Prindsen. Hvad sikkrede dem ogsaa Norge, naar han var bleven Sveriges Konge? [fotnotemerke] naar Sverige havde Fotnote: "En af de store og vigtige Grunde, som muligens skulde formaae Kgr. Norge til at indgaae en nærmere Forening med Sverige, er at vinde derved uforstyrret Handel med England." Grev Wetterstedts Brev til Grev Georg Adlersparre af 8de August 1809: "Bliver Prindsens Svar i samme Stil som det danske Hofs, er det vel ikke meer at formode, at Norge gaaer over; thi uden Prindsen gjøres vel intet. Men mon ikke samme Maal kan vindes ved Prindsens Giftermaal med den danske Kronprindsesse? Du har selv skrevet, at et Parti i Norge ønsker det." (IV, 35). Samme Skrivelse omtaler ogsaa, at det danske Hof nærede Angest (farhåga) for Norge. At Frygt for Anfald fra norsk Side ogsaa havde nogen Indflydelse paa Valget, sees af "Hemliga utskottets" Svar til Carl XIII Rigsdagen 1809 (Hdlg. r. S. H.). Adlersparre, der var Hovedunderhandleren, og saaledes nøje kjendte Prindsen, befrier ham fra Mistanken om at Vaabenhvilen stod i nogen Motivforbindelse med Valget. Fotnote: Hdlg. r. S. H. III, 12. VII, 44. Fotnote: Adlersparre fremhæver ved Valget i Ørebro 1810 Prindsens Broder, fordi han ogsaa, som saadan, har Fortrinsret til det norske Folks Hengivenhed (Hdl. B. IX, 2). SIDE: 213 havt ham og en fri Forfatning at tilbyde? Og det gjælder om enhver gammel Kjærlighed, at den rustner ikke. Det danske Ka- binet havde ogsaa gjort alt for at hindre Prindsens Antagelse af Valget; det havde erklæret sig derimod; [fotnotemerke] og da det dog ikke kunde hindres, siger den svenske Statsmand, Baron Wetterstedt, at det nu i Sagernes yderste Krisis søgte at virke paa Prindsens Delikatesse og at formaae ham til at ansee sin Person, som svensk Thronfølger, aldeles uvedkommende ethvert Spørgsmaal om en Forening mellem Sverige og Norge. [fotnotemerke] " En større Plan, den til en Restitution af Kalmarunionen i dens Heelhed, hvad enten nu denne, som nærmest paatænkt, lod sig realisere ved Frederik VI, som eventuel Unionskonge, eller ved Kristian August, som Rigsforstander eller Thronarving, [fotnotemerke] havde, før Begivenhederne fik en saa utilfredsstillende Udgang, som at Sverige fik en Thronarving, men ingen Forandring in statu quo, beskjæftiget nogle af de Hoveder, som vare mest misfornøjede Fotnote: Grev Bernstorffs Note til sv. Minister Lars Engestrøm. Hdl. IV. B. Carl XIII yttrer i et Brev til Adlersparre af 23de Okt. 1809 (Hdlg. V. 56): "Hele Verden veed, at det danske Hof er meget misfornøiet med Udnævnelsen. De frugtesløse Skridt, det har gjort, forat tilintetgjøre dette Valg, den qvalte Bitterhed, som, under falske Komplimenter, fremlyser af alle dets Ministres Yttringer, den unød- vendige Langsomhed, som det bruger i Afsendelsen af dets Fredsunderhandlere, og som ligeledes vidner om dets Modvilje -- alt beviser at Prindsen af Augu- stenborgs Ophold i Kjøbenhavn ikke kan andet end blive ret ubehageligt for ham, om ikke farligt." Denne Reise, som Adlersparre havde faaet Ordre at forhindre, gik heller ikke for sig. Fotnote: Brev til Adlersparre, 8de Aug. 1809. Hdlg. IV B. Do. af 14de Aug. (B. VII, 10): "Jeg spaaer, at Prindsen svarer i samme Stiil som Bernstorff; men derfor bør man ei mistrøstes om at jo den af Statskunst og gjensidig Interesse saa paakaldte Forening en Dag kan bringes istand; men jeg troer, at den behøver, forat vinde behørig Fasthed, Fred, Eftergivenhed, Indrømmelser. En Revolution kan give os Landet." (cfr. flere Steder i Hdlg. r. Sv. H.) Adlersparre blev i 1831 tiltalt forat have offentliggjort de wetterstedtske Breve i sine "Handlingar", navnlig de i B. III og IV. At man i Sverige ventede en saadan Revolution efter Prindsens Afreise frem- lyser af Carl XIIIs Brev til Adlersparre af 15de Aug. 1809 (Hdlg. V, 35): "Derved (nemlig om Prindsen skulde allerede da ville forlade Norge) afbrødes paa en- gang hans Forbindelse med Danmark, og Følgerne af hvad som kunde fore- falde i Norge efter hans Afreise, kunde saaledes siden aldrig sættes paa hans Regning." Fotnote: Et Giftermaal imellem ham og den danske Kronprindssesse insinueredes ham af Unionisterne; men Prindsen fandt ingen Tilbøjelighed hos sig til at imø- degaae dette Forslag. SIDE: 214 med denne. Grev Wedel-Jarlsberg, der af alle Normænd besad det fineste politiske Klarsyn, og med sin imponerende Stilling i Samfundet forbandt de mest udstrakte Forbindelser i alle tre Ri- ger, kommunicerede personlig med flere Personer i Kabinettet i Kjøbenhavn forat bringe det i Virksomhed for Ideens Realisation ved den dansk-norske Konge. Tiden var for saadanne store Kom- binationer, og navnlig for en, der vilde have givet de tre Riger en saadan politisk Betydenhed og Handelsfrihed; men det danske Kabinet og Kongen, der begge vare blinde, paa det ene Øje af Lydhørighed mod Napoleon og paa det andet af Had mod Eng- land, besad ikke Aandskraft nok til at gjøre sig denne Plan egen og til at arbeide noget for den. Frederik VI begik endog det Misgreb, i en Audienz, hvorunder den svenske Grev Carl Løwen- hjelm, paa sin Reise til Paris i samme Ærinde, bragte Underret- ning om Gustav den IVdes Dethronisation, at kalde denne en Handling af "Rebeller" og at lade sin trohjertige Harme bruse saa over, at Løwenhjelm, da han var kommen vel tilbage fra Au- dienzen, meddeelte en Fortrolig, at han maatte troe, H. M. var mindre end vel bevaret, og at han nu maatte beholde de yder- ligere Propositioner, han havde havt at undersøge Kongens Tanker om, "i fickan". Disse gik ud paa at benytte Omstændighederne til, ad en fredelig Overeenskomst, hvortil de mest Formaaendes Gemytter vare stemte, at iværksætte Unionen. Man lod ogsaa ved det svenske Thronvalg i 1810, hvorved Grev Wedel endog havde Stemmer, Leiligheden gaae hen med samme Inerti. Wedel, Darre og de flere i disse Planer indviede Normænd, hvis første Meed var en, paa en fri Forfatning grundet, Forbedring i Norges og dernæst i det øvrige Nordens Tilstand og Stilling, kastede da sine Kræfter paa at fremme udelukkende Kristian Augusts Valg og at opnaae en Frelse for Norge ved en Forening med Sverige -- en Anskuelse af Fædrelandets Lykke, Wedel siden med ud- holdende Konseqvenz har arbeidet mere for end nogen anden Normand. Kristian Augusts Afskedsdag fra Kristiania, d. 29de Dec. 1809, der feiredes med religiøse Højtideligheder, er bleven mærkelig ved Stiftelsen af det store og mangesidigt virksomme Selskab for Norges Vel, ophøjet ved Resolution af 4de April 1810 til at kaldes "det kongelige" -- en Naade, der vistnok var meer Politik end Oprigtighed ved. Patrioterne fandt, at de nu, da de i Prindsen SIDE: 215 mistede Slutstenen, maatte slutte sig nærmere til hverandre, om Haabet de salute reipublicæ ikke skulde styrte sammen. Den engang vakte, med saamegen Vemod blandede, Patriotisme maatte adspredes som en Sorg ved at have noget at bestille. Under 9de Dec. 1809 var man foreløbig kommen overeens om, af det topografiske Selskab for Norge og det "patriotiske Selskab for Agershuus Stift" at stifte hint større, og ved Afskedsgjæstebudet for Prindsen cirkulerede førstegang den formelige Indbydelse, hvorpaa 200 tegnede sig paa Stedet, undertegnet, foruden af Vice- statholderen Prinds Friederich zu Hessen og flere Andre, ogsaa af Navnene: H. Wedel Jarlsberg, Medlem af Regjerings- og Pro- viderings-Kommissionerne, og formentlig Hovedmanden for Stif- telsen, Biskop Bech, i denne Sag Wedels Organ, Rosenkranz, Peder Anker, John Collett, Ludvig Mariboe [fotnotemerke] , B. Prahl og N. Wulfs- berg. En Enthusiasme greb Folket for dette Selskab, som, selv i en af sine ikke uvæsentligste eller mindst forstaaelige Tendenzer en Uafhængighedsyttring, blev af betydelig Indflydelse paa dem, Normændene senere lagde for Dagen, og vedligeholdt en Slags norsk Karbonarisme imellem de i denne Stiftelses Aand mere indviede Medlemmer. Kristian Augusts Afskedsord Dagen efter Selskabets Stiftelse: "naar Privatinteresse maatte vige for Almeen- aand, da vil Enhver føle og indsee, at almeennyttige Indretninger ei alene kan og med Rette bør forlanges," havde indpræget sig. Selskabet greb sig derfor Universitetssagen an, lod de gjennem det topografiske Selskab fremkaldte 9 Priisafhandlinger derom bedømme af en Kommittee og 4 af dem udgive i sine "historisk- filosofiske Samlinger," der gav mangt et Suk fra Norge Lyd, og indbød under 1ste Juni 1811 til en almindelig Subskription til et Universitetsfond, som ved det glimrende Udfald, den havde, blev den rette Maade til, saa at sige, at fremtvinge Kongebudet af 2den Septbr. 1811, der dekreterede et Universitets Oprettelse i Kristiania. "Norges Ønske -- siger Indbydelsen -- naaede Thronen, og Frederik VI, der ei kan ville andet, end sine Undersaatters Vel, der ei kan taale, at nogen Deel af den forenede Stat tilsidesættes, vil sikkerligen give Norge et Universitet, naar Midlerne tilveie- bringes. -- -- Den samme høje Aand og nordiske Kraft, som, under Anførsel af Norges hedenfarne, men udødelige Helt og Fotnote: Skjænkede 12000 Rdlr. til Selskabet. SIDE: 216 Ven [fotnotemerke] , værnede om Norges Selvstændighed imod Fjendens Skarer, under Kamp tillige mod Hunger og Nød, vil ogsaa vise sig i Nor- mænds Anstrengelser for et norskt Universitet." Dets Oprettelse, ved den afskaarne Forbindelse med Danmark endnu mere nød- vendiggjort for Norges Ungdom, vakte en Jubel, der lod forglemme Foreningens øvrige Mangler og Lidelser. Den skulde være forbi den Tid. -- -- "da Norges Sønner maatte drage fra Barndoms Dale, Fædres elskte Fjeld, Med Vemods Graad og Fødelandets Klage at øse Viisdom af et fremmed Væld." [fotnotemerke] Beneficen var gjort forat holde den bristefærdige Forening sammen; og virkelig, ligesom overhovedet en mismodblandet Slappelse synes at være indtraadt i de politiske Tendenzer siden Kristian Augusts Dage, den syntes at have vundet ny Styrke. Enthusiasmen paa Universitetsfesten, der feiredes 11te Decbr. 1811 med overordentlige Højtideligheder i Kjøbenhavn af den der- værende Afdeling af Selskabet for Norges Vel, i Kristiania og ellers overalt i Norge, glemte alle de øvrige Folkeønsker og alle de Opoffrelser og Lidelser, der fulgte af Krigen med England, som endnu stedse fortsattes, og af Pengevæsenets totale Forfald, der forværredes ved fallitmæssige Omvæltninger deri. [fotnotemerke] Universitetsfesten i Kjøbenhavn fortjener et Par Linjer her, fordi den gav Prinds Kristian Frederik, Søn af Arveprinds Frederik, Rigernes Thronarving, hvis Personlighed er bleven saa iflettet Begivenhederne i Norges Befrielsesaar, den første Leilighed til at komme i Berørelse med Normænd, hvor de udfoldede sin Na- Fotnote: Kristian August. Hans Død, 28de Mai 1810, feiredes i Norge ved Sørge- højtideligheder. Fotnote: Feldtprovst Johan Storm Munch "Til Kongen, da han gav Norge Univer- sitetet" i Selskabet for Norges Vels Tidende "Budstikken" 1ste Nov.1811. Fotnote: De gamle Daleres Forandring til "Dansk Courant" og dennes til "Rigsbank- dalere," 5te Jan. 1813, uden at derfor Kredit og Kours hævede sig, afstedkom ellers Rystelser i den private Formue, som forplantede sig til Gemytterne, og gjorde dem modtageligere for en Tingenes nye Orden. Mængden fæster først Tankerne derpaa, naar den gamle ikke kan blive værre. Da faaer den et Ha- zardspillermod. "Han Frederik -- udtrykte en Bonde sig strax efter Adskillelsen -- fik dog spillet os det Puds før han opgav Norge, at slaae ned Pengene for os." Man ansaae for en vilkaarlig Handling hvad der var en nødvendig Følge af det Skjelmsstykke, at udøse ufunderede Pengerepræsentativer. SIDE: 217 tionalitet. Ved Hovedfestligheden om Dagen havde han, i Egen- skab af Præses for det throndhjemske Videnskabers Selskab hilset den nye beslægtede Stiftelse med en Tiltale til Kongen; men om Aftenen, medens de norske Familier illuminerede, havde de Norske, navnlig Medlemmerne af Selskabet f. N. V., samlet sig til et Gilde, hvor Økonomien var indrettet med særdeles Hensyn til at gjøre sig lystig; og did lod Kristian Frederik sig det være angelegent at komme. Han erholdt ogsaa Adgang, og var overordentlig fidel. Det var ogsaa ret et Lag i det gamle "norske Selskabs" Aand og Stiil fra Wessels Dage -- denne interessante Forening, der lige siden 1773 havde ydet den norske Nationalitet et Tilflugts- sted i Kjøbenhavn, bragt den saamange Triumfer i den alminde- lige Erkjendelse af dens Friskhed og naturlige Overlegenhed, og inden hvis Vægge saamangt et Ord var sjunget og talt, der vid- nede om, at den norske Uafhængighedsaand, vi i disse Blade have søgt Sporene efter, ogsaa der var at finde i sin fulde hjemlige Qvikhed. Der sad da Prindsen med sit smukke godlidende Ansigt illumineret af de mange "Glædskabspokaler", mellem de højtstemte Normænd, Side om Side med Professorerne Sverdrup og Treschow, der præsiderede i Gildet. "Norges Universitet!" raabte han, og greb Glasset; "Almeenaand fremkaldte det; Frederik gav os det; Alherren signe og beskytte det!" Og saa strømmede nok en Skaal fra ham for "det gamle Norges evige Held og Lykke!" Og nok en for Selskabet for Norges Vel. Kort, Dagen var for Norge, og Ingen viede, som det lod til, Norge den fyrigere end Prindsen. Ogsaa Mindebægeret for "den uforglemmelige Kristian August", udbragt af en Normand under eenstemmig Akklamation, var for det. Siden hiin muntre Dag søgte Prindsen megen Omgang med Normænd. De Begivenheder vare heller ikke langt borte, som skulde knytte ham til Norge selv. Skyerne, som skulde drive saa tætte og mørke imellem de fra hinanden søndrede, ved en una- turlig Forening endnu forbundne, Riger, at Thronarvingen, mens de tabte hinanden afsyne, maatte op til Norge i Huj og Hast, forat det ikke skulde gaae tabt i det rædsomste politiske Uveir, som har raset over Europa, trak allerede i Foraaret 1812 hurtigt SIDE: 218 op fra Østen. Rusland fandt Aaget af Napoleons Kontinentalsy- stem omsider utaaleligt, og Sverige, som siden 1810 befandt sig i et tvungent Krigsforhold til England, ikke mindre. Napoleons stedse hensynsløse Fordringer og hans Besættelse af svensk Pom- mern bragte endelig Taalmodigheden til at briste hos hans besvog- rede Vaabenkammerat, Sveriges Kronprinds Karl Johan, hvis lige- saa udmærkede civile som militære Geni havde gjort ham fra sin Ankomst af til Sjelen i den svenske Regjering. Fred sluttedes med England efterat Rusland og Sverige havde sluttet sig sammen i en hemmelig Traktat til St. Petersburg af 21de Marts 1812, hvori Keiseren af Rusland forbandt sig til "enten ved Underhandling eller ved militær Medvirkning at forene Kongeriget Norge med Sverige og at garantere dette sammes fredelige Besiddelse." [fotnotemerke] Denne, ligeledes garanteret af England ved Traktat af 3die Marts 1813, [fotnotemerke] skulde endog betragtes som en foreløbig Begivenhed før den tiltænkte Diversion paa den tydske Kyst i Ryggen af den franske Armee, som imidlertid samlede sig i Polen forat bryde ind i Rusland. Napoleons Insinuation, at Sverige skulde benytte Indbrudet til at bemægtige sig Finland, forkastedes af Karl Johan som ved denne Ædelmodighed mod Rusland fik endnu stærkere Garantier for Norges Erhvervelse i det bekjendte Sommermøde med Keiser Alexander i August s. A. i Åbo og yderligere Bekræf- telse i den der sluttede formelige Konvention af 30 August. Og Fotnote: Bil. Nr. 1. (Officielle Kundgjørelser). Fotnote: Saml. til det norske Folks Sprog og Historie. B. III. "Da Hs. britiske Majestæt ønsker til Gjengæld ( ): for Sveriges Alliance) at give et umiddelbart og utvetydigt Beviis paa sin Beslutning at forene sine Interesser med Sveriges og Ruslands, saa lover han og forbinder sig ved nærværende Traktat til at til- træde de mellem disse to Magter allerede stedfindende Konventioner, forsaavidt at Hs. britt. M. ei alene ingen Hindring skal lægge i Vejen for Kgr. Norges For- bindelse og Gjenforening til evig Tid som integrerende Deel af Kgr. Sverige, men at han desuden i denne Henseende skal lette Udførelsen af H. M. Kongen af Sveriges Hensigter, saavel ved sine bona officia, som ved dertil, om fornødent gjøres, at anvende Medvirkning tilsøes i Forbindelse med de svenske og russiske Tropper, dog paa det Vilkaar, at man ikke skal tage sin Tilflugt til Magt forat iværksætte Norges Forening med Sverige, med mindre H. M. Kongen af Dan- mark forud har undslaaet sig for at slutte sig til den nordiske Alliance, paa de Betingelser, som i de mellem Hofferne i Stockholm og St. Petersburg bestaa- ende Forpligtelser ere fastsatte; og H. M. Kongen af Sverige forbinder sig til at have Omsorg for, at denne Gjenforening finder Sted med Iagttagelse af alle mulige Hensyn til det norske Folks Lykke og Frihed." (Se Bil. II. med Hensyn til ovennævnte Konventioner). SIDE: 219 Sverige havde været saa nær dette Maal i 1809, at dette trængte Ønsket om Finland tilbage. Grundet paa Åbokonventionen tilbød Sveriges Gesandt i Kjøbenhavn i en Note af 10 Dec. 1812 en nøjere Alliance imod Norges Afstaaelse, hvorfor Pommern og en Sum Penge skulde gives til Vederlag [fotnotemerke] . Dette Forlangende tilbagekaldtes vel 2den Jan. 1813, og erklæredes at skulle ansees som ugjort -- formodentlig fordi Russerne havde nok med at hjælpe sig selv -- men kortefter fremsattes det paany, og den 30 Marts s. A. kaldte den svenske Kronprinds den dansk-norske Chargé d'affaires i Stockholm for sig i Udenrigsministeren Grev Engestrøms Nær- værelse, og betydede ham, at den dansk-norske Stat skulde an- gribes paa tre Punkter imellem 15de og 20de April, saafremt Kongen ikke bestemte sig til at tiltræde den nordiske Alliance. Han kunde ellers, om han beqvemmede sig til at afstaae Norge ifølge Traktaterne med England og Rusland, gjøre Regning paa at see sine Stater forøgede med de nordtyske Hansestæder og Kyststrækningen indtil preussisk Pommern. Kongens Vægring i Note af 10de April havde et Fredsbrud tilfølge; men før den svenske Chargé des affaires reiste, forelagde han nogle endelige Vilkaar for en igjen knyttet venskabelig Forbindelse, hvis Basis var Norges Afstaaelse, alternativt enten hele Landets eller Trond- hjems Stifts og Fæstningerne Frederikshalds og Kongsvingers. Den 18de April forlod den dansk-norske Minister Stockholm, og den 21de Mai landede Kristian Frederik i Norge, for som Stat- holder at afløse Friederich af Hessen, der kort efter forlod Landet forat overtage Kommandoen i Holsteen, hvorhen Kronprindsen af Sverige i stedse engere Buer trak den nordtydske allierede Armee, forat sætte sin og Sveriges Yndlingsidee, Norges Besid- delse, igjennem, der allerede var kommen længere end nogen- sinde, idet den dog var kommen officielt paa Papiret [fotnotemerke] . Men hvad sagde og gjorde man i Norge selv til alt Dette? til at det gamle Rige steg og sank i den Priis, Magterne behagede at sætte derpaa? Man prøvede med den agtværdigste Anstren- gelse, under Ledning af Selsk. f. N. V., Sandheden af Sagnet: "hjælp dig Selv, saa hjælper dig Gud". Man bekjæmpede med rørende Broderaand, med opofrende Hjælpsomhed, ved Indskrænk- Fotnote: Bil. III. Fotnote: Bil. III. viser, at Verden allerede var bekjendt med den. Cannings trud- selfulde Læber udslyngede den i 1807. SIDE: 220 nings- og Hjælpeforeninger, ved en Mængde Industrigrene, ved dristige Overfarter til Danmark i aabne Smaabaade efter Korn, Følgerne af den standsede Handel og Hungersnøden, der antog en frygtelig Skikkelse efter Frostaaret 1812, "det haardeste Slag, siger Budstikken, Selskabet for N. Vels Blad, som Norge i Mands Minde har modtaget." Der laae den rigeste Grøde knækket; men ikke Folkets Mod. Det var nu bleven vant til Mangelens Lidelser. De eggede kun til yderligere Vovsomheder i Kaper- og Kornfarten, til nye Forsøg paa at hjælpe, til dybere Had mod en Fiende, der kunde ville bruge Hungersnød som Bundsforvant. Denne mod- standslystne Energi i Udholdenheden strakte sig igjennem hele Folket, holdt det i Virksomhed inden sig selv forat samle Kræfter til at give den endnu større Varighed, mens den imod Verden opviste en Yderside af forhærdet Passivitet, Politikerne kun løb de beregnende Hoveder imod, men ikke kunde gjennembryde. Inden i denne Forstening laae Fortvivlelsens Munterhed, Tanken, at have nu lidt saameget, at det ikke vel kunde blive værre, men vel bedre i hvad man gjorde; bag denne Klippe var det Konsti- tutionsværket opførtes; dens Haardhed har sin Deel i de senere Koncessioner. Efterretningerne om hvorledes man skaltede med Norge kom som oftest først seent did, efterat de allerede havde undergaaet Forandringer og medens det var vist, at Sverige ikke havde Lei- lighed til at sætte sine Fordringer igjennem idetmindste ikke for en Tid. De vakte derfor ingen Skræk, men en spotblandet For- bittrelse, især den stødende Optagelse af Karl Gustafs ulykkelige Idee at sønderlemme Thrøndelagen fra det øvrige Rige. Man hørte Efterretningerne som Eventyr om Erobringer i Maanen, og vante sig til dem som til Mangelen. Denne tog Eftertanken langt mere i Beslag end Politiken. Og dog havde Folket i dets bittreste Tid noget tilovers for sin kjæreste Skat: for Universitetet. Til Ud- gangen af 1812 beløb Subskriptionen, der langfra understøttedes mindst af Bondestanden, sig til 774,786 Rdlr. D. C. og 3960 danske Species engang for alle, og i aarligt Bidrag 12,520 Rdlr. D. C., 749 Tdr Byg og 236 Tdr Havre [fotnotemerke] . Biskop F. J. Bech siger ogsaa i sin Tale i Selsk. f. N. V. paa Kristian Frederiks Fødselsdag 18 Sept. Fotnote: Efter Forslag af Sorenskriver Kristian Magnus Falsen, det saa bekjendte Rigsforsamlingsmedlem, Søn af Enevold Falsen, at behefte Jordegods med en frivillig Kornrente. SIDE: 221 1813: "Vi have erfaret det; Kjendsgjerningerne ligge for Dagen, at ligesom Kamp og Fare opluede Normandens Aand til Mod, saa blev han i Sands for alment Vel hverken sløvet eller ind- skrænket af Mangel og Besværligheder. Den blev endog tvert- imod derved deels opvakt og fremkaldt, dels ydermere styrket og kraftiggjort. Krigen og dens Ulykker bragte nyt Liv i den ved saa lang Fred slumrende Aand, og frembragte en Tænkning og Virken, hvoraf vort Norge allerede høster frydelige Frugter." Det lader sig med Sandhed sige, at Norge opstiller et endnu herligere Exempel for Folkene paa hvorledes en Nation skal bære sine Lidelser, end paa hvorledes den skal vinde Friheden. Men den Dag, daværende Thronarving besteg norsk Grund, var der hverken Udsigter til at hine skulde ophøre eller denne begynde. Den var kun en enkelt lysende eller illumineret i den fortsatte Række af de mørke. Lidelsers Haab er letvakt til Smiil som den Ringes Barn, der ikke er vant til megen Godhed. Man sang derfor ret lysteligt i Throndhjem: "Højt over Fjeld og Dal og Strand lød atter Navnet Kristian. I Noras haardt forsøgte Bryst, sig røre kjære Minder." -- -- "Glad hviler hendes Blik paa Dig, den tabte Elsktes Navne!" Men to Karakterer kunde rigtignok ikke være forskjelligere end disse to Kristianers: Augusts og Frederiks. Fra Hovedstaden talte dog Forhaabningerne i ikke lavere Toner: "Han gjenfødt atter traadte frem blandt os, den store, gode Kristian den Fjerde." Men desværre -- man lærer ikke hinanden at kjende før man, som Ordsproget lyder, har "spiist en Skjeppe Salt sammen". SIDE: 222 Kristian Frederiks Optræden i Norge. (Mai 1813 -- Februar 1814). -- -- Hist Storm røg op; nu her for Alvor spørges om Mænd, om Mænd af Ord, om Brodersamfunds Pagt staaer fast i Nord, om Orden indenborde kan besørges, da første Styrmand nu fra Roret veeg? -- -- Dog -- nu sprang op paa Dæk den gjæve Mand, som Under-Styrmand var, og raabte: "Hver, som Hjerte har, og elsker Frihed, Fødeland og Ære, og før vil vove Alt, end fremmed Lænke bære, Han følge mig! -- -- " (Epilog paa Bergens Theater 3 Marz 1814). Forklædt som Matros ilede Kristian Frederik, ledsaget af to ligeledes forklædte Officerer, paa et aabent Fartøj over fra Flad- strand til Norge, og landsteg i Morgengryet den 21de Mai 1813 paa Hvaløerne, en Klynge af Klipper lidt udenfor Mundingen af Kristianiafjorden. Det var en ret fantastisk smuk Begyndelse paa det Eventyr, Prindsens Liv i Norge er fra først til sidst. Men hvilken Plads til at tage Augurier paa var Stedet hvor han landsteg! Der gives ikke et kjærere Opholdssted for alle- slags hæstskrigende Sjøfugle, et mere besøgt Hvilepunkt for ominøse Krager, Ravne og Vildgjæs end hine skaldede, udtungede Klipper, hvorpaa den formummede Prinds sprang op -- upaa- tvivleligt med et saa smilende og veltilfreds Ansigt som efter en Lystfart. Han forstod ogsaa med uopnaaeligt Godlune at iblande saamange af en Lystfarts Behageligheder i de alvorlige Hensigter med hans Sendelse til Norge, at alvorligere Karakterer allerede efter faa Maaneder begyndte at tage Uheldsvarsler. Og heri da Retfærdiggjørelsen for Imaginationen om Udtrykket i hans Ansigt. Skulde en nøjre Udpensling deraf være tilladt, da faaer man imaginere sig et vist Træk af Udmattelse og Forlegenhed, som, med et Par visnede Blades Blegnen i den øvrige frodige Flor, hvidnede frem under dette Totaludtryk af gemytlig Livsfrohed, hvori Mængden saae en blidere Fremtid varslet. Historien til- steder dog kun at see ham, hvorledes Han, endnu i den tidlige Morgen [fotnotemerke] , "benytter strax Leiligheden til at tage den ved Hval- Fotnote: Budstikken, 29 Mai 1813. SIDE: 223 øerne stationerede Deel af Roflotillen i Øjesyn, opflammende ved en kort Tale disse Sjøkrigeres medfødte Mod til den An- strengelse og Opoffrelse, som Landets Stilling maatte fordre af dem." Hvem kunde ogsaa, under en saa værdig Optræden, lægge Betydning i de første Sekunders skiftende Minespil, eller i de omsværmende Maagers Skrig høre Varsler eller Kritik over Kristian Frederiks første Tale til norske Krigere? Hans Sjel var vistnok vidende om hvad Danmark krævede af ham, mens Norges Krav skulde være paa hans Læber, dets Sorger paa hans Pande; men denne var for glat til at fastholde deres Skygge, og hiin af et saa velsignet Naturel, at den ikke engang syntes at rystes af den Ugles Skrig, som siden, ved højlys Middag, da han som Konge holdt sit Indtog i Norges Hovedstad, varslede fra Domkirkens Taarn en Mening, hvorom ingen Kjærring længer var i Tvivl, endskjøndt hans Følsomhed for Kanonskud endnu ikke var lagt for Dagen. Men hvorfor spilde Demonstrationer om Auguriers Betydning paa en saa sløvet Sands derfor, som Nutids Menneskers? Vist er det dog, at det var en ominøs Fugl, en symbolsk: Napoleons paany fra de sachsiske Valpladse opsvundne Ørn, som ogsaa slyngede Prinds Kristian Frederik udenfor Privatlivet, til hvis Nydelser han af Naturen ganske var stemplet, hen paa hiin øde Klippeø i Morgengryet den 21de Mai 1813. I Løbet af de første Maaneder af Aaret havde Kjøbenhavner- Kabinettets Politik, at Ængstelse for Norge, gjennemløbet alle Vindrosens Streger, fra en Troskab mod Frankrig af Hevngjerrig- hed mod England, der overgik i Vedhængen den haardnakkede Følgen af den modsatte Tænkemaade, som kostede Wasadynastiet Thronen, til ydmygende Underhandlinger i England og med de Allierede, ja endog til militære Demonstrationer mod de Franske. Men Alt forgjæves. Norges Forening med Sverige var bestemt. Dette var bleven for ofte skuffet i sine Forhaabninger derom fra Tid til anden; men nu siden Finlands Tab, siden Karl Johan indsaae, at han ikke kunde sikkre sig og sin Æt Kronen bedre, end ved at erstatte dette ved Udførelsen af hiin de gamle Karlers Plan og alle Svenskers Nationalønske [fotnotemerke] , og siden hans overlegne Fotnote: Karakteristiske Yttringer iblandt andet i Brev af 4 Jan. 1813 fra Ministeren Wetterstedt til Adlersparre, der fra sin Ejendom Gustafsvik i Wærmland saavel- som fra sit Feldtqvarteer stedse intriguerede i Norge for Foreningen (Hdl. r. SIDE: 224 Talenter gjorde de allierede Magter saa store Tjenester, gav det svenske Kabinet ikke et Øjeblik Slip paa Afstaaelsen af Norge. Selve Forslaget om for det Første at lade sig nøje med Thrond- hjems Stift viser kun hvor meget Besiddelsen af det hele Land stod det for Hovedet. Allerede i 1811 havde Karl Johan forsøgt Fotnote: S. H. B. VII): "Hs K. H. Kronprindsen ønsker, at du paa ingen Maade mindsker dine Bestræbelser i Henseende til Norge. Den Sag maa gaae iaar, uagtet alle de Vanskeligheder, Natur og Statskunst lægger derimod. Danmark søger at afvende Stormen ved hemmelige Forsøg." Derefter udvikles i Brevet, hvor- ledes den dansk-norske Minister i Petersburg, Baron Blome, underrettet om at Sverige havde 3 Traktater med Rusland, "som lovede det Norge," allerede for en Maaned tilbage havde insinueret den svenske Minister sit Hofs Villighed til at forene sig med de Magter, som søgte at bevare sin Handel og Selv- stændighed."Man indsaae let, at denne Blomes Yttring (for vigtig til at til- skrives ham personlig) alene havde til Formaal at afværge Englands og Rus- lands offensive Deeltagelse med os imod Danmark, og derved isolere Sverige med sine uopfyldte Forhaabninger, vække Splid imellem Danmarks Fiender og imidlertid vinde Tid, Erfaring, Sommeren og ny Mulighed for Napoleon at beskytte sig selv og sin danske Lydstat. Da imidlertid baade Rusland og England altid havde fremstillet som en for den fælleds Sag fordeelagtig Om- stændighed, at inddrage Danmark godvillig i de nordiske Magters Forbund, besluttede Kronprindsen at benytte den danske List i Blomes Fremstilling til at tale rent Sprog med Nordens Frederik". Paa den Fordring fra Sverige, som nu fremsattes, om at overdrages Norge mod at beskytte Danmark med en Armee i Tydskland og ikke at nedlægge Vaaben før en fuldstændig Erstatning for Norge var vunden, og som ikke blev anseet med et gunstigt Øje af Keiser Alexander, fordi den var skeet uden hans Vidende, erholdtes et Afslag, som viste, at Kabinettet i Kjøbenhavn ikke var uvidende om, at det ikke var med de Allieredes gode Vilje, de vilde see sine Løfter til Sverige opfyldte. Dette var i endnu højere Grad Tilfælde med Rusland end med England, som vel havde været mindre ødselt paa Løfter og nølet med at indrømme Sveriges Fordring paa Norge, men som dog nu alvorligen gik ind derpaa, for engang at see Frugter af de Guineer, det i saa mange Aar havde udsaaet i Sverige. (Residenten Thorntons Vexler paa den engelske Regjering til Subsidier for den svenske opløb sig 1 Juni 1813 til omtrent 365,000 £. St). Et Brev fra Friherre Wirsén til Adlersparre af 8 April 1813 giver en Parallel til Wetterstedts. Deri bemærkes, at man behøver al Opmærksomhed forat "de fina och illistiga Cabinetterne icke få draga oss för långt från vårt mål, ty då få vi aldrig Norrige." Brevskriveren omtaler Propositionen, som frem- sattes første Gang faa Dage efter Brevets Datum, om forlods Overgivelse af det Throndhjemske og de faste Pladser i Norge, samt at det sandsynligviis var Kronprindsens Hensigt at overdrage Adlersparre Guvernementet og Or- ganisationen i Norge. Men, siger Han, "man talar om att sälja skinnet innan man skjutit Björn." -- -- "Det återstår då ej annat än att säga: eja vore vi der!" (Hdl. B. VI). SIDE: 225 at vinde Napoleon derfor; men da Dennes igjenvaagnede Iversyge mod Prindsen, endnu meer end hans Forpligtelser mod Danmark, ikke tillod ham at forøge en Personligheds Magt, hvis Talenter, nøje Bekjendtskab til hans Regjeringsmysterier og Tilbøjelighed til at tage Parti for Nationernes Sag han frygtede med uheld- svangre Ahnelser somom han i sin gamle Vaabenfælle mødte et med hans egen fiendtlige Genius forbundet Væsen: saa var det, at Sverige forenede sine Interesser først med Ruslands og Eng- lands og siden med de øvrige allierede Magters. Politiken har aldrig viist sig hulere og trædskere end i dette Tidsrum, forat skille Danmark fra Frankrig og vinde Sveriges eller rettere Karl Johans virksomme Bistand til den forestaaende Kamp, da det hedte "nu eller aldrig" forat faae Napoleons- vældets allerede hældende Koloss overende. Men Alt for saa godt Kjøb som muligt; og bedre kunde ikke gives end at betale med Andres, nemlig at klare Sveriges Regning med Norge, hvor- ved ogsaa vandtes for Rusland, at Finlands Gjenerhvervelse ganske skulde slaaes af Tankerne, og siden at betale Danmark med Anviisninger i Tydskland. Disse skulde sandsynligviis være blevne transporterede paa Maanen; men Sveriges Priis var fixeret og engang antagen. Paa anden Maade kunde den nationale Smerte over Finland ikke dulmes og Dynastiets Existence sikkres. Saaledes skulde Sverige atter blive mægtigt og "Norden" komme til at betyde noget. Men Danmark krympede sig, som rimeligt var ved at staae for Udlægget, især da ogsaa dets tydske Pro- vindser, ja maaske dets egen Existence løb Fare i hvad Parti det maatte tage. Men endelig da det bestemte sig til at løse sig fra Frankrig, haabede det at kunne drive Frafaldet op til samme Priis, dette skulde betale for dets Troskab, nemlig ikke blot Norges Bibeholdelse, men ogsaa hint Guld og grønne Skove i Tydskland. Men disse smilende Forhaabninger i April 1813 vare kun Glimt af denne Maaneds troløse Sol. De mørkeste af Vinterens Maa- neder, medens Napoleons Lykke stod lavest, men medens hans Geni hemmeligen hjemme sammenarbeidede nye Kræfter og op- glødede nye Tordenkiler, vare henrundne under den piinligste Ængstelse for at maatte give efter, ja maaskee i mere end i Hovedfordringen: Norge. Det var for Kjøbenhavnerkabinettets Politik et af disse ængstlige Vindstiller, hvori Fløjen drejer sig SIDE: 226 rundt under Trykket af Bevægelser i Athmosfæren, som ikke endnu have naaet Jorden, og hvori Barometret synker pludselig til laveste Stand. Da hævede det sig ligesaa pludselig igjen. Det var netop i April. Napoleon oversvømmede atter Tydskland med sine konskriberte Legioner. En Diversion fra Danmark til at dække Hansestæderne blev af Vigtighed. Det var Øjeblikket, da det maaskee kunde vinde Gehør for sine Protester imod de Allieredes Dispositioner over Norge. Og det forsøgte. Napoleon synes at have havt ondt af dets Lidelser; han satte sig ikke imod, at de danske Matroser bleve kaldte tilbage fra Schelde- flaaden, og at Grev Bernstorff [fotnotemerke] afsendtes til England forat indlede partikulære Underhandlinger, hvorom man allerede var kommen saa halvt overens med Ruslands Gesandt i Kjøbenhavn Fyrst Dolgorucki. Rigernes Integritet skulde sikkres, danske Tropper holde Hansestæderne besatte imod de Franske, og baade Sverige og Danmark erholde Erstatning i Tydskland og i Penge i Forhold til de Tjenester, de maatte yde i den forestaaende Kamp. Men fra svensk Side var man ingensinde virksommere og mere paa- trængende med sine Fordringer. Tilbagetagne i Januar, sand- synligviis fordi Ruslands Iver med at sætte dem igjennem var kjølnet i samme Mon, som man troede at spore Lunkenhed for dets Sag hos Sveriges Kronprinds, fremsattes de med Trudsler om Krig paany gjentagne Gange i de første Uger af April. Karl Johan blev de Allierede af Vigtighed eftersom Napoleon paany var bleven frygtelig. Det engelske Ministerium, i hvis Spidse den ubøjelige Castlereagh stod, afviste enhver Underhandling med Danmark, som ikke var baseret paa Norges Afstaaelse til Sverige. De gamle Betænkeligheder ved at see den skandinaviske Halvøes vidtstrakte Kyster under eet Scepter, som, i Forbindelse med Ruslands Lunkenhed og Sveriges Temporiseren gjentagne Gange i forrige Aar havde opsat den svenske Armees Indskibning til Tydskland, fandt ikke længer Sted siden Kronprindsen allerede stod paa Overfarten. Derimod fandt det engelske Ministerium Danmarks Fordring, forlods at indrømmes Hansestæderne, ube- skeden, og det vilde endnu mindre høre noget om Flaaden. Samtidig med Gesandtens haabløse Hjemrejse fra London afbrød Rusland Underhandlingerne og hjemkaldte Dolgorucki, som det hedte, fordi han var gaaen videre i at begunstige Danmark, end Fotnote: Ministerens Broder. SIDE: 227 hans Fuldmagt tillod. Grev Moltke maatte tilbage fra Petersburg, og gjensidigen søgte den svenske Minister i Kjøbenhavn og den danske i Stockholm sine Hoffer. I fuld Tro til Overenskomsten med Rusland havde danske Tropper allerede besat Hamburg og endog deeltaget i Fiendtligheder mod de Franske. Hurtig maatte nu Systemet atter forandres; og det kunde skee med Slagets Hurtighed efter en Regjerings Vilje, som ikke var vant at spørge efter den offentlige Mening og i et Land, hvor den er saa søndret og lidet kraftig som i Danmark. Til Napoleons stigende Vaabenlykke knyttede sig nu det sidste Haab om at kunne bevare Norge for Danmark. Paa tydsk Slag- mark skulde den gamle Forenings Skjebne afgjøres. Didhen maatte al Magt og Opmærksomhed vendes, og Norge atter overlades til sig selv indtil det i Tydskland var afgjort hvem der kunde diktere Europas nye Forhold. Men hvorledes overlade dette Land, som man nylig havde betragtet med saa mistænkelige Øjne, og som var bragt Fortvivlelsen nær ved det foregaaende Hungersaar og ved Tilintetgjørelsen af sin før saa overordentlig stærke Skibsfart, paanær den, for Aanden i Regjeringens Politik langtfra gavnlige med de engelske Licenser, -- hvorledes overlade dette Land til sig selv, til Fortvivlelsens dumpe Gjæring, uden at sætte det under Ens Øje, som i ethvert Tilfælde vilde varetage Danmarks Interesse der som sin egen? Saaledes maatte da Arveprindsen Kristian Frederik afsted til Norge som Statholder og komman- derende General, afløsende Prindsen af Hessen, som skulde over- tage Kommandoen over Armeen, der skulde dække Holstein, og operere sammen med den franske. Ti Dage efter hans Ankomst til Norge viste den engelske Admiral Hope sig i Kjøgebugt med en Flaade, hvorfra den svenske Hofkansler Wetterstedt og de engelske Befuldmægtigede General Hope og Gesandten Thornton, understøttede af den russiske van Suchtelen, endnu engang med Krigstrudsler afæskede Afstaaelsen af Norge og først og fremst af det Nordenfjeldske. De fik et bestemt Afslag inden de 48 Timer, Parlamentæren, Thornton, vilde bie paa Svar. Danske Tropper havde allerede forenet sig med de franske, og Præsident Kaas befandt sig paa Vejen til Napoleons Hovedqvarteer i Dresden, uden at have ladet sig opholde af Insinuationer, som siges at være ham gjorte paa Gjennemrejsen i Altona, hvorefter de SIDE: 228 Allierede vilde renoncere paa Norges Afstaaelse imod at Dan- mark tog deres Parti [fotnotemerke] . Loddet var kastet. Den 10de Juli undertegnedes en Traktat med Frankrig, hvori den i Traktaten til Fontainebleau af 31 Oct. 1807 efter det engelske Indfald stipulerede Garanti af den dansk- norske Stats Integritet blev bekræftet, og hvorefter Krig er- klæredes Sverrig, Rusland og Preussen i Deklarationer af 3die Sept. og 22de Oct., fordi de havde "forbundet sig til at understøtte Sveriges fiendtlige Hensigter imod Norge, og at tvinge Danmark til at forene sin Magt med Frankriges Fiender, forat erobre en Skadesløsholdelse for Norge paa det franske Riges Territorium" [fotnotemerke] . Den 22de Mai holdt Norges nye Statholder sit højtidelige Indtog i Kristiania, hvorunder han gjentagne Gange holdt Taler til det jublende Folk, som hver Gang sluttedes med Udbringelsen af et Hurra for Kong Frederik VI. Samme Dag udfærdigedes igjennem de civile, militære og geistlige Overøvrigheder en Kund- gjørelse til Folket om Ankomsten, som begyndte med at bevidne Kongens Erkjendelse af Normændenes "urokkelige Troskab for Ham og for den Norske og Danske Kongeslægt", og endte med Forsikkringen om at han stoler paa denne deres Troskab mod Kongen og paa at de ville "bevare gamle Norges Selvstændighed." I en Tale til Hovedstadens Autoriteter den følgende Dag yttrer Han: "Kongen ønsker at knytte det Broderbaand, der omslynger Tvillingrigerne, endnu fastere. Han har vist ikke sendt mig til Eder, forat jeg skulde fraskille Ham eller hans Slægt deres gamle Rettigheder til Norges Krone, som er gaaen i Arv til dem med Folkets Kjærlighed -- før skulde denne min Haand afvisne! Lad mig, idet jeg udretter Kongen Villie og virker for Fædrenelandet, finde min Løn i Nationens Kjærlighed og Hengivenhed! Lad denne engang gaae i Arv paa min Søn!" Efterat have varslet "maaskee Fotnote: Beretning fra Hamborger Correspondent 25 Juni 1813 i Kristiania In- telligenssedler 9 Juli s. A. Den er ellers i sig selv lidet troværdig, da Sveriges Bistand maatte være de Allierede af langt større Betydenhed end Danmarks. Den er ogsaa in originali en fransk Armeeberetning, hvis Troværdighed aldrig var mindre end i hine Uheldsaar, gjengivet fra Hamborg, som da var under fransk Herredømme. Fotnote: Bil. III og IV. SIDE: 229 haardere Prøvelser, som endnu kunde forestaae og som vi Alle som een Mand gaae imøde", opfordrer Prindsen ogsaa i denne Tale til at "hævde gamle Norges Selvstændighed." Han traadte dernæst som Præses i Spidsen for Selskabet for Norges Vel, hvis Virksomhed var tiltaget med Nøden, besøgte de agershusiske Grændsefæstninger og Battaljepladserne fra sidste Krig med Sverige, fik Varderne istand, mønstrede de Tropper, som forefandtes, og udfærdigede fra Eidsvold Jernværk d. 10de Juni en Opmuntring til Embedsmændene og de Formuende til Spar- sommelighed og Tarvelighed. "Den Tarveligste iblandt Eder er i denne Henseende den bedste Borger" hedder det i dette Dokument, som vel var fremkaldt ved den Modsætning, Prindsen maatte opdage imellem den almindelige Nød, af hvis Begjæringer om Udveje til Fødemidler han oftere generedes paa Reisen, og Luxusen hos de Standspersoner, der havde den Ære at beværte ham. Man troede dog snart at bemærke, at denne faldt i hans og hans altfor lystige, fra Danmark medhavte, Omgivelsers Smag. Hans personlige Elskværdighed og Talenter, især hans Talefærdig- hed, havde sin hele Vægt nødig forat holde de alvorligere Patrioters hemmelige Misnøje Stangen over et Hang til Forlystelser og sædelige Udskejelser, som han kun altfor meget gav Tøilen. I Besiddelse af Egenskaber, der kunde gjøre ham til Folkets Mand, røbede han snart, at han manglede den Nervositet i Karakteren, som kunde gjøre ham til dets Mænds Mand. Den Popularitet, han jagede efter, og vel ogsaa vandt hos begge Kjøn, var ikke den, som betegner en Hersker over Begivenhederne. Kristian August, slumrende paa sin Vaabenkappe imellem sine Soldater, vandt mere af denne ægte og brugbare Popularitet, som Napoleon kneb sig til i sine Grenaderers Øren og Knebelsbarter, end Kristian Frederik ved at blande sig imellem Tilskuerne udenfor et Bal, man gav ham, eller ved at dandse med Omegnens Piger paa en Haveplads. Han var da kun lidet forskjellig fra sine echaufferede Kammerjunkere med Lommetørklædet for Panden og Øjnene med sig mellem Pigerne. Det hændte stundom ved saadanne Leiligheder, at Suk fra Folkets Nød skar igjennem Lystighed. Saaledes traf Prindsen, paa et St. Hansaftensbal under aaben Himmel paa et Landsted ved Kristiania, i Folkemængden udenfor Løvsalen en Gudbrandsdøl, som han spurgte om hvordan man levede oppe i Dalene. "Aa, det er kleint nok", svarede SIDE: 230 Dølen but. "Men naar I ikke har Korn, kan I da ikke spise Kjød?" "Vi har forlængst maattet slagte det Meste af vort Fæ for Fodermangel." "End Mose da og Bark? "Vi har ikke meget af det heller igjen." Og Dølen vendte sig med et taarebristende Aasyn ligesaa hurtig bort og forsvandt i Folkemængden, som Prind- sen, med Ulyst til at spørge videre efter Folkets Tilstand, ilede tilbage i Balpavillonen. Han havde dog ikke ganske forgjæves aflagt dette Besøg udenfore: en fattig Bondepige i sit første Blom- ster havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed; og at hun kort- efter blev en af de Flere af det smukke Kjøn, som forsødede ham hans Ophold i Norge, det havde han eunuchagtige Omgivelser, som sørgede for. Disses Valg, forsaavidt som de tilhørte hans Private, var ogsaa i det Hele lidet skikket til at give hans Iagt- tagere nogen stor Mening om hans egen Gehalt. Hans nærmeste Fortrolighed nød saaledes en ung Lieutenant Schwarz, en Kjø- benhavner-Dandy af den ægte Sort, som Normændene ikke kunde udstaae; og der var i hans inderste Cirkel ikke een Personlighed at opdage, som kunde lade slutte til, at han satte nogen særdeles Priis paa aandige eller moralske Fortrin. I de første Uger af August foretog Prindsen en Inspektionsreise nedover Vestlandet til Kristianssand, der ogsaa yder et Par Træk til hans Karakteristik. I Tønsberg fik Grev Wedel, i en Samtale under fire Øine, Anledning til at kaste et Blik i hans Sjel, som kun bekræftede de Tvivl, han nærede om dens Udrustning til at imødegaae de krigerske Storme, som ikke længe kunde udeblive. Greven foreholdt Prindsen Nødvendigheden af at benytte Kron- prindsen af Sveriges Fravær med Armeen i Tydskland til ved Krigs- udbruddet at tage Initiativet ved et Indfald i det blottede Sverige. Prindsens Svar var ikke langtfra at lade sig betegne ved at han blegnede ved den blotte Tanke. Der var mindre vovet, og dog en vis krigersk Glands vundet, ved ogsaa paa denne Reise over- alt at mønstre Tropper og Borgerbevæbninger og ved i Lyngøer Havn, hvor Rigernes sidste Fregat Najaden Aaret iforvejen var bleven ødelagt af Engelskmændene, ifølge en af Datidens noget bombastiske Efterretninger om hans Foretagender, at "skjænke de hensovede Tappres Minde den fortjente taknemmelighedsfulde Erindring." Dette skal formodentlig betyde, at Svada heller ikke svigtede sin Yndling ved de 75 faldne Sjøkrigeres Mæle, skjøndt det da er at forundre sig over at Ordene, mod Sædvane, ikke SIDE: 231 ere blevne opbevarede. Men i det dybe Lyngøersund laae Na- jadens Kanoner, og uhyggelige Minder svævede derover; i Prind- sens grunde Sjel laa ingen armeret Tanke, som engang kunde udslynge Ild. Der legede Blomster paa Bunden og Bonhommiens milde Sindsbevægelser spillede snart atter herskende paa Over- fladen. Ganske vist var dette Prindsens Naturel, uagtet det er sand- synligt, at Hensigten, at vinde Popularitet hos Mængden, ogsaa havde sin Deel i at det oftere viste sig utilhyllet for dennes let- indtagne Øine. Men han vandt, som sagt, ikke derved hos de Mænd, han nærmest skulde have sin Understøttelse hos. Paa Tilbageturen fra Kristianssand indtraf han hos en Rigmand nær Skeen, hvor netop dennes Moder laae Liig. Denne Omstændig- hed lod Værten gjøre Undskyldning for at han ikke, som ellers paatænkt, kunde fornøje Hs. Højhed med et Bal, men maatte ind- skrænke sig til sig et almindeligt Festmaaltid. Men Prindsen vidste at improvisere et Bal. Hans Nærværelse havde, som sædvanligt, samlet Folk udenfor, hvorimellem Hs. Højhed efter Maaltidet blan- dede sig, fulgt af nogle Kavalerer. Der var militær Musik, og inden man vidste deraf, var der dannet en Kreds, hvori Prindsen selv førte op med en Bondepige. Kavalererne gjorde som Han, og da Værten saae, at Prindsen havde saadan Lyst til at dandse, fandt han, at der ikke var andet for end i største Hast at skaffe Damer op i Salen, hvor da Dandsen blev fortsat. Mangel paa Takt var ellers ikke Prindsens Feil. Et upaaagtet Øjeblik henrev ham; men, om Tellebønderne gned sig paa Armen og tyktes, at dette var "gilt", og om Stolthed og Glæde malte sig i Tellegjen- ternes Blaaøjne, saa var der dog Andre, hvis Øjne bleve mør- kere, og som trak paa Skuldrene ad denne lystige Folkelighed. Efter Datids Blade at dømme, hvorimellem Selskabet for Norges Vels, "Budstikken", var bleven officiel fra 26de Mai 1813, modtoges imidlertid Prindsen og feteredes overalt som en Landets Frelser. I Byerne idetmindste tilhyllede Folket sin Nød, og smilte ad ham som ad en knæsat Søn, og sanddru Tale om ham selv og denne, især om den politiske, lader ikke til at have lydt mere i hans Gemak end almindeligviis i regjerende Fyrsters. Selv i Landdi- strikterne havde Hungersnøden fra forrige Misaar et Smiil paa sit skarpe blege Ansigt, naar han foer forbi; og Udhungringsblo- kaden fremkaldte kun en Forbittrelse, som lagde sine Gløder til SIDE: 232 den letfængte Kjærligheds, Folket havde optændt paa sin Arne for den vennehulde, kongelige Høvding, som havde gjæstet den. Kun fjernere stode enkelte mørkere Gestalter med sine Tvivl; men ogsaa Disses Aasyn smilte med vellykket Tvang, naar Han vendte sig om, og Lyset faldt paa dem. Den 18de Sept., Prind- sens 28de Fødselsdag, celebreret af Selskabet f. N. V. med en Tale af Biskop Bech om hvilke Ønsker der paa den Dag burde gjøres for Norges Vel, ydede saadanne Øjeblik baade der og i Banketterne hos hans Landsmand og Fortrolige Stiftamtmand de Thygeson. Og saaledes kunde Prindsen bona fide endog forledes til den Tro, at Nationen ikke kunde negte ham Noget, selv ikke Kronen, naar han vilde forsøge derpaa. Og der blev forsøgt. Aarets rige Afgrøde kastede ogsaa en gylden Glands paa hans Personlighed som Repræsentant for Danmark, fra hvem det Sæd- korn dog især var hentet, som nu atter bragte Agrene til at lyse i Dalene. Fra en af disse, fra den afsondrede, dybe, herlige Leir- dal, fremkaldte dette i Juli en enthusiastisk Takadresse til Kon- gen, hvorefter man skulde troe, at "Demantbaandet" mellem Ri- gerne aldrig var fastere end nu. At Universitetet ved den første examen artium i Juni gav sin Førstegrøde, var ogsaa et Oljedryp i Folkets Vunder. Hvor bitterlig Kornnøden ellers var, vise Brød- taxterne, de mange Anviisninger til Surrogater, Sundhedskollegiets Advarsel til Folket, om kun lidt efter lidt at vænne sig til den ublan- dede Kornføde, og Statholderskabets mod at lade sig forlede af Begjærligheden til at skjære Sæden før den blev fuldmoden. Pro- videringskommissioner havde i disse lange Krigsaar med England med Anstrengelse sørget for Landets Forsyning, der for en stor Deel maatte skee paa Overfarter til Jylland i Smaafartøjer og aabne Baade. [fotnotemerke] Mangen Vovehals kom saaledes i engelsk Prison; men Normændene maatte dog stole paa Lykken og sig selv, og atter og atter vove sig over; thi hvor dyrt end Kornet var i Norge, saa betalte dog Englænderne, der i 1812, paa Grund af det engere Forhold til Sverige, ganske ophørte med undertiden endog at til- staae Kornlicencer, det bedre; og dette lokkede mangen til Norge bestemt Jyde til at dreje vestover, naar han vel var kommen i Sjøen. Denne Handel begunstigede Englænderne ligesom Trælast- farten for Norge. Den rige Afkastning af denne eneste Handels- green, som i Krigsaarene havde rørt sig i Norge, lod endnu under Fotnote: Fra 1 Sept. 1812 til 1 Mai 1813 indførtes dog 375,104 Tdr. Korn. SIDE: 233 den største almindelige Nød en Overdaadighed vise sig hos de Enkelte, i hvis Hænder den var, som stod i skarp Modsætning til denne, men som dog er et med Nationalkarakteren temmelig nær befrændet Træk. Normanden vil gjerne leve højt naar han har noget; og der er noget af Fædrenes Stormodighed i denne Skrøbelighed. Der gives endnu Folk, som paastaae, at de aldrig have levet muntrere og bedre, end i hiin Kaperfartens og Licen- cernes eventyrlige Tid. Men det maa være for deres Vedkom- mende; og imellem disse Solskinsmennesker færdedes Prindsen. Folket gjorde det ikke. I Modsætning til Nøden staaer dog selv i dette dens bittreste Aar den Rundhaandethed, hvormed Univer- sitetet fremdeles og den danske Skuespiller Knudsens Forestil- linger omkring i Landet til Fonden for faldne Krigeres Efterladte ikke destomindre understøttedes. Disse indbragte efter Stathol- derskabets Regnskab 114,868 Rdr. D. C. eller i Rigsbankdaler 19,144, og i Juni afsluttedes Universitetssubskriptionen med et Beløb af 782,012 Rdlr. D. C., 4140 Rdlr. Dansk Species engang for Alle og 12,780 Rdlr. D. C., 751 Tdr. Byg og 236 Tdr. Havre i aar- ligt Bidrag. Det ligger virkelig i Nationalkarakteren altid at have Æresskillingen selv om det kniber paa den til Brødet. De slette Pengeforhold, som ogsaa indlyse af nogle af disse Tal, var imidlertid Landets værste Ulykke. Savnet af en National- bank var i stigende Grad bleven føleligt, og idelig forgjæves fremsat [fotnotemerke] . Forat afhjælpe dette ved et af de halve Midler, som karakterisere det danske Regjeringssystem, publiceredes endelig i Tiden af 4de Decbr. 1813 et kongeligt Reskript af 20de Okt. om Oprettelsen af en "Kongeriget Norges private Laane- og Discontokasse," en paa Privates Kredit grundet offentlig Hjælpe- indretning, af hvis Gevindst 1 Procent skulde afgaae til Oprettelse af Kornmagiziner i Bygderne, og som skulde bestaae indtil 3 Aar efter Fredens Afsluttelse med Storbritannien. Reskriptet var led- saget af en Indbydelse fra Statholderskabet, af 17de Novbr., til endeel af de anseeligste Ejendomsmænd og Handlende til at sammentræde i Kristiania den 15de Decbr. dernæst, for at konsti- tuere Indretningen. Bemeldte Dag mødte da 72 Personer i Kri- stiania Kathedralskoles Høresal (den nærværende Storthingssal), hvilke, efter en Tale af Prindsen, hvori man faaer at vide, at han var Sagens Proponent for Kongen, valgte en Kommittee af Fotnote: Saaledes af L. Mariboe i 1813. SIDE: 234 Medlemmer fra de forskjellige Stifter til Udarbeidelse af Konven- tionen. Denne forelagdes i et Møde 5te Jan. 1814, hvor Prindsen, opfordret, som han sagde, ved Forsamlingens, hans "Medborgeres," Ønske, og ledet af sin varme Følelse for Norges Vel, undertegnede sin Garanti som første Konstituent, under Udraabet: "Hvo der tænker som jeg, han efterfølge mig!" med 60,000 Rdlr. Sølv til Laane- og 30,000 Rdlr. Sølv til Diskontoindretningen, hvorefter der i Alt tegnedes Garanti for 1,728,000 Rdlr. Sølv til den første og for 696,500 Rdlr. Sølv til den sidste, og valgtes en Direktion af fem i Kristiania boende Medlemmer [fotnotemerke] . Imellem Disse vare hans Venner Thygeson og Konferentsraad Karsten Anker, samt Disses Modsætning Kammerherre Grev Wedel Jarlsberg, men som befandt sig i Danmark i Provideringsanliggender siden for- rige Høst. Efterat have taget de tilstedeværende Direktører i Eed og udbragt i en Tale et "Længe leve Kongen! Held Norge!," som besvaredes med Vivatraab for Konge, Land og "Rigets første Mand" Hs. Højhed Statholderen, samledes man til et Taffel hos Prindsen, hvor Noget foregik, der ikke synes at staae i den bedste Samklang med den første Deel af hint Prindsens Udraab. Under Kouverterne havde tjenstvillige Aander lagt Sedler med Paaskrivt: "idag udraabes Prindsen til Norges Konge;" men Planen stran- dede først paa Kammerherre Markus Gjøe Rosenkrantzes Lojalitet. Han sønderrev sin Lap, og saa gjorde de Andre. Forehavendet Fotnote: Kapitain Mariboe, der, som Proponenf af en virkelig Bank, ikke var for Surrogatet derfor, fik ved den Leilighed at mærke, at han ikke var af de Mænd, Prindsen yndede. Efter Dennes høihjertede Appel til sit Exempel, hviskede Mariboe nogle Betænkeligheder til sin Sidemand, som kom Prindsen for Øre, og lod Denne, med et ublidt Sideblik, bemærke, at Den, som ikke tegnede sig nu, kunde naturligviis ikke komme paa Valg til Direktør, hvorpaa Mariboes Navn da maatte ud af Listerne. Forhen var passeret imellem dem, at, da Spørgsmaal, ved Prindsens Valg til Præses i det kgl. Selskab for Norges Vel, var bleven opkastet, om Kongens Sanktion ikke burde indhentes, havde Mariboe, som yngste og førstvoterende Direktør, besvaret det benegtende, hvorpaa Prindsen reiste sig og spurgte: "Anseer De det under Deres Værdighed at tilskrive Deres Konge i den Anledning?" Voteringen faldt dog ud til Nei. Mariboe var ellers ogsaa dengang af de uheldige Patrioter, som aldrig nyde nogen fuldstændig Anerkjendelse. Hans Spekulation, paa offentlig Regning at opkjøbe Sølvtøj hos Bønderne, forat sælge det i Kjøbenhavn og Hamburg, vakte saa megen Uvilje, at hans Gave til Selskabet f. N. V. af hans eget Udbytte af denne Handel, (de førnævnte 12,000 Rdlr.) og hans mange industriøse Fore- tagender, navnlig Anlægget af en Fabrik til Armeens Beklædning, neppe var tilstrækkeligt til at soutinere hans Navn som Patriot. SIDE: 235 blev nedtystnet, uden at det endnu er bleven klart hvem der egentlig var Ophavsmanden dertil. Prindsens Deel deri kan man kun slutte sig til af senere analoge Forsøg. Dagens "sande Nationalhøjtidelighed," som den kaldtes, forstyrredes ikke af denne Flyveplan, der ligesaa gjerne kunde høre hjemme hos et ægte Barn af hiin Tid, (der var dristigere i sine politiske Ideer end vor) som i Prindsens Kamarilla eller hos en enkelt Partisan i eller udenfor denne, som paa egen Haand vilde gjøre sig necessaire. Men, som sagt, der er Analogier, og det faa Uger senere hen. Af Regjeringsforetagender, der ogsaa havde sin Grund i Af- skjærelsen af Forbindelsen med Danmark, var ligeledes den ved Statholderskabets Reskript af 19 Juli 1813 anordnede Overkri- minalret under Præsidium af Thygeson, der første Onsdag i hver Maaned skulde i sidste Instants paakjende Delinqventsager, lige- som og en Overadmiralitetsret for Norge af 9de Septbr. s. A., der havde at paadømme Priissager. Kaperiet var, som berørt, en af de Kilder, som endnu gav Vikingernes Ætlinger nogen, stundom endog blodblandet, Næring. Overkriminalretten fortsatte sin Virk- somhed indtil den nærværende Højesterets Aabning, hvorimod Laane- og Diskontoindretningen suspenderedes af de politiske Begivenheder, som snart fængslede alle Tanker til Hovedreformen. Den 3die Septbr. var Krigen erklæret Sverige, og publiceret i "Tiden" 16de Septbr., som fra denne Dato af igjen fremtraadte som Rigets officielle Tidende under B. Prahls og N. Wulfsbergs Redaktion og stundom under Prindsens umiddelbare Ledning. Foruden Begunstigelser imod Englænderne, idet det hedte, at svenske Skjærgaardshavne vare aabne for disse til Afbræk for Norges Forsyning selv efterat Sverige, efter Freden i Jønkøping, havde udstedt Krigserklæring imod England, Tilbageholdelse af Undersaatters Ejendom, spærret Adgang til Sverige, Afbrud af diplomatiske Forhold og af Postgangen til Norge, Vægring for at erlægge Øresundstold, Anholdelser paa Sjøen, og andre Chikaner, fremhævedes i Deklarationen især Sveriges Attentater paa Norge og imellem disse navnligen "gjentagne Forsøg paa at friste Nor- mændene til Utroskab og Frafald." Dermed mentes de forskjel- lige Proklamationer, som fra Tid til anden indsmugledes i Norge. En af disse, til Advarsel publiceret i Kristiania Intelligentssedler 9de Juli 1813, indeholder saa mærkelige Udpunkteringer af hvad der senere virkelig skede fra Norges og Sveriges Side, at den SIDE: 236 ligesaalidt bør undlades at indtages i denne Indledning som i en Ouverture en af de Melodier, der ville lade sig høre prædomine- rende i Stykket. "Det svenske og norske Folks fælles Fordeel -- siger den -- er saa nøje forbunden med Hensyn til hvad ethvert Lands nærværende og tilkommende Sikkerhed kræver, at den svenske Regjering bør upaatvivleligen ansee en stedsevarende Forening mellem begge Rigerne som et af de virksomste Midler til at befæste den skandinaviske Halvøes Lykke og Selvstæn- dighed. De Svenske bemærke med Fornøjelse, at et Nabofolk, som taler det samme Sprog [fotnotemerke] , bekjender sig til den samme Reli- gion, og, i Hjertet hyldende en uafhængig Nationalitet, ønsker, ikke at underkaste sig under Sverige, men at forene sig med Samme til fælles Forsvar. Der er ikke eller kan være Spørgs- maal om nogen Sammensmeltning af Norge og Sverige, hvorved hint skulde nødes til at frasige sig sit Navn, sin indenlandske Forfatning, sine Love og Rettigheder. Man ønsker alene en op- rigtig og retsindig Forening, hvortil baade Tidens Omstændig- heder og Nordens Fordeel raade, samt paaskyndes for Resten af de mellem Sverige og dets Bundsforvante indgaaede Overens- komster. Sveriges Konge blive Norges Konge! Norge give sig selv den Nationalrepræsentation og den Statsforfatning, som det anseer overensstemmende med sin Fordeel! -- Begge Landes Tropper forenes for at beskytte den skandinaviske Halvø! -- Lad Fortrolighed og Oprigtighed lede alle Afhandlinger! og Normanden skal fornemme, at han ikke bliver bedragen i sin billige Forvent- ning. Den svenske Regjering skal samtykke aldeles den indre Organisation, som Norge vil give sig selv. Jo meer Iver den skuer hos Normændene til utvungne og ilende at tilkjendegive deres Samtykke til Forening med Sverige, jo meer vil Kongen finde sig skyldig at fuldbyrde den norske Nations Ønsker. En svensk Konge vil ikke have andre Undersaatter end frie Mænd. Samme Sindelag skal lede Hs. Majestæt om han endog bliver sat i Spidsen for den norske Nation. Imod denne har da Kon- gen de samme Pligter at opfylde, som imod sine forrige Under- saatter. Fri Handel, Agerdyrkningens Opmuntring, Indretning af Fotnote: Dette er rigtigt forsaavidt begge Nationers Sprog ere Gaffelgrene af samme Stamme, nemlig det Oldnordiske, der endnu lever i det norske Koloniland Island. Det norske Almusprog ligner ogsaa meget det svenske, især paa Øst- landet. Ved at benytte dets Skatte kan det norske Skrivtsprog engang naae en høj Grad af Rigdom og Udvikling. SIDE: 237 en Nationalbank, tilstrækkelig Understøttelse af Kornvarer, al Tolds Ophævelse imellem Sverige og Norge, Læreanstalters og Akademiers Indretning paa bedste Maade, med eet Ord, alle Grene af Rigets indvortes Velstand skal vorde Formaal for Hs. Majestæts Omsorg. Og han skal erindre, at et tappert og ædelt Folk, som overgiver sig frivilligen, er i alle Henseender forskjel- ligt fra det, som underkues ved Vaaben. Dersom det norske Folk ønsker at erholde Embeder, være sig civile eller militære, imod at de Svenske have Adgang til Embeder i Norge, saa be- roer den Sag paa Normændenes eget Valg og Vilje; ville de ikke, saa behøve de blot at tilkjendegive deres Vilje og Mening, og den svenske Regjering vil bifalde deres Begjær. Sverige befinder sig for nærværende Tid i en lykkelig Stilling. Det tænker paa Fremtiden, og ved Forening med Norge at være istand til at berede en fælles varende Lykke for begge Riger. Gid da Norge fatte en hastig Beslutning, og Norden, under Værn af dets hidtil altid værende selvstændige Vaaben, skal være betrygget for alle Fremtidens usikkre Tilfælde." Allerede i Sommeren 1813 havde Generalmajor Sejersted ud- kastet sin uheldige, i det følgende Aar befulgte, Operationsplan for Forsvaret af det Søndenfjeldske, hvorefter Glommens østre Bred skulde rømmes og navnlig i Smaalehnene gjøres til et Glacis, hvorpaa Fienden skulde kunne tumle sig. Om Høsten havde han i Askims Præstegaard, i Nærværelse af Generallieutenant Staf- feldt og Oberstlieut. Stabell, forelæst samme for Kristian Frederik og erholdt den approberet, hvorefter den forblev i Dennes Værge indtil efterat den i den følgende Høst havde baaret sine glands- løse Frugter. Tropper kantonneredes frisktvæk mod Grændsen, Kristian Frederik forsømte ingen Leilighed til at stemme Nationens Krigslyst og Forventninger højere, Alt syntes at sige "lad dem komme! Vi ere parate;" men -- Krig blev der ikke, uden man vil regne Borttagelsen af en svensk Grændsepost og af et Par armerede Baade dertil. Sverige forblev efter Krigserklæringen af 3die Sept. blottet og værnløst i Ro, medens de norske Grændse- bygder vrimlede af Rødtrøjer og graa Kaputter. Norge vidste ikke, at den Krig, som skulde erobre det, førtes i Nordtydskland og det Holsteenske siden den 16de Novbr., da Carl Johan pludselig fra Hannover af vendte sig mod Elben igjen, gik over den, og brød ind i Holsteen, efter den 5te Decbr. at SIDE: 238 have fordrevet de Franske og Danske fra Lübeck. Allerede i sin Bulletin fra denne Stad forkynder han sin Hensigt at være den, at ende Krigen med Danmark med eet Slag, og den 9de Decbr. forkynder han fra Oldeslohe Holstenerne, at deres Land, siden "de af Magterne sluttede Forbund forene Norge med Sverige," blot vil blive taget i Besiddelse som et Pant for Opfyldelsen heraf. Uagtet Kronprindsen af Sveriges første Bevægelse mod Nord maatte være tydelig nok endog uden disse Manifestationer, havde den danske Regjering intet yderligere gjort forat dække Hertugdømmerne. For Fæstningerne var der slet sørget undtagen for Glückstadt, som ikkedestomindre skammeligen kapitulerede, og først da det var for silde, da Friederich af Hessen, efter Fægtningen ved Bornhøvede og den ærefulde Batalje ved Sehe- sted, havde iværksat sin Retirade tvertsover Holsteen fra Lübeck og Oldeslohe over Kiel til Rendsburg, og Kronprindsen af Sverige fra Kiel af dikterede Betingelserne, nærmede Hovedarmeen sig Kamppladsen saa nær som til det lille Belt. Frederik sad da i Middelfart paa Fyen mellem 16,000 Mand og hørte Tappenstreg Morgen og Aften, mens Tettenborns Kosakker allerede joge forbi Kristiansfeldt ad Kolding til. Disse lette barbariske Tropper gjorde ellers god Tjeneste i dette Feldttog. Holsteen smagte dem med sine velforsynede Mejerier og Embedskasser i de aabne Amtsflekker. Maagerne svæve ikke friere over Havet end de spredte sig over det flade Land, ombuende den retirerende Armee og opfyldende Gemytterne med Forfærdelse. De vandede alt sine Heste i Eyderen og Slien; Jyderne mindedes Sagnet om at de Keiserlige i Trediveaarskrigen havde gjort det i Liimfjorden. Deres brogede Pulker dannede de lange Slagfjedre paa Ørnen, som, en Uge efter Lübecks Indtagelse, allerede lavede sit Rede i Kiel. Længere end til i Nærheden af Kolding kom de dog ikke, saa det egentlige Danmarks Grændser kun vare overstegne af Frygten og Rygterne, men ikke af nogen Fiendes Fod. Der stod 3000 Mand som Avantgarde for de 16000 Tilskuere paa Fyen, som igjen stode i lignende Forhold til en ligesaa stor Armee paa de andre Øer; -- med en Hær af 43,000 Mand i Behold beqvem- mede Danmark sig, efter 10 Dages Feldttog, til Indrømmelserne i Kiel. Carl Johan vidste, at dets vaklende Politik endnu stedse klyngede sig til Haabet, at de allierede Magter ikke vilde lade det komme til det Yderste med det, som, da Invasionen skede, SIDE: 239 kun var tvungen ind i sin nærværende Stilling af den bydende Davoust, der fra Hamburg af havde holdt Danmark i Schak. Han vidste, at det især fegtede med Bønskrivter til Keiseren af Øster- rige, og at disse vilde være forgjæves; og om det virkelig er saa, at Kosakkerne den første Forfølgelsesdag, d. 6te Dec. i Bramstedt opfangede en Skrivelse fra Kongen af Danmark til Prindsen af Hessen, hvori Nødvendigheden af en Vaabenstilstand lagdes Denne stærkt paa Hjerte, var dette Blik bag Kulisserne ikke egnet til at stemme den sejerrige Hærførers Fordringer lavere. Som Floden i Digets aabnede Fure fulgte Carl Johans Hær- masser Danskernes Retirade. Den 13de Decbr. tog han sit Hoved- qvarteer i Kiel, og afslog derfra det første Tilbud om Vaaben- stilstand. Gesandter fra de fire allierede Magter og fra Hannover omgave Hærføreren, der med stærke Skridt nærmede sig Maalet, da Diplomaterne skulde bruges, omtrent som naar Læger kaldes til Amputationen, der ikke længer kan opsættes. Efter en per- sonlig Sammenkomst med Prins Friederich den 15de Dec. istand- bragtes dog en Vaabenstilstand, som skulde vare til den 29de og hvorefter Demarkationslinien førtes tvertsover det Slesvigske, samt Beleiringen af Glückstadt og Friederichsort skulde kunne fortsættes. Dertil benyttedes ogsaa Vaabenstilstanden fra svensk Side, og fra dansk til Fredsunderhandlinger, som, under den østerrigske Gesandt Grev de Bombelles Mægling, bleve drevne af den danske Kammerherre Bourke. Men uden Held, skjøndt Norges Aftrædelse allerede fra Vaabenstilstandens Begyndelse var vedtagen som Basis for Freden; thi "Kongen -- siger en dansk Forfatter [fotnotemerke] -- gjorde sandsynligviis formeget Regning paa den Vægt, Østerrigs Understøttelse og gode Villie havde hos de øvrige Magter, da han for denne Aftrædelse fordrede et Æqvi- valent, som man paa ingen Maade havde isinde at tilstaae ham, og som ifølge nogle Angivelser skulde have bestaaet af Hanse- stæderne, en anseelig Deel af Hannover og hele Nordsøkysten til Ostfriesland. Disse Fordringer bleve altsaa forkastede, og saale- des nærmede den Dag sig mere og mere, da Fiendtlighederne igjen skulde tage sin Begyndelse. Da indfandt Bourke og Bombelles sig endnu engang i Kiel, for idetmindste at bevirke en Forlængelse af Vaabenstilstanden, i hvilken Frist man ventede, at den Koureer, der var sendt til Keiseren af Østerrige, vilde komme tilbage og Fotnote: I Falcks Staatsbürgerliches Magazin. SIDE: 240 bringe gunstige Efterretninger. Først efter en haardnakket Mod- stand gav Carl Johan sit Samtykke til at Vaabenhvilen maatte forlænges til den 5te Januar, men fastsatte som Betingelse -- efterdi han vidste, at Danmark gjorde underhaanden Forberedel- ser til Krigens Fortsættelse [fotnotemerke] -- at ingen danske Tropper i den Tid maatte overføres fra Øerne til Halvøen; noget Militair, der allerede var rykket frem til Flensburg, maatte derfor bryde op i Juledagene og drage nordpaa." Den 5te Januar kom, men endnu ikke Koureren, som havde overbragt Keiseren af Østerrige Frederik VItes Samtykke til Af- trædelsen af Trondhjems Stift; og før hans Tilbagekomst vilde Frederik, der endnu altid haabede Alt af Keiser Frantzes Mæg- ling, ikke give efter. Det var i disse sidste ængstlige Dage der kom nogen Rørelse i Tropperne paa Øerne, idet Kongen, led- saget af Landgreve Carl af Hessen og Udenrigsministeren Rosen- krantz, den 3die Jan. tog sit Hovedqvarteer i Middelfart. Den fiendtlige Hær sattes ved Vaabenstilstandens Udløb i Fremmarsch mod Rendsburg og nordover indtil den 9de Januar, da Rosenkrantz meddelte den svenske Minister Friherre af Wetterstedt, at man var beredt til at underhandle om Fred paa den foreslaaede Ba- sis: Norges Afstaaelse, og at Bourke snarest skulde indfinde sig i Kiel som befuldmægtiget Gesandt. Dagen før var nemlig Kou- reren kommen tilbage fra Keiseren af Østerrige, ledsaget af den østerrigske Underhandler Foulon, men med det trøstesløse Svar, at Norge ikke længer stod til at redde. Carl Johan befandt sig ved sit Maal: Afstaaelsen af Norge, ikke Oprettelsen af et cimbrisk Rige, som man ymtede om i Dan- mark. En i Dansk Statstidende af 11 Juni 1813 indrykket og i Kristiania særskilt udgiven "Meddelelse af et i Norrig indsendt svenskt Brev", dateret Stockholm 29 April 1813, godtgjør, at Invasionen i Hertugdømmerne var allerede i denne Hensigt be- sluttet da den svenske Armee førtes over til Tydskland. Uvidenhed om Fiendens Planer kan altsaa ikke have været Aarsagen til den Uforberedthed, hvormed den danske Regjering mødte dem. Som Forsvar derfor skulde en halv officiel Artikel i fyenske Avis tjene, hvori der fremhævedes, at Jylland ikke stod til at redde siden Glückstadt og Friedrichsort vare faldne, og at det Fotnote: Disse bestode mest i Jydernes Tilbud om Landstorm paa egen Bekostning. Det blev afslaaet. SIDE: 241 ogsaa kunde spøge for Øerne med første aabne Vande. Norge, hedte det, var alene opofret for Fredens og det Heles Skyld, og nu maatte man ikke ved Mismod i Ulykken forøge det Smerte- lige i en Beslutning, der gav Landet Fredens Velsignelser tilbage. Disse ere ogsaa i Forbindelse med Norges Kornforsyning fra Jylland de Grunde, som fremhæves officielt for Afstaaelsen. Den 11te Januar 1814 ankom Bourke til Kiel og den 14de under- tegnede han, Wetterstedt og Thornton den mærkværdige Kieler- traktat, i hvis 4de Artikel Kong Frederik VI afstod Norge, med Undtagelse af Kolonilandene, til Kongen af Sverige [fotnotemerke] . Om de Begivenheder, som nærmest foregik Kielertraktaten, havde man i Norge kun dunkle Efterretninger. At den danske Regjering maatte befinde sig i overordentlig Betryk, lod sig nok mærke af de overordentlige Paalæg, som hurtigt fulgte paa hin- anden i de sidste Maaneder af 1813, og som ikke lidet forøgede den Priis af Lidelser, hvorfor Norge har maattet kjøbe sin Fri- hed og blidere Fremtid. Forordningerne af 4de og 8de Septbr., 25de Oktbr., 5te og 20de Novbr., hvorved de, der uden Tilladelse maatte opholde sig i Udlandet, tilpligtedes dobbelte Skatter af sine faste Ejendomme, Told og Skibsafgivter befaledes erlagte i Sølv, Afgivter af Vareoplag, Qvæg til Forhandling og Bohave paalagdes og Stempletpapiirstaxten forhøiedes, motiveres udtryk- kelig af Statens Uformuenhed til at værne for sin Uafhængighed. Imidlertid sang dog Konstituenterne af Norges private Laane- og Diskontoindretning, ved Afskedsgjæstebudet d. 5te Januar: "Alt lindres vor Nød, og paa Eiderens Bred gjenvinder os Fredrik en hædrende Fred." Aaret havde, i Forhold til den knappe Udsæd, været ret frugt- bart; men Høsten og den usikkre Tilførsel forslog ikke til at afhjælpe Trangen. Mindst føltes denne af Nordlandene og Finmarken, der forsynedes fra Rusland; men Søndenfjelds viste Udskrivelsen af et Kornlaan i Agershuus og Kristianssands Stifter til Armeen, Anstrengelserne med Spiseindretninger og Beenkogerier for de Fattige samt de enorme Brødpriser, at den farligste Fiende, Mange- len, endnu stod indenfor Grændsen. Fotnote: Se Bil. VI. SIDE: 242 Uvisheden om hvad der imidlertid foregik "dernede" var ikke den mindste Qval. Selv om Vaabenstilstanden af 15de Decb. indeholder den officielle Tidende kun en dunkel Efterretning, og siden intet før den 25de Januar, da en apokryfisk Forkyndelse af Freden viste sig. I Danmark havde Regjeringens Frygt for Offentlighed bevirket Oprettelsen af et Selskab under dens Be- skyttelse, der skulde angive Enhver, som vovede at føre andre Efterretninger i Munden end de Regjeringen officielt havde med- deelt; og stod det saa til der med Folkets Kundskab om dets egen Skjebne, kan man indsee, at Uvidenheden og Ængstligheden maatte være endnu større, Rygternes bølgevilde Flugt end mere sindsbevægende i Norge. Isen omspændte dets Kyster, Post- gangen var standset, paa Havet eller i de ængstede danske Smaa- byer fangede de enkelte Kornskippere Brudstykker af forfærdende Nyt, hvori Carl Johan, Napoleon, Kosakker og Svensker figure- rede som Dæmoner i en Taageverden, og de Efterretninger, som slap ind i Kristian Frederiks Gemak kom kun ud i den Skikkelse, han behagede at give dem. En Samtidig [fotnotemerke] skildrer i et Haandskrivt Tilstanden i Januar 1814 saaledes: "Fra 5te Januar begyndte Vinteren saa alvorlig, at Haabet om mere Tilførsel forsvandt, og nu afløste den ene Dag den anden med falske Rygter, at fiendtlige Hære havde oversvømmet hele Jylland, og en almindelig Frygt udbredte sig for de norske Skibe, som ei endnu vare retournerede. Den strenge Vinter holdt Alle i den dybeste Uvidenhed om Tingenes sande Stilling imellem Danmark og Fastlandets Magter, hvoraf Norges Skjebne depen- derede, indtil den 27de Jan., da Bladet Tiden begyndte med dette glade Budskab: "Fred i Norden!" uden at kunne meddele Fredsvilkaarene. Glæden blev stor, men private Breve fra Kri- stiania forandrede snart den glade uventede Stemning ved at berette, at Rygter fra Sverige fortalte forvist, at Norge var af- staaet til Sverige ved Freden mellem Danmark og de Allierede, som og at Oberst Rømer, Adjutant hos Kongen, havde igjennem Sverige, i Følge med en svensk Officier, derom bragt Prindsen Depecher. Men et tykt Slør skjulte fra denne Side Prindsens Hemmelighed for Norge, og forat forberede Landet paa denne Efterretning, ankom til Byerne Breve fra Stiftamtmand Thygeson, Fotnote: Sal. Provst og Sognepræst til Tjølling J. S. Stephansen. SIDE: 243 hvori han opfordrer til Orden og Rolighed samt Tillid til Prindsens Viisdom og Klogskab, og melder, at intet Officielt var indløbet, om hvormeget der var afstaaet af Norge, samt at Prindsen var reist til Throndhjem -- en Reise, som syntes at have til Hensigt, saavel at udhale Tiden med Svar paa mange af Sveriges For- dringer i Anledning af Norges Afstaaelse, som og at vinde Tid til at raadslaae og betænke sig over Fremgangsmaaden, samt at høre Landets Sindelag mod Svensken. Paa denne Reise bebudede Bladet Tiden mange Udladelser af Prindsen, der saavel vidnede om Sandheden af det Rygte, at Norge var afstaaet, som og at det blev stadfæstet af svenske Kourerer, som idelig indløb; men Vilkaarene eller Fredstraktaten blev ubekjendt ligeindtil midti Februar, thi Norge var stærkt blokeret af en streng Iisvinter, og Intet kunde komme til Folkets Kundskab uden igjennem Regje- ringen, som erholdt Kourerer fra Danmark igjennem Sverige, efterat Freden til Kiel var sluttet. Men alvorlige Foranstaltninger skedte imidlertid, som hentydede paa, at Norge ei uden Modstand overgav sig." Kronprindsen af Sverige høitideligholdt Freden i sit Hoved- qvarteer Kiel Søndagen den 16de Januar med stor Parade og et Tedeum under Kanonernes Torden. To Dage efter udstedte Frederik VI et aabent Brev, hvori Norges Aftrædelse bekjendt- gjøres, Normændene løses fra deres Troskabsed og opfordres til roligen at underkaste sig den nye Regjering. Med dette Brev, Fredstraktaten og en yderligere Deklaration over de Omstændig- heder, som havde aftvunget ham Offeret, affærdigedes da Adju- tanten Oberstlieutenant Rømer til Norges Statholder. Stykket selv skulde begynde; dets Helt nølede endnu kun med at lade Teppet gaae op -- med andre Ord: Kristian Frederik holdt det ikke raadeligt strax og reentud at meddele Nationen de Efter- retninger, der maatte krænke den saameget. De bleve først ned- lagte i hans danske Fortroliges Bryst, som iilsomt bleve hentede, og man blev enig om at man maatte neutralisere Rygterne og den første Opbrusning ved blot at give Efterretningen om Fredens Afsluttelse tilbedste, men at lade uvidende om dens Betingelser. Folkets Forbittrelse skulde bestikkes med Glæden især over Freden med England og med Udsigt til Hvile for dets Træthed. SIDE: 244 Redaktøren af Tiden blev kaldet og atter kaldet til Prindsen, og efter flere strøgne Koncepter viste sig den følgende Dag, den 25de Januar, med store Typer følgende Extrablad af Tiden: "Den mørke og for menneskelige Øine uigjennemtrængelige Taage er splittet, og et Glimt af Solens Klarhed blænder næsten det glade stirrende Øie. Fred, Fred i Norden! Dette glade Budskab, som Udgiveren er bemyndiget at kund- gjøre, iler han her med at meddele. I Følge aldeles paalidelige Efterretninger er Præliminærerne for Freden til Lands og Vands afsluttede mellem Hans Majestæt Kongen af Danmark og Norge og de allierede Magter. Om Fredsvilkaarene kan Udgiveren Intet tilføie, da han ikke kjender dem, og da de rimeligviis i den Skynding, hvormed dette vigtige Budskab er bragt os, ei kunne blive fuldstændigen med- deelte; men det faste Haab ville vi nære, at de ikke kunne være vanærende og ikke skulle vorde ødelæggende for Danmarks, for Norges Lyksalighed. Saa freidigen stole vi paa Gud, der er Herrernes Herre, og paa den Kraft, der luer i begge Nationers Bryst, at vi uden Banghed tør see Fremtiden imøde". Men der stod noget Andet at læse i Hvermands Ansigt end den falske Glæde i denne Proklamation. Forbittrelsens Taarer skyllede dette Blaar væk. Tingenes sande Forhold blev hurtig bekjendt nok, men saa hadet, at man skyede at nævne det. Det varede ogsaa en heel Maaned, til 24de Febr., før det aabne Brev af 18de Jan. og ligetil 10de Marts før selve Fredstraktaten officielt blev meddeelt. Norge havde lidt for Danmark, og lidt mere end dette; det fandt sig nu for lethen opoffret. Fortrydelse herover, republikanske Forventninger, Mistillid til Prindsen gav sig Luft igjennem Kristianias Intelligenzsedler, [fotnotemerke] og istedetfor Treschows Program og Tale paa den annoncerede Høitidelighed paa Frederik VIs Fødselsdag, den 28de Januar, viste sig denne samme Dag i Intelligentsedlerne og i nok et stortypet Extrablad til Tiden en ledende Artikel, som ialfald, om den bittre Følelse over at være Fotnote: Se de Bilagene tilføjede Opinionsyttringer. SIDE: 245 solgt for altfor godt Kjøb ikke med Hensigt skinner igjennem den, dog gav Fortrydelsen herover Næring. "Saare underligen vende sig Tildragelserne paa denne Jord! Hvad Menneskene slet beregne og troe at forudsee som uundgaaeligt, skeer aldeles ikke, imedens de virkelige Tildragelser tit ere af den Natur, at hvis de vare os fortalte i et Eventyr, vilde man ansee dem for Phantasiens Spil og Drømmeværk. Saaledes bares alle Slags Rygter til os -- ligesom paa Vindens Vinger -- imedens Klima og Tilfælde afbrød den virkelige Kommu- nikation. Snart vare Fienderne rykkede frem til den ene jydske Stad, snart til den anden. Under Dag og Datum meldtes de fiendtlige Forposters Ankomst til Aalborg. Til Slutning vare Kosakkerne endog i Fladstrand. Beretninger manglede ikke om et stort Slag, som var leveret imellem Kongen af Danmark og de allierede Magter; Udfaldet var afvexlende: idag havde et Parti seiret, imorgen et andet. Omsider droges Teppet op. Intet af alt dette er passeret. Paalidelige private Breve melde: "at Jylland har aldeles ikke været betraadt af Fienden. Hs. Maj. Kongen har fra sit Hoved- qvarteer i Fyen negocieret med de allierede Magter. Præliminær- freden afsluttes, og efterat dette er skeet, have de allierede Tropper strax rømmet det Slesvigske og vare i Begreb med at forlade Holsteen. Det er høist sandsynligt, at der er forefaldet Noget ved Rhinen eller i Holland, som har bidraget til deres saa hastige Afmarsch didhen. Dette Begivenhedernes uformodede Løb er et nyt Beviis paa, hvor utidigen vi ofte baade frygte og haabe, og hvorledes vi daarligen, liig Hjorten i Fabelen, rose vore indbildte Fordele og dadle vort virkelige Held". "Saa? Jylland har ikke været betraadt af Fienden? Man har ikke vovet et Hovedslag for at redde Norge?" spurgte de Patrioter hinanden, som inden faa Dage vare i Arbeide med selv at redde det ved at kalde Friheden til Selvstændighedens Beskyttelse. "Prindsen vil redde det," sagde Massen. "Han reiser idag til Throndhjem for at opmande Folket". SIDE: 246 "Forat undersøge Stemningen og hvorvidt han kan gaae", mumlede Hine, "og forat -- -- " " -- Lade sig krone . ." "Tys! Gud forbyde det!" Kristian Frederiks Reise til Throndhjem. "Hs. Høihed Statholderen agter paa nogen Tid at foretage en Reise til Throndhjem", var den 26de Januar bleven publiceret. Og efterat han den 27de havde, forat afhjælpe Pengemangelen, beordret Udstedelsen af rullerende Beviser til en Sum af 3 Mil- lioner Rbdl., drog han i al Hast og Stilhed afsted i sin Spids- slæde. Foran jog Generalqvarteermester Haffner, en Partisan af en Kislaragas intime og blinde Hengivenhed, og i hans Følge be- fandt sig ogsaa den bekjendte Reisende Grev Vargas Bedemar. -- Først den 31te forlod han Eidsvolds Jernverk, hvor Konferenz- raad, siden en af hans Statsraader, Karsten Anker boede, en Mand han ligeledes i et og Alt kunde regne paa for sine personlige Planer. Veien gik over vestre Mjøsbred. Overalt strømmede Folket sammen forat see Landets Haab, Kantoneringerne møn- stredes, Omegnens Embedsmænd stedtes til Kour, og til de for- samlede Almuer faldt der mange opmuntrende, nedladende Ord. "Hvad er det for Folk?" spurgte Prindsen om Totningsbixerne, der stolprede frem i deres Finmutter og Vaerstøvler forat see ham, og det forundrede ham at høre, at disse anseelige Mænd kun vare simple Bønder. Indtrykket smeltede sammen med det af Udsigterne over de Landets vide, velbebyggede Kjernebygder, hvorigjennem han nu ilede med Fingerens Hurtighed over Kartet. Og da han nu gjennemfoer Gudbrandsdalen -- "Gudskelov, der er alt Skiftet," sagde han naar han langt borte over Sneen øinede Rødhuerne, som overalt i Mængde stimlede sammen paa Hvile- stederne. Ved Lillehammer, i Dalens Munding, og i Froen hilste Præster ham i Dølernes Midte med norske Marseillaner- og Pyrenæerhymner, og der som overalt opmuntrede han disse til i hvad der maatte paakomme at bistaae gamle Norge med Fædrenes Tapperhed. Foran Sinklarsmindet, og efterat have læst Indskrivten, spurgte han Mængden, om de, liig Fædrene, SIDE: 247 vilde vove Liv og Blod for Fædrelandet, og idet han pegede paa Mindet, reciterede han Strofen: "Ve hver en Normand, som ei bliver hed, saa ofte han denne mon skue!" Vejen gik paa Isen nedenunder Kringlen, hvor ogsaa Dølerne havde forsamlet sig i den Tro, at han ikke vilde reise det be- kjendte Mindested om deres Forfædres Sejer ubeseet forbi. Det var mørkt da han kom; Fakler var tilrede, og saa kravlede han da opad Uren støttet til et Par haandfaste Døler. Som han hviler sig i den dybe Sne, humper en gammel hexerunken Kjerring (det er intet Eventyr vi fortælle) frem med en Blæreløgt, raabende: "lad mig faae see Prindsen! lad mig faae see Prindsen"! "Naa, Moer, se du"! siger Denne leende. "Saa du er Kristian Frederik?" blier Kjerringen ved, idet hun holder sin dunkle Lanterne tæt til hans Ansigt, og mønstrer det nøje. "Vakkert Kjød og Blod! men for vek seer du ud til at bli'e Norriges Frelsermand." Macbeths Hexer vare ikke ominøsere. "Almuens ensstemmige og første Ønske -- hedder det i Ind- beretningerne om Prindsens Reise -- var stedse at erholde Bly og Krudt forat forsvare eget Arnested og hævde Norges Selv- stændighed. Samtlige yttrede den største Afsky for fremmed Aag og tilsvore Troskab i Liv og Død med en Inderlighed, der for- øgede Hs. Højheds Agt og Kjærlighed for Fjeldets djærve Søn og hjerteligen rørte Høistsamme. Gamle og Unge stode med Taarer i Øinene". Navnlig var det Tilfælde ved Kringlen, at Almuen udbad sig Ammunition, hvilket ogsaa blev den tilsagt. Paa Dovres brede Ryg viser Snehætten sig, tilsyneladende ikke langt borte, fordi dens dominerende Gestalt hæver sig over en, ved Snedækket endnu ensformigere, Højslette, som kun yder skuffende Dimensioner. Dette Fjeld var dengang anseet for Norges højeste Tinde, for dets rette Højsæde. Og didop vilde nu Prindsen i den dybe Sne. Slæderne maatte standse, og han begav sig atter stolprende afsted med et Par Førere under Armen, ihvormeget man foreholdt ham det Umulige deri. Han kom ogsaa snart tilbage efter en Afstikker, som skulde være ligesaa forgjæves og spildt i dette Værk, dersom den samme captatio benevolentiæ, som ogsaa skinnede igjennem dette Indfald, ikke var et af de mest iøjnefaldende Træk i Prindsens hele SIDE: 248 Virken og Tragten i Norge. Dølerne loe, men de leek det. Det var at klappe dem paa Hjertet ligesom ved Kringlen. At have besteget Snehætten vilde ogsaa været et ret betydningsfuldt Forspil til den Bestigelse af de gamle Haraldiders Throne, som man har paastaaet det var Prindsens Plan at forsøge iværksat i Thrond- hjem. Det er paastaaet, benegtet og troet, -- fra alle Kanter uden Beviser. Men Rygtet derom kom fra Throndhjem, og endnu vare Prindsens nærmeste Omgivelser og Øjentjenere ikke de Ene- ste, som delte hans Mening, at han ifølge Byrdens Ret maatte tage Styret med al sine Fædres Enevoldsmagt. Det er ogsaa Tilfælde, at Yttringer om at det var muligt, at Throndhjem vilde faae en Kroning at see, undslap den Mand dersteds, samme Aften, Prind- sen var kommen, og efter Audiens hos ham, hvem ex officio en Hovedfunktion ved Kroningen vilde være bleven paalagt, og som man fremdeles troer bedst af alle levende Normænd underrettet om denne Sag. Det er med Historien som med gamle Folk, der see og erindre bedst langtfra. Den Tid vil derfor nok komme, da Sandheden, der har den ene Feil at hade Kompromittationer, ogsaa vil for- tælle hvad der forhandledes mellem Prindsen og de throndhjemske Notabler. Indtil da -- et "Si credere fas est" saavel om Kronings- projektet som om den smukke Historie, at en Officeer havde, som Koureer, indhentet Prindsen paa Reisen til Throndhjem førende med sig, foruden en streng skriftlig Ordre fra Danmark om at efterleve Kielertraktaten, ogsaa den mundtlige, at gjøre alt forat udhale dette til medio Novbr., da Kronprindsen af Sverige var indviet Napoleons Skjebne og Kristian Frederik bestemt til hans Efterfølger. Ogsaa Rygter ere, som saadanne, historiske Fakta, om end deres Værd kun er at betegne sin Tids Ængstelser og Fluktuationerne i dens Tanker. Og i Norge frembragte Rygter og Suppositioner i Mangel af Efterretninger, en agiteret Spænding i de aktivere Gemytter, som maaskee var mere egnet end disse der kun kunde virke nedslaaende, til at afføde de senere raske og storstilede Beslutninger paa Eidsvold. Dunkle Ahnelser og omridsløse Forestillinger forudgaae og udfylde den Spænding, hvorunder Qvindens Fødselsværk fuldbyrdes; og den Energi, hvor- med det norske Folk modsatte sig Kielertraktaten og handlede paa Eidsvold, skylder ogsaa Haabet og Sagnet om at Magterne dog nok igrunden ikke vilde Sveriges Carl Johan det saa vel SIDE: 249 som Danmarks Kristian Frederik en Deel af sin Raskhed. Denne, tænkte man, var en af Kongehimlens legitime Fixstjerner, Carl Johan kun en Komets flammmende Mulm, som snarlig vilde for- svinde. Tvivlede Nogen herom, var han i de Dage ingen god og klarseende Politiker. Man forsømte ikke at meddele alle de en- gelske Avisharanger, man fik fat paa, hvori Kronprindsen af Sve- rige saa falskeligen divineredes. Lad hiin Koureer kun opløse sig i et af disse løbende Rygter, som dengang agiterende gjen- nemfoer Landet -- det indeholder dog i Henspillet paa Magternes hemmelige Medhold en af de berusende Ingredienzer i Tidens Bæger, som bragte Folket en Stund udenfor sit Sædvanlige, og et af en Kroningsplan, som ovenpaapegede, ikke ilde beregnet Incitament. Af foregaaende Rygter havde intet virket saa paa eengang rystende og forenende, som det om Throndhjems Fra- skillelse fra det øvrige Norge. Prindsen undlod heller ikke ved sin første Kour i Trondhjem at røre ved denne nerverystende Streng. "Foruroligende Rygter -- talte han -- bebudede, at gamle Norge skulde stykkes ud; det skulde aldrig have skeet; dertil staaer Tanken ei heller; men nu gjælder det det Hele; dog Norge kan og skal bestaae ved Samdrægtighed. Jeg er uadskillelig fra Norge. Min Tillid staaer til det norske Folk, mit Haab til Gud; min Løn skal være Folkets Kjærlighed." For denne "gamle Norges Vel og Selvstændighed," som Prindsen i saa stærke Udtryk knyttede til sin Person, havde han Dagen tilforn, paa Stationen Bjerkager, hvor han opholdt sig, "for paa sædvanlig Maade at underholde sig med den forsamlede Almue," under Rennebuingernes Hurra, udtømt et gammelt Drikkehorn, som flere af Oldenborgerne havde drukket af. Og da han Dagen efter, den 5te Februar, tilhest holdt sit Indtog i Throndhjem, klang Forsikkringen om Norges Udelelighed velberegnet gjennem hans opmandende Hilsen til de paraderende Tropper og Borgere. Der var rigtignok ikke længer Spørgsmaal om nogen Deling, men det vidste Prindsen, og ikke de ærlige Thrønder. Prindsen modtoges med megen Pomp i Throndhjem. Greverne Schmettow og Trampe, ledsagede af de fornemste Embedsmænd, vare reiste ham imøde, og Kommandanten overleverede Fæst- ningens Nøgler. Strax efter Aftrædelsen i Stiftamtmandboligen gjorde han den kommanderende General nordenfjelds, den gamle populære Krogh, et Besøg. Men især syntes Biskoppen, Dr. Bugge, SIDE: 250 et Talleyrandartet Hoved, at have tiltrukket sig Prindsens Op- mærksomhed som en Mand, der kunde være ham nyttig til andet end til at messe. Han maatte ogsaa senere følge ham til Eids- vold alene fordi han vilde have ham der. Hs. Højærværdighed syntes ogsaa til Vederlag særligen indtagen i Prindsen. I en Sang ved et Gjæstebud hos Biskoppen kaldtes han "vor Sverrir, vor Hakon!" og med devoueret Anticipation forsikkredes, at "altid skal Klippens erkjendtlige Sønner signe den Krone, som Christian bar." Men der gaves Thrønder, som ikke tillod det at komme saa- vidt; og Prindsen skal derfor ikke have forladt Throndhjem i det bedste Lune. Dette skeede om Aftenen d. 9de Febr., efterat han havde beskjæftiget sig i de roligere Stunder under Opholdet med at besee alle offentlige Indretninger, og Reisen fortsattes derefter uafbrudt Natten over til Røraas og derifra i forcerede Dagsreiser nedigjennem Østerdalen, hvor han i Tydalen tog en Valplads i Øjesyn, fornyede sine Opraab til Almuerne om i paakommende Tilfælde at vise Fædrenes Mod, og mønstrede de paa Hede- marken kantonnerende nordenfjeldske Tropper, som han ligeledes kraftigen tiltalte foran Fronten. Den 13de Februar ankom Prind- sen til Eidsvold Jernværk, hvor det hedte han agtede at opholde sig nogle Dage for at mønstre Tropperne i Omegnen. Den 16de Februar 1814 fortjener en egen Overskrivt; den er bleven Norge en vigtig Dag. Det var paa den Nationens Fornuft kom til Bevidsthed og dens sande Vilje seirede. Vi forlade derfor Kristian Frederik nogle Dage paa Eidsvold, og det i baade venlige og kjærlige Hænder. Patrioter af Omtanke og Karakteer havde imidlertid ikke været ledige i Kristiania. Enkelte af disse, hvorimellem Professor Sverd- rup, havde samme Dag Efterretningen om Kielertraktaten ankom til Statholderen faaet Nys derom, mens et ligesaa hurtigt født Rygte om det Nordenfjeldskes Afstaaelse udbredte i den store Masse en endnu ubehageligere Stemning end om Sagernes sande Forhold var bleven bekjendt. Den lignede Skibets Tilstand, naar Seilene slaae bak og klappe mod Masten, saa man ikke veed SIDE: 251 hvad der i første Øjeblik er at gjøre. Efterretningerne om det hele Riges Afstaaelse skulde have bragt flyvende Blæst i dem; og den gjorde det ogsaa, om end mindre heftig, da den endelig kom ud efterat den offentlige Mening havde vant sig til at drive for mange Vinde. Uviljen over Afstaaelsen fra dansk Side neu- traliserede da Hadet mod Sverige noget. Kristian Frederiks Om- givelser maae dog have troet Hemmeligheden vel bevaret i Pa- læet siden Stiftamtmand Thygeson endnu den 28de Januar, den Dag Prindsen reiste nordover, festligholdt Frederik VIs Fødselsdag som "Kongens". Men Gjæsternes paafaldende Taushed og Forstem- melse viste hvad de vidste og tænkte. Værten blev forlegnere og forlegnere, og ingen Skaal for Dagens Helt hørtes før han en- delig, da Desserten var fortæret og man skulde fra Bordet, reiste sig skyndsomt og halvt op, mumlede "Hs Majestæt Kongens Skaal", og hævede i største Hast det piinlige Gjæstebud. Et Par Mile fra Kristiania, paa Gaarden Vollebæk i Folloug, boede Envold Falsens Søn, Sorenskriver, forhen Kapitain, Kri- stian Magnus Falsen, ligesom Sverdrup en Individualitet af herlige Omrids. I en Samtale hos Thygeson, da Afstaaelsen ikke længer var saa hemmelig, erklærede begge disse Normænd sig imod ham og Treschow, der vilde forsvare den Mening, at Kristian Frederik eo ipso efter Kongeloven (der siger at ingen Deel af Riget kan afhændes) og efter Norges Odelslov var Norges Enevoldskonge; og maaskee Falsens klare Blik især fra det Øjeblik maalte Norges rette Afstand fra sin Fortid og Værdien for Fædrelandet af de Sekunder, som løb. Han besluttede at benytte dem. Under ivrige Forbindelser med de vigtigste Patrioter i Kristiania, udarbeidede han i Stilhed et Udkast til en Konstitution for Norge, hvortil Stat- holderens Sekretær Adeler, hvis Kundskab til Frankrigs senere Historie ellers ogsaa var ham behjælpelig, skrev en Fortale, og som han allerede den 15de Febr. forelæste for Sverdrup og Kam- merherre Peder Anker. Man vil ogsaa vide, at han skal have fundet brugbare Materialier efter sin Fader. Falsen yttrede sig ved denne Leilighed heftig imod Kielertraktatens Anerkjendelse, uden forsaavidt den gav Normændene frie Hænder, og imod Kri- stian Frederiks Indgreb i Folkets Ret og Magt, som var den eneste for Tiden bestaaende. Skulde han gaae videre deri, var han -- hedte det -- rede til, med sit Frikorps, som han havde oprettet, at begynde en retmæssig Opstand. De smilte nok ad deres fyrige, SIDE: 252 let begeistrede Ven, men de skiltes enige i Falsens Sætninger og i at Norge maatte benytte sin Stilling til at give sig en fri Forfatning. De gode Mænd ahnede dog neppe, at denne afgjørende Beslut- ning allerede Dagen efter skulde blive tagen. Vi forlode Kristian Frederik paa Eidsvold Jernværk den 13de Februar. Ved at følge Sverdrup hjem fra Vollebæk seent om Aftenen den 15de skulle vi hurtigt og overraskende komme midt ind i det Møde, der be- stemte Norges Skjebne -- det Møde af anseede Mænd, som Kri- stian Frederik i al Hast og Stilhed lod sammenkalde til Eidsvold Jernværk d. 16de Febr., forat høre deres Mening om hvad der nu i det Hele var at gjøre i Landets fortvivlede Stilling, om hvis sande Forhold det ikke længer lod sig gjøre at holde Folket i Uvished. Og idet vi følge Sverdrup did, følge vi tillige den Mand, som netop kom betids forat tilintetgjøre en Beslutning, som vilde have forraadt og beskjæmmet Nationen, og i hvis Mund dennes (og, som det har viist sig, ogsaa Himlens) Vilje fik sin Røst i det afgjørende Øjeblik, da Sofisterier havde bragt den til at tie. Et Par Timer efter Midnat Natten til den 16de Febr. bringes Sverdrup det Bud, at han har øjebliklig at begive sig til Prindsen paa Eidsvold Værk, hvorhen det hedte, at flere Mænd allerede vare kaldte. Han reiser, men naaer først henimod Stedet over Middag. Udmattet og nedspændt nærmer han sig det allerede, da et af disse Udbrud fra Folkets eget Indre, et uforfalsket dybt- tonende Udtryk af Massens Meninger, Tro og Følelser, trænger gjennem en Almuesmands Mund til hans Øre og opmander hans Sjel. "Er I ogsaa af dem, som ere kaldte op til Eidsvoldværket forat raadslaae med Prindsen?" spurgte hans Skydsbonde, en gammel graahærdet Mand. "Ja det er jeg; men hvad synes Du da om at blive Svensk nu?" "Det synes mig ret daarligt om. Det maa I ikke raade Prindsen til. Vi ville før lade bare Qvindfolk og Børn hjemme, og saa alle Mand gaae til Grændsen." "Dog vel ikke saa gamle som Du?" "Aa jo, jeg faaer nok gaae med. Men hvad I gjør og raader Prindsen til, saa husk, at Gud er ataat!" ( ): Deus nobiscum, Gud er med Os og vedhaanden). Og dette "Gud er ataat" sagde den gamle Hædersbonde med SIDE: 253 en Betoning og et Udtryk af dyb religiøs Følelse, som klang Sverd- rup dybt i Sjelen. Han syntes endnu at høre det, da han be- fandt sig paa Stedet, hvor En af de Tilkaldte, Agent Nielsen, en ubetydelig Personlighed, som passerede forat nære republikanske Ideer, modtog ham ude paa Gaarden med Hovedrysten og Ud- raabet "Alt er tabt. Vi faae en Enevoldsmagt". Og da han traadte ind i Forhallen fandt han Peder Anker, Biskop Bech, Rosenkrantz, Amtmand Collett og flere Bekjendte med nedslagne Aasyn, tause og i sørgmodige Stillinger. "Prindsen har ventet paa Dem", blev det ham meddelt, og strax Kappen var kastet af, blev han ført ind for hans Hs. Højhed, som modtog ham med en lang og strøm- mende Tiltale om Landets Stilling og dennes Krav paa hans egen Person, og som endte med Forklaringen om at der saaledes ikke var andet for, end at Han, efter de øvrige Mødendes Mening, greb Regjeringens Styre med sine Fædres Magt. Da klang den gamle Bondes "husk, at Gud er ataat!" for Sverd- rups Sjel; han mindedes Folket og dets Ret og vel ogsaa Dis- kussionerne paa Vollebæk fra igaar og før; og med sin dybe Røst og det skarpe Blik fæstet paa Prindsen, svarede han med roligt Eftertryk: "Dertil har Deres kgl. Højhed ikke mere Ret end jeg". Disse Ord bør ingen Normand glemme. Fra dem stammer vor Konstitution. Om den pandsrede Athene var sprungen ud af Talerens virkelig antikformede, zeuslige Hoved, kunde hun ikke have imponeret Prindsen mere end disse Ord. Slagen traadte han et Par Skridt tilbage. "Hvorledes? Er det Deres Mening?" Og det lod til at fortryde ham, og han søgte at bestride den, skydende sig ind under Treschows og de Andres Mening. Men Sverdrup forsvarede Folkets Magtfuldkommenhed og Ret til at bestemme sin Regjeringsform saa overbevisende og indtrængende, at Kristian Frederik pludselig, med alle Tegn paa oprigtig Rørelse, omfavner ham med Udraabet: "De har Ret. De har overbeviist mig. Saa maa jeg handle. Kom lad os meddele de øvrige Herrer det!" Dette er det herligste Øjeblik i Kristian Frederiks Liv. Prindsen begav sig strax med Sverdrup ud til de Forsamlede og erklærede dem, at Sverdrup havde overbeviist ham om det Rigtige i at sam- menkalde en Nationalrepræsentation og at han strax vilde skride til denne Foranstaltning. Alle hørte forbausede, de Fleste glade, Karsten Anker og Haffner med Ærgrelse til. De søgte endog SIDE: 254 med Heftighed at omstemme Prindsen; men Denne, der ikke kunde undlade at bemærke det heldige Indtryk paa de Fleste og Bedste af denne Sagernes forandrede Stilling, blev ved sit. Man tilbragte Dagen sammen under Overvejelser af de nærmeste Forholdsregler, som vilde blive at træffe, nemlig Publikationen af Kielertraktaten og de dermed forbundne Dokumenter samt Indkaldelsen af Na- tionalforsamlingen. Efter 24 Dages Fravær indtraf Kristian Fre- derik igjen i Kristiania den 18de Febr., efterat have paa Indvejen besøgt Brigaderne Hegermanns og Staffeldts Stabsqvarterer, og den l9de bekjendtgjorde Tiden: "Nu beskjæftiger Hs. Højhed sig uafbrudt med de vigtige Anliggender, som betræffe Rigets nær- værende Stilling. Bekjendtgjørelserne i saa Henseende kunne inden faa Dage imødesees, med Fortrøstning til den Fyrste, der allerede har givet det norske Folk saa umiskjendelige Prøver paa sin Kjærlighed og Omsorg for Sammes Vel, og som har lovet, ei at skille sig fra den Nation, der elsker ham." Frederik VIs aabne Breve ledsagedes af en Deklaration af samme Dato, der udviklede de Omstændigheder, der havde tvunget ham til Afstaaelsen, samt af en Bekjendtgjørelse fra det danske Kan- celli, hvorefter de i Norge ikke indfødte Embedsmænd, der ikke beslutte sig til at vedblive under den nye Regjering, havde at overlevere og forlade deres Poster, saasnart deres af den svenske Regjering udnævnte Embedsmænd ankom. Deklarationen frem- hævede især hvorledes alle Forsøg paa Fred med England vare strandede paa Fordringen om Norges Afstaaelse, hvor forgjæves Keiseren af Østerrigs tilbudne og antagne Mægling havde været, og at Umuligheden i at forsyne Norge, om Krigen havde vedvaret, var det mest tvingende Motiv. "For Gud og for Mennesker -- hedder det -- have Vi da ikke troet at kunne forsvare, at stille et ædelt Folk blot for en Ulykke, som angaaer alle andre, og som selv ikke Sværdet havde kunnet afværge, naar Vi endog, omgiven af vore brave Tropper, efter [fotnotemerke] deres og samtlige vore Fotnote: I Fyen brød nogle Officerer sine Kaarder foran Fronten ved Efterretningen om Kielertraktaten. Den bekjendte tappre, renommistiske Huggzu Artilleri- kapitain Hummel, en Normand, gik vel ikke fuldt saavidt i sin Uvilje, men paa- drog sig dog ved Yttringen deraf Unaade og en Afsked, som dog toges tilbage. Det var ham, som i Kjøbenhavns Bombardement 1807 bad Kommandanten SIDE: 255 Undersaatters Ønske, havde kastet Os i Kampen, ikke med een, men med flere, i Forening, overlegne Fiender. Kræfterne, som vare frembragte og kunne fremdeles frembringes imod Os, vare ikke at beregne. Selv en Seier kunde ikke redde det Hele og Tab maatte have fremskyndet endnu større Ulykke, og have gjort alle videre Underhandlinger umulige. Vi have, under alle disse sammenstødende haarde Uheld, maattet aftræde til den svenske Krone de Rettigheder til Kongeriget Norge, som vi arvede fra vore Forfædre. Vi afholde Os fra at skildre de sørgelige Følelser, som Sønderrivelsen af Baandet imellem begge Riger foraarsager Os. Enhver Dansk, enhver Normand vil letteligen slutte sig dertil af hvad han selv føler. Aldrig kunne, aldrig ville vi glemme den Troskab og Hengivenhed for Os og vores Stamme, hvilken det ædle norske Folk i alle Tider og Tilfælde har givet saa rørende Prøver paa. Saalænge Troskab iblandt Folkeslægterne agtes som en Dyd, ville Normændene nævnes som de, der stode ved Siden af, eller overgik ethvert andet Folk i denne Dyds Udøvelse." Dette var da Norges Afskedsattest. Den lokkede Taarer af mange Øine, Tilfredshedens Straalen af Enkelte, som baade saae langtnok tilbage og frem til at vide, at Norge var idetmindste timets den Lykke at være bleven sin største Ulykke qvit. En "Kundgjørelse angaaende det norske Folks fredelige For- hold til andre Nationer og Kaperiets Ophævelse," ligeledes dateret l9de Febr., offentliggjordes tilligemed de førnævnte Publikationer. Deri bevidnedes da, at Regenten og det norske Folk erkjendte det "for en udmærket stor Velgjerning, som det har modtaget af Hs. M. Kong Frederik VI, at Høistsamme, faa Dage førend han løste Folket fra sin Troskabseed, skjænkede Norge Freden med Storbritannien." Regentens første Bestræbelse vilde været Er- hvervelsen af Freden, og det ikke alene med Storbritannien, men med alle øvrige Magter. "Thi erklæres høitideligen: at Kongeriget Norge har Fred med alle Magter; ikkun den er dets Fiende, som vil krænke det norske Folks Selvstændighed, og som med væbnet Haand betræder de norske Grændser eller Kyster." Dette er Programmet til den Politik, Prindsregenten agtede frem- deles at følge: fremfor Alt Fred med England, kun Erkjendelse af Kielertraktaten i dette Punkt, Havnenes Aabning og defensiv Fotnote: Peymann om dog idetmindste at erholde nogle Slaver, naar han ikke kunde faae Soldater, til at betjene et Batteri. SIDE: 256 Krigsfod med Sverige. Og dette harmonerer ret godt med hiin første mystiske officielle Jubel over Freden i Norden, der skulde have været bedre grundet, om Diplomatien virkelig tillod saadanne partielle Erkjendelser. I de forskjellige Kundgjørelser af den l9de Febr., [fotnotemerke] nemlig den almindelige til Folket med særskilte Slutningsapostrofer til Land- og Søetaten, Cirkulærer til Biskopperne og Overøvrighederne samt Meddelelserne til Land- og Søofficererne har Kristian Frederik saamegen personlig Deel, at Forfatteræren maa tillægges ham. Cirkulæren til Biskopperne anordner den fortræffeligen hensigts- mæssige Forholdsregel af en almindelig Bededag i Kirkerne, hvor- under den forrige Konges og Regentens aabne Brev samt Dennes Kundgjørelse, efter en "kort, men kraftfuld", Indledningstale, skulde oplæses fra Prædikestolen og Menigheden opfordres til at sværge at ville "hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland." Naar dette med opløftede Fingre var besvaret med: "Det sværge vi, saasandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!" skulde Præsten efter en foreskreven Bøn, [fotnotemerke] nedbede Himlens Velsignelse over det norske Folk, hvorpaa Præ- diken skulde holdes over Texten i Davids Psalme, 62, 8, 9. Et Vidnesbyrd om Edens Aflæggelse, bestemt til Opbevaring i Rigs- arkivet, og en Adresse til Regenten, indeholdende Fuldmagt til tvende Valgmænd til at overbringe samme og til at vælge tre Amtsdeputerede, som, ifølge det aabne Brev, havde at møde den 10de April i Eidsvold forat "bestemme og paa Nationens Vegne at antage Kongeriget Norges Regjeringsform", skulde dernæst ud- færdiges af Menighedens Embedsmænd og af 12 af dens agt- værdigste Medlemmer. Det samme gjældte for Byerne, som hver skulde sende een Deputeret, der kunde vælges strax i den pri- mære Forsamling, til "Forsamlingen i Anledning af Regjerings- formens Bestemmelse," med Undtagelse af Kristiania, Kristianssand og Throndhjem, som skulde sende to, og Bergen, hvis dobbelte Folkemængde mod hver af Disse, krævede en Repræsentation af Fire. De Deputerede skulde, som Fuldmagt, medbringe Adresse fra deres respektive Byer og Amters Menigheder, hvilke skulde opbevares i Rigets Arkiv. Valgdygtige og valgbare vare Embeds- mænd, Brugsejere, Borgere og Bønder over 25 Aar. Paa Landet Fotnote: Se Bil. IX og X. Fotnote: Se Bil. XI. SIDE: 257 skulde saavel af Valgmændene som af de for Amtet Deputerede idetmindste Een være af Bondestanden. Prindsen havde lært de rigtige Forhold i Folkets Sammensætning at kjende. Norge var, hedte det i Cirkulæren, "gjengivet Folkenes oprindelige Ret til selv at bestemme sin Regjeringsform," og Cirkulærens Udsteder, "Norges Thrones Odelsbaarne", havde, "kaldet ved Nationens tillidsfulde Ønske, lovet at forblive iblandt det tro Folk, for, som dets Regent, at værne om Statens Sikkerhed, Orden og Rolighed." Forholdsreglerne ved det endelige Valg, Forpligtelsen for fravæ- rende Embedsmænd at indsende skrivtlig Eed, og Befaling, at de, der ikke ville bestemme sig til at tjene Norges Sag, men maatte foretrække, ifølge Kancellibekjendtgjørelsen af 5te Febr., at vende tilbage til Danmark, skulde strax nedlægge deres Embeder, samt Opmuntring til at fremme "en god og fornuftig Stemnings Ud- bredelse og Vedligeholdelse," er Indholdet af Cirkulæret til Overøv- righederne. Meddelelserne til Land- og Søetaten fra "Norges Regent og Hærfører" foreskrive de samme Publikationer, Eeds- aflæggelse og Valg inden hver Batallion, Eskadron eller Division, formeret i Kreds eller Qvarrée, eller paa Værfterne og Orlogs- fartøjerne. To Valgmænd skulde kaares fra hver af disse Afde- linger: een indfødt Officeer og een Mand af Underklasserne, der tillige maatte være Gaardejer, hvilke igjen skulde vælge to Re- præsentanter for deres Regiment eller Korps, medens Søetaten skulde repræsenteres af to Officerer og to af Underklasserne. Vidnesbyrd om Edens Aflæggelse skulde udfærdiges af de til- stedeværende Officerer, og de Deputerede skulde overbringe en Adresse som Fuldmagt. De Officerer af Landetaten, som ikke havde kunnet være tilstede, skulde indsende skrivtlig Eed til Re- gimentschefen og Søofficererne til Admiralen. De Krigere, som ei vilde "sværge Norges Sag", skulde straks erholde Afsked; og vilde Nogen af Landetaten først ansøge Kongen af Danmark om Tilladelse til at forblive i norsk Tjeneste, havde han at oppebie samme under Ansættelse i Kristianssands- eller Bergens Stift, imod et skrivtligt Løfte at ville indtil da forrette sin Tjeneste. Var dette Tilfælde med Nogen af Søetaten, da stod det ham frit for, paa samme Betingelse, at opholde sig i Land saalænge. SIDE: 258 Den 22de Februar. Samtlige Dokumenter tilligemed Fredstraktaterne mellem Dan- mark, Sverige og England bleve den 22de Febr. oplæste i Regen- tens Bolig for Autoriteterne. Efter Frederik Vls Deklaration udbrød Kristian Frederik: "Lader os erkjende Danmarks vanske- lige Stilling, og beklage den Fyrste, som uforskyldt stedes i Samme!" Og efter Meddelelsen af Kongen af Danmarks aabne Brev, hen- vendte Prindsen sig til Forsamlingen: "Ifølge heraf er Jeg tilbagekaldt, og befalet at overlevere Fæst- ningerne til de svenske Tropper; -- men Jeg har raadført mig med Folkets Stemning; overalt har den gjenlydt for mig: Vi ville være Norske og ikke Svenske! Jeg følger villigen det Kald, at for- svare et uafhængigt Folks Rettigheder; hvis Jeg forlod det, vilde dette give Fienden Midler ihænde, til at udsprede Splid og Uorden. Hører Min Beslutning, og hvorledes Jeg for denne Forsamling, som for hele Folket, kundgjør Samme." Han forelæste dernæst selv sit aabne Brev og Kundgjørelsen til Folket, sluttende disse Meddelel- ser med disse Ord: "Mit Løfte til Norges Sag nedlægger Jeg for denne Forsamling, og fra Enhvers Hjerte møder Jeg vist det Samme. Paa Bededagen skulle vi samlede høitideligen aflægge vor Eed for Guds Aasyn." Efter Oplæsningen af Brevene til Biskopperne og Overøvrighe- derne samt Kundgjørelsen om det norske Folks Fredsforhold til alle Nationer, hævede Hs. Høihed Forsamlingen med Udraabet: "Og nu Medborgere! giver hinanden Hænderne, med det Løfte: samdrægti- gen at virke som trofaste Normænd for Norges og den gode Sag, hvil- ken Gud vil velsigne!" hvorpaa han selv og de Mødende indbyrdes indgik den høitidelige Pagt, paa gammel nordisk Viis, ved Haandtag. Udaf Regentboligens Porte reed derpaa Hærolder, som paa for- skjellige Steder i Byens Gader oplæste de tvende aabne Breve og Kundgjørelserne. Paa Torvet aflagde Borgerkorpset og Gar- nisonen i Geled Eeden at forsvare Norges Selvstændighed, hvor- paa Regenten indfandt sig tilhest, omgiven af sin Stab, og tiltalte først de Militære: "Paa Eders Mod, trofaste Normænd! bygges hele Folkets Haab om et heldigt Udfald af den Kamp, som Alle ere villige at bestaae for Fædrelandet. Trygge skulle Oldinger, Qvinder og Børn leve bag Norges Fjelde, forsvarede af dets kjække Sønner under deres Regents og agtede Høvdingers An- SIDE: 259 førsel. Seier og Frihed, eller Død, være vort Løsen!" Han hen- vendte derpaa til Borgerne disse Ord: "Den gode Borger kan kun være lykkelig i det selvstændige Norge; Jeg skal forsvare Folkets Rettigheder, og, naar det gjælder, Fødelandets Grændser; Jeg venter Bistand af enhver Norges Ven. -- Held Norge!" De stormende Hurraer fra Gelederne og den umaadelige Mængde besvarede Hs. Høihed med Udraabet: "Lad mig altid finde en saadan Stemning iblandt Normænd, og Gud skal velsigne vor retfærdige Sag!" Kristian Frederik kaldes i dette Øjeblik "den meer end elskede Fyrste," og der er Sandhed deri. Mængden saae i ham "Hjælpen og den sande Frelser i Nødens Stund," som ovennævnte Blad udtrykker sig, og den tilbad ham; og ved at slaae ind paa den Vei, han nu befandt sig paa, havde han ogsaa vundet de Hjerter, som vare haardere at vinde. Folk fra den Tid sige ogsaa, at Enthusiasmen for Fædrelandet og Prindsen ved denne og to andre lignende Leiligheder, nemlig ved Optrinene i Kirken den 25de Februar og ved hans Tilbagekomst fra Eidsvold som Konge, var ubeskrivelig og ikke lavest stemt hos det smukke Kjøn. Man vovede at haabe, og Dette virkede paa det sorgvante Folk som nogle Draaber Viin paa den svage Rekonvalescent. Haabet blev i saadanne Øjeblik til Begeistringens Forjettelse, og Minuttet, naar den uomtvivlede Frelsermand passerede forbi de af Qvinder, Børn, Oldinge og Mennesker af alle Vilkaar gjennembrudte Geleder, medførte en Glædesruus og Udbrud af en Enthusiasme, som ikke syntes at tilhøre disse Zoner. "Nei dengang! Da var der Liv i Folket!" sige hine Folk, naar et senere Tidens Barn troer ved en eller anden Leilighed at have seet Udbruddet af al den Enthu- siasme, dette Folks Hjerte er istand til. Den 22de Februar endte med et Taffel hos Hs. Høihed Regen- ten, hvor han udbragte et "Held Norge og den retfærdige Sag, vi idag begynde!" efter en Normands-Sang af Ludvig Stoud Platous paukeslaaende Muse, med dette Motto af Oehlenschläger: "Staae sorte Skyer paa vort Norrigs Himmel, Vel, vi vil ei fortvivle, vi vil handle Med mandig Styrke. -- -- Flink, raske Styrmand! Bølgen slaaer paa Dækket, Og Vinden klaprer i det brustne Tougverk; Nu gjælder det, med vældig Haand at styre Det stærke Ror i Nattens Skum." SIDE: 260 "Regentens Skaal -- siger Tiden -- blev frembragt med en Enthusiasme, som ikkun den kan fatte, der selv var tilstede, og Stemningen var ved dette Glædesmaaltid saadan, som man kan vente sig iblandt Mænd, der have fuldbyrdet en ædel Handling." Den store Bededag. I Hovedstaden den 25de Februar, Norges Inspirations Dag, den Dag, da man skulde troe Gud forudbestemte dets Lykke for Inderlighedens Skyld i dets Begeistring. Thi Folkets Sjele befandt sig ganske vist da højere stemte, Himmelen nærmere, mere hæ- vede udenfor sig selv end nogensinde; man kunde tænke sig dem i deres Opløftelse og Harmoni som en Glorie af Lys om det gamle Land, straalende denne Dag mellem Himmelen og Jorden, men den næste sjunken tilbage i Folkets Hjerter. Det var et elektrisk Fænomen i Sjeleverdenen ligesaa herligt som Nordlysets i Vinternatten; og det maa bemærkes fordi dette almindelige Opsving var Frihedens og Konstitutionens sikkreste Forbud. De gamle Koners Taarer i Kirkestolene, den stærkere Glans i de unge Pigers Øjne, den jagende Blegnen og Rødmen over Mænds og Qvinders Aasyn, de qvalte Udraab, de hemme- lige Haandtryk, da den smukke Prinds -- endnu smukkere fordi Øjeblikkets Høitidelighed overgjød hans rosige Træk med et Bad af Bleghed -- da han stod der paa Forhøiningen foran Alteret i Frelserens Kirke og aflagde Eden -- alt Dette var en fiin men stærk Næring for de Mænds Tanker, som alvorligen sysselsatte sig med Norges tilkommende Forfatning. Selv Spidsborgernes Kandestøberier og Udagligdagsagtighed og Officerernes Bravader i Borgernes gjæstfrie Huse var forsaavidt ikke uden Indflydelse paa disse Forberedelser, som de ogsaa hørte til de lange rullende Bølgeslag af hiin mægtige Agitation. Med Held iværksattes denne fra Dybet af Folkets Hjerter med Anvendelse af al Religionens Kraft paa den store Bededag; Orgeltonerne til Thaarups Tedeum var dens brusende Storm, som bevægede dette Hav af Menneske- hoveder, der paa hiin Dag fyldte Frelserens Kirke og Tempel- salen paa gamle Agershuus. Og da Prindsen begav sig didhen tilhest gjennem den tætte Folkemasse, og Mødrene løftede Bør- nene op forat see ham (Mange erindre kun saaledes at have SIDE: 261 seet ham), og disse bevægede Hænderne ligesom klappende i den almindelige Jubel, betegnede disse Smaahænder hiin Agita- tions Magt og Styrken af Folkets Sindsbevægelse ligesom Enge- blomstrenes Bølgen og de lavtvoxende Buskers Bladklappren be- tegne Stormens, at den har grebet og gjennemfarer den hele Natur. De aabne Breve og Kundgjørelsen til Folket oplæstes af Biskop Bech fra Prædikestolen. Prindsregenten begav sig fra sin Plads til en Forhøining ved Choret, hvor han var omringet af sin Stab, Autoriteterne og Byens Repræsentanter. "Et høitideligt Syn -- beskriver Tiden det -- Fyrsten midtiblandt Folket: Alle beredte til det helligste og vigtigste Foretagende. Dyb Alvorlighed hvilede paa Regentens Aasyn. . . Nu opfordrede Biskoppen Forsamlingen til Edens Aflæggelse. Hs. H. Prindsregenten og den forsamlede Menighed aflagde lydeligen og eenstemmigen den dyre Eed: "at hævde Norges Selvstændighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland." Høitidelig og rørende var dette Optrin i høieste Grad; hvert ædelt og redeligt Menneskes Hjerte gjennemstrømmedes af de skjønneste Følelser; enhver mandig Sjel fattede de kraftigste og fasteste Forsætter. Derefter henvendte Hs. H. Regenten sig til Forsamlingen med følgende Tiltale: "Gud den Almægtige har hørt vor Eed. Han kjender Min Oprigtighed, og Han vil skjænke Mig Kraft og Viisdom, til at udføre det store Værk til Folkets Frelse og til dets Rettigheders Forsvar. Vort Haab staaer til Forsynet, som vil velsigne vor retfærdige Sag, formedelst den Samdrægtighed, der besjeler os Alle, og paa hvilken den Pagt, vi have indgaaet, er bygget, saa fast som paa Norges Klippegrund! Nu lyde Bønnen i Herrens Huus!" Efter den religiøse Høitide- lighed fulgte en Henvendelse til Regenten i et Recitativ og Sang. Biskoppen udraabte og Forsamlingen istemte et "Held for Norge! Held for Norges Regent!" hvorpaa Denne fra sin Galleristol endnu tiltalede Forsamlingen: "Elskede norske Folk! modtager mit Hjertes Tak! Folkets Kjær- lighed er min Glæde og min Løn! Lad mig altid finde saadan Stemning iblandt Eder, og Gud skal velsigne os Alle!" Med omtrent de samme Ord besvarede han i Slotskirken Præ- sten Claus Pavels'es, af Menigheden gjentagne, Udraab: "Held for Norge og Rigets Regent!" Og "den var fuldbragt den store Dag," som det hedder i den særdeles hjertelige, simpelskjønne SIDE: 262 Festpsalme efter Eeden, som udmærkede Bededagen i Agershuus Slotskirke. "Den er fuldbragt, den store Dag! Gud! see vor Id med Velbehag! Du den og os beskytte! I Naade sign vor Broderpagt! Ei løsne Svig, ei bryde Magt Det Baand, vi Normænd knytte! Venner, Brødre Alle ere, Alle være! Haab og Glæde Fastne blidt vort Samfunds Kjæde!" I disse Ord, Bøn om Guds Bistand og Opmaning til Haab og Broderaand, ligger denne politisk-religiøse Bededags Mening og Karakteer saaledes som den høitideligholdtes over det hele Rige. Til Bergen overbragte Generalkrigskommissær Vibe Budskabet om det Passerede og om hvad der nu skulde gjøres. Han traf de gode Bergensere ved et natligt Festmaaltid d. 3die Marts oven- paa en Forestilling af Stykket "Manden af Ord," i Anledning af den med Posten forudkomne "glædelige Tidende om Norges Selv- stændighed under en viis og god Regent," hvortil hiin Epilog var føjet, vi forhen have citeret nogle Linjer af [fotnotemerke] . I Kristianssand og Throndhjem afholdtes den store Bededag Fredag d. 4de Marts; i Bergen først den 11te, efterat Tropperne og Borgerbevæbningen nogle Dage iforvejen havde aflagt Eden. Vibe slutter sin Ind- beretning om sin Sendelse med at "bemærke Almuens hæder- fulde Tænkemaade." De besværlige Transporter bleve førte med den største Velvillighed. Alle sagde eenstemmigen: vi vide, at det er Fædrelandets Sag; for dette have vi svoret at ville op- offre Alt; Ingen bør, Ingen maa beklage sig. Enker, hvis Haab og Støtte var en eneste Søn, raabte: "Nu gjælder det Norges Fotnote: Den hele Epilog fortjener en Plads mellem de "Opinionsyttringer," man vil finde vedføjet dette Heftes Bilag. Se derfor disse, Nr. 6. I Lyder Sagens Viser ved denne Leilighed findes lagt Vægt paa Prindsens Færd og Udladelser paa Reisen gjennem Gudbrandsdalen og Throndhjem: "Som Normand hed, i Gudbrandsdal hiin Støtte Du mon skue." -- -- "Fra Norge uadskillelig," saa lød din hulde Stemme. SIDE: 263 Selvstændighed, nu ønsker jeg ei længer min Søn hjemme, men at han maa dele Hæder med sine Vaabenbrødre." Folket havde paa Bededagen iført sig en aandelig Rustning; det beredte sig ogsaa paa at "iføre sig et nyt Menneske," en ny og forbedret Skikkelse. Indbydelsen til en Præmiekonkurrence om "den bedste og Censorerne tilfredsstillende Afhandling om Norges tilkommende Regjeringsform, bygget paa sand borgerlig Friheds- og Retfærdigheds Grundsætninger, samt en viis Fordeling af Mag- ten," hvilken, tilligemed de bedste Afhandlinger, som maatte ind- komme, skulde indtages i en annonceret Journal for Rigsforfat- ningen er dateret denne 25de Febr. 1814. Folket har løst Opgaven. BILAG. OFFICIELLE AKTSTYKKER Bilag I Indhold, Norge betræffende, af den i Petersburg 21 Marz 1812 undertegnede Alliancetraktat imellem Rusland og Sverige. (Bladet "Tiden", 8 Oct. 1813). -- -- "Da den franske Regjering ved Besættelsen af svensk Pom- mern har begaaet en fiendtlig Handling imod den svenske Regjering, og ved sine Armeers Bevægelser truet det russiske Riges Rolighed, forpligte de kontraherende Dele sig til med forenet Styrke af 25,000 eller 30,000 Svenske og 15,000 eller 20,000 Russer paa det Punkt af den tydske Kyst, som man maatte finde meest passende til dette Fore- havende, at gjøre en Diversion imod Frankrig og dets Bundsforvandte. Da Kongen af Sverrig ikke i Overensstemmelse med sit Lands Sikkerhed kan gjøre denne Diversion til Fordeel for den fælleds Sag, saalænge han kan ansee Kongeriget Norge som en Fiende, saa forbinder Hs. Mt. Keiseren af Rusland sig til, enten ved Underhandling eller ved militair Medvirkning at forene Kongeriget Norge med Sverrig. Han forbinder sig videre til, at garantere Hs. Svenske Majestæt dets fredelige Besid- delse.Begge de contraherende Parter forbinde sig til at betragte Norges Erhvervelse for Sverrig som en foreløbende Begivenhed, der skal skee før Diversionen paa den tydske Kyst; og Keiseren af Rusland lover til denne Ende, at stille det ovenmeldte Troppe-Korps til Kronprindsen af Sverrigs Raadighed og under hans umiddelbare Kommando. Da begge de contrah. Magter ikke ere sindede at gjøre sig Kongen af Dan- SIDE: 264 mark til Fiende, saa vil man foreslaae denne Monark at tiltræde Forbundet, og tilbyde Hs. Danske Majestæt, at tage sin fuldkomne Skadesløsholdelse for Norge ved et Land, som grændser nærmere til Hans tydske Stater, forudsat at Hs. Danske Majestæt for bestandig vil aftræde Kongen af Sverrig sine Rettigheder til Norge. Ifald Hs. D. Maj. skulde afslaae dette Tilbud, og beslutte at vedblive i Forbund med Frankrig, saa forbinde begge contrah. Dele sig til at betragte Danmark som deres Fiende. -- -- (Efter den senere Konvention, dat. Åbo 30 Aug. 1812 skulde den rus- siske Hjælpemagt formeres til 35,000 Mand)". Bilag II Af Hertugen af Bassanos Rapport til Keiser Napoleon, dat. Dresden 20 Aug. 1813. fremlagt i det franske Senat 4 Okt. og publiceret i Monitøren 5 Okt. s. A. Sire! Votre Majesté, par un traité signé àFontainebleau, le 31 Oct. 1807, avec S. M. le roi de Danemarck, a garanti à ce souverain l'inté- grité et l'indèpendence de ses Etats. Quoique ces engagemens fussent connus de la Suéde, elle offrit, en 1812, de faire cause commune avec la France dans la guerre qui se préparait contre la Russie, si V. M. consentait à lui garantir l'acquisition de la Norvége qu'elle convoitait, sans autres droits, sans autres titres que sa convenance. V. M. regarda cette proposition comme un outrage. Aucune considération ne pouvait la porter à trahir les interêts de son alliée. La Suéde fut chercher ailleurs un appui que V. M. refusait à son ambition. Elle se joignit à vos ennemis pour dépouiller votre allié; elle offrit à la Russie, pour prix des bons offices ou de l'emploi des forces qui devaient lui assurer l'acquisition de la Norvège, de prendre part à la guerre contre la France. Un article spécial du traité signé à Pétersbourg, le 24 Mars 1812, détermina que, dans le cas où le Dane- marck consentirait à la cession de la Norvège, il lui serait accordé des indemnités qui ne pourraient être prises que sur le territoire francais. Ces engagemens sans exemple dans les annales des peuples sont devenus communs à l'Angleterre, et, par une transaction du 3 Mai der- nier, cette puissance a accédé aux conventions déjà existantes entre la Russie et la Suède, et a garanti la réunion de la Norvège aux états de S. M. suédoise, comme partie intégrante de son royaume. Par ces deux traités la Suède s'est mise en etat de guerre contre V. M. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- SIDE: 265 Je propose à V. M. de faire publier l'état de guerre entre la France et la Suède, et d'ordonner en même tems que le traité du 10 Juillet dernier conclu entre la France et le Danemarck, soit communiqué au Sénat, et promulgué comme loi de l'Etat, conformément à nos Consti- tutions. Bilag III Af Fredstraktaten mellem Frankrig og Danmark, dat. Kjøbenhavn d. 10 Juli 1813. -- -- -- -- Art. 1. Les deux hautes parties contractantes se garantissent réci- proquement l'intégrité de leurs possessions, tant européennes que co- loniales. 2. La Russie, d'accord avec l'Angleterre, s'étant engagée à appuyer les vues d'envahissement de la Suède sur la Norvège; la Prusse ayant, de son coté, adhéré a ces engagemens, qui, par leur nature, constituent la Suède, la Russie et la Prusse en état d'hostilités contre le Dane- marck; Et la Suède, s'etant portée à ces projets d'envahissement contre une puissance alliée de la France, quoiqu'elle eût connaissance de la garantie des Etats danois, stipulée le 31 octobre 1807 par le traité de Fontainebleau; mais ayant en outre pris, de concert avec l'Angleterre, la Russie et la Prusse, l'engagement de contraindre le Danemarck à réunir ses forces à celles des ennemis de la France, à l'effet de con- quérir une indemnité pour la Norvège sur le territoire de l'Empire français. Les deux hautes parties contractantes déclareront la guerre, savoir: la France à la Suède, et le Danemarck à la Russie, à la Suède et à la Prusse. Les déclarations de guerre auront lieu, de part et d'autre, dans les vingt-quatre heures qui suivront la notification de la rupture de l'armi- stice actuellement existant entre la France et la Russie et leurs alliés respectifs. 3. Les deux hautes parties contractantes s'engagent à s'aider mutu- ellement de tous leurs moyens pour la défence de la cause commune. 4. Elles s'engagent également à ne traiter de la paix avec leurs en- nemis communs que de concert. 5. Les traités antérieurs existans entre les deux puissances sont maintenus et confirmés dans toutes les dispositions auxquelles il n'est point dérogé par le présent traité. 6. Le présent traité sera ratifié, et les ratifications en seront échan- gées à Dresde dans le délai de quinze jours, ou plus tôt si faire se peut. SIDE: 266 Bilag IV Uddrag af en Rapport fra Hr. Rist, forhenværende dansk Chargé d'affaires i England, til Statsministeren Grev Bernstorff. (Af Monitøren No. 23 1808). Londres, 27 Septembre 1807. . . . . . C'était probablement pour donner plus de poids à ces con- sidérations, que M. Canning me dit, en me lisant hier sa premiere minute du précis de propositions de la cour de Londres, qu'il avait cru devoir y ajouter un appercu des conséquences que le refus de s'entendre entraînerait pour nous. Il me lut alors les cinq menaces suivantes, qui y étaient indiquées: 1. La confiscation de tous nos vaisseaux détenus et àdétenir; 2. La prise de nos colonies; 3. La destruction de notre commerce; 4. La possibilité d'être obligé à introduire des troupes suédoises dans Copenhague; 5. La nécessité où l'on pourrait se trouver de récompenser, et de dé- dommager S. M. suédoise par la possession de la Norvège. M. Canning a jugé à propos de retrancher ces menaces de la copie de la note ver- bale qu'il m'a envoyée. Bilag V Fremstilling, Norge betræffende, af Forholdet imellem de danske Stater og Kongeriget Sverige fra Fredsslutningen 1809 indtil nu 1813. (Bladet "Tiden", 25 Oct. 1813). -- -- "Efterat Freden mellem Sverige og England var sluttet, og den svenske Kronprinds var kommen tilbage fra Mødet i Åbo, viste de Svenske sig til Lands og til Søes, og lod tydeligen forstaae, at de dan- ske Stater vare Maalet for denne Væbning. Bedragerske Indbydelser bleve udstrøede iblandt Norges Indbyggere, forat forføre dem til at frafalde Forbindelsen med Danmark og at svigte deres Troskab mod Kongen. Normandens Troskab blev urokkelig og han foragtede Svenskens falske Tilbud. Da Anvendelsen af Sveriges Rustninger blev udsat, frem- kom Regjeringen med Tilbud om Forening og æskede Sikkerhed for, at intet Angreb skulde fra Danmark eller Norge foretages mod Sverige, naar Tropperne derfra afsendtes, for at tilbagevinde Pommern. Tilbudene bleve afviste som unødvendige, fordi den gode Forstaaelse, der herskede imellem begge Stater, sikkrede godt Naboskab, og For- SIDE: 267 sikring blev given, at Kongen ikke var sindet at angribe Sverige fra nogen Deel af sine Stater. Ikke længe derefter undsaae det svenske Hof sig ikke ved at lade i en af dets Gesandt, den 10de December 1812, indgiven Note tilbyde Danmark nøie Forening og Alliance, imod at afstaae Kongeriget Norge, hvorfor til Erstatning blev tilbudt svensk Pommern og en Sum Penge. Et saa uhørt Forlangende blev afviist paa en med Hs. Maj.'s Værdig- hed og Allerhøistsammes ømme Kjærlighed for sine norske Undersaatter overensstemmende Maade og med et Maadehold, som et saa oprørende Forslag ikke gav Anledning til. Ved en Note fra den svenske Gesandt af 2den Januar d. A. blev dette Forlangende tilbagekaldt og erklæret at skulle ansees som om det ikke havde fundet Sted. Hs. M. smigrede sig nu med, at den sven- ske Regjering havde selv følt det Fornærmende, der laae i det gjorte Skridt, og at den havde alvorlig frafaldet en ligesaa urimelig, som ubil- lig Paastand. Men det varede ikke længe, førend den svenske Gesandt, i sit Hofs og dets Allieredes Navn, atter opfordrede Danmark til at afstaae Norge til Sverige og at gjøre Fred med England. Endelig lod den svenske Kronprinds, sidstleden 30te Marts, forekalde den kongelige chargé d'affaires, Grev Baudissin, for at erklære ham i Overværelse af den svenske Statsminister, Grev Engestrøm: "at dersom Kongen ikke bestemte sig til at tilkjendegive sin Villie at tiltræde den nordiske Alliance, skulde Fiendtlighederne fra svensk Side mod de danske Stater begynde mellem den 15de og 20de April, og Angrebet foretages paa tre Puncter". Ved denne Leilighed gjentog Thronfølgeren i Sverige de samme Til- bud om Erstatning for Norges Afstaaelse, som forhen vare blevne gjorte. Intet var for kostbart at tilbyde af saadanne Stæder og Lande, som Sverige og dets Allierede agtede at bemestre sig. Stæderne Hamburg, Lübeck og hele Kysten langs Nordsøen skulde forenes med det danske Monarchi. De hertugelige meklenburgske Lande bleve ligesaa runde- ligen tilbudte, hvorimod de regjerende fyrstelige Familier andetsteds skulde faae Erstatning. Til Paastanden om Norges Afstaaelse føiede man stedse den Forsikkring, at Sveriges Allierede havde tilsagt Samme Besiddelsen af dette Kongerige. Sverige havde altsaa under den med Danmark bestaaende Fred, henvendt sig til dette sidste Riges Fiender, for at sikkre sig deres Medvirkning til at berøve Kongen hvad han med den fuldkomneste Ret besidder. Der kan ikke tænkes et mere afgjørende Skridt til Fredsbrud. Hs. Maj. Kongen, urokkeligen bestemt til ikke at afstaae nogen Deel af Kongeriget Norge, og ikke agtende Kronprindsens Trudsler -- hvilke i saa bestemte Udtryk vare at ansee som en Krigserklæring fra den SIDE: 268 Regjering, hvis Foretagender bestyres af Ham, -- lod i et Svar, som den 10de April blev givet til den herværende svenske chargé d'affaires, gjentage, at Allerhøistsamme ikke var sindet at udvide sine Stater paa tilgrændsende Landes og retmæssige Fyrsters Bekostning, og heller ikke at bortbytte sine norske Undersaatter imod Fremmede, over hvilke Kongen af Sverige desuden ikke var berettiget at disponere. Endskjøndt den anførte Erklæring kunde med Grund ansees som en Krigserklæring, holdt Hs. Maj. dog endnu for at burde heller ansee den som en Virkning af Prindsens heftige Karakteer og hans umaadelige Attraa efterat forene Norge med det Rige, som han er valgt til engang at regjere, end at tillægge Kongen af Sverige og den svenske Regjering virkelig fiendtlige Hensigter imod de danske Stater, hvilke ikke synes at stemme med Sveriges og dets Allieredes sande Interesse. Men der forløb kun faa Dage, inden den svenske chargé d'affaires, -- efterat have ført Klage over at svenske Kanonslupper, som imedens en engelsk Convoi seilede igjennem Sundet, havde lagt sig imellem denne og Kronborg Fæstning, vare blevne beskudte fra denne; og at have erklæret, at, ifald den Officier, der havde befalet at løse Skuddet, ikke blev stillet for en Krigsret, saa var det ham paalagt at forlade Kjøbenhavn; -- tilkjendegav ved en officiel Note, at han havde erholdt Befaling at forlange Reisepas, samt at det var tilkjendegivet Grev Bau- dissin, at han ikke maatte længer opholde sig i Stockholm, fordi han af det svenske Hof ikke længer var anerkjendt i Egenskab af kongl. dansk chargé d'affaires. Da den svenske chargé d'affaires anholdt om Reisepas forelagde han tillige de endelige Vilkaar, som efter den svenske Kronprindses Villie skulde lægges til Grund for Underhandlingen imellem begge Hoffer, og hvilke lyde som følger: "Endskjøndt Rusland og England ikke have gjort noget Skridt hos Kongen (af Sverige) til Bedste for Danmark, vil Hs. Maj. dog, -- i Be- tragtning af Øieblikkets Vigtighed, og den uomgjængelige Nødvendighed saa meget muligt at forkorte de mødende Vanskeligheder, -- kunne samtykke i, paa efterfølgende Vilkaar at begynde Underhandlinger med Hoffet i Kjøbenhavn, for at opfylde de Betingelser, der ere fastsatte i Traktaterne imellem Sverige, Rusland og Storbritannien." Basis. "Norges Afstaaelse til Sverige, som strax sætter sig i Besiddelse deraf paa følgende Vilkaar: "Sverige frasiger sig alle sine Fordringer til Danmark, som kunne beløbe sig til een Million Hamb. Rigsd." "Forpligtelse inden eet Aars Forløb at udbetale til Danmark den Sum af to Millioner svenske Rigsdaler, hvoraf den ene Million ved Ratifikationernes Udvexling." SIDE: 269 "Forpligtelse paa Sveriges Side, saalænge indtil Danmark har faaet Skadesløsholdelse af lige Værd for Afstaaelsen af Norge, at holde fuld- talligt paa Fastlandet et Korps af 35,000 Mand i det Mindste." "Sverige vil blot af Agt for England og Rusland, ikke gjøre nogen Vanskelighed i at lade Pommern indbefattes i denne Skadesløsholdelse." En anden Maade at kunne gjøre Ende paa de nuværende Stridig- heder. Basis. "Norges Afstaaelse til Sverige. Naar Traktaten derom sluttes, tages Trondhjems Stift i Besid- delse." "Fæstningerne Kongsvinger og Frederikshald overgives til Hs. Maj. Kongen af Sverige, eller disse Fæstninger sløifes." "Den danske Armee forener sig med den svenske, for at kaste de Franske tilbage paa Rhinens venstre Bred, og for at skaffe Danmark en Skadesløsholdelse, der har lige Værd med Norge". "Fra det Øieblik, denne Skadesløsholdelse antages af Danmark, skulde Sverige tage Resten af Norge i Besiddelse". Derpaa følger i den Publikation, her meddeles et Brudstykke af, Grev Engestrøms Afskedsnote af 18de April til den dansk-norske chargé d'affaires, hvori forekommer, at da Hs. svenske Maj. ikke længer kan "tvivle om, at det Kjøbenhavnske Kabinet undslaaer sig for at antage den eneste Basis, fra hvilken Hs. M., ifølge sine høitide- lige og meest bestemte Tractater med Storbritannien og Rusland, har besluttet ikke at afvige, og at det ikke vil indlade sig i nogen Under- handling, der sigter til at iværksætte, selv til Danmarks Tilfredshed, de bemeldte Tractaters Bestemmelser: saa har H. M. befalet sin chargé d'aff. i Kbhvn., at erklære, at, da alt Haab om at gjøre Ende paa de nuværende Stridigheder imellem begge Hoffer synes fra nu af at være forsvundet, saa havde han Ordre at forlange Pas". Efter endeel Klager over at fiendtlige Krigsskibe erholdt Adgang til svenske Havne og Tilladelse til Fiendtligheder imod det danske Flag under den svenske Kyst, samt til at indbringe og sælge danske Priser i svenske Havne og over at den danske Konsul blev i Mai tvungen til at forlade Gothenborg, vedbliver Fremstillingen: "Men da den engelske Regjering formelig erklærede ikke at ville indlade sig i nogen Underhandling, uden i Forbindelse med sine Allie- rede, og paa Vilkaar, at Kongeriget Norge afstaaes til Sverige, om endog andre Øiemeds Opnaaelse derved skulde forfeiles; saa kunde Hs. Maj. ikke længer see Sig istand til at vedligeholde Fred med en Regjering, der har forbundet sig med England, -- den danske Nations SIDE: 270 uforsonlige Fiende, -- for ved Sammes Bistand af forskaffe sig Besid- delsen af Kongeriget Norge. Denne troløse Forbindelse er allerede et fuldkomment Fredsbrud fra Sveriges Side, hvorfra Krigen imod Norge allerede fra dette Aars Be- gyndelse føres paa den grusomste Maade, ikke ved Vaabens Magt, men derved, at man i Forening med England hindrer Korntilførselen til Norge, i Haab om, at de kjække Normænd, hvis Troskab imod Kongen ingen Løfter, Tillokkelser eller Tilbud have kunnet gjøre vak- lende, skulle, ved at føle Hungersnødens Piinsler, tvinges til Under- kastelse. Norges tappre Mænd, sikkrede ved eget Mod, ved Eendrægtighed og ved Hengivenhed for Konge og Fødeland, imod Overfald af fiendtlig Overmagt, skulde svækkes ved Hunger, skulde fristes til Utro- skab, ved at see deres Huustroer og Børn, deres udlevede Fædre, der ei med Sværdet i Haanden kunne hævne Fornærmelser imod hele Folket, mangle Livets første Fornødenhed, Brødet, hvortil deres Konge, deres dem saa hulde Fader, rundeligen har afsendt det nødvendige Korn. Men en stor Deel af de dermed ladede Skibe ere af engelske Kryd- sere indbragte til svenske Havne, hvor de, saavelsom andre danske Skibe, der, uden at være opbragte af Fienden, have anløbet nogen Havn i Sverige, bleve tilbageholdte, naar Ladningerne bestode i Korn, bestemt til Norge, under det Paaskud, at Kornudførselen fra Sverige var forbudt. Hvad der senere er foregaaet, hvorledes Sverige paa meer end een Maade har brudt Freden med Danmark og Norge, viser den under 3die Septb. udkomne Declaration". Bilag VI Freds Traktat (forsaavidt Norge betræffer) imellem Danmark og Sverige, sluttet i Kiel den 14te Januar 1814. (Bladet "Tiden", 10de Marts 1814). 4de Art. H. M. Kongen af Danmark frasiger Sig saavel for Sig Selv som Sine Efterfølgere til Thronen og til Kongeriget Danmark, uigjen- kaldeligen og for bestandig til Fordeel for H. M. Kongen af Sverige og for Hs. Efterfølgere til Thronen og Kongeriget Sverige alle sine Ret- tigheder og Adkomster til Kongeriget Norge, nemlig til de her opregnede Bispedømmer og Stifter: Christianssand, Bergen, Aggershuus og Trondhjem med Nordlandene og Finmarken, lige indtil Grændsen af det russiske Rige. Disse Bispedømmer, Stifter og Provindser, der udgjøre hele Konge- riget Norge, tilligemed alle Indvaanere, Byer, Havne, Fæstninger, Lands- SIDE: 271 byer og Øer paa alle Kyster af dette Kongerige saavel som de til- hørende Besiddelser -- Grønland, Færøerne og Island ikke deri indbegrebne -- ligesom alle Forrettigheder, Rettigheder og Fordele, skulle for Fremtiden tilhøre Hs. Maj. Kongen af Sverige med fuld Eiendomsret og Souverainitet, og danne et Kongerige, forenet med det svenske. Til den Ende lover og forpligter Hs. Maj. Kongen af Danmark Sig paa den høitideligste og meest forbindende Maade, saavel for Sig, som for Sine Efterfølgere og for hele Kongeriget Danmark, til aldrig at gjøre nogen directe eller indirecte Fordring paa Kongeriget Norge, eller paa nogen af dets Bispedømmer, Stifter, Øer og Landstrækninger, hvis Ind- byggere Alle ere, ved og i Kraft af nærværende Afstaaelse, løste fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, som de have svoret Kongen og Dan- marks Krone. 5te Art. Hs. Maj. Kongen af Sverige, forpligter Sig, paa den forme- ligste og meest forbindende Maade, til at lade Indvaanerne af Konge- riget Norge og dets tilhørende Dele beholde Nydelsen af deres Love, Fritagelser, Rettigheder, Friheder og Privilegier, saadanne, som de ere for nærværende Tid. 6te Art. Da det hele Beløb af det danske Monarchies Gjeld hæfter ligesaavel paa Kongeriget Norge, som paa de øvrige Dele af Staten, saa forbinder Hs. Maj., Kongen af Sverige, Sig i Sin Egenskab af Konge- riget Norges Souverain, til at paatage Sig en Deel af Samme, der svarer til Norges Folkemængde og Indtægtskilder i Forhold til Danmarks. Ved offentlig Gjeld forstaaes den, som Danmark har gjort saavel i Udlandet, som indenrigs. Denne sidste bestaaer i kongelige og Stats- Obligationer og i Massen af Banco-Sedler og andre repræsentative Papirer, udgivne i Følge kongelig Autorisation, som nu findes i Omløb i de to Kongeriger. Det nøiagtige Beløb af denne Gjeld den 1ste Januar Aar 1814 skal bestemmes ved Commissarier, som begge Regjeringer til den Ende skulde udnævne, for at gjøre en rigtig Fordeling af Samme, grundet paa Norges og Danmarks gjensidige Folkemængde og Indtægtskilder. Disse Com- missarier skulle samles i Kjøbenhavn inden een Maaned efter Udvex- lingen af nærværende Tractats Ratifikationer. De skulle saa hastigt som muligt ende deres Arbeide, og i det Seneste inden Udgangen af dette Aar. Dog maa derved forstaaes, at Hs. Maj. Kongen af Sverige, i Sin Egen- skab af Kongeriget Norges Souverain, ikke skal tage Deel i Garantien af anden Gjeld, end den, som her ovenfor omtalt, der tilhører Konge- riget Danmark i Almindelighed, og til hvis Afbetaling alle Dele af dette Kongerige før Norges Aftrædelse burde bidrage. SIDE: 272 7de og 8de Art. angaae Overdragelsen af svensk Pommern og Øen Rygen med lignende Garantier for Indbyggerne; 9de Art. Oplagsretten for britiske Varer i Stralsund; 10de Overtagelsen af Pommerns Gjeld; 11te Erkjendelsen af svenske Dotationer i Pommern og paa Rygen. 12te Art. Hs. Maj. Kongen af Danmark og Hs. Maj. Kongen af Sve- rige forpligte Sig gjensidigen paa det høitideligste til aldrig at afvige i Henseende til Anvendelsen af Midler, henlagte til milde Stiftelser eller til offentlig Brug fra den oprindelige Bestemmelse, der er dem givne i de Lande, de have erhvervet ifølge nærværende Tractat, nemlig Konge- riget Norge og Hertugdømmet svensk Pommern med deres gjensidig tilhørende Dele. Hs. Maj. Kongen af Sverige lover, ifølge af denne almindelige ind- gangne Forpligtelse, at vedligeholde det i Norge stiftede Universitet, ligesom Hs. Maj. Kongen af Danmark forbinder Sig til at vedligeholde Universitetet i Greifsvald. De offentlige Embedsmænds Lønninger, saavel i Norge som i Pom- mern, skulle udredes af den erhvervende Magt, at regne fra den første Dag af det Qvartal, i hvilket Besættelsen af det ene eller det andet Land skal være iværksat. De tvende høie contraherende Parter skulle lade de Pensionister, der ere bosatte i Norge eller Pommern, beholde de Pensioner, som af deres forrige Regjeringer ere blevne dem tilstaaede, uden Fradrag eller nogen Forandring. 13de Art. Da Hs. Maj. Kongen af Sverige vil, forsaavidt det beroer paa Ham, bidrage til, at Hs. Maj. Kongen af Danmark erholder Skades- løsholdelse for Afstaaelsen af Kongeriget Norge, og da Hs. svenske Maj. nylig har givet en tydelig Prøve paa dette Sindelag ved Afstaaelsen af svensk Pommern og Øen Rygen, saa forpligter han Sig til at anvende Sine bona officia hos Sine Allierede, ligesom de Midler, der ere i Hans Magt, for ved en almindelig Fred fremdeles at forskaffe Hs. Maj. Kongen af Danmark passende Skadesløsholdelse for Kongeriget Norge. De mellemfølgende §§ fastsætte hurtigst Meddelelse af Freden til Generalerne, Fiendtlighedernes Ophør, Erstatning af muligtviis i Mellemtiden tilføiet Skade, Ophør af alle tvungne Leverancer, Ophævelse af Beslag paa Ejendom, Kommis- særers Udnævnelse til at overlevere og modtage de befæstede Pladse og af- slaaede Lande, Regler for Disses Rømning, navnlig at Pommern og Rügen skulle rømmes af de svenske Tropper, naar Fæstningerne Frederikshald Frederikstad, Kongsvinger og Agershuus ere blevne besatte af svenske Tropper. 16te Art. For at lette Udførelsen af den foregaaende Artikel, for- pligte Hs. Maj. Kongen af Danmark og Hs. Maj. Kongen af Sverig sig gjensidigen, paa den meest forbindende Maade, til strax efter nær- værende Tractats Underskrift at udstæde Proclamationer til Indvaanerne SIDE: 273 af de fra begge Sider afstaaede Lande, som underrette dem om den Forandring, som er foregaaet i deres Stilling, løse dem fra deres Tro- skabs-Eed, og indbyde dem til med Rolighed at modtage deres nye Souverainers Tropper, som maatte komme ind i deres Land. De tvende høie contraherende Parter skulle til samme Tid give de fornødne Be- falinger til de gjensidige saavel militaire som civile Autoriteter, med Hensyn til Overleverelsen af Fæstningerne og de faste Pladse, af Arsen- alerne eller andre militaire Etablissementer af hvilketsomhelst Navn eller Egenskab; ligeledes af Kronens Eiendomme og Tilliggender uden nogen Undtagelse, og saaledes, at det afstaaede Land gaaer roligen og ganske over under den nye Souverains Herredømme. De høie con- traherende Parter skulle umiddelbar tilbagekalde fra de afstaaede Lande deres General-Gouverneurer og andre offentlige ikke indfødte Embeds- mænd, som ikke ville beslutte sig til, at forblive under den nye Regje- ring, og skulle i Almindelighed tage de meest passende Forholds-Regler, som staae i deres Magt, for at forekomme al Forhaling i Udførelsen, og Brud paa Bestemmelserne i nærværende Tractat. §§ 17, 18 og 19 fastsætte Krigsfangernes Udvexling en masse. Ophævelsen af Embargo og Kongen af Sveriges Frasigelse af Reklamationer af danske Kaper- opbringelser. 20de Art. De Norske, der for nærværende Tid befinde sig i Dan- mark, og omvendt, de Danske i Norge, saavelsom de Pomeraner, der befinde sig i Sverige, og de Svenske i Pommern, skulle have fuld Frihed til at vende tilbage til deres Fødeland, og at raade over deres rørlige og urørlige Gods, uden at betale nogen Udførselstold eller Afgivt, der i denne Henseende maatte være paabuden. De tvende høie Magters Undersaatter, der ere bosatte i et af de to Lande i Norge eller Danmark, skulle have fuldkommen Frihed at bo- sætte sig i det andet inden et Tidsrum af sex Aar, at regne fra den Dag, da Udvexlingen af nærværende Tractats Ratifikationer skeer, og skulle forpligtes til i ovennævnte Tidsrum at sælge eller afhænde deres Eiendom til en Undersaat af den Magt, hvis Stater de ønske at forlade. Art. 21-25 angaae Udleverelsen af Dokumenter, Karter o. s. v., privat Gjelds Afbetaling, Afslutninger af en Handelstraktat efter et Aars Forløb, fri Tilbage- flytning af Krigsmaterialier, Marine- og Paketfartøjer, fri Postkommunikation over Pommern og Ophævelse af Bestemmelsen i Traktaten til Jønkøping om den norske Postgang gjennem Sverige. 26te Art. Enhver Embedsmand i Norge, han være dansk eller norsk, skal uden Vanskelighed erholde sin Afskeed, dersom han søger den inden et Aar efter nærværende Tractats Ratifikation. Denne Artikel er ligeledes anvendelig paa de Norske, der ere ansatte i Danmark, og de skulde ikke ud- sættesfor nogenslags Forfølgelse eller Bebreidelse for at have søkt Samme. SIDE: 274 Traktaten slutter med 2 Artikler, der bekræfte de ældre Fredsslutninger og fastsætte Ratifikationsudvexlingen til at foregaae i Kjøbenhavn senest inden 4 Uger. Bilag VII Kongeligt aabent Brev, angaaende Norges Afstaaelse til Sverrig, udstædt den 24de Januar 1814. (Bladet "Tiden", 24de Februar 1814). Vi Frederik den Sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Ven- ders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Oldenborg og Pommern, Fyrste til Rygen, gjøre vitterligt: At da Vi under mange og haarde sammenstødende Omstændigheder for Vort Mo- narchie, have, for at gjenoprette Fred i Norden, og for at afværge fra Kongeriget Norge en det overhængende Hungersnød, ved Freds-Tractat af 14de i denne Maaned frasagt Os, saavel for Os Selv, som for Vore Efterfølgere til Danmarks Throne og Kongerige, til Fordeel for Hs. Maj. Kongen af Sverrig og Hans Efterfølgere til Sverrigs Throne og Konge- rige, alle Vore Rettigheder og Adkomster til bemeldte Kongerige Norge; saa have Vi ved samme Freds-Tractat afløst, ligesom Vi og ved dette Vort aabne Brev afløse alle Norges Indbyggere i Almindelighed, og Enhver af dem især, fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, de, som Undersaatter i Almindelighed, eller som Embedsmænd i Særdeleshed, Enhver i sin Stilling, civil eller militair, geistlig eller verdslig, til Os have aflagt; hvorhos Vi paa Grund af, og i Overeensstemmelse med Tractatens 16de Artikel indbyde dem alle til, med Orden og Rolighed at gaae over til den nye Regjering, som paa den meest forbindende Maade har forpligtet sig til, at lade Norges Indvaanere beholde og nyde deres Love, Fri- tagelser, Rettigheder, Friheder og Privilegier, saadanne som de for nær- værende Tid ere. Middelfart, den 18de Januar 1814. Frederik R. N. Rosenkrantz. Bilag VIII Aabent Brev fra Norges Regent, Prinds Christian Frederik, angaaende Rigets nærværende Stilling og tilkommende Regjeringsforfatning. (Bladet "Tiden", 24de Februar 1814). Jeg Christian Frederik, Norges Regent, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg; Gjør vitterligt: SIDE: 275 At det norske Folk, løst fra sin Eed til den stormægtigste høibaarne Fyrste, Frederik den Sjette, Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, og saa- ledes gjengivet et frit og uafhængigt Folks fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsforfatning, lydeligen og eendrægtigen har yttret sin be- stemte Villie til ikke at samtykke i nogen Underkastelse under Sveriges Konge, men derimod til at hævde og forsvare sin Uafhængighed og Selvstændighed. Odelsbaaren til Norges Throne og bestemt i denne Stund til at staae i Spidsen for et trofast og tappert Folk, følger Jeg villigen dette hellige Kald og anseer det for min første Pligt af yderste Evne at virke for det norske Folks Frihed og Sikkerhed. Som Rigets Regent, hvilken Titel Jeg antager, med alle Rettigheder og med den Myndighed, som Hs. Maj. Kong Frederik den Sjette har frasagt Sig, og som Nationen vil forlene Mig for i Farens og Trængselens Stund at afvende Uorden og Fordærvelse fra Landet, skal Min oprigtigste Be- stræbelse være at vedligeholde Freden med alle de Magter, som ikke krænke det norske Folks Rettigheder. Af Nationen valgte oplyste Mænd skulle samles den 10de April først- kommende i Eidsvold i Aggershuus Amt, for at antage en Regjerings- form, som fuldkommen og for bestandig kan betrygge Folkets Frihed og Statens Tarv. Gud, den Allerhøieste! vil velsigne og beskytte en retfærdig Sag og et samdrægtigt Folks Anstrængelser imod fremmed Undertrykkelse, der altid var og skal være ukjendt i gamle Norge. Regentskabet i Norge, Christiania den 19de Februar 1814. Christian Frederik. v. Holten. Bilag IX (Bladet "Tiden", 25 Februar 1814). "Kundgjørelse. Normænd! Kundbart er det for Eder, at Hans Majestæt Kong Frederik den Sjette, uagtet sin Kjærlighed til det norske Folk, som Vi taknem- meligen erkjende, nødtes til, ved den svenske Regjerings Rænker, un- derstøttede af talrige Hære, at frasige sig sin Ret til Norges Throne. Med Harme have I erfaret, at I ere overgivne til en Regjering, der har viist Eder den Foragt, at troe, ved søde Ord og tomme Løfter, at kunne lokke Eder til Utroskab imod Eders Konge, ligesom den og har udøvet det aabenbare Fiendskab, midt under Freden, at ville udhungre Eder, for ved dette umenneskelige Middel at rokke det Mod, som den vidste ellers at være urokkeligt; og nu tiltroer den Eder den Svaghed, god- SIDE: 276 villigen at ville underkaste Eder det svenske Aag og samme Ulykker, som Sveriges Sønner nu maae taale, for en Udlændings Herskesyge og fremmede Penge at stride i fremmed Land. Dog det frie norske Folk kan selv bestemme sin Skjæbne. Sværger at ville hævde Norges Selvstændighed; kræver Gud, den Almægtige, til Vidne paa Eders Eeds Oprigtighed; og nedbeder Him- melens Velsignelse over Eders elskede Fædreland! Det er Guds Styrelse, trofaste Normænd! at Jeg, Norges Thrones Odelsbaarne, i denne Stund er midt iblandt Eder; nu kunne I vorde reddede ved den Samdrægtighed, som luer i Eders Barm. Jeg har hørt Folkets lydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og ube- tinget Modstand imod fremmed Vold; dette er Kald nok for Mig, der be- sjæles af varm Følelse for Norges Held og Hæder, til at forblive iblandt det- te trofaste Folk, naar det gjælder dets Selvstændighed, og saalænge Min Stilling kan bidrage til at vedligeholde Orden og Rolighed iblandt Normænd. Af Forsynet bestemt til i denne Stund at styre Riget skal Jeg med kraftig Haand, uden at ændse Farer eller Møie, værne om Norges Sik- kerhed og holde Lovene i Hævd. En Samling af Nationens selvvalgte oplyste Mænd skal dernæst, ved med Viisdom og Samdrægtighed, at bestemme en Regjeringsform for Norge, give denne Stat fornyet Kraft imod aabenbare og hemmelige Fiender, og af dens Bestemmelse vil det afhænge, om Jeg fremdeles skal rygte det Hverv, hvortil Nationens Ønske i denne Stund kalder Mig. Elskede norske Folk! Mange Prøver har Jeg allerede modtaget paa Eders Kjærlighed og Tillid. Blandt Eder vil Jeg stedse finde Mig glad og tryg. Fred og derved oplivede Næringsveie og Velstandskilder vil Jeg stræbe at erhverve, og ingen Idræt være mig vigtigere, end at af- vende Krigens Plager fra Norge. Kun naar Voldsmænd krænke Rigets Frihed og Selvstændighed, da skulle de føle, at der boer Kraft i Nor- mandens Arm til at hævne Forurettelser, og Mod i hans høie Sjæl til at foretrække Død for Underkastelse. Kummer og Trængsler ville Vi tilsammen freidigen gaae imøde, hvis uforsonlige Fiender ikke ville unde Riget Ro; men inden Vore Grændser skal herske Eendrægtighed og Fædrelandssind til villigen at opofre Alt, for at hævde det gamle Norges Ære og atter at hæve det til sin fordums Glands: da skulle eengang Vore forenede Bestræbelser, vel- signede af Gud, den Almægtige, krones med et heldigt Udfald, og Norge skal afgive et nyt Beviis paa den Sandhed: at et Folk er uovervinde- ligt, som frygter Gud og føler varmt for Fædrelandet. Regentskabet i Norge, Christiania den 19de Februar 1814. Christian Frederik. v. Holten. SIDE: 277 Bilag X Cirkulærer. (Af samme Dato). 1) Til Biskopperne. "Den bedste Begyndelse til Alting er at begynde med Gud. Fra ham kommer Velsignelse, naar Vi gjøre hvad Ret er. Norges Folk bør samles i Guds Templer og der igjennem Religions- lærernes Mund erfare, at Hans Majestæt, Kong Frederik den Sjette, har løst Folket af sin Troskabs-Eed ved at overdrage sine Rettigheder til Sveriges Konge, men at det norske Folk, gjengivet Folkenes oprindelige Ret til selv at bestemme deres Regjeringsforfatning, nu ved Samdræg- tighed kan hævde sin Selvstændighed; saa og, at Jeg, Norges Thrones Odelsbaarne, kaldet ved Nationens tillidsfulde Ønske, har lovet at for- blive iblandt dette troe Folk, for som dets Regent at værne om Statens Sikkerhed, Orden og Rolighed. Naar efter en kort, men kraftfuld, Indledningstale Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar 1814 og vedlagte Mit aabne Brev af l9de Februar med Kundgjørelse ere oplæste, skal Folket opfordres til at aflægge følgende høitidelige Eed: "Sværge I at hævde Norges Selv- stændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland?" hvilket med opløftede Fingre besvares med: "Det sværge vi, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!" Dernæst skal Præsten oplæse den af Biskoppen ham meddeelte an- befalede Bøn og nedbede Himmelens Velsignelse over det norske Folk; thi denne høitidelige Handling skal foretages til Guds Ære, og Dagen, paa hvilken den iværksættes, skal ansees som en Bededag i hele Riget; hvis Aarsag en passende Prædiken holdes efter Edens Aflæggelse over Texten: Davids Psalmer 62, 8-9. De tilstedeværende Øvrighedspersoner og Embedsmænd samt 12 af Menighedens agtværdigste Mænd skulle tilligemed Præsten underskrive et Vidnesbyrd om, at N. N. Menigheds Indvaanere have med Fædre- landssind aflagt denne Eed. Dette sendes in duplo igjennem Biskoppen, for at bevares i Rigets Archiv. Tillige underskrives en Adresse til Mig, Norges Regent, af de samme Personer, hvilken nedlægges i Min Haand; thi denne skal, efter foregaaende og samme Dag i Kirken efter Gudstjenesten foretaget Valg af tvende iblandt Menighedens bosatte civile, geistlige eller militaire Embedsmænd, Brugseiere, Jorddrotter eller Gaardbrugere af over 25 Aars Alder indeholde Fuldmagt for tvende af Menighedens, som ovenfor sagt, dertil valgte Mænd, at overbringe Samme, og paa Folkets Vegne at møde og stemme ved den berammede Forsamling af Nationens udvalgte Mænd. Disse tvende Mænd, hvoraf den ene skal være af Bondestanden, begive sig inden den af Amtet SIDE: 278 nærmere bestemte Tid til det Sted midt i Amtet, som tillige af Amt- manden bestemmes, for, samlede med de øvrige Menigheders Afsendte, at vælge tre af Amtets meest oplyste Mænd at møde i Eidsvold, for, saaledes som mit aabne Brev af 19de Februar fastsætter, at bestemme og paa Nationens Vegne at antage Kongeriget Norges Regjeringsform. Disse trende Udvalgte skulle medbringe deres egen Menigheds og samtlige Amters øvrige Menigheders Adresser, og overlevere dem i Re- gentens Haand som Fuldmagt for deres eget Valg og til Bevaring i Ri- gets Archiv. I Byerne skal ligeledes hver Menighed vælge tvende iblandt deres bosatte civile, geistlige eller militaire Embedsmænd og Borgere over 25 Aars Alder, og disse valgte Mænd, fra Byens forskjellige Menig- heder, igjen een udvalgt Mand til Forsamlingen, i Anledning af Regje- ringsformens Bestemmelse; af Stiftstæderne: Christiania, Christianssand og Trondhjem udvælges tvende og af Bergen fire, og i de øvrige Byer, hvor der kun er een Menighed, kan Valget som altid skeer ved Stem- mefleerhed iblandt de Stemmeberettigede, strax foretages paa den ene Borger, som Byen haver at deputere, og som lige med hvad der for Menighederne paa Landet er bestemt, har at overbringe Adressen til Regenten, hvilken ogsaa bør indeholde de af Byerne Udvalgtes Fuldmagt. De fornødne Exemplarer af Mit aabne Brev af 19de Februar og af Kundgjørelsen til Folket tilstilles D. Hhed, som haver at omsende dem directe til samtlige Præster med Befaling til Enhver, ved Bekjendtgjø- relse fra Prædikestolen en Søn- eller Hverken-Dag strax efter Modta- gelsen at tilsige samtlige, efter det Ovenanførte, stemmeberettigede Ind- vaanere næste Fredag til høitidelig Bededags Holdelse i Guds Huus. Jeg stoler ved denne, som ved alle Leiligheder paa Præsteskabets gavnlige Indflydelse paa Almuen til at opflamme dens varme Følelse for Fædrenelandets den gode Sag." Regentskabet i Norge, o. s. v. 2) Til Overøvrighederne. "Herr N. N. modtager herved fuldstændig Underretning om Rigets nær- værende Stilling formedelst Hans Majestæt Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar, som løser det norske Folk fra sin Tro- skabseed, og ved Mit aabne Brev af 19de Februar, som hævder det norske Folks Rettigheder og erklærer Min bestemte Villie, som for Tiden dets Regent, at være dets Forsvarer og at opretholde Orden og Rolighed i Landet. Samtlige disse Actstykker bringes til Deres Under- givnes Kundskab; ligeledes tjener vedlagte Rescript til Biskopperne til SIDE: 279 Deres Underretning og Efterlevelse, forsaavidt de civile Embedsmænd angaaer, og venter Jeg, at disse, hvor de kunne være tilstede, foregaae Folket med et følgeværdigt Exempel paa Fædrelandskjærlighed. De Øvrighedspersoner eller Embedsmænd, som ei kunne være nærværende ved denne Leilighed og ei underskrive nogen Adresse, indsende deres Eed underskreven til Mig, Rigets Regent. De ikke norsk fødte civile, geistlige eller militaire Embedsmænd, som ikke vil bestemme sig til at tjene Norges Sag, men i Følge det konge- lige danske Cancellies Bekjendtgjørelse af 5te Februar 1814, foretrække at vende tilbage til Danmark, kunne strax nedlægge deres Embeder i Mine Hænder; eller hvis de, førend de bestemme sig til at blive i norsk Tjeneste, holde det for Pligt at søge deres Afsked fra Hans danske Majestæt, da skulle de ei være forbundne til at aflægge deres Eed til Norges Sag, men kun indsende en skrivtlig Forsikkring at ville, indtil de blive afløste fra deres Poster, forvalte disse saaledes, som de kunne forsvare det for Gud og deres Samvittighed og efter de gjældende Love. Hr. N. N. vilde iagttage, at Præsterne uopholdeligen og hver især, directe meddeles den i Rescripterne til Biskopperne benævnte Bestem- melse om Stedet og Tiden, hvor og naar de af Menighederne valgte Mænd skulle møde, hvilket naturligviis bestemmes til det beqvemmeste Sted, saavidt muligt midt i Amtet, og hvad Tiden angaaer med Hensyn til den Tid, de længst fraværende Menigheders Afsendte, uagtet den hurtigste Befordring med Friskyds, nødvendigen behøve, for at naae til Samlingsstedet. Ved denne Samling maa N. N. selv være tilstede og forestaae det befalede nærmere Valg af tre udvalgte oplyste Mænd, hvoriblandt i det Mindste een af Bondestanden, som for hvert Amt bør møde i Eidsvold udi Agershuus Amt den 10de April førstkommende. Angaaende dette Valg og videre Forhandling ved Mødet forfattes et Vidnesbyrd, som underskrives af N. N. og samtlige tilstædeværende Valgmænd, og som stiles til Regenten, indeholdende tillige Fuldmagt for de udvalgte trende Mænd til at møde ved Forsamlingen, der skal fastsætte Kongeriget Norges Regjeringsform. Jeg stoler ved denne vigtige, som ved alle Leiligheder paa den civile Øvrigheds gode Villie til at fremme Alt hvad der kan tjene til Fædre- landets Tarv og en god og fornuftig Stemnings Udbredelse og Vedlige- holdelse. Regentskabet o. s. v. 3) Til Landetaten. Vaabenbrødre! Jeg, Norges Regent og Hærfører, underretter N. N. om Rigets nærværende Stilling, hvilken bør kjendes af samtlige Fædre- lands-Forsvarere. Hans Majestæt, Kong Frederik den Sjettes aabne SIDE: 280 Brev af 18de Januar løser det norske Folk og Armeen fra sin Tro- skabseed imod Høistsamme, og Mit aabne Brev af 19de Februar paa- taler det norske Folks Rettigheder til selv at bestemme sin Fremtids Skjæbne, at give sig en Regjeringsform; og i denne, som i Min Kund- gjørelse til Folket og Norges Krigere yttrer Jeg Min bestemte Villie, i Spidsen for et kjækt Folk som dets Regent at forsvare Norges Selv- stændighed, samt at haandhæve Rolighed og Orden i Landet. Samtlige disse Actstykker skulle høitideligen af den høistkommande- rende Officier i en formeret Kreds af hver forsamlet Bataillon, Escadron eller Division forelæses, og efterat Min Kundgjørelse til Slutning er oplæst, skal med 3 opløftede Finger af den høire Haand, og med de Ord: "Saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!" Eden aflægges, der forinden tydeligen fremsiges for Forsamlingen saaledes: "Sværge I at hævde Norges Selvstændighed og at ofre Liv og Blod for det elskede Fædreland?" Hvornæst Handlingen sluttes med et trende Gange 3 gjen- taget Hurra for Norge, dets Regent og Norges kjække Forsvarere. Derefter foranstaltes af samtlige under Vaaben værende Regimenter, Batailloner eller Escadroner, at der af hver Division eller Escadron udvælges tvende Valgmænd, een indfødt Officier og een Mand af Under- classerne, der tillige er Gaardeier og over 25 Aar gammel, hvilke Valg- mænd skulle samles hos Regiments- eller Corps-Chefen, og udvælge tvende Krigere, een Officier og een Mand af Underclasserne til paa Regimentets eller Corpsets Vegne at møde til den nærmere bestem- mende Tid i Forsamlingen, som i Følge Mit aabne Brev er bestemt at skulle samles den 10de April førstkommende i Eidsvold udi Aggers- huus Amt, for at fastsætte og paa Nationens Vegne at vælge en Re- gjeringsform for Kongeriget Norge. Paa samtlige Steder, hvor Eden aflægges, forfattes et Vidnesbyrd, underskrevet af samtlige tilstæde- værende Officierer, om at Eden til Norges Sag er aflagt med et Fædre- landssind, der egner norske Krigere, og disse Vidnesbyrd tilligemed Melding til Regimentet om de af hver Division eller Escadron udvalgte Valgmænd, oversendes til Regiments- eller Corps-Chefen, som ufortøvet forfatter en Adresse, udi Regimentets eller Corpsets Navn, stilet til Mig, hvilken tillige underskrives af de tilstedeværende Stabs-Officierer, og overbringes af de udvalgte tvende Krigere, og som, foruden Beret- ning om Edens Aflæggelse, skal indeholde Fuldmagt for disse Personer, at møde i Forsamlingen i Eidsvold. At der til dette Valg tages ud- mærket agtede og oplyste Mænd, hver efter sin højere eller lavere Stilling, maa for Sagens Vigtigheds Skyld paaagtes. Enhver norskfødt Officier, som ei kan være tilstede ved Edens Af- læggelse, skal skrivtligen indsende sin Eed til Regimentschefen. En- SIDE: 281 hver Danskfødt Officier, Underofficier eller Soldat, som, ifølge det kgl. danske Cancellies Placat af 5te Febr. ei vil sværge Norges Sag, men foretrækker at vende tilbage til Danmark, er fritagen for at aflægge Eden, men maa, naar Regimentet eller Corpset hører til den forsamlede Armee, strax søge sin Afsked, eller, hvis han holder det for sin Pligt, at søge Hs. dansk Maj.s Tilladelse til at forblive i Norsk Tjeneste, da skal det staae ham frit for at begjere Ansættelse i Christiansands og Bergens Stifter, og Frihed skal forbeholdes ham, at søge sin Afsked af Mig; men i det Tilfælde, at han forbliver i en saadan uactiv militair Stilling, og uden at gjøre Eed til Norges Sag, skal han nedlægge sit skriftlige Løfte i Mine Hænder, overensstemmende med de gjældende militaire Love, at forrette den Tjeneste, der anbetroes ham, indtil han er afløst eller entlediget. Regentskabet o. s. v." 4) Til Søe-Etaten. (Ligelydende med forrige. For hver Brig og hvert Værft skulde ud- vælges to Valgmænd: een indfødt Officier og een Mand af Underklas- serne, der tillige skulde være Gaardejer og over 25 Aar. Den skriftlige Eed i Tilfælde af Fravær skulde indleveres til Admiralen, og det skulde staae enhver danskfødt Sjøkriger, som ei vilde aflægge den, frit for at gaae iland, naar Fartøiet udkommanderedes). Bilag XI Biskop Bechs Brev til Præsterne. Saasnart Deres Velærværdighed har modtaget hoslagte aftrykte Skri- velse til mig fra Norges Regent, samt Kong F. 6tes Proclamation, og vor Regents aabne Brev tilligemed de af mig forfattede trykte Bønner, der skulle oplæses efter Edens Aflæggelse, ville de behageligen strax lade tilsige deres Menigheders Huusfædre at møde førstkommende Fredag den 25 d. M. i Guds Huus til en almindelig festlig Bededags Helligholdelse i Anledning af Fædrelandets nuværende vigtige Stilling. Da dette Brev ikke ankommer saa tidlig at Menighederne kan tilsiges fra Prædikestolen til Møde i Hovedkirken, maae Tilsigelsen skee ved Medhjælperne og Qvarteermesterne eller paa en anden passende Maade. Imidlertid vil det, da det afsendes med Friskyds og Holdsheste, for- haabentlig indtræffe betimeligen paa ethvert Sted. Skulde det derimod komme saa sildig til enkelt længstbortliggende Sted, at den bestemte Dag ei der kunne blive helligholdt, maa Helligholdelsen foretages den SIDE: 282 derpaa følgende Fredag den 4de Marts, hvilken Udsættelse dog ingen- lunde maa finde Sted uden af de gyldigste Grunde. I øvrigt seer Deres Velærværdighed af Regentens Brev til mig, hvad De haver at iagttage forved og efter Edens Aflæggelse. De sværger selv staaende paa Præ- dikestolen tilligemed Menigheden. Efter Eden og de derpaa forrettede Bønner prædikes over den befalede angivne Text (Psalme 62-8-9). Passende Psalmer afsynges, og til Collect, som mæsses før Prædikenen, kan bruges en af de ordinaire Collecter paa de ugentlige Fredags Bede- dage, hvorefter der mæsses istedetfor Epistel og Evangelium Rom. 13-4-5-6-7. Til Slutnings Collect, hvorefter Velsignelsen lyses fra Alteret, kan man betjene sig af den almindelige Kirkebøn for Kongen; men istedetfor Kongen og hans Lande nævner man Riget og dets Re- gent. Fra nu af bruges ikke mere den sædvanlige Bøn i vore Kirker for Kongen og Kongehuset, men derimod for Norges Rige og dets høie Styrer Prins Christian Frederik. Dersom en Kundgjørelse om Freden med Storbritannien og Norges Forhold til fremmede Magter ei skulde, da den endnu ei er færdigtrykket, betimeligen blive eftersendt, maa deres Velærværdighed efter Prædiken dog gjøre en Takkebøn til For- synet for Freden, som Nationen med Tillid til Guds Bistand tør haabe vedligeholdt. Opslo Bispegaard den 20 Febr. 1814. Bech. De befalede Bønner efter Eden. For dit alvidende Aasyn, almægtige Gud, retfærdige Fader og Dom- mer! svore vi i dit Navn og i din Helligdom, denne vor Troskabs Eed: at ville med Liv og Blod og enhver Opofrelse hævde og forsvare og for- fremme Norges Vel, Frihed og Selvstændighed, og dertil hylde og ad- lyde den elskelige udvalgte Tjener, Norges Regent, Prinds Christian Frederik. Alseende! Du kjender vore Hjerters Oprigtighed, at vi ville redeligen holde, hvad vi paa denne Dag i dit Tempel, og for dit Aasyn, have helligen svoret. Forleen os din almægtige Bistand og Naade, til at be- vare vor Tillid urokkeligen paa dig, og baade i Fred og i Fare, i Lykke og i Ulykke, at forblive med standhaftig Samdrægtighed vor Eed og vore Løfter troe indtil Døden! Amen. Derpaa beder Præsten saaledes: Gud! Du hørte Fyrstens og Folkets Eed, som bandt dem ved hellig- ste Baand i uadskilligt Samfund til fælleds Sag til Landets Fred, Frelse og Hæder og til dit Navns Helliggjørelse; du hørte deres Bønner, du vil visseligen ogsaa af din forbarmende Kjærlighed og for Jesu Christi SIDE: 283 Skyld bønhøre dem; Skue med Fadermildhed og Velbehag ned fra din himmelske Trone til denne høitidelige Pagt imellem Fyrsten og Folket hvortil de med ydmyge og tillidsfulde Hjerter kalde dig Hellige og Alle- stedsnærværende til Vidne! Bevar den faste Tro hos os Alle, at du er vor Fader og Beskjærmer, at du strider for og med den retfærdige Sag; at du styrer med Almagt og Viisdom alle Begivenheder til Held og Frelse, naar vi lyde dine Bud og stadigen haabe paa dig. Formeer vor Kraft! Ophold vor Frimodighed, befæst den broderlige Enighed, og opliv os med styrkende Haab i Nødens og Kampens Dage; naar vi da have fuldendt Striden, og bevaret Troen og Ærens Klenodier da vil du algode trofaste Fader! skjænke os Fredens milde Velsignelser, og med den Viisdom og Forstand til at anvende dem efter din Villie til vort sande Bedste! Velsign denne Forsamling som her tilbeder for dit Aasyn, velsign det ganske Folk, stedse lad det høre dig til, leve og dø i din Frygt og i din Lydighed og du være stedse dets Gud og Forbarmer! Velsigne Landets Fyrste og Regent dit udvalgte Budskab til Fol- kets Trøst til dets Fred og Frelse! Stedse lad din Viisdom og Retfærds og Mildheds Aand, der nu besjæler al hans Tænken og Adfærd, hvile over ham og over den Slægt, der efter hans Dage skal sidde paa Norges Throne! Selv være du hans Skjold og trygge Beskjærmelse mod alle Fienders Angreb og uretfærdige Vaaben! Du være den faste Klippe hvorpaa han bygger sit Haab, hvorpaa han grundfæster Rigets og Fol- kets Frihed, dets Ro og lyksalighed! Ophold hans Manddoms Aand, formeer og lyksaliggjør hans kraftige Dages Tal, at de maa vorde en Velsignelse over ham og hans Afkom en Velsignelse over Norges Folk fra Slægt til Slægt! Gud! Du som troner i Himlen og hersker paa Jorden, dig allene tilhører Priis, Ære og Tilbedelse, i din Haand være Fyrsten og Folkets Sag overgivet! Du er trofast og retfærdig, dine Forjettelser ere Ja og Nei; paa dig tør vi, paa dig ville vi haabe; dig paakalde vi, du vil høre os, du vil frelse os, og vi ville nu og altid prise dit ene tilbedeværdige Navn! Hør os Gud vor Gud, tag Fyrsten og Folket under din almægtige Varetægt, og velsign dem nu og evindeligen! Amen, i Jesu Navn, Amen! SIDE: 284 Anhang Opinionsyttringer (Kristiania Intelligentssedler 4 Febr. 1814). O at min Røst var vældig som Storm, for at vække til Kampen, Olding med Viisdom i Raad, Yngling med Styrke i Arm, Væbnet for Retfærd, Sandhed og Dyd! -- See Helvetiens Stamme, Samlet i Grytlis Dal, svoer ved den evige Gud Haand i Haand Tyranniet og Lasten Had; og en Skare, Stimlet fra Dal og Bjerg, gjentog den hellige Eed. Høit den lød over Waldstätter Søe, og Fjeldboen vaktes, Kjæk han skreg: jeg er fri! Lænkerne brast ved hans Raab. Voldsmandens Svende faldt for Tell og hans modige Brødre. Slagen af Een mod en Snees flygtede Østerrigs Magt. Mennesket kan, hvad han vil, naar det gjelder for Sandhed og Frihed; Disse Straaler fra Gud, ildne sin Dyrkeres Kraft. Frem da, I vakkre Mænd! hvis Hjerter slaae høit, ved at tænke Menneskets Værd! O frem! Sværger den hellige Eed: Borgeres Adel og Værd med Raad og Daad vil vi hævde! Lasten i Glimmer Foragt! Død Tyranie og Bedrag! "Uvidende om Hr. P. C's. Opholdssted, maa jeg gjennem dette Blad bevidne ham min varmeste Tak for den mig meddeelte Efterretning om min salig Kones Ligegyldighed mod mig, saameget mere da jeg er- kjender, at Bevæggrundene ikke kunne have været Bagvaskelse mod den salig Afdøde; men blot at tjene mig til Advarsel ved min fore- staaende Forbindelse med min elskede Christiane. Hvis den omtalte T. G. Sn. er den Person jeg mener, da troer jeg gjerne at hans For- fængelighed langt mere end hans Kjærlighed til Christiane, forleder ham til at ønske sig anbetroet en Helterolle i Comedien, som man spiller med mig; thi jeg veed med temmelig Vished, at hans Venskab til mig er blot Maske; ligesom jeg ogsaa er meget genegen til at troe ham ligesaa fuld af Vindbeutlerie som Egennytte. Hvad de Udtryk: "Landsdommeryngel" og "hjerte Svigermama Kokkepigen" betyde, har Hr. P. C. vistnok den Godhed nærmere at forklare mig; og da han som Udenbyes maaskee bivaaner forestaaende Marked, tør jeg smiggre mig med en Sammenkomst, for mundtlig at udvikle Ideer, som ikke tør betroes Pennen. Norb.ye." SIDE: 285 (Kristiania Intelligentssedler, 7 Febr. 1814). "Den Mand er en Nidding, som kan sig betænke Paa Valg mellem Frihed og slaviske Baand Kun Viisdoms Befaling, kun Pligternes Lænke Maa fængsle en ædel og fribaaren Aand. Ved Frihed kun Manden er ædel og stor; Men Skjændsel og Udyd hos Trældommen boer. Chor. O Frihed, som Manden gjør dydig og stor; Dit straalende Tempel staa evig i Nord! Ve den, som tør Nordboen prøve at kue Til Trældom og Kryben ved Svig eller Magt! Hver Mand skal opstaae mod Tyrannen, og skue Hans Trudsler med Roe og hans Guld med Foragt, Og snart under Tronens det rygende Gruus Begræde han skal sin Afsindigheds Ruus. Chor. O, du som fra Uhyrer renser vor Jord, O, djerve Tyranhad, døe aldrig i Nord! Men Held over dem, som berede og fremme Ved lovbundne Vælde vort Fædrelands Vel. Gid aldrig, bedragne af Smiger, de glemme: Dem Magten kun laantes at udbrede Held. Drøm ei, o Regent, at en Guddom du er! Ved Dyder den første blandt Borgere vær! Chor. Høit Folket i Nord skal velsigne den Mand, Som troligen tjener sit Fædreland! Naturen ei Forskjel paa Fødselen kjender, Dens Orden er evig og herlig og sand, Den byder os favnes, som Brødre og Venner, Den adler hver ædel og retskaffen Mand. Svind Adelskab, svind! og Foragt med Enhver, Som drømmer om Aner og arveligt Værd! Chor. O Lighed, du hersker i Nordboens Land! Kun straalende Borgerdaad adle sin Mand! SIDE: 286 Snart Sandheds velgjørende Sol skal oprinde, Dens mægtige Straaler adsplitte hver Sky, Da Løgnens og Fordommes Rige skal svinde, Naturen usløret fremtræde paa ny. Snart flye for den herlige kommende Dag Despotiske Vælde og helligt Bedrag. Chor. O, Mørkhedens Venner til Skræk og til Trods, Din Fakkel, o Sandhed, ei vige fra os! "Du synes min kjære Norb.ye, vel nok at indsee den Sandhed, at Forbindelsen med din Christiane er det Eneste, der kan bringe din huus- lige Forfatning igjen i Orden. Da Du nu veed, at Din Christiane er ligesaa forstandig som Dig troe, saa viis hende og den billige Tillid, at lade hende selv vælge dem, ved hvis Bistand hun snarest haaber at naae Maalet. Er da Du Hjertegranskeren mere end hun? eller kræver Du den Urimelighed, at de hun vælger til at gaae sig tilhaande, skulle være feilfrie Engle? Spild da ikke Dit eget Held ved utidig Kiv, og nedværdige Dig ikke selv til at troe, at der "spilles Comedie med dig." Du, som alle flinke Fyre, faaer i godt Selskab let en Ruus. Saa fast og sindig Du er som ædru, saa svag og lettroende er Du i Rusen. Dine Uvenner lure paa slige Leiligheder for at tude Dig Mistroe i Ørene, og forlede Dig til saadanne Svagheder, som det Dig uværdige Aver- tissement i No. 10. Da Du kommer til Markedet, saa vogt Dig. Viis Dig den aabne, kraftfulde Mand, som Du altid var, saa tør de, der drive Handel med berusende Sager og Bysladder, ikke komme Dig nær. Modtag disse velmeente Raad fra din Ven Middelboe [fotnotemerke] )." "Spørgsmaal til vore Lovkyndige. Man har saa ofte hørt Tale om crimen læsæ majestatis. En Mand som tilfældigviis stødte paa det Udtryk: "crimen læsæ nationis", øn- skede at vide om der i den danske Lovgivning er nogen Bestemmelse for denne Forbrydelse." Fotnote: Tidens Red. synes ikke at ville forstaae denne Korrespondence, hvis Me- ning, i sig selv ikke vanskelig at udlægge, i et senere Tidsskrivt er bleven paa- peget og anført som et Vidnesbyrd om Dissensen om Kristian Frederik eller Prinds Christian (P. C.) som han kaldtes. Bogstaverne T, G. Sn. lade sig ogsaa let udfylde. SIDE: 287 (Kristiania Intelligentssedler, 11 Febr. 1814). "Auction i Middelkrog. Fredagen den lste April næstkommende, Kl. 12 Formiddag, bliver offentlig Auction afholdt i Gjæstgivergaarden: "Den hvide Buk", for til den Høistbydende at bortsælge det betydelige Jordegods: "Norholm" (een af de herligste Eiendomme man kan ønske sig). Godset har et Areal af 5600 Mile, hvoraf ikkuns 80 à 100 Mile ere opdyrkede til Kornavl, men næsten meer end det dobbelte kan oparbeides og gjøres frugtbringende, saaledes at man regner Eiendommen kan komme til at føde en Besætning af 900000, med Smaat og Stort. Paa Godset findes Overflødighed af Skov; ligesom og mange Damme, hvori man har en betydelig Mængde Fisk det hele Aar igjennem. Hoved-Godset har adskillige Bygninger, hvoraf Udhusene ere i taalelig Stand, men Hovedbygningen er noget forfalden, da det er meget længe siden det forrige Herskab beboede Stedet. Tapetseriet i Værelserne behøve For- bedring, da ingen af Herskabet har været paa Stedet i de sidste 26 Aar. -- Conditionerne er contant Betaling. I Eiendommen kan ingen Penge blive staaende, da den sælges for et Stervbo. -- Paa Godset er en Forvalter, som mange af Bønderne ønske at maatte forblive der, dersom man ellers kunde blive enige om Vilkaarene. -- Liebhabere indbydes. Christiania den 10de Februar 1814. Thor Bjørn." (De bergenske Adressekontors-Efterretninger 5 Marts 1814). Udgiveren glæder sig ved at kunne bekjendtgjøre sine norske Brødre følgende: Ianledning af den med sidste Post ankomne høist glædelige Tidende om Norges Selvstændighed under en viis og god Regent, blev den 3die Marts, paa det dramatiske Selskabs Theater, efter Opførelsen af Skue- spillet: Manden af Ord, af Iffland, heldigen fremsagt af en af Selskabets Directeurer, Hr. Over-Krigskommissair Mohr, følgende skjønne Epilog: "I Aften var vor Mand af Ord -- kun Leeg; Men see! -- hist Storm røg op -- nu her for Alvor spørges Om Mænd -- om Mænd af Ord -- Om Broder-Samfunds Pagt staaer fast i Nord, Om Orden inden Borde kan besørges, Da første Styrmand nu fra Roret veeg? SIDE: 288 Vold rev det af hans Haand -- det vil vi troe. Men vi opfordre ham, i det han os forlader, Til Vidnesbyrd, at vi adløde ham som Fader. Og at kun Mænd af Ord i Norge boe. Men, ak! nu drev vort Skib som Vrag for Bølger Mod den, for os afskyeligste, Strand, Som vinker os ind mellem Brud og Brand; Som bag sin Trægaards Prunk vort Fængsel dølger. Dog -- nu sprang op paa Dæk den gjæve Mand, Som Under-Styrmand var. Og raabte: "Hver, som Hjerte har Og elsker Frihed, Fødeland og Ære, Og før vil vove Alt, end fremmed Lænke bære! Han følge mig! Vi holde af Ad Havet til -- Om til vor Grav -- Saa skal vort Skibbrud dog al Verden lære: At Norge havde Mandskab inden Borde, Som Storm og Hav og Døden trodse torde." Vort Hurra steeg i Skye: der er en Mand af Ord, Som til vor Nød sit skjønne Hjerte binder: Den Usling han blandt os frygtagtig finder, Den kaste vi flux over Bord. Vi heise Seil i Top og duve til, Vort Skib han styre kan og vil; Og han skal see sin Lyst, hvor det sin Bølge bryder Hvor hele gamle Norge ham adlyder Han styre høit -- han ved at inden Bord Det hele Mandskab er -- kun Mænd af Ord. Dog -- uden al Allegorie: Ham over Stjernerne velsigne vi, Som saae ned til vor Nød og os har sendt En Christian Frederik til vort Lands Regent! Ham følger Seier, Ære, Held! Vi følge Ham. Ja før skal Dovrefjeld Omvanke, skjælve paa vor faste Moderjord, Før nogen Norsk skal Rigets Arving svige, Som Roret tog i Storm at styre Norges Rige. Saa sværge Nordmænd -- Mænd af Ord Gjenlyder Bjerge Syv! vi raabe: længe leve Vor Prinds-Regent! Ja dette Huus skal bæve Af nifold Hurra-Raab, Som tolker dette Norges Haab: Vor Christian Frederik længe leve! Hurra etc. SIDE: 289 Anmærkninger Pag. 186. Ved Omtalen af Urolighederne i Anledning af Extraskatten bør erindres For- ordning af 5te Juli 1765 "hvorved al utilladelig Forsamling og Sammenkaldelse af Almuen i Norge paa det alvorligste forbydes." Pag. 210. I Anledning af Stemningen i 1809 anfører Historikeren Adjunkt Brømel i sit Indbydelsesskrivt om Selskabet for Norges Vel, at "der gik nemlig dengang et over hele Sverrig udbredt Rygte, at Normændene tænkte paa at rive sig løs fra Danmark, og vilde oprette et selvstændigt Rige." Denne Forfatter angiver aldeles de samme Motiver til Kristian Augusts Valg. Pag. 214. Om Stiftelsen og den indre Tendenz af Selskabet for Norges Vel yttrer før- nævnte Forfatter sig: "Fra hvem den lykkelige Idee til dette Samfund først er udgaaet, er endnu for de Fleste en Hemmelighed. Hvilke Tanker ledede den, eller dem, som udkastede Planen til omtalte Forening, kan maaskee den gjette, som lægger Mærke til den Retning, Tidsaanden har taget, kaster et opmærk- somt Blik paa Tidsomstændighederne, som ikke overseer, at National- og Al- meenaanden var vakt under Trængsel og Nød, at Pengevæsenet forværredes mere og mere, at Regjeringen var for svag til at iagttage Landets Tarv, at en Søkrig med England, Danmark førte, og som var aabenbart i Strid med Norges virkelige Interesse og truede med dets Handels, Søefarts og Velstands totale Undergang, ikke snart syntes at ville blive endt; at Norge derved, at en i Chri- stiania nedsat Regjeringscommission bestyrede Landets Anliggender, var bleven overladt til sig selv og allerede ophøiet til en vis Selvstændighed. Naar man betænker alt dette, saa tør den pragmatiske Historieskriver yttre den Formod- ning, at en høiere Idee foresvævede Selskabets Stifter; at en dybere liggende Plan for Fædrelandets Held og Hæder laae i Baggrunden, end den, som offentlig blev kundgjort, og efter Christian Augusts Død kunde realiseres. Kun saare faa af de mange, som bleve Selskabets Medlemmer, have maaskee været ind- viede i Hemmeligheden; at en saadan synes at have fundet Sted, har Forfatteren af denne historiske Skizze over Selskabet for Norges Vel, ikke troet at burde lade blive uantydet." "Nationens Forædling i materiel, intellektuel, moralsk og politisk Henseende var det høje Maal hvorefter S. f. N. V. skulde tragte." Det topografiske Selskab var stiftet 1791 og det agershusiske patriotiske Sel- skab 1778. Nogen kongelig Tilladelse til Oprettelsen af Selsk. f. N. V. findes ikke at være indhentet. Det vilde ogsaa, siger Brømel "have været en stor po- litisk Feil, et stærkt Misgreb fra Regjeringens Side, ifald den, til Trods for den offentlige Mening, havde villet byde Selskabets Opløsning Vilde man end an- tage, hvortil vi dog ikke have tilstrækkelig Hjemmel, at Kongen ikke med Til- fredshed havde seet den Fremgangsmaade, man havde brugt, idet man, uden først allerunderdanigst at bede om Tilladelse, havde stiftet en Association, som havde Medlemmer overalt i Riget, og som syntes at ville danne en Stat i Staten; vilde vi end antage, at Kongens Omgivelser i Danmark ikke vare synderlig for- nøiede med den Selvstændighedsfølelse, den Nationalaand, som ved Selskabets Stiftelse yttrede sig i Norge, hvilket Land man hidindtil blot havde kjendt som SIDE: 290 en lydig Provinds af Danmark; stillede Selskabet for Norges Vel sig end ved Siden af Statsbestyrelsen og bebreidede stiltiende Regjeringens Mangel paa Kraft, om end ikke paa god Villie, til at sørge for Landets Bedste, idet det erklærede, at Gjenstandene for Foreningens Virksomhed skulde være alt det, som Statsborgeren i enhver vel organiseret Stat ellers venter og forlanger, at Regjeringen skal bære Omhu for; havde man end kunnet ahne dybere Planer, og frygtet for, at et saa vidt udstrakt Samfund, som havde vundet de fleste patriotiske Mænd i Norge for sig, omsider kunde fremavle et ganske andet Forhold imellem sidstnævnte Land og Danmark, end der hidindtil havde fundet Sted, saa var dog Frederik den Sjettes Charakteer og Politik langt fra en saa- dan Tanke, ved et Magtsprog at opløse et Samfund, i hvilket Norges meest agtede Mænd vare indtraadte, som virkede lyst og aabent, hvis offentlige frem- satte Tendens var ved Regjeringens daværende Svaghed, som den nok selv maatte erkjende, høist roesværdig. En anden mindre liberal Monark end Frederik den Sjette, vilde ved et Pennestrøg have tilintetgjort Selskabet for Norges Vel, og derved maaskee fristet mange af Medlemmerne til at stifte et hemmeligt, imod Regjeringen mere fiendtligsindet Forbund for Fædrelandets Vel. Havde Selskabet for Norges Vel aldrig udrettet noget Væsentligt for sit Øiemed, at virke til Bedste for Fædrelandet i literair og oeconomisk Henseende, saa har det allerede derved gyldig Krav paa Nationens Taknemmelighed, at det har opflammet Normandens Fædrelandssind, opvakt den mere og mere indslumrende National- og Almeenaand, og forberedet Gemytterne til Tingenes nye Orden. Naar Medlemmerne af Samfundet regelmæssig engang om Aaret, eller saa ofte Directionen fandt det nødvendigt, bleve sammenkaldte til en Generalforsamling paa Cathedralskolens store Auditorium, i samme Locale, hvor nu Storthinget holder sine Møder, saa var dengang, ligesom nu, Fædre- landets Vel, det Almindelige, Offentlige, det, hvorpaa de der tilstedeværende Mænds Tanker vare henvendte." Henrik Wergeland SIDE: 291 ANDET HEFTE RIGSFORSAMLINGENS HISTORIE I INDHOLD 1. Stemningen. Foretagender af Regenten. 2. Rigsforsamlingen paa Eidsvold. 10de April til Mai. Stemningen. Foretagender af Regenten. (Marts Maaned 1814). Det Indtryk, Bededagens Optrin gjorde, var, efter en Samtidigs haandskrevne Vidnesbyrd, og efter hvad man kan see af Datids offentlige Blade, utrolig stort. Før det afgjørende Lod, i Uaf- hængighedserklæringen og Sammenkaldelsen af en Rigsforsamling, kastedes, havde en Besindighed og freidig Rolighed for Fædre- landets Skjebne, der kontrasterede stærkt med den lidenskabelige Partiaand, som snart brød løs over de følgende Aaringer, været temmelig almindelig. Men i Februar Maaned, da Efterretningerne om det Passerede kun hviskende udbredte sig fra Øre til Øre, eller stumme fra Mine til Mine, var denne Rolighed kun Vind- stillets før Stormen. Og enhver Revolution har et saadant Forbud, et Proscenium, hvor det er Enhver tilladt at yttre sin Hjertens- mening frit og uafhængigt om Tingene, uden at den behøver at tilhøre noget herskende Parti. Under denne Frist er det de ædleste Ideer, de værdigste Beslutninger fødes, de politiske Roller hemmelig uddeles, og at Heltene som snart skulle træde frem, under Hjerteklap berede sig dertil. Men er det politiske Maal fastsat, deler Alt sig i Partier og Farver; den individuelle Menings- friheds Uskyldighedsstand er forbi; man undersøger ikke længer hvad der er Sandhed; man troer at have fundet den ene salig- gjørende, og at den første Pligt er nu at stride for den. Ingen Neutralitet. Kampen for det Valgte: Kampen for det er Kampen for Fædrenelandet og for Selvet. SIDE: 292 Hvad der skulde gjøres var nu saa fast afgjort, at det for de ret Enthusiastiske og paa Regenten Troende neppe syntes uvist hvad der kunde skee. At grunde længer over "om" og "hvor- ledes" blev anseet for en crimen læsæ nationis; thi Folket havde svoret i Guds Huus og under Himmelhvælvet, og det maatte blive sin Eed tro. Man maatte ikke længer spørge om hvad der kunde frelse Fædrelandet; thi det var afgjort, hvorved det skulde blive frelst. En revolutionær Intolerance yttrede sig, og det er maaskee mest Landets fysiske Beskaffenhed og den egentlige Masses politiske Uskyld og Fremmedhed for Agitationer at til- skrive, at de Trudsler og Forbandelser, som man ikke sjelden mundtlig og skriftlig udstødte imod Enhver, som ikke ydede Re- genten og hans Foretagender Virak nok, ikke udartede til noget Værre. Ultraerne troede sig nemlig ved den svorne Eed be- rettigede, og de Moderate forpligtede, til at see meenedersk Forræderi i enhver afvigende Mening eller opstigende Betænke- lighed. Eeden blev sat imod enhver Tvivl. Vox populi var ogsaa her som altid den inappellable vox dei. Eeden gik ud paa, at man vilde forsvare Selvstændigheden, og havde saaledes en opflammende Kraft, medens den første Selv- stændighedshandling, Sammenkaldelsen af en konstituerende Rigs- forsamling, ved at sysselsætte Tænkningen og Forventningen, regulerede Begeistringen, og meddelte Stemningen en varigere Spændkraft. Man havde i den faaet Noget i den nærmeste Fremtid at fæste de nedslagne Øine paa. De meest omtænk- somme Patrioter haabede Alt af den; Massen imødesaae den med Forventning, skjøndt den ogsaa i den ventede meest af Regenten. Den vakte Selvtillid fandt ogsaa gode Støtter i ad- skillige andre af hans første Foretagender, der tydede paa, at han holdt sin Stilling for fast og Kronen for vis, og den hentede Næring af det freidige Væsen, han gav sig. Offentliggjørelsen, paa Regentens Befaling, i "Tiden" af 5te Marts, af en Proklamation fra den svenske Konge til det norske Folk, som mod Slutningen af Februar overbragtes af en svensk Grev Rosen og Friherre Skjøldebrand, viste en Tryghed hos Regenten, der gjorde Mængdens fastere. Iforvejen opirret ved Efterretningen om, at Foreningen skulde indledes ved Indmarschen af en Armee og især ved Be- sættelsen af Landets Fæstninger, vakte denne første Hilsen fra den paatvungne Konge, hvori disse forhadte Forholdsregler be- SIDE: 293 kræftedes, kun Mængdens harmfulde Latter, og fremkaldte en i "Tiden" noget senere hen, under Titel "Thrøndernes Følelser efterat have læst svenske Proklamationer", indtaget heftig Apostrof, saa det var klart, at der ingen Fare laa i de Tirader i Proklama- tionen, hvori der tilsagdes, at Nationens Kaarne skulde blive hørte, og hvori en Konstitution, grundet paa Repræsentation og Beskatningsret, iforveien garanteredes Normændene. Forbittrelsen tiltog endnu mere, da det blev bekjendt, at Kongen af Sverige havde sendt en, paa Fransk og Dansk affattet, Skrivelse af 6te Marts fra Prindsen, ledsaget af Kundgjørelserne af 19 Fe- bruar, uaabnet tilbage. De Enkelte, paa hvem hine Tilsagn, og især det svenske Folks egen fri Forfatning, dog gjorde Indtryk, og hvem dets mange anerkjendte hæderlige Egenskaber, dets af politisk og militær Berømmelse glandsomgivne hjemlige Tarvelighed og Flittighed stak i Øinene, vovede ikke at yttre mindre Mis- tillid til Løvter, der skulde ledsages af saa stødende Handlinger, skjøndt de fandt sig mere oplagte til at lee ad de Satirer og Spotbilleder paa den danske Regjering og Begivenhederne i Hol- stein, hvorpaa det ikke manglede [fotnotemerke] . Denne tænksommere Deel af Folket, siges der i den forhen citerede Præsteoptegnelse fra de Dage, undrede sig ogsaa over, "at ikke en mere politisk Klogskab blev brugt under Norges daværende kritiske Stilling, idet Regenten og hans Omgivelser formeget lod det mangle i sin Opførsel mod svenske Parlamentærer paa den "franske Artighed og Politesse," som var Sveriges første Vaaben, og hvorved Tingene kunde trækkes i Langdrag indtil de store Magters sande Sindelag, hvorom Nationen, især formedelst Prindsens Fordølgelse af det sande Forhold til de fremmede Magter, og især til Storbritannien, [fotnotemerke] Fotnote: Paa Børsen i Kjøbenhavn fandtes en Karrikatur over den danske Armee opslaaet, hvor Generalen var hovedløs, Officererne udstyrede med Faarehoveder, men Soldaterne med Løvehoveder, og den cirkulerede derefter ogsaa i Norge. Af alvorligere Natur var en allegorisk Poesi, "Nora til Dana", af en norsk Student i Kjøbenhavn, hvor Politiet udsatte en Belønning for Forfatterens Opdagelse. Den cirkulerede ligeledes i Haandskrivt i Norge. Fotnote: Som bekjendt af hiin, Norge i Virkeligheden uvedkommende, Proklamation: "Fred, Fred i Norden"! foregav han, at Frederik VI havde viist Normændene den Velgjerning, faa Dage før han løste dem fra Troskabseden, at erhverve dem Fred med Storbritannien, ved hvilket Foregivende han ikke tog Hensyn til Traktaten af 14de Januar, men blot til den kongl. Kundgjørelse af fire Dages senere Dato, som først den 7de April blev ratificeret, og i hvis 5te Artikel paaberaabes den med Sverige sluttede Fred. SIDE: 294 for Øieblikket svævede i den fuldeste Uvished, kom for Dagen". -- I afstikkende Modsætning til denne Opførsel stod den Be- handling, der var bleven Grev Wedel Jarlsberg tildeel i Sverige paa hans Tilbagereise derigjennem fra Danmark sidst i Februar. Seenhøstes 1813 var han i private og i offentlige Providerings- anliggender paa en aaben Baad reist over til Jylland, og vendte nu, efter mislykkede Forsøg paa at komme over det iislagte Hav, landværts tilbage, efter kun med Vanskelighed at have erholdt Pas af den svenske Ministerresident i Kjøbenhavn, Tawast, hvem han negtede at sværge Carl XIII Huldskab. Paa Grund af hvad det imidlertid tegnede sig til i Norge, blev han anholdt i Göthe- borg og ført til den Observationsarmeen mod Norge komman- derende General-Feldtmarschal Grev Essens Hovedqvarteer i Wennersborg. Her fik han strax sin Kaarde tilbage, og blev be- handlet med stor Udmærkelse. Men man var for klog til, efter nogle Dages Forløb, at lægge videre Hindringer ivejen for hans Reise til Norge, hvor en Mand med Wedels Anskuelse af For- holdene, Evne til at gjøre den gjældende, og Stilling i Forhold til Kristian Frederik kunde udrette meer for Unionen end den hele Essenske Armee. "De har opholdt Dem i det svenske Hovedqvarteer?" spurgte Kristian Frederik Greven med ilde dulgt Mistanke og Vrede, da Denne, ved Tilbagekomsten til Kristiania, just i de Dage Kund- gjørelserne af 19 Februar vare publicerede, gjorde ham sin Op- vartning. Grevens Svar var et kort og stærkt betonet "Ja". Da han derpaa, efter et Spørgsmaal af Regenten om hvorledes Konjunkturerne tegnede sig for Norge i den politiske Verden, med større Aabenhed end hos Grev Essen, yttrede sin Mening om det Vovelige i at spænde Buen for høit, og det Usandsynlige i, at Norge vilde kunne bestaae sig i den Krig, som trak op, udbrød Regenten med et haanligt: "Herr Greve, er De bange"? hvorpaa Wedel, læggende Haanden paa Kaarden, og trinende ham nær under Øine, med al Selvfølelsens Vægt betydede Hs. Høihed, at kun den vigtige Stilling for Landet, Samme for Øje- blikket indtog, forbød ham at fordre den Fyldestgjørelse, den ene Adelsmand kunde kræve af den Anden, men at han nu kun udbad sig, i Farens Øjeblik paa Slagmarken at maatte være ved Hs. Høiheds Side. Efter denne Audienz betragtede Regenten Wedel som sin SIDE: 295 farligste Fiende; og om dens Natur og hans Ophold i den svenske Leir kom Rygter i Omløb, der i den almindelige Mening gjorde Grev Wedel til Chef for en, vel adspredt og ikke talstærk, men ikke destomindre tilværende, og ved Vægten af de Individer, den talte, ikke lidet betydende, Opposition imod Regentens Person og Foretagender. Wedel, der siden 1812 var Privatmand, begav sig umiddelbart efter hiin Scene til sit Grevskab, hvor han fik forhøjet Betydenhed for Landet ved at vælges til Repræsentant ved Rigsforsamlingen. Hans Popularitet, begyndt med den Mod- sætning, han afgav mod sin Fader, den forrige Greve, den brutale Friederich Anton, og med den Yndest, Kristian August havde skjænket ham, og voxet under hans livlige Deeltagelse i Krigen og nidkjære Anstrengelser for Landets Forsyning -- den, men ikke hans Betydning for det øvrige Land, var væk paa det første Rygte om den spændte Fod, han stod paa med Prindsen. De, der delte Mening med ham, eller hans Parti, som man gjerne vilde kalde det, om man kan bruge dette Ord om Noget saa spredt og uorganiseret, smigrede vel mindre Ultranorskheden end Regentens blinde Tilhængere, men de vare ikke mindre patriotiske i sin Tænkemaade. Fra Disse kom saaledes sandsynligviis Op- fordringen i Kristiania Intelligentssedler for 8de April 1814 -- dengang det frieste Meningsorgan -- til de i Danmark ansatte Normænd om at tye tilbage til Fædrelandet, og den i "Tiden" for 16de og 26de Marts og i Intelligentssedlerne for 22de f. M. udsatte Præmie af 800 Rdb. D. Kt. for en Besvarelse inden 10de April af Spørgsmaalene, om Regentens Indkaldelse til en Rigsforsamling medgav, at Andre end Norskfødte kunde tage Sæde der, om hvilke Regler Retfærdighed og Klogskab paabød med Hensyn til Fremmedes Adgang til Embede og især til de vigtigere, og om hvilken Indflydelse de Indfødtes Eneret i begge disse Henseender vilde have paa Nationalaanden og Kjærligheden til Regenten. Det velaffattede Svar i samme Blad for 1ste April, med Motto det bekjendte Wesselske Vers om Normændenes store Tanker om sig selv, kom derimod snarere fra En af Prindsens Nærmeste, skjøndt Disse ikke lettelig undlod nogen Leilighed til at kløe Løven ved at smigre Ultranorskheden og overdrive med sine Fraser det stærke Sprog, denne førte i Oprigtigheden af sine Følelser. Den maatte holdes i godt Lune, da den tilhørte Folkets Kjernemasse og syntes at voxe i Selvfølelse med Rigsforsamligens SIDE: 296 Nærmelse, og da de Indfødtes Uvilje mod de danskfødte Embeds- mænd oftere brød frem som Luer af Jorden i et vulkanisk Land. Det var i Overeensstemmelse med dette det talrigste Parties Tænkesæt, Generalmajor Sejersted havde udkastet sin første Feldttogsplan, der gik ud paa at angribe Sverige, og ifølge hvilken Armeen var bleven trukken sammen mod Grændserne. En Skrivelse fra Regenten til Kongen af Danmark af 22de Februar, men først oplæst i Rigsforsamlingen den l9de Mai og meddeelt i Tiden den 25de, klang ogsaa særdeles krigersk. "Jeg har -- siges deri -- nøje prøvet Nationens Aand og Sindelag. Den almindelige Stemning er, heller at offre Alt, end at blive Svensk. Norsk vil hver Mand være, og Fædrenelandets Forsvar er Alles Fordring. De har Selv sat Mig i Spidsen for dette tro Folk, og det har været Min Bestræbelse, at vedligeholde denne Stemning, som ene kunde sikkre Norges Uafhængighed, -- nu skulde Jeg dæmpe denne høie Følelse? forlade det Folk, jeg er kaldet til at forsvare? overlade det til den indvortes Gjæring og For- styrrelse, som Kampen for Frihed og Fædreland, uden Forenings- punkt i Anførsel, nødvendigen maatte fremkalde? -- I Sandhed, om Noget kunde nævnes: at svigte sin høieste Pligt, da havde det vel været at handle saaledes. Jeg følger det høie Kald, at redde et frit Folk fra Undertrykkelse, hvilket Jeg troer, at For- synet har bestemt Mig til! Jeg stiller Mig i Spidsen for Fædre- landets Forsvarere som Norges Regent, og skal med kraftig Haand værne om de Rettigheder, som ere tilbagegivne Folket: Selv at bestemme sin Regjeringsforfatning og tilkommende Skjæbne. -- Nationen har fæstet sin Lid til Mig. Ikke Egen Fortjeneste har banet Mig Veien til Folkets Kjærlighed, den er gaaet i Arv til Mig fra Vore Forfædre, og det er min høieste Bestræbelse at for- tjene den, ligesom det skal være Min Løn, at en taknemmelig Efterverden skal nævne Mit Navn iblandt dem, der vare villige at opofre sig Selv for et Folk, hos hvilket Fædrelandssind og det sande høie Mod luer i gammel Nordisk Reenhed." Men hiin Plan indskrænkedes paa Befaling først til det blotte Forsvar og siden til den befulgte Rømning af Glommens Østbred. Soldaten var rykket mod Grændsen i den fulde og faste Tro, at det gjaldt et Indfald i det kun af Essens lidet stærke og uøvede Hær bevogtede Sverige, over hvilken det Staffeldtske Skiløber- korps, som tillige var bleven forstærket fra de andre Armee- SIDE: 297 afdelinger, i denne snefulde Vinter ikke lidet forøgede Nor- mændernes Overlegenhed, uagtet Armeen, med Hensyn til sine Fornødenheder, ja selv til Ammunition, var i en høist maadelig Forfatning. Ogsaa var det den almindelige Mening, at Sagerne kun vilde gaae ilde, om Februar og Marts, siden Armeen dog nu var trukket sammen, gik hen med Sværdet i Skeden. Og uden en saadan Hensigt kunde man ikke forklare sig den stedfundne Sammendragning af Armeen paa en Tid, da Sverrig hverken kunde eller vilde angribe, og da alle en Hærs Nødvendigheder vare saa vanskelige at tilvejebringe i et Land, Danmarks mis- tænkelige og selvkjærlige Politik aldrig havde tilstedet noget Depot, og hvori det, med en ligesaa systematisk Statskløgt, havde gjort Sit til at holde Agerdyrkningen i Dvale. Da et Feldttog paa en saadan Aarstid og i en saa snefuld og streng Vinter, naar det ikke strax antog Angrebets Karakteer, dog kun syntes lidet ud- førligt, vakte dette Foretagende, som ogsaa var uforklarligt siden det hedte, at der var "Fred i Norden", rigtignok ogsaa Mistanke hos Mange om, at det havde til Hensigt, at Armeen endelig skulde faae en vis forhen mislykket Plan [fotnotemerke] til at gaae, nemlig at udraabe Prindsen til Konge. Men hvad den saa egentlig var, virkede det baade ufordeelagtigt paa de Klogeres Omdømme om Prindsregentens krigerske Dygtighed og nedslaaende paa Menig- mand, at pludselig en stor Deel af de søndenfjeldske Tropper hjemforlovedes indtil videre, for, som det hedte, ikke at fortære Beholdningerne, men tydeligt nok fordi den første Plan med deres Sammenkaldelse var bleven opgivet. Generalmajor Staffeldt, som ellers siden 1808 havde det bedste Navn i Armeen, vakte allerede da den første Mistanke imod sig, fordi man nævnte ham som Fotnote: Man erindre her Møderne af 5te Jan. og 16de Feb. 1814 (Se I H. S. 234 og 250). Vigtigheden af det sidste fortjener maaskee, at samtlige Mødende nævnes. Foruden de forhen nævnte, bestod dette Udvalg af Kammerherre, siden Stats- raad, M. G. Rosenkrantz, den daværende danske Statsministers Broder; Konfe- rentsraad og Amtmand, siden Statsminister, Sommerhjelm; Kontreadmiral Lütken; Generalmajor, siden Generallieutenant og Statsraad, Haxthausen; Oberst, siden General, Arenfeldt; Etatsraad, siden Statsraad, Falbe; Generalauditør Bergh; Grosserer, siden Statsraad, Tank; Stiftamtmand Thygeson; Amtmand, siden Statsraad, Jonas Collett; Foged, siden Statsraad, Poul Christian Holst; hvilke tre Sidste endnu leve. Rosenkrantz, en Mand af ægte norsk Oprigtighed, var Den, som, da Sverdrup havde kuldkastet Kongeplanen, antydede en Sammen- kaldelse af Nationens Deputerede og de andre Forholdsregler. SIDE: 298 en af høje Officerer, der skulde have fraraadet den første Angrebs- plan. Medens Tropperne vestenfor Kristianiafjorden marscherede hjem, foretog Prindsregenten, efterat have udfærdiget under 6te Marts en Skrivelse paa Fransk tll Kongen af Sverige, hvori han foreholder Denne Uretfærdigheden i ved Vaabenmagt at ville realisere sine Prætensioner, østenfor samme en Inspektionsreise til Frederikshald og Frederiksstad. Hafslund hedte da hans "Hovedqvarteer". Under dette Fravær skede først Publikationen af Kielertraktaten i "Tiden" for l0de Marts, efterat en Kundgjørelse af 2den Marts om et Regjeringsraads Oprettelse og Instruxen for dets Organisa- tion to Dage i Forvejen var bleven meddeelt. Den nye Regjering var inddeelt i fem Departementer, nemlig: 1ste Departement, for Finantsvæsenet, med Generalmajor Frie- drich Gottschalck von Haxthausen til Chef; 2det Departement, for det Indre, med Amtmand Jonas Collett i Spidsen; 3die, for Justitsvæsenet, med Amtmand, dansk Konferentsraad Matthias Leth Sommerhjelm; 4de, for Handels- og Toldfaget, med Gros- serer Niels Aall, Raadmand i Skien; og 5te, for Kameralvæsenet, med dansk Konferentsraad Carsten Anker til Chefer. Medlemmer af Regjeringsraadet vare tillige dansk Kammerherre Markus Gjøe Rosenkrantz som Direktør for Rigsbanken, og Grosserer Carsten Tank, som Tilforordnet i 1ste Departement. De to Handelsmænds Udnævnelse til Regjeringsmedlemmer forklarede man sig som et Fif for at vinde Handelsstanden, Norges Noblesse, ligesom Op- rettelsen af en provisorisk Oplysningskommittee af, at Regenten vilde vise sin hengivne Ven, Biskop Bech, en Opmærksomhed, uden dog at gjøre ham til Medlem af den provisoriske Regjering. Militærvæsenet forblev under Kommissariatskollegiet, hvis Præses Haxthausen var; og, foruden Bech, sattes i Spidsen for Kommit- teen for Oplysningsvæsenet Professor i Filosofien, dansk Etatsraad, Niels Treschow, samt Professor i det græske Sprog og Literatur Georg Sverdrup. Mellem de Foranstaltninger, som antydede, at Regenten betragtede sin Stilling som fast vedvarende og sit Kongevalg som vist, hører ogsaa, at allerede den 27de Februar var en Kundgjørelse udfærdiget om et eget Orlogs- og Koffardi- flag for Norge, men som først bekjendtgjordes den 16de Marts. Det skulde være rødt med et hvidt Kors med den norske Løve SIDE: 299 med Hellebarden i guul Farve i det øverste Afsnit [fotnotemerke] . Under 18de Marts ophævedes den saakaldte Finants-Kassedirektion, under hvem Anviisningsvæsenet henhørte, og dette henlagdes under et Bogholderkontor i 1ste Departement, og under 20de Marts oprettedes en egen norsk Enkekasse. Ved en Anordning af 28de ophævedes Spidsrodsstraffen ved Armeen ved en Kundgjørelse, der i det Hele forandrede de militære Straffebestemmelser, og som mere end nogen anden Foranstaltning gjorde Kristian Frederik folkekjær, og omgav ham med Glorien af en Menneskehedens Velgjører. Det vilde heller ikke være Ret, ogsaa i dette Fore- tagende, som Folk har villet, at lugte den captatio benevolentiæ, Kristian Frederik var saa tilbøjelig til; men den er faldende i alle Sandser i den til Gunst for de rige bergenske Kjøbmænd under 16de April udstedte Suspension af den velgjørende For- ordning af 20de Okt. 1813 om Berigtigelsen af Nordlændingernes Gjeld. Ved Plakat af 5te Oktober f. A. var et Kornlaan til Ar- meens Brug blevet udskrevet i Agershuus og Kristianssands Stifter; i en Resolution af 10de Marts aabnedes et nyt Laan til Mænd af Agershuus Stift, som vilde forsyne Landet med Korn; i en ny af 28de Marts tilkjendegav nu Prindsregenten, at han troede at skylde Landalmuen, i den strenge Vinter og i den af- skaarne Tilførsel og Armeens Sammendragning at nævne Aar- sagerne, hvorfor den præsterede halve Deel af Laanet endnu ikke var bleven betalt, samt at det Resterende af Leverancerne ikke vilde blive paakrævet. Saasnart Tilførsel skede, skulde Tilbagebetaling skee i Korn, saafremt man ikke maatte foretrække strax at hæve den kontant hos Fogderne efter Middelpriis af Aarets to Kapitelstaxter. Af disses Høide og af Datids Priser paa Nødvendigheds og andre Varer, kan man ellers faae et Begreb om Pengevæsenets fortvivlede Tilstand og om Mangelens Storhed [fotnotemerke] . Fotnote: Endnu sees dette smukke og betydningsfulde Flag ikke sjelden paa Nord- landsjægterne. Det holder sig saaledes endnu i Landets politisk uskyldigste Egne, hvor Begivenhederne og deres Omvexlinger kun trænge hen og foregaae med Havdøningernes Langsomhed. Fotnote: En Tønde Rug validerede efter Kapitelstaxt 52 Rbd., 79 1/2 Sk. N. V.; Byg 34 Rbd. 12 Sk.; Blandkorn 28 Rbd. 76 1/2 Sk; Havre 23 Rbd. 48 Sk. I Kristiania kostede 1 Tønde Salt 100 Rd. Malt 250 Rd. I Bergen 1 Tønde Rug 300 Rd. Potetes 60 Rd. D. C. o. s. v. I Throndhjem (siges i et Haandskrivt), var det bleven et Mundheld, som ingen Sælger glemte at gjentage, at Gods var alt, Penge intet. "Lader os ikke give Sedler eller Repræsentativer, som vi vide SIDE: 300 Regenten havde, for at bestride det offentlige Behov, grebet til Seddelfabrikation. Alllerede under 27de Januar havde han som Statholder ladet udfærdige Repræsentativer til et Beløb af 3 Millioner Rigsbankdaler, hvilke nu udspredte sig som Vandet i den udspædede Mælk. 5te Marts kundgjordes fra Regentskabs- sekretæren, at der af Repræsentativer lydende paa 50 Rbdlr. vare satte i Omløb indtil Nr. 12,000, og at ingen af dette Beløb mere vilde blive udgivet. I det Hele udgaves af disse saakaldte "Prindse- sedler" 1,824,925 Rbdlr., som, foruden at de vare ufunderede, tillige havde det særegne Onde ved sig, at de vare yderst lette af eftergjøre. De vare trykte med almindelige Typer paa sæd- vanligt Trykpapiir, og man saae Blanketterne henslængte som Makulatur hos Bogtrykkeren. Det manglede da heller ikke paa Uslinger, som baade paa Frihaand og fabrikmæssigen gjorde dem efter, saa at den slette Pengemasse snart gjennemkrydsedes af en Mængde falske Assignater. Mangelen havde vel ogsaa sin Deel i deslige Foretagender, og ganske vist var den i de aller- fleste Tilfælde Kilden til den Mistanke til de Rigeres, især enkelte Kornhandleres, Lukreren, som steg i Mængdens Bryst alt som Nøden tiltog, og fyldte det med en Bitterhed, som overgik Hungerens i dens Maver. Denne Mistanke var ikke grundet uden i Konjunkturernes særegne Beskaffenhed og den deraf nødvendig følgende overordentlige Fluktueren i den Handel, som havde fundet Sted under de sidste Krigsaar. De, hvis Indtægter bestod i faste Kontanter, Embedsmændene, kunde ikke bestaae under Pengenes sjunkne og daglig synkende Værdi. Kun ved Handel syntes det muligt at holde sig i slige Tider, og Varernes Stigen i samme Skridtmaal som Pengene faldt forbandt med Handelen en uhyre nominel Gevinst, som havde lokket en Mængde unge Mennesker uden Kundskaber og Formue ind i denne Nærings- vej. 100 pCt. var sædvanlig, og saa hurtig sank Pengenes Værd, at denne Gevindst inden en Maaned svandt ind til virkeligt Tab, fordi Summen da ikke engang var tilstrækkelig til at lade sig omsætte til det Beløb i engelske Penge eller Hamburger Banko, Varerne vare blevne indkjøbte for. Som et skrøbeligt Kikajon Fotnote: have undergravet Landets Velstand, -- hedder det i en Indbydelse til at sub- skribere klingende Mynt og Varer til Fædrelandet, udstedt i Throndhjem 1ste Marts -- men lader os give sand Værdi, hvorved hine kunne blive overflødige." SIDE: 301 med pralende Gyldenblade havde denne Handel i Licencernes og Kontinentalsystemets Tid opløftet sig over Landet; nu, da Fædrenelandet tiltrængte dens indvundne Saft og Frugt, da Skibs- farten truede med ganske at ophøre, og virkelig ogsaa maatte dette, viste den sig rodløs og tør. Som affaldne Blade og hule Rødder erindrede snart en Mængde af hine efemere Firmaers Bankerotter kun om at den havde existeret. Den forrige Re- gjerings taabelige Entreprise, ved kostbart aflagte og vidtløftigt sammensatte Over- og Under-Provideringskommissioner, over det ene, og derfor stedse blokkerede, Punkt Fladstrand, at overtage Norges Kornforsyning, havde man ogsaa fundet sig skuffet ved. Den havde kun tjent til at fordyre Kornet, medens De, som havde Administrationen underhænde, berigedes, og nu gjorde man sig da, efter hiin hule Bekjendtgjørelse af Freden mellem Danmark og England, for store Forventninger om den Tilførsel, som vilde skee ved Handelens naturlige Gang over de fredede Have. Mellem Fjeldbønderne hedte det da, at Kjøbmændene sad inde med Korn, men at Priserne endda ikke vare dem høje nok. Det var dog først udpaa Sommeren, da det forrige Aars Be- holdning var sluppet, at denne Mistro brød ud i voldsomme Yttringer, idet Bønderne indfandt sig i Byerne i Masser for at gjæste de Kornpugere, som Rygtet angav, og undersøge deres Forraad med Sækken i Haanden og Kniven løs i Sliren. I den Maaned, som her glider forbi vort Blik, i Marts, laa Sneen høj, og døvede med sin Masse de Suk, som blandede sig i Folkets Forventning om hvad den kommende Maaned vilde bringe med sig og i dets Haab til England. I Tillid til hiin Fred var ogsaa strax en stor Deel af Resten af norske Skibe stukket i Sjøen midt i den strenge Vinter, og var ilet over til England, medens de danske Farvande laa iis- bundne, ligesom der ogsaa i Løbet af Marts ankom endeel engelske Skibe, især til Bergen, med Tilførsel; og under 19de Marts "ilede" Regentskabets Sekretær v. Holten med at meddele i "Tiden" de "meest beroligende Efterretninger med Hensyn til Englands Forhold til Norge", hvorefter man skulde "tillade Skibe at udklarere hertil fra England med alle Slags Varer, Korn ind- begrebet, og adskillige Fartøjer agte med det forderligste at afseile." Men allerede i det følgende Nummer bekjendtgjordes, at der var lagt Embargo i England paa samtlige derværende SIDE: 302 norske Fartøjer, i Forventning af officielle Underretninger om hvad der var foregaaet her i Riget, medens dog Tilførsel endnu skulde kunne skee i engelske og andre Fartøjer under venskabeligt Flag. Regenten, der allerede sidst i Februar havde sendt Re- gjeringsraad Carsten Anker som sin Befuldmægtigede til London, og mod Enden af Marts sendte Dennes Broder, Generalmajor, forhen Guvernør i Trankebar, Peter Anker efter, undlod ikke at yde Haabet til England Næring i officielle Bekjendtgjørelser om den Sympathi for Norge, som skulde yttre sig i hint Land, til hvis Vælde Verdensdiktaturet for Tiden syntes at skulle overgaae, ja selv i de af dets Tidender, som havde Ord for at være Min- isteriets egne Organer. "Tiden" for l9de Marts er opfyldt af slige, gjennem Holten meddeelte, Citater, der især gaae ud paa at bevise, at det, ved Danmarks traktatmæssige Afstaaelse af Norge, var bleven England uvedkommende, efter den 2den Artikel i Traktaten med Sverige af 3die Marts 1813, med væbnet Haand at bistaae det i Erobringen af Norge [fotnotemerke] . Kronprindsen af Sveriges udmærkede Tjenester, mente man, kunde og burde før regaleres med endnu en fransk Koloni til foruden Guadeloupe, som var bleven ham indrømmet som personlig Ejendom, end med et gammelt Kongerige, som beredede sig saa hæderligt til at for- svare sin Selvstændighed og til atter at indtræde i de uafhængige Rigers Tal. Men sligt rørte ligesaalidet da som nogensinde et Toryministerium, eller mildnede noget i dets ubøjelige Handels- politik; [fotnotemerke] Og Embargoen viste Normændene, at de ikke havde Fotnote: I sin Kommentar over denne Traktat siger den ministerielle the Courier, at England kun "reluctantly gave her consent to the eager desire of Sweden to connex Norway." Fotnote: Den i de foregaaende Aar fra Høsten 1809 af stedfundne Licencefart var heller ikke andet end Kattens overmodige Leeg med Musen. Da England be- gyndte at savne norsk Trælast, sendte det en Mængde Licencer til Norge, som med overordentlig Fordeel benyttede sig deraf med Regjeringens stiltiende Tilladelse, medens Forbudet, der satte Livsstraf paa enhver Forbindelse med England, forblev uophævet. Da Englands Behov nogenlunde var tilfredsstillet, blev det først gjort til Betingelse for at erholde en Licence for en følgende Reise, at Skibet maatte gaae ballastet til England og der indtage en Ladning Steenkul eller andre engelske Produkter; og dernæst blev det paalagt, at en betydelig Deel af denne Last skulde bestaae i engelske Manufaktur- eller Kolonialvarer, hvorved den norske Kjøbmand geraadede i Gjeld til den engelske, og en Overdaadighed i egentlige Luxusartikler, der stod i skrigende Modsæt- ning til Mangelen paa Nødvendighedsartikler, udbredte sig især i Trælastegnene, SIDE: 303 noget sikkrere at stole paa, end paa deres egen Taalmodighed og Udholdenhed. Datids Blade ere ogsaa fulde af Vidnesbyrd om, at Normændene vare rede til hvilkesomhelst Opoffrelser for Fædrenelandet. Ingen Kjerne er dog uden Bitterstof. Hiin Mistro til Kjøbmanden var kun en saadan Bestanddeel i den sunde Kjerne af Patriotisme, Folkets Hjerte omsluttede. Med Beredvillighed bar Bonden Tyngden af de overordentlige Transporter, Troppebevægelserne førte med sig, baade da de til hans Forundring i Iilmarscher rykkede mod Grændsen, mens det hedte, at der var "Fred i Norden", og under deres Ophold paa Østlandet. Throndhjemmerne aabnede den Række af Subskriptioner i Valuta, som hædrede saamange norske Byer og Bygder, og man saae endog Forslag om at lade ikke blot Kirkesølvet springe, men endogsaa hvad Sølvtøj man havde, lige indtil den Yderlighed, at ved Gjæstebud skulde hver Gjæst føre sin eneste Sølvskee med sig. Subskriptionen til den i Februar udsatte Præmie for den bedste Afhandling om Norges tilkommende Regjeringsform var allerede først i Marts stegen saa betydeligt, at Præmien for den bedste kunde fastsættes til 6000 Rdlr. D. C., eller 1000 Rbd. N. V. og for de to næstbedste til respektive 2000 og 1000 Rdlr. D. C., og det manglede ikke paa Penne, der i Stilhed arbeidede paa at give Norge en Konstitution. Forøvrigt raadede der, efter en Samtidigs Vidnesbyrd, af oven- antydede Grund, kun liden Aabenhed i den selskabelige Diskussion paa denne Tid. I offentlig Tale eller Skrivt maatte man ikke vente at høre anden Mening om Kristian Frederik og hans Iid end Mængdens, nemlig, at han med Selvopoffrelse og Fare op- rigtigen vilde knytte sin Skjebne til Norges, og at dette ikke noksom kunde forskylde ham denne Ædelmodighed. De, der ikke vilde sværge paa Oprigtigheden heraf, der i hans lidet be- skedne Udtryk, at det var en Guds lykkelige Tilskikkelse, at han var i Normændenes Midte, saae en Overvurdering af sig selv og Ringeagt for Folkets vaagnede Blik, og egne Kræfter, og som i hans selvgivne Navn af "Odelsbaaren", hans ivrige Forfegten af sin Thronret i Mødet paa Eidsvold, ja selv i den politiske Operation med Eeden, øinede kun Forfølgelsen af en selvkjærlig Fotnote: og har holdt længe ved der. Regjeringen begik den Feil, ikke at forbyde denne Handel, da den rette Tid dertil var, nemlig da England gjorde den første Indskrænkning i Norges Aktivitet deri. SIDE: 304 Plan, af den at redde Norge for Danmark -- disse Færre, men klarere Seende, taug; og selv dette var nok til at synes fordægtig i Fleerhedens Øine og at faae Ord for at være en mindre god Normand eller en "Svensksindet", som man kaldte det. Grev Wedel udpegedes som Hoved for et saadant Parti, som dog ikke havde noget virkeligt Tilvær som afsluttet Faktion, hvilket vel heller ikke havde været raadeligt ligeoverfor Mængden, som i denne Henseende dannede ligesom et fast Legeme om Regenten, der som Snebolden rev Alt med sig, og som udelukkende tiltog sig Patriotnavnet. Snakken om et "svensk Parti", paastaaer ellers en Samtidig, havde for en stor Deel sin Grund i en For- tælling om, at Kronprindsen af Sverige skulde ved Fredsslutningen i Kiel have sagt til den engelske Gesandt, som mente, at det vel ikke var saa vist, om Norge vilde overgive sig, at han frygtede ikke derfor, da Sverige der havde sit Parti. Den gamle Aabenhed og Oprigtighed, Nationalkarakterens Hjerteblad, henblegnede selv i private Meddelelser, og kun imellem særdeles fortrolige Venner hørte man Tvivl om Reenheden i Prindsregentens Hensigter og om, at hans Færd vilde erhverve Fædrelandet Uafhængigheden. Da, under Samvær af ubetvivlelig Tryghed, lod stundom endog Personer, som offentlig omjublede ham, mørke Ahnelser om Ud- faldet og Tvivl om baade hans Evne og Vilje komme til Udbrud. Mistanken om, at det egentlige og sidste Maal, som stod ham og hans danske Omgivelser for Øje, dog nok kun var Gjenforeningen med Danmark, fandt sig kun bestreden af det skrøbelige Vaaben, som laae i Troen paa, at Kristian Frederiks Gemyt var for blødt til med koldhjertet Politik saaledes at bedrage Norge for dets Lidelser og for det Blod, som skulde flyde. "Han har jo ogsaa svoret", hedte det, "og om otte Dage aabnes jo Rigsforsamlingen. Da lægges jo Fædrenelandets Skjebne ikke i Hans, den Frem- medes Hænder, men i dets egne Børns." Og i denne Trøst laa en Henviisning til Revolutionernes Maxime: "Hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud." SIDE: 305 Rigsforsamlingen paa Eidsvold. I (Fra 10de til 30te April). Nu gjælder det om gamle Norges Held Blus, Fædres Ild, da i hver Normands Sjel! Man vil tvinge os fremmed Aag at bære -- Vaagn, Norges Søn, at hævde Norges Ære Biskop Mathias Bonsach Krogh, Vaaren 1814 l0de April. I den første Uge af April viste flere fremmede Ansigter sig i Kristiania. Det var Rigsforsamlingsmændene fra de Egne, hvis Vej til Eidsvold faldt derigjennem; og -- som En af dem, For- fatteren til "Fortrolige Breve til en Ven, skrevne fra Eidsvold i 1814," vil have bemærket -- undlod ikke Regenten i Forbigaa- ende at forsøge paa at see dem noget indenfor Tænderne. "Det var godt at forstaae, siger han om et Selskab hos Oberstelieute- nant Haffner, at det havde en saadan Hensigt, og at man ikke troede os for vel." Den 9de April indtraf de Sidste i Eidsvold, hvor de anvistes Qvarteer rundtom paa Gaardene ligeindtil en Miils Afstand fra Jernværket, i hvis ret prægtige Hovedbygning Rigsforsamlingen skulde holdes. Det tilhørte Regjeringsraaden Carsten Anker, og Stedet var sandsynligviis valgt ligesaameget paa Grund af det intime Forhold Ejeren stod i til Prindsen, som fordi det laa langt nok fra de Strøg, Fiendtlighederne først kunde bryde ud i, og kun en maadelig Dagsreise, nemlig 5 1/4 Miil fra Kristiania, saa Regenten kunde dele sin Nærværelse mellem begge Steder. Dette er vel det Meste, som lader sig anføre til Anbe- faling for dette Steds Valg, skjøndt den sidste Grund siger heller ikke synderligt, da Afstanden fra Kristiania, ligesom ogsaa mellem de forskellige Qvarterer for Repræsentanterne og Forsamlings- stedet, i Førefaldstiden paa de slette Veje, var besværlig nok. En By, f. Ex. Drammen eller Kongsberg, havde ganske vist været beqvemmere, naar Forsamlingen endelig skulde fjernes fra Ho- vedstaden, og man vilde da undgaaet Udseendet af, at denne nu med en Slags Hensigt var bleven henlagt midti de militære Kan- tonneringer. En Anbefaling for Stedet var det vel ogsaa i Re- SIDE: 306 gentens Øjne, at det afgav de behørige Beqvemmeligheder for hans Ophold i den samme Bygning, hvor Rigsforsamlingen holdtes. Prindsens Værelser befandt sig, tilligemed Medlemmernes Kon- versations- og Spiseværelser, i nederste Etage; et gjennem øverste Etage løbende Malerigalleri var indrettet til Rigsforsamlingssal. Paa begge Langsiderne løb tre amfitheatralske, rødtbetrukne Bæn- kerader; paa en Forhøjning i den ene Ende befandt sig Præsident- og Sekretærpladserne; og forøvrigt vare de uhøvlede Vægge og Vindubuerne beklædte med Barlin og dekorerede med nogle store Malerier, hvorimellem et af Kristian den 4de, hvorved Nogle troede at opdage en paafaldende Lighed med Regenten. Smig- rere forstaae, ligesom Bierne, at suge Honning af Alt, og det hang der vel heller ikke for intet. Noget Hensyn var ikke taget til de nationalhistoriske Minder ved Navnet Eidsvold, som det gamle Heidsævirthingsted (Eisvellir, Voldene omkring Kirken, en halv Miil fra Værket), hvor Heidsivialagen i Halfdan hin Svartes Tid var givet for Oplandet, og hvor siden disses Lagthing holdtes. Det er først senere man med Behag har bragt denne Forøgelse i Bygdens Navnkundighed i en vis betydningsfuld Forbindelse med Konstitutionsværket. Søndag den 10de April saae Repræsentanterne hinanden første Gang samlede i Eidsvold Kirke, hvor de, efter Anordning af Re- genten, der selv med sine Regjeringsraader var tilstede, mødte sammen til den almindelige Gudstjeneste, for "at bede Herren om Held og Velsignelse til deres, for den nærværende som for de tilkommende Slægter vigtige, Foretagende." Der fandt dog intet andet Sted udenfor Repræsentanternes Hjerter, som havde Hensyn til Rigsforsamlingens ophøjede Hværv at frigjøre Landet, uden en Bøn i temmelig almindelige Udtryk af Sognepræsten, ti- tulær Professor Theol. Leganger, en af Prindsens og hans For- gjængers massiveste Smigrere. Den slæbende Tale var tvertimod fuld af Virak til Denne, og manglede selv ikke Anbefalinger for den absolute Magt som Landets sikkreste Frelse. Da Repræsen- tanterne havde faaet nok af Sligt, begave de sig samtlige til Eids- vold Jernværk, hvor de distriktsviis afleverede til Regenten sine Fuldmagter og Adresser, som strax af en Komittee, bestaaende af Biskopperne Bech og Bugge samt af Regjeringsraad Sommer- hjelm, bleve reviderede og befundne rigtige. Disse Adresser, der vare stilede til Hs. H. Prindsregenten, og for det meste affattede SIDE: 307 i en særdeles emfatisk og begeistret Tone, bleve, efter Foran- staltning af Regentskabet, udgivne med en Forerindring [fotnotemerke] af Præ- sten Wulfsberg paa Subskription, som Tillæg til den annoncerede Rigsforsamlingstidende, og toges strax under tre Presser efter de originale Dokumenter, som derefter henlagdes i Rigets Arkiv. Repræsentanterne afgav sine Fuldmagter (hvoraf enkelte ogsaa opnævnte Suppleanter) i følgende Orden: I. Akershuus Amt: 1. Kammerherre, General-Vejintendant Peder Anker, K. D. O. 2. Sorenskriver (i Folloug) Kristian Magnus Falsen. 3. Bonde Kristian Kristensen Kollerud. (Af Aas). II. Akershuus ridende Jægerkorps: 1. Major Valentin Kristian Wilhelm von [fotnotemerke] Sibbern. III. Akershuus Skarpskytter-Regiment: 1. Oberstlieutenant, Batalljons-Kommandør Frederik Wil- helm Breunech von Stabell, R. D. 2. Kommandeer-Sergeant og Dannebrogsmand Zakarias Mellebye. IV. Arendal: 1. Distriktslæge Alexander Kristian Møller. V. Artillerikorpset: 1. Kapitain Peter v. Motzfeldt. 2. Sergeant (af 10de ridende Artillerikompagni) Hans Haslum. VI. Bergen: 1. Sekretær og Sorenskriver (i Nordhordlehn) Wilhelm Koren Christie. 2. Grosserer Frederik Meltzer. 3. Grosserer Jens Rolfsen. 4. Residerende Kapellan (til Nykirken) Jonas Rein. VII. Bergenhusiske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Ole Elias von Holck. 2. Musketeer Niels Johannesen Loftesnæs. VIII. Nordre Bergenhuus Amt: 1. Kancelliraad og Sorenskriver (i indre Sogn) Lars Jo- hannes Irgens. Fotnote: Bilag I. Fotnote: Datids militære Titulatur. Sibbern er ellers et Adelsnavn. SIDE: 308 2. Sognepræst (til Yttre Holmedal) Nikolai Nielsen. 3. Bonde Peder Hjermand. (Af Leirdal). IX. Søndre Bergenhuus Amt: 1. Sorenskriver (i Hardanger) Arnoldus von Westen Sylow Koren. 2. Sognepræst (til Vos) Georg Burchard Jersin. 3. Bonde Brynild Andersen Gjerager. (Af Vos). X. Bradsbergs Amt: 1. Kammerherre, Amtmand Severin Løvenskjold. 2. Justitsraad Cloumann, R. D. 3. Bonde Tollef Olsen Huvestad. (Af Laurdal). XI. Budskeruds Amt: 1. Provst, Sognepræst i Eger, Frederik Schmidt, Dr. theol. 2. Foged Johan Collett. 3. Bonde Kristoffer Hoen. (Af Eker). XII. Kristiania: 1. Professor Georg Sverdrup. 2. Toldprokurør Kristoffer Frimann Omsen. XIII. Kristians Amt: 1. Sognepræst (for søndre Ourdal) Hans Jakob Stabel. 2. Sorenskriver (for Toten, Vardal og Birid) Lauritz Weide- mann. 3. Bonde, Dannebrogsmand Anders Lysgaard. (Af Birid). XIV. Kristianssand: 1. Res. Kapellan Nikolai Wergeland. 2. Grosserer Ole Klasen Mørch. XV. Kristianssund: 1. Kjøbmand og Borgerrepræsentant John Moses. XVI. Drammen: 1. Forvalter Nikolai Scheitlie. XVII. Frederikshald: 1. Kancelliraad, Byfoged og Sorenskriver (i Ide og Mar- ker) Karl Adolf Dahl. XVIII. Frederiksstad: 1. Kancelliraad, Byfoged Andreas Mikael Heiberg. XIX. Hedemarkens Amt: 1. Amtmand Bendeke. SIDE: 309 2. Kancellisekretær, Sorenskriver (i Østerdalen) Kjønig. 3. Lensmand Ole Olsen Evenstad. (Af Aamodt). XX. Holmestrand: 1. Sognepræst Hans Hein Nysom. XXI. Jarlsbergs Grevskab: 1. Johan Kaspar Herman, Greve af Wedel Jarlsberg. 2. Sorenskriver i Nordre Jarlsberg Gustav Peter Blom. 3. Bonde Ole Rasmussen Apenæs. (Af Borre). XXII. Ingeniørbrigaden: 1. Kapitain Henrik Frederik Arild v. Sibbern. XXIII. Kongsberg: 1. Bergmester og Bestyrer af Kongsberg Jernværk Paul Steenstrup. XXIV. Kragerø: 1. Auditør, Byfoged C. Hersleb Hornemann. XXV. Laurvig: 1. Justitsraad, Byfoged og Sorenskriver Kristian Adolf Diriks. XXVI. Laurvigs Grevskab: 1. Proprietær, Sektions-Chef Iver Hesselberg. (Af Thjøl- ling). 2. Skibskapitain Anders Grønneberg. (Af Brunlaugnæs). 3. Bonde Ole Olsen Amundrød. (Af Thjølling). XXVII. Listers Amt: 1. Kjøbmand Gabriel Lund. (Af Farsund). 2. Foged (i Lister) Jens Erichstrup. 3. Bonde Teis Jakob Torkildsen Lundegaard (Af Lyngdal). XXVIII. Mandals Amt: 1. Bonde Osmund Andersen Lemsland. (Af Tved). 2. Bonde Erik Haagensen Jaabek. (Af Mandal). 3. Bonde Sivert Amundsen Eeg. (Af Eeg). XXIX. Molde: 1. Byfoged Frederik Motzfeldt. XXX. Moss: 1. Auditør, Byfoged Gregers Wulfsberg. SIDE: 310 XXXI. Nedenæs Amt [fotnotemerke] : 1. Jernværksejer Jacob Aall, R. D. O. 2. Sognepræst (for Vester-Moland) Hans Jakob Grø- gaard. 3. Lensmand Thore Rejersen Lilleholt. (Af Holt). XXXII. Nordenfjeldske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Peter Blankenborg Prydtz. 2. Musketeer Helge Ellingsen Vaagaard. (Af Ringe- rigske Kompagni). XXXIII. Norske Jægerkorps: 1. Kapitain Palle Rømer Fleischer. 2. Korporal Niels Dyhren. (Af Valderske Skarpskyttere). XXXIV. Oplandske Infanteri-Regiment: 1. Oberst Diderik Hegermann. 2. Kommandeersergeant Harildstad. (Af Gudbrands- dalen.) XXXV. Porsgrund: 1. Grosserer, Stadskapitain Jørgen Aall. XXXVI. Raabygdelagets Amt: 1. Sorenskriver (for Østre Raabygdelaget) Thomas Bryn. 2. Bonde Even Torkildsen Lande. 3. Lensmand Ole Knudsen Tvedten. XXXVII. Romsdals Amt: 1. Amtmand Hilmar Meincke Krohg, R. D. 2. Provst (i Romsdal) Stub [fotnotemerke] . 3. Bonde Elling Olsen Valbøe. XXXVIII. Røraas Bergkorps (frivillige Berg-Jægerkorps): 1. Kapitain Rikard Flor, R. D. [fotnotemerke] XXXIX. Skien: 1. Grosserer, Borgerrepræsentant Didrik v. Cappelen. Fotnote: For dette Amt var valgt som No. 2. Sorenskriver i Nedenæs Andreas Frederik Finne. Fotnote: Først var valgt som No. 2. Provst Baade, og dernæst Provst Finckenhagen, der begge af Grunde, der erkjendtes gyldige paa Amtsmødet, havde undskyldt sig. Fotnote: Som Nr. 2. var valgt "velagtbare og tapre" Overjæger og Kommandeer- sergeant Ole Ditlevsen. Titulaturen lød saa til Underofficerer. SIDE: 311 XL. Smaalehnenes Amt: 1. Major Valentin Christian Wilhelm v. Sibbern. (Ogsaa for norske ridende Jægerkorps). 2. Provst Peder Hount, Sognepræst til Berg. 3. Bonde Jon Hansen. (Af Bergs Sogn). XLI. Stavanger: 1. Kjøbmand og Stadskapitain Peder Valentin Rosen- kilde, R. D. XLII. Stavanger Amt: 1. Sognepræst (for Rennesø) Lauritz Oftedahl. 2. Kjøbmand Kristen Mølbach. (Af Egersund). 3. Bonde Askoud Olsen Regelstad. (Af Findø). XLIII. Sødefensionen: 1. Kommandør Jens Schou Fabricius, R. D. 2. Lieutenant Thomas Konow. 3. Underofficeer Peter Jonsen. 4. Matros Even Thorsen. XLIV. Søndenfjeldske Dragon-Regiment: 1. Ritmester P. v. Ramm. 2. Korporal P. Paulsen Bakke. XLV. Søndenfjeldske Infanteri-Regiment: 1. Oberst Daniel Frederik Petersen, dansk Kammer- herre. 2. Musketeer Ole Svendsen. XLVI. Tellemarkske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Enevold Steenblok Høyum. 2. Kommandeersergeant Gullik Madsen Røed. XLVII. Throndhjem: 1. Etatsraad, Justitiarius Rogert. 2. Grosserer Peter Schmidt. XLVIII. Nordre Throndhjems Amt: 1. Provst (Sognepræst for Bedstaden) Midelfart. 2. Sognepræst (for Størdalen) Halvor Heyerdahl, R. D. 3. Bonde Sivert Bratberg. XLIX. Søndre Throndhjems Amt: 1. Klokker Lars Forsæth, Dannebrogsmand. SIDE: 312 2. Sorenskriver Anders Rambech. 3. Sognepræst Jacob H. Darre. L. Throndhjemske Dragonkorps: 1. Premierlieutenant Frederik Hartvig v. Heidmann. 2. Qvarteermester Peter Jonsen Ertzgaard. (Af Strinden). LI. Første Throndhjemske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Georg Ulrik Vasmuth, R. D. 2. Sergeant Daniel Larsen Skevig, Dannebrogsmand. LII. Andet Throndhjemske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Jakob Lange. 2. Sergeant Helmer Andersen Gedeboe. LIII. Tønsberg: 1. Grosserer Carl Stoltenberg, R. D. LIV. Vesterlehnske Infanteri-Regiment: 1. Major Ely. 2. Underjæger Osmund Bjørnsen. LV. Østerriisøer: 1. Kjøbmand, Jernværksejer Henrik Carstensen. Ikke saa Faa af disse 112 [fotnotemerke] vare Personligheder af et saadant Profil, at de lade sig nogenledes silhouettere i et Par Omrids. Gamle Peder Anker var saaledes et ægte Exemplar af en norsk populær Magnat og af sit Folks Karakteer: oprigtig som sit Haand- slag, der hverken negtedes den Ene eller den Anden, trohjertig som sit Ansigt, jovialsk, familiær, national i sine Sæder, impone- rende af Figur; men, med sine almindelige Evner, dog ikke saa lidt af den Klogskab bag Tænderne, som hører til forat gjøre Nationalkarakteeren komplet. Anker havde derfor ikke bag sit smilende Ansigt meer Tiltro til Prindsen og til Tingenes rimelige Gang, end Begivenhederne siden bekræftede. I disse politiske Anskuelser stod han under sin Svigersøn Grev Wedels Indfly- delse. I Forsamlingen var han, paa Grund af sin Mistillid til egne Evner, faamælt, men ikke ved Bordet, hvor han var vant til at gjøre Honneurs med godlidende Munterhed. Sorenskriver Falsen var Rigsforsamlingens mest udmærkede Per- sonlighed, især nyttig ved sine Forfatningskundskaber og ved sit Fotnote: Bilag II. SIDE: 313 Udkast til en Konstitution, skarpsindig, energisk, lidenskabelig, af utrættelig Arbeidskraft, exalteret Patriot, imponerende af Aasyn og Gestalt. Den mest Populære eller rettere Partimægtigste inden Forsamlingen. De fleste af de Navne, som i dette Omrids hen- løbe ubemærkede, ere Nuller til denne Størrelse. Major Sibbern. Retsindig, livlig, deeltagende med Følelse for Sagerne og deres bedste Udfald. Virksom i Debatterne, men som Militær tilbageholdende i visse Punkter. Af Wedels Farve. Oberstelieutenant Stabell. Sluheden gik hos ham til Origina- litet. Uagtet han paa Rigsforsamlingen, skjøndt egentlig kun udenfor dens Møder, maaskee var den Militære, som tydeligst yttrede sig til Fordeel for en Fredspolitik, lagde han dog der Grunden til det Navn for Uudgrundelighed, han siden vedligeholdt hele sit Liv. Uden synderlig Enthusiasme for Tingen, uden Ak- tivitet i Forsamlingen, og uden Tiltro til Prindsen. Doktor Møller. Enthusiast for Fædrelandet og fuld af republi- kanske Idealer. Kapitain Motzfeldt. En af Rigsforsamlingens dygtigste Med- lemmer. Gavnede ved sit Kjendskab til den engelske Forfatning; velordnet og klar i sin hyppige Deeltagelse i Debatterne, hvor han ofte fremsatte Amendements; uafhængig og fast i sin Stilling inden Repræsentationen, hvor han hørte til de falsenske Patrioter uden Exaltation. Sorenskriver Christie. Kold og fast, skarpsindig, af lyst, vittigt Hoved. Efter Rigsforsamlingsprotokollens Mangel paa Udførlighed at dømme, satte han, som Rigsforsamlingens Sekretær, kun lidet af sin overordentlige Arbeidsdygtighed i Virksomhed. Men han indskrænkede den ikke til denne sin Funktion. Kjøbmand Meltzer. Et Exemplar af en indsigtsfuld, med for- trinlige Evner og Kundskaber udrustet Kjøbmand; hjemme især i Finanzvæsenet og den indre Styrelse. Residerende Kapellan Rein. Den mest (endog noget spansk) exalterede af de falsenske Patrioter. Af energisk, flammende, men ofte indtil det Paafaldende ulogisk, Veltalenhed, under hvis heftige Udgydelser han dog bandt sig til Papiret. En Partimand, som kun lidet bidrog til Resultaterne, og hvis bittre Udfald mod anderledes Tænkende dog ikke gjengjeldtes for Oprigtigheden af hans Enthusiasmes og for Skjaldskabets Skyld. Sorenskriver Koren. Ivrig Falsensk; talte og skrev meget, men SIDE: 314 ikke vel, endog ikke uden en Snev af det Komiske. Heldigere var han af og til i sine Bemærkninger. Kapitain Holck. En klippefast, varmhjertet Patriot. Besad ad- skillige selvlærte, især historiske, Kundskaber. Musketeer Loftesnæs. En rask, vakker Soldat, fuld af Sog- ningens, fast sydlige, Livlighed. Provst Schmidt. Ivrig falsensk Pennepatriot. Rigsforsamlingens Bordpoet. Fød dansk, men, opdraget i Norge siden sit første Aar, glemte han dog neppe Danmark under nogen af sine Ud- gydelser, skjøndt Omqvædet var "gamle Norge!" Bekræftede Ud- sagnet: "irritabile genus." Amtmand Løvenskjold. Et af Rigsforsamlingens virksomste Med- lemmer, af lyst Hoved, aaben og frygtløs Karakteer, uagtet nogen Affektation i sit Foredrag. Forholdt sig til Wedel som Sverdrup til Falsen. Bonden T. O. Huvestad. Et udmærket Exemplar af disse, især i Historie, belæste norske Fjeldbønder, som stundom overraske den Reisende. Kunde ikke "sættes" (som det hedder) i Snorro, og besad derhos, i Dybet af den elskværdigste Beskedenhed, under sin Thelekofte, flere Kundskaber i Udenverdenens Historie og Geografi. Disse fremtraadte engang saa overraskende under en Diskurs, Prindsen førte i Anledning af et af de sidste napo- leonske Feldtslag, at Denne udraabte: "hvilke Bønder der dog er i Norge!" Han udtrykte sig -- hvad dengang var sjeldent mellem de norske Bønder -- ogsaa skrivtligen korrekt og klart. Professor Sverdrup. En af Rigsforsamlingens Chorager. Dios- kurerne vare ikke meer sympathisk forbundne end Han og Falsen. Denne uafhængige og kraftige Personlighed indtog en imponerende Stilling, som Regenten kjendte Betydningen af siden Eidsvold- mødet den 16de Februar. Dybsind og Selvfølelse laa i hans Udvortes, hvis antikædle Profil harmonerede saa vel med hans klassiske Lærdom. Følelsen af Selv'et havde ogsaa sin Deel i de Sarkasmer, som ofte gjennemknittrede den dybe Bastorden i hans Tale. Toldprokurør Omsen. En uafhængig, oplyst og ædelttænkende Frihedsmand. Frimodig, frygtløs, varm indtil Lidenskabelighed. Ingen Ven af Prindsen. Sorenskriver Weidemann. Heftig, ægte national Patriot af rene- ste Skarlagen, der hverken vilde vide af Sverige eller Danmark, SIDE: 315 og en streng Økonom. Han vilde -- løb hans Nationalfølelse engang af med ham -- "heller dø, end kalde fremmede Læger ind." Virksom i Debatterne og med Amendements. Lensmand Lysgaard. En ægte Kaxe eller Bondemagnat. Residerende Kapellan Wergeland. Bekjendt som frygtløs Fædre- landsven af sit Priisskrivt om Universitetet. Vovede sig ogsaa her længst frem af Minoriteten. En heftig Antidan, der kun ventede sig Ulykke af Prindsregenten. Talentfuld, fyrig, vel- talende og riig paa politiske Kundskaber. Hadet af den falsenske Majoritet formedelst sine Anskuelser af Maaden, hvorpaa Fædre- landet kunde frelses, og Aabenheden, hvormed han yttrede dem. Kancelliraad Dahl. Et livligt Hoved af kamæleontisk Karak- teer, der spillede i alle Farver fra Falsens Røde til Wedels Blaa. En Violet, som man ikke troede; men dog nok i sit Hjerte den mest Svensksindede, om Nogen var det. Han var ikke engang fri for Mistanken om at referere Svenskerne Nyheder fra Rigs- forsamlingen. Kancelliraad Heiberg. En sindig, men i politiske Sympathier den Foregaaende ganske modsat, Patriot. Kancellisekretær Kjønig. Lidet virksom, men ivrig Patriot. Lensmand Evenstad. En Kjæmpefigur af en Østerdøl, med større Forstand end Kjæmper pleje at have. Grev Wedel-Jarlsberg. Hovedmodstanderen af det falsenske Bjerg. Chefen for "de Tredives" Gironde. Det fineste Hoved i Rigsforsamlingen. Hans Arbeide før Bruddet paa at see Fædre- landet befriet og hans Forhold til Prindsen, hvis Renonce han bedst forudsaae, gjør videre Antydninger overflødige. Sorenskriver Blom. Et lyst og vittigt Hoved. Wedel ganske hengiven. Liberal Fædrelandsven, men i Forhandlingerne meer tilbageholden end hans livlige muntre Temperament syntes at tilsige. Bergmester Steenstrup. Hidsig indtil Fremfusenhed; falsensk Enthusiast. Djærv, frygtløs, virksom i Forhandlingerne. Byfoged Hornemann. Stille Vand med dyb Grund. Kundskaber paa Bunden, men som tause Fisk. Justitsraad Diriks. En lærd og klog Jurist. Tog stor Deel i Forhandlingerne, men syntes ligegyldig for Udfaldet. Dansk fød og dansk i sit Hjerte. SIDE: 316 Kjøbmand Lund. Flink, dannet og bereist. Var Cand. theologiæ med bedste Karakteer. Foged Erichstrup. Sund Fornuft. Af praktisk Duelighed. Bonden Teis Lundegaard. En trohjertig, jovialsk, fiirskaaren Spindværingsskipper, fuld af Djærvhed og Selvfølelse og ikke uden en vis massiv naturlig Vittighed. Byfoged Motzfeldt. Ivrig falsensk som de andre Throndhjem- mere (og Bergensere, ikke at forglemme). Auditør Wulfsberg. En Moderat, om hvem man ikke vidste til hvad Side han hældte. Ellers et godt og sindigt Hoved, der ofte kom med gode Bemærkninger. Jernværksejer Aall. Da som altid en ultraloyal Temporisator. Dannet, kundskabsrig især i Fædrelandets Historie og Statistik. Af ædel, moralsk, skrupuløs, sensibel Tænkemaade. Saa oprigtig en Patriot som Nogen af de yderligere Anskuelser, han skyede at hylde. Sognepræst Grøgaard. En varmtfølende, oplyst Fædrelandsven af Wedels Tænkesæt og vittig, livlig Veltalenhed, som ofte lod sig høre i Debatterne. Gjorde gode Bemærkninger. Kapitain Prydtz. En fast, godmodig Karakteer, af Tænkemaade som de andre Throndhjemmere. Musketeer Waagaard. Slog mange Svensker ihjel inden Rigs- forsamlingen. Kapitain Fleischer. Ædel som sit Udvortes, der var ualminde- lig indtagende og imponerende. Den wedelske Farve skinnede igjennem den Tilbageholdenhed, han, med de øvrige Militære, iagttog. Korporal Dyhren udmærkede sig kun ved næsten altid at stemme modsat sin Chef Fleischer. Oberst Hegermann. En fast, sindig Patriot, af Sindelag som de fleste øvrige Throndhjemmere og Bergensere. Sorenskriver Bryn. Mand af Evner og Dygtighed. Wedelsk med Liv og Sjel. Lensmand Tvedten. Ret dygtig Falsensk baade vaagen og sovende (som ogsaa hændte). Amtmand Krohg. Stiv, retsindig og dygtig nordenfjeldsk Patriot. Provst Stub, wedelsk. Provst Hount. Havde Ord for at have, ligesom Grev Wedel, plejet Forbindelser med Sverige, sigtende til Norges Fraskillelse SIDE: 317 fra Danmark. Havde ogsaa før denne med Aabenhed fremsat Norges Klagepunkter. Kjøbmand Rosenkilde. En Slags Jakobiner. Og det en uden Hoved. Residerende Kapellan Oftedahl. "Man hørte ofte Dahl; men aldrig Oftedahl" lød en af Christies "Borgere," som ganske godt karakteriserer denne farveløse og tilbageholdende, men lærde og velvillige, Moderate. Kjøbmand Mølbach. Dygtig, praktisk Forstand. Manglede ikke paa brugbare Bemærkninger. Kommandør Fabricius. Sindig Moderat. Sølieutenant Konow. Af samme, dog ikke fuldt saa blege, Farve. Kun 19 Aar gammel. Kommitteen til at undersøge Fuld- magterne gjorde dog ingen Vanskelighed herved, uagtet 25 Aar var den bestemte Minimums-Alder for Repræsentanterne. Matroserne Peder Johnsen og Even Thorsen gjorde ikke Flaaden nogen Skam. Oberst, Kammerherre Petersen. En ikke udannet Militær af Falsens Farve, skjøndt ikke, med al sin raske Selvtillid, stort meer end et Nul til denne Størrelse. Brugtes af sit Parti om- trent som Aben brugte Katten til at rage Kastanierne af Asken. Kapitain Høyum. Falsensk, tilligemed sin Sergeant Røed, i Forsamlingen, men udenfor, i Samtaler med Modpartiet, mindre krigersk. Man fik saaledes af ham at vide, at de Militære havde værre end de andre Repræsentanter ved at være oprigtige i det Punkt. Etatsraad Rogert. En Moderat af Svaghed. Lidet virksom. Kjøbmand Schmidt. En kraftfuld, opvakt, ivrig Throndhjemmer. Sognepræst Darre. En flink, ret veltalende Mand. Sorenskriver Rambech. En sindig, men dog varmtfølende, Patriot. Klokker Forsæth. Ingen "Klokker" i Ordets spottende Be- mærkelse. Provst Midelfart. En flink, liberalttænkende Geistlig af Falsens politiske Tro. Sognepræst Heyerdahl. I endnu højere Grad en Mand, som gjorde sin Stand al Ære. SIDE: 318 Ritmester Heidmann. Et solid Hoved. Falsensk, og virksom i Debatterne. En af Armeens dygtigste Repræsentanter. Kjøbmand Stoltenberg. Den mest enthusiastiske Frihedsmand, der vilde opoffre alt. Rasende antisvensk. Kjøbmand Carstensen. Ivrig falsensk. Meget, men ikke godt, talende. Lidt Karrikatur, men velmenende. Af de Øvrige kunne dog endnu Kjøbmand Rolfsen, Sognepræst Jersin, Foged Collett, Provst Stabel, Amtmand Bendeke, Major Ely, Forvalter Scheitlie og Kjøbmand Jørgen Aall fratrækkes de resterende Nuller. Ikkun Mangel paa noget Iøinefaldende i Pro- filet og Frygt forat faae formange ensformige Silhouetter betager dem Pladsen imellem disse, men ikke Kravet paa at erindres af Nationen. Man maa ikke lade ubemærket den Særegenhed ved en For- samling, hvor Grundejendommene og ikke Stænder skulde re- præsenteres, at Armeen var, og det uforholdsmæssig stærkt, re- præsenteret. I Datids Aviser henlededes ogsaa den offentlige Opmærksomhed derpaa. Den civile Ængstelighed blev dog gjort tilskamme af de hæderlige Individer, denne Stand sendte, og Forholdsregelen blev i en heftig Tone forsvaret saavel ved den Betydning, Armeen havde for Tiden, og ved at det vilde være ubilligt, at berøve saa mange ellers stemmeberettigede Medbor- gere al Deel i og til Valgene, fordi de i Statens Kald vare borte fra sine Arner. Dagen, den 10de April, endte med et Maaltid, hvor Appetiten efter Dagens Forretninger, Haabet paa de kommende, Dagens Prædiken og Selskabets brogede Sammensætning af alle Stænder og Mundarter, af "Hofmænd og Bønder, Amtmænd og Lensmænd, Præster og Klokker, Oberster og Korporaler, Lærde og Ulærde, høje og lave Embedsmænd, Kjøbmænd og Proprietærer," i For- ening bidrog til at fremkalde den muntreste Stemning. Med- lemmerne vedbleve ogsaa at spise sammen, baade om Morgenen Kl. 10, naar de samledes fra Qvartererne, hvor de forsynedes med det Nødvendige af Forsamlingens Leverandør, og efter For- handlingernes Slutning om Eftermiddagen Kl. 4-5 til Middag SIDE: 319 under fuld Regimentsmusik [fotnotemerke] ; og man feiler vel neppe ved at antage, at der i dette convivium overdøvedes af Musiken ad- skillig Skurren, og nedsvælgedes i den maadelige Viin, som Ti- derne ydede, adskillig Bitterhed fra Salen. Den aabne Karakteer, som hvilede over den hele Forsamling, skinner ogsaa frem af den Skik, som enhver af Medlemmerne uden videre tillod sig, at tage de private Bekjendte, som besøgte Stedet, (og slige Gjæ- ster vare ei sjeldne) med sig til det fælles Bord. Og i disse Henseender kan Levemaaden ogsaa fortjene en Plads her. Til denne hørte ogsaa, at endeel af de Deputerede tourviis bleve tilsagte til Prindsens Taffel, naar han var paa Eidsvold; og der var han fordetmeste baade af politiske og private Tilbøjeligheds- grunde. Hans, ikke meget beleilige, altfor store Nærhed og hans ledige opvartende Herrer skaffede ham alligevel alt at vide hvad der passerede og sagdes i Rigsforsamlingen, saa Invitationerne ikke vare andet end selskabelig Fiinhed. Heri var han en Mester; og et Forsøg, som Falsen og Sverdrup tilbageviste, paa at er- hverve En af sine Herrer Tilladelse til at overvære Forhandlin- gerne, skrev sig sandsynligviis mere fra Disses vidtdrevne Tjenst- iver end fra Prindsens egne, i slige Ting ikke saa letfeilende, Takt. Den 11te April. Denne, den næste, Dag er Rigsforsamlingens Aabningsdag. Ind- raabte i alfabetisk Orden, tog Enhver sin bestemte Plads, og saa- ledes fik da Agershuus Amt, med Falsen i Spidsen, den første -- en Omstændighed som ikke blev af liden Vægt, da man siden fulgte Distrikternes alfabetiske Orden ved Voteringerne. Neppe var Rigsforsamlingen bragt tilsæde, før Indtrædelsen af Regje- ringsraaderne, Biskoperne Bech og Bugge, Etatsraad Treschow, Generalkrigskommissær Vibe, Etatsraad Falbe, og Prindsregentens Adjutanter, alle i Galladragt, bebudede Hs. Høiheds snarlige Komme. Man manglede imidlertid ikke Sysselsættelse i Forun- dringen over Biskop Bugges Nærværelse. Nogle vilde vide, at Fotnote: De i Omegnen kantonnerende Tropper afgave vexelviis et Detaschement af 50 Mand til Æresvagt for Regenten og Forsamlingen. To stode ved Ind- gangen, To ved Rigsforsamlingens Dør og To ved Indgangen til Regentens Værelser. SIDE: 320 Regenten ikke havde turdet lade ham ude af Sigte deroppe i Thrond- hjem; Andre, at den kun var improviseret af Hs. Høiærværdighed selv, som imidlertid lod ligesaa uvidende selv, om hvorfor han var didkaldt, som alle Andre vare det. Man var ogsaa ligesaa klog derpaa ved Rigsforsamlingens Ende som ved dens Begyndelse. Regententen lod ikke længe vente paa sig. Han besteg Præ- sidentforhøiningen, og aabnede Rigsforsamlingen med følgende Tale, som han holdt med Papiret i Haanden, men ikke destomindre frit og med Udtryk af Inspiration i Talens Gestus og Klang: "Normænd! Helligt er det Kald der samler Eder ved Fædrenelandets Alter. Det Norske Folks Hu staaer til Eder, dets udvalgte Mænd, at I ville vide, med Viisdom og Samdrægtighed, at grundlægge den Stats- Forfatning, af hvilken nærværende og tilkommende Slægter kunne vente Held, Orden og Velstand inden Riget. Den viseste Regjerings-Form er udentvivl den, som, sikkrende Bor- gerfrihed og Lovenes Hellighed, giver den udøvende Magt Myndighed til at udrette alt Godt og til at haandhæve Lovene; men I skulle ikke kunne give Norge en Regjerings-Form, der svarer til Folkets Forvent- ning, uden ved samdrægtigen at ville virke til eet og samme Maal: Folkets Lyksalighed. Banlyser enhver Tvivl, Frygt eller Mistanke fra Eders Barm, naar det gjælder om at bestemme Norges Grund-Forfatning; et- hvert Medlem af denne Forsamling vise sig som trofast, retsindig Nor- mand, og, idet han ytrer sin Overbeviisning, tænke han tillige paa de Medborgeres Stemning, i hvis Navn han taler! Skulde Nogen fortælle Eder, at Norge ikke kan bestaa som en selv- stændig Stat, da lue Kjærlighed til Fædrenelandet dobbelt høit i Eders Bryst; da mindes hine Oldinge, hine kraftfulde unge Mænd, der bøde Eder Held til det Hverv, I gik hen at røgte! Hine sagde: vanslægter ei fra Fædrene! og Disse: stoler paa den Kraft, der hviler i vor Arm, som i vor Villie! -- Er det Norske Folk da ikke mere sine Fædre ligt? skulde Sønnerne ei ligesaagodt, som de, kunne forsvare deres Fjelde? Ere vi ei vante til Savn? og kan noget Savn lignes ved Frihedens? Staaer det ei i Folkets Magt at indrette sin Regjerings-Forfatning efter Statens Tarv og de Midler, den besidder i sit Skjød? -- Norge har ingensinde forlangt, at Danmark skulde afholde dets Stats-Udgifter; i fredelige Dage har dette Rige givet Overskud af Indtægter i Statskassen; og skulde Sverrig ønske Forening med Norge for at forsørge det Norske Folk med Almisse? -- Hvortil lede endeligen disse bange Tvivl? Kun til frivillig Underkastelse. I Sandhed, hvad var et Folk vel værd, som frygtagtigen opoffrede sin Selvstændighed og sin Ære? Kun de Slave- lænker, som fra Evigheden vare beredede for samme! SIDE: 321 Dog Held os! vi ere ei vanslægtede! med høi Følelse af eget Værd har det hele Folk, i Herrens Templer, aflagt den høitidelige Eed, at hævde Norges Selvstændighed; denne Eed skulle I besegle, trofaste Normænd, ved at grundlægge den Regjerings-Form, under hvilken I ville leve, og som I ville forsvare imod hvert Forsøg paa at kuldkaste den. Mistvivler ei om, at I jo besidde Kraft til, selv i Modgang, at haand- hæve den; og mistvivler ei heller om, at en retfærdig Gud beskytter et frit og ubetvunget Folks Anstrengelser. Herren er mit Haab og min Tillid! Jeg har anseet det for min første Pligt, som dette Lands Regent, at kundgjøre Nationens fredelige Forhold til andre Magter, og indtil denne Dag er ingen ny Fiendtlighed af nogen Magt udøvet imod Norge. Jeg har tilskrevet alle de Fyrster, hvis Venskab er væsentligt for Norge, og af hvis Retsindighed man kunde haabe Bistand ved en saa retfærdig Sag, saasnart Omstændighederne tillade dem at ytre deres Sindelag til vores Fordeel. -- Rigets afsondrede Beliggenhed har endnu tilbageholdt disses Svar; men imidlertid er det Engelske Flag igjen seet og med Glæde modtaget i Norske Havne. -- De Svenskes Konge har jeg tilskrevet saaledes, som det skal blive forelagt Rigs-Forsamlingen: men denne Monarch har sendt min velmeente Skrivelse uaabnet tilbage. O! gid den Konge, der siger sig at ville være det Norske Folks Fader, ogsaa vilde ære dets Rettigheder, og skjenke Norden Fred og lykkelige Dage! Vi ønske jo kun at leve uafhængige, i god Forstaaelse med et i sig selv agtværdigt Nabofolk. Jeg skulde ansee det for en kjær Pligt, hvis jeg udførligere, med nogen- slags Sandsynlighed eller Vished, kunde skildre Norges politiske Stilling; men Ingen formaaer at forudsee de Begivenheder eller Omvæltninger, som Europa i det Hele eller enkelte Stater kunne være underkastede, forinden den almindelige Fred gjengiver Ro, og kalder Lyksalighed og Velstand tilbage. -- Held imidlertid det Folk, som, uagtet Trængsler og mangehaande Gjenvordigheder, med urokkelig Troskab, først mod sin Konge og siden mod sine egne Rettigheder og sit National-Værd, be- staaer den gode Strid, indtil blidere Dage oprinde! Europa skal ikke negte det sin Høiagtelse og Beundring, og kommende Slægter skulle velsigne dets Minde. Ja! Held Norge!" -- Her gjentog hele Forsamlingen tre Gange Udraabet: "Held Norge!" og Regenten tilføjede derpaa: "Jeg indbyder Rigs-Forsamlingen til at vælge sig en Præsident, som kunde omvexle ugentligen, saavelsom en bestandig Sekretær; og, til at udarbeide Forslaget til Konstitutionen, vil det findes fornødent, at ud- vælge en Kommittee, bestaaende af Medlemmer fra de forskjellige Stifter. SIDE: 322 Regjerings-Raadet skal være beredt, at forelægge de Oplysninger om Rigets Ressourcer, som have været muligt at forskaffe i saa kort en Tid; men, saasom Tids-Omstændighederne forhindre den i sig selv vidt- løftige Opgjørelse af gjensidige Fordringer med Kongeriget Danmark, og Rigets Indtægter og Udgifter desuden ei lade sig bestemme efter et Krigs-Aar, som det afvigte, ligesaalidet som ubetinget efter fordums Freds-Aar, saa vil ei heller noget fuldstændigt Budget for Aaret 1814 kunne forelægges Rigs-Forsamlingen. Jeg ønsker derimod, at det, efter Konstitutionens Bestemmelse, maatte overvejes, om ikke Tilforordnede af Rigs-Forsamlingen kunde, tilligemed Regjerings-Raadets lste Depar- tement, udarbeide Rigets finantsielle Etat og Forslag til nye og nød- vendige Hjælpekilder for Finantserne. Den til Næringsvejenes Oplivelse saa uundværlige Laane-Indretning, som under 5te Januar d. A. blev antaget af Sammes Konstituenter, er hidtil standset i sin Virksomhed, fordi de senere indtrufne Omstændig- heder have gjort dens Forening med en Nationalbank ønskelig, hvis Plan ligeledes skal forelægges Rigs-Forsamlingen til Bedømmelse. Over- hovedet venter jeg med Fortrøstning al den Bistand af Rigs-Forsamlingen, som Kjendskab til Land og Folk, og som varm Følelse for Norges Vel vil indgive hvert dens Medlem. Mine Hensigter kjendes af Alle; i redelig Vilje skal Ingen overgaa mig, og min bedste Løn skal til alle Tider være Folkets Kjærlighed og de Retskafnes Højagtelse." Regenten tilføjede endnu efter denne Aabningstale, at han skulde meddele Rigsforsamlingen det officielle Svar, som forven- tedes fra England, og lod dernæst ved Regentskabssekretæren von Holten oplæse paa Fransk og i Oversættelse hiin fra Kongen af Sverige uaabnet tilbagesendte Skrivelse af 6te Marts [fotnotemerke] , hvormed Kundgjørelserne af l9de Febr. oversendtes, det Retfærdige og Nødvendige i disse Forholdsregler paavistes, og Ansvaret for en Krigs Ulykker lagdes Kongen paahjerte. Denne Skrivelse og især den fornærmelige Afviisning gjorde et stærkt Indtryk paa For- samlingen. En høirøstet Mumlen løb igjennem Salen, Forbittrelse paa Prindsens Vegne, Godhed for ham, der maatte lide saadant, stod malet i mange Ansigter. Under dette forlod Regenten med sit Følge Rigsforsamlingen, og denne skred nu til Valg af en Præ- sident og Vicepræsident for otte Dage og af en permanent Se- kretær. Til Præsident valgtes ved de fleste Stemmer Kammer- Fotnote: Bilag III. SIDE: 323 herre og General-Vejintendant Peder Anker, til Vicepræsident Justitarius Rogert og til Sekretær Sorenskriver Christie. En Takadresse til Prindsregenten voteredes dernæst for de Tje- nester, han hidtil havde viist Folket, og der besluttedes, at et interimistisk Reglement for Forhandlingernes Gang skulde udar- beides, og allerede næste Dag forelægges Rigsforsamlingen. Begge disse Hverv lagdes i en Kommittees Hænder, bestaaende af 6 Medlemmer, Præsidenterne og Sekretæren. Hertil udvalgtes He- germann, Diriks, Sverdrup, Falsen, Wergeland og Omsen. Før Mødet hævedes meddeltes Forsamlingen et smukt og tiltalende Vidnesbyrd om medborgerlig Interesse for dens vigtige Hverv, idet en Skrivelse fra en Kjøbmand Bredahl i Bergen oplæstes, hvormed han oversendte, til Afbenyttelse i Rigsforsamlingen og senere Opbevarelse i Universitetsbibliotheket, de forenede Nord- amerikanske Staters Love, et Værk 5 Bind stort. Den 12te April. Kommitteen var færdig med begge sine Hverv. Først oplæstes Udkastet til Reglementet, som derpaa blev punktviis gjennem- gaaet. Det vakte vel nogen Debat, men de faa Forandringer, det led, viste, hvor ivrigt Forsamlingen stundede til at komme ind paa Hovedsagen selv. Det interimistiske Reglement blev ved- taget saalydende: "§. 1. Præsidenten sammenkalder Repræsentanterne, og paa- seer, at Enhver er tilstede. De Udeblivendes Navne, saavelsom Aarsagen til deres Fraværelse, antegnes. For at Forsamlingen skal kunne konstitueres, maae Totrediedele af Repræsentanterne være tilstede. §. 2. Ved Indgangen af Forsamlings-Salen foreviser enhver Re- præsentant sin Adgangs-Billet for 4 dagligen af Præsidenten der- til valgte Opsynsmænd, som tages af Repræsentanternes Midte. §. 3. Tvende Protokoller føres: en Forsamlings-Protokol eller Dagbog, og en Hoved-Protokol, som ikke maa være længere end een Dag tilbage fra den første. Protokollerne auctoriseres af Præsidenten og Vice-Præsidenten, og Hoved-Protokollen forsynes med Rigets Segl, som Regenten anmodes om at lade Samme paa- trykke. SIDE: 324 §. 4. Forrige Dags Forhandlinger oplæses af Protokollen ved hver Dags Begyndelse, forinden noget Nyt foretages. §. 5. Den almindelige Forsamlings-Tid er Kl. 10 Formiddag, og Forsamlingen vedvarer, med mindre Præsidenten af særdeles Aarsager deri skulde gjøre nogen Forandring, til Kl. 4 Eftermiddag. §. 6. Hver Dag, forinden Forsamlingen sluttes, tilkjendegiver Præsidenten hvad der næste Dag skal være Gjenstand for Deli- berationerne. §. 7. Alle skriftlige Andragender til Forsamlingen indleveres til Præsidenten, som besørger Samme oplæste efter den Orden, han selv bestemmer. Præsidenten bruger en Klokke til at ringe til Lyd med, naar han vil paabyde almindelig Taushed. Enhver som vil tale, reiser sig, og begjærer Tilladelse af Præsidenten, som meddeler Samme; begjære Flere at tale, saa skeer dette efter den alfabetiske Orden, hvori Repræsentanterne sidde i Forsam- lingen, og begynder Ordenen altid fra Den, som har gjort For- slaget, og gaaer derefter det hele Alfabet igjennem, indtil det naaer den Samme. §. 8. Præsidenten advarer, saa ofte han finder det fornødent, enhver Talende om at holde sig til Sagen og afholde sig fra alle personlige Hentydninger. Skulde det hænde, at noget Medlem, efter 3 Gange forgjeves at være advaret, desuagtet vedblev at forstyrre den vedtagne Orden, saa paalægger Præsidenten ham Taushed, og, agter han ikke denne Befaling, voteres der i For- samlingen paa, om han for denne Dag skal udvises af Forsamlingen. §. 9. Ingen kan udenfor Forsamlingen drages til Ansvar for hvad Meninger han i Forsamlingen yttrer. §. 10. Alle Qvæstioner, som efter mundtlig Deliberation kunne reduceres til Afgjørelse med Ja eller Nei, decideres ved Ballot- tering, med mindre en Femtedeel af de tilstedeværende Medlem- mer forlanger skriftlige Vota, som da bør finde Sted under de Voterendes Navne, i hvilket Tilfælde disse Vota indføres i Pro- tokollen. Pluraliteten deciderer. §. 11. Præsidenten fungerer som saadan i 8 Dage, hvorefter han fratræder; der vælges da strax en ny Præsident samt Vice- Præsident; men de Forrige maae ikke vælges paany førend efter 8 Dage. §.12. En Kommittee af 3 Personer udnævnes for at gjennem- SIDE: 325 gaae og redigere hvad der af Forhandlingerne ved Trykken skal bekjendtgjøres. §. 13. Protokollen underskrives daglig af Præsidenten, Vice- Præsidenten og Secretairen. §. 14. Til Slutning, naar Rigs-Forsamlingen har endt sine For- handlinger, underskrives Hoved-Protokollen af samtlige Repræ- sentanter. §. 15. Enhver har Ret til af Hoved-Protokollen at erholde be- kræftet Udskrift af de Vota, han til Protokollen har dikteret." Dette Reglement blev besluttet trykt snarest muligt (et lidet Feldtbogtrykkeri var nemlig ført til Stedet), og at det skulde uddeles til hver Repræsentant og opslaaes i Forsamlingssalen. Kommitteen forbeholdt sig at forelægge Rigsforsamlingen de Til- læg, som senere maatte findes hensigtsmæssige, og dette blev ligeledes bifaldt. Men Takadressen gav Anledning til Debatter af mere stor- mende Natur. Udkastet, egentlig forfattet af Sverdrup og Falsen, blev oplæst og vedtaget af Alle ved Haandsoprækning, "skjøndt vist ikke" -- siger Forfatteren af de i 1830 udgivne "Fortrolige Breve til en Ven, skrevne fra Eidsvold i 1814" [fotnotemerke] -- "i Hjertet i alle Dele applauderet af Enhver." Den var ogsaa affattet i føl- gende særdeles overdrevne Udtryk: "Det Norske Folks Tak-Adresse til Norges Regent, Hans Kgl. Høihed Prinds Christian Frederik, igjennem dets Repræsentanter. Da Norge, løsrevet fra sin ældgamle Forbindelse, var blevet bestemt til et Rov for erobresyg Ærgjerrighed, var dette vort elskte Fædreneland dog ikke forladt; thi det havde sin faste Tillid til Gud, sit nedarvede Mod og sin Kraft; det havde Dem, ædle Fyrste! som, efter det Norske Folks almene Ønske, greb og førte Roret med Viisdom, Værdighed og Kraft, som med stor og beundringsværdig Opofrelse forebyggede Anarkiets Rædsler, og lovede, med Liv og Blod, i Forening med Folket, at forsvare Norges den gode Sag, og hævde dette ældgamle Riges Selvstæn- dighed og Frihed. Deres Kongl. Høihed har med Ord og Daad, skjønt og kraftigen tolket Deres varme Følelse for Norges Held Fotnote: Repræsentanten Wergeland. SIDE: 326 og Hæder, Deres urokkelige Troskab og Hengivenhed for et frit og ædelt Folks retfærdige Sag, Deres utrættelige Omsorg for dets Tryghed og Frelse. Hvor ønskede Vi, værdigen, i Folkets Navn, at kunne tolke den dybe og inderlige Følelse af Ærbødighed, Højagtelse og Kjærlighed, som enhver ægte og redelig Normand nærer for Dem; den Taknemmelighed, hvormed det hele Norske Folk i Deres Sendelse erkjender en af Forsynets største Vel- gjerninger imod et frit og trofast Folk i Farens og Nødens Stund; den Forvisning, det har, at Deres sjeldne Talenter, Dyder og trofaste Hengivenhed for det gamle Norges gode Sag, ville blive det Norske Folk uforglemmelige, saalænge det ikke forglemmer sig selv!" Da den var oplæst, reiste Repræsentanten Wergeland sig, og fremsatte i en velforberedt, følelsesfuld Tale det Amendement som et Tillæg til Takadressen, at Prindsen ogsaa skulde anmodes om at vedblive Landsstyret indtil Rigsforsamlingen havde afgjort Rigets Forfatning, og authoriseres dertil i Navn af dens herværende suveræne Repræsentanter. To Ting, meente Taleren, maatte Forsamlingen henvende sin Opmærksomhed paa, før den tog Konstitutionsværket underhænde, nemlig paa den midlertidige Regjering og Kundskab om Rigets Tilstand og Kræfter. Et Til- læg gik ud paa, at de Mænd ogsaa skulde takkes i Folkets Navn, som i et foreløbigt Møde paa Eidsvold (det af 16de Februar) havde forholdt sig med Ærbødighed for dets Suverænitet [fotnotemerke] . En Pause opstod som mellem Braget og de rullende, fordob- blede Echoer. Først Stilhed, saa voxede Sindsbevægelserne ud over Forsamlingen, som Vandets bølgende Cirkler omkring det Punkt, hvor en Steen nedfaldt i den rolige Flades Midtpunkt. I dette Øjeblik undfangedes Partiaandens Hydra, og den frygt- løse Taler betegnedes siden det af Majoriteten, der i sin Enthu- siasme nærede mere sangvinske Tanker om Landets Kræfter, som en ikke Bedre end Svensksindet og som det opstukne Banner for en Kohorte af prindsehaderske Masker, som vare beredte til at afskjære Baandet mellem Prindsen og Landet saasnart han havde gjort det en midlertidig Nytte, og hvis Ansigter man maatte søge at kjende. Nu brød det da løs. Mange reiste sig for at tale. Wedel fik Ordet. Han haabede, at intet Medlem af Rigsforsamlingen tænkte Fotnote: Bilag IV. SIDE: 327 saa uværdigt en Normand, saa uværdigt Forsamlingen, at han kunde drage i Tvivl, at jo Folkets Suverænitet for Øjeblikket hvilede hos den; men da Addressen selv kun var at ansee som et Komplimentbrev, meente han, den kunde blive som den var. Til denne Konklusion stor Applaus. I samme Aand talte Anker, Løvenskjold og Grøgaard. Men Sverdrup, som især maatte blive Gjenstanden for en Hæder, som foreslaaet, var, forunderligt nok, Den, som mest tog Proponenten den sidste Deel af hans Motion fortrydelig op. Han lod vel ikke, som Andre af de Angjældende, somom han ikke vedkjendte sig det Eidsvoldske Møde, men han paastod, at Wergeland havde kastet en Skygge paa det Møde, han havde sigtet til, beskyldende det for at have begaaet en uretmæssig Handling, idet det uden Bemyndigelse skulde have hyldet Prindsen, og at han ikke kunde bevise, at noget Saadant var foregaaet. Wergeland skulde gjøre Publikum Rede for sine Udtryk, mente han i Overbrusningen af sin Heftighed, der kun lader sig forklare af dette Medlem af det norske Bjergs Antipa- thi mod Enhver, der havde Ord for ikke at være utilbøjelig til at ville underhandle sig en Konstitution til, og Danmark langt ifra, og maaskee ogsaa af det nærmere Forhold, hvori han nu, som en Slags Regjeringschef, stod i til Regenten. Han truede saaledes med at ville gjøre Sagen til Gjenstand for en Skriftfeide udenfor Forsamlingen, saa Wergeland fandt det nødvendigt at bedække sig med den 9de § i det nys antagne Reglement, og at vedlægge Protokollen sin Tale, for at man altid kunde under- søge hvad han havde sagt, overladende forøvrigt Sverdrup at handle som han troede at kunne forsvare som Repræsentant. Efter lang og heftig, til Mundhuggeri udartet, Debat imellem Begge, faldt endelig Motionen ved Stemmegivning, fordi, hed det, den kunde give Anledning til Uenighed. Motionæren fik dog -- siger han i sine Breve -- ikkedestomindre udenfor Forsamlingen mangt et bifaldende Haandslag. "Det var endnu ikke Tiden, hed det, til slige Forestillinger. Den Aand, Talen var af, vilde lidt efter lidt udvikle sig, og maatte han være forsikkret om, at den Mod- stand, han i Rigsforsamlingen havde mødt, eller rettere den Mangel paa Understøttelse, han havde fundet, var, hvad en be- tydelig Deel angik, kun pro forma" -- Noget, som vanskelig lader sig anderledes forstaae, end at man ikke saa ret vel turde være sin Hjertensmening bekjendt, hvor Regenten kom med i Spillet. SIDE: 328 Disse Ordvexlinger endte omsider som Tordenveiret, der blot ruller sine Skymasser hen i Horizonten efter nogle Sammenstød, som ikke have renset Luften, stedse beredte til nye og stærkere, og Addressen blev da, ifølge Rigsforsamlingens Beslutning, paa dennes Vegne forsynet med Præsidenternes og Sekretærens Under- skrivter, og, efter endt Møde, om Aftenen overbragt Hs. Højhed ved Kommitteen til dens Udarbeidelse. Brevenes Forfatter giver ellers Regenten det Vidnesbyrd, at han optog Efterretningen om hine temmelig nærgaaende Debatter med en Takt, som gjorde ham Ære. Han erklærede samme Dags Aften i et Selskab, at, da han var vis paa, at Ingen vilde tillade sig personlige Fornær- melser mod ham, maatte Enhver absolut yttre sine Meninger frit i Forsamlingen, da denne ellers vilde være et Intet. "Vel sagt og tænkt," siger Brevskriveren fra Eidsvold. "Den Overbeviis- ning, han har, vil sikkert heller ikke blive skuffet. Om han end ikke har Alle til Venner, har han dog neppe Nogen til Fiende. Ingen kan fortænke ham i, at han prøver det sidste Middel til at frelse sig et Rige, hvortil han før Kielertraktaten var Arving. Der vil vist Ingen personlig fornærme ham. Han er elsket. Men der bør være Maade med. Fædrelandets Vel bør være den første Tanke." Men den 12te Aprils vigtigste Bedrivt var Nedsættelsen af Konstitutionskommitteen. Rigsforsamlingen vedtog nemlig, efterat Adressesagen var tilendebragt, paa Forslag af Reglementskom- mitteen, Følgende: "En Kommittee af 15 Repræsentanter udvælges for at gjøre Ud- kast til en Konstitution; den vælger selv af sin egen Midte sin Præsident og Sekretær. Enhver Repræsentant har Adgang til at indgive Forslag til Kommitteen, og er desuden forbunden til at møde saavel for denne som for enhver anden organiseret Kom- mittee, for at meddele de Oplysninger, som forlanges af Samme. Naar Kommitteens Udkast er færdigt, besørges det, ligesom et- hvert andet Udkast, der er udarbeidet af en Kommittee, strax trykt og omdeelt til enhver Repræsentant, for at denne, i de af Præsidenten dertil bestemte Dage, kan gjennemgaae samme. Ud- kastet debatteres derpaa punktviis i Forsamlingen, og har Enhver Ret til at begjære sit Votum tilført Protokollen. Hvad Totredie- dele af de tilstedeværende Medlemmer i denne Henseende an- tage, er gjældende." SIDE: 329 Til Medlemmer af Konstitutionskommitteen blev dernæst, ved de fleste Stemmer, udvalgt Repræsentanterne: 1. Hegermann, 2. Falsen, 3. Sverdrup, 4. Aall, 5. Rein, 6. Motzfeldt, 7. Rogert, 8. Wedel-Jarlsberg, 9. Diriks, 10. Wergeland, 11. Stabel, 12. Omsen, 13. Schmidt, 14. Petersen, 15. Midelfart; de to Sidste ved Lodtrækning indbyrdes og med Christie, da disse Tre havde lige mange Stemmer. Forsamlingen hævedes efterat Sverdrup, Grøgaard og Aall vare blevne udvalgte til Re- daktører af de Rigsforsamlings-Forhandlinger, som skulde udgives ved Trykken. 13de til 15de April. Forhandlingerne aabnedes med at Præsidenten underrettede Rigsforsamlingen om, at Takaddressen Dagen tilforn var bleven Prindsregenten overrakt ved den dertil bemyndigede Kommittee, og lod Hs. kgl. Højheds Svar oplæse. Det var kort, simpelt, i alle Dele passende. "Min Bevidsthed siger mig," heder det deri, "at Jeg har udrettet Noget til Fædrenelandets Frelse; det er til Dem at udrette end Mere. Ved det Fædrenelandssind og den Driftighed, der vil besjele deres Forhandlinger, vil De snart til- endebringe det vigtige Forehavende at skjænke Norge en Konsti- tution, som eendrægtigen skal forsvares og haandhæves, og hvor- til Jeg ønsker Dem Held." Prindsen tog ellers samme Dag ind til Kristiania paa nogle Dage, efterat have overantvordet Præsi- denten Kommandoen over Tropperne paa Stedet. Hans Tillid til Rigsforsamlingen, og at han dog havde meent noget, ihvor SIDE: 330 lidet, med sit Løfte, at meddele den hvad Officielt der maatte indløbe, viste han ogsaa ved at lade henlægge i dens Konver- sationsværelse en svensk Avis, der var fuld af fristende Tilsagn. Den i Svaret tilønskede Driftighed syntes at være tilstede; thi fra Konstitutionskommitteen, som samme Dag, den 13de, havde holdt sit første Møde, hvori Falsen valgtes til Præsident og Diriks til Sekretær, indløb allerede i Forsamlingen Beretning om, at den havde udkastet nogle foreløbige Grundsætninger til en Kon- stitution, som oversendtes i bekræftet Afskrivt, og som den øn- skede underkastede Rigsforsamlingens Prøvelse forinden den skred til nærmere Udarbeidelse af sit Udkast til Konstitutionen. Grund- sætningerne besluttedes trykte og uddelte til Repræsentanterne. Men da Bogtrykkeriet paa Stedet var saa ufuldstændigt, at det ubetydelige Arbeide ikke kunde præsteres til den følgende Dag, anvendtes denne til at lade tage de behørige Afskrivter, som da i Mødet den 15de uddeltes, undertegnede af Falsen, som Kom- mitteens Formand. De lød saaledes: "Grundsætninger. 1. Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarki. 2. Folket bør udøve den lovgivende Magt igjennem sine Repræ- sentanter. 3. Folket bør ene have Ret til at beskatte sig igjennem sine Re- præsentanter. 4. Krigs- og Freds-Retten bør tilkomme Regenten. 5. Regenten bør have Ret til at benaade. 6. Den dømmende Magt bør være særskilt fra den lovgivende og udøvende. 7. Trykke-Frihed bør finde Sted. SIDE: 331 8. Den evangelisk-lutherske Religion bør forblive Statens og Re- gentens Religion. Alle Religions-Sekter tilstedes fri Religions- øvelse; dog ere Jøder fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. 9. Nye Indskrænkninger i Nærings-Friheden bør ikke tilstedes. 10. Personelle eller blandede arvelige Forrettigheder bør ikke til- staaes Nogen for Fremtiden. 11. Statens Borgere ere i Almindelighed lige forpligtede til, i en vis Tid at værne om Fædrenelandet, uden Hensyn til Stand, Fødsel eller Formue. Nærmere Bestemmelser og Indskrænkninger ville blive at tilføie foranførte Grundsætninger ved Stats-Formens Udarbeidelse. C. M. Falsen." Efter at have modtaget hver sit Exemplar, adskiltes Repræsen- tanterne for hjemme at overveje Principerne til Morgendagen. Den 16de April. Denne Dag er Norges Uafhængigheds- og Kroningsdag. Den blev ogsaa Falsens Triumfdag over Reglementet, da han, uden at lade sig bry af dettes Bydende i § 6, at Rigsforsamlingen skulde gjøres bekjendt en Dag forud med hvad der skulde voteres over, gav den første Grundsætning et Par Tillæg, som han drev igjennem med en Stemmeflerhed af 78. Efter temmelig lange Debatter skred Rigsforsamlingen til at votere til Protokols over den første Grundsætning, der fremsattes spørgsmaalsviis: om Norge burde være et indskrænket og arveligt Monarki? Af Stemmegivningen viser det sig, at Rigsforsamlingen ikke har været enig i at fortolke Ordet Monarki ved "Kongedømme", idet en ikke saa ringe Minoritet forstod derved en selvstændig Stat med een enkelt Person af endnu ubestemt Titel i dens Spidse. Kapitain SIDE: 332 Holck foreslog, at Grundsætningen skulde erholde det Tillæg: Norge bør være et frit, udeleligt og selvstændigt Kongerige, og Regenten bære Titel af Konge", hvorimod Grev Wedel og Flere erindrede, at Regentens Titel ikke nu kunde komme under Over- vejelse, siden Reglementet paabød, at der ikke kunde ventileres om Noget, som ikke var fremsat i et foregaaende Møde. Denne Mening angav ogsaa den lste Voterende, Peder Anker, ved sit saa- lydende Votum: "antager Grundsætningen, og forbeholder sig nærmere Bestemmelse af Navnet." Men da Falsen, der voterede som Nummer 2, mærkede, at der saaledes var Fare for, at det Ord af fremmed Etymologi, han havde betjent sig af i Grund- sætningen, vilde, med og uden Kjendskab til dets Betydning, blive misforstaaet eller ignoreret, gav han strax, ved at optage det Holckske Tillæg, som vel ogsaa skrev sig fra ham, Grundsætningen en Fortolkning og Ordet "Monarki" en Oversættelse, som i An- strengelsen efter udtømmende Tydelighed gik ligetil at blive en pleonastisk "Gaaen i Ring", og som, om Grundsætningens Mening end ikke blev forandret, dog, ved sit Tillæg, som en stærk Mino- ritet holdt sig til, gav det, man skulde votere over, en anden Form end den, hvori det var fremsat. Falsens Votum lød nemlig: "Jeg voterer for, at Norge skal være et indskrænket arveligt Monarki, at det skal være et frit, uafhængigt og udeleligt Konge- rige, og at Regenten skal føre Titel af Konge." Og "ligesom Sorenskriver Falsen" voterede de 78 Repræsentanter: Kapitain Motzfeldt, Haslum, Christie, Rolfsen, Koren, Jersin, Gjerager, Irgens, Nielsen, Hjerman, Holck, Loftesnæs, Fr. Schmidt, Collett, Hoen, Weidemann, Stabel, Lysgaard, Scheitlie, Heiberg, Bendeke, Kjønig, Evenstad, Nysom, Sibbern, Steenstrup, Hornemann, Diriks, Hessel- berg, Grønneberg, Amundrød, Lund, Erichstrup, Lundegaard, By- foged Motzfeldt, Prydz, Waagaard, Dyhren, Hegermann, Harald- stad, Tvedten, Krohg, Stub, Walbøe, Rosenkilde, Oftedahl, Mølbach, Regelstad, Fabricius, Konow, Johnsen, Thorsen, Petersen, Svendsen, Ramm, Balke, Høyum, Røed, Rogert, P. Schmidt, Darre, Rambech, Forsæth, Midelfart, Heyerdahl, Bratberg, Wasmuth, Schevig, Lange, Gjedeboe, Stoltenberg, Ely, Bercheland, Carstensen, Flor og Sverd- rup, der voterede: "Jeg antager Grundsætningen med de af Soren- skriver Falsen foreslagne Tillæg" , samt Omsen, som heri var aldeles enig med Sverdrup, Grundsætningen, "saaledes som den var fremsat," besvaredes med "Ja" af følgende 21 Repræsentanter: SIDE: 333 Christensen, Løvenskjold, Cloumann, Huvestad, Dahl, Mørch, Wedel- Jarlsberg, Blom, Apenæs, Lemsland, Jaabech, Wulfsberg, Jacob Aall, Grøgaard, Lilleholt, Fleischer, Jørgen Aall, Bryn, Lande, Cappelen og Heidmann, hvoraf flere udtrykkelig erklærede, at de besvarede Qvæstionen saaledes uden Tillæg. Under Debatterne før Voteringen havde Wergeland paabegyndt Oplæsningen af en vidtløftig Afhandling om den bedste Regjeringsform. Afbrudt først af Nogles Raab: "Til Sagen!" og siden, da han paa Præsi- dentens Opfordring vedblev, ogsaa afbrudt af Denne med den Bemærkning, at man maatte fatte sig kortere, kom han ikke til- ende dermed. Han voterede nu, da Touren kom til ham, saa- ledes: "Jeg stemmer for, Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarki. Regenten fører Titel af Konge, saafremt Staten har Evne til at soutenere dette Navns Værdighed og tillige sin Uafhængighed. Riget bør være udeleligt." Ligesom de næst Foregaaende 21 ikke havde erklæret sig angaaende Statsover- hovedets Titel, seer man, at denne Repræsentant udtrykte sig betingelsesviis, og Repræsentanten Moses voterede: "Norge bør være et indskrænket arveligt og udeleligt Rige, og dets første Embedsmand bære Titel af Regent." Hounts vidtsvævende Votum, hvortil Repræsentanten Hansen fra samme Amt havde holdt sig, lød: "Norge skal være et indskrænket og udeleligt Monarki; Re- gjeringen skal være arvelig, men, skulde Thronarvingen mangle de fornødne Naturanlæg, og af den lovgivende Magt, ved 3de gjentagne Dekreter, erkjendes uduelig, bortfalder hans Arveret, og en anden Prinds af Blodet konstitueres. Naar Qvæstionen om Regentens Titel kommer i Ventilation, bliver mit Votum: Re- genten skal kaldes Konge." Rein og Oberstlieutenant Stabell besvarede Qvæstionen med Ja, og forbeholdt sig Tillæg, og til Stabell henholdt Melleby og Møller sig. Ifølge Stemmefleerheden for Falsens Votum, blev lste Grundsætning overeensstemmende med dette. De følgende 9 Grundsætninger bleve antagne efter Ud- kastet efter mindre vidtløftige Debatter. Ved den 2den erindrede Christie, at den vel ei kunde forstaaes saaledes, at Rigsforsamlingen, men en Kommittee af Lovkyndige, skulde forfatte Lovene, hvortil Repræsentanten fra Østerriisøer gav en Reminiscenz fra Frankrige tilbedste, idet han bemærkede, at det burde skee ved et lov- givende Korps, hvilket man naturligvus fandt laae i Grund- sætningen selv. Kapitain Holck vilde, at den militære Lovgivning SIDE: 334 skulde tilkomme Kongen og ikke Folket. Men efter Præsidentens Erindring om, at de Anmærkninger, som maatte blive gjorte under Principdiskussionerne, vilde komme i Betragtning ved Udarbei- delsen af Konstitutionen, blev Grundsætningen antagen. Ved den 4de, om Krigs- og Fredsretten burde tilhøre Regenten, yttrede Provst Hount, at Kongen ikke burde kunne føre Angrebs-, men kun Forsvars-Krig. "Krigen", hedte det, "er i sig selv en uret- færdig og umenneskelig Handling. Regenten bør ikke have frie Hænder til, efter eget Tykke at raade over Borgernes Ejendomme, til at slibe Dolken i Mørket forat støde den i Naboens Bryst." Sverdrup meente derimod, at det ikke kunde bestaa med den Hurtighed og Hemmelighed, Krigstilberedelserne fordrede, at ind- rømme Folket noget af Krigsretten. Peder Anker sagde da: "Kongen kan ikke føre Krig uden Penge, og der er altsaa sat hans Krigslyst en Grændse ved Bevillingsretten", hvortil Hount svarede, at, naar Armeen først var samlet, vilde den nok blive underholdt, da de Hjemmeværende ikke vilde kunne taale, at lade sine Frænder og Venner lide Nød. Desuden kunde Kongen føre Krig for fremmede Subsidier, især naar hans Interesse faldt sammen med en anden Magts. Enig var man i, at Kongen ikke skulde kunne erklære Krig uden sit Raads Samtykke; men om- sider blev Grundsætningen vedtagen som den var, med Forbehold, at yttre sig nærmere derover, naar man i Grundlovsforslaget fik see dens Anvendelse. Ved den 5te Grundsætning paastod Grøgaard og Dahl, at Benaadningsretten ikke burde tilstaaes Re- genten ubetinget, og at den nemlig ikke burde strække sig til Forbrydelser mod Nationens Majestæt (crimen læsæ nationis). Den blev dog in forma vedtagen. Ved 8de Grundsætning erindrede Wedel, at han fandt det i høj Maade formløst og illiberalt, at gjøre Jødernes totale Udelukkelse til en Grundlov. Rein talte ogsaa i en tolerant Aand, og Hount meente, at Adgangen burde staa aaben for de Jøder, som vare Lærde, Kunstnere, Fabrikanter og Ejendomsmænd. Men Skriget mod det ulykkelige Stedbroder- folk var stærkere. Mellem de Røster, som forfegtede Jødernes Skadelighed i enhver Stat, hvor de havde fundet Hjem, hørtes ogsaa den falske Mening fra Sverdrup og Wergeland, at Jøderne skulde ansee Bedrageri mod Kristne for tilladt, ja fortjenstfuldt, og maatte saaledes ansees for selv at have betaget sig al Ret til Optagelse. Grøgaard fandt, at da Spørgsmaalet ikke var om at ud- SIDE: 335 jage Jøderne af Landet, kunde det ikke kaldes intolerant eller illiberalt at negte dem Adgangen; og Wulfsberg meente, at det kunde have sit Forblivende ved Kristian Vtes Norske Lov, hvor- efter Jøderne kunde komme ind i Landet med Leidebrev. Spind- væringen Teis Lundegaard gjorde omsider en brad Ende paa Debatten ved rask at reise sig op med Raabet: "Staaer op Alle, som ingen Jøder ville have i Landet!" Og Alle fulgte det som ved et elektrisk Stød, og Grundsætningen fik saaledes dette be- synderlige løse Suffixum. En prægtig Rad hvide og brede Tænder kom tilsyne hos den fiirskaarne Listerbonde, da han grinende saae sig om til alle Kanter efter sin Sejer. Den 10de Grundsætning, om personelle eller blandede arvelige Forrettigheder, blev, ligesom 4de, kun antaget indtil man fik see, i hvad Form den fremkom igjen i Grundlovsudkastet. Heidmann fremsatte Motion om, at de arvelige Forrettigheder burde gaa over til personelle, eller kun nedarves til nærmeste Ætlinger. Flere, og deriblandt Falsen, der begyndte sit Tilsvar med Be- mærkningen: "Uagtet jeg selv er af Adel", fandt det retfærdigt, men dog ikke billigt, at de nærværende Besiddere af Forrettig- heder berøvedes dem. Heidmann anmodedes om at tilstille Konstitutionskommitteen sit Forslag. Den 11te Grundsætning, om almindelig Værnepligt, vakte der- imod saa stridige og langvarige Diskussioner, at dens endelige Afgjørelse indtil videre blev udsat. I velskrevne Foredrag for- fegtede Hegermann Principet, mens Løvenskjold foreslog Lægd eller en Militærorganisation omtrent paa svensk Maneer. Landet skulde inddeles i Militærdistrikter, med Forpligtelse for ethvert Lægd at stille en indfødt vaabendygtig Mand imod en saa til- strækkelig Godtgjørelse, at det ei blev vanskeligt at faa Nogen dertil. Kunde ikke dette eller et andet Expedient udfindes istedetfor Konskriptionen, vilde han nok stemme for Grundsæt- ningen, men med den Betingelse, at de akademiske Borgere fri- toges for Værnepligten. Brevenes Forfatter angive Rygterne om den franske Konskriptions Følger, i Modsætning til Principets theoretiske Rigtighed, som Aarsag til at Pluraliteten skjød denne Sag fra sig indtil videre. Den er heller ikke til Datum kommet videre. Forsamlingen vedtog ogsaa med Hensyn til samtlige Grundsætninger for Konstitutionen, at nærmere Modifikationer deri forbeholdtes til dennes Udarbeidelse. Tilsidst anmodede SIDE: 336 Præsidenten Forsamlingen om, til næste Møde, den 18de, at være betænkt paa Valg af nye Præsidenter, og paa Deliberationer om Nedsættelsen af en Kommittee til at undersøge Finantsvæsenet og at modtage Regjeringsraadets Meddelelser desangaaende. Dette gav Wergeland Anledning til at spørge, om ikke ogsaa en Kommittee burde nedsættes til Undersøgelse af Rigets Forfatning i andre Henseender og især af dets Forhold til Udlandet. Men Sverdrup reiste sig strax, og indvendte (til Fleres Ærgrelse, paa- staaer Brevskriveren) at Rigsforsamlingen havde ingen Kompetence dertil; og i denne Modsigelse mod den omhandlede Undersøgelse af Finantserne understøttedes han af Omsen. Dette, næsten kun tilfældigviis fremkastede, Spørgsmaal om Udstrækningen af Rigs- forsamlingens Kompetence bevirkede først et Stille af Forundring og Ubestemthed, som lidt efter lidt gik over fra en Hvisken og Mumlen mellem Sidemænd til en saa højrøstet Diskureren over den hele Sal, at Ingen kunde komme til Orde, og at Forsamlingen opløstes uden at Spørgsmaalet kunde komme til Afgjørelse. Konstitutionskommitteen afholdt senere samme Dag sit andet Møde, hvori bekræftet Udskrivt af Rigsforsamlingens Protokol, der viste hvorvidt Grundsætningerne vare bifaldte, fremlagdes, og hvor Debatterne om selve Konstitutionsudkastet begyndte. Den 18de og 19de April. De Falsenske Forslag. Den 17de, som var en Søndag, kom Repræsentanterne blot sammen til Middag. Næste Møde var berammet til den 18de, og begyndte som sædvanlig med Oplæsningen af det sidst Om- handlede og Passerede. Oberstlieutenant Stabell fremlagde til Protokollation det i hans Votum i forrige Møde bebudede Tillæg, som ogsaa var vedtaget af Sergeant Mellebye, og gik ud paa at anke over, at Qvæstionen var reglementsstridigen givet et Tillæg, nemlig om Regentens Titel. Han maatte desaarsag, og for at Saadant ikke oftere skulde kunne skee, foreslaa følgende Tillæg til Reglementet: "at Præsidenten ei maa tillade Nogen at gjøre Tilsætninger til de Qvæstioner, som den Dag ere fremsatte til Debattering og Votering; men at slige alene maatte kunne til- SIDE: 337 føjes det, som i Henseende til Tydelighed kunde synes at mangle, og at, naar en Tilsætning eragtes fornøden, Qvæstionen da ud- sættes indtil den, efter forandret Tilstand kan leveres til fastsat Betænkningstid." Forøvrigt maatte han, paa egne og Meddepute- rede Mellebyes Vegne, siden Pluraliteten afgav Votum paa Til- sætningen, stemme for Kongetitlen. Repræsentanten Christensen afgav samme Erklæring. Forsamlingen vedtog, at den foreslaaede Kommittee til at under- søge Finantsvæsenet skulde bestaae af 9 Medlemmer af Repræ- sentationen. Wergeland forslog 15. Finantskommitteen blev be- staaende af Repræsentanterne Meltzer, Schmidt, Collett, Rolfsen, Krohg, Mørch, Stoltenberg, Lund og Rosenkilde -- den Sidste ved Lodtrækning med Bendeke; altsaa for den allerstørste Deel af Kjøbmænd. Til Præsident for de næste 8 Dage valgtes ved de fleste Stemmer Hegermann, og til Vicepræsident Falsen, hvilken Sidste derpaa udbad sig Opmærksomhed for følgende motiverede Forslag, som han oplæste med megen Ivrighed: "Den ærede Forsamling har af Prinds-Regentens Tale hørt, at Regje- ringsraadet skal være beredt at forelægge de Oplysninger om Rigets Ressourcer, som ere mulige at forskaffe. Det er indlysende, at, da ingen Stat kan bestaae uden et vel funderet Pengevæsen, saa vil det være af yderste Vigtighed, at en Kommittee nedsættes for at ordne dette, op- føre og befæste det paa en Grundvold, som kan sikre Staten imod de Ulykker, som i de senere Aar have rammet den. Det er ligesaa ind- lysende, at, da det maa være saavel Staten i det Hele som de fleste af den ærede Forsamlings Medlemmer i Særdeleshed af Vigtighed, at denne Forsamling ikke unødigen opholdes, da den deels foraarsager det Offentlige store Bekostninger, og det deels medfører Velfærds Tab for Mange, især Embedsmænd og Landmænd, at være saa længe fra- værende fra Huus og Hjem, saa maa denne Kommittee nedsættes strax. Skulde den agtede Forsamling finde, at En eller Flere af dem, som den har behaget at udnævne til Medlemmer af Konstitutions-Kommitteen, ogsaa qualificerede sig til at blive Medlem af denne, saa indseer jeg ikke Andet, end at han kan tiltræde Kommitteen for Finantsvæsenet, saa ofte hans Nærværelse der maatte findes fornøden. Disse 2de Kom- mitteer kunde da, ved Siden af hinanden, arbeide til eet Maal; den ærede Forsamling vilde ikke opholdes, da den stedse fra den ene eller den anden Kommittee vilde kunne forelægges hvad der allerede var udarbeidet, og vi ville saaledes see en forønsket Ende paa vore For- handlinger imøde, istedetfor at disse, dersom den ene Kommittee ikke SIDE: 338 skulde begynde sit Arbeide, førend den anden havde endt sit, vilde pege ud i det Uendelige. Naar disse 2de Kommitteer havde endt deres Arbeide, og dette af Rigs-Forsamlingen var drøftet; naar altsaa Statens Pengevæsen var ordnet, saavidt Omstændighederne det nu tillade, og Konstitutionen var udarbeidet og bestemt, saa skulde jeg tro, at der for denne ærede Forsamling ikke stod Andet tilbage, end at bestemme, til hvem den vil overdrage den udøvende Magt. Her at ville indlade sig i Udarbeidelsen af en ny Lovbog, eller endnu mere at ville trænge ind i Diplomatikens Irrgange, og bestemme Norges Forhold til fremmede Stater, vilde unegtelig være et ligesaa uendeligt, som usikkert, og, jeg troer, denne ærede Forsamling aldeles uvedkom- mende, Arbeide. Lader os fremfor Alt erindre, at vi ikke ere nogen Forsamling, der kan indlade sig i Lovgivningens Detalj, end mindre ere i Besiddelse af nogensomhelst exekutiv Magt, men at den hele Suverænitet er i Fol- kets Hænder! Lader os altsaa ikke, i det vi, overeensstemmende med den os overdragne Fuldmagt, bestemme Rigets Konstitution, og hvem der, i Følge Samme, skal være i Besiddelse af Suverænitetens forskjel- lige Bestanddele, begynde med den Inkonseqvence, selv, i vor Person, at ville samle al den Magt, hvis Deling vi allerede have bestemt; lader os vel vogte os for, at vi ikke selv skulle begynde at handle efter Principer, vi eendrægtigen hos Andre have fordømt; Principer, saameget farligere, naar en talrig Forsamling udøver dem! Lader os udvælge en Kommittee af Mænd, hvad enten i eller uden- for denne Forsamling, hvis Erfarenhed og Indsigter ere almindeligen erkjendte, og lader os til dem overdrage det vanskelige Arbeide, at gjennemgaa og ordne vort Lovgivningsvæsen, og at fremlægge for den første, eller, om dette ikke er muligt, den anden lovgivende Forsamling Resultatet af deres Arbeide, som nu enten maatte blive høist ufuld- komment, eller gjøre denne Forsamling uendelig. Og, hvad nu Norges Forhold til andre Stater angaaer, hvo af os be- dømmer, hvo kjender, hvo kan bedømme eller kjende dette? Have vi ikke seet, see vi ikke dagligen, i et Nu, de største politiske Omvælt- ninger foregaae? Kunne vi vente, at udenlandske Magter ville indlade sig i Diskussioner, hvis første Karakteer de nyere Tider noksom have viist at være Hemmelighed, med en Forsamling, saa talrig, saa blandet, som denne? Ville vi ikke, vi, som for den største Deel ere aldeles uindviede i Politikens Kunstgreb, udsætte os for at blive en Bold i Enkeltes Hænder, der vare udrustede med større Indsigter og Erfaren- hed i dette Fag, end Mængden? Skulde man fra alle Rigets forskjellige Egne, indhente Oplysninger om de Kornforraad, der existerede, hvad SIDE: 339 Tid vilde dette ikke medtage? hvormeget Korn kunde der ikke imid- lertid være indført? hvormange Forandringer ikke imidlertid skeete? Nei! saaledes ville vi ikke handle! Har Norge først faaet en fast og bestemt Konstitution, en Konstitution, der, bygget paa de naturlige og uafhængige Menneske-Rettigheders evig uforanderlige Grundvold, sik- krer enhver Normand Borger-Frihed og Borger-Sikkerhed, da kan det, med Tillid til Gud og stolende paa sin retfærdige Sag og sine Sønners Mod, efter sin engang aflagte Eed, trygt see Fremtiden imøde. Allerede før have vi seet uveirsvangre Skyer truende svæve over vort Fædreneland; men de splittedes ved Almagtens Bud, og Solen skinnede atter klart over Norges Fjelde! Ogsaa nu nærer Fædrenelands- vennen det faste Haab, at Prøvelsens den haarde Tid snart vil naa sin Ende, og kommende Slægter ville da med Taknemmelighed erindre hver den Normands Navn, som, i Farens Stund, ei mistvivlede om Lan- dets Frelse. Jeg har forelagt den ærede Forsamling hvad der er min, hvad jeg troer, der er Nationens Mening. I Følge heraf foreslaaer jeg: 1) at en Kommittee af 9 Personer strax nedsættes, for, i Forening med de Regjeringsraader, som forestaa Finantsvæsenet, at undersøge Landets Pengevæsen, at gjøre Forslag til en ny Banks Indretning, at bestemme, paa hvad Maade og efter hvad Forhold de cirkulerende Re- præsentativer skulle indløses af Staten, og efter hvad Tid de maae gjælde; 2) at en anden Kommittee, bestaaende af 5 kyndige og erfarne Mænd, hvad enten i eller udenfor denne Forsamling, udnævnes af Rigs-For- samlingen, saasnart denne har endt sine Forhandlinger, for at gjennem- gaae og ordne vort Lovgivningsvæsen, hvorefter den har at forelægge den første, eller, om dette ikke er muligt, den anden lovgivende For- samling Resultatet af sit Arbeide; 3) at denne Forsamling, saasnart Konstitutionen er antagen, og Kon- gen valgt, ansees som hævet." Dette sidste Forslag vakte stor Sensation. Forsamlingen sad taus, indtil Grev Wedel reiste sig, og yttrede sig derimod i et kort, men belivet, Foredrag, som Falsen og enkelte Andre, ivrige for at replicere, fulgte med Pennen paa Papiret. Disse Anticipa- tioner af Overvejelserne afbrødes dog ved at Forsamlingen be- sluttede, med Hensyn til No. 1 af disse Forslag, om Nedsættelsen af en ny Finantskommittee med udvidet Hverv, at den ikke nøjere vilde foreskrive den allerede valgte Kommittee Grændser for dens Virkekreds, med mindre Kommitteen selv maatte foreslaa saadant, og at Afgjørelsen af No. 2 og 3 skulde udsættes til næste SIDE: 340 Dag. Mødet hævedes derpaa med nogen Animositet, og man skyndte sig hjem forat forberede sig til den kamptruende Morgen- dag. Konstitutionskommitteen forblev dog, idet den traadte sammen i sit tredie Møde. Mødet den 19de April begyndte med at de Falsenske Motioner atter bleve oplæste, hvorpaa den anden, om Lovkommitteen, først blev taget under Overvejelse. Løvenskjold bifaldt Forslaget i sig selv, men troede, at Kommitteens Nedsættelse først burde skee efter at Konstitutionen var givet, og at det burde gives det Tillæg, at den forpligtedes til at bekjendtgjøre sine Udkast ved Trykken, og at modtage Forslag og Bemærkninger fra Enhver, som fandt sig beføjet til at indgive samme. Da Flere yttrede sig for at Af- gjørelsen burde udsættes indtil Konstitutionen var givet, blev Spørgsmaalet, om den af Falsen foreslaaede Lovkommittee skulde udnævnes strax eller udsættes til en saadan Tid, fremsat til skrivtlig Votering, og da en Femtedeel af Forsamlingen forlangte det, skred man dertil i sædvanlig Orden efter Distrikternes alfabetiske Orden. Anker voterede da først i følgende, noget ubestemte, Udtryk for Udsættelse: "Kommitteen skal ikke finde Sted forinden at Konstitutionen er fore- lagt Rigs-Forsamlingen." Og derpaa fulgte Falsens Votum saalydende: "Det bestemmes nu strax, at, saasnart Konstitutionen er udarbeidet, skal en Kommittee af 5 kyndige Mænd, hvad enten i eller udenfor denne Forsamling, udnævnes, for at gjennemgaae og ordne vort Lovgivnings- væsen, hvorefter den, saasnart muligt, haver at forelægge den lovgivende Forsamling, saaledes som denne ved Konstitutionen bestemt vorder, Resultatet af sit Arbeide. Det tillægges derhos, at denne Komittee, saasnart den træder i Virksomhed, ved Trykken haver at bekjendtgjøre sine Forhandlinger." Enige med Falsen vare Repræsentanterne: Christensen, Major Sibbern, Mellebye, Kapt. Motzfeldt, Haslum, Rolfsen, Waagaard, Dyhren, Jørgen Aall, Tvedten, Regelstad, Konow, Johnsen, Rogert, Schmidt, Lange, Gjedeboe, Stoltenberg, Carstensen. Ligeledes enige med ham, men for Udsættelse med Valget indtil Konstitutionen var "antagen", stemmede endvidere: Irgens, Nielsen, Provst Stabel, SIDE: 341 Lund, Prydz, Cappelen, Rambech, Forsæth, Midelfart. Meltzer vilde have Kommitteen udvalgt "naar Rigsforsamlingens For- handlinger vare endte." Professor Sverdrups Votum lød: "Jeg er enig med Sorenskriver Falsen; kun at Antallet af den lov- udarbeidende Kommittees Personale ved Votering nærmere be- stemmes;" og saadan Dissents om Kommitteens Mandstyrke, om hvis Nedsættelse de ellers vare enige med Falsen, yttrede Re- præsentanterne Nysom, der ønskede 9, Kapitain Sibbern, der troede at Personalet var for lidet, Jacob Aall, der ikke vilde af- give nogen Bestemmelse om Antallet, Lilleholt, Hegermann og Haraldstad, der vedtoge dette Votum, hvormed ogsaa Rosenkildes var overeensstemmende, Mølbach, der meente, at "Kommitteens Antal, Virkekreds og det Mere derhenhørende burde bestemmes ved dens Valg efter Konstitutionens Antagelse", og Darre, der yttrede samme Formening om Antallet. Følgende, forøvrigt Propo- sitionen understøttende Vota, indeholdt speciellere Bemærkninger: 1) P. Hjermans, hvori Holck og Loftesnæs vare enige, og som lød: "Jeg er enig med Sorenskriver Falsen, og holder for, at Kommitteens Medlemmer bør være af de forskjellige Stifter i Norge, samt at enhver Mand bør have Adgang til at indgive sine Forslag til Kommitteen." 2) Provst Schmidts, vedtaget af Collett og Hoen, der vilde have Kommitteen udnævnt naar Konstitutionen var færdig, og at Valget skulde være frit og ubetinget. 3) Bendekes, hvori Kjønig og Evenstad vare enige: "Naar Konstitutionen er færdig, udnævnes, efter Sorenskriver Falsens Forslag, en Lov-Kommittee, som efterhaanden bekjendtgjør sine Forhand- linger ved Trykken." 4) Steenstrups, vedtaget af Hornemann, Diriks, Hesselberg, Grønneberg og Amundrød: "Enig med Sorenskriver Falsen, med Tillæg: Kommitteen bør indhente Oplysninger og Bidrag til Lovgivningsværket fra andre kyndige Med- borgere af forskjellige Klasser. Den almindelige kriminelle Lov bør først udarbeides, dernæst den civile, og endelig den partikulære." 5) Fabricius's: "Enig med Sorenskriver Falsen, med Tillæg: at Kommitteens Virke- kreds strax offentliggjøres, paa det andre Kyndiges Formening desto- tidligere kunde vorde Kommitteen tilstillet." SIDE: 342 6) Even Thorsens, med Tillæg: at han troede, at hver Mand burde kunne indgive sin Mening til Kommitteen; og 7) Bratbergs: "Ligesom det ansees fornødent, efterat Konstitutionen er antagen, bør en Kommittee af flere end 5, maaskee af 9 Medlemmer, nedsættes, for at ordne og forbedre Lovgivningsvæsenet. Denne bør ved Trykken offentliggjøre sine Udarbeidelser og Forbedringer, for at Enhver, som har Noget derover at erindre, kan fremkomme med sine Bemærkninger. Det endelige Resultat af dens Arbeider bør forelægges den lovgivende Forsamling." Den første Stemme, som yttrede sig imod Forslagets Behandling var Oberstl. Stabells, der vilde have det henviist til Konstitutions- kommitteen og ikke for Tiden behandlet i Forsamlingen. For Udsættelse af Qvæstionen indtil Konstitutionen var antagen hørtes Christies Votum, vedtaget af Byfoged Motzfeldt, Rein, Jersin og Gjerager; Jon Hansens; Løvenskjolds, hvis Votum, vedtaget af Cloumann og Huvestad, lød kort og godt: "Forslagets Omhandling udsættes"; samt Omsens, hvortil Repræsentanterne Blom, Apeness Grøgaard, Fleischer, Bryn, Lande, Krohg, Walbøe, Ramm, Balke, Høyum, Røed, Heidmann, Erzgaard, Ely og Floer holdt sig, og som lød saaledes: "Forslaget No. 2 indeholder en Bestemmelse, som synes at henhøre til Konstitutionen eller dens Udarbeidelse, hvorfor Forslaget bør hen- vises til Kommitteen for Konstitutionen, og for Tiden ei kan antages." Moses og Kancelliraad Dahl stemte ligeledes for Forslagets Udsættelse indtil Konstitutionen var udarbeidet og antagen. Den Sidste meente, at "Rigsforsamlingen da skulde bestemme Formen, hvorefter de borgerlige Love burde gjennemsees." Weidemanns Votum, tiltraadt af Lysgaard, lød: "Det vil bero paa den i sin Tid vedtagne Konstitution, om den fore- slagne Kommittee er fornøden eller ikke; thi bør Afgjørelsen udsættes." Og kun lidet forskjelligt fra det var Kjøbmand Mørchs, hvortil Vestlændingerne Lømsland, Jaabech og Eeg henholdt sig: "Jeg troer, at, naar Konstitutionen var forelagt Forsamlingen, vilde det bedst kunne skjønnes, hvorvidt den foreslagne Kommittee var nød- vendig eller ikke, og formener, at Qvæstionen til saadan Tid kunde udsættes." SIDE: 343 Grev Wedel stemte ligesom Omsen for Udsættelse med Sagens Omhandling og Henviisning til Konstitutionskommitteen. Og By- foged Wulfsberg yttrede: "Jeg indseer ingen antagelig Grund, hvorfor den af Sorenskriver Falsen fremsatte Qvæstion nu strax skal afgjøres. Befindes det, naar Konsti- tutionen er fastsat, at en saadan Lov-Kommittee er nødvendig, bliver den da at udnævne; dog bør Kommitteens Udkast til den nye Lovgivning ved Trykken bekjendtgjøres forinden Samme af den lovgivende Magt sanktioneres." Provst Hount: "Da Grændsen imellem den lovgivende og udøvende Magt ved Kon- stitutionen endnu ikke er vedtagen, kan ingen Kommittee til Lovenes Revision forinden udnævnes." Foged Erichstrup, bifaldt af Lundegaard, yttrede, at det burde henstaae med Afgjørelsen, om den foreslagne Kommittee skulde nedsættes eller ikke indtil Konstitutionen var udarbeidet og an- tagen; og hermed stemmede ogsaa Pastor Heyerdahls og Kancelli- raad Heibergs Votum, hvilket sidste var saalydende: "Gjenstanden for National-Forsamlingens Virksomhed formener jeg at være, at bestemme Regjerings-Formen og vælge Regenten. Naar dette er tilendebragt, formener jeg det bedst vil kunne paaskjønnes, om en Lov-Kommission er nødvendig; i hvilket Fald den af Repræsentan- terne bør vælges, og dens Arbeide ved Trykken bekjendtgjøres førend det forelægges Rigets Repræsentanter og Kongen." Kapitain Wasmuths Votum lød: "Kommitteen skal udnævnes, dersom det, efter den antagne Konsti- tution, bliver nødvendigt, og bestaa af kyndige og erfarne Mænd i eller udenfor denne Forsamling. Den træder altsaa ei i Virksomhed førend denne Forsamling har endt sine Forhandlinger. Resultatet af dens Ar- beider bør efterhaanden bekjendtgjøres ved Trykken." Kammerherre Petersen var den ubestemteste af Alle. Han maatte ganske bifalde Falsens Forslag, "saafremt ikke en perma- nent lovgivende Forsamling ved Konstitutionen maatte vorde etableret. I Uvished herom, synes Forslaget at burde udsættes." Sorenskriver Koren og Wergeland, der, ligesom sandsynligviis Flere, var bleven forekommen af Falsen i at fremsætte Proposition om en Lovkommittee, vilde have en saadan nedsat strax. Korens Votum lød: SIDE: 344 "Den proponerede Lov-Kommittee af 5 Personer udvælges strax, og begynder sine Arbeider, saasnart den dertil anseer sig selv istand. Kan et udvalgt Medlem aldeles ikke fungere i Kommitteen, eller ikke vil, vælger National-Forsamlingen et nyt Medlem; men, hvis der da ikke er nogen National-Forsamling, udvælger Regenten En i den Manglendes Sted. Kommitteens Forslag trykkes, og efter ny Revision forelægges den lov- givende Magt til Sanktion." Og Wergelands: "Jeg anseer det for fornødent, at National-Forsamlingen uopholdeligen konstituerer en Kommittee til at revidere og ordne Lovgivningen; dog saaledes, at enhver Borger i Staten af enhver Stand maa kunne tilstille Samme sine Forslag og Betænkninger." Repræsentanterne Stub og Møller vare fraværende som Syge. Samtlige Vota bleve oplæste; og, efterat Enhver, hvis Votum kunde ansees tvivlsomt, (og det var, som man vil have seet, Tilfælde med ikke Faa), havde erklæret sig mundtlig, blev Falsens antaget ved de fleste Stemmer, dog uden Bestemmelse af Antallet af Lovkommitteens Medlemmer, der opsattes til Valget skulde skee. Rigsforsamlingen skred dernæst endnu i samme Møde til Af- gjørelse af Falsens tredie Forslag. Hans Tale blev atter oplæst i sin Heelhed og atter fulgt af en forventningsfuld Taushed som Mellemrummet mellem Tordenskraldet og dets Echo. Løvenskjold reiste sig først paa Oppositionens Side, og holdt følgende ned- skrevne Foredrag: "Hr. Sorenskriver Falsen har behaget at foreslaa: at Rigsforsamlingen skulde udnævne 5 kyndige Mænd, for at ordne og gjennemgaa vort Lovgivnings-Væsen, og derefter at forelægge den første eller anden lov- givende Forsamling Resultatet af sit Arbeide. Jeg vil ikke negte, at den foreslaaede Undersøgelse og Ordning, sær- deles af den senere Tids Lovgivning, kunde være nødvendig og hensigts- mæssig; men naar Hr. Sorenskriveren i sit Forslag taler om paafølgende lovgivende Forsamlinger, forinden vi endnu vide: om, naar, og hvorledes disse i Fremtiden ville existere, hvilket den nu under Arbeide værende Konstitution, naar den af den ærede Forsamling er bleven prøvet og antaget, ene kan bestemme, saa synes det omhandlede Forslag at være anticiperet. Dernæst være det mig tilladt at bemærke: at Staten ikke kunde fordre den for det omhandlende høist vigtige Arbeide nødvendige SIDE: 345 Opoffrelse af Tid og Kræfter af de hertil vælgende Mænd uden pas- sende Godtgjørelse, hvis Bestemmelse for Øjeblikket synes at være udenfor denne Forsamlings Kompetence, og som den ærede Forsamling end ikke kan fastsætte forinden den, efter anstillet Undersøgelse om Rigets financielle Forfatning og økonomiske Ressourcer, erfarer, hvor- vidt disse kunne være tilstrækkelige til de allernødvendigste Statsudgifter og dernæst levere Overskud til Udgifter som omhandlende, som vist nok maatte ansees hensigtmæssige, men dog ikke for Øjeblikket absolut nød- vendige for Statens Tilværelse. Paa disse Grunde formener jeg, at den af Hr. Sorenskriver Falsen foreslaaede Beslutning om en Lov-Kommittees Etablissement ikke kan iværksættes forinden den ærede Forsamling har vedtaget og prøvet Konstitutions-Forslaget og bestemt Rigets tilkommende Konstitution, samt modtaget Resultatet af Finants-Kommitteens Undersøgelser, og deraf erfaret, hvorvidt Statens Finantser for Tiden maatte være i Stand til at udrede overordentlige Udgifter. Skulde den ærede Forsamling derimod mod Formodning finde sig be- føjet til strax at antage Hr. Sorenskriver Falsens Forslag forinden den endnu veed, hvorvidt samme maatte blive foreenbart med Rigets til- kommende Konstitution, og at Rigets Finantser maatte kunne taale de hermed forbundne Udgifter, da bør jeg dog foreslaa: at det maatte vorde Lov-Kommissionen paalagt successive ved Trykken at bekjendtgjøre sine Udarbeidelser for derover at modtage kyndige Mænds Bedømmelse og Bemærkninger, at tage disse i Overvejelse, og først derefter at forelægge vedkommende lovgivende Authoritet sit endelige Arbeide. Jeg smigrer mig saa meget mere med, at mit foreslaaede Tillæg til ommeldte Forslag vil finde den ærede Forsamlings Bifald, som de nyere Tiders viseste Lovgivere have fundet denne Fremgangsmaade hensigts- mæssig. Hr. Sorenskriver Falsens andet Forslag gaaer ud paa: "at denne For- samling, saasnart Konstitutionen er antaget og Kongen valgt, skal an- sees hævet." Neppe vilde det, endog uden saadant Forslag, have faldet Noget af den ærede Forsamlings Medlemmer ind at attraa Forsamlingens Forlængelse, naar de den anbetroede Forretninger ere tilendebragte. Imidlertid formener jeg det end mere pligtmæssig og magtpaaliggende, at vi stræbe at udføre det os betroede Kald vel end hastig. Og aldrig kunde det gamle Ordsprog: "hvo, som vandrer forsigtig og betænksom, han gaaer sikkert", være mere anvendeligt, end i denne Begivenhed, hvor her arbeides for en Nations Tilværelse. Fra denne Synspunkt bør jeg bemærke: at jeg for mit Vedkommende anseer det væsentlig nødvendigt og pligtsmæssigt, at den ærede For- samling indhenter de nøjagtigste Oplysninger: om Fædrenelandets For- SIDE: 346 syning med Livets første Nødvendigheder, om dets Udsigter til fremdeles at kunne erholde disse Nødvendigheder, om dets Penge-Ressourcer og Stridskræfter, om dets Forhold mod vedkommende fremmede Stater, forinden dets tilkommende Forfatning og indvortes Organisation, med Haab om Held og Varighed, endelig kan bestemmes. I Mangel af deslige tilfredsstillende Oplysninger kunne vi dekretere Fædrenelandet en saare prekær Stilling, kunne vi berede Nationen en ulykkelig Fremtid, som vi hverken for Gud eller Mennesker kunne for- svare. Vi vilde reise Regentens Throne paa Sand istedetfor paa Klippe- grund. Vi bød ham da maaskee en Tornekrone. Dersom det skulde være Kontrabande, i denne Forsamling at omtale Riges udvortes Anliggender da maatte jeg nok spørge: hvorfor H. K. H. Prinds-Regenten berørte samme? hvorfor Højsamme for os lod oplæse sit Brev til Kongen af Sverige? Om end den norske Stat var fuldkommen organiseret, og altsaa Grændserne imellem den lovgivende, udøvende og dømmende Magt vare fuldkommen fastsatte, saa vilde det dog være en ligesaa dristig som urimelig Paastand, at Folkets Repræsentanter skulle være uvidende om Rigets udvortes Stilling. Denne Paastand strider lige- saa meget imod den sunde Fornuft, som mod andre Landes Exempel. En- hver, som, blot igjennem Aviser, kjender Englands Anliggender, veed, at det brittiske Parlaments Debatter for en stor Deel angaa Rigets ud- vortes Stilling. Ikke heller skal man med Grund kunne indvende mig, at de ommeldte Oplysninger ere overflødige eller unødvendige for at bestemme Fædrene- landets Statsforfatning. For at kunne bestemme en Huusholdnings Ud- gifter og økonomiske Indretning, maa man kjende dens Indtægter, dens økonomiske Beholdninger og fremtidige Hjælpemidler. Tæring bør sættes efter Næring. Saaledes i de store Statshuusholdninger som i de smaa private. Staternes indbyrdes Forhold er Naturstandens. Deres Ret er den Stærkeres, thi de have ikke Dommere over sig. Deres Tilværelse, Ved- ligeholdelsen af deres indvortes Organisation og Lyksalighed dependerer ligesaameget af deres Forhold til fremmede Stater, som af egne Kræf- ter, og saaledes er den nøjagtigste Kundskab om begge højst fornøden for de Mænd, til hvem Fædrenelandets indvortes Organisation blev an- betroet, ikke allene for at tilvejebringe en Konstitution, men for at organisere en Konstitution, som tør haabes vedligeholdt. Maatte end Frankrigs store Kejser, dets talrige Millioner falde for mægtigere For- bund, saa bør der saa meget meer tages Hensyn paa disse under en liden Stats Oprettelse og Organisation. Have vi iagttaget et forsigtigt og vaersomt Forhold, følge vi Viisdoms Raad, medens Luen i vor Barm opflammer os til kraftfuld Daad, da tør vi stole paa den Almægtiges SIDE: 347 Bistand, til at fuldføre en haardt lidende og nedtrykt Nations Redning, og til at berede dens tilkommende Lyksalighed; men, om den ærede Forsamling, mod Forhaabning, maatte ansee saa væsentlige Undersøgelser overflødige, da føler jeg det hellig Pligt mod mine Kommittenter, at frasige mig alt Ansvar for de ulykkelige Følger, som af en saa utilgivelig Ligegyldighed maatte nedlyne paa vort ulykkelige Fædreneland. Fra disse Synspunkter tillader jeg mig at indstille, at alle ommeldte Oplysninger maae vorde af Regjeringen udbedede, at der paa de erholdende Under- retninger maa vorde taget Hensyn under Konstitutionens Udarbeidelse og Antagelse, og at Forsamlingen først maa ansees hævet efter Anta- gelse af en Konstitution, grundet paa sikkre Data, som kunde love Frem- tids Sikkerhed og Held." Talen gjorde øjensynligt Indtryk. Atter et Mellemrum af Taus- hed, indtil Præsidenten spurgte, om Flere havde noget at yttre. Det var Tilfælde, at Flere havde forberedt sig paa at tale i denne Sag; iblandt Andre Jacob Aall; men Wergeland forlangte Ordet, og holdt med livlig Aktion følgende memorerede Foredrag [fotnotemerke] : "Ædle Herrer! ærværdige Forsamling! Nordmænd! Brødre! Skjænker mig af Godhed et Øjebliks Opmærksomhed! Med inderlig Kummer har ogsaa jeg reist mig, for at yde mit Klage- suk over Nationalforsamlingens døende Selvstændighed, over Folkets tabte Haab til os. Jeg tør tale med Frimodighed. -- Intet afskrækker mig. Ogsaa et Liv har jeg at give dette kjære Folk. Jeg svor en Eed i min Sjæl, da jeg forlod mit Arnested, at være blind for alt personligt Hensyn, al personlig Fordeel; og lokkende Forhaabninger skulle ikke gjøre mig til Forræder mod mine norske Brødre. Haanden fæster jeg i Himmelen, og lader Kloden rulle; -- ingen Hvirvel af Partier skal rokke, skal anfegte mig. Foden fæster jeg paa Religionens Klippe, og smiler ad hine truende Bølger. -- 1) Gode Gud! Hvilke Chimærer gjenlyde disse Hvælvinger af! Hvilke Modsigelser! Hvilke Inkonseqvencer! De samme, som udraabe hiin uom- stødelige Grundsætning, at Suveræniteten ene er i Folkets Hænder, vove at paastaa, at denne ærværdige Samling af Folkets Befuldmæg- tigede intet have at befatte sig med Folkets Sag. Er da en Akt af det ganske samlede Folk mulig? Kan Folket anderledes øve sin Suve- rænitet? -- anderledes tilkjendegive sin virkelige Vilje end gjennem sine Repræsentanter? og ere vi ei Folkets Repræsentanter? Skal flere Hundredetusinders Lykke svinde for Individets? Ere vi sammentraadte Fotnote: Trykt sammen med W's "Politiske Tale til det Norske Folk." Løvenskjolds er efter et egenhændig undertegnet Haandskrivt. SIDE: 348 alene for at reise en Throne, for at fremme et Herredømme, -- eller for at sikkre dette brave Folk national Lyksalighed for Aarhundreder? Er dette store Thing sat, for at kjende i en Arvesag, -- eller er det sat, for at betrygge faderløse Børns Velfærd? Og beroer ikke disse faderløse Norges Børns Velfærd i Fremtiden ligesaameget, ja maaskee mere, paa Rigets udvortes end paa dets indvortes Forhold? Hvilken Modsigelse: Folket er frit, Folket er selvstændigt og uaf- hængigt, og Folkets Befuldmægtigede, som det med en rørende Tillid har anfortroet det Hverv at paasee dets Tarv, have ingen Frihed til at spørge: hvorledes er det fat med os? Hvad ville vore Naboer os? 2) Og hvilken Inkonseqvence, at antage, at Nationalforsamlingen har Fuldmagt til at nedsætte Kommitteer, for at beskjeftige sig med Finan- cerne, med Lovgivningen -- ja Fuldmagt endog at vælge en Konge (hvilket dog, som en partikulær Handling, en Lovs Anvendelse, i sig selv ligger uden for et lovgivende Korpses Kompetence) -- og i samme Øjeblik at negte os Fuldmagt til at beskikke en Kommittee, for at ind- hente Oplysninger om Statens vigtigste, nemlig udvortes, Anliggender! Denne Inkonseqvence er sandelig ikke mindre synderlig -- denne Modsigelse ikke mindre urimelig, end om en Folkeforsamling, der skulde forestille det frie norske Folk, om en Nationalforsamling, i hvis Hænder Norge har nedlagt Brugen af sit dyrebare Øjeblik og Myndighed til at øve dets Ret, til selv at bestemme dets Regjeringsform og dets Frem- tids Held, om den ei var i Grunden norsk, om den havde fremmede Bestanddele, ueensartede, urene Partikler. For gamle Norge er fremlyst en Tidspunkt, sjelden i Aartusinde, et Øjeblik, mangen Nation gjennem Sekler forgjeves har længtes efter, et Øjeblik, mangt et Folk paa Kloden i visse Henseender misunder os -- et Øjeblik, da Nors Sønner ere gjengivne et frit og uafhængigt Folks fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsforfatning, og at kaare Methoden og Midlerne til Børns og Børnebørns borgerlige Held -- og ere i Besiddelse af denne Ret, uden ved voldsomme Anstrængelser, uden ved smertelige Konvulsioner selv at have tilrevet sig den. Kan da noget Øjeblik være høitideligere, høivigtigere end dette, paa hvis Anvendelse Fædrenelandets Vee eller Vel beroer i Nutid og Eftertid! Kan noget Hverv være dyrebarere, helligere, religiøsere, end det, som er nedlagt i vore Hænder? Vil det ei blive os det største Ansvar for Gud og Mennesken, hvorledes vi rygte det? og vil det ei komme an paa den Standhaftighed, Troskab og Samvittighedsfuldhed, som besjæler os fra Begyndelsen indtil Enden, om vore Medborgere og vore Efter- kommere skulle forbande eller velsigne os, spotte eller prise vort Minde? 3) Hvad Trøst have vi til det længselfulde Folk, som svæver mellem Haab og Frygt -- hvad Trøst have vi til det, naar vi komme hjem, og SIDE: 349 de spørge os ad: hvad have I udrettet for os? Hvad blev vor Skjebne? Maa vi da ei rødmende slaae Øjet ned, naar vi intet andet Svar have, end dette: Vi have bygget Eder en Throne -- ellers vide vi intet ! Vi have bygget Eder en Throne -- andet maatte vi ikke. Det var nok! Æder, drikker og værer glade!" Tør vi saaledes spotte den gule Hunger? -- Sandelig Nationen lever i disse Dage ikke som Nationalforsamlingen. Det er mit Kald, som Evangeliets Organ, at trøste den Lidende, den Fattige, og ingensteds at forglemme, at tale deres Sag, at være deres Røst. Denne Røst bør høres. Skal Sværd drages for Fødeland, saa er det Almuen, hvis Blod maa flyde. Skal Statskræfterne anstrenges, saa er det Almuen, som meest føler det. Hører da Røsten af denne store Pluralitet! Den er et eneste samdrægtigt Suk efter den hulde Fred. De udsendte os ligesom Duer af en Noah-Ark, i syv Aar til- lukket, i syv Aar omtumlet i Orlogens Syndflod, og de haabe at see os igjen med Fredens Oljeblad i Munden, at de efter et langt Fængsel igjen kunne komme ud, for at ernære sig. Hvad om vi da ei hjem- bringe andet end -- Krig, Krig, Skat, Skat! -- uden engang at have endset, at tage noget desangaaende i Overvejelse! 4) Hans Kongl. Høihed har, som man kunde vente sig det af hans ædle Tænkemaade, efterladt os i fuldkommen Frihed -- og vi skulde selv ville binde os Hænderne! Hans Kongl. Højhed har tilbudt at komme os imøde med alle mulige Oplysninger, og vi skulde ingen ville søge! Hvad er da, Brødre, hvad er da Bevæggrunden til, at man med saa ængstelig en Iver vil afholde vort Øje fra at skue ud over Landets Grændser, og aftviste os vor unegtelige Ret? Frygter man, at vi skulle misbruge den? Det har Folket, som valgte os, ikke befrygtet. Troer man, at vi ere bestukne -- eller at vi ledes af andet end vor Over- beviisning om, hvad der er Ret og Gavnligt for Fædrelandet? Eller have vi ikke Norges Hæder og Held ligesaa skarpt for Øje, som Nogen, som den Højeste i Landet? Siger, hvor er Forræderen! Udpeger den Mand iblandt os, som ingen Agtelse, ingen Tillid fortjener! Hvad mig angaaer, da bekræfter jeg for Eder ved alt Helligt og Kjært, ved Gud i Himmelen, som jeg tjener, ved gamle Norge, ved Huustro og Børn, at jeg kom herhid med et brændende Forsæt, at tale og arbeide for Norges Lyksalighed -- og at ingen Idee tyktes mig herligere end et uafhængigt Fædreland. Og Hvo af os kan ikke med Haanden paa sit Hjerte bevidne det samme? -- Men Hvo af os ynkes ikke ogsaa over Folkets Lidelser? Hvo elsker ej vore ædle Daleboere? Hvo vil for- glemme deres sande Tarv? Hvorledes skulde vi da kunne misbruge vor Ret til i alle Henseender at paasee denne? -- O, Brødre! agter dog ej paa deres Tale, som sige, at vi ville eders Ulykke! Troer dog ei, at SIDE: 350 vi have til Hensigt, at opoffre Krigerens og Bondens Vel, for at fremme Kjøbmandens! Troer dog ej, at vi ville raade til nogen Slags vanærende Forbindelse, hvorved nogen Stand i Riget skulde opoffres! Vi ere rede- lige -- ja -- vi ere oprigtige Mænd! -- Vi elske alle Stænder! Vi ville alles Held! 5) Skulde vi adskilles, uvisse om vor Skjebne, hvad kan da fore- bygge Anarki i Riget, i Tilfælde af, at det vi oprejse igjen nedrives? Hvad kan i saa farlig en Stund forekomme Anarkiet, uden vor Sam- ling, vor Eendrægtighed, vor broderlige Forsamling? -- O! maatte da Skjællet falde fra Alles Øjne -- Fordommene svinde -- Tryllebaandet briste -- og alle virke paa samme Vej til samme Maal: Norges Hæder og Held! -- Ingen kan tjene to Herrer! I dette Huus have vi kun een Herre, det er Nationen. Vi ynde -- vi tjene derfor ingen, saalænge vi sidde her, uden Nationen! Al personlig Hengivenhed, al partisk Følelse maa smelte og henflyde i Kjærlighed -- i Pligterne mod Fædrenelandet. Lader os da række hinanden Haanden -- række Fædrelandet Haanden -- og vorde i alle Henseender dets Beskyttere, dets Formyndere! Vi ere Folket og Fædrenelandet, saalænge vi ere samlede under dette Tag. -- Vi have Ret, uimodsigelig Ret til alt, hvad som sigter til dets Held -- Ret til at see i alt, hvad som gjelder til dets Vel. Dertil have vi Fuldmagt af Folket -- af Gud, af Fornuften, af Naturen. Det er vor Ret, det er vor Pligt, at tale og handle saaledes, som Folket selv vilde tale og handle, om det havde een Tunge og een Haand! Amicus Christianus, amicus Fredericus, sed magis amica patria". -- En endnu dybere og langvarigere Taushed paafulgte. Forslaget var synligen forladt af mange Jurantes in verba magistri. Det vippede iveiret. De, som vidste, at Jakob Aall havde bestredet det i det Papiir, som laa foran ham, ventede paa endnu et vægtigt Ord fra ham. Men han blev siddende i sin Tilbageholdenhed, rimeligviis fordi han troede, nu ikke at kunne sige noget Nyt. Flankøren Kancelliraad Dahl afbrød endelig Tausheden med en overflødig Opfordring til den sidste Taler, at han skulde forklare sig nærmere; og nu opstod en højrøstet Talen i Munden paa hinanden pro men paa hans Side reiste sig endelig Rein med et skrevet Forsvar, fuldt af personlige Udfald, i hvilken Tone ogsaa Sverdrup talte nogle Ord der mere gik ud paa at raillere Exaltationen i Wergelands Tale, end paa at gjendrive Oppositionen og forsvare Sagen. Han endte med Forsikkringen om, at dens Venner vare saa gode Patrioter som Nogen o. s. v. Den Reinske Tale cirkulerede siden, ligesom de øvrige, i Afskrivter om i Landet, og bør ogsaa, som et Mod- stykke til de forrige, indtages her: "Man har fundet det nødvendigt, for at kunne grunde Norges Kon- stitution, at undersøge Landets Finantser, dets indvortes Tilstand, dets Indtægter, Udgivter, dets Ressourcer med mere, som udfordres for at kunne bedømme, hvorvidt det kunde bestaa som selvstændigt Rige; -- hvorledes det kan underholde sin egen Konge, om ikke med Glands saa dog med Værdighed, tilligemed alt andet, som er nødvendigt til ethvert endog det allermindste Riges Bestyrelse. Uagtet en langvarig Krig, Standsning i Handel, Pengevæsenets fuldkomne Tilintetgjørelse, samt alt hvad der er skeet ligesom med Hensigt, at ville aldeles øde- lægge Landet endog naar end Tingen selv medførte det -- uagtet Dette ikke lover det unge begyndte Rige de behageligste Udsigter fra dets første Organisation af: saa maa man dog tro, at baade Regenten og Folket stiltiende har forudsat, ikke blot som muligt, men og som uom- tvisteligt, at disse Vanskeligheder kunde hæves, og at det syge, det i sit Inderste rystede, Statslegeme igjen ved fornuftig Diæt og under en viis Læges Haand vil og kan komme til Kraft og Førlighed; thi ellers var alt, som hidtil er skeet, kommet for tidlig. For tidlig havde da vor Regent opfordret os til at besværge Norges Selvstændighed -- For tidlig havde vi aflagt den Eed, at ville vove Liv og Blod, Velfærd og Rolighed for Noget, det blot var en Drøm, og som aldrig kunde komme til Virkelighed. For tidlig vare vi blevne sammenkaldte til en Rigsfor- samling, og altfor tidlig havde vi begyndt med at grunde en Konstitu- tion, som aldrig skulde blive til uden paa Papiret -- kort alle vore Forhaabninger have da været Børneværk. -- At imidlertid, for at hæve Tvivl, en Oversigt over Landets Fordele og Mangler, Hjælpekilder med Mere lægges National-Forsamlingen for Øine, vil vel Enhver blandt os ansee for ønskeligt og nødvendigt, forat kjende de vigtigere For- holdsregler i Henseende til Fremtiden; men naar man anseer det for ligesaa nødvendigt, at vort Forhold til udvortes Magter bestemmes; naar man, som det synes, vil med ministerielle Akter fordre det be- SIDE: 352 viist, at fra Udlandet aldeles ingen Hindring skulde møde vort Fore- tagende, da forekommer det mig at vidne om en overdreven Ængste- lighed, der maa synes dobbelt underlig, naar man seer hen til de Mænds Klogskab, Raskhed og iøvrigt kraftfulde Fremfærd, fra hvis Munde især denne Stemme høres -- Skulle vi da, førend vi tænke paa Konstitu- tionen, først af fremmede Magter begjære Tilladelse hertil? Og af hvem, uden just af dem, som, formedelst vor nærværende Stilling, og deres politiske Stilling og Forbindelse med Naboriget, ikke kunne give os den, hvormeget de end hemmeligen ynde vor Sag, ja endog hemmeligen vilde bidrage til at forfremme den? Norges Folk handler som et kjækt og ædelt Folk -- dette er idetmindste Folkenes Stemme i Europa, fordi disse tør lade den høre -- men kunne vi med Grund vente at høre det som en høit og lydeligt forkyndt fra Kabinetterne? Vor Beslutning er taget. Skulde en Proklamation, forfattet i truende Udtryk, skulde et Avisræsonnement kunne kuldkaste den? Ingen fiendtlig Flaade om- spænder vore Kyster; der høres intet om nye Opbringelser; Kornlad- ninger komme ubehindret til vore Havne, ja endog norske Skibe, der næsten vare kondemnerede, frigives og komme med Korn til vore Havne. Dette er Kjendsgjerninger. Skulle vi oversee dem, dølge dem for os selv, og derimod lade os bortskræmme fra kraftfulde Handlinger ved Spøgelser, Trudsler om en forenet svensk, brittisk, russisk, ja jeg troer tyrkisk, Armee, der vilde oversvømme vort Land? -- Og dersom vort Land (jeg forudsætter hvad jeg ikke kan overtale mig til at tro) dersom Norge nærede en Forræder i sit Skjød, hvis Ønske det var at spille os i vore Naboers Hænder, hvad vilde da være ham lettere, end at foranstalte tordnende Proklamationer, opdigtede Avis-Efterretninger, og udgive dem for authentiske, forat gjøre Nationen modløs? En Mand, hvis Kundskab jeg ærer, hvis fine og skarpe Blik jeg beundrer, paa- stod i vor sidste Forsamling, at det var Regentens Pligt, at meddele oplysende Efterretninger om vort Forhold til andre Magter; men flere end han selv har kan han ikke give; og hvormeget han end har viist, at han ikke lægger Skjul paa det vor nærværende Stilling Vedkom- mende, eller hvad der kunde vedkomme Fædrenelandets Vel, og at det er langt fra ham, at ville bedrage os med et falskt Haab: saa spørger jeg dog: Kan Han, bør Han forelægge Rigsforsamlingen Alt, hvad han veed vor Stilling til Udlandet vedkommende? Hvad, om Regenten, under Betingelse af Taushed, havde erholdt bero- ligende Efterretninger fra de Hoffer, til hvis Venskab eller Skaansom- hed vi trænge, burde han da ubetinget og uden Forbeholdenhed fore- lægge Forsamlingen disse? Da maatte jo disse formodes at komme videre ei allene her i Landet, men til Naboriget, som ikke vilde mangle at rette Maskiner derimod til vor Skade. Var dette klogeligt handlet? SIDE: 353 Var det ikke at kompromittere den eller de Magter, som vi skylde Erkjendtlighed? Jeg tilstaaer derfor, at jeg, som uindviet i Politiken, ikke begriber med hvilken Ret man gjør denne Fordring paa Regenten, eller hvorfor deslige Indberetninger nødvendig maa gaa foran for Kon- stitutionen." Forsamlingen var spændt, Partierne skarpt udskilte og ophid- sede, da Repræsentanten fra Østerriisøer, ved pludselig at træde frem paa Gulvet med en yderst komisk, med al Pathos og sking- rende Røst holden, Tale, igjen satte Rigsforsamlingen tilbage i en mindre faktionær Stemning. Han maatte, hedte det, yttre sin "inderligere og yderligere" Formening om, at man burde holde ud til Landet var omblokeret af Skibe, og da først "undvige"; men tilsidst var han dog forvisset om, at ikke en Eneste af den ærede Forsamling, hvoraf han ikke kjendte en Sjel, var af hans Mening; og da dette Optrin baade hørlig og synlig satte Forsam- lingen i muntert Lune, brød han af og perorerede ud med en lang Undskyldning for det Inkorrekte i sine Udtryk. Denne Epi- sode havde dog hiin velgjørende Virkning, og lettede Overgangen til Voteringen, hvortil man endelig skred i den Form, at De, som bifaldt Qvæstionen som den var fremsat, at nemlig Forsamlingen skulde ansees for opløst naar Konstitutionen var færdig og Kongen valgt, skulde svare "Ja"; De, som vilde have den udsat, skulde svare "Nei". Wedel anmærkede vel, at Spørgsmaalet var overflødigt. "Naar vi ere færdige," sagde han, "saa ere vi fær- dige. Det er som om min Tjener vilde vække mig for at for- tælle mig, at jeg gjerne kunde sove endnu længer." Voteringen foregik dog efter Opraab som bestemt, og vare Neierne, siger Brevskriveren fra Eidsvold, især høirøstede og vredagtige. Der var 55 paa hver Side; Præsidenten paa Jaernes. Om et saadant Tilfælde fandtes der intet i Reglementet. Da lød Raabet fra alle Kanter: "Præsidenten decidere!" -- en Reminiscenz, paastaaer hiin Forfatter, af Speakerens Rettighed i Parliamentet, men med Forglemmelse af, at han ellers ikke tager Deel i Voteringen. Selv fra mange Nei'er, som ikke maa have lagt Mærke til Præsiden- tens allerede afgivne Stemme, hørtes Raabet; og saaledes gik da, ved en saa ilde betænkt Overilelse, en Sag tabt, hvis Ret- færdighed og Hensigtsmæssighed havde lagt en Vægt i sine, af hinanden uafhængige, Forfegteres Ord, som paa det nærmeste vristede Seiren af det mægtige Meningsparti's Hænder, som under- SIDE: 354 støttede den. Desmere ærgrede Minoriteten sig, og en Mistanke om at Falsen her havde været Regentens Redskab opfyldte mangt et Bryst. Det Sande er dog nok, at Falsen, der meget mere satte sig paa en tilbageholden Fod mod Regenten, kun tilsigtede at koncentrere Forsamlingens Virksomhed ved at forsimple og faagjøre dens Øjemed saameget som muligt. Men det var dog at bygge i Mørke og at udvide Regentens Magt og sin Tillid til ham altfor meget. Det var ogsaa baade Tilfælde, at man fra Sverige søgte at underhandle direkte med Rigsforsamlingen, og at der havde fundet gjensidige Oplysninger og Meddelelser om de udenlandske Anliggender Sted imellem denne og Regenten, der endog havde lovet intet Deslige at skjule. Peder Anker meddeelte saaledes strax Regenten et Brev, han den 16de April havde faaet fra Gothenborg, hvorefter 20,000 Svenske, i Forening med 12,000 Russer og Preussere, skulde oversendes til Norge fra Fladstrand saasnart Aarstiden tillod det, medens Russere tillige skulde fra Archangel af gjøre Indfald nordenfjelds, samt en trøstesløs Skrivelse fra London om det engelske Ministeriums Hensigter med Norge, som ogsaa fandt Bekræftelse i et Brev fra Gothenborg til Kammerraad Dahl om at Konferentsraad Carsten Anker var saa lidet bleven respekteret i sin Egenskab af Gesandt, at han endog var bleven sat fast i London for privat Gjæld. Regenten meddelte derimod fra sin Side Rigsforsamlingen igjen, ved at nedlægge det i Konversations- værelset, et trykt Blad fra Sverige, fuldt af Fristelser til at give sig det ivold, ligesom ogsaa et særdeles bittert svensk "Sende- brev til Hr. v. Holten," cirkulerede. Omnævnte direkte svenske Meddelelse til Rigsforsamlingen kom derimod ikke i dennes Hænder, da Landshøvdingen, som bragte den, og som vilde have den tilstillet samme gjennem en anseet Kjøbmand i Kristiania, tog den tilbage, da Denne erklærede, at han ikke kunde tilstille Rigsforsamlingen den uden igjennem Regenten. Videre end Denne selv holdt tjenligt for sine egne Interesser gik dog nok ikke hans Meddelelser Ved den af hint svenske Blad kunde han trygt stole paa Fleerhedens Had og Mistro til Sverige, og paa at det blev læst med Tanken i Verset: "timeo Danaos og til Borddiskurser indskræn- kede sig nu Rigsforsamlingens Viden og Indflydelse med Hensyn til den ydre Politik. Et Beviis paa, at Prindsregenten ikke lod den vide meer, end hvad han troede den kunde have godt af, var den Taushed han iagttog om Sendebudet til England, Konferentsraad Ankers sørge- lige Skjebne, hvorom han dog var underrettet, nemlig at han virkelig var bleven heftet i London for Privatgjæld efter det uheldigste Udfald af sit Ærinde hos Ministeriet. Det hedte tvert- om, at han, efter vel udført Hverv i England, nu befandt sig hos de allierede Monarker i Frankrig. Rygter i mindre opmuntrende Aand turde ikke troes; de hedte svenske og opdigtede. Et sagde endog, at Regenten havde hemmeligt Løfte om Hjælp fra England, og det fandt i den almindelige Mening Bestyrkelse i de engelske Krydseres liberale Adfærd mod de Kornskibe, som søgte Norge. I Marts havde Englænderne selv bragt Tilførsel til Bergen; April Maaned igjennem hindrede de ikke alene ikke denne Fart, men underrettede endog mangen Kornskude om hvor der var svenske Kapere at befrygte; og i Mai, da de svenske Krigsskibe kunde stikke i Sjøen, vedblev de fremdeles at begunstige Norges For- Fotnote: Den blev bekjendt, men ikke ved nogen officiel Publikation, saavidt det lader sig see af Aviserne. Af den franske Monitør for 30 April sees, at den er bleven meddelt det danske Departement for de udenlandske Anliggender. SIDE: 356 syning. Det hændte endog, at Kornskibe fulgte Krydserne, som- om de vare opbragte, til Mørket faldt paa og de vare under Kysten, hvorpaa de da satte af. Dette og mange Yttringer af de engelske Sjøfolks Enthusiasme for Norges Sag bestyrkede naturligviis hiint Rygte om at Ministeriet delte denne Sympathi, der saameget maatte forøge Prindsregentens Vigtighed for Norge som dets upaatvivlelige Frelsermand. Flere Herrer udenfor Re- præsentationen, som aflagde Besøg paa Eidsvold, førte Ordet ved Bordet, og gik ud og ind i Prindsens Gemakker, vare især ivrige i at vække sangvinske Begreber om Stillingen til Udlandet og iblandt andet ogsaa store Tanker om den Interesse, man i Danmark nærede for Norge. Damer og Herrer i Kjøbenhavn skulde endog bære grønne perlestukne Silkebaand til Tegn derpaa, og desaarsag kaldes "de Norske." Et Exemplar af denne Dekoration blev endog foreviist paa Eidsvold, didbragt af hiin danske Lieutenant Schwartz, Ad- joint i Kristian Frederiks Generalstab, der før er nævnt som en af Prindsens uheldigste Omgivelser. Medens det hedte, at dan- ske Sendebud ikke kunde slippe igjennem Sverige [fotnotemerke] , indfandt denne lette Person sig dog ved denne Tid saa pludselig som Svalerne, og uden al Tvivl i vigtigere Ærinde for Danmark, end her blot at overtage den Plads som Prindsens Lystigmager og maitre des plaisirs, han fra nu af udfyldte hos ham. Man paa- Fotnote: En norskfødt Kammerjunker Gyldenpalm blev saaledes, omtrent midt i April, paa Opreisen til Norge arresteret i Gothenborg, bragt til Essens Hoved- qvarteer i Venersborg, og derfra til Stockholm. Den franske Monitør beretter, at man fandt 80 Breve hos ham, hvoraf flere i Chiffre, og derimellem ogsaa et fra Kongen af Danmark til Kristian Frederik, der skulde indeholde saadanne Opmuntringer til at gjøre Sverige Modstand, at en Krigserklæring var ivente fra dettes Side imod Danmark. Men under 24de Mai blev denne Beskyldning officielt modsagt fra Kjøbenhavn. Efter Napoleons Fald, først i April, skiftede ogsaa Monitøren Farve med Hensyn til Norge. Før hedte det, at det var dansksindet; men nu, i den samme Artikel, som omhandler Gyldenpalms Anholdelse, at det svenske Parti var be- tydeligt i Norge, især mellem Bønderne. Kristian Frederik, hedder det i Moni- tøren af 27de April, har, efter danske Reisendes Beretning, besluttet at opgive Norge og vende tilbage til Danmark. Der har nemlig dannet sig et stærkt Parti imod ham under Navn af "Brødrene Anker," som ønske Norges Forening med Sverige under Garanti af Nordmændenes Rettigheder (des droits des hom- mes du Nord). Efter samme Blad holdtes Rigsforsamlingen, efter gammel Skik, under aaben Himmel -- en "hoax," Morning Chronicle havde ladet det løbe med. SIDE: 357 stod om denne Schwartz, at han sad paa Luur bag Rigsforsam- lingssalens Brædevæg, og man havde saavel ham som et Par andre af Prindsens Kavalerer mistænkte for, at det ikke var, som man siger, "for intet" de tidt og jevnt spiste ved Repræsentan- ternes Bord eller "ude hos det norske Folk," som En af dem kaldte det. Men netop Bordsamtalernes sædvanlige ubundne Livlighed gjorde det ikke let at sondere med nogen Tilforladelig- hed, ligesom det ogsaa her var Tilfælde, at Hofkrybets Hang til at gjøre sin Herre en Extratjeneste langtfra gavnede denne. Efter Bordet, naar Selskabet adspredte sig, syntes man især at be- mærke Forsøgene paa at virke paa de Gemytter, man holdt for lettest tilgjængelige. Det hedte saaledes, at to af disse Herrer, under tydsk Diskurs indbyrdes, trak Medlemmer af Bondestanden afsides for at bearbeide dem med Trudsler og Tillokkelser, og at en Tredie brugte sig i samme Hensigt som "Kjøgemester for Nationalkonventet og Mundskjænk ved Hoffet," som han betegnes i Brevene, der betvivle ikke Anvendelsen men Virkningen af deslige Forsøg. Saaledes fortaltes der, at et Par af de meest Devouerede havde faaet ombyttet Ole Tvedtens Stemmeseddel til Finantskommitteen, men at denne, da han kom paa Salen, mærkede Pudset, og strøg saa de Navne, især Officerenes, ud, som han ikke kjendtes ved. Deslige plumpe Intriger dreves dog uden Tvivl paa egen Haand, og Prindsregenten selv vilde vel neppe have sine Omgivelsers Virksomhed udvidet udenfor Søvn- dysselsen og Fremkaldelsen af behagelige Drømme om Norges sande politiske Stilling. Selv overlod han sig neppe dertil. En Scene fra Eidsvold lader os nemlig kaste et Blik ind i hans Sjels Urolighed. Det var en Aften ved denne Tid; man ventede forgjæves paa Prindsregenten ved Taffelet; flere Gange havde man været inde hos ham med Forespørgsler, om han ikke be- hagede at spise, men han kom ikke efter sine adspredte Svar. Biskop Bech paatager sig atter at forhøre sig. Efter gjentagen forgjæves Banken træder han ukaldet ind, hvor han finder Kri- stian Frederik med Haanden under Kinden ved et lidet Bord, hvorpaa der stod et enkelt Lys, som kun udbredte en svag Dæmring i Værelset. "O, er det dem, Hr. Biskop?" udbrød han endelig, springende op med synlig Overraskelse og en paafal- dende Bleghed og Adspredthed i sit Aasyn. Han vilde ikke gaa inn i Spisesalen, men ønskede, at Biskoppen vilde tage noget SIDE: 358 Koldt hos ham, hvorefter han da ringede. Under Tjenerens Fra- vær gik Prindsen pludselig hen til Biskoppen, greb begge hans Hænder, og udbrød med dyb Rørelse: "Kjære Hr. Biskop, bed for mig! Jeg er saa urolig, og føler det store Ansvar jeg har paataget mig," hvortil Bech da svarede med Beklagelser over at finde Hs. Højhed i en saa nedtrykt Sindsstemning og med en Opmuntring til at overlade den Sag, han havde paataget sig, til det guddommelige Forsyn. Først længe over Midnat skildtes de ad, og Prindsen bevidnede da Bech sin Tak for hans Nærværelse, der havde virket beroligende paa ham. Sandsynligt er det al- tid, at det, der egentlig trykkede Prindsregenten var de mørke politiske Udsigter udenfor Norge, som han skjulte for Rigsfor- samlingen og Folket under et glad Ansigt. Vi have idetmindste i denne lille Scene seet ham i et oprigtigere Øjeblik, og han maa ikke have havt faa, omend kun oprigtige mod sig selv. Da han ikke lettelig, for sit eget Spils Skyld, skulde have vovet at med- dele Rigsforsamlingen de frygt- og haabløse politiske Forhold [fotnotemerke] , maatte Dagens Beslutning være ham kjærkommen, om han end maatte tilstaa for sig selv, at de frie Hænder, denne frivillige Renonceren overlod ham, kun var Galgenfrist, og at den ikke alene ikke vilde være bleven fattet, om Rigsforsamlingen havde været underrettet om Tingenes sande Stilling, men at denne vel endog da havde grebet Styret selv i de Anliggender, erklæret sig suveræn og permanent indtil Fædrelandet var bleven frelst, Fotnote: Paa Lord Hollands Spørgsmaal til Ministeren Liverpool, i Overhuset den 29de April, og Mr. Wynnes i Underhuset, om nogen Beslutning vedkommende Norge var fattet i de antagne Grundprinciper for en almindelig europæisk Fred, erholdtes det Svar, at Ministeriet ikke fandt nogen Grund til at fordølge, at der var givet Befaling til at blokere alle norske Havne, saafremt dette Land vedblev at modsætte sig Opfyldelsen af de Traktater, der sikkrede dets Ind- lemmelse under den svenske Krone. Paa den Fatumsmæssige Myndighed, hvor- med det engelske Ministerium dengang troede at kunne omtale det gamle Rige, paa hvis Konges Sværd Englands Skjebne engang havde vaklet, kan følgende Artikel af Monitøren for 28de April tjene: "I Underhusets sidste Møde spurgte Hr. Whitebread, om Øen Guadeloupe, i den nylig sluttede Traktat med Frank- rige, var forbeholdt Sverige, og om Regjeringen agtede at anvende Vaaben- magt, forat bringe Norge under svensk Herredømme. Lordkantsleren svarede, at i den nævnte Konvention var Øen Guadeloupe ikke omtalt. "Forresten, tilføjede han, kan denne Øes, saavelsom Kongeriget Norges Skjebne, være af- hængig af yderligere Forhandlinger, og indtil den Tid er det ikke passende, at gjøre den til Gjenstand for offentlige Diskussioner." SIDE: 359 flyttet sig til Kristiania, og gjort direkte Underhandlinger til det andet Formaal for sit Sammenvære. Slagne ikke alene ved, men over, Udfaldet af Stemmegivningen, sad Forsamlingens ene Halvdeel taus, mens Sejerens Glæde gjorde den anden snaksom og munter, da et Appendix til denne Dags mærkelige Forhandlinger medeet atter udjevnede Spændingen og bragte det gode Lune ligeligen tilbage hos Alle. Rigsforsamlin- gens Nærværelse i Eidsvold havde nemlig forvandlet en Deel af Menigheden til politiske Kandestøbere, der havde faaet et kuri- øst Andragende til Rigsforsamlingen istand, hvori, ved Siden af Forslag til Forandring i Pengevæsenet og om Ret til selv at op- sætte sine Dokumenter uden dertil at behøve Sorenskrivere, ogsaa fremsattes et om disses og andre Embedsmænds Afskaffelse o. s. v. Denne Petition blev nu fremleveret ved Peder Anker og oplæst ved Sekretæren, hvorved dets Indhold og Stiil vakte Latter og udglattede Folderne hos dem, der ellers ikke havde nogen Grund til at forlade Mødet i nogen munter Stemning. Andragendet blev vedlagt Protokollen, men er ikke af Redaktionskommitteen op- taget i Forhandlingerne. Den rastløse Konstitutions-Kommittee holdt sit fjerde Møde Dagen efter, den 20de, hvori da de Artikler, man ved de fleste Stemmer var bleven enig om, optegnedes med den Bestemmelse, at de nærmere vilde blive at gjennemgaa og rette forinden de tilførtes Protokollen. Den 22de April holdtes næste Møde i Rigsforsamlingen; men da Ingen, efterat Protokollen for de to sidste Møder var oplæst, havde Noget at andrage, udsattes det til den 25de, da Præsidentvalg skulde foregaa. Til Præsident valgtes da Kommandør Fabricius og til Vicepræsident Sognepræst Rein. En Stemme lød paa Lensmand Apenæs til Præsident og til Vicepræsident Amtmand Løvenskjold; en anden paa Bonden Elling Valbøe til Præsident og Sorenskriver Blom til Vicepræsident -- et uværdigt Forsøg paa at fornærme det saakaldede Svenskeparti i hine fire Repræsentanter. Mødet udsattes igjen til den 28de, efterat nogle Strøtanker af Kapitain Holck til Forsvar for Odelsretten vare blevne af Præsidenten SIDE: 360 tilstillede Konstitutionskommitteen. Det Samme blev i Mødet den 28de Tilfælde med en Skrivelse fra Repræsentanterne Ape- næs, Hoen og Huvestad, der iblandt andet gik ud paa, at kun Bønder skulde kunne eje og bruge Jordegods. Med større Til- fredsstillelse hørte man Konstitutionskommitteen berette, at den haabede, at kunne faa sit Udkast færdigt til den 2den Mai; og Rigsforsamlingen besluttede, paa Grund af Bogtrykkeriets Ufuld- stændighed [fotnotemerke] , at Udkastet skulde afskrives af Medlemmerne efter Diktat. Siden Mødet den l9de udskillede Partierne sig mere. Man havde været, om end ikke fuldkommen, saa dog saa aaben mod hverandre, at man nu troede at kjende hinandens politiske Grund- farve, og at have opdaget to store Farveforskjeller. Tonen blev mere spændt, Omgangs- og Samtalecirklerne skarpere afgrænd- sede, ja selv i Regjeringens Forhold troede man at opdage en større, næsten mistænkelig, Tilbageholdenhed siden den havde seet Rigsforsamlingen netop lige deelt imellem dem, der trøstige vilde overlade den Styret, og dem -- man talte 30 Visse -- som ikke havde saa udstrakt Tillid til den Viisdom, eller ubetinget kunde bifalde den Gang, Regenten syntes at ville give Tingene. De, som i denne Aand med saa djærv en Frimodighed havde udtalt sig den l9de, fik ogsaa -- siger Brevskriveren fra Eids- vold -- mangt et betydningsfuldt Haandslag udenfor efter Ses- sionen, og endeel Bønder yttrede endog, med Tak og Bifald til denne Taler, at Ordet havde lagt dem selv paahjerte forat under- støtte dem. Ogsaa mellem de militære Medlemmer fandtes der Nogle, som hyldede denne Anskuelse af Tingene; men den mili- tære point d'honneur forbød dem enhver Opposition mod Prinds- regentens krigerske Forholdsregler, som noget der vilde mistydes hos dem. Hiin Samling af Breve fra Eidsvold indeholder ellers et af 24de April, som saa klart, og med Vidnesbyrdets Paalide- lighed, skildrer Forholdene og Stemningen, der nu havde udviklet Fotnote: Det jammerlige Apparat har dog, paa denne og hiin foregaaende Skam nær, der overgik det paa Rigsforsamlingen, havt en ret glimrende Historie. I Feldten 1808 tjente det hæderligen under Kristian August; i 1814 gjorde det den Invalidtjeneste, det kunde, paa Eidsvold, og endeel Aar senere traadte det op i Tromsø som det første Bogtrykkeri, der endnu havde viist sig hiinsides Polarcirkelen. SIDE: 361 sig ved Rigsforsamlingen, at det ikke bør mangle hvor det er Hensigten at opstille et levende og sanddru Maleri ogsaa af dennes Indre, saaledes som dette var bleven udqvadreret og farvebelagt af Partimeningerne og holdtes i Livsbevægelse af disses modsatte Polaritet og stundom funkeslaaende Gnidninger. "Det forholder sig desværre virkelig saa" -- klager Repræsentanten -- som jeg i mit Sidste ommeldte. Tonen er forandret her, Gemytterne mere skjærpede mod hinanden. Selv det frygtelige Ord, "stinges", skal være hørt. Med Undtagelse af nogle haltende Mellemvæsener, som man ikke veed, enten de ere Fugl eller Fisk, eller til hvad Side de ressortere, gives her to Partier, der betragte hinanden for noget ikke stort bedre end Forrædere, endskjønt jeg deels veed, deels troer, at denne beskæmmende Benævnelse ikke passer for noget af Partierne, ikke for et eneste Individ i dem. Her vil jeg nu een Gang for alle søge at forklare dig causa contro- versiæ eller hvad det er, som har vakt og vedligeholder det uheldige Schisma, for at jeg herefter sjelden eller aldrig mere i min Korrespon- dence med dig maa behøve infandum renovare dolorem. Du vil deraf see Motiverne til vore Ord og vort Forhold og kunne bedømme, paa hvis Side Retten er. Jeg troer med Sandhed at kunne forsikre, at Alle, i det mindste af Rigsforsamlingens Deputerede, er enige i at betragte det for det Herlig- ste og Ønskværdigste, at Norge kunde blive en for sig selv bestaaende, af andre aldeles uafhængig og fri Stat under hvilkensomhelst selvvalgt Regjeringsform. I dette Punkt ere de Alle norsksindede; med Rette kunde ogsaa enhver anderledes Tænkende ansees for en Forræder og en vanslægtet Søn af Fædrelandet. I Følge heraf maa ogsaa Alle sam- stemme deri, at Meget maa voves, Meget arbeides og opofres for et saa skjønt Formaal. Det andet Punkt, hvori der ikke heller herske to Meninger, er dette, at, om Hiint umuligt kunde realiseres, og for os uimodstaaelige Magter ikke vilde tilstede en saa liden Stat fuld Selv- stændighed, men tvinge Norge til at slutte sig til en anden Stat, denne Forbindelse dog ikke bør finde Sted uden under ærefulde Betingelser, navnligen under Betingelse af en fri Konstitution. Deraf fulgte igjen, at Alle ere samdrægtige endnu i et 3die Punkt, nemlig deri, at Riget nu bør samle alle sine Kræfter og forene alle sine Ressourcer, hvor smaa og utilstrækkelige de end maatte være, og sætte sig i en alvor- lig, krigersk og determineret Stilling, for at udvirke enten det første eller i det mindste det andet Alternativ. Forsaavidt er altsaa Alt i Harmoni. Men nu komme Diskorderne, ved hvilke de i foranførte Henseender lige Norsksindede deles i to Partier, hvoraf det ene betitles SIDE: 362 Svensksindede og det andet med ligesaa stor Føie kan kaldes Dansk- sindede. 1. Det sidste Parti, i hvilket Bergenserne synes at være de Hidsigste og de Ivrigste, venter sig af vore Rustninger det førstanførte, ønske- ligste Resultat, en fuld Selvstændighed. Det andet Parti haaber kun deraf en betinget Selvstændighed. 2. De Sidste paastaa, vi ere mægtige nok til at hævde en uindskræn- ket Selvstændighed. De Første tvivle derom, da Landet er saa blottet for nødvendige Hjælpemidler dertil. 3. Hine sige: "Vi maa i det mindste for Landets Æres Skyld slaa til." Vi sige: "Vi maa for Landets Æres Skyld ikke slaa til uden i højeste Nød; vel være færdige dertil og antage Mine deraf, men undgaa det saalænge, som muligt, og holde os til Demonstrationer, efter den gamle ærlige Epiktets Regel: "Du skal være uovervindelig, saalænge du ikke indlader dig i en Kamp, hvori du ei kan vinde." Hine ere ømme for det tapre Folks fra gammel Tid erhvervede Ære ved at ville forøge dens Glands; vi ere ømme for dets Ære ved Nidkjærhed for at denne Glands ikke udsættes for at tabes. 4. Vore Modstandere paastaa, det er en Lykke, at den danske Thron- arving er i Landet, og, at vi, just fordi vi have ham i Spidsen og kunne sætte ham ved Statens Roer, kunne saa meget mere haabe at naa den Havn, vi søge, Selvstændighedens, Uafhængighedens. Vi benegte dette og forsikre det Modsatte, at just derfor naa vi denne Havn ikke, just derfor kunne vi ikke blive uafhængige, selv ikke efter det meest glim- rende Resultat af vore Bestræbelser og et Vaabenheld, der svarede til den varmeste Patriots meest sangvine Ønsker og Forhaabninger, saasom Alt dog snart eller tidlig vilde endes med en Restauration af den danske Forbindelse. De, enten blinde for dette, som os synes, øjensynlige og upaatvivlelige Udfald, eller og maaskee anseende det for ønskværdigt, faar saaledes ved H. K. H. mere Lyst til at kjæmpe; vi mindre. De op- glødes, vi afkjøles ved at see ham Regent og tænke ham som Konge. De forsikre, han vil frasige sig sin Arveret til Danmark; vi svare: credat Judæus Apella. De sige; "Vi ville gjøre det til en Bestemmelse i Grund- loven". Vi "ogsaa det er ikke Garanti nok". Vi synes, der kan ingen Tvivl være om dette Rigets Tilbagefald. Skeer det ikke lempelig og godvillig ved Hjælp af de mange i Riget nuværende Dansk-Norske og Norsk-Danske, og siden gjennem Hoffet og andre Kanaler indstrømmede danske Mænd og Familier, saa kan det maaskee hænde ved Fordring og Tvang og endelig ved begge Midler forenede. Danmark har ved et offentligt Manifest opgivet sin Herreret over Riget, men til hvem? Ikke til os selv, men til en anden Magt har det givet denne Ret. Altsaa naar Riget ikke kommer i dens Besiddelse, SIDE: 363 som det er betinget, saa kan Danmark fornye sine Prætensioner. Ville vi da føre Krig med Danmark? Og, om man vil, kan Udfaldet være tvivlsomt, naar man seer hen til en Befolkning, hvoraf næsten Halvparten er indfødte Danske eller Dansksindede? [fotnotemerke] ) 5. Vore Modstandere ere altfor kloge og indsigtsfulde Mænd til ikke at skjønne, hvor vel grundet denne vor Formodning eller Frygt er, om vore Vaaben bliver seirende mod Fienden under nærværende Regents Anførsel, at vi da engang i Tiden, under mere eller mindre gode Vilkaar, komme tilbage til det Gamle. Vi maa saaledes antage, at en slig Be- givenhed, langtfra at forekomme dem som et Onde, i deres Øine er en Lod endog værd at kæmpe for; og af den Aarsag kunne vi kalde dem dansksindede. Vi derimod mene, det er bedre, vi slutte os til Sverige, naar det kan skee paa en god Maade, det er, med en ærefuld Konsti- tution, end at blive Danske igjen; og derfor kaldes vi svensksindede. Efterladte næsten værgeløse, forladte, blokkerede, bortgivne, ærgrer det os, at vi skulle slaa, kun for at slaa os tilbage til dem, som forsage os, som i fælleds Nød opofrede en Tvillingbroder og atter vilde opofre ham i lignende Tilfælde. Nu seer du Sammenhængen. Her har du en sand og forhaabentlig ogsaa tydelig Fremstilling af Stridspunkterne, en Skildring af de Tanker og Følelser, som Enhver, der interesserer sig noget for Fædrelandet og dets Anliggender, mere eller mindre klart er sig bevidst. Du seer deraf, at den danske Thronarvings Nærværelse og Deeltagelse i vor Sag eller rettere hans Egenskab af dansk Thron- arving er den fornemste, ja fast eneste Anledning til ulige Meninger og den deraf følgende ulige Iver; saa at det bliver et Spørgsmaal, om ikke H. K. H. desformedelst mere gavner Sverige til dets Planers Udførelse, end han hidindtil har været det til Hinder deri. -- Partier kaldte jeg det. Jeg veed ikke, om Benævnelsen er ganske passende. Faktioner vilde være endnu urigtigere, det veed jeg forvist, i det mindste, hvad dem angaaer, som jeg holder mig til; vi komplot- tere os ikke, holde ingen Samlinger, udkaste ingen Planer og have ingen Forbindtlighed paalagt hinanden til med forenede Kræfter at drive Noget igjennem eller til at arbeide til eet Maal. Alt Saadant har ikke og vil ikke have Sted. Vi kjende kun hinanden, deels ved tilfældige fortrolige Samtaler mellem Enkelte, i hvilke Samtaler dog ikke engang en fuld- kommen Forklaring udviklede sig, deels ved at finde hinanden under Stats-Arbeidet og i Forhandlingerne mødes ved samme Ideer eller dog hinanden nære Anskuelser. -- Det feiler imidlertid ikke, at man jo be- stræber sig for at gjøre os mistænkte baade for det Ene og det Andet af hvad jeg her benegter. -- Især er G. W., der agtes for Formanden Fotnote: Det sidste Ord kan ikke engang, paa langt nær, gjælde selv for Byerne paa Vestlandet. Det første da endnu mindre. Forf. SIDE: 364 for de Svensksindede, Gjenstand for Klafren. Igaar fik han et anonymt Brev, som intet indeholdt uden en af Intelligentsseddelen udklippet Lap med to franske og fire danske Linier, hvis Anvendelse paa ham inde- holdt de skammeligste og falskeste Beskyldninger. Andre Breve fra Kristiania berette ogsaa Rygter, udspredte der, af den meest løgnagtige Art. -- Vi trække Bønderne hen i Krogene, for at forlede dem?! Nei omvendt, om Noget er. Det er Bønderne, som trække os hen i Kro- gene for at meddele os deres Bekymringer og høre vore Raad og Me- ninger om Et og Andet, en Fortrolighed, vi sætte Priis paa, ansee for en Ære, men ikke misbruge. Adieu!" Konstitutionskommitteens Virksomhed. De to Kommitteer, Finants- og Konstitutionskommitteerne, vare dagligen samlede i de sidste Dage af Maaneden. Den sidste havde fortsat sine den 21de, 22de, 23de, 25de, 26de og 28de. Den 27de anvendtes til at Medlemmerne hver hos sig gjennemgik de nedskrevne Punkter. I dens ellevte og sidste Møde, den 30te April, blev den færdig med sit Udkast, bestaaende af 115 Para- grafer, som strax endnu samme Dag tilstilledes Rigsforsamlingens Præsident. Men endnu meer end denne Flid, forklarer Kommit- teens ypperlige Sammensætning (maaskee paa den uvirksomme Rogert nær) og at den i adskillige Forarbeider ikke manglede Materialier denne et godt og modent Arbeides hurtige Fuldførelse. Især var Falsens trykte Konstitutionsforslag, udkommet fra Pres- sen 22de April som Aftryk af "Journal for Rigsforsamlingen," Kommitteen tilnytte. Sorenskriver Weidemann havde ligeledes tilstillet den et vidtløftigt og motiveret, forfattet før hans Møde paa Rigsforsamlingen og vedtaget af hans Medkommitterede fra Amtet. Lensmand Lysgaard havde heller ikke været ledig hjemme, men bragte med sig et "Forslag angaaende adskilligt Konstitu- tionen og Lovivningen Vedkommende." Fra Sorenskriver Koren havde den erholdt nogle paa Eidsvold nedskrevne "Strøtanker" om samme Materie. Wergeland havde udarbeidet et Udkast til en Konstitution. Christensen havde tilstillet Kommitteen en Be- tænkning ved den 9de Grundsætning. Steenstrup havde ligeledes indleveret Betænkninger ved den 9de og 10de Grundsætning; Heidmann ogsaa ved 10de og 11te Grundsætning, angaaende SIDE: 365 hvilken sidste Hount, Ramm, Bratberg og Møller ligeledes havde tilstillet Kommitteen skrivtlige Meddelelser. Og endelig var der bleven sendt Konstitutionskommitteens Formand, Falsen, et ano- nymt Skrivt indeholdende brugbare "Bemærkninger og Forslag med Hensyn til en Konstitution for Kongeriget Norge," hvis For- fatter senere hen navngaves at være en i Danmark boende svensk Hr. Gyllenborg. Fremmede Konstitutioner toges ligeledes paa Raad, navnlig den spanske af 1812 og den svenske, undtagen i dens Stænder-Struktur, som Ingen nedrev heftigere end netop bemeldte svenske Politiker. Mængden af Meddelelser til Kom- mitteen, Opsatser i Bladene, hvis aforistiske Stiil og Indhold karakteriserede Tidens Gjæring, og et Par af ovennævnte Navne viser ogsaa, at konstitutionelle Ideer og Begreber om en Konsti- tution i Tidens Aand ikke vare Folket fremmede, ja selv trængte til Individer af dets Almuemasse. De franske Konstitutioner fra Aarene 90 vare blevne læste og bedømte i Norge, hvor det ikke manglede dem paa enthusiastiske Tilhængere. Og hvilke Reflek- tionsspeile for Revolutionernes Begivenheder og prentede Sand- heder vare ikke i denne afsondrede Krog af Europa den geniale Falsens, den lærde Sverdrups, den betænksomme Aalls, den fy- rige Wergelands, den skarpsindige Motzfeldts, den kloge Wedels og de øvrige tænksomme og opvakte Mænds Øine, som dannede Konstitutionskommitteen paa Eidsvold? BILAG. Bilag I "Forerindring" til "Fuldmagter og Adresser, overantvortede Hs. K. H. Prinds Christian Frederik fra det Norske Folks Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold, den 10de April 1814." Christiania fol. "Følgende Kjendsgjerninger staae den nulevende Slægt i friskt Minde; sikkerligen vorde de og overleverede til Efterslægten. Imidlertid synes de med Føje her at burde opregnes: Danmarks og Norges Konge, Frederik den Sjette, frasiger sig ved for- melig Freds-Traktat med Sverrig, dateret Kiel den 14de Januar 1814, sin Ret til at byde over det Norske Folk og Rige. Han løser Nord- SIDE: 366 mændene fra deres Troskabs- og Hyldings-Eed ved sit aabne Brev, da- teret Middelfart den 18de Januar samme Aar. Men hiin Traktat indeholder tillige, at Herredømmet og Enevælden over Kongeriget Norge skal overdrages til den Svenske Konge: at Lan- dets befæstede Steder skal besættes af Svenske Tropper: at al Magt og Befalingskab skal af den øverste civile og militære Autoritet over- leveres i Svenske Høvdinges Hænder. Herimod oprører sig det roligste Hjertes Følelser; den almindelige Villie reiser sig, og selv de fredeligste Mænd tænke, tale, skrive: hellere Død end Underkuelse! Ved Forsynets milde Beskikkelse staaer en ædel, mandig, fredsæl og kløgtig Drot midt iblandt det Norske Folk. Han seer dets Trængsler; han hører dets Villie; han ærer dets Frihedskjærlighed, og bestemmer sig til at lyde Skjæbnens Bud: -- at frelse Folkets Selvstændighed. Christian Frederik, Prinds til Danmark og Norge, er hans Navn. Hidtil udrustet med høi Myndighed som Rigets Statholder; bunden til Folket med uimodstaaelige Følelser; elsket og høiligen æret af Alle, kan Ingen saaledes som han træde i Spidsen for Krigshæren og Forret- ningernes Gang, -- Ingen bedre og sikkrere end han bevare Orden og indvortes Rolighed. Han paatager sig Rigets Styrelse, han nævner sig dets Regent, og adlydes allevegne villigen af dem, for hvis Vel han ar- beider. I sit aabne Brev og sine Kundgjørelser, udstædede i Christiania, Norges Hovedstad, Aar efter Christi Byrd Eet Tusinde otte Hundrede og Fjorten, den Nittende Februar, erklærer han Folkets Villie, og for- drer Erkjendelsen af dets fredelige Uafhængighed og Selvstændighed, -- imedens han indbyder Nationen til at vælge sig Repræsentanter, og sende disse i festligt Møde til en Rigsforsamling inde i Landets Skjød, for at grundlægge Norges tilkommende Stats-Forfatning og Regjerings- Form, da Folket nu, overladt til sig selv, maa bygge Land med Love. Paa første Vink følger Norges Folk Regentens udgangne Breve; thi han har deri kuns udtalt Folkets egne Tanker og Beslutninger. De samle sig i den Eviges Templer: de sværge ved Gud og hans hellige Ord, "at hævde Norges Selvstændighed, og at ofre Liv og Blod for det elskede Fædreland." Fremdeles vælge de sig som frie Mænd deres Udsendinge, med fuld Magt og Myndighed udrustede. Paa Paaske-Festens Morgen møde Disse Regenten paa Eidsvold i Ag- gershuus Amt. (Det var den Tiende i April Maaned, Anno Christi Eet Tusinde Otte Hundrede og Fjorten). Først drage de hen i Guds Huus, og tilbede Altings Skaber og Styrer -- Folkenes Fader -- Fyrsternes Herre. De forsamle sig dernæst i høje Lofts Sale i Eidsvold Jernverkseiers Bolig. (Det var Carsten Anker, af fornem Norsk Byrd, men paa den Tid udsendt i Rigets Tjeneste til fremmede Lande). SIDE: 367 En efter Anden modtages de udsendte Folkets Mænd og Lovstiftere af den, ved Sindets Gaver og Hjertets Adel, mere end ved sin Konge- lige Byrd, høit ophøjede Fyrste. Ærbødighedsfulde overrække de ham lovgyldige Fuldmagter, udstædede af Landets frie Mænd -- af Kjernen iblandt Norrigs nu levende Slægt, -- Bevidnelser tillige af disse frie Normænds uhyklede, oprigtige Følelser for Den, der med kraftfuld Haand, med viist Blik og med ædelt Sind greb Statens Ror i Farens og Nødens Øjeblik. Han modtager dem Selv, og trende af Rigets højeste Embedsmænd ere nærværende, og skue den høitidelige Act, og erkjende med Hannem tillige Documenternes Ægthed og Fuldgyldighed. Biskop Dr. Frederik Julius Bech, Ridder og Dannebrogsmand, Biskop Dr. Peter Olivarius Bugge og Regjerings-Raad Matthias Leth Sommerhjelm, Ridder af Danne- brogen, ere Mændene, som bivaane Handlingen. -- -- De skulle bevares, disse Vidnesbyrd for Samtid og Eftertid, iblandt Rigets vigtigste Breve; men de bør kjendes af Alle, for at modsige de Ildesindede, oplyse de Vildfarende, overbevise de Tvivlende, og styrke alle Gode i deres kraftige og fædrelandske Sindelag. Thi bød Norges Regent, at kundgjøre ved Trykken saavel de Depu- teredes Navne, som de af dem overantvordede Fuldmagter og Adresser, der lyde saaledes, i den efter Stedernes Bogstav-Orden vedtagne Række, som Læseren selv vil finde dem herefter antegnede. Gud bevare Fædrelandet! I Forbindelse med dette Bilag hosføjes her enkelte iflængvalgte af disse Fuldmagter og Adresser saavel fra Hovedstaden og en af de andre Byer som fra et af Amterne, en Militærafdeling og et Par Landsmenigheder, da det, forat vinde et klart Blik over Datids Historie, ikke kan være uhensigtsmæssigt, om end kun af enkelte Prøver af det nu sjeldent blevne Skrivt, at vinde noget authentisk Kjendskab til den detaljerede Maade hvorpaa dens Hovedbegivenhed forberededes. "Christiania. Titulus. Den høist vigtige og ligesaa glædelige Pligt, hvortil det naadigst har behaget Deres Kongelige Høihed, som Kongeriget Norges Regent, at lade vedkommende Beboere i vor Frelsers Menighed opfordre, til at udvælge og befuldmægtige tvende Mænd til, paa det Norske Folks Vegne, at SIDE: 368 møde og give Stemme ved en forestaaende Forsamling af Rigets ud- valgte Mænd, have vor Frelsers Menigheds Huusfædre den 25de Fe- bruar sidstleden i Menighedens Kirke, efterat have med den helligste Eed forpligtet sig til at ville hævde Norges Selvstændighed samt vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland, underdanigst opfyldt. Saaledes ere nu, i Guds Navn og i Overeensstemmelse med Deres Kongelige Høiheds naadigste Forskrift desangaaende igjennem Stiftets Biskop af Vor Frelsers Menighed, valgte og udnævnte 1. Professor Sverdrup, 2. Told-Procureur Omsen. Thi ere benævnte tvende Mænd, i Kraft af dette Document, den Norske Nations lovlig valgte Befuldmægtigede ved de forestaaende For- handlinger til en Regjerings-Forms Indretning for Kongeriget Norge. Næst at anbefale denne for Norges Nærværende og tilkommende Slæg- ter uberegnelig vigtige Sag i det guddommelige Forsyns faderlige Haand, er det, at vi, med den meest uindskrænkede Tillid til Deres Kongelige Høiheds herlige Regent-Egenskaber, og med den underdanigste Hengi- venhed, hvis hjertelige Inderlighed os fattes Ord til at udtrykke, herved nedlægge for Deres Kongelige Høihed vor underdanigste Tak for den virksomme Omhu og store Opoffrelse, hvormed Deres Kongelige Høihed har ilet det Norske Folk til Frelse, under de for dette Folk indtrufne høist farlige Omstændigheder, og underskrive os paa egne og Vor Frel- sers Menigheds Vegne Norges Regent! Naadigste Fyrste og Herre! Deres underdanigste Tjenere. Christiania Raadstue, den 3die Marts 1814, Bech. (L. S.) Treschow. (L. S.) Bull. N. O. Osterhaus. (L. S.) Larsen. Weidemann. (L. S.) Erik Thurmann. R Schriver. Ener Holm. Jacob Nielsen. Joh. Fabritius. Th. Joh. Hefty. Horster. Lars Smith. Hans Thorn Thoresen. S. Wang. D. Schæffer. Heyerdahl. Axel Petersen. Juel. Rougtved. Stoud Platou. Hersleb. Garmann. N. Wulfsberg. Chr. Døderlein. Riis. G. Sverdrup. Ingstad." (L. S.) SIDE: 369 Bergen. "Til Norges Regent, Deres Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik! Til underdanigst Efterlevelse af Deres Kongelige Høiheds naadigste aabne Brev og Rescript til Biskopperne saavelsom til Stiftamtmændene, af 19de Februar sidstleden, samt senere Rescript til Stiftamtmændene af 26de f. M., vare vi Undertegnede af Bergens Byes fire Menigheder, Bededagen d. 11te d. M., i Kirkerne udvalgte Valgmænd med mig Stift- amtmand Bull den 14de Marts 1814 forsamlede, for af vor egen Middel at udvælge de fire Deputerede, som denne Bye haver at afsende til det i Eidsvold den 10de April førstkommende naadigst berammede Møde, og som der, tilligemed Nationens øvrige Afsendte, have at bestemme og antage Kongeriget Norges Regjerings-Form. I denne vor Forsamling blev da ved de fleste Stemmer til denne Sen- delse af og iblandt os udvalgte følgende, nemlig: 1. Capitain von Motzfeldt, 2. Secretair og Sorenskriver Christie, 3. Grosserer Jens Rolfsen, og 4. Pastor Jonas Rein, efterat den Sidste, ifølge Stemmefleerheden, maatte indtræde i Frederik Meltzers Sted, der, formedelst Konsul Konows hastige Bortreise i et an- det vigtigt Ærinde, af denne Byes Handelsstand var valgt og paalagt at reise til Christiania, for der at tiltræde den Forsamling, der skal udar- beide Planen til en almindelig Bank for Norge. Ligesom vi derfor herved meddele disse 4 ovenbenævnte Mænd Vid- nesbyrd om, at de saaledes paa den befalede Maade ere udvalgte, saa give vi dem og herved Fuldmagt til, som Bergens Byes Deputerede, paa fornævnte Tid og Sted at møde og stemme ved Forsamlingen, der skal fastsætte Norges Riges Regjerings-Form, og til underdanigst at over- levere denne Byes fire Menigheders Adresser i Deres Kongelige Høi- heds egen Haand. Bergen, den 14de Marts 1814. Til Bekræftelse under vore Hænder. Underdanigst Bull. Motzfeldt. Christie. Jens Rolfsen. Peter Christiansen. Fred. Bøschen. J. Rein. Frederik Meltzer." SIDE: 370 Bergenhuus Amt (Nordre). "Undeerdanigst! Aar 1814 den 30te Marts, var paa Gaarden Vange i Viig i Yttre Sogns Fogderie, Nordre Bergenhuus Amt, Amtets Menigheders Afsendte forsamlede, for ifølge Norges Regent Deres Høihed Prinds Christian Fre- deriks naadigste Befaling til Amtet, af l9de Februar 1814, at foretage Valg paa trende oplyste Mænd, der bør møde i Eidsvold udi Agers- huus Amt den 10de April førstkommende, for der, i Forening med Na- tionens øvrige Afsendte, at antage Riget Norges Regjerings-Form. Efterat Menighedernes Afsendte, ved de dem medgivne underdanigste Adresser behørigen havde legitimeret sig for Amtmanden, skred Forsamlingen til det befalede Valg, hvorved følgende trende Mænd befandtes at have de fleste Stemmer, sc. 1. Cancellie-Raad og Sorenskriver Lars Johannes Irgens; 2. Sognepræst til Yttre Holmedals Præstegjeld, Nicolai Nielsen, og 3. Gaardbruger Peter Hjermand; hvilke Mænd blev overleverede samtlige indkomne Adresser med Fuld- magt fra Forsamlingen til at overlevere disse saavelsom nærværende underdanigste Vidnesbyrd i Regentens Haand. I det vi saaledes troe at have opfyldt Deres Høiheds naadigste Befa- ling, kunne vi ikke tilbageholde det Ønske, at Forsynet vil skjenke For- samlingen i Eidsvold Viisdom og Kraft til at bestemme og paa Natio- nens Vegne at antage en Regjerings-Form, der til sildigste Efterslægt maa lyksaliggjøre det Norske Rige. Vi nedbede Himmelens Velsignelse over en Fyrste, der med ædel og kraftig Haand antog sig Rigets Roer paa en Tid, da gamle Norge syntes at vakle, og som den Almægtige vilde skjenke mange Dage, for at Norge, styret ved hans Haand, og ledet af den høie Aand, der besjeler Ham, igjen maa tilbagevinde den Hæder, som i saamange Aarhundreder blev dets Deel. Vange i Viig, den 30te Marts 1814. Underdanigst Treschow. Amtmand. B. Endresen. Foged for Indre og Ytre Sogn. U. F. Bøyesen. Sognepræst til Leirdals Præstegjeld. Edv. Qvale. Sognepræst i Lyster. Ole Aabel. Sognepræst. Ludv. Daae. Sognepræst. Ludvig Daae. Personel Capellan. T. L. Ravn Forligelses-Commissair. Tobiesen. Forligelses-Commissair. Hans Urdahl. P. E. Otterdahl. O. Kaland. P. J. Flarøen. P. Abrahamsen. V. J. Vilnes. J. T. Høydal. R. Kirkhorn. SIDE: 371 L. Abrahamsen Opeien. Anders Pedersen Otteren. M. Pedersen Levdal. J. Hansen Hals. E. Waldemarsen Barmer. M. M. Flogenæs. Ole Iversen Gravdahl. S. Torsen Bjerkeloe. I. L. Ryg. J. Eriksen Nedrebøe. O. N. Huus. L. J. Hægeim. L. Arnesøn Grow. M. A. Hovland. T. L. Kronen. O. R. Hopperstad. O. O. Torvesetter. R. L. Faaberg. M. O. Grønhoug. L. Iversen Vestrem. M. Andersen Retteland. L. H. Breche. A. T. Ringereide. Deres Høihed, Christian Frederik, Norges Regent, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg!" Artillerie-Corpset. "Underdanigst Adresse til Deres Kongelige Høihed Norges Regent, Prinds Christian Frederik! Fra den Norske Artillerie-Brigade. Da vi af Hans Kongelige Majestæt Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar indeværende Aar have erfaret, at Allerhøistsamme ved Freds-Tractat af 14de samme Maaned har afstaaet vort Fædrene- land til Hans Majestæt Kongen af Sverrig, og ifølge deraf, ved dette aabne Brev, afløst os fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, som vi have svoret den Danske Konge; og tillige af Deres Kongelige Høiheds aabne Brev af 19de Februar med Glæde erfaret, at Høistsamme, af Kjærlighed til det Norske Folk, vil hævde vor Frihed og Selvstændighed, hvorfor vi nedlægge vor varmeste og underdanigste Taknemmelighed paa Samt- liges Vegne: saa have alle under Artillerie-Brigaden henhørende Com- pagnier, Batterier, Detaschementer og Commandoer med disses Officerer, Under-Officerer og Mandskab, hver paa sit forskjellige Sted, hvor de ere stationerede, høitideligen aflagt Eed, at ville hævde Norges Selv- stændighed, og ofre Liv og Blod for det elskede Fædreneland, hvilken Eed de indkomne Rapporter vidne om at være aflagt med det Fædrene- landssind, der egner Norske Krigere, som kjende og glædeligen opfylde de dyrebare Pligter, der paaligge dem imod et elsket Fædreneland. Paa ethvert Sted, hvor Eden blev aflagt af Artilleriets Underhavende, ere blevne udseede Valgmænd, een indfødt Officeer over 25 Aar, og een Mand af Under-Classerne, der tillige er Gaardeier, hvilke Valgmænd have forsamlet sig den 22de Marts 1814 ved Artillerie-Brigadens Stab her i Christiania, hvor de imellem sig have udvalgt til Repræsentanter ved Forsamlingen paa Eidsvold førstkommende 10de April. 1. Capitain Peter v. Motzfeldt, eller i hans Forfald Capitain Henrik Bai u. Lehne, og SIDE: 372 2. af Under-Classerne, Sergeant af 10de ridende Artillerie-Compagnie Hans Haslum, eller i hans Forfald Constabel af Batteriet Nanne- stad, Hans Olsen Bjørndahl. Disse befuldmægtiges herved for Artillerie-Brigadens Vedkommende at møde ved Forsamlingen paa Eidsvold førstkommende 10de April, og der paa Brigadens Vegne at deeltage i Valget af en Regjerings-Form for Kongeriget Norge. Dets til Bekræftelse under de tilstedeværende Stabs-Officerers Hænder og hostrykte Signeter. Christiania, den 24de Marts 1814. Jakob Friedrich v. Schilling. (L. S.) Christian Burchart Meyer. (L. S.) Aas Præstegjeld. "Vi undertegnede Embedsmænd, Jorddrotter og Brugseiere af Aas Præstegjeld, Folloug Fogderie, Aggershuus Amt, kjendes herved, og paa egne og Menighedens Vegne vitterlig gjøre: at vi, forsamlede udi Aas Hovedsogns Kirke Fredagen den 25de Februar 1814, efter afholdt Guds- tjeneste, og efterat have svoret vort Fædreneland, det gamle Norge, en hellig Eed, have, paa Grund af Deres Kongelige Høiheds aabne Brev af 19de denne Maaned, og Deres Skrivelse til Biskoppen, ved de fleste Stem- mer udnævnt Sorenskriver Falsen og Bonden Baltsar Hoelstad til, for dette Sogn, at møde og stemme ved den berammede Forsamling af Nationens Mænd paa Eidsvold den 10de April førstkommende. Hvad Disse, eller de Mænd, som af dem amtsviis udnævnes, paa denne almindelige Forsamling, i Forening med de Øvrige, vedtage og bestemme med Hensyn til Landets tilkommende Regjerings-Form, skal af os uvægerligen vedtages og efterleves. Det er Trang for vore Hjerter, ved denne Leilighed, med den dybeste Taknemmelighed at erkjende den tillidsfulde Hengivenhed, Deres Kon- gelige Høihed, vor høimodige Regent, viser Nationen, ved paa en for Dem og den saa hædrende Maade at overlade Bestemmelsen af dens Fremtids Skjæbne til dens fritvalgte Repræsentanter. Vi nære det til- lidsfulde Haab, at dette Skridt, idet Samme sikrer Nationen et frit og ædelt Folks hellige og uforkrænkelige Rettigheder, tillige vil give Deres Kongelige Høihed det meest overtydende Beviis, saavel paa Dens Hen- SIDE: 373 givenhed for Deres Person, som Dens Agtelse for Deres udmærkede Egenskaber. Dets til Bekræftelse have vi underskrevet denne Act. Aas Hovedkirke den 25de Februar 1814. Lange, Sognepræst. (L. S.) C. M. Falsen, Sorenskriver. (L. S.) O. Bull, resid. Capellan. (L. S.) J. Brochmann, Premier-Lieutenant. (L. S.) A. Samuelson, Lots-Oldermand. (L. S.) Lønseth, Told-Betjent og Sections-Chef. (L. S.) Johan M. Burchardt, Sections-Chef. (L. S.) J. Nordbye, Sections-Chef. (L. S.) N. W. Heiss, Borger og Indvaaner i Drøbak. (L. S.) Svend Hansen, Borger og Indv. i Drøbak. (L. S.) Andreas Bugge, Borger og Indv. i Drøbak. (L. S.) N. Askim, Bonde. (L. S.) Svend Flaser, Bonde. (L. S.) A. Aschehoug, Bonde. (L. S.) S. Grydeland, Bonde. (L. S.) P. Rustad, Bonde. (L. S.) H. Altenborg, Bonde. (L. S.) Svend Dyster, Bonde. (L. S.) Hans Kroer, Bonde. (L. S.) Hans Moer, Bonde. (L. S.) B. Burum, Bonde. (L. S.) A. Børsum, Bonde. (L. S.) Lars Qvæstad, Bonde. (L. S.)" Davigens Præstegjeld. "Underdanigst Adresse til Deres Kongelige Høihed, Prinds Christian Frederik, Norges Regent! En Dag, saa høitidelig som denne, haver aldrig været feiret i denne Davigs Hovedkirke; thi hvilken herlig fædrelandsk Stemning! -- hvilken skjøn Orden! -- hvilken dyb Andagt under Gudstjenesten! -- hvilke varme Følelser under Edens Aflæggelse, om at hævde Norges Selvstæn- dighed! -- o! hvor mange Taarer, nedrindende over rynkede (alderryn- kede) Ansigter! Intet kunde have forhøiet Dagens Høitidelighed, undtagen Deres Kon- gelige Høiheds personlige Nærværelse. O, hvor misunde Mange vore Norske Brødre denne Lykke! -- Dog, Stedets Præst, bekjendt med vor Regents herlige Talenter og høie Aand, har ikke undladt, som ellers stedse saa især paa denne Dag, at trøste Folket her med det klippe- faste Haab, vi kunne gjøre os om vor Christian Frederik; -- vi sagde vor -- ja, Norges synlige Skytsengel! -- vor er De; -- vor var De alle- rede, førend de satte Fod paa Norges Grund; og vor skal De blive. Gjennem hundrede Led skal De, vor dyrebare Regent! takkes og vel- signes, som med ægte Norsk mandig Bestemthed vilde gjentage det for- ladte Statsroer, hvilket Naturen og Forsynet berettigede Dem til at føre. Det hvile i saa værdig en Haand længe, længe! og stedse urystet og urokket. SIDE: 374 Som dette er alle Menigheders eenstemmige Røst, saa er det og denne Menigheds. I det at vi helligen forsikre Dette, bevidne vi tillige Følgende: Udi denne Davigs Præstegjelds Hovedkirke er, efter Gudstjenesten, paa denne Dag foretaget det naadigst befalede Valg af tvende Menig- hedens Mænd; hvilket Valg er faldet paa disse efterskrevne, nemlig: 1. Bondemand og Gaardbruger Anders Pedersen Otteren, og 2. Do. Do. Martinus Pedersen Levdal, begge bosatte Mænd og begge over 25 Aars Alder. Disse tvende Mænd befuldmægtiges til, paa Menighedens Vegne, saa- vel at aflevere denne underdanigste Adresse, som og at møde i Amts- Forsamlingen, for at deeltage i Valget af de tvende Mænd fra dette nordre Bergenhuus Amt, der skulle møde og stemme ved den beram- mede Rigets Central-Forsamling paa Eidsvold den 10de April, betræf- fende Kongeriget Norges bestemmende og antagende Regjerings-Form. Den gode Gud velsigne denne forehavende høistvigtige Rigets Sag til sin Ære, samt Regentens og Folkets gjensidige Lyksalighed! Dette udfærdiges og underskrives herved af os Undertegnede, i Da- vigs Hovedkirke, Fredagen den 18de Marts, 1814. Claus Frimann, Provst i Nordfjord og Sognepræst til Davigs Præstegjeld, Ridder af Dannebrog. Thomas Friis, Gjæstgiver. P. G. Kjøllesdahl, Lensmand. Christian Glad. J. Valdemarsen Møklebust. H. Olsen Møklebust. H. P. Henoen. A. Olsen Isehoug. A. Olsen Holmbostad. R. H. Møklebust. M. S. Skorpen. R. Antonsen Indredavig. Anders Abelsen Møklebust. Bilag II. Rigsforsamlingsmændene og deres senere Skjæbne. 1. Peder Anker. Død ( ) som Statsminister og Serafimerridder eller Ridder og Kommandør af de kgl. svenske Ordener. 2. Falsen. som Justitiarius i Højesteret. 3. Kristian Kristensen Kollerud. . 4. Major Sibbern. Lever som Statsraad og Kommandør af de kgl. svenske Sværd- og Nordstjerneordener. 5. Oberstl. Stabell. som kommanderende General og Serafimerridder. 6. Melleby. (?) SIDE: 375 7. Møller. Lever i samme Stilling som dengang i Arendal. 8. Captain Motzfeldt. Lever som i Naade afskediget Statsraad, Sera- fimerridder. 9. Haslum. Lever i Aas Sogn. 10. Christie, senere Stiftamtmand i Bergen. L. s. Toldinspektør i Ber- gen. Kommandør af den kgl. svenske Nordstjerne-Orden. 11. Meltzer. L. s. Vicekonsul, Børskommissær og Overvrager i Bergen. R. af kgl. svenske Vasaorden. 12. Rolfsen. . 13. Holck. Afgaaet som Korpschef og Generaladjutant. R. af S. O. Lever i Sogn. 14. Loftesnæs. Lever i Sogndal i Sogn. 15. Irgens. . 16. Nielsen. . 17. Hjermand. . 18. Koren. Har taget Afsked som Sorenskriver. Lever i Hardanger. 19. Jersin. . 20. Gjerager. Lever. Har Medaljen for Borgerdaad. 21. Løvenskjold. L. s. Rigets Statholder. Serafimerridder. 22. Cloumann. . 23. Huvestad. Lever. 24. F. Schmidt. som Provst i Danmark. 25. Collett. som Amtmand i Buskeruds Amt. 26. Hoen. Lever i Eker. 27. Sverdrup. Har taget Afsked som Professor; men fungerer endnu som Universitetets Overbibliothekar. R. N. O. Indeværende Aars Storthing har bevilget ham fuld Gage i Pension paa Grund af hans Deel i Begivenheden paa Eidsvold 16 Febr. 1814. 28. Omsen. som Højesteretsassessor. R. N. O. 29. Stabel. som Provst og Sognepræst til Østre Thoten. 30. Weidemann. L. s. Amtmand i Vestre Oplandenes Amt. 31. Lysgaard. . 32. Wergeland. L. s. Sognepræst i Eidsvold. Har taget Afsked som Provst. Medlem af N. O. og Hofprædikant. 33. Mørch. . 34. Moses. Skal leve i London. 35. Scheitlie. . 36. Dahl. . 37. Heiberg. . 38. Bendeke. som Justitiarius i Kristianssands Stiftsoverret. 39. Kjønig. som Assessor i Højesteret. 40. Evenstad. SIDE: 376 41. Nysom. . 42. Wedel-Jarlsberg. i 1840 som Rigets Statholder og Serafimerridder. 43. Blom. L. s. Amtmand i Buskerud. R. N. O. Oftere Storthingsmand. 44. Apenæs. (?) (Var Lensmand). 45. Capt. Sibbern. L. s. Major i Kristianssand. 46. Steenstrup. L. s. Direktør ved Kongsberg Sølvværk. 47. Hornemann. L. s. Assessor i Throndhjems Stiftsoverret. R. N. O. Oftere Storthingsmand. 48. Diriks. som Statsraad og K. N. O. 49. Hesselberg. (?) 50. Grønneberg. (?) 51. Amundrød . 52. Lund. som Postmester i Throndhjem. 53. Erichstrup. som Amtmand i Stavanger Amt. 54. Lundegaard. Lever i Lyngdal. Oftere Storthingsmand. 55. Lømsland . 56. Jaabek. Lever i Halse Sogn ved Mandal. 57. Eeg . 59. Wulfsberg. L. s. Amtmand i Smaalehnene. R. N. O. 60. Aall. Lever paa Næs Jernværk. K. V. O. Har Med. for Borgerdaad. 61. Grøgaard. som Sognepræst til Nykirken i Bergen. 62. Lilleholt. . 63. Prydtz. som Major. 64. Vaagaard. (?) 65. Fleischer. Senere Generallieutenant. L. s. Statsraad K. S. O. med Storkorset. 66. Dyhren. Lever paa Thoten. 67. Hegermann. Tog Afsked som Statsraad og . For hans Fortjeneste som Chef for Krigsskolen have hans Elever foran denne, oprettet ham i 1841 en Æresobelisk. 68. Harildstad. Lever i Waage. 69. Jørgen Aall. . 70. Bryn. som Byfoged i Laurvig. 71. Lande. . 72. Tvedten. . 73. Krohg. Har taget Afsked som Amtmand i Romsdalen. R. af sv. V, O. Lever der paa sin Gaard. Storthinget har ogsaa bevilget ham fuld Gage i Pension. 74. Stub. . 75. Valbøe. (?) 76. Flor. SIDE: 377 77. Cappelen. . 78. Rein. som Sognepræst til Nykirken i Bergen. 79. Hount. . 80. Hansen. (?) 81. Rosenkilde. . 82. Oftedahl. Senere Stiftsprovst i Kristianssand. L. s. Sognepræst i Eker. 83. Mølbach. . 84. Regelstad. (?) 85. Fabricius. Tog Afsked som Viceadmiral og K. af sv. S. O. . 86. Konow. L. s. Kapitain i Marinen. R. S. O. 87. Jonsen. (?) 88. Thorsen. (?) 89. Ramm. som Major. 90. Bakke. . 91. Petersen. som Generalmajor. 92. Illerud. (?) 93. Høyum. . 94. Røed. Lever i Jarlsberg. 95. Rogert. . 96. P. Schmidt. Lever som Vejer og Maaler i Throndhjem. 97. Midelfart. . 98. Heyerdahl. L. s. Sognepræst til Gran. Medlem af N. O. 99. Bratberg. (?) 100. Forsæth. L. s. Klokker og Forligelseskommissær. Med. f. B. D. 101. Rambech . 102. Darre. . 103. Heidmann. L. s. Amtmand i Hedemarkens Amt. R. sv. S. O. 104. Ertzgaard. Lever i Størdalen. 105. Vasmuth. . 106. Skevig. (?) 107. Lange. . 108. Gedeboe. (?) 109. Stoltenberg. . 110. Ely. . 111. Bjørnsen. (?) 112. Carstensen. SIDE: 378 Bilag III. Skrivelse fra Kristian Frederik til Kongen af Sverige. Deres Majestæt vil ikke ansee det for en Mangel paa Høiagtelse fra min Side, at det, som jeg idag meddeler Dem, er blevet opholdt læn- gere, end det maatte synes passende. -- Jeg ønskede, at denne min Meddelelse skulde være formelig, og istand til at hæve hvert Tvivls- maal om mine ærefrygtsfulde Følelser for Dem, ligesaavel som om Be- væggrundene til min Handlemaade. -- Ude af Stand til at anvende andet Middel end det, jeg for Øjeblikket benytter, vil De ikke undres over, at min Pen, det eneste Organ for mine Følelser, udtrykker disse med al den Oprigtighed, jeg skylder Deres Majestæt, saavelsom den Sag, jeg forsvarer. -- Ved at tilstille Deres Majestæt Kundgjørelserne af 19de Febr., underretter jeg Dem om de Følelser, der besjele det Norske Folk, samt om de Grundsætninger, der stedse skulde lede mit Forhold. -- Den Norske Nation er ikke vanslægtet i den Grad, at den godvilli- gen skulde opofre sin Frihed og Uafhængighed; der er ikkun een Stemme iblandt disse Fjeldes Beboere, den: at ville vedligeholde sit Folkeværd, og at forsvare sine Arnesteder imod al fremmed Undertrykkelse. -- Forgjæves skulde jeg have villet udføre Freds-Tractaten til Kiel, og over- levere Fæstningerne til Deres Majestæts Tropper. Den ufeilbarlige Følge af sligt Forsøg vilde have været en almindelig Opstand imod den eneste Myndighed, som kunde frelse et til sig selv overladt Folk fra Anarchiets uberegnelige Ulykker. -- Ved at handle saaledes, skulde jeg i samme Øjeblik have tabt den til Ordens Haandhævelse nødvendige Myndighed, og jeg skulde have fortjent dette ved at skuffe Folket i det gode Omdømme, som det almindeligen nærer om mig: at jeg stedse har villet dets Vel, og at jeg idetmindste vilde forebygge Uorden i et saa kritisk Øjeblik. -- Intet Valg levnedes mig følgeligen imellem den Vanære, at forlade et Folk, som sætter al sin Tillid til mig, og den Pligt til dets Frelse at vedligeholde den Myndighed, jeg hidindtil havde udøvet. Ved at antage Titelen Regent, har jeg overladt til den allerede sam- menkaldte Rigs-Forsamling, at fastsætte Rigets Stats-Forfatning, og at erklære Folkets Villie, som allerede har ytret sig, og gjenlydet i den Eed for Fædrenelandet, som er aflagt i alle Rigets Kirker. -- Imidlertid skal jeg forsvare Folkets uomtvistelige Rettigheder som Nation imod hver den, som maatte ville krænke dem, og jeg vover at nære det Haab, at det højeste Væsen heri vil velsigne et uafhængigt Folks for- enede Anstrengelser. Deres Majestæt ville værdiges at erindre, at De selv har været i et lignende Tilfælde. De bestred dengang ikke de Rettigheder, som til- komme et Folk, der var løst fra sin Eed imod en Konge, som havde SIDE: 379 frasagt sig Thronen. De erkjendte Nationens Rettigheder. Skulde disse ikke være de samme i Norge som i Sverrig? -- Dengang agtede Dan- mark og Rusland det Folks erklærede Villie, i hvis Spidse De befandt Dem. Skulde det være for meget at vente, at De vilde agte de samme Rettigheder i et lignende Tilfælde? -- Endelig, Deres Majestæt, hvor- ledes skulle de Grundsætninger, for hvilke De har grebet til Vaaben, kunne forenes med de Grundsætninger, paa hvilke De bygger Deres Besiddelsesret til Norge? -- Men jeg holder inde; jeg vilde ingenlunde fornærme Deres Majestæt; udentvivl har man ledet Dem i Vildfarelse, ved at forsikre Dem om, at det Norske Folk ønskede en Forening med Sverrig, og De har troet, at Troskabseden til Kongen af Danmark alene lagde Hindringer i Veien for Deres Ønske, at gjøre dette Folk ligesaa lykkeligt som det Svenske. -- Velan, Deres Majestæt, raadspørg det Norske Folks Sindelag. De vil da overbevises om, at den Behandling, som det har lidt fra den Svenske Regjerings Side, har bragt National- Hadet, som desværre alt for ofte finder Sted imellem Nabofolk, til sit Højeste; og De vil overtydes om, at en tvungen Forening ikkun vilde bringe uberegnelige Ulykker saavel over Norge som over Sverrig; men paa samme Tid vil Deres Majestæt ikke tvivle om, at De for stedse vil have vundet det Norske Folks Højagtelse og Taknemmelighed ved at erkjende dets Rettigheder. -- Hver Normand, som vil sit Fædrene- lands Held, har kun det oprigtige Ønske, at see Fred og god Forstaa- else med Sverrig vedligeholdt. Det staaer udentvivl i Deres Majestæts Magt, at berede de Scandinaviske Folkefærds Held. -- Gid en evig Fred og det nøjeste Forbund befæste de gjensidige Forhold imellem Norge og Sverrig! -- De samme vise politiske Grundsætninger skulle besjele os! Aldrig kan Norge ville vinde Land fra Sverrig, men det kan beskytte dets vest- lige Grændse, ligesom Sverrig, i Venskab med Norge, for bestandig skal fjerne Krigen fra vore Grændser. -- Her seer Deres Majestæt Udsigten til en i Sandhed lykkelig Fremtid; og kan De ønske den anderledes, naar de Scandinaviske Folkeslags Lykke fordrer det saaledes? Endelig, Deres Majestæt! beær mig med deres Fortrolighed; jeg skal vist ikke tillade mig, at sige dem et eneste Ord, som ikke kan bestaae for Gud, og med den Sandhed, De kan fordre af mig, naar det gjælder tvende Nationers Velfærd, som De ønsker at gjøre lykkelige. Ansvaret hos Gud for de Ulykker, som kunne være en Følge af, hvis De negter at høre disse mine oprigtige Yttringer, vil sikkerligen falde tilbage paa Dem, og ikke paa mig, som kun ønsker det Norske Folks Held, og stedse at vise mig som en god Naboe af det Svenske Folk, SIDE: 380 samt at lægge de Følelser af dyb Højagtelse og Oprigtighed for Dagen, med hvilke jeg, som Ven og Deres Majestæts Beslægtede, forbliver Deres meget hengivne Fætter, Christian Frederik. Christiania, d. 6te Marts 1814. Bilag IV. Wergelands Tale i Rigsforsamlingen den 12te April i Anledning af et Forslag til en Tak-Adresse til Prinds-Regenten. "Forsamlingen er national og norsk -- Forsamlingen er altsaa fri. Vi forestille et hæderligt Folk, løst fra sin Troskabs-Eed, og gjengivet en fri og uafhængig Nations fulde Ret til selv at bestemme sin Regjerings- form, en Ret baade Ven og Fiende tilsteder os rolig at nyde. Men fore- stille vi et frit og uafhængigt Folk, saa er denne Forsamling og aldeles fri og uafhængig, og nu allene i Besiddelse af Nationens Suverænitet. Denne Frihed, denne Uafhængighed være det første, vi hævde, forsvare og bevare; thi, ædle Herrer, ærværdige Forsamling, hævde vi ei For- samlingens egen Frihed og egne Rettigheder, hvorledes skulle vi da kunne hævde Folkets? Vor Statsforandring er ingen Revolution -- vi haabe med Føje, at den kan og vil foregaae uden Revolution. Her er ingen Magt at ned- bryde, for paa dens Ruiner at opreise en anden. Her er ingen stridige Rigsstænder med kolliderende Interesse. Love og Indretninger kunne vedblive i uforstyrret Gang. Norges Folk er eet og lige. Det er enigt i den fremtidige Statsforfatnings Grundsætninger, og Regjeringsforandrin- gen er allerede foregaaet i alle Normænds Gemytter. Imidlertid er det neppe Tvivl underkastet, at jo mere der i den in- terimistiske Regjering organiserer sig uden Nationens Sanction, desto mere vil Resultatet af vore Bestræbelser her, naar det skal udføres, maaskee faae Karakter af Revolution. -- Vi have erfaret af landfare Rygter og private Skrivelser, at en Deel anseelige danske og norske Mænd have hyldet Hans kongelige Høihed Prinds Christian af Danmark til Norges midlertidige Regent. Tvivle vi nu end ikke paa, at jo denne ædle Fyrste fuld vel er værdig at bære en Halfdan svartes Krone, om Norrig end har saadan en Krone at give, saa er det dog heller ikke mindre upaatvivleligt, at hine Skridt af Mødet paa Eidsvold i sig selv var uretmæssigt; en Act, kun hele det forsamlede Folk var berettiget til. Ikke destomindre fortjener det Bifald, som relativ retligt, forsaavidt det sigtede til at forekomme større og farligere Uretmæssigheder, og foretoges uden Tvivl af Kjærlighed til Fædrelandet, og med Forbehol- SIDE: 381 enhed af denne Forsamlings Sanction. -- Denne staaer altsaa endnu tilbage. Vel have heller ikke vi i strængeste Forstand efter vor Fuld- magts lydende Ret til at vælge og keise nogen personlig Regent for det hele Folk; men da det ganske Folks reelle Sammenkomst er en Umuelighed, og da vi udgjøre en lovmæssigen valgt Folkerepræsentation, saa er det klart, at, dersom noget Møde tør handle i Folkets Navn, saa er det dette. -- Alt hvad denne Forsamling ): det frie norske Folk, ikke har sanctioneret, er ugyldigt. Derfor ere vi og komne sammen. En Regent maa være, ne quid respublica detrimenti capiat, at vi roligen kunne overveje vore Anliggender. Af disse Grunde foreslaaes, at Hans Kongl. Høihed Prinds-Regenten ikke alene ved en Adresse fra Nationalforsamlingen takkes i Nationens Navn for den Nidkjærhed, denne Fyrste saa ufortrøden og ædelmodig har lagt for Dagen for Rigets og Folkets Bedste, i det han i Rigets kritiske Øjeblik overtog sig Tingenes Bestyrelse; men at Hans Kongl. Høihed ligeledes i Nationens Navn bedes at vedblive Regjeringen til Rigets Tarv og Forsvar, og af Nationalforsamlingen, som en lovlig Folke- Repræsentation, bekræftes i det midlertidige Regentskabs Myndighed, under følgende Betingelser: at Regentskabet er interimistisk, og varer kun, indtil Nationalforsamlingen vil hæve samme; at Regentskabets Magt ei strækker sig til Nationalforsamlingen selv, som i sin Qvalitet af Na- tionalforsamling er uafhængig, og over hvilken der ingen Bydende kan gives, uden hvem den selv konstituerer sig til sine Forhandlingers or- dentligere Gang; at alt hvad Nationalforsamlingen af Regjeringen for- langer Oplysning om, skal gives; og at Nationalforsamlingen kan be- kræfte eller hæve de Forordninger eller Foranstaltninger, Regentskabet midlertidig kan have truffet, naar Thinget er sluttet, og den nye Tingenes Orden skal indføres. Hvilket alt offentlig bekjendtgjøres. Endelig fore- slaaes, at de Mænd, som paa Eidsvold-Mødet forholdt sig med Ærbø- dighed for Nationen, ligeledes takkes i Folkets Navn. Saaledes handle vi -- ikke i eget Navn -- ikke af egen Anseelse, egen Myndighed, men i det Folks Navn og af det Folks Authoritet, som samlede os til dette evig mærkelige Thing. -- Saaledes handle vi i en Nationalforsamlings Aand og Karakteer, efter dens Værdighed, overeensstemmende med dens Rettigheder, overeensstemmende med Folkets Ønske -- ja overeensstemmende med Prinds-Regentens Ønske. -- Vi kjende denne ædle Fyrste. Vi vide hvor høit hans Hjerte luer for Menneskerettigheder og Folkefrihed, for alt ædelt og godt -- vi vide, hvor høit han elsker Normanden [fotnotemerke] ). De Prøver, han allerede har givet Folket paa Ædelmod, Normandssind, Fordomssind og kongelig Fotnote: Tiden opklarer alle Ting. (Anm. til den udgivne Tale). SIDE: 382 Tænkemaade, berettiger os til at troe, at det ikke kan andet end være ham kjært, ikke kan andet end bevirke, at han agter Nationalforsam- lingen og Nationen desto mere derfor. Selv har han tilskyndet os at handle med Kraft og Mod ligesaavel som med Viisdom og Enighed. Selv har han erklæret, at det vil afhænge af denne Forsamlings Be- stemmelse, om han fremdeles skal rygte sit Hværv. Og, dette maa jeg oprigtig bekjende, den Fyrste, som ei yndede, ei agtede et saadant Skridt af Folkets uafhængige og frie Repræsentation, kunde ikke være Konge for Normænd. Kristianssand har talt [fotnotemerke] ) og ønsker at høre de øvrige norske Byers og Provindsers Mening." Bilag V. Beretning om Mødet paa Eidsvold den 16te Februar 1814. Til denne Dag havde Kristian Frederik, som før berettet, sammenkaldt til et delibererende Møde paa Eidsvold Jernværk følgende Mænd: Kam- merherrerne Rosenkrantz og Anker, Kon-ferentsraad Sommerhjelm, Kon- treadmiral Lütken, Generalmajor Haxthausen, Oberste Arenfeldt, Etats- raaderne Treschow og Falbe, Professor Sverdrup, Biskop Bech, General- auditør Bergh, Stiftamtmand Thygesen, Amtmand Jonas Collett, Foged Holst og Kjøbmændene Tank og Nielsen. Tilstede og deeltagende i Forhandlingerne vare desuden Stedets Ejer Karsten Anker og General- qvarteermester Haffner. Da det efter Middag var bleven Prindsen meldt, at Alle, paanær Sverdrup, vare komne, bleve de En for En indkaldte til ham, meddeelte Underretningen om Norges Afstaaelse og adspurgte, om de ikke nu maatte bifalde hans Plan, at erklære sig for Rigets su- veræne Regent ifølge Arveretten og at sætte sig til Modværge. Om det Sidste vare ikke Meningerne delte, om Prindsen end ikke havde udmalet den krigerske Enthusiasme, han paa Reisen til Throndhjem havde truffet hos Folket, saa stærkt som han gjorde, men, at han ikke har fundet Modstand nok mod Hovedplanen, saa skrøbelige Been den end havde at staa paa, fremlyser af hans Tiltale til Sverdrup, der kom senest og traf de fleste Øvrige modfaldne i Forhallen. Prindsen, for hvem han strax fik Befaling at fremstille sig, modtog ham nemlig med følgende Ord: Fotnote: Kristiansand staaer her metonymisk isteden for en af Kristiansands Depute- rede; en Trope, paa en vis Maade authoriseret af Rigsforsamlingen selv, i det dens Medlemmer opkaldtes efter deres Byers eller Districters Navne. Da imid- lertid hiint Udtryk er blevet dadlet, saa er det en Lykke, at det, Kristiansand her siges at have talt, intet indeholder, som nogen Mand behøver at skamme sig ved. (Anm. til Talen). SIDE: 383 "Jeg har ladet sammenkalde nogle af Norges meest anseete Mænd, for i dette for Landet høist vigtige Tidspunkt at overlægge med dem hvad der bør foretages til Betryggelse af Riget Selvstændighed og Vel. Da Hs. Maj. Kong Frederik den Sjette har været nødt til at afstaa sin Ret til Norges Throne, anseer jeg mig efter Kongeloven og Norges Odels- lov for arverettiget til den, og i denne min Mening er jeg bleven be- styrket af Mange af Norges dygtigste og mest oplyste Mænd. Jeg har hørt, at De skal være af en modsat Mening, og har derfor ladet Dem kalde forat høre Deres Grunde." Da var det hint den gamle Bondes "Husk at Gud er ataat" saa le- vende randt Sverdrup ihu, at det ligesom hørligt klang for hans Øren, og at han udbrød om Prindsens Hensigt at arvtage Norge, "dertil har Deres kgl. Høihed ikke mere Rettighed end Jeg." Klart og bestemt udviklede han nu sine Grunde mod Prindsens Arveret, og viiste, at i Frederik 6tes Forsagelse af sin Ret til Norges Rige maatte den Erklæring ligge, at han ikke længer saa sig istand til at hævde Foreningen mellem Danmark og Norge, og at dette saaledes igjen var kommen i Besiddelse af sin naturlige og uomtvistelige Ret til selv at bestemme sin Forfatning og til, uden alt andet Hensyn, at overdrage den exekutive Magts Ud- øvelse til hvem det vilde og ansaa dueligst. Denne Argumentation førtes dog ikke til Ende uden oftere at blive afbrudt af Kristian Frederik, der fulgte Sverdrups Ord med spændt Opmærksomhed, og forsvarede sin Mening uden dog nogensinde at falde ud af sin godmodige og rolige Tone. "Derimod" -- vedblev Sverdrup -- "tvivler jeg ingenlunde om, at jo det norske Folk ved frit Valg vil kaare D. k. H. til sin Konge, da De i Farens og Nødens Stund med en saa høimodig Opoffrelse har villet knytte Deres Skjebne til dets, og jeg anseer det for meget hæderligere, at Harald Haarfagers og Sverres gamle Kongekrone overraktes D. k. H. af et frit Folk, end om De fik den ved Arv eller paa nogensomhelst anden Maade." "Ah! nu bliver De poetisk", afbrød Prindsen med et Smiil -- et Ud- brud, som faaer sin psychologiske Belysning af at han kort iforvejen havde kaldet Sverdrups Beviisførelse imod hans Arveret "sofistisk". Sverdrup forsikkrede da, at kun Kjærlighed til Sandhed og Fædreland havde ledet hans Tale. Han havde endt. Ingen af dem mælte mere. Nogle Øjeblik betragtede Kristian Frederik, under denne Afgjørelsens Pause, Sverdrup med et Blik fuldt af Alvor og huldrig Blidhed; men pludselig aabnede han sine Arme, traadte et Skridt frem og omfavnede Sverdrup med Udraabet: "De har Ret; jeg er bleven overbeviist". Og han bad derpaa Sverdrup at gjentage for det samlede Møde, han nu vilde holde, hvad han havde sagt til ham, men om muligt inden dette SIDE: 384 forsøge at faa Biskop Bech og Karsten Anker til at gaa over til denne Mening. For dem, der besøge Stedet, kan det være interessant at vide, at denne Samtale og Scene forefaldt i Hjørneværelset paa nordre Side af Søileforhallen, og at det tre Maaneder efter skede i samme Rum, at netop Sverdrup, som Rigsforsamlingens Præsident, tilbød Kristian Frederik Kronen. Da Sverdrup kom ud til de Andre, der vare forsamlede paa den anden Side af Forhallen, omringedes han strax af dem, og med Glædesyttringer hørte de hvorledes Prindsen var bleven omstemt. Han opsøgte derpaa, efter Aftale, Bech og Karsten Anker. Den Første, hvis Meninger altid gik i særdeles rummelige Gjænger, blev let bragt tilbage fra sin Vildfarelse; men Anker, der var En af dem, om hvem man kan sige, at de ere bedre Royalister end Kongen selv, blev ved sin. Det varede ikke længe -- Klokken var mellem 6 og 7 -- før Prind- sen traadte ud. Han lod først sin Sekretær, Etatsraad v. Holten, op- læse Fredstraktaterne imellem Danmark og Sverige og Danmark og Stor- britannien, Frederik VItes aabne Brev om Norges Afstaaelse samt en Intimation til dette Dokument. Efter atter at have omtalt sine paa Throndhjemsreisen erhvervede Erfaringer om Folkets krigerske Stemning, opfordrede han Forsamlingen til at yttre sig herover, hvorpaa Alle be- kræftede, at han ikke heri tog feil af Folkets sande Mening. Navnlig garanterede Peder Anker med Fyrighed for Befolkningen paa sine be- tydelige Ejendomme, hvis Antal han opgav. Prindsen gjentog da sit navnkundige Løfte, at han, efter denne Erfaring, havde besluttet sig til at være uadskillelig fra Norge, og udbad sig de forsamlede Herrers Be- tænkning om hans Forhold til Riget og om hvad der var at gjøre, og, da Ingen strax svarede, navnlig Dhrr. Juristers. "Hvad mener f. Ex. Herr Rosenkrantz?" spurgte Prindsen denne Mand, som langtfra hørte til hans Enthusiaster. Rosenkrantz traadte da frem og yttrede, at der vel ingen Tvivl kunde være om, at Nationen ikke vilde kalde nogen Anden til sin Throne end Prindsen, som den allerede skyldte saameget, men at han ansaa det for Pligt mod Hs. Høihed, mod Folket og sig Selv, uden Tilbageholdenhed at erklære, at Prindsen under nærværende Omstændigheder ingenlunde kunde beraabe sig paa nogen Arveret. Folkeretten vilde krænkes der- ved. Frederik den 6te havde for sig og Arvinger frasagt sig Riget; men videre end dertil kunde hans Dispositionsret over Nationen ikke gaa. Kunde nu en Prinds, paa Grund af sin Arveret, gjøre disse ophævede Rettigheder gjældende, da maatte Konseqvencen blive, at Norge maatte ogsaa fra Ejeren kunne bortskjænkes til Sverige. Uden Folkets Kald kunde Prindsen derfor ikke optræde som Norges Konge, hvorimod dets eenstemmige Ønske visselig var, at han vilde vedblive Styret, og som SIDE: 385 midlertidig Regent frelse det fra Anarkiet. Derved vilde han endnu mere vinde dets Hjerte, og han torde vove sit Liv paa, at Nationens Repræsentanter ikke vilde sætte Norges Krone paa nogen Andens Ho- ved end Kristian Frederiks. Sverdrup greb derpaa Ordet. Han bemærkede, at Afstaaelse af et Land kunde blot lade sig forsvare ved Umuligheden af at kunne hævde dets Besiddelse, men at Retten til da at værne om sin Uafhængighed maatte være hjemlet selv den enkelte By, som maatte være afstaaet. En Nationalrepræsentation maatte sammenkaldes; og saaledes udviklede han paany sin Anskuelse, hvori Flere af de Øvrige, navnlig Treschow, som før havde været af Prindsens oprindelige, Sommerhjelm, Peder An- ker og Bergh istemmede. Karsten Anker og Haffner vedbleve derimod at forsvare Prindsens Arveret og Kongenavn, og at forsøge at bringe Denne til at vedblive den Mening, de vidste var hans Hjertes, om ikke hans Hoveds; men midt i sit heftigste Udbrud mod Sverdrup afbrødes Haffner af det Udraab fra Prindsen: "Nei! Professor Sverdrup har over- beviist mig. Saa maa det være." "Ja Sverdrup har Ret", lagde Treschow betonende til. Prindsen erklærede derpaa, at da hans Ønske kun var at gjøre Folket lykkeligt, og han nu havde hørt dets mest oplyste Mænds Anskuelser, vilde han renoncere paa sin egen og udføre det begyndte Værk saa- ledes som disse nu havde foreskrevet, nemlig ved at sammenkalde en Repræsentation af det hele norske Folk, som skulde give dette en Konstitution. Spørgsmaalet om under hvilken Titel han midlertidigen skulde føre Roeret kom derpaa under Overvejelse. Statholdertitelen fandt man ligesaa upassende som Kongetitelen uanvendelig. Det blev da ved "Prindsregent af Norge". Kristian Frederik forføjede sig derpaa med sin Sekretær i sit Gemak, hvorfra han den følgende Dag Kl. 12 traadte ud og forelæste Forsam- lingen hvad han imidlertid havde udarbeidet, nemlig de under Dato af 19de Februar publicerede Bekjendtgjørelser. I en kort Tale opfordrede han den derpaa til at bistaa sig, især ved at Enhver i sin Kreds vilde fremme Samdrægtigheden og bekjæmpe Partier, om de opstod, hvorpaa han, efter at de Alle havde maattet give ham Haanden derpaa, forlod Forsamlingen. Denne blev derpaa enig om at lade sig melde hos ham forat takke ham for hans Opoffrelser for Nationen, ved hvilken Leilighed Karsten Anker blev valgt til Ordfører. Baade han, Prindsregenten og de Øvrige vare da, siger Beretningen, rørte til Taarer. Dog fik Anker omsider Mæle for hvad han havde at sige, hvorpaa Prindsregenten ud- raabte: "Gud forlene mig Forstand og Mod til at gjøre det norske Folk lykkeligt!" Det gik nu tilbage til Kristiania. Statsomvæltningen var begyndt. SIDE: 386 Anhang. Opinionsyttringer. [fotnotemerke] (Kristiania Intelligentssedler 22de Marts 1814). "Præmie. En Belønning af 800 Rdlr. DCt. udloves herved for en grundig, fri- modig og competente Censorer fyldestgjørende Opløsning af følgende Spørgsmaal: 1) Kan der, i Følge eller Analogie af Hans Kongelige Høihed Prinds- Regentens offentlige Kundgjørelse (vide Bladet Tiden No. 69), gives Adgang til Rigsforsamlingen i Eidsvold for andre Deputerede end Norskfødte? 2) Hvilke Regler byde Retfærdighed og Klogskab i Henseende til Ud- lændinges Ansættelse til offentlige Embeder i Norge for Frem- tiden? Bør noget vigtigt Stats-Embede betroes til en ikke Norsk- født? Er det fornødent, at besætte de øvrige Embeder (Professorers og Lægers undtagne) med ikke Norskfødte? Hvilket Fortrin maatte i saa Henseende de allerede nu i Norge Bosatte, som ikke ere Norskfødte, have? Hvor langt et Ophold bør ansees fornødent for at erhverve et saadant Fortrin? Kan Indfødsret erhverves af Andre end Professorer og Læger, naar de ikke allerede nu have den? 3) Forudsat, at de Indfødtes Eneret, saavel til at møde ved For- samlingen i Eidsvold, som til de vigtigste Stats-Embeder, bevises -- hvilken Indflydelse vil den have paa den Norske National-Aand og det Norske Folks Kjærlighed til Regenten? Besvarelserne heraf maa være indleverede inden 10de April d. A., og modtages af Pastor Wulfsberg i Christiania, som har Sikkerhed ihænde for Præmiens Beløb." Fotnote: Datids Avisopsatser havde ulige mere at betyde end nu; og baade des- formedelst og fordi de antyde og karakterisere Bevægelserne i Folkets Tanke- liv, bør nogle af de mest betegnende tages til Opbevarelse i dette Værk. Disse alvorligere Yttringer gjennemkrydsedes ofte af henslængte opflammende Citater, men ogsaa ofte af Satirer over Kandestøberi, Mistillid til Regjeringen, falsk Patriotisme o. s. v., der mellem hine toge sig ud som kolde Omslag eller Vandbøtter over Hovedet. SIDE: 387 Dette besvaredes i samme Blad for 1ste April saaledes: "Jeg hos kjække Normænd priser, At han stedse ivrig viser, Han sit Fødeland har kjær; Men jeg troer han gjorde ilde, Om han vilde sig indbilde, At der fødes Mennesker Kun i Engeland og der. Wessel. Da ovenstaaende Strofe af en indfød Normand synes at være det bedste Motto for og den passeligste Indledning til Besvarelsen af de i No. 23 af Kristiania Intelligentsseddel fremsatte Præmie-Spørgsmaale, saa vil Indsenderen heraf, uden nogen Fordring paa Præmien, og uden videre Fortale skride til Undersøgelsen af de 3de opgivne Hovedpunkter: 1) Regentens Kundgjørelse i Bladet Tiden No. 69 indeholder intet, som enten ved bogstavelig Fortolkning eller analogisk Slutning kunde give Anledning til at betage dem, som ikke ere Norskfødte, Adgang til at møde som Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold. Aanden i samtlige Regentens Kundgjørelser viser, at den som har aflagt Eed paa: "at ville hævde Norges Selvstændighed etc." ansees at være Norsk- sindet, og derpaa kommer det udentvivl meer an, end paa den tilfæl- dige Omstændighed, at være Norskfødt. Regenten har selv afgivet dette Beviis paa sit Norske Fædrelandssind, og har fordret samme Beviis af alle ikke Norskfødte Embedsmænd. I Regentens Kundgjørelse til det Norske Folk hedder det: "En Samling af Nationens selvvalgte oplyste Mænd skal, ved, med Viisdom og Samdrægtighed at bestemme en Re- gjeringsform for Norge o. s. v." Meningen af det Udtryk: "Nationens selvvalgte Mænd," kan vel ikke være noget andet end: Mænd som Nationen selv har valgt. Dette Valg, et Vidne om Nationens Tillid, maa udentvivl give fuldkommen retmæssig Adgang til at møde som Deputeret ved Rigsforsamlingen, i det mindste kjender jeg intet højere Kreditiv og troer selv Fødsels- og Daabssedlen maae og bør vige for det. I Circulæren til Biskopperne, hvorved Reglerne for Valget, saa- vel af Menighedernes som Amternes og Byernes Deputerede bestem- mes, er der slet intet som directe eller indirecte hentyder paa at kun Norskfødte ere valgdygtige; men Valget er frit og uindskrænket over- ladt til Nationens myndige Mænd, hvem man tiltroede Forstand og Retsindighed nok til at see paa det Væsentligste og Vigtigste ved et saadant Valg, nemlig Indsigt og Retskaffenhed. Det Eneste hvoraf den, som maatte sætte sin Norskhed i at ville have fortrængt og forjaget Enhver, der ikke er saa lykkelig at være SIDE: 388 Norskfødt, maaskee kunde udlede Noget til Fordeel for sin Sætning, er den Bestemmelse i Circulærerne til Landmilicen og Søe-Etaten: "at af hver Divisions og Escadrons, samt af hver Brigs og Værfts 2de Valg- mænd skal tages een indfødt Officier." Men da denne Bestemmelse ikke angaaer de Deputerede, som af disse igjen skulle vælges for Re- gimentet og Corpset eller Værftet og Briggerne, saa er man formodent- lig ikke berettiget til at give den videre Udstrækning, end Regenten selv har givet den, og i alle Tilfælde bliver Høistsamme Selv sine Re- scripters bedste Fortolker, saa man ikke behøver at tage sin Tilflugt enten til Analogie eller juridisk Haarkløverie. 2) De under denne Post fremsatte Spørgsmaal kunne maaskee i Kort- hed besvares saaledes: Retfærdighed og Klogskab byder, ved offentlige Embeders Besættelse at vælge indsigtsfulde, duelige og retskafne Sub- jecter, og til de vigtigste Statsembeder de Mænd, som besidde disse Egenskaber i den fortrinligste Grad. Da nu disse Egenskaber hverken skyldes Fødselen eller Climatet, handler man udentvivl retfærdigst og klogest i at benytte dem hvor de findes, skjønt naturligviis de, der have det nøjeste Bekjendtskab til Landets Forfatning, bør, naar det øvrige er lige, fortrinlig komme i Betragtning. Hvorfor just udenlandske Professorer og Læger skulle have ubetinget Adgang til at ansættes i Norge, fremfor alle andre skikkelige Folk, er ikke let at fatte. De Første kunde jo bibringe deres Tilhørere unorske Grundsætninger og de Sidste dræbe de Norske Patrioter. Dog -- Grun- den til hiin Tolerance maae formodentlig søges deri, at Norge har Mangel paa duelige Candidater til saadanne Embeder. Men mon dette ikke ogsaa lettelig turde være og blive Tilfældet i Henseende til andre offentlige Embeders Besættelse, i det mindste saalænge indtil det Norske Universitet faaer de ledige Lærestole besatte, og vinder Tid til at udbrede sin Virksomhed. De allerede nu i Norge Bosatte, skjønt ikke Norskfødte, seer man dog tør haabe at komme i Betragtning. Men hvilken Arithmetiker udfinder Maalestokken for den Tid, som udkræves til at erhverve sig den, til at betjene et Norsk Embede for- nødne, Qvantitet Norskhed. Ligesaa vanskeligt er det Spørgsmaal om Indfødsretten at besvare, da der, saavidt jeg veed, ingen speciel Ind- fødsret for Norge gives, og den Danske som Udlændigsk, vel ikke tør komme i Betragtning. Af denne Labyrinth vides ingen anden Udvei, end at Præmieæskeren selv maae udgive en ny Indfødsret for Norge og deri bestemme Erhvervelsesmaaden af bemeldte Ret. Siden der blot handles om Norskfødte, synes det, som om ingen kunde ansees for Normand, var end Norge hans Fædreland, fordi han nedstammer fra Norske Forældre og Forfædre, er opdragen og har til- bragt næsten sit hele Liv i Norge, naar samme ikke tillige er hans SIDE: 389 Fødeland. Hvad Landsmand monne da den være, som er fød i et Skib paa Havet? Formodentlig Britter, siden dette Folk er Havets Herre. Eller er Den meer Normand, som, fød i Norge, har fra tidligste Barndom og den meste Deel af sin Levetid opholdt sig i et andet Land, end den, som har Ret til, efter det Ovenanførte, at kalde Norge sit Fædreland? Mon man intet Exempel har paa at Norskfødte i Dan- mark har glemt at de vare Normænd, og at Digteren havde Ret da han sang: Du Normænd ei om Tronen seer, ligesom hiin havde Ret, der kaldte Tyge Rothe den Danskfødte Nor- mand? Har ingen Danskfødt Mand gjort sig velfortjent i og af Norge? Ere alle i Norge fødte, opfødte og bosatte Personer saaledes sindede mod Norge, som de bør være? For disse Spørgsmaal udsættes ingen Præmie, men det overlades til Upartiske at besvare sig dem selv. 3) Denne Post er besvaret ved den første. Hvad den Norske Na- tionalaand angaaer, da vil Oplysning og Sædelighed udentvivl have den gavnligste Indflydelse paa samme, og da vil National-Stolthed og National-Had forsvinde, og det som har sandt Værd agtes, elskes og søges hvor og hos hvem det findes. Desuden staaer det nu til Na- tionen selv at forebygge Indflydelsen af Ildesindede, være sig Indfødte eller Ikkeindfødte. Imidlertid maae hver oplyst og retsindig Normand ønske, at falsk og uægte Norskhed, der har sit Udspring af Fordom, smaalig Forfængelighed, krænket Stolthed og andre urene Kilder -- ikke maae gribe saaledes om sig, at Norge og dets Selvstændighed og med det al ægte Norskhed omsider skal gaae tilgrunde." (Kristiania Intelligentssedler for 1ste April 1814). "Uforgribeligt Spørgsmaal. Mon ikke en usædvanlig særskilt Repræsentation af Krigsmagten (med al Respekt for Standen) kunde spares ved forestaaende Rigsdag, -- ligerviis som det skeer ved Geistligheden, -- ei at tale om andre Van- skeligheder? [fotnotemerke] De Veltænkende foragte ikke et velmeent Raad, men benytte det efter Omstændighederne. Gud bevare Fædrelandet! V. Fotnote: Skulde Nogen mistyde den patriotiske Spørgers redelige Hensigt, da er han bered at møde sin Skjæbne." Dette Spørgsmaal besvaredes med Bitterhed i et "uforgribeligt Svar" og i nok en Opsats i næste Nummer af samme Blad. SIDE: 390 Anmærkninger. I et Skrivt som dette, hvis Kilder ere saa spredte, hvor saa meget maa hentes fra mundtlige Beretninger, og hvortil Berigtigelserne og Fuldstændiggjø- relserne i mange Punkter først kunne ventes at ville indløbe fra de endnu- levende af Datids handlende eller velunderrettede Personer, vilde det være van- skeligt, om supplerende Anmærkninger skulde kunne undgaaes. Maatte blot det, at Forfatteren ikke skyer saadanne lidet zirende Tilsætninger, optages som et Vidnesbyrd om, at det er hans Hensigt, med Tilsidesættelse af en affekteret Ufeilbarhed, at gjøre sit Arbeide saa sanddru og fuldstændigt som det har været ham muligt! og maatte de Anmærkninger, han har seet sig istand til at erhverve mellem Texten og Omslaget i hvert Hefte, ogsaa antyde for bedre underrettede Landsmænd, hvor velkomne yderligere Berigtigelser og Tillæg ville være ham! Naaer Værket at kunne udkomme i en fuldkomnere Skikkelse, da vil denne især bestaae i, at de ville indtages i selve dets Text, som først da vil vorde et heelt ubrudt Speil, som inden sin Ramme vil opfatte Fædrelandets mindeværdigste Begivenheder. Pag. 291-292. Angaaende Bededagen beretter et Haandskrivt, der har et Medlem af Rigs- forsamlingen til Forfatter, at Almuerne bleve indkaldte dertil uden at hverken de eller de civile Embedsmænd, der de kom i Kirken, vidste hvad de der skulde gjøre. Pag. 297. I Anledning af Troppebevægelserne indeholde Aviserne flere Bevidnelser fra de Kommanderende af Erkjendtlighed for den Gjæstfrihed, som i By og Bygd vistes Tropperne. Man seer deraf, at de ikke blot trakteredes med hvad Godt man havde, men at de stundom ogsaa skydsedes frit paavejen. "Villig gaaer Krigeren til Kamppladsen -- ender en af disse Taksigelser til Laurvigs, Sandefjords og Tønsbergs Indvaanere -- naar han strider for saa ædle Med- borgere." Pag. 298. Kundgjørelserne om denne Regjeringsorganisation og Fredstraktaterne imel- lem Danmark og Sverrig samt imellem Danmark og England averteredes 22de Marts tilkjøbs i særskilte Aftryk af "Tiden", Nr. 73, 74 og 75. Kjøberne skulde ogsaa erholde gratis Aftryk af samme Blads Nr. 77, indeholdende "Yttringer i England om Norges Selvstændighed." Pag. 299. Siden først i 1811 bestod en "Hjælpe- og Understøttelses-Kommission for uheldige Sømænd." Pag. 300. Følgende Avertissement af 25de Febr. 1814 fra Redaktøren af Throndhjems Adressekontors-Efterretninger kan ogsaa tjene til en Oplysning om Datids Penge- værd og Priser paa Nødvendighedsartikler: I No. 61 af Tiden nævnes: at en Favn Brænde falbydes for 45 Rdlr. d. C.; men da det den Gang var en Patriot, der falbød nogle faa Favne, som den følgende Dag vare solgte, saa tjener herved til Efterretning for Tidens Udgiver: SIDE: 391 at til samme Tid var den urokkelige Priis paa Gran-Brænde 80 Rdlr. d. C. for Favnen, og for Bjærkeved 110 Rdlr. d. C. Priserne paa de øvrige Fornødenhedsvarer vare paa samme Tid i Trond- hjem følgende: Rd. ß d.C. Et samfængt Brød, 16 Lod i Vægt, hos Bageren..2 - En Mark Smør hos Høkkerten............. 4. 48 - En Bouteille slet Øl................... 1. 48 - En Mark kaldet hollandsk Ost........... 3. 48 - En Kande blaa Mælk..................... 3. - En middels Sild........................ 48 - NB. i Aaret 1808 1/2 ß. En Vog Havremeel til Bonden............ 108. - En Tønde Malt.......................... 500. - En Tønde Rug........................... 400. - En Tønde Hvede......................... 448. - En Vog Fisk............................ 40. - En Vog Høe............................. 16. - En Kande Potetes....................... 2. - NB. i Aaret 1808 4 ß. En Portion Spise....................... 7. - En Bog Skrivpapir...................... 16. - NB. i Aaret 1808 16 ß. En maadelig Skriverpen................. 48 - NB. i Aaret 1808 to for Skill. En Alen hvidt Vadmel................... 18. - i Aaret 1808 1/2 Rdlr. En Alen Lærred......................... 8. - Pag. 303. En Bearbeidelse af Opinionen til Fordeel for Kristian Frederik, og som ikke var uden Indflydelse, var de flere Prædikener paa den anordnede Bededag og ved andre kirkelige Leiligheder, som ved denne Tid udgaves. Præsten Gar- manns i Kristiania paa 1ste Søndag i Faste var f. Ex. betitlet: "Den Lykke, som vort Land har at haabe af Fremtiden, under vor hyldede Fyrste." Pag. 306. En Optegnelse fra Rigsforsamlingstiden kritiserer denne Gudstjeneste bittert saaledes som den blev udført, og da vel Alt paa det nærmeste, som staaer i nogen Forbindelse med hine mærkværdige Dage, vil læses med nogen Interesse, indtages her denne dens mere detaljerede Skildring: "Efterat Præsten fra Kirkegulvet havde opfordret Organisten til at spille, intonerede Denne en Engelskdands (Gud maa vide, om det skede af Ondskab eller Sympathi). Organisten var nemlig falden i Staver over Indtoget i Kirken eller vel egentlig over Prinds Kristian, som først kom ind i Kirken; og naar Folket glemmer sin Stilling ved Synet af denne isandhed elskværdige Prinds, hvad skal man da vente af en stakkels Organist? Hvor Mange har han ikke bragt til at intonere falskt ved sit Aasyn? Præsten prækede længe, kjedsomme- ligt og ækelt. Han henvendte en Tak til Prindsen, hvortil han ingen Myndighed SIDE: 392 havde, naar den skede, som her var Tilfælde, i Folkets Navn, og som ikke kunde tillades ham som Privatmand uden paa Vejen til en Bispestol eller en Daarekiste. Repræsentanterne affærdigede han med en Kompliment, formanede dem til at være gode Folk, foreskrev dem hvorledes de skulde forholde sig, og lærte dem, at Magten virker sikkrere i Eens Haand end i Fleres o. s. v. Til Tak offrede Rigsforsamlingsmændene til ham paa Een nær." Pag. 306. Paa en tre Trins Forhøining var hensat en forgyldt Stol for Prindsregenten, og Væggen bag Forhøiningen var bedækket med et Omhæng. Optegnelsernes Forfatter bemærker, at Prinds-Regentens Holdning var noget vaklende, skjøndt behagelig, ved Fremtrædelsen og under Aabningstalen, som han holdt med Papiret i Haanden, men dog temmelig livligt. Holtens Oplæsning var derimod jammerlig baade af det Franske og det Danske. Pag. 307. Hvert Nr. af denne "Rigsforsamlings-Tidende, begyndt i April 1814, Eidsvold, trykt af August Naunheim," bestod kun af to Qvartblade, og synes, efter Klager i Aviserne, kun langsomt at have meddelt Forhandlingerne. Den indlededes med følgende Ord: "Det norske Folk, som nylig i den Eviges Templer frivilligen har svoret at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fæd- reneland, og som er bered at gjøre enhver Opoffrelse for at holde denne høi- tidelige Eed, hæfter med Opmærksomhed sit Blik paa Rigets Mænd, som i dette Øjeblik ere forsamlede paa Eidsvold, for, efter Hans Kongelige Høiheds, Prinds- Regentens, Indbydelse og Folkets eenstemmige Ønske, at bestemme dets Re- gjeringsform. -- Høistsamme tilligemed Rigsforsamlingen har derfor fundet pas- sende, Tid efter anden at lade udgive denne Tidende, hvorved det som vorder forhandlet i Rigsforsamlingen paa Eidsvold vil komme til Folkets Kundskab." Pag. 312. Ved Peder Anker maa ellers mærkes, at han i Førstningen var en af Prind- sens ivrigste Beundrere. Hvad der kjølnedes heri var ene og alene en Følge af den Magt, hans Svigersøn havde over ham. Og han var den i den Grad med Bevidsthed underlagt, at han engang kort før Wedels Tilbagekomst til Norge, i et Samqvem, hvor han ikke var den daarligste til at bygge Luftslotte, hvori den Tilbedede skulde throne, pludselig udbrød med komisk Ærgerlighed: "men bare nu ikke Herman kommer!" Pag. 313. Forsaavidt Falsen er kaldet den "Partimægtigste", ligger ikke deri, at han skulde have søgt at danne sig noget Parti, men kun at Majoriteten sluttede sig til hans Anskuelser, hvortil ogsaa bidrog den Klarhed og Bestemthed, hvormed de fremsattes. I disse Egenskaber, der i Debatter føre hurtigst og benest til Maalet, overgik Ingen ham. Han levede paa Eidsvold ganske for sit Kald og altid beskjæftiget dermed; i sit Qvarteer, som han delte med Sverdrup, ind- getogen og indskrænket til Faaes, især Christies, Reins og Motzfeldts Omgang. Pag. 313. Ved Ordet "spansk"-exalteret om Rein er ikke meent nogen cholerisk, men en melancholsk Følelsesfuldhed. Han var dyb tungsindig. "Ulogisk" er vel heller ikke det rette Ord om hans Veltalenhed. Følelsen løb ofte af med ham, SIDE: 393 og det Følgende vil afgive Vidnesbyrd om, at hans Yttringer ikke altid udholdt Billighedens og Fornuftens Prøve. Hans Animositet imod Kronprindsen af Sve- rige indgav ham Forslaget om den Klausul, at Norges Konge altid skulde have bekjendt sig til den lutherske Religion, og i den Tale om Udstædelsen af de 14 Millioner Rdlr., der formedelst sine oratoriske Egenskaber beklappedes af selve Modparterne, slumpede den Bommert ind: "lader os ikke glemme, at det er 14 Millioner Treskillinger, vi bevilge." Deri, skjønt han ikke dividerede rigtigt, stak jo netop Ulykken. Pag. 314. Provst Schmidt er der skeet Uret. Han skal have elsket Norge oprigtigt, og altid have bevaret denne Følelse efterat hans Forfængelighed og Pirrelighed havde bragt ham til at ombytte det med Danmark. Han besøgte det et Par Gange, og skiltes sidste Gang derfra med Taarer. Som politisk Poet duede han ikke meget. Hans elegiske Muse lignede da en ellers blid Pige, der med en raa og forkjølet Stemme vil agere mandhaftig Politikus imellem Mandfolkene. Pag. 315. Ordet "Gironde" om det saakaldte Wedelske Parti passer ikke, naar man blot vil erinde, at de franske Girondister dekapiteredes og deporteredes, medens de Norske, som gives dette Navn, ophøjedes paa mange Maader. Ordet er brugt om de Moderate, om dem, som vilde undersøge og akkordere, og saaledes i Modsætning til "det falsenske Bjerg" ): til den Majoritet, som vilde modtage Indbruddet af Udlandets Magt med en allerede færdig Konstitution i den ene og Sværdet i den anden Haand og med en allerede keiset Konge under det røde nationale Banner. For mindre end et Aar tilbage havde den tydske Kritiker August Wilhelm Schlegel [fotnotemerke] , Shakespeares og Calderons berømte Oversætter, der før havde opholdt sig en Tid i Stockholm, og nu i Aarene 1813-15 fulgte Kronprindsen af Sverige som hans Sekretær, i en af sine politiske Brochurer vovet at er- klære, at et saadant Foretagende, Norges Selvstændiggjørelse, vilde være til- fredsstillende for Sveriges Fordringer. "Diese Zwecke (des Schwedens) -- siger han i sin Betrachtung ueber die Politik der dänischen Regierung [fotnotemerke] -- wurden ebenfalls erreicht werden, wenn Norwegen sich in eine Republik umgestaltete, oder sich einen eigenen König wählte, und hiemit wurde Schweden ohne Zwei- fel vollkommen befriedigt seyn." Men nu vare Fordringerne stegne. Norge maatte efter Falsens og Majoritetens Mening, om det end gik det galt i Krigen, som disse vilde have ført paa svensk Grund, være i Besiddelse af en fri For- fatning, hvis det vilde vente gjennem Akkord at beholde Noget, som kunde fortjene Navn deraf. Pag. 315. Det Wedels "Arbeide før Bruddet paa at see Fædrelandet befriet" blev ogsaa tillagt en mere egoistisk Tendenz. Den forrige Regjering havde Øje med de saakaldte "wedelske Jægere" i 1808-9, og tillod ikke at Korpset blev for talrigt. Fotnote: Forfatter af Angrebsskrivtet paa Napoleon og Danmark. "Sur le système continental". Fotnote: Besvaret paa Fransk af den Danske Geheime-Legationsraad Manthey, og Svaret oversat under Titel: "En Svenskes Sendebrev til Herr A. W. Schlegel, Genimand, for Tiden i Hs. kgl. H. Kronprindsen af Sveriges Sold". SIDE: 394 Pag. 315. Bloms "Tilbageholdenhed" benegtes af Andre. Udtrykket passer dog paa alle dem, som deelte den Anskuelse af Tingene, der ogsaa var hans, idet "de Tredive" -- det omtrentlige Tal af Ligsindede, som i den Retning lod sig paa- regne -- ikke aabent nok fremsatte den. Der herskede heller ingen Forbin- delse, Overeenskomst eller noget, som karakteriserer et Parti, imellem dem. Pag. 317. Om Oberst Petersen er det maaskee for lidet sagt, at han var en "ikke udan- net" Militær. Den hele Silhouette af denne Personlighed er noget forklippet. Pag. 317. Ved Provst Midelfart kan mærkes, at han, ligesiden Skole- og Akademida- gene, var særdeles forbunden med Sverdrup. Ofte havde de under dette ung- dommelige Samliv i Kjøbenhavn sværmet sammen over deres fælles Yndlings- idee: Norges Uafhængighed. Pag. 318. I Kristiania Intelligentssedler for 15de Marts 1814 spørges ogsaa i Anledning af Valgmaaden: "Burde der ikke vælges Mænd, som, i mulige Sygdoms- eller Dødstilfælde, kunde træde i Stedet for dem, der ved Pluraliteten ere valgte til Deputerede? og var det ikke billigt, at de, der i Byerne havde fleste Stem- mer for sig, afgik til Rigsforsamlingen uden indbyrdes Valg?" Pag. 318. Saalænge man ikke skulde vælge efter Stand, hvad de øvrige Embedsklasser betræffer, var Militærets Valg vel ogsaa især nærgaaende mod Disse, som da ogsaa kunde kræve Repræsentation. De Militære kunde ogsaa, som Statsbor- gere, siges repræsenterede ved den Egns Repræsentation, hvor de boede, og videre end til Adgang at vælges fra denne, uanseet at de vare udkommande- rede, burde ikke deres Prærogativ være gaaet. Det Schlegelske "Sendebrev til von Holten [fotnotemerke] udtrykker sig herom paa det heftigste. Det hedder deri: "Jag vet, at Er olagliga Regent också lofvat Norrige en Regeringsform, som en samling af Nationens sjelfvalda, upplysta män skulle bestämma. Och hvilka äro desse Nationens sjelfvalde män? Officerare och Soldater, deputerede eller rättare commenderade ifrån militaire Corpserna, i antal kanhända öfverstigande de få Deputerade från Amterna och Köpstäderna, vid hvilkas utväljande Er Revolutions-Chef, under sit antagna skräcksysteme, ei har svårt att frambringa andliga och civila Embetsmän, som af fruktan, behof eller befordringslust äro honom, om icke tillgifna, åtminstone tills vidare lydaktiga. -- Hvarest samler han dessa såkallade Nationens Repræsentanter? På en privat Mands Jernverk, i granskapet af Lägren: icke i någon af Norriges Stifts-Städer: icke i den, der de høgsta myndigheterna vanligen residera. Detta alt bevittnar, på den ena sidan, hans farhåga för det oberoende Folkets deltaganda i Nationens vigtigaste angelägenhet; men också, på den andra, hans formätna förakt för Folkets om- dömen. Jag högaktar Norriges Militaire, jag vet att ibland dem finnas Män af lika mycken upplysning som heder; men jag vänter icke, att de blifva valde eller låta sig väljas att spela en Role i denna Rigsdagsfarce. Det är i alla fall ett oförsynt Gäckeri med Norrska Folkets Rät och vett, att vilja gifva anseendet Fotnote: Udgjør 40 Sider i Oktav. SIDE: 395 och myndigheten af en Nordisk National-Representation åt en, åtminstone i formen, turkisk Janitschar-Forsamling." Pag. 319. Denne Herre var Etatsraad Adler, som Prindsregenten for fuldt Alvor vilde skulde have Sæde i Rigsforsamlingen; men Sverdrup var det navnlig, som fik ham derfra, ved reent ud at sige Hs. H. at Sligt dog vilde have et altfor galt Udseende af Spioneri. Pag. 325. Reglementets § 15 var et Amendement af Blom. Pag. 326. Optegnelserne bemærke, at "Grev Wedels Tale bidrog meget til at Stem- ningen mod Wergeland, i Anledning af hans Tale den 12te April, forbedredes. Prindsen vidste ved sine Spioner strax hvad der var foregaaet, og admirerede Wedel for den Vending han gav Sagen." Pag. 328. Under Overvejelserne om Konstitutionskommitteens Antal var der ogsaa Meninger for 21. Til Medlemmer deraf havde Falsen 95, Sverdrup 97 og Wedel 60 Stemmer. Sverdrup var Forfatter af Takadressen. Pag. 330. Christie mente om denne svenske Avis eller rettere Note, at den var falsk og trykt i Kristiania, fordi deri fandtes "æ" og "ø", hvilke Typer ikke ere svenske. Pag. 334. Sverdrup og Wergeland gjorde dog ikke de stakkels Jøder saa stor Uret, som sagt er. De yttrede blot Frygt for at de saakaldte "Pidskebaandsjøder", Jøder, som de formodentlig kjendte fra Kjøbenhavns Gader som skakkrende med Baand til de i sin Tid brugelige Nakkepidske o. s. v., eller at overhovedet blot Skakkrejøder skulde blive dem, der vilde gjæste Landet. Pag. 350. En Strofe i den Schmidtske, med "megen Fryd og Gammen modtagne" Vise begynder: "Lad Rænkesmedens hæse Skraal kun stedse spaa Ulykker! Hver ægte Normand har et Maal, som Mundsveir ei forrykker." Efterat den var bleven sjungen ved Prindsens Bord, spurgte Grøgaard For- fatteren, hvem disse Rænkesmede dog vare. "Det har Ingen Ret til at spørge mig om," mente Autor. "Men Visen er jo publik, saa Enhver dog har Ret til at recensere den, og da Ingen er nævnt, opfordrer jeg Dem til at sige hvem De da har meent." "Jeg mente" -- stammede Schmidt -- "de Svenske". "Gratulerer, gratulerer!" lo den lunefulde Grøgaard, "skjøndt De nok vil sande med Moreau, at det er vanskeligt at retirere med Honnør." Ved dette Taffel, sige Optegnelserne, cirkulerede under Jubel og brusende Musik en heel Deel politiske Skrøner. "Pontecorvo", hedte det, vil ikke meer til Sverige, da det er ham for koldt. Han vil oprette sig en Throne i Syden. SIDE: 396 Der var Udsigter til, at Kristian Frederik vilde blive valgt til Konge i Sverige o. s. v. Grøgaard fremsatte da Spørgsmaalet: "hvorledes forklares det: naar Kongen boer i Kristiania ere vi fri; boer han i Kjøbenhavn, ere vi fri; men naar han boer i Skaane ere vi Slaver?" Pag. 351. Ogsaa i den aflagte Eed, at ville hævde Norges Selvstændighed, fandt man et Argument imod enhver Undersøgelse af Muligheden for at kunne det. Dette skulde nu være for seent og unødvendigt. Pag. 355. Angaaende Tausheden om Ankers Skjebne sige Optegnelserne under 23de April, "Fra Carsten Anker skal intet være kommet, siger man -- ja tro det hvo der har Lyst." Pag. 355. Om denne Prindsregentens Hemmeligholdelse af Forholdene til Udlandet inde- holder et Haandskrivt fra 1814 af et Rigsforsamlingsmedlem: "Kabinetternes Beslutninger vare os en lukt Bog og deres Taushed var os frygtelig. Allerede 3 Maaneder havde Prinds Kristians Gesandt Karsten Anker været i London, og skjøndt enhver Kjøbmand fik Breve fra London, forsikkrede dog Prindsen, at han ingen Efterretning havde fra ham. Da han maatte vide, hvor saare Normanden ventede paa gode Tidender fra ham (Anker) var der vel ingen Tvivl om, at han meldte de bedste, og de vare -- ingen." Pag. 356. Med en Officeer kom ogsaa de Rygter op til Rigsforsamlingen, at der skulde have været Opstand i Kjøbenhavn, og at Kommandør Bille og Skuespiller Fry- dendahl skulde have været arresterede, men vare igjen blevne befriede af Pø- belen. Af slige Fortællinger, sige Optegnelserne "drage de Troende den Slut- ning, at Danmark understøtter os af Hjertet; men Faa ville med mig og nogle Enkelte deri see den grove Farce, som spilles med os, forat bringe os atter tilbage som dansk Provinds. O Blindhed!" Pag. 356. Man lagde, til Fordeel for de politiske Konjunkturer, adskillig Vægt paa, at en svensk Kjøbmand fra Strømstad var sidst i April kommen til Kristiania med 800 Tdr. Rug under svensk Flag. Rosenkilde gjorde strax den Opdagelse, at det nu maatte være ude med "Pontecorvo", skjøndt han ikke kunde begribe, at Skuden kunde komme under svensk Flag. Grøgaard forklarede ham det da med sin ironiske Mine saaledes, at Pontecorvo var forladt af Alle. "Hvorfra kommer da det?" spurgte Wedel. "Og, om det kommer, hvormed betale vi det? At gjøre Bankosedler hjælper ikke længe." Prinds Kristian erkjendt af Sverige som Konge i Norge, at Storbritannien havde erklæret Sverige Krig, ja at en engelsk Kutterbrig alt havde skudt Ma- sterne overbord paa en svensk Kaper. Den enfoldige Rosenkilde spurgte dog, med opspilede Øine, om det var sandt; men Grøgaard forsikkrede, at han havde hørt det af En, der havde talt med en Skipper, som havde hørt det af en Styrmand, der havde faaet det fra en Matros, hvis Kones Svogers Søstersøn havde talt med en Mand, der havde hørt Historien af en Værtshuusholder i Kristiania. Rosenkilde: "De spøger". SIDE: 397 Grøgaard: "Nei, jeg lyver af et oprigtigt Hjerte; men dette er mig saameget mere tilladt end de Andre, der hele Dagen lyve for mig, som jeg selv herved høitidelig erklærer, at det er Løgn hvert Ord." Disse 800 Tdr. bleve ellers gjorte til 43 Skibsladninger, hvorved Optegnel- sernes Forfatter bemærker, at den politiske Kornavl er den fordeelagtigste som kjendes. Pag. 356. Denne de engelske Krydseres Konnivents blev ogsaa af den senere hen til Norge ankomne engelske Gesandt erklærede for egenmægtige Handlinger, stri- dende mod de givne Ordres. Pag. 356. (Anm.) The Courier af 9de April bragte den 29de Efterretningen om Na- poleons Fald til Rigsforsamlingen, "Ogsaa heraf", sige Optegnelserne, "gjør man sig Haab, da de allierede Magter nu ikke mere behøve Kronprindsen af Sverige, og saaledes sikkerlig vil slutte en Fred, hvorved vi blive udeglemte og følgelig overladte til vort eget Mod." Samme Dag ankom Rosenkrands fra Kjøbenhavn, men havde, mod Formodning, ingen kildrende Rygter med sig, hvoraf den klo- gere Deel, hedder det, slutter sig til, at Frederik VI ei tør være bekjendt, at han vil understøtte os, og den uindviede Deel kun spaaer lidet godt, siden man ikke engang vover at lyve." Pag. 357. Denne Tredie var en Ritmester Elieson. Pag. 357 Istedetfor Ole Tvedten skal det være Tollef Huvestad. Ved den her om- handlede Leilighed savnedes Huvestad i Forsamlingen. Da der spurgtes efter ham, raabte Løvenskjold: "Gaa hen til Lieutenant Schwartz! Kanskee han er der under Examination." Pag. 357. Disse Angivelser om Prindsens Partisaners Forsøg paa at indvirke paa en- kelte Repræsentanter, og især paa Bønderne, ere sande; men paa den anden Side fik man det falske Rygte i Gang i Kristiania, at vise Navngivne af We- dels Venner om Natten reiste om til Bønderne i samme Hensigt. Optegnelsernes Forfatter, som skulde være En af disse Agenter, udtrykker sig med retfærdig og foragtfuld Harme om disse Opspind. "Man bruger", siger han, "giftige Vers og skjændige Rygter for at opflamme Had mod den Retsindige og afholde Fol- ket fra at granske vor Stilling. Er det Patriotisme, saa gid mit Navn maa bræn- des med Prædikat af Forræder! Kan en god Hensigt bruge slige Midler? og kan en lykket Plan billige eller retfærdiggjøre dem?" Pag. 360. Et Par Dage vare næppe hengangne før Anskuelserne havde udskillet sig og gjort Omgangstonen mere spændt. Dette viste sig allerede i en Samtale, som efter Bordet fandt Sted tredie Dagen efter Aabningen imellem Christie, Rein, Falsen, Wedel, Blom o. Fl. De første Herrer yttrede høirøstet Glæde over at Norge skulde faa Korn nok. Christie: "I Danmark har man subskriberet 90,000 Tdr. Korn til Norge". "Paa hvilke Konditioner?" faldt Blom ind, "Som Gave?" "Ja, som Gave". SIDE: 398 Blom: "Stemmer det med Nationens Værdighed at tigge? Heller arbeide til Neglene gaa af vore Hænder; men tigge maa vi ikke." "O!" sagde Falsen, som nu traadte til, "Nøden er ikke større end ifjor, og desuden kan Bonden slagte sine Kjør. Den Mand, som har 11, kan uden Skade slagte den Ene. Han har endda 10 igjen." Blom: "Men hvorlænge spiser han da paa den?" Christie: "Han opholder Livet i 14 Dage, og imidlertid kunne andre Udsigter aabne sig." Her holdt Blom Haanden for Ansigtet uden at svare. "Hvad, min Herre? Jeg beder Dem, see ikke saa haant paa mig. Jeg taler ikke som en Daare, og har Ret til at sige hvad jeg mener." "Det troer jeg, jeg med har, skjøndt jeg jo ikke engang har svaret Dem". "Men denne foragtelige Mine taaler jeg ikke", udbrød Christie heftig. "Nu? Det er muligt, jeg ikke har mit Ansigt nok i min Magt til at være her; men min Følelse kan jeg ikke hemme." "Nei, De har ikke Deres Ansigt i Deres Magt, det maa man lade". Blom: "Jeg vil tilstaa det, men har derfor aldrig beklaget, at jeg ikke er Aktør. En ærlig Mands Rolle holder jeg for den værdigste. Desuden tale vi i Selskabstone her; men De har fornærmet den." "Ja, det har De i høj Grad", faldt Wedel ind. "Imponere lader jeg mig ikke", svarede Christie, vendende dem Ryggen. "Det er ogsaa min Arvesynd", meente den Anden. Pag. 362. Den Benævnelse "Svensksindede" brugtes ogsaa af Prindsregenten i en Sam- tale, som fandt Sted den 23de April mellem ham og Løvenskjold. Han undrede sig for Denne over at Vestlandets Repræsentanter vare saa svensksindede, hvor- til L. svarede, at det var et urigtigt Begreb om deres Tænkemaade. De Re- præsentanter, som meentes, ønskede ligesaavel som alle andre Landets absolute Selvstændighed, skjøndt de ikke for Tiden øjnede Muligheden deraf, og saa- ledes fandt en liberal Forening med Naboriget at foretrække for en total Un- dertrykkelse. Prindsregenten: " Ja; men man kan dog kuns være enten svensk eller dansk."(!) Løvenskjold: "Jo, tillad mig, D. k. H., man kan ogsaa være et Tredie, og det er -- norsk." I Bil. III har Reins Navn faaet en urigtig Plads, hvilket let vil bemærkes. ============================== Fil: wiv5.txt Bind: Samlede skrifter IV, 5. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 RIGSFORSAMLINGENS HISTORIE II INDHOLD 1. Rigsforsamlingen paa Eidsvold. Fra 1ste til 7de Mai. Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets første 50 Para- grafer. (Konstitutionskommitteens Indberetning. Selvstændighedens Prokla- mation. Bestemmelser om Religionen og Kongedømmet). Diplomatiske For- handlinger. Beslaglægning paa Orlogsfartøjerne. Den 7de Mai. 2. Fra 8de til 11te Mai. Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets sidste 55 Paragrafer. (8te Mai. Statsraadet færdig reguleret. Debatter om Indføds- og Stemmeretten. 9de Mai. Indføds- og Stemmeretten afgjøres. 10de Mai. Storthingets Organisation og Myndighed. Finantskommitteens Indberetning. 11te Mai. Rigsretten og Højesteret organiseres. Debatter om Værnepligten og Odelsretten. Grundloven færdig i Realiteten). 3. Sympathier for Norge. (Engelske Sympathier. Normændene i Kjøbenhavn). SIDE: 2 Rigsforsamlingen paa Eidsvold. II. (Fra 1ste til 7de Mai). Affaærdigelsen af Konstiutionsudkastets første 50 Paragrafer. "Og Normanden raade i Norge" Omqvæde [fotnotemerke] Første Mai var en Søndag, men derfor ingen Hviledag for Konstitutionskommitteen. Den kom sammen, tog atter sit Udkast for sig, og syslede dermed fra Klokken 10 Formiddag til Kl. 6 Eftermiddag. Det visse, af utroede Rygter forudforkyndte, Bud- skab om en forbausende, uagtet sit Fjerne ogsaa Norge skjebne- truende Begivenhed, der forøgede Øieblikkenes Vigtighed, var netop samme Dag kommet til Rigsforsamlingen. "Har De hørt det"? spurgte de Komne de Kommende eftersom de stege af. "Napoleon er falden. . . ." "Napoleon"?! "Falden, afsat, dethroniseret af sit eget Senat". "Napoleon har Armeen". "Han har allerede selv takket af, selv frasagt sig Thronen. Alt er forbi". Om just Konstitutionskommitteens Medlemmer netop brugte disse Ord for sin Forbauselse, kan være ligegyldigt, men visselig tænkte de: kom! Øjeblikkene ere blevne kostbarere. De Be- givenheder, som nu ville udvikle sig, maae træffe vort Værk fuldbyrdet. Og de ilede op paa sit Værelse og satte sig til Arbeidet, til yderligere Diskussion over Udkastet og dets punktvise Forsvar Fotnote: Brugt som Motto til en i "Tiden" for 26de April 1814 indsendt Opsats: "Trøndernes Følelser efterat have læst svenske Proklamationer". De havde ikke tabt noget i Heftighed siden gamle General G. F. v. Krogh, Thrøndernes paalidelige Veirmærke, i 1807 endog vilde have offentligen brændt af Bøddelen et til Trondhjem sendt svenskt historiskt Skrivt, af saadan Titel: "Försök till en historisk Berättelse om de Anledningar, som wållat att Norrige förlorat sin sjelfständighet och blifvit regeradt af fremmede Regenter. -- De Norrske Veten- skapers Sälskap i Ödmjukhet tilegnadt af Erich David Kidron, Philosophiæ Magister och Collega Scholæ i Halmstad". Titelen var Krogh nok, skjøndt Sel- skabets Sekretær forsikkrede ham, at Skriftets Indhold ikke var saa "ubeskeden" som den. SIDE: 3 under dets forestaaende Prøvelse i Plenum. Rigsforsamlingsmæn- dene i Forsamlingsværelset havde imidlertid faaet et tilstrække- ligt Konversationsemne i hiin Begivenhed, der øjensynlig kunde have den betydeligste Indflydelse paa Norges Skjebne. Men hvilken? Jo, een var vis, og lod sig strax opdage i de mørke Støvskyer, som nu, efter Kolossens Fald, drev over Verden: det vrede Pennestrøg i Fontainebleau adskilte Norge endnu vissere fra Danmark end Edmund Bourkes og Wetterstedts siirlige Træk under Kielertraktaten. Den haanlige Blækkladd paa Lappen, hvorpaa Napoleon rablede Frasigelsen ned, var det sorte Parce- segl paa, at Norges Adskillelse fra Danmark var bekræftet med al Udenverdenens Begivenheders og Konjunkturers Magt [fotnotemerke] . Kun i den fjerne Fremtid, naar nye havde dannet sig, var der endnu en Mulighed for en Gjenforening -- ikke at øine, men at tænke, om saadant endnu engang kunde times Norge, saaledes som dets kaarne Mænd nu havde laget det. I korteste Udtryk bestod ogsaa disse Mænds politiske Karakteerforskjel deri, at Nogle af dem hadede og frygtede Tanken om en Gjenforening og derfor troede den mulig, medens de Andre foragtede den eller dog be- handlede den med en Ligegyldighed, som om de ansaae den for umulig. Det var naturligt, at Prindsregentens Omgivelser, saavel- som Andre udenfor Rigsforsamlingen, der virkelig ønskede og haabede en Gjenforening, og som skulde have seet den i et nær- mere Perspektiv, om ikke hiint Napoleons Pennestrøg var kommet ivejen, maatte have meest tilovers for sidstnævnte Rigsforsamlings- karakterer; thi disse havde idetmindste ingen Betænkelighed ved det første Skridt til Muligheden af hiin Tankes Virkeliggjørelse i Tiden: Kristian Frederiks Kongevalg. Og i hans Partisaners Øine Fotnote: Madame Stael -- Holstein siger i sin Appeal to the nations of Europe, with some historical and statistical fragments relating to Norway: "Den for Sverige saa høist ønskelige Erhvervelse af Norge er bestemt og udelukkende den, som vilde give Napoleon meest Forargelse, og den han mindst vilde samtykke i, saalænge han kunde modsætte sig den. Hvorledes vilde Han vel nogensinde samtykke i, at Uafhængigheden af en Regjering, som allerede ligger for langt udenfor hans Magt, saaledes befæstedes, Han, hvis første Statskunst bestaaer i, efterhaanden at berøve enhver Stat al Uafhængighed, og tvinge den til at tage Deel i fremmede Krige, endog der, hvor det ligefrem strider mod dens egen Fordeel? Naar vilde han samtykke i, at Sverige fik en mere udstrakt Søkyst, og derved mere Grund til at undgaae Uvenskab med England? -- Aldrig"! Se ogsaa Anm. Pag. 256 i 2det Hefte. SIDE: 4 balancerede dette de Vanskeligheder, som en fri Konstitution kunde opstille imod en Bringen tilbage til det Gamle. Men nu -- Napoleons Fald vippede enhver Tanke derom for en ube- stemmelig Tid uøineligen op i Skyerne. I Fjernet af Norges Frastand maatte de Følger, Begivenhederne i Frankrig kunde have for Norge, tage sig saadan ud. Men ander- ledes saae Kronprindsen af Sverige dem an fra Lüttich. De Allieredes Invasion i Frankrig, imod Aftalen i Trachenberg med Monarcherne forrige Høst, havde oprørt hans franske Hjerte; dette Ordbrud og Umaadeholdenheden i deres Fordringer lod ham befrygte en lignende Glemsomhed med Hensyn til Garan- tierne for Kielertraktatens Opfyldelse. Han iler til Paris; 1/2 Time efter Ankomsten er Keiser Alexander i hans Hotel forat svare paa hans Bebreidelser: "Vi kunne ikke mere rette derpaa; og da der for Øjeblikket kun er Spørgsmaal om særskilte Interesser, saa lad os strax bringe i Orden hvad der vedkommer Deres Adoptiv- Fædreland. Afstaaelsen af Norge, allerede afgjort ved Kielertraktaten, bør anerkjendes og garanteres af alle de Al- lierede; jeg betragter dette som min egen Sag, og jeg stiller til Deres Raadighed de 60,000 Mand, jeg har staaende under Ben- ningsens Kommando". Faa Timer efter var Kronprindsen paa Tilbagevejen til Lüttich med de behørige Dokumenter paa de 5 Stormagters Bekræftelse af Garantien for Kielertraktaten. I bedre Lune end hine Prindsens opvartende Herrer vilde have røbet for Repræsentanterne, om de ikke just nu havde været med ham paa en Snartour til Kristiania, kom endelig Konstitu- tionskommitteens Medlemmer ud til de ørkesløse, paa dem og Bordet ventende Repræsentanter. Man hørte Sverdrups sarka- stiske Latter, idet han ironisk foreslog til godt og sidst at dekre- tere Rein en Takadresse for hans exemplariske Rolighed og Taus- hed i alle Kommitteens Sessioner. Og saa tilbords, og saa - Napoleon og Konstitutionsudkastet og atter Napoleon, hvis Fald var en saadan Nyhed, at den først ved Ugens Ende viste sig i "Tiden", det eneste Blad i Kristiania, som beskjæftigede sig med den udenlandske Politik. Og nu trængte Beretningerne fra Frankrig saa ganske dem fra Rigsforsamlingen ud af dets Spalter, at det først den 17de Mai, "for imidlertid at tilfredsstille Medborgeres SIDE: 5 Længsel efterat erfare Resultatet af Forsamlingens Arbeide", kunde begynde sit korte Referat med Forhandlingerne den 25de April, og den 19de Mai ikke var kommet længere deri end til Citationen af de første antagne 36 §§ d.e. til Afslutningen af den 5te Mais Forhandlinger. Ferierne, som for de Medlemmer, der ikke havde Plads i de to Kommitteer, havde varet saagodtsom fra den l9de April, vare nu forbi. Næste Dag, 2den Mai, fik de at bestille med at af- skrive Konstitutionsudkastet efter Diktat. Dagens Forhandlinger bestode forøvrigt i Referat af det i sidste Møde, den 28de April, Forhandlede og i Valg paa Præsident og Vicepræsident for de følgende vigtige 8 Dage. Præsident blev Diriks, skikket dertil ved sit ordnende og besindige Hoved, og Vicepræsident blev Bendeke. Morgendagen skjænkedes dog til Overvejelse af Ud- kastet hjemme i Qvartererne, og næste Forhandling berammedes til Onsdag den 4de Mai. Konstitutionskommitteens Indberetning. Selvstændighedens Proklamation. Bestemmelser om Religionen og Kongedømmet. I de forrige Møder havde Forfald ikke været saa sjældne, hvori formodentlig Veilængde og Førefald ogsaa havde sin Deel; i hvert af de to nærmest foregaaende havde saaledes ikke mindre end 9 fundet Sted. Men denne Dag synes man ret at have villet møde frem; thi ikke mindre end 110 Medlemmer vare tilstede. Forhandlingerne begyndte med Oplæsningen af følgende lapi- dariske, af samtlige Medlemmer under 30te April undertegnede, Indberetning fra Konstitutionskommitteen, hvis Arbeide nu para- grafviis skulde prøves: "Det vigtige Kald blev betroet Kommitteen, at udarbeide Forslaget til en Konstitution for Riget. Den fremlægger herved Resultatet af sine Arbeider. Æmnets Natur forbyder at levere noget Fuldkomment, og dette har hidtil end ikke været muligt i de Stater, hvor dyrekjøbt Erfaring har understøttet Theorien. Under sit Arbeide har Kommitteen havt stadigt Hensyn til den borger- SIDE: 6 lige Friheds Betryggelse, Eiendommenes Sikkerhed og Rettighedernes muligste Lighed. Rigsforsamlingens Viisdom vil vide at bestemme, hvorvidt dens Be- stræbelser for at fremme dette almeenvigtige Formaal have været led- sagede af Held. Forskjellige Bidrag til Konstitutionsværket ere indleverede, saavel fra Rigsforsamlingens Medlemmer som fra Andre. Kommitteen har modtaget disse Bidrag med Erkjendtlighed, og benyttet dem, saavidt Omstændighederne gjorde det muligt. Naar de ere oplæste, vil Rigs- forsamlingen selv bestemme, om end Mere af disse Bidrag bør ind- lemmes i Statens Grundlov. Den private Lovgivnings Bud ere udenfor Konstitutionens egentlige Grændser. Kommitteen har derfor kun fremsat nogle didhørende Prin- ciper, hvis Nødvendighed i den borgerlige Lovgivning ved den Norske Nations egen Erfaring er godtgjort. Det vilde være lidet gavnligt, om Kommitteen havde forsøgt at til- veiebringe fuldkommen Eenhed i Stilen og streng Orden i Paragra- fernes Følge. Udeladelser, Forandringer eller Tillæg, som Forsamlingen maatte finde hensigtsmæssige, vilde tildeels nedbryde denne Eenhed og Orden. Om Statens Pengevæsen udfordres Bestemmelser, og disse ville ikke kunne indføres i Konstitutionen, førend Finantskommitteens Forslag ere fremsatte og prøvede. Kommitteen tillader sig derfor det Forslag, at Stilen og Materiens Form maa vorde undtagne fra Debatterne. Naar Forsamlingen har tilendebragt sine Forhandlinger om det hele Udkast og de §§. angaaende Pengevæsenet, som deri bør indlemmes, vil Stilens Eenhed og §§s. rigtigste Orden beqvemmest fastsættes ved 2 eller 3 dertil udvalgte Mænd. I flere Poster have Kommitteens Medlemmers Meninger været deelte, og den underkaster nu Rigsforsamlingens visere Granskning, om og hvorvidt sikrere Midler i Konstitutionen kunde udfindes til Betryggelse for Fædrenelandets Selvstændighed, dets Hæder og Held". Kommitteens hensigtsmæssige Forslag, ikke at spilde Tiden med Debat over det blot Formelle, men overlade dette til en Kommittee, blev enstemmig bifaldt. Bladet "Tidens" Redaktion vilde jo sørge for, indtil dette var skeet, at Publikum ikke skulde forblive uvidende om de Paragrafer, som imidlertid affærdigedes. Men vi have seet hvorledes det gik baade hermed og med Rigs- forsamlingstidenden. Hegermann fremsatte derpaa nogle, Dagen iforvejen nedskrevne, SIDE: 7 Bemærkninger til Konstitutionsudkastets lste, 2den, 12te, 14de og 115de §. Præsidenten oplæste dem, og Rigsforsamlingen vedtog efter hans Forslag, at de nøjere skulde tages i Overvejelse ved de Paragrafer hvortil de henhørte. Hegermanns første Bemærk- ning gik ellers ud paa, at Nationen ved Opdragelsen skulde fysisk dannes for Fædrelandsforsvaret og saavel gjennem den militære som højere Underviisning bibringes Kundskab til Forfatningen - Ideer, som Patrioter vel fra Tid til anden ikke have ladet uddø af Erindringen, men som dog endnu savnes i sin Gjennemførelse i det almindelige Opdragelsesværk. I alle Underviisningsanstalter, fra Almueskolen til Universitetet, militære som civile, skulde der læses offentlig over Konstitutionen, og Ingen skulde kunne vorde Embedsmand, uden at han deri var bleven nøie examineret. Konstitutionen skulde i Tabelform gjennem Autoriteterne og i Skolerne bringes til almindelig Kundskab, for derved -- hedte det -- at opdrage Nationen til med Indsigt og Kraft at trænge ind i Konstitutionens Aand og som Folkerepræsentanter at kunne paasee, paatale og vedligeholde Rigets Selvstændighed. Af denne Idee er der ogsaa ikkun bleven lidet; men i den sidste af Heger- manns Bemærkninger vil man gjenkjende den, senere hen paa sit Sted i Grundloven indtagne, Bestemmelse, med Hensyn til Forandringer i denne, at de aldrig maae modsige dens Principer, men alene angaae Modifikationer, og at dertil 2/3 Pluralitet ud- fordres. Denne vigtige Garanti for Konstitutionen skyldes saa- ledes denne Repræsentant. Sorenskriver Weidemann oplæste derpaa selv sit vidtløftige, af hans Medkommitterede Stabel og Lysgaard vedtagne, moti- verede Udkast til en Konstitution, hvilket paa hans Forlangende vedlagdes Protokollen. Det afgav i sin Vidtløftighed og motiverede Form, ja selv i sin noget pedantiske Stiil, umiskjendeligt Vidnesbyrd om den samvittighedsfulde Flid, hvormed Forfatteren havde stræbt at svare til sit Distrikts Tillid. Dette var Vest-Oplandene, der, ligesom de østre, i Strøgene omkring Mjøsen og Guldbrandsdalen opefter, vare beboede af en myndig Bondeslægt, som saae sine Befuldmægtigede og Embedsmænd paa Fingrene, og til hvem ad- skillige brudte Straaler af Tidens politiske Oplysning vare trængte. "Kun for at undgaae sit Distrikts og Menigmands ublide Dom," var det derfor han forlangte Forslaget vedlagt, saa han, "om Pluraliteten maatte give et betydelig modsat Udslag, ved den, SIDE: 8 ved Rigsforsamlingens Lov hjemlede, Afskrivt eller Attest kunde dokumentere, ikke at have lagt Skjul paa sine Kommittenters Ønske." Efter dette oplandske Forslag vilde det dog ikke have seet saa vel ud med Beskatningsretten, hvis Besiddelse dog vistnok var deres fornemste Ønske. Denne var nemlig, efter Forslaget, lagt i Kongens og hans Raads, "et Nationalraads", Hænder; og heller ikke af dets mange originale Ideer vil man gjenfinde synderligt i vor nu gjældende Grundlov. Mere brugbart var der i Korens, paa Eidsvold forfattede, Strøtanker, som derpaa beskjæftigede Forsamlingens Opmærksom- hed. Især udmærkede de sig ved den Religionstolerance, de vilde have gjort gjældende, men tabte sig omsider i Spaadomme og Drømme om en næranstundende fuldstændig skandinavisk Union af alle tre Nordens Riger, hvis Kroner da skulde samles paa Kristian Frederiks Hoved. Dennes Valg til Norges Konge skulde være Grundlovbestemmelse, men naar hiin Union fuldbyrdedes, skulde han kunne vælge sin Bopæl hvor han fandt det tjenligst. I Lysgaards dernæst oplæste "Forslag angaaende Adskilligt, Kon- stitutionen og Lovgivningen vedkommende," forfattet paa Hjem- stedet, spøgte ogsaa Tanken om en Dobbeltkrone, men Norge skulde dog "altid blive at ansee som Hovedrige, hvor Regenten bestandig og uforanderlig burde have sin Residents". Alle tre Forslag vare for Odelsretten, uden at dog Lysgaard foreslog den sikkret som Grundlovbestemmelse. Det er vel neppe heller Lands- baade, at den er bleven det, omendskjøndt Lysgaards, den mægtige og med Folkets Vilje saa velkjendte Dølekaxes Ord, naar han er- klærede Odelsretten efter Udstrækningen af Forordningen af 14de Januar 1771 for et Folkeønske, vel maatte staa til Troende og have Vægten af Folkets eget Diktamen. Da ogsaa han, for Kommittenternes Skyld, havde forlangt sit Forslag vedlagt Proto- kollen, findes i Rigsforsamlingens trykte Forhandlinger ogsaa ind- taget endeel dette vedheftede Bemærkninger med Hensyn til den senere Lovgivning, hvorimellem da Ønsker om en Kjøbstad ved Mjøsen, et Kanalanlæg fra denne Sjø til Kristianiafjorden, fri Brændeviinsbrænden og Geistlighedens faste Gagering allerede vise sig. Paa det nærmeste vare allerede et Par Timer henrundne under disse Oplæsninger, og endnu stod der et indsendt Skrivt, inde- holdende Forslag og Bemærkninger til en Konstitution for Norge SIDE: 9 tilbage at meddele. Det var hiint anonyme, hvis Forfatter man af Falsen, til hvem det var sendt, senere hen fik at vide var en Svensk ved Navn Gyllenbourg, som opholdt sig i Danmark [fotnotemerke] . Falsen indleverede det nu til Oplæsning, som paa Præsidentens Forslag ogsaa gik for sig med Rigsforsamlingens Samtykke. I en fyrig Stiil udbredte den kosmopolitiske Forfatter sig især over, at Normændene skulde tage Skrækexempel af den svenske For- fatnings Hovedfeil, Stænderinstitutionen. Et Senat, efter den franske Konstitution, maatte ligeledes forkastes, fordi det, hvor ikke en des kraftigere Moderator fandtes i Regenten, vilde føre til Aristokrati. Dette og Embedsmandsvælde var det Norge især maatte vogte sig for at give Anledning til i den Forfatning det nu vilde give sig; "alle Sveriges Revolutioner vare blevne foran- ledigede af disse to Landeplager". Kongen skulde have Magt til at erklære Krig efter eget Forgodtbefindende, men dog efter at have hørt sit Raad, da Nationens Beskatningsret holdt Misbrug af denne Myndighed inden Skranke; Ministrene skulde være an- svarlige, men af de underordnede departementale Embedsmænd skulde kun de, der arbeidede direkte under Ministrene, være af- sættelige uden Lov og Dom; Trykkefrihed skulde finde Sted og Regjeringen indrette et Tabelværk saa fuldkomment som muligt, for at Oversigten over Statens Forhold kunde blive let for enhver Fotnote: Ikke "Gyllenborg." Haandskriftets Titel var: "Lidet politisk Ruskomsnusk," men imellem Bilagene til Rigsforsamlingsprotokollen findes den strøgen af Falsen. Denne Person, Baron Carl Fred. Ehrensvärd, havde været Lieutenant i Svea Artilleriregiment, men han var, som indviklet i Gustaf IIIdies Mord, landflygtig kommen til Danmark. Fradømte sit Adelskab og betragtede som borgerligen døde, var det en Betingelse for den Benaadigelse, at de i hiin Sag Indviklede kunde opholde sig i et Naborige, at de skulde aflægge sine Fædrenenavne. I Danmark opholdt sig saaledes Grev Horn under Navnet Clason og Friherre Ribbing under Navn af Frederiksen. Ehrensvärd kaldte sig Gyllenbourg (eller, som der staaer i Nyerups og Krafts Forfatterlexikon, Gyllembourg), en Trave- station af Moderens Familienavn Gyllenborg. I Kjøbenhavn blev han nøie kjendt med P. A. Heiberg og gift med hans efterladte Hustru. Han lod sig bruge i den danske Regjerings Interesse og skrev en Pjece under Titel af "Strödda Anmärkningar öfwer Sveriges Ställning i Sommaren 1808", (hvorom se Geschichte der Swedischen Revolution bis zur Ankunft des Prinzen von Ponte-Corvo. Kiel 1811, S. 53 ff.), og var det denne Pjece, som den danske Regjering ved en Luftballon lod oversende fra Sjæland til Skaane forat vække Opstand imod Gustaf IV Adolf. I Forfatterlexikonet nævnes G. som Forfatter til nogle andre Pjecer og som fød 1766. Han døde 1815. SIDE: 10 Borger. Disse og flere statsretlige Almeensteder i det Gyllen- bourgske Skrift lode sig nok høre; men, om ikke en gammel Illuminat eller et forhenværende, Medlem af en af de mange svenske, Illuminatvæsenet efterhærmende, Ordener, stak frem i hans Forslag om at indføre religiøs-politiske Nationalfester, hvortil Juul og St. Hans passeligst kunde bruges, samt at "indrette de religiøse Akter: Daab, Konfirmation, Nadveren, Kopulation og Begravelse, saaledes at de gjøre Indtryk paa Følelsen, Forstanden og Fantasien": saa er dog den, kun med en let Tinte af Kristen- dom anstrøgne, fransk-theofilanthropiske Sværmer fra Aarhun- dredets Begyndelse ikke vanskelig at opdage. Og virkelig han har spaaet, han har havt et Seerblik under Nedskrivningen af disse Ideer. Thi staaer der ikke: "Den interessanteste Dag for Norges nye Skabelse bør blive en national Høitidsdag," og er den ikke bleven det? Gyllenbourg, hvem den franske Revolutions pompøse Fester upaatvivlelig har foresvævet, vilde endog, at Maaden hvorpaa den burde høitideligholdes skulde fastsættes i Konstitutionen. Da Repræsentanten Wergeland holdt sit, hjemme i Kristianssand forfattede, udførlige Konstitutionsudkast tilbage, saasom det alle- rede var bleven afbenyttet i Kommitteen, var der ingen flere Forslag og Bemærkninger til en Konstitution i sin Heelhed at opholde sig ved, hvorfor Rigsforsamlingen vedtog, at de øvrige til Konstitutionskommitteen indleverede Bidrag, som blot angik enkelte Momenter i Grundloven, efterhaanden, naar disse kom under Afgjørelse, skulde ved Oplæsning blive meddelte. Det var over Middag. Eftermiddagssolen spillede allerede paa- skraa indad det store vestre Altanvindu da Debatterne over Kommitteens Konstitutionsudkast kunde begynde. Og de rede- lige Arbeidere delte ikke den Overtro, at det vanværder et stort Foretagende, om det paabegyndes i Resten af en Dag, med den dalende Sol. De havde ingen Timer at offre under Skinnet af en Forberedelses- eller Indvielses-Hvile; thi disses Minuter til- hørte Fædrelandet. Strax lagde de Haand paa Værket, og ikke mindre end 20 af Grundlovens vigtigste Paragrafer er det Ud- bytte, som skyldes denne samvittighedsfulde Anvendelse af denne SIDE: 11 Rest af Dag. . . . Nogle Sekunders Tysthed, og -- Præsidenten oplæser af Konstitutionskommitteens Protokol: "§ 1: Kongeriget Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt Rige. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig monarkisk". Det er Konstitutionens Program; det var i Korthed baade Kon- stitution og Manifest. Og da denne Punkt allerede den 16de April var antagen som Grundsætning, skede ingen Motion, saa §'en uforandret vedtoges. Præsidenten fortsatte: "§ 2: Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. Alle Religionssekter tilstedes fri Religionsøvelse, dog ere Jøder fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget". Mellem første Punktum og sidste Komma i denne Paragraf sad der dog endnu et mildt menneskeligt Hjerte i Ordene "alle Religionssekter tilstedes fri Religionsøvelse", men Sekretæren, Christie, foranledigede først den, for vort Land rigtignok uvæsent- lige, Indskrænkning deri, at dette kun skulde gjælde for de kriste- lige Religionssekter, og siden er det, under Paragrafens Redak- tion, ganske revet ud af den. Nogle foreslog, at Ordet "offentlige" i første Passus skulde udgaae, og navnlig mente Wulfsberg, at det kunde være nok, at den lutherske Religion erklæredes for "i Almindelighed" at være Statens Religion. Hount fandt, at Slutningen af andet Passus ikke vel kunde forenes med den Tolerants og Humanitet, som indeholdes i Begyndelsen deraf, og formeente, at der burde gjøres en Undtagelse for Jøderne -- en Mening han ogsaa havde yttret under Grundsætningernes Antagelse. Christie gav derpaa Diskussionen en bestemt Retning ved at oplæse følgende Proposition: "I en liden Stat, hvor der ikkun er taalt en eneste, nemlig den evangelisk-lutherske, Religion, hvor der ikke er store Stæder, som kunne ventes at trække Fremmede i Mængde til sig, og hvor Indbyggerne ere fyrige og have en levende Fantasi, bør fri Religionsøvelse, efter min Formening, ikkun tilstædes de kristelige Religionssekter. For Staten kan ikke ventes noget betydeligt Gode derved, at ubehindret offentlig Gudsdyrkelse tilstaaes alle andre Religionssekter; derimod kan stor Skade befrygtes deraf. Det Nye behager blot fordi det er nyt; den Eenfoldige, som ikke bryder sig om, ligesaalidt som han formaaer, at SIDE: 12 undersøge og overveie, førend han vælger, eller rettere blot omskifter, kan let forledes; Bedrageren kan, under Skin af Hellighed og religiøs Iver, let tilliste sig hans Formue, og forlede ham til Laster, Opsætsighed imod Landets Øvrighed o.s.v. -- Menneskeoffringer, Afgudsdyrkelse, Bigami, og deslige, kunde ogsaa da lovligen finde Sted. Omendskjønt dette Sidste just hos os ikke er synderligen at befrygte, bør Konstitu- tionen dog ikke aabne Veien dertil: den bør tvertimod forebygge endog den blotte Mulighed deraf. Naar denne §. ubetinget antages, kunde Jesuiter eller andre mere eller mindre skadelige Munkeordener ind- trænge sig, hvilket Fortidens vise Lovgivere med sand Faderomhu hidindtil have forebygget. Apostasi, eller Frafald fra den herskende Religion, kan vanskelig forebygges, naar alle Religioner offentligen ud- øves. At straffe Apostaten stemmer idetmindste ikke overeens med hiin udmærkede Tolerance. Skadeligt vilde det ogsaa, efter min For- mening, være, om Landets Indbyggere, af den herskende Religion, havde Tilladelse til, at lade deres Børn oplære og opdrage i andre Religioner. Jeg holder altsaa for, at denne §. bør forandres saaledes: "Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Reli- gion. Alle kristelige Religionssekter tilstædes fri Religionsøvelse; dog ere Jøder og Jesuiter fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. Munkeordener maa ikke taales. Landets Indbyggere, som bekjende sig til Statens offentlige Religion, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i den Samme". Da Normændene vistnok kunne være rolige for Besøg af de ukristne Gudsdyrkere, Muhamedaner, Buddhaister o.a.d., med hvis Navnes Rædsel Proponenten endnu til Overflod understøttede sit Forslag, var der lidet at indvende imod det fortolkende Ord han vilde have tilføjet den eneste liberale Bestemmelse i hele Paragrafen. Midelfart yttrede kun, at den katholske Kirkes Guds- tjeneste, efter sin sandselige og mystiske Beskaffenhed, maatte være mere egnet til at befordre Frafald i Landets Kirke end de flere Religioner, Christie havde anført. Paa hans Bemærkning, at Bestemmelsen om Jesuiterne var overflødig, da Ordenen ikke længer existerede, yttrede Diriks, at den var igjenopstaaet, og at man ikke maatte glemme, at Fædrene i forrige Aarhundrede havde forsøgt at vinde Proselyter for den katholske Tro baade i Sverige og Hanover. For Jøderne forsøgte Grev Wedel ogsaa denne Gang en fegtende Retirade, uden at der dog lod sig vinde meer af deres moderatere Modstandere, end Erkjendelsen af, at deres Udelukkelse mere var begrundet i politiske end i reli- SIDE: 13 giøse Hensyn. Med 94 Stemmer blev Paragrafen bifaldt med de af Christie foreslaaede Forandringer. "§ 3: Regentens Titel er: Vi af Guds Naade og efter Rigets Konstitu- tion Norges Konge". -- bifaldtes eenstemmig, hvorimod "§ 4: Kongen skal stedse have bekjendt sig til den evangelisk-lutherske Religion, haandhæve og beskytte den". -- kun vandt 77 Stemmer for sig i sin uforandrede Form. De Øvrige følte med Uvilje det plumpe Fingerpeg i §'ens fem første Ord paa Kronprindsen af Sveriges Person. Det var øjensynligt, at de alene ved den falsenske Majoritet i Kommitteen havde faaet sit Tilvær, for ved selve Grundloven at gjøre hans Valg umuligt, og dette Angreb paa Valgfriheden vakte hos Forsam- lingens mindre lidenskabelige, men finere følende, Minoritet en Følelse liig den ubehagelige ved under en Marionetforestilling at faae Traadene og Fingrene at see. Det var Falsens og Reins Fingre man opdagede. Man saae den Figur, de vilde have frem, idet Modfiguren saaledes blev mærket; og kunde der endnu være nogen Tvivl om Hensigten, saa ophævede den lidenskabelige Rein den ved en kort fragmentarisk Tale, der begyndte med at pro- klamere Samvittighedsfrihed i Troessager, men endte med at er- klære en Konges Troesskifte for alene grundet i Ærgjerrighed og Hykleri. "Kongen kan, -- hedte det -- som ethvert Individ, hykle en Religion, som ei boer i hans Hjerte; og derfor staaer han kun Gud til Ansvar. Naar derimod en Konge ikke tager i Betænkning, at afsværge den Religion, han engang har bekjendt, og hvori han er opdragen, og at antage en anden, for at vinde en Krone; saa lægger han klarligen for Folkets Øine, at han virkelig slet ingen har; og dette kan, dette maa ikke være noget Folk ligegyldigt, at see en Konge paa sin Throne, der spotter saavel med sine Fædres som med sin sidst antagne Tro". Man saae hvor denne Skorpionhale pegte hen. "At faae dette sagt -- skriver Forfatteren af Brevene fra Eidsvold Dagen efter -- var altsaa alt det han vilde, og hvorfor han vilde have dette sagt er let at begribe. Men jeg tør sige, der var saare Faa i Salen, som dette ikke mishagede". Det tog sig ogsaa virkelig ilde ud i en protestantisk Præsts Mund, at bebreide en Katholik SIDE: 14 Overgangen til hans egen mere luttrede Kirke. Talen, siger Brev- skriveren, hvis Bemærkninger over dette Punkt ere særdeles læseværdige, burde ikke været hørt i Forsamlingen. "Politiken gjør Fiender, Religionen bør ikke kjende Andre end Brødre"! Et Haandskrivt fra en anden Repræsentant yttrer sig ogsaa lige- saa strengt misbilligende over, at en oplyst Religionslærer, der baade havde prædiket og besjunget Tolerance, saaledes kunde lade sig forlede af politisk Lidenskabelighed. "Had mod andre Religionssekter, var den oplyste Lutheraner altid fremmed, og uhørt er det, at nogen Sekt skulde straffe Den, som gaaer over til dens Tro. Vi ansee jo vor Troesbekjendelse for den rigtigste, for den meest overeensstemmende med Guds Bud, for den, der gjør meest skikket til borgerlige Dyder? Maatte vi da ikke meget mere opmuntre til at antage denne Troe, end at afskrække derfra? Eller skulde vi være barbariske nok til at antage, at kun Opdragelse deri kan gjøre værdig til dens Bekjendelse? Skulde det være Brøde, fordi Skjebnen lod mig fødes af Forældre, der vare Hedninger, at bekjende den Tro, om hvis Sandhed jeg følte mig overbeviist? og skulde denne Troes Bekjendere være mine Fordømmere? Henrik den 4de blev vel utro mod Religion, men tro mod Gud og sine Medmennesker". Rein understøttedes af Sverdrup; men Peder Anker foreslog, at de Ord "stedse have bekjendt" skulde udgaae. I samme Aand yttrede Wedel sig, menende dog, at det kunde være nok, naar Ordet "stedse" udgik; og Grøgaard, altid rede med en Satire, hvis Braad hans venlige Smiil mildnede, spurgte, om det Ord "stedse", man var saa forpikket paa at faae ind, ogsaa skulde udstrækkes til at give Agt paa det nyfødte Barns første Lyd, for deraf at give Agt paa dets Troesbekjendelse? Man fik dog sin Vilje frem, og det kunde de Falsenske altid være ligesaa visse paa at faae, som at det ikke nyttede den modsatte Mino- ritet at komme med noget Forslag. "§. 5: Kongens Person er hellig. Han er ophøjet over Daddel og Anklage. Ansvarligheden paaligger hans Raad". -- antoges eenstemmig; og, efter nogen Debat, antoges med meer end 2/3 Stemmefleerhed, saalydende Udkastets: "§. 6: Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Eed: Jeg lover og sværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensstemmelse med dets Konstitution og Love; saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord! Er intet Storthing paa SIDE: 15 den Tid samlet, nedlægges Eeden skriftlig i Stats-Raadet, og gjentages høitidelig af Kongen paa første Storthing". I denne §. døbtes altsaa de kommende Nationalforsamlinger med det vakkre og passende Navn, de hidtil have baaret, og som Verden nu kjender ligesaa vel som andre Landes langt mindre udtryksfulde: "Parliament, Kammer, Kongres" o.s.v. Wergeland foreslog dette Navn i Konstitutionskommitteen, og da den fore- trak det for det af Falsen foreslaaede "Althing", har han altsaa Æren af at være Navngiveren. Weidemann mente, at Eeden burde aflægges i Kirken ved Kro- ningen, og kun een Gang. Diriks forklarede, at Hensigten med Bestemmelsen om den foreløbige skrivtlige Eed var, at Kongen ikke skulde kunne tiltræde Regjeringen før samme var aflagt, og Koren mente, at Eeden ikke burde aflægges ved Kroningen, da samtlige Folkets Repræsentanter vel neppe da kunne være tilstede. Ved "§ 7: Arvefølgen er lineal og agnatisk, saaledes, at kun Mand af Mand kan arve Thronen. Den nærmere Linie gaaer for den fjernere, og den Ældre i Linien for den Yngre", -- oplæste Christie et Forslag om at forandre §'en didhen, at ogsaa Mand af Qvinde skulde kunne arve Thronen, naar Mand af Mand ikke var til i nogen af de arveberettigede Linier, hvori altid nærmere skulde gaae for fjernere, Ældre for Yngre. Hegermann understøttede Mo- tionen, hvorimod Rogert gjorde opmærksom paa, at den agnatisk- cognatiske Arvefølge kunde føre til, at en Søn af en Fyrste- datter, der var i Ægteskab med en Privatperson, kunde komme paa Thronen. I 500 Aar, sagde han, havde den rene agnatiske Succession været gjældende i Norge, og den eneste Afvigelse derfra, som skete med Kong Sverres Dattersøn, blev siden er- klæret for ulovlig. Kommitteens Udkast blev dog antaget med 105 Stemmer; og eenstemmigen passerede derpaa "§ 8: Den udvalgte Konges i lovligt Ægteskab avlede mandlige Livs- arvinger ere arveberettigede i den Orden, forrige §. foreskriver, saa at Riget stedse bliver udelt hos Een; hvorimod de øvrige Prindser, til hvilke Thronen ved Arv kan komme, bør nøies med den dem af Stor- thinget tilstaaede Apanage, indtil Arveordenen kommer til dem. § 9: Blandt Arveberettigede regnes ogsaa den Ufødte, saa at, om han først efter Faderens Død fødes til Verden, nyder han dog strax sit til- børlige Sted i Arvelinien. SIDE: 16 §. 10: Naar en til Norges Throne arveberettiget Prinds fødes, skal hans Navn og Fødselstid tilkjendegives førstholdende Storthing og an- tegnes i dets Protokol". Koren fandt, at en Prindses Fødsel burde antegnes andetsteds end i Protokollen, som kunde tabes, og da Vidnesbyrdet med. "Nei, replicerede Diriks, den Ængstelighed er for overdreven; thi der vil jo altid være mere end 100 Vidner". Ligesaa passerede eenstemmig "§. 11: Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreslaae sin Efterfølger for Storthinget, som enten antager eller forkaster Forslaget". Den følgende §. var en af dem Hegermann havde indleveret Bemærkninger ved, bestaaende ved denne §. af et Tillæg, hvor- efter den midlertidige Regent, hvis Alder han troede kunde fast- sættes til det fyldte 18de Aar, intet skulde kunne udøve af sin kongelige Myndighed med mindre 2/3 af Statsraadet, hvortil Stor- thinget skulde kunne tilforordne nogle Medlemmer, vare enige med ham. Efter det fyldte 25de Aar skulde denne Indskrænk- ning falde bort. Forsaavidt Debatterne drejede sig om §'en efter Udkastet, yttrede Wedel sig imod et Enkedronning-Regimente; han fandt det uværdigt for Mænd at beherskes af en Qvinde, og saadant desuden ikke stemmende med Antagelsen af en reen agnatisk Arvefølge. Rein derimod byggede paa den moderlige Kjærlighed, formedelst hvilken en Enkedronning, der regjerede i Søns Sted, maatte antages at ville overgive ham Landet i saa lykkelig en Forfatning som muligt. Hendes Magt var desuden ikke saa betydelig, da hun, efter §. 13, ikke skulde have flere Stemmer end den første Statsraad. Der debatteredes dog især over det Hegermannske Tillæg, som dog ikke vandt Pluralitet. Meer end 2/3 af Repræsentanterne stemmede nemlig for §'ens uforandrede Antagelse efter Udkastet, ): "§. 12: Er nærmeste Thronarving ved Kongens Død umyndig, fører Enkedronningen, om hun er Kongens kjødelige Moder, saalænge hun forbliver Enke, Regjeringen i Forening med Statsraadet, indtil Kongen vorder myndig. Er saadan Enkedronning ei til, da føres Regjeringen paa samme Maade af den nærmest arveberettigede Prinds, som da er over 25 Aar gammel, under Titel af Regent. Hvis Regentskabet er tilfaldt en Fjernere i Arveordenen, paa Grund af at den Nærmere ei var fuldmyndig, da skal den Første fravige det for den Sidstnævnte saasnart denne har opnaaet 25 Aars Alder. SIDE: 17 I disse Tilfælde affattes Beslutningerne i Statsraadet efter de fleste Stemmer, og har Enkedronningen eller, i Mangel af hende, Regenten tvende Stemmer". "§. 13: Er ingen saadan fuldmyndig Prinds til, føres Regentskabet af Stats-Raadet i Forening med de Mænd, som Storthinget maatte finde fornødent at tilforordne. I saa Tilfælde har den første af Stats-Raadets Medlemmer Forsædet og tvende Stemmer". -- antoges eenstemmig med det Tillæg: "under Ansvar efter § 16". Under §'ens Behandling fremsatte Hegermann, at 4 af Stor- thingets Medlemmer aarligen skulde begive sig til Regjeringens Sæde forat undersøge om Konstitutionen overholdtes, samt at under en Mellemregjering En af Statsraadet aarligen skulde ud- gaae, forat Regjeringen ikke skulde i længere Tid forblive i enkelt Families Hænder. Wedel troede det bedre, at Kontrollen paalagdes hele Stor- thinget, end 4 Delegerede, og han fandt ikke Statens Tarv rammet, ved at en duelig og Konstitutionen tro Statsraad skulde udgaae blot fordi En endeligen skulde det, da saaledes den Erfaring, han allerede besad og kunde erhverve, vilde gaae tabt for det Al- mindelige. Paa Mølbachs Spørgsmaal, hvem der skulde forstaaes ved den "første Statsraad," forklarede Diriks og Sverdrup, at det maatte være den Første i Embedet og af to paa samme Tid Be- skikkede den først Nævnte. §. 14: De i §.13 fastsatte Bestemmelser gjælde ligeledes, i Tilfælde af at Kongen ved Sinds- eller Legemssvaghed bliver uskikket til Re- gjeringen, eller er fraværende fra Riget". Og "§. 15: De, som i Følge Foranførte anordnes til at forestaae Regje- ringen, medens Kongen er umyndig, fraværende eller paa anden Maade ude af Stand til selv at regjere, skulle for Storthinget aflægge følgende Eed: "Vi love og sværge at ville forestaae Regjeringen i Overeensstem- melse med Konstitutionen og Lovene, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord". -- antoges ligeledes eenstemmig med den Forandring, efter Forslag fra Grøgaard, at De, som forestaae Regjeringen, "hver for sig aflægge følgende Eed: "Jeg lover og sværger" o.s.v. Ved §. 14 foreslog Nogle, at Bestemmelserne i §.12 ogsaa skulde gjælde i de Tilfælde denne §. indeholder. Andre fandt det der- imod upassende, at Dronningen under saadanne Omstændigheder skulde have Deel i Regjeringen. SIDE: 18 "§. 16: Saasnart deres Statsbestyrelse ophører, skulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnskab for Samme". -- bifaldtes eenstemmig. "§. 17: Nærmeste Arving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds til Norge. De øvrige Kongelige Børn kaldes Prindser og Prindsesser". Hegermannforeslog, at Titelen af Prinds og Prindsesse ogsaa skulde tilkomme Kongens Descendenter i 2det, 3die o. fl. Led samt i Sidelinjerne, og efter nogen Debat blev §'en eenstemmig ved- taget saaledes forandret: "Nærmeste Thronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds til Norge; de Øvrige, som til Thronen ere arveberettigede, kaldes Prindser, og de Kongelige Døttre Prindsesser". "§. 18: Ingen Prinds af Blodet maa forlade Riget, gifte sig eller be- give sig i fremmed Tjeneste uden Kongens Tilladelse. Handler han herimod, forbryder han sin Ret til Kronen". Koren meente, at den myndige Prinds burde kunne gifte sig efter eget Tykke, hvorimod Wedel troede, at Kongens Samtykke var nyttigt og nødvendigt, forat ikke, som man havde seet Exempler paa, en Prinds skulde gifte sig altfor langt under sin Stand. §'en gik dog eenstemmig igjennem som den var. "§. 19: De Kongelige Prindser og Prindsesser skulle for deres Per- soner ikke svare for andre Dommere end Kongen eller hvem han dertil forordner". Wedel yttrede ved denne Leilighed, at det syntes haardt, om man paa den ene Side skulde negte Prindserne og Prindsesserne en Ret, som tilkommer enhver Statsborger, at dømmes af al- mindelig Ret og for sit Værnething, og paa den anden Side give Kongen Ret til at beskikke deres Dommere. Frederik IIden af Preussen's Historie som Kronprinds og Karoline Mathildes havde noksom viist dette. Rigsretten burde være deres Forum. Der blev ogsaa debatteret, om den Klausul skulde lægges til §'ens Slutning: "med mindre de beklæde Statens Embeder". Med meer end 2/3 Stemmer gik dog §'en uforandret igjennem. "§. 20: Kongen er myndig naar han har fyldt det attende Aar. Saa- snart han er indtraadt i sit nittende Aar, erklærer han sig offentligen at være myndig". SIDE: 19 Wedel yttrede, at det vilde være farligt og upassende at lade sig regjere af en Dreng, hvilket man vel ofte her i Norden kunde kalde Personer paa 18 Aar. Han foreslog derfor Myndigheds- alderen udsat til det 21de Aar. Hegermann m. Fl. replicerede vel, at det var forat undgaae de muligens farlige Følger af en lang Mellemregjering, at man havde foreslaaet det 18de Aar. Der sattes da under Votering, om der skulde foretages nogen Forandring ved den i §'en ansatte Myndighedsalder, og da 73 Stemmer erklærede sig for at den skulde udsættes, foresloges det l9de, 20de og 21de Aar som termini a quibus. 15 Stemmer erklærede sig for det 19de, 51 for det 20de og 44 for det 21de, og saaledes forandres i §'en Ordet "attende" til "tyvende" og "nittende" til "enogtyvende", hvorefter den iøvrigt eenstemmigen blev bifaldt. Efter et saa drabeligt Dagsvirke, hævedes dette Møde. Og gjennem det store Altanvindu mod Vest skinnede heller ikke Solen længer. Fra Rude til Rude gled det sidste violetrødmende Gjenskin af de Skyer, hvorunder den var forsvunden for at gaae op over den anden nordlige Hemisfæres befriede Lande, Verdens Forbilleder i at vinde sig Friheden, saa styrkede allerede af dennes unge Blod, at de befandt sig i frygtløs Kamp paany i Grændse- skovene og paa Oceanet med dettes trekronede Dronning, det gamle skinsyge Moderland. Hist skinnede i denne Stund Solen paa den lange Linje af den engelske Cochranes Blokadeseil, og en ny Dag af Aarvaagenhed begyndte for Patrioterne; her kaldte Foraarets farvede Tusmørke Patrioterne til Ro, og idet de droge hver til sit, kunde de i den smukke naturlige Lund "Dorotheenbusken", ligeoverfor Rigssalen, i hvis Alleer de saa ofte vandrede, Ven med Ven eller Manden ene med sin Grublen, høre den norske Nattergal hilse Norges herligste Foraar med Toner, saa afvexlende, begeistrede, dybe, søde og tungsindige, som de Følelser, der nu fyldte dets Ædlestes Hjerter, og at indvie med dem de guldsprættende Birke, hvorfra de klang, til det Symbol paa Norges Frihed, dette yndige Træ er blevet i Folkets Tale og Sange. Det sprætter i den Egn i ikke altfor sildige Aar med Majens Begyndelse, og staaer i sin fagreste ungdommelige Pragt ved Maanedens Midte. I dette Foraar, i SIDE: 20 1814, holdt det Skridt med Konstitutionens Udvikling, springende ud, aabnende sine Knopper med dens Paragrafer. Den 4de Mai svævede kun om dets Qviste i Solen ligesom et tyndt, med glimrende Punkter besaaet, bleggult Flor; den 17de kan man være vis paa, Birkene der ligeoverfor Hallen stode i fulde Kroner, med lavende, gyldne, fryndsede Guirlander i Festons om den hvide Stamme, der indbyder saa til deri at indriste hvad der er Hjertet dyrebart. Dagsværket havde været en Begyndelse som den fremadstev- nende skumkløvende Snekkes. Alle maatte være tilfredse der- med, men Konstitutionskommitteen især med at dens Arbeide saa godt havde udholdt den første Prøve inden Skrankerne. Det samme Repræsentant-Antal mødte igjen den 5te Mai, og fortsatte med "§ 21: Kongens Kroning og Salving skeer i Trondhjems Domkirke, efterat han er bleven myndig, paa den Tid og med de Ceremonier han selv fastsætter". Omsen foreslog Kristiania til Kroningssted fordi denne By skulde være Hovedstaden, hvorimod Darre forsvarede Trond- hjems Adkomster paa Grund af de historiske Erindringer, som knytte sig dertil. Koren fandt ogsaa et Argument for Trondhjem i at Kongen derved kom til at gjøre en Reise igjennem Landet, hvilket maatte antages at være gavnligt. Grøgaard opkastede Spørgsmaal, om Tiden for Kroningen ikke burde bestemmes, forat den ikke skulde gaae saaledes i Langdrag, at den, som man havde seet Exempler paa, aldrig blev foretaget. Præsi- denten bemærkede, at nogen Tidsbestemmelse ikke vel kunde finde Sted, da Krig og Landfarsot kunde forhindre sammes Over- holdelse. Hount mente, at Kroningsceremonierne burde bestemmes for Omkostningernes Skyld; men Præsidenten fandt dette mindre passende, da Ceremonier, som nu bleve foreskrevne, vel neppe vilde stemme med Tidens Aand om 100 Aar, hvilken Tid man dog vel burde paaregne for en Grundlov. Storthinget skulde hver Gang faae at bestemme Omkostningerne, og Kongen kunde desuden have privat Formue, som han vilde anvende paa sin Kroning. Med 88 mod 22 Stemmer blev det dog ved Udkastet; og med netop 2/3 Stemmer antoges ligeledes SIDE: 21 "§. 22: Er Thronarvingen fraværende, naar Kongen døer, bør han indfinde sig i Riget inden 6 Maaneder, efterat Dødsfaldet er ham til- kjendegivet, hvis uovervindelige Hindringer ei forbyde det, eller for sin Person have tabt Adgang til Thronen". Mølbach opkastede Spørgsmaal, om ikke Maaden, hvorpaa Dødsfaldet skulde bekjendtgjøres, burde bestemmes, forat fore- bygge Paaskud om Uvidenhed fra Thronarvingens Side. Andre foreslog, at saadant skulde skee ved en Deputation, og Wedel og Diriks paastode, at det absolut maatte forudsættes, at Til- kjendegivelsen af Dødsfaldet var beviist, førend Udelukkelse kunde finde Sted. Maaden hvorpaa Tilkjendegivelsen skulde skee, meente de lod sig ikke forud bestemme, da der kunde ind- træffe Omstændigheder, som ikke tilstedede, at Forskriften blev befulgt, men at andre Bekjendtgjørelsesmaader maatte bruges. "§. 23: Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis hans Fader ei derom har efterladt nogen skriftlig Bestemmelse, betroes visse af Storthinget dertil udnævnte Mænd i Forening med Enkedron- ningen, om hun er hans kjødelige Moder, med Udelukkelse af den nærmeste Thronarving, hans Livsarvinger og Statsraadet". -- bifaldtes eenstemmig med det Tillæg efter Wergelands Forslag, at der istedetfor Ordene "og Statsraadet" skulde sættes til: "og Regentskabets øvrige Tilforordnede". Han fandt nemlig, at de samme Grunde, som der var for at udelukke Statsraadets Med- lemmer, ogsaa maatte tale for Udelukkelsen af de Mænd af Storthinget, som efter §. 13 skulde deeltage i Regentskabet. Eenstemmigen passerede derpaa de følgende tre Paragrafer: "§. 24: Alle Regjeringsbeslutninger og Befalinger skulle stedse ud- stedes i Kongens Navn" [fotnotemerke] . "§. 25: Ved Kongens Død eller i det Tilfælde, i hvilket et Regent- skab bør beskikkes, skal strax et overordentligt Storthing sammen- kaldes af Statsraadet. Forsømmer Statsraadet denne Pligt over 4 Uger, besørges Sammenkaldelsen ved Justitiarius og Tilforordnede i Høiesteret". "§. 26: Er den mandlige Kongestamme uddød, og ingen Thronfølger udkaaren, da sammenkaldes Storthinget strax paa den i forrige §. be- skrevne Maade, for at vælge en ny Kongeæt. Imidlertid forholdes med en udøvende Magt efter §. 13". Fotnote: I Kommitteens første Udkast lød denne § saaledes: "Alle Regjeringssager, Beslutninger, Befalinger og Forretninger skulle skee i Kongens Navn. Og skal han altid selv underskrive naar han har naaet den myndige Alder og tiltraadt Regjeringen". SIDE: 22 Ved §. 25 blev dog, paa Wedels Bemærkning, at Statsraadet ikke altid ved Kongens Død kunde sammenkalde Storthinget, da saadant maatte skee af Thronarvingen selv, naar han var myndig, vedtaget, at Udtrykkene i §'en skulde under Redaktionen for- andres derefter. Og saaledes blev da Ordene "eller andre Ved- kommende" tilføjede efter "Statsraadet" i Slutningen af første Punktum. Desto flere Debatter vakte de følgende to Paragrafer, som begge spillede hen paa Muligheden af et intimere Forhold til Danmark, og saaledes vare Prøvestene paa de ægte norsknationale Hjerter. "§. 27: Kongen skal boe i Riget, og maa ikke opholde sig uden for det længer end 6 Maaneder uden Storthingets Samtykke, med mindre han for sin Person vil have tabt Ret til Kronen". Weidemann, som ved Spørgsmaal, der i nogen Maade rørte Landet Selvstændighed og Nationaliteten, viste en levende Ind- bildningskraft, foreslog, at Kongen skulde forpligtes til at boe inden Rigets nærværende Grændser, og Omsen, at det ikke skulde staae i Storthingets Magt, at bevilge en længere Udeblivelse. Det kunde ellers let skee, at Kongen lidt efter lidt kunde faae stadigt Ophold i et andet Land og blot gjøre Lystreiser til Norge som i forrige Tider. Man kunde da komme til at faae en Konge paa Papiret; og det burde derfor bestemmes, at, naar Kongen havde været fraværende i 6 Maaneder, maatte han ikke forlade Riget igjen før om 5 eller mindst 3 Aar. Fleischer mente, at, naar Kongen havde været borte i 6 Maaneder, burde han ikke kunne forlade Riget før efter andre 6 Maaneder idetmindste, hvorpaa Carstensen holdt en komisk Oration, der gik ud paa, at Kongen i hele sit Liv kun maatte være fraværende i 6 Maaneder. For- gjæves søgte Præsidenten at formilde disse strenge Konditioner; Carstensen vilde ikke slaae af. §'en blev endelig med 84 mod 23 Stemmer antagen i saadan Form efter Weidemanns og Flei- schers Amendements: "Kongen skal stedse boe inden Rigets nuværende Grændser, og maa ikke uden Storthingets Samtykke opholde sig udenfor det længere end 6 Maaneder af Gangen, med mindre han for sin Person vil have tabt Ret til Thronen". Ved §. 28: "Kongen maa ikke antage nogen anden Krone eller Re- SIDE: 23 gjering, uden Storthingets Samtykke, hvortil i dette Tilfælde Totredie- dele af Stemmerne udfordres". -- yttrede først Koren, at han troede at kunne øine Muligheden af de tre nordiske Rigers Forening under Norges Konge, og at det burde staae i Folkets Magt, paa den Tid saadant kunde skee, at afgjøre om Foreningen var ønskelig eller ikke. Men nærmest gjorde §'en en Gjenforening med Danmark mulig, formedelst Kristian Frederiks meer end blot sandsynlige Valg, og dette gav Wergeland Anledning til en af sine fyrigste Taler. "Intet, -- sagde han -- ærede Medborgere, intet anseer jeg for mere fordærveligt for Fædrenelandet, end Gjenoprettelsen af Foreningen med Danmark, Kilden til den Afmagt, Fædrenelandet er sjunket i. Jeg siger dette i Sandhed uden Nag til den Nation, som engang kaldte sig Tvilling- broder af Nor. Det danske Folk udmærker sig ved flere elskværdige Dyder, og Frederiks Hjerte har i flere Decennier været prøvet. Vi ønske begge al Held og Velsignelse, men Forening maa ei være meer -- hiint Tvilling- broderskab maa ei mere have Sted i al Evighed. Den har kun Skinnet af Grundighed den Indvending, at vi ei bør binde Efterkommernes Hænder; thi maae Fædrene ei binde Efterkom- merne, saa maa ingen Lov skrives; hver Artikel i Konstitutionen er et Baand paa Efterkommerne. Men skulde de bindes i noget, saa var det i dette Stykke, da vi kunne beraabe os paa en lang Erfaring. Et Skridt, vi bebreide vore Forfædre, maa vi ei tillade vore Børn. Vi, som have over 400 Aars Erfaring om Følgerne af Forbindelsen, bør for evig forekomme, at ikke vor Efterslægt, som engang vil have for- glemt disse ublide Dage, ubesindig tilintetgjør Frugten af deres Fædres tunge Møjer, Norges Selvstændighed, og indlader sig i Forhold, de visselig engang, ligesom vi, ville finde vare et Onde. Haard er den Himmel, som bedækker Norge, Klimatet er strengt; vi ere Beboere af en hyperboræisk Afkrog paa Kloden, og Naturen har bestemt os til at savne saamange af de mildere Landes Fordele. Men Naturen, god midt i sin tilsyneladende Ubarmhjertighed, og ret- færdig midt i sin Uretfærdighed, har aabenbar villet levne os Erstat- ning for hine Savn, og derfor beskikket, at Norges, i nogle Henseender saa ufordeelagtige, Beliggenhed skulde i andre Henseender være saare velgjørende. Himmelen har villet, at dette Rige, som ei kunde dele de rigere og skjønnere Landes Glæder, ei heller skulde dele deres Sorger; at dette Land, som ei kunde nyde de frugtbarere og mægtigere Rigers Lykke, ei heller skulde have Deel i deres Elendigheder og Tvi- stigheder? Her skulde vi boe, saa var Himlens Vilje, som den Fattige SIDE: 24 i sin afsidesliggende Hytte, smaaligen forsynede, men tilfredse med det Lidet, nydende det i uforstyrret Fred, uden at kjende de Stores Vel- lyster, men ogsaa udeelagtige i deres Kabaler, Splid og Kummer. Derfor afskar Naturen os fra Fastlandet ved et svælgende Dyb, en Afgrund, og værnede trindt om Landet med Pallisader i talløse Klipper. -- Men vi overskrede Naturens afmærkede Grændser, og indgik en unaturlig Forbindelse med et Rige, der ei kunde andet, end inddrage os i unatur- lige Krige, indvikle os i Misforstaaelse med Magter, med hvilke det for Norge var ligesaa ufornødent og underligt, som skadeligt, at være ueens. Al Fordeel af vort Lands Beliggenhed have vi saaledes, ved Forbindelsen med Danmark, opoffret. Men er nu Baandet løst uden brødefuld Revolution, tilbydes os Leilighed til at vende tilbage inden Naturens, Fredens og Lykkens Grændser, skulde vi da fremdeles op- offre eller tillade sildigste Efterslægt at opoffre det store Gode, Fædrene- landets Beliggenhed forskaffer det? Skulde et Baand, der fast ved intet gjengjælder de dyreste Opoffrelser, atter kunne knyttes? Eller har Norge nogensomhelst gjensidig Fordeel af den danske Forbindelse, hvor stor og herlig maa da hiin Fordeel ikke være, naar selv langvarige Feider ei ere for stor en Priis for samme? Nævn, hvo som kan, det politiske Gavn af Norges Indlemmelse i den danske Stat, som ei kjøbes for dyrt med Norges Sønners Blod, med hungrende Enkers og Børns Skrig, med Udelukkelse fra Europas Havne, med Handelens Død, med Penge- væsenets Undergang? Krig, Menneskeslægtens Svøbe, alt det Godes Ødelægger, -- Fred, Gjenstanden for Folkenes megen Raab til Him- melen, skulde ei komme i Betragtning, skulde agtes for intet imod en Pagt med Øerne paa hiin Side Havet? Hvormed har da Danien for- tryllet dette Folk, at det endnu, førend Riget har forvundet Lidelserne af 7 Aars Feide, kan tænke sig Gjenforeningen -- at det paa en Tid, da det lægger den første Grundsteen til en egen, uafhængig Stat, og staaer færdig til med Strømme Blod at besegle sin Uafhængighed, kan taale Forestillingen om, at Efterslægten atter skulde skjænke Danmark Frugten af sine Møjer? Af en saa nøje Forbindelse mellem to Riger, der adskilles ved et Hav og ved et heelt mellemliggende fremmed Kongerige, kunde og kan ei komme andet end gjensidig Fordærvelse. En mægtig Flaade var kun det Eeneste, der nogenlunde formaaede, at sammenholde Delene af en saadan Stat; og da dette Baand brast, brast Norges Scepter ud af de danske Monarkers Hænder. Fordoms- frie Danske have endog erkjendt Gyldigheden af disse Sandheder, og selv gode Frederik vedgaaer i sin Proklamation af 18de Januar, at Flaadens Tab opløste det mulige Baand mellem Dan og Nor. Vi have svoret Norges Selvstændighed; men hvad forstaaes ved Norges Selvstændighed? Have vi været selvstændige, eller ere vi det SIDE: 25 først nu? Ingensteds har en højere Tolk udviklet os tydelig Selvstændig- hedsbegrebet. Mig forekommer det imidlertid unegteligt, at Eeden for- pligter os til for evig at bryde med Danmark. Thi, er en Forbindelse med Sverig Uselvstændighed, saa maa og Forbindelse med Danmark være det. Er Sverig os et Scylla, saa er Danmark os et Charybdis. Og nu er det Tid i alle Maader at betrygge os, at vi ei, efter ved Kamp og Møje at have undseilet hiint, som et Vrag skulle strande paa dette! Yder Folket nu alt -- hengiver det Liv og Formue til Brug indtil sidste Skjærv, saa maa og bør det og vinde hædret Selvstæn- dighed ligesaavel fra den ene som den anden Side. Altsaa, Brødre, aldrig mere dansk! Dette er hver ægte Nordmands Ønske. Vi have været Kongerne af Danmark et trofast Folk. Tiden er kommen, da vi, uden at forspilde denne Roes, uden brødefuld In- surrektion mod en lovlig Herre kunne iagttage Fædrenelandets Inter- esse. Vi ville tage et venskabeligt Farvel, uden Harme, uden Nag. Vi skilles nødig fra en Ven, som lang Omgang har gjort os kjær, skjøndt vi ofte saae suurt til hinanden. Men det maa saa være. Hvad Gud haver villet adskille, maa intet Menneske tilsammenføje. -- Jeg foreslaaer derfor, at Kongerigerne Danmarks og Norges fremtide- lige Adskillelse udtrykkelig anføres i Konstitutionen. Det vilde være let, yderligere at motivere Vigtigheden deraf; men jeg anseer det for ufornødent, og frygter for at trætte Forsamlingens Opmærksomhed. - Skulde dette Forslag ei antages af Forsamlingen, da giver jeg mig den Frihed at proponere, at 28 §. maa udtrykkes saaledes: "Kongen maa aldrig antage nogen anden Krone eller Regjering". Betingelsen: "uden Storthingets Samtykke", anseer jeg enten for overflødig eller farlig. Overflødig er den, saafremt sidste §. bliver gjældende, som tillader Storthinget at ændre Konstitutionen. Overflødig er den, dersom 1 §. skal være evig gjældende, da denne erklærer Norge for et frit og uaf- hændeligt Rige. Farlig er den stedse; thi den vil udsætte Storthinget for Fristelse, og intet er vissere, end at Pluraliteten paa Storthinget ikke altid er Pluraliteten i Folket. Have derimod Nationens Repræ- sentanter et ubetinget Forbud at henpege paa, da kan og vil en Fyrste aldrig, i Henseende til andre Throners Bestigelse, sætte dem paa Prøve; og skulde det skee, hvilken Frimodighed til Afslag giver det ikke at kunne sige: vi tør ikke; vi have Loven for os"! Efter en saadan Expektoration kunde vel en Mand være be- rettiget til at sige sit Amen, sit Dixi men Wergeland havde en endnu kraftigere Tale i Baghaanden, hvilken han dog ikke fremførte, af Frygt for at opirre Gemytterne, og mistvivlende om at det vilde lykkes ham, ene og uunderstøttet, SIDE: 26 at aabne Forsamlingens Øine for den Fare for Rigets Selvstæn- dighed, som lurede under hine tre Ord. Da imidlertid Intet af hvad der er opbevaret fra hine Dage tydeligere og mere levende anskueliggjør hvad Meninger om Norges Fortid og Fremtid, der besjelede Taleren og det Parti, han bekjendte sig til, og da denne anden Tale, om end blot læst og billiget underhaanden af de Ligetænkende, saaledes er et nyt og interessant Aktstykke, der kaster Lys ned i Hjerternes Dybde, har jeg troet at kunne op- bevare den her, om den end ikke kan siges at tilhøre Historien om det Passerede. Ved Opførelsen af dramatiske Stykker pleier man ofte, for Publikums Skrøbeligheds Skyld, at sløife ved en Indcirklen visse Repliker, og det stundom just de meest poetiske. Men derfor komme de dog Læseren tilgode; og i Eidsvolds- dramaet er netop denne sløifede Tale en af de Repliker, som den skjønsomme Læser vil beklage er gaaen tabt under Op- førelsen. Men vel var det for Repræsentanten, at han lod det blive ved hvad han havde sagt; thi det lader sig ikke sige til Rigsforsamlingens, eller rettere det herskende Parties, Roes, at politisk Tolerance var en af dens Dyder. Og her førte den meest Isolerede af Minoriteten et saadant filippisk Sprog, her blottede han med saadan Kjækhed sine Modstanderes politiske Hjerter, med saadan Aabenhed sit eget, her slog han i sin Flugt indenfor Hensigternes vebundne Grændser, og her profeterede han med saa sikker og harmfuld en Sorg over den Fremtid man beredede Fædrelandet [fotnotemerke] ,at Reglementet neppe skulde have beskyttet hans ulykkelige Hoved for de voldsomste af alle Majoritetens Vredes Elementer, og ganske vist vilde man, istedetfor det kordiale "Hvad sa'e du, Broer? (eller Fætter)"? som stundom, sagt med Haanden lagt til Øret, pudsigen afbrød de Talende, have hørt Talen af- brudt paa flere Steder af Udraabet: "Hvad siger den Forræder, den Svenske"! eller af det forfærdelige "Stinges" d. e. "Ned med ham med Kniven"! som Brevskriveren fra Eidsvold siger tidligen skal underhaanden være bleven hørt. Man tænke sig blot Rigsforsamlingens to Partier, Majoritetens Intolerance, dens overmodige, lidenskabelige Chefer, den adsplit- Fotnote: Havde Kristian Frederik vedblevet at være Norges Konge, havde vi alt oplevet den Tid da disse Spaadomme sandsynligviis vilde være gangne i Op- fyldelse. Og da -- eet eller nogle Hvedebrødsaar, hvori Norge ikke var bleven tilsidesat; men saa -- l'ancien regime. SIDE: 27 tede, kleinmodige Minoritet, Erindringerne fra den 12te og 19de April, Regenten og hans Partisaner under samme Tag, og saa denne Tale holdt: "Jeg raader til og foreslaaer, at den sidste Klausul i denne §. ud- slettes, nemlig den: "uden Storthingets Samtykke", og at det forbydes ubetinget, at Norges Konge antager nogen anden Krone. Den Klausul synes at komme saa uskyldig og beskeden tilsidst, men den er lumsk og farlig, og kan volde meget ondt. Gjenforening med Danmark leder den til; altsaa til det vi af alt mindst maa ønske. I gamle Dage var dette Folk agtet og berømt, dette Rige mægtigt. Men hvad er det bleven i de Aarhundreder som ere forløbne siden den sidste Haraldides Endeligt? Forarmet, forglemt, reduceret til en Provinds, nei til en Koloni, hvor man vil opføre Toldboder til Indsamling af Skatterne og Fæstninger til at kue de Skatteydende med, men hverken Skoler eller Akademier eller Hospitaler eller Kongeboliger. Dertil skjæn- kede private norske Mænd Lokalerne. Sine Nederlag betalte man med norske Provindser, og sine sidste med hele Norge. Lemlæstede og ud- suede har man kastet os fra sig. Lad nu endelig Norge vorde selv- stændigt, lad Aareladningerne ophøre, og Riget beholde sit Blod inden i sig, da vil man see med hvilken Spændekraft det vil udvikle sig og hæve sig i alle Dele. Have vi nu flere Aarhundreders Erfaring for os om den danske For- enings Skadelighed, skulle vi da ikke ved alle mulige Midler hindre dens Fornyelse, eller skulle vi ikke vogte os og med al mulig For- sigtighed bortskaffe Alt, som kan gjøre den mulig, og følgelig ogsaa bortskaffe bemeldte Klausul: "uden Storthingets Samtykke"? Man siger: hvad kan det skade, at de Ord staae der? Storthinget vil dog vist aldrig samtykke i en Gjenforening; det er altfor meget imod Folkets Villie. Hvad kan det skade? Jeg spørger: hvad kan det nytte? Alt unyttigt maa bortskaffes af vor Grundlov. Alt unyttigt maa bortskaffes af vor Statsforfatning baade i den ene og anden Henseende. Vil man ikke, at Storthinget skal samtykke, saa maa man heller ikke give det Lov at samtykke. Ansaae man det ikke for muligt, at Stor- thinget kunde samtykke, saa havde man heller ikke anseet det for hensigtsmæssigt at paahænge Paragrafen denne forræderiske Sætning. Hvo kan tvivle paa, at dens Ophavsmand jo har tænkt sig, at den Tid kunde komme, da en Gjenforening ikke blot blev mulig, men endog ønskværdig? Ja hvo veed, om den ikke just skylder Ønsket om en Gjenforening sin Tilværelse, og om den ikke netop er sat der, forat gjøre en saadan Reunion mulig? Saaledes slaaer man en Jernring i Siden paa et Fartøi. Den hænger der uden at nogen lægger Mærke til den, uden at den synes at gjøre SIDE: 28 fra eller til, skade eller gavne. Men siden seer man, at den tjener til at fæste Hagen eller Touget i, naar man vil hale Skuden til sig. "Uden Storthingets Samtykke" er en Hank til at tage os i, og den vil jeg skal slaaes af. Man siger ogsaa, naar der staaer, at Norges Konge ikke kan bestige nogen anden Throne uden Storthingets Samtykke, saa er det nok, saa er der ingen Fare; thi Storthinget samtykker ikke, med mindre Folket vil det. De, som tale saa, maae ikke vide hvormange danske og for- danskede Sjæle Landet er fuldt af; de maae ikke kjende Parlamenters, Kammeres og Rigsdages Natur og Historie, ikke vide, hvor let en Re- gent skaber sig Repræsentantskaber efter sit Sind, hvor let han ind- virker paa samme og sætter sin Vilje igjennem, og hvormeget lettere han gjør det i et Land, hvor der hersker saadanne Fordomme til Gunst for Sagen, hvor der hersker saadan Danomani. Jeg for min Part maa, efter den Vending Sagerne have taget og efter det Kongevalg, som kan forudsees, ansee Gjenforeningen for næsten vis, endog om hiin Klausul udelades; men bliver den staaende, er Til- bagefaldet saa meget sikkrere, -- det heller om kort Tid end læn- gere hen i Tiden. -- Endog under Norges første Konge vil det skee, medens dennes Personlighed gjør det vanskeligt for Folket, at enten skille sig ved ham, eller negte ham hans skjønnere Fædrenearv, den danske Succession, som ikke kan være langt borte, -- medens Landet er fuldt af Danske og Dansksindede, medens Fordommene ere i fuld Kraft, og medens man endnu er uvidende om hvad Landet kan blive til i en fri Tilstand, og indbilder sig, at Rigets nuværende Afmagt og Forlegenhed er en Følge af, at det er bleven løsrevet fra den danske Stat som en Arm af et Legeme, forvexlende saaledes Virkning med Aarsag. Lad det altsaa ikke blive muligt for selve Storthinget at samtykke deri! Selv under den Forudsætning, at Storthinget var Folket og at Folket var Storthinget, saa Storthingets Samtykke virkelig var Folkets eller Pluralitetens Samtykke, bør Bestemmelsen udgaae. Thi naar Folket kunde samtykke i en Gjenforening, saa kjendte det ikke sin egen Vel- færd. Man maa betage Folket Magten til at kunne skade sig selv, eller i det mindste lægge det saamange Hindringer i Vejen derfor, som muligt. Man bør, ved at udelade Betingelsen qvæstionis, lage det saa, at det norske Folk ikke kan blive dansk igjen, uden at bryde selve Konstitutionen. Jeg forudseer, siger jeg, en Gjenforening, saaledes som Tingene gaae, endog uden hiin Klausul, og af den Grund alene er det, at jeg vilde raade til en Forening med Sverige under Betingelse af vor Konstitution. Det herligste vilde være, at Norge bestod ganske for sig selv, og hverken SIDE: 29 havde med den Ene eller den Anden af Naboerne, som elske os saa inderlig, at skaffe. Men efter min Anskuelse lader dette sig ikke gjøre. Undgaae vi Charybdis, saa falde vi i Scylla. Hvad Folket i Felten vinder over den ene, vil det i Fred og Ro skjænke den anden. Sejeren bringer ingen Gevindst, men Tab af det vi fegte for. Ved at vinde, vinde vi intet, og det norske Blod er flydt forgjeves, naar det udgydt for en dansk Thronarving. Undgaae vi at forenes med Sverige, vi und- gaae da ikke at gjenforenes med Danmark. -- Men af disse Alter- nativer anseer jeg det første, nemlig Foreningen med Sverige, for det mindste Onde. Der er to Goder, vi have at fegte for, nemlig Rigets absolute Selvstændighed og den Grundlov, vi udkaste os. Det første anseer jeg for at være tabt, eller, efter de politiske Omstændigheder, uerholdeligt. Tabes det ikke i Kampen med Sverige, saa tabes det i Freden med Danmark. Men denne uerholdelige absolute Selvstændig- hed er ikke af den høje Vigtighed som Grundloven. I Forening med et af Rigerne, under Betingelse af vor Konstitutions Bibehold, kan det Norske Folk blive lykkeligt; men kuldkastes Konstitutionen, saa bliver det lidende, hvad enten det forenes med Danmark eller med Sverige. For Konstitutionen maae vi altsaa fegte indtil det Yderste i alle Til- fælde. At tabe den, er først et sandt Tab; det er at ligge under. Nu vel, siger man, naar saa er, at vi maae forenes med eet af Ri- gerne med Bibehold af Konstitutionen, hvorfor kunne vi da ikke heller forenes med vore gamle Brødre de Danske, og beholde vor Grundlov, end med de Svenske? Nei heller med de Svenske. I Forening med Sverige er det sandsynligere, at vi kunne beholde Grundloven i Tidens Længde tilligemed al den udvortes Selvstændighed, den endog i saadan Forbindelse kan forbeholde Riget, end i Forbindelse med Danmark. Sverige er selv et constitutionelt Land, Danmark et despotisk. Re- gjeringen i begge Lande, Norge og Danmark, vilde blive modsatte Ex- tremer. Vi have ingen Sympathier med de Svenske, siger man. Desto bedre, siger jeg; desto vanskeligere vil en Amalgamation blive, desto lettere ville vi beholde vor Nationalitet. Med Danmark vil Amalgamationen strax være gjort. Norske og Danske ere som to Draaber Vand, der ville flyde sammen ved den ringeste Berørelse. Svenske og Norske ere i denne Henseende som Vand og Olie. Men, siger man, vi have jo næsten intet tilfælles med det svenske Folk, uden samme Fornødenheder og samme Udførselsvarer. Just derfor er denne Forening at foretrække for den danske, naar vi have vor Selvstændighed og Nationalitet for Øie. Det norske Folk har en Slags Mistro til det Svenske, især til dets talrige Adel. Atter desto bedre, saa vil det norske Folk med saameget SIDE: 30 mere Cirkumspektion vaage over sin Grundlov og sine Foreningsrettig- heder, hvilke det derimod af Kjærlighed og Tillid til den danske Re- gjering og af tilvant Lydighed efterhaanden vilde lade sig fraliste. Jeg vil her ikke tale om, hvad Politik tilraader med Hensyn til de geografiske Forhold, og hvormeget vissere det er, at vi i Ufredstid komme til at slutte os til et Parti, som er mere passende for os eller mindre uheldbringende for Riget, naar vi ere unionerede med Sverige, end naar vi ere det med Danmark. Hvad nogle snakke om, at vi i Krigstid vilde savne det danske Korn, er ikke værdt at lægge Mærke til. De Danske ville ligesaa gjerne sælge, som vi kjøbe deres Korn, og vi ville aldrig savne det, saalænge der er Agerdyrkning i Danmark. Ja midt i en Krig med selve Danmark, vil Danmarks Korn komme til vort Land. De maa sælge deres Korn til os, for at faae Penge til at føre Krigen imod os, Noget kan vi selv tage paa Søen. Det hændte jo i den sidste Krig, Danmark havde forskaffet os med England, hvis man kan tro Rygter og Skipperefterretninger, at jydske Skibe, som skulde tilføre os Korn, naar de vare komne halvveis, forandrede Kours, og styrede vester til England med det. Jeg anseer det altsaa for en sand Politik, som Kjærlighed til Fædrene- landet og Omsorg for dets Frelse og Fremtids Vel tilraader, at vi, om vi ikke ville tilbyde den svenske Konge den norske Throne under Be- tingelse af at vor Grundlov bibeholdes, og at vi beholde vor egen ind- vortes Regjering, vor egen Lovgivning og Pengevæsen, Maal, Vægt, Sprog, Krigsmagt, Flag etc., dog udelade af denne Paragraf de Ord: "uden Storthingets Samtykke". Talerne, der holdtes i Rigsforsamlingen, vare enten improvi- serede eller kun bundne til saadanne Notater, som lode sig op- skrive paa en Lap paa Bænkene, paa en tjenstvillig Ryg eller, som i de østerlandske Skoler, paa Knæet, og saaledes ere kun de Foredrag, der, i Form af Betænkninger og Forslag, vare or- dentligen nedskrevne og vedlagte Protokollen, at finde i dens trykte Forhandlinger. I disse findes derfor ikke andet Spor saavel efter Wergelands som andre Repræsentanters holdte Foredrag, og Overgangen til Modpartiets Anførsler anderledes antydet end i disse magre Linjer: "Efterat der var gjort adskillige Indsigelser imod denne §., fremlagde Jakob Aall sin Betænkning, der lyder saaledes: "At forbyde i nærværende Konstitution, paa en absolut Maade, Norges Konge at modtage nogen fremmed Krone, kunde, efter mit Begreb, blive et Indgreb i Landets tilkommende nationale Lykke. Det SIDE: 31 er umuligt for nærværende Forsamling at forudsee alle de Tilfælde, som kunde gjøre en saadan Indskrænkelse farlig for Samfundet. Hverken denne eller andre Bestemmelser, der ikke kunne betragtes som Grund- love, hvis uforanderlige Værd igjennem alle Tidsaldre er bleven erkjendt, bør gjøres saa urokkelige, at de jo kunne modtage de Modifikationer, som Tid og Omstændigheder, Landets Tarv og forandrede Kultur- tilstand maatte gjøre fornødne. Ligesom en saadan absolut Lov vilde være farlig, saa vilde den og indeholde en direkte Modsigelse mod Konstitutionens Aand. Efter Kommitteens Forslag vil rimeligviis nærværende Konstitution kunne underkastes Modifikationer. Rigsforsamlingen, som ikke tiltroer sig den Viisdom, at kunne i et stakket Tidsrum træffe en uforbederlig Norm for Stats-Styrelsen, som tæller flere forstandige end i Stats-Politiken erfarne Mænd blandt sine Medlemmer, forbeholder tilkommende For- samlinger at fuldende det nærværende Værk, der umuligen nu kan modtage den høieste Grad af Fuldkommenhed. Jeg foreslaaer altsaa, at den 28de §. maa beholde sin nærværende Form". Unegtelig var der mere Frihed for Nationalrepræsentationen i den Bestemmelse, Aall forsvarede, men visselig der var ikke mere fjernsynet, efter Menneskene, som de ere, afpasset, og efter Sandsynlighederne beregnet Klogskab og heller ikke mere sand Omsorg for Nationens Selvstændighed, end der laae i Wergelands Amendement. For de Sympathier, som endnu ikke vare ud- slettede af Aalls bløde, i sin Struktur mere danske end norske, Karakteer, hvori de havde furet sig dybere ind end hos de fleste andre Nordmænd, havde Tanken om en Gjenforening med Dan- mark, med Behold af den fri Forfatning, heller ikke det afskræk- kende, som for hans Modstander i denne Sag. Til hans Yttring om den mulige Lykke, der kunde ligge for Norge i Kongens Er- hvervelse af et andet Rige, bemærkede ellers Rein, at det var vigtigere, at Landet blev regjeret vel, end at dets Konge regje- rede over Meget, hvilket Sidste ialmindelighed var til Hinder for det Første. Han troede derfor ikke, at enhver Udvidelse af Riget kunde være ønskelig. Diriks bemærkede, at man ved de Ord "eller Regjering" havde havt Hensyn til den mulige Erhver- velse af Lande, som just ikke vare Kongeriger, saasom Fyrsten- dømmer, Provindser eller Kolonier, hvis Besiddelse kunde være nyttige for Riget og dets Handel. Men Ængstelsen for en Gjenforening med Danmark havde talt SIDE: 32 forgjæves. Det viste sig ved Voteringen, da §'en blev antagen uforandret med hele 98 Stemmer imod 11, at Øieblikket med sine Krav og Interesser, og den nærmeste Fremtid med sine glade Løfter beherskede Fleerheden saa udelukkende, at den kun havde et dunkelt Blik for Fremtidens politiske Sandsynligheder og Kom- binationer. Eenstemmigen antoges derpaa "§. 29: Kongen anordner al offentlig Kirke- og Guds-Tjeneste, alle Møder og Forsamlinger om Religions-Sager, og paaseer, at Religionens offentlige Lærere følge de foreskrevne Normer". Og "§. 30: Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Af- gifter, som Storthinget paalægger". Den følgende Paragraf, navnlig i Anledning af den deri om- handlede Anvendelse af det beneficerede Gods, gav derimod Anledning til megen Diskussion. Den lød: "§. 31: Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier an- vendes og bestyres paa den af Storthinget bestemte og for Almeen- væsenet nyttigste Maade. Saavel Kjøbesummer som Indtægter af det Geistligheden og Skolerne beneficerede Gods skulle blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelsers Eiendomme skulle alene anvendes til disses Gavn". Fra Bønderne Lundegaard, Huvestad, Harildstad, Olsen og Bjørnsen fremlagdes og oplæstes følgende Forslag, som de for- langte tilført Protokollen, bekræftet Gjenpart af og Votering over: "Det beneficerede Gods, der er en Levning fra den Katholske Hierar- chies Old, der og er at ansee som en for nærværende Tid og Omstændig- hed aldeles overflødig og upassende Interesse; ligesom ogsaa at saa- dant Gods ikke heller bliver bragt til den mulige frugtbringende Fuld- kommenhed ved Forbedringer: saa var det at ønske, at alt saadant Gods maatte blive anvendt til det almindelige Bedste, og i Anledning af Landets vilkaarlige og trængende Omstændighed, som et Bidrag eller Hypothek til at ophjælpe Statens Bank og Pengevæsens yderst slette Forfatning, der mulig vil opbyde alle mulige Anstrængelser af Stats- kræfterne; og ikke, som der i §. 31 i Konstitutionsakten er foreslaaet. Vores Forslag og Formening er, i Følge vore Kommittenteres Forlan- gende, at Præsterne for Eftertiden kunde blive aflagte med fast Lønning i Penge, som andre Embedsmænd, af Statskassen, saaledes som kunde tilstrækkelig ansees, og passende for Enhver; hvorhos tillige maatte SIDE: 33 tages Hensyn til ethvert Kalds Præstegaarde, der i mange Henseender er saare ulige i Omfang og Godhed, ogsaa maatte komme i Betragtning; men alt beneficeret Gods der udenfor maatte blive efter Omstændig- hederne lagt til det Almindelige ved at gjøres i Penge eller paa den Maade, man ansaae beqvemmest, at dette Gods ogsaa kunne vorde privat Eiendom, som andet Odelsgods, for vedkommende fremtidige Eiere. Men, skulde denne vor Formening ikke finde den høje For- samlings Bifald, da maa det tillades os at nedlægge den Paastand, at det beneficerede Gods vel til Videre maa henlægges til Oplysnings- væsenet, men at 31te §. ikke nu tilfulde fastsættes, men reserveres Ret til paa næstkommende Storthing nærmere at afgjøre den". Heidmann forelæste nogle Bemærkninger, der gik ud paa det Samme, ligesom ogsaa Dahl erklærede sig derfor. Præsterne selv toge af en agtværdig og maaskee ikke saa uklog Takt, mindre Deel i dette Spørgsmaals Afgjørelse, end man skulde troet efter dets Vigtighed for dem. Ikkun Midelfart, korteligen understøttet af Darre, udviklede sig i denne Sag. Han maatte protestere imod det Uretmæssige i at noget af det beneficerede Gods an- vendtes udenfor sin udtrykkelige Bestemmelse, eller, forsaavidt det var skjænket til gudeligt Brug, imod at anvende det til noget andet. Oplysningen imellem Almuen paa Landet var derimod saa ringe, og Bonden i Almindelighed saa modvillig til at yde Bidrag til Skolevæsenet, at det beneficerede Gods hovedsagelig burde afgive Midler til Skolevæsenets Forbedring. Skulde det beneficerede Gods anvendes udenfor sin oprindelige Bestemmelse, mente Taleren, at man ikke maatte gjøre Regning paa deslige milde Gaver i Fremtiden. Wedel erklærede det for en uudslettelig Skamplet paa Forfatningen, om det tillod sig noget Indgreb i det beneficerede Gods. Det var Ejendom, en Stands Ejendom, der maatte respekteres ligesaavel som Privatmands. Men det var nu at befrygte, at, naar man begyndte med den, vilde man til- sidst angribe Privatejendommene. Lysgaard bebreidede Midelfart, at han skar Alle af Almuen og alle Almuer over een Kam, og han anførte sin Hjembygd Biri til Exempel paa Bondens Bered- villighed til at bidrage til Oplysningen. Røbede der sig Uvillighed dertil nogetsteds, da var vel Aarsagen, at Geistligheden ikke havde sørget for duelige Skolelærere. I endnu hvassere Udtryk foer nu Teis Lundegaard løs paa Præsteskabet. Kry før over sit Forslag, hvis Hovedidee, at lade det beneficerede Gods komme SIDE: 34 det almindelige Pengevæsen tilgode, ikke tiltalte Faa, talede han sig vredere og vredere. Præsterne, tordnede han, "mishandlede" Almuerne, og tillode sig saamange Misbrug og "grove Forbrydelser" med Bygslingen, at det vel var paatide, at Folket tog lidt Haand i Hanke i med. Men det var nu paatide for Trediemand at op- træde imellem Parterne, og det blev da Christie, idet han nemlig oplæste og fremlagde en Betænkning [fotnotemerke] mod Salget af det bene- ficerede og de offentlige Stiftelsers Jordegods. Han foreslog, at det indtil videre skulde henstaae med det i 1812 paabudne Salg af det beneficerede Gods eftersom det blev ledigt, og han lod sig henrives til at yttre de skrøbelige Paastande, at Bygselleilændingen levede i Almindelighed i ligesaa gode, om ikke tildeels i bedre, Kaar end Selvejeren, og da Gaarden sædvanlig gaaer i Æten, saa betryggedes ogsaa dennes fremtidige Kaar. Imidlertid vare Omstændighederne nu saa, at dersom Gaarden skulde sælges ved Auktion, vilde den afdøde Leilændings Søn neppe kunne reise de fornødne Penge til Kjøbet; ialfald ikke til at gaa til den Sum, som Kjøbstadmanden. Kom nu det meste Leilændingsgods i denne Klasses Hænder, vilde det enten blive udsat for Lodbrug eller For- pagtning, og Følgen vilde blive, at Landet fik usle Lodbrugere og Fæstere istedetfor velstaaende Leilændinger. Ved Voteringen blev dog §'ens mellemste Passus antaget med 69 Stemmer mod 40, og første og sidste eenstemmigen. Under den alternative Votering mellem §'en og de 5 Bønders Forslag, faldt det atter i Østerriisøer- Repræsentantens Lod at flette en komisk Scene indimellem Dagens øvrige alvorlige. Han voterede nemlig: "Skal jeg svare efter min egen Interesse paa Spørgsmaalet, om det beneficerede Gods skal kunne anvendes udenfor sin oprindelige Bestemmelse, da maa jeg stemme: "Nei"; men skal jeg stemme efter min Hjertens Over- beviisning, maa jeg svare "Ja". Og opfordret til at give en be- stemt Erklæring, voterede han dog: -- Nei! Ved §. 32: Kongen har højeste Befaling over Rigets Land- og Sømagt. Den maa ikke overlades i fremmede Magters Tjeneste, og ingen frem- mede Tropper maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke". -- vakte Klausulen om fremmede Tropper nogle Debatter. Holck mente, at Hjælpetropper dog maatte kunne indkomme i Riget Fotnote: I Rigsforsamlingens Forhandlinger er anmærket, at denne Betænkning savnes ved Protokollen. SIDE: 35 uden Storthingets Samtykke, saasom Tilfælde let kunde være, at der ikke blev Tid til at indhente det. Wedel yttrede derimod, at Hjælpetropper kunde være ligesaa farlige som fiendtlige, og at der, under Navn af Hjælpetropper, kunne indføres saadanne som vare bestemte til at undertvinge Landet. Han tænkte da vistnok paa en dansk General Monk, ligesom denne stuartiske, en olden- burgsk Restitutor. Udfaldet blev, at §'en antoges med 95 Stemmer imod 9, med det Tillæg, paa Forslag fra Diriks, at efter Ordet "Tropper" sættes "undtagen Hjælpetropper imod fiendtligt Anfald". Imod "§. 33: Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter". -- lod Sibbern oplæse følgende nedskrevne Foredrag: "Det være mig tilladt, ved Regentens saa omtvistede Ret til at er- klære Krig, ærbødigst i Rigsforsamlingen at yttre Følgende: At denne Ret, negtet Regenten, undertiden har havt ulykkelige Følger for et Land, negter jeg aldeles ikke; Historien fremviser flere Exempler herpaa; men viser ikke den samme Historie tillige, at Regenten, i Be- siddelse af denne Ret, har styrtet Nationen i Elendighed for flere Sekler? Naar den vise, den gode Regent stedse sad paa Thronen, behøvedes i denne Henseende ingen Bestemmelse; han vilde altid med faderlig Omhu vide at træffe sit Folks Vel; men, hvor faa Trajaner og Mark Aureler imod de mange Fyrster, der af pirret Forfængelighed, Herskesyge og andre smaalige Lidenskaber ofre deres Undersaatters timelige Lykke! Var ikke, som bekjendt, et skjævt Vindue, som Ludvig den 14de i ondt Lune opdagede, Anledningen til en af de skrækkeligste Krige, Frankrig har ført? Mange ville vel paastaae, at Regentens ubetingede Ret til at erklære Krig ikke bliver farlig i det Land, hvor Beskatningsvæsenet er i Folkets Hænder; men disse Mange see da ikke, eller ville ikke see, at, naar Landet først efter Regentens vilkaarlige Villie er styrtet i Krig, naar Fædrelandet, som Følge deraf, er oversvømmet af fremmede Krigere, eller Landets Sønner ligge i fremmed Land, ville da ikke Landets Børn, maae de ikke ville, om endog med Opofrelse af sidste Skjærv, søge at redde det elskede Fædreneland? Man glemme overalt ikke, om vi endog øine den lykkeligste Fremtid for nærværende Generation, at Konstitu- tionen, som vi haabe, skal være skreven for kommende Slægter. Paa Grund af Foranførte, vælger jeg saaledes af tvende unegtelige Onder det mindre Onde, og troer, at Regenten ikke ubetinget bør have SIDE: 36 denne Ret; selv Gustaf den 3die i den Konstitution, han 1772 gav sig selv og det svenske Folk, antog: at, naar Statsraaderne eenstemmig vare imod Kongen, denne da ikke kunde erklære Krig". Kommitteen, navnlig Motzfeldt, Sverdrup og Wedel, forsvarede dog §'en med en saadan Fremgang, at den tilsidst uforandret blev antagen med 90 Stemmer mod 14. Sverdrup mente, at ikke Den altid førte Angrebskrig, som begyndte Krigen; at det var upolitisk at tage et heelt Thing paa Raad med om at føre Krig, fordi samme da neppe vilde blive holdt hemmeligt; at der ikke da kunde gjøres Regning paa den Fordeel at føre Krigen paa fiendtlig Grund, og at Kongen i Krigshenseende var nok indskrænket ved Storthingets Bevillingsret. Sibbern svarede hertil, at denne Ind- skrænkning havde mindre at betyde end det syntes, da Folket vel maatte skaffe Penge naar Krigen først var begyndt. Wedel yttrede, at det ikke var saa let at skjelne mellem Forsvars- Angrebskrig. Ikke Den, der slaaer til, men Den, der ægger til Striden, er Aarsagen. Retten til at føre Krig var odiøs nok; men maatte ansees for et nødvendigt mindre Onde forat fore- bygge et større. Man havde ikke heller endnu udfundet Mulig- heden af at indskrænke denne Ret for Regenten, til hvem ogsaa det franske og det fri engelske Folk derfor havde overdraget den. Hvad Sibbern havde anført, at Gustaf III i 1772 dog havde fundet hensigtsmæssigt at dele denne Ret med Stænderne, da havde Gustaf ogsaa viist, hvorledes den kunde eluderes, og hans Krig med Rusland beviste Farligheden af, at Folket havde Deel i Retten til at føre Krig. Kommitteen støttede ogsaa især sit Forsvar til den Modvægt dette Kongens Prærogativ havde i Folkets Bevillingsret. Man vilde finde, at Kommitteen, i at afveje begges Magt, havde be- tænkt Folket saa vel, at ethvert yderligere Tillæg dertil ifra Kongen vilde gjøre denne til en Nullitet. "§. 34. Regjeringen er ikke berettiget til militair Magts Anvendelse imod Statens Medlemmer uden igjennem de i Lovgivningen bestemte Former, medmindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige Rolighed, og den ikke øiebliklig adskilles, efter at de Artikler i Lands- lovene, som angaae Oprør, ere den tre Gange lydeligen forelæste af den civile Øvrighed". Grøgaard mente, at den civile Øvrighed, i Oprørs Tilfælde, ikke altid vilde kunne finde Leilighed eller være istand til at op- SIDE: 37 læse Loven, hvortil Wedel og Diriks yttrede, at Lovens Oplæsning ikke altid maatte ansees som absolut Betingelse for Militærmagtens Anvendelse. Denne maatte, i saadanne Tilfælde, som paapeget, desuagtet kunne bruges. Den civile Øvrighed maatte ogsaa være beføjet til at betjene sig af militær Eskorte under Oplæsningen, og Bestemmelsen havde Autoritet for sig i den engelske Konstitu- tion, hvorfra den var hentet. §'en bifaldtes derpaa eenstemmig. §. 35 oplæstes derpaa saalydende: "Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Høiesterets Dom er falden og dens Betænkning indhentet. [fotnotemerke] Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig den ham tildømte Straf. I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes anlagte for Rigsretten, kan ingen Benaadning finde Sted". I Kommitteens første Udkast lød denne Paragraf korteligen saaledes: "Kongen har Ret til at benaade, efterat Høiesteretsdom er falden og han har indhentet dens tilligemed sit Statsraads Be- tænkning. Dog ikke i Sager, som af Storthinget foranstaltes an- lagte". Diriks foreslog, at Benaadning ogsaa maatte kunne finde Sted i Sager for Statsforbrydelser, idetmindste saa vidt, at Re- genten skulde have Ret til at formilde Straffen een Grad. Hvad der til een Tid og under visse Omstændigheder blev anseet for Statsforbrydelse, kunde til en anden Tid og under andre Om- stændigheder endog blive anseet for Fortjeneste. Wedel mente derimod, at en Gunstling isaafald lettelig kunde slippe for fortjent Straf; at den Dømte, om Dommen kun lød paa Embedsfortabelse, kunde gaae ganske fri; og at det var mindre farligt, om et Ex- empel statueredes, end at den skyldige Forbryder mod Staten skulde være strafløs. Skulde Benaadning finde Sted i slige Sager, maatte den ialfald indskrænkes til at kunne eftergive Livsstraffen. Falsen fandt det betænkeligt, at overlade den Domfældte Valget imellem Straffen efter Dommen, naar denne lød paa Livsstraf, og Benaadningen, naar denne gik ud paa Fængsel paa Livstid. Og isandhed maa det indrømmes, at Forbryderens Frihed til at modtage eller forbyde Kongens Benaadning, kan, i Dødsstrafs Tilfælde, gjøre denne til et Selvmord. §'en blev dog eenstem- migen antagen med saadan Forandring, at der i dens Slutning, istedetfor Ordet "Benaadning" sættes "anden Benaadning end Fritagelse for idømt Livsstraf". Fotnote: I de trykte Forhandlinger er §'en kun gjengivet til dette Punktum. SIDE: 38 "§. 36: Kongen kan give og ophæve midlertidige Anordninger, be- træffende Handel, Told, Næringsveie og Politi; dog at de ikke stride imod Konstitutionen og de af Storthinget givne Love. De gjælde provi- sorisk til næste Storthing". I Kommitteens første Udkast lød den saaledes: "Kongen kan give og ophæve midlertidige Anordninger betræffende Handel, Politi og Næringsveje, men de maae ikke stride mod Konstitu- tionen og de af Storthinget givne Love. Den Statsraad, som har kontrasigneret Anordningen, staaer derfor til Ansvar. De gjælde provisorisk indtil Storthinget bestemmer om de skulle vedblive eller ikke". §'en var vigtig indtil Farlighed; men vakte dog ikke nogen Diskussion. Mølbach spurgte, om Kongen ved midlertidige An- ordninger ogsaa skulde kunne paabyde ny Told og Huusinqvisi- tioner, hvortil Diriks svarede, at han maatte være berettiget til det første i Tidsrummene mellem Storthingene, da samme afhang saameget af Omstændighederne, men mod Huusinqvisitioner vilde Spørgeren finde Borgerne sikkrede ved §. 107 i Konstitutions- udkastet. §'en vedtoges eenstemmig. Dagen endte med Oplæsningen af et Forslag fra Organisten i Eidsvold vedrørende Adskilligt han vilde have forandret og for- bedret i Lovgivningen, men som Redaktionskommitteen dog ikke har fundet det værd at lade trykke. Det bidrog, ligesom et fore- gaaende, til at Forsamlingen opløstes i godt Lune over denne Opdagelse af, at den parodieredes i Bygden af Kandestøberier. Og hvormeget bedre var dog ikke dette end om Almuen ganske ligegyldigen havde anseet hvad der passerede i dens Midte? Men saa var ikke Tilfælde. De hyppige Sammenstimlinger paa den store Gaardsplads og de ivrige Udfritninger af deres Værter havde allerede lært Repræsentanterne, at Omegnens Almue, med større Interesse end man kunde vente, havde sin Opmærksomhed hen- vendt paa deres nationale Forehavende. SIDE: 39 Diplomatiske Forhandlinger. Beslaglægning paa Orlogsfartøjerne. -- -- Vi sende jer, vakkre Voltimand, og jer, Cornelius, at bringe gamle Norge denne Hilsen. Hamlet. Den følgende Dag var almindelig Bededag -- altfor høitidelig, efter de kirkelige Anordninger, til at Rigsforsamlingen ogsaa da skulde kunne fortsætte Arbeidet. Og vi ville ogsaa vie denne Episode til den Slags Hvile, som en Afvexling af Gjenstandene for Betragtningen er. Vi ville see ind i Regentens Kabinet, hvor han og Holten lade til at have faaet uopsættelige Forretninger. . . Ja, en dansk Søofficier Falbe har just overbragt Hs. kgl. Høihed en Skrivelse, dateret Wenersborg den 3die Mai, fra Hs. danske Majestæts Kommissarier, Kontreadmiral Steen Andersen Bille og Oberst Kristoffer v. Lønborg, udnævnte ved Reskript af 18de April til at opfordre Kristian Frederik til at overlevere til Hs. svenske Majestæts Befuldmægtigede Norges Fæstninger, faste Pladse, offent- lige Kasser og Domæner, hvilke Overleverelse de tillige skulde besørge fuldbyrdet. Skrivelsen lød saaledes: "Til Hans Høihed Prinds Kristian Frederik af Danmark! Det er i Følge allerhøjeste Befaling, at vi undertegnede danske Kommissarier have indfundet os i det svenske Hovedqvarteer i Weners- borg, for derfra, i Følge med tvende svenske Kommissarier, at anmelde os for Deres Høihed, og i Deres Haand at levere et Kongeligt Reskript, hvis væsentlige Indhold er en nøiagtig Opfyldelse af den sluttede Freds- traktat i Kiel af 14de Jan. d. A., og i Særdeleshed forsaavidt angaaer den 4de, 15de, 16de og 21de Artikel. Som en Følge heraf, og i Henhold til vores Instrux og Kommissorium (hvoraf vi indsluttet lade følge Gjenpart), maae vi herved underdanigst anholde hos Deres Høihed om at blive satte istand til, saa hastigt som muligt, at udføre det Ærinde, der er os overdraget. Koureren, som bringer os Deres Høiheds Svar, vil finde os paa Grændsen, færdige til strax at indfinde os hos Deres Høihed." Og i det Skrivelsen vedlagte Kommissorium maa bemærkes følgende Angivelse af Grunde derfor udenfor Kielertraktatens Bydende: "Med dyb Bekymring have Vi erfaret, at Eders Kjærlighed, Vor nærmeste elskede Frænde, til hvem Vi med uindskrænket Tillid for- troede Norges Bestyrelse, istedetfor at efterkomme de Samme af Os SIDE: 40 tillagte Befalinger, har vovet at tilsidesætte dem, og derimod at erklære Riget Norge som uafhængigt og Sig som dettes Regent: at negte al Overleverelse af hvad Hs. Majestæt Kongen af Sverige efter Fredstraktaten havde Ret til at paastaae: Og endeligen, at Deres Kjærlighed har med Magt sat Sig i Besiddelse af Vore Krigsskibe, som befandtes i de Norske Havne; befalet andet Flag end det Danske heist paa Samme, og belagt deres Førere, Vore Tjenere, med Arrest". Denne Handling, det raskeste og mest determinerede Træk af Kristian Frederik under hans hele Regjering, var allerede forøvet i Marts Maaned [fotnotemerke] . Paa Kongen af Danmarks Tilbagekaldelse under 23de Februar af Officerer af den danske Armee, og hans Befa- ling, at samtlige i Norge værende Orlogsbrigger og øvrige arme- rede Seilfartøjer skulde afseile til Danmark, erklærede Regenten, i Skrivelse til Kongen af Danmark af 6te Marts, at Befalingen for Officerernes Vedkommende skulde blive dem meddelt, men at den angaaende Flaaden ikke lod sig udføre af dens Befal- havende, Kontreadmiral Lütken; thi -- lyder Skrivelsen -- "han har ei Mandskab til deres Besætning, og Min Forpligtelse her, at forsvare Landet med de Midler, som levnes Mig, forbyder Mig des- uden, at lade dette Søværn afgaae fra Norges Tjeneste. Jeg tilligemed hele Nationen erkjender vist Deres Majestæts Ejendomsret til samme, men det vilde ikke destomindre være lige uforsvarligt af Mig, om jeg vilde udsætte Staten for et saadant Afsavn af det Forsvar, som muligen vil udkræves af os. -- Jeg beder Deres Majestæt blot et Øjeblik at tænke Sig i Mit Sted". Overadjutant Brock affærdigedes nu til Frederiksværn og Oberst Arenfeldt til Kristianssand forat lægge Beslag paa Orlogsfartøjerne. Gamle Lütkens Protestation havde hans og de danskfødte Offi- cerers Huusarrest tilfølge, som ikke vilde give deres Revers paa at ville forholde sig uvirksomme ved Udførelsen af de af Regent- skabets Befalinger, der sigtede til at sikkre Norge dette sit Sø- værn. Beslaget gik saaledes for sig. I Kristianssand var dog Briggen Allart nær sluppen væk. Medens Arenfeldt Morgenen efter sin Ankomst havde de derværende Orlogsfartøjers Chefer og Officerer forsamlede hos sig, forat meddele dem Regentskabets Befaling, kommer der Bud, at Allart, kommanderet af den danske Fotnote: Under 19de April emanerede ogsaa Ordre, at danske Fartøjer skulde være samme Forpligtelse som andre fremmede underkastede, at tage Lods under Norge. SIDE: 41 Kapitain Schønheider, gjør sig klar til at gaa under Seil. Og virkelig der bevæger den sig udad Skibsløbet. Arenfeldt sender et skarpt Skud over den fra et af Odderøens Batterier, hvorpaa Schønheider kalder Besætningen, der paa Faa nær bestod af Nor- mænd, sammen, og underkaster sig dens Mening. Mellem disse var der ingen Dissents; om faa Minutter ligger Allart mellem de andre Brigger, og Kapitain og Næstkommanderende gaae iland, for siden at blive førte ned til Danmark ligesom alle de danske Sømænd, der satte sig i samme Kategori. Det nye norske Flag tonede fra samtlige Orlogsfartøjer, hilset af disses nu purificerede Besætning; og da Efterretningen herom kom til Kristiania, ud- stedte Regenten sin Parolbefaling: "Idet jeg herved høitideligen erkjender Hans Majestæt Kongen af Danmarks Ejendomsret til de i Norges Havne nuværende Orlogsbrigger, hvilke ved Fredstraktaten til Kiel ei afstodes til Sverig, erklæres lige- ledes: at denne til Norges Forsvar uundværlige Søstyrke, indtil videre, er tagen i norsk Tjeneste, og vil saaledes føre norsk Flag og Vimpel. De danskfødte Officierer og den danskfødte Besætning skulle snarest muligt overføres til deres Fædreneland; Kapitain Fasting overtager Kommandoen over Kongeriget Norges bevægelige Sømagt og øvrige Sø- Defension, hvilken Kommando den kgl. Danske Kontreadmiral O. Lütken, savnet og høiagtet af alle Norske Søkrigere, har nedlagt. I Kristiania etableres et Søkrigskommissariat, til hvis Chef Kommandør Jens Schou Fabricius herved udnævnes, og hvis Organisation nærmere skal anordnes". Om denne Begivenhed yttrer ellers Kristian Frederik sig saa- ledes i en Skrivelse til Kongen af Danmark af 18de April, hvor- med han oversendte Brocks og Arenfeldts Rapporter: "Ihvormeget Jeg havde imod at udøve Saadant imod danske Sø- officerer, saa troer jeg dog, at min Handling var en uundgaaelig Følge af deres, paa streng Filosofi grundede, Vægring, og at de selv maatte ønske Saadant, for at retfærdiggjøre, at de ei kunde udføre Befalingen at bringe Briggerne ned. -- Selv det med Briggen Allart Forefaldne giver et fyldestgjørende Beviis paa, at Officererne ei imod det norske Mand- skabs Vilje formaaede at afseile med Briggerne. -- Det modsiger tillige ethvert Paafund om stedfindende Overeenskomst imellem Mig og Deres Majestæt angaaende Briggerne, og i denne Henseende vil De ei fortryde paa hvad der er hændt. Overhovedet beder Jeg Deres Majestæt at tænke Sig i Mit Sted, og De vil indsee, at Jeg ikke kunde handle anderledes". SIDE: 42 Hverken paa disse Meddelelser eller paa en Deklaration af 22de Februar, der skulde afgive Svar paa Kongen af Danmarks aabne Brev af 18de Januar, havde Regenten erholdt nogen officiel Besvarelse før den, der laae i hine Kommissærers Skrivelse fra Wenersborg, Men nu skulde denne uopsætteligen besvares, og saaledes finde vi da paa Bededagen, den 6te Mai, Kristian Frederik i sit Kabinet paa Eidsvold Værk, med Pennen i Haanden. Og var det Bededagsarbeide, saa blev det dog ikke Bedemandsstiil. Svaret til Hs.danske Majestæts Kommissarier lød kort og godt: "Ligesaalidt som Hans Majestæt Kongen af Danmark kan vente Lydighed af det Norske Folk, som han ubetinget har løst fra dets Tro- skabs Eed imod Høistsamme, ligesaalidet seer Jeg Mig, som dette Folks Regent, beføiet til at tage Hensyn paa den ved De Herrer Kontre- admiral Bille og Oberst v. Lønborg, Hans Danske Majestæts udnævnte Kommissarier, overbragte Opfordring og Overgivelse af Norges Fæst- ninger o. s. v. Jeg nødsages i dette Tilfælde hellere at udsætte Mig for Hans Majestæts, Min høitelskede Hr. Fætters, Mishag, end svige Eed og Pligt imod et uafhængigt og trofast Folk, hvorved jeg i lige Grad vilde fortjene alle retsindige Nordboers Ringeagt. Eftersom de Herrer Kommissariers Forhandlinger udi Norge vilde være aldeles frugtesløse, saa ønsker jeg ikke heller, at de skulde være Øjenvidner til den billige Fortrydelse, med hvilken deres Ærinde nødvendigen maatte mødes iblandt Normænd. Regentskabet i Norge, Eidsvold den 6te Mai 1814. Christian Frederik." Med dette Svar ilede Koureren tilbage Morgenen efter, og saa kunde da baade Voltimand og Cornelius blive der de vare. Men før han tog afsted, rystede han adskilligt ondt af sig, nemlig først en Gjenpart af en Skrivelse af 22de April fra den svenske Minister i London, Baron Rehausen, til Landshøvdingen i Gothen- borg, Grev Rosen, hvori denne, med det lettende Takkesuk: "Gud skee Lov, vi ere komne saa vidt"! underrettes om den engelske Regjerings fiendtlige Forholdsregler imod Norge, Ankers Afviisning, Embargo paa dets Skibe og Blokade af dets Havne. Fra Anker selv havde man ingen Efterretninger herom, saa hans Breve til Regenten enten maatte være opsnappede eller forkomne. Ligesaa vidste ogsaa Koureren at nedslaae Rigsforsamlingen med For- SIDE: 43 tællingen om, at man vidste nøie Beskeed derfra i Sverige. Werge- lands Tale den 19de April havde han saaledes læst i det svenske Hovedqvarteer; og Denne lægger til i sine "Breve", at der ogsaa i Rigsforsamlingens Midte virkelig skulde være en Mand, som man havde mistænkt for at tjene begge Partier med sine Kundskaber. Har jeg altsaa for denne Enes Vedkommende sagt formeget, da jeg engang i det Foregaaende yttrede: "De vare Alle Patrioter"? Eller skulde en Mistankes skyggeagtige Fingerpeg være mægtigere end samtlige Rigsforsamlingsmænds Haandslag, da de ved Ad- skillelsen ikke udelukte Nogen af Broderkjæden, i hvis Midte hiin trøstfulde Tanke om samtlige Medlemmers Ærlighed maatte føle sig saa tryg. Fra Udlandet bragte Grosserer Marcus Pløen, som i Providerings- anliggender havde været over i Jylland, mundtlige Efterretninger, og det var rimeligviis disse, i Forbindelse med Falbes fra det svenske Hovedqvarteer, som bragte Brevskriveren fra Eidsvold til at slutte, at en af Følgerne af Napoleons Fald vilde være, at Norges Skjebne formodentlig allerede var, med endnu stærkere Determination, afgjort i Paris eller i Kronprindsen af Sveriges Hovedqvarteer i Lüttich, og at Denne snart vilde ile hjem forat fuldføre sit paabegyndte, men nu afbrudte, Værk. Hans Skrække- billede var, i sidste Nr. af Tiden, nemlig for 3die Mai, bleven paany fremkaldt af Baggrunden, idet deri, paa Regentens Befaling, var bleven meddelt tvende Skrivelser fra ham til Feldtmarskalk Grev Essen, daterede Lüttich 10de og 21de Marts, og som i en Oversættelse, der røbede Fabrikstedet, vare blevne skikkede ind i Norge. I den første skriver Kronprindsen om Kristian Frederik, at han formodede, at nogle sletsindede danske Embedsmænd havde opflammet denne unge uerfarne Prindses Hoved, og han paalægger Essen, at give alle veltænkende Mennesker tilkjende, "at hverken Kongen eller den svenske Nation ville, eller begjære andet af Nordmændene, end Enighed og Venskab; at Kongen ikke be- høver af Norge hverken Kontribution, ei heller Flaade, ei heller Armee, og langt fra at ville udskrive Soldater i sine nye Stater, har han isinde at afskaffe den Skyldighed der paaligger Nordmændene, at være til Regjeringens Disposition indtil en Alder af 60 Aar, da Alderdommen sætter den største Deel af Menneskeslægten i den ulykkelige Stilling, at forblive i en aldeles Uvirksomhed. Kongen vil derfor indskrænke Milicen, og formindske de Byrder, der trykke dette ulykkelige Land. SIDE: 44 Jeg gjentager det: Hans Majestæt vil ikke udskrive en eneste Soldat; Han vil sætte den norske Armees Styrke i Forhold til Landets Folke- mængde, til dets Handels Reaktioner, til dets Industrie og til dets Ager- dyrkning, der saa gruelig er bleven forsømmet af Prinds Kristian og foregaaende Statholdere. Kort! Kongen vil ikke have nogen Konskrip- tion i Norge, Han vil endog ved Freden afskaffe den i Sverig, efterat have overlagt med Rigets Stænder derom. Hans Majestæt behøver ei den norske Armee for at gjøre den paa Fastlandet værende svenske Armee fuldtallig; disse Rygter underholdes kun af slette Borgere i Landet, af Sveriges Fiender og af danske Agenter". Det andet Brev, hvorunder findes anmærket, at begge ere bog- staveligen aftrykte, lyder saaledes: "Min Fætter! Det er let at forudsee, at, hvis Prinds Kristian vedbliver sit troløse Foretagende, skal vores Vaabens Styrke, understøttet af vores Allierede, ufortøvet med Seier krone en Sag, som henter sin Grund fra "Retviisen", fra Samfundslovene og fra de helligste Forbin- delser. Imidlertid kræver Menneskeligheden, at man anvender alle de Midler, hvorpaa Klogskab og Velvillighed give Anviisning, for til Følelsen af sine Pligter at tilbageføre et ved nogle Ærgjerriges Rænker "forvillet" Folk -- et Folk, som ved Traktaten til Kiel er berettiget til broderlig Tillid af enhver Svensk; -- men skulde Fornuften og Føjeligheden for- gjæves vilde "høje" sin Røst: skulde Prinds Kristian, veiledet af troe- løse Raadgivere, for utallige Ulykker udsætte dette Folk, hvis Vel burde være hans kjereste Maal: skulde Samvittigheden i hans Hjerte ikke være nok mægtig at formaae ham til at afstaae fra sine sorte Planer; saa gjør ham opmærksom paa den Afgrund, som aabner sig under hans Fødder, og paa den ulyksalige Skjæbne, som venter en Rebel, hvilken ved Ulydighed udsætter sig for at tabe al sin Ret saasom Dansk Under- saat. Underrette de Oprørske, at Lovenes Hevn svæver over deres Hoved. Lad bekjendtgjøre, at alle Udlændinger strax bør afgaae fra Norge, hvis de ikke ville ansees og straffes som Forrædere imod den Svenske Regjering: at enhver Dansk, som, uagtet sin Regjerings Befa- linger, bliver tilbage i Norge fire Dage efter den Tid som af Kongen i Danmark er bleven bestemt for Landets "Overleverende", skal erklæres Fredløs: at enhver som modtager Prinds Kristians ulovlige Sedler, skal dømmes som falsk Mynter og dens Ejendom seqvestreres. Giv og tilkjende, at Jeg kommer tilbage med min Armee, og at Jeg vel ikke uden livlig Smerte, men med al den Kraft min Sjel ejer, er færdig at føre mine tappre Soldater til Erobringen af de Rettigheder, som ved en høitidelig Traktat ere blevne os forsikkrede, og som de SIDE: 45 største Magter i Europa har garanteret. Jeg gjentager Dem, min Fætter, Forsikkringen om min Tænkemaade for Dem, og beder Gud at han vil tage Dem i sin hellige Beskyttelse. Deres vel affektionerade Fætter Karl Johan". At Kronprindsen af Sverige, siden Feldttoget mod Napoleon var forbi, virkelig ogsaa snart vilde indfinde sig mægtigere end han nogensinde vilde have kunnet, var let at see igjennem den Taage- væv af Rygter, som samtidigen med denne Efterretning rimeligviis fra et Forgemak udbredte sig i Repræsentanternes Selskabsværelse om at han skulde ville takke af fordi han ikke længere taalte Nordens Klimat, blive Premierminister i Frankrige eller Dusin- fyrste i Tydskland, hvorpaa da Gustaf IVdes Søn skulde indtage hans Plads i Sverige. Nei, hans snarlige Ankomst til Grændserne baade blev sagt og troet paa Eidsvold, og ligesom Snakket om Prindsen af Vasa kunne være brugbart nok til at ægge de natio- nale Antipathier, var Karl Johans Nærmelse kun en Spore mere til at skynde sig med Konstitutionsværket, saa han kunde finde Nationen færdig med sine Anliggender. Deri vare Alle enige. Men Majoriteten, Bierget, meente: for i den færdige Konstitution at have et blussende Altar i Nationens Midte til at gløde For- svarets Vaaben i; Minoriteten tænkte stille i sine Hjerter: forat have en Basis at gaae ud fra i Underhandlingerne. Altsaa til Arbeidet igjen Alle med fornyet Fyrighed! Den 7de Mai. -- -- "og Adel er ikkun en Lyd". P.A. Heiberg. Efterat Lysgaard havde fremlagt Afskrivt af sit i forrige Møde Yttrede om Anvendelsen af det beneficerede Gods, og forlangt det indført i Protokollen, forat han ved Udskrivt deraf kunde godt- gjøre for sine Kommittenter at han havde yttret sig overeens- stemmende med deres udtalte Vilje, oplæste Præsidenten: "§. 37: Kongen kan meddele Rang, Titler og Ordener til hvem, han forgodt befinder, til Belønninger for udmærkede Fortjenester; dog saa- ledes, at ingen af hine maa være arvelige, give Ret til Fritagelse fra SIDE: 46 Statsborgeres fælleds Pligter og Byrder, eller medføre fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maa tilstaaes Nogen for Fremtiden". I det første Udkast havde denne §. lydt saaledes: "Kongen kan meddele Ordener for udmærkede Fortjenester til hvem han for godt befinder; men ingen Rang kan finde Sted, den undtagen, som et virkeligt Embede medfører; og ingen enten personlig eller blandet arvelig Forrettighed maa tilstaaes Nogen". Steenstrup og Heidmann havde begge den 28de April indleveret til Konstitutionskommitteen Betænkninger over den 10de Grund- sætning, og Steenstrup aabnede nu disse øvrige Debatter om Adelen ved at oplæse sin: "Da vor forrige Statsforfatning aldeles forandres; da endog den højeste arvelige Forrettighed, som var tilstaaet nogen Person, er falden tilbage til Folket, og ikke enten til en Deel eller heel igjen kan erholdes uden ved ny Overdragelse fra Folket: saa maa vel ogsaa dette blive Til- fældet med alle andre større eller mindre arvelige personlige Forrettig- heder. Det strider imod Tingenes Natur, at vor forrige Konstitution skulde kunne virke ind igjennem den nye, som, for at være retfærdig, maa begynde med at tildele alle Borgere lige Rettigheder, eller idet- mindste, for ikke at berøve en nulevende Person en efter den forrige Konstitution havende Forrettighed, gjøre denne uskadelig for hans Med- borgere, og lade den døe med ham. Det være mig derfore tilladt aller- ærbødigst at foreslaae Grundsætningernes 10de §. saaledes nærmere bestemt: "Personlige eller blandede arvelige Forrettigheder bør ikke tilstaaes Nogen eller forplantes paa Nogen for Fremtiden". Steenstrup, ivrig, arbeidende sig varm for sin Idee, rastløs derfor som Pukhammeren i sine Slag paa det Værk, han har været et Drivhjul for, havde ogsaa, i en Skrivelse af 5te Mai, fuld af Ængstlighed og Varme, ne qvid detrimenti respublica caperet, yderligere lagt Rigsforsamlingen paa Hjerte Vigtigheden af sit Amendement og udviklede det til en saadan Omformen af hele §'en: "Kongen kan meddele Ordener som Belønninger for ud- mærkede Fortjenester. Ethvert Embede medfører en vis Embeds- rang, som Kongen kan tillade i Naade afskedigede, fortjente Embedsmænd fremdeles at beholde. Personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maa ikke tilstaaes Nogen eller forplantes paa Nogen for Fremtiden." SIDE: 47 Hersleb Hornemann oplæste og vedlagde et motiveret Forslag om saadant Tillæg til §'en: "De Adelen hidtil tilstaaede arvelige blandede eller personelle Forrettigheder forplantes ikke paa de nu- værende adelige Familiers Descendenter, der efter denne Tid fødes". Omsen mente, at Afgjørelsen af Adelsspørgsmaalet burde hen- staae til en kommende Nationalforsamling, og at Kommitteen havde forbigaaet at fatte endelig Bestemmelse i denne Sag, fordi den da ogsaa havde maatte indlade sig paa andre Privilegier, saasom Laugene, Saugbrugsprivilegierne o. s. v. Sverdrup yttrede, at enten vare Adelsrettigheder erhvervede for Penge, eller meddeelte som Belønninger for udmærkede For- tjenester af Staten. I første Tilfælde vilde det være uretfærdigt at gjøre Indgreb deri, og i sidste idetmindste meget ubilligt. Provst Schmidt var af den Formening, at ingen anden Rang eller Udmærkelse end den Embedet medfører burde finde Sted. Adelige Forrettigheder burde ikke kunne forplantes, og betræffende de blandede og reelle Forrettigheder, saasom Privilegier og Mono- poler, der indskrænkede Næringsvejene og Eiendomsrettens frie Udøvelse, erklærede han, at det var ham udtrykkelig paalagt af hans Kommittenter, at paastaae dem hævede, hvorfor han refe- rerede sig til, og maatte bede oplæste, endeel til Præsidenten indleverede skriftlige Opinionsyttringer fra endeel af dem, nemlig fra Modums Almue, over dette Punkt. Fabricius erklærede sig ligeledes imod Rang og Titler, men for Udmærkelse ved Ordener og Bibeholdelsen af Embedsrang. De adelige Forrettigheder vilde han skulde ophøre med den første Generation. Han oplæste ogsaa ved samme Leilighed en Betænk- ning over Udkastets §§. 41 og 42, der kunde ventes samme Dag at komme under Behandling. Rein indrømmede, at Ordener for vitterlige Fortjenester kunde have sin Nytte, Bryn, at en militær Orden for udmærket personlig Tapperhed især vilde være passende, og Kapitain Motzfeldt, at den Omstændighed, at Ordener havde sin Oprindelse i meget gamle Tider syntes at tale for deres Hensigtsmæssighed. Grø- gaard bemærkede, at der ikke lod sig trække nogen Parallel mellem Militærordener og ældre Ridderskaber. Saaledes kunde ikke Korsridderordenen ansees som en militær Fortjenesteorden, men kun som en Forening til et vist Øjemed. Sverdrup sagde, at Romernes Ege- og Laurbærkrandse dog maatte ansees som SIDE: 48 Fortjenesteordener, og at Priserne i de olympiske Lege bleve eftertragtede som de højeste Udmærkelser. Holck foreslog, at Storthingene ved 2/3 Stemmers Pluralitet skulde uddele Ordener efter Kongens Forslag, hvorimod Diriks bemærkede, at dette i flere Henseender vilde være betænkeligt, men især fordi Den, som blev foreslaaet til en Orden uden at faae den, derved er- holdt en meget krænkende Udmærkelse, og Grøgaard ønskede blot, at Ordenerne og Tolvskillingsperioden snart maatte være forbi. Mange Øxer vare nu hørte huggende imod Fødselsaristokratiets gamle Træbull, der kan see smuk nok ud i Frastand med sine glindsende Grene, og vække Interesse ved Sagnene om hvad der er passeret derunder (skjøndt dette kun i meget indskrænket For- stand lader sig sige om den norske Adel), men som man i Nær- heden vil opdage udsuger Grunden saa langt omkring sig, at den idetmindste fortjener den langsomme Uddøen Normændene have dømt den til, ved i en Afstand at afskjære Forbindelsen med dens Rødder. Men nu reiser sig en Repræsentant forat hævde den Beskyttelse, som Paragrafen sigtede til at yde den bestaaende Adel. Det er Medlemmet af Konstitutionskommitteen, Jakob Aall, der i følgende nedskrevne Foredrag først optræder for denne moderate Konservatisme, udelukkende dog Kongens Ret til at uddele blotte Titler af sit Forsvar for §'en: "I en Stat som den Norske, der rimeligviis ikke bliver i Stand til at lønne alle Embedsmænd, især de høieste, passende til Embedernes Vigtighed og Embedsmandens anvendte Møie, kan Rang betragtes som et Gode, eller idetmindste som et uundværligt Onde. -- Forfængelighed flyer vel ikke denne Stat; mange duelige Mænd vilde maaskee opofre Rolighed og forsømme Velfærd, naar de stige høiere paa Ærens Trin, end deres Medborgere -- men Titler i en saa liden Stat, som vores norske, forekommer mig aldeles overflødige. De uddeles ofte til dem, som ere mindst berettigede til at bære dem, indeholde i smaa Stater noget vist Latterligt, og fordunkle sande Fortjenester. Naar Kongen kan give sine Embedsmænd Rang efter vilkaarlig Bestemmelse; naar han kan uddele Ordener for civile og militære Fortjenester, saa for- mener jeg, at Staten har givet ham Midler nok ihænde til at lønne For- tjenester med uvæsentlige Fortrin. Men derhos skulde jeg foreslaae, at Embedsrang ei ophører med Embedet. Der er noget vist Ubehageligt for en Mand, der har opofret sin Tjeneste til Statens Bedste, i at miste de Æresfortrin -- vare de endog uvæsentlige -- hvoraf han var i Besiddelse. SIDE: 49 Paa nærværende Rigsforsamling at tage nogen Beslutning, som be- røvede de faa Adelsmænd, der monne være i Landet, enten om kort eller længe, de personlige arvelige Rettigheder, hvoraf de ere i Be- siddelse, vilde jeg ansee for inhumant og stridende imod den Agtelse, som man skylder Enhvers lovligen erhvervede Rettigheder. Jo lettere deslige Beslutninger tages, jo færre Personer der kunne og ville for- hindre dem, jo mere Varsomhed paaligger Forsamlingen. Det blive en Gjenstand for Lovkommitteen, at undersøge denne lidet talrige Stands Indvirkning paa Samfundet, og derefter forelægge en tilkommende For- samling Resultatet af dens Undersøgelse! Os være det nok, i Konstitu- tionen at have forebygget denne Stands Udvidelse, som vistnok, især under visse Omstændigheder, kunde blive Nationen til største Skade". Grøgaards Røst, hvortil Alle saa gjerne lyttede, høres efter Aalls i et veltalende Foredrag, hvori han først drager tilfelts imod Titels- og Ordensvæsenet i Almindelighed, og særligen banlyser det fra Norge. Hans Grundsætning er, at Mennesket alene selv giver sig den sande Ære. "Monarchen kan ved Titler og Ordens- tegn tilkjendegive sin Mening om en Persons Fortjenester; men hvor let kan ikke hans Mening være vildfarende? Har den aldrig været det"? spørger han med sit mildt sarkastiske Smiil og med et Blik, der ligesom standsede sig selv i at løbe Forsamlingen rundt. Men, efterat have fremhævet, at Titler og Ordener kun forvirre Æresbegreberne, at den Konge, som derved vil virke paa sit Folk, ærer ikke dette, men haaner det, liig Europæeren, som med Glasperler takker den enfoldige Amerikaner, udbryder han: "Man misforstaae mig ikke! Her i denne værdige Forsamling ere saa- mange hæderlige Mænd med Titler, med Ordenstegn, Mænd, for hvilke mit Hjerte føler dyb Ærbødighed; og saa hæderværdige Mænd ere det fuldkomneste Beviis for, at ikke Titel eller Orden er i sig selv nogen Skam; men er det Titler eller Ordenstegn, som i sig selv udgjøre disse Mænds Hæder? Det er Manden som ærer Ordenen, men Ordenen ærer, egentlig talt, ikke Manden". Ved at Æresbegreberne forvirredes, mente Taleren, at National- karakteren vilde forværres, at man vilde nøjes med at synes hæderlig istedetfor at være det, heller glimre end gavne, og ikke drives af ædle og varige, men af lave og usikkre Bevæggrunde. "Usikkre ere de lave Bevæggrunde. Den store Napoleons store Magt var grundet paa den uægte Ære. Hvad er den nu, uagtet dens Støtte var Æres-Legionen? Alle de mangfoldige Alen hvide Baand med røde SIDE: 50 Kanter, som ere vævede i vore Dage, vare dog ikke istand til at sammen- holde den Dansk-Norske Stat". Taleren endte med at bemærke, at Titler og Ordenstegn lede før til den af Holberg latterliggjorte honette Ambition, end til ægte Æresfølelse, og indledede, med Spørgsmaalet, om det vilde geraade Forsamlingens Fornuft og Ambition til Ære, om den i Norges Grundlov anordnede Titler og Ridderordener, det Forslag, at §. 37 skulde forandres omtrent saaledes: "Ingen personlige eller blandede arvelige Rettigheder maae tilstaaes Nogen for Fremtiden; ikke heller blotte Titler eller anden Rang, end Embedsrang. Ingen Ridderorden maa stiftes i Norges Rige. De, der nu bære noget udenlandsk Ordenstegn, maae vedblive at bære det". Det vidtløftigste Foredrag i denne Sag holdt Dr. Møller, og naturligviis, efter denne Karakteers Anskuelser, rettet imod Titler og Adel, medens der stak noget frem af hans Begeistring for Oldtidens Republiker og for Frankrig under Konventet i de Ideer, han fremsatte om at efterligne hines Hæderskrandse i en Orden for Fortjenester, der kunde bestaae i en, i Baand eller Kjæde baaren, Laurbær- eller Egekrands med Sindbilledet af Mars, Minerva, Merkur o. s. v., eftersom de vare militære eller civile, samt om at Storthinget skulde, med Kongens Samtykke, kunne dekretere, at en Borger havde gjort sig fortjent af Fædre- landet, og ansøge Kongen om Hæderstegn for ham. Meddelte Kongen saadant efter eget Tykke, skulde Grunden dertil forud be- kjendtgjøres og nedtegnes i en Hædersprotokol, hvilken Idee i det væsentligste ogsaa vil sees optagen i §'en, saaledes som den slap ud af disse Debatters Skjærsild. Men fremfor alt indprentede Taleren, at det gjenfødte Fædrelands Borgere og Borgerinder maatte rense sine egne Hjerter for de Fordomme, de havde ind- suget under det gamle System. Fædrelandets Selvstændighed vilde ikke kunne bevares, sagde han, uden Alle som Een aflagde de "Fordomme og Vedklæbelser, som vi ved vor forrige og for- nemmelig seneste Bestyrelse ere blevne hildede og nedsjunkne udi" . Disse var det, der, "ligesaameget som den sildigere Aands- tvang, havde bragt os til Randen af vor Opløsning som en Stat og et Folk". Det var let at see, mente han, at Forfængelighed, Overdaadighed, Blødhed, Selvraadighed, (?) Egennytte og Smiger baade i Vers og Prosa, SIDE: 51 med disses fordærvelige og sørgelige Følger, der vare fremledede ved den forrige Bestyrelses Svaghed, Sløvhed og Inkonseqvents, alene vare det, som havde bragt os til at synke ned under vor forrige Magt og Selv- stændighed, -- ikke, hvad man saa gjerne vilde troe, Mangel paa Midler og sand Nationalkraft til at hævde Samme. "Det er altfor vist -- endte Repræsentanten fra Arendal denne straffende Indledning til sit Foredrag -- at det kun er Smaahedsaand, Letsindighed, falsk Æresfølelse, Selvsmiger og Tant, der saaledes have indtaget de adlydende Statens Borgere, at vi saa stændigen ere blevne satte tilbage i Værd og Anseelse som en Nation, mod hvad vi forhen have været. Vi skue ikkun trindt om os i enhver Deel af Landet, og mangen En gribe kuns i egen Barm, og man vil finde, at disse Betragt- ninger ikke ere enten overdrevne eller usande. En Sammenligning af to til tre Decennier tilbage med det sidste vil end ydermere gjøre det indlysende". Hvem gjenkjender ikke her i disse Overdrivelser, saa velmente de vare, en Efterligning af disse frasefulde Taler i det franske Konvent, hvori dets ordgydende Smaa-Catoner hævede sig selv ved at tordne imod den almindelige Fordærvelse? Saa udredet er intet Øg som dette Thema; men der er heller intet, der har baaret saamange Patrioter til Forum fra de ældste indtil vore Tider, og det baade fordi det er let at bestige, og fordi det veed Vejen did, hvor Rytteren vil. Men hverken Jeremias eller Demo- sthenes, som ogsaa have redet det i dets bedre Dage, før det blev saa udpiint og udslidt, have ment det bedre end Alexander Møller, i hvis Patriotisme et elskværdigt Træk af Enthusiasteri ingensinde forsvandt. Hans Haar blegnede; men dette ikke i hans Sjel. Lieutenant Heidmann havde under Grundsætningernes Behand- ling den 16de April foreslaaet saadant Tillæg til den 10de: "at de enkelte Individer, som for Nærværende ere i Besiddelse af deslige arvelige Forrettigheder, vel kunde forplante disse paa deres nu fødte Arvinger, men at derimod Forrettighederne gaae over fra arvelige til at vorde blot personelle i det Øieblik benævnte, nu fødte, Arvinger komme i Besiddelse af Samme". Ligesom Steenstrup havde han under 28de April indleveret en Betænkning til Konstitutionskommitteen, hvori han igjentager dette Forslag, med den Bemærkning, at Antagelsen af den 10de Grund- sætning vilde, uden denne yderligere Bestemmelse, være inkon- SIDE: 52 seqvent og etablere en Ulighed i Rettigheder, idet nemlig Besid- deren af slige Forrettigheder indrømmedes den fulde Benyttelse deraf indtil de sildigste Slægter, medens Erhvervelsen deraf var negtet enhver anden Statsborger. Denne Betænkning blev da nu oplæst, hvorpaa Aalls Mening om de adelige Rettigheders For- blivende i de Familier, som nu besad dem, fik en uventet For- fegter i Wergeland. "Ingen Stand -- sagde han -- bør faae billig Grund til Misnøje med Konstitutionen. Den unge Stat maa ei begynde med en voldsom Uret. Paa nogen Maade at anfalde urgamle arvede Familierettigheder, som Fædrene deels have tilkjøbt sig for deres Midler, deels erholdt som Gaver af fordums Regentere, var en Fornærmelse af Ejendomsretten, var en Krænkelse af Donationers og Testamenters Herlighed, var et revolutionært Foretagende, der maatte lede, om vi vilde være konse- qvente, til en Kuldkastelse af alle Forrettigheder og Privilegier i alle Stænder, af hvad Navn nævnes kunde. Men nu er det ikke Tid at løsrykke det i vore borgerlige Forhold dybt rodfæstede, og ved revo- lutionære Voldsomheder at vække Misnøje, eller gjøre Prøvestykker, der ligesaasnart kunde geraade Almeenvæsenet til Fordærv, som til Fordeel. Derpaa maa lempelig forsøges i rolige Dage. -- Forgjæves troe vi os skaansomme og retfærdige mod de nulevende norske Adelige ved at bestemme Privilegiernes Ophør til andet eller tredie Led. At plyndre en Søn eller Sønnesøn er vist ikke at skaane en Fader. Ogsaa vor ufødte Afkom interesserer os. Ogsaa mod den have vi Pligter. -- Privilegiernes Arvelighed udgjør uden Tvivl deres største Herlighed". Videre gjorde han opmærksom paa, at Adelen i Norge hverken var saa stor eller saa privilegeret, at der var Grund til at frygte den eller til at Staten kunde frelses ved dens Undergang. "Hvad enten vi særskilte eller i Forening med et andet Rige komme til at sætte vor Konstitution i Udøvelse" , var Taleren tilbøjelig til at tro, det vilde være skadeligt at udrydde al indfødt Adel. Man burde for Tiden ikke forlange meer, end at ingen nye adelige Huse oprettedes, og at ingen ny Rang, Titel eller Orden skulde medføre Fritagelse fra Statens Byrder eller fortrinlig Adgang til dens Embeder. Paragrafen troede han derfor burde forblive uforandret, hvorefter man kunde overlade til de tilkommende konstitutionelle Magter, at hævde Lovgivningen med Hensyn til adelige Sædegaarde og deres Skatydelser, samt til at forekomme det af Bondestanden beklagede Indkjøb af Jordegods. SIDE: 53 Denne Tale bar nu rigtignok ogsaa et frygtløst Vidnesbyrd om denne Repræsentants falkeagtig-isolerede Uafhængighed; men kun de Færreste forstode, at den alene var udrunden af Omhu for, at Fædrelandet under sine Lidelsers Krisis ikke skulde udsættes for nogensomhelst Rystelse, der ikke var undgaaelig nødvendig, og ikke af forældede feudalistiske Anskuelser, som mindst vilde høre hjemme i denne Videnskabsmands lyse Hoved, i dette Med- lems af Bondeherkomst, der repræsenterede det gjenfødte, det unge Norge saa godt som Nogen netop ved sin Hyldest af den nyere Tids Lærdomme, hvis ægte Søn han var. Talen forøgede ikke hans Venners Antal, men Dyngen af de Stene, hans Fiender samlede paa, og tre Dage derefter stod at læse i Kristiania In- telligentssedler en Opfordring til Wergeland til at bekjendtgjøre sin Tale til Forsvar for de adelige Forrettigheders evige Ved- varenhed. Det var en af hine Stene, hvorom man alene kunde vide, at den var udsendt fra en ukjendt Haand i Rigsforsamlingens Midte, et udmumlet "Korsfæst", der vidnede om at vor Friheds Fædre ikke altid i Hidsigheden respekterede den Frihed, de havde betinget sig selv. Overalt -- der har vel neppe været nogen Nationalforsamling af noget Liv, uden en politisk Lidenskabelighed er bleven fremynglet, der ligesaalidt har bryd sig om Reglementet, som den gjærende, overbrusende Viin om Bægrets Rand; og de Sindsbevægelser, som under den franske Revolution lode det ene Medlem anklage det andet paa Livet, det ene Parti føre det andet til Guillotinen, vare i sig selv ikke voldsommere end de, der i Rigsforsamlingen paa Eidsvold bragte den ene Repræsentant til at indanke den Andens Meninger for et mistænksomt, bevæget Publikum, hvis Gunst eller Ugunst, i det Mørke hvori det befandt sig, kunde styres imot hvilke Hoveder en skjult Haand behagede. Forskjellen er kun, at Guillotinen ikke var i Mode her, og at man kun havde Bladenes Gabestok eller Æressøile, eftersom man vilde bruge dem til. Saaledes læste man i det Nummer af Intelligentssedlerne, som gik forud for det hadske Fingerpeg paa Repræsentanten fra Kristianssand, et Spørgsmaal, som maatte vække Væmmelse hos Enhver, der kjendte den Person paa hvem den offentlige Opmærksomhed herved skulde henledes og virkelig ogsaa blev henledet, om Nationen ikke burde "værdeligen lønne den i Sandhed store Mand og sande Fædrelandsven, Hr. Over- krigskommissær Sebbelow i Kristianssand, for hans, til Folkets SIDE: 54 Lyksalighed, saa ypperlige Afhandling om Norges Regjeringsform" ? Og tvivler Nogen endnu om Rigtigheden af ovenanførte Bemærk- ning om at denne Tid affødte Tegn paa en Lidenskabelighed, ligesaa stærk i Hjerterne, som hiin, der havde Guillotinen til sin Tjeneste, saa læse han den spørgsmaalsviis fremsatte Opfordring i samme Blad af 20de Mai til at "skjære Næse og Øren af en Normand af Stand og Indflydelse" (Grev Wedel), der skulde være "saa nederdrægtig, at han ei alene selv ønsker, men endog vover at forføre den uvidende Almue til at ønske og yttre sig Sverige hengivne" , hvorpaa da den saaledes Stymprede skulde overføres til den svenske Grændse. Men -- tilbage til Forsamlingen, som idag og under denne Vo- tering ikke manglede noget Medlem. Sagen optoges endelig. Der voteredes først om §'en skulde antages efter Forslaget eller for- andres, og 93 Stemmer imod 19 erklærede sig for det sidste. Eenstemmigen vedtoges derpaa, at Embedsrang skulde finde Sted, og dette ligeledes gjælde for de i Naade afskedigede Embedsmænd. Med 98 Stemmer mod 9 forbødes enhver anden Rang, og ved samtlige, at Kongen skulde kunne meddele Titler. Derimod er- klærede 81 mod 23 sig for, at Kongen skulde have Ret til at med- dele Ordener, dog med den, eenstemmigen vedtagne, af Møller foreslagne, Klausul, at Grunde for denne Udmærkelse offentligen skulde bekjendtgjøres. Men endnu stod det vanskeligste Punkt af §'en tilbage: Kjernestenen efterat man var bleven færdig med de bløde Dele paa denne, den sødeste, men ikke den sundeste, Frugt paa Frihedstræet. Der skulde tages en Beslutning imellem Forslagene om Adelsrettighedernes Indskrænkning til deres nær- værende Besiddere, med Udelukkelse af de senere Fødte, og om det hele Spørgsmaals Udsættelse til næste Storthing. Og dette Sidste blev antaget med 62 Stemmer imod 46, saa at §'en i sin Heelhed saalydende blev tilført Protokollen: "Kongen kan ikke uddele nogen anden end Embedsrang og Titel. Den Embedsmand, som i Naade afskediges, beholder den Titel og Rang, hans havte Embede har medført. Til Belønning for udmærkede For- tjenester kan Kongen meddele Ordener til hvem han for godt befinder; men ved Ordeners Tildelelse, skal offentligen kundgjøres de Fortjenester, hvorfor de ere givne. Intet Hæderstegn kan give Ret til Fritagelse fra Statsborgernes fælles Pligter og Byrder eller medføre fortrinlig Adgang til Statens Embeder. SIDE: 55 Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maae tilstaaes Nogen for Fremtiden". Adelsspørgsmaalets Opsættelse har sandsynligviis været Norge tilbaade, først fordi dets uafgjorte status quo, som en Ulighed mindre, kan antages at have lettet Overeenskomsten med Sverige, og dernæst fordi dets senere Behandling og Skjebne har næret og opretholdt Repræsentationens moralske og politiske Mod. Dets endelige Afgjørelse i 1821 synes nemlig at danne omtrent en saadan Epoche i Folkets Selvstændighed og konstitutionelle Liv, som den første skudte Bjørn eller anden Tapperhedsbedrivt i Ynglingens. Fra den datere Nordmændene en Opposition paa sine Storthing og den iversyge Nidkjærhed, hvormed de have hævdet Selvstændig- heden. Saasnart Udfaldet af Voteringen var bleven meddelt, reiste Falsen (de Falsen) sig, og overraskede Rigsforsamlingen ved at oplæse med bevæget Stemme en Erklæring af Dags Dato, hvori han for sig og Afkom frasagde sig Adelskabet. Denne Frasigelse lød saaledes: "Til Rigsforsamlingen paa Eidsvold! Det er maaskee den ærede Forsamling bekjendt, at ogsaa jeg tilfældig- viis er født Adelsmand: hvorlidet Værd dette Fortrin, om man saa vil kalde det, har havt for mig, troer jeg de vide, som kjende mig; jeg har aldrig været iblandt dem, som troe, at Fødsel kan meddele Fortjenester, som man ellers mangler. Allerede for længe siden havde jeg frasagt mig mit Adelskab, naar jeg ikke havde frygtet for, at et saadant Skridt havde kunnet blive mistydet; Aarsagen, hvorfor det først skeer nu, efterat Debatterne om denne Materie, ere endte, er ene den, at jeg ikke ønskede Nogen skulde troe, at jeg vilde foregribe den almindelige Mening. Man vil maaskee sige, at, da den Adel, jeg og min Familie er i Be- siddelse af, for Øieblikket næsten ikke medfører noget Prærogativ, hvis Afstaaelse kan være Staten til Gavn, saa kan det heller ikke kaldes nogen Opoffrelse fra min Side, at jeg frasiger mig Samme. I denne Henseende tillades det mig at forsikkre, at det heller ikke er min Hensigt, at min Handling skal betragtes som nogen Opofrelse; min Adel være forenet med Rettigheder eller ikke, saa vil jeg blot, fra nærværende Øieblik af, Intet have forud for mine Medborgere, var det end blot i Navnet. Jeg har derfor troet, her at burde fremlevere denne min høitidelige Deklaration, hvorved jeg for mig og mine Descendenter aldeles fra- skriver mig vor hidtil havte Adel med alle de Rettigheder, som dermed kunde være eller blive forenede". SIDE: 56 Dels undrende, dels beundrende Blik fulgte ham, da han gik over Gulvet forat vedlægge Protokollen denne Slags Efterligning af Hertugen af Noailles' Abdikation hiin Nat i den franske National- forsamling. En Taushed indtraadte, som Steenstrup afbryder og fortolker ved at springe op og udraabe: "Det var et følgeværdigt Exempel" ! Skulde der tales i denne Anledning, kunde det heller ikke overraske Nogen, at denne Taler, ifølge sin Aand og sit Temperament, først tog tilorde. Med en vis Skyhed søgte Øinene de øvrige Adelsmænd, og fremfor alle da Wedel, Lehnsgreven, hvis Adel dog duede noget i den Forstand, at den ikke, som de fleste af Oldenborgerne adlede Normænds, stammede fra en Beste- faders Pengepose, om der end ikke er noget i Sagnet, at de wedelske Ahner skulle gaae lige op til den navnkundige Wittekind. Men Wedel, Anker, Løvenskjold forbleve rolige og ubevægelige, uden at vise Tegn til at ville følge Exemplet. Tausheden blev til synlig Forlegenhed, som man var glad ved Præsidenten om- sider endte ved at oplæse den følgende §. nemlig: "§. 38: Kongen vælger og afskediger, efter eget Godtbefindende, sin Hofstat og sine Hofbetjente. Til at lønne disse og holde sit Hof, til- staaes Ham af Storthinget en passende aarlig Sum". Hvilken blev eenstemmigen antaget. "§. 39: Kongen vælger og beskikker, efterat han har hørt sit Stats- raad, alle civile, geistlige og militære Embedsmænd. Til Statens Embeder skulle alene norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion, have Adgang; dog kunne Udlændinger udnævnes til Pro- fessorer, Læger og til Konsuler paa fremmede Steder. De kongelige Prindser maae ikke beklæde civile Embeder". Provst Stabel forelæste og afleverede til Protokollen en Fore- stilling om at Indfødsretten uden Undtagelse maatte blive i Kraft, hvortil Sverdrup bemærkede, at der idetmindste for Universitetets Skyld maatte gjøres en Undtagelse, da dets Lærestole ellers ikke kunde blive besatte. Diriks anførte, at Kommitteen, i at udelukke Prindserne fra civile Embeder, havde taget Hensyn til at de ikke kunde tiltales for de ordinære Retter. §'en antoges eenstemmigen, med Forbeholdenhed, at det nær- mere ved Udkastets §. 53 skulde afgjøres, hvem der, med Hensyn til Embeders Erholdelse skulde ansees som norske Borgere. Stabels Betænkning vilde da atter komme fore. SIDE: 57 "§. 40: Alle Embedsmænd, Land- og Søe-Krigere sværge Konstitu- tionen og Lovene Troskab og Lydighed: "Jeg lover og sværger at ville forestaae det mig betroede Embede, at ville ved alle Leiligheder forholde mig i Overeenstemmelse med Konstitu- tionen og Lovene, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord". -- Sammen oplæstes derpaa de to følgende §§. "§. 41. Kongen vælger selv et Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad bestaaer af: 1) en Statsraad for Finantsvæsenet; 2) - -- - Justitsvæsenet; 3) - -- - de udenlandske Sager; 4) - -- - Krigsvæsenet; 5) - -- - Oplysningsvæsenet. Disse fem ere Statsraadets faste Medlemmer. Foruden dem kan Kongen ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget, til at tage Sæde i Statsraadet". "§. 42. Under Finantsvæsenet indbefattes alle Sager, der angaae Rigets Mynt- og Pengevæsen, Indtægter og Udgifter, Statens Gjeld og Tilgodehavende, samt Eiendom, Næringsveie, Kanaler, Veie, Broer, Havne og overhovedet alle Rigets oekonomiske Anliggender. Til Justitsvæsenet hører alle Sager angaaende Lovenes Opretholdelse og Politiet. Under udenlandske Sager forstaaes Alt, hvad der vedkommer Rigets Forhold til fremmede Magter, eller indkommer fra Norske Gesandter, Agenter og Konsuler i fremmede Lande, eller fra fremmede Magters Gesandter, Agenter og Konsuler i Norge. Krigsvæsenet indbefatter alle Sager om Land- ogSø-Magternes Or- ganisation og Forsyning, militære Embeders Besættelse, militære Op- dragelsesinstituter, og alle andre Sager, angaaende Rigets Sikkerhed mod udvortes Vold, forsaavidt disse ikke ere egentlige Kommandosager. Oplysningsvæsenet omfatter alle Sager, der vedkomme Universitetet, Geistligheden, Kirker, Lærde, Borger- og Almueskoler, samt Opdragelses- instituter, Hospitaler og milde Stiftelser. Fattigvæsenet henligger ogsaa derunder, indtil en ny Tingenes Orden kan finde Sted". I Anledning af det lille Ord "Selv" [fotnotemerke] i Begyndelsen af §. 41, fremsatte Wulfsberg, i et Forslag om at lægge Valget af Stats- Fotnote: Om den rette Forstand af den Bestemmelse: "Kongen vælger selv sit Raad", har der været Dissens mellem vor Regjering og vore Storthing, og Storthinget har vistnok gjort ret i at give efter i dette Punkt. Jeg har desangaaende ad- spurgt en af de endnu i Live værende Konstituenter og faaet følgende Erklæring: "Under Forhandlingerne i Rigsforsamlingen havde jeg vel, (saasom Kongen SIDE: 58 raader ganske eller for en Deel i den lovgivende Forsamlings Hænder, en af disse Theorier, mod hvis strenge Udførelse, udenfor den Magt, Fleerhedens seirende Opinion i store konstitutionelle Stater har tilhævdet sig, den historiske Erfaring hidtil har prote- steret. I Frankrig løb idetmindste de forskjellige Prøver med de Ministre, Nationalforsamlingen paatvang Ludvig den 16de, ulykkeligt af, og hverken Englands gamle eller nogen anden Stats nyere Forfatning har iført denne Idee Lovbogstavets Virkelighed. Den hører til de Theorier, mod hvis Rigtighed i sig selv der ikke lader sig anføre saameget som for samme, og om hvilke der lader sig spaa, at de muligens engang ville gjenopstaae i en Tidsalder, der har sprængt og udvidet de for de nærværende Stater afstukne konstitutionelle Proportioner, under hvis tvingende Hindringer Fotnote: selv og ingen Anden, vælger ogsaa de øvrige Embedsmænd, (§. 21) kun at han dem angaaende hører sit Statsraad, og saasom det ikke er indlysende, om deri ligger ikke alene en Rettighed, men ogsaa en Pligt, om Kongen kan eller skal selv vælge sit Raad) nogen Frygt for at Ordene: "Kongen vælger selv sit Raad", i Fremtiden vilde vække Tvivl og Tvistighed, men jeg var ingenlunde i Uvished om, hvad man egentlig sigtede til, hvad man vilde have til Lov. Jeg forstod Bestemmelsen saaledes, som Regjeringen nu vil have den forstaaet, og som jeg er overbevist om, at alle øvrige Grundlovens Fædre vilde have den forstaaet, nemlig, at Kongen, uden at høre sit Statsraad eller nogensomhelst Autoritet eller enkelt Person, vælger sit Raad (i det Hele eller i enkelt Regjeringsafdeling) eller at Kongen skal vælge et Statsraad, og at han kan vælge et Statsraad, uden at raadføre sig med Nogen. Det synes ogsaa at forstaaes af sig selv og at ligge i Sagens Natur. Med Forbigaaen af hvad der i Grundloven selv forefindes til Støtte for denne Mening, indskrænker jeg mig til en eneste Bemærkning. Kongen er til førend Kongens Raad er til. I det Øjeblik, Kongen skal vælge sit Raad, existerer intet Raad, Kongen har da intet Statsraad at høre, men maa vælge selv uden Indstilling eller Forslag. Saaledes forholdt det sig i Begyndelsen af den nye Tingenes Orden, da Kongen var valgt og Grundloven traadte i Kraft; og saaledes er det tænkeligt, at det endnu midt under en Konges Regjering kan komme til at forholde sig, nemlig naar Kongen finder for godt (i Kraft af §. 22) at afsætte hele Statsraadet, hvilket intet Sted i Gl. forbydes, og hvilket kan have Sted, om end Kongen, efter samme §., hører Statsraadets Erklæring eller Forsvar førend han afskediger det. Overalt er det tilforladeligt, at Kon- stituenterne have villet give Norges Konge samme Rettighed, som andre Europas konstitutionelle Konger ere i Besiddelse af, den nemlig, selv at kunne sammen- sætte sit Ministerium, at kunne kalde til sin Throne Raadgivere, som han har Tillid til og troer sig tjent med, enten middelbart selv eller umiddelbart selv, enten efter Forslag, Raad og befalet Betænkning af høitbetroede Enkelte, eller af Korporationer, eller og i egentligst Forstand "selv", naar Kongen har Kundskab nok om Qvalificerede, uden at raadføre sig med Nogen". SIDE: 59 saavel denne som mange andre af Republiken udaandede Ideer ligge begravede -- ; men som Aander, der ville bryde sine Liigstene. Ogsaa i Kommitteens første Udkast stod Ordet "selv" . Det hedte endogsaa deri: "Kongen vælger selv sit Raad af norske Borgere o. s. v." , saa Wulfsberg i Indledningen til sit Forslag ganske vist rammede Meningen, idet han fortolkede det ved "efter eget Godt- befindende" , og der ingen Tvivl kunde være om, at Kommitteen vilde have det forstaaet i den mest udvidede Bemærkelse, saa at Kongen i dette Punkt ikke engang behøvede at spørge sit Stats- raad. Wulfsberg derimod grundede sit Forslag paa Sandheden i, at Statsraadet ikke blot skulde være Kongen til Hjælp, men ogsaa Folkets Ret til Beskyttelse, samt paa Vigtigheden i at sørge for, at selv den Regent, der ikke brød sig om eller vidste at træffe et godt Valg, kunde faa Mænd med almindelig Tillid ved Siden. Han mente ogsaa, at Fjernheden af Ansvaret for National- forsamlingen, ifølge Menneskenaturens Skrøbelighed, neppe i Al- mindelighed vilde udøve den Indflydelse paa Statsraaderne som en Konges altid over Hovedet svævende Unaade, medmindre de gjordes ganske uafhængige af denne. Og saaledes foreslog han da: 1) "At Statsraadets Medlemmer skulde udnævnes af Storthinget (eller hvad Benævnelse Rigsforsamlingen maatte erholde), eller (om dette ikke finder Bifald) at Storthinget foreslaaer 2 til 3 til hvert Fag, hvoraf Kongen vælger 1. 2) Naar Vakance i Statsraadet indtræffer imellem de afholdende Stor- thing, konstituere de øvrige Statsraadets Medlemmer en Anden i den Afgangnes Sted indtil næste Storthing, der da enten antager eller for- kaster den Konstituerede, eller i al Fald gjør Brug af sin Forslagsret. Som en formentlig gavnlig Bestemmelse foreslaaes endvidere: 3) At Fader og Søn eller tvende Brødre maae ei paa een og samme Tid have Sæde i Statsraadet". Sverdrup yttrede herimod, at Forslagets Antagelse vilde lade en Mellemmagt opstaae imellem Kongen og Folket, som Historien noksom viser Skadeligheden af; og Falsen fandt, at §§. 41 og 42 allerede som de vare indeholdt et skadeligt Indgreb i den i Kon- stitutionens Principer for Kongen afstukne Magt. "Ethvert Middel, sagde han, hvorved man kan sikkre Borgerne imod ulovlige Ind- greb i deres Rettigheder, er hensigtsmæssigt, men at indskrænke den kongelige Myndighed blot forat indskrænke den, forekommer SIDE: 60 mig ikke alene at være uden Hensigt, men det vil endog være Staten til Skade". Ingen kunde bedre end Kongen bedømme, paa hvad Maade Forretningerne bedst udføres, og i Statsraadernes Ansvarlighed for sine Expeditioner laa al den Sikkerhed, Staten kunde forlange. Han foreslog derfor, at der istedetfor §§. 41 og 42 skulde indtages i Konstitutionen en §. saalydende: "Kongen vælger selv sit Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad skal idetmindste bestaae af 5 Medlemmer, men foruden dem kan Kongen, ved overordentlige Leiligheder, tilkalde andre norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget, til at tage Sæde i Statsraadet. Forretningerne fordeler han iblandt dem saaledes, som han det for tjenligt eragter". Slutningen af Fabricius's, ved Behandlingen af §. 37 oplæste, Betænkning angaaende disse §§., blev nu gjentaget, og gik ud paa, at det skulde overlades Kongen at organisere sin Regjering, som dog ikke maatte bestaae af fleer end 7 Statsraader, eller be- høvede at omfatte noget eget Departement for Krigsvæsenet. Militærcheferne skulde derimod være pligtige til at afgive i Stats- raadet de Oplysninger og Formeninger det maatte forlange. Efter Debat over Sagen, foretoges Votering om §§. 41 og 42 skulde antages efter Udkastet eller forandres, hvilket Sidste med 102 Stemmer imod 10 blev vedtaget. Dernæst blev der voteret, om Statsraadet skulde vælges af Kongen eller, efter Wulfsbergs Forslag, af Storthinget, og for det første Alternativ erklærede 105 sig imod 1. 99 Stemmer imod 3 voterede derpaa, at Falsens Forslag skulde antages som §. 41 istedetfor Udkastets, med saa- dant Tillæg eenstemmigen efter Wulfsbergs Forslag: "Fader og Søn eller tvende Brødre maa ei paa samme Tid have Sæde i Statsraadet". §§. 42, 43 og 44 bleve derpaa eenstemmigen bestemte at skulle udgaae. §. 43 bød, at der skulde ansættes to Regjerings-Sekretærer for Finanz- og Krigsvæsenet, men for hvert af de øvrige kun een, og §. 44 overlod til Kongen, uanseet de tre foregaaende Paragrafers Bydende, Fordelingen af Statsraadets Forretninger, kun at Ud- givterne ikke forøgedes. I Henseende til Ansvaret skulde for- holdes som bestemt maatte vorde i en senere §. "§. 45: Alle Statsraader skulle, naar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beslutning der fattes, naar ikke idetmindste 3 Medlemmer ere tilstede". -- SIDE: 61 antoges eenstemmig, med den Forandring, at det, istedetfor Ordene "idetmindste 3", skulde hedde "over det halve Antal". "§. 46: Hindres det Statsraad, til hvis Fag den Sag, der skal fore- tages i Statsraadet, henhører, ved lovligt Forfald fra at møde, skal Re- gjeringssekretæren for Faget tage Sæde i Statsraadet, indtil Kongen har fattet sin Beslutning i bemeldte Sag. Har ogsaa han lovligt For- fald, konstituerer Kongen en anden Statsraad til at foredrage Sagen. Hindres flere end to Statsraader, ved lovligt Forfald, fra at møde i Statsraadet, saa skal Kongen konstituere andre Embedsmænd i deres Sted, saaledes at altid i det Mindste 3 ere tilstede". Debatterne gave denne §. nogle Forandringer, hvorefter den eenstemmigen blev antagen, nemlig, at ikke Regjerings- ( ): Ex- peditions-) Sekretæren, men en anden Statsraad skulde af Kongen konstitueres i Forfaldstilfælde til at foredrage Sagerne; hindredes flere, indtil det halve Antal Statsraader, ved lovligt Forfald fra at møde i Statsraadet, skulde Kongen konstituere andre Embeds- mænd i deres Sted, saaledes at altid over det halve Antal af de sædvanlige Medlemmer var tilstede. "§. 47: Alle Sager af Vigtighed, diplomatiske og egentlige militære Kommandosager undtagne, skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag det hører, og af ham expederes, overeensstemmende med Kongens i Statsraadet fattede Beslutning". -- antoges eenstemmig med det Tillæg, efter Falsens Forslag, at den skulde begynde saaledes: "Forestilling om Embeders Be- sættelse og alle Sager" o. s. v. "§. 48: I Statsraadet føres Protokol over alle de Sager, som der for- handles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Fri- modighed at sige sin Mening, som Kongen er forbunden at høre; men det er denne forbeholdt, at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme. Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen, Rigets Love, eller øiensynlig skadelig for Riget, er det Pligt at gjøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføje sin Mening i Protokollen. Den, der saaledes ikke har protesteret derimod i Protokollen, ansees at have været enig med Kongen, og er ansvarlig derfor saaledes, som siden bestemmes i §. ". Wedel, understøttet af Løvenskjold, yttrede, at, da Statsraaderne skulde være ansvarsfrie, naar de havde protesteret til Protokollen, og Kongen, uanseet Protesten, kunde fatte Beslutning efter eget Tykke, var det ønskeligt, om der kunde udfindes en Bestemmelse, SIDE: 62 som med stærkere Tvingende kunde afholde Kongen fra at fatte en mod Statsraadets Mening aldeles stridende Beslutning; og mente Taleren, at dette for en Deel vilde opnaaes naar det blev gjort til Pligt for den Statsraad, der havde vedlagt en frugtesløs Protest, at nedlægge sit Embede indtil Sagen kunde vorde under- kastet Storthingets Bedømmelse. Idetmindste vilde dette vække en Sensation i Publikum, som Kongen vistnok saameget som muligt vilde undgaae. Han foreslog derfor et saadant Tillæg til denne eller den 50de §., hvorimod Sverdrup og Diriks yttrede, at et saadant Forhold og især at Sagen skulde underkastes Stor- thingets Bedømmelse, vilde være stridende mod den engang an- tagne Grundsætning, at den udøvende, lovgivende og dømmende Magt skulde være adskilte, og at en Statsraad, som af private Hensyn ønskede sig sat i Rolighed for stedse, eller for en Tid be- friet fra Forretninger, vilde finde god Leilighed dertil efter Wedels Forslag. Ved Votering faldt dette, hvorpaa saavel denne §. blev eenstemmigen antaget som "§. 49: Den Statsraad, som forestaaer det udenlandske Departement, bør have en egen Protokol, hvori de Sager indføres, som ere af den Natur, at de ikke bør forelægges det samlede Statsraad. Forøvrigt gjælde i dette Tilfælde de samme Bestemmelser, som i §. 47 ere fastsatte". Den følgende §. antoges først efter Debat eenstemmigen i saa- dan Form: "§. 50: Alle af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve, militære Kommandosager undtagne, skulle, for at være gjældende, kontrasigneres af den, der ifølge sin Embedspligt har foredraget Sagen. Han er ansvarlig for Expeditionens Overeenstemmelse med den Protokol, hvori Resolutionen er indført". Efterat denne Gjenstand var bleven debatteret, antog For- samlingen eenstemmigen denne §. med saadan Forandring: "Alle de af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve (militære Kommandosager undtagne) skulle kontrasigneres af Den, som ifølge Embedspligt har foredraget Samme, til Beviis for Expeditionens Overeens- stemmelse med den Protokol, hvori Resolutionen er indført, og hvorfor han er ansvarlig". Den mærkeligste Forskjel imellem denne Redaktion og Ud- kastets var, at dette havde imellem Ordene "skulle" og "kontra- signeres" Kommaet, "for at være gjældende" , hvilket Koren og Sverdrup mente kunde udgaae, da det syntes at tillægge Stats- SIDE: 63 raaden højere Magt end Kongen. Overflødigheden deraf i streng Bemærkelse, da Meningen af Ordene "alle" og "skulle" ikke kan være tvivlsom, maa vel ogsaa indrømmes. Imidlertid forekommer det dog, som om der alligevel er saa megen Kjerne i den Skal, at den ikke burde have været bortkastet. Endskjøndt en Over- flødighed, er Kommaet dog ikke bare Fyldekalk (og det første kan for Tydeligheds Skyld taales i Lovstilen; det sidste ikke) - kort, det hører til de Spiger, man før bør lade blive siddende end tage væk. Forhandlingerne sluttede med Oplæsningen af en til Præsidenten indleveret Skrivelse af 11te April fra "adskillige Bønder i Trond- hjems Stift" , der især gik ud paa at henlede Rigsforsamlingens Opmærksomhed paa Nødvendigheden af at forøge Almueskole- lærernes Lønninger. Den var affattet i en ganske anden Aand med Hensyn til Præsterne end de andre Andragender fra Al- muens Midte; men saa from Petitionen end var, vidste de i sin politiske Uskyldighed dog ikke, om saadan Henvendelse kunde være tilladt, hvorfor de ikke havde vovet at underskrive sine Navne, haabende dog at Rigsforsamlingen vilde lægge Mærke til Indholden. Den indeholdt ogsaa et Vink, som fortjente al Op- mærksomhed af Regjering og en kommende Lovgivning, nemlig om at udlægge i Skoledistrikterne et Stykke Jord af det bene- ficerede Gods til fast Skolelærerbopæl. Det var ikke nyt, men oftere af Nationen spildt paa den forrige Regjering. Begge Parter vidste nok omtrent lige godt, at Oplysning er Frihedens Amme. Falsen meddeelte derpaa, at det af ham den 4de Mai indleverede Skrift, angaaende en Konstitution for Norge, var forfattet af en i Danmark værende svensk Mand. Man vidste imidlertid baade dette og hans Navn. Det var Lørdagsaften efter en Uge, som i Arbeidets Udbytte havde overtruffet Alles Forventning. Man havde arbeidet sig til den Varme, hvori et Værk gaaer frahaanden. Præsidenten, en af kirkelige Hensyn ikke synderlig anfegtet Jurist, tilkjendegav ogsaa nu ved Sessionens Slutning, at flere Medlemmer ønskede Forhandlingerne fortsatte til sædvanlig Tid Dagen efter (altsaa omtrent under Prækenen) og dette fremsatte han da som Forslag. Men det fandt Modstand. Præsten Hount fandt, at Rigsforsam- SIDE: 64 lingen mindst burde begaae Helligbrøde og overtræde Loven, der bød Enhver om Søndagen at søge sin Sognekirke. Dette Sidste vakte Latter, men Præsten svarede, at han citerede Lovens Ord, og at Eidsvold Kirke nu maatte betragtes som Rigsforsamlingens Sognekirke. Maaskee delte han ogsaa den Mening, som Brev- skriveren fra Eidsvold yttrer, at "en Driven, en Paaskynden, somom man vilde blive af med Forsamlingen jo før jo heller, som om man frygtede en Explosion medens den var sammen, var umiskjendelig" , skjøndt det her var tydeligt, at Forslaget kun var udrundet af en Nidkjærhed for Arbeidets Fortgang. Man hørte ogsaa anføre under den høirøstede Talen i Munden paa hver- andre -- saa høirøstet og regelløs, at et Øre- og Øjenvidne kalder det "Skraal" -- at Hensigten jo kun var at arbeide til Fædre- landets Tarv, for hvem alle Love vare givne og maatte vige. "Nei, nei! ikke Guds Love, ikke Religionens, ikke Sabbathens", hørte man raabe; og ved Voteringen naaede Forslaget ogsaa kun saa ringe Pluralitet, at Neierne, appellerende til Reglementets Bydende, at 2/3 Medlemmer skulde være tilstede, erklærede sig ikke bundne ved den, og at de ikke vilde komme. Præsidenten foreslog da, at man skulde samles til Middag Kl. 2 og saa tage fat paa Arbeidet igjen Kl. 4; og dette vandt da saa stærk Pluralitet, at Mødet kunde berammes uden Hensyn til de Enkelte, som endnu protesterede og truede med at blive borte. [fotnotemerke] Saa alvorligt var det dog ikke ment, siden kun to Forfald anmeldtes den følgende Dag. Fotnote: Mellem disse Misfornøjede var især Teis Lundegaard, en Mand, der syntes at have alle Listerlands brølende Havstorme i sit Bryst, høirøstet og ildsk i Hu. Han holdt -- siger førnævnte Haandskrift -- en Pokkers Støi, og i dette Lune stødte Sverdrup paa ham da man gik fra Bænkene, men kom kun brændt derfra, efter som hiin Samtale berettes. "Det veed jeg", sagde Teis med sit sædvanlige Eftertryk, "at hverken Guds eller Kongens Lov tillader at arbeide paa Søndagen". "Men veed du ikke ogsaa", svarede Professoren, "hvad der staaer i Bibelen . . hvad Kristus siger . . ." "Græsk og Latin", drønede det igjen, "det maa I forstaa; men lær I mig ikke min Kristendom! Hvad Guds Ord siger, veed jeg nok. I Bibelen staaer der: falder din Oxe eller Asen i en Grav paa en Helligdag, saa kan du trække dem op igjen. Og er der nu Oxer eller Asener i Rigsforsamlingen, saa skal jeg (lagde han til med en kraftig Eed og et dygtigt Slag i Bordet) nok komme og hjælpe til at trække dem ud, om det saa var paa Sabbathen". Samtalen karak- teriserer ikke blot Angjældende, men ogsaa hvor lidet den naturlige Talefrihed forlod den norske Bonde imellem hans fornemmere Kolleger i Rigsforsamlingen. SIDE: 65 (Fra 8de til 11te Mai). Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets sidste 55 Paragrafer. -- "Og mangen ædel, høj, alvorlig Tænker skal pønse paa, med trofast, virksom Iid, at gjøre Norges Skjæbne atter blid, at fri det fra foragtelige Lænker. Gud signe dem"! -- - Epilog i Arendal, 1ste Mai 1814. Rigsforsamlingens Bedrivt i disse tre Dage fra 8de til 11te Mai maa isandhed forbause Enhver, som i sin Erindring jevnfører hermed Udbyttet af andre lovgivende Forsamlingers Idræt i det mangedobbelte Dagetal og under langt mindre distraherende Omstændigheder, end dem, hvorunder Mændene paa Eidsvold arbeidede. Altsaa, iberegnet den halve Helligdag, hvis Forhand- linger vi nu komme til, ikke fuldt en Uge, og -- Konstitutionen var færdig i sin Realitet, en Konstitution, som, med Undtagelse af Bestemmelserne angaaende Religionsfriheden, kan siges bedst at have løst Revolutionernes Opgave paa det Trin den civiliserede Menneskehed nu befinder sig, og som, foruden Sikkerheden for sin Bestaaen i det Folks Kjærlighed, den har velsignet, og i de Fredsaar, hvori den nu har fæstnet sig i dets Hjerter og i dets Historie, tillige har vundet en i Nationernes beundrende Aner- kjendelse. Halvsyvende Dag? Isandhed en lykkelig Improvisation, en heldig og glimrende gjennemført, overraskende og skjøn som den tropiske Blomsts, der længe holder sin Knop skjult mellem Hjertebladene, men hvis knaldende Udspringen Blad for Blad indtil dens fulde Flor man i faa Stunder letteligen kan følge. Men Konstitutionsværkets Fortskriden tilsteder ingen Dvælen i Fremstillingen, som skulde erholde en malerisk Fuldkommenhed, om den ogsaa i sin Stiil, i koncise Perioder, i Mængden af Ind- hold paa hvert Pagina, kunde yde dets energiske Hurtighed og Fremdrivt et betegnende Udtryk. Faktum er der, at det blev færdigt inden den Tid, som Overskrivten angiver. Statyen stod der den 11te med alle sine Lemmer saaledes som Folkets ædleste Tænkekræfter havde skabt og formet den; der stod kun tilbage, at give Ledemodene den fuldkomnere, ideale Stilling indbyrdes imod hinanden, at afpolere de stærke Lemmer og at lægge Ordenes Gevandt i rigtigere Folder og bedre Fald. SIDE: 66 8de Mai. Statsraadet færdig reguleret. Debatter om Indføds- og Stemmeretten. Søndag Eftermiddag Kl. 4 aabnedes Forhandlingerne med Op- læsningen af Udkastets "§. 51: Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Kontorer, Gesandter og Konsuler, Øverighedspersoner, Regi- menters og andre militære Korpsers Chefer, Kommandanter i Fæst- ninger og Høistbefalende paa Krigsskibe kunne, uden foregaaende Dom afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænk- ning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing; imidlertid nyde de Totrediedele af deres forhen havte Gage. Andre Embedsmænd maae ei uden Dom afsættes, ei heller imod deres Vilje forflyttes". Dahl og Heiberg mente, at Overøvrighederne ikke burde kunne afsættes af Kongen uden Dom, men kun suspenderes, hvorimod Diriks og Sverdrup yttrede, at Suspension forudsatte Forseelse, hvilket ikke var nøvendigt at tænke sig i den Grad hos de i §'en nævnte Embedsmænd, at de ved Dom kunde frakjendes Embedet. Man kunde derimod tænke sig forskyldte og uforskyldte Om- stændigheder, f. Ex. endog Alderdomssløvhed, som kunde gjøre det ønskeligt og vigtigt for det Almindelige, om de fjernedes derfra. Retten til at indsætte og afsætte Embedsmænd var et af den udøvende Magts Prærogativer, men hvori Kommitteen dog havde troet at burde gjøre den Indskrænkning, som findes i §'ens Slutning. Christie mente, at denne Indskrænkning burde dog ogsaa komme følgende Embedsmænd tilgode: 1) Embedsmænd ved Regjeringskontorerne, da vedkommende Statsraader maatte være ansvarlige for Udførelsen af deres Forretninger; 2) Regiments- og andre militære Korpschefer, saasom disse kunde forflyttes; og 3) Høistkommanderende paa Krigsskibe, der kunde have en temporær Kommando og kaldes tilbage fra samme uden derfor at sættes ud af Tjenesten. Holck yttrede, i en skrivtlig, Proto- kollen vedlagt, Betænkning, angaaende Pensioneringen, at den for afgaaende Militære ganske burde henlægges under Kongen, som nærmest og bedre end Storthinget kunde være bekjendt med Vedkommendes Fortjenester. Han fandt i Almindelighed ikke Sikkerhed nok i §'ens Bestemmelser for den veltjente Embedsmand. SIDE: 67 "Her skulle -- sagde han -- 100 eller flere Mennesker, som maaskee for første Gang høre hans Navn nævne, bestemme hans og Families Skjebne! Hvorledes skulde Pluraliteten af disse, ved at fastsætte hans Pension, kunne tage Hensyn til hans større eller mindre Fortjenester? Hvorledes skulle disse vide hans større eller mindre Trang, naar de -- som næsten altid maa blive Tilfældet i et Land af Norges Vidtløftighed -- aldeles ikke have kjendt ham? Her syntes dog visselig en For- andring nødvendig, og jeg vover derfor at foreslaae: At Pensioner for Embedsmænd, der formedelst Alder og Svagelighed ikke længere kunne tjene, maatte overlades Kongen og Statsraadet at bestemme, med Hensyn til Enhvers større eller mindre Fortjenester og Trang. Kun bør Kon- stitutionen i mine Tanker fastsætte: at Pensioner i intet Tilfælde -- uden Storthingets Samtykke -- maae overstige, hvad den Afgaaende har havt i Gage; ligesom Storthinget bør være berettiget til at under- søge og derefter foreslaae, hvorvidt Pensionisten kunde være at bruge i en anden Embedsstilling, og Pensionen muligen saaledes spares. Det er Pligt -- ja hellig Pligt -- for Fyrsten at skaffe sig enten direkte eller indirekte Kundskab om sine Embedsmænds personlige Fortjenester og deres Vilkaar, men det kan ingenlunde være Pligt for Folket, ligesom det i sig selv vilde blive disse umuligt". Diriks forsvarede derimod §'en, og foreslog, at der, forat faae §'ens tvende Passus i nærmere Forbindelse med hinanden, skulde indskydes efter Ordene "bør tilstaaes" i anden Passus Ordene: "de saaledes". Med dette, samt et andet Tillæg, at der foran "Øvrighedspersoner" skulde indskydes "civile og geistlige", ved- toges ogsaa §'en med over 2/3 Pluralitet. Eenstemmigen vedtoges derpaa "§. 52: Saasnart Thronarvingen har fyldt sit attende Aar, er han be- rettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme og Ansvar". Men ved de to følgende Paragrafer syntes Arbeidet at skulle standse i sin Fortgang. Ved Debatterne over §. 39 var der allerede antydet, at der vilde blive kjæmpet udholdende for, at Borgernes Ret og Landets Brød skulde blive dets egne Børn forbeholdt; og saa skede det. Opmærksomheden var meer end almindelig spændt da Præsidenten oplæste "§. 53: Norsk Borger er, efterat have svoret Konstitutionen, Enhver, der har fyldt sit 18de Aar, taler Landets Sprog, enten er indfødt af norske Forældre eller har været bosat i Riget i fem Aar. De Fremmede, som nu ere bosatte i Riget og sværge Konstitutionen, samt de nu an- satte Embedsmænd ansees for norske Borgere". SIDE: 68 Provst Stabels, fra Gaarsdagens Forhandlinger bekjendte Be- tænkning, om hvem der burde ansees som norske, embeds- berettigede og valgbare Borgere, blev oplæst saalydende: "I Henseende til den 39te §. dens andet Membrum, konfereret med §§. 53 og 64, tillades det mig at fremsætte mine Tanker. Indfødsretten er en blandt de store Velgjerninger, der gjøre os Mindet om Kristian den 7des Regjering kjært. Den gode Konges Hensigt med dette for Nationerne saa kjærkomne Kongebud var vistnok at vække Nationalaanden og opmuntre enhver norsk eller dansk Borger til at føle sit Værd; men efterhaanden blev denne skjønne Gave ved Modi- fikationer og Undtagelser mindre og mindre svarende til Giverens ædle Hensigt. Nu, da ligesaa ubegribelige som sørgelige Tildragelser have sønderrevet det Baand, der saa længe holdt det norske og danske Rige sammen, have vi fulgt vor Frihedsfølelse, sat os ind i Folkenes første naturlige Rettigheder, og ville danne os selv en Stat. Det er disse Rettigheder, vi høitidelig have svoret at hævde endog med de tungeste Opoffrelser, ja med Liv og Blod. Følelsen af vort eget Værd er det, som skal gjøre os denne Eed ubrødelig. Indfødsretten (den stolte Følelse: vi ere norske Borgere) bør have Værd for os. Det er den, som i Trængselens Dage og i Farens afgjørende Stund skal opflamme vort Mod. En lignende Følelse gjorde Romerne kjekke og frygtelige for de øvrige Folkeslag. Følelsen af den Ret at være en født Britte har indtil denne Dag gjort Englænderne til en stolt og djærv Nation; og saadan Ret skulde vi sætte saa liden Priis paa, at vi vilde dele den med den første den bedste Fremmede, som fandt det Umagen værd at boe hos os i nogle Aar? Skulde Udlændinge, som vindesyge Hensigter føre hid til os, dele med os en Ret, der har kostet og vil koste os tunge Opoffrelser at erhverve, en Ret, der maaskee endnu skal betales med tusinde af vore Landsmænds Blod? Skulde disse beklæde Statens Embeder og maaskee fortrænge Landets egne Børn? skulde Udlændinge indlemmes i Nationens Repræsentanters Tal, for at give os Love? skulde disse sættes ved Monarkens Side, for at give ham Raad? -- Nei! efter min Formening, aldrig. De Indtægtskilder, som denne ærværdige Forsamling har be- vilget til Oplysningens Fremme, ville sætte Nationen istand til at lade sine egne Sønner undervise i alle de Videnskaber, de maatte behøve, forat fremme Norges Held og Hæder. Ere fremmede Kunstnere og Manufakturister nyttige, jeg vil endog sige nødvendige til at lære os at forædle og tilvirke Landets Produkter; nu vel! da lader os belønne dem paa en Maade, der er Nationen værdig; men lader os aldrig til- staae dem en Ret, som Norges Sønner med de tungeste Opoffrelser og SIDE: 69 de frygteligste Farer have tilkjæmpet sig og sine Efterkommere! Vi skulle dog ikke betale den med det Kostbareste, vi have. Jeg fremsætter derfor det Forslag, at det ved Votering maa afgjøres, om ikke norsk Borgerret ene maa være norskfødte Borgere forbeholden, saaledes som denne Ret er fremsat af Sorenskriver Weidemann i hans indgivne Forslag til en Konstitution for Norge, dens 60de §., hvilken jeg vil bede maae oplæses. Skulde dette ikke bifaldes, beder jeg, at denne Motion maa blive Protokollen tilført". Denne §. 60 i Weidemanns Konstitutionsudkast, som nu blev op- læst i Forbindelse med Stabels Betænkning, bestemte, at som Ind- fødte skulde ansees Fødte inden Statens Grændser af Forældre, som da vare dens Undersaatter eller fødte af norske Forældre under et temporært Ophold i Udlandet, samt de uindfødte Em- bedsmænd, som, ifølge Regentens Kundgjørelse af 19de Febr., havde aflagt Troskabseed til Landet. [fotnotemerke] "Ingen Anden, i hvad Slags Herligheder, Ejendomme eller Fordele de kunne paaskyde eller virkelig vilde tilføre Riget, eller i hvad Slags andet Forhold de kunne staae eller ville staae til Samme" , skulde kunne erhverve Indfødsret. Ovenanførte skulde "alene have Indfødsret, d. e.: Rettighed til, med alle Andres absolute Udelukkelse, at kaldes til og beklæde alle Statens og Kongens Embeder, militære, geist- lige og civile, høje og lave, uden nogen speciel eller almindelig Undtagelse enten nu eller i Fremtiden, naar de offentlig bekjende sig til Statens herskende Religion" [fotnotemerke] . Dernæst indleverede Bryn til Oplæsning en Betænkning af Dags Dato, hvori de Tilsidesættelser, Norge havde lidt under Foreningen med Danmark, strengeligen censureredes i følgende Anklage: "Norges Sønner maatte ikke fuldende deres videnskabelige Opdragelse i Fødelandet selv; thi dette blev længe, uagtet Normandens ofte gjen- tagne Røst, negtet et Universitet. Nye Nærings- og Industrigrene, Handel og Skibsfart maatte ikke ud- Fotnote: I Løbet af Dagens Debatter foreslog Forfatteren, at der efter dette Ord skulde tilføjes "og deres Livsarvinger". Fotnote: Den for disse strenge Bestemmelser anførte Grund er ikke mindre karak- teristisk for den patriotiske Proponent. Den lyder: "Foruden at det er uvær- digt for et selvstændigt Folk, at lade sig befale af fremmede Lejesvende, saa kunde Folket af disse Mænd vel aldrig vente sig andre Tjenester, end dem, som komme overens med fremmed Interesse og derfor som oftest stride imod dets egen". SIDE: 70 bredes her: thi Danmark vilde beholde, og beholdt alle saadanne mulige Fordele for sig selv. Spørger man nu efter Aarsagen, maa denne, efter min Formening, unegtelig fornemmelig søges deri, at Normænd kun saare sjeldent havde Adgang til Statens vigtigste Embeder. Regjeringskollegierne og de fleste civile og geistlige Øvrighedsposter i Norge selv har været besatte med Danske eller Udlændinge, der manglede saavel den fornødne lokale Kund- skab som den Hengivenhed for Landet, der skulde indgyde dem Kraft og Varme til at tale og befordre enhver Sag, ethvert Anliggende til dets Vel. Det er naturligt, at Udlændingen langtfra nærer den Grad af Kjær- lighed for det Land, han er indflyttet i, som den, dets indfødte Borgere indsuge med Modersmelken". Efter derpaa at have paaviist, at Norge neppe vilde have flere Embeder at bortgive, end der kunde besættes med dets egne Sønner, og at Universitetet i Fremtiden maatte kunne fuldstændig- gjøres og vedligeholdes ved Landets egne og arvelige Kræfter, indrømmede Bryn dog, at han desuagtet maatte for Tiden, for Universitetets Nyheds Skyld, tilraade en Undtagelse med Hensyn til fremmede Universitetslærere og Læger, og foreslog derfor saa- dant Tillæg til §'en: "Dog skal ingen Udlænding, under Navn af norsk Borger, og enten han har opholdt sig længe eller kort i Norge, men alene Norskindfødte, og de, der ere fødte af norske Forældre, der enten nu opholde sig, eller efterlade sig Ejendomme og Besiddelser i Norge, have Adgang til Statens offentlige Embeder, undtagne Professorer og Læger, hvortil Udlændinge maae beskikkes, saalænge de tilkommende Storthing eller lovgivende Repræsentantforsamlinger finde saadan Undtagelse nødvendig og passende". Jørgen Aall oplæste og indleverede et Forslag om at danske Embedsmænd, der før havde været ansatte i Embede i Norge og havde ægtet et norskt Fruentimmer, skulde betragtes som norske Borgere og have Adgang til at søge Embeder i Norge, hvis de inden en vis Tid, f. Ex. 3 Aar, indsendte Ansøgning derom. Han begrundede dette i Venskabets Erindringer og i det Ukloge i at udelukke saamegen fremmed Oplysning, somom "Nationens eget Lys ikke behøvede at laane Forøgelse i sin Glands hos Andre"? Midelfart oplæste og indleverede ligeledes et Forslag, der gik ud paa, at ingen Indfødsret skulde lovgrundes i de første ti Aar og at de Danske, som ved det norske Universitet havde aflagt SIDE: 71 Prøve paa Kundskab og Duelighed, skulde, tilstedes Adgang til norske Embeder. Proponenten yttrede, at han, "uagtet sin Frygt forat faae de Fleste imod sig, dog vovede" at fremsætte den Formening at Kommitteeforslaget, om det ubetinget antoges, idetmindste i det første Tiaar vilde blive til Skade for Norge. Landet savnede duelige Subjekter til at besætte dets Embeder. Efter et løst Over- slag udfordredes dertil aarlig 40 juridiske og theologiske Kandi- dater, og disse kunde Universitetet neppe i de første 10 Aar fremskaffe, da der fra Kathedralskolerne i de sidste Aar neppe nogensinde var dimmitteret flere end 25. Der var ingen Grund til at antage, at dette Antal hastigen vilde betydeligt forøges. "Embedsmændenes hæse Raab om Mangel paa Udkomme, der lyder over det hele Land," maatte, i Forbindelse med det Beko- stelige deri, afskrække Forældre fra at lade sine Børn studere. Antoges §'en, maatte det enten indtræffe, at Mangel paa duelige Subjekter tvang Kongen til et Brud paa Konstitutionen eller at Landet fyldtes med uduelige Embedsmænd. Vigtigere var det, at Embederne bleve besatte med duelige og retskafne Mænd end i hvad Land de vare fødte. Aarsagen til de fleste Nationers Af- sky mod Fremmedes Indtræden var, foruden en daarlig National- stolthed, at de bleve selv fortrængte fra Poster, de ligesaa godt eller endog bedre skulde have beklædt, og at de af Udlændinge, som hverken kjendte deres Sprog eller Sæder, bleve foragtede, ja ofte mishandlede. Det Første kunde ikke blive Tilfælde og til at frygte for det Sidste var der ingen Aarsag. "Rimeligviis -- endte Proponenten sine Motiver -- ville vi hente de Embedsmænd, vi mangle, fra Danmark: dets Folk har Sprog og Sæder fælles med os; det har altid havt Agtelse for Nordmanden; kun dets Regjering har, til egen og vor Ulykke, undertiden miskjendt vort Folk. Ere end det danske og norske Folk nu adskilte, der boer dog intet Had i Nationernes Hjerte til hinanden. Ei have vi voldsomt løsrevet os. Mange iblandt os mindes de Dage, der tilbragtes paa Danmarks Sletter, som Livets lykkeligste; og mangen Dansk kaster længselfuldt Blik hen mod vore Klipper. Hvorfor skulle vi tilspærre ham som Em- bedsmand Adgangen til dem? At der er en større masse af Kundskaber i danske end norske Hoveder, kunne vi vel ei negte; hvorfor da ei benytte os af dem, naar vi behøve dem? Man misforstaae mig ei. Jeg er af mit inderste Hjerte norsksindet, og jeg anseer en Forbindelse med Danmark som et Onde, men jeg anser det nødvendigt for mit Folks SIDE: 72 Lykke, at Danske gives Adgang til Embeder, som vi ei selv formaae at besætte. Norge har for Nærværende flere Embeder end Mænd til disses Besættelse; det Modsatte er Tilfælde med Danmark. Skulde det være uklogt ved vort forrige Søsterriges Overflod at afhjælpe vor Mangel"? Sverdrup understøttede sin Ven Midelfart. Videnskabsmænd, hvor de endog hørte hjemme, ansaaes som tilhørende en fælles Republik, og ved vort Universitet tiltrængtes saadanne udenlands- fra. Af Embeder, hvortil Examen udkræves, var der i Norge omtrent 1200. Antog man nu, efter den sædvanlige Mortalitet, at af disse Embeder 4 af 100 aarlig bleve ledige ved Dødsfald, saa udfordredes der til deres Besættelse 48 examinerede Kandi- dater. Fra Kjøbenhavns Universitet var der i den senere Tid kun bleven dimitteret 18 i Gjennemsnit aarlig; og da det norske Universitet neppe for det første blev istand til at afholde Embeds- examina, vilde det i de første Aar blive nødvendigt, at Frem- mede, og navnlig Danske, fik Adgang til Embeder i Norge. Der blev Tre mod Tre, da Wergeland yttrede sig saaledes: "Mig synes DHrr. Provst Stabel og Sorenskriver Bryn have talt Sand- hedens Sprog. Lad os foralting ikke aabne hver Udlænding ubetinget Adgang til Landets Embeder. Det vil fortryde os, snarlig fortryde os. Den Landsherlighed, vi to Aar tilbage erhvervede, og den end større nationale Herlighed, vi i dette mærkelige Aar have erhvervet eller skulle erhverve, ville begge derved gaae tilgrunde. Universitetet vil falde, Selv- stændigheden vil blive til Intet. Med os og Riget er det i denne Tid saa bevænt, at det vilde fast være et Vidunder, om det ikke skede. Forældre begyndte at glæde sig, unge Studerende begyndte med for- doblet Flid at arbeide, tilskyndede af et lokkende Haab om, at endelig Landets Embeder skulde forbeholdes Landets Børn, og at Norge endelig skulde styre sig selv ved Mænd, baarne, opdragne, oplærte i eget Skjød. Nu er denne Glæde, dette Haab forbi. Hvorledes kan det norske Universitet bestaae, naar Kjøbenhavns talrige Kandidater skulle dele med sammes faa Studerende de faa Norges Embeder, uden at disse nøde samme Rettigheder i Danmark, hvilket vilde opvække Europas Forundring og Ringeagt. Det var uhørt at en fremmed Undersaat, strax han satte sin Fod i Landet, nød lige Ret med Landets aktive Borgere. Landet vilde oversvømmes af Fremmede, hvis Hjerte ei var fæstet til det, og disse vilde gjøre Tabet af vor politiske Uafhængighed desto lettere, om ikke al Selvstændighed med Rette kan ansees for tabt hos et Folk, som styres af Fremmede, og selv er lutter Adlydende. Vi vare da i deres Vold, som regjerte os. Halvdelen af Storthinget vilde SIDE: 73 blive Fremmede. For at komme til et Embede maatte de Indfødte smigre Regjeringen og trænge sig frem i Klyngen af Fremmede. Naar Regjeringen direkte kan indkalde Fremmede til Universitetet og til Sko- lerne, samt til Fysikaterne, saa vil der nok findes Indfødte til de øvrige Embeder. I Norge gives adskillige ubefordrede Kandidater, i Danmark endnu flere, som vist ikke ville mangle at komme, saafremt de see Embeder i Fædrelandet aabne, eller de indkaldes. Imidlertid tiltager de Studerendes Tal i Skolerne, flere Skoler anlægges, Universitetets Borgerskab vorder talrigere og fylder Embederne med Indfødte, Oplyste, Duelige. Norge regjerer sig selv. Norge bliver norsk, og Selvstændig- hedens Gran skyder sit Spyd stolt i Skyerne". Enhver veed, at det norske Universitet har bekræftet denne Tillid til dets Kræfter; og i den foregaaende Modstanders Udbrud "mangen Dansk kaster længselsfulde Blik hen mod vore Klipper", laa der en Begrundelse for den sidste Talers Frygt, at Landet vilde blive oversvømmet og Storthinget besat af Danske, om ikke et Blik paa, hvor talrige de vare i Embedsstanden og hvormeget dansk Blod der flød i Kjøbstadbefolkningens Aarer var nok dertil. Folkets Assimilationskraft, der allerede havde viist sig for svag til at forhindre Dannelsen af tvende Sprog i Landet, skulde ganske have ligget under for den forøgede Indstrømmen, som en Slags Indbydelse til at besætte dets ledige Embeder vilde have frem- kaldt, og inden kort Tid skulde der i endnu egentligere Forstand, end det allerede var Tilfælde, have dannet sig to Befolkninger: den ene fremmed og herskende ved Besiddelsen af de mange Embeder den indehavde, ligesom en lysende Ring omgivende den andens mørke Kjerne, hvortil den skuffede Nation selv da ind- skrænkedes. Anviist til at holde sig i sine Dale, beskjæftigende sig med at vinde Brødet i sit Ansigts Sved, skulde Generationer, uden at tale om Farerne for Forfatning og Selvstændighed, været henrundne før Nationalbefolkningens ejendommelige Kraft brød de unaturlige Skranker og absorberede det Fremmede. Og selv da vilde Skrivtsproget og de dannede Klassers Talesprog i endnu høiere Grad forevige Mindet om dettes Herredom, end nu er Tilfælde. Ja, end nu er Tilfælde: vor Almue, som maa lære sin Kristendom i et for den næsten fremmed Sprog, enhver ikke Bonde- født, som skal meddele sig til den, og enhver Skribent, der skriver af et norskt Hjerte, føler i mangfoldige Uleiligheder deraf den tungeste af de Forbandelser, som den gamle Forbindelse har efter- SIDE: 74 ladt sig. Disse Stunder i Rigsforsamlingen, da Kampen førtes om Nationaliteten, maae derfor erkjendes som særdeles vigtige. Valgene og Datids Blade viste ogsaa, at Folket ikke var ligegyl- digt i denne Sag, men havde faaet Øinene op for den Fare, som truede det i Optagelsen af endnu flere Danske end der allerede befandt sig i Landet. Det var Faren af en Blod-Transfusion i et, vel ved stærk Diæt udmagret, men dog sundt Legeme. Meningerne stode saa stridigen imod hinanden i denne Sag, hver med sine indleverede Betænkninger og Forslag, at Forsam- lingen besluttede at oversende alle disse til Konstitutionskommit- teen til yderligere Indstilling snarest muligt i Forbindelse med § 39. Samme Skjebne havde §. 54: "Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar. Derfra undtages: 1) De, der nyde Understøttelse af Fattig- væsenet; 2) Tjenestetyende og De, som blot leve af Dagarbeide; 3) Haand- værkssvende og Drenge; 4) Fabrikarbeidere og Huusmænd, som ikke eie deres paaboende Pladser; 5) Matroser og Soldater, som ikke have faste Ejendomme". Bendeke oplæste imidlertid et motiveret Forslag af 3die Mai, hvorefter Stemmeretten skulde paa Landet indskrænkes til Em- bedsmænd og Besiddere af matrikuleret Jord, enten de nu vare Ejendoms- eller Bygselmænd, og i Byerne til Embedsmænd og dem, der havde taget Borgerskab og svarede Skatter og offent- lige Tynger. Antallet paa de Deputerede til Storthinget vilde da omtrent beløbe sig til 100 -- 130 Personer, og det meente Propo- nenten kunde være nok, medens det vilde true med at voxe til et for Landet uforholdsmæssigt Antal, om f. Ex. Vilkaarsmænd, Gaardmandssønner, omdrivende Handelskarle og Haandværkere paa Landet skulde indrømmes Stemmeret. Christie foreslog, at stemmeberettigede skulde kun de norske Borgere over 25 Aar være, som paa Landet ejede og tillige brugte Jordegods, eller der brugte Jordegods som Leilændinger paa Livstid eller som Arvefæstere, og i Kjøbstæderne De, som havde svoret Borgerskab, samt Ejere af Huse af en vis Værdi, f. Eks. 500 Sølv- daler, og i Almindelighed Embedsmænd, Pensionister og Personer, som beviisligen havde 400 Sølvdaler i fast aarlig Indtægt, uden at den var temporær Løn af Privatmand. I Øvrigt skulde Und- tagelserne efter Udkastet udgaae. Efter megen Strid blev det endelig afgjort, at ogsaa denne § SIDE: 75 skulde henvises til ny Behandling af Konstitutionskommitteen, som da skulde træde sammen den følgende Morgen Kl. 9. Saa- ledes haabede man at komme over disse Skjær, hvorpaa Kon- stitutionsarbeidet nu var bleven siddende. Man vil fra Gaarsdagens Forhandlinger over §. 37 erindre, at Provst Schmidt havde opfordret Præsidenten til at oplæse nogle af ham indleverede Opinionsyttringer fra endeel af hans Kommit- tenter. Dette skede først nu, i det der blev oplæst en anonym Betænkning, af Titel "Modums Almues Ønsker med Hensyn til Norges tilkommende Regjeringsform," samt, foruden nogle Bemærk- ninger vedkommende den specielle Lovgivning, en lignende Me- ningsyttring fra enkelt unævnt Privatmand, hvilke begge indeholdt saa mærkelige Anskuelser om Prindsregentens Forhold til Norge, at der synes at være Grund til Mistanke om at nogen Simulation har fundet Sted med disse Dokumenter. Idetmindste finder For- fatteren af Brevene fra Eidsvold det saameget mere besynderligt, at de ikke til rette Tid bleve meddelte, som de forlængst vare indleverede. Moingerne, eller vel snarere deres Koncipist, forlangte Regje- ringen indskrænket monarkisk, og indskrænket især med Hensyn til Finantserne, Krig, Fred og Embedsbesættelser, ved Repræsen- tanter, som Folket selv skulde vælge paa 3 eller 4 Aar. Konge- navnet, mente de, kunde godt undværes hos Regenten for de Bekostningers Skyld, det vilde medføre; og om Prinds Kristian Frederik, som ønskeligt kunde være, valgtes til Regent, burde han frasige sig sin Ret til Danmarks Throne -- en Opinionsyttring, som Brevskriveren mener især vilde gjort Effekt under Debat- terne den 5te Mai i Anledning af den 28de §. Adelen maatte ganske afskaffes, eller dog ikke udgjøre nogen særskilt Stand, ligesaalidt som nogen Stand maatte udmærkes ved nogensomhelst Forret. Handelsstanden maatte ligeligere, end det forekom dem, at Tilfælde havde været, deeltage i de almindelige Byrder, og den hele Embedsstand sættes paa fast Løn, uafhængig af de Menig- heder, iblandt hvilke den skulde leve og virke. Rettergangs- Politivæsenet trængte til Forbedring. "Den Beskyttelse paa Ære, Liv og Velfærd, som enhver Statsborger har Ret til at fordre, burde han have for intet, bør ikke koste Penge; thi derfor ud- reder enhver Sit til Statsudgifterne". Skyldsætningen skulde ikke være Maalestok for Beskatningen, og Friheden til at benytte Na- SIDE: 76 turens Frembringelser burde være uindskrænket. Udskibningslast skulde saaledes f. Ex. kunne skjæres paa enhver Flomsaug. Odels- retten skulde indskrænkes og "Indfødsretten gjælde i sin hele Udstrækning, saaledes, at, under lige Omstændigheder, Landets egne Børn ved Embeders Besættelse o. s. v. altid nyde Fortrin for Fremmede, dog uden at indskrænke den Forret, som Flid og Talenter uden Hensyn til Fødsel overalt bør have". Skrive- og Trykkefrihed skulde finde Sted, og Regjeringen aflægge Nationen Regnskab for Statens Forvaltning. Det andet, ligeledes nu oplæste, Dokument fra Buskeruds Amt indeholdt de samme Ideer, men i et heftigere Sprog. Saaledes anførtes som Grunde for at Kristian Frederik skulde frasige sig al Ret til den danske Krone, om han vilde vinde Norges, "at Kongeriget Norge altid har været anseet som Stifbarn, at dets Sønner i Almindelighed have maattet staae tilbage i Befordring for de Danske, og at man har lært af Erfaring, at Norge maatte være Offeret, naar det gjaldt Danmarks Fred og Rolighed m. v." Odelsretten maatte afskaffes som "en Landeplage". Regenten skulde ikke kunne slutte Fred eller erklære Krig eller give og ophæve Love uden Folkets Samtykke, og heller ikke kunne drage Fremmede ind i Landet til at forestaae Statens Embeder. Fri Afbenyttelse af de Fordele Naturen maatte tilbyde skulde tilkomme Enhver, og Regenten skulde aflægge offentlig Regnskab for Fi- nantserne. Begge Forslag vare ogsaa enige i at fremhæve Ager- dyrkningen som Statens vigtigste Støtte, der maatte have mest Krav paa Lovgivningens Opmærksomhed og Forvaltningens Om- sorg. Forsamlingen udsattes derpaa til næste Dag Kl. 12, til hvilken Tid Konstitutionskommitteens Hverv forhaabentlig vilde være ud- ført, hvorhos Præsidenten anmodede Medlemmerne om til da at vare betænkte paa Valget af en ny Præsident og Vicepræsident. 9de Mai. Indføds- og Stemmeretten afgjøres. Konstitutionskommitteen traadte sammen og blev færdig til be- stemt Tid, saa Rigsforsamlingen kunde aabnes paa Klokkeslettet den følgende Dag. Kommitteens Formand, Falsen, berettede, at SIDE: 77 den havde taget under Overveielse samtlige Betænkninger og Forslag i Anledning af §. 53, og at den maatte indstille denne til at udgaae og §. 39 til at gives saadan Forandring: "Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle geistlige, civile og militære Embedsmænd. Til Embeder i Staten skulle alene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk- lutherske Religion, have svoret Konstitutionen Troskab og tale Landets Sprog, samt a) ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersaatter, eller b) ere fødte i fremmede Lande af norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter, eller c) som have stadigt Ophold i Riget, eller d) som herefter opholde sig der i 10 Aar, eller e) som af Storthinget vorde naturaliserede. Dog kunne Fremmede beskikkes til Professorer, Lærere ved lærde Skoler, Læger og Konsuler paa fremmede Steder. De kgl. Prindser maae ei beklæde civile Embeder". Bryn imødegik yderligere i en Betænkning af Dags Dato, som blev fremlagt og oplæst, de af Sverdrup, Jørgen Aall, Midelfart o. fl. anførte Grunde for endnu ikke at udstrække Udelukkelsen af fremmede ogsaa til "Danske". Benævnelsen "Dansk" maatte nu, efterat det dansk-norske Baand var løst, være aldeles ens- tydigt med den af "Fremmed", og syntes ikke paa nogen Maade at kunne berettige til noget Fortrin her. Sverdrups Beregninger fandt han kunde ikke godtgjøre Nødvendigheden af at besætte andre Embeder med Udlændinger end Universitets- og Læge- poster. Sollicitantgangene i Kjøbenhavn vare endnu fulde af norske Kandidater, som alle vistnok vilde skynde tilbage til Fædre- landet, og Universitetet maatte aarlig afgive fleer, naar der i de mange ledige Embeder var saa kort Vei til Brødet. Noget synderlig vundet troede han ikke der vilde blive ved en Ud- vandring hid af brødløse danske Kandidater, og Kravet paa norsk Borgerret, fordi man var gift med en norsk Qvinde, fandt han kun slet grundet. Qvinden plejer jo at flytte til Manden, og ikke omvendt. Oplysningens Udbredelse maatte tilstrækkeligen op- naaes ved den foreslaaede Undtagelse for Universitetslærere og Læger; og hvad den Bemærkning angik, at Fremmedes Ude- lukkelse fra Statens Embeder ogsaa kunde afholde fremmede Fabrikanter og Industridrivere, da kunde han ikke opdage For- bindelsen derimellem. Inhuman kunde ikke den foreslaaede Ude- SIDE: 78 lukkelse kaldes; det vilde være en altfor stor Inhumanitet mod vore egne Medborgere, om den ikke fandt Sted. Ellers kunde vi faae danske Statsraader, danske Overøvrigheder -- kort komme under et Slags dansk Regjering, som vi ikke behøvede. Forøvrigt var han af den Formening, at de i Norge værende danske Embeds- mænd, der vilde sværge Konstitutionen, burde for egne og Børns Vedkommende nyde fuld Borgerret, saafremt de forbleve i Landet. Weidemann, tog derpaa i samme Aand Ordet. Det var ikke blot unødvendigt, men afgjort skadeligt, om Fremmede gaves Ad- gang til Landets Embeder. Kun de Udlændinge, som nu opholdt sig her og havde svoret dets Selvstændighed, burde ansees lige med Indfødte; men ikke de, som blot havde luret paa hvorledes det vilde gaae med denne, for derefter at bestemme sig, om de skulde aflægge Eeden eller ikke. For Fremtiden burde Fremmede aldeles være udelukkede fra Embeder, og ingen Dispensationer isaahenseende kunne meddeles, paa det vi ikke skulde faae "Tydskere til Oberster, hollandske Kaperkapitainer til Byskrivere, og for at forebygge, at det indfødte Geni ikke blev fortrængt til Kautokeino". Som bestemt Forslag fremsatte Taleren, at, dersom Rigsforsamlingen maatte finde, at den nye §'s Litr. c skulde an- tages, skulde denne gives saadant Tillæg: "og ikke have vægret sig for at aflægge den Eed at hævde Norges Selvstændighed". 84 Stemmer mod 26 antoge dette Forslag; 72 mod 36 vedtoge §'ens Litr. d., og eenstemmig gik Litr. e. samt de derpaa følgende Undtagelser igjennem. Falsen refererede derpaa, at Kommitteen, efter ligeledes at have taget under Overveielse de i Anledning af §. 54 indkomne For- slag, indstillede denne §. til at lyde saaledes: "Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været bosatte i Landet i 5 Aar, og enten a) ere eller have været Embedsmænd, b) paa Landet eie eller bruge matrikuleret Jord, c) i Kjøb- og Ladesteder svare borgerlige Tyngder, eller eie Gaard eller Grund af Værdi idetmindste 300 Rbdr. S. V." Christie foreslog, at Stemmeretten ogsaa skulde udvides til dem, der, uden at være Jordejere, havde fast Bopæl paa Livstid, samt til Kapitalister, som havde 400 Daler Sølv i aarlig Rente. Apenæs yttrede, at, efter dette Forslag, vilde de fleste Gaardmænd i Laurvigs Grevskab udelukkes fra Stemmeret, da de kun havde sine Brug paa 6 Aar med Løfte om imidlertid at erholde Arve- SIDE: 79 fæste. Forslaget faldt dog mod meer end 2/3 Pluralitet, og lige- ledes med 83 mod 15 et fra Irgens, understøttet af Holck, hvilke begge vare fra Egne, hvor Landkræmmerne og Gjæstgiverne danne en betydende Klasse, om at Stemmeretten ogsaa skulle udvides til dem. Erichstrup opkastede Spørgsmaal, om hvorvidt §'ens Bestemmelse kom den talrige Skipperborgerklasse tilgode, der har Bopæl paa Landet udenfor Kjøb- og Ladestederne, hvortil Præsidenten svarede, at saa var Meningen, og at Udtrykkene skulde under §'ens Redaktion blive tydeliggjorte. Carstensen gav ham derimod noget overflødigere at svare paa i Bemærkningen, at Huusmænd ikke paa nogen Maade burde være stemmeberet- tigede, hvilket jo fulgte ligefrem af, at de ikke besidde matri- kuleret Jord. Ved den endelige Votering antoges §'ens første Afsnit tilligemed Litr. a. uforandret; Litr. b. saaledes forandret: "paa Landet eje eller for længere Tid end fem Aar have bygslet matrikuleret Jord" , samt Litr. c. saaledes: "i Kjøb- og Ladestederne have Borgerskab eller eje Gaard eller Grund" o. s. v. "§. 55: Inden 6 Maaneder efter denne Konstitutions Antagelse skal, i enhver Kjøbstad af Magistraten og i ethvert Præstegjeld af Fogden og Præsten, forfattes et Mandtal over alle stemmeberettige Indvaanere. Forandringer, det efterhaanden undergaaer, anføres ufortøvet deri. Enhver skal, forinden han indføres i Mandtallet, offentlig til Thinge sværge Konstitutionen Troskab". Hount yttrede, at det, for at undgaae Vidløftighed, kunde være nok, at Præsten forfattede Mandtallene for Landet, og at Eeden med større Høitidelighed, men mindre Uleilighed for Vedkom- mende, kunde aflægges ved Valgforsamlingen. §'en blev dog eenstemmig antaget. "§. 56: Stemmeret suspenderes l) ved Anklage til Thinge for Forbrydelser; 2) ved Umyndiggjørelse; 3) ved Opbud eller Fallit, indtil Kreditorerne have erholdt fuld Betaling". Meltzer mente, at Stemmeretten burde gives Fallenten tilbage naar han ved Akkord havde tilfredsstillet sine Kreditorer. Omsen fandt ikke i saadant Opgjør synderlig Grund for dem til Tilfreds- stillelse, hvorimod han formeente, at kun Den, som ved beviisligt Uheld var bleven nødt til at gjøre Opbud, burde, uden Hensyn til hvad Kreditorerne kunde faae, beholde sin Stemmeret. Han SIDE: 80 fremsatte derfor det Forslag, at der efter Ordene "eller Fallit" skulde tilføjes: "med mindre samme er foraarsaget ved Ildsvaade eller ved noget andet ulykkeligt og beviisligt Tilfælde". Efterat det med 56 mod 55 var bleven bestemt, at Forandring skulde skee i §'en, blev den eenstemmigen antaget med det af Omsen foreslaaede Tillæg. "§. 57: Stemmeret tabes 1) ved at have været dømt til Tugthuus, Slaveri og vanærende Straffe; 2) ved at gaa i fremmed Magts Tjeneste, uden Regjeringens Samtykke; 3) ved at erhverve Borgerskab i en fremmed Stat; 4) ved at overbevises om at have kjøbt Stemmer i Valgforsam- lingerne, solgt sin egen Stemme eller stemmet i flere end een Valg- forsamling". Irgens spurgte, om da ogsaa de til Tugthuus for Brændeviins- brænden Dømte skulde miste sin Stemmeret. Svaret er let at vide; men Spørgsmaalet var maaskee udrundet af hans talrige Erfaringer som Dommer i et Distrikt, Sogn, hvor Hadet mod den bestaaende Brændeviinslovgivning var stærkt og Overtrædelserne hyppige som i Irland. Ligesom der vidste man at hjælpe sig med en Gryde og en Geværpibe, og Bygdernes anseligste Mænd vare ofte indviklede i retlige Forfølgelser, der kunde tage en saa van- ærende Ende. Imidlertid gik §'en ved Voteringen eenstemmig igjennem. "§. 58: Valgforsamlingerne holdes paa Landet i Præstegjeldets Hoved- kirke, i Kjøbstæderne paa Raadhuset eller andet dertil beqvemt Sted. De bestyres paa Landet af Sognepræsten og hans Medhjælpere; i Kjøb- stæderne af disses Magistrater og Formænd. Stemmegivningen skeer i den Orden, Mandtallet viser. Stridigheder om Stemmeret afgjøres af Forsamlingens Bestyrere, hvis Kjendelse kan indankes for Storthinget". Holck oplæste et Forslag om at der for hvert Fogderi skulde af Amtmanden udnævnes til hver Gang tre omreisende Valg- bestyrere, hvilke burde være af forskjellige Sogne og "enten Embedsmænd eller andre Konditionerede, [fotnotemerke] som have det Almenes Tiltro". 58 Stemmer mod 52 erklærede sig dog for §'ens ufor- andrede Antagelse; og eenstemmigen antoges derpaa §. 59: "Førend Valgene begynde, skal Konstitutionen lydeligt oplæses, i Kjøbstæderne af den første Magistratsperson og paa Landet af Præsten". Fotnote: Med dette uheldige Ord har Proponenten, med sine Bergenhusinger for Øje, meent at sikkre Udførelsen af sit Forslag nogenlunde dannede, idetmindste skrivkyndige, Personer. SIDE: 81 Man sluttede Dagens Overvejelser; og ved de fleste Stemmer valgtes derpaa Falsen til Præsident og Krohg til Vice-Præsident for de følgende otte Dage. Mødet hævedes med at Finants- kommitteens Formand, Amtmand Krohg, meddelte, at den efter Evne havde tilendebragt sine Forretninger og ønskede sin Ind- beretning oplæst i Forsamlingen. Præsidenten bestemte, at dette skulde skee i den følgende Dags Møde, der berammedes til Kl. 10 Formiddag. 10de Mai. Storthingets Organisation og Myndighed. Finantskommitteens Indberetning. Udbyttet af denne Dag, 33 Paragrafer, kalder Brevskriveren fra Eidsvold medrette et "Kjæmpearbeide" og et "heroisk Skridt". Om otte Dage -- havde han Dagen før spaaet -- er "Hovedet slaaet paa Sømmet (Hovedet paa Sømmet er Kronen"), og der skal ikke megen Imagination til, for at see de samme glade For- jettelser i Falsens Flammeblik fra Præsidentsædet. Men der staaer ogsaa: "under mit Præsidentur skal Konstitutionen blive færdig; under min Haand skal dens sidste Paragraf udgaa, min Mund skal forkynde, at Værket er sluttet, at Norge har en Konstitution, saa fri som jeg drømte mig den nogensinde og opbyggede den i Tankerne sammen med mine Venner i Kontorværelset paa Wollebæk". [fotnotemerke] Efterat have anmeldt, at 6 Repræsentanter havde angivet For- fald, og da Sekretæren havde oplæst de næstforegaaende For- handlinger, foreslog Præsidenten at Konstitutionsudkastet "§. 60: I Kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemme- berettigede Indvaanere. Disse Valgmænd samles, inden otte Dage der- efter, paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdistrikt en Fjerdedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes at 3 til 6 vælge 1, 7 til 10 vælge 2, 11 til 14 Fotnote: Maaskee her ogsaa kunde være tillagt: "og som jeg fandt den udkastet i min Faders Papirer". Man sagde idetmindste det Æresord om sal. Assessoren, og at man havde faaet Veir i det "dernede". Hvad der saa truede, ligesom en fra Kattegat lavt i Horizonten opsvulmende Sky, har man gjort til et at Mo- tiverne til at denne Patriot frivillig opsøgte Aandernes frie Fædreneland. SIDE: 82 vælge 3, 15 til 18 vælge 4, og saa videre. Har en Kjøbstad færre end 150 Stemmeberettigede, sender den sin Valgmand til nærmeste Kjøbstad, for at stemme i Forening med dennes Valgmænd, og ansees da begge Kjøbstæder som eet Distrikt". Holck yttrede, at der burde sættes et bestemt Maximum for Repræsentanternes Antal fra enhver By og Amt, og foreslog samme til 4; og Kapitain Motzfeldt, at det burde bestemmes forud, hvormange der i Fremtiden skulde udgjøre Storthinget. 75 kunde være et passende Antal. Efter Omsens Mening 100. Flere fandt det ubeqvemt og upassende at bestemme Storthingets Netto- Personale, fordi det, om Flere end det fastsatte Antal vare ud- nævnte, maatte blive vanskeligt at afgjøre hvem der skulde gaae tilbage. Et Maximum og et Minimum burde dog sættes; men forøvrigt kunde man overlade næste Storthing at give de nærmere Bestemmelser. Falsen bemærkede, at der, efter §'en, ikke vilde blive over 90 -- 100. Nogle Repræsentanter vare af den Mening, at Valgmændene ikke burde kunne vælge udenfor sin egen Midte, idet de allerede vare stemplede med offentlig Tillid; men, efterat denne Mening af Flere var bleven bestreden, erklærede 54 mod 47 sig for Spørgsmaalet. Med 53 mod 52 blev det dernæst be- stemt, at §'en skulde undergaa Forandringer med Hensyn til den omdebatterede Bestemmelse om Repræsentantantallet, og een- stemmigen antoges, at Ordene "og saa videre" i Slutningen af anden Periode skulde udgaa, samt at der istedet derfor skulde sættes: "hvilket er det højeste Antal nogen Kjøbstad maa have". Ved 68 Stemmer mod 36 bestemtes, at det i §'en Foreskrevne kun skulde gjælde indtil næste Storthing, der skulde kunne forandre det efter et Minimum af 75 og et Maximum af 100 for Repræsen- tanternes Antal, og saaledes at Kjøbstadsrepræsentanternes skulde udgjøre en Trediedel af det hele. Med disse Forandringer, der skulde tilføjes den 62de §., blev altsaa §'en antagen. Eenstemmig antoges "§. 61: I hvert Præstegjæld paa Landet udnævne de stemmeberettigede Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd, saaledes at indtil 100 vælge 1; for 100 til 200, 2; for 200 til 300, 3, og saa videre i samme Forhold". Ligeledes "§. 62: Disse Valgmænd samles inden en Maaned derefter paa et af Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne da, enten af deres egen SIDE: 83 Midte eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet, en Tiende- deel af deres eget Antal, til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes at 5 til 14 vælge 1, 15 til 24 vælge 2, 25 til 34 vælge 3, 35 til 44 3, o. s. v. i samme Forhold". Dog blev §'en saaledes forandret, at der istedetfor det sidste Komma sattes: "34 og derover 4; hvilket er det største Antal noget Amt maa sende". Samt vedføjedes §'en, ifølge ovennævnte Beslutning ved §. 60, Følgende: "De i denne og i den 60de §. indeholdte Bestemmelser gjælde indtil næste Storthing, men, saafremt det da befindes, at Kjøbstædernes Re- præsentanter udgjøre mere end en Trediedeel af hele Rigets, kan Stor- thinget, til Følge for Fremtiden, forandre disse §§., saaledes at Kjøb- stædernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som 1 til 2; dog bør Repræsentanternes Antal i det Hele ikke blive mindre end 75, og ei større end 100". Eenstemmig antoges "§. 63: De i Riget værende Stemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelst Sygdom, militær Tjeneste eller andet lovligt Forfald, kunne sende deres skriftlige Stemmer til den, der bestyrer Valgforsamlingen, forinden disse ere tilendebragte". Ligeledes "§. 64: Ingen kan vælges til Repræsentant, med mindre han er 30 Aar gammel, og har i 10 Aar opholdt sig i Riget". §. 63 havde i det første Udkast det Tillæg: "Intet væbnet Korps kan, som saadant, stemme", og §. 64 lød deri saaledes: "Ingen kan hverken for By eller Bygd vælges til Repræsentant med- mindre han a) er 30 Aar gammel, b) kan tale Landes Sprog, c) har i 10 Aar været bosat i Riget". Med 61 Stemmer mod 38 antoges uforandret ogsaa "§. 65: Ingen af Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Kontorer [fotnotemerke] , eller Hoffets Betjente og dets Pensio- nister kunne vælges til Repræsentanter". Derimod tilføjede Major Sibbern Konstitutionskommitteen et Nederlag, idet han ved et skrivtlig Forslag fik forkastet "§. 66: Kun Halvdelen af et Distrikts Repræsentanter maa være Embeds- mænd. Er Tallet ulige, maa Embedsmændenes være det mindste". Fotnote: I det første Udkast: "Statsraadets Medlemmer og Officianter". SIDE: 84 Sibbern foredrog nemlig følgende paa Stedet nedskrevne Forslag: "Naar ikke Valget kan være frit; naar ikke den, der har sine Med- borgeres Tillid, ubehindret, hvad enten han er Embedsmand eller ikke, kan vælges til Repræsentant, naar han ellers har de fornødne, i Kon- stitutionen bestemte, Egenskaber: saa troer jeg, der ogsaa bør gjøres Indskrænkning paa flere Sider, end blot for Embedsmændene. Saaledes som Paragrafen nu er fremsat, kan jeg vel tænke mig som muligt, at Faa eller Ingen af den agtværdige Bondestand blive valgte, og dette vilde vistnok være ligesaa urigtigt, som upassende; men jeg kan ogsaa tænke mig som sandsynligt, at de to Trediedele af Storthingets Med- lemmer blive Bønder, og Saadant var vel, fra flere Synspunkter be- tragtet, end urigtigere. Jeg skulde derfor give mig den Ære at fore- slaa, at, dersom ikke Paragrafen aldeles kan udgaa, maatte den omtrent hedde saaledes: Kun Halvdelen af et Distrikts Repræsentanter maa, for- saavidt Byerne betræffer, være Embedsmænd. Er Tallet ulige, skal Embedsmændenes være det mindre. Af hvert Amt skal i det mindste een, og ikke over to af dets Repræsentanter være af Bondestanden". Hvo gjenkjender ikke i Paragrafens og i Sibberns subsidiære, fra det Adler-Falsenske Udkast optagne [fotnotemerke] , Forslags Demokratisme en af vor egen Tids herskende Aander, af netop vort eget Folks, fra sin Forviisning fra Grundlovens Bogstavrækker til Liv og Virkeliggjørelse tilbagekaldte, seirende Ideer? I denne §. lærtes dette først, og af Konstitutionens Fædre, at det var et Folk af Bønder, at Dets var Magten, og at Den, hvis Magten var, vel ogsaa tilkom en Broderpart af Æren. I den ligger Dragetanden, hvoraf Tidens Kjæmpe og Herre er opvoxet, af disse forkastede Korn er den Sæd fremgroet, som, med al sin Svimmelgrøde, har givet vort senere politiske Liv sin kraftigste Føde og en god Deel af den Marv i Ryggen som det har. Udstødt af Grundloven, er Ideen om en Overvægt i Repræsentationen vendt tilbage til Folkets Almues Sind, som en Melodi for den blindes Øre, der fremkalder Rækker af Tanker og Erindringer i hans Hoved. Udstrøgen af Rigsforsamlingens Theorier, har Folket dog stavet sig til hvad der har staaet, og hiin Idee er bleven Armkraften i dets Praxis, og Fotnote: See dettes §. 60, der ogsaa forklarende tillægger: "Af 3 maa saaledes kun vælges 1 Embedsmand, af 5, 2. Skal kun 1 Repræsentant vælges, saa maa han ikke være Embedsmand". I 1824 foreslog derimod den samme Falsen, at der kun maatte vælges een Bonde fra hvert Amt, men som dog skulde være ude- lukket fra Lagthinget. Tempora mutantur etc. SIDE: 85 lyslevende og med tungt Fodslag har den indfundet sig paa Folkets Valgmøder, og styrer nu disse. Konstitutionens egentlige Fædre, Medlemmerne af Konstitutions- kommitteen, vare altsaa, idet de vilde indføre en Standsovervægt, ikke klogere end de, der nu tage dem saa strengt, og tidt med en modbydelig Begjærlighed, paa det undslupne og tilbagetagne Ord? Det var farligt at antyde noget saadant, at vække Mistanke mellem Klasserne, et Feilgreb at ville indskrænke Friheden i Valgene. Men vare de i dette Punkt ikke klogere end denne Tankes Misbrugere, saa vare de ædlere, thi Feilgrebet skeede netop af varm republikanskartet Kjærlighed til Friheden, bona fide, af Tiltro til Datids uforqvaklede Bonde, og idet Ideen om et Bonde- vælde inden Repræsentationen udgik fra en talrig Kommittee af bare Embedsmænd, har man det herligste Vidnesbyrd om den begeistrede, uegennyttige Sinceritet, hvormed de rygtede sit Hverv. Det var Geniets Uskyldighed. Men Sibbern opdagede Faren der- ved. Deraf hans primære Forslag [fotnotemerke] . Hans subsidiære var kun en Lempen efter den sværmerske Kjærlighed, hvormed de var- meste Hoveder inden Rigsforsamlingen drømte sig en ægte natio- nalfarvet Repræsentation, en Gjenopstandelse af de gamle Thing paa Gulen og Frosten. Der vare Bønderne Alt. Her maatte de være det Meste og Antallet af deres Graa- og Hvidkofter give de nye Thing den nationale Farve og Karakteer. Det lykkedes Sibbern at vække Forsamlingens Eftertanke over Tingen. 82 mod 18 bifaldt hans Forslag, at §'en ganske skulde udgaa. "§. 67: Valg- og Distrikts-Samlingerne holdes hvert 3die Aar; de skulle være tilendebragte inden December Maaneds Udgang". -- antoges med 95 Stemmer imod 7; og eenstemmigen "§. 68: De saaledes udvalgte Repræsentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing". "§. 69: Saasnart Repræsentanterne ere valgte, forsynes de med en Fuldmagt, underskreven paa Landet af Overøvrigheden og i Kjøbstæ- derne af Magistraten, saavelsom af samtlige Valgmænd til Beviis for, at de paa den i Konstitutionen foreskrevne Maade ere udnævnte. Disse Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget". Ved den sidste §. opkastedes Spørgsmaal, om ikke Valgmændene Fotnote: Paa Storthinget i 1816 kom han paany frem med det. SIDE: 86 ogsaa burde have Fuldmagter fra Valgforsamlingerne, men man fandt, at en Udskrivt af Protokollen maatte ansees som Fuld- magt nok. Med meer end 2/3 Stemmefleerhed antoges efter Utkastet "§. 70: Enhver, som vælges til Repræsentant, er pligtig til at mod- tage Valget, med mindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes lovlige af Valgmændene, hvis Kjendelse kan underkastes Storthingets Bedømmelse. Som undskyldende Aarsag til Vægring for den valgte Repræsentant gjælder dette, at han forhen 2 Gange i Rad har mødt paa et ordentlig Storthing. Hindres en Repræsentant ved lovligt For- fald fra at møde paa Storthinget, træder den, som næst ham har de fleste Stemmer, i hans Sted". Eenstemmigen antoges "§. 71: Enhver Repræsentant er berettiget til Godtgjørelse af Stats- kassen for Reiseomkostningerne til og fra Storthinget, og for Underhold- ning i den Tid, han der maa opholde sig". Ligesaa "§. 72: Repræsentanterne ere paa deres Reise til og fra Storthinget, samt under deres Ophold der, befriede fra personlig Hæftelse, med mindre de gribes i offentlige Forbrydelser; ei heller kunne de udenfor Forsamlingen drages til Ansvar for de Meninger, de i Storthingets For- samlinger yttre. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig at rette sig". Med 59 Stemmer imod 41 bifaldtes uden Forandring ogsaa "§. 73: Storthinget aabnes i Almindelighed den første Søgnedag i Februar Maaned hvert 3die Aar i Rigets Hovedstad, med mindre Kongen, paa Grund af overordentlige Omstændigheder, saasom fiendtligt Indfald, smitsom Syge, o. d., dertil bestemmer en anden Kjøbstad. Saadan Be- stemmelse maa da betimeligen kundgjøres". Sverdrup vilde, at Storthinget kun skulde holdes hvert 5te Aar, og Diriks, at det kunde overlades Storthinget at bestemme naar det følgende skulde holdes. Flere fremhævede derimod Vigtig- heden af at Tiden blev bestemt, forat forebygge en lang og ska- delig Udsættelse og at de midlertidige Anordninger, som kunde være Landet til Meen, fik for lang Gyldighed. Den foreslaaede Tid af hvert 3die Aar var ogsaa upaatvivlelig den passende som hverken for lang eller for kort. SIDE: 87 "§. 74: I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at sammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udsteder da en Kund- gjørelse, som bør være læst i alle Hovedstadens Kirker i det mindste 6 Uger forinden Storthingets Medlemmer skulle møde paa det bestemte Sted". Flere meente, at Bekjendtgjørelsen om et overordentligt Stor- thing burde skee ved alle Rigets Hovedkirker, og at den ialfald burde være saa almindelig, at Ingen skulle kunde paaskyde Uviden- hed derom. Falsen yttrede derimod, at Omstændigheder kunde gjøre en saa hurtig Sammenkaldelse af Storthinget nødvendig, at en saa udstrakt Publikation blev umulig, hvorfor han troede at det vilde være tilstrækkeligt naar den udvidedes til alle Stiftsstæders Kirker. Han foreslog derfor, at der istedetfor Ordet "Hoved- stadens" i 2den Periode, skulde sættes: "fire Stiftsstæder", og med denne Forandring blev §'en eenstemmig antagen. Ligesaa antoges eenstemmig de tre følgende §§., nemlig: "§. 75: Et saadant overordentligt Storthing kan af Kongen hæves, naar han forgodt befinder". "§. 76: Storthingets Medlemmer fungere som Saadanne i 3 paa hin- anden følgende Aar, saavel ved de overordentlige som det ordentlige Storthing, der imidlertid holdes". "§. 77: Hvis et overordentligt Storthing endnu holdes paa den Tid, det ordentlige skal sammentræde, ophører det Førstes Virksomhed, saa- snart det Sidste er samlet". I første Udkast lød Slutningen af §. 76: "saavel ved de almin- delige som overordentlige Storthing, der imidlertid holdes". Voteringen over den følgende §. viser derimod en stærk Dis- sents idet Stemmerne paa det nærmeste vare ligesaamange paa begge Sider. Med 54 mod 52 antoges nemlig omsider uden For- andring "§. 78: Folket udøver sin lovgivende Magt ved Storthinget, der be- staaer af 2 Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing". I første Udkast var denne §. affattet i to saalydende: §. 70: "Den lovgivende Magt udøves af Storthinget". Og §. 71: "Det bestaaer af to Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing, og for- bliver samlet saalænge det finder det fornødent, dog ikke over tre Maaneder". Disse Benævnelser skrive sig fra det Adler-Falsenske Udkast, SIDE: 88 §. 70, hvor Nationalrepræsentationen foreslaaes deelt i et "Lag- mandsthing" og et "Odelsthing". Ideen, at kalde det gamle man- dige Ord "Thing" tillive igjen, var saaledes fælles for nysnævnte og det wergelandske Udkast. I Kommitteen foreslog Falsen Ordet "Althing" som Navn for den samlede Nationalrepræsentation istedetfor det i hans Udkast brugte "Rigsforsamling"; men Werge- lands Benævnelse "Storthing" vandt Bifald, uagtet der anførtes, at det i Udtalen lød som en i det Latterlige faldende Modsætning til "Smaating". I Wergelands Udkast var ogsaa Ordet "Storthings- mand" brugt om Repræsentanterne, hvilket ligeledes er beholdt. "Benævnelserne Lagmandsthing og Odelsthing -- anmærkes der i det Adler-Falsenske Udkast -- synes ikke alene at være aldeles adæqvate, men have endog det Fortrin, at være udledede af Landets gamle Sprog. Thing kaldtes fordum et Møde af Landets Mænd til Overveielse af dets Tarv; Lagmand en i Loven kyndig Mand, og Lagmandsthing følgeligen en Forsamling af Mænd, som modnere Alder og deraf følgende bedre Indsigt hæver over Mæng- den. Odelsfrihed var fordum Skattefrihed; ved den Ret, selv frivilligen at bestemme de Skatter, det vil yde, faaer Folket paa en Maade sin Odelsfrihed tilbage, og den Forsamling, som paa Nationens Vegne bestemmer Afgifter og Paalæg, synes derfor med Føie at kunne kaldes Norges Odelsthing". For at blive "Lagmand" maatte man efter Udkastet, enten eie et Jordegods af 10,000 Speciers Værdi, eller have en Indtægt af mindst 800 Species, altsaa var Lagthinget efter Falsens Idee en paa Formue grundet Slags Efterligning af det engelske Overhuus. Meningerne delte sig over Spørgsmaalet, om Storthinget skulde bestaae af to Afdelinger eller ikke. Paa den ene Side fremførte man, at det kun vilde forsinke Sagernes Gang og maaskee skade Samdrægtigheden. Man vilde ikke være kommen saa langt i Rigsforsamlingen, om den havde været deelt i to Kammere. Paa den anden, at Sagernes Behandling vilde vinde i nøiagtig Prøvelse, om Storthinget deeltes; og dette maatte vel være det vigtigste. For den første Mening optraadte især Kapitain Motzfeldt med en udførlig udarbeidet, den 8de Mai dateret, "Betænkning om Ud- øvelsen af den lovgivende Magt," hvori han forfegter den størst mulige Simpelhed ved Storthingets Organisation. Efterat have henpegt paa den Erfaring, der lod sig hente fra andre Folk, formeente han, at den rimelige Hensigt med Lag- SIDE: 89 thingets Ret til at forkaste Odelsthingets Beslutninger, nemlig at forebygge Overilelse og Partiaandens Indflydelse, vilde ligesaa let opnaaes ved at bestemme, at ethvert Lovforslag skulde de- batteres i Storthinget paa tre forskjellige Dage [fotnotemerke] . Saameget vilde han beholde af det engelske Parlament-Maskineri, men forøvrigt erklærede han Afdelingen i to Kamre forat maatte blive enten unyttig eller skadelig. "Er der -- sagde han -- f.Ex. iblandt Repræsentanterne en afgjort Overvægt af et vist Parti eller en vis Interesse, da er det rimeligt, ja det synes en absolut Følge af Tingens Natur, at Valget af Lagthingets Medlemmer bliver saadant, at bemeldte Parti faaer Overvægten paa begge Thing, og Afdelingen bliver saaledes unyttig. Bliver det derimod Tilfældet, som Nogle formode, at de meest oplyste Mænd blive valgte til Lagthinget, saa er det at befrygte, at de, der blive tilbage i Odels- thinget, ei have Oplysning nok til deres vigtige Kald. Dette og den Uenighed imellem de tvende Thing var vistnok meget skadeligt. Hele Lovgivningen kunde komme til at standse; thi Odelsthinget kan Intet faa frem, uden Samtykke af Lagthinget, og dette kan ligesaalidet bevirke andre Love, end hiint vil foreslaae. Og end skadeligere bliver det maaskee, om disse 2de Thing, for at holde Lovgivningen i Gang, vexel- viis føie sig efter hinanden. -- Jeg holder saaledes for, at Storthinget bør være udeelt". Repræsentanten opkastede dernæst følgende tænkelige Indven- dinger imod Storthingets Udøvelse af den lovgivende Magt: "1) Repræsentanternes Antal bliver saa stort, at det vil vorde vanskeligt for dem, at faa den Eenhed i Beslutning, som udfordres til Lovgivning. 2) Vort Folks liden Kultur lader befrygte, at Mængden af Repræsen- tanterne ei besidde den fornødne Duelighed dertil. 3) Af en enkelt Stand eller en enkelt Interesse kan der paa Storthinget blive en be- stemt Overvægt, og altsaa Lovene affattede eensidigen. 4) Skjøndt hver især eller alle tilhobe af de 3de foregaaende Mangler ikke just direkte kunde fremvirke skadelige Love, da Kongen har Ret til at for- kaste dem, saa kan det dog skee indirekte; thi det kan tænkes, at Kongen kan blive nødt til at sanktionere slette Love, for at faa gode og nødvendige Love fremmede, eller for at faa de nødvendige Penge- udredninger besluttede paa Storthinget". Betræffende den første Indvending, troede Taleren, at Antallet burde bestemmes til omtrent 75, hvoraf en Trediedeel fra Kjøb- Fotnote: Efter det Adler-Falsenske Udkast skulde ethvert Forslag, som maatte frem- komme paa et af Thingene, tre Gange oplæses efter et Mellemrum af tre Dage. SIDE: 90 stæderne, og at et Lovforslag, som var bleven forberedt ved en Kommitteeindstilling, da ikke i Antallet vilde møde nogen Hin- dring for sin Gang. Den anden Indvending, endskjøndt han troede, at Repræsentationen just under Udøvelsen af sit Hverv snart vilde erhverve den nødvendige Kultur, fandt han betænkeligere, navnlig med Hensyn til den Bedømmelse af Landets nye eller dog gjenfødte Lovgivning, som vilde falde i første Storthings Lod. Den nye Lovbog, som skulde forfattes af den Lovkommittee man havde at vælge, burde derfor ikke underkastes Storthingets Deci- sion, men kun dets Gjennemsyn for at gjøre Bemærkninger, som Lovkommitteen da skulde tage under Overveielse. Storthinget burde nok beslutte Lovene, men overlade en Kommittee at for- fatte de Love, der skulde forelægges Kongen til Sanktion. Lovene vilde da neppe blive saa mange, og Repræsentanternes parla- mentære Evner udvikle sig under Øvelsen. Mod de to andre Betænkeligheder var det ondt at finde paa Raad uden at ind- skrænke Folkets lovgivende Magt, og saa blev der ikke meget tilbage af Friheden. Han vidste, at Flere af Forsamlingen vare stemte for at overdrage Lovgivningen til et permanent lovgivende Korps; men baade vilde dette blive kostbart, da man vel, for Beskatningens Skyld, maatte beholde Storthinget, og det var at befrygte, at det lovgivende Korps snart vilde faa et for Folkets Frihed skadeligt Vælde. Desaarsag foreslog han følgende: Til §§. 78 og 79, at Inddelingen af Storthinget i Lagthing og Odels- thing skulde bortfalde. Til §. 80: Ethvert Lovforslag skal paa Stor- thinget debatteres 3de Gange og paa 3de forskjellige Dage, førend Be- slutning tages. Til §§. 60, 62 og 68: Antallet af Storthingets Repræsentanter skal omtrent være 75, hvoraf den ene Trediedeel skal være fra Kjøbstæderne. Det Forhold, som til den Ende maa finde Sted imellem Valgmændene i Byerne og Distrikterne og de Repræsentanter, de skulle vælge, skal, med Hensyn dertil, bestemmes af den nuvælgende Lovkommittee, hvor- for Mandtallet over de Stemmeberettigede snarest muligt til den maa indsendes. Til §. 81 a): At give og ophæve Love, saa tidt Saadant, efterat den nye Lovbog er sat i Kraft, findes nødvendigt. Til §. 99: Den nye almindelige civile og kriminale Lovbog, som af den nuvælgende Lovkommittee skal udarbeides og forelægges 1ste eller 2det Storthing, skal af dette gjennemsees; og skal Lovkommitteen tage under nøiagtig Overvejelse de Bemærkninger, som Storthinget derom SIDE: 91 maatte gjøre, forinden Lovbogen forelægges Kongen til Sanktion. For- saavidt Lovkommitteen ei er enig i de Bemærkninger, Storthinget har gjort, skal den skrivtligen tilkjendegive Samme sine Grunde derfor. Det ligner et Folk af det Norskes Sindighed, at omgjærde sig imod Muligheden af egne Udskeielser af Friheden, om end noget af dennes Friskhed og berusende Sødme skulde gaae tabt. Der- for tempererede det selv forud dens umiddelbare Nydelse af Mængden ved det indirekte dobbelte Valgsystem, og det seirende Tokammer- eller Filtrerings-System var heller intet andet end en saadan Betænksomhedens Garanti imod egen Skrøbelighed. De to i hinanden gribende Tagghjul af engelsk Model, indsatte i Maskinens Indre, vilde vel ikke gaa saa hurtigt eller bevæge sig i Dagen for Alles Øine med saamegen Støi, som det enkelte store efter de franske Modeller fra Aarene 90, men de vilde knuse Tingene bedre og levere et finere og bedre Udbytte, og -- saa hedte det: sat cito si sat bene. Efter Udfaldet af Voteringen over §. 78, var det for Minoriteten intet at gjøre for Motzfeldts Bemærkninger med Hensyn til de to følgende §§., hvilke da ogsaa eenstemmigen gik igjennem. Nemlig "§. 79: Saasnart Storthinget har konstitueret sig, aabner Kongen eller den, Han dertil beskikker, dets Forhandlinger med en Tale. Han under- retter det om Rigets Tilstand og de Gjenstande, hvorpaa Han især øn- sker at henlede Storthingets Opmærksomhed. Ingen Deliberationer maae finde Sted i Kongens Nærværelse. Storthinget udnævner iblandt sine Medlemmer en Fjerdedeel, som udgjør Lagthinget; de øvrige tre Fjerdedele udgjøre Odelsthinget. Hvert Thing holder sine Forsamlinger særskilt, og udnævner sin egen Præsident og Sekretær". Og "§. 80: Intet af Thingene kan holdes, medmindre to Trediedele af dets Medlemmer ere tilstede". "§. 81: Det tilkommer Storthinget; a) at give og ophæve Love, at paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, som dog ei gjælde længer end til 1ste Juli i det Aar, da et nyt ordentligt Stor- thing er sammentraadt, med mindre de af samme udtrykkelig fornyes; b) at aabne Laan paa Statens Kredit; c) at føre Opsyn over Rigets Pengevæsen; d) at bevilge de til Statens Udgivter fornødne Penge- summer; e) at bestemme, hvormeget aarligen skal udbetales Kongen til hans Hofstat, og at fastsætte den kongelige Families Apanage, som dog ikke maa bestaa i faste Ejendomme; f) at lade sig forelægge Stats- raadets Protokol og alle offentlige Indberetninger og Papirer -- egent- lige militære Kommandosager undtagne; g) at lade sig meddele de For- SIDE: 92 bund og Traktater, Kongen paa Statens Vegne har indgaaet med frem- mede Magter, med Undtagelse af hemmelige Artikler, som dog ei maa stride imod de offentlige; h) at kunne fordre Enhver til at møde for sig i Statsanliggender -- Kongen og den kongelige Familie undtagen; - dog gjælder denne Undtagelse ikke for de kongelige Prindser, forsaa- vidt de maatte være Embedsmænd; i) at revidere Civil- og Militær- Etatens Gage- og Pensions-Lister, og gjøre deri de Forandringer, det finder fornødne; k) at udnævne 5 Statsrevisorer, der skulle gjennemsee Statens aarlige Regnskaber, og bekjendtgjøre Extrakter af samme ved Trykken; hvilke Regnskaber hvert Aar, inden 1ste Juli, skulle tilstilles disse Revisorer". Ved Voteringen over de enkelte Poster, bleve de første otte eenstemmigen antagne uden Forandring. Ligeledes 9de, saaledes forandret, at der istedetfor Ordene "Civil- og Militær-Etatens" sættes "midlertidige", og 10de med det Tillæg, at der foran Ordet "Extrakter" sættes "aarligen". Som 11te Punkt opførtes tilsidst eenstemmigen mellem Storthingets Rettigheder: At naturalisere Fremmede. At meddele Fremmede Borgerret, anførte man, kan ikke til- komme nogen Anden end de som eie og udøve den; og det er Folket. Den Glæde Indfødsretten i sin Tid havde vakt og Spørgs- maalene i de offentlige Blade, om Andre end Norskfødte skulde kunne vælges til Rigsforsamlingen, maatte henlede dennes Op- mærksomhed paa denne vigtige Ret, og Erhvervelsen deraf maatte især glæde de Medlemmer, som, idet de forudsaa den danske Prindses Valg, tillige frygtede, at det atter skulde blive heddende som i Visen: "Juten raaer lel mest ti Galin", d. e. Magten i Hans Haand til at begunstige de Sværme af hans Landsmænd, som, naar han først sad fast her, nok vilde indfinde sig hos en Fyrste, der viste saamegen Tilbøielighed til at omgive sig med dem. At det suveræne Folk, under sin Fordeling af Magten, lagde Natu- ralisationen under sig, var derimod en Anstødssteen mindre for Regentens Valg. Steenstrup vakte Motion om at bestemme Fordelingen af disse Forretnings- og Myndighedsposter imellem det samlede Storthing og hvert af dets Kamre. Dette Spørgsmaal hvorpaa hverken Udkastet havde indladt sig, eller man fandt sig belavet, tegnede til at bevirke langvarig og uordnet Debat, hvorfor Flere vilde have det overladt til Storthingets egen Afgjørelse. Paa Præsi- SIDE: 93 dentens Forslag besluttede man dog tilsidst at udsætte det til den følgende Dag, til hvilken Tid han opfordrede Medlemmerne til at tage det under Overveielse. "§. 82: Enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten ved dets Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad. Er Forslaget der antaget, sendes det til Lagthinget, som enten bifalder eller forkaster det; og i sidste Tilfælde sendes det tilbage, med tilføjede Bemærkninger. Disse tages i Overvejelse af Odelsthinget, som enten henlægger Lov- forslaget, eller atter indsender det til Lagthinget". I Kommitteens første Udkast sluttede §`en saaledes: "atter ind- sende det til Lagthinget med Forandringer". Denne Slutning op- toges nu saaledes stilet: "med eller uden Forandring"; og med dette Tillæg antoges §`en eenstemmig. Provst Schmidt foreslog, at der endvidere skulde tilføies: "Naar et Forslag fra Odelsthinget 2 Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derfra er bleven tilbagesendt med Afslag, da træder hele Storthinget sammen, og ved Totrediedele af dets Stemmer afgjøres da Forslaget. Imellem enhver saadan Deliberation maa i det mindste hengaa 3 Dage". Dette var igjen at ophæve Strengheden af Tokammersystemet, og at reducere Lagthinget til en Censurkommittee. Ideen, der saaledes gik ud paa en Lempning imellem de 54 og 52 ved Vote- ringen over §. 78, og unegtelig paa en simpel og original Maade, ved denne Appel til begge stridige Afdelingers forenede Intelligents, opløste Vanskeligheden med et Forslags Standsen paa en Mi- noritets haardnakkede Veto , vandt ogsaa Bifald efter mindre Kamp end man skulde ventet , det strenge Tokammersystems Fader, Falsen, vilde have foranlediget, idet nemlig 62 Stemmer imod 39 erklærede sig for Tillægget. "§. 83: Naar en af Odelsthinget foreslaaet Beslutning er bifalt af Lagthinget, sendes den, ved en Deputation fra begge Storthingets Af- delinger, til Kongen, med Anmodning om hans Sanktion". -- Blev eenstemmig antagen, med det Tillæg, at der efter Ordet "Lagthinget" sattes "eller Storthinget, efter §.82". Ligeledes bi- faldtes uden Forandring "§.84: Billiger Kongen Beslutningen, forsyner han den med sin Underskrivt, hvorved den vorder Lov. Billiger han den ikke, sender han den tilbage til Odelsthinget, med den Erklæring: at han ikke for Tiden finder det tjenligt at sanktionere Beslutningen". SIDE: 94 Det Falsenske Udkast havde i §. 94 antaget, at Kongen ikke vilde negte sin Sanktion til en Lovbeslutning, som, efter at være drøftet af tre paa hinanden følgende Rigsforsamlinger, uforandret tredie Gang blev ham forelagt. Og heri, saavelsom i Frankrigs Exempel fra 1791, hvor Stridighederne mellem Konge og National- forsamling om Veto'et havde vakt Verdens Opmærksomhed for at det er ved dette Spørgsmaal Demokratisme og Monarkisme egentlig skille sig, laa Spiren til den Bestemmelse i den følgende §., som, idet den kun tillægger Kongen et suspensivt Veto i Lov- givningen, paatrykker hele Forfatningen dens afgjort demokratiske Præg, og opstiller uden Sky Folkesuveræniteten som dens øverste Princip. Den lød i Udkastet i umiddelbar Følge med fore- gaaende saaledes: "§. 85: Beslutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da siddende Storthing forelægges Kongen, som paa samme Maade kan forholde sig, om paa næste ordentlige Storthing paa nyt foreslaaes samme Beslutning; men, bliver den ogsaa af det tredie Storthing, efter igjen at være bleven drøftet, atter paa begge Thing uforandret antagen, og den da fore- lægges Kongen, med Begjæring, at Hans Majestæt ikke vil negte en Beslutning sin Sanktion, som Storthinget efter det modneste Overlæg, anseer for gavnlig, saa vorder den Lov, om end Kongens Sanktion ikke paafølger, inden Storthinget adskilles". Der debatteredes først over §'ens Indhold, der syntes at slaae endeel Repræsentanter med den, ikke just oprigtige, Blusel, be- skedne Børn føle, naar de mærke, at de have forsynet sine egne Tallerkener vel drøit. Under Debatterne bleve de dog bibragte Overbeviisningen om, at Kongen heller ikke var bleven forglemt. Der var heller Ingen, som gjorde sig nogen alvorlig Umag for igjen at faae dette Hovedstykke fraskudt Folkets Anpart i de konstitutionelle Rettigheder: og denne Løihed i Debatterne, hvor- under de, som talte og stemte imod §'en, gjorde dette med saa- liden Kraft og Grundighed, at deres Stemmegivning endog kunde synes ledet af mindre uafhængige Hensyn, viser, at Forsamlingen idet Hele var for det suspensive Veto. Man henpegede vel paa, at Storthinget allerede var bleven vel betænkt i §.81, og yttrede Frygt for at Ligevægten imellem Statsmagterne vilde blive for- rykket; men imod Bemærkningen om §.81 opstillede man §§'erne 33 og 36, og anførte, at Folket dog maatte være den Nærmeste til at besidde den deciderende Myndighed i Lovgivningsanliggender, SIDE: 95 og at Kongen dog besad een Statsmagt, nemlig den exsekutive, udeelt, Militærbefalet, Kirkeprimatet, Udnævnelsesmyndigheden, Magten til at begynde Krig og slutte Fred og Traktater, samt i Anordnings-, Forslags-, Sanktions- og Benaadningsretten Andeel i begge de øvrige Magter. Med saamange Magtens Straaler var ikke Kongedømmet udstyret i de konstitutionelle Stater, hvor det ellers var tillagt et absolut Veto -- kort, i Rigsforsamlingen hørtes næsten alle de Grunde imod at forøge dermed Normændenes Konges Attributioner, som den berømte Konstitutionskommittee paa Storthinget i 1824 opstillede imod den kongelige Proposition om Ophævelsen af det suspensive Veto, og hvortil de senere Storthing uforandret have henholdt sig. Ved Voteringen, om §'en skulde forandres eller ikke, blev den bifaldt uden Forandring med 65 imod 38; og Norge var nu den frieste Stat i Europa -- paa Papiret. "§. 86: Kongens Sanktion udfordres ikke til de af Storthingets Be- slutninger, hvorved a) det erklærer sig samlet som Storthing, efter Kon- stitutionen; b) det bestemmer sit indvortes Politi; c) det antager eller forkaster de tilstedeværende Medlemmers Fuldmagter; d) det stadfæster eller forkaster Kjendelser om Valgstridighed; e) og endelig den Beslut- ning, hvorved Odelsthinget sætter Statsraader eller Andre under Tiltale". §'en antoges eenstemmigen med det Tillæg som Litr. f) "Be- slutningen, hvorved Fremmede naturaliseres". Ligesaa de følgende sex §§.: §. 87: Storthinget forbliver samlet saalænge det finder det fornø- dent, dog ikke over tre Maaneder, uden Kongens Tilladelse. Naar det, efterat have tilendebragt sine Forretninger, eller efterat have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen, meddeler han tillige sin Resolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger, ved enten at stadfæste eller forkaste dem. Alle de, som han ikke udtrykkeligen antager, ansees af ham som forkastede". "§. 88. Enhver Lov (de i §.85 benævnte undtagne) udfærdiges i Kon- gens Navn og under Rigets Seigl, efter følgende Formular: Vi . . . af Guds Naade og efter Rigets Konstitution Norges Konge, gjøre vitterligt: at Os er bleven forelagt Storthingets Beslutning af Datum, saalydende: . . . . . thi have vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte Samme som Lov, under Vor Haand og Rigets Seigl". "§. 89: De provisoriske Love, som af Kongen udgives i den Tid, da intet Storthing holdes, saavelsom de øvrige Anordninger og Befalinger, der vedkomme den udøvende Magt alene, affattes saaledes: Vi . . . . SIDE: 96 gjøre vitterligt: at Vi, i Kraft den Os ved Rigets Konstitution meddeelte Myndighed, have besluttet, ligesom Vi herved beslutte o. s. v.". "§. 90: Storthinget kan indhente Højesterets Betænkning over juri- diske Gjenstande". "§. 91: Storthinget holdes for aabne Døre, og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, med mindre det Modsatte besluttes ved Stemme- fleerhed". "§. 92: Ingen Befaling, af hvem den end maatte være udstedt, hvis Hensigt er at forstyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, maa adlydes uden at de Adlydende derved gjøre sig skyldige i Forræderi mod Fæd- renelandet". Betræffende Storthingets Frihed og Sikkerhed havde det Adler- Falsenske Udkast den Bestemmelse, at intet militært Korps maatte, uden Storthingets egen Tilladelse, nærme sig det paa 2 Mile, med mindre det vilde ansees skyldigt i Landsforræderie, og efter Werge- lands maatte ingen Troppesamling finde Sted inden 4 Miles Af- stand, ligesom heller ingen Bevæbnet maatte findes i Storthings- salen. Man var bleven færdig med Storthinget. Der stod nu kun saameget tilbage af Dagen, at Finantskommitteens Indberetning, efter Gaarsdagens Beslutning, kunde blive oplæst; og det skede da, hvorhos ogsaa de Bilag bleve meddeelte, som man forlangte at høre. Finantskommitteens Indberetning. Forsamlingen underrettedes heri om, at Finantskommitteen havde gjort følgende Poster til Gjenstand for sine Undersøgelser: "1) Til hvor stor Summa Rigets Indtægter og Udgivter aarligen have beløbet i flere Aar, med et vist Mellemrum i Tiden, men dog saavel i Fred som i Krig. 2) At undersøge, til hvor stor en Summa Rigets Statsgjeld beløber indtil den nærværende Tid. 3) At gjennemgaa den forfattede Oktroi samt Reglementet til en Nationalbanks Indretning, og at afgive Betænkning derover. 4) At forelægge Rigsforsamlingen en omtrentlig Kalkul over den Seddelmasse, som fremdeles vil blive nød- vendig at lade udstede af Rigsbanken til Regjeringens Disposition, ind- til den næste Rigsdag er afholdt, hvilken er antagen at skulle afholdes i Februar Maaned 1815; og 5) at give en Oversigt over Rigets Handels- ballance i et Fredsaar". SIDE: 97 Da Komitteen ikke var eller kunde være bekjendt med det af Kon- stitutionskommitteen forfattede Udkast til Rigets Statsforfatning, blev denne Plan forelagt Samme udi et fælleds Møde, deels for at komme til Erfaring om, hvorvidt den ansaaes at være noksom udvidet, dels for ogsaa at erholde oplyst, om nogen ny Gjenstand, Finantsvæsenet vedkommende, der muligen kunde staae i Forbindelse med Konstitu- tionen, attraaedes undersøgt. Under denne Forhandling vidste man Intet at indvende imod eller at tilføie den forelagte Plan, og det er paa Grund heraf Kommitteen, ligesaa tillidsfuld til den hele Rigsforsamling, som overbeviist med sig selv om at have anvendt sin bedste Flid, paa det anbetroede Arbeide maatte blive paa den nøiagtigste og or- dentligste Maade udført, fremlægger tillige med denne Rapport, der al- deles refererer sig til samme, de dertil hørende Beregninger, Forslag og Kalkuler". Finantskommitteen havde i en foreløbig Konferents med Konsti- tutionskommitteen gjort sig bekjendt med dennes Udkast og fore- lagt den sin Plan, forat erfare, om den ønskedes yderligere ud- videt til Gjenstande, som muligens kunde staa i Forbindelse med Konstitutionen. Dette havde dog ikke været Tilfælde. Med Hensyn til 1ste Post fremlagdes derfor en Tabel over Statens Indtægter og Udgifter for Aarene fra 1797 til 1806 incl., hvorefter de aarlige Indtægter i disse for Skibsfarten og Handelen saa særdeles indbringende Neutralitetsaar, uberegnet Postintraderne for det hele Tidsrum og Stempelafgifterne for de sidste to Aar, efter et Middeltal havde beløbet sig til 1,762,928 Rdlr. [fotnotemerke] , og altid overskudt Udgivterne betydeligt. Selv Aaret 1805 da Udgiv- terne havde været størst, nemlig 876,443 Rdlr., men Indtægterne 2,224,528 Rdlr., havde afgivet et Overskud af 886,485 Rdlr. Efter et Middeltal gik Overskudet for de to Aar 1805 og 1806 endog op til 1,455,025 Rdlr.; og Kommitteen fandt, at der, med et Tillæg efter specificeret Beregning, af 266,000 Rdlr. i Administrations- omkostninger for Norge som selvstændig Stat, vilde endda blive et Overskud af 189,025 Rdlr. Denne, vistnok ogsaa for lavt be- regnede, Sum, vilde dog ikke være tilstrækkelig til Pensioner, Handelens Betryggelse mod Barbareskerne og flere med en selv- stændig Stat forbundne Udgivter, saaledes som f. Ex. for den nærværende Tid til Rigsforsamlingen og til en Bolig til den konge- lige Familie; men saa maatte man ogsaa tage Hensyn til, at Ud- Fotnote: Skulde være 62 1/10 Skilling til; men Skillingerne anføres ikke her. SIDE: 98 givterne for Landarmeen i disse to Fredsaar, der vare lagte til Grund for Beregningen, og vare anslaaede til over 300,000 Rdlr., formeentlig kunde have været betydelig mindre. Kommitteen oplyste videre, at den norske Armee i 1806, 35,964 Mand stærk med Landeværnet eller Reserven, kostede i det Hele 519,840 Rdlr., men vilde paa Krigsfod, dog Landværnet undtaget, have kostet 2,157,895 Rdlr., Munderings-, Armatur- samt Fæstnings- Udgivterne, uberegnede, hvilke sidste alene vare anslaaede til 280,516 Rdlr. [fotnotemerke] Derimod erklærede Kommitteen, at den ikke saae sig istand til at gjøre nogen Beregning over hvad der i de andre to Aar, 1811 og 1812, vilde have medgaaet, hvis Riget da havde været en selvstændig Stat. De vare nemlig Krigsaar, uden Handel og næsten uden Toldintrader; og det vilde sees, at deres Over- skud af 1,933,775 Rdlr. ikke vilde have været tilstrækkeligt til at bestride de med Selvstændigheden forbundne Udgivter, end sige Omkostningerne ved en Krig. Forøvrigt maa man ikke lade af- sigte, at Kommitteens Beregninger ikke kunde besidde statistisk Tilforladelighed, da mange af de dertil nødvendige Oplysninger laae i Regjeringskollegierne i Kjøbenhavn. Angaaende Stats- gjelden oplyste Kommitteen, at den, ved de gjennem Rigsbanken udstedte Sedler, var forøget til 3,572,021 Rbd. (hvorfra dog maatte trækkes hvad der var anvendt til Indkjøb af Fødevarer, hvilket Provideringskommissionen i sin Tid vilde aflægge Regnskab for) samt endelig, ved de af Kristian Frederik paa egen Haand indtil 21de April 1814 udstedte 1,824,925 Rbd., opløbet til den Summa 5,396,946 Rbd., hvortil endnu kom en Masse, hvis Beløb man ei havde kunnet faae Oplysning om, af de af Regjeringskommissionen i Aarene 1807, 8 og 9 udstedte Assignationssedler [fotnotemerke] . Endeligen vilde der formodentlig ogsaa skee Fordring fra Danmark om at indløse en forholdsmæssig Sum af de der udstedte, i begge Riger cirkulerende, Sedler, hvilken Fordring ogsaa, forsaavidt den blev godkjendt, vilde blive at tillægge Statsgjelden; men da der vel kunde gjøres betydelige Modkrav fra norsk Side, og det for Tiden Fotnote: Kommitteen burde have bemærket, at flere af Armeens Fornødenheder, f. Ex. Beklædningen, var beregnet til en lavere Sum end de nu saa snart efter Adskillelsen vilde kunne anskaffes for, samt at man ogsaa maatte tage i Be- tragtning Forskjellen imellem at holde en Armee paa Krigsfod og virkelig at føre en Krig. Fotnote: I følge kgl. Forordn. af 18de Sept. 1807, kgl. Resol. af 15de Januar 1808, samt Regjeringskommissions-Plakat af 15de Febr. s. A. SIDE: 99 var umuligt at gjøre nogen sikker Regning og Rede i disse ind- viklede Forhold, maatte denne Sag sættes i Bero indtil en endelig Afgjørelse kunde finde Sted. Ligesaa lidt kunde naturligviis mathematisk Sikkerhed finde Sted ved disse Beregninger som ovenfor. Det var umuligt at bestemme, hvorledes den fælles Seddelmasse ved Handel og Vandel var bleven fordeelt i begge Riger, medens den norske Ihændehaver, naar det kom til Indløsning, kun vilde have den norske Stat at holde sig til. Dengang kjendte man heller ikke nøje den fælles Statsgjelds Beløb, men dette var ved Udgangen af 1813, efter de kgl. danske Kommissærers Angivelse af 6te Ok- tober 1815 for de norske: a) Paa de egentlige Finanzer heftende: 5,535,959 Rbd. 5 ß. N. V., 62,664,718 Rbd. 22 l/2 ß. S. V. og 34,759,418 Rbd. 46 ß. Sølv. b) Paa Rigsbanken heftende: 42,253,572 Rbd. 22 ß, N. V., 3,206,872 S. V. Tilsammen: 47,789,531 Rbd. 27 ß. N. V., 65,871,590 Rbd. 22 l/2 ß. S. V. og 34,759,418 Rbd. 46 ß. Sølv. Med Fradrag af Aktivfordringerne: 1,318,708 Rbd. 87 ß. N. V., 10,559,144 Rbd. 5 1/2 ß. S. V. og 4,250,059 Rbd. 87 ß. S. - beløb altsaa den hele Statsgjeld sig til: Navneværdi: Sølvværdi: Sølv: 46,470,822 Rbd. 86 ß. 55,312,446 Rbd. 17 ß. 30,509,358 Rbd. 55 ß. I en særskilt Rapport fremlagde Kommitteen sine Overvejelser over og Forslag til en Oktroi og Reglement for en norsk Natio- nalbank, i hvis Udarbeidelse nogle tilkaldte finanzkyndige Med- lemmer af Forsamlingen havde været den behjælpelige, og gik derpaa over til 4de Post, som nok især var den, Rigsforsamlingen, efter Brevskriverens Sigende, var "lutter Øre og spidset Gehør" ved, mens Alles "Tunger vare som bundne". Med Hensyn til de Udgivter, som vilde behøves og den For- øgelse af Rigsbanksedlerne, som desaarsag maatte skee indtil næste Rigsforsamling, fandt Kommitteen det af største Vigtighed for den dermed saa nøje forbundne Nationalinteresse, at et nøje Over- SIDE: 100 slag derover kunde blive Rigsforsamlingen forelagt. Den maatte imidlertid erkjende Vanskeligheden ved en saadan Beregning, da hverken Armeens nødvendige Styrke, Tabet ved opkapret Korn og Assurancerne lod sig med Vished forud afgjøre, og det var den derfor ikke uventet, at vedkommende 1ste Departement havde erklæret, ikke at kunne med nogen rimelig Sandsynlighed be- stemme Statsudgivterne. Det havde imidlertid opgivet, at der til Indkjøb af Korn og Fisk vilde strax udfordres 4 Millioner Rbd. N. V. og til Statsudgivterne fra 1ste Mai 1814 til 1ste Marts 1815 som overordentligt Tillæg 10 Millioner Rbd. N. V., altsaa 14 Millioner. Desuden foreslog Departementet, at Rigsforsamlingen skulde udnævne en Kommittee til, paa Nationens Vegne, sammen med Finanzbestyrelsen, at bedømme hvilke Summer indtræffende Krig ydermere maatte udfordre, og at befuldmægtige Rigsbankens Direktion til at forstrække Regjeringen dermed. Og dette For- slag maatte Kommitteen, som indsaa Nødvendigheden af, at de fornødne Midler tilvejebragtes, "for at opnaae det Maal, hvortil enhver ægte Fædrelandsven maa tragte, Rigets Selvstændighed", og som tillige fandt Betryggelse i Regnskabsansvaret, indstille til Rigsforsamlingens Sanktion, saaledes: "at Nationen, foruden at garantere den allerede forhen benævnte Statsgjeld, tillige borger for og erkjender den nye, som er uomgjængelig nødvendig at gjøre, indtil den nærmeste Rigsforsamling afholdes, hvad enten den bliver mindre, eller maatte opstige til de opgivne, 14 Milli- oner Rigsbanksdaler Navneværdi, eller endelig gaae over disse, efter den tilforordnede Kommittees Indvilgelse". Betræffende Rigets Handelsballance, havde Kommitteen taget sin Kalkul efter Aaret 1804's Ind- og Udførsel, hvoraf den første havde beløbet sig til 5,432,289 Rbd., og den sidste til 7,964,536 Rbd., hvor- efter der skulde blive et Overskud af 2,532,247 Rbd. Men da Ind- førselen vel maatte antages 2,244,932 Rd. større end opgivet, kunde den egentlige Overballance ikke ansættes højere end 287,315 Rd., hvorved dog maatte bemærkes, at den hele Udførsel til Danmark, bestaaende i Jern, Fisk, Salt, Tran, Glas og Trælast, samt Udskib- ningen af Skindvarer, Steenmos o. fl. Artikler ikke var bleven anført under Udførselen, ligesom man ogsaa kunde antage en For- deel af 15 til 20 pCt. paa de for norsk Regning afskibede og i Ud- landet afsatte Varer, samt maatte tage den betydelige Gevindst, Fragtfarten i Udlandet havde kastet af sig, med i Beregningen. SIDE: 101 Det var ikke frit for, at Finanzkommitteen af flere Medlemmer af Oppositionen underhaanden blev beskyldt for at have gjort sine Skildringer mere lyse, eller vel rettere mindre mørke, end de skulde være. Der skulde i denne sangvinske Optimisme, f. Ex. i Fremstillingen af det fuldblodige Aar 1804 for det hungermagre men nervespændte Norges Øine i 1814, ligge enten et Narkotikum, som kunde bringe det til at overlade sig til farlige Drømme, eller et Incitament til at indlade sig paa endnu farligere Spring. Men hvorfor skulde man ikke drage sin Slutning fra det bedste af den gamle Forfatnings Aar til dem den nye maatte love, naar blot en Fred, ligesom da, ogsaa vilde velsigne Friheden? Der var vel heller Ingen, som tillagde Kommitteens Beregninger synderlig større Vægt end Hypotheser have. Vanskeligt er det altid at forfølge Handelens Færden i alle dens Grene, at afveje Nettoerne ved dens forskjellige Tab og Udbytte, og navnlig at beregne dem i en Tid og i en Stat, hvor den individuelle Interesse saa ofte stod i Strid med den offentlige som i Norge, og hvor Resultaterne af den private Drivtighed derfor maatte holdes skjulte. Fandtes der noget Blændende i Henpegningen paa Norges Kræfter til at drive en fordeelagtig Handel og Skibsfart, maatte det ødelagte Pengevæsen og Kredit betage den dette, idet denne Omstændighed maatte i det Fjerne udflytte Tiden for deres Anvendelse. Finanz- kommitteen forudsaa, at en Revolution maatte til i disse Ting, men den vilde endnu forsøge et Middel for idetmindste at op- sætte den til Spørgsmaalet om Norges politiske Skjebne og virke- lige Fraskillelse var uigjenkaldeligen afgjort og en ny National- forsamling sammentraadte. Den Bund man stod paa var endnu ikke saa ganske sikker. Man svoer nok paa, det var Fædrene- jorden, men man havde en Følelse som om man drev paa et Iisflag. Efter saaledes som anført at have oplyst og med 18 Bilag doku- menteret de fem opstillede Poster, fremsatte Finanzkommitteen sluttelig følgende Forslag: "1. At det bestemmes af Rigsforsamlingen, at den cirkulerende Masse af de ved Regjeringskommissionens Foranstaltning udstedte Assignations- sedler, af Statholderskabets Sedler, samt af de i Danmark udstedte Sedler, vorder ombyttet med norske Sedler, saa snart skee kan, og i det Seneste til 1814 Aars Udgang, efter hvilken Tid, de ei længer maae være gjældende. 2. At Rigsforsamlingen ei alene garanterer den nuværende Stats- SIDE: 102 gjeld, forsaavidt den af Storthinget vorder erkjendt rigtig, men ogsaa de 14 Millioner Rigsbanksdaler Navneværdi eller den Deel deraf, naar Statsindtægterne ere fradragne, saavelsom hvad Mere der af Rigsbanken udstedes til den 1ste Marts 1815, og hvorfor der vil blive aflagt offentlig Regnskab; Alt til den af Rigsbanken den 1ste August 1813 satte Kours af 375 pCt., hvilken strax maa gjøres almindelig bekjendt. [fotnotemerke] 3. At en Finantskommittee, der foreslaaes at skulle bestaa af 5 Med- lemmer enten i eller udenfor Rigsforsamlingen, maa vorde udnævnt for- inden Rigsforsamlingen slutter sine Forhandlinger, der, i det Tilfælde, at Krig skulde udfordre større Pengeressourcer, kunde, i Forening med Finantsbestyrelsen, bedømme disse, samt derefter bemyndige Rigsbanks- direktionen til at udstede og overlevere den fornøden befundne Summa til Regjeringens Disposition. Denne samme Kommittee maatte ogsaa paa det Nøjeste undersøge Rigets Finantsvæsen; ved at træde ind i Sammes Detalj, i Forening med vedkommende Departement ordne dette, samt derefter til næste Rigsforsamling fremlægge det Forslag, som maatte blive Resultatet af dens Arbeide; hvorfor tillige bemeldte Kommittee maatte bemyndiges til at arbeide og til Rigsforsamlingens Bedømmelse fremlægge Planen til en ny Nationalbank, i hvilken Hen- seende den under 3die Post benævnte Oktroi og Reglement, der af nærværende Kommittee er gjennemgaaet, samt Kommitteens derved lagte særskilte Forslag til en lignende, men paa andre Grundsætninger bygget, Indretning, maatte overleveres samme til Afbenyttelse. 4. At den nærværende norske Afdeling af Rigsbanken erklæres af Rigsforsamlingen for at være Norges midlertidige Rigsbank, indtil den nye Bank sættes i Virksomhed. 5. At Rigsforsamlingen, inden den slutter sine Forhandlinger, vælger 2de i eller ved Kristiania bosiddende Mænd, der, tilligemed de allerede ansatte Direktører, paatage sig Norges midlertidige Rigsbanks midler- tidige Bestyrelse, i Egenskab af Bankdirektører. Endvidere anseer Kommitteen det nødvendigt, formedelst den nye Fotnote: Rigsbankforordningen af 5te Januar 1813 tillagde Sedlerne en dobbelt Værdi: en Navneværdi og en Sølvværdi, hvoraf den første halvaarlig skulde fastsættes af Rigsbankens Direktion. 1ste August 1813 blev den bestemt til 375 pCt., be- regnet efter Hamburgs Bank, endskjøndt Dagens Kours allerede var over 450, og siden udkom ingen Koursbestemmelse, medens den udenlandske løb op ligetil 6 -- 700. Efter Bankkoursen af 1ste August 1813 skulde altsaa 100 Rthlr. Hamb. Bco., der efter Rigsbankfundationen skulde være i lige Værd med 200 Rigsbank- daler, nu gjælde lige med 375., eller 1 Rbd. der oprindelig skulde have en Værdi af 60 Sk. Sølv, nu gjælde for 32 Sk. S. Men den virkelige, i Handelen gjældende, var sjunken langt under denne; og vilde man f. Ex. kun ansætte Handelskoursen til 500 pCt., hvilket dog, som bemærket, var langt under den løbende, besad en Rbd. kun en Værdi af 24 Sk., og den sank daglig mere. SIDE: 103 Forbindelse, som Finantsvæsenet, med det dertil hørende Skatte- og Toldvæsen, staaer i til disse her forhen omhandlede Gjenstande, at fremsætte følgende Forslag til Rigsforsamlingens Beslutning: 6. At de nu gjældende permanente Skatter fremdeles vedvare ufor- andrede for det indeværende Aar, saaledes som de hidtil ere gjældende, da det ved den næste Rigsforsamling vil, efter det da af Finants- kommitteen forelæggende Overslag og Finantsdepartementets Budget, bestemt kunne fastsættes, hvilken Forøgelse der udfordres til Stats- indtægterne, og hvorledes denne, ved nye paaliggende Skatter, kan tilvejebringes. 7. At det henstilles til Finantskommitteens nøjeste Opmærksomhed, hvor nødvendigt det er, paa Grund af den forvirrede Skatteberegning, som nu finder Sted, og hvilken fornemligen maa udledes af de mang- foldige forskjellige Skyldspecies, der nu gives, at det hele Skattevæsen snarest muligt simplificeres, saaledes at det nøiagtigen bestemmes, hvor stort Beløb af direkte Skatter der skal udredes af en enkelt nærmere bestemmende Skyldspecies, hvortil de øvrige maatte reduceres; en saa- dan Foranstaltning vil ei alene medføre det Gode, at enhver Skatteyder kan forud beregne sin Skat, men den vil og medføre megen Lettelse for Oppebørselsbetjenten i Henseende til de forfattende Beregninger, og, hvad der maa være saare vigtigt for enhver retskaffen Mand, aabne Adgang til disses Kontrollering, hvilket nu er næsten aldeles umuligt for den Uindviede. En lignende Foranstaltning maatte maaskee ogsaa ansees nødvendig i Henseende til Toldafgivterne." Vil man nu, uden at skjelne mellem de mindre exalterede Med- lemmers Tvivl og Fleerhedens Tro og Haab, naar det dog ikke stod værre til, billedligen gjengive Totalindtrykket af Finants- kommitteens Indstilling paa Rigsforsamlingen, feiler man vel neppe meget i at ligne dens Sindsstemming med den Opereredes, som Chirurgen just reiser sig fra med et problematiskt Ansigt. Det blege Hoved paa Puderne har seet hans Hovedrysten; det ung- dommelige Hjerte, det varme Blod, som igjen søger til Yder- lemmerne, har derimod mistydende fundet hos Doktoren et lyk- ønskende Smiil til de Omstaaende, og forsaavidt Patienten ikke har kunnet skjule for sig hans Hovedrysten, ere begge disse villige Vidner enige om at han lyver. Men sagens Omfang, Vigtighed og Vanskelighed slog Alle lige- meget, saa man blev enig om at udsætte dens Behandling indtil Konstitutionen, som den ellers vilde standse altfor længe, var bleven uddebatteret. Og det kunde jo skee allerede imorgen? SIDE: 104 11te Mai. Rigsretten og Højesteret organiseres. Debatter om Værnepligten og Odelsretten. Grundloven færdig i Realiteten. Forhandlingerne, hvorfra kun 2 Medlemmer vare borte, aabnedes Kl. 10 med Oplæsningen af foregaaende Dags Forhandlinger. Des- ifølge indbød Præsidenten Repræsentanterne til at indkomme med Forslag om Fordelingen imellem Storthinget eller dets Afdelinger af de i §. 81 dette tildelte Funktioner. Forhandlingerne derover førte dog kun til, at den skulde overlades til Storthinget selv. Præsidenten oplæste derpaa af Udkastet til Konstitutionen: "§. 93: Lagthingets Medlemmer, tilligemed Højesteret, udgjøre Rigs- retten, som i sidste Instants dømmer i de Sager, som af Odelsthinget anlægges, enten imod Statsraadets eller Højesterets Medlemmer, for Forbrydelser, de, som Saadanne, begaae. I Rigsretten har Præsidenten i Lagthinget Forsædet". I det første Udkast var brugt Udtrykket "Rigets Ret", og Slut- ningen lød saaledes: -- -- "Højesterets Medlemmer for Embedsforbrydelser, eller som angaae Forbrydelser mod Konstitutionen, der forøves af Rigets højeste Embedsmænd." Sverdrup var af den Mening, at i Rigsretten burde der ikke være flere Medlemmer af Lagthinget end af Højesteret, saasom de Første dog paa en Maade, formedelst den nære Forbindelse med Odelsthinget, kunde siges at være deelagtige i Anklagen; og Christie vilde, at Justitiarius i Højesteret burde have Forsædet i Rigsretten, da Tilfælde kunde blive, at der blandt Lagthingets Medlemmer ikke gaves nogen egentlig Jurist. Ved Voteringen om §'en skulde undergaae nogen Forandring efter disse Bemærk- ninger, holdt den sig dog uforandret med 58 imod 51 Stemmer. Enstemmig antoges derpaa: "§. 94: Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarsag, for- skyde af Rigsrettens Medlemmer indtil en Trediedeel; dog saaledes, at Retten ei udgiør mindre end 15 Medlemmer". -- hvorved Hount opkastede Qvæstion, om da ogsaa Lagthingets Præsident, der skulde have Forsædet, kunde forskydes. Den blev fra flere Kanter besvaret bekræftende, og at Lagthinget da maatte vælge sig en ny Præsident. SIDE: 105 Ligeledes eenstemmig "§. 95: Til at dømme i sidste Instants skal snarest muligt organiseres en Højesteret, der ikke maa bestaae af færre end Justitiarius og 6 Til- forordnede". "§. 96: I Fredstider er Højesteret tilligemed 2 høie Officierer, som Kongen tilforordner, anden og sidste Instants i alle de Krigsretssager, som angaae Liv, Ære eller Friheds Tab paa længere Tid end 3 Maaneder". "§. 97: Ingen kan beskikkes til Medlem af Højesteret eller til Over- øvrighed med mindre han er 30 Aar gammel". Samt "§. 98: Højesterets Domme kunne i intet Tilfælde paaankes eller under- kastes Revision". I første Udkast lød §. 95 simpelthen saaledes: "Rigets Højesteret skal bestaae af 7 Tilforordnede idetmindste". Og ved §. 96 blev bemærket, at Generalauditøren, som bedst bekjendt med Militær- lovgivningen, burde være Meddomsmand i deslige Sager; men hvortil Christie svarede, at dette ialfald ikke kunde blive nogen Bestemmelse i Grundloven, da det ikke var forud afgjort i denne, at der skulde være nogen Generalauditør. Under Højesteret kunde denne Embedsmands Forretninger heller ikke lægges, og om denne Rets Medlemmer burde man ikke forudsætte Ubekjendtskab til den militære Lovgivning, i hvilket Fald de ikke fortjente sin Plads, "§. 99: En ny almindelig civil og kriminal Lovbog skal foranstaltes udgiven paa 1ste eller, om dette ikke er muligt, paa 2det ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nu gjældende Love i Kraft, forsaa- vidt de ei stride imod denne Konstitution". Kapitain Motzfeldts i Gaarsdagens Forhandlinger over §. 78 an- førte Indstilling om Forandring i denne §., blev nu atter saa- lydende oplæst: "Den nye almindelige civile og kriminale Lovbog, som af den nu vælgende Lovkommittee skal udarbeides og forelægges 1ste eller og 2det Storthing, skal af dette gjennemsees; og skal Lovkommitteen tage under nøiagtig Overvejelse de Bemærkninger, som Storthinget derom maatte gjøre, forinden Lovbogen forelægges Kongen til Sanktion. For- saavidt Lovkommitteen ei er enig i de Bemærkninger, Storthinget har gjort, skal den skriftligen tilkjendegive Samme sine Grunde derfor". Med 94 Stemmer imod 9 blev dog §'en, efter nogen Debat, antagen efter Udkastet, hvorpaa Wulfsberg, "forat forebygge Tvivl om hvilken Lov, der skulde være gjældende, naar den nærværende SIDE: 106 kom i Strid med en af Kongen given provisorisk Anordning" , fore- slog og vandt Eenstemmighed for at §'en skulde gives saadant Tillæg: "eller imod de provisoriske Love, som imidlertid blive udgivne". "§. 100: Dommere kunne ikke afsættes, uden efter Dom, men vel suspenderes af Kongen; i hvilket Tilfælde de strax maae tiltales for Domstolene. Magistratpersoner, Underdommere og Fogeder skulle være over 25 Aar gamle". -- Antoges eenstemmig med det Tillæg, at der efter Ordet "Dom- mere" skulde sættes: "og øvrige Embedsmænd, som ikke ere om- talte i §. 51", med hvilken Paragraf det ogsaa blev betydet, at denne §. [fotnotemerke] skulde under Redigeringen sættes i Forbindelse. Eenstemmigen og uden Debat, ja -- som det hedder i Brevene -- "med Glæde" antoges derpaa de sex følgende §§.: "§. 101: Med de Sportler, som erlægges for Rettens Pleie, bør ingen Afgifter til Statskassen være forbundne". "§. 102: Jord og Boeslod kan i intet Tilfælde forbrydes". "§. 103: Ingen maa fængslig anholdes uden i lovbestemte Tilfælde og paa den i Lovene foreskrevne Maade. For ubeføjet Arrest eller ulovligt Ophold af Sagen staae Vedkommende den Fængslede til Ansvar". "§. 104: Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter Dom. Piinligt Forhør maa ikke finde Sted". "§. 105: Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft, eller gjælde, førend den er bekjendtgjort". "§. 106: Dem, som herefter fallere, tilstedes intet Fristed". I det første Udkast lød §. 101 saaledes: "Rettens Pleje skal ikke medføre Afgivter af Statskassen eller Indtægter for denne. Alle Pengestraffe skulle tilfalde det Sogns Fattige, hvorfra Sagen har sin Oprindelse". Og §. 103 var givet følgende Begyndelse: "Ingen maa fængslig anholdes, uden at Aarsagen hertil opgives ham, og et Forsvar derefter beskikkes ham". Paragrafen er Nor- mændenes "Habeas corpus"; men det er udentvivl endnu frem- deles en Hemmelighed for mangfoldige af dem, at de besidde et saadant Palladium for den personlige Frihed, eller at det lader sig bruge til noget. Idetmindste veed Menigmand neppe endnu, naar og i hvilke Tilfælde han, ligesaavel som Britten, kan modsætte sig sin Fængsling. Fotnote: Nu 2det Passus af §. 22. SIDE: 107 Ogsaa den følgende §. hørte til dem, som, i den Form Diriks fik givet den, "med Glæde" blev antagen -- især af Kjøbmændene, siger den anden Brevskriver, der saaledes saae sig befriede for Toldopsynets Inqvisitioner i deres Huse. Han tillægger ogsaa, at Diriks under sin Motion yttrede, at han ikke ansaa Toldsvig for nogen offentlig Forbrydelse. I Udkastet lød "§. 107: Hver Borgers Huus er helligt. Ingen maa betræde det imod hans Vilje, uden i Kraft af en skrivtlig Ordre fra Øvrigheden". Og i dens Sted foreslog nu Diriks, at §'en (der indeholder Brittens stolte Tanke: Hvermands Huus er hans Borg) skulde lyde saaledes: "Huus-Inqvisitioner maae ikke finde Sted, uden i kri- minelle Tilfælde" -- hvilken Redaktion eenstemmig blev antagen. Hurtigt og let, som Snekker med Strømmen, vare denne Dags Forhandlinger hidtil gledne fremad; men nu kom man, i Spørgs- maalet om Værnepligten, ud paa et aabent Hav, hvor Anskuelserne delte sig og tabte sig for hverandre. Brevenes Forfatter ligner det med en Steen, som man, efter først at have anstrengt sig i Kommitteen og dernæst under Principernes Overvejelse, ogsaa denne tredie Gang forgjæves søgte at lette, men maatte omgaa og lade ligge til Efterkommerne, der maaskee vilde faae mere Styrke og Tid til at hæve den. Men den ligger der, som bekjendt, endnu, og Paragrafens væbnede Idee ligner til Datum en Soldat, der er slumret ind med Geværet i Armen. Man kan maaskee paastaa: under Foreningens Skjold, og at Frygten, under Rigets isolerede Stilling, vilde have ilet med at bringe i Anvendelse en Grundlovsparagraf, der er udtrykt med et Axioms Bestemthed og indeholder de fleste Naftadraaber af den Lighed, som giver en monarkisk-konstitutionel Frihed noget af den republikanskes berusende Sødme. Paafaldende er det ellers, at Rigsforsamlingen, i det den af- fattede §'en i Form af en for alle Normænd gjældende Grund- sætning, og derpaa forlod Sagen, ikke bemærkede, at Landsfor- svaret for en stor Deel forblev liggende paa en i vort Land særdeles talrig Klasses, Huusmændenes, Skuldre, som den ved Uddelingen af politiske Rettigheder ganske havde forglemt, [fotnotemerke] og Fotnote: Er der nogen stedmoderlig Sparsommelighed heri, synes det at være en Ødselhed med ædle og nyttige Kræfter, at saamange dannede Klasser, f. Ex. Lærde, Fabrikanter o. fl., der ikke besidde Embede eller Grund, ligeledes ere udelukkede. SIDE: 108 som intet andet Vederlag har for sit Liv og Blod end den al- mindelige Lighed for Loven, Luften til at aande i og Jorden til at træde paa, hvis man ikke kan sige, at de betale den sidste Ret med Duggen af sin Sved og Gjødselen af sine Liig. Omtrent som naar man først drager et dybt Aandedræt før man giver sig i Kast med Bakken, gik man da over til §. 108: "Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet til, i en vis Tid, at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Stand, Fødsel, eller Formue. Denne Grundsætnings Anvendelse, og de Ind- skrænkninger, den bør undergaae, overlades til næste ordentlige Storthings Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Kommittee, som vælges inden denne Rigsforsamlings Slutning. Imidlertid vedblive de nu gjældende Bestemmelser". Løvenskjold indfandt sig atter paa Kamppladsen, idet han ind- leverede til Oplæsning et Forslag af 16de April, betitlet "Bemærk- ning til den af Konstitutionskommitteen foreslaaede Grundregel for Norges Konstitution". Imod denne opstillede Proponenten, at der altid bør levnes Statsborgerne saa megen borgerlig Frihed, som kan bestaa med Statens Sikkerhed og Tarv, og at altsaa den borgerlige Frihed bør, under Opnaaelsen af det nødvendige Statsforsvar, saa lidet som muligt indskrænkes. At kunne dis- ponere over sin egen Person, var Menneskets naturligste med- fødte Rettighed, men den krænkedes bitterlig ved Statens Fordring paa flere Aar af Borgerens Liv til dens Forsvar. Dette forbittrede Tilværelsen, og lagde Hindringer ivejen for Dannelsen og Udøvelsen af Videnskaber og Kunster. Statens Forsvar var imidlertid en ube- tinget Nødvendighed for dens Tilvær, hvorfor det Indgreb i den borgerlige Frihed, uden hvilket Statens Forsvar ikke kunde op- naaes, maatte taales som et nødvendigt Onde. Men Spørgsmaalet blev da, om Statens Forsvar ikke kunde opnaaes paa nogen anden Maade, end ved at den tilegnede sig visse Aar af Borgernes Liv, og Proponenten troede at have løst det ved at foreslaa: 1) at den bestaaende Værnepligt og Udskrivningsmaade maatte ved- blive at være gjældende i 3 Aar, hvorpaa Ingen mere skulde være værnepligtig; 2) at Værnepligten derefter skulde lægges paa visse Lægder, i Kjøbstæderne som paa Landet, istedetfor paa Personer, saaledes at ethvert Lægd forpligtedes til at stille en frivillig antagen indfødt vaabendygtig Mand til Landets Forsvar; og 3) at der skulde nedsættes en Kommission til dette Forsvars- SIDE: 109 væsens Organisation og Rigets Inddeling i Lægder, forsaavidt den gamle ikke maa findes brugbar. Paa denne Maade, mente Pro- ponenten, at den uindskrænkede personlige Frihed vilde blive bevaret, som gjør Fædrelandet kjært, medens Konskription for- leder til Udvandring; Armeen kunde stedse holdes fuldtallig, og vilde blive bestaaende af Mænd, der betragtede Værnepligten som Hovedsag, medens de øvrige Statsborgere uforstyrrede kunde drive sin Dont, og som kunde ventes at vedblive sin Tjeneste saalænge deres Legemsstyrke tillod det; Sessionsvæsenet vilde tillige simplificeres, og Konskriptionens Misbrug undgaaes. Steenstrup understøttede Løvenskjolds Motion; men en vægtig Modstander rejste sig i Hegermann, som indleverede til Protokollen et vidløftigt Forslag af 21de April, "betræffende norske Borgeres Værnepligtighed," som ligeledes havde været tilstillet Konstitutions- kommitteen, og hvori man gjenkjendte nogle af de i hans Forslag i Rigsforsamlingen den 4de Mai fremsatte Turn-Ideer. Allerede af dette kunde man slutte sig til en Forsvarer af den ubetingede Værnepligt. Principet "at enhver Borger i Landet, uden Und- tagelse af Stand, Fødsel eller Formue, er forpligtet til, paa en eller anden Maade, overensstemmende med sin fysiske og intel- lektuelle Beqvemhed, saavel i Fredstider som Feide, at gjøre personlig Militærtjeneste et vist Antal Aar af sin Levealder," erklærede han for at være "en urokkelig Grundsætning for Norges Selvstændighed og Frihed, for den første og højeste af alle borger- lige Pligter, for en Hæder, hvorfra ingen norsk Borger vilde være udelukket". Hidtil havde Forsvaret været anbetroet Bondestanden, der ene havde denne Byrde at bære i Fred og i Krig; men en saa- dan Adskillelse imellem Folkets Klasser svækkede Nationalkarak- teren og indskrænkede Armeens Kraft og Brugbarhed. Almindelig Værnepligt vilde derimod sikkre Folket for al Erobring og give det, uden stor Bekostning, ved opkommende Krig, et stort Antal duelige Anførere. Men Landsforsvaret maatte saaledes indrettes, at Bondes og Borgers Frihed ikke leed noget Skaar, og at det blev en Glæde og Opmuntring. Kraften dertil skulde bibringes Folket ved en Nationalopdragelse, hvorefter dets hele Ungdom, i Bygd som i By, ligefra Indtrædelsen i det 13de Aar, skulde distriktviis øves aarlig otte Dage af Officerer i Gymnastik, Skiveskydning og mili- tære Øvelser i Mark og Skov, indtil de traadte ind i de ordentlige SIDE: 110 Bevæbningsafdelinger. I Fjeldbygderne skulde disse Øvelser an- stilles om Vinteren paa Ski -- en Færdighed Proponenten lagde saamegen Vægt paa, at den geistlige, civile og militære Øvrighed overalt i Landet skulde paalægges, ikke at forsømme nogen Lei- lighed til at bringe den i Anvendelse. "Alle Møder til Kirken og Thinget, til militære Samlinger, ja private Ærinder i hvilken- somhelst Anledning maatte skee paa Ski. Om Søn- og Hellig- dagene anstilles efter Gudstjenesten Ski- og Skyde-Øvelser, om ikke med Kugler og Krudt, saa dog med Buer og Pile. Øvrigheds- personerne maatte aarlig indgive Beretning om Fremgangen; Op- muntringer og Belønninger gaae ved Siden af disse Øvelser i Forhold til deres Udbredelse". I alle Borger-, Real- og andre Skoler skulde der læres en kortfattet Feldttjeneste, og Disciplene skulde deeltage i de almindelige Øvelser indtil de bleve Studenter. Da skulde de ligeledes deeltage, tildels som Anførere, i nærmeste Distrikts Militærøvelser, ved Embedsexamen gjøre Rede for et Kollegium over Strategiens Grundprinciper, og som Embedsmænd -- endog som Præster -- meddeles Diplom som 1ste, 2den eller 3die Befalingsmand i deres Bygd. Ligesaa skulde der i alle offent- lige Skoler læses over Konstitutionen, som ogsaa skulde findes ophængt i dem paa Tavle. Den norske Armee skulde kun organiseres for en Forsvars- krig. Dens Krigere skulde ikke kunne kommanderes ud af Landet, over Havet eller paa anden Maade til Fastlandet for Subsidier og som Hjælpetropper, og fremmede ikke indkaldes i det. Kongen skulde have øverste Befaling over den bevæbnede Magt, og denne bestaa af enhver vaabenfør Mand i Riget fra hans 20de til 45de Aar, begge fyldte. Paa Landet skulde enhver Værnepligtig først tjene i 6 Aar som Soldat, for hvilken Tjeneste Embedsmænd, Studenter, Fabrikstyrere og Fremmede skulde være fri. I 10 Aar skulde Soldaten derpaa tjene som Landværn, og i 9 Aar som Reserve eller til Landets "Huusværn". Landværnet skulde kun med Rigsforsamlingens Samtykke kunne kommanderes over Grænd- sen, men Reserven, kommanderet af Embedsmændene paa Lan- det, kun gjøre Tjeneste inden sit Amt. De gevorbne Tropper skulde udskrives og hverves af de Mandskaber, som ikke vare Gaardbrugere, og tjene i 8 Aar, hvorpaa de skulde gaa over i Reserven. Byindvaanerne skulde danne Borgervæbningen, som i 8 Dage om Aaret skulde øve sig i Vaaben, og i 3 Uger Vaar SIDE: 111 og Høst deeltage i Garnisonstjenesten medens den største Deel av de Hvervede vare hjempermitterede til Landets Dyrkning. Fra det 26de Aar skulde Borgerne gaae over til Reserven. Al Mili- tærtjeneste maatte forrettes personlig. Enhver By eller Bygd burde i Fredstid sørge for Beklædningen, undtagen af de Hver- vede; i Krigstid skulde dette paaligge Staten. Forslaget sluttede med at paapege den skadelige Virkning, den overhaandtagende Handelsaand maatte have paa Fædrelandskjær- ligheden, samt at intet vilde være hensigtsmæssigere til at holde denne i Glød og Flamme, end almindelig Værnepligt efter Grund- sætninger, som oven anførte. Den umiskjendelige begeistrede Patriotisme i Hegermanns Forslag vandt almindeligt Bifald, almin- deligere end de spartanske Ideer det indeholdt. Jakob Aall ansaa det for højst farligt, at indføre Konskriptionen i nærværende Øjeblik. Den havde vakt saamegen Misnøje i de Lande, hvor den var bleven indført, afstedkommet saamegen bor- gerlig Elendighed og Søndringer inden Familierne, saa man vel maatte vogte sig. Der gaves en Klasse af Borgere, hvis Sønner, formedelst en kjelnere Opdragelse, ikke vare skikkede til at ud- holde Krigens Strabadser, og en anden Klasse, hvis Bestræbelser for Statens Tarv ikke uden Skade for denne kunde afbrydes. Medens Soldater røgtede Fædrelandsforsvarets hæderlige Hverv, maatte Landets Næringsveje drives, for at Krigeren og hans Fa- milie anstændigen kunde lønnes. Men i Norge bestod netop Feilen ikke i Udskrivningsmaaden, men i Besoldningen. Soldaten blev slet besoldet, medens Familien hjemme sukkede under Mangel og Elendighed. Var det bedre i denne Henseende, vilde Norge have ligesaa mange villige, som det har dygtige Soldater. Kon- skriptionen derimod vilde give Anledning til de samme Misbrug her som i andre Lande; Lovens Bud vilde afværges med Penge, og mange af Landets formuende Familier vilde maaskee drage til Lande, hvor den ikke fandtes. Men her var ikke Stedet til at drage Linjerne imellem de Klasser af Borgere, som burde være Ud- skrivning underkastede og frie derfor. Det var netop Arbeidets Vanskelighed, som gjorde det betænkeligt, at fatte en afgjørende Beslutning paa nærværende Rigsdag. Der vilde mindre fattes til- strækkeligt Mandskab i de Klasser, hvoraf det sædvanligen toges, end Midler til at ernære og besolde det. Den af et høitagtet Medlem fremsatte Plan til Ungdommens krigerske Opdragelse, SIDE: 112 troede han ikke burde indføres ved Skolerne og Akademiet; og han paaberaabte sig Deres Erfaring, som havde opholdt sig ved fremmede Universiteter, om hvilke Forvildelser Ungdommens Vaabenfærdighed forledede den til. Den krigerske Aand er ikke videnskabelige Sysler gunstig, og efter en 25aarig Blodkamp kunde Europa nu haabe Velsignelsen af en langvarig Fred, saa det ikke behøvede at klæde sine lærde Sønner i Harnisk. Det vilde ikke være gavnligt for Fædrelandet, om dets kultiverede Ungdom, be- stemt til at beklæde Statens vigtigste Embeder, enten paa frem- med Grund eller ved egne Arnesteder faldt for Fiendehaand, og de Studerendes Arbeide var for alvorligt og vigtigt til at de skulde bruges til Parade. Krævede Landets Stilling overordentlige For- holdsregler for Øjeblikket, hvilken retsindig Borger vilde da ikke bringe ethvert Offer, han fandt gavnligt for den gode Sag? Hvo der ikke, ifølge sin Stilling kunde drage Sværdet for Fædrelandet, vilde ikke fattes Midler til at tjene det paa andre Maader. Taleren mente derfor, at Sagen, som en underordnet Deel af Lovgivningen, burde udsættes til nøjere Prøvelse paa en tilkommende Rigsdag. Ogsaa Jørgen Aall oplæste en Betænkning, hvori han vilde, at der ved Lodtrækning eller Hverving skulde dannes en staaende, især til Feltjægertjenesten uddannet, Armee af 8 -- 10,000 Mand. Fra 18de til 20de Aar skulde de indexerceres; fra 20de til 25de træde ind i Linien, tjene der i 7 -- 9 Aar, og derpaa gaa over i en Reserve. For øvrigt skulde almindelig Værnepligt fra det 18de Aar være gjældende for enhver Stand i Staten, med Undtagelse af de akademiske Borgere. De, der nogensinde bleve indlemmede i den staaende Armee, skulde dog, i større eller mindre Grad øve sig i Vaaben til deres 40de Aar, da de bleve frie og kun forpligtede til, under overhængende Fare, at deeltage i Land- stormen. Hount havde, ligesom Hegermann, indgivet til Konstitutions- kommitteen en Betænkning af 21de April over den 11te Grund- sætning, og den blev nu oplæst. Han forsvarede almindelig Værne- pligt i Krigstid, hvorimod han troede, at Tjenesten i Fredstid maatte indskrænkes, for ikke at virke skadeligt paa Dannelsen og Sæde- ligheden. Han foreslog derfor en hvervet "Garnisons- og Politi- Armee" af 4 -- 5000 Mand, hvilke ved Lodkastning i Distrikterne (hvori det hele Land skulde inddeles) skulde suppleres, naar Hver- vingen befandtes utilstrækkelig. Det skulde ogsaa paaligge disse, SIDE: 113 at underholde en formedelst Alderdom eller Sygdom afskediget Garnisonssoldat, saafremt der til dette Øjemed ikke istandbragtes en offentlig Indretning. Den staaende Armee skulde bruges til Ordens Haandhævelse og i Krig til Forsvar af udsatte Punkter, samt til først og fremst at gaa i Ilden. Først i Nødsfald skulde de øvrige Værnepligtige, som allerede fra det 12te Aar, uden Hensyn til Stand, skulde være indøvede og fra det 18de indskrevne i Soldaterrullen, afdelingsviis rykke i Marken, nemlig først de fra 18 til 28 Aar, hvis Stilling bedst tillod en saadan Afbrydelse; dernæst de imellem samme Aar, som ved første Afdelings Ud- rykning bleve undtagne. Ligesaa skulde det i 3die og 4de Af- deling forholde sig med dem fra 28de til 36te Aar, og til 5te Af- deling, som kun i største Fare skulde kunne opbydes, regnedes Alle fra 36te til 50de Aar, akademiske Borgere, alle nødvendige Fabrikanter og Embedsmændsbetjente, hvorhos Gaardejerne skulde spares saalænge der var Andre at tage. Sluttelig foresloges, at En- hver skulde anskaffe sig en bestemt Nationaldragt, der tillige skulde bruges som Hæders- og Militærdragt, hvorimod Staten skulde be- koste Armaturen. Løvenskjolds Opposition den 16de April imod Grundsætningen havde foranlediget Heidmann til at tilstille Konstitutionskommit- teen en fortræffelig udarbeidet Betænkning til dens Forsvar, hvilken da nu blev oplæst. Han erkjendte Sandheden af Løvenskjolds Skildring af de Trængsler, den udskrevne Soldat nu i 6 -- 7 Aar havde maattet lide; men de havde været en uundgaaelig Følge af Krigen, og hvor det gjaldt og endnu gjældte om at værne Fædrenelandet, vilde dog Kammerherren indrømme, at det var enhver Borgers Pligt at gribe til Vaaben. Men Distinktionen imellem denne Pligt og den, i Fredstider at indskrives til Soldat, forat dueliggjøres til Landets Forsvar, bortfaldt, naar man over- beviste sig om Sandheden i, at Folkets Opstand i Masse kun da vilde afgive et paalideligt Værn for Landet, naar Folket, Fædre- landet hengivent, tillige understøttedes af en vel disciplineret Hær. Det nærværende Forhold, hvorefter den nationale Soldats Værne- pligt varede 10 -- 12 Aar, under en aarlig Exercits af 12 -- 18 Dage, var byrdefuldt nok, men dog ikke i den Grad, som Forpligtelsen at stille frivillige Soldater maatte blive. Skulde Armeen, der for Tiden var 34,000 Mand stærk, gjøres komplet efter dette System, vilde et fuldt Lægd hvert 6te Aar have Byrden af at stille en SIDE: 114 Mand, og, om den reduceredes til det Halve (hvilket dog ikke var tilraadeligt) vilde det dog indtræffe hvert 12te Aar. Nogen Lettelse lod sig kun tilvejebringe ved at lade de stillede Mand- skaber tjene saalænge de for Alderdom og Svaghed kunde ved- blive; men disse vilde da naturligviis kun sælge sin Frihed saa- meget dyrere, og Fædrelandet vilde kun være lidet tjent med et saadant Værn af Oldinge. Til denne Yderlighed havde Sverige, som man ved denne Leilighed havde paaberaabt sig, maattet be- qvemme sig for at gjøre det trykkende Stillingssystem mindre byrdefuldt i sin Anvendelse. Det vilde ogsaa i Norge, i enkelte Distrikter, holde haardt for at faae Folk at stille for sig; og i en saadan Hær af Lejesvende vilde man neppe finde den sande Fædrelandsaand, det sande Mod, den ædle Resignation af egne Fordele for det Heles Vel, den brændende Attraa efter at værne for Fædreneland, Huus og Hjem, som er ægte Fædrenelandsfor- svarers Særkjende. "Til Slutning -- endte dette seirende Foredrag -- maa jeg bemærke, hvorlunde jeg inderligen ønsker, at den Sandhed maatte erkjendes i dens hele Fylde, saaledes som jeg i mit Inderste er overtydet om Samme, at den Pligt, at værne om Fædrenelandet og, hvilket hermed staaer i Forbindelse, at dueliggjøre sig til dette hellige Kald, førend Faren nærmer sig, er uadskillelig fra Hengivenhed for det Land, hvis Love ere et Værn om Frihed og Ejendom og yde personlig Sikkerhed; og hvilken Pligt, langtfra at kunne kaldes en Byrde, meget mere har sin Oprindelse af en medfødt Drivt, der er saa nøje forenet med den menneskelige Natur og indvævet i Menneskets Væsen og dets Grundbestanddele, at det vilde være en Urimelighed at miskjende den, eller at give den Be- nævnelsen af en Byrde. Saalænge Mennesket lever isoleret, yttrer denne Drivt sig kraftigen, og de raa Folkeslags Historie bære Vidne om dens Virkning igjennem alle Tidsaldre. Naar Menneskene konstituere sig til Samfund, udvides Grændserne af denne medfødte Drivt; den vorder ædlere og omfatter det hele Samfund. Dens Gjenstand er da ei længer individuelt Forsvar, den indbefatter tillige Samfundets. Imid- lertid er Drivten, som da gaaer over til en bestemt Pligtfølelse, stedse den samme. Kun den Hær, som levende føler denne Pligt og som, be- staaende af Statens Borgere i egentlig Forstand, indvies til det Kald, at afværge Vold fra et elsket Fædreneland, har Krav paa, og vil vide at fortjene den Tillid, den højeste Agtelse, som et ædelt Folk ei und- lader at skjænke sine Forsvarere". Ritmester Ramm yttrede sig ligeledes i en kortfattet Betænk- SIDE: 115 ning for almindelig Værnepligt, dog med Frihed til at stille for sig og med Undtagelse af akademiske Borgere, som maatte an- tages, i videnskabelig Henseende at opfylde det for Alle gjældende Bud, at tjene Staten med sin Person. "Hverken som Medborger eller for det Regiment, han havde den Ære at repræsentere, kunde han andet end modsige ethvert fremsat Motiv, der gik ud paa at paatvinge enkelt Mand af Borgersamfundet at værne for Statens Existence og Sikkerhed". Af samme Mening var ogsaa en Betænkning fra Bonden Sivert Bratberg, vedtagen af "Bonden fra Lister Amt, Teis Jakob Torkildsen" (Lundegaard), hvori Motionæren, paa Almuens Vegne i Nordre Trondhjems Amt, yttrede sig baade om 9de og 11te Post i Grundsætningerne. Med Hensyn til den første, der forbød nye Indskrænkninger i Nærings- friheden, vilde han have Byborgernes Ret til at kjøbe Jordegods indskrænket til et enkelt Gaardsbrug. Landbrug, Skovdrivt og Saugbrug burde udelukkende være Bondens Sag, saa han ikke fortrængtes og gjordes til Slave af Proprietærer. Mere Fornuft var der dog i den anden Deel af Betænkningen, som angik Dagens Anliggende. Den Frihed, som Løvenskjolds Forslag syntes at til- sige Gaardbrugeren og hans Sønner, meente han, der ikke vilde blive synderligt af formedelst Mangel paa Folk, der vilde lade sig stille, og deres Kostbarhed. Det var forøvrigt hans Kommit- tenters Ønske, at ethvert Lægd skulde selv sørge for Soldatens Beklædning. Denne vilde da blive god, Skatyderne befriede for en Pengeudgivt, Militærvæsenet simpeltgjøres, og man vilde und- gaa Kommissioner i den Anledning. "Simpelhed og Økonomi i den hele Bestyrelse er Hovedønsket". I Alexander Møller havde den almindelige Værnepligt ligeledes en naturlig Forsvarer. Grundsætningen havde givet ham Anled- ning til at sende Kommitteen en lang Betænkning, i hvis 8de og sidste Post han erklærede, at han endnu kunde fremsætte "lige- saamange heldbringende Punkter for det Gode, almindelig Værne- pligtighed maatte kunne bevirke" . Hvor den havde været gjæl- dende, havde Borgerne været mindst befaldne med Laster og Egoisme. De havde udmærket sig i Tarvelighed, Mod, Æres- følelse og Fædrelandskjærlighed; og disse Dyder vilde vel ogsaa hos Os træde istedetfor "den forgiftende merkantilske Egoisme, der kun leder til Æreløshed, Overdaad, Blødhed, Modløshed, Penge-Overmod og den frækkeste Ufædrelandskhed, og hvoraf SIDE: 116 den nærværende Slægt, ved de senere Tidsomvæltninger, langt meer end forhen var bleven smittet" . Med bedre Grund anførte ogsaa Møller, at Almuen, under en almindelig Værnepligt, ikke vilde, som forhen, ansee sig fornærmet af sine øvrige Medborgere, hvilket, skjøndt endnu skjult, kunde saa meget mere blive af Følger i Landets nærværende kritiske Forfatning, som den i mange andre Punkter troede sig berettiget til at kunne føre Anke. "Den himmelraabende Uret, som med tung Jernhaand har hvilet for- nemmelig paa den ringere og fattigere Deel af Statsborgerne, ved den imod Lovene vilkaarlige Udtagelse af Mandskaber til Land og Søtjene- sten, vil formodentlig herved ophøre, til uudsigelig Glæde for den Li- dende og alle Retsindige. Det er vitterligen nok, at der af de fattigste og mindst formuende Familier stedse, under alle Krigsbevægelser og selve Krigen, have været bortrevne Fædre og Sønner, saamange de have været, indtil at ikkun Konerne og Børnene ene have været tilbage i disse Armodens Hytter, i hvilke de uden Trøst og Hjælp, og uden at nogen Menneskeven kunde bemærke deres Vee og Jammer, have van- smægtet, paa det at den mere Formuende kunde undgaa og være fri for det røde Guld. At denne skammelige Udaad har været mere i Svang paa et end et andet Sted, kan vel aldrig negtes; men at den mere og mindre har sneget sig omkring imellem Norges Dal og Fjeld og paa dens nøgne Kyster, det er vist. Maatte Norges nye Statsfor- fatning være heldigen nok til at dræbe denne Skjændsels- og Umenneske- ligheds-Daad"! Militærstanden vilde undlade at hæve sig, som ofte forhen be- mærkeligt, over sine Medborgere; og "det hidtil førte militære Tyranni, som, til Skjændsel for Mennesket, saalænge har hersket, vil da, som unyttigt og umenneskeligt, ophøre, og Fædrenelandssind med Fædrenelandskjærlighed lede vore Falanger, som hine Grækeres, til Sejer eller Hædersdød, naar det kun gjælder om at forsvare Arnestedet og Fædrenelandet. Hiin den gustne Egoismes Trudsler, som man vel før her og der har hørt ved lignende Leiligheder at yttre sig, skulde da ikke kyse eller skrække os med Trudslen om dens Bortfjernelse. End skal der ikke blive øde Marker med henvisnede Leilændinge paa disse, som de hedenfarne Dage noksom have viist os i alle Landets Egne". En staaende Armee vilde blive for kostbar, hvorimod en al- mindelig Borgerbevæbning vilde svare bedst til Hensigten, "var det endog kun for blot i politisk Hensigt at møde en ved Over- magt og Udsultning paatrængelig, modbydelig, Forening med et igjennem SIDE: 117 Adelsvælde og rasende Regjeringsførelse, forarmet og nedtrykt Nabo- folk". Hvor nøiagtig havde ikke Repræsentanten gjengivet sig selv i sit patriotiske, men hist og her noget bombastiske, med stilistiske Knuder og mørke Træk overfyldte, Foredrag? Disse sidstes Sort- hed gjøre det kun til en Silhouette af en Karakter, som, svær- mersk og i sig selv blød og mildtænkende, gav sig, eller troede at give sig, en vis opskruet Styrke i de Skildringer af Tidens og Folkets Fordærvelse og Slaphed og Fremmaninger af Oldti- dens og Republikens pompøse Dyder, hvortil han, med saa megen og altid velmeent Forkjærlighed overlod sig. Efter en Indledning, hvori Opmærksomheden især henledtes paa Sølægdernes Inddeling i aktiv Tjenestepligtige og Kystværn, og Hensigtsmæssigheden paapegedes af, at Enhver paalagdes, ved sin Konfirmation at godtgjøre ved Attest fra Kystværnets Divi- sionschef, at han forstod at haandtere et Gevær og de simpleste Jægermanøvrer, fremsatte Gabriel Lund et Forslag af 9de Mai om at §'en saaledes skulde forandres: "Statens Sikkerhed fordrer, at dens Borgere, paa en vis Maade og til en vis Tid, værne om den; det overlades til første Storthing at be- stemme, paa hvilken Maade Statens Borgere bør være tjenstpligtige, og hvorledes Fordelingen bør skee til Sø- og Landtjenesten, Kystværnet og Landværnet, samt hvad Indskrænkninger og Undtagelser der bør finde Sted". Proponenten var forøvrigt enig med Kommitteen i, at en Kom- mittee til at undersøge Sagen og Forholdene, skulde udnævnes inden Rigsforsamlingen sluttedes, og at de gjældende Bestemmelser imidlertid skulde vedblive. Matroserne Peder Johnsen og Even Thorsen saavelsom brave Musketeer Helge Waagaard havde ogsaa lagt sine Hoveder i Blød, og de to Første havde faaet et Promemoria af Gaarsdato istand, saalydende: "Med Hensyn til Søfolket, som staaer i Kongens Tjeneste, andrage vi, efter vore Kommittenters Forlangende, denne vor Mening for den ærede Rigsforsamling: Det vilde være ønskeligt, om det kunde indrettes saaledes for Sø- folket, at, naar en Mand havde været til Orlogs i 3 paa hinanden føl- gende Aar, hvad enten paa Brigge, Kanonbaade eller Flaadebatterier, han da maatte blive fri for Tjenesten i 1 eller 2 Aar; thi, naar en Mand SIDE: 118 skal uafbrudt være til Orlogs i 5 til 6, ja 7 Aar, og har en stor Familie at underholde, der ikke har anden Støtte end den Udkommanderede, maa denne Familie i højeste Grad forarmes. Men, gjælder det om at forsvare Landet imod en angribende Fjende, og ingen kunde undværes, da skulle og ville vi Alle være lige forplig- tede til at værne om vort Fædreneland. Vi indsee heel vel, at dette vort ringe Skrift ikke kan komme i Be- tragtning ved Konstitutionens Lægning; vi anmode derfor den ærede Forsamling, paa vore Kammeraters Vegne, om dette maatte blive hen- viist til den i §. 108 omtalte Kommittee, der skal udarbeide de nær- mere Bestemmelser ved Værnepligtigheden". Helge Waagaards var kort og godt som et Opraab: "Lader os, ligesom Norges gamle Sønner, selv bære Sværdet, og ikke betro det til Uslinge og Lejesvende, som lettelig lade sig overlokke til den lumske Fjende, ved at forskjønne deres Kaar mangedobbelt; men lader enhver Indfødt tjene en efter Mængden passende Tid, som der- ved vilde meget forkortes, og da vil Enhver, i saa kort en Tid, tjene med Lyst, og den norske Armee vil derved vorde en Skræk for Nabo- riget". Siden Løvenskjolds og Jakob Aalls Foredrag havde Wergeland været beskjeftiget med at berede dem Bistand, og han reiste sig nu med en Tale, som, idet den gik ud paa, at den foreslaaede §. skulde udgaa og at det skulde have sit Forblivende ved det Gamle, ogsaa lagde for Dagen denne Repræsentants Frygt for at udsætte Fædrenelandet under nærværende Tid for andre Ry- stelser i sine indre Forhold end de absolut nødvendige. Han erkjendte Pligten at værne om Fædrelandet, uden Hensyn til Stand, for en uomstødelig Grundsætning; men han troede ikke, at denne indeholdt andet end at Enhver er lige forpligtet til at bidrage til Fædrenelandets Forsvar. Den var opfyldt, naar En- hver efter Evne bidrog til at bære denne Statsbyrde i Forening med sine Medborgere, endog om det skede paa andre Maader end ved personlig Tjeneste. Han kunde derfor ikke i Løven- skjolds Forslag finde noget Stridende imod Principet om almin- delig Værnepligt og imod Friheden, og heller ikke, at de af et Distrikt hyrede og underholdte Tropper kunde mere fortjene det foragtelige Navn af Lejesvende, end enhver anden militær eller civil Embedsmand, som jo ogsaa tjente Staten, hver i sit Fag, for betinget Løn. Ja Taleren var endog tilbøjelig til at tro, at disse lejede nationale Tropper, der drage tilfeldts embedsmæssig lige- SIDE: 119 som Officererne, vilde gaa langt mere frivillig end de, som ved personlig Værnepligt vare forbundne til at marschere ud. Som Vanskeligheder ved Løvenskjolds Forslag anførte han imidlertid: 1) at det, formedelst den altfor radikale Reform i Landets be- staaende Militærvæsen, det vilde medføre, var uudførligt, idet- mindste i de første, formodentlig krigerske og blodige Aar; samt 2) at det var muligt, at et Distrikt, især i Krigstider, ikke kunde tilvejebringe det bestemte Antal. Enten maatte da Tvangsmidler anvendes, eller Betalingen vilde blive for dyr. Men endnu mindre tilraadelig, endnu mere farlig og fordærvelig var Konskriptionen eller den ubetingede Værnepligt, som vilde gjøre Konstitution, Regjering, ja Fædrenelandet selv forhadt. Man maatte tænke sig Menneskene som de ere, ikke som de burde være. En stor Deel af de mere formuende Borgerfamilier, som nu ved sine Midler underholdt de fattigere Stænder, vilde uden Betænkning forlade Riget og forflytte til Danmark eller England. Moraliteten vilde skades, Svig, Bestikkelse, Udsugelse og utallige Misbrug faa Ind- pas; og, naar det tillodes at stille for sig, hvilket vel ikke kunde forbydes, vilde Byrdens Besværlighed allene falde paa den mindre formuende Borger og Embedsmand, saa netop det, man vilde undgaa, at ikke enkelte skulde bære Byrden alene, vilde blive Tilfælde. Man havde jo allerede en talrigere Vaabenstyrke end Landet godt kunde bære. Kjøbstæderne vilde vel kunne stille 6000 Vaabendygtige, men deres Befolkning var jo alt organiseret i Borger-frivillige Jæger- og Brandkorps samt indskrevne i Sø- rullerne som Kystværn. Hvad vilde man saa mere? Man kunde heller ikke sige, at det var Bondestanden alene, som forsvarede Landet, naar saa mange Embedsmænds og Borger-Sønner tjente som Officerer. Frihed for Konskription var et Slags Borgerpri- vilegium, kunde ansees for et Privilegium for Kjøbstæderne og Embedsmændene. "Hvorfor da være haardere imod dem, end imod nogen Anden? Vi have ikke villet fratage Nogen sine gamle Rettigheder og Fordele. Der- som Alle beholde sine gamle Privilegier, hvorfor skulle vi berøve Borger og Embedsmand deres? En Haandfuld unge Mennesker af den mere oplyste Stand, bestemte til Studeringer, kan dog vel neppe redde Staten, da derimod deres forgjæves Opoffrelser vilde lede til Barbari, slukke Oplysningens hellige Ild og medføre overvættes stor Skade for Staten. Alle ere pligtige at tjene Fædrenelandet, men En med Sværdet, En SIDE: 120 med Plougen, En med Pennen, En med Lærdom, En med Handel, En med Konster. Bondesønnen kan kun tjene Staten med sit Legeme. Han er modig, tapper og villig nok til den Hæder at værne om Fæd- renelandet, og forlanger ikke hines Hjælp dertil. Han begjærer intet Andet end tilstrækkelig Pleje og ingen Hunger at lide; og Intet ønske vi heller, end at opfylde denne retfærdige Fordring. Han vil værge for den Stat, hvoraf hans Stand udgjør de otte Niendedele, for det Land, hvis hele Overflade hans Slægt næsten ene indtager, anførte af Mænd, som dertil ere udgangne af de andre Klasser i Samfundet. Og hvad disse, hvad Officiererne angaaer, da skeer dem ingen Forurettelse der- ved, at Borgeren og Embedsmanden og deres Sønner ere fritagne for Krigstjeneste; thi just derved nyde de deres Fortrin og Gage af Staten, baade i Fred og Krig, at de i Ledingstid skulle være beredte til at værge for de Øvrige. Og derfor er jeg overbeviist om, at Enhver af de Herrer, som embedsmæssigen bærer Sværdet for Fædrenelandet i denne Tid, er jaloux over denne Hæder, og anseer det med Misfor- nøjelse, om nogen anden Borgerklasse vilde indtrænge sig i deres Hverv, og hjælpe dem i deres særegne Sager. Det maa endelig og bemærkes, at de Folkeslag i Europa, som kjende Konskriptionen af Erfaring, afskye den af Hjertet. Den afskaffes tillige- med Tyranniet, og vi skulle indføre den med Friheden? indføre et Sy- stem, som i saa gruelig Maade kan misbruges!? Nei af mit inderste Hjerte stemmer jeg for: Paragrafen udgaae af Konstitutionen, og det blive ved det Gamle"! Hermed havde det da en Ende med de skrivtlige Betænkninger om denne Sag; men ikke saa med de mundtlige. Og under disse bemærkede Christie, i Anledning af Wergelands Foredrag, at Grundsætningen, hvorom der var Tale, ikke egentlig kunde kaldes ny for Landet, idet den indeholdtes i de bestaaende Værnepligts- love. Den maatte dog betragtes som en filosofisk Sætning, der under Anvendelsen maatte modificeres efter de øvrige indre Stats- forhold. Hvormeget der end var bleven foredraget og debatteret, hørte dog Sagen til dem, hvorom neppe Nogen forandrede den Mening, han kom med i Forsamlingen. Den var tillige et Slags politisk Farvespørgsmaal. Den almindelige Værnepligts Forsvarere fik Skinnet af at være liberalere, bedre Liighedens Venner, tapprere, mere patriotisk begeistrede. Ved Voteringen antoges ogsaa §'en uforandret imod kun 9 Stemmer, der ikke ere vanskelige at ud- finde. Og da Oppositionens Hovedmænd fandtes imellem Disse, SIDE: 121 troede dens heftigeste Modstandere, at have faaet et nyt Vidnes- byrd for Lunkenheden af deres Patriotisme. "§. 109: Trykkefihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrivt, af hvad Indhold det end monne være, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forsætlig og aabenbar har tilskyndet til Ulydighed imod Lovene, til Ringeagt imod Religion og Sædelighed eller imod de konstitutionelle Magter, til Modstand imod disses Befalinger, eller til Handlinger, som stride imod Lovene, eller fremført falske og ærekrænkende Beskyldninger imod Nogen. Frimodige Yttringer om Statsbestyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand ere Enhver tilladte". §'en skrev sig hel og holden fra Diriks, som dog her kun maade- ligt svarede til det juridiske Renomee han nød i Forsamlingen. I disse vaklende, betingende Sætninger mellem de smuktklingende Begyndelses- og Slutningstirader er det synligt, at hans fine de- taljerende Hoved har befundet sig i Forlegenhed mellem dets egen Mangel paa Interesse for en reel Pressefrihed og Forsam- lingens Overflod deraf. Det har da søgt at rede sig ud ved at indskyde disse Betingelser og Fortolkninger, som, idet de hverken udtrykke sig om det fremtidige Forhold til den gamle Trykke- frihedslov af 1799, eller ere udtømmende eller tydelige eller frie for Modsætninger, have overladt Normændene i Trykkefriheds- sager mere til Domstolenes tilfældige Anskuelse end til en utve- tydig Bestemmelse i deres Grundlov. Det er ikke denne, som udpeger Grændsen imellem forbrydersk Udviisning af og Til- skyndelse til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de konstitutionelle Magter o. s. v. og de fri- modige Yttringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand, som skulle være tilladte. Og hvilken Iis kan være farligere end dette, det mest omfattende af alle Udtryk: "hvilken- somhelst anden Gjenstand"? Selve den augsburgske Konfession og Ægteskabets Hellighed ligger jo ikke udenfor dets Omfang. I logisk og stilistisk Henseende er §'en et slet konstrueret Bindings- værks Udskud til vort Frihedstempel. Ordene "Trykkefrihed bør finde Sted" staa vel pralende over Døren; og i Baggrunden lyser hiin glimrende Slutning; men en af Tagbjelkerne er (ligesom dannet af en gammel rødmalet Kag) Anordningen af 27de Septbr. 1799, og man maa vogte sig for at træde anderledes til end med Katte- fjed, at ikke Gulvet skal synke under Foden og Taget briste over Hovedet. Den Mængde Presseforfølgelser, som fandt Sted i de SIDE: 122 første Frihedens Aar viste, at det var saa, at der i denne §. med den lovende Begyndelse og Ende og det troløse Indhold, var sat en blomsterdækt Kurv med levende Slanger i paa dens Alter. [fotnotemerke] Paragrafens smukke Ord først og sidst og Tilliden til hiin Rha- damant maa have tilsløret dens Mangler for Forsamlingen, da man finder, at den blev eenstemmig antagen, uden anden Motion, end at Hount foreslog, at Ordet "forsætligen" skulde udgaa, fordi Dommeren ikke kunde granske Hjerter og Nyrer. Muligt ogsaa, at den følgende §., idetmindste hos Mange, allerede forud fæng- slede Opmærksomheden, saa man ilede ligesom for at komme til en Kampskueplads. Den handlede nemlig om Odelsretten; og om ingen Sag stode Meningerne saa skarpt imod hinanden, paa den ene Side taarnende sig i en sværmersk Enthusiasme som for en Selvstændighedens og Nationalitetens Grundpille, paa den anden i et afgjort Had imod den, som om den var en tærende Sop i vor Statsbygnings Underlag, der maatte udrøddes med Salt, med Øx og med Ild. Allerede siden omtrent Midten af forrige Aarhundrede havde denne Sag havt sin egen polemiske Literatur i Tidsskrivter som i særegne Brochurer -- den eneste, som virkelig var trængt ned til Almuen og havde sat dens Tænke- kræfter i nogen Bevægelse. Medens Oplændingerne vare bekjendte for at hylde den med en Hengivenhed, der gjorde det betænke- ligt for Regjeringen at vove andre Indskrænkninger end de grad- vise i Forordningerne af 14de Jan. 1771 og 5te April 1811, ind- kom der i 1787 Ansøgning fra Agershuus og Smaalehnenes Amter, ligesom ogsaa senere fra 8 Bønder af Folloug om Odelsrettens fuldkomne Ophævelse. "Saa vanslægtede, eller saa kortsynede og daarlige -- skriver En i 1788 -- have endog enkelte Bygder været, at de af en huul egennyttig Kjøbmand, eller af en Feu- dalsjel, have ladet sig forlede til at bede Regjeringen om deres Odels, deres Konstitutions, deres Folkelyksaligheds Ophævelse"! Ansøgningen bekjendtgjordes strax tilthinge over hele Landet, og enhver af dets Almuer blev Spørgsmaalet forelagt, om den ligeledes var derfor eller ikke, uden at der, netop formedelst de delte Meninger, kunde komme nogen endelig Bestemmelse ud. Dog var altid, ligesom imellem Skribenterne om Sagen, Folkets Fotnote: Den Første, som fik føle, at Forordningen af 27de Septbr. endnu stod ved Lag, var en Borger, der førte Klage over at Soldaterne i Krigen 1814, som vitterligt var, bleve saa slet forplejede, at de endog fik umalet Havre at æde. SIDE: 123 Fleerhed afgjort for, og medens Holbergs, Pontoppidans, Schönings, Rothes og Fleres Lovpriisninger over Odelsretten som et National- klenodie indprægede sig i Overbeviisningen, bemestrede Nordahl Bruns, Zetlitzes og Bulls politiske Udbrud af nationalstolt Hyldelse sig Indbildningskraften. Brun tillagde den stor Ansporelseskraft til kjække og ædle Handlinger. Denne Virkning skulde ogsaa finde Sted hos Huusmandens Søn. "Ikke den pavelige Stol glimrer saa meget i Kardinalernes Øine som en Odelsgaard i hans. Er Drengen rask, danner han sig til allehaande Manddomsbedrivter. Naar Ingen er mere ædru, flittig og stærk til at arbeide, Ingen mere færdig i Kunster, Ingen i Normands Ridderspil, at rende paa Ski og skyde med Rifle, mere øvet end han, saa tør han haabe, skjøndt det holder haardt, at Odelsmands Datter turde værdige ham sin ømme Opmærksomhed". Saaledes sværmer Brun, og virkelig saadanne Romaner fandt og finde fremdeles Sted, hvori det da ikke mangler paa Fædre, der see Tingene anderledes an end Døttrene. Men har Huusmandens Ole Mynt, er Knuden løst og det Romantiske ved Odelsrangen forsvunden. Inden Rigsforsamlingen havde man hørt Odelsretten benævnes en forhadt Landeplage for det norske Folk, og ligesaa ofte et ær- værdigt Palladium for dets Frihed og Lykke. Falsen, i hvis Kon- stitutionsudkast Odelsretten vel ikke var optagen som Grundlovs- bestemmelse, men som ikke biede mange Maaneder efter Rigs- forsamlingen før han i et særeget Skrivt optraadte til dens Forsvar, var dens mest enthusiastiske Tilhænger; og Wergeland, saa ofte uenig med ham, havde i sit Grundlovsudkast en §., der bestemte, at Odelsretten ikke skulde ganske ophæves eller indskrænkes meer end den allerede var indskrænket; i fem Aar idetmindste skulde den staa ved Magt med fuld Indløsningsret efter Taxation. "Vi, som ville befæste Norges Frihed -- skriver han i sit Brev af Dagens Dato -- skulle vi ville tilintetgjøre et Frihedens Bol- værk, som har staaet fra Urold, et Frihedens Værn, over hvis Gjengivelse af Adelsteensfostre, tusinde Aar tilbage, Thrøndelagens Thing jublede til Himlen? [fotnotemerke] Skulde den retskafnere Deel af Na- Fotnote: Det var Hakons Igjenanerkjendelse af Folkets suveræne Eiendomsret til dets Grundbesiddelser og disses Frihed for direkte Skatter, som vakte denne Jubel, hvorunder det kaarede ham til Konge. Dette var den gamle Odelsfrihed, hvorfra Odelsretten herleder sig i naturlig Følge. Selv udrunden af en Folkevandrings Erobringsret, og visselig udbaaren fra Urhjemmet for de gothiske Folkestammer, SIDE: 124 tionen berøves denne skjønne Ret, som adler den fattige Fjeldbo og privilegerer alle Familier, fordi Uretsindige og Fordærvede misbruge den"? Saa individuelle Meningerne end vare, lod det sig dog i Almindelighed bemærke, at Repræsentanterne fra Øst- landets Byer og Fladbygder vare imod, men Vest- og Nordlæn- dingerne for den. I Østlandets for Agerdyrkningen bedre skik- kede Egne, hvor Landbrug var Gjenstand for Spekulation, maatte Odelsretten gjøre denne usikker, og det kunde hverken være til privat eller almindeligt Gavn, om den bragte Gaardene ud af formuende Besidderes og Folks Hænder, hvis Formue, og som oftest mere til, var gaaen med til den blotte Indløsning. I Fjeld- egnene, hvor Gaardene vare smaa, Levemaaden simplere, Ved- tægterne strengere og Ejendommene mere ætgangne, maatte Odelsretten have et naturligere Hjem og almindeligere Sympathi for sig. De ødelæggende, ved unødvendige Aastedsforretninger fordyrede, Processer, den gav Anledning til, havde ikke tjent til at slappe denne; meget mere viste den indædte, lemandsagtige Haardnakkenhed, hvormed de bleve førte, hvor dybt den sad i Hjerterne. Odelsprætendenten ophidsedes altid af sine Frænder og af Sambygdingerne, naar det var En fra en anden Bygd, der var kommen til Gaarden; og naar Denne indlod sig paa at afkjøbe Kravet, var dette at gyde Olje i Ilden hos Andre. Saa deelt var Bondestandens Mening ogsaa inden Rigsforsam- lingen, og dog var det dennes Stemme, som i denne Sag burde være den vægtigste, ifølge det gamle Ordsprog: "Den veed hvor Skoen trykker, som har den paa". Men hos Bonden afgjordes i Almindelighed ikke Spørgsmaalet efter Hensyn til hvad Indfly- delse Odelsretten havde paa Velstanden og Agerdyrkningen i det Hele, men eftersom den havde været ham selv eller Frændskabet tilnytte; og saaledes stødte man kun paa individuelle Formeninger, ikke, selv inden hine bestemte geografiske Grændser, paa nogen Fotnote: for hvem den synes at være et fælles Særkjende, var det ifølge denne Magtret Harald Haarfager havde tiltaget sig den, ved, eftersom han flyttede Erobrings- stagen frem, at erklære alt Jordegods for Kronens Eiendom; og, ved at paa- binde det fast Afgivt til denne, havde han i Folkets Øine forvandlet det fra frie Odelsmænd til Kronens Leilændinger. De Mægtigste, hvis udstrakte Besiddelser havde gjort dem til primi inter pares, taalte dette mindst, forenede sig til Mod- stand, udvandrede betvungne, og flyttede Odelsfriheden med sig hvor de ned- lode sig. Ved paa Storthinget i 1836 at ophæve Landskatten har dog Folket i Virkeligheden gjengivet sig sin gamle Odelsfrihed. SIDE: 125 samlet Opinion. Og i de andre Klasser havde de Følelser, som ved dette Spørgsmaal blandede sig i Reflektionen, gjort Opinionen ligesaa spredt og afmægtig til at føre til noget Resultat, skjøndt Odelsrettens historiske Berømthed fra Oldtiden, da den havde gjort Folket til et Folk af Smaakonger paa de landskatfrie Gaarde, dens Fortjenstfuldhed fra Foreningsaarhundrederne, da den havde reddet Landet fra et fremmed Herremandsvælde, den rørende Adkomst i Forfædrenes Sved og hine fyrige Forsvarsskrivter unegtelig havde bragt Fleerheden af Nationens dannede Befolk- ning, maaske med Undtagelse af Kjøbmændene, paa dens Side. Overalt klang dog Navnet "Odelsmand" behageligt for norske Øren; Børnene af en, som havde drevet en Odelsmand væk, antoge det med Lyst, og den fordrevne Odelsmand, med Hæn- derne men ingen Penge i Lommen, smagte dog i sit bittre Bæger en Draabe af Sødmen i den fattige spanske Hidalgos Stolthed. Man har endog seet den anføres som en Titel eller Angivelse af Fribaarenhed, som et Slags "von" -- idetmindste meer ligt dette end det engelske "Esq". Klangen af Navnet er ogsaa ret god; men den er af en Mynt, som burde have hørt op at gjælde, om det end var rigtigt af Rigsforsamlingen, ikke at ophæve Odels- retten paa en Tid, da en ny Forening og Indtrængen af fremmed Adel desifølge dog var mulig. Gyldent at see til, men ikke længer saftigt og nærende som i Fædrenes Tid, var Tvistensæblet, som kastedes iveiret, da Præsident eller Sekretær oplæste "§. 110: Odelsretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser, hvorunder den til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen skal vedblive, fastsættes af de følgende Storthing". Til Konstitutionskommitteen var bleven indleveret to Protester imod Odelsrettens Ophævelse: den ene, dateret 22de April, fra Kapitain Holck, den anden, dateret 30te April, fra Bønderne Ole Tvedten, Even Lande, Ole Evenstad, Elling Valbøe, Askoud Regel- stad og Tollef Huvestad, og disse havde i Kommitteens Fleerhed fundet villige Mænd til at indtage Bestemmelser derom i Grund- lovsudkastet. Holcks Betænkning blev nu først oplæst. Bondens Frihed vilde forgaa med Odelsretten. Vor gjæve Bondestand vilde ved dens Ophævelse overgaa til en ufri Klasse af Fæstere og Forpagtere. Den Anledning, der efter Manges Mening gaves til Processer, opvejedes af det Gavn, den ydede den norske Bondestands Frihed. Disse havde næsten alle reist sig fra Lovenes SIDE: 126 Dunkelhed med Hensyn til at fastsætte Odelsfølgen, og kunde altsaa standses ved bestemtere Love. Odelsretten var den Skyts- engel, som havde bevaret den norske Bonde fra at overvældes af Herremænd, der ikke skulde ladet sig afholde af Klimat og ufrugtbar Jordbund fra at samle Bondegodset under sig. Nabo- landet og det nordlige Rusland vare omtrent under samme fysiske og økonomiske Kaar, men der manglede dog ikke Bonden sine Plagefogder. At den norske Bonde kjendeligen udmærkede sig fra Bonden i andre Lande ved større Aandsfyrighed og Legems- raskhed, mere Følelse for Frihed og større Kjærlighed til Fædrene- landet, og at han var fri for Herremænd, Forvaltere, Ladefogder og andre Bonden plagende Væsener, havde man alene Odelsretten at takke for. Men hvo borgede for, at ikke disse ogsaa her vilde opvoxe, naar dette Bondefrihedens stærkeste Brystværn nedreves? Det var ikke nok, at personlige arvelige Forrettigheder afskaffe- des; Rigmanden behøvede ikke disse forat komme i Besiddelse af Landejendommene, og den deraf opkomne Indskrænkning af Bondestandens Frihed og hidtil havte Rettigheder maatte i Frem- tiden have en skadelig Indflydelse paa Nationalkarakteren. Der maatte altsaa gives denne hæderlige Stand, denne "Statens første Grundstøtte, en Modvægt, som kunde afholde ethvert Angreb paa dens nærværende fri og lykkelige Tilstand". Men ophævede man nu Odelsretten, indsaa han ikke, hvad man, uden et altfor voldsomt Indgreb i Ejendomsretten, skulde kunne sætte i dens Sted. Denne "Bondestandens Skytsgud" fortjente derfor at finde Plads i Rigets vordende nye Konstitution, for fremtidigen at sik- kres for total Undergang. Mange, og det kyndige Mænd, havde alt arbeidet for dens Tilintetgjørelse; men de havde neppe nok- som kjendt den norske Bondes særegne nationale Aand forat overbevises om det store Værd han selv satte paa denne gjennem tusinde Aar nedarvede Rettighed. Af en saadan Bondeaand turde man vel love sig -- hvad Erfaringen ogsaa havde viist -- et usvigeligt Værn imod Landets Fiender, forudsat, at man ikke -- efter Projekter, der vare Motionæren ubegribelige -- ophævede Værnepligten og vilde søge sit Forsvar hos Lejesvende. De sex Bønders Forslag gik nærmere ind paa Tingen, idet det ogsaa paapegede de Forandringer i Odelslovgivningen, som vilde gjøre denne utvetydig og tilintetgjøre de Anledninger til Processer, som i saa Manges Øine havde gjort Odelsrettens Nytte tvivlsom. SIDE: 127 Ogsaa deri fremhævedes dens tusindaarige Ælde, at den anspo- rede Bonden til Flid, og hindrede Enkelte fra at tilvende sig store Strækninger af Jordegods. Thi "ingen Sum, hedte det, turde bydes nogen retskaffen Odelsbonde, der vejede op imod hans Kjærlighed til den ham efterladte Fædrenejord, eller kunde be- væge ham til at afstaa den til nogen Fremmed. Denne Kjærlighed lagde kraftfuld Grund til en større Dyd d. e. til en Fædrenelands- kjærlighed, der hæver Normanden til en fortrinlig Rang iblandt alle Folkeslag, knytter ham fast til sit Fædreneland, bortfjerner al Lyst til Udvandring, giver ham Kraft og Mod, gjør enhver patriotisk Opoffrelse let, og forener Alt til at give en Stat den fornødne indvortes Styrke". Disse Fordele maatte overveje de Tab, Medarvingen maatte lide ved en til Ejendommens sande Værdi uforholdsmæssig Udløsning i Penge (Aasædesretten). Man havde sjeldent Exempel paa Misundelse imellem Sødskende over den Odelsbaarnes udelelige Forrettighed, men desoftere paa, at de, der ingen Formue havde at stole paa, bleve lykkeligere ved eget Arbeide, end de, der fødtes til Rigdomme. Næsten i enhver borgerlig Klasse saae man den ældste Søn træde ind i Faderens Næringsvei imod Udløsning til sine Sødskende. Og de Misbrug og Processer, Odelsretten havde givet Anledning til, maatte for- størstedelen tilskrives Lovgivningens Tvetydigheder og den paa- faldende Mangel paa Regjeringens Opmærksomhed og Omhu for at hæve den. Saaledes f. Ex. Qvæstionen om Odelsarvefølgen var agnatisk-kognatisk eller reen kognatisk, eller om sidste Be- sidders Datter skulde foretrækkes Farbroderen, naar begge ned- stammede fra første Forhverver. Odelsrettens Ophævelse havde længe været paabane, og efter Forordningen af 5te April 1811, som var foraarsaget af Landets forfaldne Pengevæsen, var der nu kun en tom Lyd tilbage af Odelsretten, saa Vinde- og Herske- syge nu let spillede Jordejendommene ud af de Odelsbaarnes Hænder. Paa egne og Kommittenters Vegne maatte de derfor foreslaa som en Artikel i Grundloven, de ventede vedtaget af den hele Rigsforsamling, at Odelsretten bestandig skulde vedblive i Norge saaledes som den var før ovennævnte Forordning, uden Forandring i Odelsrettens Grundvæsen, men kun med saadanne Modifikationer og Bestemmelser, som den senere Lovgivning maatte finde hensigtsmæssige til at hæve de Anledninger til Tvivl, Misbrug og Processer, som maatte findes ved den ældre Odels- SIDE: 128 lovgivning. Al Odelsløsning maatte dog skee efter billig Taxt, og samme Bestemmelse ønskede de ligeledes for Aasædesretten, der ikke var mindre vigtig. Specielt maatte de henlede den vordende Lovkommittees Opmærksomhed paa følgende Punkter, der øn- skedes bestemte ved Lov: 1) at Odelen skulde gaa i lige ned- stigende Linje, uden Hensyn til Kjøn, og først ved dennes Uddøen gaa over til Sidelinjerne; 2) at Barnet ikke skulde kunne drive Moderen fra Gaarden, hvortil hun skulde have Brugsret, idet- mindste for det Halve eller Saameget hun behøvede, naar hun ingen anden Ejendom havde at ty til, uden at hun dog, paa Grund af Skifteudlæg skulde kunne hævde Samme fra Børnene; samt 3) at Gaarde, der tilstrækkeligen kunde ernære to eller flere Familier, skulde deles naar de øvrige Børn ellers intet Jordegods vilde faa. Efter adskillige Debatter, hvorunder Bryn foreslog, at Grund- lovens Beskyttelse ogsaa skulde udstrækkes til Aasædesretten, foretoges Votering om §'en skulde forandres eller ikke. Med 53 mod 51 Stemmer blev det Første bestemt, hvorpaa Forsamlingen eenstemmig vedtog §'en med den Forandring, at der istedetfor Ordet "Odelsretten" skulde sættes "Odels- og Aasædes-Retten", og istedetfor "de følgende Storthing" "det første eller andet Stor- thing". I den følgende §. stødte man paa en af de vigtigste, mest i Livet indgribende, Grundsætninger, nemlig i §. 111: "Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstedes for Fremtiden". Møller oplæste et kort, "af vigtige Aarsager" (som han udtrykte sig) umotiveret, Forslag af Dags Dato om at §'en skulde gives saadant Tillæg: "Og ingen Hindringer maae for Eftertiden lægges i Vejen for Ejendomsrettens Benyttelse, naar den ikke strider imod Statens almindelige Interesse". Skulde Forslaget ikke finde Bifald i Form af et Tillæg, ønskede han det indtaget i Grundloven som en egen Paragraf. Steenstrup havde til Konstitutionskommitten indleveret et For- slag af 18de April, hvilket nu blev oplæst. "Rigsforsamlingen -- hedte det -- har ved de antagne Grundprinciper vedkjendt sig, at den erkjender Borgerens helligste Ret, ukrænkelig Ejendomsret og Næringsfrihed, og erkjender denne som en nødvendig SIDE: 129 Grundpille i en paa Retfærd grundet Konstitution. Men bemeldte 9de §. forebygger kun nye Indgreb i denne hellige Ret, og her gives dog alle- rede bestandige Privilegier og Monopolier, som stride aabenbart imod denne. Dog -- de ere givne under en Konstitution, der ikke adspurgte Ejendomsretten, og, idet vi bygge en ny, paa Retfærd grundet Konsti- tution, nedbryde vi hiin, disse skadelige og skammelige bestandige Pri- vilegiers Ophav og Aarsag. Med Aarsagen maa Virkningen forsvinde: de ere altsaa ikke mere; de kunne kun gives, men aldrig for bestandigt. Ethvert nyt Anlæg trænger i Førstningen til Rettigheder, som Lovene ikke kunne tilstaa det for bestandigt. Jeg anseer det gavnligt, at Saa- danne paa en vis Tid kunde gives; og, vil man vise allerede etablerede Indretninger al den Gunst, som kan bestaa med Retfærdighed, da kunne disse, uden Hensyn til deres Alder, ansees som nye, og nyde deres engang tilstaaede Privilegier i længere eller kortere Tid, i Forhold til deres Gavnlighed for Landet; dog troer jeg ikke noget Privilegium bør tilstaaes paa længere Tid end 7 Aar. At Privilegier paa Apotheker, som have andre Forpligtelser end alle andre Næringsindretninger, maa være Undtagelser fra den almindelige Regel, falder af sig selv". Proponenten foreslog derfor, at Ordet "bestandige" skulde af Kommitteen indskydes imellem Ordene "nye" og "Indskrænk- ninger", samt at denne skulde fremsætte for Rigsforsamlingen, enten som Tillæg til Grundsætningen eller som en særskilt §., en Bestemmelse om, at Privilegier paa Næringsindretninger skulde ansøges hos og meddeles af Kongen, men ikke, med Undtagelse af Apothekerprivilegier, være gjældende paa længere Tid end 7 Aar. I en Betænkning af 25de April, som nu ligeledes blev oplæst, havde tredie Deputerede fra Agershuus Amt Kristensen (Kollerød) søgt at bevæge Konstitutionskommitteen til at fremsætte en Be- stemmelse om Frihed for Landmanden til Forædling og Nyttig- gjørelse af Naturprodukterne paa hans Ejendom. Ved at kunne benytte sin Adgang til at anlægge Sauger og frit at kunne sælge sin Tilvirkning derfra og øvrige Skovprodukter, vilde disse blive bedre benyttede. Meget, som ellers blev henliggende i Skovene, vilde da komme i Handelen, og Bonden, der i Regelen kun hug- gede saameget Tømmer, han behøvede til Bestridelsen af sin aarlige Udgivt, vilde kunne bestride denne uden at medtage sine Skove saa haardt, som Tømmerhandlernes vilkaarlige Priser nu gjorde det nødvendigt. De privilegerede Saugbrugsejeres Opkjøb SIDE: 130 og Samling af Landejendomme med tilliggende Skove, hvis Be- boere, Staten til Byrde og Agerdyrkningen til Tab, ikke sjeldent derved vilde blive bestaaende af forarmede Leilændinger, vilde saaledes ogsaa ophøre. Kristensen, hvis Anskuelse naturligviis var Bøndernes fra det hele Land, og som vi ville erindre ogsaa var fremsat af Lysgaard i Mødet den 4de Mai, fik Understøttelse af Steenstrup, som oplæste og indleverede et Forslag af Dags Dato, hvori han fremsatte sit forrige saaledes modificeret og ud- viklet: "De hidtil i Riget værende Indskrænkninger i Nærings- friheden vedvare i 7 Aar endnu, men efter den Tid have alle Monopolier og Privilegier tabt deres udelukkende Kraft, og efter det samme Tidsforløb ophører ogsaa al Tiende- og Skattefrihed". Det var ham ikke nok, at Kommitteen havde, ved at indtage Ordene, "og bestandige" i sit Udkast, fundet den første Deel af hans Forslag anvendeligt. For en Mand, der i sit Hjerte mente: væk med alle Privilegier! maatte Forslaget være en Moderation, han maatte tro vilde vinde Fleerhedens Bifald. Han indledede derfor sin fornyede Motion med en Appel til Rigsforsamlingen, hvoraf nogen Fortrydelse mod Konstitutionskommitteen synes at skimte frem. Men om saa var, fulgte den med denne Repræsen- tants sædvanlige Varme for sin Sag, som den, ligeledes glødende, men snart blegnende og henveirede, Slaggaske med det hede Metal. Alle udelukkende Privilegier burde ophæves, mente Han; og man burde ikke lade sig blænde af den Indvending, at disse Privilegiers Besiddere vare deres virkelige Ejere. "En Besidder af et Privilegium, han være den 2den eller den 20de i Raden, kan dog ikke have højere Rettigheder, end den første Besidder, der ikke har givet de Angjældende eller Indskrænkede nogen Skades- løsholdelse eller Gjengeld, men har blot faaet det som Benaadning af en Suveræn, der ene kan garantere saadanne Indskrænkninger i Ejendoms- ret og Næringsfrihed. De ere saaledes ikke Ejendom, fordi de ere kjøbte flere Gange; thi hvad Ejendom har vel den 10de Kjøber af stjaalet, fundet eller ved Magt aftvunget Gods? Hævd kan her heller ikke tænkes, hvor Tilbagefordring af fratagen eller indskrænket Rettighed hindredes af Magten. Vil man endelig indvende, at de privilegerede Indretninger ikke kunne bestaa, naar ikke deres Privilegier vedblive udelukkende og evige, da maa jeg svare, at dette strider aldeles imod al Erfaring, hentet i fremmede Lande, hvor saadanne Privilegier ikke findes; og, kunne hine Indretninger ikke bestaa, uden saadanne udelukkende Pri- vilegier, da bør de ikke vedblive, da ere de skadelige". SIDE: 131 Men Ingen kunde af Karakteer meer end af personlige Forhold være mere kaldet til at optræde som Privilegiernes Forsvarer end Jakob Aall, den Betænksomme som Helten i hans Niala-Saga. Vi have før seet noget deraf: af hans samvittighedsfulde Frygt forat komme Nogens Ret for nær, af en Ængstlighed forat gjøre Over- gangen til de nye Forhold voldsom, der næsten gik til en Ær- bødighed for alt Bestaaende. Man kan faae Stivkrampe og dø af en Rivt i en Finger, og saaledes synes han at have anskuet Forholdet imellem det Offentlige og Private. Det Bestaaende var for ham ikke blot Ejendom, men Odel og Arv; Særrettigheden en Ret og Privilegiet et Legat, hvis Indtægter vel bestod i Byrder for det Almindelige, men hvortil dette nu var saa vant, at det netop befandt sig vel derved. Han betragtede Staten som en Patient, der har godt af at gaa med Vinterkappe heni Junimaaned; og det var denne Svages Velbefindende ligesaameget som den Privates Ret Aall havde for Øje, da han nu, i et Foredrag, som senere bilagdes Forhandlingerne, optraadte imod Steenstrups For- slag og Skildring af hvorledes der i Udlandet var sørget for Nærings- friheden, samt imod Kristensens og de øvrige Bønders Mening om hvorledes det i denne Henseende burde være for Norge. Aall indrømmede, at de forskjellige Betænkninger, som gik ud paa enten at ophæve alle Privilegier, Monopolier og Forrettig- heder eller at indskrænke Tiden for deres Brug, havde til Øjemed, at sætte Bønderne og Skovejerne, som den største og talrigste Deel af Nationen, istand til den fordeelagtigste Anvendelse af deres Produkter, samt af forebygge den Skade, som bevirkedes ved de Indskrænkninger, der paalagdes de Egnes Omkreds, hvori Fabriker anlagdes. Men han maatte tilstaa, at Agerdyrkningen var i Norge uendelig vigtigere end Fabrikvæsenet, og at det altsaa vilde stride imod Nationens sande Interesse, at hæve den Sidste paa den Førstes Bekostning. Saadanne Misgreb burde undgaaes i en Stat, der ligesom gjenfødtes. Ved at tale imod Bondens Interesse vilde han forøvrigt ikke alene tale imod sin egen Over- beviisning, men tillige imod en Sag, han, under sin borgerlige Virksomhed, troede redeligen at have fremmet. Men det vilde være høist skadeligt for Agerdyrkningen og for Nationens politiske og moralske Interesse, at lede Landmandens Opmærksomhed fra Agerdyrkningen til det mindre fordeelagtige og mere indviklede SIDE: 132 Fabrikvæsen. Det stod kun maadeligt til med hiin, og derfor burde dette kun lidet udvides. "Fabrikantens højeste Kunst -- vedblev Aall -- er, at spare saameget muligt paa fysiske Kræfter, og at erstatte disse ved Sjælens Anstrengelse og ved videnskabelig Forædling af Fabrikationen. Med al min Agtelse for Bondestandens Kultur i dette Land, kan jeg dog ikke tillægge den dette Slags Kundskaber, da jeg derimod vover at paastaa, at flere viden- skabeligen dannede Mænds Anstrengelser i denne Henseende ikke vare frugtesløse for Fædrenelandet. Man kaste et Øje til Nabolandet forat overbevise sig herom! Man betragte de svenske Værker, hvoraf Bønder ere Medejere! Man vil finde dem mestendeels i en slet Tilstand, og deres Drivt ikke engang fordeelagtig for Ejerne, medens der findes Værker i kultiverede Mænds Hænder, hvis Indretninger tjene os og flere Lande til følgeværdigt Mønster. Dette være fremsat som en almindelig Be- mærkning. Om den specielle Anvendelse heraf paa Landets privile- gerede Saugbrug tillader jeg mig faa Ord. Denne Sag har saa ofte været angreben og forsvaret, uden at den er kommen paa det Rene, saa vi forgjæves indbilde os her at kunne finde Sandheden. At ned- bryde paa denne Forsamling ved et Lovbud, hvad vore Forfædre have anseet for gavnligt, vilde være et ligesaa overilet Skridt, som farligt for mange borgerlige Mænds Existents. Man høre deres Stemme, som er i Besiddelse af disse Rettigheder. De udgjøre en ikke ubetydelig og agtværdig Klasse af Nationens Borgere. De have bidraget til at for- ædle Landets Kultur, og gjort store Offere for deres Virkekredse i Mangelens langvarige Periode. Deres Virksomhed har i mange Hen- seender en vigtig Indflydelse paa Nationens Interesse. Af deres Velfærd afhænger en stor Deel af Landets Indvaaneres -- Bønders og Fabrikanters -- Skjebne. De arvede disse Forrettigheder fra deres Fædre, eller til- kjøbte sig dem i Haab om uforkrænket Nydelse deraf. Lad os altsaa overdrage Lovkommitteen ogsaa at undersøge denne Sag, og henvise Enhver, der vil angribe eller forsvare den, til denne Prøvelse"! Taleren sluttede med atter at gjøre opmærksom paa, at han ikke talte sin egen Sag og at hans Privilegier som Jernværksejer aldrig vare blevne gjorte gjældende [fotnotemerke] . "Velvilje og Tilfredshed tilvejebragte en mere blomstrende Virksomhed end Lovens Bud". Han vilde føle sig dybt nedbøjet ved at være i Besiddelse af Fotnote: Dette bemærkes ogsaa om Næs Jernværk i Indberetningen fra Undersøgelses- kommissionen i Anledning af de Lofthusiske Uroligheder i Nedenæs i Aarene 1786 og 87, hvortil, som bekjendt, Privilegie-Misbrug og Monopolier gav Anled- ning. Om Frolands Jernværk lyder Indberetningen anderledes. SIDE: 133 Privilegier, som erkjendtes skadelige for Fædrenelandet; Saug- brugsprivilegierne vilde mere gavne end skade ham; men negte kunde han ikke, at han, som Fabrikant, vilde føle det haardt, vet et Magtsprog og uden Prøvelse at berøves Rettigheder, som han ikke troede saa misbrugte eller skadelige, som den offentlige Mening vilde. Steenstrups Motion fik liden Understøttelse, og ved alternativ Votering mellem den og §'ens uforandrede Antagelse, vedtoges dette Sidste, da den kun indeholdt hvad der forhen var antaget som Grundsætning. Dog vandt Jakob Aall, at det blev bestemt, at Spørgsmaalet om de existerende Privilegiers Ophævelse eller ikke skulde udsættes til næste Storthing. Ligeledes antoges eenstemmig, som følgende af 10de Grund- sætning, "§. 112: Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse eller Fidei-Kommisser maae for Eftertiden oprettes". Og med 68 Stemmer imod 38 antoges efter nogen Debat "§. 113: Ingen Dispensationer, Protektorier, Moratorier eller Opreis- ninger maae bevilges, efterat den nye almindelige Lovbog er sat i Kraft". Teis Lundegaard forlangte at høre, hvad vel alle disse fremmede Ord, "Protektarier, Marotarier" o. s. v. hedte paa Norsk. Og han fik da venskabelig Oplysning under Debatterne. Christie mente, at der gaves Tilfælde, hvori Dispensationer og Opreisninger maatte agtes fornødne. Diriks benegtede saadant. De havde sin Op- rindelse i skammelige Misbrug af den lovgivende Magt, og ned- brød den Agtelse for Lovene, som burde være hellig. Falsen understøttede Diriks, menende, at Den, som forsømte sin Ret, burde tage Skade for Gjengjeld og ikke hjælpes ved Opreisninger. Eenstemmig antoges "§. 114: Fordrer Statens Tarv, at Nogen maa afgive sine rørlige eller urørlige Ejendomme til offentlig Brug, saa bør han have fuld Erstatning af Statskassen". Og man stod nu ved den sidste §. nemlig "§. 115: Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Konstitution, vorder den Rigets Grundlov. Viser Erfaring, at nogen Deel af den bør for- andres, skal Forslaget derom fremsættes paa et ordentligt Storthing, og kundgjøres ved Trykken; men det tilkommer første næste ordentlige SIDE: 134 Storthing at bestemme, om de foreslagne Forandringer bør finde Sted eller ei". Den antoges ligeledes eenstemmig med følgende, af Hegermann, som et første Alternativ, den 4de Mai foreslaaede, og kun i Hen- seende til Ordene "i enkelte Bestemmelser" udvidede, Tillæg: "Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Prin- ciper, men alene angaa Modifikationer i enkelte Bestemmelser, der ikke rokke eller forandre denne Konstitutionsaand; og bør endvidere to Trediedele af Storthinget være enige med, inden saadan Forandring kan skee". Hegermanns andet Alternativ, hvorefter §'en skulde faa saadant Tillæg: "Forandringen kan ikke vinde Lovskraft uden efter de i §§. 83, 84 og 85 indbefattede Bestemmelser" d. e., at Kongen heller ikke skulde have noget andet end sit suspensive Veto ved For- andringer i Grundloven, som altsaa ikke blev at betragte som en gjensidig Pagt, der krævede Begges Samtykke, blev betragtet som overflødigt (hvad det dog ikke har været) og saaledes da ikke antaget. Rigsforsamlingens Mening kunde ikke være tvivlsom, da den ikke selv lod, eller kunde lade, sit Værk sanktionere af nogen Konge, og da den betragtede de kommende Storthing som Fortsættelser af den selv, hvis baade Myndighed og Behov af at være varsom havde erholdt Udtryk i Bestemmelsen om den 3/4deels Flerhed, der udfordres ved Grundlovsforandringer. Konstitutionskommitteens Udkast var uddebatteret, og Grund- loven til; og i sin sidste §. var det skjønne Tidsfoster bleven iført et, vel snevert, men elastiskt, Pantser, hvori det dog skulde kunne udvikle sig og hæve sit Hjerte og de vingede Skuldre stedse højere og højere [fotnotemerke] . Præsidenten undergav nu Konstitutionskommitteens, i dens Indberetning af 30te April fremsatte, Forslag, at 2 eller 3 Medlemmer skulde udnævnes til at redigere Konstitutionen i Stiil og Orden, Votering, hvorved det blev bestemt, at Redaktørerne skulde være tre; og dertil valgtes da ved de fleste Stemmer Diriks, Sverdrup og Weidemann. Et ansvarsfuldt Hverv! Ikke blot Paragrafernes Omsætning paalaa dem, men ogsaa Stilens For- Fotnote: Wergeland havde i sit Udkast lavet et endnu snevrere tilrede i den be- synderlige Idee, at Grundloven skulde forblive uforandret i 99 Aar. Hvert 55te Storthing skulde da revidere den og atter bekræfte den, forandret eller uforandret, for et nyt Tidsrum af 99 Aar. SIDE: 135 bedring; og denne kunde vel stundom fordre Forandring og Om- sætning af Ord. Og under Affilingen kunde man komme Klenodiet for nær, eller en eller anden af dets Ædelstene kunde forslibes. Een kom ogsaa, som vi skulle høre, virkelig bort, og man mærkede det ikke før den var forsvunden som om Afgrunden havde slugt den. Med beraad, men neppe derfor velbetænkt, Hu var deri- mod af selve Kommitteeudkastet bleven udslettet en Paragraf, som indeholdt en Slags Lignelse eller Spiren til en Jury, og lød saa- ledes: "Al Rettergang skal holdes for aabne Døre [fotnotemerke] . Ved Under- retterne skulle i Livs- og Æressager 4 af de anseeligste Borgere i Byerne og 4 af de anseeligste Bønder paa Landet være Med- domsmænd". Noget Bedre end vort sædvanlige Laugrette, især i Byerne, er, vilde dog sandsynligviis være kommet ud af denne §., om den var kommen under Rigsforsamlingens Behandling. Men Norge behøvede her ikke Exemplet fra Europas frieste Lande: det kunde laant af sin egen rige Fortid. Og vi ville, naar vi see vel efter, i den gjenkende Hovedtrækkene i den Konstitutions Karakteer og Fysiognomi, som Normændene nu, med Remini- scenzens Lethed, selv havde givet sig. Mødet var udsat til den 13de. Repræsentanterne, som havde afskrevet Finantskommitteens 7 Forslagsposter, maatte have en Hviledag til at overveje dem i. Men det var "Havblikket foran en Storm", siger Brevskriveren fra Eidsvold. Imidlertid havde de nu idag, Eftermiddagen den 11te, Aarsag til at skilles ad, lyk- ønskende hinanden og saa glade, som man den Tid kunde være i Norge. Og det gjorde de; men mange med et "Tænk paa iover- morgen"! De 14 Millioner var den Sky, som laa baade tungest og nærmest over Hovedet. Den tildækkede baade Tanken om England, om den svenske Kronprinds, om de triumferende Mo- narker. Havde ikke den været saa nær, skulde de nu idag under den nedgaaende Sol havt Grund til at gjøre den, i Lys og Glands og Smiil næsten opløste, Tanke til sin, hvormed en af hiint Aars Maiviser begynder, nemlig denne: "I Vaarens lyse Ungdoms Glands igjenfødt Nora smiler". Fotnote: Ligger ikke Offentlighed af Dommernes Votering i Ordene, synes den dog at ligge i Meningen, eller ialtfald temmelig nær. SIDE: 136 Ogsaa Prindsregenten, berettes der, var i særdeles godt Lune, da Dagens Taffelgjæster fra Repræsentationen bragte Budskabet med sig om at Grundloven var færdig. Og han kunde have sine Grunde til at glædes over snart at kunne ønske dem Lykke paa Reisen; thi ilde maatte han finde sig stedet imellem to Partier af Patrioter, hvoraf han neppe kunde elske det, han maatte holde sig til, mere end det andet, som han vidste ønskede ham heller langt fra Landet, end nu i Begreb med at vorde dets Skjebnes kronede Styrer. Af hiint, hvis Valgsprog synes at være det, der mest maatte ængste et svagt Hjerte, nemlig Horatzes "fortissima consilia tutissima", (medens det modsatte synes at have valgt Lucans "erat is populus, qvem pax tranqvilla juvaret") maatte nemlig Han, hvis Opgave det var at temporisere, føle sig henreven som af den ilende, vold- somme Strøm. Samlet i Rigsforsamlingen følte det formeget sin Styrke. Derfor, om end det ene Parti maaskee sagde noget mere end det mente, og det andet ganske vist mente mere end det sagde, maatte Prindsregenten med Tilfredshed see Øjeblikket nærme sig, da han skulde see begge at forlade Eidsvold, for at tabe sig i et Folk, som var ham enthusiastisk hengivent. Folket troer jo overalt, at alle Prindser ere begavede med saa glimrende Egenskaber og fremfor alt saa stormodige og tappre som Even- tyrenes; og at Kristian Frederik var Perlen af alle Prindser var nu det Norskes Tro. Men hvorledes han end fandt sig i sin Stilling til Rigsforsamlingens stærkeste Parti, dens "Bjerg", hans saakaldte Venner, i hvis alvorlige Høvdingers Agtelse han dog maatte føle, at flere end eet Træk af hans Privatliv, og navnlig den under samme Tag fortsatte Libertinage, havde ladet ham synke, kunde han idag den 11te være vis paa, at det den næst- følgende, da det store Bevillingsspørgsmaal skulde fore, vilde bringe ham en Sejer over det andet, over hans, vel forkuede, men overbeviisningsfaste, forhadte og frygtede Modstandere. Dette maatte nemlig være et Æresspørgsmaal for hiin stortalende Majoritet, der saa ofte havde udtalt sig for Krigen. Ingen, som havde sagt, at ville offre Liv og Blod, kunde undslaa sig for Be- villingen, og i den laa ikke alene Betingelsen for hans Regering, men ogsaa Diktamenet til den Krig, han nu maatte give sig Mine af at ville føre, og som han siden nolens volens maatte føre. Der vilde unegtelig være nogle Haandpenge i disse Millioner, hvormed Meningen var, at ikke blot Regjeringen, men ogsaa Krigen for SIDE: 137 det Første skulde føres. Man tænker sig maaskee Rekruten tungsindig den Aften han har faaet Haandpengene? Han gjør sig den heller lystig saa godt han kan, og søger at forjage Frygten ved Tanken om hvor han dog vil tage sig ud i den nye Mondur. Upaatvivlelig, der maatte være noget af denne Tvang og Let- sindighed i den særdeles Munterhed man bemærkede hos ham den Dag Grundloven var bleven uddebatteret. Men, som sagt, han havde dog Grund dertil; thi han havde kun liden til at ønske Opholdet paa Eidsvold forlænget. Vel sad han endnu paa den øverste hvirvlende Møllesteen; men -- han kunde komme imellem begge. "Hvorledes befinder Grev Wedel-Jarlsberg sig"? synes jeg at høre En af Prindsens Herrer spørge en af Repræsentanterne ved Taffelet. "Han var dog tilstede idag"? -- "Nei. Han skal være syg". Greven, der i længere Tid havde været taus, af Misfornøielse, som det hedder, med Tonen i Rigsforsamlingen, d. e. vel egentlig med Tingenes Gang, havde virkelig i et Par Dage holdt sig i sit Qvarteer. "Men han kommer dog vel iovermorgen til "de fjorten Millioner"? "Jeg vil haabe det". Spørgeren vender sig til en anden Repræsentant. Han har truffet paa en af de Urette. "Millionerne ville dog gaae"? "Upaatvivlelig". "Grev Wedel skal være syg; men han vil dog nok indfinde sig"? "Upaatvivlelig". "Mener De"? "Oh, gjør intet! Vi ere for stærke. De ville gaae". Længere oppe ved Bordet, hvor man taler om den gylden- palmske Affære, om den Fornøjelse næste Søndag at faa høre H. H. Biskop Bugge i Kirken, om "Normandsforeningen" i Kjøben- havn, om de senest "Opkomne" derfra o. s. v. viser en let Dreining med Hovedet, at Prindsen har hørt Samtalen. Greven vil komme. Der vil blive en Kamp. Og Sagen er et Livsspørgsmaal; men til al Lykke, som sagt, et Ærens for Rigsforsamlingens "Bjerg". SIDE: 138 Sympathier for Norge. "Hail, brave Norvegian! Son of freedom, hail! Oh, may your cause, your sacred cause prevail! And may thy hand of rude oppressiv pow'r crush the brigth offspring of this anxious hour!" Charlotte Wardle. Norway. A Poem. London 1814. [fotnotemerke] Den 12te Mai skulde da være en Hviledag for Rigsforsamlingen til at overveje Finantskommitteens 7 Forslagsposter, som imid- lertid vare blevne afskrevne af Medlemmerne. Men den 12te Mai var den Dag da Kampen stod haardest for Norge i det britiske Parlament; og saameget fortjener denne Menneskekjærlighedens og Liberalitetens skjønne uegennyttige Bedrivt, at vi bruge denne Dag til at kaste et Blik didhenover Havet paa Begivenheder, der angaae Norge saa nær. Et ikke mægtigt Folk har den bedste Garanti for sin Frihed i de Andres Deeltagelse; og hvilken mo- ralsk Bistand ydedes ikke Norge i den mandige, skjøndt tabte, Kamp i Verdens mægtigste Folkeforsamling? Hvilken Deeltagelse tilflød det ikke fra den stolteste Nations Samfunds Højder, som fra dets Midte, hvorfra ogsaa hiin qvindelige Harpe klang? Det er behageligt at dvæle ved et Skue, der gjør saamange berømte Talenters Hjerter Ære. Det er behageligt ogsaa fordi det er sjeldent. Som en mild Regn vederqvægede disse Sympathier det nedbøjede Norge, og det fik en Trøst i sin Gjenvordighed, som om fremmede venlige Aander havde svævet henover det . . . Fremmede venlige Aander? Vel! Jeg vil overlade mig til Behage- ligheden i denne Tanke; jeg vil, før jeg atter betræder Fortæl- lingens optrukne Grændser, vove mig indover Betragtningens luf- tige. Det netop nu, da jeg har at fæste Tankerne ved de fremmede Sympathier, indtrufne Budskab om Norges ædleste Talsmands, den kongelige Hertug af Sussex'es Død stemmer mig til at kaare mig dette Afsnit mere for mig selv, som man i en Park vælger sig en Yndlingsplads: en grøn afsondret en med et pladskende Vandspring. Man kan regne det til det hele Anlæg eller ikke; Fotnote: Udgivet samme Aar med norsk Oversættelse af N. H. Jæger; ): "Held, brave Normand! Søn af Frihed, Held! O, at din ædle Sag maa lykkes vel! Ei undertrykke voldsom Haand den Gnist, som nytændt flammer ængstelig uvist"! SIDE: 139 men behageligt er det der at læne Albuen til Mosset og at lade Tankerne bevæge sig frit, som Fiskene der spille i Vandet, eller som de vuggende Græsstraa. . . . I Alverden hvilken Kaldelse var det, som fremdrev hine Aander for det fremmede Land, lagde den opmandende Harpe i Qvindens Haand, bragte Englands ypperste Navne til at an- strenge sig til det Yderste derfor, og Sussex til højtideligen at protestere til dets Fordeel imod sin egen Broders Regjering? Mangel paa Materie for Talentet i Tider saa rige derpaa, som disse, kunde det ikke være; og heller ikke (naar man hører Lord Grey gjøre "Harald Harefoot" til Undertvinger af "Norges Fyrstendømmer") kunde det være Kjendskab til Norges forgangne Storhed og Interesse for denne. Motiverne ligge nærmere: de ligge i Menneskehjertet, som, om det havde faaet raade mere i de menneskelige Begivenheder, end der er bleven det tilladt, skulde have gjort Historien skjønnere og rigere paa sand Frugt, end den er. Men des kostbarere blive disse enkelte Træk deraf, des omhyggeligere maa de opsamles som Modstykker til Politikens strenge og haarde Sepiabilleder; og sandelig de Scener, Norges Skjebne foranledigede i det engelske Parlament, fremstille begge i et skjærende Lys imod hinanden. De senere Begivenheder have slaaet en Streg over de slette Forsætter, Politiken dengang dikterede sine Tjenere; men den Kamp, de reenmenneskelige Sympathier bestod der for Norge, bør aldrig udslettes af dets Minde, ligesaalidt som Dens Ansigtstræk af den Saaredes, om end Vunderne ere lægte, der nærmede sig og igjød dem Bal- samen. Ordet er nævnt, det ophøjede Motiv for de engelske Anstren- gelser for Norge: den reen-menneskelige Sympathi. Og have Sprogene et Ord af en skjønnere Mening? Meningen er Ordenes Sjæl; og gives der da et med en ædlere? et Ord med mere Overflod af Hjerte og Gemyt? et ubedrageligere Vidnesbyrd for den fælles Nedstammelse fra den Alkjærlighed, fra hvis Dyb de aandige Verdener ere udgangne, end dette Ord "Sympathi", Deel- tagelse for Medmenneskers Ve og Vel, den Fremmedes for den Fremmede? Sympathien er maaskee den menneskelige Sjæls dunkleste Fø- lelse, men ogsaa den mægtigste og betydningsfuldeste og den, som tydeligst henpeger paa dens Bestemmelse og Beskaffenhed SIDE: 140 som Aand. Vi kjende ikke, men føle selv og see dens Magt i den Enkeltes som i Folkenes Liv. Den stifter ikke blot Ægte- skaber og Venskaber og Familier og derved Staterne; men af dette det dunkleste, men rigeste, Væld i Menneskehjertet er Folkeret og alle Civilisationens Udsoninger af foregaaende Alderes Forbrydelser imod Menneskeheden, og de Erkjendelser og Be- drivter som meest hædre denne, udgangne. Det Ypperste, hvor- med Menneskene have forherliget sin Tilværelse og den Planet, de beboe, er nu vel, at de have opstillet Sædelove, som maatte være gjældende i Himlene, om Synd og Svaghed fandtes der, samt Kjærlighedsreligionen, der omsider skal betvinge alle Jordens Slægter. Det er: deres hele Storhed indskrænke sig til en Op- dagelse i deres egne Hjerter. Men hvad er dette Krist-Princip andet end det klarere Udtryk for hiin Sympathi, denne Sjælenes fælles Kjendemærke og Grundlov? I denne laa de dunkle Kimer til det Verdens Lys. I Erkjendelsen af denne Grundlov for Menneskets Villen og Virken, i Styrken af denne Sympathi, i Bevidstheden om sin Menneskekjærlighed ligger, om man vil, ogsaa Naadevalgets, for saa gaadefuldt anseede, Mysterium for- klaret. Den, som føler sit Hjerte opfyldt af Kjærlighed for sine Medmennesker, føler nemlig ogsaa, at han kan være rolig for Guds. Hos ham er det oprindelige Gode, Aandernes fælles Kjende- mærke, Samdeeltagelsen, fremtraadt seirende, som Zwiebelspirens over Jorden. Han har drukket af sit eget Hjertes Uskyldigheds- sødme, hvoraf der altid er en Draabe tilbage fra Paradiset; Han har seet sin egen Sjæl og Skillet imellem Himmel og Helvede. Tilbagefaldet fra at hylde hiin Kjærlighedens Lov, en Fornegtelse deraf, en Afkjølen af Sympathien -- se her den rædselfulde For- stødelse, hint Dogma omhandler, hvori det egenkjærlige usym- pathiske Menneske føler og seer sit Indre blive uhyggeligt, som den udslukte Arne, hvor Elendigheden sidder. Thi Lastens Grund- væsen er Mangel paa sympathisk Menneskekjærlighed, Dyden Besiddelsen deraf. Qvindens ejendommelige Drivter ere ikke nøjere indvævede i hendes Naturel end Medfølelsen i den aandige Natur. Den er dennes nervus sympathicus. Ingen Yttring af Sjælen røber saa meget af dennes Væsen og Beskaffenhed. Ja -- om man vil erindre en af de Gaader, hvis Opløsning stundom synes uvilkaarligen at ville blive os givet fra vort eget Indre, hvor Spørgsmaalet dog er frem- SIDE: 141 kommet -- der ligger i Sympathien mellem Individerne, der møde hinanden i Verden og ligesom uvilkaarligen tiltrækkes til at vælge og elske den Enkelte mellem Tusinderne, Noget, som synes at ligne en dunkel Gjenkjendelse fra et forgangent Samliv. Selv i Oldets blodige Fostbroderskaber herskede dette Sympathiens ahnelsesfulde Væsen: der laa noget andet end Blodhevnforplig- telsen i disse Valgslægtskabers dybe Symbolum, at de med sine Sværd skar en Fure i Jorden og blandede sit Blod sammen deri. Skulde maaskee i et Liv efter dette de Henfarnes Blik være lukkede for de Efterladtes Lidelser og Væren (og ellers, naar de Gjenlevendes Elendighed forfølgende skulde kunne kaste sit Billede indenfor det bristende Øje, var jo Dødens Ro en Reguluses Straf med de afskaarne Øjenlaag?) og skulde da Forældres og Børns, Elskedes og Venners Gjenkjendelse kun være en Sympathi, en uvis, men liflig, Tiltrækning til hinanden gjennem et Slør, om end finere end det, der nu tilhyller Sjælene for hverandre? Hvad der kan kaldes himmelskt i de jordiske Forhold, Alt hvori Kjærlig- heden har gjort sig gjældende og Menneskeligheden afpræget sig, er udrundet af Medfølelsen, og Menneskehedens Lærere have kun havt at nedskrive dens Diktater. Skulde det derfor være en urigtig Nedsættelse af Aandernes Kaar, at tænke sig deres Hjerter opfyldte af en Følelse, der, med al sin Styrke, dog er saa dunkel? at Sjælene, som fare hen, begynde hisset som Børn, ledede ved den, som de ved den lededes igjennem dette Liv, indtil de kunde frigjøre sig for sig selv og for Dødens Frygt med at de have elsket sine Medmennesker af Hjertet, fordi dette befoel dem det? Det Herligste i Aandernes Salighed maa, netop formedelst Sympathien, som Grundbestanddeel af deres Væsen, være Vis- heden om alle Sjæles endelige Frelse, og Haabet om, at saa er Skaberens Vilje, er det Høieste Menneskenes Sympathi kan op- svinge sig til. De bære da en Afglands af Alkjærligheden i sine Hjerter, og ere gode Kristi Efterfølgere, om end disse bortvende sig fra et Dogma, der, ved at lære anderledes, udelukker det gladeste Mysterium, som Aanderne kunne tilhviske hverandre. mdash; -- -- Men tilbage! Det skjønneste Vidnesbyrd om Medfølelsens ud- strakte Vælde i Hjerterne er de velvillige Ønsker for hinandens Velgaaende, Nationerne nære for hinanden. Først efter hundred- aarige Rænker og mange oppustede Krige lykkes det Politiken at SIDE: 142 tilvejebringe en Lidenskabelighed, som synes at undlade disse. Og dog ønske de hinanden idetmindste Fred, Frihed og Ret til at afgjøre sine egne Anliggender. Elskelig hos Individet, er det Sympathien i sin herligste Aabenbarelse, naar den fylder talløse Hjerter i et Folk med Velvilje for et andet, uden Hensyn til mellemrullende Bølger eller hvilkensomhelst Afstand og Grændser eller Fremmedhed eller forudgangne politiske Forviklinger. Det er Kristendommen, Kjærligheden bragt i Anvendelse efter sin sande Maalestok. Og dog kan den føre Krige; men de Krige, den fører, blive Korstoge og Befrielseskrige. I rigt Maal blev denne Sympathi Norge tildeel i Europa i dets kummerfulde Gjen- fødelsesaar, og det især i England, som det havde mest at frygte af. Det havde viist sig pludselig imellem Nationerne, som nu i vore Dage af og til en forglemt fransk Soldat kommer tilbage fra Siberien -- ikke i den stolte Skikkelse, hvori han drog ud, men i en barfodet Betlers, med Hungerens Furer mellem Levningerne af de ædle og tappre Træk. Men hvor ømme ere ikke Haand- trykkene, hvor mange de bortvendte Omstimlendes Taarer! Det er Fattigdommen, som man elsker den, Elendigheden, som man beundrer den. Saaledes gamle Norge: enhver god og liberal Mand i Europa, som ikke netop personlig var bunden ved de Overeens- komster som havde fundet Sted, og som kjendte dets Skjebner, ønskede det Lykke til dets Foretagende, ja selv Mange af de Sidste ydede det ulykkelige Land sin Hyldest og Deeltagelse. Siger jeg formeget, naar jeg troer at have opdaget Spor af, at det endnu, formedelst sit fattige Folks Simpelhed, Trohjertighed, sunde Fornuft, kloge Brug af sin Frihed, dets Naturs Majestæt og Omvexlingerne i dets Skjebne, er Europas Yndling? Engelske Sympathier. "Come, gentle Freedom, and amid thy train, oh! bring thy handmaid, lovely Truth, again"! Charlotte Wardle's Norway [fotnotemerke] . Den 12te Mai var den tredie Kampdag for Norge i det engelske Parlament. Det var da denne Menneskehedens Sag forfegtedes i Fotnote: "Kom ædle Frihed! I dit Følge med tag din Ledsagerinde, Ærlighed"! (N.H. Jæger). SIDE: 143 Underhuset, især af Ch. Wynne, samt af Æresmændene Lambton, Mackintosh, Whitebread, Ponsonby, Russel og Smith mod Canning, Bathurst og -- til Venners og Fienders Forbauselse og, som han selv sagde, til sin egen store Smerte -- den ædle Wilberforce, der fandt sig bunden af Forpligtelserne med en Eeds skrækkelige, men uundgaaelige, Tvang. Den 10de og 11te var der mandeligen bleven stredet i Over- huset af Whiggerne, den ædle Earl Grey, som til den første af disse Dage havde anmeldt Sagen til Diskussion, og af Lorderne Grenville og Holland med Skatkammerkantsleren Lord Liverpool og hans toryistiske Anhang. Den 29de April, 18 Dage efterat den svenske Blokade var bleven anmeldt af den britiske Konsul i Gothenborg, havde Statssekretæren, Lord Bathurst, anmeldt for alle venskabelige Monarkers Ministre Blokaden af de norske Havne. I Overhuset havde Lord Holland samme Dag spurgt, om Norge var indbegrebet i Pariser-Vaabenstilstanden, [fotnotemerke] og paa Lord Liverpools Erklæring, at det ikke var, havde Earl Grey yttret at ville den 2den Mai forlange Blokadeordren fremlagt, men se- nere havde han forlangt Sagens Diskussion udsat til den 10de. Debatterne i Underhuset den 12te vare blevne forberedede ved lignende Spørgsmaal fra Whitebread og Wynne angaaende Norge, hvortil Lordkantsleren havde svaret, at der var Underhandlinger i Gang angaaende Norge og at Traktaten med Danmark endnu ikke var ratificeret. Han havde tillige ved samme Leilighed be- negtet, at hele Norge var besjelet af Modstandsaand imod den svenske Regjering, [fotnotemerke] som havde gjort det særdeles gunstige For- Fotnote: Cfr. Hefte II Pag. 358 Anm. Fotnote: "Man erindre fra 2det Hefte, Pag.356, Monitør-Skrønen af 27de April om det stærke svenske Parti i Norge under Navn af "Brødrene Anker." Da den senere hen i Mai viste sig i det engelske ministerielle Organ the Morning Post, dateret Lübeck tre Dage senere, fandt Gesandten i London, Regjeringsraad Anker, sig beføjet til i samme Blad at indrykke en Protest saalydende: "Med sømmelig Taalmodighed, endskjøndt med Mishag, har jeg læst Alt, hvad der er talt og skrevet om et svensk Parti, hvilket man saa dristig forsikkrer at skulle findes i Norge, da jeg har fundet det ufornødent at gjendrive tomme Beskyldninger, der ere ligesaa blottede for Beviis som for Sandsynlighed. Men naar Navne anføres med et vanærende Brændemærke, da vilde det være en foragtelig Modløshed, at blive taus. Jeg beder dem derfor, min Herre! at De vilde behage, uden Forhaling at indrykke følgende Erklæring i deres Blad: At den ovenanførte Artikel, der listigen er dateret Lübeck, er en forsætlig og for- nærmelig Bagvaskelse, og at hverken jeg, eller min Broder, eller Nogen af min SIDE: 144 slag, hvorhos han desangaaende havde afgivet saadan officiel Erklæring: "Hs. Maj. Kongen af Sverrige har deklareret det norske Folk ved den Bekjendtgjørelse, som han har sendt det, at han overlader det de væsent- lige Rettigheder, som udgjøre den offentlige Frihed, og at han formelig havde forbundet sig til, at overlade Nationen Evne til at antage en Forfatning, overeensstemmende med Landets Tarv, og grundet paa Nationalrepræsentationen og Ret til at beskatte sig selv; disse Løvter ere nu fornyede paa den mest formelige Maade. Kongen skal paa ingen Maade hindre Norges Forfatnings-Akt, som dog maa underkastes hans Antagelse. Han vil alene trække de første Linjer til dens Grundvold, overladende til Folket at opføre Resten af Bygningen. Hs. Maj. er ufor- anderlig bestemt til, ikke at blande de to Landes Pengevæsen sammen. Ifølge af denne Grundsætning bliver de to Kroners Gjeld stedse ad- skilt fra hverandre, og ingen Skat skal paalægges Norge til at betale Sverriges Gjeld, et vice versa. Hs. Majestæts Hensigt er, ikke at taale, at Norges Indkomst skal sendes ud af Landet. Naar Forvaltningsom- kostningerne ere fradragne, skal Resten anvendes til almeennyttige Gjen- stande, og til en offentlig Fond, hvorved Nationalgjelden kan afgjøres." Der har ikke været noget politisk Parti i Verden, som har flere og mere glimrende Fortjenester af sit Fædreland eller flere og afskyeligere Forbrydelser imod Udenverdenen og Menneske- heden paa sine Tavler, end de engelske Toryers. De bleve og- saa denne Karakteer tro imod Norge, og ingensinde var deres System heller mere triumferende end nu, da det ved deres Ud- holdenhed endeligen havde seiret over Frankrig. Blodet og Gui- neerne bar nu sin Høst, Ministeriet var uantasteligt og almægtigt, en Tory var nu det samme som en god Gammel-Englands Patriot, og det hjerteløseste af alle Partier herskede baade i Folket og i Parlamentet. Derfor bleve Motionerne i begge dettes Huse, at en Adresse skulde udfærdiges til Prindsregenten om Intervention Fotnote: Familie, som bærer dette Navn, er i Spidsen for noget Parti, eller hører til noget Partie, som har reist sig eller reiser sig til Fordeel for Overgivelsen af Norge til Sverrig, -- fordi vi hverken ere Meenedere eller Forrædere. C. Anker, Medlem af Regjeringsraadet i Norge." Lübeckerdestillatet havde faaet følgende Form: "Vi have nu Efterretning om, at Prinds Kristian Frederik har renonceret paa Norge, og at et stærkt Parti har reist sig der til Fordeel for Overgivelsen til Sverrig. Det kalder sig "Brødrene Anker", og staaer frem for at hævde nordiske Mænds Rettigheder, men erkjender tillige Umuligheden af, at gjøre en uafhængig Stat af et saa fattigt og et saa tyndt befolket Rige som Norge". SIDE: 145 for Norge, ved den Majoritet, hvormed de faldt -- i Underhuset med en af 158 Stemmer -- kun til individuelle Protester. Og det uagtet de mest udholdende Anstrengelser af Talent og Inder- lighed i Medfølelsen, og uagtet selve Canning maatte erklære, at der var ingen Priis han jo vilde give for at være befriet fra de Forpligtelser, der tvang ham til at krænke den Rettighed, han erkjendte, en Nation havde til at modsætte sig sin Afstaaelse. (Her reiste sig høje Skrig "hear him! hear him"! fra Oppositionen). Ministeriet forsvarede sig kuns med Forpligtelserne til Sverige og med Tilfældets Konkretisme. Kun den ubetydelige Lord Bo- ringdon fandt Norges Afstaaelse fuldkommen overeensstemmende med Folkeretten, men maatte da af Lord Grey taale den Irette- sættelse, at han haabede det vilde blive den sidste Gang, lige- som det var den første, at en saadan Lærdom vilde blive yttret i et engelsk Parlament. Medens det var en moralsk Maxime "fiat justitia, ruat coelum"! fandt han nemlig, at Hs. Herlighed havde vendt den om og opstillet som Regel: benyt dine Fordele indtil den yderste Egenkjærlighed ): ruat justitia! Canning fandt, at, siden Huset havde givet Traktaten med Sverige sin Sanktion -- da havde han selv talt for Opsættelsen hermed [fotnotemerke] -- var der intet andet at gjøre, end at søge den fuldbyrdet, uden Hen- syn til de Onder dette maatte foraarsage Normændene, om de modsatte sig. Men hertil var det ikke tilstrækkeligt, at man havde erholdt en Afstaaelse fra dansk Side. Det var fra norsk Side Sverige havde forudsat Vanskeligheder, og derfor betinget sig Storbritaniens Medvirkning, som kun kunde skee tilsøes d. e. ved en Blokade. I Traktaten havde man derfor altid undgaaet at sætte Danmarks Navn, men altid brugt Norges, om hvis "Afstaa- else" da ikke længer var Tale, men kun om dets endelige "For- ening" med Sverige. Saaledes havde man ogsaa valgt Udtrykkene i Fredstraktaten mellem Rusland og Sverige. Men havde da dette Rige intet Offer bragt, som kunde fortjene Foreningen med Norge? Sveriges umiddelbare Angreb paa Norge var blevet forhindret ved den Bistand det afgav paa fjernere Steder. Og paa den Tid Trak- taten med Sverige blev forhandlet, havde den sandsynlige Van- skelighed ved en fortsat Krig, for, efter Fastlandskrigens Ophør, at sikkre Norges Forening med Sverige, faldet Taleren i Øinene i den Grad, at han, som Forsamlingen bekjendt og af den bil- Fotnote: Grey o. fl. havde ligeledes modsat sig. SIDE: 146 liget, havde fremsat Forslag om en Adresse til Kongen, forat erfare i hvilken Stilling Staten vilde befinde sig naar dette Til- fælde indtraf. Det var skeet forat sikkre den for en Forlængelse af Krigen; men uagtet det Farlige ved en saadan Begivenhed, havde dog Kammeret indskrænket sig til hiint Bifald, og imidlertid var den dog nu indtruffet. Han havde dog kun opstillet endeel af de Forpligtelser man havde til Sverige. Tilfældet havde vel indskrænket dets Medvirkning paa den store Krigsskueplads til et eneste Aar, men det kunde have varet længer. Forøvrigt vilde Taleren ikke nedlade sig til at undersøge, om det stedse effektivt havde anvendt 30,000 Mand; nok var det, at det sammen med Storbritannien og Rusland havde dannet Grundvolden for det Forbund, der havde nedstyrtet Napoleons Magt og bevirket Verdens Befrielse. Sveriges Tjeneste burde ikke vejes saa let. Østerriges Ord i dets Proklamation var tilstrækkelig Autoritet for at sætte Priis paa dens Storhed. Englands Forpligtelser vare indgaaede i et betrængt Øjeblik; men det var nu i et lykkeligere kaldet til at indløse dem; og fordi Danmark var bleven tvunget, var England ikke blevet fri derfor. "Man har sagt -- vedblev han i sit glimrende Foredrag -- at Norge har dannet en uafhængig Stat, som ikke bør lide for Dan- marks Feil, og at det dog var i denne Forfatning vi vilde an- gribe det. I sin første Proklamation siger Prinds Kristian til Nord- mændene, at før Kongen af Danmark afstod Suveræniteten over deres Land, forsikkrede han dem Fred med England [fotnotemerke] . Dette beviser, at Norge havde været i Krig med os. Men hvis Prinds Kristian udlægger til sin Fordeel denne Deel af Traktaten, som bringer Norge i Fred med England, kan han ikke vride sig fra den anden Deel af samme, der afstaaer Norge til Sverige. Han kan ikke -- det er et Lovaxiom -- modtage Velgjerninger uden Byrder". Efterat have bemærket, at ethvert Land, der erklærer sig uafhængigt, tillige bør see sig anerkjendt, var det Canning afgav hiin, af Oppositionens Glædesudbrud hilste, Erkjendelse af Norges naturlige Modstandsrettighed og Tilstaaelsen af hans egen Smerte over at maatte krænke den formedelst de paahvilende Forpligtelser. Disse maatte opfyldes, og derfor kunde han ikke Fotnote: "Falskhet slaaer sin egen Herre paa Halsen". Man erindre "Fred, Fred i Norden"! SIDE: 147 give sin Stemme til Forslag, som, ved at tilintetgjøre en Traktat, vilde gjøre Englands Ordholdenhed mod fremmede Magter tvetydig. Det samme eneste Argument, Forpligtelsen til Sverige, men med den samme Erkjendelse, at han "aldrig med større Smerte havde afgivet sin Stemme", var det ogsaa, som anført, der tvang Wilberforce over i Ministeriets Rækker. Disse havde heller intet andet at anføre, med Undtagelse af Lordkantsleren, som ogsaa ved denne Leilighed benegtede, at Nordmændene vare saa een- stemmige mod Foreningen med Sverige. Den svenske Regjerings Proklamationer, sagde han, vare omhyggeligen blevne undertrykte. Prinds Kristians Adfærd var et Forræderi mod Danmark; men ugrundet var Paastanden, at den svenske Kronprinds ikke havde opfyldt sine Forpligtelser, og endskjøndt den svenske Hærs Ind- marsch i Holsteen efter Slaget ved Leipzig kunde ansees som en tvivlsom Adfærd, var det dog nu erkjendt af de allierede Magter, at dette havde været det sikkreste Middel til at fremme den fælles Sag. Oppositionens Grunde fandtes ogsaa alle i Motionærerne Grey's og Wynne's Foredrag. Deri fremhævedes hovedsagelig Moralens højere Bydende. Grey betvivlede meget, at Overhuset, endog i en paa Tildragelser saa riig Tidspunkt, nogensinde var bleven indkaldt til at omhandle en Gjenstand af større Vigtighed. Man maatte erindre sig Traktaten med Sverige, som i afvigte Aar var bleven sanktioneret af Parlamentet. Aldrig havde den britiske Politik faaet et stærkere Stød, aldrig den britiske Karakteer en dybere Plet end ved denne Traktat; men han kjendte sin Pligt for vel til at anbefale dens Tilbagekaldelse eller Udflugter for dens Opfyldelse. Ingen Myndighed, ingen Belønning skulde for- lede ham til at afvige fra dens Forbindelser, og endnu mindre til at overtræde dem; og dersom det kunde bevises, at den for- bandt Storbritannien til at hjælpe Kongen af Sverige til at under- tvinge Normændene, vilde Huset gjøre vel i at forkaste hans Forslag. Kunde det derimod oplyses, at Regjeringen aldrig havde indgaaet en saadan Forbindelse, og dersom den nu brugte Frem- gangsmaade var i virkelig Modsigelse mod den naturlige Rets Grundsætninger og den selskabelige Retfærdighed, forlod han sig paa, at han ei skulde tale omsonst til et britisk Parlament. Det første Spørgsmaal maatte blive, om Traktaten fordrer saadanne Forholdsregler, som de imod Norge iværksatte; det andet, om SIDE: 148 disse Forholdsregler vare retfærdige og folkeretlige; det tredie, om Sverige har opført sig saaledes, at det er berettiget til at fordre af os deres Udførelse, og tilsidst om sund Politik tillader os at opfylde saadant Krav. Forpligtelsen fra Englands Side indskrænkede sig, ifølge dets Tiltrædelse til Traktaten mellem Rusland og Sverige, til at tvinge Danmark til at afstaa Norge. Dette var jo nu skeet. Norges fredelige Besiddelse var aldeles ikke tilsikkret Sverige af Eng- land, som af Rusland, hvorimod England havde lovet i Freds- traktaten med Danmark -- et Dokument, som uheldigviis ikke var bleven Huset forelagt -- at anvende sine Kræfter ved en almindelig Kongres til at skaffe dette Rige fuld Erstatning for Tabet af Norge. Ingen af de ædle Lorder, som stode i Spidsen af Lovgivningen vilde tillade Nogen, for Retten at søge Godt- gjørelse for en Kontrakt, som i sit Princip "ab initio" var ulovlig. Grundsætningerne maatte være lige gjældende, om man satte Nationer istedetfor Personer, og da -- hvilke vare da Kongen af Danmarks Rettigheder over Normændene? "Vare de grun- dede paa almeen Fordeel og paa Folkets Samtykke, hvorpaa alle Throner hvile? Eller var Folket i Norge forbundet til at blive retmæssig overdraget, uden dets Samtykke, som Fæ, der følger Jorden fra en Ejer til en anden? Naar man talte i det 19de Aarhundrede og til det britiske Parlament, var det blot nød- vendigt at fremføre en saadan Sætning for at vise, at den er falsk. Det er en afgjort Grundsætning i den offentlige Lov, at Suverænitet, d. e. Enevoldsmagt, ikke kan overdrages uden med Folkets Samtykke. Throner ere grundede paa Beskyttelsesretten paa den ene og paa Lydighed paa den anden Side, og en Suve- ræn har ingen Adkomst til Lydighed uden han giver Beskyttelse. Dersom Tyrannen James II havde forsøgt at overdrage dette Land til en fremmed Magt, vilde dette have været en mindre Krænkelse af Folkets Rettigheder? Grotius og Puffendorff havde beviist, at en Suveræn ikke var et Folks Ejer, og navnligen den Sidste, at en Konge, som nødtvungen afstod et Land, ikke havde nogen Ret til at tvinge dette til at overgive sig, naar det gjorde Modstand. Den Statsretslærde Wattel, som ogsaa havde skrevet om samme Gjenstand, erklærede ligeledes Suveræniteten for uover- dragelig uden med Folkets Samtykke. Med mindre Dele, Lehn af et Rige, havde det vel ladet sig gjøre, men ikke med egentlige SIDE: 149 Riger; og i den Mening Grotius og Puffendorff havde yttret, at Suveræniteter, som vare arvelige, kunde overdrages, var ingen stor Stat arvelig. Taleren fremstillede derpaa et Slags Omrids af Norges Historie, og fandt dets Forening med Danmark af samme Beskaffenhed som Ungarns med Østerrige, Irelands og Skotlands med England. Men dersom Kongen af England havde forsøgt paa at overdrage et af disse Rigers Suverænitet, vilde da ikke Folket have sat sig derimod? [fotnotemerke] og vilde ikke deres Bestræbelser været fulgte med gode Ønsker af enhver Ven af Frihed og Uaf- hængighed? Om Provindser som Franche Comté kunde her ikke være Talen; men da Kong Johan havde overdraget Suveræniteten til Pavens Legat, protesterede Baronerne. Ligesaa Gaskognerne under Richard IIden. Og da Korsika blev overdraget til Frankrige, og Korsikanerne gjorde Modstand, var der da noget Menneske, som ansaa denne Modstand for en Rebellion? Det var et Til- fælde, hvori Modstandsretten var understøttet med alle civiliserede Nationers Samtykke. Deres Herligheder kunde ikke være uvidende om ved hvad List og Vold Eduard I fik Balliol til at overdrage sig den skotske Throne, ja han havde endog faaet Bruce, den anden Medbeiler, for en Tid paa sin Side . ."Men endda gjorde den skotske Nation Modstand, og har Historien nogensinde bekræftet den Paastand, at dette var Oprør, at den store patriotiske Wal- lace var en Rebel, og at den paafølgende Exsekution af denne Helt som en Forræder var vel fortjent? Satte ikke denne Hand- ling en dyb og uudslettelig Plet paa Eduards Regjering, som ellers var saa glimrende"? "Hvo har nogensinde hørt disse guddommelige Anstrengelser, uden at føle, at hans Hjerte slog høit ved Beskuelsen af den ærefulde Kamp for Frihed og Nationaluafhængighed? Hvor var det Hjerte, som ikke glødede med Længsel efter at tage Deel i Bruces og Wallaces ædle Anstrengelser? Hvo har nogensinde læst denne Deel af vor Historie, uden at følge Heltenes Trin med aandeløs Angest og de mest bræn- dende Ønsker for deres Held? Der blev gjort en ærefuld Modstand imod Suverænitetens Overdragelse, og denne Modstand lykkedes tilsidst. Hvad var de skotske Baroners Svar til Paven, da han søgte at over- Fotnote: Den bekjendte Sir Philip Francis yttrer ligeledes i et Brev til Lord Grey af 9de Mai, angaaende Norge: "Kan nogen Mand opgive et Tilfælde, hvori Kongen af England kunde have Ret til at bortgive Ireland til Frankrig? Kunde en saadan Overdragelse give Frankrig behørig Hjemmel eller gjøre det til For- ræderi af Irlænderne om de forsvarede sin Uafhængighed?" SIDE: 150 drage deres Lydighed? "At ingen Konge skulde indsættes i Skotland uden deres Samtykke". Dette var de skotske Baroners Sprog, og i dette Sprog taler nu Norges Folk. Dersom deres Herligheder ikke ville høre det, da skulle de handle i Modsætning af deres egen Friheds Grundsætninger, ved hvilken de levede, bevægede sig og havde deres Tilværelse. -- Ved at give Agt paa denne Traktats Sammensætning, er det da indlysende, at vi ikke ere forbundne til med Magt at under- tvinge Norge, og dette Beviis bliver uendelig stærkere ved Grundsæt- ningerne af den offentlige Lov. Det er klart, at har Kongen af Dan- mark ikke nogen Ret til at overdrage Norges Suverænitet, saa har ikke heller Nogen Ret til, at tvinge det norske Folk til at overgive sig imod dets Tilbøjelighed". Taleren gik over til at bevise, at ogsaa Politiken maatte være imod Norges Overgivelse til Sverige. Vel var der for Tiden Ud- sigter til en lang Fred med Frankrige, men engang vilde den dog vel briste, og da vilde England have bidraget til at styrte Frankriges gamle naturlige Allierede. Men "var der intet Valg for Norge, uden at være afhængigt af Sverige eller Danmark? Var der ikke Uafhængighed? Var denne da ikke ulige mere fordeelagtig for dette Rige ved dets Handel, ved dets Skibsfor- raad, ved dets fordeelagtige Beliggenhed, -- alt dette forhøjet ved den store og mægtige Kraft af et Folk, der drives af en nyfunden Frihed? Vi bør, vi bør sikkerlig holde inde med vor virksomme Fiendt- lighed imod saadant et Folk; vi bør ophæve vor Blokade. (Hør!) Der var nogle Betragtninger, som han (Lord Grey) havde opbevaret indtil nu. Det var sagt, at Norge gjorde ingen Modstand, men at Danmark havde ikke efterkommet sine Forpligtelser, og at Modstanden var af et Parti, understøttet af Danmark. Men hvo kan bevise os, at der er en eneste dansk Soldat i hele Norge? Han var belavet paa at negte det. I hele Norge er der ingen anden Krigsmagt, end indfødte Nor- mænd. Garnisonerne, Fæstningerne, Grændserne, Alt er besat af Nor- mænd, som ere frigivne fra sin Eed til Danmark, og have svoret at dø for sit Fødelands Uafhængighed. -- Men er der, eller er der ikke et dansk Parti? Dersom der allene er et Parti, var det da Umagen værd, at lægge Englands Magt til den russiske og svenske, forat betvinge et Parti? Hvis det er et dansk Parti, hvorfor ikke da angribe Danmark, og tvinge det til at afstaa derfra? Dersom det er Folket, er det da klogt at sige den hele Nation, at vi vidste hvad som var godt for den, bedre end den selv. -- Men Prindsen af Norge er tilkommende Arving af Danmark. Var det ikke muligt at ordne dette? Kunde ikke Norge, i Tilfælde af Valg, blive anseet for den bedste Halvdeel? Det var lige SIDE: 151 i Folkemængde, større i Vidde og uendelig sikkrere ved Søen og sine Bjergskandser. Han (Lord Grey) vilde, hvis han havde Valget, ikke betænke sig paa af vælge Norge. -- Den svenske Deklaration var kaldet velgjørende. Svenskernes Opførsel var liig de Franskes i Korsika. Deres første Fordring var den militære Besiddelse af Landet. Den danske Regjering blev kaldet despotisk; men efter alle Reisendes Vidnesbyrd syntes Nordmændene at nyde fuldkommen Frihed. -- Men vi bør være koldsindige, og erindre os om vor nationale Stolthed. Vi glædede os i dette Øjeblik over vore Anstrengelser for at befrie Spanien. (Hør!) Ferdinand VII havde overdraget sin Ret til Bonaparte. Havde Kongen af Danmark Ret til at overgive Normændene, saa havde Ferdinand ogsaa Ret til at overgive Spanierne. Men Ferdinand overgav af Tvang . . . . mon den danske Konge gav efter ved eget Samtykke? (Hør!) Der er bleven talt noget om Underhandling. Var den begyndt paa fornuftige Grunde, saa var Forslaget bleven forelagt deres Herligheder; men det var en Underhandling efter Grundsætningerne af oprindelig Uretfærdighed -- Fredens Sprog og Krigens Voldsomhed"! Lord Grenville kaldte det "en grusom Uretfærdighed at ville tvinge det redelige og uskyldige norske Folk under et, som altid havde været dets Fiende, og mellem hvem et Nationalhad bestod, hvormed det imellem andre Nationer, f. Ex. mellem Spanien og Portugal, ikke lod sig ligne. Blokadens nærmeste Hensigt var at frembringe Hungersnød. Men var dette den første Brug Eng- land skulde gjøre af sin Lykke? Burde det nu antage den splinterny Lære, at Gevindst har Fortrin for alle Nationers mo- ralske Rettigheder og Nationernes fastsatte Lov. Det vilde være at forsvare al den Uretfærdighed, som Frankrig havde begaaet i de sidste 25 Aar; og saadan Lære maatte forkastes, om man tænkte paa at igjenoprette i Europa en nogenlunde Rolighedstil- stand. Et var, at overdrage en Erobrer Retten til et Landskab, han har indtaget, et Andet, at overdrage et Land, han ikke havde indtaget, og som Taleren ganske vist troede, Sverige aldrig vilde kunne indtage. I den militære Okkupation laa Aarsagen, som man havde spurgt om til at saa Faa havde gjort Modstand efter en Overdragelse af en Provinds. Men i Norge var Tilfældet anderledes. Folket der havde upaatvivlelig Ret til at overveje, om det stemte mere med dets Fordeel at gjøre Modstand, end at forlade sig paa Sveriges Omsorg og en anden stor Magts Borgen. Det var ikke samme Tilfælde, at overdrage en Deel af et Konge- SIDE: 152 rige forat frelse det Hele; thi det gjaldt her om at overdrage det hele Kongerige Norge, som ikke var en Deel af Kongeriget Danmark, men et uafhængigt Land, regjeret af dets egne Love, omendskjøndt under den samme Suveræn. Han havde ikke mere Ret til at overdrage Norge for at frelse Danmark, end Kongen af England vilde have til at overdrage England for at frelse Han- nover. Men man paastod, at Normændenes Overdragelse skede til deres Bedste. Man sagde, at de vare blevne overdragne fra en despotisk Regjering til Fordelene af en fri Konstitution; og dog vare de første Frugter af deres Frihed en Paastand om, at de skulde opgive deres Fæstninger og deres Vaaben, hvormed alene deres Frihed kan forsvares. Med Hensyn til den belovede Frihed, var det da ikke natur- ligt for dem at betænke, at Frankrig havde lovet de Nationer det Samme, som det havde bragt under Aaget? Denne fri Kon- stitution skulde nu paatvinges dem ved Englands hæderlige Sø- magt; men Taleren kunde ikke finde det ønskeligt, at erholde Friheden paa Kaardespidsen, og ønskede han den for sit Land, vilde han ogsaa søge Midler til at forsvare det, som dens eneste Sikkerhed. Hiin Borgen af en fremmed Magt (Rusland) forekom ham kun som et dobbelt Slaveri. Da Spørgsmaalet om Slave- handelens Ophævelse første Gang var bleven forelagt Parlamentet, havde Flere paastaaet, at den maatte vedligeholdes for Afrika- nernes egen Lyksaligheds Skyld; men han haabede, at det over- lodes Nationerne i Europa, som i Afrika, selv at bedømme hvad der tjente til deres Fordeel og Lyksalighed. Havde Sverige ikke opfyldt sine Forpligtelser til Normændenes Tilfredshed, havde det ingen Ret til at kræve Englands Mellemkomst. Norge kunde betragtes som en Part enten af Danmark eller Sverige, eller ogsaa som uafhængigt. I første Tilfælde, da var jo England i Fred med Danmark; som uafhængigt, da havde det jo ikke givet nogen Aarsag til Fornærmelse, og betragtet som en Part af Sve- rige, var det en underlig Anvendelse af den britiske Sømagt, at sende den bort forat straffe svenske Rebeller. Norges Modstand var et af Traktaten uforudseet Tilfælde, saa man ikke kunde beraabe sig paa denne. Det var alene fra Danmarks Side Mod- stand var befrygtet; men det havde nu opfyldt alle Traktatens Fordringer. At hjælpe til at den paatænkte Uretfærdighed iværk- sattes mod Norge, vilde heller ikke stemme med Englands For- SIDE: 153 deel, hvorfor Taleren maatte være ganske enig med Lord Grey i at anbefale Ministeriet at overveje, om det ikke endnu skulde lade sig gjøre, ved venskabelige Underhandlinger at afvende den Uretfærdighed og de Ulykker Norge truedes med. Lordkantsleren fandt, at, om de af Earl Grey fremstillede Grund- sætninger vare i sig selv sande, kunde de dog i nærværende Til- fælde ikke anvendes. Endskjøndt Danmark havde faaet det be- satte Holsteen tilbage, havde Sverige dog ikke erholdt det af- staaede Norge. Alle Fredstraktater indrømmede dog, at en Stat kunde overgive en Deel af sine Landskaber for at frelse Resten, endskjøndt han maatte indrømme, at denne Sætning ikke var almindelig antagen, og at Tilfælde kunde træffes, hvor et Land kunde have Ret til at forskyde en ny Herre. Om Nødvendig- heden af Norges Afstaaelse kunde der ikke være mere Tvivl, end om Kongen af Danmarks Ret og Magt til at gjøre Over- givelsen. Alle dets Landskaber, med Undtagelse af Sjelland og Norge, vare i Fjendens Hænder. Norge havde modsat sig Over- givelsen til Sverige, og med denne Part af Danmark var England nu i Krig. Netop at standse denne Krig paa samme Tid som man under- handlede om Fred, var, efter Lord Hollands Mening, Hensigten med Adressen. Han kunde heller ikke finde andet, end at selve Traktaten bemyndigede England til at afholde sig fra al Mellem- komst. Tilfældet med Norge lignede meget det i Spanien, og han maatte indrømme Modpartiets Paastand, at Fiendtlighederne med Norge havde været skadeligere for England, end de med Danmark og mange andre Lande. Men des utilraadeligere var det at bi- staa Sverige i Norges Erhvervelse. "Den skjønne Konstitution, som er bestemt for Norge -- endte denne Whig, saa hæderligen bekjendt for de Balsamdryp han og hans ædle Hustru, til deres Fædrenelands Soning, ihældte Napoleons Saar -- som er ud- klækket i denne Debat, burde garanteres det af England". Modstykket til Cannings Tale var naturligviis Motionærens, Sir Ch. Wynne's. Han vilde dog tage sin Motion tilbage, hvis han blot erholdt den Forsikkring af Ministeren, at Blokaden vilde blive ophævet medens de allerede til Kjøbenhavn afreiste Kommis- særer for de allierede Magter dreve sine Underhandlinger. For- øvrigt lagde han, som Lord Grey, særdeles Vægt paa, at Danmark ganske havde opfyldt Sveriges Krav, saa England var bleven løst SIDE: 154 fra sin Forpligtelse, at tvinge det dertil. Statssekretæren for de udenlandske Anliggender havde jo selv, under den sidste Debat over dette Emne, forsikkret, at Ministeriet havde fundet det bedst at undslaa sig for, hvad Rusland havde gjort, at garantere Sverige Besiddelsen af Norge. Videre paalaa ikke England, end ikke at modsætte sig dette. "Vi have paaført Danmark Krig for at sætte os i Besiddelse af dets Flaade, som vi antoge kunde blive an- vendt imod os. Efterat have erholdt den, vare vi villige til Fred; men Danmark negtede at slutte den. Først efterat have en Tid- lang vedblevet Paastanden at erholde Flaaden tilbage eller en Erstatning, endte det med at slutte Fred. Men af hvad Grund have vi da fortsat Krigen med Norge? Var nu Krigen begyndt af lovlige Grunde, var der dog ingen Grund til at paastaa dets Underkastelse, naar det anraabte om Fred. Et overdraget Folks Modstand sættes kun Grændse af Klogskaben, ligesom en Mand, hvem en Røver sætter Pistolen for Brystet, ikke kan have anden Betænkning, end om han ved Modstand kan redde sit Liv eller ikke. Modstandsretten havde derfor til alle Tider været udøvet af Nationerne. Skotterne modsatte sig Afstaaelsen til Eduard I, og da nogle Dele af Wales af Fyrst Llelewyn vare blevne af- staaede til den samme Konge, havde Walliserne, i en Akt, som endnu fandtes i Tower, erklæret, at deres Fyrste ingen Ret havde til at overgive dem til et fremmed Folk. Under en 200aarig Krig havde Wales snarere været England til Svækkelse end til Styrke, og til ligesaa liden Baade vilde Norge blive Sverige, om det blev tvunget til at underkaste sig. Alle, der havde reist i Norge, vidste, at Bøndernes Sagn og Sange drejede sig om Forfædrenes Seire over Svenskerne og Maaden, hvorpaa de havde tilbagedrevet disses Indfald. Brasilianerne havde nylig modsat sig Prinds- regentens Afreise til Portugal, i den Tanke, at Hensigten dermed var at overdrage det til Spanien; og før vilde Portugiserne vælge Tilintetgjørelse end en Forbindelse med dette Rige. Taleren sammenlignede derpaa Norges og Danmarks Forening med Skot- lands og Englands. Men om nu det sidste Rige overvældedes af en Fjende, og Kongen, forat redde London, afstod Skotland, maatte det da ikke høres med Bifald af enhver frisindet Mand, om Skotterne erklærede, at de, uden at bekymre sig om London, kun vilde forsvare sin egen Uafhængighed? Man sagde, at den for Norge bestemte Regjering havde isinde at give det en fri For- SIDE: 155 fatnings Velgjerning? Men hvad Frihed kan vel gives en Nation med Magt? Under hvilke Betingelser skulde den vel gives? Nor- mændene skulle først lade alle Midler til Modstand fare. Deres Fæstninger skulle først besættes af svenske Tropper. (Hør!) Deres egne først have nedlagt Vaabnene. (Hør!) Hvorledes skulde, efter saadanne foreløbige Betingelser, dette Folks Konstitution da vel blive det Papir værd, hvorpaa den blev skreven? (Hør! Hør!) Under alle Konstitutioner bestaaer Sikkerheden mod Despotiet ikke i deres Statuter, men i Folkets Kraft. Hvis alle Englands Byer vare besatte af fremmede Tropper, hvad Frihed kunde da Underhuset have i sine Debatter eller Beslutninger? "Man vil maaskee paaberaabe sig, at det lovgivende Korps i Frank- rige er et Beviis for, at man kan nyde sin Frihed under Nærværelsen af en fremmed Magt. Men dette Exempel uden Lige paa Maadehold kan ei have Indflydelse paa Spørgsmaalet; thi man kan ei anføre nogen anden Leilighed, hvorved en lovgivende Forsamling midtunder saadanne Forholde har, under Navn af Dekret, besluttet andet, end den væbnede Magts Vilje. Vi maa alene undres over, at det har kunnet være saa- ledes i det omhandlede Tilfælde. I alle Frankrigs uretfærdige Angreb siden Revolutionen har det be- standig begyndt med at tilbyde det Folk, hvis Uafhængighed det truede, en fri Forfatning. I skulle, sagde de franske Regjeringer, have et Oldings- raad og et 500des Raad; men I maa dog, for at overholde en god Orden, modtage franske Tropper. Man har sagt til Normændene, at alt hvad de Svenske gjorde, var til deres (Normændenes) Fordeel, skjøndt disse vare af andre Tanker. De Svenske have sagt dem: "vi handle for Eders Bedste. Imidlertid skulle I blive udhungrede; lever, om I kunne, af Bark og Mos. Sagerne skulle ligefuldt blive ordnede til Eders Til- fredshed". Saa bad ogsaa Spanieren, hvem Filip II gav Ordre at dræbe Don Carlos, Prindsen at være rolig nogle Øieblikke, da han saae ham gjøre Modstand; thi Alt, hvad han gjorde, var til Hs. kgl. Høiheds Bedste! Man siger, at Danmark ikke ærligen har afstaaet Norge. Naar Dan- mark giver Normændene Understøttelse, da vilde dette være en ret- færdig Aarsag til Krig mod denne Magt; men det har tilfulde opfyldt Fredsbetingelserne; al den Krigsmagt, der findes i Norge, bestaaer af Normænd. Den er enten Landværn (milice) eller Regimenter, der be- fales af Indfødte og rekrutteres af Folket. Man har endelig spurgt, om Prinds Kristian var en dansk Befuld- mægtiget eller en Usurpator? Han er imidlertid ingen af Delene. (Hør! Hør!) -- Da Kongen af Danmark frasagde sig Suveræniteten over Norge, da havde Thronarvingen Ret til at betragte sig som Landets Suveræn.(??) SIDE: 156 Man spørger endelig, hvorfor han ikke har frasagt sig den danske Krone. Man skulde maaskee have fulgt denne Vei, dersom vi havde havt Ret til at forlange af Danmark, at Prinds Kristian skulde udelukkes fra Thronfølgen. -- Ovenikjøbet, naar Freden med Sverige er uforenelig med Nationernes Ret, kunne vi da være pligtige at overholde den? Gives der en Fredstraktat, der forpligter en Nation til at billige en Fremgangsmaade liig Polens Deling"? Taleren søgte videre at bevise, at Sverige ikke havde gjort noksom Fyldest for sine Forpligtelser, og sluttede med nogle politiske Betragtninger over Englands Forhold til Frankrige og Rusland. Freden med det første Rige vilde kun vare saalænge begge Staters Fordeel bød den, og at en Franskmand stod i Spidsen for Regjeringen i Sverige vilde neppe gjøre dette Eng- lands Interesser hengivent. Var derimod Norge uafhængigt, vilde det ansee England for sin naturlige Støtte. I 22 Aar havde dette nu kjæmpet for Europas Uafhængighed, skulde det da nu ville fortsætte Krigens Rædsler, i den Hensigt at paalægge et uaf- hængigt Folk et fremmed og forhadt Aag? Taleren foreslog der- paa, at en Adresse skulde tilstilles Prindsregenten, hvori han "skulde anmodes om at anvende sin Mægling til at hjælpe Norges Folk ud af det grusomme Alternativ imellem Hunger og Under- kastelse under et fremmed og fiendtligt Aag, og at, medens de Underhandlinger varede, som H. K. H. maatte finde passende i denne Anledning, alle fiendtlige Foretagender skulde indstilles mod et Folk, der stred for sin naturlige Uafhængigheds hellige Rettigheder". Lambton saae "med Afsky et kjækt Folk offret paa politiske Over- eenskomsters Alter. Man har sagt, at Danmark burde behandles med Strenghed, men har det ikke allerede lidt mere ved sit broderlige For- bund med Napoleon, end det vilde have udholdt ved hvilkensomhelst Krig med hvilken Magt som helst? Er det paa denne Tid man forlanger, at Normændene skulle underkaste sig uden Modstand den Hersker, man vil give dem, og skal Spaniernes Exempel være tabt for dem? Naar Frankrige selv beholder Ret til at give sig sin Regjering, er det da ikke sørgeligt, at see en Krig bryde ud imod Normændene, som ville nyde den samme Rettighed? Og hvilken Krig? De engelske Armeer ville kun tvungne gaa mod et Folk, der ønsker Frihed; man maa altsaa hungre det ud"! Over Udhungringssystemets Rædsler gav Sir James Mackintosh en rystende Skildring, efterat have gjentaget Wynnes Grunde, SIDE: 157 hvorimod Sir Stephen paa Cannings Side især fremhævede Kron- prindsen af Sveriges Fortjenester af de Allieredes Sag, hans Daad ved Leipzig og Frelsen af Berlin. Det geraadede, efter hans Me- ning, Ministeriet til største Ære, at de viste denne Feltherre Tillid medens den almindelige Opinion i England var ham al- deles imod [fotnotemerke] . Men naar har en i Udlandet sejerrig Regjering ikke kunnet sætte sin Vilje igjennem? Var Algiers Erobring indtruffet betids, skulde maaskee den franske Regjerings berygtede Angreb paa Kartet i Juli 1830 have lykkets, eller ialfald dog ikke draget den strenge Tugtelse efter sig, som gav den store franske Revolution dens fjerne vældige Efterdrøn. Men netop Udfaldet af Parlaments- debatterne gav Tegn til de livligste Udbrud af det engelske Folks Sympathi for Norge. I Overhuset nedlagde foruden Kongens Søn, Hertugen af Sussex, ogsaa den kongelige Hertug af Glocester samt Lorderne Grey, Essex, Grenville, Roslyn, Clifton, Wentworth, Fitz- villiam, Stanhope, Lauderdale og Norfolk Protest imod de norske Havnes Blokade. Og i det store Publikum lyste ikke blot Oppo- sitionstidenderne Ve og Forbandelse over Regjering og Parlament, men ogsaa i særegne Skrivter, og, som en Følelsens Gjenstand, i poetiske og det af Fruentimmer, forfegtedes Norges Sag med ædel Varme. Af hiin Digterinde ogsaa med et mærkeligt Talent: "Bright from the arid regions of the North her Genius bursts, he breaks his icy chains! One bright Phænomenon he shineth forth, the northern light, the light of freedom reigns!" [fotnotemerke] Fotnote: Saa hedder det efter den franske Monitør, hvoraf Referatet af disse De- batter er taget, og her er upaatvivlelig, idetmindste i Ordet "aldeles", en Tinte med af Redaktionens egen Farvelade. Endskjøndt det er en Indrømmelse af en af Ministeriets Tilhængere, var dettes Medhold i Folket dog paa hiin Tid saa stærkt, at det er øjensynligt, at Taleren her har sagt formeget i sin Iver for at stille Ministeriets Færd og politiske Mod ret i Lys. Debatterne og deres Udfald vise det. At den almindelige Opinion i England var for Norge, var Tilfælde, men er jo ikke det samme som Uvilje mod Kronprindsen af Sverige. Hans humane Adfærd som Administrator en Tid over Hannover, der havde bidraget saameget til at vinde ham de svenske Hjerter, var ogsaa lidet egnet til at gjøre ham de engelske fiendske. Fotnote: "Fra Nordens golde Kyster stiger frem dets Genius, Iislænken bryder; Han et herligt Syn udspreder fra sit Hjem: et Nordlys: Frihed i det elskte Land." (Jæger). SIDE: 158 Og hvilket sandt Opsving paa Vinger af mandlig Styrke er der ikke i disse Linjer om Norge? ): "Be freedom her's! be freedom all her own! The beams of freedom gild her mountains crest, the beams of freedom warm her natives breast, and blest with freedom, will her sons be blest! Then shall the rude Atlantic's utmost tide the coasts of freedom lave on either side from that fair land b'neath sable Labrador to rugged Norways rude and arctic shore". [fotnotemerke] I det engelske Blad "the Star" for 17de Mai viste sig ogsaa følgende Poesi: Norwegia to Britain. Lov'st thou thy freedom? -- by her holy shrine, if yet one drop of British blood be thine, o Britain! I conjure thee -- spare the brave! nor join the crew, that would my realms enslave! Blast not the laurel, which thy fathers wore, by foul invasion of my Norway's shore, whose hardy sons, like those on Runnymede, [fotnotemerke] for Freedom pant, and dare, like them, to bleed! O! let not history stain her honest page, bright with the triumphs of the present age, with the sad tale, that Britain drew her sword to bend Norwegians to a foreign Lord; that she, who fought, all Europe's realms to free, uplifts her arm -- to murder liberty; and aims her steel to stab her in the cell, where still she designs amid wild woods to dwell, beneath the snow-clad pines and mountain's shade, for Nature's free-born sons by nature made. Fotnote: "Lad Frihed ene, Frihed være dets! Dens Straaleglands forgylde Norges Fjeld og varmt opflamme hver en Normands Sjel! Har Norge Frihed, har dets Sønner Held. Da skal atlantisk Bølgegang med Lyst paa begge Sider Friheds stolte Kyst ombruse, rullende fra Labrador til Friheds faste Klippekyst i Nord." (Jæger.) Fotnote: Englands Eidsvold, hvor Magna Charta blev givet. I Nærheden af Windsor. SIDE: 159 Blash, Britain, at the deed! With conscious pride call back to memory how thy Sidney died! And, emulous of all the noble fires, that warm'd with holy zeal thy patriot sires, stand forth the champion of my sons' great cause, while Heaven and Earth unite in loud applause! To save -- not vanquish -- speed across the waves, and chaunt with them:" We never will be slaves"! ): Nora til Britannia. Har du din Frihed kjær? Ved hendes Alter hvis Draabe britisk Blod endnu du har, Britannia! jeg dig besværger da: o spar de Brave! Bistaa ei det Folk, som vil mit Kongerige underkue! Besmit ei dine Fædres Laurbærkrands ved lumpent Indfald paa mit Norges Kyst, hvis tappre Æt, liig hiin paa Runnymed, for Frihed brænde og for den tør dø! Lad Saga ei sit rene Blad besudle af denne Tids Triumfer straaledækt, med Niddingsagn: "Britannia drog sit Sværd for Norges Mænd til fremmed Drot at lænke; at Hun, som stred for al Europas Frelse, sin Arm opløfter -- Friheden at myrde; og styrer Staalet imod denne i den Tilflugt, hun har søgt i vilde Skove blandt snebedækte Granetræer og i Fjeldes Skyggely, reist for Naturens fribaarne Sønner af Naturen selv." Rødm for slig Daad; Britannia! Gjenkald dig med retfærdig Stolthed Mindet om hvorledes han din gjæve Sidney døde, og, stolt af al den ædle Ild, som har opflammet dine fordums Patrioter med hellig Nidkjærhed, staa frem som Kjæmper for mine Sønners store Sag, mens Himmel og Jord i Samklang dig tiljuble Bifald. Til Frelse, ei til Undertvingelse, du ile gjennem Bølgerne, og syng med dem: "Vi aldrig ville være Slaver!" Først over en Maaned efter, altsaa langt henne i Juni, blev denne tabte, men ærefulde, Kamp i England for Norge bekjendt- SIDE: 160 gjort her fra Pressen, skjøndt det ikke varede saa længe før man hist og her vidste derom. Der kom engelske Aviser (uden Ordre fra Admiralitetsherrerne i Trinityhouse, og som "blæste overbord") i en god Hensigt iland fra de engelske Krydsere. Og den Skaansom- hed, hvormed flere af disse fremdeles røgtede sit grusomme Hverv [fotnotemerke] , hvilken endog gik til Begunstigelse af Korntilførselen og Beskyttelse imod de svenske Kapere, var ikke det ringeste Vidnesbyrd om Styrken af de engelske Sympathier, ligesom dette ogsaa bekræftede den Formodning, som var gjængs baade i og udenfor Rigsfor- samlingen, at Kristian Frederik havde et hemmeligt Løfte om Understøttelse af England [fotnotemerke] . Ingensteds findes ellers Sympathier af Naturen stærkere imellem to saa adskilte Folk, som Normænd og Engelskmænd. Selv den langvarige Krigs Tab og Lidelser havde ikke kunnet udslette dem af Normændenes Gemyt. De vare ikke gangne op i Røg med Linjeskibet "Prinds Kristian" eller tilbunds med "Najaden". Nationerne vare for gammelkjendte; de agtede hinanden, og have ogsaa formeget tilfælles i Karakteren til at Politiken skulde kunne tilintetgjøre deres Interesse og Med- følelse for hinanden. Men hverken den svenske eller danske Regjering fandt sig til- freds med de Ord, som vare faldne i Parlamentet; den danske ikke engang med visse Udladelser fra den ministerielle Side. Idelig kujoneret af den svenske Ministerpræsident i Kjøbenhavn, den argusøjede, energiske Generalløitnant Baron Tawast, fandt den sig endog tvungen eller beføjet til en halv officiel Erklæring, Fotnote: Hefte II Pag. 302, samt Kaptainløitnant Budde's Rapport af 14de Mai. Fotnote: Provst Stefansens Haandskrift siger, at de engelske Krydsere "i April ei alene ikke hindrede Seiladsen paa Norge, men understøttede den endog ved dels at bortjage svenske Kapere af Farvandet, dels ved at underrette Kornskibene om hvor de havde Kapere at befrygte. Dette, forenet med de engelske Søfolks Enthusiasme for Norges Sag, lod med al Rimelighed i Sand- heden Uindviede formode en saadan hemmelig Forstaaelse. I Mai kom først de svenske Krigsskibe i Søen, da de havde lagt indfrosne, og nu begyndte de Engelske med at afvise dem og med saadan Ordre at paategne deres Papirer. Enten lode de nu Kornskibene følge sig til Mørket paakom, og forlode dem saa under norsk Kyst, eller ogsaa, naar Skibet var truffet i Nærheden af Kysten, forlode de det strax efter Paategning om Afviisning for de svenske Kaperes Skyld, forat give det Anledning at søge Norge". SIDE: 161 hvori den saaledes beklager sig, efterat have paastaaet at have gjort alt for at see Kielertraktaten opfyldt: "De eftertrykkeligste Befalinger bleve derfor givne; Kongen fordrede og ventede Lydighed; men i Norge toge Begivenhederne en Vending, der aldeles tilintetgjorde Kongens redelige Bestræbelser for at gjenvinde Nordens Fred. Selvraadig og paa eget Ansvar gik det norske Folk sin Skjebne imøde; Kongen havde gjort Alt, hvad man efter Traktaten var berettiget at fordre af ham, og Norges Sag burde fra nu af have været et aldeles fremmed Anliggende for Danmark. Under disse Omstændigheder maatte det være særdeles paafaldende, at fremmede Statsmænd i offentliggjorte Forhandlinger føre et Sprog, som om Danmark kunde gjøres ansvarligt for Norges vilkaarlige Hand- linger; ligesom det heller ikke kan undgaa Opmærksomheden, at de ministerielle Yttringer i det engelske Parlaments Debatter angaaende Norge frembyde en Ubestemthed, ja endog Modsigelser, der blive vanskelige at forklare. Med Hensyn dertil bemærkes Følgende: Den i Kiel med Storbritannien sluttede Fred blev den 8de April i Lüttich ratificeret, efterat der, paa den engelske Regjerings Vegne, var fore- slaaet Tillægsartikler, som forandre Traktatens 4de Artikel, betræffende de danske erobrede Besiddelsers Tilbagelevering. Ogsaa disse bleve i Lüttich af begge Staters Befuldmægtigede undertegnede, og Ratifika- tionsakten for Samme af Kongen af Danmark udfærdiget; men den er fra Storbritanniens Side endnu tilbageholdt, uden at dertil nogen Grund er bleven angiven; dog har den engelske Regjering tilkjendegivet den til de vestindiske Øers Besiddelsestagelse bestemte kongel. General- guvernør, at han kan udføre sit Ærinde, naar dertil de fornødne For- beredelser ere satte i Gang. Misledet af Enkelte, som ville Danmark ilde, dvæler man heller ved enhver Omstændighed, hvoraf Mistanke kunde udledes, end hører Sandheds og Billigheds Sprog, der taler saa høit for Dannerrigets Konge, og man glemmer, paa en Tid, hvor Ret- færdighed, Lykke og Fred ved høimodige Fyrsters Anstrengelser gjen- gives Verden, at Danmark er en Deel af Samme, og at det, ligesaavelsom andre Stater, har Krav paa at finde Hvile efter mange Aars Lidelser. Mindre Opmærksomhed fortjener fremmede, især engelske, Avisskriveres Yttringer om Danmarks Forhold i Henseende til Norge. Disse Blade ere, som bekjendt, det Hjælpemiddel, hvorved Enhver kan virke paa den offentlige Mening under Anonymitetens Skjul og frit kan vove at fremsætte urigtige Fakta, overbeviist om, at de dog altid gjøre Virkning paa nogle lettroende Læsere". Erklæringen endte med at benegte endeel Beskyldninger af den ministerielle the Courier, saasom, at den danske Regjering skulde SIDE: 162 være bleven meget kompromitteret ved de hos Kammerjunker Gyldenpalm forefundne Breve, [fotnotemerke] at Regjeringen gav danske Offi- cierer Permission, for at kunne gaa i norsk Tjeneste; at norske, i Danmark tilbageblevne, Søfolk vare blevne hjemsendte over Søen forat bruges imod Sverige; og at en dansk Eskadre krydsede under Norge mod svenske Skibe. "Enhver veed -- slutter Erklæringen -- at Danmark siden Aaret 1807 ingen Eskadre har havt, og at de Brigger, der under Norges Kyster have mødt og prajet engelske Krydsere, vel ere Kongen af Danmarks Ejendom; men at de imod hans Vilje med Magt ere tilbageholdte i Norge, bemandede med norske Officerer og Søfolk, og brugte til et for Kongen af Danmark aldeles fremmed Øjemed". Fra de til Norge sendte danske Kommissærers Side var der idetmindste intet imidlertid bleven forsømt, som kunde betage Regjeringens Politik Skinnet af Uoprigtighed. Den 10de Mai indløb til Prindsregenten paa Eidsvold en Skrivelse fra dem, dateret Strømstad den 8de, hvori de oversende endeel Exemplarer af Frederik VI's aabne Brev Og Kommissorium af 18de Februar [fotnotemerke] , Fotnote: Kfr. Hefte II Pag. 356. Det danske Forsvar yttrer, at Regjeringen, "langtfra selv at være bleven kompromitteret ved de private Skrivelser, denne fra Kongens Tjeneste beafskedigede indfødte Normand havde paataget sig at overbringe til Norge, meget mere i den svenske Regjerings Meddelelser havde fundet Anledning til at paaanke og straffe enkelte Borgeres lovstridige Handlinger". Hermed sigtes til hvad der hændte Præsidenten i Gen.-Toldk. Grev Frederik Moltke, Justits- raad Westermann og Flere, der havde korresponderet paa Norge med hiin Sladderhank af en Kammerjunker. Moltke fik pludselig sin Afsked fra alle sine Embeder, fordi han i et Brev havde gjort Statsraad Generalløitnant Haxthausen opmærksom paa, at Kornudførselen rigtignok vilde, paa svenskt Forlangende, blive strengt forbuden, men at den dog vilde kunne gaa for sig, naar de norske Skibe kun bleve forsynede med Papirer, som om de kom fra og gik til England. Westermann blev endog landsforviist, fordi han, i et Brev til en Ven i Norge, havde yttret sig ufordeelagtig om den danske Regjering med Hensyn til Norge, og navnlig om Kancellipræsident Kaas. Da det ikke lykkedes ham, i Hamburg, hvorhen han først tog sin Tilflugt, at erholde Tilladelse af Frederik VI, paa Tilbagereisen fra Wien, til at vende tilbage til sin Familie i Kjøbenhavn, begav han sig til Norge, hvor han først opholdt sig paa Eidsvold Værk hos Statsraad Anker, med hvem han var noget besvogret, og senere i Kristiania. I 1821 gav Storthinget ham en Pension af 120 Spd. aarlig, fordi han kunde siges at have lidt for Norges Skyld. Fotnote: Det hedder endvidere heri: "Som vi, efter den af os samtykte Freds- traktat af 14de Januar d. A., og efter at have afstaaet vore Rettigheder til Norge, ikke erkjende og ikke ville erkjende anden Myndighed i dette Rige, SIDE: 163 og yttre, at de "med Bedrøvelse" have seet af Hs. Højheds Skrivelse af 6te Mai, at han ikke ansaa sig beføjet til at tage Hensyn til deres Opfordring, samt betyde ham, at deres Monark "aldrig havde løst det norske Folk uden under Vilkaar af Traktatens nøiagtigste Opfyldelse". Det stod dem kun endnu tilbage, er- klærede de, at opfordre Kommandanten over Frederikssteens Fæstning, samt at gjøre Hs. Højhed og Alle, der havde vægret sig for at efterkomme deres Opfordring, ansvarlige for Følgerne. Men da deres Sendelse ikke kunde ansees endt før de havde overleveret Hs. Højhed det kgl. Reskript og modtaget hans be- stemte Svar, vilde de i Strømstad oppebie dette Ultimatum og Tilstaaelsen for at det kgl. Brev med øvrige Sager vare rigtigen ihændekomne, hvorpaa de strax vilde begive sig paa Hjemvejen. De fik den forlangte Bevidnelse om at de havde røgtet Ærinde udfærdiget allerede den samme 10de Mai, ledsaget af en Svar- skrivelse til Kongen af Danmark paa Reskriptet af 18de Februar, saalydende: "Deres Majestæt, høitelskede kjære Hr. Fætter! Med dyb Bekymring har jeg modtaget og læst Deres naadige Skrivelse af 18de April d. A., og den deri indeholdte Opfordring til mig, at over- levere Norges Fæstninger, faste Pladse, offentlige Kasser og Domæner til de af Deres Majestæt udnævnte Kommissarier, for igjen ved dem at overdrages til Hans svenske Majestæts Befuldmægtigede. Det norske Folk har i det kgl. aabne Brev af 18de Januar, som løste det fra dets Troskabseed imod Deres Majestæt, ikke kunnet see, at denne høitide- lige Akt var betinget; thi den udstædedes førend Riget endnu kunde været overleveret til de Svenske; den kundgjordes tilligemed Freds- traktaten, og maatte vel efter sine Ord øjeblikkeligen træde i Kraft. At Folket følte sit eget Værd, og at det fremfor Alle hørte sig selv til, at det ei erkjendte den Overdragelsesret til en fremmed Krone, Fotnote: end Hs. Majestæt Kongen af Sveriges, saa kunne Vi ei heller anderledes end med allerhøjeste Mishag see, hvad der tvertimod bemeldte Traktat og vore udtrykkelige Befalinger sammesteds er foregaaet; og det saameget mere, som enhver af os forordnet Embedsmand, fra den Højeste til den Laveste, ligesom enhver anden vor Undersaat i Norge, ikkun under det Vilkaar er bleven fritagen fra den Eed og Pligt, han stod i til os: at Fredstraktatens Betingelser, forsaavidt ham maatte vedkomme, nøiagtigen skulde opfyldes. Ligesom vi derfor ved aabent Brev af Dags Dato ville have dette kundgjort for samtlige Embedsmænd og alle Ind- byggere i Norge, saa paalægge vi og herved Eders Kjærlighed ufortøvet at efterkomme de til Samme ergangne Befalinger". SIDE: 164 som dets gode Landsfader nødtvungen havde øvet imod Samme, det stod ei i Deres Majestæts, det stod ei i min Magt at forhindre; aldrig vil heller det norske Folk erkjende Samme, eller godvillig give sig under svensk Herredømme. Jeg har stedse vidst, hvor samvittigheds- fuldt Deres Majestæt fordrede Fredstraktaten til Kiel opfyldt; men Midlerne til at udføre dette Hverv, nemlig at bruge Normænd til at opoffre deres Landsmænd, og til at oplade Fæstningerne i Landet for de Svenske, stod ei i min Magt; thi en Borgers første Pligt er imod Fædrenelandet! Aarsagerne, som bevægede mig til at forblive her, nemlig for at haandhæve Orden og Rolighed i Landet, og for at bistaa et uafhængigt Folk i at bevare sin Frihed og Selvstændighed, ere kjendte af deres Majestæt. Min Bevidsthed siger mig, at Jeg derfor fortjener alle Retskafnes Agtelse, og jeg er rolig ved denne, i Tro paa en ret- færdig Guds Bistand ved den gode Sag, som jeg forsvarer. -- At jeg ved min Handlemaade skulde miste Deres Majestæts Hyldest og Naade, vilde smerte mig uendeligen, men jeg vilde efter min Overbeviisning først fortjene det, naar jeg med Hensyn til egen Sikkerhed eller For- deel kunde opoffre et heelt Folks Vel, og svige den Eed og Pligt, som binder mig til Samme, saalænge det gjælder om at forsvare dets Rettig- heder og berede dets Fremtids Held. Alle Embedsmænd og Komman- danter, saavelsom Menigmand, ere bundne ved samme Eed til Nationen, og sikkert vil ingen Normand svige samme. Jeg har saaledes seet mig nødsaget til at erklære de af Deres Majestæt udnævnte Kommissarier, at deres Ærinde vilde være frugtesløst, og at jeg ikke saae mig be- føjet til at modtage den fra deres Side skete Opfordring. -- Deres Majestæt ville naadigst tage Hensyn paa min Stilling, i Spidsen for et uafhængigt Folk, der ei har Aarsag til at vente, at jeg skulde kunne svige mit Løfte til Samme; og idet De maaskee berøver mig Deres Hyldest og Naade, vil De (jeg tør troe det) beklage, at de ei kan følge Hjertets Stemme, og nu som før erkjende mig for Deres Majestæts min høitelskede Hr. Fætters tro og underdanigst hengivne Fætter Christian Frederik". Stykket var, som man seer, endnu i sine Expositionsscener, eller rettere der, hvor Knuderne vel begynde at knyttes, men endnu ikke at strammes, og Helten gav endnu sin Rolle med en Holdning og Freidighed, som, om det end ikke lod sig sige, om Stykkets Ende vilde blive hvad man kalder "god", eller høj tragisk, dog maatte vække Forvisning om, at det ikke for hans Vedkommende, vilde falde udenfor Dramaets Værdighed og ned SIDE: 165 i det Genre, man ikke veed enten man skal lee eller græde af. Efter hvad der hidtil er foregaaet, havde man al Grund til at tænke sig, ikke en Walter Scotts Conachar, men en Calderons "standhaftige Prinds". Normændene i Kjøbenhavn. "Norge! din Favn snart dine Sønner modtage! Selv deres gladeste Dage føle dit Savn. -- -- Fædreneland! Hellige Navn, du vort Hjerte fylder med Glæde, med Smerte. Venner, stød an! Norge, din Skaal! Stedse at fremme din Ære, det skal urokkelig være Brødrenes Maal". (Bekjendt Vise). Men hiinsides Kattegat sloge mange Hjerter af en endnu varmere naturligere Sympathi for Norge end hiinsides Nordsøen. Nemlig hos de mange Normænd, som ved Rigernes Adskillelse befandt sig i Danmark, især i Kjøbenhavn, dels ansatte i Embeder, dels endnu som Studerende ved Universitetet eller i Begreb med at forlade dette for at søge Brød i Fædrenelandet. Didhen hjem, hjem gik, efter de grusomme Plakater af 11te og 28de Mai [fotnotemerke] , den aabnede Vej kun gjennem Sverige, og da under Aaget af en Eed til en Herre, som ingen Normand havde erkjendt; og det var for Nor- mændene at være aldeles afskaarne Vejen, indtil Vinteren gav sig og Vesterhavet blev farbart: da gik der en hemmelig Vej over Nordpynten af Jylland i aabne Baade over det voldsomme, kaper- fyldte Hav. Fotnote: Efter den første af disse Plakater, der antoges aftvungne Frederik VI, maatte intet Pas udstedes til Norge, Tilførsel dertil skee eller Samqvem og Brevvexling dermed finde Sted, under Straf af Fængsel eller offentligt Arbeide, og efter den sidste skulde Den, som herimod forsaa sig eller forsøgte paa at begive sig til Norge ad nogen anden Vej end igjennem Sverige ikke alene blive anseet og straffet paa det strengeste efter Plakaten af 11te Mai, men endog, om han befandtes at have søgt at opnaa sin Hensigt paa underfundig Viis -- have sit Liv forbrudt. SIDE: 166 Da -- bag i disse Baade, halvt nedgravet i Korn, med Piæk- kerten opslaaet om Halsen, Piben i Munden, det livlige spændte Øje speidende udover den maalløse Flade eller anstrengende sig forat kløve den seendrægtige Havtaage, sad mangen ung Mand, mangt et Par Venner med bankende Hjerter; men ikke for Døden -- thi "skjærp Seil, skjærp Seil"! hedte det -- men efter at faa see de første Landtoninger af Norge: "Næsset, Kristianssands høje Land, Tromlingerne, den omvendte Baad" eller de hvide Lifjelde i Tellemarken, alt eftersom Strøm, Storm, Havgang og Taage havde forsat dem, eller eftersom de havde sat Kurs for mistænkelige Seilere i Luvart eller Læ. Strømstad, Warberg o. fl. d. vare smaa Algier'er og Gothenborg et Tunis; der svømmede ikke flere Lommer og Vildgjæs udfra den bohuslehnske Skjær- gaard end armerede store Baade og Slupper udfra disse og de andre Havne paa den svenske Kyst. Men ilende, paa Aarene eller med Seilet, uimodstaaeligt som Qviksølvdraaberne samle sig til sin Masse, kom dog de fleste af hine Baade over; og da -- "o Fædreland! o Far og Mor! o Maria, min Kjæreste! o Anna, min Søster"! . . . O qui complexus! o gaudia quanta fuere! Og saa vist, som at Taarer i dette Øjeblik ved den blotte Fore- stilling uvilkaarligen fylde Dens Øje, der nedkaster denne Skizze, som saa mange endnu levende Landsmænd ville kunne sande - de fyldte ogsaa ofte, søde og tunge, hine unge Mænds Øine, som vi saae bag i de flygtende Baade, kjække men urolige som den aarvaagne Vildands, speidende i Luvart og Læ, stirrende fremad, fremad, mod Nord, mod Nord. Men nu var det den høje Vinter. Der kom Sneflokker fra Norden, men ingen Breve med Underretning om Fædrenelandets Beslutning, ingen med kjærlige Ord og Understøttelse til Sønnerne i den fremmede By. Men Normændene i Danmark vidste i sine Hjerter hvad det Folk vilde beslutte, hvis stolte og varme Blod de følte i sine Aarer, og idet de Enkelte imellem dem, der besad mere Formue eller Indflydelse, besluttede at forene sig for at hjælpe de Landsmænd, som befandt sig i Forlegenhed, paatog Broder- kjærligheden sig at erstatte Savnet af Fædrenelandet og af Frænd- skabet. At være Fædrenelandet og Landsmænd i Danmark til- nytte paa hvad Maade bedst skee kunde, med Raad og Daad og SIDE: 167 Efterretninger derfra og didhen, var Øjemedet for den saakaldte "Normandsforening", som hurtig efter Budskabet fra Kiel, med kløvede Vandes naturlige Sammenløben, dannede sig i Kjøben- havn; og til disse Formaal, der omfoldede og dækkede hinanden som Zwiebelens Lag (skjøndt man nok kan udfinde hvilket der var Hjertet, nemlig det som meest maatte skjules) træffe vi Nor- mændene i Kjøbenhavn allerede i Virksomhed samtidigen med de første Bevægelser i Norge, med Kristian Frederiks Reise, og endnu før Budskabet om Afstaaelsen havde naaet alle dets Dale. Det var en Slags spansk Junta i Udlandet, eller Foreningen lignede en af disse polske Emigrantforbund, der idelig sigte tilbage til Fædrelandet som Straaler fra ligesaamange Huulspeil til eet og samme Punkt. Normændene have ogsaa denne hæderlige Lighed med de to ulykkeligste, af Politiken mest mishandlede, af Europas Folkeslag, at de havde budt Ulykken Kamp og hinanden Trøst og Hjælp og dannet et Fædreland i det Fremmede ved hver- andres Hjerter, følende, at de nu maatte være og vare noget for hverandre. Det varede flere Dage før Kielertraktaten blev rigtig bekjendt i Kjøbenhavn. At en Kureer var bleven affærdiget fra Midelfart over Roeskilde og Helsingøer til Norge, satte især Rygter i Be- vægelse om at den skulde gaae ud paa dets totale eller partielle Afstaaelse. Fra Regjeringens Side iagttoges imidlertid en dyb Hemmelighedsfuldhed, og i Publikum herskede en forventningsfuld alvorlig Stemning, som under den Stilhed, der gaaer forud for et Uveir eller en befrygtet, stor og almindelig Ulykke. De visse Efterretninger om Armeens bestandige Tilbagetog maatte forberede paa en saadan; men endelig først den 5te Februar, da Regjeringen kunde være vis paa, at Efterretningen allerede maatte være i Norge, gik der Lys op over det Hele, idet Kielerfreden fandtes bekjendtgjort i Statstidenden. Det var en Lørdag Aften, Tiden for Professor Olufsens statsøkonomiske Forelæsninger, der især be- søgtes af yngre og ældre Embedsmænd, hvorimellem flere norske. Dagens Efterretning gav da Emne til de livligste Samtaler mellem Nogle af de Tilstedeværende; og tre norskfødte Embedsmænd, nemlig Guldbrandsdølen, Digteren, Etatsraad Kristen Henriksen Pram, daværende Overauditør og (som endnu fremdeles) Høje- steretsadvokat Jonas Anton Hjelm, vor berømte Nationalrepræsen- tant, samt Kontorchef under General-Postdirektionen, den senere SIDE: 168 i Norge som Expeditionssekretær for tidlig afdøde Peter Vogt, kom overeens om, til næste Morgen hver for sig at overveje, hvad der burde gjøres af Normændene i Danmark for Fædre- landet og for de i Forlegenhed stedte Landsmænd imellem dem. Til denne Sammenkomst havde Hjelm, det rastløse Hjul, færdig et Udkast til en Sammenkaldelse af samtlige i Kjøbenhavn værende Normænd. Efterat dette var drøftet og antaget af de Tre, i Forening med Peter Vogts Broder, daværende Assessor i Finants- Kassedirektionen, nu norsk Statsraad, Jørgen Herman Vogt, tog hver sin Afskrivt for at forevise den for de Landsmænd, man samme Dag maatte træffe paa; og saa afsted hver paa sin Kant. Et ledigtstaaende Klublokale tilvejebragtes til Mødested, og da Udstederne af Indbydelsen samledes længer udpaa Dagen, forat meddele hinanden Udfaldet, fik den saadan Bemærkning: "Flere ere enige om, uden Paategning, at møde første Gang i Morgen Eftermiddag Kl. 5 i Læderstrædet No. 29, 1ste Sal, nemlig Man- dag den 7de Februar." Sammenkaldelsen selv var saalydende: "Indbydelse Forbindelsen imellem Norge og Danmark samlede mange af Norges Sønner til Kjøbenhavn. Den væsenligste Grund til deres Nærværelse her -- at tjene Fædrelandet tilligemed sig selv som de bedst kunde -- er nu hævet. Alle elske de dette Fædreneland. Alle føle de Smerten af det Slag, som saa særdeles haardt tilføjedes det. Med Forbauselse see de hinanden, som halv landflygtige, paa engang hensatte i et fremmed Land, neppe vidende, om de engang tør spørge: Hvordan seer det ud i det kjære Hjem? Hvad tør, hvad bør, hvad kunne vi gjøre? Og dog maa selv Slaget, som rammede, have forenet Brødrene af den fælles Moder end inderligere. En Normand spørger derfor: Skulde det ikke være ret og tjenligt og ønskeligt, at Norges her sig opholdende Sønner valgte sig en Samlingsplads, hvor de fortrolig og aabenhjertig, som Fødelandets Stilling fordrer det, kunne til visse Tider komme sammen, meddele hinanden hvad de bag Begivenhedernes tætte Slør maatte skimte, byggende derpaa fælles Overlæg, aftale hvad de, hver for sig, eller samlede, tør og bør gjøre med Hensyn til Fødelandet, den Stat ukrænket, i hvilken deres Personer og Ejendomme nyde Be- skyttelse og Sikkerhed? Enhver Landsmand, som besvarer dette Spørgsmaal med Ja, tegner sit Navn herhos. Det videre skal da foranstaltes. SIDE: 169 Hvo, som ikke bifalder Forslaget, han være dog Landsmand nok til ikke at foranledige her uvedkommende Mistydninger af hvad der skeer i den uskyldigste og velmeenteste Hensigt! Kjøbenhavn den 6te Februar 1814". Indbydelsen skrev sig fra Mænd i feireste Alder, med Ungdoms- varmen endnu i Blodet; men den var ikke bleven foreviist for nogen Normand, gammel eller ung, i Begyndelsen eller ved Enden af sin Løbebane, uden at den jo var bleven bifaldt. Kun und- sloge nogle Faa, der havde naaet højest paa denne, og hvis Rest af Dage vilde tilhøre Danmark, sig forat deeltage i Møderne. De veirede forud Modbøren, som vilde adsplitte dem igjen, og det var vel heller ikke saa frit for, at selve Pram, den Normand, der nød størst Anseelse mellem sine Landsmænd, havde en Kamp at bestaa med sine Betænkeligheder. Han savnedes i det første Møde; men i de følgende viste han, hvor ganske hans norske Hjerte havde seiret. Men til Tid og Sted indfandt der sig 20 flere end der, efter Regelen, behøves til et gyldigt Samfund, og af disse 23 Normænd aabnedes da det første Møde med Oplæsningen af Indbydelsen, hvorpaa de konstituerede sig til en "Normandsforening" ved at undertegne saadan Overenskomst: 1. "Vi ville med hinanden udgjøre en Forening af Normænd, som for- samle os til nærmere bestemmende Tider. 2. En Hovedbetingelse for disse Forsamlinger er, intet at foretage, som strider imod Landets Love, god Politi og Orden, følgelig at Politiet tilbørligen underrettes om Foreningens Tilværelse og Beskaffenhed, og, for at Forsamlingen ikke skulde give Anledning til Rygters Ud- bredelse, -- at intet bringes ud i Publikum, eller fortælles til Uved- kommende, af hvad der i Forsamlingen høres eller passerer. 3. Et Øjemed for Foreningen er, at meddele hinanden, hvad vi erfare om vores fælles Fædreland, dets Stilling og Foretagender. 4. Et andet Øjemed er, at modtage og overveje Forslage sigtende til de herværende Normænds Tarv. 5. For at tilbørlig Orden kan herske i Forsamlingerne, udnævnes en Bestyrelse, bestaaende af 3 Personer, som modtage alt, hvad der til Foreningen meddeles af Underretninger og Forslag, og forelægge Forsamlingen samme. Disse vælges næste Forsamling blandt dem, som nu ere tilstede, eller blandt dem, som En af de Tilstedeværende, inden Valget, opgiver at ønske Adgang til Foreningen. SIDE: 170 6. Næste Forsamling holdes førstkommende Fredag Eftermiddag Kl. 5 her i No. 29, 1ste Sal, i Læderstrædet. 7. Til at foranstalte det Fornødne i Henseende til Bekjendtgjørelse af det Passerede for Politiet og hvad videre der forefalder, indtil Be- styrelsen er organiseret, ere i Dag kommitterede 2de af de under- skrevne Nærværende". Men Pram havde udfyldt sit Fravær med en vidløftig Besva- relse af de tre i Indbydelsen fremsatte Spørgsmaal, og umiddel- bar efter denne blev hans Skrivelse oplæst. Paa det første: "Hvad bør Vi"? svarede han, at man "burde roligen oppebie Kundskab om hvad Fædrenelandet, om ei udtrykkeligen fordrede af sine fraværende Børn, saa dog hvad der for Disse var til dets Gavn og Gode at beslutte". Paa det andet: "Hvad kunne Vi"? svarede han: "kun ved roligen at afvente hvad hist skeer eller besluttes, belave os paa, ei uden Lidenskab, Ild og Liv, men sindigen, uden lidenskabelig Overilelse, at vælge vore Forholdsregler". Og til det tredie: "Hvad tør Vi"? svarede han: "Sikkerligen med Sindig- hed Alt, hvad der er til vort Fædrelands Gode, overbeviste om at, som Dannerkongen ganske vist ei uden med blødende Hjerte havde bestemt sig til det Skridt, en af hvis Følger er denne Over- lægning: saa vil, skjøndt ham ei længer undergivet, Norges Vel og Lykke være hans Hjerte et saa inderligen brændende Ønske, som det nogensinde var, og som det er nogen ærlig Normands. Vi kan være tryggeligst visse paa, at, skjøndt han ved Tingenes ulykkelige Stilling var nødt til at løse Baandet imellem Danmark og vort Fædreland ved at løse Norges Indbyggere fra den Eed, hvormed de vare bundne til ham, saa har Kong Frederik den Sjette dog ei løst sig selv fra Erkjendelsen af det Han skylder Normændene for den Hengivenhed, de saa lidenskabeligen stedse have viist Ham -- den de have i de 426 Aar viist samtligen de 14 Konger af Hans Stamme; -- ei fra den Ømhed og Godhed, som udgjør hans Karakteer, og som han stedse har elsket at vise det norske Folk; -- visse paa, at sand og sindig Stræben for Norges Vel og Gode, -- hvilket, saalænge han det kunde, var hans Yndlings Iid, som just dette og er Maalet, til hvilket Vi stræbe -- stedse vil være ham kjær og hæderlig, og den sande Vej til at vinde og vedligeholde hans Velvilje og Yndest". Prams Been smuldre i en fjern Verdensdeel; i St. Thomas's Kalkbund ere de forlængst fortærede siden han forgjæves tilbød SIDE: 171 sit fribaarne Fædreneland sin Tjeneste og sine Talenter; men mellem de øvrige Stiftere af Normandsforeningen finde vi, for- uden de førnævnte Patrioter, flere Navne, som Norge endnu regner blandt sine levende Prydelser, tællende for hvert et endnu grønnende Egeblad om sin Tinde. Vi træffe saaledes de ud- mærkede Storthingsrepræsentanter Søren Anton Wilhelm Sørensen som Student, og Højesteretsassessor Johan Henrik Rye som Lieute- nant, samt imellem de Øvrige vort Universitets Nestor, gamle Professor med. Mikael Skjelderup. I de to følgende Møder, den 11te og 19de Februar, steg Medlemmernes Antal til 129; senere hen endog til 143, hvorimellem vi møde Storthingsmændene, Sognepræst Jens Laurits Arup som Student og sal. Højesterets- assessor Poul Holst som Kandidat, og af Literære vort Universi- tets klareste Stjerne, Astronomen Professor Christoffer Hansteen, dengang Lektor, samt som Studenter Overlærer Ulrik Møller og Nationalsangens Digter, Højesteretsassessor Henrik Anker Bjerre- gaard, paa hvis Grav Græsset endnu ikke har havt Tid til at fæstne sig. Politiet, hvem J. H. Vogt og Hjelm vare blevne valgte til at meddele Oprettelsen af Foreningen og Forhandlingerne i det første Møde, fandt intet at indvende, da saamange Embedsmænd og selv En af Politiets egen Midte fandtes imellem Medlemmerne. I det andet Møde skred man derfor til at vælge Formænd, der havde at gjøre Udkast til Vedtægterne, og dertil kaaredes Etats- raad Pram, Assessor Vogt og Overauditør Hjelm. I 4de Møde, den 22de Februar, vedtoges disse, bestaaende af 13 Poster, hvoraf maa bemærkes Følgende: 1. "Hovedformaalet for denne Forening er, at i Danmark sig opholdende valgte og velsindede Normænd kunne, under Fædrelandets nærværende Stilling, yde hinanden og andre deres herværende Landsmænd, den broderlige Bistand i Raad og Daad, som de ellers maatte savne, samt Opmuntring og Veiledning til det Sindelag og Forhold, som sikkrer dem baade mod at vildledes og at mistydes. Et underordnet Formaal er selskabeligt Samqvem af Foreningens Lemmer. 2. Uagtet Normanden, som Normand, aabenbarligen skylder, med helligste og kraftigste Forpligtelse, Statsborgerpligtens Opfyldelse til det Land, som siden Traktaten af 14de Januar 1814 ene er hans sande og rette Fædreland, og da Erkjendelsen og Følelsen heraf vel med Føje kan formodes at være paa det livligste brændende i enhver ægte, og SIDE: 172 sit Fædreland værdig, Normands Barm, bliver det meget mere for Med- lemmerne af dette herværende Samfund, og som saadant, første og helligste Forpligtelse, at bevise sig Normandsnavnets Hæder værdig, ved i ingen Handling eller Yttring at overtræde nogen af de Pligter, hvilke de, som opholdende sig i Danmark, og saalænge og forsaavidt Medborgere i denne Stat, og dennes Suveræns Undersaatter, skylde deres hidtil værende, og fremdeles, saalænge de her leve, stedse vedblivende Medborgere, og Dan- marks Konge, til hvilken de, idetmindste saalænge, fremdeles ere bundne med de selvsamme Forpligtelser som hidindtil. 3. Foreningens Lemmer skulle være Normænd, det er, Mænd, som enten ere fødte eller opdragne i Norge, og der have Embede eller Bopæl". Medlemmerne skulde dog voteres ind, og Forhandlingsmøder holdes for det første hver Lørdag Aften; men ellers saa ofte Formændene, der skulde være tre, fandt fornødent. Hver Aften skulde selskabelige Møder finde Sted. Den første lovgivende og dømmende Magt skulde beroe hos "Foreningens Ældste", bestaaende af Formændene og 22 andre valgte Medlemmer, for hvem Formændene intet maatte negte at foredrage, og som skulde kunne handle med fuld Myndighed naar 9 vare tilstede, dog med Undtagelse af ved Forandringer i Vedtægterne, da 19 udfordredes. Udenfor de i disse bestemte Tilfælde maatte intet foredrages for det hele Samfund, uden Fleerheden af de Ældste paabød saadant. Disse skulde vælges paa saadan Maade, at hvert Medlem skrivt- lig opgav 3 for hver Plads, hvorefter de 75, som havde de fleste Stemmer, igjen mellem sig opnævnte de 25, hvoraf hver anden Maaned den Første skulde udtræde. Disse skulde derpaa af sin Midte udnævne Formændene. Naar nogen Landsmand maatte have noget at foredrage eller meddele, skulde dette skee igjennem disse, som da sammen selv, eller sammen med de Ældste, skulde bedømme om Kundgjørelsen var passende. Foreningen haabede for øvrigt, "at enhver af dens Medlemmer vilde gjøre sig en Glæde af at udtænke, hvad der kunde fremme Samfundets Øje- med, og ei alene at meddele det enhver, dets Deeltagere gavn- lig, Efterretning, men og til den Ende gjøre sig al passelig Umage for at erholde daglige Efterretninger saa paalidelige som muligt." Den 11te Post, som tilligemed den 1ste og 2den skulde udtrykke- ligen forelæses enhver Indtrædende, var saalydende: "Skjøndt Foreningens Tilværelse og Øjemed ingenlunde qvalificerer sig til at holdes skjulte, ei heller dens Handlinger kunne eller maae være SIDE: 173 af den Beskaffenhed, at den til nogen Tid skulde frygte for offentligt Regnskab, saa paalægges dog ethvert Medlem, i den Hensigt ei at mis- tydes eller foranledige urigtig Bedømmelse eller Rygter, og for at fremme gjensidig Aabenhjertighed og uindskrænket Tillid, intet at udbrede eller for Uvedkommende aabenbare af det, som i Samfundet foregaaer [fotnotemerke] . Med særdeles Strenghed paaligger denne Pligt Foreningens Ældste, saaledes, at end ikke for de øvrige Lemmer aabenbares, hvad i deres Raad for- handles, og ikke er besluttet, at skulle kundgjøres". Forseelse mod denne Bestemmelse vilde blive at straffe efter Omstændighederne med "alvorlig broderlig Advarsel af Formand- skabet" eller med Udelukkelse. 13de og sidste Post erklærede Foreningen hævet, naar de Omstændigheder, som havde foran- lediget den, ophørte. I det 8de Møde, den 1ste Marts, admini- streret af Vogt og Hjelm, valgtes de midlertidigen fungerende Formænd, Pram, Vogt og Hjelm, til virkelige; og det Første, de havde at referere, var, at de vare betænkte paa, at lade de offentlige Bekjendtgjørelser for Eftertiden skee ved Tegn, siden Sammentrædelsen under det fulde Navn "Normandsforeningen" syntes at have vakt Opsigt. Bogstavet "N" skulde saaledes be- tegne Foreningens Navn; Maaneden tilkjendegives med det dens Tal tilsvarende Bogstav, og Dag og Time ved Brøktal. N C l/7 betød saaledes: Normandsforeningen holder Møde 1ste Marts, Kl. 7. Til den ubehagelige Opsigt havde ogsaa et i Foreningen oplæst bittert Digt af Student Caspar Boye, "Nor til Dana" ikke bidraget lidet. Afskrivter kom ud, og Politiet udsatte en Præmie for Forfatterens Opdagelse. Hurtigt søgte man da at faae Af- skrivterne ind og brændte, hvorpaa man kom overeens om at lære dem udenad [fotnotemerke] . De tagne Forsigtighedsregler vare ikke overflødige. Tawast havde nemlig ladet Kancellipræsidenten Kaas spørge om hvad det var for en "Normandsforening", man læste Bekjendtgjørelser om i Aviserne, og tilkjendegivet ham sin Misfornøjelse og Forundring over at noget saadant kunde skee lige under Kongens og Re- gjeringens Øine. [fotnotemerke] Kaas havde da sendt Bud efter Pram til næste Fotnote: Af Forsamlingens Bud, hvortil antoges en Gudbrandsdøl, toge Formændene ved Haandslag ligeledes Taushedsløfte. Fotnote: See Hefte II Pag. 293. Fotnote: Senere fattede Tawast, der selv var en redelig Karakteer, megen Agtelse og Hengivenhed for Frederik VI som Menneske. Meningen om Forholdet mellem SIDE: 174 Dags Formiddag, og Assessor Vogt var fra Politimesteren blevet anmodet om at erholde nogle Exemplarer af Foreningens nu trykte Vedtægter samt Prams Skrivelse af 7de Februar. Men i Anledning af det optrækkende Uveir havde Formændene allerede til oven- nævnte Møde istandbragt en Adresse til Kongen, hvori de under- rettede ham om Foreningens Oprindelse og Tilvær og udbad sig hans Beskyttelse. Den følgende Dags Aften skulde den da person- ligen overrækkes, efterat man havde overtydet sig om at Audience vilde blive tilstedet. Mødet sluttedes med at Formændene med- delte den igjennem Hjelm erholdte Efterretning om Kristian Frederiks Kundgjørelser af 19de Februar, samt det Væsentligste af disses Indhold; og hedder det i den førte Protokol: "Hvert Ansigt oplivedes kjendelig under Beretningen, Glæde luede i hvert Øje; det hidtil frygtblandede Haab var blevet til Vished! Under en kort Pause samlede de Tilstedeværende sig efter den glade Overraskelse. Da gjenlød det uopfordret, men eenstemmig og varmt, trende Gange i Forsamlingen: "Leve Prindsregenten"! Uvilkaarligen meddelte sig varme og broderlige Haandtryk fra Mand til Mand. Forsamlingen blev sluttet"! Den følgende Dag vare Formændene samlede forat tage For- holdsregler til -- Foreningens Ophævelse. Kancellipræsidenten havde meddelt Pram, at "dens Formaal var af Gesandskabet fra et fremmed Hof misbilliget paa en for Staten og dens Formaal ubehagelig Maade, -- Statens Stilling fordrede en høj Grad af Varsomhed". Han var imidlertid bleven kaldet til Kongen, og havde bragt det Budskab tilbage, "at Hs. M. ikke ønskede sig officielt underrettet om Normandsforeningens Tilværelse, og kunde derfor ikke modtage nogen Deputation fra samme. Og da han ikke ønskede at bruge Magtsprog i denne Anledning, var det ham kjært, om Formændene ved deres Indflydelse vilde bringe det derhen, at Foreningen af dens Medlemmer selv opløstes; dog alt under den gjentagne Forsikkring, at Hs. M. selv personligen ikke nærede nogen Mistillid". Formændene besluttede at foredrage Sagen for de Ældste i et Møde den 5te Marts, og imidlertid at tilstille Kaas Adressen, overladende til ham, privat at indhændige Kongen samme. Sam- tidig underrettede de ligeledes Direktionen for Selskabet for Norges Fotnote: disse to Personer gav sig ellers tilkjende ved en Karrikatur, der forestillede Tawast med en liden Frederik VI stikkende frem af hans Taskelomme. SIDE: 175 Vel om Foreningens Stiftelse, Øjemed og Stilling. Skrivelsen endte med Udraabet: "Leve Norge og dets Selvstændighed"! Den følgende Dag, den 4de Marts, dannede sig tilfældigviis et talrigt Møde, som da blev underrettet om at Adressen var i Kaas'es Hænder, samt meddelt ved Oplæsning samtlige Regentens Kundgjørelser af 19de Febr., hvilke, hedder det, modtoges med almindelig Glæde. Til Gjennemlæsning for dem, "som maatte ønske det", var ved samme Leilighed udlagt Hs. svenske Maje- stæts Proklamation til det norske Folk af 8de s. M. I det til den 5te Marts berammede Møde fattede de Ældste saadan Beslutning: "Selskabets Ældste, underrettede om, at Selskabets Tilværelse, hvorvel det vil være Enhver af dets Deeltageres fuldkomne Overbeviisning, at det ei alene var og vilde vedblevet at være i hver Henseende i og sig selv uskadeligt, men, efter dets i Vedtægterne tilkjendegivne sande og eneste Øjemed, nyttigt og hæderligt, dog kunde blive og er blevet saaledes misforstaaet, at det ved denne Misforstaaelse kunde ansees for farligt og skadeligt, og ere derom saaledes overtydede, at de een- stemmigen erkjende det for Pligt, at frasige sig de dem af Selskabet, som dets Ældste, overdragne Pligter, og at fratræde Selskabet. Men inden de ugjerne fuldbyrde dette Skridt, holde de sig forbundne til, som deres sidste Embedshandling, herved at indstille til samtlige Sel- skabets øvrige Medlemmer, hvorvidt de ville, i Tillid til Vigtigheden af de Grunde, som hertil forpligte dem -- hvilke Grunde de tro, ei at burde nærmere anføre, men for hvis Gyldighed de indestaa -- vedtage den af dem fattede Beslutning, saa at Selskabet derved fra denne Stund ophører og er hævet; -- en Beslutning, som de see sig ligeledes forbundne til, paa det alvorligste at tilraade, som et bekræftende Beviis for, at vi samtlige ere -- hvad sikkert enhver af os afskyer noget Øje- blik at kunne omtvivles, -- Hans Majestæts, vor Konges, redelig sindede, troe og lydige Undersaattere, hvorvel i lige Grad vort elskede Fædre- lands troe og dets værdige Medborgere". Naar denne Beslutning ved oprakte Hænder var vedtaget af Foreningen, skulde Formændene proklamere i de Ældstes For- samling: "at Medlemmerne af Normandsforeningen i Kjøbenhavn have besluttet, at dette Samfund er fra nu af aldeles ophævet". Og saa skede det i Generalforsamlingen den 6te Marts. Pram proklamerede Opløsningen, og idet han takkede for den For- mændene viste Tillid, anpriste han den Fædrelandsaand, som havde begrundet Foreningen, og det Borgersind, der opløste SIDE: 176 samme. Orlogsprovst Andersen, en af de Ældste, fremstod der- paa, og bevidnede i en skjøn Tiltale Formændene de Ældstes og Samfundets Tak for deres Bestræbelser, hvorpaa Hjelm re- plicerede, bevidnende samtlige Medlemmer Formændenes Er- kjendtlighed for dette nye Beviis paa deres Tillid og Hengivenhed, og ønskende, at ingen af Samfundets Medlemmer nogensinde maatte svige den Aand, der udgjorde dets Væsen, nemlig ægte Borger- og Fædrelandssind og varm Følelse for alt hvad der staaer i Forbindelse med Fosterstavnen -- "et Løvte, som Fædre- landets Sønner, der her ere forsamlede, ved Adskillelsen helligen burde giøre hinanden". Som Samfundets sidste forenede Handling nedbad han, i dets Navn, til Slutning Himlens Velsignelse over det elskede Norge. "Alles Hjerter -- bevidnes der -- vare rørte. Med gjensidige be- tydningsfulde Haandslag paa nordisk Viis hævedes Forsamlingen". Et Uddrag af det i Mødet Passerede blev overleveret Kaas, og under 19de April sendtes Direktionen for Selskabet for Norges Vel en fuldstændig Udskrivt af Foreningens Protokol. En Ind- stiftelsesfest var forlængst paatænkt; det blev nu til et Afskeds- maaltid paa Opløsningsaftenen, mellem hvis Skaaler "Gamle Norges" naturligviis var den første. Der var ogsaa en for "Vore skjulte Ønsker"! Men lystigere var upaatvivlelig det meget om- talte Gjæstebud, hvorved endeel kjøbenhavnske Borgere, især af den højere Handelsstand, ja endogsaa Embedsmænd og Officerer, navnligen af Artilleriet, kort efter Normandsforeningens Stiftelse havde givet sine liberale politiske Anskuelser og sine Sympathier for Norge tilkjende, og hvortil Normandsforeningens Formænd vare indbudne. Der manglede det hverken paa Viin eller egne trykte Sange eller Basuners og Trompeters Lyd, og heller ikke paa de grønne Baand (Uhrbaand, Sløifer o. a. desl.) som man i en Hast havde faaet gjort til Kristian Frederiks Farve, og saaledes til et Tegn for den Fremgang man ønskede Normændene [fotnotemerke] . Altsaa ogsaa danske Sympathier? Ja, hvem har tvivlet derom hos et saa følelsesfuldt Folk, som dette de blide, beltekrandste, sædvajende Ølandes, med hvem det norske havde saalænge og Fotnote: Uvist hvorfor. Maaskee fordi det Regiment, han havde kommanderet i Danmark havde grønne Opslag o. s. v. Den Sværm af Kammerherrer, han be- gyndte sin Regjering med at udnævne, bar ogsaa grønne Sløifer med en Guld- knap i, hvor Nøglen plejer at sidde i Blaat. SIDE: 177 saa nøje været vant til at komme bedre overeens, end man skulde troe muligt imellem to i Karakteren saa forskjellige som Granit og Leer? Der flød mange danske Taarer ved Tanken om Norges Adskillelse, og, hvad der var bedre, ved Tanken om dets Nød og om Uvisheden af dets Skjebne. Og det af smukke Øine. Qvinderne vare ikke de mindst ivrige Normandsvenner, ligesom de ogsaa vare de troeste Napoleonister. De klappede i Hænderne naar de hørte, at en Folkesværm havde drillet Tawast med et Hurra for Napoleon udenfor hans Palæ; men man tør nok antage, at de besad forliden Malice til at have Deel i Planen (hvoraf dog intet blev) at holde hiin glimrende og buldrende Banket for aabne Vinduer i et af Gesandtboligens Nabohuse. Men Gubben fik dog nok Skaalerne at vide og Sangene at læse, om han ikke blev forstyrret af Fanfarerne, og de bidrog neppe til at gjøre ham blidere eller mindre agtpaagivende paa hvad der foregik omkring ham. Altsaa forbi, forbi med Normandsforeningen? forbi med de be- geistrende og trøstende Sammenkomster i Læderstrædet? De varmhjertede Ynglinger skulle ikke mere kunne samle sig der om sine ældre trofaste Landsmænd? og sammen skulle de ikke mere synge: "For Norge Kjæmpers Fødeland" og "Boer jeg paa det høje Fjeld", og "Ynglinger her"! hvorved Øinene funklede eller bleve svømmende og Stemmerne steg eller smeltede eftersom det blev blødt eller brusende om Hjerterne? Forbi? Ja, men som man fælder en Piil eller Poppel; Grenene skyde. Thi -- hedder det efter en blank Side i Protokollen -- "da det Middel til at overveje fælles Tarv og bistaa hinanden, som Normandsforeningen tilbød, ved dens Opløsning var tabt, besluttede 12 Normænd at træde sammen og i Fællesskab virke hvad de kunde formaa i det Øjemed, Vedtægterne for den ophævede Forening angive i §. 1". Og imellem disse 12 træffe vi foruden Pram, Hjelm, begge Vogter, Skjelderup, Hansteen og Rye ogsaa Prokurator, senere Professor, Henrik Steenbuch, Grundlovens første Fortolker, samt Professorerne Jacob Keyser og Peder Atke Castberg, et ivrigt Medlem af den forrige Forening. Med slige Mænd blev denne Forening virksommere end hiin. Dens Kraft koncentreredes i den mindre Cirkel; den vedblev at virke for Fædrenelandet og op- SIDE: 178 naaede endnu bedre, at danne i sin Midte et Fædreland for de forladte Landsmænd. Det første Foretagende var, at den ved Pram, Skjelderup og J. H. Vogt ansøgte Kongen om et rentefrit Laan paa et Aar af 5000 Rbd. til Hjælp for de mange yngre Landsmænd, som nu befandt sig i Forlegenhed i Kjøbenhavn. Og det erholdtes -- af Justitsminister Kaas'es egne Midler hedte det, skjøndt den egentlige Velgjørers sande, let gjettelige Navn ikke blev ubekjendt for Normændene, men ligesaa lidt glemt som Gjelden, der punktlig blev betalt. Underretninger saavel herom, som om at alle i Danmark ansatte Normænd, under 2den Marts, vare blevne paalagte at erklære sig inden 4 Uger, om de vilde vedblive i sine Bestillinger eller tage til Norge, samt Anmodning om at blive underrettede om ledigværende Embeder i Norge, affærdigedes strax til den norske Regjering. I en Skrivelse til Prindsregenten underrettede de ligeledes om, at Opfordringen ikke gjældte de i Danmark ansatte norskfødte Officerer, hvoraf en stor Deel dog ønskede at tage Tjeneste i den norske Armee. Imidlertid var det ogsaa af økonomiske Grunde saa vanskeligt for dem at komme bort, at der sandsynligviis vilde indløbe et ringe Antal Ansøgninger om Ansættelse i Forhold til Mængden af dem, som virkelig ønskede den. Brevskriverne vilde dog, om Hs. Højhed ønskede det, anvende sin hele Kredit og Indflydelse til at rødde disse Vanskeligheder bort, naar de derved kunde haabe at stifte noget Gavn for Fædrenelandet. Overbringeren skulde nærmere udvikle sig mundtligen om Normændenes Stilling i Danmark, og en Chiffernøgle medgaves ham til senere Skriftevexling. De Tolv (senere ved Grosserer Knudtzons Tiltrædelse 13) bevirkede ogsaa, at Normændene beholdt Examen i den norske private Ret, da nemlig de juridiske Kathedre endnu vare ubesatte ved det norske Universitet; og i en ny Skrivelse til Prindsregenten interesserede de sig for de ved Regjeringskollegierne i Danmark ansatte norskfødte Underordnede, hvoraf de Fleste attraaede lige An- sættelse i Fædrenelandet. Ligeledes aabnede de en Subskription, og af Stiftamtmand Thygeson, som just da opholdt sig i Kjøben- havn, erholdt de sine Understøttelsesfonds forøgede med andre 5000 Rbd., saa at ikke blot flere Landsmænd bleve hjulpne der- nede, men ogsaa mange vel hjem. I Breve af 20de og 23de April underrettedes Prindsregenten ogsaa om, at den norske Postsæk burde adresseres til privat Mand i Jylland, som da igjen kunde SIDE: 179 forsende Brevene, der ikke burde have noget ydre Mærke, som kunde røbe hvorfra de skrev sig, samt om at Korntilførselen vilde sikkres ved at Regjeringen i Norge strax godtgjorde Ud- skiberne deres rimelige Fordeel, uden Hensyn til hvilken Losse- plads de havde søgt. Dette, mente de, burde bekjendtgjøres i alle norske Blade, hvoraf dog altid nogle Exemplarer kom udenfor Riget, forat tilintetgjøre den Frygt forat udskibe til Norge, som Tabet i enkelte Havne, der vare blevne overlæssede, havde opvakt [fotnotemerke] . "Den 4de Mai, hedder det, var en glad Dag"; thi da modtoges et til Pram adresseret Brev af 15de April fra Kristian Frederik, hvori han bevidnede Samfundet sin Paaskjønnelse af dets Pa- triotisme, og forsikkrede det om, at enhver Normand, som op- offrede sin Stilling i Danmark, skulde finde Ansættelse i Norge. I en Skrivelse af 4de Mai, som Professor Skjelderup tog med sig til Norge, takkedes Hs. Høihed, meddeltes en Oversigt over Sam- fundets hjælpende Virksomhed, og underrettedes om, at Aarsagen til at de allerfleste norskfødte Embedsmænd i Danmark havde erklæret sig for at vedblive i sine Stillinger, var Modbydelig- heden for at erklære sig efter det andet Alternativ, nemlig for at forlade Landet ifølge Traktaten med Sverige. Men kort efter gav det for tidlige Rygte om, at Prindsregenten skulde paa Eids- vold være valgt til Konge et interessant Dokument Tilværelsen, nemlig en af Samtlige undertegnet Lykønskningsadresse til den nye Konge, saalydende: "Allernaadigste Konge! "Friheden lysede i Norden, og Folkets Kjærlighed kaldte Deres Maje- "stæt til Thronen. -saa af Fædrenelandets fraværende Sønner "kaaredes De i deres Hjerter. -- Lad da os, af det gamle Norges ær- "værdige Slægt, i de Normænds Navn, som, fjernede fra Hjemstavn, "skuede med Henrykkelse Deres og Brødrenes Bedrivt, hilse Deres "Majestæt paa Kongesædet! "Evig skal Norge takke Dem, ædle Fyrste, thi De forlod ikke Folket, "da Monarken havde løst det fra dets Troskabseed. -- De frygtede "Anarkiets Rædsler, ikke de Farer, som truede Dem selv. "Alle Folkeslag skulle nævne Dem med Høiagtelse, thi medens Deres "fyrstelige Nabo fordrer som Løn Herredømmet over et fremmed Folk, "og medens mægtige Herskere, som kalde sig Europas Befriere, billige Fotnote: Dette var Tilfælde i Bergen, medens staaende Nordenvind ved at hindre Farten foraarsagede den bittreste Mangel i det Throndhjemske. SIDE: 180 "hans Forhold; fremstaaer De, selv odelsbaaren til Thronen, og lærer: "at Fyrsternes Magt gives af Folket, og at dette bør selv bestemme "sin Skjebne. "Deres Majestæts Throne er bygget paa Retfærdighed og grundlagt "med Viisdom; derfor see vi, med fast Tillid til det guddommelige "Forsyn, en herlig Fremtid imøde; derfor lykønske vi Deres Majestæt "og Fædrenelandet". Med aaben Dato tilstilledes denne Adresse, der afsendtes in duplo, Oberst Hegermann, Professor Skjelderup, Slotspræst Pavels og Overbringeren Prokurator Steenbuch, med Anmodning om at overlevere den i Kongens Haand -- hvilket ogsaa til sin Tid skede -- hvorpaa Samfundets sidste Foretagende var en Agtelses- adresse af 19de Mai til den ved Gyldenpalm kompromitterede og desaarsag afskedigede Geheimestatsminister Frederik Moltke, samt en Rapport til Kristian Frederik af 24de s. M. om at det var lykkets det at udvirke hos det juridiske Fakultet en saa fuld- stændig Examen, som de havde ansøgt om for Normændenes Skyld, skjøndt Udstederne maatte benegte at have anført som Grund at de juridiske Discipliner ikke skulde kunne dyrkes for Tiden ved det norske Universitet. Skrivelsen sluttede med en Underretning om, at Ordre til Beslag paa de norske Skibe, som maatte indkomme i danske Havne nu var udstedet. Hermed slutter Protokollen, som har opbevaret disse rørende Træk af norsk Broderaand og Patriotisme, der røbe saastor Styrke ved den norske Nationalitet og altsaa ogsaa for de fraværende Normænds Vedkommende, som Normænd, saa god Adkomst til Selvstændighed og Frihed. Efterhaanden slap ogsaa de Fleste af de Tolv over til Norge, og deres Forening opløstes. Men udpaa Sommeren fremgik dog en Slags skud- eller af- læggeragtig Fortsættelse af hine to Samfund i et tredie, nemlig den saakaldte "Venneforening" -- et Navn, som skulde uskyldig- gjøre det i Verdens Øine. Mindre ultranorskt i sit angivne Øjemed, end hine to, gik dog disses Aand ogsaa igjennem dette Selskab, og af Danske, der ogsaa kunde blive Medlemmer, optoges dog kun Saadanne, som vitterligen interesserede sig for Norge, f. Ex. Statistikeren, Etatsraad Fred. Thaarup, forhen Foged i Solør og Oudalen. De Tolv havde mødt sammen hos hinanden: "Vennerne" SIDE: 181 samledes i Normandsforeningens gamle Lokale, som nu atter gjenlød af Ønsker for Norge hver Gang en Efterretning bragtes der- hjemmefra, udjublede i alle dets Dialekter. Men efterhaanden bleve ogsaa disse længst Efterladte færre og færre. De forsvandt enkelte og pludseligen som Svalerne, skjøndt gamle Medlemmer af Venne- foreningen vide at fortælle noget om en vis gammel fordægtig Lugger, som endeel Normænd lod kjøbe paa Fremhaand af Marine- bestyrelsen, der lod sælge endeel slige kasserede, og som de ved en tjenstvillig N. N. lod lægge ud paa Gammelholm og udruste og armere, for saa tilsammen hemmelig at forlade Danmark og at slaa sig igjennem hjem, om det skulde knibe . . . Men Vi ere allerede komne foran Rigsforsamlingen, til hvis Fremskridt vi dog have villet binde os, og hvortil vi maa vende tilbage, efterat have med disse Blik udenfor Landet udfyldt den Dag, Rigsforsamlingen tog sig til Hvile, efterat have endt sine Forhandlinger over Konstitutionsudkastet. TRYKFEIL OG RETTELSER. Pag. 11 midtpaa -- Hount, 1. Middelfart og Hount. - 81 Hvad der i Anmærkningen berettes om Falsens Fader grunder sig vel paa et Sagn, men da han var af monarkiske Grundsætninger, er det vistnok mindre paalideligt. Henrik Wergeland SIDE: 182 OLE BULL EFTER OPGIVELSER AF HAM SELV BIOGRAFISK SKILDRET AF HENRIK WERGELAND Ole Bornemann Bull. Ingen Normand har ved sin egen Navnkundighed saameget ud- bredt Fædrenelandets Navn som denne vor berømte Landsmand; og i denne Stund, da vi gribe Pennen for at give et Omrids af hans viden omtumlede Liv, staaer han i Begreb med at overføre det til Amerika og elliptisk at forsvinde en Tid, for ogsaa at gjøre det hørt og kjendt i den nye Verden. Og for et Land i Norges Stilling er det ingen uvæsentlig Fortjeneste, eller rettere sagt, ingen uvigtig Følge af den personlige Berømmelse en Landsmand kan erhverve sig. Norge trænger til, i Europa at være ander- ledes bekjendt end som et Hjem for "Vilde", som den franske Kritiker Jules Janin kalder selve Bull i sin Bedømmelse af ham i Slutningen af Aaret 1835, og til i Amerika kun at kjendes af bortløbne Søfolk og lasede Emigranter; og det lod sig vel be- visende gjennemføre, at ikke en blot Nationalforfængelighed, men selve Nationalselvstændigheden vinder Næring og har fine, men virksomme, Sugenerver i den Deel Landet erholder af sine Sønners Navnkundighed. Men om end Bulls Violin aldrig havde lydt udenfor Fædrelandet, vilde han have vundet sig en Plads i nær- værende Værk, saafremt vi ikke vilde bryde Staven over vor egen Skjønsomhed; thi Bull var Bull allerede før sin første Ud- flugt, og han er altfor eiendommelig paa sit Instrument til, siden han forlod sine første Lærere, at skylde Andre end sig selv hvad han er bleven derpaa. Ole Bornemann Bull er født i Bergen den 5te Februar 1810 og er af 9 Sødskende ældste Søn af Apotheker Johan Storm Bull og Anna Dorothea Bull, født Geelmuyden. Faderen, der selv var en særdeles oplyst Mand, bestemte Ole til Studeringer, og indsatte ham derfor i Byens Latinskole. Men gamle Konrektor Windings pudseerlige Tiltale til ham efter en maadelig lært Lexe: "Tag du SIDE: 183 fat paa Fela di for Alvor, Gut, og spild ikke Tiden her!" be- tegner klart nok hvad Retning Bull allerede tidligen havde taget. Begge hans Forældre og Flere af Familien paa Mødreneside, men især Jens Geelmuyden, vare musikalske. Ofte dannede der sig smaa Koncerter i Fædrenehuset, hvortil Ole var det opmærksomste Øre; men især var han lykkelig naar han fik være med til Qvartetterne hos Onkel Jens, som var den Mand, der endog spenderede betydeligt i Musikalier og Instrumenter paa sin ædle Lidenskab. Og disse Qvartetter, baade af Mozart, Krummer og Haydn, gik ofte -- indtil 3 Gange om Ugen -- paa, og endte, efter gammel Skik, med stundom bacchanaliske Aftenlag. Imidlertid sad Ole og saae paa de hensatte Instrumenter og stjal sig til at tage nogle Strøg. Men denne Ære, at komme med til Onkel Jens'es Qvartetter, fik han først da han var bleven en gammel Karl paa 7 til 8 Aar, da han allerede kunde tage første Violin i en af hine store Komponisters Qvartetter. Mens han var endnu yngre maatte han lade sig nøie med at nynne for sig selv Moderens Melodier og hvad han ellers hørte hjemme, gnidende det efter med en Fliis paa et Træstykke, hvilke da skulde forestille Bue og Violin. Saaledes fandt Onkel Jens ham i en Krog og af sit Nürnberger-Varelager af Instrumenter, hvormed han ogsaa hand- lede, tog han da en Barneviolin og forærede sin lille Neveu. Denne var da Bulls første Violin. Han var 4 -- 5 Aar, da han fik den ihænde, og det varede ikke længe før han efterspillede paa den baade hvad Moderen kunde synge og meget af hvad Sværere han hørte. I denne tidlige Alder lærte Onkel Jens ham ogsaa Noderne, og nu laae Tonernes Verden for ham med aabnede Porte. Egentlig fast Information paa Violin har Bull aldrig havt. Faderen tillod ham nogle Timers Underviisning hos en Stadsmusikantsvend Erichsen, og da Bierfidleren var forladt, øvede Bull sig af sig selv i Duetter med en Dilettant, der var saa maadelig, at det er en Skaansel ikke at nævne ham. Faderen tillod Ole dog kun at sysle med Musiken i sine Fritimer, og selv i disse arbeidede han sig aldrig vedholdende frem; men altid kun afbrudt og som legende. Ole gik sin egen Gang, tog Stok for hic hæc hoc baade hjemme og paa Skolen, og -- som det hedder i Visen -- i den Vei "var og blev en Sinke." Kommen over Sinkelektierne ved en Slags Aarenes fremdrivende Kraft, var dog ingen hans Overmand i SIDE: 184 Mythologi -- en Green af Disciplinerne, som ogsaa maatte tiltale et fantasirigt, drømmende Gemyt. Violinen var og blev dog Nr. Een, saa Skolelærdommen aldrig kunde komme høiere end til Nr. To, og hermed var Faderen ilde tilfreds nok; men i Onkel Jens havde Ole og Violinen en Patron, især efter at han paa sit ottende Aars Fødselsdag ved et Tilfælde havde overrasket ham og Tilstedeværende med et Beviis paa hvor vidt han var kommen med sine hemmelige Kunster. Der var Mandsselskab og Qvartet hos Onkel, hvori Orchesteranfører i den musikalske Forening, Harmonien, Kammermusikus Poulsen, som sædvanlig, var første Violin. Denne ret flinke Musikus var en Ven af Flasken, og nedlod sig endog af og til i Stadsmusikantsvendens Hybel, forat snapse. Der havde han da truffet Ole, og da Oles Fader lige- ledes gjerne undte ham en Dram, ranglede han senere indom Døren hos ham, og spillede da med Ole saalænge der var noget paa Karaflen, der blinkede paa Bordet. Regelmæssigere var ikke den Underviisning Ole erholdt af denne sin anden Lærer. Men hvad hænder nu hiin Oles Geburtsdagsaften? Bacchus og hans Fauner blandede sig som sædvanlig imellem Muserne hos Onkel Jens, og da man vel var kommen fra Bordet, var første Violin i den Grad bleven uefterrettelig, at han laae hen etsteds i Værelset som en Violinkasse eller Vraget af en Bass. "Nu, Ole, skal du spille for Poulsen", sagde den oprømte Onkel Jens med et løst Indfald ved det sørgelige Syn, og trykte ham Kammermusikussens Violin i Haanden. "Frisk min Gut, skal du faa et Stykke Sukker." Og Ole spillede virkelig det svære Stykke -- det var et af Spohr, som han ogsaa tilfældigviis forud kjendte til -- og, til Alles Forbauselse og Onkel Jenses glade Overraskelse, han ikke alene spillede, men pauserte -- kort, han gav Stykket som en komplet Orchesteranfører. Han fik Sukkerstykket og -- en ordentlig Violin, som blev kjøbt af Poulsen. Saaledes erobrede han sin første; og denne gav igjen Anledning til den eiendommelige Maade, hvorpaa han behandler og holder sit Instrument og er bleven dets absolute Herre. Ole var nemlig endnu for liden for sin nye Violin. Det gjorde ham ondt i Fingre og Hals, naar han satte den til Skulderen; og han applicerede den da saa langt indunder Hagen, altsaa saa for- kortet som muligt. Fingrene fik derved et større Spillerum og Øret blev lagt nærmere til, og denne Maneer er bleven Bull til SIDE: 185 Vane, saa man senere ofte har bemærket, at han ligesom kjæler for sin Violin. Den nye Violin var Ole en kostelig, men ogsaa kostbar, Gave. Thi den kostede ham adskillig Lussing, da han ikke kunde holde sig fra at sidde oppe om Natten og spille, saa Husets Folk ikke kunde faa sove. "Det var da Fanden til Laat!" hedte det. "Er nu Ole oppe igjen og spiller?" Og saa fik Ved- kommende ham da i Kardusen. Et Tegn paa, at Faderen dog mere og mere gav efter for Erkjendelsen af sin Søns Determination for Musiken, var dog, at han paa hans 9de Aars Fødselsdag for- ærede ham Fiorillos Kaprizer, som han i det Øiemed havde ladet komme fra Kjøbenhavn. Samme Aar besøgte Violinisten Waldemar Thrane Bergen, og da spillede vesle Ole Fiorillo for ham. Der hengik nu et Par Aar, hvori Bull ganske var Autodidakt. Stadsmusikantsvenden og Kammermusikussen vare lagte agter som et Par Sko, man er voxet fra, og hans Mester var ikke at finde i Bergen. Men naar vi sige, at Bull har naaet sit Mester- skab ved egne Kræfter, at han paa egne mægtige Vinger har oversvævet det umaadelige Dyb, der er imellem den flinke Instrumentist og den sande Virtuos, mene vi ikke, at han ikke skylder Lærere noget. I 1822 nedsatte en dygtig Violinist, Hr. Lundholm, en Svenske og Elev af Baillot, sig i Bergen, og af ham erholdt han Information. Det varede dog ikke længe, da der snart udviklede sig et koldt Forhold mellem dem. Lundholm kunde ikke faa sin Elev til at holde Violinen anderledes, og han var en af disse strenge Skolemænd, som ikke taale Afvigelser i det Formelle, og ikke kjende andet Geni end Flidens Udholdenhed. Der var da en Aften atter Qvartet hos Onkel Jens. Lundholm spillede Baillots Kaprizzi. Bull hørte til med Mishag over den Skolestrenghed og det Flegma, hvormed han gjengav disse liden- skabelige Satser. Man gav en Qvartet af Spohr, og Ole tillod sig at kige i Lundholms Noder medens man sad tilbords i Side- værelset. Lundholms Iversyge over Bull stak da frem i, at han fandt sig stødt herover, og endnu mere i Udbruddet, da Bull, paa hans halvspodske Opfordring, spillede Spohr: "Aa ja, nu kan jeg gjerne pakke ind, naar Gutten alt kan hvad jeg længe har arbeidet for at kunne klare. Nu kan han vel ogsaa spille Paganinis Kaprizzi?" "Aa ja!" mente Ole. Faderen havde kjøbt dem til ham. Han spillede dem, og fra den Stund blev Lundholm høfligere imod SIDE: 186 ham saalænge han forblev i Bergen, og behandlede ham som En, der vel med Tiden kunde blive ligesaa god som han Selv. Bull var allerede, ved den Originalitet og det selvstændige Herredømme, han havde vundet over Instrumentet, over Dillettant- tismen, og Rygtet om ham gik forud til Kristiania, hvorhen han begav sig i Aaret 1828 for i August at tage examen artium. I de sidste tre Aar havde han nydt privat Underviisning af en Student hjemme, istedetfor paa Skolen; og da Informatoren ikke tillod ham at spille paa Violin saa ofte han vilde, opfandt han at plystre og synge paa eengang; og dette blev hans Harmonilære. Han plystrede og sang og spillede dertil paa to Strenge, og und- fangede da Ideen om at spille paa fire Strenge. Senere er det endog ved en Kombination bleven ham muligt at udføre sex for- skjellige Motiver paa eengang. Men vor Ole fik ingen Examen. Han dumpede, som man siger, i latinsk Stiil; men Gud veed, om denne Dumpen ikke var en Stigen til det han er bleven, et af Nornernes mægtige Fingertræk, en himmelsk Admonition om at han skulde blive ved sin egen Læst. En Oldtidens Græker vilde kalde dette Uheld en Streg, Polyhymnia havde spillet Athene for at befri sin viede Yndling. I Kristiania var imidlertid et offentligt Theater, sligt som det nu var, bleven opført, og Waldemar Thrane havde gjort sig be- rømt ved sin geniale Komposition af Fjeldeventyret. Han var nu Orchesteranfører ved Theatret; men hans tiltagende fysiske Svag- hed gjorde, at Bull snart maatte optræde for ham. I Examens- tiden optraadte han for første Gang ved en Benefice paa det dramatiske Theater med Qvartetten af Spohr i Es, der -- som en kompetent Dommer udtrykker sig -- "gjorde et mægtigt Ind- tryk"; men som han senere aldrig har været at bevæge til at spille. Hovedstadens, dengang mere end nu musikalske, Publikum havde beundret Ynglingen med den kraftige og paa engang hen- rivende bløde Bue, og i det daværende musikalske Lyceum, samt i engere selskabelige Kredse, forbausede han et kompetent Audi- torium ved sine fantasirige, følelsesfulde Extemporationer. Denne musikalske Omgang og disses Raad bestemte nu Bull til ganske at opoffre sig Musiken. Paa denne Tid lærte ogsaa Nedskriveren heraf personligen at kjende ham, og han mindes endnu med Interesse, hvorledes Bull mundtlig søgte at udtrykke Ideer til store Kompositioner, altid fantasifulde, om end imellem kun SIDE: 187 fantastiske, altid storartet romantiske, om endog stundom over- spændte, fulde af Maleri og Effekt, -- kort ganske som man kunde vente dem af Bull med hans Individualitet og den Dannelse, han havde erhvervet sig omtrent som en Vandrer, der gaaer i egne Tanker, og nu og da plukker noget af paa Vejen. Det blev ogsaa kun ved ubetydelige leilighedsvise Kompositioner, fulde af Glimt og -- Røg. Men ogsaa i den aandige Verden er en chaotisk Tilstand Forbudet paa herlige Aabenbarelser; og man paastaaer jo, at det var i en saadan Periode Schiller skrev sine "Røvere?" Det kan Nedskriveren ligeledes bevidne fra hine Dage, at Bull ogsaa deri lignede de fleste store Genier, at han, med et melan- cholskt, men ikke destomindre let bevægeligt, Temperament, besad det barnligste og trohjertigste Gemyt, og fra de senere, at han har det forud for mange af dem, at han har beholdt det fremdeles. Det er især i slige Gemytter en vis ret elskværdig Fremfusenhed findes; den tilhører dem som naturligt Skum det gode og stærke Øl, og Bull har altid havt en Portion deraf, som har været stor nok til hist og her at skade ham, udsætte ham for Misdømme og at give ham Skyggen af en Egoisme, som ikke taaler Kritik eller Modsigelse, og endog af Mangel paa Dømme- kraft. I Samtalen forlader han gjerne Musikens Verden, hvori han er en Fyrste, og da er han forloren i Folks Omdømme, som "mærke Ord" og forlange for meget, nemlig, at alle Radier skulle være lige glimrende i en Sjæl, hvor der dog er en heel Diameter af Lynets Straalestyrke. Jeg har været tilbøjeligere til at falde ham om Halsen, naar han saaledes paa Politikens eller andre fremmede Territorier har været paaveje til at snuble . . . Men hvad kommer dette Ole Bull, den sande Ole Bull, ved? eller Ole Bull saaledes som han kom ifra Bergen. Det er ingen detaljeret Kritik, som skal skrives; og da var han det beskedneste, fordrings- løseste Menneske, ikke opfyldt med Triumferindringer, men kun med Ønsker og Forhaabninger, ikke smigret af Andre end af sin ensomme Violins Stakkatoer, Pizzikatoer og klagende Flageoletter. Det er meget, ja overmaade meget, at han, efter et saadant Liv, som det han har ført, er forbleven sig selv i alle sit barnlige og troskyldige Hjertes Grundtræk. I legemlig Henseende saae han dengang noget forvoxen og sygelig ud; det aabne Ansigt var blegt, blegere end nu, de store klare Øine laae dybt, og med den allerede da paafaldende udviklede Nervositet i Overkroppen og SIDE: 188 Armene, var han dog forøvrigt i høi Grad nervesvag, og Irri- tabiliteten havde den afgjorte Overvægt i hans System. Han fandt sig ikke vel i Kristiania. Hans Sind var i en urolig Gjæring. Han lignede Ballonen, der slider og rykker i sin Touge for at slippe bort og at kunne stige. Han følte, at han maatte ud for at kunne blive til noget, og da først og fremst til Violinens Ypperstepræst, til Louis Spohr i Kassel. Spohr maatte høre ham spille hans egne Mesterstykker. Han maatte sige ham hvad han duede til, og i Hans Bifald vilde han hente en Indvielse og en Velsignelse. Og endelig 18de Mai 1829 kom han afsted ved at optage et Laan paa 100 Spd. i Sparebanken, hvortil en ædelt- tænkende Kjøbmand fra Kristiania, som han traf i Hamburg, endnu lagde et Laan af 200. Men da han vel var reist, opdager hans Venner, at han har glemt -- sin Violin. Den laae i Fredriks- værn, og dens Herre var alt over Kattegattet. En Officeer kunde før fremstille sig for sin Chef i fuld Uniform, men uden Kaarde, end Bull kunde slippe ud i Verden uden sin Violin. Over Hals og Hoved blev den da sendt efter ham af hans Venner. Og af dem havde Bull sande, der ikke blot beundrede, men elskede ham. Den Modtagelse Bull fik ved sit første Besøg hos Spohr var ham ellers for kold. "Ich bin über 100 Meilen gefahren, um Sie zu hören" sagde han galant, hvortil Spohr svarede gelassent: "Ei, so müssen Sie auch nach Nordhausen fahren, wo ich einem Musikfeste beiwohnen soll". Og saa foer han da did med, sammen med den danske Stipendiat Musikeren Frølich. Der hørte han en Quadrupelkoncert af Maurer udført af Komponisten selv, Spohr, Wiele og den ældste af Brødrene Müller; men han fandt en saa kold Stiil i Foredraget saavel deraf som af et Oratorium af Schneider, at han forlod Festen med den sønderknusende Tanke, at han vel ikke maatte have det rette Kald siden disse Mestere udførte sine Sager saa ganske anderledes, end han vilde have gjort det. Han besluttede at tage fat paa Studeringerne igjen, men ikke hjemme, og Sammentræffet med nogle lystige Gøttinger- studenter, der vendte tilbage fra en Harztour, bestemte ham til, i saadant Øiemed at tage til Gøttingen. Der blev nu i et Par Maaneder et lystigt Leben omkring Bulls Violin; thi naturligviis det var kun et løst Indfald med den Studering. Borgermesteren i den lille Naboby Münden havde hørt tale om en fremmed Student, som skulde spille saa ypperligt Violin, og bedet en Be- SIDE: 189 kjendt at tage ham og nogle musikalske Venner med derud, forat give en Koncert for de Fattige. En vakker Morgen drog da 8 lystige Fættere afsted "um in Münden zu kommerciren": Fire paa een Vogn, spillende paa forskjellige Instrumenter hele Vejen, Fire syngende paa den anden. Saaledes holdt man da endelig udenfor Borgermesterens Dør, hvor han ganske rigtig skrabende og bukkende modtog dem i egen Person og førte dem lige til- bords. Bull, hvis første Koncert i Udlandet nu skulde gives, be- mærkede med Fortvivlelse, at hans Orchester, inden man vidste Ord deraf, var bleven plakat. Og ingen Prøve var bleven holdt. Den skulde holdes efter Bordet, hedte det, og dermed havde det endnu ingen Hast. "Es lebe der Herr Bürgermeister, seine Frau, die Töchterlein, die gute Städtchen Münden!" u. s. w. hedte det. Og da man nu endelig reiste sig fra Bordet, var der vaklende Knæer, Omfavnelser, Graad og Kyssen om hinanden, saa Bull ikke vidste sit arme Raad. Som sidste Nummer skulde "das Gewitter", Uveiret, en Improvisation af Bull gives, hvori han skulde lade Lynene knittre og ziske paa Violinen, medens En af Studenterne skulde gjøre Tordenen med Albuen paa Pianoet. Men han var nu reent overstadig. "Aber Bruder, wie kannst du doch . . ?" gik Bull og halede ham i Kjolekraven. Han hører ikke. "Bruder, Bruder, wie kannst du doch.?" -- "Halt's Maul mit die Koncert! Schmollis! Apage!." -- "Was? Bist du doch toll? Dummer Junge!." "Dummer Junge? Potz Tausend"! Det er Stikordet, Nu var der Duel. Uundgaaeligt. Koncerten gik dog som den kunde, Borgermesteren var prostitueret, Bull accepterede Kartel, lærte at hugge med sine stærke lange Arme i 8 Dage, benyttede Vinket at trætte sin Modstander med Pareren, og saae sin Kands til at give ham en let "Streich" over Kravebenet. Nu var naturligviis alt godt og "das Gewitter" over. Omfavnelser og "Comment." Aber der Polizeydirektor lod Sejerherren citere paa Raadstuen og meddele et venskabeligt consilium abeundi. Bull gjorde som Molberg: Han "Lærdomssätet skydde" og stod i Septbr. paa Anførerskamlen igjen i Orchestret i Kristiania, hvor Tøstie imidlertid havde remplaceret ham. I Mai 1830 reiste han til Throndhjem, hvor han gav en Koncert, men uden synderlig Fordeel, og derfra til Bergen, hvor han tog Anførselen i "Har- monien", gav Fjeldeventyret første Gang, og to Koncerter, som SIDE: 190 skaffede ham en 500 Spd., hvormed han endelig i August 1831 ved Skibsleilighed over Ostende kunde iværksætte sin længe paa- tænkte Reise til Paris. Den blev eventyrlig. Først efter syv Aar saae Fædrenelandet ham igjen som den verdensberømte Ole Bull, som den eneste Dødelige, der har arvet Paganinis Virtuositet og Navnkundighed. Til Paris, til Konservatoriet, til Beriot, Baillot og Berlioz, til den store Opera maatte Bull. At optræde paa denne, eller dog at vinde Ansættelse der, var den Tanke, som opfyldte ham hjemme paa hans Kammer, naar han sad der, som saa ofte, med Haanden under Kinden og med sin lille Rotte af en Hund paa Skjødet, eller mellem lystige Kamerader, eller paa Anførerskammelen i den Fjellebod, som Vulcanus endelig offrede Muserne. Men i Paris gik det ham ikke efter Forventning. Hans Anbe- falinger hjemmefra aabnede ham ingen Adgang did han vilde, og Ingen lyttede til dem, der talte fra hans Violin, uden de tause Vægge i hans ensomme Kammer, der gjengav hans bedrøvede Hjerte dens spildte klagende Toner. En Forbigaaende kunde standse udenfor med Spørgsmaalet: "Qui demeure ici? Il joue bien." En Grisette kunde ligeoverfor aabne sit Tagkammervindu og lytte til "le pauvre jeune homme lá", og en eller anden er- hvervet, ligesaa tungsindig, Bekjendt imellem de tydske Musikere, hvoraf Paris vrimler, kunde sidde hos ham og yde ham sin hjælpløse Hyldest. Det var Anerkjendelsen for det første. Men den truede med at ville holde sig længe paa et saa lavt Stand- punkt. Baillot negtede at give ham Underviisning i det han at- traaede; "le Violon norwégien" blev stødt væk overalt; ingen Ansættelse i Operaen, medens det nagede ham, at see en Svensk, som senere aldrig har svaret til hvad der fra højere Steder an- vendtes paa ham, at vinde Plads der; Pengene gik -- kort Bull befandt sig i den i Paris saa uhyggelige Høst ulykkeligere der end hjemme. Han angrede alt, at være reist did. Dog havde han endnu hos en Banquier saamange Penge, at han kummerligen kunde slaae sig igjennem til Foraaret, da Skibsfarten atter aab- nedes. Da raadede en Skurk, som boede i samme Huus, ham med en faderlig Mine til at tage sine Penge til sig fra Banquieren, som om Denne, under en daværende Fluktuation i Handels- verdenen, ikke var saa ganske sikker; og -- en Morgen efter at Bull var kommen oprømt hjem fra at have hørt Mad. Malibran, SIDE: 191 finder han, ved at see sig om i Værelset, først sin Violin og sine Klæder borte, og dernæst sine Penge, indtil den sidste Sous. Paa en Stolryg hang kun hans gamle Klæder fra Reisen tilbage. Raadgiveren, den faderlige Ven, var fløiten med Alt. Det var ikke saa frit for, at Seinens graa Vande fik noget Indbydende i vor ulykkelige Vens Øine, at han hørte behageligere Røster i dens Murmlen under Broerne, end i Parises livsglade Tummel. Under disse fortrykte Omstændigheder, Fortvivlelsen nær, skaffer en Tydsker, ved Navn Wirth, Lærer ved en Hr. Chorons musikalske Institut, ham paa Kredit Logis i Dennes Huus indtil Hjælp maatte indløbe fra Hjemmet. Mad. Choron holdt nemlig et Knaptæringsherberge for Lemmerne og Eleverne af dette Institut, der bestod af Tydskere og dannede et Slags "Verein", omendskjønt det førte det stolte Navn af et Konservatorium, og det af et for Kirkemusiken. Efterat være naadigen gjennemmønstret fra Top til Taa af den lille spidsvinklede Dame med rynkede Abekjæver, Turban, store udstaaende Hummerøine og blodrøde Hænder og Arme -- kort en ægte Pariser-Rappenskralle -- fik da Bull, paa Wirths Kaution, for 60 Francs om Maaneden, Tag over Hovedet, Bønner og sort Brød til Frokost og henimod Aften en Middag af et Par Stykker Kjød og en Suppe af samme Kvalitet, som den, hvorom Skibsdrengen sagde, at den var god, da han "nu nyssens havde fundet een Ert." Men fra Hjemmet kom der Intet. Suppen forblev lige tynd, Frokostbønnerne lige haarde, men Madamens Øjekast bleve længere og mistænkeligere, Kastet med Nakken foragteligere, og Wirth, som begyndte at frygte for sin Kaution, koldere og mere tilbageholdende. Han ønskede kun, at faa ham vel udaf Huset igjen før Regningen trak sig formeget i Længden. Men Fanden, eller hvem det nu var, hjalp. En Morgen finder Bull ved Hr. Wirths partikulære Frokostbord, der for ham som Lærer var noget bedre, en Fremmed, som strax tiltrak sig hans Opmærksomhed. Sorte stride Haar bedækkede hans Hoved, Ansigtsfarven var hvad Franskmanden kalder olivâtre, d. e. oliven- bruunguul, Øinene sorte, store, af stikkende Blik, Ansigtstrækkene spodske og aandrige, hans Diskurs kold ironisk, Figuren slank og udlevet -- kort der var noget yderst sydligt-udbrændt, verdens- mandsmæssigt, eller om man vil, noget mefistofelesagtigt i hans SIDE: 192 hele Ydre. Han gjorde ogsaa et næsten rædselblandet Indtryk paa Bull, især da Wirth havde ymtet om, at denne Person, der af og til kom i Huset for en vis Dames Skyld, som Wirth ogsaa gjorde Hanebeen til, var en Politispion. Det undslap Bull, at han nærede denne Mistanke. Personen, iførstningen opbragt med hele sin bruungule Naturs Heftighed, synes pludselig at betragte Bull med velvillig Interesse, som om han i ham havde fundet Lykkens Yndling, den troskyldige Aladdin. "Behag at følge mig, min Herre! Jeg har noget at tale med Dem om. Herhenne i Rue Vaugirard er en Estaminet, hvor vi kunne det uforstyrrede." Det var en af disse Kneiper, hvor der maa brændes Lys hele Dagen, og hvor unge Mennesker, der ikke syntes at have sovet om Natten, omsværmede Billarden i Skjorteærmer, med Krid- piber i Munden og L'Eaudevie-Glassene og Ølflaskerne i Vin- duerne og paa Kaminen. "Hør!" sagde den Fremmede (som Bull aldrig har vidst Navnet paa) "jeg kjender deres Stilling; men følg nu mit Raad. De skal spille. Mais-voila ma bourse! Der er ikke 5 Francs, og 5 Francs behøves. Dem maa De skaffe. Gaa saa iaften mellem Klokken 10 og 11 -- ikke før -- til Enden af Boulevard Montmartre. Der er Frascatis Spillehuus, Fortunas Tempel. Gaa dristig ind, opad Trapperne, ring paa og giv den elegante Tjener, der vil aabne Døren, med en kjæk Mine deres Hat. Gaa saa ind i Salen, hen til Bordet, sæt deres 5 Francs paa Rødt, og lad Indsatsen be- standig staa!" Bull iler hjem, reiser de 5 Francs ved at sælge et Klædnings- stykke, og er paa Pletten til bestemt Tid. Han trænger sig frem til det store grønne Bord, hvor Louisdorer og Femfrancs laae i Dynger, og hvor baade Damer og Herrer deeltoge i Trente faites votre jeu!" Bull mumler: "Cinq francs Rouge!" men i sin fremmede Udtale saa- ledes, at det klinger for Franskmanden som "Cent francs." Ban- køren slaaer op. 100 Francs, i 5 Louisdorer, skydes hen til Bull. En Dame troer, at de ere vundne af hende, og slaaer sin Haand saa ivrig over dem, at man skulde troe der var Kløer istedetfor SIDE: 193 Fingre i Glacé-Handskerne. Bull, der ikke kunde forklare sig sin Lykke, hvorledes han nemlig havde faaet 100 (cent) Francs, paa sine opgivne 5 (cinq) Francs, var i Øjeblikket saa fortumlet, at kun Bankøren, ved at raabe nedover til Bordenden: "Madame, l'argent appartient a Monsieur" skaffede ham den uforskyldte Gevindst. Bull lod den blive staaende, og mod Morgenen listede han sig hjem med 800 Francs, som han anvendte til at betale sit Logis, til en Klædning og til -- Spil. Mefistofeles traf han nok paa Dagen efter og vel ogsaa enkelte Gange siden; men han for- svandt dog, da han vel havde faaet sat Bull i Gang. Men Lykken var ham ikke altfor tro. Mangen Nat vandrede han pengeløs fra Boulevarden gjennem Parises øde Gader, gjennem den cholera- stinkende Natluft, hørte de Døendes Stønnen i Husene og løb gysende til sit Logis. Ministergesandten, Grev Løvenhjelm, som interesserede sig for at skaffe en vis Rohart, som boede ved Champs Elysées Norske og Svenske i Logis, havde sendt Bud til Bull og faaet ham did. Men Cholera trængte ind i Huset, og Bull søgte sig et andet Logis -- for anden Gang uden en Skilling i Lommen. Thi Lykken havde ganske vendt ham Ryggen hos Frascati, uagtet han i lang Tid havde indskrænket sig til aldrig at vove mere end l0 Francs. Som han saaledes en Dag slentrede om og gloede paa Leie- placaterne paa Husene og Gadehjørnerne, standsede han udenfor No. 19, Rue des Martyres. Han var træt og vilde ikke gaa videre. Der stod jo ogsaa, at der var Logis at finde. Imidlertid benegtede Portneren, at saa var. Bull blev staaende, som om Noget sagde ham, at her skulde være et Asyl for ham; og da det endelig kom ud af Portneren, at der i første Etage boede en Enke, som alligevel muligens kunde have et Værelse, siden hendes Søn nylig var død, steg Bull op. Han traf en gammel, pyntelig, men simpel klædt, Kone, som modtog ham venlig, men dog ikke lod til at have tænkt paa nogen Logerende. Imidlertid har hun opdaget, at Bull har nogen Lighed med hendes afdøde Søn; hun udbryder i Forundring, og dette Tilfælde lægger hende i Munden: "Nuvel, kom da imorgen Middag, Msr., naar saa da skal være." "Idag, a douze heures," svarer Bull med en glad Gesvindthed, som om han ved et Greb havde fanget en gylden Kugle i Luften. En skraldende Latter lader sig høre fra en Krog i Værelset, hvorfra et overordentlig smukt lidet Pigeansigt stikker sig frem. SIDE: 194 Det var Alexandrine Felicité Villeminot, Datterdatteren, som levede hos sin Bedstemoder, og siden er bleven Bulls Kone. Faderen havde været en Slags Commis de guerre; Onkelen faldt i Garden ved Waterloo. Kl. 12 samme Dag var den nye Logerende der med sit lille Habengut, hvorimellem der dog nu var en Violinkasse. Men neppe var han kommen før han faldt i en svær Sygdom, Nerve- feber eller Hjernebetændelse, hvorfra en menneskekjærlig Doktor Dufour og Familiens omhyggelige Pleje reddede ham. Da han kom til Besindelse, sad den gamle Kone ved hans Leje, holdende hans Haand i sin, og de første Ord han hørte af hende var, at han bare skulde fatte frisk Mod og ikke bryde sig om Betalingen. Der var god Medicin i de Ord for En, som havde lagt og fantaseret om Seinen. Han fik det ogsaa nu i Alt som en Søn, og lille Alexandrine begyndte med at være hans Søster. Ved denne Tid var det ellers, at Bull skrev et Brev til en Ven i Kristiania om sin fortrykte Stilling, som bevirkede, at endeel Medlemmer af det musikalske Lyceum subskriberede og sendte ham igjennem Legationen omtrent 2000 Francs. Af Klogskabs Grunde lod man Ministeren, Grev Løvenhjelm, være Mellemmand. Han yttrede ogsaa i en Skrivelse til Kristiania, at der nødvendig- viis maatte sørges for Bulls Antræk, dersom det nogensinde skulde lykkes at faa ham paa hans rette Sted, og han var beredvillig til at sørge for, at Hjælpen hjemmefra kom ham til saa stor Nytte som muligt. Mellem de underordnede Musikere, Bull hidtil havde omgaaets, var ogsaa en italiensk Guitarist, og ham vilde nu Skjæbnen han skulde træffe, da han begyndte at "rangle ude" forat tage Re- konvalescent-Solskinsbad paa Qvaierne og andre Steder, hvor Pariserne have tilladt Solen at skinne i deres By. I Rue des Martyres var det kun slet bevendt dermed. Guitaristen fortalte da Bull, at en gammel Violin-Amatør, Msr. Lacour, havde ønsket at gjøre hans, Bulls, Bekjendtskab, og han foreslog ham nu at gjøre et Besøg hos ham. Lacour gjorde sig store Forventninger af en Opfindelse han havde gjort til Forbedring af Violinen. Han fabrikerede nemlig slige og bestrøg dem med en deigagtig Sub- stants (en "pâte"), der skulde give dem en høi Grad af Blødhed og Præg af at være fuldkommen indspillede. Bull fandt virkelig hans Violiner særdeles bløde, og, gnidende sig af Glæde i Hænderne, SIDE: 195 troede nu gamle Lacour, at have fundet den rette Mand til at bringe hans Violiner i Kredit ("Pour faire valoir mes violons"). I en Soiree hos en af Lacours Kunder og Bekjendte, Duc de Riario, en italiensk Charge des Affaires, skulde Bull spille paa en af de Lacourske Violiner. Der traf Bull elegant Selskab, Duc de Montebello, dennes Svigermoder o. s. v. Han sætter Violinen an; men mærker til sin Ærgrelse, at en eller flere af Ingredientserne i Lacours Indbeitsning udbreder en afskyelig Stank. Han blev forlegen, men drives af sin Forvirring til at spille i en Extase, som ganske henriver Selskabet for ham. Han omringes af Damer og Herrer. Især havde han gjort Indtryk paa Montebello og hans Svigermoder; og nu hedte det i Munden paa hinanden: "Hvor længe har De været i Paris? Min Gud hvorledes er det muligt, at De har kunnet være saa ubekjendt? De maa gjøres bekjendt, De maa give en Koncert, De maa have en god Violin; De maa gjøres bekjendt med Chopin o. s. v." Montebello inviterede Bull til Frokost følgende Dag, og der gjentoges det Samme. Men Montebello, Neys Søn, gjorde Alvor af Sagen. Bulls Puppetilstand var forbi; Sommerfuglevingerne skulde til at folde sig. Glimt af den varmeste Sol, Menneskehjerters Deel- tagelse, vare faldne derpaa. Inden kort -- det var den 18de April 1832 -- saae Bull sig istand til at give sin første Koncert i en Tydskers, Hr. Stoeppels, Sal, Rue neuve Augustins, og det med Assistence af Ernst og flere betydende Kunstnere og en reen Indtægt af 1400 Francs, saa han betalte sin Gjæld og havde 700 tilovers. Til Operaen var der dog endnu ingen Adgang; altsaa en Kunstreise! Og nu gaaer det af sig selv; nu voxer Bulls Rygte som Lavinen, der engang er sat i Fart. I Lausanne gav han sin første ordentlige Koncert i Udlandet, og med stort Bifald. Før han forlod Egnen ved Genfersøen, assisterede han ogsaa ved en stor religiøs Festivitet i Morges, og gik derpaa til Italien, hvor han i Mailand gav Koncert paa det berømte Theater Della Scala og i Venedig i det filarmoniske Selskab, der har valgt ham til Æresmedlem, ligesom de filarmoniske Selskaber i Bologna, Rom o. fl. Steder have gjort. I Triest gjorde Bull især Opsigt ved sine Improvisationer, og han fandt der i en Doktor Jell en Kritiker, som ved i høje Udtryk at omhandle i et Wienerblad hans Fremtræden i Triest, for første Gang udvidede Bulls Berømmelse udenfor de Byer, hvor han lod SIDE: 196 sig høre. Imidlertid tilfredsstillede han ikke dennegang Wienernes Nysgjerrighed. Han besluttede nemlig at tage nedigjennem Italien, og kom saaledes til Bologna, hvor et af disse Tilfælde, der ere mærkværdigere og vidunderligere end Eventyrenes opdigtede, og som fylde Sjelen med Ærefrygt, som for en Guds synlige Nær- værelse, indtraf og gjorde, at han fra dette Sted kan datere sin Berømmelse. Fra Bologna af hørte Vi herhjemme første Gang noget Glædeligt om vor Landsmand; fra nu af blev hans Bane for lysende til at kunne tabes afsigte. Den Jellske Kritik var efemerisk, som saa mange andre, der endnu ødslere have udtømt Sprogenes Lovord over Hoveder, som ikke destomindre ere forblevne navnløse; den var hen- dunstende som Oversprængningen af et Eau de Rose eller de Cologne. Men om den Kjendsgjerning, at erstatte et filarmonisk Selskab af den Betydenhed som Bolognas og et Publikum af den musikalske Skjønsomhed, som denne Byes, en Beriot og en Malibran, lader sig ikke dette sige. Og fra dette Prøvestykke er Bulls Berømmelse udgangen. Dette Turdelduepar af Kunstnere havde ladet sig engagere for Saisonen til Bologna, og en Koncert, i Forening med alle de Kræfter, hiin Forening tilbød, var annonceret. Men Begge fandt sig misholdne med det betingede Honorar, og kun Beriot indfandt sig, men forat melde Sygdomsforfald for Malibran og at han heller ikke kunde optræde formedelst en Skade i Haanden, som det hedte. Det filarmoniske Selskabs Direktør, Marchese de Zampieri, be- fandt sig saaledes i den største Forlegenhed. Da hænder det en Dag mod Aften, at den bekjendte Sangerinde Mad. Colbran (siden gift med Rossini) ved at gaa forbi Casa Soldati, et Værtshuus af lav Rang, en Kneipe for Soldater, Vetturinoer og Muulæseldrivere, hører fra et aabent Vindu i Huset nogle vidunderlige Satser ud- førte paa et Instrument, som hun ikke troer at kjende. Det var Bull. Paa sin kalkede Hybel i det elendige Værtshuus, hvor han havde taget ind paa Grund af en, ved en Laantagers Uefter- rettelighed indtraadt, Ebbe i Kassen og nu i et Par Uger havde opholdt sig, havde han, medens hele Byen kun talte om Beriot, Malibran og Colbran, skrevet sin første betydelige Komposition, Concerto i A Dur, og ubekjendt med den kunstmæssige Maade at nedskrive sine Tanker paa med Hensyn til Udsætningen, sad SIDE: 197 han nu der ved det aabne Vindu og gjennemspillede sine Satser. Sangerinden stod Lenge lyttende. "Det maa være en Violin; men en guddommelig. Den erstatter Malibran og Beriot. Afsted til Zampieri!" Om Aftenen henved l0, da Bull, sulten og syg, alt i et Par Timer laae i sin Seng, bankede det paa Døren. "Cospetto di Bacco for Trapper!" Det er Zampieri selv, den mest musikalske af alle Italiens Nobili, videnberømt fra Mont Cenis til Kap Spar- tivento. Bull maa op og improvisere. Han var Manden! Lad Malibran have sin Migræne og Gud veed hvad. Ja han maatte ikke alene op, men strax afsted med Zampieri til Theatret, hvor han traf en glimrende Forsamling, selve Storhertugen af Toskana og Beriot med sin Haand omviklet paaskrømt med et Tørklæde. Bull henrev strax Forsamlingen. Han skjød Hjertet i Livet og bad Damerne om Themaer. Prinds Carlo Poniatowskys Gemal- inde gav ham et af Norma, to andre Damer et af Korinths Be- leiring og et af Capuleti Zampieri, Beriot og hele Forsamlingen komplimenterede ham. Det var et Fund. Han skulde faa hele Foreningens Assistence til en egen Koncert, hvis han vilde træde op ved en allerede annonceret; Selskabet vilde selv tegne sig for 60 Billetter. En Schweitzer, Emilio Loup, som ejede et stort Theater, tilbød ham baade dette og frit Or- chester, ja en enkelt Privatmand tog endog l00 Billetter. Ah ça ira! Nu var Fortunas Hjul kommet paa Glid. Parcen syntes at afhaspe sine sorte Traade og at begynde at udspinde nye glim- rende. Han spillede paa Selskabets Koncert og gav en egen hos Loup. Efter den sidste hilsedes han af et Fakkeltog og ud- nævntes til Æresmedlem af det filarmoniske Selskabs første Klasse. [fotnotemerke] Ça ira! Dette var kun en Begyndelse; Dette var Bulls egentlige Begyndelse. Mellem de mange Fremmede, som vare komne til Bologna for Koncertens Skyld, var ogsaa hiin Poniatowsky, en Brodersøn af den berømte, saa to af den senere Histories Æresnavne, (Monte- Fotnote: Denne Episode af Bulls Liv er af den danske Digter H. C. Andersen fortalt i Kjøbenhavns-Journalen Portefeuillen for 1839 "efter Kunstnerens egen mundt- lige Meddelelse." Da Forfatteren heraf har samme Autoritet for sig, har han ikke villet rette sig efter Andersen, hvor denne er noget afvigende. Det er ikke i nogen betydelig Henseende. SIDE: 198 bello, Neys Søn, og Poniatowsky) saaledes har Fortjenester af vor Bull. Han indbyder Bull til Florentz, hvor han selv opholdt sig, og der tilbydes ham at give en Koncert paa Teatro del Cocomero, hvorpaa hans Komposition fra Bologna gjorde en ligesaa over- ordentlig Lykke som der. Dette var den 2den Mai 1834. Vi notere det, fordi Bull siger, at han fra denne Tid af fik nogen Tillid til sig selv. Ørnene vilde nok, om de kunde, mærke sig den Dag, da de først følte, at de kunde stole paa sine Vinger, og lade dem bære sig over Afgrunden. Han gav endnu 2 Kon- certer til paa Theatro del Cocomero, assisteret af duelige Kunstnere, som Duprez og Madame Ronzi de Begnis, samt komponerede sin Adagio religioso for Dominikanerklosteret Sta. Maria Novella i Florenz. 14 Miglier fra Florentz, midtimellem Apenninerne ligger en liden Landsby, Pierra a Sieve, omgivet af flere Klostere. Did trak Bull sig tilbage i 2 Maaneder, udarbeidede til eget Brug en Slags Grammaire de Violon, hvori han søgte at klassificere og at simplificere alle Instrumentets mysteriøse Vanskeligheder, og komponerede en Trio for Violin. Kompositionen af Adagio Re- ligioso havde bragt ham i Kridhuset hos Munkene i Omegnen, saa de ofte besøgte ham; og stundom trak de da frem af sine Kutter nogle Flasker af en egen Sort Likør, de vare berømte for at kunne fabrikere. Engang spillede han ogsaa Adagioen for dem, med Akkompagnement af Orgel, og paa Orgel Themaet og endeel af "Polacca Guerriera", som han dog først senere, under Opholdet i Rom, fik færdig. I Pisa og i Lucca under Badesaisonen traadte Bull atter frem. Han traf der atter Poniatowsky og Pianisten Døhler, og blev af Enkedronningen af Neapel anmodet om at besøge Neapel. Gik saa did over Livorno; men kom ikke til at træde op i de første Maaneder, da Beriot snart hæver den Tonen over Horn og Trompeter, snart sukker den sagte som en Æolsharpe! Han er en Konstner, der aldrig har havt sin Mester; han fører en Violin, som ikke tilhører nogen Skole -- der er noget Naivt, Inspireret i den, begavet med en ufattelig Kraft. Man har talt meget om Paganini og hans G-Streng; de have Begge ladet sig udbasunere med alle Lovtalens Stemmer. -- De kom -- G-Strengen var umaadelig overstemt, og han, der skulde spille paa den, saa slet redet, som den, der fremstiller sig saaledes med Flid, kan være. Nu! jeg veed ikke, om ei Bulls, Normandens, Lykke vilde været lige saa stor, som Italienerens og hans G-Strengs, dersom han havde været saa forsigtig at om- give sig med sin Konstbroders effektfulde Charlataneri. Men se! Norge er en brav Pige, fordringsfri og beskeden, der ikke bruger Sminke. Hun fremtræder ganske ligefrem og udgyder -- naturlig og utvungen -- hele sin Sjæl og sit Hjerte!" "O. B. Bull er en af hine Kunstnere, fulde af Uskyld, Naivetet og Trohjertighed, som ikke fordre mere, end at kunne overlade sig til sin egen gode Natur den hele Dag, med hele deres Væsen og i deres fulde Frihed. Han er en beskeden ung Mand, uden Charlataneri, der ikke kjender den store italienske Kunst, længe iforveien at berede sig Lykke og Fordeel. Siden den første Dag jeg hørte ham i Operaen, lod -- med al min Beundring fortæller jeg det -- Tilfældet mig ofte høre ham, hist og her, paa alle Landeveie og paa alle Provindsialtheatre, og altid har jeg gjen- fundet det samme Talent, den samme begeistrede Inspiration og den samme naive og hjertelige Enthusiasme. I et Auberge i Rouen blev jeg en Dag vækket af en melancholsk og smægtende Adagio -- det var Oles Bulls Violin. En anden Gang, i et Værts- huus ved Postveien, overraskedes jeg, siddende udenfor Døren under Kroskildtet, af en klagende Andante -- det var en Andante af min Favoritviolin. Den har ganske fortryllet mig. I det kjed- sommelige Dieppe, opfyldt med kjedsommelige Englændere og engelske Kammerpiger, indhyllede i grønne Slør, trøstede Ole Bull mig ved Dieppes Hav, dette skrækkelige Hav, der gjør sunde Folk syge. Ja! jeg seer ham endnu, accompagneret paa saa burlesk en Maade af den saakaldte filharmoniske Forening i denne SIDE: 201 velsignede By -- her, hvor Meyerbeer, som var her og ikke længer kunde udholde det barbariske Akkompagnement, vilde styrte sig i Havet med begge Hænder for sine Øren." "Jeg har da opbevaret et svagt Minde om denne store Konstner, som saaledes har truffet mig paa min Vei forat bortjage min Kjedsomhed. Det er ikke ham, der lukkede sig inde, som en Tyv, paa sit Kammer, forat aflokke sin Violin de skjønneste Accorder -- tvertimod! han udstrøede sine Tanker for hvem der vilde høre dem, som man kaster Smaapenge til Betlere paa Gaden. Det er ikke ham, der satte Gjerrighedens Dæmper paa sin Violin; -- tvertimod! han var aldrig mere fornøiet, end naar han havde en Skare om sig forat høre ham, applaudere ham og græde -- gratis; saaledes har han overalt paa sin Reise samlet, om ikke Pengedynger, idetmindste hædrende Sympathi. De engelske Vaga- bonder besøgte ikke hans Koncert, men de Unge kom der og de Fattigste -- thi den fattige Musikus aabnede selv Døren og sagde: "Træder ind!" uden at de skulde kjøbe en Billet ved Indgangen. Se! saaledes maa en stor Konstner være -- se! saaledes maa man vedligeholde det Instruments Værdighed, man har fralokket Himlen. Man maa vide, at give hine egoistiske Provindsialstæder, der ikke vide, at det er deres Pligt at opmuntre en reisende Konstner, nogle Lærdomme i Høimodighed. Man maa vide at give de ædle Nydelser for Intet, som Mængden ikke har For- stand til at kjøbe sig; -- man bliver fattig, det er sandt, ved disse Reiser, men hvad siger det, naar man bliver hædret og hæderværdig. Man har ikke Paganinis Indkomster og syv Millioner; men hvad siger det? Baillot rækker dig ved din Tilbagekomst Haanden og kalder dig: "Broder!" Og er det da Intet, at have Ret til at vende tilbage til Paris og der stedse finde Operaen aaben og at have hiint beundringsværdige Habenechs Orchester til sin Disposition og at komme der uden at bukke altfor dybt og at kunne indsamle eenstemmige Bevidnelser af Agtelse og Beundring?" "Se der! Er det ikke hvad jeg har sagt? Er det ikke hvad jeg har spaaet om Bull? Der har vi Jules Janins egne Ord!" sagde Folk i Norge til hinanden, da de læste dette -- Folk, som enten havde sagt eller tænkt noget lignende, eller ogsaa ikke gjort det. Men for hans sande Vurderere i Kristiania, for dem, som tillige havde været hans Venner i Nøden, var Jules Janins Besegling SIDE: 202 paa deres egen Dom ligesom et Broderkys de gave hinanden til Tegn paa at deres Forventninger vare opfyldte, deres Ængstelse forstedse over, -- ligesom det, hvormed de Græsk-Katholske hilse hinanden paa Paaskemorgen, sigende: "Jesus er opstanden! Jesus er opstanden!" Men Ingen kunde holde sig fra at lee over Parisernes Benævnelse af Bull "den unge Vilde"; det var kosteligt, især om en Normand, som har faaet det Hverv, at lære Verden, at Normændene dog ikke ere saa ganske Esqvimoer eller cimme- riske Barbarer eller Europas Indianere endda. Men noget hændte dog med Bull ved hans Fremtræden i Operaen, som maaskee har givet Jules Janin samme Tanker om Bull, som vore egne faareagtige Løver og Løvinder upaatvivlelig ville nære om den stakkels Yngling eller Pige fra Landet, som skulde være saa uheldig paa et af deres Honette-Ambitions-Baller at snuble over Dørtærskelen eller at begaa nogen lignende Buk. "Den Bonde- knold!" vilde det hedde. "Den Budeje!" Og da det netop hændte med Bull ved hans første Fremtrædelse paa Operaen, at han, snublende over et nedladt Bagteppe, kom frem paa Scenen med et yderst barokt Hop, som det af Latteren lod til, at det glimrende Publikum antog for en Kompliment a la Norvégienne, samt da han stod der forvirret, med langt nedhængende Haar om det dødblege Ansigt, dødbleg især siden 3die Streng sprang, og han desuagtet vedblev med en overnaturlig Anstrængelse: saa er det nok muligt, at det personlige Indtryk, Bull ved denne pudserlige Debut gjorde paa Jules Janin, har ligesaameget Deel i, at han kaldte ham en ung Vild som hans Nordmandskab og den franske Uvidenheds forfærdelige Begreber om le haut Nord. At Bull er født der, i det gamle Thule, ikke langt fra der hvor Nordpolen staaer op som Spidsen af en Paraply, har ogsaa forøget Interessen for ham. Han var ikke "Allemand". Mærkværdigt! Ikke "Danois". Mærkværdigt. Ikke "Svedois". Endnu mærkværdigere! Ikke "Russe eller Polonais". Hvor Pokkeren kan da det Land ligge? "Ah, Thule? Oui, j'ai oui de ça." -- Bulls Ligefremhed og Naturlig- hed bidrog naturligviis ogsaa til at give ham un peu de Barbare. Efter en Kunstreise gjennem Normandi, Pikardi og fransk Flandern, vendte Bull tilbage til Paris, hvor han to Gange op- traadte i Operaen under Duponchel. Og efter den første af disse skriver den Janinske Kritik sig. Paa en Afstikker til Lyon, hvor han gav 6 Koncerter og komponerede fire, siden som Motiver SIDE: 203 benyttede, Solonummere, blev han farlig syg. En Hjernebetæn- delse truede i et Par Uger hans Liv. Han stod imidlertid over, og ilede atter til Paris forat give en Koncert i den italienske Opera. Thalberg havde dog bedre Protektioner, og han fik Theatret. Bulls Kaar vare ellers nu omtrent ved den Status, at han havde 7000 Francs tilbedste, og kunde spendere 1600 paa at kjøbe sig en Guarneri istedetfor den gamle Santo Serafino (Il Stradivario di Venezia) til 400 Francs, han hidtil havde brugt. Han boede dengang i Rue Taitbout tæt ved den berømte Kafé Tortoni, og var forlovet med sin lille Alexandrine, som imidlertid var bleven en Jomfru af sjelden Skønhed, ægte parisisk i An- sigtets Ovals og Trækkenes, især Næsens, Fiinhed og med en funklende Glands i hendes store Øine, som røbede hendes Moders spanske Blod. Man behøvede imidlertid noget mere forat gifte sig; og Bull besluttede nu at tage over til Guineernes Land, hvor han ønskede først at træde op i London paa den italienske Opera, nu Queens- Theater, der dirigeredes af en Msr. Laporte. En forhenværende Provinds-Skuespiller, St. Germain, var med Bull som en Slags Sekretær, uagtet han heller ikke kunde et engelsk Ord; og det lod just ikke til, at Bull for øvrigt skulde have nogen Nytte af ham. Imidlertid hænder det en vakker Dag, at St. Germain op- dager i et Vindu lige overfor det Boarding-House hvori de boede, i Laportes Mætresse en Skuespillerinde, han før havde kjendt særdeles nøje. "Vi har Laporte!" udbrød han. "Imorgen kunne vi gjerne skrive Konditionerne." Og virkelig det lykkedes ogsaa her ad Skjørtevejen. Bull skulde faae Queenstheatret og Assistence af Orchestret under en Hr. Costas Anførsel. Dette vakte Nid og Nag hos Mori, første Violin, en ondskabsfuld Italiener fra Top til Taa. Han sværtede ham hos Costa, og løb omkring til Jour- nalisterne for at stemme dem mod Bull som en charlatanmæssig Efterligner af Paganini. Til Kl. 2 var Bull tilsagt til Prøve ved en Billet fra Costa, medens Orchestret var tilsagt til Kl. 12, for at idetmindste saamange skulde blive utaalmodige og gaae sin Vei, at Prøven blev til intet. Bull ahnede imidlertid Uraad, tog endeel Visitkort og en Vogn og ilede om til samtlige Herrer ved- kommende Journalister med Invitation til dem og Familie om at overvære Prøven til Kl. 2. Et temmelig talrigt Publikum kom ogsaa sammen. Damer og Herrer vare at skimte i det dunkle SIDE: 204 Parterre; en reisende Normand var ogsaa tilstede; men ganske rigtig -- det halve Orchester var gaaet sin Vei, Costa væk, La- porte væk, kun Bull gik der med sin Billet fra Costa, hvori der utrykkelig stod "Kl. 2", i Haanden. Det var at blive rasende over. Hvor er Laporte? I Kassererværelset. Altsaa did, med Blodet kogende i Aarerne og Koldsveden perlende paa Panden! "Læs! Monsieur, læs!" Og med sine nervøse Arme, der ere lige- som flettede af Staalfjedre, ryster han den forfærdede Direktør og tvinger ham ud af Kassererlukafet og op paa Theatret for at be- vidne, at Costa egenhændig havde tilsagt Bull til Kl. 2, men Or- chesteret til Kl. 12. En dump Mishagsmumlen gik igjennem det forsamlede Publikum; men af det Orchesterpersonale, som endnu var tilstede, lod sig dog ikke udbringe noget. "Enten -- udbrød Bull -- troe De, Mhrr., at jeg ikke behøver noget Akkompagnement, eller erkjende De Dem selv ikke istand til at akkompagnere, men i hvad saa Tilfælde er, er det en Kompliment, jeg kun kan udtrykke Takken for i vort fælles Sprog: i Tonernes." Og dermed tager Bull Violinen og spiller sin Quartetto a Violino solo med et Udtryk i den overspændte Stemning, han befandt sig i, som henrev samtlige Tilstedeværende til stormende Applaus. Han spillede God save the king fiir- stemmig. Det halvmørke Huus gjenlyder af Bifald. Det trænger ud paa Gaden, saa flere Forbigaaende, og derimellem Moscheles og en Lord Burgersh, komme til. "Det er første Gang jeg har skammet mig ved at være Engelskmand", siger Mr. Nicholson, første Flauto i Orchesteret, "og det er sidste Gang man skal see mig i dette Orchester, dersom vi ikke øjeblikkelig akkompagnere." Anden Anfører, Mr. Tolbecque, forsøger at lede et Slags Akkom- pagnement; men allerede i Midten af Tuttiet gik det istaa. Da opfordrer Lord Burgersh Moscheles til at akkompagnere paa Pianoet; han undslog sig for Costas Skyld, men halvt trukket ned i Orchesteret, anførte han Introduktionen til Koncerten i A Dur. Rasende, liigbleg, kommer Costa fremfra Kulisserne: "De kunde have ventet med at supplere mig til jeg enten var død eller afsat", overfuser han Moscheles. "De, De -- hører man Bulls Røst, skimtende Omridset af en truende Figur -- "De burde takke Hr. Moscheles paa Deres Knæ. Han har reddet hvad der lod sig redde af Deres Ære. Vil De, skal De faa hurtig Be- fordring fra Pladsen." Costa forsvandt; men frem kom Laporte: SIDE: 205 "Min Herre, min bedste Herre, lad det være nok. De er altfor angrebet. De maa gaa hjem. Erklær, at hvad der er hændt, har bragt Dem i en saadan Exstase, at De maa gaa hjem. Men en Guldgrube skal dette blive. Det er noget Pikant. De har at be- fale over Theatret. Tre Prøver skal De faa. Journal til Dispo- ition. Stol paa mig for Eftertiden!" Jeg synes at see Msr. La- orte gnide Hænderne af Glæde ved de Ord "Guldgrube" og "Pikant". Bull blev alligevel endnu ved paa Violinen. Han spillede virkelig i Exstase. I ingen Stad gjælder det saameget om at give sin første Optræden Eclat, som i London. Intet Folk tager heftigere Parti for den uretfærdigen Behandlede end Engelskmændene. Og endnu samme Aften stod Scenen paa den italienske Opera og Bulls Triumf over Kabalen i Aviserne. Hele Orchesteret mødte paa næste Prøve, hvor Polacca'en og Koncerto'en indøvedes. Men Mori hvilede ikke. Sangerinden Grisi skulde have Parti paa Koncerten; men paa selve Aftenen indløber en Billet fra hende, hvori hun i uforskammede Udtryk undslaaer sig. Sangerne Lablache og Rubini stode hos. "Hvad læser De? Jeg kjender Skrivten -- siger Lablache -- Lad see! Infamt. Men gaa De ind, spil som paa Prøven, og De vil see, at Publikum glemmer os Andre." Det gik saa. Theatret var overfyldt. Blomster regnede ned fra Logerne og Lovtaler i Aviserne. Mori skar Tænder bag Kulisserne eller i en Krog i Orchesteret, Laporte gned sig i Hænderne og St. Germain kroede sig over Bekjendtskabet til Mademoisellen i Vinduet og over den Tjeneste han havde gjort sin Principal. Paa Queens-Theatret gav Bull tre Koncerter, og engageredes to Gange af Laporte mod l/3 af Netto-Indtægten. Han blev imidlertid, som næsten Alle, der havde at gjøre med Hr. Laporte, taget ved Næsen, og gav nu flere Koncerter paa Drurylanes og Coventgardens Theatre. I Juli d. A. gjorde Bull et Intermezzo-Besøg over til Paris for at gifte sig; men kom snart over igjen til England med sin Kone. I Septbr. skulde der gives store musikalske "Festivals" i Byerne York, Manchester, Birmingham og Liverpool. Man vilde engagere Bull, men fandt et Honorar af 800 Pund Sterling for meget. Imidlertid engagerer Bull et eget Selskab sammen med Harpe- nisten Bochsa, for dermed at gjennemreise de tre Riger. Festivals- Entreprenøren var gaaen til Malibran og Grisi, som forlangte SIDE: 206 2000 Pund, og kom nu til Bull; men een Dag for seent. Malibran maatte da engageres, og det blev hendes Død. Hun befandt sig ikke vel, men skulde dog i Manchester synge en Duet af Merca- dante med Mad. Caradori Allan (Soprano Sfogato). Malibrans Stemme var Contre-Alto; men ved anstrenget øvelse og Sol- feggioer kunde hun drive sin Stemme til det høje tostrøgne D. I Duetten forekommer en Trille paa H, som Caradori holdt noget ganske overordentlig længe og blev stærkt applauderet for. Det skjærer Malibran i Hjertet. Hun tager to Toner højere paa det tostrøgne D, og det saa stærkt og vedholdende, at der gik en Gysen over Forsamlingen. Hvad man maatte befrygte, skete. Med Udraabet "Nu er det forbi med mig!" synker hun om. Men Festivals maatte ikke standse for det. Entreprenøren gjorde hende en Visit, og meente, at hun nok kom sig saavidt, at hun atter kunde optræde, hvortil hun med bitter Foragt havde svaret: "Troer I, jeg er som en af jere engelske Boxere, der kan hidses til at boxe igjen, naar han igjen kommer paa Benene? Bête!" To Dage der- efter var hun død; Den store Malibran-Beriot var død som en Kanarifugl eller Nattergal, der sprænger sig af Iversyge og Ær- gjerrighed. Men Festivals maatte ikke standse for det. Det Værste var kun, at Grisi alt var borte, hiinsides Kanalen. Men hvor er Bull? I Halifax, siger man. Ingen Anden kan remplacere Malibran. Altsaa Expresse did efter ham. Han maa komme. 800 Pund Sterling for at spille i Liverpool een Aften. Saa kom Bull da. Men som om Malibran manglede en musikalsk Kavaleer til at ledsage hende over Styx, havde han nær fristet hendes Skjebne. Koncertlokalet var af en slet Resonance og Orchester- akkompagnementet saa stærkt, at hans Violin næsten ikke kunde høres uden fortissimo. Han improviserede over opgivne Themaer og gav Polaccaen med en saadan Anstrengelse, at Ærmerne maatte opsprættes, og at han om Natten fik et Slags Anfald af Blodstyrtning. Dog kunde han den følgende Dag modtage en Indbydelse fra Hertugen af Devonshire til at besøge ham paa det yndige Chatworth, hvor han opholdt sig i 8 Dage som Gjæst, men uden at spille. Hertugen forærede ham et prægtigt Uhr til Amindelse, men som Bull mistede ved at glemme det efter sig i et Hotel. Bull udførte nu sin Plan, at gjennemreise de tre Riger. Det varede i 16 Maaneder, hvori han gav ikke færre end 274 Koncerter, og lagde en god Grundvold til sin nuværende, ret be- SIDE: 207 tydelige, Formue. Under denne Reise komponerede han i 1837 i Edinburg et "Hommage to Scotland" og samme Aar i Dublin sin Cantabile doloroso e Rondo giocoso, Fantasi over irske National- motiver, samt et Farewell to Ireland. Bull vilde nu besøge Tydskland; og ved at tage over Paris, traf han til at gjøre Paganinis Bekjendskab paa en Repetition til en stor Koncert, han skulde give i Casa Paganini. Paganini fik høre, at Bull var der; han omfavnede ham og rystede venlig hans Haand. "Jeg priser mig lykkelig -- sagde Bull -- med intet andet at have taget af Mesteren end hans Haand", hvortil Paganini svarede med Fremhviskningen af et Ønske om at høre ham. Deraf blev dog intet, da Bull allerede den følgende Dag tiltraadte sin Reise over Brüssel og Courtray. Intetsteds er han bleven saa feteret som i den sidste By. Musikalsk Liebhaberi gaaer oftere end noget andet over i det Extravagant-Enthusiastiske; og der fandtes en Saadan i Courtray, for hvem Budskabet om Bulls Ankomst klang som en Fanfare af Englenes Basuner. Her maatte noget Extra findes paa. Han er en Fyrste i den musikalske Verden; hans Modtagelse maa være kongemæssig. Og hvorfor ikke det? Som tænkt saa gjort. En Kavalkade af agtbare Borgere modtager Bull udenfor deres By; han føres i Triumf til Logis i hiin sin ivrige Beundrers Huus. Bull spillede i det lykkelige Courtray. Han kunde fodret sin Gardes Heste med de Blomster, Byens Døttre overstrøede ham med. Og saa en Banket hos den salige Vært, en over de andre Banketter, en hvorefter man kan antage, at Bull beqvemmede sig til at overlade ham for Indkjøbs- priis sin Guarneri, skjønt Sagen egentlig var, at han maatte have sig en, der bedre kunde taale Trykket. Violinkjenderen Taresco i Paris skaffede ham ogsaa en saadan. I Hamburg gav Bull 7 Koncerter, i Kiel, Lübeck og Schwerin 2, i Slesvig 1. 300 Louisdorer og umaadelig Bifald var Udbyttet i gamle Lübeck. Længer kom han ikke imod Nord. Over Schwerin gik han til Berlin; men kun for at ryste Støvet af Fodsaalerne. De derværende Musikere vare ikke glade i hans Ankomst, og af en Grev Rädern, som han havde at gjøre med i Anledning af sit Ønske at spille for Kongen, leed han en Behandling, som snart drev ham væk. Storhertuginden af Mecklenburg Schwerin, Kongens Datter, ønskede, at han skulde spille en Adagio for Kongen; men Rädern forlangte, at han skulde træde op paa Theatret. Dette SIDE: 208 vilde ikke Bull. "Hvorfor er De da kommen hid?" spurgte Hof- manden. "For at gjøre Hs. M. min Opvartning." Med spodsk Mine meente Greven, at en Audienz neppe var at erholde. "Saa kan jeg reise videre." "Skal dog forhøre mig." Men næste Dag hedte det dog, at der ikke kunde blive nogen Audienz, hvorimod Rädern anmodede Bull om, at møde med sin Violin i Operahusets Foyer næste Formiddag. "Men hvor er Deres Violin, Hr. Bull?" Greven vilde have, at han skulde spille for ham. "I Kassen." "Og Kassen?" "I Hotellet." "Men sagde jeg ikke, De skulde have Deres Instrument med?" "Det troede jeg blot var Hr. Grevens behagelige Spøg. En Kunstner spiller enten for Æren eller for Penge; og her kunde der ikke være Spørgsmaal om nogen af Delene. Hr. Greven maatte finde sig i, at han fandt sig fornøjet med hans egen Konge- datters Anbefaling." Bull forlod Berlin, medhavende et Brev fra Rädern til Fyrst Wolchonsky i Petersborg, som han, da det ikke angav, hvilken af Fyrsterne Wolchonsky der var meent, leverede det til den yngre Fyrste, en Neveu af Räderns Bekjendt, og fik saaledes at vide, at det indeholdt det Modsatte af en Anbefaling. Paa Vejen gav Bull fire Koncerter i Kønigsberg i 4 Dage efter hinanden, og i Riga 4 Koncerter i 5 Dage. I Petersborg gjorde Bull et brillant Marked med 3 Koncerter paa det store Theater til fire- dobbelte Priser. Han spillede ogsaa for Keiserinden, som for- ærede ham et prægtigt Smykke, bestaaende af 140 Diamanter omkring en stor Smaragd, men hvilket senere er blevet ham fra- stjaalet. Indbuden til Moskva, gav han 5 Koncerter der, og imellem Nummerne sine der komponerede Variazioni de Bravura. Af den rige Noblesse fik han flere Presenter (alle, selv Princesse Galizins Ring, udmærkede ved en barbarisk Plumphed); og der havde nok været mere at gjøre i Moskva, dersom ikke Budskabet om Faderens Død havde kaldet ham hjem. Over Finland, hvor han gav Koncerter i Viborg, Helsingfors og Åbo, nærmede nu Bull sig det længsel- og forventningsfulde Fædreland. I Stockholm opholdt han sig dog til han fik givet 5 Koncerter, de 4 i Operahuset og een i Ladugårdslandskirken, SIDE: 209 hvilken sidste kastede ikke mindre end 12000 Daler Banko af sig. Han spillede ogsaa to Gange ved Hoffet, erholdt kostbare og særdeles smagfulde Presenter af Dronningen, Kronprindsen og Kronprindsessen, samt af Kongen, efter en særdeles naadig Audienz, Vasaordenen i Brillanter. Især gjorde Polaccaen Indtryk paa den gamle Helt, som fandt den i høi Grad malerisk, og specielt yttrede sin Beundring over denne Komposition. -- Man regnede Timerne i Kristiania til Bulls Ankomst. Endelig var han der. Themaet for Samtalen: "Idag kommer Bull" forandredes til "Bull er kommen. Har Du seet ham?" Og dette den tredie Dag til: "Han spiller alt i Overmorgen." Det nye Theater var over- fyldt til dobbelte Priser; Orchesteret maatte give Pladser. Han modtoges med stormende Jubel. Beskedenheden i hans Frem- træden, Hjemligheden i hans Manerer vandt ham Hjerterne; Spillet Alles Beundring. Damerne havde belavet sig paa Buketter, siden man havde læst om, at han var vant til sligt i Udlandet, og da han nu endte, og fremkaldtes, regnede de ned, og da han nu takkede med nogle Improvisationer over Nationalmelodier, og man hørte, at han ikke havde glemt disse, men gjemt dem i et trofast Hjerte, da begyndte Jubelen igjen, Damerne plukkede sig endnu engang, og Glædestummelen syntes ikke at vilde ende. O lykkelige smukke Haand, som har knyttet den Nellik og den Rose sammen! Det var den, Bull endelig stak ind paa Brystet og ilede ind bag Kulissen med. Nei, han tog tre eller fire. "Han tog min, han tog min! Den faldt ham lige paa Næsen." O lykkelige Tre eller Fire! O Lykkelige, hvis Buket faldt ham lige paa Næsen! Men det var godt meent. Kristiania-Publikummet, som ikke besad musikalske Kræfter og musikalsk Interesse nok til, i en By med 25,000 Indbyggere, at holde et musikalsk Lyceum vedlige, som havde været dens Prydelse, da Byen kun talte 10,000, var medeet blevet musikalsk og ivrigt for at tilegne sig og at vurdere Bull. Det befandt sig, efter første Gang paany at have hørt Bull, omtrent som en Dame, der troer at være bleven ubegribelig klog efter sin Bryllupsnat, og giver sig strax al den ældre Giftes Air. Eller ogsaa som Jeppe, da han første og sidste Gang i sit Liv havde smagt Karnalisekt d. e. noget ustød, men ganske overordentlig tilfreds med sig selv, lyk- salig og opfyldt med en ædel Stolthed. Kort, det var ganske kommet udaf Ligevægten, om man kan sige, at det mindst selv- SIDE: 210 stændige og mest modebevægede og partisplittede Publikum i hele Verden nogensinde har befundet sig deri. Lykkelige Be- geistringens Dage! Fra Bulls Violin klang Nationalsangen ikke smagløst, og man fandt endogsaa Genialitet i Hallingerne. Men det var Bull, som havde gjennemtriumferet Europa, og kom nu med en Brillant fra Petersborg i Brystet og fra Stockholm med Vasaordenen i Diamanter om Halsen. Var han kommen listende med Violinkassen under Armen? Nu ja, ere ikke vi ogsaa Mennesker? Spiller en saadan En Hallinger, er det Skik, som man veed, at putte Skillingerne indeni Violinen, og der gives dem, som paastaae, at den klinger bedre derefter. Men nu var der kun faa -- men de gaves -- som Morgenen efter fandt, at de havde givet 1/2 Daler for meget ud, og at det var yderlig gjerrigt af Bull, at han havde fordoblet Entreen. Men hvad gjorde Bull? Det smertede ham, at det gamle Lycee var gaaet ind, og han skjænkede Udbyttet af den ene af de sex Koncerter, han gav i Kristiania, en Sum af 500 Spd., til Oprettelsen af et Kon- servatorium for Musiken -- man skulde troe i Maanen, i Skandi- navien, eller i et andet luftigt Rige; thi i Kristiania er der ikke blevet mere deraf, end at nogle Hoboister erholdt sin Underviis- ning derfor. Men en Koncert, som han gav for et lidet Auditorium af Dødelige, men maaskee for et større af andre og bedre Væsener, maa ikke glemmes. Døden selv var idetmindste tilstede bag et Sengegardin. Det var da Bull kort efter sin Ankomst tog sin Violin og gik op til sin gamle Lærer Poulsen, der laae paa en Hybel paa sit Sidste, og spillede saa for ham. Den Gamle græd af Glæde; de Taarer lod Bull rinde, men Deres, som græd af Sorg og Armodens Elendighed omkring Faderens og Mandens Leje, aftørrede han med hjælpsom Haand. Til Saadant raabe Englene Bravo og klappe med Vingerne. Bull glædede flere af sine Landsmænd end Kristianienserne med at lade sig høre. Han gav Koncerter i Arendal, Kristianssand og Stavanger før han ankom til Bergen, som alt havde indtaget ham i Listen over sine Mærkværdigheder. I Oktober tiltraadte Bull en ny Udflugt, hvorunder han ud- bredte Interesse for Norge ved at lade Verden høre sin i Kri- stiania udførte Komposition "Norges Fjelde", eller "Fjeldenes Echo". Han gav 2 Koncerter i Gothenborg, i Helsingøer, og i Kjøben- SIDE: 211 havn 5, hvoraf en til Grundlæggelse af en Pensionskasse for Theatrets Chorpersonale. En yderst prægtig Gulddaase bevidnede ham Frederik VIs Tilfredshed. Over Odense, Flensburg, Slesvig og Kiel, hvor han gav Koncerter, ankom han til Hamburg, hvor han paany gav 3; og derfra gik han over Bremen, Oldenburg og Braunschweig, paa Indbydelse fra Spohr, til Cassel, hvor han gav to Koncerter. I Anledning af dette Bulls andet Besøg hos Spohr, hedder det i en Anmeldelse fra Cassel i Leipziger Allgemeine musikalische Zeitung: "Rygtet har bekræftet sig og tillige veder- lagt det forrige, som for nogle Aar siden havde udbredt sig fra Hamburg af i en biografisk Brochure om Ole Bull, om at denne udmærkede Violinvirtuos havde fundet en kold Modtagelse ved et Besøg hos Spohr. Imod noget Saadant vidner den af alle Kunst- venner forønskede Indbydelse fra Spohrs Side og den yderst humane og forekommende Modtagelse, hvormed han udmærkede den berømte Violinspiller. Koncerten selv fandt Sted den 22. Ja- nuar. Hoftheatret var uagtet de forhøjede Priser stopfuldt, Enthu- siasmen almindelig. Virtuosen blev, hvergang han traadte frem, modtagen paa det livligste, og henrykkede Publikum ikke mindre ved sit Spils overordentlige Kunst end ved sin høist beskedne Personlighed. Mozarts Ouverture til Titus indledede denne sande Sjelenydelse, hvorpaa Ole Bull gav i tre Afdelinger en af ham komponeret Violinkoncert: Allegro maëstoso, Adagio sentimentale og Rondo pastorale, en Adagio religioso og et Recitativo, Adagio amoroso con Polacca guerriera. Det vilde klinge anmassende, om vi vilde tillade os nogen Dom over B.s Kunstspil, over hans fuldendte Mekanisme, som har overvundet de utroligste Vanskelig- heder paa et saa delikat Instrument, som Violinen er, eller over- hovedet over hans begrundede og almindeligen udbredte Be- rømmelse, at være Paganinis heldigste Efterfølger; men saameget bliver upaatvivlelig vist, at denne moderne Maneer med gammel- italienske Anklange, navnlig hvad Flageolettonerne betræffer, stedse vil forblive faa Begavedes beundringsværdige Ejendom. Men om noget Nyttigt for Behandlingen og de forædlende Fremskridt for dette Instrument vil udgaa deraf, er endnu et Spørgsmaal. Lige- som Paganini vil ogsaa Ole Bull fortleve hos os i den gladeste Erindring." Over Hannover (hvor han traf paa Tordneren i "das Gewitter" fra Münden), Celle (hvor Anmeldelsen fra Cassel siger han vilde besøge sine gamle Universitetsvenner fra Georgia SIDE: 212 Augusta) og Lüneburg ankom han til Berlin, hvor han paa den store Koncertsal, i Hoffets Nærværelse, gav to Koncerter. Han havde dog ogsaa denne Gang Ubehageligheder her. Man havde taget det ilde op, at han ikke paa Prøven, i flere Nysgjerriges og fornemme Uvedkommendes Nærværelse, havde villet spille reent ud, og nogle Piber lod sig høre da han kom frem. Efter Kon- certen, hvori især Concertoen i A Dur havde henrevet Publikum, blev han dog fremkaldt; men han vilde ikke vise sig. Kongen lod ham gjennem Rädern vide, at han ønskede, han vilde lade sig høre i Operahuset paa samme Betingelser, som Demoiselle Sonntag og Paganini havde havt, nemlig det Halve af Indtægten. Bull, der besidder meget liden royal Devotion og lader Tungen løbe i Fienders som Venners Nærvære, sagde, at han ikke havde troet, at Kongen skulde ville gjøre nogen "coup de Commerce"; og han fik ogsaa Operahuset mod at afgive 1/3 af Indtægten, som for hans Part ansloges til over 1000 Thlr. Juvelskrinet forøgedes ogsaa her med 2 Brillantringe fra Kongen. Men Torne strøedes ogsaa paa Bulls Vei. Det manglede ikke paa Kritiker, som brøde Staven over ham som Komponist. Hans Kompositioner skulde hverken røbe Geni eller Smag, ja selv hans Exekution lide af Charlatanerier. Han skulde udstryges af Musik- verdenens Stjerner og henflyttes mellem dens Kometer. Det var alt hvad man fra visse Kanter vilde indrømme. I Stockholm og i Kjøbenhavn havde saadanne Røster faaet Lyd; paa sidste Sted ogsaa ifra en svensk Dilettant, som havde været saa uheldig at faa en slet Plads paa en af Bulls Koncerter, men dog indladt sig paa at kritisere hvad han ikke havde hørt -- en Person som ogsaa senere har villet spille Skorpionen i Herkulesses Hæl. Men i Berlin fik Bull en farligere Fiende i en Professor Fink, Redaktør af Leipziger musikalische Zeitung. Denne Mand, der før, som vi skulle see, havde nedrevet og ladet nedrive Bull i sit Blad, opholdt sig just i Berlin, og lod Bull bede om at spille for ham hjemme hos ham, da han var upasselig; og Bull, godmodig eller bange for Cerberussen, ikke alene spillede for ham et Par Timers Tid, men meddelte ham ogsaa Forklaring over flere af sine selv- opfundne Kunster paa Violinen, over hvorfor han havde gjort Buen sværere m. m. Den eensomme Tilhører syntes, efter hvad Bull vil have bemærket, henrykt og bevæget; men allerede samme Aften fik han i et Selskab hos Steffens Vink om at han her SIDE: 213 havde været altfor artig. Maaskee vidste virkelig ikke Bull hvad der for en Maaned tilbage havde staaet "aus Deutschland und Dänemark", med Reflektioner af Redaktionen selv, i hans Blad. Men neppe var Bull ankommen til Breslau før han finder Zeitun- gens Arena opfyldte med forskjellige formummede Partisaner, der huggede løs paa ham in effigie, og Hr. Fink selv paa Dommer- stolen, svingende sin Stav, rækkende dem Krandse og strøende Blade, der skulde lades som at være tagne af Bulls, om i Luften. Til denne Finkske "letzte Urtheil" er det Bulls senere Modstandere især have holdt sig, anførende Zeitungen, d. e. Hr. Fink og hans "Korrespondenter" som en endnu høiere Autoritet i den musi- kalske Verden end alle dennes Øren. Men hvilke Vidner ere villigere, hvilke mere i Miskredit end et Blads, og det et Smags- blads, Korrespondenter? hvilke ligere Fingre paa samme Haand? Det er som i Komedien: "Er det ikke sandt, Rasmus, Jesper, Mikkel?" hvorpaa Tutti svarer med oprakte Fingre: "Jo Herre, det er altsammen baade vist og sandt i alle Maader." Og fra Kulisserne gjentages det, ligesom forestillende Aandernes be- kræftende Røster. Desuagtet er der, som sagt, intet man har hørt saa ofte anføre til Bestyrkelse for Stavbrydninger over Bull, som dette Hørensagen: "Jamen den samme Dom, som jeg nu fælder, skal have staaet i Leipziger Allgemeine musikalische Zei- tung -- i Leipziger Allgemeine musikalische Zeitung." Det er omtrent som, naar En er i Betryk for et Bibelsted, uden videre at anføre "Korinthierne", f. Ex. 2det Korinthierne 13de, 14de (hvilket ikke existerer). Ikke faa af Mathematikens og Mekanikens Grundregler og Lære- sætninger synes at gjentage sig i den aandelige Verden og i Menneskenes Liv. Bull (og han er ikke den Eneste) er saaledes bleven for en stor Deel fremadskudt til sin Berømthed ved Verdens stridige Domme om ham, ifølge Regelen om Bevægelsen efter Diagonalen af de modsatte Kræfters Paralellogram. Vi have hørt den Jules-Janinske Kritik, og bør da vel ogsaa hidflytte dens Modstykke, den Finkske, forat vi dog kunne erfare, hvorledes Verdens Domme have været deelte om vor kjære, og, som vi paastaa, ogsaa derved berømtere blevne, Landsmand. Vi have jo ogsaa forstørstedelen selv hørt Bull, saa Verden jo for os kan snakke som den vil. Idetmindste ville vi kunne høre begge Parter SIDE: 214 roligere end Bull, ved hvis Karakteristik en høi Grad af Pirrelighed for ufordeelagtig Kritik ikke lader sig fordølge. Før Fink selv yttrede sig, havde følgende Note fundet Plads i hans Blad, overskreven: "Ole Bull." "Man veed, hvor forskjellige i forskjellige Blade Efterretningerne lyde om denne Mand og hans Kunst. Paafaldende er det ogsaa, at ikke en Eneste af vore talrige Herrer Korrespondenter have istemmet i den høje Roes, som andetstedsfra bliver udtalt om ham. Men just nu erholde vi to Bedømmelser over ham af en tydsk og en dansk Kunstner, og det af almeent anerkjendte dygtige Mænd, hvis Yttringer vi da her meddele. Vor Landsmand skriver: "Ole Bull, som jeg hørte og talte med, er intet videre end en mat Kopi af Paganini, med hvem man kun kan jevnføre ham i Feilene. Paganini gjør ti Gange flere vanskelige Kunststykker, og derhos, hvad der feiler Denne, fuldendt. Det Bedste ved Bull er hans Stakkato med Springbue og hans Piano i Adagio'et, men hvilket dog mangler Varme. Saa er det ogsaa med hans Komposi- tioner; de ere formede efter Paganini, men uden hans Geist og Fantasi. Paganini præsterer paa een Streng mere og skjønnere end B. paa alle fire. Hans Qvartet er i enhver musikalsk Hen- seende et Nul. Dog finder han sit Publikum; thi han forstaaer at strø Folk Sand i Øinene. Intet rigtigere end hvad der er bleven sagt om ham: han er Virtuos; men ingen Kunstner." Og fra Danmark: "Endnu et Ord om Vidundermanden Ole Bull, en Titel, der omtrent kommer saaledes ud som Lucus a non lucendo; thi efter min Mening maa man, istedetfor at beundre ham saa ex- centrisk som en stor Deel af Europa, meget mere undre sig over den forunderlige Verden, som stiller ham saa høit. Selv som Virtuos er han ingen "Robert, eller Manden som han skal være", thi han spiller ofte upræcist og -- hvad endnu er værre -- ureent. Men Kunsten, at tjene Penge, forstaaer han imidlertid; i Kjøben- havn har han til dobbelte Priser givet flere Koncerter med over- fyldt Huus." "Disse Dommere ere saameget mærkværdigere -- vedbliver Hr. Fink -- som der ikke i nogen Maade kan være Tale om nogen Nid eller Misundelse.(!?) Det er sande Kunstneres rene Overbeviisning, som staae, store nok i sig selv, paa egne Veje. SIDE: 215 Og dog -- gives der vel Een, som ikke med egne Øren vil høre den høit Lovpriste? Saa meget hjælper trykte Undere; hvorved vi dog maa erindre et gammelt Ordsprog: Ve det Land hvor Undere skee! Kommer Ole Bull hid, høre vi ham selv, og under- holde os vist." Berlinerkritiken, som Fink umiddelbart forudskikkede sin egen Bedømmelse, erklærede vel, at "Tilhørernes spændte Forventning vel blev tilfredsstillet hvad den mest udmærkede Technik i Ole Bulls Spil betræffer; men dog paafaldt Paganinis efterlignede Originalitet den upartiske Tilhører, saavel i de, for en Deel meget effektfulde, men dog ofte barokke og sønderrevne Kompositioner, som i det forsætlig Outrerte og i det karikerte Foredrag af den selvsatte Koncert og den det meste Bifald findende Polacca. Adagio religioso viste, at den berømte Virtuos ogsaa i det følelses- fulde, sangrige Spil kan præstere alt, hvad han alvorlig vil. Ole Bulls Tone er ikke stærk, formedelst den for svage Strenge- besætning, men dog blød og fordetmeste reen. Stakkatoet op- og nedad synes ganske fuldkomment, men mindre det saakaldte fiirstemmige eller Qvartetto-Solospil, som meget begunstiges ved den flade Stol og den slappe Bue. Hyppigst, ofte meget til Utide, benytter B. Flageoletten; af Pizzikatosteder med venstre Haand hørte jeg ingen. I det Hele maatte Resultatet af en Dom over denne Violinkunstner (sic!) vel udfalde didhen: at betydende Talent er forenet med sjelden Flid, men at Korrektheden og den sande gode Smag er gaaet tabt i en Stræben efter Originalitet og en Syge efter at vække Opsigt, forat naa saameget som muligt de pekuniære Øjemed. Skade for den forkeerte Anvendelse af saa udmærkede Naturgaver! Hvad der hos Paganini er virkelig originalt endog naar det paa hans Viis syntes bizart, bliver hos hans Kopi hyppig til et Vrængebillede" o. s. v. Og nu kom da Finken selv med saamegen ærbar Mine af en gammel Mands og Professors Upartiskhed, som han kunde give sig: "Ole Bull." "Den 18de Februar hørte vi, i Operahuset i Berlin, denne meget omtalte Violinvirtuos og Ridder af Wasa-Ordenen, i hans anden og sidste Koncert der paa Stedet hvilken af Indenlandske og Fremmede var saa overordentlig besøgt, at Mangen ønskede sig til Lykke, naar han kunde faae en Billet til den dobbelte, allerede SIDE: 216 til 1 Thlr. 8 Gr (106 Sp. sz.) forhøiede Priis til Loger af første Rang. Han spillede lutter Stykker af sin egen Komposition, hvilket var os saa meget mere forønsket, jo forskjelligere Meningerne have udtalt sig om Mandens musikalske Digtningstalent. 1) Preg- hiera dolente e Rondo ridente altsaa Modekontraster, Graad og Latter; 2) Qvartetto a Violino solo, og 3) paa Forlangende den ofte hørte og særdeles yndede Polacca guerriera, gaves til Bedste. Ligesom Paganini har han betrukket sin fortræffelige Violin med tynde Strenge, hvilket er gavnligt med Hensyn til mange Vanskelig- heder; men ikke for den fulde Tone. Hans Tone er derfor intet mindre end fyldig, heller ikke til Hjertet gaaende. Reent spiller han derimod; undtage vi blot nogle vaklende Toner, saa vilde der dennegang Intet være at dadle med Hensyn til hans Spil, der var af den største Reenhed. Ogsaa hans Flageolettoner, ja især disse, vare stedse fulde, rene og skjønne. Derhos maa dog bemærkes, at vi i Flageoletspillet, som han rigtignok benytter altfor ofte, ikke hørte han udføre nogen egentlige Vanskeligheder; Alt, hvad han gjør i en Rhytmus, frembringes ved een Finger- sætning. Især maa den Maade roses, paa hvilken han fører sin Bue, samt hans Stakkato, der ogsaa frembringer den største Virk- ning. Færdigheder besidder han rigtignok, han kunde ellers ikke imponere selve Mængden; men saa store ere de ikke, at man, som skeet er, kunde sammenligne ham med Paganini og fremstille ham som kjæmpende med denne om Palmen. Har han aabenbart valgt Paganini til sit Forbillede, saa har han dog kuns naaet ham i enkelte, ydre Ting, men ikke i det Væsentlige. I hans Komposi- tioner fandt vi ligesaalidt Mesterstykker af den ægte Kunst; de ere saa forunderligt sammenplukkede, som det sømmer sig paa den moderne Maade, hvortil der som bekjendt hører en Jagen efter Effekt, der ikke sjelden bliver komisk, naar den giver sig Mine af at være alvorlig. Kalde end de nymodens Mestere dette mangfoldigt og fantasirigt, indtil Forbauselse gjennemløbende alle Følelsens (?) Trin: saa kunne vi dog ikke sige, at vi bleve for- bausede eller følsomme derover; selv Polacca guerriera, der dog efter Andre skulde erstatte et heelt Billedgalleri, har ikke bragt os til Forundring. Alene hans Qvartet for Violinen er aldeles ikke nogen egentlig Qvartet, Lidet undtaget. Den største Deel af Samme optages af en eenstemmig Flageoletmellemsats, der springer over i de besynderligste Tonerækker. Ved al Forandring SIDE: 217 af det Tre- og Tostemmige med de fulde Akkorder er det dog altid mere end Nul; der forekommer ret effektfulde og vanske- lige Steder, men som rigtignok meget modificeres ved den sær- egent tilskaarne Stol. Man vil nu spørge: "Men hvorfor virker da Manden saa meget, eller hvorfor gjør han saa megen Opsigt? hvorfor langt mere, end de fleste Violinister, som I kalde store?" Der er Intet saameget at forundres over, som at man endnu ikke veed dette. Han kjender sin Tid og sine Folk, og tager ei i Betænkning at benytte dette Kjendskab. Han karrikerer sit Spil saameget muligt, forøger det virkelige Gode hos sig ved alleslags Snurrepiberier, som tildels slet ikke høre til Sagen, men hvilke pudseerligt frappere og amusere den barnlige, skuelystne Mængde; han mystificerer den, og det er ganske tilpas for de Folk, saa at vi kuns vilde lee derover, hvis Kunsten selv blev dragen for langt ned i det Lave derved. Hvilke Ting have da de Folk meest applauderet, og det saaledes, at det rungede i Huset? Vi ville fortælle nogle af dem. Orchesteret tier, da lader han paa Kvinten falde et Par høie Flageolettoner af Septimen, og efter en halv Takts Pause hvirvler den store Tromme igjennem 1 1/2 Takt en knal- dende Solo; han gjentager sin Flageolet paa Terzen og den næste Accords Grundtone samt den store Tromme svarer ham med medfødt Klarhed, og beskjæmmet forstummede den strax for den henrykte Mængdes uhyre Bravos, og den Feterede bukkede sig. Efter en anden Solo lod han, kraftigere end Paganini, Gulvets Brædder, hvilke betyde Verden, drøne under Fodens mægtige Stampen, og Husets Verden gav et hundrede Gange stærkere Echo igjen i Knaldet af de høit klappende Hænder. Og paany brusede Bifaldets uendelige Torden igjennem den vide Hal; thi et arpeggierende Strøg fra Spidsen af Buen op til Froschen havde hævet det med Haar betrukne Stykke Træ i Veiret, hvor det i gratiøs Holdning stod stille i nogle Sekunder, beskuet af Mesterens Blikke. Og atter paanyt ordnede sig til en bølgende, i Hurtighed voxende, god, men dog ikke uhørt, Slutningssolo et drillende (neckischer) Anhang af den siirlige Flageolet; umiddelbart der- efter Bukning -- Aftrædelse -- uhyre Brusen af Henrykkelse. Og alligevel blev denne Genialitet, hvilken vi, selv som en nyttig, maatte smile over, overtruffen af en anden, hvilken Ingen vil negte Fiinhed, som ogsaa af den Grund forekom to Gange, uden at forfeile sin Virkning. Virtuosen lod nemlig efter Stykkernes SIDE: 218 Slutning den zarteste Flageoletoktav, meget langsomt strøgen fra Froschen af, hviske piano og morendo, indtil den, efter nogle Sekunder, i den sagteste, hendøende Tone ganske unddrog sig det lyttende Øre, saa at der Intet mere blev tilovers, end et indtil Buens Ende fortsat Strøg, der ufeilbart med magisk Kraft maatte gjentone i Hørernes dybeste Sjel; thi det Uhørte i hiint Toneliigs reneste Aandeqvalitet (?) fremkaldte pludselig af Intet en Jublen, som om man vilde forsøge, hvad et menneskeligt Øre kunde udholde. Med Forbauselse fornam vi Underværket af et umaadeligt Bifald, og fandt det begribeligt at man ved Virtuosens fortrinligste Præstationer aldeles ikke forsøgte paa at overbyde denne Jubel af den meest oprørte Kraftudtømmelse: man følte Umuligheden og taug. Veed man nu, hvorfor Virtuosen gjør saa- dant Noget? Disse Midler ligge dog ganske aabne for Øje og Øre; deri er intet Skjult, Intet sniger omkring i det Skjulte. Desuagtet vilde det staa slemt til, hvis Manden ikke havde noget Bedre, end det nu netop Fremstillede; han har anvendt Flid, fortræffelig lært Mangt og Meget, ikke alene Kunststykker, men tillige Sang. Han er en Anden, naar han staaer offentlig, end naar han staaer foran Kunstneren; han veed at vurdere den ægte Kunst, og skjælver, som det synes, imellem den og Koncert- spil. Har han, hvad der tilhører Verden og Mennesket, da vil han vel ogsaa give, hvad der er Kunstnerens. Dette giver han snart, for at Verden ikke bliver hans anden Natur i Forvænnelse. Det vilde være et Tab for ham og Kunsten, dersom han lod sig skuffe af det korte Skin. Ved Koncertens Ende fløi tre grønne Krandse hen til ham, tillige regnede der Digte, af hvilke intet be- hagede at flaggre ind i vor Loge. Gid Sandhedens Gudinde til hans Fred maa have tilsmilet ham fra een af disse Krandse, saa at der ligesaa godt er sørget for Fremtid, som for Nutid. Vi hørte, at han denne Aften ei skulde have været ganske vel, derfor ønske vi ham fuld Sundhed og enhver god Kraft, som Kunstneren især og fremfor Mange har nødig. Han tænker at reise over Breslau til Wien, Pesth, München o. s. v., saa at han kan være i Leipzig til Messen. Vi vente ham her med Fornøielse og ville glæde os meget, hvis vi see hans Mod og Sands vandre frit og let i de Regioner, der ere Kunstnerens Hjem." -- Bull gav et faktisk Svar paa denne forskruede og de andre Kritiker, nemlig i at den berømte Violinist Lipinski, som netop SIDE: 219 gjorde en Kunstreise paa samme Tid og ad samme Vei som Bull, vitterligen gjorde mindre Lykke, end han, hvor de havde Anled- ning til at maale sig med hinanden. Han leed Nederlag, som det vilde hedde i det bombastiske Sprog, Kritiken har tilegnet sig. Berliner- og Leipzigerkritikerne synes ikke at have lagt Bull mange Stene ivejen. I Breslau gav han 5 Koncerter og i Wien paa dette og et følgende Besøg ikke færre end 15 eller 16, hvoraf 4 i den store Redoutesal. Efter en af disse blev han bragt be- svimet hjem. Mangfoldige af de Fornemste indfandt sig tilvogns forat høre til hans Befindende, og mellem dem ogsaa Prindsen af Wasa. Han blev modtaget med en Høflighed, som Legationen i Wien skal have fundet det passende at bebreide ham i saa- danne Udtryk, at Bulls hele Heftighed brød løs. Leipziger Zei- tungen var dog altid som en oversvævende Glente eller Mundingen af en Luftbøsse over og efter Bull. Ogsaa over hans første Koncert i den store Redoutesal viste der sig en fiendsk Rapport, som dog, med Sidehug til hans høje Entreepriser af 2, 3 og 4 Sølvgylden, mere gik udover hans Kompositioner end over hans Spil. Thi dette indrømmedes "den højeste Fuldendthed i Meka- nismen, en Reenhed, Sikkerhed og Hurtighed i de længste Spring, i Stakkatoer, Spikkatoer og Arpeggioer, i Oktave- og Decime- Passager, en henrykkende Flageolet, et Pianissimo, som svinder hen i det Uhørbare, en harmonisk Akkordrække i fuldstemmig a quattro, som grændser til det Eventyrlige og maa henrive til Beundring." Fem ordentlige Violinister, endog af dem som reise, kunne dele denne Roes imellem sig, og endda have nok hver; og dog var Kritiken i det Hele af den Art, at Bull maaskee gjerne havde givet en af sine diamantfunklende Konge- eller Prindsesse-Ringe for at have den uskrevet. Men i Wien traf Bull paa noget for ham Kostbarere, end disse Klenodier, nemlig paa et Vidunder af en Violin, som kort efter for en Priis af henved 2000 Spd. ogsaa kom i hans Hænder. Englehovedet paa Halsen m. m. hedder det er skulpteret af den berømte Benvenuto Cellini; forøvrigt staaer der en Brescianers, Gaspar da Salos, Mærke indeni. Af Kardinal Aldobrandini skal den i sin Tid være kjøbt for 3000 Ducati og foræret til Skat- kammeret i Inspruck, hvorfra den i 1809 blev af Franskmændene ført til Wien. Der befandt den sig nu i Hænderne paa en Violin- samler, en Hr. Reatschek, og med ham traf da Bull den Aftale, SIDE: 220 at ingen Anden end han skulde faae kjøbt Violinen efter Be- sidderens Død. Denne indtraf ogsaa medens Bull gjorde en Afstikker ("von Ungarns Haupt- und Komitatstädten zu Kunst- produkzionen eingeladen") til Ungarn, hvor han i Pesth og Raab gav en Koncert, samt i Presburg, under Landdagen, fire. Ogsaa i Pesth tilkjøbte Bull sig et Non plus ultra af en Violin for 4000 Fr. Leipziger Allgemeine musikalische Zeitung for 14 Aug. 1839 be- retter dette med Tillæg: at den tidligere havde været i Hr. Kovats Besiddelse. Den er den eneste, hvorpaa Forfærdigeren har an- bragt Forziringer i Ibenholt og Elfenbeen. Indeni staaer: "Antonius Stradivarius cremonensis faciebat, anno 1637." Om denne Violin fortæller Ejeren; at den har tilhørt Kong Carl IV af Spanien. Bulls Violiner er dyre, som man hører; men han har dog gjort Ret i at kjøbe dem. Uden en Violin af første Rang skulde Bull ikke være bleven hvad han er. Heller ikke Paganini. Kommen tilbage fra Ungarn, gav han endnu 5 Koncerter paa Josefstädter-Theater, og erholdt Opreisning i en rosende An- meldelse som ogsaa fandt Plads i Allg. musikalische Zeitung. Paa en af de forrige Koncerter i Redoutesalen, havde "Norges Fjelde" ("Norwegers Traum und Heimweh") samt Udførelsen af Mozarts D-Moll-Qvartet og hans Klarinet-Adagio, "forsonet det lille Antal af haardnakkede Modstandere og forenet alle Stemmer til hans Roes." "Hos en Virtuos af Bulls karakteristiske Eiendommelighed, hedder det videre, overraskede hiin ægte poetiske Retfærdighed, som han med opoffrende Selvfornegtelse lod komme disse Tone- skabninger tildeel, idet han, uden mindste Tilsætning, en eneste ganske tilfældig Oktavefordobbling uberegnet, gjengav Mesteren ganske uforandret, og derved bekræftede Rygtet, ogsaa at excellere som Qvartettist af første Rang, og tillige radikalt omvendte hine Vantroe, som endnu tvivlede om Ole Bull vel ogsaa kunde synge, naar han ellers bare vilde." Paa sin første Koncert ved dette andet Besøg i Wien hedder det, at det idelig gjentagende jublende Bifald især over hans fri Improvisation over opgivne Themata modsagde den ugunstige Mening, at den sjeldne Kunstner skulde have paatrængt sig for hyppig og fast mere end sømmeligt var. Slige Yttringer kunde Bull tage sig let, da Publikum, ved altid at strømme til, paatog sig Forsvaret; men mod den anden fiendske Kritik paastod man i en Tidende, at han førte med sig som Skjold- drager en bekjendt Redaktør og Literat. Og om saa var, naar SIDE: 221 hans Funktion ikke var Basunblæserens? Bull er ingen Stilist, og han havde ogsaa været gal, om han havde spildt Tid paa at værge sig med Pennen. Dog kløede stundom Fingrene; men tillykke han greb -- Buen. Og ved den har han seiret. Over Linz tog nu Bull til Salzburg, til Mozarts Hjem, hvor han gav en Koncert for Oprettelsen af et "Mozarts Fond", hvorved den Uopnaaeliges Enke var tilstede. Engageret til Paris, for i Januar 1839 at give Koncert paa den store Opera, paa Betingelse, at dele Indtægten efter Fradrag af 4000 Francs, ilede han did over Munchen, Baden-Baden og Strasburg, paa hvilke to første Steder han ogsaa traadte op. Men i Sommeren 1839 gik han tilbage til Tydskland, gav 1 Koncert i Carlsruhe og 2 i Stuttgard, hvor Kongen af Würtemberg beærede ham med en Brillantring, samt derpaa 2 i München, hvor han især vandt Enkedronningens Bifald. Han spillede baade hos hende privat og hun fik tilbage- kaldt Forbudet mod en tredie Koncert, hvilket skulde skrive sig fra, at Kongen fandt sig stødt ved at Bull paa en af de første ikke havde viist ham sømmelig Ærbødighed nok ved sin Frem- træden. Mod Enden af Juni befandt Bull sig atter i Cassel; og hedder det om ham, at "Bull, over hvem de kritiske Akter nu synes at være afsluttede, havde paa sin første Koncert henrykt Publikum saa overordentligt, at han paa Opfordring gav en anden, der, omendskjønt mindre tiltalende, dog var meget besøgt." I Augsburg og paany i Stuttgard gav Bull to Koncerter, i Nurnberg 1, Frankfurt 3, Mainz 2 og i Bonn, Manheim, Speier, Landau, Karls- ruhe og Heidelberg 1, hvorpaa han atter mod Høsten begav sig til Paris. Bulls Hensigt, at træde op paa Operaen, blev dog tilintetgjort ved en Intrigue af Schlesinger, Udgiveren af La Revue musicale, hvorfor han indlod sig med Theatre de la Renaissance. Snydt for sit Honorar, ubarmhjertig recenseret, paa en fiendsk Fod med Schlesinger, Berlioz og mange Andre af Stadens store Musikere, gik han i Foraaret 1840 over til London, med en Harpenist Morandi, som han havde kjendt i Bologna, som Sekretær. Denne Person indviklede Bull i et besynderligt Eventyr. Kommen under- veirs med, at han var en Skurk, vil Bull uden videre skille sig ved ham endog med Tabet af en Sum forskudte Penge. Men en Dag som han var hos Liszt for at spille over med ham til en Koncert i det filharmoniske Selskab, og just gik og ventede paa SIDE: 222 sin Violin, hvorefter der var sendt Bud til Hotellet, indfinder Verten sig i egen Person med den Efterretning, at et Par Rets- betjente havde nu i et Par Timers Tid laveret op og ned udenfor Hotellets Porte forat arrestere ham paa Reqvisition fra Morandi. Aarsagen vidste han dog ikke. Selv holdt Personen sig ved et Gadehjørne for at have den Glæde at see Bull ført bort af Kon- stablerne og saaledes ogsaa hindret fra at træde op. Klokken var nu 3; men Bull holdt det for raadeligst at opholde sig hos Liszt til Klokken 12, Midnat, da han listede sig hjem. Den følgende Dag tog Bull hen til Gesandten Grev Bjørnstjerna forat søge Be- skyttelse, og Denne gik ham strax paa det beredvilligste tilhaande. Bud blev sendt efter Morandis Advokat, en af de ægte Temples "Hidspaafanter og Vriompeiser" (som den norske Bonde kalder Prokuratorerne af en vis, hos os, som vel overalt, temmelig almindelig, Sort) og af ham fik man da at vide, at Morandi krævede 60 Pund Sterling som Godtgjørelse for Ophævelsen af Kontrakten. Han havde 2 Vidner (formodentlig af de saakaldte "Apostles" agtværdige Forening af villige Vidner i enhver Sag) og da Bull snart kunde reise, maatte han undskylde, at man havde grebet til saa strenge Forholdsregler. Bjørnstjernas Hotel laa ved en Sqvare; fra Vinduerne kunde man se Konstablerne luske om for at fakke Bull, naar han kom fra Gesandten. En Kabriolet blev kjørt op foran Portalet, og medens en af Bjørn- stjernas Tjenere, hyllet i Bulls Kappe, jog derfra i skarpt Trav, og strax blev forfulgt af Gripomenusserne, kjørte Bull i Grevens Eqvipage til St. James, hvor han skulde spille for Dronning Victoria. Følgende Dag fortsattes Beleiringen, hvorfor Bull kapi- tulerede paa 20 Pund, hvorhos han maatte slaa en Streg over tilgodehavende 1200 Francs. Bull spillede nu med Liszt i det filharmoniske Selskab (Grand Sonate af Beethoven), og blev kritiseret fra een Kant med, at Beet- hoven, om han havde hørt det, vilde have vendt sig i sin Grav, og fra en anden med, af man maatte unde Beethoven at komme op derfra forat høre den. Filharmonisterne selv kondenserede derimod sin Kritik i en prægtig Sølvkaffeekande med Inskription. Over Antwerpen og flere af Rhinstæderne, hvor han gav Kon- certer, iblandt andre i Heidelberg til Fordeel for en gammel Musiker, retournerede han til Paris, hvorfra han snart atter foretog en Udflugt langs Rhinen og til Stæderne i den gamle schwabiske SIDE: 223 Kreds. Paa Reisen til Berlin traf han i Baireuth flere af sine Gøttinger-Venner igjen, og de ville i hans Væsen og Ydre neppe have opdaget synderlig Forskjel. Han er i disse Henseender over- ordentlig undgommelig, og skulde vel endnu knapt slaa Vrag paa en Rullade som den til Münden, til den gode Borgermester med Viinkjælder under Huset. I Berlin foregik den nuværende Konges Kroning med al middel- alderlig og moderne Pomp. Bull anmodedes af de brandenburgske Stænder om at forherlige deres Fest med sin Violin, hvorfor han fik i Æresgave et overordentlig brillant Signet. Staden var fuld af Herskaber, saa Bull kunde give 6 gode Koncerter. Det samme Antal gav han i Leipzig, hvorhen han kom over Potsdam og Frankfurt. Af det derværende musikalske Selskab, "der Tunnel" erholdt han en Sølvpokal med en liden Apollo med Lyraen paa Laaget og en Inskription med Datoen da han spillede i Selskabet, nemlig 5te Decbr. 1840. Efterat have besøgt flere af Mellem- Tydsklands Byer gik han over Dresden, hvor han gav 2 Koncerter, til Prag, denne prægtigste og meest musikalske af alle Tydsklands Stæder. Han komponerede ogsaa der i Begyndelsen af 1841 en Concerto i E-Moll samt sin Largo posato e Rondo capriccioso (ogsaa kaldet "Grusz aus der Ferne") og gav desforuden 12 Kon- certer. Over Breslau ilede han til Warschau, lod i Bedrøvelsens Stad sin Preghiera dolente klage fra Violinen og gaae over til Rondo ridente i Mangel af Polaccaen, som det nok ikke for hans store Velynder Paskewitsch var raadeligt at spille paa det Sted. Over Wilna, hvor han gav to Koncerter, ankom han til Petersborg, hvor en heftig Sygdom alene forhindrede ham fra at lade sig høre fleer end to Gange. Da han var kommen sig, besluttede han at slaa sig tilro en Tid og det paa den ensomtliggende Gaard Valstrand, et Par Miil fra Bergen, hvor Moderen boede. Paa Didreisen kom han over Kjøbenhavn, hvor der ogsaa var en Kroning paafærde. Han gav der en Koncert, men undslog sig, paa Grund af det Akkompagnement han vilde faa af Knive og Gafler, forat spille ved det Hovedgjæstebud, som i den Anledning blev givet. Man fik da Prüme til at delikatere Ørene medens Posteierne gled igjennem Struberne. Paa en Slup eller Jagt, i flyvende Storm, satte Bull i Efteraaret 1841 nu over til Norge, og tog Ophold paa Valstrand, der er hans Eiendom. Han hyggede sig dog ikke der, og det hele Udbytte SIDE: 224 af den omtrent et halvt Aars Retirade did, blev kun nogle Skizzer. I Sommeren 1842 tog han derfor med sin Kone til Kristiania, hvor han ligeledes valgte Ophold paa et Landsted i Omegnen indtil Efteraaret drev ham ind til Byen. I Løbet af Vinteren gav han der tre Koncerter, hvoraf en til Fordeel for Theatrets Pensions- fond; men saasnart Søen blev aaben, begyndte det igjen at lufte ham under Vingerne til Flugt, og, ledsaget af en af sine Brødre tog han over Gøthaborg og Kjøbenhavn til Amsterdam, hvor han gav 6 Koncerter. Over Leiden buede han ned til Münster og Osnabrück, hvorpaa han over Hamburg og Kjøbenhavn kom hjem igjen mod Høsten. To Koncerter og to mindre betydelige Kompositioner ("Fantasia e Notturno" eller "Til Hende", en Slags Serenade, og "Vildspil i Lio", som han døbte disse vilde Børn, hans Genies Bastarder, hiin Søsteren, denne Broderen) vare Frugterne af det sidste Efteraar, han opholdt sig i Kristiania. Paa samme Tid befandt Harpenisten Pratté, en Svensker, ud- mærket paa sit Instrument og som Musikkyndig, sig i Kristiania, uden dog at være kommen i anden Berørelse med Bull, end at de gjensidigen havde besøgt hinandens Koncerter. Bull havde ydet Pratté Applaus, men Pratté kom misfornøjet hjem fra Bulls første Koncert i Efteraaret 1842. Det var første og eneste Gang han havde hørt ham; men dette afholdt ham dog ikke fra at ned- skrive en Kritik, der var affattet i saadanne Udtryk om Bull som Kunstner og Komponist, at hverken Morgenbladet eller den Konstitutionelle vilde optage den. Den var anonym, men heller ikke med Forfatterens Navn kunde den blive optagen. Dette kunde nu saa være, skjøndt Prattés Kompetents burde give ham Plads, saameget mere som han var Udlænding, for en Artikel, han var villig til at svare med sit Navn for, og som han selv vilde komme til at lide for, saafremt den maatte være utilbørlig. At finde dette og at forhindre den fra at krænke Bull og at oprøre hans Landsmænds Følelse, havde Redaktionerne Adgang og Ret til; men den Constitutionelle tillod sig den Lavhed, underhaanden at meddele Angjældende, direkte eller indirekte, Indholdet paa samme Tid Optagelsen negtedes. Nogle Linjer i det foragtelige Blad underrettede endog Publikum om, at Pratté havde skrevet en saadan Kritik. Forsvaret var her skammeligere end Angrebet. Bull trængte ikke til paa saadan Maade at forsvares. Pratté blev naturligviis opbragt over en saadan Behandlig af en Redaktion, SIDE: 225 og beslutter sig til at udgive sin hadske Recension særskilt. Den naaede Bull i Stockholm, og den saavelsom et Brev fra Pratté til hiin Hælkrebs (en Rosén) hvori Bull sværtedes som Den, der skulde have talt foragteligt om Svenskerne, bidrog ikke lidet til at uleilige Bull i Stockholm og navnlig til at Kapellet dersteds ikke var at bevæge til at assistere ham. Lige under Juul tiltraadte Bull, ledsaget af den yngre Skuespiller Rosenkilde som Sekretær, sin, med Triumfer og Ærgrelser marke- rede, Reise til Sverige. Et Omen, der syntes at maatte varsle godt, mødte ham paa Vejen den første Aften: et improviseret Slæde-Fakkeltog, hvormed Finmutterne fra Oudalen og Vinger drog ham imøde. Man drejede af til Oudalens Jernværk, hvor Bull da fik sin Violinkasse fra Vognen, og takkede de gode Oudøler med Variationer over Nationalmelodier og andet, som nok kunde fortjene det Hurra, hvormed de fore afgaarde. I dette Møde laa der nok ikke andet end et velmeent Lykke paa Reisen; men herved blev det nu saa imse, skjøndt ogsaa her det Gamle sandedes, at Intet er saa galt, at der jo kan komme noget godt ud deraf. Thi hvad skulde ikke hændes? Efterat have koncerteret i Carlstad og Ørebro ankom Bull i sin svære Reisevogn til Upsala Kl. 1 Natten til den 12te Ja- nuar d. A. Alt var stille. Ingen at see, som kunde underrette om hvor man kunde finde Herberge, og hverken Bulls norske Tjener paa Bukken eller den svenske Skytsbonde bagpaa vidste det. Da lyder munter Tummel opover Gaden. Det var en Sværm Studenter med Julehoveder paa, som strax i den mørke Vogn, der holdt midt paa den besneede Gade, fandt noget at fæste Opmærksomheden ved. Vognen omringedes, og inden Bull og hans Følgesvend i Vognen vidste Ord deraf, udspandt der sig et Mundhuggeri mellem Natteranglerne og dem udenpaa Vognen. Rosenkilde vil stige ud; men da han aabner Munden til en liden Tiltale, der nedtysses af Bull, og hans Organ røber ham som Dansk, falder der Yttringer fra Svenskerne, som just ikke røbede synderligt af det Skandinavsind, som nogle Maaneder efter satte alt paa Ende i gamle Upsala. "En Dansker? Hoho, Gossar! Ta mig Tusan en Jute!" o. s. v. En meente ogsaa iblandt andet, at en Dansker validerede i Gehalt med Fjerdedelen af en Svensk. "End en Nordmand da?" spurgte Bull. Jo, det kunde saa om- SIDE: 226 trent være en 3/4 Deel af en Svensk, meente Personen, som selv var paa en Treqvart. Ranglefanterne havde endog den Uforskammet- hed, at spørge Bull, om han vel kunde have noget imod, at man gav hans Kudsk en Tøraf, fordi han skulde have været grov, og han fik Tilladelse dertil, mod at erholde to Ørefigen for hvert et, om han vovede. Paa Spørgsmaalet om hvem der var i Vognen, var der bleven svaret "Ole Bull" og repliceret "Det er Løgn"; men da En af Upsalienserne virkelig tilraabte Bull, da man endelig kom fra hverandre: "Vi råkas på Koncerten", synes idetmindste denne Person, at have troet det, uden at der dog skete andet til Opreisning, end at Vejen til et Herberge endelig blev viist de Reisende. Bull følte sig fornærmet og forlod Upsala strax om Morgenen, istedetfor, som paatænkt, at regalere Studenterne med en Koncert. Sagen blev fra Upsala selv af fremstillet i Aviserne værre end den var, saa Bull fandt sig opfordret til i Stockholm at afgive en Forklaring derover i Aftonbladet saaledes som Sagen her er fortalt. Forsaavidt som den formildede dennes Omstændig- heder, nedstemte den Uviljen i Norge; men en Beklagelse, som den indeholdt over at være stødt paa Tværhed og Modvilje i Stockholm, som en Følge af den "Pratté-Rosénske Koalition", var derimod mindre egnet dertil. Der faldt meer end een Yttring i Norge, som klang mere fra de første end fra de senere Forenings- aar, om ikke som fra 1808, da Jægerhornene hylede i Grændse- skovene, og Pratté gik ikke fri for Tegn paa en Uvilje, som ikke fandt den Omstændighed ganske ligegyldig, at han var svensk, eller den undskyldende, at en norsk Kritiker, der lod til at for- staa sin Sag, i endeel Punkter, betræffende de Bullske Komposi- tioners Gehalt, omtrent kom til samme Resultat i sit Omdømme som Pratté. Først den 4de Februar lykkedes det Bull, med istand af det Lindebergske Theaterorchester, at faae givet en Koncert i Ridderhusets store Sal, som, uagtet den høje Entree (3 Daler Bco.) og de vakte Antipathier, dog baade var godt besøgt og blev stærkt applauderet. Kunstneren modtoges endogsaa med Klap og Bravoer. Dagen efter var det Kongens 25 Aars Thronbestigelsesdag, som Bull feirede med en musikalsk Soiree for de i Stockholm værende Normænd. Da sprang Champagneren ovenpaa; men mon der ikke var Nogen imellem Gjæsterne, hvem, idet han holdt det funklende Glas imod Lyset, Liigheden faldt ind imellem Bulls Spil og Champagner? Virkelig, Bulls Spil er imellem de øvrige Vir- SIDE: 227 tuosers hvad Champagneren er imellem Vinene. Det har Klar- heden i sine Toner, den flygtige Geist, det har de trillende Perler, det flyvende Skum og det har -- forrykket mangfoldige Hoveder. Maaskee endeel af Kompositionerne ogsaa have den Egenskab, at de maa nydes strax, de taale ikke at staa; de dovne under Undersøgelsen. Gjengjeldelsens Gudinde er jo Nemesis, og fremstilles streng som Gorgonen? Men naar Gjengjeldelsen kommer som Erstatning, leende, kyssende, straffende Fornærmeren kun med Riis af de samme Blomster, hvormed den overstrøer den Fornærmede, hvad hedder hun saa? Justitia? Justitia er for alvorlig. Der er intet Smiil paa Ansigtet, ingen Kjærlighed i Brystet, kun et Skrædder- maal og et Par Lodder i Lommen. Lad gaa! Men i den aller- elskeligste, allerfuldstændigste, allermeststudentikoseste og latter- mildeste Form kom Opreisningen for Historien i Upsala. Man havde bebreidet Bull, at han i Hidsighed var reist ifra Upsala uden at lade sig høre, og han havde forsvaret sig i ovennævnte Deklaration med sin Dispositionsret over egen Person og med et naturligt slet Humør Morgenen efter. Men nu indløb en Ind- bydelsesskrivelse fra Professor Geijer, et Brev saaledes som Geijer kan skrive det. Det var at gjøre Vognen istand. Det indeholdt Smørelse for den og Balsam for Sjelesaarene. Et Par Dage efter, om Middagen, vrimler hele Upsala opad og over Skraaningen fra det højtbeliggende akademiske Bibliothek (Carolina rediviva). Studenter og Damer, Professorer og Borger- mænd ile opad den høje massive Trap, der udgjør ligesom en egen Fløi. Det er Ole Bull, som giver Studenterne en musikalsk Dejeuner. Det var et Gjæstebud. Hurra! Bravo! Hurra! Ligner ikke Bulls Spil Champagner? Og da han saa i sin Pelts gik tilbage nedover den høje Trap og Skraaningen, fulgtes han af et Sangerchor af flere hundrede Studenter gjennem de mylrende Gader til sin Bolig, hvor de endnu til Afsked hilsede ham med et tredobbelt Hurra, drønende og præcist som Kanonskud. "En vakkrare Ynglingachör än den i Upsala, hör man ei", har Geijer sagt om disse sine "Gossar", og om det ei var bleven sagt før, maatte det være bleven sagt paa denne Dag. Bull var forbauset over den musikalske Dannelse, Upsalastudenterne her viste. Men om Aftenen kom deres egent- lige Koncert -- en "Sexa", som "sagde sex" -- , hvormed de SIDE: 228 vilde gjentraktere Bull for Frokosten. De spillede der med Glasser og Karafler. Et Slags chinesisk Klokkespil. Da lyste det ud paa Sneen ifra "Gildets stora Salon", og da det leed paa Natten, kunde man udefra see hvorledes to Menneskefigurer bleve løftede op under Taget og under tordnende Jubel baarne omkring i Salen. Det var Ole Bull og Erik Geijer, som bleve baarne "paa Guldstol". Mange prægtige Skaaler for Gjæsterne, for Norge og Sverige vare blevne drukne; men om Skandinavien hørte man ikke meer, end om det skulde have ligget i Maanen. Og jeg har en Slags Mistanke. Dog jo! Bull fik jo i Kommission, at bringe Studenterne i Kjøbenhavn en broderlig Hilsen; men det var som Studenter, og imellem dem existerer der et frimurer- agtigt Broderskab over hele Verden. Og han er derved (ligesom Oehlenschläger nolens volens er bleven det) siden bleven gjort af "Skandinaverne" til en Choragos for en Idee, som hans norske Hjerte kun har lidet tilovers for. Efterat have den 19de Februar givet en anden Koncert, hvor- efter Erkebiskoppen og Geijer traadte frem og takkede, og hvorom det hedder, at Forsamlingen efter "Norges Fjelde" brød ud i triumferende Jubel, kom Bull den 21de tilbage til Stockholm, for strax at tiltræde Reisen til Danmark u. s. w. fra denne Europas eller Tydsklands grønne Dørmatte. I Norrkøping gav han en Koncert fuld af Triumf. Ligesaa Kon- certer i Linkøping og Jønkøping, i hvilken sidste By han traf sin gamle Lærer Lundholm, der kom kjørende ham imøde. I Kjøben- havn underrettede Bull strax Studenterforeningen om at han havde en Hilsen at bringe den i Toner fra Upsala; og om Aftenen blev der da et Lag, hvortil Bull kom med sin Violin, og røgtede Ærind. "Der klang fra Strengen saa mild en Røst med Vennebud fra Uplands Sale. -- " blev der i den Anledning skrevet af en af de Bedre blandt Dusin- digterne dernede, og i selve Studenterforeningen hilsedes han med en drapastilet "Tak for til Frihed Du Aanderne frelste! Tak for din Hilsen fra Sigtunagaard! Spænd kun din Bue, slyng dine Pile! Brystet ei bløder ved blidere Saar." SIDE: 229 Ogsaa her blev han fulgt hjem af Studenterne og hilset med tre Gange Hurra; og det -- o herlige danske Frihed! som "Ber- lingske" stundom udbryder, naar der ikke er nogen politisk Knald i Lommeknepsene dernede -- netop ligefor Hovedvagtens Kanoner. Understøttet af et 65 Mand stærkt militært Musikkorps, gav han i Ridehuset tre Koncerter for flere tusinde Tilhørere, samt spillede for Kongen, der forærede ham en prægtig Brillantring. I Kjøbenhavn befandt sig netop paa samme Tid Violinisten Ernst og Pianisten Døhler. Bull boede i samme Hotel som de, og der herskede den bedste Forstaaelse imellem Kunstnerne. Man maa ogsaa tilstaa, at det lykkedes Kritiken i de Kjøbenhavnerblade, der er nogen Anseelse ved, at bedømme Bull og Ernst saaledes ved Siden af hinanden, at Ingen af dem kunde have noget at beklage sig over Jevnførelsen. I Kiel gav Bull 2 Koncerter, i Hamburg 1, i Bremen 2 og i Oldenburg 1. Herfra vendte Bull tilbage til Hamburg, hvor han blev mødt af en Kritik, der skrev sig ifra Kjøbenhavn, og som gik ud paa at ophøre Ernst paa Bulls Bekostning. Den bar saa stærkt Præg af Intrigue, af at være en langt under Jorden ledet Hovedmine imod Bull, for at sprænge hans Renommée i Luften, at hans Ledsager støvede forud til Kjøbenhavn, hvor han ogsaa fik Oplysning om, at Døhlers Sekretær var Ophavsmanden. Men baade hans Principal og Ernst ærgrede sig herover. Det hele Lapperi og at der snart viste sig en Gjendrivelse skulde dog ikke være værd en Linje, dersom Angrebet, forsaavidt det gik ud paa hans Kompositioner, ikke havde bevæget Bull til endelig at indlade sig paa at udgive endeel af dem. Oftere havde Musikforlæggere isaahenseende været ifærd med ham og gjort ham, f. Ex. for hans Polacca, de ansee- ligste Tilbud; men først nu kan man vente fra Scubert i Hamburg at see udgivet hans Variazioni di Bravura, Adagio religioso, il Notturno og hans under denne Reise komponerede Siciliano e Tarantella. Dette Arbeide gav han første Gang ved Tilbage- komsten til Kjøbenhavn, hvor det vakte en overordentlig Enthu- siasmus. To Digte viste sig med Overskrivten: Siciliano e Taran- tella. To Digte? Hvad er to Digte for Bull, som skulde have et ret vakkert Bind af dem, der ere skrevne til ham, om han havde gjemt paa dem. Men de ere visnede som de Blomster, der ere kastede til ham fra alle Europas Loger. Med dem skulde han SIDE: 230 kunne fodre sin lille muusgraa Borrik af en Søndfjordings-Fjeld- hest Vinteren over, om han havde samlet paa dem. I Juli var Bull i Kristiania igjen, hvor hans Hustru rakte ham et tredie Barn imøde. Han gav strax en Koncert og da natur- ligviis Tarantellaen. Pratté var der. Publikum saae med For- undring hans store Hænder ideligen at løfte sig til Klap, og med endnu større Forundring en Bedømmelse af ham over Taran- tellaen og Koncerten i det Hele, hvori han med agtværdig Op- rigtighed beklager, at have bedømt Bull tilforn efter kun een Gang at have hørt ham, og indrømmer hans seneste Komposition alt hvad man kunde forlange. . . . Mærkværdigt! Meget mærkværdigt! Mærkeligt, Forbausende! Netop som min Pen, ilende mod Punktum, snirklede Ordene "agt- værdig Oprigtighed" ned -- disse Ord, som kunne bære For- brydelser paa sine smaa Typers Skuldre og bedække Syndernes Mangfoldighed, underretter et Blad om, at Pratté anstrenger sig i en Stockholmer-Tidende forat tage sine sidste Ord om Bull i sig igjen. De blive naturligviis siddende i Halsen og stikke sig dybere ind. Og om Kritiker fra den Kant vil Verden for Efter- tiden kun sige: "nu skriger den gamle Fløi igjen." Hos Bull er det et elskværdigt Træk, at han gjerne glæder Mennesker med sit Spil, uden at tage Hensyn til nogen kontant Belønning. Om Paganini er det derimod fortalt, at han satte Dæmpere paa Strengene, forat ikke en ubetalt Tone skulde komme udgjennem Væggen. Bull derimod spillede paa den Reise, han nu foretog til Throndhjem og Bergen, efter eget gode Tilbud, for Patienterne og de Omkringboende ved Eidsvolls Bad, og oftere tog han sin Violin frem og spillede for Bønderne. Saaledes gik han ind i den mærkværdige Borgunds Kirke i Leirdal, fulgt af den Mængde Mennesker, som arbeidede paa Vindhelle-Vejen under en Kapitains Kommando, lod Kirken lukke og spillede saa. De Bønder, som kom for seent, stode da udenfore med Ørene til enhver Sprække og Nøglehul forat opfange nogle af hans Toner. Ved en anden Leilighed udbrød pludselig en Bonde, rivende sig i Haaret og slagen af Rædsel over en Ørenfortryllelse, just da Bull havde spillet ud: "Det er Løgn!" Han afbrød der- med en Taushed, hvorunder man havde hørt Uhrets "Tiktik" i en anden Bondes Lomme, som var kommen længst frem. Bøn- SIDE: 231 derne gjorde ogsaa overalt Ære af ham; paa flere Steder mødte de endog frem i Søndagsklæder. I Throndhjem gav Bull 4 Koncerter, og efter ligeledes at have ladet sig høre i Kristianssund, Molde og Bergen, indtraf han atter i Kristiania medio August, forat berede sig til Udførelsen af en i længere Tid paatænkt Reise til Amerika, først til Nord- amerika og maaskee videre ned ad det uhyre Kontinent, d. e. fra Dollarernes til Pjastrenes og St. Johannes'ernes Hjemsteder. Den 11te Septbr. gav Bull sin Afskedskoncert for et Publikum af over 900 Mennesker. Salen gjenlød af Bravoraab og Farveller, da han endte med sin Tarantella. Han spillede den op igjen, og da han derpaa fremkaldtes til det sidste Farvel, improviserede han paa det Genialeste en Række af Nationalmelodier og Hallinger, som endte med Nationalsangen og en langsomt hendøende Efter- ligning i Flageolettoner af en Sæterjentes Kauen. Det var det Sidste af Bull. Den 17de Septbr. forlod han Norge med Hustru og Børn, for at lade disse forblive i Paris og selv tage over Atlanterhavet -- en Plan, som i økonomisk Henseende (hvori Bull, efter norsk Maalestok, forøvrigt, som sagt, er ret vel hjulpen) vel ganske vist er god, at slutte efter Antecedentia med andre ringere Kunstnere og Kunstnerinder; men som -- -- Men? Bull taaler intet "Men". Nei, jeg veed det desværre. Men jeg meente bare, at den lader Bull maaskee reise endnu længer fra sig selv, at Bulls Berømmelse behøver ingen svimlende Tilsatser til, men, eftersom den er voxet i Højden, et desto videre, omfangsrigere og solidere Fundament af Kompositioner. Bull vil selv være, og er, mere end blot Exekutør, blot Violinspiller; og han har jo viist, at han kan komponere paa selve Reisen. Naar nu denne er fuldendt, vil han maaskee slaa sig til Rolighed i sit Fædreland, trække sig tilbage i en af dets Dale og der lade sin Sjæls Fylde udstrømme i beundringsværdige Tonedigtninger. (?) Nu, da hans Landsmænd læse dette, har han enten gjennemilet England fra London til Liverpool, eller har allerede fra Hamburg taget Havet fat, og han befinder sig enten paa dette eller allerede hisset over. Endnu, da dette skrives, er han ialfald neppe kommen over Nordsjøen, skjøndt det allerede har staaet i en tysk Avis, at "Ole Bull har ikke gjort den Lykke i Amerika, som man havde tænkt." Jo, han vil upaatvivlelig gjøre Lykke der, hvad enten Misundelsens Slanger nu følge ham over Oceanet og krybe op SIDE: 232 med ham paa det grønnende Long-Island, eller ikke. Hans Navn er allerede foran ham derover, og hans Lands Lykønskninger følge ham i det ømmeste Farvel! Farvel, min Søn! Vi sees igjen! NORGE TIL AMERIKA VED OLE BULLS DIDREISE. Oh Amerika, betro'd har jeg dig med ængstlig Ahnen Ham, min Fattigdoms Klenod, Ham, mit Hjertes bedste Blod! -- Lad Platanen kjærligt ham imødebruse, Alleghannen ham i venlig Grotte huse. Susquehannen som en dæmpet Harpe suse Ham, min Elskling, ham imod! Han med Buens lette Spil kan til Dands din Panther tvinge, og (hvad der skal mere til) Slave-Ejeren til Smiil. Han kan bringe Karolinas arme Neger til at springe gladere end Barn som leger, sig at svinge snellere end Hjulets Eger. O, Han kan det, om han vil. Men, som om hans Bue blev pludselig med Tordner svanger, som om den i Luften skrev trylleformlet Frihedsbrev, Skræk og Anger fylder Herrens Hjertekammer som med Slanger, tusind Blik i Mulmet flammer hos hans Fanger. Ve ham, ve ham! Slavens Jammer klagende min Bull beskrev. SIDE: 233 Far da hen, far hen, min Søn! Lad din Tryllebue skjænke arme Negers Suk iløn Styrken af en bønhørt Bøn, saa hans Lænke for dens Strøg maa sønderbriste! Da sig sænke signende Platanens Kviste, og jeg tænke kan med Stolthed, dig at miste Ole Bull, min Søn, min Søn! Thi hist vest, hvor Du vil fly, er min egen Friheds Kjerne voxet i Plataners Ly baaret hid paa svanger Sky. Derfor gjerne vilde jeg taknemlig sende til dens fjerne Fosterland ved Havets Ende herlig Stjerne, og af dem, som hjemme brænde, straaler ingen med dit Ry. SIDE: 234 Henrik Wergeland EIDSVOLL [fotnotemerke] . Vi have her en Afbildning for os af et Sted, som maa være Normændene dyrebarere end noget andet i Norge. Thi derfra daterer deres nuværende politiske Selvstændighed og Frihed sig; det er deres Selvstændigheds Vugge, deres unge Friheds Bethlehem og Runnymede [fotnotemerke] . De have ogsaa viist det. De følte det Upassende og Nationalfølelsen Stødende i, at dette Sted skulde være kommet i Fremmedes Besiddelse, og inden et Aar var det ved Subskrip- tion tilbage i Nordmænds Hænder for at blive opbevaret som et Nationalmindesmærke, som et Monument over den mindeværdigste Begivenhed i Nationens Historie, saalænge det endnu kan staa. Da vil maaskee et, Gjenstanden værdigt, Mindesværk af en varigere Materie, en Obelisk eller Pyramide, reise sig paa Tomten, og dertil har Norge baade Jern og Granit paa mange Steder, og i Nærheden, med let Transport tillands og tilvands, et prægtigt naturligt Syenitbrud, hvorfra Stenene siges at være hentede før St. Olafs Tid til Eidsvoll Kirke [fotnotemerke] . Men Bygningen synes at kunne vare længe, omendskjøndt man vel neppe bør holde for, at den mindre Fare for Ildsvaade, ved det, at den ikke beboes, opvejer det Skadelige i, at den staaer saaledes øde; thi den er ikke ældre end fra dette Aarhundredes første Decennium, opført af godt Tømmer, vel tagdækket, panelet og malet, og skal, som bygget i en Tid, da Jernværket var i Drivt, være rigeligen for- synet med alle mulige Slags Sammenklinkninger og Sammenbolt- ninger. Saaledes som den staaer nu, var den forøvrigt vel skikket til en eller anden offentlig Indretning, saasom til et Skolelærer- eller Agerdyrknings-Seminarium, i hvilket sidste Tilfælde Jord maatte enten tilkjøbes eller forpagtes, siden intet andet end den smukke Have og Gaardsrum med paastaaende to Bygninger, fulgte med ved Kjøbet. Almindeligviis kalder man dette Sted "Eidsvoll", skjøndt Værket ligger paa den i mangfoldige Parceller udstykkede Gaard Stavis Fotnote: Skal saaledes skrives baade efter Afledning og Udtalen, og ikke, som almindelig skeer, "Eidsvold". Fotnote: Englands Frihedssted, hvor Magna charta udstedtes. Fotnote: Det Sted, som her sigtes til, ligger ved Hurdalssjøen ligeved Landevejen. Olaf hørte Ottesang i Eidsvoll Kirke før han drog op til Ringsaker og fangede de sammensvorne Konger. SIDE: 235 Grund, og "Eidsvoll" er Præstegjeldets Navn, afledet af "Eids- Vellir" d. e. Vollene paa Eid, det gamle Eidsævis-Thingsted om- kring Eids Kirke paa de mod det, som Badested og Sundheds- brønd, nu bekjendt blevne Gjæstgiversted Eidsvollbakken nedad- skraanende Sletter. Eid var den ældste Benævnelse paa den Deel [fotnotemerke] af Præstegjældet, som ligger paa den vestre Side af Vormen, Mjøsens Afløb til Glommen, der, med en amerikansk Storflods Majestæt, lader sin mægtige Vandmasse strømme hen imellem de yndigste terrassedannede, fyldige, jordsvulmende Bredder. Der, paa Eidsvellir, satte Halvdan hin Svarte Eidsævis- eller Heidsivia- Thing for samtlige Oplande, og under hans og Thorleif Lagmands Ledelse gaves der den ældste ordnede Lovforfatning i Landet, nemlig den saakaldte Heidsivialov. Kongens og Folkets Rettig- heder vare ogsaa i den fastsatte, saa Eidsvoll er bleven berømt ved at to frie, konstitutionelle Forfatninger ere bleven givne der. Paa Heidsiviathing var det ogsaa sandsynligviis, at Harald Haar- fager skiftede Riget mellem sine Sønner og saaledes forandrede det til et konfødereret Lehnsmonarki. Didhen stevnede ogsaa Olaf den Hellige til et almindeligt Thing, hvorved det blev anordnet, at alle Fylker paa Oplandene skulde høre under dette Thing. Ligesaa underhandlede Kong Hakon den Gamle her med Bønderne, og Skule Jarl stevnede did til Møde Arnbjørn Jonsen, ved hvilken Leilighed den Første indfandt sig med 300 og den Sidste med 350 velbevæbnede Mænd. Kong Hakon Magnussøn anordnede ligeledes, at Lagthinget skulde holdes paa Eidsvoll, hvor det havde været fra gammel Tid, og efter Christian den IVdes norske Lov af 1604 holdtes her endnu Lagthing en Gang om Aaret. Det er en halv Miils Afstikker vi have gjort fra Eidsvoll Jern- værk til det gamle Eidsivia-Thingsted omkring den yndige Eids- vollbak-Evju -- didned hvor mange af Oplændingerne stevnede tilbaads naar de søgte Thinget. Fra Kristiania ligger Eidsvoll Jernværk 5 1/4 Miil midti Hovedlandevejen, som i Aarene 1769 og 70, ved daværende Ejers Indflydelse til Fordeel for Værket og især for dets Afsætning, men til Forlængelse af Vejen, blev lagt lige igjennem Gaarden og nordover til Minne, medens den før gik om Eidsvollbakken over paa den østre Side af Vormen. Egnen nærmest omkring Værket er ret smuk, især ved den livlige, mellem grønne Bakker slyngende, And-Elv med sin Foss, Fotnote: I Middelalderen kaldet Austthorp. SIDE: 236 ved den høje af Alleer gjennemskaarne Granlund, "Dorotheen- busken", og ved det hjelmhvælvede, henved 2000 Fod høje, Mist- bjerg (d. e. Skybjerget) i Baggrunden. Endeel Mølle- og Sagdrivt gjør det ogsaa noget livligt deromkring, og bidrager noget til at udsone Beskueren med det uhyggelige Syn af den øde Masovn og dens forfaldne Tilbygninger. Selv er Hovedbygningen over- maade anseelig, med sin lange, mod Nord vendte, lystanstrøgne Façade med to Etager fortløbende Vinduer, foruden Grundmurens Kjældervinduer, og mod Vestsiden tager den dybe Portal med den blytækkede Altan over, imellem tvende Halvfløie, sig godt ud fra Landeveien og Indkjørselen af. Mod Øst og Syd ligger Haven med sin prægtige Bjerkeallee -- kort, det Hele gjør, end- ogsaa uden de Erindringer, som knytte sig dertil, et overraskende og behageligt Indtryk, som af en Oase i Ørkenen, paa den Rei- sende, som syden- og tildeels nordfra har milelange, kjedsomme- lige, moagtige Strækninger at gjennemfare. Naar man træder indad hin dybe, af Altanen overhvælvede, Hovedindgang, overraskes man ved en smagfuld Vestibule, i hvis Ende Opgangen er ad en bred Trap til den, siden Rigs- forsamlingens Nærværelse her i 1814, saakaldte Rigssal. Men dennes Ydre gjør intet behageligt Indtryk. Den er nemlig ganske øde, Væggene blot bestaaende af raa, slet overhvidtede, Planker, og lang og smal, men til begge Ender tilstrækkelig oplyst af to overmaade store Vinduer, hvoraf det ene vender ud til Altanen, indtagende dennes hele Brede, og det andet ud til Haven, omhvælvet af prægtige Popler. Før Rigsforsamlingens Tid var Salen nemlig et Malerigalleri, og de raa Vægge altsaa prægtigt nok tapetserte, og medens denne havde sit Sæde der, vare de bedækkede med Barlind, Skogens fagreste Grønt. Endnu sidder der nogle tørre Kviste igjen over Vinduesbuerne; og der vilde være flere at see, dersom det ikke af og til hændte, at Besøgende tage med sig hvad de kunne faa løst, som Relikvier fra Stedet. Og sandelig, hver den følsomme Yngling, som bevarer denne patriotiske Pietet, for- tjener, at en frisk Borgerkrands engang maa grønnes for ham! Salen gaaer fra Øst til Vest. Paa den østre Væg var en For- høining med et Bord for Præsidenten og Sekretæren; ligeoverfor sad Repræsentanterne paa fire Rader rødbetrukne Bænke. Vilde de notere eller nedskrive noget, fik de hjælpe sig uden andre Pulte end Formandens Ryg, eget Knæ eller en liden Aabning SIDE: 237 paa Bænken foran. Ved Indgangen til Salen stode to Mænd Vagt, ligesaa ogsaa to ved Hovedindgangen og to ved Entreen til de Værelser, som Prindsregenten Kristian Fredrik beboede. Nedenunder, paa søndre Side af Vestibulen, var Rigsforsamlingens Spiseværelse. Der frokosterede man ved Ankomsten fra de for- skjellige vidtadspredte Kvarterer omkring i Bygden, og spiste Middag, naar man havde arbeidet sig træt til udpaa Eftermid- dagen, hvorved da en Regimentsmusik tog Plads i Trapperne op til Salen og spillede. Prindsregenten holdt sit eget Taffel, hvortil Repræsentanterne tourviis indbødes. Men op igjen til Rigssalen! Mange Inskriptioner paa Vindues- posterne vise, at det er denne Deel af Bygningen og ikke Spise- salen eller Prindseværelserne eller Datids Eiers smagfulde, men, (ligesom afbildende hans forslagne Karakteer) ved mangfoldige Gjennemslag og hemmelige Gange forsynede og forbundne, Ge- makker, man især kommer for at besøge. Dog er der ogsaa et andet Sted paa Eidsvoll Jernværk, som fortjener et Besøg og en bedre Omhu, end den, der nu bliver den tildeel af Spekulant- Øxen. Det er hiin Granlund, Dorotheenbusken, ligeoverfor paa den anden Side af Vejen; thi i dens Alleer søgte mangen en af vor Konstitutions Fædre Rolighed for Tanken og for det, under de stundom lidenskabelige Debatter, for heftigt bevægede Sind. Ærværdige maae disse gamle Træer derfor være os; og isandhed det var ikke velbetænkt, at ikke denne Plet kjøbtes med. Mid- lerne vilde ikke manglet, naar Folket var bleven gjort opmærksom paa, at dens Grene har hviftet Kjøling til de tankefulde Pander, hvorfra Konstitutionens Paragrafer udgik. Der staaer ogsaa en umaadelig stor pragtfuld Hængebjerk lige der hvor Hovedalleen skjærer sig ind i Lundens Dunkle, som ret synes at indbyde til at sætte et Monument under dens herlige Løvhæng. Den buer sit Bryst ud, ligesom for dog idetmindste derpaa at modtage en Ertstavle med de faa Træk paa i Guld: XVII Mai 1814. Et bedre Sted til at læse Konstitutionens Historie paa, gives der ikke. Værkets Historie betræffende, da hører det til de tidligst op- tagne her i Landet. Forrige Sognepræst til Eidsvoll, Professor Leganger, har i Topografisk Journal for Norge, 1ste Bind, leveret en udførlig Beskrivelse derover, hvori han antager, at det allerede i det 16de Aarhundrede har været i Drift. Vist er det, at et under 25de Oktober 1624 samt 17de Oktober 1627 til Jernværks- SIDE: 238 drift privilegeret Interessentskab (Mogens Gyldenstjerne med 14 Andre) satte det i Drift 1631; men efter faa Aar ophørte denne, hvorpaa det faldt til Kronen. I Krafts topografisk-statistiske Be- skrivelse over Norge findes Værkets Historie saaledes videre udskisseret: "Under 23de Mai 1640 blev det tilladt Berghaupt- manden i Østerdalen, Iver Prip, med et Participantskab igjen at optage Værket, som dog kort efter overdroges et nyt Interessent- skab, der under 27de April 1644 fik Privilegier derpaa, og af hvilket Statholder Hannibal Sehested senere udløste Med-Inter- essenterne, hvorpaa han satte dette Værk igjen i Gang og erholdt Privilegier derpaa under 8de Januar 1647 [fotnotemerke] ; men da han faa Aar derefter faldt i Unaade, kom Eidsvolls Værk, med Sehesteds øvrige betydelige Eiendomme, til Kronen, som bortforpagtede det til den Marselliske Familie, der drev det endeel Aar paa Rov og forlod det i 1663, da ingen Erts mere var at finde. Der- efter blev Værket, ved kongelig Befaling af 25de Mai 1664, over- draget Hertug Jakob af Kurland, en bemidlet Fyrste, som inter- esserede sig for Handel og Manufakturer, lod allerede i Marts 1665 tredive Arbeidere fra Kurland komme til Værket og erholdt under 6te Mai 1669 nye Privilegier paa dette. Imidlertid blev det kun maadelig drevet af Mangel paa de fornødne Midler, og skal i 1673 havde været i en meget slet Tilstand. Hertug Jacob døde 1682, og da hans Efterfølger Hertug Frederik Kasimir ikke havde Faderens Tilbøjelighed til saadanne Entrepriser, beholdt denne kun kort Værket, som igjen kom tilbage til Kronen. I denne sidste Periode, d. e. saavel i Marsiliernes som de kurlandske Hertugers Tid, finder man Værket at have haft to Hammere og fire Marsovne, hvoraf to ved selve Eidsvoll, en ved Julsrud og endelig en fjerde paa hin Side Mjøsen ved Viig i Stange Sogn. Værket laa nu nogle Aar aldeles i Dvale, og blev endelig fra Kronen i 1688 skjænket til Overberghauptmand Henrich Schlan- busch, som fik Privilegier derpaa den 16de November s. A. og satte det, tildeels ved Hjelp af tydske Bjergfolk, i god Stand. Efter hans Død i 1705 kom det til en af hans Sønner, Theodor Georg v. Schlanbusch, som i en lang Række af Aar beboede det og forbedrede det særdeles meget, samt ved sin Død (omtrent 1750) overlod det til Brodersønnen Frederich Legardt v. Schlan- Fotnote: Disse Privilegier, saavelsom de foranførte af 1640 og 1644, ere aftrykte i Samlinger til det Norske Folks Historie, 3die Bind, S. 3. 21. SIDE: 239 busch, som brugte det i omtrent 30 Aar og kort før sin Død solgte det 1781 til daværende Sorenskriver i Søndre Guldbrands- dalen Justitsr. Hans Hagerup (Gyldenpalm) for 38,000 Rd. Han frasolgte Gaarden Viig, kom i Proces med Værks-Arbeiderne, som efter Th. G. v. Schlanbuschs Testament af 11te Januar 1746 besadde Værkets 48 Pladser, og solgte 1786 Eiendommen for 46,000 Rd. til Told-Inspektør Haagen Nilson, der tabte Processen ved Høiesteretsdom af 31te Marts 1788, og kort derefter overdrog Værket til Ritmester Iver Elieson, fra hvem det kom til Konferents- raad (siden Statsraad) Karsten Anker, som under 30te September 1794 fik Skjøde derpaa tilligemed endeel Gaarde og Skove for 57,313 Rd. Han opførte Marsovnen i Feiringen i Centrumet af Værkets Gruber, hvor snart den hele Forsmeltning foregik, da Marsovnen paa Eidsvoll ikke benyttedes siden 1803, og man kun paa Hammerne, som nu vare to dobbelte Stangjernshammere og tre Spigerhammere, opsmedede Rujernet fra Feiringen. Dog aftog Driften efterhaanden og i de sex Aar 1813 til 1818 var Værkets Produktion i det Hele kun 1800 l/5 Skpd. Rujern, 1334 9/10 Skpd. Støbegods og 809 4/5 Skpd. Stangjern. Endelig ophørte den hele Værksdrift, og efterat Værket fra Ankers Fallitbo var 1825 kommet til Pantekreditor en George Norman i London, dreves blot i endeel Aar Sagbruget, og Værks-Indretningerne med de til samme hørende Eiendomme ere i 1837 solgte til Forskjellige. Om det igjen skal komme i Drift, er tvivlsomt". Ja, det er tvivlsomt. Thi for det første ere Gruberne, som ellers ligge ret beleiligt, men vare meget strengtflydende, aldeles ødelagte ved Sammenstyrtning og ved Vand, hvilket ogsaa er Tilfælde med den bedste af alle Gruberne, den saakaldte Flesvig- Grube i Feiringen. Denne gjorde Theodor Georg v. Schlanbusch -- ved sin Gave af de fire Fossum- og Stavi-Gaarde til Arbei- derne disses, men ikke Værkets, Velgjører -- til en rig Mand; men udtømtes ogsaa ved Driften. For det Andet ere alle Værkets Ejendele adsplittede, Skovene bortsolgte til Forskjellige, og de 48 Selveierpladser, hvori bemeldte 4 Gaarde deeltes, ere igjen udstykkede i mangfoldige mindre Parter, hvis Besiddere vel, ved at have opdyrket disse til de nu ernære i ret gode Kaar et stærkt Folketal, afgive et Beviis for at Jordens Udstykning, saa at mange Mennesker kunne leve og formere sig, er den naturlige Gang og Bestemmelse, men som ikke i nogen Maade ere Bergkyndige. SIDE: 240 Og for det Tredie er det under vor nærværende svære Myntfod, og især paa Østlandet saa nær Sverige, neppe tænkeligt, at noget- somhelst Jernværk vil kunne drives. Imidlertid -- Fossen ved Værket og dets Beliggenhed er jo prægtig, Egnen er rig paa Metaller, og det paa forskjellige [fotnotemerke] , et Fund kunde jo gjøres, en Spekulant, der, samlede det Adspredte, kunde jo komme, [fotnotemerke] og et Pengesystem, der, istedetfor at fremme industriøse Udviklinger, hemmer dem ved sin spartanske Tyngde, om end denne er af Sølv, bærer jo Omvæltningen i sit Indre? -- altsaa, hvo veed, om Marsovne endnu ikke kunde komme til at ryge der udenfore Hovedbygningen? Hamre til at afbryde Stilheden om Stedet, denne Stilhed, som gjør, at Maaltrosterne elske de høje Bjerge derom og Dortheenbuskens dunkle Graner saa høit? Men i Eidsvollbygningens Historie maae vi ikke glemme, at den to Gange har huset Norges Karl Johan: den ene Gang, da han i Sept. 1818 opdrog til Nidaros til sin Kroning, den anden i Høsten 1835, da han havde befaret Jämtlandsvejen. To Flag- stænger paa Gaarden erindre endnu om dette Besøg. Bygningen stod da øde; men møbleredes i Hast af de Omkringboende til Modtagelsen af en Gjæst, der begyndte sine Velgjerninger mod Norge med at bekræfte Normændenes store politiske Foretagende paa Eidsvoll. Kristian Frederik slumrede ikke sikkrere under det samme Tag i 1814, Normændene ønskede ham ikke sødere Hvile og saligere Drømme, end de ønskede Karl Johan allerede i 1818 og nu 17 Aar senere, efterat de endnu saameget bedre havde lært ham at kjende. Det var den samme Aften, netop i Øieblikket da Kongens ædle Skikkelse, belyst af Bøndernes Fakler, forsvandt i Vesti- bulen, modtagen der af den engelske Værts Befuldmægtigede, at Nedskriveren besluttede at gjøre Alvor af at forsøge at faa Kon- stitutionens Fødselssted ud af Fremmedes og i Nationens Hænder. Tanken gjorde ham taus imellem det jublende Folk. Alle Vinduerne straalede den Aften. Bygningen traadte ligesom pludselig ud af sin Forglemmelse. Den næste Aften var den Fotnote: I 1815 udbragtes der 2400 Pd. Bly og 57 Lod Sølv af en Grube i Mistbjerget ved Gaarden Stensby. Hvormeget Guld, der kom af Guldværket, er ikke værd at nedtegne; men Kobber gives der dog i Aasstrækningen hvor Lysjø Kobber- værk har ligget. I 1783 foretoges endog noget til Dannelse af et Geværkskab for at drive Ertsanvisningerne i Eidsvoll Sogn. Fotnote: F. Ex. en Mosait. SIDE: 241 mørk, kun skimtbar som en Sammendyngning af Taage i Mulmet -- skulde den igjen synke tilbage i sin Forglemmelse? Faa Maaneder efter samledes Storthinget, det patriotiske, det høit stemte i 1836. Da var der en Leilighed, og den forsømtes ikke. Endeel udmærkede Storthingsmænd og andre patriotiske Borgere af forskjellige Klasser bleve sammenkaldte henimod Slut- ningen af April, og den 2den Mai udstedtes en almindelig Ind- bydelse, som blev modtaget med Enthusiasme og Beredvillighed overalt i Landet. "Den Idee -- hedte det i Morgenbladet -- som udtalte sig igjennem den, forekommer os saaledes baade at være fremtraadt i rette Tid og at være af den Natur, at den maatte ventes at finde Bifald og Gjenklang i hver norsk Barm, der slaaer varmt for Fødeland og lovbunden Frihed." I flere Byer satte Formændene sig i Spidsen for Subskriptionen, og i de fleste Bygder Præsterne. Man mærkede strax, at Ideen havde lagt forud i Hjerterne. Sagen gik. Den nedsatte Kommittee udtalte sig derfor paany, under 2den Februar 1837, bestemt om at an- vende Subskriptionsbeløbet udelukkende til Indkjøb af Eidsvoll- bygningen med nærmeste Tilliggende, og bekjendtgjorde, at Ejeren var beredvillig til at udstykke en saadan Parcel ved den snart anstundende Auktion. Løverdagen den 11te Marts 1837 solgtes det hele Eidsvoll Værk med tilliggende Skove for 45,929 Spd. og en Parcel paa omtrent 25 Maal, der omfattede Hovedbygningen, Haven og Gaardsrummet med to mindre Sidebygninger, tilsloges Subskribenterne eller Nationen for 5000 Spd. "Da Hammerslaget faldt -- beretter Morgenbladet -- udbragte de ved Auktionen til- stedeværende, omtrent 200, Mennesker et eenstemmigt og gjentaget Hurra. Een Følelse, een Begeistring, greb den hele Forsamling ved det Moment, som gjorde denne mærkværdige Plet af Jord, denne historiske Bygning til Nationaleiendom. Den samme Følelse har grebet enhver varm Nordmands Bryst ved Efterretningen om denne Handel og Glæden vil ikke være uden Frugt for Sagen." Der var een national Smerte mindre fra hiin Sekund, hvori Hammerslaget faldt, og Auktionen forvandlede sig i en Fest, og Aften og Nat gjennemjubledes af saa frydfuld en Lystighed, som om der ikke skulde gives flere. Men staaer ikke f. Ex. Nidaros- kirken for Fald? Det Næste, Nordmændene maae gjøre, er at redde den. Der boer det gamle Norge med de store Minder; i Eidsvollsbygningen det nye med de glade Forjettelser. Henrik Wergeland SIDE: 242 PILETRÆERNE OG SKJÆREN. (EN FABEL). Før Munden fuld af Gløder, end jeg en Eed udstøder! Og sværge falskt dertil? Før Munden fuld af Ild! Der er jo mellem Piletræerne to Arter, hvoraf den ene stræk- ker sine Grene stivt tilveirs, og den anden luder dem ligesom sørgende til Jorden. Men engang strakte ogsaa begge disse sine Grene frit ud som de fleste andre Træer: som den bredskyggede Eg, den kuppelformede Løn, den prægtige Alm, den lyse, sol- skjære Lind og den venlige sølvskinnende Bjerk. Men Synd og Sorg har senere forvandlet dem. Thi hvad er ikke hændt, og hvor skrøbeligt har ikke Piletræet været? To Piletræer, der havde hinanden kjær, stode sammen i deres fulde oprindelige Skjønhed paa hver sin Side af en Kirkegaards- port, med yndigt sammenslyngede guldglindsende Grene, be- vægende sine Kroner af laureagtige Blade imod hinanden i Vin- den. Det var en Søndag. Sangen inde i Kirken forstummer. Først kom Menigheden ud Par om Par og saa Præsten i Sam- tale med sin gamle Klokker. Men hvad gik der af Klokkeren idag? Var det for Samtalens Skyld, eller fordi han var buden til Præstegaards, eller fordi han var bleven sløv med Alderen -- nok er det, han blev ved at gaae, Menigheden fulgte efter et Stykke og adspredtes saa hver til Sit, og han glemte at lukke Kirken. "Kikiki!" skvattrede en Skjære, der hoppede paa Kirkemuren under Pilene, som det lod til i den uskyldige Hensigt, at samle Qvist og Qvas til sit Rede. "Kikiki! Kikiki!" Men der var noget Andet i dens Skvattren, mens den hoppede op og ned, vippende med Stjerten og dreiende Hovedet tilside og opad, somom den speidede efter Noget. Ja den speidede efter Noget: efter Præsten og Klokkeren og efter det sidste Skimt af Menigheden, som endelig dreied om paa Veien og forsvandt. "Kikiki!" Vips! da fløi den indigjennem den aabne Kirkedør, og kom inden et Par Sekunder med Sølvkalken i Nebbet. Der dryppede endnu nogle Viindraaber af den, og hvor de faldt til SIDE: 243 Jorden, skjød der smaa Jomfruroser og Forglemmigejer op. "De kunne røbe mig," tænkte Tyven, og saa fløi han først rundt om Kirken til den sidste Draabe var afdryppet, saa Kirken stod i en Ring af deilige Blommer, og derpaa ind i det Dunkleste i det ene af Piletræerne, og forstak saa Kalken der i Træhjertet, hvor Skuddene vare tættest. "Kjære, vene Piletræ", sagde Skjæren, "vil du bare negte, at du veed hvor Kalken er, om der skulde komme Nogen og spørge, og sværge derpaa, om det skulde knibe, skal jeg flyve tilhimmels og hente baade Solskinsguld til at forgylde Oversiden af dine Blade med og Maaneskinssølv til at forsølve Undersiden med, saa du skal blive det fagreste Træ i Skoven." Det var noget at lytte til. Forgjæves hviskede det andet Pile- træ: "Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søde Siljemi gjør det ikke!" Kalken stod der allerede dybt nedtrykt mellem de inderste Qviste, og Skjæren hoppede allerede paa Kirketaget. Men Dagen efter, da Klokkeren erindrede sin Forglemmelse, og kom hæseblæsende til Kirken, blev der en Forskrækkelse paa ham og Præsten. Begge rundtom Bygden for at spørge efter. Men nei! Alle Mennesker negtede at vide det mindste om Kal- ken, Qvæg og Heste vendte Halen tilveirs og løb bort over Marken, Faarene rokkede paa Hovedet somom de havde faaet Vand i Ørene, Gjedebukken bevægede Hovedet frem og tilbage og til Siden, Mikkel Ræv bandte og svor, da han vidste han ellers ikke blev troet, Træerne rystede paa Hovederne, Echoet lo i Bjerghulerne, kort hele Naturen negtede at vide det mindste om Kalken. Fortvivlede kom Præst og Klokker tilbage til Kir- ken, og spurgte da tilsidst Piletræet. Da var der en Kamp hos det Uskyldige, som forgjæves havde fraraadet sin Elskede. Skulde den Ene røbe den Anden og derved lægge Øxen til dens Rod? Skjæren sad paa Taget paa et Been og Hovedet under Vingen somom den sov, men gløttede dog nu og da op i det afgjørende Øjeblik. "Nu, svarer du ikke?" sagde Præsten op igjen til Pile- træet. "Nu, svarer du ikke Præsten", sagde Klokkeren. Da -- "Kikiki!" skvattrede Skjæren fra Taget da den saae det -- da løftede Piletræet pludselig alle sine Grene i Veiret og svor -- svor, at den ikke vidste noget om Kalken. Men tilbage kunde det ikke faae sine meenederske Grene. Den staaer saa endnu. Og siden den Tid valgte Skjæren den fortrinligen til SIDE: 244 Plads for sit Rede, og lader saaledes, til Tak for Hjælpen med Meeneden, sin Ureenlighed falde i Træhjertet, saa at der altid ere visnende tørre Skud at see imellem de friske. Men den anden Piil? Ak, da den saa det Forskrækkelige, at dens bedaarede Elskede løftede sine Grene til Meeneden, ak, da bøjede den sin Top til Jorden, og Sørgepilen staaer der endnu bøiet over Gravene. Henrik Wergeland SIDE: 245 JONAS COLLETT. STATSRAAD. Man har ikke saa sjelden, med Hovedet fuldt af franske og engelske Forhold, gjort vore Statsraader i Almindelighed den Bebreidelse, at de ikke vare Ministre og "Statsmænd" i hiin fremmede Forstand: at saaledes den norske Kirkedepartementschef ikke var en Guizot, vor Armeedepartementschef ikke en Soult, Cheferne for Finantserne og Justitsen ikke en -- Gud veed hvad nu disse Tidsmeteorer hedde i England og Frankrig, som, med al sin Storhed, dog ikke staae over Partierne, men ere kun sit Parties fremskudte Medlemmer, en enkelt temporær Opinions ikke Herrer og Skabere, men lydige Tjenere og Repræsentanter. Det kan nu engang ikke være anderledes her i Norge, især siden Storthinget er lukt for Regjeringens Medlemmer, og vore politiske Jeande- francer og Frants Knivsmeder faae give sig tiltaals med, at Fædre- landet, naar det har behøvets, f. Ex. i Aarene 1814, 1821 og 1824, dog ikke har manglet parlamentære Statsmænd, der pludselig have viist sig som den veludrustede Tandgar hos den tamme sovende Løve, naar den engang bringes til at gabe, og at der ogsaa imellem vore Statsraader have været Mænd, som for Talentets Skyld gjerne kunde have siddet i et af hine fremmede Konseljer. Ingen Normand bør f. Ex. være uvidende om den diplomatiske Dygtighed, hvormed nærværende Statsraad Holst røgtede Fædrenelandets Tarv ved Opgjøret med Danmark; om Grev Wedel Jarlsbergs Adkomst til Statsmandsnavnet nære selv Hine, der maale med fransk eller engelsk Alen, ingen Tvivl; og, at den Æresmand, hvis Navn disse Blade bære, fortjener det, vil et Omrids af hans Levnet vise. Eller er det interessante Stillinger i Livet, man forlanger for dette Navn? afvexlende Skjebner? Stigen og Synken paa Konge- og Folkegunstens Bølger? Nær Berørelse med berømte historiske Personligheder? Navnets Anknytning til mærkelige Begivenheder, dets Opdukken i Revolu- tioners Hvirvler, dets Gjenfinden paa den fædrenelandske Histories mærkeligste Paginaer? Nu vel! ogsaa i disse Henseender er Collett en Statsmand. Vi ville finde hans Navn constelleret med Christian Augusts, med Christian Frederiks og med Karl Johans; vi ville SIDE: 246 finde ham paa Eidsvoll, paa Moss, i Stockholm og i Christiania, og paa det sidste Sted en Tid som Nationens første Mand. Ja engang -- vi ville finde ham stillet paa Nationens tarpejiske Klippe, stillet for Skranken som en Konstitutionens modvillige Foragter, og atter hyldet igjen som dens Velgjerningers klogeste Huusholder, som en Mand, der vovede sig selv, forat Fædrene- landet skulde vinde, og nu som en Olding, hvem dette har sat en Glæde i at gjøre Hvilen saa sød og hæderfuld som det har staaet i dets Magt. Forhenværende Statsraad, Ridder og Kommandør af Hs. Mts. Ordener, Jonas Collett, er Søn af Johan Collett, Kammerraad og Kommitteret i Kommercekollegiet i Kjøbenhavn, og Elisabeth Ramus, Begge af norsk Familie, og er fød paa Faderens Eiendom Rønne- beksholm i det sydlige Sjelland. [fotnotemerke] Af 11 Sødskende fremlevede kun 3 Brødre, Peter Collett, Assessor i danske Hof- og Stadsret, og senere død i Vestindien, vor Jonas Collett og Johan Collett, død som Amtmand i Buskeruds Amt. Kun 15 Aar gammel tog Collett, efter privat Underviisning, første akademiske Examen med saadan Udmærkelse, at han blev Nr. 1 af de Indkaldte; Aaret efter anden Examen med bedste Karakteer, og i 1790 ligeledes den latinsk-juridiske med Laudabilis. Efter at have arbeidet i Rentekammeret, blev han i 1795 udnævnt til Foged i Nummedal og Sandsvær, i hvilken Stilling han ogsaa fungerede som Medlem af Overbergamtet paa Kongsberg. I Trangsaarene 1807 og 1808 udviste Collett, ligesom hans Frænde John Collett paa Ullevold, en patriotisk, menneskekjærlig Virksom- hed for sit Distrikts og andre Egnes Forsyning, der paaskjønnedes af den daværende interimistiske Regjeringskommission med en Takkeskrivelse af 1ste Juni 1808 og en Indberetning til Kongen, hvorefter han erholdt Dannebrogsordenen. Bladet Budstikken Fotnote: Familien Collett er af gammel normannisk Herkomst. Fra Normandiet kom den, efter Thiers, allerede med Vilhelm Erobreren over til England, og skrev sig da "Colet". I The British Plutarch anføres en John Colet under Henrik VIII som en udmærket Geistlig, der stod sig godt med Kongen og var høit anseet af den lærde Erasmus. Til Norge kom i 1683, en Green af Familien med en James Collett, der døde som Kjøbmand og Kommerceraad i Kristiania i 1727. Hans Søn Peter var ligeledes Kjøbmand sammesteds, og Dennes Søn Johan er ovennævnte Statsraadens Fader. SIDE: 247 fra den Tid beretter ogsaa, at Collett, efterat have sørget for sit eget Distrikt, i Forsommeren 1808 afsendte en Transport af 16 Heste med Sædekorn, under Anførsel af en paalidelig Mand, der skulde sørge for Folks og Hestes Providering paa hele Reisen og faae udsaaet det Medbragte i Egne af Romerige, som havde lidt af fiendtlige Indfald. En yderligere Belønning for disse For- tjenester, i Forbindelse med den nidkjæreste Embedsvirksomhed, skulde Kammerraadstitelen være, som han, paa Indberetning fra Prinds Christian August, erholdt som Forløber for Buskeruds Amtmandskab, hvortil han udnævntes i 1813. Det foreløbige Møde paa Eidsvoll Jernværk, 16de Februar 1814, kan ikke, siden Konstitutionens Historie er bleven beskreven af flere Hænder, være ubekjendt. Collett var En af de norske No- tabler, som paa den daværende Statholders, Christian Frederiks, Anmodning, deeltog deri. Ogsaa hans Hoved var mellem de sørgmodige nedbøjede før Prindsen havde opgivet sine suveræne Ideer, og mellem de gladeligen opreiste, da det var bleven be- stemt, at Folkets Suverænitet skulde anerkjendes, dets Skjæbne lægges i dets egne Hænder. Den paafølgende 2den Marts an- sattes Collett af Prindsregenten som Medlem af det for Riget anordnede Regjeringsraad og som Chef for Departementet for det Indre; og i denne Stilling afsluttede han, i Forening med Statsraad Aall, Konventionen til Moss af 14de August 1814, hvor- ved man vil paastaa, at de paa Norges Vegne Kontraherende, med Hensyn til de Bestemmelser, der bleve tagne med Armeen, af formentligt Ubekjendtskab til denne, blottede Landet for meget i Tilfælde af fornyet Udbrud af Krigen. Dennes Resultat i bedste Tilfælde, Anerkjendelse af Selvstændigheden og Eidsvoller-Kon- stitutionen, var dog anticiperet og reddet ved denne Overeens- komst. Efter Konventionens Afslutning var Collett Medlem af Interims- Regjeringen indtil Foreningen med Sverige, da han indtraadte i det nye Statsraad som Departementschef for det Indre. Dette Departement sammensmeltedes siden med Finantsdepartementet, til hvis Chef Collett udnævnedes i 1822 ved Grev Wedels Fra- trædelse. 1818 var han bleven Kommandør af Nordstjernen, og fungerede samme Aar, som Bærer af Scepteret, ved Kong Carl Johans Kroning i Throndhjem. Collett befandt sig i Stockholm i 1821, da den berygtede Bodø- SIDE: 248 sag forhandledes der; men baade han og hans Kolleger prote- sterede forgjæves imod de engelske Fordringer. Magtens Sprog seirede. Røgtelsen af Norges udenlandske Anliggender viste sig at være Unionsforholdets svageste Side. Stemningen opirredes imod de Statsraader, der ikke havde mægtet at give Retfærdig- hedens og Nationalærens Røster Eftertryk nok. Man fordrede, at de heller skulde have taget Afsked. Efter lange Mellemrum blussede Forbittrelsen over den nationale Tort idelig og altid i Veiret; og man skreg endnu 6 Aar efter i og udenfor Storthinget paa Rigsret over Statsraaderne Collett og Fasting; men Odels- thinget i 1827 fandt dog Konstitutionens Forskrivter iagttagne, og altsaa ingen Grund til Tiltale i den Anledning. Men derimod fandtes der anden Anledning til at skaffe Uviljen en Udladning. Regjeringen var i det Hele i disse Aar, deels formedelst denne Sag, deels formedelst de gjentagne Propositioner til Forandring i Grundloven, Spændingen i Anledning af Konstitutionsfesten, ikke afholdte svenske Statholdere o. s. v., ikke meget populær, og Collett fik et Beviis paa, at han fortrinsviis delte Skjebne med sine Kolleger idet nysnævnte Odelsthing, ved Dekret af 1ste August, beordrede Tiltale imod ham, 1) for at have ved sine Indstillinger bevirket tre (Toldvæsenet angaaende) provisoriske Anordninger formeentlig grundlovstridigen udgivne; 2) for ei at have udbetalt nogle af 4de ordentlige Storthing bevilgede Pen- sioner som Følge af dettes Beslutning, og at have forelagt de af samme Storthing reviderede Gage- og Pensionslister til konge- lig Approbation; samt 3) for at have foretaget forskjellige Udbe- talinger dels imod dels udenfor Storthingets Beslutninger, nemlig imod Storthingets Reduktion i 1818 af Statholder- og Statsminister- gagerne i Vakance-Tilfælde i de 3 Aar fra 1824 til 1827 -- 24000 Spd., og udenfor dets Beslutninger hovedsageligen omtrent 100,000 Spd. til Anskaffelsen af to Dampfartøjer, og omtrent 130,000 til for- skjellige offentlige Bygninger, hvorimellem ogsaa til Udvidelse og Forbedring af det saakaldte Palæ i Kristiania. Tiltalen, der gik ud paa Embedsfortabelse, og Forsvaret, der krævede Afviisning og Frifindelse, førtes af vore to ypperste Talenter for Skranken: hint af daværende Højesteretsadvokat Sørenssen, dette af hans Kollega, nuværende Statsraad Petersen. Og den 29de Okt. 1827 faldt saadan Dom: "Forsaavidt angaaer Aktions-Dekretets 3die Post, afvises Sagen, som fortidlig anlagt forinden de Stats- SIDE: 249 regnskaber, der indeholde de paaankede Udbetalinger, ere re- viderede og deciderede. Iøvrigt bør Chefen for den kgl. norske Regjerings Finants-, Handels- og Told-Departement, Statsraad Jonas Collett, R. og K. af Hs. Mts. O. og R. D. O., hvis under 1ste Post paaklagede Forhold maa ansees foranlediget ved en efter Omstændighederne undskyldelig Misforstaaelse af Grund- lovens § 17, og som under 2den Post tiltales for Handlinger, der ikke skjønnes at staae i aabenbar Strid med Grundlovens For- skrivter, for Aktors Tiltale i denne Sag fri at være. De af Sagen lovligen flydende Omkostninger udbetales af Statskassen" o. s. v. Det var den tarpejiske Klippe. Collett havde været ved dens Rand. Mange skrege endnu nedenunder "Ned med ham!" og Rigsretsinstitutionen blev af den utilfredsstillede Lidenskab snarere fremstillet som en gammel Kjærring med et Træsværd, end som Justitia i sin høieste Majestæt; men Gavnligheden af Damp- baadenes Anskaffelse var imidlertid øjensynlig, og desuden alt afgjort paa Papiret i de forløbne Aars Udbytte. Handelsstanden, den literære Verden og Befolkningen i Byerne havde ogsaa strax fra Begyndelsen erkjendt den, og Seiren i den øvrige Opinion var i dette Punkt let at forudsee. Oplændingerne paa Dale- Gudbrands Tid dyrkede ikke Thorstøtten paa Hundorp ivrigere og med større Begeistring end de nu dyrke sin egen Dampbaad "Jernbarden", Vidundersnekken. De ere ganske og aldeles "Stea- mer'e", eller Steam-Totaller'e (just ikke det Samme som Tea- Totallers). Colletts Skaal er bleven fleer end een Gang drukket ombord der som vore "Dampbaades Fader." Ikke længe efter fik ogsaa Collett Anledning til at erhverve det Offentlige en betydelig Vinding af den Slags, som kan gribes og tages paa. I 1825 var han, ved Udnævnelse til Serafimer- Ridder, designeret som den mest udmærkede af vore Statsraader, og da han i 1829 efter den sidste svenske Statholder, Grev Platens, Død, var bleven tillagt Forsæde i Statsraadet, fulgte deraf i de syv Aar, han beklædte denne Stilling, Besparelsen af den be- tydelige Statholdergage. Var dette nu end mere en Følge af en personlig kongelig Foranstaltning, indlagde Collett sig dog en ube- stridelig Selvfortjeneste ved, igjennem Finantsdepartementets Ind- stilling og Foranstaltning, at bevare for Nationen Kongsberg Sølv- værk, som Storthinget havde besluttet skulde sælges for en Sum, hvortil der ikke kunde mangle, og heller ikke manglede, Anbydere. SIDE: 250 Det varede heller ikke længe før Collett var saa populær en Mand, som En i hans Stilling og under den da stedfundne raske Udvikling af Demokratismen kunde være. En Biografi af Collett, der findes i "Conversationslexikon der Gegenwart" (1838), og hvori Navnet af Statsmand er indrømmet ham tilligemed alle Privatmandens Dyder, har ogsaa Ret i, at han, ved at lempe sig efter denne Udvikling og den oplyste Nationalvilje, vidste at holde sig i den almene Agtelse og Velvilje, hvorimod det ikke er let at opdage, hvori den Nepotisme skulde bestaa, som deri siges at være bleven Collett bebreidet. Kun to unge Mennesker af hans Nærmere sees nemlig at være blevne befordrede til under- ordnede Embedsposter i den Tid Collett stod i Regjeringens Spidse, og dennes Indstillinger have aldrig viist sig modvirkede fra hans Side, saa den hele Anklage bærer alt Mærke af det bekjendte, ikke blot for en Tidsaand, som hiin særegne, skrøbelige, skulder- trækkende: "Ja -- men Noget maa man dog have at sige." Aar for Aar viste ogsaa Statsregnskaberne i hvilke duelige Hænder Finantserne befandt sig. Der var heller ikke delte Me- ninger om Colletts Fortjenester isaahenseende, og Konjunkturerne medførte ogsaa, at de Aar, Collett stod i Spidsen for deres For- valtning og var Folkets første Mand, vare de lykkeligste for dette. I det mindste de, hvori det følte sig lykkeligst og -- om man vil forstaa dette Udtryk om Aarene nogle og 30 -- fuldblodigst. I den behagelige Følelse deraf og efter et glædeligt Overblik paa det Statsregnskab, Collett kunde fremlægge i 1836, var det ogsaa, at dette Storthing besluttede Landskattens Ophævelse, Restitu- tionen i den gamle Odelsfriheds Forholde, Harald Haarfager rykkede Fædrene ud af, og som disse igjen tvang sig ind i af Hakon Athelstansfostre. Collett havde gjort dette muligt. Det lod sig ikke dølge, at de indirekte Afgifter nu kunde bære det Hele, og Bønderne benyttede Øjeblikket til at sætte en Knap for Lommen, og Oppositionens oplyste Ledere til at give Massen og Udenverdenen et faktisk Propagationsbeviis paa en politisk Friheds reelle og ogsaa kontante Værd. "Hvilken Mand have vi ikke i Collett? Uden Collett skulde ikke dette og meget Andet have været muligt", var den alminde- lige Mening, som Storthinget gav et vægtigt Udtryk ved først at tilvotere ham, paa Forslag af en Bonde, som et Erkjendelses- beviis, en af foregaaende Storthing til Ansvar ført Sum af 3000 Spd., SIDE: 251 og siden, da han ikke vilde modtage dette, ved at eftergive den. Han stod paa sin Høide. Den Første i Regjeringen, var han til- lige den Populæreste. Han er nedstegen fra sin Stilling, men ikke ifra den Kongens og Nationens Agtelse, som han vidste at forene. Da kom Storthingets Opløsningsbudskab af 2den Juli 1836, før Budgettet endog var blevet forelagt. Forgjæves havde de protesterende Statsraader i Stockholm foreslaaet, at Thinget dog maatte forelægges en bestemt Tid til at faae dette færdigt. Det kongelige Prærogativ gjorde sig gjældende, og Statsraad Collett var Den, som skulde overbringe Budskabet. Ordren maatte naturligviis efterleves; men om at komme aldeles pludselig, ganske som Lynet fra den blaa Himmel, indeholdt den intet. Dette havde aldrig været Tilfælde og Brug, og Collett, Finantsministeren, hvem en budgetløs Mellemtid og Kostbarheden af et extraordinært Storthing paa den ene Side og Muligheden for Storthinget, i de Par mellemliggende Dage dog at faae et Slags Budget og endeel andre paahvilende finantsielle Sager affærdigede, paa den anden Side stod for Hovedet, besluttede at give Storthinget Anledning til saaledes at benytte sine sidste Timer, og underrettede derfor Præsidenten strax efter Kurerens Ankomst om den forestaaende Opløsning. Storthinget benyttede, som bekjendt, Underretningen til at afæske Collett den fra Stockholm komne Protokol, og, ifølge et udførligt Foredrag fra Justitsdepartementet om dets Kompe- tents dertil samt Statsraadets eenstemmige Beslutning nogle Timer før Opløsningen skulde foregaa, efterkom han Anmodningen. De Følger, dette havde, vare ikke lette at forudsee eller at afværge. Den første var, som bekjendt, Rigsret og Domfældelse til Mulkt over det ene Medlem af Statsraadsafdelingen i Stockholm, som ikke havde protesteret, daværende Statsminister Løvenskjold; den anden Grev Wedels Udnævnelse til Statholder, og den tredie Statsraad Colletts Afsked paa et Vink om Ansøgning, den han erholdt med fuld Gage. I en Aaret efter, paa Grund af svækket Helbred, ansøgt og erholdt Tilladelse til at tage til Badet i Tøp- litz, og i 1838 i et personligt Besøg af Hs. Mts. modtog imidlertid Collett hæderfulde Vidnesbyrd om sin elskede Konges usvækkede Agtelse og Velvilje. Og hvor agtet og afholdt han var af Folket, fik han først ret Overtydelse om ved Afskeden. Den var lige- som et Tegn til et Udbrud af disse dets Hjerters Følelser. Det gjorde alt forat gjøre Hvilen behagelig for den Gamle; det lige- SIDE: 252 som redede ham Sædet af Blommer, og bøjede Egegrene om ham til en Skygge. Det paany forsamlede Storthing, Hoved- stadens Handelsstand, Studentersamfundet og flere Korporationer samt mange af Landets ypperste Mænd bevidnede ham ved Depu- tationer, Adresser, Besøg og Skrivelser sin Agtelse og Deeltagelse. I Vers og Prosa hyldedes Oldingen af de forskjelligtfarvede Ti- dender, og, som til en Parodi paa den Rigsretsaktion, Collett for omtrent et Tiaar siden havde været udsat for i Anledning af Dampbaadene, opkaldte Drammenserne et Par Aar efter sin Damp- baad efter den hædrede Medborger. Man vidste nok, og kunde see det, at Collett var en gammel Mand, og at Gigten bøiede stærkt paa hans spinkle Figur, men det hvide Haar sad endnu fast og krøllet paa Hovedet, og Liv var der endnu i de kloge Øine, og man tænkte sig, at han gjerne endnu havde staaet der han stod. Agtelsen blev Deeltagelse, og denne udlagde i sin varmhjertede Iver Colletts Tilbagetræden som et Fald og mis- fortolkede den som en Unaade; og efter alle hine sympathiske Yttringer af Deeltagelse, kan man nok sige, at det er af Almeen- hedens Bryst, ikke blot af den Enes, som skrev dem, at disse Linjer dengang bleve tagne: "Nu, hjertesyg og smertebøjd, velkommen hjem fra Naadens Højd! -- -- Velkommen til din Moders Gaard med Sjel saa reen som hvidt dit Haar! -- -- Hvor steg du højt, min kjække Søn! Det frydede din Mo'er iløn. -- -- I Stormens Tøile greb din Haand. Den lagde vilden Sky i Baand. Nu er den mat, men den er prøvt; dit Øje viist, men kummersløvt. Men mit skal vaage om din Fred. Stol paa en Moders Kjærlighed! -- -- Saalangt som hendes Arme naae, der, Søn, dit Rige skal du faae! Der slaaer et Hjerte indenfor. Et større findes ei i Nord. SIDE: 253 Derinden, som det Riges Flod, gaaer Strømmen af Nationens Blod. Der byder jeg dig Magt og Stand i Kjærligheds og Mindets Land. Der vil jeg, naar du blier for træt, en Grav dig rede luun og tæt. Paa den jeg pegende til Hver vil sige: Naadens Tind se der!" Sagt af en Oppositionstidende og af En, som i 1827 havde løbet med Strømmen og skreget med nedenunder Klippen, kunde dette, som oprigtigt, nok lade sig høre mellem de øvrige Akklama- tioner, da Gubben endelig satte sig ved sin Arne; men den natio- nale Sanktion paa alle disse Hyldelser satte endelig Storthinget i 1839 ved at votere Collett fuld Statsraadsgage som Pension. Det var at gjøre ham til Nationens Prytaneist. Collett, allerede forlængst Medlem af Videnskabernes Selskaber i Throndhjem og Stockholm, tilbringer nu sin Hvile med Litera- turen, om Vinteren i Christiania, om Sommeren paa et beskedent Landsted. Selv har han i sine tidligere Embedsaar nydt den Lykke for en Søn, af hans indtil Blødhed følsomme Gemyt, at hans Fader, der var kommen i trange Kaar, henlevede sine sidste Aar i hans Huus; og nu times ham den Gjengjeldelse, at hen- leve sit Livs Aftentimer endnu ved sin Hustrus Side, [fotnotemerke] i sine Børns Nærhed, elsket af Alle, der kjendte hans Personlighed, og som mindes hvor gjerne han, med Oppebørslernes Ansvar paa sig, parrede Skaansel med Retfærdighed og Omhu for Statens Tarv, og æret af Alle, som vide, at Navnet Jonas Collett findes, med Borgerens, Embeds- og Statsmandens Hæder, paa de fleste mærkelige Paginaer i Norges Befrielses- og Friheds Historie fra 1808's blod- og taarebesprængte og 1814's gaadefulde til de lysere Udviklingens, hvorpaa vore Tiders Øine hvile. Fotnote: Maren Kirstine Collett, født 1777, Datter af Farbroderen Peter Collett til Buskerud Gaard, og gift 1798. Henrik Wergeland SIDE: 254 MINE TO SORTE KATTE. (ET EVENTYR). Ifjor havde jeg en sort Hunkat med hvid Snude og hvide Lab- ber, som hedte "Nattens Diamant," fordi hun forresten var saa steenkulglindsende sort, at hun ligesom glindsede i Mørke; men hun var saa tyvagtig, at jeg, da min gode Naboerske alligevel vilde have den, skilte mig ved den. "Farvel, Diamant!" sagde jeg, og puttede den i en Sæk, "men hvor skal jeg nu faae din Mage i Skjønhed og Pudseerlighed fra?" Jeg meente: i Skjøn- hed og Udyder; men i Adskillelsens Øieblik sagde jeg dog ikke mere. Iaar har jeg faaet mig en sød liden ganske sort Hankat, der kom spadserende af sig selv, og som hedder "den fortryl- lede Negerprinds," og om begge er der et Eventyr. Hvad skulde nemlig hænde her en Nat med saa smukt et Maane- skin, at jeg maatte op for at see derpaa? Alt var som overgydt med et Perlemoder. Paa Rækværket af Altanen udenfor sad "Nattens Diamant," et sort Katteskind var skjødesløst kastet paa Gulvet, og en ganske sort liden Dreng stod og strøg hende paa det ømmeste. "Kjære Misselimiss," sagde han, "Bedstemoer er ikke længer vred, naar du bare vil følge med tilbage. Derfor veed du jeg er kommen efter dig; men saaledes gaar den ene Fuldmaane efter den anden uden at det nytter mig." "Ja det var ogsaa et Indfald af dig Kiss-Kiss, at komme efter den lange Vei. Nei Tak, nu bliver jeg her, for jeg skal sige dig Musene ere saa søde." "Det føler jeg nok, naar jeg har Skindet paa," svarede Kiss- Kiss; "men hør! nu, da jeg er mig selv, hvor længes jeg efter en Skaal Flødemelk som hjemme hos Bedstemoder." "Da skulde du smage min Madmoers Fløde," sagde Misseli- miss og slikkede sig om Munden. "Ak, du er uforbederlig," sagde Kiss-Kiss sørgmodig. "Bedste- moer sagde ogsaa, at hun frygtede derfor, saa det var med stor Møje jeg fik Lov at komme efter dig. Men husk dog, at du er en Prindsesse, søde Misselimiss." "Med min Frihed er jeg en Dronning," svarede hun. "Paa et lumpent Loft. Tænk paa Palmetræerne hjemme." SIDE: 255 "Slotstaget er højere. Du skulde føle et Bad i Stjernernes Skin der. Oh, det frisker min Pelts, saa den gnistrer somom Diamanter sprang af hver Haarspids. Desuden -- fulgte jeg dit Raad, vilde man, paa Grund af vor Negerfarve, troe, at vi vare Slaver, og da er det bedre at være Katte med den Ære, som altid følger med Friheden." "Sandt nok, Misselimiss; men -- " "Jeg har intet "Men," taabelige Kiss-Kiss, Bedstemoersdalt, naar jeg har Lyst til nogen Ting," sagde Diamanten, vispende med Halen, som Kattene gjøre naar en Lidenskab opstaaer hos dem. "Det er ikke Friheden, Misselimiss. Det var den, Bedstemoer sagde fortjente ikke Krandse, men Riis." "O, mind mig ikke om Vidjebuskene ved Kongofloden! Min Madmoer er ganske anderledes taalmodig end Bedstemoer kan du tro." Og Halen vispede atter. "Jeg har det godt," lagde hun til, og begyndte ganske rolig at spinde. "Du vil altsaa ikke?" sagde Kiss-Kiss med en Taare i Øjet. "Tys!" hviskede Nattens Diamant, og skjød Ryg. "Hvad er det nu?" spurgte Kiss-Kiss, gribende iilsomt efter Katteskindet. "En Muus!" Og vips var Veninden borte. Jeg hørte kun en Raslen og et fiint Hviin i Buskene nedenfor. "Bedstemoer havde Ret," sagde Kiss-Kiss, idet han trak Katte- skindet over sig ligesom en Handske. "Den, som begynder at stjæle, bliver gjerne ved." Aha, lille Puus! tænkte jeg, er det saaledes fat med dig, saa gad jeg nok vide Sammenhængen noget nærmere; og derfor -- næste Fuldmaane passede jeg paa, og greb Skindet just som Kiss-Kiss havde slængt det paa Rækværket og var krøbet op for at see efter om Diamanten ikke vilde komme pilende hen- over Jordet sagtere end Skyggen af en Sky. Jeg fik da føl- gende Historie at høre i Maaneskinnet, thi ind fik jeg ikke Kiss- Kiss saaledes som han nu saae ud, nemlig som en slank velskabt Negerdreng, sort, glat og glindsende som Ibenholt, med Tænder, der skinnede selv i Skyggen, og store venlige Øine med megen hvid Emalje og store kulsorte Øjestene i. "Paa hver sin Side af den store Congo-Flod i Afrika ligger Kongerigerne Akim og Mequimbo, og næsten stedse i Krig med hinanden. Akimiterne havde lidt et skrækkeligt Nederlag af Mequimbanerne, som endog havde indtaget Hovedstaden, øde- lagt alle dens Potter af Leerhytter, sat Ild paa den store bikub- SIDE: 256 agtige i Midten, som førte Navn af det kongelige Slot, og dræbt Kongen selv og paa det nærmeste hans hele Familie. Thi kun den yngste Prinds, Kiss-Kiss, var bleven reddet til Skovene paa sin Farbroders Arme; og var han ikke Øiestenen før, saa blev han det nu. Et Par Maaneder efter kom dog Farbroderen, en sand Helt, frem igjen af Skovene med endeel trofaste Krigsmænd med Fjedrene ligesaa kaut paa Hovederne som før, svingende Kjøllerne over Hovederne med det gamle Krigsskrig og truende over Floden til Palmeskovene i Mequimbo med ligesaa kjække udfordrende Gebærder som før. Men hvad skulde der blive af Prindsen, Landets Haab, Thronarvingen, den lille Kiss-Kiss? Han kunde dog ikke gaae med over Floden til en Krig, som vilde blive meer rasende end nogen af de foregaaende, siden den fæle Hævn, Hyænen mellem Lidenskaberne, var kommet med i Spil- let. Da erindrede Høvdingen, at gamle Mumbobumbo, en Kone berømt for sin store Viisdom og saa anseet, at hun kaldtes Bedste- moer over hele Landet rundt omkring, ja baade af Akimiter og Mequimbaner, boede ved Flodens Bredder under nogle Kokos- træer, som lode sig skimte i Fjernet; og did blev nu Kiss-Kiss bragt, og Mumbobumbo modtog ham paa det Bedste. Paa det Bedste, det vil sige kjærligen og med hvad hun havde, og det var ikke meget, siden en Trop Mequimbaner, som vare fra de fjerne Grændseskove og ikke kjendte "Bedstemoer," ogsaa havde ødelagt hendes lille Ejendom. Hendes Agerbit havde man brændt, oprykket alt i Haven og jaget hendes Ko og Fjerkræet tilskogs, og kun Kokospalmerne havde man ladet staae, saa hun dog havde lidt til Spise og Melk af de søde Kjerner for Pleiebarnet og sig selv. Kiss-Kiss maatte da klattre op i Palmetoppen og kaste Nødder ned, og saaledes lærte han tidlig den Kunst. Men knap Tæring var det, og hverken Koen eller Hønsene og Duerne vilde vende tilbage. Imidlertid hærjede Regenten af Akim paa den anden Side af Floden, og man saa ofte Flygtende svømme over, skjønt det var farligt nok for Krokodillerne. En Dag kom en Qvinde med præg- tig Hovedpynt af Fjær og glimrende Arm- og Halsbaand af store hvide Perler og Diamanter til Bredden med sit Barn i en Kurv paa Skulderen, og endelig beqvemmer hun sig til at forsøge at slippe over. Moderkjærligheden overvandt Dødsfrygten. Hun kyssede sit Barn, kastede Hovedpynt og Smykker af, slængte SIDE: 257 Kurven paa Skulderen og lagde ud. Allerede var hun nær den anden Bred, hvor Mumbobumbo og Kiss-Kiss sad imellem Vidje- buskene, da man hører et Skrig og et Pladsk. Man seer kun, at Moderen strækker sine Arme op over Vandfladen, skyder Kurven med Barnet i fra sig ind imellem Sivene, og forsvinder. Men Bedstemoer var ikke seen. Hendes Arme syntes at forlænge sig; Kurven fik hun fat i, og deri var da en liden Pige, som strax sprang op paa Græsset og sagde, at hun hedte Misselimiss, og var sulten. Fiendes Barn eller ikke, lidet nok før eller ikke -- nok, Mumbobumbo tog ogsaa hende til Pleie; og ret somom Gud strax vilde belønne denne Menneskekjærlighed, stak den bortjagede Ko netop i samme Øieblik sit Hoved hrøitende ud af Krattet, og der forløb ikke en Dag i lang Tid uden et eller andet af Fjerkræet kom tilbage. Da Mumbobumbo kom til sin Hytte med et af os Børn ved hver sin Haand, briskede Kalkunskhanen sig udenfor Døren paa sin gamle Plads; en Piben hørtes ikke langt borte -- der kom først een, saa to, saa tre af Hønsene. Næste Morgen vaagnede vi af at Hanen galede udenfor, og da Bedstemoer aabnede Døren, fløi to af Duerne ind -- Resten sad paa en Green ligeoverfor, ja selv hendes kjære lille Kanarifugl, hvis Buur var bleven sønderslaaet i Tummelen, kom tilbage. Gjør hvad godt er, sagde Bedstemoer, saa vil det være som om der fløi Kanarifugle ind i dit Hjerte og fyldte det med Liv og med Sang. Ak, Bedstemoer var saa god! Men Arbeide vilde hun have. Men dette var ikke efter Misselimiss's Smag. Istedetfor at spinde, som Bedstemoer satte hende til, lærte hun sig bare til at sige Snurrurr med Munden eller inde i Halsen, saa det lød livagtig som en Rok og narrede Bedstemoer. Men ikke nok med det -- fra en vis Dag var det som om en ond Aand var faret i hende. Hun hviskede nemlig til mig, at hun havde gjort den Opdagelse, at den Melk og Fløde, hun kunde stjæle fra Bedstemoer, smagte tusinde Gange sødere end den vi fik i vore smaa Koppe, og det varede ikke længe førend hun ogsaa vilde have fundet, at der var en egen Fornøielse i at gjøre netop hvad Bedstemoer havde forbudet. Aldrig før havde Bedstemoer vendt Ryggen før Misselimiss var i Potter og Pander. Sov hun Middag i samme Rum hvor en Kop Fløde kunde staae, listede Misselimiss sig ind paa Hoselæsten og kom saa ud igjen ganske SIDE: 258 hvid om Munden. Bedstemoer havde forbudt os at forstyrre Smaafuglene i deres Reder; men intet Træ var for høit og smek- kert for Misselimiss, naar hun vilde blæse Æg ud. Om Natten skulde vi naturligviis sove; men da listede Misselimiss sig op og gjorde tusinde Optøjer -- kort, fra hint Øjeblik af, at hun havde smagt den stjaalne Fløde, var det som om en egen urolig, slik- vurren, ugangslysten Natur havde bemestret sig hende. Bedstemoer taalte alt i det længste; men endelig en Dag, da Flødepotten atter var tom, kogte hendes Taalmodighed over, og hun tog da lille Misselimiss for sig, og sagde til hende i en streng Tone: "Hør, Barn, alle dine Streger ere mig bekjendte; men ligesom de have indpræget sig dybt i mit Hjerte, har jeg ind- gravet en Streg for hver af dem i denne Smaragd i min Finger- ring." (Bedstemoer bar virkelig en funklende Steen deri, der saae ud som et forstenet Katteøje). "En Kat har een og tyve Feil, nemlig: Slikvurrenhed, Letsindighed, Dovenskab, Ustadighed, Trættekjærhed, Pyntesyge, Uredelighed, Lumskhed, Ulydighed, Ulærvillighed, Trodsighed, Falskhed, Lunefuldhed, Egenkjærlighed, Skadefryd, Mangel paa Respekt, Ranglelyst, Havesyge, Utaknem- melighed, Grusomhed, og endelig i alt dette Uforbederlighed. Og nu har du allerede 20, siger og skriver tyve, Streger i Stenen. Faaer du nu den sidste eenogtyvende til, er du bleven til Sind og Sjæl en Kat, og jeg behøver blot at vise dig selv i Smaragden for at du flux ogsaa skal blive forvandlet dertil. Du vil nemlig med Forfærdelse see en Kat i Stenen, og den er dig selv, dit eget Billede. Men ret dig derefter! For hver en Feil du aflægger, stryger jeg derimod en Streg ud, og naar alle ere komne væk, og jeg saa viser dig Smaragden, vil du igjen see en god lille Pige deri." Bedstemoer Mumbobumbo var ikke at spøge med; men spøge med hende vilde just Misselimiss. En Dag vankede der Riis -- ikke af den deilige hvide, som voxede paa vor Ager, men af den samme Vidjebusk, hvor Misselimiss var dreven iland. Og hvad gjør nu Misselimiss? Afskyeligt, isandhed afskyeligt! Hun hevnede sig ved at rive Bedstemoers Yndlings, Kanarifuglens, Buur ned, saa den laa død der. Det var den afskyeligste Katte- streg. Men i samme Øjeblik hørtes ogsaa en Skjæren ligesom i Glas, der gik til Marv og Been. Det var Bedstemoer, som grov den eenogtyvende Syndestreg i Stenen, og nu maatte Misse- limiss for en Dag. SIDE: 259 "Se!" skreg Bedstemoer, og holdt hende Stenen, der lyste som et harmtændt Tigerøie, for Øinene. "Se dig selv, dit Skarn!" Og i samme Øjeblik stod min Pleiesøster der som en sort Kat med hvid Snude og hvide Sokker, som naar hun listede sig hen paa Hoselæsten og stjal Fløde. Siden den Tid havde jeg en saa forfærdelig Respekt for Bedstemoer, at jeg ret ofte tænkte paa at løbe min Vei. Det var nemlig det første Misselimiss gjorde, da hun var bleven Kat; og for ret at komme bort, løb hun om- bord i et engelsk Skib, og er saaledes kommen hid formodentlig efter mange Eventyr. Bedstemoer syntes dog undertiden at angre sin Strenghed og at savne Misselimiss. "Ingen kunde saaledes faae mig Frugterne ned af Træerne -- mumlede hun stundom -- Stakkels Misse- limiss! hun var dog et Barn! -- slet Opdragelse -- tyvagtig Mequimbaner-Race -- Riis kunde maaskee været bedre, o. s. v." "Vil du, Bedstemoer, sagde jeg da en Dag til hende, skal jeg drage afsted for at see hvordan stakkels Misselimiss har det." "Hun er uforbederlig" -- sukkede Bedstemoer. "Det er det værste". "Sig ikke det, Bedstemoer", sagde jeg. "Vi kunne dog forsøge. Var det ikke Kjærlighed, som strakte sine lange Arme ud i dine, da du greb Misselimiss i Floden?" "Du er et godt Barn," sagde Bedstemoer. "Maaskee har hun dog forbedret sig. Og naar næste Skib kommer -- -- ." Bedste- moer vidste Raad. I en smuk Maaneskinsnat samlede hun saa- meget Lys i sin grøngule Ædelsteen, at dens utaalelige Funklen, naar hun vendte den imod mig, kunde jaget mig ind i et Muse- skind end sige i den sorte Kattebælg, hun holdt fore mig, og saa bragte hun mig da ombord i det næste Skib, som kom. Jeg leed meget der ombord af en Abekat, der behandlede mig som en Slags Fætter fra Landet; men hvad jeg forresten saae der, gav mig Lyst til at forblive Kat, om det saa skulde være mit hele Liv. Thi ombord i det Skib befandt sig baade min tappre Far- broder, Regenten af Akim og hans Fiende Kongen af Mequimbo med mange af deres Folk som Slaver. Om hinanden laae de i Lænker; men naar de kunde komme til, fortsatte de Kampen med Hænder, Fødder og Tænder. "Troer du -- sagde engang Kongen af Mequimbo, idet han forgjæves i Lænkerne søgte at opløfte sine knyttede Hænder -- at min tabte Frihed, min tabte Sejerhæder, mit tabte Konge- SIDE: 260 rige er mit største Tab? Nei! nei! mit Barn! mit Barn! -- Da min Hustru flygtede og Misselimiss blev borte -- det er min Sorg, og deri har du, du ingen Deel -- det er min Glæde! Hører du, deri har du ingen Deel. Idetmindste ikke Glæden af at have den nærmeste." Jeg gyste over denne Vildhed. Blev Misselimiss Kat fordi hun stjal Fløde, burde hendes Fader blive Tiger eller Leopard, tænkte jeg. Men -- vedblev jeg i mine Tanker -- naar Misselimiss og jeg blive store, skulle vi stifte en evig Fred imellem begge Folk, skjønnere end om Blomsterkrandse forenede begge Flodens Bred- der, og vi skulle afvænne dem med en Vildhed, der kan føde saa skrækkelige Ord. Tænk da nu hvad jeg maa føle ved at finde Misselimiss ganske ubevægelig. Hverken disse skjønne Planer eller at jeg minder hende om, at hun er Princesse og at det yndige palmedækte Mequimbo venter hende, eller Fortæl- lingen om Bedstemoers Tilgivelse og om hvor svært jeg har havt det for at finde hendes Spor i det store London, har kunnet bevæge hende. Hun har tvertimod narret mig med sig herhid endnu højere imod Nord, fordi hun engang hørte nogle Matroser paa et norsk Skib, som laa ved Siden af det engelske, hvor jeg dog omsider traf hende, snakke sammen om hvor meget deiligere Maaneskinnet var hjemme i Norge end i England. Ak! Hun er ganske bleven Kat -- " tilføjede Kiss-Kiss sukkende -- -- "Men maa jeg nu bede om mit Skind, for der kommer Diamanten." "Vil ikke Du da blive hos mig, kjære Kiss-Kiss?" spurgte jeg, idet jeg gav ham Peltsen, som han strax iførte sig. "Jeg lover Intet," sagde Kiss-Kiss, "for der kommer Diaman- ten." Og vips var han væk. Prindsen var ogsaa en Kat. Men en god lille Kat, som for sit Hjertes Skyld fortjente at være Prinds, og jeg veed nu hvorfor jeg elsker den saa, mens jeg har saa mine egne Tanker om "Nattens Diamant," den utaknemlige, men smukke, sorte Hunkat med den hvide Snude og de hvide Poter. Jeg tænker nemlig, at hvis bare gamle brave Bedstemoer Mum- bobumbos Magt strak til at lade et hvidt eller graat Haar skyde frem i Misselimisses kulsorte Pelts for hver Kattestreg, hun be- gaaer, vilde hun nok vende tilbage igjen, for hvad andet holder hende vel, end det hun er forgabet i sin egen Skjønhed som Kat? Hun vil heller være Nummer Een mellem Kattene (og SIDE: 261 det er hun rigtignok) end Nummer To mellem Negerprincesserne (som jo kunde hænde sig). Saa forfængelig er hun. "End Friheden da?" afbrød Prindsen mig i dette Øjeblik. "Og desforuden -- Misselimiss har Ret -- nu har jeg selv probert det -- det er en kostelig Fornøjelse at sidde deroppe paa Slots- taget og at lade sig bade i Stjerne- og Maanelyset, det ene hvidt som Melk, det andet gult som feed Fløde." En Kattelignelse! Kat bliver Kat. SIDE: 262 Henrik Wergeland RØDE OG GRAA DOMPAPER. (ET EVENTYR). "Hjælp! Brand! Brand i Rosernes Leir!" var det forfærdende Skrig, som opfyldte Paradiset en Aften efterat Engelen Gabriel havde fulgt Adam og Eva ud deraf, og det saaledes var bleven overladt til den vilde Natur, hvori alleslags kaade Skabninger dreve sin Spas. Nat-Sommerfuglene vare de værste, og fra dem var det Allarmen kom. Gjerne vilde de tidlig ud at sværme, og de syntes derfor, at Aftenrøden dvælede bestandig forlænge paa en liden Høi, hvor de skjønneste Roser havde forsamlet sig. Hvorfor spillede den ikke ligesaa smukt paa Hyldebusken, hvor det tidligt blev dunkelt? Den maatte have Roserne kjær. Under Cedrene og Kastanjerne var det Nat, medens endnu hiin Høi, som de kaldte Rosernes Leir, fordi disse derfra ligesom beher- skede de underliggende Bed, syntes at staae i Flammer. Fuglene, som havde sunget den hele Dag, og sat sig op saasnart Solen gik under, vilde de ogsaa spille et Puds, fordi de troede sig selv bedragne for et Stykke af Natten -- kort, Spetakler vilde de have, og det lignede rigtignok ogsaa slige Skabninger som Nat- Sommerfuglene, der endnu finde Fornøjelse i at spille Pierrot, kaste Folk Meel i Ansigtet, blæse Lys ud o. s. v. Paa eengang fløi nu tusinde af dem op, kjede af længer at bie paa Aftenrøden, og med deres hæse Røst udstødte de hint Skrig: "Hjælp! Brand! Brand i Rosernes Leir!" læggende til: "Se! se! Ranunklerne har stukket dem an!" Dette hang saadan sammen: siden Adam og Eva vare blevne udjagede af Paradiset, hvor de dog holdt nogen Orden, syntes rigtignok alt Ukrudt at have forenet sig om at forvandle det til et Vildnis. I tætte Masser havde alskens Slyngplanter, Linbend- ler og deslige trængt sig frem omkring de smukke Bed af ædle Blomster, som Eva havde anlagt. Frækt pustede den svovelgule Bulme sin bedøvende Aande ud imod de rene Liljer, næsevise Storkenebber stak sig ned i Violernes Honningbægre og drak dem ud, Snerlerne kaste ligesom sine Fodangler ud imellem Hya- cinterne; men fremfor alt syntes de giftige brændende Ranunk- ler at være de, som vilde herske. De havde antaget det pra- SIDE: 263 lende Navn "Soløje", skjød sig frem overalt paa sine smekre grenede Stengler, og disse var det nu, som skulde have Ord for at have tændt de fine blegrøde og hvide Roser ibrand. Tusinde Nat-Sommerfugle fløi nu paa eengang op og indimellem Træerne, hvor Fuglene sov, med det taabelige, men forfærdelige Raab; og virkelig, det første Fuglene aabnede sine søvndrukne Øine, syntes det dem som om Rosenhøjen stod i Flammer. Ga- briel gjorde heller ikke det skjærende Lys, som faldt derpaa, mindre ved at svinge af og til med sit Sværd i Luften. Men hvem der blev opskrækket var et Par Dompaper, der alt havde faaet sin første Luur med Nebbet under Vingen og paa eet Been i et af Kastanjetræerne deromkring. De vare ikke saa kloge som Irisken, Sisiken og mange Andre med bedre Hoved, der snart indsaae, at det kun var blind Allarm med Ildebranden, og satte sig til igjen. Ogsaa vare de virkelig de enfoldigste imellem Fuglene, hvorfor de altid maatte holde her for Spas og Vittigheder, og dertilmed var dette første Par Dom- paper udgaaet fra Skaberens Haand saa graa som Spurve eller som det Leer, hvoraf de vare æltede. "Hører du, kjære Pipelipipipah?" [fotnotemerke] spurgte Hannen, gnukkende sine Øjenlaag. "Og seer du? O, hvor Rosenhøjen blusser! O! o! Vi maa hjælpe til at slukke." "Neimen om vi gjør," mente den Anden. "Skulle vi svide vore Fjedre op? De kunne være usle nok før." "Men i en af disse Rosenbuske ere vi jo klækkede, Pipelipi- pipah? De ere vort Fædreneland; og om vi skulle lade vort Liv . . ." Og vips! fløi den ene modige, taknemmelige lille Dompap af- sted, tapper som en Soldat, der styrter sig i Ilden. Alle Fuglene skoggrede, og Falænerne fulgte efter ham med tusinde Løjer. "Papengraa! Graapap! Papengraa! Graapap!" lød det rundt ham. "Brænd dig ikke! brænd dig ikke!" Den lille Helt forsvandt imellem Roserne. Da han igjen kom tilsyne, perlede en Taare af Krænkelse i hans Øje og en Blod- draabe paa hans graa Bryst, som han havde forrevet paa en Torn. Han følte sig som om han maatte dø af Skam og Sorg. Da susede det igjennem Skoven. Det var Englenes Fyrste, den herlige Gabriel, som nedlod sig paa Rosernes Høi. Fotnote: Udtales med en Hærmen efter Dompapens Quidder. SIDE: 264 "Du gode, taknemmelige Skabning" -- sagde han -- "som vilde opoffre dig for den Busk, som du kaldte dit Fædreland, fordi den havde givet din Barndom Ly, vid, at Gud, som tager Viljen i Gjerningens Sted, vil, at dit modige lille Bryst skal fra nu af være dækket med Skarlagenet af denne Draabe af dit trofaste Blod, og du skal vorde en af Skovens Fagreste, lignende en Rose paa dens Træers Grene!" Og med disse Ord strøg Engelen Blodsdraaben udover hans Bryst, og dukkede det endnu til Over- flod ligesom til en Daab i den deiligste af Roserne. "Du har grædt?" lagde den Herlige til, da han saae Taaren i dens Øje. "Vel, behold da ogsaa denne Glands." Og fra den Stund af har Dompapen de smukkeste Øine af alle Fugle. "Men Pipelipipipah?" sagde Dompapen. "Bi lidt, gode lille Fugl", sagde Engelen, "fordi du tænker paa hende, saa vælg dig endnu hvilke Farver du vil af disse Blom- ster her i dette Bed." Det var formeget for den Beskedne; men endelig valgte den sig dog af Akelejen noget Blaat til sine Sving- og Styrfjedre og af Liljerne et Par hvide brede Baand om Livet. "Men Pipelipipipah?" "Faaer ingen Skarlagenprydelse," sagde Engelen halv vred. "Hun skal forblive graa som før." Og saaledes er der da røde og graa Dompaper. Pipelipipipah var meget forundret, da hendes Mage kom saa prægtig tilbage ligesom en Askepot af en Bondesøn, der har vundet sig Ridderkaabe i Felt ved sin Tapperhed og Trofasthed. SIDE: 265 Henrik Wergeland OMRIDS AF KONG CARL JOHANS LIV. Intet af de Eventyr, der har været fortalt i disse Blade, er vidunderligere end denne store Mands Liv. Ligesom Eventyrene lærer det ogsaa, at Dyd, Geni og Fortjeneste gaaer med Kronen af Kampen. I sin Retskaffenhed under alle Forhold, parret med den ædleste Menneskelighed, har Carl Johan ført en beskyttende Guddom med sig paa sin rigtbevægede, og dog stedse ligesom Stjernen roligt opadstigende, Livsbane. Mærkværdig er hans Skjebne, naturlig hans Lykke. En Krone nedsænker vistnok ikke Gud over ethvert dydigt eller forstandigt Hoved; men En- hver kan prøve, om dog ikke det Bedste af hvad der forher- liger Carl Johans Liv og elskeliggjør hans Personlighed lader sig vinde. Vær tro dine Pligter som Underordnet, og du skal som Han vinde dine Foresattes Yndest og lægge Grundvolden til et ærefuldt Liv! Vær en god Borger, og Fædrenelandet vil hædre dig som Frankrig hædrede ham! Vær sædelig og ordentlig i dit Liv, og du skal idetmindste befinde dig paa Vejen til Hans otti Aar! Vær menneskekjærlig og dog fyrig i dit Had mod det Lave og Onde, og Menneskene skulle elske dig som de elske ham, de Slette frygte dig, som saamange Træk af Carl Johans Liv vise, at de af hans retfærdige Vrede ere blevne skrækkede tilbage til sin Pligt! Vær aaben, og selv dine Modstandere skulle agte dig, ligesom Carl Johans ikke have kunnet nægte ham denne Tribut. Vær retskaffen i alle Forhold, og du skal aldrig mangle Venner, ligesom Carl Johan ikke manglede Anerkjendelse hjemme og i Fiendeland selv naar hans Lykkes Stjerne syntes at staae stille. Tænk og arbeid for Menneskehedens Vel selv efter en større Plan end du synes at have Magt til, og du skal smage noget af den Sødme, som maa opfylde et Menneskes Hjerte, der har gjort Millioner saa meget godt som Carl Johan! Og mod alt Dette holder Han ganske vist selv sin gyldne Dobbeltkrone for ringe i Værd. Naar et Land af Norges storartede og skjønne Natur skulde skildres saa Fremmede kunde faae et Begreb derom, burde det SIDE: 266 skee i en Række af herlige livagtige Malerier, og et Liv saa rigt som dets Konges er burde fremstilles i en Rad af udførlige Skil- dringer af de Træk, hvori han især har lagt sine store Talenter og sin fortræffelige Charakteer for Dagen. Men at skildre hans Liv paa disse Blade er kun ligesom at afbilde et Land i et Land- kaart, hvor Streger betyde de majestætiske Bjerge, de mægtige Floder og de yndige Dale. Selv Fremstillingen af hans over- ordentlige Godgjørenhed maa komme til at tage sig ud som et Regnestykke, der kan være langt nok, om end ikke saa svært siden det er med runde Tal. Og denne er ikke den eneste Dyd, hvori han ligner de fleste af vore gamle Konger, som derfor roses i Sagaen fordi den var forbundet med Ædelmodighed og storartet Tænkemaade. Carl Johan er en Helt saa god som nogen af vore gamle. Han har i Krig været tapper, klog og menneskelig som Sverre, Han er glad i Folkets Lykke som Olaf Kyrre, frihedssindet som Hakon Adelsteen, og nu i en Menneske- alder har han været fredsæl og har ogsaa faaet Alderens Ær- værdighedskrone som Hakon hiin Gamle. I det sydlige Frankrig, dybt under de høje tindede Pyrenæer ligger Landskabet Bearn, engang et lidet Kongerige under Konger af samme gothiske Blod som Nordens Beboere. Hovedstaden er Pau, hvis Berømthed som den gode franske Konge Henrik den 4des Fødested, er bleven forøget ved ogsaa at være bleven det for Carl Johan. Der fødtes Jean Baptiste Julius Bernadotte (vor Konges Familienavn) den 26de Januar 1764, altsaa idag for otti Aar siden. Og Han lever endnu efter et Liv saa fuldt af Strabadser og Sjelens Anspændelse. Hjertet har været roligt under alt Dette, at det endnu kan slaae -- det har været den kraftigste Livsbalsom; men rimeligt er det ogsaa, at Ynglingens tidlige Vænnen til legemlige Anstrengelser, som Militærtilstanden medfører, har lagt en god Grundvold til det lange Liv og den stærke Sundhed, ligesom det er vist, at disse have havt sine bedste Rødder i den pletløseste Levemaade. Den unge Jean Baptist fandt ikke Behag i at blive Advokat som Faderen. I en Alder af 17 Aar foretrak han at blive Soldat og avancerede hurtig ved god Opførsel igjennem Undergraderne. Videre end til at blive hvad vi kalde Kommandeersergeant eller Fahnejunker SIDE: 267 ("Fortjenstofficeer", som det kaldtes) skulde han heller ikke have drevet det, dersom ikke den franske Revolution havde brudt ud. Thi mellem mangen anden Daarskab afskaffede den ogsaa den Forret for Adelen, at kun Adelige kunde blive Officeerer. Folket hævnede sig blodigen over den lange Undertrykkelse, og især var Staden Marseille, hvor Bernadotte laae med sit Regiment, den af Provindsstæderne, hvor det rasede heftigst i sin Sejer. Hans lyse Hoved og varme Hjerte ligesom ogsaa hans Fødsel som et af Folkets, ikke af de forhen herskende Klassers, Børn maatte gjøre ham til en Ven af Folkefriheden og saaledes ogsaa af Revolutionen, der skulde fremkalde denne, men han viste ved en Leilighed, at han afskyede dens blodige Rædsler og at han havde Mod til at træde op til Menneskelighedens Forsvar mod den rasende Pøbel. Hans Regimentschef var en Adelsmand, og ham havde denne en Dag faaet fat paa, mishandlet, og nu for- fulgte den ham for at hænge ham paa Lygtepælen, som Skik var med de Personer, den havde noget imod. Da kaster den unge Underofficeer sig imod den rasende Sværm, erklærer at man først skulde bane sig Vei til hans Chef over hans Liig, og be- tvinger de Rasende ved dette sit Mod, saaat de endog udbrød i Vivatraab til hans Ære. En tilstedeværende Folkerepræsentant traadte endog frem, lykønskede den brave Underofficeer og for- udsagde ham en hæderlig Fremtid. Bernadotte skabte sig den. Tre Aar efter, i hans 24de Aar, træffe vi Underofficeeren som Oberst i Feldten. Og nu gik det gjennem Seire i Tydskland og Italien fra Ærespost til Ærespost. De skjønneste Lovtaler og Anbefalinger indstrømmede over ham til den republikanske Regjering fra de Høistkommanderende. Snart var det en Sejer, snart en mesterlig Dækning af et Til- bagetog, snart en personlig Heltegjerning og snart en mandig Opretholdelse af Krigstugten, som indberettedes. Han var en af det betrængte Fædrenelands Støtter, en af dets Forfatnings reneste og troeste Venner. For Fronten gik han mod Fienden, alene gik han to Gange mod de oprørske Soldater. Det var to Aar om at gjøre at blive General og det General paa Valpladsen. I Italien førte han Fortroppen for Napoleons Armee. Denne skarpsynede Mand havde ogsaa ved det første Sammentræf sagt om ham: "Han har en Franskmands Hoved med en Romers Hjerte." SIDE: 268 Krigen havde medtaget Frankrigs Kræfter. Dets Hære befandt sig i 1799 næsten uden Forpleining hjemmefra, saa de, ved at maatte falde de Lande tilbyrde, de sagde de vilde bringe Fri- heden, berøvede denne Venner og bragte det franske Navn i Vanrygte. Da overtog General Bernadotte som Minister at sørge for Armeen, og han gavnede Frankrig i de faa Maaneder, han brugte dertil, mere ved sin Pult, end han kunde gjøre paa Val- pladsen. Fra disse Sysler kaldtes han til at bekjæmpe Oprør i Frankrigs Indre, og under Napoleons Feldttog som Keiser ud- mærkede han sig saaledes, at han blev Marschal og Prinds af Pontecorvo, uagtet han ikke havde kunnet bekvemme sig til at understøtte den Statsomvæltning, hvorved Napoleon banede sin Ærgjerrighed Vejen til Thronen. Under disse Navne bestyrede Bernadotte Churfyrstendømmet Hannover og Hansestæderne, hvor den Menneskelighed, hvormed han forvaltede en militær Regjering, vandt ham en Høiagtelse, som ogsaa fæstede det Folks Opmærksomhed paa ham, der siden valgte ham til sin Thronfølger. Prindsen af Pontecorvo, der i 1797 havde giftet sig med Eugenia Bernhardine Desideria Clary, en Dame af en riig og anseet Kjøb- mandsfamilie i Marseille, til hvis Haand Napoleon selv havde beilet og med hvis Søster Napoleons Broder Josef var gift, levede privat i Paris, da Budskabet om hans Valg til Kronprinds af Sverige naaede ham. Den svenske Konge Carl den 13de var barnløs, og Rigsdagen var bleven sammenkaldt for at vælge en Thronfølger. Dens Medlemmer speidede nu efter bedste Evne over alle Europas fremragende Mænd, og da en fra Paris hjem- kommen Svensk bragte Prindsen af Pontecorvos Hædersnavn i Frankrig hjem med sig, enedes Rigsdagen flux om, at de i ham havde fundet hvad de søgte. Prindsen modtog Valget med sin Regents, Napoleons Samtykke, gik over fra den katholske til den lutherske Tro og antog Navnet Carl Johan. Som Kronprinds af Sverrig maatte han optræde imod Napoleon, og dennes Ahnelser ved Afskeden, at hans gamle Marschal vilde blive hans farligste Modstander, om han kom i fiendtligt Forhold til ham, gik i Op- fyldelse. Det svenske Navn lød atter seierrigt i Tydskland. Carl Johan frelste Berlin, og lagde det tungeste Lod i Vægtskaalen mod Napoleon i Slaget ved Leipzig, der knækkede dennes Magt. De franske Hære kastedes tilbage over Rhin. Hiinsides var SIDE: 269 Frankrig, Fædrenelandet, og længer gik ikke Carl Johan. Han standsede i Lüttich og protesterede imod de allierede Magters Fremfærd i Frankrig. Dette var i Foraarsmaanederne 1814. Men paa Veien didhen havde han i Januar tvunget Napoleons Al- lierede, den dansk-norske Konge Frederik den 6te, til at afstaae Norge til Sverige, og da Nordmændene ikke vilde vide af slig Handel, at gaae fra Haand i Haand, havde de givet sig en fri Forfatning. Af denne var Carl Johan ingen Fiende. Han kom nok udpaa Sommeren over Grændsen med sin Hær, men han tilbød Nordmændene at beholde deres fri Grundlov og Selv- stændighed, naar de vilde indgaae i en Forening med Sverige. Og saa skede det, som vi Alle vide. 1818 den 5te Februar be- steg Han Sveriges og Norges Throne, kronedes i Sverige samme Aar samt i Trondhjem den 7de September. Den almindelige Jubel, hvormed hans 25 Regjeringsaarsdag feiredes i begge Ri- ger, var et Vidnesbyrd om at hans skjønne Valgsprog er opfyldt: "Folkets Kjærlighed min Belønning." "Ja signe Gud vor Carl Johan, den gode gamle Herre! Han strøet har om Norges Land Glands af sin Sejerære. Og fra hans rige Hjerte flød der Lindring i den Armes Skjød. Han skar den Arme mangt et Brød, den gode gamle Herre." Ja, det er en Sandhed: Han skar den Arme mangt et Brød. Hans Velgjørenhed imod de Enkelte kunne vi ligesaalidet følge som tælle Regndraaberne, der falde fra Skyen over Engen og fæste sig til de enkelte Græsstraa, og idet vi nævne de God- dædighedsgjerninger af ham mod offentlige Indretninger, som vi kjende til, gaae vi hans Menneskekjærlighed kun yderst ufuld- komment i Sporet. Her er imidlertid Noget derom: Kong Carl Johans Pensionsfond for 10 Enker af Borgervæbningen og Brandkorpsets Officeerspersonale i Christiania (1820) Kapital 10,000 Spd. Kong Carl Johans Forsørgelses-Anstalt for Fattige af Forstaden Vaterland ved Christiania (1822) . . 10,000 Spd. SIDE: 270 Til Fattigvæsenet i Chri- stiania (1824) . . . . . . 6,000 Spd. Til Forstaden Grønlands Fattigvæsen ved Chri- stiania (1824) . . . . . . 4,000 - Til Arbeidsanstalten "Chri- stian Augusts Minde" i Christiania, (Mangels- gaarden) . . . . . . . . . 5,000 - Til Eugenias Stiftelse i Christiania, (1824) . . . . 400 - Til Forbedring af Fattig- væsenets Lokale i Chri- stiania (1827) . . . . . . 536 - Bibelselskabet i Christia- nia 6600 Rd. svensk Bko. eller omtrent . . . . . . 3,300 - Til Hospitalet i Moss, en Forsørgelses-Anstalt for Trængende (1822) . . . 5,000 - Til Hospitalet i Frederik- stad, en Forsørgelses- Anstalt (1822) . . . . . . 5,000 - Frederikshalds By, til Ind- kjøb af en Gaard for den lærde Skole (1822) 10,000 - Understøttelse for 4 ved denne Skole studerende Disciple aarlig 50 Spd. til hver, (1822) ialt aarl. 200 - Drammens Fattigvæsen . . 1,000 - Kongsbergs Fattigvæsen . 1,010 - Skiens lærde Skole (1824) 2,000 - Stavangers lærde Skole (1824) . . . . . . . . . . . 1,800 - Fattiganstalten paa Røraas (1824) . . . . . . . . . . . 2,000 - Trondhjems Fattigvæsen, og til en Arbeidsanstalt sammesteds (1820) . . . 17,000 - Til de Brandlidte i Dram- men (1819) . . . . . . . . 10,000 - Til Nordre Bergenhuus Amts Fattigvæsen . . . 400 - Til Indretning af Bygde- Magaziner for Ringerige og Hallingdal (1818) . . 200 Td. Byg. Til den lærde Skole i Drammen . . . . . . . . . 1,000 Spd. Til Fattigvæsenet i Fre- derikstad aarlig siden 1814 . . . . . . . . . . . . 100 - Fattiganstalten i Christian- sand 1828 . . . . . . . . 2,000 - Til Klæder for den fat- tigere Klasse af de Børn, der frekventere Vexel- underviisningsskolen i Trondhjem (1827) aarlig 100 - Arbeidsanstalten paa Moss 200 - Hospitalet i Moss (1823) 1,000 - Kong Carl Johans Legat for 6 trængende Enker af Drammen . . . . . . . 1,000 - Drammens Fattigskole- væsen (1827) . . . . . . . 950 - Drammens Arbeids-An- stalt (1828) . . . . . . . . l,000 - Legat for trængende Syge af Forstaden Grønland ved Christiania (1828) . . 3,000 - Til Hospitalet i Moss (1824) 2,000 - Bergens Fattigvæsen 10 Aktier i Dampskibet Oscar (1828) . . . . . . . 1,000 - Eugenias Stiftelse i Chri- stiania aarlig . . . . . . 150 - Til Frederikshalds Kirkes Gjenopbyggelse . . . . . 14,500 - Til et Legat for 12 træn- gende Studerende, (1832) . . . . . . . . . . . 8,000 - og aarlig . . . . . . . . . 300 - Til en Haandgjernings- skole for fattige Pige- børn i Christiania aarl. 100 - Til Selskabet "de Nød- lidendes Venner" i Trond- hjem (til et Asyl) . . . . 2,000 - Trondhjems By, til Op- dragelse af 3 fattige Pigebørn paa Eugenias Stiftelse i 5 Aar (1832) aarlig . . . . . . . . . . . 120 - SIDE: 271 Under Cholera-Epidemien forskjellige Gaver (Chri- stiania, Smaalehnene, Stavanger etc.) omtr . . . 1,700 Spd. Til Arbeids-Anstalten paa Moss (1832 -- 34) . . . . . 600 - Til Trondhjems Domkirke "de 12 Apostle", udførte af den norske Bildhug- ger Mikkelsen. Til Bespiisning af Christi- ania Byes Fattige, (den 26de Januar) aarlig . . 300 - Til en Asylindretning for Smaabørn i Christiania 1,835 - og aarlig i 3 Aar . . . . 60 - Til Nybygget "Kongs- stuen" paa Jämtlands- Veien (Carl Johans Vei) aarlig i 3 Aar . . . . . . 140 - Til det offentlige Theater i Christiania, aarlig . . . 1,600 - Anlæggelsen af en offent- lig Promenade paa Lade- gaardsøen ved Christi- ania. Til de Brandlidte i Strand- stedet Vigøren i Nordre Bergenshuus Amt . . . . 600 - Ikke sandt: et godt Additionsexempel? Men slige Gjerninger multipliceres i Himlen. Nei, ikke slige Gjerninger; thi Kongen er rig; men det Sjeleværd, den Hjertets Menneskekjærlighed, som slige Gjerninger udvise ligesaavist som at de nedfaldne gyldne og purpurrøde Æbler røbe Æbletræet -- denne er det, som multipliceres i Himlen og som der udgjør Aandens Rang. Det alseende Øje, hvis Straaler Mennesket selv føler i sit In- derste, og som tilkjender Aanden dens Plads imellem Aanderne, tæller hverken Specierne i Kongens eller i min Pung, men det tæller, det vejer og det maaler enhver Blodsdraabe, som rører sig i vort Hjerte for vore Medmennesker. Det er Storhjertet- heden i Livet, naar Hjertet mægter ret kraftigen at svulme frem og det er Graden i denne altomfavnende Velvilje, som ogsaa hisset vil gjøre Aanderne forskjellige, den ene Engel smukkere og bedre end den anden, ligesom disse Egenskaber her danne den sande Forskjel imellem Menneskene. Heri er det Carl Johan i herligste Forstand er Konge og i denne Henseende er han elsket af alle Mennesker, ligesom han kan være vis paa at blive det af de Himmelske. Naar hans klare Aandeøje aabner sig hisset i samme Sekund, som hans smukke franske, kjække og venlige Øje lukker sig her, vil det ogsaa der speide om efter Veldaad og efter at udbrede Velsignelser om sig. Den Fattigste, som med sit fulde Hjerte griber forgjæves i sine tomme Lommer, skulde i denne Henseende fortjene samme Lov- tale; men deri bestaaer Carl Johans moralske Høihed, at den SIDE: 272 samme Menneskekjærlighed, som har ladet ham udstrø disse mangfoldige enkelte Velgjerninger, ogsaa fremskinner i hans hele Liv, i hans Færd som Styrer af Nationers Skjebne. Men lad Mænd vurdere dette, hans Velgjørenhedshandlinger kunne Alle, selv Børnene begribe, og dersom Kjærligheden har tre Udstraa- linger, Agtelse, Beundring og Hengivenhed saa, omendskjøndt Alle maa elske ham, lad Mændene agte og beundre ham efter Grunde og Kjendsgjerninger -- men Børnene elske ham efter Følelse og den Drift, som drager det Gode til det Gode, det Uskyldige til det Ædle og Herlige. Henr. Wergeland. SIDE: 273 Henrik Wergeland FARBRORS 474 SKAALER, SAMLEDE OG UDGIVNE AF OLA NORDMAND, STUDIOSUS. MED ET BREV FRA HR. HENR. WERGELAND SOM FORTALE. FORTALE. "Jo, høistærede Herr Ola Nordmand, jeg erindrer ganske vel Deres Hr. Farbror; og De feiler ikke i, at han ogsaa viste mig den Ære, at indvie mig i nogle af de fortrinligste Skaaler, hvorpaa han var saa riig, og paa hvis uforfalskede Tradition han medrette satte saa høi Priis. Jeg kan ogsaa oplyse, at han besad nogle engelske, som oftest af dobbelt Mening, men som han kun betroede til Øieblikket, da de ud- sagdes, og som altid, formedelst den uopnaaelige Maneer, hvormed dette skede i den selskabelige Glædes Culminationsøieblikke, omendskjøndt de kun halvt forstodes, gjorde samme Virkning som Knaldraketter i et Fyrværkeri. Deres hurtige Recit lignede disses knittrende Exploderen, hvori man dog i Øieblikket troede at have opdaget en Mængde lysende points, men som dog ikke faldt Nogen i Hænderne saa de nærmere kunde undersøges. Hvilken tredive til fyrgetyveaarig, sjelesund Nordmand, som har seet sig noget omkring i sit Fædreneland, erindrer ikke disse jovialske Herrer af den gamle Skole, som gjorde Gjestebuderne og navnlig Julen paa Landet for 10 til 20 Aar siden saa hyggelige imod Nutidens? Ved enhver selskabelig Leilighed traf man i Almindelighed en eller flere af disse ubetalelige Selskabsmænd, som vidste at holde alt i den gamle Skik, traadte en Menuet med de gamle Damer og Bondekoner saa smukt som Ludvig den 14de med Madame Montespan, førte op Molin- asken, Kehrausen og Kjæringa med Staven med en uforlignelig Blanding af Raskhed og Anstand, vare faste Dommere i Julelege, intonerede med Glas i Haand "om Juul og gode Dage", "Een Ret Mad paa Nøisomheds Bord", "Fisken svømme", "Lad dadle Kvinderne hvo vil" o. s. v. og som aldrig vare renonce paa en god Skaal. Det var rigtignok Tilfælde med de Fleste af disse agtværdige Herrer, at Gjæsterne -- SIDE: 274 hvilket man kunde see paa deres egne Damers Miner -- vidste paa en Prik hvor stort Forraadet var deraf, og i hvad Orden de vilde komme, skjøndt ikke destomindre det gode Gamle optoges bestandig som godt Nyt. Men med Deres ærværdige Farbror var det en anden Sag. Han var Perlen imellem alle gamle Kavalerer; passerede for at være uud- tømmelig i den Retning; og i de Dage tabtes der Veddemaal fra Aar til Aar paa at de samme Skaaler skulde ved samme Leilighed komme igjen. Nogle, f. Ex. for "gamle Norge", "Norges Flag", "Handel og Sø- fart" vare vel faste; men paa de øvrige skulde ingen lure "Farbror" (som han kaldtes af hver Mand) naar han var i det Hjørne. Og det var han altid, og strax naar han var kommen tilbords, og alt gik efter gammel Skik. Men De skulde have seet salig Farbror da det store Gjæstebud var hos Amtmanden, og han paa anden Haand var bleven betydet fra Fruen, at Sang og Skaaler ikke længer vare imode! Han holdt sig indtil Desserten; men da udbad han sig af den naadige Fru Tilladelse til at deklamere et Stykke, og saa reiste da Gamlingen sig og deklamerede med megen Sandhed Bjerregaards "Før og Nu", hvilket jeg her vil give en Plads i dette Brev, da det ellers kun findes i en liden Samling, som er ligesaa efemerisk som dens Navne, nemlig i Nytaarsgaven "Sneklokken": "Naar Harpen tier ved breden Bord, Da trives ei Samfundets Glæde", Saa hed det fordum blandt os i Nord, Da lystige Svende mon qvæde. Man sang som Hver havde lært det bedst, Og munter og livsglad var Vært og Gjæst. Og Fryd og Gammen og Spøg og Sang Om Hjerterne Rosenbaand slynged'; Ved munter Skjemt og ved Glassets Klang Selv Oldingens Barm blev forynget; Og Frihed hersked' om gjæstmildt Bord, Paa Guldvægt man veied' ei sine Ord. Men varmt slog Hjertet i Nordmandsbryst, Naar "Kjæmpers Fædreland" runged'; Med dobbelt Styrke klang mandig Røst, Og Ønsket var ei tvetunget; Og tre Gange tre efter tømmet Pokal Et Hurra runged' i Høienloftssal. I muntert Samqvem svandt Dagen bort, Om Aftenen blev man tilsammen; Man fandt, at Tiden løb altfor fort I Samlivs fortrolige Gammen; SIDE: 275 Og naar man gik hjem til sin Arnes Fred, Da venlig Minder man bragte med. Nu sidder man stivt om det brede Bord, Hvor ingen Gammensord mæles; Ei lyder Sang, ei frimodige Ord, Og Glæden af Hensyn maa qvæles. For fine er vi til Glassenes Klang, For alvorsfulde til munter Sang. Selv Ynglingen hvisker og strækker frem De Følehorn skarpe og fine, For at sondere saa smaat med dem Og forme derefter sin Mine. Paa Frihedens Vei man ei vover sig langt; Etikettens Snørliv er dertil for trangt. Og drikkes en Skaal, skeer det stille og tyst Fast som en Votering paa Thinge; Ei Hurra toner fra fulde Bryst Og intet Glas monne klinge; Man sætter det hen og Alt er forbi Med hele den kolde Ceremoni. Til Lykke blev ogsaa det Lag forbi, Hvor Gjæsterne sad som paa Pinde; Man takker sin Gud, at man nu er fri For Kjedsomhed dennesinde. Man drikker sin Kaffe og søger sit Hjem, Bort Stadsminen kaster, og gjør sig beqvem. Adskilligt ret Godt har vel Tiden os bragt; Men Samlivets venlige Hygge Er borte; i al denne Stivhed og Pragt Kan ikke sit Tempel den bygge; Og Spørgsmaal: -- om Alt det, som Tiden har skabt, Kan gi'e os Erstatning for hvad vi har tabt? Men lad os nu, Venner, for denne Gang Tilbage i Tiden os sætte Med lystelig Tale med Spøg og med Sang, Og rigtig os Hjerterne lette; Pokalen lad vandre, lad tone vor Røst I Sange om Norge om Venskab og Lyst!" Farbror havde formegen naturlig fiin Takt til ikke at mærke, at han havde forløbet sig imod Vært og Værtinde; men han hviskede ogsaa strax til mig: "Der seer du, min Gut, hvad der kommer af den for- SIDE: 276 dømte Skik, at liste Vinen i sig uden at Nydelsen bliver gjort let og ætherisk ved en Skaal. Det er at jage Blodet, men ikke Nervegeisterne, til Hovedet. Men ved at indgives med en Skaal, faaer Vinens Materie ligesom en Sjel. Men nu -- hvad er det for Taabeligheder! -- først skal man drikke rundt Enhvers Velgaaende isærdeleshed før der er at tænke paa at komme til sund Sands og noget Idealt". Disse den Saliges Yttringer, som han beærede mig med, med en saadan fortrolig Livlighed, at et Spørgsmaal, som altid havde været en Gaade for alle Fremmede, nemlig om han bar Paryk eller ikke, ved en pludselig Haandbevægelse blev løst, lede mig til, saagodtsom med Deres sal. Farbrors egne Ord at besvare Hovedspørgsmaalet i Deres Brev, hvilket -- om jeg ikke feiler -- gaaer ud paa at afæske mig min Mening: om det vel skulde være ganske anstændigt og godt nu, under den ros- værdige Iver for Maadeholdsselskaber, at udgive en Samling af Skaaler? Næst, at dette er en udadlelig Maade at vise Kjærlighed mod den Henfarnes Minde, og da ingen af Farbrors Skaaler nogensinde anpriste Umaadelighed, men samtlige meget mere ere Opmuntringer til Dyd og til Viisdom i Nydelse: maa jeg reentud tilstaae, at de tillige danne en saadan Kjerne af sund Livsfilosofi og en saadan Masse af ædle op- løftende Sandheder og gode politiske Grundsætninger, at deres Ud- spreden til Folket bør betragtes af dette som om en Guldregn var falden paa dets Hoveder. Skulde Nogen kunne finde nogen Forargelse, maatte det kun være en eller anden opblæst Sværmer; men jeg troer De kan gjøre den sikkreste Regning paa Bifald netop fra Maadeholdsmændenes Fleerhed. Disse have nemlig ikke, saavidt vides, endnu berøvet Selskabs- bordet Viinglasset, og dettes døde Indhold var det Deres sal. Farbror med sine Skaaler altid vilde "belive og besjele". "Langkork eller Champagner mig her og Langkork eller Champagner mig der -- var et af Deres Hr. Farbrors gyldne Udsagn -- uden en Skaal til, bliver et Glas Viin ikke et Haar bedre end et Glas Brændeviin. Men det for- ædles derved; Filosofiens og Erfaringens bedste Sandheder, Geniets og Lunets bedste Indfald og Venskabets ædleste Følelser fange Liv i gode Skaaler og Nydelsen opløfter sig til Aandernes Glæde." Ved at overveie Udgivelsen af en Samling Skaaler, var det imidlertid min første Tanke, at saadanne altid burde være Øieblikkets Børn saa- ledes som de alleroftest syntes at være og virkelig ofte vare hos Deres sal. Farbror. Men den Fattigdom, der ved mange Leiligheder finder Sted derpaa, uagtet det maatte synes som om mange dog endnu ikke burde være gaaene afglemme, og det nyttige Liv i Selskabet, i Ideerne og i Følelserne, som en god Skaal, hvor den nu skriver sig fra, kan vække, har bortryddet denne Betænkelighed. Hos det engelske Riges Nationer holdes Toasterne i usvækket Hævd ved alle Gjestebud, og SIDE: 277 omendskjøndt man hvert Aar seer hundrede nye, stikke de gamle Gentlemen dog ofte en "Toastmaker" i Lommen, naar de gaae i Gjæste- bud, uden at de dog bruge den anderledes end til at opfriske Hukom- melsen. Hertil brugte Deres sal. Farbror saa ganske hemmelig under Parykken at kløe sig over det venstre Øre, og dette pleiede aldrig at slaae ham feil. Paa Deres sidste Spørgsmaal, om jeg troer det vil skade Dem, som kanske engang vordende Studiosus theologiæ, at De udgiver Farbrors Skaalsamling, da maa jeg oprigtig svare Dem at jeg saameget mindre kan tro, at et saadant Foretagende uden for Faget af en ung Mand kan være ham til nogen Skade, som litterære Fortjenester i Faget af ældre Mænd ikke synes at have været dem til nogen Nytte. Man tør altsaa haabe godt af det modsatte. Men overhovedet maa De gjøre Dem til en Regel hertillands, at være fornøiet, naar De ingen positiv Skade har af et literært Foretagende. Nogle enkelte Skaaler af egen Fabrik har jeg ogsaa den Fornøielse at sende Dem, idet jeg ønsker, at Deres Skaalsamling maa ligesom ind- føre i de norske Festsamkvem den pyntelige gamle Farbror med al hans sunde Fornuft og Gudstro, hans menneskekjærlige Tænkemaade, varme Patriotisme, sande Munterhed og altid friske Lune! Jeg synes at see ham reise sig i sin blaa Kjole med store blanke Knapper i, den sorte Atlaskesvest fra Bernt Ankers Dage, Kalvekrydset, Manskjetterne, den store Uhrkjede, de blanke Støvleskafter . . jeg synes at see det jovialske rosenfarvede Ansigt med de klare blaa Øine og den overordentlig forslagne Paryk, og at høre ham banke tre Gange paa Glasset med Kniven, at løfte det op foran Øiet ligesom om han tabte sig i Beundring af Vinens spillende Farver, og saa med Livlighed at fremsætte en eller anden af hans uudtømmelige Forraad af Skaaler, hvoraf De kun har samlet en ringe Deel. Træffes vi, gjælder det Far- brors Skaal og dernæst enhver Nordmands, som ligner ham i at gjøre de selskabelige Samkvem baade fornøieligere og nyttigere ved at til- bagekalde til Glasset Sangen og Toasten. Grotten den 1ste Mai 1844. Henr. Wergeland". SKAALER. Normanna- og Svea-Konnings Valgsprog: "Ret og Sandhed!" Kongen leve! og gid ingen brav Nordmand maa være uden hans Billede i sin Lomme! SIDE: 278 Tapperhedens Fødested, Frihedens Hjem, Gjæstfrihedens Arne -- gamle Norge! Gid Kongen maa leve længer end hans Raader! Og gid de leve længe! Lykkens Sol altid i Opgaaende over gamle Norge! Kongehuset! Livsensstyrke flamme i den stolte Stamme! Gamle Norges Skaal! "Evig du stande, Elskte blandt Lande! fast som den Storm, der omsuser dit Fjeld! og medens Bølgen omsnoer dine Strande stedse du voxe i Hæder og Held!" Held Norge! Held dets Drot! og Held dets Sønner! Hvert Skib, som ude er, vel hjem! Gid Bør og Bølge maa det skyde frem! Om Normænd saa tidt ei, som forhen, fægte, Gid de fra Fædrene ei vanslægte! Held Dal og Sø og Fjeld! Vort Norge Held! Den norske Løve! Gid den aldrig maa reise sig i Vrede eller lægge sig i Frygt! Leve den fri Presse, Misbrugs Retter, den Undertryktes Skjold, Undertrykkeres Rædsel! SIDE: 279 Rank som Granen, haard som Jern, Normand være Norges Værn! Sang og Saga i vort Norden! Norges Navn vidt over Jorden! Gid Fattigdommen altid være en Dagsreise bag os! Gid vi maae være Børn; men ikke i Tale! Heller Død, end at Normand Troskab brød! Svea Held bag Kjølens Rygge! Nor og Svea sammen bygge! Tapperhed, Troskab, vor ældgamle Ære være til seneste Slægter i Priis! Norrig, vor Moder, vi værdige være! Leve og døe efter Fædrenes Viis! Gid Nordmænd sit Navn uden Blussel maa bære! som Fædrene fri og oprigtige være, ukjendte ved Smiger og krybende Svig! maae kjækt gaae imøde hver Fare som truer! maae brænde af evige hellige Luer for Frihed og, elskede Norge, for dig! Sang oplive Glædens Bæger! Broder-Venskab adle Skjemt! Og hvergang os Druen kvæger Armod aldrig vorde glemt! SIDE: 280 Brødre! høit det Ønske lyder: Venskab stedse hos os boe! Sødest, renest Vellyst fryde Den, som bliver Venskab tro! En Skaal for de Skjønne! Gid Skjønhed og Ynde maa lade os glemme hvad Eva mon synde! De stedse i Blomster uvisnede staae! Hver Pige, som sukker i Kjærligheds Lænker, og lønlige Sukke sin Elskede skjænker, før Aaret fuldendes i Brudeseng gaae! Gid Elskeren aldrig sin Elskov fortryde! Gid aldrig Fornuften den Lænke maa bryde, som Amor har smeddet af Gratiers Smiil! Er Frihed vort Ønske, vor Sang, vor Gudinde, man aldrig os Mænd da saa tossede finde, at afslaae en Kjæde af yndige Smiil! Vær du vort Selskabs Skydsgudinde, o Venskab, Jordens bedste Held! vort Favnetag dit Hædersminde! vor Fryd udspringe fra dit Væld! Op Brødre! stemmer, stemmer i: Held være Venskabs Harmoni! Lad Verden kjende, at Venskab er vort Øiemed, at alle, alle Hjerter brænde for det, den Jordens Salighed! Op, Brødre! stemmer, stemmer i: Held være Venskabs Harmoni! Addition for Handelen, Subtraktion for Skatterne, Multiplikation for Fabrikkerne, Division for overdrevne Gager og ufortjente Pensioner! SIDE: 281 For alle Landets velgjørende Indretninger! Et Par Spindelvæv-Buxer, en skarp Sadel af Svinelær, en stad halt Hest og en lang Dagsreise for alle Fiender af Friheden og Norge! Gid Fredens de løvfulde Palmer groe i Norrigs velsignede Egne! I Hytten boe Møie, i Borgen Ro! Samdrægtighed bo allevegne! Gid Bonden drage i hellig Fred den Fure, som Velstand ham lover! og bugnende Stavne fra fjernest Bred gaae trygt over rullende Vover! Sagtmodighed, Blidhed, hver stille Dyd være Kvindernes fagreste Smykke! Ei støiende Glæde, men huuslig Fryd, udgjøre vore Hustroers Lykke! Befrielse for hver Slave og Frihed for den Brave! Hver Mand være tro i Ord og Daad! En indgangen Pagt han ei svige! Den Nidding, der volder Besvegnes Graad, af Normænds Samfund sig snige! En Skaal for den Mand, som betragter sit Liv som en Gjeld til sit Fædreneland! Gid Velstand og Hæder, Lykke og Fred, og Oldtidens Styrke og Vælde maa boe i vort Hjem fra Glommens Bred til Finmarkens snedækte Fjelde! SIDE: 282 Gid Retfærdighedens Sværd maae blive svunget af Naadens Haand! Alle ædle Menneskers Skaal! og gid de ikke findes ved dette Bord! Vind for den Seilende, Held for den Beilende og Overbærelse for den Feilende! Svæv hædret fra kneisende Master, du Norrigs uplettede Flag! Mens Landværn til Baunerne haster, at møde i standende Slag. Almægtige Hærenes Herre! giv Norrige Seier og Ære! For Freden at vinde i Kampen vi gaae. For Konge og Arne vi stride og slaae! Regjeringen viis! Vor Skibsfart og Flidens Produkter i Priis! Gid aldrig vi friste maae Fredens Forliis! Gid De, som ville rodhugge Frihedens Træ, maae blive knuste af dets Fald! Vore Sønner dygtige og brave! Vore Døtre beskedne og tækkelige! Gid Adjektivet "lykkelig" altid maa være forenet med Substan- tivet "Norge"! Mildt som Aftenstjernen smile sande Glæder til os ned! De forskjønne Mandens Hvile, og belønne Dagens Sved. Os en ædel Broder møde med uskrømtet Favnetag, og en rolig Aftenrøde slutte den anvendte Dag! SIDE: 283 Frihedstræet blomstre overalt paa Jordens Rund! Hvert Menneskebarn faae en Frugt i sin Mund! Gid Vægten af vore Skatter aldrig maae knække Ryggen paa vor Kredit! Bliden Sjelero forsamle i fortrolig Vennekreds Yngling, Manden og den Gamle med den forsvundne Dag tilfreds! Ved dens Harmoni forsvinde Forskjel mellem Stand og Aar! Her graaisset Olding minde glad sin Sommer og sin Vaar! Gid vi altid maae have nok for os selv og en Skilling tilovers for vore Venner! Ædle Venskab, du vor Hæder! stadig du iblandt os bo! Adle du vort Selskabs Glæder! og befæst vort Hjertes Ro! Du, som vore Hjerter byder, Dig til Hæder synge vi: Ædle Venskab, Intet bryder dine Sønners Harmoni! Gid Frihedens Sønner maae gifte Dydens Døttre! Du Norriges Flag! dig følge den Hæder hver kommende Dag, som altid dig fulgte i herligste Glands naar Heltene fegted for Seierens Krands! Gid hver brav Mand i Ulykken maa være som Fjærbolten, der springer høiere jo mere den slaaes! SIDE: 284 Religiøs og borgerlig Frihed vandre Haand i Haand Jorden rundt! Brænd høit, brænd varigt i vort Norden, for Norrige vor Kjærlighed! Gjør Manden kjæk i Slagets Torden og nyttig i den gyldne Fred! Vor Attraa Verdens Børn skal ære, Alfader give Bifalds Smiil! Den gode Borgers Navn at bære, er Maalet, som vi sigte til. Gid Viisdom ved Fyrstens Side staae! Retfærdighed Broder ham nævne! Gid Sandhed trindt om hans Fodspor gaae! og Klogskab hans Veie jevne! Gid Uskyld, som Barnet ved Moderbryst, maa trygt hos Retfærdighed hvile! og Lasterne, skrækte af Lovens Røst, maae lyssky til Mørket bortile! Utvungne gid Tankens Yttringer staa! Løst vorde de Baand, som dem binde! Da Videnskabs Sol vil sin Zenith naae, og arvede Fordom vil svinde. Gid Held og Hæder følge med vor elskte Drot, den Gjæve! Hurra! er vor Veltalenhed. Hurra! vor Konge leve! Pokalen tøm til dyben Bund! og Røsten høit vi hæve! Vi raabe alle af een Mund: Hurra! Vor Konge leve! SIDE: 285 Gid Hver, som Ærlighed har kjær som gjerne Armods Talsmand er, engang iblandt i Vennekreds sit Bæger tømme maa tilfreds! Held hver den blide hulde Pige, som aabner Jordens Himmerige for trofast Elsker i sin Arm! Og Held hver Den, hvem Dyden leder til Jordens bedste Saligheder ved trofast elsket Piges Barm! Held Den, som kan paa Livets Dage med glade Øine see tilbage, og saa til Glæden ile hen! Gid den maa ile ham imøde! Gid ham ved Banens Aftenrøde tilsmile trofast Viv og Ven! Gid Fornøielsens Baad altid maa have Fornuften til Styrmand! Gid dygtige norske Hænder maae være forenede med trofaste Hjerter! Gid hver Den, som er saa heldig at undgaae Skinsygens Kvik- sand, ikke maa blive siddende paa Ligegyldighedens Klipper! Gid den Kriger, som aldrig vendte Fienden Ryggen, aldrig maa have en Ven, som vender ham Ryggen! Den norske Flaade! Maa den altid seile paa Ærens Sø, for Lykkens Briis, med Tapperhedens Flag og Dygtighedens Kompas, og lægge ind i Seierens Havn! SIDE: 286 Den norske Krigsmagt! Maa den i Ulykkens Time udmærke sig ved Tapperhed, i Farens ved Mod, i Seierens ved Menneskelighed! Den røde Dølehue! Maae Verden altid see Frihedens Glo i den. Nok i Glasset! Nok i Lommen! Altid et Glas gammel Viin for en gammel Ven! Heller Nød og Barkebrød end forlade Norges Skjød! Norge! elskte Fædreland! Frihed hos dig boe og bygge! Kongen og hver ærlig Mand din Selvstændighed betrygge! Norges gjæve Odelsæt stedse hævde Lov og Ret! Den i Fædres Fodspor træde! værne om Haarfagers Sæde! Norrige! Held om dit Fjeld, om din Skov! Held om din hellige Friheds Lov! Stande hver Normand med roligt Mod om Norge end kræver hans Hjerteblod! Enighed knytte til Norges Sag hver Normand til Norges den sidste Dag! SIDE: 287 O Frihed, gjør Normanden dydig og stor! dit straalende Tempel staae evigt i Nord! O Du, som fra Uhyrer renser vor Jord, o djærve Tyranhad, dø aldrig i Nord! Vore Venner! vort Land! vore Love! vort Hjem! vor Kjærlighed! og vor Frihed! Opposition uden Interesse! Dyden riig! Lasten bankerot! Druernes Blod sprudle i Munterheds Tempel! Paa Børn som eie Kraft og Marv, og faae vor Munterhed i Arv! Held for den Drot, som bereder og fremmer Ved lovbundne Vælde vort Fødelands Vel! Gid aldrig, bedragen af Smiger, han glemmer, at Magten kun laantes at udbrede Held! Svind, Adelskab, svind! og Foragt mod Enhver, som drømmer om Ahner og arveligt Værd! Gid Lighed maa herske i Norriges Land! Kun straalende Borgerdaad adle sin Mand! Held det Kjøn, vor Slægts og Jordens Smykke, hvis Ømhed er Mandens Løn og Kronen paa hans Lykke! SIDE: 288 Lyksalighed er Jordens Maal -- Viins, Venskabs, muntre Pigers Skaal! Skaal for Enhver, som af vor Mening er! Er han, skjøndt ærlig, det ikke -- nu! ogsaa Hans vil vi drikke! Der er en Skaal, jeg ei kan svige: det Venskabs er; den egnes Den, som lærte mig, at, næst sin Pige, man hylde bør sin Ungdoms Ven! Et Glas af fuldt og aabent Hjerte vi vie Hver, som glædes ved at standse Graad og lindre Smerte! Ham lønne Sjelens blide Fred! Os Himlen gav en vakker Flok, hvis Navn er endt paa "Ine". Vi mange har, skjøndt langtfra nok, -- Skaal Mine, Caroline! Leve Koner, Enker, Piger! Leve Vennen, som ei sviger! Leve Viin og Kjærlighed! Et roligt Sind! en Munterhed, som følger os til Gravens Bred! Vor Kummer forsvinde ved vennefuldt Bryst! At elskes, det være vor Stolthed og Lyst! SIDE: 289 Evig Nag og Hevn forsvinde af vor Broderkreds med Skam! Fred med vores værste Fiende! Kun hans Anger ængste ham! Leve for at lære! Lære for at leve! Gid Haabets Solskin aldrig maa forsvinde fra den Fængsledes Vindu! Fængselgittret være altid forgyldt af Haabets Solskin! Sludder og Smuds banlyste fra godt Selskab! Godtro aldrig skuffet! Fortjenesten iveiret! Bort med de Glæder, som lønne med Nag, og vække kun Smerter den følgende Dag! Gid hvert Speil, vi see i, kaste noget Smukt eller Ædelt tilbage! Næstens Feil mørke! hans Dyder straalende! Mod, naar Kummer overvælder! Evighed for hvad vi svoer! Hjælp hvor Uskyld Taarer fælder! Sandhed over alt paa Jord! Gid Andres Feil blot vise os Stygheden af vore egne! SIDE: 290 Gid vore Tanker aldrig mislede vor Dømmekraft! Voldsmænds Blod kun Sværdet drikke! Høimod selv mod Svig og List! Haab i Dødens Øieblikke! Naade for Guds Throne sidst! Gid vi maae være mere færdige til at rette vore egne Feil end til at publicere Andres! Aldrig saa lave, at vi misunde Andre deres Lykke! Hver tilgive! Ingen bøde! Leve, leve selv de Døde! Intet Helved være meer! Ingen Rettighed kjøbt for et Medmenneskes Smerte! Trøstens og Hjælpens Porte altid aabne for Lidelsens Børn! Mod naar Afskedstimen vinker os i Gravens Mørke ned! Brødre! og Barmhjertighed hist naar Dommersværdet blinker! Ærlighed for Kjøbmanden! Tapperhed for Krigeren! Raskhed for Sømanden! Viisdom for Regjeringsmanden! Christelig Kjærlig- hed og Velvilje over det hele Land! Sundhed for min Krop, Velmagt for min Pung, Himlen for min Sjel! Og jeg ønsker Eder ikke værre. SIDE: 291 Vort Samfund Held! Dernæst hele Verden Vel! Held for Den, som ønsker Andres! Hjerte til at føle! Hjerte til at give! Vore store Mænd gode! vore gode Mænd store! Glæder som Fixstjerner! Sorger som Stjerneskud! Gid vi maa være lykkelige, og vore Fiender erfare det! Gid hvert skjønt Ansigt forkynde et endnu skjønnere Hjerte! Ved Venskab og Tro blomstre vort Samfund i Fred og i Ro! Gid vor Vens Søn maa leve for at blive en bedre Mand, om muligt, end hans Fader var! Hver Dag bedre end igaar! Mindes de Brødre, som græde! Veldaad adle vor Glæde! Det Skjønneste paa Jorden: vor første Kjærlighed! Aldrig blind for vore egne Feil! Held og Fremgang for ethvert gjævt og lovligt Foretagende! SIDE: 292 Hver en Broder blive en retskaffen Mand! gavne, trøste, give, hjælpe hvor han kan! Alle Gode frisk tilmode! Alle Skrantende og Svage Sundheds Dage! Vor Aften svinde hen i Glæde men førend vi adskilles nu, de Lidende, ja dem, som græde, dem lad os komme først ihu! Til Bægeret altid en vennefuld Kreds, og altid med Alting derude tilfreds! Paa et godt Livs bedste Belønning: en Død i Fred med hele Verden! Gid Ingen hvorhelst man sig samler til Lyst, maa klinke for sparsomt og sidde for tyst. Fisk paa Krogen! Sild paa Vaagen! Hvert Aar bebude ved Hval og Maagen rigt Fiskeri! Gid Flid og Industri altid være Lykkens Yndlinger! Fornøielser af Arbeide! og Fremgang af Fornøielser! Virkeligheden bekræfte vor Indbildningskrafts Fostre! SIDE: 293 Gid vore Feil maa være skrevne paa Strandbredden, og enhver god Handling være en Vove, som skyller dem ud! Vore Tunger heller Plastre end Knive! heller Rosenblade end Torne! Geni og Fortjeneste mangle aldrig en mægtig Ven! Fredens Vinge over Landet! Landets Skibe over Vandet! Gid Revolutioner aldrig holde op saalænge et Tyranni existerer! Maa Bravhedens Pande blive smykket af Skjønhedens Haand! Gid vi aldrig finde Farer lurende paa Tryghedens Grændser! Gid vi altid maa see fremad mod bedre Tider, men aldrig være misfornøiede med den nærværende! Gid vi aldrig maae komme ind i en slet Sag og aldrig forlade en god! Det Land, vi leve i! Gid de, som ikke like det, maae forlade det! En Armee som kan staae, men ingen staaende Arme! Gid almindelig Fred, almindelig Velstand og almindelig Tilfreds- hed aldrig maae blive ualmindelige! Et Pas fra Norges Bank at reise med og Kongens Billed til Ledsager! SIDE: 294 Gode Skibe, god Vind og gode Søfolk! Gid Viin aldrig blive Kjærlighedens Fiende! Fylder hver sit Glas til Randen! Bacchus elsker bredfuldt Maal; klinker glade med hinanden! Drik Enhver sin Piges Skaal! Fordom, Tvang og Griller vige! Ingen af os være Nar! Ingen skamme sig at sige frem, hvad Navn hans Pige har! Gid Munterhed altid smile om dette Bord! At Ingen af Os nogensinde maa mangle en Ven til at opmuntre sig og aldrig et godt Glas til at muntre ham! Gid vi maae vurdere en gammel Ven og elske en gammel Viv! Kjærlighed for Kjærlighed! Leve hver Dandsens fro Veninde! Leve hver Dandsens raske Ven! Aldrig forbittre Nag dens Minde! Altid uskyldig være den! Kjærlighed i hvert Hjerte! Frihed i hvert Bryst! Kundskab i hvert Hoved! Gid vi kunde kysse Den, der behager os, og behage Den, vi kysse! SIDE: 295 Gid Vinen altid maa være Viddets Bryne! Held Enhver, som munter veed Livets Modgang at forjage! Roser groe i ethvert hans Fjed til hans Vinters Dage! Muntre Elskere til smilende Piger! For røde, for hvide, for blakkede Viin! Gid Sorgen maa finde i den Medecin! For den Skjønhed, som ikke alene henrykker Øiet; men for- tjener at vinde Hjertet! Held Pigen, som ei er en Venus alene; men kydsk som Diana og klog som Athene! Kjærlighed for Een! Venskab for Faa! Godhed for Alle! Gid Kjærlighedens Vinger aldrig maae miste en Fjær! Gid den oprigtige Elsker altid blive troet og Bedrageren bedraget! Gid vi aldrig maa overskride Klogskabens Grændser eller træde paa Venskabets Bryst! Uskyld før Ægteskabet! Troskab siden! Følelse for at elske en Pige! Fortjeneste til at vinde hende! SIDE: 296 Den Pige, Enhver elsker! Den Ven, han kan stole paa! Vore elskte Søstre leve! Brødre, stemmer i med mig! For Enhver den Ædle svæve, som han har udkaaret sig! Uskyldighedens smukke Rødme forlade aldrig den norske Piges Kinder! Gid Personernes Forbindelse altid være bygget paa Hjerternes! Leve hver en ædel Mage, som sin Mand er huld og tro, lindrer ham de mørke Dage, og forsøder ham de froe! Kjærlighedens Pillarer: Godhed og Troskab! Leve Piger, som indtage ømme Yngling uden Svig, og hans Sjel til Dyden drage ved at drage den til sig! Leve Lenge lykkelige, elskte Koners ømme Mænd! Hver, som sukker for en Pige, vorde elsket ømt igjen! De Eenlige forlovede! De Forlovede gifte! de Gifte lykkelige! For det Ansigt, Naturen har sminket, og det Hjerte, som ikke kjender Bedrag! SIDE: 297 Leve vor Ungdoms Veiledning og Lyst, Vor Manddoms Belønning, vor Alderdoms Trøst! Mænd! Oldinger! Ynglinger! ærer det Kjøn, som os i hver Alder vor Bane gjør skjøn! Damerne leve til Held for Enhver, som er deres Yndest og Kjærlighed værd! For Kjærlighedens Kys paa Uskyldighedens Læbe! Gid stiftet Gavn og lindret Nød os være Fryd i Liv og Død! Høit lyde Glassenes klingende Toner! Høit lyde Brødres forenede Røst! Yndige Piger og kjærlige Koner leve os Alle til Held og til Trøst! Til Ære for Elskov, alt Levendes Maal. I Koner! I Piger! I Skjønne! Jer Skaal! Naar Kjærlighed angriber Hjertet, gid da Æren foreslaae Vaaben- stilstand! Fred og Glæde Dem, som græde! Gid Den, som ikke føler Venskabs ædle Drift, og som med os ikke Venskabs Skaal vil drikke, maa drikke grønnen Galde, Eddik og Forgift! Gid vi leve for at gjøre vel, og gjøre vel for at døe vel! Gode Katte, om der er Rotter og Muus i Statskassen! SIDE: 298 Kongen leve! Hans Ret og ikke mere! Gid gamle Israel maa gjøre sine Fiender tilskamme, naar han faaer Lov at komme til Norge! Skaal for enhver vor Kredses Pryd! Kjønnets og Skabningens Smykke! Skaal for Enhver, hvis Værd og Dyd udgjør vor Stolthed og Lykke! Priis Kvinden, som finder sin Fryd i sit Kald! Priis dem, som forskjønne os Jorden! Kom, klinker og drikker! Vor Skaal gjælde skal Hver vennehuld Kvinde i Norden! Leve hver Pige, hvis tryllende Smiil vidner om Godhed og Kjærligheds Ild! Gid Kjærlighedens Timeglas aldrig rinde ud! Furu stærk og malmet Gran være Nordmænds Mærke, at i Gjerning eller Tanke vi ei vakle eller vanke, modige og stærke! De tre A'er: Agtelse, Aversion, Afholdenhed ): Agtelse for Dyden! Aversion for Lasten! Afholdenhed i Nydelser! De tre B'er: Brød, Barmhjertighed, Bekjendtskab! ): Brød for den Arme! Barmhjertighed for den Rige! Bekjendtskab mellem de Gode! SIDE: 299 Hver Mand, som er værdig at hedde Soldat, for Venner og Fædreland stedse parat! Skam for den Ruus, som gjør Godtfolk til Sviin! Gid aldrig misbruges den herlige Viin! Skaal for hver Elsker, som Taushed bevarer, og mod Bagtalelse Kjønnet forsvarer! Goddædighed uden at ville vise sig! Religiøsitet uden Bigotteri! En Ven i Nød! En Skolemester-Skaal: Addition af Patrioter! Subtraktion af Embedsmænd! Multiplikation af talentfulde Folk! Division af Uvenner! Reduktion af Misbrug! Reguladetri af Konge, Storthing og Folk! Decimalbrøk af Sinekurer! Skaal for hvert Hjerte, som Kjærlighed nærer! Skaal for den Skjønhed, som Muserne ærer! En ærlig Prokurator! en from Præst! en erfaren Læge! Alle Fortunas Døttre, undtagen den ældste: Ulykken! Alle vore billige Ønsker opfyldte! Alle vore Behov tilfreds- stillede! SIDE: 300 Skaal for hver Mø, som ei tillader sin Elsker at døe! Gid vi ved Enden af en Fornøielse ikke maae have Aarsag til at angre dens Begyndelse! En Flaske, en Pibe, en ømhjertet Viv at lyksaliggjøre den Rest af vort Liv! Gid at vi ofte til fælles Behag samles igjen i saa hyggeligt Lag! Kjærlighed og Ære uadskillelige! Et lidet Huus og Frihed! Hoved til at erhverve! Hjerte til at anvende! Mangen Aften her bortile i uskyldigt Vennelag! Her hver Broder finde Hvile efter vel anvendte Dag! Gid Fortvivlelse og Ulykke kun findes i Arabiens Ørken! Tilgivelse for vore Fiender! Forglemmelse for deres Fornær- melser! Venskab af Marmor! Fiendskab af Støv! Aandrige Fornøielser for aandrige Mennesker! SIDE: 301 Skjønsomhed til at bevare vore gamle Venner! Adfærd til at vinde os nye! Held for den Mand, som hverken kan skuffe en Ven eller be- drage en Fiende! Gid vi altid maa see fremad med Glæde! tilbage uden Anger! Trygt Vimplen svæve! Søfarten leve! Og Tolden ikke formeget kræve! Søfartens Skaal! Altid finde fast hvad vi binde fast! Gid vore Børn heller tage fra os, end vi fra dem! Sundhed sminke Kinden! Sindsro Sjelen! Gid Ingen af Os maa være i Forlegenhed for en Daler naar en Ven er det! Gid vi maae see omkring os med Glæde, opad med Taknemlighed! Aldrig Slaver uden af vor Pligt! Kun Venner af Fortjenesten! Aldrig maskeret uden paa Maskerade! Gid Menneskelighedens Love blive satte i Kraft mod dens Krænkere! Aldrig knurre uden Grund! aldrig Grund til at knurre! SIDE: 302 Gid Den, der har Forstand nok til at føle en Uret, have Hjerte til at tilgive den! At vi aldrig maae mangle en god Undskyldning! Gid Han, som skabte Fanden, tage os Alle! Gid vi altid maa skilles med Sorg og mødes med Glæde! Gid Ulykken skabe mange kloge Folk! Gid Modens Galskaber bare maae blive efterlignede af Narre! Vore Fornøielser frie for Angerens Stik! Skaal for det Hjerte, ei Falskhed forgifted'! Skaal for det Selskab, som Munterhed stifted! O, Snorre, din Saga og Sjaldenes Sang blandt Norriges Bjerge gjenlyde! Gid Huus ei maa findes i Dal og paa Vang hvor Snorre man frem ei kan byde! Paa Post baade mod Lykken og Ulykken! Gid alle Venner af slette Principer blive forladte af sine Principaler! Gid den bedste Dag, vi have havt, maa være den værste, som skal komme! SIDE: 303 Gid Nordmændene mindst for Jødernes Skyld maae faae Navn af Barbarer! Ingen begynde hvad han ikke kan ende! Gid en hvid Mand aldrig maa faae en sort Søn! Gid enhver Løgner maa have en god Hukommelse! Gid vi aldrig maa have en let Pung og et tungt Hjerte! Hver Mand være hvad han troer han er! Munterhed præsidere naar vi støde paa en god Ven, og For- nuften tilsige naar det er Tid at bryde op! Gid Norges Handel oplives maa! Gid Skoven voxe saa fort den falder! Gid Skjønhed længe i Blomster staae! Gid Venskab øges med Vennens Alder! Glem Kummer og Plager! Glem stigende Aar! Gid sildigen først maa forsølves vort Haar! Altid rede til at give Fanden hvad han har godt af! Ulighed i Kaar eller Stand være aldrig Venskabets Grændse! Tungen være Hjertets Register! SIDE: 304 Heller Frihed uden Flesk, end feed og smøret Trældom beesk! Jakobs Velsignelse -- Agres og Moderskjøds -- over Fædrene- landet! Frie Folk! frisindede Regjeringer! Heller Frihed og Nød end Trældom og Brød! Patriot og Retskaffen eet Begreb! Mennesker agtes for hvad de ere! Kongerne med! Gid Syttende Mai, den Velsignte blandt Dage, bestandig maa skjønnere komme tilbage! Fred dyrebar! Frihed dyrere! Nationalæren koste Nationens Død! Gid Frihed uden Ære maa agtes lige med en Jomfru uden Dyd! Heller blodig Frihed end graadfuld Trældom! Den norske Løve! Den staae ukrænket, fordi den ingen Kræn- kelse taaler! Normanna-Aand hil i dit Hjem! Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem og i din Drots Geleder! SIDE: 305 Sagas bedste Viisdom: det Folk, som eier Frihed, har nok Ære! Friheden og Frihedens Dyder! Gid Loven altid maa være Overkonning i Norge! Gid ethvert Folk, der behandles som Børn, maa vise at det er voxent! I Fjeldets Arme grønne Enge bølge! og Malmen straale dybt i Klippens Favn! Gid Norges Sønner ikke maae fordølge, at de har arvet gjæve Fædres Navn! Fædreneland! Hellige Navn! Du vort Hjerte fylde med Glæde, med Smerte! Venner, stød an! Hver ærlig Jæger trives vel! ei mangle Viin og Vildt tilkvel! I Skoven Lykke! I hans Bo, naar han er træt, en kvægsom Ro! Gid Overmod ei blive maa vor Glæde og ei Forglemsel af at vi skal døe! Lad Modet i vor Barm ei vige Sæde, naar Modgangs Storm oprører Livets Sø! Gid den Mand som ikke elsker sit Fædreland, hverken maa leve, døe eller blive begravet i det! Heller rige paa Venner end rige paa Penge! SIDE: 306 Store Ligtorne og trange Støvler for alle Fiender af Friheden og gamle Norge! Gid Den, som foragter de Glæder, Fædrelandet har at byde, maa finde sin Grav i et fremmed! Gid Sorgen maa ryste sin Møllesteen af, naar han seer Doktor Flaske! Aldrig tage Skyggen for Virkeligheden! Velvilje og gode Indfald springe af Flasken! Gid vi altid maae svæve over vor Ulykke! Hovedet koldt! Fødderne varme! Et Glas for os! en Mynt for den Arme! Et Bæger for de Unge! Det Maal de stræbe til! Forstand paa deres Tunge! I deres Hjerter Ild! En Nordmands Borg hans Huus! Fred i Norden! Sandhed, Lys og Ret! Liv og Blod for Fædrejorden! Tro mod Kongen og hans Æt! Altid en Funke af ungdommelig Ild under Alderdommens hvide Aske! SIDE: 307 Altid en stærk Arm og en villig Haand for Fædrelandet! Held den unge Tiden! Den seire skal i Striden! Alt Lært af Bedstefædre er ikke godt som Guld. Gid vi det Gamle hædre! men ei for Aldrens Skyld. Hver Moders Skaal, der er Navnet værd, og deri sætter sin Fryd og Ære, hvis skjønne Vandring det Fodspor er, som Dydens Vei hendes Børn kan lære; der fro kan smile til Gravens Hvile, naar i sit Fodspor hun saae dem ile, -- den Moders Skaal! Aldrig opblæste af Rigdom! aldrig nedtrykte af Fattigdom! Held for hver en Fyr og Eeg fra de norske Skove, som fra Klipperne nedsteeg til den blanke Vove! Hver Kones Skaal, der er øm og mild, og Livets Skaal vil med Manden drikke, og ikke Kalken bortsætte vil, hvorvel den mangengang smager ikke, der ufortrøden, ja indtil Døden vil dele Glæden, men ogsaa Nøden, -- den Kones Skaal! SIDE: 308 Komme igjen Fædrenes herlige Dyder! Kommer og evigen pryder Norriges Mænd! Utvungen Glæde om gjæstmildt Bord! Paa Guldvægt veie man ei sine Ord! Briste alle Baand, som kvæve Haand og kvæle Aand! Aldrig misunde den Rige! Aldrig frygte den Mægtige! Frisindede uden Partihad! Loyale uden Trællesind! Retfærdighed selv mod Fanden! Gid aldrig for fine til Glassenes Klang! for alvorsfulde til munter Sang! En Mand en Mand! Et Ord et Ord! Altid den Samme i Medgang og Modgang! Gid vi aldrig maa see en gammel Ven med et nyt Ansigt! Et Selskabsliv uden Snørliv! Foran os Haabets bevingede Hest! Lad os det følge som vi kan bedst! SIDE: 309 Vor Hjembygds Dal! I Fred dens Hytter staae! Gid Sorgen kun maa der ei Huusly faae! Rundt Jorden sig flytte Frihedens Fjed, og træde i Støvet Tyrannerne ned! Held hver den Norges Søn, som djærv tilthinge gaaer med hævet Pande, at offre trofast med sin Grande for Land og Folk en aandig Skjærv! Storthinget leve! Gid ei dets Hal maa runge af andre Sværdes Klang end Nordmænds Tunge! Tale som vi tænke! Handle som vi tale! Altid nok til at kunne være gavmilde, for meget til at være fattige! Gid Ploven skjære! Harven rive! og Gud Velsignelsen saa give! Hver Piges Skaal, som er huld og tro, og Hjerte give vil bort for Hjerte, ei lege vil med sin Elskers Ro, og ei hovere vil med hans Smerte! Enhver, som kjærlig vil love ærlig og finder Holden ei for besværlig -- den Piges Skaal! Før smuldre Dovres Kjæmpeblokke før fremmed Magt skal Oskars Throne rokke! SIDE: 310 Hver ærlig Mand en huld Veninde! Hytten Glæder! Borgen Fred! Olding, Yngling, Mand og Kvinde, Alle naae Lyksalighed! Handel og Søfart! -- Gid Handel og Søfart florere, vi faae vore Vine ved dem! Som fast du stod trods Seklers Vælde, staa evig fast, vor Fødestavn! Held, evigt Held om dine Fjelde! og evig Hæder om dit Navn! Hver elsket Broder, som troligen har delet med os vort Samfunds Glæder! Om fjernet fra os end er vor Ven, Hans Minde være vor Fryd og Hæder! Oprigtighed i Tale! Uegennyttighed i Handling! Raskhed i Ungdommen! Fasthed i Manddommen! Rolighed i Alderdommen! Kultur uden Falskhed! Ærlighed uden Raahed! Og nu en Skaal for det elskte Kjøn, Naturens Glæde og Pryd og Ære, med hvem vor Vandring os bliver skjøn og Livets Byrde heel let at bære! De Kvinder være den Skaal til Ære som ere værd, at vi dem kjære -- de Kvinders Skaal! SIDE: 311 St. Olaf! Norge og Løven! Det Hjerte, som gløder! Den Haand, som os møder! Den Haand, som giver! Det Hjerte som tilgiver! For enhver Bro som bærer os over! Leve Den, som føler for den Sorg, som ikke er hans egen! Livets tre Velsignelser: Sundhed, en god Samvittighed og Udkomme! Tre F'er: Frimodighed, Frihed, Frugtbarhed! ): Frimodighed for Kongens Raad, Frihed for Folket, Frugtbarhed for Landet! Tre H'er: Hygge, Hæder, Held! ): Hygge i vort Hjem, Hæder for Fortjenesten, Held for hele Verden! Held for vore Venner! Forbedring for vore Fiender; Hver brav Mand et let Hjerte og en tung Pung! Maa vi paa den Maade komme igjennem Verden, at vi ere støttede af Bravhed og Hæderlighed, ledede af Viisdom og drevne af ædle Følelser! Gid Lasten aldrig faae Tilladelse til at besøge Uskyldighedens Hytte! Gid Den, som planter en Tjørn i Uskyldighedens Barm, maa døe paa en Seng af Nesler! SIDE: 312 Gid gamle Israels Dukater maae blive i Norge forvandlede til løbende Jernhjul! Mand og Mands Gjerning! Gid Vi besidde før i Ro det Lidt vi har medrette, end vinde alt hvad Næsten har med Uro og med Trætte! Gid Vi nok maae slippe ind i Ærens Tempel, men gjennem Retskaffenhedens Port! Been til at bære baade gode og onde Dage! Gid vor Seng altid maa være redet med en god Samvittighed! Et godt Ord finde altid et godt Sted! Forstand til Raad! Lykke og Hjerte til Daad! Folket leve! Dets Ret og intet mindre! Gid hver en Norges Datter foragte maa fremmed Flitter og Flatter! Altid harniskede med et frit Mod! Gid vi altid maae høste hvor vi have saaet! Vore Hænder ikke udstrakte til at tage, sammenknyttede til at give! SIDE: 313 Gid ingen Mand maa indlade sig paa at bygge et Pallads naar han kun har en Hytte i Pungen! Gid vi maae bruge Tiden til at kjøbe Evighedens Velsignelser for. Gode nok for os selv! Andre for sig! Tilgavns ihvad vi gjør! og aldrig hvad ei duer! Først altid hvad vi bør! og siden hvad os huer! Altid Retskaffenheds Vei, hver Hindring imod! Stedse forøie vort Maal, det fjerneste, bedste! Med værdige Trin dog fremskride vor Fod, og stedse vi først kun stræbe efter det næste! Gid Ingen for nogen anden Priis maa kjøbe hvad han ikke kan faae for Fortjeneste! Mørke Dage vexle om med blide. Se til Himlen -- der er Skyer paa. Let, som over Himmelen de glide, stedse gid vor Kummer svinde maa! Naar nedad vore Dage rinde, gid da til Haab forvandles maa hvert Minde! Agtværdig Mand vi rose, som ligger i sin Grav! Tilgive Den, som heller os Grund til Straffe gav! Gid Ingen maa troe, at han smigrer Himlen ved at foragte Jorden. SIDE: 314 Foragt for Slavens Trøst! -- : sin egen Vee paa Millioner Brødres Aasyn malt at see! Gid Jern, ja var det bare Muld, maa altid agtes bedre end Kraakeguld! Tarvelighed under hver Arnes Stavn være vor Friheds Huusholderskes Navn! Gid Løven med St. Olafs Hellebarde altid være vaagen som Fjeldets Varde! Gid hver, som Skibet ei redde kan, med Jollen tilsidst dog maa slippe iland! Gid i Kamp for Norge Smaagutter blive Mænd, og gamle hvide Gubber Ynglinge igjen! Mellem alle Pligter trine Kjerligheden til vort Hjem, med sin strenge Alvorsmine, først ved Ættens Vugger frem! Stedse tænke og handle som om vi vidste, at Øieblikket var det sidste! Handle saa, at vi kunne ønske, at enhver af vore Gjerninger sad personificeret som et Gespenst her ved Bordet! Altid dobbelt Vagt ved den svage Side! SIDE: 315 Aldrig ødsle Tiden bort! Thi den er det Tøi, hvoraf Livet er gjort. Den Rigdom, at vide at nøie sig med Lidt! Kjækt vi Sorgens Kalk uddrikke! Smage Glædens Skaal; men tømme den ikke! Tjene for vort Brød, men ei som Slave! Tage glad mod Løn, ei saa mod Gave! I Alvorsfærd forsmaa ei Skjemt! Skjemt saa at Alvor ei blier glemt! Væk med den Lyst til Flitter og Flatter, som fattige Norge allertyngest beskatter! Skaal for vore voxne Døttre! -- I Alder en Pige; men Kone i Forstand, da er det paatide en Datter faaer sin Mand! Skaal for vore voxne Sønner: -- Hvo sin Fader giver Hæder og sin Moder vederkvæger, Hvo, som deres Alders Vunder læger -- gid Han af eget Afkom høste Glæder! Ei for Venskab blot med Munden! (Det er uselt kun igrunden) Venskab ei af Ord og Skrift! Men for Venskab af Bedrift! Nyde hvad Himlen os naadig beskar! Undvære alle de Ting, vi ei har! SIDE: 316 Hver Stand fik Sit af Sorg og Lise! Hver Stand sig som den bedste prise! Gid aldrig vi glemme, at uden Umage komme ei gode Dage! at Hænder i Lomme blive bestandigen tomme! Om Fordom æres end af Folkets Flok, for Os det være dog ei Aarsag nok! Haandværkerne leve! -- Haandværk har gylden Hjerterod, bærer det om Munden med Støv og Sod. Skaal for hver en kløgtig Finger, som sin Ejer Rente bringer! Bort den falske skinhellige Dyd, som tør forbyde den skyldløse Fryd! Nøisomheds Skaal! Vi lide ei Nød, har vi Tilfredshed til Salt og til Brød! Bondens Skaal! -- Paa Benene bedre deran end som paa Knæerne fornem Mand. Kan ærlig Mand ei altid vinde Seier, dog gid han ubeseiret stande, liig midt i Storm og vilden Veir en Klippes faste Pande! SIDE: 317 Gid vi aldrig give Penge hen for at kjøbe Anger ind igjen! Den største Lykke Dødelige fik: at kunne mønstre med et roligt Blik Dagene, som vare, Fremtidsdages Skare! For stolte Nar kun stolt Foragt! Dog endnu større Ringeagt Den døje, som kun forstaaer sig smidskende at bøie, og stedse gaaer som sammenlagt! Kun den Fryd, hvis Eftersmag vort Hjerte gjemmer med Behag! Gid hver Nordmand leve fri, lykkelig, tilfreds og rolig! finde stedse Velstand i fager Blomstring i sin Bolig! Gid han trolig evig Pagt maa slutte med Retsind og med Virksomhed! Klogskab til at forudsee Ulykker! Mod til at bære dem! Skaal for den Ven, som Speil os rækker, der ei fordølger os vore Flekker! Ja Skaal for Den, som os med ærlig Kindhest vækker! Aldrig Djævlen vor Tunge laane til en Ulykkelig at forhaane! SIDE: 318 Skaal for Biekube og Myretue! De være Folkets Skolestue! For den Ven, der ligesom Vinen bliver bedre med Aarene! Trofasthed mod vor Næste, naar Nød og Sorg ham gjæste! Gid Ingen troe sig for gammel til at lære! Klogskab altid med paa Veien fra Ungdoms Vang til Alderdoms Dal over Manddomsheien! Tjene en Ven, at han bliver endnu bedre Ven! Tjene en Uven, at han bliver Ven! Heller Forliis end syndig Vinding! Ikke leve for at æde og drikke, men æde og drikke for at leve! Hvermand Ret og Skjel! Armod vel! Gid vi maae være lykkelige! men rolige hvor det negtes os! Ikke skyve til Den som falder! Gid Folket før maa rykkes op medrode og Landet slettes af vor Klode, end Fremmede skal boe hvor vore Fædre bo'de! SIDE: 319 Gid vi altid have til Bundsforvandte de Dødes Fornuft og de Levendes Kjærlighed! Leve Storthinget! Gid det altid udtrykke Folkets Villie! Gid Nationaldragter aldrig maae blive et Særsyn i Storthings- hallen! Paa et litterært Skandinavien og intet videre! Gid Nordmændene aldrig glemme, at Islænderne ere Been af deres Been, Kjød af deres Kjød! Blod af deres Blod! For Norge, for vort Fædrenord opløft dig, frie Presse! I dig, du Lysets Esse, dets stærke Aander Spyd af Ord for gamle Norge hvæsse! Fædrelandet har givet sine Sønner Modersmaalets gode Metal -- gid de forære det igjen Smykker deraf! Hvor glimre alle Lierne af Blommer! Du spotter os, vort Lands Natur! Hvor seirende fra Fjeldet Elven kommer! Bryd frem som den, Literatur! Gid vi aldrig føle Mangel og aldrig mangle Følelse! Gid vi maae være ligesaa heldige i at undgaae Berørelse med Loven som med Fanden! Aldrig begynde hvad vi ikke kunne ende! SIDE: 320 Aldrig see op til dem med Misundelse, som see ned til Andre med Ringeagt! For det Hjerte, som fyldes og fylder, naar Flaskerne ere tomme! Sand Fornøielse! Gid vi altid maae finde den hjemme! Rigsforsamlingsmændene paa Eidsvoll! Gid Nordmændene aldrig forglemme hvad de skylde Konstitutionens Fædre! Gid til Eidsvollhallen ogsaa maa knytte sig den Tanke, at den tillige skal blive et Æresminde over nærværende og kommende Slægters Patriotisme! Eidsvollhallen forvandlet til et norsk Pantheon! Aldrig tale om evangelisk kristelig Kjærlighed, dersom vi ikke ere tolerante baade mod Katholiken og Mosaiten! Mægtige Blade; men ingen Tyranner imellem dem uden Ty- rannens Skjebne: den, sjelden at blive graa! De norske Jenter! De røde Roser og de Øine blaae! Heller tage Sølvet af paa Kongsberg end Luxusen meer til i Christiania. Verdens største Herlighed: Venskab og Kjærlighed med Troskab og Ærlighed! Falskhed leve, Ærlighed døe -- aldrig i vore Hjerter! SIDE: 321 Gid vi maae leve til vi døe! Gid Æsler aldrig befatte sig med Lyren, og Digteren aldrig blive trakteret med Æselkost, med Torne og Tidsler! Lykke paa Reisen med vore Sønner! Men gid de før maa døe paa Hotel Dieu end komme hjem som nogle Jeandefrancer. Styrke i det norske Øl, saa det kan slaaes med Mester Fusel paa Kroen og faae ham paadør! Frihedens Skaal: Her har du boet blandt Fædrene gjæve; kjærlig som Moder du fostrede dem; end mellem os dine Altre sig hæve! Hellige Frihed, forlad ei dit ældgamle Hjem! Carl Johans Minde! Det uddø aldrig i Norge! En Skaal jeg vil udbringe for Norge og dets Drot! Thi lad Pokalen klinge for Norge og dets Drot! Mit Blod det skulde springe for Norge og dets Drot! Thi Vinen er for ringe for Norge og dets Drot! SIDE: 322 ENGELSKE TOASTER May good fortune ressemble the bottle and bowl, and stand by the man who can't stand by himself! Wine: the parent of friendship, composer of strife, the soother of sorrow, the blessing of life! A little health, a little wealth, a little house and freedom, with some few friends for certain ends, but little cause to need'em! Blest with content and from misfortun free, blest may we liwe and happy may we be! Health of body, peace of mind, a clean shirt and a dollar! Happy are we met, happy have we been, happy may we part, and happy meet again! Maids and young mens married, and soon so! Wifes and husbands happy, and long so! May all the sweets of life combine -- mirth and music, love and wine! May might never overcome rigth! May our looks never be at variance with our thougths! SIDE: 323 May a white man never have a black child! May good humour preside when good fellows meet, and reason prescribe when 'tis time to retreat! The three Generals in peace: General Peace, General Plenty, General Satisfaction! A cheerful glass, a pretty lass, a friend sincere and true! Blooming health, good store of wealth, attend on me and you! Life to the man, that has courage to lose it! and wealth to him, who has spirit to use it! The sea! the sleepless guardian of the world! Womans heart and womans smile! May we always possess the one, and be cheered by the other! May every man lose his nose, who only employs it to poke into other peoples affairs! My woman! your woman! but not every bodys woman! The three Generals in power: General Employment! General Industry! General Comfort! Justice to tyrants! Ritches to the generous Power to the merciful! SIDE: 324 LATINSKE SKAALER. Frater! clara voce cane: "Vivat Patria!" Vivat in æternum sane libera Norvegia! In sanitatem Regis, tutoris patriæ! In sanitatem legis nostræ Norvegiæ! Vivat Rex! Vivat Regina! Vivant Oscarus Halvvildhed boer endnu i de velsignede Dale, som vi kalde Menneskehedens Vugge; Fler- heden af selve Europas Agerdyrkere nyde ikke et høiere Liv, end det Plogen, som gjennemskar den mesopotamiske Slette, strax satte Menneskene i Besiddelse af; Urskogen forsvarer ikke blot i Amerika sin Plads, den suser endnu nær Europas Hjerte, og -- hvad der er en større Vildhed -- denne Verdensdeel bærer endnu babyloniske Despotier, hvis væsentligste Fortrin i Systemet (om det er noget) kun er det, som Bajonetmusketten har for Spydet og Buen. Naar Menneskeheden ikke er kommen længer, er der idet- mindste liden Tilfredsstillelse ved at ville udstrække Tiden over hiin imperativiskt afmaalte, som vi ikke engang ere istand til at udfylde med Begivenheder. Siden Chinesernes og Hinduernes Fordringer paa en Ælde langt udover vor Tidsregning, der i sin Udgang følger vestorien- talske Opgivender, ere blevne prøvede og underkjendte, er det især fra Persepolis' Ruiner, fra Grusdyngerne over en Kultur, der synes i Blomstring næsten ved Historiens Begyndelse, naar vi neppe have sluppet Noach afsigte, og gjennem det Denderahske Isistempels gigantiske og smagfulde Kolonnader man vil forlænge Fotnote: "Skabelsen, Mennesket og Messias", af Forf. SIDE: 327 Tidsperspektivet i det Uendelige. Det har forbauset, at ingen Historieskriver betegner Opbyggelsen af denne Stad, at Alle be- skrive den som i Forfald af Ælde. Og dog findes Dyrkredsen der, afpasset efter Ægyptens Beliggenhed, men Solens Stand- punkt betegnet hele syv Himmeltegn tilbage, saa det ikke har manglet paa Forfattere, som deraf have villet slutte sig til en Ælde for dette Mindesmærke af ikke mindre end 15000 Aar. (!) Vi indrømme, at dette Tempel i sin uhyre og gjennemtænkte Sammensætning, idet det i sine Forziringer fremstillede Astrono- miens Abstraktioner og Opdagelser, er en Historiens gigantiske Gaadesfinx; Denon, forud overmættet af Nedre- og Mellem- ægyptens Vidundere, kan ikke komme sig af sin Forbauselse foran disse Ruiner, om hvem en arabisk Forfatter (ved hvem vi dog ikke maa glemme, at Beduinerne fortælle, at Pyramiderne ere byggede før Adam) beretter, at Templet havde saamange Vinduer som der er Dage i Aaret, og saaledes anbragte, at et- hvert af dem var stillet paa en Grad af Dyrkredsen, saa at Solen hver Morgen kastede sine Straaler igjennem et forskjelligt Vindu Aaret rundt. Det er forbausende; allerede hvad der er sandt heraf er forbausende -- det Store og Skjønne i Proportionerne, Dyrkredsen, Ælden. Der er Grund til disse Spørgsmaal: "hvor- længe maa et Folk ikke have levet før det har naaet den Kultur- grad, en saadan Kundskab i Astronomien forudsætter? Hvilken en Række af gjennemførte, langvarige Iagttagelser maae ikke forudgaae et saadant, den dybsindigste, Videnskabs Resultat? Hvilken Magt, hvilket Overmaal af Hjælpekilder maa ikke en Statsbestyrelse have, som kan lade opføre saadanne Bygninger som hint Tempel og Dschemschids Pallads i Persepolis, og finde Men- nesker inden Nationen, der kunne udkaste og udføre Saadant? Disse ærefrygtbydende Mindesmærker vare de aabne Bøger, hvori Videnskaberne bleve lærte, Sædelæren forklarede og de nyttige Kunster foredragne. Alt udtalte, Alt aandede, Alt var besjelet af denne Aand. Dørindfatningerne, Krogene indeholdt endnu en Lærdom, en Forskrivt og alt i den underfuldeste Harmoni; den ringeste Forziring paa Bygningens vigtigere Dele fremstillede paa det mest levende det Abstrakteste i Astronomien. Maleriet forhøiede det Henrivende i Bildhuggeriet og Bygningskunsten, og udviste en beundringsværdig Rigdom, som hverken gjorde det Heles Simpelhed eller Værdighed Afbræk." SIDE: 328 Jeg dvæler længer, end Materien kræver, ved disse ophøiede Minder fra en forhistorisk Tid. De tiltrække Fantasien, og For- nuften sætter sin Ære i at udvide Kundskabernes Gebet, trænge Mulmet tilbage og forvandle Sandsynligheder til Sandheder. Men Historien har kun med disse sidste at gjøre, og tør ikke af sit Mod lede sig frem, som Kolumbus over Atlanterhavet, ved Gis- ninger; og for sine Kjendsgjerninger finder den Rum nok inden hint fastsatte Tidsrum. At Geologien finder, at det ikke strækker til for Jorden paa talløse Aarrækker nær, vedkommer, som sagt, ikke Menneskets Historie. At Hesiodus og Homer, ligesom og den urgamle Hjobs Bog, forudsætter Kundskab til Dyrkredsen som bekjendt paa deres Tid, viser kun, at Menneskeheden har talt tænkende Hoveder, over hvem Stjernerne ikke have bevæget sig og lyst forgjæves, inden den hele første Halvdeel af sit Liv indtil denne Tid. Thi omtrent et saadant Rum af 3000 Aar ligger imellem den antagne Skabelses Tid og disse Historiens Fædre; og inden det var der da Tid nok til, at Himmellegemernes ens- formige Bevægelser maatte blive bemærkede og iagttagne, og at Iagttagelser kunde knytte sig til Iagttagelser, indtil Uddannelsen af et System, som Præsterne bevarede inden sin Kaste og ud- dannede under et Liv, som ganske var indviet Spekulationen. Derimod, da der er mere end blot Sandsynlighed for, at den Oversvømmelse, som vi kalde den noachiske Syndflod, kun har været partiel for Sydasien og for Mellemasien mellem de syriske Bjerge og det persiske Høiland, ligesom den ogygiske, der har givet Archipelagus sin udskaarne øfulde Skikkelse, for Græken- land, Thracien o. s. v.; og da der er Beretninger, som det ikke er tilladt at forkaste, om at Agerbrug og forskjellige Kunster har fundet Sted før Syndfloden: saa er der Intet ivejen for at an- tage, at Chinesernes, Hinduernes og Æthiopernes Prætentioner paa en høiere historisk Alder -- fast at deres, navnlig de Førstes, mange Aartusinder kun tilhøre en Mythologi, hvis Begyndelse lader sig flytte uendeligt tilbage efter Fantasiens eget Behag, mens dens Ende stikker langt op i en Alder, der for andre Folkeslag, som ere beskednere i sine Fordringer, forlængst er historisk -- forsaavidt ere grundede, som Menneskeheden østen og vesten for de oversvømmede Lande har kunnet uforstyrret fortsætte sin Udvikling, og saaledes pludselig fremtræde med en forbausende Overlegenhed i Kultur ved Siden af de vildere, efter Oversvøm- SIDE: 329 melserne sig møisommeligt oparbeidende, Folkeslag, der siden centralisere Verdenshistorien i sin egen. Men at en Forfatter [fotnotemerke] af Solens Standpunkt i Stenbukkens Tegn i Denderahs Dyrkreds, hvorimod dens nærværende er 7 Tegn derifra i Jomfruens, vil godtgjøre, at dette Mindesmærke om en allerede vidtdreven Kultur har en Ælde af 15000 Aar, er en Konjektur, det gavner lidet at nedrive eller at forsvare, saasom det beskednere Tidsrum, vi indskrænke os til, er tilstrækkeligt til at forklare os hvert enkelt af Menneskehedens første og senere Trin til Kultur. Engang kommen til et vist Punkt, udvikler den sig hurtigt. Den ene Op- findelse rækker den anden Haanden; og Menneskene i et Folk, der engang er kommet til Bevidsthed som saadant, behandle Samlivet som et Materiale, der idelig maa forbedres og pyntes paa. Og Dette er gaaet saa hurtigt, at man, blændet af de ældste Staters, formedelst Historiens Mangelfuldhed, tidligsynende, stor- artede Glands, har for Alvor opkastet Spørgsmaalet, om deres Kultur ikke i de allerfleste Maader lader sig sætte ved Siden af de Nyeres, hvilken udgjør vor egen Stolthed. Men det vil netop være Kulturhistoriens Øiemed, at vise, at Fremskridtene stedse have været fortsatte, at ethvert har været en Erobring, Efterkommerne ikke have kunnet give Slip paa, og at Tiderne arve hinanden. Kultur eller Civilisation er en vis Grad af Fuldkommenhed i Menneskenes aandige og selskabelige Tilstand. Dens Øiemed er at gjøre Menneskene til hvad de skulle være d. e. humanisere dem. Dens Modsatte er Raahed, der med eet Ord omfatter de Omstændigheder, som udgjøre en Mennesket uværdig Tilstand. At hæve sig ved egne Anstrængelser udover denne, at forbedre sine Kaar, hører til Menneskets oprindelige Anlæg; om Noget i dets Natur kan kaldtes Instinkt, maa det være Tilbøieligheden til denne Bestræbelse. Et Folk er kultiveret i samme Forhold, som det har udviklet sine Evner, forfinet sine Sæder, og vidst at gjøre sig Livet bekvemt og skjønt. Kulturen omfatter saaledes Oplysning, Forfinelse og Kunstfærdighed, og er Indbegrebet af de herskende Ideer og selskabelige Indretninger i et Folk, nuanceret af dettes Eiendommeligheder, Nødvendigheder, Næringsveie og Fotnote: Gelpke. SIDE: 330 Bopæl. Et kultiveret Folk maa da besidde en mild og lys Religion, der ikke begunstiger Overtroen, fornuftige Sæder, retfærdige, ikke grusomme Love, Agtelse for Folkeretten, Institutioner for Opdra- gelse, Videnskabelighed og Kunster, Handel, Kunstflid og Ager- brug. Dette sidste er conditio sine qua non; thi Aandsudvikling, som frembringer disse Kulturens Fænomener, eller Tilfredsstillelse af de høiere Behov, kan først finde Sted, naar der er sørget for det fysiske Velbefindende, og dette sikres kun ved en regelmæssig Agerdyrkning, der igjen har som nødvendige Følger, faste Bopæle, Bygningskunst, flere Haandværker, Dyravl, Vandledninger, Eien- dom, Jordens Udstykning, Arbeidets Fordeling, Forhold mellem Herre og Tjener, Produkternes Forædling, deres Kjøb og Salg, Distriktsinddelinger, Beskyttelse ved Love og Regjering. Er saa- ledes det politiske Legeme, som vi kalde Stat tilstede, saa stræber dette mod sit Maal: det almindelige Bedste, den selskabelige In- teresse, og denne Bestræbelse er dens Fremgang og Udvikling igjennem Kulturens Grader. Da man dog selv hos de vildeste Folkeslag træffer Spor af en Slags Guds- og Aandetro, da den australske Papua dog har sin Bue, og Pescheræen sit Fiskesnøre til at vinde sin Føde med, og Alle dog føre et Samliv i vandrende Hytter, hvor Ilden blusser (og dens Brug er ogsaa en Opfindelse) kan man vel i strengeste Bemærkelse sige, at intet Folk er ganske uden Kultur eller Forbedring i den selskabelige Tilstand; men disse Omstændigheder maae, ligesaavel som et Sprog, forudsættes som simple, nødvendige Slægtsmærker for Mennesket, hvorved det adskiller sig fra Dyret. De danne ikke engang nogen Be- gyndelse til Kultur, saaledes som vi maa fixere dette ubestemte Begreb, og Brug af Vaaben, Ild og Bedækning har kun til Øie- med at opholde, ikke at forædle Tilværelsen. Efter unævnelige Tider har dette ikke bragt Mennesket i Nyhollands Skove udover Urtilstanden; og der ligger Ørkener af Elendighed, som vi ikke vide opfyldte med Beskjæftigelser, der hensigte til nogen Forbed- ring i Tilstanden, imellem denne og Kulturens Begyndelse. Rød- derne dertil ligge vel altid under Jorden -- Muligheden og Nød- vendigheden af, at den engang vil udvikle sig, er altid tilstede -- men sin første synlige Kime skyder den først frem inden Noma- dens Kvægindhegning, og naaer kun Frodighed i Ly af Ager- dyrkerens faste Huusvæg. Men hvor Naturen selv sørger for Menneskenes Fornødenheder, har deres Evne saa faa Drivfjedre, SIDE: 331 at de gaae istaa ligesom en henlagt Mekanisme. Saadanne forblive indesluttede i den snevreste Virkekreds; da Fremtiden ikke be- kymrer dem, opstaaer en Ufølsomhed og Sløvhed, som lader dem forblive ved det Nærværende, og da de ikke trænge til fremmed Hjælp, kommer en Uselskabelighed til i Karakteren, som endnu mere fastholder lige indtil vore Tider disse ulykkelige Racer paa det laveste Trin -- ikke af Kultur, men af Vildhed -- paa et saa lavt, at man kan tvivle om deres Broderskab med den øvrige videre komne Menneskeslægt, f. Ex. om Nyhollænderens, der halv- død af Hunger graver paa Kysten efter Muslinger, Rødder og op- skyllede Fiske, med Britten, som paa sit Dampskib farer der- forbi, eller Franskmanden, som daguerreotyperer ham i Minutet saaledes som han ligger der. Menneskenes Samliv, fremkaldt ved Drift dertil, lokale Forhold, Mængdens Tilvæxt, Nød og Farer, har affødt Kulturen; dens Ret- ning og videre Fremvæxt betinges af Klimat, Jordbund, Beskjæf- tigelser, foregaaende Begivenheder, overordentlige Menneskers Indflydelse paa sin Tidsalders, og mange indre og ydre Forhold. Det isolerede Menneske hæver sig ikke ud over de Maalløses Masser, og der gives ingen elendigere Skabning. Paa sit laveste Punkt, i en Urtilstand kjendte Mennesket kun Sandsernes Til- fredsstillelse, ingen anden Regjering end Mavens, der tyraniserede det ved Hungeren. Siden da Samfundet ordnede sig, og Nogle maatte arbeide for Andre, der saaledes bleve fri for at sørge for sin Underholdning, begyndte disse at sørge for Aandens. Medens Hyrderne bevogtede Hjorderne, gjorde deres ledige Herrer de første astronomiske Iagttagelser, og Sagnet om at de første Ideer om Musik skrive sig fra En, der af Kjedsomhed lyttede til Slagene af en Hammer, lærer, enten det er sandt eller ikke, det Samme. Naar der er sørget for Underholdningen, der har det naturligt prioriterede Krav paa al Kraftanvendelse, begynder Aanden at søge noget Høiere end det, den finder for sig, og indtager sit naturlige Herredømme over den blotte Sandselighed i samme Øie- blik, den føler sig istand til høiere Attraaer og Glæder. Nød- vendigheden af denne Nydelse skaber da Videnskaber og Kun- ster, navnlig de skjønne, og i dens Umættelighed er Beviset for Aandens Ypperlighed. Utrættelig, Trin for Trin, arbeider den imod en Fuldkommenhed, som den skimter i dunkel, om end ikke haabløs, Afstand, og denne Anstrængelse lønner sig selv, SIDE: 332 idet Forraadet bestandig voxer, fordi Naturen aldrig kan ud- tømmes. I samme Forhold, Menneskene ikke have levet afsondrede, har Kulturen udviklet sig. Dens Urhjem er de tidligst velbefolkede Lande, Eufrat-, Ganges- og Nilsletterne; og i de menneskevrim- lende føniciske og græske Kommunalstater skjød den tidlig i en saa fager Blomstring, at Paradoxen, at Nutidens europæiske Stater neppe har naaet den, mere end engang har ladet sig høre fra Lærde, som blændedes af dens Glands og derfor vare blinde for sin egen Tid. Men denne lærer dog tilvisse, at den staaer paa Oldtidens Skuldre, og saaledes er høiere, at dennes Kulturgevin- ster ikke ere gangne tabt, og at dens Spor ikke optrædes paany i en Cirkelgang, men fortsættes paa den endeløse Bane mod Fuldkommenheden. Individerne, Folkene døe; men Slægten er udødelig, og opgiver ikke den Plads, den engang har vundet, de Mærker, den engang har antaget. Engang udtraadt af Naturstan- den eller af en lavere Kulturgrad, er ingen Tilbagegaaen mulig. Den engang erhvervede Kultur er det karakteristiske Mærke, det moralske Fysiognomi, en Nation antager. Ligesaa bestemt som dens fysiske, gjenkjendes den i Folkets Tænke- og Levemaade og Institutioner ligesom dets fysiske Typus mangfoldiggjør sig i dets Millioner. Undertrykkelse og andre Ulykker kan bevirke en Tilbagegang hos det enkelte Folk, som saaledes gjentager de mange tilsyneladende trøstløse Skuespil af en Kulturs møisomme Fremspiren, kraftige Væxt, blomstrende Kulmineren og hurtigt henvisnende Forgaaen; men den modne Sæd er allerede afrystet: den Kultur, det havde, er ved Efterlignelsesdrivten bleven Erob- rerens Bytte, eller Naboers, som indfinde sig paa de øde Tomter ligesom Udflytterne fra Israels Riges paa Juda Riges forat blive monotheitiske Samaritaner, og berøves saaledes ikke Menneske- slægten i det Hele. Babylonierne og Ægypterne kunde blive Persernes Slaver, men ikke i sine Handelsstæder og hævdede Agerland Nomader paany. Deres Stater kunde forgaae, men Perserne lærte mere under Babylons Erobring, end at skatte dets Purpur og hængende Haver, og China indforlivede hurtig i sin Kultur sine tartariske Erobrere. Stedse blev Kulturens Basis videre ved ethvert Forfald. Ruinerne af dens hist og her ned- brudte Tempeltinder bleve ikke liggende, men reistes paany i herligere Mindesmærker om den rastløse Menneskeaand. Hellas SIDE: 333 arvede Orientens Kultur, Rom Hellas' imellem Athens og Korinths Ruiner, Europa Roms, og Alverden skal engang besidde Europas. Men endnu er der visselig langt frem, og dette Sidste er maaske formeget sagt. Terrestriske Omstændigheder ere tvingende, og Belter lade sig udpege, der vel tilstede Mennesker, men ingen Kultur i vor Bemærkelse, at leve. Dette er saa; men disse Belter kunne derfor hæve sig og ingen partiel Tilbagegang i Kultur er længer mulig; ingen fatalistisk Nødvendighed deraf at frygte. Her- der siger idetmindste, "at det er intet Sværmeri at haabe, at hvor- somhelst Mennesker boe, skal der engang ogsaa boe fornuftige, billige og lykkelige Mennesker -- lykkelige, ikke blot ved sin egen, men ved deres hele Broderslægts almene Fornuft." Saa fast en Konstitution, som de telluriske og klimatiske Forhold synes at have antaget -- hvorom en Sammenligning mellem de nuvæ- rende og en Forverdens opdagede Levninger af Væxter og Dyr overtyder -- kan Menneskeheden paaregne en Levealder, der er tilstrækkelig for Kulturens ideale, men naturlige, Øjemed: at ud- bredes over hele Menneskeheden. I Forhold til det Store heri og den Tid, som vil udkræves dertil, kan Kulturen kun siges endnu at befinde sig i sin Ungdom, men i sin feireste og frei- digste, i den, da Intet synes Ungdomsmodet for svært; thi den er bleven sig bevidst, at al Jordens Slægter tilhøre den. Kulturgraden have vi fremhævet mellem et Folks Eiendomme- ligheder; derfor kan ethvert have sin og intet omsider befindes udelukt. Vi have havt Exempler paa en indiansk Kultur i Mellem- amerika; men vi kunne ogsaa tænke os en ostiakisk eller eski- moisk uden at derfor Ishavets Slette behøvede at optøe. Kristen- dom og Kolonisering vil udrette Dette med Tiden, og meddele disse Hyperboræer saameget af en Kulturs Lys og Varme, som den Levemaade, der betinger Tilværelsen i saadanne Strøg, kan tilstede. Det er kun saaledes de terrestriske og klimatiske For- hold ere tvingende. De diktere Nærings- og Levemaaden, og denne giver Kulturen sin Farve. Men hvorfor skulde Eskimoen "Nangasipatak", der hører til et Folk, som har megen naturlig Humanitet, eier 700 Rener og mange Kajakker til Sælhundefangst, ikke kunne læse, besidde adskillige Kundskaber og Sands for at boe i et renligt og bekvemmere Telt? Dette vilde, om end Elen- dighed for enhver Anden, være eskimoisk Kultur; men ikke om Eskimoen gav Slip paa Skindvamsen og Kajakken, og derved paa SIDE: 334 den Region af Jorden, han beboer, og som maa have Fortrin i hans Øine, siden "Innuits", "Mennesker" i egentlig Bemærkelse, efter hans Sprog boe der. Men derved var kun Terræn af Sjele tabt for Kulturen, som udstaker sig, saalangt Menneskene kunne boe, den Bund, den siden vil dyrke, og forjetter Alle Muligheden af en menneskeværdig, om end i sine Strøg fattigere, efter disses fysiske Evne afpasset, Tilværelse. Nationer der af sine Landes Natur ere henviste til Nomadelivet som Hyrder eller som blotte Jægere, der endnu staae lavere paa Kulturstigen -- og en saa- dan Natur har betydelige Strækninger af Jorden inde -- ere saa- ledes ligesaavel kaldede til Kultur som de mere begunstigede, men kun til en, der kan være dem tjenlig og bringe Ørkenen og den øde Høislette endnu mere under deres Aag. Folk, der maa afkjæmpe en ugunstig Natur Tilværelsen, er en Forbedring i denne allerede en Kultur; og forsaavidt de have naaet nogen saadan, ere alle disse Nuancer af Barbarer og Halvbarbarer allerede ind- traadte, som udfylde Rummet imellem Vildhed og Kultur i euro- pæisk Bemærkelse. Det er isærdeleshed efter de karakteristiske Næringsveie man afgrændser disse Inddelinger af Menneskeheden. Ved Vilde for- staaes, efter en gjængs Definition, Folkeslag, der ikke kjende til Kvægavl eller Agerbrug, men leve af Jordens frivillige Frembrin- gelser, af Fiskeri eller af Jagt. Og saadanne Vilde gives der vistnok under de mest modsatte Zoner; men forøvrigt er Defini- tionen lidet adækvat paa de fleste Folkeslag som fortjene Navnet. Hvor faae vi en betegnende Benævnelse for Sydsøinsulanerne, som i al sin Vildhed dog kjende Jorddyrkning og Opavling af de faa Dyr, Naturen tilsteder dem at faae under Hævd, naar det næste høiere Kulturnavn -- Barbarens -- tilhører Folkeslag, som ikke kjende Agerdyrkningen eller kun drive den undtagelsesviis, og som dog, indskrænkede til det vildere, omvandrende, Jæger- og Hyrdeliv, saasom Tartaren og Beduinen, hævde en meget høiere Kulturrang? Og forfølge vi Stigen gjennem de halv oplyste Folke- slag, som have faste Bopæle og Agerbrug, og ikke ere ukjendte med Handel og de nødvendigste Haandværker, men dog hverken kjende Kunster eller Videnskaber, og til de heeloplyste eller kulti- verede Nationer, som forbinde Agerbrug med udbredt Handel, SIDE: 335 Kunster og Videnskaber, og udmærke sig ved sine borgerlige, politiske og religiøse Forfatninger: saa maa vi tilstaae, at det Vaklende og Ubestemte i disse sædvanlige Definitioner ikke af- tager. Yderpunkterne -- en Urtilstand og en europæisk Kultur, -- ere markerede, men Regnbuens Farver smelte ikke umærke- ligere over i hinanden end de mellemliggende Tilstande. En forfinet, silkeklædt Chineser, som, i Besiddelse af Konfu- cius's Fornufttro og alle Livets Bekvemmeligheder, fra sin por- cellæntækte, med skjønne Vaser prydede, Pavillon seer ud over det umaadelige, havedyrkede Land med dets skibbedækte Floder, vilde imidlertid høiligen protestere imod en ideal Forrang for den europæiske Kultur, idetmindste for det af mongolsk Race besatte Asiens Vedkommende. Han vilde nok selv være Forbilledet for Tartaren og Jakuten; ja han skulde, for vore egne Lappers Ved- kommende, kunne strække sine Prætensioner ind i Europa. Og visselig der er en asiatisk, i Meget ganske eiendommelig, Kultur med to Kulminationer: en østasiatisk eller braminsk, repræsen- teret af Chineser og Hinduer, og en vestasiatisk, muhamedansk, repræsenteret af Tyrker og Perser. I Afrika kulminerer en eien- dommelig Negerkultur i Sudan og en indtrængt arabisk-muhame- dansk i de nordlige Kystlande. I Amerika er det samme For- hold tilstede imellem Levningerne af den mexikanske og peruanske Indigenatkultur, som i Araukanerne har opbevaret sig friskest, og den europæiske koloniserede, som ogsaa paa Sydsø-Øerne traf paa noget, der kunde kaldes australsk Kultur. Og enhver af disse Kulturarter fremhæves i sin Glands inden sin Verdens- deel af de samme Modsætninger af i hinanden overgaaende Halv- kultur, Barbari og Vildhed. Men vi maa maale med vor egen Alen. Mod den europæiske Kultur er enhver anden, om end i Spidsen for flere Millioner end Europas, kun en Halvkultur; og de erkjende alle stiltiende, ved at optage de vigtigste af dens Opfindelser, dens Overlegenhed, om de end have Afsky for dens konventionelle Sæder. Thi i dette Punkt har Klimat, Tradition og Religion saa overordentlig meget at sige, og Forfædrenes Vaner, hvorunder en fornuftig Hensigt som oftest ikke lader sig miskjende, bliver helligere gjen- nem Slægterne, og betragtes af disse medrette som deres Private, SIDE: 336 de selv bedst maa vide, om de finde sig tjente med. Kulturens Forjettelse, at det Bedste vil vinde Seier, maa indrømme Sæd- vanerne, at det Gode dog vil bestaae. Lyset gaar forud for Varmen. Oplysning forud for Udbredelsen af Kultur. Mangel eller Besiddelse af Elementærmidlerne til Op- lysning og deres Brug og Grad af Fuldkommenhed tør da afgive sikkrere Kriterier paa Kulturgraderne, end Næringsveiene. Den Europæer, som ikke kan læse, er, med alle sine mildere Sæder, ikke saa kultiveret som den Oriental, der kan det. Middelalderens Geistlighed styrede Nationerne, fordi de vare de eneste, som for- stode Skrift, hvorigjennem al Kundskap og Erfaring opbevaredes for Slægterne og Oldtiden saaledes ikke var gaaen tabt for dem som for Massen. Petrisædets Lyn var Polarisationen af denne Kasteoplysning, Funken af dens elektriske Følsomhed for sin na- turlige Herskermagt, hvis Antastelse i eet Punkt bragte den hele Kjæde i Virksomhed og til Slag i sit Udladningspunkt. Hvad Geistligheden var i Europa, er Europæerne i Verden, som de beherske ved ingen anden Magt end Oplysningens aandelige Over- legenhed, og hvor de Hvide betragtes af de Farvede med had- blandet Ærefrygt som dæmoniske Væsener, eller omtrent som Middelalderens Lægfolk ansaae disse Munke, der gik ut og ind i Slottet som i Hytten. Kulturens største Kjæmpeskridt er Skrivekunstens Opfindelse. Den er conditio sine qua non for Oplysning, og denne for Kultur, naar derved ikke blot forstaaes enkelte Færdigheder til at vinde Livsopholdet ved. Skrivekunsten er Vildhedens Grændse, det eneste paalidelige Mærke om dens Ophør. Folkeslag som ikke kjende den, kalde vi Vilde, uden Hensyn til øvrige Fortrin; Folke- slag, som besidde Skrivekunst, Halvkultiverede; og Folkeslag, i fuld Besiddelse at dens Fuldkommengjørelse i Bogtrykkerkunsten, Heelkultiverede. Dette er, hvad den fuldkomnere Bogtrykkerkunst med bevægelige Typer angaaer, hidtil kun Tilfælde med Euro- pæerne og deres Kolonisationer, saa "Heelkultur" og "europæisk Kultur" falde sammen i Begrebet. Men efter denne Linjeoptrækning bliver Oldtidens høieste Kultur kun Halvkultur? Javel, men ikke derfor Barbari; thi Lovgivningen -- enkelte Geniers Værk -- beherskede Sæderne, og Naturen kaldte Hellas's og Hesperiens Beboere tidligt fra en raa Leve- maade. Men Mængden nød kun en Halvkultur, fordi Midlerne SIDE: 337 til at udvide denne hverken rak eller strak til dens Behov, om de end vare nok til at berige og uddanne Platos, Zenofons, Cæsars og Ciceros herlige Aander. Geniet har en medfødt Kultur; det bliver frugtbart ved ringere Hjælpemidler, og Datids haandskrevne Bibliotheker gjemte allerede Viden og Næring nok for Aander, der, som de nævnte, besad saamegen personlig Kultur som Nogen af vore Dages Filosofer og Skribenter. Men naar vi kalde det Folk kultiveret, som er i Besiddelse af Skrive- og Bogtrykkerkunst som de nødvendige Midler til Al- meenoplysning og deraf følgende Forbedring i det offentlige og private Liv, saa mene vi dog derfor ikke, at alle dets Individer ere forædlede Væsener; men kun at de have Anledning til at blive dette, til at uddanne sine Kræfter og Anlæg, og at et be- tydeligt Antal virkelig benytter denne og nyder Fordelene deraf, og lægger for Dagen en Stræben efter Fuldkommenhed og Lyk- saliggjørelse af egen og Medmenneskers Tilstand, som er Sam- livets øverste Tendents og en Drift i Sjelen, der er dens inderste og helligste, Længsel efter det Himmelske, nærmest beslægtet. Kulturen synes at være Kunst, at tilhøre Hovedet, Fornuften, alene; men det er kun som Floden, der, naar den er bleven stor og indstængt inden Kvaderkaier, faaer en Kanals Udvortes. Lige saavist som dens Kilde springer i Hyrdens afsides Dale, ligger Kulturens i det menneskelige Hjerte. Det har Tendenz til Kultur; -- selv med ringere Evner vilde Mennesket være kul- tiveret og selskabelig dannet. Det besidder en naturlig apriorisk Kultur, som det er Kunsten at bevare under den senere Ud- dannelse. Dette er det ægte Menneskelige, Humanitetens Aroma. Bibelen er naturtro, naar den viser Humaniteten allerede i Knop imellem Edens Roser. Mythen om de første Menneskers Uskyldig- hed betyder ikke andet end denne Blidhed i en Vildhed, som kun var Uerfarenhed, og at tillige en Tendenz til en saa rolig og mild Udvikling som Blodets Vallen i deres Aarer var over- veiende hos dem. Kultur er saaledes ingen Fjernelse fra den menneskelige Natur, men dens nødvendige Udvikling. Sandseligheden attraaer et be- hageligt og bekvemt Liv, Haanden har Anlæg til Kunstfærdighed, Aanden til Oplysning og Moralitet; og Kultur er Produktet af SIDE: 338 disse Udviklinger. Selv Forfinelsen, som ved mange latterlige Særegenheder, der skeje ud fra det Naturlige og Hensigtsmæssige, har afgivet Skingrunde for det Modsatte, har sin Grund i natur- lige Følelser. Eva var ikke gammel i Paradiset før hun tænkte paa Figenbladet, og Verdensomseilerne traf kun faa Insulanere under de hede Zoner, som ikke kjendte Beltet. Høflighed eller Erkjendelse af Andres Fortrin eller blotte Menneskeværd er, lige- som Ærbødighed for Alderdommen, en naturlig Følelse, og findes selv paa et lavt Kulturtrin; men det er Despotismen, gjennem- ført i sine Konsekventser igjennem Stænderne, som har gjort den saa overdreven hos Chinesere og Japanesere. Raae Folk, som f. Ex. de nordamerikanske Indianere og Beduinerne, lægge ved vigtige Leiligheder megen Værdighed og Anstand i Tale og Op- førsel for Dagen; og den samme Utvungenhed og Naturlighed i Anstanden kræves af høi og sand Kultur. Kun ydre Omstændig- heders Accumulation, Hindringerne for denne Udvikling bragte Blodet til at bruse, Udviklingen til at standse, forvildes og bryde som Strømmen mod Stenene. Og saaledes indtraadte da Vild- heden saaledes som vi kjende den, ikke Uskyldighedens, upara- disisk i Paradiser. Ikke fra Cains Hjerte kom Mordslaget først og oprindeligt, men fra Konflikter imellem Brødrenes Interesser, fra en Reflexion over ulige Kaar, over Lykke og Ulykke, som denne Nummer To af Jordens Tænkere ikke kunde klare. Men hin paradisiske Uskyld har ethvert Barn. Den overveiende Ten- dents til ad gode Veie at blive hvad det kan, skinner igjennem dets milde Træk. Men Livet tillader ikke, at det gaaer saa stille og vel til. Det opdrager Barnet, som Vinden opdrager den unge Misteltein af en Rogn til Slankhed og Myghed, under Farer for at knækkes eller kroges. Det har en anden og kraftigere Op- dragelse end den, hvortil Hjertet har Tilbøielighed, og hvis bløde Træk hurtigere udslettes. Ligesom Menneskeheden, gjennemlever Mennesket en Vildhed, som Lidenskaberne tatuere; men under det formørkede Aasyn, selv under en Forvildelse, som ikke vil ophøre, findes hin prototypiske Tendenz til en Udvikling ad blidere Veie end dem, Mennesket har maattet gaae, ad bløde og yndige som Edens Stier. Det er den, som fremsvulmer i den taarebristende Vemodssky, som ofte uvilkaarligen fylder Tyran- nens Øie. Den forsvinder aldrig ganske; den synker tilbunds, og kan sees i klart Veir. Det ophøiede i Nordamerikanerens, SIDE: 339 det Elskværdige i Otaheiterens letsindige Vildhed, det Vemodige, som zittrer under Europæerens Forbrydelser, er uvilkaarlige Frem- brud af denne naturlige Ædelhed, som er den altid vedhængende Paradismuld ved Perfektibilitetens Rodtrevler. Men selv om vi fornegtede denne Tro, hvis Bekjendelse gjen- tages i ethvert Barneaasyn og første Yttringer af Fornuft og fandt de koldhjertede Anskuelser rimeligere, der skildre Mennesket som et vildt Dyr fra Begyndelsen af, der kun har Nøden, Ego- ismen og sin Organisation at takke for hvad det er -- selv om vi fraskrive Menneskehjertet, den indre Gemytlighed, al Andeel deri -- er det dog i mange Henseender Culturens Opgave at synes tilbagevendt til Naturen, og det ikke til en blot ideal, men til en reen menneskelig, saaledes som den virkelig fremtræder i ædle Personligheder, ja som Nationaltræk. Ligesom man af Kunstrytteren fordrer Araberens Ugenerthed i hans Præsta- tioner, kræves af den sande Kultur Naturens ædle Gediegenhed i selve dens Forfinelse, der kun skal være det ædle Metals Politur. Forfinelsen eller Sædernes ydre Kultur er det Første, som falder Iagttageren i Øinene, og hvorefter man oftest bedømmer en Na- tions hele Standpunkt i Kultur. Men denne har intet usikkrere og troløsere Fysiognomi. Paalideligere er da dens andet Janus- ansigt Dannelsen eller Smagens Kultur, men som er vanskeligt at see med et upartisk Øie. Forfinelsens ideale Øiemed overalt skulde være at lade Samfundslivets Dyder vise sig i den be- hageligste Skikkelse, at forskjønne det, mildne dets Konflikter og tilhylle Lidenskabernes fremstikkende Udkanter; men det er en Fordærvelse, som ofte har udbredt sig fra Hofferne til Folket og besmittet Nationalkarakteren, naar man har troet at erstatte Moralitet med Forfinelse, Sædelighed med Sæder, det Væsent- lige med Skinnet, eller endog den blotte Dannelse med endeel Smidighed i Omgang og Ziirlighed i Udtryk. Til en vis Grad, der holder sig inden det Naturlige, og ikke tilintetgjør andet ved Menneskenes Individualitet, end det Stødende derved, kan en kultiveret Nation heller ikke undvære denne Kulturens yderste Udblomstren, hvis skrøbelige Flor dog yder Menneskene et Ly, hvori de kunne nærme sig hverandre og bekjæmpe hverandres Anskuelser uden at Selskabets Fred derfor brydes. Forfinelsen har da næsten Karakteren af en Kulturens Opfindelse for at be- SIDE: 340 hageliggjøre Livet, af en Overenskomst om det Konventionelle, vilkaarlig og forskjellig hos de forskjellige Folkeslag og tilhørende de høiere Stænder udelukkende. En hollandsk Matros, der kommer til Kanton, er ikke mere forfinet end den Chineser, han tusker med paa Kaien, og Kapitainen kan som Europæer være mindre forfinet, end den Mandarin er som Chineser, han har at hen- vende sig til forat see sin Forbindelse med Landet aabnet. Men Matrosens europæiske Kultur lader sig ikke besnære af de Grunde, som hos Chineseren forsvare Børns Udsættelse; han kan ikke finde Klumpfodede smukke eller som Japaneseren nogen Fyldest- gjørelse i at skjære sin egen Bug op, naar man er bleven føle- ligen fornærmet. Men Europæeren maa ikke le for høit ved dennes Vanvittighed; thi undersøger han hvilke Følelser, der be- virke den, finder han, at det er den samme Modbydelighed for at leve som fornærmet, der lader en Europæer fordre Fornærmeren ud paa Liv og Død. Ligesaa usikkert et Mærke paa et Folks aandige Kultur, som Forfinelsen er, er den ogsaa paa dets moralske. Den betegner heller med sin stereotype Etikette ved Hoffet, sine Moder, Ma- nerer og Talemaader imellem Folket, Nationalkarakteren i dets Klasser udenfor dets egentlige Masse. Den moralske eller Hjertets Kultur kan hos et Folk kun be- dømmes efter dets Nationalskikke, Love, Straflove, og enkelte frivillige Foretagender. Spaniolens og Brittens koleriske Tem- perament har gjort grusomme Dyrkampe nationale; og ikke blot den raa Pøbel, men mandlig og kvindelig Noblesse samles om disse nedværdigende Skranker. I Middelalderen fandt i mange flere Lande lignende Skuespil og Skikke Sted, hvori Tidens Gru- somhed afspeilede sig; og det samme var Tilfælde med Straffe- lovgivningen, der overalt grundede den kriminelle Proces paa Torturen, og var uudtømmelig i at opfinde og fastsætte Pinsels- straffe. Afskaffelsen af Saadant, Kravet paa at Staterne skulle øve de samme Dyder, som fordres af det enkelte Menneske, antyder en Forandring i Tænkemaaden til det Bedre, et Fremskridt i sædelig Kultur. Vi lære fra Barnsbeen at tænke os denne i sin Fuldendthed under Patriarkernes Telte -- og visselig den kan findes i høi Reenhed hvor liden aandig er tilstede -- ; men bød Abraham de Fremmede ind i sit gjæstmilde Paulun, saa er et større Telt SIDE: 341 aabnet for den undertrykte og for sine Brødre hidtil mest fremmede Del af Menneskeheden i de europæiske Nationers Ophævelse af Slavehandelen, i Bibelselskaberne og de mange velgjørende Foreninger, som karakterisere vor Tidsalder som ligesaavel fremadskridende i moralsk som aandig Kultur. Til denne sidste tages dog især Hensyn ved Bedømmelsen af en Nations Kultur i det Hele; den dokumenterer sig af Literatur, Forfatning, Indretninger og politiske Begivenheder; og selv den selskabelige Sædelighed udledes af den, ikke af den moralske Kultur, som kun gjøres til et religiøst Postulat, en forudsat Be- tingelse; men paa hvis Ikkenødvendighed for at være kultiveret man opstiller de Nationer, som lyse mest i Historien, og de store fordærvede Hovedstæder som Exempler. Men disse Omstændig- heder, som ikke staae til at negte, bevise kun hvormeget der altid har manglet ved Kulturen, at dens Hoved vel har været tænkende, dens Haand kunstfærdig, men dens Hjerte svagt, og at dens Værd for Himlene eller for Menneskenes tilkommende Bestemmelse er mindre end for Jorden. Et Taarn forbauser ikke Englens Blik, der boer i høie Himle; Hjulets Dundren opvækker ei de Himmelskes Beundren, der see utalte Verdners Mekanik. Men for Rousseauens Hjerte de sig bøie, Beundring straaler i Serafens Øie. Vi maa have Verden for Øie saaledes som den er. Jean Jacques saae ikke godt igjennem sine følsomme Taarer, og de kolde Blik, som, med Foragt for Menneskeheden, troede paa ethvert Punkt i Historien at træffe denne paa Mølleøgets Gaa- en-i-Ring, saae ikke bedre. To af de geni- og følelsesfuldeste Historikere, Herder og Schlözer, som dog ikke har seet de sidste Frugter, Tiden har baaret for Menneskehedens Kultur, ere begge komne til Overbeviisning om, at Menneskeheden kun er et Helt, som fra sit Første af ved Selvdannelse, der er al Naturens Grund- lov, har fortsat sin Organisering, og vil fuldkommengjøre den, og at denne Menneskeslægtens Forædling ved sig selv er Livskimen i vor Histories hele levende Legeme. Menneskeheden har vundet Noget i sit møiefulde Liv, som ikke kan gaae tabt og er fælles SIDE: 342 Eiendom, omendskjønt den endnu kun, ved Erhververnes Forret, besiddes af enkelte af dens Dele. Det er Kulturen i sin nær- værende Skikkelse, Udbyttet af Menneskehedens Liv, Resultatet af al Historie, al Tænkning, al Anstrengelse, alle Forsøg, Opfin- delser og Opdagelser, saaledes som dens Fordele besiddes og nydes af Europas fortrinligste, og alene derfor fortrinligste, Na- tioner, for, ved det Herredømme, disse derved nødvendigvis er- holde, at tilflyde Alverden. Forladende de Egne hvor den først kom i nogen Blomstring, har den stedse fortsat sit Liv ligesom Baniantræet, der vandrer udover Marken paa sine rodskydende Grene, slippende nogle, der hensmuldre, forat tage desfastere Fodfæste med de andre. Fød til sin nærværende Storhed med Menneskeheden, har dens Barndom overlevet Ninive, Babylon og Memfis; og ingen Rystelse, som har søndret Riger ifra hinanden, har kunnet række til dens Grund eller mægtet andet end at mørkne og bevæge dens Overflade. Den chinesiske Selvhersker, som lod ødelægge sit Riges Bøger og straffede enhver aandig Virksomhed med Døden, og det alexandrinske Bibliotheks Hero- strat maatte have ødelagt Menneskeheden til sidste Mand, om de vilde have standset Kulturen. Denne kunde, om Ødelæggelsen end havde rammet alle Bøger, ikke døe med de skrevne Fortæl- linger om de Begivenheder, som havde havt Indflydelse paa den, eller med de opbevarede Teorier til den Praktik, som havde gjort Landene blomstrende og Stæderne prægtige, og nu forlængst var Tradition og nedarvet Færdighed. I Oldtiden indskrænket til enkelte Lande, i Middelalderen til enkelte Stænder, indtager den europæiske Kultur nu en Verdens- deel, befolket af de dristigste Mennesker med den stærkeste Fore- tagelsesaand, har koloniseret sig overalt og antaget en universal Karakter. Græsk Kultur gjorde Ausoner og Sikuler til Grækere, romersk Gallere og Lusitaniere til Romere; men den europæiske Kultur kultiverer den øvrige Menneskehed, indlemmende i sig aar- lig Millioner ved at meddele dem sine Kundskaber og Opfindelser, uden at opholde sig ved at modellere deres Sæder. Det Eien- dommelige i disse vil bestaae, men det Vilde forsvinde endog uden Antagelse af Kristendommen. Det er ikke saameget dennes eller nogen europæisk Lovgivnings Bud, som bringer Enkebaalene mere og mere til at slukne i Hindustan, som en ubevidst, men følt, Indflydelse af den fremmede, indtrængte Civilisation. Pago- SIDE: 343 derne ere ikke blevne forstyrrede af de europæiske Etablisse- menter, men i de engelske Hinduskoler ville de indfødte ogsaa lære at sammenligne, og da ville de braminske Menigheder blive mindre. At sammenligne Eget med Andres, er den vakte Menne- skeaands første Virksomhed, og denne er for Kulturen hvad Mul- dens Selvpræparation ved Luft- og Vandindsugning, naar den først er aabnet, er for Sæden. Da Kulturhistorien kun omfatter hvad der har haft Indflydelse paa Kulturen, og altsaa er det Extraktive og virkeligt Gehaltfulde af Universalhistorien, maa store Strøg af denne, især mange af disse ensformige Vaabenbedrivter, som indtage saa stort Rum i dens Blade, synes ufrugtbare for den. En nyttig om end glandsløs Opfindelse, en Forbedring kun i et Haandværk har for Kultur- historien mere at betyde, end mangfoldige af de Bedrivter, hvis Klang engang opfyldte Landene, men hvis Spor er som Vindens i Ørken. Disse ere Bladene og Grenene paa Historiens Træ, som Ungdommen anvender en Deel Tid paa at tælle fra Rod og til Top, fra Adam til Napoleon eller til Louis Filippe, men den stille Tænksomheds Frugter, som havde faaet Anvendelse, ere Blomsterne og Frugterne under hine Blade, hvilke have lædsket Menneskeheden og givet den dens nærværende Nydelse af Livet. Men er det end kun de frugtbringende Resultater, som fæstner Kulturhistorikerens Opmærksomhed -- for Ingen er dog et verdens- historisk Overblik nødvendigere, end for ham, om hvem "respicit ad finem" fortrinligen maa gjælde. Har han ikke f. Ex. Italiens specielle Kulturhistorie under Behandling, ville saaledes Enkelt- hederne ved Franz den 1stes italienske Feldttog, hvis Tendenz og Følger staae ham klart nok for Øie, være ham af mindre Vigtig- hed end at denne Konge var den første, som koloniserede Kanada -- et Faktum, Verdenshistorien ellers lægger mindre Vægt paa end paa et af Schaktrækkene frem og tilbage mellem ham og Karl V. Denne maa skjænke Enkelthederne ligemegen Opmærk- somhed i alle deres Gjentagelser; Hiin totaliserer dem til noget Ensformigt, og gjør saaledes hine italienske Krige, der ikke skif- tede Tendenz med Fyrsterne, som førte dem, til eet Fænomen. Verdenshistorien tager Hensyn til Omformningerne af Selskabets Ydre, Kulturhistorien kun forsaavidt de igjen have havt Indfly- delse paa dets Indre. Hiin skildrer med Beundring i sine Veeraab disse Ødelæggelser, der lade sig forfølge til deres Ophav i et SIDE: 344 enkelt Menneskehjerte, ligesom Kjæmpefloden fra sit oversvøm- mede, en Havbugt lignende, Delta til sin Kilde i et fjernt snevert Klippeleie; Denne har ingen Beundring for Lidenskabens Styrke og Magtens Storhed medmindre den har tjent sædelige Øiemed, ligesom Floden i det kultiverede Land Industriens Hjul, Handelens og Agrikulturens Sluser. Men ihvor lidet betydende for Kultur- historien en Begivenhed kan være i sin Tendenz -- ofte kun Tilfredsstillelsen af et Individs Lune eller af en fysisk Trang -- saa har dog ingen været uden Indflydelse paa Kulturen. Enhver har bidraget til at give den sin Bevægelse, hvori, ligesom i Bøl- gernes, Tilbagebevægelsen kun har været tilsyneladende, Synk- ningen kun lokal, Fremadbevægelsen virkelig og almindelig. Som Storm, Hav og Fuglevinge bærer Sædfrøet med sig, har Erobrings- togene, Folkevandringerne, bevæbnede Hundredetusinder, satte i Bevægelse af et Individs Lidenskab eller af Hungeren, Kristen- domsforfølgelserne, Cæsar trængende ind i Galliens Hjerte, Attila førende sine Hunner over Rhinen, maattet tjene Kulturen til Ud- bredelse. I Afrika tæmmedes Vandalerne af sig selv paa den romerske Kulturs forladte Tomter, og Mongolerne trak sig ikke tilbage til sine asiatiske Høisletter uden selv at have lært noget og lært hint Sekulums Europæere, at disse besad Noget, de selv manglede, nemlig en fælles Kultur og dens Frugter, som de havde at vogte med de tydske Ottoners Aarvaagenhed tilforn mod Unga- rerne -- en Bevidsthed, Grækernes og Romernes generelle Navn "Barbarer" paa alle andre Folkeslag viser, at de allerede vare komne til. Regenterne have, som Regenter, ikke det Krav paa et Navn i Kulturhistorien som i den universelle; mange endog ikke et Navn. De have selv forskjertset sin Ret dertil ved almindeligviis at gjøre ganske andre Ting end sine Folks Kultur til Hovedgjenstande for sin Omsorg. De og deres Generaler forsvinde som de enkelte Straa i Græsbunden, hvor vi kun søge de specimina, som have bragt Helse eller Vanhelse for Menneskeheden. Krigene erholde kun Vigtighed eftersom et Princip, ikke blot en kongelig Beslut- ning, en personlig Hensigt, forfegtedes i dem. Turenne og den store Condés glimrende Bedrifter have liden Betydning mod den bøhmiske Ziskas eller den engelske Fairfax's, som i Spidsen for Bønder og Spidsborgere med makkabæisk Fanatisme forfegtede Religions- og Folkefriheden; og af alle Eugens staae i Kultur- SIDE: 345 historien kun de uforvittrede tilbage, hvorved hans Sværd hjalp Donauen i at sætte Tyrkerne en Grændse, og saaledes at hindre Asiens Barbari fra at trænge ind over Europas Civilisation. In- dividualiteter, om end nok saa fremragende, bemærkes ikke af Kulturhistorien uden de have repræsenteret aandige, sædelige eller usædelige, Tendentser eller paa anden Maade indvirket paa Frem- eller Tilbagegang i Velvære. Det er Lysets og Mørkets Dæmoner, den vil see i sine Helte. Derfor glemmer den ligesaa- lidt Seleuciderne som Makkabæerne, Alba og Wallenstein som Oranien og Gustav Adolf, men fremhæver Personlighederne i endnu skarpere Belysning imod hinanden end Verdenshistorien. Men Kulturhistoriens fortjenstfuldeste Øiemed er, at den ud- soner os med Verdenshistoriens Synder og Voldsomheder, lader os opdage Orden i dens forvirrede Skuespil, og tilintetgjør den Sats, som paatrænger sig ved dettes grufulde Scener, at den Gud ikke aabenbarer sig i Historien, som i den harmoniske og symme- triske Natur, hvor enhver Kraft staaer paa rette Sted og opfylder sin Bestemmelse, og saa rørende tiltaler vore Hjerter. Tvertom overtyder den om, at den samme Gud, som raader i Naturen, lever endnu større og mere forherliget i Historien, uden at den derfor opgiver sine Hovedgrundsætninger, at Menneskeheden har vundet sin Kultur ved Selvdannelse, at Kulturens Hovedøiemed er Humanitet d. e. Mennesket i sin Fuldkommenhed som Menne- ske, og at dette saaledes indslutter Midlerne og Øiemedet i sig selv. Alle Guds Værker have sin Bestaaen i sig selv; de beroe paa Ligevægten imellem modstræbende Kræfter og denne haand- hæves af en indre Magt. Krystallen antager ikke sikkrere sin Form ved Selvdannelse ifølge en Lov i dens Indre, som tillige er udbredt i Naturen, end Menneskeheden sin aandige Form. Men denne Naturmærkværdighed er ikke maskinmæssig; Aandernes Rige er grundet paa sædelig Frihed; og fysisk Tvang er ikke andet end et af Motiverne for denne til at sætte sig i Virksomhed. I sin Stræben efter en forædlet og lykkelig Tilstand har Mennesket kun faaet Anvisning paa sin egen, gudgivne Kraft; og det viser sig, at den har været tilstrækkelig. Efter dets Væsens Grundlove kan ingen for Jorden fremmed Magt være dets Fører; men sin SIDE: 346 Fremgang har det maattet søge i egen Indsigt og Virksomhed. Kulturhistorien erkjender ingen Menneskehedens Fornedrelse til en Sammendyngning af sandsløse Maskiner, der, tilligemed Virk- somhedsdriften, Anstrengelser efter et fritvalgt Maal og udhol- dende Opofrelser, tilintetgjør enhver Mulighed af et høiere Til- kommende. Men den erkjender en høiere Viisdom i Menne- skesjelens Organisation, hvori tillige Menneskehedens Maal og Med og Midlerne til at naae dette d. e. dens Villie, Reglerne for Livet ere foreskrevet. Og efter disse den uendelige Visdoms store Love, som ligge til Grund for Alskabningen, ere de Kræfter, som virke for Forbedringen af Menneskets Tilstand, Sædelig- hedens og Civilisationens Kræfter i det hele de modstridende Tendenzer langt overlegne, saa det er en Taabelighed at regne paa overordentlig overjordisk Bistand, og at vente derpaa med Hænderne i Skjødet naar tilstrækkelige Hjælpemidler ere for- haanden inden Menneskeheden selv. Intet har skadet denne mere i dens Udvikling, end den sløvsindede Lære, at Menneske- heden overhovedet enten ikke er istand til nogen blivende høiere Tilstand af Kultur, eller idetmindste ikke kan naae den uden Underværker ovenfra. Herder siger: "naar man holder Forsynet for et Gespenst, som skal møde os paa alle Veie og uophørligt afbryde de menneskelige Handlingers Løb, for blot at opnaae dette eller hint af Fantasiens eller Vilkaarlighedens Øiemed, saa tilstaaer jeg, at Historien er et saadant Forsyns Grav, men for- vist ogsaa en Grav til Sandhedens Bedste. Thi hvad var det for et Forsyn, som enhver kunde bruge til en tjenende Geist i Tin- genes Ordning, til sin indskrænkede Hensigts Bundsforvandte, til Beskyttelsesdæmon for sin smaalige Taabelighed? Den Gud, jeg søger i Historien, maa være den samme, som er i Naturen. Ogsaa i den maa altsaa Naturlove gjælde, som ligge i Tingenes Væsen, og hvorover Guddommen saameget mindre maa hæve sig, som den just i dem, den selv har grundet, aabenbarer sig i sin høie Magt med en uforanderlig Rigdom, Godhed og Skjønhed." Men fordi ingen hjælpsom Genius lærer Mennesket at skille det Sande fra det Falske, det Gode fra det Onde, eller fører det uden Møie til Seieren, og ingen beskyttende Magt staaer den ædlere Stræben ved Siden i Kampen mod overmægtig Raahed, og fordi Mennesket kun har sine Anlæg til Fornuft, sædelig For- ædling og Samvittighedens Stemme -- kunne vi derfor nære rin- SIDE: 347 gere Tanker om det, naar vi see, hvad det dog har været istand til med disse Hjælpemidler, som engang for alle ere givne Slægten fraoven? -- disse Triumfer, Kulturhistorien dog hjembringer fra de stedsevarende Kampe med vældige Modkræfter, det Sande og Gode har maattet bestaae? -- disse utvivlsomme Resultater efter saamange utilfredsstillende Forsøg paa en Grunden af et høiere Fornuftens Rige, som vel give Historien dens ideale Helte, men hvilken ikke kunde blive varig formedelst deres Medmenne- skers Skrøbelighed? Eller kan Guds Anordning eller Menneskets Rang som Menneske d. e. som en ufuldkommen Skabning, tabe i Anseelse, fordi ogsaa hine saa ofte seirrige Modkræfter tilhøre dets Organisation? Det maatte ogsaa have Magt til at gjøre Ondt og blive en Daare, hvor det kunde være de Himmelske liig. Sæde- ligt Værd og Oplysning udspringer kun af Kampen med den uædlere Natur og ved Anstrengelse af de aandige Kræfter, som tjene det Gode. Var Kampen lettere, saa var Æren mindre. Den dyriske Naturs Drivefjedre, de egoistiske Tendentser, ere stærke og kraftige; men de virke kun for Individet og Øieblikket, mens vor himmelske Natur virker for Slægten og for det Evige. Det er Kampen mellem en Kjæmpe og en Alf. Kjølleslagene synes at knuse denne, men den er stedse levende paany. Af Nødens haarde Bund er ikke Kulturens første, men stærkeste, Skud op- rundne; saa kjær og gavnlig Rolighed er den, har den maattet vænne sig til at skyde sit Flor under Storme. Men dette viser dens evige Natur og himmelske Styrke. Den døde ikke i sin hjælpeløse Barndom; fra Intet af har den ved egen Kraft hævet sig til dens nærværende Standpunkts forholdsmæssig betydelige Høide; deri ligger Forjettelsen om et Menneskehedens stedse bedre Tilkommende, og den fasteste Borgen forat Kulturen aldrig kan give tabt og forgaa, men at den engang, uagtet de talløse Skuffelser af bedre Forhaabninger, vil opfylde vort bedre Selvs billige Krav og Forventninger. Derfor kan Menneskeheden takke sin uforsonligste Plageaand, den ubøielige Nemesis, som forfølger alle Feiltrin, om ikke Indivi- dets anderledes end med Samvittighedens Pidskeslag, saa dog ganske vist Slægtens med synlige Følger. Uden Smerte drager den Nytte af Individernes Lidelser. I Ondet selv ligger dets Hel- bredelsesmiddel. Ikke theoretisk men praktisk, ved Lidelser og Erfaring, lærer Mennesket Fornuft. Hovedbestemmelsen i den SIDE: 348 moralske Verdens Kriminallov hedder: "enhver Forseelse straffer sig selv." Dette er Korrektivet for Aanderne her og hisset og Sporen for deres Perfektibilitet. "Intet Onde, siger Herder, som træffer Menneskeheden, kan og skal være det andet end til Nytte. Det beroer paa den selv, om dette ikke skeer; thi ogsaa Menne- skenes Laster, Feil og Svagheder staae, ligesom Naturbegiven- hederne, under Regler og ere eller kunne blive beregnede." Hvad Livserfaringen er det enkelte Menneske, er Universal- historien for Menneskeheden, og Kulturhistorien for denne hvad Erindringerne fra Opdragelsestiden og Begivenhederne inden Sam- vittighedens Lønkammer, kort, den hele sædelige Proces, er for Individet. Kulturhistorien er nemlig ligesom denne Fremstillingen af Kampen imellem den menneskelige Ufuldkommenhed og Ten- denzen til Fuldkommenhed, som ligeledes er nedlagt i Sjelene. Den antager derfor ligeledes som Grundsætning Menneskeslæg- tens Perfektibilitet, d. e. Evne til at uddannes i det Uendelige. Denne Lære er den moralske Verdens Grundlov. Perfektibilitet er den aandige Livs Hævekraft og Nerve; uden den vilde Menne- skeheden forgaae i sin Stagnation. Indesluttende i sig Ideen om en Fuldkommenhed, som ikke tilhører Jorden, er den dog fuld- kommen istand til at gjøre Menneskene saa oplyste, sædelige og lykkelige, som de kunne og, efter deres Bestemmelse, skulle blive, eller til at sætte dem i Besiddelse af en for Jordlivet ideal Fuld- kommenhed, d. e. den høieste Humanitet, Forklarelsen af Skrif- tens Gudsbillede i os eller, som Herder udtrykker sig om Hu- maniteten, at den er den tillukkede Knop af Menneskehedens sande Gestalt. Denne udmærkede Forfatter udtrykker dette saaledes i sine Breve til Befordring af Humanitet: "Vi bære alle et Ideal i og med os af hvad vi skulde være og ikke være; de Slagger, vi af- lægge, den Form, vi skulle antage, kjende vi alle. Og da vi ikke kunne blive hvad vi skulle blive uden ved os selv og Andre, modtagende fra dem og virkende paa dem, saa bliver vor Huma- nitet nødvendigviis Eet med Andres og vort hele Liv en Skole og Øvelsesplads derfor. Alle menneskelige Indretninger, alle Vi- denskaber og Kunster kunne, naar de ere af den rette Art, ikke have andet Maal, end at humanisere os, d. e. at gjøre Umenne- sker og Halvmennesker til Mennesker, og at give vor Slægt først i mindre Dele den Form, som Fornuften billiger og hvorefter vort SIDE: 349 Behov stræber." Tvivler Nogen om, at dette er Menneskehedens Maal, at dens Perfektibilitet nogensinde vil kunne drive det saa- vidt, da ophæves vel heller ikke deres Tvivl ved at paapege Individer, som f. Ex. Sokrates, Washington, Franklin, Howard, Fenelon og Oberlin, hvilke dog synes at have fuldkommengjort Idealet af Humanitet. Derimod maa al Tvivl om Fremtidens For- jættelser forsvinde ved at see tilbage paa det Forbigangne af Menneskehedens Liv, og sammenligne dette med det Nærværende, vor Slægts tidligste Dage, den ældre Kulturs lykkeligste Tider med den Almindeliggjørelse af Aands- og Livsnydelser og teknisk Færdighed, som udmærker vor Alder. Ligesom de Anskuelser af Menneskesjelen og dens Forhold til Gud og af Menneskehedens Selvdannelse, som i det Foregaaende ere gjorte gjældende, vel stride imod et sygeligt Sværmeri, som troer at smigre Himlen ved at laste Jorden, der ogsaa er en af Guds, om end laveste, Himle, og at ophøie Skaberen ved at for- ringe Skabningen og forklare Virkninger af Lovene for denne ved Indblandelser fra oven; men afgive de eneste værdige og mest ophøiede religiøse Forestillinger om Gud og hans Verdens- bestyrelse: saa har Religionens praktiske Forskrifter ingen herli- gere Bekræftelse end Kulturhistoriens egen Moral, at Menneske- hedens Lykke afhænger af Dyd og Fornuft. Forsoningstroen apotheoserer hos Jesus Kristus hans selvopoffrende Menneske- kjærlighed; og Kulturhistorien kræver hos sine Helte ikke blot Fortjenester af Menneskeheden i Gjerningen, men ogsaa en uegen- nyttig Villie til at gavne denne. Den forbyder Den, at troe, han er et ret Menneske, som er ligegyldig for Befordringen af det almindelige Bedste; og sætter vor Slægts Mærke kun i Virken for Andre, i Hengivelsen for dennes Forædling og Forbedring af dens Tilstand. I denne Selvopoffrelse ligger det Ædle i enhver Handling. Herder siger herom saa skjønt: "For dig!" en Moder raaber, og hun døer for sine Spæde. For sin Ægtefælle udholder, lider, taaler Kvinden Alt; for Børn og Hustru Ægtemanden Alt, for Vennen Vennen Alt, for Fædrelandet og alt det Gode, som en Fremtid dølger, SIDE: 350 den Tappre og den Vise Alt; og for en Efterverden leve maa og døe, selv mod sin egen Vilje, Mennesket. Aflænke vil Naturen os, befrie vort arme Selv fra de for snevre Skranker, da Hun udtalte Ordet: "Menneske! i Andre, ikke i dit eget Selv, dit Tilværs Sødhed være og dit Væsens Lyksalighed og al din Virkens Maal! -- -- Elendig Hvo fortabes i sit Selv! Men Den, som virker for sin Næste -- Han, Han nyder Livet, Han er salig, Han!" Vore Dages Kultur lægger ogsaa virkelig med karakteristisk Energi for Dagen en Tendenz til at komme stedse flere og flere Mennesker tilgode. Denne ligger vel i dens egen Natur, og fra Slægt til Slægt ere de Oplyste i et Folk stedse blevne flere, men det er først i senere Tider den aabenbar har erklæret Massens Kultiveren for sit Hovedøiemed. Og siden da gaaer den frem med Lysets Hurtighed. Videnskaber og Kunster populariseres uden at de derfor tabe i Intensitet, Høide og Dybde. Lærdommen studerer, Geniet opdager for en Masse, der snart træder det i Hælene og fordrer nye Fremskridt. I hvor stor Forskjel der vel endnu finder Sted imellem de kultiverede Nationers Masse og deres egentlige Oplyste, saa forsvinder dog denne hurtigere nu, og man bedømmer en Nations Kultur efter hvorvidt dette er skeet, og ikke efter de enkelte Genier eller Fortjenester af Videnskab og Kunst, som den maatte have at paavise. Ligesom ikke Homers eller Fidias, eller Platos Fødsel, men den udbredte Dannelse, giver Hellas en udmærket Plads i den gamle Kulturhistorie, saa er det ikke Newtons eller Davys Navne, men deres Genies Frugt- bargjøren, Massens praktiske Bekjendtskab til deres Opdagelser, som giver Englænderne Forrangen imellem de kultiverede Natio- ner. Jo længere tilbage i Tiden, jo mere iøinefaldende er For- skjellen i Kulturens Fordeling inden Folkene. Deraf den sporløse Forsvinden af saamange der have glimret i Historien. Med sine Nobilifamilier var Karthago forsvunden som den troløse Syrte, og det stolte Romerfolk overlevede ikke sine Patricier. Vor Tid har derimod indseet, at Basis for et Folks Lykke og Bestaaen er Almenkultur, at uden den ere de Enkeltes Anstrængelser for Almenvellet kun usikkre. Naturen har ikke gjort den umulig; den SIDE: 351 er meget meer ganske analog med de Regler, denne følger; po- litiske Institutioner, som betinge Massens Raahed og Trældom, opløses af sig selv meer og meer; og naar den allerede oplyste Del af Menneskeheden, istedetfor som tilforn at afsondre sig, vil meddele sig, naar Menneskehedens Kræfter forene sig til dette Maal, saa er ingen Forventning om de Fremskridt, Kulturen vil gjøre, for sangvinsk, naar den holder sig inden de menneskelige Evners Omraade, og saaledes ikke kræver mere end almindelig Humaniseren. Denne har Naturen gjort til Menneskehedens Hoved- opgave. Den er løst for en Deel; men derved ogsaa Maaden at løse den for Alle funden. Og Haabet om en evig fortskridende Forædling af Menneskeslægten er da ligesaalidt et Bedrag, som at vi ere et godt Stykke paa Veien. Dette skal Kulturens Hi- storie godtgjøre. E. Sk. Maaske ville Nogle erindre en for nogle Aar tilbage af Forf. fremsat Idé, om at ethvert, i Fattigdom født, uomtvisteligt Geni skulde opdrages paa offentlig Bekostning, hvortil en vis Stipendiesum skulde bevilges. Og fremdeles er jeg overbevist om, at et bedre Middel til at fremskynde Menneskehedens Frem- skridt, ikke lader sig opdage. Man tænke sig det gjennemført i store Stater! -- England og Frankrig vilde naae sine høiere Ud- viklingstrin uden Revolutioner. Ligheden er jo heri ogsaa rea- liseret. Og i Rusland! Hvorlænge vilde det vare før ogsaa disses Nationer kom efter den øvrige civiliserede Verden? Men herom mere! SIDE: 352 Henrik Wergeland LUDVIG MARIBOE. Dette varme Hjerte slog sit første Slag den 12te Oktober 1783 i Kjøbenhavn, hvor Mariboes Fader var Chef for et temmelig anseeligt Handelshuus. Saavel Denne som Moderen, en Datter af Hofjuveleer Henriques, vare af mosaisk Tro; men Begge be- kjendte sig allerede tidligt til den kristelige Religion, og lode Børnene opdrage i denne paa Præsten Christianis bekjendte In- stitut. Af Hensyn til den gamle Henriques, som var en i og udenfor sin Menighed særdeles anseet og af Familien afgjort Mand, undlode de imidlertid at lade sig og deres Børn døbe saa- længe han var ilive. Hans Død indtraf først da Ludvig, den ældste Søn, allerede var en Snees Aar og opholdt sig i Livorno; men paa Efterretningen herom lod han sig strax døbe ombord paa en dansk Fregat, ligesom den hele Familie gjorde hjemme. Forøvrigt blond som en Gothe, skyldte Mariboe sandsynligviis denne sin Oprindelse de fine aandrige Træk, som gjorde hans Aasyn saa udmærket. [fotnotemerke] Familien bestod foruden Ludvig af 3 Brødre, som alle i forskjellige Kaar ere blevne anseede Mænd, og af en Datter. [fotnotemerke] Faderen anvendte al sin Omsorg paa sine Børns Op- dragelse; men det stemmede ikke med hans Hensigter med Ludvig at lade ham studere, som han dog havde Lyst og Evne til. Disse vare nemlig blevne vildledede af en slet Informator, som han i de første Aar holdt til sine Børn; hans Behandling oprørte Ludvig, saa han intet vilde lære, og Informatoren bibragte nu Faderen den Mening, at Ludvig ikke duede til Studeringer. Han blev nu sat en Tid til en Optiker og lærte at slibe Glas, og siden til en Drejer, ligesom det overhovedet hørte til den Opdragelse, gamle Mariboe gav sine Børn, at gjøre dem bekjendte med det prak- tiske Liv. Men hvad Ludvig havde mindst Lyst til af Alt, nemlig Handelsstanden, blev nu hans endelige Bestemmelse; og hvilken Indflydelse har ikke dette Indgreb af den faderlige Magt Fotnote: Portrætet, som ledsager disse Blade, er taget efter et fra hans yngre Aar, som da skal have lignet. I hans senere Aar vare hans Træk noget skarpere og Læberne finere. Fotnote: Disse Sødskende, der alle ere ilive, ere: Etatsraad Steenfeldt, Borgermester i Helsingøer, Proprietær P. Mariboe, en anseet Landmand paa Sjælland, Pro- fessor C. Mariboe (Halvbroder) og Fru Sonnleithner i Wien, Enke efter Hof- agent og Regjeringsraad Sonnleithner i Wien. SIDE: 353 havt paa hans hele Skjebne? Den, at hans Indre hele hans Liv har befundet sig i en Kamp med de ydre Forhold, hvori han var indtvungen, og som han vel, saalænge al Tidens Ulykke ikke paa eengang styrtede ind paa ham, forstod at gjøre sig underdanige og at afvinde gode Kaar og et anseet Navn i den hans egentlige Natur altid fremmede Handelsverden, men hvori dog en Sjel, der var skabt for en aandigere Virkekreds, aldrig fandt sig vel, og omsider gik tilgrunde. Selv den glimrende Fremgang Ludvig gjorde, da han kom i det Christianiske Institut, hvor den for- træffelige Lærer især vakte Elevernes Æresfølelse, kunde ikke ombestemme Faderen. Forgjæves løb han, ved Siden af den næstældste Broder, [fotnotemerke] op til at blive Institutets bedste Elev -- Ludvig skulde nu ligesaa vist blive Kjøbmand som Broderen skulde studere; og han tog sig det nær. For at faae ham paa andre Tanker, fik han i sit 15de Aar Tilladelse til at gjøre en Reise til Norge, hvor Faderen havde Handelsforbindelser, og han kom til Christiania første Gang i 1799 sammen med en af sine Lærere fra Institutet, nuværende Professor Rasmussen. Han opholdt sig i Norge Sommeren over, besøgte Bergen og flere Landdistrikter, og fattede allerede da den Kjærlighed til sit tilkommende Fædreland, som han siden har givet saamange udmærkede Beviser paa. Skulde Faderen sætte sin Vilje igjennem -- besluttede Ynglingen allerede dengang -- da maatte Norge være det Land, hvori han vilde bosætte sig. Men det tegnede sig anderledes ved Hjemkomsten; -- hans Fader befalede ham nemlig at reise til Italien, hvor han i Livorno skulde anbringes som Volontør paa et Handelshuus, hvormed Faderen stod i Forbindelse. I sit 17de Aar kom han did, og Faderen gav ham aabent Kreditiv, i den rigtige Tro, at den Tillid, han her- med viste ham, vilde være den bedste Sikkerhed for ei at blive misbrugt. Ynglingen viste ogsaa den Nøisomhed med Hensyn til Udgivter for sin egen Person, som siden fulgte ham i hele hans Liv, og gjorde Mariboe ligesaa tarvelig i hans bedste som i hans sletteste Kaar. Han sparede dog ikke paa at reise i Kunstnernes Fædreneland, og han erhvervede sig en Samling af Malerier og Billedhuggerarbeider, som han siden bragte med sig til Kjøben- havn. Hans Ophold i Livorno var fordeelagtigt for Faderen, og nolens volens blev dog Ludvig hvad Denne havde villet, nemlig Fotnote: Etatsraad Steenfeldt. SIDE: 354 en dygtig Handelsmand, sprogkyndig, en Bogholder paa sin Hals, og en klog og foretagende Spekulant. I Livorno havde han alle- rede havt de fordeelagtigste Tilbud; men efter 5 Aars Ophold der, skrev Faderen ham til, at han maatte vende tilbage for at blive hans egen Kompagnon. Det var et Tordenskrald for Ludvig; thi den samme Ulyst til virkelig for hele sit Liv at maatte blive Handelsmand besjelede ham endnu og fulgte ham paa hans hyp- pige Reiser i det deilige Toskana, til Florents, Rom o. s. v. Syg paa Legeme som paa Sjel (thi paa Hjemreisen havde han ved en Væltning brukket sit Been, og, hvad der var værre, lagt i 3 Maaneder under en Landsbybarbeers Hænder) kom han til- bage til Kjøbenhavn, fast besluttet paa ikke at tage imod Faderens Tilbud, men idetmindste at kjæmpe for Realisationen af den med ny Styrke fremtraadte Idee, under alle Omstændigheder, som Handelsmand, at vælge Norge til Skuepladsen for sin Virksom- hed. Forholdet blev spændt mellem Fader og Søn. Ludvig flyttede ud af Huset; men blev dog ved daglig fra Kontoret at besørge den udenlandske Korrespondence. Han talte og skrev ogsaa Fransk, Engelsk, Tydsk og Italiensk. Det varede imidlertid ikke længe før han kom i Forbindelse med den store norske Handels- mand, Kammerherre Bernt Anker, og fra ham modtog han Til- bud at tage til Christiania for at forestaae det Ankerske Fidei- kommisses udenlandske Korrespondence. Gagen var betydelig, saa han nu kunde, hvad han ogsaa maatte, naar han skilte sig fra Faderen, ganske stole paa sig selv. Mariboe havde ikke været længe i Norge før han i Fællesskab med Kammerherre, senere Statsraad, Rosenkrands etablerede en betydelig Kornhandel for at bringe denne vigtige Handelsgreen paa en fastere Fod; men dette gik over Stadens Kornpugeres Horizont, og man miskjendte Hensigten med dette Foretagende. Fideikommisset fandt sig endog, paa Grund af Mariboes Forhold til det, beføjet til at bekjendtgjøre, at det ingen Deel havde deri. Imidlertid var Etablissementet af stor offentlig Nytte, da Korn- forsyningen blev vanskelig efter Krigens Udbrud i 1807. Under denne udmærkede Mariboe sig ved Virksomhed for at oprette Frikorpser, og han blev endogsaa udnævnt til Chef for et lidet Feldtbatteri. Han udkastede ogsaa Planer til et Uldmanufaktur, der skulde forsyne Armeen, og sendtes i den Anledning af Chri- SIDE: 355 stian August til Kjøbenhavn; men det endelige Udfald blev, at Mariboes Plan blev optaget af det Offentlige, hvorefter det da gik som sædvanligt, hvor dette vil gribe ind i den private Industri. Mariboe benyttede Opholdet i Kjøbenhavn til at forelægge Premier- ministeren Grev Schimmelmann et Udkast til en særskilt Bank for Norge, og han blev paalagt at tilstille den daværende kgl. inter- imistiske Regjeringskommission samme, hvilket ogsaa skede. Ved Tilbagekomsten fortsatte han Provideringsforetagenderne sammen med Rosenkrands, og næst Grev Wedel og maaskee Jacob Aall har han de største Fortjenester af Landets Forsyning. Farerne for enkelt Mand tiltoge imidlertid eftersom Blokaden skjærpedes, hvorfor Mariboe først udkastede en Plan til et Provideringssel- skab for Agershuus Stift, og siden oprettede et Kornselskab for Christiania By og dens Opland, hvis Virksomhed vedvarede ligetil Freden sluttedes. I 1810 foreslog Mariboe for Regjeringskommissionen, for nogen- lunde at kunne regulere Koursen, og forat erhverve et Fond til en vordende Bank, at indkjøbe Sølv for offentlig Regning. Re- gjeringskommissionen gav gode Løfter om at dette Foretagende vilde blive understøttet af Regjeringen; men dette blev ikke Til- fælde. Mariboe stod nu alene med stort Udlæg af Penge, men ogsaa med en god Deel gamle Sølvkander, Støb, Mynter o. s. v., og blev nu udsat for et Skrig fra alle Kanter over at han vilde udføre alt Sølv fra Landet. Da hans Fader besøgte ham i An- ledning af hans Giftermaal, som fandt Sted i Sommeren 1809, hedte det endog, at Sønnen var hans, den gamle Jødes, Agent, hvorfor Mariboe omsider fandt det værd, at udtale sig offentlig om det sande Sammenhæng med denne Handel, hvorom Regje- ringskommissionen var underrettet. Da Regjeringen i Kjøbenhavn ikke engang vilde indlade sig paa Mariboes Tilbud at aflevere Sølvet til Kongsberg mod Godtgjørelse for sit Udlæg, solgte han det for egen Regning i Kjøbenhavn med en Profit af over 11,000 Rdlr. D. C.; men da der intet var blevet af Bankens Oprettelse, i hvilket Øiemed Indkjøbet af Sølv var skeet, og dette dog var kommet fra Landet selv, tilbød han Direktionen for det kgl. Selskab for Norges Vel hele Beløbet for at anvendes til Landhuusholdningens Fremme. Samme Aar, 1810, oprettede Mariboe ogsaa en For- sørgelsesanstalt for 12 fattige Pigebørn af Agers Sogn, og i det følgende gav han 4000 Rd. til et Universitet, samt udkastede SIDE: 356 Planen til en Tegneskole for Haandværkere, til hvis Oprettelse han først ydede 500 Rdlr., og siden 50 Rdlr. aarlig, og af hvilken den nærværende store Indretning kan siges at være udgaaen. En saadan Mand maatte være Medlem af Direktionen i Selskabet for Norges Vel, og som Saadan fungerede han ogsaa i flere Aar. Efter den ulykkelige Høst i 1812 reiste Mariboe til Kjøbenhavn forat udvirke Udvexling af Licencer, saaledes at der skulde ind- føres ligesaa mange engelske Ladninger, som man erholdt Licencer til Kornladningers Indførsel i Norge; men det vigtigste Resultat af Reisen blev, at Mariboe anskaffede sig Maskinerier og Perso- nale til en Klædefabrik, medens den offentlige paa Kongsberg endnu ikke var kommet i Drift. Under de uheldigste Tidsom- stændigheder udviklede Mariboe den overordentligste Virksomhed og stedse i den Retning, at bringe Landet til at forsyne sig selv. Samtidig med Klædefabrikken anlagde han nemlig en Kaartfabrik, et Glasværk og en Papiirmølle, hvorved tilsammen henved 400 Mennesker havde Levebrød. Da Statholderen, Prinds Christian Frederik, i 1813 forsamlede Landets betydeligste Ejendoms- og Handelsmænd i Christiania forat oprette en Slags Laanebank, var Mariboe derimellem; men uagtet Prindsen indledede Subskriptionen med de opfordrende Ord: "Hvo som føler varmt for Norges Vel, følge mit Exempel og tegne sig", var der dog Grunde i Udkastet, som lod Mariboe, til Prindsens Fortrydelse, holde sig tilbage. Dagen efter tilskrev han imidlertid H. H., at det var saa langt fra, at han vilde und- drage sig af egoistiske Grunde, at han forbandt sig til at betale i ti paa hinanden følgende Aar 1000 Rdlr. S. V. som Bidrag til de Kornmagaziners Anlæg, som skulde sættes i Forbindelse med Laaneindretningen. Sin aabne Charakteer viste ogsaa Mariboe kort efter, ved i Prindsens Nærværelse at erklære sig imod Nød- vendigheden af at Dennes Valg til Præses i det kgl. Selskab for Norges Vel skulde sanktioneres af Kongen. Det paadrog ham Spørgsmaalet af Prindsen, om han da ansaae det under sin Vær- dighed at tilskrive sin Konge i den Anledning. Mariboe var bleven sin Ungdoms Beslutning troe: han var ganske bleven Norsk, og han forstod Selskabets emanciperende Tendents. Imidlertid fore- slog dog Prindsen Mariboe til en af Direktørerne for det Provi- deringsselskab, der oprettedes i 1813, hvorfor han dog undslog sig. SIDE: 357 I Januar 1813 var Mariboe bleven ansat som Capitain à la suite i Armeen, og da Krigen i 1814 syntes at maatte udbryde med Sverige, meldte han sig til Tjeneste. Han ansattes imidlertid ikke; men viste sig særdeles virksom ved at overtage Opsynet med Armeens besværlige Transportvæsen. Han gjorde ogsaa Generalkrigskommissariatet opmærksom paa den Dumhed, det havde gjort sig Skyld i, ved at lade Bøndernes Heste fra Vest- siden af Christianiafjorden slæbe rundt om denne og helt nede fra Grevskaberne møde frem i Christiania for at skydse Krigs- materiale ned i Smaalehnene, medens alle Fjordens større Baade, hvoraf enkelte kunde rumme indtil 70 Hestelæs, laae ubrugte. Norge har ikke faaet Friheden saa ganske givendes, som man stundom vil indbilde det. Ødelæggelse af al Fabrikindustri og to voldsomme Pengerevolutioner (i 1813 og 1815) høre til de Lidel- ser, hvorfor det har kjøbt Friheden og dens Ære. Ingen kunde Tidsomstændighederne ramme tungere end Mariboe. Hans mer- kantile Dygtighed fik en Erkjendelse i Valget til første Repræsen- tant for den midlertidige Laane- og Diskontoindretning af 1816; men her hjalp ingen Dygtighed, intet af de Klatlaan, Landet den- gang kunde yde. Omsider vare heller ikke disse at faae, saa Mariboe, der endnu holdt sin talrige Arbeidsstok i Virksomhed uagtet den næsten standsede Afsætning, besluttede personlig i Stockholm at ansøge daværende Kronprinds Carl Johan om et Laan paa sine betydelige faste, og forholdsviis kun lidet be- hæftede, Eiendomme. Mariboe fik ogsaa i Foraaret 1816 og 17 ialt laant 10,000 N. Spd. samt af en privat norsk Mand i Stock- holm 2000 Spd. Men fra denne og en senere Stockholmsfart i Foraaret 1817 daterer alle Mariboes Viderværdigheder sig. Han fik nemlig et Tilsagn om at blive Adjudant hos H. M. Kongen eller dog hos Kronprindsen samt Foredragende af de norske militære Sager, og til Adjudant hos Kong Carl den 13de blev han virkelig ogsaa udnævnt. Dette bragte Mariboe, der siden 1809 havde været gift og alt havde flere Børn, til i September 1817 at flytte sin Huusholdning fra Gaarden Økern ved Christiania til Stockholm. Men af Ansættelsen som Militærreferent, blev der intet, -- som det hedte, fordi Mariboe havde ikke været taus nok om dette Tilsagn; og da den betydeligste Deel af Gjælden til H. M. blev opsagt til Likvid i Glasvarer, uden at dog Aflys- SIDE: 358 ning blev besørget af vedkommende Agenter saa betimelig, som Mariboe fordrede forat kunne redde sine fleste Ejendomme fra et udenlandsk Pantekrav, realiseredes dette og Mariboe tabte igjennem alle Instantser en Proces mod vedkommende kgl. Agent. Ved sidste Instants faldt Dommen i 1825 -- halvandet Aar efterat Mariboe atter havde taget Bopæl i Norge, paa Eidsgodset i Høland. I 1822 havde han ogsaa, i Naade og efter Ansøgning, erholdt Afsked fra Armeen. Medens Dampskibsfarten var ganske ubekjendt i Norge, var den, især ved en Hr. Owens Virksomhed i fuld Gang i Sverige. Mariboe satte sig da allerede i 1823 i Forbindelse med Hr. Owen om at erholde et Dampfartøi, og sendte en Subskriptionsplan til Norge for at reise Aktier til Istandbringelsen af en Dampfart fra Christiania til Christianssand og Bergen. Der tegnedes imidlertid ikke nok Aktier. Et Forslag fra Mariboe om en Normal-Industri- skole for Fruentimmer af alle Klasser blev der heller ikke videre af, af Mangel paa kraftig Bistand. I Begyndelsen af 1824 begyndte Mariboe, der opholdt sig paa Eidsgodset, at udgive fra Drammen den politiske Tidende "Patrouillen", i 2 2/3 Aar anonymt; men senere fra eget Bogtrykkeri i Christiania. I alt fortsatte han dette Blad i 10 Aar, og det hævdede i al den Tid den første Rang imellem Datidens oppositionelle Blade. Som Redaktør deraf boede han i Christiania, og blev valgt til Repræsentant for denne By paa Storthinget i 1830, hvor han strax angav sin parlamen- tariske Charakteer ved at foreslaae, at selve Forhandlingerne om Fuldmagterne skulde holdes for aabne Døre, og udviklede en overordentlig Virksomhed, men som stundom udartede til Ret- haveri og Megettaleri. Ved Siden deraf redigerede han De- batterne i større Detalj i Patrouillen end de ellers meddeeltes med. [fotnotemerke] Fotnote: Mariboes vigtigste Idrætter paa dette Storthing var, at han foreslog Er- hvervelsen af Dokumenter angaaende Erstatningen for Smaalehnenes Amt; lige- ledes umiddelbar Korrespondentse fra Regjeringen til Storthinget og dets Af- delinger; om Erhvervelse af Gjenpart af den nøiagtigere redigerede Grundlov; om Portoens Bestemmelse af Storthinget; om Afskaffelse af Civilembedsmænds Uniformer; om Afgivelse af Statskassens Sølvoverskud til Banken; mod For- andring i Gl. § 14; mod Bidraget til Ministerkassen; om Adresse angaaende Indskrænkning af Landmilitærbudgettet; mod Kongsberg Sølvværks Salg o. s. v. -- alle Forslag og Vota i den samme patriotiske Aand. SIDE: 359 I det følgende Aar bosatte han sig paa Gaarden Økern ved Christiania, som han før havde ejet; og saaledes kom han fra Agershuus Amt paa Storthinget i 1833. Men allerede i Be- gyndelsen af dette Storthing faldt han i en særdeles heftig Nerve- sygdom, hvoraf han kun med Nød blev reddet. Ikke destomindre indfandt han sig dog paa sin Plads før dets Slutning, og sparede sine svage Kræfter kun altfor lidt. Ikke færre end 33 Vota og Forslag, hvorimellem det gjenoptagne om Debatternes Offentlig- hed strax fra Storthingets Sammentrædelse, udvise Registrene. Der er liden Tvivl om, at denne Nervesygdom og den liden Ro, han gav sig derefter, paaførte ham den ulykkelige Sindssygdom, som dog først flere Aar efter brød løs. Hans Nervesystem var ødelagt, saa den mindste Aandsanstrængelse satte ham i en Feber- tilstand, og saavel i som udenfor Storthinget manglede det ham heller ikke paa Ærgrelser. En Badekuur i Kjøbenhavn rettede kun for en Tid paa hans uden- og indenfra nedbrudte Helbred; Hovedgigt slog sig til og sløvede hans Aandskræfter, medens hans overinciterede Nervesystem ikkedestomindre holdt dem i en affekt- fuld Virksomhed. Nogle politiske Breve, som han under disse ulykkelige Forhold alligevel udgav, viste at Mørket allerede dæm- rede om denne lyse Aand. Hans rastløse Virksomhedsdrift var nu sygelig, og den drev ham til, uanseet hans Kraftesløshed, at ansøge Regjeringen om at maatte overtage Befordringen af den udenrigske Post ved et Dampfartøi, der skulde anskaffes ved Aktier i Hamburg og i England, og tidlig sættes i Fart, og da denne ikke vilde indlade sig paa denne ganske vist rigtige, for alle sociale Forbindelser nyttige Plan, hvorfra nu end Dampskibet kom, besluttede han, under en Forbedring i hans Helbredstilstand i Sommeren 1836, personlig at tage over til England for at drive sin Plan igjennem til alle Nordmænds Forbauselse. Siden han havde udkastet den, og arbeidet derfor, holdt han Udførelsen for en Æressag, og da en ubetænksom Opfordring og et Udfald mod ham viste sig i Aviserne, kunde selv ikke de kjærlige Familie- baand, hvorunder Mariboe altid levede, holde ham tilbage. Den vigtigste Bevæggrund til Reisen var dog et endnu højere patriotisk Formaal, nemlig det, ved direkte Henvendelse til den britiske Regjering og Parliament, at skaffe Norge Fyldestgjørelse for den skjændige Forurettelse det havde lidt i Bodøsagen ved en Dumdristighed af engelske Privatmænd, som dets egen Re- SIDE: 360 gjering ikke alene havde taalt, men endog betalt i dyre Domme. En Englænder, Mr. Stead, havde af og til viist sig i de senere Aar, og navnlig i 1836, i Christiania med Anbud til Storthing og Regjering, at han for Penge vilde kunne sætte Norge i Besiddelse af Dokumenter, hvorefter det ufeilbarligen maatte komme til sin Ret. Denne Spekulant havde Mariboe søgt at føle paa Tænderne, og under dette undfanget Ideen, under sit Ophold i London at virke for Norges Interesse i den Sag. Den 1ste Aug. 1836 reiste han over med Brystet fuldere af Forventninger end det spændte Seil over hans Hoved med gunstig Vind; men den 20de Aug. 1837 var han her tilbage igjen med uforrettet Sag. Og dog havde han været rastløs under sin aarelange Fraværelse. Han havde i London udgivet en energisk, nøiagtig og dokumenteret Frem- stilling af Sagen, og ladet samme uddele til ethvert Parliaments- medlem; han havde idelige Samtaler med flere af de vigtigste af disse, hvorimellem med Brougham og Warburton, hvilken Sidste gav ham bestemt Løfte om at faa Sagen indbragt for Parliamentet. I Tillid hertil reiste Mariboe da endelig tilbage; men da han ikke strax fornam noget til dets Opfyldelse, reiste han atter over i Oktober s. A., og fortsatte sine Bearbeidelser til han endelig med knækket Haab i August 1838 begav sig tilbage over Kjøbenhavn, hvor han blev liggende syg paa Legeme og Sjel. Neppe kommen paa Benene iler han til Hamburg for dog at see sin Dampfarts- Plan realiseret, samt forat udføre nogle Forretninger, der vare ham overdragne af et engelsk Jernbaneselskab; men kom did heftig syg, saa der ikke var at tænke paa Forretninger. Han tog ingen Læge; men da den heftigste Feber var over, reiste han endelig hjem igjen i Mai 1839. Han kom hjem meget svag; men et roligt Liv hele Sommeren over gav ham endog paany Kræfter til i Septb. at reise til Stockholm for at søge Konsulatet i Hamburg. Det daværende Storthing havde frataget ham den Post som Stats- revisor, som han havde indehavt siden 1833, og Konsulatposten var ikke til at erholde. "Intet vil lykkes mig mere" var allerede længe den Tanke, som brændte i Mariboes Hjerne, susede for hans Øren og stod skrevet hvor han vendte Øinene hen. Og kort efter hans Tilbagekomst efter den 3 Ugers Stockholmsreise i det skrækkeligste Veir og Føre, udviklede den Sygdom, han lige siden 1833 havde befundet sig i Kamp med, sig i hurtige Overgange til aldeles Sindssvaghed. Allerede ved sin Tilbage- SIDE: 361 komst i Foraaret havde han betroet sin Kone og Søn, at han i de tre sidste Maaneder af den afvigte Vinter ikke altid havde kunnet raade sine Tanker; men at han dog havde vidst det og forstaaet at benytte de lyse Øjeblikke til at tilskrive dem de kjærlige Breve, hvoraf intet Ondt eller saa Skrækkeligt lod sig ane. Men nu! . . denne Sindssvaghed, som nedsank den trofaste Viv og de kjærligste Børn i Forfærdelse og vakte det hele Folks vemodigste Deeltagelse, havde intet saa lyst Øjeblik, at han kunde skjule den. Morgenbladet for 17. November 1840 indeholdt følgende Smertesudbrud af denne Skizzes Forfatter ved den sørgelige Efter- retning: "Ludvig Mariboe. Nu tom er Haanden, træt og tom, der skjænkte Norges Fattigdom meer Guld end nogensinde dette, om det har Hjerte, kan forgjette. Hvor famler den i vildsom Leeg omkring hans Pande høj og bleg! Den efter Borgerkrandsen leder, som, Nordmænd, han jo fik af Eder? Nu har Han ikke mere Guld, nu vil Han samle Haanden fuld af Egebladene -- det Sidste at give Norrige, Han vidste. Dem vil Han over Norge strøe. Først da Han synes, han kan døe, naar Landet han sin vundne Ære kan segnende igjenforære. Hvor smiler Han! hvor glad og stolt, somom han Rigdomshornet holdt, og kunde drysse ned som Gave i Norges Skjød Aladdins Have! Hvor smiler Han idet han strøer! Ak, stakkels Gamle, hvad du gjør! Det er dit Haar, af Kummer blegnet, ej gyldne Blade, ned du regned. Thi Folket gav dig ingen Krands. Det har en kort Erindringssands. Det kommer først med den paa Baaren, og troer at sone alt med Taaren. SIDE: 362 Men Jeg vil med taknemlig Aand dig kysse, magre, blege Haand, som Norrige, min Moder, skjænkte vel meer end eengang, da hun trængte. Og jeg ærbødig see vil i hans vilde Feberfantasi en Blomst, som, da han har ei Andet, hans Aand har skudt for Fædrelandet. Thi hør hvor tit han nævner det! Og hvergang rødmer Læben let. O, skjønne Tankeblomme, gløde du vil paa Læben, om Han døde." I Mai 1840 reiste hans Søn med ham ned til det bekjendte Hospital i Slesvig, og i September var han allerede saa restitueret, at han, efter Lægernes Raad, bestemte sig til at tage hjem. Vognen stod alt for Døren; men da Mariboe ikke kom ud, søgte man ham i hans Værelse, og fandt ham der liggende paaklædt paa Sengen under et stærkt Slagtilfælde. Hans Hjerte har, ved Tanken om at gjensee Norge, slaaet for voldsomt. Et Par Maaneders Bevidstløshed fulgte herpaa; men mod Høsten, da hans Datter kom til ham forat pleie ham, vendte Samlingen tilbage. I Juni 1841 var han endog kommen sig saavidt igjen, at hans Søn og Svigersøn reiste til ham for at ledsage ham hjem; men, ligesom om Gud ikke vilde, at han skulde gjensee det Folk, for hvis Vel og Anerkjendelse af hans Stræben han havde overanspændt Aands-, Legems- og Formues-Kræfter, blev han, to Dage efter deres An- komst, rørt af et nyt Slagflod, som efter 18 Timer endte hans Liv den 19de Juni 1841. Paa Slesvigs Kirkegaard ligger Ludvig Mariboe begravet. Mariboes Skrifter ere følgende: 1) Anmærkninger ved Gjennemlæsningen af Prof. Pihls Plan til en, for hvert Præstegjeld og hver Stand anvendelig, udvidet Fabrikation af Klædesvarer, Værkener og linnede Tøier. Christiania 1808. 2) Nogle Ord om almindelig Værnepligt og et Forslag til paa den mindst be- kostelige og mindst byrdefulde Maade at underholde et Land- og Søværn i Norge. Christiania 1815. 8. SIDE: 363 3) Nogle Ord om Rigsforsamlingens Beslutninger ang. Statens Pengevæsen. Christiania 1815. 8. 4) Extrakt af Ideer om Pengevæsenet, tilegnet Storthinget. Christiania 1815. 8. (Anonymt.) 5) Forslag til det norske Pengevæsens Forbedring. Christiania 1815. 8. 6) Oplysninger og Tillæg til hans Forslag om Pengevæsenet. Christiania 1815. 8. 7) Om Statsraadets Laaneprojekt. Christiania 1819. 8. 8) Om Norges statsøkonomiske Forfatning samt Forslag angaaende Norges Bank m. m. Christiania 1821. 9) Om Formue- og Næringsskattens Ophævelse. Christiania 1821. 10) Tillæg til Patrouillen, indeholdende Tillæg til hans statsborgerlige Liv. Christiania 1826. 8. 11) Bemærkninger ved den provisoriske Anordning af 24de Mai 1825. Chri- stiania 1827. 12) Om Oprettelse af Tegneskoler i større Kjøbstæder -- indført i Budstikkens 3die Deel, Tillæg S. 3. Hertil kan man lægge, foruden ovennævnte mindre heldige Breve, næsten hele Patrouillens Indhold, hvori mangfoldige for- træffelige Artikler. SIDE: 364 Henrik Wergeland AV LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM. UDGIVEN AF HENRIK WERGELAND OG N. J. WESSEL BERG. FØRSTE DEEL. FORTALE. I ingen Deel af den norske Ungdoms Underviisning raader saa liden Eenhed og Overeensstemmelse i hvad og hvorledes der paa de forskjellige Steder læres, som netop i Underviisningen i Moders- maalet. I lexikalsk og grammatikalsk Henseende antyder en Mængde forskjellige Meninger og Læresætninger, der med lige Autoritet gjøre sig gjældende, at dette befinder sig i en Gjærings- periode, og da Læsebøgerne hente deres Indhold fra næsten et Aarhundredes, i den sidste Menneskealder tvedeelte, Literatur, uden at tillade sig at bringe det ind under noget gjennemført grammatikalsk og orthografisk System, have ogsaa de maattet bære hiin Gjærings Mærker istedetfor at være ordnende Midler i dens Forvirring. At undtage dette vort eget Arbeide, skulde være at benegte, at ogsaa dette er et Barn af sin Tid. Men vi have troet, at det ogsaa er et Krav af sin Tid; thi at Landet endnu en Menneskealder efter Adskillelsen fra Danmark for en ikke ringe Deel forsynes derfra med Læsebøger, hvori der ikke findes Spor af, at nogen norsk Forfatter siden Rigernes Ad- skillelse har existeret, og at saa i Et og Alt danske Læsebøger virkelig i enkelte norske Skoler lægges til Grund for Underviis- ningen i Modersmaalet, have vi antaget for en Opfordring til Normænd til dog at frigjøre os i denne Henseende ved at hjælpe os selv. Der har været gjort Forsøg derpaa af Landsmænd; men idet der heller ikke i disse har været taget retfærdigt Hensyn til den Literatur, det selvstændige Norge har erhvervet sig eller dog til den Andeel i en Fælles-Literatur, som det tilkommer, have vi ogsaa heri fundet en Opfordring til at udgive en Læsebog, hvori Nationalitet og Retfærdighed dog ikke skal krænkes, og ved SIDE: 365 hvilken Ungdommen dog ikke skal forvildes i sine Begreber om Værdien og Omfanget af den Literatur, hvortil Fædrenelandet har Eiendomsret. Den kan være udsat derfor, naar man seer, at en Læsebog, som er udgiven i Norge flere Aar efter Ad- skillelsen, af fød Nordmand og for Nordmænd, ikke destomindre gives Titel af "dansk Læsebog". Den er dog oprigtig heri, idet den virkelig fører den efter sit hovedsagelige Indhold; men her er dog et Tilfælde, hvor Ærlighed ikke bør vare længst. Det ligger for øvrigt udenfor vor Plan at udvikle Aarsagerne til hine beklagelige Omstændigheder, hvis Følger røbe sig i vor Ungdoms vaklende Sprogbegreber og Ubekjendtskab til vor egen Literatur, og som vise sig udbredte til Almeenheden i næsten enhver offentlig Meddelelse, ethvert Dagblad, som vi tage ihænde. De dybeste ligge i vort Folks politiske Skjebne, strækkende sig fjernt under den sidste store Forandring i disse; men de nærmeste forgrene sig i individuelle Sympathier og Anskuelser hos dem, som deels have givet sig af med Underviisningen, deels med at forsyne denne med Bøger. Efter Adskillelsen fra Danmark varede det endnu en Række af Aar før vor egen Videnskabelighed og Boghandel fik Kraft nok til at hjælpe os nogenlunde ud af den Afhængighed, hvori Danmark fremdeles holdt os med Hensyn til Forsyningen med de fleste Underviisningsbøger, og saaledes at standse et betydeligt Afløb for vor Velstand. Men det fulgte af Sagens Natur, fordi vor egen Literatur først maatte faae Frugter at afgive, at af alle Underviisnings Bøger maatte Læsebøger, der skulde kunne bære Navn af "norske" eller være affattede for den norske Ungdom, være de sidste, vi selv kunde forskaffe os. Imidlertid er Tiden dertil og Muligheden af at kunne frigjøre os i denne Henseende dog allerede længe forhaanden. Vor politiske Selvstændighed har affødt en videnskabelig, vor materielle en aandig. Nordmændene have i denne Henseende været virksommere, end det indskrænkede Publikum og den danske Literaturs overvægtige Indstrømmen, uden at den norske fandt gjensidig Afsætning, [fotnotemerke] syntes at skulle kunne tilstede. Der er skrevet Andet og Varigere i Norge siden 1814 end blot politiske Smaaskrifter; og vor siden den Tid fremskudte Fotnote: Den i de senere Aar prædikede Skandinavisme har, uagtet sine pralende Programmer, ingen mærkelig Forandring i dette Forhold havt tilfølge. Idet- mindste ikke endnu. SIDE: 366 Literatur tæller baade i Videnskabelighedens alvorligere og æsthe- tiske Grene talrige og lysende Navne nok til at gjøre Skriget om vor literære Armod uretfærdigt og en fortsat Afhængighed af den danske Literatur unødvendig. Men vi bør ikke alene faae Øinene op for dette sande Forhold; men ogsaa benytte det. Det er ikke alene saarende og uretfærdigt imod det Folk, hvis Ungdom skal undervises, saaledes som skeet er, at give dets egen Literatur en underordnet Plads; men det er ogsaa skadeligt, først som vild- ledende, fordi det strider imod en historisk Sandhed, og dernæst fordi det ikke blot er Viden og Dannelse, Ungdommen skal er- hverve igjennem deslige anthologiske Underviisningsbøger, men ogsaa, i Agtelsen for de fædrelandske videnskabelige Fortjenester, den fineste Næring for Fædrelandskjærligheden og andre af dens ædleste Følelser. Et Folks Literatur er dets Sjeles Fædreneland; Universitetet er Hovedstaden deri; og det baader Ynglingerne, at de vide og føle, at de have et -- et, som ogsaa har Krav paa deres Kræfter. Fælles-Literaturen før 1814, hvortil saa mange lysende norske Navne, Foreningens intime Beskaffenhed og Fællesskab i Uni- versitetet hjemler Norge en uomtvivlelig lige Adkomstret, og vor egen Green af den siden hiint Aar i tvende selvstændige For- greninger spaltede Fælles-Literatur tilbyder rigeligt Emne for en Læsebog for den norske Ungdom, fra Henlæggelsen af Børne- bøgerne af og til Afgangen til Universitetet. Vi skulde endog før 1814 kunne indskrænke os til hine norske Forfatternavne, und- være ethvert Bidrag af den senere danske Literatur, og saaledes ganske være os selv nok, uden at derfor nogen Deel og Art af Literaturen skulde savnes eller mangle paa at blive værdigen repræsenteret. Men nu, da det er saa, at Nordmændene foruden Adkomstret til Fælles-Literaturen før 1814 og Eiendomsret til den Literatur, de selv have erhvervet sig siden dette Aar, ogsaa have Benyttelsesret til den, der samtidigen har udviklet sig paa dansk Bund -- da altsaa Literaturen danner en Stamme med to Grene og Kroner, der hver for sig fra samme Spaltningspunkt, men med eiendommelig Farve, skyde i Høiden -- da en Literaturs Værd betinges af dens Rigdom og Omfang -- da Sprogmidlet for begge Literaturer, paa Enkeltheder nær, fremdeles er det samme -- da Skrivesprogets Omfang og ikke Politikens Afsondringer formeentlig antyde Grændserne for et Arbeide som nærværende, og da Be- SIDE: 367 kjendtskab til den danske Literaturs senere Frembringelser baade paatrænger sig i Selskabslivet og bør, baade for de gamle For- holdes og sin egen Skyld, kunne fordres af den dannede norske Yngling: have vi troet, ogsaa at burde følge denne danske For- grening af hiin ældre egentlige Fælles-Literatur, som baade har overført i sig flere af dennes berømmelige Navne og udblomstret i nye, og i et passende Forhold at optage endeel af dens Frem- bringelser efter Adskillelsen. Noget gjensidigt Behov eller nogen egentlig streng Ret dertil finder vel ikke længere Sted; men hvor meget end vort Folk, ved Opmærksomhed for sit Old- og Almue- Sprog, ved Forfatteres Gjenerobringer og Fremhentninger derfra og ved grammatikalske og lexikalske Arbeider -- Arbeider i selve Gruberne -- i Tiden vil kunne udvikle en Eiendommelighed i Skriftsproget, vil dog denne lykkeligere Efterslægt maatte ind- rømme, at indtil vore Dage finder dog imellem begge Folk en saadan Adgang Sted til hinandens literære Prydelser som imellem Naboer, der dog kunne see over Gjærdet ind i hinandens Haver. At den Ene nu synes saa overmaade meget bedre om sin, kommer maaskee af, at Jordbunden dog vel ikke er saa eens endda eller driver saa ganske de samme Væxter. Forskjel i politiske og Natur-Forholde have virkelig ogsaa i det Hele afpræget sig i begge Literaturers, navnlig i dens poetiske Frembringelsers, Charakter, og temmelig snart efter Adskillelsen ville de Danske have fundet det ogsaa med Hensyn til Sproget. De kaldte det, at Normændene begyndte at skrive vel norsk, for norsk til i alle Udtryk at kunne blive forstaaede af Danske. Og naturligt; alene vort Lands fysiske Beskaffenhed har gjort vort Sprog rigt paa Benævnelser, de Danske ikke kjende noget til, fordi de ikke have Tingene derfor. Og nu hertil Opdragelsen og Uddannelsen hjemme i selve Landet, Exemplerne m. m. -- sandelig, der tør være noget i hiin Klage, at man i Danmark ikke læser norske Forfattere ganske med samme Lethed som vi de danske, hvis hele Sprogs ikke store Omfang er os bekjendt. Men Tidsaanden er ogsaa imod enhver saadan vilkaarlig Af- sondring, og de Lærere i Modersmaalet, som vi have forelagt de Grændser, der lade sig afstikke i Valget til en Læsebog for den norske Ungdom, have været af den Mening, at Bogen, saaledes som vi ovenfor have afstukket dem, vilde, uden at give Slip paa Noget af sin Nationalitet, blive brugbarere og afsætteligere for SIDE: 368 vor Tid. Og det er hertil vi have at tage Hensyn, ikke til hvor- ledes det har behaget danske eller andre norske Udgivere af Læsebøger at indrette deres, eller til, hvorledes en fjernere Fremtid vil kræve dem for den norske Ungdom. Idet vi have maattet beslutte os til at dele vor Læsebog i tvende Dele, hører dog til vor Plan ogsaa for den første Deel Forkastelse af denne, ikke altid naturlige, Barnslighed i Fremstillingen, disse selvgjorte eller fra tydske Børnebøger hentede Fortællinger om en liden Hans eller Peter, som ialfald kun høre hjemme umiddelbart ovenpaa ABCten eller i den mundtlige moderlige eller Barnekammerets Underviisning. Ja selv i denne viser Barnets tidlige Griben efter Eventyrets stærkere Aandsføde, hvor snart denne Maneer bliver det vansmagelig. Ogsaa vor Læsebogs første Deel og dennes første Afsnit vil derfor være hentet fra den virkelige Literatur, fra dens Forfatternavne, og idet det hele Arbeide vil omfatte samtlige, i vort Sprog kjendte, Skjønviden- skabelighedens poetiske og prosaiske Arter og Former, vil dets første Deel indeholde dem, der i Fremstillingen og Belysningen ere de simpleste. Saaledes vil den didaktiske Poesies første Af- deling, det egentlige Læredigt, blive saaledes at skifte imellem begge Værkets Dele, at Fabelen og Parabelen ville gives Plads i den første, medens Allegorien og Mythen, omendskjønt hørende til samme Familie, ligesom ogsaa den poetiske didaktiske Epistel, Satiren og Sinddigtet blive at henvise til den anden. Af den lyriske Poesi ville Oden og dens Afarter, Hymnen og Dithyramben, saavelsom Sangens kunstigere Former (saasom Sonetten og Kanta- ten) og Elegien, paa Grund af dens for den yngre Alder for senti- mentale Indhold, ligeledes tilhøre den anden Deel; men alene Om- fanget af hvad der forud har havt Krav paa at optages i denne første Deel har foraarsaget Henviisningen til anden Deel af flere af Sangens Arter, hvis Indhold og Simpelhed i Formen ellers gjerne kunde tilladt dem Plads i første. I denne vil man derfor kun finde Prøver af de aandelige Sangarter samt af de verdslige paa National- og Folke- samt Barne-Sangen. Af den episke Poesi vil det egentlige Epos (Heltedigtet) i dets historiske, romantiske, komiske og idylliske Former blive at henvise til anden Deel, medens den poetiske Fortællings Former (Romancen og Novellen, SIDE: 369 den rimede Fortælling, Riimbrevet, Romancen og Balladen) gives Plads i den første. For denne skulde rigtignok det idylliske Epos, formedelst Simpelheden i sin Natur, synes passende; men dets Versform har ladet os henvise det til den anden Deel, hvor der formeentlig ogsaa vil være den rette Plads for den dramatiske Poesi, forsaavidt Prøver af dennes Arter lade sig indpresse i en Læsebog. Den blotte dialogiske Form for et idyllisk eller didaktisk Digt henviser det derimod naturligviis ikke til den anden Deel. I det Prosaiske har den større eller mindre Fattelighed i Frem- stillingen afgjort, i hvilken af Arbeidets Dele Bidragene skulle have sin Plads. Men hvad den egentlige Veltalenhed betræffer, udfordres for at skatte den en udviklet Skjønsomhed, som vi alene kunde forudsætte hos den modnere Yngling, hvorfor Exemplerne paa dens Arter, paa geistlig, retlig og parlamentarisk Veltalenhed ere henlagte til den anden Deel. Enkelte af de i denne Deel leverede Prøver af moralsk belærende Foredrag hæve sig dog til Flugten i den geistlige Veltalenhed. Det historiske Foredrag ligger derimod ganske indenfor Om- kredsen af de Discipliner, hvormed den Ungdommens Alder gjøres bekjendt, for hvem denne første Deel af vort Arbeide er bestemt. Vi have derfor ganske henlagt Exemplerne paa Sagastilen og Prøverne af vore nyere historiske Forfattere til nærværende Deel. I den give vi ogsaa Eventyret og Sagnet Plads, medens vi, paa Grund af Legendens mystiske Charakter, have troet at burde henlægge denne til den Deel, som er bestemt for den modnere Ungdom. Sidste Afsnit i 2den Deel vil indeholde enkelte Oversættelser af det latinske, franske, engelske, tydske og svenske Sprog, som Exempler paa hvor nær vort lader sig bøie efter disse, og Værket vil blive sluttet med korte Biografier af Forfatterne. Med Hensyn til Retskrivningen have vi, i disse i dette Punkt stridige Tider, søgt en Middelvei, hvor vi ogsaa have fundet de senest i Norge udgivne Sproglærer, og vi troe ogsaa Fornuft og Etymologi, for os. Af den Ene af Udgiverne vil man i alt finde 6 Bidrag; men uagtet dette Tal i sig selv ikke er forholdsviis for stort med Hensyn til Omfanget af hans Frembringelser mellem Landets senere Forfattere, vilde det dog være bleven indskrænket, om Tilgangen dertil, navnlig paa Barnesange havde været rigere hos Andre, og om Tilfældet ikke havde været med det af ham SIDE: 370 valgte Eventyr, at det afgiver et Exempel paa denne Fortællings Arts Overgang til Mythen, som ellers ikke tilbød sig. De forklarende Indledninger, hvormed de enkelte Afsnit ere ledsagede, sigte mere til at tjene Selvlærlingen end Læreren, der vil benytte vor Bog, til Veiledning. De ere støttede til udmær- kede Æsthetikeres Autoritet, men indeholde dog ikke mere end hvad enhver duelig Lærer selv vil kunne meddele sine Disciple. Og hermed vor "Læsebog for den norske Ungdom" anbefalet i dennes, i skjønsomme Læreres og velvillige Landsmænds Hænder! Dens Brug ved Ungdommens Underviisning vil visselig nok røbe Mangler ved den; men maatte dette erhverve os Anviisninger til dens Forbedring, ville vi ansee dette, ikke mindre end dens Brug, for en Paaskjønnelse, som vi kun ønske Leilighed til at vise, hvor høit vi vurdere den, ved i en ny og forbedret Udgave at benytte dem. Christiania i Marts 1844. Udgiverne. FABLER. Om Fabelen og dens beslægtede Digtarter. Fabelen er en billedlig Fremstilling af en Sædelære eller af en Leveregel. Den bestaaer altsaa af to Dele: en Lære, som er dens Stof og Øiemed, og et Billede, som er dens Form eller det poe- tiske Middel, hvorved Læren bliver meddeelt og gjort anskuelig. Ofte fremsættes dog denne i Korthed særskilt som Fabelens "Moral", og da enten som en Indledning eller Slutningsbemærk- ning; men efter Fabelens Natur i dens reneste og simpleste Form er det overflødigt. Moralen i den bekjendte Fabel om Ræven og Ravnen eller Kragen med Ostestykket i Nebbet, nemlig, at for- fængelige Folk let lade sig narre ved Smigreri, ligger saaledes f. Ex. tydelig nok for Dagen i selve Fortællingen, uden at behøve at tilføies med tydelige Ord. Fabelen skal lade Menneskene see deres Feil og Mangler lige- som i et Speil og gjenkjende sig selv i de Væsener og Gjenstande, som fremføres i den som talende og handlende, og som Fabel- digteren derfor tillægger menneskelig Tænkeevne og Handlemaade. Det er en nødvendig Betingelse for Fabelen, at den har dette SIDE: 371 Hensyn til det menneskelige Liv, og er et Billede deraf. Uden denne dens Betydning vilde den kun være en Ammestuefortælling. En vis indbyrdes Lighed maa derfor finde Sted imellem Menne- skene og Fabelens Talende og Handlende, hvorfor Fabeldigterne ogsaa især have betjent sig af Dyr af en bestemt Charakter, der lader sig gjenfinde hos Mennesker. Dette er især Tilfælde i den, efter den gamle græske Fabeldigter Æsopus, saa kaldte "æsopiske Fabel". Valget af Billeder eller Fabelfigurer er dog aldeles ube- grændset. Ikke blot Dyrverdenen, men alle Ting i Naturen, ja selv Kunstfrembringelser og allegoriske Væsener, saasom personi- ficerede Dyder og Laster, ere tjenlige for Fabeldigteren, naar de blot give den Lære, han vil meddele, et for Indbildningskraften i Øieblikket forstaaeligt Udtryk. I denne dets Anvendelighed be- staaer Billedets Sandhed. Saaledes kan han lade Kornaxene og Træerne, Taarnuhret og Solskiven, Filen og Ambolten tale sammen, Oldtidens Guder atter nedtræde paa Jorden, og fremkalde i levende Gestalter Laster og Dyder af det menneskelige Hjerte. I sidste Tilfælde synes dog Fabelen at fjerne sig fra sin eien- dommelige Simpelhed og at nærme sig til andre beslægtede Digt- arter, især til Allegorien. Fabelen maa besidde følgende Egenskaber: Sandhed eller en indre Overeensstemmelse imellem Billedet og det, der skal frem- stilles (Modbilledet); den Naturlighed, at der i Fortællingen ikke findes noget som strider imod det Væsens naturlige Charakter, som optræder deri talende og handlende; Klarhed, saa at ikke blot Begivenheden bliver indlysende fremstillet, men at ogsaa den Betydning, som skal ligge deri, usøgt tilbyder sig for Læseren; Værdighed, saa at en Lære af den aandige Verden ikke bliver gjort anskuelig ved Billeder, der ere lave og smudsige; samt endelig Simpelhed i sin Bygning, ligesom i sin Stiil, saa at Fabelen ikke ved unødvendige Udsmykkelser og Tilsætning ophører at være et blot Billede, leder Opmærksomheden paa Handlingen, som saadan, og saaledes lader sin Lære fordunklet træde i Bag- grunden. Fabelens Form er i Almindelighed fortællende eller episk, men kan ogsaa være dramatisk eller dialogiseret. Hyppig er Stilen metrisk, og da betjener den sig oftest af Brevstilens Stavelsemaal eller af firefodede rimede Jamber. Vor Literatur er ikke rig paa originale Fabeldigtere, hvorimod SIDE: 372 den ei mangler Oversættere og aandrige Behandlere af Fabelen. De ægte Originaler til flere af de fremmede Fabelliteraturers bedste Prydelser tabe sig ogsaa i Orientens fjerneste Old, ja selv gamle Æsopus har flere af sine længere østenfra. Maaskee vil det Begreb, som her, til egen Veiledning for Ung- dommen, er meddeelt om Fabelen, endnu erholde nogen Klarhed ved at sammenstilles med en kort Udvikling af de med den be- slægtede Digtarters, skjøndt de to første af disse, efter den før angivne Plan for Fordelingen af nærværende Arbeides Indhold, ville erholde Plads i dets anden Deel. Disse ere Allegorien, Mythen og Parabelen. Til Allegorien og Parabelen, som deres simpleste Form -- saa simpel, at den ikke kan kaldes nogen Digtart -- kan ogsaa Exemplet henføres. Fabelen er vel allegorisk eller billedlig Digtning, men adskiller sig dog fra den egentlige Allegori. I Allegorien fremstilles nemlig Billedet alene uden at sammenstilles med sit Modbillede. At udfinde dette, overlades til Læseren, f. Ex. en Skildring af det menneskelige Liv i en af en Flods Løb fra Kilden af og til Havet, en vis Stats Skjebner i Beskrivelsen over et Skibs Fart og Om- tumlen. Imellem det selvstændigt fremtrædende Billede og det fordulgte Modbillede maa altsaa en betydelig Lighed finde Sted. Paa Grund af denne Natur betjener ogsaa Allegorien, især den høiere, sig hyppig af Personifikationer. Allegorien maa ligesom Fabelen besidde indre Sandhed, Klarhed og Simpelhed, men ogsaa Dybde, og ofte en Værdighed, der gaaer til Høihed. Den mythiske Digtning er ligeledes en med Fabelen beslægtet høiere Digtart. Mythen antyder nemlig symbolisk Naturens Sprog, og tjener ikke, som Fabelen, til et Speil, men er en Aabenbaring af en i Naturen forborgen og stum Mening, der har Næring for Gemyttet og Behagelighed for Indbildningskraften, som den ogsaa i en vis Grad forudsætter udviklet hos Læseren. I Stiil og Tone grændser den ofte ind paa visse Arter af Legenden. Simpel som Fabelen er Parabelen eller Lignelsen (egentlig: Sammenstilling, Sammenligning), hvori Tilfælde fra det daglige Liv fremstilles som Sindbilleder for høiere Sandheder. I den bliver Billede og Modbillede, det enkelte Tilfælde og den alminde- lige Sandhed stillede hinanden ved Siden. Deri adskiller den sig altsaa fra Allegorien, og fra Fabelen i, at den udelukkende tager sine Fremstillinger fra Menneskelivet, og har mere overjordiske SIDE: 373 Formaal end den, nemlig at anskueliggjøre høiere almindelige Sandheder. Parabelens Indhold er derfor som oftest religiøst, og dens Tone alvorlig og høitidelig. Den søger mere at virke paa Gemyttet, Fabelen mere paa Forstanden med sine Leveregler og Grundsætninger for de enkelte Tilfælde. Fortrinlige Exempler paa Parabelen findes i Bibelen. Vor Literatur er derimod fattig derpaa. Den geistlige Veltalenhed betjener sig meest af det simplere, til det særskilte Tilfælde og Øieblikkets Behov afpassede, Exempel. Deri bestod ogsaa egentlig Grækernes Parabel, medens Hebræernes, paa Grund af deres oversandseligere Religion, op- løftede sig til den høiere Sfære, hvor vi hensætte Parabelen. Hvor nær Fabelen kan smelte over i disse forskjellige Arter, saa Skjelnet næsten synes at forsvinde, viser i det Følgende f. Ex. den 25de Fabel, "den flyttede Blomst", hvor den gaaer over i Allegorien, den 33te, som staaer Parabelen meget nær, og den 34te, som spiller over i Mythen. EVENTYR OG SAGN. Uagtet der er den Grundforskjel imellem Eventyret og Sagnet, at hiint hører Poesien, dette Historien til, at hiint ikke vil fjerne sig udenfor Indbildningens Verden, medens dette gjør Krav paa at tilhøre den virkelige, have de hos Os dog saa meget Ydre til- fælles, at de i det mindste lade sig forene under samme Afsnit i denne Bog. Legenden derimod, som af alle den fortællende (episke) Poesies Arter staaer Eventyret nærmest [fotnotemerke] , vil, paa Grund af sin høiere poetiske Charakter, indtage samme Plads i anden Deel som Eventyret og Sagnet i denne. Eventyret grændser paa den ene Side til Fabelen [fotnotemerke] , paa den anden til "den poetiske Fortælling", en vidtomfattende Green af den episke Poesi, hvis Hovedskud ere Romanen og Novellen. Eventyret er ogsaa Fabel eller digtet Fortælling, og det Fortalte tjener lige- som i Fabelen til en anskueligere Fremstilling af Forholde i det menneskelige Liv; men dets egentlige og indre Væsen er For- nøielse ved Fantasiens Opvækkelse og Sysselsættelse. I Eventyret Fotnote: Eventyret om Gjertrudsfuglen betegner godt dette Forvandtskab. Det spiller ganske over i Legenden. Fotnote: F. Ex. i det Følgende: Eventyrene "Boghveden" og "Rødhætten". SIDE: 374 blander det Naturlige og Overnaturlige sig sammen; det synes at holde sig mellem Himmel og Jord; Alt er vidunderligt og hemmelighedsfuldt; men i Opløsningen er der altid Beroligelse og Tilfredsstillelse for den vakte Deeltagelse. Ridder Røds Under- fundighed staaer altid tilskamme, og Askepot faaer altid sin Prindsesse. Ikke blot Naturens Kræfter og Former, men ogsaa det Overordentlige og Uforklarlige i Menneskelivets Skjebner, den fattige Kløgts, den forladte Uskylds, den redelige Enfolds Triumf afgiver Stof for Eventyret, saa en Skat af mangefold Levnetsviisdom kan ligge under den lette Underholdning, det synes at yde. Eventyret kan lignes med en Drøm, og skal Eventyr være Eventyr, og dets Luftbilleder ikke forsvinde og falde som Sand i Øinene, maa Fortælleren ikke gjennemflette det med sine egne fornuftige Betragtninger, hefte nogen Moral dertil og modstille det sine egne Tanker ligesom afbrydende Drømmen med vaagne Øieblik. Det maa fortælles i god Tro, med barnlig Uskyld, ganske simpelt hen, som dette Sædvanlige: "der var engang" o. s. v., og med al Historiens Paalidelighed i Stilen. Indholdet kan forøvrigt være alvorligt eller komisk, ja endog satirisk, Indklædningen prosaisk eller rhytmisk. Mønstre paa Eventyr ere de orientalske, navnlig de i "Tusind og een Nat" samlede; men intet Folk mangler Eventyr, om de end kun leve paa dets Mødres og Børns Læber, og overalt har det gamle Eventyr et vist fra Jordstrøget, Forn- oldet og Levemaaden hentet eiendommeligt Præg. Der skal heller ikke mindre Talent til godt at gjengive dem, end til at fortælle originale; og i saa Henseende har vor senere Literatur et heldigt Arbeide at opvise. De maae ligesom leve i Fremstillingen, gjen- gives med det levende Ord -- noget som ikke forlanges af Sagnet. Dette taaler endog en vis Tyngde i Fremstillingen, Randgloser og Bemærkninger, som Eventyret ikke kan fordrage, og de Præg af Folk og Land og Old, som Sagnet bærer, ere endnu dybere end Eventyrets, som deraf kun har ligesom en Farvetone. Deels træde Levninger af Hedenoldets deels af Middelalderens Overtro frem deri, deels knytter det sig til Naturgjenstande eller til mærkelige Begivenheder, Personer, Steder og Ting, men eftersom det Utrolige og Usandsynlige aftager i Sagnenes Række, fjerner denne sig fra Eventyret, hvormed Sagnet forøvrigt, som sagt, heller ikke har noget indre æsthetisk Forvandtskab. SIDE: 375 HISTORISK STIIL. Efter sit Væsen tilhører Historien de blotte og strenge Viden- skaber, og kun visse Egenskaber ved Stilen afgjøre, om et histo- risk Værk i denne Henseende kan henregnes til de skjønne Videnskaber. I den græske Mythologi udtrykker Klios Rang imellem Muserne, og at hun oftest nævnes sammen med Digte- kunstens Kalliope, dette Forvandtskab, og i den nordiske Mythologi er Bragi med Harpen og den høie skaldede Pande Historiens og Digtekunstens fælles Repræsentant. Dersom det ikke var psycho- logisk rigtigere at antage, at Poesiens første Aabenbaren har været lyrisk, d. e. Udtryk gjennem Indbildningskraften af subjek- tive Følelser og Anskuelser af Tingene, skulde maaskee Historien kunne gjøre Fordring paa at kaldes Digtekunstens Moder, eller begge dog have samme Oprindelse og være tvillingbaarne af Menneskeaandens Behov i den graa Old til dog at opbevare i Erindringen de Begivenheder, som imidlertid havde sammenhobet sig. Vist er det, at baade hos Grækere og Nordboer ere de ældste skriftlige historiske Mindesmærker digteriske i deres Form. Men det er ogsaa kun som saadanne, at Historien, siden den selvstændigen fremtraadte, vedkjender sig og bruger dem. Vor Snorre har ganske vist indseet og følt den behagelige Livlighed, hans Anførelser af de gamle Kvad midt inde i Texten begavede denne med; men han har brugt dem som Beviser, som Kilde- steder, ikke for den poetiske Prydelses Skyld. Da Troværdighed er den første og fornemste Fordring til Historien, bliver Tro- værdighedens Udtryk den første og fornemste til dens Stiil. Til Poesien, til den poetiske Tanke er vel Kravet paa indre moralsk Sandhed ligesaa ufravigeligt; men i Udtrykket har den store Friheder. Hvor Sproget i sine sædvanlige Udtryk ikke gaaer Tanken nær nok, tør den gribe til Naturens store Farvebæger og søge at meddele sig endnu klarere og umiddelbart indtrængende ved Billeder. Det er Skjelnet paa ægte og falsk Poesi eller blot Fantasispil, om Tanken virkelig bliver klarere ved Billedet eller ikke. Historiens Opgave er reentud den prosaiske, at skaffe sine Ord Tiltro, som om det var Begivenhederne selv, der havde afpræget sig i dens Tavler. Det er sandselige Mennesker, den henvender sig til, og derfor er den Maade, den udtrykker sig paa, af SIDE: 376 Vigtighed, Troværdighedens og vigtige Begivenheders Udtryk er Simpelhed og Værdighed i Stilen. Disse saa simple Egenskaber kunne være tilstede i en saa fuldendt plastisk Skjønhed, at den rene Histories Plads imellem de skjønne Videnskaber, netop idet den viser sin Eiendommelighed og Forskjel fra Novellen og enhver anden fortællende Stiil, bliver ligesaa vis som Billedhuggeriets imellem de skjønne Kunster. De findes forenede hos Snorre, som dermed forener en fjerde Egenskab, der bør findes ved Maaden at behandle Historien paa, nemlig den behændigste Sammenknytning af de forskjellige, men i Forbindelse staaende, Begivenheder, den behændigste Behandling af Episoden. Oven- nævnte Hovedegenskaber ved den historiske Stiil og dette Talent, at lade Traadene glide Læserne i Haanden igjen, umærkeligt, men netop paa rette Sted, ere tilstrækkelige til at sikkre en historisk Skribent en høi Rang i en Literatur. Simpelheden, selv i sin prunkløseste Nøgenhed, adskiller sig fra den annalistiske Tørhed netop i Hovedbestanddelen af sit Væsen, der er, ikke at sammen- hobe, men at lade Begivenhederne udgaae af hverandre. Det er i denne Mening, at Historien siges at være Menneskehedens Læremester. Den rene historiske Stiil lader altsaa Begivenhederne tale, uden at gjennemflette Beretningerne derom med saa kaldte Ræsonne- ments? Ja det er en egen Art af historisk Stiil, hvori dette er Tilfælde. Det er Historieskriveren selv, som gjør sig gjældende ved Siden af Historien. Han taler til sin egen Generation; han udruster sig med den forensiske Veltalenheds Vaaben, eller han danner sig Mellemrum imellem de Begivenheder, han for- tæller, hvori han tager sig en selvbehagelig Hvile til filosofiske Betragtninger. Men ogsaa for denne fortjenstfulde Green af den historiske Stiil bliver Kravet paa Simpelhed og Værdighed gjæl- dende, om den ikke skal synke ned imellem de politiske Opinions- skrifters Masse. Skjønvidenskabeligheden vilde imidlertid svare ilde til sit Navn, dersom den nogensinde optrak sine Afsondringer efter skarpe rette Linier. Historien skal i sin Simpelhed ikke være nogen Steppe eller noget ensformigt Hav. Den skal ikke blot gjøre sig troværdig, men levendegjøre Begivenheder, Personer og Situationer. Dens rolige Flod har i "Skildringen", navnlig af ydre Omstændigheder ved Begivenhederne, blomstrende Øer i sit Skjød. De menneskelige Lidenskabers Vildhed i Slaget frem- SIDE: 377 stiller sig f. Ex. klarere efter Skildringen af den fredsommelige dugsprængte Morgen, hvis Rolighed snart skal afbrydes, hvis klare Blaa snart skal fordunkles. Slaget er forbi; Solen staaer der atter klar og høit paa Himmelen -- et Billede paa den evige, over Menneskenes Liden og Stræben ophøiede Viisdom. Snorre glemmer saaledes ikke at skildre Solformørkelsen paa Slagdagen ved Stiklestad. Han vil, at Læseren ogsaa skal føle noget af de Kjæmpendes Rædsel derfor. I denne Udmaling af enkelte mærke- lige Omstændigheder, som forøvrigt maae være historisk sande, er da et vist Brug af Poesien tilladt i den historiske Stiil. Sandsen for dennes eiendommelige Hovedegenskaber, Simpelhed og Værdig- hed, ikke smaalige æsthetiske Regler, maa afgjøre hvormeget. I Skildringer fra den moralske Verden, saasom i "Charakteristiker" og "Charaktertræk", der yde den historiske Stiil megen Livlighed, samt i "Levnetsbeskrivelser" maa Historien derimod bruge Grav- stikkens Simpelhed, ikke Penselens Farverigdom. Sagaen. Ved en Saga forstaae vi en Fortælling om Begivenheder og Personer fra Nordens Oldtid, affattede i det dengang for Nordens trende Riger fælles Sprog, "Norr¿na-Tunge". De fleste ere skrevne af Islændere, og da disse vare af norsk Blod og oftest norske Undersaatter, og da de Begivenheder, de fremstille, især ere ind- flettede i den norske Historie, tilhøre de vor Literatur, som i dem og i Snorre Sturlesøns "Heimskringla" eller Ynglingaættens og de norske Kongers Sagaer indtil Kong Sverrer samt i deres Fortsæt- telser besidder sin kostbareste nationale Skat. Af dette Værk tæller vor egen Literatur to Oversættelser, nemlig Peder Claussøns fra Slutningen af det 16de Aarhundrede og Jacob Aalls fra de sidste Aar, og i begge gjengives vort Oldsprogs Aand og Bygning med saadan Troskab, at de, foruden i historisk, ogsaa i sproglig Hen- seende ere af stor Vigtighed og Interesse. Snorre Sturleson og de bedste af de Sagaer, som fremstille enkelte anseete Familiers og Mænds Historie, vare ikke alene i sig selv Mønstre paa en historisk Stiil; men Oversættelserne, og navnlig den Aallske af Snorre, ere det ogsaa paa en national. Vi føle, at de samme Vendinger og Ord vilde være os naturlige og gjængse, om Nor- mændene stedse vare forblevne sig selv, og de ere os ikke mere SIDE: 378 fremmede, end at vore Bønder endnu i mange Egne bruge de samme. En historisk Fortælling skreven i Hardangers eller Sogns eller Thrøndelagens, ja man kan sige i det hele Lands Almuesprog, vilde i Stiil og Periodebygning gjengive de gamle Sagaer. Disses Læsning, om end kun i Oversættelse, vil, under Tilværet af et saadant Forvandtskab imellem Folkets store Mængdes Talesprog og Oldsproget, og formedelst det for ethvert norskt Øre Tiltalende i deres Stiil, saaledes neppe være uden Indflydelse paa den Ret- ning tilbage til os selv, som Sprogets Udvikling vil tage. Historisk Skildring. Da den historiske Skildring vælger sig til Stof enkelte, midt i Historien fremragende, Begivenheder og Bedrivter, saasom Feldt- slag, Beleiringer, kjækt iværksatte Planer, og da det er dens Op- gave at fremstille dem som om de foregik under Læserens Øine, er det naturligt, at den maa adskille sig fra den sædvanlige histo- riske Stiil ved nogen større Livlighed, Blomstring i Sproget og Omhyggelighed i Enkelthederne af Udførelsen. Det er ligesom om Fortællingens Fysiognomi belivedes og dens Pulse hævede sig ved Begeistringen af det interessantere Moment, som den har valgt sig. Nogen særegen Art danner den dog ikke; den er kun de mere glimrende og finere udarbeidede Led i den almindelige Histories Kjæde. Medens de store Forholde af dennes Malerier ikke tillade nogen bestemt Indfatning, saa at dens Figurer synes at bevæge sig paa en Baggrund af den aabne Natur eller den blaa Himmel, indbyde Penselfiinheden ved den historiske Skildring og Begrændsningen i en Ramme af afmaalt Tid til at betragte den som et Kabinetstykke i Nærheden. Selv hvor Skildringen ikke danner noget Heelt for sig, men er et Afsnit i et fortløbende Foredrag, antyder forskjellige Eiendommeligheder ved Stilen, at et saadant er indtraadt, at vi ere stødte paa en Episode, hvori Historieskriveren mere tør overlade sig til Indbildningskraften og sit Genies Eiendommeligheder. Personerne begynde pludselig at tale i Præsens, Livligheden fremkalder undertiden mundtlige Udbrud og Dialoger midt under Handlingen, Personerne charak- teriseres i bestemte Omrids og Scenen for Begivenhederne af- males. Der er ogsaa Noget, som kaldes historisk Malerkonst, og som her kommer i Anvendelse. SIDE: 379 Forskjellig fra den historiske Skildring er dog det saa kaldte historiske Maleri. Det tilhører Digtet og ikke Historien, da det kun henter Stoffet fra denne og kun henvender sig til Læserens Indbildningskraft. Denne Afart, hvorpaa ingen Literatur for øvrigt er rig, ligner de saa kaldte tableaux vivants (levende Malerier). Stilen i dem maa være særdeles kraftfuld og sammentrængt. Levnetsbeskrivelse og Charaktertegning. Forskjellen i Stiil imellem de to følgende Arter af historisk Foredrag er omtrent den samme som imellem det rene historiske og den historiske Skildring. Levnetsbeskrivelsen, der mere be- handler det ydre Liv og Handlingerne, er simpelthen fortællende, skjøndt det Omfang, Forfatteren har foreskrevet sig, og hans Eien- dommelighed kan meddele den meget af Charaktertegningens større Rigdom; og Charaktertegningen, der har til Formaal at med- dele et klart Begreb om sin Helts hele Sjelelige, Ejendommelige og hans Handlingers Bevæggrunde, er livligere, mere malerisk og reflekterende. I Charaktertrækket, der kun behandler en enkelt Yttring af et mærkværdigt Menneskes Tænke- og Handlemaade, stræber Stilen igjen, formedelst Materiens epigrammatiske Natur, efter større Simpelhed. BESKRIVENDE FOREDRAG. Ligesom Folkeslagenes og enkelte Menneskers Færden og Liv i en Fremstilling af Følgeforbindelser er Gjenstanden for Historien, er Folkeslagenes Sæder og Indretninger, Landenes Beskaffenhed og den hele Natur udenfor hiin Menneskenes fri Virken Gjenstand for Beskrivelsen. Dersom man ikke erindrede, at "Historie" be- tyder "Fortælling", skulde saaledes Ordet "Naturhistorie" være mindre rigtigt uden som brugt om Fremstillingen af de Overgange, hvorigjennem vor Jords Natur har udviklet sig til hvad den er. Denne har saaledes ogsaa havt sin Historie, og en, som behandles ræsonneret, da den leder sig frem ved Skarpsindighedens Slut- ninger; men i almindelig Forstand er Naturen i sine Enkeltheder kun Gjenstand for Beskrivelsen. Her have vi dog kun at be- mærke de Forskjelligheder i Foredragets Maade eller Stiilart, som iagttages i Beskrivelsen, og da finde vi, at Stilen maa rette sig SIDE: 380 efter Materien. Vi kjende Elementernes Majestæt og den land- lige Naturs Høihed eller Ynde, Følelsen heraf siger os tillige, at Sproget ikke kan udtrykke dette noksom, og dog fordre vi, at det skal stræbe derefter. I Naturbeskrivelsen i denne Forstand, ligesom ogsaa i Beskrivelsen af hvilkesomhelst interessante Scener eller Gjenstande, fordre vi altsaa al den Livlighed, Kraft og Farve- sandhed ogsaa i det prosaiske Foredrag, som kan stille os Gjen- standen saa levende og klart som muligt for Øie. Beskrivelsen maa blive Skildring og Maleri. I en Beskrivelse, f. Ex. af et natligt Udbrud af Vesuv, kan Stilen ikke beholde Fortællingens Rolighed. Den vil, om den er sand, næsten lade os føle Stødene og Udbrudene i sine korte, ligesom med Scenens rædsomt-skjønne Farver opfyldte, hverandre fremskyndende, Perioder. Den rette Stiil dikteres overalt af Materien, og bliver gjennem Forfatterens levende Opfatning af denne og fine Øre for den Tone, hvori- gjennem den vil udtale sig, ligesom Materiens uvilkaarligen valgte Form. Man sammenligne hiin Stiilart, som vil være den naturlige for Beskrivelsen af Vesuv under et Udbrud, med en over Bjerget i dets rolige Tilstand, da Formaalet bliver at skildre det i dets almindelige Forhold til dets Omgivelser! Eller man beskrive en Ildebrand! Mængden af de Gjenstande, som i samme Øieblik fængsle Opmærksomheden og skulle meddeles Læseren med Ind- trykket af deres Sammenstød i disse Øieblik, vil uvilkaarlig give sig Udtryk gjennem en kort, afbrudt, uordnet, med skarpe Farve- strøg opfyldt Stiil. Som oftest danner Naturbeskrivelsen med sin malende Stiil de skjønneste Partier af Reisebeskrivelsen, af hvem vi, som Indklæd- ning for det Belærende, fordre Stilen fortællende lige indtil Sam- talens og Brevstilens livlige Lethed og Fortrolighed. Beskrivelsen af Folkeslags Sæder og Levemaade, der ogsaa som oftest tilhører Reisebeskrivelsen, vender tilbage til den historiske Stiils Rolighed, hvor Forfatteren kun fremstiller det Givne; og i Naturhistorien, i den Bemærkelse, vi almindelig tage Ordet, er Beskrivelsen saa strengt bunden til dette, at Tydelighed, Simpelhed og Sprog- rigtighed, ligesom ved andre blot videnskabelige Fremstillinger, tilfredsstille alle vore Fordringer til Stilen. SIDE: 381 BELÆRENDE FOREDRAG. Historien eller det fortællende Foredrag staaer ved sit Slægt- skab til den episke Poesi, og det beskrivende Foredrag ved den maleriske Anskuelighed, som det kræver, i nærmere Berørelse med Poesien eller den egentlige skjønne Literatur end det strengt belærende eller didaktiske Foredrag. Dette ligger efter sin Natur fjernest derfra, skjøndt vi ogsaa ved det kunne fordre de tørreste Materier behandlede i en Stiil, som hverken støder Øret eller vort Begreb om det Skjønne. Det didaktiske Foredrag er for nær beslægtet med det oratoriske eller Veltalenheden til at det ikke ogsaa skulde besidde sine Skjønheder. Ogsaa Logiken har sin naturlige Rhythmus (Tonetakt); aandrige Betragtninger meddele ogsaa Stilen Aand og Liv, og den skarpsindige Afhandling henter sin indtrængende Tydelighed, Beviserne sin seirende Styrke ikke blot fra deres egen indre Rigtighed, men ogsaa fra den Stiil, hvorigjennem Foredraget er udtrykt, fra de veldannede, velfor- bundne Perioder og de velvalgte Ord. Det belærende Foredrag er Sjelens Tale. Det er en individuel Anskuelse, en Betragtning over en aandig Gjenstand, en Lære, Forfatteren vil fremsætte og gjøre gjældende med al sin Aandskraft, og da kan Stilen ikke være ham ligegyldig. Jo tungere Materien er, af des større Vigtighed vil han finde Stilens Lethed og Tydelighed. Materiens Dybsindighed kan gjøre en Indtrængen i denne vanskelig, men Sproget maa ikke forøge disse Vanskeligheder. Og dog er dette saa ofte Tilfælde, ja selv det, at Materier, der i sig selv ere simple, vanskeliggjøres ved et kunstlet, med haarde selvgjorte eller fremmede Ord overfyldt Sprog. -- Ligesom Begivenhedernes Sandhed i Historien er det vigtigste, saa er Materiens indre Sand- hed det ved det belærende Foredrag, og den Skjønsomme vil altid foretrække en grundig, om end sletstilet, Afhandling for en ugrundig, som ellers i alle Maader tilfredsstiller Smagens For- dringer. Intet bliver skjønnere ved at komme i Strid med sig selv, og det didaktiske Foredrag geraader deri, saasnart det i mindste Maade sætter Rigtigheden og Forstandsinteressen tilside for Formen. Kunsten er, at fremstille Tankerne saaledes som de i naturlig Forbindelse og i logisk Følgerække af hinanden udvikle sig af den med Materien sysselsatte Bevidsthed. Alle aandige Kræfter virke harmonisk under Forstandens Herredømme, og saa- SIDE: 382 ledes vil Indbildningskraft og Følelse ogsaa medvirke under Tænk- ningen, og da ogsaa under Fremstillingen. Hvor mangfoldige Materierne end kunne være for det belærende Foredrag, er dette dog altid af en saa alvorlig Beskaffenhed, at denne ogsaa maa gjengives i en vis Stilens Alvor, Rolighed og Værdighed. Denne langsomme Rhytmus og roligere Charakter danne Skillet imellem det belærende skrevne og det mundtlige Foredrag. Dette gjælder dog egentlig kun om de filosofiske og moralske Afhandlinger; i den didaktiske Epistel og i den prosaiske Satire, der ogsaa hen- regnes til det belærende Foredrag, er Stilen livligere, fordi i den første det individuelle Lune og ømme, fortrolige Forhold, og i den sidste Vittigheden, enten som paapegende det Latterlige med et Smiil eller det Slette med fyrigt Had, udtrykker sig. For Ord- og Tankesproget, der ogsaa kan henføres til det belærende Fore- drag, er størst mulig Korthed og Kraft i Udtrykket det Eien- dommelige ved Stilen. Dets Formaal er nemlig at gjøre ind- trængende og at binde til Hukommelsen visse praktiske Sandheder og Leveregler, der ere overleverede fra Fædrene i den Form, hvori de skulle beholdes. De leve kun paa Folkets Læber og vedkomme ikke Literaturen. POETISK FORTÆLLING. Den poetiske Fortælling tilhører den episke (fortællende) Poesi, og forgrener sig i Romanen, Novellen, den egentlige poetiske For- tælling, Eventyret, Legenden samt Romancen eller Balladen. Ro- manen er Fremstillingen af en afsluttet Kjæde af Begivenheder, som alle staae i indre Forbindelse med hverandre og tjene til at belyse og vække Interesse for en Hovedperson, som altsaa er det Heles Sjel eller Helt, fra hvem Alt udgaaer, og til hvem alle Handlingerne i sine Følger vende tilbage. I sin Begyndelse og Udvikling ligner Romanen Kilden, som, naar den engang er brudt frem af Jordens Skjød, stedse graver sit Leie dybere, og tilsidst udvikler sig som en mægtig Strøm med sine Sideelve og Forgre- ninger. Det simple Tilfælde, hvormed den begynder, er nemlig høist frugtbart i sine Følger; Begivenheder følge nu paa Begiven- heder; de foregaaende bære Spiren til de efterfølgende i sig, og i samme Forhold, hvori den fremskrider, tiltager den i Betydning. SIDE: 383 Digteren svæver ligesom beskuende over Begivenhederne og deres Helt, behandlende Alt med mægtigt Overblik, betjenende sig af alle de Elementer, som Menneskelivet, Mennesket selv, Historie, Videnskab og Kunst tilbyder. Men desaarsag er det ogsaa Be- givenhederne i Romanen, ikke Digterens Personlighed, der skulle tiltale os. Derfor, og fordi Romanen staaer nær det virkelige Liv, er ogsaa den fortællende prosaiske Form den almindeligste, uden dog hverken at udelukke Dialogen eller Brevformen. Livlig- hed, Blomstring og Høihed i Udtrykket, hvor dette er naturligt, og en skjøn velklingende Periodebygning ere de Fordringer, man gjør til Romanens Stiil. Ligesom der gives komiske Heltedigte, saaledes gives der ogsaa komiske Romaner. Det komiske Heltedigt bestaaer i Parodieren af det alvorlige Heltedigt, men den komiske Roman opfatter og idealiserer det Latterlige. Den er da enten reen komisk, naar den lader dette tale for sig selv, eller satirisk, naar den over- lader sig til Betragtninger, eller humoristisk, naar den personlige Følelse blander sig i med. Denne sidste Art spiller derfor ofte over i det Sentimentale. I den "sentimentale Roman" spille de ømme Følelser Hoved- rollen. Skeer dette med Overdrivelse, bliver Romanen en farlig Læsning, og i denne Henseende har man havt meget at beklage sig over. Denne Udartning har nemlig spillet en betydelig Rolle i Verden. Den fortrængtes af den saa kaldte "historiske Roman", som opfatter poetisk en given Virkelighed, og vælger et historisk Grundlag for sine Begivenheder. Romanens Omfang ikke alene tilsteder, men nødvendiggjør Sidebegivenheder eller Episoder. Udvikler en saadan sig selv- stændig, fremstaaer Novellen, der er en i Prosa affattet Frem- stilling af enkelte, i sig afsluttede, Tilfælder i Livet, hvori Hand- lingen omfatter et kortere Tidsafsnit. En Roman kan bestaae af en Kjæde af Noveller. I Novellen kan Digteren fremtræde mere subjektiv i den Tone, han veed at give det Hele, og i de An- skuelser, han gjør gjældende, uden at dog den for enhver For- tælling naturlige objektive Charakter derfor gaaer tabt. Den egentlige poetiske Fortælling adskiller sig fra de foregaaende ved en Handling af ringe Omfang, uden episodiske Udskeielser, og som sættes i nær Berørelse med en Hovedperson, hvortil For- tælleren veed at knytte Interessen. Den leger ikke hensynsløst SIDE: 384 med opdigtede Begivenheder, som et Barn med Billeder; men den har det psychologiske Øiemed (og derved ogsaa et moralsk Værd) at aabne for os det menneskelige Hjerte, og at vise, hvor- ledes det gode og det onde Princip strider deri, og hvorledes Liden- skaberne drive til Handlinger, som igjen indeholde i sig deres Løn eller Straf. Den maa altsaa, med al Frihed i Stoffet, besidde en indre Sandhed og tillige indeholde en frugtbar Spire til poetiske Udviklinger. Den kan med Hensyn til Indhold og Foredrag være komisk eller alvorlig. I første Tilfælde er dens Opgave med Vid og Ironi at fremstille menneskelige Svagheder og Daarligheder, hvorved den nærmer sig Satiren; i sidste er den enten senti- mental, hvorved den maa undgaae affekteret Føleri, eller af mo- ralsk Tendents, hvilken dog ikke maa fremtræde paa Bekostning af Fortællingens digteriske Værd. Stilen maa være let, naturlig og livlig. De brede Skildringer og Episoder, som Romanen og Eposet (Heltedigtet) kunne tillade sig, høre ikke hjemme i den egentlige poetiske Fortælling, hvis Gang i det Hele maa være rask formedelst den Begrændsning af Stoffet, som udgjør denne Digtarts Charakter. Formen kan være prosaisk eller rhytmisk. Den Rhytmus, den bruger, naar den ikke viser sig som Ballade eller Romance, er i Almindelighed frit og afvexlende, omtrent som den i den poetiske Brevstiil brugelige; men ogsaa i sin prosaiske Form kan den poetiske Fortælling være sand Poesi. Rimet poetisk Fortælling og Riimbrev. Den digtede Fortælling er af Indhold alvorlig eller komisk. Men det Komiske eller Lunefulde kan ogsaa give sig tilkjende i Formen, og af denne Charakter er næsten stedse den rimede eller versi- ficerede Fortælling og Riimbrevet, hvori Digteren betjener sig af Rimet med ulige Versfødder. Denne Form, synes især egnet for den digtede Fortælling, hvor Stoffet enten er en kort latterlig Anekdot eller hvor Digteren kun udtømmer sit Lune og ligesom spøgende viser sit Vid og sit Herredømme over Sproget. Dette maa i begge disse Former vise sig i høi Grad bøieligt under Forfatterens Hænder og ligesom konversationsmæssig letflydende, saa det er hans Overmagts Leeg dermed man seer selv i de lange Paren- theser og tilsyneladende Udskeielser i Materien, Udvæxter i Stilen og Ordvanskabninger, hvormed han stundom kortvilligen afbryder Rimenes letglidende Strøm. Vi gjenkjende denne Form fra Fabelen, SIDE: 385 hvori den franske Lafontaine har været Verdens uopnaaede Mønster, medens vor Literatur i Wessel og Baggesen besidde to Forfattere i den lunefulde rimede Fortælling og Riimbrevet, som ganske fyldestgjøre de stilistiske Krav til begge disse to i Formen beslægtede Arter. Baggesen gjør i Fortalen til sine "Skjemtsomme Riimbreve" Stilen næsten udelukkende til Hovedsag for Riimbrevet, idet han erklærer, at det Egne og Eiendommelige derved er, næsten ingen Materie at have. EPISK-LYRISK POESI (VISE). I alle de i Formen lyriske Behandlinger af et episk Stof eller hvor en romantisk Begivenhed fortælles i Sang, i den egentlige Romance eller Balladen, Kjæmpevisen og alle de Digtformer, hvor- paa Ordet "Vise" i egentlig Bemærkelse lader sig anvende, be- finde vi os paa et Territorium, hvorpaa baade den episke og den lyriske Poesi samt den poetiske Fortælling kan gjøre Paastand. I Forklaringen af Ordet "Vise", nemlig, at den er en poetisk For- tælling i lyrisk Form af en romantisk Begivenhed, er denne Paa- stand paa engang udtrykt og hævet. Med Hensyn til Stoffet hen- regnede vi Romancen og Balladen til den episke Poesi og under den poetiske Fortælling; men da ikke alene Formen, (som det i denne Bog er Hovedsagen at paavise) og det Eiendommelige, at være afpasset til Melodi, men ogsaa Nødvendigheden af en indi- viduel Stemning og Opfattelse af Stoffet er af reen lyrisk Be- skaffenhed, have vi givet Visen og dens Arter en egen Rubrik og i nærværende Afsnit dannet en Overgang til den reen lyriske Poesi. Navnet "Romance" antyder denne Digtarts sydlige Op- rindelse, nemlig hos Nationerne af de romaniske Sprog, og Navnet "Ballade" udledes af det Italienske som et Digt, til hvis Melodi man ogsaa kunde dandse. Oprindelig vare de begge Eet og det Samme, og vi gjengive dem bedst begge med Navnet "Vise". Imidlertid pleier man at henlægge Balladens Fædreland mellem de nordlige europæiske Folkeslag, som om den især er hjemme mellem de gotisk-germaniske Nationer, og at tillægge den et mere tragisk Indhold, medens Romancen er forskjelligere og taaler gladere Farver. I nyere Bemærkelse kalder man ogsaa enhver Besyngen af Kjærlighed eller poetisk Udgydelse af dens Følelse -- altsaa reen lyrisk -- en Romance. Her have vi dog kun den SIDE: 386 historiske Romance for os. -- I disse Digtarter maa Begivenheden skride raskt frem uden megen Omstændelighed og Sammenhæng. Kan Heltedigtet lignes med en mægtig og bred Strøm, maae disse ligne de livlige, i raske springende Afsatser løbende Bække. Derfor tillade de ingen dvælende Betragtninger, ingen udviklet Motiveren af Handlingerne, ingen Kunstlen i Lidenskabernes Udtryk, ingen Udtværen af Taler. Handlingen skizzeres blot, og Indbildnings- kraften maa selv udfylde de manglende Led. Alligevel er denne Charakter forskjellig fra den høiere lyriske Poesies Flugt, idet de besjungne Begivenheder dog altid beholde deres objektive Sammen- hæng, hvis Led udvikle sig synligen af hinanden. Vore ældste Romancer og Ballader ere Kjæmpeviserne, der ere fra de skandinaviske Folks Middelalder og engang vare udbredte som fælles Eiendom i alle tre. Deres Stof er Sagn og enkelte Træk af udmærkede Personers Historie, som oftest af tragisk Indhold, og en Eiendommelighed ved de fleste er et Omkvæd, der ofte synes uden Sammenhæng med selve Visen. LYRISK POESI. Al Poesi er enten subjektiv eller objektiv. Den er subjektiv, naar Digteren tager Stoffet fra sig selv og fremstiller sit Indre i en Begeistrings Øieblik under selve Følelsens Udgydelse og Tankens Frembringelse, og den er objektiv, naar han henter Stoffet fra Udenverdenen og alene fremstiller Gjenstande fra denne med Fordølgelse af deres Virkning i Øieblikket paa hans eget Indre. I sidste Tilfælde er det da Mennesket, dets Virken og Liden som Sjæl eller Person, der fortrinsviis er Gjenstand for Poesien. Som objektiv er denne enten episk (fortællende) eller dramatisk (i Handling fremstillende), og som subjektiv er den enten didaktisk, hvor Forstanden viser sig forherskende, eller lyrisk, hvor Følelsen er det. Den lyriske Poesi har sit Navn af Lyraen, med hvis Toner Grækerne ledsagede deres Sang, og det antyder dens inderlige Forbindelse med Musiken. Denne er Følelsens meest individuelle og instinktmæssig naturlige Udtryk i dens dunkleste Tilstand, og da det er Følelsen, men bevidst og ligesom opklaret af de af den fremkaldte Tanker, som den lyriske Poesi ogsaa skal udtrykke, SIDE: 387 er en harmonisk, taktfuld Rhythmus, til hinanden svarende Strofer, korte syngbare Vers og hørlige Riim naturlig for denne. Følel- sernes Natur og Charakter er musikalsk; de finde af sig selv dette Udtryk, medens den episke Poesi, ifølge en lignende indre Nød- vendighed, vælger det majestætiske Hexameter, og den didaktiske og elegiske Poesi andre af de længere og roligere Versformer. Da Følelsen, det individuelle Indtryk, er den lyriske Poesies Omraade, er dette altsaa overordentlig vidtløftigt. Intet menne- skeligt Hjerte mangler lyriske Øieblik, hvori Følelsen gjør sin Magt gjældende som en Trang, der ofte kun finder Udtryk i et Blik fuldt af Kjærlighed eller i en Taare, og alle disse Hjerter ere som ligesaa mange Æolsharper, hvorigjennem Vinden toner eens i Akkord, men kun forskjelligt i Styrke. Det er de lyriske Digtere, som høres over deres Medmennesker, idet deres Kald saaledes er, at give en almindelig, reen menneskelig Følelse, som hæver Mennesket over Dyret og Fantasien over Virkeligheden, Udtryk i Ord og Tone. Jo varmere Følelsen maa være, des mere er den egnet for lyrisk Poesi. Gudsfrygt og Kjærlighed besidde saaledes en høiere og fyrigere Lyrik end f. Ex. Venskab, der er en roligere Følelse, og Patriotisme, der er mindre individuel. Vittighed, som f. Ex. i flere af Vaudevillens Sange eller i de i den senere Tid saa talrige politiske Sange, og blot Beskrivelse kan ikke være Hovedsagen i et lyrisk Digt. Beskrivelsen kan, med al Pragt og Sandhed, i det kun have Værd som Billed for dets Idee. At det besidder denne og den Eenhed, som intet Skjønt kan mangle, medfører dog ikke Kravet paa nogen synlig logisk Orden i Tankegangen. Man fordrer lyriske Tanker midt i Følel- sernes Strøm, d. e. Tanker, som i en usøgt Sammenstilling over- raske ved en indre Sandhed og et umiddelbart Sammenhæng, der undlader Mellemledene, fordi de ikke behøves. Det er Sjel som taler til Sjel, men støvhyllet til støvhyllet; men de for- staae hinanden som Døve gjennem Fingersproget, hvoraf enhver Figur lader dem strax fatte en heel Sætning og springe fra Mening til Mening. Følelserne skabe ogsaa, efter deres livlige Natur, Forestillingerne i Øieblikket, og fremkalde dem ikke efter nogen Regel, hvorved en eiendommelighed Yndighed ved den lyriske Poesi fremkommer, som man kalder den lyriske Uorden, lyrisk Sving eller Flugt. Det lyriske Sprog er kort, billedrigt og frit i SIDE: 388 Brugen af Ord og Vendinger. Digteren har her især Anledning til at vise sit Herredømme over Sproget. Disse Egenskaber ved den lyriske Poesi vise sig især i Oden. Da den er Begeistringens Udgydelse og kun en ophøiet Gjenstand, det Sande, Gode, Store eller Skjønne, kan begeistre, er alt Usædeligt og Lavt ja endog det Komiske udelukket fra Oden. Digteren behandler i den sin Gjenstand enten med sædeligt Alvor, og da have vi den didaktiske og sentimentale Ode, eller med hellig Begeistring (Hymnen) eller med sandselig Heftighed (Dithy- ramben). En mindre stærk Følelse udtaler sig i Sangen, der er af ligesaa mangfoldig Art som dens Gjenstand (aandelig Sang eller Psalme, samt verdslig Sang, saasom Nationalsange, Krigssange, Barne- sange, Selskabssange, Kjærlighedssange, Sørgesange eller Minde- digte, Drikkesange, Sømandssange o. s. v.) Versarten er des- aarsag simplere, omendskjøndt den ofte tager en høiere Flugt i enkelte Strofer; og saaledes nærmer den sig Oden. Stundom antager ogsaa Sangen dramatisk Indklædning (Vexelsang), hvilket især er Tilfælde i Kantaten eller Høitidssangen. Da Syngbarhed er en Egenskab, som kræves ved Sangen, synes Rimet at være den nødvendigere end det er for Oden, der paa Grund af sit vægtigere Indhold beiler mindre til Ørets Behag end den. I ingen Sangart træder Rimet og i det Hele det Formelle overvægtigere frem end i Kanzonen og endnu mere i Sonetten, der i sin Bygning er en Slags Kunstdreier-Efterligning af deslige i det Italienske og andre sydromaniske Sprog, som især ere skikkede derfor. Disse Arters rolige, bløde Tone og den Vidtløftighed i Udtrykket, som er dem egen i Modsætning til Odens kraftige Korthed (Odens Lakonismus) gjøre dem især skikkede for Lidenskabens Resigna- tion og i det Hele for Betragtningen. Disse Gemytstilstandes sædvanligste poetiske Udtryk er dog Elegien (Klagedigtet). Som ethvert lyrisk Digt gjengiver denne Digterens subjektive Følelse, men ikke umiddelbart som Odedigteren, men stedse med en om- stændelig, udpenslende Rolighed, der ikke forsømmer noget Træk, som kan bidrage til Fuldkommenheden af den Skildring af hans Gemytstilstand og Stilling for Øieblikket, som han vil udkaste. Det er Betragtninger over hans Følelser, ikke disse selv i deres Ud- brud, som den elegiske Digter udtrykker; og da den igyder Liden- skaben ligesom en Balsam af Rolighed, fremkomme de blandede SIDE: 389 Følelser, Vemod, Haab og Frygt, Lyst og Ulyst, som have valgt Elegiens langsomme, blidthenglidende Former til deres naturlige Udtryk. En Art af Elegien i Aand og Versform er Heroiden (lyrisk Epistel), hvori Digteren sætter sig ind i en Andens sørge- lige Stilling, og skildrer denne i sin Helts Navn. Den lyriske Digtning er det Blomsterbed i Poesiens Have, som pranger med de forskjelligste Arter; men ville vi fra et andet af Naturens skjønne Riger hente billedligt Udtryk for Lyrikens Hoved- arter, der foruden Mangfoldigheden og Forskjelligheden i deres Udvortes tillige kunne betegne den i deres Charakter, saa kunne vi i Oden see Ørnens Flugt, ligesom man har lignet Kanzonen og Sonetten med den ad Vandfladen henglidende Svane; i den ømme Due og Nattergalen kunne vi finde Elegien, og Sangen i de talløse Arter af Sangfugle, som om Sommeren kappende fylde Skovens grønne Haller med deres afvexlende Toner. Dette Billede peger ogsaa paa en hidtil undladt Bemærkning, nemlig den, at, om det end er de almeen-menneskelige Følelser, den lyriske Digter skal give et idealt, med al Forskjønnelse dog sandt, Udtryk, er Individualitet heri noget, som man kan kræve af ham, om han ikke vil være blot Versemager. Aandelig lyrisk Poesi. Gud i sin Alfuldkommenhed er den meest ophøiede Gjenstand for Betragtningen og derfor ogsaa det rigeste Stof for Følelsen, Indbildningskraften og den digteriske Begeistring. I Forsøgene paa at udtrykke sig Gjenstanden værdigt naaer da Poesien sin høieste Flugt, og bliver Lovsang eller Tempel-Hymne. I Psalmen, hvori de religiøse Følelser finde Udtryk, som fremkaldes ved Be- tragtningen af Guds enkelte Egenskaber, af Hans Storhed i det Skabte og Hans Velgjerninger, af Religionens Hovedpunkter og Livsalighed samt af den religiøse Betydning ved forskjellige Livs- og Naturforholde, er Rhythmusen roligere og Charakteren ned- stemt fra Begeistringens funkeslaaende Glød til Kraftens Varme. Den er bestemt til at synges, og besidder derfor en strengere riimbunden Ensformighed end Hymnen behøver. Det er for Menig- hedens religiøse Følelser, Psalmisten er Organ, medens der ogsaa er en, til Elegien grændsende, aandelig Digtning, som blot gjen- giver Indtrykket af Øieblikkets individuelle alvorlige Forhold. Da SIDE: 390 Gjenstandene for disse Digtarter altid ere af den meest opløftende Natur og altsaa mindst af alle tillade nogen Mathed i Tankerne, er det klart, at Versemaalet altid maa være fuldttonende og kraftigt og sparsomt paa overflødige Ord. I ingen Digtart er det saa umuligt for det Formelle at tilsløre de indre Tankens eller Følelsens Mangler, som netop i disse. Det altid, selv med det meest harmoniske og velklingende Rhythmus og den prægtigste Versebygning mislykkede Forsøg derpaa, opdages let af selve Eenfoldigheden, og vækker det modsatte Indtryk af det, der skulde vækkes, hvorfor mange gamle aandelige Sange, med alle deres stødende Feil, som saadanne bære Prisen fremfor flere nutidige, der nok tiltale Øret og maaskee Indbildningskraften, men ikke slaae an de Strenge i Hjertet, som netop skulde røres. Verdslig Sang. Efter Stoffet antager Sangen Benævnelse. Er det Gjenstande af almeen national eller lokal Interesse, der besynges i et simpelt Sprog, fremkommer Folkesangen. Hvor det er Fædrelandets politiske, fysiske eller historiske Fortrin, dets Personifikation i Kongens eller Republikens Majestæt eller enkelte af Folkets Egenskaber, Interesser og Minder, som besynges, bliver den fædrelandsk eller patriotisk Sang. I Stater med stor politisk Frihed besynges dette Fortrin hyppigst, fordi det er det vigtigste (Friheds- sange). I Krigstider fremkomme Krigssange. De fædrelandske Sange, som Folket i Almindelighed ved høitidelige Leiligheder vedkjender sig og bruger som Udtryk for sine Følelser, kaldes Nationalsange; og i dem maa fortrinsviis Høihed i Tanken findes forenet med Simpelhed i Udtrykket og syngbar Harmoni i Verse- bygning og Rhythmus. Troskyldighed parret med Vid (Naivetet) istedetfor Høihed i Udtrykket og den høieste Grad af Simpelhed i Stilen fordres hos den saakaldte Folkevise, der som oftest virkelig faaer sit Tilvær imellem Almuen og intet Krav gjør paa nogen Plads i Literaturen. I Stiil og Stof, som den ofte henter fra af Almuen bekjendte, skjøndt uhistoriske, Personers Skjebne eller fra nys passerede Begivenheder, er den ellers ganske Ballade, fra hvilken den er lettest skjelnelig, naar en Moral udgjør dens Stof. SIDE: 391 Henrik Wergeland AV LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM. UDGIVEN AF HENRIK WERGELAND OG N. J. WESSEL BERG. ANDEN DEEL. FORORD. Der finder et numerisk Misforhold Sted i første Deel imellem Fablerne og den øvrige Text, ligesom i anden imellem Vise- arterne og de øvrige Afsnit. Men da der kun skulde hentes af vor egen Literatur, og sørges nogenledes for den tidligere Alder, samt da den hensigtsmæssige Læsning, som ellers tilbød sig, be- fandtes at være Oversættelse, forekom Fabelen passeligst. Viserne toges mange af, fordi denne Deel er bestemt at gives en Ungdom i Hænde, der, i patriotisk Henseende, har godt af at indpræge sig nogle af vore bedste i Erindringen. Men til at forbedre gives kun een Leilighed, og det er den, at Arbeidet, uagtet dets Feil, maa vinde saadant Indpas i Skolerne og hos Almeenheden, at et nyt Oplag fornødiges. Christiania i Juli 1844. Udgiverne. LYRISK POESI. For den lyriske Poesies talrigste Familie Sangens forskjellige Arter afgiver Formen kun utydelige Skjelnemærker. Den for dem alle fælles Stræben efterat være syngbar gjør, at enkelt Versbygning kan være fælles for en Mængde Sange af forskjel- ligt Indhold, som kun gjennem Musiken faae deres charakte- ristiske Udtryk. Efter Aand og Indhold, efter den indre Charakter, og, hvor denne er blandet, efter den meest forherskende, erholder derfor Sangen sine Hovedbenævnelser. De bestemteste Cha- rakterer og Benævnelser ere den elegiske, den idylliske og den SIDE: 392 malende lyriske Digtning, endskjønt ogsaa disse smelte ofte over i hinanden; men en fjerde Klasse, der er ligesaa mangfoldig som de menneskelige Forholde og Individualiteter og de Gjen- stande, som lade sig besynge, lader sig neppe tydeligere be- tegne end med Udtrykket almindelig Sang. Medens de tre førstnævnte ere af en alvorlig Charakter og udtale kun Digterens individuelle Følelse og Anskuelse, er denne af en munter og freidig, og udtaler sig i Alles eller i Fleres Navn. Herhen hører altsaa Selskabssangenes talrige Slægt, hvortil de i første Deel anførte Folkesange høre som dens Førstefødte. Kanzone. Af denne lyriske Digtform har Literaturen kun Lidet at op- vise. Med sine lange riimfulde Strofer er den en Efterligning af det Italienske, hvori Petrarca indviede denne Form til Udtryk for sværmersk Følsomhed. Dens oprindelige Charakter er saa- ledes elegisk, skjøndt dens Former naturligviis ogsaa lade sig bruge ved Behandlingen af andre, dog altid alvorlige Materier. I sin storartede Versbygning med kunstigen i hinanden flettede Riim udtrykker den altid en vis Høitidelighed i Stemningen, som holder sig midt imellem Odens Flugt og Sangens Simpelhed. Efterfølgende Exempel No. 3 opviser en kanzonartet Versbygning, som er temmelig hyppig i vor Literatur. Sonet. Om ingen af de foregaaende lyriske Digtarter har man kunnet sige, at de ere bundne til nogen ganske bestemt Form. Dette er derimod Tilfælde med Sonetten, som bestaaer af 14 Linier i to fiirliniede og to treliniede Vers, hvori al Kunst er anvendt for ret at fremhæve Rimet. Saaledes vexle f. Ex. i dets første Vers to Riim i fire Eenstavelsesord og i 4 Tostavelsesord (mand- lige og kvindelige Endelser), og tre Riim i de 2 treliniede Vers; ofte slynges Rimene i hinanden fra Vers til Vers, det første i tredie Vers rimes med det første i fjerde Vers, det andet og tredie i tredie Vers ligeledes med det andet og tredie i fjerde Vers o. s. v. Vellyden, som er Hensigten med dette Kunstleri, gaaer dog tabt, om det overdrives, saaledes som Tilfælde er med de saakaldte Ghaseler, en Efterligning af senere tydske For- SIDE: 393 fattere, hvori Jagten efter Riim fortsættes saa langt som muligt. Sonettens Charakter er meget forskjellig, som oftest dog elegisk eller didaktisk, og da er det ofte Satiren, som iklæder sig dens snevre elegante Form. Idyllisk lyrisk Digtning. Idyllen (Hyrdedigtet), hvori den naturlige Uskylds og Simpel- heds Skjønhed digterisk anskueliggjøres, er episk i Væsen og Form, og hører altsaa ikke herhid; men en af de bestemtere Charakterer, den lyriske Digtning kan antage, er den idylliske. I mangfoldige lyriske Poesier, f. Ex. i beskrivende eller malende og i elegiske, findes ofte meget Idylliskt; men vi stille her for Øine Arter af lyrisk Digtning, hvori dette er forherskende, og hvori Gjenstande af idyllisk blid Natur har begeistret Digteren. Oldnordisk Kvadform. Denne Digtart fremtræder kun som Efterligning og i Over- sættelser af de gamle Skjaldes Kvæder, og er især eiendommelig ved den Gjentagelse af de samme Konsonanter (Alliteration) i Begyndelsen og Enden af Verset, i hvis nøiagtige Anbringelse Skjaldenes Kunst især bestod. Derved fremkommer en egen harmonisk, men for Nutidens Øre mere kraftigt end behageligt klingende, Lyd, som hos de Gamle traadte istedetfor Rimet. DIDAKTISK POESI. Ogsaa den didaktiske Poesi (belærende Digtning) er, ligesom den lyriske, af subjektiv Charakter, idet det er Digterens eget Indre, hans ved den valgte Gjenstand vakte Tanker og Følelser, som udgyde sig. Det vigtigste ydre Mærke, hvorved didaktisk Poesi adskiller sig fra lyrisk, er, at den ikke betjener sig af nogen syngbar Versform, og det vigtigste indre er den Jevnvægt mellem Tanke og Følelse, som, i Modsætning til den egentlige lyriske Digtnings "Flugt", den elegiskes "Følsomhed" og den idyllisk- lyriskes "Troskyldighed" ("Naivetet") kaldes "den didaktiske Ro- lighed". Til den didaktiske Poesi hører det egentlige Læredigt, den didaktiske Epistel, den didaktiske Satire, Sinddigtet og Fabel- SIDE: 394 Digtarterne (Fabelen, Allegorien o. s. v.) Ethvert didaktisk Digt har til Formaal digterisk at fremhæve almindelige Lærdomme og nyttige Forskrifter. Skeer det ikke digterisk, d. e. ved at frem- stille Sandheden gjennem det Skjønne, i Tanker, Billeder og i Sprog, fortjener det ikke Navn af Digt; det bliver Prosa i Form af Vers, den kjedsommeligste og vansmageligste Aandsfrem- bringelse, som et Folks Literatur kan opvise. Den belærende Prosa har til Øiemed at overbevise; den belærende Poesi, gjen- nem det Skjønne at vække Følelsens livligere Interesse for Sand- heder, Tanken allerede erkjender; og heri er det, at didaktiske og lyriske Poesier kunne gaae saa nær over i hinanden, at en didaktisk-lyrisk Digtning danner sig, hvori det Didaktiske er for- herskende i Indholdet, men Versformen ganske lyrisk. Af denne Beskaffenhed er, foruden hvad der nedenfor exempelviis vil blive anført, f. Ex. flere af de syngbare "Sædelærer" imellem Zetlitz's Almuesange. Læredigt. Det egentlige Læredigt forholder sig til de øvrige didaktiske Digtarter som i den episke Poesi Heltedigtet til de mindre for- tællende Digtarter. Det fordrer den fuldstændigste Gjennem- førelse af et Thema, og er derfor som oftest ogsaa af et be- tydeligere Omfang. I ingen af de didaktiske Digtarter fremtræder den didaktiske Rolighed saa tydelig i Rhythmusens satte Ens- formighed og Versbygningens Tyngde og Længde. Hexametret eller femfodede, rimede eller urimede, Jamber er derfor Lære- digtets sædvanlige Versform. Læredigtet fordrer roligt Alvor, klar Fremstilling og en Simpelhed, som udelukker andre Episoder end de, der af sig selv udgaae af Gjenstanden eller af sig selv under Udviklingen slutte sig til denne. Det rolige Overblik, den sammenholdende Haand maa overalt være tilstede, især i det høiere Læredigt, som man har kaldt det filosofiske i Modsætning til det lavere, som man har givet Navn af det scientifisk-artistiske, fordi det behandler materielle Gjenstande af det virkelige prak- tiske Liv (f. Ex. Tullins "Søfarten" og nedenanførte af H. Bull.) Didaktisk poetisk Epistel. Den didaktiske Epistel adskiller sig kun i Tilsnit fra det egent- lige Læredigt. Til at fremme det ogsaa for den gjældende For- SIDE: 395 maal, at anskueliggjøre Sandheden paa en digterisk Maade, be- nytter Forfatteren sit personlige Forhold til et andet Menneske, og saaledes opkommer Brevformen. En blot Tilegnelse danner ikke Epistelen. Hiint personlige Forhold maa være af en reen menneskelig Interesse, af alvorlig Beskaffenhed og frugtbart for Materien, som behandles, saaledes som f. Ex. Faderens til Sønnen, Lærerens til Disciplen, den ældre Digters til den yngre o. fl., hvor- ved Digtet vinder i Eiendommelighed og Liv. Især er denne Form egnet til at lade skue ind i Digterens dybeste Gemyt og ædleste Natur. Det er Menneskeheden han vil tiltale under Skinnet af kun at henvende sig til den Enkelte, og Brevformen tillader ham at gjøre dette paa en kunstløsere, friere og mere individuel Maade. Den didaktiske Epistel betjener sig derfor ogsaa af ulige Vers, som i den almindelige poetiske Epistel, eller af fiirføddede Jamber, skjøndt dens naturlige Værdighed oftest vælger de vægtigere fem- fodede. Sinddigt. I Sinddigtet bliver den individuelle Opfatning fremstillet i digtersk Form som Tankesprog eller Sentenz (Gnome), d. e. kort og kraf- tigt udtrykte Læresætninger eller Tanker, der ere gjorte endnu mere indtrængende ved Digtformen. Gnomen forholder sig til Læredigtet, som Epigrammet (hos Grækere og Romere det fælles Navn for begge Arter) til den didaktiske og den episke Satire, og enhver Sentenz maa danne ligesom et lidet gediegent Heelt for sig selv. Gives flere af dem en let Anknytning til hinanden, har man en gnomisk Digtning. Sentenzen maa indeholde en mo- ralsk eller Erfaringssandhed, og maa i et sammentrængt Sprog ikke blot gjøres klar og indtrængende, men ogsaa være fremsat saaledes, at den synes ny, om den end ikke i Tanken er det. Hertil tjener ofte at ledsage denne med et klargjørende Billede. Bibelen er riig paa Sentenzer, og af de øvrige Hoveddigtarter pryder Oden og Sørgespillet sig ofte dermed. Et herligt Sind- digt er det gamle Havamaal, Odins Kjerneviisdom, hvoraf de smukkeste Perler ere indflettede i det svenske Digt af Tegnér, Frithjofs Saga, som vor Literatur har tilegnet sig i to Oversættelser. I Peder Syv og Peder Laale har den forrige Fællesliteratur riig- holdige Samlinger af Ordsprog, d. e. Leveregler i prosaisk Form, men ofte med et Slags Rhythmus og Riim, som de kunne falde SIDE: 396 sig (f. Ex. "Morgenstund har Guld i Mund"; "Rigdom forgaaer, Kunst bestaaer"; "Lidenskab og Ild -- Tjener god, men Herre vild" o. fl.) Didaktisk poetisk Satire. Vittigheden er en Evne til at kunne opdage det mod en for- nuftig Hensigt Stridende hos Menneskene, og Satire er dens Spot dermed, gjengivet gjennem træffende Ligheder og Modsætninger, hvori Daarskaben seer sig i Speil. I Evnen til at finde disse Ligheder er Vittigheden vel beslægtet med Digterevnen og kan vanskeligen savnes imellem de Aandskræfter, den betjener sig af under sine Frembringelser; men Satiren er i sig selv dog endnu ingen Digtart. Den bliver det kun igjennem en af de Digtformer, den antager, og i denne Henseende staae alle den til Tjeneste. Den kan være lyrisk, episk, dramatisk og reen didaktisk, og da Belæren overalt er dens Formaal, er denne sidste Form dens naturligste. I Prosaen har den en ligesaa viid Mark: fra den udførlige Roman til Afhandlingen. Lige meget benytter den sig ogsaa af den poetiske og prosaiske Brevform og Dialog. Den Satire, den skjønne Literatur skal vedkjende sig, maa ikke være moralsk hæslig. Den maa kun fremstille det Enkelte med Hensyn til en almindelig Sandhed, og fremfor alt maa den reen didaktiske Satire røbe en Sjel, der uden Skadefryd og lave Liden- skaber følger sit Kald. Stundom frembryder ogsaa dette Satiri- kerens eget bedre Jeg i en vemodig Smerte midt under hans skarpeste Snertinger, og disse Steder ere ikke de mindst gribende. Den oprørende Last har noget Tilbagestødende, hvorfor ogsaa den æsthetiske Satire skyer dens nøgne Fremstilling, og heller vælger Daarskaberne, om hvilke dens Lune boltrende kan be- væge sig. Selv i Dramaet og i Romanen behandles den egent- lige Last som Skyggepartierne i et Maleri, og den guddommelige Retfærdighed, ikke det dømmende Menneske, fremtræder mod Slutningen fuldbyrdende. Satiren røber sit oprindelige gode Hjerte ved sin Tilbøielighed til det Latterlige og Komiske, og den slaaer sig heller paa denne Side, fordi den nøgne og strenge Dom over moralsk Usselhed bliver upoetisk og tilintetgjør Opgaven og Øie- medet for ham, som Digter, nemlig at forbedre og advare, uden at dette stikker blottet frem som Lancetten i den aabne Vunde. Selv naar Satirikeren fremtræder straffende, vil han ikke umiddel- SIDE: 397 bart belære; men, naar han stiller Menneskelivet i Modsætning til det Ideale, enten gjøre dette ved igjennem Fremstillingen at vække en straffende Latter eller alvorlige Tanker. Der er en almindelig og en personlig Satire; men vil den sidste gjælde for Poesi, maa den enten hæve sig til et Charakterbillede, eller frem- træde i dramatisk Form, eller som Epigram. Den simple Følelse tilsiger, at kun en moralsk Lyde kan være Gjenstand ogsaa for den personlige Satire, og Literaturen samler ikke i sit Kogger de Epigram-Pile, som ere paaskrevne nogen bestemt Persons Navn, om de end ere stilede til en saadan. Epigrammet er et kort rimet, som oftest personlig satirisk, Sinddigt, hvori Vittig- heden bør være lagt i dets sidste Tanke og Ord (dets Od eller Point). En Afart af Satiren er Parodien, hvori et æsthetisk Produkt af en alvorligere og ophøiet Charakter latterliggjøres ved at ind- skyde lave Motiver og komiske Figurer under dets Helte og høi- tidelige Former. Dette maa da være saa almeenbekjendt, at det Træffende i Sammenstillingen falder Læseren strax ind og vækker hans Munterhed og Opmærksomhed for det Latterlige ved de saaledes paapegede Feil. Vor Literaturs to ypperste Satirikere, Holberg og Wessel, have præsteret Mesterværker i Parodien: den Første i det komiske Heltedigt "Peder Paars", som har Æneiden og dens Efterligninger af pompøse Epopøer til Maal; og den Sidste i sit komiske Drama "Kjærlighed uden Strømper", hvori Tids- alderens høitravende Tragødier latterliggjøres. I den poetiske Satire, som unegtelig staaer Prosaen nær, ligesom om den i sit Kald, for bedre at kunne see de menneskelige Daarskaber og for bedre at komme til med Svøben, maatte svæve Jorden nær- mere, maa Versbygningen være særdeles flydende og korrekt. Den betjener sig derfor hyppig af rimede alexandrinske Vers, af rimede fiirføddede iambiske, blandet med Trochæer og Dak- tyler, ligesom ogsaa stundom af Sonetten. Allegorisk Digtning. I den forklarende Indledning om Fabelen og dens beslægtede Digtarter er Allegoriens Væsen bleven antydet. Man vil deraf see, at den er af didaktisk Natur, men af alle didaktiske Digt- arter af dybest poetisk Beskaffenhed. Der er en høiere allegorisk Digtning, hvori Alt er betydende, Alt allegorisk, og som enten SIDE: 398 kan antage Eposets eller Dramaets Formler, eller iklæde sig dem begge eftersom Digtets Materie, under Udviklingen, medfører det. Af saadanne Digte have fremmede Literaturer Mesterværker at opvise, men vor egen senere kun et Ungdomsarbeide af H. Werge- land "Skabelsen, Mennesket og Messias", som venter paa en ny Bearbeidelse, hvorved da ogsaa dets Charakter som allegorisk Digt tydeligere vil kunne fremtræde. Den lavere allegoriske Digtning kan enten være af poetisk eller prosaisk Form, eftersom Digteren har fundet den tjenligst for at give sit Billede den Sandhed, Klarhed, Simpelhed og Værdighed, som fordres af Allegorien. Allegorien er en af de Masker, Sa- tiren helst betjener sig af for at udtale sine Sandheder, saaledes som i de første to prosaiske Exempler. EPISK POESI. Ligesom de to foregaaende, den lyriske og den didaktiske Poesi, vare af subjektiv Charakter, idet Digteren selv fremtræder, ere de to følgende Digtarter, nemlig den episke og den dramatiske, af reen objektiv Charakter, idet Digterens Opgave netop er at holde sig selv skjult medens han levendegjør for os en afsluttet Række af Begivenheder. Han skal her være Historiemaler, medens de foregaaende Digtarter ligne Landskabs-, Genre-, Blomster- og Idee-Maleriet. Navnet "Epos" d. e. det levende udtalte Ord (Saga) betegner denne Digtarts Charakter, at den nemlig er fortællende Begivenheder, som have levet paa Folkets Mund og som dreie sig om en enkelt, over sin Tid og sine Omgivelser fremragende, Helt. Men dette maa skee paa en sand digterisk Maade; thi ellers bliver Eposet kun en rimet Historie, uanseet alt Glimmer- støv af klingende Fraser, hvormed dets nok saa regelrette Vers kunne være overstrøede, de besjungne Begivenheder ligne ganske de virkeligen forefaldne og prosaisk beskrevne, og den prosaiske Hukommelse træder istedetfor den skabende Indbildningskraft. I det egentlige Epos (Heltedigtet) maa den i et Heelt afsluttede Følgerække af Begivenheder fremstilles som en mærkelig Akt af den høiere Verdensstyrelse, der fremkalder Historiens Epoker ved enkelte udmærkede Mennesker og gjennem disse deres Tids- alders Helte griber paa en vidunderlig Maade ind i Tingenes SIDE: 399 sædvanlige Gang. Men dette maa synes udført af den episke Helt ved fri Selvbestemmelse og de udmærkede Gaver, hvormed han er udrustet for at udføre Verdensstyrelsens Bud. Kun saa- ledes, og ikke ved at fremtræde som en Skjebnens Marionet, ved at fastsætte sig et stort Maal og ved at forfølge det, alle Hindringer tiltrods, bliver Helten episk og vinder Deeltagelse. Verdensstyrelsen giver sig kun tilkjende gjennem en Række af Hændelser, der ligge udenfor den menneskelige Beregning og Klogskab; og idet Helten kun fremgaaer forherliget af Ulykken og reddes ved lykkelige Tilfælde, der understøtte hans egen Kraft, synes Verdensstyrelsen at samvirke med ham og han at være kaaret af denne til det, han dog ved sine Bedrifter viser at være ved sin egen Aandsstorhed. Først naar han i sin sjelelige Frihed begaaer et moralsk Fald, eller naar han, som f. Ex. Hakon Jarl paa sin Magts Høide, lader denne komme i Strid med den høiere Verdensstyrelses Anordning, fremtræder denne som Nødvendig- hed eller Skjebne, der knuser Individet ved en tragisk Ende, fremkaldt enten som Følge af de Feil, hvori Helten veeg ud af sin Bane, eller bevirket ved en ny episk Helt, der repræsenterer en bedre Tingenes Orden og handler i en lykkeligere Overeens- stemmelse med Verdensstyrelsens Anordning. Saaledes optraadte Olaf Tryggveson og Christendommen mod Hakon Jarl, Blotmanden, og Asalæren. I denne absolute Eenhed mellem den menneskelige Frihed og en overjordisk Villie ligger det Vidunderlige, som til- hører det egentlige Heltedigt; og her finder Digteren især sit Stof gjennemtrængt og ligesom allerede færdigt i Mythologierne og i de eventyrlige Dele af Historien, som Folkesagnet har bearbeidet i episk Aand før Granskningen og opfyldt med halvgudagtige He- roer. I Eposet af mythologisk Stof allegoriseres altid det Godes og Ondes Principers, Mørkets og Lysets, Kampe; men ogsaa i det er Alfaders Villie den herskende og styrende Skjebne, som de fremtrædende Helte ere underordnede. De episke Personlig- heder, som rage frem paa Grændserne af Folkeslagenes historiske og forhistoriske Tid, have givet det romantiske Heltedigt Tilværelse, og saadanne ere f. Ex. hos Nordboerne Hrolf Krake, Ragnar Lod- brok, Frithjof hiin Fr¿kne og over hele det gotiske og romaniske Europa Carl den Store og hans Jævninger, hvorimellem især Ro- land og Olger Danske have sysselsat Indbildningskraften. Medens enhver Betragtning eller Bemærkning og enhver Yttring af per- SIDE: 400 sonlig Deeltagelse er banlyst af den episke Digtning, saa Digteren, for at undgaae enhver saadan Indblanden, fremstiller Begiven- hederne ikke som en Forgangenhed, men som nærværende og udviklende sig under Læserens Øine, ere Sidespring enten i Be- skrivelser eller til Bi-Begivenheder eller Bi-Personer (Episoder) hyppige i Heltedigtet. Idet Intet forsømmes, som kan charakterisere Sæder og Personerne, og som i Begivenhedernes Udvikling frem- byder sig til Fremstilling, erholder Heltedigtet den altomfattende Storhed og Heelhed (Universalitet) og den over Alt, det Mindste med det Største, skuende Klarhed og Rolighed, som ere dets eiendommelige Egenskaber, og som henpege paa det Forsyn, der altid staaer i dets Baggrund. En Digtarts Form bør altid være paabuden af dens indre Cha- rakter. Rolig, følgemæssig Udvikling er det egentlige alvorlige Heltedigts Charakter, hvorfor ogsaa Hexametret synes meest egnet derfor. Ogsaa det komiske og det idylliske Epos betjener sig af denne Versform, medens det romantiske Epos, der ofte bestaaer i en Sammenkjædning af Romanzer og Ballader, vælger forskjel- lige. Regelen er her, som overalt, at den Form er den smukkeste og bedste, som er den naturligste for Meningen, og hvori denne, ligesom ifølge en Chrystallisationslov, plastisk udtrykker sig. Den episke Poesi deler sig i to store Felter, nemlig i det egent- lige Epos's eller Heltedigts (mythisk, historisk, romantisk, komisk, idyllisk Epos) og i den poetiske Fortællings, der omslutter Ro- manens og Novellens mangfoldige Arter, samt Poesiens lille my- stiske Eden og Palæstina: Mythen og Legenden. DRAMATISK POESI. Navnet, der kommer af det græske Ord , en Handling, antyder denne Digtarts Væsen. Det er Handling, som digterisk skal fremstilles med en saadan Objektivitet, at Digteren selv ganske forsvinder, og at vi kun see de handlende Personer saaledes som de maatte tænke, tale og færdes efter deres individuelle Charak- teer og efter den Stilling, hvori han sætter dem til hverandre for at Handlingen kan udføres enten saaledes som den er foregaaet (historiske Stykker) eller som den, ved Udviklingen af Charak- tererne og Handlingerne, maa foregaae efter en saaledes motiveret SIDE: 401 digtet Plan. I Heltedigtet er Handlingen af universel Beskaffenhed, i Dramaet af ganske individuel. I hint behandles historiske Epoker, Folkeslags eller en Menneskeheds Skjebner saaledes som den høiere Verdensstyrelse har styret dem gjennem dens Helte; i dette handles om en enkelt Persons Skjebne saaledes som denne har maattet udvikle sig og følge af hans Personlighed og Yttringer af hans fri Vilje og Lidenskaber. En Handling af universel Be- skaffenhed (f. Ex. Grækenlands Befrielse, Harald Haarfagers Erob- ring af de 32 Smaakongeriger o. s. v.) er uskikket for Dramaet, der kun har Rum paa sin Scene for den enkelte afsluttede Hand- ling, hvori dets Helts hele Personlighed har aabenbaret sig. Dennes Personlighed træder i Dramaet i Modsætning til Verdensstyrelsen, og Grundloven for den moralske Verdensorden, at enhver Synd og Daarskab indeslutter sin egen Straf i sig, aabenbares i hans Fald (Tragedien eller Sørgespillet). Frihed og Nødvendighed be- finder sig saaledes i Strid med hinanden i Dramaet, medens de i Heltedigtet virke tilsammen. Skjøndt den episke Digter fremstiller Begivenhederne som fore- gaaende i Nuet, forbliver det dog ikke skjult, at det er noget Forbigangent, som fortælles, hvorimod den dramatiske Digter fremstiller dem ganske som foregaaende for vore Øine. Han sammenstiller saa mange Personer, som ere nødvendige til Hand- lingens Udførelse, og lader dem optræde i en Vexelvirkning paa hverandre, som fornuftigviis maa føre til det foresatte Endemaal. Denne Personernes Samvirken til Maalet fremstilles gjennem Sam- tale (Dialog) og Handlinger, hvilke begge maae være raskt frem- skridende og charakteristiske for de optrædende Personer. Dra- maet skal nemlig ikke blot fremstille det Synlige ved Handlingen, men ogsaa det Usynlige, de Bevæggrunde, Følelser, Hensigter og Lidenskaber, som fremkalde den og dette er Opgaven for Dialogen. Enhver Følelse, enhver Lidenskab har sit eget Sprog, og det er forskjelligt efter Kjøn, Alder og Stand. Samtalen er naturlig for Menneskene og i Dramaet; men Enetalen (Monologen) kun ved enkelte Leiligheder, hvor en Lidenskab har naaet sin Høide. Enhver Handling maa foregaae i Tid og Rum, og man fordrer i denne Henseende af det Drama, der er bestemt til at opføres, at en vis Overeensstemmelse i Tidsmaal skal finde Sted imellem den virkelige og den forestillede Handling (Tidens Eenhed), samt SIDE: 402 at vor Forestillingsevne ikke skal stødes ved voldsomme Sted- forandringer (Stedets Eenhed). Ved reciterende og syngende Chor bag Scenen søgte de græske Dramatikere at udfylde Pauserne mellem de enkelte Handlinger, og saaledes at henføre Tilskuernes Indbildningskraft umærkeligt over de mellemliggende Afsnit af Tiden; men med større Frihed hæver det moderne Drama sig over hine strenge Eenhedsforskrifter, idet Afdelingen i Akter, hvorunder Skuespillet, men ikke Handlingen selv i Tilskuernes Forestilling, staaer stille og Teppet er nede, baade tillader Sted- forandring og Tilskuerens Forestillingsevne at flytte sig igjennem Tiden til den Scene, som atter aabnes for ham. Denne Inddeling af Dramaet kan vel bestaae af færre, men ikke af flere end fem Akter, fordi enhver fuldstændig Handling indbefatter fem Hoved- momenter i sig, nemlig Begyndelse (Expositionsscenerne), Frem- gang (Forviklingsscenerne), Knude eller Høide, Begyndelse til Op- løsning, virkelig Opløsning eller Ende (Katastrofe). Alle et Dramas Scener maae staae i nøie Forbindelse med hinanden, og enhver Akt maa udgjøre en Periode i Handlingen og ende med en betyd- ningsfuld Situation, som imidlertid holder Forventningen spændt. De Scener, som kunne finde Plads i en Læsebog, kunne derfor ikke blive synderlig andet end Exempler paa Dialog og paa dra- matiske Stiilformer. Saa forskjelligt som det menneskelige Liv kan vise sig, saa forskjellig kan ogsaa den dramatiske Poesi være; men da der i Mennesket gives to Gemytstilstande, der ere hinanden saa be- stemt modsatte som Tidens Inddeling i Dag og Nat, nemlig Sorg og Glæde, Lidelse og Velbefindende, Alvor og Spøg, antager Dra- maet een af disse to Charakterer, og deler sig i to Hovedarter, Sørgespil (Tragedie) og Lystspil (Komedie). Skillet imellem disse er opfyldt af en ligesaa talrig Mængde Mellemarter som der ere Mellemtilstande mellem hine to hinanden modsatte i Gemyttet. Tragedien staaer isoleret; men en saadan Mellemart mellem den og Komedien er det egentlige Drama eller Skuespil, som er af alvorlig Charakter uden dog at kunne kaldes tragisk. Efter Stoffet kan Dramaet være romantisk, historisk, idyllisk og didak- tisk. Tidsalder, Sæder, Tro og Nationalitet, som overalt har stor Indflydelse paa Dramaets Charakter, har hos de sydroma- niske Nationer ogsaa fremkaldt det geistlige Drama. Det musi- kalske Drama kaldes en Opera, naar det hovedsagelig bestaaer SIDE: 403 af syngbare Vers og er af nogen Udstrækning; er Forholdet omvendt mellem Dialog og Sang, kaldes det Syngestykke; og er det af mindre Omfang, men dog rigelig gjennemflettet med Musik, kaldes det Operette. I samme Forhold, som Operaen staaer til Syngestykket, staaer dette i til Vaudevillen, hvor enkelte Sange ("Arier", hvor disse udføres af en enkelt Stemme) ere indblan- dede i Texten, hvis Stof som oftest kun er en Anekdot. Navnet, ligesom Tingen selv fra først af, er fransk, og betyder en Gade- vise. Dennes Stof, en passeret Anekdot, dramatiseredes i Vaude- villen. Melodrama er ogsaa en blandet Art af det musikalske Skuespil, hvori især Recitativet forekommer (rhytmiske Strofer, der reciteres syngende og til Musik). Den lyriske Vexelsang og Kantate og den kirkelige Kantate (Oratoriet), hvori Personer op- træde i de forskjellige Stemmer, kan ogsaa siges at være af musikalsk-dramatisk Natur. En ikke for Scenen bestemt Afart af Dramaet er ogsaa det dramatiske Sædemaleri, der som oftest er af didaktisk Charakter. Det muntre Drama falder ganske sammen med Komedien (Lystspillet), som med Hensyn til An- lægget enten er Situations-, Intrigue- eller Charakter-Stykke, eftersom en af disse Egenskaber især er fremtrædende og fængs- lende Interessen. Komedien maa være lunefuld (humoristisk), og er fortrinlig egnet for Satiren. Mindre satiriske Stykker, hvori Forfatteren tager mindre Hensyn til Scenen end til at slippe sit Lune løst, kaldes Farcer. Sørgespil (Tragedie). I Sørgespillet see vi Menneskets Frihed i Villen og Handlen i en Kamp mod Verdensstyrelsens Nødvendighed (Skjebnen), hvori det før opgiver Tilværelsen end denne sin sjelelige Frihed. I de græske Tragedier fremtræder denne sædelige overjordiske Magt i flere Personifikationer som Guder. Dette Forhold mellem Menneske og Guddom maa paa den ene Side lade os beundre den menneskelige Naturs Kraft, medens det paa den anden viser Guddommens frygtelige Storhed. Den tragiske Helt for- svarer og bevæger gjennem en Række af beundringsværdige Handlinger sin sjelelige Frihed indtil det Sidste, vi i Sørgespillet see af ham. Hvad enten Døden bliver Følgen af hans frie Hand- ling eller ikke, ruller Teppet nedover ham som den, der er for- SIDE: 404 bleven stærk i Kampen indtil Enden. I denne Kamp mod en Skjebne bestaaer det Tragiske d. e. det Rystende, som egner sig for Sørgespillet. Hvad vi i daglig Tale kalde sørgeligt, saasom Dødsfald og andre Tilfælde, der følge af Naturens Orden, kan der- for ingenlunde kaldes tragisk. De kunne vække vor medmenne- skelige Deeltagelse, men kun Smerten af en høiere Natur til- trækker Skjønfølelsen. De græske Tragikere have naaet Trage- diens Høide i Fremstillingen af, at Mennesket er af en Skjebne bestemt til at udføre Forbrydelser, hans Natur og hele Sjelskraft ellers stride imod. Alt hvad Oedipos saaledes foretager sig hos Sofokles fører ham kun nærmere den dobbelte Forbrydelse, han skal begaae -- en Forvikling, vi med vor christelige Tro og Op- lysning vide at løse. Denne udøver en naturlig Indflydelse paa al Kunst, og derfor ere senere Tiders Efterligninger af de græske Skjebnetragedier ikke at bifalde; omendskjøndt det ikke over- gaaer dens Evne at løse dem paa en Maade, der meer bestyr- ker end svækker Troen paa et ligesaa barmhjertigt som mægtigt Forsyn. Al Tragedie er gjennemaandet af Religiøsitet. Af Af- standens Afgrund mellem Skaberen og den Skabte, hvori Indi- videts modige lille Orm har styrtet sig og forsvinder for vort Blik, aander os ligesom et kjøligt Luftpust fra Gjengjeldelsens Verden imøde. Sørgespillets Fabel eller Stof er som oftest historisk; ofte for- historisk eller mythisk. Heroerne ere ved deres overmenneske- lige Kraft og Lidenskaber i egentlig Forstand tragiske; de og de historiske Helte staae allerede ligesom plastisk udførte og fær- dige for Tragedien og det alvorlige Drama. Lidenskaberne af- give ogsaa et rigt Stof for Sørgespillet. Denne dramatiske Digt- art fordrer streng Eenhed og Fuldstændighed i Handlingen, samt en fremragende Hovedcharakter; men hvor Kjærlighedens Liden- skab fremstilles som Handlingens Drivfjeder, er det naturligt, at to Hovedcharakterer fremtræde, som f. Ex. Axel og Valborg, Romeo og Julie. Det maa ogsaa med Hensyn til Charakteri- stiken mærkes, at hverken reen fuldkommen eller reen ufuld- kommen, absolut gode og absolut slette Charakterer hører hjemme eller due i Sørgespillet eller i noget andet dramatisk Digt. Charaktererne maae med al speciel Overordentlighed være menneskelige, og hvad de slette angaaer, da blive de først skik- kede for Tragedien, naar de enten tillægges en høi Grad af SIDE: 405 aandig Evne eller Villiekraft. At tillægge Hovedpersonerne høi Rang, begunstiger vel den tragiske Fremstilling, og vil ofte være naturligt ved historiske Stykker, men noget væsentligt er dette ikke, da naturligviis ikke blot de Mennesker, der ifølge deres Stilling have Indflydelse paa et Folks eller en Fleerheds Vel og Vee, men ogsaa indre Høihed uden ydre Værdighed, fortjene og formaae at vække Beundring eller Deeltagelse. Sørgespillets Simpelhed fordrer en mindre individuel og ud- penslet Charakteerbesætning end de andre dramatiske Digtarter, idet Bipersonerne skulle træde noget i Baggrunden for at frem- hæve Hovedpersonen. Det Vidunderlige, saasom Aandeverde- nen, kan være af stor Virkning i Sørgespillet. Ligeledes stun- dom Vanvidet, naar dette er motiveret. Den tragiske Diktion maa hæve sig ved ædel Værdighed over Dagligtalen, og ikke fra den høihælede Kothurne synke ned til Tøffelen. Derfor be- tjener den sig af Versformen, med Undtagelse af i det saakaldte borgerlige Sørgespil, hvor Stoffet er taget fra Familielivet, og da som oftest af femføddede jambiske Vers, der stundom ved Enden af betydningsfulde Repliker rime sig. VELTALENHED. Mellem den digterske og den rene prosaiske Skrivemaade staar den oratoriske (Veltalenhedens). Denne maa have Sprogets Reenhed og Rigtighed, Tydelighed og Bestemthed fælles med det almindelige prosaiske Foredrag; men hverken den beskrivende, fortællende eller didaktiske Prosa kræver en saadan Livlighed som Veltalenhedens Arter. Deri er det, at denne grændser saa nær ind paa Digtekunsten. Dens livfulde Sprog hører umiddel- bart under æsthetiske Love. Begeistring, Enthusiasmus for en god eller ophøiet Sag, for Sandhed, Frihed, Pligt og Ret og Fæ- dreland er Sjelen i den sande Veltalenhed. Den Rigdom af Tankens og Udtrykkets Skjønhed, som Begeistringen meddeler Talen, og Udførelsen deraf, giver Veltalenheden Plads mellem de skjønne Kunster. Denne bliver dog kun relativ med Hensyn til at Veltalenheden udgaaer af Forholde i den virkelige Verden, og har et ydre praktisk Formaal, det at virke paa Medmenne- skers Villen og Handlen. SIDE: 406 Veltalenhedens Theori kaldes Rhetorik (Veltalenhedslære). Den indeholder Grundsætningerne, hvorefter Veltalenhedsværker blive frembragte og maae bedømmes (indre Rhetorik), samt Reglerne for deres ydre Fremstilling og Udførelse (ydre Rhetorik, Dekla- mation, Gestikulation). Rhetorikens Grundsætninger kræve An- vendelse i Opfindelsen af Talens Gjenstand (Thema), i Anord- ningen og i Udførelsen. Talens Hensigt er at fremvirke Over- bevisning, ikke Overtalelse eller Henførelse gjennem falske Be- viser (Sofisterier) og Sprogprunk. Dertil veed ogsaa den ægte Taler, som altid maa være Menneskekjender, at rette sig efter sine Tilhøreres Fatte-Evne, og at fremkalde af Uvishedens og Tvivlens Tilstand Viden og Tro igjennem Beviisførelse (Deduk- tion). Taleren maa opfinde og opstille saadanne bevægende Grunde, der ikke alene beskjæftige Tilhørernes Forstand, men ogsaa sætte Fantasien og Følelsen i Bevægelse; han maa give de bevisende Dele af sit Foredrag ved Forbindelsen af forskjel- ligartede Grunde og Sammenstilling af Modsætninger og Kon- traster snart større Klarhed, snart større overbevisende Kraft og indtrængende Livlighed, samt undgaae alle saadanne Beviser, hvori man skulde kunne mærke noget Haltende og Kunstlet. Han fordølger ikke de Modgrunde, som maatte lade sig opstille; meget mere fremtrækker han dem, og belyser og bekjæmper dem i Talens Løb. Sin Dømmekraft viser han i Brugen af de Billeder, Lignelser, analoge Tilfælde, enkelte Sententser, Citater og Vittigheder, hvorved Fremstillingen belives, og hvorved natur- ligviis Hensyn tages til Talens Natur som verdslig (profan) eller aandelig. Mod Slutningen søger han i en sammentrængt Gjen- tagelse af de seirende Grunde at lette Tilhørerne Overblikket over det Hele og Sammenholdningen af dets enkelte Dele. En Tale deles i 1) Indledningen eller Indgangen, hvori Thema- ets Udvikling forberedes og Interessen for Sagen vækkes. Den maa udarbeides med stor Omhyggelighed, men ikke forud op- tage (anticipere) Noget af den egentlige Tale. Den forholder sig til denne som de første Scener af et Skuespil til dette. 2) Fremstillingen af Themaet og dettes Inddeling. Denne maa ikke være for søgt eller mangesidig, men indskrænke sig til Paaviisninger af de Hovedsider, det lader sig anskue fra. 3) Ud- viklingen. Denne maa være udtømmende uden at blive vidt- svævende og udtværet. 4) Beviisførelsen. Det ene Beviis maa SIDE: 407 ikke ophæve Virkningen af det andet; samtlige maae virke i Sam- klang, og altid maae de Beviser, der skulle bemægtige sig Over- beviisningen, forudgaae hvad der skal sætte Indbildningskraften og Følsomheden i Bevægelse. 5) Den pathetiske Deel. Denne er Veltalenhedens fortrinligste Felt. Taleren har bragt Tilhører- nes Forstand paa sin Side; nu skal han med al sin egen Ind- bildningskraft og Følsomhed ogsaa bringe deres Hjerter til at hylde denne Overbeviisning: han skal meddele dem sin egen Begeistring og Enthusiasmus for Sagen. 6) Slutningen. Denne maa ikke forspilde den vakte Interesse ved at være lang og slæbende; med Kraft, i sammentrængt og tankerig Sammenstil- ling, i korte og glimrende Perioder maa den endnu en Gang samle det Vigtigste; endnu en Gang en kort indtrængende Appel til Tilhørernes Forstand og Hjerte og saa -- ikke et Ord mere. Disse personlige Anbefalinger til Publikums Bevaagenhed, Und- skyldninger o. s. v. skade kun. Det oratoriske Foredrag deles i den aandelige og verdslige Veltalenhed. Reglerne for den første afhandles i Homiletiken, og til den hører alle Arter af kirkelige Taler. Den verdslige Vel- talenhed er enten politisk eller retlig (Skrankens Veltalenhed) samt akademisk. Til denne sidste hører Lovtalen eller den panegyriske Veltalenhed, og til den politiske en heel Mængde Leilighedstaler. Lovtale. Lovtalens Opgave er, med al Veltalenhedens Kunst og Sprogets Pragt, udelukkende at fremhæve en udmærket historisk Persons Fortjenester. Mindetalen er derimod af en mindre pompøs, ro- ligere og religiøsere Charakter, samt tillader Blanding af Skygge i Lyset, der skal kastes over det feirede Eftermæle. Uagtet denne Art af akademisk Veltalenhed saaledes er kaldet til at være den meest glimrende, og uagtet den virkelig frembyder de fleste Exempler paa rhetorisk Kunst i veldreiede fuldttonende Perioder og i overraskende Vendinger og Tankemodsætninger, er den dog udsat for Overdrivelser, og henfalder ikke sjelden enten til en Stivhed af Overlæsselse med Prydelser og til Bom- bast, eller til en Livlighed, der kun er Kunstleri og ikke Tan- kernes naturlige Fremstrømmen. Lovtalen tilhører ogsaa mere det forrige Aarhundredes sidste og det nuværendes første Ti- SIDE: 408 aarstal. Den skylder de gamle Akademier for de skjønne Vi- denskaber sin Oprindelse. Af disse fremsattes Themaerne mere som et Slags Stiiløvelse og for at see Akademiernes egne Sprog- og Retskrivnings-Regler anvendte elegant og med Autoritet, end for at fremkalde Arbeider af historisk eller sandt videnskabeligt Værd. Skaaltale. En egen Art af politisk Veltalenhed, som Literaturen stundom tilegner sig gjennem Hurtigskrivere og fra Aviserne, ere de saa- kaldte Skaaltaler. Meget ofte er der dog saa megen sand le- vende Veltalenhed i dem, at den ikke uden Savn kan see dem henveirede med Øieblikket, om de fødtes med dette, eller ganske henlagte, om de forud udarbeidedes. Saasnart Talen er prentet, tilhører den ogsaa Literaturen, om end den politiske øieblikke- lige Betydning langt overveier den literære, selv om denne for- tjener at vorde blivende. I Lande, hvor der er en oplyst og kraftig Opposition, er det især denne lille, men ofte glimrende, Kvist paa den politiske Green af Veltalenhedens trearmede Træ trives. STRENGESTE PROSA-FORM. Ingen af de i dette Arbeides Dele anførte Prosaarter, selv ikke den alvorlige belærende, er ganske uden enten rhetoriske eller poetiske eller Viddets Prydelser, hvor disse tjene Fore- dragets Øiemed og ikke skade Hovedkravet til enhver Prosa, nemlig Tydelighed og Klarhed. Men der er Prosa, som forsky- der enhver Prydelse, for alene og des sikrere at besidde disse Egenskaber. Materien tilsiger den; og næsten stedse er det et materiellere Indhold, som udtrykker sig igennem denne farveløse, saakaldte tørre, Prosa, ligesom man gjerne seer Billedhugger- og Bygnings-Værker gjengivne i Pennetegningens eller Stylogra- fiens sikkre og bestemte Omrids. Herhen høre f. Ex. statistiske og økonomiske Undersøgelser og Afhandlinger, en Mængde Un- derviisningsskrifter, Samlinger og Udtog, hvis Prosa, uanseet Ind- holdet, dog kan besidde Reenhedens og Klarhedens Skjønhed, og som i en Oversigt over Literaturens Provindser ligesaalidt SIDE: 409 tør forglemmes som de goldere Egne i Oversigten over et Land, eller som de pralløse, nyttige Græsarter i en over Plantever- denen. OVERSÆTTELSER. Ved Oversættelse deelagtiggjøres den ene Literatur i den andens Frembringelser, og naar de ere vellykkede, indtage de en særdeles nyttig og hæderlig Plads i Literaturen. Dertil for- dres, navnlig ved Oversættelser af Digterarbeider, foruden Smag- fuldhed, Kjendskab til det fremmede Sprog og Herredømme over sit eget, især den Digterne egne Evne, at kunne fatte og ramme den Idee i sin intuitive Nøgenhed, som den fremmede Digter har forsøgt at udtrykke gjennem sit Sprog. Tanken, ikke saa- meget Udtrykket, er det, som skal gjengives. Derfor ere virke- lige Digtere de bedste Oversættere af fremmede Digtere, og Andre burde ikke befatte sig dermed. Egentlige Veltalenheds- værker kræve ogsaa levende Opfatning og Gjengivelsestalent. Hvad vort Sprog angaaer, da synes det ret bekvemt endog for den poetiske Oversætter, omendskjøndt det hidtil autoriserede Skriftsprog langtfra er rigt paa Riim. Det har nemlig en eien- dommelig Bekvemhed for Ordsammensætninger, og dersom den norske Oversætter ikke vil være alt for frygtsom for at bruge udtryksfulde Ord af det rige Modersmaal, skulde det være en vanskelig Original, som han ikke skulde kunne gjengive saa nøie som f. Ex. Afspeilingen i Vandet af et Træ er det, som pranger paa Kysten. Mere kan man ikke forlange, og almindeligviis er Oversættelsen i samme Forhold, som med Træet, en mattere Afspeiling af Originalen, uagtet der kan være enkelte Tanker, som ere skjønnere og klarere gjengivne i hiin. Men dette er som Fund; med den Tanke, at levere heelt igjennem noget Bedre end Originalen, naar denne fortjener at oversættes, gaaer ingen skjønsom Oversætter til sit Arbeide. FORFATTERNE. 1. Aall (Jacob). F. 1773 i Porsgrund. Eier af Næs Jernværk ved Arendal. Oldhistoriker, Statistiker, smagfuld Stilist. Fædre- SIDE: 410 landet skylder ham, foruden andre videnskabelige og patriotiske Fortjenester, en ypperlig Oversættelse af Snorre Sturleson. -- 2. Andersen (Hans Christian). F. 1805 i Odense. Kom først i sit 18de Aar til Bogen, og er siden 1828 Student. Et Naturgeni, som har brudt sin Bane og tilvundet sig offentlig Understøttelse til Reiser, der ogsaa have baaret Frugter i Digte og Romaner. Hans Charakter som Digter er Sentimentalitet, ofte under en burlesk Maske. Har stor Styrke i digtersk Naturskildring. -- 3. Asbjørnsen (Peter Christian). F. 1812 i Christiania. Student. Har udgivet en liden Naturhistorie, samt i Forening med Cand. theol. Jørgen Moe norske Almue-Eventyr. 4. Bastholm (Christian). F. i Kjøbenhavn 1740. D. 1819 som naadigst afskediget kgl. Confessionarius, Dr. theol. En moderat Oplysningsskribent for sin Tid i aandelige og pædagogiske Ma- terier. -- 5. Baggesen (Jens). F. 1764 i Korsør paa Sjæland. Var til forskjellige Tider ansat som Regentsprovst ved Kbhvns. Universitet, som Theaterdirektør og som Professor i det danske Sprog i Kiel, samt havde Titel af Justitsraad. Men fordetmeste levede han med offentlig Understøttelse paa Reiser, og opholdt sig længe kun af og til i Fædrelandet. I Begyndelsen af Aar- hundredet boede han dog i 10 Aar med Familie i Paris, og fra 1813 -- 20 i Kbhvn., hvilket Ophold han forbittrede sig ved en igjennem flere Aar fortsat uværdig Strid med Oehlenschläger. Efter 6 Aars ny Omflakken paa tydske Badesteder, for at gjenvinde sin nedbrudte Helbred, døde han i Hamburg paa Hjemreisen 1826. Det danske Sprog har ingen Herre havt som han, Ingen, der saaledes har kunnet faae det til at flyde. Han er fortrinlig som episk Komiker, men Ypperst imellem de ældre Digtere som idyllisk og elegisk Lyriker. -- 6. Berg (Jens Christian). F. af norske Forældre under et Ophold i Kbhvn. 1775. Har i 1844 taget Avsked som Justitiarius i Akershuus Stiftsoverret, hvilket han har været siden 1814. Maaskee Nordens lærdeste Historiker. Især har Fædrelandets Historie under Calmarunionen erholdt mangfoldige Oplysninger fra ham, hyppigt meddeelte i Form af Anmærkninger. -- 7. Bjerregaard (Henrik Anker). F. 1792 paa Ringsaker. D. som Høiesteretsassessor i Chnia. 1842. Forfatter af Nationalsangen. Romantisk Lyriker og Dramatiker. -- 8. Bli- cher (Steen Steensen). F. 1782 i Jylland. Præst. Især Digter i Novellen, hvori han er heldig, især i Skildringer af Jyllands SIDE: 411 Natur og Folkeliv. -- 9. Blom (Gustav Peter). F. 1785 i Holmsbo. Amtmand. Hans statistiske og økonomiske Skrifter ere af en let flydende Stiil. Mønster herpaa samt paa Klarhed i Frem- stillingen ere hans "Bemærkninger paa en Reise i Nordlandene" o. s. v. I 1842 -- 43 har han paa Tydsk udgivet en vidløftig Sta- tistik over Norge. -- 10. Boye (Caspar Johannes). F. 1791 paa Kongsberg. Er forbleven i Danmark, hvor han er Præst. Har udgivet endeel dramatiske Arbeider, Oversættelser og Digte af Fortjeneste; men især synes han kaldet til at være Psalmedigter. Han har ogsaa begyndt at udgive et Psalmeværk. -- 11. Boye- sen (Ulrik Frederik). F. i Chnia. Præst. D. 1841. -- 12. Broch (Johan Jørgen). F. 1791 i Asker. Krigskommissær. -- 13. Broch (Theodor). F. sammesteds 1796. Den Forriges Broder. Ingeniør- Kapitain. -- 14. Brorson (Hans Adolf). F. 1694 i Jylland, d. som Biskop og Dr. theol. 1764. Berømt som Psalmedigter. -- 15. Brun (Johan Nordahl). F. 1745 i Bynæssets Sogn ved Thrond- hjem, d. som Biskop i Bergen 1816. Uheldig som Tragiker og Epiker i hans "Einar Thambeskjælver", "Zarine" og "Jonathan"; ikke meget fantasirig, men særdeles heldig i at ramme det Natio- nale og Folkekjære i enkelte Sange. Udmærket som geistlig Taler ved Livlighed og Styrke i Foredraget. -- 16. Buch (Wil- helm Henrik). F. 1798 i Chnia. Præst. Elegisk som Digter. -- 17. Bull (Hans). F. 1739 i Ørkedalen. Præst. D. 1783. 18. Colbjørnsen (Christian). F. i Sørum. Blev Justitiarius i Høiesteret. D. 1814 som dansk Geheimekonferentsraad. 19. Dichmann (Carl Frederik). F. 1765 i Bergen. D. 1806 som Professor. 20. Engelstoft (Lauritz). F. 1774 i Jylland. Engang Professor i Historie ved Kbhvns. Universitet. Konferentsraad og Historio- graf ved det kongl. Ordenskapitel. -- 21. Ewald (Johannes). F. 1743 i Kbhvn. En haabløs Forelskelse bragte ham i 1759, Aaret efter at han var bleven Student, til som Soldat at gaae i preussisk og derpaa i østerrigsk Tjeneste i Syvaarskrigen. Aaret efter kom han dog tilbage som Underofficer, mæt af Krigen, blev theologisk Kandidat 1762, og siden intet videre. Han rugede stedse over sin Sorg, og udklækkede under dette sine store Digter- evner. Hans Sørgehymne over Frederik d. 5te vakte først den almindelige Opmærksomhed for ham, og denne gav ham Mod til hans store Værker, der ville fortjene alle Tiders Beundring. SIDE: 412 Tildeels maatte han leve af Pennen -- ofte ved at skrive Lei- lighedsvers -- deels af Understøttelse fra Venner af hans høie herlige Muse. Ligesom hans Sind var hans Helbred nedbrudt, hvorfor der i længere Tid skaffedes ham Bolig i det landligt- yndige, af ham besjungne, Rungsted. De pirrende Midler, hvor- med han søgte at døve Sjels- og Legems-Smerter, nedbrød endnu mere det svage Legeme, saa han i 1777 ikke kom bedre tilbage til Kbhvn., hvor han endelig forløstes ved Døden 1781. Ewald er den dansk-norske Literaturs største Geni, uopnaaet i Tankens Høihed, Følelsens Dybhed, Udtrykkets Skjønhed og Kraft. Hans to satiriske Dramaer vise, at hans Aand ogsaa be- sad andre Evner end Tragikerens og Lyrikerens. 22. Falsen (Enevold de). F. i Kbhvn. 1755. Student 10 Aar gl., d. i Chnia. 1808 som Etatsraad og Medlem af den kgl. interi- mistiske Regjeringskommission i Norge. God Dramatiker. -- 23. Falsen (Christian Magnus). F. 1782 i Chnia. Søn af den Fore- gaaende. Udmærket som Rigsdagsmand paa Eidsvold. D. 1830 som Justitiarius i Høiesteret. Har udgivet Norges ældre Histo- rie i 4 Bd. -- 24. Fasting (Claus). F. 1746 i Bergen, d. samme- steds som Raadmand 1791. Vittig Satiriker i sine Provindsial- blade. -- 25. Faye (Andreas). F. i Drammen 1802. Præst. For- fatter af Undervisningsbøger i Fædrelandets Historie. -- 26. Foss (Henrik Herman). F. 1790 i Bergen. Oberstlieutenant af Artille- riet. Har forenet Ege- og Laurbærkrandsen paa sit Hoved som udmærket Storthingsmand og som smagfuld Digter og Oversætter. I Forening med L. Sagen har han udgivet en udførlig Bergens Beskrivelse. -- 27. Fietzentz (Liv Borch). F. i det Throndhjemske. Død 1830 som Præst. -- 27. Foersom (Peter Thun). F. 1777 i Jylland, d. i Kbhvn. 1817 som kgl. Skuespiller. Student. Især bekjendt som god Oversætter af Shakespeare. -- 28. Frankenau (Rasmus). F. 1767 i Kbhvn., d. 1814 som Læge. God Selskabs- vise-Digter. -- 29. Frantzen (Johan Nicolai). F. 1808 i Chnia. Præst. -- 30. Frimann (Claus). F. 1746 i Sellø i Nordfjord, d. 1829 som Præst til Davigen. Udmærket Almuedigter. I 1776 vandt han Prisen ved sit Digt "Hornelen". Broderen Peder Harboe Frimann, f. 1752, d. 1839 som dansk Konferentsraad, be- sang den samme Gjenstand, og, efter den almindelige Mening, mere poetisk. 32. Grave (Immanuel Christian). F. i Rygge 1740. 1783 Sogne- SIDE: 413 præst til Søvde i Thelemarken, hvor han skrev sine nationale Fortællinger og døde 1820. -- 33. Grundtvig (Nikolai Frederik Severin). F. 1783 i Sjæland. Præst i Kjøbenhavn, og i længere Tid bekjendt for sin nidkjære strenge Orthodoxi, medens han i sine tidligere Aar, da Asalærens og Eddaernes dybe Naturfilo- sofi henrev ham, var det for det Modsatte. Dygtig Historiker, især i det nordiske Old; original, men eensidig og fantastisk, i sine Anskuelser, samt kun i det Punkt af frisindet Tænkemaade, at han forsvarer Samvittighedsfriheden eller Kirkens, det Aande- liges, Uafhængighed af Staten. Som Digter har han især Værd, idet han er udmærket ved Originalitet i Tanker og i Sprog. Hans Tanker ere kraftige; men ofte udtværer han dem i en Strøm af Rim, hentede ifleng fra Skrift- eller Almuesproget. 34. Hansen (Maurits Christopher). F. 1794 paa Modum. Død 1842 som Overlærer og Bestyrer af Middelskolen paa Kongs- berg. Ypperlig Novellist, og ganske original i sine Noveller af nationalt Sujet. Har ogsaa udgivet grammatikalske Skrifter af Fortjeneste. Sine senere Skrifter skrev han ortofonisk d. e. nærmede sig i Skrivemaaden Udtalen saa meget som muligt. -- 35. Hansteen (Christopher). F. 1784 i Chnia. Professor dersteds i Astronomi. Af verdensberømt Navn for hans Opdagelse af og Forsøg paa at fastsætte Jordmagnetismen. Fører som Reise- beskriver en interessant Pen. -- 36. Hauch (Johan Carsten v.). F. 1791 paa Frederikshald af danske Forældre. Lektor i Sorø. Især Sørgespildigter. -- 37. Heiberg (Peter Andreas). F. 1758 i Sjæland. Faderen var Nordmand. Var Translatør i Kbhvn., da han 1799 blev landsforvist for politiske Skrifter. Fik Ansættelse i det udenlandske Ministerium i Paris, hvor han som Pensionist levede ligetil 1841. Sysselsatte sig i sine senere Aar især med Norge, hvor han lod udgive et Par Skrifter af politisk Indhold. -- 38. Heiberg (Johan Ludvig). F. i Kbhvn. i 1791. Søn af Peter Andreas; blev 1829 kgl. Theaterdigter og Oversætter, i hvilken Stilling han nationaliserede den egentlig franske Skue- spilart Vaudevillen paa den danske Scene. Har ikke stor poe- tisk Rigdom at raade over; men Ingen veed at benytte bedre hvad han har. Ogsaa kritisk Skribent, og en Tid, med Titel af Professor, ansat som Docent i Logik og Æsthetik. -- 39. Hers- leb (Svend Borchman). F. 1784 paa Helgeland. D. 1836 i Chri- stiania, hvor han siden 1814 havde været Professor i Theologien. SIDE: 414 -- 40. Hertz (Jens Michael). F. 1766 i Sjæland. D. 1825 som Biskop over Ribe Stift. -- 41. Hertz (Henrik). F. i Kbhvn. 1798. Cand. jur. Docent i Æsthetik. Et baggesensk Talent i den sati- riske Brevform og i at behandle Sproget. God Lyriker og Dra- matiker. -- 42. Hesselberg (Iver). F. 1780 i Drammen. Præst. -- 43. Heyerdahl (Hieronymus). F. 177- paa Oplandet. Præst. -- 44. Holberg (Ludvig). F. 1684 i Bergen, Student fra Bergens Skole 1702. Blev 1714 Professor extraordinarius i Kbhvn., og foretog sig en Udenlandsreise, som han har beskrevet paa Latin. Siden blev han efter hinanden Professor i Metafysik, i Veltalen- heden og i Historien. I disse Stillinger forfattede han sine udøde- lige Værker, der i 1747 paaskjønnedes med hans Udnævnelse til Friherre af Holberg -- den Holberg gjengjeldte med at legere til Sorø Akademi det hele af hans Godser oprettede Baroni, foruden 15,000 Rdlr. til Jomfruers Udstyr. Selv døde han ugift 1754. I flere af de ypperste af hans Komedier gjenkjender man vel meget fra Moliere og dennes Forbillede Plautus; men det er saa vel overført paa Datidens Forhold, hvortil han var en skarp Iagttager (som Spidsborgerne derfor ikke havde det bedste Øie til) og saa vel indpasset i hans egne Skilderier af Daarska- berne, at Alt udgjør kun eet originalt Heelt. Ligesaa meget som Komedierne bidrog det komiske Heltedigt "Peder Paars" til at udbrede hans Navn i Hjemlandene; i Udlandet vakte den politiske Satire Niels Klim, først udgivet paa Latin, mere Op- mærksomhed. -- 45. Holst (Hans Peter). F. 1811 i Kbhvn. Yndet Leilighedsdigter; men stundom plagierende. 46. Ingemann (Bernhard Severin). F. 1789 paa Falster. Prof. og Direktør ved Sorø Akademi. Lyrisk elegisk Digter af megen Sentimentalitet. Senere optraadt som Epiker og historisk Ro- mantiker. 47. Keilhau (Balthasar Mathias). F. 1797 i Biri. Berømt Pro- fessor i Mineralogi i Chnia. -- 48. Keyser (Christian Nikolai). F. 1798 i Chnia. Professor dersteds i Theologi. -- 49. Keyser (Ja- cob Rudolf). F. 1803 i Chnia. Professor dersteds i Fædrelandets Oldhistorie og Islandsk. -- 50. Kingo (Thomas Hansen). F. 1634 i Sjæland. Død som Biskop i Fyen 1703. Psalmedigter af dyb Følelse og varm Fantasi. -- 51. Krogh (Georg Frederik). F. i Trondhjem 1802. Cand. jur. D. 1841. -- 52. Kruse (Lauritz). F. i Kbhvn. 1778. Tituleret Professor. Novellist. Har som saa- SIDE: 415 dan tilplagieret sig Mauritz Hansens "Keadan" ved at udgive den under eget Navn paa Tydsk. 53. Laale el. Lolle (Peter). Formodentlig f. paa Lolland i det 15. Aarh. Han er Samler af en Mængde Ordsprog, saavel af græsk og latinsk som af oldnordisk Oprindelse. -- 54. Lassen (Albert Peter). F. i Edsberg 179-. Har som pensioneret Over- lærer fra Chnias Skole i forskjellige Udgaver behandlet Verdens- historien og dens Hovedafsnit. Især er den romerske Republiks Historie forfattet med meget Talent. -- 55. Lehmann (Orla). F. i Kbhvn. 1812. Høiesteretsadvokat. -- 56. Liebenberg (Michael Frederik). F. 1767 i Kbhvn. Blev 1817 kgl. Konfessionarius. -- 57. Linstow (Hans Ditlev Frants). F. 1787 i Hirschholm. 1811 Cand. jur., hvorefter han besøgte Kunstakademiet. Har siden 1812 været i Norge i forskjellige Stillinger indtil han fik den nye Kongsgaards Bygning at forestaae som Architekt og Slots-Inten- dant. Hans Afhandlinger om Architekturen ere udmærkede i logisk og stilistisk Henseende. -- 58. Lund (Christen Andersen). F. 1763 i Kbhvn. D. som Præst 1833. -- 59. Lundh (Gregers Fougner). F. 1786 i Froen i Gudbrandsdalen. Tog som Student Krigstjeneste i 1808. Engageredes 1811 af Selskabet for Norges Vel til at gjøre en Reise i Udlandet paa Technologiens Vegne, i hvilken Videnskab han, efterat have taget Afsked som Kapitain, siden blev Universitetslærer i Chnia. D. 1836 som Professor. 60. Malling (Ove). F. 1747 i Jylland. D. 1829 som dansk Statsminister. Hans Skrift "Store og gode Handlinger" udmær- ker sig ved sin populære Stiil; men at det er forfattet i et De- spoti, er paa flere Steder altfor kjendbart; f. Ex. naar han anbefaler Brud paa Brevhemmeligheden som Vidnesbyrd om Patriotisme og Hengivenhed for Kongen. -- 61. Moe (Bernt). F. i Chnia 1814. Student og Assistent ved Rigsarkivet. Udgiver af en Personalhistorie samt Forf. af flere biografiske og genea- logiske Artikler. -- 62. Molbech (Christian). F. 1783 i Sorø. Bibliothekar ved det store kgl. Bibliothek i Kbhvn., Professor. Hans vigtigste Arbeide er en dansk Ordbog. Ellers især kritisk Skribent. -- 63. Monrad (Markus Jakob). F. 1816 i Thelemarken. Student fra 1834 med Udmærkelse til alle Examina. Stipendiat i Filosofi. -- 64. Monsen (Christian). F. paa Moss. Kand. Far- maciæ. Et ungdommeligt friskt, fantasirigt Digtertalent. -- 65. Müller (Peter Erasmus). F. 1776 i Kbhvn. Blev, efterat have SIDE: 416 været Prof. i Theol. ved Kbhvns. Universitet, Biskop i Sjælands Stift 1830. D. 1834. -- 66. Munch (Johan Storm). F. 1778 i Vaage. D. som Biskop i Chsand 1832. Hans Harpe tonede bedst i Krigsaarene 1808 og 9. -- 67. Munch (Andreas). F. 1811 i Chnia. Søn af den Foregaaende. Student. Smagfuld elegisk Digter. -- 68. Mynster (Jakob Peter). F. 1775 i Kbhvn. Siden 1834 Biskop i Sjæland. -- 69. Møller (Jens). F. 1779 i Sjælland. D. 1833 som Prof. i Theol. ved Kbhvns. Universitet. -- 70. Møller (Frederik Paludan). F. 1809 i Fyen. Adjunkt. Hans Digte frem- stille en yndig Blanding af det Lyriske og Episke, og ingen af de senere danske Digtere overgaae ham i Rimets Behandling. -- 71. Møller (P. L. ). F. -- i Jylland. Student. Meest re- flekterende i sine Digte, samt æsthetisk Kritiker. 72. Olsen (Andreas). F. i Østerdalen. Byfoged og Sorenskri- ver i Laurvig siden 1831. Poetisk Dilettant. 73. Pavels (Claus). F. 1769 i Vandsø paa Lister. D. 1822 som Biskop i Bergen. Stor geistlig Taler, og begavet med poetisk Talent. -- 74. Petersen (Hans Christian). F. 1793 i Christiansand. Blev fra Høiesterets-Advokat Stiftamtmand og siden Statsraad. -- 75. Petersen (Peter). F. 1767 i Throndhjem. Tituleret Berg- raad. Har udbredt sig vidtløftig over forskjellige Storthingsfor- slag, samt senere om Rigsvaabenet. -- 76. Pram (Christen). F. 1756 i Læsje. Arbeidede sig i det danske Kommerce-Kollegium op til Etatsraad, men d. som Toldforvalter paa St. Thomas 1821. Har vundet flere Præmier for prosaiske og poetiske Opgaver. Passerede i sin Tid for større Digter, end nu. Hans berømteste Digterværk er Heltedigtet Stærkodder; desuden statistisk Skri- bent. 77. Rahbek (Knud Lyne). F. 1760 i Kbhvn. D. som Prof. og Etatsraad 1830. Heldig Visedigter, samt af store Fortjenester af Literaturen ved Udgivelsen af Minerva og ved sine Oversættel- ser i de forskjelligste Retninger. -- 78. Reenberg (Tøger Clausen). F. 1656 i Viborg. D. som Justitsraad og Landsdommer 1742. -- 79. Reginald (Theodor). Norsk pseudonym Novelle-Forfatter af meget Talent. -- Rein (Jonas). F. i Sundalen Nordenfjelds 1760. D. som Sognepræst i Bergen 1821. Ypperlig Elegiker. -- 80. Rosenhoff (Claudius). F. 1803 i Danmark. Fortrinlig politisk Digter, -- ellers den Digtart, som grændser nærmest ind paa Prosaen. SIDE: 417 81. Sagen (Lyder Christian). F. 1777 i Bergen, hvor han er Overlærer. Især smagfuld Leilighedsdigter, der oftere hæver sig over disses sædvanlige Gaaseflugt. -- 82. Saabye (Hans Egede). F. 1746 paa Strynø i Danmark. Dattersøn af Grønlands Apostel. D. 1817. -- 83. Sander (Levin Christian). F. 1756. D. som Prof. i Pædagogik i Kbhvn. 1819. Grundig Æsthetiker. -- 84. Schalde- mose (Frederik Julius). F. 1783 i Fyen. Er efter et eventyrligt Liv nu Materialforvalter paa Kronborg. Meest bekjendt som Oversætter. -- 85. Scharling (Carl Emil). F. 1801 i Danmark. Professor i Theol. i Kbhvn. -- 86. Schmidt (Frederik). F. 1771 i Sjæland. Faderen blev senere Biskop i Akershuus Stift. Sogne- præst til Eker fra 1797 til 1820, da han forlod Norge og blev Præst i Danmark. D. 1840. Som Digter elegisk, heldende til en sygelig Sentimentalitet. -- 87. Schouw (Jochum Frederich). F. 1789 i Kbhvn. Prof. ved Kbhvns Universitet. Aandrig natur- filosofisk Skribent. -- 88. Schultz (Nils Stockfleth). F. 1780 i Sigdal. D. 1832 som res. Kapellan til Frue Kirke i Throndhjem og som Præses i Videnskabernes Selskab. Medens hans Menig- hed elskede ham som Præst og geistlig Taler, hædredes han af Nationen som en af dens ypperste Repræsentanter. -- 89. Schwach (Conrad Nikolai). F. 1793 paa Ringsager. Stiftsoverretsassessor i Throndhjem. Lyrisk Digter af gemytlig Charakter; stundom af mere Svada end Sving. Har Fortjenesten at have udgivet Zetlitz's Digte. Hans egne ere ogsaa udkomne i 2 Bind. -- 90. Schweigaard (Anton Martin). F. 1808 i Kragerø. Udmærkelse til alle Examina. Professor i Lovkyndighed og Statsøkonomi. -- 91. Sivertson (Sylvester). F. 1808 i Lomb. Student og Redaktør i Throndhjem. Hans Digte, som dels ere elegiske Udgydelser dels lyriske af patriotisk Indhold, ere adspredte i Tidender. Har ud- givet et Skrift om Haugianismen og Herrnhutismen; og i det Hele glider hans Prosa bedre end hans Vers, der stundom ere noget strengtflydende. -- 92. Smidth (Jens). F. 1769 i Kjøbenhavn. Præst. -- 93. Smith (Laurits). F. 1794 i Kbhvn. D. som Præst 1794. -- 94. Sneedorf (Jens Schelderup). F. 1721 i Sorø. D. 1764 som Professor juris men ikke fri for Efterligning af tydske Mønstre. -- 96. Stenersen (Peder Christopher). F. 1723 i Gudbrandsdalen. D. 1776 SIDE: 418 som Præst i Sjæland. Ligner som Digter et Orangetræ, hvorpaa der kom een gylden Frugt, men heller ikke flere. -- 97. Storm (Edvard). F. 1749 i Vaage. Student 1765. Levede i Kbhvn. som Lærer ved Efterslægtsselskabets Skole, og blev udnævnt til Theaterdirektør 1794, i hvilket Aar han døde. Hans "Fabler og Fortællinger i den Gellertske Smag" lide af Tidsalderens Stiil- ufuldkommenheder; men hans Digte i gudbrandsdalsk Dølemaal samt hans Ballade om Sinklar vil gjøre hans Navn udødeligt i Norge. -- 99. Syv (Peder). Fød i Landsbyen Syv ved Roskilde. Rektor og siden Præst. Død 1702 med Titel af Philologus regius lingvæ danicæ. Har stor Fortjeneste af sit Værk, Samlinger af den nordiske Middelalders Kjæmpeviser. -- 100. Sørenssen (Chri- stian). F. 1765 i Christianssand. Student 1782. Biskop i Chri- stiania Stift. -- 101. Sørenssen (Søren Anton Wilhelm). F. 1793. Efterat have været en udmærket Høiesteretsadvokat, er han nu Sorenskriver i Aker. Som Storthingsmand og som Advokat ved Rigsretten har han udviklet en stor Veltalenhed. Søn af den Foregaaende. 102. Tetens (Peter). Fød 1790. Præst i Horsens. -- 103. Thaarup (Thomas). F. 1749 i Kjøbenhavn. Lærer ved Søkadetakademiet og siden Theaterdirektør. Tilbragte sine sidste Aar som Land- mand. D. 1821. Heldig som Forfatter af nationale Syngespil. -- 104. Thiele (Just Mathias). F. 1796 i Kjøbenhavn. Prof. og Sekre- tær ved Kunstakademiet. -- 105. Tidemand (Nikolai). F. i Dram- men. Var 1792 Premierlieutenant, blev 1815 Oberst i den norske Armee. D. 1828. -- 106. Tode (Johan Clemens). F. 1736 i Ham- burgs Omegn. Kom 1757 til Kjøbenhavn. D. 1806 som Professor i Medicinen. Lagde sig, imod de Udlændingers Sæd, som over- svømmede Danmark, med en saa alvorlig Flid efter Sproget, at han kunde bruge det til Udtryk for sin rige Vittighed i Viser som i prosaiske Skrifter. -- 107. Treschow (Niels). F. 1751 i Dram- men. Student 1766. Har været Konrektor i Throndhjem og Rektor i Helsingør og i Christiania. 1790 Dr. theol., 1803 Prof. i Filosofi ved Kjøbenhavns Universitet, hvor han gjorde megen Opsigt ved sine dybsindige Forelæsninger og Opfattelse af det kantiske System. 1811 Etatsraad. 1813 Prof. i Filosofi ved Uni- versitetet i Christiania. 1815 Statsraad og senere Prokantsler ved Universitetet. Tog Afsked efter nogle Aar og levede siden i landlig Ro til sin Død 1833. I dette Otium udgav han sit Skrift SIDE: 419 "Om Gud, Idee- og Sandse-Verdenen", der vakte megen Opsigt ved den fri Spekulation, det var dikteret af. I hans "Historiens Filosofi" var han forhen i politisk Henseende kommen til mindre fritænkerske Resultater. -- 108. Trojel (Peder Magnus). F. 1743 i Fyen. Tog 1778 Afsked som Auditør, og kom siden ikke ind paa Embedsbanen. Han var nemlig Satiriker. Sine sidste 10 Aar maatte han tilbringe hos Broderen P. K. Trojel, der i Forening med Rahbek har udgivet hans Arbejder i 2 Bd. -- 109. Tullin (Christian Brauman). F. 1728 i Christiania. Student 1745. D. samme- steds 1765 som Tolddirektør. I hans Digte var engelske Mønstre umiskjendelige; men de besidde alligevel megen original Friskhed, og gave Datids Publikum dog først Smag paa en bedre Poesi i et renere Sprog og behageligere Versform end de ensformige, med franske og latinske Brokker opfyldte Rimerier, som hidtil havde baaret Navn af Poesi. 110. Vedel eller Veile (Anders Sørenssen). F. 1542 i Veile i Jylland. Student 1561. Reiste udenlands med Tycho Brahe. Tog 1566 Magistergraden i Wittenberg. Blev 1568 kgl. Hofprædikant. Fik 1580 et Kannikedom i Ribe og blev beskikket til kgl. Historio- graf. Havde et Bogtrykkeri i sit eget Huus i Ribe. D. 1616. -- 111. Welhaven (Johan Sebastian Cammermeier). F. 1807 i Bergen. Lektor i Filosofi ved Universitetet i Christiania. Har udgivet "Norges Dæmring", en Række af satiriske Sonnetter, der ere Mønstre fra Formens Side; men som, uagtet den ene hænger fast i den anden som sammenbidte Orme, dog ikke danne noget dikterisk Heelt. Opfindsomhed eller skabende Geni synes ogsaa at mangle denne elegante Digter. I hans Digte, der ere udgivne i 1 Bd., behandler han derfor altid noget Givet, og han er for- trinlig i beskrivende og fortællende Digte samt i elegiske eller satiriske Reflektioner. -- 112 Wergeland (Nicolai). F. 1780. Stu- dent 1799. Som Repræsentant fra Christianssand virksomt Med- lem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold, hvor han siden 1817 er forbleven Præst. Har med stor logisk og stilistisk Klarhed skrevet i politisk, geistlig, lingvistisk og kritisk Retning. Hans vigtigste Arbeider ere "Mnemosyne", et Priisskrift om et norsk Univer- sitet, "Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge", den større og den mindre Religionsunderviisningsbog, af store Fortrin for de autoriserede forældede, samt "den franske Stilist", et Arbeide af betydeligt Omfang. -- 113. Wergeland (Henrik Arnold). Søn SIDE: 420 af den foregaaende. F. 1808 i Christianssand. Kand. theol. 1829. Erholdt ikke geistlig Ansættelse, men blev i 1840 Bureauchef for det norske Rigsarkiv. I 1829 udgav han sit voluminøse Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias" -- et Værk, som imødeseer sin Omarbeidelse. Forøvrigt har han udgivet 2 Bd. Digte, endeel særskilt udgivne Digte, Dramaer, satiriske Farcer (15), Norges Historie i 2 smaa Bind, 3 Hefter af Norges Konstitutionshistorie, en Række Almueskrifter, hvortil slutter sig et Blad "for Arbeids- klassen" (5 Aargange), nogle Prækener, Folkeviser m. m. Hans Yndlings-Element er det Reenlyriske. -- 114. Wessel (Johan Her- man). F. 1742 i Vestby i Christiania Stift, hvor hans Fader, Jonas Wessel, var Præst. Student 1761. 1778 Oversætter ved Theatret. D. 1785, efterladende sig Enke og en Søn. Hans dra- matiske Satire over de høitravende Tragedier "Kjærlighed uden Strømper", er tilstrækkelig til at gjøre hans Navn udødeligt. Den vakte ogsaa saadan Opsigt, at han erholdt en Priisbelønning fra England. Kort efter Digterens Død opførtes den ogsaa til Bedste for hans Efterladte, ved hvilken Leilighed hans unge Søn ind- førtes paa Scenen. Forøvrigt udgjød han sit satiriske Talent gjennem et Slags Blad: "Votre Serviteur, Otiosis"; men hvori han dog ikke altid er sig selv liig. Kummerlige Omstændigheder er den rimelige Aarsag til at en saa gediegen Vittighedsaare ikke flød rigere. -- 115. Wexels (Wilhelm Andreas). F. 1796 i Kjøben- havn. Præst i Christiania. Har udgivet en Kommentær til det nye Testament og en Psalmesamling samt Andagtsbøger, der have fundet et stort Publikum. -- 116. Weyer (Niels). F. 1767 paa Strømsø. Student 1783. D. 1788. Røbede meget Talent, især for Balladen. Hvad han deri har frembragt findes i Rahbeks Minerva. "Der boede en Konge i Østerdal" er af ham. -- 117. Wibe (Johan v.). F. 1748 paa Bragernæs. D. 1782 med Titel af Sekretær. -- 118. Winther (Rasmus Willads Christian Ferdinand). F. 1796 i Fynsmark i Sjæland. Theologisk Kandidat. En af de originalere senere danske Digtere, skjøndt den tydske Heine synes at have dikteret ham Adskilligt i Maneer og Form. Lyriker; ofte elegisk. -- 119. Wolff (Simon Olaus). F. 1796 i Snaasen. Præst i Søvde i Thelemarken, hvorfra man tør haabe flere Digte, der kunne gjenkalde Forfatteren af "Hvor herligt er mit Føde- land" i hans Landsmænds Erindring. 120. Zetlitz (Jens). F. 1761 i Stavanger. Student 1780. Præst SIDE: 421 1790, da han blev personel Kapellan til Lye paa Jæderen. 1800 Sogneprest til Vigedal og 1811 til Hvidesø, hvor han døde 1821. Henrivende lyrisk Digter af idyllisk Charakter. Selv udgav han kun samlede sine Sange for Almuen; men efter hans Død bleve hans Digte samlede og udgivne af Schwach i 2 Bd. 121. Oehlenschläger (Adam Gottlob). F. 1779 i Kbhvn. Debu- terede i sit 20de Aar som Skuespiller, men blev i det følgende Aar indskreven som Student. Den Maade, hvorpaa han vidste at gjøre den oldnordiske Mythologi og Historie anvendelig for Digtningen, vakte strax Opmærksomhed for det unge Geni. Ingen Digter har saa hurtig besteget sin Zenith, som Oehlenschläger; thi hans bedste Arbeider ere hans tidligere; og imedens han indtog dette Stade, var Baggesen uklog nok til at vælte sig ind paa ham i Anledning af nogle mindre heldige Forsøg af Oehlen- schläger i det komiske Lystspil og i Operaen. Stor som Drama- tiker (Hakon Jarl, Axel og Valborg, Palnatoke); stor som Epiker (Helge, Hroars Saga); stor som Lyriker, især romantisk (Digte, Aladdin m. fl.). Siden 1809 har han havt Titel af Professor. For Tiden af Etatsraad. I de sidste 10 -- 15 Aar synes hans Genius ofte at være ham troløs, men Skrivelysten usvækket. SIDE: 422 Henrik Wergeland THOMAS FEARNLEY, LANDSKABSMALER. -- -- Jo det er der Hagehullet paa salig Thomas -- det ube- dragelige Tegn, naar det ikke er firkantet, paa et godt Gemyt -- og Smiiltrækkene om Munden; men hvor er Ansigtets uforlignelige sangvinske Rundhed og "Fulgor", hvor de leende Øine og denne buttede skjelmske Næse, der alene var saa god som et Ansigt? Det maa sidde igjen paa Stenen; og man faaer hjælpe sig med at tænke, at Fearnley sidder her med sin Pibe spekulerende over, at der ingen Reise blev af en Sommer, over et Brev af uventet magert Indhold, over Dumheder, begaaede her hjemme i Norge i en eller anden Kunstindretning o. s. v. Nok er det, Fearnley havde et Ansigt, der paa det allerfuldkomneste gjengav en tro- hjertig, vennesalig, livslysten Charakteer, saaledes som Menne- skene maae være for at elskes af Alle for deres blotte Personers Skyld. En undersat, men rask og bevægelig Figur, forstyrrede ikke Ansigtets Indtryk. Heller ikke de blonde Knebelsbarter og det purrede blonde Haar. Men hvad kommer alt dette os ved? spørger et Publikum. Nu, nu! Det er kun en Silhouette til at hjælpe sig med siden Por- trættet ikke just er lykkets, og Fearnleys Venner, som gjerne vilde see hans glade Træk gjenvakte, om kun i Fantasien, ud- gjøre ogsaa et ikke saa lidet Publikum. Det var en Selle, at tømme en Flaske Viin med; det var en Ven at komme til i Nøden; det var en Mand, der vilde have forstaaet at bestrøe sin og sin Vivs Livsbane med Roser og Vedbende i en længere Strækning fra Kirken end de ellers pleie at række. Ofte kun til Hvede- brødene ere fortærede i den anden Kurv. Saa er ogsaa Blomster- kurven tom, og Veien bliver graa, som ellers, bag de Vandrende. S. T. Hr. Henr. Wergeland. Jeg er forbauset over den Begyndelse til en Biografi af Thomas Fearnley, som De har ladet mig læse. Ikke fordi De synes at SIDE: 423 finde Portrættet mindre heldigt, eller fordi jeg mener, at alle Biografier bør, i Maaden at være affattede paa, være som Kugler fra samme Form; nei! men De synes at ville etablere, at en Biografies Stiil bør være et Slags Portræt af Heltens Charakteer. Man troer nemlig at opdage en vis Nonchalance i bemeldte Be- gyndelse til Fearnleys Biografi; men da denne Maneer er sær- deles vovelig, saa at Mange endog turde være tilbøielige til at foretrække den saakaldte Bedemandsstiil, hvori ogsaa Biografier almindeligviis affattes, gjør De sikkert rettest i at fortælle Bio- grafien simpelthen, begyndende med Fødsels- og endende med Døds-Aaret. Christiania 1ste Januar 1845. Ærbødigst N. N. Min Herre! At skrive Thomas Fearnleys Biografi i Bedemandsstiil gaaer umuligt an. Naar Klokker N. N., der har lært Menigheden at kalde ham "Deres Værdighed", uden at han dog har antastet Præstens Velærværdighed, engang skal biograferes, skal jeg ellers med Fornøielse forsøge mig i den. Forøvrigt troer jeg, at den oversendte Biografi giver Læseren dog et nogenlunde Begreb om hans Charakteer og moralske Konstitution, om hvilke vigtige Ting man ellers pleier at lades i den dybeste Uvidenhed, saa de be- skrevne Personer i den Henseende ligne afklippede Stykker Papiir af samme rene hvide Ark. Jeg har ellers i Vedlagte den Ære at fortælle Dem, hvorledes jeg fik vide Adskilligt om Thomas Fearnley og kom til en Slags Biografi saa let som til min Hat fuld af Vand, om jeg havde sat den ud i et Regnskyl. Christiania 3die Januar 1845. Ærbødigst Henr. Wergeland. Nationalgalleriets herlige Lokale for Maleriudstillinger. Jeg i en Vinduesfordybning, bladende i Katalogen (da jeg nemlig paa de fire første Sider har fundet 199 -- hundrede og ni og nitti -- SIDE: 424 Trykfeil, havde jeg faaet Lyst til at undersøge summam sum- marum). Andre Besøg ere 0. Da indtriner -- en høivæxt overordentlig velskabt og forøvrigt tækkelig ung Dame, som jeg hørte var dansk, ledsaget af en af vor Byes meest dan- nede Mænd. "Ah -- Dahl! Dahl!" raaber Damen idet hun iler hen til et Skovstykke, et med et guddommelig malet, af vaiende Sump- planter omgivet, Kjern i Forgrunden. Paa hiin Side Kjernet en Jæger, saa det kanske skulde hedde et Jagtstykke, om Skoven ikke var saa aldeles dominerende. Men man vil nok erindre det baade fra Kunstforeningen og Nationalgalleriet, hvor Alle vel nu have været for Skams Skyld, siden man begyndte fra saamange Kanter at blæse til Ilden paa Kunstens Altar herhjemme, at man har blæst hinanden respektive Øine og Ansigt fulde af Aske. "Nei, Jomfru -- sagde Ledsageren -- det er af Fearnley." "Ah, af Fearnley! Men her er da Dahl," mente Damen igjen, idet hun dreiede sig mod Grindelwaldergletscheren. "Ogsaa af Fearnley." "Men dette herlige -- oh! her maa vi sætte os foran, men i passende Afstand, for sandelig jeg synes, at dette Vandfald (man erindre Damen er dansk), som jeg synes at høre, maa overøse mig . . Dette herlige Maleri er da af Dahl?" "Fearnley" -- mumlede Manden ligesom halvt misfornøiet. "Det er Labrofossen." "Ah, har Norge ogsaa frembragt en saadan Mester til, foruden Dahl?" sagde Damen. "Ja i Thomas Fearnley. Dahl og han ligne hinanden i Meget, i Sujettets Dristighed, i Forgrundens Nøiagtighed, i de tydelige Mærker paa at det er selve Naturen i dens Storhed som i dens Detaljer, de have studeret o. s. v., men Dahls Malerier vise et skarpere profileret, et selvstændigere Geni." "Af Dahl har jeg seet noget nede i Danmark; men tilgiv mig, om den anden af Deres Fædrelands smukke Prydelser var mig ubekjendt. Midt inde i Jylland . . ." "Oh, Jomfru! der er vist meget Lidet af Fearnley i Danmark, hvor han kun opholdt sig et Aarstid paa Akademiet, nemlig fra 1821 til 1823. I 1822 blev nemlig vor nuværende Konge op- mærksom paa den tyveaarige Kunstner, og bestilte af ham et stort SIDE: 425 Prospekt af Kjøbenhavn. Da Maleriet var færdigt, sendtes det til Stockholm; Fearnley fulgte efter og tog der sit Ophold alt til i 1827, da han tiltraadte en længe paatænkt Reise til Tydskland og videre. Vinteren 1828 blev han imidlertid liggende syg over i Kjøbenhavn, maatte til Norge af økonomiske Grunde, og kom saaledes først sydover i Høsten 28. Norge havde han imidlertid togange besøgt fra Stockholm, og da drev alt Folk, som saae hvad der kunde blive af ham, baade med Raad og Daad paa Udenlandsreisen. Men det er sandt -- det falder mig ind -- der er jo Stykker af Fearnley i Danmark, saasom hos Etatsraad Treschow i Kjøbenhavn, de prægtige Sidestykker af Syden og Norden: Neapels Sorrento og vort Sogns Gudvangen. Desuden tæller det thorvaldsenske Musæum en norsk Egn af Fearnley, et af hans første Arbeider, hvoraf hans rige Talent glimrede frem, og et af hans herligste Schweitzerlandskaber er i Etatsraad Donners Be- siddelse i Altona. Men det er jo i Schleswig-Holstein . . ." "Min Herre!" -- afbrød den smukke Jydinde med komisk Alvorlighed, idet hun syntes et Par Tommer høiere, da hun reiste sig op. "Pardon! Pardon, min Heltinde!" loe Ledsageren. "Ja, hvis De fortæller mig meer om Mesteren for dette vid- underlige Stykke. Vi have endnu ikke kvæget os nok ved Støv- regnen fra hans Vandfald. Hans Navn er engelsk?" "Hans Bedstefader var ogsaa en Englænder, der havde taget Bopæl paa Frederikshald, hvor Familien endnu boer. Der fødtes Thomas -- om jeg ikke feiler meget -- den 27de December 1802. Altsaa et Julebarn, og sandelig hele Julens Munterhed og barn- lige Gemytlighed blev lagt i hans Hjerte, og af den største Mester ogsaa i Maleri udpræget i hvert Træk i hans Aasyn, hver Runding af hans Person." "Ah, har De hans Portræt?" "Ja -- en af ham Selv gjort Skizze, men De vil deraf see nok til at synes godt om ham." "Nu -- det var ikke rigt med Faderen. Thomas kom som fem- aarig Gut." "Gut? Hvad behager? . ." "Dreng, bedste Jomfru, betyder det . . Han kom i den Alder til en Onkel i Christiania, en Karrikatur af en datids Isenkræmmer. Da Thomas var voxet noget til, var han nok ogsaa voxet fra SIDE: 426 Planen at blive Isenkræmmer; vist er det, at han i sin første Ynglingsalder var Kadet i flere Aar, hvorpaa han pludselig i sit 16de Aar atter gaaer bag Disken, som det hedte, med den alvor- lige Beslutning at gaae i Onkels Fodspor (maaskee dog den alvorligste var at arve Onkel?). Men bag Disken sloges han med sin Kollega, paa Krigsskolen havde han faaet Smag for Tegning, og da der 1819 oprettedes en "Kunst- og Tegneskole" fandtes Fearnley snart Øverst i dens Rækker. Han tog dens Præmier og reiste saa til Kjøbenhavn. "Paa sin første Udenlandsreise opholdt han sig 1 1/2 Aar i Dresden, hvor han især studerede Dahl. Men han fordøiede hvad han tog til sig. Man kan maaskee ikke stille Fearnley ved Siden af Dahl, men han er ikke heller i nogen Maade en afledet Kopi. To Aar tilbragte han i München, i en heldig Periode, da Kunsten der endnu var i sin Opblomstren; og der skulde Fearnley forblevet, baade fordi Kong Ludvig havde skjænket ham sin Opmærksomhed og især for at holde Skridt med de Kunstnere, som dengang be- gyndte at vinde sig et Navn fra München af. Da han efter tvende fleeraarige Fraværelser igjen kom til München for Alvor, havde Forholdene forandret sig; Andre vare voxede ham over Hovedet; den gamle Plads var borte, hvorfra under det to Aars Ophold, Stormænd fra Tydskland, England og Italien hentede Billeder, især af Norge, til sine Gallerier. Saaledes har Fyrsten af Thurn og Taxis et Prospekt fra Thelemarken, Lord Pembroke Justedals- bræen og en Grev Arco et mesterligt Andejagtsstykke ved den bayerske Königssee." "Men hvorfor forlod Fearnley da München just da han stod i sin Zenith?" "Ah, min Dame -- bemærkede hendes Ledsager -- Landskabs- malernes Kunst fordrer at de reise, hver Sommer om muligt. Men de kunne lukke sin Dør ilaas blot til Høsten. Reise, reise maae de. Enhver liden Spadseretuur maa være en liden Reise med Blyanten i Haanden, og af hvad de nu naturtro faae ned i sine Mapper, danne Mesterne sine Forgrunde: af Træbuller, af bemosede og forvitrede Stene, menneskelige Figurer og Vaaninger, Planter, Træer og Dyr. Se f. Ex. der hvad Virkning gjør ikke denne ganske naturtro Fiskeørn her i Forgrunden af Stykket. Man kan see af Halsens Bøining, at den fra sin Stok har opdaget en Lax; og at den saaledes overlader sig til sin Jagt, gjør Stedets SIDE: 427 Vildhed og Eensomhed paa det klareste anskueligt. Men videre til Forsvar for at Fearnley forlod München, da gjaldt nu Reisen for det Første Italien, som ingen Maler af Rang kan undlade at have seet idetmindste Luften af, og for det Andet, saa var Fearnley i høi Grad livs- og reiselysten. Vinteren 1832/1833 befandt han sig i Rom, hvor især nogle Landskaber fra det bajerske Tyrol vakte Opmærksomhed og fandt hurtig Afsætning. Flere Stykker kom til England fra Rom og Neapel, hvor han opholdt sig indtil Vaaren 1835. Sicilien gjennemreistes i 1833 sammen med Deres berømte Landsmænd, Medaljør Christensen og Architekt Hansen, og det følgende Aar havde han ret Anledning til at see Vesuv i Kulør. Man har ogsaa flere Skizzer af ham, der fremstille Bjergets Ud- brud seete fra forskjellige Punkter. Et endnu dristigere Attentat paa Naturen er dog hans udførte Billede af den blaa Grotte paa Capri. Om dets Sandhed kan naturligviis Den kun dømme, der har været saa lykkelig at være der . . ." "Ak!" lød et dybt Suk frem fra Vinduesfordybningen. (Det kom fra mig.) "Ah, Hr. Wergeland" -- sagde Damens Ledsager, præsenterende os for hinanden (hendes Navn ellers af mig fortiet) -- "Om Forladelse," stammede jeg "jeg hørte De nævnte Capri, saa tænkte jeg paa Capri, Ischia, Sorrent og saa sukkede jeg af Længsel, uden at betænke at jeg kunde afbryde Herr . . . "Oh jeg har Traaden . . . Denne Dame vilde jeg straffe med et Foredrag over vor Fearnley, fordi hun ikke kjendte vor, idet- mindste i det hellige romerske Rige ret velbekjendte Landsmand; men se! hun vil have hans Biografi til Enden, saa har Labro- fossen slaaet min Veninde. Men hvordan er det -- jeg har Pokker ikke Traaden: men maaskee De kan hjelpe mig lidt, Herr W.?" "Ja jeg maa med Skam tilstaae, at jeg har den, for jeg har paa en Maade lyttet. Fearnley var min personlige Ven, og han var af mine Folk, saa det ret har glædet mig at høre Dem for- tælle om ham. Sommeren 1835 var han i Schweitz, hvor han indstuderede sin rædselfulde Grindelwaldergletscher, som han malte om Høsten i Paris, hvoraf han senere tog en noget formildet Kopi . ." "Nu ja, nu har jeg ham" -- vedblev min vakkre gamle Vel- ynder -- "Fra Paris tog han endelig i Forsommeren 36 hjem til Norge over Belgien og London. Det var nu 8 Aar siden man SIDE: 428 havde seet hans velsignede glade Ansigt. Det vakte ogsaa Glæde, om end ikke den Opstuss med Gjæstebud og Sang som man -- paa nær sidste Gang -- har seet ved Dahls Besøg." "Jeg gad ogsaa seet Fearnley -- bemærkede jeg -- naar han skulde have Æressædet i en ret prunkende Banket. Ingen vilde være mere forknyt end han, indtil Æresskaalen var vel over, og han -- som han vilde synes -- ikke betød meer i Laget end enhver Anden." "Det troer jeg med -- sagde min pyntelige Gamle. -- Thomas Fearnley var det beskedneste og fordringsfrieste Menneske paa Jorden. Han var omringet af Venner, der idelig smigrede ham; men det syntes ikke at bide paa hans Gemyt, omendskjønt der gives æsthetiske Gribbeøine for Kunsten, som ville paastaae, at han under dette Leben lod sin Pensel fare skjødesløsere over Lærredet. Sommeren var ellers bleven godt benyttet til at hente Skizzer fra Romsdalen. Med en god Mappe tog han samme Høst over til London, besøgte de berømte cumberlandske Sjøer, og opholdt sig i det Hele i England i 1 1/2 Aar. Skizzer af hans norske Udkast vare meget søgte . . ." "Han malte ogsaa i den Tid" -- tillod jeg mig at bemærke -- "et af hans skjønneste Schweitzerprospekter, samt ganske vist Romsdalshornet og de Stykker National-Galleriet har af Fearnley." "Ganske vist, sagde den Gamle. Sommeren 38 morede han sig blot paa en Reise i Tydskland og Schweitz sammen med sin Patron, en Hr. Heftye fra Christiania, der har afkjøbt Fearnley en Mængde Malerier. Fra Høsten 1838 opholdt han sig i Norge i 2 Aar, reiste i Landet om Sommeren -- saaledes i 1839 med de berømte tydske Malere Achenbach og Breslauer til det maleriske Bergens Stift -- og malte om Vinteren. Kong Carl Johan tog et af disse norske Stykker, Grev Wedel et andet. Flere andre ere desuden i kongeligt Eje, ligesom Kunstvennen Statsminister Due besidder flere Stykker af Fearnley. Men nu kan De fortælle Resten", sagde den gamle Kavaleer. "Ja hvad er der vel nu at fortælle, sagde jeg uden den sørgelige Ende paa et Liv, der kunde yde saameget -- dobbelt sørgelig ved de Scener af Livets høieste Glæder, som gik saa nylig forud? Der er kun at berette, at Fearnley blev forelsket i en tækkelig og formuende Kjøbmandspige her af Staden, giftede sig i Juli 1840, og tog over til Amsterdam for der at prøve Lykken. Han SIDE: 429 malte vel Adskilligt for de dukatbeslagne Mynheerer, men hans meste Arbeide var dog Bestillinger hjemmefra, saasom hans Haugsfoss og Prospektet af Castellamare -- -- " "De sukkede igjen" bemærkede Damen. Jeg tilstod det og vedblev: "Beriget med en Søn, drog han i Septbr. 1841 til München, som han medrette havde Forkjærlighed for, og hvor han nu for Alvor vilde nedsætte sig og tjene Brødet til Kone og Barn. Men han var neppe kommen i sin huuslige Hygge før en Nervefeber efter 2 Maaneders Sygeleie dræber ham . . ." "Kom lad os gaa -- hvidskede den pyntelige Gentleman, pegende paa Damen, der var stærkt bevæget -- og følg med hjem, skal vi erindre vor prægtige Thomas ved et godt Glas Viin." Paa Veien talte vi om den almindelige Sorg ved Budskabet om hans Død, og om hvorledes man, vel mere af Interesse for den Afdøde end just altid af Sands for Tingenes Værdi, reves om hans hidsendte Skizzer paa Auktionen derover. Min Hr. Vært yttrede ogsaa, at sal. Fearnley vilde have i Tydskland faaet ud- givet et Pragtværk af norske Naturscener. Ved Bordet kom Fearnleys Portræt ned. Den fremmede Dame kyssede det, fordi hun sagde det røbede saamegen Hjertens- godhed, og jeg opdagede, at man, ved at holde Portrætet imod det hvælvede Sauterneglas, fremkaldte et bitte lidet, men næsten levende naturligt Billede af Fearnley. Vore Snærper tælle saa lumsk hvor mange Glas Viin Herrerne drikke til Maden. Slige vare nu ei vore Damer; men alligevel sagde dog Vertinden, da det trak ud med mig og hendes Mand: "Ja nu gaaer Sofie og jeg; men bliv dere siddende. Der har dere Fearnley hos dere i min Plads i Skjorteærmerne, saa godt jeg har kunnet gjøre det." "Nei, se paa Mor!" loe den vakre Gentleman. "Prægtigt gjort!" Og med det samme bankede han tre Gange i Gulvet. Hun havde med sin Serviet stillet Portrætet saaledes, at det saa ret livagtig ud som om et Par sammenslagne Arme i Skjorten lænede sig ud derfra. "Nu Ole er du der? En Flaske Hochheimer, Dom Dechant, 1834, og tre grønne Glas!" befalede min Vært den indtraadte Tjener. "Ak," sagde jeg, "salig Thomas ved en Flaske Rhinskviin og SIDE: 430 et Par gode Venner! Da var han ret i sit Es, da sprudlede han over af Munterhed, og den ene Anekdot, hvori han havde været Helten, fortrængte den anden." Det var en Rhinskviin! Vi drak paa norsk Gemytlighed, vi drak Thomas Fearnleys Skaal som Menneske og som Kunstner. "Ja ved et Glas Rhinskviin var han i sit Es" -- gjentog jeg; "men hvor var han det ikke, naar han med den korte Reisepibe i Munden, en liden naragtig Hue paa tre Haar og i sin fillede Malerfrak sad foran sit Staffeli!" Henrik Wergeland SIDE: 431 JOHAN CHRISTIAN DAHL, LANDSKABSMALER. "Han har i Kjæmpers Fødeland først fattet Nordens Mening. Han saae i Fjeld og Skov og Strand en dybere Forening. Hans Genius har Norges Aand omhviftet med sin Vinge." (Sang til Dahl 1839.) Denne store Landskabsmaler er født den 24de Februar 1788 i Bergen, hvorhen Faderen var taget fra Ættens Hjembygd Evindvik Præstegjeld ved Sognefjordens Udløb. Der ligger i et lidet af- sondret Dalstrøg et Gaardelag, bestaaende af flere Gaarde, Rui, Handtvedt, m. fl., som for længere Tid tilbage ere blevne ud- stykkede af en gammel Gaard, Udal, og af denne Dal, hvor endnu Frænder leve, har vor Maler faaet Navn. I Bergen ernærede Faderen sig en Tid som Søfarende og siden ved en liden Fiske- handel og som Færgemand, saa det var knapt nok for Familien. Ved Flytningen til Bergen var nu vel Johan Christian bleven født i en for Talentet noget fordeelagtigere Jordbund end om han skulde have seet Lyset i den ensomme Udal i det skaldede Evindvik; men hvad skulde der vel blive af Drengen, som allerede røbede hvad der boede i ham ved alskens Tegninger med Pen og Blæk? Han syntes bestemt til at voxe vildt op paa Almin- dingerne med de andre Almues-Børn, da en gammel studeret ugift Klokker, Kjerrumgaard, tog ham til sig og underviste ham i de første Grunde, i den Hensigt engang at see ham deponere, og ved Siden heraf føiede han ogsaa Drengen i at lade ham tage nogle Maaneders Underviisning i Tegning hos en svensk Hr. Pour- ruth, der holdt et Slags praktisk Institut. Det varede ikke længe før Kjerrumgaard døde; men allerede før dette Uheld var Dahl gaaen i Malerlære hos en Møller, der malte for Byens Theater Dekorationer og deslige udenfor det simplere Væggesmøreri, saa Dahl lærte noget af Perspektivet og at føre noget friere Redskaber end Kosten. I 7 Aar arbeidede Dahl hos Malermesteren under en Behandling, som ikke var den bedste efter gamle Kjerrum- gaards Død. Møllers flinke Dreng havde imidlertid faaet et Ry i Byen. Snart cirkulerede der et illumineret tegnet Prospekt af Bergen, snart et lidet Landskab i Olie. Hans Rullegardiner og SIDE: 432 Staaltraadjalusier gjorde ham især bekjendt ved de smukke Land- skabsperspektiver, hvormed han dekorerede dem. Hans Mester stolede ogsaa saameget paa sin Drengs Geni, at han ofte, naar der var bestilt Dørstykker og Dekorationer hos ham, sagde til ham: "gaa Du derhen, Johan Christian, og find selv paa noget." Og han var aldrig renonce. Engang da han fik en saadan pludselig Ordre til et Par Dørstykker, gik han hen og malede over den ene Dør en riig Mands pompøse Liigfærd, mens man over den anden saa en Fattig bæres ud af et Par Stodderkonger. Efter fuldendt Læretid arbeidede han Portrætter saavel i Olie som i Miniatur, Landskaber og smaa Genrestykker af det daglige Liv. Bergenserne elske deres Egne mere end de øvrige Normænd; deres Selvkjærlighed udstrækker sig til Alt hvad der hedder Bergensk. Dahl havde under Beilingen til sin Muse, ved de første syv Aars Arbeide, kun naaet til en Lea, til et halvtliggende Ideal. Han maatte til Akademiet i Kjøbenhavn for i andre syv Aar at vinde sin Rachel, sit Ideal, Kunsten saaledes som han vilde være i Be- siddelse deraf og følte Kræfter til at blive det. "Det er Synd paa Manden, som gaaer her hjemme, hvor han ingenting kan lære meer", sagde de gode Medlemmer af Selskabet "Vennekredsen", for hvem han for en Slik havde malet nogle Transparenter i Anledning af Fredsslutningen 1809, saa længe til hinanden, indtil det blev besluttet at skaffe ham Reisepenge ned til Akademiet. Ved et Cirkulære fra Sagen kom dette istand. Senere gjengjeldte Dahl dette ved at forære Selskabet et større Maleri, som nu er i det bergenske Musæum. I 1809 var Kon- trakten med Møller ude og i 1811 kom Dahl til Akademiet, hvor han vandt to Medaljer for Tegning. I Bergen havde Dahl i den sidste Tid været et Factotum i sin Kunst fra Dekorationsmaleriet til Portrætmaleriet; paa Akademiet bestemte han sig udelukkende for Landskabet, især for det stor- artede eller saakaldte heroiske. Nogle af sine første Malerier sendte han til Bergen for at blive solgte til Understøttelse for hans Brødre. Dahl vakte Opmærksomhed paa Udstillingerne i 1814 og 1815. Disse Sujetter af den høie nordiske Natur eller fra de vilde Kyster havde endnu Ingen valgt sig, eller ogsaa havde de brudt Halsen derpaa. Men paa Dahls Malerier tordnede Fossen og Støvregnet syntes at fare væk og at komme igjen i de samme skyagtige Former og den grønne fraadende Elv syntes SIDE: 433 at ile imod En. Og hans Malerier af den øde Kyst, det oprørte Hav og Skibet imellem Brændingerne -- Alt var Natur og røbede i høieste Grad Malergeniets Hovedevne, en Fantasi, der opfatter og gjengiver Naturen tro som i et Speil. Den yderste Nøiagtighed i Tegningen og Fiinhed i Udførelsen, samt, hvor Anledning gaves, Rigdom i Forgrunden, gav ogsaa tidligen de Dahlske Malerier en Egenskab, de altid have beholdt, nemlig den, at de vække den samme Beundring nærved som fjernere fra betragtede, den samme Beundring for Malerens Studium og Opfattelse af Naturens Følelser som for hans Geni og Opfattelse af dens Storheder og majestæ- tiske Skjønheder. I 1818 reiste Dahl over Berlin til Dresden, hvor han i 1819 udstillede sit første Maleri af nogen betydelig Størrelse, nemlig en norsk Vandfaldegn. Paa sin Gjennemreise til Italien kjøbte den nærværende danske Konge det. To Malerier fra samme Aar kom til Norge. Italien, ikke Dresden, var Dahls Formaal; men en Forelskelse i en Baron Blochs Datter forlængede først Opholdet og gjorde ham siden, da han i 1820 ægtede sin Emilie, fast for Livstid i Dresden. I dette Aar udnævntes han ogsaa til Medlem af Akade- miet, og der tilbødes ham fast Engagement derved; men da Kron- prindsen af Danmark havde ladet ham sige, at et bedre var at vente i Kjøbenhavn, afslog han Tilbudet, og reiste sammen med Prindsen over Tyrol til Italien. Her tilbragte han syv Maaneder i Neapel, hvor han blandt andet malte det Landsæde, denne be- boede. Prindsen overrakte Kongen af Neapel dette Maleri. I Rom opholdt han sig sex Maaneder, hvor det ikke manglede paa Bestillinger, saasom fra Thorvaldsen. Imidlertid fik han vide, at Løftet fra Danmark var gaaet i Røgen, hvorpaa han gjennem Tyrol tog tilbage til Dresden i Sommeren 1821, hvor han fik An- sættelse ved Akademiet med Titel af Professor. I Aarene nogle og 20 var Dahls Berømmelse i et overordentlig Stigende. Hans Elev Normanden Thomas Fearnley udbredte sin Mesters og sin egen Berømmelse til München, hvorhen han gik fra Dahls Atelier, for ligeledes der at overraske Verden med Fremstillinger af det ubekjendte Norges herlige Natur. Man længtes efter at see Dahl i Norge -- allermeest i Bergen naturligviis; men isandhed ogsaa overalt var Dahl folkekjær som en Mand, der SIDE: 434 gjorde Norge, hvorom Udenverdenen dengang havde underlige Begreber, bekjendt ved sin Kunst og sit Navn. I 1826 saae man endelig Dahl i Norge. Han ilede til Bergen, hvor Jubelen var almindelig ved Besøget. Han lovede oftere at komme igjen, og hans Kjærlighed til Norge har ladet ham opfylde Løftet tre Gange siden, nemlig i 1834, 1839 og 1844, ligesom hans, med betydelig Bekostning udgivne, Plancheværk om Bygnings- stilen ved enkelte ældre norske Trækirker -- "Denkmale einer sehr ausgebildeten Holzbaukunst aus den früheren Jahrhunderten in den innern Landschaften Norwegens" -- 3 Hefter i Folio, Dresden 1837, samt hans Henvendelse til sine Landsmænd om den gamle Kongehal paa Bergenhuus Fæstning, viser, at Fædre- landet aldrig er ude af hans Tanker. Dahls Malerier ere særdeles talrige og adspredte. Af de større befinder Labrofossen og Fortundalen sig i Mr. Porters Besiddelse; i Christiansborg en Komposition ved Randsfjorden samt et Vinter- stykke forestillende en dansk Egn med en Kjæmpegrav samt en Stranding paa den norske Kyst; og i Dresden er, mellem en Mængde derfra Egnen, italienske og Tyrolerlandskaber og egne Kompositioner, ligeledes en Strandingsscene ved den norske Kyst, samt, som Modstykke, Havet ved Kronborg i Rolighed ved Maane- lys. Mellem hans Kompositioner har man anmærket en Klippeegn med et Vandfald, i hvis Midte Ruinerne af et Bjergslot befinde sig, Søstykker, Maaneskinsstykker fulde af den rigeste Fantasi. I 1827 mistede Dahl i Barselseng sin første Kone med hvem han havde 4 Børn, hvoraf de 2 leve; og i 1829 giftede han sig igjen med Amalie v. Bassewitz, en Niece af den berømte General Grev Gneisenau; men kun for efter et Aar at miste hende lige- ledes i Barselseng. Det efterladte Barn levede kun til sit 5te Aar -- Ulykker, som have bidraget til at forøge det Pirrelige i Dahls, endnu i hans Alder høist livlige, Gemyt. Dahl er Medlem af Akademierne i Berlin, Kjøbenhavn og Stock- holm, Ridder af Vasa og Dannebrogen, og hans Biografi indtoges i det Brockhausiske Conversationslexikon paa en Tid da det var sparsommere paa sine Optagelser. En fransk Skribentinde har ligeledes udgivet noget Særskilt om Dahl. Men hvad er dette mod den Navnkundighed, som udstraaler fra ethvert af de Malerier, som ere udgangne og udgaae fra hans Haand? Endnu vil den for- øges ved nye; thi Gubben er endnu saa rask og rørig, som i de SIDE: 435 bedre Aar. Med livlig Deeltagelse følger han fra sit fjerne Hjem Kunstens og de Sagers Gang her i Norge, som dermed staae i Forbindelse; men især er det Opbevarelsen af Oldtidens archi- tektoniske Minder, som han ringer for de altfor ligegyldige Lands- mænds Øren med. Dahl har erhvervet sig nogen Formue. Enhver Normand er velkommen i hans gjæstfrie Huus i Dresden, og ingen gjennem- reisende Landsmand, han være Maler eller ikke, undlader at hilse paa den gamle Mester. Da er det om Norge og atter om Norge, at han taler og spørger, at hans Hjerte flyder over om, medens han selv ifylder sin Landsmands Glas. Hans Geni har tilegnet sig dets Natur fra dens Største til dens Mindste; for dets Hæder og Vel slaaer hans Hjerte usvækket, som da han for 33 Aar siden forlod det for at blive hvad han er bleven: to Nationers Stolthed. Dahl er atter et af Exemplerne paa, at det kun er ved et Til- fælde, at Genier, som fødes i den store fattige Masse, reddes fra at synke tilbage i denne og sporløst at forgaae. Man tænke sig ham opvoxen til Manddomsalder i den Afdal i det uskjønne Evindvik, hvor hans Fædrenehytte staaer, og hvor der ingen Natur er til at vække Geniet! Og dog vilde dette have viist sig inden det snevre Omraade. Han vilde havt Ulyst baade til Søen og Ageren og være bleven betragtet af Forældre og Andre som et Drog, der bare gik og klinede Kirker, Ansigter og Træer af paa Væggene. Tilsidst havde det da, naar Forældrene ikke vilde vide meer af ham, endt med at blive Bygdemaler, og upaatvivlelig skulde han da have bemalt Bøndernes Skabe, Uhrkasser og Kister med saadanne, af egen Fantasi og seete Brudstykker sammen- satte, Prospekter og Blomsterstykker, at der vilde gaaet Ord af ham fra Viig til Sognefæst. Med hvor bittre Følelser dvæler man ikke ved denne Skjebne, hvis Sandsynlighed kun er altfor stor! Og det Haar, hvori hans bedre Skjebne hang, det befandt sig jo ganske udenfor hans Selv- bestemmelse eller for hans Forældres Vilkaar? Men hvor mærke- ligt, netop af deres Fattigdom -- at de maatte søge et bedre Erhverv i Bergen -- kom denne haarfine, endnu for Mennesker usynlige, Parcetraad, som var stærk nok til at bære en kummerlig Ungdoms Byrder og at lede Geniet frem til Lyset og Anerkjendelse. SIDE: 436 Ak, naar man tænker sig seende udover Folkemassens Hav af Hoveder -- hvor mange Genier i alle Retninger mon der ikke fødes derunder for aldrig at blive til hvad de skulde for Verden og for sig selv? Der lod sig anføre flere Exempler, hvor kun det blinde Tilfælde har hævet dem frem. Men lad Naturen være ødsel i sine andre Riger -- i velordnede Stater burde der sørges for, at Ødselheden med at lade Genier fødes, for uudviklede at forgaae, blev vanskeliggjort. De burde, naar de fødtes i de fattige Klasser, være Statens Børn og opdrages paa dens Bekostning. Man tænke sig dette gjennemført i alle Europas Stater -- hvilke Fremskridt i Videnskab og Kunst maatte ikke deraf blive de nød- vendige Følger? Det er jo kun Genierne, som skyde Verden frem, ikke Fleerheden af disse Kastefødte, som nu udelukkende faae en videnskabelig Opdragelse og besætte Posterne, fordi Fædrene ere ved Magt nok til at lade de tungnemmede Sønner slæbe sig Skole og Universitet igjennem. ============================== Fil: wiv6.txt Bind: Samlede skrifter IV, 6. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Henrik Wergeland No. 1, 3die December 1839. End gjorde Guld ei nogen glad og god. Tilfredshed selv den Arme derimod! TILTALE TIL DEN FATTIGE KLASSE O jeg maatte ønske, at en retfærdig og kjærlig Engel vilde styre min Pen nu da jeg skal tale ikke altid blide Ord til Ar- moden, som mit Hjerte saa gjerne vil være partisk for! Men hvad skulde det nytte, om jeg talte andet end Sandhed, som her er den eneste Lægedom? Jeg ønsker da ogsaa, at heller Sand- hed, bitter men sund som Løvetandplantens Saft udenfor eders Hytter, -- heller Sandhed, end Guld, om det var muligt, maa flyde af denne Pen, som jeg nu har grebet i den gode Mening, SIDE: 2 at tale Eder, der høre til den fattigste Klasse i vor Bye, til vir- kelig Nytte, til Forbedring baade for eders Sjele og Vilkaar. I gjøre Uret, om I troe, at der er Ingen udenfor eder Selv, af Dem, I kalde lykkeligere eller rigere og fornemmere, som bryder sig om hvorledes I have det. Ved en saadan Tanke skaffe I Armoden een Bitterhed mere, Synden een Fristelse til. Den gjør den Fattige utilfreds i sine Kaar, som dog Gud og ingen Anden har sat ham i; Utilfredsheden betager ham Lysten til at arbeide paa at forbedre den, fordi han troer sin Evne for liden, og finder sig forladt af hele Verden; han bliver misundelig over Andres Vilkaar, og saa er det ikke langt fra, at Synden har Spillet vundet, saa at der af en ærlig Fattig bliver en uærlig Forbryder, der forgriber sig paa Andres. Jeg beder Eder derfor, mine stakkels Medmennesker, at under- søge eders Hjerter. Finde I da der Misfornøielse med eders Kaar, da er den allerede farlig, og bør ikke leve; thi den er ikke engang, som det kunde synes, en Spore til at forbedre dem ved Flid; men finde I denne Misundelse, da dræber den som en Slange! Thi I huse intet Farligere. Ja udrydder Begge: baade Misfornøielsen og Misundelsen! Den første var det, som berøvede vore første Forældre Paradiset; thi de vare jo heller ikke fornøjede med den Vuggegave, de havde faaet af Gud, men vilde have og være noget endnu Mere? Og Misundelsen, som er Misfornøielsens Datter, er igjen Moder til de fleste af de For- brydelser, som forøge saa mangfoldigen Armodens Elendighed, og berøve den Andres Medlidenhed og dens eget ærlige Navn. Men dette maa fremfor Alt beholdes! det er et Klenodie, som Rigere ofte kunne misunde Eder; det kan ikke kjøbes for nogen Skat; det er bedre end Rigdom; det er en evigvarende nyttig Eiendom, thi den skaffer Eder Agtelse, Tiltro og Adgang til For- tjeneste, det indeholder en sød Trøst; og det ærlige Navn i Fattig- dommen er desuden et herligt Arvegods fra de norske Forfædre, som det er Synd baade for dem, eder Selv og Børnene at øde- lægge. Et ærligt Navn er og en Mynt, som Renter ind kan bringe. Et ærligt Navn er fagrest Pynt, for Rige og for Ringe. Jeg gaaer i den saa tidt jeg vil tilkirke og tilthinge. SIDE: 3 Men jeg vil, at I, ved hvert Ord, jeg siger, skulle prøve hos eder Selv, om det er Sandhed. Tænker da efter ved alle Dem af eders Kaar, som I mindes bleve overbeviste om Forbrydelse og straffede, om I ikke maae troe om de Fleste af dem, at det var først denne Misfornøielse og siden Misundelsen, som gjorde dem saa ulykkelige! Men kan da den bittre Nød være fornøjet? Nei, men den skal ikke gjøre sig ulykkeligere, end den er, ved at opgive Haabet og Modet, og ved at lade den naturlige Drivt til at ville forbedre sin Tilstand udarte til Synd, til at ville dette ved noget Andet, end ærligt Arbeide. At tænke, at man er den Ulykke- ligste paa Jorden, er ligesaa usandt af den Fattige, der kun har et Straaleie eller ikke engang det, som om den Rige, fordi han kan hvile paa guldfryndsede Bolstre, vilde tænke, han var den Lykkeligste. Der gives ikke alene baade større Mangel og større Overflod maaskee, men den største Mangel er ikke den største Ulykke, den største Overflod ikke den største Lykke. Det er saa ofte blevet bevidnet af de saakaldte Lykkens Yndlinge paa Dødssengen eller af de rædselfulde Mærker paa at de tage en voldsom Ende, at der er en anden Ulykke og Lykke, end Man- gelens og Overflodens. Og den, som har en af Delene, han føler det nok, uanseet hvad han har til at dække sig med. Det er Samvittighedsfreden, som er Lykken over Alt hvad der kaldes Lykke, og som selv den bittreste Nød kan besidde. Ja, naar Verden opdager den der, opdager Redeligheden i dens Hytte, da synes den, at den aldrig har seet noget Herligere, at den er skjønnere der, end i Paladset, og alle Hjerter røres, og medeet erindre de, at Verdens Frelser ikke eiede en Steen til sit Hoveds Hvile og at Apostlene ikke vare meget rigere. Og i Bibelen har den ærlige Fattigdom sin meest begeistrede Ven. Med hvilken Forkjærlighed og Varme og i hvormange talende Exempler for- herliges den ikke af den hellige Skrifts himmelske Røster? Lad da Armoden være dens Ven igjen, og have en Plads for den ved sin Arne! Døer end dennes Ild, en himmelsk vil dog leve i Hjertet, Kjendskab til Bibelens Fattigtrøst, og holde dets Varme vedlige, saa det ikke betages af Misfornøielsen, der er Fortviv- lelsens første snigende Kulde. Men, foruden Religionens, har Nøden ogsaa en anden, mere jordisk, Livsvarme, som holder Haabet og Kraften vedlige, i den SIDE: 4 naturlige Drivt til at forbedre sin Tilstand. Det er ikke hiin far- lige Misfornøjelse, at ville dette. Misfornøjelsen er uvirksom: denne Drivt virksom, og Moder til Vindskibelighed, Ordentlighed og Reenlighed. Vi hørte ovenfor om den ærlige Fattigdom i sin Hytte, men hvorfor skal denne Hytte være faldende og smudsig? I saadanne Hytter boer den dovne Misfornøielse, ikke den Drivt, vi mene, til at forbedre sin Tilstand; fra saadanne Hytter gaaer Misundelsen ud paa Rov, den fordærvede Drivt, Havesygen, til at forbedre sin Tilstand ved ulovlige og syndige Midler, ikke den sunde, naturlige og rosværdige Drivt, som alene vil det ved ær- lig Fortjeneste. I, der kjende hverandre, ville give mig Ret i, at man med temmelig Sikkerhed kan sige, at en flittig Mand imel- lem eder er tillige en ærlig og brav Mand, om han end forbliver en fattig Mand, enten formedelst mange Børn, foregaaende Nød eller tilstødende Uheld, og at man noget nær kan af Husets Til- stand slutte sig til hvad Slags Folk, der boer indenfor. Jeg idetmindste tænker, at der boer skikkelige Folk, og ikke Tyve- pak, hvor jeg seer en rensopet Sval eller Dørtærskel, vaskede Vinduer med kanskee Blomster i, og Spor af Forbedringer paa Tag og Vægge, om end Hytten i sig selv kan være daarlig. Ja, tænker jeg, der boer nok fattige Folk, men Folk, som dog ville forbedre sin Tilstand paa en god Maade, og Gud give dem Lykke dertil! Men seer jeg, at det er anderledes, som det des- værre er altfor ofte imellem Eder, da tænker jeg ogsaa anderledes, -- at der boer Folk, som der er lidet ved, og som ialfald ikke tilfredsstille den almindelige Drivt til at ville forbedre sin Til- stand ved saadanne Midler, at de tør være det bekjendte. Men jeg behøver ikke at spørge, om det ikke er saa, at det ikke er fra Fliden, Ordentligheden og Reenligheden disse mange Forbrydelser udgaae, som have tiltaget saa overordentligt imellem den fattige Klasse, og som skade den retskafne Deel deraf saa særdeles, at det er paa høi Tid, at enhver brav fattig Mand gjør Sit til for at udrydde dem, om ikke al hans egen Tiltro skal gaae tilgrunde for disse Andres Skyld, som snart have bragt det til, at man troer, at en Fattig og en Tyv er Eet, og at en fattig Mand ikke kan være en ærlig Mand, som fortjener Medmenne- skers Hjælp og Guds Velsignelse. Det er for lang Tid siden, og overalt som her, afgjort, at det er fra de Hytter, hvor Doven- skab, Uordentlighed og Ureenhed holde tilhuse, eller Betleriets SIDE: 5 Hjemsteder, at de allerfleste af disse Forbrydelser udgaae. Væn- nes Børnene til at søge Alt af Andre -- og Ve, der er Mange imellem Eder, som tvinge de Stakler dertil! De gaae ud om Morgenen som Betlere og vende saa ofte hjem som Tyve! -- da vænnes de ogsaa, naar de voxe til, fra at søge nogen Forbed- ring i sine Kaar, ved sine egne Kræfter. Arbeide bliver dem forhadt, og naar de ere blevne for store til at turde betle, og de dog kun ville have Sit af Andre uden Arbeide, saa er der ingen anden Udvei end at stjæle. Og Tyvepak paastaaer man nu, at Fleerheden i den fattige Klasse i vor By er bleven, og det maa ligesaavist smerte enhver brav fattig Mand, som det maa skade ham; thi han har samme Krav paa at kunne holdes for retskaffen som enhver anden uberygtet Mand i hvilkesomhelst Kaar, og behøver ligesaavel som enhver Anden Medmenneskers Tillid og Hjælp. Det er tungt, at maatte sige det, men det er nu kommen saa vidt, at eders Børn udenfor Asyl- og Skole- bænken, af Mange betragtes med Mistanke, som en streifende Ræveyngel, man maa stænge vel for, ikke som Menneskers endnu Uskyldige -- eders Ungdom som farlige Røvere, man maa have Vaabenet ved Siden af Tegnebogen mod, og Forældrene, Forældrene, som Hælere med sine egne Børn -- eders hele Klasse som noget forvorpent, sammenrottet Pak, det ikke er værd at gjøre Noget for. Men kan Fattigmand være tjent hermed? Nei, imod dette er selv Fattigdommen Intet. Var jeg af Eders Klasse, og boede imellem Eder, og jeg vilde da være netop ligesaa ærekjær som nu -- jeg vilde græmme mig over, at de Retskafne saaledes maatte lide for de Slette, og jeg vilde for mine Børns Skyld, at de ikke skulde besmittes, udflytte, om jeg kunde, i en Huus- mands Eensomhed paa Landet, eller paa anden Maade gjøre Alt for at undfly Fordærvelsen og uforskyldt Vanære. Men fremfor Alt vilde jeg forsøge eet Middel til at forbedre denne fælleds skrækkelige Tilstand -- og det ønsker jeg, at de Brave imellem Eder ville iværksætte: -- jeg vilde samtale med dem af mine Lige, som fandt med mig, at der virkelig er en Fordærvelse til- stede, som forøger Elendigheden inden den fattige Klasse, og gjør, at de Faae, som ville opdrage sine Børn vel, og passere for skikkelige Folk, have vanskeligere derfor end de bør, og saaledes lide for de Andres Skyld; og saa vilde jeg komme SIDE: 6 overeens med dem om selv at raade Bod derpaa ved at lade de betlerske og tyvagtige Familier vide, at de for Eftertiden ikke maatte vente, at alle deres Medfattige vilde tie stille til deres Uvæsen, men at de nu havde et Politi ganske nær ved Siden, som de maatte frygte mere end det, de saa ofte havde skuffet. Vilde de Flittige, Ærlige og Reenlige imellem Eder vir- kelig forene sig, skulde I, om de end vare de Færreste, snart see, at det gik med Dovenskaben, Uærligheden og Svinskheden som det gaaer med Myren, naar endeel dygtige Arbeidskarle give sig i Lag med den om at faae den tør Maal for Maal. Hvorfor skulde den retskafne Arbeidsmand taale, at hans Børn rives hen med et slet Nabolags Yngel paa Betlerstien og indvies i en Tyvebandes forbryderske Kneb? eller at endeel svinske Nabokoner slænge den Gade, han har at gaae, og Dørpallen, han vil have reen og engang imellem briskestrøet, fuld af deres skidne Hullers Uhumskheder? eller, at han, med al sin Vilje til at arbeide og med sin gode Samvittighed, ikke faaer Arbeide og holdes for en Kjeltring, der ingen Medlidenhed fortjener, for endeel Paks Skyld, med hvem han kun har trange Kaar og en trang Gade tilfælles? Nei! og jeg er vis paa, at I selv, de Bedre af Eder, vilde paa den Maade, jeg har meddeelt, kunne raade Bod paa det Meste af disse Onder. Og hertil maa I ogsaa op- muntres ved den større Deeltagelse for den fattige Klasse, navn- lig for dens Børn, som de andre Klasser vise f. Ex. ved Anlæg af Asyler, hvis Øiemed ikke blot er at lette Forældrenes Tilsyn med Børnene under Arbeidstiden, men ogsaa at bevare disse for Betlerstiens og Lediggangens fordærvede Indflydelse. Jeg har sagt Eder Sandheden: hvorledes det er fat med Eder og Noget om hvorledes det burde og kunde være. Men det er kun Noget af hvad jeg har at sige; og for at kunne sige noget mere herom, og for at være dem iblandt Eder, som ville for- bedre den slette Tilstand, til Nytte, vil jeg fremdeles udgive dette Blad, hvorigjennem jeg troer at kunne love, at Mænd ogsaa ville meddele sig til eders Bedste, som have større Erfarenhed og samme oprigtige Vilje, til at fremme dette som Udgiveren. SIDE: 7 Henrik Wergeland UFORSKYLDT MISKJENDELSE Naar Mange i en Folkeklasse ere fordærvede, udsættes Enhver, som hører dertil, lettelig for at blive miskjendt; og den bittre Følelse, som denne uforskyldte Uret saa naturlig indgiver, bi- drager ganske vist ofte til at lede Tanken paa Forbrydelser naar man dog alligevel skal lide Skammen derfor. Hvilken Synd gjør ikke de Slette derved imod de Retskafne? for at anføre et Exempel: hvorofte, siden det afskyelige Lommetyverie er bleven almindeligt imellem vor fattige Klasses Ungdom, udsættes ikke Uskyldige for mistænkelige saarende Blik, for fornærmelige Ud- ladelser? Det er kommen saavidt, at ingen Samling af Folk kan finde Sted uden at disse Tyverier foregaae i Mængde, og det er ganske almindeligt, at høre Auktionsmanden gjøre de Til- stædeværende, som dog kun udfylde et ganske lidet Rum, op- mærksomme paa, at de maa tage sig iagt, da der høist sand- synligt er Lommetyve imellem dem. Da jeg første Gang hørte denne Tale, gjorde jeg, som Andre, en naturlig Dreining omkring, forat see hvad Folk, jeg havde omkring mig, og opdagede da en heel Deel tilvoxen Ungdom, som ganske vist Intet havde der at gjøre, og som derfor bleve mønstrede af Alle med Øiekast, hvori der laa mere Mistanke og Harme end noget Bedre. Disse vare i den Alder, at de maatte oprøres over de Ord som faldt. Men de Fleste havde nok med at tæmme den onde Samvittighed, som vilde til at røbe sig: De bleve blege, deres Øine søgte Loftet; kun en Dreng, der saae ærlig, men fattigst ud af dem Alle, rødmede stærkt, stærkere og stærkere; omsider traadte Taarer frem i hans Øine; de mistænkelige Blik bleve ham utaa- lelige, og pludselig søgte han ud af Døren. Maaskee Mange fremdeles mistænkte ham, men jeg følte mig overbeviist om, at der leed en Uskyldig, fordi Andres Forbrydelser havde vanæret den Fattiges Dragt, og kastet lige Mistanke paa Alle, som bære den. Det er uretfærdigt; men hvis er Skylden? Var jeg Arbeids- mand, og saae mit Barn, for hvis Retskaffenhed jeg kunde gaae i Borgen, saaledes mistænkt, vilde jeg sittre af Forbittrelse, men imod de Uslinger, som have gjort Mistanken til Alle naturlig. Jeg vil endnu fortælle et Exempel, som viser hvilken Synd disse Fordærvede, som kun den fattige Klasse selv kan udrydde af sin Midte, ikke alene gjøre imod sin egen Klasse, men ogsaa SIDE: 8 imod Andre, som ikke med Vilje vil gjøre denne nogen Uret. En sletklædt, næsten voxen Dreng af godt Ansigt og ærlige Øine standsede mig forleden paa Gaden med Tilbud af sin Tjeneste. Afbrudt i mine Tanker, spørger jeg haardt, hvorfra han var. "Fra Telthuusgaden." Strax, da denne Gade er berygtet, blev jeg forud indtagen imod Drengen; men spurgte dog, da jeg vir- kelig kunde yde ham en liden Fortjeneste, om hans Navn. "Nils". "Hvad? Nils i Dalen?" spurgte jeg atter, med Tanken paa en Person af hans Alder, som jeg en Dagstid iforveien havde hørt angive under dette Navn som en berygtet Lommetyv. "Nei, Nils Olsen," siger Drengen med uforandret Øie og Mine. Men jeg uden i dette Øieblik at lægge Mærke hertil, forlader den stakkels Dreng med de ubillige Ord: "Snak, du er bestemt Nils i Dalen, og dere ere saa lige gode allesammen." Men neppe havde jeg vendt ham Ryggen før hans aabne Ansigt med de ærlige Øjne og min Uretfærdighed stod for mig. Jeg følte den som et Stik, syntes at have seet en Skygge af Bedrøvelse i hans Øine, raabte efter ham for at gjøre det godt igjen; men Drengen var borte, og det høist sandsynlig med den Tanke i Hjertet: hvorfor skulde jeg ikke være som "Nils i Dalen," naar jeg dog skal mistænkes for ham alligevel? Ifra det Øieblik har jeg tænkt over den Klasses Tilstand, hvortil begge disse Drenge høre, og besluttet at gjøre Noget for den, og i den Hensigt da at udgive dette Blad. Nils Olsen vil læse dette; men om jeg faaer Nils i Dalen dertil, er uvist. Imidlertid skal det dog blive nedlagt ogsaa i hans Hytte. Henrik Wergeland No. 2, 10de December 1839. Det første Trin paa Lastens Bane tidt paa Dydens blev det sidste Skridt. VIDERE TILTALE TIL DEN FATTIGE KLASSE Ihvor forskjellige end Menneskesamfundets Klasser ere, kunne de dog ikke undvære hinanden. Men ingen staae i nærmere Forbindelse end den, der er rigest, og den, der er fattigst. Det er ligesom en Ring, der slutter sig sammen, som om Samfunds- SIDE: 9 kredsens Laas ligger imellem begge disse to Klasser, der trænge saa inderlig til hinanden. De Rige, som have stor Drivt at ved- ligeholde, behøve de Fattiges Arbeidskraft, og disse behøve noget af de Riges Formue. Det gaaer op i op, men naar I kunne lægge jer til at sove, ubekymrede om hele Verden, tør det vel hænde, at Arbeidsherren endnu har saa meget at spekulere paa, at I tør gaae paa Arbeide før der er at tænke paa Søvn for ham. Men hvad opdagede jeg vel en Sommermorgen, da Arbeiderne fra Forstæderne just gik paa Arbeide rundtom ude paa Løk- kerne! Solen var endnu ikke ganske oppe, men Lærkerne dir- rede høit oppe under de smaae røde, spraglede Skyer, der saae ud som den deiligste Silke, opplukket, som drivtige Huusmødre gjøre af gamle Lapper for igjen at spindes ud til noget Smukt og Nyttigt. Det var en Morgen til at bede og at fryde sig i, men ikke til at tænke noget ondt i, som Det, jeg saae. Den var til at synge eller fløite eller paa hvilkensomhelst Maade at give Glæden Luft i, men ikke til at tænke eller øve noget ondt, af- skyeligt i, som Det jeg tilfældigviis fik at see. En ung Arbeider, som saae ud til mere af Naade og Barmhjertighed at have faaet Arbeide, end fordi han kunde gjøre nogen Nytte, gaaer ud ad Vejen ved den nye Bro, hvor Selskabet for Christiania Byes Vel saa ofte har maattet plante Alleetræerne om igjen, fordi de øde- lagdes af uforsigtige Bønder, og skadefro Skøjere fra Byen. Den unge Arbeider standser under en af de skjønneste Popler, som var bleven skaanet, og allerede var tæt nok med Løv til at skygge; han seer sig om som en Ulv, der vil bryde ind, og saa -- een, to, tre! -- der ligger den unge Poppel med sin Krone; Skurken tilbeens da, men alt som han løb, knak Grenene efter ham hele Alleen nedigjennem, og han endte først med at vælte overende en af de Bænke, som hiint velgjørende Selskab har ladet udsætte til Hvile for Alle, -- ogsaa for den Fattige, ogsaa for Eder, ogsaa for hiint Umenneske og hans Fader, naar han kom træt af Arbeide. Og da skulde ogsaa Poppelen skygget den Gamle. Men nu! -- ja jeg kaldte Gjerningsmanden et Umenneske. Hans Gjerning eller Ugjerning var isandhed umenneskelig! han maa hverken have følt eller tænkt som andre Mennesker. O jo, andre Mennesker have gjort det Samme; denne Forbrydelse, som er lumpnere end selve Tyveriet, er ikke sjelden imellem Os; og SIDE: 10 Mistanken falder paa Fattigklassens Ungdom fordi den er meest fordærvet og mindst dannet, og der kun skal yderst liden Dan- nelse til, forat afskye enhver voldsom Ødelæggelse af hvad der er til fælleds Nytte og Fornøjelse. Hvad det Menneske tænkte ved det, han gjorde, er ikke let at begribe. Men jeg tænkte, at selv en Djævel kan ikke tænke værre, end blot at ville skade, og at det Menneske, som, uden Grund, for sig selv kunde øve slig Ugjerning, høist sandsynligt vilde ende som Morder eller Mordbrænder, naar Hevn eller Vindesyge, som Ukrudet, man ikke veed hvor Frøet kommer fra, engang opkom i hans allerede saa fordærvede Hjerte. Hjerte? Man bør ikke sige, at et saa- dant Menneske har Hjerte. Ak, I skulde see, hvormange Fornøielser og hvor net de fattige Forstadbeboere i Udlandet have det netop fordi de aldrig be- skadige de Anlæg, som gjøres til offentlig Prydelse og Beqvemme- lighed. Ogsaa der gaaer Landstæderne tæt ind til de smaae Huse i Forstæderne; men der seer man ingen høje, spidse Planke- værker om Haverne, men de ligge aabne med al sin Yndighed inden lette Sprinkelværker, inden lave aabne Inddelinger, saa det synes som om den Fattiges Hytte laae i Paradiis. Og saa Alle- erne og Blomsterqvartererne paa de offentlige Spadsergange med Bænke og Borde, som det aldrig falder Nogen ind at ødelægge! Har en fattig Mand da der Lyst en Søndagseftermiddag, saa tager han sin Kone under Armen, og er som hjemme i al den Herlighed; thi den staaer ogsaa under hans Beskyttelse. Og saa burde det være hos Os, istedetfor at nu Ingen kan have noget i Fred, hverken Gjærder, Træer eller noget Andet, som man kan komme til. Denne stygge Feil har vakt den fattige Klasse mange Fien- der, berøvet den megen Hjælp, og lukket mange Hænder og Hjerter for dens Nød. Det er derfor mit alvorlige Raad til de Retsindige i den, som holde Ave paa sine Børn ogsaa efter at de ere, som det hedder: "slupne frem," at de indpræge dem det Afskyelige og Skrækkelige i, af Letsind eller Skadefryd, at ødelægge, eller paa anden Maade, f. Ex. med Smuds at tilføje Andres eller det Offentliges Gjærder, Træer, Plantninger, Porte, Vægge, Bænke eller deslige nogen Skade. Alt hvad der er løst og frit udsat er anbetroet den almindelige Æresfølelse, og det især Fattigmands, som boer og færdes meest i Nærheden af SIDE: 11 Byernes landlige Forskjønnelser, af Haverne og Løkkerne, hvor man nu næsten ikke tør vove at slaae et Gitter op, forat ikke Spigeren i Spilren skal friste En til at bryde den af. Men vi maa vende tilbage til Forholdet mellem den Rige, mellem Arbeidsherren og den Fattige eller Arbeideren. Og det er som oftest slet nok, kun sjelden som det bør formedelst Feil fra begge Sider, og til allerstørste Skade for Begge. Jeg vil ikke tale om, at Arbeideren ofte staaer saa lidet paa den Mands Bedste, i hvis Arbeide han henter sit Brød, at han endog søger at tilføje ham ligefrem Skade -- thi dette er jo aabenbar For- brydelse, og det skeer derfor lumsk, hvad enten han stjæler med sig eller ødelægger -- og at Arbeidsherren da igjen paa sin Side behandler de Arbeidsfolk, han dog nødes til at have, paa mange Maader, slet. Men der er en Feil ved altfor Mange af vore Arbeidsmænd, som skader dem Selv, Arbeidsherren og den hele Arbeidsklasse, saa de Uskyldige ofte faae lide derfor; og den er: denne Ligegyldighed for Arbeidsherrens Fordeel, dette Dagtyveri, denne Mangel paa Iver for Arbeidets Drift og Fremgang, som i saa høi Grad har svækket Fattigmands Kredit hos Dem, der have Arbeide at give. Derfor faae I ogsaa saa vakker Lov, naar man hører en Saadan omtale sine Arbeidere, nemlig omtrent som saa: "Rakkerpak! -- ikke værd at hjælpe -- sender jeg en ny Arbeider paa Tomten eller til andet Ørkje, saa veed jeg, at jeg kun har en Dagtyv mere at gjøre Afregning med, og at jeg har skaffet Marketenteren en ny Kunde, osv." Men troer I mig, der lider mangen en brav Mand imellem Eder for sligt Rygtes Skyld. Var det anderledes, kunde Arbeids- herren stole paa sine Arbeidere, var han vis paa, at de stode paa hans Bedste -- troer I mig, I kunde nok komme paa Kontoret, om I behøvede et lidet Forskud; Principalen vilde nok bryde sig om hvorledes I havde det hjemme, om der regner og sneer gjennem Væggen hos Jer eller, om I har det som Folk, han under vel, baade forbi han maa agte Eder, og fordi han har sin store Fordeel af eders Nidkjærhed. Thi denne er ligesom Regnen, der vel falder i Draaber, men dog bringer den store Sjø til at stige, mens Dagtyveriet er som Lækken under Viintønden. Men, mine Venner, endnu engang noget Mere om eders An- liggender. Tænker derfor over dette til næste Gang! SIDE: 12 Henrik Wergeland EXEMPEL PAA FORDELENE AF HUUSLIG FLID OG ORDEN Aldrig komme gode Dage uden Umage. Hænder i Lomme blive tomme. Paa en sandig Landtunge i Danmark boer en Familie, som i 1837 bestod af 19 Personer. Huusfaderen er fød Normand, Hu- struen derifra Egnen, og begge have i sit 27 Aars Ægteskab avlet 21 Børn, hvoraf da allerede 9 vare opdragne uden Hjælp af Fattigkassen. Disse Folk have lidt den Ulykke, at deres Hytte to Gange er bleven ødelagt; den ene Gang af Flyvesand, den anden ved Oversvømmelse. De leve af Fiskeri, et Par Kjør, Spinding og af at gjøre Reb af Strandsiv, som overalt i den Egn -- Vestkysten af Hertugdømmet Schlesvig -- bruges til Tag- tækning istedetfor Halm, som ellers er det sædvanlige, siden Jordbunden baade er for skral til at dyrke Korn og til Have- væxter, saasom Kaal og Potetes. Og denne Familie, som maa- skee er den største i bemeldte Hertugdømme, ikke blot ernærer sig, men lever frisk og lykkelig i sin Ørken. Men Tingen er, at Alle, ja endog de mindste Børn paa 6 Aar, maae, i Forhold til sine Kræfter, arbeide for Familiens fælleds Underholdning. Og ihvor ubetydelig nu hver Enkelts daglige Fortjeneste af Reb- tvindningen, som skeer ved bare Næven, endogsaa er, saa er dog hele Familiens Arbeide for een Dag, naar den bliver til- gavns anvendt, tilstrækkelig til dens Forsørgelse for flere Dage. Men alligevel blive dog disse lige godt udnyttede. Derhos gjøres ingen unødig Udgift, og den ubetydeligste Ting, som kan være til nogen Nytte, bruges dertil. Træsplinter og Sjøvæxter, som opkastes af Havet paa Stranden, er for disse Mennesker et vel- komment Fund, og anvendes ligesom den tørre Faaregjødsel, til Brændsel. Muslinger, visse spiselige Rødder og Sjøfuglæg, op- samles ligeledes begjærlig til Føde. I hele Huset hersker en sjelden Orden og Reenlighed, og Tiggeri er noget ganske ukjendt for denne Families Børn. Denne Beretning, som i et svensk Skrift er lagt den svenske Almue paa Hjerte, indeholder megen Belærelse netop for den Fattigste. Hos Os kan Ingen sige, at han sidder værre til, end SIDE: 13 disse Folk paa den øde, usikkre, ufrugtbare Sandstrimmel. Ganske vist kaster Bordtomten mere af sig baade til Føde og Brænde, og Kristiania er for den fattigere Forstadbeboer sikrere at gaae til efter Fortjenesten end Sandbankernes magre Hav. Fra de Højder, han beboer omkring Byen, kan han med større Tryghed om at finde noget Erhverv, see udover dens mange Tage, end hiin driftige Landmand fra sin Sandklint udover de store væltende og truende Bølger, som ikke hver Gang bar et Stykke Træ eller en Tangklase til hans Strand. Men han lod dog Intet skylles væk; Hvad der kom betragtede han baade som et lykkeligt Til- fælde, hvorfor han maatte være taknemlig, og som Noget han skyldte sit eget Arbeide. Og saaledes skulle vor Byes fattige Omboende søge den Fortjeneste, denne tilbyder, uden at tabe Modet, om der gaaer een eller nogle Dage hen uden at det lykkes at finde nogen. -- Men imidlertid skulle De og Deres leve? Javist; men hvorledes kunde Parret med sine Eenogtyve leve fra Dag til Dag uden Frygt for at mangle det Nødvendige, om end Intet tilflød dem? Jo, den hele Hemmelighed ved dets Huusholdning see vi jo bestod i, at ethvert Medlem af Familien, ligefra de Smaa af, maatte bidrage Noget dertil ved Arbeide, som de havde skabt sig selv inden Huset. Derved blev enhver tilfældig Gevinst et Overskud, og da Familien først eengang havde indvundet Nok endog for den følgende Dag, og Arbeidet des- uagtet fortsattes, saa var Frygten for denne for stedse forsvunden. Familiens Tilvæxt var da heller ikke nogen Ulykke, da ethvert nyt lille Medlem inden faa Aar vilde forøge den fælleds Arbeids- kraft, og saaledes, idet Barnet stedse blev nyttigere, selv kunde give mere end fuld Erstatning for den Tid, det var bleven sørget for af de Andre, af Forældrene og de større Sødskende. Der gives visselig ogsaa for vore Fattige mangen liden Næring, som lod sig drive hjemme ved Hjælp af Børnene, og som var at gribe til, naar intet Arbeide udenfor Huset var at finde, istedetfor at lægge sig inde og sende Børnene ud med Tiggerposen og med Flasken over Gaden til Høkeren, saalænge han vil borge. Saadan Næringsdrift er ikke blot den almindelige Tilvirkning af Svovel- stikker, hvori vi senere hen skulle antyde endeel Forbedringer, og Beens og Fillers Indsamling; men der gives mange flere f. Ex. de mange smaa Fabrikater af Staaltraad, Vidjer, Træ, Haar osv. som netop lade sig drive i den Fattiges Hytte ved Hjælp af SIDE: 14 Kone og Børn i de ofte mellemkommende Tider, da mere løn- nende Arbeider ikke gives. Og, naar saadant træffer til i nogen Tid, da skulde det være underligt, om en forsynlig Familie ikke skulde kunne lægge tilside et lidet Forskud til Materialiers Ind- kjøb til Oparbeidning i arbeidsknappe Dage. Mange deslige Smaafabrikater finde Afsætning baade hos Kjøbmændene, der igjen udsælge dem, og ved Udsalg fra første Haand ligesom Svenskepigernes Ringe og Smykker af Tagl. Og, siden Opmærk- somheden for de Fattige saa umiskjendelig er vakt, og spekulerer paa hvorledes de virkelig kunne hjælpes, saa tør den vel ogsaa snart spekulere ud en Indretning, hvor den Fattiges Tilvirkninger vare tilsikkrede fast Afsætning. Dette vilde vistnok være godt; men efter en saadan blot Mulighed, som dog ingen Nødvendighed er, bør man dog ikke bie; thi -- Arbeide er altid Vinding. Dette er nu vel kun et Raad. Og -- "Raad man nok kan give, Klogskab ei." Men -- "Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaae sin Vej." Henrik Wergeland FORDOMME OM BRÆNDEVIIN Vort Godtøl er for dyrt, og vil vel blive det, saalænge Norge ikke avler Korn nok til at brødføde sig, og vort billige Øl er for slapt til at det kan nytte stort, at tale om at Arbeidsmanden ganske bør negte sig Nydelsen af Brændeviin. Jeg er tilbøjelig til at troe, at Han maa have Noget, som kan varme og opfriske, naar Arbeid og Veir er haardt; men jeg troer ogsaa, at mange af Eder, Arbeidere, som ere kloge nok til kun at tage en Dram under saadanne Omstændigheder, og naar I have Raad dertil, hade, ligesaameget som enhver Anden, det overhaandtagende Fylderi, som anretter saa umaadelig Skade i den fattige Klasse. I have vist forlængst opdaget af de sørgelige Exempler omkring Eder, eller vel engang hos eder Selv, naar I følte eder kleine og syge efter en enkelt Umaadelighed, at, om den ubedrageligste af alle Love, -- den, at enhver Daarskab straffer sig selv, -- SIDE: 15 nogensinde gaaer i Opfyldelse, da er det Tilfælde med Fylden. Men herom mere siden. Her kun om et Par Fordomme eller Vildfarelser, der have nok af Tilhængere, siden de ere til For- deel for Brændeviinsdrikningen. Een Fordom er, at vi i vort strenge Nord ikke kunne undvære Brændeviin. Da fik skam vore Forfædre undvære det; og de vare jevnt friskere og stærkere end vi. Just ved at slaae Super i sig i Kulden føler man denne stærkere, naar det lider om lidt. Det har vist mange af Eder følt; men at fryse ihjel lader sig kun prøve engang, og det hænder da tigange oftere med Drukne end med Ædru. Mange, som boe langt tilfjelds, i afsides Dale, og maa nære sig ved haard Drivt i klingende Frost, f. Ex. den fattige Trysildbonde, faaer kun sjelden Brændeviin at smage, og dog er hans Kind rød og hans Øie friskt. Ligesaa har man i andre Lande, som drive langt sværere og længere Skibsfart, end Vi, uden Skade for Sundheden, mange Gange forsøgt, at lade et talrigt Mandskab seile afsted uden en Taar Brændeviin om- bord uden for Sygdomstilfælde. Og her skulde jeg tro er bedre Beviser for, at det er en Fordom, at Brændeviin er uundværligt, end om en forfyldt Stymper, som med Finkel har jaget Varmen ud af sit Blod, siger med klaprende Tænder: "Huf! det er saa koldt idag, at jeg faaer have mig en Sup." Henrik Wergeland No. 3, 14de Januar 1840. Eet er ene besværligt: at hade det Onde, foragte det ærligt. ENDNU ET ORD Hvor riig En end er, kan han dog ikke, uden at bøde med mange Lidelser, undvære Navn af en ærlig Mand. Næst Sam- vittighedens Bifald er det hans kostbareste Eiendom, fordi det virkelig er ham den nyttigste. Det er da let at indsee af hvad Værd det maa være for den Fattigere, der er endnu mere af- hængig af Menneskene. Hans Tilstand er først da ret fortvivlet, naar han har tabt sit Rygte for Ærlighed eller sin moralske SIDE: 16 Kredit; og han kan heller miste sin Kjole end en Flig af sit gode Navn. Det er ikke blot en Pligt, men Klogskab at bevare det, da Intet, ja selv ikke Fliden, naar den ikke er ganske ærlig, skaffer ham den Gevindst, som det blotte Navn for Ærlighed. Men des bedrøveligere er det, at see med hvilken samvittigheds- løs Letsindighed Mange i den fattigere Klasse synes at behandle dette Klenodie, ringeagtende baade den ydre Vinding, som flyder deraf, og den søde Trøst, som det drypper i Hjertet. Dagtyveriet eller Uærlighed i Arbeidsforpligtelse var en af disse Maader, hvorpaa det ikke er sjeldent, at den Fattigere skader sin egen Kredit; men der gives ogsaa mere ligefremme Veje, hvorved han, i den selvbedragerske Tanke, at gavne sig selv, iler sin Fordærvelse og Ulykke imøde. En saadan er Uredeligheden med fundet Gods -- en Last, som skader den simple Klasse mere formedelst den Kredit, den be- røver denne, end alle de Penge, Kostbarheder og andre Ting tilsammenlagte, som, uden videre, Aar om andet, tages af den til Indtægt som Fundet. Hvad Godhed kan man vel gjøre Reg- ning paa, naar den Tro er almindelig, at det Menneske, man maaskee nylig hjalp af sin Tegnebog, ikke vilde gjøre sig nogen Samvittighed af at stikke den til sig, om han fandt den faae Skridt længer frem? Men derimod, hvor vilde ikke Menneske- kjærlighedens Arme aabnes videre, om det var anderledes, om Fundet var Betroet, men ikke "Vundet," som det hedder efter et Ordsprog, der noksom viser, hvilke slappe Begreber, der i denne Henseende ere gjængse. Jeg erindrer, at en fremmed Reisebeskrivelse over vort Land anfører med Begeistring som en Roes for det hele Folk det Træk af gammel norsk Ærlighed i en af vore Fjelddale, at en Vadsæk kunde henlægges paa Alfarveie uden Fare forat komme bort paa uærlig Viis; og den samme Følelse af Agtelse og Deeltagelse bliver den hele fattige Klasse tildeel, naar man hører kun et enkelt Træk af, at Ærlighed dog findes i den. Den Fattiggut, som f. Ex. leverer fra sig paa rette Sted hvad han har fundet, lidet eller meget værd, kan i de allerfleste Tilfælde være vis paa, at han har vundet sig og Sine en erkjendtlig Ven, som maaske kan betale ham Tingen mangedobbelt. Der er mange Historier om en saadan Erkjendtlighed, ligefra Drengen, som fik Tegnebogens Indhold, fordi han bragte denne, der var en kjær SIDE: 17 Mindegave, tilbage til den rige Mand, og til den fattige Dag- lønner, som ved en lignende Ærlighed blev en velholden Mand, da den formuende Drivtsherre, han gjorde denne Tjeneste, fat- tede en saadan Godhed for ham, fordi han var saa ærlig i sin Fattigdom, at han aldrig tabte ham afsyne, men lidt efter lidt hævede ham til at blive Forvalter ved et af de Brug, hvor han før var glad ved at vælte Tømmer paa Saugen. Hvor hurtigt skulde ikke det Fundne været fortæret, mens Nagets bittre Efter- smag vilde været uudslukkelig? Og hvilke syndige Spor af varig Fordeel er der vel efter det meget fordulgte fundne Gods, som forsvinder inden den fattige Klasse, enten solgt til Hælerens Underpriis, eller bortødslet saa let og snart som det fandtes, eller nydt i ængstelig Hemmelighed, som Tyvens og Røverens Udbytte. Og den Fortjeneste, en uredelig Finder maatte have fremfor disse, vil ikke være saa let at paavise. Tabt Gods er anbetroet den almindelige Redelighed; det er bleven sat i Klasse med de Ting, Ejeren ikke kan have Opsyn med, og som Loven derfor har skjænket en endnu helligere Uforkrænkelighed. Det er der- for Uredelighed med Hittegods, der skader saa særdeles den al- mindelige Kredit, som Simpelmand saavel behøver. Han lider ved de Tabendes Forbittrelse; thi det er tabt i Massen, og sand- synligviis fundet af En af hans Lige. Og naar det skal være ligesaa usikkert, at faae en paa Gaden tabt Ting igjen, hvis egentlige Værdi ofte kun Ejeren kan skatte, som om den var tabt i Havet, saa dømme vel ogsaa Flere end de Lidende, at Mængden er slet; og de Trængende, paa hvem Mistanken sna- rest falder, har tabt ligesaa mange Venner. Hjerter og Hænder lukkes for Nøden uden Hensyn til Skyld eller Uskyld, og den rædsomme Krig imellem Trang og Formue, som kun kan endes naar Nøden bliver ærlig (thi da bliver Formuen kjerlig) har faaet ny Næring, den fattige Klasse ny Vanære, nye foragtende Fiender. Det hændte ved den Tid da Grønlandsasylet skulde stiftes ved privat Sammenskud, at en formuende Mand, som med Varme havde antaget sig Planen, og af hvem man kunde ventet sig den virksomste Hjælp, pludselig traadte tilbage med den bittre Er- klæring, at han ligesaa gjerne vilde kaste sine Penge i Vater- lands Elv som i en Kasse til Fordeel for Massen af Forstad- beboerne deromkring. Han fortaug Aarsagen til denne Foran- SIDE: 18 dring i sit Sind, fordi det ærgrede ham at tale derom; men endelig fik man at vide, at den var, at han just i de Dage havde tabt ude paa Grønland et i et Silketørklæde indviklet Brev, som var ham af yderste Vigtighed, og som bestemt maatte være fundet af endeel Fattigungdom, der hele Tiden tilfældigviis fulgte efter ham. Han handlede ikke ret, hans Beslutning var uretfærdig; men ikke hans Uvilje, og i varme Gemytter har Nøden sine bedste Venner saalænge den ikke lønner dem med krænkende Erfaringer. Hvad der oprørte Manden meest, var, at Forældrene, da han forfulgte Sporet og fik Overbeviisning om hvor det Tabte var blevet af, hjalp Barnet, som havde fundet det, i at dølge og benegte. Brevet, for ham saa kostbart, for Andre af intet Værd, var tilintetgjort for ikke at røbe Forbrydelsen. Og saa skeer utallige Gange, mange Gange fleer, end der skeer Efter- lysninger i Aviserne, fordi de Fleste, paa Grund af Erfaringer, have saa liden Tillid til den almindelige Ærlighed især i den store Masse, at de ikke engang nære Haab om at faae Noget igjen eller gide spørge derefter, naar det er tabt hvor denne især færdes. Ve denne Uredelighed, som har strøet Vanrygtets Forban- delse udenfor den Fattiges Hytte, Mistanke paa hans Dørtærskel, og som er saa troløs, at selve dens Gevindst er et Bedrag mod den Vindende, saa grusom, at den bringer Foragt over Uskyl- dige, og drypper en uretfærdig Forbittrelses Galde i Tabets Smerte! Beslutter derfor, I Retskafne og Fornuftige, som ind- seer hvor meget den hele arbeidende og Fattigere Klasse taber med sin Ærlighed, og da navnligen ved den syndige og let- sindige Omgang med Hittegods -- beslutter, at paasee indbyrdes med strengt Øje, at Saadant ikke mere skal finde Sted! Dette er ikke blot Klogskab, men en Religionspligt ganske efter det 7de Bud, som forbyder paa nogensomhelst Maade at skade Næstens Eiendom, saa det er et Selvbedrag, om man ikke hos sig selv eller Andre bedømmer denne her paatalte Forseelse derimod ligesaa strengt som nogetsomhelst andet Brud paa det hellige Bud. SIDE: 19 Henrik Wergeland TIGGEREN OG FÆTTEREN Overalt i velordnede Lande, hvor der gives Adgang til For- tjeneste, og en Fattigforsørgelse kun for dem, der formedelst Alder eller Sygdom ikke kunne hjælpe sig selv, betragtes Tig- geri som Forbrydelse, der er underkastet offentlig Tiltale og Straf. Og dette skeer sandelig ligesaameget til Fordeel for den til Hjælp berettigede Nød som for de Klasser, som skulle hjælpe. Thi der skal ikke svær Beregning til, forat finde, at den sande Nød har ingen mere bedragerisk Fiende end den falske, som til- lister sig enten endeel af den offentlige Hjælp eller endeel af den Barmhjertighed, som omframt alene var bestemt at tilflyde hiin. Vore Love fordømme ligeledes Tiggeri; og da det skeer af samme Grund, kan man ikke kalde dem haardhjertede derfor. Men i Udlandet bringes de ivrigere i Udøvelse, og med strengt Øje betragter Loven der Tiggeren og Lediggjængeren som et Menneske, der er farligt for sine Medmennesker og for sig Selv, formedelst den Fristelse til Forbrydelser, hvorfor han udsætter sig, og som Staten derfor maa sikkre sig imod. Hvad her er sagt oplyser da Hensigten med nedenstaaende sande Beretning, der er hentet fra en fransk Tidende, og som viser, at i Frankrig, hvis Lovgivning er mild og almindelige Tænkemaade de ringere Klasser god, forfølger Lovens Øje den enkelte Betler selv igjen- nem den umaadelige Hovedstads forvirrede Gader, og straffer ham fordi han har faldet sine Medmennesker til Byrde og und- ladt at yde dem eller Staten sit Arbeide, og derved at sikkre sig den Uafhængighed, som ogsaa gjør uafhængig af Fristelsen til at forgribe sig paa Andres Gods. Der er tillige i denne Fortælling et Træk af Opfyldelsen af Frændepligten imod trængende Slægtninger, som baade er vak- kert i sig selv og nyttigt at lægge Mærke til, fordi det virkelig er Tilfælde, at Frændepligterne imod Trængende udøves sjeldnere og i ringere Udstrækning end de burde. Men i disse Forhold er det vanskeligt for Trediemand at trænge ind. Det er blot en Formening, som kan yttres, fordi man virkelig seer mange yderst Trængende, paa hvis Kaar det ikke lader sig mærke, at de have formuende Familie nok. Og det turde vel og i mange Tilfælde være sandt hvad man hører anføre til Undskyldning for saadan Haardhed, nemlig hos En, at Intet bunder i en uordentlig Huus- SIDE: 20 holdning, hos en Anden Utaknemmelighed og overdreven Paa- trængenhed, hos en Tredie Drikfældighed o. s. v. Og her støde vi atter paa nogle Stene, som tilstoppe Menneskekjærlighedens Kilder og gjøre Armodens Bane værre at gaae, og som denne selv maa vælte bort, om den vil have det bedre. Var der større Ærekjærhed hos Fattigdommen, vilde der ogsaa være større Ære; idetmindste ikke denne Skam, som saa ofte gjør en lunken Frændekjærlighed endnu koldere, og giver en taabelig Stolthed Skingrunde for at den ikke mere aabent og varmt rækker træn- gende Frænder Haanden. En fattig Mand, bedækket med usle Pjalter, af blegt og ud- tæret Udseende, befinder sig paa de Anklagedes Bænk, tiltalt for Betleri. Præsidenten i Retten: Bettis, hvor gammel er Du? Bettis: 57 Aar, Hr. Dommer. Præsidenten: Hvorfor giver du dig af med at betle? Har Du intet fast Arbeide? Bettis: Jeg har været ansat ved det kongelige Lotteri; men siden 31te December 1836 har jeg manglet denne Ansættelse, og befundet mig i Elendighed. Præsidenten: Da skulde Du have søgt en anden Bestilling. Bettis: Det har jeg nok gjort, Hr. Dommer; og Dag fra Dag har jeg levet af de Skilling, jeg kunde fortjene ved at gaae Ærind. Præsidenten: Vel! Men hvorfor er du ikke vedblevet hermed? Bettis: Oh desværre, De, som nu og da gave mig noget at bestille, have sagt mig, at de ikke havde mere Saadant. Først da var det jeg betlede; men jeg havde ikke drevet herpaa læn- gere end to Dage, da jeg blev arresteret. Præsidenten: Saa Du seer slet ingen Udvei til at skaffe dig Underholdning? Bettis: Jo, vil De slippe mig, lover jeg aldrig meer at gjøre sligt. Der er faldet mig ind en Udvej til at faae noget at leve af. Præsidenten: Hvilken da? Bettis: Jeg vil feje Gaden for Folk; det er nu seenhøstes og dygtigt skident; og jeg haaber at det vil give nok af sig. -- En ung Mand paa 25 Aar, klædt paa nyeste Mode, i sorte Been- SIDE: 21 klæder og Kjole og fiint broderet Linned med Kryds, kort ganske en fiffig Herre paa Moden, trænger sig frem til Skranken og er- klærer, at han kautionerer for Bettis og forlanger ham tilbage. Den stakkels Anklagede, overrasket ved denne uventede ædel- modige Mellemkomst, udstøder et Glædesskrig og fører en Pjalt af et Lommetørklæde til Øinene, som strømme over af Tak- nemmelighedstaarer. Præsidenten (til det unge Menneske): Hav den Godhed min Herre, at sige Deres Navn, og af hvilke Hensyn De forlanger Bettis fri. Den unge Mand: Mine Herrer, jeg bærer samme Navn som Han; jeg er hans Søskendebarn, og holder det for en Pligt at understøtte ham med hvad han behøver, dersom De blot vil til- staae mig min Anmodning om at slippe ham fri. Præsidenten: Hvad er Deres Fag? Fætteren: Jeg er Møbelsnedker, jeg beskjeftiger et stort Antal Arbeidere, og jeg paatager mig at skaffe min Fætter Underhold- ning ved Arbeide. Dersom jeg havde vidst af hans trængende Forfatning, skulde jeg have hjulpet ham længe før; men han kom ikke til mig. Bettis: Ei Fætter, jeg turde ikke. Fætteren: Du vilde heller tigge, end at henvende dig til din egen Slægt. Det var ilde. Præsidenten: Idet Retten maa erkjende det Agtværdige ved Deres Forlangende, min Herre, kan den ikke undlade at under- rette Dem om, at Bettis allerede to Gange før har undergaaet Straf. Fætteren: For hvilke Forbrydelser? Præsidenten: Han har før været straffet med 8 Dages Fængsel for Lediggang; og da denne Forseelse paadrager sig Opsigt af Politiet, har han været undergivet denne Straf i 5 Aar, og anden Gang paadrog han sig igjen 8 Dages Fængsel fordi han streifede uden om Jurisdiktionen. Er det ikke saa, Bettis? Bettis: Jo desværre det er nok saa, Herr Dommer; men tro mig, det var Nøden . . . Fætteren: Ja, Herr Præsident, det faaer gaae paa Nødens Regning. Jeg forlanger ham fri; jeg beder Dem tage mig god for ham, og jeg lover, at han for Eftertiden ikke skal have noget med Justitsen at gjøre. SIDE: 22 Domstolen slipper Bettis paastedet, og overantvorder ham til den brave unge Mand, som dannede en sjelden Undtagelse i Fætternes selvgode og lidet tjenstvillige Klasse. Henrik Wergeland FORDOMME OM BRÆNDEVIIN Nok en Fordom er det, at Brændeviin nærer. Den kommer af det Nærende ved Kornet eller Potetesen, men ingen af de Egenskaber, som tilhøre disse Slags, igjenfindes i Brændevinet. Kjød og Flesk, som ligeledes er særdeles nærende, kan ved en lignende Forvandling, som den Sæden undergaaer for at blive Brændeviin, ikke blot tabe alle sine Egenskaber som Føde, men blive til en hastigt dræbende Givt. Ved en noget vidtløftigere Forandring af Sæden kan Eddikke frembringes, men deri har endnu Ingen paastaaet, at der findes nogen Føde eller Styrke; men dersom nu Eddik kunde gjøre Folk fulde, skulde det vel heller ikke mangle paa dem, som vilde paastaae, at Eddik var ligesaa nærende og sund for deres Krop, som de nu paastaae Brændevinet er det. Hvor nærende det er, kunne I see paa Drikfældiges laskede, usunde Ansigter, mens Knæerne skjælve under dem, og Benene ofte ere som Pibestilker. Endnu en Fordom, som skaffer Kroen mange Gjæster, er, at Brændeviin er godt for Maven; og nok en er den, som ligger i Mundhældet: een Skilling gjør hverken rigere eller fattigere. Der gives mange falske Mundheld, men intet, som skader Fattig- mand mere, om han handler derefter; fordi intet er mere skikket til at hælde Drammen i Halsen paa ham end dette. En Dram koster nu desværre kun 1 -- 2 Skilling, og naar den nu, som man siger, baade varmer og nærer, og den ene Skilling ikke gjør fattigere, saa er der snart ikke langt imellem Haanden og Glasset, og heller ikke langt imellem hvert Glas. Jo sandelig den ene Skilling gjør fattigere, og Troen paa det fordømte Mundhæld har gjort mangen Mand fattigere, som dog ejede mange tusinde Skil- ling. Men eje I kun en otte, tolv, sexten, tyve Skilling, saa gjør I samme Daarskab, om I sløse Skillingen bort i Brændeviin, som den rige Mand, der drak Viin med knuste Perler i. Og endda blev denne ham ikke saa kostbar forholdsviis. Er det ikke SIDE: 23 sandt -- havde Enhver bare sparet de Enkeltskillinger, han har kjøbt Super for, vilde han med Arbeidsomhed og Eftertanke næsten aldrig kunne blive fattig eller komme i Elendighed? Og nok et Spørgsmaal: mon ikke Brændeviinsdrikningen, saaledes som den er tiltagen, er den almindeligste Aarsag til Fattigdommen imellem Eder? Ingen kan besvare det bedre end I selv; thi I vide bedst selv hvormange Skillinger, der ere komne Halsen, men ikke Kone, Barn, Hjem og eder Selv til Klæde og Føde, til Bedste. Men mere herom. Thi Fylla er jer værste Fiende. No. 4 -- 5, 3die Februar 1840. Nyd kun den Fryd, hvis Eftersmag dit Hjerte gjemmer med Behag. FIRE DRAMBITER Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 260 -- 261. Henrik Wergeland SIMPELMANDS VIISDOM 1. Den, som ønsker det, han ikke kan faae, han bliver altid fattig. 2. Fortvivlelse hjælper til Intet. Naar et Menneske virkelig vil stride mod Ulykken, er det vis paa at vinde. Den, som kan lide med Hengivenhed, vente med Taalmod, arbeide med Udholdenhed og Styrke, bukker aldrig under for Ulykken. 3. Glem ikke, at Tid er Penge. Den, som kan fortjene een Mark daglig, men driver halve Dagen hen, taber Aaret om over 16 Daler, om han end ikke giver to Skilling ud om Dagen. 4. Det er ikke nogen liden Rigdom, at være nøid med hvad man har. 5. Penge avle Penge. Den, som forøder en Daler forøder hvad denne Daler kunde frembringe indtil i Hundredefold. 6. En god Betaler er Herre over andres Pung. Den, som er bekjendt som en ordentlig Betaler, kan altid regne paa Folks Hjælp. SIDE: 24 7. Uden Arbeide og Sparsomhed udretter du intet; med dem Alt. 8. Kun en Daare beskylder Andre for sine Ulykker. At tage Skylden paa sig selv, er Begyndelsen til Lykken. En klog Mand klager hverken over Sig eller Andre; men han arbeider stille og udholdende paa at forbedre sig og sine Kaar. 9. Kjøber du det Unødvendige, kommer du snart til at sælge det Nødvendige. 10. Flid er Lykkens høire Arm, Sparsomhed dens venstre. 11. Den Steen, som ruller, samler ingen Mose d. e. man vinder intet ved ofte at flytte og stryge om i Landet. 12. Kundskab er mere værd end Penge, thi den skaffer Midler til at erhverve dem, mens Ukyndighed blot fører til at tabe dem. 13. Dersom slette Mennesker kjendte alle Fordele af at være retskafne, skulde de blive dette blot ved Udregning deraf. HAANDVÆRKEREN OG BONDEN Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 261. Henrik Wergeland GOD BILLIG MAD AF POTETES 1. Potetespudding. Potetesstappe koges i 1 Pot skummet Melk l/2 Time; deri kommes 4 Lod hakket Ister, et Par Æg og lidt Sukker. 2. Potetesbrød. Til hvert Pund Potetesstappe, efterat der er sat Gjær som sædvanligt til Massen, kommes en god Pægel varmt Vand; dette knades nu vel sammen og sættes hen en god Time for at gjære. Dertil kommes nu omtrent lige- saa mange Pund Meel med det sædvanlige Forhold af Salt. Bliver Deigen for stiv, æltes den i mere Vand; den sættes hen for at raske sig, og saa i Ovnen. Potetesmeel er isærdeleshed nærende og fortrinligt til at blande i Brød naar det er forvandlet til Gelee (klar Stivelse). SIDE: 25 Henrik Wergeland No. 6, 4de Marts 1840. Pas dig, Gavmild! dovne Tiggers Sang bestjæler Dig og sande Trang. ER DET EN SKAM AT VÆRE FATTIG? De Skolelærere, der uddele dette Blad, og som vare saa gode at gjøre mig opmærksom paa, at det ikke var saa frit for, at Flere af den Klasse, det er skrevet for, havde fundet dets første Titel "For Fattigmand" noget stødende eller endog saarende -- rimeligviis, Gudskelov! fordi de fleste dog ikke ere "Fattigfolk", efter det almindelige Begreb -- ville maaske erindre, at jeg iførstningen ikke vidste enten jeg skulde lee eller græde over denne Stolthed. Saa besynderlig forekom denne Erfaring mig, ja iførstningen latterligere og beklageligere end de Fornemmes Rangsyge, som dog fortjener al den Spot, den kan faae, (om den nogentid kan blive kureret?). Men saa er det: man dømmer ikke altid rigtigt i Indtrykkets Sekund, i samme Øjeblik man hører noget -- en Erfaring, de Fleste maaske nu ville gjøre, idet jeg føler med mig selv, at Ni af Ti, som nu holde dette Blad ihænde, allerede have i sine Hjerter besvaret Spørgsmaalet ovenover med: Nei! Nei! ja med et Nei fuldt af Afsky over at et Menneske og en Kristen kan spørge saa. Men hør nu hvordan det gik mig, der netop troede i Navnet "for Fattigmand" ikke blot at have rammet det Fælledsnavn, som Enhver af Bladets egentlige Publikum vilde kjendes ved, men ogsaa tiltalt Andres Medfølelse for dets Hensigt. Thi der er intet Ord til at røre Hjerterne, som Ordet "fattig." Det forekommer os, uden at vi kunne forklare os det, som om det er Søster til Ordet "uskyldig" og beslægtet med alle vore ømmeste Følelser. Vi ere strax ind- tagne for den Fattige, og det gode blinde Hjerte glemmer hos ham saa gjerne at undersøge. Ved Tanken om Fattigdom staaer strax vore Forældre, Børn og alle nærmeste Kjære for Indbild- ningen i Fattigdommens Dragt, med Elendighedens Træk, og Øjet er nærmere til at fyldes med Taarer end nogensinde; og, om en Klokke ringte i Himmelen for at minde om at være tak- nemmelig mod Gud, fordi det dog ikke er saa fattigt, bliver Mennesket neppe andægtigere i sit Hjerte, end naar det faaer denne Anledning til at sammenligne sin og Sines Lod med Fattig- SIDE: 26 dommens. Ære være disse Følelser! de ere langt ærværdigere end Klogskabsreglerne, om de byde os det Unaturlige at tvinge Hjertet det Øieblik det røres. Det vilde være som at standse en Moders Veer; og ingen sund Klogskab byder det da heller, der ingen andre Regler kjender, end dem, hvorefter vi kunne gjøre saameget Godt som muligt, og bevare vor fine, letrørte Følelse for egen og Andres Glæde eller Sorg. Jesus mente ogsaa dette, da han sagde: "uden I blive som Børn, kunne I ikke komme i Guds Rige." Thi Børn ere let rørte og fulde af Hjerte. Forstanden kan gjerne voxe for om Hjertet forbliver Barn. Eller hvorfor skulde dette forhærdes, naar Taarerne ikke forhærdes, men rinde lige klare, og ikke blive til Horn eller dryppende Kalk eller Krystal med Aarene? Nok, det gik mig saa: -- ved den ringeste Eftertanke fandt jeg strax, at jeg her ikke havde stødt paa en latterlig Stolthed, men paa en agtværdig Selvfølelse. Ja der er en Fattigdom, som er en Skam; og vi kjende den alle, men vi elske den ikke -- thi det er ikke den Fattigdom, som er Himlens Barn -- og vi bør bede om Tilgivelse for vor Medlidenhed med den. Der er en Fattigdom, som Ingen bedre end den ærekjære Arbeidsmand veed er en Skam, og som Ingen mere end han maa oprøres ved at see sin ærlige Nødtørftighed forvexlet med. Og ingen hader den mere end Han, som veed hvad Sved og Afholdenhed det koster at holde sig oppe saa som han gjør med Kone og Børn; og Ingen har større Ret til at hade den end Han, der ogsaa sidder paa den nøgne Steen, eller i Huusmandens og Inderstens Stue, og dog ogsaa skal leve, og veed at leve med Ære. En uværdig Riig skader ikke sine bedre Medkaarsmænd; men en uværdig Fattig skader sine i flere end een Maade. Han bestjæler den virkelige Nød, idet han slapper den offentlige Med- lidenhed, og sløver den private. Der er ingen Forskjel i borger- ligt og menneskeligt Værd imellem en retskaffen Embedsmand i sin guldbroderede Kjole og den Arbeidsmand, som kjæmper ærligt med sin Fattigdom, men der er uhyre Forskjel mellem denne og den lasede, skidne, fordrukne, om Barmhjertighed tryglende Døgenikt. Embedsmand og Arbeidsmand -- de ere begge i den Grad lige nyttige for Staten, at man ikke kan sige hvilken af dem, den bedst kunde undvære. Arbeide skulle vi Alle, hver paa sit Sæt, om vi ville sige, at vi fortjene at leve, SIDE: 27 og naar Menneskene vare ret gode, saa blev det idetmindste simplere og sjeldnere at være Embedsmand og almindeligere at være Arbeidsmand. Men lad nu det være, og Verden kun være som den er; og da er det visselig ilde, at en Klasse, saa uund- værlig og nyttig for Staten, som den med sit Legem arbeidende fattige Klasse skal have en Udvæxt af en Fattigklasse ved Siden, som er den til Tab og besudler den med Vanære, saalænge det er saa vanskeligt at skille mellem begge, saa himmelvidt for- skjellige de ere. Derfor er Fattigforpleiningen en af de vanskeligste Opgaver, og der er ingen velmeent Handling, som faaer saamange For- bandelser af -- de Fattige. Al Fattigdom, naar den gaaer indtil Nød, maa have Hjælp, det er vist; men hvilken Hjælp? det er det Uvisse. Og det er ogsaa ofte uvist, hvilken Fattigdom, der er Nød. Thi doven Fattigdom som ikke vil arbeide, er ingen Nød. Det have de flittige Fattige erfaret, og der turde vel være Flere imellem dem end imellem de andre Klasser, som ville mene for fuldt Alvor, at Tvang og Tugt vilde være den bedste Hjælp for Mangen, som baade gaaer til "Kassa", og faaer af Kassa. Ved Siden af Daglønneren Ole boer Daglønneren Lars. Begge bleve af et Trangaar drevne ind til Byen med Kone, tre Børn og to tomme Hænder, og Begge fik samme Arbeide. To Aar gaae; Begge søge Fattighjælp; Lars faaer. Hvorfor? Fordi det er bleven uslere med Lars, og Hjælpen ikke strækker til Alle. Hvorfor er det bleven uslere med Lars? "Jo, siger Ole, det Sviin har aldrig gjort andet end drukket op sin Fortjeneste, og jeg har ikke med al min Magt rukket til at faae en ny Kjole og Stuen min rappet." O, hæderlige Ole, jeg gad male din Stue; men du skulde have Hjælpen, om du end havde faaet rappet, og det lyste baade af din Kjole og af din Væg! Din Vilje at forbedre din Stilling gjør dig værdig til Hjælp, om det end havde lykkets dig, og det gjør det, bliver du endnu ved et Aar. Folk som Du faae derfor sande Ordsproget: "Hjælp dig selv , saa hjælper dig Gud." De have ingen anden Hjælp; men Folk som Lars sige: "hjælp dig ikke selv, saa hjælper dig Fattigkassen." Og hvad bliver der saa tilbage? Lars er højst sandsynlig kommen i den Nød, som maa hjælpes uden Spørgsmaal om Fortjenesten dertil. Dog er denne Klasse inden Fattigdommens uhyre Rige, SIDE: 28 de Dovnes og Uordentliges, hjælpeløs. Det er som at kaste Penge i en Myr, det er at tale til Gardstaurene paa en Vej, at sige til Slige, at Fattigdommen har en Ære og et Haab og en Lykke i sin Flid. De ville ikke: thi Fattigdommen er deres Leve- vej. Derfor ville de være ret fattige, og begynde da med ikke at skjæmme sig ved Usselheden. Men Ære være denne Blusel! Det er den, som sætter de Fattiges Huse istand, som skurer deres Gulve, lapper deres Klæder og holder Børnene rene og hele; det er den, som tvætter deres Vinduer og sætter Balsa- miner og Roser deri, som holder Manden hjemme hos sin Kone, indtil hun faaer pyntet om ham, og som formindsker ikke alene Fattigdommens Bitterhed, men Fattigdommen selv. Thi nogen gavnligere Følelse end Æresfølelsen har Mennesket ikke. Den hader ikke blot Usselheden, men Skinnet deraf, fordi der altid klæber derved nogen Mistanke om at være selvforskyldt. Og derved viser den af hvor høi moralsk Natur den er. Derfor var det at glædes over, at Titelen "For Fattigmand" stødte. Thi derved forstaaer den arbeidende Klasse kun Folk, som nyde Menighedens Understøttelse; og naar nu de, som ville arbeide, ikke trænge dertil, saa var Bladet efter Titelen ikke for dem, som dog -- jeg gjentager mit "Gudskelov" -- ere de Fleste. Men alligevel faaer baade Fattigmand og Arbeidsmand, som ikke vil være "Fattigmand", læse sammen; thi der skal findes noget for Begge, om jeg ikke bliver altfor mismodig over at Fattig- mandsklassen voxer og Arbeidsmands tager af, over at Fattig- dommen bliver mere uærlig og af mattere Æresfølelse og over alle de Forbrydelser, al den Liderlighed og stedse dybere syn- kende Usselhed, som deraf er Følgen. Nu -- er der en Fattigdom, som er en Skam? Den engelske Nation, der er flittig i høj Grad, og respekterer Formue, fordi den tilskrives der i Almindelighed egen personlig Vindskibelighed og Anstrengelse, er tilbøjelig til at ansee al Fattigdom over- hovedet for en Skam. Men vi Normænd, der ere af en mage- ligere Natur og nøisommere Vaner, tør ikke være haardere, end at vi ikke fordømme den pjaltede Kjole eller den heldende Hytte, men den modvillige, selvforskyldte uvirksomme Fattigdom, som lever deri. Det er denne Fattigdom, som er en Skam, ja baade SIDE: 29 en Skam og en Synd formedelst den Skade, den gjør den virke- lige Trang. Denne hader sin egen Tilstand og arbeider sig ud deraf, og denne er det Gud engang hjælper; denne er det Himme- len elsker i alle gode Menneskers Agtelse og Kjærlighed og Hjælp, saasnart den bliver kjendt; denne er det, som ikke er nogen Skam, men vel et Kors, som mange af Jordens herligste Menne- sker have baaret baade før og siden Apostlerne levede, der ogsaa maatte ud før det blev det rigtigt lyst, forat hente Føden. Henrik Wergeland BREVVEXLING MED NILS TOSKERUD I BÆRUM OM EN USKIK Fra Udgiveren til Nils. "Min gode Nils, jeg har havt en større Sorg ved at reise din Gaard forbi, end du vilde unde mig endog om du tog denne Skrivelse ilde op, som om jeg vilde hindre en fri norsk Bonde i Udøvelsen af sin Eiendomsret. Ja oprigtig, jeg har havt en Sorg istedetfor du nok under mig godt saa langt din Eiendom strækker sig; thi hvad skulde jeg see, da jeg søgte Mærket paa din Gaard, den yndige Bjerkelund, som var din Eiendoms Pry- delse, Enhvers Fryd, som nærmede sig din Bolig? -- Væk, væk alsammen var den! ikke et Træ havde faaet Lov til at staae paa den stenige Bakke, som jeg sandelig troer du ikke bringer til noget alligevel. Da maa Skoven vige; men der er Steder (og til dem hørte din Bjerkebakke) som Naturen har indviet sin egen skjønne Vildhed, som den har skjænket visse Træer, den tørre askeblege Harelabblomst, Lilienkonvallen mellem Stenene under Træskyggen, og hvor den har budet Sauene ud med deres Lam for at traktere dem med den fine, duftende Tryssildthe, med Mariguldskoblommer og Veibredblade, der spire og krybe ud over Bakken om den er aldrig saa tør. Og skyder da en Bjerke- lund paa et saadant Sted -- se, da har Naturen været blød om Hjertet og øvet en extra Velgjerning, som Menneskene bør være taknemlige for; thi da har den ogsaa budet dem ud under de deilige smekkre hvide Stammer, som man gjerne kunde omfavne af Glæde, for at de skulde nyde den liflige Skygge paa den SIDE: 30 sunde, tørre, varme Bakke, og den trakterer Børnene paa Gaarden med Lilien- og Krandskonvaller hver Forsommer og de Gamle med en Drik Livsluft, som de vel kunne føle i Lunge og Hjerte. Og saadan en Bjerkelund har du havt Hjerte til at hugge væk? Og hvorfor? Var den dig ivejen? Du var mange Gange glad i den, og sagde selv, at om noget Træ fortjente Skaansel, saa var det Bjerken, dette lyse, herlige Træ, som er baade til Lyst og til Gavn. Ja der var mangt et godt Vørkje i den Lund baade til Skjæker og Mejer, og der var da ikke langt for Hu' Anne til Ovnsgrønt til Helgen; men nu, hvorfor har du berøvet Land- skabet sin Prydelse, din Gaard sin Lystplads, Bakken sin Skygge? Hvorfor? Svar mig, du Mand, som baade er velstaaende og ellers fornuftig! svar mig, og forsvar dig, om du kan. Men jeg frygter, at det vil blive dig vanskeligt, thi du har visselig be- gaaet en af de Daarskaber, som du ikke kan gjøre god igjen i dit hele Liv, om du aldrig saa gjerne vilde. Og det troer jeg nok du vil hvergang du seer ud af Ruden, og Øjet falder paa den mishandlede Bakke, hvor det nu vil blive forgjæves at søge Noget af alt det, der gjorde denne Plet baade saa nyttig som den kunde være og til den skjønneste og behageligste paa din Gaard. Venskabeligst o. s. v." Fra Nils Toskerud til Udgiveren. "Nei vist duede ikke Bjerkebakken til noget andet end til den Ungskogen, som stod der siden han Bestefars Tid; men saa trængte jeg til et Par Dalers Penge til Konjak ifjor Jønsokleite, og da det nu var tagendes af Bakken, saa tænkte jeg som saa, at Bonden maa gjøre Jorden saa nyttig som han kan i disse Tider, og saa hug jeg ned de 112 Ungbjerker og kjørte dem til Byen, hvor Folk ogsaa skal have for en Skilling Grønt til Sthans. Det har vi da nok af paa Marken her ude paa Landet, og nu, saa længe Vinteren varer er jeg lige glad med om Bakken er bar. De gjør saa alle her ude i Bygderne og vi leve lel, skjøndt det nu blie'r rigtigt knapt paa Ungbjerk; men de voxe vel at med Tiden, saa dersom jeg havde mere Bjerk, saa tog jeg den med." O. s. v. SIDE: 31 O du taabelige Nils! Det vil blive seent før de voxe at. Du og dine Børn ere forlængst borte; kanske de nye Rødder engang finde Veien gjennem din nedmuldede, henmuldnende Hjerneskal, forat skyde op i Lyset mellem en Slægt, der har mere Følelse for Naturens Skjønhed, mere Skjønsomhed paa sit eget Bedste. Ak for 2 -- 3 Skilling hugger denne sølvknappede Bonde en saa- dan Bjerk ned; og for at faae en Dunk Konjak eller hvad Andet, han lyster fra Byen, lader han hele sin Lund, yndig som en Freyas Offerlund i gamle Dage, alle de 112 Ungbjerker falde for Øxen og slæbe til Byen, for der at brunes i en Baggaard. Ja alle 112, der burde være hellige som de 112 Grundlovens Paragrafer -- alle, alle! Til Vaaren faaer vi see Stubbene, og hvorledes det sidste Græsstraa trækker sig bort fra Bakken for den udvældende Sand eller nogle ringormagtige, askegraae og sorte Masser, som kan holde ud paa den skaldede Bakke. Det er forfærdeligt hvad Byomegnenes landlige Skjønhed tabe ved denne Skik. Ja en Skik er det, en Uskik og det en for- dømt. Det er ikke enkeltviis Bjerkelundene ødelægges, ikke blot de, som Opdyrkningen fordrer Offeret af, men i tusindviis og uden synligt Hensyn til Stederne, de staae paa. Og hvormed vil man forsvare denne Uskik uden med dens Ælde, det er: med Forfædrenes Dumhed, med Rækken af foregaaende Øde- læggelser. Og det er især den talrigste, den simplere Klasse, som driver denne landsskadelige Luxus. Ingen af de ringere Huusejere vil undvære sin Sthansløvhytte eller idetmindste en grøn Bue over Døren engang om Sommeren. Det er ligesaa umuligt som ikke at smage en Bid Kage om Julen eller en Faste- lavnsbolle, naar man har 2 Skilling i Lommen. Skulde der ligge Noget af denne Folkereligion, som hylder den seirende Aarstid, eller en dunkel Trang til at smage noget af det Landliges Be- hagelige til Grund for denne Skik? Byalmuens Sæd at streife om paa Marker og Enge Sthansdagsaften "for at plukke Blom- ster", som det hedder, antyder, at den ikke er fremmed for denne naturlige Følelse. Nok er det, det er en indrodet Folke- skik, vi have med at gjøre, og da er det lettere at grave de stakkels kolhuggede Bjerkers Rødder udaf Jorden med sine Fingre end at udrødde den. Dog forsøger jeg, som man seer, men mere i det Haab, at disse Ord ogsaa skulle komme til vedkommende Landalmuer, end fordi jeg troer, at de ville virke paa Byal- SIDE: 32 muerne, der kjøbe saalænge hine ere taabelige nok til at byde sine unge Træer tilfals. Og Nils Toskerud er nok ikke den Eneste, som kommer til Byen med sin sidste Slump. Men hjæl- per mig da, Præster, Skolelærere og enhver fornuftig Mand med at forringe Antallet af disse ubetænksomme, vetløse Sælgere, med at redde hvad der er tilbage af de venlige Bjerkelunde i Miles Afstand om Byerne, disse den norske Sommers sødeste, ejendommelige Prydelse, disse dens fagreste ungdommelige Fryd- bannere, vort kjække granklædte, fjeldhjelmede Lands pragtfulde vajende Hjelmfjedre! Og I, Byfolk, der intet levende Træ har, som I kunne kalde eders, undværer denne Nydelse af et Par sammenbøjede døde, siden den er til Skade for det Land, som jo byder eder grønne Bakker og Skoger nok til en Søndagsfor- nøjelse, naar Gaderne blive for trange og kvalme! Gaaer didud, om I føle engang denne skjønne og agtværdige Trang efter at komme Naturen nærmere; og vælge I da ikke med Forkjærlighed Skyggen under Bjerken, om der gives Leilighed, da vil jeg til- staae, at den ikke er det Træ, som fortjener den Roes, jeg har ydet den. Dog er det underligt, at alle Sangfuglene vælge den helst at synge i, ligesom Skjæren elsker Pilen, og naar Maal- trosten seer det begynder at lysne i Bjerketoppen, begynder ogsaa den at synge fra Granens. Henrik Wergeland No. 7, 23de Marts 1840. Kort er Livet; Meget er det vi skulle lære her. TIDENS VÆRD (Frit efter det Svenske.) Tiden har Vinger paa Skulder og Hæl. Folk ødsle ofte med Tiden, fordi de ikke veed hvorledes de skulle agte eller bruge den ret. Dagene og Aarene ere af samme Længde for os alle; men ved at betragte hvad somme Menne- sker kunne udrette paa een Dag eller eet Aar, skulde man kunne troe, at Tiden var bleven dem drygere tilmaalt end Andre, eller SIDE: 33 at de ikke behøvede Søvn for at kunne leve. Men hele Hem- meligheden er den, at de aldrig sløse nogen Stund hen, aldrig tilbringe nogen Halvtimestid i Ørkesløshed; thi vel er en Halv- time ikke nogen heel, men nogle faa Halvtimer tilsammen ud- gjør næsten en heel Dag. Om Tiden i Almindelighed heder det jo: "Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort! Den er det Tøj, hvoraf Livet er gjort." Og om Sekunderne, de trillende Perler, hvoraf Tiden bestaaer: "Bort flyer Sekunden; kommer ei igjen. Den øder Livet, som ei bruger den." Det er en Vildfarelse, naar vi sige, at der dog gives Stunder, som vi intet Brug have for. Der er eet, og et vigtigt, Brug for disse saakaldte ledige Stunder. For disse er dette Blad bestemt, og i en saadan vil jeg lære eder denne Nytte, I kunne gjøre eder extra af eders Hvile uden at betage denne noget af dens Sødhed. I nærværende Tider gives der vel faa Mennesker, som ikke ønske at kunne læse og skrive; men derimod findes der vistnok ogsaa dem, som troe, at hverken de selv eller du har Tid til at lære Saadant, og som foretrække for at læse en nyttig Bog, at drive om eller at hænge i Portene under Hvilestunderne, ja som troe, at, om en Arbeider fatter Smag for Læsning, vilde det være det Samme, som om han fik Lede til Arbeidet. Kanskee de have en god Mening disse Mennesker, men det er en Vildfarelse, og det en udbredt, der maa rettes. Det var visselig ikke at ønske, at Arbeidsmanden skulde foretage sig Nogetsomhelst, der kunde gjøre ham hans Sysler mindre behagelige; thi det er klart, at han uden Arbeide ikke kan fortjene Penge, og at han, uden dem, maa mangle Alt. Han skal da ikke vinde Føden at stille sin Hunger med, eller have nogen Seng for sin Nathvile, intet Huus for sit Ophold, ingen Klæder at bedække sig med, ingen eneste liden Nydelse for sig, sin Hustru og sine Børn. Vilde nogen enfoldig Daare, at han alene skulde læse, og ikke arbeide, saa maatte han lære Arbeideren at leve uden Føde, Seng og Klæder. Saadan Vilje kan Ingen have; men De, som ønske, at Arbeidsmanden ogsaa maa læse, skulde glædes endnu mere, om SIDE: 34 de see ham mere arbeidsom og tilfreds; de troe, at, om han elsker Læsning, skal dette være ham til sand Nytte og Vinding. De forlange ikke, at Han skal læse, naar han skal arbeide, men at han undertiden maatte beskjæftige sig med nogen Læsning, naar han har endt sit Arbeide og er ledig, istedetfor denne tomme Ledighed, eller hvad der er værre, istedetfor at udfylde denne med Krogang og Drukkenskab, der øder baade Tid og Penge og mere end det. Du har kun liden Tid tilovers for Læsning; du arbeider haardt hele Dagen, og føler dig meget træt, naar Natten stunder til. Om Sommeren, naar du har spiist dit Kvelsmaal, tilbringer du dog altid en Time under den lyse Himmel med at gjøre Intet; om Vinteren sidder du endnu en Stund ved Ilden; -- har du da lært at læse, kunde det vel, uden at trætte dig mere, more dig at kaste Øjet i en Bog. Du er maaskee iblandt lej over ikke at have nogen Bog til en Adspredelse; din Hustru er sys- selsat med dine Børn; og naar du saa ikke har nogen Bog, saa slumrer du hen der ved Ilden. Dine Børn ere kanskee saa vidt komne, at de gaae i Skolen og de holde sig vaagne til Senge- tid; du vilde nu gjerne vide, hvorledes Fremskridt de gjøre, du ønsker, at du Selv havde havt Anledning til at lære noget som de; du føler, at du vilde have Moro af at høre dem læse for dig, bare du havde dig en Bog, som du forstod. Og dette be- viser da, at du hos dig Selv erkjender, hvor ønskeligt det vilde være, om du kunde læse, og at du, om du ikke har nogen Tid tilovers derfor, dog altid har nogen, ja mange Aftenstunder om Aaret, hvori en Bog vilde være dig inderlig velkommen. Ingen kan sige, at han elsker Læsning (og det er ikke blot en Nytte, men ogsaa en Ære,) som ikke nu og da aabner en Bog for en halv Times Tid. Den Arbeidsmand, som har havt den Lykke at have lært at læse, og finder Fornøielse i at høre sine smaa Børn læse, skal sikkert skjænke Bogen en halv Time tre fire Aftner af Ugens syv. Og derved vil noget være vundet baade for ham selv, hans Familie og for Verden. Ja blot en halv Time fire Aftner af syv, og den Bog skal da ikke være liden, du tilsammentaget har læst ud eller hørt læse for dig af Børnene inden Aaret. Du seer heraf hvormeget der kan udrettes bare ved at vogte sig for at forspilde disse for saa ringe anseede Halvtimer. Mange SIDE: 35 skulle udentvivl læse meget mere, end her er forudsat; men om de, som læse mindst, ville gjøre det med Opmærksomhed, eller om de, naar deres Børn læse, vilde gjøre dem nogle Spørgs- maal derover, skulde de visselig finde, at de, efter et Aars For- løb f. Ex., vare i Besiddelse af langt flere Kundskaber, end de nogensinde troede at kunne erholde, og at denne Selvunder- viisning baade allerede i mange Tilfælde havde viist sig nyttig for dem, og vilde kunne gjøre det fremdeles. Dette lærer, at en liden Tid, som er vel anvendt, ligesom Penge, der ere vel udlagte, indrenter dig stor Vinding. Nyttig Kundskab ligner indsparede Penge; den indbringer meer og meer, voxer til en stor Formue og forøges i Anvendbarhed og Værdi. Mangen Arbeidsmand, som er kommen i gode Kaar, fordi han havde Ord for at forstaae en Ting godt, har en Bog at takke derfor, som tilfældigviis var kommen i hans Eie, og som han anvendte sine fleste ledige Halvtimer til at tilegne sig. En Have- bog, som en Huusmand engang for nogle Skilling var kommen over ved en Auktion, gjorde ham til sin Bygds Gartner, saa han baade havde rundelig Fortjeneste hos Præst og Lensmand, der kappedes om at faa ham til sig til sine Haver, og tillige blev Omegnens Velgjører, da han vakte Sandsen for Havedyrkning baade hos de rigere og ringere Bønder. Ligesom mangen Kaal- have udenfor Huusmandsstuerne og mangt et Abild- og Kirse- bærtræ vidner om denne Mands Virksomhed, saa lever en anden Arbeidsmands Minde i en anden Bygd i den Biavl, han indførte, fordi han havde læst sig til det Fornuftige i denne lidet kostbare Drivt, som netop er saa passende for den fattigere Klasse paa Landet, og fra hvem selv ikke Indersten er udelukket! Og skulde ikke Flere kjende til, at en Almuebibliothek-Bog, der i et simpelt Foredrag lærte Mechaniken, var det Første, som vakte det me- chaniske Geni hos den norske Smedearbeider, der nu forestaaer et Dampmaskin-Værksted i London, hvor ikke mindre end tusinde Arbeidere beskjæftiges? Saadanne og mangfoldige andre, men alle fortræffelige, ere Virkningerne af en liden, ved Bogen velanvendt, Tid. Men bort- sløses Tiden ved Brændeviinsflasken paa Kroen eller hjemme, saa bliver Forliset fordoblet, ja mangegange fordoblet. Først taber du din Tid, saa dine Penge, saa din Helse, derpaa kommer Tabet af Fred og Hygge i dit Hjem, ligesom Tabet af dine sande SIDE: 36 Venner; endelig taber du dit Arbeide, og dette medfører Mangel, Armod og den største Ulykke af alle: Tabet af dit gode Sinde- lag. Men anvender du din Tid vel, saa sparer du den; du sparer dine Penge og din Helse; du bevarer dig alle de Bekvemmelig- heder, du ønsker at nyde; du bevarer din Hustru og dine smaa Børn for Hunger, Tiggeri og Elendighed; og skulde du ulykke- ligviis blive syg, saa finder du, at du endnu har mange gode Venner, fordi du har bevaret dit gode Sindelag. Alt dette kan du udrette bare ved hver Dag at indspare en liden Deel af din Tid. Denne bør du betragte som din Ejendom; at sløse dermed var daarligst af Alt. Men kanskee Nogen endda vilde sige, at det ikke kan blive nyttigt for ham at læse Beretninger om Maanen og Planeterne, om Lande og Folkeslag, han aldrig har seet, eller kommer til at see. Han siger kanskee, at lærde Mennesker ere ikke altid kloge, og at en Arbeidsmand arbeider bedre uden end med Klogskab. Hvis saa er, at den ukyndige Arbeider arbeider bedre end den vel underviste, saa maae den ukyndigste være den bedste Arbeidsmand; men det veed Enhver er ikke Tilfældet. Det er Kundskab, som gjør den ene Arbeider bedre end den anden, i hvad hans Arbeide end er. Uden Klogskab skulde Mennesket ikke kunde arbeide bedre end en Hest, men ved Hjælp af sin Kundskab, bringer det Hesten til at hjælpe det i dets Arbeide. Næsten enhver Kundskab er nyttig for ethvert Menneske, og Ingen maa være bange for nogensinde at faae formeget deraf. Mangler en lærd Mand i Klogskab, kommer det ikke af, at han har formegen Kundskab, men af at han har for liden. Seer du dig om, og seer du stolte Bygninger, præg- tige Vogne, skjønne Heste, Boder opfyldte med Varer -- alt det er bleven anskaffet for Penge; men Pengene komme fra Arbeide, foreskrevet af Kundskab. Den, som forstaaer tilgavns hvad der er at gjøre og hvorledes det skal udføres, erholder i de fleste Tilfælde meest af deslige Jordens Goder. Men uden Hensyn til Vilkaar ønsker dog Enhver at have til- strækkelig og sund Føde, at være skikkeligt klædt og at have en god Seng. Gifter han sig, ønsker han det Samme for sin Kone og sine Børn. Han veed, at Sygdom kan komme, og han ønsker at drage Omsorg for et saadant Tilfælde; han veed, at SIDE: 37 Alderdommen skal komme, og han ønsker da vel ogsaa at have Noget i Behold til den Tid. Og alt dette ønsker han at naae, uden at komme nogen Mand eller hans Ejendom for nær. Thi Forskjellen imellem den ærlige Mand og Bedrageren bestaaer ikke i de Formaal, de ville erholde, men i de Midler, de an- vende derfor. Og samme Forskjel findes imellem kloge Folk og Daarer. Mangen er uredelig, fordi han er taabelig, eller, ret- tere sagt, ingen Lastefuld kan kaldes klog. Et af Underviisningens fornemste Øjemed er at lære Menne- skene at naae Velstand, idetmindste Uafhængighed, ved retskafne Midler. De, som foragte Underviisning, ere sædvanlig Folk, som ikke bryde sig om Uafhængigheden, betvivle Redeligheden hos Andre, og gjøre og lade ganske som Lysten stikker En til. Det er ikke Meningen at gjøre Arbeidsmanden til Filosof, men at lære ham, hvorledes han kan tilbringe sine Fristunder nyttigere end med Ørkesløshed, og at overtyde ham om, at vi Alle kunne lære meget, naar vi bare ville, og at vi her blive desmere lykke- lige, uafhængige og des bedre, jo mere vi lære og jo bedre Det er, vi lære. Og hvilken kostbar Tid er det vi forlange dertil? Det er disse ellers saa gjerne bortkastede Stunder, som hverken tilhøre Arbeidet eller Hvilen; og er dette ikke som at samle noget hidtil som Ubrugeligt anseet, for deraf at gjøre noget Nyt- tigt, ja en kostelig, skjøndt lidet bekostelig, Gevindst? Henrik Wergeland RUMFORDS ØKONOMISKE SENG "Christianssandsposten," en Tidende, som har viist dette Blad levende og virksom Interesse, har velvilligen givet Udgiveren det Vink, ogsaa at levere Meddelelser af økonomisk Interesse for Arbeidsklassen. Er end dennes sædelige Velvære dette Blads Hovedformaal, ligge deslige dog langtfra udenfor den Virkekreds, det har afmaalt sig, aldenstund Forbedringer i den simplere Klasses Levemaade har saa naturlig, af al Erfaring bekræftet, Indflydelse paa dens moralske Tilstand. Det har da forekommet Udg., under Valget af endeel saadanne Materier, som om den bekjendte engelske Menneskeven Grev Rumfords "økonomiske Seng" vel kunde fortjene nogen Opmærksomhed af vor Arbeids- SIDE: 38 klasse, der lever -- ofte i flere sammenhobede Familier -- i trange Rum, hvor enhver Tomme, der kan vindes, er vundet for Reenligheden og Sundheden og Bekvemmeligheden. Denne Seng bestaaer i en Træramme af 6 Fods Længde og tilstrækkelig bred, som hviler løs paa Gulvet, mens dens øverste Rands Hovedende højner sig 18 Tommer og Foden 6 Tommer over Gulvet. Over denne Ramme er ved et Snøre spændt Seil- dug eller Buldan, der da ligesom danner en Køje. Til denne Seng behøves hverken Halm eller Madras, da Luften nedenunder Seildugen snart modtager Varme fra Legemet. Bliver denne for stærk, da kan den udslippes gjennem en Lukke i Hovedenden. Om Dagen kan denne Seng enten stilles op imod Væggen, eller et Sæde kan indrettes paa den ved en Lem, hvorunder ogsaa Overklæderne kunne bevares. I denne Seng ligger man ligesaa bekvemt som i en Hængekøje; og vil man ligge som i de almin- delige Senge, saa kan det skee ved en ganske tynd Madrasse paa Seildugsrammen. Sengen er saaledes til Besparelse af Be- kostning, Rum, Underklæder og Halm, og dertil reenlig og bekvem. Læserne bedes selv at sørge for disse Blades Opbevaring ved Sammen- syning og Omslag eller saaledes som de bedst ville og kunne. Henrik Wergeland EXTRABLAD, 31te Marts 1840. Betleri er nok fri; Herrens Huus den gaaer forbi; ender saa i Slaveri. OM BETLERIET Til Fattigklassen i Kristiania med Forstæder og Omegn. Politimesteren her i Byen har idag, Mitfaste Søndag i Morgen- bladet indrykket en Bekjendtgjørelse angaaende saa skammelige Misbrug af Betlerie, der gaae i Svang her i Byen, at han, der er saa mildttænkende og velgjørende en Mand som Nogen, fin- der sig, baade paa Embedsvegne og af egen Følelse, beføiet til at opfordre eftertrykkeligen Alle og Enhver til ikke at give nogen Almisse til Gade- eller Huusbetlere, de vise sig i hvilken- SIDE: 39 somhelst Skikkelse, selv i de uskyldige smaa Børns, over hvem selv fremmede Mødres Øine maae funkle af Kjærlighed og fryd- blandet Smerte, og for hvem ingen Barmhjertighed er for stor. Men dette synes I Forældre, I slette Forældre, vel er haard Tiltale? Nei, den er baade fornuftig og nødvendig; først fordi Eders og Eders Børns eget sande Bedste tilsigtes og rammes derved, og fordi Uvæsenet med Betleriet er drevet saavidt, uagtet Alt hvad der frivillig og fra det Offentlige gjøres for Eders Nød, at De, der ville hjælpe paa denne, vare paaveje til at blive modfaldne og lægge Hænderne hen og tænke, at hvad de gjøre ved Sammenskud, Foreninger og Asyler ikke nytter til nogen Ting. Saa skammelig bestjæle og skade I Nødlidende eder selv indbyrdes. Men jeg vil for Eders Sorgers Skyld sige, at I dog ikke have begaaet nogen Forbrydelse med Vilje endnu, uagtet I visselig have udsaaet Sæden dertil, men kun en Vild- farelse, en farlig Vildfarelse, saa jeg haaber, at I ville tænke efter og finde, at I aldrig kunne handle rettere og fordeelagtigere, end ved Selv at blive de, der strengest ville iagttage de Regler, som Politimesteren foreskriver. Og hvorfor foreskriver? Forat betage Eder Menneskenes Hjælp? Langtfra og tvertom! Netop for at denne kan tilflyde Eder, saa I have godt deraf, forat lede Velgjørenhedskilden saaat den kommer til dem, som tørste mest og ikke standser og bliver til en Pøl for Svinene. Thi lægger Mærke til, at Forbudet mod at give iflæng har det bløde Hjerte i Barmen, at det indbefatter ogsaa en Opfordring til at give til Folk, der vide, hvor den bittreste Nød boer, til Menneskekjær- lighedens Haandtlangere, Armodens Brødkurve, eders egne Tje- nere og Hjælpens Forstandere. Og heller ikke er den faste Huushjælp, som Enkelte af Eder kunne have hos Familier, der kjende Eder, forbuden; det er kun Gadebetleriet, Streiferiet, Huussnigen, som er eders Børn saa farlig, og ødelægger alt hvad I selv ønske og have indgivet dem af Godt og alt hvad Skolen har lært dem, som fra nu af er forbuden, og ikke heller længer vil bringe Eder den gamle falske Nytte. Thi Alle bifalde Politimesterens Ord; netop alle De, som have hjulpet og ville hjælpe Eder, finde at han taler baade som Menneske og som Politimester, der skal sørge for Alles, og ikke mindst for Eders, Bedste; og Han og nok en Mand, der er Eders største Velgjører sørge med Bekostning for at de nu i dette Blad komme i eders SIDE: 40 Hænder. Læser dem, og slaaer saa op i Evangelibogen, saa ville I finde, at de ganske ere i Overeensstemmelse med Dags- ordene, der lærer os Orden i Velgjørenheden, saa "at der intet spildes," nemlig disse: "Og Jesus tog Brødet, og takkede, og gav Disciplene dem, men Disciplene delte dem igjen ud til dem, som have sat sig ned." Her er "Jesus" Menneskekjærligheden; "Brødene" de Gaver, den under Eder; "Takken til Gud," det Ønske, at Gaven maatte blive velsignet med nogen Nytte for Modtageren; men at "Jesus gav Disciplene dem til Uddeling igjen til dem, som have sat sig ned;" det er denne Orden i Vel- gjørenheden, at Enkelte eller Foreninger, som kjende Nøden, modtage den almindelige Barmhjertigheds Gaver til de Mange d. e. til de 5000 Hungrige, som havde sat sig ned. Og disse ville ikke udeblive, om I ogsaa "sætte Eder ned" d. e. om I holde Eder og Eders Børn hjemme. I ville da ogsaa finde Hjælpen hjemme, naar I banke paa hvor den, efter denne nye bedre Orden, er pligtig at findes. Den samme Jesus, den samme Barm- hjertighed, som bespiste, siger ogsaa: "kommer til mig alle I, som syge og sorgfulde ere", og det er denne, som "elsker Bør- nene," Eders Børn, dem Gud velsigne! -- og som han velsigner ved Eders egen gode Opdragelse og Menneskers fornuftige Hjælp. Udgiveren. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE FRA POLITIMESTEREN "Det har længe været Gjenstand for Overveielse baade fra Fattigbestyrelsens og fra Politiets Side, hvorledes Betleriet her i Byen aldeles kunne forebygges; men Iværksættelsen af enhver dertil sigtende Forholdsregel har hidtil viist sig utilstræklig, og det formeentlig fornemmelig fordi samme er modarbeidet af den almindelige Godgjørenhed. Politikammeret seer sig desaarsag foranlediget til i denne Sag at henvende sig med nogle Ord til Almeendheden, i Forventning om, at den, ved at blive gjort op- mærksom paa Forholdene, ikke i denne Henseende vil undrage Politiet sin bistand. Hvad der ved Fattigvæsenets Bestyrelse gjøres for de Fattige, kan ikke være ukjendt: de Udlevede eller Skrøbelige gives Huusly og, saavidt behøves, Tærepenge i Fattigstuerne; de Fat- SIDE: 41 tige, hvortil der paa disse ikke er Plads, eller Familier, der ikke er istand til at erhverve tilstrækligt Udkomme, erholde ugentlig Understøttelse; Børn, enten forældreløse eller af anden Aarsag uforsørgede, udsættes til skikkelige Folk for Fattigvæsenets Reg- ning; vanartede unge Mennesker, Løsgjængere, Betlere, Drukken- bolte etc. indsættes i Arbeidsanstalten; fattige Syge og Sindssvage indlægges paa Sygehusene. Der er saaledes, saagodt det efter Omstændighederne er muligt, sørget for Stedets Fattige, og det tør med Føie antages, at ingen af disse behøve at betle, ikke heller vides det, at, med enkelte Undtagelser andre end Dovne og Uværdige, der ikke indrømmes Understøttelse, give sig af dermed, fornemmelig for at søge Adgang til at stjæle i Husene. Forinden Asylerne oprettedes, gaves der vistnok mange Familier af den lavere Klasse, som, uanseet at de ved Arbeide kunde optjene det Fornødne, eller i Mangel deraf erholde Bidrag fra Fattigvæsenet, lode deres Børn, der under alle Omstændigheder dreve om i Gaderne, indbetle hvad de kunde, enten for at dække hvad Forældrenes Drikfældighed eller Dovenskab lod savne, eller selv at anvende det Indvundne paa den fordærveligste Maade til Spil, Drik, Slikkeri etc.; at de herved, foruden at holdes fra Underviisning og nyttig Beskjæftigelse, tillige vænnedes til Ledig- gang og forførtes til at deeltage i Usædelighed, Gadeuordner, Bedrageri og Tyveri, er en Selvfølge. Men herpaa er der ved Asylerne paa den virksomste Maade raadet Bod, idet at disse have optaget de beklagelsesværdige Skabninger, og derved søge at unddrage dem fra den tidlige Fordærvelse. Vel kunde det, især i Begyndelsen, ikke undgaaes, at endeel egennyttige For- ældre vilde søge paa eengang at drage Nytte baade af Asylind- retningen og af Tiggeriet, idet de, enkelte Dage i Ugen, under Paaskud at Børnene vare syge, holdt disse fra Asylet, og, efter at have aftaget dem de i dette erholdte Klæder samt udstyret dem med Pjalter, lode dem trække om i Byen, ofte paa Nakken af deres Søskende, for at betle, da dette fandtes mere indbrin- gende end Asylets Understøttelse; men selv denne Uorden er for en stor Deel hemmet deels derved at de Familier, hvilke heri gjøre sig skyldige, og hvori de kontrolleres af Fattigforstanderne og Politiet, trues med at berøves denne Understøttelse af Fattig- væsenet, saavidt de have saadan, deels derved, at Asylindret- ningens Bestyrelse skræmmer med midlertidigen at forskyde SIDE: 42 saadanne Bedrageres Børn af Asylet. Ikke destomindre træffes dog endnu enkelte Børn, hvis Forældre ere lumpne nok til at vove deslige Forsøg. Som Følge af Foranførte har unægtelig Antallet af Byens egne Betlere betydelig aftaget; ikke desmindre gives her desværre en Mængde Betlere alligevel. De Fleste af disse høre imidlertid til fremmede Fattigdistrikter; men at blive af med disse Betlere er det Vanskeligste ved denne Sag. Forsaavidt Saadanne tilhøre længere fraliggende Kommuner, blive de vel anholdte og efter indstillet Undersøgelse hjemsendte, men ofte komme de igjen og Scenen gjentager sig, ikke sjelden uden at Refusion for de mid- lertidige Forsørgelsesudgifter, formedelst vedkommende Kom- munes Uvillighed kan erholdes. De Fattige fra det nærmest- liggende Landdistrikt ere imidlertid de meest paatrængende, da disse, om nok saa ofte bortviste, have Anledning til dagligen at gjøre deres Besøg i Byen, hvorfra det er umuligt at holde dem borte. I denne Henseende har dog Asylet paa Grønland virket betydeligt ikke blot derved, at det har optaget de mindre Børn, men ogsaa derved at det, i Forbindelse med Agers Fattigvæsen, har overtaget de Ældres Forsørgelse lige til deres Konfirmation ved, med behørig Understøttelse, at indsætte saadanne Børn i dertil indrettede Skoler. Medens Byens Fattigpoliti tilforn havde det forgjæves Arbeide idelig at føre deslige, stedse tilbage- vendende, Børn ud af Fattigdistriktet, kunne de dog nu med god Følge afleveres til Grønlands Asyl. Men ogsaa denne Indret- ning har maattet gjøre den sørgelige Erfaring, at Forældrene, som før ommeldt, stundom ere saa utaknemmelige og samvittig- hedsløse, for enkelte Dage at tilbageholde Børnene og med de elendigste Pjalter at udsende dem paa Tiggeri, uden at det for Politiet, med de Midler, der staae til dets Raadighed, er muligt i nogen ønskelig Grad at forhindre det, aldenstund Betleri finder saadan Opmuntring i dets dagelige Udbytte, som nu. Saalænge altsaa Byens egne og andre Kommuners Tiggere kunne gjøre en god Fangst paa Byens Gader og i dens Huse, saalænge Byens Indvaanere, af misforstaaet Goddædighed, yde enhver Tigger, der ved pjaltet Udseende og opdigtet Fortælling veed at vække utidig Medlidenhed, en Skjærv, der, istedet for at virke til det Gode, netop leder til Fordærvelse, saalænge vil ingen endelig Forbedring i denne Henseende være mulig; thi SIDE: 43 Betlerne vide godt, at Politiets Bestræbelser for at anholde dem, ikke finder Sympati hos de Følsomme af Byens Indvaanere, og de gjøre maaskee en dobbelt Høst, naar de næste Gang komme igjen, efterat have været udsat for saakaldet Forfølgelse. Vil derfor Byens Indvaanere see Betleriet afskaffet, ønske de nu og i Fremtiden ikke paa saa mange Maader at være et Bytte for en fordærvet Generation, der udgaaer fra en forsømt Op- dragelse, da maa de ogsaa beslutte sig til, ikke at yde Almisse iflæng, men heller lade deres Gavmildhed virke gjennem det oprettede Understøttelsesselskab eller vedkommende Fattigvæsen, hvorved den goddædige Hensigt alene sikkert kan opnaaes. Vel veed jeg, at det ofte er vanskeligt at undgaae, og kan synes haardt, ikke at give efter for paatrængende Betleres Overhæng, men man betænke, at det er just dette Slags Betlere, som ere meest drevne i deres Haandtering og at det er dem, som mindst fortjene Medlidenhed. Naar derhos sees hen til, at det er umu- ligt for Fattigpolitiet med dets nærværende ringe Styrke, at holde slige paatrængende Gjæster borte, at selv Betleres Anholdelse kun lidet virker, naar de, som oftest er Tilfældet , igjen blot med Advarsel maa løsgives: saa vil man maaskee ikke miskjende den Opfordring, jeg herved tillader mig at lade udgaae til Stedets Indvaanere, om aldeles at ophøre med at uddele Almisse til om- gaaende Betlere, eftersom dette efter Omstændighederne for- meentlig er det eneste hensigtsmæssige og afgjørende Middel til at faae Betleriet hæmmet og afskaffet. At Politiet derhos, efter dets Pligt, vil bestræbe sig for, saa- vidt muligt, at bevirke Betleres Anholdelse og Forsørgelse eller Bortviisning og tillige dermed assistere i ethvert Tilfælde, hvor Anmeldelse om Saadannes Omløben i Husene skeer, er en Selv- følge, ligesom man, ifølge Overeenskomst med Asylernes Be- styrelse fremdeles vil sørge for at faae de betlende Børn til disse Indretninger indbragte. Paa denne Maade, og naar Betle- riet saaledes ikke længer fandtes lønnende eller Erhvervelsen derved mulig, maatte det forhaabentlig omsider af sig selv ganske bortfalde. Christiania Politikammer, den 27de Marts 1840. G. Fougner." SIDE: 44 Morgenbladets Udgiver yttrer iblandt andet om denne Bekjendt- gjørelse: "Mange Menneskevenner have i flere Aar med Gru be- tragtet den Slægt, som opvoxer i og omkring Kristiania, dreven fra de tidligste Aar til at betle og stjæle, at handle og bedrage, tildeels for at underholde Forældres Dovenskab og Drikfældighed. Med de Ældre, hos hvem Forvorpenheden er indgroet, er der lidet eller Intet at udrette, men at holde den opvoxende Slægt tilbage fra denne Lasternes aabne Vei, som begynder med Bet- lerstien i de yngere Aar, er en af de ædle og skjønne Opgaver for Børneasylerne. Saalænge der saagodtsom Intet var gjort for at afhjælpe Elendigheden, havde Medlidenheden en Undskyldning for at understøtte Betleriet, men efter de Foranstaltninger, som i de sidste Aar ere trufne, maa man have al Føie til at vente, at idetmindste de betlende Børn, som af ryggesløse Forældre eller Foresatte trues ud paa denne fordærvelige Industri, ville blive tilbageviste. Der gives en ædlere og hensigtsmæssigere Anvendelse for de Gaver, som det menneskekjærlige Hjerte vil yde ulykkelige Medskabninger ved at understøtte Asylerne og de Indretninger, hvori Den virkelige Elendighed finder et Tilflugts- sted og en Omsorg, der virker til Held og Velsignelse for Frem- tiden." Henrik Wergeland No. 8, 18de April 1840. Man blier ei mæt af bare Kjærlighed. Udslukkes Arnen, slukkes Elskov med. EN USKIK Der gives mange. -- Der findes ikke fleer Edderkopper, Tusindbeen, Mark, Fiir- fisler, Padder, Orm og andet ækelt Utøj under Gulvet, naar man bryder et gammelt Fjøs ned, end Uskikke efter en Stats- forfatning, som Folket har kasseret for dens Raadenheds Skyld. Der lader sig saaledes meer end een Uskik opdage i Ruinerne af det gamle danske Regimente, der endnu ligge adspredte hist og her paa den grønne Vold, hvorpaa det norske Folk i 1814, i den Forfatning, det da gav sig, opførte et sandt Tempel for sin Lykke, d. e. for Friheden og dens Dyder. Men det vil være ligesaa vanskeligt at forhindre Uskikke fra paa ny at trænge sig ind, saafremt de ikke efterspores og tilintetgjøres, som at hindre SIDE: 45 hint krybende Utøj fra at snige sig ind i den nye Bygning, om det ikke udrøddes; hvorfor jeg, da dette er saa klart, haaber at have ret mange Landsmænd til at bistaae mig i denne Jagt, og det imellem Arbeidsklassen selv, om nogen fordærvelig Uskik skulde endnu ligge tilbage inden den ifra gammel Tid af. En Hædersmand fra Kristianssand -- en By, hvis Arbeidsklasse, ved gode Menneskers Hjælp, erholder over 400 Explr. af dette Blad -- har gjort Udg. opmærksom paa en saadan Uskik, der nok fortjener at trædes paa Hovedet. Paa Statens Værft der har den betydelige Arbeidsstok, ved ethvert betydeligere Arbeide, hvorved flere sysselsættes tilsammen, fra gammel Tid Hævd paa 4 "Brændeviinsskilling", daglig for hver Person, der enten oppe- bæres i Penge eller Natur. Efter den allerede høje, skjøndt i bedre Mening alt for lave, Priis af 16 Sk. pr. Pot, faaer saaledes en Mand 1 Pægl extra i sig om Dagen. Og dette skal være paa en Maade reglementert, og kan, ifølge gammel Slendrian, endnu existere 25 Aar inde i Forbedringernes Tid, i en By, saa opfyldt med Arbeidsfolk, og hvor man, ved Siden heraf, anstrænger sig for, i Samfund, Skrift og Tale at lære simpel Mand Maadehol- denhed! Følgen af denne Uskik er vistnok meest fordærvelig for Arbeidsstokken selv, som næsten paatvinges Rusen; men Bekost- ningen løber ogsaa op til noget Betragteligt for Staten. Den beløb sig saaledes i bare "Brændeviinsskillinger" til omtrent 56 Spdlr. ved en Reparation paa et af Statens Dampskibe, hvorunder af det hele Arbeidsmandskab, efter et Øievidnes Fortælling, neppe Een var ædru. [fotnotemerke] Men jeg tør nok spørge selv dette, ja hvilkensomhelst Drukken- bolt, naar han blot vil være oprigtig, om dette ikke er en Uskik, som ikke bør taales een Dag længer, saaledes at de 4 Skilling aldeles ikke gives hverken under hiint Navn eller paa hiin Maade. Behøvede den forrige Regjering, der brugte Norges Sjøfolk til at beskytte Danmark med, saadan Smøring forat see Holmensarbeide gaae, saa trænger dog ikke Norge dertil, saalænge dets Sjømænd have sit gamle Æresnavn i Minde. De have Ord for saamegen Livlighed, at et Arbeide kan gaae dem frahaanden under et Hurra, om de end ikke smagte anden Opfriskelse end det sunde norske Blods egen naturlige Styrke. Maaden, hvorpaa disse Fotnote: Senere har i et Blad fra samme By været klaget over lignende Udskejelser ved et Skibs Gaaen af Stabelen. SIDE: 46 Brændeviinsskilling kunne tages, nemlig i Brændeviin, er slem- mest ved den Fristelse, der er dertil ved det talrige Kammerat- skab, hvor den Enes Lystighed smitter den Anden. Men heller ikke Navnet bør taales, fordi deri (ligesom i det almindelige Ord "Drikkeskilling", saasom til Skydsdrenge o. s. v.) ligger, om ikke en Opfordring, saa dog en undskyldende Henpegning paa An- vendelse til Brændeviin alene af disse Skilling, der kun bør betragtes som Tillæg til den almindelige Arbeidsløn. Nei den bør ganske gaae ind under denne; thi ellers vil man sige: "ei! det Tillæg er jo kun de gamle Brændeviinsskilling? Lader os gaae og faae Rationen hvor vi kunne." Bølgen i sin Klarhed er ikke oprigtigere, i sin Brusen mod Klippen ikke tapprere, i sin Henrullen ikke raskere, end den norske Sjømand, men den er heller ikke i sin Skummen letsindigere og mere hengiven til at sætte sig selv paa Spil, end Han, naar han fristes af sin Lyst, Kammeratskab og af gammel Sædvane. Men skulde Norges Hæder forvandles til Skam for denne Uskik med de 4 lumpne "Brændeviinsskilling?" Nei! Og et "Nei", Gutter! med tregange Hurra -- uden Brændeviin! STATIONERNE Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 292. Henrik Wergeland B. EXTRABLAD. 17de Juni 1840 Hade Straf og frygte den, er den samme Tanke Hader du da Straf, paa gal Vei maa du vanke. TIL ARBEIDSKLASSEN OM "PØBELEN" Jeg havde først skrevet "Til Pøbelen"; men jeg var i Tvivl, om jeg turde bruge mit Blads Navn og denne Overskrivt sammen. Dets ivrigste Læsere ere de Bedsttænkende af Arbeidsklassen, og Disse ere ikke "Pøbel" i den Forstand Ordet her tages, og altid bør tages i. Men jeg behøver deres Hjælp, forat min Tale dog kan komme til disse forvorpne, forstokkede Udskud, imellem hvem den ærlige Fattigdom har ondt forat drive sine yndige Blomster af velartede Børn, af huuslige Dyder og Nøisomhedens Lykke frem, saa de sees og agtes af Menneskene ligesom de ere kjære for Himlenes Øine. Staaer mig derfor bi med at ud- SIDE: 47 brede disse Ord til dem, som I, fordi I nødes til at leve i deres Nærhed, selv bedst vide trænge til dem, Disse, som forkaste enhver Tilretteviisning, foragte Oplysning, og skye selv det trykte Ord, ligesom Læreres eller Forældres Ord vare spildte paa deres tidligt forvildede Gemytter. Ja staaer mig bi, hver retsindig Arbeidsmand og hans Hustru! jeg har begyndt at mistvivle, at tvivle om at kunne udrette noget ved mine Ord til at udrydde de Forvorpenheder, som huse imellem Eder i Eders Gader, be- smitte Eder med sin Vanære, og kaste Skjændselnavnet af "Pøbel" over eder alle uden Forskjel ligesom man har ondt for at kalde en Ager, hvor man vel saaede Byg, men hvor intet uden Dylle og Tistler viser sig, andet end et Ugræsjorde, som man frit kan slippe Svinene paa. Vi havde, som et fremmed Ordsprog lyder, nok taget Slanger og Skorpioner med i Regningen, men Tusind- benene havde vi ikke taget med. Det er mig umuligt, uden Eders Hjælp, at kunne udpege de Personer, som gjøre Eder denne Skade, som, forenede ved sine Kjeltringstreger, tilsammen ud- gjøre "Pøbelen", Pøbelens faste Stok, Fordærvelsens Kilde, hvoraf eders smaa Børn, eders Hjerters og Øines Lyst, maae drikke, fordi de opvoxe nær den. "Din Nabo, hedder det, er din Lærer". Og den Kreds, man befinder sig i, eller Ens Omgang, er Ens Verden. Det er mig umuligt at paatvinge disse Uvillige mine Blade, hvori de ikke læse hvad der er dem behageligt, ja de hade i Almindelighed det trykte Ord, fordi de som oftest have fundet en Fordømmelse deri over deres Gjerninger og Tænke- maade. Slangerne ere ikke utilgjængeligere i sine Kløfter og i Mudderet end denne sande Pøbel for En, der vil tale den til- rette. Den er et Publikum, som ikke læser. Det er denne Pøbel, der betragter Livet som et Spil med Staten, hvori det kun kommer an paa at undgaae dennes Tugthuse og Slaverier, mens man begaaer alt det, man kan, som efter Lovene straffes der- med. Ulykkesexemplerne paa at Enkelte gribes har intet Af- skrækkende for dem, fordi de vel vide, at Disse ere de Færreste, og at Samfundet, naar man lægger sammen alt hvad der stjæles, bedrages og ødelægges, dog bliver den Tabende, og endelig fordi de have i hint skrækkelige Spil med fuldberaad Hu gjort forud den Indsats at være belavede paa at ende i Lænker og Skjænd- sel. Mange af Disse, som om Søndagen kunne see fiffigere ud, end man godt kan forklare sig, betragtes af sine Kammerader, SIDE: 48 der vide, hvorfra dette kommer, med Misundelse som lykkeligere Spillere med Samfundet; og da de selv vide, at de have drevet dette Spil nogenlunde med Haab om bedre Held, saa fremture de deri. Der findes i vore Forstæder ikke faa saadanne Per- soner; alle omtrent i samme Ynglingealder, alle lige indviede i Forbrydelser, alle lige forvildede og forlængst hjemfaldne den Skjebne, som dog engang rammer de Fleste, efterat deres Liv kun har bekræftet den skrækkelige Sandhed: "Gjør du intet Godt, saa finder du snart intet for slet." Der har været meer end een Anledning til disse mørke Tanker. Foran Drenge i Slavelænker, foran ødelagte Gjærder, nedbrudte og oprykkede unge Træer, ligemeget om i Andenmands Haver, langs Allemands Veje eller paa de Dødes Hvilested, foran plynd- rede Grave eller med den blodige Steen for Øje efter et natligt Overfald, faaer man ikke lysere. Og den skrækkelige Yttring, som hyppig er bleven hørt fra de Mange, som dog nu ogsaa have en Tanke for den store Masses Tarv, at man maa opgive Haabet om den allerstørste Deel af dennes tilvoxne Ungdom, og alene nære noget om den spæde, som Asylerne have grebet i sine Arme, viser, at jeg ikke er alene om den Mening, at vor Arbeids- klasse omfatter altformegen Pøbel d. e. altformegen Usædelighed, Slethed og Raahed, altformange Personer, om hvem man ikke kan sige, at de ere skikkelige Mennesker. Og dette er dog de ringe Kaars herlige Lovtale; ingen Fattigdom er saa arm, at den ikke kan berede sig den. Men mit Hjerte vender sig i Livet ved hiin Tanke, og jeg kan ikke give den Rum uden denne Modkjæmpen, hvori jeg nu har grebet Pennen. Og kunde blot mine Ord trænge ind did de skulle, nemlig til Forbrydelsernes Ynglesteder, til de onde Raads Afkroge, ind i Pøbelens eget Mudder -- de skulde da vel ogsaa hist og her gjennembryde Forhærdelsens Skorpe, og Fordøm- melsen over den hele Slægt skulde blive nødt til at mildne sine Ord. Hine Forbrydelser og Udbrud af et raat og skadefro Sind skulde ikke være et almindeligt Mærke paa Fleerheden af Byens tilvoxne Almuungdom, men blive Undtagelser; vor nu saa talrige "Pøbel" skulde blive bragt ned til nogle faa berygtede Personer, hvormed Politi og Simpelmand selv havde et vaagent Øje, og man skulde ikke i denne Ungdom have et Syn af et Jorde fuldt af bare SIDE: 49 Ukrud, men den skulde ialfald ikke være værre end den naturlige Eng, hvor de sunde Planter langt overgaae Antallet af de giftige. Nu paastaaer man, som sagt, at det er omvendt; og saa van- skeligt det er at troe det, fordi man nødig vil troe det, saa rinder dog sjelden nogen Morgen over vor By uden at opdage nye nat- lige Ugjerninger. Efter et østerlandsk Sandsagn skal tre Per- soner, som holde sammen, være nok til at ødelægge en By; men desværre har nok vor By, efter alle de Mørkets Gjerninger, som skee, talrigere Fiender i sin Midte og i sine Udkanter. Derfor forskandses Landsteder og Haver med hæslige høje Plankeværker, og man taber Modet til at koste noget paa offentlige Forskjøn- nelser. Stundom er det den blotte Kaadhed, stundom Mis- undelsen mod de bedre Kaar, stundom endog en Hevnelyst, som skulde være lav nok til endog at mishandle Ens levende Dyr, om den saae saa god Leilighed dertil som til at bryde et Gjærde ned, overkline Folks Vægge eller rykke Ens Frugttræer op. Og denne Raahed maa vække saa meget større Smerte som den er ukjendt i andre Landes Pøbel. Hvormeget denne end ellers kan fortjene sit Navn, er det den dog en Æressag at være omhygge- lig om alt hvad der hører til den offentlige Forskjønnelse, det er: Almeenmand til. Men skulde jeg blive forstaaet, om jeg udlod mig om den Ære, som den Ringeste deler med den Højeste, at være en Folkets Søn, det ærlige, hædrede, ædle norske Folks Barn? eller om den Synd det er at formindske denne Ære? Thi Fremmede dømme Folket efter hvad der støder eller behager deres Øine, og de sige, at det er et raat uædelt Folk, naar de i dets Hovedstad støde paa Vidnesbyrd om Raahed, om Mangel paa Agtelse for Andres og offentlig Ejendom. Det er som oftest konfirmeret, voxen Ungdom, som gjør sig skyldig i disse Ugjerninger. Der har blandet sig voxen Ondskab og Brændeviin i Drengens Kaadhed. Men ligesom et Træ spreder sig i Grene, har det samme fordærvede Gemyt, som ødelægger ved Nattetider hvad der tilbyder sig, begaaet andre Misgjerninger, der endelig give det unge Menneske i Lovens Vold. Det Hjerte, der kan spalte det blomstrende Træ, er ikke for godt til Røve- rens og Tyvens Nederdrægtigheder; og der er mange Exempler paa, at disse Gjerninger ere forenede. De rinde af samme Kilde; og hvortil føre de? Til Halsjernet og Lænken endnu før han ret SIDE: 50 har begyndt at leve. Det fordærvede unge Menneske vil have Penge til Dandseboden, til at glimre i Kammeraders og Pigers Øine med bedre Klæder, Halstørklæder, Uhrkjæder osv., end enten hans Forældre eller Arbeide kan give ham. Han er ude med nogle Kammerader, som det hedder, om Natten; og virkelig han viser sig sprægere inden nogen Tid, eller, om hans Lyster kun strækker sig til Pæglen, han har paa engang faaet Raad til at besøge Marketenteren saa ofte han vil. Men inden man veed Ordet af det, saa ere disse Karle, som oftest et heelt Ræk af Kameradskabet, paa Raadstuen, paa "Huset" eller i Slaveriet. Der faaer man ogsaa et Slags Klæder, Halsbind og Kjæder. Jeg glemmer aldrig en Aften, da en saadan ung Grønlands- skøjer var bleven greben som Tyv hos en Mand her i Byen, der ofte havde viist sig tjenstvillig imod ham. Med største Mildhed blev ham betydet, at man vilde slippe ham, ja endog sørge for ham ved enten at faae ham anbragt i en Lære eller tilsjøs, da han saae godt udstyret ud af Naturen, om han blot tilstod; ja de samme Tilbud bleve gjentagne endog da Politiet var kommet. Men det var forgjeves; han besvoer sin Uskyldighed med de frækkeste og dyreste Eder. Sagen maatte nu gaae. Han ved- blev at sværge og negte; men, som overbeviist, maatte han undergaae Lovens Straf. Strax efter at han var kommen ud, klattrer han ind i den Bestjaalnes Have og ødelægger paa een Nat alle hans Frugttræer. Men et saadant Gemyt lod sig neppe lettere standse i at ile sin Skjebne imøde, end Kjælken i Bakken. Han er nu Livsslave, Gud veed for hvilken Forbrydelse, og neppe 20 Aar. Hvilke Udsigter istedetfor dem han kunde have havt! Jeg saae ham forleden Dag i et Steenbrud. Sundheden og Kjæk- heden var forsvunden af hans Ansigt. Legemet var standset i sin Væxt. Han var gusten, og stønnede under sit Arbeide. Døden laae i hans Øje som en syg Slange. Men den livnede øieblikke- lig i, da han gjenkjendte mig. Det var virkelig somom en Slange livnede i, og forstak sig i sin Hule. En voldsom Sindsbevægelse foregik hos den Ulykkelige. Det var maaskee Skam og Anger. Hans Sjel vaandede sig synligen. Men det varede ikke længe, saa, ligesom Slangen atter stikker Hovedet frem, kom et mørkt, stikkende Blik istedetfor det forrige livløse; et Træk af For- tvivlelsens Haan spændte for et Øjeblik de slappe, sygelige Miner, og han begyndte at synge den Vise, Ole Høiland har gjort om SIDE: 51 sig selv, idet han slog Takten med Boerhammeren. Der laae Noget i hans før vakkre og opvakte Ansigt, som syntes at for- visse om, at Loven, om han nogensinde kommer fri, atter maa udstrække efter ham sin Jernarm, hvori hans unge Liv nu krym- per sig. Jeg vil fortælle en Historie til, der, saa kort den er, dog kan afskrække fra dette første Skridt paa Lastens Bane, som saa tidt blev det sidste paa Dydens og Tilfredshedens og Lyk- kens. To Drenge ile forbi en Byggetomt paa en af Byens Udkanter, hvor nogle Slaver just ere beskjæftigede. De synes at have Noget imellem sig, hvorom de hviskede. "Pyt Gut! Ingen har seet det", vare de eneste hørlige Ord, og Drengene ere forsvundne. En gammel Slave har reist sig fra sit Arbeide; han syntes at have bemærket Drengene. "Saa begyndte jeg ogsaa", sagde han, næsten med Taarer i Øinene, da jeg spurgte ham, om han havde seet hvad Drengene havde saa travlt med. "Hvormed?" "Med at fordølge Hittegods. Det er nok til at begynde med. Saa be- gyndte jeg ogsaa." Drengene ere alt for senere Tyverier paa Tugthuset; og det kan ogsaa være nok til at begynde med. Hvilket Afsind, at udsætte sig for saadan Skjebne! Og hvor skammeligt, i en By og i et Land, hvor der langtfra er nok Hænder for det Arbeide, som kan haves, og det til høje Dag- penge! Og kun Arbeide giver Begreb om Ejendom, saa man har Omhyggelighed for sin egen, for Anvendelsen af sit Erhverv, og Agt for Andres. En Ungdom, der opdrages af Arbeide, forgriber sig ikke paa denne, og begriber endnu mindre hvorledes Nogen kan hensigtsløst ødelægge Noget, som har kostet Arbeide. Den faaer en Æresfølelse saa god som nogensomhelst Stands Børn, og den føler, at den har Andeel i det offentlige Velvære, An- deel i Byens Glands, i Agrenes Fagerhed, Andeel i de Byg- ninger, den hjælper til at bygge og mure op, og ikke blot i Slaverierne, der nu finde Fæstningsmurene for trange. Af Lediggang -- den fule Rod, som lange Trævler spinder igjennem Hjerte, Marv og Blod -- Alverdens Ondt udrinder. SIDE: 52 Men hav dog en ledig Stund for disse Advarsler! Det er dog muligt, at de kunne standse En og Anden af disse forvildede, men dog fribaarne, Børn paa Vejen til -- -- For Trælbaarne Trældom er haard og svar; hvor tung da for den, som Fribaaren var! Og den maa dog i ni Tilfælde af ti blive Enden for en Ungdom, der er besmittet med Hang til Lediggang, Drik og andre Ud- svævelser, til Voldsgjerninger og Ødelæggelser, skyldig i alle Tyveriets Forbrydelser, fra det røverske Overfald, det natlige Indbrud og Lommetyveriet til alle Uredelighedens Underfundig- heder, raa og fræk i Tale som i Daad, kort befængt med alle de Tænkemaadens og Gjerningens Laster, som skilne imellem Arbeidsklasse og Pøbel. Men er man ikke sig selv pligtig at holde sig selv reen? Derfor, Arbeidsklasse! hæderlige Arbeids- klasse! Jordbunden for alle Folkets Blomster! udryd Pøbelen af din Midte! Din Arm er dertil stærkere end selve Lovens, der er af Jern, Kirkens der er af Ord, og kun kan trykke de villige Ører til sit Hjerte, og end Pressens, der kun er af Linier og Bogstaver, som de uvillige Øjne kunne flye. Ved Kgl. Resolution af 6te Dennes har Bladet erholdt 1/8 Portomoderation. No. 9, 16de Juli 1839. Tænk godt om Gutten, der findes hos Gubben paa Kubben! SVØBEN Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 305. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Det er først nu, da Adgang til Forsendelse med Posterne, ved kongl. naadigst Resolution af 6te f. M., er aabnet for ovennævnte SIDE: 53 Blad, imod l/8 Moderation i Portoen, at undertegnede Udgiver og Forlægger have kunnet iværksætte nogen Indbydelse til Abonne- ment, forat Bladet i større Maade kan forfølge sin Tendents og sikkres sin Existents. Denne Indbydelse skeer hermed forbindt- ligst til Enhver, som enten for egen Person eller for Almuskolers, Værkers og Arbeidsklassens Vedkommende inden sin Kommune vil interessere sig for Bladet. Snarest mulig Meddelelse herom udbedes da indsendt gjennem de forskjellige Steders Postkontorer til undertegnede Forlægger. Prisen er 1 Sk. pr. No., hvoraf et omtrent hver 14de Dag vil udkomme, altsaa omtrent 24 om Aaret, og Portotillæget, der tilligemed Abonnementet erlægges til ved- kommende Postkontor, beløber sig til 3 Sk. pr. Aar. Hidtil ere udkomne 9 No. og 2 Extranummere, der erholdes af Subskri- benterne paa første Aargang. Ved Modtagelsen af det 12te Blad udbedes Betalingen for den hele lste Aargang erlagt med 24 Sk. Enkelte Blade erholdes for 1 Sk. hos Forlæggeren. Bladets yderste billige Priis -- billigere end "Forklaringerne", hvoraf der trykkes i tusindviis -- tillader for det Første ingen Rabat. Hermed Bladet "For Arbeidsklassen" anbefalet enhver Menneske- vens velvillige Fremhjælp! Kristiania, den 15de Juli 1840. Henr. Wergeland, Udgiver. (Boende ved Byens Kirkegaard). Barlien, Forlægger. (Boende i Storgaden). Henrik Wergeland No. 10, 12te August 1840. Din Tale er din Handlemaades Skygge. Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge. OM SYNDIG OG SMUDSIG TALE Matth. 5, 34, 37. Hvor Hytternes Beboere ikke ere altfor sviinske, sope de stundom Svalen, og holde af og til Dørtærskelen nogenlunde fremkommelig; men at faae dem til at holde Indgangen til deres Sjæl, Portalen til Helligaandstemplet, Munden, reen for de fæle SIDE: 54 Eeder og for skiden Tale, holder haardere, naar Vanen først er der. Vanen? Ja her er det netop Vanen, og denne er aldrig at spøge med. Den spøger i dets Sted selv med Mennesket, med dets Løfter og Forsætter ved Guds Bord, med dets Alvor og Vilje, der skulde være saa majestætisk, med dets egen Fornuft og Andres Formaninger. Selv De, som letsindigen og urigtigt sige, at Banden og skiden Tale ikke er en Synd, indrømme dog, at dette er en Vane, og ikke af de gode. Og deri sige de denne saakaldte Vane just ingen Roes; thi ond Vane er Last, og Last er Syndens Modenhed og Frodighed til at kunne vedblive og fortsætte sit Liv, ligesom Ukrudet saaer sig selv og kommer ganske vist igjen næste Aar. Men ligesom de tørre Tistler og Sivet i mange Lande afbrændes, saa vil ogsaa en Flamme engang fare fortærende igjennem Sjælenes Ukrudt; og denne Flamme er netop de Guds Straffedomme, hvormed der, under forskjellige Navne, saasom "Djævelen, Døden," ja endog Guds eget, leges saa letsindigen i den Mængde Eeder, der udvælde af Raahedens og Daarlighedens Mund baade naar Sindet er bevæget og i den daglige jevne Tale. Jeg havde en Lørdagsqvel Anledning til at iagttage et Par Ar- beidsmænd, der trættede om nogle Brændeviinsskillinger, om hvem af dem der nu skulde "tage i," saa Anledningen ikke var for reen. Og Ordene da heller ikke; thi det er ingen Over- drivelse naar jeg fortæller, at der i en omtrent 5 Minutters Sam- tale imellem disse 3/4 fulde Lumpenkarle faldt over 75 forskjellige Eeder, hvorimellem nogle kunde bringe Haarene til at reise sig paa Hovedet. Tyve Gange ønskede saaledes den Ene, i Anled- ning af et Qvart Tobak ataat den omhandlede Skjænk, det For- færdelige, at Gud skulde forbande og fordømme ham -- en Be- sværgelse, der indeholder alt det Rædselsfulde i den borgerlige Eed, som aflægges for Retten. Rundt om de to Mænd legede Børn, hvis Øren lettere opfange hvad de høre, for at lade det gaae ud af Munden igjen, end Jordfuren fanger Kornet og faaer det til at spire. Thi -- "Som de Gamle sjunge for, qvidre de Unge efter." Men ogsaa Voxne og Gamle ere, meer end man troer om sig selv, udsatte for at tage efter denne slemme Vane. "Gud be- vare dig, Kristen!" hørte jeg engang en skikkelig Arbeidsmands- kone sige til sin ellers altid ligesaa agtværdige gamle Mand: SIDE: 55 -- "hvad gaaer der af dig? Du bander jo saa Hytta kunde brænde af." Og ganske rigtigt der stod Kristen Jacobsen i en Handel om en Smaating med en Nabo, der just ikke var be- kjendt for at være den Ordentligste. Samtalen var venskabelig nok; de drejede Knappene paa hinanden derunder og sloge mange Haandtag, saa det vel neppe var frit, forat de idetmindste havde tømt een Pæl isammen, hvilket sjelden hændte med Kristen; thi hvorledes skulde han ellers kunne hedde en i det Hele og i Sammenligning med sine Lige agtværdig Mand? Ja saa var det; og Pæglen havde gjort gamle Kristen dobbelt lærvillig til at tage efter i sin Kamerads Banding. Det er ogsaa en af Beruselsens naturlige og almindelige Følger. Man bliver pralende, eftersnak- kende, og tilsidst bestaaer Talen næsten udelukkende af Eeder og Udraab, enten man nu blot vil fortælle noget, eller gjendrives eller troer at have noget at fortørnes over. Kristen raabte vel ind til sin Kone: "ja Gud forlade min Mund, Moer; du har Ret;" men hans Tale blev blot mere hvidskende, men lidt efter lidt lige- saa fuld af bansatte Eeder som før. Hvergang han knepsede med Fingrene eller tog sin Kammerad ved Knappen, kunde man være vis paa, at han igjen forgik sig. Saameget er vist, at han begik flere Svaghedssynder den Aften, end han Dagen efter var glad ved, da Kirkeklokkerne lød, og hans gode gamle Kone lagde Psalmebogen tilrette. Kristen havde ingen Lyst til at gaae i Guds Huus, hvis Navn han havde taget saa forfængelig. Det var ham somom han havde en Svovelsmag i Munden; og dog greb han sig i Løbet af Dagen oftere i Eeder og Udtryk, som hans Læber før havde været rene for. Vanen har, som sagt, Magt ogsaa over gamle Folk. Han hørte med Gru sit spæde Barn lallende forsøge at sige Djævelens Navn efter, da det en- gang igjen undslap ham; men det fæle Navn var den Lille for haardt. Vi see dog, at gamle Kristen langtfra var af de Værste; men de Bedste ere dog De, som give Agt paa sin Tunge, og ikke lade sig forføre til saa ligefremt at synde imod det 2det Guds- bud, som Banden og Sværgen er. Men er dette da virkelig en saa stor Synd? Det var et Spørgs- maal, naar vi høre, at Guds Lov udtrykkelig forbyder det! Og denne er ikke saa vidtløftig med sine 10 korte Bud, at der ikke bliver os Frihed nok tilbage, og Sproget er heller ikke saa armt paa syndløse og anstændige Forsikkringer, eller en skikkelig SIDE: 56 Mand saa fattig paa Tillid, at han nødes til at besmitte sin Mund med ugudelige Eeder. Vel er det saa, at Ønsket om at faae enten sig selv eller Andre kogte eller stegte af Djævelen, eller at alle hine 75 Besværgelser ikke vil gaae i Opfyldelse, fordi den barmhjertige Gud har visere Straffedomme; men slige Uvaner antyde en Letsindighed og Mangel paa Ærbødighed for den Højeste, som ikke kan blive ustraffet hisset, hvor vort Væsen skal renses ved mere tvingende Midler, end dette Livs Tugtelser, og efter en saa nøje og stræng Retfærdighed, at ethvert unyttigt d. e. syndigt, Ord, vi have talet, der skal dømme os. Uden Efter- tanke bør Guds Navn aldrig nævnes, og uden Frygt og Mindelse om vor egen Skrøbelighed bør vi aldrig tænke os Gjengjeldelsen og hint Hisset, der kun taber sin Rædsel for det fromme Øje. Spørg dig selv, naar Tordenen ligger over dit Hoved, om det ikke vilde være en gudsforgaaen Frækhed at kalde Lynene ned paa det. Da tier de gudløse Letsindige med blege Læber. Men naar Himmelen er blaa, er Gud da ikke ogsaa der? eller er den tom paa Hans Magt, fordi den er tom paa Skyer? Simpelmand kan vel ikke naae de højere Klasser i Kundskaber; men ikke at bande eller være smudsig i sin Tale er en Dan- nelse, han kan naae, og hvorved han vil kunne have et sædeligt Fortrin -- desværre for mange Andre, hvis større Fiinhed da kun bestaaer i Kjolen. Og dette er ikke at kaste Vrag paa. De bedre og sandt dannede Mennesker lægge ligesaavel Mærke til den simple Mand, som ikke bander og ellers er anstændig i sin Tale, som til den Fornemmere, der vender sin indre Raahed frem i Eeder og Usømmeligheder. Flere, som kunne yde Ar- beideren betydelig Hjælp, sætte af religiøse Grunde særegen Priis paa dette Fortrin, som det ikke er saa vanskeligt at komme i fast, af Andres Exempel uantastelig, Besiddelse af, naar man blot anvender en skjærpet Opmærksomhed paa sig selv, og ikke tænker, at hvad der let er bleven Vane ligesaa let og hurtigt kan udryddes. Men ere Letsindighedens og Raahedens Eeder saa afskyvær- dige, hvad skal man da sige om dem, Bedrageriet søger Skjul og Fremgang under og Løgnen en Støtte ved? Jeg mener ikke engang den rædsomme Meeneed, den foran Rettens Skranker, nedkaldende med de oprakte Fingre den alvidende og retfærdige Guds evige Straffedomme, men den Ugudelighed at misbruge SIDE: 57 Guds hellige Navn eller Benævnelsen paa hans Straffedomme til at bekræfte noget Falskt i det daglige Liv, i underfundig eller anden Hensigt, som vor Samvittighed fordømmer. Dette er san- delig at bruge det Helligste i Ondskabens Tjeneste, til Syndens Skjul. En saadan besvoren Løgn er en Løgn med Helvedes Indsegl paa. Og bedre end den er ikke den Løgn, som besværges, idet man gjør sig selv den Forbeholdenhed, at mene noget andet Ligegyldigt og Sandt. Saa taabeligt lader ikke Samvittigheden og endnu mindre Guds Dom: Samvittigheden i sin forklarede Tilstand efter Døden, sig bedrage. Og om et meensvoret Ord efter nogen Tid synes glemt, sjunket som en Steen i Havet; om det forekommer os, som om Samvittigheden ogsaa kan blive gammel og sløv og have sine lystige Timer, og som om vi kunne blive vante til den som til Fossens Brummen og til Møllens Klappren, saa vi ikke høre den, eller somom den med Tiden rinder af og bliver tør og stille som Saugbækken -- visselig vi ville faae en Havsbund af Stene at rense, om vi ere ligegyldige for de enkelte, som vi kaste i vort Livs Bølger medens de stige -- visselig Samvittigheden vil faae sin Erindring igjen selv om de "unyttige" Ord -- visselig igjennem Graven vil den bruse med fornyet Vælde som igjennem en Fossetrang, den qvalte Strøm længe i Stilhed har brudt paa, og da vil det nye Hjerte klappre som Hjulet under Styrtningernes Stød. Sanddruhed, Tillid mellem Mand og Mand er en af de vigtigste Støtter for Samfundets Velvære, og mindre end nogen Klasse kan den fattigere undvære den. Den Ene maa deri mere end i nogen anden være den Anden til Hjælp, d. e., som Apostelen siger: "hverandres Lemmer," hvorfor vi skulle "aflægge Løgn og tale Sandhed hver med sin Næste." Og som i Ephes. 4, 25 siger han ogsaa: "Lyver ikke for hverandre!" Og hvad Mesteren selv har sagt om hvorledes vor Tale skal være, det vide vi af Matth. 5, 34, 37. Guds høje Navn misbrug du ej! Din Tale være Ja og Nei! Tænk før du beder! Hold det Sagte! Og højt det Hellige du agte! SIDE: 58 Nu! Ogsaa ved det menneskelige Legeme er der en Hellighed, thi det er kaldet "den Helligaands Tempel," og det er os befalet, at vi ogsaa i det skulle "ære Gud." Men hvorledes røgtes denne Pligt, idet det er uvist, om der er flere Eeder end skidne, ukydske Ord selv i den tidlige Ungdoms Mund? Der er ikke en Væg til at strege paa uden den skal ved liderlige Paaklininger indpræge den sin og sine Forældres og sin Stands eller Klasses Vanære. Thi hvad maa man tænke om den Opdragelse, de faae, om den simple Klasses, om Hytternes Sæder? Man siger i sin Uvilje, at de blot huse fordærvet Pøbel; man forbyder sine Børn at lege med den Fattiges for at de ikke skulle besmittes, og -- nok et Baand er afskaaret, der ellers ogsaa skulle hæve Eder noget. Det kan ikke slaae feil, at Forældrene ved Exempel, ved Mangel paa Revselse (Sal. Ordspr. 22, 15.) og ved den taabelige Tro, at sligt usædeligt Mundsveir ikke betyder noget for selve Sædelig- heden, selv ere for en stor Deel Skyld deri. Men ville I lægge Mærke til hvormange af Eders Døttre, der gaae forlorne enten inden eders egen Klasse eller som Bytte for Usædeligheden i de højere Klasser, som I, ogsaa ved de jevnlige Usømmeligheder i Tale, ikke har givet megen Grund til at holde Eders Klasses Sæder for rene -- ville I erindre hvorofte I inden eders Afkroge have med Forfærdelse opdaget hvor snart Ordene blive til syn- dig Gjerning; da ville I maaskee begribe, at I med uforsvarlig Letsindighed have bidraget selv til at give eders Børn Fordær- velsen ivold ved ikke med Strænghed at værne om den An- stændighed og Reenhed i Tale og alt Udvortes, hvorefter Men- neskene med Grund slutte sig til og dømme om den indvortes Sædelighed, der er Hytternes ubetalelige Rigdom, ja en endnu herligere Stolthed for den Fattige end for den Rige, der er ædel nok til ikke, som saamange af sine Lige, at troe, at Armoden har ingen Dyd, som ikke er tilfals. Men skulde det være derfor Menneskene foragte og drive saa Spot med Helvede, fordi de i mange Stykker vide at gjøre Jor- den til et, der er fælt nok? Ere disse Eeder og Besværgelser, som vælte Ung og Gammel ud af Munden, bedre end hine de Fordømtes Tændersgnidsel, som skildres os til Skræk i Skriv- terne? Og hvilken Underholdning, hvilken Spøg kan man troe falder mere i deres Smag, der beboe "Uteerlighedens" Opholds- SIDE: 59 sted end hine smudsige Taler, hine skamløse Udtryk, der yngle syndig Gjerning, ligesom Dyndet yngler Orme og Utøj? En Ven: "Hvormange Eeder og Smudsigheder troer Du at af- vænne dine Læsere med ved dette dit Blad?" Udgiveren: "Maaskee ikke med een." Ven: "Hvorfor da anvende Tid og Arbeide paa saa magert et Haab?" Udg.: "Gud styrer den flyvende Sæd. Der er god Jord mel- lem Stenene. Møjen var vel anvendt, om kun Een rettede paa sig. Han blev da et levende Exemplar af dette Blad, og vilde aftrykke sig igjen paa sine Børns uskyldige Læber." Ven: "Javist! Den Uskyld varer til de slippe Brystet." Udg.: "Da begynder deres Sjæle at die af Forældrenes Mund. Sjælene ere ogsaa spæde, men de voxe hurtigere af hvad de høre, end Legemet af hvad det æder." Ven: "Da var Rendestenen ofte renere at suge af, end af de Læber, du nævnte." Udg.: "Nu ! du er ogsaa en Fiende, som Fattigklassen har skaffet sig, fordi den er skjødesløs om sin egen Ære. Men al- drig er en Anstrængelse for noget Godt ganske spildt. Men- neskeheden gaaer fremad, ikke som Strømmen, men ligesom Jordens Masse voxer, mens Havet, under Ebbe og Flod, træder tilbage. Den blege Mose bedækker de skaldede Klipper; hver Høst yder den dem sit Affalds Støv, forat der skal blive Muld deraf, og der bliver. Jorden bliver skjønnere, Klipperne grøn- nes. Og Dette er et større Mirakel, end om Menneskehedens Haardhed og Raahed formindskes. Mine Moseblade skulle ikke aflade at falde." Henrik Wergeland SIDE: 60 No. 11, 31te August 1840. Det første Trin paa Lastens Bane tidt paa Dydens blev det sidste Skridt. HVOR SNART DET GAAER! Bedre end bitter Vaar er Høsten blid. Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid. Den simple Mand har ingen større Rigdom end sine Børn. Det varer ikke længe før han kan have Nytte af dem; og hvem veed hvad de i Tiden kunne blive til, forudsat rigtignok, at de forlade Fædrenehjemmet med et godt Grundlag i Hjertet af Gudsord, gode Lærdomme og Exempler, med Lyst til Reenlighed og til Arbeide. Hvor dvæler ikke ethvert godt Øje med Vel- behag paa disse Smaa, der lege udenfor Hytterne -- med Vel- behag naar de endnu have Uskyldighed i sine Træk, men ogsaa med Rørelse, fordi denne Uskyldighed saa tidligt visner eller er begravet i en Ureenlighed, som det kun koster en Draabe Vand at borttvætte, og fordi Fattigdommens Dyd har Farer, som de rigere Kaar ikke kjende. Ja det er disse Smaa, som have hen- vendt Menneskekjærlighedens Opmærksomhed paa eder Selv og eders Omstændigheder, fast at den ikke raader med stort mere end at hjælpe eders Afkom noget til at blive en bedre og lyk- keligere Slægt. Ak! der gaaer saa forfærdelig Mange tilgrunde af dem saa- snart de hæve sig over Barnealderen; og uagtet at I vide det, have I dog ofte langtfra Øje nok med dem, indtil Forældrene maa være angerløse om Barnet gaaer tabt. Hvormange sluger ikke Betlerstien alene? Og der er den Beskyldning mod flere end eet Par Forældre, at de ere slette nok til at drive sine Børn med Magt ud paa denne, indtil de alene finde sig hjemme der og imellem dens Laster. Dette er et Hæleri ligesaa lavt som det virkelige med rapsede eller fundne Sager, mange Forældre heller ikke blues ved at begaae mod sine Børn, saa det er en Lykke, om de døe før de have seet sit Afkom forsvinde bag Tugthuusporten eller vandre Gaderne om i Lænker -- det af- skyelige Syn, som vi endnu maa taale af en barbarisk Vane. Unøisomhed med sine Kaar, Higen efter at tilfredsstille en eller anden Lyst er Roden til disse Ulykker. En udbredt Ny- SIDE: 61 delses- og Overdaadighedssyge inden de formuende Klasser ud- øser ogsaa Fristelser over de fattigere. De taale ikke godt Synet af en Skare pyntede Mennesker, fra Studenten af og til Haandværkssvenden, der strømme forbi deres Døre forat fornøje sig; og mange give derover efter for Fristelsen, ved syndige Midler at kunne nyde noget Lignende, idetmindste Kroens For- nøjelser. Pyntelysten øver hos den fattige Pige en Tryllemagt, der lader hende give Slip paa det Kostbareste, hun ejer, paa sin qvindelige Dyd; og her, som ved alle disse Faldne og dybere Faldende, er det da det hedder: "hvor snart det gaaer!" Ja det gaaer snart og let med. Der er nu -- nej der var nu (thi hvad er der nu tilbage?) -- Marthe Maria, en Daglønners Datter, saa peen en Pige for nogle Aar siden, som man kunde trække bedre Klæder paa; thi hun var fattig. Ja fattig var hun, men god Ros havde hun fra Skolen og i Nabolaget, og flink var hun til sin Gjerning, saa det ikke kunde vare længe før hun kunde komme i Tjeneste og faae disse bedre Klæder paa sig for det første. Men hvad er der nu bleven af dette? Endeel Aar har hun tilbragt som Ludder, et paa Tugthuset og omtrent ligesaalænge paa det veneriske Hospital; nu er hun enten paa Mangelsgaarden eller sidder ved en Kurv med sin halve Næse, med røde rindende Øjne og sin gustne, finkeloppustede, af en tidlig Alderdom allerede nedtrykte og rystende Krop som et Vanærens Rædselbillede. Og alt dette i faa Aar! Saa snart gaaer det! Og alt det for en Halvdaler eller mindre! Saa let gaaer det! Tversoverfor Marthe Marias Forældre boede der en Pige, "paa sin egen Haand," som man kalder det, der vidste at følge Moden saa langt hun turde uden at gjøre sig latterlig; og det var godt bekjendt i Nabolaget, at hun hentede Midlerne dertil fra sit Skjørlevnet. Marthe, der gik i sit 15de eller 16de Aar, havde herom mindre Begreb end om det Behagelige, der vilde være i at kunne leve saa ganske ledig og gaae saa stadset som Lud- deren baade til Søndag og Hverdag. En Søndagsaften var der Dands paa en af Salene. Marthe stod i sin bedste Kjole, en Verkenskjole af simpleste Slags og med et hulslidt Svensketør- klæde om Halsen, klint optil Gjenbohuset. Ludderen svævede forbi i Valsen i de aabnede Vinduer. Marthe var ikke vel tilmode. SIDE: 62 En kun lidet ældre og ligesaa fattig Pige af Marthe Marias Bekjendtskab (de vare -- det er Gru at tænke sig det -- Læse- kammerader, da dette foregik) gaaer forbi. Løgtelyset falder paa et nyt skarlagenrødt Tørklæde paa Pigens Hals. "Jøssu Navn er du her?" "Ja det er lidet til Moro, naar man ikke kan være hverken med eller hjemme." "Hvad er nu paafærde?" "Aa han Far er saa drukken iqvel, saa der er sligt Huus hjemme. Han baade dænger og slaaer Mo'er. Men Gud be- vars, hvor gil du er bleven. Den, der havde sig sligt et Tør- klæde." "Pyh! det kan du nok faae. Bare følg med mig over Torvet, kommer der nok en Fyr til dig med. Se her skal du see; det har jeg tilovers til Baand til Hølken min, og han har lovet mig baade til Hat og Kjoletøi, bare jeg vil møde ham." Og nu viklede Hun Syndepengene ud af et Papiir i Barmen, og talte dem ved Løgteskinnet. "Kom nu, bare en liden Sving! Nu kom- mer saamange pene Fyrer fra Komedien, og der er endnu oppe i Kramboderne. Marthe Maria sukkede, strævede imod, saae paa sin Pjalt af Svensketørklæde, som desuden hørte Moderen til og var Udgangsplagg for hele Familien, saae paa det store skarlagenrøde Tørklæde og -- gik. Hun gik. Søndagen derefter stod Marthe Maria i Dandserækken ved Siden af den fiffige Gjenboludder, og Søndagen derefter -- til Komfirmation. Forældrene spurgte ikke efter hvor hun havde faaet det sorte Kjoletøj og Krepflorstørklædet fra. Fra dem var det ikke kommen, og heller ikke fra Himmelen. "Gudskelov! sagde de Elendige, nu er den Sorg over." "Hm! Byen er stor; jeg har vel ogsaa Venner." Gjenboersken, der "sad paa egen Haand" hjalp "Barna" med at sye. Og det syntes nu Forældrene var noksaa godt og vel. "Stakkel! den Pigen skal vel ogsaa leve." Saa sløve er Manges Sædelighedsbegreb, saa samvittig- hedsløs deres Forældreomsorg. "Anders! I skulde ikke lade Gjentungen jers løbe saa der- over," sagde rigtignok en retskaffen Nabo, en Arbeidsmand, som røgte sin Aftenpibe ude paa Trappen. "Aa nei; men de stelle bare paa noget Tøi, maa vide, som skal være færdigt til paa Søndag." SIDE: 63 "Det kan vel blive færdigt før, Anders, siden de har saa god Mandfolkhjælp. Nu nys glap der to ind af de Rette." "Marthe Maria! Marthe Maria! Vil du over!" Men Marthe Maria kommer ikke før paa Morgensiden for de har syet saa flittigt. Den gode Præst ahnte ikke, da han gik nedover Gulvet, hvilke sønderrevne Faar han havde i sin Flok, og ikke hvilke Følelser, der herskede i de to Pigers Bryst, da de gik ud af Kirken. Kort udlagt hedte de: "Godt og vel, at dette er forbi! Nu kan jeg ret synde af Hjertenslyst. Dog har jeg een Pust til (den hellige Nadver), men saa -- Ei, der skal blive til mange Kjoletøjer af mit Skind!" Det var virkelig endnu kun Forfængeligheden, som havde dre- vet dem Synden og Vanæren i Armene. Endnu var den mæg- tigere i deres Sjele end Drivten hos disse seent udviklede Ar- modens Børn. Men denne vaagnede snart; og ikke med en enkelt Helvedeskraft, men med et Spand af saadanne, den ene vildere og stærkere end den anden, joges eller slæbtes de Ulyk- kelige nu afsted til Afgrundsranden. Ve dem, som hjælpe til! Ve Forførerne! Ve Disse, som gjøre det til Sandhed, at "som Blomsten qvalt i Kinglens Slør, i Pjalter Dyd er sjelden fri, og ei engang sin egen Dyd en Fattig eje tør." Det hændte sig, at en Sjømand kom hjem, og var letsindig nok til at gifte sig med Gjenboersken den gamle Ludder. "Lad see hvor det gaaer," sagde Manden med Aftenpiben, da han saae Bryllupsstadsen trække ind igjennem Døren hos hende. Men de to unge Piger trak den hule Bemærkning ud deraf: "Pyh! er det ikke farligere, saa kunne nok Vi ogsaa blive gifte. Det er tidsnok." Men det gik saa med Sjømanden, at der inden faa Maaneder blev et Helvedeshuus hvor han boede med sin Lisa. Han mær- kede snart, at hun blev ved sit Gamle, og at hun paa eengang baade selv var Ludder og drev Rufferi med besøgende Piger, hvorimellem vore To vare Nummer 1 og 2. Han slog sig af Fortvivlelse paa Drik, blev befængt med "Ondt" af sin Kone, SIDE: 64 den lille Formue gik med paa "Filialen," og inden man vidste det, var han forsvunden med et Skib, hvorfra han undveeg i første fremmede Land, med den Hilsen, at han aldrig meer vendte tilbage. Lisa er forlængst paa Tugthuset for Rufferi, saa dette gik da heller ikke saa godt. Og hun trak Marthe Marias Kammerad med sig. "Hvorfor passede hun sig ikke bedre, end at blande sig i Slagsmaal, saa Politiet fik blande sig i?" tænkte Marthe Maria: "der er nu baade Den og Den, som har drevet det i lang Tid." Rigtignok, Marthe Maria havde baade Tørklæder og Kjoler i Mængdeviis og en Hat, saa man kunde tage hende for en Dame, men under Hatten blegnede hendes Træk allerede i en Alder, da de skulle være fagrest og friskest, og under Merinonskjolen fortærede den veneriske Givt allerede hendes Legeme. Man blev omsider opmærksom paa, at Hun samvittighedsløst besmit- tede en Mængde. Hun maatte paa Filialen. "Det er en Over- gang, tænkte hun, Lisa kom ogsaa ud, og Ingen kunde see det paa hende." Men man kunde nok see det paa den unge Skabning, der saaledes havde ødet sine Kræfter. Efter faa Uger brød denne forfærdelige Sygdom, som har taget saa skrækkelig Overhaand inden vor Byes simplere Klasse, og som den Ulykkelige, der mærker sig befængt, ikke kan tage øjeblikkelig nok under Kuur, igjen løs som Ilden under Asken. Hun blev nu beklemt, da hun, efter en Kuur, som medtog hendes sidste Huld og Kraft, forlod Sygelejet med den Bemærkning af Lægen, at hun maaskee aldrig blev frisk igjen. Dog begyndte hun paa sit Haandværk igjen; men det vilde ikke rigtig gaae. Derimod gik det ene Klædnings- stykke efter det andet. Tilsidst den røde Silkehat, som ikke længer tog sig ud til de simplere Kjoler, som nu slang hende om Skankerne. Nye Offere dandsede om Vellystens Alter, og offrede Ære, Sundhed, Ro, Frihed og Liv som Hun. Da fører Aftenens Skummelhed hende en beruset Vellystning imøde, fra hvem hun listede hans Gulduhr under en Omfavnelse, hvorunder hun modtog ligesaamegen ny Givt, som hun gav. Og nu gjorde baade Mangelsgaardens Sygeindretning og Tugthuset Krav paa hende. Ud af den ene og i det andet. Og derifra igjen som tiest paa Mangelsgaarden. Der traf hun sin Fader. Moderen, den stakkels sløve underkuede Skabning, var død. SIDE: 65 Nu sidder hun ved sin Kurv, med Flasken imellem Kagerne, og de gamle Koner i Næringen skele til hende og sige: "skal man nu have slig Ungdom til at tage Fortjenesten fra En?" Nei, det er jo sandt -- Kjærringerne ere sin Sorg qvit; thi for kort siden blev Marthe Maria ført til Raadstuen som ind- viklet i en Tyvebande. Derifra gaaer det atter til Tugthuset, og saa til Graven, og saa til . . . Det er nemlig usandsynligt, at hun vil kunne slæbe stort læn- ger paa sin raadne Krop end Straffetiden vil vare. Ve! ve! hvor snart det gaaer! Hun støjede noget forfærdeligt, da hun førtes afsted sidste Gang. For hver Gang hun hørte sit stygge Øgenavn (det havde hun vundet for længe siden) var det som naar man kaster en Steen i en Put, saa slyngede hun skidne Ord og frække Tale- maader om sig. Der dannede sig en Kreds; en ung Mand, klædt i al den Luxus, som Normændene nu vænne sig til forat lade Exemplet løbe nedover indtil den madløse Armod, trænger sig igjennem for at see hvad der var paafærde. Den Ulykkelige seer paa ham, og Beruselsens Sløvhed i hendes Blik viger et Øjeblik for en Beegflammes sortnende Glød. "Aha!" raabte hun, "er du der Fyren min? Ja du var den Første. Husker du?" -- Raadstudøren falder igjen efter hende. Ak! hvor snart det gaaer! Ja nedoverbakke. Og det første Skridt er meer end et Skridt, det er en Styrten, et Fald mere end halvveis. Vogter Eders Børn! Betager Nydelseslysten og Unøjsomheden Drengen, bliver han i ni Tilfælde af ti en Tyv, og farer For- fængeligheden og en Pyntelyst, der ikke er nøjd med Reenlighed og Simpelhed, i det fattige Pigebarn, er der ikke stor Udsigt til at det vil gaae hende bedre end Marthe Maria. Den ærlige Arbeidsmand, vi gjorde Bekjendtskab med ovenfor, havde undertiden for Vane at mumle Noget hen for sig selv, mens han jog tykke Skyer bagefter det af sin Aftenpibe. Da Rygtet om Aftenen kom til Gaden om at Marthe Maria idag atter var bragt paa Raadstuen, mumlede han saaledes og blæste dygtigt efter: SIDE: 66 "Første Lyst under Bordet sættes lettere end alle de Følgende mættes." "Hvad man med Synden faaer som oftest med Skammen gaaer." "Tænk paa Gud -- som skrevet staaer -- i din Ungdoms Dage! Ellers vil de hvide Haar dig kun slet behage." Henrik Wergeland No. 12, 7de September 1840. Det Levnet er det bedste: gjør ikke det Det, du dadler hos din Næste! LEVENDE ADVARSLER Endelig ere Forbrydelserne inden vor By stegne til røversk Indbrud med Mordstaalet ihaand. Jeg behøver ikke at paapege hvilken særskilt Ugjerning jeg mener, thi Rygtet vil nok have fortalt hvorledes fire Nidinger forleden Nat brød over Gjærde, gjennem Vindue og ind til en Enke, som de med Trudsler om Døden aftvang Nøglen til Chatollet, og hvorledes de opbrød dette og saarede med en skrækkelig Knivflænge fra Øjebryn over Hovedet til bag om Øret den ene af de to Politibetjente, som gave sig modigen i Mørket ikast med Røverne. Men hvorfor advarer ikke Rygtet, som saa hurtigt veed at fortælle hvad Ondt der passerer? Hvormange Gange hedder det ikke: "nu blev Den og Den bragt paa Raadstuen eller til Lensmanden for Tyveries Skyld", uden at dog den hele Masse af et saadant Rygtes Til- hørere afgiver færre Forbrydere i det Selvsamme det ene Aar efter det andet? Nei, Rygtet fortæller vel bare blindthen, men det overlader Advarselen til Hver og En, som hører dets Nyt. Dets Sprog er derfor gjerne noget overdrevet og højtspændt i sine mange Udraab af Forfærdelse og Forundring. Dets hyppige Udtryk "tænk engang!" "har du hørt? o. s. v." ere ligesaamange Opfordringer til Eftertanke. Og hvad skulde denne være andet end at uddrage de nyttige Advarsler deraf? Af en Mordhistorie det Skrækkelige i Forbrydelsen, af en Fortælling om et Røveri, SIDE: 67 Tyveri, Bedrageri det Oprørende eller Lumpne deri, af en om en Arrestation eller om Fuldskabens Slagsmaal det Farlige og Beskjæmmende i en Adfærd, der udsætter for Sligt? Og dog synes det som om Vinden ikke trækker lettere igjennem Taarn- gluggerne end Rygtet om hvilkensomhelst oprørende Ugjerning igjennem Mængdens Øren. Hvormange Gange maa ikke saaledes hine Ildgjerningsmænd have hørt om, at en Daad som deres, eller vel endog mindre slet, trak Slaveriets Skjændsel over sin Udøver? Hvorofte have de ikke hørt Lænkerne rasle i Gaderne, og seet Indbrudstyvene mærkede med de Jern, som betegne de farlige Forbrydere? Ja de have neppe været uvidende om, at et Indbrud forøvedes for nogle Aar siden paa samme Sted hos samme Enkes Mand, de nu gjæstede med Mordstaalet og Hug- jernet i Haanden, og de have sandsynligviis baade hørt og seet den Skjændselsskjebne, Udaadsmanden paadrog sig og fremdeles maa bære. Et Par af dem havde jo endog undergaaet Tugthuus- straf, som da ogsaa har været spildt paa de Letsindige. Ligesom Straffens Hensigt, næst Forbrydernes Forbedring, er at virke til Afskrækkelse hos Andre, saa bør Beretningen om en Forbrydelse ogsaa bevirke dette. Af hundrede slette Sider skal denne da have een god; og det er denne, som snues frem, naar angerfulde Forbrydere, som ofte er Tilfældet, advare mod Det, de havde begaaet, og fremstille sig selv som afskrækkende Exempel. Rygtet gjør ogsaa da nogen Nytte, og udsoner endeel af sit Sladder ved at udbrede Efterretning om Misgjerninger og hvorledes de i Enkelthederne gik til. Retskafne Forældre burde samle sig en saadan levende Historiebog i Hovedet til Brug ved den mundtlige Underviisning, de yde sine Børn. Ole Høiland i sit qvalfulde Buur eller i sit fri Ulveliv, Gjest Baardsen, Livs- slave i sin frodigste Alder, Gustav Steen og andre Misgjernings- mænd nedknugede under Vægten af sit Jernbelæg, afgive gode Figurer til saadan Belæring, især naar de stilles i Modsætning til deres Barndom, som ogsaa engang var uskyldig og velsignet af Forældre, som haabede at faae sin Glæde af dem. Hiin Ind- brudshistorie er ogsaa i den Henseende nyttig, at den viser, hvor troløse Forbrydere ere indbyrdes imod hinanden, og hvor let en Røver kan blive en Morder; thi Planen var røbet forud til Poli- tiet, og den Kniv, der i Mørket snittede Politibetjenten over Hovedet, kunde ligesaa snart have snittet ham over Halsen og SIDE: 68 dræbt ham. Mange af den simple Ungdom trænge til ethvert Afskrækkelsesmiddel; og saamange Tavler af stærke Farver end Livet opstiller som Beviser for Følgerne af Overtrædelsen af Guds Tavler, er Synet dog saa sløvt i Almindelighed, at Blodet paa Morderens Kniv, eller paa Skafottet, og Fængslets dybe Mulm og de andre skjærende Farver paa hine Rædselstavler af det virkelige Liv synes det blege, og at disse forsvinde af Erin- dringen som Træk med en Stav i Vandet. Det vilde heller ikke skade at lægge til, at der er kun liden Grund til at tvivle om, at Aarsagen til hiin Udaad skulde være nogen anden end den usalige Lyst til at nyde og fornøje sig og til at synes mere end man er og kan være ved ærligt Arbeide, som fører saa Mang- foldige ind i Vanærens og Straffens Opholdssteder. Henrik Wergeland SELVMORD Skulde det virkelig for Alvor være nødvendigt, at vise hvor- meget Selvmordet, -- denne Handling, som strider saa mod en for den hele Skabning almindelig Naturdrivt, den at vedligeholde sin Tilværelse, og som kun Mennesket kan tillade sig -- er en Tilsidesættelse af Pligt mod sig selv, mod Naturens Overherre, mod Guds Bud, mod Fædreneland, Slægt og Venner? Grundene mod Tilladeligheden af dette Foretagende, understøttede ved den enhver Skabning indprentede Afsky for Døden, kunne ikke andet end være overbevisende for enhver kold Betragter og Overveier. Men den Ulykkelige, som ingen Ende øiner paa sin Jammer, for hvem det sidste Glimt af Haab er udslukt, og som overvældes af mørke Udsigter, -- denne Ynkværdige kan vel ikke altid ventes tilbageholdt ved Grunde, hentede fra Handlingens Util- ladelighed. Det nærværende Onde, naar alt Haab forsvinder, er desværre -- som kun altfor mange Exempler vise -- istand til at døve enhver anden Betragtning, enhver Følelse. At udvide Haabets Grændser maatte vel være det kraftigste Middel til at svække det Ondes Indtryk. Det er Haabet, som ligger til Grund for Menneskets kraftfulde Handlinger, for dets Op- offrelser. Haabet er Taalmodighedens Hovedbestanddeel. Uden Haab er det moralske Menneske livløst som Liget; dets Vilje SIDE: 69 uden Selvstændighed, det er ganske Slave. Mod Mismod i Ulykker og mod Fortvivlelse, Mismodets Følgesvend, er da Haa- bet det eneste Virksomme, og det Eneste, som kan opholde Taalmodet og de synkende Sjelskræfter. Til at styrke og fremkalde Haabet synes intet at være nær- mere end Erfaringen om de menneskelige Tings Omvexlinger. -- "Fordi det er slemt nu, skulde det derfor ogsaa i Fremtiden blive saa?" har en af de Gamle spurgt. Der er intet stadigt, intet stillestaaende under Maanen; den hele Natur er i bestandig Forandring, gaaende frem og tilbage, og erstattende med ret- færdig Haand til anden Tid det til een Tid efter Tingenes Orden nødvendige mindre Gode. Saaledes følges Vinteren af Vaaren; den klare og rolige Dag lader glemme Stormens Slud; den ind- strømmende fri Lufts Balsom opliver de svage Livsaander, og udsletter Erindringen om Sygelejets Smerter. Et Tilbagesyn over Tildragelserne, og Enhvers Erfaring om Hændelserne, som han har oplevet omkring sig, vil lære, at der er vel saa megen Rimelighed for, at den Uheldiges Kaar maa kunne forbedres, forudsat at han ikke selv bestemt arbeider mod deres Forbedring, som for at den saakaldte Lykkelige vedbliver uafbrudt i Besiddelse af sin misundte Lykke. Hvor mange Taa- rer har ikke Enhver, som har villet agte herpaa, seet aftørrede i Øjne, der ingen Udvej saae! Hvor kraftig er ikke Tiden til at lette Sorg, lindre Smerter, afhjælpe Trang! Hvor mange have ikke i Haabet om heldigere Dage fundet Kraft til at kjæmpe mod det nærværende Onde og at arbeide sig frem til det bedre! Og da, hvilke behagelige Følelser er ikke en saadan forandret Tilstand forbunden med, fremfor den vedvarende Lykkes Kjed- somhed? Kunde det da end nogensinde ansees undskyldeligt, at den Ulykkelige søgte i Dødens Arme Enden paa sin Jammer, maatte det dog først være, naar der intet for ham meer her i Verden ellers kunde være at haabe, naar enhver anden Udvej var ham for bestandig spærret. Det kunde aldrig før betragtes som den sidste Tilflugt, som et mindre Onde. Men naar indtræffer dette? og hvor er det Menneske, hvis Stilling er saadan, at den umu- ligen kan forbedres, at Naturens Kraft og Tilfældene og Tingenes Orden og Omvexlinger ingen Indflydelse mere have eller kunne have paa hans Stillings Forandring? Naar da Døden vælges som SIDE: 70 den sidste Tilflugt, vælges den altid for tidligen. Og hvorfor at overile sig? Dødens Arme staae jo altid aabne. Dette Tilflugt- sted, forsaavidt Graven derfor kan ansees, er det ikke nødven- digt at passe Øjeblikket for at nytte. Udsættelse i Haab om Forbedring berøver ikke dertil Adgang. Derimod berøver Over- ilelsen Mennesket Adgang til Forandring i Vilkaar og i Sinds- stemning, de glade og behagelige Følelser, som følge med For- andring, Leiligheden til at være fremdeles nyttig, at forøge Summen af det Gode, det efter sin Bestemmelse og i sin Vej har virket og kan virke og det Haab, ved Udgangen af Verden at see tilbage over et længere vel anvendt eller rettet og ikke unyttigt Liv. -- Vi igjentage det: Om der end var intet andet, som maatte og burde tilbageholde Mennesket fra Selvmord, burde dog den Betragtning gjøre det, at det altid foretages for tidligen. Henrik Wergeland DEN RUMFORDSKE SUPPE Grev Rumford var en Mand, som henimod Slutningen af for- rige Aarhundrede beskjæftigede sig meget med Opfindelser til Hjælp i Levemaade for de fattigere Klasser. En af dem, der med størst Bifald bleve satte igjennem, og endnu paa flere Steder bevarer denne Menneskevens Navn, er hans Suppe, som dog endnu ikke, saavidt vides, er bleven bekjendt i det Land, hvis Indbyggere trænge mest til økonomiske Besparelser, d. e. i Norge. Opskrivten paa et Maaltid for syv Personer er: "6 Potter Vand, 2 Pund 10 Lod Poteter, 22 Lod forhen op- blødede Gryn, 22 Lod Erter, 22 Lod tørt eller ristet Brød, 8 Lod ganske smaaskaaret Flesk, Kjød eller Sild, 6 Lod Salt, 16 Lod Ædike." At Kjøkkenurter uden Skade kunne tilsættes, følger af sig selv. Men Betingelsen, uden hvilken Suppen hverken bliver velsmagende eller saa nærende, som den, af let forklarlige che- miske Grunde, bliver, er, at Kogningen maa vare jevnt 5 Timer. Derfor er det især ved Arbeidsindretninger og ikke for smaa Huusholdninger, at det Besparende især viser sig. Men hvorfor skulde ikke flere Smaafamilier kunne slaa sig sammen? Efter et Par Timers Kogning kommes Poteteserne til; efter nok een Kjødet, og et Qvarteer før Gryden tages af, sættes SIDE: 71 Ædiken til. Suppen udgydes over Brødskiverne. I en Arbeids- indretning i Tydskland kom Saameget, et Menneske kunde spise, ikkun paa 2/3 Skilling. Hvilken Mad er billigere? Sundere, mere nærende og let fordøjeligere er ikke let nogen. Grynene, der udjævne sig overordentlig under den langsomme Kogning, give det meste Næringsstof. Det var dog altid værd at probere. Henrik Wergeland No. 13, 23de September 1840. Hersk over Dyrene vel! og over det vildeste Dyr: dig Selv! FORBRYDELSER IMOD DYRENE En Abonnentinde, der holder et Par Nr. af dette Blad, forat lade dem cirkulere imellem Menigmand i hendes Egn paa Landet, har beæret Udgiveren med en Opfordring til at lægge sit Publi- kum paa Hjerte en menneskeligere Behandling mod Dyrene, end den, der desværre er almindelig . . Almindelig? Ja, der begaaes store og oprørende Synder imod disse vore stumme Brødre og Medarbeidere i Støvet, og meest af en Mangel paa Eftertanke, som jo bør lade sig vække af det kraftige Ord, og af den Sløv- sindets Vildfarelse, at disse Misbrug af Menneskemagten ikke ere egentlige Synder, der have Ansvar tilfølge for Samvittigheden og Guds Dom. Man glemmer, at Basunerne ved denne betyde Sjelens Opvaagnelse til et Lys, hvor den seer sin Tænke- og Handlemaade i dens hele Række fra Barnets Opvaagnelse af paa Moderskjødet og til Graven og sit Sindelags Fordærvelse i alle dets Vraaer, og hører de spildte Sandhedsord, som venligen og itide advarede, atter lyde, men som Anklage og Krav paa Straf over Modvilligheden. Det grusomme Hjerte finder ingen Englevinger til at bedække sig med. Det vil med en borende Smerte, der er Guds Doms Lyn, erkjende, at Grusomhed er fordømt, øvet mod Mennesker eller mod Dyr, fordi den viser, at Sindelaget selv er bleven fordærvet i sin Grund ved skjødes- løs Vanrøgt, thi den modstrider Menneskehjertets Natur; og Syn- deren, der finder ingen Skygge til at skjule sig med, vil med SIDE: 72 Selvfordømmelsens Rædsel opdage hvor ofte han var følesløs for Menneskets Smerter, fordi han i sin Behandling mod Dyrene saa ofte havde traadt paa sin Natur til den var bleven haard, saa han endog kunde frydes ved deres Vee. Fattigdom og egen Usselhed skulde dog vel her ikke kunne undskylde Mishandlinger mod de endnu uslere? Den taber da alt Krav paa Menneskers Godhed og paa himmelsk Barmhjertighed. Hjertet er da ikke bleven forbedret og blødgjort i den første Nødens Almuskole, fast at denne har varet fra Vuggen til Graven. En strængere Skole maa da til, hvori Exemplerne tages af Ens eget Liv, og i den ville Grusomheder imod Dyrene udgjøre en fæl Erindringens Billedbog, hvori Ingen faaer Lov til at springe over. Der staaer f. Ex. en dødkjørt Hest. Det skulde hjælpe at sige: "jeg var en fattig Karl, og Hesten hørte ikke mig, men min Huusbond til"? Der løber en svandshugget Ko igjennem Marken. Det skulde undskylde at sige: "Ejeren var en riig Mand, som havde gjort mig Uret, og jeg tog ligesaa godt den Hevn, som at bryde ned hans Skigaard eller at gjøre noget andet. Kua skulde saa slagtes lel"? O. s. v. Nei, slige Paaskud falde væk med Støvet. Det forklarede Øje har intet Øjelaag til at dække sig imod Sand- hedens Lys; Hjertets Frigjørelse er Frigjørelse fra Selvbedragets Vildfarelser; et slet Gemyts Handlinger faae ikke der passere for Uagtsomheder eller under et andet af de mildere Navne hvormed man belægger dem og imellem dem ofte de Forbry- delser, der begaaes imod de Umælende. Daaden faaer der sit rette Navn af Udøveren selv; og at der er en Synd, som faaer Straf i Sjelenes Verden under Navn af Uretfærdighed, Forbrydelse imod Dyrene kan man vide af, at Ingen, selv ikke Udøveren, naar han gjøres opmærksom derpaa, negter at have begaaet en daddelværdig Handling. Kun vil man gjerne undskylde sig med Overilelse og Herreretten, og ikke erkjende det moralske Ansvar. Men dette er, som sagt, en af de Selvbedragets Vildfarelser som ikke kunne undgaae at opklares med Forfærdelse. Udgiveren af disse Blade har forhen i et eget Skrivt forsøgt at gjøre Sit til at det ogsaa her maatte staae klart for Øje, at Mennesket har ansvarsfulde Kjærligheds- og Retfærdighedspligter imod Dyrene; men han tvivler om det har lykkets ham at gjøre dette mere indtrængende end hiin ædle Qvinde har gjort det i sit Brev. Han tillader sig derfor at meddele deraf hvad der an- SIDE: 73 gaaer denne Sag, der har Krav ikke alene paa alle Menneskers Deeltagelse og Opmærksomhed, men paa al Lovgivningens kraf- tige Medvirkning. "Hvad der nu især ligger mig paa Hjerte var at vække Bon- dens Sands for en kjærligere Behandling mod Dyrene. Skriv i Bladet for Arbeidsklassen Meget og ofte om dette, saa vil det dog maaske virke. Siig dem dog, at ogsaa Dyrene ere Guds Skabninger, at ogsaa deres Vel og Tilfredshed ligger Ham paa Hjerte, at Mennesket forsynder sig haardt imod ham, naar de mishandle og plage nogen levende Skabning, om det saa blot var den usleste Orm. O, hvad vilde jeg give til, at der i Mose Lov eller iblandt Christi Bud var et eneste, der lød saaledes: "Du skal være god imod alle Dyr paa Jordens Kreds, og ikke slaae, ikke plage, ikke sulte, ikke mishandle dem; men komme ihu, at de, ligesom Du, ere skabte af Gud." -- De haarde Menne- skehjerter ville ikke forstaae, at den gode Gud, som hører Rav- nens Unger, naar de skrige om Føde, og mætter dem; uden hvis Villie ikke en Spurv falder til Jorden; som oplader sin Haand og mætter Alt hvad der lever med Velsignelse, at Han ogsaa vil, at Dyrene skulle have sin Deel deraf. De ville ikke forstaae det deilige Sprog: "Du ynkes over den Plante, som Du ikke har arbeidet paa, og ikke faaet til at voxe, som blev til paa en Nat og fordærvet paa en Nat. Og Jeg, Jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, hvor der er mere end tolv Gange ti- tusinde Mennesker, der ikke vide Forskjel mellem Højre og Ven- stre, og -- mange Dyr." Jeg læste just engang disse Ord, da jeg var ganske nedslaaet over, at der syntes at mangle et bestemt Bud angaaende Dyrene i Bibelen, og jeg kan ikke beskrive Dig hvilket Indtryk de gjorde paa mig. Herre Gud i Himmelen! om der aldrig fandtes andet end dette; naar blot Menneskene vilde læse disse Dine Ord med det rette Sind, saa vilde de vel indsee hvad Din Mening er. Nu veed jeg nok, at jeg er en Daare, at jeg vil klage herover, thi havde det været viist og hensigtsmæssigt og godt saa havde Gud ogsaa givet et bestemt Bud i denne Henseende men da det nu alligevel saa ofte jamrer mig i mit inderste Hjerte, naar jeg seer saamange levende og følende Skabninger at lide Ondt, SIDE: 74 saa vil jeg anholde om, at denne Gjenstand maa skjænkes nogen særdeles Opmærksomhed i Bladet og af dets Læsere. Siig dem, at naar de have Fodermangel, saa skulle de heller skyde sine Heste og slagte sine Kreaturer, naar de ikke kunne eller ville kjøbe det Manglende, end at gjøre de arme Dyr Vinteren til et langt Helvede ved at sultføde dem, og dog bruge Hesten til at kjøre Ved med næsten hver Dag, og naar saa endelig Vaar- aannen er forbi, -- ja da kan man ofte ikke bare sig for at græde ved at see hvorledes mange af de stakkels Heste see ud. Siig dem, at Kjør og Heste fik sine lange Haler for at bruge denne som Beskyttelse imod de Piinsler, Insekterne foraarsage dem; ikke for at gjerrige og umættelige Mennesker skulle af- skjære dem endog om Vaaren, for derved at forskaffe sig en Smule Fordeel meere. Siig dem, at den, der plukker en levende Gaas, for at bevare sig alle de Fjær, som muligens i Faldetiden kunde falde af, begaaer en afskyelig Gjerning, grusommere end dem Ole Høiland nogensinde har begaaet, thi de Fjer, han pluk- ker, forvolde dog idetmindste ikke Piinsler. Beed dem være barmhjertige mod alle, alle Dyr! Hvorfor skal f. Ex. Fuglerederne ødelægges af ledige og letsindige Drenge, eller Æggene hentes hver Morgen, saa at den arme lille Moder skal finde sit Rede tomt, og miste al sin Sommerglæde. Ikke en Flue skal hverken Børn eller Voxne dræbe uden Nødvendighed. Og naar det er nødvendigt at dræbe og tilintetgjøre, saa lad det dog skee med Barmhjertighed. Det gyser i mig, naar jeg tænker paa med hvilken afskyelig Fornøielse Menneskene mange Gange berøve Dyrene deres Liv og tifold fordoble deres Lidelser. O, skriv, tal, ivre derimod! Saamange Mænd have skrevet og talet og kjæmpet for Menneskenes Rettigheder, og Ingen vil stride for de arme Dyrs. Aldrig var saamangen Haardhed og Grusomhed blevet almindelig, hvis der jevnlig og offentlig var blevet ivret derimod. -- Nu maa endelig ikke troes, at det er slemmere i denne Egn end andre Steder; tvertimod er det i flere Hen- seender maaskee bedre; men det staaer galt til med denne Sag overalt; og da jeg sikkert troer, at Tankeløshed og gammel Vane er meget mere Aarsag deri end Ondskab og Skadefryd, saa glæder jeg mig allerede i Haabet til de gode Virkninger, For- maninger ville gjøre." -- -- SIDE: 75 Jovist! Men . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . -- -- o hvor skrevet ud af mit Hjerte! Og jeg tænker -- udaf de Fleste af mine Læseres. Jeg vil kun tillade mig at bilægge det nogle Træk af det virkelige Liv og at bemærke, at Bibelen langtfra er saa taus om Pligter imod Dyrene, som Brevskriver- inden synes at antage, overvældet af sit Hjertes egen Rigdom og ivrige Ønske om ret kraftig himmelsk Bestyrkelse, for derved at kunne slaae de haarde Hjerter. Hvem kjender ikke (foruden hiint herlige Sprog, der sætter de uvislige Spurve under den Al- mægtiges egen Beskyttelse) og indseer ikke ogsaa hvorhen Frel- seren peger i Matth. 6, 26 naar han siger: "Seer til Himmelens Fugle: de saae ikke, høste ikke og samle ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem dog"? -- "Alle Skovens Dyr ere mine", siger ogsaa Psal- misten om Gud; og i 5 Mos. 25, 4 forbyder Lovgiveren enhver unødvendig Haardhed imod de nyttige Dyr, idet han særskilt for- byder at binde Munden til paa den Oxe, som tærsker. [fotnotemerke] "De vilde Dyr", synger Psalmisten, "og alle de Umælende, Orme og flyvende Fugle", skulle "love Guds Navn", og omtrent det Samme forkynder Esaias i Cap. 43, 20. Havde Dyrene ikke ogsaa Plads i Arken? Skulde da Menneskene negte dem en Kjærlighedsgnist, et venligt Forsvar i Hjertet, og det ikke blot fordi de ere os nyttige, og netop nyttige i samme Forhold som de behandles vel, men ogsaa fordi de intet andet Forsvar have, naar de ere i Menneskets Vold, end dettes eget Hjerte? -- Nu nogle Træk, som gjøre dette liden Ære: Henrik Wergeland FAALAABRUNEN TIL KABBERUD'EN "Saae du nu, Syvert Krabberud, hvordan det i dette Øjeblik gaaer med Faalaabrunen din i Lamobakken, vilde du snu paa dig der du ligger i Solvæggen, og ønske, at du havde Vinger for at bistaae den." Nu, hvad er paafærde? Det var ingen Reisende eller Manden i den andre Gaarden, som kom hjem inat fra Bykjøring, der havde mødt Faalaabrunen, og som nu talte. Men det forekom Fotnote: I Østerlandene trædes Kornet af Halmen med Lastdyr. Se Cor. 9, 9. 1 Tim. 5, 18. SIDE: 76 Kabberud'en i hans usunde Middagssøvn efter Auktionssviren igaar, som om en Mand stod ved Siden af ham og talte hine Ord. Men nu da! der er jo Ingen. Det var Syverts egne Tanker som havde talt. Med andre Ord, medens han laae der halv- sovende, halvvaagen, uden faste Tanker, faldt det ham ind, at han havde gjort galt i at sætte Faalaabrunen for Plankelasset igaar, og i at sende den drikfældige Torger, hans Huusmand, ivejen. Ak, saaledes skulde det ædle unge Dyrs Tæmning fort- sættes efterat være begyndt for Plogen? Og Faalaabrunen skulde blive Jægerhest, og spare Syvert, som havde opklækket den, en 60 til 70 Daler naar ny Indsætning skulde blive. Syvert var en godmodig Mand af Naturen og en Dot forme- delst Supingen; men havde han, som sagt, havt Vinger, og kunde været i Lamobakken, da den bedre Eftertanke slog ham, troer jeg nok han vilde have følt Kraft og Vilje nok hos sig til at have givet Torger paastedet endeel af den Lusing, en Forbireisende gjorde ham opmærksom paa han saa rundelig fortjente. Der stod Faalaabrunen, dengang neppe 3 Aar, i Lamobakken, stønnende med blodrøde opspilede Næseboer, skjælvende i alle Lemmer, uden Sko paa det ene Been, udmagret og sulten (thi Torger havde knebet til sig paa hvert Skifte en Brændeviins- skilling af Foerpengene) og med et begyndt Mankebrud, som den uvorne Tjener troede det kunde bie med til næste Hvilested; og did var der ikke længer, end først Bakken op, saa Aasen op og udfore, saa et Par drøje Leerbakker, ovenpaa, og saa Sletten bortefter. "Pyh! Den kommer nok op", sagde Torger til den Reisende; og Faalaabrunen kom virkelig ogsaa op ad Bakken; thi Torger vidste at bruge sin Svøbe, og det især naar han var paa en Kant, og det var han nu, thi han var det altid i Byvejen. Jeg vil ikke overdrive. Faalaabrunen kom ogsaa Aasen opfore og udfore, Bakkerne og Sletten bortover; den var i Byen, og kom tilbage. Men hvorledes? Den skammelige Tjener lagde den elendige Fortjeneste paa Bordet, og anmeldte kun, at Faalaabrunen var bleven lidt "brøtin". Men den som forstod sig paa det, saae strax, at det stakkels Dyrs Dygtighed og Livskraft var bleven "brøtin", brudt for evig Tid. Obersten bemærkede det ogsaa, da han kom paa Visitation. "Lad os nu faae see paa Folen din, Syvert-Far!" sagde han. SIDE: 77 "Aa Gud bedre mig! Den kjender vel ikke Obersten igjen." "Synd skulde det være, om Noget skulde være tilstødt saa vakkert Dyr. Nu maatte den være værdt sine 80." "Der var ikke noget Lykke ved den, maavide; og Gudbedre mig for ny Jægerhest." "Ja den maa skam til; men lad see. Jeg skal ikke være haard imod dig. Hvor er Brunen din? Faalaabrunen." "Der staaer den." "Hvad! det Øg! Hvorledes er det gaaet til! Dette Dyr er jo baade sprængt, bogskjælvt og plaget med et Brud, der altid gaaer op. Nu har du solgt Brunen din forat kjøre det i Prokuratoren." "Nei sandelig.. Han Huusmanden min var til Byen engang og siden engang Tjeneren min..." Oberstens Ridepisk hvinede af Forbittrelse i Luften, og Syvert, Torger og Tjeneren, 3 Par Øine, blunkede alle paa eengang. Men hvad vilde Rappet forslaaet, om han havde ladet det falde om Ørene paa det "Slyngelpak", som den gamle Æresmand mumlede idet han steg tilhest for ikke mere at sige Kabberud'en Venligheder for hans Hesteavl. Men Faalaabrunen fik sin Hevn af Tingenes almindelige Orden. Dens Ødelæggelse foraarsagede Kabberud'ens. Han maatte laane 70 Spd. af en Aagerkarl til ny Jægerhest, og for de 70 Daler maatte han baade forpligte sig til at levere en god Slump Hø, (som en Blodigel i Soløer har lært Ligetænkende) indtil Summen blev betalt, og forskrive sig for en langt større end Laanet. -- Kabberud'en var forleden inde forat søge Arbeide, og han var saa heldig at faae Møgkjørsel for en Løkkeejer. Der sidder han nu paa Møgkassen og tænker paa Faalaabrunen og paa den "fordømte" Torger. Ja det kan gjerne være han er det, for ivaares laae han fuld paa Lasset, vilde kapkjøre, faldt ned og brak Nakken. Jeg vilde dømme ham til at trække et forholds- viis tungt Læs opover en Helvedesbakke og at Fanden selv maatte føre Svøben. Dette er nu een Historie, som Ingen skal sige er opdigtet, og flere næste Gang. SIDE: 78 Henrik Wergeland No. 14, 12te October 1840. Guds Verdens Grundlovs første Paragraf er den: hver Daarskab er sin egen Straf. PLIGTER MOD DYRENE En Historie af de Tusinde. "Dem kan da kjøre i Byen au!" sagde en Kjørebonde paa et Hvilested, som fandt sig slagen ved Historien i forrige Nr., fordi han ogsaa havde mistet en Hest paa en ligesaa svinagtig Maade, som Kabberud'en. -- -- "Men der kjører dem Folk ihjel og ikke Gampa," lagde han til, idet han slængte Bladet fra sig, og bad om en Halvpægl til. "Ja uvittige Tjenestegutter," bemærkede En. "De skulle være Kar'er maatru', og saa lade de Hosbonds Heste og Vogne gaae tilvejs i Gaderne, saa hverken Jern eller Træ holder, for ingen af dem er deres egne. Forleden laa der en overkjørt Kjærring nedunder Kirkebakken; men hvem havde gjort det? Vi hørte nok Duren langt nedover ved Glasmagazinet, for Kar'a kjørte omkap gjorde de." "He! he! he!" klukkede Kjørebonden ved Pæglen sin, "By- gampa har det godt." "Det gik ikke saa godt med Ola til Young," bemærkede En, "for da gik Vognen istykker, og det paakar." "End Han," lagde en Anden af det tilfældige Selskab til, "som kjørte Benet af Hesten i Vandposthullet? Han fik ikke stor Lønnen skulde jeg troe." "Jomen kjører han endda," lagde En til. "Da maa de nok ikke have spurgt efter Attesten," blev der svaret. "He! he! he!" klukkede Kjørebonden, "Jad'den kjører han endda." Og han bad om en halv En til. "Men hossen gaaer det nu med Gampa jers, Paal?" spurgte En og lagde Ansigtet til Ruden som om han vilde see ud i den rædsomme, af kold Oktoberregn gjennempidskede, Nat. "Husk paa, I har mistet en før paa slig Maade." Det havde Paal gjort, og derfor lek han ikke Bladet, som mindte ham om det. "Aa dem lever nok," mente han. "Ja saavidt." Dette usle Menneske, uværdig for mindre Feil til det Navn, han bar, af norsk Bonde, havde virkelig engang mistet en Hest SIDE: 79 ved at lade den staae ude en Seenhøstesnat uden Ly, Bedæk- ning eller tilstrækkelig Føde. Og om den havde havt nok af det Sidste, vilde det være blevet liggende, da Sygdommen greb den. Jeg veed ikke hvad Navn denne havde, men til Døden bar den, og denne Vanrøgt er ogsaa en af de Grusomheder, en af de sædvanligste, som Menneskene forøve mod sit ædleste og (Koen ufortalt) nyttigste Huusdyr. Nok en. "Gud bevar'es hvor det hrøiter i Opgaarden," sagde Huus- manden, idet han lukkede Klinken i efter sig tidlig før Dag en- gang først i April, og famlede over Gulvet efter Sengen igjen. De klare Vinterstjerner skinnede ind i det samme i Stuen, en Gnistren og Knagen udenfor og en kold Sno, som trængte ind, syntes at melde, at det var højvinters. "Jøssu Navn! jeg har nok hørt det," sagde Konen borte i Sengen; "det er ikke godt at sove ved slig Laat. End linner det da, Far?" "Gud bedre os for Linning . . Huttutu! Men jeg maatte op. Det var saa fælt at høre paa." "Og hvad de nu skal med de Krøttura, naar de ikke kan føde dem. Det var tungt, men vel for Os, at vi slagtede Qvien vor itide, saa kan vi da med Guds Hjælp holde Liv i Kua." "Ja det er en Synd er det, Moer, naar man ikke kan føde dem anderledes. Hør nu, det er ordentlig som om Mennesker skreg om Hjælp." "Aa tal ikke saa. Der begynder Kua vor ogsaa." "Da er det nok bedst jeg blie'r oppe og lager mig tilskogs efter Beite, om vi vil holde Liv i den." Konen nørede op til lidt Velling, og to Timer før Dag van- drede Huusmanden afsted langt tilskogs med sin Kjælke efter Riisbeite. "Ak," tænkte han, da han gik over Skigaardene paa Skaren, "endnu intet Tegn til Vaaren!" Han vandrede med Rædsel forbi Fjøset paa Opgaarden, saa hrøitede og rumsterede de stak- kels Dyr i Baasene, mens Hestene hvrinskede, eller rettere hvin- skreg, og stampede i Stalden. Han priste sig lykkelig, at han ingen Hest havde i denne Foertrang, tænkte paa sin egen Ko, og ilte afsted. Men Manden og Konen i Opgaarden havde flere at tænke paa; de havde 20 Klavebundne og 3 Heste, og ikke mere Hø SIDE: 80 tilbage end Huusmandens ene Ko godt kunde spise inden Vaar var ventendes. "Nei, det gaaer aldrig an, Far," klynkede Konen; "jeg holder det ikke ud. Og ikke en Taar Melk er der af dem allesammen nu i mange Dage." "End Hesta da!" raabte Manden, og ormvred sig paa Lejet. "Gid Inkassatoren havde taget baade dem og Bølingen, for nu er det ikke andet end Døden." "Og Du, som altid sagde, at de nok vilde holde ud. Det er en Daarlighed og en Synd at ville føde flere Kreaturer end man kan. Det sagde jeg alt før Juul." "Vil du tie, Kari!" skreg Man- den, og greb sin Hustru i Fortvivlelse om Haandledet, og fandt hende grædende med Skjørtet for Øinene. Og han hulkede selv. "Har jeg ikke gaaet Bygden rundt? Men ikke et Straa! ikke Kredit for en Skilling! Slige ere de." "Er det da bedre andet- steds, mener du?" "Kjærring!" raabte Manden; "jeg kunde . . ." Og han sprang op, og greb sin Kniv, og stod lyttende ved Vin- duet. Kreaturene brølede værre end nogensinde. "Ja havde du brugt den før, eller solgt ihøst, kunde vi nu født den halve Besætning ganske godt, og saa havde vel Gud givet bedre Lykke til næste Aar. Vi havde da havt Melk." "Aa, de holde nok ud," sagde Manden med en af Fortvivlel- sens pludselige Tankeomvexlinger, og slængte Kniven fra sig. "Det har været saa galt før." "Nei aldrig. Og da skulde vi have lært. Mindes du vi gik til Alters samme Dag, vi for fire Aar siden slap Bølingen paa Beite, da den var saa sultefødt? Det var af det Syn jeg græd saa i Kirken, at du troede en svær Synd trykte mig. Og det var en svær Synd mod de stakkars Kreaturer." "Ja Gud forlade os!" mumlede Manden. "Og dette er en Vinter som da. Der blier ikke bart paa syv Uger. Kanske endnu.?" (og han greb mod Kniven). "Nei! nei! Ikke idag. Jeg faaer til- skogs bare Hestene aarkede. Men, Jøssu Navn, der kommer hu' Berthe flyende." Budejen kom ind med Forklædet for Øinene. "Klinge, Stjerne, Rosenblom og Ungstuden laae døde i Baasen og Mesteparten af de andre kunde ikke reise sig," var det sørgelige Budskab. Sorgen paa Opgaarden er ikke god at skildre. "Op med Gutta! Vi faae flaae dem mens de ere varme," var dog Mandens første SIDE: 81 Ord, da han igjen kom ind i Stuen. "Og saa tilskogs for de Andre. Der er da Gudskelov Liv i dem." Men han sagde dette med et Øjekast mod den iisblaa Morgenhimmel, som var synd- fuldt nok imod dens Herre. Han tænkte ikke: der bag disse røde Skystrimer reder Han Foraarets Gaver tilrette for Aljorden, men for Landene eftersom deres Tour er. Men engang, da han i et bedre Aar stod i sin Fjøsdør, og saae Berthe give Bølingen sine fulde Æmbere, var han dog nær denne Tanke. Først maatte Klokkedronningen faae, for at Klinge kunde faae; saa Klinge for at Rosenblom kunde faae; og saa gik det nedover til Guldkolla, Malmros, Huldrekjær til alle de udstrakte Halse og Hoveder med de store, sorte, menneskekjære Øine, lige nedover til Ungstuden -- for at Alle kunde faae. Han saae da med et frommere Blik mod Martshimmelen, og tænkte: nu deler alt Gud Foraarets Blomstergaver ud opover Landene; de højtflyvende Vildgjæs see det; og der er nok noget Grønt paa Bunden til Norge og mine Lier med. Dets Tour kommer nok i sin Orden nu som altid. -- I samme Stund kastede den første Kraake sig ned paa hans Mødding, og han saae med Venlighed til Vaarens første Budskab i Norge, og gik ind til Moer med Overregningen i Hovedet, om ikke den sorte Skjelm derude omtrent spiste Larver og Mark op for de Ærter, han siden kunde stjæle af Furen. Dette var i de gode Dage paa Opgaarden. Men nu var der onde. 8 Dage efter laae der atter et Par i Baasen. Men hvortil fortælle den Gru? Selv den Ufølsomme og Gru- somme kan føle den, fordi han strax sætter sig ind i Ejermandens Stilling. Denne var mindre end god paa Opgaarden. Manden var i figurlig Forstand paa Knæerne ligesom Resten af Buskapen i bogstavelig, da den førstegang slap ud. Dog var ikke et gru- somt Hjerte Aarsag i denne Grusomhed, men daarlig Huushold- ning, og den usalige Vane, at ville føde flere Kreaturer vor lange Vinter over, end man kan uden Udhungring. Og dette skulde være en Synd, spørger den norske Bonde, Fjeldbonden, der næsten altid sultføder sine Kreaturer? Værre end en Feil kan det dog ikke være? Ja, den fødes om Høsten som en liden blind Unge af en Skjødesløshedsfeil, men inden Paaske er den voxet til en Kjæmpe af en Grusomhedssynd, som klemmer den kolde Sved af den stærke Huusbonds Pande, drikker den sidste SIDE: 82 Marv af de levende Jammerdyrs Beenpiber, og røver al Trivsel og Glæde fra Gaarden. "Vi handle Uret mod Dyret, siger Dyrenes Talsmand, Professor Smith, naar vi lade det lide Mangel paa Næring og naar vi for- sømme at give det Næring i rette Tid; men hvad gjøre vi vel da, naar vi holde flere Dyr i vor Tjeneste, end vi kunne forsyne med den vedbørlige Næring? hvad gjøre vi, naar vi i Vinter- maanederne overlade Qvæget til sig selv paa aaben Mark, hvor dets Livskræfter langsomt blive fortærede af Hungeren?" Den samme Mand som har skrevet dette, spørger: "naar du engang skal aflægge Regnskab for hvert unyttigt ): syndigt Ord, du har talt, hvormeget mere maa du da ikke svare for det Onde, du har udøvet i virkelige Handlinger? Men enhver Lidelse, som vi tilføie et levende Væsen uden Nødvendighed er et Onde, som nødvendig maa blive os tilregnet." Manden paa Opgaarden var dog af de faa Folk, som engang blive kloge; men dog, som vi hørte af hans gode Kone, af gjen- tagne Ulykker. Han holdt Liv i Resten af sin Besætning ved et Nødmiddel, som Overlærer Sverdrup lærer den norske Bonde i sit Blad "den erfarne Landmand," nemlig Granbarhakkelse, lagt i Vand, for Kvaens Skyld, 1 à 2 Døgn, blandet med lidt Halm- hakkelse, Meel, Klid eller Poteteshakkelse, og fugtet med lidt Saltvand. Og allerede i det andet Aar efter Ulykken var han i urokkelig Besiddelse af den Erfaring, at Qvæghold giver den sikkreste Fordeel i en norsk Landhuusholdning, men at denne Fordeel ikke beroer paa Antallet, men paa Behandlingen. Men skjøndt han nu altid havde nok, og fodrede godt, fandt han, at ikke saameget gik til, som før. Han lærte at en Ko kan holdes ilive med 2 Las Hø Vinteren over, og fortære 1O; og naar han nu laae i Sengen og hørte Kjørene hrøite om Morgenen, da vidste baade han og Moer, at det var Berthe, som gik med Æmberne sine i Fjøsdøren. Der var ogsaa en ganske anden Lyd i Hrøitingen nu end dengang -- andre Ord kunde man sige: en tilfreds Taknemmeligheds istedetfor den dødsængstede For- tvivlelses. Og det er et Tegn paa Hjertets Opvakthed og Liv i Følelsen, at Mennesket hører og forstaaer disse Ord d. e. denne Mening i Dyrenes, og navnlig i sine Huusdyrs, Lyd, som altid er tilstede, og minder os om Skaberen og hans Vilje. Der er mange SIDE: 83 Mennesker, f. Ex. den Druknes Tale, som er uforstaaeligere, og derfor ikke saamegen Opmærksomhed værd. Børnehjerter af Horn. De ere af Vox, siges der. Ja, naar Forældre og Lærere vilde tage dem tidligt ihænde og forme dem; men Kalken er ogsaa blød, og bliver dog til Steen, og skulde man slutte af mange Træk, kunde man i et vredt Øjeblik ønske, at en heel Deel af disse smaa "Engle" seilede paa en Møllesteen ude i Havet. Hvad kan man ikke f. Ex. vente af det Barn, som aldrig for- sover sig, naar det veed der er Slagtning i Nabolaget? Da titte de smaa "Englehoveder" frem i Porten og hvor de kunne komme til, under de blodrygende Arme. De høre Slagternes lystige Pas- siar under Blodarbeidet, og hvorledes Qvinderne synge og sladdre mens de røre med Turuen i Blodet eftersom det sprudler ud af det stønnende Dyrs aabnede Halsaare -- thi paa denne op- rørende Maade dræbe Menneskene paa de fleste Steder ved langsom Aareladning, istedetfor ved et døvende Slag, sit meest tilvante Huusdyr, den venlige Ko. Den har ydet sin Yngel, Kalv efter Kalv, og sin Melk; nu ville de gjerrige Mennesker, som om de ikke havde faaet Fyldest nok for Bibelens Forjettelse om Qvægets Underdanighed, ikke miste en Draabe Blod, men ogsaa melke dens Aarer. Og dette skal skee? Og dette skulle Børn have Lov til at see paa, om Nysgjerrigheden driver dem afsted dertil? Sandelig dette Blod sprøiter ogsaa ind paa deres Sjels Reenhed; og saae de det førstegang af Nysgjerrighed, saa see de det de øvrige Gange af en Lyst, der har mere Djævelskt i sig. Det er oplyst, at de værste Mordere fandt tidlig Behag i saadanne Syn. Og ogsaa Disse vare engang Børn med smaae Englehoveder, men i hvis Bryst Hjertet begyndte at blive til samme Slags Horn som det, der, efter gamle Eventyr, er i den Ondes Hov d. e. det bliver af den haarde Grusomhed, der træder Pligt, ædle Følelser og hvad det skal være under Fødder, uden at ømmes derved -- somom de vare af Horn. SIDE: 84 Men der er endnu mere "Vildt" i dette Menneskehjertets hid- til lidet gjennemvandrede Vildnis, som omskygger med dunkle Skygger dets opdyrkede Strøg, i denne Pligtlærens vanrøgtede Udmark, hvori Skyldighederne mod de Umælende findes -- med andre Ord: der er flere Synder imod dem at paapege endnu. Henrik Wergeland No. 15, 23de Oktober 1840. Du Stempel ei formaaer i haarden Steen at trykke; bliv, Hjerte, blødt som Vox, skal dig Guds Billed smykke. PLIGTER MOD DYRENE En Historie fra Grundsæt Marked. Hvoraf kommer det, at Hestebyttere af Profession -- en ret talrig Klasse i vort Land -- have saameget Meningen forud imod sig, eller ere saa berygtede, at Navnet er et Slags Skjældsord? Det var et taabeligt Spørgsmaal; thi hvem veed ikke, at der i denne Slags Handel, saa lidet værre den i sig selv er end nogen anden, foregaaer en saadan Mængde Uredeligheder, og at den giver saamegen Anledning til en omstreifende og svirende Leve- maade, at den desaarsag bliver saa ilde stemplet? Hestebytteren er saaledes i Almindelighed ligesaa vist mærket som hans blis- sede Hest. Men om man tænker hos sig selv, at Ingen gjør saa- mange Kneb, eller bander paa saamange Løgne som Han, saa plejer man dog at have alt for liden Uvilje tilbage mod de Gru- somheder mod de stakkels Dyr, der ofte ere hans Bedrageriers blodige Indside. Kunde de tale, vilde mangen Handel gaae over- styr paa Grundsæt Marked, og det ikke blot for afbrændte Tand- mærkers Skyld o. dsl. Der gjorde en Hedemarking stor Opsigt de tre første Dage med sin sodede Vallak. Den dandsede ideligt under Tøilerne; det var umuligt for den at staae stille. Men hvoraf kom denne Fyrighed? Jo! -- hver Morgen gjennempiskede dens barbariske Herre den i Spiltouget indtil Skindet blev saa ømt, at det zit- SIDE: 85 trede over det Hele ved den mindste Berørelse, ved blot Skyggen af Svøben, naar den blev trukken frem. Det var en Paradør for en svensk Patron eller for en Bykar, hedte det, og disse gik da ogsaa om den, som Katte om en hed Grød, der ikke lod sig røre. Men der var kun lidt Penge mellem Folk, og Ejeren vilde ogsaa da heller bytte end tage Varer. Men hvor var vel den Hest, som kunde hamle op mod Sodsokken? Det maatte da være Gudbrandsdølens smeldfede Skimmel derborte med den flettede lange Man, som ogsaa hver Dag havde tiltrukket sig Kjøberes og Glaneres Opmærksomhed. "Hei du!" -- Og saa bar det afsted. Gudbrandsdølen vilde ogsaa bytte. Han mente, at et saa velholdent Emne til Trom- peterhest vel kunde hamle op mod Paradøren; og det kom ogsaa hurtigere, end ellers plejer, til Bytte imellem dem. De sov begge to lidt ud paa Dagen efter Bytteskaalen; men da de saa fik Øinene op, fik de dem ogsaa op for, at de begge vare blevne bedragne. De gik igaar hver i sit Qvarter med hemmelig Glæde over at have snydt sig en slet Hest fra og en god til; men se, Sodsokken, som ikke havde faaet sin Morgenbarkning, var det almindelige dorske udkjørte Øg, den altid havde været, og Huden slang den fede Skimmel om Skankerne. "Skjønner du ikke det, Anstein?" sagde en Kammerad. "Dølen har lurt dig; Skimmelen har været opblaast?" "Opblaast? Nu saa -- !" "Ja se her er Mærket i Skindet. Der har Kjeltringen sprættet op, og blaast Gampen op." "Tak skal du have for Underretningen. Der var en Patron, som spurgte paa den igaar; men bi lidt, du Hedemarking; du skal ikke rose dig af Legen." Skimmelen blev opblæst paany, og Patronen bed paa igjen for en god Klat Jern. Men han var ikke kommen langt paavejen før han mumlede en Eed over "de sakramentska bofvar (Skurke) i Norrige"; og saaledes var der klinet een Flek til over Natio- nens gode gamle Navn for Ærlighed. Og det har det Almene altid Skam og den Enkelte stundom Skade af. SIDE: 86 Historie fra Helvede. Det sande Helvede er et ondt Hjerte; og i de Øjeblik, det er oprigtigt mod sig selv, føler det, at det er det. Der er skrække- lige Vidnesbyrd at hente fra Dødslejerne om, at de vide, at de maa tage dette Helvede med sig, at dets Latter er forbi og at dets Straffe uafbrudt ville begynde. Ondskabsfuldhed, Skade- frohed, Misundelse og Hævngjerrighed ere de afskyeligste Djævle i Menneskehelvedet, og de ere istand til at øve Gjerninger, hvor- for et Helvede af onde Aander maatte gyse. Det er rædsomt, naar en af dem lægger Branden til Staburet eller Laden eller endog til Vaaningshuset; men selv Mordet af Hævngjerrighed maaler sig neppe i Afskylighed med den, ikke saa sjeldent øvede, Nidingsdaad -- at lemlæste Ens Kreaturer, for derved at tilføje Den, man hader eller misunder, Forliis og Hjertesaar. Flere Egne ere vanærede ved at have født Umennesker, som kunde svandshugge hele Bølingen, kutte Øren af Heste, ja skjære Tungen af Halsen paa dem; ja i Bergensstift har det hændt, at Faar ere komne hjem til Gaarden levende flaaede! -- Hvilke Ugjerninger kunne sættes disse ved Siden? De ere utrolige, og dog passerede i Norge, som i andre Lande; og de høre, da de skee med Overlæg, til dem, hvorfor al Ansvarlighed for Guds Dom, denne der dømmer Hjertet, er tilstede. Her kunde man fristes til alene at finde Dødsstraffen, ja Døden med Pinsler, ret- færdig. Men Pinslerne kunne ikke udeblive. En mere skjærende Kniv, end den, hvormed Udaaden øvedes, vil vende sig engang i Nidingshjertet, og Lyn ville udgaa af de blindede Øjne, Tordner af de tungeskaarne Halse. Der have vi Mennesket saa slet og følesløst det kan blive. Men Straffen vil ogsaa komme saa haard, Dommen saa hørsels- og barmhjertighedsløs den kan blive. Den, der af Ondskab ødelægger et Træ, er allerede en værre Skurk end mangen Forbryder i Bolt og Jern -- hvormeget værre da Den, der saaledes kan forgribe sig paa den levende Skabning og vælge Mishandling af forsvarsløse Umælende som Middel til at skade og smerte en Fiende eller En, om hvem man kanskee ikke ret veed hvorfor man hader ham. I Skovens mørke Ensomhed skee disse Ugjerninger. Men er denne Ensomhed ogsaa et Enrum? Skulde Mennesket være alene om en saadan Ondskab? Nei der er To: Mennesket og det Onde, SIDE: 87 han gav Magt over sig. Og dette Onde, denne med Manden voxne Vane, er ikke bedre eller mindre mægtig over ham, end om den indbildte Onde stod hos i vældig behornet og bevinget Rædselsskikkelse. Og er desuden ikke Gud tilstede? Og mon han ikke hører sin egen mishandlede Skabnings døende Støn, og beslutter, at denne Udaad, skjøndt navnløs i Menneskenes Lov, som ofte med uforsvarlig Skjødesløshed betragter Dyrene kun som Ting, ogsaa skal have sin Løn? Historie fra Skoven. "I Skov, hvor Bøssen knalder, hvor Jægerhornet gjalder, og Hundekobblet gjøer -- hvor Fugl med knækket Vinge og Dyr med saaret Bringe forbløder sig og døer -- : : Halloh! Halloh! : : hvor Hundekobblet Gjøer. hedder det i en af vore Jagtviser. Men efter Slutningen af dette Vers om det Lystige, som der skal være i knækkede Vinger og forblødede Bringer, burde nok det næste lyde: Der hærde sig i Smerter de vilde Jægerhjerter, der blier Sjelen grum; der djævleblændt fornøjet i Blod sig bader Øjet, og Følelsen blier stum. : : Halloh! Halloh! : : der bliver Sjelen grum. Dette er ikke saa ment, at der skulde være noget mindre godt i selve Jagten. Tvertom -- den er af meer end een vigtig Nytte for vort Folk; og jeg gaaer tilfældigviis netop selv paa Jagt en Time efterat jeg har lagt denne Pen, forat trække et Drag frisk Luft i de hjemlige kjære Aaser, og for at tage Farvel med Bjerkene og Aspene, som nu lade det Løv falde, der fry- dede mig saa ivaares med sin Duft og friske Glands. Men hvor- for sætte Jagtens Nydelse i Grusomheder, som de hiin taabelige SIDE: 88 Vise praler med? De bør altid undgaaes, og de kunne altid und- gaaes, hvor et utilregneligt Tilfælde ikke skulde indtræffe, f. Ex. hvor vi ikke kunne naae et skadeskudt Dyr med en velgjø- rende Død. Men hvormange unødvendige Grusomheder beplette ikke Jag- tens Fornøielse? og med hvilken Følesløshed og Letsindighed be- gaaes de ikke? Der gjør man sig i Almindelighed kun liden Samvittighed; og en Skygge af Raahed kastes over denne For- nøjelse, som den kunde være fri for uden synderligt Tab af Bytte. Der gik Ole Kjensli tilskovs en vakker Morgen; men hvormange Grusomheder havde han ikke begaaet inden han kom tilbage med sin ene Hare! Jeg vil ikke tale om, at hans første Bedrivt var at kaste en uskadelig Staalorm, som han mødte, i en Myre- tue, istedetfor at slaae den ihjel med eet Slag, naar han endelig vilde dræbe den; men hvorfor skulde han nu, da han dog kun vilde rense sit Gevær ved et Løsskud, dræbe med Forladningen en af vore Skoves Sangfugle, der ere sjeldne nok, og som han dog ikke brød sig noget om? Det vilde have været en Velgjer- ning, om han ovenpaa havde dræbt Ungerne; men dem lod han pibe i Redet, og gik videre. Et Ekorn maatte ligeledes lade sit muntre Liv, uden anden Hensigt end dog at skyde paa Noget; og da han nu endelig fik en Unghare op, og denne gik, som man kalder det "i Bjerg", saa skruede han Dyret ud ved at bore sin Ladestok gjennem dets Side ind i dets Indvolde. Da gav det tause Dyr Lyd. Han kunde dræbe det ved et Skud; men Ole vilde ikke spandere det, naar han dog kunde faae Haren paa hiin Maade. Det gik rigtignok en anden Jæger værre, som blev ormebidt, idet han stak Haanden ind i Klipperivten for at "skrue", og leed forfærdelige Smerter saa det stod om Livet; men en saa retfærdig Gjengjæld hænder ikke hvergang. Ole kom i god Be- hold hjem med sin sønderskruede Hare og en Skovdue, hvis gjenlevende Mage man kan være temmelig vis paa ikke gjorde det længe af Sorg, efter denne Fugls mærkværdige ømme Na- turel. -- Oles Kjæreste hedte Berith, og han elskede hende som hun fortjente; men da det blev grønt igjen tog Døden Sigte paa den smekkre Pige, og Ole fik føle den ensomme Dues Qval. Men tænkte han nu paa den, han, som var bleven en ivrigere Jæger end nogensinde? Ja engang, da han slog Øinene op under SIDE: 89 Bjerken, hvor Dueparret havde boet i sin Rede. Han tænkte paa Berith; og naar han skruede Harer faldt det ham ofte ind, at Berith engang havde søgt et Udtryk for sin Brystsmerte ved at ligne med Harens, saaledes som han leende havde fortalt at Skruningen gik for sig. Men hvorfor faldt det ham aldrig ind, at Berith havde sagt: "Fy Ole, det var grusomt af dig!" Berith maa have været en baade fornuftig og god Pige, saa det nok ikke har manglet i Himlen paa herlige Aander, der have beilet til Bondepigens Sjels Agtelse og Venskab, om hun maatte bort herfra før sit Bryllup. I Sognet, der hørte til de ret vel- staaende, men uoplyste, saa baade Formandskabsvæsenet løb daarligt af der, og det endnu mindre kunde tænke paa at op- stille noget Storthingsemne, fandtes, som saamange Steder, kun Levningerne af en vanrøgtet Almubogsamling adspredt omkring paa Gaardene. Der laa da ogsaa hos hendes Fader over Vinduet et Par Blade af en "Tale til Menneskeligheden i Menneskeheden", hvori Dyrene forestilles at paatale sine Rettigheder, og dem fore- læste hun da Ole engang som han kom hjem med en Røi netop i Rugningstiden. Døren stod oppe lidt, saa jeg ogsaa fik høre disse Ord deraf igjen: -- -- "Den graahærdede Fader, der har seet sin Rede voxe i Fred og Tryghed, har saaliden Viisdom og Gudsfrygt, at han kalder sine Smaagutter om sit Knæ og lærer dem hvorledes de skulle efterligne de spæde Skovfuglungers eller deres Moders Piben, for at lokke enten dem eller denne til sig. Hertil er Menneskebarnet lærvilligt. De fjærløse Smaa døe af Hunger eller Kulde i Redet; thi Moderen faldt for Guttens Skud, idet hun lokkedes til at opfylde Moderpligterne. Redet klækkes ikke ud; men hvorledes -- har ikke Faderen udklækket Fromhed og Følelse i sit Barns Hjerte, og takket Gud for Hygget isin Rede." "Hør det Ole!" lagde hun til med sin bløde, sygelige Stemme. "Og hør her dette Vers: "Ak, vilde Gud saa herligt Harperige som Verden -- denne Samlyd fuld og sød, der gjennem alle Skabtes Tonestige ifra den store Faders Hjerte flød -- SIDE: 90 til Konge give umelodisk Hjerte, som ikke følte i sin høje Klang en Harmoni med Dyrets Fryd og Smerte, med Flygets Surr og svagest Fuglesang?" Men Ole greb leende efter Bladet til en Forladning; og mere lod sig ikke høre, da Døren gik igjen. En Historie fra Bedstemo'ers Stue. "Men, Vesle-Anne, hvad gjør du der?" raabte Far til Barnet, der havde taget en af Kyllingerne mellem Hænderne, ribbende af alle Kræfter Dunen af det stakkels pibende Kræ. "Jeg gjør som Bedstemoer gjør med Gaasen", svarede Barnet, seende smilende op, og fortsættende sin ubarmhjertige Ribbing til Faderen fik frelst Kyllingen for Øjeblikket, men ikke for Livet; thi den maatte til. -- "Ja saa? Bestemoer gjør saa med Gaasen?" sagde Faderen, som endnu ikke kjendte denne Gren af sit eget Huusstell. "Det skal Bedstemoer lade være", tænkte han videre, og lod Bedstemor og sin Kone dette vide. -- "Men de deilige Fjær, og de deilige Duun!" mente begge Qvinderne omkap. -- "Skal de nu ligge og drive i Dammen?" -- "Skal de nu fyge om paa Gaarden?" -- "Plukke de ikke Gjæssene baade der og der?" -- Og voxe Fjærene ikke ud igjen?" -- "Og skal vi ikke gjøre som Andre kanskee?" -- Saa gik Peberqværnene. "Nei! nei! ingen Grusomhed skal vi øve fordi Andre gjøre det", sagde Manden alvorlig. Vi slagte Gaasen om Efteraaret, naar den er fuldest af Fjær og Duun, og det faaer være os nok. Den Have- syge er grusom og smaalig. -- "Hvilket Snak!" -- "Kom hid, Vesle-Anne, skal jeg lære dig hvorledes det smagte Kyllingen at blive ribbet." Far tog i et enkelt Haar paa Barnets Hoved og trak det ud. Vesle-Anne skreg, og Moer og Bestemoer med. "Det var grusomt", mente de. "Det stakkels Barn!" "Den stakkels Gaas! de stakkels Kyllinger!" I mange mange andre Henseender, end de i disse Blade paa- pegede, synde Menneskene, og navnlig Almeenmand, der om- SIDE: 91 gaaes dem meest, imod Dyrene. Mishandlinger, selv mod Rov- dyr, ere i høj Grad utilladelige, og mod vore Huusdyr, som vi have saa stor Nytte af, ere de en Utaknemmelighed. Hos andre Nationer tage Lovene de Umælende i streng og mere bestemt Beskyttelse end hos Os; men denne Mangel i Lovgivningen bør vi da, indtil den bliver rettet, søge at bøde paa ved at fremhæve Morallovens, den Lovs Bud i vore Hjerter, som heller ikke i dette Punkt lader sig misforstaae. Henrik Wergeland No. 16, 30te Oktober 1840. Mens man det Onde gjør, man endser det ei stort; Hvor stort det er, man seer først ret naar det er gjort. PLIGTER MOD DYRENE Der faaer, som sagt, være en Ende paa Historierne, som dog ikke vilde udtømme alle de Exempler, som gives i vort Land paa Menneskenes Barbari imod Dyrene. Men tænker blot efter, blader blot lidt i Eftertankens og Erindringens Bog, saa kunne I nok selv udfylde Resten. Raahed, haardt Gemyt, Letsindighed, Uvorrenhed og Vane ere lette at gribe som de fornemste Aar- sager; men der er endnu een, især imellem Tjenestefolk, som maaskee særskilt bør paapeges noget nærmere, end den er bleven det i Historien om Kabberrud'ens uvorne Tjenere. Det er den samvittighedsløse Ligegyldighed for Behandlingen af Andres Dyr, fordi de ere Andres, en dobbelt Synd mod Ejeren og mod det arme forsvarsløse Dyr, som har sin fornemste Rod i det for- færdelige løse Forhold mellem Hosbond og Tjener, som desværre finder Sted, og hvori begge Parter have Skyld. Overdreven Kjørsel i Skydsvejen vilde f. Ex. ikke finde saa ofte Sted, om Tjenerne havde Øjet bedre oppe for sine Huusbonders Bedste og for hvad rimeligt kunde være for Hesten, end for Drikke- skillingerne. Og det er ikke altid Modet til at bemærke, at Dyret trænger til nogen Skaansel, men ligesaaofte er det Øjet, Følelsen herfor, som mangler. SIDE: 92 Der er ikke een Side, hvorfra, jeg vil ikke sige Grusomhed, men blot Haardhed lader sig forsvare. Nødvendig kan jeg kun tænke mig den i een Henseende, nemlig ved videnskabelige For- søg; men kun da, naar man derved har et højere Øjemed isigte, end blot at gjentage deslige Forsøg, som allerede have givet Verden de Oplysninger, de kunne, eller at tilfredsstille den Ulær- des Nysgjerrighed. Drengenes Insektfangeri gjør kun Faa til Naturkyndige, men det hærder Følelsen ved sine Naalespidninger, som dog altid kunde formildes; idetmindste kan den lille Jæger skaffe sine Offre Døden ved varm Vanddamp naar han er kom- men hjem, istedetfor at lade dem vride sig paa Naalen i mange Døgn. Ogsaa disse Skabninger have Nerver og Følelser; og Ingen, der har seet i et Hundeøje eller lagt noget Mærke til noget andet Pattedyr, tvivler for Alvor om, at der er forbunden en vis Grad af Livsbevidsthed med deres saa udviklede Legems- indretning. Dette paatrænger sig En dunkelt endog om de lavere Dyrearter, og lader f. Ex. Fiskeren ofte skjære eller slaa Fisken tildøde. Men var denne Erkjendelse endnu dunklere, burde det dog afholde os fra Grusomheder mod Dyrene netop fordi vi vare uvidende om hvor stor Lidelse, vi tilføjede dem, og hvor stor vor Synd imod dem var. Og vinde vi noget ved at være haar- dere imod dem end vi behøve? De Nationer, som leve i nær- mest Forbindelse med en enkelt Dyreart, og de Folk, som gjøre en Næringsvej af Dyravl, forsikkre det modsatte. Araberen vil ikke udsætte sig for at tabe sin Hests Kjærlighed ved et Slag, naar han veed, at han med det Gode kan faae den lærvillig og tro som en Hund, og Hyrdefolk styre meest sine Hjorde ikke med Svøben og Pigstaven, men med Sang, Kauen, Luurtoner fra Lien og den blide Fløite. See vi os ogsaa om lidt nærmere, saa ville vi finde, at Bondens Pung er slunken omtrent eftersom hans Heste og Qvæg ere det, og at de staae sig bedst paa sin Qvægavl, som behandle sine Dyr bedst. Men især gives der visse Dyrarter, der ikke alene ere fred- løse, men hjemfaldne enhver Grusomhed, som man kan finde paa. Dertil høre især Krybdyrene, hvoraf dog de allerfleste, vi have, ere uskadelige, ja gjøre mere Nytte end vi vide af. Under de brede Rodblade sluger Frosken en Mængde Mark, som ellers vilde skade de fine Rødder og Blade; men til Tak skal den til- veirs eller pines tildøde paa en anden kaad Maade. Fiirfislen SIDE: 93 og Ormen, som gjøre lignende Nytte, ere ligeledes om en Hals, naar de vove sig frem i Guds Sol; og da de ere os modbyde- ligst og ængstende, saa kunne de vel dræbes, men hvorfor med Piinsler? De ere forsvarsløse, og forsvarsløst er egentligt ethvert Dyr imod Mennesket, Rovdyret som Krybet. Idetmindste er det det, naar Mennesket, den feige Tyran, vover at mishandle det. De ere Forsvarsløse; de have intet andet Forsvar, end i Menne- skets eget Hjerte. Det betænkeligste ved Grusomhed mod Dyrene er dog den Indflydelse, den lidt efter lidt har paa netop at fordærve dette Hjerte, at sløve og afstumpe Menneskets moralske Følelse i Al- mindelighed og navnlig med Hensyn til dets egen Slægt. Historien har mange Exempler paa at Menneskehedens Tyranner begyndte med Tyranni mod Dyr. Det er især denne Forudsætning, som i andre af de meest oplyste Lande har bevæbnet Lovene til deres Forsvar [fotnotemerke] ; og det kan ikke vare længe før vore ogsaa i denne Henseende komme efter i Oplysning. Den Mishandling, vi pleje at ansee for en blot Kaadhed, der ikke staaer i nogen nøjere Forbindelse med Tænkemaaden og Karakteren, ansees der som et Tegn paa et Sindelag, hvoraf Menneskesamfundet har alt at frygte, og som derfor tidlig maa bøjes ved Straf. Og denne Viisdom er et Vidnesbyrd om en oplyst og civiliseret Stat, lige- som Mildhed imod de Umælende er hos den Enkelte et Beviis paa et ædelt og humant Sindelag ogsaa imod Menneskene. Gives der Undtagelser, da er denne Mildhed mod Dyrene ikke en Ud- straalen af et ædelt Hjertes Varme, men kun Glimtene af et Lune, der ingen Fortjeneste har i sig selv og intet Værd for Menneskeheden. Jeg vil ende denne Appel til Medmenneskers Følelse og Efter- tanke med at lægge Hovedindholdet af før omtalte Smiths Pligt- lære mod Dyrene paahjerte. Han besvarer den almindelige Ind- vending, at Dyrene have intet Retfærdighedskrav paa os, og Vi ingen Pligter imod dem, fordi de, vi have Pligter mod, skulde maatte kjende samme og vide hvad vi ere dem skyldige, med Fotnote: I England, Verdens meest oplyste og civiliserede Land, tog Borgermesteren i London nylig Hummerne, de haarde, bepandsrede, tilsyneladende ufølsomme Skjældyr, i lovlig Beskyttelse, idet han forbød Sælgerne at stikke Pinder imel- lem deres Kløer, hvorved de sattes i en vedvarende Krampetilstand, som ogsaa havde tilfølge at de udmagredes. SIDE: 94 den slaaende Bemærkning, at vi da heller ikke maatte have Pligter mod vore nyfødte Børn, Mødrene ingen mod sine Fostre, og at der da heller ikke maatte gives Pligter mod Mennesker, som ikke vide af sig selv af Vanvid eller i Feberens Heftighed, fordi alle Disse heller ikke kjende hverken sine Rettigheder eller vore Pligter imod dem. Men slige Haarkløverier haaber jeg vi ikke trænge til for at erkjende, at Pligter mod Dyrene virkelig existere, og at vi skylde vore Huusdyr og de vilde Dyr, der yde Nytte og Fornøielse uden nogensomhelst Skade, ikke alene Ret og Billighed, men ogsaa Godhed. Dette er en af de skjønneste Maader, at takke Gud paa for hans. 1. Vi have saaledes ingen Ret til at dræbe nogen levende Skab- ning eller forstyrre dens Livs Udvikling uden i en fornuftig Hen- sigt, d. e. enten for at forskaffe os Næring eller opholde vort eget og Medskabningers Liv og Sundhed, f. Ex. ved at udrydde skadelige og farlige Dyr. At dræbe Dyr for Tidsfordriv alene, er ikke fornuftmæssigt, og ligesaa lidt tilladeligt som at dræbe dem, hvis Tilværelse kan være os ligegyldig eller uskadelig. Fluen føler ligesaavel Livsglæder som Elefanten og Mennesket. 2. Vi have ikke Ret til at lemlæste Dyr uden naar vi ere tvungne dertil, enten for at undgaae deres Angreb eller hvor de ikke paa anden Maade kunne være os til behørig Nytte. 3. Vi have heller ikke Ret til at, og maae da ikke, uden Nød- vendighed og fornuftig Hensigt foraarsage Dyr nogen Smerte, eller denne i højere Grad end nødvendigt. (Vi slide f. Ex. altformeget Svøber) "Det lidende Dyrs Jammerlyd taber sig ikke i Vinden, men stiger op til Kjærlighedens Gud." Vi maae heller ikke til- føie dem de Smerter, Hindringen af Naturdrivter, der ere os uskadelige, foraarsage dem. 4. Vi maa ikke forlænge deres Dødssmerter og Angst. Det er Pligt at gjøre disse Lidelser saa korte og lette som muligt. -- At pidske Fuglekræ ihjel, ophængt ved Benene, eller at drive tamme Dyr ihjel for at meddele Kjødet en Vildtsmag ved saa- ledes at jage Blodet ind i alle Fibrer, er nu vel ikke brugeligt hos os; men vi iagttage ofte ikke denne Pligt som den skulde under Slagtningerne. 5. Det er Pligt at sørge for vore Huusdyrs tilstrækkelige og be- hørige Underholdning og øvrige Pleje. SIDE: 95 6. Det er Pligt, ikke at anstrænge noget Dyr over Kræfterne. 7. Vi gjøre Uret, naar vi med Haardhed straffe Dyr, fordi de kun gjøre hvad en Naturdrivt eller Nødvendighed driver dem til. Man vænner saaledes ikke Gjeden med Prygl fra at gnave Bark eller den hungrige Ko fra at streife ind gjennem den aabne Grind. Hunden, man selv har tirret, vil bide, og Kløerne strække sig uvilkaarlig ud paa Katten, man har pirret dertil. 8) Og endelig er det Pligt, at pleje vore syge Huusdyr, og at forkorte deres hjælpløse Lidelser af Sygdom eller Alder. Den ædle Smith har nok fulde lO Bud i sine Dyrlovens Tav- ler, hvorimellem da ogsaa, at det er en Synd, saaledes som f. Ex. de modbydelige Bjørnetrækkere gjøre, at drive Dyr til noget, der er deres Bygning og Natur modstridigt; imidlertid ville vi, ved at overholde ovennævnte 8 være angerløse. Og de ere ikke tunge, men selvpaabudne af ethvert godt Hjerte, ja af den vilde Natur, som den raa Hottentot, der elsker saa sin Ko, Araberen, der er saa øm om sin Hest, og vor egen Finlap, der har sin Reen saa kjær, kunne lære os. Mange af de herskende Feil ere Vaner og afskyede af vore Hjerter, saa snart disse blot aabne sig for Eftertanken. Man gjør som Andre gjøre, og gjør sig ingen Tanker derover. Saaledes ere Mange blevne Fyldesnuder, fordi Andre ogsaa skyllede Drammer ned. Saaledes ere mange Piger faldne, og faldne i Elendighed, og mangen Karl, som om nogen Tid kunde havt Sit, er kommen i Armod, paa Kronarbeide og videre frem i Uselheden, fordi Løsagtighed, først ved enkelte Exempler og siden ved flere, lidt efter lidt var bleven en Bygde- skik hist og her, og havde tabt sit strengeste Baand, Skammen, ved Vanen. Og saaledes er mangen Dreng bleven ufølsom for de Dyr, han har med at gjøre, fordi han aldrig saae andet af de voxne Karle. Vanen, Vanen er ogsaa, ligesom Lediggang, en af Lasternes fedeste Jordbunde. Øver man noget Godt af Vane, er der kun liden Fortjeneste derved; men er det noget Ondt, da hænge Qvikrødderne ikke saa sammen eller ere saa slemme at udrødde. Der gaaer en Hallinggjente forbi tilkirke. Hun seer saa til- freds ud. Hun maa have stellet Buskapen vel før hun gik. Det SIDE: 96 gjøre de gode Piger, og ikke blot af Vane, men fordi de have virkelig Godhed for Dyrene. Og da dette er blevet bekjendt, ville alle Folk have dem til Budejer, og det vilde jeg med, om jeg havde et Par Kjør. Men da jeg ingen har -- nu saa har jeg dog et "Gud velsigne" for Hallinggjenterne, der holde saa af Krea- turene, saa af Andres, som af sine egne, som af Fars og Mors derhjemme i den kjære Dal. Og jeg tilegner dem alt hvad jeg her har skrevet for Dyrene og denne lille RAGNE HALLINGJENTES VISE (Mel.: Ifjol jet e Jeiten o.s.v.) Ho' Ragne var fattig; maa ut no aa tene. "Gud trøste ho Mor, som no blier saa alene!" "Farvel, gamle Farmin! Farvel, vesle Syster! E gaaer nu tæ Byen, som lite e lyster." "Farvel, vesle Brormin! Farvel, Allesammen! E skriv' dikko tæ naar e kjæm' ne tæ Drammen." "Farvel, gamle Stugo! Farvel, gamle Laavaa! Farvel, gamle Stabur med Spirid'n aavaa!" "Farvel, Hallingdale mæ Fjelle ti Skyen! E seer dem (men inkje mæ Augo) ti Byen." "Farvel, gamle Fjøse'! Farvel, alle Kjyre! Men pas Den, som gjeter, at gaa kringom Myre!" "Farvel, Pellegjeita mi! Farvel, Sauo alle! Pas nøji aa kalle som Ragne ho' kalle!" "Daa kjæm dei -- dæ veit e -- saasnart som dæ qvæller, som sprat dei, som Huldres, or Bergo aa Heller." "Farvel, Bjellekua, Gullblomma aa Maane! No inkje ho Ragne meir kalle Kubaane." "Men skulle e gaa før e Blomma har kjæle'?, Ho skjøna, den Stakkar, e sørje, paa Mæle'." "Ho tænkje paa me meir ell' Han aa dei Are, der banna aa kommaa naar e skull'te fare." SIDE: 97 "No kjæm' der jo Ingjen? Men mest dæ me gnager, at Han, som dei Are, ska' væra Bedrager." Aa Ragne sit Anlete bøijir mot "Blomma", at Mor inkje sjaa skal kor Taarid'n flomma. Kor venlige Augekast "Blomma" kan senne! Dei synes aa spørja: ko fele' der henne? Kor blanke som Spiglar! kor store aa svarte! Kor botnlaus en Kjærligheit dei openbarte! Der syntes staa skrivi mæ' Glands af e' Sjerne: o kunne e gjæra de' Glæe! kor gjerne! Der saag ho se sjø1, og der bakom . . Ko seer ho? Nys gret jo ho Ragne; ti Bringo no leer ho? Der sto' jo ti Gullblommas Auge bak Jenta han Endre, den Eine blandt Alle ho venta? Den kom vel, som hadde de' heitast kring Hjerte'. Gullblomma! du Ragne en Kjærest forærte. En Viisdomens Brynd blev dit Auge for henne. No kunne ho Den, som va' trufastest, kjenne. Du al hennes ømhet, Gullblomma, betalte, da Belaren seg ti dit Auge afmalte. Mon Himlen har Engle saa smaa og saa glade som de der i Gullblommas Auge seg bade? Der tedde seg To hos korare ve' Barmen. Og bakom sto' Mo'r, puffa Kællen paa Armen. Henrik Wergeland SIDE: 98 No. 17, 7de November 1840. Ræven, der sov, fanged' ei Fugl i Skov. Hvilende Plov Fure ei grov. EN SVENSK NILS JUSTESEN (EFTER FORSELL) Men kan saamen gjerne være, at mange af mine Læsere ikke vide hvem Nils Justesen var. Han var en Bonde paa Øen Hit- teren nordenfjelds, som ved den største Flid og Vindskibelighed arbeidede en yderst daarlig og forsømt Gaard op ved egen og Kones Hjælp, vandt Bugt med kolde vandsige Myrer, og tvang Korn af steenfulde magre Skrænter, brugte Stenene til Gjærder om sin stedse meer udvidede Ejendom, arbeidede sig riig med tomme Hænder, og trak Norges og Danmarks, to Nationers og Kongens Opmærksomhed hen paa sin øde taageskjulte Ø. I Visen om ham, som begynder med at omnævne hvorledes Norge Tid efter Tid har tabt alle sine Skatlande og flere Provindser, de skotske Øer vestude i Havet, Øen Man, Irland, Færøerne, Grøn- land, Jæmtland, Herjedalen og Bohuuslehn, og som gaaer ud paa at vise hvorledes dette lader sig erstatte ved Folkets Flid paa Landets Opdyrkelse, hedder det: "Nils Justesen var vel en Bonde grov, Hans Adelssværd var hans Plov. Men dermed han veed at vinde tilbage de fule Rov. Han ene forstod, foruden Blod at sætte paa Ørnen de Fjer, at sætte til Svands paa Løven en Krands, der bedre end Ragget er. En Myr til et Hetland han gjør med Sved. Han vælter en Klippe ned; saa triller han Muld derover, saa stod der et Man af Sæd. Et visnende Krat han mejer plat. Det Jæmtland skal blive til Høst. -- Den Slagfjeder groer vel fastere, Nor? De forrige sad saa løst. SIDE: 99 Et Island og Færø fra Hav han skar. Et Bohuus fra Fjeld han ta'r. Sligt Guld, som hans Huustro spinder, knapt Olaf i Dublin bar. Han maaler med Stør og Trillebør Provindser til Salt og til Malt. Han slaae's med en Ur: med stærken Natur; men blier ei som Jakob halt. I Svartmyr erobres den gamle Glands, paa Heden en Landekrands. Og Norriges Skattelande de ligge herindenlands. Ja Kornaxet er de deilige Fjer, som løfte dig atter, du Ørn! Da blikker du ned paa Frihed og Fred, paa glade og mætte Børn." Et begyndende Nybygge fortjener fra mange Synspunkter at tages i Betragning. Det er skikket til et blivende Hjem for en Huusholdning og de Børn, der, hvis de blive opfostrede i Guds- frygt og Arbeidsomhed, skulle forplante disse Egenskaber til endnu en Menneskeslægt. Hvert nygivt Par, som sætter egen Huusholdning, er paa en vis Maade Nybyggere. De maa være Dagarbeidere, Byindsiddere eller Selvejere paa Landet, saa er Begyndelsen, Fremgangen og Enden den samme; det vil sige, de begynde sin Huusholdning med Fortrøstning til Forsynet, at det skal staae dem bi i deres Bestræbelser, de faae Børn, opfostre dem, blive gamle, gaae heden, og give Plads for en yngre Slægt, som afløser dem, og overtager deres Vilkaar. Men, hvis den lille Huusholdning, der begyndte med knappe Erhvervskilder og kjæmper med Armoden, maa lide Misvæxter, Sygdom paa Bu- skapen, og Folkene endog selv at tabe Helbreden, da staaer Nøden ved Døren, og Mand og Kone ere, som Følge af den overhaandtagende Fattigdom, færdige til at opgive eller drives fra deres lille Hjemsted, som Spurvene fra Axet. For dem staaer da intet andet tilbage end at blive Fattiglemmer paa Sognet, SIDE: 100 eller ogsaa, hvis deres Selvstændighedsfølelse indgiver dem Mod til at kjæmpe til det Yderste, at bukke under. Hvis dette Nybygge, som Tilfældet er enten langt nord eller tilfjelds, er beliggende paa Kornhøstningens yderste Grændser, hvis det ofte er udsat for Skade af Frost eller for at de vilde Dyr hjemsøge den ringe Buskap, og de gode Folk desuagtet stræve sig frem, da fortjener det i Sandhed vor Agtelse og Deeltagelse. Den svenske Forfatter, Hr. Forsell, siger, at han ofte har paa sine Reiser traadt ind i ensomme og afsidesbeliggende Nybygger, Rødningspladser eller Huusmandsstuer, for at see, hvorledes disse Køjers Indvaanere bjergede sig. -- Paa flere Steder i det nord- lige Sverige fandt han saaledes, at Folket holdt til i samme Stue som Buskapen. Denne bestod af flere Kjør, et Par Kalve og 6 à 8 Faar, der blot ved en 6 Qvarteer høi Afpaneling vare ad- skilte fra Folket og Folkets Sengesteder; men uagtet at Frosten havde hjemsøgt den nylig i Ax gangne ringe Afgrøde, og uagtet at de vare ganske fattige, (thi en Bid Brød fandtes ikke at faae,) vare de aldeles ikke nedslagne. Tvertimod, de vare ved friskt Mod, og mistvivlede ikke om at kunne slaae sig igjennem -- Forfatteren hørte af dem mangen en sund Anmærkning, mangt et fortrøstningsfuldt Ord om en højere Magts Beskyttelse. Det er alligevel en Lykke, at Fattigdommen ikke kommer medeet, i det mindste for dem, der have seet bedre Dage, thi da vilde den i de fleste Tilfælde knuse Sindet og bringe sine Offre til Fortvivlelse; men derved at den lidt efter lidt indfinder sig, for- maaer baade Sindet og Kroppen at vænne sig til denne bittre Gjæst, den nødtvungne Indskrænkelse. En saa ringe Begyndelse som et Nybygge, der i flere Aar har kjæmpet for sin Tilværelse, har alle de folkerige Stæder, de prægtige Herregaarde og vel- staaende Byer havt, som nu fryde Øjet og udgjøre sine i Vel- stand levende Indbyggeres Stolthed. Stockholm og Bergen have i sin Oprindelse engang været fattige Fiskerlejer, Slottet Skokloster en Huusmandsstue, Jernværkerne Leufstas og Forsmarks Herre- sæder Kulsvierhytter. Det er saaledes med Hensyn paa Landets tiltagende Dyrkning og Befolkning, at hver liden Rødningsplads, endog den mindste, har tiltrukket sig Forfatterens Opmærksomhed. Hvis den har SIDE: 101 været beboet af stræbsomme [fotnotemerke] , forstandige og vedholdende Ind- byggere, har han glædet sig ved den tilfredsstillende Tanke: disse gaae fremad, de slaae Rødder og trives. Ingen optegner disse Nybyggeres Skjebne og de haarde Prøver, de have gjen- nemgaaet; de fordre det ikke heller. De ere dog Stamfædre til kommende drivtige Slægter, der engang skulle værne om Fædre- landet, enten det bliver et Formaal for ydre Fienders eller indre Urostifteres Stemplinger. Blandt den store Mængde af Beretninger om vellykkede Rød- ningsanlæg, som Forfatteren skulde kunne anføre, har han troet at burde indskrænke sig til Beretningen om følgende ene: Afdøde Bengt Ersson i Nordre-Helsingland (omtrent saa nord- ligt som Trondhjem) begyndte, ved 32 Aars Alder, at opdyrke en Skovmyr i sin Hjembygd, Hassel Sogn, opførte ved denne Opdyrkning en Gaard, nedsatte sig der Aar 1780, og givtede sig 1782. Hans Forældre vare fattige Huusfolk, og Huustroen, som var en Indsidderdatter, havde da ikke heller nogen Formue. Jords- monnet var saa frostnemt, at Afgrøden næsten aarligen beska- digedes og ødelagdes, og Manden blev derfor, efterat han havde beboet Stedet i 13 Aar, og der havde opdyrket 6 Tønder 29 _ Fjerdingkar Agerland og 6 Tønder 25 _ Fdgkr. Eng, nødt at flytte derifra med Huustro og 8 Børn. Mandens udmærkede og usæd- vanlige Arbeidsomhed og Eftertanke gjorde dog, at han, endog under disse haarde Aar, tog sig ud med sin store Familie. Han forfærdigede Spinderokke, murede og arbeidede hvilketsomhelst til Andre, imedens han dog røgtede sit Eget. Sidstnævnte Aar nedsatte han sig en Fjerding længere borte fra sit forrige Hjem, og begyndte der Opdyrkningen af den nu- værende Gaard Stakholmen. Jordbunden var der saa stenet, at hver Plet deraf maatte brydes med Jernstør, større Stene bræn- Fotnote: Som Beviis paa haardt Arbeide kan tjene, at Nybyggerne i Offerdals Sogn i Jæmteland, der af Myrmalm havde nedsmeltet et Stykke Jern, og videre skulde bearbeide denne Klump til forskjellige nødvendige Behov, havde ingen Vandslægge, men nødtes til at anvende Haandkraft. Jernet var slet hedet og seit, saa at de nødtes til at hamre saalænge derpaa, at det, da de havde endt Arbeidet, var dem umuligt at aabne Fingrene. Slæggen maatte derfor trækkes ud af Hænderne, hvorefter de bleve istand til lidt efter lidt at opmyge Fingrene, saa at de kunde strækkes ud. SIDE: 102 des og sprænges. Desuagtet optoges paa saadan Maade en Ager- vidde af 5 Tønder Land, uberegnet 4 Tønder Land Eng, der vare inden samme Hegn. Paa hele Agerlandet findes nu ikke en eneste Steen, men det er saa slet og jevnt som Uplands Gaarde. Den største Deel af Ejendommen omgives af et Steengjærde af 1300 Alens Længde, hvilket udgjør, efter en Bredde af 2_ à 3 Alen, og en Højde af 2 Alen, omtrent 7000 Kubikalen, hvilken Steenmasse heel og holden er opbrudt inden den nævnte Jord- vidde. Ved Brev fra den residerende Kapellan i Præstegjeldet er oplyst, at denne Familie havde i Alt 17 Børn, hvoraf 13 levede ved Faderens Død 1823, at af de 12 endnu levende Børn beboer den ældste Søn, en af de meest formuende Mænd i Sognet, Faderens Gaard, og 9 ere Bønder og Bondekoner i dette og tilgrændsende Sogne, hvilke alle udmærke sig ved Flid, og derfor ogsaa ere komne i Velstand; samt endeligen at Manden ved sin Død efterlod sig paa sin vel opdyrkede Ejendom en fuldbygget Gaard, fuldt Indbo og nogle l00 Daler i Kontanter. Huustroen, Moder til alle Sytten, lever endnu. Hun er en munter og trivelig gammel Kone, der har faa Lige, ei alene derfor, at hun har fremfødt og fostret alle disse Børn, men ogsaa fordi hun har været en god og forstandig Huusmoder, og tillige har staaet Manden bi i hans mærkværdige Opdyrknings- foretagender. Koner af denne Fortjeneste kunde vel ogsaa, som saadanne Mænd som Bengt Ersson, være værd en offentlig Ud- mærkelse [fotnotemerke] . Overeensstemmende med det lovlige Skifte og for- fattet Beskrivelse over Hævden, indeholder Ejendommen, med dertil opryddede Skovslaatter og Engstykker, tilligemed den gamle Myrdyrkning, der benyttes til Slaat, i alt 32 Tønder Land 231/2 Fjerdingkar. Fotnote: Hvorledes en Nybyggers Hustro kan have Tid til at opamme 17 Børn, grændser til det Utrolige og jeg antager for afgjort, at hun har opammet dem Alle selv, og at det ikke er gaaet til, som i en stor Deel af vore Herskabs- huse, der prunke med mange Børn, at nemlig Ammerne med al Ret kan ansees for at drage halve Byrden af at skaffe Børnene til Verden. SIDE: 103 Henrik Wergeland VASKERKONEN Naar jeg seer en Vaskerkone, tænker jeg mig flere agtværdige Egenskaber forenede: Stræbsomhed og Reenlighed nemlig først og fremst, og dertil Moderkjærlighed, Taalmodighed og Redelig- hed. Uden denne sidste vilde hun nemlig miste sine Kunder, Taalmodighed er opammet i hendes Bryst af Lidelser og da ofte af den, at have en drikfældig og uduelig Mand, som hun maa ernære til Døden løser denne besværlige Byrde fra hendes Side; og er hun Moder, da kan man maale hendes Moderkjærlighed efter hendes Arbeidsomhed. Denne hæderlige Næringsvej staaer ethvert flinkt Qvindfolk aaben, Konen som Enken og eenslig Pige, som vel derved mange- gange kunde finde et bedre Brød end det, der søges ad andre og mørke Veje. Mange benytte ogsaa denne Næringsvej, og i Kristiania, hvor Klassen af Embedsmænd og unge Mennesker er saa stor, glider mangen Skilling og Daler gjennem den flittige Vaskerkones glatte Fingre ned i Arbeidsklassens Pung. Dette være Forordene til denne oversatte Vise om VASKERKONEN Paa Blegen hist hvor Elven rinder Du Konen seer med hvide Haar, den Flinkeste af Vaskerkvinder, endskjøndt paa sex og sexti Aar. Saa har hun stedse svedt og træt sit Brød i Tugt og Ære ædt, og udfyldt, mens hun mangt har taalt, den Kreds, som Gud har hende maalt. For hende har det ogsaa vaaret: hun elsket har og været gift. Hun Qvindens Smerteslod har baaret og i sit Aasyn Sorgens Skrivt. Sin syge Mand hun plejet har, ham Fire hun til Verden bar, tilsidst i Graven ham nedlagt og ikke Tro og Haab forsagt. Hun sparet har og tænkt og grundet, kjøbt Liin og vaaget mangen Nat. Til Fiingarn har hun Linet spundet, og i sin Vævestol det sat. SIDE: 104 Til Lærred har hun vævet det, brugt Naal og Sax derpaa saa net, og med sin Fingers Natteværk hun syet har sin Dødningsærk. Den vil hun ei for Alting miste, forvart i Skriin, paa Æresplads den er det Første og det Sidste, Klenodet, hendes Skat og Stads. I den hver Søndag Morgen klædt Guds Ord hun mindes mere ret. Hun lægger varsomt bort den saa. Snart faaer hun den for evigt paa. Gid jeg, naar Aldrens Sne mig dækker, som Vaskerkonen har opfyldt, saalangt som Kraft og Evne rækker, de Pligter, som jeg har forskyldt! Gid jeg maa sætte klogt som Hun Livsbægeret til lysten Mund! Gid jeg kan see med hendes Fred Liigskjorten jeg skal have med! Henrik Wergeland No. 18-19, 19de November 1840. Klog Mand blier klogere af Andenmands Forliis; men neppe af sit eget blier Daaren mere viis. SKADEN AF PROCESSER (EFTER DET SVENSKE). Raad man nok kan give, Klogskab ei. Hvo godt Raad Raad lod blive lod Hjælpen gaae sin Vej. Hvor ofte jeg har tænkt at advare Menigmand mod Processer, dette Velfærd og Rolighed slugende Onde, som mine kjære Lands- mænd ere altfor hengivne til, ja som man har paastaaet i enkelte vildere Egne er traadt istedetfor det frygtelige Spændebelte og SIDE: 105 Kniven Mand og Mand imellem! Men jeg har ikke vovet mig dertil, fordi jeg hader det hele Væsen altformeget, efter det Af- skyelige, der kan passere under dem, de Lumpenheder og den onde udtænkte Hævn de kunne give Anledning og Beskyttelse til, og efter min Erfaring om de Ødelæggelser, de afstedkomme. Jeg turde ikke indlade mig paa denne Materie, for ikke at hen- rives til Uretfærdighed, og var derfor glad ved at træffe den afhandlet i et svenskt Folkeskrivt, som jeg desuden har ladet en Jurist gjøre sine Anmærkninger ved. Saaledes skulde Behand- lingen deraf maaskee gjøre samme Nytte her, som i Afhand- lingens eget Fødeland. For Hvilkensomhelst, men især for en Mand af Almueklassen, er det i Almindelighed en sand ødelæggende Ulykke, at blive indviklet i Proces. Vel kan det undertiden hænde, at ogsaa den meest Fredelskende kan blive hjemsøgt med Stevning, eller, endnu sjeldnere, blive nødt til selv at optræde som Sagsøger; men høist sjelden vil dette Tilfælde indtræffe for den, der selv gjør oprigtigt af Fred og god Forstaaelse. Naar han imidlertid, enten til nødtvunget Selvforsvar, eller for at gjenvinde en om- tvistet Rettighed, nødes til at søge Domstolene, er dette at an- see for en Ulykke, hvis fordærvelige Fø1ger han, saameget det staaer i hans Magt, bør søge at indskrænke. Vil du lytte til Erfaringens Lærdomme, da læg paa Mindet og Sindet følgende Regler, som Du bør spørge tilraads, naar Du troer at burde henvende dig til Domstolene. 1. Begynd aldrig en Proces uden i yderste Nødsfald! Af Sær- hed, Heftighed i Gemyttet eller Egennytte at angribe sin Næste er en Synd, som paa første Haand straffer sig selv. Thi, foruden den gamle Sandhed, at et magert Forlig er bedre end en feed Proces, stiftes uendelig meget Ondt ved de uvenlige spændte Forhold, der altid finde Sted mellem tvistende Parter. Hvad Religionen saa herligt byder, "først at forlige sig med sin Næste, førend man gaaer frem til Alteret" gjælder her i den mest ud- strakte Betydning, og hvad end mere er, i det mindste efter de verdslige Kloges Mening, istemmer selve Klogskaben dette kriste- lige Sædelighedsbud. SIDE: 106 Forsonlighed er ikke blot din Samvittighedspligt; den er ogsaa din egen store Fordeel. Dette kan lettelig bevises; thi vel pirrer dig det opeggede Gemyt eller Vindelysten eller Hovmodet eller Hævnfølelsen med Udsigten til, at din Modpart skal nødes til at gjøre store Opoffrelser for din Skyld; men om det end skulde lykkes dig, at tilføje ham en Lidelse, beregner Du ikke i din blinde Iver alle de Uleiligheder og Lidelser, som Du tilføier dig selv. Disse Uleiligheder og Tab ville gjennem et Exempel blive endnu mere iøinefaldende. Din Grandes Kreaturer har paa din Ager- teig gjort en ubetydelig Skade, som Du anseer foranlediget af hans brøstfældige Skigaard. Istedetfor den naturlige og venlige Udvej, strax med det Gode at tale til din Grande, der da i Be- tragtning af den ei med Forsæt forvoldte Skade, vistnok oftest vil være færdig til baade at erstatte den og istandsætte Ski- gaarden, skynder Du dig med næsten fiendtlig Hadskhed at gjøre, som man siger, Sag deraf. Først koster det dig Arbeide og for- styrret Sindsro, at skaffe Skjøn over Skaden, siden at udtage Stevning, videre at fremskaffe Vidner, fremdeles at passe paa ved Thinget i flere Dage, og alt Dette foruden de kontante Ud- givter til Skjønsmændene, Dommens Løsning o. s. v. Og til Krone paa alt dette har Du ombyttet dit fredelige og lykkelige Nabo- skab med et Slags Krigstilstand af Bitterhed og Had. Meget uvist kan det være, hvilken Ende Sagen faaer, da det lige let kan hænde, enten at Beviset for den daarlige Beskaffen- hed af din Naboes Indhegning brister Dig, eller at din egen Gjærdesgaard ogsaa kan bevises at være brøstfældig m. m. d., og da mister Du aldeles al Erstatning, men har gjennem din Uforstand bragt over dig og Dine en Mængde Uleiligheder og Lidelser, blandt hvilke ei de Ubehageligheder ere de ringeste, at Du og din Grande nu ere Uvenner, saa at den Ene vil den Anden ilde, istedetfor at understøtte og hjælpe hinanden, hvorved begges Vel befordres. Havde Du strax ved Skadens Opdagelse taget Eftertanken paa Raad med, venligen tiltalt din Grande, fulgt med ham til Stedet, kommet overeens med ham om Opgjørelse af det Begaaede til Forebyggelse af videre Skade, og endelig paa en billig Viis lempet dine Paastande, saa vilde i de fleste Tilfælde Alt letteligen med det Gode være bleven opgjort, alle Bekostninger, Tidsspilde og SIDE: 107 Uleiligheder vilde have været undgaaede, og den gode Nabofor- staaelse kunde vedblevet derefter, som før. 2. Men hvis Proces ei kan undgaaes, vær altid villig til at ind- gaa det Forlig, som Dommeren foreslaaer, og lyt aldrig til for- føriske Sagføreres Raad! Iblandt de gode Sider i vor Lovgivnings og Domstolenes Indretning forekommer Dommernes Forpligtelse til at søge at bringe tvistende Parter til godvilligt Forlig. Under- dommerne i Sverige ere tillige ogsaa udtrykkelige Forligelses- dommere [fotnotemerke] , og Enhver, der samvittighedsfuld vil opfylde denne paa en Gang baade ansvarsfulde og velsignelsesrige, forenede Pligt, har noksom erfaret, hvor meget, hvor uendelig meget Godt, man paa denne Vei kan udrette. Naar Du, som Stevnende eller Indstevnet, fremstiller dig for en Domstol, saa bortkast al Mistro til Dommeren, naar Du intet Uretskaffent veed om ham, og overlad dig med Tillid til hans Veiledning. Det er vore Dommeres Embedspligt at lede enhver Sag til Retfærdighedens og Billighedens Maal. Det første, som baade Samvittighed og Klogskab paalægge Dig, er uden nogen Fordrejelse at fremstille blot den simple, klare Sandhed. Dom- meren veed nok alligevel at finde Rede i hvad Du paa Sam- vittighedens Bekostning vil fordølge, eller fordreje, og paa din Lod falder da blot Skam og Skade. Naar nu Sagen er udført, begge Parters Rettigheder klart opfattede, og saaledes Strids- spørgsmaalet ligger udviklet for Dommerens Blik, vær da ikke Fotnote: Forligelseskommissionernes ellers erkjendte Gavnlighed i vort Land har dog været underkastet den Tvivl, at Underdommerne, efter disses Indretning, for det meste ansee sig fritagne for det Kald at søge at mægle Forlig mellem Parterne. Saalænge man ei istedetfor disse vore Forligelseskommissioner har faaet Fredsdommere, der baade skulle mægle Forlig og, om fornødiges, dømme, saa vogt dig, min gode Almuesmand for at udsætte dig for Indkaldelserne dertil! Det hedder vel, at de kun skulle koste lidet, men det er ofte ikke saa, især naar din Modpart enten selv er eller lader møde ved en af disse Op- trækkere, der under Navn af Inkassatorer, Fuldmægtige o. s. v. have erhvervet sig et Skræksnavn paa Land og i By hos de Fattigere, og som ofte i en Haandevending gjøre de mere Velstaaende fattige. Især maa Du tage dig iagt for de Fuldmagter med aabentstaaende Navne, som slige Folk præsentere dig, idet de nok saa pent love dig Henstand, naar Du blot vil underskrive dette Papir, hvis Indhold og Følger Du ei indseer. Thi har Du først underskrevet et saadant, da har Du, uden at du hører et Ord mere derom, pludselig Lovens Mænd i din Stue, og saa bliver den snart sopreen, og Du faaer høre, at der er bedre Groe i Gjeld end i anden Sæd. SIDE: 108 krangelsyg eller uvillig til at indgaae i det godvillige Forenings- forslag, som Dommeren, Lovens og Retfærdighedens Tolk, fore- lægger dig og din Modpart. Vel kan En eller Anden hviske dig i Ørene, at Du bør lade Sagen gaae til Doms, saavel for at vinde Seier over Modparten, som ogsaa for at faae Processens Omkostninger. Men disse Raad ere Uvennens. Først og fremst bør her mærkes, at i mange Tilfælde kan en Sag, som forligt, for dig faae et langt fordeel- agtigere Udfald, end som paadømt, siden Dommeren i Afslut- ningen af Forliget er langt mindre bunden af Lovens blotte Bog- stav, end naar han i en Dom skal anvende Lovbudet. Her kan ved Fordringernes Jevning mod hinanden, den Røst, der hedder Billighed, paa langt mere udstrakt Maade gjøre sig gjældende, end forenes kan med de stive Lovformer. Og desuden maa Du ikke forestille dig, at det er saa sikkert, at faae Omkostningerne erstattede [fotnotemerke] ; thi i mange Tilfælde hvor Anledning til Tvist ikke heller haves paa Modpartens Side, bliver denne fri for Omkost- ninger. Betænk desuden, at det vel ogsaa er noget værdt, baade at I som forsonede kunne række hverandre Haanden, uden at det gamle Had skal vedblive som en dulgt Gnist, og at, ved denne mellemkomne Forening, al Fristelse til en fortsat, end kostbarere og mere tidsspildende Rettergang med det samme bortdøer. Herigjennem komme vi til den anden Sats, der indeholdes i vor Hovedregel, at Du nemlig aldrig bør laane villigt Øre til lejede ildebekjendte Sagføreres ofte forvrængte Forestillinger. Vi have mange Grunde til at indskjærpe denne Advarsel, som den væsent- ligste og gavnligste for en selv ikke lovkyndig Almue. Først bør herved overvejes, at Formerne i vort Lovvæsen tillade og ere saaledes indrettede, at, i mange Tilfælde, Menigmand selv kan komme i Besiddelse af sin Ret uden slige altid Tjenstvilliges Hjælp. Med Tillid kan Du saaledes overlade din Sag til Dom- merens Afgjørelse, der i deslige simplere Sager ei for dig bliver mindre tilfredsstillende derved, at Du ei har benyttet en Advo- Fotnote: Hos os blive sikkert i 9 af l0 Sager Processens Omkostninger, som det hedder, hævede; og af den Tiendepart af Processerne, hvori Omkostningerne tilkjendes En af Parterne, svare de tilkjendte Omkostninger vist ei i een Sag af ti til de virkelige. SIDE: 109 kats Hjælp [fotnotemerke] Hvor denne tilgaaes, vil det være klogt forud at akkordere. For det Andet ligger det i selve Sagens Natur, at Sagføreren, især hvis Du betroer dig til en saadan, om hvis hæderlige Tænkemaade Du ei er tilfulde forsikkret, vil opholde Sagen gjennem en Mængde unyttige Indvendinger, deels ogsaa, efter at Processen er endt, vil vække Anledninger til Misnøje, der ere langt fra at være billige og retfærdige. Det er, som man siger "hans Ager og Eng" gjennem denne fortsatte Procedering af dig at høste yderligere Gevindst og, gjennem din Lettroenhed i at lytte til hans Raad, at bringe dig til endnu større Opoffrelser og Bekostninger. Ikke nok dermed, at ikkun sjelden ved hans lokkende og forvrængende Overtalelse et billigt og retfærdigt Forlig opnaaes; ligesaa sjelden tillades det dig at nøjes med den første Domstols paa Lovens Ret grundede Beslutning. Tvertimod foregiver han vel, bare af tom Skryden af sin større Indsigt, at kunne langt bedre bedømme Sagen end Dommeren, og ophidser dig, for sin egen Fordeel af den fastsatte Sagførelse, til videre at forsøge din Lykke. Sagen, der retteligen burde have standset med den af Dom- meren foreslaaede, billige Forening, eller i det mindste ved den første Rets Dom, drages da, efter din Sagførers Raad, ind under den anden, højere Domstol og siden under en endnu højere. Nu forøges for hver højere Instants i betydelig Mon dine Bekost- ninger og Sagførersalarier, der snart beløbe sig til ligesaa meget, som det, hvorom der tvistes. Din egen Paastaaelighed og Trætte- syge voxe tilligemed Ubehagelighederne af forøgede Omkost- ninger. Om end en indre Røst vækker hos dig Anger og For- trydelse over gjækkede Løfter og Forhaabninger, egger dog Hovmodet dig endnu mægtigere til ikke at give efter, og paa denne Maade opnaaer Optrækkeren sin Hensigt, at faae dine Skillinger i Fikken [fotnotemerke] . Fotnote: Gud give man kunde sige det Samme hos os! Imidlertid bør man dog vel antage at det store Fleertal af vore Dommere ei ville undlade at iagttage deres Pligt at veilede Almuesmænd, der selv føre sin Sag, saavidt saadant efter vor Processes Grundsætninger kan lade sig gjøre. (Udtrykkene ere ellers i dette Afsnit betydeligt formildede.) Fotnote: Selv hvor ei den samme Prokurator kan føre Sagen ved Overretten, som ved Underretten, vil denne dog ofte uden Grund raade til at appellere, snart for at tjene en Overretssagfører, med hvem han staaer i Forbindelse, snart for at skjule enten sin egen Mangel paa juridisk Indsigt eller sine ved Underrets- sagførelsen begaaede Skjødesløshedsfeil. SIDE: 110 Erfaring viser desværre, at dette uædle Misbrug af Prokurator- bestillingen, der i sig selv kan, udøvet af ædelttænkende og kyn- dige Mænd, berede meget godt, ikke er sjeldent især inden det Omraade, hvorom nu er Spørgsmaal, nemlig i Ledningen af Al- muens Rettergangssager. Forfatteren af disse Linjer har i mange Tilfælde og paa forskjellige Steder havt tilstrækkelig Anledning til at beklage den Lettroenhed hvormed Almuen omfatter den tilbudne Hjælp af lejede Sagførere, som af Ukyndighed og Vinde- lyst staae færdige til at udhale let bilagte Tvistigheder og op- hidse til Processer. Disse der vel fortjene det forhadte Navn af "Thingstude", forstaae hos den Enfoldige at skaffe sig Tiltro, ligesom Qvaksalveren, der saa let indtager en ukyndig Almue. Den tredie Hovedregel er: afhold Dig saameget muligt er fra Thinge og Domstole, og ansee aldrig den Dag for vel anvendt, der paa denne Maade tilbringes uden Sysler! Din Dont fordrer al din Tid og dine Kræfter, og den Dag som rykkes derifra, er ilde anvendt. Vanen, med eller uden Ærinde at indfinde sig paa Thingstederne, leder til meget Ondt, Sysselløshed, Drikfældighed, Trættekjærhed, ja endog til Lovovertrædelser. Vi have kjendt en Bonde, der i mange Aar med Fremgang havde drevet sit Odelseje, der gav ham, Kone og Børn godt Ophold. Men han fik en Proces, der letteligen med det Gode kunde have været bilagt, og sikkert vilde ogsaa et billigt Forlig være bleven afsluttet, dersom han ikke paa en Prokurators Raad havde udvidet sine Fordringer langt ud over det, som han selv i Begyndelsen ansaae for Ret at være. Han tabte for en Deel, gik gjennem flere Instanser og gjorde store Opoffrelser. Imid- lertid havde han bivaanet mange Thing, og fundet Smag deri. Jordbruget forsømtes men Processer opvoxede, den ene efter den anden. Han saae efterhaanden sin Formue undergravet, men Proceslysten voxede ligesom enhver Tilbøjelighed, der ei styres af Fornuft og Eftertanke. Tilsidst ejede han intet mere, og havde laant af en medlidende Grande de Sengklæder, hvorpaa han hvilte. Han maatte dog procedere; og Den, der nedskriver dette, har havt den største Møje med at tale ham fra at stevne den Velgjører, som nu bistod ham i Nødens Stund [fotnotemerke] . Den Proceslystne søger blot Strid. Han er et Slags overmodig Fotnote: Saa gaaer det desværre ogsaa hos os. Anmærkeren har kjendt flere Lignende. SIDE: 111 Slaaskjæmpe, der ei lader Nogen i Fred. Den naturlige Følge er ogsaa den, at han ei har nogen Ven. Alle frygte og afskye ham, og af sig selv er det klart, at hans Handlemaade strider ligemeget mod Sædelæren, som mod den kristelige Religions Bud om Forsonlighed og Fredsommelighed. De Advarsler der i det foregaaende ere meddelte imod Skaden af at søge Domstolene, kunne for største Delen ogsaa anvendes paa ethvert, navnlig Gjelds-Stevnemaal. Vi kunne ei undgaae at benytte denne Leilighed til at advare Almuen for Misbruget at gjøre store Auktionsindkjøb, og saaledes at sætte sig i betydelig Gjeld. Oftest opkomne under Sviir avle de igjen en Mængde Sagsøgninger [fotnotemerke] , og Mangen har paa denne Maade maattet betale langt mere, end han virkeligen har kjøbt for. Man veed desuden, hvorledes stærkt Fortæring paa Auk- tionerne opmuntre Spekulanterne, saa at Mange ei saa nøje mindes, hvad de have faaet Tilslag for, og den lange Kredit gjør denne Glemsomhed end mere naturlig. Hvis Du nu har en Fordring, saa besvær ei dig selv og din Skyldner uden Nødvendighed med Sagsøgning, førend Du finder, at han ei med det Gode vil lade sig bevæge til Betaling. Lad dig ei af Vrede forlede til at sagsøge ham, førend han i Forvejen er paamindet om at Forfaldstiden allerede er indtruffen. Det bliver paaengang hans og dit Forliis i Omkostninger eller Udlæg og Tid. Men indvender Du: jeg faaer jo mine Omkostninger erstattede. Ja! dette kan vel for en Deel være sandt, men og blot for en ringe Deel. Thi blot dine kontante Udgivter faaer Du tilbage, men det Øvrige bliver dit eget kjendelige Tab. Og den sagsøgte Skyldner maa ogsaa finde sig i adskillige Uleiligheder baade gjennem Tidsspilde og Pengeudgivter, der letteligen kunde været undgaaede, hvis Sagen med det Gode var bleven afgjort. Des- uden bør her anmærkes, at ofte den Tid, der forløber inden en ved Sagsøgning indkrævet Fordring bliver udgjort, er meget lang- Fotnote: Anmærkeren kan ikke andet end at istemme Forfatterens Advarsel mod at indfinde sig, uden høist nødvendig, i disse Leddiggangens, Uordenens, Druk- kenskabens, Liderlighedens Planteskoler, som man hos os kalder Auktioner, hvor den fattige Arbeidsmand om Natten tilsætter sine faa kontante Skillinger til Brændeviin og i Spil -- om ei paa selve Auktionsstedet, saa dog strax derved -- for Dagen efter at erholde Efterretning om, at han i Fuldskab har kjøbt for flere Penge end han kan tjene i flere Maaneder. SIDE: 112 varigere end den Anstand, Skyldneren muligens kunde begjære af dig selv, og efter hvis Forløb han havde beredt sig paa at have Betalingen paa rede Haand uden alle de ubehagelige Tvangs- midler og Omkostninger. Er Du derimod, tvungen dertil af Skyld- nerens Vranghed, bleven nødt til at sagsøge ham, men Denne, naar han gjennem erholden Stævning indseer, at det er Alvor, og derfor tilbyder Betaling, da vær aldrig saa haardnakket og uklog, at Du negter at modtage det Tilbudte, i Haab om at vinde ved Sagens Fuldførelse. Tvertimod bliver Tabet stedse dit baade gjennem Omkostninger, Tidsspilde og Tidsforhaling, af hvilke Ulei- ligheder især Tabet af din dyrebare Tid knapt kan beregnes, end mindre erstattes. Tag saaledes med aabne Hænder mod den Betaling, der tilbydes Dig, og vær fornøjet med paa denne Maade at kunne undgaae alle yderligere Tab! Henrik Wergeland PØBELEN I KRISTIANIA Efter de Historier om overlagt Overfald, hvori endog Fruen- timmer have sin Rolle, om Indbrud, Tyverier i Folks Gange o. a. deslige Nederdrægtigheder, som ofte fortælles og forskrække Almeenheden, maa den sædelige Tilstand i den simplere Klasse her i Byen fremdeles være i Synkende. Saa udretter da Politiet intet imod den almindelige Fordærvelse? saa er der da intet Af- skrækkende i de Grebnes Skjebne? saa ere da disse Blade for- gjeves skrevne og udspredte inden hiin Klasse, og Tiltalen til dem af denne, som endnu maatte være ærlige og bryde sig om at de ikke bleve holdte for Kjeltringpak fordi de høre til denne Klasse, at de indbyrdes skulle overholde dens gode Navn og Reenhed for Forbrydelser ved at angive Tyveknegtene o. a. Lig- nende, som holde til imellem dem -- denne velmente og gjen- tagne Tiltale og alle hine Anstrengelser ere da spildte? Det er en tung Tanke. Forsøg at bygge, mure eller plante Dag efter Dag, og at see det hver Morgen nedrevet eller oprykket! Forsøg at øse af al Kraft, og saa tilsidst at opdage, at onde Mennesker have slaaet Hul under Kjølen, saa vil du omtrent føle hvad Til- fredsstillelse man har efter saadant spildt Arbeide. Jeg er overbevidst om, at et Selvpoliti, som foreslaaet, vilde SIDE: 113 være af større Virkning, end om Patrulljer gjennemstrøg Gaderne og Klapjagt efter Skøjere og Løsgjængere oftere blev holdt. Naar der kun i hvert Smug, i hvert Nabolag fandtes en retskaffen Ar- beidsmand, som ikke vilde vide af noget Tyvehul eller nogen bekjendt slet Person i Nærheden af sin Bopæl, vilde det blive en herlig Gjennemrenskning, og den simplere Klasse skulde snart paa mange Maader mærke, at den havde vundet Samfundets Agtelse tilbage. Vil den ikke beqvemme sig hertil, saa maa Gud vide hvad der skal hjælpe. Men et af hans kraftigste Midler til at hindre Fordærvelsens Tilvæxt forsømmes i en forfærdelig Grad her i Kristiania. Jeg mener Kirkegangen. Det kan være galt andensteds, men en saa- dan Fremmedhed for Guds Huus, en saadan Uvanthed til at be- søge det, en saadan Mangel paa Trang til der at opløfte sin Sjel og søge Trøst og aandelig Veiledning hersker vel neppe noget- steds som her. Dette er en død Koldbrand, som gjennemæder den store Klasses Sædelighed. Og skulde man ikke troe, at Ud- slukkelsen af de religiøse Følelser og af Trangen til engang imel- lem at nærme sig sin Skaber, at dele Menighedens Gudsfrygt og at fylde sit Hjerte med Konfirmationsdagens og den første Alter- gangs Følelser og Gjenerindringer skulde høre imellem de dy- beste Kilder til det Morads af Fordærvelse, som nu sluger den store Almeenklasses Børn? Det er ganske vist saa. Men søg ikke paa en Søndags Formiddag denne Ungdom i Kirken eller paa Vejen did. Skiden, lurvet, oplagt til hvilken- somhelst Streg, er den at finde i vore Forstæders Portrum; der findes Lømlerne sammen ledige eller spillende eller man seer dem enkelte lænende sig op dertil i Solskinnet eller løbende over Gaden med en Brændeviinsflaske. Med Haandværksdren- gene er det ikke stort bedre, forsaavidt de ikke have Fyrabend- arbeide. Det er da deres Gudstjeneste. Men ville ikke hines Forældre gjøre noget for sin til Ulykke og Elendighed modnende Yngel, saa kunde Mestrene dog gjøre en heel Deel for disse. Det kan ikke mangle paa Opfordringer hertil; idetmindste synes det Vanrygte, hvori Snedkerlærlingene ere komne for at være kaadere end de fleste andre, at indeholde saadanne for Snedker- mestrene. Og da vil en strengere Tilholdelse for Lærlingene til at besøge Kirken vist ikke over det Hele blive uden Frugter. SIDE: 114 Jeg anbefaler derfor Forældre og Huusbønder som Midler mod Byungdommens Fordærvelse ovenpaapegede Selvpoliti indbyrdes og sine Underordnedes Tilholdelse til Kirkegang. Kom denne noget meer i Gang, saa kom ved samme Leilighed vel ogsaa nogen mere Omhu for sit Ydre, for Legeme og Klæder lidt meer i Priis, og det var vel heller ikke saa ilde. Henrik Wergeland FATTIGE FAMILIERS OG BØRNS ARBEIDSOMHED Kjære Fattigmandsbarn, der spikker Træskeer som bedst, Du ender ikke før du be'er Bygden tilgjæst. Ligesom ethvert Grundlag for Menneskenaturens Udvikling i Reglen maa Lægges i Barndomsalderen, saaledes bør ogsaa Ar- beidsomhed være en alvorlig Gjenstand for Opdragerens og Lære- rens Opmærksomhed. Den er dog Kilden til Velstand, Sundhed, Styrke, Tilfredshed og Moralitet, en Dæmning for Laster og For- brydelser, en Betingelse for Statens Magt og Sammenhold. Disse Hensyn have maaske ogsaa foresvævet Stifterne af Asylerne, om endog kun som en Bisag. Der ligger vel just heller ikke saa sær- deles Magt paa Beskæftigelsen for den Alder, som Asylerne op- tage, skjøndt det ikke kan være uden Nytte, at Børnene allerede i den holdes til, uden Nølen og Seendrægtighed, at gjøre Brug af Tiden, dette Menneskets betydningsfulde Gode, som aldrig vender tilbage. Men naar de gaae over i den egentlige Skole- alder, er det af den yderste Vigtighed, at ethvert Øjeblik benyttes i Overensstemmelse med denne Grundsætning. Da kan og bør Spiren lægges til Arbeidsomhed og Flid. Da maa man vogte sig for at pleie Dovenskabens frodige Ukrud. Hele Fremtiden hviler jo paa den Grundvold, som lægges i den barnlige Alder. Men hvor mislig er ikke i denne Henseende Tilstanden i den fattige Almues Vraaer, hvor Børnene oftest kun meget ufuldkomment søge Skolen, hvor slette Forældres fordærvelige Opdragelse og Exempel meddeles Børnene, hvor ikke Arbeide og ikke Flid, men Lediggang og Skarnsstykker høre hjemme! Herom afgive de over- alt omkringdrivende Børn, uagtet alle Advarsler, sørgelige Vidnes- byrd; ja det er under denne Omkringdriven, at de betræde For- brydelsens Bane og øve Tyverier, der oftest ere større end man SIDE: 115 skulde tiltroe deres Alder. En Mængde passende og indbringende Arbeider gives der dog for Børn, hvorved de, foruden Arbeid- somheden selv (der ogsaa er en Slags Lærdom, siden den maa bibringes) ogsaa kunde lære Nethed, Øjemaal, udvikle visse An- læg og erhverve enkelte Færdigheder, som siden kunne blive dem nyttige under den Dont de vælge sig for Livet. Beenindsam- linger og Tilvirkningen af vore simple [fotnotemerke] Svovelstikker er der ikke stort at lære; men der er nu f. Ex. de saakaldte kemiske Fyr- stikker, der kunne fabrikeres af Børn under voxent Opsyn, der er alskens smaat Legetøi, som fremmede Fattigfamilier gjøre for os af nogle Stykker Granved, lidt Maling og Staaltraad, der er Svenskepigernes nette Sager af Tagl, de tydske Børns Qvaster af opfliset Træ, Haarfletninger, Strikning, Skeer og andet smaat Huusgeraad, Æsker af Træ eller Blik, Fiskesnører, Paparbeider, Hægter, udsvedne naturlige Piberør, Spadseerstokke, endog Smaa- arbeider i Metal, Kardefabrikation, Tilvirkning af Børster, Koster, Kamme, Flinte, Skosværte, endog Afpudsning af Folks Støvler og Klæder paa besøgte Steder, hvorved mange Børn i Udlandet erhverve sig Udkomme -- kort! der er mangfoldige Smaanærin- ger, som kunde drives i den Fattiges Hytte, mangfoldige bedre Udveje end Betleriet eller Søvnen bag Ovnen. I Udlandet lærer "Nøden den Nøgne at spinde" d. e. paa enhver ærlig optænkelig Maade med Hoved og Haand at stræbe sit Udkomme sammen. I flere Egne ere Hytterne smaa Fabriker; ja vi behøve ikke at gaae længer end til vor Nabo, den stræbsomme Svenske, forat kunne lære noget i denne vigtige Henseende. Lægger Mærke til disse Vink, I Forældre og Børn med nogen Tænksomhed! Mange Ejere af Millioner have begyndt med Svovelstikken og Limen. Og jeg vilde ogsaa anbefale Skolelærerne ret indtræn- gende at lære Almuebørnene Arbeidsomhedens mange Fordele og Fortrin og hvor sandt det dog er, at Lediggang er Djævelens Hovedpude. FATTIGMANDS FREIDIGHED Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 316 -- 317. Fotnote: Ved disse bør man lægge Mærke til, at det er hensigtsmæssigere og be- sparende at danne dem tilspidsede. SIDE: 116 No. 20 -- 21, 4de December 1840. Bedre end bitter Vaar er Høsten blid. Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid. FOR BØRNENE Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 318 -- 332. Henrik Wergeland GODE FORÆLDRE, GODE BØRN Det her foran kan nu være for de mindre Børn. Men her er en liden Historie, som vil glæde de noget mere Voxne, som al- lerede kunne gjøre sine Forældre den Nytte at passe paa sine mindre Søskende. Den vil ogsaa kunne lære kanske Flere en simpel og naturlig Maade at opdrage sine Børn paa i den spæde Alder. Det smukkeste og behageligste Syn for Gjæsterne paa gamle Thor Andersens Guldbryllupsdag var ikke Kanden med det gode Øl i midt paa Bordet eller Smørstykkerne paa hver af Enderne, men de tolv voxne velopdragne Børn og en god Flok Børnebørn, som omgave de to Gamle. Det gav da ogsaa en af Gjæsterne Anledning til at spørge Gubben hvorledes han havde seet sig istand til at opdrage saamange Børn, uden at et Eneste af dem havde vanslægtet, og mens dog baade han og hans gamle gode Hustru havde havt nok at gjøre baade ude og inde. "Det er ingen svær Sag," svarede Gubben smaaleende; "man behøver blot at opdrage den Første vel; de Andre opdrage sig selv." "Hvorledes forstaaer du det, gamle Thor?" spurgte Skole- mesteren, som nok troede med nogen Ret, at ogsaa han havde sin Deel i Opdragelsen. "Jeg mener," sagde Thor, "at Børnene opdrage hverandre ind- byrdes, og Forældrene behøve kun at have Opsynet dermed." "Forklar dig tydeligere," faldt Skolemesteren og Gjæsten ind, som ikke havde havt formegen Lykke med sine Børn. "Vi Yngre kunne altid lære noget af jer Gamle." "Ja," svarede Gubben, "hvorledes skal jeg bære mig ad for at forklare eder det? Saadant kan bedre udføres end beskrives. Kort og godt: Hans der borte var vor første Søn og Lena vor SIDE: 117 første Datter. Min Kone og jeg gjorde alt vort Bedste forat op- drage dem retskaffent i Gudsfrygt og alt Godt. Men at opdrage Børn lader sig egentlig ikke lære; man maa allerede forud vide det, og Hjertet formaaer her meer end Hovedet. Men vi To, Kari og jeg, bare os ad paa samme Maade, som vi selv vare blevne opdragne af vore brave Forældre -- dem Gud velsigne og være naadig i Himlen! Hans og Lena (jeg burde ikke rose dem i deres Nærværelse) vare allerede som Børn saa gode, at alle Mennesker havde sin Glæde af dem, og vi Forældre da allermest. Efter disse komme nu alle de andre Børn, Gutter og Gjenter om hinanden. Da hedte det: "Hans pas dine Brødre! og Lena, se efter Smaaegjenterne." Og de gjorde det bedre end vi selv kunde gjøre det. Børn ere nemlig, Gud forlade mig, virkelige Aber. Hvad det ene Barn seer det andet gjøre, gjør det gjerne efter, enten det er godt eller galt. Og just deri, kjære Grander, ligger Hemmeligheden, hvorledes Børn kunne opdrages af Børn. Men den anden Hemmelighed er den, at Forældrene stedse foregaae dem med gode Exempler; thi Ord alene gjøre ikke Sagen klar. Og den tredie og største Hemmelighed er den (og her løftede Gubben paa Huen) at Gud giver sin Velsignelse dertil. Og den skal vist ikke savnes, naar vi have gjort alt hvad der staaer i vor Magt. Dette er alt hvad jeg herom kan sige eder, mine gode Venner og Naboer." Kruset gik rundt og man drak gamle Thors og hans pyntelige trofaste Hustrus, Gyldenbrudens, Skaal, og Børnene og Børne- børnene gik til Forældrene og rakte dem Haanden, og Hjertet fulgte Haanden med. Hvor maa det glæde et godt Barn at høre slig Lovtale af sine Forældre! Og hvormange kunne ikke faae den at høre, naar de blot selv ville. Det er: ved at skikke sig selv vel. Og det Første de da maae gjøre er at staae sine Forældre bi saavidt de kunne, og da især med den Tjeneste mod dem og de mindre Søskende, som vi her have talt om. Saa snart de vise Lysten hertil, til at tjene sine Forældre ved at bære de smaa Søskende paa Armen, at passe dem, muntre, berolige og lære dem, har ogsaa Taknem- melighed mod Forældrene for deres Velgjerninger allerede rørt sig i deres Sjel, og denne viser en Tilbøjelighed til det Gode SIDE: 118 og en Følsomhed for det Rette, som lover alt Godt for dette Barns Fremtid. Lægger Mærke hertil I Børn, som læse dette! Det er en vakker Maade at betale eders Forældre paa ved at hjælpe dem at opdrage eders smaa Søskende. [fotnotemerke] Henrik Wergeland UDLAANINGSBIBLIOTHEKET FOR MENIGMAND Udgiveren henleder Læsernes Opmærksomhed her i Byen paa en af Student Grøndahl stiftet og hos hans Fader Bogtrykker Grøndahl beroende Udlaaningsbogsamling af Andagtbøger og op- byggelige Skrivter, der udlaanes for intet til Menigmand. Denne fortjenstlige Indretning har fundet Sted i nogle Aar, men uden at den er bleven paa langt nær saa benyttet som den fortjener. Og dette er et slet Tegn, saafremt Uvidenhed om dens Tilværelse ikke skulde være Aarsagen. Idet Udg. derfor underretter herom, vil han ikke undlade at anbefale den paa det Bedste til flittig Afbenyttelse. I et følgende Nr. skulle nogle af de Bøger blive nævnte, som især fortjene at søges. En skjændig Udaad er gjentaget Nætterne imellem 8 og 9 Nov. og 1ste og 2den Dec., idet et Steenpostament til offentlig Nytte ved Observatoriet, og saa stort, at mindst to Mænd har maattet til, er væltet fra sin Plads. 10 Spdl. ere udlovede for Opdageren og det er forbudt at fjerne sig fra Veien ind paa Observatoriets Grund. Hvor dobbelt sørgeligt, at heller ikke Indretninger til Folkets egen Nytte og Ære ere sikkre for dets Udskuds skadefro Angreb -- disse Udskud tilhører enten den simplere eller en Klasse, man endnu mindre kunde vente saadant af. Fotnote: Dog vil jeg raade jer, især I Smaapiger, at skifte Arm, naar I bære de kjære Smaa, der maaskee engang skulle gjøre endnu Ufødte samme Tjeneste, saa eders ranke Væxt ikke fanger nogen Byrde. SIDE: 119 Henrik Wergeland No. 22, 17de December 1840 Du kjender dit Huus, hvert Kammer saa vel? Kjend ogsaa og agt din Bolig, o Sjel! REENLIGHED Hvor simpel, net, naturlig, sund, nyttig og indtagende en Dyd! Og dog hvor forsømt og sjelden imellem de simplere Klasser. Dyrene gjøre heri stor Skam paa Menneskene. Den lille Linerle hopper yderst ud paa Stenen for at toe sig i Regnvandet, Katten børster sig med sine Poter, Fugle og Dyr bade sig ideligt og holde sine Fjær og Haar i Orden og fuld Glands. Selv Svinet drives kun af Heden ud i Mudderet, men da dets Skabning er for klod- set til at børste sig igjen, tager det taknemlig mod den, der vil gjøre det, og det trives derefter. Men hvorledes see de Fattig- dommens Børn ud i Almindelighed, som møde os? De kunne være smukke under Smudset; men nu vender man sig med Væm- melse bort, og man undres paa hvilke Mødre de dog maae være, som kunne taale at deres Børn see saadan ud. Snart hævner ogsaa Ureenligheden sig paa den naturlige Tækkelighed, de kunne besidde. Uddunstningen standser under Skorpen af Smuds, Farven gustner og Udslet indfinder sig. Dette er saa skrækkelig alminde- ligt fordi Ureenligheden er saa almindelig. Og hvormeget tabe de Fattige ikke derved? Thi hvorledes skulde Nogen troe, at de ville rette sig i andre Ting eller bruge en Gave eller Fortjeneste godt, naar de ikke engang gide rette paa sig i den simpleste af alle Ting i den at vaske sig? Vand mangler ikke, og der behøves dog ikke saa mange Draaber for at være reen paa Ansigt og Hænder til hver Dag. Nei, som Jeg dømmer, saa dømme Tusinde: at en ureenlig Kone er en Skarns- kjærring, og at et skident Barn allerede er mærket med For- dærvelsens Farve. Ved Ordet "reen" -- siger et svenskt Skrivt -- fæster altid en behagelig Forestilling sig. Tanken indbefatter deri noget Ædelt, Højt, Sandt, Ret, Ubesmittet, Uforfalsket, Uskyldigt og Behageligt. Saaledes anvendes det i religiøse og moralske Henseender. Vi sige reen Gudsfrygt, reen Samvittighed, rene Tilbøjeligheder, rene Hensigter, rene Sæder. Gud sige vi er det reneste d. e. fuldkom- neste Væsen. Derimod tænke vi os altid noget Afskyeligt ved SIDE: 120 det Smudsige og Skidne. Vi sige saaledes om et liderligt og slet Menneske, at han har en smudsig Tænkemaade, vi tale med Væmmelse om urene Hensigter og skidne Ord. Det Rene har altsaa faaet en høi Betydning, det Smudsige en lav og foragtelig. Men ogsaa i sig selv og i det Legemlige indbefatter det Rene altid noget Behageligt. Øjet dvæler med Fornøielse paa en reen- feiet Gaard, paa et skuret Gulv, paa rene Kiørrel, Klæder, An- sigt, Hænder o. s. v. ligesom Ureenlighed, hvor den findes, gjør et modsat Indtryk. Man træder gjerne ind og finder sig vel i et Huus, hvor Alt vidner om Orden og Reenlighed; men man vender sig med Væmmelse bort fra et hvori det Modsatte finder Sted. Saaledes er det da ikke nok, at du har et reent Hjerte, skjøndt dette er det Fornemste; Reenheden maa ogsaa strække sig til den legemlige Deel af dit Væsen, denne Bopæl for din udødelige Sjel; den maa strække sig til den Klædning, hvormed du skjuler dit Legeme, til dit Huus og din Omgivelse. Et reenligt Menneske besidder oftere end det skidenfærdige en aaben og ædel Tænke- maade, thi en gjensidig Virken mellem Aand og Legeme opdages let heri som i saameget Andet saalænge de ere forenede og førend Aanden har brudt sit Fængsel. Ogsaa i den lave Hytte, hvor Reenlighed hersker, møder man glade og venlige Ansigter, Nøisomhed, Ærlighed og livsfrisk Arbeidsomhed. Opsøg derimod Dagdriveren, Drukkenbolten, Forbryderen i hans Rede, og du skal næsten altid finde Skidenhed i Lag med Lasten. Enhver bør vistnok agte Reenligheden, denne Dyd, som giver saameget godt af sig. Men det er især Moderen, Huusmoderen, som har Skam af dens Forsømmelse. Kommer man i en Huus- holdning, omend noksaa knap, og finder Alt, som omgiver En, vel ordnet og reent, saa kan man være sikker paa, at den fore- staaes af en Qvinde, som er sit Kald voxen. Trivsel og Vel- befindende spreder sig der til Mand og Børn, ja vel og til Krea- turene. Thi ogsaa disse vantrives uden Reenlighed. Den Mand er at lykønske, hvis Mage med andre huuslige Dyder forener den Egenskab at holde Huset ved pyntelig Stand og lade Reen- ligheden blive Kronen paa sin Virksomhed. Stor Fattigdom kan vistnok volde Reenligheden megen Hindring og maa lade Pyntelig- heden fare; men der kræves jo kun noget Vand for at rense Klæderne, ihvordan de ere, og det mangler dog, som sagt, ikke. Se Barnet der, som kryber ud af et Hul, hvorfra Stank paa SIDE: 121 langt Hold røber Beboernes Svinskhed og dyriske eller værre end dyriske Liv! Ja værre; thi sammenlign dette Barn, der kan- skee af Naturen er vakkert nok, men nu er skjult af Smuds og ureenlige Filler, med det lille snehvide Lam, som hopper saa muntert om i Græsset, eller med Andungen, som dukker sig i Dammen, og tænk saa efter hvem der taber ved denne Sammen- ligning! Men vask Barnet og viis det frem som det virkelig er og i reenlig Dragt, og du vil faae en liden Engel at see, som taknemlig leer dig imøde. Men dannede Menneskers Modbydelighed mod Skidenfærdighed gaaer i Almindelighed saavidt, at de sjelden give sig saameget af med ureenlige Børn. Naar et Barn ikke engang gider vaske sig, men viser sig Morgen efter Morgen bedækket med tykkere og tykkere Smudsstriber over Ansigtet, med uredet Haar og ellers saaledes som kun altfor mange af vore Forstadsbørn, saa tænker man strax, at det ligeledes er tilsmudset inden i sin Sjel, saa Velgjerninger ville være spildte paa det. Det er strengt, siden det er Forældrenes Skyld alene, men dog er det oftest rigtigt tænkt, og altid som Menneskene tænke i Almindelighed. En god formuende Kone plejede altid at gjemme sine egne Børns af- brugte Klæder til hun tilfældigviis fik see fattige Børn, som trængte til dem. Dog gav hun ikke Betlere og mindst dem, hun idelig saae drive dette Ødelæggelsens Haandværk i Gaden, men, som sagt, Børn, hun tilfældigviis traf paa eller hvis Kaar hun kjendte. Engang saae hun to Smaagutter, som bar Fliser hjem fra Tomten, yderligt usselt klædte og uden Sko i Oktober Maaned. Hun gik til sit Skab for gamle Sager og tog et Par Sko, Strømper og en Trøie frem, og kaldte saa Børnene ind. Til min Forundring gav hun nu baade Sko, Trøje og Strømper til den ene Dreng, og gav mig kun den Forklaring, at denne havde været vasket og kjæm- met, den anden ikke. "Lad mig se du ogsaa holder dig reen, sagde hun til ham, visende ham et Plag, saa skal du ogsaa faae. Du har din Gang heri Gaden, saa jeg nok har lagt Mærke til dig, og skal lægge Mærke til dig fremdeles." "Det var mærk- værdigt at see, fortalte denne fornuftige Kone siden, hvorledes dette virkede paa det Barn, der havde faaet Klæderne. Han var ordentlig en liden Smaaherre i at pudse sit Haar og i at holde sig saa reen som mine egne Børn. Men mener De, at det nyttede med den Anden, som Tiltalen egentlig skulde virke paa? Dagen SIDE: 122 efter gik han nok saa reenvasket forbi og skulede herop endog med en Hanekam i Haaret, og jeg var alt paa Vejen til Skabet; men saa tænkte jeg ogsaa her, at een Svale gjør ingen Sommer, og den Prøve faldt uheldig ud. Den næste Dag havde han ikke vasket sig og den tredie var han saa skiden, at man skulde troe han havde gjorts paa at smøre sig til, og den Smuds sidder der nok endnu." Reenlighed maa blive Vane og Nødvendighed forat blive Dyd. Men Reenligheden forfrisker ikke alene Sindet og hyggeliggjør Livet; den forekommer ogsaa mange Sygdomme. Den usunde, for Andre uudholdelige Luft, som opkommer i ureenlige Boliger, og med Vilje holdes indestængt, indvirker højst skadeligt paa Sundheden, og kan omsider foranledige smitsomme Sygdomme. At Ureenlighed er den almindelige Aarsag til de mellem den simple Klasse saa udbrudte Hudsygdomme, er en kjendt Sag. Derfor bør Enhver ikke alene ved Toening og Bad, hvorved Legemet tillige styrkes og forfriskes, holde sin Hud reen, men ogsaa see til, at Reenlighed iagttages overalt. Saaledes gjælder dette ikke mindre for Krop end for Klæder; det gjælder Ens Bopæl, Huusgeraad og Forraad; det gjælder En selv, hans Børn og Huusfolk. Holdes ikke Bondens Kreaturer reenligt, vantrives de, og er det Tilfælde ved hans Varer, blive de udrøje, ofte ubrugelige, skadelige for Hilsen og ved Udbydning tilsalgs enten reentud vragede eller slet betalte. Reenlighed indvirker saaledes ogsaa paa Ens Velstand. Vore Forfædre forsømte ikke Badningen, dette Sundhedens Hovedmiddel, saameget som den nærværende Slægt. De vare derfor sundere og stærkere. De nærede ikke den ikke sjeldne taabelige Tro, at man ikke bør lære at svømme for at kunne drukne des lettere, om man skulde falde i Vandet engang. De brugte ikke alene det aabne Bad i Strømme og Fjorde, men hver Gaard havde sin "Badstue". Navnet er beholdt, men ikke denne Brug deraf at tage jevnligen varme Svedebad. Dertil kunne vore Badstuer endnu fremdeles bruges, og vort Folk bør igjen optage denne Skik. Ombytte af Linned efter Kaar og Leilighed er en nødvendig Betingelse for Reenlighed. Det er bedre at have den yderste Tarvelighed i Yderplag end at savne nødvendigt Linned, det maa være saa grovt det ellers vil. Med nogen Flid, Andres Hjælp SIDE: 123 og nogle indsparede Drammer, ville vel De være meget faa, som ikke skulle faae et eller to Ombytter. Og det vilde være til- strækkeligt. Linned, som ikke er formeget smudsigt, slides ogsaa mindre i Vasken. Betræffende den Reenlighed, som bør iagttages ved Boligerne, da vil den sige, at Gulvet sopes og skures be- hørigt, Vægge og Døre affejes, og at Luften holdes reen i Op- holds- og Soveværelser. Vilde Almuesmand, og Huusmødrene ikke at forglemme, lytte til disse velmente Raad og følge dem, vilde Enhver visselig finde sig belønnet ikke alene ved det Velbefindende paa Sjel og Le- geme, som følger med Reenlighed og ved Andres forhøjede Ag- telse, men ogsaa ved den Fornøjelse det maa være, selv frisk og rask at kunne forplante disse Fordeele paa den opvoxende Slægt. MENIGMANDS JULEØNSKE FOR KONGEN Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 333. Henrik Wergeland OM BLADET Med dette No., som, de 2 Extrablade iberegnede, udgjør Aar- gangens 24, slutter denne. Det vil blive fortsat i samme Retning og til samme Priis. Forat kunne virke noget, er Oplaget betyde- ligt i vort Land, nemlig 4000, men dets billige Priis, l Sk. pr. No., gjør, at mange fleer Exemplarer end hidtil maae afsættes, forat det skal kunne bestaae. Hvert No. fordrer til Trykning og Papir et betydeligt Forskud, foruden de med et Blads Udgivelse for- bundne Smaaudgifter, og alt dette skal nu ind i Skillinger for bare at holde Forlæggeren skadesløs. For meget var det vel heller ikke, om han erholdt noget Overskud for sin Resiko og Uleilighed, hvorved han tillige vilde opmuntres til at spendere noget paa Bladets Ære. Bladets Indhold gjør det dog til enhver Tid anvendeligt; og hertil kommer, at det kan bekommes heftet hos Forlæggeren for 32 ß og indbundet for 36 ß, Porto iberegnet. Til denne Priis kan det altsaa forsendes hvorsomhelst, naar Re- qvisition skeer enten direkte til Forlæggeren eller gjennem Post- SIDE: 124 kontorerne. Almueskolerne og enhver Anden ville saaledes kunne erholde en billig Læsebog, der i sit Indhold udelukkende er prak- tisk og angaaer vor Arbeidsklasse. Passende Bidrag modtages med Erkjendtlighed; og skulde man fra en eller anden Egn holde det hensigtsmæssigt, at Afhandlinger af en speciel Materie ud- bredtes i denne (f. Ex. om et Sogneselskab eller Enkeltmand i Fiskeriegnene vilde belære disses Beboere i denne deres Drift) da vil Udgiveren besørge saadanne udgivet i et Extranummer til en Priis af 5 Spd. for 800 Expl. og for l000 eller flere forholds- viis mindre. Der faaes vel l000 Expl. for de 5 Spd.; men det turde vel ogsaa være i Forfs. Hensigt, at de øvrige Par Hundrede bleve til Udbredelse andetsteds. Politimesteren i Kristiania lod saaledes sin Artikel i Morgenbladet om Betleriet dersteds ud- brede inden den Klasse, den egentlig angik, i et Extrablad. Udgiveren og Forlæggeren takke Bladets Velyndere og Ud- bredere og navnlig Selskabet for Kristiania Byes Vel, der lader et betydeligt Antal uddele gjennem Almueskolelærerne. Ligesaa anbefales Bladet til Dhrr. Postmesteres ufortrødne Fremhjælp. "Fattigmanden", som det endnu ofte kaldes, trænger til enhver Beskyttelse og Understøttelse. Uopholdelig Remisse af denne Aargangs Kostende er derfor nødvendig, ligesom vi udbede os Abonnement af Arbeidsklassen selv, af dem, som sysselsætte den, af Bonde og Borger, af By- og Sogneselskaber, Bogsamlingsfor- eninger, Præster, Værksejere, Haandværksmestere og af Enhver, som har Arbeidsklassens Oplysning og Velfærd kjær og 2 Skilling tilovers hver Maaned for et Blad, som han jo kan give bort og gjøre til et Sædkorn fra sin egen Haand, der maaskee slaaer an mens hundrede andre gaae tilspilde. Det er gjennem Massen, et Blad som dette især virker; men for at skaffe denne tilveje, behøves, som sagt og let at indsee, Almeenhedens kraftige Under- støttelse. Henr. Wergeland. Udgiver. Bogbinder Barlien. Forlægger. Boende i Storgaden. Henrik Wergeland SIDE: 125 REGISTER No. 1. 1. Tiltale til den fattige Klasse. 2. Uforskyldt Mis- kjendelse. - 2 1. Videre Tiltale til den fattige Klasse. 2. Exempel paa Fordelene af huuslig Flid og Orden. 3. For- domme om Brændeviin. - 3. 1. Endnu et Ord. 2. Tiggeren og Fætteren. - 4 -- 5. 1. Tale om Drukkenskabens Last. 2. Fire Drambiter. 3. Simpelmands Viisdom. 4. Haandværkeren og Bonden. 5. God billig Mad af Potetes. - 6. 1. Er det en Skam at være fattig? 2. Brevvexling med Nils Toskerud i Bærum om en Uskik. - 7. 1. Tidens Værd. 2. Rumfords økonomiske Seng. - 8. 1. Letsindige Ægteskaber. 2. En Uskik. 3. Statio- nerne. - 9. 1. Skolelæreren. 2. Svøben. - 10. Om syndig og smudsig Tale. - 11. Hvor snart det gaaer? - 12. 1. Levende Advarsler. 2. Selvmord. 3. Den Rum- fordske Suppe. 4. Den glade Haandværker. - 13 -- 16. Pligter mod Dyrene. - 17. 1. En svensk Nils Justesen. 2. Vaskerkonen. - 18 -- 19. 1. Skaden af Processer. 2. Pøbelen i Kristiania. 3. Fattige Familiers og Børns Arbeidsomhed. 4. Fat- tigmands Freidighed. - 20 -- 21. 1. For Børnene. 2. Gode Forældre, gode Børn. - 22. 1. Reenlighed. 2. Menigmands Juleønske for Kongen. Extrablad A. Om Betleriet. Extrablad B. Til Arbeidsklassen om Pøbelen. SIDE: 126 Henrik Wergeland No. 1, 15de Januar 1841. Se Vellyst bag, naar hun gaaer bort, ei foran, naar hun kommer. Du faaer da see en Lime sort for Rosenqvistes Sommer. LAANEBIBLIOTHEKET FOR ANDAGTSBØGER De lange Aftner ere der, og mon ikke da ogsaa Tiden, da Bøger beqvemmest lode sig have i Haanden? De forkorte ikke alene disse Afteners lange ørkesløse Stunder, men kunne for- vandle dem til skjønne Morgener for Sjelene, saa at det engang dages i dem. Jeg vil da indløse et Løfte fra forrige Aar og igjenerindre Bladets Læsere her i Byen om den lette Adgang de have til at skaffe sig saadan Læsning fra Bogtrykker Grøndahls kristelige Udlaaningsbibliothek, hvor flere hundrede Nummere hver Onsdag og Lørdag fra 1 til 3 staae Menigmand til Tjeneste uden Betaling naar en vederhæftig Mand kun indestaaer for Bøgerne, om de forkommes eller beskadiges. Og den Tjeneste gjør nok en god Nabo eller Bekjendt Enhver, som bare ytrer Ønske derom. Benytter Eder da af denne Indretning, saa dens veldædige Hensigt og Virkekraft ikke forspildes, som Kilden der uhørt og usmagt henrisler i sit Dyb. Naar Ingen tørster kan Kilden være ligegyldig med al sin Sødhed og Friskhed; men Tørsten efter Oplysning i det Vigtigste for alle Mennesker og efter den himmelske Trøst, som Religionen yder, er det helse- bringende at vække og tilfredsstille. Forsøger da med nogle af de Bøger, jeg her vil nævne som de bedste, og en Smag efter Mere vil nok vækkes, hvis Tilfredsstillelse vil være Sundhed og Styrke for Eders Sjele. Søger, skulle I finde, hedder det; banker SIDE: 127 paa, saa skal der oplades. Banker da ogsaa engang paa hos Laangiveren, saa vil der oplades for Eder med venlig Haand, og søger Eder ud en af disse og andre Bøger i hans Hylde, saa skulle I finde Trøst, Husvalelse, Haab, ny Styrke og Aandens Opløftelse. Saaledes f. Ex. i Arndts sande Christendom -- Balles Søn- og Helligdags-Læsning -- Birchs Bibelhistorie -- Bruns hellige Taler -- Børnesange -- Brorsons Psalmer -- Efterretninger om Evan- gelii Fremgang -- Eusebii Kirkens Historie -- Franckes Levnet -- Guldbergs Breve -- Gellerts moralske Forelæsninger -- Grundt- vigs Prækener og Sangværk -- Hanssons Levnetshistorier -- Hertz- bergs Oversættelse af Bretons Reise med hans Levnetsbeskrivelse -- Hesselbergs Tale ved den store Grav i Grue -- Holbergs Kirke- historie -- Jerusalems Betragtninger -- Christi Efterfølgelse -- Krummachers Bibelkatekismus; hans kristelige Almueskole og hans Søndag -- Lammers's Psalmeskat og hans Uddrag af Kirkens Hi- storie -- Luthers Postiller; hans Forklaring over Bønnen, sande Kristendom o. fl -- Levnetsregler -- Lillelunds Kirkehistorie -- Mynsters Betragtninger og Prækener -- Møllers Veiledninger og hans Forklaring o. s. v. -- Kristeligt Maanedsskrivt -- Oberlins Levnet -- Retzius's Livets Vei -- Rothes Kirkeaar -- Rohmanns Reformationens Indførelse -- Rønnes Beretninger -- Saxilds Psal- meudvalg; hans Julegave for Børn -- Sartorius's Forelæsninger -- Stenersens Reformationshistorie -- Schultzes Prækener -- Sherlocks Betragtninger og hans Tanker -- Sturms Prekener og hans Betragtninger -- Speners Kristendommens Øvelse -- Sig- wardts en Kristens Forhold i Trang for Brød -- Sporons Hoved- lærdomme -- Bog for Søfolk -- Tankesprog -- Veiledning til gudeligt Levnet -- Wexels's Prækener; hans Betragtninger, For- handlinger med Postrøveren, Andagtsbog, Bibelhistorie og Jule- prækener samt N. Wergelands Liigprækener over Bønderfolk. Foruden disse og flere kan ogsaa Nytestamentet og Bibelen erholdes, ligesom ogsaa vor gamle Nationalhistorie Snorro Sturle- son er opført i Fortegnelsen. Bladet udkommer, som man seer, fremdeles, uagtet dets Af- sætning ikke hidtil har dækket Omkostningerne. Det udkommer da i Haabet om at den fremtidige dog vil gjøre det, og om at SIDE: 128 saavel de, som staae til Rest for forrige Aargang, uopholdelig ville remittere, som at andre Flere ville anskaffe sig den af det betydelige Oplag, som endnu haves, og hvis Størrelse man frem- deles ikke har troet at burde indskrænke, om Bladet skal kunne virke noget. Dets Indhold gjør det lige brugbart og skikket til Udbredelse og Anvendelse som Læsebog uden Hensyn til Aar- gangen. Henrik Wergeland No. 2, 15de Februar 1841. Den rette Sædetid er første Ungdoms Alder. Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. FORDÆRVET UNGDOM At gjøre den tilvoxende, Børnenes, Slægt bedre og lykkeligere og derved at redde den for sig selv og Samfundet, saa ikke saa- mange af den opsluges af Strafanstalterne eller fortabes udenfor disse i syndfuld Elendighed, som nu skeer af den gamle Slægt -- det er Børneasylernes Hensigt. Asyl betyder et Fristed. Det skal være et Fristed for Arbeidets og Armodens endnu uskyldige Børn. De skulle unddrages den øde Hytte, som Forældrene maae forlade de fleste Timer for det daglige Brøds Skyld, unddrages det til sig selv overladte Ophold paa Gaden, og i Asylets venlige Bopæl skulle de, i muntert Samqvem med talrige Jevnaldrende, overantvordes kjerligt Tilsyn, undervises og bibringes Sands for en sædelig, reenlig, ordentlig og bedre Levemaade. Saaledes har man troet at raade Bod paa Afsavnet af Forældrenes Pleje og at lette fattige Forældre Omsorgen for deres Børn. Men kunne Forældrene ganske yde sine Børn Tilsyn, Pleje og Opdragelse, forbliver Hjemmet dog det bedste Asyl, og for disse lykkeligere Børn bør derfor Asylerne ikke aabne sig. De tilhøre kun den virkelige Armod, de ere kun Hjælpeindretninger for denne, og ikke indstiftede forat slappe de naturlige Forpligtelser og Baand, forat lukke det bedste og skjønneste Asyl: det inden Moderens Arme. Den mylrende Mængde i vore Asyler viser dog hvormange der dog tiltrænge dem, og er dette end ikke SIDE: 129 i sig selv behageligt, er det dog tilfredstillende, at de dog ere til. Thi ve disse Børn, om Asylerne ikke vare! Saa gode Gemytter, som der skinner igjennem disse hundrede smaae reentoede An- sigter paa Bænkene der, saa har man dog under Beskjæftigelserne, navnlig ved Grønlands Asyl og Skoleindretning, opdaget Aar- sager til Fordærvelse, som vilde være nok til at anstikke den hele Slægt. Man skulde troe, at have fundet lutter blød god Jord at arbeide i i denne Ungdoms Hjerter; men desværre man har selv mellem dem truffet paa Stene, saa haarde at Menneske- kjærligheden træt og fortvivlet kunde bringes til at standse i sit Arbeide, ja har maattet opgive disse Enkelte og søgt at faae dem, saa unge de ere, afsondrede inden Strafanstalterne forat de ikke skulle fordærve de mange uskyldige. Forældrenes Van- art er en frygtelig Fare for Børnene, men hvorfra de dog for en stor Deel kunne reddes gjennem Asylerne; men Faren er frygte- ligere naar Lasten findes hos Enkelte mellem Børnene selv, naar den fuldmodne Forbryder har hjemme imellem sine Jævnaldrende paa Skolebænken, som han flyer for desfriere udenfor at for- plante sin Fordærvelse. Det er, som berørt, Tilfælde med vort største Asyl, det paa Grønland, at dermed er forenet en Almue- skole for det tilgrændsende stærkt befolkede Forstaddistrikt. Det samme Huus omfatter altsaa en talrig Ungdom fra de spædere Aar og ligetil Konfirmationsalderen. I de egentlige Skoleaar, i Drengealderen, er det man har opdaget Personer, hvis Fordær- velse, begyndt i en Tid da intet Asyl kunde hjælpe paa den slette Opdragelse i Hjemmet, allerede stempler deres hele Liv som hjemfaldet Vanæren og Straffen, om et Frelsensmirakel ikke vil foregaae i deres Sjele. Erfaringer ere dog altid gavnlige ihvor smertelige de ere. Man bør kjende Dybden af det Morads, man vil udtørre. Kjends- gjerningernes stærke Sprog bør tale og de navngivne Exempler advare Masser i vor Byes Forstæder, saa de vogte sine Børn og faae Øinene op for hvor vidt det dog er kommet med Enkelte imellem dem, og hvor nødvendigt det dog er, om de lyttede til det i dette Blad saa ofte givne Raad, indbyrdes selv at holde de Slette i Ave, der saa uendeligen skade den hele Klasse, hvortil de høre. SIDE: 130 Den 4de Januar d. A. var, ifø1ge trykte Sedler, alle de Grøn- lands Asyl- og Skoleindretning vedkommende Forældre og Børn indkaldte til Sammøde med Sognepræsten, som alvorligen lagde Forældrene deres Pligter paa Hjerte med Hensyn til at lade Ind- retningen komme deres Børn, efter Hensigten, tilgode. Dette Møde gav da Anledning til den Opdagelse, at der gaves skole- pligtige Drenge, hvoraf Fire navngaves [fotnotemerke] , som allerede, og det tildels gjentagne Gange, havde været paa Tugthuset for Tyverier, og som havde erklæret, at de heller vilde gaae did igjen end i Skolen. Det er gyseligt at tænke sig; men det er den sørgelige Sandhed. Forældrene vedgik disse Erklæringer af Børn, som de ikke længer formaaede at raade og styre. Den ene Dreng, som paa Moderens Anmodning, fordi han slog og bed hende, var bleven sendt i Opslo Arrest, hvor Faderen sad, havde der for- gjæves faaet legemlig Revselse af denne; og senere vare baade han og Forældrene blevne tiltalte af Byens Politimester. Han afgav dog sin frygtelige Erklæring heller at ville gaae tilbage i Tugthuset end i Skolen. Han holdtes nogle Nætter med For- ældrenes Tilladelse tilbage i Indretningens Lokale, men han und- veeg, stjal paa Gaderne og bortbyttede for Brændeviin de Klæder, han havde medhavt fra Tugthuset. Den Opklædning, de der erholde, synes endog at være en af Aarsagerne til det lidet Af- skrækkende, den beskjæmmende Straffeanstalt har for dem. Den Time, en Kamerad skal ud, samles flere af den unge Forbryders Jevnlige nær Tugthuusporten. Den aabner sig og han kommer opklædt ud, og det bærer da afsted i vild Lystighed til et Skjul- sted, hvor Drengene beruse sig og uddele sine Roller og Jagt- strøg for Tyverierne ligesom man kan tænke sig i en fuldstændig Røverbande. I en Lade paa Leret fandt saaledes hiin Drengs Moder sin Søn nogle Dage efterat han var kommen ud af Tugt- huset spillende og svirende med endeel Jevngamle, som havde samlet sig om sin Mester "Gaa F -- ivold med dig!" var Sønnens Svar, da Moderen bad ham at følge med hjem. "Hvad vi har her af Penge og Noget at leve af har jeg ikke faaet af dig!" Fotnote: Ole Christiansen, fra Enerhaugen, 15 Aar; Paul Jacobsen, fra Nygaden, yngre end den Forrige; Jens Johnsen, fra Leret (meest berygtet under Navn af Jens Bager) og Martin Dyresen sammestedsfra. De nævnes, fordi det er Udgiverens Hensigt at overlevere dem dette Blad, og det maaskee kan virke noget paa deres sløvede Æresfølelse at de see sig allerede saa bemærkede. SIDE: 131 Skulde man ikke efter Sligt næsten kunne ønske, at den gud- dommelige Retfærdighed maatte ogsaa have gjennemtrængt den døde Natur, saa Væggene kunde indstyrtet og begravet den hele Helvedesyngel? Eller skulde det ikke være bedre at tænke, at Gud straffer slette Forældre med ugudelige Børn? Moderen sneg sig grædende bort, Forældrene erklærede for Politimester, Præst og Bestyrelse, at de ikke formaaede mere over sine Børn, og Bestyrelsen havde da intet andet tilbage end at kræve den haarde Lovgivning sat i Kraft, som befaler, at Børn, der modvilligen for- sømme Skolen, skulle hensættes i Tugthuset for der at lære sin Kristendom. Det er en skrækkelig Skole; og dette samt Ube- kjendtskab til de Midler, der forhen forgjæves vare blevne an- vendte, lod vel vedkommende Dommer endnu engang anbefale dem til præstelig Formaning; men Præsten erklærede, at saa mange og tiltalende Formaninger, som han havde kunnet for- maae, vare blevne dem givne -- at det er nødvendigt, at der anvendes Lovens Strenghed til enkelte Tider og Personer, og at der, "forat faae saadanne forulykkede Personer overbeviiste, maa Andet til." Og dette Andet er Tugthuset, Skjændselens og Straffens Hjem- sted, Slaveriets Forsal. En Præst, der ligesaavist under sin Al- vorlighed skjuler det ømmeste Sindelag for den Fattige og for Børnene, som under sin Kaabe den hjælpsomste Haand, og som har Vægt i sine Ord og mere end almindelig Afsky for at et Menneskes Frihed skal gaae forloren -- han har med blødende Hjerte maattet henvise dertil som til det eneste menneskelige Middel, der endnu stod tilbage. Og det vel neppe forat redde, men kun forat befrie Samfundet og navnlig deres Jevnaldrende og Lige for disse unge Udskud, ligesom det skabbede Faar maa fjernes, forat den hele Hjord ikke skal besmittes. Om slig Ung- dom synes det ogsaa sagt og skrevet: "det var bedre at en Mølle- steen var bunden om din Hals og du saa udslængt paa Havet." Fordærvelsen er langtfra indskrænket til enkelte eller saa faa Personer, som her ere paapegede. At see saa fulde Smaagutter, at de maae bringes paa Raadstuen er ikke sjeldent. I det sne- digste Tyveri, Lommetyveriet, og i det dristigste: paa lys Dag at stjæle i Husene, i Værelserne og paa Gangene, ere mange af disse, dels fuldvoxne, dels endnu yngre, Drenge, vel bevante. Uden Oplysning, som Betlervanen har gjort dem det modbydeligt SIDE: 132 at erhverve, ere de tillige uden al Samvittighed eller Tanke om at det er Synder de begaae, naar de stjæle fra Den, der nys har givet dem Almisse, snappe Tegnebogen fra en Bonde eller hjælpe til ved røversk og voldsomt Overfald. En Mængde Gjer- ninger, som godtgjøre, at intet i denne Skildring er overdrevet, staaer mig tilrede; men det er klart, at en Frækhed og For- vorpenhed, som ovenskildrede ikke kan staae alene hos hine 4 Personer, men støtter sig til og henter sin Næring fra en al- mindeligere udbredt, fra Medhold i Gjerningen hos andre ligesaa Dumdristige og fra en udbredt Slaphed i Samvittigheden og den sædelige Følelse og en Forvirring i Begreberne om det Syndige og Nedrige. Den Stolthed af sine Misgjerninger, som man ofte hører om hos store aldeles fortabte Forbrydere, der finde et op- mærksomt Publikum inden Strafanstalternes Vægge og en Slags Udmærkelse i at maatte lænkes stærkere end de vildeste Dyr -- denne mærkværdige, sørgelige Aandsforvildelse har allerede ud- viklet sig hos vore Forstæders unge Forbrydere. De have sit Anhang mellem Ældre og Yngre, sine Øgenavne, sine Historier om heldige eller uheldige Foretagender. Og dette vide de Om- boende kun altfor vel. Komme to Nabokoner i Trætte, er det første Vaaben gjensidige Trudsler om at røbe de Ugjerninger, som ere blevne skjulte under hver af deres Hytter. De ere omtrent som to Ulvinder der holde hinanden i Ørene, og Tilhørerne erfare kun dunkle Hentydninger paa alle Tyveriets og Hæleriets Hemme- ligheder. Kunde det blive udført, at de Mænd, som have mange Arbeidere, lode disse boe i barakkelignende Bygninger, hvor hver Familie havde sin afsondrede Beqvemmelighed, der betaltes ved Afdrag i Arbeidslønnen, vilde det lettere Opsyn forbedre meget i hine Henseender og i Arbeidsklassens sædelige og huus- lige Kaar. Den Arbeider, Ejeren havde mest Tiltro til, anbe- troedes det daglige Opsyn over den Barakkelængde, han boede i, og hvis Befolkning kun skulde bestaae af Arbeidere, som ellers maae leje sig frem, og da ofte tage tiltakke med Huller, hvor ingen huuslig Orden og Reenlighed saa let kan finde Sted. Men ogsaa som det nu er, ville de ærlige og retskafne Ar- beiderfamilier kunne udøve det bedste Politi. De kjende de An- stukne; og det kan neppe være andet end den Fattiges Med- følelse for den Fattige, som gjør dem saa uvirksomme til at rense sin egen Klasse for dens Udskud. Fik disse at føle, at de vare SIDE: 133 foragtede, ikke taalte, og angivne af sine Lige, var det forbi med Forbrydelsens Frækhed og Dumdristighed. Og kom hertil strenge legemlige Straffe for unge Forbrydere før man skred til at ind- sætte dem i Tugthuset, vilde hine tidlige giftige Udvæxter paa Samfundet maaskee finde sig formeget beskaarne til at trives saa frodigen, og Forbrydelsen lære, medens det endnu er Tid, at den i sin Fremvæxt kun bringer sin egen Ulykke, et Livs lange Elendighed, til Modenhed. Og især for sine egne Børns Skyld burde Arbeidsklassen være nidkjær i at paasee, at For- dærvelsen ikke erholdt saadan Tilvæxt imellem dens Unge, saa- dant Tilhold i dens Hytter. Men, i Himmelens Navn, hvad Tillokkelse har da Tugthuus og Slaveri for denne Ungdom, som iler dem med saa vanvittig Be- gjærlighed imøde? Og det maa dog blive Enden. Eller rettere sagt, Tugthuset har jo allerede været Begyndelsen; og Livsslave- riet, et Steenbuurs Gravhvælving eller Skafottet og Steilen maa da, efter al menneskelig Rimelighed, blive Enden til en saadan Begyndelse. Eller troe de, fordi de vide, at mange Forbrydelser forblive ustraffede, at dette Udfald paa et Liv, der saa tidlig og ganske og aldeles og blindthen, skjøndt med Beslutning, indvies Forbrydelsen, kan være uvist? Og troe de kanskee ikke, at An- geren engang vil komme -- en lang Anger, som vil vare fra at Livsslavens Lænker spændes om det endnu unge Bryst og til Døden løser dettes Livsbaand? Taler ikke Samvittigheden, saa lad dog Klogskaben tale! Og den kan ikke andet end kalde det en afsindig Daarskab, at ville bestemt forvise sig selv fra ærlige og frie Menneskers Samqvem, fra Udsigter, fra et Haab om nogen- sinde at kunne nyde et fornøiet Øjeblik, ja maaskee fra Dagens Lys og Guds blaa Himmel, men derimod banlyse sit unge Liv ind i Skjændselens, Straffens og Fortvivlelsens mørke Hjemsteder. Hvor er det muligt, at Hyttens Ly ikke skulde være behageligere end Fængselets? Dens Arnes Varme ikke behageligere end Sla- veriovnens? Hvor er det muligt, at Fangens Brød bag Gitteret kan smage bedre end den fri Arbeidsmands? at Tvangsarbeidets Sved og Hvile kan være at foretrække for det fri Arbeides? Udsigten til en Steile herligere end til et grønnende Træ udenfor sit eget Hjem. SIDE: 134 Sit eget Hjem? Ja, der lever ingen Dreng, som ikke kan have Haab om engang at eje sit eget Hjem og med et grønnende Træ udenfor, om han vil. Men ved Forbrydelser og Foragt for at erhverve de simpleste Kundskaber forbedrer aldrig Fattigdommen sine Kaar. Det er kun tilsyneladende, at den gjør det ved en enkelt lykket Forbrydelse. Det er et fortvivlet Spil, hvori den altid taber tilsidst, medens den ærlige Flid er vis paa altid at lægge Skillinger op. Men skulde det være Fattigdommens Bitter- hed, som frister til denne fortvivlede Kamp mod Guds Bud, mod Forældres og Læreres Formaninger, mod Statens og Lovens stærke Magt og mod Guds og Menneskenes Retfærdighed, da -- hvor kunne alle de tusinde skrækfulde Exempler glemmes paa hvorledes det gaaer saadanne Syndere? Hvor kan Fattigdommen glemme, at det dog staaer i dens Magt at eje de ypperste Goder: Guds Fred, Menneskers Godhed, Frihed og borgerlige Ære -- ja at vel heller ikke Føde, Huusly og Klæder, ja Ægtefælle og Hjem, er noget uopnaaeligt for den Flittige og Ordentlige? At glemme dette og tænke, at det ikke er saa stor Synd at jevne paa Fattigdom ved Forbrydelser, vilde jo omtrent være at troe, at Gud kan have tildelt de fleste Mennesker trange Kaar for at der skulde blive desflere Tyve og Kjeltringer? Og sandelig denne vanvittige Tro synes allerede undfanget i et Liv, der kan begynde med at erklære: heller Tugthuset igjen end Skolen! Henrik Wergeland No. 3, 26de Februar 1841. Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen at ei den qvæler dig i sin Omarmen! HVAD DRUKKENSKAB GJØR (EFTER ET NORDAMERIKANSK BLAD) Ønsker du at tørste som i den brændende Ørken, saa bliv en Dranker; thi jo oftere og jo mere du drikker af Pæglen, des tør- rere bliver din Tunge og din Mave des ligere en Bagerovn. Vil du hindre dem, som søge at fremme dit Vel, fra at naae deres Maal, saa bliv en Dranker, og du skal ganske vist gjøre alle deres Anslag til Intet. SIDE: 135 Vil du paa det Kraftigste modarbeide dine egne Anstrengelser for at blive nyttig i Verden, da bliv en Dranker, thi da vil Alt slaae dig feil. Vil du gjøre alle dem til Skamme, som bestræbe sig for at be- fordre din Ære, din Lykke og Velfærd, da bliv en Dranker, og du vil paa den sikkreste Maade triumfere over dem Alle. Har du besluttet at vorde ret fattig og ussel, da bliv en Dran- ker, og du vil snart blive nødlidende og uden en Skilling i Lommen. Vil du, at din Familie skal sulte og fryse, saa bliv en Dranker; da kan du paa den nemmeste Maade faae Ende paa ethvert Middel til dens Underholdning. Vil du vorde en Spillebold i Skurkers Hænder, bliv en Dranker; thi derved letter du dem i Arbeidet. Vil du bestjæles, bliv en Dranker; thi da giver du Tyven dit Huus og din Lomme ivold. Vil du sløve dine Sandser, bliv en Dranker, og du skal snart blive blegøjet og dummere end et Æsel. Vil du vorde afsindig, saa bliv en Dranker, og du er da paa ret Vej til Dollhuset. Vil du være uskikket til at føre en fornuftig Samtale, saa bliv en Dranker, og du skal snart kun tøve i Ørsken. Vil du blive en Lazarus, da bliv en Dranker; thi Drukkenskab er en Moder til Bylder og alskens Uhumskhed. Vil du ødelægge din Salighed, saa bliv en Dranker; thi til- intetgjort Aandskraft er sikkerligen udelukket fra Himlene. Vil du blive en Selvmorder, da bliv en Dranker; thi det er Maaden at styrte sig i Fortvivlelse paa. Vil du give dine Daarskaber eller betroede Hemmeligheder til Priis, saa bliv en Dranker; de skulle udflyde af dig eftersom du tyller dygtig i Struben. Er du begavet med store Legems Kræfter og blomstrende Sund- hed, og er denne Himmelgave dig ei tilpas, saa bliv en Dranker; thi en saa mægtig Modstander, som Brændeviin, vil snart over- vinde begge Dele. Vil du være af med dine Penge, uden at vide Maaden hvor- paa, da bliv en Dranker, og de skulle forsvinde som Duggen. Ønsker du snarest muligt, fra en fri Mand at blive Lem af et Arbeids- eller Fattighuus, da bliv en Dranker; thi du vil SIDE: 136 da snart blive funden paa Gaden og uskikket til at sørge for dig selv. Har du besluttet at banlyse al indvortes Fred fra din huuslige Kreds, saa bliv en Dranker, og Tvedragt med sin hele Række af Elendigheder vil snart indfinde sig hos Dig. Vil du tabe dine Medborgeres Tillid, saa bliv en Dranker; thi hvor lidet du end tænker derpaa, ere Alle enige i, at Den, som ødelægger sig og sin Familie, maa have meget let forat ødelægge Andre. Vil du sætte dig i den Nødvendighed at skye dine Kreditorer, da bliv en Dranker, og du skal snart nødes til at snige dig igjen- nem Smaastræderne og undgaae Hovedgaderne indtil Bytjenerne dog finde dig. Fryder det dig at indkaldes for Politiet, saa bliv en Dranker, og du vil ofte nyde denne Fornøielse. Vil du vorde en Last paa Samfundet og en Skamflek paa det menneskelige Selskab, saa bliv en Dranker; og du skal snart vorde en hjælpeløs, lastefuld og beskjæmmet Døgenikt. Vil du, at Enhver skal foragte Dig, saa bliv en Dranker; thi agtværdige Folk nærme sig da heller en Møgdynge end dig og dit Huus. Henrik Wergeland DE KRISTNES JAGGERNAUT Jaggernaut er de hinduiske Ostindianeres forfærdeligste Afgud. Paa en uhyre Vogn sættes Afgudsbilledet, og saa slæbes det af- sted gjennem den mylrende Folkemasse og Enhver er glad ved at kunne komme til at faae trække et Stykke i et af Taugene. Det holdes ogsaa for en priselig Gjerning, der forvisser om Salig- heden, at kaste sig under Hjulene forat sønderknuses. Da be- væger Toget sig raskere og Jubelen bliver vildere, naar En, af Kjede til Livet eller i religiøst Vanvid, kaster sig foran Hjulene. Dette synes os nu puurt Galskab, og dog have vi en Jaggernaut, der tilintetgjør endnu flere Offre end hiin hedenske; og denne de kristne Europæeres Jaggernaut, som er omgiven med endnu flere tusinde vanvittigen Jublende, er Brændeviinsflasken. Ingen Afgud paa Jorden har flere og ivrigere Dyrkere. De fleste Mennesker have dandset om hans Alter, og Mange forlade det SIDE: 137 ikke mere før de tumle og knuses, før Ære, Sundhed, Velfærd og huuslig Lykke tilintetgjøres og den sidste Sjelskraft radbrækkes paa det ynkeligste. En engelsk Kunstner har fremstillet Fylderiet og dets Følger paa en Tavle saaledes: Det viser sig i Jaggernauts fæle Skik- kelse, ført af en umaadelig Skare Elendige igjennem en Egn, som bedækkes af en skummel Taage overalt hvor Toget er gaaet frem, og igjennem den skimtes Galger med Hængte i, afbrændte Huse og mange andre Tegn paa Forbrydelser og Elendighed. Den Egn af Landet derimod, hvor Fylderiet endnu er ubekjendt, viser sig riig, yndig og solbeskinnet. Og mon ikke hos Os ogsaa Forholdene ere temmelig lige? Har vi ikke Galger, saa have vi Selvmordernes Træer og Stolper, Dolhusets Sprinkler, Liigfærd, forfaldne Hytter, Betlernes Nøgenhed og Slavens Lænker; og man skal ikke kunne klage over at vor Jaggernaut ikke lønner sine Dyrkere eller ikke efterlader sig Mærker. Men ned med den knusende Afgud! ned med Jaggernaut! ned med Flaskens Herredømme! Den har regjeret og er bleven dyrket længe nok og har knust Offere nok. Jaggernaut siges dog at gaae meer og meer af Mode imellem Hinduerne -- lad det ogsaa blive Tilfældet med vor! Henrik Wergeland ARBEIDERENS MORGENTANKER (Oversat). Naar Arbeideren staaer op om Morgenen, veed han, at han ikke er vaagen alene, men at Herren den Almægtige er opstanden tilligemed ham, og han siger i sin Sjel: Gud seer mig! Han beder saa i sit Hjerte: Herre! Du, som hersker i Himlene, og sætter din Fod paa Jorden, at den maa bære Frugt, giv ogsaa mig, din Tjener i det Ringe, at jeg maa bære Frugt idag! Morgenrødens Dug har du udspændt over Befæstningen og Solen har du kaldet frem af sit Telt; hele Dagen skal den van- dre i det Høie og tjene dig, og den skal lyse over alt det Skabte paa Jorden -- saa give Du ogsaa mig, hele Dagen at vandre for at tjene Dig i det lave Støv hvor Du har sat mig! Dig tilbeder Solen i sin Glands, men jeg bøjer mig for Dig i min Sjels Mørke, SIDE: 138 bedende, at du sender mig Aandens Lys til at gjøre alt vel. I mit Hjertes Inderste frygter jeg Dig. Send mig af Naade din Aands Lys at styre mig i det Rette, at jeg i Arbeidet gjør det som godt, fornuftigt og gavnligt er! Men du, Herre, se til mit Arbeide med Behag; thi forgjæves bliver min Sved, om ikke din Barmhjertighed nedsænker sig over den med himmelsk Svale, og forgjæves skulle mine Arme røres og mine Hænder beflitte sig, om du ikke seer i Naade til min Gjerning og giver det Lykke, Herre! Hvad er vel en stor Bedrivt, om den begyndes uden Forstand og fortsættes uden Klogskab? Og om det endog begyndtes med Forstand og fortsattes med Klogskab -- hvad er det, om det ikke gjøres med den hellige Villie at udføre hvad der gavner Menneskene, en Selv og Andre, saa som Herren, skuende ud fra Himlens Klarhed, elsker at see Menneskenes Værk paa Jorden? Thi tusinde Gjerninger kunne bedrives, som ere onde og skade- lige. Forkasteligt og afskyværd bliver da Arbeidet; Klogskaben, som bruges til Udførelsen, bliver foragtelig og Forstanden en Daarskab. Derfor, o Herre, give du mig af din høieste Naade, intet Værk at foretage, som kan kaldes ondt og skadeligt; thi da blev min Møie ikke blot forgjæves, men en Synd for dine Øine. Altsaa beder jeg dig, at du beskjær mig en god Vilje til at fly al ond Gjerning, men alene til at paabegynde god Idræt. Der- næst beder jeg dig om Klogskab og Forstand. Thi du alene kan give og kan beskjerme min Sjel mod daarlig Iid. Maanen skinner over mørke Dale, og dens Lys synes herligt; dog, naar Solen opstaaer, blegner Maanens Glands; og den hænger der som et hvidt Lin. Men som Maanens Lys overgaaer Dalens, og Solens overgaaer Maanens, saa overgaaer din Aands Lys al Solens Glands og den bliver som det blege Lin imod Aanden. Giv mig derfor Lys af din Aand, Herre! saa har jeg Forstand, og al Dagen, som stunder til, skal jeg arbeide i det Værk, at tjene Dig, Menneskene og mig. Vil du, saa send mig Helse og Glæde. Hvorfor skulde jeg sørge, da Guds Øine ere henvendte paa mig og de Hellige vogte mig usynligt, men sikkert? Dog kan jeg ikke selv give mig Glæde, om du ikke af Mildhed svaler min Sjels Hede og omskaber mit Hjerte til Fred. Derom er nu min Bøn. SIDE: 139 Ikke heller kan jeg selv give mig Helse uden du holder mig oppe i din Styrke. Jeg har ingen Ret til at faae være frisk; men handle efter din Kjærlighed, og se i Miskundhed til ham, Du har skabt! Hold mig fri fra onde Tanker og al Mørkets Lyst! Ned- dæmp Begjæret til syndig Svælgen! Da, Herre, veed jeg, din Naade er stor mod mig og den hele Dag skal jeg faae leve med Helse og Lyst. Henrik Wergeland SIMPELMANDS VIISDOM 1. Plog i Brug blinker; -- stille Vand stinker. 2. Ærlig Mands Sagt -- godt som Kontrakt. 3. Fornøjet Sind -- gjør Vand til Viin. 4. Nar og Penge -- forliges ei længe. 5. Ungdom lad -- Alderdom uden Kjole og Fad. 6. Øst, Vest -- hjemme bedst. 7. Regning klar -- Vens Bevar. 8. Godtkjøb -- Tyv der løb. 9. Seet Lyn ei slaaer. -- Seet Fare gaaer. 10. Glad Sjel -- lever altid vel. 11. God Nabo -- god Morgen. 12. Tidlig i Seng, tidlig i Brog -- gjør Mangen sund og riig og klog. 13. Bygge for høj, bygge for bred -- lækkreste Middel at ud- armes ved. 14. Paa Narrenæse og Kjæklertunge hænge Prokuratorens Pengepunge. 15. Stundom kan Nøden vel lidt ind til Fliden kikke; men komme indenfor, det vover den dog ikke. 16. Gud gav mig Nødderne og mine Tænders Række. Han knækker mig dem ei; jeg smukt dem selv maa knække. 17. Af overvættes Lyst tidt Sorg man fremstaae seer. Selv Øjet græder, naar man altfor heftigt leer. 18. Hvo Torne strøde paa den Vej, han selv har kaaret, sig ei beklage maa, naar de hans Fod har saaret. 19. I Skoven Øxen drev vist ei saa let sit Spil, om ikke Skoven selv den Skaftet gav dertil. 20. Mens man det Onde gjør, man endser det ei stort. Hvor stort det er, man seer først ret naar det er gjort. Henrik Wergeland SIDE: 140 No. 4 -- 5, 5te Marts 1841. Kan du en Kunst, over Land, gjennem By, fri kan du flyve som Fugl under Sky. VÆVERPIGEN Flittig Spinderske spinder Huus af Hytte! Saa tidt hun vil kan hun Linned bytte. Man siger, at naar Normænd, som ere blevne gamle i fjerne Lande, faae høre en norsk Melodi, en Halling eller "Længje venta Lourdags Qvellen" eller noget andet Lignende, bliver deres Hjerte blødt, de kunne briste i Graad, og bag de taaredunkle Øine staaer Hjemmet med alle sine Erindringer i saa frisk en Glands som disse Taarer, der vise, at de have baaret et norskt Hjerte under den solbrunede Hud og den fremmede Dragt. Det skulde være en Glæde at lytte til en eller anden af de norske Nybyggeres Tømmerstuer dybt inde i Amerika. Vi vilde høre Moderen nynne sit Barn isøvn med samme Visselul, som har nynnet os isøvn, og Faderen at stryge paa Felen disse nationale Melodier, som gjøre saadant Indtryk paa os, at de synes at være Klangen af vore egne Nerver. Mænd kunne drage langthen, Koner følge deres Mænd, og de have sine Børn ved Haanden og ved Brystet. Sjelene, Mænds og Kvinders Tanker, kunne ogsaa forlade Hjemmet, forvænnes og blive unorske, om de end boe i Landet og leve deraf. At de tabe sin Simpelhed og Naturlighed er Tegnet paa at dette sørge- lige er indtruffet. De ere som Børn, der ere blevne fornemme, og ikke ret for Andre ville kjendes ved den fattige Moder. Men Nationaliteten, Norskheden, er som en Moder; den har visse Træk at vise, som selv det mest forvænte Barn ikke kan mod- staae. Det er som naar en Moder aabner sine Arme, og Barnet seer den Barm hvorved det laae; da kan det ikke holde sig; det maa synke dertil, og en Graad bortskyller alt hvad der har reist sig imellem det nærværende Øjeblik og de uskyldige, da det hvilede ved Moderhjertet. En af de Ting, som gjøre et saadant Indtryk, som minder om Landet, Folket og dettes Agtværdighed, og som bringer Mode- damen og Herren, der i Meget har glemt, at de dog ere det fattige Norges Børn, til at erindre dette med et Stik i Hjertet, SIDE: 141 er -- en af disse Oplandsjenter i den selvvirkede, nette, ternede Kjole og med det smukke Skaut paa Hovedet. "Har du vævet det selv, min Pige?" siger Damen, som standser der og piller paa hendes Dragt under en Blanding af Agtelse for Bondepigen, Glæde paa Nationens og Utilfredshed paa egne Vegne. Hvorfor er hun i dette Øjeblik mindre fornøiet med sin egen fremmede Pynt? Hvorfor siger Herren ved hendes Side: "brav, min Pige! Saaledes bør det være!" Ja, saaledes bør det være! "Hvem er det som væver saa flinkt her i Nabolaget?" spurgte jeg engang en Beboer af en af Byens Udkanter, da jeg fra hans Dørtrap atter hørte de samme raske Slag fra en Væverstol, som jeg ofte før havde lagt Mærke til. "Mari Totningsjente," sagde han. "Kom lad os gaae over til hende!" Hvormegen Agtværdighed jeg der lærte at kjende! Hvilket net og reenligt Værelse jeg der kom ind i! Alt som det var strøget. Det var temmelig tidligt om Morgenen; men Gulvet var fejet og brusestrøet, Sengen opredet og dækket af et nydeligt, blommet Teppe fra Maris kunstfærdige Haand. Der sad hun selv i de hvide Linnedærmer, i det nationale Skaut og i Værkensskjørtet ved Væven ved det aabnede Vindu, hvor en fuldblomstrende Maanedsrosenbusk og en Citronmeliss trængte sig ud i den friske Vaarluft. Rundtom hang flere Verkenskjoler, den ene af vakrere Mønster og Vævning end den anden, og paa Dragkisten laae en Bunke af Lærreder. Selv saae hun ikke længer ung, men sund og sjelefrisk ud; en halvvoxen Dreng sad paa en Skammel og læste i Bibelhistorien. "Rapp dig nu, Guldbrand" -- sagde hun -- "saa skal jeg over- høre dig før du gaaer i Skolen." "Nu troer jeg, jeg kan det, Moer," sagde Gutten, og saa over- hørte hun ham (og det meget flinkt) og sendte ham ivejen. Mari var altsaa Moder og maaskee Enke; rimeligviis, af Huus- leiligheden og af Omsorgen for Sønnen at dømme. Men det er en sand Historie jeg fortæller, og jeg bør derfor heller ikke fordølge, at Mari vel var Moder, og Moder i den SIDE: 142 fulde Bemærkelse at have født sit Barn med Smerte og opdraget det med Ære; men hun var ikke Kone eller Enke. En Mand havde bedraget hende, og den svage Qvinde havde født sit Barn i Synd. Men den svage Qvinde var bleven stærk. Hun forlod sin Hjembygd af Blusel, stolende paa sin flinke Haand, paa at den Kunst, den der havde lært, skulde give hende og hendes Barn Brød og Huusly og Klæder. Og det gik godt; men Den er ikke god, som ikke siger, at hun har vundet sin Ære igjen under de 13 Aar, hun saa redeligen har arbeidet. Jeg kan ikke erindre Alnetallet af de Lærreder, Dreiler, Værkener og Vad- meler, hun i denne Tid havde oparbeidet og afsat i Byen; men det gode Udkomme, hun altid havde havt siden de første Maa- neder efterat hun satte sig ned, uagtet Fortjenesten, efter hendes Udregning, ikke kunde være saa stor for Alnen, viste, at Mængden maa have været betydelig. "Der vil meget til, og Skeen maa ikke standse," sagde Mari, idet hun atter slog; "men lad mig see -- der var ti Roser her paa Busken ifjor fra Paaske til Pintstid, og netop saamange Værkener lagde jeg an og af i den Sommer. Iaar maa jeg nok see til at faae flere, for see her! der er alt Tegn til tolv Knopper, og det var Skam at jeg skulde staae tilbage for Rosenbusken der, som intet Barn har at arbeide for, og som dog væver venere end jeg." Hun trak Skautet nedover sin Rødmen. "Og som hverken har dit Hoved eller Hjerte, Mari," tænkte jeg. -- Tvertoverfor traadte en skiden laset Kone, omringet af en Flok Børn, der ikke vare bedre, ud i Dørsvalen. "Svindt jer!" hvidskede hun, og hele Flokken styrtede nu betlende omkring en Forbigaaende. De fik intet. "Djævelsunger! kunde I ikke holde længer paa? Nu kan I svelte og skal ha'e Juling til!" og saa sparkede og halte da Kjærringen sine Unger ind ved Haarene. Mari sagde: "Jeg takker Gud for det Brød jeg spiser, og havde jeg ikke havt Arbeidslysten med mig hjemmefra Bygden, maatte jeg have lært den her af Dovenskabens Elendighed, og saa er det meest hele Gaden bortigjennem, saa jeg ikke kunde trivs dersom jeg ikke havde Synet af den grønne Flek derover." Sandelig denne faldne Pige havde reist sig igjen ved sin Sjels Kraft og ved sin Haands Færdighed. Eller var det blot Moder- kjærlighedens drivtstærke Følelser, som hævede hende saaledes over sin Ulykke? Hiin So med Ungeflokken var jo ogsaa Moder SIDE: 143 og i højere Grad; hun havde flere, og havde engang for Alteret lovet at forsørge dem hun maatte faae? Skulde det være Na- turen, som havde givet den Enes Hjerte stærkere Fjedre i Fød- selen end den Andens? Dette er vel muligt, men naar vi tænke os, at Pigen havde lidt Slaget af en Ulykke, som plejer at knuse de fleste Qvinders bedre Kraft, mens Konen var taget fra sine Forældres og i sin Mands Huus, saa maa der vel være andre Aarsager, som havde gjort, at den Faldne havde reist sig, og at Den, der ikke var falden, dog var sjunken og stedse dybere synkende. Og jeg gjetter her paa den Opdragelse, de begge fra Barndommen havde. Konen var fra Byens Omegn, hvor Huus- flid just ikke hører imellem Ungdommens Opdragelsesmidler, Mari Væverpige var fra Toten, hvor det er en Skam, at en Pige ikke er velklæd i sit Hjemmegjorte, hvor Arbeidsomhed gjør Blodet sundt og rødt og rullende, og det sunde Blod gjør Hjertet friskt, og hvor Æresfølelse boer under det nationale Skaut i klare blaa Øine, som ikke frygte for Fattigdommen. Denne tør ikke see længe i dem, og ikke lægge sine smudsige Fingre over Skautets Reenhed, over det hvide Linned eller over de ternede regnbu- spraglede Kjoler. Henrik Wergeland No. 6 -- 7, 1ste April 1841. Du gjør ei godt fordi du bliver vel tilmode, men vel tilmode blier fordi Du gjør det Gode. VÆDDEMAALET I Næs Præstegjæld var to Brødre, hvoraf den Ene drak Bræn- deviin, den Anden Snuus. Den Ene var aldeles forfalden til sin Brændeviinsdrik. I sit Fuldskab mishandlede han da Kone og Børn, og naar han havde Selskab og godt havde trakteret sine Gjæster, endte han tiest med at prygle dem. Engang da hans Broder (hvad han ofte havde gjort) bebreidede ham, at han ikke kunde afholde sig fra denne hæslige Drikfældighed, svarede han: "ja, hvorfor kan ikke du afholde dig fra din Snusen?" "Vel, sagde Snuseren, vil du love aldrig at smage Brændeviin, saa vil SIDE: 144 jeg love aldrig at tage en Priis Tobak." De indgik derpaa en Ædruelighedsforening, en Kontrakt om at afholde sig den Ene fra Brændeviin, den Anden fra Snus, og den som brød Kon- trakten skulde betale den anden 100 Daler. Denne Kontrakt staaer endnu ved Magt imellem dem. Men Brændeviinsdrikkeren har allerede tilbudt Snusdrikkeren 20 Spd. om den maatte hæves; men Snusdrikkeren vil ikke, men af- holder sig ædelmodigen fra en uskyldig Nydelse for at redde sin Broder. Henrik Wergeland SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER En Almueskolelærer er en ringe, men en saa nyttig Mand, naar han er som han bør være, at han vel burde bedre ansees. Ja han er vel saa nyttig, at det Hele maatte gaae istaae, om han ikke fandtes. Men det er ikke alene for den opvoxende Slægts Oplysning de kunne og skulle sørge; de kunne ogsaa være den allerede voxne og Forældrene til betydelig Nytte i denne Henseende. De ere Oplysningens Ledere i Folkets tætte Masse. De gjøre hvad Præsten og Bispen ikke have Tid til selv at gjøre; og naar de ret besidde Kundskaber, ere de fortræffe- lige levende Bøger imellem Almuen, som snart meddele noget godt og rigtigt i den blotte Viden, f. Ex. i Religionskundskab, Verdens- og Fødelandets Historie, snart i anvendelige Færdig- heder, saasom i enkelte Grene af Agerbruget og Haugekunsten. Slig Mand var da den Skolemester jeg mener. Hvad interes- sant, han selv læste, meddeelte han hvor han befandt sig saa- snart hans Dagværk var forbi, og Ungdommen blev ofte en god Stund tilbage naar han var i det Hjørne at fortælle. "Nu! har I nylig læst noget godt nu, Skolemester?" plejede Huusbonde eller Madmoder almindeligviis at spørge, naar han havde hævet Skolen; og havde han da det, saa gjemte han ikke paa det. Denne gode Skolemester er nu død, og mere savnet troer jeg, end om nogen Anden af Bygdens Folk var hjemgaaen. Man fandt da efter ham et Hefte Blade, som han havde kaldt "Træk af Menneskehjertet", og deri da nedskrevet de fleste af sine for- talte sande Historier. Idet vi her meddele nogle af dem, vil SIDE: 145 man finde, at de gik ud paa at tilintetgjøre Fordomme og re- ligiøs Ufordragelighed og paa at udbrede den sundeste Menne- skelighed. Den engelske Herre og den tyrkiske Fisker. Om Tyrkerne har man mange Fordomme. Jeg erindrer, at jeg en Aften under Fortællingen af et af disse deilige østerlandske Eventyr bemærkede, at den Bonde, Skolen den Dag havde været hos, med alle Tegn paa den dybeste Afsky, udraabte et "Tvi!" da jeg kom til at nævne hiint østerlandske Folks Navn. "Naa Fa'r Ola, Du gjør dig nok nogle forfærdelige Tanker om Tyrken, kan jeg mærke," sagde jeg, og fik da ganske rigtig hele den naragtige Beskrivelse over "Trynetyrken", som med saa stort Held er bundet Almuefolket paa Ærmet af omvankende Raritets- kræmmere, der ganske rigtigt forevise en Menneskefigur med Svinetryne under dette Navn. Ola vidste ogsaa at fortælle, mens Børnene hørte til med spændte Øren og Øine, at "Trynetørken" var en talrig Nation langt Syd paa, hvis største Lækkerbidsken var Kristnes Kjød, jo federe des bedre, og at der var Umennesker og havde været dem i Norge, som spekulerede paa denne Smag, lod Folk hemmelig dræbe, nedsalte og udskibe, for hvilken Vare de da upruttet fik Vægten igjen i puurt Guld. Dette maatte jeg ikke snakke ham af med. Det var desværre altfor vist. Og det hjalp da heller ikke, at jeg søgte at udfinde Grundene til disse Taabeligheder, dels af gamle Dages Religionshad mod Tyrkerne, som ere Mahomedanere af Tro, og engang vare frygtelige Er- obrere for mange kristne Nationer, dels af at mange Søfolk for nogle Aar tilbage pludselig forsvandt enten ved Tvang eller af egen Lyst i Farten paa Ostindien. Jeg tegnede ligeledes for- gjæves Omridset af et Negerhoved paa Bordet for at forklare ham af den fremstaaende Underdeel af Ansigtet den mulige Op- rindelse til Fabelen om Trynemennesket, og anmærkede, at Al- muen pleiede at kalde alle disse mørkladne Sydboer Tyrker. Det nyttede ligesaalidet som at jeg ved Siden af Negeren ridsede et smukt, krumnæset Profil, som skulde forestille en virkelig Tyrk. Ola og de Andre bleve dog ved sit, og jeg mærkede, at man begyndte at tvivle om jeg var saa ganske vel underrettet i det SIDE: 146 Punkt, som jeg burde være, især da det slap ud af mig, at der vel imellem Tyrkerne kunde findes ligesaa gode og fromme Mennesker, som imellem Millionerne af en anden Tro. Hør her, sagde jeg, hvorledes det gik en fornem engelsk Herre hos en fattig tyrkisk Fisker. Den engelske Herre fandt for godt at forsøge at svømme over Strædet ved Dardanellerne, som ad- skiller de to Verdensdele Europa fra Asien. Det kunde være en halv Miilsvei over, og Hans Herlighed havde været om en Hals, dersom ikke en gammel tyrkisk Fisker havde faaet ham op og bragt ham til sin Hytte. Der laae han da nærmere Døden end Livet, plejet paa det omhyggeligste af Fiskeren og hans Hustru. At han var en Vantro i deres Øine formindskede ikke disse gode Menneskers Gjæstevenlighed. Da Englænderen kom til sig selv bemærkede han deres yderlig fattige Kaar; men hvad havde han at give dem -- han, som nøgen var kommen til Stranden, som nu indtog deres Leje, blev plejet og beværtet med det Bedste de kunde skaffe, og nu tilsidst maatte gaae omkring i Fiskerens eneste hele Dragt, den han brugte paa Høitiderne, naar han be- søgte den Guds Tempel, der har skabt Himmel og Jord med hvad derpaa er? Han maatte endelig paa tredie Dag afsted til det tyrkiske Riges Hovedstad, hvor han egentlig opholdt sig. En Baad laa færdig til at føre ham did. "Fremmede!" sagde Tyrken da ved Afskeden, "Allah ( ): Gud) ledsage dig!" Og idet han sagde dette, trykkede han den engelske Lord, hvis Stand og Formue var ham ubekjendt, nogle Paras, sine sidste Skillinger i Haanden. Lorden tog dem, og forlod med dyb Agtelse det ær- værdige Par. Fjerdedags Aften derefter kommer Baaden tilbage med en paa Slæbetoug, og begge de Gamle ile til Stranden forat høre til deres Gjæst. "Ah, siger Nabofiskeren, det var en stor Herre. Ibrahim, du er en lykkelig Mand -- se her hvad han sender dig." Og frem halte han da den anden Baad, en ny herlig indrettet Fiskebaad med fuldt Tilbehør af Garn og Grejer. "Allah er stor!" udraabte den Gamle -- "Fatime! Fatime! kom og see!" Og nu kom hans gode gamle Fatime af Hytten og rokkede nedover til Stranden, og ogsaa hendes første Udraab var "Allah er stor!" SIDE: 147 Da jeg saae mig omkring var der Taarer i Olas Øine. "Det var jo ligesaa brave Folk som Samaritanen i Parabelen;" sagde han. "Ja mener jeg det, Ola. Men det var dog kun Tyrker." Men dette uheldige Ord kostede mig en ny Historie; thi det op- flammede igjen Olas gamle hadefulde Fordomme. Med et trium- ferende Blik udbrød han nemlig: "Ja Tyrker og Tyrker er To. De ere ikke alle lige slemme, men enten hvide Tyrker eller Trynetyrker, som jeg selv har seet." "Ja i Kassen med de skjønne Rariteter, Ola. Men hør da nok en Historie om en Tyrk." Den Pestsyge. Paa et europæisk Skib var Pesten udbrudt midtpaa Middel- havet. Mandskabet døde bort; kun med et Par ilive drev det ind paa en tyrkisk Ø. De kom iland og ihuus; men da Ind- byggerne, da der kun var Een ilive tilbage, mærkede hvilken frygtelig Sygdom, de havde medbragt, bleve de rasende og vilde dræbe den Gjenlevende: "Det er Pesten! det er Pesten!" raabte de; "lad os nu myrde den kristne Hund, der har bragt Sygdom- men mellem os!" Allerede svingedes deres Sabler over den Syges Hoved, da en af dem, der havde et ærværdigt Udseende, standsede dem, og søgte ved Ord at berolige dem. Europæeren forstod ei, hvad han sagde, men fattede dog Meningen ved de medlidende Blikke, han kastede paa ham. Ogsaa lykkedes det Tyrken, at frelse ham, og han spurgte den Syge da paa italiensk, om han ikke behøvede Noget. Den medlidende Tyrk, der havde reddet den Syge fra at ombringes af hans Landsmænd, gav ham da ikke blot Drikke, som han forlangte, men bragte ham ogsaa en Læge, der, efterat han havde stærkt aareladt ham, gav ham noget Olieagtigt, hvormed han skulde indsmøre sit Legeme. Patienten rettede sig herefter, og faldt snart i en dyb Søvn. Da han vaagnede laa han paa en blød Sofa, med Hoved og Legeme indsvøbt i uldne Dækkener. Stærk Sved strømmede fra Legemet, og han følte mindre Smerter. Ved hans Side stod en aldrende Mand, i hvis Ansigt den høieste Deeltagelse stod malet. "Stakkels Mand!" sagde han; men da den Syge vilde svare, lagde han Fingeren paa Munden. SIDE: 148 Denne udmærket gode Behandling og den Velvillie, hans Vært viste Patienten, skyldte denne en af de Begivenheder, som vi kalde Tilfælde, men som er en Styrelse af Forsynet, der lader dem skee, for at vise Menneskene, at under alle de Prøvelser, Himlen her sender, er den evige Godhed dog stedse vaagen. En ung Englænder havde, medens Krigen varede i de Have, havt Leilighed til at redde denne Tyrks Søn just som en Græker var ifærd med at ombringe ham. Denne ædle Daad, hvorved hans Alders eneste Haab bevaredes, havde præget sig dybt i hans Hjerte, og fyldt det med Taknemmelighed mod det engelske Folk. Nok -- Europæeren kom sig, og da han var bleven ganske helbredet og vilde afsted, fulgte den gamle Tyrk ham til Havnen, hvor han tog den kjærligste Afsked med den Fremmede. "Allah være med dig!" sagde han. "Det var jo ogsaa en Samaritan," sagde Ola. "Ja, men en Tyrk." "Men ingen Trynetyrk." "Slidder, Sladder!" sagde Ola, "det maa nok være i Maanen slige Folk boe." "Ja, og i Raritetskassen, Ola." VALGET Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 340. Henrik Wergeland No. 8, 19de April 1841. Lad dette Herrens Ord dig trøste: "Hvo saaer med Graad med Frydesang skal høste". SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER Andreas Andersons Historie. "For ikke fuldt 100 Aar siden levede i Byen Elgin i Skotland en Pige ved Navn Margrethe Gilzean. Hun var af agtbare For- ældre og udmærket skjøn. I de borgerlige Uroligheder 1745 blev et Regiment Fodfolk indqvarteret i Elgin, i hvilket en Soldat da SIDE: 149 befandt sig, ved Navn Anderson, barnefød i Nabosognet. Han fattede Kjærlighed til Margrethe, som gjengjældte samme saa uoverlagt, at hun hemmelig ægtede ham og fulgte med ham, da Regimentet blev forlagt til et andet Qvarteer. Om hendes Skjebne under dette ulykkelige Ægteskab, veed man intet vist. Der sagdes blot, at hendes Mand var bleven udkommanderet til fremmede Lande, uden at hun havde kunnet følge ham, at han havde be- handlet hende slet, ja endog jaget hende fra sig, og at han saa var falden i en Træfning. Saa meget er blot vist, at hun om- trent i Aaret 1747 kom tilbage til sin Fødeby i en yderst træn- gende Tilstand, halv berøvet sin Forstand og med et spædt Barn paa Armen. Men hendes haarde Forældre, som, naar de havde villet, let kunde have faaet Vished om hendes virkelige Ægte- skab, vedbleve at betragte hende som en liderlig Tøite, der havde bragt Skam og Sorg over dem, og negtede hende Tilgivelse og Optagelse i deres Huus. Naboer og andre Folk, som havde kjendt hende i hendes bedre Dage, vare ikke barmhjertigere; Alle stødte hende fra sig, og gik af Veien for hende. Denne ubarmhjertige Behandling og hendes forvirrede Sjels Fantasier bestemte hende da til et sælsomt Skridt. Ikke langt fra Staden seer man endnu de majestætiske Ruiner af en gammel Domkirke, hvis nærmeste Omgivelse, der dannede en fri Plads, siden Reforma- tionstiden var bleven benyttet som Begravelsesplads. Imellem Ruinerne og Gruushobene befinder sig endnu et temmelig vel opbevaret kjælderagtigt Kammer af omtrent 5 Fod i Fiirkant, som kun er yderst sparsomt belyst, og som i gamle Dage skal have tjent til et Slags Sakristi eller Opbevaringssted for Kirketøjet. Her valgte den arme Forstødte, formedelst sit Vanvid ufølsom for Stedets Uhyggelighed, sit Opholdssted. I Kammeret befandt sig en gammel, udhuggen Døbefont, hvor hun beredte sit hjælpe- løse Barn et Leje. Andet Huusgeraad havde hun ikke. Saasnart man erfoer, at stakkels Margrethe havde opslaaet sin Bopæl paa dette øde Sted, som stod i allehaande overtroisk Ry, vaagnede dog Samvittigheden hos Elgins Indvaanere; de følte, at de havde handlet ukristeligt, og vilde gjøre sin Uret god igjen saavidt de kunde. Enkelte førte den Ulykkelige med hendes Barn med sig hjem, og vilde her pleje hende; men hun vendte altid tilbage til sit Sakristi. Og da man endelig indsaae, at hun havde fast be- sluttet at holde sig der, lod man sig nøje med at bringe hende SIDE: 150 Næring og Almisser didhen. Saaledes vandrede hun flere Aar omkring med sin Dreng under Navn af gale Grethe Gilzean, som en uskadelig Skabning, afvexlende grædende og syngende. Til hendes Barns Fader hørte man intet, uagtet han havde flere Slægtninger der i Omegnen, som han vist havde givet Under- retning om sig, om han havde været i Live. Andreas Anderson, Grethe Gilzeans Søn, voxede da op i Smuds og Elendighed, som rimeligt kunde være under en Levemaade, som neppe nogensinde gav ham Nydelsen af en Seng eller et varmt Maaltid Mad. Den eneste Trøst i hans usle Omstændig- heder var den overordentlig ømme Kjærlighed, hvormed hans vanvittige Moder plejede ham. I Skolen i Elgin fandt den Skik Sted, at give et Fattigbarn fri Underviisning mod at feje og lægge i Ovnen i Skoleværelserne, hvilket Barn da førte Navn af "den Fattige", eller paa Latin, som man ogsaa lærte i denne Skole, af "Pauper". Andreas fandt sig da i at blive Skolens Pauper eller Askepot, der er Stedbarnet i Eventyrene; men erhvervede dog derved Kundskaber, som siden gjorde ham til en dannet Mand. Paa denne Tid kom han ogsaa i Huset hos en Onkel paa Fædrene-Side, en Haandværksmand, et haardt Menneske, som langtfra behandlede ham lige med sine øvrige Børn, og hos hvem han da ret fandt hvad det er at være Stedbarn. Medens Onkelens egne Børn dog fik Melk til Havregrøden, maatte den stakkels Fætter faae sin Grød i sig med en tynd Klidvelling, som de skotske Bønder kun bruge, naar der er meget ondt for Melk. Kort -- den Behandling, vesle Andreas leed hos Onkelen, var og blev saa haard, at han endelig besluttede sig til at vandre ud i den vide Verden for mellem Fremmede at friste Udkommet. Han slap endelig frem til London, hvor han fik Plads hos en Skrædder, der gjorde ham til sin Bogholder, da han mærkede, at han baade kunde skrive og regne. En Dag fik da Andreas den Befaling at bringe en Officeer en færdig Klædning, og at udstede Qvittering imod Betaling. Denne Herre var ogsaa en Skotlænder og ansat ved et Regiment, der var bestemt til Ostindien. Som alle Skotter og brave Folk, der ere borte fra Hjemmet, hørte han gjerne sit Modersmaal, og ind- lod sig saa meget heller i Samtale med den unge Anderson, som han fandt denne af et fordeelagtigt Ydre, af beskeden og for- nuftig Opførsel, og Qvitteringen rigtig og velskreven. Han spurgte SIDE: 151 ham da, hvorfra han var, hvilke Udsigter han havde, og lod til- sidst det Spørgsmaal falde, om han vel kunde have Lyst til at gaae over Havet som Soldat og Oppasser hos en Officeer. An- derson, som ikke kunde være utilbøjelig til at forlade et Land, hvor han idetmindste havde at frygte sin Onkel, behøvede ikke stor Opmuntring forat indvilge i Forslaget. Han lod sig hverve som Tambour, medens han tillige var sin Beskytters Oppasser, og saa gik det da til Ostindien. Det turde vel omtrent være noget efter Aaret 1760 Andreas Anderson forsvandt fra Elgin. Den stakkels fillede Dreng, hvis Vugge havde været en Døbe- font i en Kirkeruin, -- der havde været opdraget som Skolens Askepot eller Fattigbarn, og lidt og sultet hos sin haarde On- kel, -- den gale Grethe Gilzeans Barn blev da snart forglemt i sit Hjem, hvorhen ingen Efterretninger kom om hvorledes det gik ham. Borte var han, og hans stakkels Moder blev med sin Kum- mer jordet paa den samme Kirkegaard, som hun i levende Live havde valgt til Opholdssted. Hendes haarde Forældre fulgte snart efter, og Onkelen saa derovenpaa. De faa tilbageblevne Slægtninger forglemte inden kort den fattige forladte Dreng, eller tænkte idetmindste ikke paa ham som paa En, der havde For- dring paa deres Godhed. I Aaret 1811 steg en aldrende Herre, fulgt af en enkelt Tjener, af i Gjæstgivergaarden i Elgin. Han nød et tarveligt Aftens- maaltid, gik saa tilsengs, og stod tidlig op næste Morgen. Hans første Spørgsmaal var, som de fleste Fremmedes, efter den gamle Domkirke. "Den er nu omgiven med en Muur -- sagde Op- varteren -- ; Graveren, gamle Saunders, som boer i en Hytte ligeved den vestre Indgang, lever for en Deel af at forevise Ruinerne, hvorom han veed en heel Deel at fortælle." Den gamle Herre fandt snart Vejen til Saunders, og derfra til de her- lige Kirkeruiner. Gamle Saunders var, som Folk endnu fortælle, en undersat, bredskuldret Skomager med krumme Been og hvidt Haar, omtrent fem og sexti Aar gammel og yderst kjær i at snakke undtagen Søndag og ved store Liigbegjængelser. Han bar Nathue og Forskind, som ved en Reim var fæstet ovenom Halsen, og plejede at trippe geskjæftig foran de Fremmede, han SIDE: 152 viste omkring, pege for dem paa de forskjellige Dele af Byg- ningen, og at fortælle dem alt hvad han vidste derom i en syn- gende og slæbende Tone. Ganske saaledes var han da ogsaa nu da den gamle Herre spurgte ham, om han ikke vidste hvor en Fattigkone ved Navn Margrethe Gilzean laae begraven. "Nei", svarede Saunders; "hun var en ussel og foragtelig Skabning; Ingen veed hvor hun ligger; men jeg kan vise Dem hvor hun boede. Det var paa det Sted man kalder Sakristiet. Der opdrog hun sin Søn, hvem en huul Steen, som engang havde været Døbefont, tjente til Leje. Jeg kan endnu ret godt huske den vesle Gut; han voxede op til en lang Bengel, og var Fattig- peer i vor latinske Skole." I dette Øjeblik fæstede den snak- somme Gamle tilfældigviis Øjet paa den Fremmede, og saae til ikke ringe Forundring, at denne aftørrede nogle Taarer med sit Lommetørklæde. Medens han holdt inde i sin Fortælling, sagde den Fremmede, efterat han havde undertrykt sin Rørelse noget: "ulykkelig var hun, saavidt jeg veed; men jeg har aldrig hørt, at hun har været foragtelig." Og han havde isandhed den ful- deste Ret til at antage sig den stakkels sindssvage Kone; thi han var jo hendes Søn, det Barn, hun med den ømmeste Kjær- lighed, under navnløs Elendighed og Kummer, havde næret og plejet paa dette øde uhyggelige Tilflugtssted. Men nu for Tiden var han Generallieutenant Anderson, i det ostindiske Kompagnies Tjeneste, Eier af en stor, ærefuldt erhvervet, Formue, ved hvis Hjælp han nu stod i Begreb med at gjøre sin Fødeby Fyldest for sit Fattigbarnskald, som havde tvunget ham til, for den lille Underviisning han nød, at forrette de laveste Arbeider og at være Skolens Askepot og Syndebuk. Dog var det denne dyre- kjøbte Underviisning, som havde gjort ham til hvad han var. General Anderson var vendt tilbage besjelet af det kjærligste Sindelag mod sin Fædreneby. Dæmpende sin Ungdoms smerte- lige Erindringer, følte han blot de Glæder, Børneaarenes Tumle- plads plejer at have for dem, som have tilbragt sin modnere Alder fjernt fra Hjemmet. Han lejede sig et Huus i Nabolaget, hvor han tilbragte flere Sommere, men om Vinteren opholdt han sig i London. Som en beskeden og tilbageholden Mand talte han lidet om sine Tildragelser i Indien; men senere erfoer man dog, at han især havde sit gode Sproghoved at takke for sin Fremkomst. Han blev nemlig desaarsag sendt som Tolk til det SIDE: 153 Indre af Indien, steg fra et Trin til et andet, og udmærkede sig saaledes under Indtagelsen af en Hovedstad, at han blev om- nævnt paa det hæderligste i flere Aviser. Tilsidst takkede han af med Generallieutenants Rang og med en betydelig Formue. Sidst i 1815 lod Anderson opsætte sit Testament. Sex anseede Borgere af Elgin bleve opnævnte af ham som Fuldbyrdere deraf. En Halvfætter erholdt noget over 2000 Daler, to langt ude be- slægtede Fruentimmer henved 1000 Daler hver om Aaret, hans Huusholderske 500, og for det Øvrige stiftedes først et Hospital for Fattige af Elgin over 50 Aar, og dernæst baade en Haand- værksskole for Børn af Arbeidsklassen i den hele Provinds og en almindelig Friskole for fattige Børn af denne By, der havde været saa grusom mod hans stakkels Moder. Med en ved saa- danne Leiligheder sjelden Beskedenhed bestemte han ikke, at hans Navn skulde nævnes ved disse Foranstaltninger af hans Velgjørenhed. Hospitalet og Skolerne skulde kun bære Navn af "de Elginske Indretninger til Understøttelse af hjælpløs Alderdom og Ungdommens Opdragelse". I Hospitalet optages Ingen, der ellers nyder Understøttelse, eller har i nogen Maade ført en slet Vandel. Denne høihjertede Mand døde 1824 i sit 79de Aar. Hans Moders Ære, om end ikke hendes Klogskab og Forsigtighed, blev retfærdiggjort for Alle ved denne hendes Søn; og strax efter hans Død reiste det varige Minde om hans Ædelmodighed sig, hvori for nærværende Tid 20 fattige Gamle nyde Ophold, 22 Drenge og 18 Piger lære Haandværker og Haandgjerning, og 230 Børn have fri Underviisning. Til næsten 300 Personer ud- strækker altsaa hans Velgjørenhed sig; og Mange af de Tusinder, som hvert Aar besøge Skotland, glemme ikke at besee de gamle Kirkeruiner, hvor den vanvittige Margrethe Gilzean redede sit Barns Vugge i en huul Steen, og ved Siden af dem da ogsaa denne hendes Søns fortræffelige Velgjørenhedsanstalter". Denne Historie blev fortalt hos en anden Bonde, og det var at see paa Budejens Ansigt, som hørte til strikkende i Peisen, at hun troede Skolemesteren havde noget bag Øre ved netop at vælge den Historie der paa Gaarden. Thi det var ikke saa frit SIDE: 154 for, at Manden selv i Huset havde for mange Aar tilbage sat sig med Haardhed imod den Kjærlighed hans ene Datter og en Huusmandssøn havde fattet for hinanden. De giftede sig dog paa en liden Flek, Datteren døde af en Brystsygdom, og i de første Aar derefter var det forunderligt at see hvor hurtigt Fa- derens Haar graanede. Som en Slags Lægd, havde han omsider taget hendes Barn, en Søn, til sig, og han stod da nu ogsaa borte hos Budejen i Peisen. Da Skolemesteren havde endt, vendte den Gamle sine buskede Øjne henpaa Gutten. "Vesle-Hans" -- sagde han med skjælvende Stemme -- "Vesle-Hans, kom hid til Bedstefa'r." "Nu, gaa nu Vesle-Hans, naar han Fa'r siger det", puffede Budejen til ham. "Ja og Bedstemor med", sagde Huusmoderen med Forklædet for Øinene, og gik til Skabet og hentede Kringler. "Veed du hvad, Mari", sagde den Gamle, "Vesle-Hans maa have nye Klæder og det strax. Det er rigtigt Skam vi har ladet ham gaae saa." "Ja fra Top til Taa, Fa'r," sagde Konen; "imorgen skjærer jeg ned Væven. Vi faae rigtig koste lidt paa Gutten. Sæt at -- " "At Du blev slig Karl som Andreas Anderson," sagde den Gamle næsten leende og purrede Vesle-Hans i Haaret. "Aa jeg faaer vel gjøre det mindre, naar jeg ellers skikker mig brav," mente Vesle-Hans. "Et Bedstefadersskjød er ingen Steenvugge," sagde Skole- mesteren, idet han lukkede Døren efter sig med et Nik, der syntes at sige: Bravo! den Historie var heller ikke borte. Henrik Wergeland No. 9, 14de Mai 1841. Vander du Jorden med Arbeidets Sved, spirer der Blomster hvor den drypper ned. VAR JEG EN ARBEIDSMAND Ja, var jeg en Arbeidsmand, skulde jeg nok vide, at gjøre mit Liv behageligt. Skulde Gud endnu ville gjøre mig dertil, vilde den eneste Hindring for at gjøre det, være den, at jeg maa- SIDE: 155 skee, som uvant, ikke blev nogen god Arbeidsmand, idetmindste neppe for det første. Men en god Arbeidsmand -- det er det, jeg paastaaer -- kan, naar han vil, gjøre sit Liv behageligt nok. Hos Os arbeides ikke strengere, end at der bliver Hvilestunder nok baade for Kræfterne og forat gjøre sig Hjemmet beqvemt og behageligt. Sundheden, som trives under dette passende Forhold af Arbeide og Hvile, og som føles under denne, faaer nu Arbeidsmanden gratis fremfor Andre, og den holdes med- rette for Livets højeste Gode. Men den bør drive Arbeideren til endnu meer at behageliggjøre sit Liv. Jeg vilde saaledes be- nytte en heel Deel Hvilestunder til at skaffe mig adskillige Be- qvemmeligheder i min Bopæl, og til at pynte om denne. Jeg vilde ikke lade mig nøje med det første og det nødvendigste: at holde den reen; men jeg vilde idelig ved Smaaforbedringer re- parere, tætte og forskjønne min Bopæl. Søndagsqvellen skulde finde mig udenfor paa Dørbænken speidende overalt om paa Vægge og Tag, om ikke en eller anden Mangel lod sig opdage, som kunde lade sig reparere, ved en omlagt Steen, en Dot Mose, lidt Rapping eller Indfælding, en Spiger eller et Par Strøg med Malerkosten. Denne sidste vilde jeg ikke foragte; men søge, ved et nogenlunde pynteligt Udvortes paa min Bolig, at bibringe Folk den Tanke, at der dog levede et Menneske med nogen Sands, og ikke et tobenet Sviin, indenfore. Og gjorde de mig den Ære at komme indenfor, skulde de faae endnu bedre Tanker om Hyttens Beboer. Der skulde ikke være renere hos min Arbeidsherre, Vinduerne skulde være saa klare, de kunde blive, min simple Seng anstændig og opredt fra den tidlige Morgen af. Møblerne kunde ikke være rare; men Ingen skulde dog være bange for at sætte sig paa min Bænk eller Stol, og Prydelser skulde heller ikke være saa ganske borte. Saa- ledes skulde det være rart, om jeg ikke skulde have faaet Væg- gene anstrøgne med en lys og venlig Farve, og om der ikke skulde staae nogle Potter med Geranium, Malva, Maanedsroser og en Balsamine i Vinduet. Slige Smaating bøde paa meget; og det skulde undres mig, om ikke en Blomsterpotte i Flor, der kun koster mig to Skilling og lidt Taalmodighed, er mit lille Værelse en sandere Prydelse end f. Ex. et prægtigt Speil. Tør- hænde jeg ogsaa ved et Extraarbeide eller ved at indspare et Par Søndagskruus kunde have vundet Raad til at faae et Par SIDE: 156 Skilderier paa Væggen, men da ingen af disse taabelige katholske Kluddrerier af Jomfru Maria, Helgener og stundom af Gud selv. Lidtefterlidt skulde jeg vel ogsaa faae mig et Stueuhr, og da vilde jeg see til at faae det til at pikke ligesaa roligt som mit eget Hjerte. Men Sligt maatte naturligviis først komme naar det nødvendigere var anskaffet; men da skulde det ogsaa komme. Thi hvorfor skulde ikke ogsaa Arbeidsmanden gjøre sig det saa beqvemt og behageligt, som han seer sig istand til? Desværre kun de Færreste gjøre det, og synes at have Sands derfor. Efterhaanden bliver det dem ogsaa umuligt. Fattigdom er en reen, men strid, Strøm, hvori de fleste Mennesker ere plumpede, og som fører uundgaaelig ud i en stor skiden Myr, dersom de ikke strax fra Begyndelsen anstrenge sig og kave imod af al Kraft. Da lykkes det dem at komme opmod Strømmen og ofte at hvile sig paa bløde, behagelige Engebredder. Men, som sagt, de Fleste lade sig drive; de dovne sig, lade sig nøje med Maden fra Haanden og i Munden og Taget over Hovedet, saadant som det er, og drikke Aar om Aar op i Skillingsviis baade Huusreparationer og Møbler. Der er ganske vist gaaet mere end eet Stueuhr, meer end eet Sengested, Dragkiste eller et andet nyttigt Møbel igjennem de fleste af vore Daglejeres Hals, som nu Sommeren over lidet bryde sig om hvorledes eller hvor de boe, ja om de have nogetsteds at boe, indtil de om Høsten enten selv tye til eller føres til Tvangsarbeidsanstalten. Ja, ere ikke Menneskene daarlige? Men hvorledes mon vilde jeg sørge for Klædedragt og Ud- vortes, om jeg var Arbeidsmand? I den Punkt pleje Mange at være ligesaa uvorne som om sin Bopæl. Nu vel, jeg vilde idet- mindste om Søndagen være ligesaa reen baade paa Hud, Linned og Kjole som nogen anden Mand, og bøde med Reenlighed og Heelhed paa Fiinheden. Jeg vilde foretrække en reenvasket Haand, reen og heel Strie- skjorte og min grove Vadmelskjole for "Sprætivasfad'ens" grønne eller gule Handsker, lugslidte sorte Søndagskjole og Halsflipper til en skiden Skjorte, om han har nogen -- saaledes som mange udmaie sig forat see lidt fornemmere ud. Ja, om jeg var saa fattig, at jeg kun havde een, og det ikke eengang heel, Klædning, og kun eet Skjorteombytte, vilde jeg dog bøde saa godt jeg kunde paa dem, banke Klæderne ud, og endnu strengere holde over SIDE: 157 hiin Reenlighed, som skulde være første Paragraf i min hele Levemaade. Og da jeg, naar jeg blot har Arbeide, daglig kan lægge op nogle Skilling, selv efter ringeste gangbare Dagløn, skulde det ikke vare længer end fra Paaske til Pintstid før min Klædedragt skulde være forbedret. Og naar den var komplet, vilde jeg, oprigtig talt, maaskee lade nogle Skilling springe en Søndagsaften til et Glas Godtøl i Lag med en eller anden Ven af samme Tanker og Omhu for sin Arbeidsmandsære. Jeg tænker det skulde smage godt, og dertil skulde vel ogsaa blive Raad. Dog vilde jeg ikke spendere saa meget af Aftenen, at jeg ikke skulde faae Tid til min sædvanlige Søndagsmoro i ledige Stunder: Læsning i en eller anden almeennyttig Bog. Deri vilde jeg sætte en særdeles Lyst; og ganske vist skulde jeg nok skaffe mig Læs- ning, naar man blot mærkede, at det var mit Alvor. Og naar jeg efter en saadan Søndag igjen lagde mine Klæder hen, og strakte mig paa mit simple Leje -- hvem skulde ikke, om han holdt Lyset over mit rolige Ansigt og hørte mit regelmæssige, sunde Aandedrag, maatte tænke, at et Menneske, som følte sig lykkelig, slumrede der? "Godt sagt; ikke saa let gjort" vil mangen en Kamerad sige, skubbende sig i sine Filler for Utøjet, som plager ham. "Sligt lader sig gjøre af en løs og ledig Karl, som har sine 1 Mark og 6 Skilling som mindst om Dagen, men ikke for En, der sidder med Kone og Børn, eller som begyndte i Gjeld og Uselhed". Saa tale de, der lade sig drive med Strømmen; men de have ikke Ret, skjøndt deres Udvortes og nedtrykte Mine synes at sige det. Thi jeg skulde, selv med en Nedsættelse af Daglønnen til 1 Mark, eller 20 Skilling, ja vel endog til 16, men rigtignok i længere Tid, dog vide at skaffe mig det nogenlunde beqvemt og ordentligt; og hvad Kone og Børn angaaer, da vilde jeg haabe, at kunne lære dem at hjælpe mig heri, istedetfor at være mig til Byrde. Jeg erindrer her engang at have seet en Arbeids- mands lille Sexaars Pigebarn ivrig beskjæftiget med at kravle op for at faae stukket en blomstrende Hæggeqvist etsteds fast paa Kakkelovnen, og jeg sluttede strax, at Forældrene havde bibragt Barnet denne Sands for det Behagelige og Skjønne. Virkelig! det var en Lørdags Eftermiddag omtrent ved denne Tid -- Døren stod oppe og viste mig en Stue, saaledes som jeg selv vilde have den i lignende Kaar. Grønt var strøet omkring Ovnen, Huus- SIDE: 158 moderen tørrede et Bord af, som saae ud til forud at kjende Vaskekluden, et Par Børn sad og nøstede, en halvvoxen Pige bødede nogle Klædningsstykker, og da Sexaaringen havde faaet Hæggeqvisten sat der den skulde, raabte hun, springende ned: "Mo'r, Mo'r, der kommer Fa'r!" "Svindt jer Børn," sagde Moderen, lad der være ordentligt til Fa'r kommer." Med hurtigere og hurtigere Skridt nærmede en Arbeidsmand sig med en Veedbør paa Nakken. "Gudskeelov jeg er her igjen," syntes at staae i hans Ansigt; og det vilde staae i enhver Ar- beiders, naar han blot brød sig om, med de Kræfter og den Tid han har, at hyggeliggjøre sit Hjem. Er der ikke Reenlighed, og Orden er der ingen Hygge, og er der ingen Hygge, da er der heller ingen Fred. Men Fred over Arbeidsmandens Hytte! Henrik Wergeland DEN FATTIGES SKJEBNE 1. Det er ei Besiddelsen af et stort Gode, men den store Nydelse af et Gode, dette være stort eller lidet, som gjør rig. 2. Det er ikke den større eller mindre Formue, som du kalder din, men det er Maaden, hvorpaa du bruger den, Maaden, hvor- paa du betragter den, om du anseer den for Livets Middel eller Livets Øiemed, det er den, der udgjør din Rigdom eller din Armod. 3. Det er vist, at Mange ere fattige midt i deres Rigdom, og at Mange ere rige i deres Fattigdom. 4. Mon Daglønneren ikke er rigere med sin Brødskalk, som han fortærer med et muntert Sind til et Drikke, der er tyndt nok, end den rige Skrantning, som med fordærvet Blod og for- tæret Marv ikke længere skjøtter om at nyde Noget? Mon han ikke er rigere end den formuende Skurk, som Enhver burde skye og gaae af Veien for, og som ikke har en eneste oprigtig Ven? 5. Det er en Kunst at erhverve, men endnu større Kunst at nyde; for den Mand, der ikke forstaaer den, er det Erhvervede saa godt som ikke erhvervet. 6. Vær arbeidsom og nøisom tillige. Lad dig nøjes med Føde, Klæder og Huusly. Din lille Stue kan være dig et stort Pallads, din tarvelige Føde kan smage dig bedre, end de fine Retter den SIDE: 159 Fornemme; din grove, men anstændige, Klædning gjør det Samme som en kostbar Dragt. 7. Indskrænk dine Nødvendigheder, og, førend du ventede det, vil du eie mere, end hvad du selv har behov til Føde og Klæder. -- I Stedet for at tage imod Velgjerninger, kan du bevise Vel- gjerninger. 8. Tragt ikke efter de Menneskers Agtelse, som blot vurdere dig efter din Kjole. 9. De Menneskers Agtelse, som sætte Priis paa dig for dit Hjertes Skyld, vil du aldrig gaae glip af, naar du veed at for- tjene den ved din agtværdige Handlemaade. 10. Din Nøisomhed vil aabne dig en Dør til Lyksalighed. Den stolte Følelse af Uafhængighed og eget indre Værd vil besjele dig. 11. Du vil stræbe at erhverve dig Hjertets Fortjenester, naar du ei kan gjøre nogen Fordring paa udvortes Glands. Og snart vil du gjøre dig selv den Tilstaaelse, at du har udkaaret dig den bedre Lod. 12. Vær ingen Slave af din Sandselighed. Da vil dit Hjertes og dit Hoveds Kraft tilhøre dig udeelt; du adsplitter den ei i forfængelige Bestræbelser, og tvinges ei til at leve mere for Andre, end for dig selv. 13. Du har ligesaa meget Anlæg og Anledning til Glæde som den Rige. Du kan blive overrasket ved det Ubetydeligste; du har Modtagelighed for det Ringeste, som den Formuende over- seer som Bagatel. 14. Jo simplere din Stilling og dine Forhold ere, jo mindre du er Verden Regnskab skyldig, jo mere du kan tilhøre dig selv, uden at bekymre dig om Andre, desto renere vil enhver af de Nydelser være, som du har, og desto roligere kan du overlade dig til dem. 15. Den onde Bagtalelse opsøger den Rige, men ikke dig i din Eensomhed. Du er mindre bekjendt, og hos dig finder Avind ikke noget, som dets Tand kan gnave paa. 16. At leve ubekjendt og ubemærket er et stort Gode. Det er det bedste Brystværn for den huuslige Lyksalighed. 17. Trang bidrager oftere end Rigdom til at udvikle Hjertets ypperste Egenskaber og til at uddanne den mest ophøjede Dyd. 18. Men den højeste Dyd avler atter Ringeagt for jordisk Rang og timeligt Gods. SIDE: 160 FLITTIGHED Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 343 -- 345. Henrik Wergeland [NOTIS OM VEIARBEIDE I HALLINGDAL] Der averteres, at 300 Arbeidsmænd, der ere forsynede med Spade og Hakke, kunne erholde Arbeide til Høsten paa det nye Veianlæg over Hemsedalsfjeldene i Hallingdalen over til Bergens- stift. Man henvender sig til Kapitain Finne i Drammen eller Vej- inspektør Lieut. Buchholtz paa Hadeland. Henrik Wergeland Nr. 10, 29de Mai 1841. Stol ikke paa dig selv i nogen Livets Alder. Hvo mener, at han staaer, se til han ikke falder! SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER Der er ingen Fordom mere udbredt imellem de ikke Rige, end den, at Ens Lykke ganske beroer paa hans Formues- eller Stands- kaar. Men den har ogsaa sin visse Plage, sin guddommelige Straf i den, alle egne Glæder nagende, Misundelse, som er uad- skillelig derfra. Vor Skolemester havde ondt af en Mand, som han lagde Mærke til idelig og altid nedsatte den Lykke han selv kunde nyde, imod Andres, sammenlignende sine Kaar med deres: og han besluttede ved Leilighed, at kurere ham med en af sine Historier. "Der reiser Amtmandens Storvogn," sagde han engang seende ud af Vinduet efter en endt Skoledag hos Erik, og han fik Leilig- hed til at komme med sin Historie før han tænkte det, for Erik var ikke seen med at glane efter Vognen, og at mumle med et Blik, der syntes at ønske, at en af Hestene maatte styrte foran Kaleschen: "Med tre Heste kjører den Storkar'en ogsaa, og til Gjæstebud hos Fogden. Slige Folk maa have Lyksalighed for tyve Andre, saa Gud ikke just har deelt ud som Ret kunde være!" "Vil du høre en Historie Erik?" sagde Skolemesteren, og be- gyndte: Hyrdedrengen. "Abbas, med Tilnavnet den Store, Konge eller Schach af Per- sien, havde engang forvildet sig paa Jagten. Han kom op paa SIDE: 161 et Bjerg, hvor en Hyrdedreng vogtede en Flok Faar; Drengen sad under et Træ, og spillede paa Fløite. Den liflige Melodi og Nysgjerrigheden lokkede Kongen nærmere; Drengens aabne Ansigt behagede ham; han spurgte ham om mangehaande Ting, og de hurtige og træffende Svar, som han erholdt af dette Naturens Barn, der var opvoxet ved sin Hjord, uden mindste Underviisning, satte Kongen i Forundring. Han grublede endnu herover, da hans Vezir eller første Minister nærmede sig. "Kom, Vezir!" raabte han ham imøde, "og siig mig hvorledes denne Dreng behager dig." Veziren traadte nærmere; Kongen fortsatte sine Spørgs- maal, og Drengen blev ham intet Svar skyldig. Hans Uforfærdet- hed, hans sunde Dømmekraft og hans aabne Frimodighed indtoge Kongen og Veziren saa meget, at hiin besluttede at tage ham med sig og lade ham opdrage, for at man kunde see, hvad dette Naturens skjønne Anlæg vilde blive under Kunstens Haand. Ligesom en Markblomst, der af Gartneren tages op af sin tørre Grund og henplantes i en bedre Jordbund, inden kort Tid ud- vider sit Bæger og antager mere glimrende Farver, saaledes ud- dannede ogsaa Drengen sig efterhaanden til en Mand af store Dyder. Kongen fattede daglig meer og mere Godhed for ham; han gav ham Navnet Ali Beg, og gjorde ham til sin øverste Skatmester. Ali Beg besad alle de Dyder, som lade sig forene: hans Sæder vare dadelfri; sit Embede bestyrede han med Forstand og Troskab; mod Fremmede viste han sig gavmild og høimodig; Enhver som bad ham om noget, behandlede han med Høflighed, og uagtet han var Kongens Yndling, opførte han sig dog stedse med den meest beskedne Ydmyghed. Men hvad der i Særdeleshed ud- mærkede ham blandt de persiske Hoffolk, var hans Uegennyttig- hed, thi aldrig lod han sig betale for sine Tjenester; hans gode Handlinger udsprang af den reneste Kilde, af Attraa efter at gavne sine Medmennesker. Og dog undgik han ikke, skjøndt han besad alle disse Dyder, at blive bagvasket af Hofkrybet, som betragtede hans Ophøielse med hemmelig Misundelse. Det lagde allehaande Snarer for ham, og søgte at gjøre ham mistænkt hos Kongen. Men Schach Abbas var en Fyrste af sjeldne Egen- skaber; hans store Sjel kunde ikke nære nogen lav Mistanke, og Ali Begs Anseelse og Rolighed bleve uforstyrrede, saa længe hans høimodige Beskytter levede. SIDE: 162 Ulykkeligviis døde denne store Konge, og Schach Sefi, der fulgte efter ham, syntes at retfærdiggjøre Nationens Klager over at gode Fyrster maa døe ligesom andre Mennesker. Han var i alle Henseender det Modsatte af hans Forgjænger; han var mis- troisk, grusom og gjerrig; Blodsudgydelse syntes at vederqvæge ham, ligesom en Drik Vand den Tørstige. En saadan Herre havde Alis Fiender ventet paa, og strax kom deres hemmelige Mis- undelse atter tilsyne. Daglig fremførte de Bagvaskelser mod Skatmesteren; i Begyndelsen agtede Kongen ikke derpaa, men snart syntes en uventet Begivenhed at gjøre deres Beskyldninger til Sandhed. Kongen forlangte nemlig at see en kostbar Sabel, som den tyrkiske Keiser havde skjænket Schach Abbas, og som nogle af Hoffolkene omtalte. Sabelen var ikke at finde, uagtet den var anført paa den Fortegnelse, som den store Abbas havde efter- ladt sig; og hos Schach Sefi opstod nu den Mistanke, at Skat- mesteren havde stukket den til Side. Det var netop dette, som Alis Fiender ønskede; de fordoblede sine Beskyldninger, og af- malede ham som den værste Bedrager. "Han har bygget mange Huse, som bruges til Herberge for Fremmede," sagde de, "og han har med stor Bekostning ladet opføre flere andre offentlige Bygninger. Han kom til Hoffet som en nøgen Hyrdedreng, og dog besidder han nu umaadelige Rigdomme. Hvorfra skulde han have alle de Kostbarheder, hvormed hans Huus er opfyldt, der- som han ikke bestjal det kongelige Skatkammer?" Idet Alis Fiender saaledes anklagede ham, traadte han netop ind til Kongen, som med et vredt Blik sagde til ham: "Ali Beg, din Utroskab er bleven bekjendt; du har mistet dit Embede, og jeg befaler dig at aflægge Regnskab inden fjorten Dages Forløb." Ali Beg forfærdedes ikke -- thi hans Samvittighed var reen; men han betænkte, hvor farligt det vilde være, dersom han overlod sine Fiender en Tid af fjorten Dage, førend han beviste sin Uskyldighed. "Herre," sagde han, "mit Liv er i din Haand. Jeg er beredt til at nedlægge Nøglen til det kongelige Skatkammer og det Hæderstegn, som du har skjænket mig, for din Throne idag eller imorgen, naar du vil gjøre din Tjener lykkelig med din Nærværelse." Denne Bøn var Kongen meget velkommen; han lovede at op- fylde den, og tog strax den følgende Dag Skatkammeret i Øiesyn. Alt var i den fuldkomneste Orden, og Ali Beg overbeviste ham SIDE: 163 om, at Schach Abbas selv, uden at det var blevet anført paa hans Fortegnelse, havde borttaget den savnede Sabel for at lade et andet Klenodie pryde med Diamanterne. Kongen kunde intet indvende derimod; men Mistroen er uretfærdig og føler sig krænket, naar den seer sig skuffet i sine falske Formodninger. Han ud- tænkte et Paaskud, og ledsagede Skatmesteren til hans Bolig, for at finde de mange Kostbarheder, som Hoffolkene havde omtalt; men til hans store Forundring var ogsaa her Alt anderledes, end han havde tænkt sig det. Simple Tapeter bedækkede Væggene, Værelserne vare blot forsynede med det allernødvendigste Bo- have, og Sefi maatte tilstaae sig selv, at en middelmaadig Borger boede prægtigere, end hans Riges første Skatmester. Han skam- mede sig over saaledes anden Gang at være bleven skuffet, og vilde begive sig bort, da en Hofmand viste ham ved Enden af Galleriet en Dør, som var tillukket med to stærke Jernskodder. Kongen gik nærmere og spurgte Ali Beg, hvad han gjemte bag saa store Laase og Skodder? Ali Beg syntes overrasket; han rødmede, men fattede sig hurtigt, og sagde: "Herre! I dette Værelse gjemmer jeg det Kjæreste, som jeg har i denne Verden, min sande Eiendom. Alt, hvad du har seet i dette Huus, til- hører Kongen, min Herre; hvad der er i dette Værelse, er mit; men det er en Hemmelighed, og jeg beder dig, at du ikke for- langer at see det." Den mistroiske Sefi formodede, at denne ængstelige Opførsel blev fremkaldt ved Bevidstheden om hans Brøde, og han be- falede med Heftighed, at man skulde aabne Døren. Det skete, -- og se! fire hvide Vægge vare prydede med en Hyrdestav, en Fløite, en daarlig Klædning og en Hyrdetaske; det var de Skatte, som disse Jernskodder og Laase gjemte. Alle Tilstedeværende studsede, og Schach Sefi skammede sig tredie Gang, da Ali Beg med største Beskedenhed talede saa- ledes: "Mægtige Konge! Da den store Abbas traf mig paa et Bjerg, hvor jeg vogtede min Hjord, vare disse Ubetydeligheder min hele Rigdom. Jeg gjemte dem fra den Tid af som min eneste Eiendom; de vare et Erindringstegn om min lykkelige Barndom, og den høimodige Fyrste var altfor god, til at han skulde have villet berøve mig dem. Jeg haaber, Herre, at ei heller du vil tage dem fra mig, og at du vil tillade, at jeg med SIDE: 164 dem vender tilbage til hiin fredelige Dal, hvor jeg i min Armod levede lykkeligere, end her i dit Hofs Overflødighed." Ali taug, og alle de Omkringstaaende vare dybt rørte. Kongen drog sin Overklædning af, og iførte ham den selv (et Tegn paa den høieste Naade), Misundelsen og Bagvaskelsen vare slagne med Skjændsel, og de vovede aldrig mere at opløfte deres Hoveder mod denne Ædle. Ali levede længe og nød Belønning for sine Dyder; han var nemlig elsket og agtet, medens han levede, og efter hans Død vare Taarer den tause Lovtale ved hans Grav. Alle Stadens Indbyggere ledsagede hans Liig, og i Efterverdenens Mund hedder han endnu stedse "den ædle, uegen- nyttige Ali." "Skulde jeg da gjemme paa disse Filler, om jeg blev Amtmand eller noget andet Stort?" spurgte Erik, seende med et fremdeles misfornøjet Blik nedad sine ikke for gode Klæder. "Nej, Erik, sagde Skolemesteren; ikke naar de havde bedækket et misfornøjet Hjerte. De vilde kun minde dig om din Daarskab og Uværdighed til at have dem bedre." Henrik Wergeland DEN FATTIGES SKJÆBNE 1. Lad ikke dit Mod synke, naar du seer, at dine Omstændig- heder forværres og din Velstand formindskes, uden at du er Skyld deri. 2. Den Standhaftige, der beholder Modet, beholder ogsaa Muligheden, at kunne rede sig ud af sit Betryk. 3. Fat ei Mistillid til dig selv, og endnu mindre til det Forsyn i hvis Hænder din Skjæbne er nedlagt. 4. Gjør Regning paa Velsignelse fra Gud, men fortjen den ogsaa ved din Anstrengelse. En doven Tjener bliver forskudt endogsaa af den bedste Husbond. 5. Bær din Skjæbne uforsagt og ufortrøden; har du ikke mod- taget mangt et Gode fra Gud, og du skulde krympe dig ved at modtage et Onde? 6. Stræb at faae et klart Begreb om din egentlige Stilling; vogt dig for at tilsløre noget eller smykke det med Indbildningens Farver. Sæt ikke dit Haab til Andet, og gjør ikke Regning paa SIDE: 165 Andet, end hvad du virkelig har og hvad der uimodsigelig til- hører dig. 7. Jo større Ulykken er, desto større maa dit Mod være. 8. Skil dig ved alt det, der er undværligt, og behjælp dig med Lidet; din Styrke være større end din Byrde, men allerstørst være din Lid til Guds Bistand! 9. Det Mod, du fatter under ulykkelige Omstændigheder, vil fylde dit Sind med en usædvanlig Munterhed; den Bevidsthed, at du er bestemt og rolig, vil give dig, hvad du maaske aldrig før har havt, -- en Følelse af Sjelsstorhed. 10. Du vil føle dig ophøiet over din Skjebne, du vil betragte den med Rolighed, maaskee endogsaa være i Stand til at spøge over mangehaande Undværelser, som den Svagere vilde sukke over. 11. Lad ingen falsk Undseelse bringe dig fra din Beslutning. Vær din sande Forfatning bekjendt baade for dig selv og for Andre, og denne Aabenhjertighed vil tiltvinge dig Agtelse. 12. Betving den daarlige Lyst, at ville synes ringere, end du er, og tøv ikke til det sidste Øieblik med at anvende de Hjælpe- midler, som kunne sikre dig for Nød, om end ikke for Armod. 13. Aftage dine Indkomster, saa staaer det i din Magt, at for- øge dem ved en høi Grad af Sparsommelighed. Armod er ingen Skam. Men endogsaa den Fattigste er Forøder, saasnart han nyder hvad han nok kunde undvære, og giver ud hvad han ikke tog ind. 14. Men vogt dig tillige, at du ikke med det Samme forfalder til Gjerrighed. Naar svage Mennesker blive vaer, at det gaaer tilbage for dem, skeer det ikke sjelden, at de af Skræk gaae over til Karrighed. 15. Fordobl din Arbeidsomhed, thi Himlen velsigner den Flittige. Fordobl din Paapassenhed, saavel for at holde sammen paa det Lidet, du eier, som for at lægge noget til af det, du forhverver. 16. See vel til, at dine trange Kaar ikke gjør dig gnaven, misundelig, og tvær imod din Næste. Tag imod Trang med en urokkelig Tillid til Guds Viisdom og Godhed; ja tag imod dem med Taknemmelighed. Kan din Tro hæve dig til Gud, saa vil din Rolighed og Frimodighed aldrig aflade. 17. Den Frimodige er altid tilbøielig til at føie og tjene andre Mennesker, men Enhver gjør sig en Fornøielse af, igjen at tjene den Tjenstagtige. SIDE: 166 Henrik Wergeland No. 11-12, 14de Juni 1841. Bebreidelse gjør ondt; men værst dog smerter dette, naar du maa tilstaae, man bebreider dig medrette. KAADHEDS OG SKADEFRYDS ØDELÆGGELSER Man har hørt paastaae, at vort Folks Almue i Almindelighed ikke staaer tilbage for Almuerne ellers i Europa i Oplysning eller rettere i Færdigheden i at kunne bruge det store Hjælpe- middel dertil, nemlig at kunne læse. Det vilde være særdeles glædeligt for ethvert norskt Hjerte, om det Sande nok ikke var, at Oplysningen er for liden overalt. Men de mange kaade og skadefro Ødelæggelser, som saa ofte støde vort Øie, af Træ- plantninger, Indhegninger og andet deslige, som enten tjener til Alles og Enhvers Nytte og Fornøjelse, eller tilhører Privatmand, og som ere uhørte i langt folkerigere Stæder i Udlandet, lader desværre slutte, at Raaheden er større her. Og naar ikke den er borte, hvad har da det at betyde, om man endog med Sandhed kunde sige, at vor Almuesmand eller den store Masses Ungdom kan læse eller endog skrive ligesaagodt som Tilfælde er med de Samme i andre Lande? Det er Oplysningens vigtigste Frugt, at Raaheden forsvinder, og at den Følelse for det Anstændige, for det Godes, Nyttiges og Skjønnes Hellighed, som betegner det dannede Menneske, bliver et almindeligt Karakteertræk. Men hvorledes er det hos Os? Hvem vover at plante et Træ, at sætte en Blomst i et aabent Bed, eller vel endog paa de Dødes Grave, uden Angst forat see det inden kort ødelagt, op- rykket, sønderrevet? Medens man i Udlandet trygt benytter en- hver Plet til saadan Forskjønnelse, uden andet Værn end aabne, forzirende Smaagittre, tør man hos Os, af Frygt for Publikum, neppe beplante Pladser, der høre dette Publikum selv til, og private Folk maae indestænge sine Anlæg, som skulde tilsmile Alle, inden Syvalens afskyelige Plankeværker, og endda være glade til, om deres Træer faae Lov at voxe i denne Fængselets Fred. Selv vor Frihedsdag og den hellige Pintsemorgen skjændes ved deslige Voldsgjerninger. Skaren drager ud, og afrevne Grene, oprykkede Træer, nedbrudte Stakitter betegne dens Skridt hvor den drager hen, syngende om Frihedens Palmer, eller for at fryde sig i det Grønne. Hvor maa ikke disse Træk af Raahed bedrøve! Det kunde ikke SIDE: 167 være nogen Ære at tilhøre et saadant Folk, om man ikke vovede at paastaae, at det kun er Enkelte, som tillade sig saadanne Udskejelser. Og dog, naar disse ere aldeles ukjendte mellem Fremmede, falder dog en Skam paa vort Folk for hine Enkeltes Skyld. Efter en gammel Plakat af 30te Juni 1786 "angaaende hvorledes de skal straffes, som beskadige Træer, der ere plantede ved Vejene udi Norge," synes det endog, somom Normændene endogsaa allerede dengang have været berygtede for den Slags Kaadhed. Det hedder nemlig i Plakatens Indledning: "Vi Christian den 7de o. s. v. gjøre alle vitterligt, at da vi have ladet Os foredrage, hvor- ledes det ofte i vort Rige Norge skal indtræffe, at Folk, dels af Letsindighed og dels af Ondskab skal beskadige og fordærve, saavel de til almindelig, som og de til privat Nytte og Anseende plantede Alleer, saavelsom og Broer og deres Rækværker, Gjærder, Grinder, Lede, Mile- eller Rodestolper, saa ville Vi, til saadan Uorden at forekomme, have anordnet og befalet o. s. v." Denne endnu gjældende Plakat fastsætter dernæst Betaling af Skaden og Mulkt fra 2 til 10 Rdlr. for første Gangs Forbrydelse, anden Gang dobbelt, og for tredie Gang samme Straf som for Vold eller Hærværk. Bøderne skulle aftjenes, om de ikke blive be- talte, og Børn under 14 Aar skulle straffes med Riis, og For- ældrene betale Skaden. Disse Bestemmelser ere milde, -- for milde; men hvor strenge de end maatte og burde være, vilde de dog sjelden komme i Anvendelse. Thi de Ødelæggelser, vi her tale om, ere som oftest Hemmelighedens Ugjerninger, og, om Nogen endog tilfældigviis er Vidne, er det dog vanskeligt at faa Angjældende fat. I Ud- landet har man derimod med Held sat de offentlige Anlæg under Publikums egen Beskyttelse. Ved Opslag af trykte Bekjendtgjørelser har man appelleret til Almeenmands egen bedre Følelse, og der er, som sagt, slige Ugjerninger ukjendte. Ingen vover der at be- skadige hvad der hører alle til. De Haver og Lunde, hvori Haand- værkeren tilbringer Søndagseftermiddagen med sin Familie, ere hellige. Selskabet for Kristiania Byes Vel, der gjør meget for Byens og Omegnens Forskjønnelse og for Publikums Behagelighed, har da nu besluttet at forsøge det samme Middel, idet en Plakat vil blive opslaaet paa alle passende Steder, af følgende Indhold: SIDE: 168 "Offentlige Anlæg have kun til Hensigt at skaffe Alle og Enhver Nytte og Fornøjelse, og de bør derfor staae under Almeenhedens egen Beskyttelse. De kunne heller intet bedre og sikkrere For- svar have, end almindelig Mands egen Sands for det Nyttige og Forskjønnende. Thi da hverken vil eller vover Nogen at øde- lægge hvad der dog tilhører Enhver, Fattig som Riig. I Tillid hertil, anbefaler derfor Selskabet for Christiania Byes Vel saavel dette herværende, som ethvert andet, offentligt eller privat Anlæg med sine Træplantninger, Indhegninger, Bænke og øvrige Tilbehør til ethvert veltænkende Menneskes, Ældres som Unges, Omsorg og gode Behandling". Gid Dette maatte nytte! Vilde blot Mange, Gamle og Unge, læse disse Bekjendtgjørelser! Maaskee var da denne Henvendelse til den almindelige Æresfølelse og Sands for det Skjønne, Nyttige og Behagelige ikke forgjæves. Og jeg vil haabe, at man her har truffet den rette Streng; ellers maatte vor Pøbel idetmindste være nederdrægtigere end andre Landes, hvorom tvivles indtil vi faae see, om Dette frugter. Henrik Wergeland SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER -- -- "Aah vær saa god, en Dram til! Nauer ikke. Vær saa god!" Saaledes gik det lille spidse Glas med det Hvide i troligen rundt hos en Arbeidsmand, vor gamle Skolemester var i Fadder- stads hos. Hvert Qvarteer hørte han det Samme, og i Ærgrelsen over disse farlige, en daarlig Sædvanes, Paanødelser, glemte han det Latterlige i de skrømtede pertentlige Neitak'er, som dog altid ligesaa eensformigt endte med et "Tak den, som byder!" og en Klunk ataat. Jeg behøver desværre ikke at fortælle, at det ikke blot var de voxne Mænd, som Runden gik saa imellem. Mine Læsere maa vide, at den ikke heller pleier at gaae Qvinderne forbi, ja at Ungdommen ogsaa skal nippe til. Skolemesteren bød man omsider ikke mere, fordi han var bleven fast ved sit Neitak, og det var vel derfor man ikke savnede ham før han igjen traadte ind i Stuen, hvor han, ved at sætte Vinduet lidt paagløt for Brændeviinsosen, viste, at han havde været borte. "Vil I høre en Historie?" spurgte han, da han havde SIDE: 169 faaet Veiret, og da Værten heraf strax tog Anledning til at byde om igjen, og denne Sag var afgjort, fandt man, at intet var ivejen forat høre paa Historien om Kulbærerens Skildt. "I Frankrig -- begyndte Skolemesteren -- er en bjergig Pro- vinds, Auvergne, hvis fattige Beboere i Mængdeviis pleje at vandre til Hovedstaden, Paris, for der at tjene Brødet som Vand- og Kulbærere. Disse Sidste forsyne Husene med det sædvanlige Brændematerial, danne et Slags Laug, og have vundet et godt Navn for Flittighed, Punktlighed og Redelighed. De danne saa at sige een Familie, disse utrættelige Kulbærere, som man der idelig møder med Sækken paa Nakken, Piben i Munden, og som under sine sværtede Ansigtstræk skjule den sandeste Munterhed, den mest uafhængige Karakteer og en redelig Hjertelighed, som man ikke altid træffer paa i hvilkensomhelst af Samfundets Klasser. Endskjøndt de have Adgang til det Indre af Borgernes Huse og de Stores Paladser, finder man aldrig Grund til at gjøre dem den ringeste Bebreidelse, seer man dem aldrig forløbe sig imod den nøieregnende Ziirligheds Bud. Man skulde sige, at der imellem dem hersker en Overeenskomst, der ikke tillader dem at fjerne sig et Øjeblik fra den Vei, som den retskafne Mand bør gaae. Uagtet de alle bære den samme Dragt og letteligen kunne kjende hverandre, ere de dog særegent betegnede med en numme- reret Kobberplade eller et Laugsskildt, som de bære knyttet i Knaphullet med en Læderrem. Uden dette Skjelnetegn have de ingen Ret til at indfinde sig ved Baadene og modtage Kullet, som der sælges til Pariserbeboernes Brug; men til samme Tid er dette Skildt et Foreningsbaand for indbyrdes at hjælpe hver- andre, for at yde hverandre broderlig Bistand, saavel ved et alvorligt Uheld, som i den mindste Fare. Enhver Kulbærer, som forsømmer at bære dette betegnende Mærke, dømmes i Mulkt og berøves sit Arbeide indtil han atter har faaet det paa. Nummeret, som er indgravet i denne Kobberplade, viser Opsyns- manden Dens Navn og Bolig, som bærer den, og nøder herved den Sidste til en dadelfri Opførsel, som kan sømme sig for den almindelige Agtelse, Auvergnes talrige Børn nyde. En af dem, Steffen Marsol, tredive Aar gammel, med et aabent SIDE: 170 udtryksfuldt Ansigt og en bydende Skabning, var en af de mest søgte Kulbærere i Paris. Hans strenge Nøiagtighed i at betjene sine Kunder, hans jævne Manerer, hans frie, maaskee endog lidt for fri, Munterhed, gjorde, at han blev modtaget med Velvilje af alle Kjøkkenmestre, og blev især gjerne seet af alle Barnepiger hos Middelklassen, for hvem han altid havde en lille Spøg i Be- redskab eller en lille Historie at fortælle. Saasnart Steffen lod sig see med sin Dragt Kul, som han bar med en særegen Lethed, skjænkede man ham et bredfuldt Glas Viin eller Øl, og rækkede ham nogle Levninger fra Bordet, der styrkede og opmuntrede ham. Vare hans Klæder gjennemblødte af Regnen, lod man ham komme hen til Ilden, og medens han tørrede dem, fortalte han en eller anden saa lystig Historie, at man var nærved at briste af Latter; kom han drivvaad af Sved, aftørrede man hans Ansigt med Hjørnet af et hvidt Forklæde, skjøndt man var udsat for at beholde et sort Mærke af den Tjeneste man havde viist ham. Undertiden fyldte man hans Lommer med Bagværk til hans Børn, som endnu vare smaa, men der behøvedes megen Overtalelse for at bevæge ham til at modtage en saadan Gave; thi Steffen var stolt, og Tanken om at mistænkes for at tigge den mindste Lækkerbidsken eller den simpleste Læskedrik, vilde have bragt ham til at rødme. Der findes hos Enhver Stand en vis Stolthed, som stikker frem endog igjennem Simpelheden, og Steffens var maaskee af den agtværdigste Slags. Alligevel havde Steffen en Feil, eller snarere en Last, som han ikke havde kunnet aflægge; en Last, som Arbeidsmanden, der er udsat for enhver Aarstids Ubehageligheder, næsten umærkelig kan henfalde til: han var tilbøjelig til Drik; vel ikke til den plumpe Fæiskhed, som berøver al Sands, og som gjør Den, der hengiver sig dertil, til et væmmeligt og modbydeligt Væsen, men dog til denne Umaadelighed, som, uden at bringe Drankeren til at rave, og uden fuldkommen at ødelægge hans legemlige Kræfter, dog forvirrer hans Forstand, ophidser hans Lidenskaber, og forleder ham til alle Slags Udskeielser. Steffen, ellers saa ligefrem, saa overgiven og saa retskaffen, blev, naar han havde faaet en lille Pidsk, trodsig, kivagtig og halsstarrig. Hans Kone og Børn, som han gjorde usigeligt meget af, havde oftere gjort denne tunge Erfaring. Han havde allerede tabt flere Kunder ved Overilelser, som man tilskrev hans Karakteer, men som ikkun var den flygtige SIDE: 171 Virkning af et Glas Brændeviin eller en Flaske Viin. Hans Kjæmpe- skikkelse, hans mærkelige Styrke og sikkre Gang, gjorde at man ikke bemærkede, at hans Hoved var ophidset, og at hans Forstand begyndte at forvirres. Han havde ogsaa virkelig meer end eengang tænkt efter over sine Udskeielser, som bleve hyppigere og gjorde ham stor Skade i hans Stilling. Ligesaameget af Æresfølelse, som af Hengivenhed for sin Familie, havde han flere Gange besluttet at være maade- holden og udrydde dette Hang til Drik, som allerede havde for- aarsaget ham saamange Bebreidelser og saamegen Ydmygelse; men det var først efter stærke Stød, at denne daglige Last kunde udryddes med Rod. Den hører til disse giftige Planter, som man troer at have ødelagt, naar Toppen er afrevet, men hvis Rod, som bliver tilbage i Jorden, snart skyder nye Skud, der ikke ere mindre uheldbringende end de første. En mærkelig Hændelse, som satte Steffen i en meget stor Forlegenhed, syntes at have virket stærkt nok paa ham, til at han en Stund gik i sig selv. En Dag da han fra Sankt-Nicolai- Havnen bar en Bør Kul for en riig Kjøbmand i Sankt-Annegaden, standsede han ved Døren til et Værtshuus og satte sin Byrde paa en af Afviserne ved Indgangen, og forlangte en Flaske Viin. Det var midt om Sommeren; Klokken var to, og Heden over- ordentlig. Vinen, maaskee forfalsket, og drukket i smaae Drag, steg Kulbæreren til Hovedet, og han begyndte en Samtale med to Skjelmer, som netop kom til. Da Talen faldt paa hans Kunder, nævner han dem den Mands Navn og Bopæl, til hvem han var i Begreb med at bringe sin Kulbør. Samtalen spinder sig længere ud, og for at vedligeholde den lader man komme meer Viin. Steffen trækker da sin Trøje af, og lægger den og sin store runde Hat paa en Stol for at aande friere, men snart bukker han under for en Døsighed, som ganske overvælder ham, og falder i en dyb Søvn, med Hovedet støttet mod det samme Bord, hvor man nylig havde drukket alle Slags Skaaler. En af Gav- tyvene, næsten af samme Væxt som Steffen, foreslaaer sin Kammerat at udøve en Streg, der hører til deres Haandværk. Han trækker Steffens Trøje, hvori hans Skildt hang, paa, sværter Hænder og Ansigt, stikker Hovedet i hans store Hat, som skjuler det Halve af Ansigtet, stiger derpaa ned fra Skjænkestuen, fulgt af sin Kammerat, løfter Kulsækken, der staaer paa Afviseren, SIDE: 172 paa sine Skuldre, kommer til Kundens Huus og indbilder dem der, at Steffen, som ligger syg hjemme, sender ham i hans Sted for at forsyne hans Kunder; han faaer af Kokken et Haandtryk, et Glas god Viin og den sædvanlige Priis for en Sæk Kul, to Daler, som han nu gaaer for at fortære med den anden Skjelm, der venter ham paa Gadehjørnet. Da Steffen vaagner op af sin Søvn, og lidt efter lidt har faaet sin Samling igjen, vil han til at besørge sit sædvanlige Arbeide, men søger forgjæves sin Trøie og sin Hat. Han løber hurtigt til Døren, og finder ikke længer Sækken, som han har sat paa Af- viseren, og kan nu neppe betvivle, at de to Ubekjendte have plyndret ham; for at erholde Vished iler han til sin Kunde hvor man høilig overraskes ved at see ham; han fortæller den Gav- tyvestreg, man i Øieblikket har spillet ham, og kan ikke under- trykke sin Ærgrelse og Vrede. O, dersom han havde den Skurk, som saaledes har narret ham, han skulde knuse ham, han skulde tilintetgjøre ham; men hvor skal han finde ham? Hvad der især ærgrede Steffen, og satte ham i største Forlegenhed var Tabet af hans Skildt, uden hvilket han ikke længer tør drive sin Haand- tering. Han henvender sig til Politi-Inspektøren, og fordrer hans Bistand for næste Dag at kunne indfinde sig ved Fartøierne i Nikolaihavnen, og saaledes tilfredsstille sine Kunder. "Det er umuligt," svarer Inspektøren, "I maa nødvendigviis vise mig jert Skildt." -- "Hvor vil De vel at jeg skal tage det fra? Disse Slyngler have fralistet mig det da jeg sov, da jeg havde lidt i Hovedet." -- "Hvorfor drikker I Jer fuld?" -- "Jeg lover Dem for, at det skal være sidste Gang." -- "Jeg kan ikke stole paa en Drukkenboldts Løfte; og I tør imidlertid ikke bære Kul paa Parises Gader, uden at udsætte Jer for at blive arresteret." -- "Hvad skal der da blive af min Kone og mine Børn?" -- "Det kommer ikke mig ved; jeg kan blot ønske Jer, at I maa drage Nytte af denne Lektion." -- Steffen var hele fjorten Dage uden Arbeide. Hans Straf var skrækkelig, thi han saae ikke med Ligegyldighed sin Familie i Ulykke, udsat for at lide Trang. Hvor ofte forbandede han ikke sin ulykkelige Tilbøielighed, som berøvede ham Forstandens Brug, og gav ham til Priis for Kjeltringer. Endelig erindrede han sig, at der imellem hans Kunder var en Kontorchef ved Politiet; han gik til ham, beskrev ham sin ulykkelige Stilling, og fortalte ham SIDE: 173 med sin sædvanlige Aabenhjertighed Alt, hvad der var hændet ham, og snart erholdt han ved dennes Bistand og Gunst et nyt Skildt med Nummer 1195, men mistede dog saaledes til sin store Ærgrelse sin Forrang i Nummeret. Denne Historie havde skildt ham ved nogle Kunder, men det varede ikke længe før han kom i sit gamle Ry, og i flere Maaneder drak han kun sit lille Glas om Morgenen, sit ditto midt paa Dagen, og om Aftenen Øl naar han spiste med sin Familie. For- gjæves anstillede han alle mulige Undersøgelser for igjen at er- holde sit gamle Skildt, og uden nogen Nytte bragte han Politiet paa Spor efter de Skjelmer, der havde fravendt ham det. Endelig efter 6 Maaneders Forløb, da dette Skildts Nummer, der var Nummer 9, altid fandtes ledigt, fik han det fornyet, og heftede det med en Kobberkjæde til sin nye Trøje, for at man ikke paa ny skulde tage det fra ham. Han fik lidt efter lidt sin naturlige Munterhed igjen, samlede atter alskens af Dagens Nyheder, og erholdt paany Kokkens Tiltro i de bedste Huse i de bedste Qvarterer. Altid ædru, brav og flittig, syntes han ved sin Maade- holdenhed at styrke sine Legemskræfter og fordoble sin For- tjeneste. Han havde aldrig fortjent saameget; han havde aldrig været lykkeligere. Men desværre! den ulykkelige Tilbøjelighed, som vi troe at have lagt Tømme paa, faaer saa let igjen Herredømme over os. Til denne lille Morgensnaps, hvormed Steffen regelmæssigen styrkede sig, føiede han snart endnu en anden henad Formid- dagen, og naar han var færdig med sine Vandringer, tillod han sig endnu at tage en om Aftenen førend han kom hjem til sin Kone og Børn. Drammen om Middagen kunde heller ikke længe være ham nok. "Saasnart jeg har faaet det første Glas ned," sagde han i sin Overgivenhed, "kjeder det sig i et saa stort Lokale som mit, og jeg maa skynde mig med at sende det en Kammerat, som kan holde det med Selskab; det gaaer nu godt en Stund, men jeg mærker snart, at de trættes om den bedste Plads, og kjævles som en Ulykke. Jeg sender hurtig en Tredie afsted for at stifte Forlig; men nu er Pokker løs, nu er der To om En, og det vilde det være høist uretfærdigt at taale. Jeg slipper en Fjerde ned for at gjøre Partierne lige, og ved saaledes at hjælpe snart den Ene, snart den Anden, expederer jeg min hele Pægl." SIDE: 174 Saalænge Steffen indskrænkede sig hertil, bevarede han dog sin Forstands Brug, var blot lidt lystig, og udførte sit Arbeide med Nøiagtighed, men naar han til dette sædvanlige Qvantum føiede et Glas hist, og et Glas her, som man bød ham i de for- skjellige Huse, han forsynede, saa steg det ham til Hovedet, og hans ligefremme Venlighed, som skaffede ham saamange Venner, gjorde Plads for en Pirrelighed, som først gik over igjen efter en ordentlig Søvn. En Dag, da han meer end sædvanlig havde givet efter for sin herskende Tilbøielighed, faldt han i en dyb Søvn i en bekjendt Kjøbmands Kjøkken, hvor han hver ottende Dag leverede en Kulbør, som man strax betalte ham. Tjenestefolkene i dette Huus vare just paa den Tid meget mistroiske mod hverandre; thi i flere Maaneder var ingen Uge hengaaen, uden at der jo forsvandt et Stykke Sølvtøi af Kjøkkenet. Forgjæves anstillede man Undersøgelser og passede paa; det var umuligt at opdage Ophavsmanden. Alle Tjenestefolkene, som det var magtpaa- liggende at bevise sin Uskyldighed, havde forlangt en streng Huus- undersøgelse; men dette nye Forsøg ledede heller ikke til Maalet. Man indsaae dog, at Tyven ikke boede i Huset, og at det kun kunde være en Person udenfor Samme, hvem Mistanken kunde falde paa. Kjøbmanden var ikke den, hvem det laa mindst paa Hjertet at see sine Folk retfærdiggjorte og den Skyldige opdaget. Han forenede sig med Politiet for at gjøre endnu et Forsøg, som man haabede skulde lede til den saameget ønskede Opdagelse; og dette var, at anbringe fra den tidlige Morgen to Politibetjente, som skulde have Ordre til at lade Alle, som gik ud af Huset, træde ind hos dem, og anstille hos dem en Undersøgelse efter alle i saadanne Tilfælde brugelige Regler. Det var just den selv samme Dag, da denne Forholdsregel var tagen, at Kulbæreren var falden i Søvn ved Skorstenen i Kjøkkenet. Portneren lod Enhver gaae uhindret ind, baade til Kontoret og Herrens Værelser; men naar man atter vilde gaae ud, blev man med al Fore- kommenhed indbudet til at træde ind i et Lukaf, hvor de to Politibetjente fulgte den dem givne Ordre. Da Steffen, med Hovedet tungt og Lemmerne stive, vaagner, seer han, at Klokken er mere end han troede; han siger Farvel til Kokken og Kokkedrengen, og kommer med sin tomme Sæk paa Skulderen til Porten, hvor nu Portneren ogsaa lod ham under- SIDE: 175 kaste sig det samme Eftersyn, som allerede Flere før ham havde maattet underkaste sig. "Med Fornøjelse," raabte Steffen, med en Tillidsfuldhed og en Frimodighed, som maatte forjage enhver Mistanke. Han vender med disse Ord Lommen i sin Trøje, sin Vest og sine Buxer, trækker sine Sko og store Uldstrømper af, og lader sin Hat undersøge; han tilbyder endog med en Rede- lighedsiver, som Intet frygter, at klæde sig af, men havde glemt, at lade sin sorte Sæk, som skjødesløst var kastet paa Gulvet bag Døren, undersøge. En af Betjentene beføler den sammen- rullede Sæk, som Steffen allerede igjen havde kastet paa Skulderen, og troer at føle noget haardt; Sækken bliver i samme Øieblik rullet og rystet af Steffen selv, som bliver baade rød og bleg, da han seer en Sølvskee med Kjøbmandens Navn rulle ud paa Gulvet. "Det var et vakkert Puds!" raaber Steffen forbauset og med usikker Stemme, men føjer snart med sin naturlige Djervhed til: "Oh! dersom jeg havde ham her, som har tilføiet mig denne Skjændsel, jeg skal love Dem for, at han i dette Øieblik skulde have Pokkers ondt ved at trække Veiret," og han var ved disse Ord, med sine funklende Øine, børstede Hovedhaar og krogede Fingre, ikke uliig en Løve, der griber efter sit Bytte. "Det er altsammen meget godt," siger den ene Betjent, "men Du maa følge med paa Raadstuen." -- "Jeg følge Dem? Nei det skal aldrig skee, og den Første, som kommer mig nær, skal jeg træde sønder med mine jernbeslaaede Sko." -- "Marsch! Ingen Mod- stand, eller jeg lader Vagten hente." -- "Og om I var ti; om I var tyve! Jeg skal knuse Jer Alle!" -- "Snak, Steffen! Stil Dig tilfreds!" siger Kjøbmanden, som var blevet lokket hid af denne Strid; "jeg troer Du er uskyldig, men Skinnet er dig imod, og Du maa lyde Loven." -- "Jeg til Raadstuen! Nei, Herre! Tillad det ikke! Min Kone, i Barselseng med vort sjette Barn, var istand til at tage sin Død derover. Jeg gaaer ikke derhen; nei, ved Himlen! jeg gaaer ikke, med mindre man slæber mig derhen; men jeg gjør en Ulykke paa den, som først lægger Haand paa mig!" -- "Siden hans Kone er i Barselseng," siger Herren "og hendes Mands Anholdelse virkelig var istand til at tilføje hende et skrækkeligt, ja maaskee dødeligt Slag, kunde jeg da ikke, naar jeg gik i Borgen .... -- ?" "Dersom Herren vil samtykke i at svare for ham med Deres Person?" -- "Ja vel, jeg samtykker SIDE: 176 deri; jeg kan ikke modstaae denne Mands ærlige Ansigt og denne Heftighed, som vidner om en Redelighed, der ei engang kan taale at mistænkes." -- "O, min Herre!" raaber Steffen, De frelser paa eengang en heel Familie, som aldrig vil ophøre at velsigne Dem, som jeg i dette Øieblik gjør det!" -- Han griber i det samme Kjøbmandens Haand, kysser den, og væder den med en taknemmelig Taare. -- "Jeg behøver ikke at sige Dem, at jeg er uskyldig," vedbliver han med en rørt Stemme, "De veed det ligesaavel som jeg; den hele Verden veed det. Man maa have benyttet det Øieblik, da jeg var falden i Søvn i Deres Kjøkken, thi jeg maa tilstaa, det var ikke rigtigt fat med mig. O, hvilken Lexe! Min Gud, hvilken Lexe! Jeg skal aldrig i mit Liv glemme den!" -- "Under disse Omstændigheder," siger Politibetjenten, "vil jeg indgive min Rapport og min Formening om Sagen; men, indtil der er falden Dom over den Anklagede, kan han ikke længere tælles blandt Parises Kulbærere, og jeg maa opfordre ham til at udlevere sit Skildt." -- Der maatte adlydes; Steffen, som allerede engang før i beruset Tilstand havde seet sig skilt ved det, gik i sig selv, og dennegang for Alvor. Han faldt ikke mere tilbage. Han var første Gang sluppen derfra med Tabet af nogle Kunder, sin Trøje og Hat; men blive anklaget for Tyveri, ført for Retten, udsætte sig for at maatte sidde paa Tyvebænken, see sin Kone og sine Børn bragte i den største Elendighed og puttede i et Fattighuus -- disse vare den stakkels Steffens Fore- stillinger, og de havde en skrækkelig, men ogsaa gavnlig, Virkning paa ham. Snart blev Ophavsmanden til de forskjellige Tyverier, der vare begaaede i Kjøbmandens Huus, opdaget. Det var en Kjøkken- svend med en hyklersk Mine og altid nedslagne Øine, som aldrig undlod at bivaane Gudstjenesten. Han havde en Kjærest, som var hans Medskyldige i alle de Tyverier han begik; hun blev tilligemed ham overgiven til Retten og deelte hans Straf. Denne Elendige tilstod ved Forhørene, at den Forholdsregel, som Herren havde taget for at opdage de i hans Huus begaaede Tyverier, havde tvunget ham til saaledes at sætte Steffens gode Navn og Rygte i Fare, og han derfor havde benyttet det Øieblik, da denne, overvældet af Viin, var falden i Søvn i Kjøkkenet, og puttet Sølvskeen, som han nylig havde stjaalet af Spiiskammeret, i SIDE: 177 Sækken, der laa paa Steengulvet, for at han derved kunde slippe fri ved den Undersøgelse der forestod ham. Steffen fik da saaledes sin Ære og sin Frihed igjen. Han havde Kjøbmandens ædelmodige Kaution at takke for den store Lettelse, ikke at have maattet sukke i et Fængsels Huller, og være be- friet fra at sidde paa den fornedrende Tyvebænk; og han mindedes stedse denne Godhed med et rørt Hjerte. Man gav ham snart igjen hans Skildt Nr. 9 tilbage, og han hæftede det atter med stor Glæde i sit Knaphul. Hans ved Retten beviste Uskyldighed forskaffede ham endnu mere Søgning end hidtil, og han erhvervede sig saaledes Midler til at gjøre sin gode Kone lykkelig, og sørge for sine sex Børns Opdragelse. Men hvor stor end hans For- tjeneste og Gevindst var, bragte den ham dog aldrig til at vige fra den Vej, han havde afstukket sig, fra den Beslutning han havde fattet. Han var for stedse bleven overbevist om, at Drukkenskab, idet den fornedrer Mennesket og berøver det For- standens Brug, giver det til Priis for Skadefroe og Ondskabs- fulde; han erindrede stedse den skrækkelige Prøve, han havde udstaaet, og naar han midt i sine Anstrængelser tog sig en Hjertestyrkning, eller naar han, idet han drak med sine Kamme- rater, maatte frygte for at tabe sin Samling og overskride de Grændser, han havde foreskrevet sig, saa standsede han pludselig og kastede et Blik paa sit Skildt". Den Virkning havde dog denne Skolemesterens Historie, at det lille blinkende Spidsglas ikke gik oftere om den Aften. Og han var fornøjet med det Udbytte for det Første, skjøndt han nok læste i en af de meest Forfyldtes Ansigt, at for ham idet- mindste var "Moroa" forbi da Skolemesteren begyndte sin Hi- storie. Af alle Tilstedeværende brød han sig dog mindst om denne forlængst opgivne Person (senere død af Drankergalskab), hvorimod han satte sig hen hos et Medlem af Sjauer-Storlaget, som ogsaa var en af Gjæsterne, en Mand, som havde adskillig Lighed med Steffen Marson i Karakteer, Udvortes, Næringsvei, Lyst til at nippe og i -- de Lexer, han havde faaet for denne Svagheds Skyld. "Veed I hvad, Skolemester," sagde han, idet de trak sig hen i en Krog, "jeg skulde næsten tro, at Historien SIDE: 178 var gjort om mig, for, sandt at sige, har det gaaet mig omtrent ligedan et Par Gange. En Gang havde jeg den Skam at blive bragt paa Mangelsgaarden fordi man fandt mig paa Gaden, og jeg spildte der mange af de bedste Foraars-Arbeidsdage, og des- værre altfor mange Gange har jeg tabt de bedste Kunder fordi Brændevinet havde betaget mig. Kone og Barn fik føle det, Gudbedreos, og jeg -- nu Skolemester, Tak for den Historie! Jeg skal skrive den bag Øret under min røde Luve." "En Sup til Afsked" hikkede den Fordrukne. "Ja, hvem som har Lyst," sagde Værten forlegen, og begyndte Runden uden den forrige Nøden. Den Fordrukne saa med Forbauselse, at han var den Eneste, som drak. Skolemesteren var saa fornøjet, at han gav nok en Historie tilbedste forat bringe Munterheden paaglid igjen, og den kunne vi faae høre en anden Gang. Henrik Wergeland No. 13, 18de Juli 1841. I Skoven Øxen drev vist ei saa let sit Spil, om ikke Skoven selv den Skaftet gav dertil. SKADELIGT MUNDHELD "Der har du til en Dram, Gutten min!" er vel, saa ofte som det siges (og det er tidt) ikke saa ilde meent som det er sagt; men det kan dog gjøre og gjør virkelig idetmindste den Skade, at udbrede den Mening, at man vel ikke i Almindelighed mener det saa alvorligt med Afskyen for Brændeviinsdrikningen. Det gjør man dog isandhed, ja selv dens Offere, Fyldehundene, ere de heftigste til at fordømme den. Meningen maae altsaa være anderledes, og enten lyde saaledes omtrent: "der har du lidt for din Villighed," eller: "Se der, gjør dig de Skilling tilnytte." Men vore Skydsgutter vise ofte, at man gaaer strengt efter Ordene og drammer Skillingen op. Dette fordømte Mundheld har sin Oprindelse fra den Uskik, som med Guds Hjælp snart har ud- raset, at der ved enhver Leilighed skulde drikkes Brændeviin, og i dettes Almindelighed og lave Priis. I Udlandet, hvor et godt Kruus Øl i dets Sted staaer Hvermand til Tjeneste for en SIDE: 179 Ubetydelighed, siger man: "der har du til et Kruus Øl;" og om- endskjøndt Meningen der, ligesaalidt som her, er, at Skillingerne bestemt skulle drikkes op, saa er dog der Meningen efter Ordene ikke saa gal og Ordet "Drikkepenge" ikke af saa slet Betydning som hos os. Hos Os vilde det alt være en Forandring til det Bedre, om man plejede at sige: "der har du til et Kruus Øl, " og om man brugte Skillingerne dertil -- at sige, om man ikke havde noget endnu nødvendigere at bruge dem til. Henrik Wergeland SIMPELHED I SÆDER Simple Sæder grundede utallige Familiers Velstand, Rigdom og Anseelse; mægtige Slægter gik til Grunde ved Overdaadighed, Forkjælelse og Ødselhed. Simple Sæder gjorde ofte et lidet Folk mægtigt, frit, ærværdigt; Sædernes Fordærvelse styrtede store Folkeslag i Slaveri. Lykkeligt er det Land, hvor simple Sæder høre hjemme. Der fordrer Legemet endnu ikke større Omhu og Pleje end Aanden; Indbyggeren troer sig født for sit Fædreneland. Borgeren vurderer ikke sin Eiendom høiere end Fædrenelandets Velfærd. Han vænner sig ei til selvgjorte Fornødenheder, gjør sig uafhængig af Fremmedes Luner og af Skjebnens Omskiftelser, og er sikker paa Ære og Agtelse. Han lægger ikke sin Rigdom eller sin Velstand for Dagen ved det, han selv nyder, men ved det, han virker for Andre. I hans Klædedragt hersker tækkelig Anstændighed uden Ødselhed, i hans Huus gjælder Reenlighed for Pragt, Orden for Kostbarheder. Han forlanger sund Føde, ikke Mundgodt og Slikkerier. Hans simple Sæder ere netop et Gjenskin af hans simple, jævne Tænkemaade. Han handler, som han taler, og han taler, som han tænker, uden Svig og uden Bram. Sine Børn vænner han til Afholdenhed og streng Sædelig- hed. Han hærder deres Legeme ved Undværelser og styrker deres Aand, imedens han befæster deres Sundhed. Han forfører dem ikke selv til at kildre Ganen og pleje Bugen, til at sætte deres Ære og Lykke i en blødagtig Bolig, og deres Stolthed i fine Klæder. Han lærer dem, at lægge liden Værd paa den ydre Omgivelse, men desmere paa Selvstændighed, indre Kraft, Op- rigtighed og Høimodighed. Han lærer dem at hylde Sandhed, og viser dem Forstillelsens sorte Sider. Hans egen Simpelhed SIDE: 180 og Tarvelighed giver dem et rørende Exempel paa, hvorledes de maae fornegte sig selv, for at fyldestgjøre Andre og virke Gavn for deres Hjem og Fædreneland. Henrik Wergeland FADER ABRAHAM (AF "GAMLE RIKARDS ALMANAK.") Ved en Auktion var der nok af ørkesløse Mennesker samlet etsteds, som fordetmeste overalt. Før den begyndte, talte de da sammen om de haarde Tider, og En af Selskabet sagde til en simpel men reenlig klædt Gubbe med graa Haar: "Hør Fader Abraham, hvad siger du da om Tiderne? Ville de høje Skatter ikke i Bund og Grund ødelægge Landet? Hvorledes skulle vi nogensinde blive istand til at betale dem? Og hvad raader du os da til?" Fader Abraham steg da frem af Mængden og svarede: "Ville I høre mit Raad, saa vil jeg sige jer det i Korthed; thi eet Ord til den Vise er nok, som gamle Rikard siger." Alle bad ham nu sige sin Mening, og da de havde samlet sig omkring ham, yttrede han sig saaledes: "Mine Venner, " sagde han, "Skatterne ere vistnok tunge. Men alligevel, om de, Regjeringen paalægger os, vare de eneste, vi havde at betale, kunde vi dog temmelig let klarere dem; men vi have mange andre, der ere langt mere trykkende for os. Vi be- skattes togange saameget af vor Dovenskab, tregange saameget af vor Forfængelighed og firegange saameget af vor Daarskab, og fra disse Udgifter kan ikke Regjeringen befri os. Lader os imidlertid lytte til et godt Raad, saa kan maaske noget gjøres for os. Gud hjælper dem, som hjælpe sig selv, siger gamle Rikard. Vi vilde ansee den Regjering for meget haard, som vilde tvinge Folket til at anvende en Tiendedeel af sin Tid i dens Tjeneste, men Leddiggangen beskatter Mangen af os langt stærkere, og Dovenskab føder Sygdomme og forkorter Livet. Det er med Dovenskab som med Rusten. Man ødelægges hastigere af den, end man udslides af Arbeide, og den Nøgel, som ofte er i Brug, er altid blank, siger gamle Rikard. Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort. Thi Tiden er det Emne hvoraf Livet er gjort. SIDE: 181 Hvor meget mere Tid bortsove vi ikke for Exempel, end nødigt er, idet vi glemme, at en sovende Ræv fanger ingen Gaas, og at vi faae Tid nok til at sove i Graven, som gamle Rikard siger. Er da Tiden kostbarest af Alt, maa det være den største Ødselhed at spilde Tiden. Spildt Tid faaes aldrig igjen, og hvad vi kalde "nok Tid" viser sig altid at være for lidet. Rask da til dit Arbeide! Med Flid skulle vi udrette mere, og med mindre Forvirring. Dovenskab gjør alt tungt, Flid Alting let. Den, som staaer seent op, maa arbeide hele Dagen, og skal dog om Qvellen slutte sit Arbeide med Træthed. Thi Dovenskab færdes saa langsomt, at Trætheden snart faaer fat i den. Driv da dit Ar- beide, men lad ikke Arbeidet drive dig! "Tidlig i Seng og tidlig op, gjør en Mand sund, riig og viis, " som gamle Rikard siger. Hvad gavner det at ønske og haabe bedre Tider? Det staaer til os selv at gjøre disse Tider bedre naar vi først forbedre os selv. "Fliden har ingen Ønsker behov, " siger gamle Rikard. "Den, som lever af Haabet, løber Fare for at dø af Hunger. Ingen Fordeel uden Arbeide. Har jeg intet Land, saa hjælper jeg mig med min Haand; men har jeg derimod et Stykke Jord, saa er det skatlagt." Han siger fremdeles: "Den, som kan et Haandværk, eier en Kapital, og Den, som har god Forstand, kan sætte denne ligesaa høit som et godt og hæderfuldt Embede. Man maa passe sin Haandtering, og bruge sit Hoved; thi i modsat Fald skal hverken Kapital eller Haandtering strække til at be- tale Skatterne. Den Flittige døer ikke af Hunger, og derfor siger gamle Rikard: "Til Fliden Nøden stundom ind kan kikke; Men indenfore vover den sig ikke." Ligesaalidt kommer Skattekræveren eller Rettens Betjente over hans Dørtærskel; "thi Flid betaler Skyld, men Modløshed forøger den, " siger gamle Rikard. Har du end ikke fundet nogen Skat, og har end ingen riig Slægtning indsat dig til Arving, saa betænk dog hvad gamle Rikard siger: "Flid er Lykkens Moder, og Gud giver den Flittige Alt." Pas din Jord naar den Lade sover, og du skal have Sæd baade til din egen Føde og til Salg. Arbeid idag, thi du veed ei hvad der imorgen kan hindre dig derfra. "Var du en god Herres Tjener, skulde du da ikke blues, om han fandt dig uvirksom? Men nu er du din egen Herre; skam dig SIDE: 182 derfor for dig selv over at lægge Hænderne i Skjødet, " siger den gamle Rikard medrette. Der gives saa Meget at udrette baade for dig selv, og dit Huus. Vær derfor paa Benene i den tidlige Morgenstund. Lad ikke Solen skinne paa dig i Sengen, og lad Ingen sige om dig: "hvor skammeligt ligger han der og sover!" Fang raskt dit Arbeid an, og betænk hvad gamle Rikard siger: "med Handsker paa Lab fanger Katten ei Rotter." Det er sandt, der findes Meget for os at gjøre, og kanske har du fine Hænder, -- men grib blot Sagen een Gang an med Kraft, og du skal selv forbauses over Følgerne, thi den langsomt flydende Draabe huler Stenen; med Flid og Taalmod afgnaver Musen Ankertouget, og mange smaa Hug fælde den største Eeg, " siger gamle Rikard i sin Dagbog. Mig tykkes høre nogen af Eder sige: "skal man da aldrig gjøre sig nogen glad Dag?" Hør da, mine Venner, hvad gamle Rikard siger: "anvend din Tid vel, hvis du vil have en Fritime og da du ikke kan være sikker noget Minut, saa forsøm ikke nogen Time." Fritime er den Tid, hvori man kan forrette det, der baade bringer os Fornøielse og Nytte, og denne Fritime falder aldrig i den Lades Lod. Gamle Rikard siger derfor medrette: "et Liv fuldt af Fritimer, og et Liv uden Arbeide ere to ganske forskjellige Ting." Tro I da, at Ladhed bereder Eder større Beqvemmelighed end Arbeide? Visselig ikke! Hør blot hvad gamle Rikard siger: "Bekymringer opstaa af Dovenskab, og Be- sværlighed kommer af unødig Hvile. Mangen En skulde ønske at leve uden at arbeide, blot af sit Hoved, men han skal snart gaa sin Undergang imøde, thi hans Kapital er ikke tilstrækkelig. Virksomhed bereder derimod Beqvemmelighed, Overflod og Ag- telse. Sky Fornøielsen, og denne skal søge dig af sig selv. Den flittige Kingel har et stort Net; og siden jeg har tillagt mig et Faar og en Ko, hilser Hver og En mig med en god Morgen!" I alt dette har gamle Rikard sagt sandt. Men vi bør ei alene være flittige; vi bør tillige med vor Flid og Vedholdenhed forene Bestemthed og Omsorg, med egne Øine vaage over vore Anliggender og ei formeget sætte vor Lid til Andre; thi gamle Rikard siger: "aldrig saa jeg et ofte omplantet Træ, eller en Huusholdning, der ofte flytter fra sit rette Hjem, at trives saa vel som de, der forblive paa sit Sted." Man siger fremdeles: "tre Gange at skifte Hjem er ikke stort bedre end SIDE: 183 en Skadevarme. Overgiv ikke dit Værksted, og dit Værksted skal ikke forlade dig. Vil du udrette et Ærinde vel, saa gaa selv; ellers kan du sende Andre. Den, som vil blive rig ved Plougen, maa selv eie og bruge den." Man siger end videre: Husbondens Øie formaaer mere end begge hans Hænder. Mangel paa Opsigt skader mere end Mangel paa Kundskaber. Lader du dine Ar- beidere uden Opsigt, saa lader du din Pung aaben for dem. Formegen Tillid til Andre har allerede voldet Mangens Under- gang. Derfor siger gamle Rikard: "i Forretninger kommer man længere ved Mistro end ved Tiltro." At sørge for sig selv bringer aldrig Skade; thi saa siger gamle Rikard: "den, som læser flittigt, vinder Lærdom, og den Betænksomme Rigdom, den Modige Magt, den Dydige Himlen." Han siger videre: "vil du have en tro Tjener, og en, der svarer til alle dine Ønsker, saa tjen dig selv." Ja han tilraader Eftertanke og Omsorg endog i de ubetydeligste Omstændigheder, naar han siger: "en liden Forsømmelse kan ofte medføre en stor Ulykke, " -- og, lægger han til: "blot for Sømmet, som manglede, gik Hesteskoen forloren, for Hesteskoen gik Hesten, og for Hesten Rytteren, " Fienden overraskede ham og dræbte ham; men dette var ei skeet, hvis han bedre havde passet paa Sømmet. Gid dette maa være nok, mine Venner, i Henseende til vor Tid og Omsorg for vore Anliggender; men til Dette maa ogsaa lægges Maadeholdenhed, dersom vor Tid skal medføre sikrere Følger. Den, som ikke forstaaer ligesaagodt at spare som at fortjene, han skal arbeide hele sin Levetid og ikke efterlade sig en Hvid. "Et fedt Kjøkken gjør et mavert Testament, " siger gamle Rikard. Det gaar som det kommer, hedder det, naar Qvindfolket forglemmer sin Søm og Bunding for Kaffekoppen, og Manden forsømmer at hugge og virke for Supens Skyld. "Vil du blive riig, " siger gamle Rikard, "saa maa du ligesaavel tænke paa at spare som at erhverve. Amerika har ikke gjort Spanien rigt, thi dets Udgifter oversteg stedse Indkomsterne." Ophør derfor med Eders kostbare Daarskaber, og I skulle da ikke mere faa Aarsag til at klage over de besværlige Tider, trykkende Udlæg og store Udgifter til Huusholdningen." SIDE: 184 Henrik Wergeland No. 14, 31te Juli 1841. Gjennem vid Skorsteen og højen Port ryger og kjører Velstanden bort. AF GAMLE RIKARDS ALMANAK Gamle Rikard -- blev Gamlingen udenfor Auktionsstedet ved -- siger fremdeles: "for hvad en eneste Last koster kunde man opfostre tvende Børn." I troe kanske, at en Kop Kaffe her og et Glas Toddy der og en Lækkerbidsken paa Bordet, noget finere Klæder og undertiden en Lystighed intet betyde; men kommer dog ihu hvad gamle Rikard siger: "mange Bække smaa gjøre en stor Aa. Vogter Eder for smaa Udgifter; en liden Læk kan sænke et stort Skib. Fraadseren har ikke langt til Betler- staven. Daaren betaler Kalaset og Fulassen fortærer det." I ere nu her forsamlede til en Auktion paa alleslags Mode- varer og Stads. I tro vel, at de komme op for godt Kjøb, og kanske gaa de just bort for hvad de have kostet i Indkjøbspriis; men hvis I ikke nødvendig behøve dem, saa ere de dog for dyre for Eder. Kom ihu hvad gamle Rikard siger: "kjøber du hvad du ei behøver, vil det ikke vare længe inden du maa sælge Det, du nødvendigen behøver." Han siger videre: "Om Prisen paa en Ting synes dig aldrig saa billig, saa betænk dig alligevel en Stund inden du kjøber." Han vil dermed sige, at den billige Priis ofte blot har Skin af at være det, og ei virkelig er det; og at en Handel, som tillige hindrer jer i jeres Næringsvej, egentlig for- aarsager Eder meget mere Skade end Nytte. Han yttrer derfor paa et andet Sted: "Mangen har voldt sin Undergang ved at kjøbe for billig Priis, " og videre: "ingen Ting er daarligere end Anger over at have betalt for dyrt." Desuagtet seer man alligevel Prøve paa denne Daarskab hver Dag ved Auktioner eftersom man ei tænker paa den fattige Rikards Raad. "Den Vise -- siger han -- bliver klog ved Andres Skade, Daaren neppe en- gang ved sin egen; lykkelig Den, som lader sig lære ved Andres Ulykke." Der gives Mange, som gaae tilsengs med hungrige Maver, og lade sine Børn sulte blot for at tilfredsstille sin egen Forfængelighed i Klæder. Derfor siger Rikard: "Silke, Skarlagen og Fløjel slukker Ilden ud paa Arnen." Slige Ting høre ei til SIDE: 185 Livets Nødvendigheder; man kan knapt kalde dem Beqvemme- ligheder; men hvor Mange have ikke en stor Begjærlighed der- efter, alene fordi de glimre. Derfor ere Menneskets kunstlede Nødvendigheder blevne talrigere end de naturlige, og medrette siger derfor Rikard: "endogsaa den Fattige har hundrede Nød- vendigheder." Men gjennem dette og andet taabeligt Sløseri bliver den Rige fant, og nødsages ofte at laane af Den, som han tilforn saa ned paa med Foragt, men som alligevel ved Flid og Sparsomhed vedligeholder sin Velstand. Heraf er det klart, "at en Bonde er større paa sine Been end en Herremand paa Knæ, " som gamle Rikard siger. Mangen har maaske arvet en betydelig Formue, som han troer aldrig vil kunne tage Ende, idet han tænker: "nu er det Dag, og bliver aldrig Nat." Han troer, at, om han giver ud en Ubetydelighed af saa Meget, er det ei værd at tale om. Men saaledes siger gamle Rikard: "kun Børn og Daarer tro, at tyve Daler og tyve Aar aldrig kunne tage Ende. Tager man bestandigt af Meltønden, og aldrig fylder noget i, kommer man snart til Bunden; og naar Brønden er ud- tørret, saa veed man først at vurdere Vandet." Men det kunde man vidst forud, om man havde fulgt hans Raad: "ville I vide hvad Penge ere værd, saa gaa hen og forsøg om man vil laane Eder Noget; thi den som gaaer i Borgen gaaer i Sorgen; og ei bedre gaaer det Den, som laaner saadanne Mennesker, naar han vil have sine Penge tilbage." -- Gamle Rikard giver os frem- deles et godt Raad: "Pyntesygen er en af de farligste Daarskaber. Inden du tilfredsstiller dine Griller, saa raadspørg forud din Kasse. Forfængelighed er en ligesaa paaklængende Tiggerske som Fattig- dommen, ja endnu mere uforskammet. Har du kjøbt et prægtigt Plagg, maa du kjøbe ti til for at faa Dragten komplet. Men gamle Rikard siger: "Qvæl Lysten naar den stiger frem i Barmen, at ei den qvæler dig i sin Omarmen." Og det er isandhed ikke mindre daarligt, naar den Fattige vil efterabe den Rige, end da Frøen blaaste sig op for at blive saa stor som Oxen. Storskib sig vove kan ud paa det Dybe, Smaabaad gjør bedst i langs Stranden at krybe. SIDE: 186 Straffen følger ogsaa disse Daarskaber i Hælen, og gamle Rikard siger: "Naar Stoltheden spiser Middag med Forfængelig- heden, spiser den tilaften med Foragten;" og paa et andet Sted: "Stoltheden frokosterer med Overflødigheden, spiser Middag med Fattigdommen og Qvelsmad med Vanæren." Men hvad gavner da al denne Pral og Prunk, hvorfor man vover og lider saameget? Den formaaer hverken at styrke Helsen eller at lindre Lidelsen, og ligesaalidt forøger den Menneskets Værd. Den vækker tvertimod Avind, og paaskynder Ulykken. Hvad er Sommerfuglen andet, siger gamle Rikard, end en udklækket Puppe? og dette er det meest træffende Billede af en udstaf- feret Nar. Hvilken Daarskab er det da ikke, at paadrage sig Gjæld for sligt overflødigt Gods! Man siger vel ved denne Auktion, at hvad vi kjøbe ei behøver at betales førend om 6 Maaneder, og det har nok lokket mange af os hid, siden vi ikke have nogle Sparepenge i Baghaand og finde det beqvemt at lægge os noget til uden det. Men betænker hvad I gjøre, om I indvikle eder i Gjæld! I give Andre Magt over eders Frihed, og kunne I ikke betale paa bestemt Tid, maa I slaae Øinene ned for eders Kau- tionist hvergang I møde ham. I maa ræddes for at tale med ham, og da have I kun elendige krybende Undskyldninger og Klageviser tilrede. Lidtefterlidt tabe I al Agtelse og Tillid og nedsynke til foragtelige og foragtede Løgnere. "Men Løgnen er, som gamle Rikard siger, det andet Trin til Lasten. Gjæld er det første. Løgnen sidder bag Gjelden paa samme Hest." En fri Mand maa hverken behøve at frygte eller at skjæmmes for at see hvert levende Menneske i Øinene, men Fattigdom berøver Mennesket ofte baade Selvfølelse og Dyd. "Ingenting med Uret", siger gamle Rikard. "En tom Sæk kan ikke staae opret". Hvad vilde I vel tænke om en Fyrste eller Regjering, som forbød eder under Fængselsstraf at klæde eder som Stands- personer? Vilde I ikke sige, at I ere fri Mennesker og have Ret til at klæde eder efter Behag, en saadan Befaling er et Ind- greb i eders Rettigheder, Regjeringen handlede tyrannisk? Og dog ere I paavejen, selv at underkaste eder et saadant Tyranni af eders egen Forfængelighed, da nemlig eders Klædedragt ind- vikler eder i slig Gjæld. Eders Kautionister have Ret til at be- SIDE: 187 røve eder Friheden naarsomhelst det falder dem ind, og at holde eder i Fængsel -- paa Livstid kanskee, som man har seet. Naar I afslutte et Kjøb, tænke I kun lidet paa Betalingen; "men Gjældneren, " siger gamle Rikard, "har bedre Hukommelse end Skyldneren, " og Kreditoren ligner den overtroiske Dagvælger i nøje at give Agt paa Dage og Tider. Dagen stunder til inden I vide Ord deraf, og I blive krævede inden I have Betalingen liggende paa rede Haand. Eller, om I endog tænke derpaa, vil alligevel Forfaldstiden, der i Begyndelsen forekom eder dryg nok, synes eder altfor kort jo nærmere den kommer. Da vil det synes eder somom Tiden havde Vinger baade paa Skulder og Hæl. "Den har kort Faste, " siger gamle Rikard, "som skal be- tale sin Gjæld til Paaske. Laantageren er Laangiverens Slave. Skyldneren Gjældnerens Træl." Vogter eder derfor for slige Lænker, bevarer eders Frihed og Selvstændighed, værer flittige og tro, sparsomme og frie! Kanskee troer I, at I nu befinde eder i saa gode Omstændigheder, at I kunne tillade eder en liden Daarskab, uden at skade eder; men jeg maa bede jer be- tænke hvad gamle Rikard siger: "Spar for Alderdom og Nød, saalænge du kan, thi Morgensolen skinner ikke hele Dagen." Indtægt er ofte blot tilfældig og usikker; men Udgivterne ere vedvarende og sikkre saalænge I leve; og Rikard siger derfor: "det er lettere at reise to Skorstene op end varigen at under- holde Ilden paa en eneste." Heller uden Mad tilqvel under Fell, end staae op med Gjeld. Tjen ind hvad du kan, og bevar hvad du har forhvervet! Det er den sande de Vises Steen, som skal forvandle dit Bly til Guld. Og have I engang fundet denne de Vises Steen, saa skulle I sikkert ikke længer klage over vanskelige Tider og tryk- kende Skatter. Dette, mine Venner, ere Fornuftens og Klogskabens sande Lærdomme. Men desuagtet maa I ikke lite altformeget paa eders egen Flid, Sparsomhed og Klogskab, saa fortræffelige de end ere; thi uden Himlens Velsignelse skulle de dog ikke modnes til noget. Beder derfor i Ydmyghed om denne Velsignelse, og værer ikke haardhjertede mod dem, som stundom synes at savne SIDE: 188 hine Egenskaber, men hjælper og vederqvæger dem. Og tilslut endnu dette Ord: Erfaring er en dyr Skole, men Daarer kunne ikke lære i nogen anden, og knaptnok i den. Thi gode Raad fattes aldrig, men vel god Forstand derpaa. Gamle Rikard siger derfor ogsaa: "Den, som ikke kan raades, kan heller ikke hjælpes, og Den, som ei vil høre, maa føle." Raad man nok kan give, Klogskab ei. Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaae sin Vej. Og endnu et: Du trænger Raad? Kun Den dig raade, som raade kan sig selv tilbaade! Dog -- endnu bedre, vakkre Mand! -- din egen Sjel opklar! Da ei Du i dit ganske Land meer trofast Raader har. Og endnu en Regel lagde Gamlingen til: Raadslaae ei, Ven, med Den, som kjøbe vil, om Salget, med Den, som vælges vil, om Valget, med Nogen om at gaae tilkirke, med Ladmand om et vældigt Virke, og om hvor fort en Ting bør være gjort med Lejesvend! Henrik Wergeland SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER Hesten og Klokken. -- -- "Fandt I ogsaa noget der at læse i, Skolemester?" spurgte Huusbonden, som saae ham tage en Lap op fra Søppelkrogen. "Forskam et løsrevet Blad af en Bog -- formodentlig en af Læseselskabets," sagde Skolemesteren, sysselsat med Læsningen deraf. "De Barna, de Barna!" mumlede Bonden. Men Huusmoderen bemærkede, at det var Synd nu at give dem Skylden, da det "rigtig var dig selv Fa'r, som rev Bladet udaf Bogen for at tænde SIDE: 189 Piben din." Virkelig antydede et Brandmærke, at Læseselskabets Bog havde lidt denne skammelige Behandling. Og slig eller lig- nende Uvorrenhed er ikke sjelden. Manden tog sin Bebreidelse uden at svare, og jattede med Skolemesteren, da denne be- mærkede at han havde for Vane, at eftersee og gjemmemlæse hvadsomhelst beskrevet eller trykt, der saaledes faldt ham i Haanden. "Og hvad fandt I da der, Skolemester?" spurgte Konen. "Det Smukkeste, som kan sættes paa Papiir: en god Poesi. Her kunne I høre saalangt det rækker, for I har Ret i, Mo'r, at der har været Varme i Bladet. Men den har dog levnet noget, og saaledes været mindre uvorren end Haanden, som rev det ud, og tændte Ild deri, og derved skamferede hele Bogen. Og saa læste Skolemesteren da: "Der var en Fyrste i Grækenland; dengang han besteg sin Throne, Han svoer, at ville hævde, som Mand, Retfærd -- Han svoer ved sin Krone. Paa Torvet blev reist en Søile af Steen; højt paa den en Sølvklokke hængte, og den skulde ringes af Hver og En, hvem Uret og Nød betrængte. Og Klokken lød høit; Hver skedte sin Ret; Aar gik, og Klokken hang stille. Om Søilen stod Græs, den grønneste Plet som Nogen sig tænke vilde. Ja Laurbær og Viinløv og Slyngplanter skjønt sig fæstede rundtenom Stenen, saa Klokken var skjult af det tætteste Grønt bag Ranken og Laurbærgrenen! En Dag da hørtes Klokken igjen. Den reent var kommet af Tanker: En udhungret Hest havde fundet derhen; den aad af de grønne Ranker. Dens Ryg var i Blod; saa tungt den led; men Fyrsten bød højt for dem Alle: "Selv Dyret skal lide Retfærdighed; dets Herre for Dommen vi kalde!" -- -- -- SIDE: 190 "Her begynder jer Skrift, Fa'r Erik," sagde Skolemesteren, og viste Brandmærket frem. "Det er Synd at bruge Bogen til Pipe- tænde, om den saa hørte jer selv til." "Aa den er Ingen andens end Bygdens, saa Ingen eier den," mente Erik, og her fik da Skolemesteren fat i et vildfarende Eiendomsbegreb, som ikke er usædvanligt, og som han ikke lod ubehandlet. Erik fik lære til en anden Gang, at Samvittigheden skal være ligesaa øm om fælles og offentlig, som om privat Eien- dom. Men da han stak Bladet til sig, sagde han til de Tilstede- værende i Stuen, som ret havde faaet Øret op ved den Præken Erik fik: "ja Straf, Straf, Straf skulde Den have, som mishand- lede et Dyr. Det var slet ikke for ringe en Ting for Storthingets Opmærksomhed, om det satte de Umælende under en Lovs Be- skyttelse." "Hvad Straf mener I da Skolemester?" spurgte Erik, tænkende paa sin mankebrudte forsømte Hest nede i Stalden. "Vel ikke Dødsstraf eller Slaveri eller Tugthuus." "Det Sidste lod sig i flere Tilfælde forsvare, ja vel og Slave- riet hvor Ondskab er med i Spillet; men i de fleste kunne vel Fængsel, Vand og Brød eller en klækkelig Mulkt udrette noget, især dersom den offentlige Mening tillige straffede en saadan Forbrydelse med sin Afsky. Jeg havde rigtignok, troer jeg, meest Lyst til at bruge Stokken og give Lige for Lige; men i mange Tilfælde var det for mildt," mente Skolemesteren, idet den gamle fyrige Mand gjorde en Bevægelse, som om han havde et godt Slagvaaben i Haanden. Erik skuttede paa Skulderen, somom han alt kjendte Rappene, erindrede sig mange af de Synder, Skolemesteren var saa ivrig imod, og skyndte sig ned i Stalden med Sæbespiritus i Haanden og bedre Tanker i sit Hoved om to Ting, end han nogensinde havde havt deri siden han fik en Bog og en Tømme i Haanden. Henrik Wergeland No. 15, 10de August 1841. Dovenskab tærer som Ormen i Frugt. Blank er den Nøgle, som altid bli'r brugt. DØD MAND KAN VIDNE "Død Mand kan ikke fortælle noget," siger man, og skrækkelige Forbrydelser ere blevne begaaede i denne Tro. Men den er ikke SIDE: 191 sand. Død Mand kan fortælle det, der skal høres efter Aar- rækkers Forløb. Ofte, naar det hede Blod, efter lange Tider, er bleven koldt, det sorte Haar graat, de stærke Lemmer som svang Mordvaabenet, svage; naar gode Omstændigheder har dysset Samvittigheden i Søvn og Lidelser eller Lykke har stillet Angeren, da har det ofte hændt midt i en Morders Ro og Over- flødighed, at den Myrdede syntes at vaagne op af sin lange Søvn og ved den ubetydeligste Hændelse ligesom at skaffe de Beviser frem, som endelig førte Morderen til Skjændsel, Domfældelse og Rettersted. Hvis f. Ex. de Niddinger her af Byen, som ivaar stenede den svenske Arbeidsmand ihjel, engang tilfældigviis ved en Gravs Opkastelse, fik hans Levninger at see, var det ikke usandsynligt, at de vilde røbe sin onde Samvittighed ved alle- haande Tegn eller Ord til hinanden. I Mordsager holdes ogsaa altid Forhør over den Mistænkte foran Liget, og der skal haardt Sind til der at holde sig. Historien om Ibykus'es Kraaker lærer ogsaa, at en Morder aldrig er sikker. Han faldt i Stratenrøveres Hænder, som dræbte ham fordi "død Mand ikke kan fortælle noget," og i sit Dødsøjeblik raabte han, at nogle Kraaker, som just fløi over Stedet, skulde hevne ham; mange Aar efter be- fandt et Par af Morderne sig i en Folkemasse, og da just nogle Kraaker fløi derover, hviskede den Ene til den Anden spottende: "Se der Ibykus'es Hevnere!" Men denne Hvisken blev hørt; man spurgte dem om hvad de kunne mene med slige Ord; de svarede med Forvirring og slige Tegn paa en ond Samvittighed, at man blev overbeviist om endelig at have faaet fat paa Ibykus'es, en afholdt Digters, længe forgjæves eftersporede Mordere; og det varede ikke længe før de fik sin Dom. Historien om Dødninghovedet med Spigeren i, der tilfældig blev kastet op, viser allertydeligst, at hiin den blodige Forbrydelses Tro er falsk. Man saae straks, at et Mord maatte for mange Aar siden være forøvet, og kom efter, at Hovedet maatte have været en Smeds, hvis Enke endnu levede i Ægteskab med hans Svend. Det vakte Mistanke. De bleve forhørte foran Hovedet med Spigeren i, og Forbryderen tilstod strax ved Synet deraf, at han, i Overlæg med sin Madmoder, havde myrdet sin Hus- bond ved at slaae en Nagle ind i hans Tinding medens han sov. Noget lignende er jo ogsaa for faa Aar siden passeret her til- lands. I Oudalen slog en Tjenestekarl sin svangre Kjæreste SIDE: 192 næsten tildøde i Skoven med Steenslag i Hovedet, som Tilfælde var med hiin stakkels Svenske, hvorved han troede at føre Mis- tanken over paa Bjørnen, som ofte dræber ved Slag, og skyndte sig saa hurtig hjem i den Tanke, at Mordet var udført, og at Mistanken derfor vanskelig kunde falde paa ham. Pigen blev funden betids nok til endnu levende at blive bragt hjem. Den, der var utrøsteligst var nu Morderen, som formedelst sit Forhold til hende stedse sad ved Lejet, hvor hun laae ganske maalløs. Et Par Dage efter fandtes hun dog død, uden at dog nogensom- helst Mistanke kom paa hendes trofaste Plejer. Bjørnen fik Skylden. Men hvad hænder! Udaf den Dødes øre viser sig et blodigt Udflod, og man opdager, at et spidst Instrument, en lang Naal eller deslige, var ført ind derigjennem i Hjernen. Dette kunde ingen anden end hendes Sygevogter have gjort; og han tilstod snart foran Liget sit dobbelte Mord. Han havde fuld- byrdet det, for at hun, naar hun fik Mælet igjen, ikke skulde fortælle hvorledes det var gaaet til i Skoven, og altsaa i den Tro, at Død ikke kan fortælle Noget. Men han tænkte nok over hvor lidet sikkert dette dog er, da han gik til Retterstedet. Jeg saa hans unge Hoved falde. Blodets Spor i Sandet viste mig Guds urandsagelige Veje. Ørets Gange ere fine; men Blods- draaben, som trængte sig med Møje frem derigjennem, var nok til at opdage Forbrydelsens snigende Bane. Henrik Wergeland DE TRE VENNER "Tro ingen Ven, naar du ikke har prøvet ham; ved dit vel- besatte Bord gives der flere af dem, end ved Fængslets Dør" -- siger et Ordsprog. En Mand havde tre Venner; to af dem elskede han meget, den tredie var ham ligegyldig, uagtet denne mente ham det ærligst. En Gang indstevnedes han for Retten, hvor han var uskyldig men haardt anklaget. "Hvo af Eder," sagde han, "vil gaae med mig og vidne for mig? Thi jeg er haardt anklaget og Kongen meget opbragt." Den første af hans Venner undskyldte sig strax; han kunde formedelst andre Forretninger ikke gaa med ham. Den Anden ledsagede ham indtil Raadhusets Dør, da vendte han om og gik tilbage af Frygt for den vrede Dommer. Den Tredie, paa hvem SIDE: 193 han mindst havde stolet, gik ind med ham, talede for ham og vidnede saa djærvt om hans Uskyldighed, at Dommeren fri- kjendte ham. Tre Venner har Mennesket her i Verden; men hvorledes opføre de sig i Dødstimen, naar Gud kalder ham for Retten? Pengene, hans "bedste Ven," forlade ham først og gaae ikke med ham. Hans Beslægtede og Venner ledsage ham indtil Indgangen til Graven, og vende da tilbage. Den Tredie, som han i Livet oftest forglemte, er hans gode Gjerninger. De alene ledsage ham for Dommerens Throne; de gaae foran, tale for ham, og finde Barm- hjertighed og Naade. Henrik Wergeland DOVENSKAB I REGNVEIR Hvor der bygges noget betydeligt, danne Graasteensmurere og Minerere eller Steinbrytere en egen Klasse, der udmærker sig ved Usselhed i sit hele Udvortes og Antræk. Ingen Arbeider er saa fillet, skiden og fuld af utøj som Steinbryteren. Gjør han sig nogentid reen og skifter Klæder, maa det være seenhøstes, naar Arbeidet er endt for Sommeren. Fra Sneen gik af, og han kunde begynde at bryde i Stenen, gaaer han i samme Laser og Sluskeri, som man ikke maa tro Søndagen gjør stor Forskjel paa. Var Søvnen ei saa kjær, maatte de vist længes efter Mandagen, for at det maskinmæssige Liv igjen kan begynde med sin Pikken og Boren i Steenbrudet, der Dag ud og Dag ind ledsages af den samme og den samme ensformige Melodi, hvortil en liderlig Vise er sat, som synges af en Forsanger, der stundom er en graa- hærdet Fader mellem sine Børn. "Men Gudbevare mig, Embret, hvor kan du gaae saalænge i saa daarlige Klæder og med slige Sko?" spurgte jeg engang en saadan Forstander for et Steinbryterlag fra Briskeby. "Du kunde da bøte lidt paa dem engang imellem." "Naar skulde jeg vel faae Tid til det?" mente Embret. Og derved blev det, skjøndt jeg nok mente, at nogle Nudder lode sig slaae i, og nogle Næster Traad tages baade om Søndagene og de lange Sommeraftener fra Klokken 7 af. Tætved stod et Par Gjæs og toede sig i en Vandrende, og Katten var beskjæftiget paa Tømmerstabelen med at rede sine Haar i den glatteste Orden. Det var en Modsætning til den SIDE: 194 Skabningens Herre, som stod foran mig kløende og skubbende sig overalt, graa af en Skidenhed, som nok var bleven beskinnet baade af Paaskes og Pintstids og Sthansdags Sol. Men forleden regnede det, og Steinbryterne bleve borte fra Bruddet. Ligesom Myrerne kom de ikke frem den Dag. Det regnede den anden Dag, og de kom heller ikke. Men endelig den tredie Dag viste de sig. Det myldrede og pikkede, sang og knaldede atter nede i Steenbruddet. Nu! -- tænkte jeg -- disse Dage have de dog nok benyttet til at gjøre sig rene i og til at udbedre sine Klæder og Sko; og jeg gik afsted for at see efter. Men -- nei! Ikke en Vanddraabe havde været paa deres Legeme, ikke en Traad var trukket i deres Klæder, ikke en Nud eller Lærlap var kommen paa deres Sko. Den ene Fille slog frem- deles den anden, som Mundheldet lyder om slig Svinagtighed, og Tæerne stak ud af Tøflerne, Ladderne, eller hvad det kunde kaldes, som de havde paa Benene. "Hvad gjorde du igaar og iforgaars, Embret? Du og Guttene dine?" Det var et rart Spørgsmaal syntes der at staae i Graasteens- murerens marmorerede Ansigt. Endelig kom da frem et: "Jøssu Navn, det regnede jo baade igaar og iforgaars, og saa kunde vi vel ikke være her." "Nei, men hjemme. Hvad bestilte dere hjemme i de 48 Timer?" Atter igjen en Mine, hvori der stod "et rart eller unyttigt Spørgsmaal!" men dog ledsaget af Svaret, at de havde sovet, sovet i Klæderne de 48 Timer, eller i saamange deraf, som Naturen kunde taale at sove i, uden ligesom at stilne hen og raadne. "Hvad andet skulde vi vel gjøre?" spurgte Embret ganske troskyldig. "Ak, Embret Steinbryter, har du Raad til at sove i 48 Timer, fordi det regner?" "Kan nok ikke have Raad dertil; men ..." "Ja, "men!" Det "Men" skal nok betyde, at du ikke vidste hvad du skulde tage dig til. Se paa dine Klæder og Sko hvad du skulde gjort, og desforuden var der nok mangfoldige andre Ting i dit Hjem, som skulde gjøres." "Ja Bøtta skulde "gjøres", faldt en af Guttene ind med et Ordspil paa at den skulde være givet en ny Gjord. "Kakkel- ovnen skulde klines," raabte en Anden. "Tagrenderne skulde SIDE: 195 hules og sættes paa," en Tredie. "Og Potetesbeten skulde hyppes og luges," faldt de ind sammen. "Det skulde I gjort, Gutunger," sagde Faderen fortrydelig, "men I laa og svav som jeg." Der havde Faderen og tre næsten voxne Sønner lagt og sovet i 48 Timer i en Hytte, som trængte saameget til Udbedring, og det i Klæderne som saa høilig trængte til det samme! Er det muligt andet, end at Arbeiderens Hytte da maa blive Elendig- hedens Hjem, ligesom hans Klæder er Utøjets og hans Krop Ureenhedens Møgrede? Henrik Wergeland No. 16, 27de August 1841 Som Tærepenge tage du Klogskab med paa Vejen fra Ungdomsvang til Aldersdal over Manddomshejen! MERE OM MINERERNE ELLER STEINBRYTERNE "Aa vi gjør nu Viserne vore selv," var den gamle Steinbryters Svar, da jeg bebreidede ham, at han kunde synge liderlige Viser til Mineertakten sammen med sine Drengebørn, der holdt Boret, og det især naar der gik Fruentimmer forbi. Og disse Ord kastede et Lys ind i Steinbryterens Sjel, ligesom naar en Lygt pludselig heises ned i en Kjelder. Fordi de maatte gjøre Viserne selv, af egen Aandsformue, mente han altsaa, var det nødvendigt, at de maatte blive usædelige. Liderlighed skulde altsaa være det Eneste, som sysselsatte deres Tanker, som kunde falde dem ind, more dem, og som kunde være morsom nok til idelig at lade sig gjentage. Det er da i deres Hoveder ligesom i en Svinesti, hvor man skal have ondt forat finde nogen Plads fri for Smuds? Hvilken Aandsfattigdom, hvilken svinsk Aandsfattig- dom og indre Raahed i Modsætning f. Ex. til Fjeldbondens vittige Stev, hvori han vel bruger Spot, og komiske Overdrivelser til Peber og Salt i sine Viser, men aldrig Liderlighed! Men Stein- bryterne vare ikke steinhaarde i sin Uvane; de vare strax villige til at aflade den, naar de blot kunde faa andre Viser; og jeg skrev dem da nedenstaaende simple, som de nu synge under Navn af: SIDE: 196 STEINBRYTERVISEN "Nisser og Dverge bygge i Bjerge; men vi skal mine dem alle herud. Thi, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget i Luften med Krud. Ja lad os bore dybe og store Huller i Graastein og Blaastein og Flint! Da, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget i Stykker og Splint. Hurra! det knalder! Satans Rabalder! Hurra, Minerer! vi vinder tilsidst. Thi, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget ved Magt og ved List. Fjeldet skal bæve under vor Næve. Hurra, Minerer! Nu knalder dit Skud Nisser og Dverge bygge i Bjerge, Hurra! Nu mine vi Nisserne ud." Den raa Arbeider er et Barn. Skjøndt graahaaret, kan det være utroligt, hvor liden Opdragelse, han har faaet i sit hele Liv. Man meddele ham den, og han vil være taknemmelig og bøjelig som et Barn. Man træffe hans Smag, hans slumrende Følelse for det Bedre, og det vil være forbi med den fordærvede Smag, med Forkjærligheden for det Raa, der altid kommer først frem ligesom Ukrudet, og som herskede i hans Sind alene fordi den for det Bedre ikke var vakt. Henrik Wergeland RELIGIØS OVERBÆRELSE l. Foragt aldrig Nogen for hans Religions Skyld. Hans Reli- gion er for ham en Sandhed, hvorved han er salig, en Over- beviisning, som han arvede fra sine Fædre, ligesom du arvede din. SIDE: 197 2. I samme Forhold, som han ved den er hernede dydig, kjærlig mod Næsten, varm for Almeenheden, redelig, ærlig, barmhjertig og oplagt til enhver god Gjerning, i samme Forhold er hans Tro en Kilde til Velsignelse for ham og det menneskelige Selskab. 3. Den dydige Hedning, den retskafne Jøde er agtværdigere og Gud behageligere, end en Kristen, som overgiver sig til Laster. 4. Føl Ærefrygt for fremmede Religioners Gudstjeneste og hellige Skikke. Vanhellige ikke deres Høitidelighed ved ubesindig Dadel; vanær dig ikke selv ved Spotten og en indbildt Viisdoms Smilen over Ting, som ere dig paafaldende ved den fremmede Gudstjeneste, og hvis Betydning du ikke kan fatte! 5. Vid, at Alt, hvad der bereder den udødelige Aand til Evig- heden, er ærværdigt, er en Helligdom, i hvilken Skikkelse det end viser sig. 6. Sky alle Drillerier og Trætter om Troessager med fremmede Religioners Bekjendere. 7. Skil aldrig noget Menneske ved den Trøst og Beroligelse, som hans Tro skjænker ham. 8. Lad Religionen ikke gjøre et Skaar i Kjærligheden og skille Menneskenes Hjerter fra hverandre, men knytte dem nærmere og stærkere sammen! Alle ere vi Guds Børn; alle staa vi engang for hans Throne, og borte er da Standens, Sprogets og Troens Forskjel. Henrik Wergeland MENNESKENE SOM DE ERE Ville vi være oprigtige, maa vi tilstaa, at vore Dage vanke og vakle imellem Ondt og Godt. Det Støeste ved dem er, at de glide fremad mod Graven. Den Letsindige synder leende, den Svagsindede, der drives for sine Lyster, som den overgivne Baad for Strømmen, synder ofte grædende. Vore Glæder ere farlige, og Mange ere sørgmodige i sine Synder, men synde dog. Den Gode har ofte forglemt det Gode; og onde Tanker have over- skygget den Redeliges lysende Forsætter. Fromme Ord have ikke altid og stadigen helliget den Gudfrygtiges Læber. Raka- Raabet har fast uvilkaarligt overfaret dem som Stormkastet sort- nende over Bølgerne; og før de kunde standses, ilsomt som Flammerne slaa ud, have Ord lydt derfra, som Evangeliet siger vi skulle være skyldige for til Straffen hisset. Vreden er som SIDE: 198 en Iling fra Fjeldet, Sandseligheden ismeltet vort Væsen som Skarlagenfarven med Blodet; Ukjærligheden som en Slange, der sniger sig igjennem vort Væsen, stedse bered til at opløfte sit Hoved og udgyde sin Gift; og Egennytten er ivoxet vor Natur som Margen er Træet. Og disse og andre onde Lidenskaber have i Øjeblikke stundom flammet selv i det Øie, der jevnligen saa andægtigen mod Himmelen. Skrivtkloge og Farisæer skakre endnu med sin Retfærdighed, og Mange tykkes efter dem, at det er en god Maade at klare sig fra Verden paa ved at synes, men ikke at være. Mange, som vilde skrækkes for at ihjelslaae en Flue, have ihjelslaaet med Ukjærlighedens Vaaben, skudt det unge Rygte med Bagtalelsens Pile, forgiftet den almindelige Sam- tales og Omgangs Strømme med Løgnens Gift, og knust paa et Steenhjerte med Slaget af en hadsk Tunge Næstens Navn. Mange have lagt sit Offer paa Alteret, men ikke alle Disse forpligte sig først med Brødrene. Og Mange vandrede sammen med Mod- standeren uden Forlig indtil det bratte Stupe, hvorfra der ikke er nogen Tilbagegang, ja indtil de grebes af Dommerens Tjener, den blege men stærkknoklede Død, der hensætter dem i Grav- fængslet, hvorfra ingen Udgang er før den sidste Skjærv af Synde- skylden er betalt. Saaledes kan ingen Menighed være uvidende om, at dem omslutter om samme Alter Haardnakkede, som aaben- bart tjene et andet Herredømme end Guds, end det Godes, og let- sindige Syndere og Redelige, der forglemme i enkelte Stunder; og om at vor Dyd er svag, vor Redelighed uredelig i Mangt. Henrik Wergeland HUUSRAAD Potetes. I Irland, hvor man lægger sig omhyggeligst efter Potetesavl, som der er den overordentlig talrige Huusmand-, Inderste- og Daglejer-Klasses Hovednæring, vil man have be- mærket, at de foldigste Potetes sidde øverst og nærmest Græsset. De midterste skulle kun give to Trediedele i Forhold til de første, og de ved Rodenderne kun een Trediedeel. At afplukke Potetes- blomsterne forøger ligeledes Foldigheden og Størrelsen. Vil man ret sætte dem med Fordeel, maa Jorden graves en halv Alen dybt; deri gjøres et 6 Tommer dybt og 12 Tommer bredt Hul, hvori Potetesen lægges i noget Hestegjødsel og med et Mellem- SIDE: 199 rum af mindst 16 Tommer. Ved den første Hypning iagttages, at Spirerne ganske bedækkes med Jord for mulig Nattefrosts Skyld. Sligt maa det dog være værd at prøve, og det ikke blot for Smaafolk, som det dog er af største Vigtighed at faa Meget af det Lidet, de kunne lægge i Jorden. Potetesvand, især det som udpresses af Potetes enten ved Til- beredning til Foder eller Meel, er den meest drivende Gjødsel, der kan opvises. Paa en Gangsti saa optraakket den var, frem- bragte det en tredobbelt højere Græsvæxt end paa den øvrige Eng. Ogsaa dette bør Den, der ikke ejer nogen Herregaard, mærke sig. Ribs staaer undertiden udenfor Arbeiderens og Huusmandens Hytte, og de, saavelsom andre frugtydende Træer og Buske, burde findes udenfor enhver, hvor der er aldrig saa lidet Plads. Men nu for ret at faa gode og store Ribs, bør man midvinters afskjære det foregaaende Aars Skud 1 -- 1 1/2 Tomme, holde Jorden reen om Busken, samt afkviste de nye Skud en 5 -- 6 Uger før Modningen. At bevare Vand friskt er overalt af Vigtighed, men ikke overalt saa let, hvor man nødes til at have det staaende. Men ved at kulsvie Karret indvendig holder det sig i Uger og Maaneder, om man vil. Kul er, som bekjendt, det bedste Vandrensningsmiddel. Stenes Sprængning fremmes ved at blande Krudtet med 3 -- 4 Dele Saugspaan, især af blødt Træ, ligesom ogsaa ved at lade et Rum aabent mellem Krudtet og Forladningen. Virkningen af Saugspaanblandingen skal være 3 Gange forstærket. Dette bør Minererne skrive sig bag Øret. Mod Træfrost. I Udlandet er det mere Skik end det, som sagt, desværre er hos os, at man finder Frugttræer (ofte ogsaa Bi- kuber under de honningrige Æble- og Moreltræer) udenfor en- hver Hytte, naar der kun er saamange Fod eller Tommer Jord, som behøves for Roden. Ja, der er Lande, hvor det er Lov, at ethvert Par, som vil gifte sig, maa skaffe Attest for at have plantet saa og saa mange Frugttræer, og derfor ere ogsaa alle Landeveje besatte med Alleer deraf, som enhver kan nyde godt af saameget han kan spise paastedet. Af Sligt vide vi, som sagt intet hos os, hvor det er altfor sjeldent at see et Frugttræ. Dog stod der ifjor Høst et Par næsten bugnefærdige Æbletræer udenfor en Arbeidsmands Stue i en af vore Forstæder; men i Aar var SIDE: 200 det ret en Sorg at see dem, saa ilde de vare blevne med- tagne af den strenge Kulde i Vinter som var. Manden gik en Aften udenfor sin Dør og undersøgte, om der dog ikke var Haab om Liv, men det tegnede sig kun slet. Han fik da et Raad, som er simpelt nok, nemlig at bestryge Træet ved Roden med Linolje om Vaaren før Øinene aabne sig. Han lovede, ikke at tabe Modet, men at plante nye Træer, og deri gjør han Ret. Vort Klimat kræver Udholdenhed som en Nationaldyd uden hvilken Landet snart vilde synke tilbage til at blive en Ørken af Skog og Myr og Ur. Hyld er en overmaade nyttig Busk at have udenfor sin Stue eller i sin lille Have. Den trives ogsaa ret godt i vort Klima. Dens Blomster finde nemlig Afsætning paa Apothekerne, da Af- koget er et ypperligt Middel imod Forkjølelse, Hoste og andre lignende Bryst- og Strubetilfælder. De ere derfor gode at have at gribe til i Huset. Røgen af Grenene forjager ogsaa Sirrisser, der saa ofte ere til Uleilighed. Æg kan Simpelmands Kone af og til afsee til Salg; men at bevare Æggene af et Par Høns indtil de udgjøre en klækkelig Deel er ikke altid saa let. Men Middelet er simpelt, nemlig at lægge dem i Salt. Mod Rust paa Staalredskaber tjener at omgive dem med en linnet eller ulden Lap, som er dyppet i en stærk Opløsning af brændt Kalk og Potaske og igjen bleven tør. Men det aller- bedste Middel er at bruge dem flittig. Det gjælder ikke blot om Nøgler, som Ordsproget siger ere altid blanke naar de bruges. ALLEMANDS-VIISDOM Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 355 -- 356. Henrik Wergeland No. 17, 8de Septb. 1841. Den Sandhed, Alle mindst at høre lide, har Alle nyttigst af at vide. FALSKE MENINGER 1. "Een Gang er ingen Gang", siger man; men intet Mundheld er falskere og slettere, og dets Ophavsmand maa enten have SIDE: 201 været en daarlig Regnemester eller en Bedrager. Een Gang er i det mindste een Gang, og kan ikke være mindre. Den som een Gang har stjaalet, kan aldrig meer i sit Liv sige med Sand- hed: "Gudskelov! jeg har aldrig forgrebet mig paa Næstens Eien- dom". Og naar Forbryderen bliver greben, sat i Slaveri eller henrettet, kan han ikke sige: een Gang er ingen Gang. Men dette er endnu ikke nok. Oftest kan man nok sige, at een Gang er ti Gange, og hundrede og tusinde Gange. Thi den, som en- gang har begyndt at begaa det som ondt er, han fortsætter det sædvanlig. Den, der engang har sagt A, siger ogsaa gjerne B; og tilsidst kan man nok heller komme til at anvende et andet Ordsprog, nemlig, at Krukken gaaer saa længe tilvands -- til den kommer hankeløs hjem igjen. 2. Der er intet, man pleier at glemme saa snart i Livet, som at regne rigtigt. Dette gjælder ogsaa om den simple Sammen- lægning, om man end har lært den aldrig saa vel i Skolen, og forstaaer baade den og Multiplikationen til Punkt og Prikke. Alligevel lærer man disse nyttige Ting i Skolen i det Endemaal, at bruge dem i Livet, og Viisdom bestaaer just ikke i at vide saa meget, men i ret at bruge og anvende det man veed. Man giver f. Ex. 2 eller 4 Skilling meer ud om Dagen end man be- høver. Nu, tænker man, dem har jeg tilovers, og det Hele er bare en Bagatel; men det gjør dog alligevel 365 To- eller Fire- skillinger om Aaret, og i endeel Aar bliver det dog ikke saa lidet. En Anden tilbringer hver Dag et Par Timer i Lediggang, og tænker under det: "idag kan jeg forsvare det". Men det gjør dog alligevel 730 Timer i et Aar, og 21,900 Timer i 30 Aar, d. e. 912 Dage eller næsten 3 hele Aar, som ere gaaede tabt af det korte Liv; og dette er endnu meer end hint Pengetab, om man ret betænker Sagen. Jorden er 5400 Miil i Omkreds. Dette er vistnok en lang Vei; men om En kunde gaa i lige Linje, og gik hver Dag blot en Miil, kunde han komme tilbage igjen paa 15 Aar. Og heraf kan man lære, hvor vidt Mennesket lidt efter lidt kan bringe en Sag under sit hele Liv, naar det blot vil an- vende een Time om Dagen til en bestemt nyttig Gjerning, og hvor meget længere endnu det kunde komme, naar det benytter hver Dag til at blive bedre og fuldkomnere og til sit eget og Sines Vel. Men Den, som aldrig begynder, ender heller aldrig, og Den, som ikke nøjes med lidt hver Gang, vinder aldrig Er- SIDE: 202 faringen om hvorledes man lidt efter lidt kommer til meget. Sin Lod maa man fordrage saadan den er; men søg dog at hjælpe paa den saameget som muligt! Thi den Flittige savner ikke Guds Velsignelse, og Forsynet betragter med Velbehag en redelig Mands Anstrengelser forat beseire Besværligheder. At være nøjd med hvad man har, er en stor Rigdom, og Modet maa man aldrig tabe. Fortvivlelse hjælper til intet. Hvergang Mennesket alvorligen vil stride imod Ulykken, er det sikkert paa at blive den stærkeste. Den, som kan lide med Hengivelse, vente med Taalmodighed, arbeide med Udholdenhed og Styrke, bukker aldrig under for Ulykken. Kun den Uforstandige giver Andre Skyld for sin Modgang; at tage Skylden paa sig selv, er Begyndelsen til Lykke. Den Vise klager hverken paa sig selv eller Andre. Han arbeider stille og uden Ophør paa at forbedre baade sig selv og sin Lod. 3. "Den Fristelse er (eller var) for stærk", er en Undskyld- ning, som strax gribes til for alle Synder og Udskejelser, fra den overflødige Dram af og til at hale Uhret af Lommen paa Folk fordi Kjæden hang ude. Men den Undskyldning er en Løgn; thi man kan alt hvad man vil. Og man maa ville. Ellers er man, i faa Ord, en Lastens Træl. Men denne faste Vilje er Dydens Stav, og i den holder ogsaa Lykken sin Haand. Kjendte Skjel- merne alle Fordele af at udøve det Gode, skulde de blive hæder- lige Folk af bare Udregning. Men dette er dog ikke nok for ogsaa at blive agtet derfor paa den anden Side Graven, hvor de skjulte gode Gjerninger ere de vakkreste. 4. "Nyd dit Liv, som om imorgen alt du skulde vandre heden!" klinger ogsaa, naar man ikke tænker bedre efter, som et af de Hovedsteder i Letsindighedens Lovbog, alskens Udsvævelser søge at paaberaabe sig, og skulde ganske være at henregne til de mange fordømmelsesværdige Daarligheder, der for et Riims Skyld ere komne paa Papiret, om det ikke fulgtes af de fornuftige utvetydige Strofer: "Skaan dit Liv, som om du evig skulde nyde det herneden." Disse to Linjer følge ligesom bagefter med en Løgt, og oplyse om, at Meningen med hint Udsagn ganske maa være den, der SIDE: 203 falder sammen med disses, nemlig, at vi hver Dag skulle leve saa dydigen, somom vi den næste skulde fremstaa for den evige Dom. Hvor fordærvede Gemytter fortvivle med den visse Død for Øjne, f. Ex. under et Skibbrud, har man rigtignok seet dem fortolke hiin Leveregel med at slaa Hul paa Brændeviinstønderne og beruse sig indtil Dyriskhed; men dette har været Fortvivlel- sens Vanvid og mere en Rædsel end en Ringeagt for Døden. Noget Gyseligere har da heller ikke Skibbrudets Scener havt at opvise, og noget frygteligere end et Menneske, der fortfarer i sine Udsvævelser med hiin feilagtige Fortolkning af Leveregelen i sin Sjel og paa sine Læber, opviser det daglige Liv heller ikke. Har Drankeren det Haab og den Beslutning at drikke til det Sidste, og saaledes at dø i en Perial, kan heller intet lægge tyde- ligere for Dagen, at hans Last ikke er en ligegyldig Ting, men en af de stærkeste onde Kræfter til at nedbryde Dyd og Sæde- lighed. Henrik Wergeland SMIDJEN Haandværk har gylden Hjerterod, har det om Munden end Støv og Sod. Smidjen er den Industri-Indretning, som hyppigst forefindes. Der er Spørgsmaal om den snart ved hver betydelig Ejendom, og mangen enkelt Bonde finder sin gode Regning ved at have en Smidje. Han bygger den da selv, kjøber Jernet, og fører Hammeren med egen Haand. At dette lader sig gjøre uden nogen Lærdom, viser Erfaringen og de mange daarlige Smidjer, men alting kan gjøres meer eller mindre forstandigt, og med større eller mindre Besparelse. Ved Valget af Pladsen for Smidjen maa man saaledes altid erindre, at Smidjen er en farlig Nabo for Ilds Skyld, at Vand ofte behøves under Smidningen, og at det gjøres nødigt, at have godt Svingerum udenfor. Smidjens Størrelse beroer paa Behov og Leilighed; men det er dog altid klogt, at gjøre den noget stor, for at vinde godt Rum for Fiilbænken, og forat slippe at tage større Redskaber, der skulle under Hammeren, ifra hinanden. Arbeidet fra Kleinsmidjen behøver vel sjelden at være fint udført; men det, som passer godt, varer altid længere end det, som passer ilde; og forat kunne gjøre noget Arbeide akkurat, SIDE: 204 udfordres at kunne see godt. Jo lysere man derfor kan gjøre Smidjen, desbedre. Staaer Arnen efter den ene Langside paa Huset, sættes Vinduet over Døren og højt oppe paa den der- imod svarende Gavl hvorunder Fiilbænken fæstes. De Steder faa da Lys, som mest behøve det, og Vinduerne ere da mindst udsatte for at slaaes istykker. Vil man kun have een Esse, er Arnen stor nok, naar den er to Alen bred og 2 1/2 til 3 Alen lang indvendig. Mindst to Sider bør være aabne, men ofte er det nyttigt, at tre ere det, især naar Steenkul nyttes. Selve Essen (Ildgropen) bør mures af haardsmeltende Steen eller ildfast Tegl, være omtrent 3 Tommer dyb og 10 -- 12 Tommer lang. Det Rør igjennem Muren, hvor- igjennem Blæsten kommer, bør være af Jernblik eller endnu bedre af Kobber, og staa en halv Tomme frem nedadvendt i Essen. I Mundingen, som er rund, bør det ikke holde over 5/8 Tomme tvertover, ja ofte er 1/2 Tomme nok. Jo slettere Bælg, og jo meer man vil spare paa Kullene, destomindre maa Hullet være. Skulde det være, at Ilden ikke bliver bred nok, er det bedre at have to mindre Huller ved Siden af hinanden, hvoraf det ene tilstoppes, naar man kun vil have almindelig stor Ild, end altid at have eet større. Bælgen er en nyttig Ting i Smidjen. Den kan vel gjøres paa mangehaande Sæt, men hvordan den end gjøres, maa Luftlugerne (Ventilerne) gaa let og slutte tæt til, og Bælgen selv være ganske tæt; thi en god Bælg sparer Tid og Kul, og gjør sit til godt Ar- beide. Den simpleste og billigste Blæseindretning er den, som gjøres af en almindelig Tønde, og den kan være nok for smaa Smidjer, naar den er forsvarlig gjordet og Læderet er stærkt og godt paasat i begge Enderne. Haandhammer og Slægge bør være store, da Smidningen derved gaaer bedre frahaanden uden derfor at være forholdsviis tyngere, og ved Indkjøb af Skruested maa prøves med Fiil om det er godt staalsat. Til de Ting, som heller ikke maa savnes i en Smidje hører ogsaa Hærdevand, Kjøletrug og Kulsvabben. Til det første bør altid haves koldt og rent Vand, ja det vil være godt, om rindende Vand kan haves. Kjøletruget er aflangt og lidet, og har sin Plads bag Smedens Ryg. Deri svales Tængerne, og dyppes Svabben, for dermed at friske paa Kulilden. Jernet kan have adskillige Feil, som Smeden dog kan bøde SIDE: 205 paa. Det kan være rødskjørt, koldskjørt, flaget eller for haardt, men det hænder sjeldent, at alle Feil findes i samme Stang. Det rødskjøre Jern, som forøvrigt er seigt og stærkt naar det engang har erholdt sin tilbørlige Form, men som ruster snarere end feilfrit Jern, viser sig ved større og mindre Sprækker i Kanterne eller tvertover Stangen, og endnu mere mærkes Feilen under Smidning eller Bøining ved Rødvarme. Saadant Jern maa lang- somt opvarmes, men saa stærkt som muligt, ligetil det gnistrer af det, inden Hammeren bruges, og alle Bøininger bør skee paa det medens det endnu er hvidglødende. Koldskjørt Jern opvarmes snart og er let at smide, men dets Skjørhed i Kulde og Ubestandighed i Sveisning gjør det altid upaalideligt. Det er sædvanlig jevnt udenpaa og tæt indeni. Det bør opvarmes langsomt, saa at man nøje tilseer, at det aldrig gnistrer, og udsmides ved Kulvarme. Det afsvales derefter hurtigt. Flaget Jern plejer at være mygt og frit for al Skjørhed. Det taaler streng Ild og Slægning forat blive tæt, hvorfor det er bedst, før det anvendes til bestemt Brug, at udsmide og sammen- sveise det. Mod det altfor haarde Jern ere gjentagne Glødninger og svag Varme de eneste Midler hvorved man kan komme nogenledes tilrette dermed. Ved grovt Arbeide, hvor store Stykker skulle sveises, saasom ved Vognaxler, er det godt, naar Arbeidet er færdigt og afkjølnet, atter at lade det undergaa en Rødglødning og langsom Afsval- ning. Ellers hændes det let, at Jernet springer af strax nedenfor Sveisningen. (Dette er lært af en Svenske, og Svenskerne ere gode Smede.) SMED-VISE Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 356 -- 358. Henrik Wergeland GULDKORN 1. Haab lidet, fortvivl om Intet! 2. Det er den sværeste Ulykke, ikke at kunne bære nogen. SIDE: 206 3. Hovmodige Mennesker ligne Kornaxene: de tommeste kneise højest. 4. Gaaer Viljen forud for Overvejelsen, er Anger dens Følge- svend. 5. Kan Exemplet paa det Gode ikke forbedre, bør Synet af det Onde gjøre det. 6. Den Steen, som ruller, samler ingen Mose. "Det er ligeligt Bytte, engang Brandlidt og tregange Flytte". 7. Tænk paa Døden i Livet, og haab paa Livet i Døden! 8. Hvo ikke om Sommeren kliner tilvinters ilde griner. 9. Hvis du med Alvor Synden hade vil, saa had og Leilighed dertil! 10. Hvo finder i sig Selv ei Fred, forgjæves søger den paa andet Sted. Henrik Wergeland No. 18-19, 30te Septbr. 1841. Af Mad i Mund vor Krop en Stund ta'er til, men Aanden voxer kun af Tankens fine Ild. SKOLEMESTERENS PRÆDIKEN Midt i August, en Søndag Eftermiddag, var der et overhaands stærkt Tordenveir, saa Gud maatte sig forbarme. Ja hvem skulde ikke erindre det en god Stund efter, naar der bliver talt derom, thi ellers veed jeg nok det er glemt af de Fleste? Men det lyste over alt Landet, og, som sagt, naar det omnævnes, tør man nok erindre det, ligesom midaldrende Folk af Kristiania erindre, at Bordtomterne brændte i deres Ungdom, og at Folk af Thrond- hjem om en Snees Aar ville mindes Branden i sidste Mai Maaned. Det vil sige: man erindrer det jo nok, om end Tænderne da skranglede i Munden paa En af Angest og Bævelse, men dunkelt, som med en rød Sky for Øjet, uden de Følelser, som gjennem- rystede Sjælen i Uveirets høitidelige Øjeblik. "Kom ind, Skolemester! Jøssu Navn, kom ind!" raabte Bonden paa den Gaard, hvor vor gamle Bekjendt just var over hin Søn- SIDE: 207 dag, udigjennem Døren til Skolemesteren, som fra Svalen af be- tragtede det pragtfulde Natursyn. Ja, jeg veed jo nok, det var klogest at trække sig ind, tænkte Denne; men det er da heller ikke saa let hvor sligt et Skue er at see. Dog gik han ind paa Salen, hvor, foruden Gaardsfolket, endeel Almue havde forsamlet sig, som Uveiret havde drevet tilhuus paa Tilbagereisen fra Kirken. Manden i Huset, en gammel Skapsuper, var forknyt, og just som Tordenen slog ligeover Huset og som Lynet oplyste den hvide Talskive borte i Krogen med en Tydelighed, som ordentlig skar i Øinene, mumlede han noget, hvoraf omtrent lod sig for- staae, at han mente, han havde gjort ilde i ikke at have været i Kirke den Dag, og at det vel ikke var saa frit, at Tordenen derfor drønede saa lige over hans Huus. "Ja hvorfor gik du da ikke, Far?" sagde Konen. "Gud for- lade Dig, nu har vi Skaaraanna, og du har ikke været i Guds Huus siden Paaskedagen". "Har vi ikke Postillen da?" mente Hosbond. "Naar bruger du den da? Her er ikke som et kristent Huus i den sidste Tid", sagde Konen, "for baade det Ene og det Andet af gammel Opbyggelse gaaer af Brug". "Postillen? ja, aaja -- " mente Manden; men den er nu -- -- Et rædsomt Tordenskrald afbrød ham. Men Skolemesteren, som kjendte sin Mand for en af disse mange Svage, som betragte Gudsdyrkelsen blot som noget, der skal øves for Anstændigheds Skyld, udfyldte hans Mening med, at Postillen var nu engang henlagt paa Hylden over Vinduet, og at den der burde hvile fordi der dog var læst i den omtrent saameget som hos Naboen, og han besluttede at benytte Øjeblikket baade til at vække Fø- lelsen af Guds Almagt og Storhed i det pragtfulde Uveir og for Gudsdyrkelsens Iagttagelse. Inden man vidste Ordet af det, havde allerede Skolemesteren med Evangeliebogen ihaanden indtaget en Plads ved Vinduet -- Alle lyttede, og han talte med høj Røst som følger: "Se, den store og almægtige Gud har opladt sin Himmel for vore Øine og en end herligere for vore Sjele! Han har aabnet sin store og skjønne Verden for os, og Han møder os næsten synligen i dens Særsyn og i vore egne Færdsler og Begiven- heder. Støvet ligger tungt paa vore Øjenlaag, vi have ikke de SIDE: 208 salige Aanders skarpe Øje til at see dette alt med, til aldrig at tabe Guds Storhed og Godhed afsigte; men de Øine vi have, dem bruge vi ikke nok til at see den almægtige Gud selv, hvor- ledes han møder os i Alt. Men lader os i Øjeblikket, da Gud ved sin Torden ligesom har vakt vore Øjne, tvunget dem til at være vaagne, idetmindste medens den ruller og Lynene skjære i deres Nerver, anspænde vort aandige Syn, saa at vi kjende Gud selv i hans Aabenbarelsers Tegn og erindre fra denne høi- tidelige Stund af, at Han altid er os nær i sin Storhed, og at han aldrig slipper os af sin Kjærligheds Arme; da skal det være som om vort dødelige Øje var hvæsset til at opdage det mindste Spor af Guds hellige Nærværelse og til at see ifra Jorden alt til Hans Throne i Himlens Højeste, ja didhen til Guds Kjærlig- heds Forborgne, til Hans Helligheds Skjul, hvor hans Barmhjertig- hed aabner sine Arme og hvor Forsoningen skal opfyldes. Hør os da, vor Fader i Himlen! vi ville ikke længer være blinde med dine Herligheder for Øinene, ikke døve for dit Ord i vort Øre, som om dette var det stenige Hul for Sæden, ikke blinde for dine store Gjerninger, for Englene, du sender os i Tilskikkelserne, for Trækkene af din Haand, der fører Alt til sit Maal, Alt til det Bedste, det Fortrykte til Frihed og Storhed, de Smaa til Herlighed, ikke forglemmende, at du er os altid nær, ikke holdende vore Øine til, saaat vi ikke kjende Dig, vor Fader, Du som er i Himlene!" Den gamle Skolemester bøjede her sit Hoved og bad Fadervor, efterfulgt af de Tilstedeværende. Da han ikke vilde tage det af Præsten samme Dag behandlede Evangelium, slog han Evan- geliebogen op paatræf, og Lukas 24de Kap. 13de Vers, d. e. anden Paaskedags Evangelium, faldt op. Efter et Ophold begyndte Han, ligesom vækket af sin Eftertanke af et rædsomt Torden- skrald, som rystede Huset og lod Tilhørerne nærme sig tættere til ham: "Sandelig, Gud er nær os i dette Tordenveir: dette Lyn var den svindende Flig af hans Nærværelse. Han er nær os med Døden, med sit Kald indfor den evige Dom. Alle høre Tordenen; men hvor Faa, at Gud taler deri opløftende om sin Almagt, om sit Skaberværks Herlighed, om Menneskets Afmagt: at denne Jordens Herre, saa ofte sine mælende eller umælende Støvbrødres Tyran, ikke er sikkrere under sine Taarne og Tage end den SIDE: 209 sammenrullede Larve under Bladet naar Pladskregnen falder! Se, Naturens Lovbog er ligesom aabnet for os i denne Himmel fuld af pragtfulde Skyer. Lynene ere som himmelske Lære- mesteres Fingre, der fortolke de herlige Billeder og Naturens vise Love. Men er det Dette, de blinkende Øjne see? De see Lynene, men ikke Meningen deri: at de skulle oplyse vore Aander. De forfærdes over at Klippernes Afgrunde blive tydelige; men hvor Faa see, at de fare over vore Hoveder for ogsaa at oplyse vore Hjerters Dybder, at fylde med Ild gamle Minders Træk om gamle længstforglemte Synder. Forfærdelsens Øre bedøves af disse Slag, og Menneskene tilhylle sine Hoveder og længes efter Stilheden, som om disse Øjeblik ikke vare kostbare og ikke komne for ligesaavel at frugtbargjøre Sjelene, som Højene og Agrene, med straffende og velgjørende Tanker, med Erindringer og Beslutninger, med hellige og rensende Følelser, med Bøn og opløftende Andagt. De see Ilingernes Spor, de bøje sig ligesom Træerne under deres Fart, de hælde sine Hoveder sammen lige- som Græsset, de bæve under Tordenbragenes Styrke; men mon de Alle bøje sig sammen i samme Andagt, bøje sig for, bæve for den vældige Gud, som fremgaaer i Stormene, og hvis uud- talelige Navn i Lynets Sekund hencirkles henad Skyernes flam- mende Rand? Han, som taler lydeligen i Tordendrønene ligesom han hviskede i Morgenvinden om sin Kjærlighed til Alskabningen, og som peger, i de nedbrustne Træer, i de flammende Vaaninger, de bævende Taarne, i Vraget histude paa Havet, paa alt det Skabtes, paa al menneskelig Vældes og Livs Usikkerhed og For- krænkelighed. Ak, isandhed vore hedenske Forfædre vare da mere opmærk- somme paa dette Højere, som boer i Naturens forfærdelige Kræfter: de iklædte dem Guddommelighed og Guddomsnavne; men de fore vild i sin Indbildningskraft, og glemte, at det kun er een og den samme Gud, der udsender Stormen og lader det spæde Blomster spire, trives og henvisne i Fred, og tilsidst tillade de disse enkelte Virkninger, der i een Guds Haand sigte til den hele Verdens Opholdelse. O, lad disse Tordenilinger fare igjennem vore Sjele, rensende dem som de rense Luften! Der bliver det qvalmt, om de ikke stundom opløfte sig til det Himmelske, ligesom det lumrer under Himmelhvælvet, naar Skyerne synke lavt og knuge med sin Vægt. SIDE: 210 Se, Havet hvidner derude i sin Fraade, somom dens rullende Linjer, vare de nedfaldne udbrændte Lyn; Tordenskyen staaer neddalet paa den nærmeste Høj som en sort dødsvanger Muur mod vore Huse; Lynene fare hvislende ud deraf som flyvende Slanger -- ak, Menneskene synke iknæ af Angst ikke af Andagt; de vide ikke hvor de skulle skjule sig; de glemme, at det er bedst nu at skjule sig ved Guds den Barmhjertiges Hjerte, som altid findes aabent for Bønnen, for Den, som didhen vil ty. De tænke, at den Forfærdelige, at Døden er nær, svævende over Hovedet; men de glemme, at Døden er den Almægtiges Tjener, at alt dette Herligt-Rædselsfulde er Godhed og Naturens Læge- dom, at disse bugnende Skyer ere ligesom himmelske Svaner, der nedryste Velsignelse fra sine vidtspændte Vinger, at disse Farer ere ypperlige Opgaver for den menneskelige Kløgt, for de gud- dommelige Evner, Mennesket udstyredes med, ligesom Egens Grene fik Seighed, Granens Top Slankhed til at kjæmpe imod Stormene med. Nei, lader vore Hjerter opløfte sig til at sige midti Dødens Rædsler: "Herre! jeg seer dig: Du møder mig i din Storheds Pragt. Herre! jeg kjender dig, jeg veed du er nær. Se, din Tjener er rede!" Ellers vilde vi være som hine Disciple, der mødte den opstandne Frelser netop som de talte om ham, som de havde hans velbekjendte Billede for Tankerne, som de netop omhandlede hvad nys var skeet, at han var opstanden med de gabende Saar, og som dog ikke kjendte ham. Og sandelig, i dette korte Træk af vort Evangelium ligger en indtrængende Bebreidelse, en vigtig Belærelse for Os. Thi hvorledes holde ikke Menneskene sine Øjne til, og kjende Gud ikke, om hans Underværker end skee midt for dem? Og skee de ikke daglig? ikke blot nu i Tordenveirets Vidundersyner, men er ikke hver Morgen et nyt: at der af Natten kan fremgaae en saadan Herlig- hed? Men hvor sløve ere ikke mange Øine? De see den klare Vaarhimmel liig et mildt Øje over sig, de fryde sig i det blide Solskin, de beundre disse fine Blomster, disse yndige Farver, de see inden kort et Hav af Sæd gyldentbølgende om sine Huse; men hvor fjern er ikke den Tanke de Fleste, som skulde være dem den nærmeste: at denne Vaarhimmel er Alfaders milde Øje; fra hans Godhed udflyder dette belivende Solskin; i denne Straale, som med en ubegribelig Iilsomhed rødmer Fjeldene og vækker SIDE: 211 Alt til Liv i Dalene, møder Gud os; i den er en af hans Herlig- heder opstanden; i disse fagre Farver spiller et højere Smiil, Algodhedens eget, end blotte døde Safters Glands; i denne Sæd, som vidunderligen opstod af det nedlagte Korn, aabenbarer sig Gud Fader selv, saadan som han er i sin Almagt, Alviisdom og Algodhed. Visselig dog, om Menneskene altid holdt sine Øine saaledes oppe, der skulde være mere Dyd, meer Sjelelykke i Verden. De skulde ikke lede forat finde Gud. Bonden skulde ikke sætte sig paa sin Mark uden at føle og vide sig i Guds opløftende Nærhed. Denne hurtig efter Faren til Sløvhed eller Letsindighed overgaaende Frygt skulde ikke pine Mennesket; og hans Fryd i den milde Natur skulde ikke være blot Sandsernes, og hans første Tanke midt i Naturens Rigdomme skulde ikke være blot den rige Mands Beregninger. Dog alligevel, hvor farlig denne sløve Anskuelse og Ikke-Gjen- kjendelse af Gud i hans skabte Gjerninger og Virkninger deri end er -- farligere er det dog, at Menneskene ikke have Øinene opladte til at gjenkjende Gud, saaledes som han møder dem aabenbarende sig i den aandige Verden, i Religionens Forsorg, Anviisninger, Sandheder, Indstiftelser og Forjettelser. Vi skulle ikke saameget beklage det sløve Blik, som kun seer den lynende Sky, men ikke Herren der bag, som styrer disse Flammer, der synes at fare saa vildt, fast og sikkert efter sine vise Raad, -- ikke saameget beklage det Øje, som det, der ikke seer Herrens Finger i den menneskelige Slægts, gjennem Tugtelser, til Fred, Frihed, Lykke, Oplysning, Forædling førende Begivenheder, eller endog i disse mindre Træk af et styrende Forsyn, som det enkelte eftertænksomme Menneske vil finde i sit eget stille henrindende Liv. Lad En end ikke see, at den Algode møder ham i de bugnende Agre; men er Den, som fra Barnsbeen saae Lysene at brænde i Fred paa Alteret, hørte Guds Ord og Vilje i Fred og uafbrudt Gang at fortolkes for sig, som for Forældrene og som de skulle fortælles Børnene og deres Slægter, og som saae fra Barnsbeen af det kristne Tempel hvilende i Fred midti Hjem- bygden -- er Han ikke blind, som saae alt dette, men dog ikke, hvorledes Gud er med i alt dette? ja er Han ikke blind, som ikke røres af det Skjønne heri, fæstnes i sin Gudsfrygt ved det Be- roligende, ved den Guds Forsikring heri, ja som ikke seer, at Guds Haand svæver beskyttende over vort kristne Tempel og SIDE: 212 binder os alle, Brødre og Søstre, til dets rolige Paulun, medens mange Andres er nedbrustet i stormende Tider, og de Ulykkelige hvis Tro skulde prøves, have maattet fly ad Vindenes Veje og skjule sin Gud i sine Barme? Stormen farer; Mennesket lytter med Hjerteklap til de voxende Stød og seer hvorledes Havet stedse højere fremvæltes; men det er ikke Gud, den vældige men kjærlige, der møder ham, men Døden. Det er ikke Til- bedelse, men Rædsel der opfylder Menneskets Hjerte. Det op- løfter sig ikke med David til høi Lovsang, men nedsænker sig, tilhyller sig i Bedøvelse. Disse Øjne ere blinde, men dog klare imod dem, der ikke see Gud komme sig imøde i alle de hellige Dages Evangelier. Dog "tale de om ham" med hverandre; men mange kjende ham ikke. Ligesom Den, der raabte sit "Gud fri os!" mens Naturens Styrke steg, og Stormstødene voxte, men som, da de vare mildnede og forbi, lo ad sin Angst og ad det, der voldte den -- saaledes, hvormange forglemme ikke sløvt og letsindigen, at Gud i stedse større Hellighed møder os, udfolder sine vise Raad, sin Kjærlighed og sin Magt i alle disse Evange- liernes høje eller rørende Optrin fra Aarets Begyndelse af og indtil det ender med Jesu Fødsels Højtid? Der er for Exempel alle Foraarets Evangelier, fra Bebudelsesdagen af og indtil Paa- skens store Fest. Hver af disse Evangelier lader os see dybere ind i Guds og vort eget Væsen, i hans Storhed, i hans Naade, i hans Himmel. Ligesom Dagene i hiin Aarstid voxende synes at lette sig højere over os, saaledes aabner sig ogsaa stedse mere Guds Himmel for os i hvert af hine Evangelier. De salige Aander aabenbare sig paa Bebudelsesdagen. Jesulærens Triumf, endog om Mesteren døer, er forudforkyndet i Folkets Jubel paa Palmefesten. Forsoningen forjettes i Skjærtorsdags Afskeds- maaltid. Guds vise Hensigter, hans og Frelserens umaalelige Kjerlighed fremstilles os som i et heelt Maleri paa Langfredagen. Og Paaskedagene berette os Udødeligheden, Opstandelsen: -- der er det at Gud og Frelseren møde os tydeligst: Gud i sin Magt, Frelseren i al sin Kjærlighed. Og dog, ere ikke Menneskene som Disciplene, der samtalte om de sidste Dages store Begiven- heder og om den sidste, der var den største, og om den elskede Mester, som de kjendte saa fortrolig, og de mødte ham, han var selv nær hos dem og vandrede med dem, men de kjendte ham ikke; deres Øjne holdtes til, og de kjendte ham ikke? Ja, SIDE: 213 ere ikke de fleste Mennesker som disse Disciple? holdes ikke deres Øine til, saaat de, skjøndt talende om disse Begivenheder, om dette, som skeet er, skjøndt siddende i Templet hvor det for- kyndes, dog ikke ret og med den Inderlighed, de burde, gjenkjende den Gud, som heri møder dem? Efterlade de hellige Evangelier det Indtryk af Ærbødighed for Guds Raad, af Kjærlighed til hans og Jesu Kjærlighed, den opløftende og urokkelige Erkjendelse af Udødeligheden og af denne Troes Værd, som de burde, og som disse Evangelier kunne? Naturens Ynde eller dens løsgivne Kræfter røre Menneskene; men hvorfor have de ikke Taarer for Jesu Kjærlighedsoffer, for al disse Evangeliers Kjærlighed og Forjettelser? De bøje bævende sine Hoveder for Tordenen, og længe ruller den i deres Øre; og dog, er det ikke en Torden, men højere fra end fra disse lave Skyer, der drøne over deres, naar Udødeligheden og Opstandelsen forkyndes? Alligevel dvæle disse Herrens Ord kun kort i mange Menneskers Sind. Det er dem ikke klart, at intet vigtigere kan siges Mennesket, end disse Sand- heder, som det er Evangeliets Meed at forkynde. Men jeg gjentager -- der er ingen farligere Fiende af Dyden og Menneskets hele Forædling end denne Blindhed, der ikke seer Gud, naar han møder os, eller hans Sandheder, naar de lægges klare for vore Øine. Den, som ikke erkjender Nødvendigheden af Udødelighedstroens Befæstelse og at den i disse Evangelier er fæstnet mere end Menneskets Fornuft kunde gjøre det, og at det er Gud, som naadigen har bekræftet dette Haab, som lever i hvert Hjerte, og Han, som lader det forkynde -- Den, som saa- ledes holder sine Øine til, -- hvorledes er det muligt, at saadan Blindhed ikke skulde vidne høit mod hans Sjels hele Tilstand? Man kan ikke troe Dyd hos denne Støvets Træl og Tilbeder. Han maatte være frygtelig at møde derude i Verden, naar han, kold, ugudfrygtig, uden at gjennemrystes af Guds Nærhed, af Sandhedens Erkjendelse, kunde sidde i Templet, hvor Menneskets Dyrebareste forkyndes ham, og som der og udenfor ikke seer, overalt og i Alt, og at Gud møder Mennesket, at Frelseren møder os sigende: "se, der er ingen Død i Graven! I ere udødelige, I skulle opstaae, I Mennesker, som jeg opstod!" Da først erholde vore kristlige Festdage al sin Værd og vel- dædige Indflydelse, naar Mennesket udvikler denne livlige Følelse i sit Hjerte, denne levende og aandige Gudsfrygt, der er noget SIDE: 214 mere og andet end Sværmerens Indbildninger, saa at det be- tragter dem som udmærkede Stevner og Punkter i Livet, hvor Gud møder os alt mens vi tale om ham, hvor han aabenbarer sig for os, om end Øinene holdes til, og hvor han tiltaler os mildt, men tydeligere end ellers: "Hvi see I saa bedrøvede ud?" Da skulde Alle, naar de udvandrede fra Templet, ikke strax med Sløvhed bøje sig til Røsterne derudenfor, men en varig og vel- gjørende Virkning af Evangeliet skulde de føle, og de skulde sige til hverandre: "Gud og Frelseren var os nær; thi brændte ikke vore Hjerter i os, der han talte med os paa Vejen, og der han oplod os Skrifterne? -- Nu er det os klart, at Kristus, og Vi som Han, bør at lide, og saa, som Han, at indgaae til Herlig- heden." Men forat erholde denne Livlighed i Følelsen, denne levende, Gud-seende Gudsfrygt er det nødvendigt, at vi idelig lære os selv, og tidligen lære Børnene, stedse at see Gud møde os i Alt, i Naturens Mindste og Største som i os Selv, i aandige som i legemlige og naturlige Ting, i vore egne som i Verdens Begivenheder, men tydeligst i Religionens Indstiftelser, Aaben- barelser af hvad vi maa vide for vor Saligheds Skyld, og i dens egen Aabenbarelse i Tiden. Thi i Aartusindernes Midte fremstod den ligesom idag de lumre Ansamlinger af Skyer fra Morgenen af pludselig opglødedes og henrulledes til alle Sider forat Himlens Hvælving kunde blive reen og Jorden velsignet og forat Aanderne kunde vækkes. Amen! SIDE: 215 Skolemesteren havde endt sin Prædiken. Nogle tause Sekunder imellem den og den Urolighed og Smaasnakken, som derpaa be- gyndte, viste, at den i det Hele havde gjort Indtryk. Torden- veiret var over. Havde det behaget Gud, at lade Solen skinne ind i Værelset, vilde den have belyst den gamle Mands Pande endnu en Stund nedbøjet i stille Bøn og en Taare i Huusmode- rens Øje. Et tungt Suk fra hende afbrød Tausheden, og Huus- bonden labbede atter over Gulvet og hentil Skabet. Torden- veiret var jo over, og Prækenen med. "Hvem skulde tænkt, at Skolemesteren kunde præke?" vim- sede en ung Pige, Datteren i Huset, som hele Tiden havde siddet med lukkede Øine, og vel ogsaa havde hørt mindst af Alle. Et Blik af Moderen straffede hende for den Tone, hvormed hun sagde det. Inden et Par Minutter var der kun hos nogle Faa Tegn til at Indtrykket endnu varede af Skolemesterens Præken og af Guds herlige i Tordenveiret. Nogle unge Karle havde allerede Kortleiken paa Bordet henne i Krogen. Tordenen var jo over og Prækenen med. Saaledes ere Menneskene. De ere som Græsset, der hurtig reiser sine hviftende Hoveder efter Regnen. Jesus var ikke lykke- ligere, end at hans Tales Sæd faldt om i hinanden i Muld og i Stene; og Skolemesteren var fornøjet med, at nogle Faa endnu vare tause i sin Eftertanke, og med Taaren i den gode Huus- moders Øje. Ak, for tredive Aar siden havde han beilet til dette Øjes Be- hag, og vundet det; men han var en fattig Huusmandssøn; hun en Gaardsmandsdatter, som Forældrene tvang til at forbinde sig med, eller rettere solgte til, en briskende Handelskarl -- hiin elendige Gamle, som nu syslede paa vaklende Been derborte i Skabet. "Sexogotti, sexogotti og ti -- retnu hundredogeen, Gut!" lød det borte i Krogen. "Kom med Lys, Moer!" Da oplyste endnu et ligesom efterglemt Lyn den hele Stue, fulgt i samme Sekund af et Tordenskrald, der lod Glassene dandse i Skabet og Kalken silre nedigjennem Skorstenspiben. "Gud forbarme sig!" skreg Huusmoderen -- "Staburet staaer i lys Lue". Det virkede. Kortene faldt de Letsindige af Haanden. De sad endnu en Stund som forstenede, og ligesaa stiv blev den SIDE: 216 Gamle staaende ved Skabet med Nøglen mellem de sammen- knugede Fingre. "Gud havde endnu ikke talt ud," sagde Skole- mesteren og ilede ud. Henrik Wergeland KUNSTEN AT VÆRE LYKKELIG Sælsomt er Lykkens Gaver rundt fordeelt, og saare Faa besidde Lykken heelt. Vil man være lykkelig, maa man gjøre sin Begjærlighed For- nuften underdanig og leve overeensstemmende med Naturen. Sindsro og Sundhed ere Lyksalighedens vigtigste Bestanddele. Den behøver hverken Magt eller Rigdom; ja for Unøisomhedens Krav skulde vel heller ikke et Kongerige strække til. "Den nok ei har, som nok ei faaer, fordi han "Nok" ei ret forstaaer." Den, som ønsker overflødige Ting, nyder som oftest ikke engang dem, som ere nødvendige. Hvad den Vise begjærer, faaer han, fordi han ikke begjærer andet end hvad han kan erholde; han misunder Ingen, fordi han er fornøjet med sit eget, og Den, som er nøjd med hvad han har, er den Rigeste. "Kun der, hvor Dydens Stjerner ere dunkle, der gyldne Rigdoms Skin Beundring nød, Saaledes mindre Stjerner ikke funkle før Solen synker ned i Havets Skjød". Et nøisomt Sind er mere værd end alle Indiens Specerier og Lækkrerier. Diogenes vilde ikke bytte Tønden, hvori han boede, for Alexanders Herredømmer. Den, som ikke holder sine egne Kaar, hvor knappe de end kunne være, for nok, vilde ogsaa føle sig ulykkelig, om han var Herre over Verden; thi Unøisomheden gaaer stedse videre i sine Fordringer. Ingen Keiserkrone kan dog kurere Hovedpine eller en gylden Tøffel Gigt i Foden, og Feberen er ligesaa slem at taale paa en kongelig Paradeseng som i en Slagbænk. "Hvo Meget har, han meer attraaer, og Ønsket aldrig stille staaer." SIDE: 217 Den, som vil leve lykkelig, maa hverken sætte for fast Lid til Lykken eller være for kleinmodig i Ulykken. "Vær kjæk, min Ven! paa Uhelds vilde Bølger; vær viis, naar Stormen gunstigen dig følger. Men kuler altfor heftig Medgangs Vind, tag Seilet ind!" Den, som ikke er fornøjet i sin egen Stand, den være hvilken- somhelst, vil heller ikke være det i nogen anden; thi Feilen stikker ikke i Tingen, men i Gemyttet. Mod mange Ulykkes- tilfælder kan man ogsaa beskytte sig, da de ofte melde sig ved Tegn forud. Kloge Folk styrke sig ved Fornuft, Narre ved For- tvivlelse. Taabeligt er det, at gjøre sig forud ulykkelig af Frygt for en tilkommende Ulykke. Frygten forat tabe eller lide noget er ligesaa slem som selve Tabet eller Lidelsen. Elendigheden vilde blive uendelig, naar man skulde frygte for alt hvad der kan skee. Frygten for en Ulykke maa altid blandes halvt op med Haabet, og nok kan det være, at maatte bære Ulykken naar den kommer, at man ikke ogsaa skulde være ulykkelig før det behøves. En fangen mahomedansk Fyrste tilbragte Tiden mest med Schakspil, og under et saadant kommer Budskabet om at han strax skulde henrettes. Han forlangte to Timers Opsættelse forat bringe sit Spil tilende, og faaer den efter nogen Vægring. Han blev da ved at spille, og vandt baade Spil og Liv og Konge- rige; thi endnu før det dybsindige Spil var ude, kom der et andet Budskab om at Kongen pludselig var død, og at Thronen, som han havde kjæmpet for, nu stod ham aaben. Tabe vi noget, bør vi tænke: hvad Under, om vi engang miste noget, naar vi dog engang skulle miste alt? Og naar mange Ulykkestilfælder vise, at Farer omsvæve os, hvad Under da om et rammer os engang imellem? De ere under alle Omstændig- heder de ulykkeligste, som troe eller indbilde sig, at de ere det. Henrik Wergeland BLODIGLEFANGST Efter Blodigler er der stort Spørgsmaal baade i andre Lande og hos os. Alene i Frankrig forbruges for 1 Million Species aarlig. Vort land er ved sine mange Kjern særdeles skikket til SIDE: 218 at afføde en Mængde, og deres Forplantning fra et Vand til et andet og Fangst kunde afgive en god Bifortjeneste for mange fattige Folk, som boe i Nærheden af beleilige Steder. Om Vaaren og Sommeren fanges de i størst Mængde i varmt stille Veir, især før Storm og Tordenveir, skjøndt disse ere vanskeligere at op- bevare end de, som fanges om Høsten, naar deres Æglægning er forbi, hvorfor denne Indsamlingstid bør foretrækkes. Fangsten skeer enten ved at man gaaer barbenet ud i Vandet hvor Iglerne opholde sig, rører det op med en Staur, og opfanger de Igler, som fæste sig paa Benene, eller de, som svømme omkring, i en fiin Haav, eller ogsaa ved at nedsænke en i Blod dyppet Dug eller Kjød i Vandet. Ved Afløsningen fra Benene maa de af- tages forsigtig, saa de ingen Skade lide, og derpaa føres de hjem i en Krukke eller en fugtet Linnedpose. Længer Vej transpor- teres de enten i passende Trækar eller i saadanne Poser af dobbelt, ikke med Sæbe vasket, Linned, der jevnligen fugtes med Dam- eller Strømvand, men ikke med Brønd- eller Kildevand. I Hviletimerne bør Poserne ogsaa nedsænkes i saadant Vand. Transporteres de i Trækar, bør disse ikke være nye, men vel rensede, og ikke forhen brugte til Tobak eller Salt. Da ind- lægges de deri lagviis med Mose eller Tørv, og Vand paafyldes til en Fjerdedeel. Den bedste Forsendelsestid er, som sagt, Høsten, da de om Sommeren gjerne blive syge underveis eller kort efter. Før de afsendes bør alle syge Igler nøje fraskilles, de friske sorteres efter Størrelsen og vaskes vel. Denne Vask- ning er vigtig, og bør gjentages daglig, om Vejen er lang og Luften varm. Lidt stødt Kul og Kridt gjør godt om det røres i Vandet, idet det borttager det skadelige Slim. I stærk Varme er det bedst at reise om Natten og at nedsænke Iglerne i Vand eller gjemme dem paa et kjøligt Sted, dog ikke i Kjelder eller Stald, Dagen over. Overfaldes man paa Vejen af Tordenveir, bør Po- serne nedsænkes eller bedækkes med Nesler paa et Sted, hvor Lynene synes mindst. Det skader endogsaa disse følsomme Dyr pludselig i Mørke at udsætte dem for stærkt Lys. Poserne maa renses vel, og tørres i Luften imellem hver Gang de bruges. Naar Iglerne ere komne til sit Bestemmelsessted, maa de nogle Gange vaskes, og lades et Døgns Tid Hvile i friskt Vand, hvori noget Kulpulver med 1/3 Tilsats af stødt Kridt bør haves. Fra Eidskogens Kjern komme de fleste Igler fra vort eget Land, SIDE: 219 men som oftest gaaer ved slet Røgt Halvparten tabt af de smaa Partier, som bringes til Hovedstaden. Fra de svenske Grændse- bygder komme de fleste, uagtet Kjernene ikke ere anderledes der end her. Men vore Naboer ere mere omtænksomme med Hensyn til Erhvervet. De flytte Fisk fra det ene Vand til det andet; de have mærket, at fornemme Folk lide godt Krebs, og saa lade de ikke Bækken rinde deres Stue forbi uden at sætte endeel deri. Og ligesaa er det med Iglerne, som afgive en endnu betydeligere og letvunden Fordeel for de fattige Skovbeboere i Bygdernes Udkanter, hvor der ingen Mangel er paa Smaavande, hvori Iglerne kunne sættes. Henrik Wergeland GULDKORN 1. To Mennesker skal du elske fremfor Alle: Den, som gjorde dig noget Godt, og Den, som Du gjorde meget Ondt. 2. Hør ikke paa noget ondt om din Ven, tal ikke noget ondt om din Fiende, tro ikke alt hvad du hører, siig ikke alt hvad du troer! 3. Tal hvad godt er, gjør hvad bedre er. Henrik Wergeland No. 20, 29de Octbr. 1841. Skjæbnens sære Baner kun ere Skjul for Herrens vise Planer. VOR TIDS VELGJØRENHED Dersom de meer formuende Klasser hos Os virkelig ved hjerteløs Egenkjærlighed overlod de fattigere til deres egen Trangs Elendighed uden at gjøre noget for at lindre og afhjælpe denne, skulde der være nogen Undskyldning for det mørke, avindssyge Øje, hvormed de Slette imellem den fattige Klasse ansee dem, der befinde sig i bedre udvortes Kaar. Ofte har en Kappe, en Dragt, som er bedre, end den, simpel Mand kan have, været nok til at blive overfalden i vore Gader, og Ødelæggelsen af Stakitter, Anlæg og andet til de Rigeres Bygninger Henhørende har som oftest kun hiin lumpne Avindsyge til Grund. Men vilde dog de forbryderske Uslinger, der fortsætte dette Fiendskab, SIDE: 220 denne hemmelige Ødelæggelseskrig imod de bedre Kaar, aabne sine Øine og see sig noget om efter hvorledes Formuen i vore Dage opfører sig imod Fattigdommen, skulde de finde, at der er stor Forskjel paa den Kjærlighed, Omhu og Rundhaandethed, der nu vises, imod før, og at der er nu meget færre Grunde til at fortvivle over Fattigdommens Elendigheder og meget mindre Undskyldning (om saa fæl en Last kan undskyldes) for hiin Mis- undelse. Fattigdommen og Vildfarelsen ere nu ikke mere saa forladte. Omsorgen derfor er ikke mere blot kastet paa det Offentlige eller paa "Kassa," som det hedder. Mange Private arbeide nu i Fattigdommens Tjeneste, og der er saaledes al Grund for denne til at ansee disse Anstrængelser med et kjærligt og taknemmeligt Øje, og de Mangler ved sine egne Kaar, som ikke alle kunne afhjælpes, med et roligt og gudhengivent Sind, og med en kraftig Vilje til ogsaa selv at række Haanden til, forat dog saa megen Nød som muligt kan blive lindret. En enkelt af dens fæleste Ydersider viser sig allerede for en stor Deel ikke mere. Den forsvandt idet Asylerne aabnede sig for de betlende Børn, som nu langtfra bedække Gaderne som tilforn. Men der gjøres mere baade i vor By og andetsteds i Landet, mere, som maaskee De, det angjælder, ere uvidende om. Ogsaa Maade- holdsforeningerne kunne regnes for Indstiftelser, for hvem den Fattiges Tarv er et af Hovedøjemedene. Det er hiin private Omsorg, det er De, der boe i de høje Huse, og som gaae i fine Klæder, som have stiftet og vedlige- holde Asylerne, der spare de fattige Mødre saa megen Arbeidstid, og som pleje, varetage og opdrage deres Børn. Den har ogsaa tænkt paa deres Fornøjelser og Legemsudvikling paa Øvelses- og Legepladsene, lærer dem Reenlighed ved at have forenet et Bad med den største af disse Indretninger, og bibringer dem i Haand- gjerningsklassen Midler til siden at ernære sig. Det er hiin pri- vate Omsorg, som har istandbragt en Spiseanstalt i Grønlands- asylet, hvor et billigere Maaltid, end hos Marketenteren, staaer den Fattige aaben, og hvortil Mangfoldige meddeles fri Adgang efter Spisesedler, som de erholde af goddædige Mennesker istedetfor Almisseskillinger. Den har oprettet et Understøttelsesselskab, som isærdeleshed betænker Enker mod Vinteren og Flyttetider med sine Gaver saalangt de række. Og endelig (skjøndt ikke "endelig" i den SIDE: 221 Forstand, at dette skulde være det sidste Velgjørenhedsfore- tagende) har den nylig oprettet en Redningsanstalt for fordær- vede Børn, og givet den, under særskilt Bestyrelse, Plads i Asyl- gaarden paa Grønland. Med et Snees Børn og Andre, som høiligen kunde trænge dertil, fra Byen og dens Omegn, har denne velgjørende Indretning begyndt sin Virksomhed, og der er, des- værre, ikke Udsigt til at denne skulde standse af Mangel paa ulykkelige Unge, som allerede befinde sig saa vidt bragte paa Fordærvelsens Sti, at de skulde være fortabte for det hele Liv, om Redning ikke var bleven dem aabnet paa denne Maade. Børn, der allerede have været straffede for Forbrydelser, og som ere blevne forvildede paa Betlerstien eller paa hvem For- ældres Tugt er frugtesløs, høre her hjemme inden disse Døre, som ogsaa aabne sig for den Forældreløse og ganske Forladte, som Private eller det offentlige Forsørgelsesvæsen maatte saa- ledes ville sørge for. Et Træk af denne vaagnede Omhu for de Nødlidende er ogsaa en nylig skeet Opfordring til at Haandværksmestere skulle tage i Lære konfirmerede fattige Drenge og Huusmødre til Tyende konfirmerede trængende Piger, samt til at yde Asylet og Rednings- anstalten paa Grønland i aflagte Klædningsstykker Hjælp til Børnenes Beklædning; og skulde da nu den Fattige troe, at haarde Hjerter have slaaet under de Klæder, han finder sit Barn iført naar det vender tilbage fra Asylet? Nei, sandt er det vel, at Overflødighed ikke altid meddeler, men at den dog nu gjør det mere end tilforn; og at Mennesker, som ikke have meer end Nok, nu dog ogsaa yde deraf til dem, der have mindre, er en Kjendsgjerning, som gjør vore Dage Ære. Og dette bør de Modtagende erkjende, glæde sig over disse bedre Tegn, stræve selv med, og ikke fæste nogen misundelig Tanke til den taabelige Tro, at det lod sig gjøre eller stemmede bedre med Guds Hen- sigter, om Formuen var lige delt, saa alle Mennesker paa Jorden netop ejede lige meget. Tænke vi os endog, at en saadan lige Fordeling kunde skee -- inden meget kort Tid vilde det dog være forbi med Ligheden. Ødselheden, Dovenskaben, Letsindig- heden og Uordentligheden vilde paa den ene Side, hurtigere end Ildsluer, blive ved at gjøre sig fattig ligesom nu, medens Spar- sommeligheden, Fliden, Klogskaben, og Ordentligheden vilde er- hverve; og inden et Aar vilde den samme Forskjel finde Sted, SIDE: 222 som nu, imellem Armod og Rigdom. I Udlandet gruble Millioner af Fattige over dette Drømmebillede af en Formuens Lighed, og denne Taabelighed, denne nagende Misfornøjelse med Verdens Indretning er ikke den ringeste, men netop den værste af deres Ulykker. Og sæt, at Valget stod til Menneskene: enten at for- blive i de nærværende ulige Kaar, men med Adgang til offentlig og Medmenneskers Hjælp, som nu, eller at Enhver skulde er- holde en lige Deel af al Ejendom, men med Afkald paa enhver Bistand, om han kom ud af denne Stilling og blev trængende igjen, og saaledes, at ingen Velgjørenhedsindretning, ingen offentlig Sygepleje, ingen Haandrækning af Goddædigheden skulde finde Sted -- hvem turde vælge dette Sidste? Kan den Rige blive fattig, vilde de maadelige Kaar, som, efter en saadan Fordeling, vilde falde Alle tildeel, ikke sikkre for ikke at blive det. Og denne selvforskyldte Armod skulde jo ogsaa være hjælpeløs, og de Dyder, som nu danne det skjønneste Kjærlighedsbaand imellem Menneskene, nemlig Velgjørenheden og Taknemligheden, skulde jo være banlyste fra Jorden? Det var nok bedst at betænke sig. "Rige og Fattige maa være iblandt hverandre", siger Skriften. "Herren har gjort dem alle, Herren gjør Fattige og Rige". Henrik Wergeland VIRKSOMHED Se, for faa Aar siden var Ynglingen endnu et Barn; om faa Aar begynder Alderdommen at blege dit Haar. Grib de ilende Timer, og udfyld dem med nyttigt Arbeide. Den Virksomme lever meer i eet Aar, end den Dovne i ti. Kun saavidt Du har virket, har du Ret til at sige, at du har levet. Anvendelsen af dine Kræfter er allerede i og for sig en For- nøjelse. Se, Barnet kan ikke holde sine Arme stille, og Dyret finder Behag i at øve sine Lemmer! Dorskhed er en Sygdom paa Legeme og Sjel, Lediggang en skammelig Straf, stedsevarende Hvile en ulidelig Pine. Kun gavnlig Virksomhed giver Mennesket noget Værd. Man agtes eftersom man er nyttig til. Men kun den Virksomhed er nyttig, som sigter til eget eller Andres Vel. At gjøre godt, men ei i rette Tid, Gavn, men ei paa rette Sted, er at saae godt Korn i Sneen og mellem Isens Revner. SIDE: 223 Hvert Øjeblik har sit særegne Krav paa dig. Natten vil lukke dine Øine, Dagen straaler for at aabne dem. Begyndt med Iver, endes med Tilfredshed, og ingen Virkekreds er ringe. Der bygges visselige ingen Slotte uden at der bliver væltet Stene til. Henrik Wergeland SKRIVKYNDIGHED Intet Tegn vilde spaa bedre og lysere Tider, end om Almeen- mand viste sig ret omhyggelig for sine Børns Opdragelse. En vigtig Plads i denne indtager Erhvervelsen af Skrivefærdighed. Den vil indrente den Unge Nytte hele Livet igjennem, da de Omstændigheder ere uberegnelige hvori der kan blive Spørgs- maal for Enhver om at kunne forstaae Skrivt og selv skrive. Kundskaber er den rigeste Arv, og mellem Kundskaberne er denne en af de nødvendigste. Du har f. Ex. en Ven eller Slægtning eller vel endog din Mage fraværende, hvem du ønsker at kunne meddele Underretning om din egen Tilstand eller at erholde fra ham. Men nu, da du ikke kan skrive, maa du gaae til Fremmede, og kanskee betale forat faae dine Tanker feilagtigt udtrykte, og det betroet til Tredie- mand, som skulde være dig og den Fraværende imellem. Eller er det behageligere -- naar du endelig faaer et Brev fra den Fraværende, og holder det brudt i dine Hænder, at du da skal endnu i den aabnede Skrivt finde en for dig utilgjængelig, for- seglet Skat, og atter maatte tye til Fremmede? Og nu alle de Tilfælde, hvori Mangel paa Skrivkyndighed kan foraarsage større Uleilighed, ja virkelige Tab. Antegninger af Udgivter og Indtægter, Regnskab over Arbeide kan ikke skee; til en svigtende Hukommelse maa du betro dig. I Trang for et Pengelaan maa du henvende dig til Fremmede, som maaskee fortjene din Mistro. Selv kan du hverken skrive dit Beviis eller læse det, der opsættes for dig af den fremmede Haand. Dit Navn kommer under med paaholden Pen, men dog er du kanskee uvidende om hvad du har forskrevet dig til. Mangfoldige slige Exempler kunde opstilles paa Farligheden i ikke at kunne skrive; men Enhver, som er i dette Tilfælde, tør vel erindre Leiligheder, hvor han har maattet beklage denne Mangel. Men for saadanne Uleiligheder bør en omhyggelig Fader ville bevare sine Børn, SIDE: 224 især naar han betænker med hvor liden Møje denne Færdighed kan erhverves i den unge Alder. Skoletimerne og nogle Stunder om Søndagene i den Tid de ere blevne læsekyndige, ville dertil være tilstrækkelige. De første Grunde ere snart lærte, og siden beroer Kunsten paa egen Øvelse. Ingen Dag da uden at der skrives en Linje! og umærkelig snart vil dit Barn være i Be- siddelse af en Kundskab, hvis Savn har foraarsaget dig selv saa- mangen Uleilighed og kanskee Skade. Gal Regning er det, om du vilde spare den ubetydelige Bekostning, som denne Under- viisning kan medtage; thi sammenregner du hvad du har maattet udgive for Skrivehjælp, som ofte kan have været dyr nok med al sin Upaalidelighed, overstiger det snart mangfoldig den let beregnelige Bekostning ved Underviisningen, og Skrivfærdigheden kan let meddeles af det ene Barn til det andet. Ogsaa til Tjenere og Drenge i Ens Arbeide bør denne Omsorg forat de lære at skrive strække sig. Søndagsqvellerne have Stunder, som dertil ere velanvendte. Og hvorfor ikke, om man end er gammel, søge at lære det selv? En Almuesmand i vore Dage kan da være stolt af at besidde den Egenskab, som vort Nordens ældste Beboere fandt saa vidunderlig hos Odin, at de holdt ham for den mægtigste Guddom. Thi hvad der fortælles om ham, at Ravne kom flyvende langtifra til ham naar han sad i sit Højsæde, satte sig ved hans Øre og tilhvidskede ham hvad der foregik i Verden, betyder kun, at han modtog Brevskaber, som ingen Anden end han for- stod at tyde, saa han kunde forbause Andre med Efterretninger om fjerne, dem ubekjendte, Begivenheder. Og al hans Kunst strakte sig dog kun til de plumpe Runer, saa Enhver, der kan bruge vor løbende Skrivt, overgaaer Odin i den Færdighed, som var den guddommeligste af dem han besad. Henrik Wergeland MAADE AT FAAE LIN SAA FIINT SOM SILKE Især naar Qvindernes Huusflid var som den burde være, kunde en saadan Forædling, som ovennævnte, hvilken det finske Huus- holdningsselskab meddeler i sine Underrettelser for menig Mand, nok være Værd at lægge Mærke til for Spindersker, som sætte en Ære i, og kjende Fordelen i, at tilvirke det fineste Garn. Og Fremgangsmaaden er yderst simpel, og kunde vel, naar SIDE: 225 Vævestolene da ogsaa kom ret igang som hos vore Naboer Svenskerne, der have den Godhed, formedelst vor Dovenskabs Skyld at forsyne os med Tørklæder o. s. v., føre til adskillig anden Landsnytte, end at vore fine Næser kunde undvære Silke- og Basteslommetørklæder. Man tager reent heglet Lin, og binder saameget man kan i et stivt Linklæde, som flere Aar kan nyttes til samme Brug. Det saaledes indpakkede Lin ombindes med et Snøre og henlægges i 14 Dage i en fugtig Kjelder. Derpaa udtages Linet, rulles 5 a 6 Gange under en tung Rulle, og kjæmmes derpaa med en Messing- kam. Rullingen og Kjæmningen foretages 3 Gange; men de Kamme, som bruges de to sidste Gange, maa være meget fine, og man har da et Lin i sine Hænder, som i Finhed og Blødhed ikke giver Silke noget efter. En Trediedeel gaaer vel bort i Stry, men dette Stry er dog temmelig fint og brugbart til grovere Lærred. Efter enhver Kjæmning, men især efter den første, er en Deel af Stryen saa klæbrig, at den fastner ved Hænderne. Lintoverne, som blive flade under Rullingen, faae under Kjæmningen sin Rundhed tilbage. Man har oftere givet Kjendere af Silke, med forbundne Øine, en Prøve af dette fine Lin i den ene Haand og virkelig Silke i den anden, og de have ikke kunnet sige i hvilken Haand de holdt denne. Henrik Wergeland No. 21, 15de Novbr. 1841. Begaa ei tvende Gange Synd! Du er jo selv i een ei uden Skyld. PRÆSTEN N. S. SCHULTZ OM PLIGTER MOD DYRENE Nils Stockfleth Schultz, residerende Kapellan i Throndhjem, var en af Norges mest udmærkede Borgere. Han endte sit for Fædrelandet saa virksomme Liv i Kristiania 1832, og mellem de Minder, hans Medborgere have sat ham, er ogsaa Udgivelsen af et Bind af hans geistlige Taler. Den Mand, som satte ham dette, har af de endnu utrykte havt den Godhed for dette Blad at skjænke det nedenstaaende Vidnesbyrd om den Kjærlighed for Skabningen, som levede i Schultzs Hjerte, og det glæder mig at kunne besegle hvad jeg før har yttret om Menneskenes Pligter SIDE: 226 mod Dyrene med saa dyrebart og æret et Navn. Det var til Aftensang paa 4de Trefoldigheds Søndag, ni Aar før hans Henfart, salig Schultz talte over Rom. 8, 18 -- 24., og at han først opløftede sin Sjel i Bønnen og talte: "Skjøn, og rig paa Velsignelser er den Jord, paa hvilken Du satte os, algode Gud! og din faderlige Kjærlighed har ikke for- glemt nogen Skabning paa den. Men fuldkommen Lyksalighed skulde dog ikke her have sit Hjem. Megen Møie er skabt for Menneskenes Børn, og al Skabningen omkring os er underkastet den jordiske Ufuldkommenhed og Forkrænkelighed. Alt skulde minde os om, at her er ei vort blivende Sted. O, maatte det tillige minde os Alle om at omgaaes saa med hvad Du har be- troet til os, at vi kunne bestaae for Dig, naar vi engang skulle svare derfor. Meget, saare meget gav Du i Menneskets Magt, da Du begavede ham med en fornuftig Sjel, og sagde disse Ord: "Gjører Eder Jorden underdanig og regjerer over alle Dyr!" -- Hvo kan saa forskjønne Din Jord og Livet omkring sig, som Mennesket? Men hvo kan og saa forvandle Velsignelserne til Forbandelser og Elendighed for sig selv og Andre? -- Gud lade det da aldrig gaae os af Tanker, at hvem Meget er givet, af ham skal og Meget kræves! Lad os da med denne Tanke be- tragte vore Medskabninger, som Du har givet i vor Vold, at vi maae regjere over dem som de, der kjende din Vilje og vide, at vi skulle staae Dig til Ansvar for vor Regjering! -- o, da skulle vi gyse ved den Tanke, at mishandle nogen Skabning, som Du gav Liv og Tilværelse og et velsignet Opholdssted med os paa een Jord! Amen." "Naar Apostelen her viser hen til Skabningen for at under- støtte med Grunde den Overbeviisning, han nærede, at den nær- værende Tids Lidelser og Trængsler ikke ere at ligne mod den Herlighed, som skulde aabenbares -- naar han i denne Henseende viser hen til Skabningen og siger, at ogsaa den med Forlængsel venter Guds Børns Aabenbarelse: da har han, synes mig, ei alene ved at fremkalde Vidnesbyrd om det Nærværendes Ufuld- kommenhed, vist, at det kunde være bedre, at Intet endda havde naaet den Tilstand, som kunde ønskes, og at det altsaa var SIDE: 227 rimeligt og fornuftigt at vente en bedre, haabe noget fuldkomnere; men han har tillige givet at forstaae, at selv Dyrene kunne vente en bedre Skjebne, naar Kristendommens Aand blev almindeligere blandt Menneskene; thi hvad han forstaaer ved Guds Børns Aabenbarelse det sees af det foregaaende 13de og 14de V., hvor han siger, at Guds Børn ere de, som drives af Guds Aand og ikke leve efter Kjødet men efter Aanden. Og naar vi vide, hvorledes Mennesker i Lande, hvor Kristendommen ei er kjendt, endnu behandle sine undergivne Medmennesker -- ofte langt værre end Dyrene i kristne Lande, -- da have vi vel Grund til at sige, at Kristendommen formilder Menneskets Sind og gjør Tænkemaaden blidere, kjærligere og menneskeligere. Men ikke alle Mennesker i kristne Lande ere virkeligen Kristne, Guds Børn, som drives af Guds Aand, -- ak, Mange leve og der efter Kjødet og ikke efter Aanden. Siig, min Kristne, naar du seer et mis- handlet og ynkværdigt Dyr slæbe sit udhungrede Legeme om- kring, vidner det da vel om sin Eiers Kristendom? vidner det om, at han drives af Aanden? og vilde du vel tælle ham blandt Guds Børn? Maa Du ikke tænke ved dig selv, naar Du seer medlidende paa en saadan beklagelig Guds Skabning: Havde din Herre været en bedre Kristen, et Menneske af en kristeligere Aand og Tænkemaade, da vilde din Skjebne og din Tilstand have været ganske anderledes. Dette maa være nok for at vise, at jo bedre Kristne Menneskene blive, desto bedre og lykkeligere bliver ogsaa de Dyrs Tilstand, som ere givne i Menneskets Vold; jo mere Kristendommens Aand udbreder sig, desto mildere vorder Menneskets Herredømme over Dyrene. Se med denne Tanke, min Kristne! paa de under menneskelig Mishandling og Grusomhed lidende Dyr, der ikke, som Mennesket, ved Synder og Laster selv forvolde sin Elendighed: da skal Du vel forstaae Betyd- ningen af disse Apostelens fra Hjertets dybeste Følelser hentede Ord, at det sukkende Kreatur i sin Lidelse og sin store Smerte længes efter Guds Børns herlige Frihed for ogsaa at blive fri- gjort fra sin Trældom. Og har Du fattet den ret; føler Du, at ogsaa Dyrene maatte ønske, at Kristendommens Aand almindeligen besjelede Menneskene, deres Herrer: da vil Du sikkerligen ikke ansee det upassende for dette Sted, hvor Mennesket, borte fra Livets sædvanlige Gjenstande, skal opløfte sine Tanker til højere Betragtninger, at jeg denne Gang kan yttre disse Apostelens Ord SIDE: 228 til at tale de sukkende Medskabningers Sag, og minde om vore Pligter og vort Ansvar i Henseende til de Dyr, som Gud har undergivet os. Ak, de trænge vel høiligen til, at Nogen taler deres Sag ogsaa i kristeligt Samfund; thi de ere Mange, som be- handle dem ukristeligt og umenneskeligt; Raahed og Vankundig- hed, letsindig Tankeløshed og den frygtelige Last Drukkenskab qvæler eller udslukker den menneskelige Følelse i Manges Hjerter, og da maa Dyret ikke sjelden lide for Menneskets Fordærvelse. Jeg veed vel, at de Værste blandt disse haardhjertede Tyranner ere for lidet Kristne til at de skulle findes i vore hellige For- samlinger; dog vil jeg ikke derfor undlade at tale om denne Sag. Rører det de bedre Hjerter, da skal det dog maaskee rygtes og komme for Herrens Øre, at Herrens Ord har givet os Anledning til i Herrens Huus at tale om deres Synd og deres Grusomhed. Saa være da denne Stund opoffret til Betragtninger over den Synd at mishandle Dyrene. Jeg skal bestræbe mig for at gjøre det indlysende, at Dyrenes Mishandling er Synd baade i Menne- skers og i Guds Øjne. I første Henseende vil jeg nævne Menneskets og Dyrenes ind- byrdes Forhold til hinanden, og da lade hvert følende Hjerte dømme, om det ikke er en stor, en gruelig Synd, naar Mennesket mishandler et Dyr. Mennesket er Dyrets Herre, ikke ved sin Kraft og Styrke, men formedelst den fornuftige Sjel, hvormed Gud begavede det: formedelst denne Evne har han vidst at tæmme Dyrene og gjøre dem baade fortrolige og lydige; for- medelst denne Evne har han vidst at tvinge dem til at tjene sig uden at torde gjøre Brug af deres Styrke til at skade ham og sætte sig i Frihed; formedelst denne Evne raader han over deres Liv og Død, over deres Nydelser og Lidelser alle deres Levedage -- Og det er om de Dyr, som Mennesket saaledes betjener sig af og har denne Magt over, vi her tale -- Disse synes næsten at være til alene for Menneskets Skyld -- de gjøre ham kun Godt og intet Ondt -- de føde og klæde ham og arbeide for hans Nødvendigheder, hans Beqvemmeligheder og hans Glæder. De have vel ingen Fornuft, men vare de frie, da skulde deres naturlige Drivter lære dem at sørge for deres Nydelser og Til- fredsstillelsen af deres Trang. Nu ere de derimod givne under Menneskefornuftens Herredømme og Beskyttelse. Siig, burde de vel være værre farne derved, at de med deres Frihed, deres SIDE: 229 Kraft og med alt hvad de formaae at yde, have kjøbt sig Beskyt- telse hos den eneste fornuftige Skabning paa Jorden? Menneske, med den tænkende Sjel og det følende Hjerte! kan Du, naar Du tænker paa dette Forhold mellem Mennesket og Dyret -- tænker paa, at Dyret berøvet sin Frihed saa at sige lever alene for Mennesket -- o, kan Du see det mishandlet, høre dets Hungers Brøl, eller see det hentæret og kraftløs slæbe i Trældommens Aag, uden at Hjertet maa røre sig i dit Bryst af Medynk over Dyret og af Harme over Mennesket? Synes du ikke, at den, som kan handle saa, har gjort Synd; -- at han kun slet har op- fyldt Fornuftens Bud og Hjertets retfærdige Følelser? Saa betaler det fornuftige Menneske Dyret for dets opoffrede Frihed og for al dets Nytte og Tjeneste! Er det ikke Grusomhed? -- og er Grusomhed ikke Synd? Siig, vilde ikke dit Hjerte snarere kunne tilgive mangen anden ond Gjerning, end en saadan Følesløshed og Ubarmhjertighed mod det til Menneskets Omsorg betroede Dyr? Men vi ville gaae videre i denne Betragtning, at vi ikke dog maaske skulde dømme for mildt om den Synd, at mishandle Dyrene. Naar det ene Menneske mishandler, saarer, skader og fornærmer det Andet, da har dog den Forurettede Beskyttelse ved Lov og Ret, kan selv søge den, og paa mange Maader, deels afværge det Onde, deels unddrage sig det for Fremtiden, kan klage sin Nød og søge baade Deeltagelse og Bistand hos Andre, -- maaskee ogsaa ved sine Klager og sine Bønner røre det for- bittrede Medmenneske. Men ikke saa med det arme Dyr, som Mennesket haardhjertet mishandler. Hvor er Beskyttelse for det at finde? hvormed forsvarer det sin Ret? Det kjender ei sin Kraft og Styrke, hvormed det kunde knuse den usle Tyran, som plager det. Det ledes af sin naturlige Drivt alene, og gaaer dog af sig selv ind under det Tag, hvor det har maaskee tilbragt mangen Dag i Hunger, mangen Time under Mishandlinger; det gaaer dog villig tilbage i det Aag, i hvilket det har ofte stønnet under Arbeide og grusomme Slag. Kunne end nogle Dyr paa en Maade ved sin Lyd tilkjendegive sine Lidelser, de kunne dog ikke, som Mennesket klage og bede. Men, hvo tænker ikke her paa det taalmodige, og af Mennesker maaskee allermeest mis- handlede Dyr, Hesten? Naturen nægtede den Røst til at til- kjendegive sine Lidelser -- den gav den kun det dybe Suk, -- taus gaaer den sin mødige Vei, og tier under sine Bødlers Slag. SIDE: 230 Men naar Du seer den staae udhungret, træt og mødig, stundom rystende af Kulde, medens den umenneskelige Herre sidder indenfore i sit vanvittige Ruus og udslukker den sidste Ret af fornuftig Eftertanke, naar Du seer den stirre saa mat og vemodig mod Jorden, og hører den da at drage sit tunge, dybe Suk, -- o, kan Du tilbageholde denne Tanke: skulde ikke ogsaa et saa- dant Suk kunne naae op til Barmhjertighedens Fader og Ret- færdighedens Gud? Men kan Du da tænke paa den elendige Dranker indenfor uden Gysen, uden at den vilde Lystigheds Bæger maa forekomme Dig forbandet og en endnu vissere Ude- lukkelse fra Arv i Guds og Kristi Rige? -- Hver Gang jeg saae uskyldige, til Menneskets Vold, overladte Dyrs Mishandling, og mit Hjerte rørtes af Medlidenhed og Forfærdelse, da randt mig altid i Tanker hvad En af vore gamle Digtere saa udtryksfuldt og hjerteligen har sagt i disse Ord: "Tænk, Hest og Oxe -- har Gud til Skabermand -- Han la'r dem voxe, -- at de Dig kjende kan -- Du slaaer og pukker -- og pidsker dem paa Bag -- at De sig bukke -- for dine Hug og Slag -- men se, de sukke -- alt efter Dommedag!" Jeg har her henvendt mig alene til det følende Menneskehjerte, for at lade det dømme, om det ikke er en stor, en gruelig Synd, at mishandle Dyrene. Og er der vel Nogen i denne Forsamling, som ikke afsiger en streng Dom over dem, som ikke forbarme sig over de forsvarsløse Dyr, der ei kan klage og bede, hvis Liv, hvis Hunger eller Mættelse, hvis Velbefindende eller Lidelser er overladt til Menneskets Barm- hjertighed eller Ubarmhjertighed! Men jeg vil drage Tanken hen til alvorlige Betragtninger og sige: Hvad Følelsen i dit Hjerte, o, Menneske! og Samvittigheden i dit Bryst fordømmer, det fordømmer og Han, som gav dig saa- danne Følelser og en saadan indvortes Dommer; Han er ikke mindre barmhjertig eller mindre retfærdig end Du. Jeg vil søge at godtgjøre, at det er noget mere end en dunkel Følelse eller et forstærket Udtryk, naar vi sige, at Kreaturet sukker til Gud, og at dette Suk, efter hiin Digters Ord, kan gjælde Dommedag. Er ikke alt hvad vi have og bruge paa denne Jord et betroet Pund, for hvis Brug og Anvendelse vi skulle staae til Ansvar engang naar Huusholdningen tages fra os og Regnskabstimen slaaer? Men skulle vi svare for, hvorledes vi have handlet med de livløse Ting, som Gud her satte os i Besiddelse af, hvorledes SIDE: 231 vi have anvendt og brugt enhver anden af hans Gaver -- skulde han da vel see med Ligegyldighed paa, hvorledes vi behandle hans levende Skabninger, de Dyr, som han indrettede til vort Gavn og vor Tjeneste, men som han tillige gav Fornemmelser og beredte Glæder og Nydelser for i sin rige og velsignede Natur? Skulde vort Forhold imod disse vore Medskabninger, der dele med os den sandselige Naturs Lyst og Smerte, være undtaget fra vort Livs Ansvar og vore Dages Regnskab? O, saa vist som den algode Gud ikke skabte noget levende Væsen til Kval og Lidelser, saavist som han har lagt i Naturens frugtbare Skjød Midler til Alles Opholdelse, Lyst og Glæde: saa vist skal det ikke undgaae hans Opsigt og hans retfærdige Styrelse, naar Menneskene grusomt forbittre nogen Skabnings Liv og tilintet- gjøre Hans kjerlige Hensigter, der vilde, at de Alle skulde glæde sig i sin Tilværelse og vidne, ved sin Glæde, om hans uendelige Godhed: saa vist seer han med retfærdigt Mishag, at Dyret for Menneskets Skyld hungrer paa den Jord, som han saa rigeligen velsignede, blot fordi det tjener Mennesket -- at Mennesket kan lade det trælle under Aaget uden at pleie og røgte det vel, og at det ofte maa gaae hungrig sin tunge Vei forbi den grønne Eng, hvis Vellugt saa tillokkende byder det Vederqvægelse i dets Afmagt. Det Suk, som rører Menneskehjertet, skal ikke være uhørt af ham, som gav Mennesket Fornuft og Følelse og be- troede sine levende Skabninger i hans Haand, at han skulde betjene sig af dem som et fornuftigt og følende Væsen. Var dette end blot vor egen fornuftige Slutning -- o, hvo turde dog drage dens Rigtighed og Paalidelighed i Tvivl? hvo kunde troe, at det Modsatte skulde være Sandhed, at Gud aldeles ikke agtede paa, hvorledes Menneskene handlede med Dyrene, og at vi skulde være aldeles uden Ansvar i denne Henseende? Men at vi ei skulde tvivle, da lader os see, om Herren i sit hellige Ord har givet os Noget tilkjende om sin Vilje i denne Sag, eller om det har gaaet det arme Dyr med Taushed forbi! Naar vi læse Skabelsens Historie, da finde vi, at Gud Herren sagde til de første Mennesker: "Gjører Eder Jorden underdanig, og regjerer over Fiskene i Havet, over Fuglene under Himmelen, og over alle Dyr som krybe paa Jorden!" Og hvorledes skulle vi vel fortolke disse Herrens Ord? Mon saaledes: Handler med Dyrene som I lyste efter Eders Luner og Lidenskaber? Er det SIDE: 232 vel en saadan Regjering, vi selv finde god og priselig, eller som vi kunne troe om Gud, at han skulde have indsat? Mener du ikke, min Medkristen! at disse Ord heller maa forstaaes saaledes: Benytter Dyrene til eders Gavn og Nytte -- tæmmer dem, som ere eder de uundværligste, og haver da tilbørlig Omsorg for dem? Skulde dette ikke være den bedste Regjering? den, som vi turde ansee for at være forordnet og indsat af den vise, gode og kjærlige Skaber? Saa ligger da allerede i første Lov om Menne- skets Forhold til Dyrene, i disse Ord, paa hvilke vort Herre- dømmes Ret grunder sig, saa ligger allerede heri Udtrykket af Herrens Villje om dette Herredømmes Grændser. Jorden skulle vi gjøre os underdanig -- men over Dyrene skulle vi regjere. See vi hen til hvad den af Gud beskikkede store Lovgiver, Moses, har foreskrevet Israels Folk i Henseende til Dyrenes Behandling, da finde vi deri den ømmeste Følelse, den hjerteligste Omhu ud- trykt. Jeg skal nævne Eder tvende Steder desangaaende, og lad da Eders eget Hjerte sige, om de ikke vidne om, at Dyrenes Krav paa Menneskets Medfølelse er betænkt i denne Lovgivning! "Naar Du seer din Uvens Asen ligge under sin Byrde" -- saa lyder en af disse Love -- "da vogt Dig, at Du ikke forlader ham; Du skal visselig løse Byrden af tilligemed ham." For det lidende Dyrs Skyld skulde altsaa Mennesket glemme sin Næstes Had og Fiendskab og hjælpe ham at løse Byrden af. En anden af disse Love bestemmer: "Du skal ikke slagte et Dyr og dets Affødning paa een Dag." Saa vilde den for Dyret følende Lov- giver forebygge, at ikke Moderen skulde see sin Affødning bløde. O, hvo kan læse det uden Følelse -- uden at erkjende deri Naturen og dens Herres Røst? Dog er det ikke blot i Lovens udtrykkelige Bud at vi finde den hellige Skrift tale Dyrenes Sag og om Menneskets Pligter mod dem. "Den Retfærdige tænker med Omhu paa sit Kvægs Liv, men de Ugudeliges Barmhjertig- heder ere som den Grummes" -- siger Salomon. Og Han, som kom ikke for at opløse Loven men for at stadfæste og fuldbyrde den -- han talede ei alene saa rørende om den himmelske Faders Forsorg for Dyrene -- viste os ei alene hen til Himlens Fugle for at see hvorledes Gud føder dem alligevel endskjøndt de ikke saae eller høste eller sanke i Lader -- sagde os ei alene, at ikke engang en Spurv falder til Jorden uden den himmelske Faders Villie, men han har og sagt disse mærkelige Ord: "Hvo iblandt SIDE: 233 eder, hvis Oxe eller Asen falder i en Brønd paa en Sabbatsdag, drager det ikke strax op?" og dermed befalet, at selv Sabathens Hellighed maa vige for det lidende Dyrs Hjælp og Frelse. Hvad det følende Menneskehjerte tilsiger, det er da og Herrens hellige Ords Røst til os -- Hvo torde da vel tvivle paa, at jo Kreaturets Suk kan naae til Himlen? Hvo torde tvivle paa, at jo dets Suk skal have meget at betyde for Mennesket engang paa Dommedag. Det er ikke alene fra Følelsen i dit Hjerte og din egen fornuftige Eftertanke over Livets Ansvar, at disse Slutninger ere hentede -- de have sin Grund i det faste og hellige Ord, som Gud haver talt paa mange Maader til Fædrene og til os ved Sønnen -- Og til hvilke Rædselstanker over de Umennesker blandt Kristne, der mishandle de uskyldige Dyr kunde ikke denne Betragtning give Anledning? Mit Hjerte vender sig derfra med Gysen -- men og med det Ønske, at Kristendommens Aand maa mere og mere udbrede sin milde Indflydelse i kristelige Samfund, og lære Menneskene at regjere over Dyret med Fornuft og Følelse, be- tænkende Herrens Vilje, og deres Regnskabsdag! -- Kristne! naar vi se mishandlede Dyr iblandt, da lader os tænke paa Apostelens Ord, at Kreaturet sukker efter Guds Børns Aaben- barelse, sukker efter at der maatte findes mere Kristendom iblandt os! da skal og denne Tanke minde os om at bede med Følelse denne Bøn: Tilkomme, o Gud! dit Rige! Amen!" Henrik Wergeland No. 22, 29de Novbr. 1841. Hver Stand kan sig som bedste prise: Hvo fik ei Sit af Sorg og Lise? ANDERS ENGELANDS SKRUPLER "Hvad studerer I der paa, Anders Engeland?" spurgte vor gamle Bekjendt Skolemesteren en velstaaende Bonde, hos hvem han just var traadt ind forat holde Søndagsskole paa Gaarden. "Aa", svarede Anders, med Haanden tungsindig under Kinden, "det Blad, I gav mig, da I var her sidst, har givet mig noget at tænke paa, som nok kan sætte En Skruer i Hovedet." Og her- med tog Anders udaf sin Bibel næstsidste No. af dette Blad. "Se her sagde han, staaer det anført af Bibelen: "Rige og Fattige SIDE: 234 maa være iblandt hverandre. Herren har gjort dem alle, Herren gjør Fattige og Rige"; og dette kan nu være Trøst nok for hvem det er, for han Lars Koja derborte, som har gravet sig ned i Jorden, som for mig, der sidder godt til; men igaarqvel, da jeg lagde Bladet ind i Bibelen min, faldt det paa et Sted, som ikke giver en Mand i mine Kaar andet end Grund til at troe, at det just ikke er Guds Velsignelse alt det, som ligger i Laden der- henne, eller at Bibelen altid er saa overeensstemmende og tro- endes i sin Lære. Og imellem disse to Tanker har jeg nu be- fundet mig som mellem Tænderne paa en Sax, der har over- klippet baade Tro og Tilfredshed, baade hvad der bandt mig til Jorden og til Himlen." "Ei, Gud bevares, Anders, lad mig da see det Sted, der har rørt saa op i Eders Sind." "Læs selv," sagde Anders, og skjød Bogen til ham. "Ja, var det ikke det jeg vidste," sagde Skolemesteren: "For- tællingen i Matth. 19 Kap. om den rige Yngling, som kom til Jesus, og spurgte om hvad han skulde gjøre forat vinde det evige Liv, og som fik den Anviisning, at han skulde ..." "Læs det, læs det!" utbrød Anders, "skjøndt det er som om jeg skulde høre mine egne Liigklokker ringe." Og Skolemesteren læste: "Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen og sælg hvad du haver, og giv Fattige det, da skal du have Liggendefæ i Himlen, og kom og følg mig! Der den unge Karl hørte det Ord, gik han bedrøvet fra ham; thi han havde meget Gods. Da sagde Jesus til sine Disciple: Sandelig jeg siger eder: en Riig kommer vanskeligt i Himmeriges Rige. Og ydermere siger jeg Eder: Det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøje, end at en Riig kommer i Guds Rige." "Nok, nok!" raabte Anders. "Saa staaer der, at Disciplene bleve forfærdede, og spurgte, hvo da kunde blive salig; og saa er det gaaet mig med, og jeg maa nok spørge saa hos mig selv, og, om hvem, som nu kan troe paa Bibelen, der saaledes taler med to Tunger?" "Tal ikke saa, Anders!" sagde Skolemesteren. "Salige ere de Fattige i Aanden," siger Jesus; og saaledes bør Ingen tro, at han bliver salig blot for sin legemlige eller jordiske Armods Skyld. Hverken Riig eller Fattig, Høj eller Lav skal berømme sig af SIDE: 235 noget Andet, end af at han frygter Skriften. Mange, hvor gjerne de end vilde være rige, gjøre sig alligevel en Fortjeneste af sin Fattigdom, og ansee sig blot ved den for ophøjede i Guds Rige over dem, hvis timelige Fortrin dog vækker deres hemmelige Misundelse. Men derved mistydes af dem nogle Steder i den hellige Skrift, som synes dem at indeholde en Fordømmelse over de Rige; og et saadant er det, vi nys hørte. Jesu Hensigt der- med var, at vække den unge Mands Opmærksomhed paa Ufuld- kommenheden af hans Dyd, hvorpaa han syntes at fortrøste sig, om end ikke uden Uro. Derfor mødte han ham strax med de Ord: "hvi kalder Du mig god? Ingen er god uden Gud." Og da han paaberaabte sig sin Lydighed mod Loven, men følte sig ikke istand til den Opoffrelse, Mesteren fordrede af ham, mærkede han med Bedrøvelse, hvormeget han fattedes forat være fuld- kommen. De Ord betræffende, som synes sagte i Almindelighed, og saa let kan mistydes, (som nok ogsaa er Tilfældet hos dig, Anders), nemlig Lignelsen om Kamelen og Naalsøjet, da vil det kun sige, at den Rige har flere Fristelser til Synd end den Fattige. Det er vel sandt, at Nøden frister til Udaad; men derimod frister Overflødigheden til Laster. De Forbrydelser, Nøden begaaer, komme ofte for Lyset og straffes; men Rigdommens Laster ere mindre synlige, og komme sjelden under verdslig Dom. De skaanes endogsaa meer af det almindelige Omdømme, og dette er kun en Fristelse meer for den Rige, da han paa engang har flere Leiligheder og Fristelser til at synde, og mindre Uleilighed, mindre Dadel for sine Feiltrin. Overfloden følges ogsaa af flere timelige Bekymringer, som hindre Omsorgen for det "ene Nødvendige." Snart komme vigtige Tvistigheder, Overløb af Mennesker, Ad- spredelser, Ærgrelser og Forydmygelser ivejen, hvorom de neppe kunne gjøre sig noget Begreb, som i sin Vraa med stille Flid erhverve sit daglige Brød. Men naar de overvinde alle disse Hindringer, undgaae alle disse Snarer, ere de Rige saameget kjærere for Gud, ligesom de Fattige ogsaa ere det, naar ingen Nød kan bringe dem fra den rette Vej, ingen Elendighed rokke deres Tro, Taalmodighed og Lydighed mod Gud. I hvad Kaar man end maa befinde sig, kan man være dydig eller udydig, ar- beidsom eller doven, barmhjertig eller ubarmhjertig, løgnagtig eller sandfærdig, hevngjerrig eller forsonlig, hovmodig eller ydmyg, kydsk SIDE: 236 eller ukydsk, maadeholden eller umaadelig, kort, gudfrygtig eller ugudelig; og blot derefter er det Gud dømmer." Anders's Ansigt opklaredes; thi han havde en god Bevidsthed med sig selv. Skolemesteren vedblev da: "Ikke alle Rige ere saa indslumrede i Verden og dens Lyster, saa sandsløse om sin evige Salighed, som den rige Mand, ved hvis Dør Lazarus laa. Abraham, til hvem Lignelsen siger os, at Denne kom, havde jo været rig paa Jorden. Ikke heller ere alle Fattige saa gudfrygtige og beredte til et saligt Endeligt, som Lazarus var. Mangen Fattig er ligesaa verdsligsindet, ligesaa ubarmhjertig og hovmodig som nogen Rig. Og hvormange have ikke ved sine Laster og Forbrydelser styrtet sig selv i Elendighed uden derfor at opvækkes til Bedring? Men den Fattige, som er gudfrygtig, om han ei finder Venner blandt Menneskene, har en Ven i Gud, Himmelens og Jordens Herre. Gud er med ham i hans Hytte, og naar han gaaer ud, ved hans Arbeide og ved hans Hvile. Rigdom er en Guds Velsignelse, naar man forhverver den retfærdig og anvender den vel. Hvor agtværdig er ikke en Mand, som ved sin Duelighed og Drivtighed anvender sin Ejen- dom til egen og almeen Nytte? Blot derved, at han giver flere Mennesker Anledning til at vinde det daglige Brød, gavner han hele Fædrenelandet, foruden den Understøttelse, han kan yde dem, som ere i Nød. Ogsaa i Guds Menighed behøves de Midler, som en opvunden Formue besidder. Uden dem kunde ingen Kirker eller Skoler bygges, ingen fromme Stiftelser oprettes, ingen Barmhjertighedsgjerninger udøves, ingen Fattige underholdes." "Bi lidt, lad mig see!" afbrød Anders med stedse mere op- klaret Ansigt; og Skolemesteren gjættede hos sig selv, at han regnede efter hvor mange Mennesker, der levede ved ham, og at han besluttede at gjøre en eller anden god Gjerning med det Første. Men han vedblev: "Saaledes er det, som der siges i hine Ord af Skriften, at "Rige og Fattige maa være imellem hinanden," og at "Herren har gjort dem alle: Herren gjør Fattige og Rige." "Ja; men," sagde Anders, "naar Jesus bød den rige Yngling at give de Fattige alt hvad han ejede, om han vilde følge ham, og erhverve sig en Skat i Himlen, var det da ikke hans Mening, at Alle, som ved ham ville blive salige, skulle forjage det jordiske Gods og leve i en frivillig Armod?" SIDE: 237 "Nei, gode Ven," svarede Skolemesteren, "hvad Jesus foreslog den unge, paa sig selv fortrøstende, Mand, om han vilde blive fuldkommen, var ingen almindelig Forskrift, ja ikke engang til ham et uvilkaarligt Bud. Spørgsmaalet var egentlig, om han vilde være En af dem, som fulgte Jesus paa hans Vandring i Tiden, for siden at gaae ud i Verden som hans Sendebud; og for disse var det nødvendigt at skille sig fra de Sorger og Møjer, som følge med Rigdommen. Men deraf kan ingenlunde den Slutning drages, at Alle som nu ville være hans Lærlinge, og vandre med ham paa Livsens Vej, skulle overgive sine verdslige Kaar og bortskjænke al sin Formue til dem, som mindre eje. Derved blev i hele Samfundet ikke alene Forvirring, men For- dærvelse og Elendighed, da Alle bleve fattige, og Ingen kunde hjælpe den Anden. Vistnok har en saadan Udtydning af disse og andre Jesu Ord foranlediget mange Barmhjertighedsgjerninger og fromme Stiftelser; men, foruden de Misbrug, som fordum skedte ogsaa i vort Land med ødsle Gaver til Kirker og Klostre, forledes Mange endnu til den Vildfarelse, at de, ved Almisser til de Fattige, kunne forsone sine Overtrædelser og indlægge sig en Fortjeneste hos Gud." Skolemesteren afbrød her pludselig og med et skarpt Blik paa Anders spurgte han: "Bliver I endnu ved det I nys tænkte paa?" "Hvilket da?" "Tænkte I ikke paa at gjøre en god Gjerning med noget af Jer Overflødighed? Slig Tanke plejer at lyse i Øinene." "I er en Mand, der seer godt, Skolemester, mærker jeg nok; thi virkelig jeg tænkte paa noget Saadant etsteds under jer For- klaring; og jeg bliver derved; thi jeg agter at give noget, ikke for at dække mine Skrøbeligheder, men som et Takoffer til Gud for det Meget, Han dog har givet mig ogsaa i Aar fremfor saa- mange." "Giver Du med slige Tanker, saa giv i Jesu Navn, og Du vil faae din Løn derfor, Anders," sagde Skolemesteren. Hvad Me- steren sagde til den rige Yngling angaaer visselig os Alle i den Mening, at vi, naar en Opoffrelse er fornøden, naar vor Sam- vittighed paalægger os den for Samfundet eller for Guds Rige, skulle være beredte til at forsage vor Ejendom, ja selv vort Liv. "Den, som vil bevare sit Liv, siger Jesus, skal miste det, og hvo, som mister sit Liv for min Skyld, skal bevare det." Gjælder SIDE: 238 dette om vort Liv, skulde det da ikke gjælde om det, som mindre er, om vor Ejendom? Nemlig i saadant Fald, at vi ikke kunne beholde den uden at skille os fra Gud. Men er den lovlig er- hvervet, bliver der sjelden Spørgsmaal derom; unødigviis at af- staae sin Ejendom behøver eller bør Ingen meer end at stille sit Liv blot. Det er alene vort Hjerte, Frelseren vil skille fra jordiske Ejendele, at det ikke ved disse skal drages fra Gud. Alene det verdslige Sind, som sætter det højeste Gode i Penge og Gods, advarer han saa ofte og eftertrykkelig mod. Og saa er ogsaa hans Mening i den ved første Øjekast ligeledes let mis- forstaaede Forskrift i Matth. 6. 19 -- 21: "I skulle ikke samle eder Liggendefæ paa Jorden, hvor Møl og Rust æde dem, og hvor Tyve grave derefter og stjæle dem. Men samler Eder Liggendefæ i Himlen, hvor hverken Møl og ei Rust æde dem, og hvor Tyve ikke grave derefter, og ei stjæle dem. Thi hvor som eders Liggendefæ er, der vil og Eders Hjerter være." Hos de første Kristne synes vel den Tanke at være opstaaet, at de burde være jævnlige i Kaar. De Formuende solgte sin faste Ejendom, og gave Pengene til Menigheden, saa at Alt var fælles. Men dette gjorde Enhver af egen Drift uden Paalæg. Derfor, da Ananias og Zafira havde unnagjemt en Deel af Kjøbe- summen for deres solgte Jordlod, bleve de straffede, ikke fordi de havde villet beholde hvad de ejede, men for sin Underfundig- hed og Løgn. Petrus siger derfor med udtrykkelige Ord, at de nok kunde have beholdt sin Ager, og ladet den blive usolgt, eller beholdt Pengene, om de havde solgt den. Men deres Synd bestod i Løgn for Gud og Mennesker. Saaledes var det ikke engang i den første kristne Menighed nogen Skyldighed, men en frivillig Sag, at afstaa sin Ejendom til fælles Brug. Og endnu mindre kunde siden, da Menigheden voxte sammen med det borgerlige Samfund, nogen saadan Forbindelse paalægges de Kristne, hvortil ingen Grund findes i Jesu Lære, som langtfra at opløse det borgerlige Samfundsbaand, tvertimod tjener til at styrke dets Kraft og Hellighed. Han, som befalte, "giver Keiseren hvad Keiserens er!" maatte ogsaa ville, at Enhver skal beholde og bruge hvad ham tilhører, uden hvilket Samfundet ikke skulde kunne bestaa." "I har lettet en Steen fra mit Hjerte, Skolemester," sagde Anders, "og Tak for det." SIDE: 239 "Om den Ting lod sig nok mere sige," mente vor gamle Ven; og Anders bad ham da ikke gaae hans Dør forbi, naar han havde en Stund tilovers. SPØRGSMAAL OG SVAR Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 378. Henrik Wergeland No. 23-24, 22de Decbr. 1841. Stol ei paa Kløgten. Du hos Lasten, førend du ahner det, er kommen inden Døren. KLIK PAA FOLKETS NAVN OG RYGTE Den, som ikke føler for sit Fædrelands Ære, for sit Folks gode Navn i Verden, maa være et Menneske, som man heller ikke i andre Henseender kan vente sig noget godt af. Det er et Tegn paa en ædel Nation, der er istand til store Gjerninger, at denne Følelse er stærk igjennem det hele Folk, fra dets Top, hvorpaa de mest hædrede af dets Borgere staae, og indtil den brede, over alt Landet udbredte, Bund, som dannes af Folkets Masse, og som bærer den hele Bygning paa sine stærke Skuldre. Vort Folk er bekjendt forat besidde denne Stolthed, som er ret- mæssig hvor et Folk besidder Sædelighed, Tapperhed, Frihed, alle Fædrenes Dyder og en Historie fuld af Mænd, af sande Mænd. Men der er Meget, som maa tilføje denne Følelse Hjerte- saar og bedrøve de oprigtige norske Hjerter, som have Folkets Ære kjær. Forbrydelsernes forfærdelige Tilvæxt er den frygteligste Tavle, Fremmede kunne holde Normændene for Øine, naar de tale om sin berømte Ærlighed og om de Dage, da den Reisendes Vadsæk, uden Fare forat mistes, kunde tabes paa Landevejen. Hvorledes, kunne de spørge, er det muligt, at dette Folk kan besidde megen ædel Naturlighed, megen barnlig Varme i sine Følelser, eller mene synderlig med, at de kalde Norge sin Moder, naar f. Ex. unaturlige Forbrydelser imod Forældre ere saa hyppige i Straflisterne, og det netop imellem det simple Folk? Hvorledes kan det længer forsvare sit Navn for Ærlighed, naar Posterne myrdes og røves paa Landet, naar i Byerne selv Ildebrande be- SIDE: 240 nyttes til at plyndre den Skadelidte, og Hovedstaden er saa usikker for morderske og røverske Overfald, at Udlandets Fabrik- stæder maa sende store Kister med Dolke og Skudvaaben did til Beskyttelse, Militæret opfordres til Patruljeren og Politiet til idelig at forstærke sig? ja hvor man endelig har maattet forene sig til et frivilligt Sikkerhedskorps, der om Natten skal gjennem- vandre Gaderne og Forstæderne, hvor en Befolkning af Folkets egen Midte, af Byens Egne som af indflyttede Oplændinger, boer? Og hvad skulle vi svare til disse Bebreidelser? Maa de ikke bedrøve enhver ærlig Normand til Sjelen? Dette sidste Fore- tagende, er isandhed exempelløst i andre Lande, og bringer mig til at nedskrive disse Linjer i dette Blad, som fik sit Tilvær af Drivten til at modarbeide den tiltagende Usædelighed hos vor simplere Klasse, der nu igjen har fremkaldt hiin overordentlige Forholdsregel, hvis Nødvendighed saa meget maa bidrage til at nedsætte os i Verdens Øine. Jeg erindrer denne Grund til dette Blad, og jeg føler Mismodet at hænge sig tyngende i min Pen, naar jeg saaledes maa tro mine Ord sporløst forsvundne. I dette Øjeblik beretter en Snedkerarbeider mig, at Nat til Søndag ere alle hans Redskaber, fra Saugen og Øxen af til Hug- jernet, bortstjaalne fra Byggetomten, hvor han arbeidede, og hvor han havde nedgravet dem Natten over i Kjælderen; og ivaares blev en liden Pige, som var af sine trængende Forældre sendt med nogle Skilling til Kjøbmanden, udplyndret paa Vejen af en Fattigkone. Altsaa den Fattige og Qvinden stjæler og røver fra den Fattige! den Gamle fra Barnet! og det er ikke blot de mere Formuende, som ere udsatte for de mange Skurkes Tyvegreb, der gjøre vor simple Klasse, hvis Navn for Ærlighed skulde være bedre end de andres Titler, til en berygtet Pøbelhob? Det lod sig dog tro, siden hint Sikkerhedskorps dog især er fremkaldt fordi Overfald paa den, der synes hvad man kalder fornemmere og at have noget i Lommen, især vare blevne hyppige. Denne skrækkelige Tilstand, som maa bringe enhver ærlig Bonde, hvis Søn maa søge sit Brød i Byen, og enhver skikkelig Arbeidsmand i Byen, som er Fader, til at gyse for hvorledes det vil gaae deres Børn i det Selskab, de ville komme i, har ogsaa allerede til- trukket sig Udlændingens Opmærksomhed og bragt vort Folk Skam. Den almindelige Usikkerhed paa Gods og Person, som skal herske i Kristiania, har staaet omtalt i fremmede Aviser, SIDE: 241 og Norges Hovedstad med sine 25,000 Indbyggere passerer nu forat være ligesaa usikker som Banditernes Hjemsteder, de italienske store Byer, og som London med sin halvanden Million Indbyggere, hvor Nøden tvinger Tusinder til at ligge paa Gaden. Ak! det maa gjøre et norskt Hjerte ondt, og fremfor alt smerte den ærlige Almuesmand, som saaledes maa lide paa sit Navn for Kjeltringers Skyld. Følte han dette, følte han Hjerteslagene af sin Æresfølelse, da vilde han vel ogsaa tænke sig om efter Midler til at sætte Grændser for dette tiltagende Uvæsen, der ligesom en Spedalskhed udbreder sin Smitte og sit Vanrygte. Og jeg gjentager da den i dette Blad yttrede Mening, at netop den ærlige Almuesmand selv er, i Forening med andre lige Agt- værdige af hans Klasse, det allerbedste Politi, naar de kom over- ens om et skarpt Indseende med de mistænkelige Personer, som søge tilhuse hos dem, og især med deres egne tilvoxne Børns Selskab og Vandel. En god Støtte heri ville Fædrene finde i de Bestræbelser, som nu beskjæftige Selskabet for Byens Vel, for at faae saadan Ungdom strax antaget hos Haandværksmestre i Arbeide. Og benytter da dette, eftersom det lykkes! og ud- nytter hint Tilsyn i og udenfor eders Boliger, saa vil hint Sikker- hedskorps af den mere dannede Klasse snart blive unødvendigt, og det skal hedde mellem de Fremmede, at Norges Hovedstad ikke længer udmærker sig som et Opholdssted for Tyve og Sti- mænd eller ved sin fordærvede Almuesklasse, men at denne selv har raadet Bod paa den føromtalte Usikkerhed, som kun var et overgaaende Særsyn i de Aar, da et uforholdsmæssigt stort Antal af Trængende allestedsfra søgte ind til Byen. Henrik Wergeland NYE SKRUPLER HOS ANDERS ENGELAND Det varede ikke længe, saa fik gamle Skolemesteren Bud fra vor gamle Bekjendt siden sidst, den formuende Anders paa Gaarden Engeland, som ingen Udlænding saa let vilde tro kun var en Bondegaard i det fattige Norge. "Hør, Skolemester," sagde han, "Jeg mener Bibelen, og ikke mine Fingre, styrer selv hvor den vil falde op henne, for da jeg i en Hast skulde stikke ind i den dette Gjældsbeviis her, som jeg har paa Lars Koja, hvor skulde den vel falde op uden netop SIDE: 242 her hvor der staaer fortalt om Jubelaaret hos Jøderne, hvorledes hvert halvtredsindstyvende Aar al Gjæld udslettedes, alt Eien- domskjøb gik op igjen, Jorden faldt tilbage til Slægten og intet saaedes eller høstedes af Marken." "Nu, javel," sagde vor gamle Ven, "det var en Indstiftelse af Moses, som tilsigtede en Jævning i Kaarene, saa ikke Nogle skulde blive formeget rige og lægge under sig Andres Eiendom, og som kunde gaa an i et Land, der var saa let at leve i, og som var udloddet til Stammernes store Familier. Men ligesom det af Moses stiftede Rige, hvis Konge Jehovah selv skulde være, er et Billede af Guds aandelige Rige, er Forsoningsaaret for Os kun et Billede af Tiden hiinsides, hvori alle timelige Uligheder, alle verdslige Fortrin skulle forsvinde, og hvor Mange af de Fremste skulle blive de Sidste og mange af de Sidste de Fremste. Dog allerede i vort nærværende Liv kan i en vis Maade den store Adskillelse mellem Høje og Rige, Lave og Fattige, for- mindskes og mildnes ved de Førstes Ædelmod og Menneske- kjærlighed og de Sidstes Arbeidsomhed og Taalmod; men fremfor alt ved det kristelige Tænkesæt, som forbyder Hjertet at fæste sig formeget ved det Jordiske, og som gjør, at Hver og En er fornøjet med sin Lod, den være stor eller liden. Dertil hører, at de Ophøjede, den Oplyste og Rige aldrig forglemme hvad de ere for sig selv og for Guds Øine, nemlig fattige, syndige og dødelige; at de, som arbeide og tjene for Andre, gjøre det ikke blot Mennesker, men Gud, til Vilje, og have meer at agte den himmelske Arvedeel end den jordiske Løn; at Høje som Lave ere al menneskelig Ordning underdanige; at de mindre Lodgivne tænke som Apostelen, at det er Vinding nok at være gudfrygtige og at lade sig nøje, og at de, som have arvet eller forhvervet mere, aldrig forglemme Jesu Advarsel: "hvad gavner det Mennesket, om han vinder den hele Verden og tager Skade paa sin Sjel?" Hvad der angaaer Sjelens evige Salighed er fælleds for Alle, som Klokkernes Lyd fra Kirken sprede sig gjennem Luften over hele Bygden, til Huusmandspladsen som til Storgaarden, til Lars'es Koje i Jordbakken, som til din anselige Gaards lange røde Tage. Og saaledes er ogsaa det Ord, som derinde for- kyndes, et Budskab fra Himlen til os Alle, at vi, som ere skabte i Guds Billede, ogsaa ere Guds Børn alle og ere kaldede til en salig Tilværelse efter denne, eller, som Skriften udtrykker det, SIDE: 243 til at blive Medarvinger i hans Rige. Dette er den rette Jevnlig- hed mellem Menneskene; den eneste, som kan finde Sted paa Jorden. Guds Huus staaer aabent for dem, som udelukkes fra Høihedens, Ærens og Glædens Sale. Og De, som ikke bydes til Gjæstebudet, som ikke engang faae stille sin Hunger med de Smuler, som falde fra den rige Mands Bord, blive dog kaldede til, som Herrens Gjæster, at fremtræde ved hans hellige Nadver, hvor ogsaa de, som ingenting eje, forsikkres om at være Med- ejere i Kristendommens store aandelige Rigdomme og himmelske Arvedeel. Naar vi betænke dette, og handle som rette Kristne, bliver "det behagelige Herrens Aar" ogsaa i timelig Henseende et Jubelaar, nemlig et kristeligt, som ikke beroer af det borger- lige Samfunds Indretning og Styrelse, ikke forudsætter nogen Rystelse i de Grunde, dets Ordning hviler paa, men befæster tvertimod Eiendomsretten som den lovbundne Myndighed. Forøvrigt -- undtager man de af Sygdom Lidende, de af sær- egne Ulykker og Sorger Hjemsøgte, som findes i fornemme og rige Huse, saavelsom i lave og fattige, samt de tilfældigviis Nødlidende, som dog sjeldent savne privat eller offentlig Hjælp, er Forskjellen imellem Menneskene, med Hensyn til virkelig Glæde af det timelige Gode, ikke saa stor, som den synes. Mangen En, som staaer paa Lykkens Højde og nyder alle Livets Beqvemmeligheder og For- dele, finder ikkedestomindre, enten af Mangel paa Helhed eller af ulykkelige Forhold inden og uden Huset, mangen Anledning til at ønske sig i Deres Sted, som i tungt Arbeide fortjene sit dag- lige Brød, uden at drømme om de Bekymringer, Forydmygelser og Modgange, som ei sjelden forbittre Livet for de af Lykken Begunstigede, de af Høiheden, Ære og Rigdomme Udmærkede. I det Hele taget er den arbeidende Klasse lykkeligere end de Fleste, som ere ophøjede over den. Den kunde idetmindste være det, om den vilde anvende den Velsignelse ret, som Gud for- lener den i dens Ansigts Sved. For Arbeide lader Gud os faae alle Goder, siger et Sandsagn, ældre end den kristne Tid. Men med Beklagelse seer man alligevel, især i Stæderne, at Arbeideren, jo lettere han erhverver hvad han behøver til sit Udkomme, for- spilder det desto hastigere, og taber ved tøilesløse Udsvævelser tilsidst selve Evnen til at fortjene noget. Men Skylden ligger ikke i den Stand, hvortil han hører, men hos ham selv, om han befinder sig i Nød og Betryk, naar han ikke med Sparsomhed SIDE: 244 og Maadelighed har sørget for den Tid, da de onde Dage komme og Aarene, om hvem man vil sige: "de behage mig ikke." "Alting har sin Tid, og alt hvad man foretager under Himlen har sin Stund," siger Prædikeren. Paa Tidens Iagttagelse beroer al Orden, og hvor der er Orden er ogsaa Velbefindende og Glæde. Menneskene have faaet, iblandt andre Fortrin for Dyrene, Evnen til at see frem og tilbage i Tiden, og at forestille sig den som forsvunden, nærværende og tilkommende. Men Mange synes, ogsaa i den Henseende, at glemme, at de ere Mennesker. De leve blot for Dagen, og bekymre sig om intet andet, end at til- fredsstille for Øjeblikket sine dyriske Behov. Paa den kommende Tid tænke de aldrig, og sjelden paa den forsvundne. De fleste Dyr, skjøndt de ikke kunne skilne mellem igaar, idag og imorgen, tage dog Tiden meget bedre i Agt. Kingelen væver sit Næt saa snart det begynder at klarne, og Bien er om Sommeren utrættelig i at samle til Vinteren. Men hvormange Mennesker forspilde ikke sin bedste Arbeidstid? Mange forsømme endog med Flid at sørge for sine ældre Dage, i den Tanke, at de skulle forsørges af det Offentlige. Men de, som saa gjøre, synde ikke blot imod Samfundet, som de gjøre sig til en Byrde for, og mod andre Fattige, som ere blevne det uden egen Skyld, for hvem de bort- tage eller formindske Understøttelsen, men ogsaa mod Gud, som har givet dem Helse og Kræfter, for paa den bedste Maade at blive anvendte til egen og Andres Nytte. Ogsaa mod sig selv handle de ilde; thi ihvorvel den, som i sin Alderdom har Til- flugt til den almindelige Fattigomsorg, bør skatte sig lykkelig, og daglig takke Gud derfor -- hvormeget lykkeligere var han dog ikke, om han kunde leve af det, han selv ved sin Arbeidsomhed, Maadelighed og Sparsomhed, ved Guds Velsignelse, har forhvervet og forvaret? Men er det vel blot i den lavere, for Dagen arbeidende, Klasse, man finder Mennesker, som dette angaaer? Hvor Mange, ogsaa imellem de mest Oplyste og Dannede, ere ikke saa letsindige, at de aldrig tænke paa sin Fremtid, men blot paa den nær- værende Stund og dens Nydelse eller det blotte Skin af Nydelse; thi det er ikke engang for en virkelig Fornøjelse, de opoffre sin timelige Velfærd. Følgen heraf er ikke alene en forstyrret Huus- holdning, men ogsaa en indre Fordærvelse, som forgifter selve Hjertet og forstyrrer al Følelse for noget Højere og Bedre end SIDE: 245 den sandselige Nydelse og den tomme Forfængelighed. Ja en stor Mængde Mennesker forspilde sin Menneskeværdighed og sin aandige Velfærd ikke mindre end sin timelige Lykke blot ved at de ikke tænke paa idag hvad igaar var eller imorgen fore- staaer, eller betænke, at man maa saae naar Saaningstiden er, om man vil høste naar Høsttiden indtræffer. Dette gjælder for os Alle i aandelig som i legemlig Henseende. Idag og hver Dag skulle vi sørge for vor Sjel; thi vi vide ikke, om der imorgen er Tid dertil. Det gjælder alle, thi alle have lige Arvedeel i det himmelske Rige, paa det Vilkaar, at vi er- kjende os aandeligen fattige...." "Der sagde I et Ord, Skolemester -- afbrød Anders -- som jeg nok kunde behøve eders Forklaring over. Hvad forstaaes vel ved aandelig Fattigdom, ved den, som der siges om, at Himmerige hører den til?" "At vi ikke alene erkjende vor naturlige Uformuenhed til at være hvad vi skulle være, men ogsaa den Skyld, som vi have paadraget os ligefra vor Ungdom og dagligen forøget i vor hele Levetid. Over dem, som erkjende dette med Bedrøvelse, siges derfor: salige ere de Bedrøvede; thi de skulle husvales. Nu er der vel Ingen, som kan unddrage sig ganske fra den almindelige Tilstaaelse at være et syndigt Menneske; men de Fleste ere dog færdige at tillægge: "vi ere alle Syndere for Gud; hvo kan da finde en Reen, hvor Ingen er reen?" Og saaledes bliver Bekjen- delsen til en Undskyldning. Og det er ikke blot for Andre, men ogsaa for sig Selv, man saaledes plejer at hænge en Kappe over sin Skyld. "Jeg er mig intet Ondt bevidst," siger den Ene, og paaberaaber sig sin Vandel som feilfri, fordi han ikke er bleven tiltalt for nogen Forbrydelse, eller fordi man ikke veed om ham nogen grovere Udsvævelse eller Last. "Jeg har ingen Uret gjort," siger han, og forstaaer derved, at han ikke har frastjaalet eller frasnydt nogen hans Ejendom; men om han har listet til sig den Vinding, som allerede medrette var i en Andens Hænder, eller har stillet sig ivejen for en Medbroders Lykke, om han har fældet uretfærdige Omdømmer og udspredt falske Rygter om sin Næste, eller om han har baaret et uforsonligt Had til ham -- i alt dette finder han ingen Uret. "Jeg har gjort meget godt," siger en Anden, og mener enten de tilfældige Almisser, han har uddelt af sin Overflødighed, uden at hans Hjerte har deeltaget i SIDE: 246 den af Haanden fremrakte Gave, eller ogsaa sin almeennyttige Virksomhed, som vistnok har forhvervet ham en retmæssig Agtelse i Samfundet, men ikke gavner ham i himmelsk Hen- seende, da hos ham Egenkjærligheden og Ærgjerrigheden har været Bevæggrundene dertil, og Gud dog dømmer efter disse, ikke efter Handlingerne, da nogle skinfagre Dyder ikke for Ham kunne skjule det Urene i selve Kilden. En Tredie taler om sine Udsvævelser i ældre og yngre Aar, somom de ikke skulde be- tyde mere, end de smaa Udyder, som han har udøvet i sin Barn- dom. Han betænker ikke, at vort Levnet udgjør et sammen- hængende Heelt, og at, ihvorvel vi under Livsvandringen for- glemme en stor Deel af den Vej, vi have lagt tilbage, skulle vi dog fra Evighedens Højder oversee den heel og holden, med alle de Afsteg, vi have taget, alle de Afvigelser og Fald vi have gjort. Hver Gjerning, hvert Ord, hver Tanke skal da staa klart for Aandens Øje; og vi skulle ikke kunne dølge dem mere for os selv, end for Andre. De ere Ildsluerne, som fortære, Slangerne, som forfølge Aanden, om han ikke her, ved oprigtig Erkjendelse af sine Synder, er bleven af de aandeligen Fattige, som Gud af Barmhjertighed har forjettet Deel i sit Rige d. e. en rolig og liv- salig Nydelse af Tilværelsen hiinsides. Det er med den aandelige Fattigdom, som med den timelige: den er ikke altid kjendt eller erkjendt. Nogle sidde i stor Gjæld, og leve alligevel somom de vare steenrige. De dølge sine Om- stændigheder, ikke blot for Fremmede, men for sig selv, idet- mindste for Mage og Børn. Uden at beregne Indkomst og Ud- gift, forøge de sin Gjæld indtil en pludselig og fuldkommen Undergang aabenbarer Husets virkelige Tilstand. Andre Gjæld- bundne derimod betænke itide den truende Fare; de jævnføre sin Gjæld med sine Indtægter: og finde de en formuende og hjælpsom Mand, som har Tillid til deres Redelighed, Sparsomhed og Flid, kunne de ved hans Hjælp lidt efter lidt rede sig ud og tilbagevinde sin Velstand. Ligedan forholder det sig i aandelig Henseende. Nogle vare i Andres og ofte, som sagt, i egne Øine rige paa alle kristelige Dyder, endskjøndt deres Regning staaer slet hos Gud, som ransager Hjerter og Nyrer. Andre derimod mærke med Forskrækkelse sin Sjels usle Tilstand, men om de henty til Gud igjennem Frelseren, blive de dog salige ved denne aandelige Fattigdom, som erkjender sin himmelske Skyld." SIDE: 247 "Jeg har nok for mig af hvad I har sagt, Skolemester," sagde Anders. "Jeg vil gjøre med den stakkels Lars, som jeg vil haabe Gud vil gjøre med mig. Han stræver nok, og erkjender sin Gjeld! jeg vil give ham endnu en Henstand, og skaffe ham en glad Dag saa nær under Dens Fødselsfest, der er alle vores Kreditor. Ja finder jeg, at det er ham tjenligt, skal jeg vel ogsaa eftergive ham hans Gjeld eller saameget han har godt af, ligesom jeg haaber paa en Dag i et himmelsk Jubelaar, da ogsaa min skal blive udslettet. Og Tak fordi I kom ind Skolemester! Jeg var udbuden i Aften for at spille Kort; men sandelig har I ikke lagt bedre Blade op for mig baade i Bibelen og i mit Hjerte, nemlig de hvorpaa min egen Skyld staaer tegnet." BØRNESANGE [fotnotemerke] Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 406 -- 410. Henrik Wergeland REGISTER No. 1. 1. Advarsel om den veneriske Smitte. 2. Laane- bibliotheket for Andagtsbøger. - 2. Fordærvet Ungdom. - 3. 1. Hvad Drukkenskab gjør. 2. De Kristnes Jagger- naut. 3. Olaf Hestebytter. 4. Arbeiderens Morgen- tanker. 5. Simpelmands Viisdom. - 4 -- 5. 1. Væverpigen. 2. Folkets Bog. 3. Kant- og Skov- huggerens Sang. - 6 -- 7. 1. Af Folkets Bog. 2. Væddemaalet. 3. Skole- mesterens Fortællinger. 4. Valget. - 8. Skolemesterens Fortællinger. - 9. 1. Var jeg en Arbeidsmand. 2. Den Fattiges Skjebne. 3. Flittighed. - 10. 1. Skolemesterens Fortællinger. 2. Den Fattiges Skjebne. Fotnote: Aaret og Aargangen nærmer sig sin Ende. Julen forestaaer, og endnu er der ikke tænkt paa de Smaa. Det gaaer hverken an iaar eller til næste. SIDE: 248 No. 11 -- 12. 1. Kaadheds og Skadefryds Ødelæggelser. 2. Skole- mesterens Fortællinger. - 13. 1. Skadeligt Mundheld. 2. Simpelhed i Sæder. 3. Bed og arbeid. 4. Fader Abraham. - 14. 1. Af gamle Rikards Almanak. 2. Skolemesterens Fortællinger. - 15. 1. Død Mand kan vidne. 2. De tre Vidner. 3. Al- meenaand. 4. Dovenskab i Regnveir. 5. Spindevise. - 16. 1. Mere om Minererne eller Steinbryterne. 2. Religiøs Overbærelse. 3. Menneskene som de ere. 4. Huus- raad. 5. Allemands Viisdom. - 17. 1. Falske Meninger. 2. Smidjen. 3. Smedevise. 4. Guldkorn. - 18 -- 19. 1. Skolemesterens Prædiken. 2. Kunsten at være lykkelig. 3. Blodiglefangst. 4. Guldkorn. - 20. 1. Vor Tids Velgjørenhed. 2. Virksomhed. 3. Skrive- kyndighed. 4. Maade at faa Lin saa fint som Silke. - 21. Præsten Schultz om Pligter mod Dyrene. - 22. 1. Anders Engelands Skrupler. 2. Spørgsmaal og Svar. - 23 -- 24. 1. Klik paa Folkets Navn og Rygte. 2. Nye Skrupler hos Anders Engeland. 3. Børnesange. Med næste Aar begynder 3die Aargang paa Betingelser som før. Uefterretteligheden i Remisser vil ellers nødvendiggjøre en Formindskelse af Oplaget. Henrik Wergeland SIDE: 249 No. 1, 24de Januar 1842. Du, Daare, du, hvis Ungdom Intet samler, Din Alder finder Intet, hvor den famler. MANGELSGAARDSARBEIDEREN I Europas sydligste Lande lader det sig nok til Nød gjøre at holde ud med Livet de faa Vintermaaneder uden just at have fast Hjem eller Tag over Hovedet. Der er Vinteren som April eller Maimaaned hos os, og de mange Kirker, Klostre og offent- lige Bygninger yde i sine Portaler Ly for en kortvarig Sludregn og for Natten. Den simpleste Klasse er derfor høist letsindig der i det Punkt at sørge for et Hjem til Vinteren; men hvor mildt end Klimatet er, og hvor godgjørende end de formuende Klasser ere, straffer dog denne Uforsynlighed sig noksom, saa Arbeidsklassen, der fører en saadan Levemaade, kaldes der overeet "Lazaroner" d. e. Lazarusser, formedelst dens usle Ud- vortes. Livet lader sig, som sagt, nok vedligeholde ved en saadan Levemaade, og Adgang til Arbeide ved de altid aabne Havne er ikke der, som her, lukket Vinteren over for den Mængde, som søger Erhverv derved; men hos Os er Huus, Varme og Sengklæder nødvendige Ting den lange Vinter over, for at kunne opholde Livet. Alligevel ere vore løse Arbeidere i Kristiania i Almindelighed ligesaa letsindige og uforsynlige i dette Punkt som hine Lazaroner. Mangelsgaarden er deres Tilflugt. De hade denne Tvangsindretning, men gjøre dog intet Sommeren over, naar de have Fortjeneste, forat undgaae den til Vinteren. Lige- som af en Hvirvel i Vandet, lade de sig i Høstugerne, naar Ar- beidet minker, drage imod dens Porte indtil de forsvinde der SIDE: 250 bag. Enten melde de sig selv naar Frosten og den første Snee kommer, eller de, som gik ud om Vaaren med Frihed, Adgang til Arbeide og det Løfte ikke at komme igjen mere, men at sørge for sig selv som ærlige fri Folk, komme derind paa en Stige, fundne paa Gaden berusede for den sidste Skilling, de havde tilbage. Og disse Normænd ere dog ogsaa fribaarne, og Sønner af et Folk, som er bekjendt for sin Æresfølelse. "Dersom jeg kunde komme ud af Mangelsgaarden," sagde en derfra lejet Ar- beider til mig i Mai Maaned forrige Aar, "skulde det nok ikke gaa som ifjor." "Har du da Arbeide om du kom ud, Arne?" "Ja paa Revierbryggen." "Havde du ikke det ifjor ogsaa?" -- "Jo; men.." "Naa! du mener, at du nu har lært, og vilde bære dig klogere ad. Det fornøier mig, at du synes at føle, at det ingen Ære er for en flink Arbeider, at maatte være paa Mangelsgaarden. Jeg kan ikke indsee, hvorledes en Karl af din Dygtighed kunde komme did. Du blev vel funden fuld paa Gaden?" "Nei, jeg maatte melde mig under Juul, for jeg havde ikke til Huus." "Hvormeget tjente du da om Dagen den Sommer over?" "Dag om anden to og tredive Skilling," svarede Arbeideren. "Det du lagde op, gik vel til Klæder da, kan jeg tro?" "Aa Gud bedre os," sagde Arne. "Det var nok daarligt med det. Skillingerne gik nok med lel." Hos Høkeren da, var let at begribe, skjøndt han maatte til- staa, at han retgodt kunde have lagt op 12 -- 16 Skilling om Dagen eller en 3 -- 3 1/2 Daler om Maaneden, og at han da kunde have sine Vadmelsklæder, Skjorteombytte og Huus Vinteren over. Med sin Øx eller Saug under Armen lod det sig da vel ogsaa gjøre at tjene Føden. Mangelsgaardsarbeideren syntes at være bleven klog, og han fik sin Frihed. Sommeren gik, og han fik virkelig Arbeide paa Revierbryggen. Nu gaaer alt vel, tænkte jeg; og dette sunde stærke Menneske, som ikke mangler Handlag til hvad det skal være, og som synes at have Smag for Forskjellen imellem at arbeide for sig selv og for en Formynderskabsindretning, skal nu ikke optage Pladsen, for Uslere, Svagere eller Ældre. Jovist! 3 Uger før Juul meldte Arne sig selv som næringsløs SIDE: 251 og huusvild til Gjenoptagelse i Mangelsgaarden; og der agter han da atter som Tvangsfange at tilbringe Vinteren. Æresfølelsens sygelige Udvæxt: Forfængelighed, skaber de fleste Forbrydere. Mangelen paa Æresfølelse de fleste Elendige og Usle. Henrik Wergeland DEN NORSKE ARBEIDER SOM BORGER Enhver norsk Mand eller Kvinde er fribaaren, d. e. født med Ret til at kunne vælge sin Levevej og til Lighed for Lovene. Dette synes lidet; og dog fødes Ingen med større, uden man vil sige, at Odelsmanden eller den, som skal arve en fast Eiendom som Førstefødt eller som eneste Barn, fødes med denne Ret og den dermed følgende Stemmeret. I mange Lande fødes Børnene med den Tvang, at blive hvad Faderen var, i mange fødes Kvinderne til Slavinder, i andre fødes ogsaa Drengene dertil, og til Lighed for Lovene fødes kun Børnene i de færreste. Selv i det for sin Frihed og sine vise Love berømte England er der en Adel med saa uretfærdig en Bestemmelse, alene forat de store Familiegodser og Formuen kunne blive samlede, at kun den ældste Broder arver, mens de øvrige blive saagodtsom arve- løse. Og heraf følger atter den Ulighed, at disse Sidste ved sine høje Navne trænge sig ind i en Mængde Poster, som ellers Folkets Børn i Almindelighed skulde kunne beile til. Yderlig- heden af Ulighed er dog der, hvor Børnene endog fødes som Handelsvare, nemlig forat sælges til Slaver. Men Norges Jord- bund taaler saa lidt Slaveri, at Negerslaven bliver fri Mand i det Øjeblik han sætter Foden derpaa; og fordi Lovens Aand er frisindet og for hiin Ligheds Skyld, er det Normanden synger med saadan Glæde: "Frihedens Tempel i Normandens Dale stander saa herligt i Ly af hans Fjeld" o. s. v. Men hvorledes er det? Huusmand og Arbeidsmand faaer jo nok den Ære at bære Musketten ved Siden af Gaardmandssønnen og den Odelsbaarne og at falde for Fædrelandet; men nogen Borgerret have de dog ikke. De kunne ikke engang stemme paa Bygdeformænd og endnu mindre paa Storthingsmænd. Og hvorfor det? Jo fordi Staten har maattet knytte Udøvelsen af SIDE: 252 Borgerret til Besiddelse af Grund, Huus eller Embede; thi ellers vilde ingen Orden kunne iagttages ved de offentlige Forhand- linger, og den bedste Spore til at hæve sig frem til Nydelsen af fuld Borgerret forsvinde. Erhverv et Huus, et Grundstykke, som saa mangen Arbeidsmand har gjort med sine Hænder, og om han fødtes i Inderstens lejede Rum, vil den norske Arbeider i borgerlig Ret og Rang blive jevngod med sin rige Drivtsherre, med sin galonerede Øvrighed, med Den, der kalder Ejendoms- vidder af Fjerdinger eller Mile sine, og i politisk Betydenhed vil ingen Arbeidsmand paa Jorden kunne maale sig med ham! I Egenskaben at være norsk fød besidder han alt Forjettelsen om at naae dette Maal og et Gode, som mangen Udlænding misunder ham, og som der skal Aar eller Fortjenester til for at vinde. For alt Dette fortjener derfor Fædrelandet at elskes af den norske Arbeider fremfor ethvert andet Land, fremfor Amerika, som kun tilbyder Den Frihed, som kan undgaae at maatte sælge sig som Slave til Pligtarbeide for mange Aar; og derfor, fordi det har kaldet ham til borgerlig Ære, elsker han det ogsaa; og Fædre- landet har ingen større Roes end naar det velsignes i Hytterne. Henrik Wergeland DADDEL OG BAGVASKELSE Er det ikke taabeligt, at ville see Malerier bagfra, Udsigter fra det sletteste Punkt? Saaledes gjør Den, som idelig laster og river sine Medmennesker ned. Først naar Alle fejede for sin egen Dør vilde Verden blive reen. Der er en Historie om en Viismand, som var valgt til Dommer over En, der havde for- gaaet sig. Han kom vel til Domstedet, men med en Sæk fuld af Sand paa Skulderen; og da han blev spurgt om hvad han vilde med den svarede han: "Det er mine Synder og Feil, som jeg ikke noksom kan erkjende og neppe nok bære. Hvorledes skulde jeg da kunne dømme Andre?" Vi forlade os ofte paa Andres Beretning, og saaledes kommer Sandheden sjelden reen til os. Ligesom Vandet antager Egen- skaber af den Grund, det løber over, antager den Farve, efter de Gemytters Egenheder den antræffer undervejs. Den falske Beretning gaaer ofte foran, den sande følger efter. Hold derfor altid en Dør aaben baade for den anden og tredie Efterretning! SIDE: 253 Der er Ingen saa uskyldig, at der ikke skulde blive talt ilde om ham, Ingen saa ugudelig, at der mangler ham paa en Forsvarer. Rygtet bærer som Floden lette Ting videre, men de tunge synke tilbunds. Det er vanskeligere at undgaae Daddel, end at vinde Roes. Thi dette kan skee ved een eneste stor eller klog Bedrivt i det hele Liv; men naar En vil undgaae Daddel, maa han sin hele Livstid hverken sige eller gjøre noget taabeligt eller slet. Men Ingen tro paa sin egen Fortjeneste; thi deri tager den Bedste let Feil; og Ingen fortrøste sig saameget paa egen Forstand, thi den Klogeste kan blive bedraget! Mangen Gang har Folket ikke vidst hvor høit en Mand var at skatte før det havde tabt ham. Man fortalte en stor Mand engang, at en berygtet Bagtaler havde talt godt om ham -- "da, sagde han vil jeg give mit Liv paa, at En har bildt ham ind at jeg var død; thi den Person kan ikke tale godt om noget levende Menneske." Man fortæller, at en Lærer i Musik sendte sin Lærling til en daarlig Musikus for at han af dennes falske Spil skulde ret lære at undgaa hans Feil. Sligt var nu vel ikke værd at vove meer end for en Gangs Skyld; men vist er det, at det ene Menneskes Feil skal være det andet en Lektion. Egen Skade gjør vel viis; Næstens gjør det dog for bedre Priis. Og bedre kan det ikke gaa fremad med et Menneske, end naar han lader sig bedre af Andres Daarskaber. Drukkenskaben giver især mange saadanne Exempler til bedste. Den holder sine Fore- læsninger paa offentlig Gade og i Rendestenen. -- "Kom, lad os gaa op! der er Kommers!" sagde nogle Svende til hinanden da de udenfor en Dandsebod hørte Skrig af Slagsmaal. Kun En af dem blev derfra og gik hjem. Mesteren kom paa Værkstedet om Morgenen, og træffer kun ham alene. Han vrededes, men blev fra samme Øieblik opmærksom paa denne Ene af sine Svende, som var paa sin Plads. Ud paa Dagen kom Forkla- ringen fra Arresthuset. Der sad hans øvrige Svende. De havde blandet sig i Slagsmaalet; En af dem havde næsten slaaet et Menneske ihjel, og en Anden havde forgrebet sig paa Politiet; kort, en alvorlig Sag opstod, som holdt dem saalænge fast, at SIDE: 254 Mesteren gav dem Løbepas, tog Drenge under den ordentlige Svend, som havde ladet sig lære, og Dennes Lykke blev gjort fra samme Stund. -- Dette var nu en Afstikker. Men vær ingen Dadler; thi den Feiltagelse er bedre, at tale vel om et Menneske, som ikke fortjener det, end at tale ilde om et godt. En Dadler er ogsaa meer end Andre underkastet Daddel. Thi man har Grund til at formode om Den, som er rask til at dadle Andre, at han kun har faa Feil, og desaarsag underkastes han et skarpere Omdømme, og for hvad man finder sparer man ham ikke. Den vise Sokrates var saa tilbageholdende i sit Omdømme, at han svarede, da han blev spurgt om sin Mening om en Bog, det ikke var let at sige noget bestemt om, at han holdt de Ting, han ikke forstod, indtil videre for ligesaa gode og roesværdige som dem, han forstod. "Dadle Feil, men ei Personer," er en god Regel og ganske i Kristendommens Aand. Det bør vi erindre mod Andre, og be- træffende os Selv, at Taalmodighed er det bedste Middel mod al Bagtalelse. Er en Ædelsteen god, kan det ikke betage den en Skilling af dens Værdi, om noksaa Mange, som ikke forstaa sig derpaa, sige den kun er Glas. Som en Piil, der skydes op i Luften, falder ogsaa Bagtalelsen tilbage paa Den, der udskjød den. En berømt og viis Mand blev engang spurgt om hvorledes han bar sig ad naar han blev udskjældt: "Som en Gesandt, der er bleven affærdiget uden Svar," sagde han. Der gives ogsaa (og det er en god Trøst) Mennesker hvis Daddel er en Roes, og som ikke med al sin Skvalder skade den Brave mere end en stærk Pladskregn skader Sjøen. Henrik Wergeland No. 2, 7de Februar 1842. Den rette Sædens Tid er første Ungdomsalder. Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. MODERKJÆRLIGHEDEN GAAER OVER ALT Dersom Mennesket altid ret erindrede hvad det skylder sin Moder, vilde meget af det Onde, som skeer i Verden, forblive ugjort. Man har ogsaa Exempler paa, at Erindringen om den moderlige Kjærlighed har været den sidste og mest levende af SIDE: 255 de bedre Følelser, som endnu have rørt sig hos store Forbrydere. Deres Anger har intet stærkere Udtryk havt, end det For- tvivlelsens Udraab: "jeg har bedrøvet min Moder! jeg har be- dækket min Moder med Skjændsel; jeg har lagt hende med Sorg i Graven!" Kjærligheden til Moderen synes at gaa foran den til Faderen; og der er naturlige Grunde derfor i den Smerte og Livsfare, hun har udstaaet for sit Barn, og i den Møje og ømme Omsorg, hun har viist det i de første værnløse Aar. Mennesket maa derfor holde fast paa denne Taknemlighedsfølelse, som selv Skurken ikke har let forat miste. Og det skulde ikke behøves at opmuntre hertil, om vore Straflister ikke opviste det Sørgelige, at Børns Mishandling af sine Forældre dog ikke er saa sjelden, som man skulde tro efter den naturlige Styrke, som Børnekjærlig- heden har. Som oftest seirer ogsaa Kjærligheden til det for- bryderske Barn i den Grad hos Forældrene og især hos Mødrene, at de under Sagen søge at formilde sin eller Andres Anklage for denne Forbrydelse ved at skyde Skylden paa egen Hidsighed og Ungdommens Ubetænksomhed. Men ligesom der ikke imellem de ulyksalige Følelser, som straffe Lasten, er nogen bittrere, end hiin Smerte over at have bedrøvet en Moder indtil Døden, er der heller ikke mellem de salige Følelser, som belønne Dyden, nogen sødere end Bevidstheden om at være en Moders Stolthed og Glæde. En god Moder (og af tusinde er der ikke fem, som ikke elske sine Børn som Hønen sine Kyllinger, om der end kan være Feil ved den Opdragelse, de forstaae at give dem) fortjener ogsaa al et Barns Kjærlighed; thi der er intet Offer, hun ikke skulde kunne bringe det. Selv Døden betænker hun sig lige- saalidt paa som Løvinden, der styrter sig midt ind imellem Ge- værerne og Spydene for at frelse den borttagne Unge. Hun drives af sin overmægtige Følelse, der ligesom har sin vidunderlige Styrke fordi den tvungen af baade den ædleste og den stærkeste (men uædleste) Kraft i Menneskeheden: af den sig selv forglem- mende Uegennyttighedens og af Egenkjærlighedens. Hun drives i Ilden, i den rivende Strøm for at frelse sit Barn, og Dagen har ingen Adspredelse, Natten ingen Hvile for den ængstlige Moder, hvis Kinder blegne hen under Anstrengelserne, mens Øinene synes at forkynde Glæde og Lykke. SIDE: 256 Jeg vil fortælle en Historie om en Moder, en Historie der kun er særegen ved den Omstændighed, som fremkaldte Beviset paa denne modige selvopoffrende Moderkjærlighed, men hvis Lære, at denne er beredt til Alt for det elskede Barns Skyld, kan findes i tusinde Exempler, som daglig upaaagtede foregaa om- kring os. I en af de langstrakte Aaser, som danne Kristiania- fjordens Østkyster, hvor denne taber sin største Bredde, ligger et Nybygge, hvor en af disse Scener, der viste Moderkjærligheden i dens fulde Styrke, er foregaaet. Et Par fattige, arbeidslystne Folk havde der seet sin Flid kronet efter faa Aar. De havde, efter et Uaar, som ogsaa rammede saa sydlige Egne, nedsat sig i et solbart lidet Dalsøk, hvor den rige Plantevæxt viste dem hvor god Jordbunden i sig selv var der. Ingensteds gav Potetesen slige Fold i deres Nybrydning; der stod en Rug paa deres Braater, som Sukkerrør i Roden, og Havren var at see til som vajende Palmer. Men den naturlige Frodighed viste sig ikke mindre i hvad den af sig selv frembragte. Hyld, Hvidtorn, Snebold, Gede- blad (Kaprifolium) og andre kjelne Buskvæxter skjød frodigen op imellem Stenene, og langs Stien, der slyngede sig op fra Stranden for over Aasen at glide ned i Bygden, gik et skarlagen- rødt Belte, som man, naar man vandrede den, saae var lutter Jordbær af de spanske Havejordbærs Størrelse og bristende Fylde. Dersom ikke den alvorlige Fjord havde lagt der med sine Granaaser og rødbrune Styrtninger paa den anden Side, skulde man, af de nærmeste Omgivelser, under de klattrende Kaprifolier, der i store Klaser og Krandse ludede ned fra Alme- og Asketræerne, og med den forunderlig rige Busk- og Blomster- flor paa de smaa Engstykker og imellem Stenene for Øje, fristes til at tro, at man befandt sig under en langt sydligere Sol, paa en af Spaniens eller Italiens Skraaninger mod Middelhavet. Jeg har gjort Plantekyndige opmærksomme paa denne Plet for en riig Høst for deres Plantekasse, og de have lovet at besøge den. Gjør En det, vil han finde en gjæstfri og elskværdig Familie i Nybyggerhytten: en Fader og en Moder i deres bedste Alder, -- ham maaskee nede ved Stranden, hende ved sin Rok foran Døren, og tre smaa velsignede Børn, sundere og smukkere end de Blomster, han ikke vil mangle at finde, legende ved hendes Fødder, og fulgte af hendes opmærksomme Øje. "Hans! Hans!" vil hun maaskee raabe -- "ikke saa langt! ikke SIDE: 257 til Hylderøsen! Husker du ikke?" Men naar Manden kommer op, vil han fortælle dig en Historie fra ifjor, mens Konen gaaer ind efter en Skaal Melk, om du end ikke har forlangt den. "Saa sad hu' Berthe en Eftermiddag i Høaannen ifjor -- vil han fortælle -- og vuggede den Vesle udenfor Døren. De to ældste der, han Hans og Anne Maria legte ved Hylderøsen der nede i Jordbærbakken. Jeg var ikke langt unna: bare oppe i Braaten og pyntede paa Gjærdet, og bag Huset gik en gammel Kone fra Bygden og havde noget Huusstel for sig. Det var over- maade varmt, saa hu' Berthe dormede lidt, mens hun sad saa ved Vuggen. Men medeet vaagnede hun af et forfærdeligt Skrig fra begge Børnene nede i Bakken, og strax kommer Vesle Hans ampusten opover med det Skrig, at Anne Maria ligger dernede stukken af en Orm, hvoraf her desværre ikke er saa faa i denne solbare og frodige Bjergegn. Moderen springer naturligviis til, finder Anne Maria med Mærker af nogle Blodsdraaber af at være bidt i Vristen, giver sig til at skrige saa jeg kunde høre det oppe i Braaten, og bærer hende under den høieste For- tvivlelse tilbage. Hvad var der nu at gjøre? "Jo! havde vi bare en Hund" -- mente Kjærringen, som var hos os -- "kunde han suge Giften ud." -- "Ak, en Hund! hvor er en Hund?" klagede Moderen. Men pludselig var hun sprungen op med et Glædes- skrig: "Gudskelov! Det indgav Gud mig. En Hund kan ikke suge Saaret ud -- den vil væmmes ved Giften -- men det kan en Moder!" Hun havde kastet sig paaknæ og givet sig til at suge Saaret af alle Kræfter. Saaledes fandt jeg hende, sugende som om hun vilde suge hundredaarigt Liv til sig og ikke Døden som hun tænkte. Vesle-Hans var løben mig imøde, og havde fortalt mig hvad Moderen gjorde. Og hun havde suget længe! thi da jeg hørte Skriget fra Røsen, var jeg ilet derned, hvor jeg ogsaa virkelig havde fundet og dræbt Slangen. Men jeg kom nu med Trøst. "Gud velsigne dig, Kone!" raabte jeg, "for hvad du har gjort og villet vove! men ængst dig bare ikke, for se her! Ormen, som har bidt Anne Maria, er uskadelig; ganske uden Gift som Humleranken her." Den hang ved min Stok; jeg tog den og viste hende Mærket, at det ikke var en Hugorm eller Skogsorm, som vi kalde dem, hvis Bid kan være dødeligt, men en af de uskade- lige Snoge eller saakaldte Huusorme, som gjøre adskillig Nytte ved at fortære alskens mindre Utøi. Hvilken Glæde der nu blev, SIDE: 258 kan man let begribe, ligesom og, at Hylderøsen staaer i betydelig Respekt siden den Tid. Mig -- vil der ligge i Mandens Ansigt, naar Berte kommer ud igjen med Melken (naar hun kan antage, at Historien, der geraader hende til saa stor Roes, er ude) -- mig er Steenrøsen bleven et Alter for den moderlige Kjerlighed, et Sted jeg og mine Børn aldrig vil kunne see uden at erindre, at intet Offer, ikke selv Livet, er for stort for denne, men at Gud var naadig, og blot satte den paa Prøve." Henrik Wergeland OM NORDLANDENE Norges mindste Herlighed er, at det er stort og langstrakt. Dette og dets naturlige Afgrændsninger gjør, at almindelig Mands Kundskab om de fjernere Strøg af Landet kun er yderst ufuld- kommen. Man fornam det i Trangsaarene 1831 og 32, da mang- foldige Familier udvandrede fra Dalene søndenfjelds, saasom f.Ex. fra Guldbrandsdalen, til "Rusland," som det hedte, hvor herlige Eiendomme skulde staae dem aabne til fri Besiddelse, mens det dog kun var til vore egne Nordlande, til nogle Dalfører i Nord- landene og i Finmarken, der ere besatte af norske Nybyggere. Om disse Kolonier var da en dunkel Efterretning trængt tilbage, og hint Rygte om et gjæstevenligt Paradiis i Rusland havde dannet sig, og drev mange Ubetænksomme fra deres Arne. Uvidende om Fædrelandets Bestanddele eller Provindser, hvoraf enhver har sit Værd for det Hele, uvidende om sig selv, bør dog Folket ikke være, saa det ikke kunde være saa overflødigt, ogsaa i dette Blad at meddele Almeenmand nogen saadan Kundskab. Og dertil seer Udgiveren sig istand, betræffende Nordlandene, denne ved sine Fiskerier saa vigtige Kyst- og Østrækning, der indbringer Norge en Hoveddeel af dets Indtægter, af de Penge, hvorfor det atter tilhandler sig af Udlandet de mangfoldige Varer, dets Behov eller Overdaad forbruger, idet nemlig en om de nord- landske Forhold velunderrettet Velynder af Bladet har sendt det nogle "Bemærkninger over de blandt Almuen i Nordlandene herskende Skikke og Sædvaner, Næringsdrivt o. s. v." Henrik Wergeland SIDE: 259 No. 3, 13de Februar 1842. Skjøn Daad seer skjønnest ud, naar kun jeg den veed og Gud. DYDS-BELØNNINGER I FRANKRIG De Dydsbelønninger, som det franske Akademi (et Selskab af lærde Mænd i Paris) aarligen uddeler, bære Navn af "Mon- thyons Belønninger". Hr. Monthyon var en Franskmand, som, efterat have ofret sit hele Liv til Velgjørenheds-Handlinger, har bestræbt sig for ogsaa at blive Fædrelandet og Menneskeheden nyttig selv efter sin Død. Endeel af sin Formue offrede han saaledes til at indstifte flere Priisbelønninger, og blandt disse en Priis for den Franske, der i Aarets Løb maatte have udøvet den dydigste Handling. Det franske Akademi, overdraget Udførelsen af den ædle Monthyons sidste Villie, har troet at burde dele denne hans Velgjørenheds Gave, for at kunne tilkjende flere Belønninger, ikke til den pralende Dyd, som selv udbreder sin Roes, men til den beskedne Dyd, som man vanskelig opdager i de mørke Afkroge, hvor den skjuler sig. Offentlighed, ydet skjønne Handlinger, maa være gavnbringende, eftersom de gode Exemplers Anseelse styrker Indflydelsen af de gode Lærdomme. Saaledes var da i 1839 Akademiets Opmærksomhed bleven henvendt paa Franciska Olivier, hvis Liv kun danner en lang Kjæde af Opoffrelse og Selvforneg- telse. Beretningen om hende, saaledes som den høitideligt op- læstes i Akademiet, lyder saaledes: "Som fattig og ubekjendt Uldspinderske udfolder hun, efter med sine Hænders Gjerninger at have understøttet en svag Moder, der døer i hendes Arme, sin brændende Kristenkjærlighed over alle Ulykkelige. Det synes som de af Himmelen selv ere henviste til hende. Det er 4, 6, 7 Ol- dinge, som hun alle har optaget og pleiet. Svagheder, Saar, Intet afskrækker hendes Mod. Hun forlader dem ikke førend efter deres Helbredelse eller ved deres Død. En gammel Blind er 3 Aar overladt i hendes Værge. Hun ledsager ham, trøster ham, underholder ham og modtager hans sidste Suk. En anden bedaget Trængende, som fører det kanske kun antagne Navn: Frants SIDE: 260 Olivier, fremstiller sig for hende. Han kalder sig hendes Paa- rørende; han vil bevise det. Hun sparer ham Uleiligheden der- med. "I er ulykkelig, I er af min Familie", svarer denne engle- lige Pige. Han faaer reenlige Klæder, en sund Underholdning, og ligetil den Dag, da han udaander, lever den fattige Spinderske med Savn for at underholde ham, og hæver sig til at finde Over- flod i de svage Hjælpemidler, som ikke engang tilsikkrer hende det Fornødne. En Arbeidsmand, 3 Børns Fader, angribes af en Svaghed, der sætter ham ud af Stand til at underholde dem. Moderen, ligesaa svag og lidende, kan heller ikke arbeide for dem. Franciska Olivier antager sig Faderen, Moderen og de 3 Børn. Hun bøder Pjalterne, som bedække dem, forskaffer dem Linned og Klæder. Og dette er kun en ringe Deel af den Understøttelse, hun yder de Trængende: Hun giver sig hen som Opdragerinde for de Yng- ste, udvikler i deres Hjerter religiøse Følelser, og indgyder dem Kjærlighed til Arbeide og Kjærlighed til Dyden. Hendes ringe Pengemidler strække ikke til saa talrige Offere; men hun nyder et saadant Ry, at veldædige Personer betroe hende Udbetalingen af deres Almisser, at de Fattige selv nedlægge i hendes Hænder den Smule, som de kunne lægge tilside af den offentlige God- gjørenhed, og at de antage hende til Mæglerske, til Voldgiftsmand i alle deres Tvistpunkter. Endelig, for med eet Strøg at male denne beskedne Pige, der besidder ei blot Kjærlighed til, men ogsaa Skjønsomhed paa det Gode, saa har hun under det ringe Tag, som dækker hende, grundlagt et almindeligt Hospital for de Trængende, en Religions-Anstalt, en Sparebank og en -- Dom- stol uden Appel." Akademiet bestemte derfor Franciska Olivier en Belønning af 600 Spd. Frants Poyer. "I Paris, i Skjødet af denne umaadelige Befolkning, hvor de slette Exemplers Smitte volder saa mange Ødelægelser, er Aka- demiet saa lykkeligt at kunne udpege et Mønster paa Opoffrelse og Godhed, et høimodigt Hjerte, et ædelt Mod. Frants Poyer, Fører af en Hyrevogn, som i 10 Aar har havt sin faste Holdplads paa et af Parises Gadehjørner, har stedse ud- mærket sig i sin Haandtering ved en regelmæssig Opførsel og ved udadlelige Sæder. Han er gift, har 4 Børn, og ikke andet SIDE: 261 at ernære sin Familie med end den daglige Løn, han modtager af sin Vogns Ejer. I Aaret 1829 overlader et Fruentimmer ham sin Søn for at afvænnes fra Brystet. Den første Maaned blev betalt forud; men en Tidlang kommer Moderen ikke mere tilbage, og det forladte Barn overlades til Poyers Forsørgelse, hvis Ar- beide neppe strækker til at ernære og opdrage hans Egne; men han tager ikke i Betænkning at antage et femte. Han lader Øllet ved sine Maaltider fare, for at kunne udholde denne nye Udgift. Efter 2 Aars Forløb kommer det fattige Barns Moder endeligen igjen tilsyne, men for at fordre det tilbage. Med Nød skiller han sig derfra; han gjengiver hende det uden at gjøre Krav paa en billig Kostpenge; men da den ærlige Hyrekudsk nogle Dage efter gaaer hen for at underrette sig om sin lille Ludvigs Sundhed, bliver den slette Moder forvirret; hun stammer og svarer ende- lig, at hun Aftenen forud har sendt sin Søn til Omegnen af en Provindsstad til rige Slægtninge, der have lovet at drage Omsorg for ham. Poyers Ømhed sættes i Uro; Han har Mistanke om en Løgn; han gaaer hen at underrette sig ved alle offentlige Vogne, og faaer den Forsikkring, at intet Barn er reist til det nævnte Sted paa den betegnede Tid. Utrættelig i sine Under- søgelser erfoer han derimod, at det har været udstillet ved Raad- husets Port, og at det derfra er blevet overbragt til Hittebørns- Hospitalet. Han iler derhen og gjenkjender sit stakkels Plejebarn, svagt, lidende og udsat for at miste Synet. Han fordrer det til- bage, han vil have sin Eiendom igjen; men Stiftelsens Love sætte sig derimod, idet de nemlig udkræve, at en Sum af 125 Spd. kon- traktmæssigt sikkres Barnet ved dets Myndighedsalder. Hvad er nu at gjøre? Fortvivlet raadspørger Poyer sin Familie. Den bi- falder hans Beslutning, og den følgende Dag, 14 September 1829, bliver Antagelsesakten udfærdiget. Til de forrige Livsfornegtelser ville nu komme nye. Manden maa arbeide tidligere om Morgenen; Konen maa vaage længere om Aftenen; og de 125 ere sikrede. O, hvilken skjøn Dag for Poyer, da han førte sit femte Barn til- bage til sin beskedne Arne! Dets sande Moder trykker det i sine Arme; hendes ømme Omsorg gjengiver det Sundheden, og, efter 12 Aars Forløb, under hvilke det kun har modtaget gode Lær- domme og især gode Exempler, have dets Plejeforældre sat det i Lære i et Snedkerværksted. Poyer er for Nærværende 65 Aar gl.; hvis hans Mod altid er det samme, kunde hans Kræfter ernære SIDE: 262 ham; men hans Alderdom skal ikke blive uforsørget; han skal blive en af Menneskehedens største Velgjørere endeel af den Skat skyldig, som dennes Tillid har nedlagt i vore Hænder; og aldrig ville vi af samme kunne gjøre en værdigere Anvendelse. Akademiet tilstaar Poyer samme Priis som Franciska Olivier." Andre fromme og rørende Handlinger have vakt Akademiets Opmærksomhed. I første Række udmærke sig adskillige Fruen- timmer, der paa forskjellige Punkter af Frankrig have kjæmpet mod Offre og Anstrengelser for at lindre Ulykken. Det er for- trinsviis i Fruentimmernes Hjerter, at denne brændende Kristen- kjærlighed aabenbarer sig, som hverken Lidelse eller Fare eller Død formaaer at standse. De især synes at besidde denne Reli- gion for Ulykken, der indskyder dybe Opoffrelser; de offre sig dertil med en Kjærlighed, en Lidenskab, som mere og mere op- reiser deres Mod og aldrig udtømmer deres Følsomhed. Kathrine Lafont. "Kathrine Lafont er en fattig Pige fra Flækken Barisot. I Virke- ligheden Hospitalsøster, er hun Forsynet for alle Trængende i sin Kanton. Hun deler sine Dage imellem den Omhu, hun yder Oldingene, og den religiøse Belæring, hun indgiver Børnene. Et lidet Huus, som hun arver, er af hende omdannet til Tilflugtssted for ulægelige Syge. "Jeg skulde ønske det var større", siger hun, "jeg skulde føle mig saa lykkelig ved, der at kunne huse Alle!" Men hendes ringe Arvepart er snart udtømt. Da paakalder hun den offentlige Goddædighed. Hun erholder af de Riges Barm- hjertighed det Hvedebrød, som bliver tilbage paa deres Taffeler. En Smule Kjødsuppe, som man skjænker hende i de velgjørende Familier, understøtter hendes fattige Pensionisters Kræfter. Idet hun alene forglemmer sig selv, lever hun kun af et Stykke Rug- brød, og, naar man bevidner hende sin Beklagelse over at hun ikke tager bedre Næring, svarer hun: "jeg trænger ikke til noget Andet. Gud har givet mig Sundheden; gid Han vilde gjengive mine Syge den, og alle mine Ønsker ere bønhørte!" En Beløn- ning paa 400 Spd. er tilkjendt Kathrine Lafont." Agnes Bouthier. "Agnes Bouthier er et beundringsværdigt Mønster paa Tjener- Troskab og Hengivenhed. Indtraadt i Aaret 1826, 22 Aar gammel, SIDE: 263 i Tjeneste hos en Handelsmand, som, formedelst sin mislige Adfærd, snart efter nedsænkes i Elendighed, tjente denne Pige som Moder for 2 Børn, hvilke han overlader til deres ulykkelige Skjæbne. Hun har ikke mere nogen Løn at vente, og alligevel afslaaer hun at skifte Husbonde. Hun afviser alle fordeelagtige Tilbud, som man foreslaaer hende, for at ofre sig ganske ude- lukkende til de 2 unge Forældreløse. Hun tilbringer Nætterne ved Arbeide, og Lønnen for dette Arbeide anvender hun for disse. Faderens mislige Behandling og Haardhed trætter ikke hendes Standhaftighed; hun river ham endog 2 Gange tilbage fra Fortvivlelse og Selvmord. Han bliver arresteret for Gjæld; hun besøger ham, hun trøster ham i hans Fængsel, og efterat han nu, gjengiven Friheden, forladende sit Huus og sin Familie, viser sig utro mod alle sine Pligter, da er det Tjenestepigen, det er Agnes Bouthier, der opfylder dem med en Moders Opofrelse. Den Op- dragelse, hun har givet sine Pleiesønner, tillader dem at frem- stille sig ved Provindsens lærde Skole. Hun ansøger og erholder 2 Fripladse for dem. Efterat deres Studeringer ere fuldbragte, forskaffer hun dem en fast Stilling. Den Yngste, ansat i en stor Handelsstad, bliver angreben af en Aandssygdom. Hun iler der- hen, fører ham tilbage, pleier ham og helbreder ham. Men snart efter angribes han af en anden, dødelig Svaghed: Spillesygen, som bemægtiger sig ham, gjør ham endog uretfærdig mod sin utrætte- lige Velgjørerinde. Intet dæmper hendes fromme Iver; hun be- kjæmper denne sørgelige Lidenskab. Med en Blanding af Ømhed og Fasthed kalder hun den Utaknemlige tilbage til Erkjendelse af sine Pligter, og gjengiver ham for anden Gang Fornuften. Saa- megen Opofrelse og Dyd have forhvervet Agnes Bouthier den samme Belønning, som Kathrine Lafont." Hermanne Tarbé. "En lignende Æresbelønning er tilstaaet Hermanne Tarbé, som boer i Menigheden Artignak. Indtraadt, 14 Aar gammel i Tjeneste, hos et Fruentimmer, der tidlig er bleven svagelig og som nu er 80aarig, har Hermanne nu pleiet hende i 36 Aar, uden Løn og selv uden Haab om noget Erkjendtlighedsbeviis. Denne ømme Hengivelse var ene for sig tilstrækkelig til at anbefale hende til Akademiets udeelte Deeltagelse; men en heltemodig Handling for- ener sig med dette langvarige Exempel paa Menneskekjærlighed. SIDE: 264 Da en Vaadeild nylig brød ud i Landsbyen, styrter Hermanne Tarbé sig midt igjennem Flammerne ind i den fattige Syges Hytte, hæver hende op af det ildomspændte Leie, hvor hun var nær ved at dø, og bringer hende ud paa en tilgrændsende Eng. Men neppe har hun nedlagt sin Byrde, førend Skrigene af et Barn trænge sig frem fra det andet af Ilden angrebne Huus. Hermanne styrter atter frem, og river ogsaa dette andet Offer ud af en uundgaaelig Død." Akademiet har endvidere besluttet Opmuntring for andre Dyder som, om end ikke saa fremlysende, ikke desmindre befindes for- tjente til Belønning. Marie Gros. "I Marie Gros gjenfinder man Agnes Bouthiers beundringsvær- dige Troskab mod ulykkelige Herskaber. Indtraadt som Tjeneste- pige i en ved Fallit ruineret Kjøbmandsfamilie, gjør hun ei blot Afkald paa 150 Daler i Løn, som skyldtes hende, men hun an- tager sit forrige Haandarbeide, og underholder ved sit Arbeides ringe Udbytte sin forrige Madmoder, der, næsten stedse syg, ofte ikke kunde arbeide selv. Denne Opofrelse vedvarede i 20 Aar. En vaklende Helbred, fremskyndet Alderdom, Frugten af saamange vaagne Nætter, af saamange Sorger forestille for Maries Øine ingen anden Udsigt end Elendigheden. Hundrede Gange har hun afslaaet fordeelagtige Konditioner, og aldrig er en Klage, en An- ger undsluppen hendes Mund. Akademiet tilkjender hende en Æresgave af 300 Daler." Marie Monika. "Jomfru Marie Monika de Fattiges Sygevogterske, finder Behag i at lindre deres Smerter. De frygteligste Smitsoter standse ikke hendes Iver. Hun vaager ved deres Offer; hun begraver de Døde og indtager Moderpladsen for deres Forældreløse. Den gode Opdragelse, hun har nydt, tillader hende, selv at give de Fattiges Børn Læse- og Skrive-Underviisning. I Løbet af 5 Aar har hun modtaget fleer, end 40 Saadanne i sin Bopæl, som er bleven til en Friskole. Men under denne Virken er hun bleven 70aarig. Hendes Helbred var stedse skrøbelig, og hendes Kræfter slaae hende feil. Hun havde kun meget tarvelige Indtægter, og hendes Hjælpemidler udtømmes. Hun har til from Daad udgivet det Li- SIDE: 265 det, hun besad; hun lader ikke høre anden Beklagelse, end den, ikke at kunne give Mere. Akademiet tilstaaer hende en Æres- gave af 300 Daler." Syv andre Priisbelønninger, hver paa 100 Daler, bleve ved samme Leilighed tilkjendte forskjellige Andre, som havde gjort sig fortjente dertil formedelst deres Daad af Menneskekjærlighed, barnlig Fromhed, Opofrelse for Ulykken eller modig Troskab. Henrik Wergeland No. 4, 25de Februar 1842. Hvo meget har, han meer attraaer, og Ønsket aldrig stille staaer. BELØNNINGER FOR LANG OG TRO TJENESTE Disse Æresgaver, dels bestaaende i Guldringe, dels i Penge, har Selskabet for Kristiania Byes Vel aarlig uddelt fra 1818 og de fleste Aar indtil 1840; og heri have vi da, i indskrænket Maale- stok, noget Lignende til de i forrige Nummer omhandlede Beløn- ninger, der uddeles i Frankrig. I 1818 uddeeltes 4 Guldringe. De, som da havde de fleste Tjenesteaar paa eet Sted at opvise, hedte Gunild Walleby og Randi Thorsdatter, som hver talte 21. I 1819 uddeeltes ligeledes 4 Ringe. De fleste Aar havde Olea Engebrethsdatter, nemlig 26, og Pernille Svendsdatter, der talte 21. I 1820 ligeledes 4 Ringe. Længst Tjeneste havde dengang Anne Kathrine Simensdatter og Kathrine Larsdatter, nemlig 21 og 20. I 1821 uddeeltes 5 Ringe. Sørine Andersdatter vandt dengang Prisen med fulde 32 Aars Tjeneste hos en Bonde i Agers Sogn. I 1822 -- 23 og 24 uddeeltes atter kun 4 Ringe. Højest gik da Nils Hansen Aas med 27 Aar, Marie Jensdatter med 26, og Olea Knudsdatter med 21. I Aaret 1827 uddeelte Selskabet, foruden 6 Ringe, der med rette ansaaes som den ærefuldeste Gave, ogsaa 1 Belønning paa 10 Spd., 7 paa 5, og 3 paa 3 Spd.; men i det Aar naaede ingen høiere end til 18 Tjenesteaar, nemlig en Berthe Andersdtr. I 1828 uddeeltes 8 Guldringe og 7 Pengebelønninger paa 3 og 4 Spd. Længst Tjenestetid havde i det Aar Mons Gregersen med 19 Aar. I 1830 5 Guldringe og 10 Pengebelønninger paa 5, 2 og 2 1/2 Spd. Karelius Andersen vandt Prisen dengang med 19 Aar. 1833 ud- SIDE: 266 deeltes 10 Ringe og 26 Pengebelønninger fra 6 til 2 Spd. Længst- tjenende vare dengang Anne Halvorsdatter med 32 Aar, Anne Olsdtr med 20 1/2 og Olia Pedersdtr med 20 Aar. 1835 uddeltes ligeledes 10 Ringe samt 9 Belønninger i Penge. Anne Thorsdtr naaede da ligetil fulde 33 Aar, og Barbra Evensdtr til 32. 1839 uddeeltes 46 Guldringe og 4 Pengebelønninger paa 4 Spd. Da talte Ole Kristoffersen endog ligetil 35 Aar, Ingeborg Larsdtr til 32, Anne Halvorsdtr til 29; Regina Hasler talte 28, Marte Hansdtr endnu 1/2 Aar til, Sofie Gundersen 22 1/2 og Jacob Jensen 18 1/2. Flere Pengebelønninger, der ogsaa for Fortjenester af denne Beskaffenhed synes mindre hensigtsmæssige end Æresgaverne, findes ikke angivne for de første 6 Aar, omendskjøndt det nok tør være Tilfælde, at saadanne ogsaa i denne ere blevne med- deelte; og de ere da tilfaldne Personer, der enten ikke have tjent i saa lang Tid paa eet Sted med Troskab og andre en Tjeners Dyder, som den af Selskabets Bestyrelse antagne korteste forat kunne erholde Ringen, eller gamle Tjenere, som forhen havde erholdt Ringen og lagt endeel Aar til de forrige. Yderst sjelden er der bleven tildelt samme Person to Ringe. Med hvilken Glæde maa ikke det gamle tro Tyende betragte sin ikke letvundne Ring, saa simpel Gaven i sig selv er! Ringen er Trofasthedens Symbol; og sandelig mangt et mere straalende Udmærkelsestegn erhverves maaske ved ikke større eller flere Dyder end dette fordringsløse Tegn paa hiint velgjørende Selskabs Agtelse. Uden Flinkhed, pletløs Troskab, Hengivenhed for sit Her- skab, Beskedenhed, Blidhed og rene Sæder bliver ikke Tjenesten lang, og erhverves hverken Ring eller anden Belønning; og disse Dyder ere nok til at udgjøre et Menneske, som fortjener Med- menneskers Bifald, Kjærlighed og Agtelse og Himlens Velbehag. En Huusholdning besidder i et saadant Tyende sit kostbareste Klenodie, og den gamle Trofaste overgaaer med Aarene til mere at blive et kjært Medlem af Familien, hvor fornem den kan være, hvis Raad Huusbonde og Madmoder have Respekt for, og som gaaer fra Forældre over til Børn som et Arvestykke, der skal holdes i Agt og Ære. Slige Tyendes Værd er ogsaa saameget større som de ere sjeldne; og det maa tilstaaes, at de ikke naa dertil ganske ved sig selv alene. Uden Paaskjønnelse af et vel- tænkende Herskab skulde Taalmodigheden omsider trættes. Ty- endet er ogsaa i mange Tilfælde hvad Herskabet gjør det til. SIDE: 267 Den Bydendes Udyder blive ogsaa den Lydendes. Slaver ere ikke istand til Dyd; thi denne er et Mod til stedse at handle som man bør d. e. efter Fornuftens Love; og det hører til det Umulige, at ville hos sletbehandlede Tjenere regne paa den første Tjenerdyd, paa oprigtig Hengivenhed for sit Herskab. Blotte Leiesvende elske ikke. Men ikke mindre Umuligt er det, at ikke et Herskab omsider skulde opdage og erkjende hvilken Skat det har i et godt Tyende. Herpaa kan dette med temmelig Tryghed stole; og med mere Fordragsomhed fra de Tjenendes Side i den første Tid, vilde nok det rette Forhold mellem Herskab og Tje- nende indtræde hvor det ellers ofte sønderrives under gjensidig Bitterhed efter et for kort Samvære til at begge Parter have kunnet lære hinanden tilstrækkelig at kjende til at indlede og knytte en Pagt med hinanden for lange Aarrækker, ja for Livet. Henrik Wergeland No. 5, 11te Marts 1842. Vil du riig ved Ploven blive, maa du Haand til Styret give. KONG SVERRES TALE OM DRANKERE En Gang kom tyske Kjøbmænd med Skibe, ladede med Viin til Bergen, hvor Kong Sverre opholdt sig. Hans egne Bjerke- beiner og Borgerne i Byen drak sig da jevnt fulde, og blev der da, som vanligt i saadant Tilfælde, Slagsmaal og andet Uvæsen. En Mand kastede sig ned fra Loftet i Gaarden i den Tanke at skulle svømme, og slog sig ihjel. En Anden sprang fra Bryggen i Sjøen, og druknede. Nogle blev ihjelslagne, Andre lemlæstede og gjorte til Krøblinger. Endelig lykkedes det dog Kongen at standse Uvæsenet og at forlige de Stridende. Da holdt Kongen Thing med sine Mænd, og talede saalunde: "Takke vil jeg Engelsmanden, som fører hid Hvede, Honning, Tøjer og Klæde. De Andre skulle ogsaa have Tak, som have hidført Lærred, Hør, Vox og Kjedler. Ligesaa de, som komme fra Ørken- og Shetlandsøerne, Færøerne og Island, der føre hid Varer, vi ikke kunne undvære. Men de Tydske, som ere komne flokkeviis hid med mange Skibe, forat føre herfra Smør og Fisk, saa Dyrtid kan befrygtes i Landet, og give os i Stedet SIDE: 268 derfor sin Vin, som Alle kjøbe og Mange lade Livet for -- dem bør Ingen takke, og pakke maa de sig herfra, ville de beholde Liv og Gods. Thi deres Ærinde er kun os og Riget til Skade. Men veed I vel, hvad der kommer af Drukkenskab? Det første og ringeste er, at Gods og Eiendom forspildes. For det Andet taber Drankeren sit Vet. For det Tredie faaer han Lyst til alt Ulovligt. For det Fjerde gaaer Lysten ofte saa vidt, at han hverken frygter for Rov eller Hoer. For det Femte forfører Drukkenskaben til ikke at taale nogen Ting, hverken Ord eller Gjerning, betale ondt med dobbelt værre, og bagtale de Uskyldige. For det Sjette udmatter Drukkenskab Legemet, som ellers kunde udholde mange Besværligheder [fotnotemerke] , saa det bliver ganske magt- stjaalent. Blodet fortyndes i Lemmerne, og bliver usundt, saa det paa det nærmeste er ude med hele Skroget. Derpaa, naar Formue, Fornuft og Hilse er fløiten, driver Drukkenskab sine Trælle til at ødelægge hvad der endnu er tilbage, nemlig Sjelen, saa de ringeagte alle gode Sæder og Bud, fatte Begjær til Synden, falde fra Gud, Sjel og Fornuft, saa de ikke engang mindes hvad de have forøvet. Betragter Drankeren, naar han paa een Gang skilles fra Drikken og Livet! Hvad synes I da derom? Hvem tager da imod hans Sjæl? Nu! Betænker da, hvor fordærvelig denne Adfærd er, imod den, som bør finde Sted!" Denne den store Sverres Tale blev vel antaget, siges der, og alle fornuftige Mænd syntes at ret var talet af Kongen. Henrik Wergeland MAANEN I Østen steg Maanen op, og svømmede som en let Baad igjennem Aftenrøden. En Børneflok pegede paa den, og sagde til deres Fader: "Hvor yndig og hvor liden den dog er. Saaledes seer den ikke altid ud." "Den er i sin Barndom," svarede Faderen. "Den vil voxe Dag for Dag, og dens Lys vil tiltage, indtil den viser os sin fulde Skive." "Undertiden vil den maaske blive skjult af Skyer og ligesom tilhylle sit Aasyn." Fotnote: Dette var Sverre selv et Beviis paa. SIDE: 269 "Efter nogen Tids Forløb vil den igjen aftage og blive mindre, indtil den endelig reent forsvinder, og saaledes bliver et fuld- komment Billede paa det menneskelige Liv." "Jeg veed, hvad du mener", sagde eet af Børnene; "ogsaa Mennesket tager til og tager af; det glimrer en Tid over Jorden, derpaa forsvinder det og skjules i Graven." "Og de Skyer, som undertiden tilhylle Maanen?" spurgte Fa- deren. "Hvad de skulle betyde, kan jeg rigtignok ikke sige." "Det er de Gjenvordigheder, der møde Mennesket," vedblev Faderen; "ingen Dødeligs Bane gik saa lys og blidelig hen over Jorden, at den jo havde sine mørke Dage." "Men det skyldfri og gode Menneske trække Skyerne forbi uden at forstyrre hans Sjels Rolighed." "Og naar han omsider forsvinder for vore Øine, saa gaaer han ei tilgrunde, men straaler i en anden Egn evigvarende og uforanderlig." Henrik Wergeland No. 6, 31te Marts 1842. Oplysning er den Stige, som fører til at blive Overmandens Lige. FATTIG-JAKOB Jakob lærer at læse. En berømt engelsk Forfatter har i en Fortælling, som han kalder "Fattig Jakobs Historie," skildret hvorledes Fattigdom og Tilsidesæt- telse ikke er nogen uoverstigelig Hindring for Flid, en god Tænke- maade og sund Forstand for at komme frem i Verden. Fattig- Jakob var Søn af en i Orlog udkommanderet engelsk Matros; men som Moderen, der kun havde Forkjærlighed for hans Søster, i alle Maader forsømte. Han tjente sig sine daarlige Klæder og det meste af Maden ved at gaa Sjøfolkene tilhaande nede ved Stranden med at hale Baade iland, hjælpe Fiskerne med at tørre Garn, og ved at fiske Tang- og Træstykker op naar det blev Ebbe, som han da solgte til en Sælgekjærring. Et Par gamle Sjømænd, som havde Livsophold i Byens store Hospital, havde fattet Godhed for Gutten, og indlod sig ofte i Samtale med ham om Dit og Dat. Den Ene af disse var en gudfrygtig hvidhaaret Mand, der ofte syslede med sin Bibel og anden Læsning, mens SIDE: 270 den Anden, fordi han ikke kunde, maatte lade det være. Dog havde Livet med alle sine Hændelser, ved Guds Styrelse, været ham en Bog, der havde gjort ham til den skikkelige Mand han var. Fattig-Jakob havde engang kuldseilet i Mundingen af Themse- floden og været nær ved at miste Livet. For en Markspenge var han gaaet nedad Floden med en Fisker, og da var Ulykken hændt, at han maatte drive en god Stund nedad paa Kjølen og imellem Iisflagerne til et Skib havde taget ham op. "Naa, Jakob", sagde Ben (den af hans to Venner, som ikke kunde læse), "skal du ikke snart nedad Floden igjen?" "Om saa var, haaber jeg at tjene mine Skillinger lettere end sidst." "Det var et Mirakel, at du blev reddet min Gut," sagde den anden Gamle, Peter Anderson, "og du bør være den Alvidende taknemlig derfor." Jakob studsede; thi han havde aldrig før hørt denne Benæv- nelse paa Guddommen. "Du mener Gud, ikke sandt?" spurgte Jakob, i den rimelige Tanke, at han ikke kunde mene nogen Anden. "Ja, min Gut; men har ikke din Moder lært dig dette Navn?" Jakob taug, og saae til Jorden. Han vilde ikke anklage sin Moder. Endelig sagde han: "Jeg har lært nogle Bønner af min Søster Johanne." "Hvilke Bønner kan du da?" spurgte gamle Peter. "Jeg kan "Fader vor" og to Vers af en Psalme; men flere troer jeg ikke jeg kan." "Hvor gammel er du nu, Jakob?" -- "Tre Aar ældre end Jo- hanne. Hun, hørte jeg min Moder sige, blev sex forleden Dag. Altsaa er jeg nok ni." "Kjender du Bogstaverne?" -- "Ja nogle af dem. Jeg har lært dem af Baadmærkerne." "Men du kan ikke læse?" Jakob saae atter til Jorden. "Ikke et Ord", mumlede han endelig. "Har din Moder nogensinde talt til dig om Bibelen?" "Ikke til mig; men jeg har hørt hende tale til min Søster om den." "Kommer du nogensinde i Kirke? Naa, se op!" sagde gamle Peter. SIDE: 271 Men Fattig-Jakob saa ned paa sine fillede Klæder. "Nei aldrig. Moder tager nok lille Johanne med; men jeg er for . ." Her snuede Jakob Albuen frem, og saae paa Hullerne derpaa. "Men hvorfor vil din Moder forsømme dig? Du maa vist være et Skarn af en Gut." "Nei, han er ikke," faldt hans anden Ven, Ben, Peter ind i Talen. "Det er ikke Grunden. Men bliv ved, Peter." "Kunde du have Lyst til at lære at læse, Jakob?" spurgte An- derson. "Og kunde du have Lyst til at høre mig læse i Bibelen for dig saalænge til du selv kunde læse i den?" "Stor Lyst. Der er mange Gutter nede ved Stranden, der ere mindre end jeg, som baade kunne læse og skrive." Peter An- derson sagde derpaa, at han vilde lære Fattig-Jakob at læse, naar han opførte sig godt. Hver Eftermiddag Klokken sex, eller naar der ikke var mere at gjøre nede ved Stranden, skulde han komme til ham forat faa Underviisning. "Ja gjør det, min Gut," sagde gamle Ben. "Jeg har selv ikke lært det, Jakob; men jeg veed hvad det er at savne det. Havde jeg kunnet læse og skrive, var jeg maaske bleven til noget Bedre, end en stakkels Hospitalslem her i Byen, skjøndt jeg takker Gud for, at jeg ikke er bleven noget værre. Lige siden jeg er bleven voxen har jeg kun fortrudt det een Gang, og det er hele mit Liv igjennem. Ja, Jakob, jeg vilde gjerne give min højre Arm, der dog engang har duet noget, om den nu ikke er meget tes (og Ens højre Arm bliver dog Ens højre Arm hvorlænge man lever) om jeg bare kunde læse og skrive; ja ikke engang Skrivningen vilde jeg bryde mig noget om, naar jeg bare kunde læse Trykt, Jakob, for saa kunde jeg læse i Bibelen, ligesom Peter Anderson, og det er saa skammeligt for en gammel Karl ikke at kunne følge Præsten i Evangeliebogen i Kirken. Mens vi ere unge, tænke vi ikke meget paa Bibelen, min Gut; men naar vi skulle til at lette Anker for den anden Verden, ville vi saa gjerne læse vore Tvivl og mørke Tanker bort, og det er det eneste Kort, hvorefter vi med Sikkerhed kunne styre. Efter min Formening," lagde gamle Ben til, "have de For- ældre et stort Ansvar, som ikke lade sine Børn lære at læse; men jeg maa ikke laste mine, da Døden berøvede mig mine før jeg kjendte dem." Fattig-Jakob skrev sig dette bag Øret, og benyttede sig med Lyst og Iver af Peters Underviisning. SIDE: 272 Jakob høster Nytte og Glæde af at kunne læse. Fattig-Jakobs Fader var, som sagt, udkommanderet i Orlog, hvor det gjaldt baade Liv og Lemmer, og paa længe havde man ikke hørt fra ham. Saameget vidste man, at der var holdt et morderligt Slag, og at han havde været med deri. "Ingen Nød, gamle Ben," sagde Jakob da en Dag. "Jeg har jo lært at læse, og i Aviserne og de trykte Beretninger om Slaget kan jeg jo faa Underretning." Som sagt, saa gjort. For et Par Skilling kjøbte han sig en saadan omstændelig Beretning. Gamle Ben fik sig et Kruus Øl ud paa en Bænk, og satte sig ret i Mag til, for at fryde sine Øren med Beretningen om sine Landsmænds Sejer. Jakob læste, og kom endelig til Navnet paa det Skib, hvor han vidste hans Fader, om han levede, maatte være ombord. "Nr. 4," læste han, "Fregatten "Den Dristige" -- Een Falden og fem og tredive Saarede; i Alt sex og tredive Mand." "Seer du, Jakob," bemærkede gamle Ben, "det taler for, at din Fader er ilive. Thi hvorfor skulde just den Ene, der er fal- den, være ham? Naa, Jakob, frisk Mod! Vi spørge snart Nyt fra ham." "Det vil jeg haabe", svarede Jakob, og lagde Bladet sammen. "Kan du nu ikke indsee, Jakob, hvor herligt det er at have lært at læse?" vedblev Ben. "Her seer du nu mig, der er gammel nok til at kunne være din Bedstefader, og ligner jeg ikke et hjælpe- løst Barn ved Siden af dig? Du kan sige mig Besked om hvad der foregaaer, men jeg kan ikke hjælpe mig selv. Og troer du ikke Jakob, at det kommer mig for, nu som jeg sidder her, at du var Manden og jeg Drengen? Jo det gjør, Jakob; det er vist og sandt. "Bi lidt", raabte Jakob, foldende Bladet atter ud, "hvad seer jeg der? Min Faders Navn! Han staaer paa en anden Liste. O Gud, Han er frelst." "Nu, Gudskelov, er Han?" sagde Ben. "Men seer du? den Nyhed, som bringer dig til at græde af Glæde, min Gut -- seer du, den skulde have lagt begravet der midt for dine Øine, Jakob, om du ikke havde lært at læse." "Gud velsigne Peter Anderson, som har lært mig det! sagde Jakob. Og nu hjem til lille Johanne. . . ." Henrik Wergeland SIDE: 273 RAAD FOR FATTIGFOLK 1. I vort Land er det meer end i andre nødvendigt at holde tilraade med sit Sædekorn. Huusmanden har lidet Jord, men destobedre burde han sørge for at den kunde bære. Intet Sæd- korn burde gaa tilspilde, og med Sæden burde han saaledes om- gaaes, at den ret kunde afkaste rige Fold. At støbe den i Kalk- vand, eller Saltlage er dertil ret tjenligt; men især vil man have fundet, at Sædekorn, blandet med Tørvaske, skyder snarere op, holder sig bedre, gaaer ikke saa let i Brand og kaster mere af sig. Korn spares, og endnu mere Gjødsel, da Asken i sig selv er meget gjødende. Man blander en Trediedeel Sæd med to Trediedele eller noget mere Aske, og lader det staa i et Par Døgn, hvorefter det udsaaes sammen. At blande Gjødsel med Sæd- kornet, især Vaarsæden, som behøver at voxe hurtigere end Vinter- sæden, har ogsaa sin store Nytte. 2. Brødet drøjes lige indtil en Femtedeel mere, naar Deigen æltes med kogt Klidvand. Kliden hverken skades eller taber noget ved Kogningen. Aarsagen er tydelig, idet et vist Maal Klidvand vejer meget mere end et lige Maal bare Vand, og mindre bortdunster deraf i Ovnen. 3. Svovelstikker er ikke den eneste Industri, fattige Folk kunne drive. De almindelige Tømmermandsblyanter lade sig f. Ex. og- saa ret simpelt gjøre. Man tager 1 Pund klar Harpix, 1 1/2 Lod guult Vox, smelter dette i en Leerpotte, blander 1 Pund 20 Lod fiinstødt og sigtet Blyerts deri, rører det til det bliver godt blandet, tager saa lidt op ad Gangen, ælter det imellem Hænderne til runde Emner, og triller disse saa paa en varm Jernplade til den Tyk- kelse man behager. SOLOPGANG Av Jøden. Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 26 -- 27. Henrik Wergeland TIL PUBLIKUM Bladets Forlægger, Hr. Bogbinder Barlien, en Mand, der med Uegennyttighed behandler et gavnligt Foretagende, har underrettet SIDE: 274 mig om, at dels Aftagelse i Abonnement, dels især Uefterrette- lighed i Betalingen truer med at gjøre det nødvendigt for ham at indskrænke Bladets Oplag, uden hvis betydelige Størrelse dets Virkninger paa Folkets Masse sporløst ville forsvinde. Dersom ikke saavel offentlige som private Bevidnelser fra sagkyndige Mænd af Tilfredshed med dets Indhold havde fundet Sted, skulde den første Omstændighed indeholde en Bebreidelse mod Under- tegnede som Redaktør. Jeg har imidlertid, uden synderlig Bistand fra andre Venner af Almuens Oplysning, ihvor ønskelig denne maa være, stræbt og vil stræbe at give Bladet et saa afvexlende, underholdende og undervisende Indhold, at det baade i sine spredte Nummere og som en Bog ved Aargangenes Slutning skal siges at gjøre Nytte og at udfylde sin Plads imellem de faa Midler uden- for den geistlige Underviisning, der virke for den selskabelige Udvikling i de simplere Klasser. Men endnu have disse ikke saamegen Sands derfor, at Almuen i Almindelighed af egen Drivt kjøber for sin Skilling anden Læsning, end de Viser, Sælgekjær- ringerne have i sine Kurve; og dog var der, ved Ansættelsen af Bladets lave Priis og Oplagets Størrelse af 3000 Explr, uden hvis to Trediedeles Afsætning det ikke kan bære sig, ogsaa taget i Beregningen, at ogsaa almindelig Mand, og ikke blot enkelte Be- fordrere af hans Oplysning eller Foreninger i Byerne og paa Lan- det skulde faa Smag paa at kjøbe det. Har dette nu ikke i paa- regnet Grad fundet Sted, maa man henvende sig til disse Sidste, hvorfor da Anmodning herved skeer til enhver Oplysningsven og Forsørger af Arbeidsklassen, saavelsom til de stedfindende For- eninger for By- og Landkommunernes Vel, om at de ville under- støtte og fremme Afsætningen og Læsningen af dette Blad imellem Almueklasserne, som saa vel trænge til ethvert Glimt af Oplys- ning der kan trænge ind i deres mørke Masser og Hytter, enhver letfattelig Gjenstand for Eftertanken, enhver anden bedre Syssel- sættelse i Hviletiderne end den sædvanlige. I Kristiania uddeles, ved Selskabet for Byens Vels Understøttelse, nogle hundrede Exemplarer til Almueskolernes Ungdom, der læses af denne med Begjærlighed og betragtes som en Præmie, naar Læreren uddeler dem; og hvem kan troe, at f. Ex. de skarpe Tiltaler om forskjel- lige Udskejelser af Byungdommens Raahed, saasom de gjentagne om dens Ødelæggelseshang, have været ganske spildte? Jeg har Erfaring om, at de ikke have været det. -- Bladets lave Porto, SIDE: 275 3 Sk. pr Aar, letter dets Udbredelse over Landet, og, med Tillæg deraf, vil den indheftede Aargang, hvis Indhold gjør den lige skik- ket til alle Tider som Almuelæsning, ikke overstige 36 Skill. Nummerviis forsendt koster Aargangen 24 Sk. uden Porto. I Kri- stiania leveres indbundne Explr. af de to udkomne Aargange for 36 Sk., og indheftede for 32 Sk. Forlangende herom skeer til Bladets Forlægger, Bogbinder Barlien i Kristiania, og Abonnement tegnes hos hans Kommissionærer og i Bogladerne i Byerne samt paa alle Rigets Postkontorer. Kristiania i Marts 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland No. 7 -- 8, 29de April 1842. Lyd din Samvittighed! Gud taler gjennem den. Det er dens første Bud: gjør Uret god igjen! TOLERANTS At være tolerant, er langtfra det samme som at være ligegyldig i og for sin egen Tro, der maa være Overbeviisningens Sag. Vor gamle Ven Skolemester Ole Andersen havde en egen Maade at lære Tolerants paa, idet han nemlig, saa ofte Leilighed gaves, ved Exempler paa Dyder hos anderledes Troende, som han mær- kede man ikke tiltænkte dem, søgte at udrydde de Fordomme og uretfærdige Meninger, han traf paa i sin Omgangsskoles Kreds. Det hændte da nu sidst i Juul i et Afskedsselskab hos en Bonde, der snart skulde fare til Storthinget, at Samtalen kom paa Jøderne, som Grundloven forbyder Ophold i Landet, men hvilken Lov- bestemmelse, som ikke stemmende med den Menneskekjærlighed og Tolerants, der især sømmer sig for et kristent og frit Folk, nu er foreslaaet ophævet. Den værdige Thingmand erklærede vel, at, siden han agtede at stemme for Ophævelsen af en anden Lov, som forbyder at holde saakaldte gudelige Forsamlinger, var det rimeligt, at han ogsaa med Hensyn til hine anderledes Troende maatte være af en tolerant Anskuelse; men han ønskede dog at høre sine Medborgeres Meninger i det Punkt. "Ei da!" faldt saa en af Bygdens Formænd ind, som sad lige- overfor -- "Navnet ""Jøde"" kan være nok. Hvad betyder det vel andet end en Skjelm og Bedrager, fordi man aldrig har hørt SIDE: 276 andet end slige Streger om dem? Sig selv hjælpe de nok; men gaaer det en Kristen ilde, lee de i Skjægget, og skyve til." "Da har jeg dog hørt anderledes," sagde Skolemesteren, "og jeg skal gjerne fortælle et Par Historier, som synes at vise, at de kunne være ret skikkelige Folk ogsaa imod Andre. Saaledes hændte det virkelig, efter en berømt kristelig Menneskeven ved Navn Iselins Beretning, at en meget riig kristen Kjøbmand plud- selig ved nogle Handelsvenners Fallitter saa sig nødt til at opgive sit Bo. Naboer og Bekjendte beklagede ham; men det var og- saa alt. Men pludselig ankommer en Jøde, der havde staaet i Handel med ham, og nu havde hørt om hans Ulykke, og paa- nøder ham sin hele Formue, for at han dermed kunde klare den indstrømmende Gjæld, og atter rejse sig paa Benene, hvilket og- saa skede." "Ganske brav", -- mumlede Formanden. "Men een Svale gjør ingen Sommer." "Saa faae vi have en Svale til", mente Skolemesteren. "I et anseet Tidsskrift havde en overordentlig uretfærdig og fornær- mende Bedømmelse af et Skrift om Forbedringen af Jødernes borgerlige Stilling staaet at læse, og vakt dyb Smerte hos de krænkede Israelitter. Det hedte, at den slette Behandling, de nød, var ganske selvforskyldt og nødvendig for deres i Bund og Grund fordærvede Gemyts Skyld -- at Taterpak eller de saa- kaldte Zigeunere før lod sig danne til skikkelige Folk o. s. v. Forfatteren boede i en By, hvor Israelitterne havde adskilligt at sige, og hvor de let kunde have hevnet sig paa adskillige Maader; men i dets Sted gave de hinanden indbyrdes Ord paa, i Gjer- ninger saameget det stod til dem at vederlægge hans Angreb og Beskyldninger. Faa Aar efter blev Forfatteren kastet paa Syge- lejet. Uden Formue, uden Hustru og Børn, uden Venner og Pleje, var hans Stilling høist sørgelig. Men ligeoverfor ham boede en Jøde, og hvad gjør Denne? Forglemmende al Vrede og Kræn- kelse sender han sit Folks Fiende Spise, Drikke, Lægemidler og Understøttelse for at bringe ham fra Sygelejet, hvorfra han dog ikke reiste sig." "En Slags Samaritan", bemærkede en af Selskabet. "Sandt nok, men her er en anden", og Skolemesteren vedblev: "Anden Juledag 1798 kom mod Aften en velhavende Handels- mand med sin Kone og Søster til et Værtshuus i Tydskland. Et SIDE: 277 Par Miil længer hen skulde Natteqvarteer tages, og did blev det da besluttet, at Fruentimmerne skulde kjøre foran, og Manden komme bagefter tilfods, for bedre at holde sig varm i den strenge Kulde. Den Reisende havde begaaet den Daarskab, til endnu bedre Beskyttelse mod denne, at tage Brændeviin tillivs, og Føl- gen blev da, at en saa stærk Døsighed og Træthed betog ham, at han satte sig ned paa en Steendynge ved Vejen og sov ind i Døden. Kort efter kom et Par Bønder, saae ham ligge, raabte ham an, men lode ham ligge, med det Udraab: "naa, han vil vel sove Rusen ud paa en Steendyne." Lidt efter kom en fattig Jøde henad Vejen, og neppe opdager han den Livløse før han kaster sig ned ved ham og forsøger at faae ham tillive igjen. Men da al Rusken var forgjæves, tager den brave Jøde den Stivfrosne paa Ryggen, og bærer ham med største Anstrængelse til nær- meste Huus, hvor han strax faaer ham sat i et Kar med koldt Vand. Og det lykkedes. Med et stærkt Skrig vaagner den Stiv- frosne, og efter nogen Tid kan han give Forklaring over hvem han er, om hvorledes det er gaaet til, og om de to Fruentimmer, som vente ham. Strax blev et Bud sendt til dem, og, ledsaget af Jøden, reiste han efter. "Ven," sagde han, "du har reddet mit Liv; tag denne Bagatel," og dermed rakte han ham en vel- fyldt Pung. Men Jøden vilde ikke vide deraf. "Jeg er en fattig Reisende," sagde han; "men jeg har ikke gjort mere end min Pligt." Handelsmanden havde over 600 Daler i klingende Mynt hos sig, da Jøden fandt og bar ham væk. Jøden vilde hverken sige sit Navn, eller melde sig til den af Øvrigheden udsatte Præmie for Forulykkedes Redning." Den velvise Formand tog sig to lange Priser. "Jeg kunde nok fortælle flere Historier af samme Slags," ved- blev Skolemesteren; men . ." (i samme Øjeblik betog en stærk Nysen Formanden) "men man nyser saa deraf." Dog fortsatte han paa Opfordring: "I en Handelsstad døde en Kjøbmand for nogle Aar tilbage i de knappeste Omstændigheder, efterladende en Kone og to ufor- sørgede Børn. Imellem hans Kreditorer var der ogsaa en Jøde, som havde laant den Afdøde en ikke ubetydelig Sum, der nu var for- falden. Men neppe havde Moses erholdt Efterretning om Enkens Omstændigheder før han sendte hende Beviset tilligemed følgende Linjer: "Jeg oversender Dem herved Deres sal. Mands Gjælds- SIDE: 278 beviis. De er mig intet skyldig, og jeg maatte ingen menneskelig Følelse have, hvis jeg kunde nære Tanken om at kræve Betaling af Dem. Vær forsikkret om, at den Almægtige visselig vil sørge for Dem og Deres kjære Børn!" "Der kan Du høre, Far," sagde Formandens Kone over Bordet. "Gud forlade Den, som dømmer Andre for haardt!" "Ei ja," svarede Manden (der, sagt saa i Forbigaaende, ikke drev sin Gaard saa godt som han troede at kunne drive Staten, og saaledes selv var bleven "Fant", som man siger) "Hvor Intet er har Keiseren tabt sin Ret. Men viis en Jøde en Velgjerning skal vi nok see han erindrer det." Den uudtømmelige Skolemester maatte da til igjen med en Hi- storie, efterat han havde spildt nogle ubesvarede Spørgsmaal paa Modstanderen, om han da troede, at en Israelits Hjerte var ander- ledes indrettet end hvilkensomhelst Andens, om ikke Taknemlig- hed var en saa naturlig Menneskefølelse, at det ikke kunde an- tages tænkeligt, at en heel Slægt af Menneskeheden skulde mangle den osv. "Paa Rhinstrømmen" begyndte han, "strandede engang, ved at løbe paa en Sandbanke, et Fartøi med mange Passagerer. Fire søgte at holde sig fast ved Masten, som endnu ragede op af Vandet. Den Ene af dem var en Jøde, og han bad en anden af sine Ulykkeskamerader, en Bonde, om han maatte holde sig fast ved hans Been, da han ellers vilde bortrives af Strøm- men. "Ja, svarede Bonden, hold kun fast; men naar jeg ikke kan holde mere, gaa vi begge under." Efterat Jøden havde holdt sig ved Bondens Been nogle Minutter, kom dog et Fartøi ud og reddede dem. Jøden takkede nu Bonden paa det varmeste, og skrev op hvor han boede, lovende, at han saasnart som muligt skulde vise ham sin Tak i Gjerningen. "Reis i Guds Navn, sva- rede Bonden, jeg gjorde jo dog blot hvad Mennesker ere hin- anden skyldige. Tak blot Gud, der har reddet os fra Døden!" Bonden havde alt næsten glemt denne sin Kærlighedstjeneste, da der pludselig efter to Aars Forløb indtræffer en Pakke med Penge og Klædningsstykker til Egnens Foged, med Anmodning til Denne om at tilstille Bonden og hans Familie det Indlagte. "I saa lang en Tid, hedte det i Brevet, har jeg ikke kunnet give min Velgjører noget, fordi jeg selv var bleven ganske fattig. Ofte har jeg tænkt paa ham, og bedet inderlig til Gud for ham; men nu, da Gud har velsignet mit Erhverv, maa jeg ogsaa paa denne SIDE: 279 Maade tænke paa min gode Bonde." Pakken indeholdt 150 Daler og fuldstændig Klædning til Bonden, hans Kone og tre Børn. Taarerne strømmede af Modtagerens Øjne. "Gud gjengjælde ham det!" sagde han. "Lad nu En forsøge at skjælde Jøder ud for værre end Andre! Men saa meget var dog ikke det lille Haand- tag i Benet værd. Gud signe ham, og gjøre alle Jøder salige!" Og næsten hvert Aar fik Bonden i nye Pakker Aarsag til saa- danne Velsignelser." "Jeg kjender endnu et vakkert Sidestykke til denne Historie," sagde Skolemesteren. "Paa en Iis sprængte en russisk Extra- post forbi en Jødes Slæde. Isen brast, og Postføreren forsvandt. Det lykkedes dog Jøden at redde ham, hvorpaa Postføreren trak sin Pung frem og vilde betale. "Behold Deres Penge," svarede derimod Jøden. "Hvad jeg gjorde var en Pligt, hvorfor ingen Religionsforskjel kan fritage. Den eneste Tak, jeg beder om, er, at De vil vise en Israelit, om Tilfældet saa skulde gives, den samme Tjeneste igjen." "Nu! jeg vil gjerne indrømme," bemærkede Storthingsmanden, "at Jøderne ikke staae tilbage for de Kristne i Menneskekjærlig- hed, og det er jo fra En af deres egne Lærere det skjønne og sande Udsagn er kommet: "Elsk din Næste som dig selv, er Re- ligionens Hovedtext; alt det Andet er kun Fortolkning deraf"; men, om de ere istand til de samme patriotiske Opoffrelser som et Lands øvrige Borgere, derpaa tvivler jeg." "Nogle Exempler," svarede Skolemesteren, "paa at de dog ere det, findes alligevel i den Bog, der er sendt dig som Storthingsmand, f. Ex. om Jøden Meyer i Kjøbenhavn, der skjænkede Hundredetusinder til denne Byes kristelige Velgjørenhedsindretninger; men jeg kan dog op- regne flere, som vise, at de i patriotiske og menneskekjærlige Opoffrelser ikke staa tilbage for andre Indvaanere af et Land. I Holland understøttede saaledes en enkelt Jøde Fyrsten til et stort Foretagende med 1 Million Daler, med de Ord: "Bliver det kronet med Held, veed jeg den vil blive mig tilbagebetalt; i modsat Fald skal den ogsaa være tabt for mig." I Amerika døde en Jøde i sit 142 Aar efterat have testamenteret sin hele Formue, næsten 2 Millioner, til milde Stiftelser. Nok en Hollænder- jøde skjænkede Fædrelandet to Millioner Gylden til Bedste i Krig og Fred, til de kristne Kirker af alle Confessioner i Landets to Hovedstæder 100,000 Gylden, og til alle kristne Vaisenhuse i begge SIDE: 280 Stæder 250,000, foruden mange andre Summer til lignende Ind- retninger andensteds. I Byen Mantua skjænkede den israelitiske Menighed en betydelig Sum til de saarede Soldaters Hospital; i Kjøbenhavn skjød Jøderne sammen 40,000 Daler tilbedste for fattige Syge paa det store Hospital, og i Østerrig døde en Jød- inde, som aarlig lod en Sum af 20,000 Gylden uddele imellem de Fattige, og som endelig i sit Testamente betænkte alle Hoved- stadens milde Stiftelser uden Forskjel." "Naa ja," afbrød Formanden, som følte sig tryggere ved det Rygstø, han urigtigen troede at have i Storthingsmanden, "det har vel ladet sig gjøre af de Rige imellem Jøderne. Men hvor fra skriver sig vel denne Rigdom uden fra -- ?" Han vilde sagt et stygt Ord; men Storthingsmanden faldt ham i Talen med at sige: "Ja hvorfor vel uden fra de sædvanligste og sikkreste Kilder til Rigdom: fra Flid, Tænksomhed og en saadan Levemaade, at de besidde Kredit og ikke unddrages Andres Hjælp?" "Javel, Hjælp indbyrdes; Snyderi mod Andre." "Her maa jeg fortælle et Exempel," faldt Skolemesteren ind, "paa at deres Hjælp ikke har saa snevre Grændser, skjøndt det er naturligt, at man helst hjælper sine Egne og dem man kjender bedst. I 1826 bleve pludselig ved en Forandring i Handelsverdenen de fleste Kjøbmænd i Frankfurt udsatte for at maatte gjøre Op- bud. Kun Jøden Rothschild stod urokket; men da han mærkede Faren for de andre, forstrakte han dem strax med 500,000 Daler, hvorved de reddedes og Byens gamle gode Navn i Handelsverdenen bevaredes. Men I har vel ikke endnu hørt Oprindelsen til dette be- rømte Rothschildske Handelshuses umaadelige Rigdomme, som nu i mange Aar, fordelte mellem Brødrene i tre af Europas Hovedstæder, medens Stamhuset fremdeles er i Frankfurt, har ført Spiret i Penge- verdenen og forstrakt Europas Riger med Millioner? Den er sær- deles hæderlig, og jeg vil fortælle den. Da de Franske sidst i for- rige Aarhundrede krigede i Tydskland, maatte Fyrsten af Hessen, inden hvis Grændse Frankfurt ligger, pludselig forlade dette. Men kort før Afreisen lod han den gamle Jøde Rothschild kalde til sig, og betroede ham to Millioner i klingende Mynt. "Kan jeg være saa heldig at bevare dem for Deres Høihed," sagde han, "skal det være mig kjært; men man vil nok ikke undlade at søge hos mig." "Gjør blot hvad De kan," sagde Fyrsten og reiste. Efter en Snees Aar kom han tilbage til sin Stat; men spurgte SIDE: 281 ikke engang efter Jøden, overbeviist om, at Franskmændene havde faaet Fingre i hans Skat. En vakker Dag lader gamle Rothschild sig melde. "Nu, kommer De?" sagde Fyrsten. "Det er vel om Pengene? Lad det være! Jeg kan vel begribe hvordan det er gaaet." "Nei," svarede Jøden, "mod Formodning har det lykkets mig at bevare dem i den stormende Tid, og her bringer jeg ikke alene de 2 Millioner, men andre 2, som imidlertid ere fortjente dermed." Den forbausede Fyrste vilde dog ikke mod- tage dette overordentlige, men i en saadan Tid let forklarlige, Udbytte. Jøden forsikkrede, at han desforuden havde sin For- tjeneste af Pengene; men endelig troer jeg dog Fyrsten blev ved sit, og kun tog imod den betroede Sum, som han forlængst havde holdt for tabt. Dette var Begyndelsen til Rothschildernes Rigdom, der nu er voxet saaledes, at hine to Millioner ganske vist ere blevne til halvfjerdsindstyve. Men jeg kom fra hvad jeg vilde svaret paa den Anmærkning, at det kun skulde være de overordentlig rige Jøder, man kjender slige Godgjørenhedstræk af. Det var en liden Historie, som en luthersk Præst har fortalt. Da han nemlig engang gik om med en Kollekt for de Fattige, kom han ogsaa ind til en gammel Jøde, som just sad og læste i sin hebraiske Bibel. Præsten sagde ham sit Ærinde, at han samlede Bidrag til Afskaffelse af Gade- betleriet. Jøden stod op uden at sige Noget, tog frem af et Skab en liden Pung, som ikke syntes at indeholde meget, men gav dog mere end Præsten kunde vente. Imidlertid spurgte et ungt Men- neske, som var hos ham, om Indsamlingen ikke ogsaa skede til Bedste for nogle indvandrede Udlændinger; men, da Præsten vilde svare, faldt Oldingen ind med Varme: "Ei, Dreng, hvad spørger du om hvem det er for? Det er for Mennesker, og det er nok. Hvad Vægt ligger der paa hvad de hedde? Det er Børn af vor Fader, og vi skulle hjælpe dem i Guds Navn med hvad han har givet os." Endnu flere Historier, fulde af Opfordringer til Menneskekjær- lighed og Tolerants, kunde Skolemesteren have fortalt, dersom ikke Storthingsmanden havde sat en god Ende derpaa ved plud- selig at ryste hans Haand, sigende: "Tak for det I har bevirket i mit Hjerte, Skolemester. Jeg føler, at min Sjel har een Fordom mindre, og erkjender, at Tolerants er en Menneskekjærlighedens ufravigelige Fordring, dens underste Trin, en væsentlig Følge af SIDE: 282 det Baand, hvormed Naturen har omslynget alle Mennesker, et Baand af den naturlige Fornuft, og det eiendommelige Kjende- tegn, hvorved man kan skille sædelige Nationer fra barbariske og vilde. Afvige Andre i Religionshenseende fra Os, ere de dog ikke forskjellige i Natur; de ere ligesaavel Mennesker, som de Kristne; de ere disses Brødre for Gud og skulle ligeledes være det for Verden." Henrik Wergeland FARBRORS KISTE For en Snees Aar siden døde der i en af Landets Byer en gammel Knark, hvorom Rygtet gik, at han ejede en god Klat Penge paa Kistebunden. I det mindste troede hans Brodersøn, som han havde opdraget, det; og denne Gavstrik, som hyklede for sin Farbroder og Velgjører, men gjorde Gjeld paa Henviis- ningen paa dennes Alderdom og Skrøbelighed og Anviisninger paa "Farbrors Kiste," hvis uomtvivlede Ejermand han skulde blive, stundede med Længsel efter Gamlingens Død. Denne havde været Sjømand, og det var ikke saa urimeligt, at han kunde eje noget paa Bunden; men at faa denne undersøgt i hans levende Live var ikke saa let. Endelig laa da Farbror der som Brodersønnen vilde have det, og indeni hans Bibel blev ganske rigtig Testamentet fundet, ifølge hvilket denne skulde arve alt efter ham. Skjælvende af Glæde sætter han Nøglen i den forjettelsesfulde gamle Skibskiste. Men hvad beskriver Ar- vingens Forbauselse, da han finder den tom. Men paa Siden var der en Læddik med flere Rum. Den kunde endnu være fuld med engelske eller spanske Gulddaler. "Farbror narrer mig som man giver Abekattene flere Papirstuller at aabne," tænkte den Letsindige, og aabnede det første Rum. Deri laa en Seddel, hvorpaa stod skrevet: "Kjære Brodersøn glem for det Første aldrig, at en god Samvittighed er bedre end to Vidner, og at den er en Stav naar du segner, en Kilde naar du tørster, en Skjærm naar Solen stikker og en Hovedpude i Dødens Favn! Dernæst indprænter jeg dig, at du vil betragte den menneskelige Lykke kun som en Regnbue. Saalænge den er foran os, overhvælver den vor Udsigt med syvfold Glands og Fortryllelse. Men ikke saasnart ere vi midt deri før den er for- SIDE: 283 svundet. Bed derfor, at den milde Gud altid vil lade dig be- holde idetmindste syv uopfyldte Ønsker, saa at deres Regnbue altid maa forskjønne din Udsigt ind i Fremtiden. Og, for det Tredie, skulde du nogen Gang være i Tvivl om hvad der er din Pligt, da erindre, at den bestaaer i at gjøre hvad det nærværende Øjeblik kræver af dig." "Ei du gamle Skjelm," sagde Arvingen, "det Sidste skal vel betyde, at det nu var min Pligt, at skaffe dig pynteligen i Jorden; men det beroer paa, om de andre Skuffer indeholde noget bedre. I den anden laa en Regning over hvad Farbror havde anvendt paa hans Opdragelse samt en Anviisning paa en Kjøbmand paa de 10 allersidste Daler han ejede. Og det Ord "allersidste" stod med en tyk Streg under. "Atter en Streg af Farbror!" mumlede Brodersønnen. "Men han er ikke at tro. Derfor ud med den sidste Skuffe." Ak! der laa kun en gammel guul Lap, hvorpaa stod skrevet Følgende: "KLOGSKABSREGLER TIL MIN KJÆRE BRODERSØN. Giv Skaberen hvad man ham give bør medrette! Betænk dig vel før du en Ting i Værk vil sætte! Med skikkelige Folk alene Venskab holdt! Vær aldrig af dit Pund og høje Gaver stolt! For andres Mening fiir! (dog ikke alle Tider) Giv efter sømmelig, om Ret mod dine strider! Agt paa og nøie mærk alt hvad man siger dig! Lad aldrig din Forstand med Brauten vise sig! Betro ei Nogen meer i Snak end du er pligtig! Hvert Ord dog være sandt og Meningen oprigtig! Hvad eengang lovet er lad uforkrænket staa! Men før du Løfte gjør betænk dig vel derpaa! Viis dig tjenstagtig, blid, ei i dit Væsen myndig! Dog, om dit Ord er mildt, din Gjerning være fyndig! Beleven vær og fri, brug dog Gemeenskab ei! Døm aldrig hastig, men først Sagen overvei! Elsk uden al Gevindst! Tilgiv og uden Trudsel! Mod Store viis Respekt, dog nedrig ei og usel! Stræb med hvert Menneske at holde Venskab fast! Yp aldrig Trætte, ei dig i Processer kast! Vær ei nysgjerrig at udforske Andres Sager! Stræb, men dog uden Tvang, man dine ei opdager! Laan villig ud, men lad dit Laan forstandig skee! Men er det Vederlag, da lad din Rundhed see! SIDE: 284 Hvad Tilstand du er i og hvordan du dig vender Tag aldrig saadan feil, at du dig selv ei kjender! Hav Medynk med hvad Ondt en Anden skeer; og bær taalmodig Andres Feil! I Venskab trofast vær! De Sorger overvind, som tvinge kan Forstanden! Lad dem ei yttre sig til Skade for en anden! Stift Fred og Enighed hvor Strid og Ufred er! Søg aldrig anden Hevn end ved Velgjerninger! Straf uden Bitterhed! Berøm foruden Smiger! Skjemt maadelig, hør og hvad Skjemt en Anden siger! Hold hver i Agt i hvad Haandtering han er i! Last aldrig nogen Ting af eget Praleri! Bebreid ei Nogen hvad du hannem gjør til Vilje! Regn saadant blandt de Ting, der holdes taus og stille! Red en elendig Ven, og forekom hans Trang! Vær gavmild! Ødselhed lad dog ei have Gang! Styr Galdens Hidsighed, naar den vil tænde Vrede! Tal aldrig ondt om Den, som ikke er tilstede! Sky Utaknemmelighed; og lev ædruelig! Og det i hver en Lyst, som vil forlokke dig! Tal lidt, tænk meer! Af dig lad Ingen skuffet blive! Gjør altid meget af det som man dig vil give! En fattig Skyldner grib ei ubarmhjertig an! Mod ham, som mod dig selv, vær blid og ligedan! Misund ei En om han har Lykken paa sin Side! Hvad man fortroer til dig lad aldrig nogen vide! Braut ei af nogen Ting! Dølg hvad som dølges bør! Trods saa hver Sladdermund, naar du alt Dette gjør!" Brodersønnens Vrede er ikke let at beskrive. Med Foragt slog han Læddikken i og Kisten ilaas og slængte den op paa Loftet. Men for et Par Aar siden meldte der sig for Husets Ejer en fattigklædt Mand, i hvis Aasyn Synd, Sorg og Lidelse havde gravet sine Præg, med Anmodning om at maatte see paa dets Lofter, om ikke en saadan gammel Kiste skulde staa hen- slængt der. Det var Brodersønnen. Efter et Vagabondliv kom han nu som demitteret Slave for at lede efter Farbrors Kiste, og han fandt den og Papirerne i Læddikens Rum. Der sad han paa den gamle Kiste, da jeg fandt ham. Et skarpt Lys faldt fra Loftsvinduet paa hans Ansigt. Han sad der læsende paa de gamle nu gulnede Papirer. Taarer havde vædet dem, og strømmede nedad hans Kinder, da han stak dem til sig, og saa listede sig atter nedad Trappen, -- jeg tænker, nu først klog, forbedret, udsonet og en værdig Avtager af Indholdet af Far- brors Kiste. SIDE: 285 Henrik Wergeland RETFÆRDIGHED IMOD ANDRE Vær først retfærdig imod Andre, saa mod dig selv! Det vil sige: gjør først mod Andre hvad de have Ret til at fordre og vente af dig, og gjør dernæst hvad der tjener til dit eget Gavn. Tænk ikke: min Tro er den eneste Gud velbehagelige, dette Strøg af Jorden og Luften tilhører mig; derfor kan jeg med en guddommelig Ret banlyse mine Brødre. Lad Enhver beholde hvad ham tilkommer! Du er da kun retfærdig mod ham, men endnu ingenlunde godhjertet og velgjørende. Sørg først at lindre din Næstes meest trykkende Nød. Da vil der være en sød Duft af din Overflod om Du har nogen, en liflig Smag ved din Nødtørftighed! Lad først Andres Fortjenester vederfares Retfærdighed, og fryd dig bagefter ved de Egenskaber, der virkelig pryde dig selv. Hvad Andre have nødig, hvad Andre ei kunne undvære, det maa du stræbe at skaffe dem; først da kan du gjøre dig tilgode med det mindre Nødvendige. Henrik Wergeland SIMPELMANDS MADRATS Et Knippe Halm, som sjelden skiftes, derover et Lagen, som ikke vaskes stort oftere end Bænken, og derover en Skindfell eller et Teppe, som sjelden luftes -- der har vi Arbeiderens Leje saadant som det er hos de fleste, omendskjøndt ikke hos de usleste; thi de ligge endnu værre, henslængende sig i en Vraa hvor de kunne. Men denne Mangel paa Omsorg for Livs- beqvemmelighed er ikke blot en Følge, men ogsaa en medvirkende Aarsag til stigende Usselhed. I mange Tilfælde vilde ikke Ar- moden forbyde at have det hyggeligere om sig; men her ville vi nu anføre et, nemlig med Hensyn til Lejet, og da et Middel, som ganske let lod sig iværksætte. Det gjør ikke Engen nogen Skade, om Mosen tages væk; tvertom denne er dens værste Underkuer, og har man ikke Ad- gang til at erholde Mose der, saa vil der dog neppe andensteds fra være Mangel derpaa, og af Mose lader sig herlige Madratser gjøre. Man iagttage da ved dens Indsamling og Tilberedelse Følgende: Den indsamles omtrent midt i August, tørres 3 -- 4 Dage SIDE: 286 i fri Luft og vendes som Hø helst paa et skyggefuldt Sted. Der- efter skeer det samme under Tag 8 -- 10 Dage, hvorpaa den pilles og udgrejes med Hænderne. Mosen lægges derpaa i Dynger paa omtrent 1/2 Alens Høide og et Par Alens Længde og Bredde, som pidskes til den bliver blød og myg som Uld og slipper al Ureenhed. Lægges nu ihop paa et tørt Sted. Naar den nu skal lægges i Vaer, gjennempidskes den paany eftersom den stoppes ind. Ved nu at gjennemstikke med Seglgarn et Qvart imellem hvert Stik faaer man en særdeles god Madrats, der er blød, let og varm, og hvorpaa en Mand, der lægger sig med en god Samvittighed, vil sove behageligere end paa hiin ureenlige Halm. Henrik Wergeland LEDIGGANG Vi have en Lov i vort Legeme, som forpligter os til Arbeide og Møie vort hele Liv igjennem. Hvo, som opfylder denne Lov, vil finde i Arbeidet en høist behagelig Lyst, og i Livets Møie en sød Sjelero. Han frier sit Legeme fra mange Sygdomme og sin Sjel fra en udmattende og fortrædelig Kjedsommelighed over Tiden. Han fuldender sit Livs Løb efter dets vigtige Bestem- melse, idet han gjør sig selv og andre lykkelige og baner sig Veien til en uforgjængelig Glæde og høiere Fuldkommenhed. Det er ikke alene den Lærde og Vise, som nyder disse Fordele, i det han æres som en Prydelse for det menneskelige Kjøn. Nei, Enhver skal nyde Frugterne af sit Arbeide. Den ringeste Dag- lønner, som paa en ærlig Maade ernærer sig og Sine ved sit strenge Arbeid, Bonden som med Møie dyrker Jorden, og for- skaffer sig selv og mange andre Næring og Klæder, og Enhver i sin Stand, som ufortrødent sørger og arbeider for det menneske- lige Selskabs Velfærd, skal blive lykkelig. Og hvilke behagelige Følelser vil ikke det Menneskes Sjel have, som ved nyttige Le- gems- og Sjels-Arbeider har sat sig istand til at kunne veder- qvæge Fattige og Nødlidende af sin forhvervede Formue, og for- mindske deres Sorger og Bekymringer? Skulde vel Gud have skabt vort Legeme med saa mange Redskaber, der ere bestemte til at bevæge sig og arbeide, og vi skulde ikke bruge dem dertil? Og da han gav os en udødelig Sjel og nedlagde i samme saadan en Evne og Styrke til at tænke, hvorved den kan svinge sig op SIDE: 287 til den Uendelige selv, mon han da gjorde det af anden Aarsag, end at vi allevegne skulde erkjende hans høieste Viisdom, efter- ligne samme, og ved Betragtningen af hans Godhed og Naade gjennemtrænges med de saligste Følelser af Glæde og evig Tak- nemmelighed imod ham? Men hvor utaknemmelig er ikke den foragtelige Lediggjænger mod dette goddædige Væsen, og hvor slet handler han ikke imod sig selv? Hans Forseelse maa derfor nødvendig drage en alvorlig Revselse efter sig. Hvori samme bestaaer i dette Liv, kan man ogsaa vise ganske tydelig. Og med Sandsynlighed formode vi, at Sløvhed i Sjelen og Aandernes Foragt skal blive hans Straf i det tilkommende Liv. Det første Bud, Gud gav Mennesket var dette: "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød." Det vil sige saa meget: I skulle daglig sætte eders Legem og Sjel i Virksomhed paa en nyttig Maade, om I ville nyde en lykkelig Tilstand her paa Jorden. Men Natten bestemmer jeg til Hvile for eder, at I kunne uden Sorger vederqvæge eders trætte Lemmer med en sød Søvn, og om Mor- genen ligesom føle et nyt Liv og Styrke, paa det I stedse om Dagen kunne være beqvemme til at arbeide med Legemet, og tænke med Sjelen. Naar vi kun saa løselig betragte denne gud- dommelige Befaling, saa synes den at have noget Haardt og Mod- bydeligt i sig for den menneskelige Natur. Men naar vi ret over- veje samme, saa see vi tydelig, at den er fuld af den allerstørste Godhed imod os. Thi Gud, som gav Menneskene en fri Vilje til at tænke og handle, saae forud, at deres Tilbøielighed til sand- selige Vellyster vilde sætte dem i største Fare for en alt for tidlig Død og frygtelig Undergang, dersom han ikke paa saa alvorlig en Maade advarede dem derimod. Arbeide være derfor velsignet, Leddiggang forbandet som en Raadenhed, der fortærer Legeme og Sjel! Henrik Wergeland No.9, 13de Mai 1842. "Fremad" er Ordet. Bedre og Bedre! Sønnerne lære tilsidst sine Fædre. NYTTEN AF AT KUNNE SKRIVE OG REGNE Nytten af at kunne læse, vil vel Ingen benegte; men det turde nok være muligt, at der gaves dem, som vilde tvivle paa, om SIDE: 288 almindelig Mand ogsaa skulde behøve at kunne skrive og regne, eller om det vel og skulde være Pligt for simple Forældre at lade sine Børn lære saadant, naar Adgang dertil gives. Slig Mod- sigelse vil man vel ikke behøve at frygte for af dem, som selv have lært at skrive og regne; thi de have sikkerlig saa ofte selv erfaret Nytten af disse Kundskaber, at de ikke forsømme at lade sine Børn lære dem. Men blandt dem, der ei have lært dem, og altsaa ikke ret kjende Nytten heraf, tør vel nogle være taabe- lige nok til at sige: jeg er kommen Verden saa langt igjennem uden at kunne skrive og regne, og saa kunne vel mine Børn med. Ja taabelige; thi hvor mange Gange have de vel ikke savnet det, naar de ville være oprigtige, og havt Leilighed til at ønske, at de dog havde lært det? Og om end Tilfælde har været, at de i sin Stand ingenlunde have kunnet undvære det, vide de da vel, om dette skal hændes deres Børn, eller om Færdighed i Skrivning og Regning ikke kan blive en Leilighed for dem til at hæve sig udaf de Kaar, hvori slig Uvidenhed kan findes? Men man forsøger som oftest forgjæves at overbevise saadanne Folk ved fornuftige Forestillinger. Et Exempel af de mange, som det daglige Liv giver paa, at intet er saa dyrt som saadan Uviden- hed, turde tale kraftigere. Nils Jensen var en Frimester, som havde lagt sig noget til- bedste. Han gjorde sit Arbeide godt og var ædruelig og stræb- som, og uden at kunne skrive eller læse Skrift havde han kridtet sig til et Par 100 Dalers Penge, hvoraf han havde været klog nok til at sætte Mesteparten i Sparebanken. En Nabo var i Betryk for en saadan Sum, som han havde liggende, og Nils var honet nok til at laane ham den. Der skulde nu udstædes en Obliga- tion mod Pant i Laantagerens Gaard, og de kom da sammen forat udstede samme. Stemplet Papir blev ganske rigtig kjøbt, og Naboen, der var skrivkyndig, opsatte og oplæste et Udkast til Dokumentet, som Nils fandt nok saa godt i Orden. Men Laan- tageren, som mærkede Nils's Uvidenhed, var slet nok til at be- nytte sig deraf, og nedskrev og undertegnede med noget Rabbel noget ganske Andet, som det ikke var saa let at blive klog paa. Pengene fik han med den ene Haand, og gav Dokumentet med den anden, som Nils nu lagde i sin inderste Skuffe, nok saa glad over denne Handel. Aaret gik og Rentetiden kom, men hverken Renter, Afdrag, Anmodning om Opsættelse eller Laantager. Nils SIDE: 289 gik da til ham, og mindede ham om Mellemværende. Men Be- drageren gjorde sig ganske fremmed derfor og spurgte hvad det var for Penge han snakkede om o. s. v. Nils loe, menende, at han kunde overbevise ham med hans egen Obligation; men Laan- tageren svarede ham først med forundret Ansigt og Ord og siden med Grovhed. Nils løb da hjem, tog Obligationen og to Mænd med sig, og kom saa tilbage for at overbevise Skurken med hans egen Haandskrift. Men hvor bestyrtset blev han ikke, da en af Mændene, som efter hans Begjæring skulde oplæse Obligationen, ikke fik andet ud af Papiret end noget usammenhængende Tøi, hvori der ikke stod et Ord om noget Mellemværende. Nu indsaa han, at han var bleven bedraget og det for sin Uvidenheds Skyld, og der var nu intet andet tilbage, end at stevne Laantageren for at faa ham dømt til at fri sig med sin Eed. Det gjorde han og i den Tro, at denne skulde tabe Modet til at begaa saadan Synd som Meeneed naar det kom til Stykke; men Den, som kan gjøre en Skurkestreg er ogsaa gjerne ugudelig nok til at forsvare det. Slutningen blev da, at Bedrageren gjorde Eed paa, at han ikke skyldte Nils Jensen noget, og at Nils ovenikjøbet blev udleet for sin Enfoldighed. Men denne var ikke den eneste Skade han havde af at han ikke kunde skrive eller læse Skrivt. Han leed endnu et større Tab nogle Aar efter, da han havde forvundet det første, som vel ikke traf ham, men hans Kone og Børn. Da han havde været Militær, og fandt bedre Regning ved at drive en Smaa- handel paa sine ældre Dage end Haandværket, havde han søgt og erholdt saadan Bevilling, og kom i god Rørelse. Han kridtede nu vel ikke mere under Loftet; men han var kommen saa vidt ved at læse i trykte Bøger, at han havde lært sig til at male nogle store latinske Bogstaver saaledes som de trykkes, hvilke vare de letteste, og med dem betegnede han da sine Skyldneres Forbogstaver. Tallene kunde han ogsaa male efter, men om at sammensætte dem havde han intet Begreb. Han skrev saaledes f. Ex. A. P. S. L. 5 D. 3 M., hvilket skulde betyde: Anders Pedersen laant 5 Daler 3 Mark; B. I. S. 2 P. S. ): Borger Imsland kjøbt 2 Pd. Smør. Og af saadanne Optegnelser havde han en heel Bog fuld, som han selv kunde læse og gjøre Rede for saa hurtig som en Anden kunde læse den tydeligste Skrivt, men ingen Anden kunde gjøre ham det efter. Aldrig skrev han Stedet, SIDE: 290 hvor Skyldneren boede; thi det havde han i Hukommelsen. Han stolede paa, at, naar han engang blev syg, kunde han tidsnok sige en Anden til, og lade det omskrive, saa hans Efterlevende kunde indkræve Gjelden. Men paa Sottesengen er det daarligt at berede sig til Døden. Den er den Raskeste til at forekomme Beslutninger. Nils blev syg nogle Mile fra sit Hjem, og døde blandt fremmede Folk uden at kunne give Oplysning om nogen Ting. Hvad skulde nu hans Enke gjøre med saadanne Opteg- nelser? Hvem skulde hun kræve? Navnene vidste kun salig Nils. A. P. S. kunde være Anders Paulsen, Albert Petersen o. s. fr. tyve Andre, og hvor Manden boede stod der ikke. Hvad Skyld- neren havde faaet eller hvor meget, var ligesaa tvivlsomt, da der kun stod et Bogstav og nogle Streger eller Tal. Heraf fulgte da, at af den hele Plukgjeld, der dog beløb sig til ikke saa lidet, kom intet mere ud end det Lidet, de ærlige Debitorer vilde melde sig selv med, hvorimod de Øvrige (og man tør desværre antage ikke faa) som vidste hvordan Nils havde holdt Bog, tiede stille eller negtede. Nils's Enke og Børn tabte da sin Nødtørft alene fordi han ikke kunde skrive. En Bogsamling for Arbeidsklassen i Kristianias vestlige Forstæder og Omegn aabnes første Pintsedag hos Undertegnede Kl. 1 -- 3. De Arbeidere af Pipervigen, Ruseløkken o. s. v. som ville benytte sig af denne Indretning, der uden Bekostning vil hver Søndag for- syne dem med nyttig boglig Underholdning, tilsiges da at møde hos Henr. Wergeland. (Grotten, ved Slotspladsen). Henrik Wergeland No. 10, 31te Mai 1842, For lykkelig at være ei raader Mennesket; men derfor dog -- at blive det. MERE OM NYTTEN AF AT KUNNE SKRIVE OG REGNE For Ingen mere end for Haandværkeren ere disse Færdig- heder uundværlige. Hvad duer f. Ex. en Muurmester til, og hvad Arbeide kan han vel foretage sig af Betydenhed, hvis han ikke SIDE: 291 kan gjøre rigtigt Overslag paa, hvad Steen og Kalk der behøves til en Bygning? Og det er han jo ingenlunde i Stand til, dersom han ikke kan regne vel. Med en Tømmermand og Snedker er det det samme. Aldrig kunne de, uden at kunne regne, sige, hvad Materialier der behøves til et Stykke Arbeide eller en Byg- ning; men de maae slumpe dertil, saa at man enten midt under Arbeidet fattes Tømmer eller Bord eller og man beholder en undertiden temmelig betydelig Slump tilovers. Tidt kunde saa- danne Haandværksfolk forskaffe sig en betydelig Fordeel ved at paatage sig en Bygnings Opførelse ved Licitation, men de tør og kunne ikke befatte sig dermed, just alene fordi de ei kunne regne, og altsaa ei kunne gjøre skarpt Overslag paa, hvad der kan gaae til, men ere bange for at tabe istedet for at vinde. Og nu Skomageren eller Skræderen, der skal indkjøbe sit Læder eller Klæde og holde Bog over sine Kunder og sin Fortjeneste? Sandelig det gaaer ham mange Gange ilde, om han ikke kan det, saa vi vel kunne fortrinligviis sige om Haandværkeren, af hvad Slags han end er, at disse Kundskaber ere ham uundvær- lige, uden dog derfor at mene, at der skulde være nogen Stand, som de ikke skulde kunne være til Nytte. I vort eget Land gives der mange Exempler paa, at Bonde- gutter, alene ved at erhverve sig en god Skriverhaand og ved at forlade Omgangsskolen med saa taalelig at kunne de fire Species, ere komne paa en eller anden Embedsmands eller Brugseiers Kontor og omsider blevne Lensmænd, Forvaltere eller paa anden Maade velholdne Folk. Skrive og regne er ogsaa Veien for den norske Bonde til mange Æresposter. Vejen til Storthinget eller Formandskabssædet er udstaket med Bogstaver og Tal. Har Bondegutten ikke Leilighed til at studere og blive Præst eller anden videnskabelig Embedsmand, -- sin Bygds Kirke- sanger kan han dog blive, og ingen af de ringere Betjeninger hænger ham for høit. Fra Danmark har man en Historie om en Bondegut, som ved saadan Oplysning blev en stor Jorde- godsejer eller Herremand, som slige der kaldes. Jens var en Leilændings Søn, der ikke manglede Lyst til at lære alt hvad han fandt Leilighed til. Nu traf det sig til hans Lykke, at Skole- holderen der i Sognet skrev meget godt og var en dygtig Regne- mester. Han fattede Godhed for den lærvillige Dreng, og bragte ham saavidt, at da han var 12 til 13 Aar gammel, skrev han SIDE: 292 en meget net Haand og regnede hurtigt hvad det skulde være. Dette fik Jorddrotten at vide, som var en brav Mand af Borger- stand, der havde tient i endeel Aar som Forvalter og Forpagter, havde derved samlet sig Midler, og kjøbt Godset. Han holdt ingen Kontorbetjent, men da han kunde undertiden behøve En at skrive for sig, tog han Drengen til Gaarden paa en Prøve. Det varede heller ikke længe, før han fattede stor Godhed for ham; thi alt hvad der blev ham befalet forrettede han med den største Troskab og Omhyggelighed. Han beholdt altsaa Gutten hos sig, som sin Skriverkarl, og da han fandt stor Lyst hos ham til at lære, gjorde han sig en Fornøielse af at lade ham under- vise ogsaa i hvad andre Kundskaber, der udfordres for at være et dannet Menneske. Han lærte ham ogsaa alt hvad der hører til med Fordeel at drive en Gaard og fornuftig at behandle et Brug, hvilket lykkedes saa vel, at da han var bleven 18 Aar, gjorde han ham til sin Fuldmægtig paa Godset, da han fandt, at han kunde betroe ham til hvad Forretning det skulde være, og være vis paa, at den blev saa vel udført, som han selv kunde gjort det. Han gav ham derfor en anseelig Løn, og besluttede at beholde ham stedse hos sig indtil sin Død, thi han lakkede temmelig til Alders og begyndte at blive skrøbelig. Imidlertid døde hans Kone, og han havde ingen Børn, uden en eneste Datter, en god og vakker Pige, som forestod Faderens Huus- holdning og som heller ikke var blind for Jens's gode Egen- skaber. Han var nu som Barn i Huset, og de omgikkes mere som Broder og Søster end som Herremandsdatter og Leilæn- dingssøn. Den Gamle, som ofte over Skriverpulten iagttog Jens, blev engang forundret over at see sin Datters Navn nedsirklet paa Karduspapirarket, hvorpaa Jens plejede at lægge sine Breve under Skrivningen, og et Lys gik da op for ham. Jens har vel min Datter kjær, tænkte den Gamle, og efter nogen Eftertanke ønskede han, at hun ogsaa maatte paaskjønne det unge Menne- skes Fortrin med varmere Følelser. Men i et Land, hvor Stands- forskjellerne ere saa store, maatte nok Gamlingen selv nærme dem til hinanden, og han kaldte da begge særskilt for sig. Han havde sluttet og ønsket rigtigt. Der var intet ivejen. Han stad- fæstede deres Pagt, velsignede dem, saae dem gifte, og levede endnu nogle lykkelige Aar imellem dem. Jens, som en halv Snees Aar tilforn kun var en fattig Bondedreng, blev nu Eier SIDE: 293 af et Herregods, og besad mere end det i en fortræffelig Hustru og velartede Børn, og til al denne Lykke var jo dog det den første Anledning, at havde lært vel at skrive og regne? Saa smaa Ting, og ofte langt ubetydeligere, betjener Gud sig ofte af, til at gjøre et Menneskes Lykke i Verden. Derfor maa man altid gjøre sig det til en Regel, aldrig at hindre sine Børn fra at lære det de have særdeles Lyst og Beqvemhed til. Har et Barn oprigtig Lyst til at lære mere end det almindelige i sin Kristendom, til at læse i Biblen, hindrer det da aldrig, men hjælper det paa alle Maader til at forøge sin Kundskab, ved at unde det Underviisning, give det gode Bøger, og lade det Tid til Læsning hjemme; thi vi kunne ikke vide, om Gud maaskee ikke har bestemt det til noget Større i Samfundet og om den Unge maaskee ikke skal blive et dueligt Redskab til at udbrede Lys og Kundskab imellem sine Medmennesker. Er et Barn hen- givet til Regning, Skrivning eller anden saadan nyttig Beskjæf- tigelse, anseer det da aldrig som unødvendigt for det, men op- muntrer det hellere, og hjælper det frem dermed, naar Lysten er alvorlig, og det har den Forstand som udfordres til at lære det tilgavns, thi I kunne dog aldrig foresætte Eder, hvad Eders Børn skal være i Verden, men det beroer altsammen paa deres Beqvemhed, Lyst og de Leiligheder, Gud vil anvise. Lader Eders Børn lære alt hvad de ere oplagte til, og som I kunne tænke, der paa nogen Maade kunde komme dem til Nytte, saa handle I som retskafne Forældre, og I kunne da med Vished forlade Eder paa, at Gud skal gjøre Eders Børn lykkelige, saa I selv, som ofte sees, i Alderdommen skal høste Frugten af Eders Omhyggelighed for deres Underviisning. Næst Gudsfrygt, kan man vel med Sandhed sige, at Regning og Skrivning ere de allernødvendigste Kundskaber. Lader derfor aldrig Eders Børn savne Underviisning deri! De skulle ved tu- sende Leiligheder velsigne Eder i Eders Grav, om I lade dem lære det tilgavns, medens de ligesaa ofte ville faae Leilighed at sukke over Eder, naar de daglig have Skade og Uleilighed af sin Vankundighed i saa almindelig nyttige Ting. (Efter Hasse). SIDE: 294 Henrik Wergeland SANDE OG USANDE ORDSPROG Et gammelt godt Ordsprog hedder: "Hvad med Synden kommer, med Sorgen gaaer;" og deri ligger den vigtige Sandhed, at hvad man har erhvervet paa en syndig Maade, med Uretfærdighed og ved ulovlige Midler, det medfører ikke nogen Lykke eller Vel- signelse, men forsvinder snart igjen, og bliver Ejermanden snarere til Sorg end Glæde. En Sandhed, som, saalidet den end agtes og troes af mange, dog bekræftes af Erfarenhed. Røveren, Tyven, Spilleren, Bedrageren, (thi alle disse fortjene at staae i Klasse sammen, da de alle, enten paa en grov eller fiin Maade, søge at berige sig paa andres Bekostning), disse indbilde sig dog, at deres Rigdom, skjøndt ulovlig forhvervet, skal skaffe dem varig Velstand; men hvor bedrage de sig ikke med denne Indbild- ning? Ofte opdages deres Ondskab, og de faae den Straf, deres Gjerninger fortjene; ofte gaaer deres Formue forloren ved et eller andet uventet Tilfælde, saa de sjelden blive i rolig Be- siddelse deraf indtil deres Død. Og hertil er en dobbelt Aarsag. For det første er det umuligt, at Gud, som er retfærdig og har befalet os at vise Redelighed og Retfærdighed i al vor Omgang med Andre, kan lade nogen Velsignelse hvile paa det, der for- hverves paa ulovlige Maader. Dernæst kan man ogsaa angive en meget naturlig Aarsag, hvorfor uretfærdig Gods sjelden bliver Ejermanden til nogen varig Nytte. Det gaaer nemlig oftest med Den, der samler Rigdom med Uretfærdighed, ligesom med uor- dentlige Huusholdere, der ikke afpasse sine Udgifter efter Ind- tægterne, men leve høit saasnart de have nogen usædvanlig Fortjeneste, og følgelig siden maa lide Mangel, da de ikke altid kunne have samme Indtægter. Saaledes har det sig ogsaa med de Andre. Deres fornemste Indtægter beroe paa hvad Fangst de kunne gjøre og hvad Leiligheder de kunne finde til at be- drage Andre; da nu dette ikke altid kan lykkes dem lige vel, især naar deres Kneb blive bekjendte, saa er det intet Under, at de snart tilsætte det forhen Erhvervede, og siden maa savne det Nødtørftige. Vel kan man ikke negte, at der jo og gives undertiden Ex- empler paa, at Mennesker, skjøndt de paa ulovlige Maader have samlet Rigdom, dog blive i rolig Besiddelse af samme; men aldrig maa sligt forføre os. Det er kun den Løn, de skulle have SIDE: 295 her i Livet, siden Gud seer, at de ikke ville have deres Gode i det evige Liv. Gud har sine vise Hensigter, hvorfor han lader saadanne Syndere roligen og med Held samle Formue. Han har allerede bestemt, hvem der i sin Tid skal høste Frugterne af deres Møie; saaledes som Salomon udtrykker det: "Gud giver Synderen den Møie at sanke og at samle til at give Den, som er god for Guds Ansigt." Derfor maa vi aldrig søge at samle os Rigdom, eller tilvende os det mindste ved Næstens Fornærmelse eller noget ulovligt Middel, men stedse troe, at det Lidet, vi ved Flid og Stræb- somhed paa lovlige Maader forhverve, skal blive os til bedre Velsignelse og langt varigere end uretfærdig sammenskrabet Rig- dom. Det Lidet, hedder det, som den Retfærdige har, er bedre, end mange Ugudeliges meget Gods. Saa nyttige som gode Ordsprog ere, der indeholde frugtbare Sandheder, saa fordærvelige ere derimod de slette, som indeholde urigtige, mod Gudsfrygt og gode Sæder stridende Sætninger. I Stedet for at de første hænge ofte den Enfoldige i Hukommelsen, og tjene ham som gode Leveregler, saa forføre derimod de sidste Mange, som ei besidde skarp Dømmekraft, til at tænke og handle slet. "Den, som Ondt ei gjør, gjør Godt," er saaledes et af disse tvetungede forvildende Ordsprog. Den Sætning, som heri inde- holdes, er jeg vis paa, at mangen Enfoldig ved første Øiekast anseer for rigtig; hans Samvittighed siger ham, at det er utilla- deligt, baade efter guddommelige og menneskelige Love at gjøre det Onde; han anseer altsaa det Menneske for meget bedre, der ei gjør Ondt, end Den, der gjør det, og heraf følger, at han holder det for et Slags Fortjeneste, for en Art af Dyd og Retskaffenhed, naar han afholder sig fra det Onde, om han endog ikke gjør det Gode. Men den i dette Ordsprog indbefattede Tanke er baade urigtig og høist farlig. At den i sig selv er urigtig, kan ved liden Eftertanke lettelig indsees. Kan nemlig vel et fornuftigt Menneske tro, at hans Pligter ikke gaae videre, end til at afholde sig fra det Onde? Eller mon han ikke let indseer, at de ham meddeelte Kræfter bør anvendes til at gjøre det Gode han formaaer? Guds Ord sætter denne Sandhed udenfor al Tvivl. Saa ofte som deri ad- vares mod Synder og Laster, ligesaa ofte opmuntres der og til Retskaffenhed og Dyd. "Lader os rense os, siger Paulus, fra al SIDE: 296 Kjødets og Aandens Besmittelse, og fuldkomme Hellighed i Guds- frygt." Og udtrykkelig vises det os, at Afhold fra Laster siger intet, naar vi ei øve os i Dyder. Hvo, som veed at gjøre godt, og gjør det ikke, ham er det Synd. "Hvert et Træ, som ikke bær god Frugt, (følgelig ei alene det, som bærer ond Frugt), skal afhugges og kastes i Ilden." Den i forrige No. bekjendtgjorte Almuebogsamling for Byens vestre Forstadsdistrikt og nærmeste Omegn aabnedes 1ste Pintse- dag hos Undertegnede med et Antal af omtrent 100 hensigtmæs- sige Bøger, og er hidtil bleven benyttet af omtrent ligesaa mange Deeltagere. Bøgerne ere samlede ved Gaver fra Selskabet for kristelige Andagtsbøgers Udbredelse, Bibelselskabet, de fleste af Byens Boghandlere og Andre; og saavel denne Velvilje, som ikke mindre Almuens egen viste Lyst til at benytte sig af denne Ind- retning, opmuntrer til, ogsaa at see en saadan istandbragt til Brug for Byens østre Forstadsdistrikter. Dette er da ogsaa paatænkt, og denne foreløbige Bekjendtgjørelse skeer da baade til yderligere Opmuntring for Beboerne af det Distrikt, som allerede har en saadan Kilde til god Sysselsættelse i Hviletimerne, til at benytte samme, og forat forberede dem paa den østre Kant paa at den samme Adgang forhaabentlig vil blive dem aabnet. By-Almuen af simpleste Klasse, navnlig dens yngre Deel, er meer fremmed for boglig Sysselsættelse end man skulde troe, ja vel mere end paa Landet, hvor Bøger, der findes paa Gaarden, dog ofte komme til Huusmanden og Indersten. Dog trænge vel den meest dertil midti alle de Fristelser, som rive den hen om Søndagsaftenen til Synd eller Daarskab; men for en Deel har den været at undskylde, saalænge Adgang til en Bog ikke fandt Sted. Nu er det anderledes, og at Almuesmanden benytter sig deraf, viser, at han ikke manglede Trang til noget bedre end Lediggang eller Vildhed paa Gader og Veje. Der skal ligge en god Bog over Daglønnernes Hylde paa Ruseløkbakken, i Piper- vigen og i Samuelskrogen, og Briskebymanden kan nu findes udenfor sin Hytte Søndagsaften med et Hefte i Haanden. Den Sæd, som saaledes saaes, vil ligesaalidt ganske forsvinde, som den, der kastes udover Marken. Hvert Korn kommer vel ikke igjen, men dog mange nok for ikke at kalde Forsøget unyttigt. SIDE: 297 Den tørre Sand suger ikke Vandet begjærligere op, end disse Medbrødre denne hidtil saa fremmede Underholdning, som de maaskee troede kun tilhørte de lykkeligere Kaar. Tager derfor Exemplet efter, hvorsomhelst dette Blad maatte komme, og man maatte finde, at det gjøres Behov! Og det er vel Tilfælde i alle Byer; men i ingen mere end i Kristiania, hvor man vel klager over denne simple Klasses Vildhed og Had mod de høiere; men hvor lidet er gjort for at bibringe den bedre Sæder og nogen Oplysning. Bøger, passende for ovenangivne Øjemed, modtages erkjendtligst af Henr. Wergeland. Henrik Wergeland No. 11-12, 27de Juni 1842. Svaghed Sandhed dølger; Ondskab den forfølger. MENIGMANDS POLITIK I nogle Aar efter hinanden havde jeg Anledning at lægge Mærke til de forskjellige Maader, hvorpaa nogle gifte og bosatte Mænd af Arbeidsklassen høitideligholdt den syttende Mai. Og disse Maader vare isandhed saa forskjellige, at de nok kunde vække Opmærksomhed baade som Træk af Enkeltmands og af en talrig Klasses Karakteer. En begav sig allerede Dagen forud udaf Byen med Brændeviinsflasken i Lommen, Hatten paa halv Snurr og en Geværpibe i en Træstok under Armen; og efter en ikke altfor stø Vandring plejede han da at slaae sig ned paa en eller anden Bjergknat i Omegnen, hvor han da paa Slaget 12 om Natten begyndte at drikke og fyre. Det var smaat med ham, saa han hverken havde Raad til det ene eller det andet; men den Følelse, der drev ham dertil, var, med al sin Dunkelhed og Uklarhed, langtfra uagtværdig. Han vidste vel ikke at angive anden Grund for sin ensomme Glæde end at det var "syttendes" Mai, men han satte den dog i Forbindelse med Fædrelandet, og havde en Slags Tanke om at noget godt maatte være hændt det paa denne Dag. Men det var kun Begyndelsen, og dog som oftest Enden paa Stadsen. Thi enten blev han funden langt op paa Dagen sovende paa Pletten ved Siden af den tomme Flaske og sin Gevær- SIDE: 298 pibe, eller han ranglede hjem om Morgenen, og tilbragte saa Dagen og den følgende Nat med at sove ud. I hvad saa var Tilfælde, nød han ikke videre af Festen. Men det allerbesynderligste var dog, at jo kortere Moroen og jo fuldere han havde været, og jo kleinere han havde været derefter, jo prægtigere syntes ham han havde moret sig, jo herligere feiret Dagen. Med blege Øine, skjælvende Lemmer og bankende Aarer i Tindingen tog han vel den 18de fat paa Arbeidet; men noget andet vilde ikke gaae end den idelige Fortælling om hvor tidlig han var gaaen ud, hvor Geværpiben havde smældt o. s. v. -- kort, hvor morsomt det havde været, og hvilken dygtig Karl til at feire Dagen han dog var. "Var du ikke med ud paa Æfta'en da, Lars, da de raabte saa Hurra?" kunde en spørge, som troede, at han havde feiret Dagen bedre ved at gaa med en stadig Pidsk fra Morgen til Qvel. "Nei, Gut, da laa jeg," var da Lars's selvtilfredse Svar; "men jeg skreg saa under Fyringen paa Bjerget, at de vist ikke fik Ro paa sig i de nærmeste Gaarde. Aldrig har jeg havt slig syttende Mai." Jo, saa omtrent var det hvert Aar med Lars. Men Gjenboen havde det anderledes. Han havde ikke Lars's letblodige Gemyt, sad inde om Dagen og saae paa de pyntede Folk, drak af Sinde over at de saae rige ud, mens han var fattig, listede sig saa ud i Qvellingen, og plejede saa at feire Resten af Dagen med at slaaes, men især med Overfald paa Folk, han troede at have noget at misunde. Han havde ikke klarere Begreb end Lars om Dagens Betydning; hans Ahnelse om at den skulde være en Fri- hedsfest, og hans forvirrede Begreber om hvori Friheden bestaaer og kan bestaa, i Forbindelse med hans vredladne og misundelige Gemyt, bragte ham til at troe, at han hyldede den ved at bringe Ligheden Offre af blodige Næser og Pander. "Se her Resten af Frakken paa den Storsnude," sagde han om Morgenen efter, visende frem nogle Remser. "Tre Dalers Klæde! Saa skal de have det. Det var gruskt til syttende Mai." At han som oftest vaagnede paa Raadstuen den 18de følger af sig selv. Men der var endnu en Gjenbo, og han lod ogsaa til at have sin egen Maneer at feire Dagen paa. Den kunde falde ind paa en Hverdag eller Søndag, saa var Gaden feiet udenfor hans Bolig og Pallen barstrøet, og man kunde gjennem de reenvaskede Vin- SIDE: 299 duer see ind i hans Stue, at den ligeledes var det og meer end almindeligt oppudset. Dog var han paa Arbeide om Formiddagen, men om Eftermiddagen spadserede han ud med Kone og Børn, alle søndagsklædte, og naar han kom hjem, satte han sig paa sin Trap med en Flaske Godtøl foran sig til sin Pibe, seende med et fornøiet Ansigt paa de Forbigaaende og snakkende med dem han kjendte. Det var en sand Fornøielse, at sidde der et Qvarteerstid hos ham og slaae en Passiar af. "Før gjorde jeg som Lars," sagde han: "jeg var vel en ordentlig Mand hele Aaret om; men den 17de Mai holdt jeg det for en Pligt at drikke mig paa en Kant og vel saa det. Jeg sandede meer end engang med Hovedpine det næsten til Ordsprog blevne Indfald, at den 18de Mai er den værste i hele Aaret." "Men hvorledes kom I da paa denne bedre Maade at feire Dagen paa, Anders? Saa I jer lei paa Lars og han Slaaeskjæmpen derover?" "Deels det; men engang faldt der mig i Hænderne en Norges Historie, hvori det var forklaret hvad 17de Mai var for en Dag, og da indsaa jeg, at den gamle Maade ikke var den rette at feire den paa. Men det var ikke saa frit, at almindelig Mand bare tog efter hvad han saae hos Andre, som dog bedre end han maatte kjende Dagens Betydning." "Kanskee, Anders. Dog vilde det være skammeligt at tænke om Nationen, at ikke den store Deel deraf altid har høitidelig- holdt sin Frihedsdag paa en værdig Maade. Og hos Os har det ikke manglet paa Bestræbelser i de senere Aar forat give Almuesmanden Anledning til at tage Deel deri, skjøndt der des- værre endnu er Tegn til, at Mange blot betragte den som et Slags Sankthansaften, da det kun gjælder om at slaa sig løs. At iagttage et afmaalt høitideligt Anstrøg vilde være piinligt og nar- agtigt hvor man har Aarsag til at være glad og munter; men netop hvad I anførte, Norges Historie, opfordrer til en Følelse af Taknemmelighed mod Forsynet, som maa give Glæden et op- højet Præg. I veed, at gamle Norge engang var et hæderdækket selvstændigt Kongerige. Det havde havt en Kongerække som intet andet Folk kan opvise Magen til. Det var indvortes frit og an- seet imellem Landene. Da kneisede Throndhjems Domkirke i sin fulde Herlighed, Tønsberg, Sarpsborg, Oslo og Hammer vare SIDE: 300 Byer, hvis Blomstring selv de langvarige indre Feider ikke kunde tilintetgjøre. Byerne vare befæstede, Bygderne vidt opodlede om de talrige Kirker og Kapeller. Grændsen gik mod Syd til Göthaelven. Syv Herreder eller Fogderier med Staden Konghelle og Bohuus Fæstning vare da norske paa hiin Side Svinesund. Landshøiheden strakte sig over alle de nordlige og vestlige skotske og engelske Øer, over Færøerne, Island og Grønland -- kort Norge var i en Tilstand, som ret syntes istand til at vedvare gjennem Aarhundrederne, og hvorom Erindringen maa opgløde ethvert norsk Hjerte. Men paa samme Tid, som den herlige Kongerække afbrødes af en Uduelig, rammedes Norge haardere end de andre Lande af en hærjende Pest, den sorte Død. De gjenlevende Mænd af nogen Betydenhed og navnlig Geistligheden syntes at have tabt de Baand, som kunde forene deres Kræfter. Afsondrede, beskjæftigede med egne Eiendomsanliggender lod Odelsmændene Staten skjøtte sig selv, overladende dens Ve og Vel i nogle Faas Hænder paa Herredagen, saa Folkets Frihed gik forloren. Riget var som et forladt Orlogsskib, som der ikke skal andet til for at indtage end at bestige det eller faa et Varpetoug i. Uden Mod- stand fra Folkets Side gik Foreningen med Danmark for sig, og under den gik det Norge saa ilde, og blev det saa slet behandlet, at det er at forundre sig over og ikke geraader Folket til Ære, at den kunde bestaa i over 400 Aar. Vel indsaa Enkelte med dyb Smerte, at Aarsagen til at Riget ikke kunde vinde sin gamle Velmagt tilbage laa i denne Forening med et fjernt Folk, under en egennyttig Regjering; men først et stort Stød udenfra formaaede at vække Folket til en Anstrengelse for sin Frihed og nationale Ære. Det kom i Budskabet om at Landet uden videre skulde afhændes til Sverige som en privat Ejendom, somom det havde været en Gaard eller Plads, der kunde skjødes fra Peer til Poul. Det havde lykkets den danske Regjering ved sine idelige Krige med Sverige, som den førte med norsk Blod og betalte med norske Provindser, at udklække meget Had og Fordom i Norge mod den svenske Nation, som i Løbet af de Aarhundreder, hvori Norge sov, havde afkastet det danske Aag, gjort sig berømt i Verden fremfor andre Nationer og indvortes friere end de fleste. Det tilbød Norge en lignende Forfatning; men det besluttede at give sig en selv og at forsvare sig mod Sveriges Fordring. Danmark mente det dog ikke oprigtigere med Transporten af Norge, end SIDE: 301 at det med hemmelig Glæde saa det i en 7aarig Krig med England for Danmarks Skyld udarmede Norge at ruste sig til Kamp paa Liv og Død. Dets Thronarving, Kristian Frederik, befandt sig i Norge som Statholder, og Ingen var ivrigere end han, skjøndt han gandske manglede en Feldtherres Egenskaber, ja endog en Krigers Mod, til at opildne Folkets Kamplyst. Han vilde bevare sit Arverige uden at der skulde være Spørgsmaal om nogen fri Forfatning; men denne var de oplyste Normænds første og faste Beslutning. De lode ham vide, at han nu ingen anden Ret havde til Norge end den Folket vilde skjænke ham ved sine Repræsen- tanter. Disse sammenkaldtes da paa Eidsvold 10de April 1814, hvor de til den 17de Mai 1814 fik en Grundlov eller Statsfor- fatning færdig, som erklærede Norge i sin 1ste Paragraf for et frit og selvstændigt Rige, og paa hvilken Dag de først udøvede denne Selvstændighed ved at vælge Kristian Frederik til Konge. Han begyndte nu Krigen med Sverige, hvis Fordringer under- støttedes af de øvrige Magter, og i hvis Spidse stod dets kaarne Kronprinds Carl Johan, en af Tidens største Feldtherrer og der- tilmed bekjendt som en ædelttænkende Mand af oplyste og fri- sindede Anskuelser. Kristian førte Krigen ogsaa saa daarligt, at han inden 7 Maaneder maatte takke af, hvorpaa Normændene modtoge Sveriges af Kronprindsen gjentagne Tilbud, at de kunde beholde sin selvgivne Grundlov med de Forandringer, en Forening med Sverige maatte gjøre nødvendige. Denne foregik den 4de Nov. samme Aar, da Kongen af Sverige valgtes til Norges Konge, og den saaledes til en Forening med Sverige afpassede Grundlov undertegnedes af det første Storthing. Som selvgiven maa Grund- loven have dobbelt Værd for vort Folk, og da denne Handling skiller Norges lidet hæderlige og bedrøvelige Mellemtid under Foreningen med Danmark fra dets ærefulde og lykkelige Nutid og Fremtid, er det naturligt, at den Dag, da Grundloven først undertegnedes som færdig, maa være det dyrebar og betydnings- fuld som det herligste Lyspunkt i Folkets Historie, ligesom det ædle Hensyn til dettes Vilje og Ulykke er det i Carl Johans per- sonlige Saga og den 4de Nov. er det i hans politiske. Derfor erindres Han paa den 17de Mai af enhver oplyst og patriotisk Normand med Taknemlighed, om Gud end ikke havde forøget hans Velgjerninger mod Norge med en mangeaarig Regjering, som vi ere stolte af og lykkelige ved, mens Mindet ikke dvæler med SIDE: 302 Behag ved hiin danske Prinds, hvis Skyld det mindst var, at det gik saa godt som det gik. Et vidunderligere Aar har aldrig nogen Nation oplevet end Norge i 1814. Guds Finger er synlig i dets Begivenheder. Derfor bør en Følelse af religiøs Taknemlighed forædlende blande sig i Folkets Glæde paa dets Frihedsfest, og det afbetaler kun en ringe Gjeld til hiint Aars Helt, Carl Johan, ved at lyde hans Paabud, at den ikke bliver udskjæmmet ved Udskejelser." "Ja saameget skylde vi ham sagtens," sagde Anders, idet han lettede paa Kruset. I samme Øieblik stak Lars, der havde sovet siden om Mor- genen, Hovedet udaf sin Dør og raabte over! "Er I alt oppe, Anders, før Solen rigtig faaer rundet? Idag bliver der ikke meget gjort, for igaar var det en strid moresom Syttende." (Han tog i Ørsken feil af Øst og Vest, hvor Solnedgangen netop farvede Himlen med sit Purpur, troende, at det alt var næste Morgen). Anders holdt det for klogest, at lade ham blive i Troen og at raade ham "at lure til Middag, saa Eftermiddagen kunde blive noget tes;" men neppe var han inde før den anden stridbare Nabo laasede sin Dør af og ranglede ud i Tusmørket, hvormed hans Fest skulde begynde. Den endte paa Raadstuen. Da Anders hørte det, sagde han: "Thorbjørn er nu et Sviin, men Almuen mangler blot Oplysning om det Rette for at have ligesaa faa Sviin som andre af Samfundets Klasser." Henrik Wergeland NØSTETULLEN I LIIGKISTEN Dagene ere hverken blevne synderlig kortere eller længere siden den lille Historie indtraf, som maaskee ikke uden Nytte lader sig fortælle, idetmindste for Piger, som maatte have Vorter paa Halsen og -- vilde jeg lægge til -- stærk Tro til overnaturlige eller sym- pathetiske Midler, dersom ikke paa det nærmeste allesammen vare beheftede med denne sidste Sygdom. Margit Oline, en for- øvrigt til Sjel og Legem sund og vakker Bondepige, havde idet- mindste begge disse Smaalyder; men at Troen var saa stærk hos hende, at den gik til Gjerning, havde nylig nær kostet hende meer end hvad Vorterne kunde være værd at lide noget for. Thi hvad hændte hende ikke i Løbet af nogle faa Uger? Paa eengang bleve SIDE: 303 alle hendes Friere -- og hun havde ikke mindre end fire -- borte; Tre med spodske Smiil, og Een med Taarer i Øinene. Og dog skulde hun om faa Dage forlade Bygden for at drage paa længere Tid tilsæters, hvilket dog vel var værd en Afsked? Hun kom paa en "Dands," og hvad hændte ikke der? Hun, som det ellers ikke manglede paa at blive tagen op, og det med Mange om Budet, blev nu siddende, og der hun sad flyttede man sig væk, og gleimede til Siden paa hende med Øine saa kolde og lurende som Slanger. Og hendes Veninder? De vare de Første, som vendte hende Ryggen, og den bedste var ikke den Sidste til at gjøre det. I et Papiir kom endog nogle laante Skilling og et høirødt Tørklæde, hun havde faaet til Foræring af Margit, til- bage. Og da hun nu skulde reise tilsæters, sagde hendes Mad- moder: "det er vel ikke værd du tager noget Tøi med dig, for du bliver der vel ikke saalænge." Hvad skulde alt dette og meget mere til, hun nok mærkede ondt af, betyde? Margit vidste med sig selv ingen Grund dertil, men hun græmmede sig fast tildøde, og mangen Taare faldt paa Kløvstien, da hun drog tilfjelds; og da hun kom paa det høieste Sted, hvorfra hun kunde see hvert Huus i Hjemgrænden, kastede Smerten hende til Jorden med en Hulken, saa Konen i en liden Plads kom ud forskrækket over Laaten. Men Margit fik ikke anden Trøst end et "Aa ja Stak- kars, du har nok at graate for." I Jesu Navn, spurgte hun sig hele Vejen, hvad skal alt dette betyde? "Mari Aasen, for Guds Skyld siig mig -- -- " Men Graaden qvalte hendes Ord, og hun vandrede Stuen forbi ind i de øde Skove, hvis Eensomhed, tænkte hun, neppe i Aar vilde blive afbrudt ved noget kjært Besøg. Der kom et skrækkeligt. Det gik som Madmoderen havde ymtet om, at hun vel ikke fik blive længe paa Sæteren. Tredie Dags Aften kom tre Mænd over Sæterløkken. "Hun er der, Lensmand," sagde den Ene. Og Margit sad paa Dørstokken i Strøsset, strikkende og med et Ansigt, som man ikke skulde tro kunde saa snart blive saa blegt blot af uvisse Tanker, uden Be- vidstheden om noget ondt. Ja det var Lensmanden, hans Karl og endnu En til. I Jesu Navn hvad vil han? Strikketøjet faldt hende af Haanden før Lensmanden kom igjennem Grinden. . . "Det er nok dig vi skal til -- " Meer hørte hun ikke med Vished. Det forekom hende blot, da Mændene havde sprøitet hende noget Vand i Ansigtet, som om hun havde en Erindring om, at der SIDE: 304 ogsaa var bleven sagt, at der var kommen en Anmeldelse om, at hun skulde have født i Dølgsmaal, dræbt Fostret og faaet en Kone, som for en Maaned siden havde lagt et Par Tvillinger i Kisten, til at stikke det ind i denne. Men det forekom hende somom det var længe, længe siden noget saa Skrækkeligt var bleven sagt, somom ubevidste Aar, ligesom en Slummer under Jorden, laa derimellem. Men endelig hørte hun tydelig, at En sagde: "Stakkels Pige! hun kan jo gjerne være uskyldig," og da var det somom hun ved sit Skrig "ja uskyldig! uskyldig!" sprængte en Steen over sit Bryst, og hun vaagnede virkelig først ret af dette sit eget Raab. "Du maa komme med os, Margit," sagde Lensmanden i en mild Tone. "Det vil være godt for dig, om det bliver undersøgt." "Bi lidt!" afbrød Margit med Haanden over Panden. "Bi lidt!" Et Lys gik op for hende over hvad hun i de sidste Uger havde lidt. Det forekom hende somom en stor Slange havde bevæget sig rundtomkring hende i snevrere og snevrere Kredse, og som om hun nu først havde faaet et Glimt af dens Hoved at se. Plud- selig brød hun ud i en krampagtig Latter. Mændene studsede, halv uvillige. "Afsted!" sagde Lensmanden bankende med Stok- ken i Jorden. "Ja afsted," gjentog Margit endnu fremdeles som i Tanker. "Blot et Tørklæde om Halsen." Og hun tog det tilbagesendte og knyttede det høit op om Halsen. "Seer I her, Lensmand," sagde hun, idet hun skjød det lidt ned, pegende paa et Sted paa sin Hals. "Margit," sagde den Ene af Mændene, gribende hende ublidt i Armen, "spøg ikke saa! Det er ikke sagt det kommer saa vidt." Han tænkte paa Bøddeløxen; men Margit vedblev: "Nei, se kun efter. Er der ikke tre? og er det ikke Synd paa Halsen?" Det var ikke frit for, at Lensmandens Folk gyste lidt over denne frække Fortvivlelsens Spøg, som disse Ord forekom dem at være. De vendte sig bort, og saa gik det afsted nedover mod Bygden. Mari Aasen stod atter i Døren. "Var det ikke det jeg vidste? Adjøs med dig, Margit! Du kommer vel ikke saasnart opover, veed jeg?" sagde Kjærringen med et ondskabsfuldt Griin. Og nede i Bygden kom der Folk paa Bakkerne udenfor Gaardene forat see efter Toget. Paa en stod tre sammenklyngede Piger SIDE: 305 med Armene ligesom angste om hinandens Liv. "Jogu!" -- sagde den Ene -- "bærer hun Tørklædet. Godt og vel, at jeg sendte det tilbage." Ogsaa sine tre Beilere maatte Margit passere -- tre lange Halse og sex gloende Øine over een Gjærdesgard, og Kjolefligen paa den Fjerde fik hun see, idet han skyndte sig ind for ikke at se det rædsomme Tog. Men Han -- jeg veed ikke hvorfor, at ogsaa han fæstede Øinene paa Tørklædet om Halsen. Det maa have syntes ham som en blodrød Ring; thi han løftede pludselig Hænderne for Øinene og ilede ind. Den mildttænkende Lensmand lod Margit blive paa Gaarden Natten over; men Mændene maatte blive der, og det var ikke mere end saa, at hendes Madmoder vilde give hende Huus. Dagen efter skede Aabningen af Graven, hvori Margits myrdede Barn skulde ligge. Ogsaa jeg gik af Nysgjerrighed ned paa Kirke- gaarden. Der stod Præsten, Lensmanden og hans Vidner, en Graverkarl halvt nede i Jorden, nogle Bygdefolk, Konen, som havde skriinlagt Tvillingerne, og Margit med et høist besynderligt Ansigt, paa eengang smertefuldt og triumferende. Hun havde Tørklædet høit oppe om Halsen og et Strikketøi ved Beltet, og hun strikkede -- virkelig, hun strikkede, mens den ene tunge Spadefuld faldt efter den anden, og Liigkonen regelmæssig hver- gang man kunde tælle til 10 udstødte et stønnende Suk. Kun et Blik, og man kunne vædde 1000 mod 1 paa Margits Uskyld. Endelig klang Spaden mod Kistelaaget. Margit skiftede ikke Farve. Hun strikkede ogsaa da den blev løftet over Jorden. Naglerne bleve løsnede. Man saa det hvide Liinklæde. Liigkonen stønnede tre Gange stærkere end nogensinde. Margit strikkede. "Nu Kone," sagde Lensmanden til Liigkonen, "siden du siger, at du godt erindrer, at du lagde Bylten, som Margit gav dig, paa venstre Side under Lagenet, saa stik din Haand ind, og tag den der." "Ja det skal jeg gjøre. Gud bedre mig, saasandt -- -- ." Alle rakte Hovederne frem. Ogsaa mit Hjerte slog noget stær- kere, glemmende næsten sin Overbeviisning om Pigens Uskyld. Jeg saae paa Margit. Hun strikkede, og var snarere rødere end blegere end før. Liigkonen spidsede sin brune runkne Haand SIDE: 306 til som en Nebbetang, vendte Hovedet bort ligesom om hun var saa sikker i sin Sag, stak den ind, og trak ud -- -- en liden blaa Nøstetull omviklet med hvid Traad. "Hvad er det for noget?" spurgte Alle. "Hvad er det for noget Sludder? Hvad er det for Narreri?" o. s. v. Margit strikkede. "Ja se nu efter!" sagde hun. "Hvorledes Kjærring?" sagde Lensmanden -- "Du har selv sagt, at du lagde en Bylt ind i Kisten for Margit saa stor som et Brød." "Nei, Gud bedre mig, som et Æg, sagde jeg," stønnede Kjær- ringen. "Nu ja, Sniksnak," sagde Lensmanden, "saa har en anden Slad- derkjærring gjort den til et Brød, og Nummer Tre og Fire har saa øget videre paa." "Ja se nu efter," sagde Margit. "Det faaer vi nok gjøre," mente Lensmanden og lod Konen aabne den lille Tull. Og hvad var der vel deri? En Slump graa Erter. Ja en Slump graa Erter. Margit tog sig under Halstørklædet. "Daarlig har jeg været," sagde hun, "det føler jeg nu, for se her". Og nu rev hun Tør- klædet af Halsen og viste frem tre smaa Vorter. "De sidde der lel." "Altsaa derfor?" spurgte Præsten. "Jaja for Vorter." "Aha, det er altsaa en Almuesovertro, et sympathetisk Middel, som her er bleven drevet og iværksat? Nu erindrer jeg det". "Javist. At faa Erter listet hemmeligen ned i en Liigkiste skal nu være overmaade godt imod Sligt" bemærkede En af de Tilstedeværende. "Margit, hvor kunde du med din gode Forstand -- -- ?" Præ- sten saae, at Margit blussede af Undseelse, og han vendte sig derfor til Kjærringen med en dygtig Lexe, hvoraf hun vel kunde mærke, at man nok kunde ansee hende for god nok til at kunne have gjort en saadan Gjerning som at hjælpe en Barnemorderske af med Fosteret. Den endte med, at han bad hende skynde sig hjem forat faa Sladderen qvalt igjen, som hun selv havde opvakt. "Men du, Margit," vedblev han, "tak du Gud fordi denne Om- tale kom ud medens endnu en Undersøgelse kunde redde din SIDE: 307 Ære. Den havde været uigjenkaldelig tabt havde Sladderen sneget sig om indtil denne ikke havde ladet sig iværksætte. Men kom her, Margit, her bag Kirkemuren voxer "Svaleurt" i Mængde. Dens gule Saft vil inden et Par Uger tage dine Vorter paa Halsen væk, men dit sympathetiske Middel kunde, om ikke taget Hovedet, saa dog din Lykkes Hoved, din Uskyldigheds Krone, dit gode Navn og Rygte med." "Ja kom, Margit," hviskede en Stemme. "Jeg veed hvor den voxer. Og -- lagde den sagtere til -- jeg vil have dig kjær endogsaa med dine Vorter paa Halsen." Det var den fjerde Frier, han som græd da de andre flirede, og listede sig ind da de Tre gloede over Skigaarden. Henrik Wergeland VÆGGEGRØNT I Udlandet bedækker Viinløv og Vedbende (Muurgrønt, Fjeld- flette) Almuesmandens Hytte, og nogen smukkere Prydelse kunde ikke Kunsten hverken opfinde eller forskaffe. Sandsen er ogsaa der mere vakt for at benytte hvert, endog det mindste, Mon Jord til at opelske nyttige og prydende Planter. Hos Os staar deri- mod Hytterne nøgne, og der skal Plads til en Have til før Almues- manden synes at vide, at der er Plads for et Kirsebærtræ eller en Ribsbusk. Dog boer der ingen større Rigdom i den fattige Franskmands, Tydskers eller Engelskmands omkrandsede Hytte, men vel en større Skjønsomhed, der veed at benytte en halv Fod Jord til en Vedbende eller Viinstok, en Fod til et Blomme- eller Æbletræ og een Alen Jord til en Bikube, som giver ham Honning til hans Julekage og Vox til hans Helligtrekongerskjerte. Men maa vi end efter Klimatets Bud, i den største Deel af Norge (ikke i det sydligste) undvære den yndige Vedbende, den pragt- fulde Viinranke, have vi dog Væxter, der kunne yde vore Hytter den samme Prydelse, deres Beboere en lignende Nytte og Be- hagelighed. Hvor skulde der vel ikke gives Plads til at stikke en Humlerod eller en Bønne ned? og mere behøves der ikke forat forvandle den norske Almuesmands Bolig til et Lysthuus. SIDE: 308 TIDENS VÆRD Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 54. Henrik Wergeland [BEKJENTGJØRELSE OM "BOGSAMLING FOR BYENS ØSTRE FORSTADSDISTRIKTER" OG OM DEN I GROTTEN] Den i forrige No. omtalte Plan, ogsaa at faa oprettet en Bog- samling for Byens østre Forstadsdistrikter har været saa heldig at faa en dygtig og beredvillig Iværksætter i Hr. Kandidat i Theo- logien J. Hansen, der boer paa et særdeles beqvemt Sted, nemlig midt i Distriktet "Leret" i Forstaden Grønland, hvor han i læn- gere Tid bestyrer en ikke ubetydelig Skole, og saaledes maa være sine Distrikters Beboere forud bekjendt som en Ven og Befordrer af deres Oplysning. Han har i den Hensigt udstedt følgende Bekjendtgjørelse: "For at bidrage en Skjerv til det Øiemeds Opnaaelse, at bi- bringe den fattige Arbeidsklasse Smag for gode Bøgers Læsning, har Undertegnede, i Lighed med hvad Hr. Bureauchef Wergeland har foranstaltet for den vestre Kant af Byen, ved Fleres god- dædige Medvirken oprettet et Laanebibliothek for Arbeidsklassen paa den østlige Kant af Byen (Grønland og Omegn), fra hvilket Udlaan gratis vil skee fra St.Hansdagen 24de Juni i min Bopæl, Sødringgaarden No. 107 paa Leret. Da Bogsamlingen endnu er ubetydelig, anmodes enhver Menneskeven, der interesserer sig for den fattige Medborger, at yde en eller anden nyttig Bog, der maatte kunde afsees, til Indretningen. For at ikke den af- sides Beliggenhed i saa Henseende muligens skulde genere, saa have DHrr. Pastor Wexels og Boghandler Hoppe velvilligen paa- taget sig indtil videre at modtage de Bøger eller andre Bidrag, som Nogen hertil maatte ville yde. J. v. d. L. Hansen." Maatte de to Almuebogsamlinger for Byens vestre og østre For- stadsdistrikter og nærmeste Omegn, som egentlig skulle være een og samme Indretning, der kun for Beqvemmelighedens Skyld er deelt ligesom i to Vinger forat kunne omspænde Forstadklyngerne paa begge Sider af Byen, ikke mangle den Understøttelse, hvorom der anholdes i Bekjendtgjørelsen! Enkelte Medborgere have re- flekteret paa Anmodningen i forrige Nummer, og hvem, der vil efterfølge dem heri, kan være vis paa, at han med sin Gave af SIDE: 309 en Bog rammer et Behov og virker ikke saa lidet til at sæde- liggjøre en Masse, som i denne Henseende har været vanrøgtet -- i de fleste Hytter lige indtil aldeles Bogløshed, ja endog indtil Mangel paa Bibel og Evangeliebog. Denne Omstændighed har, for Tilnærmelsens Skyld til boglig Sysselsættelse, gjort det til en Nødvendighed, at Udlaanet for det Første skeer ganske gratis, saa at Bogsamlingerne kun existere ved Gaver, uagtet den store Menneskeven og Menneskekjender Storkantzleren af England Broughams Mening i hans Skrift om Folkedannelsen, at nemlig Almuesmanden kun ved at betale noget, om end nok saa lidet, for sin Adgang til Læsning, faaer Begreb om dennes Værd, vis- seligen maa erkjendes grundet. Wergeland. Henrik Wergeland No. 13, l9de Juli 1842. Uden Ære børjet paa plejer ud med Skam at gaa. BREV FRA EN SLAVE Nedenstaaende Brev er bleven Udgiveren velvilligen tilstillet, og den rørende Tone af Anger deri giver det formeentlig Ad- komst til Plads i et Blad, hvis Hensigt ogsaa er, at advare den talrige Klasse, hvoraf desværre kun altfor mange befolke Straf- anstalterne. Det optages derfor her, kun ubetydeligen rettet i Stiil og Retskrivning. Begynder først Angerens nagende, men velgjørende Følelse at røre sig i den ulykkelige Strafdømtes Hjerte, som synligt er i Brevskriverens, da vil der ogsaa snart vindes Plads deri for glædeligere Følelser: for den salige af at Gud har tilgivet ham -- men for hans Angers, ikke for hans Lidelsers, Skyld -- for Haabet om, at de Mennesker, han meest har for- brudt sig imod, ogsaa ville tilgive ham, og om, at vel omsider, i de fleste Tilfælde, den strenge Stat ogsaa vil tilgive ham og til- stede ham at finde bedre Dage, end de, der nu henslæbes i Læn- ker og i Vanære. Anger, men oprigtig Anger, udsoner alt, og skjænker ganske vist, om Loven ikke kan forsones før Døden, i dennes Stund den Rolighed og Tilfredshed med at forlade Livet, som er meer end en Forjettelse om en Salighed hiinsides, ja alle- rede dens Begyndelse. Men en anden, en hyklet, Anger for- SIDE: 310 værrer og nedriver Alt, tilintetgjørende Straffens Øjemed, forø- gende Menneskenes Foragt, om den opdages, forhærdende under et Skal de lastefulde Tilbøjeligheder, saa Befrielsesstunden kun fremkalder en farligere Forbryder, hvis Bane som oftest kun bliver kort, og saa at Dødsstunden kun træffer en ond Aand, færdig til at fare bort til Straf, til Straf i sit eget, ligesom af Slanger fortærede, Indre og i de øvrige Henfarnes Medynk og Foragt, indtil -- vi tør haabe og tro det -- den frelsende Anger dog omsider overvinder hans Forhærdelse, ligesom Blomster og Grønt, der lidt efter lidt spire op af det nedbrændte Baals Aske, og Sjælen vinder sin naturlige Tilbøjelighed til det Rette, Erkjen- delse af dette, Kjærlighed til Dyden og dermed sin Samvittigheds salige Fred med Gud, Verden og sig selv tilbage. Før Hyklerbøn naaer Ulveglam til Himlen fram. Men ærligt Suk til Himlen finder, om Taaren end i Mulden rinder. "Agershuus Fæstning den 1 Mai 1842. Dyrebare Moder! Som et forbandet Lem, istedetfor at din Livsfrugt skulde være din Velsignelse, maa jeg her i Tanken fremtræde for Dig, og med et bedrøvet og bedende Hjerte bekjende, at jeg haver syndet mod Himmelen og mod Dig. Du plejede mig i min tidligste Barndom med Klæder, at min Nøgenhed skulde skjules og min lille Krop varmes, og gav mig Die ved dit Bryst, at jeg skulde næres og voxe. Du vaagede over min Vugge, som en tro Hyrdinde over sit spæde Lam, paa det at intet ondt skulde ramme mig, men at jeg skulde tiltage i den Heelhed, hvormed Du fik mig af Skaberens Haand. Du søgte og tidlig, ved Hjælp af salig Fader, at nedplante i mit Hjerte Be- grebet om et højere Væsen, om en Frelser, Jesum Christum, og gav mig derhos gode Exempler og Formaninger, ligesom til en qvægsom Vædske, at det skulde fæste Rødder og voxe deri til Guds Priis og Ære, og mine Medmenneskers Lykke og Gavn. Ja, du Moder! Du leed og gjorde langt mere for mig, end jeg nogensinde kan begribe, og gav mig mere end jeg kan opregne. . . SIDE: 311 Men hvad har jeg dog gjort Dig for alt dette? Har jeg været Dig lydig og gaaet ad den Vei, der har Blomster til Menneske- livets Prydelse baade for Tid og Evighed? Ak nei, ak nei! Hiin skjønne Vei jeg ikke eftertragted'; thi seer jeg nu, som i et Speil, min svare Synd, min store Feil, og hvor jeg er foragtet. Ulydighed mod Gud og Dig, har med Vanære skjændet mig. Jeg paa Fordømtes slagne Vei kun efter Synd har jagtet. Det maa smerte Dig, kjære Moder, at jeg saa har faret frem, og ikke villet lyde dine kjære Formaninger. . . Det maa smerte Dig, jeg føler det -- ja meget mere end da du fødte mig til Ver- den; og det vil maaske før Tiden lægge Dig i Graven -- -- Men jeg angrer nu, at jeg saaledes har handlet mod Dig, anklager mig selv derfor, og erkjender, at jeg ikke er værd at kaldes din Søn! -- Men ikke desmindre beder jeg om din Tilgivelse, beder, at Du dog ikke som Moder vil aflade at tænke paa mig, og ikke udslette mig af dit Hjertes moderlige Erindring før Du endnu en- gang har sat en Bedringsprøve paa mig! -- Har jeg ikke alt med min Ulydighed udtørret din Taarekilde og gjort dit Hjerte træt og mat af at sukke og bede for mig! o saa lad da deraf ud- vælde en Tilgivelsestaare for mig! Lad dit Moderhjerte sukke i Bøn til den himmelske Fader, om at han i Naade vil see ned til din i Synd dybt faldne Søn! -- Jeg vil ogsaa selv bede Gud derom, vil ved en daglig Pønitense søge ham, og love, prise og takke ham, fordi han ved Lovens Jernhaand dog har standset mig i Løbet paa Lastens Bane, da dette ei lod sig gjøre med noget andet Middel. I Guds saliggjørende og klare Ord, som er det eneste og rette Middel dertil, vil jeg dagligen hver Morgen og Aften, og ellers naar Tid gives, læse og randsage mig, paa det kan jeg vedblive at see det jeg nu seer, føle det jeg nu føler, nemlig, hvor ilde jeg har gjort, idet jeg saa længe har skudt Guds Naade fra mig, og trællet Tiden hen i Syndens fordærve- lige Tjeneste. Her, Moder, vil Du maaske tænke ved Dig selv: alt dette er SIDE: 312 let at sige, men ikke saa let at gjøre. Og deri har du vel des- værre Ret; men gid du ogsaa ved Siden deraf maatte tænke paa, at for Gud er dog intet umuligt: Han, som skabte Himlen og Jorden af Intet, og fremkaldte vore første Forældre af en Jord- klump, Han kan og visseligen gjøre Underværker i en Synders Hjerte. Her er alt det jeg kan anføre som beder for mig; og give Gud, det ogsaa maatte bede for mig saa kraftigt, som mit Hjerte op- rigtigt og inderligt mener og ønsker det! Jeg maa da hermed af- bryde. Kan Du faa skrevet mig nogle Ord igjen, og dermed og- saa give tilkjende, hos hvem du nu boer, og hvordan det staaer til med vore Slægtninge, hvilke jeg alle hilser paa det kjærligste, saa gjør det. Gud være forresten din Trøster bedre end din Søn Christian." Henrik Wergeland ORDFORTOLKNINGER Kjærlighed er en Kappe, som dækker alle Mangler; men uden Høiagtelse er den en Morgenrøde uden Sol. Klogskabs Rigdom. Det er godt, at den Kloge ikke ligesaa let kan blive dum igjen, som den Rige kan blive fattig. Lidelse. Universalmidlet i store Lidelser er: Gaa først i dig selv, ydmyg dig i dine dig bekjendte og ubekjendte Feil for den Allerreneste, modtag dernæst Lidelsen umiddelbar af den Aller- visestes Haand! Forglem alle Mellemhænder, gjennem hvilke den gik! Overgiv dig ganske i den Bedstes Haand, og vent med Tillid af den Almægtiges Kjærlighed et lykkeligt Udfald! Lidenskaber ligne en Hvirvelvind; de rykke Pligt og Ære op med Roden. Den menneskelige Lyksalighed. Et Ord. En Idee. En Drøm om Dagen. Et Ønske. Et Suk. Et Stof til Tale. Et Punkt, SIDE: 313 hvorefter der stedse sigtes, og som aldrig træffes. Et Billede i Menneskets Hoved, og en Qval i hans Hjerte. Den givte Mand er i Ulykkestilfælde mere istand til igjen at forbedre sin Stilling, end en eenlig; deels fordi han mere opfor- dres til Virksomhed ved de elskede og hjælpeløse Væseners For- nødenheder, for hvilke han maa sørge, men fornemmelig fordi de huuslige Behageligheder opmuntre og hæve hans Aand og livne hans Selvfølelse, idet han finder, at under alle de ydre For- holds Mørke og Ydmygelse, han dog hjemme altid omgives af en liden Kjærligheds-Verden, som han behersker. Den eenlige Mand derimod staaer Fare for at blive ødsel og skjødesløs, at ansee sig for eensom og forladt, og at forvandle sit Hjerte, lig en rømmet Bolig, til en Ruin. Mennesket boer imellem Grave, og aander imellem Skilsmisser. Det ligner Magnetstenen, som taber sin Kraft, naar man ikke hænger Byrder ved den. Det ligner ogsaa Silkeormen. Dag og Nat væver det Hjernespind, indtil det har spundet sin egen Grav. Nyhedskræmmeren. Den som bringer dig mange Nyheder i Huset, fører dig mange Nyheder ud af Huset. Ogsaavidere. Saasnart et "Ogsaavidere" befinder sig ved en Overeenskomst, er Døren aaben til Strid. Ond Samvittighed er en Ovn, der stedse ryger; et Tordenveir uden Regn. Den er Klager, Dommer, Bøddel i en Person. Selvmord. At bære og taale, er Styrke, at undløbe og fly, er Modløshed. Man kan beklage en Selvmorder, og under visse Omstændigheder undskylde ham; men aldrig kan man rose ham som en Viis eller Helt. Selvmorderen løber, fuld af Tungsind og Misnøie og af Angest, fra sine Sandser og Døden imøde med samme Mod, hvormed Fuglen styrter i Klapperslangens Gab; ikke SIDE: 314 fordi han er saa dristig at dø, men fordi han er for frygtsom til at leve. Skilsmisse. Tænk paa Skilsmissen, naar et huldt venligt Liv vaagner under dine Blikke, og vær maadeholden i din Glæde; thi der gives her en Skilsmisse. Tænk paa Gjenforeningen, naar et huldt, venligt Liv indslumrer under dine Blikke, og vær maade- holden i din Kummer: thi ingen Skilsmisse gives hisset. Skjæbnen svæver stedse blid ved vor Horizont; kun fra Jorden opstiger onde Dunster, og Menneskene tale om, at det er taaget. Spotter. Er Nogen først i Ord for at være en Spotter, saa er det store Baand fra Mennesket til Mennesket, Fortroligheden, overskaaret; han staaer alene i Verden, given til Priis. Suurseen hører ogsaa til Ægtefolks sædvanlige Straffemidler; men da den sædvanlig gjør Tugtemesteren ligesaa ondt som den Tugtende, og de korteste Straffe i Ægteskab ere de bedste, saa skulde begge enes om engang for alle at afskaffe denne. Tiden er, lig Nilen, en frugtbargjørende rivende Strøm. Time. Nyt den nærværende, og tænk paa den sidste! Venskab. Hvo aldrig søgte det, er tusinde Gange fattigere end Den, som tabte det. Viinstokken bærer tre Klaser; den første er Fornøielsens, den anden Beruusningens, den tredie Usædelighedens. SIDE: 315 Væddemaal d. e. Narrenes Grunde. Ære. At foragte Æren, er ofte men ikke altid, at foragte alle de Dyder, som erhverve den. Henrik Wergeland FOR MANGE JERN I ILDEN Den, som har mange Jern i Ilden faaer nogle af dem kolde eller forbrændte, pleier man at sige; og intet Ordsprog bekræfter sig mere end dette. Drivtighed og Foretagelsesaand er en herlig Egenskab for en Mand; men der skal endnu mere til forat den skal kunne udstrække sig til flere Ting. Som oftest betegner den sande Dygtighed sig ved at indskrænke sig een Dont, som da baade udrettes retskaffent og indrenter mere. For en Arbeidsmand eller Huusmand er det en fortræffelig Ting at forstaa sig paa noget af hvert. Der vil da være mange Hænder om ham. Hertil ere ogsaa Normændene vel oplagte, saa at Bonden ofte er sin egen Tømmermand, Snedker, Smed, ja vel endog Skomager. Men den egentlige Haandværker bør indskrænke sig til sit Haandværk, om han vil drive det til noget andet end Fuskeri. En Skræder, som tillige vilde være Skomager, var det nok ikke værd at give et Stykke Tøi at klippe til. Ligesaa med Bonden. Agerdyrkning, Skovdrivt eller Qvægavl, eftersom Egn og Klimat er til, maa hovedsagelig og næsten udelukkende be- skjæftige ham. Men i flere Egne er han tilbøielig til at flakke om paa Handel eller at drive paa Kjørsel; og da plejer det ikke at gaa med det bedste. Heller ikke naar han vil give sig mere af med Haandværk, end til eget Brug, eller omvendt naar en Haandværker af Profession vil drive Agerbrug i større Udstræk- ning end han beqvemt kan overtage ved Siden. Hans Kunder vilde snart blive utaalmodige og et af hans to Jern eller vel sna- rere begge vilde blive kolde. Med Aandsarbeide er det ligedan. Tankerne taale ikke saa- ledes at adspredes, og Arbeider, der udføres ved at lægge det ene halvfærdigt bort og tage fat paa et andet eller tredie, ville vanskelig undgaa at bære Spor af den Forvirring i Tankegangen, som vilde blive Følgen deraf. SIDE: 316 Henrik Wergeland No. 14, 26de Juli 1842. Løgn forgaaer, Sandhed bestaaer. Træffes de, Løgnen med Skammen da gaaer. SLADDER OG BAGTALELSE "God Morgen, Moer Øgpaalidt! Ja Du har vel hørt, kan jeg tro, den forfærdelige Skjæbne, som har ramt vor stolte Smed- kjærring, Madammen i Dukkeskabet, som altid er saa stor paa det og saa briskendes, og som holder sine Børn for gode til at lade dem lege med andre skikkelige Folks Børn i Nabolaget. Nu har hun da faaet een Unge til, som hun nok skal faae Lov til at beholde for sig selv, om Gud lader den leve. Ja hun har rigtignok længe fortjent en Tugt for det. Thi husker Du, det er ikke længere siden end i Mandags i forrige Uge, at hun holdt sig igjen for god til at komme i Selskab med os henne hos Bød- keren. Men Herre Gud! denne Ulykke, som har rammet hende, er dog altfor stor; ethvert Menneske maa have Medlidenhed med hende; thi, Herre Gud! hun er vel stolt og snerpet, men hun er jo dog vort Medmenneske". Saaledes begyndte Moer Sladder sin første Samtale, og da hun havde udtalt, brast hun ynkeligt i Graad. Men den anden Moer havde ikke hørt noget om den sørge- lige Nyhed, som havde tildraget sig hos Smedens. Hun spidsede Øren, og gabede, som om hun ventede at kunne sluge Nyheden med Munden; men da Moer Sladder taug stille og vedblev at græde, saa blev denne Tilstand hende utaalelig; hun brød derfor Tausheden med det Udraab: "nei, nei, jeg har intet hørt! fortæl! fortæl bare! Lad mig høre, hvad der har tildraget sig med vor gille Naboerske?" Ved disse heftige Udraab holdt Moer Sladder hurtig op med at græde, tørrede gesvindt Taarerne af Øinene, tog sin Daase, bød Søsteren en Priis, og begyndte imidlertid med flydende Tunge saaledes: "Hvad? har Du ikke hørt det? og det skede dog allerede igaar Aftes Kl. 5 3/4. Ja saa hør da nu: Vor stolte Smedemadam er da igaar kommet i Barselseng, og har bragt et Drengebarn til Verden, som -- herpaa korsede hun sig -- er en reen Vanskab- SIDE: 317 ning; thi tænk Dig -- Ansigtet er ganske fordreiet paa ham, og saa har han desuden to lange Hare-Øren?" "To lange Hare-Øren?" afbrød Moer Øgpaalidt. -- "Ja, to lange Hare-Øren; saaledes seer Ungen ud," og nu gav hun sig til nøiere at beskrive den; og da hun var færdig dermed, tilføjede hun: "ja, er det ikke grue- ligt? men sandt er det, saa sandt som Du seer mig staa her for Dig, en Synder for Gud; thi min Mands Broerkone har fortalt mig det, og Du veed jo nok, at hendes Piges Sødskende- barns Kjæreste arbeider hos Smeden." "Kors bevares!" udbrød Moer Øgpaalidt, "hvad man dog maa høre i denne Verden! -- Ja Hovmod gaaer for Fald, det har jeg altid sagt. Men Farvel Moer, jeg maa hjem til mit Huus; der er saa meget, som venter paa mig." Men Moer gik ikke hjem til sit Huus. Saadan en Nyhed var altfor vigtig og kjærkommen til at hun kunde gjemme den ret længe, og desuden angik den en Kone, som hun allerede længe havde misundt. Hun gav sig derfor et Ærinde hen til Høkeren, hvor hun vidste hun traf Folk; og neppe var hun kommet ind ad Døren, førend hun begyndte med at fortælle, hvorledes nu endelig den stolte Smedkone var bleven alvorlig straffet for sin Stolthed, idet hun nemlig havde født et Barn til Verden, som ganske lignede en Hare, og som desuden paa det ene Been havde en Hestefod. Nu fulgte der en nøiagtig Beskrivelse af Barnet, hvorefter det kom til at see saaledes ud: SIDE: 318 Naturligviis endte hun med det medlidende Udraab: Stakkars Kone! hun er straffet haardt nok; I skulle ikke bringe denne frygtelige Historie ud iblandt Folk!" -- "Nei, Gud bevare os!" skreg alle Tilhørerne, som med een Mund, "hvo vil vel tale om saadant Noget?" -- og dermed skiltes de ad. -- Men Middagen var neppe kommet, før hele Byen var fuld af denne frygtelige Historie; hver lagde Noget til; og tilsidst havde da Barnet endog faaet Kløer istedetfor Fingre, og lignede ganske en hylende Trold eller Djævel. saaledes som mine Læsere her see en slig Figur. Rygtet kom da ogsaa snart til Præstekonen, som altid godt havde kunnet lide den stakkels Moder, som man fortalte alle disse græsselige Historier om; thi hun var en arbeidsom og or- dentlig Kone. Hun tænkte vel strax, at det Meste, af hvad disse Rygter sagde var falskt; men hun frygtede dog for, at Noget deraf maatte være sandt, eftersom Alle talte derom. Hun gik derfor hen til Moderen selv, for at see, hvorledes Sagen egentlig forholdt sig, og for om muligt dog at bringe den Stakkel Trøst. -- Og hvad mener man vel hun nu fandt? En vakker, velskabt, rolig, liden Gut, hvis Ører vel vare lidt større end de ialminde- lighed pleiede at være paa andre ny- SIDE: 319 fødte Børn, men forresten meget velskabte. Mange kunne maa- ske ønske at vide, hvor den Moer Sladder boer, som først bragte denne smukke Historie i Omløb. Herpaa vil jeg svare: hun er et forbandet, spøgelseagtigt Væsen, snart i Mandfolke-, snart i Fruentimmer-Skikkelse, som boer allesteds og intetsteds. Naar Nogen ikke strax veed at gribe hende, medens hun fortæller, saa smutter hun hurtig væk, og er ikke mere at finde; men hendes Løgn gaar fra Huus til Huus, og forstyrrer alt meer og meer baade Sandhed og Fred. -- Hun har en stor Slægt, der er bosat fast i alle Byer, selv i de mindste; deres Navn er Sladdersøstre og Bagtalere, og I kunne let kjende dem derpaa, at de altid opvarte med Nyheder, og helst fortælle ondt om Folk, som ei ere tilstede. Tungen er en liden, men en farlig, Ting; og det vilde undre mig, om der skulde findes nogen blandt mine Læsere, som ikke har gjort den sørgelige Erfaring, at det Saar, som Tungen slaaer, er langt smerteligere og langt vanskeligere at hele, end næsten alle andre; thi det er ligesaa sandt som det er sørgeligt, at man her i Verden ofte formindsker det Gode, men forstørrer det Onde i det Uendelige. Rygtesmede og Bagtalere ere næsten alt- for stedmoderligt behandlede i Loven, thi de gaae fordetmeste frie, og dog ere de Dødsslag, som slige Forbrydere tilføie vor Ære med deres Tunge næsten de værste af alle Dødsslag. Naar altsaa en saadan Karl eller Qvinde nærmer sig til Eder og be- gynder at tale om en Anden, eller at gjøre ham mistænkelig, saa værer paa Eders Post! I kunne fortælle ham, hvorledes man engang ved Løgn og Sladder forvandlede en smuk, velskabt Dreng, der blot ikke havde de allermindste Øren, til et stygt, troldagtigt Uglebillede; og I kunne tilføie, at man i gamle Dage havde den Skik i Polen, at man stillede Bagtaleren foran Raad- huset med en Lænke om Halsen, og nødte ham til at knurre og gjø ad de tilstrømmende Tilskuere, for at gjøre dem begribelige, at han var et ondt og lumskt Dyr. -- Og endelig kunne I slutte med de Ord: "Bagtaleren har Djævelen paa Tungen, og hvo der hører paa Bagtalelsen, har ham i Øret." (Efter danske Almanak). Henrik Wergeland SIDE: 320 II. ORDFORTOLKNINGER Aabenhjertighed. En kostelig Blomst, som blomstrer skjønnest i Frihedens Land. Aag. Hvor mange unyttige har ei Mennesket paalagt sig? Aagreren har et Hjerte af Steen og en Samvittighed af Vox. Adlyde. At adlyde er lettere end at befale; naar vi adlyde, skyde vi os selv frem, naar vi befale, maa vi fremskyde Andre. Aftenen. Om Aftenen dufter Alt, hvad man har plantet, be- hageligst. Mærk det for din Alderdom! Agerdyrkning. Dens første Fure dannede et Fædreland. Arbeide. En Svøbe paa Tidens Ryg. Arbeidsomhed. Borgerværds ældre Broder og trofaste Led- sager. Arm. Den Arm, som skal fægte mod Hjertets Mening, er allerede lam før Kampen. Begjering. Vore Begjeringer ere ofte ikke bedre, end den Syges Længsler efter det, som kun vilde skade ham. Bestemthed er Mandens Sværd. SIDE: 321 Bøger ere Venner. De belære, trøste og underholde. De bringe til Graad og til Latter; de styrke til Daad og vugge i Slummer; de tale naar man vil, de tie naar man vil; de komme, naar man kalder dem; de gaa, naar man er kjed af dem; de taale Modsigelse og Daddel, den være grundet eller ei; de blive rolige paa den Plads, man viser dem; de sladdre ikke af Skole; de agte hverken Rang eller Stand; de blive som de ere, og deres Aar tage ofte i Sekler ingen Ende. Daarskab. Var Daarskab en Smerte, klagede man overalt. Diamanten i sit Svøb agtes ofte mindre, end Glimmeret af det slebne Glas. Dværg. Dværgen bliver ikke det mindste større, ved det, at han klyver op paa et høit Taarn, men hans Hoved vel noget skrøbeligere. Erindring er for den Aldrende, hvad Haabet er for Ynglingen. Fare erkjender en kongelig Hersker, hvis Navn er Mod. Fornøjelse er den Virksommes Sopha, den Svages Seng, den Vellystiges Hospital. Frihed døer desværre i Almindelighed som Selvmorder. Frugter. Den ormstukne Frugt falder af ved et Vindstød, den gode modnes under Storm. Gnieren. En Gniers Ejendom faaer Liv, naar han er død. Han gjør ikke mange Erfaringer; thi de koste i Almindelighed Lærepenge. SIDE: 322 Guld er det menneskelige Hjertes Prøvesteen. En Hemmelighed er din Fange, saalænge du bevarer den, men du er dens Fange, dersom den bliver bekjendt. Hjerne. Folk med snever Hjerne gaaer det, som Flasker med en snæver Hals; jo mindre de indeholde, desmere Støi gjøre de ved at udøse det. Kjærlighed døer, ligesom Menneskene, oftere af Overflod end af Hunger. Mennesket. Om Mennesket i Almindelighed kan man skrive Alt, hvad man vil, Ondt og Godt, saa skal det ligne ham. Misfornøjet. Det med det Nærværende misfornøiede Menneske tillægger det Forbigangne en Fuldkommenhed, der aldrig har fundet Sted. Det roser de Døde af Had til de Levende, det slaaer Børnene med Fædrenes Been. Mistanke. En fiendtlig Lygtemand, som fører den uforsigtige Vandrer i farlige Sumper. Henrik Wergeland SIDE: 320 Nr.15, 15de August 1842. Onde Tanker banke altid paa. Luk til, saa maa de gaae. NOK ET PAR BREVE FRA EN SLAVE Udgiveren har bemærket, at det i Nr. 12 leverede Brev fra en Slave er bleven læst med Begjærlighed. En Kone vestenfra, som jeg bød endeel Nummere, forskjød alle de andre og udbad sig blot det, og jeg er bleven anmodet om endnu at levere et SIDE: 323 Par til. Man vil da finde dem her uden en Tøddels Forandring, saaledes som de ere skrevne i Slaveriet fra En, der før har havt Ord forat være en af de Værste, idetmindste til at holde paa, men hvis Opførsel nu ganske skal stemme med den angerfulde og religiøse Tone i hans Skrivelser. De maa læses med den Tanke, at den lykkelige Sindsopløftelse, deres Forfatter har kun- net naae ved Oprigtigheden af sin Anger og Religionens Hjælp, ikke lader sig erhverve ved at friste Guds Langmodighed, som om der altid vilde blive Tid til Omvendelse og Forsoning, og at den besiddes for et lettere Kjøb af Retskaffenheden som en na- turlig Gave. Den Forvandling, som er foregaaen i Brevskriverens Sind, er et af de sjeldnere Tilfælde; men lad det derfor være belærende og advarende mod den Lastens Letsindighed, som vover Ulykke og Skjændsel for sig selv og sine Kjæreste, og som først af disse Tugtelser vil lade sit Bedre komme til Vækkelse. Det hænder, som sagt, ikke altid. Stundom forhærde de og sløve Erkjendelsen, saa Straffens Hensigt forspildes, og Forbry- deren ikke seer i denne en viis Indretning i Guds Haand til hans Forbedring, men kun en menneskelig Hevn af Staten imod den Enkelte, der ikke har respekteret dens Love, og som man derfor vel formedelst dens overvældige Magts Skyld er tvungen til at lide under, men imod hvem man har en naturlig Ret til at øve Gjengjeld ved første Leilighed i nye, men listigere, Forbrydelser. Disse ere de Uforbedrelige, som ryste tænderskjærende i sine Lænker, og hvem disse ere dobbelt tunge, om end deres Vanære er dem let. Kunde man læse i Hjerterne -- Fængselsporten vilde da lukke sig for stedse for Mangen, som snart skal befries, og som stunder derefter, for endnu en Gang at vove Spillet ved Statssamfundet, men maaskee aabne sig for mangen Livsslave, paa hvis Sjel Straffen har virket saa velgjørende, som paa For- fatteren af disse Breve. "Gode Forældre! Eders kjærlige Skrivelse af 21de Januar d. A. har jeg i sin Tid rigtig modtaget, men har ei villet besvare samme førend en pas- sende Leilighed gaves, og denne finder jeg just nu, idet Hr. Pa- stor A -- , der har besøgt mig her paa Stedet, godhedsfuld har SIDE: 324 lovet mig at ville medtage nærværende Skrivelse. Jeg har Intet om min legemlige Tilstand at berette, da min Hilsen, Gud være lovet, er god, og mit nødtørftige Ophold har jeg daglig ved Ar- beide paa den herværende Vaabenfabrik. Ogsaa mine høie Fore- satte ere mere end gode imod mig, saa at i denne Henseende Intet er tilbage at ønske. Jeg seer af hiin Skrivelse at I, lige indtil mit sidste Brevs Modtagelse, have svævet i Uvished om mit Opholdssted. Ja, jeg har naaet mit fortjente Bestemmelses- sted! og anderledes kunde det heller ikke blive. I alt for lang Tid sværmede jeg om paa alleslags Veie, alene for at tilfreds- stille mine syndige Begjærligheder; men Gud være takket, der aabnede mine Øine og gav mig Kraft til at kæmpe imod Synden, som jeg før fulgte saa villig, og endnu efter Kampen med den føler jeg dens tunge Haand at hvile paa mit Bryst -- men jeg følger den ikke længer villig; jeg anseer ikke dens Veje for For- lystelsens Veje, og ingensinde har vel Nogen fundet dem at være Lykkens og Rolighedens Veje. Anger er en herlig Kjæmper imod den; men dog for svag. Bod er alene dens Seierherre, -- men denne fordrer meget, og strængt -- hvor strængt, kan Forløse- rens Forsoningsdød alene bekræfte. Jeg har syndet og jeg har angret -- men har jeg afsonet? Tør jeg haabe, at den Livets Strøm, som udflød fra Golgatha, vil blande sig med mine Angers Taarer og for evigt udslette mit Synderegister? Jo! Frelserens Lidelse og Død for mig har befæstet et Haab i mit Inderste, og dette usvigelige Haab strækker sig endnu videre. Jeg føler mig ikke altid nedtrykt; stundom er jeg opfyldt af en Lyksalighed, der langt overveier min Nedslagenhed; kun med lange Mellem- rum komme mine Fortids Erindringer over mig. Det Forbigangne griber mig da med Sjeleangst, det Nærværende med Marter, men om det Tilkommende har jeg det ubegrændsede Haab, at evig og uendelig Salighed vil vorde den til Deel, der vender sig til Herren imedens han er at finde, oprigtig fortryder og angrer sine begangne Feiltrin, bevarer sin Sjel for nye Fristelser, og med Bøn og Betragning alene helliger sig til Den, der er det Heles Ophav og Bestyrer, og hvis uendelige Barmhjertighed er os for- jættet paa saamange og mangeslags Maader. Jeg har syndet storligen. -- Jeg har syndet imod Gud og imod Eder, ærværdige Forældre, -- men liig den forlorne Søn vender jeg mig med Bøn til Eder om Tilgivelse, og jeg er forvisset om at det ædle Fader- SIDE: 325 og Moderhjerte til denne stedse staaer aabent. Næst Gud har jeg Eder at takke for Livet -- som, anvendt til dets rette Be- stemmelse, kunde have bragt mig selv Lyksalighed, mine For- ældre, Sødskende og Hustru Hjælp, Trøst og Glæde, og mig derfor mine Medmenneskers Agtelse, men ved en feilagtig An- vendelse er bleven til mine Beslægtedes Sorg og Bekymring, mine Medmenneskers Foragt og mig selv til Skjændsel; -- i dette Liv kunde jeg have virket saa meget Godt for Eder og mig selv; kunde have trøstet og husvalet Eder i Alderens Dage. Nu der- imod maa jeg overlade Trøst og Husvalelse til Ham, der ogsaa uden mig kan lindre Eder i Kummerens Tid, -- og jeg veed det vist, Han vil aldrig forlade Eder, vil aldrig forlade den, der sæt- ter sin rette Lid til ham. Fæster derfor ene og alene Eders Tanker og Bønner paa og til ham, kjære Forældre, og med sand Fryd skulle I finde Eder tilfredsstillede. Eders timelige Trang er jeg fortiden sat udaf Stand til at lindre; men Eders evige Vel ligger mig meget paa Hjertet, og jeg ønskede saa gjerne for Eders egen Skyld at drage Eder nærmere til Gud og hans kjære og dyre- bare Søn, vor Forløser. I saadan Hensigt sender jeg Eder her- ved nogle aandelige Bøger, ved hvis andægtige og eftertænk- somme Læsning I vist ville finde de herligste Skatte for Eders udødelige Sjel, -- hvortil Gud lægge sin rige Velsignelse! Hr. Pastor A -- underrettede mig ved hans Besøg hos mig, blandt andet, om at min Søster Maren græder meget over mig, og jeg kan ikke fortænke hende heri; -- men jeg kan ikke hjælpe hende, og maa alene anbefale hende Taalmodighed, der med Tiden lindrer enhver Sorg. Forresten henledes hendes Opmærksomhed ogsaa paa hvad jeg foran har yttret til Eder, og beder jeg hende atter om Tilgivelse. Min kjærligste Hilsen til Eder, kjære Forældre og elskede Sød- skende! Gud styrke og opholde Eder Alle i sand Tro og Tillid til ham, der alene kan give os Kraft til at vandre paa Sandheden og Dydens Vei! Agershuus Fæstning, den 17de Juli 1842. Eders altid hengivne Søn H -- P -- G -- " SIDE: 326 "Elskede Kone! Ved nærværende Leilighed med Hr. Pastor A -- , der ei alene har været saa god at besøge mig paa dette Sted, men ogsaa lovede at besørge dette Brev til Dig, ligesom et til mine For- ældre, er det jeg endelig meddeler Dig den første Underretning fra mig. Du veed maaskee allerede af mit foregaaende Brev til mine Forældre hvad der bragte mig hid, og altsaa ikke et Ord mere herom. Min Skjæbne er velfortjent, og med Tak til Gud, der har lært mig mine store Synder at kjende, lider jeg min Straf med Taalmodighed. Min Helse er god, og dagligt Brød har jeg, hvorfor jeg er Gud og mine høie Foresatte evig Tak skyldig. Ikke alene for Legemets Nødtørft er det jeg erkjender Guds Godhed imod mig, men en langt større Naade har han beviist mig, idet han har viist mig den sande Vei til det evige Liv ved vor Herre Jesum Christum. Du veed fra Fortiden af, gode Kone, at jeg, formedelst mine skrækkelige Udsvævelser, allerede den- gang maatte synes forloren for alt Godt, og at allerede dengang intet Haab var om at redde mig fra Fordærvelsen: saameget mere maatte denne Vished tiltage, jo mere Du fik at høre om, at jeg fremdeles fremturede i mine Vildfarelser, ja, at til Slut- ning det Skrækkeligste vilde spørges om mit Endeligt. Dog! den gode Hyrde der ikke vil, at et eneste af hans Faar skal fortabes, men forlader de andre for at søge dette, denne gode Hyrde har heller ikke undladt at opsøge mig arme forvildede Synder, og ved hans idelige Barmhjertighed og Naade er det bleven mig klart, at ogsaa jeg, den dybt sjunkne Forbryder, har fundet Naade for hans Aasyn. O, hvor gjerne ydmyger jeg mig under den menneskelige Retfærdighed, der kræver Fyldestgjørelse for mine mange Brud paa Samfundssikkerheden, men hvormeget mere maa jeg da ikke bøie mig og nedknæle i Støvet for den kjære Fader, der har lettet min Samvittighed og borttaget min svare Syndeskyld? Jeg finder ikke Ord til at beskrive Dig min Sjels lykkelige Tilstand selv i min iværende ulykkelige Stilling som Menneske, og hvormeget maa jeg ikke nu sande Skriftens Ord: at Alt tjener dem til Gode, som i Sandhed elske Gud? Min dag- lige Beskjæftigelse her er stadigt Arbeide og i mine Hviletimer Underholdning ved Læsning af gode Bøger. Mine første og sid- ste Timer paa Dagen derimod ere ene og alene opoffrede Bøn SIDE: 327 til min Gud og Betragtning over mig selv, hvilket jeg heller ikke kan undlade til enhver Tid paa Dagen, ei engang under Arbeidet. Hvor glad er jeg ikke, naar jeg efter fuldendt Bøn reiser mig, og ved enhver Gjentagelse heraf føler mig lettere og freidigere til at gaae mine Tyngsler imøde! O! maatte Enhver saaledes som jeg føle sig lettet og befriet fra den syndige Verdens Aag -- og dette maa upaatvivlelig den der beder med sand Tillid og af et oprigtigt Hjerte, -- hvormange var det da ikke, som, istedetfor at smile haant til den Bodfærdige, nedkastede sig for den Al- mægtiges Throne, og i ydmyge Bønner anraabte om den Naade og Sjelefred, som de under deres letsindige Vandel desværre maae savne? Saa vel jeg end befinder mig, kan jeg dog ikke blive fuldkom- men tilfredsstillet, forinden jeg har Vished om din Tilgivelse for min store Brøde imod Dig. Det er derfor egentlig Hensigten af nærværende Skrivelse, at forvisse mig om at Du intet har imod mig, men derimod tilgiver mig hvad jeg har syndet imod Dig. Kjære Kone! glæd mig med Underretning herom. Saavist som Du selv ønsker Dig tilgivet af vor naadige Himmelske Fader for dine egne Overtrædelser, og saasandt jeg forsikkrer Dig om, at jeg nu er bleven et ganske andet Menneske end dengang Du kjendte mig, ligesaa vist haaber jeg at Du er redebon til at til- give. Du undseer Dig maaskee for mig, fordi Du føler, at Du selv ei er brødefri; men dette er forlængst tilgivet dig fra min Side, og inderlig har jeg ogsaa bedet Gud om Tilgivelse for dig. Jeg beder dig, at Du i din forladte Stilling sætter din Lid til Gud, der saa gjerne er de Forladtes Trøst og Forsvar, og Du skal see, at Du ikke forgjæves henvender dig til ham. Med- følgende Andagtsbøger sendes dig som en Erindring. Gid deres herlige Indhold maa glæde din Sjel i eensomme og mørke Timer, idet Du tillige derved bringes paa Tanken om din ulykkelige Mand, og du gives Anledning til Betragtning over hvor dybt Mennesket ved at foragte Guds Naade og Barmhjertighed, kan falde! Skulde Du, som jeg ret hjertelig ønsker, finde Smag i denne Læsning, skal jeg med Guds Hjælp senere hen søge at faae tilsendt dig flere aandelige Bøger. For denne Gang maa jeg afbryde med Hilsen til dine kjære Sødskende og hele Familie. Overbeviist om, at Du snart tilskriver mig, og dermed trøster SIDE: 328 mig med Tilgivelse for min Ondskab imod dig, ønsker jeg dig Guds naadige Fred og Velsignelse, der ogsaa blive dit uskyldige Barn til Deel! Agershuus Fæstning, den 17de Juli 1842. Din oprigtigt angrende og hengivne Mand H -- P -- G -- " Henrik Wergeland Nr. 16 og det hedder overalt og for alle Folk paa Jorden: "Fremmed Ild er ei saa klar som den Røg vi hjemme har." Men denne stærke og almindelige Følelse bliver efterhaanden en Drivefjeder til de fortræffeligste Handlinger, og denne Drive- fjeder kaldes Patriotisme eller Kjærlighed til Fædrenelandet. Og hvad fortjener vel mere vor Kjærlighed og inderlige Hengivenhed, end det Land, hvor vi erholdt Livet, og hvis Statssamfund vi SIDE: 329 skylde vort Ophold og vor Sikkerhed? Overalt, hvor vi henvende vort Øie i dette dyrebare Jordstrøg, føle vi, at det er vort Fædre- land. Det Træ, vi have plantet, det Huus, vi have bygget, den Plet, vi ere fødte paa eller dyrke eller hvor vi, som vore Fædre, skulle hvile -- Alting er ved Vanen blevet os kjært, Alting minder os om, at det er vort Fædreland, Alting opfordrer os til at elske og forsvare det. Vort Liv og vor Formue tilhøre os derfor ikke mere i det Øieblik, Fædrelandet kræver dem. Normændene have et hædret Navn for at besidde Fædrelandskjærlighed i en høj Grad. Vor menige Mand har viist det som tappre Soldater i Felten, og vore Matroser synge midt i Sydens Herlighed: "Vi længes svarlig hjem igjen. Det gjør vi i Brasilien. Og Apelsinen gyldenmalt vi spise tidt til Taarers Salt. Men naar vi Norge faa at see, da er forbi al Sorg og Vee." De mange Udvandringer af vore Bønder til Amerika synes derimod at staa i Strid med vort Folks Navn for at elske sit Land saa højt, ja man læste endog engang i Sommer med For- undring og Modbydelighed, at en saadan Skare havde forladt Fædrelandet under Hurra og Geværskud, somom Afskeden der- fra ret var en Glædesfest. Men Alle have vel neppe været saa sløve, og selv De, hos hvem Armoden hjemme enten har været saa ulidelig eller Haabet om Lyksaligheden hiinsides Havet saa stor, ere vel neppe komne langt før hiin mægtige Følelse, Kjær- ligheden til Hjemmet, med Smerte har rørt sig i deres Bryst, ja de ville vel være dem, som netop faa føle den tungest, naar de finde sig skuffede i det Fjerne, hvor ingen Medfølelse findes for dem, og hvor de finde sig overladte mellem Fremmede til det Trøstesløse at hjelpe sig selv ganske alene. For nogle Aar siden, efter et Par uheldige Kornaar, udbredte det Rygte sig i det sydlige Norge, at der i Rusland eller i russisk Finland skulde staa herlige, fuldtopdyrkede og bebyggede Gaarde parate for hvem som vilde komme og tage dem i Besiddelse. Men man maatte gaa langt Nord hedte det. Mangen Huusmand, især i Gudbrandsdalen, lukkede da sin Stue af, og trak nordover med Kone og Børn. Efter nogen Tid at have vandret om i det SIDE: 330 Throndhjemske, kom nu vel de Fleste tilbage; men til Grund for dette Rygte laa dog noget Sandt, nemlig det, at der i Distriktet Senjen sydligst i vort eget Finmarken, i to af Naturen særdeles begunstigede Dalstrøg, findes endeel Kolonister eller Nybyggere her søndenfjelds fra, især ifra Gudbrands- og Østerdalen, did- kaldte og hjulpne til Udkomme og Ejendomsgaarde af en enkelt Patriot. Fortjenester af Agerdyrkningen fortjene allerede Navn af Patriotisme, og den enkelte Rødningsmand Navn af Patriot. Men i en udmærket Forstand kan vel dette Hædersnavn bruges om den Mand, som befolkede hine betydelige, indtil da ødelig- gende, Dalstrøg, og som med Sandhed kan siges at have vundet sit Fædreland hele to Kirkesogne, og at have skabt i Ætledene Tusinder af Landsmænds Lykke. Denne Mand var Jens Holmboe, siden Aaret 1781 ansat som Foged over Senjens og Tromsø Fogderi i Nordlandene. Ved hans Ankomst til Stedet fandt han, at Beboernes Hoved- næringsvei var Fiskeri, og at Agerdyrkningen derimod ikke alene var saare ubetydelig, men endog af de fleste anseet for en for- agtelig Syssel. Jordbunden fandt han imidlertid særdeles god, og Himmelegnen meget vel skikket til at befordre Planternes Vext. Uagtet Sommeren der er kort og Egnen ligger højt mod Nord, indtraf i en Tid af atten Aar dog ikke flere end tre uhel- dige Aar, hvor Kornet ikke vilde lykkes. Dette gav ham Mod til at stræbe efter, ved eget Exempel, at virke Lyst hos Indbyg- gerne til at forbedre Jorddyrkningen. Ved Rødning, Grøvters Gravning og andre gode Indretninger begyndte han at udvide og forbedre sit eget Jordbrug. Han bragte det herved saavidt, at han omsider kunde saae og avle langt mere end dobbelt saa meget Rug og Byg, og holde dobbelt saa mange Kreaturer som ved sin Tiltrædelse. Men foruden dette roesværdige Exempel paa Flid i Jordbrug og store Fortjenester af Kreaturracerne og især af Hesteavlen, saa Senjens Heste endnu ere i stor Anseelse der nord, valgte han ogsaa et andet Middel til at opvække hos Ind- byggerne Lyst til en Forbedring i Jorddyrkning. I Fogderiet vare mange ubeboede, men frugtbare, Steder, som fortjente at opdyr- kes. Blandt disse fandt han især to, Bardo- og Monselvdalene, hvis Frugtbarhed og herlige Beliggenhed bestemte ham til at ar- beide paa at faae dem beboede; men at formaae nogen af Fog- deriets Beboere til at forlade Søen og nedsætte sig i Dalene, for SIDE: 331 at drive Jordbrug, var ikke at tænke paa. Han forskrev derfor i Aaret 1787 nogle brødløse Huusmandsfamilier fra det sydlige Norge, og overtalede disse til at nedsætte sig i Bardodalen, paa de Vilkaar, at han forstrakte dem med Alt, hvad de, som fattige Nybyggere, behøvede at begynde med. Da Regjeringen blev underrettet herom, fik han sine første Forskud godtgjorte, og Til- ladelse til at forskyde disse Folk endnu mere for offentlig Regning. Men der mødte adskillige Omstændigheder, som forvoldte, at Nybyggerne stode paaveje at flytte derfra igjen, dersom de ikke hastig og kraftigen bleve understøttede. Holmboe ydede dem strax denne Hjælp, forskaffede dem fra Bergen Fødevarer og andre Fornødenheder for 538 Rdlr., og satte sig for denne Sum selv i Gjeld hos Kjøbmændene. Kolonien blev reddet fra Under- gang, og kom efterhaanden saavidt, at den fem sex Aar derefter kunde hjælpe sig selv, uden nogen Understøttelse. Indtil Aaret 1800 havde den saaledes udbredt sig, at den da bestod af 37 Fa- milier, der talte 196 Medlemmer. Kreaturernes Antal beløb sig til 313 Høveder Storfæ, 511 Stykker Smaafæ og 59 Heste. Ko- lonien gjorde bestandigt de stærkeste Fremskridt, og voxede hvert Aar ved ny Tilflytning. Den havde at udbrede sig paa en Stræk- ning af fire Mile Land, der bestaaer af Skov og de græsrigeste Sletter, som de fiskerigeste Elve snoe sig igjennem. Efter al Sandsynlighed vil og maa den med Tiden blive et af de folke- rigeste Kirkesogne i hele Fogderiet. Allerede fra først af var dens betydeligste Næringsvei Agerdyrkning og Qvægavl, og dens fleste Beboere i Besiddelse af saa megen Ager, at de af Rug og Byg avlede saa meget de behøvede, ja at nogle endog havde Sæd tilovers fra det ene Aar til det andet. Adskillige af dem have bragt Kartoffelavlen saavidt, at de have kunnet sælge af dette Fødemiddel til Tromsøe Kjøbstad. Overalt i Kolonien her- sker Arbeidsomhed og huuslig Flid, og i de fleste Huse en ud- mærket Reenlighed. Men selv for Senjens Fogderi har denne nye Koloni været af udbredt Nytte; den er bleven bekjendt i det sydlige Norge som en Egn, hvor duelige og arbeidsomme Mennesker, skjøndt de ere fattige, kunne finde Udkomme. Adskil- lige hundrede Familier droge derfor did, og henvendte sig til den retskafne Holmboe, som formaaede Indbyggerne til, for det første at forunde dem Huusly og lade dem arbeide hos sig for Føden, indtil den største Deel siden er bleven bosat paa Stedet. Alle SIDE: 332 disse Nyankomne have været duelige Folk, bekjendte med Ager- dyrkning og de til samme fornødne Sysler. De udbredte Kund- skaber om et bedre Jordbrug blandt Indbyggerne, og Virkningen deraf var, at Jordeiendommene bleve solgte til mange Gange saa høi en Priis som forhen. Distriktets Biskop, der paa sine Embedsreiser ogsaa besøgte dette nye Anlæg, kunde ikke noksom anbefale det hos Regje- ringen, og gjøre den opmærksom paa, hvad der til Norges Op- dyrkelse kunde udrettes, dersom der i Nordlands og Finmarkens mange ubefolkede Dalstrøg langs Fjorde og Elve indførtes Land- brug. Kun i fire Dage havde han Tid til at bereise den frugtbare, men øde Egn fra Sallingsfjord igjennem en ældgammel udhugget Birke- og Furuskov, over Bardoelven til Kolonien Bardofjorden, lige indtil Elvens Udløb i Malangerfjord, en Strækning af fjorten norske Mile. Men i denne korte Tid besøgte han dog femten af disse Nybyggeres Huse, havde Natteleie i to af dem, tog deres Bopæle i Øiesyn, og underholdt sig med mange af dem. Han frydedes her ved et Syn, som gjør Holmboes Navn evig Ære. Familier, som for største Delen vare komne over hundrede Mile fra, havde her i en Tid af tre til fire Aar fundet Leilighed til, med sine egne Hænder og med meget lidet Værktøi at opføre sunde Vaaninger, beqvemme Huse, Stalde og Laaver. Biskoppen traf her Folk, som selv anden, ja endog alene, blot med Hustruens Hjælp, havde fældet Træer, hugget Tømmer, opført vakkre Stuer, Kaminer, Skorstene, Fjøse og Stabuer, udseet sig Agerland fra det første eller andet Aar, opbrudt det som oftest med den blotte Spade og Hakke, tilsaaet det med Byg og Rug, og forskaffet sig fire, ja endog flere Køer, og ti til tolv Faar. -- Paa alle Nybygger- pladsene stode Agre af to til fire Tønders Sæd, rene for Ukrud og med jevnt tætte Ax, som uagtet den korte Sommer og ringe Varme gav Haab om en meget god Høst. Nybyggerne havde saa meget Korn i Behold, at de i et uheldigt Aar kunde hjælpe sig. De fleste af disse Pladse ere betryggede mod Frost, og Agrene fandt Biskoppen at være bedre dyrkede her end i de nærmeste Bygder. De fleste af Indbyggerne fandt han sædelige, arbeid- somme og opfindelsesrige. En stor Deel vare færdige i Haand- værker, især i dem, der angaae Landbruget og Bygningsvæsenet. Alt dette var Frugten af trettens Aars Bestræbelser, som Holm- boe havde anvendt paa at anlægge og ophjælpe denne Koloni. SIDE: 333 Landhuusholdningsselskabet belønnede ham derfor med sin største Guldmedalje. Men desværre, han glædedes ikke længe ved at see sit Værks Fremgang. Ogsaa denne sande Patriot havde sine Miskjendere og Fiender, og det er sagt om ham, at Krænkelse lagde ham før Tiden i Graven. Han døde i Aaret 1804, ikkun 53 Aar gammel. Fred og Ære med hans Minde! Det bør leve saalænge Bardo- og Monselvdalens Kolonier bestaae, og ikke blot der, men i hele Norge. Hans Aand har visselig ikke tabt deres Fremgang afsigte. Han elskede dem dertil saa oprigtigt og inderligt, som vi ville see af følgende Tale, som han holdt til disse Koloniers forsamlede Nybyggere, da han, ved en Forandring i sin Stilling bortkaldtes ifra personlig at kunne vaage over deres Vel. Saa talte den ædle Holmboe i deres Midte: "Mine kjære Børn! Uden Ubeskedenhed troer jeg at kunne tiltale Eder saaledes, fordi jeg paa den ene Side er Stifter af denne Koloni, hvor I, ved at dyrke den moderlige Jord, finde det Brød, som I tilforn savnede, deels fordi en Deel af Eder har offentlig, nemlig i Sen- jens Justitsprotokol, erklæret, at jeg i alle Henseender har be- handlet Eder faderligen, og saaledes ved Raad og Daad under- støttet Eder, at I kunde vedblive det begyndte Arbeide, og lægge Grunden til et nyt og nyttigt Præstegjeld i Staten. Og kan jeg end ikke fremdeles, som forhen i anden Virkekreds, ligefrem bi- drage til Eders Bedste: mine faderlige Følelser for Eder vedblive alligevel, og ville, som jeg haaber, lære mig at udfinde og anvende adskillige for Eder gavnlige Midler. Modtager imidlertid denne liden Tale, som en Frugt af mit inderlige Ønske for Eders Vel, skjenker den Eders Agtpaagivenhed, og lægger de Regler paa Hjerte, den foreskriver! De ere i det mindste fremsatte med den Overbeviisning, at de maae, naar I følge dem, virke til Eders sande Nytte. Altsaa -- Mine kjære Børn! At nære sig i sit Ansigtes Sved, er just den Kilde, hvorfra Velsignelse udstrømmer, hvis vi ellers følge Naturens vise Bud, og ret anvende Sjels og Legems Kræfter dertil. I kjende vort Fortrin, som Mennesker, at kunde tænke og begribe, skjelne Ondt fra Godt, det Skadelige fra det Nyttige. Brugte vi ikkun SIDE: 334 de os betroede Kræfter værdigen, Vi skulde da ikke berede os selv Elendigheder, ikke mishandle vor Moder, Jorden, og hun skulde da ikke heller negte os sin moderlige Velsignelse. I ere overbeviste om, at den Liderlige og den Dovne, Øderen, den Tankeløse, den Uordentlige eller den Ulærvillige aldrig kan være lykkelig. Derimod vide I af egen Erfaring, hvor vel I sørge for Eders eget Bedste, naar I aarligen arbeide med Flid og For- nuft paa at gjøre den Jord, I dyrke, saa god og frugtbar, som den kan blive. Lader fornuftigt Overlæg styre alle Eders Handlinger! Følger ingen af Forfædrenes Skikke, medmindre Fornuften siger Eder, at de ere gode og nyttige; følger ei heller nogen ny Skik, med- mindre den har Fornuftens Bifald! -- Eftertænker og pønser stedse paa nyttige Forbedringer! Bortgraver Vandet fra Ager og Eng, da I uden dette ikke ville høste mange Frugter af Eders Jorddyrkning. Blander Leerjord i Sandjord og Sand i Leerjord. Samler al den Gjødning, og alle de Slags Gjødning, I kunne til- veiebringe; men bruger den med fornuftigt Overlæg, paa passende Steder, og ikke førend den er vel sammenbrændt og forraadnet! Inddeler viseligen Eders Jorder, skjenker dem den fornødne Hvile, og lægger dem saaledes brugte igjen, at I kunne høste foldigt og godt Græs derpaa! Lægger Eder mere og mere efter den saa nyttige Potetes-Sæd, der i vore nordlige Egne er af saa meget større Vigtighed, som man er mindre sikker paa en lykkelig Høst efter Kornsæden! Men vælger for al Ting den løse og beqvemme Jord dertil, renser og hypper den baade betids og tilgavns, hvilket desto lettere kan skee, naar I plante den ordentligen og vidt nok fra hverandre! Ved denne Lejlighed maa jeg gjøre en Bemærk- ning, som ikke er almindelig, nemlig denne: paa Høstens Tid, naar Riimfrost indfalder, giver da nøie Agt paa de Steder, hvor det enten lidet eller aldeles intet rimer, og vælger just disse Steder frem for andre til Agerland, da Kornet sjelden eller aldrig fryser paa saadanne Steder! I veed, hvor lidet Jorddyrkning hidtil har i disse Egne været agtet; hvorledes den Ene har bestyrket den Anden i den For- dom, at Søen og Fiskeri var den eneste Vei til Næring og Leve- brød, omendskjønt begge Næringsgrene, Jordbrug og Fiskeri, saa særdeles godt kunde bestaae sammen, naar de dreves i behørigt Forhold, og Magelighed for ei at sige Ladhed, ikke lagde Hindring SIDE: 335 i Veien for begge Slags Vindskibelighed. I maae undskylde Lan- dets Indfødte, at de ikke ere klogere, og lægge saa lidet Vind paa Agerdyrkning. Opdragelse, Vane, Medliges Meninger og Exempler have for stor Magt over dem, og tilspærre Adgangen for den bedre Underviisning. Men hvorledes ville I, som ere fødte og opdragne ved Jordbrug, hvilken er i fuld Gang der, hvorfra I, over 100 Mile, ere komne hid, dersom I ikke stedse vilde lære, stedse gjøre Fremgang i denne Hædershaandtering, og ikke vilde lade Eders Lys skinne for Andre, at de kunne see Eders Flid og Forbedringer, og af Flidens Frugter opmuntres, til at følge Eders priselige Exempler? Dog det ville I, det have I aflagt talende Prøver paa, det have I faaet Belønning for i den større Frugtbarhed, som I, det ene Aar mere end det andet, have aftvunget Jorden. Er der nogen Hæderstand iblandt Mennesker, da er det Jord- dyrkerens. Men er der nogen Stand, hvori dette velgjørende Bud: "hvo der vil æde maa ogsaa arbeide" virksomt maa sættes i Udøvelse, da er det i Eders. Og er der nogen Haandtering, som lønner Flid og Forstand med behagelige Frugter, da er det den taknemmelige Jord, ret dreven og dyrket ligesom det paa den anden Side er Jorddyrkerens Uforstand og Efterladenhed, der alene volde ham Nød og Mangel, naar vi fraregne sjeldne og besynderlige Tilfælde, som kunne indtræffe, og hvorpaa den retskafne Landmand ogsaa forud tænker og forbereder sig. Alt for ofte kalder man det Uheld, som man har sig selv at takke; og jeg tør sige det med Frimodighed: der skulde kun være saare faa Elendigheder paa Jorden, naar Mennesker ikke selv beredte sig dem. Allevegne taler den algode Skaber til Menneskeslægten: "Ny- der og anvender Jorden og dens utallige Rigdomme, jeg har skjenket Eder! Men misbruger ei disse Eders Rettigheder, for- nedrer Eder ikke under Dyret, ved at mishandle Naturen! Plager ikke Medmennesket, forfølger det ikke, men ligner mig! I ere mit Billede, søger Eders Glæde i at gjøre det lykkeligt! Foragter ikke sand gavnlig Oplysning, men elsker den af Eders gandske Hjerte, antager og befordrer den, hvor I kunne! Den er Veivi- seren til sand Lyksalighed. Ophidser Ingen til Ondskab, men knuser enhver Ondskab med Viisdom og Ædelmod! Værer aldrig hverken Lastens eller onde Lidenskabers Slaver, men vorder SIDE: 336 hvad I ere skabte til at være: ædle og frie Væsener, gode og sædelige Mennesker, retskafne og nyttige Borgere, Guds oprig- tige og værdige Tilbedere! Da skulle I derved bortvende det allermeste af det, man kalder Uheld, fra Eders Boliger; I skulle forvandle den Deel af Jorden, I beboe, til et Paradis, til et fry- dende og lykkeligt Opholdssted." Jeg skylder Eder, mine kjære Børn! ved denne Leilighed at sige til Eders Opmuntring, en Berømmelse, hvortil I, hvad de Fleste iblandt Eder angaaer, har aldeles gjort Eder fortjente. Det er den største Roes, hvorefter I kunne stræbe, og hvorpaa I hidtil beflittede Eder, at udmærkes som et ædrueligt, arbeid- somt og sædeligt Folk -- et Folk, i hvis Huse Orden og Reen- lighed herske, og at det er Eders Glæde, at byde hinanden en broderlig Hjælpsomheds Haand. O, hvor lykkelige ere I, om I bevare disse Dyder! Ja bevarer dette roesværdige Afhold fra den i dette Land saa herskende Last, Drikfældighed! Flyer enhver Leilighed, som kunde friste til, paa nogen Maade at ligne dem, der fornedre sig der- ved! Gjører Eders til, saa meget I kunne, at denne saa udbredte Fordærvelse i Bondestanden, kan stedse mere blive afskyet! Ak! mit Hjerte bløder, ved at see denne Lasts bedrøvelige Følger ødelægge et saa velsignet Land, hvis rige Næringskilder tilbyde enhver arbeidsom Haand rundelig Underholdning; at see dette Land i Almindelighed bære Armods tunge Byrde, og være nødt til denne sørgelige Bekjendelse, at Drikfældighed er en af Hoved- aarsagerne dertil. Vaager alvorligen for, at denne Last ikke skal indsnige sig i denne Koloni! I vide det, og tilstaae det med mig, at den er mægtig nok til at berøve Mennesket Alt, hvad der bør være ham helligt og dyrebart, Ære og Velfærd, Sundhed og Sindsro, Livets Gavnlighed og alle værdige og ædle Glæder. O, hvad jeg føler, hvor glad jeg seer Eder, ikke allene nu lykkelige ved Eders Arbeidsomhed, Ædruelighed og Sædelighed; men hvorledes I kunne, og vist ville gaae frem til det Bedre, stedse vorde lykkeligere! Mange Midler have I dertil. Naturen har endog været gavmild imod Eder; smuk og behagelig er den Egn, I beboe, frugtbar den Jordbund, I dyrke. Ogsaa dette er en Fordeel, at I boe afsides. Eders Ungdom kan ikke smittes af fremmede fordærvede Sæder, der saa ofte hindrede den dy- dige Fader og Moder fra at opdrage en dydig Søn eller Datter. SIDE: 337 Benytter Eders Fordele, bruger dem værdigen, og Eders stedse voxende Lykke er upaatvivlelig! Saare behageligt er det mig at erfare, at I i Fritimerne, som Arbeidet levner Eder, søger Eders bedste og fornøieligste Tids- fordriv i nyttig Læsning, og at I sætte saamegen Priis paa den herlige Bog, "Almuens Lærer". Jeg har nu ogsaa sørget for, at I kunne blive forsynede med flere Exemplarer af denne lærerige Bog, og skal fremdeles tænke paa at anskaffe Eder saadanne Bøger, hvis flittige og fornuftige Brug skal vorde Eder ligesaa gavnlig, som I under deres Læsning ville finde Eder opbyggede og glædede. Gjerne og, om muligt, ganske vil jeg glemme enhver Lidelse, jeg for Eders Skyld har igjennemgaaet, naar jeg kan have den Glæde, at see mine Hensigter med Eder opnaaede, at see Eder i den lykkelige Forfatning, som var Maalet for mine Bestræbel- ser. Det er mig for nærværende Tid ikke mere betroet, ligefrem at være Eders Ledsager, til Eders Lykkes og Velstands Befor- dring. Men behøve I mit Raad og min Veiledning, og jeg er i Stand til at være Eder til nogen Tjeneste -- o, kræver den af mig, skjenker mig Eders Tillid, og gjører altid Regning paa min Hengivenhed til og Beredvillighed imod Eder! Tilsidst, mine Børn! modtager fra et oprigtigt Hjerte mit inder- lige Ønske om den Høiestes Velsignelse over Eder; og at I, under alle Lykkens Afvexlinger, maae tænke og handle viseligen! Væ- rer standhaftige i Modgang, ydmyge i Medgang, redelige og varme i at dyrke Gud, utvungen lydige mod Kongen og hans Love! Værer rene i Sæder, ærlige og tjenstfærdige imod Mennesker, muntre og trofaste i Arbeide, og lader Eders Ager og Eng vidne om, at I ere sande Jorddyrkere! I Ægtefolk! ærer og elsker hinanden! I Forældre! opdrager Eders Børn til dydige Menne- sker, gavnlige Borgere, lykkelige baade i Tid og Evighed! I Børn! glemmer aldrig Eders hellige Skyldighed, at ære, elske og lyde Eders Forældre! I Huusbonder og Madmødre! behandler Eders Tyende og Undergivne med Godhed og Retfærdighed! Og I Tje- nere! være Eders Huusbonder og Madmødre troe og hengivne! Behandler Eders Huusdyr saa at I kunne forsvare det for en upartisk Samvittighed! -- O, at I Alle, Mænd og Qvinder, Børn og Tjenere, Unge og Gamle, maatte skikke Eder saaledes, at den Algodes Velsignelse kan lykkeliggjøre Eder nu og altid!" SIDE: 338 Hvorledes disse Kolonier siden ere gaaede fremad sees af en for en 12 -- 15 Aar siden udgiven Beskrivelse over Nordlandene, hvori det hedder, at paa denne Maade er i en for 40 Aar siden øde Egn opryddet 98 tildeels betydelige Jordbrug, hvorved 128 Familier finde Næring, og hvis Velstand vil gaae fremad, da den er bygget paa de usvigeligste Grundvolde: Arbeidsomhed, Orden og Sparsommelighed. Nybyggerne erholdt Skattefrihed i endeel Aar, men de Jordbrug, hvis Frihedsaar vare udløbne med 1819, erholdt ved Matrikuleringen en ikke mindre Skyldtaxt end 20,826 Spd. og en Matrikulskyld af 52 Skylddaler. Paa faa Und- tagelser nær, vare Brugene i Aaret 1827 endnu i de oprindelige Rydderes og deres Familiers Besiddelse -- en Omstændighed, der baade viser, hvor vel Kolonisterne befinde sig der, og tillige bidrager til at vedligeholde Eenhed i deres Drivtsmaade og Huus- holdning, samt til at opretholde Sæderne. I Aaret 1820 blev det bevilget Kolonisterne i Monselvdalen at bygge sig en Kirke, og det anmærkes som en mindeværdig Om- stændighed, at den første Mand, der blev begraven i dens Kirke- gaard, var den første Kolonist. I 1821 fik ligeledes Bardodølerne sit Kapel. Hvor Holmboe, der saaledes har skaffet Landet to Sogne og Kristenheden to Menigheder, hviler, veed jeg ikke, men en Ærestøtte burde staa der. Det vilde være en Plads at erindre Evalds "den brave Mands Eftermæle" paa: "Høj var hans Sjæl og rolig og fornøjet, i Fare kjæk, i Modgang mild, i Medgang stærk, i Skygge og i Flamme, i Venners og i Dødens Arm den samme; -- saa stod hans Dyd, som Klippen staaer, ubøjet i Storm og smelter ej ved Solens Ild. Og ædel var han, øm ved fremmed Smerte, betænkt paa Ubekjendtes Vel, til Trøst, til Raad, til Redning altid færdig, og aldrig haard af Dyd mod en Ynkværdig; selv Svages Fejl fandt Medynk i hans Hjerte; men Dyd var ene mægtig i hans Sjel." Endnu skal der i hine Dalstrøg, der udgjøre flere Mile, være god Plads for flere Nybyggere, ligesom man overalt i Nord- landene og Finmarken skal have Behov for saamange arbeid- somme og ordentlige Mennesker, som kunne have Lyst til at for- SIDE: 339 lade Rigets sydligere Egne. Disse have dog heller ingen Overflod. Befolkning er et Lands bedste Rigdom. Henrik Wergeland DOKTORSVAR 1. En Læge, som blev overvældet med Beklagelser over en Patients mange Lidelser og Sygdomme, svarede: "Ei min Mand, om I havde saamange Sygdomme i eders Krop, som der staaer paa en Dødeliste, vil den eneste Recept: Maade- lighed kurere dem allesammen." 2. "Spiis forat leve, lev ikke for at spise," er vel ikke sagt af en Doktor, men sagt som af en Doktor, og man behøver heller ikke at være dette for at bemærke den Vinding Sundheden har af den simple Levemaade, som gjør dette Udsagn til sin Regel. 3. Men et prægtigt Svar fik en riig Gigtkræmmer engang af en dygtig Læge, som han spurgte om Raad imod sin Plage. "Lev af 12 Skilling om Dagen," svarede han, "og fortjen dem selv!" Henrik Wergeland Nr. 18, 30te Septbr. 1842. Den skal ei Ære vinde aabenbar, som ærer ei sig selv, om han end ene var. PETER DEN STORES EGETRÆER "Iaar, saa tørt og varmt det har været, er det et prægtigt Aar til at indsamle Egenødder og anlægge Planteskoler eller udsætte i sine Enge dette herlige landsnyttige Træ," bemærkede en By- mand nylig idet han gik hjem fra sin Løkke, hvor han anden Gang iaar havde anlagt en Allee af unge Kastanjer. "Bøgenødder ogsaa", svarede jeg. Jeg har seet dem modne iaar i Hundredetusindviis paa de prægtige Bøgetræer paa Ulle- vold. Disse voxe der anseelig store, og det ikke i Gaardens bedste Sydhelde, men meget mere paa et for nordlige Vinde udsat Sted, saa der intet Spørgsmaal er om, at dette saa nyttige SIDE: 340 Træ vilde kunne trives her, ihvad man saa end vil sige. Men, min Ven, kan du ønske Anlæg af Planteskoler, som for nogle Maaneder siden fandt din egen nye Kastanjeallee med Toppene lagte for Roden?" "Tal ikke om det! Blodet stiger mig til Hovedet ved at tænke paa den Sorg. Det var paa min Kones Geburtsdag, da jeg første Gang iaar skulde fornøje mig i det Grønne sammen med vore Venner, og jeg gik ud om Morgenen forat see om Alt var i Orden, da Haven netop var lagt, at jeg opdagede Ulykken. Det var en Skjændselsgjerning. Den bragte mig til at græde, saa gammel jeg er. Jeg gad ikke besøge min Løkke i lang Tid. Men endelig har jeg nu forsøgt igjen. Vil det nu bare gaae bedre." "I hvilket andet Land vilde vel saadant kunne skee? Pøbelen er ikke der saa raa," svarede jeg. "Straffene for Forgribelse paa Ejendom, som man ikke kan vogte, ere vel i Almindelighed skarpere end for anden Udaad; men for saadan Ødelæggelse af Kaadhed og Ondskab, der saa sjelden opdages, ere de altfor milde. Der kunde Gabestok og offentlig Pidskning være anvendelig!" "Javel. Dermed erindrer jeg, at Ruslands Peter den Store bevarede sine Egetræer. Han var, som du veed, ogsaa Skaber af Ruslands Flaade, og det var ham derfor overmaade magtpaa- liggende, at bringe Egeplantningen iveiret, da Flaaden behøver Egematerialer til saa meget. Han takkede offentligen flere Per- soner, der havde sat nogle Egetræer, og selv anlagde han en Planteskole i Nærheden af sin Hovedstad. Pladsen lod han ind- hegne og derhos opslaa en skreven Befaling, at ingen under haard Straf maatte understaae sig at brække Grene af denne Plante- skole, eller beskadige den paa nogen Maade. Nogle Aar derefter, da de unge Ege vare voxede til en Karls Høide, kjørte han en Gang forbi, og efter sin Sædvane steg han af ved dem, for at fornøie sig over deres Væxt. Til sin største Fortrydelse fandt han nogle Grene og Duske af Blade liggende paa Jorden, og forbittredes saa meget mere derover, som han tydelig kunde kjende, at de ikke af Vind og Veir, men af Modvillighed og Ond- skab vare afbrækkede. Saasnart han var kommen tilbage til Staden, lod han General- Politimesteren kalde, og befalede ham, ufortøvet hemmelig at sætte Folk paa Vagt i de nærmeste Buske lige over for, der SIDE: 341 skulde give Agt paa, hvem der forgreb sig paa hans hellige lille Egeskov. Nogle Dage derpaa om Aftenen blev en Flok af drukne Herskabs-Betjente greben, som, i det de gik forbi, vare krøbne over Indhegningen, havde brudt nogle Grene af og stukket Ege- bladene som Qvaste paa Hattene. De bleve grebne, arresterede af Politiet, og bekom offentlig paa Torvet Tamp, efterat denne Exekution Dagen forhen var bleven bekjendtgjort ved Tromme- slag, og der var befalet, at sende fra alle Huse Folk hen, forat see paa, hvorledes de bleve afstraffede, der havde beskadiget Egene. "Bravo!" sagde min Ven. "Straffen var barbarisk; men Bar- bari mod Barbari, Strenghed mod Ondskab og den Kaadhed, som truer med at blive en ond Vane! Jeg skulde sørget for at baade mine egne og Nabolagets Folk havde overværet Exeku- tionen." Henrik Wergeland FATTIGMANDS DYD Det vilde være Armodens og de simple Kaars største Ulykke, om det skulde være dem negtet at øve Menneskekjærlighedens og Høimodighedens Dyder. Tvertom, disse ere først ret herlige, naar det er Fattigdommen, som øver dem. Fra et foregaaende Nummer vil man erindre, at der i Frankrig er et Selskab, som har til Øiemed at opsøge og belønne netop de Dyder, som findes i Hytterne, og i Danmark har ogsaa noget lignende fundet Sted. Et sluttet Selskab havde nemlig udsat en Belønning af 50 Daler for den ædelmodigste Handling af En af Almuen, hvilken lod sig godtgjøre ved tilbørlige Vidnesbyrd, hvorhos det ogsaa havde udsat to mindre Belønninger for de to næst gode Handlinger. Paa Kongens Fødselsdag skulde de uddeles, og de tre Personer, som vare blevne tilkjendte Prisen, bleve da afhentede til Sel- skabet i en Karet. Den første var en fattig Soldat, som havde taget nogle Børn til sig, hvis Fader havde dræbt sin Kammerad i en Overilelse. Den Anden, en fattig Borger, havde taget en fremmed Mand med fem Børn, som var kommet fra Island, i sit Huus, underholdt dem i to og tyve Uger, og stundom endog deelt med dem sit kummerlig fortjente Brød. Den Tredie var en Tje- nestepige, som havde anvendt sin suurt fortjente Løn til at husvale SIDE: 342 sine gamle og fattige Forældre, hvoraf den ene dog kun var hendes Stedmoder, og som af barnlig Kjerlighed havde negtet sig selv endog det Nødvendigste. Den Første fik den høieste Belønning, og de to Andre de næste Præmier af tredive og af tyve Rigs- daler. Da disse tre ædle Mennesker indfandt sig i Selskabets Værelser, anviste man dem strax den øverste Plads. Her gjeldte ingen anden Rang end den Dyden indrømmer Mennesket. Der- paa blev der opført en Kantate, og holdt en Tale til disse ret- skafne Folks Hæder. Da denne var endt, bleve Belønningerne uddeelte. Om Aftenen drak man over Bordet de Belønnedes Skaal, under Paukers og Trompeters Lyd. Det var en sand Fest for Ædelmodighed og Dyd. En af Selskabets Direktører aabnede nu Ballet med Tjenestepigen og ethvert Medlem bevidnede disse Ædle sin uskrømtede Høiagtelse. Det er vel saa, at Veldædighed just ikke synes at være den Dyd, der er anviist mangen En i trange Kaar til Udøvelse; men een er der, som han ofte har Leilighed til at udvise, og det er Redelighed i Arbeide, i Handel ved Fund og mange Leiligheder. Og i gamle Dage idetmindste havde den norske Almue Ord for en saadan Redelighed, at en Reisende kunde tabe sin ulaasede Vadsæk paa Landeveien og faae den urørt sendt efter sig hele Landet igjennem. Nu desværre, at slutte efter Strafanstalternes Overbefolkning af Almuesmennesker, der straffes for Uredelighed, lader det sig vel ikke sikkre for at saadant kunde skee. Man maa heller see flittig bag sig, at ikke Randselen bliver skaaren væk. Alligevel er der nylig indtruffet et Tilfælde, hvor endeel Mænd af Almuen har viist ædelmodig Uegennyttighed imod Frem- mede. Et stort Krigsskib fra Rusland forliste nemlig i denne Maaned paa Vestlandet, uden at synderlig andet af Godset der- paa blev reddet af de modige Lodser, som besørgede Mandskabet iland, end en Kasse med omtrent 3000 Daler. Den Bjergeløn, de nu kunde gjøre Krav paa, vilde beløbet sig til ikke mindre end henved 800 Daler; men da de hørte, at disse Penge vare det fremmede Mandskabs Sparepenge, erklærede de Alle som Een, at de frafaldt alt Krav paa nogen Andeel. At høre saadant engang imellem, virker paa Hjertet velgjørende som en mild Regn paa Marken. Dets Tro paa Menneskenes overvejende Tilbøje- lighed til det Gode og paa at vort Folks gamle Dyder, stormodig Uegennyttighed og gjæstmildt Ædelmod, endnu lever i det, faaer SIDE: 343 da ny Næring, og uden den maatte man som Menneske føle sig ulykkelig og som Landsmand skamfuld paa de Vanartedes Vegne. Henrik Wergeland FØLGERNE AF EN UBETYDELIGHED. En Fængselspræst fortæller følgende, der ret viser, hvorledes ofte en meget ubetydelig Omstændighed har lagt Grunden til et helt Liv af Brøde og Elendighed: "For nogle Uger siden holdt jeg en Præken for den Menighed, hvis Sjælesørger jeg er, angaaende Vigtigheden af Samvittigheds- fuldhed selv i saakaldte Smaating, og anførte, at det ofte er Mangel paa Samvittighedsfuldhed heri, som ikke sjelden kaster en mørk Skygge over Ens hele fremtidige Liv. Jeg anførte videre, at største Delen af de Handlinger og Hændelser, hvoraf de fleste Menneskers Liv bestaaer, efter vor Synsmaade ere ubetydelige og hverdagslige, men at disse Handlinger og Hændelser desuagtet, i større eller mindre Mon, medvirke til Udviklingen af vor Karak- teer, og at det fornemmelig kommer an paa denne moralske Ka- rakteer, om vi skulle blive nyttige og lykkelige Mennesker i Tiden, og salige i Evigheden. Derpaa gjorde jeg en Anvendelse til mine Tilhørere, og sagde, at jeg ikke tvivlede om, at mange blandt dem, efter modnere Overveielse, vilde finde, at deres Liv for en stor Deel havde faaet sit mørke Anstrøg og de selv sin Plads i et skjændigt Fæng- sel formedelst en eller anden ubetydelig Handling eller Tildra- gelse, som de tilfældigviis have tillagt ringe eller ingen Vigtighed. Til Slutning bad jeg dem selv undersøge Forholdet og lægge Mærke til, om ikke min Bemærkning var grundet. Dette var om Søndagen. Følgende Morgen kom en af Fangerne, en ung inter- essant Mand, til mig og tilkjendegav, at han gjerne ønskede en Samtale med mig, naar det var mig beleiligt. Jeg bad ham komme igjen om Eftermiddagen. Jeg bad ham sidde ned og oprigtigt fortælle mig hvad der laa ham paa Hjertet. Han yttrede da, at han ønskede at underrette mig om hvor forunderlig træffende min Bemærkning om Smaatings Indflydelse paa Menneskenes Karakteer og Skjæbne i Livet kunde anvendes paa ham og hans Forhold, og at han, hvis jeg tillod det, vilde give mig en kort Skildring af sin Skjæbne og især af en Hændelse, som alt i hans SIDE: 344 tidligste Barndom havde meddelt hans hele Ungdomstid et mørkt Anstrøg og som ved sine Følger havde bragt ham til den gruop- vækkende Bolig, hvori han nu var. Af den Skildring, han meddeelte mig, syntes det, at han var henved ti Aar, da hans Fader flyttede fra en langt bortliggende Egn af Landet til en Stad i Nærheden af vor. I denne By var der ei langt fra hans Faders Bolig en Drengeskole, som var i megen Anseelse, og i denne Skole blev ogsaa han sat. Da han stedse havde boet paa Landet, havde han kun seet faa af de Lystigheder, Parader og andre saadanne høitidelige Optog, som ere saa almindelige i og i Omegnen af store Stæder, og det var derfor ikke underligt, at han, som andre Børn, havde god Lyst til at være med og see paa, naar noget saadant indtraf. Han havde ei været længe i Skolen, da han fik vide, at der skulde være et Kvægmarked i en Naboby, og Han havde aldrig været paa noget saadant. Han tog det for givet, at det maatte være et meget morsomt Skuespil, og følte særdeles Lyst til at faa besøge dette. Dette Ønske yttrede han for sin Fader den første Markedsdags Morgen, men Faderen sagde, at det aldeles ikke var noget passende Sted for ham at besøge, med mindre han havde en Ledsager med sig, som kunde tage vare paa ham, og da hans Fader ved andre Forretninger var forhindret fra at kunne gjøre ham Selskab, saa kunde hans Ønske for den Gang ikke gaae i Opfyldelse. Drengen var saare ilde tilmode, men foresatte sig, ikke saa let at opgive en Ting, der laa ham saa meget paa Hjertet. Den følgende Morgen overhang han atter Faderen med den samme Bøn. Faderen syntes gjerne at ville opfylde Sønnens Ønske, men sagde ham, at han aldeles ikke kunde lade ham besøge et saadant Sted uden passende Selskab, og lagde til, at, skjøndt han var overlæsset med Forretninger, vilde han dog, om det var muligt, forsøge at rive sig løs om Eftermiddagen, og i det Tilfælde skulde han hente ham af Skolen og tage ham med sig. Det var alt hvad han kunde love. Men her var en Usikkerhed, et "om", som stemte meget daar- ligt overeens med Sønnens livlige Nysgjærrighed. Han besluttede derfor at gaae under alle Omstændigheder. Han betvivlede meget, at Faderen skulde faae Tid at følge med, og i dette Tilfælde troede han uden Vanskelighed at skulle kunne dølge hele Sagen SIDE: 345 for ham. Efterat have fattet denne Beslutning og lagt sin Plan, sneg han sig om Morgenen, førend han gik hjemmefra, ind i Faderens Værelse og tog nogle Penge i hans Pult til Reisen, hvorpaa han begav sig til Nabobyen istedetfor i Skolen. Tvert- imod hans Formodning besluttede Faderen imidlertid at besøge Markedet, for at kunne opfylde sin Søns Ønske, og gik paa Veien ind i Skolen for at afhente ham. Men der var ingen Søn at finde, og der havde man ikke seet nogen Søn hele Dagen. Faderen fortsatte sin Vei til Markedet, og saae Sønnen i Løbet af Efter- middagen, men vogtede sig vel for at blive seet af ham. Om Aftenen, da de begge vare komne hjem, spurgte Faderen sin Søn, om han havde været paa Skolen om Dagen. Han svarede ja. Man vil heraf indsee hvor let og naturligt den ene Feil leder til den anden. Men af Faderens fortsatte Spørgen og paa hans hele Væsen mærkede Sønnen snart, at han vidste hvor han havde været, og gik til Bekjendelse. Faderen sagde ham, at han ansaa det for sin Pligt at under- rette hans Lærer om Tingen og anmode denne om at drage ham til Ansvar, fordi han uden Lov havde været borte af Skolen, og at straffe ham saaledes som han fortjente det for Forseelsen. Han blev saaledes sendt til Skolen og maatte see sig beskjæm- met baade for sine Læreres og Kammeraters Øine. Da han mær- kede, at han havde tabt deres Agtelse, blev hans Stilling i Skolen ham modbydelig, og han besluttede, at han ikke længere vilde finde sig deri. Et Par Dage derefter begav han sig hjemmefra under Paaskud af at gaae paa Skolen, og rømte sin Vei. Han fortsatte sin Kurs indtil han kom til den Stad, hvor hans Fader forhen havde boet, og det varede flere Uger inden Forældrene fik vide, hvor han havde taget Veien hen. Imidlertid fandt man ham, og bragte ham tilbage. Nogen Tid derefter sendtes han i en anden Skole i en nær- liggende Stad; men da han heller ikke kunde finde sig i at være der, besluttede han at rømme endnu en Gang. Dette udførte han ogsaa, og havde været borte i sex Maaneder inden Foræl- drene fik spurgt hvor han var. Han havde antaget andet Navn, men da han var kommen i en Ubehagelighed, hvorfor han skulde arresteres, hvis han ikke kunde stille Borgen for sig, nødtes han til at bekjende sit rette Navn og hvem der vare hans Forældre. Paa denne Maade fik hans gode Fader, som han havde gjort saa SIDE: 346 megen Sorg, Underretning om hans Stilling, ilede til hans Und- sætning og reddede ham fra Fængslet. Men det vilde blive alt for vidtløftigt omstændeligt at fortælle det videre Forløb af denne ulykkelige Ynglings senere Levnet, indtil han blev indspærret i det Fængsel, hvor han nu er; nok: han gjorde det ene Feiltrin efter det andet, indtil han kom ind paa den brødefulde Vei, der endte paa den omtalte Maade. Og hvad troe I nu vel, denne ulykkelige Yngling tilskriver sine Vildfarelser fra Hjemmet og Dyden og Saligheden, og den for- tabte Stilling, hvori han befinder sig? Jo, ene og allene den ube- tydelige Omstændighed, at han en Dag uden sin Faders Tilladelse var borte af Skolen for at see paa et Qvægmarked! Hvad troe I, at han nu siger om den Ting? "Jeg føler," sagde han, "at alt hvad jeg har lidt og endnu lider er Himmelens retfærdige Tug- telse. Jeg har fortjent alt dette for min brødefulde Ulydighed baade mod min jordiske og himmelske Fader, og jeg ønsker," tilføiede han, "at De vil anvende min Ulykkeshistorie saaledes, at den kan blive til Advarsel for Andre." Til denne Ende har jeg gjort dette lille Uddrag af den unge Mands Historie; -- og jeg kan forsikkre, at den ikke er opdigtet. Her seer man Følgerne af en eneste ulydig Handling mod en Fader; Man seer, hvor dyrt denne ulykkelige Yngling allerede har maattet bøde, fordi han en eneste Gang paa en utilladelig Maade tilfredsstillede sin barnagtige Nysgjærrighed." Henrik Wergeland Nr. 19 og naar voxede ikke en Beretning igjennem de mange Munde? Da maatte heller Kilden begynde som en Flod og ende saa smal som en Traad, naar saa ikke var. Menigmands Indbildningskraft er stærk og overspændt og har Forkjærlighed for det Overnaturlige. Finder han det utroligt naar Een fortæller det, bliver det ham utvivl- somt, naar han hører det af Ti. Hvorledes tænkte ikke Menig- mand i Kristiania, at Cholera var et langt hvidklædt Register af et Fruentimmer, der gik omkring, bankende paa Døren af de Huse hvor En skulde døe? Havde en Enkelt fortalt det, var han neppe bleven troet af Mængden; men Opfinderen fandt dog En, der var lettroende nok til at lade sig noget Saadant binde paa Ærmene; Denne fandt igjen To, Disse Fire, Disse Otte og saa- ledes videre indtil det omsider hedte, at Den og Den havde selv mødt Choleraen eller hørt de rædselvækkende Slag paa Døren. Folketroen kom saaledes snart istand, naar man havde saa grue- lige Vidnesbyrd som fra en Nils Olsen, Marthe Pedersdatter, Jens Nilsen, Oline Larsdatter o. fl., som vel Ingen selv havde talt med, men som dog alle kjendte. Uagtet den gamle Skræk for Kirker og Kirkegaarde holder sig usvækket endnu, ere dog, som sagt, de egentlige Spøgelse- historier blevne sjeldnere. Moster og Faster gaae ikke meer saa ofte igjen, fast at det dog hænder iblandt. Og da det Middel, som ganske vilde tilintetgjøre alle Spøgelsehistorier i Grunden, nemlig at undersøge Anledningen dertil, saa yderst sjeldent bliver anvendt, er det ret at forundre sig over, at de ere gaaede saa af Moden. Men neppe har der nogensinde i vort Land passeret en Spø- gelsehistorie, der har vakt saamegen Opsigt, som en paa Gaarden Sylliaas i Høland for noget over 50 Aar siden. Hele Øvrigheden, fra Lensmand og til Stiftamtmand, saavelsom ogsaa Geistligheden blev sat i Bevægelse, ja selve Regjeringen, Kancelliet i Kjøben- havn, fik at bestille med Sagen. Folkene tænkte allerede paa at forlade Gaarden. Undersøgelser og Forhør bleve afholdte uden at føre til nogen Oplysning. Tvertom, det spøgede ligefor Undersøgernes Øine og Øren, og de forfærdelige Historier er- SIDE: 348 holdt kun ny Bekræftelse. En eneste sand Spøgelsehistorie skulde virkelig ogsaa være nok til at godtgjøre de fleste andre, saa der er ingen Tvivl om at denne hølandske gjød Liv i Overtroen over det hele Land. Men endelig efter tre Forhør, som Stiftamtmanden selv lod optage, kom det for Dagen, at det kun var -- Pudserier af 3 Børn paa Gaarden. Det vil sees af Stiftamtmandens Ind- beretning til Kancelliet, der lyder saaledes: "Efter at Fogden Wangensteen, i Anledning af et Bygderygte om at Beboerne paa Gaarden Sylliaas i Hølands Præstegjeld under Nedreromeriges Fogderi skulde foruroliges og tildeels til- føjes Skade af et Slags Spøgeri, havde beordret en Undersøg- ning derom ved Lensmanden den 21de August sidstleden, har jeg, da deraf ingen Oplysning er udkommen om Hvem der kunde aarsage de deri forklarede Optøjer, foranstaltet denne Sag nøiere undersøgt, saaledes som Forhørene Litr. B. C. og D. oplyser. Deraf er da og udkommet, at disse Spøgerier alene har været Børne- værk, iværkstillede af Datteren paa bemeldte Gaard Anne Jons- datter, 13 Aar gammel, og en Tjenestedreng sammesteds, navnlig Ole Thorstensen, 11 Aar; hvilke Børn derefter, tilligemed en anden Dreng Christian Engebrektsen, 12 Aar gammel, som For- høret Litr. D. udviser tillige har havt Deel i dette Spøgerie, ere arresterede. Ved alle disse Undersøgelser har det dog ikke været muligt at opdage flere Deeltagere, men samme synes blot at have været Børnenes egen Opfindelse, som Sognepræsterne Gill og Professor Wilse i hosfølgende deres Attester iøvrigt give et godt Skuds- maal, især for deres gode Kundskab i Kristendommen. Vel for- klarer Fogden i vedlagte hans Skrivelse, at en Kristian Kopperud, som skulle ville tilhandle sig Gaarden Sylliaas, efter Rygtet sup- poneres at have Deel i disse Koglerier, men da samme er blot- tet for alt Beviis, og Børnene, efter nøieste Examen, negte dette, kan der imod ham for nærværende Tid intet foretages. Imid- lertid udviser Forhørerne, at disse Børn have vidst saa mester- lig at spille deres Roller, at Sognepræsten Hr. Gill ved flere Ganges Nærværelse der paa Stedet og sidste Gang i Følge med Sorenskriver Hejerdahl og en Lieutenant Mosgaard samt endeel Bønder, ikke opdagede de adskillige Pudserier Børnene endog da foretoge sig. Det bliver altsaa nødvendigt, saavel til Exempel for Andre, som for at betage dem videre Lyst til i Fremtiden at SIDE: 349 udøve ligesaadanne Skalkestykker, at de blive straffede; men da Loven tier, og altsaa arbitrær Straf her maa anvendes, saa indstilles ærbødigst til det kongelige Danske Kancellies behage- lige Forgodtbefindende, om den af Fogden Wangensteen i For- slag bragte Afstraffelse, ved at lade sætte Børnene i Gabestok- ken ved Hølands Kirker 3de Søn- eller Helligdage, her kunde være passelig; og da denne Sag iøvrigt har faaet saa megen Publicitet, at den næsten er almindelig bekjendt, men formodent- lig med mange Forandringer, saa troer jeg, at den af Fogden proponerede Bekjendtgjørelse om Sagens rette Sammenhæng og Udfald kunde have sin gode Nytte, især for Bondestanden, hvoraf maaske en stor Deel endnu troer Historien at være sandfærdig." Kancelliet bestemte, at Straffen skulde bestaae i Riis i Arre- sten, og det kunde være vel fortjent, da det var Forældre og Foresatte, Optøjerne især gik udover. Hvori disse have bestaaet, kan ikke oplyses af de Papirer, som haves; men det er rimeligt, at Børnene kun have været Redskaber for bemeldte Spekulant paa Gaarden. Bibelen har ofte maattet tjene til Forsvar for Spøgelsehistorier, uagtet den aldeles ikke taler til Fordeel for denne. Det er da Sauls Historie med Hexen i Endor, som anføres til Bestyrkelse. Men den af Kjærringen fra Skyggernes Rige fremkaldte Samuel var aabenbart kun hendes egen Skabning. Hun foregav blot at see Geisten. Saul var altfor bedrøvet til at undersøge Grunden til det ham foregjøglede Blændværk. Og hvor let vorder ikke ogsaa en Overtroisk overbeviist om det, som han allerede venter? De af den foregivne Aand forudsagte Hændelser vare alle af den Beskaffenhed, at man med nogen Kundskab om Sauls Stil- ling saa temmelig kunde gjette dem. Foruden denne Tildragelse med dette Gjøgleværk, som vor Tids Kunstnere endnu bedre kunne gjøre efter med en Løgt og lidt Røg, gives der intet Sted i Bibelen, hvoraf man, uden at misbruge det, med mindste Skin af Ret kan bevise Spøgelsers Virkelighed. Henrik Wergeland FRISK LUFT Intet Land er i denne Henseende saa velsignet som Norge; selv vore Byer have Fortrin i dette vigtige Punkt fremfor andre SIDE: 350 i de fleste Lande. Og frisk Luft er isandhed en Velsignelse, et almindeligt, et Nationalgode, om man saa vil. Og dog er denne Forsynets Velgjerning lidet vurderet. Et Besøg i Menigmands Boliger i vore Forstæder vil i de fleste paa en modbydelig Maade overtyde derom. Luftens fine Element omgiver os allevegne og gjennemstrømmer sammen med vore Livs- og Næringsvædsker endog de mindste blandt Legemets indre Vraaer. Formedelst den leve og aande vi, og hvis vi ikke lære at kjende dens Kræfter, Virkninger, og forskjellige Beskaffenhed, og anvende disse Indsigter til vor Fordeel: da kan den lige saa fuldt volde os Sygdom og Død, som det er vist, at Liv og Velbefindende forstørstedelen beroer paa den kloge Brug af den. Den er Menne- skene ligesaa uundværlig som Vandet Fiskene, og blot en For- styrrelse af Ligevægten mellem den udvortes og den i vore Legemer indsluttede Luft, kan ofte vorde farlig og dødelig for os. De hyppige Afvexlinger mellem fugtig og kold, varm og tør, tung og tynd Luft, især den Mængde skadelige Dunster, som vi ofte drage i os under Aandedrættet, kunne vorde høist farlige for Helbreden, hvis vi ikke ved Forsigtighed og Flid undvige Faren. En ureen Luft er vor Helbreds uforsonligste Fiende, og desuagtet unde mange Mennesker næsten aldrig sig selv et reent Aandedræt, men forgifte sig stedse i en Kreds af egne og andre ækle Dunster. Naar man seer Mængden af Mennesker, der leve sammen- pakkede i et snevert og lavt Kammer, til hvilket den friske Luft negtes al Adgang, saa forfærdes man over de utallige Onder, der true disse Mennesker. Dog, ikke allene de Elendige, hvis Armod ikke tilsteder dem noget stort Rum i deres Huse, fortjene denne Bebreidelse, men Luftens Bedærv finder ogsaa Sted i store Værelser, hvor mange Mennesker befinde sig, f. Ex. i Ar- beidslokaler, naar Forsigtighedsregler ikke iagttages; og Følgerne heraf ere, efter forskjellige Grader, stedse de samme. I saa- danne større Rum maa man derfor aldrig undlade Brugen af de saakaldte Ventilatorer (Luftbringere) i Vinduerne, og i mindre bør man stedse søge for enten hyppig Luftning ved at aabne Vinduer og Døre eller forat der etsteds findes en liden Aabning for den friske Luft f. Ex. en Sprække i Vinduet. Det er intet mindre end ligegyldigt i hvilken Luft et Menneske befinder sig. Den der engang har betraadt et Værelse, i hvilket SIDE: 351 der i lang Tid ei har været indladt frisk Luft; hvo som under varmt Veirligt har befundet sig i moradsige Egne, eller er kommen fra en folkerig Stad ud paa Landet; hvo som først har boet i lave Egne, der allevegne ere omgivne med Høider, og flytter nu til en Bjergstad; hvo som om Sommeren indaander Luften ved Solens Opgang, og sammenligner denne med Middagsluften, eller agter paa Luften før og efter Regnveir, han vil sikkert ikke om- tvivle den store Forskjel paa den os omgivende Luft. En sund Luft maa hverken være opfyldt med skadelige Dele, eller have været længe indsluttet paa et Sted. Af begge Aarsager tabes dens livnende Kraft, der er ligesaa nødvendig for Planterne som for Dyrene. At man især om Vinteren har de nærmeste og fleste en ureen Lufts Farer at kjæmpe imod, behøver intet Beviis for. Vinteren er den egentlige Aarstid, da det overlades til vort eget Godt- befindende, at indrette Luftens Temperatur i vore Værelser efter Behag. Den der altsaa veed at sætte Priis paa sin Helbred og Liv, bør omhyggeligt søge at undgaa de anførte Feil; han maa om Vinteren paa enhver blid Solskinsdag, saa ofte som muligt forfriske Luften i sit Dagligværelse eller Sovekammer, tilstede de samlede Dunster fri Udfart igjennem en let Aabning i Vin- duet, og i Henseende til Værelsets Opvarmelse iagttage den Grad, der kommer en maadelig Solvarme nærmest. Henrik Wergeland MORGENSUPEN Af al Nydelse af Brændeviin, af alle Drammer af hvad Navn de kunne være, er ingen saa skadelig som den saakaldte Morgen- sup, fordi Legemet da allermindst behøver noget Styrknings- eller Ophidselsesmiddel. Deraf fremkommer allerførst den saakaldte indirekte Svækkelse, som følger af overdreven Nydelse, og Mad- lysten pirres til at tage til sig mere end Naturen vil. Natten har styrket os; Følsomheden for udvortes Pirringsmidler har atter ind- taget sin Stilling, og sammenhobet sig saaledes, at Dagen atter kan betage os den Kraft som vi have sammensamlet. Hvor for- vendt er altsaa ikke den Leveviis, allerede om Morgenen at styrke sig for derved at volde os dobbelt og altsaa overdreven Pirring? Enhver, der ikke allerede er en gammel Dranker, vil have iagt- SIDE: 352 taget hos sig selv, hvor let man overfaldes af Svimmel og Be- døvelse, naar man om Morgenen til Frokost tager en maadelig Qvantitet af spirituøse Drikke til sig; og hvis Qvantiteten, som man har fortæret, har været end større, paakommer der kun alt for let Drukkenskab. Man kan Middag og Aften, naar galt skal være, tage to til tre Gange saa meget Spirituosa til sig, som om Morgenen, uden at spore de ubehagelige Følelser af Nervernes overdrevne Pirring. Morgensupen og i det Hele taget Nydelsen af stærke Drikke til Frokost, er altsaa ei allene uhensigtsmæssig men tillige skadelig, thi overdreven Pirring driver til at gribe til stærkere Pirringsmidler, hvorved man altfor let kan vorde en Dranker. For det meste forstyrres ogsaa foruden Sundheden herved det gode Lune for Resten af Dagen og Lysten til Sysler og Følelsen for det egentlige Liv sløves. En, der paa fornem Viis har været i en "god Frokost", som det hedder, skal neppe rose sig synderligt af sit Dagværk, ial- fald ikke finde sig saa oplagt dertil som ellers; og hos Arbeids- manden har Morgensupen de samme Følger, om hans Frokost, istedetfor Portviin og Skinke, bestaaer i Brød og Finkel. Der gives langveis Forretninger, f. Ex. Vinterreiser efter Ved, Fisker- nes Udfart i Dagbrækningen i haardt Veir o. s. v., hvor Morgen- supen, om den end langt hellere var borte og kunde erstattes ved sundere og endnu mere varmende Nydelse, er mindre skade- lig og mindre paa sin urette Plads end ellers; men ved mange Leiligheder i Huusbruget skeer der overordentlige Misbrug der- med, som Tilfælde f. Ex. er ved Slagtning og Vask. Da kan man være vis paa, at finde Brændeviinsflasken utmed Kaffekoppen og Lyset, og da er det ikke blot Mandfolkene, men Kjærringer og Gjenter, ja Børn, der itylles ikke Morgensupen, men Morgen- superne. Thi den Pot eller Halvpot, som er kjøbt ind, skal altid gaae med. Det er da ikke at spørge om. BRÆNDEVINET Trykt i Avdeling I, bind 3, s.61 -- 63. SIDE: 353 Henrik Wergeland KRISTIANIA FORSTÆDERS ALMUEBOGSAMLINGER Dette Foretagende har havt en Fremgang over Forventning, og som bør anspore Menigmand i Forstæderne til endnu mere at benytte sig af den nyttige og, som det lader til af de hidtil- værende Deeltagere, behagelige Sysselsættelse, som derved til- bydes ham. Disses Antal har ved det vestre Forstadsdistrikts Almuebogsamling udgjort over 100, hvoraf de Allerfleste flittigen have gjentaget sine Laan, der siden Udlaanenes Begyndelse Pintse- dag d. A. regelmæssig hver Søndag Middag have fundet Sted. Bogsamlingen tæller nu omtrent 300 Nummere, alle hensigtsmæs- sige Bøger, dels skjænkede især af endeel af Byens Boghandlere, dels indkjøbte paa Bogauktion med Understøttelse af Selskabet for Christiania Byes Vel. Der er altsaa nok til at forsyne endnu en god Deel Laantagere, som herved opmuntres til at melde sig, ihukommende de lange Aftener, som nu forestaae. Almuebogsamlingen for de østre Forstadsdistrikter, bestyret af Hr. Cand. theol. Hansen efter samme Regler og til samme Tider aabnet i hans Bopel i Sødringgaarden paa Grønland har selv omtrent 60 Bøger, men forsynes fra den for det vestre Distrikt, saa Beboerne af de østre Forstæder kunne gives den samme Opmuntring til at søge en Indretning som, uden at koste dem noget, kan skaffe dem baade Nytte og Fornøielse. "Du leder længe før du finder saa viis og god en Ven, som nyttig Bog. Han æder ei og drikker, skjøndt han binder sit Selskab daglig til din stille Krog". De Strøg, som egentlig ikke kunne regnes til noget af disse to Distrikter, saasom Hammersborg, Bjergfjerdingen o. s. v., maa dog ikke, fordi man har maattet dele Byens Forstæder kun i et vestre og et østre Distrikt, derfor tro, at de ere negtede Adgang til Bogsamlingerne. De indbydes meget mere dertil, naar de ville umage sig de Skridt. Senere hen lader det sig forhaabentlig gjøre at forsyne ogsaa dem med en Bogsamling mere i deres Nærhed. Henr. Wergeland. SIDE: 354 Henrik Wergeland Nr. 21, l0de Novbr. 1842. Uden Dagning er Øjekuglen mørk, uden Oplysning Sjelen kun en Ørk. SYNE-MARTHE PAA VEITASTRAND I SOGN Nu er det længesiden vi saae vor gamle Ven Ole Andersen, Skolemesteren. Men forleden Dag mødte Knut Konnismo ham nede i Bakken under sin Gaard just som denne kom tilbage fra Byen. Og han kom vel til. Thi til sin store Forundring saae Skolemesteren, at Knut Konnismo, en ædruelig Mand, holdt paa at kjøre hele Lasset ud i Grøften, og Bakken var saa, at det ikke vilde standset der. "Knut! Knut!" raabte Skolemesteren, sprang til, og rev Tøm- men til sig i det afgjørende Øieblik. "Jeg mener . ." Han mente nok Knut var bleven gal eller var drukken; men han sagde kun, for ikke at fornærme et Medlem af Nøkterheds- foreningen: "Jeg mener Du sover, Knut, og kanske Du ikke har sovet i Nat og er udtrættet, saa Søvnen kom over dig; men her i Bakken faaer Du holde ud, for her er ikke Plads til at blunke med Øinene." "Ei," svarede Knut ligesom drømmende, "er det jer, Skole- mester? Jeg syntes bare det var en hvid Fugl med Straaler om- kring Hovedet, som hoppede foran mig langs Skigaarden." "Hvad skal det betyde, Knut? Har Du ikke seet en Skjære før? For det var vel ingen anden Fugl, om der var nogen." "Nei, Skolemester. Jeg tænkte jeg var bleven benaadet ligesom Syne-Marthe i Sogn er bleven det i Sommer." "Hvad er det for noget?" "Jo, seer Du -- bare bi til jeg faaer taget af Lasset, skal Du faa see en Bog, som jeg har kjøbt med mig tilligemed noget andet Smaatteri af trykte Sager. I har selv raadet mig til aldrig at reise af Byen uden at gjøre det." "Læs nu der," sagde Knut, i det han kortefter kom ind i Stuen med en liden Bog ihaanden. "Saa vil jeg høre jer Mening, naar jeg har faaet stelt Hestene." Skolemesteren satte sig hen. Det lod ikke til, at han likte alt hvad han læste. SIDE: 355 "Seer I," sagde Knut, da han kom ind igjen med en liden Pakke trykte Sager, "det er ikke saameget den Bog der, som havde gjort mig fortumlet, som det, at Noget deri staaer i Strid med hvad jeg læste i dette Blad her, som just kom ud hos Bog- binder Barlien mens jeg var i Byen. Og dermed tog han frem forrige Nummer af dette Blad, og lagde det frem for Skole- mesteren, som strax løb det igjennem. "Her er nu," lagde han til, "det første Stykke, der kaldes "En Spøgelsehistorie," hvori Syner og Deslige kaldes gammeldags Overtro, og hvori det be- negtes, at Bibelen giver den nogen Bestyrkelse, og saa er her Bogen, hvori en præestelært Mand siger, at han ganske vel kunde tro, at Gud havde værdiget Syne-Marthe Aabenbarelser eller overordentlige Naadesbeviisninger, og at Saadant i Hovedsagen stemte ret godt overeens med Skriften. Dette læste jeg paa sidste Hvilested, hvor jeg havde Kisten oppe, og siden var det ikke saa rart med mig, som I saa, siden jeg ikke vidste hvad jeg skulde tro." "Ja jeg seer til min Forbauselse, at den virkelig lærde Person, som har skrevet om Syne-Marthe, virkelig yttrer noget saadant. Hm! Lærdom! Lærdom" -- sagde Skolemesteren, men afbrød sig; men af den Heftighed, hvormed han bladede i Bogen, lod det sig slutte, at han omtrent tænkte: "Hm! Lærdom kan ikke altid bevare for Vildfarelser og heller ikke for Galskab. Her har en Sværmer udtalt sig om en Sværmerske." Han blev mere end sædvanlig alvorlig, og sagde med en næ- sten bedrøvet Stemme: "Knut, omendskjøndt denne Bog kommer til den fornuftige Dom, at Syne-Marthes Omgang med Engle i mørke Klæder og med hvide Fugle, samt hendes Aabenbarelser af Himmel og Helvede o. s. v. er blot og bare et næsten til Van- vid forskruet Hoveds Indbildninger, er der dog Yttringer af For- fatterens egen Overtro og Hang til Sværmeri, som gjøre den skadelig i Menigmands Hænder. Havde han, istedetfor at træffe paa et yderst eenfoldigt og selv i sin Kristendom uoplyst Bytting- menneske, truffet paa en Sværmerinde med gode Evner og Kund- skaber eller med Færdighed i at indbilde Andre store Opdigtelser, vilde Han, der kom, som han selv siger, langtfra med et vantro Hjerte, og med den Forudsætning, virkelig at finde idetmindste Noget overnaturligt af det meget, som fortaltes, have forladt hende med fuldkommen Tro paa hvad hun maatte behage at fortælle. SIDE: 356 Efter hans Yttringer vil der da for ham intet utroligt være i de mange papistiske Legender om Jesu, Marias og Helgenernes Aabenbarelser. De maatte tages efter Bogstaven, omendskjøndt de ere ikke og udgives ikke for andet end digteriske Fremstil- linger af moralske Lærdomme. Der gives Sjele med et over- vægtigt Hang til det Overnaturlige, især i religiøse Gjenstande, og naar de ikke gjøre sig Umag forat underordne det Fornuften, faaer man enten Folk, som paastaae egne Aabenbarelser, eller Folk, som troe paa Andres. Men med Bibelen nytter det ikke at bedække saadan Skrøbelighed for sig selv. Thi de Syner, den omtaler, Mennesker have havt, ere, ligesom hine Legender, poe- tiske Fremstillinger, hvorved Sandheder ere forherligede og gjorte indtrængende, og dens Aabenbarelser fandt Sted i ophøiede Sjele, i deres, der ere blevne Menneskehedens Lærere. Syne-Marthes Eenfoldighed er ikke den, som Bibelen tildeler sin Roes. Eller kan du troe, at en slig Bytting, der lidet kunde tænke og tale, skulde blive udkaaret til et overordentligt Gudsredskab, til En, som atter skulde bringe Troen paa Engles og Aanders legemlige Aabenbarelser tillive igjen? Vilde Lægdegjenta her paa Gaarden, der ogsaa, ligesom Syne-Marthe, har et Par Løsunger paa Byg- den, komme nu ind fra Fjøset og fortælle dig, at Engelen Ga- briel stod derude hos hende, eller at en hvid Fugl med Straale- glands om Hoved og Vinger hoppede foran hende fra Skytuen -- hvad vilde du saa tro eller gjøre, Knut?" "Ei ja, Anne, hu kommer nu vel ikke med Sligt?" meente Knut. "Anne eller Marthe," sagde Skolemesteren, "kan være det Samme. Den Ene synes ikke at være stort bedre end den Anden; og Aarsagen til, at ikke Anne har ligedanne Syner som Marthe, er kun den, at hun ikke er saa modersyg som Denne, og ikke er bleven gjort saa gal i Hovedet af omvankende Præ- kere og taabelige Bøger. Under de allerbedste Omstændigheder, nemlig naar det ikke er overlagt Løgn og Bedrag, sidde slige Syner enten i Maven eller i Nerverne, og i disse, eller rettere i en Mangel ved Hjernen, sidder Troen derpaa. Jeg har stun- dom selv, naar jeg er bleven proppet formeget til Aften af en velvillig Værtinde og saa er bleven puttet i et smeldende varmt Kammer under en forsvarlig Hønsefjederdyne, havt gandske an- tagelige Syner om Natten, skjøndt jeg just ikke, som Syne-Marthe, har seet mine Fiender, eller dem, jeg mistænkte som anderledes SIDE: 357 Troende, steges og syde i Helvede. Og han Du ikke erindre hvad Du selv har fortalt mig om dine Syner den Tid, Brænde- vinet havde for stor Magt over dig?" Knut nikkede blot. Det var ham ubehageligt at mindes om en Tid, som de fæle Syner, han da stundom havde havt, ikke vare de mindst virksomme til at lade ham med Afsky tænke tilbage paa. Men han erindrede nok, at han dengang ofte i et Slags Drankergalskab efter en af sine Rier havde paa det liv- agtigste seet alskens forfærdelige Figurer omkring sig: snart utal- lige omvimsende smaa Morianer, snart hovedløse Folk, snart en heel Væg fuld af Ansigter, der gjorde Grimasser, snart Nissen under Taget, der syntes at angle efter hans Næse, saa han idelig maatte gnide den o. s. v. "Det besynderligste er", fortsatte Skolemesteren, "at de for- skjelligste og livagtigste Syner, ligesaa livagtige som Syne-Marthes, siges at kunne sidde i selve Øjet eller vel i dets Nerveudbred- ning eller Nethinde, og fremkomne uvilkaarligen ligesom Marthes Engel i de mørke Klæder eller hendes Fugl. Nervesystemets Uregelmæssigheder ere utallige, men denne er dog en af de mærkeligste. Jeg har selv kjendt en gammel Kone, som, naar jeg spurgte hende: naa, Moer, hvad vakkert seer I nu? enten svarede: intet nu, eller ogsaa kunde beskrive, hvorledes de præg- tigste Optog passerede forbi hende. Snart saae hun da en Prin- cesses Brudefærd, snart kom der en Konge med sit hele Hof ind i hendes Værelse, saa hun ikke kunde begribe, hvor de kunde finde Rum alle. Syne-Marthe med sit skumle Gemyt saa hede Helvede med alle de Pinselsapparater og det Bryggerhuus- eller Marsovntilbehør, som gammeldags Dumhed afmaler sig, ja hun saae sin egen Fader der, men den gamle snille Kone, jeg taler om, saae bare hvad der var behageligt for Øjet. Gamle Profes- sor Skjelderup, som vel er kjendt over det hele Land, erklærede det for en Nervesvaghed, som havde sit Sæde der, og Alder- dommen gjorde vel ogsaa Sit til, at hun ikke kunde mestre sin Indbildningskraft og Hukommelse. Thi hvad hun saae var høist sandsynligt ikke andet end Afspeilinger af noget lignende forhen Seet, og Erindringer af forlængst havte levende Forestillinger af noget, hun havde læst. Endnu mærkeligere end denne Kones Tilfælde var dog en berømt tydsk Lærds, en Hr. Nicolais. Han var nemlig ved fuld Aandskraft, men der var ingen Grændse for SIDE: 358 alt det Forunderlige, som han saae med en Livagtighed, saa han kunde aflægge sin Eed paa, at hans Syner vare virkelige, om han ikke strax med kold Fornuft havde undersøgt dem og fundet, at det kun spøgede indenfor hans Øjenhulinger. Efter en vis Tid gik det over med hans Evne til at have Syner. Han brugte Medicin, og navnlig Bad; og veed du hvad, Knut, mon der ikke skulde findes et lidet Fossestupe eller en Sagrende paa Veita- stranden, hvor Syne-Martha boer? Thi hun vilde ganske vist have godt af et Styrtebad for sin Sundhed, naar enten Engelen i de mørke Klæder eller den hvide Fugl viser sig, eller de haugianske Psalmer tone over hende fra Luften. Den Kuur er overmaade god for Nervesvækkelse, Øresusen, Synvilde og alle andre Tegn paa Blodløb til Hovedet." "Der har I Bogen", sagde Knut Konnismo, kastende den paa Bordet. "Faaer jeg den" svarede Skolemesteren, "saa kan I give mig en Pibe Tobak dertil." "Dog nei", lagde han til, "Bogen er skreven i en god Hensigt, skjøndt den passer sig bedre for Kaf- fer og Hottentotter end for Normænd, som nu have været Kristne i henved et Aartusinde. Og veed I hvad der falder mig ind? Forfatteren vil ikke lade vantro, for bedre at skaffe sin endelige Dom, at Syne-Marthas Aabenbarelser kun ere et halvvanvittigt Menneskes sygelige Indbildninger, Indpas hos hendes uoplyste Sambygdinger, der med taabelig Forbauselse høre paa hvad hun seer mens hun er borte, som det heder, under sine Daaninger. Da, som sagt, lidt koldt Vand! eller Daarekisten, om hun bringer Overtro og Galskab ud imellem Folket." Skolemesteren var bleven vred. Man saae det paa de tykke Røger, han hurtigen stødte ud af sin Pibe. Og inden han saa sig for, havde han tændt den med de Par første Blade i Bogen, hvorpaa Forfatteren bevidner sin Tro paa Syner. Det øvrige gjemte han. Men da han havde røgt en Stund, lagde han allerbedst det var Piben bort, og begyndte at smaasynge til Melodien til Axel Thordsøns Vise følgende Vers, som han imidlertid havde sat sammen: "I Sogn har Herren aabenbart sin Herlighed og sin Vælde. Der styrte Fossene ned i Fart i Havet fra svimlende Fjelde. Gud fri os bare for Overtro! SIDE: 359 Mon Sogningen da behøver meer, for Herren ret at tilbede, især naar dygtige Præster er ved Kirkens Alter tilstede? Gud fri os bare for Overtro! Dog har man sagt, at paa Veitastrand har en erbarmelig Qvinde seet hele Helvede staae ibrand og mange Sjele derinde. Gud fri os bare for Overtro! Det kogte i hendes Hjerneskal og i hendes egen Mave. Thi Naaden reder ei sligen Qva1 alt under Synderes Grave. Gud fri os bare for Overtro! Han tugter Sjele med Angerens Ild; men ei med Svovel og Tjære. Dog kan den svovlede Flamme mild mod Syndeangeren være. Gud fri os bare for Overtro! Gud fri os Alle for Overtro! Sig selv han jo aabenbarte. Det Nok for Alle kan være jo? og da vel ogsaa for Marthe? Gud fri os bare for Overtro!" Henrik Wergeland Nr. 22, 25 Novbr. 1842. Dødsfrygt er værre end Døden selv, den blege Herre. KOMETEN Efteraaret og Vinteren har i sine stjerneklare Aftener en Skjøn- hed, som vel kan opveie mange af de blidere Aarstiders; ja jeg veed igrunden ikke hvilken, der skulde kunne lignes dermed. Engen i Junimaaned, fuld af Blaaklokker, violette Vikkeblomster, brændende gule Mari-Guldskoer og de høje skarlagenrøde Tjære- blommer, byder ikke det Skue, som Efteraarshimlen besaaet med sine Stjerner. Det er i sig selv skjønnere, det vækker endnu SIDE: 360 mere til dybe, opløftende og behagelige Tanker. Hele Verden indbydes dertil, og der skal en stor Sløvhed til, for ikke, naar man befinder sig under Stjernehimlen, uvilkaarlig at følge det venlige Kald. To Mennesker af saavidt Dannelse, at de vide, at disse utællelige Stjerner ere Verdener, Sole som vor Sol eller solbestraalede Kloder som vor Jord, men større, mangegange større, befinde sig vel sjeldent under Stjernehimlen, uden at deres Tanker og Samtale med Opsving ledes did og derfra til denne beundringsværdige Verdens Skaber. Men desværre, for mang- foldige Mennesker gaaer denne sande Nydelse tabt formedelst Mangel paa hiin simple Kundskab. Stjernerne nedstraale for- gjæves paa deres Hoveder, som om disse vare Graasteen, uden at vække en fornuftig Tanke, uden at naae deres Hjerter med den velgjørende Følelse af at være værdigede et Indblik i Guds Almagts og Viisdoms herligste Værksted. Dette manglende Op- sving i Folkets Dannelse vil først indtræde naar det bliver bedre overalt med Skolelærernes, saa de, ved at meddele Almueung- dommen de simpleste Begreber af Stjernevidenskaben, ligesom kunne aabne Verdensaltet og Himmelens Hvælving for den. Og det gaaer jo i saa Henseende fremad, skjøndt der fremdeles er to Slags Skolemestere, hvoraf det ene aldrig gaaer udenfor Kate- chismen og Forklaringen. Men vor Almue færdes paa sine tid- lige Udfarter paa Land og Sjø saameget fremfor mange andre Folk ude under Nathimlen, at det har særegen Anledning til at komme i Besiddelse af noget Kjendskab til denne og til at føle den opløftende Nydelse, som denne erhverver. Ingen Kundskab staaer heller i nærmere Forbindelse med og kan indvirke mere paa den religiøse Bogkundskab, som bibringes det. Da Skolemester Ole Andersen skulde forlade Gaarden Kon- nismo, hvor vi sidst traf ham, vilde Bonden endelig skydse ham, da han just havde at bringe Skolemesteren i Gaardens Fjerding samt noget Skoleinventarium videre. Det var en stjerneklar Aften først i denne Maaned da de fore afsted paa en Arbeidsvogn. Først sad Bondens Tjenestegut for Styret, saa Ole og hans Kalds- broder hver paa sit Bræt. Men de "fore" ikke afsted; sagte gik det paa Krunglerne, saa de havde Tid nok til at see sig om. SIDE: 361 Ingen mælede et Ord. Gutten stirrede paa Hestekrydset, Skole- mesteren i Konnismofjerdingen stirrede ham i Ryggen, kun Ole, som sad bagerst, havde Øinene fæstede paa den vidunderlig dei- lige Himmel, hvor Stjernerne funklede som om de vilde løsrive sig ifra Fæstet. "Jasaa -- sagde endelig Kaldsbroderen -- I troer ikke paa Syne-Marthas Aabenbarelser, Ole?" Ole hørte ikke. Han saae paa Stjernerne. "Da har jeg bøjet mit Hjertes Knæ i Troen derpaa," vedblev Kaldsbroderen. "Og slig Vantro som jer vil vel ikke være af nogen sød Lugt for Herren." Men Ole hørte ikke. Havde han hørt det, vilde han smilet ad de vansmagelige Lignelser, som han havde fra et sekteriskt Blad. "Hvorfor skulde ikke. . ." "Jøssu Navn!" skreg Styrkarlen. Hestene steilede. Et blæn- dende Lys gjorde Alt klart som om Dagen, saa Grantræernes Naale syntes paa begge Sider af Vejen. En Ildkugle buede sig, med en lang Stribe efter, fra den ene Aas til den anden. "Se! se! Hvor herligt!" udbrød Ole . . "Ak, alt forbi!" "Kalder I det herligt?" sagde Kaldsbroderen. "Kalder I det herligt?" sagde Styrkarlen, og sprang af, ven- dende Hestene om. "Jeg kjører ikke længer." "Nu! hvad mener du da det var?" spurgte Ole. "Hvad det var? Det var vel godt at see, at det var Dragen i Nynabben, som nu foer over til Mistbjerget. Det er jo noksom bekjendt. Bare spørg han Far. Jeg kjører ikke længer, om jeg saa fik alt det Guld den ruger over." "Dragen!" loe Ole. "Dragen?" "Nei, Guldbrand!" faldt den anden Skolemester (han af det andet Slags) ind. Det er bare Overtro, skal jeg sige dig. For det vi saae med den lange Ildsvands efter, var, skal jeg sige dig, en Komet. Men der er noget endnu værre. Det er et Varsel om en større Ulykke, end at vi skulle vælte paavejen skjøndt det nok er bedst, at vi vende om saa fort vi kunne." Men nu blev Ole vred og tog Tømmerne selv. Og med det Samme han nu satte Vognen i Gang igjen, fik han ogsaa en Sam- tale om Kometer paaglid, hvoraf den anden Skolemester og Gutten fik lære noget bedre end det dumme Tøi, som før opfyldte deres SIDE: 362 Hjerner. Efterat have underrettet dem om, at det Syn, de vare blevne saa forskrækkede over, var en saakaldet Ildkugle, en Selvantændelse af brændbare Dunster i Jordens nærmere Luft- kreds, og at dette Særsyn altsaa ikke vedkom Stjernehimmelen, mod hvis lysende Punkter det, uagtet sin tilsyneladende Størrelse, var et Intet, spurgte han sin Kaldsbroder, om hvad han da for- stod ved en Komet. "En Komet?" svarede denne vigtig og raskt. "En Komet? Nu skal vi bare høre. Gud fri os bare for dem! En Komet er et uhyre stort Riis af Ild, som Gud hænger ud paa Himmelen naar en stor Ulykke skal ramme Jorden, enten Krig, Pestilense eller Uaar. Undertiden seer den ud som et Troldhoved med flammende Haar, og da. . ." "Ikke saa galt som Lignelse," sagde gamle Ole smilende. "Ko- meterne see virkelig ofte ud som et Ildriis, og naar I ikke vil tænke jer Hovedet af Udseende større end en af de mindre Stjer- ner, skjøndt Haaret kan være saa langt, at det synes at række over en god Deel af Himmelen, kan ogsaa jer anden Lignelse lade sig høre. Men forøvrigt kunne disse Lysstraaler ogsaa vise sig foran Kometen, og da bør de heller kaldes dens Skjæg, skjøndt "Hale" nu er deres brugelige Navn hvordan de saa sidde. En Komet er ellers et Himmelegeme, der, med eller, som oftest, uden Hale, men altid omgivet af en Lystaage, bevæger sig i en saa aflang Cirkel, at det under en Deel af sit Omløb forsvinder for os. De øvrige Himmellegemer veed I vel enten staae stille, fordi de ere Sole, eller bevæge sig i Cirkler omkring vor Sol ligesom den Stjerne, vi beboe, gjør." "Javist, javist!" sagde Skolemesteren en af det andet Slags med utrolig Raskhed. "Uregelmæssigheden af Kometernes Baner," vedblev vor gamle Ven," der endog gaaer saavidt, at de stundom gaae fra Øst mod Vest, medens alle de Stjerner, der bevæge sig om vor Sol gjøre dette fra Vest mod Øst, samt Mangel paa Iagttagelser i ældre Tider, har gjort dem saa vanskelige at bestemme og gjenkjende, at man af de mangfoldige Kometer, som have viist sig, endnu kun har nøje bestemt og beregnet Tilbagevendelsen af tre. Saa- ledes var der, om I husker det, en at see netop for 7 Aar siden, i Novbr. 1835, og den samme havde man iagttaget tre Gange før med et Mellemrum af 76 Aar, nemlig i 1607, 1683 og 1759. I SIDE: 363 1832 viste der sig ogsaa en, man forhen havde beregnet Tilbage- komsten af, og om hvem det hedte, at den vilde gaae saa nær Jorden, at der var Fare for et Sammenstød." "Et Sammenstød!" raabte Skolemesteren af det andet Slags. "Et Sammenstød!" raabte Gutten. "Ja et Sammenstød!" vedblev Ole; og det er ikke første Gang Folk har ladet sig skræmme deraf til at sælge Alt hvad de havde, eller til at ødelægge det ad den korteste Vei, nemlig gjennem Struben, fordi Verdens Ende da skulde indtræffe. Baade her i Norge og andre Steder maatte lærde Folk udgive Bøger forat standse slig Galskab af Frygt, Uvidenhed og Letsindighed. Men virkelig, den Komet gik den 29de Oktober for 10 Aar siden igjen- nem Jordens Bane i Himmelrummet i et Punkt hvor Jorden be- fandt sig ikke længer end en Maaned efter." "Gud bevares!" raabte Skolemesteren fra Konnismofjerdingen, og "Gudbevares!" raabte Tjenestegutten efter. "Bliv ikke bange derfor," sagde Ole. Den var da ikke mindre end 9 Millioner norske Mile borte fra Jorden, siden den løber med en Hastighed af omtrent 300.000 Miil om Dagen. I Aaret 1805 var den Jorden 10 Gange nærmere, uden dog at gjøre nogen Skade. Men hvad troer I den da skulde betyde? Jo, i Over- troiskes Øine, at Bonaparte skulde begynde en stor Krig. Og bagefter betød naturligviis den store ildrøde, som viste sig i 1811 med en Hale, der var 18 Millioner Mile lang, hans ulykkelige Feldttog i Rusland." "Men" -- spurgte Kaldsbroderen, og Munden blev staaende aaben efter Spørgsmaalet -- "er det da ikke muligt, at en Komet kan støde sammen med Jorden?" "Eller med en anden af de Stjerner, som høre til vor Sol? Jo vel! Da de bevæge sig i enhver Retning, gjennemløbe langstrakte ovale Baner, der overskjære disse Vandrestjerners, er det altsaa ingen afgjort Umulighed, at et Sammenstød kunde træffe; men det er saa højst usandsynligt, at vi gjerne kunne være rolige der- for. Thi Jordens og Kometernes Størrelse er saa ubetydelig imod det umaadelige Rum, hvori de bevæge sig, at der blandt 281 Mil- lioner mulige Tilfælde kun gives eet eneste, som taler for begges Sammenstød. Med andre Ord, hver Gang en ny ubekjendt Komet viser sig, kan man vædde 281 Millioner imod en Ener, at den vil gaa noksaa peent forbi. Og see heraf, hvor taabeligt det vilde være, SIDE: 364 om Mennesket, i de faa Aar, det har at tilbringe her paa Jorden, vilde gjøre sig nogen Ængstelse for en saa ubetydelig en Fare." "Men Kometens Hale, som I sagde var saa lang?" bemærkede den anden Skolemester. "Den kan vel naae jorden og saa maatte denne vel brænde op?" "Kometerne selv ere hverken meget store eller meget tætte. Man har fundet dem af kun en Størrelse af fra nogle faa indtil omtrent 400 Miles Gjennemsnit, saa de ikke kunne udøve nogen overordentlig Tiltrækningskraft paa den lysende Materie, som danner deres Hale. Jorden maatte altsaa nok kunne trække en Deel af denne ind i sin Luftkreds, især naar man betænker den uhyre Afstand, der kan være imellem selve Kometen og det yderste af dens Hale; men hvad Følgerne vilde blive, lader sig ikke opgive, da vi ikke kjende af hvad Materie denne bestaaer. Man har troet, at den tørre Taage, der et Par Gange har viist sig i længere Tid ligesom en Landrøg, var Dele af en Komethale; men det forholder sig ikke saa. En saadan Taage kan jeg erindre viste sig i den tørre Sommer 1831; men at den ikke kom af Nærheden af nogen Komet, var indlysende nok af at man ikke opdagede nogen Komet, uagtet Stjernerne ellers godt kunde sees igjennem Taagen." "Men hvorfra kom den da?" spurgte Skolemesteren Nr. 2. "Jeg kan ogsaa erindre den, og jeg sagde til Skoleungdommen, at den kom fra Braaterne." "Det var hentet for nær fra" -- mente Nr. 1 -- "Den tørre Taage i 1831 strakte sig over en stor Deel af vor Verdensdeel, og saa langt ryge ikke de norske Braater. Fra Jorden kom den upaatvivlelig: fra Forandringer i Jordens Indre. Thi jeg erindrer at have læst, at der ligeledes i 1783 var en endnu stærkere og videre udbredt Tørtaage, og samme Aar var udmærket ved over- ordentlige Jordskjælv baade i Nord og Syd af Europa. Fra Jorden eller fra dens Dunster kom ogsaa Ildkuglen ista, og . . . ja, ser der! den med. Et Stjerneskud gled just majestætisk henover Himlen. "Ja det var ogsaa en Ildkugle," sagde Skolemester Ole; "men en mindre! en antændt Dunst i Luftkredsen og dens Nedslag, ikke nogen Stjerne, som faldt." "Gid jeg havde ønsket noget," sagde Tjenestekarlen; "saa havde jeg faaet det." SIDE: 365 "Jeg ønskede noget," lo Ole Andersen. "Jeg ønskede, at alle de mørke Dunster af Overtro, som findes i Menneskenes Hove- der, maatte blusse op og forsvinde ligesom disse, der drive imel- lem Himmel og Jord." Vognen rullede videre under de blinkende og straalende Stjer- ner. Gutten lavede stille for sig selv et Ønske færdigt til næste Stjerneskud, Skolemesteren af det andet Slags opfriskede, for hvert et Stød Vognen gjorde, sin Indbildning om det Stød Jorden dog i eet af de 281 Millioner Tilfælder kunde faae af en Komet, og gamle Ole tænkte paa det Forunderlige i, at den dunkleste Oldtids Hyrder paa Mesopotamiens Sletter før Abrahams Tid, for 4000 Aar tilbage, skulde have en aabnere Sands for Stjerne- himlens Undere og Herlighed og bedre Kundskab om den Viis- dom, som aabenbarer sig derigjennem, end vore oplyste Dages Almue og flere af deres Skolemestere, end han fra Konnismo- fjerdingen, har. Henrik Wergeland Nr. 23 og Ulykken er allerede bleven mindre for den opvoxende Slægt. Men saa ærgerlig Skolemesteren Nr. 2 end var over den mod- tagne Lektion, lod det sig dog gjøre, at Han og Ole Andersen kjørte et Stykke Vei i Slæde sammen. Det traf sig saa paa det Føre, som var, kortefter sidste Tour tilvogns. Atter en herlig Vinteraften. Fuldmaanen herskede paa Himlen. Ole sad i, Kalds- broderen stod bag paa, og saae fra Styret, at Oles Tanker og Øine atter vare i Himmelen, fæstede paa den straalende Maane. Nu skal jeg give Ole det igjen, tænkte Kaldsbroderen. "Prr! Prr!" "Hvad er paafærde?" "Aa, jeg vil bare stikke min Tobakspibe i Lommen, for den er frosset til i Mundstykket. Men havde jeg saasandt et godt Brændeglas!" "Hvad da, Nils?" "Hvad da? Er det ikke Fuldmaane? saa jeg nok skulde faae tændt. Jeg synes virkelig den varmer noget." Og i det samme vender han sin Næse, kalkunskblaa af Kulde, imod Maanen. Det var 15 Graders Kulde. "Men ikke meget," lagde han dog til. Skolemester Ole Andersen loe sig næsten ihjel. "Jaja, jeg mener et godt Brændeglas, et godt." "Om I havde aldrig saa godt et, vilde I dog aldrig opdage Spoer af Varme ved Maanens Lys." "Nu ja, jeg troede blot . . ." "Udstraalede Maanen eget Lys, vilde der ogsaa være Varme derved; men I veed dog sagte, at den faaer sit Lys fra Solen." "Ja bevar's! Sit Lys fra Solen. Men der er dog mange under- lige Kræfter ved Maanens Lys." "Opløsende? Kræfter, som have Indflydelse paa flere Ting her paa Jorden, saa det forandrer deres Bestanddele, mener I vel? Nei! Ogsaa Fordom! Maanelyset har ligesaalidt opløsende som varmende Egenskaber." "End den røde Maane da i April og Mai? Den gjør dog, at det gaaer galt med alt hvad der er spiret." SIDE: 367 "Sniksnak! I de Maaneder er der ofte Nattefrost. Tidt er der kun 4 -- 6 Graders Varme. Men om Natten slippe Planterne en- deel af denne Varme, de have faaet om Dagen, og ved klar Himmel, naar der ingen Skyer er, som kunne formindske Udgy- delsen af Varmen, kan Varmetabet om Natten stige til 7 -- 8 Gra- der, saa Plantens Varmestyrke kommer et Par Grader under Frysepunktet eller Vandets Kuldegrad naar det fryser til Iis; og da er det forbi, da vil man om Morgenen see den frossen. Dette skeer ved klar Himmel, da Skyerne tjene Jorden som et Teppe, og gjøre det luunt om den, udstraalende fra sin Side Varme imod Jorden. Men naar det er klart, og Tiden ellers medfører det, er Maanen synlig, og saa faaer da den Skylden for hvad der kun er en Følge af Kuldens Stigen. Saa er det, Skolemester." "Jamen Gartnerne bedække dog Planterne for Maanen," ind- vendte den Anden med et tvivlende og selvtilfreds Smiil. "Med Straa, Granbar og Potteskaar. Javist; men alt det skal kun, ligesom Skyerne gjøre i det Store, tjene til en Skjærm der hindrer Luften og med den Kulden fra at komme til Planten, saa den kan beholde sin om Dagen indsugede Varme. Det hedder nok, at det er for Maanens Skyld; men det er ikke saa. Den er uskyldig heri." "Da er den dog ikke uskyldig i at Kjød raadner, naar den kan komme til at skinne derpaa." "Ganske vist, Nils. Naar man f. Ex. lægger to Kjødstykker paa et aabent Sted, hvoraf det ene er udsat for Maaneskin, men det andet bedækket, vil det første raadne meget før. Men hvad er Grunden vel hertil? Den samme som for Planterne, nemlig at det ubedækkede Stykke vil udstraale mest af sin Varme og tage Kulde, og med den Fugtighed, til sig; og at Fugtighed befordrer Forraadnelse af dyriske Bestanddele, sees af at man plejer at tørre dem for at kunne opbevare dem." Men Skolemester Nils vilde ikke give sig. "Da er det dog Maanen, som regjerer Veiret," mente han. "Ogsaa Snak, Nils. De nøiagtigste Undersøgelser, gjorte igjen- nem en lang Række af Aar, have beviist, at Veirforandringerne ere ikke hyppigere i Qvarteerskifterne, end til enhver anden Tid." "Men Gud bevare mig, saalænge som jeg har hørt det! Han Bedstefar og alle andre gamle Folk -- -- " ". . . Have snakket efter sine Bedsteforældre og undladt at SIDE: 368 lægge Mærke til hvad der stred imod den nedarvede forudfat- tede Mening. Naar saaledes en Veirforandring indtræffer i et af Maanens Skifter, bemærker man strax dette Sammentræf, sætter dem i Forbindelse sammen, og lader imidlertid tyve andre Qvarteerskifter som ikke ere ledsagede af Veirforandring, gaae ubemærkede forbi. Regelen, at Nymaanen bringer slet, Fuld- maanen godt Veir, og at det forandrer sig i hvert Qvarteerskifte, holder jo ikke engang i sin Fremsættelse Stik; thi dersom Veiret er slet ved Nymaane, maa det være smukt i andet Qvarteer, og altsaa slet ved Fuldmaane." "Jamen nu er det godt lel," sagde Niels læggende netop den Tilbøjelighed for Dagen til at gjøre hiin grundløse Slutning, som gamle Ole havde advaret imod. Der kunde heller ikke være et herligere Maaneskinsveir. Nattens blide Herskerinde straalede i en Pragt, som ganske bemægtigede sig Oles Tanker under en lang Pause, hvorunder de vare af den opløftende og henrykkende Natur, at man gjerne kunde sige, at han "talede med Gud", det herlige Himmellegemes Skaber. Intet gjør Sindet lettere og gla- dere end en saadan umiddelbar andagtsfuld Gudsdyrkelse. Det Fornuftløse og Afskyelige i skinhellige Sektereres Maneer, at be- gynde sin religiøse Opbyggelse i Gemytterne med Indprægningen af den Sætning, at denne Verden kun er en mørk og sørgelig Jammerdal, Alt under Maanen kun skikket til at vække Tung- sindighedens Livslede, troende at aabne et klarere Øje for Himlen over Stjernerne ved at lukke det for Skjønhederne under dem, fremstiller sig da klarligen for den sundttænkende Sjel. Gamle Oles Aasyn, klart bestraalet af Maanen, viste derfor, efter Over- gange af Alvorlighed og Opløftelse, det prægtigste Lune af Verden. Et Smiil, blidt som Maaneskinet, svømmede om hans Mund; og hans Øine, som om de vare af et guddommeligere og friere Lys end Stjernerne, der vare henblegnede for Fuldmaanen, kastede tindrende Maanestraalerne tilbage. "Tilsidst" -- sagde han, overladende sig i sit Godlune til Spøg -- "tilsidst troer I vel ogsaa, Nils, at der sidder en Mand i Maanen? I seer de mørke Strøg der over dens Flade." "Folk sige nok saa," brummede Nils noget ærgerlig. "Nogle sige ogsaa, at det skal være en Kjærring med en Rok." "Men veed I hvad disse lyse Punkter og Striber og disse Skyggestrøg ere? De første ere solbeskinnede, rimeligviis iisbe- SIDE: 369 dækkede, Bjergtinder og Fjeldrygge, de sidste ere Dalstrøg endnu mere formørkede af Bjergenes Solskygger." "Jovist?" "Saa er det. Man kan ved Hjælp af Skyggen maale Høiden af Bjergene, Dybden af Dalene i Maanen. Undertiden viser ogsaa Maanens Rand sig tagget; det er de fritstaaende Bjerg- tinder, der ere før blevne oplyste end deres Fod." "Saa er der vel ogsaa Mennesker og Dyr med," mente Nils, "siden der er baade Fjelde og Dale." "Idetmindste ikke Skabninger som her paa Jorden, da Maanen ikke har en saadan Luftkreds som den. Det kan man see af, at Stjernerne, naar de bedækkes af Maanen, netop ere saalænge usynlige som Beregningerne fordre. De træde strax frem igjen ved dens Rand, hvilket ikke vilde være Tilfælde, om Maanen var omgivet med et skybegrændset Luftlag." "Men Ringen da, Ole, som ofte sees. Jeg har seet den baade guul og rød og grøn, ja rigtig som en Regnbue." "Det er Maanestraalerne, som brydes i Jordens Dunstkreds. Falder der Lys igjennem en Damp, seer I det samme. Men lige- saavist, Nils, kan I tro hvad jeg har fortalt jer om Udseendet af Maanens Overflade, at den er opfyldt med dybe Dale og høje vilde Bjerge, der rimeligviis paa Grund af de mange skarpran- dede Fjeldkjedler eller Juv, som de kaldes paa Norsk, have væ- ret og maaskee tildeels endnu ere ildsprudende Bjerge eller Vul- kaner. Maanen er da heller ikke længer borte, end at den i en Kikkert, som forstørrer 1000 Gange, viser sig saaledes som den vilde see ud for blotte Øine, naar den kun var imellem 10 og 11 Mile fra os. Afstanden mellem Jorden og denne dens Drabant, som den kaldes fordi den bevæger sig rundtom Jorden, er heller ikke betydelig imod Afstanden fra de øvrige Himmellegemer: kun en 35,000 Miil, og den er 50 Gange mindre. Fra Maanen vilde derimod Jorden vise sig 13 Gange større end Maanen viser sig for os. Og hvilket prægtigt Syn vilde det ikke være! Tilsteder Guds Viisdom Aanden en saadan Frihed, skal min ikke før være henkaldt fra Jorden før den fra Maanen skal beundre det." "Ja jeg med," faldt Skolemesteren af det andet Slags ind. Der gjennemfoer hans sløve Indbildningskraft ligesom Begyndelsen til en Opvaagnen: eet Blink med Øinene og saa atter Øjen- laagene i. SIDE: 370 "Men hvor vilde I da vel tage Plads paa Maanen?" spurgte Ole. "Det var vel ligegodt," mente Nils. "Ikke saa ganske. Maanen vender jo altid den samme halve Side til Jorden. Altsaa vilde I paa den ene Side slet ikke see noget til den; men fra det midterste Belte af den anden vilde Jorden stedse være synlig i straalende Pragt, og da, medens den drejer sig om sin Axe -- ikke en af Jern, Nils, som Vognhju- lets -- maatte dens Udseende fra Maanen vise sig højst for- skjelligt. Havene, Landene, Skovene, Øerne maae vise sig som ligesaamange Pletter af forskjellig Størrelse og Glands, under idelige Forandringer formedelst Lysbruddet i Luftkredsen og de drivende Skyer." Det blunkede atter i Nilses Indbildningskraft. Fra den kom et dumpt Udraab af Forundring, som Ole til sin Glæde hørte bag sig. Ole overlod sig til sin og vedblev: "Men hvorhen paa Jorden vilde I da først vende Eders Blik, Nils? Hvilke Strøg vilde I da først søge?" Ja det vidste ikke Nils. "Jo, jeg vilde søge efter Norge; og det vilde nok vise sig. Sollyset vilde falde skarpt paa dets lange brædækkede Fjelde. Dovre og Langfjeldene vilde vise sig som klartskinnende kryd- sende Striber; Jothunfjeldene med Hurrungerne, Mugnafjeld, Blaa- høe, Glittertind og alle deres mangfoldige Kuppler og Takker i Vinkelen imellem Dovre og Langfjeldene, ligesom ogsaa Telle- markens Fjeldstue med Gaustas skarpe Møning, vilde omtrent see ud som Fjeldknipperne i Maanen: saa en lysende Halvcirkel, saa en straalende Ziksaklinje, saa et Bundt af stjernetindrende Punkter." Skolemester Nilses Indbildningskraft blunkede tredie Gang. Han syntes ret livagtig at see hvad Ole foreskildrede ham. Det var ikke langt fra, at han syntes han alt var død og at Maanen var Jorden og Jorden Maanen, og at han nu stirrede paa sin forrige Bopæl. Den udvidedes til et Landkort for ham, og han fattede en saadan Kjærlighed til den, at han -- faldt af Mejen inden han vidste Ordet af det. Da hørte Ole atter et "Prr!" bag sig. Men ikke forat tænde Piben ved Maaneskinnet. Det havde derimod tændt Lys i hans Sjel. SIDE: 371 Henrik Wergeland OVERTROISKE SKRIFTER To Aar isommer gjorde Bogtrykkerne her i Byen, som over- alt, ved Bogtrykkerkunstens fjerde Aarhundredefest, stort Væsen af deres og deres Kunsts Betydning for Oplysningen. Og isaa- henseende kan der heller ikke gjøres formeget af den. I Fest- følge gik de og alle Deeltagere i Festen til Kirken, hvor Guds- tjeneste holdtes og en Cantate, der havde til Text "Vorde Lys!" blev opført. De oprettede en Hjælpekasse til Minde om Dagen, og endte den med et Gjæstebud, hvortil Guds frie Himmel maatte laane Huus, da intet andet var stort nok. Og Glæden deltes af Folket: det var Oplysningens Fest. Bogtrykkerne erkjendte, at de vare Oplysningens Tjenere, og alle Taler og de fleste Skaaler gik ud paa at prise den. Men hvorledes gjøres nu ikke dette vakkre Ord til Spot og give ikke Bogtrykkere Slip paa sit Værd for Samfundet som Oplysningens Fremhjælpere, naar man nu seer bekjendtgjort fra et Par af dem, at de nylig have udgivet "en sandfærdig Beretning om en Pige ved Navn Astri Olsdatter paa Gaarden Skarud i Aadalen paa Ringerige, som i fem Dage var indtaget i et Fjeld". Hvorledes kan man kalde Pressen "Lysets Port", naar Overtroen saa aabenlyst tør trænge sig ud derigjen- nem? Er Kunsten saa brødløs, at en Bogtrykker, forat kunne leve hos os, maa nedlade sig til det Styverfængeri, at aftrykke efter et Skrift, der for længst har optaget Historien som et Vidnesbyrd om Datiders Overtro, et Smøreri, der er saa plumpt beregnet paa Almuens Lettroenhed og Overtro? For et Aarhundrede tilbage, da man endnu brændte gamle Koner som Hexe, og da hvert Loft havde sin Nisse, hver Steen sin Dvergalf, lod det sig høre; vort maa idetmindste have det Fortrin, at det ikke kan skee upaatalt. Og hertil er et Blad som nærværende opfordret, da det i sit Meed er stik modsat deslige Skrifter som ovennævnte. Troen paa Underjordiske er Hedenskabets seigeste Levning. Dog har den i de senere Tider taget af som al anden Overtro, og har vel nu kun især sine Venner i afsides Egne og blandt gamle Budejer. Men for disse er et Skrivt, som bekræfter den med Rettens Stempel, en Æressag; det frier dem for de yngre Vantroendes Spot, og det vil ikke vare længe før Huldrefolket atter kommer tillive i alle Skove og Fjeldknatter, og før baade SIDE: 372 den og den bliver taget i Bjerg. Det vil sige foregiver, uden eller med en Drøms Selvbedrag, at være bleven det. Men Datids Overøvrighed over Ringerige, Amtmanden i Buske- ruds Amt, har jo selv undersøgt en saadan Begivenhed og fundet, at den maatte forholde sig saa? Hvad skal man sige til det? Intet Andet, end at for 100 siden var hiin Overtro saa almindelig, at vel ogsaa dannede Mennesker kunde være smittede deraf. Hvad har ikke hændt mig selv? Jeg vil ikke tale om, at der endnu foresvæver mig en overordentlig prægtig, med Krystaller fra Fod til Tind besat Fjeldvæg, der pludseligen viste sig for mig som Barn, mens jeg slentrede alene om i et Buskads i Omegnen af Christianssand (om jeg mindes ret ved en Gaard, som hedder Kjos). Idet jeg slog en Busk tilside, syntes jeg at see en lodret himmelhøi Fjeldvæg straalende i Solen med alle Regnbuens Farver; men kom jeg paastedet igjen, nu et Par Alen højere, er jeg vis paa jeg vilde kun træffe paa en maadelig Bjergknat, besat med almin- delige Krystaller. Men dengang, erindrer jeg, efter en Stund at have stirret forbauset paa det vidunderlige Syn, blev jeg betagen af Forskrækkelse, lod den nedbøjede Green igjen fare op i sin Stilling, og løb derfra. Jeg maa allerede den Tid have hørt noget om Underjordiske; thi jeg erindrer fra samme Tid en Sandgrop med en Steen i Midten, hvorfra en Dverg med en Hund skulde komme ud naar man bankede paa den. Men det jeg vilde for- tælle er fra de senere Aar; og jeg vil fortælle det, fordi det viser hvor vanskeligt det fuldkomne Herredømme dog vindes over Selv- bedraget og Levningerne af Barndommens Overtro. Det er ikke længer siden end 1834. En Høsteftermiddag i Skumringen be- fandt jeg mig fjernet fra mit Følge paa Jagt. Jeg saae, at jeg befandt mig paa den anden Side af Aasryggen, som skillede to Præstegjeldes Dalstrøg fra hinanden, og besluttede at følge Stien, som jeg saae bar nedimod den anden Bygd. Der skulde Dagen efter en Henrettelse finde Sted, saa jeg vel var noget spændt i Sindet. Pludselig synes jeg at maatte være faren vild; jeg tabte mine Mærker, og befandt mig, inden jeg vidste Ordet af det, inden en træløs Rundar, hvorfra der korsviis løb fire Stier ud. "Men hvilken skal jeg nu følge? Ei, der sidder jo en gammel Kone derhenne paa Stubben ved den ene Vei, med sort Skjørt, grønt Tørklæde og hvidt Skaut!" Jeg var standset strax jeg var kommen indenfor Rundaren. SIDE: 373 "Hei, Moer! hvilken Vei gaaer til Fudsker?" Kjærringen svarede ikke. Jeg raabte tregange, nærmende mig hvergang. Hun svarede ikke; men altsom jeg nærmede mig, blev det mig tydeligere, at det dog ikke kunde være noget andet end en Kjærring. "Hei, Moer, er I døv?" Hun svarede ikke. Nu skulde jeg kunne talt Traadene i hendes Dragt, om det ikke havde været temmelig tusmørkt. Da, i dette Øjeblik, var det en Beskjæmmelse overgik min Fornuft: Tanken gjennemfoer mig: hvad? skulde det være muligt, at Dette dog kunde være en Huldre? Og i samme Øjeblik begaaer jeg den Latterlighed at fælde Gevær og gaae lige indpaa -- -- Stubben. Ja Kjærringen med det sorte Skjørt, det grønne Tørklæde og det hvide Skaut, Kjærringen, som blev livagtigere jo nærmere jeg kom indpaa hende, var ikke andet end en kuldblæst Stubbe. Noget bruun, grøn og hvid Mose, Tusmørket og Sindsspændingen gjorde Resten. Jeg maatte lee over mig selv. Jeg havde jo ingen anden end den daarlige Undskyldning, at det her ikke var min Indbildning, men mit Øje, som gjækkede mig fra først af? Med Undseelse for mig selv maatte jeg dog tilstaae, at jeg havde op- daget, at der alligevel sad nogle Stumper af Tvivl tilbage efter den Overtro, som jeg forlængst troede oprykket og udrøddet. Men af alle Mennesker ere modersyge Fruentimmer, aldrende tungsindige Piger, som Hun fra Skarud, udsatte fra at blive idrømme, under en dyb nervøs Søvn i vild Mark, "tagne i Bjerg", som det hedder. Da foregjøgles dem isøvne forvirrede Erindringer om hvorledes de have hørt det skal være hos Bjergfolket og af hvad Herlighed de have seet hos Fornemmere. Efterat have nydt en halv Pot Brændeviin og lagt sig til at sove paa en Steenhelle i vild Mark, udsat for Solens Straaler, kom Peer Skrædder hjem til Gaarden efter 24 Timers Forløb, og da vidste han meget at fortælle om det herlige Gjæstebud han havde været i i Bjerget. Han var tomset i flere Dage -- naturligviis af gode Grunde, som anført, af saadanne, som man skal sætte Folk Igler i Panden for. Men neppe var Peers Eventyr i Bjerget bleven bekjendt, saa vilde snart Den snart Den have seet en bruundroplet Ko, som man altid saae paa den modsatte Bakke hvormeget man end gik efter den, foruden en Mængde andre Ting, der syntes at vidne om, at de Underjordiske, som nu vist i 50 Aar havde været SIDE: 374 borte fra Bygden, vare komne tilbage pludseligen som Lemæn- dene. Man hentede Peer til sig, og jo mere Brændeviin man da skjænkte ham, jo forunderligere bleve de Ting han havde seet. Maatte nu blot ikke Udgivelsen af hiint 4 Skillingsskrivt be- virke, at de Underjordiske mylre frem over det hele Land af en hver Bakke, enhver Fjeldhammer? Om en saadan Følge be- kymrer Udgiverne sig ikke, min gode Almuesmand. Det er dine 4 Skilling de ville have. DET GAMLE AAR Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 73 -- 74. Henrik Wergeland REGISTER Nr. 1. Mangelsgaardsarbeideren. -- Den norske Arbeider som Borger. -- Daddel og Bagvaskelse. -- Freidighed. - 2. Moderkjærlighed gaaer over Alt. -- Om Nordlandene (Overtro). - 3. Dydsbelønninger i Frankrig. -- Hvad man kan blive. - 4. Belønninger for lang og tro Tjeneste. -- Om Nord- landene (Fiskeri, Agerbrug, Fædrivt, Industri). - 5. Kong Sverres Tale om Drankere. -- Om Nordlandene. (Mere om Næringsdrivten. Religiøsitet. Uskikke om Helligdagene). -- Maanen. - 6. Fattig-Jakob. -- Raad for Fattigfolk. -- Solopgang. Til Publikum. - 7 -- 8. Tolerants. -- Farbroders Kiste. -- Retfærdighed imod Andre. -- Simpelmands Madrats. -- Lediggang. - 9. Et Par Ord til Almuestanden i Christiania om et of- fentligt historisk Foredrag. -- Nytten af at kunne skrive og regne. - 10. Mere om Nytten af at kunne skrive og regne. -- Sande og usande Ordsprog. -- Om en Almuebog- samling for Christiania Forstæder. - 11 -- 12. Menigmands Politik. -- Nøstetullen i Liigkisten. -- Væggegrønt. -- Tidens Værd. -- Mere om en Al- muebogsamling for Forstæderne og Byalmuen i Al- mindelighed. SIDE: 375 Nr. 13. Brev fra en Slave. -- Ordfortolkninger. -- For mange Jern i Ilden. - 14. Sladder og Bagtalelse (Med 4 Træsnit). -- Ordfor- tolkninger. - 15. Nok et Par Breve fra en Slave. -- Fattigmands Høst- tanker. - 16 -- 17. En Patriot. -- Hørrens Levnetsløb. -- Doktorsvar. - 18. Peter den Stores Egetræer. -- Fattigmands Dyd. -- Følgerne af en Ubetydelighed. - 19 -- 20. En Spøgelsehistorie. -- Frisk Luft. -- Morgensupen. -- Muntert Sind. -- Brændevinet. (Poesi). -- Chri- stiania Forstæders Almuebogsamlinger. - 21. Syne-Martha paa Veitastrand i Sogn. - 22. Kometen. - 23 -- 24. Maanen. -- Overtroiske Skrivter. -- Farvel til det gamle Aar. SIDE: 376 Henrik Wergeland Nr.1 thi der var længe kun to Hatte synlige før de fik "altereret sig." "Om Forlatels" -- hikkede en Stemme i den ene Grøft -- "Nu bli'er Væra (Verden) saa morosam saa." Ole forstod, at det var en drukken Mand, reiste sig med en liden Brummen, og vilde gaae sin Vei. "Hei, hvem I saa er, saa skal I drikke en Dokter med mig, for nu bli'er Væra saa morosam saa .." -- lød det atter fra Grøften, men umiddelbart derpaa afbrudt af en voldsom Hulken, hvorunder Ole kun hørte en Mængde Eder og de samme Ord: "for nu bli'er Væra saa morosam saa.." Dette maatte være et Menneske, som følte sig ulykkeligt og brugte disse Ord med et Slags bitter Spot. Han gik derfor til- bage forat hjælpe ham op, og gjenkjendte da Auktions-Knut, en Fant af en fordrukken Skomager, som havde faaet sit Øgenavn fordi han altid var at see paa Auktioner, men følgelig, da der desværre er nok af dem, dessjeldnere paa sit Værksted. Jeg vil springe over de Ord, hvormed Ole endelig, efter en halv Times Røl, hvorunder han havde maatte holde Auktions-Knut i Kraven, fik at vide, at den Ulykke var hændt Denne, at en Aagerkarl, som i afvigte Aar havde laant ham nogle Daler paa den Betingelse, at de skulde betales inden dets Udløb, havde nu Nytaarsdag, da han kom tilbage fra Kirken, negtet at tage imod et ganske klækkeligt Afdrag, med mindre Knut vilde føre nogle Mark til paa Papiret, og saa havde da Knut, som ikke vilde dette, fundet "Væra saa morosam," at han havde drukket op en god Klat af de afviste Penge i Doktere siden det var Juul endnu, og saa tilbragt Eftermiddagen med at gaae og hyte og true uden for Aagerkarlens Vinduer. Det var nu atter et af disse Oles Eventyr, som plejede at ende med en Præken, og denne Gang fandt han, at der, for Tilhørerens Skyld, var Materie til en Sam- menligning imellem den Gjerrige og Drankeren. "Ja, hvem troer I nu, Knut, er den skadeligste for det Almin- delige: den Gjerrige eller Drankeren?" Knut svarede blot med at hyte mod den Kant, hvor Aager- karlens Huus laa, ledsagende sin Armbevægelse med et udtryks- SIDE: 378 fuldt "Hu! hu!" Det betød saameget som: havde jeg ham bare her! Og det betød igjen: da skulde jeg nok svare paa Spørgs- maalet ved at befrie det Almindelige for den, jeg holder for den skadeligste. Her faldt den Bemærkning Ole ind, den gamle Skjelm, at der ikke gives en mere vredladen og frygtelig Skabning til i hele Naturen end en næringsløs Skomager, denne Slægt med den stille- staaende Galde og de mørke Øine. Men dette kom nu ikke synderligen Knut ved, da han befattede sig mindst af alt med at være Skomager. Drikken gjorde ogsaa hos denne Karakteer Vreden meer støiende end farlig, og altid afvexlende med Ud- brud af Graad og Latter. Ole fik da svar selv paa sit Spørgsmaal; og Indholdet af hvad han gav Knut at tænke paa paa Hjemvejen (om han kunde samle eller hugse noget) var omtrent følgende: "Saa afskyelig og uværdig for det menneskelige Selskab den Gjerrige end er, og saa stor en Synd han end begaaer ved at unddrage den trængende sin Hjælp, ved sin Haardhed og ved at gjøre Forøgelsen af sit, for ham selv ufrugtbare, Mammon til sit Livs udelukkende Formaal, som om han stedse maatte holde sig for den fattigste, er han dog for det Almindelige ikke saa skadelig som Drankeren. Og endnu mindre er han det for sine Nærmeste. Den Gjerrige dræber sin egen Lykke. Drankeren er en Morder for deres, som han dog maaskee elsker. ("Tænk paa Kone og Barn hjemme, Knut!" Og her begyndte Knut igjen at storgraate) Den Gjerrige samler, Drankeren adspreder og ødelægger. Det Land, som kunde ernære mange arbeidsomme og ædruelige Folk, kan kun underholde faa Drankere. Den Gjerrige kan man ikke sige fortærer meget eller gjør Levnetsmidler dyrere; men i Dran- kerens Pægel er der mere Korn end en Stakkel kunde spise sig mæt paa. Den Gjerrige, der skraber sammen for sig selv, samler dog ofte uvitterlig til den Goddædige eller til velgjørende Indret- ninger, saa at Salomons Sigende ofte opfyldes, at "Hvo som for- merer sit Gods med Aager og Overgivt, samler det til at skjænkes de Fattige." Men efter Drankeren -- ("og Fraadseren ogsaa, Knut, forat I ikke skal troe, at I er alene om det") -- hvad findes der vel efter ham? Den Gjerrige ligner i denne Henseende dog de Dyr, som ere tilnytte tilslut ved sin Død, skjøndt man ingen Gavn har af dem medens de leve og gjødes; men Drankeren ligner SIDE: 379 Mark og Larver, hvorefter der kun findes Støv istedetfor det Meel eller anden Mad, hvori de have levet. Her gjentog Ole: "Tænk paa Kone og Barn, Knut, om I skulde falde fra ved den Levemaade!" "Ja da vilde man finde Auktionsregninger nok og en halvgjort Støvle," hulkede Knut. "Som I begyndte paa ifjor Høst," lagde Ole til, og da Knut saae sig om, bemærkede han, at Ole havde havt den Godhed at følge ham hjem. "Saa gaa nu ind og læg jer, og begynd paa Støvlen igjen imor- gen tidlig." ASYLBØRNESANG TIL EN VELGJØRERINDE Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 106 -- 107. Henrik Wergeland Nr. 3, 6te Februar 1843. Blandt alle Pligter triner Kjærlighed til Hjem med strenge Alvorsminer ved Vuggen tidligst frem. OM UDVANDRINGS-RASERIET Ja ret "Udvandrings-Raseriet!" det er Ordet for denne Lyst til at udvandre til Amerika, der, som en Landfarsot, har betaget store Strøg af vort Land. Det er vor Tids farligste Sygdom, en Fædrenelandets Forbløden, et sandt Raseri, fordi de, som det bemestrer sig, hverken lade sig lede af egne eller Andres For- nuft, foragte Grunde og Exempler, opgive det Nærværende for en endnu mere truende, uvis, dunkel Fremtid, og lade sig drive af det ind i Hvirvelen af dennes ukjendte Lidelser. Men hvorfor tale da derimod, naar Raad og Grunde foragtes? Jo, Lands- mænd, fordi det ikke vilde lade Samvittigheden iro, om man ikke destomindre advarede. Men kraftigere Advarsler ville snart ind- finde sig i tilbagevendende Amerikafarere, om de have beholdt saameget tilbage af det de medbragte hjemmefra eller ved Slave- arbeide have tjent saameget sammen, at de kunne bringe sine blege Ansigter hjem igjen. Til England vende alt Mange tilbage, og "gaaer det saa med Folk, (kan man ret spørge) der træffe Blodsforvandte og sit eget Sprog i Amerika -- hvorledes vil det SIDE: 380 da ikke gaa mange Normænd, som i alt dette ere vildfremmede?" Man høre blot hvorledes en Englænder beskriver en saadan Skibs- ladning af Tilbagevendende ifjor Sommer: "Vi førte i Rummet næsten hundrede Passagerer: en liden Verden af Fattigdom. Nogle af dem havde kun været tre Dage i Amerika, nogle kun tre Maaneder, og nogle havde gaaet over med det samme Skib, de nu reiste hjem igjen med. Andre havde for Fragtens Skyld solgt sine Klæder og havde kun Filler til at skjule sig med; Andre havde ingen Mad, og levede af de Øv- riges Barmhjertighed; ja en Mand (hvilket man opdagede mod Reisens Slut) havde ikke havt andet at leve af, end de Been og Fedtsmuler, han tog af de Tallerkener, der bleve bragte ud fra Middagsmaaltiderne i Agterkahytten forat vaskes. Det hele System med at skibe og transportere disse ulykke- lige Mennesker er saadant, at det trænger til en fuldstændig Undersøgelse. Alt hvad der kunde gjøres for disse stakkels Folk blev gjort, men de behøvede meget mere. Loven bør se til, at ikke for Mange af dem sættes ombord paa et Skib, og at deres Anbringelse er anstændig: ikke usømmelig og ryggesløs. Den bør derhos, efter hvad simpel Menneskelighed kan kræve, er- klære, at Ingen skal tages ombord uden hans Niste i Forvejen er undersøgt og erklæret tilstrækkelig til Underhold paa Søturen. Den bør sørge for, eller fordre, at der sørges for en Læge; hvorimod der i disse Skibe ikke er nogen, skjøndt Voxnes Syg- dom og Børns Død paa Overfarten ere Ting som ganske sæd- vanlig indtræffe. Fremfor alt er det enhver Regjerings Pligt at gjøre en Ende paa det System, hvorved et Kompani af Handels- mænd med Udvandrere kjøbe hos Rhederne Skibets hele Under- dæk og sende ombord saa mange usle Folk, som de kunne faa Tag i, paa hvilkensomhelst Betingelse de kunne opnaa, uden ringeste Hensyn til Rummets Bekvemmelighed, Antallet af Køjer, den ringeste Adskillelse af Kjøn, eller nogen Ting uden deres umiddelbare Fordel. Næsten enhver Families Historie, som vi havde ombord, var den samme. Efter at have samlet og laant og tigget enhver Ting til at betale Farten, vare de reiste til Newyork i Forventning om at finde dets Gader brolagte med Guld, og havde fundet dem brolagte med meget haarde og virkelige Stene. Foretagel- sesaanden var slumrende; Arbeidsfolk behøvedes ikke; Arbeide SIDE: 381 kunde man rigtignok faa, men ikke Betaling for det. De kom tilbage endnu fattigere end de reiste". Jeg har selv seet og talt med en hid Tilbagevendt, og Hjertet maatte bløde i Livet over at saamegen Ulykke skulde ramme en Mand, som baade var gudfrygtig, arbeidsom, ordentlig og ganske vel udstyret med Midler, og det blot for den ene, ikke af noget Ondt udrundne, Daarskab, at ville udvandre til Amerika. Det var for to Aar siden til Sommeren han kom tilbage med nogle faa Daler i Lommen af 600, som han var reist af Landet med, med to Børn flere og hans og hans Hustrus Sundhed nedbrudt af Sorg og overvættes Arbeide. Troer mig, Kummeren i hans Øje sagde mere end en Bog fuld af Advarsler; hans Mine skulde have bragt alle disse Fristere, som snige sig om og forføre til Udvandringer, til Taushed. Altsaa er det selv for en Mand, der er arbeidsom, ordentlig og har Penge, haardt og, som Tilfælde var med ham jeg taler om, stundom umuligt at komme frem i Amerika? Det havde jeg dog ikke troet før Manden, der endogsaa havde drevet sin Or- den indtil det sjeldne for En af hans Stand, at holde Regnskabs- og Dagbog, beviste mig det. Og hvor vilde han nu hen? Han græd, da jeg spurgte ham derom, og vidste ikke bedre Raad, end at see til at komme hjemigjen paa Stavangerkanten for at for- søge at blive Huusmand i den Egn, han for et Par Aar tilbage havde forladt som Gaardmand. "De vide ikke hvor galt de gjøre", sagde han, "som saaledes forlade det Visse for det Uvisse, og uden nogen Formue nytter det nu slet ikke, for da maa de strax tinge sig bort paa visse Aar til offentlige eller private Arbeider hvorimod en norsk Kron- arbeiders ere Lise og Vederqvægelse. Jeg holdt mig nu de Par Aar fri ved det jeg havde og ved min og min Kones mest an- strengende Flid, saa jeg, Gudskelov, dog ikke har noget at be- breide mig for de stakkels Børns Skyld, som nu .." Her brast Manden i Graad. Jeg saae, at han skammede sig over at komme hjemigjen til sin Bygd, for maaskee at falde denne tilbyrde med sin forøgede Børneflok. "Men veed I hvad?" sagde jeg. I skulde see at faae udgivet jer Dagbog i Trykken, saa vilde I dog for eders Velfærd og Sundhed kunne kjøbe eder den Glæde, at blive et Guds Red- skab til maaskee at hindre mange Landsmænd fra at gjøre sig SIDE: 382 ulykkelige ved at udvandre. Eders Ord vil have mere Troendes end disse løse og ledige Personers, der komme som et Slags Hververe herover igjen og lokke Folk efter sig." "Troer I?" sagde den arme Mand med et sygeligt Smiil. "Men jeg veed selv, at da jeg engang havde sat mig i Hovedet at udvandre, efterat en slig Hververkarl var strøgen igjennem Bygden, nyttede ingen af alle de Grunde, jeg fra andre Kanter hørte derimod. Jeg var ligesom fortryllet af mine egne over- spændte Forventninger om det Guld og de grønne Skove jeg skulde komme til hiinsides Havet." "Nu ja, grønne Skove kom I nu vel sagtens til?" "Ja tilvisse, men Guldet saae jeg intet til. Det jeg havde, gik til i de grønne Skove, og i deres moradsige Bund ligger min og min Kones Sundhed og vel det halve af vor tilbagestaaende Levetid begravet." Jeg skiltes ikke fra Manden før han havde lovet at faae sin Dagbog ("En tilbagevendt Amerikaudvandrers Historie.") udgivet -- det en Bogtrykker ogsaa var villig til -- men kortefter fandt han Leilighed hjem, og siden har man ikke hørt fra ham. Slid og Slæb for sig og sin Familie har vel givet ham nok at bestille, eller ogsaa har Døden, som havde stemplet ham med en stedse tilbagekommende Trediedagsfeber, for ham, men ikke for hans stakkels Efterladte, endt den smertefulde Række af Følger af den Daarskab at forlade et Fædreland, hvor man dog har Udkomme, for at vinde, som man siger, Guld og grønne Skove i Amerika. "Men Folk med Familie, som ikke har Udkomme, gjøre ikke de klogt i at reise til Amerika?" spurgte engang gamle Skole- mester Ole Andersen mig, da jeg fortalte ham denne Historie, skjøndt jeg nok vidste, at han ikke yndede Andres Udvandring end Drukkenbolters og Karnaljers. "Gud lade jer ikke see de Rædsler, som slige Familier som oftest gaae imøde!" sagde jeg, erindrende det skrækkelige Syn, jeg engang havde seet i en fransk Havn, af Familier fra det Indre af Tydskland, ganske i Dragt og Udseende lignende vore Fjeld- folk, som af Fattigdom havde maattet dele sig, saaledes at kun Nogle kom over medens de Andre vandrede fortvivlede om paa SIDE: 383 Bryggen, pillende op de Gryn og Kaffebønner, som Sjauere kunde miste af sine Sække. "Komme de samlede over, og ikke kunne betale Fragten, er det en Lykke, om der kommer Folk ombord forat tage dem i Øjesyn som man undersøger Lastdyr, og som da paatage sig at klarere den mod at man forpligter sig til aare- langt, som oftest haardt, Udearbeide. Men her er ligesaalidt at tænke paa, som noget vist, at kunne forblive sammen. Og om de slippe iland, og de staae der paa Bryggen i disse ligesaa overfyldte Byer som Europas, maa Moderen tidt give Slip paa Barn og Mage, om Lykken fører en Mand til dem, der paa den haarde Maade dog for det første vil redde dem fra Døden. Mængden af Udvandrere gjør, at Adgang til Arbeide, før man kommer nogle 100 Mile ind i Landet, ikke er let, og Mængden af uduelige og slette Mennesker imellem dem gjør, at Amerika- nerne betragte dem overhovedet med et koldt Øje. I Byerne er det saa trangt for Erhverv, at jo ogsaa Vi have Exempler paa at Kjøbmænd, som dog allerede vare komne i nogen Vei, vendte tilbage; og lykkes det en fattig Familie endelig at trænge ind i de fjerne Kolonidistrikter, da er Prisen paa Jord og Udlæg til Huse, Besætning og Redskaber allerede saa høi, at Familien og- saa da hjemfalder Trældommen for Fremmede, og maa deles. Da tænker Moderen paa sin Spæde, som hun mistede paa Over- farten og maatte see forsvinde i Havet, og hun priser sit døde Barn lykkeligst. Anderledes er det vel med løse, arbeidsføre Personer, især om de kunne et Haandværk. De kunne nok slaae sig igjennem. Men hvor skulde de ikke kunne det? I Norge har idetmindste Haandværkerne paa Landet ingen Nød. (En Bemærkning, som blev understøttet af den deilige Duft af en Ribbenssteg, som Konen i Huset just bragte ind til Hans Skrædder, der fløitende arbeidede i Sideværelset.) "Ak!" sagde Skolemesteren med et tungt Suk, -- "den Skibs- ladning af Udvandrere, som der ifjor stod skrevet om viste saa liden Følelse for Fædrelandet, at de forlode det med Gevær- salver og Hurraraab, bestod for det meste af slige usle Familier." "Tro mig, det krænkede Fædreneland vil nok tage Hevn. Hjem- veen vil finde dem, den og Klimatfeberen ville dele deres døende Hjerter imellem sig. De Færreste ville undgaae, før Tiden at maatte tjene til Gjødsel for en fremmed Jordbund." SIDE: 384 "Ve over Fristerne!" mumlede den Gamle. "Det Aar er et Forbandelsens, da Skibsfarten synes at skulle blive bestaaende i Fragtfart med Blod, med Fædrelandets kostbareste Ejendom, dets Børn, dets Arbeidere, dets Forsvarere, Fædre og Mødre, inden hvis Favntag kommende Slægter slumre, og fra hvem en Befolkning kunde udgaae stærk og talrig nok til at tage under Hævd dets mange Dalstrækninger, der kun mangle Arme for at give Tusinder Brød." "Men kom herover" -- lagde han til, tørrende en Taare bort med Ærmet -- "skal jeg vise jer et Syn hos Naboen." Og, efterat have passeret over nogle Skraaninger, som maatte være herlige at see til om Sommeren eller Høsten, og som endnu, gjennem den tynde Snee, i de tætte Rug- og Bygstubber viste en Grund, ingen Agerdyrker med Fornuft vilde forlade, og som snarere kunde lokke Amerikanere over, traadte vi ind paa et Gaardsrum, hvor alleslags Redskaber, Slæder, Kjærrer, Ploge, Harve o. s. v. stode opstablede udenfor Døren, og endelig i en Stue, hvor Mand og Kone i eet væk slæbte alskens Huusgeraad ind og satte det langsmed Væggen. Ved Bordenden, hvor en Karaffel med "Franskt" blinkede, sad et Par Bønder og en ung spidsnæset Person, der var beskjæftiget med at optegne Sagerne. "Her tager man en foreløbig Taxt over hvad Indboet omtrent vil lade sig udbringe til, forat reise til Amerika," hvidskede Ole til mig. "Til Amerika!" udbrød jeg uvilkaarlig med en Tone af Uvilje eller Forskrækkelse, som bragte baade Manden og Konen til at sige paa eengang med stor Livlighed: "Jamen ja, til Amerika! Og det skulde Flere gjøre." Til min Forundring bemærkede jeg, at Glæden syntes at lyse af deres Ansigter, og med Ivrighed gave de sig til at slæbe Huusgeraadet frem. "Denne Dyne .." "Denne Kjedel .." "Nei bi nu, Kjærring. Denne Dyne, nyt Vaer og Duun, hvad mene I om den? 12 Daler maa jeg nu vel altid faae?" "Tretten," sagde den ene Mand, for at være akkurat, og tog sig en Fransk en. "Femten," slog den Anden over, og tog sig en ditto. "Skriv da fjorten," raabte Ejeren. "Og hvormeget har vi nu?" "Femhundrede og nitten Daler i Alt," meldte Skriveren. SIDE: 385 "Ja det maa vi vel sagtens faae ved Auktionen," sagde Manden og Kjærringen med. "Pokker gjør I!" udbrød Skolemesteren. "Se bare til, om I ikke maae slaae af det Halve idetmindste. At maatte sælge sin Ejendom til betydelig Underpriis, er den første Følge af jert de- sperate Forsæt, at ville reise til Amerika." "Men vi har alt tinget Plads." "Det veed nok Kjøberne, og rette sig derefter. Spørg de gode Venner derborte, om de for en eneste Ting ville give jer efter deres egen Taxt." Man hostede og rømmede sig stærkt derborte ved Bordenden. Om faa Dage sælge disse Folk Rub og Stub, og da skulle vi høre hvad de og fire Børn have at reise for. Manden fra Stavanger- kanten gjorde ligesaa, og dog laae der et langt bedre Præg af Tænk- somhed og Forsynlighed udbredt over ham end over disse Folk. Men vi skulle siden følge dem og deres Skjebne. Skolemesteren og jeg have væddet om hvorledes den vil falde ud. Han har væddet paa Elendighed og Død i Amerika; Jeg paa Elendighed og Tilbagekomst. Henrik Wergeland Nr. 5, 10de Marts 1843. Omvend dig itide; d. e. imedens du kan øve Synd endnu! DEN FORFALDNE Paa Spillehuset trende Porte se: Haabets een, -- Skjændselens to, -- Dødens tre! Folk igjennem første Port indvandre, ud af de andre. Det var et frygteligt, hjerteskjærende Syn hos Kanthugger Lars Olsen; men det er allerede mange Maaneder siden, saa det, Gudskelov, neppe kommer igjen. Det var allerede saa langt SIDE: 386 henne i Ugen som Onsdag Formiddag. Lørdag Aften havde Lars faaet Afregning, og var gaaen lige til Marketenteren; han blev bragt hjem fuld, laae Søndag Formiddag over, gik ud om Eftermiddagen, og siden vidste Konen intet om ham før der, Tirsdag mod Aften, kom Bud fra en Skjænkevært i en anden Udkant af Byen, at hun maatte hente ham. Hun biede det Par Timer til det blev noget mørkere og til et Par af Mandens Na- boer og Kammerader kom hjem, som kunde bære ham paa en Stige, og saa fulgte hun selv grædende med. Jo ganske rigtig! der laa Lars; men udenfor Døren. Der havde Værten ladet ham lægge, da han var sovet ind og ikke havde meer at drikke for. Ja, atter ganske rigtig befunden! I hans Lommer fandt den stakkels Kone ikke en Skilling, men Værten gjorde hende op- mærksom paa, at Lars stod kridtet bag Disken for hvad han havde drukket i det sidste Jevndøgn. "Mandagen over -- lagde han til -- var det værst, at jert fordømte Sviin af en Mand gav sig til at spille med Garnisonskarlene, som logere her; men for- resten, Moer, saa, dersom det varer mange Solmærker før I ind- finder jer med noget andet i Forklædet end Affaldet af jer Flæben, saa boer der ogsaa en Inkassator her paa Salen, som er bekjendt for at være "god," det vil sige, at have gode Kløer, og som har alle mine Fordringer at drive eller rive ind. Jeg er en skikkelig Mand, som holder reent Huus, og derfor lægger mine Drukne uden for Væggen, og som har Næring nok her i Vika om ikke Svina fra Enerhaugen komme ranglendes hid forat lade sig kridte." Saa gik det da hjemover igjen, hvor Konen imidlertid ligeledes havde maatte leve paa Kredit, og hvor hun fandt sine to smaa Børn krøbne sammen ved den udslukte Ild. Det var da den følgende Dags Eftermiddag, jeg saae Manden hvorledes han endnu laae i Vildelse, pillende paa Lagenet med skjælvende Fingere og smaasnakkende med sig selv. "Han maa aarelades," hviskede jeg til Konen. "Gudbedre mig," sukkede hun, "det kunde nok være godt; men han har staaet over lel før uden det." Og saa fik jeg da at vide, at han havde Besøget af sin Drukkenskabsdjævel i Rieviis, saaledes at der kunde gaa Maaneder hen, hvori han var den ordentligste Mand af Verden, ligesom han tillige var en Arbeider, som Forstanderen paa Tomten nødig vilde give Slip paa. Men nu var det ingen Anden end denne Mand, som pludselig SIDE: 387 traadte ind. "Se saa, er han Lars nu endelig kommen tilbage? Men nu har han ikke meer at gjøre hos Os. Hosbond var paa Tomten igaar, og da han ikke fandt ham, og det var sidste Gang han havde lovet at skaane ham, saa har han nu gjort mig afsted med det Bud. Farvel Moer!" Jeg kan ikke beskrive Konens Tilstand. Men Taarerne, eller Affaldet af Flæbningen, som Marketenteren sagde, dryppede nu igjennem Bunden paa hendes Forklæde. "Kom med Øxen min, Anne. Nu gaaer jeg," hørte man fra Manden borte i Sengen. "Var ikke han Jens Formand her?" Han indbildte sig nok, at han skulde gaae paa Arbeide, siden han lagde til, at der var god Tid endnu, da der ikke var rigtig lyst endnu. Men de vilde Tanker toge en anden Flugt. Eller var det For- nuften, som igjen vendte tilbage? Thi man hørte ham græde henne i Sengen. Han tog Lagenet og tørrede sine Øine dermed. "Kom med Barna!" hulkede han. Men jeg gav Konen et Vink, at han ikke var at troe. Han kunde i sin Fortvivlelse gjøre dem noget; og Konen gløttede sagte paa Døren, og skjød dem ud i Kjøkkenet. "Kom med Barna!" hulkede han atter. "Og saa med Øxen, for det synes mig som om . . ." Her kom en uforstaaelig Mumlen om Forstanderen paa Tomten, Marketenteren i Viken, Garnisonskara, Hundredogeet o. s. v., som endelig gik over til en dyb Snorken. "Han vil komme sig denne Gang," hviskede jeg til Konen. "Og lad ham saa imorgen gaae paa Torvet med sin Øx og sin Saug til det jevner sig, som jeg vil haabe, med Hos- bond. Men lad os nu forsøge, om en Huustavle kan hjælpe for Eftertiden." Og dermed skrev jeg med store Træk paa et Bræt, som blev stillet ligeoverfor hans Seng, følgende Huustavle for en Forfalden: Hvis du med Alvor Synden hade vil, saa had og Leilighed dertil! I. Bed kjærligt og alvorligt til din Huustro og Venner, at vaage over dig og nøje at passe paa, saa de aldrig taale, at du gaaer paa Værtshuus eller hjemme nyder andet end hvad der er tjenligt for din Sundhed! Lad dig ogsaa deri nøjes med hvad du af dem erholder! SIDE: 388 II. Overleveer hende din Fortjeneste indtil du er bleven stærk i din Forbedring, og behold aldrig en Skilling for dig selv! III. Naar du fristes til at gaae til Værtshuus, da siig det til din Huustro eller Ven, at de kunne passe paa og hindre dig derfra. Just saa vilde du raabe om Hjælp, ifald Tyve vilde plyndre dig. IV. Giv din Huustro og Ven Frihed til at forbyde Værtshuus- mændene at give dig stærk Drik; ja forbyd selv disse alvor- ligen at give dig nogen. Siig dem, at du ikke er ved dig selv eller har din fulde Sands, naar du forlanger deslige, og at de ligesaalidet kunne vente og fordre Betaling af dig, som om de solgte dig Gift. Synes disse Midler imod dig selv dig for haarde, da er det kun fordi du selv vil fare fort i din Ødelæggelse, og kom siden ihu, at det da er dig selv, som med Vold og Magt har villet drage denne over dit og Dines Hoved. Du lukker din Dør for Tyve; luk da og din Mund for en mere farlig Tyv, som du har erfaret kan berøve dig din Samvittigheds Fred, din Fornuft, dit ærlige Rygte, dit Brød og din huuslige Lykke." "Nu hjalp det?" spurgte jeg Konen forleden. "Han har ikke drukket siden," sagde hun fornøjet. "Da han vaagnede, laae han længe og stirrede paa Tavlen. Lad den staa, Anne, sagde han; jeg vil gjøre saa. Og saa har han gjort, saa jeg nok troer jeg kan tage den bort." "Nei, ikke endnu, Moer," meente jeg. "Men han Lars er baade Medlem af Nøgterhedsselskabet og af Arbeidsforeningen paa Enerhougen." "Godt nok; men lad kun Tavlen blive staaende Aaret ud. Husker du Jordsynkningen i Høst oppe ved Agerselv? Pludselig, hurtigt, uhørligt som et Teppe daler, sank Bakken ned i Dybet. Pigen, der kom ud med Løgt forat lukke Porten, saae ingen Gade udenfor; hun lyste kun ned i et svælgende Dyb, næsten vanvittig af Skræk. Saaledes er det med den engang Forfaldne. Ligesom hiin Jordbund, kan han ikke staae ved sig selv; men behøver Støtter og Pæle, og det stærke og dybtnedsatte." SIDE: 389 Henrik Wergeland ARBEIDERENS RIGDOMME Hvo ei arbeide vil, eiheller bør at æde. Arbeider Løn er værd. Han spiser kun med Glæde. Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger, veed du nok, er baade bedste Læge og allerbedste Kok. Arbeiderens Rigdomme ere hans sunde Hunger og hans søde Søvn, naar man vil tale om jordiske Goder og ikke om den him- melske Rigdom i hans Samvittigheds Fred med Gud og med sig selv, som maa forudsættes hos Den, der skal kunne nyde en sund Søvn, og som overgaaer alt. Men Ingen har bedre An- ledning til at sande Ordsproget: "Den bedste Kok er en sulten Mave" at forstaae om Den, som maa erhverve sit Brød i sit Ansigts Sved, ikke om Døgeniktens ækle Slugenhed. Vinder hans Arbeide ham ikke den Riges Lækkrerier, skaffer det ham dog i hans sunde Appetit et renere og mere velsmagende Kryderi end et heelt Selskab af Kokke og Fraadsere sammen kunne opfinde. Det giver hans tørre Brød en højere Velsmag end en forproppet Mave finder i de kostbareste Retter, og Ingen føler med større Behagelighed Sandheden i Salomos: "For en Hungrig er alt Beeskt sødt." Arbeideren kan derfor være vis paa, at han i sin Hunger besidder et Gode, som misundes ham af Mangfoldige. Men han besidder ogsaa hint andet Uvurdeerlige. "Hvo som arbeider, ham er Søvnen sød," siger den samme Viismand, og Arbeiderens sunde Søvn -- o hvor Mangen, der søvnløs vælter sig paa Dunene, misunder ikke ham denne paa hans Halmsæk? Arbeideren besidder derfor i sin Hunger og sin Søvn to Goder, som ere bedre end hvad han mangler, og mangen Rigmand mang- ler og kan ikke for alt sit Guld kjøbe det, hans Arbeider har i Overflod. Med saadanne Rigdomme har da Arbeideren vel ikke andet end Aarsag til at være tilfreds med sine Kaar; og om denne Sindsegenskab har den vise Sokrates sagt, at den er Naturens ypperste Rigdom, da den giver os alt hvad vi have lært at vi mangle og virkelig behøve. Altsaa besidder Arbeideren fortrins- viis tre Skatte, som, i Forbindelse med den Sundhed, der følger med Arbeide, og Fritagelsen for alle det fornemmere Livs Sorger, maa gjøre ham til en i hans ubemærkede Stilling lykkelig Mand. SIDE: 390 Henrik Wergeland ALMANAK-SPAADOMME OG HUUSRAAD Den tydske Folkekalender for iaar gaaer skarpt løs paa den gammeldagse Almanakskik, at angive Veirliget for hver Dag i Aaret. "Enhver bør holde det for en Fornærmelse -- siger den -- naar en saadan Almanak bydes ham. Det er en, Gud og For- nuften krænkende, Galskab, som forlængst er bleven modkjæmpet og modbeviist af den fremskridende Oplysning. Lader os begynde det tydske Riges andet Aartusinde med ganske at banlyse denne Uskik af vore Almanakker! Det er en Skam at beholde den. Den, som sælger sliger Spaadomme, siger omtrent til Kjøberen: "Du er et Dumhoved, en Uvidende, ad hvis Lettroenhed jeg leer." Ogsaa hos Os burde denne Uskik ophøre, og i de gamle Mund- hæld: "trykke Almanakker, lyve som en Almanak" henligger der en gammel Fordømmelsesdom over den, som det nu var paatide at exeqvere. Det Rum, som Veirspaadommene optage, kunde benyttes til noget Bedre. Engang, mellem Aarene 1800 og 1812 omtrent, indeholdt vore Almanakker almeennyttige Underretninger, vedkommende Landvæsenet og Huusholdningen. Og ovennævnte tydske Kalender indeholder ligeledes deslige, som f. Ex. 1) Kjør give mere Melk naar Den, som melker, overtrækker sin Finger med Skind eller Vidskelæder. 2) Hvor man har haardt Vand bør man altid være forsynet med noget Potaske. Ved at komme i Kogevandet saameget deraf som en Ert, koges Bælgfrugter, Erter o. d. let, og faaer en behagelig Bismag deraf. 3) Tidlige Foraarspotetes kan man skaffe sig paa følgende Maade: først i August lægges Potetesene noget dybt, Græsset afskjæres ved indtrædende Kulde og Stubberne bedækkes med Jord eller Gjødsel, der om Vaaren bortrages igjen. I Tydskland kan man saaledes allerede i Marts have Potetes, men i de bedre Egne hos Os vel neppe før ude i Mai. saa- fremt Tælen ikke trænger for dybt i Jorden. Hvis ikke den er formeget at frygte, kunde denne Industri maaskee give Anledning til nogen Fortjeneste omkring Byerne. 4) Et simpelt Middel til at gjøre Kjød af Gjæs og Sviin mere velsmagende angives i samme Folkekalender Trækul at være. Stødte blandes de imellem Foderet og i Vandet. Da mange SIDE: 391 Landmænd hos os, især af middels Kaar, drive Torvehandel med disse Dyr, fortjener dette Vink at lægges Mærke til. 5) Som Middel mod Svindsot, denne skrækkelige Sygdom, hvor- imod Lægevidenskaben har erklæret sig magtesløs, anbefales følgende Huusraad: to Potter bruunt Godtøl tages i en uglas- seret Potte sammen med for et Par Skilling Lungeurtblade og for ligesaameget hvid Honning samt en god Haandfuld Hvedeklid; Potten dækkes til og Massen indkoges til det Halve. Efterat Afkoget er afkjølet, sies det gjennem Linned, hældes paa Flaske, og gives den Syge ofte som Drikke. Efter nogle Uger skal Sygdommen have været hævet. Henrik Wergeland Nr. 6, 24de Marts 1843. Se, god er al Guds Skabnings Hær Fornuften dog det bedste; thi den hans Billed bær. VIISJENTA PAA HADELAND Atter en Profetinde, atter et Sidestykke til Syna-Martha, atter en Bedragerske! Ja hvorfor ikke det, naar Folks Lettroenhed kaster Penge af sig, ikke at tale om Eenfoldighedens Beundring og Ærefrygt, om det Moresomme for et falskt og huult Sindelag i at have Folk tilbedste, og om det Smigrende i at blive berømt viden om i Bygderne? Lykkes dette for En, har det ogsaa over- alt viist sig, at det ikke varer længe før En eller Anden tager efter, saa Profet- eller Synevæsenet endog faaer Udseende af at være smitsomt og udbredt til enkelte Tider og enkelte Strøg. Saaledes for nylig i visse Egne af Sverige, hvor man kalder det "Læseri," og hvor ligeledes især Fruentimmer gave sig af der- med; og hos Os har da Syna-Martha i Sogn faaet en Efterføl- gerske paa Hadeland. Hadeland? Det var jo der Kong Harald Haarfager lod sin Søn Ragnvald Rettilbein, efter Tidens haarde Sæd, indebrænde med alle hans 50 Troldmænd, fordi han, imod Kongens Befaling, be- drev adskillig Overtro sammen med disse bedragerske Snylte- gjæster, som aad Ragnvalds Mad, drak hans Øl, og holdt den forvildede Kongesøn for Nar? Ja det var jo paa Gaarden Kløv- SIDE: 392 stad, og for omtrent 1000, siger og skriver tusinde, Aar siden. Og nu, efter disse 1000 Aar og saagodtsom paa de samme Tom- ter, voxer Overtroen lige frodig, i sit Væsen den samme, og kun lidet forskjellig i sit Ydre? Hine 50 tjente nemlig nok Herren paa Kløvstad især som Spaamænd, og det er nu atter Spaa- domme og Syner, som kalder Halændingerne, med Ferskmad og Skillinger i Haanden, sammen om Viisjentas Seng. Saaledes berettes nemlig derifra: "En mellem 11 og 13 Aar gammel Pige, ved Navn Berthe Steffensdatter, der med sin Moder og Stedfader boer i en Plads, Gaarderudbakken kaldet, i Jevnaker, laa i en heftig Sygdom, saa at hun nogen Tid befandt sig i en halvdød Tilstand og kunde ikke fremsige et Ord. Endelig vaagnede hun op sidstafvigte Nytaarsaften og begyndte at tale, fortalte da, at hun havde været i Evigheden, at hende var givet Evne og Magt til at kunne for- udsige Menneskene hvorledes det skulde gaa dem i Verden -- med andre Ord, hun var bleven udvalgt som et Redskab til, ved den hende givne guddommelige Indskydelse, at bringe for Lyset det som var skjult i Mørket, at forbedre og omvende sine Brødre og Søstre i Christo, o. s. v. Rygtet var da her som altid ude, og, med den det givne Evne til at forbedre og tilsætte, tillavedes den ene Historie bedre end den anden om Pigens Viisdom. At hun f. Ex. kunde sige Navnene paa dem, der fremstillede sig for hende, uden at hun forhen havde seet dem, samt opregne hvor- mange Børn eller Sødskende de havde m. m., var jo en lækker Lokkemad, og maatte nødvendigviis bringe Gjæster, og disse bleve meer og meer talrige, eftersom Rygtet udspredtes; thi naar hun kunde sige Navnene paa ukjendte Folk, maatte jo ogsaa alt Andet, hvad hun berettede, være Sandhed? Nysgjerrigheden drev ogsaa Nedskriveren herhen -- men ak! dengang jeg var der, kunde hun fast Intet sige. En fremmed Pige nærmede sig Sengen, hvori "Viisjenta" laa. Denne pegede paa hiins nedsyede Kjoleærmer og halvt hviskende fortalte, at det var stor Synd, at gaa med saadanne Ærmer, bad desaarsag om Tilladelse til at tage Folderne væk, hvilket den fremmede Pige strax var villig til! ja denne Taabe takkede ovenikjøbet, og bad om endelig at blive forundt den store Naade, at berøre hendes Haand, hvilket gunstigst tillodes. Dette var Alt, hvad jeg saae og hørte af hende. Efter Øinene at dømme, forekom Personen mig som SIDE: 393 halv vanvittig, hvilket ogsaa er Fleres Mening; og jeg indsaae, efter hvad jeg havde hørt, hvilke farlige Følger det vilde have, dersom hun vedblev at spille sin Rolle. Følgerne sporedes ogsaa snart, thi man vil sige, at hun ved sine Fortællinger skal have sat Splid mellem Ægtefolk, beskyldt Mange for Tyve- rier og Bedragerier, hvorved flere Sager ere opstaaede ved Jevnakers Forligelseskommission, -- Alt et Værk af vor lille Profetinde. At det Hele er et komplet Bedrageri synes indlysende, som og hendes umaadelige Begjærlighed efter Penge m. m. stadfæster. Under Sengen har hun staaende en Kasse, hvori hun nedlægger hvad der ydes hende, ligesom hun tillige har en Pengepung ved Siden af sig. Man har, lader det til, for en Deel faaet Øinene op, idet man er kommen efter, at hun debiterer de klareste Usandheder og er meget vaklende i sine Forklaringer. Hvorvidt det, som Rygtet paastaaer -- medfører Sandhed, at Pigens Viisdom forstørstedelen kommer fra Moderen, der skal være en slu Kvinde, vil Indsenderen ikke med Bestemthed kunne sige, men vist er det, at Pigen har ved sin Viisdom indbragt mange Penge og Føde- og Klædevarer, hvorved hun, dersom hun fortsætter som begyndt, vil være idetmindste sig selv og Forældrene til stor Nytte." Rimeligviis ville nu vel Vedkommende gjøre en Ende paa Uvæ- senet ved at faae Seersken afstraffet eller hensat, og Indberet- teren af Ovenstaaende mener ogsaa, at, om det skal hengaae upaatalt, vil Viisjenta formodentlig berede Folk Vejen til Gale- huset, hvor hun selv synes at fortjene en Plads. Hun synes dog ikke at være sindssvag, men snarere en listig og beregnende Be- dragerske, for hvis Egennytte det maaskee kan være at haabe, Almuen vil faae Øinene op, naar Kassen under Sengen og Pungen i den blive fulde. Nei, det er ikke at haabe, thi Egennyttens Kasser og Punge blive aldrig fulde og Overtroens Øine ikke seende. SIDE: 394 Henrik Wergeland MINDET I NORDBYGADEN Naar Folk, der ikke paa nogle Aar have passeret ovennævnte fjerne Forstadgade til Kristiania, atter igjen nu gaae igjennem den, ville to Ting paa en behagelig Maade tiltrække sig deres Opmærksomhed; nemlig først, at Husene have vundet betydeligt i Udseende, idet de nemlig næsten overalt ere anstrøgne med lyse og smukke Farver og forsynede med temmelig store og klare Ruder, hvori Børneansigter og Blomster om hinanden; der- næst, at denne Gade, som før dannede et næsten bundløst Mo- rads, hvor Gjenboerne fra hver sin Side peent nok kunde hilse over til hinanden, men ikke gaae over uden paa Klopper, er bleven godt brolagt; og endelig vil man blive overrasket ved, omtrent midt i Gaden, lidt til Høire, at see et 3 Alen høit Minde af rød Granit, hvorpaa følgende Indskrivt staaer at læse: ERINDRING OM OLE GUDMUDSEEN, DER TESTAMENTEREDE SIN EIENDOM TIL DENNE GADES ISTANDSÆTTELSE. AF NORDBYE-GADENS HUUS- OG GAARDEJERE REISTES HAM DETTE ERKJENDTLIGHEDS MINDE 1842. Altsaa en Menigmand har gjort sig paa saa nyttig en Maade fortjent af sine Lige, og disse have hædret ham paa en saa ædel? Altsaa Menigmands Fortjenstfuldhed og Ædelmodighed og Me- nigmands Taknemlighed? Mange ville maaskee ikke troe det; men saa faae de gaae ud for at see selv. Klinger det ikke bedre, end om man paa begge Steder satte "Rigmands"? Jeg for min Part kan ikke sige hvor det behagede mig. Især denne Maade at vise sig erkjendtlig paa, saa smagfuld og røbende Kultur. Skulde den ikke staae i Forbindelse med hiint Husenes hygge- ligere Udvortes? Hvor der er venlige Huse med klare Vinduer, trives ogsaa ædlere Følelser og Kulturens Blomster derinde mellem SIDE: 395 Børnehovederne og Geranierne og Balsaminerne og Maaneds- roserne. Ole Gudmundsen var en gammel ugift Tjener, som havde lagt sig saameget tilbedste, at han kunde bygge sig et Huus, af 6 -- 700 Dalers Værdi, ude i Nordbygaden. Supset gik dengang ligesaa- vel til hans Dørtærskel som til de Andres, og desforuden leed Gadens Beboere af et andet stort Onde, nemlig af Mangel paa en Vandpost. Ole besluttede da, at gjøre Ende paa en af disse Ubeqvemmeligheder, hvilken det nu kunde blive, og kort før sin Død erklærede han, at han skjænkede sin Ejendom til Gadens Bedste, til hvilket af disse Formaal man maatte holde nødven- digst. Udarvingerne leek dog ikke dette, og protesterede imod Husets Salg; det truede med Proces, men da Thingsvidner be- kræftede Oles sidste Vilje, kom det til saadan Akkord, at de beholdt Huset mod at betale 400 Spdlr. Og for disse besluttede nu Gadens Beboere, paa gode Folks Raad, at lade denne bro- lægge. Dette skede, og Resten, en 40 Daler, indsattes i Spare- banken til Brolægningens Reparation. Men da de saa saae ud paa Gaden og bemærkede, hvor stort et Gode dens Brolægning var, at de og Koner og Børn nu kunde gaae tørskoede baade langsad den og tvertsover til hinanden, og de maaskee iblandt andet ogsaa tænkte paa hvormegen Sygdom derved blev und- gaaet: saa tænkte de paa at hædre deres Velgjører og vise sin Taknemmelighed paa en eller anden Maade, og saa valgte de, paa en brav Mands Vink, ovenomtalte smukke, idet de for et Sammenskud opsatte hiint saa vel fortjente Minde. -- -- Idet samme jeg kom ud af Gaden gik der en Mand forbi, som gjerne kunde forære Byen et Kirketaarn uden at han der- for behøvede at smøre Smøret tyndere paa Brødet. OPMUNTRING TIL EN YNGLING Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 93. Henrik Wergeland KONEN MED ÆGGENE Efter optrykk av diktet "Konen med Æggene" skriver Wergeland: Tilpas! Ikke sandt? Men Du, som under den stakkels Kone denne Straf for hendes Indbildningers Skyld, tænk efter, om Du SIDE: 396 ikke selv har gjækket dig med saadanne, hvormange Kaarthuse, der ere nedfaldne for dig, og om du ikke har ligesaa mange brustne Sæbebobler at opregne som der knustes Æg for Konen. Henrik Wergeland Nr. 7, 15de April 1843. Den er en daarlig Mand, som over Bækken vandrer for at hente Vand. BREV FRA EN UDVANDRER TIL AMERIKA En ung tydsk Haandværker, der i længere Tid havde reist i Tydskland og de tilgrændsende Lande, uden nogensteds at finde Forholdene gunstige for sit Forehavende, henvendte sin Opmærk- somhed paa den nye Verden, og gik under Seil til Amerika. Han var forsynet med tilstrækkelige Midler, havde megen Erfaring og forstod sit Haandværk tilfulde. I sine første Breve fra Amerika udtalte han sig i prægtige Lovtaler om sit nye Hjems Fortrin. Imidlertid har ogsaa han maatte døie de Erfaringer, som de fleste Fremmede maae gjøre; og den bittre Sindsstemning, som gjen- tagne Skuffelser have sat ham i, udtaler sig ogsaa gjennem de Skildringer, som han i et senere Brev udkaster. Naar man be- tænker dette, og tillige overveier, at dette Brev hovedsageligen er skrevet for at advare en ung Slægtning, der yttrede stor Be- gjærlighed efter at udvandre til Amerika, mod dette Skridt, saa ville [fotnotemerke] disse Skildringer maaskee dog bevirke, at Udvandrings- lystne endnu engang betænke sig, før de forlade deres Fædre- land. Den unge Mand skriver efter Tilbagekomsten fra en Reise Fotnote: Ja der staaer "ville"; men "burde" er nok alt det man kan sætte, saafremt det skulde være sandt, hvad der har været sagt i et norskt Blad fra de Egne, hvor Udvandringssygen grasserer stærkest, nemlig, at Advarslerne, og især de, der komme fra Regjeringen, virke tvertimod Hensigten formedelst en Mistro til Embedsmændene. De indbilde sig, eller ere indbildte af listige Forførere, at disse skulle have Interesse af at hindre Udvandringer fordi der vil opstaa Folkemangel, somom ikke Naturen altid sørger for at erstatte Afgangen, og ikke netop de flere Salg og Ejendomsomsætninger, som Udvandringerne have tilfølge, ere til Fordeel for dem. De stakkels enfoldige Mennesker! De vide ikke, at naar Amerikanerne ville have gravet en Kanal eller anlagt en Landevei paa 100 Mile, saa skikke de Hververe over til Europa, Landsmænd, som da pludselig optræde mellem Almuerne med smaa Bøger i Lommen og skrydende Fortællinger i Munden. SIDE: 397 i det Indre, efterat han har besluttet at nedsætte sig der, og er- holdt den Efterretning, at hans unge Slægtning beredte sig til at reise til Amerika. Denne Efterretning foruroliger ham, og han iler med at meddele sine Anskuelser om Amerika, da han holder det for samvittighedsløst kun et Øieblik at fortie Sandheden. Med Mismod bemærker, at næsten Enhver, der kommer til Amerika, lader sig skuffe af Amerikanerne, og, blændet ved den ydre Glands, seer Alt i det gunstigste Lys. Naar siden Erfaringen har belært ham, undseer han sig for at udtale den sørgelige Sand- hed. Dette Land, vedbliver han, kunde være et Paradiis, hvis ikke de usalige Papirspenge og Regjeringens Afmagt havde for- dærvet Indbyggerne. En fuldkommen Mangel paa Oprigtighed er det fremherskende, Alt er beregnet paa Skinnet; Enhver vil synes rig og streng moralsk, for at erholde en Kredit, som han da kan benytte til at forfordele sine Arbeidere, sit Tjenestetyende og sine Kreditorer. Dette er naturligviis ikke almindeligt, men meget hyppigt er det dog. Tusinder af Daglønnere arbeide her og erholde istedetfor de belovede Penge kun Klædningsstykker til dobbelte Priser; hvortil kommer, at de blive behandlede med en Haardhed, hvorom man i Tydskland [fotnotemerke] ikke har nogen Forestilling. Regjeringens Adfærd gør Tilstanden endnu værre. Den betaler med Papirer, der ikke yde den ringeste Sikkerhed, og ofte i faa Dage tabe det Halve af deres Værdi, ja endogsaa blive aldeles værdiløse, men aldrig betales efter deres oprindelige fulde Beløb. Derhos smigrer man altid den store Hob, kalder disse Mennesker de Dydigste og meest Oplyste paa Jorden, for at erholde deres Stemmer og ved dem indbringende Embeder. Grundeiendommene vare paa Grund af den vaklende Kours stegne til den fiirdobbelte Værdi. Nu synke de igjen tilbage til deres sande Værdi. Hvilken fordærvelig Indflydelse Bankerne have, fremlyser af Følgende: De allermindste Byer have Banker. Man tænke sig en By paa 2000 Indbyggere; der danne de mere Velstaaende med deres Huse og øvrige faste Eiendomme et Fond. Deeltagerne ansøge nu om et Bankprivilegium, som Regjeringen, for at sikkre sig deres Stemmer, sædvanligviis giver dem. Grundeiendommenes Værdi forvandles til Papir, ligeledes Guldets og Sølvets, ved hvilke den tredobbelte Værdi antages. Forretningerne begynde; man udlaaner Penge til 7 Procent, og forrenter de senere ind- Fotnote: Og da ganske vist endnu mindre i Norge. SIDE: 398 skudte Penge med 5 Procent. Kjøber en Fabrikant et Parti Varer, saa udfærdiger han en Vexel, som Banken indløser med 10 Pro- cents Afdrag, og for hvilken den naturligviis giver Papir istedet. Saaledes blive disse Folk tilsyneladende rige, men hvert Halvaar fallerer Banken eengang, dens Sedler indløses for den halve eller fjerde Deel af deres Værdi, og udgives da igjen som fulde. For slige Bankopbud mangler det aldrig paa Undskyldninger. Snart har en Sekretær gjort sig usynlig med nogle hundredetusinde Daler, eller man har villet indskyde et Pengeoverskud i en anden Bank mod gode Renter, og det Dampskib som skulde føre det over, er forliist, eller en stor Pengesum er bleven stjaalet fra Bankrotørerne, og tusinde Daler udsættes som Belønning for Op- dagelsen af Tyven; men aldrig faaer man fat paa Nogen. I Om- egnen omkring Byerne tilhører alt Landet de Rige, der falbyde det til saa høie Priser, at Bonden ikke vilde kunne udrede sine Renter, dersom han vilde kjøbe og opdyrke det. Om det uhyre Arbeide ved Opdyrkelsen har man i Tydskland intet Begreb. I de vestlige Egne maa at hvert tiende Bondegods de otte sælges, fordi Ingen kan betale sin Gjæld. [fotnotemerke] Tydske Manufakturvarer og uden- landske overhovedet, sælges meget billigere her end i Europa. En Mængde Mennesker ere arbeidsløse; Arbeidslønnen er sunket til det Halve og synker fremdeles. Dette Lands Rigdom er meget ofte en Skinrigdom. Man maa klæde og indrette sig paa en glim- rende Maade, for at faa Kredit; ved Hjælp af denne gjør man da Forretninger. Den Maade, hvorpaa Amerikanerne behandle de Udvandrede er ofte saaledes, at den oprører al menneskelig Følelse. Saavidt Tydskeren. Og kun dette til hans sidste Yttring, at Besværligheden af det Arbeide, som fordres i Amerika af dem, der maa give sig enten i det Offentliges eller i Privates Brød, skal virkelig overgaa al Forestilling. Inspektører, strenge som Slavefogder, paasee, med Afregningstavlen i Haanden, at ikke den mindste Hvile til at drage Aanden finder Sted udenfor den til Middagen knapt afmaalte. Og saa Dag ud og Dag ind fra Gry til Nat. Da kan det vel være saa, at en Daler er fortjent; men saa kommer de høje Priser paa alle Ting og vel ogsaa tidt det egennyt- tige Kompagniskabs, Drivtsherrernes eller Forvalternes, ublu Taxter og Forpligtelser paa Arbeiderne til at de skulle tage alt hos dem. Fotnote: Til disse Egne er det de Norske især tye. SIDE: 399 Henrik Wergeland DEN NYE STRAFFELOV har, som man kunde vente af vore Tider, og efter saamange Erfaringer om hvor hyppige deslige Skadefroheds-Gjerninger ere, udtrykkeligen lagt Straf paa Beskadigelse af offentlig og privat Ejendom, som maatte sigte til Nytte, Fornøjelse eller Forziring. Dens Ord, som fortjene at komme til almindelig Kundskab, findes i det 25de Kapitel, og lyde saaledes: §.8. "Hvo, som, i Hensigt at vildlede eller skade Søfarende, ødelægger, bortfører eller beskadiger Fyrindretning, Sølygte, eller noget andet til de Søfarendes Veiledning anbragt Tegn eller Mærke, eller slukker Fyr eller Lygte, eller optænder falskt Ild, eller anbringer andet falskt Tegn eller Mærke, eller opfylder eller stopper det rette Farvand i Sø eller Strøm, ansees med Straf- arbeide i fjerde eller tredie Grad, men i anden eller første Grad, hvis Skibbrud eller anden Søskade desformedelst indtræffer." §.9 "Hvis Nogen, for at bevirke Oversvømmelse, ødelægger, beskadiger eller aabner Kanal, Dæmning, Sluse eller anden saa- dan Vandbygning, dømmes den Skyldige til Strafarbeide i fjerde eller tredie Grad, men i anden eller første Grad, hvis Oversvøm- melse derved er bevirket." §.11. "Den, som ødelægger eller beskadiger nogen i §§ne 8 eller 9 omhandlet Gjenstand, uden at det skeer i den samme- steds nævnte Hensigt, eller som ødelægger eller beskadiger Min- desmærke, Bro, Brygge, Færge, Brønd, Vandledning, Brandsluk- ningsredskab, Skibsfortøinings-Ring eller anden Fortøinings-Ind- retning, Varpestolpe, Lændse eller Hængsel, eller noget Tegn, Mærke, Rækværk eller Andet, som er anbragt for at afværge eller advare imod Fare paa Vei, Gade eller offentlig Plads, an- sees med Fængsel eller Strafarbeide i femte Grad. Med Fængsel eller Bøder ansees den, som ødelægger eller beskadiger andre til almindelig Nytte eller Siir bestemte Ting, saasom Træplant- ning, Hegn, Lygte til Gaders, Veies eller andre offentlige Pladses Belysning, offentlig Vei eller Gade, Veiviser eller Milepæl." Ved Strafarbeide i 1ste Grad forstaaes Strafarbeide paa Fæst- ningen paa Livstid (Slaveri, skjøndt dette fæle Navn er afskaffet.) 2den Grad ): Strafarbeide paa Fæstning fra over 9, men ikke 12 Aar. 3die Grad ): Strafarbeide paa Fæstning fra over 6 men ikke over 9 Aar. 4de Grad ): Strafarbeide i Strafanstalt uden- SIDE: 400 for Fæstningerne fra over 3, men ikke over 6 Aar, og 5te Grad er ligedant Strafarbeide som foregaaende Klasser fra 6 Maane- der og indtil 3 Aar. Iligemaade bør Menigmand ogsaa vide, at det ikke længer gaaer an saa uden videre at lægge Sti over Andenmands Ejen- dom eller at lade Kreaturer streife ind derpaa eller at jage, ja ikke engang at fiske i Kjern eller Elve eller at tage Løv, Bar og Vindfald og at plukke Nødder med sig fra Udmark. Alle disse strenge Bestemmelser, som Folket gjennem Storthinget har paalagt sig, og Kongen har bekræftet, og hvilke altsaa maa ad- lydes som selvgivne Love, findes i følgende Paragrafer i det 22de Kapitel, og lyde som følger: § 6. "Hvo som, uden dertil at være berettiget, opgraver, skjærper i eller oppløier anden Mands Jord, saaer eller planter derudi, driver Bufæ ind derpaa, bygger paa anden Mands Grund, eller paa anden Maade uhjemlet benytter samme eller hvad der- til henhører, eller som i Henseende til sin egen Jord eller Grund, imedens den er i Andens Besiddelse, uberettiget foretager sig noget Saadant, straffes ligeledes med Bøder." §.9. "Kommer Bufæ formedelst dets Eiers, Besidders, Vogters eller nogen Andens Uagtsomhed ind paa andens Mands Jord, eller paa hans egen Jord, som er i Andens Besiddelse, ansees den Skyldige med Bøder indtil ti Speciedaler." §.10. "Tager Nogen ulovligen Vei eller Gangsti over anden Mands Grund, eller over sin egen Grund i Andens Besiddelse, bøder han indtil ti Speciedaler." §.11. "Den, som ulovligen dræber, fanger eller saarer Vildt paa anden Mands Grund udenfor indhegnet Dyrehave, bøder, om det er stort Vildt, hvortil regnes Elg, Hjort eller Rensdyr, indtil tyve Speciedaler, og hvis det blot er andet Vildt, indtil ti Speciedaler. Jager Nogen ulovligen paa Andens Grund, bøder han indtil fem Speciedaler, endog han sammesteds hverken har dræbt, fanget eller saaret noget Vildt." §.12. "Den, der ulovligen fisker i anden Mands Fiskevand, som dog ei er Fiskedam eller Park, bøder indtil ti Speciedaler. Den, der tilegner sig Fiskeri ved at anbringe Stængsel eller paa anden Maade, bøder indtil femti Speciedaler." §.13. "Tager Nogen ulovligen Løv eller Bar af Træerne i Skov eller Udmark, eller bemægtiger han sig sammesteds ned- SIDE: 401 blæste eller tørre Grene, Topender eller Vindfælder, som ikke allerede øiensynligen af nogen Anden ere lagte tilsammen eller i Hob, straffes han med Bøder fra sexti Skilling til tyve Specie- daler." §.15. "Hvo som i Skov eller Udmark, eller paa andet uindhegnet Sted, uberettiget sanker eller plukker Nødder, hvilke han ei paa Stedet fortærer, eller Agern, Bog eller anden Frugt, ansees med Bøder fra sexti Skilling til fem Speciedaler." Dog er det, efter den følgende Paragraf, tilladt for reisende Mand, for hvem noget er gaaet istykker, at tage i Mark og Skov hvad han behøver til Istandsættelse, saa han kan komme frem, samt paa uindhegnet Sted ): i Udmark at plukke saamange Nødder og vilde Bær, som paa Stedet fortæres, samt at hente Blomster og Rødder af vilde Urter. Ypperligt er det af den nye Lov, at den udtrykkelig fastsætter Straf for Mishandling af egne saavelsom af Andres Kreaturer. Gaaer Ondskaben saavidt hos Nogen, at han endog ved Forgift eller andet søger at skade Andres Kreaturer, straffes han, ifølge 23de Kapitels § 13, med Strafarbeide i femte Grad, og med Straf- arbeide i 4de Grad, om virkelig Skade deraf opkommer. Men samme Kapitels §.17 lyder saaledes: §.17. "Hvo som, uden at Gjerningen under nogen af de fore- gaaende §§er kan henføres, ødelægger, forspilder eller beskadiger anden Mands løse eller faste Gods, mishandler eller dræber hans Kreaturer, eller ved andre med Hensyn til hans Gods foretagne ulovlige Handlinger forvolder ham Tab eller Skade, straffes med Bøder eller Fængsel." Længe har man ventet paa, at de Umælende ogsaa hos Os skulde blive satte under Lovenes Beskyttelse. Man vogte sig derfor nu! Ikke enhver Forbigaaende kan være at stole paa, om han skulde blive Vidne til at Nogen mishandlede sit Dyr. Henrik Wergeland SIDE: 402 Nr. 8, 27de April 1843. Aldrig for gammel du bli'er til at sidde paa Lærlingeskammel. FOR FISKERE Større Skam er, ei at ville lære, end uvidende at være. Hverken Hedemarken eller Grevskaberne eller Toten er Norges bedste Ager. Den er det umaadelige Nordhav, som fra Nordkap til Lindesnæs fra Lindesnæs til Svinesund ruller for Stormen mørkt og alvorligt om dets skaldede Kyster. Ja dette er Norges bedste og rigeste Ager, hine og de mange andre velsignede Land- sensegne ufortalte, som isandhed ere gode nok til at opmuntre Bonden til Flid; og ikke kunne de amerikanske Græsørkener, som nu lokke saa mange forledede og vildfarende Landsmænd over Havet, maale sig med denne skumblomstrende, dybe, mørk- bundede Ager, hvis Grøde Norge ikke har Arme nok til at høste. Man forstaaer, at jeg mener de Millioner af Fisk, som det aar- ligen afgiver, og som isandhed ere af den Betydenhed for vort Land, at man gjerne billedlig kan sige om Norge, at det bæres oppe og flyver paa en Fiskefinne, ligesom man tillægger andre Lande Flugten paa Ørnevinger og giver dem deslige andre stol- tere Udtryk for deres Storhed. Med andre Ord: Fiskerierne ere Norges Hovedrigdom og den Erhvervsgreen, som kaster mest af sig til at dække alt det Norge maa kjøbe af Udlandet. Men ingensteds er Havet rigere end i de Egne, hvor Landet selv er fattigst i sit Indre og frygteligst i sit Ydre. Der, i Nordlandene, er det Sejen gaaer til i talløse Stimer, og tilvirkes til Klipfisk, der er saa kontant Vare i de sydligere Lande. Folket bestaaer der af Fiskere, som nok forstaa sin Dont; men som dog nok endnu kunde have godt af at vide, hvorledes andre Nationer tilvirke samme Vare og vinde endnu højere Priser derfor. Thi dette er et ubedrageligt Tegn paa, at disse forstaae det bedre, og da dog nogle af disse Blade ogsaa komme til hine Egne, har Udgiveren ikke anseet det for upassende, i nærværende at med- dele en dansk Embedsmands Beretning om Klipfisktilberedningen paa Shetlandsøerne, til hvilken vigtige Næringsgreens Under- søgelse han for et Aarstid siden var udsendt af sin Regjering. SIDE: 403 Ved disse Øer, der længe vare norske, men nu tilhøre Engel- land, og hvis Indbyggere i Sæder og Sprog have meget tilfælles med deres Gjenboere, Fiskerne paa den bergenske Kyst, drives, ligesom paa denne, Sildefiskeri i de mange Smaafjorde og Viger og Seifiskeri paa Bankerne udenfor. Andre Nationer end Eng- lændere komme ogsaa did for at fiske, og intet forsømmes fra Statens som fra Borgernes Side af hvad der kan bringe Fiske- rierne i Flor. Alle Europas mest oplyste Stater, det rige Eng- land, det stolte Frankrig, det flittige Holland, skjænke Fiskeriet, hvor det tilbyder sig, særdeles Opmærksomhed, fordi det syssel- sætter mange Hænder, holder Søvæsenet og Sødygtigheden ved- lige, og giver som oftest god Afkastning. Derfor have de ofte ført Krige, ikke om Lande, men om Fiskegrunde, og Frankrig og England har slaaets om Forretten til at kaste sine Snører ud paa det barske Nyfundlands Grunde, der i Overflod paa Stor- fisk ligne Nordlandene. [fotnotemerke] De vare disse mægtige Riger mere værd end hine amerikanske Græsørkener. Allerede midt imel- lem Norge og England møder man paa de lavere Grunde Fiskere fra disse Lande, og Hollænderne besøge Shetlandsøerne hver Sommer baade for selv at tage Deel i de Guds Gaver og forat kjøbe op. Og det er rimeligt, at det er disse forsynlige og kløg- tige Folk, som har lært Shetlænderne den fortrinlige Tilvirkning, som de bruge, og som her anbefales sagkyndige Landsmænds og navnlig Arbeidernes egen Opmærksomhed ved vore Fiskerier. Det kommer sandelig an paa Maaden, og vi Normænd ligge til- agters for andre Nationer i saa meget, og ikke mindst i dette Punkt, fordi disse forstaae det bedre. I det mindste er hele Verden enig i, at en flamsk eller hollandsk Sild smager bedre end en norsk, som dog af Naturen er ligesaa god, og det samme siger den om den fremmede Klipfisk, hvorved der vel, med det Fotnote: Til denne engelske Besiddelse i Nordamerika, hvor baade Kyst- og Bank- fiskeriet drives i det Store af flere Nationer, sendte vor Regjering i 1839 en lærd Landsmand og en dygtig norsk Fisker, forat lægge Mærke til Fremgangs- maaden der og siden indberette dette, saa at denne Underviisning kunde komme vort eget Folk tilgode. Fiskeren er kommen tilbage, men Gud kaldte Foretagendets udmærkede Formand til sig hist paa den fremmede Kyst som han gjorde sig rede til at fare hjem efter vel rygtet Ærinde. Men han har givet Fædrelandet i Arv en Skat af optegnede Erfaringer og Bemærkninger, som Regjeringen nu lader ordne, for siden at lade dem komme i Folkets Hænder. SIDE: 404 bedre Udseende ogsaa følger noget virkeligt Bedre, som det da ogsaa er værd at betale bedre. Henrik Wergeland ARBEIDSMANDS LYKKE Hver Stand kan sig som bedste prise; thi hver fik Sit af Sorg og Lise. Hvor er det ikke sandt: "Den er ikke lykkeligst, som besidder hvad han ønsker, men den, som ikke attraaer hvad der er ham negtet." Ligesom ogsaa dette: "Langt løber man for Lykken at opsøge, og Plagerne i Løbet sig forøge, mens nærmest os af alt i eget Bryst, Naturen klogt har dulgt sin bedste Lyst." Efter en Dag fuld af Arbeide og Slid og Slæb at være vis paa at have Arbeide for den kommende Uge, -- det er Arbeidsmands Lykke. For ham er der ingen kostbare Fornøjelser, ikke Komedie eller Bal eller Landtourer men der er bedre Nydelser for Sjelen, der ikke koste noget, som ikke ere ham negtede: hans Hustrues Kjærlighed, at hjælpe en skrøbelig gammel Fader eller Moder, at vugge sine Børn paa Knæet, -- det er Arbeidsmands For- nøjelser. Kapitalisten er urolig over Forandringerne paa Børsen, Rhede- ren ængstlig under Stormen, Kjøbmanden gjør vovelige Spekula- tioner, og seer med Skræk Betalingsdagen nærme sig, Ejendoms- herren frygter Ildebrand, Rigmanden Tyvene. Ikke at kjende noget til al denne Frygt, -- det er ogsaa Arbeidsmands Lykke. Lækkermunden er ofte syg af sin Umaadeholdenhed; i fiin Viin drikker Mangen sig en Sygdom paa Halsen, saa det er som Ordsproget siger: "I megen Mad er Sygdom skjult saa fuult." Arbeide og Ædruelighed vedligeholder Sundhed og med den Sindsfriskhed, og -- dette er ligeledes Arbeidsmands Lykke. Hænder det, at overdrevne Ønsker vise sig i hans Sjel, for- svinde de snart, fordi Ørkesløshed er ham fremmed. Vanen at SIDE: 405 arbeide gjør dette til en Fornøjelse for ham. Vanen at nøje sig med lidet lader ham ikke bryde sig om de Goder han ikke har, saa han rødmer over at have kunnet nære et Minuts Misundelse mod den Rige, og syngende sine Viser vender han tilbage til sin Familie; -- ligesom den Vise efter et Besøg i Paladset, finder han kun i sin beskedne Hytte sin Lykke. Godt sagt, vil man maaske sige. Men forsøg, Arbeider, om det ikke ligeledes er sandt! Jeg troer det, og naar jeg seer en Arbeider med et tilfreds Ansigt, da veed jeg det. Og Gudskelov de ere ikke sjeldnere at see i hans Klasse end i andre, skjøndt Verden vistnok har langt flere mørke Ansigter i dem alle end rimeligt kunde være; thi "Vi tælle, Brødre, Sorgens Øieblikke; men Glædens Timer -- ak! hvi tælle vi dem ikke?" Henrik Wergeland Nr. 9 og mon vi da ikke skulle sande den Beskrivelse en Digter for næsten 1800 Aar siden har givet over Lykken: SIDE: 406 "Hvad Livet os forskjønner, dette er: en Ejendom, som vi fortjent besidde, en frugtbar Mark, en varig Ild paa Arnen, Forretninger og muntert Sind, ei Splid, i Sjæl og Legem livlig Karskheds Fylde, klog Eenfold, ærlig Ven, som ligner os, et godt, men tarveligt og kunstløst Maaltid, en rolig, fredelig og sorgløs Nat, en frydfuld Ægteseng, som dog er kydsk, en Søvn, som let forkorter Nattens Mulm, Tilfredshed med sin Lod, ei Ønsker fleer, ei Længsel efter og ei Frygt for Døden." Mange Ting nok, som man seer; men i hvilket Hjem skulde de ikke kunne findes? for hvilken Flid skulde de vel være uop- naaelige? De ere heller ikke flere, end at de faae Rum inden et Par Ægtefolks Arme, hvorfor jeg for disse vil tillægge "sunde Børn, som arte sig vel" som en af Lykkens Betingelser for dem. Men Sagen, hvorfor der er færre Lykkelige end der kunde være, er, at man saa ofte stræber med umættelig Begjærlighed efter endnu mere. Lykken ligger ofte for Ens Fødder; men han ned- træder den og vil svinge sig tilveirs, for at søge efter den i Luften. Og da er det forbi med Lykken, naar Mennesket troer, at maatte maale sin efter Omfanget af de Gjenstande, han dagligen kalder sine, endskjøndt han dagligen kan blive vaer, at Intet er isand- hed Hans uden det han bærer i sit Hjerte. GULDKORN Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 102 -- 103. Henrik Wergeland SIDE: 407 Nr. 11, 10de Juni 1843. Den Vise gavner den Tid, han er, og -- naar han ei er meer. EN FORTJENT MAND Hvad her du virked godt, det sikkert hisset staaer som Kapital, hvoraf du her kun Renten faaer. Og om det for en Stund dig ingen Rente giver, dog ganske vist den lagt til Kapitalen bliver. For omtrent 50 Aar siden gjordes der noget for at bringe Have- væsenet i Flor i Norge; men disse patriotiske Bestræbelser have ikke baaret den Frugt, de fortjene. I de Egne, Frugtavl nu kan siges at trives i, fandt denne Green af Havevæsenet Sted længe før, saasom i Hardanger; men paa Østlandet er det, som sagt, i de fleste Egne kun maadelig bevænt med den hele Havedyrk- ning. Og netop den fattigere Klasse, kunde gjøre sig den saa særdeles nyttig. De Flekker, Huusmanden har om sin Stue, ere i Almindelighed, eller kunne let blive, overordentlig frugtbare, og lettelig forsyne hans Huusholdning med baade Rod- og Træ- frugter. Han og Hans vilde blive rigere og sundere, hans Bolig tækkeligere og Landet i det Hele smukkere at see til og uaf- hængigere af Fremmede. Det er i 1000de Dalersviis Penge gaae ud deraf for disse Produkter, der kunne voxe for hver Mands Dør, imellem Stene og Ur, naar han gider rydde op nogle Gryder imellem dem og fylde noget Jord i langs Vejene -- kort overalt, hvor nu Nesler og Tidsler røbe Bundens oprindelige Frugtbarhed. At Have- og Frugtavl er saa lidet Hvermands Sag, er ogsaa en Aarsag til, at de Faa, som besidde noget saadant, sjelden kunne have det i Fred. Mangen Tyv begynder med Frugttyveri, og dette er saa almindeligt, at Lysten til at lægge Vind paa Frugt- avl ikke lidet hemmes derved. Imidlertid bliver det vel ogsaa med Hensyn til disse simple Industrigrene noget bedre hos os med Tiden, især om Menigmand faaer Øinene op for den store Fordeel de Faa, som drive dem, kunne gjøre sig deraf, og om det ikke mangler paa patriotiske Exempler og Opmuntringer. Hvilken Fordeel maa der ikke være derved, naar Gartnerne kunne staa sig godt ved at give flere l00 Daler i aarlig Afgivt for 3 -- 4 Maal Jord? De Koner, som give sig af med Havedyrkning paa sine smaa Flekker hist og her i Forstæderne, udbringe et SIDE: 408 Kaalfrø, der maaskee ikke koster 1/1000 Skilling undertiden til 12 Skilling, naar de om Vinteren bringe det som Hoved tiltorvs, og det er dog ikke mindre end til 12000 Gange dets Værdi. Et Æbletræ holdes i Regelen, naar det er noget tes, for ligesaa godt som en Ko o. s. v., saa Tingen nok er værd at lægge Mærke til. Imidlertid synes de Opmuntringer, den indeholder i sig selv, ikke at være nok for en Almue, der er saa seen til at tage efter, som vor. Sogneselskaber, Præster og andre Embedsmænd, op- lyste Landmænd, og især de Almuesmænd, som gjøre en hæderlig Undtagelse, og selv have erfaret Nytten af at lægge sig noget paa Havevæsenet, bør ikke undlade saadanne. De mange ube- nyttede Pletter omkring vore Hytter vise hvor højlig et Fingerpeg behøves. Hvor nyttig en Mand, der af al Nidkjærhed søger i denne Hen- seende at belære sine Medmennesker kan blive dem og sit Fædre- land, kan sees af følgende Beretning om en Æresmand som der- til opofrede sin hele Stræben, og hvis Navn derfor ikke bør døe. Fød af ringe Forældre og opdragen i Fattigdom opofrede H. N. Brøndsted sin Ungdom til Havevæsenet. Han tjente siden nogle Steder som Gartner og oplagde imidlertid ved fornuftig Sparsommelighed aarlig noget af sin Løn, ligesom han og ved en dydig Opførsel erhvervede sig Venner, der kunde understøtte ham, naar han saae sig istand til at udføre sine uegennyttige Hensigter. I Aaret 1784 besøgte han Flensborg og flere Stæder, for at erhverve sig Bekjendtere, af hvilke han kunde forskaffe sig Frugttræer og Havefrø, og 1785 rejste han til Engelland, hvor- fra han om Høsten vendte tilbage med forøgede Indsigter i sin yndede Videnskab, og med Havefrøe for 80 Rd. Bamble Præste- gjeld i Nedre Tellemarken blev det Sted han vilde gavne. Did ankom han i Efteraaret, og strax søgte han at opmuntre Almuen til at anlægge Haver. Men Fordomme mod alle nye Indretninger satte sig imod hans Ønsker. Han søgte derfor at blive omgaa- ende Skoleholder, forat han ved daglig Omgang kunde vinde Al- muens Fortrolighed. Om Dagen underviiste han Børnene i Læs- ning, og om Aftenen de Gamle i Havedyrkning. Disse viste han Nytten deraf og Besparelsen i Huusholdningen, lovede dem til Foraaret at anlægge Haver og besaae dem uden ringeste Vederlag, samt gav dem en Forskrivning paa stemplet Papir, at gjøre alt for intet, og betale for enhver alle de Skatter, som efter deres SIDE: 409 Indbildning skulde paalægges dem ved denne nye Næringsvej. Nu kom Foraaret, da han anlagde Urtehaver for enhver Jordejer i hans hele Skolefordeeling, tre undtagne, og lærte dem at saae, røgte og bevare dem. Alt gjorde han uden Betaling, Høsten blev saa god, at Bønderne ej allene fik Føde for hele Aaret og Sæde- frø til det følgende, men at de og solgte Urter til deres Naboer. Aaret efter fik han flere Søgere, da han blev anmodet at an- lægge over hundrede Haver. Imellem disse delte han sig med en utrolig Lyst, og de Fattige var en Gjenstand for hans største Iver; han kjøbte da Frø fra Skien, Brevig og Flensborg for 120 Rdlr., som han forærede til alle dem, der søgte hans Underviis- ning. Gode Frugttræer forskrev han, lærte at indflytte og pode i vilde Stammer, og anbefalede dette til Bondens Børn, som de der engang kunde have Haab om at spise Frugterne. Men Di- striktet var vidløftigt. Paa en og samme Tid kunde han ikke gavne alle, og dog vilde han ikke, at Nogen skulde savne hans Hjælp. Hvad var herved at gjøre? Han antog en fattig Huus- mand, oplærte ham fra Grunden af, gav ham daglig af egen Kasse 24 Skilling i Kostpenge, og bød ham opholde sig der hvor han ikke selv kunde komme. Selv betalte han lige fra sin An- komst alt hvad han nød, Mad, Huus, Klæder og Skyds fra Sted til andet. Da Haverne i Foraaret 1787 vare saaledes anlagte, og han selv havde tilsat en for ham betydelig Pengesum, vilde han forlade Stedet, for at søge et mere skjønsomt Folk, der vilde sætte ham istand til videre Fremgang i sine patriotiske Bestræ- belser. Nogle Ædelttænkende opsatte et Opmuntringsskrivt, som omgik blandt dem, han havde gavnet, hvori de bleve opfordrede til at yde ham en ringe Belønning, men Udfaldet blev saare slet. Hine faa Mænds Ønsker for ham virkede dog saa meget paa hans ædle Hjerte, at han efter 6 Ugers Fraværelse, under hvilken han anskaffede sig nyt Frø og Frugttræer, fortsatte sine Bestræ- belser, og langs Kysten hen til Kragerø anlagde over 100 Haver, hvorved Egnene vandt meget og Ejerne forsynedes med det for- nødne, ei blot til egen Huusholdning, men end mere til aarligt Udsalg. Det agershusiske patriotiske Selskab tilkjendte ham i Febr. 1788 uden Æskning en Belønning af 50 Rd., hvilken Sum Bernt Anker fordobblede. Indtil sin Død i Aaret 1800 vedblev han saaledes, og paalidelige til Regjeringen indkomne Attester, i Anledning af hans efterladte Enkes Ansøgning om Pension, have SIDE: 410 godtgjort det. For at gjøre Virkningen af sine Bestræbelser va- rigere, antog han duelige Bønderdrenge, som han oplærte ei allene i Havevidenskaben, men ogsaa i Land- og Jordbruget. Nogle af disse lod han endog paa sin egen Bekostning reise til og opholde sig i Jylland, Enhver et Aar, for at see dette Lands Jorddyrkningsmaade, og at lære at forfærdige dets Arbeidsred- skaber til Lettelse for den norske Almue. Fra Christiania Land- huusholdnings-Selskab blev ham saaledes sendt tre Elever i 3 Aar, for hvilke tre tilsammen han, for deres Underviisning, Kost og alle andre Fornødenheder, Klæder undtagne, lod sig nøjes med 100 Rd. aarligen, som maaskee kunde være den halve Be- taling. Hans Uegennyttighed i disse Bestræbelser var saa stor, at en Mand af Formue, som vilde betale ham vel for hans Umage, sjeldent eller aldrig fik ham i sin Have. Bønderne derimod gik han ukaldet til, hvor han ei allene ingen Betaling fik, men endog selv havde Udgivter af sin egen Pung. Til alt dette anvendte han ei allene sin egen ringe Formue, men endogsaa alt hvad han kunde faae laant af andre, ligesom disse havde Lyst og Evne til at staa ham bi i hans Nidkjærhed for Almeenvel. Som et Lys, der fortærer sig selv ved at brænde for andre, saaledes fortærede Brøndsted sig selv, sine Kræfter og sin Formue for sine Med- menneskers Skyld. Med et svageligt Helbred fortsatte han sin patriotiske Iver for at opmuntre og gavne Bondestanden indtil sin Død, ved hvilken han formedelst sin ædle Uegennyttighed og rolige Tillid til Forsynet, efterlod sin Enke og 6 smaa uforsør- gede Børn i en for hans Kaar ubetalelig Gjeld, til hvis Afbetaling dog Kreditorer af Medlidenhed og Agtelse for den Afdødes ret- skafne Tænkemaade, skriftlig tilstode Enken Anstand i nogle Aar, med Tilladelse at blive siddende ved hans brugte Jord og Haver, hvor nogle hundrede plantede og podede Træer da begyndte at bære Frugter. Kongen tilstod Enken en aarlig Pension af 50 Rd. fra 1. Jan 1801; og en Anonym indsendte 25 Rdlr. for at tilstille hende. Henrik Wergeland BLINDE VÆGGE For det dannede Menneske er det paafaldende, hvor lidet Al- muesmanden ofte bryder sig om behagelig Udsigt fra sit Huus. Ja den samme Mangel paa Sands for Naturens Skjønhed er ofte SIDE: 411 at opdage hos Folk, der tro sig over ham i Dannelse, og virkelig ogsaa burde være det, skjøndt de netop ved hiin Mangel vise, at de ikke ere det. Dersom det, i vort Klimat, skulde gjøre Huset koldere, at hugge et Vindu ud til en Kant, som ydede en behagelig Udsigt, vilde det være uklogt og urigtigt, at opoffre det Nyttige for det Behagelige; men er ikke saadant Tilfælde, betager man sig selv en daglig Nydelse, der tillige har sin store sjelelige Nytte, og berøver sin Bolig et betydeligt Tillæg i dens Værdi. Den Natur, Mennesket lever i, har stor Indflydelse paa dets Sjelsbeskaffenhed og især paa dets Karakteer. Den bliver dybsindig, religiøs og alvorlig hvor man omgives af en majestætisk og storartet Natur; mild og gladsindet i en blid og venlig. Hvert Folk elsker ogsaa den hvori den levet, fordi det føler, at der har dannet sig en Overensstemmelse imellem dem. Vore Døler ere endogsaa stolte af sine Fjelde, og de prise sine Dales Fager- hed, som om noget af Roesen derfor faldt paa dem selv. Men ofte træffer man ogsaa imellem dem i de herligste Egne paa Vaaninger, der i en vinduløs Side vende ligesom Ryggen netop mod disse; og det er ganske vist Tegn paa en stor Raahed. I at kunne læse og skrive ere ikke sydlige Landes Almuer i Almindelighed Mestere over vore; men de røbe dog, omend- skjøndt de ikke boe bedre, en større Kultur i den Sands, de vise for at forskjønne sine Boliger. Hvor der er Leilighed, mangler der sjelden et Par Træer udenfor Døren, en Viinstok eller en Vedbende stukket ned foran Vinduerne og omkrandsende disse. Og er der Udsigt, f. Ex. kun til en Landevej, bliver den sikkert benyttet, saa Menigmands Huse ikke vende en blind Side til og have et saa tvært, for ikke at sige natursky og menneskefjendsk, Udseende som vi saa ofte opdage med Forundring hos os Selv. GULDKORN Trykt i Avdeling I, bind 3, s.103 -- 104. SIDE: 412 Henrik Wergeland Nr. 12, 25de Juni 1843. Raad være sanddru Tale, ei Musik! Giv gode selv, og tak for dem, du fik! OLE SKOLEMESTER I SKOLE En Skolemester kan ogsaa tage feil; og saaledes kunde ogsaa Ole Andersen, skjøndt han nok var en af de likeste. Men han kom da ogsaa i Skole, og han var fornuftig nok til at takke derfor. "Mester Ole -- lød det for nylig bag ham fra en liden sort- klædt Mand, som han tilfældigviis traf -- I gav jer nok her ved Juletider noget af med at belære Folk om Kometer og andre Himmellegemer og Luftsyner; gjorde I ikke?" Ole negtede det ikke; men han blev ligesom noget undselig da han saae, at Manden var ingen anden end den største Stjernekyndige baade i dette og mange andre Lande. Ellers var det Oles største For- nøielse at komme sammen med og at kunne tale med oplyste Folk; og ogsaa dette var et Tegn paa, at Ole hørte til de for- nuftige Mennesker. "Nu, vel nok!" blev Manden ved; "men der var en Feil i Noget af hvad I sagde de Bønder, I dengang færdedes med." "Var der ikke flere, skal jeg være glad," mente Ole. "Jeg har kun lært hvad jeg kan ved min egen Flid og af mig selv, saa Feil kun altfor let kan hænde. I Almuen lærer den Ene af den Anden, og Folkets Underviisning bestaaer især i denne Vexel- methode, at Enhver meddeler hvad han veed eller troer at vide." Og Ole afgav her inden faa Sekunder i sin Beskedenhed det tredie Beviis paa, at han var en fornuftig Mand. "Jo seer I, I sagde dengang, at Stjerneskuddene og de saakaldte Ildkugler, som forfærde saamangen Mand uden Grund, tilhøre vor Jords Luftkreds, og at de kun ere antændte Dunster deri." "Nu ja," sagde Ole med et langt Ansigt." Man har baade sagt mig saa, og jeg har læst det." "Men det er en Vildfarelse. Disse Luftsyner tilhøre ikke Jor- dens Luftkreds; saameget veed man, omendskjøndt man ikke er paa det Rene med deres egentlige Beskaffenhed og Bestanddele." "Tak for Underretningen! Men længe skal det ikke vare før jeg retter paa Feilen, naar jeg træffer paa dem, jeg har lært anderledes." Og Ole afgav her det fjerde og bedste Beviis paa SIDE: 413 sin Fornuftighed, idet han ogsaa vilde gjøre sin Feil god igjen og berigtige sin Vildfarelse. "Godt og vel," tænkte han dog med en Slags Trøst, "at de dog ikke nu troe, at hine Luftsærsyn ere onde Aander eller ildsprudende Drager. I visse Egne er det store Ting det." Henrik Wergeland ARMODS LYKKE? Jeg vil just ikke indlade mig paa at rose Rigdom eller Fattig- dom som de lykkeligste Kaar, hvorunder et Menneske kan leve; men uagtet aldeles Fattigdom ganske vist er en Ulykke, og tillige en Vanære, om den er forskyldt ved Dovenskab og Synd, til hvilket sidste den igjen giver den største Anledning, saa er der dog noget sandt i Ordsproget: "Ingen Penge, ingen Sorger." Det bekræftes idetmindste ofte af mange næsten hængefærdigt ud- seende misfornøjede Ansigter mellem rige Folk og især hos Per- soner, der pludselig er blevne det. En Østerlænding har udtrykt den samme Tanke i det morsomme Eventyr om den dødssyge Konge, der havde faaet det Raad af en Viismand, at han i tre Dage skulde bære et aldeles lykkeligt Menneskes Skjorte. En uhyre Belønning udsattes for Den, der kunde opdage denne Sjeldne mellem de Dødelige; og det manglede da ikke paa Sø- gende og Ledende, fra de Allerfornemste af, som ikke vare for- nøjede med det de havde, og til den Fattige, som nu tænkte at gjøre sin Lykke. Hærolder og Plakater paa alle Gadehjørner op- fordrede til at melde sig eller til at søge. Forgjæves! Ingen be- stod Prøven, og mindst de Rige, som man allerførst søgte Lykken hos. Men endelig, fortæller Eventyret, findes den Lykkelige i en af Hovedstadens usleste Forstadsgader liggende der i en pjaltet Betlers Person. Han var den eneste Lykkelige, eller dog Sorg- løse, i hele Persien; og snart vil nu den syge Konge blive hel- bredet. Man styrter da med pligtskyldigst Ivrighed til; man kaster sig over Manden, man kappes om at rive ham den kostbare Skjorte af Kroppen, forat være den Første til at bringe den endnu varm til Kongen; men -- hvo skulde tro det? hvad skildrer Forbauselsen? hvor lange bleve ikke Ansigterne, da den eneste Lykkelige, man langt om længe endelig havde kunnet finde, havde -- ingen Skjorte? SIDE: 414 Men hvem vil vel rose en saadan Armod? Skjorteløshed er nok et temmelig sikkert Beviis paa en Døgenikt. Slige Eventyr maa man dog ligesaalidt sluge hele som Nødder; man maa vide at finde og udpille Kjernen. Og denne er her: at det i tusinde Tilfælde er langt lettere at leve tilfreds og lykkelig i Armod end i Rigdom og Overflod. Thi "Du Fattige, som ofte græd af Sorg, til venlig Trøst dig Dette være sagt: Seer man paa Rigdoms Ubestandighed, man spørge maa, om den kan Lykke kaldes, om snarere den ei erkjendes maa som Svøbe i det høje Forsyns Hænder." Henrik Wergeland Nr. 13 derpaa seer jeg til Jorden, og betænker, hvorlidet Rum jeg behøver deraf, naar jeg engang er død og skal begraves, og saa tilsidst seer jeg rundt omkring mig, og betragter Mængden af dem, som have det værre end jeg. Og dette Alt lærer mig, hvorlidet jeg er be- rettiget til at besvære mig over Livets Plager." Et simpelt Middel -- ikke sandt? Og staaer det ikke Alle til Tjeneste? Forsøg det derfor engang! Over den Fattige er SIDE: 415 Himlen ligesaa blaa som over Kongen; Begge behøve ligemange Fod Jord, og den Bedrøvede vil ikke have ondt for at opdage Mennesker omkring sig, der have Aarsag til at finde sig endnu ulykkeligere end han. Som flyvende Vinde, vil Livet forsvinde, som Dagen ender, sig Lykken vender, som Aftenen synker, saa Døden vinker. Men Stormen kun Feige kan skrække, forsvindende Dag skal en anden kun vække, og Roligheds Engel er Døden. -- Hvi klager du da, og fortvivler i Nøden? Henrik Wergeland DØD OG LIV (Tanker paa en Kirkegaard. Efter det Tydske.) Mange, og vel de fleste Mennesker, begræder man kun saa længe deres Liig endnu ligge hjemme. Naar de først ere de Par Alen i Jorden, skyller Livets surrende og murmlende Strøm snart Indtryk og Erindringer med sig væk hos de Tilbageblevne. Men det er en usel Letsindighed; thi de Døde skulle leve i vore Hjerter, ogsaa naar vi kristeligen ikke holde det for sandt, at Døden har nogen Varagtighed, men troe for fast og vist, at Døden er Dødens Udgang og Ende. Derimod gives der ikke Faa, som aarelangt, ja vel for sin Livstid, ikke kunne ophøre med at sørge og græmme sig for en elsket Afdød. De drive formelig Afguds- dyrkelse med hans Grav, og ere andægtigere og mere rørte, naar de beplante den med Blomster og overgyde den med Taarer, end under den høitidelige Gudstjeneste i Kirken. Svage Sjele tilregne den Sørgende (og Denne tilregner sig det selv) som en stor Fortjeneste, og de finde en Art Vellyst i denne taarevaade Smerte. Men man betragte denne ret i sit Lys, og i Kristen- dommens Lys -- da vil den vise sig som en aldeles irreligiøs Egenkjærlighed, som en Svaghed, imod hvilken Kristendommen netop byder de kraftigste Midler. Hvorfor græder, sukker, sørger man vel saa uophørligen? Fordi man ikke mere har den Fore- SIDE: 416 vigede, fordi Jeg, det kjære Jeg, har lidt et Tab. Elsker man derimod sandt og virkeligen den Døde, maa enhver Kristen finde den reneste og kraftigste Trøst over hans Forliis i, at han ikke mere befinder sig her, men lever hisset i en saligere Verden. Thi er Graven ikke netop Vuggen for et højere, aandigere, lykke- ligere, saligere Liv? Er det ham da ikke bedre hisset end her? Og hvorfor skal man græde og uophørligen være trøstesløs, naar men veed den elskede Henfarne lyksalig, lykkeligere end her, fri, ophøjet over det lille dunkle, af Galskab og Daarlighed op- fyldte, Verdensstykke, Jorden, med dens forunderlige Livs-Kome- dier eller Sørgespil? Det er naturligt, d. e. det er grundet i Menneskets indskrænkede Natur, at man græder og sørger, naar man bliver noget Kjært berøvet, men det er Aandens Kraft, det er kristeligt og fornuftigt, i Følelsen og Bevidstheden, at den Døde nu er nybaaren for et bedre Liv, at finde Trøst og Mod og selv Glæde. Hvo, der ikke kan dette, skamme sig idetmindste over sin Svaghed og Mangel paa levende virksom Gudfrygtighed, der lærer at betvinge sin ukristelige og ufornuftige Egenkjærlighed ved Aandens Magt, som vi selv om længe eller kort behøve, for koldblodigen at levne Jorden vort Legeme, og intet Tab at føle, naar vi maa beqvemme os til at leve uden det Futteral, vor Aand betjente sig af paa denne Jord. Paa Hylen og Tænders Gniden i Helvede troer ingen Fornuftig mere bogstavelig, skjøndt Billedet er brugbart nok; men man finder sikkerlig hiinsides en meget større Ulyksalighed, naar vi ikke have forberedet os til at leve uden Legeme, og dog da maa hjælpe os uden det saa kjære Kjødelige. Dette giver ingen falsk Anskuelse af, intet Skjævblik paa, Livet og dets Pligter og Anvendelse her, men et freidigt Sind, der ud- soner os med denne synlige Jordverden og ikke trælbinder og fængsler os til de forgjængelige flygtige Former. Det giver den kristelige, opløftende Freidighed, som trøster os ved de Kjæres Grave, og giver os selv Mod til, naar Tiden kommer, at blive skilte ved vore Legemer som ved et gammelt, udslidt, for trangt blevet, Plagg -- den Freidighed, som ved alle Forliis lader os i urokkelig Besiddelse af den saliggørende Bevidsthed: at efter alt Forgjængeligt, Tabt og Uigjenbringeligt, bliver det Evige, det Bli- vende vor umistelige Ejendom. Nu, saa lærer da som Kristne SIDE: 417 freidigen at leve og dø som det Kristne sømmer og anstaaer, og tænker foran det blege Liig paa Puppen, af hvis graa Hylle skal fremgaa en herlig straalevinget -- SKATTEGRAVERNE Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 117 -- 118. Henrik Wergeland Nr. 15, 15de August 1843. Om Fordom æres end af Folkets Flok, det dertil være dig ei Aarsag nok! OM HESTEKJØD-SPIISNING Iaar ville i mange Egne af vort Land flere gamle Heste finde sin Død for Kugle eller Kniven, end ellers paatænkt var, hvis Høhøsten var falden noget bedre ud. Men derfor maa man just ikke tro, at mere Hestekjød end ellers vil blive anvendt til Næ- ring. Nei, Fordommen er endnu lige tyk, og kun desmere for- træffeligt Næringsstof vil gaa tilspilde. Medens Velling, Sild og Potetes, Potetes, Velling og Sild og kun omtrent eengang Suul om Ugen kun maadeligt holder Arbeiderens Kræfter vedlige i mange af vore Bygder, henligger raadnende paa Jordet eller ned- graves, hvad der kunde give ham Suul mange Gange om Ugen hele Aaret rundt. Men hvad kan det da nytte, at ville bekjæmpe denne Fordom, en saa indgroet Modbydelighed? Jo, anderledes betvinges ikke Fordommene, end ved idelige Angreb, om disse end kun ere som Draabens paa Stenen. Havde jeg en Land- huusholdning, skulde jeg vel anvende det endnu kraftigere Middel: SIDE: 418 Exemplets; men nu staar kun Ordet til min Tjeneste, og det virker dog i en videre Kreds, om end ikke saa stærkt som Exemp- lets paa det enkelte Sted. Maaskee kunde Ordene fremkalde Exemplerne hos enkelte fornuftigere Landmænd, saa de nedsalte Hestekjød og bruge det paa Folkebordet, efterat det der er bleven bekjendt, at Huusbond nylig trakterede sine Venner med en Hestesteg, saa lækker at see til og saa god at smage som nogen. Paa sidste Storthing bragtes det paabane, hvormeget der i Ind- førsel af Korn og Fødevarer vilde bespares for det hele Land, om Hestekjødet blev benyttet til Føde. Beregningen var ganske vist rigtig nok, omendskjøndt Forslaget ikke var rigtig fremsat og heller ikke vandt Bifald. I slige Sager maa enten Foreninger eller Enkeltmand virke frivilligen. Hestekjødet har virkelig ogsaa mange Venner, men ikke iblandt Almeenmand. Og der skulde de dog mest være, om dets Benyttelse til Menneskeføde skulde erholde Almeenvigtighed. Desaarsag har den berømte Dyrlæge, Professor Viborg, i Almanakken for Aaret 1812 opmuntret dertil i en af de landøkonomiske eller i andre Henseender almeen- nyttige Afhandlinger, som Landhuusholdningsselskabet i de første Aar af indeværende Aarhundrede lod indrykke i Almanakkerne. Og han udtaler sig der saaledes om denne for et paa Nærings- stoffer ikke rigt Land ikke uvigtig Sag: Her følger professor Viborgs artikkel så godt som uforandret. Henrik Wergeland ASTRONOMISK BØRNEFABEL Maanen vilde engang lade sig sye Klæder. Skræderen, som hidtil kun havde syet for de smaa Stjerner, blev glad over denne anseelige Kunde, tog nøje Maal og syede med al Flid. Men da han to Dage efter bragte Klædningen, var den for liden. Han maatte da sye den om igjen, men altid og altid var den for liden, efterdi Maanen var i Tiltagende. Omsider blev Maanen saa stor, som den kunde blive, og da gik det paa den modsatte Maade. Manden maatte altid sye om igjen, fordi Dragten var for stor, siden Maanen blev tyndere og tyndere. Da var Skrædderen nær ved at blive ruineret, og satte en dygtig Regning op for alt det spildte Tøi og Arbeide; men nu var Maanen bleven ganske SIDE: 419 borte, og der stod Skrædderen med sin Regning og maatte nok gaae Fallit. Man seer heraf, at de store Kunder ikke altid ere de bedste; thi de forlange Meget og betale sommetider slet ikke. HANEN PAA TAARNET Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 119 -- 120. Henrik Wergeland Nr. 16, 27de August 1843. Ond Samvittighed er Blygift: seen, men sikker sniger den igjennem Marv og Been. SAMVITTIGHEDENS MAGT Det er længesiden vi hørte fra gamle Skolemester Ole Andersen. Han har ogsaa lagt syg af Nervefeber paa en af Gaardene i hans Omgang, hvor denne farlige Sygdom just var brudt ud uden at man endnu vidste Sygdommens Natur. Ellers havde Ole nok ikke villet udsætte Børnene for Smitten; og det varede heller ikke mere end een Dag før han undersøgte og fik Mistanke om hvad Sot der var i den anden Stue paa Gaarden. Den anden Morgen laae Ole; og han havde nok med at samle sine Tanker saameget, at han kunde faa Børnene, saavidt muligt, henviste til Nabodistrik- terne medens han blev liggende. Udpaa Dagen talte han alle- rede vildt, i ni Dage stod det om Livet, og i syv Uger var han bunden til Sengen af en Mathed, der lignede Døden, som Tus- mørket ligner Natten. Men Noget skulde støt hændes med Ole. Selv Drømmene plejede ikke at gaae spildt for hans altid ransagende og under- søgende Fornuft. Stundom saae man ham om Morgenen sidde overende paa Sengekanten, med een Strømpe paa Benet og den anden i Haanden, eller hvilende sig halvtoverende paa Albuen indtil han efter nogle Minuter pludselig ligesom rev sig sammen og sprang op. Det var da en Drøm, som han forfulgte med en Mine som en anglende Fisker. Han speidede da i sin Sjæls Dyb efter en Drøm, han havde havt om Natten, ligesom man luder sig udover Baaden for paa Kjernets Bund at see de svømmende Vasblommer og Veenhaargræsset og Fiskene og de smaa Insekt- SIDE: 420 uhyrer; men ikke gjorde han det med Overtro, som om Drøm- mene nogensinde indeholdt Aabenbarelser eller vare noget andet end det dyriske Livs, Blodets, Mavens o. s. v., naturlige Indvirk- ninger paa Hjernen -- det fineste og meest modtagelige af alle Legemets Organer -- uvilkaarlige, ufrivillige, forunderlige, men netop derfor moersomme siden at betragte, som de Figurer Vinden kan frembringe i den fine Sne, eller i den endnu lettere Sne som de afblomstrende Piletræer nedryste. Ole besad en god Samvittighed, et sundt Blod, et godt Lune, var maadelig, og gjorde saameget af en god Søvn, at hverken Medisterpølse eller Gaasesteg kunde lokke ham til at tage mere til sig om Aftenen, end han vidste han kunde sove godt om Natten paa og drømme behageligt mod Opvaagningen efter. Og fordi hans Tanker var rene og hans Lune godt, vare hans Drømme altis saadanne, at han nødig vilde gaa Miste af dem. Behagelige og opløftende Drømme ere ogsaa et af det uskyldige Hjertes sødeste Beløn- ninger. Den rige Synder kan ikke kjøbe sig dem for sine Skatte, og han vilde det dog, om han havde smagt deres Sødhed. Men denne Velsignelse som kan falde over den dydige Fattige, lige- som en Dugg fra Englevinger, nedrystet over ham om Natten, erholdes ikke i rigeste Maal uden Sjelens Opklarelse, uden at Sjelen bibringes en heel Deel Forestillinger. Det er nemlig disse, som gjengives, og som oftest med en vidunderlig Klarhed, i Drømme. Ole, som besad nogen Kundskab om Verdensbyg- ningen, befandt sig oftest idrømme imellem Stjernerne, paa Tin- derne af Maanens udbrændte Vulkaner, eller, naar han om Afte- nen havde beundret den straalende Aftenstjerne, paa denne, paa Planeten Venus; og da hjalp Indbildningskraften ham med de en- kelte Udsmykninger og Udbildninger, hvis Sandhed naturligviis ikke var at lægge Vægt paa, men som dog udgjorde en Aandens Nydelse. Han havde læst Historie -- ofte saae han og talte med dens store Mænd: han saae Napoleon og Luther og Kolumbus og mangfoldige Andre lyslevende og i deres Tidsalders Dragter. Han var vel hjemme i Fædrelandets Historie, og en Nat kunde han have seet Trondhjems berømte Domkirke i dens fulde Pragt; en anden Nat havde han seet gamle Halfdan Svarte eller hørt Sverres Taler om Drukkenskab og over Magnus Erlingssøn. Han var i høi Grad religiøs; men Noget, der skulde forestille Gud, saae han dog aldrig, siden han forlængst havde forladt de afmægtige For- SIDE: 421 søg paa at afbilde sig den Almægtige; men ofte omgikkes han idrømme med himmelske Aander, og han kunde see Jesu rene, forherligede Aasyn imellem Apostlenes forskjellige Ansigter. Hans Aand var oplyst, hans Hjerte reent, derfor vare hans Drømme opløftende og behagelige, saa han var tilmode, naar han engang imellem ikke kunde erindre dem, som om han havde mistet en Ring af Værdi imellem Fingerne, sørgmodig som over en Blomst, der fortidligen er visnet. -- Men vi kom ifra hvad der hændtes Ole, som noget støt skulde hændes og hos hvem selv Nattens Drømme ikke vare spildte, men indholdsrige paa Sødme for hans Hjerte og Næring for hans Aand, saa han ligesom Bien udsugede hvad der var godt ved dem og forkastede det unyttige. En Morgen paa den syvende Uge i Sygdommen sad Ole overende i Sengen, stirrende frem for sig med de klare skarpe Øine ud af det udtærede Ansigt, eftertænkende en Drøm, han havde havt paa Morgensiden af en alvorligere Karakteer end ellers. Han havde engang, som kommanderet Soldat, seet en Henrettelse, og da Drømme for en stor Deel bestaa i uvilkaarlige Gjenerindringer eller Fremstillinger af Noget engang oplevet (ligesom om Erin- dringen var en Æske, hvori alt saadant var kastet ind og Laaget gled af isøvne) havde han gjenoplevet dette Optrin, og sad nu grublende over Aarsagen til en saa ubehagelig, fra hans sædvan- lige saa forskjellig, Drøm. Da hans Hoved endnu var svagt, varede det en Stund før han fandt, at denne ikke var nogen anden, end at han Dagen iforvejen havde læst en Fortælling om en For- bryder, en Morder, en Mand i de lykkeligste ydre Kaar, som efter mange Aars Forløb blev dreven af sin Samvittighed til at overgive sig selv i Retfærdighedens Hænder. Det var over Duer- tid og midti Slaataanen. Alle vare paa Marken; kun Ole alene i Kammeret, der vendte mod Svalen. Pludselig stikker et af disse Qvindfolk, som stundom rangle om paa Landet med alskens Varer, Hovedet indad Døren, og spurgte om han ikke vilde kjøbe en Dunke Totens-Brændeviin. Ole blev siddende i sine egne Tanker, stirrende stivt paa hende, men uden at svare. Qvinde- mennesket gjentog sit Spørgsmaal, trinende heelt ind med den rødmalede Dunk under Armen. "Otte Graders, Far. I kunde da gjerne svare." Ole saae paa hende uden at svare anderledes end med en Rysten paa Hovedet. Han var fordybet i Tanker over Samvit- SIDE: 422 tighedens forunderlige Væsen og uimodstaaelige Magt. Det var ham, som om han stirrede ned i en bundløs Brønd eller Grube hvoropaf forfærdelige Aander fra Tid til anden steg. Men han ahnede ikke, at han snart skulde selv opleve et Vidnesbyrd om dens Vælde, og det nu i hans uvirksomme Tilstand, som om det blev ham tilsendt fra Himlen selv. Qvinden nærmede sig meer og meer, stedse gjentagende i en paatrængende Tone sit Tilbud. Hun nærmede sig alt til hun omsider stod ligeved Sengefoden og fik tydeligen see Oles skarpe, nu formedelst hans anspændte Aandsvirksomhed og det blege Ansigt næsten sortladne, steen- kulskinnende Øine. I nogle Sekunder svarede hun hans Blik med frække Øiekast; men pludselig maler der sig Forlegenhed og endelig en dødelig Angst deri. Man hørte intet i Værelset uden Stueuhrets alvorlige Slag. Man kunde have hørt en Myg lufte sine Vinger. Med stigende Angst bryder endelig Qvinden Tausheden og spørger ligesom ampusten: "Gudbevars, Gudbe- vars da, hvorfor gloer I saa paa mig?" Ole svarer intet. Hun gjentager og atter gjentager sit Spørgsmaal. Ole tier endnu frem- deles. Da raaber hun pludselig, ligesom udenfor sig selv: "Gid Fanden tog jer! I har ikke med at glo saa paa mig; jeg har ikke gjort noget ondt." Ole tier; men Øinene syntes at blive mørkere og skarpere. "Jøssu Navn da! Jeg har sandelig ikke gjort noget Ondt. Men see dog engang bort, og ikke slig som om I vilde stikke En tvert- igjennem." Endnu lukker ikke Ole sin Mund op. Han forundres ved sig selv, da han mærker hvad Magt han har over hende, og be- gynder at ahne noget Ondt. Kanskee hun har stjaalet noget i det tomme Huus tænker han. "Gud hjælpe mig!" -- udbryder Qvindemennesket, famlende efter Forklædet, "Gud hjælpe mig! Lad mig dog gaa. Hvad vil I af mig? Ak Gud, jeg seer alt, han veed det, han veed det." Og Noget, som en Orm, syntes at vride sig i hendes Indvortes. "Ak Gud, ja jeg skal gjerne tilstaae det. Eet har jeg havt." Ole aabner Munden. Et Lys gaaer op for ham. Alvorlig siger han: "Jasaa? Eet? Jeg har ikke spurgt dig." "Ja," udbryder hun grædende, "eet uægte Barn har jeg havt; men sandelig ved Gud ikke fleer." SIDE: 423 Ole spørger med endnu fastere Blik og dybere Tone: "Jasaa? Bare et?" "Ak, ak! Hvoraf veed I Alt? Javel, to har jeg havt; men siig det for Guds Skyld ikke til noget dødeligt Menneske, for ellers er det ude med mig. Men jeg har vist ikke gjort dem noget Ondt; visselig ikke! Hvorledes skulde jeg kunne det?" "Ak, Gud i Himlen! Nei, jeg har gjort af med det Ene af dem! Nei, jeg har dræbt det Andet ogsaa; O Gud, hvad er dette for en Mand? Gud bevare mig for slig en Mand.." Og med et Skrig styrter hun paa Døren før Ole endnu ret kunde besinde sig om hvad der var at gjøre. Men Forbrydersken kom ikke langt unna. Hun sidder nu hos Lensmanden. Ole sad forbauset tilbage, slagen af Ærbødighed for den Aaben- barelse af den guddommelige Retfærdighed, hvortil han havde været Aarsag og Vidne. Hvilke frygtelige Kræfter i Samvittig- heden, naar den først bliver vakt! Og den kan vækkes ved det Mindste, ved Græssets Susen, ved et Blads Raslen, ved en Fugls Røst, ved mange ringere Ting og Omstændigheder end ved en dydig Mands faste Blik. Og naar der, som her, i den Maade, hvorpaa den opvaagnende Samvittigheds Stemme lader sig for- nemme, ligger noget med Afsindigheden Forvant, er dette et endnu større Vidnesbyrd om Samvittighedens Magt. Domstolenes Bøger ere fulde af Tilfælde, hvor denne Magt viser sig saa over- vældig baade Vilje og Overlæg, og det er et Spørgsmaal, om det ikke er den, som driver til de fleste Selvmord. Den boer i Sjelen, den er en af dens Hovedbestanddele, og lader sig derfor kun til en Tid bedøve af Blod og Kjød. I Sjelens fri Tilstand efter Døden maa den virke endnu stærkere, og Billederne af en For- tærelse og Gjenopvaagnen til Fortærelse i Flammer ere kun et Forsøg paa at give et Begreb om dens Qvaler. En ond Samvittighed er den nærmeste Syndens Følge. Der udvikler sig mange andre; men denne er den nærmeste og uund- gaaeligste. Det er især ved den Synden straffer sig selv. Dette er Grundloven i Guds moralske Verdensregjering, og dens Øje- med er, at føre Sjelen igjen tilbage til det Rette, til Tilnærmelsen til dens hellige Ophav. Efter sit Væsen er det Onde Unatur, maa indvirke forstyrrende paa Menneskets sande Natur og frem- bringe en Række af ulyksalige Følger. Disse maa ansees som en Hevn af den krænkede Natur, som en Straf, det Onde fuld- SIDE: 424 byrder selv paa sin Udøver, afsondret fra de Straffe, den gud- guddommelige Retfærdighed ellers lader følge i mangfoldige jor- diske Ulykker, saasom Synet af den Elendighed, en Synd kan afstedkomme for Andre, Sundheds- og Velfærdstab, udskjæmmet Udvortes o. s. v. Hine Lastefuldhedens umiddelbare, i Sjelen selv fremynglede Følger, ere derimod Fornuftens Formørkelse (saa Evnen til at skilne imellem Ret og Uret sløves) Viljens Friheds- tab og endelig den onde Samvittighed, denne Frygtelige, som man har afbildet som et fælt Væsen, idelig og overalt med Fakler og Svøbe og forstenende Aasyn forfølgende sit Offer, der ofte omsider ikke veed at gjøre andetsteds af sig end under Bøddel- øxen eller i Graven. Henrik Wergeland ULYKKENS SKRØMT Ulykker ere værre at see til end at lide. Det er med dem som med Bjerge: de tage sig højest ud i en vis Frastand. Det er med dem som med Nesler: griber man fast til og rykker dem op, saa brænder man sig ikke. Og skulde ikke Vi, Mænd og Qvinder, der have diet Modgangens sunde Melk, kunne bevare og sande denne Tro, naar en fiin Fyrstinde har kunnet nedskrive Følgende, som Viisdomsudbyttet af hendes hele Liv? "Et Tilbageblik paa mit Liv -- bekjender denne ærværdige Qvinde -- viser mig klart, at Alt, hvad min Indbildningskraft har foremalet mig om Fremtiden, aldrig er indtruffet saa, men ganske anderledes; at Alt, hvad den fremstillede mig som utaaleligt, ikke blot, naar det virkelig indtraf, faldt ganske taaleligt ud, men ovenikjøbet fremstillede sig efterhaanden som et stort Gode, og endelig, at Alt, som jeg havde ønsket mig og regnet mig som et stort Gode, er bleven mig berøvet til endnu større Gavn for mig, hvorfor jeg ogsaa nu føler mig hendragen til Gud i ubetinget Hengivelse, for at udhvile i hans Forsyns Arme som et Barn i sin Moders." Ædle gamle Dame, du maa have mistet meget -- ikke at tale om Formue, men Børn og Mage, kanskee alle dine Børn -- for at have vundet denne Fromhed og Gudhengivenhed, denne eneste Dyd, som er over al Ulykke og giver vore Sjele Plads forud i Himmelen, hvor ingen Ængstelse og Sorg er, fordi Aanderne SIDE: 425 vide, at Gud leder alt til det Bedste, om selv de endogsaa skulde see for lidet klart til altid at opdage Traaden imellem Guds Hen- sigter og deres Udførelse. Henrik Wergeland Nr. 17 altid har han ført et raat Levnet, ofte drukket, bandet og yppet Slagsmaal. Allerede som Dreng var han fuld af Løgn og Falskhed, saa at han kun sjel- dent sagde Sandhed. For omtrent 3 Aar siden faldt han i en heftig Sygdom, som Brevskriveren med al Grund antager for Nervefeber. I denne havde Sørflaten en Mængde Syner, hvori han saae ind i baade Himmerig og Helvede, saa at han kunde give særdeles god Besked om Alt det, som der passerede. -- Da han efter nogen Tid var kommen sig efter sin Sygdom, fortalte han til sine Sambygdinger alle de Syner han havde havt, samt om dem, der senere viste sig for ham. En Mængde hørte paa ham med Opmærksomhed, en Mængde troede paa hvad han be- hagede at fortælle om sine Syner, og det varede ikke længe for- inden Sørflaten af en Mængde af sine raa, i Kristendommen kun maadeligt oplyste, Bygdefolk blev anseet som en i Aanden høist begavet og af Gud udsendt Profet, der ene kunde vise den syn- dige Menneskehed Vejen til den evige Salighed. Da han saa- ledes havde forberedet Gemytterne, fremstod han offentlig som Troesprædikant og holdt hyppige, saakaldte gudelige, Forsam- linger. At han ikke var dette Kald (som han paastod) voxen, viser hans hele Lære, som og det, at han ikke kunde skrive og kun lidet læse indenad i Bog. Han udvalgte sig derfor en Dis- cipel i en Helge Eriksen, som i de første tvende Aar af hans Lærervirksomhed altid fulgte med ham som Forelæser. Sørflaten var derimod den af den Helligaand indblæste Fortolker, som for- klarede det Læste for de samlede Tilhørere. Senere har dog Mesteren lært noget at skrive og læse, og har skilt sig ved sin Discipel, saa de nu virke adskilte. -- Efter at Sørflaten ved sin Lære havde afstedkommet den grueligste Forvirring i Søndre Ourdals Menighed, der er saare adspredt, og tæller over 5000 Sjæle, henvendte flere brave Mænd sig til deres Sognepræst med Anmodning om at modvirke den alt meer og meer om sig gri- bende Forvirring og Usædelighed. Men ad den Vej havde det kun liden Fremgang med at faa Uvæsenet stoppet. Præsten, som maaskee ikke hører til de bedst udrustede Lysets Kjæmper, skrev nok et Forlangende til Amtet om at faa Sørflaten tiltalt for Guds- bespottelse og usædeligt Levnet; men det skal ikke have været SIDE: 427 af den Beskaffenhed, at det bevægede Overøvrigheden til et saa- dant Skridt. Formandskabet traadte da sammen ivaares, ankla- gede Sørflaten for det Samme, og Amtet beordrede Forhør op- tagne i afvigte Mai, og senere Tiltale, da Anklagen befandtes grundet. Justitssagen [fotnotemerke] har nu kontinueret i Juni og Juli, og under den ere over l00 Vidner blevne afhørte, uden at dog Ak- terne endnu ere afsluttede, siden idelig nye Vidnesbyrd om Pro- fetens skjændige Bedragerier, Forførelser af Koner og Piger og farlige Lærdomme lader sig fremhente. Med megen Slughed for- staaer han at afpasse disse efter de Personers Karakteer og Sindsbeskaffenhed, som han vil virke paa. Under Anpriisning af Bøn til Gud og Hengivenhed i hans Vilje, har han indlistet hos Qvinder, gifte og ugifte, Hengivenhed i hans egen Vilje i aller- kjødeligst Forstand. Jeg har endog hørt, at han saaledes har til Synd forført et ikke ringere Antal end halvhundrede; og denne stærke Persons Udvortes røber allerede tydeligen Svækkelsen af disse Udsvævelser. Af det Følgende vil man ellers faa et om- stændeligere Begreb om den afsindige Lære, hvormed det har lykkets ham at forrykke Hjernerne paa Valderserne og at berøve mangen gift og ugift Qvinde hendes Ære. Først befaler han rigtignok, at man skal omvende sig, bede til Gud og tænke paa Gud og over alle Ting elske ham samt fornegte sin Vilje, saa at Guds Vilje bliver den ene raadende i os. Men den Omvendelse han lærer, er ganske forskjellig fra den, Skriften fordrer, i det han foreskriver den skal foregaa meget pludselig med Syner og Aabenbaringer, og under svære legemlige Smerter, saasom Kram- per og Nerverystelser. Fremdeles byder han, at man skal lægge sig og række Hænder og Fødder fra sig, naar man venter Aaben- barelsen, og naar denne under ivrig Bøn er skeet, da skal der udgaa som en Svovelrøg af Næse og Mund. Naar dette er skeet, vil han erklære Vedkommende for isandhed omvendt, og da er denne fri for den begangne Synd, og kan heller ikke synde paany. Syndens Rod er nu oprykket af Hjertet, og dens sidste Levning er forsvunden med Svovlrøgen og Luen, som strømmede ud af Mun- den. Ole Sørflaten har selv gjennemgaaet denne Omvendelse, [fotnotemerke] Fotnote: Da Ole mærkede, at det blev Alvor med Sagen, var han ikke seen med at faae bortskjødet sin Gaard til sin Søn og saaledes at gjøre sig uvederhæftig. Fotnote: Udentvivl har Ole (maaskee endog med Brændeviinsflammer af Halsen) lidt af Drankergalskab, og det er ikke usandsynligt, at de ufrivillige Syner, som SIDE: 428 og følt i sit Hjerte, at han var aldeles syndefri. "Som jeg seer igjennem dette Glas," sagde Ole, holdende en Brændeviinskaraffel mod Lyset, saae han nu ind i Himlen, men fandt kun tre Per- soner af Ourdal at være komne did i de sidste 80 Aar. Hel- vede derimod vrimlede af Fordømte og af Deres Skikkelser, som bestemt maatte komme der, hvorimellem da Alle, som ikke vare af hans Tilhængere, d. e. alle fornuftige Folk i Ourdal og fremfor alt Formandskabet. [fotnotemerke] De Salige vare skinnende hvide, de For- dømte ravnsorte, og i Spidsen for disse gamle Lensmand Rødvig af Søndre Ourdal. Ved hiin Omvendelse med Ild og Svoveldamp fik Sørflaten denne Gave, at skue ind i Aandernes Verden, vide hvad Mennesket tænkte [fotnotemerke] og alt det Tilkommende; samt paastod han, at Ingen kunde komme ind i Himlen uden han vidste det. Denne beskrevne Maade at omvendes paa, er den fornemste; men for næsten Ingen uden ham selv, er den mulig, hvorfor han ogsaa fritager sine Tilhængere herfor, saasom han har et andet Middel til deres Omvendelse og sande Frelse. Han lærer nemlig, at man endelig skal tænke paa Gud, og bede; men den Bedende skal stedse tænke paa ham (Sørflaten), hvis Bønnen skal blive hørt af Gud; thi, siger han, han er Den, som sender Bønnerne op til Gud, og han er Midleren mellem Gud og Menneskene. Fotnote: haves i denne, ligesom ogsaa de, der stundom følge med Febre, ofte faae senerehen passere for guddommelige Aabenbarelser. En Person har ganske nylig fortalt mig, at han i den sidste Tid havde havt rare Syner baade af Himmel og af Helvede. De vare endog paakomne ham paa lyse Dagen og midt paa Landevejen. Det syntes ham som om Jorden oplod sig for ham, og viste sig i sit Indre halvdeels som en Himmel fuld af Salige, men i sin anden Halv- deel som et flammende Helvede, af hvis Beboere han endog kjendte flere. Be- skrivelsen herover mente han kunde være fordeelagtig at udgive i Trykken som en Aabenbarelse. Efter en kort Undersøgelse gik han dog selv ind paa, at det ikke havde været andet end Fantasierne i den, ofte med Døden endende, stundom overgaaende, Galskab, som Drankere udsætte sig for. Han "havde været to Dage i Helvede," udtrykte han sig, efterat han som ellers ogsaa havde været udsvævende i Drik, havde tilbragt nogle Uger paa Landet med at "drikke "Doktere og Pallaseer." Her har vi det. -- Udg. Fotnote: Som han ventelig har havt et Horn i Siden paa. Syna-Martha saae ogsaa sine Fiender i Helvede. Ligesaa den i foregaaende Anmærkning omnævnte Person, der havde drukket for mange "Doktere og Pallaseer." -- Udg. Fotnote: Ole fik et prægtigt Svar af en Doktor i Valders for denne hovmodige Ind- bildnings Skyld. Doktoren kom kjørende forbi Ole. "Hvor skal Doktoren hen idag da?" spurgte Ole. "Det maa vel du vide, Ole, som veed alle Menneskers Tanker," fik han til Svar. SIDE: 429 Og i Følge hermed lærer han, at de skulle altid tænke paa, bede til ham og for ham, kort sagt stedse have ham i Tanker og for Øje, og til den Ende byder han sine Tilhængere, at de, naar de besøge Kirken, maae iagttage at stille sig saaledes, at de altid kunne see ham. Da han selv erklærer, at han ei kan gjøre Synd, at han er et sandt Gudsbarn og staaer Gud nærmest, følger, at de, som ville komme til Gud, først maa komme i den nøieste Forening med ham under Bøn til Gud. Denne Forening med ham kan kun skee ved den mest brændende og opoffrende Kjærlighed. Finder Ole, at denne er tilstede i den rette Grad, lader han af sin høie Naade den efter sand Omvendelse og Salig- hed higende Adams Datter "komme i Aandens Forening i Fredens Baand til sig." Denne Aandsforening med ham, der virkelig er betegnende for Sørflatianerne, bestaaer deri, at han har legemlig Omgang med Koner og Piger.(!) -- Først naar Qvinderne ere komne i denne Aandsforening med ham, ere de isandhed om- vendte. Da er det Guds Vilje, som er den herskende i dem; de maae da begaae hvad Skriften kalder Laster eller Synd, det bliver dem ikke tilregnet, da de maae følge Aandens Indskydelse. Skulde Samvittigheden efter en begangen Synd eller bedreven Last føle sig ængstet, skulle de bede til Gud igjennem ham, og saa ikke videre tænke paa det Begangne. Som Exempel herpaa kan anføres: Da nylig en Pige havde født et Barn, og tillagt Sørflaten at være Fader, svarede han Nogle, som spurgte ham, om det dog ikke var Synd, saaledes at bedrive Hoer; "At be- drive Hoer er vist Synd, men det, Han havde gjort, var blot en Udførelse af Guds Vilje og efter Aandens Indskydelse." Til en Anden svarede han i Anledning af samme Spørgsmaal og ved en anden Leilighed: "at han som Guds Barn ikke kunde begaae nogen Synd, thi han var født af Gud og Guds Aand boede i ham." Med Hensyn til Mændene, saa blive de hellige ved sine Koner, nemlig ved dem, som ere komne i Aandsforening med ham.(!) De Børn, som de efter hans Lære Omvendte ved ham føde, ere aandelige Børn, ethvert andet Barn, som avles udenfor eller i det, som Verden kalder Ægteskab, er uden Undtagelse Hoerunge. Selv har han talt om sig selv, at han snart maatte avle 6 "aandelige" Børn. Denne liderlige Galskab, skjult under Omvendelse og idelig Bøn, hvorunder han, som Midler, maa haves for Øje, er Hovedpunktet i hans Lære. Dog afdækker SIDE: 430 eller skjuler han denne dens indre Afskyelighed og retter sin Lære efter Folks forskjellige Enfoldighed og Forud-Tro paa ham. Undertiden siger han, at det nye Testamente ikke er den rette Bog til Omvendelse, og ved andre Leiligheder anbefaler han det. De meget faa Bibelsteder han anfører, ere altid revne ud af sin Sammenhæng, og maae kun opfattes paa den Maade, han vil. Daaben anseer han for unyttigt; Alterens Sakramente ligesaa kun for en tom Ceremoni. Da han engang kom ind i Kirken ved en Konfirmation, sagde han: "dette nytter ikke; man kunde ligesaa godt føre en Spillemand ind i Kirken og lade Almuen dandse." Da Præsten engang en heel Time havde holdt en Præ- diken, sagde han: "hvad Præsten siger, har ikke mere at betyde, end man skulde ringe med en Bjelde, da han ikke er omvendt." Ved engang at spadsere over Kirkegaarden og der læse Indskriv- terne paa Gravminderne: "Her under hviler den udi Herren salig hensovede," o. s. v., sagde han: "dette er falskt altihop! der burde staae: herunder hviler den til Helvede farne N. N." Thi han vidste vel, at de vare der, da han havde seet dem paa bemeldte Sted og Fanden med Krone paa. Enhver Anden af de omstrei- fende saakaldte Lærere erklærer Sørflaten for aldeles falsk og af Djævelen, den han selv baade kan løse og binde. Men dog synes han selv at have tvivlet om sin Magt over samme, da han har erklæret, at det blot er Djævelen, som har bevirket den For- følgelse, han nu er undergiven, og at han (Djævelen) nu er løs, og indgiver alle Vidnerne hvad de have vidnet imod ham, hvilket han paastaaer er den rene Løgn, og at den Tid snart skal komme, da man skal være nødt til at erkjende ham syndeløs at være og en reen Herrens Tolk. Om denne Forfølgelse har han ogsaa spaaet allerede i Vinter. For at vise sine Tilhængere, at der hverken er Synd i ham eller dem, men at de ere rene som Engle, gaaer det Rygte, at Sørflaten og tvende unge Koner have spad- seret splitnakne i en Lund, og at han da vexelviis har ladet dem "komme i Aandsforening" med sig. Hans Lære har ogsaa virket paa en saare fordærvelig Maade paa hans Tilhængere, i det Nogle af Skrupler ere blevne ganske sindssvage, Andre afsondre sig fra alt Selskab, søge eensomme Steder, og ligge ude i Skoven eller om Vinteren i sine Senge hele Dagen og bede, ventende det belovede Tegn og den forjettede Aabenbarelse. Flere ville ikke arbeide, for ikke derved at blive forstyrrede i Bønnen og SIDE: 431 Omgangen med Gud. Han har udtrykkelig befalet en Mand af Sognet, at forlade sin Gaard og at vandre om som Prædikant. Hans ivrigste Tilhængere, Mænd som Qvinder, ere betagne af en sværmersk, selvkjærlig Glæde over deres lykkelige Tilstand og Fortrin fremfor de Vantroe. Et hæsligt selvgodt Smiil spiller om deres Læber, og de ginge vel i Døden eller bestege Baalet i det samme Øieblik deres Mester og dyrebare Lærer bød dem det. De ere ligesom løste fra alle jordiske Baand. Ægtefælle, Børn og Gods ville de offre for ham og hans Lære. Flere unge og vakkre Piger have forladt Forældre og Kjærester og høitidelig for Retten erklæret, at dette er skeet, fordi de vilde forhindre dem i at søge Gud og den evige Salighed gjennem Sørflatens Midler. Flere have paa det Bestemteste negtet, at ville vidne mod Ole, da han er en af Gud udsendt Profet, og den eneste Fuldkomne af Mennesker. Mange have negtet at aflægge Eed, fordi Sørflaten har sagt dem, at Skriften ikke har noget bestemt Bud for samme. Til Andre har han sagt, at det ei stod i Skriften at de skulde sværge, men hvis de vilde aflægge Eed, kunde de det dog. Et Vidnes Prov er, at det, den Dag, Justitssagen fore- toges, havde hørt af hans Tilhængere, at de gjerne maatte vidne, men det var ligegyldigt hvad de vidnede, da han Ole, skulde bede for dem. Flere Vidner vilde for Retten ikke vidne Andet end hvad "Aanden indgav dem;" men da Aanden forblev stum, for- bleve Vidnerne det ogsaa. Alle Trudsler om timelige Straffe brøde de sig ikke om, men bade kun Gud om at maatte agtes værdige til at sidde ved deres arresterede Herres og Mesters Side. Gifte Koner have tilstaaet, at han har havt Omgang med dem, og Flere have bekjendt, saa vel Piger, som Koner, at han har gjort Forsøg herpaa; men heri er han dog med største Over- læg og Snuhed gaaen tilværks, i det han ikke har søgt herpaa forinden han har troet, at de tilfulde havde fattet Tillid og Kjær- lighed til ham. Naar han saaledes har iværksat sine Forførelses- forsøg, har han altid med Strenghed bedet dem ei at tale herom til Nogen. Det, som herom er kommet til Rettens Kundskab, er skeet enten ved Frafaldne eller Saadanne, som dog omsider have indseet det Falske i hans Lære, og saaledes ere blevne bange for ham. -- Af Skriften har han udsøgt sig Høisangen, som det Fortrinligste. Den staaer i Spidsen for de enkelte Dele af Skrif- ten, som ere faldne i hans Smag og som han har indbundet SIDE: 432 sammen som sin Bibel. -- Sørflatens Vandel efter hans Omven- delse er ligedan i det Ydre, som før: ofte seer man ham drikke sig temmelig fuld, at slaaes, og hører ham bande. Svigfulde Handler har han ogsaa, som før sagt, gjort sig skyldig i. -- Hans Personlighed har noget Imponerende; især formaaer han dette ved sine store Øjne, saa at, naar han stirrer paa Nogen -- hvilket han ofte gjør for at see hvad der boer i dem -- kun Faa kunne udholde hans Øjekast, ja det hænder ofte, at han, ved at stirre paa unge Piger, har bragt dem til at græde og til at faae Anfald af Krampe. Selv fornuftige Mænd have erklæret, at de ikke kunne udholde hans djævelske Smiil og falske Øjekast, uden at forvirres. For hans Tilhængere er Ole Sørflatens mægtige Øjne og falske Smiil naturligviis et Tegn mere paa hans guddomme- lige Væsen og Sendelse. Endnu kan tilføjes, at det er oplyst, at han ogsaa har lært, at det sjette Bud er "sort," hvilket hans Tilhørere opfattede paa den Maade, at det burde udslettes. Efter et almindeligt Rygte skal ogsaa en Kone have ved Hjemmeunder- viisningen hindret sine Børn i at lære hiint Bud. [fotnotemerke] Efter hans Lære kan dette Bud ikke gjælde sande Kristne og dem, som kunne vente at blive salige, d. e. hans egne sande Tilhængere, for og mellem hvilke der aldrig kan blive Tale om Hoer, da selv, om de gjøre sig skyldige heri, kun Guds Vilje skeer, og denne kan aldrig være Synd. -- Hans Discipel og Ven, føromtalte Helge Eriksen, skal være ganske indviet i Sørflatianismens Væsen, og ansees af Flere af Bygdens fornuftigste Mænd for ligesaa farlig som Sørflaten, om end ei for farligere, da han er noget yngre end sin Mester. Som et yderlige Beviis for, at Sørflaten af sine forvildede Tilhængere ansees for et Væsen, der er fuldkomment og ei kan begaa Synd, tjener: Retten spurgte mangfoldige af hans Venner, der vare indstevnede som Vidner, om de da ei ansaae Sørflatens liderlige Vandel for Synd? om det kunde stemme med Guds Vilje, at han havde forført flere Koner og Piger, havde sat Splid mellem Ægtefæller, at han drak, sloges og bandede? Og hertil svarede da Nogle, at de ikke kunde ansee det for Synd, naar Ole Sørflaten gjorde det; Andre, at de ei vilde tænke paa hans Vandel, da den ei vedkom Læren, og atter Andre, at de ikke vare værdige til at dømme over hans Handlinger.(?) Brev- skriveren erindrer tydelig, at have hørt af Vidnerne, at Sørflaten Fotnote: Det maa ogsaa læres, efter Børnenes Alder, med Forsigtighed. -- Udg. SIDE: 433 efter sin saakaldte Omvendelse ofte har været beskjænket, ja i den Grad, at han har maattet ligge over og ei har kunnet komme af Sengen ("utor Kvila.") Dette hændte saaledes en Juul, da et Par muntre Piger lagde over sammen, at friste Ole med Flasken, og saa at have ham tilbedste. Det lykkedes fuldkommen. De fik nok at lee af hele Aftenen og Ole kom saaledes tilsengs, at han maatte holde sig der hele Dagen over. "Ole, husker du dengang o. s. v.," have de da siden havt Anledning til med ny Spot at spørge ham. Da han mødte ved Forhørene, kom han ledsaget af en heel Flok af Qvinder, hvoraf paafaldende Mange med Smaabørn paa Armen, og alle Dage saae man ham omringet af disse sine Veninder, der aldrig lode ham afsyne, men fulgte ham i Flok overalt hvor han gik. -- Da der blev oplyst saadanne Ting om ham, at Retten saae sig beføjet til at arrestere ham, bleve hans Tilhængere, især Qvinderne, betagne af en dyb Sorg; Alle vilde tage Afsked med ham, da han førtes til Arresten, Alle vilde være den Sidste til at see ham. Ja da ingen Uvedkom- mende nu maa tale med ham, har jeg hørt som paalideligt Rygte, at qvindelige Tilhængere drives af en indre Trang til det Sted, deres dyrebare Ven opholder sig paa, og finde Trøst og Lindring ved blot at stirre op til Vinduerne i det Huus, hvori han, dette Sandhedens store Vidne, sidder fængslet." -- Lyder ikke denne Beretning ligesom hentet fra et Dolhuus? Hvor Mangel paa Oplysning finder Sted i en Bygd, skal der og- saa kun en Enkelt, som vil benytte sig deraf, til forat forvandle den til en stor Daarekiste. Og netop religiøst Galskab har det med sig, at det udbreder sig som en Smitsot. Uagtet derfor Valderserne ere bekjendte for at være vore mest opvakte Fjeld- folk og at være af Naturen rigelig forsynede med sund Menne- skefornuft, har det dog her øjensynlig været Mangel paa godt Kjendskab til Religionen, ja til de simple Guds Bud og deres rette Forstand, som har gjort det muligt for en saa afsindig Lærer at kunne vinde nogen Fremgang med sit Galskab og sin For- førelse. Til Kirken hvor dog altid Guds Ord er at høre, bør Al- muesmanden holde sig med Trofasthed og sin Huusandagt og den indbyrdes Opbyggelse, som høiligen er at anprise, til Bibelen, SIDE: 434 Psalmebogen og de Postiller og Samlinger af Prækener, som han seer hos fornuftige og gudfrygtige Folk og hører anbefale af dem. Til Personer, som give sig af med at gaa omkring og præke, bør han kun have liden Tillid. Han kan gjerne, uden at gjøre dem stor Uret, troe om dem, at de ere Lediggjængere, som finde større Behag i et saadant omvankende Liv, hvormed der altid følger Traktemente baade af Vaadt og Tørt, end i at arbeide i sit Hjem. Og især bør han have Mistillid til den højere Sendelse eller det indre Kald, som de foregive, og til de Fortolkninger, de afgive sig med. De sidste vide de altid at indrette efter sine egne Hovedlyster, som vi oven have seet, at Ole Sørflaten gjør naar han kommer ind paa det sjette Bud. Vidste man om ham, at han var særdeles havesyg, skulde man nok ogsaa høre en vakker Fortolkning af det 7de, skjøndt hans Lære, at Deres Synder, der ved ham ere omvendte og have Tillid til Kraften af hans Bøn, ikke have noget at betyde, er det samme som en meget fri For- tolkning, ja næsten Ophævelse af samtlige Bud. "Vogter Eder derfor for de falske Profeter!" Det er Jesus, som har givet denne Advarsel, og Han kjendte Menneskene. Farisæerne satte ogsaa Bønnen over Budenes Efterlevelse, medens Saduccæerne satte alene Priis paa denne tørre Handlingernes Lovmæssighed og foragtede dermed at forene Sindets Opløftelse, Henvendelsen til Gud i Bønnen og i Gudsdyrkelsen, altsaa Fromheder, Reli- giøsiteten, medens det dog kun er Foreningen af begge, som gjør det agtværdige, samt dydige og i sit Indre lykkelige, over sine Kaar ophøjede, Menneske. Ole Sørflaten forener, som det synes netop begge disse Slags Menneskers slette Egenskaber. Han er aandelig hovmodig som en Farisæer, og anpriser Bønnen og Hen- vendelse til Gud, medens det er umuligt, at han med en saa ureen Vandel virkelig skulde føle nogen religiøs Opløftelse eller virkelig kunne henvende sig og blotte sit Indre for Gud. Og et saadant Hykleri er saa afskyeligt, at man næsten bør tro, at han lider af nogen Skade paa sin Forstand. Men i saa Fald mon De, som følge ham og lade sig forføre af ham, da ere klogere? Med visse Arter af Vanvid følger der en høi Grad af Slughed, og ogsaa denne er tilstede hos ham ligesom næsten stedse hos de Personer, der søge at gjøre sig gjældende mellem Almuen enten som Mirakeldoktere, saakaldte "kloge Gutter eller Gjenter" eller som Religionslærere. SIDE: 435 Henrik Wergeland Nr. 19, 13de Oktbr. 1843. Betvinger du først dine Lyster, en Eeg du da sammenkryster. Da bliver din Seir over Ulykken vist saa let som at bøje en Qvist. DEN OMVENDTE FORBRYDER Jeg kan nok vide, at for de Læsere af højere Dannelse, som dette Blad maatte have, ere Bidrag af Art som nærværende kun lidet tillokkende; men ere de tillige Bladets Velyndere, ville de tage den Undskyldning for god, at jeg har erfaret, at netop deslige Meddelelser fra Forbrydere selv, der skildre deres Sjels Tilstand under Straffen, dens og Religionens Virkning til deres Forbedring og de Sindsglæder, de ved Religionen have kunnet erhverve sig, læses med Begjærlighed, og jeg vil desaarsag tro ogsaa med Nytte af den Klasse, de for hvilken Bladet, efter sin Titel, egent- lig er skrevet. Altsaa endnu en Gang et Brev fra en Slave, og det endog næsten uden en Retskrivnings-Rettelse fra Udgiverens Side, idet jeg haaber, at dette Vidnesbyrd fra det virkelige Liv om Religionens opløftende, rensende og lægende Styrke maa til- tale Letsindigheden og de Lykkeligere, hvis Svagheder ikke bleve Laster eller hvis Synder ikke have draget jordiske Retfærdigheds Straffe over dem! "Agershuus Fæstning, den 18de Marts 1843. Dyrebare Moder! Ved at have reist 11 a 12 Mile, er Du kommen til den Kund- skab om mig, at have seet mig indsluttet i en Forbryders Fæng- sel, i en Forbryders tunge Baand. At Tanken herom er Dig nok, nok til at fordybe dine mange Hjertesaar, til med Taarer at bringe Dig nærmere og nærmere Graven, er Noget, jeg ikke kan betvivle, men meget mere med Deeltagenhed erkjender; og gjerne vilde jeg derfor her forbigaae enhver Gjenstand, der endnu kunde forøge din Sorg og Smerte, og holde mig til det, som kun maatte trøste og glæde Dig, forsaavidt jeg ei dermed maatte føre Dig bag Lyset. Men alt hvad jeg lider, det er jo en Følge af min Ulydighed mod Gud og Dig, af den Ringeagt jeg har havt for dine kjærlige Formaninger, dine moderlige Anviisninger til det Bedre! Det være nu derfor langt fra mig at fortie noget deraf. Vel indseer jeg ganske, at det vil gjøre Dig saare Ondt, at mindes om mine Lidelser, at faae vide Noget derhos, som endnu er Dig SIDE: 436 ganske ubekjendt, da jeg veed, at Du som Moder gjerne ønskede, at jeg maatte være fri fra det Onde Du har seet mig at være udi; men denne Byrde vil lettes Dig, om ikke ganske, saa dog for en Deel, ved en Glæde, Du ei kan negte Dit Hjerte at nyde, ved at faae høre, at det Fængsel hvori jeg er, er for mig et Naadens Fængsel, hvor Gud har vakt mig af Syndens Søvn, at søge den Naade, han i sin Søn Jesus Christus har nedlagt for os. Det være Dig ogsaa vitterligt, min Moder! at jeg, foruden den egentlige Tilstand, Du har seet mig at være udi, ogsaa er i en svag Helbreds-Tilstand. Denne svage Helbred, som for nær- værende gjør mig udygtig til et af det ærede Commandantskab mig forundt Haandværk, har jeg især paadraget mig ved et For- søg jeg gjorde paa at undvige fra Christiania Arrest-Huus, idet jeg trængte mig ud af et jerngittret Vindu, og derved trykte mit Bryst saaledes ind, at jeg siden ei har været frisk deri. Skrække- lige Følger af Ulydighed mod Gud og Forældre, at have nedbrudt sin Helbred, gjort sig skyldig til at lide Baand og Fængsel, ja Mistillid og Ringeagt! Men Guds Ord siger: "Der skal være Glæde i Himlen over en Synder som omvender sig, meer end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, som ei have Omven- delse behov." Nu, saa glæd Dig ogsaa Du, min Moder! glæd Dig! glæd Dig! thi liig den forlorne Søn staaer jeg i Tanken her for Dig og erkjender, at jeg haver syndet mod Himlen og mod Dig, erkjender, at jeg ikke er værd at kaldes din Søn! Glæd Dig! thi Du har Ret dertil: Du har jo baaret mig under Dit Hjerte, Du har jo født mig til Verden med Smerte, Du har jo diet mig ved dit Bryst og givet mig moderlig Pleie; ja, vel end- ogsaa mangen Gang ønsket, om end svagt, om end ikke saa som Du burde og skulde gjøre, saa dog paa en vis Maade oprigtigt, at jeg maatte blive en Christen, som ei alene maatte bekjende Jesum Christum med Munden, men ogsaa med Hjertet. Ja, lov og tak Herren og vær glad! fordi jeg nu endelig er kommen paa Veien til dette forønskede Maal, kommen paa Veien derhen, hvor jeg engang for Jesu Christi Skyld skal tage Deel i de Saliges Glæde. -- Jeg vil og selv dele din Glæde med Dig, idet jeg er forvisset om din Tilgivelse, forvisset om, at jeg i og formedelst Jesum Christum har en naadig Gud og Fader; thi i hans Lidelse og Død har han givet mig den gyldne Ring, i hans herlige For- tjeneste den skjønne Klædning, og i den store Forsikring, han SIDE: 437 har skjænket mit Hjerte, Forsikring om et evigt Liv efter dette, det glade Gjæstebud. "Men," vil Du maaske spørgende sige: "hvor skal jeg kunne glæde mig? jeg er jo gammel, mine Kræfter aftage daglig og jeg hælder mod Graven; og du, som især skulde række mig Haanden paa min Alderdom, er dog indsluttet i et Fængsel og skal henslide din Tid der." Sandelig, det er skræk- keligt nok, min Moder! og kan vistnok paa en Side ei negte Sorgen at yttre sig, om endog Glæden paa en anden var stor nok; men det er nu Herrens Sag, og kast derfor din Sorg paa ham. Han vil og kan, hvis han finder det tjenligt for os, ei alene give mig Helbreden igjen, og det ved Lægens Haand som daglig rækkes mig, samt ei alene formilde mine høie Foresattes Hjerte til engang at give mig løs fra dette Fængsel, men tillige forlene mig Styrke til at kunne vise mig som en erkjendtlig Søn. Kast derfor Din Sorg paa ham, bed ham lære Dig at bede, bed ham saa for Christi Skyld at være Dig naadig; thi ihvorvel Du er en god Moder, som efter Evne har sørget for dine Børn vel, saa er Du, saavel som ethvert andet Menneske, dog i og for Dig selv en Synder, som foruden Naaden i Christo ei kan blive lyk- kelig i et andet Liv. Og naar Du da beder for Dig, bed da og- saa for mig og ethvert andet Menneske; bed Herren, at jeg maae forblive i det nye Forhold, jeg er kommen i til ham, bed, at jeg maae forlenes Styrke til at aflægge en Synd efter en anden, ind- vortes og udvortes, saa jeg ei maae blive staaende paa en og samme Plet i min Christendom, men altid fare fort i samme, saa jeg maatte findes i din Barne-Flok, naar Du engang skal frem- staae for Christi Domstol og sige: "Herre! her er jeg, og de, Du haver givet mig!" Ja, min Gud og Fader! foruden din naadige Bistand kan Ingen komme hertil, forleen os derfor denne, nu og altid, ved din gode Aand, for Jesu Christi Skyld, Amen! -- Faer saa vel, min kjære, gamle, gode Moder! Bliv i Jesu Christo lykkelig! Skal jeg meer ei see Dig, nyde med Dig Goder, Vist skal jeg Dig see i Himmerig; Der, hvor alskens Sorg er slettet ud, Taarer Øiet ikke mere væde, Der, hvor Millioner for vor Gud Synge: Glæde! Glæde! Glæde! Glæde! -- Din i Christo lykkelige Søn, Christian." SIDE: 438 Henrik Wergeland GRÆKERE OG NORMÆND De ædleste Dele af vore Tiders Oplysning skyldes Oldtidens Grækere. Deres Mesterværker, især i de saakaldte skjønne Videnskaber, i Veltalenhed, Digtekunst, Maleri, Bygningskunst og Bildhuggeri, tvivler man om endnu ere opnaaede; og det til en Tid, saa dunkel for den øvrige Verden, at selv Romerne, deres senere Undertvingere, som dog maatte lære af dem, vare ikke stort bedre end Halvvilde, og det øvrige Europas Beboere saa fuldkommen vilde som Amerikas Indianere. Men allerede før den sidste Odin, omtrent 100 Aar før Kristus fødtes, kom hid til vort Norden fra Egne, der ikke laae saa langt fra Græken- land, var den græske Oplysnings herligste Alder forbi i dens eget Hjemsted, og i alle Aarhundrederne indtil vor Tid var det et ulykkeligt Offer for Fremmedes Undertrykkelse, hvorunder Stæderne sank for en stor Deel i Ruiner, Vildnisset overgroede Agrene og Folket forvildedes. Dog beholdt det bestandig tilbage i sit Hjerte en stolt Følelse af Fædrenes Ædelhed og Fortjene- ster af Menneskeslægten, og, selv uvidende, nærede den græske Hyrde, Tyrkens ærbødige Slave, Beundring for en Oplysning, som han nu ikke mere kunde naae, end den afmægtige Olding Frugterne, der svæve over ham paa Træets høje Grene. Men i Aarene nogle og 20 tilkjæmpede den største Deel af Grækenland sig Friheden, og i 1833 fik det en egen Konge i en tydsk Prinds. I de faa Aar siden har man da i dette Land seet den samme Udvikling som i Norge. Stæderne have reist sig, og ere i stærkt Forhold tiltagne i Folkemængde; Skibsfarten har tiltaget; Ager- dyrkningen ligeledes, og for Oplysningen er der bleven sørget med al Iver. Men det var det, der her skulde meddeles, at Regjeringens Virksomhed i denne sidste Henseende -- hvilken er ligesom at oprydde Kilden til al et Folks Blomstring -- er paa det varmeste bleven understøttet af Folket selv. Hiin Agtelse for Oplysning og Dannelse, hiin ved de store nationale Erindringer nedarvede Begjærlighed derefter, har vedligeholdt sig gjennem Krig og Li- delser og nu efter de faa Fredsaar viist sig som en velsignet Jordbund at arbeide i. Lysten til at lære -- berettes der fra paalidelige Kilder -- er endnu et hæderligt Grundtræk i den græske Karakteer. Paa dette Træk kan man gjenkjende det Folk, SIDE: 439 som har været Vestens Lærere i Videnskaberne. Denne Lyst er fælles for Grækerne i alle Samfundets Klasser. Blandt Land- folkene paa Morea har saaledes det Ordsprog hjemme: "Den, der ikke kjender Bogstaverne, fortjener ikke at være et Menne- ske." Bønderne i Eleusis vide meget god Besked om, hvad der vedkommer Professorernes Forelæsninger ved Universitetet i Athen. En af dem udlod sig saaledes: "jeg vil koste, saa meget jeg formaaer, paa mine Børns Opdragelse, thi jeg indseer, at Op- lysningen er det, vi nu behøve. Vi ere uvidende, men vore Børn bør lære Noget." Endnu et Træk til Beviis for, hvorvidt Græ- kernes Lærelyst gaaer. Aldrig har der existeret et mere fuld- endt Mønster af en Helt end den ligefremme og modige Kanaris, denne Sømand, som, efterat have befalet sig Gud i Vold, besteg sit Skib og begav sig midt igjennem tusinde Farer for ganske uforfærdet at fastbinde sin Brander ved det tyrkiske Admiral- skib. Da Krigen var endt, blev Kanaris talt med iblandt de For- nemste af Grækenlands Befriere, blev anseet for en af sit Lands Stormænd, blev Kommandant i en Fæstning; og hvad mener man da, at Kanaris tog sig for? Da gav Kanaris sig i en Alder af 50 Aar til -- at lære at læse. Naar en saa levende Læselyst besjæler en Nation, maa et al- mindeligt Underviisningssystem naturligviis hurtig uddanne sig. Og dette finder for Tiden Sted i Grækenland. Men siger den græske Almuesmand til sig selv: "Er jeg ikke Ætling af hine store Menneskehedens Lærere? og skulde jeg da være uvidende og en Barbar -- jeg med mit herlige Navn af en Græker?" sandelig den norske Almuesmand har ogsaa Opfor- dringer fra Fædrene af til at uddanne sig og derved at gjenfor- herlige sit Folk. Ogsaa dette har lidt i Aarhundreder som det græske; men ogsaa det har meget at gjenvinde, forat ikke de sidste Tider skulle synes usle imod de ældste, da Snorre kunde skrive sin Histore, da Skjaldskabet holdtes i Ære, da Domkir- ken kneiste i Nidaros, og da Landet var saa opdyrket og be- folket, som det vel neppe endnu er. Henrik Wergeland DYRS RETTE BEHANDLING Ligesaalidt som hos Mennesket er Anvendelsen af den raa Magt mod Dyr et Middel til at gjøre dem fuldkomnere og bedre. SIDE: 440 Man skulde neppe troe, at derom endnu bestandig herskede saa mange falske Begreber, dersom man ikke hver Dag overalt havde Leilighed til at iagttage med hvilken uforstandig Haardhed og Grusomhed vore Huusdyr endnu stedse behandles. Vi kunne i denne Henseende endnu lære meget af nogle Folkeslag, som vel i Almindelighed endnu betragtes som meget raa og ukultiverede, men som, med Hensyn til Behandlingen af deres Dyr lægge en skarp Forstand for Dagen, nemlig Orientens Arabere, Tscherkesser etc. En Beduin eller Tscherkesse vil aldrig slaae sin Hest eller anvende raa Magt imod den. Hans Tragten gaaer ud paa at opdrage den ved Hjelp af Godhed og en Art af moralsk Straf og derved bringe den til at udføre Alt hvad han forlanger; og derfor seer man ham formelig kjærtegne sin Hest og behandle den som et Barn. Vil han straffe den, unddrager han den sin kjærlige Behandling og Opmærksomhed, tiltaler den noget haardt og anvender andre lignende Midler for at tilkjendegive Hesten sin Uvilje, hvilket aldrig forfeiler sin Virkning. I Regelen adlyde de paa denne Maade dresserede arabiske og tscherkessiske Heste ved det første Vink og ere i Stand til overordentlige Kraftan- strengelser. -- Et Exempel paa hvorledes man ved Hestes Af- rettelse udretter langt mere ved Godhed end ved Haardhed har ogsaa nylig været anført af et engelsk Tidsskrift, som navngav Eieren af en Hest, der var bleven saa bekjendt for sin Vildhed og Lumskhed, at Ingen længer vovede at ride den, og som ene blev kureret og forvandlet til en blid og brugbar Hest derved, at Een paatog sig den Møje at behandle den ret kjærligt, fodre den med et Stykke Sukker og vise den andre Opmærksomheder, naar den havde gjort sine Ting til Tilfredshed. I Almindelighed har man i Europa endnu kun meget lidt beflittet sig paa en saa- dan Afrettelsesmaade ved Heste, og søger derimod at bibringe dem Alt med Vold og Magt. Derfor kan man heller ikke undres over, at saa mange Heste besidde onde og lumske Vaner, lige- som det vel heller ikke lidet bidrager til, at denne ædle Dyreart, uagtet alle andre anvendte Midler, endnu paa de fleste Steder i Europa staaer saa langt tilbage for dens Slægtninge i hine oven- nævnte Lande. -- Ogsaa Hornqvæget og enhver anden Art Dyr maa, hvis man vil, at det skal trives, saa lidt som muligt trak- teres med Prygl og behandles haardt. Navnlig skulle Oxer van- skeligt lade sig fede, naar man hyppig slaaer dem. Det Gode SIDE: 441 er overhovedet her som overalt tillige det Fordeelagtigste. -- Hos os har man endnu ikke som i andre Lande Foreninger mod Dyr- plageri, men det torde i det mindste være en værdig Opgave for vore Landhuusholdningsselskaber at udsætte en Priisbelønning for et Skrift om denne Gjenstand, nemlig om den bedste og rig- tigste Behandling af Huusdyrene. Henrik Wergeland Nr. 20, 27de Oktbr. 1843. Et Smiil af Englen have, for Værd at faa, din Gave. DEN ÆDLE FYRSTINDE Mellem vort Folks gode Egenskaber lader Gjæstfrihed mod Enhver og Godhjertighed mod den Fattige sig ikke negte. I Trangsaar ere nok Menighedernes Formænd virksomme til at uddele; men hvad der saaledes gives offentligen, er lidet imod hvad de medlidende Qvinder give i Kjøkkenet og paa Vejen til Staburet til de Nødarme, som sidde udenfor, eller sætte sig paa Bænken nærmest Døren med sit Ærinde i det blege udtærede Ansigt. Da, i slige Aar mod Foraaret, naar Alle indskrænke sig med Arbeide forat have saa faa Munde at føde, som muligt, da er der intet at sige imod hine Omvandrende, men kun at række Haand og at hjælpe efter yderste Evne, indtil Guds milde Sol faaer skinnet, og hans Haand faaer neddrysset Regn nok over den nye Sæd til at den atter kan gyde Blod i Folkets Kinder, Kræfter i dets Arme og Haab i dets Hjerter. Det var i et saadant Foraar, da Nød bryder Lov, at Skole- mester Ole Andersen befandt sig hos en velstaaende Enke paa sin Omgang. Skolen var forbi. Det var mod Aften. Ole sad i Spisen, næsten inddysset af den ensformige Lyd, hvormed Huus- moderen slog Grøden tilqvels. Melkebollerne stode alt paa Bor- det, og Folkene vare ventendes ind. Da pusler det ved Døren, og langt om længe viser det sig, at det er en fattig Kone med et Barn, som, uden at sige andet end med et Suk "Guds Fred og Goqvel", satte sig paa Bænken. "Gaa med sig, Moer! der har sat altformange der I sidder," busede Huusmoderen hende imøde, og da Betlersken ikke strax SIDE: 442 gik, førte hun hende, med et Greb i Armen, paa Døren, og luk- kede vel efter. Ole saae op. "Maa jeg fortælle jer en Historie, og det en sand en om en Fyrstinde, Mor Kari, mens I øser den Guds Vel- signelse op?" spurgte han; og da hun svarede: "aa ja, om Fyrst- inder er det altid saa moersomt at høre noget," begyndte han: "En tydsk Fyrstinde, Moder til Prindser og Prindsesser, og en regjerende Herres Hustru, gik engang og spadserede med en af sine Hofdamer. Ved Siden af Vejen sad en stakkels, af Kummer og Elendighed bøjet, Qvinde, med et Diebarn i Skjødet. Fyrst- inden standsede, og spurgte medlidende om den Lille var syg. "Ak, sagde Moderen, den lille Orm er nærved at forsmægte, og Næringen i mine Bryster er hentørret, thi i to Dage har jeg ikke smagt andet end et Stykke tørt Brød." Paa Fyrstindens Vink rakte Hofdamen hende nu et Guldstykke. Men den Arme blev ved at græde, hulkende: "Bare det hurtig maatte blive til Melk!" Dette Udraab traf den ædle Fyrstindes Hjerte. Hun havde selv just et Spædbarn, som hun selv gav Die. Og flux sætter hun sig paa Grønsværet ved Siden af den arme Moder, tog Barnet, og lagde det til sit Bryst." Men -- "Nu hvorhen, Moer?" fik Skolemesteren Anledning til at raabe efter Kari; thi hun havde alt Klinken i Haanden, og flux var hun ude i Mørket forat faae raabt Konen med Barnet tilbage igjen. Men det lykkedes ikke; de vare alt væk. Melken smagte ikke Kari til Grøden den Aften. "Hvad er den Melk -- tænkte hun vist, da hun sad der karende i Koppen -- imod den, Skolemesteren fortalte mig om? Men vil Gud være mig naadig, da sender han mig imorgen en fattig Mo- der med sit Barn!" Henrik Wergeland AT LÆSE HØIT er et virksomt Middel til at vække og tydeliggjøre Forstandens Begreber. Dette Middel viser sig virksomt ved et almindeligt og levende Indtryk, en umiddelbar Indflydelse paa Bryst- og Sprog-Redskaberne og gjennem Øret paa Sjelen. En stammende svag Udtale kan ogsaa saaledes forbedres. Paa Sindet virker det især fordeelagtigt ved at svække det Ubehagelige, Eensom- heden fører med sig; det bringer os i større Fortrolighed med SIDE: 443 Forfatterens Aand og skjærper Hukommelsen. Efter aandsfor- tærende Beskjæftigelser giver det os en Adspredelse, som vi ikke kunne finde i selskabelig Omgang; det befordrer vor Sprogkund- skab, forbedrer vor Stiil, og Udtryksmaade og afleder Mismod. Henrik Wergeland FABEL Man fortæller, at engang Papiret og Pergamentet kom i Strid sammen. Havde ikke Skrivere, Bogtrykkere og Bogbindere lagt sig derimellem, saa vilde deraf være udsprungen en blodig Feide. Papiret brystede sig ikke lidet af sin ældgamle Herkomst, og sagde, at det havde faaet sit latinske Navn af den berømte Stad Carthago. Pergamentet, som ikke vilde staae tilbage for Papiret, udledede sit Navn fra den berømte By Pergamus. Papiret be- viste, at det blev brugt til Udgave af alle Bibler og Lærebøger. "Var ikke jeg, faldt Pergamentet i Ordet, og blev jeg ikke brugt til Dække- og Skalkeskjul for dig, som Dhrr. Boghandlere nok- som kunne bevidne, saa var du ved din Svaghed forlængst gaaet til Grunde. Desuden lader jeg mig bruge til keiserlige, kongelige og fyrstelige Diplomer, medens man kun bruger dig, Papiir, til almindelige og ofte fortrædelige Uddrag." "Er det ogsaa saa- ledes, svarede Papiret, saa fører jeg dog et bedre Levnet, og er af fredeligere Sindelag end du, idet du bliver spændt paa Trom- men og giver Signal til Oprør, Mord og Slag." "Stille, stille, raabte nu Pergamentet, jeg vil med faa Ord ydmyge din Hov- mod. Du fødes af Pjalter og Lumper, derfor opvækker du og- saa den meste Kiv og Trætte; de usleste Lumpenheder blive foranledigede ved dig." "Det skal du bevise!" skreg Papiret. "Gjerne, gjerne, svarede Pergamentet, og det nu her strax paa Stedet. Af hvilket Stof er vel Spillekortene, uden af Papiir? Og hvad foraarsager meer Trætte, Fortræd og Slagsmaal, hvad for- aarsager større Ulykke end Spillekort?" -- Nu maatte Papiret tie. SIDE: 444 Henrik Wergeland Nr. 21, 14de Novbr. 1843. Paa Overtro sextusind Aar har blinde Dumhed slæbt. Hvor mange tusind Mennesker troer du den Klods har dræbt? FRELSE FRA DØDEN "Hvad er det for et Rænd der bort i Bjerkehagen i Æfta?" spurgte Skolemester Ole Andersen sin Værtinde, idet han lagde Ansigtet til Vinduet og saae bort over Jordet. "Ei, har I ikke hørt det da?" svarede Konen. "Der har en Mand hængt sig derborte, bare mens Folkene vare hjemme til Middag. De mødte ham ved Grinden, men da de kom ud igjen, var det alt gjort." "Og skar de ham da ikke ned, og det strax?" "Nei det skulde de vel lade være. Men der er gaaet Bud til Lensmanden; og han kommer nok ned tilqvels." "En Kniv, Moer! en Kniv, Moer! Skjøndt nu maa det forlængst være for seent efter de mange Timer, han alt har hængt i. Men Gud forlade jer, som ikke strax meldte mig Ulykken! Gud for- lade dem, som ikke strax gjorde hvad de kunde forat redde den Ulykkelige! De have Deel i hans Mord. Ja, ved Gud, de have Deel i hans Mord." Ole var alt ude med de sidste Ord, og som en Vind over Jordet og inde i Bjerkehagen, hvor ganske rigtigt en Mand hang i en Green, omringet af Gutter og Jenter i Mængdeviis. "Af- vejen! afvejen! Kom Guldbrand, Berthe, Peer, Gunder, og tag i!" skreg Skolemesteren, idet han omklamrede Træet forat komme op. Jovist! Ikke et Liv rørte sig. De vege meget mere tilbage. "Jeg befaler jer..." Det blev ved det Samme. Kredsen blev større om det uhygge- lige Syn. Man mumlede om, at Lensmanden snart maatte komme, om at gjøre sig ureen, om at en Skolemester ikke havde noget at befale lel o. s. v. "Nu vel da -- raabte vor gamle Bekjendt -- paa Maa og Faa da!" Og saa snittede han over Snoren, og Liget dat ned. Liget? Ja nu var det et Liig; men ikke for tre Timer siden, da Folkene kom til og vilde have bemærket, at der endnu var Trækninger i Benene og i Fingrene. Alligevel gjorde Skolemesteren, for Exemp- lets Skyld, Forsøg paa at gjenvække Livet; men forgjæves. SIDE: 445 "Dumme, overtroiske, uvidende, følesløse Mennesker! I have dræbt ham!" tordnede den Gamle til dem, da han laae bøjet over Liget, aabnede dets Klæder, sprættede Ærmet op og forsøgte Aareladningen. Det holdt endog haardt, at faa Folkene til at bringe noget at bære den Døde i Huus paa. Lensmanden maatte først oppebies; og da alt Haab om at faa Livet kaldt tilbage var forbi, fandt Ole sig i at bie. Men han besluttede at bekjæmpe denne, i Overtro og Misforstaaelse af Lovbud grundede, Lige- gyldighed og at lære dem hvorledes man skal bære sig ad i lig- nende Tilfælde. Han nedskrev strax om Aftenen nogle Regler for at bringe Mennesker tillive igjen, lod de Skolebørn, som vare skrivkyndige, tage Afskrifter deraf, og fik saaledes nogenlunde udbredt i Bygden følgende Forskrifter: "OM MIDLERNE TIL AT REDDE SKINDØDE Det er ofte Tilfældet, at Mennesker, som i første Øieblik synes at være døde, endnu ikke ere virkelig døde, men ved passende Midler kunne reddes. Uagtet det i saadanne Tilfælde er sikkrest at hente en ordentlig Læge, hvilket ogsaa strax bør skee: saa er det dog paa mange Steder vanskeligt. Derfor bør ethvert Men- neske, der vil opfylde den vigtigste Pligt imod sin Næste, at redde hans Liv, ogsaa kjende de Midler, hvorved han kan opfylde denne Pligt. Saadanne Skindøde ere fornemmelig: Druknede, Hængte, Qvalte, Ihjelfrosne og Lynslagne. OM DRUKNEDE 1. Saasnart man finder en Druknet, maa han saa hurtig som muligt bringes af Vandet, hvorved man bestandig maa iagt- tage, at Hoved og Bryst holdes noget iveiret. 2. Derpaa afklædes og tørres han forsigtigen. Ere Lemmerne stive eller Klæderne snevre, da gjør man bedst i at skjære disse op. 3. Han lægges nu i en noget varm Seng i en halvsiddende Stil- ling, bedækkes med uldne Klæder og gnides med et varmt uldent Stykke sagte omkring Hjertekulen eller op og nedad Rygraden. SIDE: 446 4. Man søger igjennem Munden, eller, dersom denne ikke kan aabnes, igjennem Næsen at blæse Luft i Lungen. Dette kan skee ved hvilkensomhelst Rør, et Halmstraa, en Sivstilk o. a. desl. 5. Vise sig endnu ingen Tegn til Liv, kan man lade Vand eller Brændeviin fra een eller halvanden Alens Høide falde draa- beviis ned paa Hjertekulen. Efterat nogle Draaber ere faldne, gnides Stedet tørt med et varmt Klæde. 6. Ogsaa kan man med den bløde Spids af en Fjer stryge Ædike eller Brændeviin under og i Næsen eller blæse noget fiin Tobak op i Næseboerne. 7. Naar den Druknede ved en eller anden Bevægelse giver Tegn til Liv, lader man alt Øvrigt fare, og vedbliver blot at gnide Kroppen med varme Klæder eller med en Børste, hvorved man især maae see til, at den Syge ikke bliver kold. 8. Man maa ikke tabe Modet, fordi et eller flere af disse Midler slaae feil, men vedblive i det Mindste et Par Timer eller indtil en Læge kan komme. OM HÆNGTE 1. Den Hængte maa strax skjæres ned og holdes vel fast, for at han ikke skal faae Skade ved at falde. 2. Strikken eller det, hvori han hang, saavel som alle Klæd- ningsstykker, der slutte tæt til Kroppen, maa strax løses eller forsigtigen skjæres op. 3. Derefter maa han bringes i en noget varmet Seng, hvor han lægges i en halvsiddende Stilling og klædes heelt af. 4. Er hans Ansigt opsvulmet, rødt, blaaagtigt eller sort, maa han strax aarelades, Ansigtet stænkes med koldt Vand, og skarp Viinædike bringes til Næsen. 5. Er den Hængte allerede ganske kold, saa maa han iøvrigt behandles som den Druknede. OM QVALTE Et Menneske qvæles enten naar det ganske mangler Luft, f. Ex. naar Mund og Næse længe holdes tilstoppet, saa at ingen Luft SIDE: 447 kan komme derigjennem, eller naar det opholder sig i fordærvet Luft, som ikke er skikket til at indaandes. Dette sidste skeer især i Kjeldere og paa tillukkede Steder, hvor Luften er for- dærvet ved Damp af Kul og Tørv, eller ved Dunster af Brænde- viin, gjærende Øl og raadne Ting. Et saaledes qvalt Menneske kan dog meget ofte bringes tillive igjen ved følgende Midler: 1. Han maa strax bæres til et Sted, hvor der er reen og kjølig Luft, klædes af og bringes i en halvsiddende Stilling. 2. Han bestænkes rigelig med koldt Vand ikke alene i Ansigtet, men ogsaa paa Brystet. Derefter gnides Kroppen med uldne Klæder eller med en blød Børste. 3. Fødderne sættes indtil Knæerne i lunkent Fodbad, der, ved at komme hedere Vand deri, lidt efter lidt maa gjøres var- mere. 4. Man maa igjennem Munden søge at blæse Luft i Lungen, hvilket bør skee strax og flere Gange. OM IHJELFROSNE 1. Ved et Menneske, som findes livløst af Kulde, maa man især vogte sig for, strax at bringe ham i Varme; thi da er der intet Haab om hans Redning. 2. Derimod maa han strax afklædes, eller, da Lemmerne sæd- vanligen ere stivnede af Frosten, maae Klæderne forsigtigen skjæres af, og, naar dette er skeet, nedgraves han i Sneen, som overalt trykkes tæt omkring ham, saa kun Munden og Næseboerene ere frie. Hvor Sneen smelter, lægges strax frisk paa. 3. Kan man ingen Snee faa, bliver den Syge svøbt i Klæder, der ere dyppede i iiskoldt Vand og bestandig holdes vaade. 4. Vise sig derved ingen Tegn til Liv, gnides han først sagte, derpaa stærkere med Snee eller med uldne Klæder, der dyppes i iiskoldt Vand. 5. Saasnart man bemærker Tegn til Liv, maa den Syge overalt aftørres og bringes i en lidt opvarmet Seng. 6. Enkelte forfrosne Lemmer maae ogsaa bedækkes med Snee eller holdes i iiskoldt Vand, indtil der atter kommer Følelse og Varme i dem. Derpaa er det godt at gnide dem med Brændeviin. SIDE: 448 7. De fleste Mennesker fryse ihjel, fordi de i stærk Kulde ikke bevæge sig nok, men overlade sig til Søvnen, fordi en Til- bøjelighed dertil pleier at indfinde sig. Derfor er det saa farligt, paa Reiser om Vinteren at drikke Brændeviin, thi dette gjør Folk endnu mere søvnige. OM LYNSLAGNE 1. Dersom Nogen træffes af Lynilden i Huus, maa han strax bringes i den fri Luft, eller man maa, ved at lukke Vinduer og Døre op, skaffe frisk Luft derind. 2. Han maa strax befries fra alle Klædningsstykker, som slutte tæt til Kroppen. 3. Ansigtet maa stærkt bestænkes med koldt Vand og Brænde- viin. 4. Hele Kroppen gnides med uldne Klæder eller med en blød Børste. 5. Enkelte beskadigede Steder paa Legemet maae behandles af en Læge, som derfor strax bør hentes." Henrik Wergeland ØRKESLØSHED Intet Ordsprog er sandere end, at Ørkesløshed er "Djævelens Hovedpude," Lediggang Roden til alt Ondt. Blandt alle Kilder til den menneskelige Fordærvelse og Elendighed, til Liderlighed, Drikfældighed og Armod, er der ingen, som spreder sig i flere og farligere Grene end Ørkesløsheden. Dens Afgrunde ere sæd- vanlige dækkede med Blomster -- siger en Viismand -- og paa det Hængedynd, som dannes ved dem, dandse forførende Lygte- mænd. Lignelsen passer vel bedst paa den Rigeres Ørkesløshed, som har Raad til at dræbe Tiden med alleslags kostbare For- nøjelser; men hos den Fattige træder Halvpæglens, Kortleikens, Solvæggens eller Kakkelovnkrogens Nydelser istedet, og Øde- læggelsen bliver den samme for ham. Arbeide er ikke blot Menneskets Bestemmelse, men ogsaa dets Lyksalighed; thi det kan ikke tabe sin Bestemmelse afsyne uden at Lyksaligheden maa lide derunder. Kun ved Virksomhed finder den menneske- SIDE: 449 lige Sjel sig vel, medens det vel ikke er let at sige, hvorpaa Lediggjængerens Sjel skulde virke, eller hvormed han skal sys- selsætte sig. Forgjæves prøver han, reent at neddysse den i tankeløs Dorskhed; den fornyer dog idelig sine Fordringer paa at sysselsættes, den hevner sig paa ham ved Kjedsomhed. Og har først denne indfundet sig, da prøves snart Kroens Midler til at sløvgjøre denne Plages nagende Tænder. Hver ny Morgen, som oprinder, er ham til Plage, thi den bringer ham ingen Glæde, men kun Tidens tunge Byrde, som han ikke kan afvælte; den frembrydende Nat ængster ham; hans Sjæl, der slet ikke har været sysselsat, føler ikke den Træthed efter Arbeide, som og- saa under Legemet Hvile. -- Jeg vil ei engang tale om, hvad enhver Eftertanke over Menneskets Pligter maa sige os, at Ledig- gang er et Ran imod Staten, da denne har Ret til at fordre, at hver Borger, ved at virke efter sin Evne, skal bidrage til Statens Fremtarv; jeg vil ikke tale om, at det høieste Væsen, der satte os i Livet, for at fremme vor egen Lyksalighed ved at medvirke til det Heles, vil kræve Regnskab af os for hvert ubenyttet Øie- blik, ligesom for hvert unyttigt Ord; thi det var her kun Hen- sigten, alvorlig at fremstille den Betragtning: hvor frydløst, hvor byrdefuldt, hvor beklagelsesværdigt Lediggængerens Liv er. Men jeg ønskede tillige, at det stod i min Magt, paa den anden Side at vise Arbeidsomheds lykkelige Frugter, og hvorledes den baade er den bedste Modgift imod Laster, og den bedste Lægedom imod Bekymringer. Var det en Straf, da Støvets Fader bød os i vort Ansigts Sved at æde vort Brød, da var det en faderlig Straf; thi intet krydrer dette Brød saa godt, som netop at nyde det saaledes. Vel er Menneskets Arbeidsomhed af forskjelligt Slags; men ingen gavnlig Virksomhed savner sin Velsignelse. Bonden, som dyrker Jorden, Haandværksmanden, der ved sine Hænders Gjer- ning erhverver sit Brød, ja selv Daglønneren, der fortjener det Nødvendige til hver Dag, nyder under sit Arbeide den Sindsro, som Legemets Anspænding altid medfører; og efter Arbeids- timerne deler Sjælen Legemets vel fortjente Hvile. En saadan Mands Arbeide bevarer hans Sundhed, og frier ham fra mange Sinds- og Legems-Sygdomme, som Folk af høiere Stænder paa- drage sig. Det Brød, han nyder, er hans eget, er erhvervet ved SIDE: 450 hans Arbeide, og det forbittres ham ikke ved Tanken om, at have tilsneget sig det paa ulovlige Veje. Henrik Wergeland No. 22, 25de November 1843. Tit Barnets Kaadhed det til Lastens Træl indvier. Det er den Faders Skyld, som seer derpaa og tier. MORALSKE FØLGER AF AT PINE DYRENE Mon ikke ovensatte Bladets Tankesprog eller Motto rammer meer end een Fader, som har beredet sine Sønner Straf og Ulykke, Tugthusets stribede Skjændselstrøje eller Slavens graa Skamkittel netop ved den Ligegyldighed, hvormed han har været Vidne til og stiltiende tilladt dem allehaande Plagerier og Grusom- heder mod de Dyr, som have været givne i deres Haand? Lad først Gemyttet blive følesløst -- og Grændserne for de For- brydelser, det vil kunne begaa, ville vorde ubestemte, ja de skulle kunne udvide sig indtil Helvedes Enemærker: ligetil det Skrækkelige, at mishandle sine gamle Forældre, at ønske dem Døden i Hjertet og at lægge Haand paa dem -- en Forbrydelse, som vore Lister over Straffældte viser er hyppigere end man skulde tro imellem det for sin Ufordærvethed ellers saa berømte norske Folk. Men det er nok saa: forhærdes først Gemyttet, staaer det ikke i Menneskets Magt at sige: saa ond vil jeg kun blive, ikke værre; og til at forhærde Gemyttet og at sløve dets Følelser for Andre, er vel ingen Synd virksommere end den Grusomhed mod Dyrene, Børn saa let kunne henfalde til, om Forældrene ikke strengeligen afholde dem derfra. Idetmindste mener den Mand, Præsten Laurids Smith, som udførligst har talt Dyrenes Sag, saa; og maaskee det vil kunne vække nogen Op- mærksomhed for Faren for Menneskets øvrige Sædelighed i det Hele, om vi lytte til hvad denne vennesæle Mand har yttret om de umoralske Følger af at være ond imod Dyrene. "Erfaring lærer, at det Menneske, som er tankeløst, ligegyldigt, ondt i sin Omgang med Dyret, stemmes med det samme til en ligedan Tænkemaade og Adfærd imod sine Medmennesker. Den Herre, der tyrannisk behandler sin Hund og sin Hest, er vist aldrig i Sandhed en god Husbond mod sine Tyende. Den, der SIDE: 451 er følesløs ved at lade Dyret lide Hunger og Nød, skal ogsaa kold og haard kunne gaae sin hungrige og lidende Broder forbi, uden Lyst og Drift til at afhjælpe hans Elendighed. Mennesket bliver ikke medeet ond i den høieste Grad; og der er ofte adskillige Anlæg til Vanart i Siælen, som først sil- digere, og ved given Leilighed yttre sig, og som hverken vi eller Andre have tænkt paa før de pludselig udvikles. Fra vor første Ungdom høre vi, at vi skulle elske Mennesker og gjøre Ret imod dem; vi opvoxe med disse Begreber; de blive talende Følelser hos os, og altsaa kunne de modsatte Følelser imod Dyret ikke saa strax og mærkeligen vise sig, eller udbryde i alle deres Følger. I vort almindelige Liv, hvor vi leve jævnt hen, kan Mennesket ikke selv mærke den skadelige Indflydelse som dets onde Adfærd mod Dyret kan have paa dets egen Charakteer; men lad det skee, at vi rives ud af denne jævne Roligheds Til- stand, lad Vrede og Hevngjærrighed ophidse vort Blod, -- og Den, som før var ond og haard imod Dyret, vil nu rase frem med samme Bitterhed mod sin Medbroder. Maaskee vil nogen her indvende, at der gives Mennesker, som ere fromme og gode i deres Omgang med Dyrene, men ere der- imod haarde og onde i deres Adfærd mod deres Medmennesker; og deraf da uddrage den Slutning, at vor Behandling af Dyret ingen Sammenhæng skulde have med vore øvrige Handlingers Moralitet. Erfaringen stadfæster vel stundom i det enkelte Til- fælde Sætningens Rigtighed; men ved nogen Eftertanke vil man let indsee, at den angivne Følge ikke flyder deraf. Først bliver her at forklare, hvori saadan Godhed mod Dyret bestaaer, og i hvilket Omfang den yttrer sig. Der gives Menne- sker, som ere lunegode, saavel mod Dyr, som mod Mennesker; de kunne have en og anden Dyreart, mod hvilken de ofte vise udmærket Velvillighed; men stundom mishandle de Dyret, naar det ikke kan undvige deres Luner, eller naar det ikke vil eller forstaaer at rette sig efter deres Særheder. Paa samme Maade behandle de ogsaa de Mennesker der uheldigviis staae i nogen Afhængighed af dem; og disse kan man da ikke have meent, naar man paastaaer, at Mennesket kan være ondt mod Menne- sker og god mod Dyret. Der gives andre Mennesker, som vælge et eller andet Yndlings-Dyr til Morskab og daglig Omgang; disse enkelte Dyr elske de da, men de elske dem ofte med udelukkende SIDE: 452 Kjærlighed, som om de vare de eneste Dyrskabninger i Naturen; de elske dem med en saadan Hengivenhed, at deres Hjerte for Resten ingen Følelser har tilovers hverken for Dyr eller Mennesker. Nu skeer det da, at den samme Dame, som faaer Ængstelser og Afmagt, naar hendes Skjødehund piber eller en forgudet Papegøie ikke kan tære sin Føde, er kold og ligegyldig ved at jage afsted med sine Heste til de styrte, eller ved at angle med den sprællende Orm. Kun for sin Yndlingsgjenstand have slige Mennesker Følelse og Opmærksomhed; og hvad Under da, at alt andet, det være sig nu Dyr eller Mennesker, maa tage til Takke med den Behandling, som et saadan Menneskes herskende Lidenskaber i ethvert Tilfælde foranledige. Men slige Mennesker kunne heller ikke med Sandhed siges at være gode mod Dyret, da det kun er en enkelt Dyrskabning, deres Hjerte hænger ved. De ere som i et Slags Afsindigheds-Tilstand, da Forestillings- kraften er saa ganske beskjæftiget med en enkelt Gjenstand, at de ikke anvende, og tilsidst ikke kunne anvende tilbørlig Op- mærksomhed og Eftertanke paa andre Ting. Endnu andre Mennesker gives der, som er saa overvættes følsomme at de hensmelte i idel Følelser, blot ved at høre tale om lidende Dyr eller Mennesker. De kunne ikke udstaa Synet af noget lidende Væsen, og lade heller Mennesker og Dyr hjælpe- løse lide og omkomme, end de skulde martre deres følsomme Hjerter ved at røre en Haand til deres Medskabningers Lindring eller Frelse. Disse ere gode baade mod Dyr og Mennesker, dersom Godhed bestod blot i tomme Ord og forvirrede Følelser. De kunne vise sig i høi Grad onde mod Mennesker, da de styres blot af sandselige Følelser, uden at bruge Eftertanke eller For- stand; men disse samme Mennesker skulde være istand til at udøve den grummeste Haardhed mod Dyret, naar det skete, at Vrede eller en anden heftig Lidenskab undertvang deres sæd- vanlige Følelser, eller gjorde, at de glemte deres antagne Charak- teer og kastede den paatagne Følsomheds-Maske. Og saaledes staaer endnu vor Sætning fast, da Den, som efter fornuftige og vel gjennemtænkte Grundsætninger er god imod Dyret, ogsaa maa have en overveiende Lyst til at gjøre det, som ret og godt er mod Mennesket; men Den, som er ond mod Dyret kan aldrig af Hjertet og med Stadighed være god imod Mennesket. SIDE: 453 Fornuftig Erfaring maa ogsaa bringe os til den Tilstaaelse: at idet vi, uden Nødvendighed og fornuftig Hensigt, formindske Dy- renes Fuldkommenhed og Lykke, formindske vi vor egen Fuld- kommenhed og Lyksalighed; eller, enhver Mishandling af Dyret støder Mennesket ned fra den Grad af Fuldkommenhed, hvorpaa det stod, og lægger Hindringer i Veien for den, som det ellers havde opnaaet. -- Hvo har afpælet Grændserne for den menne- skelige Vanart? og kan den ikke stige fra den ubetydeligste Be- gyndelse til den frygteligste Høide? -- Men ligemeget er det, hvorledes vi gjøre de første Trin til Lasterne. Vi ere i denne Henseende fast i samme Tilstand, som Kuglen, der ligger paa den øverste Pynt af en steil Brink; fra hvilken Kant den end gives Stød, befordres dog dens Bevægelse, og den ruller frem med stedse tiltagende Hurtighed, jo længere Vei den har for sig i sit Fremløb. Men naar et saadant Legemes Bevægelse dog tilsidst maa svækkes og ophøre formedelst den indvortes Tyngde og den udvortes Modstand, saa kan derimod Aandens ilde an- vendte Virksomhed gaae frem i det uendelige; idetmindste kan ingen Dødelig beregne, hvor der skal gives Standsning. Ingen kan sige: saa ond vil jeg ikkun blive, og længere vil jeg ikke gaa. Ingen kan altsaa med nogen fornuftig Grund spørge: hvad har vel min Adfærd mod Dyret at skaffe med min Adfærd mod Mennesket? -- Giv Agt paa dig selv, o Menneske! efter- tænk dine Følelser og Handlinger; og mon du ikke ved upartisk Granskning skal finde, at din Ufølsomhed mod Dyret har svækket de velvillige Følelser, du skylder din Broder? Du skal finde, at den Ondskab, du øver mod dette Dyr, var en frugtbar Moder til andre paafølgende onde Handlinger. Du negtede Dyret sin Ret, og du lærte derved, med saa meget mindre Betænkning at gjøre Uret mod Mennesket." I indeværende Aar er udkommet en liden Bog: Dagens Løsen, en Skatkiste for Unge og Gamle, Fattige og Rige, indeholdende 497 Bibelsprog med tilsvarende Vers, hvoraf eet til hver Dag i Aaret, ordnede og udgivne af Maria Schandorff." Priis indbunden 16 Sk. Nu da den kristelige Høifest staaer for Døren og et nyt Aar snart vil aabne sig, kan ingen Bog være mere passende, en skjønnere Skjænk, en bedre Udrustning for Dagenes Række end SIDE: 454 ovennævnte, som herved anbefales Menigmand -- om en Anbe- faling skulde behøves, for et Skrivt der bærer et af ham saa kjendt og æret Navn som Eugeniastiftelsens Opretterindes, Maria Schandorffs, de Moderløses Moders. Henrik Wergeland Nr. 23, 11de Decbr. 1843. Ærlighed varer længst. ÆRLIGHED I HANDEL OF VANDEL (Frit efter svensk "Læsning for Folket.") Omtrent saa langt som Vækkerø ligger paa Vestkanten af Christiania ligger Borrebækken, en ilde berygtet Fyldekippe, paa Østkanten. Altsaa i en halv Miilveis Afstand; og omtrent saa langt fra Torvpladsen pleje fleer end een Bonde om Morgenen at gjøre sidste Stands for at "opstuve" sine Varer: Veed, Hø, Halm og hvad det nu kan være, forat det skal monne noget mere og falde lidt bedre i Synet. I selve Byens Udkanter skeer det vel endog, at der standses hist og her, det Halve, især af Veed, lægges af og stuves op til et Læs, hvorpaa Resten hentes og atter kjøres paa Torvet. Men i Borrebækbakken var det Ole Trusæt, en brav Mand fra en af Ombygderne, en Morgen- stund traf paa Jens Joxrud med et saadant opstuvet Veedlas, hvori Træerne indvendig for en stor Deel laae paatverke, saa han havde kunnet sælge et godt Fange i Borrebækken for en Pægl, og endda havde højere Læs end før. "Har du spurgt Priserne derinde Jens?" Jens: "Saa besat lave, at det knap skulde lønne Kjøringen derind, om vi ikke paa en eller anden Maade kunne knipe lidt extra fra Kjøberen. Hi! Hi! Hi!" Ole: "Jeg begriber ikke, hvorledes du vil kunne knipe Kjøberen, som du kalder det, naar han seer Varerne, han vil kjøbe, og har Magt til at betale dem efter Godtbefindende. Vi vide jo alle, at i Handelen bestemmer Prisen Varens virkelige eller for Tiden al- mindelige og gangbare Værdi; og om saa skulde være, at Kjøberen ikke forstaaer at bedømme samme, bør vor gamle Ærlighed frem- træde og med sin Røst forbyde os at bedrage ham." ("Med en Røst som fra Fædrenes Grave," mumlede den brave Ole ovenpaa for SIDE: 455 sig selv da han vidste, at slige Ord vilde være spildte paa Jens, der var graaere og grovere indvendig end sin lange Vadmelsfrakke.) Jens: "Hi! Hi! Hi! At du kan vise dig saa enfoldig du da Ole, som skal være saa klog! Ligesom du ikke skulde kjende det Bruget? Det var vel en enfoldig Mand, som skulde forsømme at knipe Bymanden hvor han kan. Han sparer ikke Bonden, skulde jeg tro, og er dog vel meer oplyst end han, at dømme efter Klæderne idetmindste. Eller skulde han kanskee formedelst sin større Oplysning have større Ret til at knipe Bonden?" Disse Yttringer af Jens Joxrud gav Ole Anledning til en lang Tiltale, hvori han meente, at Menneskenes Handlemaade i det offentlige og private Liv vare det rette Stempel og Mærke paa deres Dannelse og Oplysning. "Bedre Klæder, sagde han, kunne vel danne et behageligt Ydre; men de formaae neppe at dølge Kroppens Feil, og endnu mindre Sjelens. Alle Laster ere afsky- værdige og besmitte hvilken Dragt som helst. Hverken ydre Dan- nelse eller Raahed formaaer at undskylde dem, ihvorvel de falde skarpere i Øje, naar de besmitte Personer, som i sit Ydre ville vise, at de tilhøre de mere dannede Folkeklasser. "Mine For- ældre, vedblev Ole, vare ganske simple ærlige Folk, og det Samme lærte de mig at blive. De formanede stedse sine Huusfolk til at være ærlige i Handel og Vandel mod hvert Menneske. Naar Huusfaer og Madmoer ere svigfulde og uredelige, er den natur- lige Følge, at Børn og Tjenestefolk blive det samme og da ikke mindst imod hine. Ja, det skulde undres mig, om vi ikke heri have en god Udtydning paa Ordene i de ti Guds Bud: "Gud er en streng og nidkjær Gud, som straffer Fædrenes Misgjerninger paa Børnene indtil tredie og fjerde Led." Det vil sige: saalænge Lastens Sæd groer og skyder Tistel og Torn -- den, som den Uretfærdige har udsaaet mellem den kommende Slægt. Hvad Troskab eller Ærlighed, lagde Ole til, kan for øvrigt Den vente eller fordre af sine Medmennesker, som selv er en Be- drager? Det hedder i Skriften: "Alt hvad I ville, at Andre skulle gjøre imod Eder, det gjøre I og imod dem!" Nei! nei! Det for- holder sig med Bedrageri som med alle andre Laster: de straffe snart sin egen Mand. Den, som handler uredeligt, paadrager sig Mistro; den Redelige skyer og afskyer ham; blot hans Stald- brødre holde ved ham, og med dem faaer han handle og vexle sin falske Mynt, bedrage og blive bedragen." SIDE: 456 Jens havde længe gaaet og kløet sig bag Øret med Hatten ned- over Øinene over denne Præken, som han ved sig selv kaldte Oles vakkre Tiltale; men endelig udbrød han: "Du torde nok i visse Dele have Ret; du dømmer alting for strengt. Smaa Kneb i Handel kaldes i vor Tid at være forsynlig om sig; man siger jo, at Almuen ogsaa er pligtig til at følge med sin Tid, og naar dette er bleven Tidens Sæd, maa den ene Klogskab maale sig med den anden. Vi række dog ikke saa langt endda; thi hvad betyder og monne vel vore Smaakneb imod Byboens Kunstfær- dighed? Han behandler stundom baade Maal og Vægt som det nu kan være. Og da nu alt dette er bleven Tidens Sæd og Skik, frygter jeg for, at din gammeldags Redelighed bliver en Kapital uden Renter. Hi! Hi! Hi!" Men Ole, som var bleven varm, meente, at Ærligheden aldrig savnede sin Belønning. Den var liig en kraftfuld Udsæd, som skjæn- ker sin Dyrker en rig Høst baade i dette og det tilkommende Liv. "Det er derfor saameget mere beklageligt, sagde han, at Menneskene skulle være saa kortsynede, at de af en tilfældig Gevindst eller af nogle Skilling mere, som lade sig vinde, lade sig forføre til Bedrageri først i Smaat og siden i Stort, som alene kan berede dem Vanære, Mistro og Straf. Jeg anseer, sagde Ole med Eftertryk, Svig i Handel, eller Smaakneb, som du kalder det, for at være lidet bedre, end reent ud at tage Penge ud af Næstens Lomme, og det er dog en Forbrydelse, som straffes haardere af Loven end andre Tyverier. Syrach advarer mod Svig i Handel med følgende Ord. "Som en Nagel trænger ind imellem to Stene i Muren, trænger ogsaa Synden sig indimellem Sælger og Kjøber." Og denne Advarsel bør altid staa levende for vort Sind. For ikke at levne Lastens Rum, bør man være opmærksom paa sig selv og Andre; og saaledes burde Svig og Bedrageri kunne udrøddes. Sælger man en Ting, bør man aldrig dølge dens Feil eller angive den for bedre end den er, og, naar man kjøber noget, nøje see sig for, at man ikke bliver bedragen; aldrig indlade sig i Handel med mistænkte og berygtede Personer, og ikke lade sig forvilde og besnære af visse Sælgeres Pratmageri eller deres i Bondekvartererne udsendte Haandlangere. Vi Land- mænd bør ogsaa afstaa fra den gamle Uskik, at ville faae saa- meget som muligt paa Kjøbet som en hovedsagelig Betingelse ved Handelen. Sligt er bare Anledning til alskens Svig. Kjøbmanden SIDE: 457 saavelsom Bonden og Haandværkeren bør have en rimelig Vin- ding paa sine Varer. Alt hvad Sælgeren giver atpaa i Brænde- viin eller andre Varer, bliver et Tab, som maa erstattes paa an- den Maade, og dette skeer stundom i Vægten eller i Maalet, eller ogsaa bliver Prisen forhøjet over hvad den ellers skulde have været. I alle Fald faaer Bonden, tro du mig, dyrt betale hvad han indbilder sig at faa paa Kjøbet. Jeg for min Person plejer aldrig at imodtage og endmindre forlange noget paa Kjøbet, hvorimod jeg tilseer med den største Opmærksomhed, at jeg be- kommer gode Varer for gangbar Priis og rigtig Maal og Vægt. Og med denne Varsomhed har jeg sjelden havt Aarsag til at klage. Det gamle Ordsprog sandes altfor ofte i vore Dage: "Den som ikke seer op med Øinene faaer see op med Pungen." Jens Joxrud blev ved Sit, at i Tider da saameget ondt hænder burde ikke smaa Kneb i Handel dømmes saa strengt. "Du nævner ikke de større Forbrydelser, Ole -- sagde han -- som først bør rettes." Alt Ondt, mente Ole, bør hæmmes i sit Udspring. Min- dre Feil føde større Brøde. Mærker man, at man har gaaet feil af Vejen, er det bedst, strax at vende omigjen; thi jo længer man bliver ved i det Gale, desto større Møje med at gaae til- bage. Ugræsset bør bortluges inden det faaer indrodet sig og forplantet sin vilde Slægt. Ellers vil det opfylde hele Marken, og Høstmanden, Retfærdighedens Vogter, maa, efter Skriftens Ord binde det i Knipper for at opbrændes. Hverken det Onde eller det Gode naaer med det første Skridt sin yderste Grændse; men alt voxer kun lidt efter lidt. Ordsproget siger ogsaa: "Ty- ven begynder med en Knappenaal og slutter med en Sølver- skaal." Ole og Jens forbleve tause til de kom ganske indpaa Byen. "Her plejer jeg at lægge af -- afbrød Jens -- I gamle Dage boede i det Huus der en Marketenter, som for et Par Skilling tillod mig at lægge af indenfor Rækværket ved Døren til jeg kom igjen fra Torvet forat læsse paa igjen. Undertiden fik jeg Lov bare for Fortæringens Skyld." "Da reiste Du vist med meget i Lommen fra Byen, kan jeg tænke," sagde Ole. "Aa saa meget blev det nu ikke." "Nei, havde du nu taget 4 Mark for dit ordentlige Læs og reist hjem dermed istedetfor at drive det til en Daler ved at SIDE: 458 dele og stuve det og derpaa at fortære 2 Mark hos Marketen- teren, havde det været bedre. Men veed Du i hvad Tanker jeg gik siden vi taltes ved i Bakken? Jeg erindrede noget jeg nylig havde læst i en af Sognebogsamlingens Bøger, som ret slog mig paa dine og alle deres Vegne, som ikke ere strengt ærlige i al Handel og Vandel. Sligt er nemlig ubekjendt imellem selve Tyr- kerne, de vantro Mahomedaner. De bedrage midt i deres vilde Raahed aldrig for en Skilling; den strengeste Nøiagtighed og Rede- lighed hersker imellem dem med Hensyn til Maal og Vægt og Varernes Angivelse og det imod Alle uden Forskjel, imod Kristne og Jøder som imod deres egne Troesfæller; ja den offentlige Til- lid og den almindelige Redelighed er saa stor, at de kunne lade sine Butikker og Varer uden Laas eller Bevogtning om Natten. O, tænkte jeg, maae ikke vi Kristne skamme os ved Sammen- ligningen?" "Prr! sagde Jens Joxrud. Her lægger jeg af." Saa meget hjælper i Almindelighed Formaninger. Men var det ikke Jens Joxrud jeg saae forleden Dag blev bragt paa Raadstuen? Nu, da faaer man vel ogsaa snart see ham komme over Broen paa Agershuus Fæstning i det graa og sorte Selskab? Det er som Ole Trusæt sagde, at Begyndelsen kan være liden; men Udgangen -- ? Henrik Wergeland FORANDRING AF LØNNINGSDAGEN En glædelig Efterretning for alle Arbeidsklassens Venner og hæderlige Medlemmer, og ikke mindst for de stakkels Koner, som have lært at kjende Løverdagsaftenens Farlighed for deres Mænd, spørges nu baade fra Hovedstaden og andre Landets Stæ- der. Det er nemlig den, at der nu besluttes og arbeides paa at faae Lønningsdagen forlagt fra Lørdagen til en anden Dag i Ugen, samt ogsaa at ophøre med Søndagshandelen. Men det Første er det vigtigste. Løverdagen er altfor farlig med den fulde Lomme og sin Fridag efter. Naar de første Dramme ere nede, ere Hu- stru og Børn, som vente hjemme paa lidt Forsyning til Søndag og kommende Uge, ude af Sind og -- ja vi vide jo hvordan det gaaer. Derfor vil enhver fornuftig Arbeidsmand, for de Svageres SIDE: 459 Skyld, modtage denne Forandring med Glæde. Ingen Mand er for stor Helt til at undlade at forsvare sig og at være paa Post imod fire Fiender paa eengang; og gives der listigere og farligere og er der ikke fire paa engang i Forførelsen, Svagheden, Leilig- heden og Brændevinet? Henrik Wergeland OPBEVARING AF POTETES Ingen kjøber sin Mad saa dyrt som den Fattige ved det at han maa kjøbe i Smaat. Og det er en Ulykke, som ikke er god at raade Bod paa. Kan altsaa, da dette ogsaa skeer med Pote- tes, det simple Raad, som her skal meddeles med Hensyn til dette vigtige Fødemiddels Opbevaring, ikke have nogen Nytte for de Mange hos hvem de gaae fra Fjerdingkarret i Haanden og fra denne i Munden, saa tør det dog være gavnligt for dem, der enten selv avle nogle Tønder, og have daarligt Sted at gjemme dem paa, eller som ere istand til at indkjøbe i god Høsttid en stor Deel af sit Vinterforraad. Siden den saakaldte Tørraaden- hed fik Indpas, bliver ethvert Vink til Potetesernes Opbevaring desuden af almindelig Vigtighed. Ogsaa i denne Sag skede Opdagelsen ved et Tilfælde. En Jor- degodsejer havde netop ladet en Deel af sin Kartoffel-Avl hen- lægge i en Kjælder, da en uforudseet Forretning tvang ham til at foretage en Reise, hvorfra han først i Foraaret af det følgende Aar kom tilbage, uden til den Tid at have tænkt paa sine Po- tetes. I den faste Forudsætning at disse vare bedærvede eller raadne, gav han Befaling til at tømme Kjælderen, og kaste Po- tetesserne bort; men til hans store Forbauselse fandtes de saa friske og velsmagende, som om de netop vare tagne ud af Jor- den. Man undersøgte nu mere opmærksom Kjælderen, som til- forn havde tjent til Kuloplag, og bemærkede da, at Bunden endnu var bedækket med et Lag af Kulstøv, hvorpaa man havde rystet Poteteterne. Altsaa bestaaer Middelet i at bestrø Bingen eller Kassen, hvori Poteteserne opbevares, med knust almindeligt Kul, hvormed det ogsaa vil være godt lagviis at blande dem. SIDE: 460 Henrik Wergeland Nr. 24, 18de Decbr. 1843. En reenlig Armod -- o, hvor er den ikke skjøn! Og har den Fromhed til -- hvor liig er den Guds Søn! SKILDRINGER FRA HYTTERNE Julekvællen hos Gjenboerne "Det var noget at slæbe Vassaaer til for den Juulkvællen. Lort blier Lort" mumlede Kari, Kone til Graasteensmurer Hans Fælle, idet hun Juleaftens Morgen traadte ud paa den brøstfæl- dige Steenpall udenfor sin Hytte, der hørte til en af de smaa Klaser af Huse, som ligge hist og her i en Afstand fra Kristiania, og idet hun saae over til Nabokonen Mari, som laa og skurede sin Trap. Ja selve Steenpallen var brøstfældig udenfor hendes Hytte, og det uagtet hendes Mand, dens Ejer, var Graasteensmurer og Steenbryter af Profession og havde meer end nok af Steenrøser saa godtsom udenfor Stuevæggen. Han kom nu ogsaa tilsyne i Døren, gnikkende sine Øine, kløende sig i Haaret og slæbende paa et Par Buxer, der syntes nedtagne fra en Fugleskræmme. "Haa dages det, Kari?" "Se selv, Aaskesvinet. Det er alt langt paa Dag." Ja Hun kaldte sin Mand Svinet, Aaskesvinet (formodentlig fordi han plejede at ligge i Asken naar der havde været opgjort) men hvorledes saae hun vel selv ud? Det er næsten ubeskrive- ligt. Kun var det rødgraa Haar, som stak frem under en Hue, hvis Farve det var umuligt at angive imellem Drankeguult og Kaffegrudbruunt, det Modbydeligste af det Hele. Ansigtet, som ikke var bleven vasket siden Kari var ude i sidste Høstregn, kunde dog vel, ved Hjælp af Lud eller Sæbe og Vand, blive reent, skjøndt Smudset laae saa tykt, at Aabningerne syntes lige- som opskaarne for Øinene; men at faae det Haar reent -- dertil maatte Dages Arbeide medgaae. Før kunde man banke tyve Meel- Aske- Fjær- eller Hakkelsesække rene. Det kløer og bi- der, det mylrer og ryger for Øinene bare ved at tænke derpaa. Og nu Karis Skjørt og Særkærmerne? Gud i Himlen, at Pur- ken, der reiser sig fra et Bad i Grøvten, skal kunne være et Menneske til Spot! Nabokonen, som laae og skurede sin Trap, skal Gud vide var tarvelig nok klædt og for Øjeblikket og i det Arbeide heller ikke meget reenlig; men af nogle Ord, hun vex- SIDE: 461 lede med en Mand, som stod bagom Væggen og kvistede Bruse- bar op, kunde man vide, at hun vilde blive reen tilkvæls, baade hun selv og Hendes. "Kristen -- raabte hun -- nu er jeg færdig. Kom nu med Barret dit til Trappen, og hent mig saa en Vassaa, at jeg kan faae hængt paa til Bona." Tre smaa Ansigter i Skjorten kigede udigjennem Vinduet og bankede paa til Moderen. Parret paa den anden Side var gaaet indigjen, og Manden havde lagt sig igjen i sin Kasse efterat han havde faaet stellet Kjærringa til Byen efter en Pot Akkevit "siden det var Juul- kvællen." "End Lys da siden det er Juulkvællen?" "Lys da! Kjøb Brændeviin for det med, og se til at faae en Halmdot med dig fra Torvet til at dytte bedre i Vinduet med." Nu skulle vi see hvordan den smudsige og nederdrægtige Ar- mod og hvordan den reenlige og agtværdige Armod høitidelig- holdt Juulkvællen hver paa sin Viis. Omtrent samtidig kom Kristen og Kari hjem med hvert sit Knyte. Af Karis stak der to Buttelhalse frem; af Kristens et Lys og et Par Rugkager. Det var i Mørkningen. Vi ville først følge Kari ind. "Hei, vil du op, dit Sviin! Nu ligger han igjen, og ingen Veed er hugget." Saa dundrede hun paa Døren; men -- jovist Veed? Den maatte nok tages lidt senere ifra Skigardene omkring. Og det var ogsaa Meningen. Kari slap ind, og mere see vi ikke til Parret, end at en Arm viser sig forat dytte til Ruden med en Halmvisk. Hytten var og forblev bælmørk. Kun da Hans med de Ord: "drik nu ikke op altsammen, Kari!" senere paa Kvællen, listede sig ud for at stjæle Skigaardveed, saae man et lidet Glimt fra Gruen. Hvormeget anderledes hos Kristen, som dog ikke havde kjøbt for flere Skilling. Brændeviinspotten og de Brød- varer, der fulgte med i det Knyte, Kari bragte med fra Byen, kostede 1 Mark, og for en Mark havde nu Kristen kjøbt sig et Fiirskillingslys, Øl, Gryn og Sirup til Grød samt et Par Kager til Børnene. O hvor yndig er Fattigdommen, naar den bærer Skyldløshedens Mærker! Ingen af disse Rigdommens udmajede og udforede Dukker, som føres om tilskue i smaa Karether med Opslag paa, Gigher og udstoppede Lænestolstriller, kunne i rørende Ynde SIDE: 462 lade sig ligne med de tre reenvaskede Smaa, som sad paa den barstrøede Trap, lyttende efter den fjerne Klokke i Aker, som ringede Helgden ind, da Faderen kom hjem. "Dom!" sagde den Ene. "Dim!" sagde den Anden. "Domdimdom!" sagde den Tredie. Og saa efterlignede de Klokkens Helligkimen i det Fjerne. Den Ældste, "Vesle-Ola," reiste sig paa Trappen. "Dom!" sagde han, "Det er for Gud Fader." "Dim!" sagde han -- "Det er for Gud Søn." "Domdimdom! Det er for Gud den Helligaand." Med denne Høitidskimen af uskyldige Tunger og med denne Præken blev Faderen modtaget. "Om vi aldrig skal brænde Lys meer hele Aaret, havde Mari sagt, "saa skal vi brænde i Aften." Og saa skede det, og nu kunne vi see ind paa denne Side af Vejen. Vinduerne vare rigtignok grønne (fordi de vare af billigste Glas, og fordi vi ere nogle Fuskere her i Landet i denne, som i saa mange andre Hen- seender) men rene vare de, saa de dog gav et Indblik i Stuen. Paa Arnen rørte Mari Turuen i Grødgryden. Paa det vaade Haar og det rene, skjøndt grove og slidte, Linned kunde man see, at hun havde været i Bad efterat alt var overstridt; og for Kristens Reenlighed havde hun sørget før han gik i Byen. Børnene sad legende paa det barstrøede Gulv. Kristen ved Bordet, hvorpaa en Ølkrukke stod, og hvor Lyset brændte -- til Ære for Frelseren. Thi saa troer den Armod, som kun brænder Lys om Juleaften. "Sesaa! retnu er jeg færdig," sagde den raske Kone med et Par dygtige Turuslag. "Saa skal vi sove saa godt inat, for jeg har nok saa vi berge os over Helgen. Bare lidt til, lidt til, Kristen, saa skulde det nok gaae." "Ja bare vi kunde komme væk fra dette Grandelaget her, væk til en Huusmandsplads, hvor det saa var henne. Jeg er saa bange for Barna der. Idag blev igjen han Hans Fælles Unge jaget til Byen forat tigge og forat faae med sig hvad det kan være. Jeg kom i Følge med Kjærringa, og hun bandte Ungen, som ikke alt var kommen hjem med Suul til Brændevinet. For det har vi da selv, sagde hun." "Kan nok lykkes, Kristen, om der saa ingen Lykkespaan kommer SIDE: 463 i Lyset der -- det velsignede Lys, som gjør mig ret saa glad om Hjerte fordi det skal betyde noget og fordi der er saa bistert Veir ude. Hu! -- sagde Konen -- i det hun lagde Ansigtet til Vinduet -- der er saa mørkt som en Grav over hos Hans'." Det var hyggeligt at see indigjennem Vinduet i den lille Stue; men ingen Mennesker saae derind. Ingen var ude i sligt Snefog, som var begyndt, Ingen uden den Engel, Gud udsender hver Julekvæl, forat han skal see efter hvorledes man overalt høitide- ligholder hans Søns Fødsel. Men han stod udenfor og lagde det venlige Aasyn til Ruden. "Moer, Moer, jeg seer noget vakkert ved Ruden," raabte Vesle- Ola. Se Johanne, se Vesle-Marthe!" Og alle tre Børnene strakte virkelig Armene ud imod Vinduet, som om de saae noget der. "Nei, Børn, der er intet," sagde Mari. "Store hvide Vinger . . ." vedblev Vesle-Ola. "Det er Sneen, Barn, som lægger sig paa Ruden." "Gud veed hvad Barn kan see," sukkede Mari. "Kan dog gjerne see efter," meente Kristen, aabnede Døren og saae ud. Der var ingen. Men hvor forbausedes de gode Folk ikke, da det strax efter bankede paa Døren, og en finmut- klædt Storkarl traadte ind. "Nu Gudskelov fordi I havde Lys tændt ikvæl, Godtfolk, for det gik jeg efter," sagde han. "Her er da et kristent Huus, og her faaer jeg vel Hjælp. Jeg har i Mørkningen slaaet indover Jordene en Miilsvei fra Byen; men i Snefoget forsvandt ethvert Spor, Hesten var ukjendt, og har traadt sig fast i et Brohul her i Nærheden, saa jeg maa bede dig om et Haandtag, Manden min." Kristen var strax færdig. Men hvad skulde de see, da de kom til Hesten, uden en sort Skikkelse af et Menneske, som laae paa Hænder og Fødder og arbeidede med at overskjære Vadsæk- remmen i Slæden? At kaste sig over ham og holde ham fast, var et Øjebliks Sag for Kristen. Hans Fælle, Hans Fælle var det, som paa sin Udflugt efter Skigardved havde truffet paa den forladte Hest, og saa benyttet sig af Leiligheden. "Det skal du have undgjældt," mumlede Skurken. "Nu foran i Sqvætten, Karnalje!" tordnede den Reisende. "Og saa afsted i Arrest." SIDE: 464 "Vil I gjøre mig en Gjentjeneste," sagde Kristen, "saa slip ham! Han er saa fattig. Jeg kjender ham; han er min Nabo." Den Reisende gjorde det; men han gav ham nogle Rap, saa det sang i hans Ribbeen, med paavejen. Han var et Menneske, et godt Menneske; men oprørt, og i de Sekunder ere de gode Menne- sker ikke længer gode, men de skrøbeligste af alle. "De Rap faaer jeg svide for," sagde Kristen ved sig selv bag- paa Slæden, da Hesten endelig, uden at brække Benet i det Hul i en Grøftebro, hvori den sad fast, var kommen paavei igjen. "For det er saa -- forklarede han sig nærmere -- at naar af to fattige Naboer den Ene er en Skarv, betragter han den Anden som en Fiende, der maa udrøddes, om han ikke gjør Parti med ham eller dog ikke lukker Øinene til." Det var idetmindste Me- ningen af hvad Kristen sagde. "Skal vel raade Bod paa det," meente den Fremmede. Da de kom til Kristens hørtes ligeover for hos Hans', som havde taget korteste Vei hjem, vild Domineren, Banden og Skjæn- den i den mørke Hytte. Kjærringen holdt paa at mishandle et Barn; Hans paa at true under de græsseligste Eeder. Mellem hinanden hørte man: "Kjære vene Moer, jeg fik ikke mere og alle- steds var lukt; bare slaa mig ikke! Du seer ikke hvor du træf- fer.." -- "Satansunge! komme saa tomhændet hjem! Har ikke Vet meer end en Bikje" -- "Jeg skal D -- steike og brændhakke mig betale ham, at han tog mig over Ryggen som en Tyv og de Rap jeg fik . ." o. s. v. Det var gruopvækkende at høre paa -- gyseligt paa en Julekvæl. Men paa den anden Side af Vejen -- da den Reisende og Kristen traadte ind, sad Mari og madede sine tre Smaa med samme Skee. Herligt som en Engels Kjærlighed, yndigt som en Spurvs! "I gode Folk -- sagde den Reisende -- eders Julelys har viist mig hid og ydet mig en stor Tjeneste. Det skal aldrig mangle eder for Eftertiden. Jeg hørte hvad den Lille der sagde ista om Engelen, og jeg vil heller ikke negte hvad han kan have seet; men vist er det, at jeg vil kalde det Tilfælde en Herrens Engel, som har ledet mig til eder. Jeg hørte eders beskedne Ønske, om blot at komme bort som Huusmandsfolk ifra det Pak, I ere komne imellem. Jeg er N. N. og har en saadan Plads paa min Løkke; og siden Du frygter for Hevn af den Usling, uagtet SIDE: 465 du dennegang frelste ham fra Strafanstalten, saa kom imorgen om I ville." Mari var nær sjunken paa Knæ. Hendes Mund var aaben, hendes Øine stirrede paa den Fremmede, som om hun saae Vesle Olas Engel med de store hvide Vinger klapprende ved Vinduet. Kristen tørrede sine Øine paa Ærmet. Da de endelig havde faaet saamegen Sands, at de kunde takke, bemærkede Mari dog: "Nei ikke imorgen. Det er Helg. Min Broder skal komme hid og passe Børnene medens vi ere i Kir- ken, for did maae vi." Den Fremmede var ligesaa rørt som de, da han skiltes fra dem. "Tænk dig, Kristen, sagde Mari (hvis Kjærtegn dog udelukkende skjænkedes Børnene) en god Plads, en god Huusbonde, fast Ar- beide og saa væk fra Disse heromkring! Og alt Dette blot fordi vi havde saamegen Kristenskik i os, at vi vilde, uagtet vor Fat- tigdom, brænde Lys Juleaften! Nu! lad det brænde da til Midnat til vor Frelsers Fødselsstund. Da skulle vi sammen prise ham og hans Fader, fra hvem alt dette er kommet, og da, Kristen, da skulle vi inat sove godt og kanskee faae see Engelen, som Barnet saae." Henrik Wergeland REGISTER No. 1 -- 2. 1. Om Folkedragter. 2. Gnieren og Drankeren. 3. Asyl- børnesang til en Velgjørerinde. - 3. 1. Om Udvandrings-Raseriet. - 4. 1. Natteløben. 2. Kongen og Skomagermester Peer Pinde. - 5. 1. Den Forfaldne. 2. Arbeiderens Rigdomme. - 6. 1. Viisjenta paa Hadeland. 2. Mindet i Nordbygaden. 3. Opmuntring til en Yngling. 4. Konen med Æggene. - 7. 1. Brev fra en Udvandrer til Amerika. 2. Den nye Straffelov. - 8. 1. For Fiskere. 2. Arbeidsmands Lykke. - 9 -- 10. 1. Om hvorledes gode Christne skikke sig som Tjenere. 2. Guldkorn. 3. Efterretning. - 11. 1. En fortjent Mand. 2. Blinde Vægge. 3. Guldkorn. - 12. 1. Nogle Alvorsord til Maadeholdenheds-Sagens Fremme. 2. Ole Skolemester i Skole. 3. Armods Lykke. SIDE: 466 No. 13 -- 14. 1. For Forældre. 2. Godt Brug af Øinene. 3. Død og Liv. 4. Skattegraverne. - 15. 1. Om Hestekjød-Spiisning. 2. Astronomisk Børnefabel. 3. Hanen paa Taarnet. 4. Rygtet og Eftermælet. - 16. 1. Samvittighedens Magt. 2. Ulykkens Skrømt. - 17 -- 18. 1. Valders-Profeten Ole Sørflaten. 2. De ti Guds Bud. - 19. 1. Den omvendte Forbryder. 2. Grækere og Normænd. 3. Dyrs rette Behandling. - 20. 1. Den ædle Fyrstinde. 2. Om Fiskegarns Bevarelse. 3. At læse høit. 4. Fabel. 5. Lykken. - 21. 1. Frelse fra Døden. 2. Ørkesløshed. - 22. 1. Moralske Følger af at pine Dyrene. 2. Verdslig Viis- dom. - 23. 1. Ærlighed i Handel og Vandel. 2. Forandring af Løn- ningsdage. 2. Opbevaring af Potetes. - 24. 1. Skildringer fra Hytterne (1. Julekvællen hos Gjen- boerne.) ============================== Fil: wiv7.txt Bind: Samlede skrifter IV, 7. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 Nr. 1 men Sønnekonen skreg ham Spørgsmaalet i Øret. "Er det ikke fire Tjau, Gamlefar?" Gubben nikkede. SIDE: 2 "Ja det er nok otti Aar han Far blier nu til Kyndelsmisse," lagde Sønnen til med en uforsvarlig, men ikke saa sjelden, Usik- kerhed om nogle Aar meer eller mindre. "Da er Gamlefar næsten paa Dagen jevngammel med Kongen," bemærkede Skolemesteren. "Nei er Kongen saa gammel?", faldt flere af de Tilstedevæ- rende ind, og den Gamle lettede de tykke graa Øjenbryn lige- som om han blev opmærksom paa noget. "Ja ja! det staaer jo i Almanakken." "Hvad var det han sagde om Kongen?" spurgte han. "Aa, Far," skreg Sønnekonen ham i Øret, "Skolemesteren siger, at I næsten paa Dagen er jevngammel med Kongen." "Siger han det? Hehehe!" lo den Gamle. "Saa er jeg Kon- gens Aarjævning? Ja det er meget til Mand den Kongen. Han er nok raskere tillags Han end jeg. Da jeg saae ham for fem Aar siden, saae han ud som den ældste Sønnen min." "Ja vil I troe det, Gamlefar," sagde Skolemesteren -- "det er ikke mange Maaneder siden den gamle Konge var tilhest og gallopperede langs med Fronten." "Nei da!" afbrød Sønnekonen. "Gu'bevars!" en Anden. "Det vilde jeg seet," en Tredie o.s.v. "Hehehe!" lo den Gamle. "Da vilde jeg ønsket at have redet Dragon for ham som i Otteogfiirs for Prinds Carl af Hessen. Aaret efter blev jeg permetert." Og nu kom en lang Historie fra Krigen i 1788. Gamlingen syntes at have faaet Liv og Sand- ser igjen, og han endte Historien med det Udbrud: "Skam, at jeg skal være bleven saa klein paa saa faa Aar, naar Kongen, som har været slig Krigsmand, er saa rask endnu. Men det vilde kvikne i mig om jeg fik see ham endnu en Gang. Jeg er ikke andet end Raataabjørk," sagde han; "men i Kongen har der været Valbjørk, som har været god." "Ikke fra det Første," sagde Skolemesteren. "Kongen er fød et Par Maaneder for tidlig og udstod megen Sygdom i sine første Aar; men han er bleven stærk som Furuen i Stormvinden ved et anstrenget, men ordentligt, Liv." "Aa, Skolemester, I kunde vist fortælle os noget om Kongen, naar I bare vilde," sagde Sønnekonen og satte Stoler og Krakker omkring ham. "Vilje fattes ikke, men kanskee Hukommelse," sagde Skole- mesteren. SIDE: 3 "Men lad see da!" Alle satte sig om ham. To af Børnene holdt sig ved hans Knæ, To toge Plads mellem Oldefaderens, til hvem Skolemesteren flyttede sig tæt hen. Og saa begyndte han da med nok et "Ja lad nu see da!" "Kongens Fædrenenavn har I kanskee hørt er Bernadotte, og han er fød i Staden Pau i Landskabet Bearn i det sydlige Frank- rig den 26de Januar 1764. Efter 10 Aars Tjeneste fra Soldat af træffe vi ham 1790 som Underofficeer i Staden Marseille un- der de blodige Uroligheder, Friheden kostede Franskmændene; og der fik han Leilighed at betale sin Regimentschef den Yndest, denne altid havde viist ham, ved at redde hans Liv. Obersten, som var en Adelsmand, blev nemlig en Dag forfulgt af den ra- sende Pøbel, som endog vilde slæbe ham afsted forat hænge ham i en Lygtepæl. Men Bernadotte brød igjennem Hoben, udrev den Forfulgte af de Rasendes Hænder og førte ham ind i Raad- huset. Imidlertid fulgte de blodgjerrigste blandt Hoben efter Obersten og søgte med Magt at gjennembryde Kredsen, medens de med rasende Skrig fordrede deres udseede Slagtoffers Hoved. Bernadotte alene forblev rolig og tabte ikke sin Aandsnærvæ- relse, men erklærede med Fasthed, at kun over hans og hans Soldaters Legemer skulde man bane sig Vei ind i den sluttede Kreds. Tropperne satte sig i Forsvarsstilling, og da den rasende Pøbel nu saae, at den fandt kraftig Modstand, vovede den ikke at udføre sin blodgjerrige Beslutning. Obersten blev reddet." "Brav gjort! Hehe! brav gjort" mumlede den Gamle smilende. "Paa denne Tid," vedblev Skolemesteren, "hørte Ulydighed og Insubordination til Dagens Orden i den franske Armee. Berna- dotte, nu avanceret til høi Officeer, mærkede dette, da han ryk- kede i Leir; Soldaterne havde ikke alene dræbt en af sine Gene- raler, men de gjorde sig endog til af denne Forbrydelse. Berna- dottes Følelse var i høieste Grad oprørt. Dog deelte hverken de Tropper, som han just førte tilbage fra Striden, eller de i Leiren værende aldeles forvildede Bander disse Følelser. Men strax gav han Befaling, at alle Tropper skulde træde un- der Gevær. Han viste sig i deres Midte og Ordene strømmede fra hans Læber. Med billig Harme skildrede han Krigerne deres Forseelse, og de overordentligt skadelige Følger, som denne kunde have for den hele Hær. Hans Tale gjorde Indtryk. En alminde- lig Forbittrelse begyndte nu mod de Skyldige. Fra tusinde Stru- SIDE: 4 ber lød Skriget: "Straf dem! Straf dem!" Ja man forlangte endog, at han skulde føre de tro Tropper mod Forbryderne for at give et advarende Exempel. "Det var just Mand at tjene under" sagde den Gamle, krum- mende med Fingrene sin gamle graa Knebelsbart. "Saa skal det være." Skolemesteren vedblev: "Engang i de samme Aar maatte Bernadotte, som allerede siden 1792 var Oberst, udholde et saa haardt og blodigt Angreb, at hans Halvbrigade blev sprængt. Forgjæves søgte han at samle sine sønderrevne Geleder; man hørte ikke hans Befalinger. Da løb han hen til de forreste Flygtninger, rev med Hæftighed Epau- letterne af Skuldrene, kastede dem midt blandt de sprængte Ge- leder, og raabte: "Jeg er ikke mere Eders General, fordi I lader Eder vanære!" Nogle Frivillige stillede sig om ham; hans Ord foer som tændende Funker gjennem Rækkerne og opflammede Soldaterne. Nu fik han Øie paa nogle Tønder med Drikkevarer; "Skammer Eder," raabte han, "ved at overlade Eders Drik til Fienden!" Nogle efterladte Kanoner faaer han vendt mod Fien- den, Soldaterne stille sig hurtigt igjen i Slagorden og rykke raskt frem mod de forfølgende, seirdrukne Fiender. Disse standsede, forbausede over dette uformodede Anfald, de begyndte at vakle og vendte sig endeligt paa Flugt. Imidlertid faaer Bernadotte samlet sine adspredte Tropper, som han med Artilleri og Bagage fører tilbage til Leiren. Han skulde netop, paa Grund af en falsk Anklage, være bleven ført til Paris, men man lod Anklagen fare paa Grund af denne Bedrift og sendte ham en Udnævnelse som Divisionsgeneral. Denne vægrede han sig ved at modtage, da han ikke formelig var udnævnt til Brigadegeneral og erklærede tillige, "at det kunde være farligt og møisommeligt nok at kommandere en Brigade, saalænge Mandstugten stod paa en saa slet Fod." "Men nok en Historie, som viser med hvilken Omhu Berna- dotte søgte at opretholde Subordinationen, som var det Eneste, der manglede den franske republikanske Armee forat være den første i Verden. Flere af Grenadererne i et Regiment, som hørte til en General Marceau's Armeekorps, havde gjort sig skyldige i nogle Insubor- dinationsforseelser. Deres Chef vilde lade dem fængsle. Dette var Tegnet til Oprør. De meest Rasende kastede sig over Gene- SIDE: 5 ralen og vilde slæbe ham bort med sig. Bernadotte styrtede sig nu med Sablen i Haanden ind i de tykke Hobe med Trudsler og Besværgelser. Overgeneral Kleber selv ilede Marceau tilhjælp, men da han saae Bernadotte midt iblandt de Rasende, vendte han rolig tilbage til sit Telt og sagde til sine Officierer: "Lad ham kun handle, som han vil; jeg kunde maaskee have fordær- vet det Hele." Bernadottes Ord og især hans raske Handle- maade havde en forunderlig Virkning. Angst og Gru bemægti- gede sig Oprørerne. Nogle toge Flugten, Andre bade forskræk- kede om Naade, og forlangte nu selv at Oprørsstifterne skulde straffes. Paa Valpladsen efter en modig Storm blev Bernadotte udnævnt til Brigadegeneral, og hele Sommeren 1795 udmærkede han sig ved en Række af saa glimrende Vaabenbedrivter, at Overgene- ralen, efter et Slag, der varede i 11 Timer og hvori Bernadotte med 12000 Mand tiltvang sig imod 25000 Overgangen over en Flod, skrev til Nationalforsamlingen et glimrende Anbefalingsbrev for ham. I Aaret 1796 høstede han ligeledes rigelige Laurer, og i 1797 blev han befalet at støde med sit Armeekorps til den italienske Armee. Før han marscherede af, havde han bekjendt- gjort et strengt Disciplinreglement. Men hvad skeer! I Nær- heden af en By i selve Frankrig kom tre Soldater i Strid med de der boende Landmænd og skjøde ved denne Leilighed en af Bønderne. Den tililende Patrulje bemægtigede sig dog de Skyl- dige, som ogsaa paa Stedet bleve straffede ved en Krigsret. Bernadotte lod derpaa Tropperne strax sammenkalde paa Vaa- benpladsen i Provindsens Hovedstad og tiltalede dem omtrent saaledes: "Soldater! Eders hurtige Marscher og eders fortræffe- lige Disciplin har hidtil forskaffet eder alle Statsøvrigheders Høi- agtelse. Nu have imidlertid tre Uslinge, som ikke ere værd at kaldes eders Kammerater, berøvet en af vore Medborgere Livet. De have øieblikkelig ved Krigsretten faaet Lønnen for deres Skjændselsdaad, og Eder giver jeg nu denne Paamindelse: ved- ligeholder den Armees ære, som I repræsentere! Pletter ikke eders Laurbær! Forbinder dem heller uvisnede med den itali- enske Armees!" Disse Ord gjorde sin Virkning. Men før Ber- nadotte fortsatte sin Marsch, gav han, skjøndt han paa den Tid endnu ikke havte nogen Formue, den dræbte Bondes Familie Franks eller Mark, og lod den desuden paa sin Regning SIDE: 6 igjennem Overkassereren udbetale 1200 Franks, samt foranstal- tede en Subskription blandt Officiererne i Korpset, hvorved de Faderløse endnu erholdt 3000 Franks. Med den ham betroede Skare steg han over Alperne og viste sig i Mailand. Bonaparte havde kun ventet paa denne Forstærk- ning for at aabne Feldttoget. Armeen fik Befaling til Opbrud, men Tropperne havde i lang Tid ikke faaet Sold. Et Regiment vægrede sig af denne Grund for at marschere og truede at smitte hele Bernadottes Korps med sit oprørske Sindelag. Dets Oberst saae sig ikke istand til at tilveiebringe Lydighed. Han befalede Over- og Underofficierer at sætte sig i Marsch med Fanerne, men alligevel vedbleve Soldaterne haardnakket med deres Væg- ring og rørte sig ikke af Stedet. Bernadotte erfarede dette, ilede til og kommanderede: "Fremad Marsch!" Regimentet adlød vel, men gjorde igjen Holdt efter faa Skridt. Da styrtede Bernadotte ind paa det første Kompagni, drog Sabelen, svang den truende over den høire Fløimand og raabte: "Fremad! eller jeg hugger Dig ned!" Hurtigt vendte han sig derpaa mod de Øvrige: "Elen- dige! har jeg derfor ført Eder herhen, for at være Vidne til eders Skam? I maa adlyde eller myrde mig. Ville I det, da eders Liv tilhører mig? Forglemmer I, at I uden mig forlængst havde været Støv, eller kun vilde have været Slaver, som om- rodede Ungarns Moradser? Udleverer mig paa Øieblikket Ho- vedmændene eller jeg lader hver tiende Mand skyde!" Denne korte, uventede Tale forfeilede ikke sit Øiemed. Der herskede en dyb Taushed, men man læste Angst paa de bestyrt- sede Ansigter. Fanerne bleve udfoldede; Bernadotte raabte endnu engang: "Fremad!" og hele Regimentet fulgte uden Knur. Hovedmændene bleve angivne af Kompagnicheferne, maatte træde ud af Geledderne og saae sig nu bortførte som Fanger af sine egne Kamerater. Hærafdelingen naaede en betydelig Flod, men den var traadt ud over sine Bredder og der fandtes ingen Bro. Soldaterne studsede, forskrækkede over den voldsomme Strøm. Da sprang Bernadotte af Hesten og vadede, selv den første, igjennem Flo- den, medens Vandet stod ham lige til Skuldrene. Nu fulgte alle Soldaterne hans Exempel. Efterat Bernadotte var kommen op paa den anden Flodbred, opdagede han to af dem, som bleve SIDE: 7 revne bort af Strømmen. Strax styrtede han sig igjen i Vandet og bragte dem lykkeligt i Land under hele Armeens Bifaldsraab." "Brav gjort!" mumlede Gamlen. "I 1798, vedblev Skolemesteren, befandt Bernadotte sig som Gesandt i Keiseren af Østerrigs Hovedstad Wien, hvor der var nok af opblæst Adel, som fremfor alt hadede den franske Stats- omvæltning og alt hvad dengang Franskt var. Den nye franske Gesandts elskværdige Personlighed var imidlertid aldeles skikket til at formilde de Fordomme, man nærede mod den franske Republik og dens Helte. Han fik ogsaa snart Anledning til at give et Exempel paa hvorlidet han skammede sig ved sin ringe Stand. Den østerrigske Minister, som var Baron, og flere andre Stormænd troede nemlig, at skulle kunne ydmyge Bernadotte ved at erindre ham om, at han forhen ikke havde været andet end simpel Soldat. Derfor sagde Baronen engang til ham i et stort Selskab, at der i Wien opholdt sig en gammel udvandret fransk Officier, som kjendte ham særdeles godt. "Hvad hedder han da?" spurgte Bernadotte. Man nævnede hans Navn. "O ja!" raabte Bernadotte, "Han kjender mig sikkert meget godt. Jeg var simpel Soldat i hans Regiment. Hvad jeg er blevet, kan jeg fornemmelig takke ham for. Nu kan jeg desværre ikke mod- tage ham i mit Huus; men jeg beder, siger ham, at Bernadotte stedse nærer Ærefrygt og Taknemmelighed for ham." Det Be- synderligste ved det Hele var ellers, at den opblæste Østerriger, som vilde erindre Bernadotte om at han ingen bedre Ahner havde end sit Hjerte og sin Kaarde, selv var en ussel Flodskip- pers Søn." "Hahaha! Jeppe paa Bjerget!" loe Manden i Huset. "Saa gaaer det støt havde jeg nær sagt," lagde Skolemesteren til, rystende paa Hovedet. "Tvi være slig Adelshovmod!" brummede Gamlefar. "I samme Aar -- vedblev Ole Andersen -- var Bernadotte bleven besvogret med General Bonapartes Broder; men dette Forhold bevægede ham dog ikke til at gaae ind i hans Plan, at kuldkaste den bestaaende svage Regjering, der ikke duede til at styre Staten i saa vanskelige Tider. Bernadotte indsaae nok dette; men han vilde ikke tage Deel i at kuldkaste Statsforfat- ningen med Bajonetter. Tvertom sagde han aabent til Bona- partes Udsendinger, at om Regjeringen gav ham Befaling til at SIDE: 8 forsvare den, vilde han gjøre det. Han levede dengang som Privatmand efterat have i det foregaaende Aar reddet Fædre- landet og dets for alting blottede Armeer ved sin Duelighed som Minister eller Statsraad for Krigsvæsenet. "Jeg sværger -- skrev han til Hæren -- at jeg ikke vil hvile før jeg har forskaffet Eder Brød, Klæder og Vaaben!" Disse den nye Krigsministers op- muntrende Ord indgjød Hæren Tiltro og Fortrøstning, saa at den vendte sig til denne hædrede Mand som til en Frelser af lang- varig Nød og Elendighed. Og Han holdt Løfte. "Havde vi havt slig Mand i 1814 -- sagde Manden i Huset -- skulde vi havt større Ære af Leiken, om den end kunde endt som den gjorde." "Da tør det nok hænde," svarede Skolemester Ole, "at de Mangler, Nordmændene taalmodigen leed, ogsaa bidrog til at vække den Godhed for dem hos Carl Johan, som de snart er- holdt Beviser paa i de gode Tilbud, han rakte dem i aaben Haand istedetfor paa Sværdspidsen. Men det var ikke første Gang han var ædelmodig imod en Fiende. Saaledes hændte det, da han forestod Krigsvæsenet i Frankrig medens Bonaparte rumsterede fjernt paa den anden Side af Middelhavet, i Ægypten, at den dristige Ætling af det afsatte landsforviste gamle Kongehuus, Hertugen af Enghien, kom hemmeligt til Paris. Den republikan- ske Regjering havde da ikke mere Kraft, og det fordrevne bour- bonske Kongehuses Parti kunde vistnok fatte store Forhaabninger. Alles Øine vare tillige henvendte paa Bernadotte, thi hans Be- rømthed og den Hurtighed, hvormed han fattede Planer i de meest farlige Stillinger, betegnede ham som den Mand, der var bestemt til at spille en udmærket Rolle. Ved en fælles Ven gav Enghien ham derfor Underretning om sit Ophold i Paris, ja lod ham endog tilbyde Værdigheden som Overfeldtherre af Frankrig, dersom han igjen vilde føre Bourbonnerne tilbage paa deres for- rige Throne. "Jeg kan," svarede Bernadotte -- "ikke tjene Bour- bonnernes Sag. Eed og Pligt fængsle mig til det franske Folks Vilje. Da imidlertid en Mand, hvis Karakteer og ophøiede Her- komst jeg ærer, sætter sin Lid til mit Hjertes Ædelmodighed, skal han ikke her udsættes for nogen Ulykke. Men Prinsen maa ufortøvet reise tilbage. Om tre Dage er hans Hemmelighed ikke længer min alene. Da skylder jeg mit Fædreland at aabenbare SIDE: 9 den." Enghien blev denne Gang reddet. Uden Bernadottes Ædelmodighed havde han været forloren. Senere kneb Bonaparte ogsaa paa fremmed Grund den ulyk- kelige Prinds og lod ham skyde, da han i fiendtlige Hensigter havde nærmet sig Grændsen. Aarene 1806 og 7 ere fulde af Krigsbedrivter af Bernadotte, der gjorde, at Bonaparte, som nu var bleven Keiser Napoleon, udnævnte ham til Marschal eller Feldtherre af Frankrig og til Prinds af Pontecorvo. I et af disse Feldttog blev han ogsaa saaret af et Skud i Baghovedet, som maaskee den Dag idag minder ham om, at han bogstavelig har udgydt sit Blod for sit Fædreland. I 1808 var han Øverstbefa- lende i Hamborg, og det Rygte for Menneskelighed, som derfra udbredte sig over Norden, bidrog ikke lidet til at hefte Sven- skernes Opmærksomhed paa ham, da de 2 Aar efter valgte sig en Thronfølger. Det følgende Aar fik han ogsaa paa Valpladsen ved Wagram Anledning til at vise sit ædle Hjertelag mod Sach- serne, hvoraf hans Hærafdeling især bestod. Napoleon havde nemlig paa Slagdagen givet den udtrykkelige Befaling, at Ingen under Slaget maatte forlade Gelederne forat bære de Saarede bort, saasom der skulde være sørget for at der blev ydet dem Hjælp. Bernadotte, som kommanderede Sachserne, havde al- deles ikke, da han bekjendtgjorde Dagsbefalingen for sine Trop- per, tilføiet hiint strenge Forbud. Nu hændte det sig, at en Divi- sion, som Bernadotte havde opstillet i Reserve, blev komman- deret et andet Sted hen under Slaget, uden at han fik nogen Underretning derom, og at paa samme Tid de til de sachsiske Feldtlazaretter hørende Heste bleve hentede af et i Nærheden staaende fransk Korps for at forstærke dette Korpses Artilleri- forspand. Nu lede Sachserne betydeligt Tab og en Mængde Saa- rede laae uden Hjælp paa den blodvædede Valplads. Da gav Bernadotte strax Befaling til at spænde nogle Heste fra Kano- nerne, og med disse hente Feldtlazaretterne. Man forestillede ham, at det sit Forspand berøvede Skyts meget let kunde falde i Fiendernes Vold. "Lad være!" svarede den menneskekjærlige Feldtherre, "det er kun Erts; her er Menneskeliv, det er langt kostbarere end det døde Metal." Denne Tildragelse afstedkom et saa spændt Forhold mellem Prindsen af Pontecorvo og Napoleon, at Prindsen trak sig tilbage i Privatlivet. Men hans Patriotisme viste sig nu i sin skjønneste SIDE: 10 Skikkelse. Englænderne benyttede Napoleons Fraværelse til et stærkt Angreb paa de belgiske Provindser. Da glemmer Prind- sen al Forurettelse, iler til det truende Punkt og tilintetgjør Fien- dens Planer. Tilbagetrækningen i Privatlivet kunde ikke for Europa skjule en Charakteer og en Dygtighed som Prindsen af Pontecorvos. Selv Napoleons Storhed fordunklede ikke en som hans. Morgen- stjernen sees om end Maanen skinner paa den vide ensomme Himmel. Rigsdagen i 1810, der skulde kaare Sverige en Kron- prinds istedetfor Christian August . . ." "Christian August?" afbrød den Gamle. "Var det ikke saa, Skolemester? Det var Mand det! Gud glæde hans Sjel!" "Gud har erstattet Norge ham i Carl Johan, der blev hans Broder og er det saaledes som Aanderne ere Brødre, nemlig i Tænkemaade og Sindelag," sagde Skolemesteren og vedblev: "Paa Rigsdagen i Sverige altsaa, som skulde vælge en Kronprinds, nævner en fra Frankrig hjemkommen Svensker Prindsen af Pon- tecorvos Navn, og det var nok til at bestemme Valget. Det Navn, han havde erhvervet sig som Menneske, Borger, Helt og Overøvrighed, forenede strax Stemmerne, og i Prindsen af Ponte- corvo fik Sverige sin Carl Johan. Denne nye Stilling krævede Deeltagelsen i Striden med Napoleon, som ogsaa i Carl Johan fandt sin farligste Modstander. Dog kun til Grændsen af Frank- rig førte Carl Johan sine Krigere; derfra søgte han at tale sit Fædrelands Sag hos dets seirende Fiender. Men jeg kommer ind i Historien -- afbrød Skolemesteren sig -- istedet for at for- tælle enkelte Træk af vor gamle Konges mærkværdige Liv, der isandhed er som et Eventyr, skjøndt ligesaa fuldt af Lærdom som den strengeste Præken fuld af Beviser paa, at Fortjeneste og Dyd altid bærer Krands eller Krone svævende over sit Ho- ved. Som Ven af Borgerfriheden kunde Carl Johan ikke mis- billige den Grundlov, som Nordmændene havde givet sig paa Efterretningen om deres Lands Afstaaelse til Sverige, hvortil Carl Johan havde tvunget Danmark, som var forbundet med Napo- leon. Dette skede netop idag den 14de Januar for 30 Aar siden; men Han tilbød Nordmændene Foreningen med Sverige paa gan- ske andre Betingelser end der den Dag blev fastsat. Han tilbød dem Selvstændighed og Bekræftelsen af deres Grundlov. Det var hvad alle Nordmænd vilde. De modtoge den udrakte Haand, SIDE: 11 og saaledes har da nu Carl Johans og Norges Skjæbne været forenede i næsten 30 Aar. I 4 var Han dets Kronprinds, i 26 er han dets Konge. Mellem Træk af Carl Johans Liv -- tilføjede Skolemesteren -- kunde vel ogsaa anføres endeel af hans ud- mærkede Goddædighed. Jeg har seet en Fortegnelse over hans Gaver fra Tid til anden til Indretninger i Norge, og saa mangel- fuld den var, var Beløbet en ganske overordentlig Sum, saa han neppe beholder stort af hvad Landet yder ham. Og Svenskerne maae give ham samme Lov. Rundhaandethed var et Træk, vore Forfædre skattede høit hos sine Konger, men det er ikke det eneste, hans Charakteer har tilfælles med de herligste af disse. Ædelmodig som Hakon Adelsteen og varmhjertet som Olaf Trygg- vesen, er han tapper, genifuld og veltalende som Sverre." "Gud velsigne Ham der han er!" udbrød Gamlefar Thormod, reisende sig raskt op af Kubbestolen og strygende Huen af. "Gud velsigne ham!" gjentog de Øvrige. "Drik til, Gamlefar, og lad saa gaae rundt!" lagde den venlige Huusmoder til, idet hun rakte Thormod Bollen med Stærktøl, som hun hemmelig havde holdt i Beredskab. Gubben drak hjertugt. Da han rakte Bollen fra sig, eller ret- tere da han første Gang reiste Ansigtet op fra Bollen, trillede en stor Taare ned over hans Kind. Den trillede og trillede ned over Kinden, over Skjægget, ud paa det yderste af den højeste Bugt det slog, og derfra trillede den ned i Kruset. "Om Forladelse . . . Anne, kom med en ny Ølbolle," sagde Gamlen, idet han vilde række Bollen fra sig til hende. "Oh! skader ikke," raabte Skolemesteren, greb Bollen, drak og rakte den fra sig med et "Gud velsigne Kongen!" "Kongen, Thormod, gav gjerne den smukkeste Perle i sin Krone for denne Eders Taare." "Troer I?" "Jeg veed det" . . . SIDE: 12 POESIER PAA HS. MAJ. KONG CARL JOHANS OTTIAARIGE FØDSELSDAG 1. FOLKETS SANG. Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 154 -- 155. 2. ASYLBØRNENES SANG Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 145 -- 146. Henrik Wergeland Nr. 3, 5te Februar 1844. Fra Betleri og Lyveri kort Skridt til Tyveri. SCENER FRA HYTTERNE (Fortsættelse fra Nr. 24 forrige Aargang.) Den Fattiges Kirkegang. Forældre- og Lancaster-Opdragelse i Kjeltringsstreger. "Nei, Kirkegang kan der ikke blive noget af," sagde Mari den følgende Julemorgen til Christen, "for hverken Du eller jeg have Klæder dertil. Havde jeg endda bare et skikkeligt Tørklæde. Reent er nok det jeg har, men . . ." Saa er det. Kirken mister mange af sine bedste Børn, fordi de ikke have Klæder at gaae med. Smukt er det, at man vil være peen og net i Guds Huus; men ilde er det, at dette er bleven overdrevet indtil at Kirkegangen er bleven til en Parade- Udstilling af Flitter og Flatter. De laane af hinanden naar de endelig maa gaae tilalters paa en Søndag naar mange Kirkefolk ikke ere ventendes. Men naar nu Ureenlighedstilstanden er saa- ledes hos Den, der vil laane, at Ingen vil vove sin Kjole de Ti- mers Tid? Man vilde forfærdes, naar man kom underveirs med hvormange Tusinder, der i saa og saa mange Aar ikke have været indenfor en Kirkedør. "Og dog vilde jeg saa gjerne i Kirken idag," sukkede Mari. "Thi jeg er saa glad, og vi have ogsaa stor Grund til at takke Gud." "Raad har vi nok til et Tørklæde nu for de Penge vor nye Huusbonde gav mig igaaraftes for Hjælpen; og var det ikke saa SIDE: 13 seent paa Juuldagen, saa er der Kjøbmænd nok derinde i Byen, som gjerne staae op om Natten for at veje ud et Fjerdingspund Kaffee." "Det er for seent -- det ringer alt første Gang." Den deilige Julekimen hørtes tydelig gjennem den klare blaa Luft som Sølv gjennem Glas. Børnene, som laae længe idag, begyndte at lytte og at hærme. "Dididididi" hærmede begge de Mindste, og Vesle- Ola faldt ind med sit "Domdimdomdom." "Veed du hvad? -- sagde Mari pludselig -- gaa Du forud og stel Brormin hid at passe Barna, saa gaae vi sammen lel. Vi kunne sætte os ved Døren under Orgelskutet. Rene ere vi dog, Gudskelov, og til Paaske eller før skal vi med Guds Hjælp see noget likere ud. Og nu op, Barn!" Og de tre Rollinger krøbe muntre ud af deres lille Kasse. "Jagu' vil hu Mari tilkirke idag," sagde den fæle Kjærring i Gjenbohytten, idet hun blæste og spyttede paa Ruden til hun fik et lidet Kikhul. "Tvi Fan'ens Skind, ikke at have mere Skam for sig end at gaae slig sta. Da kunde jeg gaae med." "Det skulde Du kunnet, Kari -- Uh! uh!" stønnede Manden borte i Sengen -- dersom jeg havde faaet Vadsækken løs. Der var nok til os begge, skulde jeg troe. Men Christen skal . . Uh! uh! det værker mig saa i Ryggen. Men bi lidt! . ." Resten døde hen i en Stønnen, som halvdeels kom af Rappene, halvdeels af Fyldesyge siden Igaarkvel. "Nu, vil du ikke ha'e lidt af det Jens bragte med sig igaar Hans?" -- "Grisemad! Du skal ikke tage imod sligt, Gut." -- "Vel nok tage imod, men saa slænge det bagom Væggen. Hei, der kjører'en Rasmus Nordsæt tilkirke med Qvindfolka sine. Jøss hvor griskt og grumt det skal være. Det skinner langt af- vei af de Bælene. Ei, svindt Jens, rap dig! Der mistede Styr- karen Svøben under den tykke Kappen sin uden at mærke det. Svint og knip den herind!" Jens smuttede ud af Døren og bragte strax efter en Svøbe ind igjen med sig. "Hid med den, Gut!" buldrede Faderen -- "God Svøbe, D -- klore mig! Ingen saae det vel?" SIDE: 14 "Var det likt det da?" "Nei, Christens ere jo gangne tilkirke," bemærkede Konen. "Har du hørt sligt? De er vel bedre end os, skal jeg troe." "Nuda, saa kan det da bli'e til en Sup tilkvels, og denne Dag gaaer da vel med. Du veed den Marketenteren der paa Hjørnet, Jens. Naar du gaaer ind ad Porten, lader han dig nok faae en Pægl for Svøben." Saa er det: der gives Borgermænd her i Byen, pyntelige og pene Folk, som ikke tage i Betænkning at sælge Brændeviin til ganske unge Fattiggutter for Ting, de ganske vel maae vide ere stjaalne. Bliver der Spørgsmaal om denne skjændige Handel, da hedder det, at Tingene kun ere tagne i Pant. Hvilken Andeel have ikke Slige i Forbrydelserne og Fordærvelsen? Det hændte nylig, at tre slige Drenge, saa lasede og usle, at Mistanke strax burde have opstaaet, uden Vanskelighed fik sig hos en Borger- mand seent en Søndag Aften en Pægl Brændeviin for et Sølv- fingerbøl. Umiddelbart efter at have drukket den op, begik de Indbrud, bleve grebne, og under Forhøret kom da ogsaa dette op og at Fingerbøllet var stjaalet. Marketenteren gjorde da Eed for Retten paa at det kun var sat i Pant(!) Der var da ingen Vanskelighed for Hans Fælles Unge at reise en Pægl Brændeviin for den rapsede Svøbe. Men der skede noget endnu værre paa den Tour ind til Byen. Morbroderen, der skulde passe paa Børnene i den anden Stue, havde ladet Vesle-Ola slippe ud paa Trappen just da Nabogutten gik forbi. "Kom og følg med til Byen, Vesle-Ola, skal vi ha'e Moro. Det er Jula." "Bare ikke Moer blier sindt," mente Vesle-Ola; men han gik dog. -- -- "Bi nu her udenfor -- sagde Hans Fælles Søn, idet han knappede bedre om Svøben -- mens jeg faaer Brændeviin til'en Far og Mor. Men svindt ind i Porten, om du skulde see en Mand komme i blaa sid Frakke, blank Hat med Skilt og Stok Haanden, eller nogen med Guldsnor om Luven!" Det var Juledags Formiddag under Høimessen, men nok er det, Gutten kom ud igjen uden Svøbe, men med halvanden Pægl paa Flasken. SIDE: 15 "Smag!" sagde Hans Fælles Søn. "Der er en halv Pægl over, saa'en Far ikke kan mærke noget." Og dermed tog han sig en dygtig Slurk i Portkrogen og rakte Flasken til Vesle-Ola, som gjorde efter, men strax maatte give det fra sig igjen, da Naturen bød imod. "Saa gik det mig ogsaa første Gangen" green Hans Fælles Unge; "men huf Gut! hvad godt det gjør nu." Og atter klunkede det ham i Halsen. "Nu kan det være passe," sagde han og saae paa Flasken imod Dagslyset. "Det var mig, som tog Svøben, saa det er mig, som spanderer paa han Far." "Nu faaer jeg hjem til Moer," klynkede Vesle-Ola. "Hun er vist kommen nu." "Pyt nei!" sagde Staklens Forfører -- "nu er det Middag, og idag er nok ingen Vægter ude. Idag skal vi leve godt. Gaa du ind i Kjøkkenerne du, som liden er, skal du bare see. Og naar det saa lider om lidt, skal vi gaae Gregoriusbrur sammen hele Maaneden." Vesle-Ola kom særdeles tilfreds ud af det første Kjøkken. Han lovede sin Forfører at blive oftere med ham til Byen. De holdt et Par Middage sammen ude i Portrummene, thi Hans Fælles Søn, som nok vidste, at han ikke var kjendt for godt, holdt sig tilbage. Men han lærte Vesle-Ola, at han paa et Sted skulde sige, at hans Forældre vare døde i Cholera, paa et andet, at hans Moder laae syg og at Faderen var død, paa et tre- die, at Forældrene havde sendt ham ud for at bede til Julehelgen o.s.v. Og, som sagt, Ola fandt, at det lønnede sig, og han var saa glad i sin Kammerat, som havde lært ham denne Maade at faae god Mad og Skillinger paa, at han fandt sig i at han altid tog fra ham disse og et Par smaa Støvler, som en god Kone et- steds gav ham, da hun hørte, at Moderen laae syg hjemme paa Enerhaugen og at Ole havde syv Søskende. "Jo daarligere du seer ud, jo bedre," sagde Kammeraten, idet han tog Støvlerne. "Du burde ikke have noget paa Benene heller." Fra Betleri, der lyver, og til Tyveri er et saa kort Skridt, at det ikke er godt at sige, om det Sidste virkelig er værre. Tyven stjæler som oftest fra Fremmede; men Betleren, der lyver, vil jo bedrage den, der gjør ham godt, og han bestjæler tillige den virkelige Nød ved at berøve den en Gave, som ellers vilde være falden i dens Skjød. Hverken for Menneskenes Øine eller for SIDE: 16 sin Samvittighed maa derfor Betleren, der lyver, holde sig for mindre slet end Tyven; og vist er det, at, om han ikke stjæler paa samme Maade som denne, saa er det af ingen moralsk bedre Grund, end fordi hans egen Maade synes ham sikkrere. Han burde derfor ogsaa lide Tyvens Straf, og Ingen burde, for sin egen Skyld, være ivrigere til at hindre ham i at drive sit Uvæsen end de virkelige nødlidende selv, fordi disse lide meest ved hans Indgreb -- kort, den fattige Klasse bør øve et indbyrdes Politi og rense sig selv fra de Personer, som skade den ved at blande Forbrydelser og Lumpenhed med Fattigdommen, der kan være saa agtværdig, ligesom den altid er hjælpeværdig og ikke vilde mangle Hjælpen, som slige Misbrug ikke havde gjort de Formu- ende mistænkelige imod den. Dersom det skede -- man skulde see hvor overordentlig de Nødlidendes Antal vilde indskrænkes, og siden idelig formindskes, fordi Hjælpen da vilde rigeligere kunne ydes Enhver. Læs dette to Gange, og medens du gjør dette, saa tænk, at Hans Fælles Gut havde ført Vesle-Ola ind i et Portrum for der bag en Vogn at lure paa, at en Student skulde gaae ud, hvis Dør gik ligeud til Portgangen. "Da hænger han Nøglen bag Dørposten -- havde Kjeltringen hvidsket -- og saa skal vi see hvorledes han har det. Da han gik i Døren ista, saae jeg en vakker Meer- skums Pibe med Sølvbeslag paa Væggen, og en havde han i Munden. Saae du den? Kan gjerne være der er flere." Vesle-Ola blev ganske bleg. En Følelse sagde ham, at Ka- meratens Forsæt var at øve noget Ondt. Han erindrede, at Moer ofte, naar hun skiftede Maden, havde sagt: "rør ikke det! Det er Maries eller Thorstens; men der er dit." "Jeg vil gaae hjem," suttrede han, "hjem til Moer." I samme Øieblik tog det i Studentens Dør og Kameraten dukkede Vesle-Ola raskt ned bag Vognen. Ganske rigtigt, han hængte Nøglen bag Dørposten. "Nu staa i Porten du Ola;" sagde Informatoren, "og se bare efter, om han ikke kommer tilbage. Det er der jo ikke noget ondt i." Vesle-Ola gjorde saa, glad ved at slippe med det. En sjette- deels Minut efter var Hans Fælles Søn tilbage med to sølvbe- slagne Meerskums-Pibehoveder og en Sølvtheskee i et guult Silke- SIDE: 17 tørklæde. Nøglen atter paa sin Plads, og begge Guttene ude af Porten. De gjorde Holdt paa det første ensomme Sted. "Ti nu bare stille, Ola -- sagde Informatoren -- eller du er ulykkelig, for du har været med. Ja tier du ikke, kommer du paa Raadstuen og faaer Riis. Men det er det Samme, der har du det Tørklæde der, som du kan sige du har fundet eller faaet, hvilket du vil. Og faaet har du det." Atter følte Vesle-Ola en Anelse om, at dette hang galt sammen; men da Kameraten rev ham med sig i hurtig Flugt, fik han ikke Tid til at tænke over. Men en Tanke faldt ham ind, som jog alle andre væk, den, at Moer vilde blive glad i Tørklædet og kunde bruge det til Søndags, naar hun ønskede at gaae i Kirken. Hvad gjorde imidlertid, at Vesle-Ola, da han havde faaet sine Skjænder fordi han uden Lov var løbet til Byen med Hans Fælles berygtede Gut, med en vis Skamfuldhed tog Moderen tilside og hviskede, idet han trak Silketørklædet frem: "vær ikke vred længer, Moer, skal du faa noget Vakkert?" Gud sænkede atter ligesom et blegt Stjernelys ned i hans Hjerne mellem dens Be- greber om Godt og Ondt. "Jesu Navn! hvor har du faaet det?" spurgte Moderen. Vesle-Ola svarede ikke. Samvittigheden rørte sig som en Slange omkring hans Hjerte, stikkende ligesom Hovedet op i hans Luft- rør, saa han ikke kunde svare. Han saae paa sin Moders An- sigt, at hun blev forfærdet. Og hun blev det først nu, da hun af Olas Taushed og af hvad hun læste i hans Ansigt maatte for- lade Tanken om at Ola havde fundet Tørklædet. Og om han havde fundet det, saa havde han jo villet give det bort. Der var god Bund i Vesle-Ola! thi han undlod at sige, at han havde fundet Tørklædet, og tilstod straks at han havde faaet det af Jens Hansen Fælle. "Saa er det jo stjaalet!" skreg Moderen med Hænderne sam- menvredne over Hovedet. Christen reiste sig og greb efter en Kjep mellem Veden ved Skorstenen. "Nei, Nei!" raabte Mari. "Lad være Christen; men lad os høre alt." Og Vesle-Ola fordulgte intet forsaavidt hans Graad ikke opslugte nogle enkelte Ord. "Væk, væk herfra!" mumlede Faderen, "Eller vore Børn ere forlorne for dette Skurkepaks Skyld mellem vore Naboer." SIDE: 18 "Han er det alt," jamrede Moderen. "Vi maa angive det, og vort Barn vil blive straffet." Vesle-Ola havde tilstaaet alt, at han havde staaet paa Post under Tyveriet og at han havde løiet sig til Almisser i flere Huse. "O Gud hjælpe os!" vedblev Moderen. "Politiet vi aldrig troe os naar de see vor Fattigdom og da de kjende vort Nabolag, og Ola vil blive straffet." "Bi lidt," sagde Faderen; "kan du kjende igjen Huset, Ola, hvor det blev taget." Vesle-Ola meente nei, siden at alt var gaaet til i saadan Hurv, som han sagde. "Og desuden var jeg saa bange" lagde han til. "Angive vi det," hulkede Moderen, der havde kastet sig paa Sengen med Hænderne for Øinene, "da vil han blive straffet han Ola der, og hvad vilde den snilde Mand tænke, som nu skulde blive vor Hosbond?" "End om vi ikke angive det," sagde Christen langsomt. "Aldrig! Det var Hæleri," svarede Mari raskt. "Saa bliver han straffet og baade han og Vi mistænkte. Men jeg meente ikke, at vi skulde bruge Tørklædet." "Hvordan da?" "End om vi tiede ganske stille og brændte det op strax?" Mari reiste sig fra Sengen med store Øine. "Ja det kanskee. Bare det saa maatte gaae stilt over." Hun greb det smukke Tørklæde i den ene Snip og holdt det over Ilden. Det var længere end hun troede, slog sig langt ud, saa den anden Snip strax naaede Varmen, og i et Nu, før hun egentlig vilde, blussede det op. "Gid Pibehovederne brændte med!" sagde Vesle-Ola. "Pibehovederne!" skreg begge Forældrene. "Gud fri os! Det havde vi glemt." "Det vil blive opdaget alligevel." "Vi ere i Skurkenes Vold!" "I Politiets!" "Ja, ja ja!" stønnede Mari. "Jeg frygter vi have gjort galt -- galt værre." En mørk Ahnelse betog dem. Da den sidste Gnist forsvandt i Tørklædets sorte Aske, var det som det sortnede for deres Øine. "Vi ere ulykkelige!" var det Udraab, som paa eengang kom fra deres Læber. (Fortsæettes.) Henrik Wergeland SIDE: 19 Nr. 4, 20de Februar 1844. Gaa ei tilsengs med Synden! Du lægger dig paa Roser; men vaagner op i Dynden. EN SKJØGES LEVNET OG DØD. (Af det Svenske.) I en Alder af 17 Aar forlod Lisa Monsdatter Fædrenehytten, en Huusmandsbolig under det prægtige Herresæde Hellekis paa det skjønne Kinnekulle, for at søge Tjeneste og gjøre sin Lykke i Hovedstaden, hvorom Tjenestetyendet, naar Herskabet aarligen tilbragte den skjønne Aarstid paa nævnte Lystslot, havde fortalt saa vidunderlige og fortryllende Ting. En hæderlig Attest fra Præsten og et anbefalende Fribrev udgjorde de Støtter, hvorpaa hun kunde grunde sine Forhaabninger; men i Hemmelighed byg- gede hun den mere paa den grove og platte Smiger, som Tjenerne hos Herskabet fra Stockholm overvældede hende med, og som hverken Speilet eller hendes Egenkjærlighed modsagde. Hun var jo rigtignok ikke en Skabning, der kunde afgive Model for Bild- huggeren eller Maleren, men hun var dog en vakker Pige med et livligt, friskt og ungdommeligt Udseende, som ofte mere ind- tager end regelmæssige Træk. I Begyndelsen gik Alt efter Ønske. Hun blev antagen som Stuepige i et fornemt Huus, hvor man dagligen levede i Suus og Duus. Af Levningerne fra de under Lækkerheder segnende Borde bortsnappede de tyvagtige Opvartere saa meget, at Husets Tyende af begge Kjøn ikke behøvede at frygte for at maatte nære sig med den ringere Kost, som Herskabet havde bestemt for det. Paa de Dage, da Herskabet selv fraadsede ved Andres Bord eller deeltog i den store Verdens Adspredelser, toge Tje- nestefolkene, der vare blevne hjemme, Tiden iagt, idet de ogsaa, saa godt de kunde, søgte at more sig udenfor Huset med eller uden Tilladelse; og Lise var ikke den, som forsømte at gjøre sig bekjendt med de af Livets Forholde, hvoraf hun troede at kunne høste Glæde eller Fordeel. Det var kun ved de Leiligheder, naar Herskabet, overmættet af de høiere og rigere Kredses Tidsfordriv, foruleiliget ved de Udgifter, som et saa yppigt Levnet kostede, kjed og udmattet paa Legeme og Sjæl, holdt sig hjemme i nogle Uger og lod sig nøie med simpel Hverdagskost, samt med gjerrig Haand rakte Tjenestetyendet det, som endnu var simplere og SIDE: 20 slettere, -- da var det, at Lise ret begreb saadanne Stores Smaa- lighed og Bitterheden ved at være afhængig af dem. Længselen efter at forandre sin Stilling var heraf en naturlig Følge, og til næste Flyttedag optraadte hun som Opvartningspige i et Værts- huus, der netop var i Raabet. Huusmandsdatteren fra Hellekis havde allerede den første Uge efter sin Ankomst til Hovedstaden byttet sine simple hjemme- vævede Hvergarnsklæder med smukkere, dyrere og tyndere Tøier, hvori hun ofte frøs og hostede. Hendes Klædedragt havde ogsaa faaet et pynteligere Snit, og derved blev det i Begyndelsen. Men da hun blev antagen som Opvartningspige i Værtshuset, blev For- andringen mere gjennemgribende; og det skarpeste Kikglas kunde nu ikke mere finde nogen Lighed med Hensyn til Holdning og Klædedragt mellem den fordringsløse Bondepige "Lisa" og den nette, knipske "Jomfru Lisette." Unge Dagdrivere og Lapse i Dusinviis dreve hele Dagen om i Værtshuset og spøgede med Opvartningspigerne. Lisette var den første, paa hvem de raabte, den sidste, fra hvem de skiltes. Nyhedens Ynde pirrede Nysgjerrigheden, "Blomsterne fra Kinne- kulle," som endnu ikke vare visnede paa Kinden med Smilehullet, styrkede deres Mod, og de raske Svar fængslede Opmærksom- heden. Nogle Uger senere spurgte man forgjæves efter "Jomfru Li- sette." Hun var forsvunden. I Værtshuset vidste Ingen hvor hun var bleven af. Det var et staaende Svar hos hendes forhenvæ- rende Søstre, som dog smaaloe og saae hemmelighedsfulde ud, naar de gjentoge det. Den af Værtshusets Gæster, som hyppigst var kommen der, en kongelig Sekretær i flere Kontorer, ophørte paa samme Tid at have sin Gang der. Han fandt sig nu meget bedre hjemme i sin nye vakkre Bopæl, hvor den smukke "Mamsell Elisa" holdt Huus for ham. Det var Huusmandsdatterens tredie Forvandling. Hun tilbragte nu en Bislopperskes Hvedebrødsdage med sin Forfører. De levede herligt og i Glæde, forlystede sig i tillukkede Rum paa Theatret, drak afbrændt Viin paa Beværtningsstederne udenfor Staden, sugede Honningen af Øieblikkets Nydelser og tænkte ikke paa den kommende Dag. Men denne kom, Udsvævelser sløvede og svækkede, og den SIDE: 21 kongelige Sekretær blev endog kjed af sin Elisa inden hans Kre- ditorer vare blevne kjede af at underholde dem begge. De to forhenværende Elskende flyttede fra hinanden, og den sidste Foræring, han gjorde hende, bestod i Forudbetaling af et Kvartals Leie for det Værelse, hun nu herefter skulde beboe -- alene. O, havde hun stedse kunnet forblive det! Men under hendes eget Hjerte bankede allerede et andet, og snart maatte en Vugge have Plads ved Siden af Mamsellens Seng. Trangen forøgedes; vant til at sidde med Hænderne i Skjødet var hvert Middel til at erhverve Brødet paa en ærlig Maade hende modbydeligt. Efterat det stakkels Barns Fader efter mange Vanskeligheder havde befriet hende for Omsorgen for dets Op- hold og indløst det paa Fødsselstiftelsen, ilede hun med fordoblet Hurtighed frem paa Lastens og Fordærvelsens Vei. I Kongens Have og paa andre offentlige Promenader overgik hun alle andre i Pragt og Flitterstads. Der var ingen Udhaler i Stockholm, som ikke vidste hvem hun var, ikke vidste hvor hun boede. Under dette Tidsrum af hendes Liv befandt hun sig i et Slags Velstand . . . . men dette Tidsrum var kort. En vederstyggelig Sygdom stødte hende nærmere til Afgrundens Rand, men uden at standse hendes Udsvævelser, indtil Politiet gjorde en Ende derpaa og skaffede hende Plads i et Hospital. Udkommen herfra gik hendes Digten og Tragten alene ud paa, at begynde sit forrige Levnet paany, men Armoden hindrede hende fra at vise sig i en Klædedragt, som kunde anstaae Folk af en vis Stand og Vilkaar og -- hvad der var endnu værre! -- Sygdommen havde ødelagt hendes Ynder: Øiestenens blaa Be- dækning var langtfra saa mørk som de tykke Poser under Øinene; forsvundne vare Kindens Roser; den lille skjelmske Grube var gaaet tabt i den magre indfaldne Kind. I denne Forfatning var hun afskrækkende; og naar Nogen indlod sig i Samtale med hende i Mørket, blev hun med Afsky og Foragt bortviist ved det første Glimt af Maaneskinnet eller ved den mindste Lysning fra Gadelygten. Nu blev hendes Forfatning græsselig; hun frøs og hungrede. Fremtiden syntes ikke at tilbyde hende andet Valg, end en Gade- feierskes modbydelige Bestilling, Tugthuset eller Selvmord. Den sidste Udvei var den, som hun foretrak, fordi den paa eengang gjorde Ende paa al hendes Usselhed. SIDE: 22 Og nu solgte hun sin sidste hele Kjole, kjøbte Brændeviin der- for, for at bedøve Følelserne og styrke sit Mod. I en beruset Tilstand begav hun sig derpaa til Skinnarviksbergen, hvor hun agtede at opsøge et eenligt Sted, for ubemærket at ende sin Kval i Mælarsøens Dyb. Da hun nu havde fundet et Sted, som syntes at være passende for hendes Forsæt, kastede hun sig paa Knæ -- ikke for at bede, men for at forbande. Og et mere fuldendt Billede af Forban- delsen har aldrig viist sig for Kunstnerens Fantasi. Legemets vaklende Stilling, hvis øverste Deel hun forgjæves søgte at holde opreist og roligt, medens hendes Knæ hvilede paa Jorden; den mod Himlen opløftede knyttede Haand; det halvt tillukkede Øies rædsomme Flammer; de afbrudte usammenhængende, hylende Klagelyd, udstødte af en Mund, som snart af Raseri fordreiedes til et Griin, og snart blev vildt fortrukken af Fortvivlelsen; Haa- rets vilde Flagren i Blæsten -- -- Arme faldne Væsen, som vil saaledes gjøre Ende paa din Skjebne og drukne din Elendighed og din Skjændsel i Bølgens og Glemselens barmhjertige Favn! Hun reiste sig op efter flere frugtesløse Anstrengelser og ra- vede hen mod Stranden. Hun gik nogle Skridt tilbage, for med eet Spring at kaste sig i Vandet . . . . Ve og Rædsel! . . Et Skrig! Et Spring! Et Plump! En Stilhed af en Minut. Noget Sort kommer atter tilsyne i Vandskorpen. I en Sekund viser sig en oprakt Arm med ud- spilede Finger. Et gurglende Forsøg paa et Skrig høres. Det er den Arme, som angrer sit Skridt, som fortvivler i Døden og vil skrige om Hjælp. . . Det er for seent. Det Sorte i Vandskorpen er forsvundet endnu før Bølgevallingerne efter Plumpet have ophørt at bryde sig mod den stenige Strand. Et mørkt Vindkast farer hen over Fladen og udsletter dem. Henrik Wergeland INDIANSK HØIMODIGHED To Nordamerikanske Indianere elskede en og samme Pige; den Ene var en stor Høvding og den Anden en ung Kriger, der kun en kort Tid havde betraadt Krigens Bane. Den unge Piges For- SIDE: 23 ældre gave strax den unge Kriger Afslag saasnart de mærkede Høvdingens Hensigter. Flere Maaneder hengik, og den bortviste Elsker, et Rov for en mørk Fortvivlelse, deeltog ikke mere i de krigerske Øvelser, hvori han tidligere havde været den Første. Han forlod sin Hytte ved Daggry, og vendte ikke hjem igjen, førend Ilden overalt var slukket; og han tilbragte hele sin Tid i Eensomhed. Høvdingen gik samme Dag, han skulde føre den unge Pige hjem i sin Bolig, ud at jage i de nærliggende Bjerge, og, da han fik Øie paa en Bjørn, sendte han den en Kugle, som alene saarede den. Men i samme Øieblik, han greb til sin Strids- øxe, snublede han og faldt ikke langt fra Uhyret, som styrtede imod ham. Høvdingen havde saaret sig i Faldet, og var ude af Stand til at forsvare sig. Han troede sig fortabt og lukkede Øinene, for at oppebie Døden; men pludselig høres et Skud, og, da han aab- nede sine Øine, seer han det frygtelige Dyr kæmpende med Dø- den. Da han havde reist sig op, fandt han sig Ansigt til Ansigt med den, som havde reddet ham fra Døden. I sin Rednings- mand gjenkjender han den unge Kriger, sin Medbeiler, og, lyt- tende alene til Erkjendtlighedens Røst, tog han hans Haand, som han trykkede med Inderlighed, og sagde: "Min Ven, du har frelst mit Liv paa en Tid, da det var mig kjært, kjærere end nogensinde. Lader os være Brødre!" Tusinder ulige Følelser strede i Ynglingens Sjæl, og han stod aldeles ubevægelig med vilde Blik og trak Veiret krampagtigt; men han var af en ædel Natur. "Høvding," svarede han, "da jeg saae Bjørnen styrte imod dig, troede jeg, at det var den store Aand, som havde fattet Medynk med mine Lidelser, og et Øieblik følte mit Hjerte sig let og lykkeligt. Men da Døden var dig nær, meget nær, hvi- skede den gode Aand mig sine Ønsker i Øret, og jeg frelste dig, for at du skulde nyde din Lykke. Det er mig, som bør døe; jeg er Intet, har ingen Venner, der er Ingen, som elsker mig og som i min Bolig opliver Nattens lange Timer for mig. Farvel, Høvding !" Han beredte sig til at gaae, men Høvdingen holdt ham tilbage i Armen. "Hvorhen vil du gaae? Veed du ikke hvad en Broders Kjær- SIDE: 24 lighed vil sige? Have dine Drømme aldrig fortalt dig Noget derom. Jeg har sagt, at vi ville være Brødre; følg mig!" De kom tause til Indianerbyen; og, da de vare komne til Raadsstedet, sammenkaldte Høvdingen de Fornemste af sin Stamme og lod sin Brud komme derhen. "Fager-Blomst!" sagde han til hende, idet han tog hendes Haand, "vil du elske mig mindre som Broder end som Mand? Tal, hvisk mig dine Ønsker i Øret! Har du aldrig drømt om en anden yngre Røst end min, som sukkede af Kjærlighed og Fortvivlelse?" Derpaa førte han Pigen hen til den unge Kriger og sagde: "Tag hende, min Broder! Hun blive din Hustru og min Søster!" Derpaa vedblev han, idet han udstrakte sin høire Arm imod Stammens Ældste: "Jeg har sammenkaldt Eder, for at opfylde en Retfærdigheds Handling; -- hører mig: En ung Hjort elskede en Lilie, som op- voxede i Skyggen af en Poppel ved Bredden af en frisk Kilde. Det forelskede Dyr kom hver Dag for at see sin Lilie tiltage i Skjønhed og udfolde sine hvide Blade. Men en Dag kom en Tyr gaaende tæt forbi den elskede Blomst og rykkede den op med et Stød af sine Horn. Var det smukt? Nei, -- den stak- kels Hjort flygtede til Bjergene og vilde ikke mere vende tilbage til Poppelens Skygge. Nogen Tid derefter traf han Tyren lig- gende paa Marken, og nær ved at blive dræbt af en skrækkelig Bjørn. Hjorten styrter mod Bjørnen og gav derved Tyren Tid til at reise sig. Den havde alene lyttet til Hjertets Stemme, og havde reddet Tyren, skjøndt denne havde ødelagt den smukke Blomst, som voxede ved Bredden af Kilden. Det var smukt, det var ædelt! Tyren sagde til Hjorten: Lader os være Brødre i Glæde og Sorg. Men Hjorten svarede, at der ikke mere fandtes nogen Glæde for den, siden den havde mistet sin saa høit el- skede Lilie. Tyren tænkte efter og fandt, at en Broder burde gjøre store Opoffrelser for en Broder og han sagde til Hjorten: "Se her din Lilie, tag den inden den visner; bær den tilbage i Poppelens Skygge, og vær lykkelig!" -- Høvdinger, vise Mænd og Krigere! Jeg er Tyren, og I see der Hjorten, min Broder. Jeg har givet ham Lilien, som blomstrede ved den friske Kilde. Jeg har gjort meget; men alligevel ikke nok for en stor Høv- ding, ikke nok for en Broder, ikke nok for at fyldestgjøre Ret- SIDE: 25 færdigheden. Vise Krigere, lytter til mine Ord: Blomsten kan alene hvile ved en Høvdings Bryst. Min Broder maa blive Høv- ding; han er Høvding, thi jeg deler min Magt med ham. Mine Rigdomme, min Bolig tilhører ham; mine Heste, mit Pelsværk, Alt, hvad jeg eier, hører ham til. En Høvding har blot eet Liv, og den, som frelser det, kan ikke belønnes nok. I have hørt mig. Jeg har talt." Henrik Wergeland Nr. 5 tilsidst bider den dog som en Slange og stikker som en Skorpion." Sal. Ordsp. 23, 29 -- 32. "Vee dem, som staae aarle op om Morgenen, at jage efter stærk Drik og som vente paa Aftenen, at Vinen maa brænde dem. Vee dem, som ere vældige til at drikke Viin og duelige Mænd til at blande og skjænke stærk Drik." Jes. 5, 11. 22. "Vee dig, som faaer din Næste til at drikke, idet du byder ham din Flaske og gjør ham drukken." Habak. 2, 15. SIDE: 27 "Kjødets Gjerninger ere aabenbare, saasom: Hoer: Skjørlevnet, Ureenhed, Uteerlighed, Afgudsdyrkelse, Trolddom, allehaande Fiendskab, Kiv, Nid, Vrede, Trætte, Tvedragt, Partier, Avind, Mord, Drukkenskab, Fraadseri og deslige, om hvilke jeg forud siger Eder, ligesom jeg før haver sagt, at de, som gjøre saadant, skulle ikke arve Guds Rige." Gal. 5, 19 -- 21. "Farer ikke vild! hverken Skjørlevnere, eiheller Afgudsdyrkere, eiheller Hoerkarle, eiheller Blødagtige, eiheller de, som synde imod Naturen, eiheller Tyve, eiheller Gjerrige, eiheller Drankere, ei Skjændegjester, ei Røvere skulle arve Guds Rige." 1 Cor. 6, 9. 10. "Thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I dræbe Kjødets Gjerninger formedelst Aanden, skulle I leve." Rom. 8, 13. "Lader os vandre skikkeligen, som om Dagen; ikke i Fraad- seri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind! Men ifører den Herre Jesum Christum, og haver ikke Omsorg for Kjødet til Begjærligheders Opvækkelse." Rom. 13, 13. 14. "Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menne- ske saaer, det skal han og høste. Hvo som saaer i sit Kjød, skal høste Forkrænkelsen af Kjødet, men hvo som saaer i Aan- den, skal høste det evige Liv af Aanden." Gal. 6, 7. 8. Saa tænk da alvorligen efter, o Menneske! over disse frygte- lige Domme, forud forkyndte af den hellige Gud, der hader alle Synder, og har aabenbaret sin Vrede over al Ugudelighed, (Rom. 1, 18.) Han, som ikke forandrer sit Ord, (1 Petr. 1, 24. 25) og visselig skal opfylde sine Trudsler mod enhver Drukkenboldt, der fremturer i sin Synd. Men du spørger maaskee: er der da Redning for mig endnu? Ja vistnok, Gud være lovet! Vel er du ikke let at redde, dog kan og vil den samme Gud og Frelser, der allerede formedelst Maadeligheds-Foreningernes Bestræbelser har reddet mangen Drukkenboldt fra denne afskyelige Last, ogsaa hjælpe dig, hvis du søger denne hans Hjælp. Han vil ogsaa frie dig fra dit Træl- domsaag og give dig tilbage til det menneskelige Selskab som et nyttigt Medlem. Er det derfor dit Alvor at blive fri for Drikkesygen, da maa du begynde med ganske og aldeles at opgive Brændevinens eller SIDE: 28 nogensomhelst berusende Driks Nydelse. Vær overbeviist om, at dette er uundgaaelig nødvendigt, og at det Forsæt, lidt efter lidt at vænne dig af med hiin Vane, ikke fører til andet, end til at du altid paa ny igjen bliver overvunden af din Synd og saa- ledes indtil din Ende vedbliver at leve i samme. Lad dine Læ- ber ikke mere berøre det giftfyldte Glas, der drager dig til Af- grunden; derved griber du et af de kraftigste Midler for i Frem- tiden at undgaae Drukkenskab og den dermed forbundne Elen- dighed. Men skal din Helbredelse være grundig, og ikke atter tilintet- gjøres, saa maa den ikke blot være en udvortes, men ogsaa en indvortes; saa maa du ikke lade det blive ved dit eget Forsæt. Du behøver Hjælp ovenfra, og du maa henvende dig til ham, "der er kommen for at frelse det, som var fortabt." (Matth. 18, 11. 1 Tim. 1, 15.) Du maa erkjende og føle din Synd og den Fare, hvori du svæver; med angerfuldt Hjerte maa du bekjende begge Dele for Herren, thi "Christus haver Magt paa Jorden, at for- lade Synderne." (Matth. 9, 6.) Og "hans Blod renser os fra al Synd." (1 Joh. 1, 7.) Ja, kom kun du stakkels Syndens Træl, hvo du end er, hvor længe og mægtig Synden end har hersket i dig, Frelseren kan og vil hjælpe dig! Hør hvad Gud, til den bodfærdige Synders Trøst, har ladet skrive i sit dyrebare Ord: "Han skal frie den Fattige, som raaber, og den Elendige, som ingen Hjælper har." Ps. 72, 12. "Søger Herren medens han er at finde, kalder paa ham medens han er nær." "Den Ugudelige forlade sin Vei, og hver, som gjør Uret, sine Tanker og omvende sig til Herren, og han skal forbarme sig over ham, og til vor Gud thi han skal mangfoldeligen tilgive." Jes. 55, 6. 7. "Jesus annammer Syndere." Luc. 15, 2. "Den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste ud." Joh. 6, 37. "Kommer hid til mig, Alle som have Møie og bære svær Byrde, jeg vil give Eder Hvile." Matth. 11, 28. "Det er en troværdig Tale, der er værd at annammes: at Christus Jesus kom til Verden, for at gjøre Syndere salige, blandt hvilke jeg er den groveste." 1. Tim. 1, 15. SIDE: 29 "Han kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid for at træde frem for dem." Hebr. 7, 25. Og da du hverken ved dine egne Kræfter eller din egen For- nuft kan troe dette glædelige Budskab, saa hør, hvad Gud siger til din Opmuntring: "Beder saa skal Eder gives, leder saa skulle I finde, banker paa, saa skal Eder oplades." Matth. 7, 7. "Den himmelske Fader skal give dem den Hellig-Aand, som ham bede." Luc. 11, 13. "Min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed." 2 Cor. 12, 9. "Gud er den, som udretter i Eder baade at ville, og at ud- rette efter sin Velbehageljghed." Philip. 2, 13. Paakalder du nu Herrens Navn, saa skal han forplante dit van- tro syndige Hjerte, og fylde det med Tro, der kan rense det, (Apost. Gjern. 15, 9.) modstaae Satan, (1 Petr. 5, 9) overvinde Verden, (1 Joh. 5, 4) og evindelig redde din Sjæl! (1 Joh. 5, 12. 13.) Suk da til Gud i inderlig Bøn om denne Troens Kraft, og du skal ikke alene blive fri for den Last, du hidtil især er bleven behersket af, men endog heldigen kunne modstaae enhver anden Synd, og endelig skal Gud give dig Livets Krone. (2 Tim. 4, 8.) Henrik Wergeland EN DRUKKENBOLDTS TESTAMENTE Da mit Legeme er kraftløst, og jeg frygter for, at min Aand snart skal sløves, eftersom jeg har betraadt Umaadelighedens Vei, og ikke agter at forlade den igjen, bestemmer og fastsætter jeg N. N. herved min sidste Villie: Da min Skaber har gjort mig skikket til fornuftig Nydelse, og skabt mig til at fremme hans Ære, og til at gjøre vel imod An- dre, saa kjender jeg min Ansvarlighed; -- men Lysten til at til- fredsstille de sandselige Begjærligheder, og den bestandige Ulyst til at modstaae Fristelsen ere saa stærke hos mig, at jeg ganske hengiver mig til Umaadelighed, og de Laster, der ere forbundne dermed. Desaarsag gjør jeg efterfølgende Testamente: Min Formue bestemmer jeg til Forødelsen, jeg veed at den inden kort Tid vil falde i de Folks Hænder, der forsyne mig SIDE: 30 med stærk Drik. -- Mit gode Navn og Rygte, der kun staaer paa svage Fødder, skal Tilintetgjørelsen have. -- Min gode Hu- stru, der saalænge venligen har ledsaget mig gjennem Livet, te- stamenterer jeg Skam, Fattigdom, Sorg og Hjertenag. -- Ethvert af mine Børn erholder mit Exempel og deres Faders skammelige Opførsel til Arvedeel. -- Endelig lader jeg Sygdommen, Elendig- heden og den snare Opløsning faae mit Legeme, og over min Sjæl, der aldrig døer, lader jeg den Gud raade, hvis Barmhjer- tighed jeg har misbrugt, og hvis Love jeg har forhaanet, skjøndt han formedelst sit Ord advarer mig, at ingen Drukkenboldt kunde arve Himmeriges Rige! -- (Af et hamborgsk Traktatskrivt.) HAAB PAA HERREN! Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 165 -- 67. Henrik Wergeland Nr. 7 men nei! Han maa ikke vide noget derom, Han ikke, Han ikke, sidst af alle Mennesker!" SIDE: 31 "Ja for hvad vilde han troe?" sagde Christen. "... At vi vare Tyvepak, Hælerpak; og aldrig i Verden vilde han vide noget af os," hulkede Mari, skjulende atter sit Ansigt. "Ulykkelige Barn!" Vesle Ola sad nedhuket i Krogen. Man kunde see paa hans Ansigt, at han dog begreb hvorfor Forældrene vare saa bange. "Han Jens, som tog baade Pibehovederne og Tørklædet, vil nok tie stille," meente han, men baade Faderen og Moderen meente anderledes. "Jens vil sælge Pibehovederne," sagde Christen; "det bliver opdaget, at de ere stjaalne og hvor; Tyveriet bliver undersøgt, og saa .." "Ja, og saa have vi Vægterne her ..." Vesle Ola hukede sig dybere ned. Moderen taug; hun begreb, at hun i Omsorgen for sit Barns Sikkerhed, havde udsat denne endnu mere og selv gjort Uret imod den Bestjaalne. Det var en bedrøvelig Juledag i Christens Hytte, og en syndig over hos Jens. Der var Glæde over at den fordærvede Søn havde faaet saa godt Bytte med sig fra Byen. "Nu kan vi gjerne drikke op Pæglen strax," meente Kjærringen, "for nu er der Raad til mere." Heller ikke dengang havde de nogen Frygt for ikke at faae Tyve- godset afsat. Den, som kjøbte Svøben, kjøber nok ogsaa Piberne, meente de; "og havde jeg nu bare en skikkelig Kjole, sagde Hans Fælle, saa gik jeg strax til Byen." "Pyh! der er nok Raad til det," sagde Kjærringen; "han Vesle Ola derover har jo taget et Silketørklæde med sig hjem, sagde jo hans Jens; og saa kan du jo gaae over og forlange Christens Kjole laant. Han tør nok ikke negte, for nu er de da ikke bedre end Andre, skulde jeg troe." Til deres Forfærdelse saae Christen og Mari Gjenboen træde ind hos dem et Par Timers Tid efterat Børnene vare komne fra Byen. Det var saa i Skumringen. "Hvem der?" foer Mari forskrækket op. "Hvem der?" gjentog Christen. De troede i Førstningen, at Vægterne allerede var der for at hente deres Barn. "Aa, det er nu mig," green Hans Fælle. "Jeg vilde gjerne see det Tørklæde, som I veed .." "Hvilket Tørklæde?" afbrød Mari. -- "Stille, Mari!" sagde Christen, trækkende hende i Skjørtet. SIDE: 32 "Aa det I veed nok," green Hans. "Tror I ikke jeg veed det?" "For Guds Skyld! gjør os ikke ulykkelige!" klynkede Mari. "Snak! det er jo ikke mere til. Se der Fillerne!" sagde Christen, pegende paa de sorte Levninger, som endnu laae paa Skorstenen. "Hvad? har I brændt Tørklædet?" raabte Gjenboen. "Det var som Fanden. Det var jo ikke jert. Skulde Nogen havt det, maatte det være mig, for det var min Unge, som . ." . . "Ja som tog det; ikke vor," faldt Mari hurtigen ind. "Hvad det angaaer," sagde Hans Fælle rolig, "saa bliver det nu det Samme, for jer Unge var nu med. Og for vor Skyld ere vi just ikke saa bange, for vi har været i Smelta før, og Pokker maatte sidde saaledes hele Vinteren uden at have hverken at bide eller brænde, naar baade varmt Huus og Mad og Klæder staaer færdigt." Skurken mente Strafanstalterne. Baade Han og Konen havde været paa "Huset" før, og deres Unge paa Raadstuen meer end eengang. "Men det er det Samme," vedblev han med et fuult Griin; "siden det nu er saa, at vi kan faae jer did med, om vi bare knye, saa vil Du vel ikke negte at laane mig din Kjole ikvel for jeg har faaet et Snarærind til Byen; og om du har nogle Skilling, saa faaer du nok lade dem gaae med." "Vi tør ikke negte ham noget," hviskede Mari; og strax trak Christen sin Kjole af og gav den til Gjenboen, hvis Ureenlighed ellers maatte vække Gru for at gjøre ham en saadan Tjeneste. "Men Skillinger har vi ikke," lagde han til. "Jasaa? Det kunde blive slemt for dig, om jeg vilde," green Gjenboen, "og skaffer du ikke mindst tolv til imorgenkvel da der er Dands hos hu' Kirsti Valders, saa kan du troe, at du gaaer paa Haaliis." Med disse Ord gik han. Christen og Mari følte, at de vare i hans Vold. Og da hans afskyelige Kjærring kort efter indfandt sig med samme Griin i Døren, hvormed han forlod dem, under Ærind, at laane noget Meel, turde de heller ikke negte hende det. Næste Dag maatte Skillingerne ogsaa være parate. Mari havde maattet gaae til sin Broder og laane dem. Gud og Samvittigheden dømmer nok ikke en Daarlighed saa strengt som en Forbrydelse; men i Verden skeer det dog, at SIDE: 33 mangen maa dele Straf lige med denne. Og her var den Daar- lighed, Mari havde begaaet af et forbrydersk Ydre og virkelig af en forbrydersk Beskaffenhed, omendskjøndt Moderkjærligheden havde drevet hende dertil. Hun skulde jo naturligviis have for- klaret Politiet alt og afleveret Tørklædet til dette, som da vel vilde have ladet hendes Barn gaae med en Irettesættelse, men ogsaa lagt Mærke til denne fattige Families Redelighed. Det faldt hende vel endnu ind, at det Bedste, selv efter det Indgreb, hun i det tankeløse Øieblik havde gjort i en Andens Eiendom, vilde være at tilstaae Alt; men Frygten for at hun dog vilde blive straffet, og for at den gode Mand, som Juleaften havde lovet at ville tage sig af dem, da vilde slaae Haanden af dem, holdt hende endnu tilbage. Den holdt hende tilbage til det var -- for seent. Ulykkerne, som komme selvforskyldt, komme som den knusende Vogn, man ikke kan gaa afveien for. Gjenboen undlod nemlig ikke at afhente de Skillinger, han havde afpiint Staklerne; og med dem i Lommen og Christens Kjole paa, strøg baade han og hans Kjærring samt deres Gut afsted til Dandsen Aftenen efter. De stjaalne Meerskumspiber vare med for at sælges eller at blive bortspillede ved samme Leilighed. Et af dem solgte han dog først til den samme Marke- tenter, men med de andre og en Flaske Brændeviin indfandt han sig der han havde emnet sig hen. Men der havde ogsaa En i Politiets Tjeneste indfundet sig, og da Spillet begyndte om en af Piberne henne i Krogen medens Dandsen gik hele Stuen rundt, blev Hans og Kari saavelsom deres Gutunge arresterede. Den bestjaalne Student havde gjort Anmeldelse; og Morgenen efter vedkjendte han sig Pibehovederne som sine. Den Slyngel af en Marketenter maatte ogsaa frem med det, han havde faaet i sit Værge -- som Pant, hedte det atter, uagtet Sandheden var, at det var taget for en vis Sum, der var bleven afskreven paa Kridtingen, og hvori Betalingen for Brændeviinsflasken var ind- gaaen. Men et Silketørklæde savnedes efter den Bestjaalnes Opgave; og hvor var det? Christen og Mari havde om Morgenen med Forskrækkelse be- mærket, at Gjenboerne ikke vare komne hjem. "Skulde de allerede være opdagede og grebne, da Gud naade os!" "Jeg vil gaae til ham, som lovede at tage os paa sin Løkke," sagde Christen, og bede ham for Alting at tage os væk strax SIDE: 34 herfra før Flyttetid. Bare han Hans maatte komme med Kjolen min." "Den faar du nok aldrig igjen," sagde Mari, "for det lod ikke som han agtede at give den tilbage. Han veed nok, han har Knibetag paa os. Men hvad skal vi nu faae til Middag siden Kjærringen fik Melet?" Det var allerede langt ud paa Formiddagen . . "Der kommer to store Manner med Stokker," sagde et af de mindste Børn, som var kravlet op i Vinduet. Mari udstødte et Skrig. Vesle Ola hukede sig saa langt ned han kunde. "Kanske de gaae forbi" hvidskede Christen med den Tone, som naar man ikke troer, saa gjerne man end vilde, hvad man selv siger. Ganske rigtigt; det var to Vægtere, som kom for at arrestere Fader, Moder og Barn. Det var et rystende Optrin. Hvor skulde der blive af de Mindste? Det var Maris første Tanke, da hun endelig kom sig saa vidt, efter et dygtigt Armtag af Vægterne, som ikke kunde bie længer, at hun kunde tænke. Hun bad om at maatte forhøre sig hos et Par Folk i Nærheden, som vare vel ved Magt efter sin Stand, og en af Vægterne var villig til at følge hende. Hun kjæmpede med sin Undseelse for at komme i saadant Følge; men endelig vandt Moderomsorgen, og de gik. Men der hos de velstaaende Naboer hedte det Nei. "Slig Fat- tigdom, som det har været med jer, maatte ende med Tyveri," meente Manden, "Fy skam jer og pak jer! Gudskelov, at vi blive her i Nabolaget fri for sligt Tyvehærkje," lagde Konen til, "for vi har nok seet hvorledes han Hans Fælle og Kjærringen hans, som vi nok kjende, har løbet over til jer i disse Dage." Mari kunde intet svare formedelst sin Bevægelse. Hun hulkede, saa Vægteren af Rørelse gjorde den, som han troede, trøstelige og smigrende Bemærkning, at Hun dog ikke kunde være af de Værste. "Og vær kun rolig for Barna," lagde han siden til, "De skulle faa Plads paa Mangelsgaarden saalænge." En smuk Trøst for saa øm en Moder, for En, der var færdig at besvime ved at tænke sig og Sine i Berørelse med Politiet! Men der var nu ikke andet for. Og saa kom det sørgelige Tog da afsted: Mari og Christen med Øinene borede i Jorden naar de passerede Huus eller Folk, Børnene mellem dem, og en Vægter ved hver af deres Side. Saaledes gik det ind i Byen og nedefter Gaden, SIDE: 35 fulgte af en stedse voxende Sværm af Gadedrenge og voxne Dagdrivere. "Hei Vægter," lød pludselig fra et aabent Vindu en Stemme, Mari og Christen troede at kjende før de sloge Øinene Op. "Hei Vægter, hvor skal du hen med de Børn?" "Paa Mangelsgaarden." End med det Par Folk der?" "Paa Raadstuen." "Det maa være noget vakkert Pagas af en Familie," vedblev Stemmen. "Men hvad! skulde jeg ikke kjende dem?" Mari og Christen slog Øinene op til Vinduet. Deres Ahnelse havde været rigtig. Der stod den Reisende fra Juleaften. Det var hans Huus. Men ikke et Ord kunde komme over de Ulyk- keliges Læber, saa forfærdede bleve de over, at det Menneske, de havde sat deres Lid til for Fremtiden, skulde see deres Skam og maatte mistænke dem; men om han havde kunnet see det bedende Udtryk i deres Øine, vilde han ikke sagt hvad han sagde, idet han slog Vinduet i, nemlig: "Saa gaa Fanden i Vold! der kunde jeg kommet vakkert an med at trække et Tyvefølge op paa Løkken min." "Gud i Himlen! hørte du?" "Stille! Jeg er syg," hviskede Mari. "Ogsaa han, som Gud sendte, har forladt os." To Minutter efter var den tungeste Gang, de endnu havde gaaet sammen, forbi. De befandt sig paa Raadstuen. De mindre Børn bleve tagne fra Moderen og sendt med en af Vægterne ud paa Mangelsgaarden. Christen, Mari og Vesle Ola bleve luk- kede ind i et mørkt Arresthul. "Der er Mennesker herinde før," hviskede Christen; og efter en Minutstid kunde de skimte Om- ridsene af andre tre Personer. Efter nok en traadte Ansigter frem af Mørket. De befandt sig sammen med Gjenboerne, som havde forvoldt deres Ulykke. Christen var af en godmodig Charakteer; men en Ulv kunde ikke mere glubende styrte over sit Bytte, end han foer Ophavs- manden til hans Ulykke, Hans Fælle, i Struben. Hanses Kjær- ring og Unge over ham da igjen; Mari og Vesle Ola skrigende imellem og forsøgende at faae dem fra hinanden. Havde Christen havt et Mordvaaben ved Haanden, var han maaskee bleven en Morder. Da Folk fra Slutteren kom til ved Allarmen, var han opkloret og slaaet blaa og sort i Ansigtet, og hans Klæder hang SIDE: 36 i laser. Med Nød og Neppe slap han forat faae Tamp ovenpaa; men en endnu ufordeelagtigere Mening om ham end før var Følgen deraf. "Der seer du hvad Folk de ere", snyftede Hanses Kjærring. "Men det skal I sagte have igjen, naar vi komme for Retten." "Aa ja," lagde Hans til. "Først føre Folk i Ulykke, for alt er kommet frem undtagen Tørklædet, og saa lægge sig om at slaa dem ihjel, og det paa Raadstuen. Det var rigtig vakkert." "Vi skal vidne paa dem ihop," hviskede Kjærringen. Et Kneb i Armen viste, at Hans var enig deri. Hver af Gjenbofamilierne krøb nu hen i sin Krog. Fra den ene hørtes af og til Hulken og Suk, fra den anden Hvisken og Tisken. Da de Anklagede kom til Forhørs, fik Karis og Vesle-Olas Sag et slet Udseende. Alene Christens forslaaede Ansigt og for- revne Klæder gjorde strax et ufordeelagtigt Indtryk og Maris aabne Bekjendelse, at hun, i sin Forskrækkelse over at see sit Barn indviklet i et Tyveri, havde opbrændt Silketørklædet, vandt kun liden Tiltro, fordi Gjerningen var usædvanlig og fordi Gjen- boparret forsikkrede, at baade Christens og Maris Vandel og Kaar havde været saaledes, at de ganske vist heller havde for- stukket det. Man holdt det meget mere for Forstokkethed, at hun ikke vilde komme frem med det. Fordærvelsen imellem den fattige Klasse i Christiania er stor. Børn stjæle og Forældre hæle med dem. Bedragerierne under Betlingen, hvortil Jens havde forført Vesle Ola, kom ogsaa for en Dag, og det mildeste Omdømme blev, at de begge vare lige- gode. Tyve paa Vesle-Olas Alder havde Politiet havt nok af at bestille med; men da han dog var af de yngste, bidrog dette heller ikke til at give det nogen god Mening om Familien. Under et af Forhørene havde ogsaa den Mand, som havde villet hjælpe dem, tilfældigviis gaaet igjennem Værelset, hørt til en Stund under en ufordeelagtig Forklaring af Kari Fælle, og forladt det med et Øje, hvori der kun var liden Godhed for dem at læse. "Som man reder, saa ligger man," var det eneste han sagde med et koldt Blik til de Ulykkelige. Udfaldet blev, at Vesle-Ola skulde have Riis af Slutteren og Christen og Mari sættes paa Tugthuset SIDE: 37 i tre Maaneder for Hæleri. De havde vedgaaet at have mod- taget et stjaalet Tørklæde af deres Barn, og ikke bragt det til- veje. Derfor fik de en Maaned over ringeste Straffetid. "Nu faae I Huus, som I sagde," green Hans og Kari imod dem da Dommen var fældet; "men det er ikke saa slemt som I troe; og jeg faaer det nu meget bedre, som skal i Slaveriet," lagde Hans til. "Saa er jeg kvit med dig," mumlede hans afskyelige Halvdeel; "men naar jeg kommer ud, skal jeg nok holde Huus, for jeg havde alt snakket med to Gjenter, som skulde flytte til mig paa sin egen Haand. De faae nu bie saalænge; men jagu' skal det bli'ta." Mari bar Døden i sit Hjerte; og hun skulde bukket under, om ikke Gud havde sendt en af sine gode Engle til Strafanstalten i netop det unge Menneske, som var bleven bestjaalet. Han med Flere, der besaae Indretningen, traadte en Dag ind i den Sal, hvor hun arbeidede. Han bøjede sig ved en af de Ar- beidende ned for nøjere at besee Mønsteret i Væven, og han bemærkede, at Konen var i Taarer og at en faldt netop der hvor han vilde see. Det unge Menneske trækker op et Tørklæde for at tørke den væk, et guult Silketørklæde . . . Tugthuskvinden gav en lyd som om man kan tænke sig et Skrig med tillukte Læber. "Faaer jeg see paa det Tørklæde?" sagde hun, greb det uden at vente paa Tilladelse, bøjede sit An- sigt ned deri og udbrød i en voldsom Hulken. "Det var Magen," sagde hun endelig vendende sig om til den af Tugthusets Betjente, som fulgte de Besøgende om. "Skulde der da virkelig være noget i Forklaringen din, Mari?" sagde Denne venligt: "at du ikke har forstukket Tørklædet, men brændt det op af Ubetænksomhed og i Forskrækkelsen?" Det unge Menneske, Studenten, som Tørklædet var bleven stjaalet ifra, blev opmærksom. "Hvorledes?" sagde han, "skulde denne Kone .. ja det er sandt, nu erindrer jeg det .. det var for snart tre Maaneder siden. Men siig mig .. Denne Bevægelse vækker Tanker hos mig .. skulde du virkelig ikke have for- stukket mit Tørklæde, men have opbrændt det af Angst for dit Barn, som du sagde var bleven forført og kun vilde bringe dig et, fordi du manglede et til at gaae i Kirke med?" SIDE: 38 Mari slog et Par Øine op, hvori en Oprigtighed stod præget, som Vildfremmede kunde sværge paa. Ak! hvilke Lidelser, der vare komne til i hendes Træk, skjøndt hun ved Potteplante-Bleg- heden og et Par forræderske Rosenflekker, som vare komne til paa de spidse Kinder, istedetfor den brunlige Arbeidskulør, syntes at være bleven yngre. Det unge Menneske forstod disse Øine og det hele Udtryk i dette Ansigt. Han ahnede allerede før Mari fik udtalt og for- klaret ham Alt, at her delte en Daarskab, en Tankens eller Hjertets Vildfarelse, Straf med Forbrydelsen. "Vi har havt Lykken imellem Hænderne," endte Mari sin For- klaring; "men vor Ulykke var, at vi boede i Nærheden af slette Mennesker. Vi bleve revne med i Ulykken, men ikke i For- dærvelsen. Skjøndt Gud veed, hvorledes det nu gaaer de Smaa," lagde hun til, og bøjede atter sit Hoved ned. "Du skal høre fra mig" sagde Studenten idet han forlod hende. "Din Tid er ud- løben kort før Flyttedag, og jeg kjender den Mand, som kom til jer om Julekvellen." Mari rystede paa Hovedet; men om hendes Mund bevægede sig dog et Smiil, da hun saae efter det venlige unge Menneske. Han undlod ikke at spørge efter; og da fik han ogsaa af Slut- teren paa Raadstuen at vide, at Mari, da hun skiltes fra Vesle- Ola, Øieblikket efterat han havde faaet sine Riis, havde taget en rørende Afsked fra ham og medgivet ham en Katechisme, som han skulde have med sig til Arbeidsanstalten, hvor han imid- lertid skulde stikkes hen. Han gik til den Mand, som havde givet Christen og Mari Løfte om at tage dem fra det slette Nabo- lag som Huusfolk paa sin Løkke, og det lykkedes ham at vække hans forrige Godhed i forstærket Grad for det ulykkelige Par. Denne var en varmhjertet Mand, let henreven af sine Følelser, som vi have seet, og han kunde neppe bie til Straffetiden var udrunden. Idet Mari og Christen forlod Inspektørens Værelse efter Udskrivningen fik de Øje paa ham i Forværelset. "Stille, Folk!" sagde han, "Gaaer ikke tilbage til det samme Sted, men rakt udover til Nybroen. Der holder min Arbeidsvogn med Børnene paa, og saa lige op paa Løkken! Paa Søndag kommer jeg op for at see hvordan I har det; og har vi ikke faaet noge Paaskekvel sammen til Tak for Julekvellen, fordi Loven straffer SIDE: 39 Daarskaben som Forbrydelsen, naar dens Handlinger ligner dennes, saa skulle vi vel faae en Pintsekvel." Mari vil nok komme sig, da Glæden er en god Medicin, og da tænker jeg, hun paa den Pintsekvel, hun venter Besøg af Hosbond, vil pynte vakkert op i Haven og stikke Serinkviste op over Porten, han skal kjøre ind paa Gaarden igjennem. Henrik Wergeland OM AT LÆRE SINE BØRN SELV AT LÆSE Dette Blad har forhen indpræntet hver den af Meningmands- Klassen og navnlig Mødrene, som selv kan læse, denne lette men vigtige Kunst. I svensk "Læsning for Folket" har man ogsaa gjort dette opmærksom herpaa saaledes: "Pastor Axelsen gik en Søndags Eftermiddag ud med sin Kone og sine Børn forat nyde Skuet af den milde herlige Natur, og efter Dagens Arbeide i Guds Huus at hente sig Hvile og Vederqvægelse i hans store Tempel. Pastoren havde just sat sig ned paa en skyggefuld og blomsterrig Engbakke, hvor han morede sine Smaa med alskens Fortællinger, da nogle Bønder af Menigheden kom til, som ogsaa vare gangne ud hjemmefra, ikke forat besøge Kroen, men alene forat see paa Ager og Eng nu i Lægsommeren. Efter gjensidige Hilsener og efterat de havde taget Plads paa Bakken, begyndte Ole: "Hr. Pastoren sidder her og seer paa den vakkre Aften? Aa ja, Gudskelov, Aaret tegner sig vakkert." Pastoren: "Jeg sidder her og glæder mig ved Guds Skabelse, og morer mine Børn med smaa Historier, hvortil Naturen om- kring os giver saa mangen og rig Anledning. I vide kanskee, at jeg selv har lært mine Børn at læse og at jeg underviser dem endnu?" Ole meente, at den, som er studeret, nok kunde gjøre sligt, men at Menigmand ikke duede dertil. "Ei! sagde Præsten, forat lære eders Børn at læse, behøves ikke at I ere studerede og lærde. Hver kristen Far og Mor kan, naar de bare ville, selv lære og undervise sine Børn. "Kan det være muligt?" -- faldt Hans Opigaarden ind -- "Vi have allesammen Barn i den Alder, at de dels allerede have begyndt, dels skulle begynde med at læse. Vidste vi bare hvor- SIDE: 40 ledes vi skulde gaae ret tilvejs dermed, lærte vi vel helst selv vore Børn." "Jo tro mig -- sagde Pastoren -- Den Underviisning, Forældre give, bider mere paa end nogen Andens. Herren selv paalægger Forældre denne Pligt, naar han i sit Ord siger: "Tag dette Barn og opdrag mig det." Der er jo et ømt Baand mellem Forældre og Børn. Naar Forældre kalde saadanne Børn til Bogen, lyder den barnlige Taknemlighed saa gjerne." Ole: "Kanske dog, at Børnene have mere Respekt for en Fremmed?" "Ikke Respekt; men kanske Frygt. For sine Forældre nære de Kjærlighed, og Kjærligheden er jo, som I vide, stærk som Døden. Nei, mine Venner, det skal altid lykkes Forældre bedre end Andre, at lære sine Barn at læse. Den Kapellan, som jeg havde i min svære Sygdom ifjor, var en taalmodig og god Mand; men alligevel spurgte de Smaa med Taarer i Øinene, om hvorfor de skulde læse for nogen Anden end Mama og Papa, og lovede at være saa flittige, om de fik vedblive at læse for sine Forældre". Hans: "Kan nok være naturligt og godt, at vi selv lære vore Børn at læse; men Tiden vil ikke række til." Pastoren: "Tiden strækker nok til, naar man bare huusholder ret med den; og dertil hører, at man inddeler den ret. Morgen, Middag, Aften -- der er altid en Stund af Dagen for Far eller Mor, naar de ere hjemme, til at læse med Børnene. Det skal ikke optage hele Dagen." Hans: "Aa ja, Far kan have Ret. Nok Tid faaer man nok, har man bare nok af Vilje; men da behøvedes jo ikke Skoler." Pastoren: "Vist behøves de. Mange Forældre kunne desværre selv ikke læse reent og saaledes heller ikke lære sine Børn ordentligt. Mange have virkelig ogsaa for liden Tid dertil, saa- som de, der gaae i Andenmands Arbeide og ofte hele Dagen ere borte. Mange gide heller ikke sysselsætte sig med at lære sine Børn. Og desuden kunne Børnene lære i Skolerne at skrive, regne og mange andre nyttige Ting. Thi aldrig angrer man hvad man har lært." Ole: "Sandt nok. Lærdom er ingen tung Byrde, siger Ord- sproget. Men hvorfor skal man begynde med at lære Børn Guds Ord? Kunde det ikke være tidsnok naar de bleve ældre?" Pastoren: "Nei, nei. Ingen veed hvad hans Barn skal blive; SIDE: 41 kun det veed han, at det er Kristen døbt og Kristen skal blive. Stormand eller Huusmand -- Kristendom vil det behøve. Tidligt bør derfor Barnet lære den, og det allerede ved 6 Aars Alder. Deres spæde Hænder kunne endnu ikke bruges til noget Arbeide, men den lille ABC.-Bogen kunde de holde." Hans: "Men mange Barn ere seenfærdige med at tale." Pastoren: "Naturligviis bør man tage Hensyn til Barnets Evne. Men skulde ogsaa et Barn være trægt med at tale, bør man dog ikke opsætte med Læsningen til det taler fuldkommen reent. Just ved at man begynder at lære Barnet frit at udtale Bog- staverne og siden Stavelser og Ord, lære de sig ogsaa færdigere den daglige Tale. Den af Gud bestemte Tid til at begynde med Børnenes Læsning bør ikke forsømmes; thi ellers gaaer det som med Den, der forsømmer Saatiden. Begynder man seent med Læsningen, indtager alt meget og mangt deres Sind, saa de sidde med Næsen over Bogen medens Tanken er langt borte. Forældrene fordre desuden da, at de skulle gjøre nogen Nytte i Huset, og saa rykkes de da hid og did fra Bogen. Børnene blive desuden gjerne træge og late naar de komme for seent til Bogen. Derfor -- begynder itide, og det skal gaae let, som af sig selv; men driver ikke eders Børn med Hug og Slag til Bogen! Guds Ord maa ikke pidskes eller dultes ind i Børnene. Saaledes kunde I ellers bære eder ad: først lære I dem Bog- staverne a. b. c. osv., og med denne Underviisning skulle I holde paa indtil de kjende alle Bogstaverne vel, baade de norske og de latinske. At skifte Bogen er herved godt, da der altid er en liden Forskjel i Trykken. Derved blive de bogstavfaste, som de aldrig tage feil f. Ex. mellem og , og , og , og , og . Dernæst er en Hovedregel, ikke at lære Børnene at stave før de ere vel bogstavfaste." Hans: "Men om Børnene trøttne?" Pastoren: "For længe ad Gangen maa man ikke holde Børnene ved Bogen, ellers skeer nok det, du frygtede for, Hans. Da be- gynder det at værke i alle Finger- og Taaspidser, og Næse og Øjenlaag blive saa tunge paa de smaa Stakler. Lad dem da kun være ved Bogen naar de ere saa smaa saalænge som de formaa at være opmærksomme. Det er Regelen. Lad dem saa gaae at lege." Ole: "Jasaa, skulde det være godt?" SIDE: 42 Pastoren: "Vist. Det maa ikke negtes dem. At lege er Smaa- børns Lyst og Idræt og uden saadan bør I aldrig lade dem være. Børn maa aldrig være uden Beskjæftigelse eller hænge med Hænderne. De blive derved kun dorske, og I veed jo, at Ledig- gang er en Moder, som føder af sig alle Laster." Hans: "Ja saa siger Ordsproget." Pastoren: "Og saa forholder det sig med. Sysselsætter man sig ikke med Arbeide, falder Tanken paa Daarskaber og Synder: Men til Sagen! Det var om Stavningen; og er man skjødesløs i den, bliver hele Indenadlæsningen usikker. Men herved skal jeg lære eder et Fif, som jeg selv har brugt ved at lære mine Børn at læse. Medens eders Børn endnu lære Bogstaverne, ja inden de ere bekjendte med dem kunne I lære eders Børn at stave. Du sidder en Vinterkvel og har noget Indarbeide fore, f. Ex. du sætter Gjorder om en Saa medens dit Barn sidder ved Gruen og leger. Da siger du: "seer du det, mit Barn, det, jeg gjorde her, er en Saa og den staver man saaledes: S -- aa det er: Saa. T -- aa d. e. Taa. G -- aa d. e. gaa. Ja gaa nu til Moer og siig, at Papa lærer dig at stave." Fra Eenstavelsesord gaaer man til Tostavelses o.s.v. Men i Begyndelsen maa man vælge Ord, som ere vel kjendte af Børnene, og saaledes skaffe dem nogen For- nøielse. Barnet finder snart dette saa moersomt, at det kommer af sig selv til Forældrene og beder dem om at faae stave nogle Ord. Nytten er den, at naar Børnene siden begynde at stave i en Bog, vide de allerede forud hvad enhver Stavelse siger, hvorved Stavningsarbeidet gaaer meget fort og let. Med Stav- ningen bør I holde paa med Børnene saalænge til de, uden at regne Bogstaverne op, saasnart bare Øjet falder paa dem, kunne fremsige hver Stavelse." Ole meente, at det nok vilde koste Arbeide, som kunde falde Børnene kjedsommeligt. "Oh! sagde Pastoren, Børns Nysgjerrighed -- og den er stærk i en 6 -- 7 Aars Alder -- gjør det mindre kjedsommeligt for dem end det er for Lærerne. Desuden bør man jo aldrig holde længe paa ad Gangen; men ingen Dag, og endnu mindre nogen Uge, bør hengaa uden at de en eller anden Stund, om end aldrig saa kort, sættes til Bogen." Ole: "Hos Skolemesteren sidde de dog hele Dagen ved Bogen." Pastoren: "Gud bevare dem fra det! Nei, medens endeel læse SIDE: 43 for Skolemesteren, ere de Andre i Leeg eller læse for sig selv. Det vilde ikke være godt for Roserne for deres Kinder, som maae, om de skulle trives, have Leeg og Springen i fri Luft og paa den grønne Bakke som her." Nr. 9, 10 men maaskee kun et enkelt Tjenestetyendes med en omvandrende Person. Men Udbredelsen til Hosbonde, Madmoder, Børn og Nabolag kommer af en Uvidenhed, der ofte ikke er skyldløs, fordi den for en stor Deel ogsaa er bleven Skjødesløshed, Ulyst til at hente Lægen, samt svinsk Fællesskab f. Ex. af Træskeer, Leje o.s.v. Men jeg vil, til Advarsel, fortælle et Par Exempler paa dels hvorledes denne Smitte kan paadrages ved en Skik, der er meget almin- delig mellem diende Mødre, dels hvorledes et enkelt smittet Tyende kan udsætte en heel Familie for det ødelæggende Onde. SIDE: 44 Jeg har dem fra en Læge, og jeg vil lade ham selv fortælle: "For endeel Aar siden blev jeg kaldet til en ret velhavende ung Borgerkone, der havde et Pattebarn, som hun selv gav Die. Hun klagede over Smerte omkring Vorterne, hvor ogsaa Hudløsheder viste sig -- et Tilfælde, jeg ansaae for ubetydeligt. For de sæd- vanlige milde Midler som i længere Tid anvendtes, vilde Bleg- nerne og Hudløsheden imidlertid ikke give sig, saa jeg vidste ikke hvad jeg skulde troe. Men tænk da min Forbauselse, da jeg ved et Besøg pludselig finder Brysterne bedækkede med tydelig betegnede veneriske Saar! En unødvendig Bekræftelse derpaa lod sig ogsaa see i Ganen. Konen var ung, sædelig, tækkelig, lykkelig og nyligen gift; hendes Barn endnu tilsyne- ladende sundt. Men det maatte komme til en Forklaring; og efter en Mængde Spørgsmaal om Huusgesindets Sundhed o.s.v. falder det mig endelig ind at spørge, om hun ikke, siden hun begyndte at give Die, skulde have taget noget fremmed Barn til Brystet? Jo, erindrede den stakkels Kone endelig, for længere Tid tilbage havde hun engang givet en Haandværksvends Kones Barn Die, da hun selv plagedes af Melken -- en Familie, som boede i Baggaarden. Paa staaende Fod ilede jeg da did, og fandt i et fælt Hul -- Mand, Kone og Barn aldeles gjennemveneriske. Gaaden var da nu løst. Moderen kureredes paa det heldigste, og ligeledes hendes Barn, paa hvilket Sygdommen naturligviis ogsaa brød ud." "En anden Gang -- fortalte Doktoren -- fik jeg Iilbud efter mig fra en fornem Familie, der opholdt sig paa Landet, da Fruens lille Diebarn var bleven bedækket med røde Pletter. Jeg holdt det for et af de sædvanlige Børneudslet, ordinerede de simpleste Midler, men lod svare, at det ikke var værd at reise saa lang Vei for slig Bagatel. Der kom nok et Bud med Beskrivelse over Udslettet; jeg blev ved mit. Men da endelig tredie Bud kom, fulgte jeg med, og finder det stakkels lille Barn fuldt besat med Blegner af et mistænkeligt Udseende, men som snart viste sig som tydelige veneriske Saar. Moderen var til min Forundring frisk; end ikke Brystvorterne vare angrebne. Intet Spor af Syg- dom hos Tjenestetyendet -- kort Tilfældet var ganske uforklarligt. Barnet blev imidlertid helbredet; men under et af mine Besøg betroer Moderen mig, at et slemt Saar er, efter en foregaaen Smerte, brudt op lige under hendes ene Knæ. Det blev befundet SIDE: 45 venerisk, medens Moderen ellers overalt var fri for Tegn paa det Onde, hun leed af. Først efter hendes Helbredelse opdages det, at Huusholdersken har store veneriske Saar i Halsen; og her havde jeg nok. Thi, at hun havde havt dem før Barnet blev sygt, maatte hun tilstaae. Rimeligviis har hun smittet dette ved at kysse det eller maaskee ved at made det paa den sædvanlige ækle Maade ved at tygge og ælte Beten i Munden først." Her har vi altsaa to Exempler, som fremfor Alt indeholde Ad- varsel imod den temmelig almindelige Sædvane, at Diemødre tage fremmede Børn til Brystet, samt at Mødre tillade Tjeneste- folk at made Børn paa ovenbeskrevne ikke blot modbydelige, men, som vi have seet, farlige Maade. Henrik Wergeland MIDLER, DER ERE ANVENDTE TIL FYLDERIETS INDSKRÆNKNING OG UDRYDDELSE Fra det Offentliges Side. 1) Ved at Staten selv har givet sig af med udelukkende at til- virke Brændeviin, med dermed forbunden høi Told paa Ind- førsel af fremmede Brændevine. (Den første Deel af dette Middel er iøinefaldende forkasteligt, og iværksættes ikke mere i vor Tid.) 2) Ved Fordyrelse af alle spirituøse Drikker ved høi Konsum- tion (Fortærings-Afgivt), og ved høitbetalte Værtshuusbevil- linger. -- Dette sidste Middel er maaske det probateste, idet- mindste til at forhøje Prisen, og derved igjen til at ind- skrænke Nydelsen. -- Endelig ogsaa ved høi Indførselstold. 3) Ved at indskrænke Antallet af Brænderier og af Værtshuus- bevillinger. 4) Ved at forbyde visse Handlende enten ganske at sælge spiri- tuøse Drikker, eller at sælge under et bestemt større Maal udaf Huset. 5) Ved at indskrænke Brændeviinsudsalget i enkelte Værtshuse til egen Tilvirkning. 6) Ved politimæssig Fastsættelse af en saakaldet Friaften, efter hvilken ingen Gjæst af visse Klasser bliver taalt i Værtshusene. 7) Ved at afstraffe den Vært, der har ladet Folk drikke sig SIDE: 46 fulde i deres Huus, hvilken Straf skjærpes efter Omstændig- hederne, f. Ex. om det har været Tilfælde med unge Folk. 8) Ved at paabyde Indskrænkning i Nydelsen af spirituøse Drikker ved visse Leiligheder f. Ex. ved Bryllup. Ved Be- gravelser har man endog seet den ganske forbudt. 9) Ved at afstraffe Personer offentlig, der offentlig have været berusede, selv om de ikke have forgaaet sig videre. (Mulkt vilde vel være hensigtsmæssigere?) Bekjendte Drukkenbolte har man straffet ved Tab af Tillidsposter, [fotnotemerke] ) ja endog ved Be- kjendtgjørelse af deres Navne enten i et Politiblad eller ved Opslag i Værtshusene, med Forbud mod at lade saadanne Personer faae paa Forlangende. (Disse Forholdsregler lade sig ikke anvende i vort Land, som altfor meget krænkende den personlige Frihed. Det skulde da være imod Folk, som allerede vare satte i Umyndighedsstand for Drikfældighed, og som alligevel ranglede ude.) 10) Ved at forkaste den temmelig almindelige Grundsætning, at en Ruus bør gjælde som Undskyldningsgrund ved Strafs Paakjendelse. 11) Ved Lovbestemmelse om at Sviregjeld ikke behøvede at be- tales. 12) Ved Begunstigelse og Befordring af Anlægget af gode Øl- bryggerier, især paa Landet, hvor Brændeviin er bleven Al- meenmands sædvanlige Drik. (Dette Middel er ypperligt, og burde anvendes overalt i Landet. Øllet er Brændevinets stærkeste Fiende, saa det hedder i Skaalen: "Styrke i det norske Øl, saa det kan slaaes med Mester Fusel paa Kroen, og faae ham paadør!" Ligesaa siger et gammelt Ordsprog: "Godt Øl er baade Mad, Drikke og Klæder.)" 13) Ved at opmuntre og understøtte Maadeholdsforeninger, f. Ex ved at lade trykke deres Skrifter, understøtte reisende Ud- sendinge o.s.v. 14) Ved at forbyde al Husseren og Skrigen fra de Boder, hvor, ved enkelte Lejligheder, f. Ex. ved Markeder, Brændeviin, Punsch o.s.v. udsælges. 15) Ved at paalægge Alle, der ville holde Dandsesal og anden offentlig Forlystelse, at indhente Bevilling. Fotnote: En saadan er f. Ex. en Formandskabspost, alle Sogneombud, hvortil da ingen Drukkenbolt bør vælges, selv om Evner ikke mangle. SIDE: 47 16) Ved at paalægge Politiet at have skarpt Indseende med at intet Brændevinssalg eller Udskjænkning finder Sted ved Auktioner og andre Almueforsamlinger. 17) Ved at forbyde al Flakkehandel med Brændeviin. Fra de Privates Side. 1) Ved at oprette Maadeholdsforeninger og at anvende alle de Midler, som staae samme til Tjeneste. 2) Ved godt Exempel, især fra de højere Klasser. 3) Ved Udelukkelse af alle Drankere af anstændigt Selskab og Familiekredse, og ved at vise Strenghed imod alle i Ruus begaaede Usædeligheder. 4) Ved alvorlige Formaninger, især af Præster og Skolelærere. Af Religiøsiteten, Gudsfrygten, maa man vente det Vigtigste. 5) Ved Skrifter og disses Udbredelse. Henrik Wergeland OM ÆGTESKAB I EN UNG ALDER "Kjære Ven! De ønsker, skriver De, min upartiske Mening om Ægteskab i den unge Alder, til Svar paa de utallige Indvendinger, som Mange have gjort imod Deres. De erindrer vel, at jeg dengang, da De tog mig paa Raad med, ikke ansaae Ungdom paa begge Sider for nogen Indvending. Tvertimod bringe alle mine Erfaringer mig i denne Henseende til at troe, at Ægteskaber i en ung Alder have de bedste Anlæg til at blive lykkelige. Unge Menneskers Sindsbeskaffenhed og Sædvaner ere endnu ikke saa ubøielige, som de nødvendigviis blive i en ældre Alder: de danne sig lettere efter hinanden, og derved undgaaes mangen Anledning til Mis- fornøielse. Om end Ungdommen besidder mindre af den Klog- skab, som er nødvendig til at styre en Huusholdning, saa ere dog fordetmeste Slægtninge og ældre Venner vedhaanden til at raade unge Ægtefolk, hvorved hiin Mangel rigelig erstattes. Tid- lige Ægteskaber vænne unge Folk til en regelmæssig og nyttig Levemaade, og saaledes forebygges heldigt mange Tilfælde og Forbindelser, som kunne blive skadelige for Sundheden, det gode Rygte, eller for begge Dele. For nogle Personer kan det vel, under visse Omstændigheder, være raadeligt at opsætte Ind- SIDE: 48 trædelsen i denne Stand; men naar Naturen har givet os Sund- hed og Styrke, saa kan man i Almindelighed formode, at den havde Ret, da den indgav os Ønsket at forandre vor Stand. De sildige Ægteskaber have desuden den slemme Ubehagelighed, at Forældrene ikke have Haab om, at leve saa længe, at de kunne see deres Børn opdragne. Børn, som fremkomne i For- ældrenes sildige Alder, ere, som det efter et spansk Ordsprog hedder, tidlige Fader- og Moderløse. En sørgelig Tanke for Ægte- folk, hvis Tilfælde dette maatte være! Hos os i Amerika ind- gaaes Ægteskaberne sædvanlig i Livets Morgen, vore Børn ere derfor allerede opdragne og forsørgede i Livets Middag, og saa have vi, efter fuldbragt Arbeide, en rolig Aften. Ved disse tid- lige Ægteskaber velsignes vi med flere Børn, og den hos os herskende, og af Naturen indførte, Skik, at enhver Moder op- ammer og pleier sit eget Barn, er den sande Aarsag til at flere af dem blive i Live. Derfra Befolkningens hurtige Fremskridt hos os, hvilket ikke er Tilfældet i Europa. Kort sagt, jeg glæder mig over at see Dem gift, og ønsker Dem af mit ganske Hjerte til Lykke. De er nu paa Veien til at blive en god Borger Anbefal mig til Deres unge Kone, og bed hende at modtage mine bedste Ønsker! Jeg er nu gammel og svag, ellers havde jeg heller selv bragt hende min Lykønskning. Af Alderdommens Ret til at forsyne de yngre Venner med gode Raad, vil jeg kun gjøre meget sparsomt Brug. Jeg til- raader Dem altid at behandle Deres Kone med Agtelse: dette vil ikke alene sætte Dem i Agtelse hos hende, men ogsaa hos alle Andre, som ere Vidner dertil. Brug aldrig, end ikke for Spøg, et Udtryk, som tilkjendegiver Mangel paa Agtelse for hende. Slige Udtryk i Spøg, nogle Gange udtalte og besvarede ende sig saa let med alvorlig Misfornøielse. Vær flittig i Deres SIDE: 49 Forretninger, og De vil blive dygtig i Deres Kald. Vær virksom og sparsom, og De vil blive rig! Vær maadeholden i Deres Leve- maade, og De vil blive sund! Vær stedse Dyden tro, og De vil blive lykkelig! I det mindste kan De paa denne Maade aller- bedst haabe at opnaae hine Livets Goder. Jeg beder Gud, at han vil velsigne Dem og Deres Mage, og er stedse Deres vel- villige Ven B. Franklin. Henrik Wergeland Nr. 13, 12te Juli 1844. Hvo hjemme Lykke har, har ogsaa ude Lyst. Fred Verden skjænker dig, boer Freden i dit Bryst. SCENER FRA HYTTERNE (Fortsættelse fra Nr. 7 men derfor ikke just et gammelt og forfaldent Huus. Digterne bruge Ordet "Hytte", hvor de ville skildre Nøisomhed, en dydig Alderdoms Ro, den redelige Armods Lykke, ja endogsaa en Snæv af Tanken om Hyggelighed følger med dette Ord. Og Malerne troe at forhøje et Landskabs Ynde ved at anbringe en Hytte paa et eller andet Sted; f. Ex. under en Hængebirk mellem store mosbedækte Stene, ved en Sti eller i Læ af en venlig Skov lade de -- et Hyttehjem titte mellem Birke frem, fra hvis Tag -- med mild Betoning over Alt -- en Røg fremblaaner, som det Hele Synet laaner af et Offer og Forsoning. Men der er den Forskjel imellem Malernes og Digternes Brug af Hytten i deres Skildringer, at de Første naturligviis kun tage Hensyn til det Maleriske og Iøinefaldende ved den, medens Digteren tager alene Hensyn til hvad der ved Hytten kan ud- trykke de moralske Egenskaber, han vil skildre. Den Hytte, SIDE: 50 Maleren vil have, kan gjærne være forfalden, skimlet og ludende som om den med Tagskjæret vilde undersøge sine egne Grund- volde (om de gives); men Digteren vil, om han endogsaa troer at give den en Ærværdighed ved at kalde den gammel, have forudsat, om han ikke siger det, at den er vel vedligeholdt, reenlig og pyntelig indtil en vis ejendommelig Ynde -- kort, at den skal vise, at der boer Dyder indenfor den. Der var i Olaf Tryggvasons Tid eller før en simpel Mand nordenfjelds, som hedte Thorkil, siden kaldet Turefrost. Han elskede en fornem Mands Datter, som han ikke maatte faae. Kjærligheden var stærk fra begge Sider, og en vakker Dag vandrer Thorkil afsted med sin Pige ved den ene Haand og en Øx i den anden; thi over Dovre stevnede han, indimellem Fjeldryggens hidtil ubetraadte Dale, der altsaa henlaa som Ødemarker, hvor Øxen nok kunde behøves. Og der ryddede han da, og byggede sig og sin haandtagne Viv en Hytte. Men hvor raa denne Hytte end kan have været i sin Bygningsmaade (skjøndt Laftingen ganske vist ogsaa da var bekjendt) hvem kan tænke sig den hæslig eller ureenlig, naar Tiltro til Alfader, Mandhaftighed, Om- tanke og Kjærlighed boede der? Thor Hovland var en Huusmands Søn; men hvem kan tænke sig hans hæderlige Pallask ophængt i en Svinesti af en Stue? Digteren Edvard Storm elskede en Dølegjente. Hytten, hvorfra hun var, maa have samstemmet med de Yndigheder, som gjorde saadant Indtryk paa ham. Dyderne tilvirke sit eget Ydre, sin egen Skal. Uagtet alle Lasternes Kunster for at efterligne den, bedrages dog ikke Kjenderen d.e. det klartseende Menneske. Ingen skamme sig da ved at boe i en Hytte, naar den bærer Præget af at menneskeværdige Egenskaber boe i den! Og det sees med et eneste Blik. Før man kommer indover Dør- tærskelen, ja over Pallen, kan man vide enten man kommer ind til Mennesker eller til Sviin. Ingen skamme sig ved at boe i en Hytte! Fra Hytter ere mange herlige Mennesker udgangne. Fra en Hytte udgik Wilhelm Tell med Buen paa Skuldren og be- friede sit Fædreland. I en Hytte boede Niels Justesen til han fik undertvunget under Plogjernet Hitterøens barske Natur; da byggede han sig Huus og satte Sølvkanden til Munden, Land- huusholdningsselskabet havde sendt ham. I en Hytte fødtes Kong SIDE: 51 David -- kort, undersøgte man det, vilde Hytterne erholde en Historie, om ikke i Tallet saa glimrende som Slottenes eller de rige Borgerhuses, saa dog mere glimrende end man skulde troe. Men lad os nu see hvordan en Hytte skal være forat Him- melske og Dødelige skulle finde Velbehag i den, Englene ned- dale paa den i Nattens Fred og Menneskene ønske Velsignelser over den, idet de gaae forbi! Vi erindre, at Christen og Mari, efter den skarpe Belæring de havde modtaget, fik en Plads paa den formuende Mands Løkke, som alt siden hiin Julekvel havde interesseret sig for dem. Pintse- aften havde han jo sagt, han vilde see op til dem, hvorledes de havde stellet sig; og Hosbond var altsaa ivente om et Par Uger. Den Leilighed, vore Venner havde faaet til Beboelse, var en al- mindelig gammel Huusmandsstue, beliggende ligeved Indkjørselen, og det havde været nogle yderst skidenfærdige og forsømmelige Mennesker -- derfor ogsaa bortjagne -- som før havde boet der. "Reent skal det være, hvor fattigsligt," var Maris Mundheld, især naar hun skurede, og deraf havde Christen, der gjerne tog efter, dannet sig et ligesaa godt, nemlig det: "Ordentlig skal det være, ihvor fattigsligt." Og saaledes havde de Begge havt nok, hver med Sit: Mari med at faae Lorten væk af Gulv, Vægge, Vinduer og Kroge, Christen med at faae Væggen skruet op, sat nye Tagskjær paa og nye Flikkebord ind, hvor det behøvedes, repareret og hvidtet Skorstenen og Piben, skrabet Sop af, sat Vinduesglas ind istedetfor Papiirfillerne o.s.v. Først Pintsekvel- Middag syntes Mari hun kunde tee Stuen sin frem; men da var den ogsaa vakker. Gulvet guldreent, om ikke saa hvidt som Snee for sine Aarsagers Skyld, og, ligesom Pallen og Tærskelen, bestrøet med smaahakket duftende Brisk; omkring Skorstenen og paa Pladen friske Granskud og Kublommer; alle Kopper og Tallerkener paraderende paa Hylden; paa Sengen rene Lagen; en Stueklokke paa Hovedvæggen; et Speil med en maigrøn Birke- qvist over; smaa Skilderier rundt om; en blomstrende Maaneds- rosebusk og en Balsamine i de smaa Vinduer og saa et Kruus med Serinblomster i et hvidt Tørklæde -- kort Alt var virkelig saa hyggeligt og net, som det kunde være efter Leiligheden. SIDE: 52 Hosbond kom da det leed paa Eftermiddagen med et Par Venner, og alene den lille Opmærksomhed, at de nye Huus- mandsfolk havde pyntet Indkjørselsporten med Serinkviste og grønne Grene, samt endnu mere de Forandringer, han strax be- mærkede ved Huusmandsstuen, stemte ham strax i et fortræffeligt Lune. Han kom derned, og fandt Alt saa net og hyggeligt, at han endog tog sit Selskab og en Flaske Viin med sig, fordi, sagde han, "han hyggede sig bedre dernede i Stuen end oppe i Stadsværelserne." Men -- hvad der var det bedste -- medens Hosbond drak sin Viin, skjænkede i for sine Venner og for Christen og Mari, legede med Børnene, og var i et Lune, saa Munden ikke stod paa ham, saa foer hans Øine omkring over- alt, og han tænkte noget, som blev meget vigtigt for Familiens senere Liv -- han tænkte nemlig: Folk, der saaledes røgte det Lidet, kan man uden Frygt sætte over det Meget; og Følgen blev, at Christen inden ikke lang Tid blev Opsynsmand over den hele Eiendom med større Løn end han syntes han kunde bruge, dersom han ikke havde havt Børn. Da Hosbond gjorde ham Tilbudet, var han ogsaa saa beskeden at yttre, at Lønnen var overflødig stor; men da havde Hosbond sagt: "Du har Børn, Christen, og Børn ere som Jorden, som man aldrig kan anvende formeget paa." Christen kunde nu flytte op i Sidebygningen paa Gaarden; men han bad om at maatte blive ved sin Hytte. Han havde faaet den kjær, og skyldte den for en Deel sin Velgang. Og er der nogen død Ting i Verden, hvorfra Hjertet nødigst vil rive sig, saa er det en Hytte, hvori man har levet lykkelige Dage og hvortil kjære Erindringer knytte sig. Da Hosbond og hans Gjæster kom op i et af Stadsværelserne paa Gaarden til Aftensmaaltid, sagde Hosbondens Søstersøn, en kvik Student, som han havde holdt frem: "Onkel har Ret. Der var en egen Hygge der nede i Hytten, og det skulde undres mig, om ikke Menneskene vilde leve lykkeligst, om de alle uden Und- tagelse levede i saadanne Hytter paa ligeligt udstykkede Jord- lodder. Ja dette tør vel endog være Menneskehedens Bestem- melse, som den vil være efter Aarhundreder eller Aartusinder i sin vise Alderdom, efterat have tilbragt en vild Ungdom og en SIDE: 53 overdaadig og egenkjærlig Manddomsalder." "Ha-ha-ha!" -- lo Onkelen -- "fyld i Glassene, mine Venner! Velgaaende af Hytterne; men de blive færre og færre! Og lad os gjemme en Draabe paa alle Vildfarelsers Undergang. Men det er en Umu- lighed, saalænge Mennesker ere Mennesker og fødes forskjellige af Anlæg. Deri, min kjære Fætter, ligger Aarsagen til de ulige Kaar og til at Jorden er besaaet med Slotte, Huse og Hytter om hverandre. Stykkede du ud Jorden i lige Dele, endog i snorlige Fiirkanter -- det vilde ikke vare et Aar inden flere Fiirkanter vare samlede paany af Klogskaben og Driftigheden, medens deres Sælgere kom til at drive om til Alles Byrde. Naturen selv hader Eensformighed endog indtil den Grad, at der ikke findes to al- deles lige Græsstraa eller Blade fra Norge til China i al deres Mangfoldighed. Og den har heller ikke bedækket Jorden alene med Græs, men med Planter af de forskjelligste Størrelser, Buske og Træer. Og ligesaa forskjellige skulle Menneskenes Kaar være; men for at bistaa hinanden: den Fattige ligesaavel den Rige som den Rige den Fattige. Og jeg vil give dig et Beviis: hvorledes skulde Christen og Mari være blevne saa lykkelige i deres Hytte, dersom jeg ikke havde af Gud været velsignet med Raad til at tage mig af dem? Ingen har Ret til at være sørgmodig eller mis- fornøjet med sine Kaar; og hvor hyggeligt man kan have det i en Hytte, have vi nylig seet; ja vi have endogsaa fundet en Skjønhed ved den, som vi kunde bedre føle end beskrive." Saa- vidt Onkel. Henrik Wergeland ÆSELET SOM HUSDYR I NORGE Det er vistnok sandt, at Æselet egentlig tilhører de varmere Klimater og i det kolde Norden ikke naaer samme Fuldkommen- hed som i Syden; men at dømme efter de Forsøg, som ere blevne gjorte i Sverige, kan saavel Æselet som Muulæselet ogsaa i vort Norden opdrættes godt nok til at kunne med Fordeel anvendes til forskjelligt Brug. Mangen Huusmand som ikke behøver at skydse eller ligger i anden Kjørsel, skulde være meget bedre tjent med et Æsel, saavel for den ringe Fødes som for Nyttens Skyld. I Landbruget forekommer desuden saa mange Slags Arbeider, som kunne udrettes med Æsler eller Muulæsler ligesaa vel, om ei bedre, end med Heste, idetmindste med større økonomisk SIDE: 54 Fordeel, saasom at drage Skyffel- og Hyppeplogen, en let Harv, ja selv Plogen hvor Jorden ikke er for tung, at trække Vand- kjærren og Dranketønden, føre ud Gjødsel, med flere andre lettere Kjørseler, saasom i Nærheden af Byen at føre ind Melk og Grønsager. Æslets Fortrin for Hesten bestaaer især i at kunne bære Tyngder og gaae i bjergige Trakter. I Spanien er saaledes 15 Bpd. almindelig Last for et Æsel, som har at gaae i Bjerglænde omtrent 5 Miil om Dagen, og Muulæselet passer formedelst sin Størrelse til at trække større Læs ligesom Hesten. Til Æselets Fortrin hører ogsaa, at det er meer udholdende, taaleligere, mindre udsat for Sygdomme, ernærer sig af mindre og slettere Foder, og at det lever meget længere, idet det ikke sjeldent under fuldt Arbeide holder ud indtil 30-40 Aars Alder. Tæmmes de i rette Tid og behandles menneskeligt, er Æselet ogsaa et villigt, paalideligt og godkynt Dyr. Henrik Wergeland Nr. 14, 27de Juli 1844. Lettroenhet er en Moder, som dræber sine egne Poder. TYRKEN "Tyrken" er et forfærdeligt Navn i Almeenmands Øre hos Os. Den Forestilling er endog temmelig almindelig, at Tyrken, eller idetmindste en egen Race af Tyrkerne, har Tryne som Svinet og æder Menneskekjød. Denne Race kaldes "Tryne- tyrker" og deres Keiser "Trynetyrken selv". I Perspektivkasser forevises slige Vanskabninger, og naar Konstantinopel forekommer, glemmer aldrig Foreviseren af de "skjønne Rariteter" at snøvle, at man her seer Trynetyrkens Hovedstad. For et halvt hundrede Aar tilbage var det endog et almindeligt Rygte om en riig Handels- mand i Christiania, at han lod borttage unge Piger og blomstrende og fede Personer, slagte dem i sin Kjælder, nedsalte i Fustasjer og saa udføre til Trynetyrken med umaadelig Profit, saa hans Rigdom især skulde skrive sig derfra. En Historie, som natur- ligviis Misundelse eller Kaadhed fra først af har hvisket ind i Dumhedens Øre, og Lettroenhed, den sladderagtigste Terne paa Jorden, bragt videre. At bemeldte Handelsmand var den Første, SIDE: 55 som herfra sendte Skibe paa lange Farvand, endog til China, bidrog ogsaa Sit til dem. Men selv for faa Aar siden var et lignende Snak i fuld Gang i selve Hovedstaden. Det hedte, at en Mand i bruun Overkjole viste sig i Mørkningen, naar Pigerne gik efter Melk, og at han greb eller lokkede med sig dem, som saae bedst og frodigst ud, hvorpaa de sporløst forsvandt. At de bleve slagtede for at sendes til Tyrken, var der ingen Tvivl om. Man havde endog en Tid ondt for at faae sine Tjeneste- piger til at forrette Ærinder paa den Tid, saa stor var Skrækken. Men denne Overtro er dog af den Art, som er lettest at ud- rydde, fordi den har sin Rod i simpel Uvidenhed. Det er værre med den, som har sine Rødder slyngede sammen med den reli- giøse Tro; den sidder fastere, og maa udrøddes fra Prækestolen. Naar man hører, at Tyrken er et i sit Ydre særdeles smukt og i sit Indre agtværdigt Folk, og man vil troe dette paa mang- foldige Reisebeskriveres Ord, og at de ingenlunde dele sig i to slige Racer, men overalt, hvor de ere udbredte, ere sig selv lige, tænker jeg, at den stygge Tanke, at Gud skulde have sat slige Vanskabninger paa Jorden, som Trynetyrker, vil forsvinde. Men Almeenmand har aldrig hørt noget Sandt hverken om Tyrken eller om andre Folk, saa det er overladt hans Indbildningskraft at befolke Jorden. Tyrken kan endog siges at være i Slægt med os; thi hans Stammesæde er nær vore ældste Forfædres, som befolkede Norden; og virkelig i Ansigtets Form, den lyse Farve og de stærke Legemsformer ligner han os. Han har ogsaa flere Charakteertræk tilfælles med Nordboen: han er alvorlig, retfærdig, gjæstfri, ikke meget rask til at handle. En udmærket Egenskab hos Tyrken er hans Religiøsitet (Han dyrker ogsaa den ene Gud, men ifølge hans saakaldte Profets, Mahomeds, Lære) samt hans Mildhed imod de Umælende. Men en sand Historie vil bedre lære, at Tyrkerne ogsaa be- sidde Dyder ligesaavel som andre Folk, og den vil jeg da for- tælle: Nogle reisende Englændere bleve engang i en tyrkisk Provinds overfaldne af et overvættes Regnveir, og intet Værtshuus var at finde i den lille By, de endelig naaede. Et Kafeehuus fandt de; men der kunde de ikke finde Ly med deres Oppakning. Paa Værtens Raad toge de derimod et lidet tyrkisk Huus i Be- siddelse, som just stod tomt, da Ejeren var bortreist. Regnen SIDE: 56 holdt ved anden Dagen, tredie og fjerde, saa de Reisende endelig begyndte at lide Mangel paa Proviant, hvorfor de indlode sig i Handel med en gammel græsk -- altsaa kristen -- Hyrde om at han skulde sælge dem et Lam, men til en uforskammet høi Priis. Istedetfor et Lam bringer nu denne Spidsbub en gammel udmagret Sau, og da de Reisende paastode at ville have Lammet, der alt var udtaget, forlangte han endnu en halv Gang meer for det end den akkorderede Priis. Nøden var for Døren, og de Reisende tage Pungen op; men da Hyrden seer det, kaster han Lammet paa Skulderen, og erklærer, at han nu ikke vil lade det gaae under det Dobbelte af Prisen. Han blev da viist paa Døren. Imidlertid hvad skeer? Medens de Reisende sidde og overlægge hvor de dog skulle faa noget at spise fra, aabnes Døren og Tyrken, der ejede Huset, som de havde taget i Be- siddelse uden hans Samtykke, træder ind. Fuld af Forundring betragter han de uventede Gjæster; men hilser dem da med sit "Salam!" d. e. "Guds Fred!" og derefter med sit: "I ere mig velkomne!" og nu kunde man være sikker for alle Hentyd- ninger paa Besiddelsestagelsen af det fremmede Huus. Tyrken gaaer ud; men kommer strax ind igjen med en stor Slagterkniv i den ene Haand og et Lam i den anden. Det bliver slagtet og tilberedet af Værten, og nu nøder han sine Gjæster til at spise, med den godmodige Travlhed, som er Tyrkerne egen naar de øve Gjæstfrihed. Næste Dag kunde Englænderne reise, og vilde da betale den fattige Tyrk noget; men han sagde: "I ere komne under mit Huses Tag og jeg har tilsagt Eder mit Vel- kommen. Skulde en Troende da tage Betaling af sine Gjæster?" Kun med Møje kunde man paatrænge hans Familie, der imidlertid havde holdt til i et Nabohuus, en liden Gave. Det var nu en Tyrk. Nok en Historie om en Tyrk! Ludvig den 15de, Konge i Frankrig, lod engang Algier, hvor Tyrker befalte, bombardere af en Flaade. Bombekastningen foraarsagede Algiererne stort Afbræk, saa Byens Statholder blev saa rasende, at han befalede at stoppe de fangne Franskmænd, man havde, i nogle store Kanoner og skyde dem ud mod deres Landsmænd. Imellem disse ulykkelige Fangne var en Kaptain, og han blev nu ført frem for at tjene til Forladning. Men en SIDE: 57 Tyrk, som stod hos og som havde været Kaptainens Fange, var bleven godt behandlet af ham og frigiven, gjenkjendte ham og kastede sig strax ned for den Befalende og bad om Naade for ham. Men man agtede ikke derpaa. Tyrken tilbød sig at kjøbe Fangen for enhver Priis; men forgjeves. Øjeblikket, da Kanonen skulde fyres af, var nær -- da omfavnede Tyrken Franskmanden, sluttede sig fast til ham og tilraabte Kanoneren: "Brænd løs! Jeg vil døe med min Velgjører, hvis Død jeg ikke kan forhindre!" Det omstaaende Folk, som havde seet og hørt Alt, blev derved saa rørt, at det med Magt befriede Fangen. Hvilken Følsomhed! Og det var dog ogsaa en Tyrk. Henrik Wergeland KAST AF HVOR BAKKEN ER FOR BRAT! Kneiken brat, Hesten mat, Lasset svært, Hjulet tvært, Hesten staaer, kan ei længer, Øret hænger Svangen gaaer. Kast da af under Bakken! Gud, som gav Liv til Blakken, Dig udstyred, stolte Mand, med Forstand til at maale hvad vel Dyret mægter taale, samt et Hjerte til at dele Dyrets Smerte uden Mæle. Mangler dette, bør man sette Dyrets Herre, ei hans Hest, for en Kjærre som et Best. Lad sa trække Kneipen op! Svøben dække til hans Krop! Han, som Hjerte eller Tanke ikke har for den Smerte Dyret bar, bør man banke ubeskaaret med Gevalt, op i Saaret sprænge Salt. Da kanhænde Han erkjende SIDE: 58 vil sin Uret, saa han troer, at det dumme Kreaturet er hans stumme Halvebro'r. Dumme Knegt! tør kanskee endda lee, som om Sligt kun var Digt uden Vægt? Veed du vist da, om hist ikke Resten, du mishandled ugudfrygtig saa af Hesten, pludselig viser sig omforvandlet til en dygtig Kjørekarl, mens det Sind som du har og Gemyttet ind er flyttet i hans Skind? Magten holder strengen Dom. Begges Roller skifte om: Du i Skakkel, mens din Stakkel af en Hest ifra Bukken gjør din Mukken, Stønnen, Trampen, Sveden, Dampen kun til Blæst. Fort afsted! Pidsken smelder. Gudbevares! Nei, der spares ei dermed, ikke fares varligt ved. Just, hvor hvide Skyers Skraaning steilest hælder, maa du slide just som Blakken, Stakkels, sled her i Bakken, ved min Vaaning, som du veed. Ovenstaaende Vers have Hentydning til de jevnlige Mishand- linger af overlæssede Heste ved en liden, men særdeles brat Bakke eller Kneik i Nærheden af denne By, som Forfatteren har havt Anledning at lægge Mærke til. I Almindelighed læsses paa hvad Hestene kunne trække i Skridt paa slet Vei; men Hensyn til, at Tyngden i et ganske overordentligt Forhold tiltager som Modskraaningen er steil, tages der ikke. Skulde man nu have Uleiligheden med at kaste af og gjøre to Vendinger? Nei, SIDE: 59 Pokker! er Svaret, som Kjøreren giver sig -- almindeligviis Drenge, der kjøre Andres Heste. Og naar de nu give sig ifærd med Bakken, og de mærke, at det sterter med at komme frem, an- strenges naturligviis Dyret først til det Yderste, og først naar de maa erkjende Umuligheden deraf, eller Redskab gaaer istykker, bekvemme de sig til, med stor Ærgrelse og Forbandelser over Dyret, at kaste noget af. Vognmænd og andre Hesteeiere skulde derfor altid ved Paalæsningen tage Hensyn til Terrænet, saaledes, at de enten befale sine Folk at lægge af en rimelig Deel, eller at læsse saameget mindre paa. Henrik Wergeland MENNESKETS DRIVT TIL GLÆDE Ved at agte paa Menneskenes Handlinger med nogen Opmærk- somhed, vil Du finde, at de alle have det skjønne Maal for Øjne, at ville tilbringe deres Dage saa lykkelig, som muligt. Drivten til at opnaae dette Maal yttrer sig ligesaavel hos den Unge, som hos den Gamle, ligesaavel i det støjende Pallads som i den ro- lige Hytte. Enhver tragter efter at være fornøjet; Enhver søger at undvige de Tildragelser, som kunne gjøre ham Livet suurt, eller, ifald han ikke kan undgaae dem, da at udfinde Midler, som kunne lette ham det Byrdefulde deri. Denne almindelige Stræben efter Glæde beviser, at Mennesket er skabt til Glæde. Det er altsaa Naturdrivt, at tragte efter Lyk- salighed; Naturdrivt, altid med begjærlige Øjne at see op til det, der efter de herskende Begreber kan forskaffe Lyksalighed; Na- turdrivt er det endelig, der ansporer os til at kjæmpe imod Ulykken, overvinde den, og derefter igjen at vende tilbage i Ro- ligheds og Tilfredsheds Skjød. Vi ønske os Døden, naar Skjeb- nen formørker enhver Udsigt for os; vi ere kjede af Livet, naar den tilkommende Tid ej lover os flere glade Timer, og det af den Aarsag, fordi vi troe at have tabt Hensigten af vort Liv, for saavidt samme angaaer vor Tilværelse paa denne Side Graven. Den Glæde, vi føle, bestemmes ved Forestillingen om de Gjen- stande, som have tildraget sig vor Villie, vore Ønsker, Tilbøje- ligheder og Opmærksomhed. Efter den Værd, som vor Indbild- ning tillægger disse Gjenstande, efter den Grad, hvori vor Sjel beskjæftiger sig med samme, forøges eller formindskes vor Glæde, SIDE: 60 naar vi nyde dem, og vor Bedrøvelse, naar vi savne dem. Vor Karakteer og den Grad af Uddannelse, vor Sjel har faaet, yttrer sig ved Valget af Gjenstandene, ved de Tilbøjeligheder og Liden- skaber, samme opvække hos os, og ved den Maade, hvorpaa vi behandle dem. Et dannet Menneske vælger ganske andre Gjen- stande for sit Livs Glæder end Mennesket med de raa og udan- nede Drivter. Den førstes Glæder ere ædlere og bestandigere; hiin er forsigtig i at vælge dem, og bevarer derfor længere end den sidste sine Kræfter til at kunne modtage forestaaende Fornøjelser. Selv Valget af Menneskets Sysler gjør det elsk- værdigt. Den gode Opdragelse i vore tidligste Aar er det, der allerførst vejleder os til Valget af ædle Glæder, eller, som er det samme, af ædel Virksomhed; thi Glæde kan ikke tænkes uden Sjels Be- skjæftigelse. Ved denne Virksomhed, hvortil vi i Barndommens spæde Aar blive anførte af vore Opdragere, bliver Sielen ud- dannet, det er: Hjertets Følelser og Forstandens Kræfter blive indtagne for de gode Grundsætninger, efter hvilke den Unge siden i Fremtiden skal af egen frivillig Drivt vælge de Beskjæftigelser, som hans Attraa efter Lykke og Glæde gjøre nødvendige. Henrik Wergeland Nr. 15 og for en Bonde er der gode Penge at tjene. Men Gud veed -- der er Mange om det." "Den, der var slig Mand, som Han!" sukkede Hans. "Men uligt er det." "Hvorledes er det du har det da, Hans, siden du er saa mis- nøid? Jeg er ogsaa Huusmand; men jeg veed ikke, om jeg vilde bytte med Hosbond. Han og hans Lige har meget paa sig, som vi og vore ere frie for." "De ere dog frie Folk; men hvad ere vi andet end Slaver?" sagde Hans og stødte Grindstolpen ned alene med et saa væl- digt Stød, at der ikke behøvedes flere. "Det kan jeg ikke kalde mig idetmindste", sagde Ole. "Vel ejer jeg ikke den Grund, jeg sidder paa; men min Kontrakt gjør mig til en fri Forpagter. Jeg betaler med Arbeide paa bestemte Dage, og er jeg ikke fornøjet, kan jeg opsige og flytte hvorhen jeg vil. I andre Lande maa Huusmændene blive hvor de ere, som Lænkehunde." "Ja naar man havde det saa, at Gaardsarbeidet afgaves paa bestemte Dage i Ugen, saa var det ingen Sag", yttrede Hans; "men jeg var saa dum ikke at gjøre anden Kontrakt end mundtlig Vedtagen efter gammel Skik ved Pladsen, og saaledes maa baade jeg og Kona gjøre Arbeide paa Gaarden for 8 Skilling Dagen naar der befales, enten vi har faaet lagt Jorden til eller bjerget for os selv eller ikke." "Ja det er en Feil," sagde Ole. "Skal man kunne dyrke sin Plads godt, maa man fremfor alt kunne beregne sin egen Tid." "Høisaaterne mine staae endnu ude saa gule som Halm. Nu kunde jeg kanskee faaet revet dem ind; men saa skulde jeg staa forat faae Grinden istand, fordi der kanske kommer Fremmede til Gaarden idag." "Ja dersom det gaar godt med Hosbond", loe Ole: "Men se til at faa dig en Kontrakt som min, saa skal du see det gaaer bedre med dig. Nu er jo han Gunder snart saa voxen, at han skal blive Soldat." "Ja der er ogsaa noget, som er lagt paa os Huusmænd, sagde Hans: at vi og vore Børn skulle være Soldater og lade vort Blod, uden at vi derfor have nogen Slags Borgerret. Uligt er det." SIDE: 62 "Nu! Er ikke det en Ære for Os? Bonde- og Borger- og Embedsmands-Søn skal være Soldater i samme Linje, saasnart bare Loven kommer istand. Efter Grundloven er det. Hvilken Skam, om vi og vore Sønner skulde være udestængte derfra! De vilde blive foragtede og tilsidst feige, svage og virkeligt for- agtelige!" "Men naar jeg seer disse store Vidder under een Mand og tænker paa min lille Flek oppe i Bjerget, er dog alt saa uligt i denne Verden, at man gjerne kunde gaae i Fossen", vedblev Hans. "Regn du efter, skal du see hvad Sorger der ofte følge med de store Ejendomme, og hvorfor vi ere frie. Der er nu som oftest Gjæld, ofte, ligesom med Hosbond, kostbare og farlige Odelsprocesser, Afgifter af Gaarden, Ombud o.s.v. Hosbonds Ærgrelse, da han sidste Gang ikke blev Storthingsmand, vilde jeg ikke haft for min bedste Ko, -- nei ikke for Kalven med. Han gik guul hele Høsten." -- Nu ringte det til Middag; men da de kom ud igjen for at stryge Grinden over med Bruuntrødt, hørte de allerede Hos- bonds Svøbesmeld. "Det er bestemt gaaet galt igjen", hviskede Ole, "for saa har han aldrig kjørt Brunen opfore før." Og idet- samme pilede Hosbond forbi som "Jehu, den Nimsis Søn, der foer rasende afsted" -- Hesten skumdækt, Ansigtet blegt og syge- ligt. "Aa lad være med Klininga!" faldt nok fra ham i Farten; men det blev ikke hørt. "Nei, Hosbond er ikke bleven Storthingsmand" sagde Ole, seende efter ham; "men troer Du ikke nu Hans, hvis Du saae Hosbonds Ansigt, at ogsaa det er en Sorg, vi ere fri for, og at Hosbond med alle sine Vidder er slettere tilsinds end Du!" Hans kløede sig bag det andet Øre; men kom dog med et langttrukkent Jo-o. Henrik Wergeland NORSK KARAKTEERTRÆK Jo dybere man kommer ind i Landet, og især i det Thrond- hjemske, jo mere finder et faderligt, naboeligt og fortroligt For- hold Sted paa Landet mellem militære Befalende og Undergivne. For et Par Aar siden bar rigtignok et Kompagni sig saa lovløst ad mod sine Oficerer, idet de paa Hjemmarschen med Magt SIDE: 63 vilde opløse sig, at det maaskee har, idetmindste i den Egn, forstyrret noget af hint gode Forhold fra Fædrenes Dage; men tilintetgjort er det dog ikke i vore Dale. For nogen Tid tilbage var der i det Throndhjemske en Kapi- tain, som var meget streng, men retfærdig, og derfor ikke desto- mindre særdeles afholdt af Kompagniet. En Dag meldte en De- putation fra dette sig hos Kapitainen; en Formand traadte frem og tiltalte ham saaledes: "Kapitain! vi har hørt, at du skal have en Arv; hvorfor tiltræder du da den ikke?" "Fordi jeg", sagde Kaptainen, "maa føre en kostbar Proces, hvortil jeg ikke har Raad, om jeg skal komme i Besiddelse deraf". "Og hvormange Penge troer du at behøve?" spurgte Udsendingerne. Kaptainen nævnte en ikke ubetydelig Sum, hvorpaa de Afsendte vendte tilbage til sine forsamlede Kamerater. Men efter nogen Tid kom de tilbage og bragte Pengene. "Kaptain", sagde de, "Kompag- niet har besluttet at hjælpe dig til din Arv. Du er en streng, men retskaffen, Mand, og derfor holde vi af dig. Du sagde, du havde ikke Nogen, som kunde forstrække dig Penge til din Pro- ces; men du har Os. Vi have sammenskudt Summen; her er den; tag den og kom til din Ret!" Den overraskede og rørte Officeer vilde ikke modtage Tilbudet, fordi han, i Tilfælde af Tab, ikke vilde kunne erstatte Summen; men det tillode Solda- terne ikke. "Taber du", sagde de, "saa tabe ogsaa vi din Proces; vinder du, saa kan du give os Pengene igjen som et Forskud". Kap- tainen gav efter, vandt og betalte med Taknemmelighed sit gjæve Kompagni tilbage. Henrik Wergeland HANS JAKOBSENS OST Man har Exempler paa, at Elendigheden kan være saa stor og Æresfølelsen saa liden, at Folk kunne begaa Forbrydelser i den Hensigt, at blive straffede derfor og saaledes at faa Tag over Hovedet og Mad til Munden i en Strafanstalt. I begge Til- fælde lige frygteligt. I begge Tilfælde? Nei jeg troer, at de al- tid -- Elendighed og Mangel paa Æresfølelse -- maa være for- enede for at et Menneske skal kunne gaa til saadan Yderlighed. I Tilfælde af yderste Armod ved ufrivillig Arbeidsløshed, Syg- SIDE: 64 dom, mange Børn og anden uforskyldt Elendighed, er det jo Menighedens Pligt at hjælpe; og i detmindste i vort Land vil det være paa det nærmeste uden Exempel, at En, der virkelig vil arbeide, skulde ganske mangle Brødet. Den anden Aarsag til et saa fortvivlet Skridt, nemlig Mangel paa Æresfølelse lader sig derimod snarere tænke. Den kommer nemlig for en stor Deel af Mangel paa Oplysning, og en planmæssig frivillig Tyen til Strafanstalter finder næsten altid Sted hos Personer, som før have været straffede og som ere saa sløve og dybtsjunkne, at de kun bekymre sig om, for Resten af sine Dage at føre et Liv som Dyret, der drives fra Krybben til Arbeide og fra Arbeide til Krybben. Men hvor vilde man ikke i Almindelighed tage feil af den Fattige, om man troede, at han ikke veed at sætte den rette Priis paa Friheden og Frihedens Ære? Mangel paa denne ædle Følelse er kun Undtagelser, Undtagelser, som kun findes i Forbrydelsen og den dybeste Elendighed. Og selv i en Armod paa Grændsen af denne findes Frihedskjærligheden i sin oprindelige, for Normænd saa naturlige, Styrke, og i sin ædleste Skikkelse forener den sig med Følelsen for Ære og med den stolte Bevidsthed af Ærlighed og Retskaffenhed. Og da naar den Fattige kan gjøre dette klart for sig, da er Armoden ikke Elendighed, ikke den Elendighed, som er Synden saa nær og som kan gjøre Mennesket til Dyr. Mellem vore Arbeidere ere de, der befatte sig med det gro- vere Muurarbeide de, som synes fattigst. De ere Daglønnere, og som oftest desværre Folk, der ikke tænke paa Vinteren naar de om Sommeren have Arbeide. Men netop mellem disse traf jeg engang paa en Mand, der midt i sin Fattigdom syntes at have en klar og glad Bevidsthed om hvad det dog betyder at være en fri Mand. Han arbeidede paa en privat Bygning, hvor ogsaa nogle Slaver vare beskjæftigede med at vælte Stene til Grundmuren o.s.v. Slaverne vare netop komne tilbage til Ar- beide efter deres Middagshvile, som begynder Kl. 11, da Muur- arbeider Hans Jakobsen havde sat sig hen under et Skuur for at spise sin Middag. Den var simpel nok. Han sad der alene med sin Sild og sit Brød; men jeg har seet Folk spise Steg og Pudding med surere Miner end Hans's vare. Silden var fortæret og nu maulede Hans Brødet ovenpaa. "Knap Middag idag, Hans", sagde jeg. SIDE: 65 "Aa, jeg har god Ost paa Brødet", mente Hans idet han smaaloe. "Hvor er den da? Jeg seer ikke du har andet Smør eller Ost end den Sne og Slud som falder". "Jo sagde Hans og pegede paa Slaverne -- jeg har god Ost paa Brødet: jeg har Frihed." O, Hans Jakobsen, du havde Ret, og du behøvede ikke at lægge til, som Du gjorde: "Troer I, at jeg bytter den med hvad Disse der har spiist idag -- Suul kanskee og ganske vist federe end denne min Middag? Jeg skal sige Jer -- hvidskede Hans til mig -- jeg har nok Raad til at spise noget bedre ellers; men ikke idag, for jeg lægger 8 Skilling op om Dagen til Vinteren, der er lang hos Os. Jeg er nemlig en saadan Ven af Friheden, at jeg ikke engang kan fordrage Tanken om, som saamange af mine Kamerater, at maatte banke paa Arbeidsanstaltens Port for at bede om Optagelse naar Vinteren kommer." O brave og fornuftige Hans Jakobsen! Den Ost, du spiste til dit Brød er norsk, og saa god som nogen engelsk. Henrik Wergeland No. 17, 15de Septbr. 1844. Den Vise gavner den Tid han er og naar han ei er meer. DET ENE KAALFRØ "Hvad er det I graver saa efter i Vestelommen jers?" spurgte en Nabo, en Huusmand, Skolemester Ole Andersen just som denne var kommen fra Byen og havde lagt fra sig sine Smaa- sager. "Ei, Ulykken har været ude at gaae", sagde Ole; "men det faaer nu være det Samme. Eet fandt jeg dog, og det kan rette paa det, skjøndt med Forliis af Tid." Og dermed lagde han forsigtig et enkelt lille Frø i en Thekop. "Jeg skal sige jer, Hans, lagde han til -- jeg kjøbte derinde i Byen en liden Pakke Hovedkaalfrø for at dele ud til jer Huusmænd heromkring, som have lovet mig at ville saae det ved jere Stuer. Pakken stak jeg her i Vestelommen, fandt saa en god Spiger paå Vejen, som jeg i Tankeløshed puttede i samme Lomme, og nu har den stukket SIDE: 66 Hul baade i Lommen og paa Frøpakken, saa alt, paanær det ene Frøkorn, er gledet ud altsom jeg gik. Kloge Høns kunne ogsaa værpe i Nesler. Men kom nu ud og pas nu paa den Flek, hvor jeg stikker Frøet ned. Der skal blive nok til os Alle- sammen." De gik udom Væggen, hvor Ole stak Frøet ned paa en fed solbar Flek. Det ene Frø gav en prægtig Frøstok. Og da det var modent, delte Ole det ud i smaa Portioner i Papirer, som han havde seet Gartneren gjøre, og saa gik han omkring til Naboerne videnom, og uddelte dem. Men tænk hvilken Uskjønsomhed og, man kunde næsten sige, Vildhed! Der fandtes dem, som gjorde Vanskelighed ved at modtage sin Friportion. Etsteds sagde Fol- kene, at de ikke havde Jord, saa Ole maatte pege for dem paa, at der laae meer end nok rundtom Stuen, hvor der nu i Fedmen kun voxede stridt Ukrud. Et andet Sted mente Konen; at de havde saa sjelden Suul, at det ikke var værd at gjøre sig nogen Umage for Kaalen, saa han maatte underrette dem om, at ingen Udsæd var mageligere og at et afkogt Kaalhoved med en Jev- ning over var en baade sund og velsmagende Ret. Det hjalp ikke; Ole maatte stikke sine Frøportioner i Lommen igjen og gaae fra de Folk. Andre fornuftigere Folk fik dem. Dette fik jeg at vide, da jeg isommer kjørte igjennem den Egn, hvor Ole boer. Jeg vil nu ikke tale om hvorledes det saae ud ved hans Stue. Der stod baade Hovedkaal, Spidskaal, Blomkaal og Grønkaal, Kaalrabi, Næper, Gulerødder, Ræddiker, Løg -- kort ingen Plet var ubenyttet. Selv paa en Kompostdynge bag Fjøset og rundtom Møddingen stod der en Kaal, jeg ikke har seet Mage til. Og da jeg nu kom bortover Moen -- ved enhver af Pladsene saae jeg Kaal og andre Haveurter i den prægtigste Fremgang. Det vaade Veir havde ogsaa gjort sit til, at det stod saa godt. Under et af Gjærderne om disse Smaahaver sad to Kjærringer af et daarligt Udseende: "Den kommer sig da Kaalen hans Jakob", sagde den Ene, kigende indigjennem Skigaarden. "Hans Anders med", sagde den Anden. "Men det er bare Grisemad." "Hvorledes kan det saa være, mente den første Kjærring, at Storfolket ere saa glade i alt sligt Grønt? Jeg vilde ønske, jeg havde taget imod Frøet af Skolemesteren, for det kunde dog SIDE: 67 groe der rundt om Stua." "Hm, der faar nok Unga gaae for sig sjøl", sagde den Haardnakkede med en ækkel voldsom Kløen med Strikkepinden bag Øret. "Han Manden min har dog nu faaet slaaet op et lidet Stel til baade til os og Unga bagom Skaaren" sagde den første og likeste af Kjærringerne, "og saa kunde I med gjøre, saa fik I Flekken om Huusvæggen til Kaal. Ungerne har ellers ikke skad den." -- Da jeg kom tilbage, sad begge Kjærringerne paa Trappen hos Ole Andersen. "Hvad skal dere, Kjærringer?" spurgte jeg. "Aa vi bie bare paa Skolemesteren for at bede ham om lidt Kaalfrø eller hvad han nu har." Henrik Wergeland SAGN OM JERUSALEMS TEMPEL Jerusalem var en dyrket Mark; to Brødre besad den Deel af samme, paa hvilken Templet nu hæver sig. Den Ene af disse Brødre var givt og havde flere Børn; den Anden levede alene. De dyrkede i Fællesskab den Mark, de havde arvet efter deres Moder; og da Høsten kom, bandt begge Brødrene Neeg, og gjorde to lige Hobe af dem, som de lode blive paa Marken. Om Natten fik den ugivte Broder et Indfald. Han sagde til sig selv: Min Broder har Kone og Børn at ernære; det er ikke Ret, at min Deel er saa stor, som hans; jeg vil derfor tage nogle Neeg af min Hob og lægge dem hemmeligt til Hans; han vil ikke mærke det, og kan altsaa ikke afslaae det. Som sagt saa gjort. Samme Nat vaagnede ogsaa den gifte Broder og sagde til sin Hustru: "Min Broder er ung; han lever alene og uden Medhjælp, og har Ingen, der kan hjælpe ham med hans Arbeide og trøste ham under hans Besværligheder; det er ikke Ret at vi tage ligesaa mange Neeg af vor fælles Ager, som han; derfor ville vi staae op og hemmeligt bære et Antal Neeg til hans Hob; han vil ikke mærke det i Morgen, og kan altsaa ikke afslaae det." Og de gjorde, som de havde tænkt. Næste Morgen gik begge Brødrene ud paa Marken og bleve meget overraskede ved at see, at begge Hobe endnu bestandigt vare lige store; Ingen af dem kunde forklare sig dette Underværk. De gjentoge SIDE: 68 derfor i flere Nætter det Samme; men da hver af dem lagde det samme Antal Neeg til Broderens Dynge, bleve Hobene altid lige store, indtil de en Nat, da de Begge stode paa Luur, for at opdage Aarsagen til dette Underværk, traf hinanden i Gjerningen. Nu skulde et Sted, hvor en saa god Tanke paa een og samme Tid var bleven opfattet af to Mennesker og det med saa megen Standhaftighed, blive Gud en velbehagelig Plads, og derfor ind- viede Menneskene det og valgte det, for her at bygge et Guds Huus. Hvilket herligt Sagn! Hvor aander det ikke de patriarchalske Sæders naive Godmodighed! Hvor simpel, antik, naturlig er ikke den Tanke hos Mennesket, at hellige Gud et Sted, hvor Dyden opspirede af Jorden! Henrik Wergeland BARNEMORDERSKEN (Af Niemeyers "En Faders Testamente til sin Datter".) Der gives en meget frygtelig Stilling for Sjelen, hvoraf ligesaa lidet den menneskelige Aands Viisdom, som alle Jordens Skatte kunne udrive den. Ikkun til Kvindekjønnets Forbandelse er den mulig, til Forbandelse over uskyldige Skabninger, som falde ved deres Uerfarenhed, og gjøre sig for evig Tid ulykkelige ved Fortvivlelse, der er grundet paa Frygtsomhed i Karakteren. Det vil maaske interessere Dig, af min Mund at høre, hvilken da denne frygtelige Stilling er, og hvorledes et Fruentimmer geraader deri? Du vil erfare det i en ulykkelig Piges Historie, som jeg er i Færd med at ville fortælle Dig. Denne Pige -- nævne hende vil jeg ikke, da hun er gaaet ud af Verdens Skueplads, og de Afdøde skulle være hellige for os. -- Hun var smuk, mild og god; hendes Hjerte var reent ligesom dit. Hun var yndet af alle gode Mennesker og en Torn i Øjnene paa Misundelsen. Hun var en af de herlige Skabninger, som vi maatte ansee for Væsener af en høiere Art, naar ikke tillige Bevidstheden om hendes uudslettelige Hang til sandselig Kjærlighed erindrede os om, at hun var Menneske. Denne Pige elskede -- og faldt. Hendes Elsker forsvandt, og uden Støtte og Deeltagelse var hun nu overladt til al den Skræk, al den Forfærdelse, alle de ræd- somme Forestillinger om den tilkommende Tid, der i en saadan SIDE: 69 Stilling maae være saa naturlige. Følelsen af hendes tilkom- mende Skam virkede meest levende hos hende. Hun tænkte sig forladt, forskudt og spottet af den Verden, der havde fattet saa høie Tanker om hende, lige fra det Øjeblik, da hendes Fald vilde blive bekjendt. Hun søgte at skjule sin Ulykke uden at aabenbare den for noget Menneske. Men Græmmelsen, der udeelt næres i den Ulykkeliges egen Barm alene, raser heftig; den ulykkelige Pige fornam dette levende. Saa ofte som hun var alene, henflød hun i Taarer, og Anfald af Fortvivlelse endte de Timer, hvori hun dybsindig havde overveiet sin Forfatning. Hendes Venner og Huusfolk ansaae hendes Taarer for at være en Told, som hun ydede en kjær Venindes Aske, som dengang nyligen var død. Hvo skulde og kunne have drømt om, at en uskyldig og englereen Pige havde kundet falde? Imidlertid nær- mede den skrækkelige Time sig alt meer og mere, der skulde aabenbare Hemmeligheden om hendes Fald, som hun saa længe havde holdt skjult. Den Ulykkelige gysede tilbage, saa ofte hun tænkte derpaa. Hvilken Pige er ogsaa stærk nok til paa engang at kunne bære Verdens Spot, kjølnet Venskabs Ligegyldighed, intolerant Ondskabs haanende Latter, Kirkens Forbandelse, en Faders Bebreidelser og en krænket Moders bittre Taarer? Den Time, som den unge Kone fryder sig ved at tænke paa, det Øieblik, hvori Kjærlighedens første Pant endnu fastere knytter de Baand, som forenede Fader og Moder sammen, indeholdt Skrækkebilleder for hende, hvortil hun nærmede sig med ligesaa megen Skjælven, som den til Døde Dømte til Sværdets sidste dræbende Slag. Hendes hele Bestræbelse gik ud paa, at ville oppebie denne Time i Eensomhed. Ak! havde hun dog villet betroe sig til sin Moder, eller til en Veninde, eller og maaskee, for Tausheds Skyld, til en Ven, hvilken Angest, hvilken For- brydelse havde hun da kunnet undgaae? Hendes Ønske blev opfyldt: hun var alene, da Timen, som hun saa ofte med skjæl- vende Frygt havde ventet, indfandt sig. Frygt neddæmpede Fornemmelserne af Smerten, og Fortvivlelse gjorde hende enhver Hjælp undværlig -- en hjælpeløs Skabning laae for hendes Fød- der, der begyndte sit Liv med at begræde sin Tilværelse. Bar- nets Skrig var som en Dolk, der gjennemborede Moderens Sjel. Forgjæves søgte hun at tysse det; dets Graad blev immer lyde- ligere, og nu -- ak! neppe formaaer jeg at udsige det -- nu SIDE: 70 blev Middelet, hvormed hun søgte at dæmpe Barnets Stemme, et Middel til dets Mord. Skriget hørte op, men tilligemed det ogsaa den begrædte Tilværelse. Glad trykkede Moderen det op til sit Bryst -- glad over den lille Skabnings Rolighed. Med moderlig Ømhed betragtede hun den og se -- den var død. Ligesom truffen af Himmelens Vrede udstødte hun et høit Skrig. En fortærende Gysen gjennemfoer hendes Aarer. Hun vilde ud- bryde i lydelige Veeklager, og atter undertrykte Frygten hendes Stemme. Paany seirede Undseelsen. Hun tog den ulykkelige Skabning op, og fuld af bedøvende Fortvivlelse bar hun den, begunstiget af den indbrydende Aftens Tusmørke, ud i en Hauge, grov den ned og flyede i fuld Forvirring atter bort derfra. Den Ulykkelige var nu i den gyselige Forfatning, hvori Sielens Rolighed er tabt, uden at kunne nogensinde faaes tilbage igjen. Tiden paa hiin Side Graven, som er en Trøst for Enhver, hvis Hoved trykkes haardt af Skjæbnens tunge Haand, og hvis For- ventninger finde i denne kommende Tid en skjøn Hvilepunkt, var frygtelig for hende, og dog var Livet hende en Byrde. Stedse troede hun at see sit myrdede Barns Skygge for sig som en straffende Aand -- hendes forvildede Indbildningskraft viste hende den som en om Hevn over hende raabende Anklager for Himmelens og Jordens Dommers Throne. Den dræbte Skabning svævede hende stedse for Øine i den samme Stilling, hvori det havde anraabt hende grædende om Barmhjertighed, Medlidenhed og Hjælp, og da var hun ikke i Stand til fra dette Syn at ad- skille den Tanke: Du har myrdet Dit eget Blod. Hemmelig Smerte fortærede hendes Taarer, uden at levne nogen til Let- telse for det forklemte Hjerte. Hendes martrede Samvittigheds Kvaler seirede nu over hendes Frygt for Skam. Hun tilstod reent ud: "Jeg har myrdet mit Barn", og døde af Græmmelse. -- GULDKORN Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 188 -- 89. Henrik Wergeland SIDE: 71 Nr. 18, 30te Septbr. 1844. Raad man nok kan give, Klogskab ei. Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaa sin Vei. RUSSISK SAGSTOL I Byerne ere Vedskjærerne, Arbeidsmænd, som besidde en Sagstol og en Sag, Folk der hyppig spørges efter. Især nu ved denne Tid. Og der tjenes vakkre Skillinger. Men som oftest trække Vedskjærerne om To i Kompagni om een Stol, og dette gjør fordet- første, at de ogsaa blive To om Fortjenesten, og for det Andet, at denne ofte bliver drukken op. Men paa denne Side vil man see en Afbildning af en Opfindelse, som gjør halvt Arbeide med Ved- skjæreren, og som er saa simpel, at nogen nærmere Forklaring end Afbildningen ikke behøves og at Enhver, der kan slaa sammen en Sagstol, ogsaa kan indrette den hele Mechanik. Den kaldes i den Bog, hvorfra jeg har den, "russisk Sagstol"; men en Ven har sagt mig, at han for mange Aar tilbage har seet den i Brug i det Thrond- hjemske. Didhen kan den maaske være kommen fra Rusland. SAGVISE Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 315 -- 316. SIDE: 72 Henrik Wergeland ÆDLE HANDLINGER AF FATTIGE I en foregaaende Aargang have vi omtalt, at det berømte Sel- skab af Lærde, det franske Akademi, aarlig holder et Møde, hvori Belønninger uddeles til dem af Almueklassen, om hvem en eller anden ædel Handling er bleven oplyst. I den Rapport, som saaledes for nylig aflagdes for i Aar angaaende de Personer, der fandtes værdige til Dydspræmien, angaves flere meget rørende Tilfælde, men især de følgende tre: I Menigheden Bourg les Va- lence var en fattig Kone, Fattiglem og Skoleholderinde tillige. Hun havde neppe tilstrækkeligt til sit eget Livsophold, men ved mageløse Indskrænkninger fandt hun Midler til at hjælpe Andre. Hendes simple Hytte var paa eengang Hospital og Asyl for Børn, hvis Forældre ikke kunne betale for deres Opdragelse. Der for- tælles hundrede Tilfælde om denne værdige Kones Velgjørenhed, som hun drev saa vidt, at da nyligen en af Valences Øvrigheds- personer mødte hende og, ved at bemærke hendes Svaghed, spurgte hende om hun var syg, fik han efter megen Nølen det Svar, at hun intet Brød havde at spise. Akademiet tilkjendte hende 600 Daler, som et Beviis paa, at det bifaldt hendes dydige Opførsel. -- I Versailles er en lille Hytte, der holdes meget reen og beboes af to Søstre ved Navn Dubois, den ene 80 og den anden 81 Aar gammel og et Fruentimmer paa 55 Aar ved Navn Chasseraye. Den yngste af Søstrene havde ved mange Aars haardt Arbeide samlet en lille Kapital, hvis Renter ikke beløbe sig til mere end 5 Skilling om Dagen. Den ældre Søster har sammensparet saa meget at hun kan bidrage 10 Skilling om Dagen. Ved deres forenede Bidrag kunde de friste Livets Op- hold, men heller ikke mere. Catherine Chasseraye derimod er Capitalist; thi hun har 30 Skilling om Dagen. Dette fortræffelige Fruentimmer har af Medlidenhed med de gamle fattige Søstre anvendt den største Deel af hendes lille Indkomst til Indkjøb af Fødemidler og andre Fornødenheder for dem, som de ellers ikke kunde forskaffe sig og pleier dem som om de vare hendes nær- meste og kjæreste Slægtninge. Hun har ofte spiist det bare Brød for at forskaffe hendes Pleiefolk nogle Behageligheder. Akade- miet tilkjendte hende 100 Daler for at assistere hende dermed i hendes Velgjørenhed mod de gamle Fruentimmer. -- Hortense Boyer i Montfaucon er en Pige paa 12 Aar. Ved egen Livsfare SIDE: 73 frelste hun tre Børn af en pestilentialsk Pøl, som de vare faldne i og hvor de uden hendes Hjælp vilde være blevne kvalte. Der sendtes hende en Æresmedaille og hun tilspurgtes hvad mere hun ønskede sig til Belønning. Hendes Stedfader, af hvem hun var bleven raat behandlet, var bleven dømt til Fængselsstraf, fordi han i et af sine Anfald af Hidsighed havde saaret en Mand, han havde været i Strid med, hvilket foranledigede dennes Død. Hun udbad sig til Belønning denne Fanges Frigivelse. Kongen har, som et Tegn paa den Beundring, han nærede for Steddatte- rens Dyd, afkortet den halve Fængselstid. Akademiet anfører Barnets Handling som en af de hæderligste, der er kommen til dets Kundskab. Henrik Wergeland VEIRGLASSET For Bonden, Fiskeren og Sømanden maa en Forkundskab om Veiret være af stor Vigtighed. Man har ogsaa et Instrument, Barometeret, som viser forud Veirforandringerne, idet Luft- trykket, i Tilfælde af Forandring til det værre, lader en Kvik- sølvsøile i et Glasrør synke, og stige naar Veiret skal blive bedre. En pludselig Synken varsler et saadant Veir, at det idetmindste ikke er værd at begive sig noget langveis paa Søen. Et Barometer koster imidlertid et Par Daler; men for ikke mange Skilling kan man skaffe sig et Slags Barometer, som gjør ret god Tjeneste. Man tager nemlig 1/2 Lod Kamfer, 1/5 Lod Salpeter og l/8 Lod Salmiak. Enhver af disse Ting opløser man i Kornbrændeviin, som i det mindste maa holde 18 Grader. Salpeteret og Salmiak- ken opløses let, Kamferen derimod opløses langsommere, og man kan derfor befordre dens Opløsning ved at holde Karret, hvori Opløsningen skal skee, over en svag Ild, eller ogsaa dykke det ned i varmt Vand. Ere alle tre Dele opløste, saa blander man dem sammen, og fylder derpaa den sammenblandede Masse i en lang Flaske, f.Ex. en Eau de Cologne Flaske, som man derpaa propper godt til og forsegler. Denne Flaske hænges derpaa udenfor, helst imod Nord, og gjøres fast ved Vindues- posten, hvor den da kan sidde baade Vinter og Sommer. Eftersom nu Veirliget staar i Begreb med at forandre sig, saa faaer ogsaa det, som Flasken er fyldt med, et forandret Ud- SIDE: 74 seende. Er Massen klar, saa betyder det klar Luft, eller, som man siger, godt Veir; er den dunkel eller ligesom grumset eller mudret, saa faae vi Regn. Danner der sig ligesom Iis paa Bun- den, saa betyder det tyk Luft, og om Vinteren Frost. Dunkelhed med smaae Stjerner betyder Tordenveir. -- Store Fnug, ligesom Snefnokker, betyde tung Luft, overtrukken Himmel, og om Vin- teren Sne. -- Traade i den øverste Deel af Flasken betyder Blæst; danner der sig smaae Punkter eller Prikker, faae vi Taage og fugtigt Veir. -- Opad stigende Fnokker, som forblive i de øverste Dele af Flasken, antyde Vinde i de høiere Luftegne. -- Smaa Stjerner ved klart Solskin om Vinteren forkynde Sne den første eller anden paafølgende Dag. Jo høiere Isen paa Glassets Bund stiger om Vinteren, desto stærkere Kulde bliver det. TO RAAD FOR LIVET. Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 316 -- 17. Henrik Wergeland Nr. 19, 21de Oktober 1844. Hvo vil æde Kjærne sød, først maa knække haarde Nød. AVLING AF FRUGTTRÆER, GAVNTRÆER OG HEGNBUSKE Vi Normænd benytte vort Fædreland i mange Henseender saa slet, at vi ikke ret fortjene et saa godt Land. Der har nu Norge saamangen solbar liden Dalkulp, saamangtet Fjeldlæ med den sorte Muld nedenunder, og saamangen feed Flek udenfor Husene baade paa Gaard og Plads, hvor de deiligste Frugttræer kunde trives; men se om der findes noget. Ribs og Stikkelsbær kunde voxe langs Vejene i mange store Distrikter, og maaskee engang ved sin Saftviin holde den fremmede Stangen. Skoven medtages værre til Skigarer end ved Hugsten til Udførsel, men se om man gider plante en Hagetorn- en Berberis- eller engang en Nype- hæk, som vilde beskytte endnu bedre, saadan som disse og andre Tornebuskarter maa tjene til det ypperligste og smukkeste Hegn i Udlandet. Gavntræer fældes paa Gaardene; men hvem tænker paa at plante igjen? Man lader det blive ved Klagerne SIDE: 75 over at de blive alt sjeldnere; og man tør vel paastaae, at Fug- lene og Vinden ere de vigtigste Trægartnere i Landet. Og hvor simpelt og let, endog for den Folkeklasse, som har lidet Jord, er det ikke at velsigne vort Land med alle disse her- lige Træsorter, af hvilke Hardanger viser hos Os Vigtigheden af Frugttræavlen alene? Hovedtingene ere blot at stikke Frøet af den Frugt man spiser ned i Jorden istedetfor at kaste det paa Gulvet, og dernæst at opgive den egenkjærlige Frygt for blot at plante for Andre. Hvor Avlen er ret igang, hvor Frugttræerne staae langs Vejene, forbydes heller Ingen at spise, og næsten over alle det Søndenfjeldskes Dalstrøg kunde den drives ligesaa vidt. I Sogn, der næsten ligger jevnbred med Nordre-Gudbrands- dalen, trives endog kjæmpemæssige Valnødttræer, hvis naturlige Hjem er det sydlige Europa. I Danmark, hvor Træ-Avlen i alle Henseender er langt fremme, har en Patriot ved Navn Riegels, nylig udstedt en Opmuntring til at virke endnu mere for den Sag; og da den tillige indehol- der Belæring og indeholder hvad der endnu kunde være at sige, meddeles den her med Anbefaling til de samme hæderlige Med- lemmer af Samfundet, som han især har tiltalt og ventet at finde Anklang hos: "Hvem der vil erkjende hvilken heldig Virkning Læplantning yttrer paa Vegetationen, vil ogsaa erkjende, at vi saavel i denne Henseende, som i Frugt- og Havekulturen, paa altfor mange Ste- der staa paa et mærkeligt lavt Trin her i vort kjære Fødeland; og det vilde ikke lede til de glædeligste Resultater, naar vi un- dersøgte den sande Aarsag til at Huse, Gaarde, ja hele Byer endnu staa blottede for Læ- og Frugttræer, og at Haven ind- skrænker sig til nogle Grønkaalsplanter. Det forenede Havesel- skab kan vel efterhaanden bidrage til at bøde paa dette i alle Retninger saa velgjørende Kulturpræg; men Erkjendelsen af at det er igjennem Skolen, at det Gode og Nyttige skal begrundes for den kommende Slægt til Medborgeres Held og Fødelandets Velsignelse, lader mig henvende min Opfordring til den hæder- lige Skolelærerstand, overbevist om at den af Mange vil mod- tages med Velvillie. Det er min paa Erfaring grundede Over- beviisning, at der i den hæderlige Skolelærerstand findes Mænd, der interessere sig for Plantekulturen, og det er mit Haab, at disse velvilligen ville række Haanden til at begynde et Værk, SIDE: 76 der under Udøvelsen af deres møiefulde Kald vilde være dem ligesaa opmuntrende som lønnende. Fremfor alt maatte jeg bede DHrr. Skolelærere, at gjøre Begyndelsen med Indsamling i Mængde af Kjærner, Nødder og Bær af alle Slags Frugttræer, samt af frugtbærende Buske, lige til den gavnlige Hegnplante. Der behøves visseligen ikke meer end eet venligt Vink af den trofaste Lærer, for at formaae den ham betroede Ungdom til at tilveiebringe Frugtkjærner i stor Mængde! Hvilken Masse af Frugt fortæres der ikke i Hjemmet og Skolen, og hvilken Vel- signelse trædes ikke under Fødderne, ved ligegyldigen at hen- kaste Millioner Kjærner, der hartad indeslutter ligesaa mange Spirer til vilde Stammer, hvorpaa der er saa stor Mangel her i Landet, og der, foruden at anvendes til Forædling, kunde afgive et ligesaa smukt som frodigt, frugtbringende Hegn. Netop nu er Tiden, at begynde med denne Indsamling; nu ind- byder den qvægende smilende Frugt til de behageligste Nydelser og til at mangfoldiggjøre sin Art ved at lægge Frøet i Jorden. Skulde En eller Anden af DHrr. Skolelærere mangle Leilighed eller Plads til, selv at lægge de indsamlede Kjærner osv., da skal jeg med Fornøielse modtage dem imod Godtgjørelse i forædlede Frugttræer eller Penge, ligesom jeg ogsaa gjerne, baade nu og senere, modtager vilde Stammer paa samme Vilkaar; og jeg mener, at slig Begyndelse i Skolehaverne ved nogle Bede til Frugtkjærner og Frugtstene, samt Bær af Hvidtorn, Nødder osv. snart maatte have til Følge, at Mange af Børnene i Forældrenes Haver efterlignede, hvad de havde seet i Skolehaven, hvor de tillige saae og erfarede Behandlingen og Reenholdelsen. Man frygte ikke for, at det skal blive for meget; jeg skal inde- staae for Afsætningen af hvad der ikke efterhaanden anvendes til eget Brug, og var det tænkeligt, at den nu herskende totale Mangel paa vilde Stammer skulde gaae over til Overflødighed, saa skal jeg dog forsikre dem en rivende Afsætning til Hegnplanter. En Anviisning til Lægningen af Kjærner og Bær vilde vel her være ligesaa overflødig som blive for vidtløftig. Denne skal snarest muligt vorde given i Haveavisen. Jeg maa blot i Kort- hed bemærke: 1. Kjærner af vild Skovfrugt, baade Æbler og Kirsebær, og af de simplere Æbler og Pærer, der anvendes til Most og Mad, give de bedste Stammer til Forædling. SIDE: 77 2. Frøet maa være fuldmodent. Hvis man ikke lægger det strax, er det godt at veire det og dernæst opbevare det i Sand eller Saugspaan. 3. Af Nødder, Blommer og adskillige Kirsebærarter, der for- plante sig uden Forædling, vælge man Kjærner, de bedste Sorter. 4. De forskjellige Slags Frugtkjærner lægges bedst om Efter- aaret, inden Frosten indfinder sig. Bedene kunne være 4 -- 5 Fod brede og Kjærnerne lægges i linieformede Rækker, der ere 1 Fod fra hinanden. Æble- og Pærekjærnerne lægges en halv, Steen- frugtfrø derimod en heel Tomme dybt. Man kan ogsaa saae og nedhakke Kjærnerne som Korn, hvis den altfor store Mængde ikke giver Tid til Lægningen. Hen i April eller Mai ville de unge Planter komme tilsyne, og man har i det første Aar blot at sørge for deres Reenholdelse for Ukrud og at vande i tørt Veirligt." Henrik Wergeland FADER ROCCO I den katholske Kirke gives der Præster, der have Tilladelse til at præke paa Torve og Pladse naar en Anledning opfordrer dertil, og imellem disse have Enkelte indlagt sig et stort Navn for Veltalenhed. En saadan Mand var Fader Rocco i Neapel, en Stad paa 400,000 Indvaanere, der har den talrigste og dovneste Pøbel i hele Verden. Fader Rocco sparede denne ligesaalidet som de fornemmere Klasser; men medens han hadedes af disse og frygtedes af selve Regjeringen fordi han havde en virkelig frygtelig Magt over Folket, elskedes han af dette paa det Højeste. Engang holdt Fader Rocco under aaben Himmel en Bodpræ- diken. Det var en Tordentale, der reiste Haarene paa de knæ- lende Tusinder, der omgave ham. "Rækker Hænderne iveiret Alle I som oprigtigen ville omvende eder!" raabte Fader Rocco. Alle Hænder vare opstrakte. "Nu -- vedblev Fader Rocco -- du hellige Erkeengel Michael, der svinger Diamantsværdet foran den Almægtiges Throne, nu afhugge du i Sekunden hver dens Haand, hvis Omvendelse ikke var alvorlig meent!" Ikke en Haand var at see iveiret; som ved eet Drag bleve de alle trukne tilbage af Frygt for Sværdet. Hver, som læser dette, gribe i egen Barm! SIDE: 78 Henrik Wergeland Nr. 20, 31te Oktober 1844. I skyldløs Munterhed din Ungdom flyde i Timeglasset ned! DET ER FOR SEENT. (Beretning af en Præst). Jeg besøgte engang i et Fængsel en ung Mand, Søn af en honet og velhavende Bonde i min Menighed. Den ulykkelige Yngling var bleven forført ved slet Selskab, hvori han lidt efter lidt indførtes. Han satte snart sine Indtægter overstyr, og for at skaffe nye Udveje til at tilfredsstille sine nyvakte onde Lyster, fristedes han tilsidst til at tage Deel i et Indbrudstyveri. I yngre Aar havde han dog viist god Forstand og det bøjeligste Hjerte. Hans første Trin til Forvildelse kom af Drukkenskabslasten, Kil- den til saameget ondt. Han inddroges i Forførelsen af saadanne Personer, som det, da de toge ham med sig i Lønkrogene, lyk- kedes at overvinde hans Betænkeligheder med den Lære, at een Gang er ingen Gang -- , et Ordsprog, som synes laant af et Helvedes Tungemaal, og opfundet af Lasten selv, der trives saa vide omkring og søger hvad den kan opsluge. Men overens- stemmende med den kristne Sædelære burde det tvertimod hedde, at een Gang er 1000 Gange; thi eet Trin paa Fordærvelsens Vei kan lede til utallige andre. "Mangen begynder med en Knappe- naal, men slutter med en Sølvskaal", er ogsaa et Ordsprog, der er værd at lægge paa Mindet. I vor gamle Lovbog læse vi: "gjort Gjerning staaer ei til at ændre." Det er Ord, som have dyb og rig Betydning. Den som af Svaghed og Overdaa- dighed sætter sin Fod over den Tærskel, indenfor hvilken Syn- den bedrives, han veed ikke, om han nogensinde mere kan drage den tilbage. Paa saadan Vei kan alene Gud redde. Nu var den forførte Yngling indesluttet inden Gitter og i Lænker og afventede i Fængselet sin Dom. Under Forhøret havde han aabent bekjendt alle Omstændigheder ved sin For- brydelse, og uden at modsige sig besvaret de Spørgsmaale, som Dommeren gjorde ham. Iøvrigt iagttog han en vedvarende Taus- hed, sad hele Dagen stum og indsluttet, og vilde ikke see Nogen hos sig. Da jeg traadte ind til ham, reiste han sig op fra sit Straaleje; jeg saae, at han skiftede Farve; en stærk Rødme over- gik hastig til en dødelig Bleghed. I det Ansigt, hvormed han SIDE: 79 mødte mig, laa et Udtryk af vild Fortvivlelse. Jeg satte mig hos ham og begyndte under ømme Formaninger at tale om Anger og Bedring, og om den Naade, som Gud byder alle dem, som med knust Hjerte vende tilbage fra Synd og Last. Jeg mindte ham om hans Barndom, som var bleven omhyggelig plejet af hulde Forældre, jeg talte med ham om hans første Altergang og det Forbund, som han da sluttede med sin Frelser, og hvilket han nu, blot efter faa Aars Forløb, paa en saa forfærdelig Maade havde brudt; jeg formanede ham til alvorlig at bøje sig under den verdslige Lovs Tugt, til hvilken han havde gjort sig skyldig, og at lade den Straf, som her i Tiden paalagdes ham, tjene til Sjelens Vækkelse og til aandelig Opstandelse af Synden; jeg bad ham nu alvorligen gaae tilverks med sig selv, vende sig til Gud med inderlig Bøn om Hjælp og Bistand, da skulde han ikke savne Evne til at vende tilbage paa Dydens og Gudsfrygtens Vei, og i en sand Bedring vise sin alvorlige Anger. Ved disse sidste Ord udrakte den Ulykkelige sine Hænder og med et Ud- tryk af vild Fortvivlelse i sin Røst og i sit Ansigt, udraabte han: "det er for seent, for seent!" Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg følte ved dette forfærdelige Udraab. Der laae noget Sønder- slidende for Hjertet deri. Jeg hørte, hvorledes han med det Samme udsagde et Dødsord for hele sit Livs Fremtid, for alt Haab i Tid og Evighed. Det indbefattede tillige en Bekjendelse om, at han vel ihukom de forbigangne Aar, da det endnu ikke var for seent at vende tilbage, da det Onde ikke endnu havde faaet saa dybt rodfæstet sig, ikke havde vundet saadan Magt over hans udødelige Aand. Jeg fandt, at han med dette ene Udtryk havde udtalt Bekjendelsen om hele det forfærdelige Dyb, hvori hans Sjel var nedsjunket, og jeg besluttede at anvende hans Ord til Omvendelse for en Betrængt og at søge at udvikle for ham dets Anvendelse paa baade aandelige og legemlige Ting. Jeg tiltalede ham derfor i omtrent følgende Ord, som jeg senere har optegnet, til Advarsel og Vækkelse for Andre, der ere i samme ulykkelige Sjelstilstand som han. Disse ere, Gud naade os! ikke faa, skjønt den onde Tanke ikke har faaet udviklet sig, men ligger og groer som et Frø til Fortvivlelse. "Du har yttret et Ord, min ulykkelige Ven, som maaler for mig hele Vidden af den Fare, hvori din ved Jesum dyrt gjen- kjøbte Sjel svæver. Har du vel glemt, at det aldrig er for seent SIDE: 80 at vende tilbage til Gud, at saalænge Herren skjænker os Tid, saa giver han os ogsaa Naade? Vi kalde den Tid, som vi her leve, Naadens Tid. Vi kalde den saaledes i en dobbelt Mening; den er os given baade af Naade og paa det vi under den maa forhverve os Naade hos Gud. Om der gives Hændelser i det timelige Liv, da en Hjælp, som ventedes, et Haab, hvorved vi fæstede os, sveeg og udeblev i den afgjørende Stund, eller først da kom, naar det var for seent, naar vi vaklende stode ved vor Lykkes Grav, saa udebliver dog aldrig Guds Hjælp for Den, som anraaber Ham om sin Sjels Frelse; Han er os nær alle Dage; Han er stor i Forbarmelse og Langmodighed imod Synderne. Ved Lidelser, Sorger og svegne Forhaabninger lærer han os, at vi ei skulle fæste vor Lid til det, som Jorden tilhører; Han lærer os ved Tilskikkelserne i vort Liv, hvor hastig Alt kan forvandles omkring os og hvor vigtigt for os et eneste Øjeblik er. Ligesom Himmelhvælvet vender sig omkring paa eet eneste Punkt i Rum- met, saa hvælver sig ogsaa paa et eneste Øjeblik i Tiden ofte en heel Evigheds Glæde eller Kval. Jeg vil fremstille for dig ligesom i Billeder nogle Begivenheder, som nærmere oplyser dette Æmne. Vi forestille os, at en Ilde- brand ved Nattetid udbryder i et Huus, hvor lykkelige Menne- sker nyde en tryg Hvile uden at ahne den Fare, som truer dem, Hastig styrte de op af Luerne. Moderen skynder sig med at redde det Dyrebareste for hende, sine Børn; hun troer at have dem alle omkring sig; men snart seer hun, at et savnes; -- det sover endnu i det brændende Huus, hun vil atter styrte derind for at redde det; men hun formaaer ikke, hun opmuntrer Andre til at hjælpe sig; de søge en Indgang, men overalt møde Luerne dem, Taget styrter ind og med knust Hjerte hører hun nu om- kring sig det forfærdelige Ord: "Det er for seent!" og falder bevidstløs til Jorden. Af det brændende Huus kunde ikke Barnet reddes, men af Forførelsens Huus, som Lysten havde tændt med sin Flamme, hvor Syndens Lue brænder, hvor mange sove en sikker Synde- søvn, af det vil dog Gud altid redde, saalænge Tid er. Med sit Ord vækker han den Slumrende og aabner hans Øine for Faren; Han hører i sin Himmel det Raab, som hæves til Ham. Han seer den Favn, som strækkes imod ham og kommer tilhjælp; Han agter paa den Bøn, som vendes til Ham, og bærer paa tro- SIDE: 81 faste Faderarme sit Barn ud af Luerne og Døden, af de Luer, som Synden slaaer omkring os og af den aandelige Død, som truer med evig Fortabelse". (Af svensk Læsning for Folket.) Nr. 21 men ganske afskyelig, uklog og ødelæggende er det Jagtkneb, at man lokker Hønen til sig af Redet, hvorefter da Ungerne døe i Redet, om man skyder den. Jeg vil derfor meddele et modsat Træk af en ung amerikansk Jæger af dem, der streife om paa Jagt paa de uhyre Strækninger i det vestlige Nordamerika, hvorhen man begynder at friste stakkels norske Almuesmænd at drage med alt deres. "Rundt Vagtilden -- fortæller Reisebeskriveren -- stred man om Værdet ved en List, hvoraf man undertiden betjener sig paa Raadyr-Jagt. Den bestaaer i, at man med et lidet Instrument efterligner Ungens Røst, og saa lokker Moderen paa Skud. Det arme bedragne Dyr kommer undertiden i Angesten tæt indpaa Jægeren. "Jeg lokkede engang et Dyr," fortalte en ung Jæger, "og det kom mig nær paa tyve Skridt, saa jeg kunde tage præg- SIDE: 82 tigt Maal. Tre Gange lagde jeg min Rifle an; men havde ikke Hjerte til at trykke løs. Jeg tænkte paa min Moder og paa hvor bange hun altid var for mig, da jeg var Liden; og for at gjøre en Ende paa Tingen, skreg jeg Halloh, saa Dyret snart var langt borte." "Du gjorde ret," brummede en gammel Jæger i Kredsen. "Jeg for min Deel har aldrig kunnet bringe det over mig, at lokke Raadyr eller andre Dyr; og jeg har været ilag med Jægere, der havde Raa-Pibe hos sig, men som jeg fik til at kaste den væk. Det er et Skurkekneb, at drage saadan Nytte af en Mo- ders Kjærlighed til sin Unge." Henrik Wergeland FÆLLESBOLIGER FOR ARBEIDSKLASSEN. Naar Rigdommen bliver kjærlig, bliver Fattigdommen lykkelig og ærlig. Ikke før? Da kan man komme til at bie længe efter de gode Følger for Fattigdommen; thi Rigdommen synes i samme Grad at have sine Øjne lukte for Fattigdommen, som denne er den vedhængig. De store Arbeidsherrers Ligegyldighed for hvor- ledes deres Arbeidsstok har det i det Hjemlige er i Almindelig- hed utilgivelig stor. Og dog vilde der intet Middel være saa gjennemgribende med Hensyn til Arbeidsklassens sædelige For- bedring, som at skaffe den reenlige og sunde Boliger, og ingen Spekulation bringe bedre, endog kontante, Renter end om de Formuende anlagde saadanne. Intet bidrager mere til Elendigheden og Fordærvelsen end den slette og overordentlig kostbare Maade, hvorpaa nu den Fattige boer. Man kige ind i Enerhougens, Ruseløkbakkens og flere af disse Hyttebyer og man vil forfærdes over Smudsigheden, over Mængden, der kryber sammen og over den Uge-Huusleje de Stakler maa betale. Som oftest er det selv en Mand af Arbeids- klassen, en Høker eller deslige, som ejer disse Huse, og de ud- stykkes i Familjeleiligheder indtil det ganske Utilladelige, saa Sundhedspolitiet burde lægge sig imellem. En Familie, som for et Værelse til sig og sine Børn maa betale indtil 4 a 5 Mark om Ugen, søger at indvinde dette igjen ved at tage løse Folk ind, som da maa betale overordentligt for sin Krog. Skjøgerne tinge sig saaledes ind enten paa det af Forældre og Børn be- satte Værelse eller paa et tilhørende Kot, og den Leje disse maa SIDE: 83 betale skal være ganske overordentlig, saa de anspores til den mest anstrængte Iver i Haandteringen for at kunne klare sig. Først naturligviis Huuslejen, siden til Mad og Klæder. Hvorledes alt Politiopsyn vanskeliggjøres ved denne Sammenstuvning, er klart. Men dersom nu disse fæle Hytter opkjøbtes og nye ba- rakkelignende anlagdes paa deres Tomter, hvori Familierne kunde faae hver sin Bekvemmelighed for en rimelig Penge, og hvor Reenlighed og Orden blev tilseet af Visse, som dermed havde Opsyn paa Ejernes Vegne -- hvilke ubeskrivelige Følger for Sæ- delighed og Velvære vilde deraf ikke flyde? De ere af den Vig- tighed, at man ikke engang tør lægge paa Vægtskaalen som nogen Bevæggrund det meget Synet Stødende, hvormed ovennævnte Kuler nu ere opfyldte. Rækker af smukt malede Huse med klare Vinduer og reenlige Beboere vilde da vise sig og ligemeget vinde Øjets som Følelsens Behag. MODERENS KORSTEGN OVER BARNET Trykt i Avdeling I, bind 3, side 404 -- 407. Henrik Wergeland REGISTER No. 1 -- 2. 1. Træk af Kong Carl Johans Liv. 2. Poesier paa Kong Carl Johans 80aarige Fødselsdag. (Folkets Sang, Asylbørnenes Sang.) - 3. Scener fra Hytterne. - 4. 1. En Skjøges Levnet og Død. 2. Indiansk Høi- modighed. - 5 -- 6. Carl Johan og Oskar. (Sørgebudskab.) 1. Mere om Valders-Profeten Ole Sørflaten. 2. Guds Ord om Drukkenskab. 3. En Drukkenbolts Testamente. 4. Haab paa Herren! - 7 -- 8. 1. Scener fra Hytterne. 2. Om at lære sine Børn selv at læse. - 9 -- 10 -- 11. Om Udvandring til Amerika. (Af Wolff.) - 12. 1. Den veneriske Smitte. 2. Midler, der ere an- vendte til Fylderiers Indskrænkning og Ud- ryddelse. 3. Om Ægteskab i en ung Alder. SIDE: 84 No. 13. 1. Scener fra Hytterne. 1. Æselet som Huusdyr i Norge. 3. En Fæstningsarbeiders Takkesang til sine Sjælesørgere. - 14. 1. Tyrken. 2. Kast af hvor Bakken er for brat! 3. Menneskets Drivt til Glæde. - 15 -- 16. 1. Religionen og jordiske Sysler. 2. Huusmændene. 3. Norsk Karakteertræk. 4. Hans Jacobsens Ost. - 17. 1. Det ene Kaalfrø. 3. Sagn om Jerusalems Tem- pel. 3. Barnemordersken. 4. Guldkorn. - 18. 1. Russisk Sagstol. 2. Ædle Handlinger af Fat- tige. 3. Veirglasset. 4. To Raad for Livet. - 19. 1. Avling af Frugttræer, Gavntræer og Hegn- buske. 2. Anmeldelse af Pastor Gislesens Lu- thers Kathekismus. 3. Høstsang. 4. Fader Rocco. - 20. 1. Det er for seent. 2. Hyttens Hygge. 3. Op- dragelsen. - 21 -- 22. Nogle Ord om Opfostringsanstalter for den fattige Klasses Børn. (Af Pastor Bjørn.) - 23 -- 24. 1. Hvad skulle vi æde, hvad skulle vi drikke, hvormed skulle vi klæde os? 2. Menneskelig- hed paa Jagt. 3. Fællesboliger for Arbeids- klassen. 4. Moderens Korstegn over Barnet. SIDE: 85 Henrik Wergeland FOR ARBEIDSKLASSEN ELLER FATTIGMANDS-POSTIL BØNNENS RIGDOM (4de Søndag i Advent. Epistlen. Phil. 4 K. 4 V.) "Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjæringer fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Tak- sigelse!" "Ak, Mand, hvorfor seer Du saa misfornøjet ud idag?" "Gud bedre mig, jeg er saa fattig," siger Manden. "Hytten er tom og Julen staaer fore." "Saa Du har intet at byde mig, om jeg besøgte dig?" "Nei -- Intet," sukker Manden. "lkke et "Guds Fred" engang?" "Ak jo; og et af Hjertet." "O, Mand, og du siger du ejer intet, naar du har Guds Fred i slig Overflod, at du kan give til Andre! Thi troer du ikke, at dit "Guds Fred" paaskjønnes? O hvormangt et sygt Hjerte, som kom paa din Tærskel, vilde ikke føle disse Ord som en Balsam? Intet paa Jorden er skjønnere end den Fattiges venlige Hilsen. Man afskyer Den, som man hører forstøde den eller at svare i en barsk Tone, som om ogsaa denne største Frivillighed af alle var en Pligtighed. Det hænder ogsaa sjeldent; altid har man et ven- ligt "Guds Fred igjen" eller et hjerteligt Tak for den Fattiges Fred. Det har en Ærværdighed, som om en himmelsk Haand berørte vort Hoved, en Sødhed, saa man vender sig om paa Landevejen og nikker og nikker til Den, der udsendte de vakkre Ord. SIDE: 86 Men det maa Du ikke glemme: i en tom Hytte kan Guds Fred boe, som en trofast Due, der holder til under Taget, men ikke i en ureenlig. Hvorledes skulde vel den hvide Himmeldue, Du er saa lykkelig at eje i din Armod, kunne berge sig i Skarnet? Den speiler sig gjerne i din Drik Vand, og dine tørre Brød- smuler smage den, naar kun Alt er reent. Og sandelig jeg siger dig, der er Palladser, hvor ingen Guds Fred kan tvinges indad de høje Porte for nogen Priis. Der er rige Folk, som gjerne af- kjøbte dig din Guds-Fred for Alt hvad de eje og have. De ønske Folk den nok, men de mumle som om de løi; og Folk see og vide ogsaa, at de mangle den selv. De gjøre Kalaser om Vin- teren, saa det lyser efter, de rejse til yndige Landsteder om Sommeren -- nei, Duen vil ikke følge med -- den, som sidder saa gjerne i den reenlige Hytte, i Hylden hvor Bibelen ligger. Men nu "Guds-Fred" igjen af Hjertet, min kjære Broder, og til Tak skal jeg sige dig Sandheden hvorfor du seer saa mis- modig ud: Du har ikke bedet idag, kanskee ikke igaar, kanskee ikke paa længe. Ak, for alle de Øine, der slaae sig ned! Ja blues! Thi undlade I at bede, og det dagligen, da begaaer I baade Daarskab og Synd: Synd, fordi I derved ligesom kaste Vrag paa Guds aabne Kjærlighed, og fordi I aabenbart ringeagte Frelserens og hans Sendinges Forskrifter; Daarskab! o i hvor- mange Henseender ikke Daarskab? Bønnen har Kraft til at hæve den Kummerfulde over sin Kummer -- I berøve eders Nød og eders trætte Arme dens Styrke. Bønnen har Henrykkelsens Sødme, idet vi ligesom forlade Jorden med vor Sjel og tye til vor himmelske Fader; -- men, o hvi bestjæle I eder Selv derfor, naar eders Brød er saltet med Taarer? Bønnen fører os gjen- nem Høiderne til Alkjærlighedens Throne -- I afskjære eder selv Vingerne. Eders Sorg er ligesom den søvnløse Syge, der kun længes efter et Øjebliks Blund; -- Bønnen skjænker eder denne Blund ved Alkjærlighedens Hjerte; men se, I modtage ikke dette Tilbud, som om I ikke undte eder selv hiin Hvile. Ak, vi ere for eenfoldige, sige I; vi kunne ikke bede. I sukke dog ofte. Eders Suk er en Bøn, som vil frem. Hefter blot Tan- ken om Gud og om hvad I ønske af ham til Sukket, og det er saa god og smuk en Bøn, som fra Menneskebryst er stegen tilhimmels. Tvivle I, saa tænker paa hvad det sidste Suk vil SIDE: 87 være. Sandelig hos Ond og God den inderligste Bøn. For Bønnen er der ligesaalidt nogen Regel som for Følelserne, der tilsige dem. Vindens Luftninger ere ikke friere. Forresten, vide I ikke, at Jesus selv har sagt, at vi ikke skulle være forlegne for hvad eller hvorledes vi skulle bede; og han har jo givet os en Bøn at bruge, hvori Intet er glemt -- en saa herlig, at det er som om Frelseren var ved vor Side, naar vi ret bede den af Hjertet. Vor Epistel lærer os ellers den Form, som en Bøn naturligen antager. Først nemlig Paakaldelse af Gud, som vi henvende os til, saa den egentlige Bøn, idet vi fremsætte vort Ønske, og saa Taksigelse, i det Bønnen nemlig naturligen endes med Udtryk af Ærbødighed og Taknemlighed mod Gud -- hvorpaa alt, som sagt, Herrens Bøn ogsaa i Formen er det herligste Mønster. At den er kort og indholdsrig advarer ogsaa mod altfor lange, ord- rige og derved trættende og slappende Bønner. Jesus har alligevel i Math. 6 Kap. opstillet en Række af Regler for hvorledes vi skulle bede. Han siger: "Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Gadernes Hjørner, paadet de kunne ansees af Menneskene. Sandelig jeg siger eder, Disse have alt faaet sin Løn. Men du, naar Du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbart. Ligesaa, naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hednin- gerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. Derfor værer dem ikke lige heri; thi eders Fader veed, hvad I have behov, før I bede ham." Indseer da, at en Bøn ikke er en simpel Kræven af Himlen af Alt hvad vi lyste, heller ikke noget fortjenstligt eller, som den grovt Overtroiske og Hykleren mener, noget fortjenstligt efter sin Længde eller Kunst; men bed du som dine enfoldige Tanker komme! Gud forstaaer dig nok! Begynd, om du vil, paa Bøn- nens Ende; Gud skal nok faae Orden deri. Lad dine Læber neppe bevæge sig; Gud bøjer sig nok lyttende til. Men enfoldig og uforstandig er ikke eet, skjøndt den ufor- standige Bøn nok kan være baade enfoldig og et Mesterstykke i sin Sammensætning. Barnets lallende Bøn om at faae Fars Barbeerkniv laant er saaledes baade enfoldig og uforstandig. Men mod den uforstandige og Vanebønnen, der ikke kommer SIDE: 88 længer end fra Tandgarden, er Gud som Klippen, der ingen Gjennemgang tilsteder. Den forstandige og fra Hjertet komne Bøn aabner han Øje til at finde en Gjennemgang af Trængselen eller Kraft til at bryde sig en. Mod Naturens Orden vil visselig intet skee ved vor Bøn; Mirakler vil ikke den Frommestes Bønner kunne fremkalde. Bed Gud om Arbeide, naar du mangler, gaa saa til Folk, der pleie at have saadant, og siig dem med et ærligt Ansigt, at du er udgangen efter en Bøn til Gud om at dit Forsæt maatte lykkes -- sandelig du skal ikke gaae forgjæves til Alle! Forretningsmanden, du gaaer til, skal maaskee, ligesom vaag- nende i sit Indre, sige til sig selv: den fattige Mand der har allerede bedet til Gud idag, og jeg -- o min Herre og Fader; i hvor lange Tider har ikke jeg glemt det? Verden og dens Bestyringer kan nok være som en Mølle, der kan bedøve; men ve Den, som ikke skjænker sin Sjel det Øie- blik af Dagen, som Bønnen behøver! O jeg mindes -- det var en herlig Sommermorgen, Klokken var ikke meer end fire, jeg maatte op og ud i Naturen -- da træffer jeg paa en Bakke, hvorfra der var en herlig Udsigt, en Arbeidsmand med sin Øx under Armen staaende stille med Haanden over Øinene. "Hvor veent og vakkert Gud har gjort det Alt" sagde han idet han tog Haanden væk, og lod see Glandsen af en Taare i Øinene. Det var en Bøn! Det er ilde at forsømme Bønnen; men det er værre, ja en Forhaanelse mod Gud, om vort Sindelag er imod vore Ord. Samme Bøn i forskjellige Munde er ikke altid det Samme. "For- lad os vor Skyld som og vi forlade vor Skyldnere!" er ikke det Samme i den Hadefuldes og den Egennyttiges Mund som i den Vennesæles og Uegennyttiges. Det er ligesom der kom Slanger ud af hines Munde. Bønnen skal intet Dagværk være, skjøndt det er vakkert og godt for Exemplets og egen Opbyggelses Skyld at bede lydeligen til enkelte Tider, saasom naar det daglige Brød virkelig staaer for Os og Morgen og Aften. Men Hjertebønnen, den vi bede stille for os selv, maa udspringe af Følelsens Trang; og den og al Bøn maa forrettes med Andagt d. e. med Sindets Samling fra Adspredelse og Henvendelse til Gud, og med Tillid og Hen- givenhed i Guds Vilje. Med Jesu Ord: "Din Vilje skee, o Fader, ikke min!" bør vore Bønner ende naar vi deri bede om Noget. SIDE: 89 Vi have seet Adskilligt nu af Bønnens Rigdom, men det er langtfra Alt. Den gjør vore Tanker om Gud mere levende, vor Pligtfølelse mere virksom, vor Ringeagt for uforskyldte Lidelser eller udvortes Lykke meer stærk, den vækker gode Beslutninger hos os, giver os Trøst og Haab i Lidelser og Ulykker, styrker os til at modstaae og overvinde Fristelser, bevarer et ydmygt og kjærligt Sind, er altid en Trøster, der er vedhaanden, og -- hvad der næsten er Bønnens største Værk -- den hindrer Lykkens Beruselse, den holder Lykkens Luftballon, som vil fare afsted med sin Ejer, Ligevægten. Da Bønnen er saa vigtig og velgjørende for Menneskene, saa har Jesus ogsaa lært os at vi altid skulle bede ): at vi i alle vore Anliggender skulle henvende vore Tanker og Følelser til Gud -- at vi i Alt skulle have Gud for Øine. Han har lært os, at Gud vil bønhøre os, naar vi bede Gud om det sande Gode; og dette er et dydigt, helligt Sind og Sjelefred; og dette eneste sande Gode gives ethvert Menneske, som inderlig længes og stræber derefter. Derimod ere de udvortes Goder os ikke altid tjenlige; og maa vi derfor, naar vi bede om dem, bestandig over- lade til Guds Viisdom at afgjøre om det er os tjenligt at erholde dem heller ikke. Beder af alle Jordens Goder først om Sundhed, der forsøder Armoden; og om at Eders Arbeide ikke maa forgjæves stræbe efter det Nødtørftige! beder, om at Eders Taalmodighed, Eders Nøisomhed ikke maa sættes paa Prøve ved altfor haarde Lidelser! beder om at Eders Sandselighed ikke maa møde formange Til- lokkelser! og stræber, mens I daglig bede derom, at øve Eder i Taalmod, Nøisomhed og Afholdenhed og ubrødelig Redelighed -- da ville I ikke kunne ledes i Fristelse; da faae I hvad I bede om -- da vil Eders Exempel vorde Eders Børn tilgode. De skulle heller ikke kunne ledes i Fristelse; men, redelige i Armoden selv, skal eders Gudsfrygt lære dem, at Herrens Velsignelser aaben- barer sig i deres Hjerters Fred som et himmelsk Gode, og i deres Nøisomhed og Sundhed som Jordens bedste Goder. Ja, selv om Nøisomheden fristes haardt ved Uheld og Mangel, om Sygdom nedbøjer Eder, skulle I kunne i den oprigtige Bøn hæve Eder høit over Mangel og Lidelser til Eders himmelske Fader! Amen! SIDE: 90 JESU FOREBUD (1 Juledag. Evang. Luk. 2 K. 1 V.) Bøn. O Gud, alle Tings Giver! hør vor Tak for Dagens Gave: for Jubelbudet om Frelserens Fødsel og for alle de Velgjerninger, Jesus, din Søn, har ladet os og vore Børn tilflyde, og hør vor Tak for alle dine øvrige Gaver! Thi visseligen alle ere gode og Du har givet os saa meget, som du har anseet det tjenligt for os at have, og Du har forjettet os saa meget, at vort hele Liv er kun en Kjæde af Forjettelser om det stedse Bedre! Led os da, saa vi viseligen bruge dine Gaver, rige eller ringe, og saa at vi, hvor glade vi end kunne være i Livet, dog have Øjet fæstet paa dine endnu bedre Himle! Og lad disse ved vore Dages Ende ligesom nedsænke sig over vore Øjenlaag og aabne sig for at optage os i de Saliggjortes Samfund -- der hvor Freden, ja selv det her flygtige Haab, er sand og evig, og hvor Forjet- telserne ere i deres evige Opfyldelse! Amen! Det sandes i den hele Verdenshistorie, at intet Vigtigt skeer uforberedt. Det er ligesom paa Havet. Den største Bølge, Kjæmpen imellem de andre, reiser sig ikke medeet paa den blanke Flade; men først arbeide Bølgerne sig op højere og højere; mange synes ikke at kunne blive større, og dog ere de kuns Foreløbere for Kjæmpebølgen. Denne reiser sig -- og der er ikke Tvivl om at denne har Rangen, saa de andre kun synes som Efterlignelser. Men ikke blot det Vigtige er det, som forberedes. Intet skeer uforberedt. Alt er en Kjæde af store og smaa forbundne Be- givenheder. De sidste lade vi ubemærkede gaae hen under vore Øjne; men Aare efter kanhænde indsee vi deres Betydning, og vi see et Glimt af den vældige Haand som knyttede Kjæden. Vort Liv, saa dunkelt det henrinder, har ogsaa sin Historie -- vigtigere for os end al anden Historie. Og dog glemme vi saa mange Blade deraf. Vi erindre kun dem som Sorgen har mærket. Nu ja vel; men hvo vil negte, at der var Solskin imellem hans Skyer? Hvo maa ikke have den Erfaring, at alle Begivenheder indeholde gode Forjettelser? Selv i Asken paa det afbrændte Huses Tomt staaer skrevet: her vil rimeligviis et bedre og SIDE: 91 smukkere Huus reise sig. Sorgen er kun en vemodig Moder svanger med Forjettelser om bedre Tider. Den staaer paa den ene Side af Hustroes eller Barns Liigkiste og rækker Haanden over den til Religionens Trøst, der bærer Balsamkrukken ved sit Hjerte. I Modgangens Dage er det Haabet, den vakkre Engel, Skridt for Skridt nærmer sig os, indtil han sætter sig ved vor Side, tilsynger os Kræfter og foremaler os i Fremtiden herlige Udsigter, som dog altid adsprede og vække Modet. Sorgen kan være helgenreen, men den meste Glæde er ufuld- kommen; men af denne Ufuldkommenhed fremspirer netop For- jettelsen om fuldkomnere Glæder, ligeindtil vi i de alderbøjede Dage føle og erkjende, at al Jordens Glæde ikke kan tilfreds- stille Os; men at vi nu tiltrænge skjønnere og højere. Hvad er Barndommens viltrere Glæder andet end en -- ligesom en Sommerfugl i Blomsten -- indhyllet Forjettelse om den raske og livlige Ungdom? Hvad Ungdommen i sin Sundhed uden en -- ligesom Kjernen i den stærke Skal -- i Styrke og Livskraft gjemt Forjettelse om et langt Liv og nærmest om den kraftige Mand- domsalder? Hvad Manddomsalderen i sin fulde Kraft, uden den haabfulde Forjettelse om den værdige og rørige og roligthvilende Alderdom? Hvad Alderdommen under sit hvide Dække og med sin Erfaring og Viisdom og patriarkalske Livsmæthed, uden det stille Haab om Hvilen i Herligheden? Men idag maae vi glemme vor egen Lidenhed over Betragt- ningen af Dagens store Begivenhed. Den synes jo ogsaa liden: at et Barn fødtes; men hvor stor er den dog ikke, naar vi be- tænke, at dette Barn var Menneskehedens Frelser d. e. Den, som i sin Lære har skjænket alle Menneskeslægter Oplysning om Gud og hans Vilje, om Sjelen og om det Tilkommende, samt Midlet til Beroligelse, Forbedring og Sjelens Frelse. Og her er sandedes særligen ogsaa, at intet Vigtigt skeer uforberedt. Først havde jo Jødernes Profeter forudsagt en Frelsers Komme, naar Tidens Fylde var, d. e. naar denne var bekvem, ligesom Mulden til at modtage Sæden, d. e. naar Guds Time slog. Men ligesom en gjærende Muld var Tidsalderen ved Jesu Fødsel. Den ligesom arbeidede i Fødselssmerter forat afføde en ny og bedre Tid. Overalt var Forvirring i Lære, Fordærvelse i Levnet og Opløs- ning i de statsborgerlige Forhold. Fordærvelsen i Sæder, Gal- skaben i Meninger var stegen saa høit, at det syntes somom SIDE: 92 Menneskeheden maatte gaae tilgrunde ligesom i en vild Dands, eller at en Haand fra Himlen maatte opreise den igjen og stryge Taagen fra dens Øine. Saa var Tilstanden saavel i Jødeland som i den øvrige Deel af Verden, der beherskedes af Rom. At Jesus fødtes Jøde var ogsaa en mærkelig Forberedelse. Thi intet andet Folk dyrkede dengang den ene sande Gud. Alle andre Folk, selv de ellers mest dannede, vare Afgudsdyrkere, hos hvem næsten alle fattige Folk var fødte Slaver -- Noget der strax faldt med Christendommen -- Utugten viede Templer og Guder, blodige Offere, og dette under et strengt Præstevælde, fandt Sted. I sit Folks hellige Skrifter havde Jesus dernæst en ypperlig Grundvold for sin Lære; og hans Landsmænd maatte af disse være forberedte paa at Frelseren skulde fødes imellem dem. At de Skriftlærde imellem dem netop paa den Tid vare delte i Par- tier om deres Religionsskrifters rette Mening, viser idetmindste, at man i Jesu Fødeland ikke var ligegyldig i aandige Ting, men Mange uvisse om den gamle Læres rette Betydning. Romernes Herredømme, skjøndt det senere, ved at være saa vidt udstrakt, fremmede Christendommens Udbredelse, var ogsaa Jøderne saa hjertelig forhadt, at de ret med daglig Længsel ven- tede den forjettede Messias. Men Mængden haabede i ham at see Folkets Hevner, Davidsthronens Gjenopretter, de øvrige Folks Betvinger. Da den saae sig skuffet i Jesu Person og op- hidsedes af Præsterne, da raabte den først sit "Korsfæst!" og krævede det dyrebare Blodsvidne. Og saa gjorde ogsaa Hednin- gerne med Mangfoldige, da de saae den nye Læres Framsteg, da de saae, at Millioner bøjede sig under Korset -- at dette den nye Sandheds Tegn og Kamp- og Fredsmærke reistes over- alt, medens de Afgudstempler stode øde, hvor deres Laster hel- ligedes -- da besluttede de, at hævde ved den sidste Kraftan- spændelse, ved Baal, Pinsler og Blod, den gamle Overtro, som saa vel opammede deres Laster og gav disse Ly i selve Temp- lerne; -- og da hengave Tusinder som Blodsvidner, som Mar- tyrer, deres Blod, men kun -- saa rigt er Alt i Herrens Haand -- for dermed at gjøde og vande Evangeliumspalmen, saaat den kunde udskyde over Jorden. Thi da flygtede ogsaa mange Kristne til fjerne, endnu hedenske, Egne, og, som Frøet paa Stormens Vinger, henkastedes Sandhedens Forkyndere hist og her, og SIDE: 93 Sandheden slog Rødder og spirede. Andre Tusinder finge Kraft af Martyrernes Exempler til at bekjende Kristendommen til det Sidste; og da endelig erkjendte Hedningerne, at der maatte være en Gudskraft i dette Evangelium, som saaledes kunde gjøre de Sittrende ufølsomme for Smerter; lade de Bævende forkynde Evangelet i Baalene, og psalmesyngende og tilgivende døe i lange Timer, og udruste de Svage med et Heltemod til at lide det Værste. Da saae de, hvor haard Braadden var at stampe imod, og at denne Braad vel maatte være Sandhedens Straaler og Herrens Lyn; da saae de, at de havde indladt sig i en Kamp mod Herren selv, og de lagde Vaabnene ned og afbad deres Synder knælende for Korset, og de finge Tilgivelse som Saulus- Paulus. Men imellem Forebudene for Jesu Fremtrædelse er Johannes den Døbers lydelige Forkyndelse deraf især mærkværdig. Den skede med rene Ord. De gamle Forjettelser opfriskede han i tordnende Taler; han holdt Fordærvelsens Billed for Tidens Øine, men henpegte dog altid paa at Forløsningens Time var nær. Omvendelse, Omvendelse var det han raabte paa, saa Sjelene kunde være beredte til Naadens Imodtagelse; og som Tegn paa denne Renselse brugte han Daaben. Det var en mærkelig kraftig Mand, skjøndt han følte tungt, ja indtil Sindsnedbøjelse, Tidens Fordærvelse og Vildfarelse; og ogsaa Han kan siges bebudet. Hans Moder Elisabeth delte lige- saavel som hendes Frænke Jesu Moder, Maria, før som under Svangerskabet, med sær Inderlighed de Forventninger, som de Frommeste i Folket nærede om en snart tilstundende Forløsning og Forbedring. Med mørkt Øje saae de udover Verden, der var et af allehaande Lidenskaber vildtbevæget Hav -- og Haabet opløftede dem, saa de saae de frembrydende Straaler af den nye og bedre Tid. Men allerede 8 Dage efter dets Fødsel gav Maria sit Barn Navnet "Jesus" d. e. Frelseren, og han erkjendtes som Saadan af flere fromme og vise Mænd paa den Tid. Der ligger Betyd- ning nok heri, ligesom ogsaa i, at den Spæde efterstræbtes med et saadant Raseri af Herodes, der frygtede forat den unge Æt- ling af David skulde i Tiden berøve ham hans Krone, at han lod alle Bethlems Børn under to Aar dræbe og kaste i Byens Brønde. Men Guds, hans Faders, Haand var over Jesus indtil SIDE: 94 han fremstod i sin Mandoms Blomsteralder som Menneskehe- dens Lærer, talende med Fattelighed, saa at han gjorde de høje- ste Sandheder indlysende endog for de Enfoldigste -- med Viis- dom og Skaansel, saaat han bestandig indrettede sin Tale efter Tilhørernes Fatteevne og Tarv -- med en Inderlighed og Hjerte- lighed, saaat de Ord, der kom fra hans Hjertes Inderste ogsaa gik til Tilhørernes Hjerter -- med den Kraft og Frimodighed, som er Sandheden egen, og hvormed han rolig angreb enhver menneskelig Vildfarelse, og ubekymret lærte de guddommelige Sandheder; -- og endelig, naar vi nu høre ham talende med den Høihed i Tanker og Udtryk, som opløfter Sjelen over det Jor- diske og over Manglerne, og -- somom det var de høje Himles eget Sprog -- opfylder os med Ærbødighed og Begeistring for det som er Helligt og Evigt og Guddommeligt; og naar vi nu høre og see ham, den Uforlignelige, talende midtimellem Fiende- skarerne som Den, der havde Myndighed og med guddommelig Majestæt, med hvilke Følelser af Ærbødighed for Guds Veje og Taknemmelighed for hans Miskundhed og Kjærlighed til Jesum maae vi ikke tænke os Gudmennesket i Vuggen, i Krybben, som maatte tjene til Vugge? O jeg seer det søde Barn, de store blaae Øine, Smilet og de mod Moderen oprakte Arme! Men hvoraf har jeg dette Syn uden af de Menneskens Børn, jeg har seet? Ja, Fædre og Mødre, eders Spæde ere yndige som Jesusbarnet og endnu en Tid uskyldige som dette. De ligne hin- anden som de ganske spæde Fugleunger, skjøndt af forskjellige Arter. Men bi lidt! snart viser sig Forskjellen mellem Jesusbarnet og Menneskenes Børn. Nogle af disse vise sig som Gjøge, d. e. de røbe et lavt, utaknemligt Gemyt; Andre som tyvagtige Skjærer, iilsindede Hauker o. s. v., medens dog, Gud være lovet, mange Børn strax røbe et bestemt godt Gemyt, som der skal meget til at fordærve. Men det kan Opdragelsen. Den kan baade forbedre hine og fordærve disse. Og blot Forsømmelse i Opdragelsen er hertil nok. Som Gartneren giver Agt paa Plantens Hjerteblade, maae Forældrene derfor lægge Mærke til de første Udviklinger af Barnegemyttet og derefter indrette Opdragelsen -- Opdragelsen, der kan gjøre Djævle eller Engle af Menneskebørnene. Men mistvivl ikke, ømme Fader og Moder, om at den vil lykkes! SIDE: 95 Himmelsk Hjælp er Eder forjættet. Jesusbarnet er voxet op til Menneskehedens store Opdragelse, og Han, som du veed har saadan Forelsk til Børn, Han kommer og hjælper dig. Du har døbt dit Barn i hans Navn, og siden har han Øje med det, naar du blot giver det hans Ord ihænde; og naar Bekræftelsesdagen kommer, da giver han hvert Barn sin Velsignelse og leder det derefter til Ihukommelses- og Forsonings-Maaltidet. Reent, som da Barnet lignede Jesus i Vuggen, staaer atter den Unge der. Men nu gjælder det. O Forældre, forlader dem endnu ikke, selv om de maae forlade eders Huus for Brødets og Lærens Skyld! Nu er det de unge Fugle skulle flyve selv; og se de grumme Ørne med hvilken Ømhed de lære sine Unger at flyve! Nei, for- lader dem ikke, at hvert af deres Ungdomsaar og siden hvert større Afsnit af deres Liv maa blive en Forjettelse om noget Bedre! Og derfor medgiver dem, i eders Sted, Gudsfrygt og Gudskundskab, frisk som paa Bekræftelsesdagen! Det er det Samme som om de have Jesum til Ledsager. Og han vil saa gjerne være alle Menneskers -- ja længe længe netop Deres, som forstøde ham. Dertil fødtes Han. Derfor skulle Retfærdige og Syndere frydes idag. Ja, dertil, for at lede vak- lende Menneskefjed til Himlen, dertil fødtes Han, og derfor nedsteg Han, som forkyndt var, paa en Tid, da Afgrundene var aabnest og slugte de Fleste, da Øinene vare blindest og Sands og Sam- ling dybest i Synd og Vildfarelse begravede. Verden laae begravt i Sorgen, Herrens Altre øde stod, Lasten thronede paa Borgen, Hytten laae i Synd og Blod. Gud lod da en Kvinde ahne Frelsens Time klar og nær. Under Bethlems Palmefahne kom den med en Englehær. Og da klang det over Jorden: "Een vor Mester, een vor Gud!" Og fra Syden og til Norden kristne Templer spredtes ud! SIDE: 96 Og da klang det over Jorden: "Vi fortjente Vredens Ild, Hevnens Lyn og Dommens Torden; men han gav en Straale mild." Gjem den da den Naadens Kjerte! Det Forjettelsernes Ord! Tegn i Bunden af dit Hjerte: Guds Barmhjertighed er stor! Amen! STEFANI EFTERLIGNELSE. (2den Juledag. Lektien. Apostl. Gjern. 6 Kap. 8 V. 7 Kap. 54 V.) Bøn. O himmelske Fader! ringe og sjeldne ere vel de Leilig- heder, hvor vi Lægfolk, der leve i Kirkens Fred, kunne siges kaldede til at vidne for dit Ords Sandhed; men Mørkets Tunger ere dog ikke alle afskaarne; de lyde endnu i Vantroens og Over- troens Tale; i Ugudelighedens Bespottelse; og giv da vore enfol- dige Ord Stefani Tales Styrke i de Vildfarendes Sjele! Du har jo skjænket os den samme Sandhed, som gav Blodvidnet hans urokkelige Begeistring -- lad denne ikke være mindre i sin Kraft naar den paakaldes til Vidnesbyrd som Stefani, saasom hos dem, der udbrede Lyset i Hedningeland! Lad denne Sindsfasthed og Varme for Sandhed findes hos os Alle, der ikke vide naar vi dog kunne kaldes ogsaa til et blodigt Vidnesbyrd for Religion eller Retfærdighed eller af Menneskekjærlighed: da skal ogsaa vor Himmel være aabnet over os, og vi skulle som Stefanus hen- rykte see dens Herlighed netop i vor bitreste Stund. Amen! Stefanus var en Helt. Helte skulle erindres. Over hele Chri- stenheden feires Stefani Helteminde idag. Hvilken lav Sjel, som vilde sige, at Efterverdenens beundrende Erindring er af ingen Værdi, at det kan være ligegodt enten man taler vel eller ilde om os i vor Grav! Efter slig skamløs Tale vilde al Forskjel mellem Dyder og Laster ophæves, Skrankerne mellem dem vilde styrte sammen, Tyven være ligesaa god Karl som den ærlige Mand, Soldaten, som løber sin Vei, ligesaa gjæv som Den der holder Stand. SIDE: 97 Nej, Efterslægtens Erindring er ikke ligegyldig for Aanden, som fra hisset af skuer sine Gjerninger paa Jorden og deres Følger. Og hvilken Opmuntring er den ikke til de ædle Handlinger, der kræve Livet sat ivove? Men var Begjærlighed derefter Hoved- driften til den ædle Handling, da er denne kun Ærgjerrigheden at tilskrive medens den skal være udrunden af Menneskekjær- lighed og Mod forat komme mellem dem der optegnes i Himlen. Men tilladt er det Helten, der styrter sig i Havet eller gjennem Luerne for at redde et Menneske, at tænke i det samme: en venlig Erindring vil jeg dog erholde. Tilladt er det Soldaten at ønske det samme naar Slaget raser eller naar han henbefales i Døden. Dette er ikke Forfængelighed, det er Hjertets Kjærlighed til Hjemmet, til Forældre, Børn, Venner og Elskede. Slige Mænd er Stefani Helte. Vort Land har mange slige ste- fanusmodige Vidner for Kjærlighedens Styrke -- Mange, der kunne tælle Flere de have udvristet af Dødens Gab, og endnu ere ikke alle de Krigere døde, som blødede for vort Lands Fri- hed og bar Vidnesbyrd for Folkets Ret. Men i det stille Liv -- hvor ofte kan det ikke træffe, at vi skulle vidne med urokket Mod for Sandheden? Snart staaer en mægtig Mand, der kan knuse din Velfærd, ved den Skranke, hvor du skal vidne. Et Haarsbred Forskjel i dine Ord, og du vil blive overøst med alle gode Gaver. Men da gjælder det, idet du tager din ringe Hue af og glatter dit Haar, at du kan blotte en Stefani-Pande, hvorpaa Sandheden og kun Sandheden staaer. Den Mand er en Stefanus-Helt. Maaskee er Du saavidt kommen, at Du har Stemmeret? Nu, der er stærke Partier. Det ene river dig hid, det andet river dig did. Lad dem rive, blot du bliver Sandheden tro, det er her: din Overbeviisning. Det er ogsaa en Stefanus-Helt. Men farlige Fristelser kunne ogsaa komme fra vore Nærmeste. Venner troe gjerne, at vi skulle gjøre Alt for deres Venskab, laane dem indtil hvad vi ikke eje, følge dem paa gale Stier o. s. v.; og Kone og Datter lokker stundom til Udgifter over vore Kræfter. Ogsaa her behøves mandigt Mod til at sige Sandheden, Sand- heden med en Pande, hvorpaa hverken Trudsler eller Overtalelser skulle sætte nogen Nathue. Men naar man er en saadan Mand, naar hverken det fraadende Hav, det flammende Huus, Valpladsens Kanongab, den hevnly- SIDE: 98 nende Mægtige, brusende Partimeninger eller Venners og Kjæres Fristelser og Overtalelser -- naar en Mand har et saadant Ste- fani-Hjerte, -- o han maa ogsaa have en Stefani-Pande, som kan taale flere end een Steen. Han maa ikke vente, at ikke Misundelsen skulde forsøge paa at forkleine hans Bedrivt. "Pyt! Løit Veir og god Baad. Og nu har han et Sølvbæger!" mumler den imellem Tænderne om den Ene, og om den Anden: "Hvad var der saa deri, at springe ind i det Kammer og tage Barnet ud? Hvem veed om der engang var Varme der?" "Og saa den Barnelek af en Krig! Det var ret noget at give en Mand Pension for, fordi han endnu har en Kugle i Livet fra 1814!" o. s. v. Den, som vidnede Sandheden mod den Mægtige og som blev sin Overbeviisning tro, kan vente ligesaamegen Forundring, som Beundring, mellem Folk, om ikke mere. Hvor den offentlige Fordærvelse er stor, i ufri Stater, hvor Kryberi hersker for Magten, eller hvor Manden bedømmes efter Pungen, er det endog farligt at være en saadan Charakteer. De lægges an for Had. Af de højere Klasser i slige Stater for- svinde de paa det nærmeste; thi allerede de ømme Mødre be- gynde at luge den naturlige Ædelhed og Selvstændighedsfølelse udaf sine kjære Drenges Sjæle. Kun mellem det simple Folk finder man dem igjen, især hvor dette fører et Naturliv. Man hører derfor om Fjeldbondens Redelighed, Ligefremhed og Djærv- hed og flere Dyder. Men o! hvad kan hiin Retskaffenhedens Ringeagt virke paa Den, som kan høre ligesom en himmelsk Musik i sin Samvittig- hed og i sit Hjertes rolige Slag ligesom en Tempelklokke? og som kan vise et ærligt Ansigt imellem Skurkefjæsene? Det egger Verden til Harme, at Du har trodset den, og dog endnu har Hovedet over Jorden, og det et Hoved med en stolt og reen Pande og et venligt glad Opsyn. Det er saa der staaer om Stefani Mordere, idet Stefani Døds- scene fremstiller os denne Retskaffenhedens ofte rammende Van- skjebne i et gruvækkende, men sandt, med vore Erfaringer over- eensstemmende, Maleri. Netop Blodvidnets frydstraalende Aasyn optændte hans Fienders Harme indtil Mord. Der staaer om Stefani Mordere, "at det stak dem i deres Hjerter af Vrede, da de saae hans af freidigt Mod og Begeistring lige- som forklarede Aasyn." Der staaer, "at de raabte med høi Røst SIDE: 99 og stoppede deres Øren til, der han talede, og at de stormede endrægteligen ind paa ham, stødte ham udaf Staden og stenede ham." Oprørende! men vi vilde være ligesaa uretfærdige og blinde for Sandheden, om vi antog for Roden til Udaaden det blotte mordgjerrige Had og Hang til at kvæle hvad de erkjendte for Sandhed. Visselig -- saadant er ikke menneskeligt. Overalt hvor en Enkelt opreiser sig mod Mængden, sanker han sig Fiender. Luther havde saaledes nok af dem, som vi vide. Menneskene elske ikke det Onde fordi det er Ondt eller hade Sandheden fordi den er Sandhed. Disse forvildede Jøder indbildte sig visselig at begrave en Sandhedens Fiende under Steendyngen. De vare begeistrede indtil Raseri af hvad de havde fattet som Sandhed og over denne dumdristige Ene, som vovede at for- negte det. Stefanus havde sin Begeistring for Sandheden. Jø- derne ligeledes sin. Og siden have jo ikke Christne Sekter und- ladt med de rasende Jøders Haardhed at værne om hvad hver Sekt kalder Sandhed. Den heftige, men altid redelige, Saulus's, virksomme Deeltagelse i Ugjerningen vidner ogsaa om, at vi ikke maae tænke os anden og værre Grund til hiin Ufærd end den menneskelige Vildfarelse. Men Tiden har bekræftet for hine Jøders Efterkommere og alle Slægter, at den Sandhed, Stefani brændende Sjel søgte og omfattede, var den bedre d. e. den der ikke vil Blod til sin Sejer, den der ikke behøver det, den der ikke behøver noget andet end at være engang udtalt forat udbredes af sig selv ligesom Lyset. Dette er Sandhedens Kjendemærke; ikke den blinde Nidkjærhed eller et, Andre eller sig Selv opofrende, Sværmeri; thi dette have vi seet kan ogsaa tilhøre Vildfarelsen. Dersom Menneskene kalde Noget Sandhed, da ere de ivrige derfor, da gløde de, og dette er nu ingen slet Natur. Men deri er den menneskelige Natur slet, at den er skrøbelig til at skille imellem Sandt og Falskt. Usandheden er ligesom en Luder, der paatager sig Dydens Maske, og den Kjærlighed, som derved bedrages, er dog ikke mindre oprigtig. Ved de bedragne Men- neskers Kræfter kan Usandheden opholdes en Tid og herske i Verden. Sandheden derimod synes at seire ved sine egne. Him- melske Kræfter synes at opholde den, medens den forglemmes af Menneskene. SIDE: 100 Saalænge eet Øje er opladt for den, ligesom Stefani i den brusende Mængde, saalænge er den ikke fortabt. Dersom den engang har præget sig i Ord og Skrivt, da vil den overleve Slæg- terne, som glemte den. Israel var Herrens Israel, medens det dyrkede Guldkalve i Dan og Beerscheba; thi i Lovens Tavler var Sandheden gjemt og uudslettelig, om de end henlagdes til en Slægt, som vilde fremtage dem og gjøre dem gjældende imellem Folket. Og imellem vor Tids Mennesker, hvor Ordene strax præges i Skrivt, er det umuligt, at Sandheden kan døe. Dette er en Sandhed, og den er den opladte Himmel for vor Tids Stefaners begeistrede Blik. Den giver det Hjerte Trøst, som bedrøves over at Sandheden alligevel ikke tilfalder alle Mennesker, ikke bliver noksom de Fattiges Ejendom, omend- skjøndt den nedregner rigere end Skyernes Overflod og afpræger sig i Blybogstaverne talrigere end Vindstrøgene i Sandet. Er det saaledes med Mængden af Menneskene? Nu! vi ville tale sanddru; thi vi tale om Sandheden paa Sandhedsvidnets Mindedag. Mængden bekymrer sig lidet om, at Sandheden er den ube- kjendt. Saaledes lever den Blinde heller ikke ganske berøvet Lykken og Glæder. Men skuer han Solens og Stjernernes Pragt? Bjergenes Blaa, Engenes og Skogens Grønne, Havets Majestæt, Jordens Have af Agre? Naturens uendelige Fortryllelser? Skjøn- hedens Farver? Seer han Den, der fødte og diede ham? Fa- deren og Vennen, der omfavner ham? Ak, Livets skjønneste Glæder gaae dog tabt for ham! Saaledes lever ogsaa Den, hvis aandige Øje er blindet af Over- tro og Vildfarelse, hvem Sandhedssolen ikke tilstraaler. Uden Lyst og Glæde lever han vel ikke; men det aandige Livs skjøn- neste Glæder og højeste Lykker ere ham ubekjendte. At skue Guddommen i et renere Lys, at fatte Skabningsværkets Meed og Maal, at erkjende Menneskets Bestemmelse, Dydens Salighed, Retfærdighedens sikkre Liv, Frihedens høje Goder, Dannelsens Nydelser, hvor høit sand Religion, sandt Menneskeværd, sand Dyd, sand Ret, sand Frihed og Oplysning kan hæve Menneskenes Lykke og Glæde -- dette, dette kan han ikke erkjende. Og dette er Millioners Kaar, ja Millionernes, der leve i Uviden- SIDE: 101 heds og Vildfarelsers tykke Taage -- vel ikke uden al Glæde og i Besiddelse af legemligt Velbefindende; men berøvede de højere Glæder, Sandheden skjænker, det Velbefindende, som ikke afhænger af Mund eller Mave, eller har Sygdom og Død at frygte. Men selv alene i borgerlig Henseende, erkjende de vel hvor- meget det jordiske Velvære lader sig forøge ved større Frihed, større Liighed i Ret for Lovene og i Samfundet, -- ved Aner- kjendelsen af at Mennesket kun skal tilhøre sig selv, Menneske- heden, Gud og Fædrelandet -- ved Hævden af al Udtryksfrihed saaledes som Samvittigheden og Aanden tilsige det -- ved ikke at udsættes for det skjærende Syn af den bittre Nød ved Siden af det svælgende Vellevnet -- ved ikke at krybe medens Andre stolte søndertræde Alt? Nei, de erkjende dette ikke; de lade sig nøje med Trældommen og Uvidenheden, og Straalen af denne Sandhed bryder ikke deres Taage. Men bryder den den -- o hvad lærer da ikke Historien os om Kraften og Fortjenstfuldheden af Sandheden, denne Himlens og Lysets frie Datter! Hvor steg ikke Israeliternes Lykke og Menneskeværd, da Moses antændte den første Sandhedsfakkel imellem dem og ordnede ved dens Lys i Ørken deres Samfund! Hvilken Lykke opspirede ikke for Menneskene, da Christus lod Sandhedssolen fremstraale i fulden Glands! Og siden -- hvor oplivedes ikke alt, da Viden- skaberne, Opfindelserne og Reformationerne begyndte at ad- sprede Taagerne for dens Straaler, at de kunde finde Vei til Menneskenes Hjerter og gjøre dem frugtbare! Saaledes er det -- Den religiøse Sandhed forenes ikke med Usandhed og Vildfarelse i anden Henseende. Den har ogsaa ført til Jorden den Sandhed, som fremtriner for Kongernes Throner og klager frimodigen over Folkenes Lidelser -- den Sandhed, som vækker med Tordenrøst, og som siger Mennesket, at han ikke skal være Slave, men en fri Mand, fri ved sin Ret, fri ved sit Arbeide og sin Dyd -- den, som bygger Kunsten og Fliden Boliger og gjør Plogjern og Værktøi af Krigens Øde- læggelsesredskaber -- den Sandhed, som smelter den Riges Guldstænger og giver den Arme Nødskillingen -- den, som ud- fører Menneskene fra Elendighedens snevre og mørke Rum til bedre Kaars lyse og behagelige, til Dannelsens og Velværets. SIDE: 102 Disse Sandheder, som findes prægede i de frie Folks Grund- love, kaldes vel verdslige; men de ere udstraalede over Verden med Christendommen, og ligesom denne kalde de Himlen sit Stammehjem. De have ogsaa havt Millioner af sine Stefaner; thi ligesom Christendommen have de i Menneskekjærlighed Kraft til at begeistre. I Menneskekjærlighed sige vi; -- ja denne Lue er det, som er Sandhedens og dens Vidners og Heltes paalidelige Mærke i alle dennes Forhold. Derved skille disse sig fra Vild- farelsens, som kun kjæmpe for Egenkjærlighed, forat hævde en Stolthed til det Sidste, som ikke vil troe om sig selv, at den kan feile. Denne var de Skrivtkloges og Mordernes Begeistring, hiin var Stefani, Stefani sandtskuende -- den Gud forlene i fulden Kraft enhver brav Mand, der fremkaldes for Sandheden at vidne. Amen! NYTAARSLØFTER (Nytaarsdag. Evang. Luk. 2 Kap. 21 V.) Paa Nytaarsdag er det vakkert at gjøre gode Løfter i vort Hjerte. Marias Ottedagesgamle blev da navngiven "Jesus", hvilket vi vide betyder Frelseren. Og hvilket stort Løfte laae ikke heri? Englene havde jo paalagt Moderen at navngive ham saa til en Forjettelse. De Løfter, Vi kunne gjøre, ere nok ringe for Verden, men ikke skulde de være af ringe Betydning for os Selv; thi ellers ere de kun Mundsveir. Ringe ere de ikke, naar de komme fra Hjertet; og det er jo i Guds Skjød, vi skulle nedlægge dem? Spøg derfor ikke med dit Løfte, om du finder, at du har noget at gjøre! Og hvo skulde ikke finde det? Ægtefæller! tænker over, om Alt har været imellem eder i Aarets Løb, som det burde. Nu Nytaarsdag er det en vakker Dag at gjøre Løfter til hinanden paa. Familiefader! kanskee Du i det forsvundne Aar tæller for mange Krodage? -- nu! tag dig vel et Kruus (men ikke et Ruus) idag paa, at de i det kommende skulle blive færre! Har du Dovenskab at bebreide dig; seer du, at det er gaaen tilagters i det sidste Aar -- nu, lov i dit SIDE: 103 Hjerte dig og Dine større Flid! Har du, voxne Søn eller Datter! i Aarets Løb opført dig slet mod dine Forældre -- saa gjør et Løfte i dit Hjerte, og betro det til dem. Sandelig det vil glæde dem! Og skulde du have begaaet en Synd, hvorover du maa blues nu du tænker paa Aarets Begivenheder, f. Ex. om du skulde have øvet nogen Slags Uredelighed og Utroskab med Hensyn til Gods eller Tro og Love -- o, saa gjør dig det Løfte, at du efter al Evne, saavidt muligt, vil gjøre det godt igjen! Men skulde Vi ikke ogsaa have et Løfte at gjøre den Otte- dages Vesle -- han, som til idag, igjennem over attenhundrede og fireti Aar, ikke har ophørt at virke igjennem sin Lære til Menneskehedens Oplysning og Frelse, og hvem Hundreder af Millioner skylde, at de bære Fortrinet fremfor Jordens øvrige? Fortrinet? Ja vistnok i det Hele, i Oplysning og i Kjærligheds- værker og vel ogsaa i Sædelighed. Men vi maae derfor ikke troe, at de naturlige Dyder, saasom Ømhed for Mennesker og Dyr, Gjæstfrihed, Mod, Hengivenhed i den Højestes Vilje og Ret- færdighed ikke skulde findes i den Vantroes eller i Hedningernes Hjerter. Tingen, som standser Jesu Sandheds Udbredelse, er desværre den, at Disse mærke paa de Christnes ofte slette Færd naar disse gjæste de vantroe Lande; og naar de Vantroe, som beboe Lande hvor Naturen er saa gavmild og Folkene saa nøisomme, gjæste de christne Lande, forbauses de over den Mængde Betlere i de prægtige Stæder, over Fængslernes Overfyldelse, over alle de Pjalter og al den Ureenlighed, som bæres tilskue. Nu nu! tænke nok Mange, lad de Tyrke- og Hedningehunde mene hvad de ville! Hvad kommer det os ved? os her i det høje Norden? Ak! ere vi ikke Lemmer af samme Legeme? Er det ikke Christendommens gode Navn, som saaledes skjændes? dens Sandhed i det virkelige Liv, som frigjørende, opløftende til en bedre Tilstand og velsignende alle Forhold, der benegtes med Beviser? Med Beviser? Ja desværre, maae vi ikke tilstaae for os Selv, at, med alt det Herlige Christendommen har udrettet i det Store, er vor egen huuslige Omgjængelse eller Færd indenhuse, eller Livet ved Arnerne, ikke altid saaledes, at Christendommen der- fra skulde kunne hente noget Vidnesbyrd om sin Virksomhed, om sin virkende Sandhed. SIDE: 104 Jeg gik en Aften igjennem en af vore usleste Smaagader. Her boe Tømmermænd i Overflod, tænkte jeg -- at de ville boe i slige Svinestier! Aa ja Svinestier. Jeg har seet Svinestier renere. Paa nogle Hytter var det umuligt at see igjennem Vinduerne; men saa var der des Forfærdeligere at høre. Her sloges Mand og Kone indenfor; der jamrede Børnene efter Mad; hist hørte man igjennem den gistne Væg en Drukkens rallende Snorken; i den Stue sloge To bandende imod hinanden i Bordet; i den hørtes en liderlig Vise nynnet af nogle Smaabørn; i en anden Dobbel med Hui og Skrig, medens her en barneung Luder og hist en halvvoxen Tyv listede sig ud og strøg paa hver sin Kant ad Byen til. Kjende I Maleriet? Ganske vist gjør baade du Det, pyntelige Nødtørftighed, tarvelige Velstand, som staaer udenfor det, og du, skidne Armod, som staaer indenfor dets Ramme og danner Ma- leriets fæle Figurer. Paa slige indre Kræftskader er det Christendommens Fiender pege og sige spottende: Hvad ere de herlige Kjærlighedsværker, som de Christne tillægge Christendommen, saasom Hospitalerne og Fattighusene og Skolerne og Asylerne, andet end Plaster- lapper og Sminke over ækle Raadsaar, naar Saamange i Folkets Masse føre et saa dyrisk og ugudeligt Liv? Og hvad skulle vi svare? Ikke klage over Fattigdommen! Og- saa den har frisk Luft og Vand til at holde sig reen med. Vi maae derimod tilstaae, at Sagen har sin bedrøvelige Rigtighed; men at sikkerligen Tiden stunder til, da Christendommen maa træde virksommere frem end hidtil imod disse Onder, i sin gri- bende Styrke, i sin gjennemtrængende Kjærlighed. Hiin Armod, hvori Lasterne yngle frodigt som Utøjet i de Plag, den ikke gider holde reen, er nemlig umyndig; den har givet sig over; den skal ikke længer faa Lov at søle sig i sit Leje som den vil. Ureenlighed er værre end Fattigdommen; thi den avler Selvforagt og Livs- foragt, og saa er det forbi. Ja forbi i de allerfleste Tilfælde; men Gudskelov dog ikke altid. Nogle paaskjønne dog, at det er Christendommen, der yder dem den offentlige Understøttelse som falder paa deres Part; thi deslige Indretninger ere flydte af dens Aand. Og de glemme ikke at takke Gud og at mindes Jesum. Men o, huskede de ret, at Jesus elskede det vildfarne ene Faar mest -- da vilde ogsaa SIDE: 105 de idag gjøre Jesum et Løfte, og sandelig det vilde blive an- mærket fremfor Andres. "Imorgen -- skulde der hviskes i Hjer- tet -- reent Alting! Terningerne og den svarte Kortleik endnu idag i Varmen! Ingen Unger ud at tigge; men Arbeide hvadsom- helst og Skolegang! Ingen Indeliggen hverken for mig eller Kjær- ring! Arbeide for Brød og Klæder, Arbeide hvad det er, om kun at samle Filler og Jernskrab!" O Fattig-Peer! Jesus hører dit herlige ægte christelige Løfte. Det vil ikke vare længe, saa sidder Du og Dine noksaa nette imellem Menigheden. Forandringen med dit Leven rygtes, og -- som sagt -- Du er hjulpen. Nu er det ligesom Hænder skjøde under. Men Vi, som ere paa det Tørre, som sidde paa vakkre grønne Pletter udenfor hint Elendighedens Morads, skulde ikke Vi have Løfter at gjøre til Jesus og til os selv? For Exempel at hjælpe dem, som ville hjælpes til at komme op af Myren, hvori de ere sjunkne? O! det var herligt! Det var netop efter Jesu Hjerte. Med Raad og Daad altsaa at hjælpe den stakkels Broder, som har gjort sig et Løfte om at stræve sig frem igjen. Og hvad kan her ikke den fornuftige og velvillige Nabo udrette? Ingen saameget som han. Men Det er det vigtigste, at Intet priser saameget et christent Land, som at Folkets store Masse fører et christsømmeligt Huus- liv. Udenfor dette gaber strax hint Elendighedens Morads, hvori alle Laster leve, og hvorpaa de Vantro spottende pege, bedende de oplyste christne Nationer først at feje for sin egen Dør. Altsaa et christsømmeligt Huusliv -- skal det være Løftet? Det er et herligt Løvte. Det synes at være saa personligt, at det i sin Udførelse ganske maa tabe sig i Dunkelheden; men se! først opfylder det dit eget Huus med Lykke og Ære; saa Naboens med et Exempel, der skinner over hans mørke Vægge; saa bi- drager det til Byens eller Bygdens og derved til Landets og ved dette til hele Christenhedens gode Navn. Christendommen skal være som et Baal, lysende over Alverden; men se, hver af os, saa fjern vor Krog er i Verden, er en Stikke deri, og en, som giver god Varme. Løftet var godt; thi et christsømmeligt Huusliv er det ypper- ligste Vidnesbyrd for at Christendommen er bleven til Sandhed. Desværre der er kristne Sekter, som troe, at gjøre de bedste SIDE: 106 og Gud behageligste Løfter ved at love at gaae saa og saamange Skridt, bede saa og saa mange Bønner om Dagen o. s. v. hvilket ikke er stort fornuftigere end hine Hedningers, der gjøre Løfte om at staae med opret Arm til den bliver stiv af sig selv, hoppe paa eet Been eller vælte sig paa Jorden hundrede Mile. Men saadan Overtro, saadan forfeilet Fromhed, der nok kan røbe Viljens Kraft, ligesom hos den Gamle, men viser tillige Fornuftens Svaghed, er, Gudskelov, fremmed for vort evangeliske Troes- samfund. Vor Tro vil Christendom i Gjerning som i Ord, den og os selv til Ære og Gavn. Dertil sigte vort hele Liv, vort indre som ydre, al vor Bedrivt, vort stille Huusliv og ogsaa da de Løfter, vi tyst hviske i vor Barm. Det vi gjorde om et christsømmeligt Huusliv var godt, mente Vi; og intet kan have en større Betydning for et Land. Der er Lande, hvor Klokkerne gaae hele Dagen og hvor der idelig feires Gudstjeneste i de guld- og sølvstraalende Templer; men alligevel ere Troesforfølgelser, Tyverier, Betleri, ja Røveri og Mord mere almindelige der mellem Almuen end i andre Lande, hvor Guds- dyrkelsen drives noget sparsommere og hvor Christendommen er mere Sandhed. Hvor dette er Tilfælde, der gaaer det Uvidenhed og Raahed som det gaaer Taagen i Solen, der forfølge ikke Menneskene hverandre for Ords eller Troes Skyld, der hade ikke Brødrene hinanden formedelst Meningerne -- der er kun Den Christen, som vandrer i Lyset i Mesterens Efterfølgelse, som elsker Dyd og øver Retfærdigheden og som ikke skiller imellem christelige og borgerlige Dyder. Hvor denne Christendommens virksomme Sandhed hersker -- der, der miskjender Ingen i ækel Elendighed sin sande Lykke og Glæde -- der bliver Ingen bedragen i sin Eenfoldighed -- der undværer Ingen Livets bedste Glæder, men de høre hjemme i Hytten og i Paladset. Hvor Christendommen saaledes raader i sin Sandhed -- der hemmes ingen i retskaffen Virken, Ingen krænkes i sin Ret -- Alle have kun een Lov og een Ret. Og hvor der dømmes -- der fordrejes ikke Lovene for Gunst og Gave eller det Heles eller Enkeltmands Lykke forraades. Og hvor den regjerer -- der tilhøre Menneskene sig selv: -- de sælges ikke af Brødre og sønderrives ikke af Krigene -- der gjælder ikke Hovmodet eller SIDE: 107 Magt eller synderhvervet Rigdom, men kun den Retskafne, den Dydige, den isandhed Ædle. Men naar altsaa Christendommens virksomme Sandhed erhver- ver Menneskene saa høi en Lykke -- naar den er den Cherub, som med flammende Sværd forjager alle Onder af denne Jords Paradiis -- naar den sammensmelter Religionen til een, der er Lysets, Dydens og Retfærdighedens -- naar den gjør Staterne til Kjærligheds-Lykkes- og Dannelses-Samfund, Slaven til Fri, Underdanen til Borger -- o hvormeget er der da ikke, som fra Himlen og Jorden kalder os til at stræve efter den Lyksalighed, som er i den, og til at love at vorde en af dens Forfremmere og Vogtere? Vel vide vi, at de Tider ere forbi for Os i vor fre- dede Verdensdeel, da Christendommens Sandhed krævede disse dristige, kraftige, begeistrede Mænd, hvorved Gud har bevirket Omvæltningerne til det Bedre, sin egen Sags Sejer paa Jorden; -- vel ere disse Tider forbi; men ingenlunde derfor en Tid, som ikke skulde tiltrænge, at Christendommens Sandhed bevidnes af Os. Ere vi ikke døbte forat vort Liv dertil skal tjene? og have vi ikke senere bekræftet den, for at hoslægge vort Liv til et Vidnesbyrd for Verdens Øjne? Haltende halve Venner skade den mere end aabenbare Fiender. De ere Jesu og Guds Sags For- rædere. Nu, lader os da være sanddrue og virksomme Christne! Lader os beflitte os paa at gjøre Christendommens Læres Sandheder stedse klarere for os, umistelige kjære for vort Hjerte, sammen- smeltende med vort Sindelag, medens vi blive stedse ivrigere i dens virkelige Tjeneste! Ogsaa Vi støtte da under det store Christtempel. Vi ere smaa Sandskorn, men Jesus, der seer paa Viljen og ikke paa de ydre Leiligheder, skal kalde os Pillarer. Jeg har idag et Løfte gjort; jeg agter selv det ei for stort; men siden Christus det vil eje, det sagtens ei saa lidt maa veje. Jeg lovte i det Nyaars-Nu, at vogte paa min egen Hu, at ikke Syndens vilde Flomme skal gjennem Hjertets Klapper komme. SIDE: 108 Til Tegn paa, det var sanddru meent, jeg skulde holde Alting reent; mit Sindelag det skulde blidne, min Arnes Vægge skulde hvidne. Det sidste Arbeid er nok let; det første kan mig gjøre træt. Men skulde Kræfterne ei bære, o Christe! o saa vær mig nære! Amen! TÆNK FØR DU HANDLER! (1ste Sønd. efter Hell. 3 K. Evang. Luk. 2 K. 42 V.) Bøn. Som dit Exempel, vor herliggjorte Mester, i Et og Alt er os det følgerigeste: saa ogsaa deri, at vi med Nidkjærhed skulle forberede os til hvad Vigtigt vi foretage os. Maatte det da virke paa os heri som det skulde! Maatte vi tykkes i vore inderlige og andægtige Tanker, at vi see dig i Templet i din unge Alder allerede forberedende dig, allerede forberedt til de Gamles For- bauselse! Da skulde meget Vanskeligt tykkes os, ja vorde os let -- og hverken Dagenes almindelige eller det overordentlige Ar- beide, det maatte behage Gud den Alstyrende at tilskikke os, skulde da synes eller være os over Kræfterne. Men fremfor Alt -- maatte vi forberede os tidligen og værdigen til den store Gjerning at indgaae fra Jorden til Himlen -- da skal ogsaa denne skee let og glædeligen. Amen! Hvo af Eder er vel ubekjendt med den sørgelige Erfaring, at mangfoldige, og det netop af de vigtigste, menneskelige Anlig- gender ofte enten ganske mislykkes eller dog ikke blive udførte og gaae saaledes som ønskeligt var og som de burde til Ære og Gavn? Men det kan heller ikke være vanskeligt at opdage den fornemste Aarsag til denne -- med Hensyn til Menneskets ofte udmærkede Kræfter og hvad øvrigt Gud forunder -- lige- saa sørgelige som forunderlige Omstændighed. Ved de vigtigste Handlinger nemlig feiler der ofte aabenbarligen saameget paa betænksomt Overlæg, rolig Betragtning af Omstændigheder, Be- SIDE: 109 regning af Hjælpekilder eller Hindringer, fast Beslutning, gode Hensigter -- kort, med eet Ord, paa den saa nødvendige alvor- lige Forberedelse, at man ikke maa undre sig saameget over de mange mislykkede Anliggender, som over at dog mange flere lykkes, end man, efter saamange Overilelser, Feil og hine Mang- ler, skulde formode. Hvormange Giftermaal afsluttes ikke, hvori der klages -- ikke over den mislige Forberedelse og Letsindigheden, der afsluttede dem; men over den gode Gud, som ikke hjælper Daarskaben? Eller mon der ikke gives ulykkelige Ægteskaber, hvor Huus- freden drog bort med Gjæsterne fra Brylluppet, fordi Magerne, før de gjorde det vigtige Skridt, ikke havde lært hinandens Sind at kjende? Og i det mindre Vigtige -- hvo kan med Skjel vente sit Arbeide lønnet paa en slet forberedet Ager? Men ved Forbe- redelse skal selv den maadelige Jordbund give Grøde. For Letsindet, som uden alvorlig Forberedelse foretager sig ofte det Allervigtigste, kan intet være mere beskjæmmende end Jesu Exempel i vort Evangelium -- end den tolvaarige Jesus forberedende sig til sit store Kald med en Opmærksomhed, der glemte af alt mindre Vigtigt. Og efter denne Begyndelse kunne Vi, om end de hellige Sagn tie, være forvissede om, at alle de mellemliggende Aar tilbragtes under lige alvorlige Forberedelser indtil han fremtraadte af sin Dunkelhed i sin Manddoms Kraft. Men vigtigere, end at vort Letsind blot skulde blues ved at sammenlignes med Jesu Alvor og just derfor seirrige Kraft, er det, at det lærer heraf: At vi i alle vigtige Anliggender maa an- vende alvorlig Forberedelse. Vi høre altsaa, at ikke alle Anliggender kræve en saadan al- vorlig Forberedelse. Mange Forretninger i det daglige Liv ere jo uvigtige, mange ved lang Øvelse saa bekjendte og tilvante, mange saa tilhørende Øjeblikket og Leiligheden, at en lang Forberedelse dertil medrette synes overflødig, ja kan endog vorde daddel- værdig og skadelig. Men der gives jo ogsaa mange Forretninger af Vigtighed, og disse kunne som oftest ikke gaae vel frahaanden uden Overlæg og Forberedelse. Intet, selv det mest ophøjede, Menneskes Forretninger komme vel i Sammenligning med Jesu, hvortil han saa tidlig beredte sig; men alle Mennesker have ikkedestomindre Anliggender, som for dem og maaskee for mange Andre ere af høi Vigtighed. Betræffer SIDE: 110 det vor Sundhed, vort Liv, vor Familie, vort Velvære -- betræffer det vor Agtelse og Ære -- betræffer det vor Dyd og vor Aands Opklarelse -- betræffer det vort hele Livs Skjebne -- hænger vor eller Andres Opholdelse, Vel, Tilfredshed og Lyksalighed deraf -- saa er dette vistnok af Vigtighed, af Vigtighed for Os og Andre, om end i forskjellig Grad. Vigtige Beskjæftigelser, til hvis rette Udførelse alvorlig For- beredelse fordres, ere altsaa alle de, om hvem man kan sige, at de staae i en nøje Forbindelse med eget eller fremmed Velvære, saa deraf megen Nytte eller Skade kan flyde. Nu skulle vi bestemme hvorledes den alvorlige Forberedelse, vi maae yde saadanne Anliggender, skal være beskaffen. Man forbereder sig til vigtige Forretninger, naar man erhver- ver sig god Kundskab, nyttig Færdighed, naar man gjør sig be- kjendt med Tingenes almindelige Løb -- kort uddanner sig til et brugbart Menneske. Men denne Forberedelse, som vi aldrig kunne undvære, er mere almindelig og ubestemt, end den vi her sysselsætte os med at paavise og opmuntre til. Der gives en be- synderligere og bestemt Forberedelse, som ethvert særegent An- liggende kræver efter sin og Omstændighedernes Natur. Jesu Forberedelse i Templet og siden var en almindelig for hans hele Liv; men hans Prøvelse i Ørknen og Andagtstyrkelsen i Geth- semane havde særegnere Øjemed; -- den første nemlig hans øjebliklig paafulgte Fremtrædelse, og den sidste hans Lidelser indtil Døden. Den særegne Forberedelse bliver altsaa at betragte som Indbegrebet at alle de Handlinger og Overlæg, hvorved man søger at dygtiggjøre sig til at udføre en vigtig Forretning saa lykkeligt og saa fuldkomment som muligt. Den bestaaer altsaa i en forstandig Overvejelse af den vigtige Forretnings Beskaffenhed, af Hensigterne, hvori den foretages, af de Midler, som dertil bør bruges og af de gunstige eller ugun- stige Omstændigheder samt af vor egen Krafts og Evners Til- strækkelighed. Hvad det Første angaaer, mon da ikke de mange Exempler paa Mangel af Overlæg, paa Iilfærdighed, eller, paa den anden Side, paa en alt spildende Ubestemthed, seendrægtig Nølen og Dovenskab hvor der skulde handles, overtyder os om, at de vig- tige Forretningers sande Beskaffenhed ofte ikke tages i ret Be- tragtning? Eller hvormange forskjellige ulykkelige Forbindelser SIDE: 111 knyttes ikke fordi Vedkommende aldrig have ved alvorlig Efter- tanke gjort sig noget klart Begreb om deres Natur og Vigtighed? Og dog er denne alvorlige Overvejelse af det vigtige Anliggen- des Natur det Første som fordres til Forberedelsen. Men ikke mindre vigtigt, og det for vort evige Vel, er det, forud at undersøge vore Hensigter, hvori vi stræbe mod et Maal; ja vi kunne ikke være nok samvittighedsfulde i at forske efter de Drivefjedre, som sætte os i Bevægelse. Et flygtigt Blik i vort Hjerte, en kort Tanke over det, som vi egentlig ville og tilsigte, er herved sandelig ikke nok. Jo større det Anliggende er, som vi imødegaae, desto mere vaagne vort Hjertes Lidenskaber, desto mere forviklet og stærkt bliver deres Spil, og desto lettere kunne, uden at vi tydelig mærke det, Hensigter og Begjærligheder ind- blande sig, som vanære vort Hjerte og, naar de frembryde, kunne bringe vore Kræfter i Uorden og forrykke dem og deres Maal. Er da vor Dyd os dyrebar, er vor Samvittigheds Reenhed, vor Ære og Velfærd os dyrebar -- saa lader os ikke lægge Haand paa noget vigtigt Virke uden i en ensom Stund med stille Over- læg nøje at undersøge hvad der sætter os i Bevægelse, hvad vi egentlig søge, hvilke Begjærligheder og Kræfter, der i os ere i Bevægelse! Men hvad kan dernæst, under en alvorlig Forberedelse til en vigtig Forretning, være nødvendigere end nøje at undersøge hvilke Midler dertil vi besidde, om vore Kræfter ogsaa strække til, og om vi, om fornødiges, ogsaa kunne give Slip paa Goder, ja lide? Er det t. Ex. ikke daarligt at indlade sig i et Foretagende, der udkræver Formue, naar vi ere i Armod? Er det ikke daar- ligt at overtage Forretninger, der udfordre Legemsstyrke, naar vi ere syge og svage? Og kunne vi vel forsvare for vor Forstand, at vi foretage os noget Vigtigt for Os eller Andre uden at be- sidde noget eller lidet af alle de Kræfter og Midler, som dertil ere uomgjængelig fornødne? Eller kunne vi uden endnu større Daarskab haabe, at det skal lykkes? En Mangel ved flere af Menneskenes Foretagender er endelig, at de oversee de Besværligheder og Hindringer, som kunne møde under Udførelsen. Man maa altsaa have, saaatsige i Baghaand, et Overskud af Kræfter og Midler til deslige uformodede Hin- dringer. Vi oversee, endog under et omhyggeligt Overlæg, dog ofte Besværligheder, som først blive synlige under Udførelsen. SIDE: 112 Kun om Den kan man altsaa sige, at han er veludrustet og alvorlig forberedt til en vigtig Sag, som er saa underrettet om hvad Modgang der rimeligviis kan møde, og om Sagens Besvær- ligheder, og saa fast besluttet, at Intet kan afskrække eller ned- slaae ham. Saa meget have vi altsaa at overtage ved en alvorlig Forbe- redelse til en vigtig Sag; men mon og ikke dennes lykkelige Udfald i Glæde og Gavn overgaaer hiint? Denne Forberedelse er os altsaa nødvendig; thi uden den forulykkes enten vigtige Forretninger, eller udføres ufuldkomment, eller forlede os, mod Formodning, ofte til de største Feil. Det skal ogsaa, naar vi betragte det, blive os en Erfarings- sandhed, at vigtige Sager ofte ganske forulykkes alene af Man- gel paa alvorlig Forberedelse. Eller skulle vi kunne haabe, at det Anliggende skal gaae vel, om hvilket vi forud ikke engang have holdt det værd at overlægge, om vi selv ere behørig be- kjendte dermed, om vi vide hvad det er og hvori det bestaaer? Skulle vi kunne haabe lykkelig at udføre et vigtigt Anliggende, naar vilde Begjærligheder forvirre vort Sind, naar ubændige Lidenskaber kue vor ædleste Kraft, naar Hensigter, hvorfor vi maae blues, ere i vort Hjerte? Skulle vi kunne haabe et besvær- ligt Foretagendes heldige Udførelse, naar vi undlade at over- tænke Midlerne dertil og om vi ikke maa bukke under af Mangel derpaa? Og endelig -- skulle vi vel kunne haabe, med forønsket Følge at udvirke noget af Betydenhed, hvis Besværlighed vi ikke engang have bemærket eller betænkt, og hvis Hindringer vi ikke engang have forestillet os? Nei, det er ikke muligt, at vi udvise det Mod, den Standhaf- tighed, den Klogskab og den forstandige Iver, som Udførelsen af enhver vigtig Forretning nødvendig fordrer, naar vi uforberedte og uden Overlæg begynde med at handle hvor vi skulde begynde med at tænke og undersøge! Forglemmer derfor ikke, saa ofte Tilbøjelighed eller Pligt kalde os til vigtige Foretagender, at de, uden alvorlig Forberedelse, ofte mislykkes ganske. Og, lad være, at dette ikke skede, saa blive de dog langt ufuldkomnere udførte end skee vilde, om vi ikke havde forsømt den Pligt, alvorlig at forberede os. Thi er det ikke klart, at Den, som overlægger Alt, som alle- rede forud har bestemt hvorledes han vil handle, hvorledes han SIDE: 113 vil bortrydde Hindringerne og hvorledes han vil benytte enhver Fordeel, som maatte tilbyde sig -- er det ikke klart og rimeligt, at Denne maa udføre Alt meget lettere, bedre og hurtigere end Den, som midt i Beskjæftigelsernes Løb og Handlingens Hede skal overlægge og udføre Alt? Mon ikke denne Uoverlagte snart skal gjøre for meget, snart for lidet, og Meget snart for tidligt, snart for sildigt? Ængstlighed, Forvirring under Handlingen, hverken Heelt eller Halvt i dens Ende -- se det skal være Følgen af en saa slet Begyndelse, som ingen eller en letsindig For- beredelse er! Men denne Feil kan ofte forlede os til de største Synder. Intet nedslaaer mere end Uheld, og det vigtige Uheld. Intet op- rører Sindet mere end en fortsat Række deraf. Men nu hørte vi, at Uheld er en rimelig, ja stundom nødvendig, Følge af en daarlig Forberedelse. Der gives jo Mennesker, som, naar de mærke, at de sidde i Sager, som de ikke ere voxne, friste Gud og raabe formastelig, at han ved overordentlig Mirakelhjælp skal bøde paa deres Daarskaber. Der gives jo Mennesker, som, idet de ikke itide tænkte paa de rette Midler, troe sig nødsagede til at gribe til slette Midler og at hjælpe sig ved Nederdrægtigheder og Laster. Ja De findes jo, som, idet de paatage sig et Hverv, uden nøje Prøvelse af Hjertet, ligge under for Fristelser, og ende et Værk, som de maaskee syntes at begynde retskaffent, som Troløse, som Nidinger og som Slaver af deres laveste Tilbøje- ligheder. Og saa er det: Vi kunne ikke vide hvilke Farer og Fristelser, hvilken Indflydelse Løbet af en vigtig Sag kan med- føre. Vi ere forlorne, naar vi ikke ved alvorlig Forberedelse gjøre os fattede paa alt og ikke have vort Hjerte bevaret mod Ondt. Dette skee da hos hver og En især og imellem Alle, hvor et fælleds vigtigt Foretagende er forhaanden! Og al vor Gjerning være i Jesu Aand! dens Begyndelse og Fremgang skee i Hans Navn! Da skal, naar Sagen er saaledes baade vel for- beredet og gudfrygtigen indviet, Kraften og Færdigheden til at foretage selv noget Stort voxe; og der skal neppe være Noget, som ikke skal lykkes os. Amen! SIDE: 114 SJELEFRED (2den Søndag efter Hell. 3 K. Joh. 2 K. 1 V.) Bøn. Hellige Fader, os fattes vel den Ære vi skulde have for dit Aasyn, og din Retfærdighed finder os alletider bedækte med Synd; men vi kjende din Barmhjertighed og Fadermildhed, og fortrøste os paa den, om vi ere angergivne i vor Syndighed og hadefulde paa den. Vi maa ogsaa erkjende, at vore Synder, om vi endog i Syndens Øieblik troede det, langtfra forskaffe os nogen Lykke endog her paa Jorden. Men vi erkjende, at den sande Lykke bestaaer alene i den Fred, som boer i Hjertet og velsignes af Himmelen, hvor den skal vare evig. Denne Lykke give du os, o Fader, om vi henstræbe til den! Denne Fred vel- signe du os med, o Fader, om du finder os værdige dertil efter Kampen, ja midti de Kampe, hvori det hele Liv bestaaer, og hvorigjennem vi alene naae til den evige Freds Himle og kunne tilvinde os der det evige Livs Krone! Amen! Ogsaa for os er en Bryllupsfest beredt, som skal begynde her paa Jorden, hvis Fakler skulle skinne igjennem Graven, men hvis rette høitidelige og frydefulde Sange skulle spilles paa Englenes Harper, og hvis rette Høitidsstund skal feires i det store Huus med de mange Gjæsteværelser udi. Men i vort Hjerte sidder Bruden, som vi skulle vinde. Der sidder den ømtfølende Samvittighed, med sit klare Øje vogtende paa den Brudegave af Gudsfrygt, Fromhed og gode Gjerninger, som vi kunne bringe hende, og uafladelig maae bringe hende, om vi sætte nogen Priis paa hendes Behag d. e. paa vor Salighed. I vort Hjerte sidder Bruden, med Hænderne rakte opmod Himmelen, den Samvittighed, hvis Smiil vi maa vinde, i hvad det end skulde koste. Thi, se da -- om end intet tømret Tag er over dets Hoved -- hvælver sig Fredens Tag over det lyk- salige Hjertepar; om end ingen krydret Ret er paa Bordet, lægger Hjertebrudens Kjærlighed Mannasmag i det tørre Brød; og, naar Bryllupsboet henflyttes nær de evige Frydboliger til Gravens Port, og det maa tilstaaes for os selv, at Armoden dog er stor, at hele vort Velvirke dog er kun som henflydt Vand, da nærmer Frelsens Mand sig med den hellige Trøstens Kalk -- og Miraklet SIDE: 115 skeer -- Frelseren opløfter os -- Forsoningen skeer -- Vandet bliver til Viin -- vore svage Gjerninger, vor skjælvende Tro og Fromhed bliver stærk og bærer os over Graven didhen i det store Høitidshuus. Denne Bryllupsfryd er det vi vinde ved hiin Bruds Kjærlighed, ved Samvittighedens Bifald. Et gudfrygtigt, gavnrigt Liv er den Troskabsring, hvormed denne vor evige Brud, denne vor Dyds Bevogterske og Belønnerinde, forpligtes til at følge os lyksalig- gjørende igjennem Livet, igjennem Graven, igjennem Himlene. Ja hun elsker Mennesket saa, at hun ikke vil forlade hans Hjerte, om han end søger at udstøde hende, men følger ham, paatagende sig til hans Frelse en Plageaands Skikkelse, igjennem det onde Liv, og tugter og maner ham, forfølgende gjennem de frydløse Verdner, som optage de Onde, til at vende tilbage ad bedre Veje og til at opløfte sig paa Kraftens Vinger omsider til de salige Pauluner, der ogsaa kunne skimtes fra Dybene. Det vilde være en Fordømmelse over os selv, om vi ikke af vort eget Hjerte skulde kunne forklare os, hvad det er for en Fred, den gode Samvittighed har ligesom til Medgift, -- om vi ikke skulde kunne godtgjøre os selv paa det klareste, at denne Fred er vor højeste Livsgevindst, Udbyttet af vort hele Liv, Frugten af vor Stræben; men om vi, forat erkjende dette, eller forat faae et Begreb om Beskaffenheden af denne Fred, skulde maatte tye udenfore os og tage Exemplerne og Beviserne herfor af de mange Gode, der med den have været lykkelige midtunder Li- delserne, og om de mange Fattige, som i den have fundet Rig- dom og Kraft nok til at modstaae Fristelserne til Misundelse, Indgreb i Andres Ret og Ejendom og andre Synder, imod hvilke trange Kaar alene have til Hensigt at styrke vor Sjel. Nei, af vort eget Indre, ikke af den inderlige Glæde vi kunne læse i Andres Aasyn, maae vi kjende denne Fred, smage dens Sødme, vide at den er evig for Dyden, evig som det Ord, den Sandhed, som blandt os er prædiket. Fra vore Barndomsdage maae dog vel Alle kunne erindre noget af Sjelefredens Salighed igjen. Da ejede vi den jo Alle, om den end siden blev liig et udaf de vaklende og uagtsomme Hænder væltet Bæger. Da fløi der Engle bort fra vor Side og Verden fyldte Bægret med Bærme. Men lader os speide i vort Indre! Der er jo Bægret i vort SIDE: 116 Hjertes Kalk, og Samvittigheden, vor fromme Sjelebrud, sidder derover vogtende om vi selv gide at speide efter det tabte Klenod, og om vi frydes, naar vi gjenfinde det, enten over den berusende Bærme, som er kommet deri, eller over at vi skulde kunne gjøre det rent igjen, som da Barnet bar det. Der maa hede Taarer til; thi mange Flekker sidde indædt faste. For Exempel, hvorledes skal den faldne Pige faae sin Flek reen? O, nok for Gud, men aldrig for Menneskene. De ere ikke barmhjertige som Gud. O, at kunne tænke tilbage paa sin Barndom uden Taare, uden Rødme -- det er Meget, det er Alt. Ja Hvem kan det vel, naar Haanden lægges paa Hjertet? Men ve Den, som ikke af sit eget Indre, om kun af Erindringen, kjender Sjelefreden og veed hvad den vil sige! Ve Den, som tvivler om at den kan vindes tilbage! Ve Den, som foretrækker Legemets Ro, som Svinene dele, for Sjelefreden, som de Saliggjorte dele, og som undlader at eftertragte denne, om Sandsernes selvbehagelige Ro end maa forstyrres og Doven- skaben og Ligegyldigheden maae purres ud af sine Senge! Thi man maa ikke vente, at i en Verden, hvor ei alene den store Strid fortvarer imellem Lys og Mørke, Ret og Uret, Dyd og Last, men hvor ogsaa, i Livets mere indskrænkede og daglige Forhold, Begjærligheder kjæmpe mod Begjær, Meninger mod Meninger og Hensigter mod Hensigter, og hvor vort Væsens jordiske Deel, for ikke strax at tilbagevende til Støvet, maa være i en uophørlig Forsvarstilstand mod de fra alle Sider truende og angribende Forstyrrelseskræfter, mod Sygdomme, Mangel og Død; og hvor vi, alene under bestandig Vaagen og Bøn og under be- standig Brug af de Vaaben, Religionen giver, kunne beseire vore aandelige Fiender, Fristelserne og Lidenskaberne -- i en saadan Verden maa man ikke vente, at Freden skal findes i den Be- mærkelse, man sædvanligst nævner den og ønsker sig den i. Og allermindst kan den ventes saaledes af en retsindig Evangelii Bekjender, som ei forgjæves heder en god Jesu Christi Stridsmand. Og alligevel er det sandt, at han alene -- Stridsmanden -- kjender og ejer den sande, den varige Fred. Det store Billede og Beviis herpaa have vi i den vældige Christi Kjæmpe, Luther, der stod op ensom fra sin Munkecelle og be- stred Løgnens og Fordommens Herrevælde. Alle bævede og SIDE: 117 forskrækkedes for ham; han alene var rolig indfor den mægtige og vrede Keisers Domstol selv; og bered til at forfølges, bered til at døe for Guds og Menneskehedens Sag, kunde han hverken ved Trudsler eller Løfter afholdes fra det store, men farlige, Foretagendes Fuldbyrden; -- thi han havde denne Fred i sit Hjerte. Sandhed og Fred var hans Løsen; men Fredens Tryghed kunde blot vindes gjennem Sandhedens Kamp og Sejer, og denne Sejer beredtes gjennem vedholdende Møje, gjennem standhaftigt Mod; og han kastede sig ind i Kampen og tog Sejeren hjem; han kastede sig ind i Urolighederne med urokkelig Rolighed; thi han havde denne Fred i sit Hjerte. Denne Jesu Christi Stridsmands Fred, er ikke Sorgløshedens Dvale ved Alt, som ei rører vor egen Velfærd eller Skade; thi hvor kan en Jesu Lærling være sorgløs ved sine Liges Vel eller Ve? hvor kan han indslumre, naar de lide og klage? Fred er heller ikke Ligegyldighedens Kulde for Alt, som gaaer over det sandselige Behov og den vanlige Erfarenhedens An- skuelser; thi hvor kan en evangelisk Christen være kold, være ligegyldig, naar det gjælder Menneskehedens højeste Anliggender, Omsorgen for det Hellige, Troen paa det Evige? Fred er endelig ikke Svaghedens afsluttede Forbund med Verden, hvorefter Mennesket uforstyrret skal faae nyde sit Liv, mod det Vilkaar ei at forstyrre Andres Syndebrug heraf; thi en redelig Christen er selvstændig: han underhandler ei med Men- nesker, hvor han alene bør lyde Gud, han frygter ei for Op- ofrelser, hvor han maa lide for Retfærdigheden. Nei! den Fred, han kjender, er ikke den, som Verden giver og tager, men den, som, næret af Lysets og Hellighedens evige Livskilde, ligger i Sjelens Overeensstemmelse med sig Selv, i alle dens Kræfters og Evners og Ønskers indbyrdes Jevnvægt og venlige Forening til et himmelskt Sind, til et Liv, som i Gud er -- i den rene Samvittigheds Frimodighed og Glæde, under Følelsen af den Hel- liges Nærvær og Vandring paa hans Veje -- i det fromme, hel- ligede, Gud overgivne Hjertes Barneret at faae lægge sin Sag i Guds Hænder, at faae slippe at frygte og sørge med Verdens Børn, at faae have sin Lyst i Pligternes Opfyldelse, i Herren, sin Omgjængelse i Himmelen, og i at være forvisset om at hverken Liv eller Død kan skille den Standhaftige og Trofaste fra Guds Kjærlighed, som særligen er at finde i Jesu Christo. SIDE: 118 Denne Fred følte Paulus, da han, anklaget, mishandlet, lænket fremførtes for Kong Agrippa og talte med saadan Overtydelsens Kraft, at Denne, glemmende næsten sig selv, udbrød "lidet fattes i at jeg bliver en Christen". "Ja!" svarede Hedningernes Apostel med rolig Værdighed, opløftende sin Arm med den raslende Kjæde, "give Gud, at du, og alle som mig høre, vare som jeg er, paa disse Lænker nær!" Denne høje milde Fred viste ogsaa Johannes, Jesu Ven og Kjærlighedens Evangelist, den Eneste af Apostlerne, som ei gjennem Martyrdøden hjemgik til Herren, da han, kommen til den højeste Alder, og mærkende, at hans jor- diske Maal nærmede sig, efter en troværdig Berettelse, lod sig paa sin Seng indbære i Templet, og, sagte opløftende sit Hoved i Kredsen af sine Lærlinge, udrakte sin Haand og sagde "Børn, elsker hverandre, saa gjøre I Guds Vilje!" -- Og hans Præken var sluttet -- det graa Hoved nedsank, og han henslumrede i den Fred, som Herren giver, og som havde ledsaget ham gjennem hans lange Liv. Vi kunne styrke denne Fred med gode Gjerninger, men paa Gudsfrygt maa den være bygget, af en religiøs Overtydelse maa den dog være opspiret og deraf suge sin bedste Næring. Vor Religion er mere end nogen anden Kjærlighedens og Fredens Religion, og vi kunne fryde os ved den Beredvillighed hvormed den christelige Kirke lader os sine Velgjerninger tilflyde; thi den taler Fredens Ord til Alle, og, liig Gud, der lader sin Sol skinne, sin Regn neddryppe over Alle, over Onde og Gode, lyser den sin Velsignelse, prædiker den sit Evangel for alle sine Børn. Med opladte Porte staaer den christelige Kirke, staaer Jesu Huus og indbyder alle dem, som behøve Ro til sine Sjele. Did kommer den Angerfulde fra sine Irrveje liig en forloren Søn, og mødes, under Tro og Bedring, af en Fader, som for- barmer sig. Did kommer den Blødende og Overgivne fra en urolig og kjerlighedsløs Verden, liig en saaret Stridsmand, der faaer Læge- dom for sine Hjertesaar i den evige Kjærligheds Lægedomskilde. Did kommer den Nedbøjede fra sine betyngende Besværlig- heder, fra ubelønnede Anstrengelser, liig en træt Arbeider i Viin- gaarden, og finder Lønnen og Hvilen. Did kommer den paa Lykkens Hav længe Omkringkastede og imellem alle Ære- og Pengebegjærlighedens og Lidenskabens SIDE: 119 Klipper Stormomtumlede, liig en skibbruden Sømand, og føler sig tryg paa Salighedshaabets Ankergrund og takker Gud for den frelsende Havn. Did kommer den Tvivlende og finder Overtydelse, den Uop- lyste og finder Opklarelse -- og Alle lovsynge de Faderen hos hvem de Godes Fred ingen Ende skal have -- og Alle takke de Ham, som lærte os Vejen til dens uforstyrrede Boliger. Ja, hvorhelst det guddommelige Ord reent og klart forkyndes, hvorhelst det Evangelium læses, høres og forstaaes, som er en Guds Kraft til Salighed, der tilbydes, der møder os denne Fred, denne Samvittighedens, Hjertets, Overtydelsens Fred. Fattede Menneskene rigtigt Værdien af denne Fred, fornegtede eller for- glemte de ikke saa ofte det høje Værd, de i rolige Stunder, ja Synderne selv midtunder sin Anger, dog nødes til at sætte paa den. Da skulde Fred forene alle Jordens Børn i broderlig Kjær- lighed, Samdrægtighed og Lyksalighed -- da skulde i vore ind- byrdes Forhold og i vore Boliger Godhed og Troskab og Ret- færdighed og Fred mødes. Men de Ugudelige have ingen Fred; de kjende ikke Fredens Vei. Hvad tilhører da Christi Venner? At have saameget muligt, Fred med alle Mennesker -- at stræbe, med Ord og Gjerning, alene efter Det, som tjener til Fred og Forbedring indbyrdes; og, hvor Anstrengelserne herfor ere frugtes- løse, forlade de Forblindede, fordrage dem, Gud fordrager, for- vare sin egen Sjelero, og forvente en sikrere Lod der hvor de, som have vandret redeligen, komme til Fred. Elsker derfor Freden! være fredsomme, saa bliver Kjærlig- hedens og Fredens Gud nær eder! Værer faste, altid urokkelige i Herrens Gjerning! Thi saa bør det sig at være med os, at vi opfylde al Retfærdighed. Og Retfærdighedens Frugt skal være Fred, og Retfærdighedens Nytte skal være evig Sikkerhed og Ro. Amen! DET SANDE KLENOD (Søndag Septuagesima. Epist. 1 Kor. 9 Kap. 24 V.) Bøn. O Herre, maatte Du aldrig finde vort Hjerte opfyldt med en overmodig og daarlig Tiltro til sig selv! Thi da er det nær den farligste Forandring, ja den Dydige, Den, som hidtil stod, er SIDE: 120 nær sit Fald. Nei, maatte Du, som altid seer naadig ned til os, finde vore Øjne igjen vendte mod Dig, tillidsfulde i Vel som i Ve -- ikke speidende stolte omkring paa nedbøjede Brødre, ja selv ikke paa den Synders, hvis skamfulde Blik søger Jorden! Da skulle vi freidigen kunne skue rundt os i Verden -- freidigen mod Maalet, freidigen Sorgerne under Øje. Og, naar vort Blik var vant til at finde Gud i Alt: i Stjernen og Solen, der giver en Verden Liv og Lys, som i Duggen, der kvæger et Græsstraa -- da skulde det ikke formørkes af Sorgen eller forvildes af Glæden; men roligt som Blaahimlen over de forbidrivende Skyer, skulde det see timelig Sorg og Glæde, jordisk Vel og jordisk Ve at forsvinde. Amen! "Vide I ikke, at De som løbe paa Banen, de løbe vel Alle, men Een ikkun faaer Klenodet?" Vi ville forandre Apostlens Ord, og sige: men eet er ikkun Klenodet, som vindes. Thi det Klenodium, jeg mener, det kan dog vindes af Alle, om Alle ikkun vilde løbe derefter. Men nu løber Hver efter sit. En efter Rigdom, En efter Vel- lyst, En efter en Gulddusk, En efter Ro og Uvirksomhed. Men derimod -- Hvormange løbe vel efter hiint Klenodium, efter Hjerterigdommen, Sjelelysten, Engleæren og Aandens søde Ro, om end Verden bruser omkring og Legemet omtumles og vrides af Pinsler? Nei, De, som løbe efter Dette, have i Forhold været ganske faa, og derfor ere Fortællingerne om Menneskets Færd her paa Jorden bedrøvelige at læse alt fra den Tid Kainsslaget faldt. Og de ere ganske Faa. Derfor ere Disse kun lidet fornøjede med Tiden, og de see med Angst og nidkjær Harme hvorledes Banerne til Verdensklenoderne ere fulde, medens Himmelvejen kun trædes af faa Pilegrimme, -- denne der dog kan og burde rumme os Alle. Og dog vide vi jo, at kun denne er den rette. Og dog see vi i Mangfoldiges skrækkelige Fald, at Verdens- vejene ere fulde af Afgrunde. Og dog see vi i mange af disse Vildfarendes Aasyn hvor skuffede de finde sig ved det Gode, de opofrede kostbare Aar, betroede Kræfter, ja selv Dyd og Haab forat erholde. Og dog vide vi, at der døer Faa af disse Daarlige, som løb ad de gale Veje, uden med en skrækkelig Bevidsthed at er- SIDE: 121 kjende hvorledes han foer vild, og uden at han seer sit Klenod henfalde til Støv i sin døende Haand, der for seent udstrækker sig imod det Klenodium, som han nu seer straale i al sin Glands. Men, Arme! din Haand synker -- der er jo et Dyb imellem. Som en liden Revne begyndte det jo da de forskjellige Løbe- baner delte sig; men nu er Revnen stor . . . der skal en Barm- hjertighedens udsendte Engel til at lette Dig op, Du med den synkende Haand. Ja vide vi ikke, at disse Daarer, som svedede saameget, som løb saa langt efter disse glittrende Klenodier paa de falske Stier, ofte see dem blegne til værdløst Kram, som de maa slænge fra sig, saasnart de faae dem i sine Hænder? Vide vi ikke, at han, der syntes, at en Hæderskrands vinkede ham paa Ærens Bjerg, pludselig saae en Slange eller en Lænke i sine Hænder, naar han troede at sætte Krandsen paa sin Isse, og at Bjerget daler ned til en lav Tue, hvorpaa han i bitter Anger synker hen? Da høiner sig det Klenodium, han foragtede, til et straalende Kors paa et Seirens Golgatha. Han griber derefter fra sin Tue; men ak! hans Tue er lav, men det foragtede Kle- nods Æresbjerg er høit. Og Tuen lukker sig over den Jamrende -- en Vind farer henover Sandet, og Sporet er ikke mere af en Daare, der løb sig sjeletræt efter et skinnende Støv, medens det Herlige og Hellige stod øde og saae kun Faae vandrende til sig. Han forsvinder i sin Dybde . . Der skal en almægtig Arm til at opløfte ham did hvorhen hans sidste Øjekast vendte sig. Han forsvinder . . Give blot, at Følgerne af hans onde eller daarlige Iid ogsaa altid forsvunde, og ikke gjenbleve som Anklagere, der raabe til Himlen fra Jorden og hindre Barmhjertighedens Arme fra at aabne sig! Ligeledes: vide vi ikke, hvorledes Mange løbe sig tildøde uden bestemt Maal, irrende om, kun ikke mod det Rette, prøvende alle Veje, kun ikke den, der fører did hvor vi see Hvilens Port med Ærens Krone over ved Banens Ende? Nu blive de trætte, nu tynge Dagene sig paa deres Skuldre, nu skulle de sætte sig under Alderens ærværdige hvide Telt, og see sig om. Men hvad see de? hvor ere Sporene af deres rastløse Trællen? hvor er Banen, som de løb? Den sees ikke der fra den Steen hvor de sidde i denne sporløse Ørken; -- men Sandet, som de oprørte med sine vildsomme Trin, hvirvler dem i Øjnene, og Smertens SIDE: 122 Taarer rinde -- Fjernt, fjernt øine de i Ørkenens Rand nogle lysende Palmer -- da ahner det dem, at didhen skulde de have vandret. Men, ak! hvad hjælper det nu at famle efter Staven? -- nu er Benet stivt og Øjet mat. Du maa døe i din Ørken, i dit daadløse Liv, som Du skal gjøre Regnskab for -- Ikke længer mægte dine Kræfter, men kun en Naadensstraale at henbære dig under de Palmer, hvorefter du sukker. Han er forsvunden . . Saaledes forsvinde Tusinder -- saaledes forsvinde utallige herlige Aandskræfter, hvormed den naadige Gud forherligede Støvet. Kun de anklagede, de foragtede -- nei, de sørgelige Minder blive tilbage, indtil ogsaa de, som Røgen af et brændt Tempel, forsvinde. Kun de sørgelige Minder blive tilbage? O! men hvi blive de ikke tilbage i vor Erindring som Sæden til en herlig Høst af Viisdom og Erfaring? See ikke Menneskene den Lastefuldes Trin, og vandre dem? ja for Guds og Verdens Øjne spytte de i dem, og -- vandre dem? See ikke Menneskene Daarens Trin og haanlee, og -- vandre dem? De dadle den Forfængelige, den Gjerrige, den Dovne, hvem tom Flitter og ufrugtbar Mammon og dorsk, daadløs Trældom er Alt, er Klenodet de løbe Livets Bane for i sin Sved -- De høre de hellige, alvorlige Røster fra Templet, der kalde den Vildfarende tilbage -- og de raabe: hvi vender han dog ikke tilbage -- , og, brydende Staven over den ulykkelige, forblindede Broder, ile de ad samme Vei til samme sørgelige Opvaagnen, samme nedknugende Erkjendelse af det sande Klenod, vi skulle gjennemløbe Livet for. De høre Spotten, der rammer Lasterne, og Deres Latter blander sig deri, som ikke tage i Betænkning at begaae dem alle for at kunne naae et af de samme forgjængelige Klenoder, hvorfor den Ulykkelige, de spottede, nu vrider sine Hænder. Ja Den, der maaskee var Vidne til den Rovgjerriges og Ud- sugerens Dødsstund, som hørte ham beklage med Sønderknu- selsens, selve Retfærdigheden rørende, Jamren, at en uretfærdig Penges Glimt var ham mere værd end det af et Samvittighedens Smiil i hans Hjerte, -- at Guld -- det koste Blod, det koste Taarer! -- var Klenodet, han anstrengede sig paa Banen for -- denne Samme vendte sig maaskee bort fra den store Lærerstol: en døende Synders Leje, for i næste Stund, fæstende samme SIDE: 123 Klenod for sit Øje, at øve en Gjerning, som Hiin ikke tæller imellem sine, og hvorfor han maaskee vilde grues. Mennesket hører Den, hvem Vellyst og Sandselighed var Alt, paa sit tidlige Dødsleje berette sine sørgelige Erfaringer, og -- maaskee næste Sol belyser ham betynget med en Forbrydelse af samme Art som de, der bragte hiin Skjændselen og Døden? Mennesket seer Bagtaleren snige sig vanæret omkring, hører Den, hvis Lyst det var at forgifte Andres Ære og Fred, igjen overantvordet til Andres bitreste Omdømme og eget Nag -- Han hjælper maaskee til at forbande Denne, og -- i næste Stund sidder en Løgn paa hans egen Tunge; det forekommer ham fryd- fuldt om den fløi ud; -- den flyver ud, og hugger sig fast i Hjerterne. Mennesket seer Den, hvem en ørkesløs Magelighed var Livets Maal, foragtet at henhvile sit Liv enten i en dorsk Søvn og Fraad- sen eller i Armodens Uselhed sølende sig i det Solskin som falder paa Onde og Gode; -- og maaskee hverken et faldende Huus, egen, Hustroes og Børns Elendighed kan jage hans egne Kræf- ter op. Han seer Historiens Vidnesbyrd, at Folk, der ikke vilde røre sig til nogen fædrelandssindet Daad, men som gjorde en dyrisk, døsig Stillesidden til Maal for deres Liv, forblive i Trældom, Vanære, Armod og Elendighed, og -- han lader sine guddomme- lige Kræfter hvile, han gjør Intet for sin Næste, Intet for Fædre- landet og sig Selv. Hvad er dette da, at saamange Exempler, saamange skrække- lige Exempler, kunne vorde frugtesløse, og ikke gjennemryste og vække Menneskene? Hvad er det da, at saamange Lærdomme kunne vorde hørte og dog agtede med Veir og Vind? Hvad, at Menneskene kunne staae ved saamange brustne Klenodier, og dog ile efter de samme, og dog ikke agte det ene sande og varige -- det som er Aanderne bestemt, det som dog ikke skjules for os, men som vises os ifra Barndommen af? Er dette sande Klenodium os da saa fjernt, at Mennesket vel kan see og beundre det, men maa dog, fortvivlende om at naae det, vende sig til dem Verden ophænger for os i vor Indbildning? O nei! -- sandelig det er os ganske nær. Nøglen til at oplukke den Ærens Port, hvor det eneste sande Klenodie hænger, hvor- SIDE: 124 for det er værd at gjennemløbe en møisom Livsbane, den lagde den gode Gud jo i vore Hjerter, allernærmest, ja i os Selv. Den er jo den redelige Vilje til det Gode, Gudsfrygten, Dydskraften. Og naar vi have fundet den, denne Nøgle til Himlen -- da have vi ogsaa fundet Visheden om at naae didhen hvor den passer, hvor indenfore det Dyrebare straaler -- da have vi jo faaet For- smagen paa Saligheden, ja Hjertefreden, den stærke gode Sam- vittighed, der gjør Alt let, Freden med Gud og sig Selv, der gjør Banen kort, thi den veed sig i og med Gud hvorhen det gaaer; ja der baade selv er det ægte Klenod og dog kun som et Løfte paa endnu herligere. Men Hvem troer nu, at Gud har givet nogle af sine Børn dette Klenod gjemt i Hjertet fra Fødslen af, andre ikke? Alle disse Smaa ere jo uskyldige, og Christus forstødte ingen af Børne- flokken, men velsignte dem alle. Det er først, naar Forstanden kommer og skal vælge, naar Løbebanerne grene sig, naar de vide, at een Vei, og hvilken, fører til det sande Klenod, men at alle de andre utallige, hvorpaa Verdens Irlys dandse, føre til de falske, der svinde ind til noget værre end Intet, om ikke før saa i den Døendes Hænder -- det er først da, at der skilles imellem Menneskene. Da see vi disse Mange, der trælle for Synd eller løbe ustadigen og disse Faa, der stadigen vandre den rette Vei. Derfor da nu Gud har givet alle Mennesker samme dyrebare Gave, samme Evne til at blive lyksalig, og os Alle samme her- lige Veiledning og saamange ypperlige Lærdomme, Tilretteviis- ninger og Hjælpemidler i Livet; og da nu Verden viser os saa- mange afskrækkende Exempler og lærer os ved enhver Ulykke, ved enhver Dødsseng, at det kun kommer an paa Hjertefreden -- hvi bliver da alt Dette saa frugtesløst? hvi stimles altid paa de onde Veje, hvor ingen Livsenskrone er at vinde? hvi findes ikke dette Klenod, som ligger os saa nær, som i vort eget Hjerte og er os saadan herlig Styrke paa Vejen til det Klenodium, som Himlen alene kan skjænke den trætte Livsvandrer? O! af hvad andet, end fordi vi ikke bestræbe os forat finde det i vore Hjerter, der det ligger, før det synker saa dybt i Synden, i Lidenskabernes Bærme, at det vanskeligen kan ophentes? -- o fordi Hjertet er Mennesket selv saa ofte en lukt Bog! Men at granske i vort Hjerte -- dette er vor Livs- og Døds- SIDE: 125 sag. De ømme Forældre gjøre det jo for os, naar vi ikke selv kunne det med fuld Bevidsthed, og de indplante deri Dydspiren. Men, unge Menneske, mærker du, at denne ikke voxer og blomstrer med dig -- at din fromme Børnelærdoms Træk blive mattere i din Sjel -- at dine gudfrygtige Forældres Raad og Ad- varsler ikke længe lyde stærkt og overdøvende Verdens Larm og Lokkerøster i dit Øre -- at Verden omgjøgler dig for vildt, -- at dens falske Klenoder glimre dig i Øinene -- o da vend dig ikke fra dit Hjerte! lyt dertil, om ikke Røsterne fra din Barn- dom ville tale! gransk deri med en Alvor, der synes fremmed for din Alder -- og se! du skal finde dette Livs ene sande Klenod, der gjør dig stærk til Løbet mod Himmelklenodet -- stærk som en Mand! Og, Mand og Kvinde, holder eders Hjerter aabne for eder Selv, ja ogsaa for den fiendtlige Verden! Den skal maaskee lade eder uendset, om den maa gaae bluselfuld bort. Gud selv skal ikke tillade eder at skjule den Skat I besidde. Den skal skinne i eders aabne Øje, ligge udbredt i eders rolige Aasyn. Men troer ikke, at I nogensinde kjende eders Hjerter nok. Den Skat, I have deri, maae I aldrig tabe af Øje, at ikke en ond Time skal fare derigjennem og borttage den i sin Flugt! Bereder eder til enhver Handling med et Hjerteblik, at ikke selv den i sig selv uskyldige Handling skal blive skyldfuld ved en ureen Vilje, der som en ond Aand kunde opstige, før I ahnede, af eders Hjerte, af dette dunkle Dyb, som ikke bliver ganske klart før dets Støvhylle affalder, afblæst af en Luftning fra bedre Verdner! Glemmer ikke, at den store Kunst for Manden i sin Kraft er, atter at kunne blive et Barn, at gjemme et Barnehjerte i sin Styrke! Troer aldrig, at Forførelserne, de falske Klenodier, ikke kunne lokke dig af din retvalgte Bane! Dersom de ikke vare skjønne at see til og stærke derved, saa vildfore ikke saa mange. Men kan du, uden at indgrave det i din Sjel, see alle disse Vild- farendes sørgelige Exempler, -- kan du, uden at blive angst for dig selv, høre hvorledes Lasterne og Daarskaberne tilsidst for- bande sig selv -- kan du, uden at ile dem til Advarsel, see de Vildfarende, og med Farisæeren prise, at du ikke er som dem -- da Menneske! da er det paa høie Tid, at du aabner dit lukte Hjerte og dit forblindede Øje: Hjertet forat granske og ransage SIDE: 126 efter det Klenod du alt er paaveje at tabe -- Øjet forat blive vaer, at du alt selv var ude af den Bane, hvor det ene sande Klenodium er at vinde! Amen! JESU LIGNELSER (Søndag Sexasima. Evang. Luk. 8 K. 4 V.) Bøn. O Gud, uden din Bistand frugter intet af vore Arbeider. Det er som Bondens Gjerning uden Regn og Sol. Men o du er vor Fader; vi kunne være rolige for din Bistand til Alt, som ikke er af Synden og af Daarligheden. Tidlig aabner Du Barnets Hjerte med Moderens Læber. Det er som en sød Regn over det tillukkede Blomster. Saa kommer den venlige Lærer og Præsten og fuldfører Arbeidet, og under deres Hænder og medens Verdens Vind farer over, aabnes Forstandens Kalk, hvori Guds Storhed, Verdens Herlighed og Religionens Sandheder skulle speile sig. Dette, o Fader, har du bestemt alle Mennesker, og i de christne Lande skeer dette ogsaa med Fattiges og Riges Børn. Men derfor maae vi ikke være trygge; men dagligen bede vi, at Du, o Gud, vil holde dit faderlige Øje over vor Blindhed, og at Du, ved de Midler, haarde eller bløde, som behage Din Viis- dom, vil danne vor Sjel til en frugtbar Bund for den saliggjørende Sæd, at en Grøde maa fremspire i Gjerninger, saa Du høster hvor Du har saaet, men dog lader Høsten falde dine Skabninger tilbedste, idet vore Gjerninger da ere Næsten til Opbyggelse og os Selv til Held og Salighed. Amen! En usel udmagret Person, der synes at have bedre Støtte i sin stive beslagne Dragt end i sine Been og i sin Rygrad -- han ligner en Tale, der sætter sin Styrke i det blotte Ordbram. Nei, Simpelhed er Kraftens naturlige Klædebon. Ordbram til- dækker blot med sit Flitter den klare og sande Tanke, der ellers kunde findes i et Foredrag. Men vi vilde tage feil, om vi troede, at Simpelhed i Fore- draget kun passede sig naar simple og daglige Ting skulle af- handles. Nej, Simpelheden er ogsaa Høihedens skjønneste Dragt. Hvem kan tænke sig en Engel i stiv forgyldt Uniform uden at lee eller at væmmes? Et simpelt hvidt Linklæde har Indbildnings- kraften kun givet dem. SIDE: 127 Hvilken Materie kan kaldes højere end Jesu Lære? og hvilken fremsattes simplere? Dog var det ikke fordi han talte til de Enfoldige alene. Der- som den Enfoldige ikke kunde fatte Religionens Høiheder, skulde Barneøjet heller ikke kunne see Stjernerne. Men se den Vesle -- han griber efter dem. Jesus talte heller ikke blot til den enfoldige Almue. Se mellem dennes Hoveder den fornemme Nikodemusses og den rige Josefs af Arimathia og mange af Folkets Lærdes og af Romernes Høv- dingers! Jesu Tale faldt lige ophøjet lige simpel over dem Alle, over de fem Tusinde, over Bjergets Myretue af Mennesker. De to stridige Sekter af Skriftkloge, Farisæer og Sadducæer, troede derimod at seire gjennem Ordbram. En yndig, netop under sin Tilhyllelse kraftigt gribende og aands- vækkende Deel af Jesu Taler var hans Lignelser. Lignelser falde ogsaa ganske i Østerlænderens Smag; denne Læremaade maatte være Disciplene og Tilhørerne behagelig, og Frelserens Lignelser, der altid var kjernefulde, tankerige og tagne af almeenbekjendte Gjenstande, maatte især fængsle deres Op- mærksomhed og vække deres Eftertanke; thi Betydningen over- lodes deres egen Forstand at udfinde. Og Jesu Lignelser gik altid ud paa, enten at udvikle og ind- skjærpe Pligtlæren, eller at vise den nysgrundede Kirkes -- Guds Riges -- sande Beskaffenhed, at der ei var noget jordisk Herre- dømme ivente, samt Maaden, hvorpaa den retteligen skal udbredes, og dens tilkommende Skjebne. Paa den første Slags Lignelser, hvori den store Lærer rækker ethvert Menneske et Speil, hvori han kan see sig selv ved Siden af de skjønneste Exempler paa ægte Christendyd, ere Fortæl- lingerne om den bodfærdige Tolder og den barmhjertige Sama- ritan herlige Exempler. Kan Pligtlæren paa en skjønnere Maade bibringes Mennesket? kan den stærkere indpræntes end ved disse Exempler, der, ta- lende lige meget til Forstanden og Hjertet, indpræges i Hukom- melsen ligesom med levende Farver, og opmuntre til Efterligning af Enhver, der vil være Christen i Aand og Sandhed, idet den fremtræder med Gjerninger og i Træk af det virkelige Liv? Vort Evangels Lignelse om Sædemanden, hvormed Frelseren SIDE: 128 fra Skibet indledede en heel Række af Lignelser, hører til det andet Slags af Frelserens Lignelser, og gaaer ud paa at vise, især Apostlene, den Skjebne, der ventede den nye Lære. Hvor træffende, hvor sand denne Christi Lignelse er, vil enhver Dag i Livet, ethvert Blik i Eders eget Indvortes og paa Eders tilbagelagte Bane, og enhver Iagttagelse af Verden lære Eder . . Ja, skuer tilbage til Eders henrundne Liv! og Held Den, der seer Minderne om gode og ædle Handlinger lyse frem i Erin- dringen, og hvis Bane var som Høstens, der skrider frem over Jorden, rystende sit Horn over Arm og over Riig, mens den gyldne Sæd bølger i dens Fodspor! Han vil vandre glad frem- ad; thi hans Hjerte vil blive fuldere og mere begjærligt efter at udøve de ædle Handlinger, hvis Besværligheder for ham kun ere som Høien, fra hvis Top en herligere Udsigt aabnes, og hans Død er Arbeidsmandens Søvn, der indslumrer paa sit Dagværk. Han vil da kunne sige: "Herre! ikke ved jeg om din Sæd hos mig faldt i god Jord; men jeg har bestræbt mig for at Intet skulde gaae tilspilde; thi jeg vidste at Du var en nidkjær Herre, der vil høste hvor Du saaede!" Den, derimod, som ved at see hen paa sin tilbagelagte Vei, seer de Gjenstande, som i Lidenskabernes Sejers-Øieblikke og igjennem Sandsernes glimrende Christal, syntes som herlige Blom- mer og dyrebare Skatte, nu kun som visne Straa i en Ørk, hvor Minderne om lastefulde Gjerninger stikke frem som spidse mørke Klipper -- Ham ville vi beklage og opmuntre til Haab, hvis han angrer, og bistaa ham til Forbedring, saa at hans Liv maaskee endnu kan vorde som Dagen, der var mørk og skyfuld; men -- en Vind reiste sig, og Aftensolen randt, og Regnbuen steg straa- lende mod Himlen til Forsoning, eller ligt den Mands Vaar-Virke, der først saaede naar hans Naboers Grøde stod høi paa Marken; men -- Herren var naadig og velsignede hans Ager, vel med færre Fold end Naboens; men dog med flere end han kunde vente. Ved denne Leilighed er det, at Jesus første Gang indklæder fast hele sin Tale i Lignelser. Og han ender dem med dette kraftige Tilraab: "Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!" -- især rettet til Apostlene, hvis Øren maatte være de aabneste. Men da de endnu vare uvisse om Betydningen, udlægger deres Mester selv sin Lignelse i alle dens enkelte Led, begyndende saaledes: "Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men SIDE: 129 de Andre i Lignelser, at de seende skulle dog ikke see og hørende dog ikke forstaae," menende hermed: Eder, nemlig min Læres fremtidige Forkyndere, er det bestemt, ved min daglige Under- viisning og inderlige Omgang med et, i Klarhed stedse voxende, Blik, at skue ind i min Læres Sandheder og dens Skjebne, der venter denne; men Disses, nemlig Folkets, Forstand er for uop- lyst og formeget indtaget af de gamle Drømme om en messiansk Herlighed, til ganske at kunne fatte den nye Lære. Mine Under- gjerninger see de, men kun til taus Forundring formaaer deres Sjel at hæve sig og mest over, at Den, der kalder sig Messias, ikke viser sin Magt mod Landets Undertrykkere, Romerne og den forhadte idumæiske Herskerfamilie, men ved fattige Syges Helbredelse. Ligeledes høre de min Lære med Forundring, saa at de, som kjende min Fødsel, forundre sig over min Viisdom og Veltalenhed; men Flere over, at ikke Den, der udgiver sig for Messias, prædiker hellere Ild og Sværd, end en renere Lære, som de endnu ikke kunne fatte. I denne Lignelse vil jeg derfor vise dem, at de have bedraget sig i deres Begreb om mit Rige. Jesus Christus er Sædemanden og Guds Ord hans Sæd, som daglig endnu udsaaes, og hvergang falder i forskjellig Jordbund, og vil altid finde den haarde Vei og Klipper og Torne og god Jord saalænge Menneskene vedblive at være Mennesker og For- nuften maa ligge i den stedsevarende Kamp med Lidenskaber og Svagheder. Sæden, som blev nedtraadt, og Fuglene, der kom og opaade den, som var falden ved Veien, forklarer Frelseren med Djæve- len eller Verdens Fristelser, der tager Ordet af Hjerterne, at de ikke skulle troe og blive salige. Ved Vejen forstaaes de letsindige, sandselige Mennesker, hvis Gudsfrykt kun er Mundsveir, og som, glemmende snart Religio- nens Lærdomme, blive et let Bytte for de Djævle, der altid lure i et Menneskes Indre, nemlig Lidenskaber og lastefulde Begjer- ligheder. Disse Mennesker ere som Sjøen, der nu hviler rolig og synes at have sluttet en Pagt med Blomsterne paa Bredden om ikke at bortskylle deres Blade; men nu fraader den og synes at for- agte det Behag Alt lønnede dens Rolighed med. "Klippen, siger Jesus, ere de, som annamme Ordet med Glæde naar de høre det; men disse have ikke Rod, som troe til en Tid, SIDE: 130 men falde af i Fristelsens Tid . . ." Ogsaa herved forstaaes de letsindige, sandselige og egenkjærlige samt ogsaa de hykleriske Mennesker, som Intet ville opofre for sine Medmennesker; men hvis Klippehjerter Intet kjende til de sande christelige Dyder. Heller fortjene de Navn af "christne Farisæer" thi de bramme med Dyd og føre Lærdomme i Munden, hvis Betydning er dem fremmed og ligegyldig. Stundom vise Nogle af Disse dog Gjer- ningens Dyd; men de fleste Hyklere og Skinhellige, hvis Tro er kold som Iis, findes dog iblandt disse Jesu "Klipper." I forrige Tider, da den christelige Kirke var udsat for Forfølgelser, viste mange Mennesker af denne Beskaffenhed sig; idet disse vare de Første, hvis Tro bukkede under i Stormen. Saadanne frem- lysende Exempler, der maatte forarge den hele Kirke, see vi vel ikke nu, men vi have desværre vel ofte, og i enhver Menig- hed, fundet saadanne Charakterer, hvori Haardhed, Egenkjerlighed, Gjerrighed og Rovlyst, naar det kom an paa at hjælpe den Arme eller ofre en Skjærv paa Menneskelighedens Altar eller tjene Retfærdigheden upartisk, have viist sig istedetfor de modsatte Dyder, om hvem dog disse Menneskers Tale strømmede over. Den tornefulde Jordbund forklarer Frelseren ved "dem, som høre Ordet, men det hindres fra at vise sig frugtbringende ved Begjerlighed efter denne Verdens Goder." Om disse Mennesker gjælder hvad der er sagt om den talrige Afdeling af Letsindige i den forrige Klasse. Kun har dette Jesu Tornekvas noget eget deri, at det som oftest er disse Mennesker Intet om at gjøre at synes gudfrygtige. Denne Verden er dem Alt og de betragte den blot som en Cirkel, hvori deres eget Selv er Middelpunktet. De ere forfængelige, begjerlige, vellystige og ofte ærgjerrige; de lempe Sædelære og Religion alteftersom deres timelige Fordeel synes at kræve det, eller, som oftest ad- spørge de aldeles ikke disse, men skye Mindet om disse Adva- rere, som de engang have kjendt og maaskee agtet. Den gode Jordbund, der gav rigelig Fold, er de, som høre Ordet og bevare det i et redeligt Hjerte og vise deres varme Tro i herlige, eller dog i kjærlige, Gjerninger. Disse Mennesker, Disse er det, som danne den sande christne Kirke, det sande Guds Rige paa Jorden. Gud, som læser i Hjer- terne, kjender disse sine Egne, og vil sikkert engang gjøre dem angerløse fordi de holdt ud til Enden. Gud vil bedømme Høsten SIDE: 131 efter de Fold han udsaaede og efter Jordbundens større eller mindre naturlige Frugtbarhed. Rolig i Ly af sin Gudsfrygt og Retskaffenhed, kan denne ædle Christen sidde, og Skjæbnen er ham ikke frygtelig, om end hans jordiske Lykke segner som Siv for Vinden; thi han hviler paa en Klippe: paa sin Tro, og i Ly af et bladrigt, skyggefuldt Træ: i Ly af Bevidstheden om sit indre Værd, og den Løn, der er ham forjettet. Men den Indvending kunde opkastes: "det er ikke Menneskets Skyld, om det bliver godt eller ondt: naturlige medfødte Anlæg, Opdragelse, tilstødende Omstændigheder, rige eller fattige Kaar have umiddelbar Indflydelse derpaa." Vistnok -- det er sandt -- disse Ting ere det, som afgjør et Menneskes moralske Skjebne; men medfødte Anlæg og Tilbøie- ligheder har Gud givet os for at vor Forstand, naar vi selv kunne indsee deres Skade eller Nytte, enten i Kampen mod dem kan øve vor Dyd, eller uddanne dem til en Hjælp for vor Dyd og til Nytte for Verden. Erindrer Eder Parabelen om Tjenerne, der vandt betroede Penge af deres Herre. Han gav forskjellige Sum- mer til de Forskjellige; men han krævede i Forhold det Samme af Den, han kun havde betroet Brugen af eet Pund Guld, som han krævede af Den, der havde faaet flest. Og af hine Omstændigheder hører jo vor Opdragelse til For- ældrenes fornemste Pligter? Hvis Forældrene opdrage sine Børn slet, da vil Straffen falde paa Hine, og en slet Opdragelse maa regnes til Forældres frivillige og altsaa strafbareste Synder. Hvilken hellig Pligt, christeligttænkende Forældre! er da ikke Eders Børns gode Opdragelse? De hellige Skrifter ere fulde af Opmuntringer hertil. Der er Intet, som har saa stor Indflydelse paa Eders Børns timelige og evige Ve og Vel. Deres Gemytter ere da modtagelige for Alt, bøjelige under ethvert Tryk, ligelet under en Djævel af en Forførers Negl eller under Moderens bløde Fingre. Vælger derfor for dem, I Forældre, som fornuftige, som ædle Christne! og Eders Børns Velsignelser ville glæde Eder baade her og hisset. I have sat dem her i Verden; de ere ogsaa be- stemte for en Evighed; og naar I betænke, at det for en stor Deel beroer paa Eder, at berede Eders Børn til gode Jord- og Himmelborgere, hvor maa da ikke dette anspore Eder til at op- SIDE: 132 dyrke deres Hjerter til en Jordbund, som skal blive frugtbar for Herrens Sæd, som da engang sikkert, naar den spirer frodigt, vil beskygge Eders Alderdom og regnes til Eders egne Fold? Tilstødende Omstændigheder, trange eller mægtige Kaar, tjene ogsaa, og er nødvendige, til at skjærpe vor Dyd. Men Hvo, som ikke arbeider, er ikke sin Løn værd; og hvor riig i sin Bevidst- hed maa ikke den fattige Dydige være? Hvor modig maa ikke Den, der mandigen har udholdt Storme og Fristelser, kunne gaae de øvrige ventende Skjebner imøde? Thi hans Tro paa en retfærdig Dommer er et Skjold, hvori Sorger og Ulykker magtesløse bide, hans Retskaffenhed et Sværd, der omsider vil seire, og hans gode ærlige Navn en Hjelm, der kroner hans Lokker, og om hvem Seirens Laure og Fredens Palme engang ville snoe sig. Amen! FRISTELSER (1ste Søndag i Faste. Evang. Matth. 4 Kap. 1 V.) Bøn. Tak Gud for Alt, endog for de Fristelser Han tilskikker os; thi han sender dem forat prøve vor Dyd, forat øve os i at være stærke til at bære hans Miskundhed. O Herre og Fader! se dine Børn, som du saa elsker baade med Naade og med Tugtensriis, ere beredte til at takke dig for alt Godt og for det, vore Tunger kaldte Ondt, fordi de ikke vide at nævne det rette Navn paa Tingene, naar de mishage. Ja Vi takke Dig, fordi vi ere komne til den Indsigt, at Du, naar Du frister, kun frister til det Gode: først til Belærelse og Viisdom, og saa til Glæde og Lyksalighed. Tykkes det os, at vi fristes til Daarskab, da vide vi, at Du vil oplære os i Klogskab. Tykkes os, at vi fristes til Uretfærdighed, da vide vi, at Du vil prøve vor Retfærdighed. Derfor ville vi være modige i Kampen, og fryde os til Seirens Stund; bede til Dig i Fristelsens Kamp, lovsynge og takke Dig i Seirens Hvile, som er os vis, naar vi i Fristelsens Time med fuld Fortrøstning mægte at bede Frelserens Bøn, den hvori vi bede vor Fader i Himlene om ikke at lede os udi Fristelser, som vi ikke kunne bestaae. Der er neppe noget Afsnit i vor Evangeliebog, som mere ford- rer, at vi bruge vor prøvende Eftertanke, end vor Dags. For- SIDE: 133 stode vi hvert Ord, som det staaer der, skrevet af en Østerlæn- ding, der sjelden taler ligefrem, men oftest i stærke Udtryk og Billeder, hvorunder Sandheden ligger skjult og kun findes af den fornuftige Læser: saa maatte vi antage den skrækkelige Lære, at et mægtigt ondt Væsen, en vældig Fiende af Gud og Menne- skene og det Gode, skulde kunne indfinde sig, være og virke til Fordærvelse i denne de svage Menneskers Verden. Men nei! -- Gud bevare vor Forstand! Der siges -- nemlig af Matthæus, der, som Jøde, delte sit Folks Forestillinger om en Satanas, Fyrste i et brændende Helvede, at Jesus bortførtes af Aanden til Ørkenen forat fristes af Djæv- len. Men Betydningen heraf er, at Jesus dreves af sin Sjel d. e. besluttede at henvandre til Ørken, for der i Ensomhed alvorligen at prøve sig selv, før han fremtraadte blandt Menneskene, forat lægge Haand paa sit store Lærer- og Frelserværk. Da det er en Erfaringsvished, at Sjeleevnerne ere virksomst, naar Legemet faster, saa fastede Jesus d. e. iagttog en endnu højere Grad af Maadelighed i Føde, end han ellers plejede at iagttage, i de 40 Døgn han tilbragte med denne vigtige Forret- ning, kort -- levede som Johannes den Døber. Omendskjøndt der virkelig har været Sværmere, som det efter gjentagen Øvelse har lykkets aldeles at faste i ligesaamange Døgn, saa behøve vi dog ikke at antage, at Frelseren aldeles afholdt sig fra Føde i al denne Tid. Dog langt vigtigere for os, end at fælde nogen Betænkning i saadanne Ting, er det for os at lægge paa Hjerte den Lærdom, Jesu Henvandren og Liv i Ørknen, giver os nem- lig, den: samvittighedsfuldt at overveje og forberede Alt før vi handle. Have vi saaledes en vigtig Handling at udføre, da maa ikke legemligt Behag forhindre os i at udføre den tilfulde, som den skal udføres. "Fristeren gik til Jesus" siges der, og foreslog for ham at gjøre Brød af Stene. Fristeren kan her betyde de Indvendinger Jesus gjorde sig Selv imod sit Foretagende. Den Tanke opstod hos ham: at grunde sit Frelserværk paa Undergjerninger, som ei vare velgjørende, men blot glimrende; men han besvarede denne Indvending med sit faste Haab om, at Sandheden nok vilde seire ved egen Kraft, ikke behøvende slige Midler dertil. Dette er Udtydningen ogsaa af det Følgende ligeindtil den 3die Fristelse, da Jesus, eftertæn- SIDE: 134 kende sit Hverv paa et Bjerg, hvorifra formodentlig det pragt- fulde Jerusalem og Omegnen var at skue, besluttede end yder- mere ikke at benytte sig af verdslig Magt, af de Jordens Mæg- tige forat give Frelsen Seir; ja besluttede, Selv i Ringhed og Armod, ubekymret om Rigdoms Flitter og om at forbause Mæng- den ved den blot ydre Glands, at sørge for sit ophøjede Kalds Fuldbringelse. "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene" siger Jesus, idet han saae i sit Hjerte Visheden om det høje Maal, Gud havde sat ham; men skulde det opnaaes, da maatte al hans Stræben udelukkende være henvendt didhen; det taalte ikke Ad- spredelsen i at arbeide ogsaa for det jordiske Velvære. Og hvil- ken salig Fred opfyldte ikke Jesu Sjel, da han saaledes, saa værdigen, havde betegnet sig sit Maal, sin Vei til Maalet; og da han saa samvittighedsfuldt havde forberedet sig til Vejen? "Djæ- velen forlod ham", d. e. alt Uvist, alt Vaklende faldt bort af hans hellige Meed. "Englene fremkom at tjene ham", d. e.: Visheden fremtraadte klar for hans Sjel om hvad han havde at gjøre; han følte sig styrket til at gaae Alt, selv Smertens Død, imøde, han følte sig oplivet af en hellig Aand, af en himmelsk Kraft, han følte sig i fuldeste Maade gjennemstrømmet og besjelet af den salige Fred med Gud og med sig Selv -- denne Følelse uden hvilket intet Stort bliver udrettet. Han reiste sig styrket, bero- liget, opmuntret, sejervis fra sit ensomme Sæde og gik, tilhyl- lende sin guddommelig Styrke, med det blideste fordringsløseste, sagtmodigste Væsen, frem iblandt Menneskene, frem til sin Daad, til Frelserværket. Som i enhver enkelt af de Dyder, Jesus lærte, han selv var det fuldkomneste Mønster, lærende altid i Gjerning som i Tale, saa er og dette Optrin i hans Liv, jevnført med den haarde, men desto sejerfuldere, Kamp han førte med Dødsfrygten i Gethse- mane, frugtbar paa de herligste Lærdomme. Thi se, du haarde Synder, som, uden at agte din Salighed et uroligt Øjeblik værd -- det Øjeblik, du skulde anvende til at betragte med Anger din Sjels Tilstand -- og Du, Lasternes Træl, som har gjort Synden til Vane, til din anden Natur -- hvilke Ord i vor dyrebare Bog tugte dig mere end disse vort Evange- liums? Lader du af at friste Herren din Gud? Hvilken Vane- SIDE: 135 djævel, hvilken Synddjævel forlader Dig? Hvilke Freds- og Sejers- engle komme og tjene Dig? Og du Umaadelige, du Vellystige, du Drukkenbolt, du Egen- nyttige, du Gulds og Sandseligheds Trælbundne -- hvilken Faste holder du? Du fraadser i dine Synder; men gider ikke holde Maadelighedens, Kydskhedens, Ædruelighedens, Uegennyttighedens Faste, som dog maa holdes, før du kan tænke paa Saligheden, før du, som Christus, kan tænke paa Sejersmaalet; ja Fristerne maa du udjage af dit Hjerte, før du tør aabne det for Fredens Engle. Du aabner det maaskee i et flygtigt Øjeblik, Du Svage, Let- sindige; men Fredens Engel svæver ovenover . . tør ikke plette sine hvide Vinger ved at nedsænke sig deri, saaledes som det endnu er, men lader kun en Taare falde deri. End Du, dovne Arbeider, som heller vil faste end bringe Vel- signelse af Jorden, Gud gav dig, af hvilke Stene skaber du Brød? Eller Du, der lader din Sjels Ager ligge, din Forstand hungre, hvorledes sørger du forat give den Oplysningens Livsnæring? hvad kan vække din Sløvhed og Tankeløshed, saa at du gider høre og lægge paa Hjerte det Gudsord, som læres dig? Og du Stolte og Haardhjertede, som aldrig i din Velmagt gjorde noget Menneskebarn noget godt! -- du Leende mellem de Græ- dende, du Fraadsende mellem de Sultende, du Prægtigklædte mellem de Pjaltede! -- hvilke Engle skulle bære dig paa Hæn- derne naar du falder fra din Højheds Tinde? hvilke Taknemme- lige skulde da komme og trøste dig, og ikke lade dig falde læn- gere end til deres Barm? Og hisset -- gjennem hvormange Gravens Afgrunde skal du styrte, før Alforbarmeren udsender en Engel forat gribe dig? Nej, sandelig, det var en falsk Trøst! Alforbarmeren opfanger Ingen i Faldet; men naar de standse sig deri selv, da opløfter han dem -- naar de krybe opad igjen mod Gud de faldne Syndere enten her eller hisset, da letter han dem, og alt som de stige, voxe Englevinger dem fra Skuldrene, og de lette tilsidst, de lyksaliggjøre Andre, hvilket er Dydens højeste Løn. Endelig du Besidder af Gods og Grund og Herligheder og fyldte Kister, forglemmer du ikke stundom, fra Selvbetragtelsens Bjergtinde at beskue hvilke Herligheder du bereder dig i Evig- heden? Forglemmer Du det ikke, da Held dig! Fra Dødslejets SIDE: 136 lille Høide faaer du da endnu videre Udsigt: du skal see dine skjønnere Herligheder, dine uforkrænkelige Ejendele udbredte gjennem Evighederne. "Vaager og beder -- siger Mesteren, -- at I ikke falde i Fri- stelse!" "Led os ikke udi Fristelse; men frels os fra det Onde! lærer Mesteren os at bede. -- Gud frister aldrig til det Onde; men alene til det Gode: forat prøve, øve og styrke vor Dyd, vor Hjertestyrke til det Gode. Dersom ikke Ondt og Forførelse fandtes i Verden, saa vilde ikke Dyden kunne vise sig i sin Her- lighed, og nogen frydefuld Bevidsthed om at have bestaaet i Kampen vilde da ikke falde de Gode tildeel. Dog vil der være en Tid, da alle Mennesker have undergaaet og omsider, gjennem mange og svare Tugtelser, bestaaet Prøverne; og da vil kun Godt findes i Verden, da skulle Alle fryde sig i Bevidstheden om ikke at have bukket under i Kampen, men bestaaet denne omsider ved Hjælp af den sande Religion. Det tilsyneladende Onde, som imidlertid findes og stundom synes at herske i Verden, de Fri- stelser, som gjennemkrydse vort Liv, maae derfor ikke forvilde os. Dette er dog uundgaaeligt, saafremt vi ikke tidligen sørge for at skaffe os noget Fast at støtte os til paa denne Vandring. Denne Støtte, som er os saa uundværlig er rigtige Grundsæt- ninger, sande Begreber om Ret og Uret, det fuldkomne Kjend- skab til Pligterne, til Hvad vi skulle gjøre og lade, som Religionen giver os. Da skulle vi ikke begaae den Dumdristighed at klage over Guds Verden -- da skulle vi ikke vurdere Forførelsen ander- ledes end som det tomme Luftlys, der svæver over Sumpene og kun kan forlokke den Vildfarende, men ikke Den, som føler den faste Vei under sig -- Da skulle vi vinde stedse mere og mere Styrke, saa at tilsidst ingen Fristelse kan faae Bugt med os; ja da skulle vi omsider saameget stærkere afskye Lasten, som Fri- stelsen er lokkende og overtalende -- da skulle vi fyldestgjøre Sandheden af det Prøvestykke, som er ene besværligt at hade det Onde, foragte det ærligt. Dog -- sørgelige Tanker! -- hvormange Mennesker er der ikke, som kjende tilfulde disse Religionens vise Advarsler, og dog falde i hver Fristelse? Men naar besluttede de at følge dem? O, endnu sørgeligere Tanke! der gives Mennesker, som vide SIDE: 137 det Gode og dog ikke ville beslutte sig til at gjøre det, fordi de ikke ere istand til at overvinde den første lille Fristelse, og til- sidst blive de næsten uforbederlige Syndere, som vide det Rette, men synde af Vane. Og -- trefold sørgelige Tanke! -- Hvormange Elendige, Beklagel- sesværdige, gives der ikke, som vide det Rette, beslutte med Taa- rer og Eeder at udøve det, og dog -- falde ved første Fristelse? De vide af Intet, før de allerede have til de forrige Synder, som de angrede saa bitterligen, dynget ny Synd og til denne brudte Eder og Løfter. "Vaager og beder!" er det Raad Christus giver; og vi maa tilskrive Forsømmelsen af dette Bud, Forsømmelsen af aldrig at tabe os Selv, vore Tanker og Ønsker afsigte, utallige hevnede Synder og Elendigheder. Men denne uudtømmelige Sandhedens Kilde lader tilflyde os idag en ligesaa dyrebar Lærdom i Ordene: Du skal ikke friste Herren din Gud. Syndede vi imod dette Bud, hvorledes skulde vi da oprigtigen kunne bede Herrens Bøn: "led os ikke udi Fristelse!?" Og san- deligen, betragte vi Fristelserne nøje, da skulde vi vel oftere finde, at deres Farlighed oftere er at tilskrive os Selv end deres egen Beskaffenhed; thi hvorofte, skjøndt En kjender sin svage Side, udsætter han sig ikke med Vidende for de Fristelser, som netop angribe Denne? Kort vi skulde erkjende, at vi ofte friste os Selv. Alt Godt og alt Ondt for os maae vi tilskrive os Selv, altefter- som vi ret bruge eller misbruge de Kræfter, Gud gav os, stærke nok til saavidt at beherske Omstændighederne og Alt det uden os, som vi kalde Skjebnen, at de ikke have anden Indvirkning paa vor sande Lykke, paa vort Indre, end til det Gode. Vi misbruge vore guddommelige Kræfter, naar vi friste os Selv; men i en endnu højere Grad misbruge vi dem, naar vi friste Herren selv, vor Gud. Og dette gjøre vi især 1) ved at fremture i Synden. Visselig maa selv Synderen, der gjør dette, tilstaae, at det er at friste Herrens Godhed, naar vi ikke bruge de Midler Han har givet Menneskene til at gjenhæve sig fra Faldet; og dertil har han saavel udrustet vor egen Sjel med Kræfter, som og givet os det veiledende Ord, og Lærere og Mønstre i Verden, der give den Opmærksomme den allervægtigste Lærdom. 2) Friste vi Herren vor Gud, ved ikke at benytte os af den Frist Han skjænker os til Forbedring. SIDE: 138 Dette er at misbruge Guds Langmodighed. Hvert Øjeblik er alene bestemt, alene helliget vor Forbedring; anvendes det ikke dertil, saa synke vi; thi nogen Stillestand er ikke mulig. Hver Synd har sin Straf; og dog, hvorofte see vi den ikke udsat? Mon dette skeer forat opmuntre os til at synde paany? Nei! det er den milde Faders første Forsøg paa at bringe os paa den rette Vei igjen -- den med det Gode at overlade os til vor egen Efter- tanke, og give os Frist til igjen at tænke os om, angre, beslutte og handle anderledes. Men hvorledes see vi at det gaaer disse Syndere, som saaledes friste Gud? Skrækkeligt! Medeet nedstyrte alle Følgerne af deres Laster paa dem, naar de mindst vente det -- medeet slynger den himmelske Retfærdighed sit Lyn, og splintret ligger det forbry- derske Hjerte, mens Aanden, som boede der, maa bævende nærme sig Dommerens Throne. Det nytter da ikke at bede om Frist -- den var syv Gange sytti Gang given; men nu er den sidste Frist udrunden. O sandelig, de skulle ikke rose sig af den Leeg, de have drevet med Vorherre, fordi ingen legemlig Djævel kommer og henter dem med Kobberkløer og Flammevinger. Han vilde ikke volde værre Kvaler end de lide. Det staaer at see i den fortvivlende Forbryders Øje; det er at høre i hans Jammerskrig, naar Døden nærmer sig. Men ogsaa i jordisk Henseende kunne vi friste Herren: naar vi nemlig ikke benytte os af Erfaringer, af Leveregler, af Exemp- ler, som Han giver os, forat vi kunne indrette vort Nuværende saaledes at vi uafbrudt og med Tryghed kunne fremstræbe mod det Tilkommende; men tvertom skjødesløse og forsømmelige, lide Skade paa Liv, Helse, Ære og Formue og saa skyde Skylden paa Det, vi kalde Lykke og Ulykke. Men hvilke Gudbespottelser ere f. Ex. ikke blevne sagte af Den, hvis Huus gik op i Luer, alene fordi at hundrede Skadesexempler endnu ikke have lært ham, at omgaaes selv og lade sit Huses Folk omgaaes forsigtigere med Ilden, denne stærke Tjener, Gud har givet Menneskene til deres Ophold? Gud redder Skipperens Liv -- ak, der er Mange, som ikke takke for Livsfrelsen, men bande over Ejendommens Forliis. Hvormange Eeder udstødes ikke tidt af Den der faldt med brukket Lem til Jorden, fordi han ikke var forsigtig? Hvormange Sygdomme elendiggjøre ikke SIDE: 139 Tusinder, der ikke bekymrede sig om at iagttage den første Sundhedslov, nemlig Reenlighed? -- kort! utallige Maader er der, hvorpaa Menneskene friste deres Herre og Gud; men Straffen er i Hælene paa dem alle. Frels os da fra dette Onde, o Fader! led os ikke udi denne Fristelse, at vise saa haardt og stolt et Sind, at vi skulde ligesom ringeagte din Retfærdighed, der truer i Baggrunden, eller vise saadan Letsindighed, at vi skulde vove at lege med din Langmodighed! Amen! HELLIGGJØRELSENS VEI (2den Søndag i Faste. Epist. 1 Thess. 4 K. 1 V.) Guds Vilje er vor Helliggjørelse, siger Apostelen. Guds Vilje maa efterkommes. Er han ikke Alverdens Herre? Og er Helliggjørelsen ikke vort eget evige Vel? O, Gud vil dette med en saadan Kjærlighed, at han tvinger gjennem Helveder her og hisset den trodsige Sjel, som ikke vil sit eget Vel. Ak, hvorledes skulle Vi helliggjøres, Vi, som er svage? maa Enhver sukke, som ikke er en Hovmodig og en Hykler. Hvilke Fristelser ligge ikke paa vor Vei? Det er umuligt, som at gaae over den stiløse Eng uden at træde paa Græsset. Ja vi ere svage; Du har Ret deri, Broder -- Mange falde endogsaa over et Græsstraa af Fristelse. I Slaveriet sidde paa samme Fængselsal Halvor, Ole og Gudbrand. Den Første lod sig friste af Vrede over en Spøg til at stikke sin Broder ihjel; den Anden blev en Tyv fordi han engang saae en Dalerspenge i et aabent Vindu, og den Sidste lod sig friste af nogle Skilling til at blive Hæler. Paa Hospitalet ligger Gunder, Kompagniets stauteste Gevorben, med halvopædt Ansigt, fordi han lod sig friste af en udstafferet Ludder; og hver Sommer maa Even for- lade sin gode Tjeneste paa Landet og sin vakre Hjembygd, for paa Kronarbeide at udsone, at han saa ofte har ladet sig be- tvinge af sine dyriske Lyster. I et af de fæle Kot i vore Galehuse ligger en næsten naken, skiden Kvinneskabning, mumlende i et væk: "led os ikke udi Fristelse!" Det var engang den vakkre og vevre Berith Hans- SIDE: 140 datter, som kvalte sit uægte Foster i det røde Silkebaand, hvor- for hun havde solgt sin Dyd. I en Krambod havde hun seet det Baand, og hun vilde endelig have et paa sin Hat i Kirken første Pintsedag. En Skurk stod hos og saae Begjærligheden og Sorgen i hendes Øine og hørte Sukket, da hun langsomt slap Baand- rullen af sine Hænder, fordi hun ikke havde Penge nok. Flux da hun var gaaen, havde han de behørige Alen i Lommen og var efter Pigen. Der var nok for hende. Et Silkebaand er ikke tykkere end et Græsstraa til at snuble over. Næste Søndag havde Ordførerens Datter samme Slags Baand, og Søndagen derpaa ogsaa Tjenestepigen hos Præsten (hun havde rigtignok stjaalet det Halve af Prisen derfor) og Sommeren ud- over blev der nok af samme Slags, saa Berith ærgrede sig over den korte Udmærkelse. Men paa Vaarsiden forsvandt Berith rent. Hun var, i et Snefog, der udslettede alle Spor, gaaen til- sæters, havde der født i Dølgsmaal og i vanvittig Sorg kvalt sit Barn med det samme røde Silkebaand, der havde først ledt den forfængelige Piges Øine og siden halt, hendes Hjerte i Fristelsen. Efterat have begravet sit Barn i Sneen havde hun saa holdt sig til i Bygden hiinsides Aasen indtil. . . . . . . . Hvad Rædsel! Pintsedag det følgende Aar midtunder Høi- messesalmen triner den blege Vanvittige nedad Kirkegulvet med det halvtforraadnede Barn ved Brystet, med det røde Silkebaand hængende i en Rendesnare om dets Hals. Hun søger sin gamle Plads, den hvorhen alle Kvinders Øine vare vendte sidste Pints. Hendes Forfører sang Høimessesalmen nok saa smukt med i Stolen ligeover for. Men al Sang og Spil overdøvedes af Beriths Skrig: "Led os ikke udi Fristelse!" -- De røde Baand, som havde nydt den sjeldne Ære at holde sig et Aar om, gik strax afmode. Exempler mangle da ikke paa vor Svaghed (og i denne vor egen Svaghed stikker de ydre Fristelsers største Styrke); og Slaverier og Tugthuse ere vist besatte med flere af Svaghed Faldne end med egentlige Skurke. Men jeg vil slutte Listen med at godtgjøre Menneskets Svaghed med et Exempel, som viser hvor yderlig lidet, der ofte skal til for at bringe selv en Ordensmand til Fald. Det var Bededag. Tomtemændene Thorstein og Alf kom fra Kirke. Det var deiligt Solskin, og at det ogsaa spillede smukt paa de røde og hvide Karafler i Marketenterens Vindu paa Hjørnet, var naturligt. SIDE: 141 Der standsede Thorstein, som havde Alf under Armen, og det var som om han ikke kunde komme af Pletten. "Veed Du hvad? sagde Han -- en Kirkesup!" "Har ingen Penge til at byde igjen paa," sagde Alf. "Jeg gav de sidste i Tavlen." -- "Skal lægge ud. Desuden vanker der nok en Dagpenge over imorgen, der- som Briggen bliver ladet," mente Thorstein; og Alf gik med ind medens han tænkte "Gud frister mig jo Selv ved at skinne saa vakkert paa Flaskerne." Hvilket Selvbedrag! Og læg Mærke til den liden Forskjel, som Almuen i Almindelighed gjør mellem Helligdagene. Der er drukket mangen Ruus og strøget mangt et Fiolstrøg paa Bededagsaften. Alle ere af ens Betydning: de ere "Helg" og opfordre til Ud- svævelser. Klokken blev 1 -- 2 -- 4 -- 7. Ingen Alf kom hjem, hvor hans Kone havde ventet og ventet med et prægtigt Fad Ertekaal. Klokken 8 blev Alf bragt hjem bevidstløs, med sønderrevet Ansigt og Klæder, Uhret væk o. s. v. Hans Kone og Barn toede med sine Taarer Blodet af hans Ansigt; thi Alf var ellers en ordentlig Mand og en god Fader. Næste Morgen vaagnede Konen af hans Stønnen. Det var umuligt at faae ham op, saa syg, lemster, hoven og skamfuld var han. "Briggen skal endelig være fuldstuvet idag," sagde han; "men jeg kan ikke løfte en Bordende. Dog der kommer vel værre efter. O, at jeg gav efter for Fristelsen!" Og han vendte sig til Væggen og græd. Sagen var, da der var skjænket og skjænket igjen, bleve de enige om at slaae Middagen hjemme af med en Sild med en Snaps til hos Marketenteren. Derovenpaa Kaffe med Brænde- viin i (siden det var Helja), Kortspil om det Udlagte o. s. v. indtil Klokkerne kom paa Bordet og Slagsmaalet begyndte. Ganske rigtigt. Tirsdag Morgen kom der Bud, at Alf var af- skediget. Da man ikke havde kunnet faae fat paa En i hans Sted, kom Briggen til at mangle fuld Stuvning. Alligevel skulde den været seilet; men Vinden gik om, og nu var da Hosbond bleven saa vred, at han havde jagt Alf. Enden blev, at Alf slog sig paa Drik og ranglede om en Tid, til omsider hans Enke meldte sig med fem Nøgne hos Fattigfor- standeren. Det var de faa Ord: "en Kirkedram!" og Solens vakre Blinken SIDE: 142 i Marketenterens røde og hvide Flasker? Er dette stort mere end et Græsstraa? Dog røg Mand og Sjel og hans egen og hans Kjæres Lykke og Ære og Arne overende! Men lad os nu undersøge disse Fristelser, om de, af hvad Art de ere, bør standse os paa Helliggjørelsens Vei, og om Gud lader dem møde os for at forøge Verdens Onder, ligesom et ondt Ge- myt, der kaster Fodangler paa Veien, eller hænger Frugt op for Barnet, Kjød op for Hunden, for siden at kunne finde Grund til at slaa den. O fæle Tanke! Det forekommer os, at vi, naar vi fristes, fristes til noget Ondt. Men behøve vi vel mere end blot at ihukomme, at det er den hellige Gud, som styrer Verden, og at vi leve i en aandig Verden, som tilsidst skal fuldkommes, for at erkjende, at Fristelserne have vort Vel til Øjemed -- at vi, naar vi synes at fristes til noget Ondt, skulde vende os til det modsatte Gode? Fristelserne ere for det vise Menneske, som har Øjet fæstet mod sin Banes himmelske Ende og Øret bøjet mod Hjertets Røster, ikke lokkende Blomsterkrat ved Siden af Livsveien, men gavnende Tornehækker, som Gud har plantet for at holde os støe paa Helliggjørelsens Vei. Og dog alligevel skal Den, som i sit Liv, ja i Verdens hele store Liv, seer en vidtstrakt Skueplads for den Eviges Naade eller en lang Bane for den modnende Er- farenhed, eller en Høiskole for Hjertets Forædling eller en Mark for Dydens Høstninger og Menneskehedens Velsignelser -- dog alligevel skal Den, som har en saa viis og rigtig Anskuelse af Guds Styrelse ogsaa her paa Jorden, betragte det som en him- melsk Naadeløn i Tiden, ikke at møde for mange og for haarde Fristelser. Han vandrer vel Helliggjørelsens Vei, og hans Skridt blive alt større og større; men bestandig erindrer han, ligesom mumlende ved sig Selv underveis: "hvo som staaer, han se vel til, at han ikke falder!" Og falder en saadan Retfærdig -- da skeer det dog kun ved Uagtsomhed eller efter svar Modstrid; men da er der Sorg i Himlen, men Tilgivelse; men paa Jorden er der Sejersraab fra mange Kanter og liden Barmhjertighed. Denne sørgelige Lod, at mange Mennesker glæde sig over en Retfærdigs Fald, enten nu af Ondskab eller og af den daarlige Indbildning, at deres egne Feil derved tabe meget af sin Fælhed -- denne vil ogsaa den Retfærdige have for Øine som vis, og den vil være ham som en Vækker til at han har sine Øine oppe SIDE: 143 for Hvad, der kan møde, og som en Stav i Haanden, saa han gaaer end fastere. Ogsaa saaledes tjener da det Onde til det Gode. Men først, naar Alderen dækker os med sin Hæderskrone -- denne der skal byttes med Livets Krands, hvorpaa den blegfingrede Død idelig fletter -- først da tør den Retfærdige see sig nogenlunde sikkret mod Fristelserne. Ja han skal i denne Alderdommens Fredshavn, førend han gaaer op paa de glade Strande, saasnart han har gjennemgaaet svære Fristelser, der bragte hans Fod næsten paaglid, just derved undgaae den farlige Fristelse til Hov- mod, som forfølger selv ind i den rolige Havn, hvorfra man med Velbehag kan see ud over et hæderligt langt Liv. Tilfreds med sit lange Liv skal han dog erkjende, at et godt Liv er bedre end et langt Liv; og at Den i hvis Lod ikke den hvide Hæderskrone faldt, dog kan vinde Helliggjørelsens Englekrone i Himlene naar- somhelst hans Løb afbrydes -- saasandt dette gik ad Retfær- dighedens Vei. Lader os da kaste et Øje paa denne eneste Vei til vor Hellig- gjørelse, som vi ikke maa og kunne forlade uden at stikke os tildøde paa de tugtende Torne, som indgjærde den eller uden at omsnoes af de giftige Orme, som ligge under det Blomster- krat, der omkrandser den! Helliggjørelsens Vei er Retskaffen- hedens Vei, Retfærdighedens imod Gud, os Selv og Næsten. Og den er Sandhedens Vei, Fredens Vei, Reenhedens Vei, Salig- hedens Vei! Retfærdighedens Vei er Sandhedens. Den er alene sand, urokke- lig i sit Væsen; ja saa sand og urokkelig, at Troesbekjendelse gjør ingen Forskjel deri: et retfærdigt eller dydigt Menneske er et retfærdigt eller dydigt Menneske ihvor og af hvad Tro han saa er. Tryg, uforanderlig hviler denne Retfærdighed paa de evige Grundvolde for Menneskeheden og Samfundet. De ret- færdige Mennesker ere de vel lidet synlige, men stærkeste, Traade, som alene holde Samfundet sammen. Tag dem bort -- og Jorden skal blive Lidenskabernes Daarekiste, Lasternes Misgjerningshule og Forvirringens Tumleplads. Retfærdighedens Væsen kan for- nærmes, men aldrig fornegtes. Forbryderens Hjerte klapper under selve Udaaden og tilstaaer, at han burde være retfærdig og en SIDE: 144 retskaffen Mand istedetfor en Niding. Selv det Onde hylder dens Guddommelighed -- Retfærdighedens, der vel i sine For- dringer kan forglemmes, men aldrig bestrides, hvis Magt vel kan hades, men aldrig foragtes. Den ligger i vort Væsens Grund som uudryddelige Rødder; og i deres Uudryddelighed ligger vort Haab om Alles Forbedring og Salighed tilsidst: -- om Retfærdighedens almene Sejer, om den guddommelige Helligheds Aabenbarelse gjennem alle de Væsner, der bære den guddommelige Høiheds Billede. Af Gud, af Sandhedens Kilde er den udrunden og til ham tilbagefører den Menneskeheden. Hans Veje betegner den, bereder den paa Jorden. Og De, som den elske og søge, De, som den tjene med Hjerte og Gjerning og forsvare den selv til Døden -- De ere Guds Hære, som fremst i Strid føre Menneskehedens Banner mod Løgnen og Lasterne og Vold og de fortærende Begjærligheder. Om dem heder det i Skriften, at "de ere af Sandheden" og "gjøre Sandheden" og "vandre i Sandheden." Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer fortsætte sin jevne Vei, uden at vige af til Høire eller Venstre, uden at begjære dit Lov, uden at frygte din Daddel: saa seer du En af de Retfær- dige, som betrygge din Ro og omhegne din Velfærd paa samme Tid, som han opdynger Glæde for Himlene og Ære for Ham, der gav et Menneske Kraft til slig Salighedsvandring midtgjennem Fristelserne og Lokkelserne, Tornene og Blommerne til høire og venstre. Retfærdighedens Vei er ogsaa en Fredens Vei. Eller skulle ikke De have Herrens Fred, som elske hans Lov? Ja burde selve Jorden negte dem sin Fred? Og dog, om det skeer, mon da ikke den Retfærdige veed, at Menneskene maae være i Strid paa Jorden? Men det er den Redeliges Strid: ikke med Men- nesker; men med det Umenneskelige, som fornedrer dem -- ikke med Brødre; men med det Ubroderlige, som adsplitter dem -- ikke med Verden om dens Fortrin og Lykke; men mod Verdens daarlige og forvænte Væsen. Derfor er det en Strid, som ikke forstyrrer, men skaber Freden. Retfærdighedens Frugt skal være Fred. Gjenvunden Ligevægt i Sindet, tilbageholdte Udbrud af Egen- nytte og Selvraadighed, klog Tilretteviisning af skadelige Begjær- ligheder, stiftet Forsoning med ulige, ublide Skjebner, fastnet Er- SIDE: 145 kjendelse af det Godes Værd, styrket Forhaabning om det Bed- stes Fremgang -- se der den Sejer, om hvilken man med Glæde sjunger i de Retfærdiges Hytter! se der Løftets Fuldbyrdelse: "salige ere de Fredsommelige, de Retfærdige; thi de skulle eje Jorden!" Thi naar Overmodet nedfalder af sin Stige, naar Uret- færdigheden og den voldsomme Udaad har løbet sig Panden til- blods mod Lovens Klippe, naar Den, der kjæmpede mod Men- neskevellet, falder i sit eget Sværd, naar Den, der trodsede mod Sandheden, stanger sig tilblods paa Braadene af dens klare Chri- stal, og naar den umættelige Rovsyge har tømt Naboths Viin- gaard, men ligederefter gnaves af Hundene -- Hvo er det da, som beholder Pladsen? Hvo er det da, som staae oprette i For- virringen og Udaaden? hvo er det, som altid have et roligt Hu og velbetænkt Mod og Fred, og som sprede den omkring sig, og som altid kjende sin Tilflugt og aabne den for Brødrene? Det er de Retfærdige, De, som stille henvandre Retfærdighedens Vei, som skytte deres Hverv med tyst Flittighed og overvinde det Onde med Taalmodighed og sammensmelte det Adskilte i Kjær- lighed -- De Redelige og Fromme, som henvandre ad Fredens Vei. Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer gaae sin jevne, trygge Gang, uden at uroes hvor Alt er uroligt, uden at ind- slumre hvor alt synes søvndysset -- da seer du den Retfærdige paa sin Vei, og hans Vei er Fredens. Retfærdighedens Vei er Reenhedens Vei. Den fører til Guds Naade, til den Allerhelligstes Velbehag, der har Salighed tilfølge. Den Retfærdige er jo alene en Mand efter Guds Sind. Reen- hjertet og ustraffelig, forstaaende Budenes Krav og lige streng i deres Udøvelse, vandrer han med god Samvittighed for Gud og Mennesker. Det er ikke her den befæstede, feilfri Fuldkom- menhed, som aldrig i Tiden bliver det svage Menneskes Lod, og endnu mindre er det Fordringen paa Ufeilbarhed i Omdømme og Opførsel, hvilken er uforenelig med den sande Dyd, som, uafladeligen nærmende sig det Højeste, dog altid seer Trinene, som atterstaae; men det er en stille, uafbrudt Bestræbelse forat opnaae det høje Maal, et rastløst Arbeide forat blive dygtig til alle gode Gjerninger -- et aabent Øre, som altid og i Alt for- nemmer den mægtige Røst, som raaber: "værer hellige, thi Jeg er hellig!" -- en from og fast Beslutning at gaae forbi Tillokkel- serne til Ondt uden at fristes til et Sideblik, uden at forsøge paa SIDE: 146 at vænne Sjelen til en anden Livsluft, end Sindsfredens og Ret- færdighedens himmelske, at vandre, skjøndt ikke uantastet, dog urygget mod Maalet i Guds hellige Himle. Med faa Ord: det er en Opgave for al Tanke og al Kraft, et Emne til at grunde over alle Dage, et Kald for Livstiden, at gjøre den højeste Hellig- heds Vilje gjældende paa Jorden og derfor først og sidst gjæl- dende i sit eget Hjerte og Levnet. -- Dette er Øjemærket paa Retfærdighedens Vei, og Fristelser bør ikke kunne omtaage det eller bortlede vor Opmærksomhed derfra; og omsider, naar vi styrkes, kunne de det heller ikke. Dette er at "vandre for Herrens Ansigt." Og seer du, o Verden! en saadan Vandrer, lige ydmyg i sit Væsen som ophøjet i sit Tænkesæt, at fortgaae uden Ophold paa den hellige Sti: saa seer du En af de Retfærdige, til hvilke du tryg kan anfortroe Omsorgen for dit Bedste og Forsvaret af dit Dyrebareste -- saa seer du den vake Vægter for det Gode, den faste Støtte for den Værnløse, et levende Mønster paa en Dyd, mod hvem Fristelserne lidet formaae. Helliggjørelsens Vei er jo Retfærdighedens Vei; denne maa da ogsaa være Salighedens Vei, den eneste, om just ikke slagne, Vei til Himmelens Port. "Salige -- siger Christus -- ere de som holde Herrens Bud og lide Forfølgelse for Retfærdighedens Skyld; thi dem tilhører Him- melriget." Og hvad, du Retfærdige, skulde ellers under Prøverne opgløde dit Mod? Hvad uden dette Haab, hvorifra du, ligesom Mesteren fra Tempelhvælvet, ligegyldig kan see ned paa Verdens Herligheder? Er det dig ikke Fyldest nok, om Verden ikke seer din Dyd -- den du øver alene for din himmelske Faders Øje -- og om den endnu mindre belønner den? Eller har du ikke skjønnere Stjerner at see op til end Ærens? og intet bedre Solskin end Lykkens at fryde dig i? Jo visselig! Og skinnede end Ærens Stjerner og Lykkesolen ned paa dig -- var du der- for herligere i Dens Øje, hvis Velbehag du alene lovede at søge? Og selv da bærer Jorden endda for usel og dyrekjøbt en Høst for den altforsagende, altudholdende Møje. Verden, ihvad den giver eller tager, lover eller negter, frister da ikke den Retfær- dige. Han holder sig til den milde Dommer, til den miskundelige Vederlægger, som ikke blot for de Retfærdighedens Gjerninger, vi have udøvet, -- thi de ere aldrig fuldkomne -- , men for sin SIDE: 147 Barmhjertigheds Skyld, gjør os salige, naar vi redeligen ville det Gode og standhaftigen søge det -- d. e. søge først efter Guds Rige og hans Retfærdighed. Denne Overtydelse om vore Handlingers Forbindelse med en usynlig Verden maa gjøre os opmærksomme paa dem, saa vi ikke overraskes til at begaae en, Øinene i Himlene vilde græde over og vore egne Kinder skamrødmes over bagefter. Denne faste Tro paa det Højere, mod hvilket Alt bør stræbe, paa det Evige, i hvilket Alt skal udvikle sig -- den aabner en Bane, som, ihvorvel uendelig og strækkende sig udover alt Jor- disk, dog er paa Jorden den eneste vi bør vandre, ja selv for de jordiske Samfund, for os som Borgere her, den nyttigste og ret- teste. Baade Himmel og Jord, baade Salighedshaabet og Lykke- forventningen, Religionen og Klogskaben tilraaber os da, ikke at lade os friste ved noget til at afvige fra Helliggjørelsens Vei; men at sætte os Frelseren for Øje, som udgik sejerrig af sine Fristelser, der rustede sig til Kampen med disse Prøvelser og først da betraadte sin Vei -- den, som han optrak og banede for os: Helliggjørelsens Vei, der er Retfærdighedens Vei, Fredens, Sandhedens, Reenhedens, Salighedens Vei. Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer, lige mild og ustyrret i sin Gang, i hvad Retning de jordiske, foranderlige Menneske- skjebner end tage, og lige fast hvor Alt vakler, lige frimodig hvor Alt bæver, lige ubevægelig hvor Alt frister og lokker, alene agtende sit Øjemærke: at lyde Gud mere end Mennesker -- tænk da, at du seer et Menneske paa Veien til de Saliges Himle, og skynd dig, iil efter i hans Spor, at du ogsaa did kan komme! Se kun foran dig efter Øjemærket -- ikke efter Roserne paa Siderne: Der ligger Slanger, fagre som Blomsterkrandse, giftige til Døden, og farlige Stier snoe sig imod Dybene, og Tornene holde dig fast, saa du saares, forblindes, og kan ikke gjenfinde Veien, du forlod. Men vandre trøstig! Gud vil nok vederkvæge dig paa din redelige Vandring med uskyldige Frugter, og fryde dig med Blommer, som der ingen Farer lure under. Vandre glad og haab paa Enden, om Veien skulde blive svar; men vandre forsigtig og seende til at du ikke falder! Og alt som du fremvandrer, skal du sande, at Retfærdighedens Vei er den bedste baade for SIDE: 148 Himmelhaab og Jordelykke; thi Gud er jo selv med dig paa din Vandring. Han fører dig jo Selv, advarende mod Fristelserne til høire og venstre, ad Helliggjørelsens Vei til Sig. Amen! GUDS ENGLE (Mariæ Bebudelsesdag. Evang. Luk: 1 Kap. 26 V.) "I gamle Dage da var det bedre: da vankede Engle mellem Menneskene, og ikke slige Djævle, som Den der gaaer," sagde engang en Almuesmand, idet han, ved at stikke Psalmebogen, hvori han just havde læst Bebudelsesdagens Evangelium, op paa Hylden over Vinduet, gjennem dette blev vaer en bekjendt Blod- suger, som just gik forbi. "Saa du kalder den Mand en Djævel?" spurgte jeg. "Et godt Menneske er han ikke, efter hans Gjerninger at dømme, men saa maa jo gode Mennesker være Engle. Thi Engle skulle jo være i deres Væsen det Modsatte af Djævle." "Ja, men det er ikke slige Engle, jeg mener," sagde Manden. "Jeg mener Guds Engle, saadanne som der kom til Maria og som spiste hos Abraham, Engle med Vinger paa Ryggen og Ba- suner i Hænderne. Af dem var der nok i gamle Dage." Ved at spørge noget nøjere, opdagede jeg, at han forestillede sig Englene som et Slags Fugle, der kom flyvende. Det kunde være latterligt, dersom Enfoldighedens og Overtroens Vildfarelser ikke vare sørgelige. Thi hvad stor Forskjel var der vel mellem denne Christnes Begreber om Englene og Hedningernes om de lavere Underguder, som de lade færdes imellem Menneskene? "Kjære Hans", sagde jeg. "Du er en brav Mand, og Du skal selv blive en Engel eller Himmelbeboer. Thi først forstaae vi ved Engle de saliggjorte, fra Jorden, og vel ogsaa de øvrige Verdener, til en friere og herligere Tilstand, nærmere Guds Be- skuelse, opstegne Sjele, om hvis nærmere Beskaffenhed vi dog ikke kunne dømme. Men dernæst gives der Meget selv i denne Verden, som vi gjerne kunne kalde en Guds Engel. Se her blot!" sagde jeg og løftede Teppet op fra hans i Vuggen slumrende Barn. "Se her -- der er en Engel, uskyldig som nogen i Himlen; SIDE: 149 og har Gud ikke sendt dig den? Og hvorfor? Haabet -- den mægtigste af alle de Engle, der besøge Menneskene -- siger: for under Navn af din "Trøst og Glæde" at være din Alderdoms Engel." Fader og Moder bøjede sig ned og kyssede Barnet. En Taare vakte det, og det rakte Armene smilende op mod dem begge. "Og se her!" -- blev jeg ved "Seer du den mørkklædte Kone af højere Stand, som just nu gaaer ind i den usle Hytte der- over?" -- "Ja ja! det er hos en Peer; der er saamange Børn." sagde Manden. "Hun har været der før." "Nu, den Kone gaaer derind forat redde de Elendiges Børn. Er ikke hun ligesaa god en Engel som den Blodsuger var en Djævel?" "Kan gaae op i op, naar hele Slægta skal marsere frem for Dommen. Gud faaer sin og Fanden sin" -- brummede Hans. "Men Menneskene ere daarlige Engle." "Der er Evner i Menneskesjelen, min Ven, der stunddom vise sig i saa guddommelig en Styrke og Glands, at de fortjene Engle- navn. Hør her -- det hændte engang, at nogle Børn lekte om- kring en Baad et Stykke ovenfor en stor Foss. En liden Pige befandt sig i Baaden, da den pludselig gaaer los og begynder først at drive og siden at rives afsted af Fossedraget. Mange Folk løb skrigende langs med Bredden; men ingen tænkte paa at redde; mellem dem Forældrene. En Engel fra Himlen maatte der til, om Barnet skulde kunne reddes. De ønskede allerede, at en stor Fiskeørn, som svævede over, maatte styrte ned og gribe Barnet, i det lette Haab, at den maaskee kunde slippe det ned paa Landjorden. Da pludselig saae man en skarp Snekke pile skraat udfra Landet, roet af en ung Mand. Retningen var saadan, at den maatte stryge Bagenden af den anden Baad, og der sad Barnet. Det skede; med et raskt Greb med den ene Haand var det over i Mandens Baad, idet han med den anden stødte denne stærkt ifra mod Land igjen. Fossens Drag var dog allerede saa stærkt, at han maatte springe med Barnet op paa et Skjær, hvorfra han da senere kom tilland og lagde Barnet i Forældrenes Arme. Himlen var lige blaa, Solen skinnede lige klar, intet Lyn styr- tede Ørnen ned, som tydeligt nok lurede paa at faae Liget fat under Fossen, og Fossen bruste og tordnede og strømdrog under SIDE: 150 det skrækkelige Optrin, som før. Ingen Engel kom fra Himlen; men siig mig var ikke den unge modige Mand en Frelsens Engel? En Engel fra Himlen kunde ikke have gjort bedre Tjeneste. Ja to Engle maatte boe i hans Hjerte, -- altsaa fire Vinger omslaae hans Sjel, saa han burde kaldes en Cherub -- to Engle, nemlig Menneskekjærlighed og Mod. Og begge Disse have udrettet store Ting i Verden. Dersom Modets kjække Gabriel ikke saa ofte fandtes hos Retskaffenheden og den gode Sag, og dersom Menneskekjærlighedens milde Rafael forlod Hjerterne, da maatte vi bede, at Jorden maatte aabne sig fra Øst til Vest fra Nord til Syd, og at Solen maatte lukke sit Øje. Men hvilken Salighed, at kunne see Guds Engle næsten i Alt hvad der møder os! Vi lære dette, naar vi kun holde Tankerne stadig paa Gud og hans Styrelse. Vi skulle da ofte see ligesom Hans egne almægtige Hænder, ja stundom, med et Glimt, ligesom Kunstnerskens i Væven. Tænk f. Ex. paa vort eget Fædrelands Befrielse. I 400 Aar havde det lidt Trældom, saa man endog har paastaaet, at Folket var bleven vant til den, og hele Europa stod de Beslutninger imod, som Landets oplyste Mænd havde fattet til dets Selvstæn- dighed og Frihed. Intet syntes at kunne redde Landet. Men se! Først var en Engel, der synes at stamme baade fra Himlen og fra Jorden, og som er Landenes Beskytter, nemlig "Fædre- landskjærligheden" opstanden overalt i Landet i hver en Gaard, i hver en Hytte, og raadede i hine Mænds Midte; og dernæst kom den Helt, der skulde betvinge Landet, meer som en Fredens Engel, end som en Krigens flammende Aand. Just i hin mør- keste Stund reddedes Landet. Minutter forhen kunde intet Men- neske troe det. Frihedskronen var ligesaa pludselig nedsænket over Landet som en Lyskrone kan nedsænkes i en Festhal. Alle Tilskikkelser, der altsaa ikke staae i Menneskens Haand, kunne kaldes Guds Engle. Dette er ret nok; men en forunderlig Overtro er det, naar man f. Ex. troer, at en Pest, en Cholera, er en Guds synlige Strafengel, der gaaer omkring og banker paa Offrenes Døre. O jeg vilde heller have en Hunds eller Hests drømmende Sands, end at have en Menneskehjerne opfyldt med slige Fore- stillinger! SIDE: 151 Men i det enkelte Menneskes Liv -- hvorfor skulde ikke de hjemmeværende Længselsfulde, i Medbøren, som fører Faderen hjem, see en Engels udspændte Vinger? Er ikke Tilfældet, der lader Kuglen pibe Krigeren forbi, istedetfor at gjennembore ham, ligesom en frelsende Guds Engel ved hans Side? Hvorfor skulde Arbeideren ikke kunne sige om Aftenklokken, at det er hans gode Huusengle, som kalde ham hjem? Og de ere en heel Skare. Kjærligheden og Ordentligheden og Fliden modtager ham i Døren i hans Hustrues kjære Skikkelse -- og sandelig disse ere de Engle, som alene velsigne Husene og Ægte- skaberne -- Uskyldighedens og Taknemmelighedens og Glædens løbe ham imøde i Børnene, og Fredens Engel synes at svæve i den blaa Røg over hans Hjem. Og naar Vennen og Veninden nærme sig Sygelejet eller Kum- meren -- er ikke deres Trøst en hviskende Engel? Ofte holder Den den rette Helsebod imellem Hænderne, bedre end alle Pul- verne og Mixturerne. Og Tilgivelsen, denne søde Engel, hvilken Lægedom har ikke den ihænde for Hjertevunderne? Ak, naar saamange Engle møde og omringe os, og Jorden er saa ven, Himmelhvælvet saa herligt over os, og Gudsordet er i vore Hænder -- hvor lysteligt og kjært bør da ikke vort Jordeliv være os? Ak ja, naar Brødet ikke var saa knapt for saa Mange, slette Mennesker ikke saa talrige. Brødet er knapt for Mange; men den Arbeidsomme har i sin Arbeidsomhed en Engel til Svend og Medhjælper. Og hvor er dens Øx ikke trængt igjennem? hvad Nød har dens Høvl dog ikke glattet tilsidst? I Mørket, der vil omtaage Øje og Sind, og hvor ingen Udvei sees, er Efter- tænksomheden en Engel, der kommer med en Løgt. Og hvad Vrimlen af de Onde angaaer, da blive disse færre, naar de Ret- skafne blive flere. Og faaer Menneskene først Øinene ret op for det himmelske Selskab, hvori de kunne færdes, saa skeer nok ogsaa dette. Men der er en Engel, som af alle udøver den største Indfly- delse paa Menneskeaanden -- den mægtigste, det er Haabet. Det stiger med ned i Fængselkjelderen, det følger Lykke og Ulykke til Graven, det lever med Livet, dets Blik hindres ikke af Gravstenen, det skuer mod Stjernerne, det synger Forjettelser i alle Menneskers Øren. SIDE: 152 Men blive alle opfyldte? Nei, nei! de ufromme, de taabelige blive skuffede efter Fortjeneste. Men Held dig, du Fromme, dit Haab -- men ogsaa kun dit Haab -- er ikke saa. Thi ligesom du tænker før du troer, saa tænker du ogsaa før du haaber. Den Fromme haaber kun hvad han bør og kan haabe. Er du uretfærdigen behandlet medhensyntil dit gode Navn -- da haaber du, at Tiden eller gode Mennesker eller ialfald Efter- verdenen vil gjengive dig dette med Renter. Og du kan haabe dette, da det er din egen Uskyldsbevidsthed og Erfaringen, der lærer, at Forfølgelser og Lidenskaber hensagtne med Tiden, at Sandheden somoftest kommer for Dagen, at Uret ikke bestaaer, som tilsiger dig dette. Ja, skulde du endog ligge under paa dit Dødsleje for Uretfærdighed og Miskjendelse, da har du dog Haabet til Efterverdenen tilovers, saasom din Fornuft tilsiger dig, at denne altid er retfærdig, ja maa være det, saasom den ingen jordisk Nytte -- alt Ondts Kilde -- har af at være uretfærdig. Er du sat imellem onde Mennesker, da haaber du, at de skulle forbedres, om det endog først skulde skee hisset efter afsonende Lidelser; thi din Fornuft siger Dig, at hisset ingen sandselige Forvildelser, ingen Fristelser til det Onde, som hernede, Guld, Vellyst, Ære- og Hevnsyge, kunne være. Og dette skjønne Haab, der betegner den sande Fromme, vil ikke bedrage, da det ud- gaaer af vor fælles, af Menneskehedens religiøse Tro. Er Du nedbøjet af Kummer over Elsktes Tab, da haaber du, at Tiden vil give dig Styrke til at bære Sorgen, fordi Erfaringen giver dig tusinde Mønstre paa det Samme; og du tyer til Reli- gionen, der giver dig meer end Haabet: den trøstfulde Tro, at Alt -- og da ogsaa denne Lidelse -- skeer til Menneskets Bedste. Er du hensat i Armodens Vraa, da haaber du -- og det Haab bedrager ikke -- at Den, der giver Fuglene Føde, ogsaa vil føde Dig og Dine; thi han gav Dig til dit Erhverv meer end Han gav Disse: Fornuften, som lader dig finde og prøve utallige Maader til at vinde ærligt Udkomme. Du haaber, fromme Arme! at din Flid, din Redelighed, Reenlighed og andre dit fromme Indres ydre Egenskaber nok vinder dig Brødet, før den vanærede Betler vinder det af sin Dovenskab. Og naar blev dette Haab, som dog ogsaa sættes til Menneskene, bedraget? Du, som lever med det Nødtørftige, i lykkelig Uafhængighed, du haaber, at din Jord, dit Haandværk, dit Embede skal berede SIDE: 153 med smaa sikre Skridt din Velfærd, saasom stedse dine Indsigter vinde i Omfang, og Hvad du har under Hænder stedse bedre bearbeides. Og mon dit Haab bedrages, saaledes som Dens, der lægger Hænderne i Skjødet og vil vinde sig Velfærd ved Lykke- træf, haabe Alt eller Intet? Selv du Ulykkelige, der forbedres under Lovens tunge Haand, du haaber Lindring, og bedrages ikke; thi du veed, at de Ret- færdige, som vaage over Loven, ville agte den fyldestgjort, naar de vide dig forbedret, og du haaber, at Folkets store Mængde ogsaa vil glemme og tilgive. Og Du, som enten selv er eller seer en Elsket paa Sygelejet, vil haabe Bedring, saafremt du som fromt Menneske lyder den Erfarne, der tilkaldtes forat læge -- istedetfor at overlade dig til stump Ligegyldighed -- og saafremt din Fornuft ikke maa for- byde dig Haabet. Men at følge Haabet i alle dets Velgjerninger, vil være for- gjæves. Men dem, vi have nævnt, kunne vi have, saafremt Vi ere Gudfrygtige og derfor haabe kun hvad vi kunne og bør haabe. Er vort Haab grundet paa en sund Gudstro eller Religiøsitet, da har det fast Grund nok; og er det udsprunget af vor Fornuft og Erfaring, da har det Lys nok i sig Selv til ikke at bedrage os eller at være et Blændværk. Et saadant Haab er sandelig saa virkeligt som Noget i denne Verden. Da er det vor bedste Ledsagerske, vor troeste Veninde. Da føder det os Sejer og Frelse. Da er det i hvert beængstet Hjerte en Frelsemoder i Fødselssmerte. Amen! NADVERENS BETYDNING (Skjærtorsdag. Evang. Luk. 22 K. 14 V.) Bøn. Algodheds Gud! paa hvilken af dine Dage skulle dine Børns Bønner strømme inderligere, varmere og taknemmeligere fra Hjerte og Læber, end paa denne, der forsamler os i dit Huus for at erindres om din Miskundheds store frugtbringende Vel- gjerning? Milde Fader! vi føle taknemmeligen, at din Godhed er uud- tømmelig; og, vidende, at Trøsten og Freden ikke vil udeblive SIDE: 154 hos Den, der med sand christelig Ydmyghed deltager i den skjønne Pagt, Du lod din Enbaarne stifte imellem de sande Troende og Naadens Gud imellem Christi Venner og Menneskebrødrene ind- byrdes, tolke vi dig vor Tak og Priis. Du see i Naade til alle de Mennesker, som, med bitter Erkjendelse af deres Synder og fast Haab til din Miskundhed, deeltage i denne hellige Pagt med Dig, hvis dybe Sindbillede er Frelserens Blod! Vi ere da for- vissede om, at din forjettede Naade og Tilgivelse ikke vil ude- blive; men din Naadegave er hvad der er vor hele christelige Vandels Maal, som Paulus siger: det evige Liv i Jesu Christo. Amen! Vi see her Frelseren, for sidste Gang før sin Død paa Korset, forsamlet med sine Kjære, som en Fader, der i sin Families Midte høitideligholder Takkefesten til Herren. Vi see Frelseren roligen at opfylde den mosaiske Religions Forskrifter, skjønt vi- dende, at om faa Timer, endnu samme Aftens Nat, vilde den Stund komme, som Herren havde udseet til Prøvelsestiden for sin Elskede. Uden Frygt, med rolig vemodig Venlighed tager han Afsked med sine Apostle; og, tydeligere end nogensinde forhen siger han Disse, der nærede glade, jordiske Forventninger for- medelst Mesterens nys foregangne festlige Jubel-Indtog og hans voxende Anseelse i Templet, hvor han daglig lærte, at Lidelserne stundede til, ja henpeger endog paa, at En af deres Midte var Den, der skulde fremskynde Øieblikket. Dødsfrygt maa nødvendig være forbundet med et menneske- ligt Legeme; men den Modige bekjæmper den, og den dydige Christen behøver blot et Blik paa sin Pligt og til sin Fader i Himlen for at neddæmpe den under Pligtfølelsen og at kue Be- vægelserne af den Svaghed, der mere tilhører Legemet end Sjelen, og som kunde bringe hans Skridt til at vakle, for igjen at rette og styrke dem. Det er denne Sjelsstyrke, som har givet Christen- dommen saamange blodige Vidner, der vare trofaste indtil Døden. Frelseren, da han legemlig vandrede blandt Menneskene, maatte da og følgelig besidde Frygt for Lidelser og Død, som saa meget mere maatte vækkes hos Ham, da han saae og vidste forud hvad der forestod ham; thi er ikke Faren, som vi see, fast og uundgaaelig at vælte sig over os, som oftest mere rædselsfuld end under dens Udbrud? Opholdelsesdriften, Selvkjærligheden, SIDE: 155 Modet, Pligten sætter da Kræfter i Virksomhed, som lamslaae Ulykken og Faren og Skrækken. Men Frelseren -- hvilket opløftende Exempel giver han ikke Verden paa Rolighed og Hengivenhed i Lidelser, efterat han havde betvunget sin Dødsfrygt? Han forudsiger sine Disciple hvad der vilde skee, at Han nu ved Lidelser skulde bekræfte sin Lære. Han tager Afsked med Dem, i hvis Hænder Han havde overantvordet denne at udbredes, og arvgiver dem et Sindbillede, der paa den ædleste, simpleste og kjærligste Maade skulde for- binde alle den sande Kirkes Børn. Og siden, da i Nattens Stille Frygten overfaldt ham, beseirer han denne ved en inderlig Bøn til sin himmelske Fader, saaat hans Mod og Hengivenhed forblev urokket under de forsmædeligste Pinsler og Dødskvaler; thi -- som Psalmisten siger -- "hos Gud var hans Frelse og hans Ære. Hans Styrkes Klippe, hans Tilflugt var i Gud." Ja i disse Øieblik, da Frelseren tolker sine oprigtige Venner den vemodige Glæde, Han føler ved at samles med dem for sidste Gang før Prøvelsens og Skilsmissens Stund, da han tager Afsked med dem og, takkende Gud, indstifter det christelige Erindrings- maaltid, viser Han sig saa virkelig stor og ophøiet og saa gjen- nemtrængt af sin Læres Hovedbud, Kjærlighed, at enhver sand Christen, ved at læse og tænke sig dette rørende Optrin, maa gjennemtrænges af Taknemmelighed og Beundring for det Reen- guddommelige, Frelseren her viste, ikke ved Beviser paa sin guddommelige Kraft, men ved det uopnaaelige Mønster paa om- fattende Kjærlighed, Blidhed og Hengivenhed, som er den umis- kjendelige Characteer i den Fest, Han da indstiftede, nemlig det christelige Forsoningsmaaltid. Vi see her Frelseren liig Faderen paa Dødsleiet omringet af sine Børn: han hemmer selv Taaren, at ikke Disses skal rinde, og giver dem Trøst i Gjensynet hisset. Dette er ogsaa den sorg- fulde Trøst, som Frelseren giver Apostlene, sigende: "jeg skal ikke mere æde af Paaskelammet med Eder, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige," og "jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, førend Guds Rige kommer," d. e. først naar I, til hvem jeg har overantvordet min frelsende Lære har udført Eders Hverv paa Jorden og udsaaet min Sæd, skulle I vende tilbage til evigt Samfund med mig; thi dette er sidste Gang før min Død og Op- standelse, at I have mig imellem Eder, og "jeg gaaer nu," beretter SIDE: 156 os Evangelisten Johannes, "hen til min Fader og I see mig ikke længer; og naar jeg er gaaen bort og faaer beredet Eder Sted, kommer jeg igjen, og vil tage Eder til mig Selv, at hvor jeg er, skal ogsaa I være." Men maa dette Afskedsoptrin, denne vor Frelsers og Herres rørende Fromhed og Kjærlighed, i og for sig selv, vække den ømmeste Beundring hos ethvert Menneske, der med Deeltagelse kan sætte sig ind i hans Stilling: hvormeget mere maa da ikke vor taknemmelige Kjærlighed til Frelseren vækkes formedelst den omfattende Betydning, han lagde deri, og som usvækket maa vedblive saalænge Christi Navn og Fortjeneste finder Gjenklang i, og paaskjønnes af, menneskelige Hjerter? Kjærlighed er Grundtonen i vor Religion, og i hvilken Deel af Denne finde vi Kjærlighedens Præg renere, stærkere, christeligere end i Christi Forsoningsmaaltid, Nadveren, Alterets Sacramente? Vi saae Frelseren lignet, for sidste Gang blandt sine Kjære, med den døende Fader omringet af sine Børn -- jeg gjentager dette og tillægger, at Dennes Farvel vil være ledsaget af Op- muntringer til sine Efterladte, at de maae forenes i Kjærlighed og Samdrægtighed, ligesom ogsaa Christus, ved at indstifte det hellige Forsoningsmaaltid, har omslynget alle sine Bekjendere med et Kjærlighedens og Tilgivelsens Baand, hvis usynlige Kraft, som det fornemste Naadens Middel, er stærkere end den ud- vortes, skjøndt selve vor Troes Modstandere ikke kan frakjende den hellige Nadver, som blot Ceremoni betragtet, et Træk af Blidhed og broderlig Samdrægtighed, som de forgjeves søge Ma- gen til i den Mængde af Ceremonier og sindbilledlige Handlinger, som andre Religioner kunne være overlæssede med. Lader Os da betragte den dybe Betydning som ligger i den hellige Nadvere, lader os see hvorfor den er os saa dyrebar! -- Vi finde det strax; thi vort Evangelium siger jo, at Frelseren selv viste Betydningen, sigende: "gjører Dette til min Ihukom- melse!" Og for et ædelt, taknemligt Hjerte er det altid behageligt at erindre Velgjerninger. Altsaa, naar vi stedes til Guds Bord skulle vi ihukomme Frel- seren: med ydmyg Taknemlighed skulle vi erindre os Frelserens uvurdeerlige Velgjerninger mod alle Menneskeslægter som Lærer og Frelser, og især Forsoningsdøden paa Korset, hvortil han hen- SIDE: 157 pegede idet han rakte sine Apostle det sønderbrudte Brød og Kalken, sigende: "dette er mit Legeme, som bliver givet for Eder, og dette er mit Blod, som bliver udgydet for Eder." Saadanne Ihukommelsesmaaltider vare dengang da Christus indstiftede Nadveren, og ere endnu, i Brug hos Folkene. Saa- danne vare Offermaaltiderne hos Hedningerne til en eller anden Afguds Ære og de usyrede Brøds Fest eller Paaskefesten hos Jøderne; men i Simpelhed og Værdighed overgaaer dette chri- stelige Erindringsmaaltid, hvor saa at sige kun Sjelen spiser, langt alle de andre. Kun Hedninger deeltage i de hedenske Erindrings- maaltider, og Christus høitideligholdt, som Jøde, det jødiske Paa- skemaaltid; følgelig: naar vi deeltage i den hellige Nadver, be- kjende vi os høitideligen til Christi Religion og vi fornye hvergang de Løfter, vi gave, ligesom de Forjettelser fornyes, som vi modtage ved vor Daab. Dernæst, naar vi nedknæle -- Høie og Lave, Arm og Riig, -- ved Christi Kjærlighedsmaaltid, har denne fromme Skik ogsaa denne høie Betydning, at den er et kraftigt Middel til nøiere, med eet Baand, at forene alle Christi Bekjendere. Thi ere ikke alle lige deelagtige i Christi Naadegaver og Forjettelser? som Paulus siger: "Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød som vi bryde, er det ikke Christi Legemes Samfund? Thi eet Brød, eet Legeme ere vi Mange; thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød?" Men en endnu ædlere Betydning ligger i det hellige Naade- maaltid, en som, uagtet det Legemlige og Figurlige i Handlingen, dog gjør denne aldeles aandelig. Det er nemlig Syndernes Forla- delse, som af Frelseren hjemles den sande Christne, som blotter for Herren et ydmygt Sindelag og et angergivent Hjerte naar han deeltager i dette hellige Naadensmaaltid. Ved denne trøstefulde Forjettelse er den hellige Nadver bleven til et Naadesmaaltid, en herlig Gave af Algodheden, hvorpaa Menneskene trygt kunne grunde deres Haab; thi siger ikke Herren; "Dette er mit Blod, det nye Testamentes, der udgydes for de Mange til Syndernes Forladelse." Men skulle disse Velgjerninger virkeligen blive os til Deel, da maa vi nyde Christi Legeme og Blod værdigen d. e. med Tro, Andagt, Taknemmelighed, Ydmyghed og Kjærlighed, overensstem- mende med den himmelske Indstifters Vilje. Den, som enten let- SIDE: 158 sindigen eller med et stolt og hadsk Hjerte eller med Ringeagt eller Ligegyldighed deeltager i Christi Erindrings-Forsonings- og Kjærlighedsmaaltid, og som altsaa forlanger at erholde de Vel- gjerninger, Frelseren lover dem, som gjøre dette retteligen, uden at tænke paa, at den Alseende læser i Hjerterne, gjør sig skyldig i Foragt for Christi Navn. Og herom siger Paulus: "Hvo som æder dette Brød, eller drikker Herrens Kalk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod", og "Hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv Dommen, idet han ikke gjør Forskjel paa Christi Legeme." Og ganske vist -- slige Christne vilde, om de havde levet paa Christi Tid været iblandt det Folk, der ligegyldigen saae Frelseren henslæbes til Korset. Vi have nu seet, hvilken dyb, trefoldig Betydning, der ligger i vor hellige Nadvere, hvilke salige Forjettelser, der forsikres Enhver, som værdigen ihukommer Jesum Christum, vor Frelser, -- forsømmer da ikke at faae Deel deri! Den staaer jo ethvert ydmygt Hjerte aaben. Men troer ikke, at den blotte Handling maa regnes Eder til Fortjeneste, uden Hensyn til om Eders Sjel er saadan som Christus fordrer, ja til saameget større Fortjeneste, jo oftere I gjentage Samme! I Forvandle da Eders levende evangeliske Tro til en død ufrugt- bar Tro, og af en høi, betydningsfuld, aandelig Religionshandling, gjøre I en tom, legemlig overtraadt Ceremoni. Al Fortjeneste vil da være borte, naar Trangen er borte, og I troe, ved at opfylde det Udvortes, som, for Menneskenes Skyld, nødvendigen maa være forbundet med Meningen i Frelserens Bud, ligesom Lege- met med Sjelen, at kunne forvisse Eder hvad kun er skjænket det angergivne fromme Hjerte, som glæder sig ved Jesu Tilsi- gelser, idet det maa erkjende sin syndefulde Svaghed. Ærer da den hellige Nadvere! Vi have i den et herligt Pant paa Guds og Frelserens grændsesløse Kjærlighed. Dens rette Over- holdelse er uadskillelig fra den sande Christen, og vi ville engang -- sikkert engang -- prise os lykkelige ved vor Ydmyghed og ved at vi satte Liid til Frelserens store Løfter; -- thi Ham var Magten at tilgive skjænket herovenfra, idet Ham var givet Syn fraoven til at kjende den sande Anger, og Viisdom til at indsee, at den sande Anger udsoner Synderne. Men endnu er der en ophøjet Betydning i den hellige Nad- SIDE: 159 vere, og det vilde være en Synd, om vi glemte den eller for- glemte at vurdere den høit nok. Den er: idet vi æde Brødet og drikke Blodet, betegne vi, tilsige vi Mesteren, at ville saaatsige til Kjød og Blod fordøje, til det Inderste opfatte og forstaae hans Sandhedens Lære. Men dette er det Samme som at vi love, paa det Samvittig- hedsfuldeste at ville sørge for vor Oplysning. Forsømmer derfor aldrig noget Middel til at opklare eders Sjel, saaat I vorde Sandhedens Lærers værdige, forstandige Lærlinge! -- O, hvor maae vi ikke fryde os, Brødre, naar vi tilsammen om Altret betegne for hverandre, at vi taknemligen ihukomme Frelseren -- at vi kjærligen knytte Broderbaandet -- at vi fryde- fulde i vor Ydmyghed imodtage Syndernes Forladelse -- og en- delig (ja trefoldig var ikke Betydningen, men fiirfoldig som Korset selv) opmuntrer hverandre til at udvikle vore Sjelsevner, samle Kundskaber og nyttig Viden til at stige mod Lyset, hvor Jesus boer. Vi ville da med brændende Taknemmelighed modtage denne guddommelige Gave, der er en saa stor Miskundsomhedens Vel- signelse for den enkelte Christi redelige Dyrker som for den hele Kirke, der lever og røres i Ham, og vi ville søge med Sjele- tørst og Hjertehunger den hellige Handlings indre Rigdom og Sødme. Aanden skulle vi søge overalt fremfor Legemet; "thi -- den legemlige Øvelse er nyttig til Lidet; men Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting, da den haver Forjettelse om dette Liv, som nu er, og om det Tilkommende." Amen! VELGJØRENHED (1ste Paaskedag. Evang. Matth. 23 K. 24 V.) Bøn. O, Du, som ikke aflader at signe os med dine Velgjer- ninger og med at lade Godhedsbeviser tolke hvad du taler igjen- nem Naturen, og dit Ord, -- gid Du ogsaa maatte see Jorden opfyldt med talende Beviser fra Menneskene, at Alt dette har frugtet til sande gode Gjerninger, med Efterlignelser af din egen SIDE: 160 Godhed og Barmhjertighed! Da skulde ikke saamegen Elendig- hed formørke din skjønne Verden -- da skulde ikke saamegen Sorg og Mangel opslaae sine Hytter ved Siden af Glædens og Overflodens Huse -- da skulde ikke Saamange bede løgnagtigen naar de bede: "Fader forlad mig min Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere!" -- Da skulde den Ulighed i Kaar, som afføder saamegen Bitterhed imellem Brødrene og saamange Forbrydelser, vel afslibes noget, om den end ikke kan ganske tilintetgjøres -- da skulde ikke Glæden frygte forat gaae ind under Hyttetaget; men den Kjærlighed, som viser sig i Barmhjertighed, Forsoning og Mildhed, skulde opbygge den Pauluner vidtover Jorden som i Himmelen. Amen! Josef af Arimathia var nok en riig Mand; men han maa ogsaa have været en from Mand siden han søgte Jesum, en frank og selvstændig Mand siden han gjorde dette i sin Stilling aabenbare, og en god velgjørende Mand siden han sørgede med saa rund Haand for Jesu Begravelse. Han var en velgjørende Mand -- o hvor skjønt: riig og vel- gjørende! En Saadan ligner Kilderne i Ørknen, om hvem Blomster og Buske og Græs samler sig. Der er en sød Lyd i det Ord "Velgjørenhed"; men dog skeer det altfor ofte for vor Sandselighed og Bekvemhed og Hang til at modtage lutter behagelige Indtryk, men dog neppe oftere end det tjener til vort sande Bedste, at vor egen Glæde overgaaer enten i Smerte eller der blander sig fremmed Smerte i den. En fremmed Sorg reiser sig som et mørkt Træ, der overskygger den Plads, hvor vi vilde pleje vore Blomster. Det er virkelig vor Letsindighed alene, som lader os, under Glæden og Guds gode Gaves Nydelse, forglemme, at Saamange mangle indtil det Nødvendigste -- det er Følelsen af egen Til- fredshed, som bortriver Mange, saaat de ikke dele deres Fad med den Hungrige, ikke smage i deres Glædskabsbæger den bittre Mangels Taarer -- den, som græder udenfor deres Dør -- ikke, efter Christi Bud, naar de have to Kjortler, give den ene til den, som ingen har -- det er Modbydeligheden mod at see Noget ubehageligt og Hanget til alene at modtage behagelige Ind- tryk, som lader Mange lukke Øinene for Lidelsen, væmmes iste- detfor at ynkes over Pjalterne, og ilukke deres Dør, forat ikke SIDE: 161 Glæden derinden skal forstyrres. Og dog ere ikke Disse de værste, omendskjøndt de virkeligen ere de Fleste af dem, der have mod- taget Mere end de behøve for Sig og Sine. De ere kun Svage og Letsindige, men ikke af de afskyelige Mennesker, der lægger Haardhed og Foragt til sin Mangel paa Godhed og Barmhjertighed, ja hvis Gjerrighed griber efter den Armes Skilling og afriver næsten de Filler, hvormed denne bedækker sin Skulder. Men er Billedet af den albarmhjertige Gud fremmed for denne Onde, der kun bruger Algiverens rigeligere Gaver til dermed at fodre sine Laster istedet for de Arme, Gud har gjort Spurvene lige -- da lever dog heller ikke dette paaengang rørende og op- løftende Billede i hiin Svages og Letsindiges Hjerte, som vender sig fra den Lidende, fordi Medynk er ham en piinlig Følelse, og som forvalter Guds Betroede ikke til Godhed, men til Glæder for sig alene eller for sin snevre Kreds. Men alle Disse bør vækkes; thi deres Hjerter sove med de fulde Hænder. Ikke ville vi sige med de Sinears Mænd: "kommer, lader os bygge en Stad og et Taarn, hvis Høide skal række op indtil Himlen!" -- ikke ville vi sige: "træder sammen, udsletter al Nød!" thi vi kunne det ikke. Men det kan siges: "lader os bedække Nøden, at den ikke forgaaer under Stormene og Sneen! lader os made Sulten, at den ikke døer! lader os bedække selve Forseelsen med den Kjærlighedens Kaabe, vi selv skulle ønske os iførte, naar vi frem- træde for den Throne, hvor alle Hjerter skulle aabenbares!" Men alt maa komme af Kjærlighed, Barmhjertigheden mod den Arme som Barmhjertigheden mod Synderen. Vi skulle ihukomme, at Gud af sin Godhed giver Synderen Kræfter til at omvende sig og Midler til at saliggjøres, at hans Godhed er Naade, fordi Menneskene ikke have fortjent den -- og vi skulle ligeledes ved Raad, ved Advarsler, Trøst og Hjælp give selv dem, der synde mod os, Kræfter og Anviisning til Forbedring. Vi skulle endogsaa have for Øine, at Gud er selv langmodig med gjenstridige Syn- dere, at "Herren er -- som Psalmisten siger -- naadig og barm- hjertig, langmodig og af stor Miskundhed" -- og vi skulle selv være langmodige i det Længste, sætte Tillid til, at ondt er ikke Mennesket i sin Hjerterod eller af Naturen, og herpaa bygge vort Haab om Synderens Forbedring, om end vore Forsøg hertil vore Kjærlighedsbygninger gjentagende nedramle. Og saaledes skulle vi ikke frydes, naar vi maae overgive Syndere i Lovens SIDE: 162 Hænder, der ikke tør vide af Skaansel, og heller ikke nedkue ved Tilsidesættelser og Foragt Den, der, efter udstaaet Straf, gjenvender til Selskabet og vil forbedre sig; men heller ikke skulle vi ved Uforsigtighed, ved en Skaansel, det gaaer indtil Taabelig- hed, ved daarlige Skikke (som f. Ex. den saakaldte Tyvskaal) fremstøde Synderen paa den Bane han har betraadt. -- Vi skulle erindre, at Guds Godhed mod Trængende og Lidende er Barm- hjertigheden -- den, som vi kunne sige at vi alle ere Gjenstande for; -- og vi skulle ihukomme, at Jesus siger os fra Gud selv: værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig! Vi skulle ihukomme det rette Begreb af Christendommens ejendommelige og højeste Udtryk for Guds Godhed, nemlig, at hans Kjærlighed vil meddele Alle det Gode og gjøre Alle deelagtige i sin Salig- hed -- at Kjærlighed altsaa er den meest inderlige, levende og virksomme Godhed, hvormed den himmelske Fader elsker alle sine Børn, og hvorved disse igjen bringes til at elske ham og leve i hans Samfund -- og vi skulle da i hans Lignelse omfatte alle levende Skabninger, ikke det umælende Dyr, som arbeider for os, ja døer for os, ikke den livløse Plante undtagen, men hele Guds Verden med Kjærlighed. Heri ligger allerede nok Forbindende for os til at vise de Dyder, der udledes herfra. Men ogsaa den ydre Nød har Krav herpaa. Om vi levede under aldeles lykkelige ydre Omstændigheder, om Sundhed og Velstand var Enhvers Lod uden Undtagelse, da skulde vi ikke have nogen anden Kjærlighed at vise, end den, som nu raader i de Formuendes venskabelige Omgang, i kjærlige Ønsker, Gjentjenester, Gjæstmildhed, venlige Anviisninger osv. Men nu er det anderledes, omendskjøndt vort Land ogsaa har den Lykke, hverken at kjende til den Forskjel i Stand og Formue, som hersker i andre Lande og inddeler Menneskene i alene Nydende og alene Manglende. Imidlertid behøve vi kun at gløtte paa de Hytter, hvori den største Deel af Almuens Masse lever, for i altfor mange at see Elendigheden i de sørgeligste Skikkelser. Jeg vil ikke skildre denne Nød, som I saa vel kjende; men den viser, at Gud dog rigelig har forsynet Menneskene med Gjenstande at udøve Barmhjertighed imod. Maatte vi kun ligesaa være udstyrede med Midlerne dertil! Men værer, om end selv nødtørftige, ikke altfor beredvillige til at svare: Nei, hertil! Haver eders Hænder hurtigere istand til at hjælpe, end eders Tunge SIDE: 163 til Svaret "vi have nok at stræve med selv". Jeg vil vise Eder Midlerne til at hjælpe -- jeg vil lære Eder Miraklet, med fem smaa Fiske at bespise Tusinder, d. e. at række langt med smaa Kræfter. Vi skulle ikke alene have Øine til at græde med over fremmed Ulykke, men Hænder til at aftørre fremmede Taarer. -- Men hvorledes? de rinde stride om os, og vore Hænder ere korte og arbeide for det daglige Brød. Vel, Christbrødre; men velsigner dette Brød! Der spises aldrig saa lidet et Brød, at jo Smuler falde af. Og det er en ubetinget Pligt, at dele selv det lille Brød med den virkelig Trængende. Og seer her have vi strax en Fremhjælp i at gjøre vel: vi have formindsket Antallet af dem, der æske vore Barmhjertig- hedsgjerninger, til ikkun de virkelig Trængende d. e. til dem alene, som ikke kunne skaffe sig det Fornødne til Livets Ophold. Saadanne ere fader- og moderløse Børn, som Forældrene have efterladt i Mangel og Elendighed; 2) svage Gamle, som ikke have kunnet samle noget Forraad til Alderdommen, eller som ved Arbeide ikke kunne erhverve sig de første Fornødenheder; 3) fattige Syge, som Intet have fra deres sunde Dage, og som nu Intet kunne erhverve formedelst deres Sygdom; 4) undertiden kraftfulde Folk, som formedelst tilstødende Ulykker for en Tid mangle det Fornødne til Livets Ophold baade for sig og Sine. Disse 4 Slags Mennesker ere virkelig Trængende, og disse især er det Menneskepligt og Christenpligt at hjælpe, naar Gud giver Leilighed og Evne dertil, om end ikke stor. Men heri er det, i at bedømme sin Evne til Velgjørenhed er det, at Mennesket saa ofte bedrager sig selv. Det vil som oftest kun give af sin rene Overflod, hvorimod Velgjørenhedens Bud er, at give af hvad man har. I en almindelig Nød maa man derfor ikke berige sig; men tvertom bør man opgive i det sædvanlige Forhold at forøge eller endog at vedligeholde sin Formue. Brødrekjærligheden, det al- mindelige Bedste kræver da overordentlige Opofrelser. Men overalt maae vi give og hjælpe med Klogskab. Ellers, og hvor ikke øjeblikkelig Nød er forhaanden -- denne, der har Krav paa Halvdelen af vor Klædning, Halvdelen af vort Fad -- ellers kan endog undertiden Velgjørenhed stifte Skade. Men saaledes kunne vi gjøre vore Arme lange -- saaledes kunne vi gjøre meget med SIDE: 164 lidet (thi undertiden kan et Raad være en større Velgjerning end en Gave) og saaledes styrke vi vore Evner til Godgjørenhed. Men disse maa ogsaa forædles. Det hedder: "Sku ei en Dyd i Riigmands henslængte Gave! Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have." Og, dersom Apostelen siger: "Glemmer ikke at gjøre vel; thi saadanne Offere behage Gud", saa siger ogsaa Jesus: "Vogter Eder, at I ikke give Eders Almisse for Menneskene, forat ansees af dem! ellers have I ikke Løn hos Eders Fader, som er i Him- len" samt: "Din venstre Haand skal ikke vide hvad Godt den Høire gjør." Vi skulle i Alt have Agtelse for Medmenneskers, men for Al- ting for den Ulykkeliges, Følelser -- ja hvormeget mere for den Ulykkeliges Følelser, der forbittres ved saa meget, ved Nøden selv og ved Krænkelserne, som han aldrig undgaaer, da kun de færreste Mennesker erindre eller ville erindre hine Jesu Barm- hjertighedsforskrifter, men henslænge med omkringsigseende Blik, med triumferende Smiil og Tiltaler, hvori man grant nok hører Farisæerens Trompetstød, deres usle, da værdløse, Skillinger og Brødstykker. O, heller Arbeide til Blodet springer af Neglerne, end at være en Betler! Det maa staae Døden meget nær -- allernærmest af alle Skjæbner. Betlerstien den gaaer der hvor Sneen fyger. Men godt er det at sidde i den lune Stue og spise Paaskegrød og Paaskeæg. Den maa salte sin Mad med Graad, som maa spise Gnallinger ved Veistolperne. Men Den kan lee for hvem Fadet ryger paa Bordet utmed det perlende Bæger. At henvandre med Stormene, naar Folk holde sine Hunde tilhuse, at lade sine Fødder toe af den kolde Høstregn -- det kan lade Hjertet sygne i Livet. Men godt og sundt er det at sidde velklædt ved sin Arne, at varme sig ved Arbeide, hvis Frugter tilhøre os selv. Og Mangen skjælver af Skam og Sorg idet han fremrækker Haanden forat bede. Ak! let er det at udrække Haanden og give. Og giver; men lader Eders Fader tælle -- Han, som er i Himmelen! Gavmildhed og Gjæstmildhed skal ikke øves forat nyde dem igjen. De ere ogsaa Kjærlighedens Døttre og odelsbaarne i vort Hjem; thi se, Husene aabne sig for den Fattige og -- i Norrig ei spørges om Navn og Hjem; man sætter kun Fadet og Bægret frem. SIDE: 165 Arbeider ikke alene for eder og eders Børn, men ogsaa for de Arme og Nødlidende! De ere ogsaa eders Plejebørn. Deres Fader boer langt herfra, i Himmelen; men han har ikke forladt dem -- han har indsat eder til Formyndere for dem, og vil igjen beværte eder i sit Huus med de mange Værelser -- dette hvor- over der staaer skrevet med Frelserens Haand: "hvad I have gjort mod En af disse Smaa -- d. e. disse Usle -- det have I ogsaa gjort imod mig." Øver denne skjønne Dyd, som I lære af Alkjærligheden selv! -- ja som Fuglen, der ruger og mader de fremmede Unger under sine Vinger, lærer eder. Hvis ikke -- da rasler med eders Skillinger her enstund, der kun have Værd, forsaavidt de tjene til at gjøre noget godt med -- fornøjer eder her enstund mod denne Lyd! -- Den Stund skal komme, da ingen anden Dynge staaer kvar end Graven, da Smaastenene nedrasle paa den sorte Kiste; men da -- se! Aanden opstiger over Stjer- nerne! . . . Engle møde Eder . . . se! ere ikke deriblandt de Fattige, hvem jordisk Elendighed ikke lærte anden Synd end Taarer; og -- se! de henføre Velgjørerne ad en lysende Sti til Faderens Huus; men en Storm henfører de Haardhjertede, Blod- sugeren, de Gjerrige, som smelde Dørene igjen og hensætte Lev- ningerne uden at give, og Farisæerne, som ikke gav af Kjærlig- hed; men i Stormen bruser for deres Øren Evangelistens Ord: "Den, som har denne Verdens Gods og seer sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjær- lighed i ham?" CHRISTENDOMMENS LØSEN (2den Paaskedag. Evang. Luk. 24 K. 13 V.) Bøn. Vi bede, at Du vil opholde os, dersom vor Vandel er dine sande Børns Vandel, i alt Godt, i Tro, i Haab og Kjærlig- hed! at du vil lade os, ved dine Tilskikkelser og ved dit Ord, bestyrkes i Besiddelsen af disse Panter paa en Salighed hisset! Vi vide, at Du vil skjænke os disse sande Goder fremdeles; thi vi have i dit Ord deres Kilde reentflydende midtimellem os -- Livets evigtstrømmende Kilde, som aldrig negter det, efter Op- lysning og Beroligelse tørstige, Hjerte Lædskelse. Ja, Algode, SIDE: 166 Du vil bistaae os med at bevare os disse Gaver: Tro, Haab og Kjærlighed -- dette vort christelige Løsen. Du vil ikke sende saa stærke Storme imod vort Bryst, at det dyrebare Treblad udrykkes deraf. Det skal være os sikkret ved din Miskundhed fra den første Spire, naar vi ikke selv letsindigen give Slip der- paa, eller bytte dem med de værdiløse Gaver, Verden rækker os og tager igjen for bestandigen! Amen! Ogsaa idag er Jesu Opstandelsesfest. Han kom ud af Dødens Hule. Det er en skjøn Text til at tale om Troen paa Udøde- ligheden. Men jeg vil dog undlade det, fordi jeg holder den for gal, som i mindste Maade tvivler i det Punkt; jeg vil idetmindste undlade det til jeg skulde træffe paa et saa vanvittigt, men da ogsaa saa ulykkeligt, et Menneske. Kun lad mig ikke møde ham i en Skog eller paa en ensom Vei! Thi hvad skulde forhindre et Menneske, som troer alt endt med dette Liv, fra at stikke enten sin Næve i min Pung eller sin Kniv i mit Bryst? Vi vilde da ogsaa miste den nærmeste Dagens Betragtning: den af Jesu Samfunds sande Løsen og Baand, hvilket den fra Graven tilbagekomne Mester lærer sine Efterladte at flette. Thi først kræver Han i vort Evangelium Tro af dem, idet han bebreider dem at være seenhjertede til at troe; dernæst kræver han Haab til Forjettelserne, og endelig, "der han sad med dem til Bords og tog Brødet, velsignede og brød det og gav dem, og deres Øine aabnedes og de kjendte ham" -- O da er det Kjær- lighed, han lærer i Ord og egen Gjerning. Og Tro, Haab og Kjærlighed er Christendommens Løsen. Og hvor ædelt er ikke dette imod hvad vi kan kalde Løsenet for andre ældre og nyere Religioner? Som oftest var dette vild Tapperhed, som f. Ex. i Odins Religions, Lovtjeneste i Moses's, Sandselighed i Mahomeds. Deslige var Disses Baand og Løsen. Dog vare Disse store Mænd, der have skudt Dele af Men- neskeheden frem fra et tykkere Mørke til dog et lysbrudt. Og foruden dem har Gud, der sørger for Menneskehedens uafbrudte Fremgang, til alle Tider ladet Mænd af store Evner, om end af ringere historisk Navn, fremstaae, for, idet de selv skride frem mod Fuldkommenheden, at tage ligesom Menneskeheden med SIDE: 167 sig. Hertil høre især Opfinderne (f. Ex. af Bogtrykkerkunsten) og de Ypperste af Videnskabsmændene. Men de have fremstaaet i alle den menneskelige Aands Ret- ninger, og saaledes Alle virket til det Heles Fremskriden mod Maalet. Alle have de i deres ejendommelige Virksomhed havt sit Løsen. For En har Friheden været det, for En Velgjøren- heden, for En Videnskaben. Men de Fleste af disse Menneskehedens Velgjørere have dog kun virket i og for en mindre Deel af denne, og kun ved deres Daad ophængt tillige Exemplet for den Hele; ja, de have virket ofte ikkun for en Tid, uden dog at man derfor kan sige, at deres Sæd visnede hen; thi intet Fremskridt er tabt, om man end for- gjæves søger Optræderens Spor, og fremad gaaer det bestandig, saaledes at ethvert saadant stort Værk til Menneskehedens Bedste blot er Forberedelsen til et endnu større, som voxer op af hiint og dækker det med sin Skygge, og saaledes videre uden at vi øine Enden af Rækken. Tiderne blæse henover ethvert nok saa forbausende Menneskeværk, enhver nok saa dristig Sti, som et af Gud fortrinligen begavet Menneske har optraadt for sine Med- mennesker igjennem den øde Ørken, som ligger imellem os og hiint Maal; og hvor deres Spor taber sig, staae Menneskene stille eller udvide blot den traadte Sti til en Vei, bred nok for flere Efterfølgere, indtil atter en stor Sjæl skrider dristigen videre fremad og baner Stien længere frem mod Maalet. I Oldtiden fik hvad saadanne Mænd foretoge sig, deres hele Værk, deres Daad, ligesom et vidunderligt Anstrøg for deres Medlevende. Med Beundring og Forbauselse saae de i saadanne Mennesker overnaturlige Væsener. Man forbandt med sin Be- undring over et saadant Menneske den Mening, at en overjordisk Magt virkede paa en vidunderlig Maade igjennem ham, hvorfor ogsaa disse Store, da de fandt sig saa langt forud for sin Tid i fornuftig Udvikling og Oplysning, og da raa Folkeslags Uviden- hed i sin første Opvaagnen gjerne hænger ved Undergjerninger, og Mængden nød Frugten af deres Daad uden at kunne eller ville gjennemskue de naturlige Kræfter, som frembragte det saa- kaldte Underværk, maatte lade denne blive i sin Overtro. Ja stundom brugtes denne ofte som en Hovedstøtte for deres Be- drivter til Menneskehedens aandige eller jordiske Bedste. SIDE: 168 Vi behøve blot at erindre med hvilken haardnakket Begjær- lighed Mængden krævede Undergjerninger af Jesus. Der er heller Intet, som virker saameget paa den menneske- lige Sjel, som det Vidunderlige, og Intet driver den saa mægtigt frem i en uoplyst og mørk Tidsalder; thi hvor Fornuften slumrer, vaager Indbildningskraften, hvilket enhver af Eder hos ethvert Barn kan iagttage. I Menneskehedens Barndom see vi det Samme. Denne lyttede begjerlig til Viisdom eller Usandhed blot den frem- traadte i levende Farver, og den saae Mirakler fordi den vilde see dem, og fandt den nøgne Sandhed uskjøn. Sandselig maatte Religionen være, og det ikke blot i sin Ydre, men i sit Væsen, enten den vilde Krafts, Rædselens eller Vellystens, indklædt i Blodoffre, hemmelige Ceremonier og Fabler. Kun Jøderne og et Par andre af Asiens Nationer kjendte blidere og renere Indstif- telser. Men til Jesu Religions Reenhed, til at grunde den paa Hjertets ædleste Følelser, paa Aandens sødeste Erkjendelser, paa Troen, Haabet og Kjærligheden, naaede ingen af Oldtidens Re- ligionsindstiftelser. Christi Religion, som omfatter den reneste Viden om hvad der er Guds Vilje og altsaa Pligt, og som er bygget paa de højeste Sandheder, den menneskelige Fornuft kan naae, fremtræder vel ogsaa iklædt Ceremonier og Beretninger om Gjerninger, der ligge udenfor Menneskets Kræfter, udenfor dettes Fatteevne; men Hvo fatter og føler ikke den skjønne Kjærligheds Sædelære i enhver af disse Fortællinger om vor hellige Lærers Undergjerninger, hvoraf Enhver kun er Udøvelsen af en Dyd, som det staaer i Menneskets Magt at udøve og efterligne. Eller skulde Medliden- hed være sjelden? Og denne Dyd udtaler sig i de fleste af Jesu Undergjerninger. Han ynkedes over Enken, han ynkedes over den Værkbrudne og over Lazarus' Søsters Sorg. Men kunne ikke vi ogsaa besøge den Syge og Lidende, og hjælpe efter Kundskab og Evne, og maaskee udrette Undergjer- ninger i den Lidendes Indre ved vor Trøst? Det tør være svagt med nogle af Disses Tro eller Haab eller Kjærlighed. Nu -- da kan det Mirakel skee, at det forvildede Faar af Hjorden reddes, mens det alt var halvveis paa at falde i Brønden -- at en Føl- else af Salighed opfylder med milde Straaler den kolde For- tvivlelses Hule i Hjertet, og at et blidt Smiil udbreder sig over Synderens Aasyn istedetfor de onde forfærdende Furer. SIDE: 169 Men da Jesu Undergjerninger alle ere Mønstre paa Dyder, ere de skjønne, og altsaa Prydelser i det Tempel, som hans Lære- bygning er. Denne kræver Menneskekjærlighed som det Første, og lærer den derfor i rene Ord, i fortalte Exempler og i udøvede. Men i dette Tempel, hvori vi tilbede, hvori alle gode Christne ere Præster, ere Tro, Haab og Kjærlighed de Offergaver, som afkræves os. Thi af dem skal Templets Støtter igjen underholdes. Thi hvad var Ordet, som ingen sand Menighed agtede, men kun levede hen i det Skrevne? Og hver sand Dydigs Indre er et Billede af det store Tempel: derfor maa Tro, Haab og Kjærlighed ogsaa være de Støtter, hans indre Tempel hvile paa. Det er: Enhver sand Christen troer, at Christi Lære, formedelst sin over- bevisende Sandhed og rene Dydelære, er guddommelig og kraftig til Saliggjørelse; enhver sand Christen haaber, at Han af Guds Naade, naar han vandrer efter Christi Bud og Exempel, vil lønnes med det sande Gode, uden hvilket alle andre Goder snarere ere Byrder: den indre Ro og hisset et saligt Liv. Enhver sand Christen elsker Gud og sin Næste inderligen efter Christi Exempel, saa- ledes at han deler sin Fryd med Andre, ofrer sine Kræfter til Andres sande Vel, deres Oplysning, Forbedring og Tilfredshed, aftørrer den Lidendes Graad og deler hans Kummer. Som Jesus vor Frelser og Mønster lærer i sin Tale hos Joh. 15. 1 -- 14. Og Apostlen Paulus i Rom. 12, 10. "Værer hinanden inderlig hen- givne i broderlig Kjærlighed! forekommer hverandre med Ær- bødighed." Af disse tre Hovedstøtter for et christeligt Sind er Troen og Haabet dettes ejendommelige Kjendemærker; thi Kjærligheden kan findes i ethvert Menneskes Bryst med hvad Tro den end er forenet; og, da en daadfuld Kjærlighed er den eneste ubetingede Pligt, som igjen i sig indbefatter alle Pligter, tør vi ikke, saasandt vi ikke selv af blind Iver ville fornegte Kjærligheden, negte saa- danne en virkelig Plads i de Godes Samfund hernede og de Sa- liges hisset oppe, hvor Troesbekjendelser intet Skille vil gjøre, og hvor Troen vil overgaae i en reen Erkjendelse. Den christelige Tro hæver sig ligesaa høit over Jordens øvrige Troesbekjendelser, som dens Dydelære hæver sig over alle andre Dydelærer, som dens ophøiede Stifter hæver sig over alle andre Religioners Stiftere, baade med Hensyn til Vandel og sit Værk, der ikke, som øvrige menneskelige Værker, er fuldbragt for en SIDE: 170 vis Tidsalder og for visse Mennesker og Strøg af Jorden, men vilde, i sin ophøjede Simpelhed, kunne ledet den dunkleste Old- tids enfoldige Børn, som vore Tiders og alle Tiders oplyste Men- nesker til Ro og Salighed. Thi om Christus kunne vi ikke sige, som vi tilforn sagde om Jordens øvrige store Mænd, som om Moses, og andre Folkeslags end hans, Lovgivere og Religions- stiftere og Sædelærere, og om Jødernes Folkelærere, hvis Viis- dom Folket, ifølge sin Attraa efter en dunkel, men nærmere sandselig, Forening med Gud, kaldte Spaadomme, samt om Digtere og Viismænd, der have blottet nogle Sandheder for Verden, nemlig, at deres Værk vare dristige Fodstier for Mængden igjen- nem den Ørken, som aabner sig imellem Mennesket og det sande Liv, men hvilke tabte sig snart. Nei! den Sti Christus banede for den vildfarende Menneskeslægt, banede han bred og lige og sikker og mærkede den med sine Blodsdraaber, og den taber sig ikke før under de Fredens Palmer vi skimte fjernt i Syns- kredsen i vort Livs aftenrøde Horizont. Ja, vi skylde Christus vor Frelser Tro, Haab og Kjærlighed -- disse Baand hvormed han har omslynget Menneskeheden og knyttet Menneskehjerterne til sit eget, det som endnu lever og røres for Menneskehedens Held, og derigjennem til Alfader i Himlene. Alle Evangelier ere prydede med Steder, som lænke vor Tro til vort Haab og til Kjærligheden; men de Evangelier, til hvis Minde Paaskefesten er helliget og til hvis Betragtning de christne Menigheder indvie sig idag, indeholde Ord, som tale lige højt til vor Tro som til vort Haab og Kjærlighed. Ja, vi troe det, vi fæste vort Haab dertil. Vi troe, at Christus gjenudgik fra Graven, vakt af Gud, som Christus opvakte Lazarus, og vort Haab vil hæve sig høit som de tvende Disciples, der deres Øine oplodes og Sorgen veeg fra deres Hjerter, saasom de gjenkjendte deres Herre og Mester. Vi ville troe og haabe, at vel Tiden gjemmer den Time, da enhver god Christen vil komme nær sin Frelser, da ethvert godt Menneske skal oplyses om dette og andet Mere, og vore Hjerter ville brænde af dette Haab og af Fryd, naar vi oplade Skrifterne og see vort Haab hjemlet med de sikreste Ord, -- ja som de nedbøjede Disciples Hjerter da Frelseren oplod dem Skrifterne paa Vejen. Vi ville troe, at det bør os, som Christus at lide og SIDE: 171 at indgaae dernæst til Herligheden, at et skjønnere Liv hisset, naar vi ved dets Port kunne nævne det christelige Løsen, ud- vikler sig igjennem vore Lidelser her, saa at dette Liv blot er Skyggen af det tilkommende. Amen! JESUS ER MED OS (2den Søndag efter Paaske. Evang. Joh. 10 K. 11 V.) Bøn. Jesus! Du er vor gode Hyrde. Du satte Dit Liv til for os! O maatte vi følge Dig; thi Du vil gjerne være stedse med os -- ja i de mørke Dage som et skinnende Lys, og i de klare som en venlig Haand, der leder os. Da vil aldrig vor Glæde vorde Synd; men en Velsignelse ville vi fornemme over alt vort Gode, saaat det ikke fordærves, men saaat Det, der har et jor- disk Værd, ogsaa faaer et himmelsk, saaat vi fryde os ligesom de Salige. Og i Sorgen og Ulykken som i Glæden skal det be- findes, at Du har kjøbt os til en Ejendom, som du vogter i din Himmel, og ikke lejet os, saaat vi vel en Stund blive hos dig, saalænge det kun lyster os, men saa forlade dig. Nei, hellige Forløser, saaledes er ikke dit Blod rundet! Derfor er ikke dit Kors blevet et helligt Tegn, at vi kun i Angstens Øjeblikke skulle klynge os dertil; men forat vi aldrig skulle forlade det -- forat vi skulle støtte os dertil, naar Verden hænger sine Sorger og Byrder paa os; og forat vi skulle see det som den Hyrdestav Du endnu løfter over Jorden. Derfor ville vi vogte paa dig; thi Du gaaer foran os, og da skulle vore Skridt føre os did hvor du er. Vi ville høre efter din Røst; thi den er ikke forstummet, men taler sin Sandhed høit og klart. Vi ville see efter dit Kors; thi det er ikke nedbøjet, men kneiser imellem de christne Mil- lioner. Vi ville overlade os til din Ledning; thi Du er Lyset og Sandheden og Livet, og vi ville mindes, at Du evindelig er vor gode Hyrde, og at Du lod dit hellige Liv for os. Amen! Der er intet skrækkeligere for den Onde, intet trøsteligere og frydfuldere for den Gode, end den Tanke, at en højere Verden omgiver ham, at noget Højere, om end usynligt dog allesteds- nærværende, vogter paa ham og lader intet af hans Skridt, Intet SIDE: 172 af hvad der rører sig paa hans Hjertes Dyb undgaae sig. Dette er dog saa. Det er saa med Gud. Det er saa med vor for- herligede Frelser. Hvorfor skulle vi glemme dette, at han er over os, at han er med Sine fra Daaben og indtil Verdens Ende? Han er ikke over os forat nedknuge os om vi falde -- ikke med os forat tordne os Bebreidelser i Ørene; men forat hjælpe os, forat blotte os sine Vunder og forat bede os, at lægge Fingrene deri og at troe. Han er med os for at tale venligen med os endog da naar vort eget Hjerte skjælder paa os; og hans venlige Tale tier først da naar vort Hjerte tier med at bebreide og jubler med i Synden. Men hvorfor glemme vi dette, at han er med Os -- Han den Forherligede imellem Aanderne? Er der noget frygteligt i at denne Hellige er hos? -- Han, der kjendte Men- neskenes Svaghed saa vel, der ynkedes over de Forblindede, der bad for sine Fiender medens de gjennemborede ham, der borttog Straffen fra den Overbeviste og sagde: "Hvo som er reen, han kaste den første Steen!" -- Det maa bedrøve ham, at Menneskeheden ikke er kommen videre, ikke har gjort sig bedre Nytte af hans Fortjeneste i saa mange Aar. Men han veed, at den ikke har vidst at gjøre sig bedre Nytte deraf; og naar han seer alle disse Velgjerninger, som dog ere tilflydte Menneske- heden af hans Fortjeneste, og som i Skoler og kjærlige Indret- ninger og fromme Familieliv og formildede Krige, formindsket Vildhed, borgerlig Frihed, Oplysning, Tolerants og al menneskelig Uddannelse ligesom lysende Grene udskyde sig fra hans christne Templer videnover Jorden -- disse hans Palmer hvorunder vi her hvile os -- o! da tynger ham ikke Korset, da smerte ikke Slagene og Dødsvunderne, da er dette en herlig Deel af hans Salighed, da indtager han dette Skue i sin Himmel, da er hans Erindring Sejer og seirende gjentager han: Der skal vorde een Hjord og een Hyrde. Det er virkelig en af de udmærkede Evner, vi maa tillægge de hedenfarne Aander, at de med frigjort Aandeblik fra deres himmelske Høide kunne i Eet overskue deres hele forbifarne Liv med alle dettes Handlinger og disses Følger, ja Tankerne i deres Vraa, de ufødte, men dog avlede, Gjerninger, disse Idrætternes undfangede Fostre. Deri er kun liden Trøst for den Onde, som da først skal see sine Raad opdagede der han er, sine Gjerninger oprullende sig i deres Slangekrogninger, og da først gjøre sig et SIDE: 173 sønderknusende Begreb om deres onde Oprindelse, Strafskyld og ulyksalige lange Følger. Det skal være ham en Plage, at disse Helvedesbedrivter, disse Slanger, han ynglede i sit Hjerte og lod udkrybe i Støvet, nu atter i deres jammerfulde Følger ligesom yngle i Led paa Led en Slangevrimmel, der forfølger ham selv hisset. Det skal være ham en Gru, at Synd ei døer med Støvet, at Skjændsel kan overleve selv jordisk Ære, hvori han maaskee hylledes, at Bevidstheden om Rov og Bedrag kan plage selv der hvor Guld ei gjelder, at Nag ikke standser ved Graven. -- Men i denne udvidede Evne til at overskue sit Liv og sin Virken paa Jorden, som Vi med Grund kunne tillægge Aanden, er der Trøst og herlig Opløftelse og Salighed for den Gode, som da med hen- rykkende Forundring seer, hvorledes han dernede i Støvhjertets Snevre kunde føle og ville som han tør nu vedkjende sig i sin Himmel at ville, og for den Retfærdige, som seer sine Veje ud- bredte saaledes, som han vandrede den trange Sti vigende ikke af tilhøire eller tilvenstre -- og for den Høimodige, som undrer sig over, at det Offer, han nu anseer ringe, den Kamp, der er forsvunden, disse Sukke, han ikke hører længer, have hensat ham midt i saa rige Salighedsfrugter, at den Strid, Høimodig- hedsofferet har kostet ham, har efterladt saa sød en Klang i hans Minde, at et underkuet Ønske, et Forsonings-Haandtag, en liden Opofrelse har kunnet udstrøe slige Velsignelser paa Jorden i et forbedret Fiendehjerte maaskee, i en ved en Opofrelse af Ret gjenreist Families Lykke, og at disse Ædelhjertets smaa Træk kunne tegne ham hans Himmel saa skjøn. Men nu den Bedste, den Retfærdigste, den Høimodigste, den Ædleste -- Han der drog omkring og gjorde vel -- Han der sagde "Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd?" Han der turde sige: "Jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde mod Eder, skulle og I gjøre!" -- Han, der foragtede jor- disk Ære og Lykke mod den himmelske -- Han, der velsignede dem, som bandede ham, bad for dem, der hadede og forfulgte og piinte og dræbte ham -- Han, der leed Alt dette i sine fagre Aar og Alt for Sandhedens og Menneskenes Frelses Skyld -- hvilket Liv, hvilken Velsignelse af sit Liv har ikke Han fra sin Herlighed at anskue? og hvorledes skulle Vi ikke sige, at han da er med Os efter sit Udsagn: jeg er med Eder indtil Verdens Ende? SIDE: 174 Hellige Christus! forherligede Forløser! Du er med Os. Din Hjord har ikke menneskelige Hyrder alene, men en himmelsk. Du er hos Os, skjøndt Du boer hos "Din og vor Fader!" Du er hos Os som Han -- kraftig skjøndt usynlig, skjøndt nærværende der hvor Aanderne dømmes. Vi ville ikke give Slip paa denne Tro. Den er os for dyrebar, og Fornuften skal i sin prøvende Strenghed ikke dadle vort Hjertes enfoldige, men kostelige, Tro, at Christus den Forherligede er med os. Har du ikke, o Jesus! Deel i alt hvad Godt der udspringer af vor Christendom? Der tør Ingen sige: sæt mig i en Ørken, mellem Vilde, mellem Afgudsdyrkere, og jeg skulde dog kjende denne eneste sande Gud og vide at gjøre hans Vilje, jeg skulde dog kjende og øve Budet at tilgive, at nøjes, at være et godt Barn, en god Fader, at opdrage mine Børn, at ære Plig- terne og det Hellige. Visselig Den, der sagde saa -- han kjendte ikke Menneskene saaledes som de ere overladte til sig selv, under Lidenskabernes, ikke Guds Viljes og Fornuftens og Lovens, Herre- dømme; og han kjendte heller ikke Menneskene saaledes som de kunne blive og tildels ere blevne under Christendommens milde Veiledning, under Christi milde Hyrdestav -- den med Korset paa. Saaledes som det er, som vi leve i Fred, i Kjærlighed, under Forbedringer og Oplysning og Frihed -- som de Christne ud- mærke sig ved aandige og sædelige Fortrin fremfor de andre Troesbekjendere -- er det altfor klart til at kunne benegtes, at Christus er med os og med Sine. Lovgiveren lever i Aartusinder i sine Love. Christus lever i sin Lov, i sin Lære, i alle de For- bedringer, som udspirede og udspire deraf. Han seer sine Gjer- ninger og deres Velsignelser og sine Bekjendere. Han er hos dem, hos de Trofaste, saamange der leve saamange der døe indtil Verdens Ende, og der skal blive een Hjord og een Hyrde. Men Den, som ikke erkjender og troer denne Christi Nær- værelse, denne Hyrdetroskab -- han fraskille sig da, og vanke om paa sine ensomme vildsomme Høje! -- han nærme sig ikke Christus, naar han aabenbarer sig i en for det troende og ang- rende Hjerte næsten synlig, men altid til det Inderste følelig, Nærhed, i himmelsk Høihed og Kjærlighed i sit hellige Naades- maaltid! -- Han bære sit betyngede Hjerte om med sig alene! han prøve sine egne Kræfter! han søge en anden Haand end SIDE: 175 den Himlens Velsignedes, som er givet Magt over Levende og Døde til at afvælte Byrden! Ensom skal han vandre om. Det christne Tempel skal ikke være ham noget Brødrenes hellige Samlingssted, hvor de afvælte Dagenes Byrder. Hans Sorger skulle ikke lettes; Hans Glæder ikke deles. Fremmed skal han være i Kirken og i Verden, der har knyttet sig til denne. Han forlanger jo at være alene? Christus, der er hos Mennesket, naar Verden og Alt dens forlader det, maa jo ikke være med ham? Ulykkelige Menneske! mon du ikke engang skal føle Trangen til Hans hjælpendes Nærhed, naar Syndebyrden er voxet dig ret tung paa Hjertet? mon du ikke røres af en Smerte, naar du vandrer forbi det christne Tempel og hører den fromme Sang der og seer Menneskene at udvandre derfra med et skinnende Haab i sine Aasyn, eller naar du maaskee selv der tilfældigviis hører Christus tale endnu igjennem sin Tjener som i hine Dage: "kommer til mig Alle I, som syge og sorgfulde ere; jeg skal give eder Lise!" -- Ak -- du kan vel kvæle det for en Tid, men det skal dog opstaae i din Sjel dette Spørgsmaal: er ikke dette sagt som til mig Selv? thi er jeg dog ikke syg og sorgfuld? Men da -- overvei da dette Spørgsmaal med Alvor, hvorledes det ret er med dig, og besvar det med Sanddruhed; thi da er det Christus -- han som du forstødte -- Christus selv, som kalder dig, det forvildede Faar, tilbage i Hjorden. Men det er ikke disse Haardnakkede alene, som synde imod Christi Hyrdetroskab. Ogsaa den Letsindige, der kun i Nødens og Angestens Stund inderlig anraaber hans Nærværelse, og kun da søger Trøst i hans Religion, der har nok deraf for Alle, for- synder sig derimod. Christus lod sit Liv for Sine. Men Disse skulle ikke engang lade en liden Vinding, en fornøjelig Stund for Christi Skyld, omendskjøndt den, naar Christus og vort Højere har Krav derpaa, og den dog ikke gives, bliver Synd. Men saa- snart deres Himmel mørknes, ja da speide de med Taarer, om de ikke kunne see Frelserkorset etsteds i dens Skyer, da søge de Ham i hans Tempel og opbygge i deres Hjerter smukke Templer for ham af herlige Ord, men Ord der ligne Sandet i Flugten -- da søge de Kristi hellige Nærhed i Naadesmaaltidet, og sige: "dette kunde ikke Mennesket undvære, denne nøjere Forbindelse med Gud og Christus end Mennesket selv kunde give sig den -- o nu er min Sjel reen og let som Fuglen, der SIDE: 176 svinger sig fra Badet mod Himlens Blaa!" Nei, disse Menneskers Sjel er heller liig de Dyr, der kun en kort Tid kunne holde sig oppe af Dyndet og som endnu medens Solen skinner varmt ile at rode sig ned i det gamle Leje. Thi visseligen Christi hellige Nærværelse staaer mange Mennesker ikke mere levende for Sindet end, at de Dagen efter Nadveren, Dagen efter at hans Naadestraale faldt ogsaa paa dem, da den afløste Syndeskorpen fra de oprigtige Hjerter, ile at nedrode sig i de gamle Synder. Disse lønne isandhed Jesu Hyrdetroskab med Lejesvendetroløs- hed. De ere som disse dovne og slette Lejesvende, der vel klynke efter Arbeide, naar Nøden driver dem, men som ikke ville røre sig naar Bondens Ager skal ryddes eller hans Grøde maa i Hus; og due disse lidet, da due de Arbeidere i Herrens Viingaard, som ligne dem, endnu mindre der hvor saamegen Ufortrødenhed er nødvendig, ja hvor det kan være Pligt at lade sit Liv for at Herrens Gjerning kan fuldkommes, alt efter som Christus gjorde det. Men fatter Mennesket ret levende Troen paa at Christus er med ham og hos ham, ligesom han er med alle Sine, med sin hele Hjord: da skal han vel faae Kraft hertil, til at vandre et møisommeligt Liv forat naae Himmelen, til at være ufortrøden midti Hindringerne, til at hedde Løgner for Sandhedens Skyld, til at pines for sin Kjærligheds Skyld, til at døe forsmædeligen for det evige Livs Skyld, til at udrykke Hadets Torne af sit Hjerte for Livsens Krones Skyld, til at vandre Christi blodige Fodspor for det himmelske Æressædes Skyld hvortil de føre. Hvortil da mismodig Klage, naar der er En over og hos os, som tilsynger os Sejer og Begyndelsen til den Glæde, som de Salige høre og see og føle? Hvortil svage Menneskers Bifald og Vidende om vort Christsind og Christdaad, naar vi have saa ypperligt Vidne hos os som Han, der "kjender sine Faar og kjendes af Sine?" O! glemmer ikke dette, at Han er eders Vidne, men et sanddru, og ikke bestukken af et: "Herre! Herre!" Glemmer det ikke fra hvergang I ved Naadesbordet ere i hans høitideligste Nærhed og til den anden Gang, og fra hvergang I see dette hans Alter og høre hans Ord og til den anden Gang. Thi Han er visselig hos Eder alle Dage og indtil Verdens Ende. Gjører ham til en kjær og daglig Gjæst i eders Huse, hvor hans Ord ligger opslaaet, saa han jevnlig taler til Eder og hvorfra hans Veje udgaae! Helliger SIDE: 177 ham en Deel af eders Glæde! Meddeler ham eders Sorg; og han skal tage den hele ligesom den ømme Hyrde bærer det saarede Faar! Lærer at kjende dem, der ere som eder imellem Menne- skene, og slutter eder da sammen i Kjærlighed og christelig Sam- virken i een Hjord under den ene Hyrde, som ikke forlader eder! Lader eders Familier, Børn, Tyende, Alle under eders Tag være som een Hjord, af een Gudsfrygt, een Kjærlighed, een Vilje til Alles Bedste, som Christi liden Vennekreds, somom han selv sad der i Høgsæte og gik omkring og velsignede Alt! Siger om Julen, naar den længste Nat er over: "en ny Sol er født til at stige høit paa Himlen -- ogsaa mig er en Frelser født, og nu et nyt Aar der skal vorde mig og mine til Frelse, til Væxt i det Gode og i Lykke." Siger om Paasken, i Aarstiden naar Jorden synes i de fossende Strømme, i de opløste Bækker at kjæmpe og lide forat afkaste Vinterens Aag -- siger da: "ogsaa for mig har Frelseren lidt, ogsaa mig bør det at kjæmpe og lide forat afkaste Syndens Aag, om jeg skal naae nogen Lykkesvaar med rolige Dage og nogen Salighedssommer under Naadens Sol." Siger om Pintsen, naar Træerne løfte sig med frisk skin- nende Krone i Luften og Blomsterne stige af Mulden: "ja Christus lagdes i Mulden og er opstanden og himmelfaren, ogsaa jeg skal opstaae og stige mod Himlen, som Han, som Naturen her omkring mig!" Og siger hver Dag: "se hver Dag helligede Jesus til Lære og god Gjerning -- saa være og mine! Hans Ord er hos mig og hans Mønster for mine Øine og hans Fodtrin tegnede og han taler i Templet og er hos Sine -- hvi da ikke hans Ord, hans evige Selv, og disse Ords Sjel hans Vilje i min Vilje, hans gode Hjerte i mit Hjerte? -- da skulde jo Han være mig nær som jeg er mig Selv nær? -- den Velsig- nelse han fik af sin og Alles Fader over mit Huus, paa mit Ho- ved?" Ja Christen! da skulde du sige, naar du atter stod ved hin mørke, længste Nat: "Jesus Christus den Forherligede var med mig det hele Aar -- Han forlod mig ikke i dets Glæde, ikke i dets Sorg -- Han værnede mig naar Verdens Ulve tru- ede -- Han var mig en trofast Hyrde, og jeg fulgte ham, og Vi skulle følges sammen alle Dage indtil Verdens Ende! Amen!" SIDE: 178 OMSORG FOR SUNDHEDEN (3die Søndag efter Paaske. Evang. Johan. 16 K. 16 V.) Bøn. Livets Ophav! Dødens Herre! maatte Du forskaane vort Samfund for ødelæggende Landfarsoter, om end Sygdomme maae ramme den Enkelte! Og maatte Menneskene tilbørligen skatte dette Livs Værd baade for sig Selv og for de Tider, som grye bag Graven, agte Sundheden som dette Livs dyrebareste Kleno- dium, og vogte derom, saaat de ikke letsindigen eller ved Umaa- delighed og andre Sundheden skadelige Feil og Laster sønder- bryde eller indbringe Raadenhed i denne Stav, som ikke alene opretholder Legemet paa den jordiske Vandring, men ogsaa Aanden! Amen! Tiden vel af lette Stunder, smeltede ihop, bestaaer, og af flyvende Sekunder kjæde sig de lange Aar. Dog paa Sjelens svage Hytte, hviler Stunden ofte tungt. Det kan ikke dig beskytte, Hjerte, at du er saa ungt. Sjel i Hytte! Timen klinger. Har du først det hvide Skjæg, for hver Timeklang der springer Nagle i din tynde Væg. Derfor vær beredt at see den styrte sammen i sit Leer. Bedre Huus i Evigheden faar du, hvor ei flyttes meer. Der vi see igjen hverandre -- flyer I rappe Stunder da! -- Dødens Time, som de andre, høre vort Haleluja! En liden Stund er Livet; det hele Liv er en liden Stund; Livet er kun en sammenløbende Kjæde af Øjeblik, flygtige, hvad enten de hensvinde med et Smiil eller et Suk, flygtigt som Øjeblikket selv. Dog ere disse Øjeblik vigtige og virksomme. De udsaae for Evigheden. Og om end Livet er saa kort, at vi med en eneste Tanke kunne omfatte de henflydte Aar, ligesom vi med et eneste Blik fra en bestegen Høide overskue den hele milelange Slette, vi med Møje og Sved igjennemvandrede: saa kan der dog i disse SIDE: 179 Aarrækker findes Øjeblik, som have indhugget sig i Flugten i vor Erindring og sidde der til Sorg eller Glæde evindeligen. Ja af den Vigtighed kunne disse forbilynende Øjeblik være. Den syndfulde Tanke, som opfylder lange Aar med den bittreste Erindring, fødes i et Øjeblik. Det dydige Forsæt, som udspreder sine Virkninger imod Evigheden og gjennem denne, fødes i et Øjeblik; og den gode eller onde Handling skeer enten i eet eller faa ilsomme, vigtige Øjeblik. Den menneskelige Sjel, intet Øje- blik sig selv liig, er i en bestandig Fremgang til eller Til- bagegang fra sin Bestemmelse, og fortrives dog bestandig med Øjeblikkene, med den store Tidens Strøms utallige Smaabølger og Draaber imod det store ubekjendte Hav, der skyller op imod Gravens anden Side. Om en liden Stund see vi ikke den gode Sjel, men atter om en liden Stund see vi den i sin Glands som en stolt Seiler at styre imod sit Maal -- ak, stolt Seiler, siger jeg -- nei Menne- skesjelen, fortdreven i sit Legeme med Tiden, maa heller ligne en Mand i den skrøbelige Baad paa det uhyre Hav, sættende over til en fremmed Strand, der kun utydelig viser sig i Syns- kredsen -- og se, snart er Baaden afsyne imellem Bølgerne, snart sees den, snart sees den at nærme sig i rigtig Fart, snart at styre paa kryds og tværs i modsatte Retninger. Dog være det langtfra os at sige, at Mennesket paa denne Fart er ganske og alene overladt til sig selv eller til sin skrøbe- lige Baad. Derfor har Gud sørget. Thi over den Kyst, hvor han skal lande kimer Forjettelsernes Gry, og Haabets Stjerne viser baade Vejen og nedstraaler fornyet Kraft og Mod, og fremfor Alt har han et Kompas i Religionen, der baade viser hvor han skal hen og hvor Vejen gaaer, og i det Tidens Hav, han gjen- nemskjærer, gaae vel de mødende Tilfælders, Hændelsernes, Prøvelsernes, Tilskikkelsernes snart ledende, snart stridige Strømme; men Forstanden og Erfarenheden staae tilroers. See vi derfor et saaledes udrustet Menneske, da kunne vi være for- vissede om, at han lykkeligen skal anlande ved Maalet, at selv ikke de brusende Aar skulle bortslaae ham. Men altsom han nærmer sig, stilnes Bølgerne og de salige Strande fremhæve sig tydeligen; og i den dydige Gamles Fredssmykke, de hvide Lokker, see vi den lykkelige Farmand, saasnart han faaer Øie paa Landet, at sætte skinnende Seil til og endelig at lande. SIDE: 180 Men med alt dette, maa vi dog tilstaae, at det Fartøi, Aanden maa betjene sig af paa denne Fart til de bedre Lande, er skrø- beligt nok. Dette er Legemet, og dettes Skrøbelighed kjende vi jo alle. Ere vi end overbeviste om, at, hvadenten vi seile længe eller kort, naar vi blot holde den rette Vei og Streg, om vi op- sluges tidlig af Dødsbølgen, om vor sidste Time slaaer i de glade, rødmende Dage eller i de mørke og bøjede Alderdommens, saa holder dog den algode Fader i sine Arme under og opfanger os og fører os til Hjemmet under en Sol, der ikke speiler sig i Taarer eller gaaer ned bag Grave -- ere vi end overbeviste herom: saa skilles vi dog ikke med Behag fra dette Liv, hvis Glæder vi ikke kunne glemme, mens dets overstandne Lidelser selv forekomme os som et Slags Glæder eller i det mindste som Minder, vi gjenkalde os ofte med en Slags Stolthed forenet med Taknemlighed mod Gud, ja hvis nærværende Byrder ere blevne os kjære ved Pligterkjendelsen, Nødvendigheden og Vanen. Til denne Kjærlighed til Livet, som er os indpodet af den Alvise, saasom Livet er os vigtigt, og som hos den sunde og rørige Gamle er i Virksomhed indtil den højeste Alder, behøves ingen Opmuntringstale. Den er os for naturlig og et stort Gode; men jeg vil støtte mine Ord til det Medhold denne stærke Følelse vil give dem, idet jeg vil anprise Omhyggelighed for vort Livs Sundhed og Vedligeholdelsen, som et vigtigt Middel baade for vort jordiske og himmelske Velvære. Vort jordiske Liv er os jo nemlig givet, forat vor Sjel her paa Jorden skal uddannes og modnes til et højere Liv? Som et saa vigtigt Gode bør altsaa dette Liv bevares og anvendes. Daarligt vilde det være, om vi af Jesu egen og flere Blodvidners Bered- villighed til at gaae i Døden vilde slutte til nogen retfærdiggjort Ringeagt for dette Liv. Thi det bliver alligevel en Sandhed, at Liv og Helbred da bør opoffres, naar de højere Pligter, for hvis Skyld dette Liv er os givet, fordre denne Opoffrelse. Skulle vi være omhyggelige for vort Liv og vor Helbred, og er det en Pligt at agte disse Algodhedens dyrebare Gaver, uden hvilke vi jo ikke kunne tænke os eller nogen Lykke: saa bliver det vel en Hovedpligt, ikke med Forsæt at gjøre Ende paa sit Liv eller paa sin Helbred. Det Første gjør den aabenbare Selv- morder; det Andet den fine, uegentlige eller langsomme Selv- morder ved Liderlighed, Umaadelighed, Uforsigtighed, Letsind og SIDE: 181 Ureenlighed. At slig en Synd maa stride imod Guds Vilje og altsaa mod Menneskets Pligter, det see vi l) af hiin stærke Lyst til at leve, som Gud har nedlagt i alle levende Væsner og i alle sundtfølende og tænkende Mennesker, hvorved han noksom har tilkjendegivet sin Vilje, at vi skulle bevare vort Liv disse faae Stunder, i hvilke vi sees herneden for snarlig nok at for- svinde. Og 2) røber det en utilbørlig Mistillid til Forsynet, at man ikke vil udholde Livets Plager og Byrder, endskjøndt de sendes os i den viseste Hensigt og have de gavnligste Virkninger, naar de bæres med Taalmod. 3) Strider det mod Kjærlighed til vore Medmennesker, at man vil forkorte sit Liv; thi vort Liv bør anvendes ikke blot til Gavn for os Selv, men ogsaa for Andre; og derfor er Selvmord i højere Grad en pligtstridig Handling for Den, hvis Pligt det er at forsørge Andre. Og endelig 4) skulle vi leve forat opfylde vore Pligter her paa Jorden efter Guds Vilje. Den, der altsaa vil opfylde sin Pligt, han vil ogsaa leve; men Enhver bør ville opfylde sin Pligt -- altsaa bør Enhver ogsaa ville leve. Hvo som altsaa ikke vil leve saalænge Gud vil, han vil ikke opfylde sin Pligt. Salomon siger: "Den, som har et Hjerte, elsker sit Liv; han bevarer sin Forstand for at see Godt." Og Paulus siger: "Ingen af os lever ved sig selv, og Ingen døer ved sig selv; thi baade dersom vi leve, leve vi ved Herren; og dersom vi døe, døe vi ved Herren; derfor enten vi leve eller vi døe, ere vi Herrens." Men ikke nok, at vi skulle langtfra ligefrem skade eller til- intetgjøre det Liv, vi her have -- Vi skulde paa ingen Maade skade det, men bevare det som en kostelig Gave og anvende det efter Skaberens Hensigter. Det er da vor Pligt, at sørge for, at vort Legeme kan være saa brugbart et Redskab som muligt for vor Sjel, saaat Sjelens fri Virksomhed ikke skal hindres ved Legemets Svaghed eller Uduelighed. At dette er Tilfælde, lærer os Erfaringen, og at Jor- dens Herligste er en sund Sjel i et sundt Legeme, det er en Sandhed. Derfor bør vi 1) Vogte os for det, som er skadeligt for Sundheden; -- 2) stræbe at afhjælpe Sygdomme ved tjenlige Midler; -- 3) bør vi uddanne og hærde vort Legeme, saaat det bliver dygtigt til at forrette Arbeide og stærkt til at udholde SIDE: 182 Besværligheder -- kort til at opfylde vort Kald; -- og 4) sørge for Legemets ydre Anstand. "Sundhed og Helbred -- siger Sirach -- er bedre end alt Guld, og et stærk Legeme end meget Gods" -- og denne Sand- hed erkjende vi klarest, naar vi vaande os paa Sygelejet, eller gaae omkring i Overflødigheden uden at Noget er os tilpas. Med Hensyn til det 1ste, da er det især Maadelighed, som maa anprises -- denne Sundhedens Vogterske og Sygdommens Læge. Det er den Dyd, at vi beherske vor medfødte Drift til at tage Næring til os og til Fornøjelser. Ville vi blive friske, nyde og forlænge de vingede Stunder og lade os see i dem veltil- fredse, da maae vi kun tage saamegen og saadan Næring, som er fornøden og tjenlig til at styrke Legemets Kræfter og til at forfriske Sindet. Ellers ere vi umaadelige og have den Fejl, som graver de fleste Grave og svækker Sjelen, idet den nedbryder dens Legeme, og som misbruger og spilder Guds Gaver til Skade for sig og Andre og trælbinder Sjelen under lave Lyster, der lade sin Slave falde fra Last til Last, ofte forstyrrende den i Bund og Grund. Jesus siger: "vogter Eder, at eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab!" -- og Apostelen siger: "hvad enten I æde eller drikke, eller hvad I gjøre, da gjører alt til Guds Ære!" Med Hensyn til de andre Pligter, da er det Kjendskab til vort eget Legeme og visse Helbredsmidler, Agtelse og Tiltro til Lægen, Legemsøvelser fra Barndommen af, en ikke forkjelet, men ikke heller uforsigtig, Opdragelse og Levemaade, Arbeidsomhed, Reen- lighed og Anstændighed, som lære os dem. Følge vi dette, da skulde ikke vore Stunder blive saa faa, i hvilke vi see hinanden herneden, og ikke heller skulle de hen- slæbe sig med den Værkbrudnes langsomme Smerte -- da skulde vi see Jorden bedækket med flere sunde Børn, stærke og raske Mænd og Kvinder og livsrørige Gamle; og mange Onder, som nu vandre om i Skrækkens og Sorgens Billeder, skulde hen- svinde med den flygtige Tid. Efter et velført og langt og glad Liv skulde Hengangen skee til Faderen, og den lille Stund, i hvilken Mennesket ikke saae ham, skulde indskrænkes til Døds- øjeblikkets korte Blund. Da skulde "megen Græden og Hylen" forsvinde, og mange Flere i Verden "glæde sig", og megen "Be- drøvelse omvendes til Glæde". SIDE: 183 Men disse Beklagelsesværdige, hvis sygelige og nedbrudte Helse er enten en Vuggegave af Alstyreren eller en uforudseelig Til- skikkelse, som han har behaget at give dem -- Disse skulle vide, at deslige Onder ofte kunne vække eller styrke Menneskenes Sjelekræfter, idet Sjelen vænnes til at virke med færre Midler og til at undvære og til at beherske sit Legeme. Disse skulle vide, at de flygtige Stunder medføre ogsaa mange høje Glæder, som de kunne nyde, og at ialfald den Stund er liden, hvori Glæde eller Lidelser skulle sees -- og at det snarligen stunder til en Forløsningens Time, da det nedbøjede og usle Legeme i Graven, paa Dørtærskelen foran sin himmelske Faders Huus, skal føde en Sjel, hvis Arvedeel er Herlighed og hvis Bopæl skal vorde Salighed -- da der "for den Glædes Skyld ikke mere skal tænkes paa den Nød", og da den forudgangne Frelser atter skal sees, ja "gjensee dem, som havde Bedrøvelse, saaat deres Hjerter skulle glæde sig i en Glæde, som Ingen dem skal fratage!" Da skulle vi som Jesus "træde i vort Skib" -- og dette Skib skulle de sidste Bræder være -- og Englevinger skulle udspænde sig som Seil, og Haabets Anker skal den Snekke bære, og Kjær- lighedens Blommer skulle omkrandse Stavnen -- og vi skulle fare over det lille Dyb, vi saa ofte daarligen grue for -- og vi skulle komme til vor Stad -- til den hvor Faderens Huus med de mange Værelser ligger i. Men der skal ingen Værkbruden møde os paa sin Seng; men Engle skulle vi see hvilende i Udødelighed paa sine Himles Høje; og det Legeme, vi engang elskede saa i Støvet, skal synes os der det ligger som usle og værkbrudne Lemmer. Og det skal forekomme os somom disse pludselig reiste sig i Kraftens Fylde, da der i Dødsstunden tilsagdes os af en kjendt Stemme "vær frimodig Søn! dine Synder ere dig forladte!" Og der, der hvor Ingen bespotter eller tænker Ondt i sit Hjerte, der skulle vi dog erkjende det som en større Velgjerning, som et herligere Under af Barmhjertigheden, at der siges "dine Synder ere dig forladte", end det Under af Livets algode Ophav, at han giver nye Kræfter og siger til Den, der lægger de trætte Lemmer i Graven: stat op og vandre -- og vandre videre gjennem Him- lene. Da skulle vi vide, at Menneskets Søn havde Magt paa Jorden at forlade Synder -- da skulle vi være opstandne og gangne hjem til vort Huus. -- Da skulle vi beundrende prise Gud, som har givet Mennesket en saadan Magt, at det baade SIDE: 184 som oftest kan vogte sit Liv i denne Verden, som dog er For- krænkelighedens, og ganske vist vogte sig forat fordærve sit Liv i den anden, i Herlighedens -- Hvor ingen Smerte meer os naaer, hvor ikke Brud og Meen og Saar det Legeme, som Aanden faaer, kan skjænde eller skade. Hvor i Alkjærlighedens Smiil den unge Engel, lys og mild, sit Legeme af himmelsk Ild evindelig kan bade! Amen! FRIHED (Christi Himmelfartsdag. Evang. Mark. 16 K. 14 V.) Bøn. Hellige Fader! Du har nedlagt i vor Sjel baade Hang til Frihed og Evne til værdigen at bruge og nyde den. Ja Du indpodede dette i Aandernes Væsens Grund, nedlagde disse Gløder i de lavere Skabningers Blod, og lod Friheden afbilde sig i alle Elementerne. Den er den Vinge, hvorpaa Skabningerne hæve sig. Med den er det Aanderne stige fra Støvet op i Him- len og igjennem Himlene. Men Disse trænge til din Leden, at Frihedshanget ikke bliver dem til Fordærv. Disse er det, hvis Evner kræve fornuftig Frihed. Disse er det, hvem Sandheden skal gjøre fri, og hvem Sædelighed og Frihed ere eet. Takket være Du da, Alkjærlige, for saa herlig en Gave, forat du ikke alene indplantede Drivten til, og forherligede vort Væsen med Evne til Frihed, men endog ydermere bøjede og ledede den til det Gode, og har i dine Bud og i Christi Sædelære givet os, dine ringe Skabninger, den samme Grundlov, som og gjælder for dine Højere hisset i de fuldkomnere Samfund! Amen! Mellem denne Tids Dage, enten ikke længe før eller efter Himmelfartsfesten, er vort Folks Frihedsfest, den glædelige 17de Mai. Vi have faaet mindst af dens Ære og Gaver, dog er den og- SIDE: 185 saa for Os den glædelige 17de Mai. Den Fattigste er dog Fri. Faaer han en flink Søn, og det lykkes Denne at komme frem i sin Ungdom til høiere Dannelse, da kan hans Søn gjerne blive Kon- gens Raad. Der er intet ivejen fra Fødselens Side. Men i alle Lande er det ikke saa. Lovene ere hos Os ogsaa lige for Alle. De vilde strække sine Jernklør ud og pille Overmodet af Den, der turde enten lægge Haand paa eller paa anden Maade krænke sin ringere Landsmand. Derfor fryde ogsaa Vi os paa Frihedsdagen. Vore Øine ere ikke lukte for Guds særegne Miskundhed mod Folket, da han lod de mest truende Omstændigheder opløse sig i Fred og Fri- hed. Ogsaa Vi forstaae og føle, at den 17de Mai er den vel- signelsesrigeste Dag, Gud har ladet lyse over Norriges Fjelde; og derfor vide vi, at den først og fremst bør feires med Tak til Gud. Ja Vi vide mere: Vi vide, at Gudsfrygt maa være ethvert Riges første Grundlov, om det skal bestaae. Vi vide, at af den ud- gaaer nemlig den sande Fædrelandskjærlighed, der takker Gud for Frihedens Vuggegave, ærer Lovene og deres første Vogter Kongen. Hvad personlige Fordele og Bekvemmeligheder er der for den Fædrelandskjærlige, som han ikke skulde yde Fædrelandet, om det krævede dem? Han gjør det saa glad som Bonden nedgraver sit sidste Korn i Furen. Man Fædrelandet skylder Blommen af sin Kraft og Lydighed til Loven og Hjælpen til de Arme. Alverden skyldes hele Kjærlighedens Varme. Hvo glemmer disse Pligter, sin Borgerret har tabt. "Reis" -- siger Fædrelandet til Manden i den varme Stue -- "reis for mig det Par hundrede Mile i denne Kulde gjennem de uvejede Skove og over de milebrede Aaser; men uvist om jeg kan gjengjelde dig." Og den Fædrelandskjærlige, Patrioten, reiser. "Op! kjæmp! dø!" siger Fædrelandet. "Jeg er i Fare!" Og Patrioten trykker sin Viv og sine Børn til sit Hjerte og gaaer. Han sukker over Krigens Onde, over at et eneste herskesygt fremmed Menneske -- thi fra Herskerne, ikke fra Folkene, kom- mer al Krig -- skal afstedkomme saamegen Ulykke; men han tager Riflen eller Bilen fra Væggen og gaaer. SIDE: 186 Og slige Patrioter kunne vel Vi være med, Vi med de stærke Arme! Lader os da have Deel i Frihedens Glæder. Vi skulle stræbe efter at blive værdige til dens Goder, om det end vil briste paa Formuen til at erhverve alle Borgerens Rettigheder. Nor vil jeg Armen skjænke, ja Barm og Hærde med; men Vettet vil jeg øge og dyrke ved at tænke. Thi Fædrenelandsvennen søger at gjøre sit Land Gavn og Ære ved at uddanne sine Anlæg og ved Dygtighed i sit Kald. Han søger at lære at kjende sit Lands ham vedkommende Love og sine Rettigheder, og han holder sig inden dem. Thi Frihed er ei Hadet mod hver en lovlig Magt, ei mod hvert gavnligt Baand en tøileløs Foragt; men Retten til at handle, og at man handle tør just som man ville bør. Og se, den Frihed, Jordens Herre knæler for, den Himlens egne Datter, den Aandernes Gudinde, den Dronning paa en Jord, for Loven bøjer Knæ, som var hun dens Slavinde. Lydig under Loven, gjør Fædrenelandsvennen sig selv og sit Huus en Lov, idet han ikke tillader sit fattige Fædreneland at forarmes og beskjæmmes ved Dovenskab, Ødselhed, Udsvævelser og udenlandsk forfængeligt Flitter. Han søger at pryde sit Fædreneland med veldyrkede Agre, velopdragne Børn. Han er arbeidsom og tarvelig, og han lærer sine Sønner og Døttre at være det Samme, saaat de ikke skamme sig for at bære det Tøi tilskue, som deres egen Rok har spundet. Han er godgjørende, enig, fast til det Gode, forsonlig, sandhedskjærlig, redelig, ret- færdig i Alt, aaben og kjæk som den gode Samvittighed. O! Landsmænd, findes disse Dyder i vort Land, da kalder det ikke fattigt. Og Landet synes skabt til at de kunne trives her; men ikke synes det skabt til at nære Troløshed, Trættesyge, Ødselhed, og den fortærende Forfængelighed, ikke til at være Daarers eller Nidingers Amme. Findes hine Dyder i Borgernes Hjerter, da mangler Landet ikke Kraft; thi Frugterne af hine Dyder, af Gudsfrygten, kunne ikke udeblive hverken i de enkelte Familier eller den hele store Statens Familie; men de maae ud- spire med Velsignelse, da Landets Frihed fremhjælper dem. Og SIDE: 187 da vil jo Enhver indsee med hvad Ret han skylder sit Fædrene- land Kjærlighed; da ville Alle være enige i at forsvare det fælles Gode; da har det Styrke; da vil Enhver gjerne lade Alt for det Samfund, hvor da Retfærdighed er paa Domstolene, Sandhed i Templerne, Redelighed og Oplysning om Arnerne, og Kjærlighed og Enighed over det Hele. Og da er Samlivet saa lyksaligt, som Friheden kan og bør og hensigter til at gjøre det. Men det have vi ogsaa hørt, at Friheden snarere er en for- tærende Ild end et Solskin, der mildt trænger ind i alle Huse, overflyder alle Dale, iklæder Landet ligesom med en Hæderens Straaledragt. I Daarers og Niddingers Hænder kan det uskyldige Brudelys blive til en Mordbrænderfakkel. Men slige Løgne have saa store Slangehoveder, at de ville gabe over og sluge al Verdenshisto- rien, men ogsaa saa store, at vi kunne faae Foden paa dem og knuse dem. Imidlertid -- om Guds Sag maae vi ikke mistrøstes. Disse Syner, disse Historiens og Erfaringens Taler maa ikke forskrække os, saaat vi blændes og troe Intet vundet for hele Menneske- heden eller at det Godes Fremstræben kun er en Bølgegang, hvori det vel hæver sig under Nationernes Jubel; men fluxen synker tilbage. Tvertom dets Fremgang er ustandselig. De vare kun Midlerne af Støv, der hengjemtes i Herligheden, som hæderligen brugte Vaa- ben. Profeterne, Sandhedens og Folkefrihedens Forkjæmpere hos Jøderne, dræbtes; men Hundrede af Aar efter, da deres Advar- sler opfyldtes, bævede Folket for deres Sandheder og samlede med bitter Graad deres Levninger. Christus korsfæstedes; men neppe lukkedes han milde Øje, før hans Mordere sloge sig for deres Bryst; erindrede sig hans Lærdomme, hans Kjærlighed og Dydslevnet, og selv Hedningerne udbrøde: visselig han var en Guds Sending, en Lærer, Guddommen liig! -- Stefanus stenedes; men neppe taug Steenhvirvlens Hvinen, før Angrens begyndte i Sauli Hjerte og før Morderskaren eftertænkte, som vendte til- bage til Staden. Ja ogsaa i vore Tider føres en Kamp for Sandhed og Frihed, som vidner om at -- ikke som i Oldtiden, da kun enkelt Mand førte den imod hele Folk og Christus imod en Menneskehed -- at den nu er mere udbredt, at Flere føre den, at det ikke er SIDE: 188 sjeldent at det Gode nu seirer, idetmindste forsaavidt at den store Hobs Stemme ikke opløfter sig imod det Rette og Sande og, at Dettes Erkjendelse er saa udbredt, at dets Fiender ofte kun tør murre iskjul. Ja det er alt for længe siden erkjendt, at det Gode har hos mange Folk fremkjæmpet sig til Ligevægt med det Onde; hvert Øjeblik (thi det fremskrider evigt) giver det altsaa Overvægt indtil dets Sejer er fuldkommen. Dette er Verdenshistoriens Lære om de hellige og verdslige Kampe Menneskeaanden har bestaaet for at naae sin nærvæ- rende Udvikling. Men lader os undersøge den Frihed, Vi mene! Imellem de ædlere Drifter Gud har nedlagt i vort Bryst, synes ingen tidligere at vaagne og vældigere at reise sig end Drivten til Frihed. Se Svøbebarnet! Neppe har dets Aand samlet Kræfter nok til at sætte Lemmerne i Bevægelse før det viser Afsky mod alt som indskrænker og tvinger dets Lemmer. Den søde Fryd at føle sig fri, at kunne yttre alle sine Kræfter efter Godtykke er en af de første vi ere istand til at nyde og efter hvilken vi tørste. Strengheden af den største Tvang mægter lidet imod vor na- turlige Kjærlighed til Frihed. Den uddøer aldrig ganske i vort Bryst. Ved det grusomste Tryk holder den sig dybt i vor Sjel og venter kun paa Leilighed igjen til at frembryde som Ilden i Myren. Med uimodstaaelig Magt splitter, sønderriver den plud- selig Lænkerne, knuser Tyranniets Aag, og virker med en Hef- tighed, der ingen Grændser kjender. Aabner Menneskeslægtens Aarbøger, forsker efter Aarsagerne til saamange skrækfulde Optrin, saamange forbausende Heltegjerninger, saamange blodige Krige, og vi skulle finde, at Frihed var det uskatteerlige Gode, hvorefter de bedste Mennesker kjæmpede, hvorfor de Ædleste blødede, hvorfor hele Folkets Masse kjæmpede og opofrede Alt. Frihedens sande Venner, Sandhedens Dyrkere, ligesom de falske, skulle Vi kjende af deres Frugter. Ikke Enhver, som an- raaber Jesus med et: "Herre! Herre!" er en god Christen eller kommer derfor i Himmeriges Rige; men "Den, der gjør Faderens Vilje, som er i Himlen!" I Skinhellige og Hyklere, I have da hørt eders Dom! I Blindttroende, I have da hørt eders Dom! I Dumme, Uoplyste og Træge, I have da hørt eders Dom! SIDE: 189 I Sneverhjertede, I Ligegyldige, I Intetgjørende, I have da hørt eders Dom! I Dovne, uarbeidssomme Forfængelige, I have da hørt eders Dom af Frelseren selv. Han mener eder Alle og Hver især. Men I Redelige, I sande Dydige! I have hørt eders Frifin- delse. I Tænkende, fornuftigen Troende! I have hørt eders Frifin- delse. I Kloge, Oplyste, Forstandige! I have hørt eders Frifindelse. I Menneskekjærlige, I til al Veldaad Virksomme, I have hørt eders Frifindelse. I Flittige, Nøisomme, Tarvelige, I have hørt eders Frifindelse. I angrende Syndere, I som læse med Graad i eders Hjerter, I have hørt eders Frifindelse af Frelseren selv. Disse ere Frihedens sande Venner, som troe, at hverken Gud eller Samvittigheden udfærdiger noget Frihedsbrev fra en eneste Pligts Iagttagelse. Men hvem kan da vel ophøje sig over det lidet Gode, Gud forundede ham at udrette, naar han veed hvor Meget, der staaer igjen? Af en Folkemasses Jubelfeiren maa han ikke lade sig henrive til at lukke Øjet over sit eget Indre. Hans Beskedenhed maa være den gamle ægte, om den skal have Værd, og den fordrer ingen anden Løn for store eller gode Gjerninger end den som ligger i et fromt Hjertes fordringsløse Fred og stille Haab til den evige Barmhjertighed. I samme Stund du bemægtiges af Attraaen efter en anden Gjengjældelse -- den hedde Lykke, Ære, Magt eller hvadsomhelst -- saa har Du af- klædt Dyden sin himmelske Adel. Den staaer nær at blive en Slavinde i din Egennyttes Tjeneste; dens Navn blot et Dække for dine selvkjære Hensigter, og Du selv har opgivet Sejers- krandsen i dit Hjerte. Hvor let er det da ikke at see sit bedre Væsen betvungen, Seiren fravristet, at beskikkes af vort onde Væsens Tale, saaledes at vi ikke skilne ret mere imellem Godt og Ondt? Vi see det almene Gode allerede have Overvægten, Vi see Menneskeheden betydeligen fremskreden i det Hele; men hvormeget hurtigere vilde ikke det Gode seire over hele Jorden, naar de Fleste seirede i deres Hjerter? Men, hvor er det ei at beklage, at det saatidt kun var et Skingode hvorefter Frihedens Venner stræbte! at Friheden, man søgte, som man kjæmpede og døde for, ofte ikke var andet end SIDE: 190 et skjult, maskert, sminket Slaveri, som man i en Vildelse an- saae for den sande Frihed! at Menneskene endnu ofte give Fri- hedens ærværdige Navn til Lovløshed og Frækhed, som foragter Samfundets Ordning og erklærer enhver Lysternes Indskrænk- ning for utaalelig Tvang! Ja, hvor ofte er ikke Friheden bleven miskjendt, denne Menneskehedens hellige Ret, Himlens Gave, al sand borgerlig Lykkes Giverinde, Dyders og aandige Evners bedste Opdragerske! hvor ofte har den menneskelige Daarskab ikke søgt den hvor den ikke var at finde nemlig alene i det Lys som udflyder af Sandheden: i den Oplysning, som omgiver Sæ- deligheden og Religionen! Der er det vi skulle søge den -- der finde vi den Frihed hvormed tabt Alt er tabt, vunden Alt er vundet -- der finde vi den sande, som meddeler det borgerlige Liv sin Varme, og ikke et Skinbilled som fører kun i Fordær- velse. Vi have lignet Friheden ved en Ild. Det passer -- Ild og Lys ere beslægtede. Den ligner Ilden i sine velgjørende Kræfter. Frelseren d. e. jo Befrieren, besad den i dens højeste Ædelhed. Han befriede Menneskeheden fra 4000aarig Trældom under Of- ferknivene. Menneskeheden hørte sin Elendighed af Sandheden, Han talte. Den saae sine Lænker og Syndaaget, da han satte sit Lys i Vildfarelsens Mørke. Og da den atter var inddæmret i den christne Kirke, se -- da kom Menneskene atter til Lyset, da Luther, glødende af himmelsk Friheds Ild, talte Sandhedens Ord. Og af denne Reformationens Frihedskamp har den borger- lige Frihed vundet meget. Alt er fra Sandheden. Ved den kom Menneskene til Lyset, og dette viste dem hvad de havde behov; og da Frihed mellem det Første -- Frihed til at være lykkelig efter Jesu Sandhed. Denne, Jesu Evangeliums rette Sandhed var Menneskebefrielsens store Middel, den uimodstaaelige Kraft, hvormed det ufordrageligste Tyrannies, Afgudspræstevældets Aag, sønderbrødes og forkastedes. O! Brødre, fatter denne store og vigtige og elskelige Tanke: Sandheden var Frihedens Moder! Vi ville undersøge dette og bekræfte det for os. Denne saa mægtige Sandhed, som i det Enkelte bevirker, at det Gode, Dyden, Oprigtigheden, den længstvarende Ærlighed -- hvor skjulte og tabende disse en Tid kunne være -- dog skal komme til Lyset d. e. aabenbares i Sejer, Ære og Triumf, og SIDE: 191 som i det Hele bevirker den hele Menneskeslægts Lyksalig- gjørelse -- denne Sandhed, saadan som Jesus mener den -- er ikke og vil ikke sige enhver Sandhed overhovedet i menneske- lige Ting og i menneskelig Viden. Den vil, efter Jesu Mening, siger hans Lære, den tydelige, visse og virksomme Guds-Erkjen- delse og Sædelighedskundskab efter Jesu Underviisning. Og denne Sandhed maa, naar den ret skal lade os komme til Lyset og give os Frihed: 1) være os tydelig. Sandheden lyser endnu ikke i vore Sjele, naar vi kun i Ordet vide hvad Christendom- men indeholder om Gud, Hans Sindelag imod os og Anstalter til vort Vel, og naar vi kun have indpræget os visse religiøse Sprog og Talemaader, hvorved vi ikke tænke. Sandheden er os ikke tydelig og straaler ikke i vore Sjele, naar vi blande Jesu ægte Lære med forfalskende Tilsætninger. Kun da er Sandheden tydelig i os; kun da er det denne Sandhed, som Jesus mener og hvorved vi komme til Lyset og hvorved vi blive frie, naar vi kunne angive Grunde for vort Haab, og naar vi saa ret for- staae Christendommen, at vi grant opdage hvad Taabelighed eller Vildfarelse deri vil indblande. 2) Dens Sandhed maa være os uomtvivlelig, sikker, paa Grunde og Beviser bygget. Thi kun det kan vor Aand med Oprigtighed mod sig selv ansee for Sandhed, som er den saa indlysende, at det bliver den en Daarlighed at antage det Modsatte. Og denne, al Betænkelighed, al Tvivl beseirende, Kraft maa Sandheden er- holde, naar den skal føre os til det Lys, den ædlere Tilstand hvori Friheden trives. Det maa være os afgjort, at Jesu Lære stammer fra Himlen, at den paa det nøjeste stemmer overens med Fornuftens egne visse Opdagelser, at Skriften er den rene Kilde hvoraf den bør øses. Det maa være os tilvant just saa- ledes at tænke os og dyrke Gud, som Jesus har lært os det, saaat det ikke er os muligt at finde andre og bedre Forestil- linger, og saa at Jesu Lære giver vore Sjele deres herskende, hos alle Christne eense, Grundsætninger. Da vil den og 3) blive virksom i Os. En død Kundskab, en ufrugtbar Erkjen- delse af hvad Mesteren har lært os om Gud og Hans Vilje, kan ikke gjøre os frie. Den Sandhed, som skal have saa herlig Virk- ning, maa være Kraft og Liv: vi maae indsee, at Jesu Anviisning til Lyksalighed er den sikkreste og bedste, som den menneske- SIDE: 192 lige Fornuft kan erkjende; vi maa være rørte af Evangelets gud- dommelige Fortræffelighed; vi maae føle hvor skjønt og ophøjet det er saa at føle og tænke og handle, som Jesus, i hvem ei Synd var, har forlangt af os; vi maae endelig ved disse Over- beviisninger blive opflammede til en Iver for alt Godt, som grunder sig paa den faste Beslutning, ganske at vorde som Frel- seren har foretegnet os sine Efterfølgere at burde være. Seer her! Dette er Sandheden, saaledes som Vi meente den. Det er Denne, som lader os komme til Lyset; denne, som leder os til en højere Tilstand, fuldkomnere Væseners liig; denne, som meddeler os denne Tilstands Velgjerninger og derimellem den sande Frihed, hvis Afbild den borgerlige er, og som bestaaer i, at vi ikke hindres i vore fornuftige og sædelige Formaal eller i at bruge vore Kræfter til vort sande Vel, eller i at nyde ufor- styrret vor Lyksalighed, saavidt det paa denne Jord er muligt. Denne Frihed, denne Lysets Ild, denne Kjerne i det Lys, som af hiin Sandhed udstrømmer -- denne vor Sjels høje, uforstyr- rede, dydige, salige Virksomhed er aabenbarlig en Gave og Følge af Sandheden, af Gudserkjendelsen, af Pligtefterfølgelsen efter Jesu Lære. Thi den alene tilintetgjør Overtro og Fordomme; den alene hæver os over alle menneskelige Magtsprog; den alene befrier os fra vilde Lidenskabers Lænker og Lasternes Slaveri; den alene lærer vor Aand standhaftigt at betvinge alle Livets Vanskjebner. Ja, Sandheden lader os komme til Lyset og gjør os fri; thi, ligesom Lyset i sit Frembrud synes at opsluge Mørket, 1) tilintetgjør den Overtro og Fordomme. Er Jesu Lære ikke al Overtroes afsagte Fiende? Har den ikke i Landene kuldkastet Afgudsaltarne? Har den ikke, istedetfor sørgelige Forestillinger om Gud, som fyldte Menneskehjertet med slavisk Frygt for ham og skrækkede det tilbage for ham, ind- gydet sine Bekjendere et fro Barnesind mod Gud? Har den ikke omstødt de mørke Meninger om, at højere onde Væsener, Djævle, Trolde og deslige kunne indgribe i vor Skjebne og forstyrre vor Lykke? Har den ikke viist Daarskaben i, for her at befinde sig vel, forat undgaae eller at helbrede Sygdomme, for engang at blive salige, at tye til mangfoldige Ceremonier og Bedragerier, at agte paa Varsler, og bruge hemmelige Kunster? Har den ikke, ved sin Underretning om Guds alttilseende Forsyn og Gjerning SIDE: 193 ved Christum, givet os alle de Oplysninger om vor Skjebne, som vi behøve? Var denne rene, himmelske, velgjørende Lære ikke det Lys, hvormed de store Værktøi, Gud brugte til sin Kirkes Bedring, skulde fordrive Overtroens Mørke og adsplitte Blændværkerne, hvormed Argelist i mange Aarhundreder har bedraget Menneskeforstanden? Og hvor virksom er ikke denne Evangeliets Sandhed ikke blot i vor Religionserkjendelse, men ogsaa i alle andre Dele af vor Viden til at udrydde Vildfarelser og Fordomme og til at sætte vor Forstand i Frihed? Den meddeler jo vor Forstand Tilladelsen fra Gud til at prøve og undersøge Alt; den opmuntrer den til at granske over alle Guds Værker. Den gjør det til Pligt for Forstanden, i alt Godt og Nyttigt at gaae videre bestandig, be- standig videre. Tvivler Nogen -- da sammenligne han de Folke- slag, som ere blevne frie ved Jesu Sandhed med dem, som endnu bære det gamle Aag. Der vil ikke være mindre Forskjel imellem dem i alt, i Sædelighed, Dannelse, borgerlig Frihed, Videnskaber og Kunster, end imellem Lys og Mørke. Sandheden gjør endnu mere. Den 2) hæver over alle tyranniske og urimelige Magtsprog. Den er ikke fri, som af sin Næste og Lige maa lade sig fore- skrive hvad han skal tænke om Gud, hvorledes og hvad han skal troe, hvorledes han skal dømme, hvorledes han skal for- holde sig forat blive lykkelig. Intet Slaveri er utaaleligere end Samvittighedens. Intet nedbøjer Menneskene og den menneske- lige Værdighed mere end det Tyranni, som negter ham at tænke selv i Livets vigtigste Anliggender, selv at prøve og at nytte og følge sine Indsigter. Men hvorledes forsvinder ikke dette Tyranni saasnart Sand- heden og Guds Erkjendelse efter Jesu Lære bliver herskende? Det var jo denne Sandhed, som gav Blodvidnerne for Religion og Frihed deres ubøjelige Kraft? som opreiste Luther til en Menneskeaandernes Befrier, og gav Fædrene Styrke til at for- kaste det Opdigtede og at løsrive sig fra Samvittighedstvangen? Christendommen forlanger jo udtrykkelig egen Prøvelse, forbin- der os til fri Eftertænken og henviser os til Skrivten? Ethvert andet Troesbudskab erklærer den for upaalideligt. Ikke til Menne- skebud, til Kirkebefalinger -- blot til Skrivten og vor egen fri uforstyrrede Forsken henviser den os. Ingen -- han være hvo SIDE: 194 han vil -- har i Troessager, i Overbeviisnings Anliggender at give os tvingende og forbindende Forskrivter. Sandheden er saa- ledes Giverinden af den Frihed, som hæver os over alle tyran- niske og urimelige Magtsprog. Det er ikke til Baalenes Lys, til Flammerne paa et Altar, hvis Gud vi ikke erkjende, at den lader os komme, men til det Altars Lys, som Jesus opbyggede i Temp- let, hvor Gud dyrkes i Aand og Sandhed. Dernæst skjænker Sandheden os den vigtigste og bedste Fri- hed, den uden hvilken ogsaa den borgerlige skal være ufortjent, idet den nemlig 3) befrier os fra de vilde Lidenskabers Lænker og Lasternes Slaveri. Vi berømme os forgjæves af at være frie, naar vi endnu kun lystre vore Lyster, adlyde vore Lidenskaber, naar Synden endnu hersker over os, naar vi endnu ikke ere istand til at tæmje vor Vrede, vor Vellyst eller til at sætte Havesygen Skranker og kue Æresygen og Forfængeligheden, og under alle Omstændigheder vælge og følge det, den prøvende Fornuft erkjender for det ene Rette. "Den der gjør Synd -- siger Jesus -- er Syndens Træl." Den Dydige er alene fri. Som Gud af himmelsk Aand et Støv belives byder: saa Han med Frihed, denne Sjelens Sjel, den pryder. Men da dens Goder smages kun kan af rene Hjerte, vi rense maae vort Offer ved Dydens Altarkjerte, tilbede Frihed, Glimtet af Guddomsmajestæt, der bryder frem i Mulden, og ei fordunkle det. Men hvad skjænker nu denne ophøjede Frihed saameget som Jesu Lære, denne bedste Anviisning til Dyd, som klarest viser os hvad vi maae være og vorde? Den trænger uafladelig paa sand Forbedring. Den foreholder vort svage Hjerte de stærkeste, mest rørende og ophøjede Grunde, som forbinde os til Forbed- ring. Den trøster og understøtter os i Kamp mod Synden med en besynderlig guddommelig Bistand, og nærmer os mere og mere til den Høide, hvor vi øine Jesus selv -- hint uindskræn- kede Herredom over vore Lyster, der er den menneskelige Fuldkommenheds højeste Top. Til en saadan Frihed, der hæver os vidt over Menneskers SIDE: 195 Magt, er det Jesu Sandhed fører os; og forat gjøre den fuld- stændig, lærer den endelig vor Sjel 4) standhaftig at beseire alle Livets Uheld. Vi vide med hvilken Modgang de store Mænd have havt at kjæmpe, hvis Fortjenester Verden maae ihukomme med Tak- nemmelighed. De have seiret -- de have overvundet ved Stand- haftighed og Heltemod; men disse hentede de fra Jesu Lære og Exempel, fra den Sandhed, de foreholdt Verden, og for hvem de lede og døde. Med frugtbar, opfindsom Klogskab til at bemærke og anvende alle Midler, hvorved vi kunne lette enhver Nød paa Jorden, op- fylder den os. Den giver os midt i Bedrøvelsen en Følelse af vor Værdighed, en Tiltro til Gud, en Glæde og et Mod, som hæver os vidtover Jorden. Den viser os i Alt en højere Viis- doms Foranstaltninger, befrier os fra Dødsangsten, og gjør vor Aand ved Udødelighedshaabet til et Væsen, der føler sig ube- tvingeligt, frit og ophøjet over alt Jordiskt, og som engang som Seierherre skal svinge sig over Død og Grav til bedre Egne. Dyrebar maa da Sandheden være os, Christsødskende! dyre- bar og hellig som den er i Jesu Evangelium. Det er den første Pligt, som disse dens store Gaver og Kræfter paalægge os. Gjennemforske den maae vi dernæst, og bevise dens befriende Kraft i vort Liv. Dette skal ikke alene bevare Sandheden og dens Gaver for os, men og for Efterslægten, og ikke lade Over- troens Magt, Sværmeriernes Blændværk, menneskelig Anseelses Aag, Lastens Herredømme og selv borgerlig Trældom indbryde. For Dette, himmelske Fader, bevare Du os og vore Efterkom- mere! Fædrelandet velsigne Du med gode Aaringer, men først og fremst med Dyder hos dets Borgere og Borgerinder, ja med Dyder og Fædrelandskjærlighed selv hos Kojens Beboer! Thi denne Velsignelse er endnu bedre end den, Du lader Skyerne nedryste. Dette er nu Nordmandens Bedrivter: en Flidens og Udholdenhedens Jakobskamp mod Himmelegn og Jordbund, en Redningens Kamp for den Slagne, en Hjælpsomhedens for Nø- den. Derfor aabne Du hans Øje, styrke hans Mod og hans Arm og tillad ikke Tiderne med forræderske Sæder at fordærve hans Fædrene-Hjertelag, saa Folket stedse forbliver æret fordi det er et Folk, som tvinger en haard Natur, ja tvinger Brød af Fjelde SIDE: 196 og deler dette med hinanden, et Folk værdig den Lykke det har, og hvorefter fede Lande sukke: værdig den Frihed, som er anbetroet dets Dyder at bevogte! Amen! TALSMANDEN (1ste Pintsedag. Evang. Joh. 14 K. 23 V.) Bøn. Barmhjertige Fader! Det er din Kjærligheds Ypperste, at Du har givet os din Eenbaarne til vor Talsmand hos dig. Og Han forbeder og undskylder i det Længste, Han, der sagde, at der er Glæde i Himlene, naar een Synder omvender sig. Derfor love vi, ikke at ville misbruge saadan Miskundhed; men at gjøre vort Indre til et den Aands og Sandheds Tempel, hvori Gud alene kan dyrkes. Vor Tunge vorde da den hellige Aands liig, der kom over Apostlene, saaat den friligen vidner om Herrens Miskundhed og om den Herlighed, som er Jesu Efterfølgere aabenbaret og til Eje forjettet! Vor Aand fyldes med Lys! vort Øje med Blidhed og Mod! vor Barm med Haab og Glæde! vore Hænder udstrække sig til christen Idræt! -- vore Glæder og Følelser være Barnets! og den religiøse Begeistring, Glæden over Jesu Gave og Forbindelse gjennem Ordet med sin Menighed, gjøre os lige Apostlene, der Talsmanden kom! Thi ligesom denne gav dem Kraften til at udvandre over Jorden, ja ad Blodvid- nets Bane, skeer intet Stort og Herligt i christelig og menneske- lig Forstand uden hine Egenskaber. Gud os da velsigne med et aabent følelsesfuldt Sind og med en kraftfuld Vilje til alt Godt! Amen! O livsalige Pintsetid! Ingen af Aarets Tider er som du. Nu taler Naturen Kjærlighedens Religion. Ordet -- Gud for- lade mig -- kunde forstumme og Menneskene ile ud i det Fri, mødes paa de grønne Bakker og synke i hinandens Arme, med Pintseliljer, Fioler og de søde Marinyklebaand i Brystet. Derude vilde de nok ogsaa fornemme Gudsord. Dørene staae oppe til Husene, ja ogsaa til Kirkerne, som om Menighederne ventede Talsmandens Komme. En lykkelig Svale, SIDE: 197 som har gjenfundet sit Rede uskadt, en forelsket Sommerfugl kommer i dens Sted, og sandelig ikke uden Tale fra den Højeste. "Fryder eder, I Mennesker!" juble de Uskyldige. "Lad der være Foraar i eders Hjerter! Elsker Alle, indtil os Smaa, ja ind- til de Mindre end Os!" O saa maae Englenes Følelser være, naar de hvile sig paa Himlenes Høider og see ned i Paradisets yndige Dale eller paa vor skjønne skjønne Jord. Derfor, Broder, ringeagt ikke disse Foraarsfølelser! Husker du ikke den Tid, da du bad om Lov til at gaae ud at plukke Marinyklebaand og Hvid- og Blaaveis og de gule Smørblommer langs Bækken? Det var behagelige Dage. Bevar derfor denne barnlige Lyst til den skjønne Natur! Da vil meget Andet ogsaa forblive barnligt i dit Hjerte, og du vil være efter Jesu Hu. Den Rige har sine store Haver. Den Fattige har en endnu større Have: Guds egen Natur. Og virkelig Du ejer i Synets Øjeblik hvad du seer; thi du nyder Fornøjelsen deraf. Og eier den saa- kaldte Besidder mere? Der er ogsaa frie Punkter nok, hvor Naturens Skjønhed kan nydes af Alle og Enhver. Og er ikke den første bedste Skygge af et Træ et Lystshuus? Riigmanden sidder kanskee i en Træ- kasse, som han kalder et Lysthuus, spiller Kort og lever høit. Men kom! heller ud under Træet, om der kun er tre Alen Grønt omkring det! Der er Millioner Maal af Vaarens Balsamluft, Ud- sigt over Jorden og Indsigt lige ind i Skaberens kjærligheds- fulde Hjerte. Ja vi ville ile didud i det Fri; men Solen gaaer nu langsomt, saa vi have Dag ude for os, om vi give Evangeliet dets faa Stunder. Det skal lette, ikke tynge os, paa Udflugten. Sandelig Talsmandens Komme var Vaarens Komme for Chri- stendommen. Ved Juul var Jesus baaren, ved Paaske var han død, ved Pintsetid om Vaaren i Aanden igjenfød. Apostlenes Begeistring var liig de springende Bække. Frem- mede Tungemaal brød frem fra deres Læber til Alles Forundring, ligesom vi forbauses ved om Vaaren pludselig at see Marken fuldudsprungen med de forskjelligste Blomster. SIDE: 198 Derfor -- Evangelet først, og saa ud ud i det Fri, ud til Træ- erne, til Blomsterne, til Svalerne, til Sommerfuglene, til Bølgerne, der trille os imøde! Frelseren trøster sine Disciple, der, sorgfulde over deres Me- sters tilstundende Bortfjernelse, stode om ham seende med angst- fuld Forventning hen mod den mørke, lidelsesfulde Fremtid, som Jesus tilsagde at true dem, naar de, adskilte fra deres elskede Lærer og fra hverandre indbyrdes, tiltraadte deres Kald som den nye Læres Forkyndere. Og hvilken Trøst giver Frelseren dem da? At Herrens Aand, den Aand, den hellige Iid- og Ildkraft, som lever i de himmelske Aander, Sandhedens Talsmand, skulde skjænkes dem, skulde hvile over dem, veilede dem til al Sandhed, vidne for dem og Verden om Frelserens guddommelige Sendelse og saaledes un- derstøtte og hjælpe dem i deres Kald. "Herren -- havde alt David sagt -- skal hjælpe og udfrie de Retfærdige, Han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa Ham." Dette var den Trøst, Frelseren gav sine Disciple, men som de vel neppe da tydeligen forstode; men da Løftet, ved Aan- dens Meddelelse til dem og synlige Tilværelse iblandt dem, op- fyldtes, da maatte de vel sande deres Mesters Ord, da han sagde: "Det er gavnligt at jeg gaaer bort!" Først da nemlig fik Hjertet Styrke og Øiet Lys for de Sandheder, som Frelseren havde efterladt dem tilslørede, eller som de, medens Jesus fær- dedes imellem dem og deres jødiske Tanker om en jordisk Her- lighed herskede, ikke havde kunnet see; og først da fik Tungen Kraft til at tolke hvad der nu var Sjelen klart. De saae sig ene og forladte. Denne Tanke hæver stærke Sjele, nedtrykker dem ei. Og Aandens Kraft var stor. Aandens, der talede igjennem Apostlene. Den opløftede sig til en Styrke, som vi maa tænke os de himmelske Sjeles, som vi maa kalde en Straale af Guds egen hellige. Apostlene, selv skuende Herrens Herlighed og den Sandheds Lære klar, som de udbredede, virkede nu kraftigere paa deres Tilhørere, der hørte sig tiltales i egne Sprog. De aabnede disses Øine for det nye Lys, og de "overbeviste Ver- den om Synd, om Retfærdighed og om Dom." SIDE: 199 Om Synd, nemlig, at den ikke troede paa Jesum, den uskyl- dige Korsfæstede. Ligesom Petrus, da Aanden var dem indgiven, der han sagde, som vi læse i Apostl. Gjern. 2 K. 36 -- 39 V. "Derfor skal alt Israels Huus vide for vist, at Gud haver gjort ham til en Herre og Christum, denne samme Jesum, som I have korsfæstet. -- Men, der de det hørte, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostle: I Mænd! Brødre! hvad skal vi gjøre? -- Og Petrus sagde til dem: omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skal have den Hellig Aands Gave." Om Retfærdighed overbeviste de Verden, nemlig om Christi gode, retfærdige Sag, som han beseglede med sit uskyldige Blod, og, som Apostlene forsvarede, idet de overbeviste Menneskene om deres Uret imod den. Og hvad kunde bedre bevise Christi Sags Retfærdighed end hans Adfærd og Omstændighederne ved hans Bortgang til Faderen? Mon noget af dette viser Bedra- geren og den Høiestes Fiende, som Menneskene nævnte ham? Og hvilket Beviis maatte ikke Verden see i Fuldbyrdelsen af Christi Ord til Apostlene (Luk. 14, 13) "hvad I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre: at Faderen skal forklares ved Sønnen" ? Maatte ikke Verden med bitter Erkjendelse tilstaae, at Gud ikke vilde forlene uden den gode, uden Guds egen Sags Kjæmpere med en saadan Magt: Magt til at virke paa Gemytterne med kraftige Gjerninger, hvor Ordet ei strax fandt Indgang? Og om Dom skulde Talsmanden overbevise Verden: om at Verdens Fyrste var dømt. Verdens Fyrste var Synden, der aldrig vil mangle Tilbedere, hvor Vildfarelser herske. Og paa Christi Tider var disses Herre- vælde især udbredt; thi Afguderiets og Vrangtroens Mørke strakte sig vide over Jorden, og kun enkelte Kredse af Menne- skevrimlen stode i det Halvlys, som faa udmærkede Viismænd, ved Hjælp af deres eget usikre Blik fra Naturen til dennes Op- hav, udbredte blandt Hedningerne. Den Sti, som gjennem det gamle Testament var bleven an- viist Abrahams Æt til Sandhed at finde og Erkjendelse at vinde af den ene, sande Gud, var det almindelige Folks Øine bortledte fra ved vrange Lærere. Den skulde jo have ledt ligetil Christen- dommens Himmelbane; men hos Christi Landsmænd fandt den nye, forbedrede Lære saameget ivrigere Modstand, som de SIDE: 200 fuldest og fastest troede at være alene om den rette Vei og alene paa den, og som de især forargede sig over at Jesus vilde gjøre deres Ejendomsgud Jehova til Alles Fader. Men Mørket adsprededes for det himmelske Lys, som Tals- manden udspredte ved Apostlernes Tunge, og som ustandseligt løb fra Hjerte til Hjerte, fra Folk til Folk. Og, da Djævlens Rige Syndens Rige, Uvidenhedens, Overtroens, Sandselighedens, Mør- kets Rige var tilintetgjort inden den sande Menighed ved Christi Læres Vaaben, Sandhedens uslukkelige Straaler, da maatte og- saa dette Riges Fyrste være tilintetgjort, være dømt. Dette er altsaa den Christi gode Sags Seier, som Talsmanden skulde vise. Nationerne jublede derved, idet de forjoge Afgude- riets Overtro og øvrige Vederstyggelighed af Templerne og Hjer- terne, hvori den Syndens Throne stod. Raabet om Syndens Fordømmelse, om Christi Seier hørtes vide over Jorden, og Talsmanden havde da tusinde Tunger; thi -- liig en festlig Skare, der lovsyngende iler til Templet -- strømmede Folkene ad denne Vei til Sandhed, som Talsmanden gjennem Apostlenes Mund høit viste dem. Det havde ikke fattets Folkene paa Vilje til det Bedre; men deres Forstand foer vild i at finde dette, og Vildfarelsen voxede med Synden til Herrens Plan modnedes og han sendte den Naadens Udkaarne, Gud Faders Kjærligheds egen Eenbaarne! Den hellige Aands Indgivelser hos Apostlene var en Fort- sættelse, det sidste Led af Frelserens Underviisning, da han vandrede blandt dem. Den var en begeistret Opløftelse i deres Sjele formedelst en levende Erkjendelse af deres guddommelige, ophøjede Kald. Paulus siger ogsaa med klar og sejersalig Be- vidsthed i 1 Cor. 2 K. 10 V. "Men os haver Gud aabenbaret det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybhed." Mesterens Aand og Kraft havde besjelet dem. Det er den Talsmand han havde lovet at sende dem. Begeistrin- gens himmelske Ild opfyldte deres hele Indre. Hævede over al Frygt saae de Jorderige, deres store Viingaard, og deres Arbeide udbredt for sig uden Banghed for at tage fat derpaa med det nye Overbeviisnings Lys i Sjelen, som Johannes siger: "Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit SIDE: 201 Navn, han skal lære Eder alle Ting, og minde Eder om alle Ting, som jeg haver sagt Eder." Denne Apostlenes ejendommelige hellige Aand er ogsaa gaaen bort til Faderen, ligesom vor Mester. Den har forladt Jorden, ligesom Saamanden sin Ager, naar Sæden er udkastet. En Ef- terglands lyser i det for Christendom og Menneskelighed varme Hjerte. Men Christen som Apostlene har dog Ingen været; Ingen har havt deres brændende Tro og Nidkjærhed, saa det med Strenghed er sagt om hiin Sandhedens Aand, at "Verden den ikke kan annamme; thi den seer ham ikke, kjender ham ei heller." Den skimter den nok; den veed nok, at den er til og at den er at finde; men ak, vi kunne ikke sige, at nogen hellig, nogen Sandhedens Aand raader i Verden. Og fremfor alt skyer disse falske Profeter og Profetinder, der stundom gjæste eder med deres Galskab! Engang vil Sandheden dog raade. Da skal der ikke være stor Forskjel paa Himlen og Jorden. Da skal Jesus være som født i hvert Barn, opstanden i alle Hjerter. Da er Talsmanden kommen til Alle, Dydsbegeistringens himmelske Luer over alle Hoveder. Vor Alder maa lade sig nøje med det Ringere, med dens egen Syndighedstilstand. Den maa, istedetfor Apostle, lade sig nøje med Mænd, der ere skrøbelige, som vi Andre, skjøndt de f. Ex.: modigen fremme Christi Værk blandt Mennesker, for hvem det hellige Ord hidtil var ukjendt og foragtet. Til alle Tider har Verden havt slige Apostle, ja indtil vore Dage blodige Vidner for den gode Sag; og nok kunne vi sige, at det var en hellig Aand, som bragte dem til at søge Fryd og Seier i Pinsler og Had og Smerte og Død. Men dog er Hvad Disse udrettede i den brændende Ørken, blandt Polens Iis, i Folkenes Mørke, som ved Kongernes Hoffer, næsten et Intet imod hvad Apostlene, skjøndt Mængden af Disse ringere i Talenter end Hine, udrettede ved den hellige Aands Kraft som belivede dem. Men Hine og Enhver, som udbreder Læren med Fromhed og Overbærelse, drives af Ordets Kraft, af Aanden, der lever og røres i Ordet og aldrig kan forlade dette eller Jorden saalænge der findes eet Nytestamente. Og dette udbredes jo nu, ligesom med Aposteltunger, i alle Jordens, selv de Vildes, Sprog? Men, fromme Christen! naar du læser Frelserens Historie, SIDE: 202 hans Lærdomme, og hans Sendinges Gjerninger luer da ikke dit Hjerte? Kjærligheden -- vaagner ikke den deri? Synes vi ikke selv at fornemme en Lyst og Kraft til at træde i Apost- lenes Fodspor og erobre for Kjærlighedens og Lysets Rige? Denne Lyst og Kraft er mere eller mindre dunkel eller virkende hos de forskjellige Mennesker. De som føle den stærkere, hvem ingen nærmere Pligter binde, følge den, lade sig henrive af den. Og vi see, at Disses Iver og Flid ei er spildt. Der er endnu meget og der vil i Aarhundreder endnu være meget at udrette for Enhver, hvis Kraft til at udbrede Læren vækkes ved den Aand, som taler igjennem Ordet. Der er meget at udrette før hine Udsigter for Menneskeheden ere naaede, eller -- som Jesus benævner denne Lyksalighedens og Forædlingens Tid, naar Chri- stendommen har gjennemtrængt alle Hjerter -- før alle Menne- sker ere sammensmeltede til een Hjord. Men de andre, mod Christi Lære stridende, Religioner have allerede længe holdt op at voxe, hvorimod Christi Lære er liig den Aarstid, der nu fryder vort Syn, liig Vaaren, fremskridende, udviklende den fuldkomnere Sommer, da ingen Kvist findes uden Løv, ingen Plet uden Græs, Urter og Blomster. Men kun Faa er Udbredelsens Kald betroet; men os Alle det Kald at forherlige Læren. Vi Alle skulle, forenede og hver for sig, vise Ordets herlige Kraft til at forbedre. Thi det er, som vi have hørt -- den uchristnede Verdens Øine vogte paa os og undres ved at finde Synden ogsaa udbredt i det Rige, som adlyder Fromhedens, Kjærlighedens og Dydens Love. Ogsaa Vi kunne bidrage til det store Værk, at samle Christi Hjord. Vi skulle indbyrdes stræbe, at forskjønne den Kjæde, som de Udsendte -- det er nu Præsterne og christne Skrift- lærde -- stræbe at udvide og at omslynge Jordens Nationer med. Thi hvad nytter det, at de sige, den er knyttet af Kjær- lighedens Roser og Fromhedens Liljer, naar Synden dandser indenfore? Og det store Ord, det eneste Middel til at bevirke, at alle Nationerne skulle følge Læren er: Oplysning og Forbed- ring! Ja Forbedring i Sæder og Vandel; thi hvad bidrog vel ikke de første Apostles og Christnes ustraffede Levnet til Læ- rens Udbredelse? Folkene hørte Talsmandens kraftige Ord igjen- nem Apostlene, der de opmuntrede til at følge Christi Lære, og SIDE: 203 deres Hjerter rørtes; de saae Ordet levendegjort i deres Daad og Levnet, og de sagde: "Dette maa vel være en god Lære, der frembringer saadanne Frugter, saadanne Dyder" -- og de fulgte. Amen! TRØST I DØDEN (2den Pintsedag. Lektien, Apost. Gjern. 10 K. 42 V.) Bøn. Himmelske Forløser, Du skal tillige være vor Dommer. Og vi takke Dig for denne herlige Trøst i Døden; thi vi vide, at din Dom vil være den mildeste, ja for dem, der ikke syn- dede af ond Hu, en Forbøn hos din himmelske Fader, den Al- barmhjertige. Men se, vort Liv paa Jorden er kun en stakket Vei til Graven. Med hver Dag nærme vi os den. Den Ene be- finder sig en Stund tidligere, den Anden sildigere ved sin Veis Ende. Vi vide det, og dog er det skrækkende for hvert Menne- skensbarn at see Banens Ende for sig. Men o, Du, som er vort Mønster for Livet, er det ogsaa i Døden! For Dig vare dine sidste Trin blodige; men Du vandrede dem med Hengivenhed i din Faders Vilje. Og den er det vi bede om; thi i Dødens Stund ere vi ikke sikkre paa vort eget Hjerte -- Den forlade os der- for aldrig! Thi om vi glemme den i Livets Dage, vilde den svigte paa Dødens, der har noksom Skræk i sig selv, om vi ikke til- lige skulde savne Hengivenheden i Dødens og Livets Herres Vilje, som er det stærkeste Trøstemiddel. Men desforuden be- høve vi en god Bevidstheds, for hvilken vi bede om Liv og Sundhed, at vi det kunne berede os. Amen! Skaberen har selv i det modigste Bryst nedlagt en Modbyde- lighed, ja en Frygt, for Døden. Den er hvad vi kalde et Instinkt, en Naturdrift, og den er fælles for Mennesker og Dyr. Finger- enden skyer ikke Ilden mere end Disse skye Døden. Dette synes at være en Ufuldkommenhed ved Jordens Herre; men deri ligger Hovedsikkerheden for Menneskehedens Udbre- delse og blomstrende Velværen; deri ligger ogsaa Sporen til me- gen af dens Kundskab og Udvikling, idet Menneskene søge at indskrænke Døden til det naturlige. Mange Baand, som Livet har knyttet, saasom til Mage og SIDE: 204 Børn, binde ogsaa til Livet og forstærke Frygten for Døden. Vi ville gjerne leve hos dem; men dog, truer Døden disse Kjære, hvor gjerne gaaer da ikke Mennesket i Døden -- Fader og Moder for Børnene, Disse for Forældrene, den Elskende for den Elskte? Der er altsaa dog Noget, som kuer Døden? Ja, det er Kjær- ligheden, Blodets og Forelskelsens. Men saa sandselig er vor Natur, at vi føle Modbydelighed for det blot Ubehagelige, Frygt for det Farlige. Men det er Skræk- ken for Døden, som staaer i Baggrunden for begge disse Følel- ser. Tanken om den mulige Opløsning foresvæver os dunkelt, saa vi stræbe efter et bestandigt Velbefindende. Ak! Som om dette skulde kunne beskytte os? Nei, slige Følelser maa Pligten tøile. Vi kunne nok angerløse synes bedre om den varme Stue end om Snedrevet; men høre vi et Nøds- raab, da maae vi ud. Og for det dybe Vand kunne vi uden Skam have Frygt; men kunne vi redde et Menneske ved at springe deri og voge vort Liv, da skulle vi dog gjøre det. Dog er Døden saa forfærdelig for den Støvbaarne, at Intet betager den hele sin Rædsel. Det er kun Trøst, men dog til- strækkelig for værdigen og roligen at kunne døe, som vi kunne angive og erhverve os. Men selv den mildeste Død, hvorved vi ere os bevidste, ligner ikke i Rolighed et andet af Livets Øieblikke. Dødsstundens Vig- tighed skal lade Hjertet klappe stærkt netop da, naar dets Livs- aander ville flye, om det end ikke arbeider under en ond Sam- vittigheds Byrde. Men skulde der da Intet være, foruden hine nære Forhold som skulde formaae at betage Døden det Meste af dens Ræd- sel? Stefanus jublede og havde henrykkende Syner, medens Steendyngen højnede sig om ham. O ja visseligen, dette Mæg- tige gives, som næsten ganske kuer Dødsangesten og gjør den Svage til Helt. Det er Begeistringen for en god Sag; men den virker kun saaledes i Øjeblikket. Her spørge vi derimod om varige Trøstensmidler mod Dødsfrygten, virksomme til ethvert Øjeblik. Og da maa vi spørge vore Hjerter. Ligesaavist som at de fortælle hvorlunde de ikke kunne undlade at slaae stærkere af Angest i Døden, ligesaavist skulle de og berette, hvorlunde, næst Hengivenhed i Guds Vilje og Haabet til den milde Dommer, SIDE: 205 Midlerne til at lindre Dødens Rædsler ere disse, at vi eje en god Bevidsthed paa vor Sotteseng om at vi efter vor Stilling redeligen have stiftet alt det Gode, som vi kunne, samt Tanken om at vi aldrig skulle forlades af denne Bevidsthed, men at den som et signende, til Himlene ledende, Haab, skal følge os gjen- nem Grav og Død. 1) Den Retskafne skaber sig jo et godt Navn, hvorved han efter sin Død endnu lever imellem Menneskene. Han bliver æret efter Døden, uforglemmelig, agtet, elsket. Og det er jo vel og- saa for Eder en Herlighed, ligesaa skjøn som at blive omtalt med Ære paa Historiens Blade, at eders Børn og efterladte Bekjendte stedse omtale eder med Ærefrygt, stedse anprise eders Mønstre paa Ærlighed, Flid og Standhaftighed i det Gode? Ved et saadant Navn virker man da ogsaa Godt selv efter Døden. Seer derfor, værer samvittighedsfulde Forældre, opdrager eders Børn ved Lære, Formaning og Exempel i Herrens Tugt, og eders Minde skal være Dem uudsletteligt, og I skulle alleroftest i eders Himmel sande, at Herren velsigner den Retfærdiges Æt igjen- nem Ledene! Seer derfor -- værer Fædrelandets virksomme Venner, og eders Minde skal være den kraftigste Spore for Efterslægten til lignende Veldaad! Værer I, skjøndt selv ei mægtige, dog Sorgens Trøstere, Ulykkens Hjælpere, den Nedbøjedes Opreisere; og I skulle see den Haarde og Ubarmhjertige at blues og forandres, ja at blues og forandres selv efter eders Død, naar han tænker paa hvorledes I levede og døde i Fred derfor, hvorledes I trø- stede og hjalp og bleve trøstede og hjulpne derfor i den Stund, da I trængte dertil -- i Dødens. Og denne Tanke "ved at være christelig retskaffen har jeg selv udstrakt de gode Virkninger af mit Liv efter Døden" -- skal ikke den være en Trøst i Døden, og Dødens Rædsler tabe sig for Sjelen, saaat kun dens Smerter blive tilbage for Le- gemet? 2) Men endnu kraftigere til at formindske det Skrækfulde ved Døden end Tanken om ved sit blotte hæderlige Eftermæle at kunne fortsætte en gavnlig Virksomhed, er Bevidstheden om, at selve det Gode, man har stiftet, ikke forgaaer med Ens Død. Hører vel saaledes det Gode, den flittige, ordentlige og rede- SIDE: 206 lige Landmand tilligemed sin agtbare Mage har fuldbragt i sit Huusvæsen, op naar de døe? De vide jo, at deres velopdragne Børn komme da til Brødet, det de arve tilligemed den fædrene Arbeidsomhed og øvrige Dyder og det agtede Navn. De vide jo, at deres Ejendom, der af dem er sat i den bedste Stand, skal saameget lettere ernære den kommende Besidder, som træder i Faderens Fodspor. Skeer det ikke paa denne Maade, at den hele Efterslægt vinder sit forbedrede Ophold ved Fædrenes og Mødrenes Flid og Retskaffenhed? Og ere ikke velopdragne Mennesker Værktøi i Guds Haand, hvorved hans Hensigter be- fordres? Det Gode, man har udrettet, er ligesom det bolende Korn, den i Vandet kastede Steen, hvorefter Bølgeringene stedse udbrede sig. Men ingen god Gjerning har herligere Følger end den gode Opdragelse, Forældre giver sine Børn. Og saa tilsidst da det gode Exempel, det hæderlige Navn og Kravet paa Taknemlighed for den gode Forsorg ogsaa efter deres Død, som de efterlade dem. Men ikke blot disse lykkelige Mennesker, der ligesom see sin Virksomhed og Personlighed fortsatte i Børnene, men hver Den, der efter Evne stiftede Godt, kan sige naar Døden kommer med sin Rædsel "jeg lever dog, om jeg end døer!" 3) Er ogsaa det til Hjælp og Husvalelse i Dødens bittre Stund, at Bevidstheden om at have stiftet Godt lader os haabe saa- meget større Lyksalighed efter dette Liv. Vort Liv i Himlen er jo ikke vor egentlige Tilværelses Begyn- delse, men Fortsættelsen deraf. Vor Sjel beholder sine Følelser og Tilbøjeligheder. Det som her befordrer vor sande Lyksalighed, maa hisset ogsaa befordre den. Men nu udgjør jo Bevidstheden om at have udrettet noget Godt en stor Deel af vor sande Lyk- salighed idet den forskaffer os Tilfredsheden med os selv, der er os umistelig under Sorg som selv under de sandseligere Glæ- der, og som baade letter os vor daglige Kaldsgjerning, forsøder alle dens Besværligheder og indaander os Mod og Glæde selv i bekymrede Dage? Og denne Bevidsthed bliver jo den stærke- ste Trøst mod Dødens Rædsel, naar vi, skuende tilbage paa Livsbanen, øine bag os en Række af gode Gjerninger, der selv under vort Legems aftagende Kræfter forskaffer salige Glæder. Men tilstaae vi Bevidstheden her om Veldaad saameget, da SIDE: 207 maae vi vel indrømme den en stor Deel af vor højere Lyksa- lighed? Du har maaske, gode Barn, i Gjerningen bevist dine Forældre Taknemmelighed; du har været deres Alders Stav og dit Bryst det Ejendomssted hvor deres graa Haar hvilte -- du selv har derved følt barnlig Taknemligheds Glæder, og du har med en god Samvittighed kunnet følge dine Forældre til Graven. Disse Glæder skulle de nu vel forlade dig i Døden, fordi en Evne til at røre sig stivner i dine Nerver og i dit Blod? Nei, din Sjel, som i sin fuldkomnere Tilstand maa erindre sig det Forbigangne endnu livligere end tilforn, vil evig med høi Fryd tænke tilbage paa det du har gjort mod dine Forældre, og den vil saa meget inderligere forbinde sig i saligt Samliv med Dem, der først førte dig paa den sande Lyksaligheds Vei, som der ogsaa i Deres Sjele lever det skjønneste Minde om din Kjærlighed. Du har maaskee gjerne antaget dig nødlidende Mennesker? Det har saa ofte forskaffet dig af de ædleste Menneskeglæder, af en Deel dem Forløseren følte, naar han gik omkring og gjorde vel, og af dem Han føler, naar han udbreder sine Lyksaligheder over tusindgange Tusinder. Men disse ophøjede Glæder skulle dog ikke døe med dit Legeme; thi hvad have de tilfælleds med og af dette. Hvormeget af sin Rædsel taber Døden ikke da ved denne ene Tanke? Døden tager vort Legeme, som vi, seende det paa Sygelejet eller stønnende under Alderens Byrder, snart selv ikke mere elske eller skjøtte os saameget om; men hvad tager han, som er værd at eje, som tilhører vor Aand, hvad af det, som Himlenes Engle selv ville eje? Men vi hørte, at Bevidstheden om et velført Liv fremføder Lyksalighedshaabet og at dette igjen fører os opover Dødens Smerter og Skræk. Men Lyksaligheden bestaaer ikke blot i Glæder -- Bevidstheden om et velført Liv fremskaber ikke alene en frydfuld Følelse, men den hæver os ogsaa til større Fuld- kommenhed og beredes os derved stedse højere Glæder. At dette er saa, er klart. Jo bedre nemlig et Menneske i sin Ungdom er opdraget, desto videre vil han i den kommende Tid kunne bringe det i alt Godt. Nu hænger jo det tilkommende Liv ligesaavel i Forbindelse med det nærværende, som et Menne- skes senere med hans tidligere Opdragelsesaar. Jo mere en SIDE: 208 redelig Dyrker af Gud og hans Bud opfylder med Samvittighed sine Pligter og holder dette for en sand Gudstjeneste; jomere han føler Glæde over at han paa sin Plads udfører Guds Værk -- destomere vil han paa et højere Trin i Livet kunne virke, desto vigtigere Beskjæftigelser ville ham kunne overdrages, de- sto højere Glæder ville deraf udspringe for ham. Derfor siger Paulus: "Gud skal give Enhver efter sine Gjerninger. Priis og Ære og Evighed Dem, som med Standhaftighed i god Gjerning tragte efter det evige Liv!" Saaledes bliver da Bevidstheden om at have stiftet Godt en mægtig Trøst mod Dødsfrygten. Denne Trøst give vi os selv. Ingen paa Jorden eller i Himlen er istand til at berøve os en Draabe af dens Sødme. Samvittigheden er altsaa vor bedste Ejendom; men en Svøbe i Dødens Haand over Den som ved lastefulde og haardhjertede Gjerninger er bleven udygtig til Sa- lighed. Den forener da sin knugende Styrke med Dødens For- færdende; og den Onde skal ihukomme uden Trøst, at han mangegange raabte "Herre! Herre!" -- thi da skal han ogsaa vide hvad der staaer til, at ikke hver Den, som saaledes raaber, kommer i Himmerig. Men glemmer for Alting ikke, at den gode Samvittigheds ube- talelige Skat, hvormed vi løse os fra Dødens Rædsler, lader sig ikke erhverve i Dødsstunden. Dertil have vi Livet, fra den vevre Ungdom, hvem intet er for stort eller svært at udrette, til Al- derdommen, hvem det er tilladt at være træt og at sidde ven- tende paa sin egen Grav. Men at der virkelig er saamegen Trøst deri, derom vil jeg spørge Enhver, som saae den Ret- skafne døe, eller som saae ham i Modgang og Kamp for en god Sag. Thi det er ikke alene den blotte Dødsstund, som Bevidst- heden om et velført Liv formilder, den styrker os ogsaa i enhver anden Lidelse, men især i dem, som true med Døden -- det er ikke alene med Johannes i Fængslet for den gode Sag, i Øje- blikket, da Budet kom efter hans Hoved, men det er ogsaa med Johannes under et anstrengt, blomsterløst, men tornefuldt, Liv, med Johannes i Ørken, at den styrker os. Amen! SIDE: 209 MENNESKETS UDVIKLING (Sønd. Tref. Evang. Joh. 3 K. 1 V.) Farisæeren, det vil sige den Skriftlærde, Nikodemus kom til Jesus om Natten forat søge Oplysning for sin Sjel. Dette ville vi holde os til; ikke til om han foretog dette Besøg om Natten af Frygt for sine Standsbrødre eller ikke. Ialfald lære vi af hans Ærinde, at vi skulle søge Oplysning for vor Sjel, og af Tiden derfor, at vi ikke skulle ophøre med Arbeidet. Vi staae jo Gud til Ansvar for vor Sjels Dyrkning; og Han gjorde vor Sjel evig udviklelig, istand til at kunne bestandig forædles og fuldkom- mengjøres, saa vi ei maa standse. Han gav os en Jordbund at dyrke i vort Hjerte, hvis Kræfter ikke lade sig udtømme. Der gives intet skjønnere Syn end et Menneske, -- især den Unge, men ogsaa den Gamle; thi Forpligtelsen paahviler enhver Alder -- som viser, at han levende erkjender disse Forpligtelser. Denne levende Erkjendelse viser sig som Lærvillighed, ihen- seende til at Forstandsevnerne bør udvikles, og som Dydfølelse ihenseende til de sædelige Evners, Hjertets, Forædling. Og i disse to udgrener sig hiin levende Erkjendelse af vort Kald og vore Pligter som aandige, højere Væsener, hiin aldrig hvilende Higen efter at blive fuldkomnere, som netop driver Aanden fremad. Derfor er det saa særdeles nyttigt for vor sande Fuldkommen- gjørelse, især og først og fremst at lade vor Lærvillighed søge den Oplysning, som tjener til at udvikle og skjærpe vor Dyd- følelse. Uden denne Oplysning vil al Kundskab kun vorde som den høje Ranke, der vel svæver høit i Luften, men visner fra Roden. Moralske Betragtninger -- de være nu affattede af Forstan- dige i Bøger eller og fremfødte blot af egen Eftertanke -- ere derfor den gavnligste Sysselsættelse for enhver Sjel. Livet med dets mange Afvexlinger, hvori vi ofte synes at indledes ligesom af mægtige, uimodstaaelige Strømme, vil snart lære Mennesket, at Børnelærdommen ikke er det nok, at der alene for særegne Tilfælder gives Pligter og Regler som vi ikke kunne være for- uden, om vi ville komme vel og med Ære for Gud og Menne- skene derfra. Hvorofte t. Ex. har ikke en Forbrydelse, der brin- ger Fordærvelse med sig, sit Udspring af Uvidenhed? Det hænder SIDE: 210 ikke sjeldent, at vi see En stjæle alene fordi Begrebet om Ejen- domsretten ikke var ham klart. Ja det hænder, at Mennesker begaae Meneed, fordi de saalidet have ved Undersøgelser i deres Indre beflittet sig paa at lære den guddommelige Kraft at kjende i deres Samvittighed, at de af det daarlige Haab, at kunne stille denne tilfreds der, hvor Intet kan adsprede og bedøve den, lade sig forføre til Forbrydelsen. Men hvormange gives der ikke mon, som alene have ydre Omstændigheder at takke forat de ikke synde ligeledes? Hvor mange gives der ikke, som for- dømme Tyven, men hans eget Begreb om Ret og Uret er saa- lidet opklaret, at han stikker fundne Sager i Lommen og tier stille dermed og troer sig endnu fremdeles ærlig nok og idet- mindste bedre end Tyven? Hvorofte er det ikke, at et Menne- ske er uvidende om hvad han skal gjøre, hvor et andet Menne- ske retvel veed hvorledes han skal opføre sig og hvor han seer Pligternes Strid at opløse sig? Opklaren af de moralske Begre- ber, af vor Samvittighed, vor Dydfølelses Rensning og Skjær- pelse er da altsaa baade den værdigste og den vigtigste Gjenstand for vor Lærvillighed. Først da, naar denne er opdyrket ved idelig og redelig Flid, fortjene andre Gjenstande vor nærmere Opmærksomhed. Thi Verden lærer os, hvor skadeligt det er, at være ogsaa i verdslige Ting uvidende og at forsømme sine Evner. Thi mon ikke Alle behøve visse Kundskaber og Færdigheder, og hver især i sit Kald og Fag? Mon ikke Verden lærer os ved den Foragt, den lader blive Ukyndighedens og Udygtighedens Lod, at vi maae skye disse Feil? Tugter ikke Ringeagt og Armod Den, som ikke forstaaer et nyttigt Virke? Hedder det ikke med Ret om Den, som hverken vil bruge sin Fornuft eller sit Legeme, og raabes det ikke til ham af de Døre der slaaes igjen for ham: "Enhver paa sin Plads i Samfundet er sat. Men Lade bort maa kastes, det Utøi paa en Stat. Hvo deler ei Arbeidet, ei dele skal dets Goder. Thi oftest Ladhed er de andre Lasters Moder." Og tugter ikke Andres Egennytte ofte Den, som Uvidenheden nøder at tye til Andre for at udrette i sine Anliggender hvad han selv burde kunne gjøre? Og tugte ikke Lovene, der fordre SIDE: 211 at være kjendte, ofte Den, der ikke gider erkyndige sig om hvad der paaligger ham forat være Medlem af Samfundet? -- kort Uvidenhed straffer sig selv ligesom enhver Last gjør, ja hvad de udvortes Straffe angaaer, saasom paa Formue og Ære, da ere vel Uvidenhedens føleligere end mange andre Lasters. Betænker derfor, Forældre, at I ikke nogensinde sørge bedre for eders Børns Velfærd, end ved at opelske denne Lærvillig- hed, som baade lader os søge de Kundskaber, som gavne hisset og her. Thi sandelig med den Sjel, vi forlade Jorden, skulle vi ind- træde i de højere Verdener, hvor Aanden og Viljen afgjør alt. I have let forat vise eders Børn denne Velgjerning; thi denne Lærebegjærlighed er dybt indpodet i deres Sjele af den, som vil, at den Aand, han først lader vise sig i Støvet i det hjælpe- løse Barnelegeme, siden skal, som ved en stærk Stav, ved et sundt og fuldt udviklet og til mange Færdigheder skikket Legeme henvandre over Jorden for saa paa egne Vinger at opstige lige- til hans egen Herligheds Himmelbolig. Lærer dem, at de først skulle være gode Christne og dernæst forstandige Mennesker! Ja lærer dem ved eders eget Exempel hvorledes man ikke kan være det Ene uden tillige at være det Andet! Indprenter de Unge, at alt kan forbedres ligesom Jorden kan det! Opmuntrer, lærer dem og eder Selv til at give Agt paa Alt, paa Naturen, paa eders Haandtering, paa Naboers Forbedring, paa alt Godt og Ondt som I høre! Viser dem Uvidenhedens og Lastens ulykke- lige Følger! Indpræger dem, at hverken Gud eller Verden er tilfredsstillet, om de fuldbyrde eller have fuldbyrdet den knappe Belærelse, som Staten kan skjænke alle sine Børn! Indpræger dem og eder Selv Ærbødighed for deres og eders Sjel! Lærer dem, og værer selv overtydede herom, at det er efter denne redelige Vilje og ikke efter de forskjellige Kræfter og Arbeids- tiden, at denne Herre afvejer sin Løn! Siger dem, at ethvert Menneske kan blive godt for Gud og sig selv og nyttigt for Jorden, naar det blot vil, blot vil bruge hvad det fik! Og endelig -- ligesom I indpræge dem Ærbødighed for deres Sjele -- saa lærer dem ogsaa Selv ved Maadelighed, Reenlighed og Omhygge- lighed for Sundheden, at de skylde Gud ogsaa at have Agt for det gode og brugbare Legeme, Han har givet dem! Saaledes kan Mennesket siges at dyrke enhver Plet i den SIDE: 212 Viingaard Herren gav ham alene derfor. Han uddanner alle sine gudgivne Anlæg og Evner -- ja selv dem, der synes at tilhøre Støvet, i Overensstemmelse. Og kun da har det reent Aandige, den stærke, i Dydviljens Tjeneste staaende Forstand, en saadan Overvægt, at ikke Lidenskaberne formaae at blive andet end gavnlige, underordnede Kræfter. De holdes inden deres Grænd- ser, Svaghederne aflægges, Tilbøjeligheder, der kunde blive far- lige (og da ere de det allerede) tæmmes og faae ikke Ro til at fæste Rødder i Hjertet, i den hellige Guds helligede Jordbund. At faa Mennesker ere saa -- det kommer netop af, at de ikke i Overeensstemmelse, i Samklang udvikle baade deres udødelige og dødelige Evner. Men at forsømme en enkelt af disse er til Tab for Alle; ja at forsømme Legemet over Sjelen er til Tab for denne. En sund Sjel maae vi give Plads i et sundt Legeme. Der boer den kun værdig og tilfreds, og kun da har Mennesket fuld Lyst og Kraft til saavel at arbeide paa sin egen, som til alle Menneskers Forædling. Amen! GUDS VELSIGNELSE (5te Sønd. Trin. Evang. Luk. 5. K. 1 V.) Gud velsigne vort Arbeide -- ja upaatvivleligen dit Arbeide, gode og fornuftige Menneske! Men vi maae gjøre os et rigtigt Begreb om denne Guds Velsignelse. Gud medvirker ved vore Arbeider, idet Han giver os Kræfter og Leilighed til at fuldføre dem, og han leder Omstændighederne saaledes at vort og Andres Velvære derved befordres. For at arbeide, maae vi jo have Kræfter. Og nu, give vi os selv disse Kræfter? eller komme de ikke fra Den, som os skabte? Sjelen, der tænker i os, der overlægger, vælger, for- kaster, beslutter, der ordner og leder Legemets Foretagender, der benytter de gunstige Omstændigheder, betvinger Hindringer, undviger Farer og anvender Arbeidets Frugter -- denne os be- livende, virksomme Geist -- er den ikke Guds Værk, indaander Gud den ikke ligesom i Os? Dette Legeme, som har Kraft og Smidighed nok til at udføre Sjelens Foretagender, til snart at paatage sig de besværligste Forretninger og fuldende dem og snart til at udføre de fineste, kunstigste Arbeider -- mon skabte SIDE: 213 Gud ikke dette? Erholder det ikke fra ham denne Styrke, Ud- holdenhed og Sundhed, som er uundværlig i Alt hvad vi skulle gjøre til nogen Nytte? Og uden denne Aand, som Gud skabte, uden dette Legeme, som han dannede og udrustede saa her- ligen -- hvad var du, arme Dødelige? -- et Intet! hvad skulde du formaae og udrette? -- Intet! Intet? Dernæst maae vi ogsaa have Leilighed til at øve og yttre vore Kræfter, og Gjenstande hvorpaa vi kunne rette vor Flid. Her er Guds Bistand, Guds Velsignelse os ogsaa uundgaaelig fornøden. Hvad vilde du vel udrette, Landmand, med hele din agtværdige Flid, om du opvæltede i din Sved kun ufrugtbare Stene og Aur istedetfor Madjord? Hvad om Melken forsvandt af dine Ax, Me- let af det Korn, du lægger i Jorden? Nei! arbeid med Forhaab- ning! Det er Gud, som gav din Jord Kræfter og din Sæd Vel- signelse -- Det er Ham, som udrustede Mulden med Evne til ikke blot at modtage og til Gavn for sig at fordøje Sæden, men ogsaa til at udvikle denne til Gavn for Dig og dine -- Ham som befrugtede den livløse Natur til Gavn for hele den levende. Det er Ham, der selv med mild Haand uddeler Sædekornet -- Det er Ham, som i Jordens Dybder lader Metallerne sænke sig, dem Menneskene derfra ophente og bearbeide med kunstrig Haand. Det er Ham, der har udbredt disse rige Naturstoffer, som Haand- værkerne og Kunstneren betjene sig af, forat forskaffe sig og Andre Næring, Underhold, Bekvemmelighed og Glæder. Alt alt- saa, som du bearbeider, Menneske! det skabte Gud, det op- holder Gud, det tilbyder han dig. Berøvede han dig det, du maatte uvirksom lade dine Hænder hvile; du skulde Intet for- maae. Naar vore Foretagender skulle gaa lykkeligen fra Haanden, saa maae ogsaa de Omstændigheder, under hvilke vi arbeide, være os gunstige. -- Vær noksaa indsigtsfuld, duelig og virksom, du skal dog kun udrette lidet eller intet, dersom ikke din Stil- ling og Omstændighederne komme dig tilhjælp. Lad Bonden sørge noksaa godt for sin Ager, udsaae den bedste Sæd, intet forsømme, forat skaffe sig en riig Høst -- holder Himlen sin kvægende Regn tilbage, eller oversvømme Floderne Marken, eller ødelægge Styrtninger den blomstrende Sæd eller for- tærer Solheden Jordens Kraft, hvad hjælper ham da hans Sved, hans Arbeide, hans Opmærksomhed? Og Hvo er det SIDE: 214 som skjænker Regnen? Hvo lader Solen lyse? Hvo giver Stor- mene og Skyerne Love? Hvo tæmmer Floder inden sine Grænd- ser? Er det ikke Gud? Visselig! Han maa altsaa medvirke og velsigne. Og saaledes er det i alle andre menneskelige Foretagender. Der gaaer ikke et Skib over de vide Have, uden at Sømændene dagligen maa bede til Gud, hvis Almagts forfærdelige Virkninger de saaofte ere Vidner til, og i hvis Haand de svæve over Dy- bene; men skulde Guds synlige Virkninger være mindre for de øvrige Mennesker, hvor og hvori de end færdes? Nu, hvi bede de da ikke? Skulde Guds Virkninger være mindre andre Steder end paa det oprørte Hav eller over de rige sædbølgende Sletter eller paa Fjeldhøiderne med de glade Hjorders Tusinder? Nei, hvilket Vidne derom finde I ikke selv inden Stuens Vægge, I Forældre? Eders Børns Opdragelse havde en lykkelig Fremgang og de leve eder til Fryd. Vel! det er sandt, at du gjorde rede- ligen Dit dertil. Men hvad skulde Alt dette have hjulpet dig, naar dine Børn ikke havde erholdt disse gode Naturanlæg, disse sunde Legemer? eller naar ikke det var kommet til, at de saae gode Exempler for sig, at de ikke udsattes for Forførelse? Se, saaledes er det Gud føjer det! Du finder Arbeide, Løn for din Fortjeneste, Underhold for Dig og Dine, javel endog Velstand og Overflod. Det er sandt, Du erhvervede dig Duelighed, du var arbeidsom, sparsom, tro i dit Kald. Men Hvo kaldte dig til det Sted, hvor du fandt For- tjeneste? Hvo tilførte dig Mennesker, som antoge sig dig? Hvo styrede Omstændighederne saaledes, at du blev bemærket og agtet? Hvo opholdt dig i Sundhed? Og om Du nu lever i Vel- stand -- Hvo beskyttede dig for Faren at tabe denne? Hvo holder Lynet tilbage, at det ikke fortærer din Bolig? Hvo den fiendtlige Røverhaand, at den ikke plyndrer dig? -- Erkjend dog: Du kan ikke Alt og at det gjorde, det gjør Gud, den Ver- denbeherskende! Gaa i dig selv, og betragt Alt, hvorledes og hvortil det er blevet just netop som det er, og visseligen du skal da finde Guds Haand under alt Dette, og udraabe: "vor Hjælp kommer fra Herren, Han som har skabt Himmel og Jor- den." Guds Haand skal du finde, men ingen pludselige Under- gjerninger, hvis Forbindelse vi ikke kunne skue, hvis Love vi ikke kunne finde. Han signer Mennesket i Meget, men ikke ved SIDE: 215 noget Overordentligt. Og daarligt og ufromt er det, at ville vente paa noget Saadant, naar Han giver os regelmæssigen saa- meget Godt. Gud er nemlig en viis Gud, som i Alt hvad han gjør har sine Skabningers sande Lykke for Øinene. Ofte skulde overmaade Velstand gjøre Den ulykkelig, som er- holdt den efter indstændige Bønner. Saa flittig, redelig, maadelig han ellers tilforn var, saa meget skulde en pludselig Forandring i Lykkesomstændigheder fordærve ham og forlede ham til de modsatte Laster: til Ørkesløshed, Uredelighed og Yppighed. Den, for hvem ethvert Foretagende skulde lykkes som han ønsker, ja maaskee kunde synes at have Ret i at ønske, skulde snart blive stolt og overmodig. Og visselig er stor jordisk Lykke ska- delig for den største Deel af Menneskene. Derfor velsigner Gud ogsaa sjeldnere dermed. Vi skulle derfor være beskedne i vore Fordringer, nøisomme med vort Lod. Da skal Gud heller ikke fordre formeget af os, og vore Kaar skulle aldrig vorde os for trange. Thi det er lige- saa vist, at Nøisomheden altid føler sig, troer sig, ja er velsig- net, som at Unøisomheden ikke føler sig eller er velsignet midt i Overfloden. Negtes end meget, fordi Gud veed bedre end den Dødelige hvad der er til hans sande Bedste: saa veed den Gud- frygtige dog i selve Savnets Øjeblik, at Meget dog gives, at Gud dog velsigner uforskyldt med meget. Saaledes, hænder det end, at den Fader, som med Smerte forlader Sønnens Dødsleje forat hentye til Gud i Bønnen, dog seer sin Søn at døe: saa hænder det dog ogsaa, at det døende Barn frelses. Hændes det end, at den Gudfrygtige seer sin Bøn uopfyldt, saa seer han dog i Troen hvorledes Bønnen ikke derfor er for- stødt, men kjærligen optaget af Algodheden, medens Alviisdom- men maatte negte den; og det skal dog være Summen af hans Erfaring, at Gud negter sine gode Børn Noget forat velsigne dem i Meget. Amen! SYNDERES OMVENDELSE. (Søndag 11te Trinitatis. Evang. Luk. 18 K. 9 V.) Bøn. Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for Dig, og er ikke længer værd at kaldes din Søn! Maatte Du høre den SIDE: 216 sanddru og oprigtige Fortrydelses Raab, du hellige, men barm- hjertige Gud, fra Alle, som det burde udstøde! -- eller maatte Du, Alseende, finde det præget i alle de Hjerter, som bortvendte sig fra Dig! O, da skulde Dyden vende tilbage med Oprigtig- heden, og Glæden skulde opløfte disse Sjele, som havde Mod til at vælte Synde- og Sorge-Byrden af sig; og Synderne skulde erkjende -- ikke længer med Haandslag paa det beklemte Bryst, men med Jubel af det lettede -- at Du, Hellige og Barmhjer- tige, kom dem imøde med Kjærlighed og Forsoning, ja som den fortabte Søns Fader med udbredte Arme og bydende dine Tje- nere at iføre dem Naadens Klædebon og at henlede dem til de gjenfundne Børns Glædesfest. Amen! Det er noget af det Beundringsværdigste i den hele Styrelse, at Aarsag og Virkning opdages at staae i ligesaa nøje Forbin- delse og nødvendigt Forhold til hverandre i den aandige Verden som i den legemlige. Det er kun at beklage, at Menneskene saa sjeldent lægge Mærke hertil og deraf lade sig belære. Den, som engang har f. Ex. seet sin Ejendom oversvømmet, fordi han lod Dæmningen forfalde -- han vil strax finde, at saa maatte skee, naar Flommen steeg, at den søgte den letteste Udvei efter Naturens Love -- han vil see, at han handlede taabeligen, og han vil andengang vogte sig for et lignende Uheld. Den, som saa sit Huus gaae op i Røg, fordi han satte sit Lys ved den tørre Væg -- Den, som saae Lynet at knuse sine Kjæ- reste og at ødelægge hvad han samlede under 50 Aars Sved, fordi han i Daarskab satte et Jernspiir paa det Huus, der alle- rede i sig selv laae noksom udsat for Lynets Virkninger -- Disse ville nok af Erfaringen blive klogere og hos sig selv finde Aarsagen til deslige skrækkelige Virkninger, som saaledes kunne fremkaldes og fremstaae paa given Anledning. Men Den, som syndede og saa føler sig ulykkelig -- han finder ikke altid i denne sørgelige Tilstand den nødvendige Følge af sin Synd -- han opfyldes med Bitterhed istedetfor med Anger og en gavnlig Sorg; ja denne Forvildelse eller Forblindelse kan gaae indtil, at Den, der syndede af Letsindighed, synder frem- deles af Harme over sig selv eller af Harme over at Syndens Sødme er ham betagen. Tyven sukker i sin Lænke, han seer med Ærgrelse, at man tager sig i Agt for ham -- den Udsvæ- SIDE: 217 vende seer sig at hensvinde Dag for Dag, og at Dødens Orme og Opløsningens Time udvikle sig under de tynde Blade, hvor- med Glæden endnu bestrøer hans Bane -- Bedrageren seer sig betynget af Foragt og at Mistanken vogter paa ham i hans Medmenneskers Øine -- Udsugeren finder ingen Velsignelse i sine Blodpenge. De hensvinde mellem hans Hænder. Han skyn- der sig at skille sig ved dem som ved noget Brændende og Giftigt. -- Ødelanden seer sin Formue og Bordvennerne at flye, mens kun Betleren, der før var riig som Han engang, dvæ- ler ved hans Dør, forat dele Dens sidste Smuler, han snart skal dele sin Pose med -- Morderen veed sig intet Øjeblik rolig; den Dræbtes Skygge svæver for hans aabne Øine og indsniger sig under hans Øjenlaage, naar de lukke sig til Søvnen -- kort alle Syndere føle Syndens ulyksalige Følger; men kun Faa bemærke og ville erkjende, at disse Følger ere nødvendige Følger, at den aandige Verden har sine urokkelige Love ligesaavel som den legemlige. Men netop i disse Følgers Nødvendighed, at noget Ondt tilfalder den Sjel, som gjør sig skyldig i noget Ondt, op- dage vi det store og vise og kjærlige Forsyn, som saaledes fremleder sine Børn. Det er paa disse Følgers Nødvendighed den aandelige Ver- dens sædelige Rang beroer. Thi det er ikke enkelte Undtagel- sesgange, men bestandig, at Virkningerne staae i saadant For- hold til Aarsagerne. Hvilken Leden, hvilken Kraft til Dyd ligger da ikke i denne vise Indretning, at Ondt har Ondt, Godt har Godt tilfølge! hvil- ken Anviisning til at lære at kjende Gud og Os Selv, til at lære at kjende og beundre Gud og hans Styrelse og vort eget Væ- sens herlige Beskaffenhed! Og dog, hvor besynderligt, at denne den sædelige Verdens Grundlov kan undgaae de fleste Menne- skers Opmærksomhed! Hvor sørgeligt saaledes, at der findes Flere, der -- lige Evangelets Farisæer, -- søge ved alle Selv- bedragets og den onde Samvittigheds Kunster at tilhylle for sig Selv denne Forsynets Viisdoms og deres eget Væsens Aaben- barelse, end Mennesker, som, liig Tolderen, i ydmyg Sorg er- kjende, at Gud netop gjennem en saadan Række af gode eller onde, men altid nødvendige, Følger lader Aanderne, sine him- melbaarne, jordopfostrede Børn, opdrages og fuldkommengjøres! Dydens Væsen er Kjærlighed. Men uden at erkjende Guds SIDE: 218 Kjærlighed i Syndens nødvendigen ulyksalige Følger, kan den Synder, som vil omvende sig, ikke erholde den Kjærlighed til Gud, som skal være og alene kan være Hovedstøtten for hans vaklende Dyd. Lader os derfor aabne en Synders Hjerte, følge hans Omvendelses Gang og see hvorledes denne føres til denne Kjærlighed til Gud, der alene kan opretholde ham i det Gode. En Synders Hjerte? -- ak! dette skulle vi aabne? dette i Smerte sammenknugede? dette Hav af Forfærdelse, som ruller sig tilbage i sine Afgrunde for hver en Lysstraale, som didhen vil indtrænge? -- ja selv om den kom for at mildne det, for at klarne det. En piinlig Urolighed har betaget det, eller en mørk Grublen har opfyldt det, eller Tvivl, ja Fortvivlelse ryster det, eller det udgyder sig i Taarestrømme, uden for Øjeblikket der- ved at lindres, uden at derved Sorgen strax bortflyder. Saaledes omtrent efter Synderens og hans Synds forskjellige Beskaffenhed er hans beklagelige Tilstand, saasnart det raaber i hans Sjel "Gud være mig Synder naadig!" Men seer -- af denne Sorg skal Glæden fødes, af denne Ve skal Synderen forløses. Den er Begyndelsen til hans Forbedring, altsom Paulus siger: "Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes, men Verdens Bedrøvelse vir- ker Død." Under denne Syndens kvidefulde Følge, under denne Sorg staaer dog Synderen netop paa det farligste Punkt; og ve! at Saamange just derpaa falde, idet de ikke vende sig til Forbed- ringen, men søge ved fortsatte Synder at sløve Samvittigheden. Vender han sig til det Gode, giver han det beklemte Hjerte Luft i Tolderens Raab: "Gud være mig Synder naadig" -- da er allerede Synderen paa god Vei, da har han allerede opfyldt den sande Omvendelses første Pligt at erkjende sine Synder -- da staaer den opløftende Sandhed ham nær, som Johannes for- kynder "at dersom vi bekjende vore Synder, da er Gud trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne, og renser os fra al Uretfærdighed." Og erkjender han denne trøstfulde Sandhed med al Troens Varme, da gaaer han med raske Skridt fremad paa Forbedringens Vei. Omvendelsens to Hovedpunkter ere altsaa 1) den Forandring i Menneskets Sind, at det fatter Afsky for SIDE: 219 Synden og dernæst Haab og Tillid og Kjærlighed til Gud og Lyst til at gjøre hans Villie. Omvendelsen kaldes ogsaa i det bibelske Sprog Gjenfødelse d. e. Mennesket gjenfødes til et bedre Liv; hans bedre Væsen reiser sig seirende og gjenopblomstrende; ad en smertelig Over- gang tilbagevender han til den forladte Dydens Vei. Han bliver som et nyt Menneske; thi hans Vilje, dette hans Væsens Inder- ste, fornyes: Egenkjærligheden og Lysten til Verdens Forfænge- lighed og dens syndige Goder forgaaer, men Kjærligheden til Gud og hans Viljes Opfyldelse gjenfødes og forynges, og det nye, det nye moralske Menneske staaer der vel med Sorgen bag sig, men med Haabet ved sit Hjerte og Albarmhjertighedens Forjettelser udbredte for sine Øine. Men hertil hører 1) foruden at han erkjender sine Synder d. e. at han indseer og tilstaaer, at han har handlet imod Guds Vilje og derved gjort sig uværdig til hans Velbehag og Naade; 2) at han angrer sine Synder d. e. at han føler sig ydmyget ved den Bevisthed, at han har handlet imod Guds Vilje, og naar han tillige er bedrøvet derover; 3) det alvorlige Forsæt, at han vil skye Synden, og beflitte sig paa det Gode i alle Ting. Dette Forsæt tilligemed den deraf følgende Forbedring ere Omvendelsens Frugter. Dette er nemlig Omvendelsens Gang: Hvo som rigtig erkjen- der sin Synd, maa ogsaa angre den, hvis han ikke er ganske fordærvet og uden al Følelse for Pligt; men Hvo, som angrer sin Synd, maa ogsaa fatte det Forsæt at forbedre sig; thi ellers var hans Fortrydelse ikke oprigtig. Smertelig maa Angeren, denne Syndens Lægedom være og ikke let at tage; men dog kan den ikke hos den troende Chri- sten gaae over til Fortvivlelse, saaat alt Haab om Syndsfor- ladelse skulde opgives. Derved vilde jo netop alt Mod og al Lyst til Forbedring tabes. Kun hos Dem, som ikke have denne Tro til Guds Barmhjertighed og Hensigter med os og til den Styrke, Gud har meddelt sine aandige Væsener -- kun hos dem kan Angeren blive til Fortvivlelse -- denne frygtelige Tilstand hvori Forhærdelsen i Synden enten fremkommer eller hvori Sjelen forvildes til Afsindighed. Men med Anger maa vi ikke forvexle Frygt for Straf, der kan finde Sted uden Anger -- eller Ærgrelse over at en slet Hand- ling ikke lykkedes, eller Bedrøvelse over Syndens smertelige og SIDE: 220 fordærvelige Virkninger og nødvendige slemme Følger; thi Den, som blot bedrøves over sin Synds slemme Følger, men ikke over Synden selv, har ikke den sande og alene nyttige Anger. Men naar skal Mennesket, som vi see udgaae smilende af Barnealderen, men saa inden faa Aar at skue, længselfuldt, med formørket Øje didhen tilbage -- naar skal Mennesket saaledes betræde denne Angerens smertelige Overgang til det Bedre? Skal han opsætte det til de graa sløve Alderens Dage? Kan han da opgjøre Regning medeet med et henfaret, misbrugt Liv? Neppe! Og Ve Den, som udkaster en saa fordærvelig Plan! Hjertet vil nok melde sig selv til Frigjørelse, naar Byrder ned- knuge det, og Sorgen beskygger jo iilsom Syndens Spor. Selv den Letsindige skal føle, at Opsættelse af sin Forbedring er uforsvarlig, at sildig Omvendelse er mislig. Hvor er nemlig ikke Fremtiden uvis? hvor vanskelige at ud- rydde ere ikke gamle syndfulde Vaner? hvor meget maa ikke en sildig Forbedring mangle i Fuldkommenhed, saasom der da levnes ikkun liden Tid og Kraft til at indhente det Forsømte, erstatte hvad man bør og kan erstatte, arbeide mod de onde Lyster og til at befæstes i det Gode? "Ydmyg dig -- siger Sirach -- førend du bliver svag, og viis Omvendelse i den Tid, da du endnu kan synde!" Og Jesus sagde jo til Den, som vilde leve tryg i Overflod og Vellevnet. "Du Daare! i denne Nat kræ- ves din Sjel af dig." Men omendskjøndt et Menneske har omvendt og forbedret sig, saa er dog en bestandig fortsat Forbedring nødvendig. Der gi- ves nemlig ingen Stilstand i vort Væsen: det gaaer enten frem- ad eller tilbage. Den Kraft til en saadan stadig og uafbrudt Fremgang i Dyd har sin fasteste Støtte i den Tro og Kjærlighed til den hellige og barmhjertige Fader, som opfylder Sjelen, saasnart denne er bleven Herre over sin Anger, og som netop i Angerens smerte- lige Følelser erkjender et Middel til Forbedringen. Først da faaer den Angergivne sin Kraft. Han føler den meddeelt fra Himlen i samme Stund, som den synes at udspænde sig i hans Bryst; han vender ikke det graadblændte Øje mod den mørke Jord, men han tør lade Himlens Blaa speile sig deri; han seer intet Helvede under sine Fødder, ingen Djævle, der gribe efter ham, mens han knæler i Jesu Navn, ingen Lynets Tugteriis over SIDE: 221 sit Hoved, ingen fortørnet Hevner over det Altar, han omfavner; men han seer en Jord for sig til at velsigne, og en mild Fader, der leder ham hen over den indtil den Port, bag hvilken den evige Morgenrødme dæmrer og hvor Forsoningen lovsynges af de frelste Aander. Og naar han stander der, den i Kampen Hærdede, da skal han uden Bitterhed sige sit Farvel til alt Dette, som vildledede ham, og han skal frydes ved sin Anger, der lærte ham Dyd af Kjærlighed til Gud. Farvel -- skal han sige -- Farvel du Synd, som fløi forbi i Lykkens Frivil-Klæde! Farvel du Sorg, som ammed i min Angersgraad min Glæde! Farvel! Farvel! Nu uden eder vil min Sjel ind i sin Himmel træde! Amen! TAKNEMLIGHED (14de Sønd. Tref. Evang. Luk. 17 Kap. 11 V.) Bøn. Gud, vor Fader! Du har talt til os ifra vort Første og igjennem det hele Liv. Og igjennem Gravene lyder din forfær- delige Doms Røst -- den som opfylder Evigheden og adskiller Himlene og Dybene. Du har talt kjærligen til Enhver af Os, da Du bød os at fremgaae til Livet, en Støvklump at belives med udødelig Aand -- Lader Os da tale taknemligen til Gud nu da vi vide dette, vide os Selv, Dig og din Velgjerning! Du har talt mildt og viseligen til Os gjennem gode Forældre og Lærere da vi vare Smaa og Værgeløse -- Lader os tale til Dig ved at gjøre Disses kjærlige Ord til Gjerninger, ved Taknemlighed og samvittighedsfuld Efterfølgelse og ved dagligen at gjenføde Fæd- renes og Mødrenes Dyder! Du har talt med høi Røst til Os, saa vor Forstand vaagnede da den hørte Guds Lov og Evange- liums Forjettelser og alle Religionens Sandheder -- Lader os da bekjende Dig og Disse med høi Røst, med Mund og Haand, i Tro og Gjerning! Og daglig taler Du viseligen til Os gjennem den udbredte Natur, gjennem tugtende Exempler, som igjennem SIDE: 222 opmuntrende, gjennem Verdens forunderlige Færdsler som igjen- nem Familielivets stille Gang og det Særegne, som møder En- hver af Os til Belærelse og Forbedring -- Lader Os da tale til Dig med høi Røst, bekjendende, at vi saa forstaae Livet, at Alt deri tjener Guds Børn til det Bedste, og saaledes at Intet bliver spildt, men selve Tugtelsen til Velgjerning! -- Og i Alt lader os bekjende, i Sorg og Glæde, i Medgang og Modgang, at vi ere Dig takskyldigere, end Børn sine Forældre, og at Du er vor vise og gode Fader -- vor Fader, Du som er i Himmelen! Een Taknemmelig af Ti? af ti Livfrelste, eller som havde at takke for at de ikke længer vare en Plage for sig selv og en bortstødt Afsky for Mager, Frænder og Landsmænd! . . . Een af Ti! Store Gud! staaer det saaledes med Menneske- hjertets Regnskab? Det vil være en Ære for Os, om vi spørge saa med oprigtig Forskrækkelse. Og dog vil det være store Ting, om ikke Mange af Os af ti Gange, hvor vi skulde have været taknemmelige, have glemt det de ni. Lader Os nu raabe: Store Gud, staaer det saaledes til med Menneskehjertets Regnskab? Ikke bedre, Menneskensbørn, om vi ville være oprigtige. Der staaer Alteret. Did slæbte Mængden sig med sin Synde- byrde, og den Forherligede steg hørligen ned i sin gjentagne Forjettelse, og han lædskede synligen med Barmhjertighedens Draabe og lettede Mængdens Byrder, og han tilsagde den sin Fred og lod den atter udvandre -- Sandelig, det vil være store Ting, om ni af ti hellige Løfter, som Folket da svoer hos sig selv, ikke, inden det strømmer hid igjen, ere bortfløine i Luften. Derude ligge Gravene -- Mennesker, som vare os bekjendte og kaldte stærke, fagre, rige, unge, mægtige, ligge der smeltende sammen med Leret -- o det vil være meget, om Een af Ti, som gaae derforbi, og see de visnede Blade at falde derover, fæster en Tanke dertil, at hvert Aandedrag dog er en Velgjer- ning, en Skjænk, vi ikke give os selv eller andre, men som vi bør være taknemlige for. Taknemlige? Ak, ni af ti Mennesker vilde dog rødme af Skamfuldhed og græde af Smerte, om de ikke troede de vare det. Hvad er naturligere, raabe de? Hundene skulle ikke be- skjæmme os. De slikke sin Velgjørers Haand og gaae i Døden SIDE: 223 for ham med freidig Fyrighed, og naar de læse sit Livs Ende i hans Øie, da see de paa ham med Taarer, hvori der er mere Erindring om de Stykker Brød, han har givet dem, end Skræk for nu ogsaa at tage Døden af hans Haand. Nei, Hundene skulle ikke beskjæmme os. Vi vide og føle, at det erkjendtlige Dyr bærer Prisen for det utaknemmelige Menneske. Det er herligt sagt, og hvad der er bedre, det er ærligt meent i den Stund af de Ni, som -- glemme det i den næste. Saaledes staaer det til med Menneskehjertets Regnskab. Den Tiende af de Ti tænker ikke engang saa. Han gjør kanske sin Takskyld til Gud af med en hurtig opramset Bøn, og til de Men- nesker, der gjorde ham godt, ved at bedrage og bagtale dem -- godt, om han ikke hører til dem over hvem Moderhjertet vender sig i den Barm, der diede. Thi ogsaa den Utaknemmelighed gives der. Men det Barn er godt endnu, som ikke vil troe det. Børneutaknemlighed? O er dette ogsaa Navn paa en Synd, som Jorden har at bære, og de Andre, som dog ere af samme Leer, men ikke have Skyld i den Last, skulde ikke have været utaknemlige imod Nogen, Gud eller Mennesker, mens dog Livet kun fortsættes under idelig Modtagen af Godt og Tjenligt? Saa stor Forskjel er der ikke imellem Mennesker. Den, som ingen- sinde havde glemt at være taknemlig indtil Udtømmelsen af denne Dyd, kan indtage sin Plads mellem Englene, mens ingen Djævel er værre end det utaknemmelige Barn. De menneskelige Uhyrer, Verdenshistorien nævner, begyndte med at være dette. Deres Forbrydelser vare hver enkelt, ihvor blodig, dog mindre end denne, og tilsammen ikke større end denne. Det skulde synes naturligere, om Træets Grene bøiede sig ned forat oprive sin Rod, end at en saadan Last skulde gives imellem Mennesker; og dog gives den: det hændes, at Børn ere uføl- somme ved Forældres Græmmelse -- at disse vansmægte nær eller fjernt fra sine Børns Overflod. Naturen oprøres -- den døde Natur -- skulle da ikke vore Hjerter? Det er bogstaveligt, naar jeg siger, at Engen hyllede sig i gusten Mose, at Agren kun bar Tistler og at Huset og Arnen faldt sammen paa en Gaard formedelst en utaknemlig Søn. Det er bogstaveligt; thi Kraften veeg af Faderens Sind og Arm, der skulde holde dette vedlige, SIDE: 224 og Moderen lagde de flittige Hænder i Skjødet -- dem tyktes de havde intet at arbeide for; mest Lyst havde de Arme til at rede hinandens Grav. Saa oprørtes den døde Natur ved denne Synd, skulle da ikke vore Hjerter, om end ikke over den i denne sin værste Skik- kelse? Det maa fæste Opmærksomheden paa Utaknemmelig- heden, ihvordan den viser sig; og vi trænge alt vort indre Øies Skarphed til; thi vanskelig gjøre vi os lettere skyldige i Noget, og vi skrækkes dog, naar vi bare høre Navnet. Guds Velgjerninger -- hvor mangeartede, hvor talløse! Og Vi kunne ikke gjengjælde. Men have vi vel engang været gudfryg- tige som vi burde, eller engang betalt Tilværelsen rigtigt? Hver- gang vi ærligen forsøge derpaa, overstrømmes jo vort Bryst af nye, af en høiere Tilværelses Glæder, og vi blive end mere for- pligtede. Jesu Samfunds Velgjerninger -- hvor store! Men hvor- lidet gjøre vi dog Fyldest? Fædrelandets, hvor vigtige! Men ere vi dog Alle saadanne Borgere, at vi kunne sige vi veder- lægge det dets Moderkjærlighed og Ære? Og nu Venners kjær- lige, Medmenneskers mangfoldige Tjenester? Regnskabet er stort. Naar alt kommer til alt, bliver den Enkelte bliver Hvermand i Gjæld, og han opdager, at Haand og Daad strækker ikke til, at Hjertets hele Kjærlighed maa lade sin Rigdom til, og at det holder haardt, ikke ved Uagtsomhed og Glemsel af hvad man skylder at gjøre Ordet til Sandhed, at vi skrive Velgjerninger i Sand, eller ikke at blive som de Ni. Ja det var kun Een af Ti -- og det en Samaritan -- som vendte tilbage for at takke, prisende Gud med høi Røst! Kun eet af ti Hjerter rørt af den Følelse -- af Taknemlighedens -- som synes at skulle være Menneskehjertet naturligst? Skulde dette Forhold afgive Regelen for hvorvidt vi kunne vente Taknemmelighed imellem Menneskene -- da skulde det ikke være langtfra, at vore Sjele maatte opfyldes med Foragt for en saadan, for vor egen Slægt, og Velgjørenhedskilderne skulde udtørres og Kjærligheden indslutte sig i menneskehadsk Sorg. Og der gives Mennesker -- men isandhed ulykkelige -- som troe at have gjort saadanne Erfaringer i Livet, og at burde af- vænne sig med en Godmodighed, Velvillighed og Velgjørenhed, som er deres Hjerte naturlig, men som de nu kun holde for en Svaghed. Men betragte vi En af disse ulykkelige Særlinge med SIDE: 225 hans fremkunstlede Menneskehad, hans tilvænte Haardhed og Ukjærlighed, hans bittre skjæve Domme, som han holder for det kostbare Udbytte af smertekjøbt, svart tilvunden Verdensviisdom -- skulle vi snart opdage saadanne Mangler i hans Dømmekraft, at det ikke bliver os besynderligt, at et i sig selv godt Menne- ske er bleven en saadan Plage for Andre og sig Selv. Ja maa- skee kunne Vi ikke undgaae at opdage, at Forfængelighed, der føler sig krænket, overspændte Forventninger om Mennesker, Mangel paa kraftig Vilje, og Skrækkebilleder, han skaber sig selv, indvirke til en saa sørgelig Forvandling. Idetmindste er det ingen Kjærlighed med Christi Varme i, som lader Armene synke og siger: "mig gik det som Jesus -- jeg gjorde godt imod Ti, og kun Een takkede mig -- Nu er jeg træt -- jeg er kjed af at gjøre vel; -- jeg forlanger Intet af Verden; lad den Intet forlange af mig!" Sandelig følge vi et saadant Menneskes Tankegang videre, skulle vi ofte snart komme til den koldhjertede Egenkjærlighed, til det farisæiske Hykleri og Pukken paa sjelløse Haandgjerninger. Vi skulle opdage en Sjel liig Den, der, indhyllet i Levitens Kaabe, jog henover Ørkenen hvor den Mishandlede klynkede til Sama- ritanen kom, ja En, der kunde see sin Naboes Huus brænde og et Menneske at forgaae uden at han skulde røre sig. Og vi skulde kunne med Sandhed svare ham paa hiin hans Beslutning for sit følgende Liv: "Du tæller ti Velgjerninger -- ikke een af dem alle skal tale for Dig hisset hvor det Skjulte bliver lyst, det Døde til Liv og det Forsvundne vender tilbage." At der gives Utaknemlige og Uskjønsomme, at ikke hvert Korn spirer, som Kjærligheden udryster fra sine Vinger, dem den ud- spænder for at omfavne Alt, liig sit himmelske Ophav -- det kan dog aldrig sløve uden det Hjerte, hvis Følelser ikke vare stærke, men sygelige og svage, eller forvirre en sund Dømmekraft eller svække nogen levende Tro. Den Tro skal vel maaskee finde Be- hag i slig Erfaring, som troer at smigre Himlen ved at hade Jor- den; -- som enten triner kjæk til Altret, peger paa Karve og Dild, og takker Gud med høi Røst, fordi Farisæeren ikke er som de Andre; eller som hykler Ydmyghed, opløfter Hænderne i Bøn, men træder paa den Nedbøiede, og har ikke anden Trøst til den Ulykkelige end Jødernes til den Blindfødte. Men den Tro, som erindrer hvad Jesus sagde til sine Disciple: SIDE: 226 "jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde mod Eder, skulle og I gjøre!" -- den Tro vil lære af hiin Erfaring, at Dy- den skal øves for sin egen Skyld: at Haab om Belønning aldrig skal være Drivfjedren til en god Handling og at man ikke skal trættes i det Gode. Og ligesom sunde og stærke Velvilligheds- følelser, om Utaknemmelighed ofte støder dem, alligevel ville fort- sætte i sin velgjørende Livlighed, i samme Udholdenhed som Landmandens Haab, der dog udkaster Sæden, omendskjøndt han veed at Alt ei vil gjenspire, men maaske Alt inden Høsten for- kommes: saa lærer den sunde Dømmekraft kun heraf saaledes at bedømme Verden bedre, at han iagttager et forsigtigere Valg for sine Velgjerninger, forat de samme gode Hensigter mere kunne fuldkommes. Et Menneske med sand Tro, oprigtig Kjærlighed, Liv og Styrke i Velviljefølelserne og sund Dømmekraft vil saaledes ikke kunne lide nogen virkelig moralsk Skade, noget Tab af sit Bedre, af sin Dydvilje om han gjør den smerteligste af alle Erfaringer: den at lide Utaknemlighed. Han skal erindre, at hans Livsopgave er at ligne Christus og at Christus ikke aflod at øve sine Velgjer- ninger; ja at han gjorde endvidere, nemlig som han befalede: "gjører dem godt, som Eder hade og forfølge!" Hans egne Er- faringer om Utaknemligheden i Verden skulle kun være ham som Skyggetræk, der forhøiende fremhæve de skjønne Træk af Tak- nemligheden, som visselig heller ikke ville undlade at møde ham -- kort! Han skal læse sit Livs Erfaringer som den Forstandige Dagens Evangelium, der langtfra skal eller for ham kan indpræge Ulyst til Veldaad og Foragt for Menneskeslægten i det Hele, men netop Haab om det uudslukkelige Bedre i denne og Veldaad- iver ved den rørende Modsætning af den Taknemlige Ene, der vendte tilbage og priste Gud med høi Røst og takkede. Den anden Modsætning i vort Evangelium -- de ni Utaknemme- lige -- indpræger derfor ligemeget det Afskyelige i Utaknemlig- hedens Last, i denne moralske Spedalskhed hvormed de bortgik befængte. Det være vort Haab, at Forholdet er langtfra altid saa som een Taknemlig mod ti Utaknemlige; og at denne Last, som selv de Umælende, selv den rivende Løve spotter ved rø- rende Beviser paa Taknemlighed, neppe nogensinde er virkelig af den djævelske Rod ikke at ville i Hjertet erkjende Velgjer- ningen. Det er Utaknemlighedens Straf, at den er unaturligere SIDE: 227 end andre Laster, at den har større Kamp med Hjertet at be- staae før den viser sig og nærer en sky Blusel derefter, som kun døer, naar Samvittigheden kvæles. De -- jeg troer det idetmind- ste -- ere meget Faa, men dog altid for Mange, som kunne drive denne djævelske Seier over deres eget Hjertes Bevisthed lige- indtil at gjengjælde Godt med Ondt; men de ere vel desværre neppe saa Faa, der undlade at vedgaae sine Hjerters Bevidsthed om en Velgjerningsskyld, og at prise og takke med høi Røst. Det er vel ogsaa vist, at mangen Utaknemlighed begaaes af Letsind, af Mangel paa Evne til at vurdere en Velgjerning, og -- som vi kunne antage hos hine Ni, der bluedes over at vedgaae sin forrige Svaghed -- af en taabelig Undseelse -- den de om- sider drive indtil Forglemmelsen af eller Selvindbildningen af, at de aldrig trængte til Velgjerningen. Det er da ikke nok Sikkerhed for os, at Naturen oprører sig imod Utaknemlighed, at vort Hjerte ubetinget fordømmer den, at vi ere enige i at give den Navnet "sort", som selve Ondskaben. Dette skeer naar vi med kold Forstand betragte denne Last. Men efter hvad vi hørte, kan menneskelig Svaghed være dens første Rod. Lad Stolthed opvoxe i Hjertet og Forfængelighed oppuste sig deri -- maaskee rødmende indtil han ganske har faaet be- kjæmpet sin Følelse, skal dette Menneske, kneisende, seende til den anden Side, gaae forbi en Velgjører, der før fremhjalp Ham, men nu er selv arm og forladt. Lad Letsindet blive et Hjertes Hovedtræk -- det skal snart blæse alle ubehagelige Erindringer bort deraf og da imellem disse den om Velgjerninger. Saaledes -- mærker det end engang! -- vi ere mere udsatte forat begaae hiin Synd, som vort Hjerte ellers fordømmer saa strengt, end det skulde synes; -- vi staae i Fare for, med Blusel for os selv, oftere at maatte erindre, at vi forglemte en Velgjer- ning, en Godhed, at vi ikke takkede, ikke gjengjeldte eller for- søgte derpaa, at vi vare ligere de Ni end den Ene. Derfor ind- præger Eder den taknemlige Samaritans skjønne Billede og troer, at hans Sjel sandelig straalede klarere end hins taareglindsende Øie og var renere end hans i Templet, efterat de giftige Skjæl vare affaldne, af Præsterne rensede Legeme, da han opløftede Hænderne i Bøn og priste Gud med høi Røst. Troer, at hans Sjel ophøiedes da han nedsank og favnede sin Frelsers Fod og takkede -- og troer, at ydmyg Taknemlighed ingen Ydmygelse er! SIDE: 228 Lærer ogsaa heraf, at ansee Alle som Redskaber i Guds Haand, og hvad Godt, der bevises os, som beviist os af Ham, og takker Ham først, prisende med høi Røst! Med høi Røst? -- ja saa skal det være -- d. e. oprigtigen, for Menneskenes Aasyn, "at de maae see eders gode Gjerninger og prise eders Fader Han, som er i Himmelen!" Og det ikke alene naar Han taler til Eder med Velgjerninger, men naar han lader Lidelser vandre mellem Hu- sene som strenge Læremestere, eller naar han ryster eders Haab ved at lade sine vældige Elementer forfærdende overfare Jorden -- da tier ikke, men priser med høi Røst! Thi alt Dette skeer dog kun til vort Bedste: vort Haab rystes for at Stoltheden, som det saa gjerne nærer, kan affalde som Ormene af det stormbe- vægede Frugttræ; og vi forfærdes kun forat styrkes: vi forfær- des med Brand forat lære Forsigtighed; med de vældige Strøm- mes Oversvømmelser forat bekjæmpe dem med kløgtige Værker; og Vinterens Kulde stormer henover de blomstrende Agre forat lære Forsynlighed at boe i Husene og Alle, at Alt staaer i Guds Haand. Der er ingen Tid, som ikke opfordrer til at takke Gud. Om Morgenen, naar vi gjenvaagne som til et nyt Liv -- om Dagen, mens vi fryde os derved i Arbeide og Sundhed -- om Kvellen, naar Natten minder os om Døden og Dødens Broder Søvnen kommer. De gudfrygtige Fædre samlede derfor sit Huus om Morgenen og Aftenen og de priste Gud med høi Røst i en huus- lig Andagt -- en ærværdig Skik som det er en Utaknemlighed at lade gaae tabt. Takker derfor ikke Gud alene i Templet med høi Røst; men føler, at I ere utaknemlige mod Gud, om I ikke daglig prise ham med høi Røst! Thi mon Han ikke daglig viser eder Velgjerninger og ikke blot de Tider I fremmøde her i hans Huus? Dersom det er saa, at den huuslige Andagt, at det at prise Gud med høi Røst med Bøn og Sang hjemme i eders Huse, er en tildels for- svunden skjøn Sæd fra Fædrenes Tid, men I føler eder uleiligede ved og ligesom blygsomme for atter at indføre den ved Arnerne og bekjende den, skjøndt Eders Hjerte tilsiger eder det -- da ere I isandhed som de ni Utaknemlige; thi ogsaa de bluedes maaskee og bortgik derfor. Troe I, at Noget dog var Ret, men gjøre det dog ikke for Folks Skyld -- da ere I Verdens Prisere, ikke Guds, da vilde I SIDE: 229 ikke have gjort som Han, der vendte ensom tilbage, da forstaae I ikke ret hvad det er at prise Gud med høi Røst, om end Kir- kens Mure brast af eders Sang. Thi det at prise Gud med høi Røst er ogsaa frimodigen at bekjende sin Overbeviisning, oprigtigen i Daad og Ord at vedgaae den for Mennesker som for Gud. Den priser altsaa ikke Gud med høi Røst, som dølger sine Meninger hvor han bør lade dem aabne, og som tænker: bedst at tage efter al Verdsens Forfængelighed og Unoder siden de Fleste nu gjøre det, bedst at smigre Dumheden om den er for- nem, bedst at krybe for Tyranniet siden det har Magten, bedst at dølge Sandheden naar dens Aabenbarelse vilde uleilige lidt, skjøndt den maaskee vilde frelse en Uskyldig, bedst at lade Galt gaae, naar Jeg blot er i Fred. Nei! dette er ikke at prise Gud med høi Røst. Det er at for- negte ham. Om Han klarede vor Fornuft til at vide det Rette, liig Jesus da han lod Skjællene falde af de Spedalskes Hud, og vi dog ikke hyldede Sandheden aabenbare eller ikke øvede det Rette eller fremhjalp Uskyld og Retfærd af Menneskefrygt -- da vare vi som de Ni, der bortgik rensede men utaknemlige. Med høi Røst skal Gud prises i Husene og i Templerne, med høi Røst skal Gud prises i Verden i aaben Tale og Gjerninger, der vidne om, at de komme fra alt det Godes Giver, saa at Verden maa forstaae dette, at der er en Guds egen Kraft i den Røst, som bekjender Gud og det Gode høit, at Ærlighed varer længst -- at Overtroens Mulm forsvandt for de Faa, som fangede Guds Lys i sine Sjæle og lod det udstraale og svang Oplys- ningens Fakler -- at Trældommen veeg for de Faa, som aaben- lyst forklarte Apostlens "I ere dyrekjøbte -- vorder derfor ikke Menneskenes Trælle!" -- at Gudsfrygten udbredte sig fra de Faa, som bevarede den i Husene og priste Gud med høi Røst selv i Fordærvelsens Tid -- at Ærlighed og Oprigtighed i Træng- selstider vendte tilbage imellem Menneskene fordi der aldrig manglede paa Røster, skjøndt de vare faa, der høit paakaldte dem og paa seirrige Exempler -- ja, Christsødskende saa at Verden maa forstaae dette og vende tilbage og prise Gud med høi Røst og falde Christus tilfode og takke Gud, af hvem den har og skal have alt Dette, og ikke tjene Ham af Egennytte (thi det er en Kjøbmandstjeneste) ikke af Frygt (thi det er en Slave- tjeneste) men af Kjærlighed og Taknemlighed der er det fri Men- SIDE: 230 neskes sømmelige og ene nyttige Tjeneste. Og at den maa er- kjende Guds Velgjerninger, hvoraf ingen ere smaa, om det end ikke var saa, at en Velgjerning aldrig er liden, og da falde ned med al sin Herlighed og Livsprunken og vedgaae sin Afhængig- hed og bede med høi Røst ydmygeligen: "o Evige, forbarm dig over Os, fordi vi ere forgjængelige! o Uendelige, fordi vi kun ere Støvgran! o Livets Kilde, fordi vi svæve paa Dødens Aande! o Altseende, fordi vi færdes i Blindhedens Mørke! o Alkjærlige, fordi vi ere fattige og usle! o Almægtige, fordi vi Intet formaae uden din Bistand. Amen!" TJENER-TROSKAB MOD JESUS. (15de Sønd. Tref. Evang. Matth. 6 Kap. 24 V.) Bøn. Ak, Herre Jesus, vi ere Armodens Børn, og udvan- drede derfor for at søge Tjeneste. Da kom til os en statelig Herre, og han sagde: kom følg mig, skal jeg fylde dit Skjød med Guld, og han raslede med Guld for vore Øren. Men da vi saae forundrede paa ham, se da var der et falskt Blink i hans Øine og hans Aasyn var saa ondt, at det gyste over os og at vi und- løb. Din Tempeldør stod da aaben, Herre! og hid ere vi flygtede forat tilbyde vor Tjeneste, fast vi vide, at dit Arbeide er ikke let med at bære Verdens Kors. Men o, vi vide, at Du har baaret det sværere for Os, og derfor ere vore Skuldre rede. Byde og befale Du da over os, vor kaarne Herre og Huusbond! Din Løn er sød efter Arbeidet; men af Kjærlighed er det vi komme; thi Dig var det vi søgte fra først af, vidende og fornøiede med at Gud vil bestemme vor Løn af Aandens Lys og Verdens Gods efter sin Naade, men Hjertefreden, som den faste Løn, efter sin uryggelige Retfærdighed. Amen! Det er os sagt, at vi ikke kunne tjene to Herrer paa engang. Og tvivle vi derom? Er det os sagt af En, der ikke kjendte Menneskehjertet, Verden og Guds Vilje? Visselig ikke. Vor egen Erfaring maa ogsaa sige os, at der ligger Viisdom i det Udsagn, ja at det selv i ringere verdslige Tilfælde ikke gaaer an at tjene to Herrer. Hvor meget mindre gaaer det da -- som SIDE: 231 her er Hovedmeningen -- an at tjene Dyden og Lasten paa eengang? Verden, Menneskene see skjævt til og kalde os med- rette svage og upaalidelige, om vi dele vor Tjeneste, den Nid- kjærhed, den Kraft, som vi have lovet Een heel; vort eget Hjerte taber sin Fred, om vi deri parre onde Lyster og gode Tanker, og Guds Lov fordømme os, om vi vakle i at følge den; thi den taler tydeligt nok, og kan ikke ved sin egen Skyld forfeiles. Be- sværger derfor hverandre, at vi maae forblive den Herre tro- faste, for hvis Aasyn Forældrene indbare os tidligen og svore høitideligen! Besværger hverandre, at forvise alt hvad der er i det Ondes Tjeneste: Uredelighed, Uvidenhed, Gjerrighed og alle disse, som dog ere det Onde trofaste, som de ere tingede til, mens Vi ofte ikke ere det Gode trofaste, som vi svore os til. Eller er det ikke saa, Du, hvis Dage vanke mellem Ondt og Godt, du Letsindige, der synder leende, du Svagsindede, der synder grædende, Du der for Gods, Æresbeviisninger eller for- føriske Ord hengiver dig i det Ondes Sold? og hører du disse Ord uden at du bliver sørgmodig i din Synden, tilmode som den forlorne Søn, som den bebreidede Troløse? Dog -- selv uden at være Nogen af Disse -- hvor maae vi ikke nedkaste os for den strenge Herres Aasyn nu i hans Huus, hvor Sandhed kun bør tales, og bekjende vor svigefulde Troskab? Eller tør Nogen af os staae frem og sige: hvert Øieblik af mine Dage -- dem Du gav -- var dig viet, nidkjære Gud! ja ligesaa- vist som at du betroede mig dem? Overfoer aldrig en mørk- nende ond Tanke den Redeliges Forsætter? Forglemte den Gode ikke? -- ja selv paa Dagen, da han lovede? Helligede altid fromme Ord den Gudfrygtiges Læber? Blussede ikke Vreden og Sandseligheden og Egennytten i Øieblikke selv i det Øie, der jevnligen saae andægtigen mod det Høie, mod Herren? O hvor er vor Dyd dog svag, vor Redelighed uredelig, at vi maae kalde dem, hos hvem alle disse Spor af det fremmede Aag dog saaes "Gode og Guds Tjenere!" Forstaae I dette, Brødre? Eller gives der en Menighed, der er uvidende om, at den omslutter om det samme Altar haard- nakkede Forbrydere, der aabenbart tjene et andet Herredømme end Guds end det Godes, og letsindige Syndere og Redelige, der forglemme i enkelte Stunder? Mennesket er et Væsen sammensat af de mest uligeartede Be- SIDE: 232 standdele. Beslægtet med Guddommen og beslægtet med Støvet, manes det af Religionen og sin Samvittighed til ved Viisdom og Dyd at nærme sig Himlen, medens hans sandselige Natur, ulysten til noget Andet end Nydelse og Hvile, paa samme Tid arbeider paa at neddrage det til Jorden. Saaledes jaget af modsatte Drivefjedre, saaledes adsplittet mellem forskjellige Formaal, er- kjendende en anden Lov i sit Hu, en anden i sit Kjød, befinder Mennesket sig i en uophørlig Strid mod sig selv, indtil det, enten ædel-kraftfuldt og sig Selv beherskende, modner til Guds Børns herlige Frihed, eller og, svagt og faldet, overleverer sig som en usel Træl til Begjærlighederne. Og det er gjennem disse Be- gjærligheder, at det forføriske Onde allerførst søger at bane sig Vei til Menneskets Hjerte. De udgjøre ikke Menneskets sande Velvære endog i deres uskyldigste Skikkelse; men hvert Ord af den Eviges Mund -- det maa hede Fryd eller Nød, Fremgang eller Opoffrelser, det maa høre til Liv eller Død -- det udgjør Menneskets rette Velvære og Ophold; thi det opholder og nærer dets aandelige Liv. Sandheden, Dyden og Samvittighedsfred og det rene Hjertes Haab -- se der de Næringsmidler Mennesket først bør indsamle! -- Guds Rige og hans Retfærdighed, se der det Maal Mennesket først bør søge! Siden skal det øvrige tilfalde det. Men, Christen! hvilken Lære henter du af dette? At vi skulle mistro vore Begjærligheder. De kunne være uskyl- dige, men ogsaa lige skjønne, men giftige, Frugter. Mangen Dranker skriver sig fra det første Glas, mangtet ungdommeligt Liig fra den første Nat, Ynglingen listede sig ud af sine For- ældres Huus. Det gaaer altid Trin for Trin: Trin for Trin paa Himmelstigen, Trin for Trin ned i Afgrunden indtil det bratte Sted, hvor man gjør det Fald, vi ikke kunne maale, til hvis Bund kun Albarmhjertighedens Arme kunne naae. Naar Begjæret har undfanget, føder det Synd, og naar Synden er fuldbaaren, føder den Døden. Men ogsaa vor egen Kraft maa vi mistro. Det er for seent at flye, naar du alt har faaet Snaren om Benene. Den onde Herres, Djævelens, Syndens Vaaben er en Rendesnare. Mennesket har en stærk Efterabelsesdrift. Sky derfor ogsaa slet Selskab. Det er den onde Herres falske Svende, der ere SIDE: 233 udsendte forat lokke dig Pengene af Lommen, Roserne af Kinden, Freden af Hjertet. "Sæl er Den, som ikke vandrer i de Ugudeliges Raad, ikke træder paa Synderes Vei, ei heller sidder i Bespotteres Sæde." Men tilbyder da Tiden ingen ublandet Fryd for Hjertet? Har Verden ingen Lykke, som vi kunne modtage uden Angst og for- lade uden Anger? Jo visselig, Christen! Jorden er jo Herrens, den Herres, vi alene skulle tjene, Hans, som ejer alt. De Sandser, hvorved vi opfatte det Glade i Livet, ere ligesaavist den himmelske Faders Værk som de gode Gaver, hvormed han mætter alt Levende med Behag . . . Jo, Christen! blot du under Gavernes Nydelse ikke forglemmer Giveren, ikke saa fæster dig ved de skabte Ting, at du tilsidesætter hvad du er selve Skaberen skyldig. Men især giv Gud Æren for din Frelse! Ja giv Gud Æren, og knæk Hovmoden, om du tillægger dig Selv for meget! Da skal Syndens Slangelevninger snoe sig under din Fod. Kjæmp da modig mod egen Syndighed, mod Laster og Vildfarelser! Virk uden Afbrud for det Gode; thi det er din kaarne Herres Tje- neste! Forsvar Sandheden indtil Døden! Lid og undgjæld som en tro Jesu Christi Tjener! Vandre med godt Mod gjennem Fristelserne! Vandre med god Samvittighed og frygt ikke om og din Vei fører til Modgang, Had, Avind og Forfølgelse! Veien slutter ikke der, I Jesu sande Tjenere, ja I Guds Venner og Kjære! Den løber saa snart forbi disse smaa Besværligheder -- Amen! Da see vi Herren -- Amen! Han som lod os trælle i Fristelser for saa riig en Løn, for vor egen Salighed i Evig- heden -- Amen! SIDE: 234 Henrik Wergeland REGISTER No. 1 -- I. Bønnens Rigdom. - 2 -- II. Jesu Forebud. - 3 -- III. Stefani Efterlignelse. - 4 -- IV. Nytaarsløfter. - 5 -- V. Tænk før du handler. - 6 -- VI. Sjelefred. - 7 -- VII. Det sande Klenod. - 8 -- VIII. Jesu Lignelse. - 9 -- IX. Fristelser. - 10 -- X. Helliggjørelsens Vei. - 11 -- XI. Guds Engle. - 12 -- XII. Nadverens Betydning. - 13 -- XIII. Velgjørenhed. - 14 -- XIV. Christendommens Løsen. - 15 -- XV. Jesus er med os. - 16 -- XVI. Omsorg for Sundheden. - 17 mod Uretfærd dog løvevildt. En Hjerne, hvori Overtro faaer ei Tilladelse at bo. Samvittigheden rolig reen. Den ligne maa en Ædelsteen. Et Sind saa friskt som Birkens Kvist, der bøier sig, men faaer ei Brist. Indbildningskraft, udi hvis Glas jeg finder alle Ting tilpas. En Helse stærk som hos en Bjørn, saa seig som Tiaars Hagetjørn. Fem skarpe Sandser: Falkeblik, et Øre lystent paa Musik. En Krop, der Verden vise maa, jeg stærke Fædre slægter paa. Et fyrigt Blod, der løber let igjennem mine Aarers Net. Et Aasyn, som det nu kan bli'e. Dog Ærlighed maa staae deri. Et Øie, som ei lyve kan; saa sanddrut som en Kildes Vand. En Mund, som Hader Pral og Bram og gjør ei sund Fornuft tilskam. En Haand, der Lidt af Hvert forstaaer og blier meer kløgtig Aar for Aar. SIDE: 237 ANDEN PART Om nogle religiøse og moralske Begreber. Hvem har skabt dig? Han, hvis Magt lod Alting af Intet strømme ud, til Himlen knytted Jorden, hvor Mennesket boer, der kalder hiin den store sin Fa'r, men Krybet Broer. Jeg troer i min Beundring, og Ham jeg kalder Gud. Hvilket Begreb gjør du dig om Gud? Ei veed jeg Hvad Han er; men Hans Værk seer jeg vel. "Hvor stor!" jo bruste Stormen? "Hvor god!" jo Græsset loe, og hvisled lystig Ormen. Da vilde min Forstand afmale sig hans Billed endnu mere tro. -- Men ofte selv den Stærke vil mere end han kan -- Det flyer for mine Sandser, men taler til min Sjel. SIDE: 238 Hvorledes bør man ære Gud? Verdnerne lovsynge hans Viisdoms tause Raad. Alt enten os forbauser eller vel os gjør. Ærbødighed og Tak er den Dyrkning, som Ham bør. Det Offer, Ham behager, er en dydig Daad. Hvad er Livet? Hvert Trin fra Vuggen fører os Graven mere nær. Den Vei saa vis som Solens, der gaaer mod Natten, er. Der gaber mange Groper i Ungdoms Rosendal; men kloge Øie lyser hvor Veien bugte skal. Der ligger hvasse Stene paa stolten Manddomshei; men sikker Fod gaar sagte -- da skjærer Stenen ei. Der kneiser mangen Bergknatt; men Viiskall staver frem. Han frygter ikke Graven og endnu mindre dem. Naar Foden trøttnes under bratten Bergevæg, da glatter han sit Graahaar og leer saa smaat i Skjæg: "der maa vel høien Træskel foran Englehjem?" Hvad er Døden? En Smertens stille Hvile i Salighedens Dør. En Domstol, som maa frygtes af Den, som ilde gjør. Ønskværdig, naar dig Skjændsel vil tage i sin Favn, men er den Gavn for Landet, da Hæder er dens Navn. Hvad veed Du om Din Sjel? Jeg veed kun, at jeg tænker: da veed jeg, at jeg er. Jeg sandser og jeg handler; men vil dog endnu meer. Et Væsen er da i mig; det styrer Fod og Haand. Det nævnes Kroppens Herre, det nævnes Sjel og Aand. Men mægter Den at være en Drot for Kjød og Blod, den Himlens Odelsbaarne, den Jordens Kongekaarne har Himlen da om Panden, men Helved under Fod. SIDE: 239 Er Sielen udødelig? Alt vexler under Solen; men derfor Intet døer. Min Sjel i Graven lægger sit gamle slidte Slør; men faaer vel bedre Hud i Himmelen hos Gud. Som Fønixfugl af Ilden den gaaer af Graven ud. Thi Gud ei forat øde saa herlig Aanden gjør, at, skjøndt ei sikker om hvorhen den vandre skal og ei hvorfra den kom, saa stolt et Haab i Mulden den endda amme tør. Hvilken Lod venter os efter Døden? Løn venter Dyden; men Forbrydelserne Straf. Det Ord er Ondskabs Tømme, Ulykkens Trøstestav. Forfulgte Retfærd smiler saa i sin Kummerkvel; Han veed, at Tordnen farer, at Stormen ikke varer, at Jubelmorgen rinder, naar Natten ta'r Farvel. Hvo tvivler, er usaligst imellem Sorgens Børn, hvadeller i han Hjerne slider Vanvids Ørn. Hvo tvivler, o han haabe! og øve Dyden lel! Hvad er det at være dydig? Opfylde alle Pligter, men flye for Lasters Flok, er endnu ikke for den gode Christen nok. Hvo øver strenge Pligt er god, som Han kun Faa, men vil man dydig være, da smerteofres maa. SIDE: 240 Hvorledes er et Offer fortjenstligt? For Menneskeheden ofres skal og for Fødestavn. Et Offer uden dette Maal er kun den tomme Offerskaal. Et Offer er et Intet, naar det ei er til Gavn. Hvorledes kan Mennesket skilne imellem Godt og Ondt? I Uvidenhedens Mørke, i Uvisheds Maaneskin, Sjelen spilder al sin Styrke, taber Uskylds dyre Lin, hvori den for Dommerstolen pligter barnereen fremstaae, var end her en Pjalt paa Kjolen, Panden furet, Lokken graa. Gud bag Sandserne lod skinne end en Sands meer lys og fiin. Mørket smelter den derinde, vildsom Skygge kan den binde i det falske Maaneskin, Blodets vilde Brus den svaler, tøiler Kampen i vort Bryst. Det er Himlen selv, som taler i Samvittighedens Røst. Hvad er Samvittigheden? En Røst fra Hjertets Dybder, som klinger klar og stærk, som dømmer skjulte Vilje og Viljens aabne Værk. Den Hjertefreden finder, som gaaer hvor Røsten raaber. Hvo troer at narre den, er største mellem Taaber. Har Mennesket ikke Lidenskaber? I Hjertet Frygt og Haabet og Fryd og Smerten boe. De drive os til Handling; thi sjelden har de Ro. Med Maadeholds-Kapsunen Fornuften tæmjer dem. Hvis ei, da som Fordærvets Ild de blusse frem. SIDE: 241 Har da ikke Gud givet os Lidenskaberne? Gud gav os Alt tilbedste. Han dannede vor Sjel med Frygten forat lide, Hang til at leve sæl. Men Frygt for indbildt Onde og Lyst til falske Godt har Mennesket ei sjelden af egen Daarskab faaet. Hvorledes er Menneskets syndfulde Tilstand beskaffen? Utæmte Lysters Oprør og Syndens onde Seir. Fornuften føget hen som Gnist i vilden Veir. Af Engelen, som boed i Hjernen reen og skjær, urene Lyster plukke med Haan de hvide Fjær. Igjennem Blodet bølger det kaade Seierstog, som Sjelens Frihed følger i skjændselfulde Aag. Igjennem Glædeshaven det gaaer til Angersørken, og saa afsted til Graven. Hvorledes kunne vi undgaae at overraskes af Synd? Ved stedse vak at holde Fornuften paa sin Vagt, og væbne sig til Kampen ved første Raab: giv Agt! Da slaae vi Fienden, give Tyrannen Banebrist. Af Frygt for Ildebranden vi slukke første Gnist. Hvilke ere de værste Laster, Lidenskaber afføde? En Lyst skyder op saa hurtig som et Lyn, kan have Gift i Roden og endda trylle Syn. Den blomstrer, men smaa Frøkorn sprede Døden ad i Hovmod, i Vellyst, Begjærlighed og Had, i Løgn og Hykleri -- det værste Søsterpar, som Egennytten, Syndens Moder, ammet har. Er Løgn saa stor en Last? Man troer ei mere Den, om hvem en Løgn man veed. Hans Andres Agt foragter, ja egen Ære med. Kun Sandhed bo i Hjertet! men gaa ei længer fram en Pligt og Klogskab byder! Der ingen Løgn kan tænkes, som ikke er en Skam. Men -- lyve for at skade? da er man værst Forbryder. SIDE: 242 Hvad er Hykleri? Det er den frække Last, som troer, i Dydens Hud Alverden at bedrage, ja selve Herren Gud. Men Ondskab at maskere er mellem Lasterne kun en (den værste) mere. Hvorledes straffes Lasterne? Kun Alles Had kan Hadet mod Alle faae til Løn, Uklogskabs Frugt er Modgang, saa skarp som Galde grøn. Umaadeholdet bringer Smerte eller Død; og Kaadheden Foragt, ja selv i Smiil, man bød. Hvad byder Retfærdighed? Gjør ei din Næste, hvad du vil han dig ei gjør! Sit Ord man ei maa bryde; thi Æren ellers døer. Man gjøre vel; men aldrig kun for at synes saa! De aabne Veldaadshænder et Øie følge maa. Paa Utak kun man ødsler. Man troe ei takløs Mand; men vogte selv sig, at man ikke er som Han. Er Eiendomsretten hellig? Du attraae aldrig hvad der eies af en Næste; men værge for hans Liv og Eiendom med din! Kun Næstens Sikkerhed vor egen kan befæste. Hvo krænker Andres Ret, fortaber ogsaa sin. Er Uvidenhed fordærvelig? I Mulmet, den udaander, fremavles alt det Ondt, hvorunder Jord sig vaander. Naturen skjænder den, vor Sjel og Sjelens Love, og føder Sværmeri og ammer Trældom op. Den gjør en Stad til Ørk, og høien Tempeltop, der engang efter Lysets Straale klattred op, kun til et Træ, et Folk til vilde Dyr i Skove. Hvilke er Menneskets almindelige Pligter? At frygte Gud, at tjene sit Land, at elske Alle, ja selv vort eget Trældyr -- det er vor stumme Bro'er; med Ømhed at beklage og hjælpe dem, som falde; SIDE: 243 at dele Bid med Hunger og Lykke med Ulykke; at hædre store Evner og Aldrens hvide Smykke og Sorg saavel i Pjalter, som under Perleflor. Hvad er Fædrelandskjærlighed? En ædel Følelse, der skabt har flere Helte end Kongers Naadeguld og leiet Sværd i Belte. Den fylder hver en Dal som med en Flammevind, saa fiendtlige Hære, saa fremmed Næse svides, der kige vil derind. Til Frihed er den Moder, til Fred og Dyd og Ære. TREDIE PART Politiske Troesartikler. Jeg troer vor Grundlov bedst paa Jord; dog ei, at bedst er hvert et Ord. Saaledes troer jeg for Exempel, at Hver bør vælge frit sit Tempel. Man friest være maa i Tro; thi bør forandres § 2. Jeg troer, vi har i Oscar faa't sand Borgerkonge til vor Drot. Hans Valgsprog "Sandhed" er "og Ret". Find mig et vakkrere end det! SIDE: 244 Og jeg den Mand lyksalig troer, hvis Viv vor Josefine ligner. Hun blier hans Huses tro Velsigner, hans Døttre Prydelser derfor. Jeg troer vort Folk er nok det bedste, lidt bedre selv end hvilket næste. Hvis det vil Flid af Svensken lære, saa kan det Dansken snart undvære. Jeg troer, at alskens Politik kun Nummer To i Ordnen fik. Først spørge man: hvad siger Gud, Religion og Hjertets Bud? At Den gjør bedst, som gjør derefter bestandig Tidens Mund bekræfter. FJERDE PART Nogle politiske Begreber. Hvilke ere Borgerens almindelige Pligter? Man Fædrelandet skylder Blommen af sin Kraft, og Lydighed til Loven og Hjælpen til de Arme. Alverden skyldes hele Kjærlighedens Varme. Hvo glemmer disse Pligter sin Borgerret har tabt. SIDE: 245 Hvilke ere Borgerens almindelige Rettigheder? At troe og tale frit, at virke frit hvor Loven forbyder ei, og hvor man tør for Ham deroven; at nyde selv den Frugt, som voxer af vor Sved; at være sikker paa sit Gods og paa Personen; at sætte sig mod Den, som kuer Rettighed, ja bar han endog Kronen. Hvad er Frihed? Som Gud af himmelsk Aand et Støv belives byder: saa den med Frihed, denne Sjelens Sjel, han pryder. Men da dens Goder smages kun af rene Hjerte, vi rense maa vort Offer ved Dydens Altarkjerte, tilbede Frihed, Glimtet af Guddomsmajestæt, der bryder frem i Mulden, og ei fordunkle det. Giver Friheden Ret til at gjøre Alt? Ei Friheden er Hadet mod hveren lovlig Magt, ei mod hvert gavnligt Baand en tøilesløs Foragt; men Retten til at handle og at man handle tør just som man ville bør. Men, se, den Frihed, Jordens Herre knæler for, den Himlens egne Datter, den Aandernes Gudinde, den Dronning paa en Jord, for Loven bøier Knæ som var hun dens Slavinde. Kjender Du nogen Regel for Storthingsvalg? Jeg troer, tilthinge bør ei vælges efter Stand, men eftersom En er en brav og oplyst Mand. Didind ei luske maa sig nogen Mikkel Ræv, og Thingets dyre Navn maa Uvet ei forkrænke. Hver Pande paa dets Bænke maa bære Lysets Segl og Ærlighedens Brev. SIDE: 246 FEMTE PART Nogle fra Menneskehjertet, den sunde Fornuft og Erfaringen hentede Anskuelser og Begreber Hvorledes maa en ægte Liberal være beskaffen? Heel og tilbunds tvertigjennem liberal, ikke en tranghjertet Provindsial, haltende blot mellem Djævel og Gud, skjeløjd for Gud og skjælvræd for Skud! Han Verden maa omfatte med Kjærligheds Arme og Seerens Blik, Religionen skatte som bydende Regel for al hans Politik. Hvad troer du om Katholikken? Jeg troer, at Katholikken staaer Himlens Dør saa nær som Jeg og Du og Jens og Hans og Mons og Peer. Jeg troer, om nogle Aar, skjøndt lang nok bli'er den Række, blier Kirken samlet, som i Sjøen alle Bække. Hvad troer Du om Jøden? Af Fødsel er han nok saa god som jeg, der er af gothisk Blod. Skjøndt han har Frelseren fornegtet, er Jøden dog med ham beslægtet. Og hvis han christeligt behandles, han snart til Christen omforvandles. Hvad troer Du om Tyrken? Jeg troer om ham, ja om Sultanen, at han ei Svinetryne har, men at han ofte bag Kaftanen et mildt og ædelt Hjerte bar. Er der efter Naturens, Hjertets og Fornuftens Lov noget ivejen for Ægteskab mellem forskjelligt Troende? Nei forsandt! Hvor Menneskesjel har i sit Indre sit eget Kapel. Før findes to Græs uden mindste Forskjel SIDE: 247 før Mennesker to, der eens tilbede og troe. Jeg kunde min Lykke nok finde hos moderøm blide Tyrkinde; men sikkert saa lala tilsidsten min gode Zuleika blev Christen. Imellem to Hjerter bør ikke en Stat sin Staalnæse stikke. Men i hvilken af Forældrenes Religioner skulde da Børnene opdrages? Jeg tænker de enes selv derom bedst. Den Gudfrygtigste af dem fanger nok flest. Bag Ægtesengssparlagnet heller ikke bør Staten sin Næse stikke. Forresten -- behøves et Lovens Ord -- lad Gutten følge Far og Gjentungen Mor! Er ikke alt Gammelt godt? Just hvad der var godt for vore Fædre bør Vi have endnu bedre. Min Tipoldefader og Pontoppidan sig passed nok bedre end Jeg og Han. Hvorledes troer Du Armodens værste Elendighed, den som gjør den modbydelig, lod sig afhjælpe? Ved ei at tillade Armoden sig i sin Pøl at bade; ved Huusbonde-Tilsyn, ved Huse at bygge, hvor Armoden lærte Reenligheds Hygge; ved sløve Armod at tvinge at boe lidt bedre end Galte og So; ved Sands den at lære for Hjemhygget først. Den Trang blier tilsidst og Nødvendigheds-Tørst. Hvad troer Du om Negeren? Jeg troer, at han, skjøndt sort som Fanden, min Broder er som hver en Anden. Han er til samme Ære skabt, har ei sin Ret til Frihed tabt. SIDE: 248 Du nævnte Fanden; hvad troer du da om ham? Jeg troer paa Ingen man saa rædsomt løjet har. Thi man, ja selv paa Prent, har sagt, at til han var. Men tænk nu Fanden rød, hvadheller sort og sveden, han har ei slige Kløer som Samvittigheden. Hvortil nytter Klogskab? Den aabner Hjælpekilder hvor Ingen før dem saae. Den forudseer Ulykker, gjør store Farer smaa. Den styrer Livets Bane, som svang den Skjebnens Spær; begrunder det, som kommer, og sikkrer det, som er. Hvad er Mod? Mod er ei dumme Dorskhed, som døer med balget Sværd; ei Letsinds Jagt paa Faren, hvor den ei Liv er værd. For Pligten selv i Døden at gaae med roligt Mod; snart, under Farens Stormen, at være stiv som Klingen og bøielig som Ormen; med Lyset i sit Hjerte og uden Sky i Øie at staae mod Modgangsbølger, der væltes fra det Høie mod Dødeliges Hjerte og knuses derimod -- se Det er Mod for Helte! Med Ro at bære Modgang -- se det er Styrkens Belte, som gjør den svage Kvinde i Taarer til Heltinde, som tvinger selve Skjebnen under Mandens Fod. Er Ladhed en Last? Enhver paa sin Plads i Samfundet er sat. Men Lade bort maa kastes, det Utøi paa en Stat. Hvo deler ei Arbeidet, ei dele skal dets Goder. Thi Ladhed ofte er de andre Lasters Moder. Hvad er Maadeholdenhed? At tæmme Lysten inden Behovets Grændseskjel. Med størst Behag kun nydes, naar det bekommer vel. Jo mindre man behøver, jo mere har man Vet. Men selv et Gode skader ved ei at bruges ret. SIDE: 249 Hvad er din Mening om Brændeviin? Jeg troer Formeget, ja af Hvadsomhelst, er Gift. Man Døden drikke kan af sunde Kilderivt. Den Regel gjælde maa da ogsaa Brændeviin, der ikkun bruges bør som kraftig Medicin. Jeg var en Usling om jeg taalte ei i Huset en Flaske uden at jeg fluxen mig berused. Faar jeg Kolikken -- nu! da tager jeg en Dram; og bliver Brunen brudt, med en jeg smører ham. Saaledes kan jeg ei saa lige det undvære; og Forbud derimod fornærmer Folkets Ære. Om Brændeviin er tidt et fuult og listigt Skarn, bør Folket derfor ei behandles som et Barn. Ved du noget Middel mod Brændevinets Misbrug? Hvis Brændevinet man vil plat af Landet jage, som himmelsk Nektar vil det da den Nøktre smage! Men vil man have en Kapsun derpaa: gjør Drammen da dyr og Kjedlerne faa! Hvilke troer du ere Landets største Ulykker? Først Fylderiet, saa det stærke Hang til Pynt, saa Landets svære Mynt. De smukke Specier gjør Norrige til Stodder; de ere paa dets Fod paahængte tunge Lodder. Hvad er Din Mening om Krigen? Jeg troer, at Krigen er den værste Landeplage, en Skam for Christne; dog den helligt Korstog blier, SIDE: 250 hvori hver ædel Mand med Freidighed bør drage, naar Hæren kommer som et kuet Folks Befrier. Naar Trældom overalt er endt med sin Elende, har Krig ei mere Grund og derfor og sin Ende. Men troer du ikke, at med Krigen al Mandhaftighet vil forsvinde? Jeg troer vort Lands Natur vil altid avle Helte, om Hatten fjerløs er og ingen Dusk i Belte. Mon ei en Sjømand maa besidde Dødsforagt? og Jægeren, som gjør paa gamle Bamse Jagt? Bergmanden farer an med Sang sin mørke Schacht, endskjøndt han veed han op kan sønderknust bli'e bragt. Saaledes troer jeg fast, hvad alle Tider lærte, friskt ved Naturens Barm slaaer altid Folkets Hjerte. Troer Du der er nogen Charakteer-Forskjel efter Landets Provindser? Tillad -- naar saa man spør' -- jeg svarer indirekte. Det er: lidt mindre beent, skjøndt tydeligen nok man fatter hvad er meent. Thi saa er Døleskik, og Jeg, jeg er en ægte. Et Fiirspand kjøbte jeg Nordbagger, alle gode, foruden Feil at see fra Ørespids til Fode: fra Bergenhuus en Bork, der sikkert gik i Ur; kun havde den een Feil: en noget vild Natur. Den thrøndske Svart var i det Hele meget bra'; kun havde den een Feil, det var, at den var sta. Vestlandske Blak var from; han leek at man den strøg. Kun havde den een Feil, det var, at den var trøg. SIDE: 251 Østlandske Brok den havde alle Trendes Dyder og Lyder. Det gik da op i op, og herligt naar de Fire kun vilde holde Trop. Hvad er du? Fribaaren Normand, kun Fædrelandets Træl, født for at gjøre Stolt-Norrige sæl, dække med Ager, Smaabørn og Eng Norge, den Ærens og Frihedens Seng. Et Smiil af Algodheden favned min Moer: før Aaret var runden, Hun favned en Smaagut med Tænder i Munden, og sagde "en Mand vil jeg skjænke dig, Nor!" Nu slaaer jeg mig paa Lænden, og kalder Selv mig Mand. Jeg staaer for min Drot, men knæler for mit Land. Min Elskov har en Kvinde, en Ven har mit Hu; et Brodernavn for Alle og gamle Døle-Du. Min Flid er min Rigdom -- den lever jeg ved, min Huustro, ja Huustagets Smaafugle med. Jeg fødtes for at hade Trældom meer end Pest. Ja kun med Sorg jeg lægger Aaget paa min Hest. Thi Trældom maa jeg hade selv i dens døde Bild, og Tanken "Norge bøiet under Herskervil," saa hurtigt som den flyer, dog fylder Sind med Skyer, paa Væggen rasler Riflen og knager Bilens Ild. Jeg fødtes for at lystre Lovens Bud -- hvor let! -- Men vak som Ørn paa Ægget jeg vaager om min Ret. I Frihedssolen satte min Fa'r min Vugge ud. Da tændtes Ild i Barmen, da voxed Marv i Armen og Vet bag Pandehud. Snart blev da Vugge-Karmen min Hærde alt for stut. Jeg spændte den i Varmen, og stod som vaxin Gut. Nor vil jeg Armen skjænke, ja Barm og Hærde med. SIDE: 252 Men Vettet vil jeg øke og dyrke ved at tænke. Naar stolten Hærde bøier sig efter Muldens Fred, da bringer jeg det bedre, end jeg det fik, til Gud. Hvorledes skal den være, du vil tage til Hustru? Sundhed i Hjerte! Sundhed paa Kind! Ingen Krøller paa Næsen! Ingen Kast med Nakken! Gjerne tomme Hænder og nakne Bakken, blot Særken og Stakken er huuslige Spind. Hvilke troer Du ere Aarsagerne til Udvandringerne til Amerika? Med Sportelsmør er Embedsmandens Kage for tykt besmurt, Inddrivningsmaaden er et Skalkeskjul for en Blodsugerhær, saa arme Bondes Gjeld blier altfor dyr. Det kan en Stakkar nok af Landet jage. Dertil nu vakkre Eventyr om Rigdom i amerikanske Myr, mens man sin egen heller lader ligge og følger Slendrian fra gamle Dage. Det kan nok bringe Folket til at tigge og ud paa lange Betlersti at drage. Hvilken Bygdeplage troer du er værst enten en Graabeinflok eller en blodsugersk Inkassator eller Prokurator? Om Vargerne kom ned som Lemæn ifra Aasen, som Feler tynde og som Skygger rappe, af Spiltoug Øikjen tog og Kua ud af Baasen, en slig Person er værre, ja værre end den Onde; thi det er Kuas Herre, det er den arme Bonde han Skindet af vil nappe og tappe. SIDE: 253 Hvorledes troer du Landet kan blive til hvad det bør, nemlig til sine Børns Forsørger? Ved Agerdyrkning og ved Industri -- kort ved at Hvermand blier liig en Bi, ei liig en Humle, der kun af Andres lever og kan brumle. Hvad troer Du om Spøgelser? Jeg hverken troer paa Gjenfærd eller Fanden. Jeg troer det spøger indenfore Panden. Om Sjelen troer jeg ellers og med Glæde, at hist den herligen sig vil beklæde; men om end den har Aabenbarings-Magt, har, at den viser sig i vante Dragt, Mistanke og Foragt iblandt min Grublen over Tingen vakt. Jeg nemlig ikke kan begribe (og Spørgsmaalet har bragt selv Gamlemoer iknibe) hvorlunde Skjorte, ofte ussel nok, Nathue, Tøfler, Hat og Brok og Rok -- kort Antrækket, hvormed den salig Døde tøflede afsted, udødeligt er vorden, som Aanden, ved at stikkes ned i Jorden. Hvad troer du om Russen? Godmodig som Menneske, vild som et Folk; og kommer han hid (at sige til Strid) jeg troer at han faaer sig ret ynkelig Svolk. SIDE: 254 Hvad troer du om Polakken? Spørg ikke om ham! Spørg ei, om jeg troer, at Gud og hans Retfærd i Himmelen boer. Hvad troer du om Svensken? Normanden og Han er to Alen af Eet, forskjellige dog i Stykkernes Lt. Den hidsige Normand er røden Skarlag, den rolige Svensker er himmelblaa Dag. Hvad troer du om Dansken? Mens Baggens og Svenskens Farve er stærk, er Danskens ltløs som reenstrøgen Særk. Godhjertig forresten, i Alting honet, hans Ulykke er, at hans Land er for fedt. Paa Erter og Flesk han dorsk har sig ædt; under Danebroge han helst sin Gryde vil koge, af Frihedstalerne hjertelig træt. Men hvad maa blive Enden herpaa? Mon ei jeg gjætter ret, at Folket op vil blive selver ædt? Hvor ligger det berømte Land Scandinavien? Jeg stirrer hvad jeg kan igjennem Luftens Blaanen; thi ligger det etsteds, det ligger nok i Maanen. Hvad troer du om Tydskeren? Han godt sig paa Naboers Penge forstaaer. Thi kommer der Flere her Aar efter Aar. SIDE: 255 Ude han højest om Friheden rimer, mens Liigklokken hjemme over den kimer. Lidt meer Underviisning i Fransk var, skjøndt han er lærd, ei afvejen. Paa Parti med ham bør da Hr. Dansk; thi denne er sjelden sin "ejen." Hvad er Schleswig-Holstein for et Land? Den Stat er endnu kun en Paddehat; men lyster at blive et Træ. Den op er skudt paa en eneste Nat; men lader alt Bladene see. Hvad troer du om Engelskmanden? I Charakterens Præg i mangt og meget har Engelskmanden Lighed med vort eget; men ak! hvor langt tilbage ligge Vi i Agerdyrkning, Kundskab, Industri? Hvad er din Mening om Franskmanden? Vi ham taknemmelig maa hylde. Vor Frihed vi Revolutionen skylde. Hvad er din Mening om Hollænderen? Han skal den Kunst forstaae at snue en Styver indtil den en Dukat fuldlødig bliver. Vil han mig blot sin Sildnedlægning lære, skal jeg en Tømmerstok ham glad forære. Hvad mener du om Spaniolen og Portugisen? Jeg troer, at disse Folk, endskjøndt de boe hvor Apelsiner og Lemoner groe, dog kunne skræmme hver Normand ifra at ønske sig fra hjemme. SIDE: 256 Hvad mener du om Italieneren? Jeg troer, at alt for smaa er hans Forsøg: kun Knald af Sværmere og Røg. Hvad er din Mening om Nordamerikaneren? Gid rastløse Flid vi af Yankeen lærte! Men ei vil vi have en Dollar til Hjerte. SIDE: 257 Henrik Wergeland HASSEL-NØDDER MED OG UDEN KJERNE, DOG TIL TIDSFORDRIV, PLUKKEDE AF MIN HENVISNEDE LIVS-BUSK. HASSELBUSKEN. Ja gid at den Lignen med Haslen bestaae! I Væsen og Dragt ei Prunk eller Pragt; dens Liv er Velsignen paa Jorden at saae. Hvor nøje du ryster om Høsten dens Green, dog holder vist den paa Nødder igjen. Sig Ekhornet høster om Juulkvellen een. SIDE: 258 Thi Busken i Stene har tvundet sin Rod, lært Ømhed af Nød, lært dele sit Brød, og fyldt sine Grene med Kjærligheds Blod. HULE NØDDER. Ekhorn har nok selv spiist de Bedste. Huller sidde jo i de Fleste? Da til Tidsfordriv i travaligt Liv brug ej Tand, men Kniv! frelse liden Maddik derinde! Den en gylden Pung dig skal spinde. Ekhorn veed vi nok er en Skøjer, tænker kun paa evige Løjer, spiser Kjernen sød, men i Pigens Skjød kaster hulen Nød. Men just netop udi de Hule Sommerfuglelarver sig skjule. Ekhorn Egoist vil kun svælge, Fantasus de Hule vil vælge. Om de Friske veed han jo den Besked: der er Kjerne fed. Men i en af hundrede hule kan et stort Vidunder sig skjule. SIDE: 259 Engang var en Perle inddrukket, engang var en Guldnaal indstukket. Huldren -- det var slemt -- havde Naalen glemt for en Alfes Skjemt. Ofte blaa som Himmelens Bendel boer der liden Sfinx Filifendel. Fantasus har hørt den at hamre sidste Høst paa Hamsenes Kamre; tænker saa som saa: jeg de hule maa nøje passe paa. Der formummet tør jeg dig finde, Fagre Sfinx, du min Elskerinde! Derfor Du de hule ei hade, Livet liden Maddik tillade! Sfinxen næste Vaar med sin Vinge slaaer Ekhorns Næse saar. Gylden Pung, som ligger tilbage, bør du som et Minde ei vrage. SIDE: 260 REGISTER OVER LIVSSKIZZERNE: Pag. I. De sammenvoxne Træer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 262 II. Den græske Profil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265 III. Kjærlighed paa Distance . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269 IV. Et Helvedes Jevndøgn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272 V. En stor Daarskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 VI. 99/100 Galskab, 1/100 Fornuft . . . . . . . . . . . . . . . . 279 VII. Endelig slaaer ogsaa min Klokke . . . . . . . . . . . . . . . . . . 282 VIII. Fortale, hvor Fortale aldrig før har staaet . . . . . . . . . . . . 289 IX. Barndoms-Erindringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293 X. Fra Slyngelaarene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 295 XI. Dies iræ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 XII. Portviin og Vrede ere To om een Mand, og altsaa formeget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 301 XIII. Min Ven Kandidatens Forsøg i Skizzen . . . . . . . . 304 XIV. Syttende-Mais-Bekjendelser . . . . . . . . . . . . . . . . . 307 XV. Min Studenteruniforms Historie og sidste Endeligt . . . . 311 XVI. Dødens personlige Skjønhed . . . . . . . . . . . . . . . . 313 XVII. Faaer Fanden fat i et Haar, saa tager han hele Kroppen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 314 XVIII. Jeg giver mine Sager i gode Hænder og reiser . . . . . . . . 317 XIX. Nationaliteter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 318 XX. To smaa Genre-Modstykker . . . . . . . . . . . . . . . . . 325 XXI. Et herligt Øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 326 XXII. Visit hos Peter Andreas Heiberg . . . . . . . . . . . . . 327 XXIII. Guldgruben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 327 XXIV. De egentlige Ophavsmænd til Jødernes Emancipation . . 329 XXV. Med i Legen, med af Stegen . . . . . . . . . . . . . . . . . 332 XXVI. Den forlorne Søns Dinéer . . . . . . . . . . . . . . . . . . 335 XXVII. En Explosion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 336 SIDE: 261 XXVIII. Virkelig Scene af Parises Mysterier . . . . . . . . . . . 338 XXIX. Scene à la Molière . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 341 XXX. Scene à la Peder Paars . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 342 XXXI. Jeg giver Beviis for, at jeg ikke duer til Diplomat . . . . 343 XXXII. Afskedsvisit hos Heiberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 344 XXXIII. Fortvivlelsens Inspiration . . . . . . . . . . . . . 346 XXXIV. Le Poëte national . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 347 XXXV. Jeg viser mig som en ægte Tourist . . . . . . . . . . . . 347 XXXVI. Le Drapeau blanc . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 352 XXXVII. Tilfældenes Betydning . . . . . . . . . . . . . . . 354 XXXVIII. Eventyr i Vandet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 355 XXXIX. Hadelandsreisen . . . . . . . . . . . . . . . 359 XL. Jeg prostituerer mig som Jæger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 363 XXXXI. Mit stolteste Øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . . 367 XXXXII. Rèvenge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369 XXXXIII. Mystifikationer . . . . . . . . . . . . . . 370 XXXXIV. Carl Johan . . . . . . . . . . . . . . . . . . 373 XXXXV. Kapellaniet forvandles til en vakker rød Sky . . . . 378 XXXXVI. Jeg bliver Fædrenelandsforræder . . . . . . . 381 XXXXVII. Saa nær var det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 382 XXXXVIII. Jeg døer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 384 XXXXIX. Et frænologiskt Foredrag . . . . . . . . . . . . . . 384 SIDE: 262 DE SAMMENVOXNE TRÆER. Jeg var kaldet hjem til min ømme, elskede, skjønne Moders Begravelse. Hvem kunde holde ud inde? Sønderknust slentrede jeg nedad den gamle Allee, og jeg saae mine Sødskende ligeledes gribe til Udflugter ad andre Kanter fra det Sorgens Huus. I flere Aar i min Ungdom havde jeg, strax jeg kom hjem, været vant til at ile Alleen ned, forat see til to, ligesom tvende forelskte Slanger, sammenslyngede Rognetræer. Da de i Aaret 1823 stode i al ungdommelig Fagerhed, havde jeg udskaaret i hvert af dem Begyndelsesbogstaverne til mit og en underdeilig Piges Fornavne, og det saaledes at Trækkene vendte sig mod hinanden og kunde mødes. Dersom dette skedte og Træerne trivedes, tillod jeg mig en fjern Ahnelse om Muligheden af, at ogsaa vore Skjebner kunde forenes, saa lange og, paa Grund af visse Omstændigheder, høist mislige Udsigterne end vare. Med mystisk Kraft blev jeg da hvergang jeg var hjemme trukket afsted, saasnart jeg var kommen, og ellers gik jeg aldrig der forbi, uden at betragte Trækkene og Træerne paa det nøjeste. I det første Aar beholdt Trækkene sin givne Form; de nær- medes som to Læber, der ville kysses, og Træerne trivedes for- træffeligt under Omfavnelsen. Det var ogsaa mit lykkeligste Aar. Ingen Sky paa min Drømmehimmel, uden jeg selv havde blæst den frem, og de Skyer vare blot glimrende Sæbebobler. Men næste Aar -- Himmel, hvor afskyeligt havde ikke Trækkene trukket sig ud i Længden og paatvers, som mod hinanden vræn- gede Munde! Forskjellige gule Moseflekker røbede ogsaa, at Træerne skrantede. Min Tilbedte var rigtignok ogsaa bleven for- lovet; men da dette ikke gjorde noget Skaar hverken i Kjærlig- heden, saa luftig som min var, eller i Forventningerne, udtolkede jeg ikke Træernes Vantrivsel anderledes, end at den Forlovelse var en Overgang ligesom Træernes Overgang vist vilde være. Min Kjærlighed længtes ikke efter nogen sandselig Belønning, uagtet jeg med Misundelse saae min Moder kysse den unge Pige -- allerede da af Aar som af Stand en Dame -- og mine For- ventninger trængte sig med virkelig rosværdig Beskedenhed ganske tilbage til næste Aar, da jeg skulde blive Student; thi da, følte jeg, vilde de blive uhyre og Magten til at iværksætte dem lige- saa uhyre. SIDE: 263 At sprænge en Officeer iveiret -- Pyh, hvilken Bagatel for en Student i de gode Aar! Hun har forgabet sig i Uniformen. Jeg skal ogsaa komme hjem i Uniform og ved god Leilighed ved et Selskabsbord, hvor hun er tilstede, skal jeg intonere Studenternes Triumfvise: "Jeg er Student, med andre Ord: jeg er min egen Herre" o. s. v., med betydningsfuld Gjentagelse af Kandidatverset: "Og naar jeg saa ved grønne Bord", o. s. v. Men foran Træerne kom aldrig Tanker, der havde saameget Materie ved sig, tilorde i mit Bryst. Der og i den Elskedes Nærhed formaaede jo ikke engang hendes Forlovelse at genere min Kjærlighed. Det var kun af og til paa Hybelen i Byen og med den studentikose Pibe i Munden at den karnificeredes saa grovt. Min Kjærlighed var saa nøisom, at den følte sig oversalig, naar jeg ude i Gangen kunde snige mig til at kysse den Tilbe- dedes Hat. Engang tog jeg dog feil, som jeg opdagede da de unge Damer kom ud efter Theen. Jeg havde havt Nydelsen, ja nydt til Overmaal, saa jeg var bange at have sat Flekker paa Hatten; men Eftersmagen var fæl. En Forlovelse gjør en saadan Kjærlighed intet Afbræk. Det er den umuligt at tænke, at den ikke tilsidst skulde krones, men den vil dette kun gjennem Li- delser. Da jeg Aaret derpaa saae til mine Træer, vare de endnu mere vantrevne i alle Henseender. Min Elskede var vel bleven fri ved hendes Forlovedes Død; men mine store Forventninger, om hvad en Student kan udrette, vare skuffede. Visen havde jeg nok ud- bragt, men slet og ubeleiligt, medens en heldigere theologisk Stu- dent i Nabobygden kortefter virkelig ved samme Vise tilsang sig en Kjæreste for en Tid. Jeg grublede og grublede foran Træ- erne. Endnu grønnedes de dog i Toppen, og det udlagde jeg til: "Hvem veed hvad der kan skee? Maaskee hun, og maaskee jeg, og maaskee hendes Familie, og maaskee min Familie, og maaskee og maaskee og saaledes tusinde Maaskeer. . . ." Næste Aar var der kun et Par Krandse i Toppen og Navne- trækkene vare ulæselige. Jeg erkjendte Skjebnens Sejer og hørte op med at bigte foran Træerne, at de Forelskelser, som imid- lertid kunde være mig overgangne som et Slags "røde Hunde", SIDE: 264 kun vare Surrogater for min virkelige og første uslukkelige Kjær- lighed. Træerne vare forlængst uddøde, dog stode de endnu med sine bemosede udløbne forvrængede Træk. Store Blaaklokker, klat- trende Vikker og vilde Roser skjød lystigt op om de hvide for- vittrede Stammer. Næstnæstsidste Aar stode de endnu sammenslyngede i Døden, som da de havde Dafnes friske Slankhed, og Barken duftede under mine ængstelige vellystige Snit. Næstsidste Aar var det jeg hjemkaldtes i hiint sørgelige Ærind, og vandrede nedad Alleen. Jeg tænkte ikke paa Træerne; alli- gevel førte Skridtene mig did, forat blive gjennemgyst af den dybeste Sorgtanke, et Barn kan yde sin Moder: den om de for- svundne Uskyldens Aar, da vi, netop i de Øieblikke Slægtkjærlig- heden begynder at røre sig, fatte hvad det er at have en Moder, en Moder som seer hvad der foregaaer i vore Hjerter, som seer at Traade, der famle efter noget Fremmed, begynde at udspinde sig deri, og som dog med øm Uegennyttighed gjør alt for at fremme sit Barns Interesse. Træerne vare borte. Afbrudte en Alen fra Roden laae de endnu omfavnende hinanden paa Jorden. Stunden da jeg skar Navnene i dem stod for mig; da vare de friske og livslystige som jeg ved Siden af min Moder. Der ligger min Ungdom, min herlige, sværmerske Ungdom! der ligger Livsenstræet i mit Para- diis, Vidnet om den Tid, da jeg nød Honningen af to Kjærlig- heder: den til min Moder og den til Hende, hvis Navn Træet havde baaret. Min Ungdom fra det 14de til det 17de Aar, stod for mig saaledes som den blomstrede i Ferierne med Kaktussens hurtige Fyrighed og overgaaende Pragt . . . . Jeg saa Moer i Gigh- en med Bybrunen fore paa en Visit til Nabogaarden med den hjemkomne, altid et godt Kvarteer forlængede Søn. Alt trak mig did: de venlige gamle Folk, Gaardens Præg af Alderdom og Adel, de kostbare gammeldags Møbler i de altid af Vellugt duf- tende Værelser, hvori et chinesisk Skab med barokke forgyldte Figurer og en pragtfuld Seng med tykt rødt Damaskes Omhæng med Figurer især havde vakt min Interesse. Ligesaa de høie, susende Lønnetræer i Gaarden og rundtomkring en beslægtet Frøkens grotteagtige Gravsted, de høje Hækker med Jasminer og hvide og røde Roser, bag hvilke vi endnu legede Gjemsel, SIDE: 265 jeg og de to med mig jevngamle Husets særdeles elskelige Døttre og endelig -- til disse kom min Tilbedede ofte i Besøg. Da især, naar jeg havde faaet opsnuset det, var det, min gode Moer pur- redes ud i Gighen, og til at tage mig med. O lykkelige Dag! Men Tusindfold lykkelig den Dag, da tre lyse Kjoler viste sig i Døren saasnart vi vare med Gighen under de store Træer. Efter en saadan var det jeg om Morgenen skar Navnene i Træerne. Med disse Tanker stirrede jeg paa de omfaldne symboliske Træer. Unævneligen vemodige, bleve mine Tanker tilsidst ikke ubehagelige. Besøgene paa hiin Gaard har nemlig altid vakt en lignende behagelig Erindring, som den man langt ude i Mands- aarene fra Skoledagene af nærer for Lørdagsaftnerne. Dagen efter gik Liigfølget nedad Alleen. Jeg saae til Siden. Træerne laa der. Min Ungdom stod atter for mig, men ligesom Basreliefs i Gips. Selv min første Elskede havde Dødens Farve, men hun besad sin Skjønhed, og denne var af den Beskaffenhed, at man af hendes Hovedskalle, om den sees om hundrede Aar, vil kunne slutte sig til, hvor overordentlig den har været. Hidtil havde dog Træerne staaet oppe; nu laae de i Græsset; og jeg tænkte: Min Ungdoms-Elskedes Lykke er knust; og hvad Glæde er der nu for mig i Verden, siden jeg ogsaa har mistet min anden endnu tidligere, lykkeligere og stærkere Kjærlighed: min Moder? DEN GRÆSKE PROFIL. Det var i det Aar, da man førstegang i Norges Hovedstad begyndte at brygge Øl i det Store og navnlig Otteskillingsøl. Jeg gik endnu paa Skolen; men et Par bergensiske Studenter i mit Logis gav mig gratis Underviisning i at drikke bemeldte Stærktøl i store Kvantiteter og i at røge Tobak, samt i flere Studenternetheder -- jeg veed ikke een undtagen. "Nu, Gut, drik!" sagde den Ene af Kontubernalerne, et Men- neske, jeg gjorde meget af ogsaa fordi han var saa smuk. "Dona præsentis carpe lætus horæ et linque severa!" SIDE: 266 "Hrr. Rasmussen -- sagde jeg, idet jeg skjød baade Glas og Pibe fra mig -- lad det være for ikvel; men gjør mig den Tje- neste at følge mig ind i næste Værelse." Det skede. "Hun er i Byen -- vedblev jeg -- Jeg veed det positiv; Hun, som jeg har fortalt Dem om at jeg har skaaret hendes Navnetræk i Træet. Hun boer hos sin Tante . . O Gud! Gud! kunde jeg blot faae see et Glimt af hende, blot Profilen, ikke selve Ansigtet engang, vilde jeg være lykkelig. Og jeg veed et Middel dertil, naar De blot vilde hjælpe mig, og jeg torde komme frem med det. De skulde ogsaa selv faae see hende. Aldeles græsk, det forsikkrer jeg dem." Leende tilsagde han mig sin Bistand, uagtet jeg forlangte intet mindre end at han, Toaars-Studenten, skulde staae Buk for mig, Skolegutten (skjøndt rigtignok Mesterlektianer) saa jeg kunde kige indad Vinduet hos Tanten. Klokken var kun 7, og før Kl. 10 blev det ikke saa mørkt, at Forehavendet kunde voves, især da der var en Skildtvagt næsten ligeoverfor. Men jeg stillede hurtigt mit nye Konfirmationsuhr 1/2 Time frem og foreslog en Spadseretour imidlertid. Den Ulyk- kelige indlod sig derpaa, og under idelig Snak fra min Side om den mageløse Skjønhed han skulde see, trak jeg ham med mig først til Tøjen, Tøjen rundt, ud til Egebergsvingen, gjennem Byen en Fjerdingvei paa den vestre Kant, rundt Fæstningen samt de fleste af Byens reelle Gader. Aldrig vilde det blive mørkt nok -- ikke engang saa mørkt, at jeg turde vove mig igjennem den Gade, hvor Tanten boede. Jeg fortvivlede; min Kammerat havde alt mange Gange yttret Lyst efter de forladte sex Ølflasker. "Ak, hvor skulle de smage, naar vi komme hjem!" var min daar- lige Trøst, der kun bragte det grinende Svar: "ja naar Fanden bliver det? Men nu ikke et Skridt længer!" Jeg fik ham tryglet ned til Hjørnet, hvorfra man kunde see Tantens Huus. "Bravo! Gardinerne ere alt nede, og Lys tændt. Endnu et Kvarteer, saa er det mørkt nok til at jeg kan klyve op." Ogsaa dette Kvarteer lod han gaae, og det gik i den fuldkom- neste Taushed, thi jeg hørte mit Hjerte slaae som om det vilde sprænge sig ud; snart syntes det at sidde fast i Halsen som den bekjendte globulus hystericus. "Nu Kujon! Kvarteret er gaaet," brummede min Kammerat. Aarerne i min Pande pulserede voldsomt under den ideligt til- SIDE: 267 bagekommende Tanke: Hvad om du blev greben som Gadeskøjer og ført ind til Tanten og til -- -- ! Men jeg maatte til. Studenten stod allerede Buk og det ikke altfor stille; bag mig klirrede Skildvagtens Gevær. Nu sidder hun og Tanten og drikke The, tænkte jeg, og da kan du vel be- tragte hende imag. Jeg var oppe paa min Vens Skulder med Ansigtet til Ruden, hvor Rullegardinet lod en Aabning til Siden. O Fortvivlelse! Ingen at see! "Ak! Hun er der ikke", hviskede jeg . . "Nu ja saa slipper jeg . ." "Nei, nei! for Guds Skyld! Hun maa være der, Hun maa! Blot to Sekunder til! Blot een! O! o! Nu er en Evighed for kort; thi jeg seer hendes Profil paa Væggen. O Gudskelov! Det er dog noget. Det er meget. Jeg behøver ikke meer. Tak! Tak for Hjælpen. Men se nu De . . ganske græsk . . ." Neppe stod han paa min Skulder, før han brast i en umaade- lig Latter. Af Forfærdelse syntes jeg det var umuligt at komme af Stedet, og dog befandt jeg mig inden to Sekunder ved Hjørnet, medens Studenten laa brølende paa Fortouget og Skildvagten raabte: Hvem der? Jeg løb og løb videre, og Uhyret efter, leende saa høit og saa umaadeligt, at Folk aabnede Vinduerne og raabte paa Vægteren. Desto mere rasende løb da jeg, for ikke at komme i Ulykken med ham. Men pludselig fandt min Forfølger paa under Latteren at raabe mit Navn, og saa standsede jeg da hurtigere end Loths Hustru, forstenet af Skræk som hun. Med skrallende Latter faldt han mig om Halsen; Begge tumlede vi ned paa en Trap. "Veed du hvad det var for en Profil du saae?" brølede han, atter afbrudt af sin Latter, uden mindste Hensyn til Tid og Sted. "Og siig mig, er ikke Tanten pukkelrygget?" Og saa spurgte han vel ti Gange, før han kunde give nogen Forklaring. Men jeg loe ikke, da han underrettede mig om, at hvad jeg havde anseet for min Tilbededes Profil kun var Skyggeridset paa Væggen af Tantens fremspringende Ryg. Nogle tilfældige Bøi- ninger af hendes Klædebon havde givet den græske Næse, de fine men distinkt tegnede Læber, Hagen m. m. Øllet smagte ypperligt, da vi kom hjem. Jeg drak og røgte stærkt dertil, men med hollandsk Taushed. SIDE: 268 "Et Qvi pro quo, Broder!" sagde min Kammerat og stødte an. "Sibilla pro Illa" mumlede jeg med en Klang som af en sønder- brukken Potte. Jeg var virkelig ogsaa som sønderknust baade i Hjertet og i Benene. "Men hvor havde du din Efterretning fra om din Tilbededes Ankomst til Byen," spurgte Kameraten mig Dagen efter. "Hun stod som Ankommen i Avisen. Se her, jeg blev saa glad, at jeg kneb Nummeret fra Værten, og her staaer under Gaars- dagen den 10de Mai ankommen. . Tys!" sagde jeg, bange forat høre det hellige Navn; "men her seer De selv." "Atter et Qviproquo" -- loe han -- "Avisen er jo fra ifjor af." Med slappe Træk og et Par Koøine gloede jeg paa Tallet, som han pegte paa. Det lod sig ikke benegte; den var netop aars- gammel. SIDE: 269 KJÆRLIGHED PAA DISTANCE. Omnis bonus homo tiro est. Snil Gut -- stor Trompeter. Naar man elsker som jeg gjorde, nemlig uden bestemte Hen- sigter, uden Tanke om den Elskedes Besiddelse, der, som altfor stærk og berusende, med vellystig Gysen trænges langt hen i Baggrunden og kun tillades at fremtræde under Navn af Tanker paa Embedsexamen, -- og især naar den Først-Elskede allerede er forlovet: saa kan man, inden man seer sig vel fore, komme til at elske To. Forklare og forsvare dette vil jeg ikke; men Jeg (og jeg tænker Flere) veed, at det gaaer an. Begge forene sig i Fantasien ganske let og i uløselig Forbindelse som den magdeburgske Kugles Halvdele. Paa et Julebal foregik denne Operation i mit Indre. Selv var jeg delt; men disse To, min første Inklination og den nye Op- trædende, den sødeste Blondine mod den mest glimrende Bru- nette -- o disse to Elskelige forbleve kun Eet, saa det var lige formasteligt at elske En af dem, men naturligt at elske Begge. Jeg var Student, og anvendte første Semester flittigen til at gruble over Spørgsmaalet, om jeg ikke kunde forlove mig med Nr. 2 og dog vedblive at elske Nr. 1. Et Frierbrev blev skrevet hver Dag, sønderrevet og kastet ud af Vinduet i Haugen, saa min gamle Værtinde troede at Æbletræerne kastede Blomster for tidlig det Aar. Ak, ja Æbletræerne blomstrede alt. Vinter og Vaar vare hen- grublede. Tanken om Tidens Flugt bragte mig endelig til at skrive et Brev til min Elskede og hendes Plejemoder. Og det kom virkelig afsted. Tjeneren i Huset var bestukken. Svaret var ikke ugunstigt. Man ønskede mit Besøg i Huset til nærmere Bekjendtskab. Jeg skjalv og blegnede da jeg læste det, og fik endelig affærdiget en Takskrivelse, hvori jeg anmeldte mit snare Besøg. Hver Søndag skulde nu dette gaae for sig. Jeg pyntede mig og gik modig nedad Trapperne og henad de første Gader; men ak! -- lad mig tilstaae min Skam: ligesom naar man skal til Tanddoktoren, sank Modet ved hvert et Skridt, som nærmede mig til Huset. Nok, jeg kom der aldrig. Hjem kom jeg ligesaa strøgen som SIDE: 270 jeg var gaaen ud; og naar jeg saa foran Speilet tog Halstør- klædet af, faldt det mig nok ind at jeg burde spytte mig selv i Øinene. En Dag kom jeg glædedrukken hjem. Familien var flyttet paa Ladegaardsøen og jeg havde strax skaffet mig en uhyre Dollond forat faa Øje gjennem den paa min Elskede den Fjerdingsvei over Fjorden. Det var nok for mig. I fjorten Dage var jeg det lyksaligste Menneske. Næsten hver anden Morgen Klokken omtrent 6 saae jeg min Tilbedede komme ud i nydelig Morgendragt forat tilsee Blomsterne. Men da fik jeg at vide af en Bondekone, at jeg havde taget feil af Land- stedet, saa den, jeg havde betragtet med saadan Henrykkelse, maatte være den rige Kjøbmand Ps. ikke for smukke Kone. Det rette Sted kom nu i Kikkerten, og i de næste 14 Dage var jeg virkelig saa lykkelig at opdage en Fruentimmerskikkelse, som kunde være Hende. Vinteren udover havde jeg i denne Kjærlighedshistorie havt en Fortrolig i en Student, som vankede meget ofte i min Tilbedtes Familiekreds; men mine Kikkertobservationer fortaug jeg for ham, uden at ahne at jeg havde vægtigere Grund dertil end min Frygt for at fordærve mine hemmelige Nydelser gjennem Kikkerten ved at lade nogen Dødelig faae Nys derom. Ellers havde jeg intet fortiet for ham, og jeg har mine Grunde, hvorfor jeg troer, at min totale Ulykke skriver sig fra det Fængende i mine Lovtaler over Pigen. SIDE: 271 Træt og sulten kommer jeg en Dag, hvorpaa jeg ikke havde seet andet ved Landstedet end en hvid Ko, altsaa en af de "spildte", paa Spiiskvarteret forat faae min Middag. "Har De hørt Nyheden?" skreg man mig imøde. "Student N. (min Fortrolige) er igaar bleven forlovet med Jomfru Grethe M." (min Tilbedede). "Paa Søndag skal der være stort Selskab ude paa Landstedet paa Ladegaardsøen," lagde En til, hvorved han gav mig Anledning til at dølge min første Bevægelse. "Oline, en Dram og en Flaske Øl!" raabte jeg kjækt. Det burde jo have været Viin; men jeg fortæller her den rene Sand- hed -- ja forat gjøre denne ret Fyldest, negter jeg ikke at jeg strax ovenpaa forlangte nok en af det Onde. Nu havde jeg god Grund til at blive rød, saa jeg undgik alle Spørgsmaal om hvor- for jeg blev det. Men da jeg kom hjem, løb det rundt i mit Hoved. Jeg vil op- regne nogle af de Beslutninger, som virkelig kom tilende og lod sig læse under Omhvirvlingen: 1) Nu vil jeg da blive en Svire- gast. 2) Nei, nu vil jeg kaste mig paa Bogen, for Alvor. 3) Jeg troer jeg springer udaf Vinduet -- nei, der vilde jeg blive hæn- gende i Æbletræet. 4) Drukne mig? -- det er lavt. Jeg vilde see fæl ud, naar man fandt mig. 5) Hænge mig? Det er Nidings- død. 6) Gift? Ja Den, der havde nogen paalidelig! 7) Skyde mig? Top! Men ak! mine stakkels Forældre! 8) Blive Filhellen? Det var smukt; men Reisepenge? 9) Knuse mit Hoved mod Væggen? Væggen, som er hundredaargammel Rapning, vilde blive knust og jeg kun stikke mit Hoved ud til Publikums Fornøielse som Lallekønig til Baslernes. 10) Forsvinde for i forskjellige Tje- nester at friste Arbeidernes Lod? Være Færgemand en Tid, Grøf- tegraver en Tid, Steinbryter en Tid o. s. v., og omsider blive op- daget paa Arbeidsanstalten og udført i Triumf som en af de største praktiske Filosofer? 11) Gaa over til Katholicismen og blive Munk? Tør sgu nok blive muligt. 12) Lægge mig flittig efter Billardspil, saa jeg kunde leve uden en Skilling fra mine Forældre? Ak, Den der kunde drive det dertil! 13) Skrive mine Forældre til, at jeg udbad mig som deres sidste Godhed, at de vilde glemme, at de havde havt nogen Søn, som hedte Henrik Arnold, og at jeg maatte staae ene i Verden. Der var Snese Beslutninger til; men virkelig saa fortvivlet var jeg, at det sidste Gyselige, at staae ene i Verden, forekom mig SIDE: 272 som den største Lykke. Og det er ikke den eneste Gang jeg har tænkt saa. Den Beslutning, jeg fulgte, var imidlertid at skrive Vers, som min Fortrolige, der til min Forbauselse lod som om Intet var passeret, ikke noksom kunde rose. Hvad der var passeret var jo ogsaa til Pas? Jeg maa have elsket den søde Grethe M. i ædleste Forstand. Synet af et Gjenfærd har jeg altid følt vilde udøve en forfær- delig Indflydelse paa mig, ja selv Mennesker, jeg havde næret den største Agtelse for, var det rystende for mig at tænke mig synbare efter Døden. For hiin Piges Geist -- hun døde nemlig kort efter -- har jeg derimod aldrig været bange. Det har endog i en lang Aarrække forekommet mig, som om hun virkelig tog Deel i mit Vel og Ve, og som om hun oftere omsvævede mig, uden at jeg kunde see hende, uagtet jeg ofte i ensomme Nætter bad hende at vise sig om det var muligt. Hvorledes skulde denne meenløse Skabning, sit hele Liv et fattigt forældreløst Barn, der maatte lære Ydmyghed af Barmhjertigheden -- hvor- ledes skulde hun kunne medføre noget Forfærdeligt? Jeg maatte see hende i Hvidt med Lyseblaat, saaledes som jeg førstegang saae hende og altid tænkte mig hende klædt og saae baade den Falske og eengang den muligens Ægte i Kikkerten. ET HELVEDES JEVNDØGN. Skulde man troe det muligt, at gjøre en endnu ynkeligere Figur som Elsker, end den jeg allerede har gjort? Jeg skriver ikke for at advare mod Forlibelse i og for sig selv, (hvilket vilde være at sætte en Pind til at standse et Fossefald) men forat advare mod de Daarskaber, hvortil den kan forlede netop de Gemytter, som, paa Grund af deres Følelsers Styrke, deres Oprigtighed og Af- sondren af det Sandselige og Egennyttige, mindst fortjene at blive til Nar for den; men som dog just allermeest ere udsatte for denne Skjebne, og det ikke altid i den første Ungdom. Idetmindste var jeg et Par Aar eller mere over de Tyve, da jeg en vakker Vinter-Søndagmorgen midt paa en milelang Mo SIDE: 273 befandt mig liggende i en af de Sveiver, som Tømmerkjørere udhule i Vejen. Den garanterede Egenskab ved mit selvopfundne Kjøreredskab, en Slags Pulk, ikke at kunne vælte, var fløiten; og uagtet jeg ikke kunde øine andet Liv i det lange Perspektiv frem og tilbage henad Moen, end min Brune i uafbrudt jevnt Trav til den ikke var større end en Flue, var jeg dog ærlig nok til at beslutte, for Eftertiden ikke mere at tale om min Pulks Uomvæltelighed; og anbefaler jeg dette Exempel især til dem som handle med Heste, Uhre, Fortepianoer og deslige. Der gik meget længere Tid inden jeg fik Hesten fat, end jeg vil behøve til at fortælle Aarsagen baade til Reisen og til dette keithændede Omen, dette Reisens første og mindste Uheld. Jeg havde allerede i længere Tid fundet, at en theologisk Kan- didat burde være forlovet og at en Embedsmands ret smukke Datter en Miils Vei borte baade var et passende Valg saavel i sig selv som med Hensyn til Afstanden, eftersom Veien var lang nok baade til at vise Lidenskab, om jeg vilde tage den gaaende, som og til at tilkjendegive Lidenskabens Stigen og Synken, alt- som jeg tiere eller sjeldnere betraadte den. Sommeren var gaaen hen med en heel Deel paafaldende Besøg af mig tilfods. Engang havde jeg endog altfor tydeligen røbet hvad der drev mig hver Uge til disse Spadsereture paa en stiv Miil gjennem dybe Sand- moer først i Solheden strax over Middag og saa udpaa Natten Milen tilbage igjen. Frithjofs Saga var dengang i Alles Munde, og saa havde jeg da tidlig i Junimaaned ladet gjøre en bitte lille Sølvkurv af en Bondesølvsmed og sendt min Dame samme med nogle Jordbær saa nær Modenheden, som det havde været mig muligt at finde dem, samt et halvskudt Rugax i, ledsaget af føl- gende betydningsfulde Linjer af Tegnér: "Det første Jordbær, som blev rødt, det første Ax, sig gyldent bøjed, gav Han sin Ingeborg fornøjet." Men jeg fik saamen ogsaa Kurven tilbage. Hvor jeg forbandede det Indfald at vælge den ominøse Tingest, en Kurv! Virkelig -- jeg havde intet ondt tænkt derved, intet andet end at slige Sager virkelig laae mest passende i en Kurv. Men det andet Kjøn tænker altid finere, og saaledes maatte jeg SIDE: 274 tage Kurven tilbage, uagtet jeg antydede, at den dog lod sig bruge til at lægge Naale i. Nu skulde jeg bære mig klogere ad. Jeg var bleven træt af Milemarscherne og Vinteren var kommen. Pigen var desuden i et Besøg paa længere Tid hos Præsten i en Nabobygd. Did be- sluttede jeg da at sende et alvorligt Frierbrev. Der kunde hun i bedre Ro fatte sin Beslutning. Denne burde jeg da have oppebiet. Fredag Aften var et Brev paa 3 Ark til Jomfru C. C., adresseret til Nabopræstegaarden, personligen bleven afleveret paa Postaabneriet. Middagen der- efter skulde det være i de rette Hænder, og da jeg havde ud- bedet mig Svar med Omgaaende, enten det indeholdt Liv eller Død, kunde jeg sikkert vente dette Tirsdag. Men at jeg Søndag Formiddag var at træffe liggende paa Moen midtimellem Præstegjeldene, kom af at jeg ikke havde kunnet udholde Uvisheden om jeg vilde faae Svar med Omgaaende eller ikke. Selv ikke den Omstændighed, at der neppe fandt det hjerte- ligste Forhold Sted mellem mig og den gjæstfri og dannede Fa- milie, hun var hos, havde kunnet afholde mig fra at drage afsted tidlig om Morgenen, medens endnu alle Stjerner tindrede. Jeg arriverede om Middagen. Min Gud! uagtet jeg nok mær- kede skjelmske Ansigter baade hos min Elskede og hos hele Husets Personale -- ikke Spor af at noget Brev var ankommet. For at minde om Posten, krammede jeg ud al den nyeste Politik, jeg vidste. Man lader ikke særdeles interesseret deri; jeg siger, det er kun gamle Nyheder, men de seneste skulde det være værd at kjende til, og Posten er vel allerede kommen her til Bygdens Postaabneri. "Kan saamen gjerne være," meente Pastoren. "Maa jeg spørge om hvad Dage den hentes?" spurgte jeg med Hjertet i Halsen. "Aa, det er saa uvist," svarede den utaalelige Indifferentist. "Vejen er ikke saa kort, saa vi søge at faae Bud paa letteste Maade. Vi have saa meget Brug for Folkene." "Er det da saa langt did, Hr. Pastor?" sonderede jeg. "En stiv halv Miil." "Min Gud det var ubekvemt. Den Indretning bør forandres. Paa offentlig Bekostning bør Posten punktligen afgives ved alle Embedsmænds Døre." SIDE: 275 "Aa," bemærkede Pastoren, "Embedskorrespondencen er ikke af en saa presserende Natur. Den kommer altid tidsnok." Jeg fortvivlede. Værten var ikke til at bevæge. Lige forgjæ- ves ymtede jeg om, at sidste Aviser upaatvivlelig maatte indeholde yderst interessante Theaterkritiker. Jeg leed Kvaler paa min Stol som et Insekt paa Naalen. Men skjøndt det var Snak med at Aviser kunde være komne, saa maatte dog Brevet ligge paa Post- aabneriet; men at det vilde blive hentet i Dagens Løb var der ingen Udsigter til, efter hvad jeg havde hørt, og længer end høist til næste Dags Morgen kunde jeg ikke give mig til at blive i det mig temmelig fremmede Huus. Der maatte overordentlige og hurtigen iværksatte Kunster til forat faae Brevet fat. Men hvilke? Det var derpaa jeg speku- lerede under den meest paafaldende Adspredthed og Forstemthed. Man spillede paa Fortepiano, man gav Duetter og Terzetter for min Skyld -- Intet hjalp paa den ubehagelige Gjæst, Intet kunde bringe mig fra at tale om Posten eller fra at see udaf Vinduerne om Postbudet dog ikke skulde komme. Det begyndte at skumre, blege Stjerner tittede alt frem hist og her. Jeg tænkte: snart ville de straale som da du tog ud imorges og en Dag altsaa være forbi. Der var ikke en Sekund at miste. "Hr. Pastor," siger jeg fortvivlet, "et Ord i Eenrum! Rentud -- jeg maa have Bud paa Posthuset. De seneste politiske Efterretninger, som knytte sig til dem jeg fortalte, interessere mig saameget, at jeg vil være Dem meget forbunden, om jeg med Deres Tilladelse for gode Ord og Betaling kan faae en af Deres Karle hurtigst afsendt til Post- huset efter Aviserne og hvad Post, der ellers maatte være kommen her til Huset." Jeg var nok bekjendt for at være en lidenskabelig Politiker; men dette var vel drøit. Havde jeg endda sagt, at jeg ventede en Theaterkritik, hvori der skulde være Sidehug til mig -- det havde dog ladet sig høre. Men det Utroligste kom frem, slet belagt med nogle Vink om et Væddemaal om Capo d'Istria, der rigtignok forlængst som Død var udgaaet af Avisspalterne. Imid- lertid haabede jeg det skulde blive imellem os; men den Skjelm af en Præst raabte høit ind i Sideværelset, hvor baade min Donna og Husets Damer vare: "Mo'r! lad Ole komme ind. Herr. W. maa endelig have en Expresse til Posthuset." Jeg tilgiver dig det, Præst, tænkte jeg, fordi du igjen er saa snil at glemme, at SIDE: 276 ingen Avispost kunde være kommen. Fnisen syntes jeg nok at høre i alle Kroge; men jeg kunde intet see for det velsignede Tusmørke, der bedækkede min Forlegenhed og Rødmen over min Frækhed, da jeg ligesaa godt som Præsten maatte vide, at ingen opgaaende Post kunde være kommen. Præsten havde ladet Ole faae Hest og Slæde og saaledes var han tilbage før jeg ventede det. "Ole er alt kommen," hviskede Præsten. "Allerede?" raabte jeg rask og ilede ud i Sideværelset uden at turde trække Døren til, saa Tølperens Ord "Der var nok Intet til Dem, som hører Eidsvoll til, men her er et stort Brev fra Eidsvoll til Jomfrua, som er her i Besøg hos en Fa'r." Her er det man kan bruge Udtrykket om at synke i Jorden. Men hvad var der at gjøre? Ordene vare hørte, Brevet i mine Hænder, dets Adresse i næste Værelse. Jeg ønskede jeg havde knækket Nakken da jeg væltede imorges; men jeg maatte derind; selv overrække i Fremmedes Nærværelse mit Frierbrev! Situa- tionen var gyselig. Men handles maatte der. Jeg vaklede ind i det klart oplyste Værelse. "Jomfru C." stammer jeg; "istedetfor Noget til mig, har Budet bragt et Brev til Dem." "Til mig?" "Ja! her seer De! Vær saa god!" Brevet er i hendes Hænder; men ved at bryde det paastedet og ved den Forvirring hun røbede ved at læse de første Ord, viser hun Alle hvilket latterligt Omfang og hvad Natur det var af. Dette gik ikke an. Endnu en Grad i Torturen. Halvhøit beder jeg hende i min Kval om at læse Brevet i Eenrum i næste Væ- relse. Hun gik ind; jeg blev tilbage paa Forundringsstolen. Eet Fruentimmer af de Tilstedeværende havde bestemt oprigtig ondt af mig under den almindelige Taushed, som nu indtraadte, kun afbrudt af Velinpapirets Raslen, hvergang Damen i Sideværelset vendte en Side om; thi hun holdt paa imidlertid at forgive mig med The og alt det Gode der kunde tænkes, og der var ingen forbidt Latter om hendes Læber. Jeg fordrev ogsaa den piin- ligste Stund i mit Liv med at fortære et umaadeligt Kvantum The, Tvebakker, Syltetøi og Godter, indtil endelig en Bevægelse i Sideværelset forkyndte at Brevet var baade læst og overtænkt. Jeg ind. Diskussionen fremdeles for aabne Døre. Det ven- ligste Afslag. Vi afbrødes ved at den venlige Vært selv bragte SIDE: 277 Punsch ind. "Kom, sagde han leende, lad fem være lige!" Jeg drak Skaalen med et Ansigt, hvori der fandtes alle Punschens Ingredienzer undtagen Sukker. Ingen Spiritus kunde være dunkel- rødere end mine Kinder, ingen Citron surere end mit Smiil, intet kogt Vand flauere end mine Træk. Man vilde endelig jeg skulde blevet der Natten over og ikke tage over den lange Mo. Det var mig umuligt. Det var Synd at forhindre dem fra at slippe Latteren løs endnu iaften, tænkte jeg, og tog afsted efter det triste Aftensmaaltid. Jeg kom først hjem, da Staldkarlen alt stod i Stalddøren med sin Løgt. "Hvormange er Klokken, Ole?" "Aa, sagde Han, henved Fire, efter Stjernerne at dømme, for saa stod døm just igaar, da han tog ud." EN STOR DAARSKAB. Til det Paradisiske ved min Hjembygd hørte ogsaa, at jeg var Almuens Yndling. Endnu blomstrer denne Kjærlighed som Vin- tergrønt'et i den øde Have. Og jeg elskede de gode Folk igjen, og jeg gjør det endnu, endskjøndt denne lidenskabsløse Kjærlig- hed har bragt mig flere Ulykker og ladet mig begaae farligere Daarskaber end hiin sværmerske, hvis Magt til at dreje Hovedet om paa Folk man har seet Prøver paa. "Holloi! Hei!" raabte en ægte Jydestemme efter en Officeer og mig paa en Ridetur en smuk Sommeraften just som vi havde passeret den majestætiske Allee til hiin velsignede Nabogaard. "Holloi! have Mherrer slig Hast?" lød Røsten atter fra Jordet ved Siden af Vejen med den hule Hæshed, som røber, at man har ført et raskt Liv i Ungdommen. Det var den daværende Ejer af Gaarden, som raabte os an, ilende til Gjærdet fra sine Slaattefolk for at invitere os ned til en Eftasvel. Og en Eftasvel under de store Træer hos denne yderst gjæstfri og vittige Mand og i de gode Gamles Nærhed, var Noget jeg satte høi Priis paa. Han havde ligesiden min Kon- firmation været min kjæreste Omgang, ja jeg satte ham høit mel- lem mine Venner, og at han nærede oprigtig Hengivenhed for mig, derom var og er jeg overbeviist. Han var den første voxne SIDE: 278 Mand, som havde drukket Dus med mig før jeg var bleven Stu- dent, og han fik mig til at dandse paa min Konfirmationsdag ved at hviske mig i Øret, da han saae hvor forhippet jeg var der- paa: "For de Rene er Alting rent." Men nu! Havde han budet mig Dagen før, havde jeg strax sagt Tak og gjort omkring. Men nu -- til Tak for den artige Indbydelse bruser jeg ud, med Blodet pumpet op i Panden: "Nei Tak for mig! Mellem os maa det være forbi, Hr. Palle, siden jeg hører De er saa haard imod Almuen. Fy for Fanden o. s. v." Det ene Ord tog det andet. Udtrykkene fra begge Sider stege, ligesom sammenhvirvlede Blade i en Hvirvelvind, indtil de for- svandt, ligesom disse i Luften, udenfor Sprogets Omraade i Tvi'er og alskens paa Stedet opfundne Interjektioner. Tænker man sig Mundhuggeriet som en Bue, dalende i udtømt Mathed, da befandt Udtrykkene "Blodsuger," "forvorpne Dreng," "fordømte Jyde, som skal komme her og gifte sig ind i en agtværdig Fa- milie" og andre deslige sig allerede i Nedgaaende. Men pludselig skyder der sig to grønne Straaler, som jeg al- drig havde seet før, ud af Hr. Palles smaa plirende Øine. "Hans, Gulbrand, Ole, Peter, Jakob hid hid!" raaber han til sine Folk. "Have I hørt hvad han har sagt?" "Ja, at I er en fordømt Blodsuger," brølede jeg, figurerende chevaleresk med Hest og Ridepidsk. "Naa! Det er saa meget som I høre paa," lagde han til, tør- rende Fraaden af Munden. "Det er nok. De skal høre fra mig, Hrr. W." Allerede samme Dag troer jeg Stevningsmændene indfandt sig. Stevningen blev vel ikke forfulgt; men den aabnede dog Rækken af de Stevninger jeg siden har været plaget med. Palle glemte mig denne Rencontre aldrig. Den blev Drageægget til Processer, der have fortæret flere af mine indre Kræfter og Mere af min Livsfriskhed, end en yderlig Fattigdoms Elendighed vilde have gjort. Da jeg i Høst paa Sottesengen havde Omarbeidelsen af Mennesket og Messias for mig, følte jeg mig overtydet om, at jeg ikke vilde have kunnet skrive dette Værk, om dette ikke var skeet før hine Prometheusgribbe af Processer begyndte at æde paa min Lever. Siden jeg slap fra mine Processer føler jeg en Slags Isnen over Ryggen bare jeg seer et Udskud af en Inkassator. Den, SIDE: 279 som engang er bleven bidt af "en lang styg levandes En," bliver ogsaa bange for en Tougende, hedder det. Saa dyrt har jeg betalt den Lære, som mine Læsere faae for intet, at ingen Last er farligere end den ædle Dyd, Oprigtighed, paa urette Tid og Sted. 99/100 GALSKAB, 1/100 FORNUFT. . . Der staaer Navnet paa Skizzen -- en, som naturligt kjæder sig til Mesteparten af de Foregaaende. Men -- skal jeg? skal jeg ikke? skal jeg? Nei! den springer jeg over. Hele Skizzen angaaer ogsaa kun et Sprang over. Mere tør jeg ikke sige, og jeg har ogsaa allerede sagt A. Tra- ditionen vil nok lægge B. og C. til. Kun saameget! den Forelskede, som grubler i Ensomhed og især Den, som mangler Gjenkjærlighed medens han bærer paa andre Sorger, er ikke sikkrere for at blive gal for et Øieblik end Dampvogn-Passageren er forat Vognen skal løbe udaf Veiskin- nerne. Et Glas formeget, nogle Draaber Blod mere op i Ho- vedet end dette kan godt rumme gjør her det samme som en liden Flintesteen i Vognfuren . . . Rtsch-Rtsch-Rtsch! der ligger Vogn, Passagerer, Konduktør! Fornuften er vor Konduktør. Hundrede Gange har han ført lykkelig frem; den hundredogeente Gang ligger Stenen der. Her har man Kjernen. Æblet kaste vi i Lethe -- -- -- Nei nei! Jeg faaer nok bekjende, at jeg i et Øieblik har seet Vanvidets forfærdelige Dæmon . . . -- Og, Lethe er desuden ikke at troe. Dens seige Vande have Understrøm og skyde gamle Sager op. Dette Blad var just lagt hen, for ikke at modtage en Tøddel meer, da jeg faaer et Be- søg, som ret viste mig, hvorlidet jeg havde at vente af Tidens Barmhjertighed -- et Besøg af en Personage fra Landet, der ikke kjendte mig anderledes end at han bragte mig Brev fra en Bekjendt i hans Hjembygd hvergang han var inde for at gaae rejekt til Artium. Iaar er det nu for tredie Gang. Faderen, en SIDE: 280 Præst af Fleertallet, havde troet at opdage Genialitet hos Gutten, fordi han aldrig kunde holde en Tanke fast og idelig sprang fra det Ene til det Andet i sin Tale. Hverken de Erfaringer Gam- melen gjorde naar han overvar de Examiner, som Huusinforma- toren, Kapellanen, to Gange om Aaret holdt over Sønnen, eller de foregaaende to Hovednederlag kunde overtyde ham. Den latinske Stiil og den Udarbeidelse, som den 23aarige Dobbelt- rejektist hver Gang havde bragt tilbage, fandt Kapellanen til- fredsstillende, saa han ikke kunde begribe hvorledes man havde kunnet rejicere. Men at det var saa fik Stakkelen at føle, naar Far trak Dimissormulkterne af Lønnen. Dette skede i Regelen hver Nytaarsaften; "thi, skal jeg sige Dem, Broder, jeg er en Ordensmand i Pengesager." Ingen af dem faldt det ind, at Hans Peter havde skrevet en lykkelig Medkonkurrents Kladder af og ladet saa Afskriften revidere. "Naa, hvilket prægtigt Skjæg, De har lagt Dem til siden sidst! Jeg gav gjerne hundrede Daler forat have et saadant; men er det sandt, at De engang har sprunget ned af en fem Alen høi Laavebro forat knuse Deres Hoved mod en Steen? De faldt noksaa blødt i Kløver og Thimothei," plumrede den gamle Dreng paa sin geniale Springemaneer udaf en Mund, saa bred, at hvert af de forskjellige Spørgsmaal syntes at falde ud af hver sin Mundvig. "Ja," svarede jeg med Resignation. SIDE: 281 "Tænk jeg lægger op Hebraisk iaar. Deres Hensigt var jo egentlig at springe i Elven der bag Husene?" "Ja." "De skulde vel ikke have nogle gamle Udarbeidelsesbøger til at blade i i Aften, for imorgen er Dagen. Og det skede jo midt- under et herligt Blomsterbal, hvor man endog havde drukket sin Flaske til Middag? Haha! Der skulde jeg have været med." "Ja" svarede jeg med samme Rolighed; thi det forekom mig som om jeg leed en retfærdig Straf. "Kan De gjette, vedblev Geniet, hvormange der skal op i Aar? Sex træde tilbage, men Fanden krads' i mig om jeg gjør! Og det var jo fordi De fik tredie Gang Nei af Blomsterdronningen, Hende som De lod Sølvkurven gjøre til og som De selv maatte levere Frierbrevet til i hele den fremmede Families Nærværelse?" "Ja," stønnede jeg. "Det var da rigtigt daarligt af Dem med Deres Hoved," sagde Artianeren med en Følgerigtighed i Tankegangen, som forbausede mig, saa jeg nær havde spart ham for et Spørgsmaal, som jeg nu troede ogsaa at kunne tillade mig til ham, nemlig det: "Saa De virkelig skal studere?" "Javistja" var det raske Svar. "Det var da rigtig daarligt af Dem med Deres Hoved," tænkte jeg at give ham igjen; men idetsted spurgte jeg til min Univer- sitetskammerat Kapellanen. "Aa, Stakkar; han faaer nu blive der saa længe til jeg kan tage Posten, for det har Far sagt ham. Er det ikke skammeligt hvad man skal erlægge til Kathedralskolen? Over hundrede skal op iaar; men Adjøs! Tak skal De have!" "Han gik, men han stak Hovedet indad Døren og raabte: "Den Historie om Spranget var god; jeg skal fortælle den til alle Ar- tianerne ved Laget. Adjøs!" Det Rokkehoved med den umaadelige Flab tilhørte en af de Nøkker i Lethefloden, som aldrig tillade nogen Ting, de faae Veir af, at gaae tilbunds. Tossehovderne ere altid ivrigst beskjæf- tigede med Andre, og Intet sætter dem heller i større Lyster end Daarskaber af Folk, der ikke høre deres Klasse til. De ere Nøkkerne; men den Kjærlighedens Lethe, som den Angrende tænker sig dog gives efter Aar og Bedrivt, den har ogsaa sine Sirener, som rode paa Bunden og løfte hvad de finde over Vand- SIDE: 282 skorpen. Det er Sladdersøstrene i ti Miles Omkreds fra Gjer- ningsstedet. "Om hundrede Aar vil man tale derom," gyste det igjennem mig. "Broen vil raadne ned, men Stenen vil ligge og Elven rinde. Fortæl det da ligesaa godt Selv!" P. S. Min Ven, for hvem jeg havde besluttet ordentlig og udførlig at nedskrive min galeste Historie, i Fortrolighed meddeler jeg dig Følgende: Det er ganske vist, at jeg ilede afsted med et dumpt Brøl forat styrte mig i Elven med mine tre Nejer i Livet, og at jeg altsaa var gal, virkelig hjernegal; men lidt Fornuft og Synsevne samlede sig dog sammen paavejen, saa jeg troer, at jeg ikke saa ganske uden Beregning kom til at falde i den dei- ligste Kløver og Thimothei istedetfor paa Stenen. Saameget er vist, at skjøndt Alt var sort for mine Øine i de første Sekunder, saa kunde jeg dog skilne Gjenstandene bedre og bedre altsom jeg løb. Dette paa Kavaleers Diskretion! P. S. Dersom Du virkelig endnu vil skyde dig for det mange Aar gamle Opslags Skyld, saa sigt lidt paasned. ENDELIG SLAAER OGSAA MIN KLOKKE. Den 12te August 1838 gav min Amalie Sofie mig sin Tro; den 14de vare vore Trolovelsesringe færdige, og Klokken tre om Natten imellem den 15de og 16de, laae vi begge knælende foran min gode Moders Seng og fik hendes Velsignelse. "Lad mig see paa dig," sagde hun flere Gange til min Kjæreste, og hvergang kyssede hun hende inderligere. Det ringede stærkt ovenpaa. Et Par Damer kunde ikke styre Utaalmodigheden efterat faae den Pige at see, som en Mand af min extraordinære Beskaffenhed havde valgt sig. Min Moder og jeg bleve saaledes alene. "Henrik, sagde Hun, din Amalie har prægtige Øine. Der er baade Forstand og Hjertensgodhed og Skjønhed i dem." "Ja ikke sandt, Moer, Hun bringer mig et Par herlige Dia- manter i Medgift?" SIDE: 283 "Ak, ja, hvad hendes Øine og øvrige Væsen love er bedre end anden Rigdom," sagde min fortræffelige Moder, som ellers gjerne havde ønsket mig en Brud paa 100,000. "Men fortæl mig hvor- ledes du traf paa hende og gjorde hendes Bekjendtskab, Henrik." "Min sidste Kjærlighedshistorie? Nu ja, Moer, det skal jeg, naar jeg først faaer snakket lidt med den Skinke med Tilbehør, som jeg saae Marthe havde sat frem i Stuen." Det er den seirende Kjærligheds Sprog. Jeg skal nu fortælle, hvorledes jeg endelig efter mit fyldte 30te Aar fandt og vandt en elleve Aar yngre Pige, som blev og er min Kone -- jeg skal fortælle det ganske saaledes som jeg fortalte min Moder det. "Du veed, kjære Moder, at jeg for de 4 -- 500 Daler, Kamp- bellerne indbragte mig, endelig vilde kjøbe mig en liden Leilig- hed paa Landet, og at jeg alt havde sluttet Handel om en Hytte ude i Briskeby, især fordi der stod en prægtig Syren udenfor. Husker Du med hvilken Glæde jeg viste dig Knopper derpaa allerede sidst i Februar, da jeg kjørte dig derud forat vise dig Stedet." "Nu ja, Gudskelov du blev det kvit. Saameget Svineri som i det Briskeby, som du kaldte en ret smuk Landsby, har jeg al- drig seet." Min Moder havde Ret i at ønske mig tillykke med at jeg ikke blev Beboer af Briskeby; thi uden Handelens Opslag havde jeg aldrig truffet paa min Pige. Handelen gik ellers op af Grunde, der vare egne nok. Briskeby pligter nemlig under en Løkke, der tilhørte sal. Kongen, men som han havde skjænket en gam- mel Dame Brugen af for hendes Livstid. Jeg var en politisk kompromitteret Person, som Damen nødig vilde have i Nabo- skabet (enten hun nu frygtede for at jeg skulde republikanisere Briskeby eller blive Konge af Briskeby -- en Titel jeg ganske vist havde faaet). Leilændingen, som stod ifærd med at gjøre en Handel, hvorved han vilde have erholdt det Dobbelte af sin Hyttes Værdi, blev det betydet, at han ikke maatte sælge til mig; og saaledes blev der da intet af at jeg fik min Eremitage i Briskeby. "Det var en langvarig og haard Vinter den sidste; aldrig Tø- vejr uden i min Børs. Marts og April gik hen uden Tegn til Vaar. Da regner det to Dage allerførst i Mai og skinner Sol i SIDE: 284 to, og Vaaren var der og med den min umaadelige Længsel ef- terat faae mig en Hytte og en Flek Jord. Men hvor skulde jeg med nogle faa Hundrede kunne faae nogen anden Leilighed end en Arbeidsmands Hytte? og hvor var den at faae? Nu vel da, saa lei da for iaar, tænkte jeg -- for paa Landet vilde jeg; og fik jeg da Avisen fat og red afsted den tredie smukke Dags, en Søndags, Formiddag til en averteret Leilighed paa Østkanten af Byen. Den var mig meget for dyr. Mismodig drejede jeg min Hest om ad den samme Vei jeg var kommen. Tømmen hang slap paa Halsen. Jeg hørte og gloede efter Lærkerne og tænkte med dyb Bedrøvelse paa at jeg maatte opgive mit Haab om en Hytte og en Flek Jord af en Kohuds Størrelse. Brunen gik saa- ledes hvor den vilde, og jeg vaagnede først af mine Betragtninger, da den Linjedandser af en Hest trippede nok saa net over en halsbrækkende Klop ude i en af de Smaagader, som føre til Gamlebyen. En ikke saa liden Fos bruste nemlig nu under Klop- pen og vakte mig af mine Drømme." "Nu, sagde jeg til Veslebrunen, kan du gaae saa vakkert, saa gaa hvor du vil. Og saa gik det da udover til Gamlebyen. Hum- lenes Surren i Piletræerne dyssede mig atter ind. Ak hvor yn- digt Alt var! Da jeg kom til Broen blandedes den med Lyden af Sangen fra Kirken. Det var altsaa ikke Middag endnu, og saa lod jeg da Brunen gaa videre. Jeg henfaldt atter i mine Tanker, hvorimellem den jeg fandt fornuftigst gik ud paa næste Dag at ride op imellem den fjer- dinglange Forstad Saugene og banke paa Døren til hver Hytte, jeg taxerede for omtrent den Sum jeg havde, forat spørge Ejeren om han vilde sælge. Pludselig vaagner jeg af Brunens Skraben og Pusten. Han var standset ved en Slusk, som laa grue tvert- over Vejen og sov. Men Vejen rak heller ikke længer end netop did. Jeg befandt mig paa et Fiskerleje, som kaldes Grønlien og ved den øverste Stue, et lidet Stykke op paa Ekeberg. Hvilken Udsigt over Fjorden og Akershuus og Byen og Landet! Man kunde see Maridalsfjeldene. Og Musiken hørtes saa tydeligt over fra Fæstningen. Og her paa denne Plet laa en Hytte, en Hytte af ægte Sort, liden og skrøbelig i høieste Grad, saa jeg kanske kunde blive dens Ejer naar jeg bød ret drøit og kontant. Brunen skrabede Liv i dens Ejer for Øieblikket. SIDE: 285 "Er det din Stue den der med den Potetesflek derom?" spurgte jeg. "Aa ja, Gud bedre os!" svarede Slusken idet han forskrækket sprang op og skubbede sig. "Vil Du sælge den for 400 Daler kontant?" Med opspilede Øine og under en livlig Kløen i Hovedet, svarede han, at det vilde han nok. Og da han gik ind paa at flytte ud strax og at gjøre Hyttens Omgivelser ryddige for Halm, gamle Sko, Børneaffald og andet deslige allerede til den følgende Dag, saa red jeg sjeleglad tilbage i Galop som Ejer af en Hytte og en Jordflek, noget større end en Kohud, men langtfra stor nok til at udfylde den, naar Huden var skaaren i Strimler som Dido gjorde ved sit Grundkjøb. Men allerede i de første Renselses- og Opfifnings-Dage fandt jeg, at jeg maatte have en Baad, for at stikke ligeover Fjorden istedetfor at trække den ti Gange længere Landvej omkring. Men Aarer og Seil vilde man stjæle bort fra mig ved Bybryggen om jeg ikke havde et Sted at sætte dem ind paa i Nærheden. Dette fik jeg Lov til hos den Mand, som nu er min Svigerfader; og dette gav Anledning til at jeg et Par Gange kom i hans Stue. Dette gav igjen Anledning til at jeg fik see og tale med hans ældste Datter Amalie Sofie, og dette gav igjen Anledning til at jeg hver Dag før jeg tog over kom i hans Stue og sad der og blev siddende der først under Paaskud af at jeg var træt og siden som Ven af Huset. Jeg troede, at mit Hjerte var udbrændt; men højere og højere sloge Flammerne iveiret. Der sad jeg Eftermiddag efter Efter- middag, Aften efter Aften ved mit Glas Shrubb i en Krog af Sofaen. "Shrubb?" spurgte min Moder. "Grogg med Viin i." "Altsaa uden Brændeviin?" "Pokker heller! Nei først laves Groggen comme il faut og der- paa haves Viin i." "Fy, Henrik! og det hver Dag?" "Ja fordetmeste. Jeg havde godt Paaskud i Shrubben til at blive, og at jeg ingen Dag var borte fra min Krog i Sofaen, det er vist. Mine Venner troede, at jeg, strax jeg havde endt mine Forretninger og faaet min Middag, pilede over til Grønlien forat SIDE: 286 nyde Jorddrottens Selvbehagelighed og Landlivets egen Behage- lighed. Nei, jeg var i god Ro (og Sikkerhed troede jeg) paa denne Side Havnen. Men da Nogle af dem ærgrede sig over at de saa mange Gange havde gaaet rundt forgjæves, saa spo- rede de efter, og da mit Tilholdssted var en Leilighed ligeved Jorden, opdagede en uforskammet Gloer mig. Nu kom Rygtet ud pandekagevarmt om min Forlovelse længe før jeg selv havde mindste Haab; en gammel pyntelig Mand kom endog hen til Os og gratulerede os med megen Omstændelighed midt i Sværmen paa et Forlystelsessted; og jeg fik af mine bedste Venner Navn af en uforbederlig gammel Abekat, som nu i mit tredivte Aar satte Kronen paa alle mine Galskaber ved at forgabe mig i en fattig og dertilmed en temmelig simpel Mands Datter. Det var Republikanere, som saaledes glemte Folkets Adel. Jeg var hjerte- lig glad, naar jeg kunde nyde mine Eftermiddage i Ro for mine Venner; de Skippere, som af og til ligeledes vederkvægede sig med et Glas Shrub, gjorde ingen Forstyrrelse deri. Dem be- mærkede jeg ikke. Mine Øine fulgte idelig den yndige Skik- kelse hvor hun gik og stod. Det første, der vakte min Opmærk- hed, var den næsten ærefrygtsagtige Kjærlighed, som Forældre og Søskende ydede hende. Werthers Tilbedede gjorde ikke heftigere Indtryk paa ham, naar han saae hende skjære Smørre- brød og dele ud til sine Smaasøskende, end denne unge Pige paa mig, naar hun syslede med sine. De elskede hende som Moder og Søster. Sine Øines Herlighed kunde hun ligesaa lidt skjule, som man kan sætte en Lyshætte over Vesuv. Hendes Godhed var jeg daglig Vidne til, om den ikke havde lagt ligesaa aabenbare over hendes Ansigt som Solskinnet over Marken en Dag, som fortjener Navn af vakker, og om Fortræffeligheden af hendes Forstand overtydedes jeg ved hvert et Ord jeg hørte. Hertil hvad du nu selv har seet, kjære Moder, alle Sundhedens og Ufordærvethedens Kjendemærker, en smuk Skabning, en be- hagelig Stemme, et indtagende Ansigt og et tækkeligt Væsen. Det hændte undertiden, at nogle Veninder besøgte Amalie, og da blev der legt Gaadelege, hvori jeg ogsaa tog Deel, men altid til min store Prostitution, medens ingen Gaade var for haard for hende. Dette gav Anledning til at jeg engang bad den hele Kreds over til Grønlien. Ved Hjemreisen indtraf et Regnveir, som vilde været farligt for Sommerhattene. De Fleste lode dem SIDE: 287 da tilbage, og derimellem var Amalies, som jeg hang over et overordentlig prægtigt Maanedsrosentræ. Om Morgenen, da jeg tog den af, var der virkelig udsprungen endeel Rosenknopper under den, skjøndt ikke fulde ni, som jeg sagde i nogle Vers, jeg skrev over Tilfældet, og som da medfulgte Rosentræet og Hatten. Dette var min første indirekte Kjærlighedserklæring af nogen Tydelighed, skjøndt det allerede længe var klart, at jeg sad i over begge Ørene. Alle Ungdommens Symptomer med Søvnløs- hed, Udygtighed til at gjøre noget, Menneskeskyhed, Aandsfra- værelse o. s. v. vare forlængst indtraadte. De bleve mig utaale- lige, og den 12te August fulgte den formelige og direkte Erklæ- ring. Den 13de tilbragte vi paa Ekeberg sammen med Mauritz Hansen, en anden god Ven og et Par Flasker Champagner; og nu ere vi da allerede her, kjære Moder. Snip! Snap! Snude! nu er mit Eventyr ude og nu Godnat!" Saaledes fortalte jeg min Moder min sidste Kjærlighedshistorie -- det Æg, hvoraf der endelig blev en Høne (men desværre en Goldhøne). Min Kjærestes ægte Guld havde udholdt Prøveilden hos Damerne ovenpaa. Det hedte i mit ene Øre: "Allerkjæreste, isandhed allerkjæreste!" I det andet: "Gratulerer, gratulerer af Hjertet. Deres Kjæreste har megen Aand." "Aa ja, Hun er ikke for Katten," sagde jeg, syslende ivrigere med den samme Skinke, jeg havde gjort Bekjendtskab med, end galant kunde være. "Men hvor Pokker bliver hun af?" lagde jeg til med et langt Blik hen- paa Stueuhret, uden at tænke paa hvor sent den Stakkel var kommen tilro, men kun paa hvor rask og frisk hun var, saa den Strabads havde lidet at betyde. Der kom hun rødere i Kinderne end sædvanlig; men for mig en Aurora og yndigere end nogen af de ni Roser under Hatten. Fa'r fulgte hende ind. Han kjendte allerede min Kjærlighed, og det vil glæde ham naar han seer, jeg her 7 Aar efter skriver, at den varer endnu. Han kjendte den, fordi han i Byen havde truffet mig i Fortvivlelse over en Hindring, jeg havde opdaget med en Sorg, som maa ligne Minørernes, naar de efter Maaneders Arbeide støde paa Fjeld i Løbegravene. Jeg nød nogle paradisiske Dage, hvori jeg kunde gaae forbi de "sammenvoxede Træer" uden at skotte til dem. Hver Time den SIDE: 288 dag steg hun i Yndest indtil det om Aftenen hedte: "men hvor kunde Du, Henrik, gjøre et saa fornuftigt Valg?" -- et Spørgs- maal, som jeg troer jeg gjorde ret i at optage som Artighedernes Kulmination, og som jeg besvarede: "jo, vi vare tre Blinde om det, først Amor, saa Tilfældet, og saa jeg." Men saa blind var jeg ikke, at jeg ikke lagde Mærke til, hvor- ledes hun ogsaa forstod at vinde Andres Hjerter end mit. Bonde- konerne udtrykte hvor godt de leek "han Henriks Kjæreste," ved at beskue hende fra alle Kanter, strygende hende nedover Klæ- derne -- kort jeg levede nogle Dage saa søde, som om de havde været beskinnede af mine Syttenaars Sol. En Mængde Elskovs- digte fik sin Tilværelse ude i Naturen, og hvor glædede det mig at opdage, at min Brud elskede og forstod at vurdere Poesi. P. S. Jeg troer, der i det Foregaaende indeholdes ret fornuf- tige Anskuelser om hvad Egenskaber man bør søge hos en til- kommende Hustru. Kvinder, som besidde dem, kan man ligne ved ægte Instrumenter; de ville ikke, som saa mange andre, efter ganske faa Ægteskabsaar, miste Klang og Strenge. Men der er et Strøg af Kvindehjertet, naar dette er fuldkommen organiseret, som i Følelsernes Vexel maa ligne Æolsharpens lette og instinkt- rigtige Anklang under Vindens Bølgen. Og dette gjør Kjærlig- heden evig frisk og udødelig. Idag da jeg havde skrevet til dette sidste Postskriptum anstil- lede jeg en Prøve med min Kone, om denne hellige Naturharpe endnu havde sine Strenges Letbevægelighed og Reenhed som i Pigedagene. "Tag disse Skizzer, sagde jeg til hende, og læs dem for dig selv i dit Kammer en efter en." Hulkende bragte hun mig igjen den Første, leende den Anden; ved den Tredie sagde hun: "jeg har leet, Henrik; men jeg er lidt skinsyg paa din deeltagende Skygge. Jeg skal svæve om dig!" Om den Fjerde sagde hun, at hun ikke vidste, om hun skulde lee eller græde; den Femte bragte mig et Kys med de Ord: "Saaledes skulle netop unge Mennesker være;" den Sjette bragte hun tilbage med det alvorligste Ansigt og det ømmeste Haandtryk af Verden; men da Hun kom med den Syvende og SIDE: 289 Sidste indtil dette Postskriptum, da faldt hun mig om Halsen med Smiil og Taarer og sagde: "Ja, Henrik, ja! vor Kjærlighedshistorie varer endnu." FORTALE, HVOR FORTALE ALDRIG FØR HAR STAAET. "Men i Alverden, hvad kan nu dette Skriftemaal nytte til? hvorfor saaledes nedskrive sine egne Daarskaber og lidet bety- dende Hændelser, ville være Humorist paa Sottesengen og gjøre sig til Nar for Publikum i sine sidste Levedage? Si tacuisses, Philosophus mansisses!" Denne vægtige og velmeente Indvending gjorde en Ven mig, som vel plejede at rose sig af, at han aldrig havde læst en Mor- skabsbog eller en Poesi siden han slap Chrestomathien, men som dog havde et Navn inden vor lille literære Verden baade som lærd Jurist og Filolog. Han havde nemlig for en af vore Bog- handlere excerperet en juridisk Styverfænger-Haandbog, og ofte havde man seet statsretlige Afhandlinger med hans Navn over i Aviserne, spækkede med latinske Citater, skjøndt disse rigtignok vare af det mest forslidte Slags. Han lagde ogsaa nu til: "Me- mento mori! Men -- audiatur da hun kom i Døren og fik see mit afmagrede blege Fjæs, slog hun Hænderne sammen og skreg: "Naa du skinbarlige Død i Aabenbaringen!" da hun saae jeg havde en Tobakspibe ved Sengen, bemærkede hun kjærligen: "Ak ja, salig Præsten røgte ogsaa til det Sidste, og det vilde være Synd at negte Dem den lille Nydelse, naar De finder Smag i den;" og da jeg hostede fandt hun at jeg ho- stede ganske som hendes Sødskendebarn Kjøbmand Pedersen, "som døde i forrige Maaned af samme Syge." "Ja akkurat saa lyder Deres Hoste som hans -- akkurat som naar jeg hører vor Pige Malene banke vaade Klæder." Efter denne naive Jomfru var der kommen en Departements- Embedsmand, som jeg vidste syntes godt om min Post. Det Første han gjorde var at styrte over mig og rive mig Piben af Munden, SIDE: 290 kaldende mig en Rasende, der gjorde Synd imod Fædrelandet ved saaledes at dræbe mig selv o. s. v. Men hans Komplimenter vare saa overdrevne og hans Adfærd saa theatralsk, at jeg be- sluttede at sondere ham noget dybere. Idet jeg forsikkrede, at der intet Livshaab var tilbage for mig, yttrede jeg den faste Over- beviisning, at ingen kunde erholde Embedet uden Han. "Du maa og skal ikke dø" svarede han med Eftertryk. "Jo jeg døer" sagde jeg med endnu større Eftertryk. "Jeg har nu skrevet saa ofte paa Vers at jeg skal døe, at jeg maa gjøre det for An- stændigheds Skyld." Disse Ord: "Du maa og skal ikke døe!" og "Jo jeg døer!" faldt tre eller fire Gange mellem os og hver- gang vendte jeg mig til Siden ligesom forat hoste, men egentlig forat iagttage hans Ansigt, naar han troede sig ubemærket, og -- et Smiil spillede om den ene Mundvinkel, et Smiil som en Gift- blanders, der seer de første Symptomer. Jeg havde med et saa vellykket Alvor overtydet ham om at ingen Anden end han kunde faae Posten, at han virkelig troede det. Troen paa den snare Vakance medbragte han selv. Mod Aften fik jeg nu min lærde og oprigtige Vens beroligende Piller, saa det kunde være nok for een Dag. Men det var det "Audiatur et altera pars," hvormed han saa humant indbød mig til at forsvare Udgivelsen af disse Skizzer. "Pro primo -- svarede jeg da i samme Stiil -- dum nihil habe- mus majus, calamo ludimus. Pro secundo kan jeg sige med gamle Phædrus: Duplex libelli dos est, quod risum movet, et quod prudenti vitam consilio monet. Og endelig pro tertio thi jeg fik en Billet fra ham, hvori han yt- trede, at min Skizze havde ladet ham føle al Lykkes Forgjænge- lighed med saadan Bitterhed, at han alt havde ladet Pistolen, SIDE: 291 og at kun nogle pligtmæssig paahvilende Forretninger tvang ham til at leve Morgendagen over. Jeg maatte da skynde mig at skrive Skizzen No. 2, der foruden en Kurv med Porter under Navn af det Otteskillingsøl, jeg skriver om, bragte mig det Bud fra ham, at han havde trukket Kuglen udaf Pistolen. Men da det kom mig ihu, at man kan skyde sig endnu bedre med løst Krud, skyndte jeg mig at sende ham den tredie Dag af hans Paroxysme Skizzen No. 3, som skaffede mig den glæde- lige Efterretning, at han havde skudt Pistolen af i Kakkelovnen, hvilket havde havt tilfølge, at samtlige halvtredsindstyve Be- boere af det store Huus vare styrtede ind i hans Værelse i den faste Tanke, at han virkelig havde gjort en Ulykke paa sig. Ved den Leilighed havde han ogsaa faaet høre flere ikke opmun- trende Udladelser ude paa Gangen, saasom af en Huusholderske: "Hvad skal ogsaa slige ensomme Fugle i Verden?" af en Tjeneste- pige: "Se saa, nu skal man faae Pletter paa Gulvet, som man aldrig kan faae af!" af en Diskontør, der boede paa en Fjerde- Etages-Kvist: "Djævelen og al Ulykke! han skylder mig fem Daler siden sidste Mandag -- Renter og Kapital" o. s. v. Men i en Vandkur pleje Doserne at øges paa mod Slutningen. Patienten fik altsaa endnu ovenpaa Aften efter Aften Skizzerne 4, 5, 6 og 7. Og hvilke velsignede Følger! Efter den første kom han til mig og bevidnede sin Deeltagelse med de Ord, at han godt kunde sætte sig ind i min fortvivlede Stilling, og at han maatte tilstaae, at noget saa ubehageligt aldrig var mødt ham. Efter den anden lovede han mig en Skizze af en Scene, han ogsaa havde havt med en Prokurator, mod hvem min var en Engel. Efter den tredie sagde han: "Jeg forskaaner dig forat fortælle den -- Ti stille, min Ven!" Og efter den fjerde, No. 7, var han vel borte i flere Dage; men hvor forbausedes jeg ikke, da han saa med glædestraalende Aasyn traadte ind til mig, trak en Flaske Champagner, som maa have været synlig for Alle paa Gaden, udaf Lommen og raabte: "Min Ven! min Ven! Tak for den Sidste! Den har lært mig, at ogsaa jeg kan endnu blive lykkelig. Vi ere jo lige gamle Kavalerer, og ved nøjere at gjen- nemgranske mig, har jeg ogsaa fundet, at det mindre var ube- hagelige Erindringer end Modbydeligheden mod Pebersvende- Ensomheden, som plagede mig. Og da jeg ikke kan vente et Vagtel-Tilfælde i Ørkenen som dit, saa har jeg besluttet, at see SIDE: 292 mig om, hvorved jeg da vil følge din Regel, at tage et Par af aandfulde og milde Øine som gode Diamanter i Medgift. Mellem os, hviskede han, jeg har opdaget et saadant Par, og Du skal idetmindste nippe til Glasset paa at jeg maa være heldig, jeg skal nok tømme Flasken, saa oplagt er jeg." Den lærde Jurist var ikke altid meget heldig i at anvende sine latinske Almeensteder. Hvad han meente med det "Rari nantes in gurgite vasto," hvormed han belagde mit altfor artige Skrifte- maal, veed jeg saaledes ikke; men da han hørte til den ufor- dragelige Klasse af pedantiske Mennesker, som altid ville have opgivet Grunde og atter Grunde og det "rationelle" Grunde, som de kalde dem, af sine Venner, ja ofte ogsaa af Fremmede, for hvad disse gjøre og lade, saa maatte jeg døje Følgende: "Ned- skrive saadant for en Ven, kan passere; men for Publikum? Det er noget Andet, naar f. Ex. jeg meddeler en juridisk eller filosofisk Afhandling. Saadant er for Publikum. Det er til Pu- blikums Nytte." "Ogsaa min Hensigt med Udgivelsen" -- bemærkede jeg -- "er at være endnu flere Mennesker, end min Ven, tilnytte, især unge, opvakte Mennesker af aabent Gemyt og Fantasi, nemlig ved forud at vise dem den Lidenskabs forfærdelige Magt, som de ganske vist skulle henrives af, og dernæst ogsaa dennes virke- lige Ulykkesoffere ved at trøste dem med at det dog aldrig har gaaet dem saa galt som mig. Naar jeg tænker mig lidt tilbage, da kan jeg erindre tre Bekjendte, som have taget sig afdage af ulykkelig Kjærlighed, og Fire, som af samme Grund ere blevne Fyldesviin. Af de Halvsnees Bekjendte, som jeg har Grund til at troe giftede sig af virkelig Kjærlighed, leve maaskee kun to lykkeligt. En veed jeg blev ødelagt allerede i det tredie Aar fordi hans Kone ikke forstod sig det mindste paa Huusholdningen; No. To gik tilgrunde ved Drik, da han maatte søge offentlige Steder for Skidenheds Skyld hjemme; Nr. Tre sank under de Byrder den Elskedes Familie lagde paa ham med Endossementer og Accepter; Nr. Fire fik graae Haar og krum Ryg under Tøffe- len; Nr. Fem blev ødelagt ved sin unge Kones Hang til Pynt og Fornøjelser; Nr. Sex bærer alt Mærker af Huusdrik, hvilket skal komme af, at der kommer hyppig Selskab til hans Kone, som han ikke liker, og da veed han intet andet Raad end at lave Grog paa egen Haand; Nr. Syv paastaaer man har foretrukket SIDE: 293 Amerika for Ægtestandens Paradiis, og Nr. Otte, som i Forlovelses- dagene skrev de nydelige Vers i Aviserne til sin Kjæreste, paa- staaes at være utro ifølge jus talionis. De andre Skizzer, jeg vil skrive, ere ogsaa til Nytte og Advarsel i andre Henseender, hvor et varmt Hjerte let kan koge over; andre kun til Fornøjelse. Bogen burde hedde: "For Ungdommen." "Ei! jeg har ikke læst en Morskabsbog siden Godmand troer jeg," greb Juristen Anledningen til at bemærke. "Men lad gaa! Imprimatur! Forat friske paa Aanden skal jeg sende dig en yderst interessant Afhandling om Grundlovens rette Forstand af § 96." Min lærde Vens Imprimatur skyldes det da at disse Skizzer see Lyset; thi naar Han, der var streng som en Gottscheden, ikke fandt Noget derimod, saa kunde jeg vel vove det for Andre. "Men, lagde han til, timeo Danaos men omsider overlod jeg mig til Beskuelsen af al den Herlighed, og ligetil nu staaer det herlige Syn for mig i sin første Friskhed. Hvergang jeg har seet gjennem SIDE: 294 et Glasprisma eller et Kaleidoskop, har jeg maattet erindre det. Men Sligt har blot kunnet vække Erindringen, ikke naae Synets Pragt. Nogle Aar ældre søgte jeg efter Stedet; men forgjæves; og Ingen vilde troe min Fortælling uden lang Tid efter en Barnepige for mine Sødskende -- en som hvergang Uglen skreg eller en Hund tudede om Natten sukkede "Jøssu Navn!" saa bestemt som en Klokkers Prosit følger paa Præstens Nysen. Hun er- klærede for vist, at jeg havde været taget i Berg, og at det var derfor jeg var saa klog. Mellem 4 og 5 Aar har jeg vel været, da jeg en Søndag Efter- middag var ranglet med nogle Tjenestefolk og havde trukket min neppe 3 Aar gamle Broder med mig en Fjerdingvei eller mindre udenfore Christianssands By. Endelig faldt det mig ind at vende tilbage; men da syntes Vejen mig saa lang, at jeg umuligt vilde kunne række hjem. En Angst betog mig, uagtet jeg havde den slagne Landevej for mig og Byen alt var synlig. Jeg mistvivlede om at slippe frem af Mangel paa Kraft, og vi skulde forbi en Sandgrop med en Steen paa Bunden, af hvilken der skulde springe en Hund frem, naar Nogen slog paa Stenen. Dette Vovestykke havde jeg engang gjort og heldigen salveret mig uden at see nogen Hund; men om at den var der tvivlede jeg ikke, og "nu skal Du see, tænkte jeg med Rædsel, at han tager din lille Broder, naar vi komme forbi, og hvad skal jeg saa sige til Fa'r og Mo'r?" Jeg vilde bede -- men jeg vidste ikke til Hvem -- om Frelse for mig og min Broder. Da faldt det mig: Han maa bede som den Mindste og Uskyldigste, og saa tvang jeg Stakkelen ved at lugge ham til paaknæ midt i den støvede Landevej at folde sine Hænder mod Solen, der just stod i Horizonten, med Bøn til den om at hjælpe os til Byen. Men det vilde ikke gaae; Jeg maatte da diktere og den Vesle plappre efter. Bortvendt tilsagde jeg ham da omtrent følgende Bøn, der kom frem under idelig Flæben. "Kjære vakkre Sol! gaa ikke ned, men følg os to ulykkelige Smaa til Byen uden at vi møde nogen Ko eller Gjedebuk! Gjør du det, skulle vi dig altid elske og tilbede, Amen!" Altsaa komplet Afguderi. Men Bønnen gjorde sin Virkning saa godt som nogen anden; thi styrket og munter vandrede jeg derpaa videre til Byen; Forbederen fremdeles flæbende. SIDE: 295 Fem Aar var jeg vel, da jeg engang mellem en heel Deel andre Smaagutter lænede mig paa Rækværket til Opgangen til Galleriet i Christianssands Theater. En Bekjendt af min Fa'r kom just opad Trappen, og da han saae, at jeg havde syet et Kors af Guldgaloner paa min Trøje, tog han mig i Toppen og spurgte: "nu, Henrik, hvad Slags stor Mand vil du blive, naar du alt nu begynder med en Ridderorden?" "Minister!" svarede jeg. "Det er forlidet; hvorfor ikke Konge?" "Nei for da regjerer jeg Kongen." Jeg maa have læst noget om Richelieu eller Mazarin. Men dersom din Søn sætter Kors paa sine Klæder, saa spræt dem af; thi de betyde ikke noget godt hos ham selv, og af sine Kame- rater bliver han betragtet som Drømmeren Josef mellem sine Brødre. FRA SLYNGELAARENE. Skamfuld og pæniterende inskriberer jeg saaledes denne Skizze; og uden det turde jeg ikke fortælle følgende Uglspeils- Streg, hvoraf der ikke kan hentes anden Lærdom end den, at Folketroen holder det for en større Ugudelighed at kaste rent Vand paa Folk end skident. Da jeg omtrent havde faaet Cicero fat, logerede jeg hos en gammel Madam med hendes endnu mere forældet udseende Datter. Byen var dengang langt rigeligere udstyret med Karri- katurer end nu, og især syntes de at indehave Æresposterne i Borgerskabet. Til dette hørte vel ikke den Helt, jeg har at frem- føre i denne lille Komedie, men det var som sagt rigt nok, og han havde i sin Tid gjort Figur deri, skjøndt uden ved Afskeden at opnaae en Titel, som kunde overstraale den han allerede kunde bære og bar som i sin Tid Medbestyrer af et Slags Livrentesel- skab. Dette havde for Livstid tillagt Hrr. Garvermester Pripstrup Ærestitelen af Direktør, og han var Direktør Pripstrup hele Da- gen fra 10 om Morgenen til 10 om Aftenen for Alle og Enhver i sin store hvide Gaard nær mit Logis, men fra 10 om Aftenen til 10 om Morgenen var han Garvermester Pripstrup i sin for- faldne Haandværksgaard paa en anden Kant af Byen. Det nyt- tede Ingen at ville forvexle disse to Personligheder. Kom der SIDE: 296 en Mand til den hvide Gaard og spurgte efter Garvermester Pripstrup, blev der svaret, at der ingen Saadan boede der; men at der i Grændsen boede En af det Navn. Og saa omvendt, om man i Gaarden i Grændsen spurgte efter Direktør Pripstrup. Med ubøjelig Haardhed blev denne Dualitet overholdt; præcis paa Minuten skede Omskiftningen. Saaledes hørte jeg da hver Aften præcis Kl. 10 mindre end 4 Minuter den i dette Øjeblik Titelløses afmaalte Fodtrin. Paa en bestemt flad Steen plejede han at træde ind paa Fortouget og at følge dette lige under mit Vindu til en vis anden flad Steen, hvor han atter slap udpaa Gaden. Jeg besluttede at forsøge hans og min egen Akkuratesse; satte min Vaskevandsbolle i det halvaabne Vindu og lagde et Uhr paa Bordet. Jeg hørte alt Fod- trinene. "Staa dog op, Gut!" raabte jeg til min Kontubernal, som alt havde lagt sig forat være udenfor Alt. "Jeg kan ikke!" svarede han, "for jeg ligger og holder en Rotte, jeg har fanget i Sengen, i Rumpen. Kom og hjælp mig!" Hver maatte hjælpe sig selv. Klokken var 10 mindre end 4 Minutter og Fodtrinene altsaa under Vinduet; ligesaa præcis blev Vaskevandsbollen, uden at noget Ansigt viste sig, øst ud, og ligesaa præcist traf Styrte- badet Vedkommende paa Skallen. "Hoho, Gokarl!" skrallede en fortørket Stemme." "Bi til imor- gen, saa skulle vi nok faae vide hvem som boer der." Præcis om Morgenen, da Han gik fra Haandværksgaarden til Direktørhotellet, saae jeg ham svinge indad Porten og Stand- retten blev sat. "Ak vi veed det Alt, Hrr. Direktør," jamrede Kvinderne. "Havde det endda ikke været reent Vand, for det er en gyselig Ugude- lighed." "Hvis Søn er Knegten?" spurgte Direktøren, idet han ban- kede i Gulvet med sit høje Spanskrør. "Jeg skal saamen skrive et Alvorsbrev til hans Hrr. Fader." "Aa, han er en Søn af . . ." "Stille, Madam! Stille Jomfru!" afbrød jeg; "det vedkommer ikke Sagen, for jeg har hverken kastet reent eller skident Vand paa noget Menneske." "Naa!" udbrød alle Tre paa een Gang. Alene en Duperen indsaae jeg kunde frelse mig; og saa strøm- mede der da udaf min Mund følgende Forsvar, hentet fra den SIDE: 297 Dialektik, Disciplene dyrkede paa egen Haand: "Læg Mærke dertil, ikke paa noget Menneske, som har kunnet tage en saadan Fornærmelse til sig. Hver Aften præcis Kl. 10 mindre end 4 Minutter hørte jeg nok de samme Fodtrin, og om jeg nu vilde undersøge hvem det var, uvidende om hvem det var? Men jeg har ikke faaet at vide hvem det var, og Ingen kan sige hvem det var. . . ." "Mig! Mig!" brølede Direktøren, truende med Stokken -- "mig Direktør Pripstrup!" "Og det siger De selv?" vedblev jeg; "men jeg benegter det. Jeg veed at Direktør Pripstrup existerer her borte i Gaden og Garvermester Pripstrup -- begge respektable Folk -- i Grænd- sen, og at begge dog ere samme Person. Det kan være nok med denne Duplicitet, men at erkjende en Triplicitet vilde være for galt. Der existerer ingen Hr. Pripstrup uden paa hine to Steder. Alle henvises til et af dem eftersom de have at skaffe med Nogen af Pripstruperne. Personen paa Gaden, som skal have faaet Vandet over sig, kan kun være et Fantom udstoppet af Umuligheder, Benegtelser, Uvisheder, Posito'er, falske Syllogis- mer, Galskaber, Modsigelser, Syner, Hallucinationer og Nonsens. . ." Saaledes gik Talen, hurtig som en Sagrende, rivende som en Uhrfjer, der løber af. "Madam!" harkede den gamle Mand. "Jeg anbefaler mig, da jeg seer her er en Feiltagelse. Ærbødige Tjener!" Jeg var fri, og min Værtinde sjeleglad over at det gik saadan over; men nogen Forklaring over hvorfor det skulde være værre, at slaa reent Vand over en Mand end f. Ex. en Natpotte, erholdt jeg ikke. De havde altid hørt det, sagde de. DIES IRÆ. At komme ikast med en Prokurator er at tirre en Hugorm i sit Rede; men rage ud for Militære er at faae en Bisværm over sig. Jeg havde fornærmet en høiadelig Kavalleriofficeer, Brigade- chefens egen Søn, ved at invitere ham til mig sammen med nogle simplere Karrikaturer. Slyngelaarene høre ikke altid op med Skole- aarene. Men før det var bleven lyst Morgenen efter bragte SIDE: 298 ogsaa to Officerer mig en Udfordring, som jeg undslog mig for paa en Maade, der lod Officererne gaae bort i godt Lune. De maa endog have ladet sig henrive til Hop deraf; thi neppe vare de borte før min Vært kom ind ganske fortvivlet over at de havde hoppet over nogle Rækker fersk Brød, som laae paa Gulvet. Dette fik jeg da at vide var i Folkeovertroen ligesaa- stor en Ugudelighed som at kaste reent Vand paa Folk istedetfor skident. "Brødene faar jeg sælge til Kreti og Pleti," jamrede Huus- fatter; "i mit Huus skal ikke eet blive spiist." "Kjære Hr. Han- sen", sagde jeg, "vær vis paa, at kommer der nogen Ulykke af den Ugudelighed, saa vil den gaae udover mig." Med denne Streg skjærer jeg ellers al Forbindelse af mellem Ovenstaaende, som passerede om Vinteren 1828 og den Historie, jeg nu skal fortælle, som først fandt Sted paa Exerceerpladsen Gardermoen paa den mest glimrende Septemberdag samme Aars Høst. Dagens Skjønhed og Kavalleribrigadens Afmønstring havde lokket en Mængde fra de tilgrændsende Bygder did, og ogsaa jeg styrede af, da jeg just befandt mig paa en Hjemreise fra Christiania, og altid har havt den daarlige Skik at ville tage Alt med. (Med behørigt Eftertryk bemærket af Palle). Jeg var tilhest; men da der er bleven yttret i et Indlæg i den Sag, som fulgte efter mit Besøg paa Gardermoen, den ypperlige Retfærdighedsgrundsætning, at jeg var saaledes ekviperet, at deri var Undskyldning for Angjældende, om jeg havde lidt Uret: saa vil jeg underrette om, at om Lejehesten end var en Rosinante, saa bestod Rideekvipagen i en endnu vel konditio- neret Oberstesadel fra 1788 af hvidt Klæde eller Fløjel, og min Dragt ellers i en grøn Frak. Saaledes kom jeg ind paa Pladsen og saaledes red jeg om- kring i Fred til henimod Middag. Ved det Pas lader jeg min Hest gaae Skridt for Skridt og langs Leiren, følgende Strømmen af en Mængde Folk, som der bevægede sig ligesom paa et Marked; men medeet bortvises jeg af en Skildvagt, fordi jeg skulde være indenfor Leirlinjen, som neppe var synlig. Da jeg forgjæves for- langte, at man da ogsaa skulde forbyde Andre at gaae og ride der, hvor det blev mig forbudt, tog jeg Post netop udenfor Leir- SIDE: 299 linjen ligeved Skildvagten forat oppebie en Officeers Tilbage- komst fra Exercitierne til Leiren. Men -- Napoleon sin Alder tælled efter Seire; der gives andre Helte, der tælle efter Leire -- og saaledes vedvarede Øvelserne uden saadant Pusterum, at nogen Officeer kunde komme tilbage. Solen stak imidlertid noget forfærdelig; men jeg blev holdende siden jeg alt havde biet saalænge, og der havde samlet sig Folk omkring mig. Jeg blev utaalelig tørst; en Civilist tilbød sig at hente en Flaske Øl; jeg vilde ikke drikke den paa Hesten; fik Tilladelse af Skildvagten at gjøre det i eller bag Vagtteltet; stiger bona fide af Hesten og gaaer med min Flaske over Leirlinjen; men neppe var jeg avanceret nogle Skridt før Overjægeren i Vagtteltet, som oftere havde fornærmet mig under mit Ophold ved Leirlinjen, styrter imod mig brølende, med Pallasken over mit Hoved: "hvad! vil Du drikke i Vagtteltet?" Instinktmæssig løfter jeg Flasken op til Beskyttelse. "Hvad! vil du slaae?" raa- ber den brutale Barbar og -- Pallasken falder paa mine Skuldre. Det sortnede for mine Øine, skjøndt jeg beholdt saamegen Sands tilbage, at jeg ikke indlod mig paa at fegte med saa ulige Vaa- ben; og ganske vist havde han hugget mig ned; thi fuld var Karlen saavidt jeg kunde see. Hele Tiden var der ogsaa lystigt Leben at høre inde i Vagtteltet. Jeg steg tilhest igjen, efterat have skudt til Vidner, og ventede endnu taalmodig flere Timer før Excercitien ophørte og Officererne kom tilbage. Men nu begyndte andre, men ikke mindre smertelige Lidelser. Jeg blev vist fra Herodes til Pilatus den hele Leir igjennem, uden at Nogen vilde vise min Sag nogen Opmærksomhed. At faae et Rap paa en Afmønstringsdag, mente man var en Bagatel. Desuden skulde man nu til Taffels hos Generalen. . . "Maroder! Barbeervand!" o. s. v. Alle vare saa enige, og flere Officerer krydsede mig i Leirgaderne med saa triumferende Mine, at jeg ikke negter for, at Tanken faldt mig ind, at jeg leed for hine Huusbrøds krænkede Hellighed. Jeg var reden ind paa Pladsen som en fri Mand; jeg tog bort som en vanæret Træl. Da jeg ikke kunde faae Sagen behandlet arbitrært, klagede jeg. Generalen med sin tusind Mand stærke Brigade mente, at SIDE: 300 han ikke vilde kunne exercere i Fred, saafremt der ikke blev nedsat en extraordinær halvmilitær-halvcivil Kommission. Re- gjeringen gjorde som Generalen vilde. Palle engageredes af Officererne privat imod mig foruden Referenten, og han skrev et Indlæg, hvori han skrydede af sin store Lyst til at være ble- ven Militær og hvori han svoer at ødelægge min Velfærd, og som han skal have overrakt Generalen i nitid Afskrift, Guldsnit og blaat Pragtbind. Men Generalen skal have fældet den Kritik, at han heller vilde være i mine Klæder end i Forfatterens. Men det vilde jeg ikke ønske Generalen for de vakre Ords Skyld. Thi Palle vidste at gjøre Klæderne gloende paa Kroppen som Herkulesses forgiftede Skjorte. Idetmindste vidste han at jage mig Blodet til Yderdelene og saa tilbage i Hjertet igjen, som naar man pumper. Engang erindrer jeg det skede, da han tvang den høje Kommission til at forelægge en Capitain, jeg af og til besøgte, slige Spørgsmaal: 1) Plejer Capitainen at byde W. et Glas Grog naar han gjør Deponenten Aftenbesøg? 2) Drikker W. undertiden to? 3) Finder ikke W. ofte at Groggen er for slap, saa han blander i? o. s. v. En anden Retsdag havde Palle fundet paa noget Nyt, der ogsaa kunde lade mig synes at jeg havde Herkulesses Skjorte paa. Han hviskede mig nemlig i Øret: "Troer De ikke det vil gjøre godt ved Deres gamle Far, som sidder derborte, om jeg nu i hans bedste Sognemænds Midte lader spørge om Ingen af dem troer, at De ikke er saa ganske svendereen længer. Hihihi!" Jeg kaldte strax det militære Medlem udaf Retten og meddeelte ham Palles Forehavende. Haaret syntes jeg bevægede sig paa hans Hoved; og han fik ogsaa stagget Palle. Jeg havde kaldt en Opfordring til et Almuemøde for at grund- lægge en Bogsamling en "Budstikke" -- Palle gjorde mig hed igjen ved at paastaae Livsstraf eller Slaveri for saadan Gjerning. Nei, Generalen vilde ikke have fundet sig i mine Klæder. Og nu hertil at blive trukket om i alle Bygder i fem Aar indtil Sa- gen indankedes af Regjeringen i 1833 for Høiesteret. Og denne fandt en Mulkt af 30 Spd. passende for en Forseelse, som Bri- gade og Regjering havde holdt værd saa extraordinære Forføl- gelser. SIDE: 301 Forbandelsen for Brødene var endnu ikke forbi. Jeg plæderede selv min Sag og -- bragte en ny Proces med mig ud af Døren. Idet jeg nemlig baner mig Vei igjennem Tilhørermængden, hvisker en Person, som var Palles, men ikke min, Ven, til mig: "Gratu- lerer med Talen!" og han faaer i min oprørte Sindsstemning en "Skurk" tilbage. "Jeg hørte hvad han sagde," siger En til Gratulanten. "Jeg med," lægger en anden tjenstvillig Aand til; og saaledes havde jeg da en ny Proces ivente før jeg kom udaf Døren. Det kom imidlertid til Forlig, da jeg vedgik, at jeg havde været i en saa oprørt Stemning, at mine Ord ikke burde tillægges nogen Vægt. Efterspil. Nogen Tid efterat jeg var kommen hjem, indfandt Lensmanden sig forat exekvere Omkostningerne, som løb op i mange Hun- dreder. Jeg lagde en tydsk Bibel frem som et Habengut, der for gode Christne maatte være nok for hele Summen og mere til, (hvilket Laugrettet stiltiende syntes at erkjende) samt et Ta- bleau af Grundloven med overstrøgen § 96, som jeg taxerede for 2 Skillings Værdi. "Jeg vil ikke give en dansk Skilling for den," sagde En af Laugrettet, en gammel ypperlig Karl af en Lieutenant fra Dan- sketiden, "naar den har slig Smøre paa sig." PORTVIIN OG VREDE ERE TO OM EEN MAND, OG ALTSAA FORMEGET. "Du her?" "Du her?" "Garçon! to Glas Portviin for mig. Store!" "To for mig ovenpaa. Ditto!" Hvem skulde jeg træffe hos Conditor Louis i Christiania paa en Gjennemreise uden min gamle Skolekammerat og Contubernal Frants Hansen, som jeg ikke havde seet i flere Aar -- han, som havde fanget Rotten i Sengen? "Nu hvor staaer sig? Skaal!" "Aa, staaer sig slet nok; men jeg tænker det gaaer bedre. Jeg skal nemlig strax videre tilhest med et Creditiv paa 400 Daler i SIDE: 302 Lommen til Vallø Saltværk, som jeg skal forpagte sammen med vor gamle Kammerat Lassen og Værkets Forvalter." "Hohoho! Skaal paa det!" "Nu ja, vedblev jeg; man maa tage sig noget til. Jeg har for mit Tilskud tillige faaet det Tilbud at faae et godt Logis og en Seilbaad til min Disposition hele Sommeren over. Jeg tør da nok stryge Kysten langs engang nedover til dig. Du husker den- gang vi To alene tog en Seiltuur ud paa Byfjorden her og lode saa staae til til Moss fordi Vinden var god?" "Jo da fik vi s'gu Skibskost ovenpaa, da vi efter tre Dages Forløb kom paa Skolen igjen. Jeg husker det nok -- den for- dømte Strøm i Mossefjorden, som vi maatte roe opimod, og Bjørnebærene, som vi maatte leve af til vi kom til Drøbak -- Viin saa og Fisk tilaftens -- den Himmelstorm om Natten, som vi ikke vidste enten var mod eller med -- og saa den rasende Seilads Dagen efter. Jo jeg husker det nok. Men har Du læst Morgenbladet idag?" lagde min Ven til ganske gelassen. "Det var netop det jeg vilde see før jeg tog afsted igjen". "Der staaer Noget til dig fra din Uven i Eidsvoll." Jeg greb Bladet som en sulten Hund river et Been til sig. En gammel Departementsmand, som pleiede at tilbringe noget over den halve Formiddag hos Louis, havde allerede vel saameget Fingre paa det som jeg; men med et "om Forladelse," hvori der laae al Bestemthedens Knurren, fik jeg det dog. "Død og al Ulykke!" udbrød jeg medens røde Skyer brøde frem paa Panden -- "Han kalder mig en Løgner, om jeg vover at sige ham noget paa. Det maa have Svar paastedet, ja saasandt jeg lever! Den -- ! Garçon! to Glas Portviin af samme Slags." Skyerne bleve rødere. Jeg krammede Bladet og slængte det paa Bordet. De- partementsmanden greb det med et ondskabsfuldt Griin. "Skaal!" sagde jeg idet jeg stødte an med skjælvende Haand, rød i Pan- den, bleg i Ansigtet. "Skaal! Jeg maa afsted." "Betænk dig!" sagde min Ven. "Hvem bryder sig vel om hvad en Mand af hans Rygte siger?" "Netop en slig En skal ikke vove det. Adieu!" "En Lap Papiir, Pen eller Blyant," stønnede jeg nogle Minutter senere til Morgenbladets daværende Redaktør. Jeg fik en Blyant SIDE: 303 og en Strimmel Papiir, da han formodentlig troede det gjaldt et almindeligt Avertissement. "Skal det ind?" snøvlede Redaktøren skydende Næsen iveiret. "Ind imorgen," svarede jeg. "Skal det ind som det er?" snøvlede han igjen, skydende Næsen en Tomme højere. "Ja ved alle Engle og Djævle det skal ind som det er, og imorgen om jeg maa bede." "Skal skee!" snøvlede han synkende Næsen igjen. Jeg tog ikke afsted den Dag, og den følgende befandt jeg mig -- paa Tilbagereisen til Eidsvoll. Tidlig om Morgenen havde allerede en af Landets ypperste Jurister indfundet sig hos mig med det alvorlige Raad at ile hjem forat sætte mig i Forsvars- stand. "Havde De viist mig forud, hvad der staaer i Morgenbladet idag," sagde den brave Mand foran min Seng -- "det skulde aldrig have lykkets Deres Modstander at faae Dem til saaledes at forløbe Dem. Jeg forudseer en Proces, som vil koste Dem megen Ærgrelse, megen Tid og mange Penge, uden at De dog vil faae Bugt med ham." "Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg; "men jeg har hjemme altfor mange Anklagere mod Personen til at frygte forat have sagt formeget. Desuden maa jeg nu bestemt ned til Vallø Saltværk." "Tilbage, tilbage igjen maa og skal De!" vedblev den ædle Mand. Jeg blev ved mit, saa at han forlod mig synligen krænket. Jeg laae og stirrede mod Loftet en Tid. En Time efter min faderlige Vens Bortgang, var jeg hos ham. "Jeg reiser hjem igjen," sagde jeg. "Bravo! sagde han. Et Glas Portviin paa Reisen." "Tak! skjøndt jeg troer, at Portviin har nogen Deel i Avis- stykket idag." "Saa erklær Portviin for Deres Fiende for Eftertiden, og tag nu et Glas Madera isteden, og saa afsted. Gud være med Dem!" "Han er altid med den gode Sag," svarede jeg. "Farvel!" "Saa er Fanden paa Modpartens," loe han. "Farvel!" SIDE: 304 Skjøndt jeg ogsaa engang senere i mit Liv har gjort den Er- faring, at Portviin, saa svær og heed den er, isammen med Vrede afstedkommer Ulykker, saa gjorde jeg mig dog ikke videre Tanke om, at de tre Glas Portviin hos Louis kunde have nogen Deel i mit Svar paa min Modparts Opfordring, før jeg mærkede, hvorledes mine Landser under Processen, som ganske rigtig blæste op, brast som tørt Siv imod et Krokodilepandser. Da erindrede jeg, at jeg havde været blussende rød i Panden der hvor jeg læste Bladet, og jeg opkastede mig det Spørgsmaal: om det vel var Harme alene? Mistanken maa i alle Tilfælde hvile paa de tre Glas Portviin om Morgenen, og da det er bekjendt, at jeg slap flaaet, men Modparten heel og glat som en Aal, udaf Processen, bør det være nok til at afskrække fra at sætte Portviin til Blodet, naar det koger. Brændeviin er mindre farligt. Almindeligviis følger Øl ovenpaa og saa Piben, og har man Piben fat, er man frelst. Med den i Munden kan man læse meget nærgaaende Ord uden at fare op. Man læser nemlig idetmindste to Gange, for ikke strax at give Slip paa Piben. MIN VEN KANDIDATENS FORSØG I SKIZZEN. Min Ven Kandidaten har holdt Ord og sendt mig en Skizze, som jeg ikke tager i Betænkning at føje til mine egne, hvis Vo- lumen Døden truer med at afkorte. Den indeholder nemlig, som de fleste af disse Skizzer, den Moral, at hos gode Mennesker skrive deres største Daarskaber sig fra deres bedste og ædleste Følelser. I nærværende Skizze ville vi f. Ex. see, at en stor God- troenhed ligner et enkelt nedfaldet Strøg af en ellers uindtagelig Fæstnings Volde. Børn krybe derover og en Fiende vil kunne marschere ind med flyvende Faner og klingende Spil. Min Ven Kandidaten skriver: "Den Proces, Du har været plaget med, Henrik, var imod min med Prokurator Ebenezer en Duel med Kjæmpegræs mod at slaae hinanden om Ørene med levende Hugorme. Men jeg har fortjent min Ulykke i denne Kamp mod Forbrydelsen og Under- fundigheden og Kameraderiet; thi jeg har af Godtroenhed over- antvordet min hele Reserve i Fiendens Hænder, og han tilintet- SIDE: 305 gjorde den ogsaa strax -- rigtignok med Tabet af egen "Ære og Samvittighed og Salighed", men naar Venner og agtede Mænd have snydt mig paa samme Pant, har jeg ikke Grund til at for- undre mig eller at beklage mig over Skurken. Men dette ulykkelige Øjeblik var tillige et rædselfuldt -- ræd- selfuldere end det Midnattens, hvori jeg engang hørte en for et for mangfoldige Aar siden begaaet Giftmord mistænkt Persons Bekjendelser isøvne. "Giften" -- sagde han tydeligt efter en delirerende Mumlen om alskens andre Ting -- "Giften ligger i Vinduet." Og medens han sagde dette, sad han halvtopreist i Sengen og fægtede med Hænderne i Luften. Jeg laae paa en Gjæstereise i samme Værelse; men da jeg hørte hine Ord, da betog Rædselen mig, saa jeg sprang op og ilte derfra. Haarene stode upaatvivlelig reiste paa mit Hoved da jeg famlede mig frem i Nattens Mørke med Klæderne i Haanden; men det samme Fænomen har rimeligviis ogsaa viist sig paa mit Hoved ved den anden rædselfulde Aabenbarelse af Sjeleverdenens Mysterier, som jeg har oplevet. Synets Sands yder de meest levende Ind- tryk, og jeg gyste visselig da med dybere Skræk uagtet det hændte midt paa Dagen. "Midt paa lyse Dagen" plejer man at sige, og det lod sig nok sige med Hensyn til Tiden; thi det var ikke langt over Middag den 24de Septbr. Men i Thingstuen herskede et besynderligt, uhyggeligt, guulagtigt Lys, som jeg tilskrev Afglandsen af et Lønne- træ udenfor, der endnu havde Størstedelen af sine gulnede Blade. Af og til hvirvlede Vinden enkelte affaldne opimod Vinduerne og holdt dem fast der en Stund som gjækkende Hænder -- kort noget overordentlig uhyggeligt Høstligt med en egen gusten Lys- ning hvilede over Scenen. Den var, som sagt, Thingstuen. Sagen var netop optagen til Doms. Dommerne og Prokuratorerne vare gaaene paa sine Væ- relser. Ingen Andre befandt sig i Stuen uden begge Modparterne. Da indskjød min onde Genius mig, at jeg skulde forsøge et moralsk Experiment. Strax jeg var kommen i Kladdene med Hr. Ebenezer, havde nem- lig en juridisk Embedsmand, som jeg ellers kun kjendte af et sær- deles hæderligt Rygte og som var bosat paa et Sted, hvor Hr. Ebe- nezer havde efterladt sig et særdeles slet Rygte, som Fuldmægtig hos Fogden, skriftligen givet mig nogle Vink om en Forbrydelse, SIDE: 306 Denne skulde have begaaet, hvis behørige Oplysning maatte være mere end nok til at frigjøre mig og desuden tilstrækkelig til at skaffe min Hr. Urian paa Fæstningen, hvor han paastod jeg skulde hen for min Udladelses Skyld om Hs pletløse Velbaarenhed. Men jeg var traadt frem for Almuen, troede at have nok i hvad den var kommen frem med, og havde derfor forsømt at gaae hiin Angivelse paa Spor. Og i dette Øjeblik faldt det ulyk- salige Indfald mig ind, paa engang at vise min Modpart en Høi- modighed og at forsøge paa om jeg kunde faae Bagsiden at see paa hans Samvittighed. "De troer kanskee nu" -- tiltalte jeg ham -- "at jeg har for- brugt alt mit Artilleri imod Dem nu ved Underretten?" "Ja ganske vist. De har nok intet sparet." "Jeg har noget svært Skyds tilbage; men som jeg ikke troer at komme til at behøve. Jeg skal derfor vise Dem denne Re- serve, dersom De vil love mig paa den Ære og Samvittighed og Salighedshaab, De har, ikke engang at sige det til Deres Sagfører." Han lovede det høitideligen. Jeg nærmede mig ham lige under Øinene, saae ham skarpt i dem, og sagde derpaa langsomt: "De har i P -- forfalsket en Domprotokol." Virkningen var frygtelig. Det gustne, med den uhyggelige Lysning harmonerende, mefistofeliske Ansigt blev medeet krid- hvidt; hver Nerve i det bævede som rørt af Galvanisme; Øinene bleve glasagtige og blege. Og nu aabnede den sorte Mund sig i det hvide Ansigt for at lee. Men hvilken Latter! Lungerne negtede Luft og Lyd. Saa maa ogsaa en Skygge kunne lee. Mine Øine lukte sig. Jeg udholdt ikke Synet. Jeg havde seet en Sjel i Fordømmelsens Øjeblik. Jeg hørte blot, at han styrtede ud af Værelset, opad Trappen til sin Sagførers Værelse. To Minutter efter at jeg havde erholdt Løftet paa Ære og Samvittighed og Salighed om, at ikke engang Denne skulde be- troes noget af Sagen, var denne Gjenstand for en Raadslagning, som førte til -- at den gik op i Røg. "Fy!" sagde jeg til Prokuratoren og spyttede, da han igjen viste sig. "Saa vigtig en Sag?" svarede han gnidende sine lange magre Fingre saa det knagede i dem. "Men nu skal De see hvor langt De skal komme." SIDE: 307 Da Sagen var tabt, tænkte jeg paa min Reserve. Der var ingen at finde. Hvor jeg sporede fik jeg kun Rævelugten af at der havde været Nogen før mig. P. S. Jeg har mulkteret mig paa en hvid strikket Nathue, hvor- med jeg har dømt mig Selv til at gaae hver 24de Septbr., og det med den nedover Øinene." SYTTENDE-MAIS-BEKJENDELSER. Sidste 17de Mai fik jeg en Grundknæk, fordi jeg endelig maatte see Fahnetoget, og denne 17de Mai (og det er netop paa denne Dag i dette Aar at jeg skriver dette) føler jeg Følgerne saa stærkt, at den sikkert bliver min sidste, hvis ikke et Underværk skeer. Jeg kan altsaa uden Frygt for et Charivari og et Vindu- bombardement nedskrive den Bekjendelse, at jeg i de sidste 8 -- 9 Aar aldrig har kjedet mig nogen Dag saameget som paa denne. Og det netop fordi man partout skulde være glad og stramt itrukken, i Bevægelse den hele Dag, og fordi man ikke kunde undgaae at blive overvældet med uhyre Kvanta af Drikkevarer og selv holde aabent Bouffet. Navnlig skulde nu Jeg være ly- stig, der havde været en Syttendemai-Mand i en saa udmærket Forstand, at Pøbelen kaldte mig Syttendemaikongen og amal- gamerede mit Navn med Dagen. Det hændte vel og et Par Gange, at jeg maatte liste mig hjem for at lette noget paa det Indtagne og saa atter vise et glad Ansigt, medens alle Nerver vare nedslappede og Benene værkede. Forskjelligheden af de nydte Drikkesorter voldte almindelig en frygtelig Katzenjammer den 18de, og at denne var og rime- ligviis endnu er temmelig almindelig, røbes af det Ord, denne Dag har faaet paa sig, nemlig at den er "den slemmeste Dag i Aaret." Endog i de Aar, jeg blev udskreget for en Forræder, maatte jeg vise mig festlig og fornøjet; thi jeg vidste, at Folkets Masse ikke troede Bagvaskelsen. Ingen 17de Mai gik heller uden jeg fik et Hurra bragt mig i min Bolig af Skarer, som mine tilstede- værende Venner forsikkrede saae meget anstændige ud. Den SIDE: 308 største plejede at fylde Altanen udenfor naar vi sad ved Aftens- bordet, og da brugte jeg Servietten til at skjule min Forlegenhed med, naar jeg maatte ud og takke. Jeg svingede da af alle Kræfter med den istedetfor en Tale, som jeg mærkede de gode Folk ventede. Men det var mig umuligt. Fjæren paa Bagva- skelsens Piil, som stak mig i Hjertet saa de hvide Rødder hang ud, krislede mig bestandig i Halsen, saa Talen kun blev til en Hosten. Det er min faste Overbeviisning, at alle de Kunster, man i de senere Aar har fundet paa forat holde Liv i Dagen, netop tære paa dens Liv. Jeg synes endnu at see de maabende Ansigter, hvori Kjedsomheden stod malet med lange Træk, gloende fra Fæstningsvolde og Brygger efter Kaproerbaadene. Det haglede og var suurt Vejr nogle Aar efter hinanden; men hvem turde vel gaae hjem strax? Det nye Paafund med Fahnetoget vilde være det bedste, dersom det ikke allerede ved Gjentagelse ved andre Leiligheder var bleven til en Slags Uddragning af Jacob v. Thyboes Sværd. Den lede Laugsaand stikker ogsaa frem i disse Standere; og der er saameget deraf i Norges Hovedstad i Aaret 1845, at Byen vilde lugte ligesaameget af den, dersom den røg af Piben paa hvert Huus, hvori den findes, som Smaagaderne lugte af stegt Makrel i Makreltiden ved Aftenstid. . . . Hertil var jeg kommen, da jeg blev overfalden af et saa over- ordentligt Ildebefindende, at jeg endog opgav Haabet om at faae endt denne enkelte Skizze, ikke at tale om Resten. Først nu den følgende Dag kan jeg fuldføre disse matte Linjer efterat være styrket baade med Nafta og den Griffithske Jernmixtur med Myrrha. "Saadant vilde jeg ikke vove at skrive," sagde min Ven Kan- didaten, hvem jeg havde ladet læse den afbrudte Syttendemais- Bekjendelse. "Du vil komme til at passere for en Dagens Fiende og Forræder, og faae mærke dette paa mange Maader." "Gaa hen og undersøg det store røde Futteral der paa Pulten! se og læs!" stønnede jeg. Forundret tog han frem deraf en 9 Tommer høi og derefter proportioneret indvendig forgyldt' Sølv- pokal og læste: SIDE: 309 "XVIIde-Mai-Pokal. En Amindelse til Ejdsvoll fra Henrik Wergeland. 18l7/545. Gid 17de Mai, den Velsignte blandt Dage, bestandig maa skjønnere vende tilbage! I Eidsvoll er Norriges Frihed fød. Thi tøm der med Jubel mit Gyldenskjød!" Han læste det til Formandskabet stilede Gavebrev, som endte med et "Leve Friheden! Gid dens Fødselsdag aldrig maa blive glemt paa dens Fødested!" lukkede Futteralet, greb min Haand og sagde leende: "Naa! du er da en ægte, uforbederlig Syttende- mais-Gast." "Ungdomskjærlighed ruster ikke," svarede jeg. "Og saa alt hvad jeg har lidt for den? Den kan aldrig blive mig ligegyldig." "Men hvilke Triumfer har den ikke bragt dig? F. Ex. i 1833, da du paa den herlige Morgen, omringet af Tusinder af Folket og af Storthingets Fleerhed, holdt Talen ved Krohgstøttens Af- sløring." "Ak alle de Æggedosiser jeg maatte sluge Dagen udover!" stønnede jeg. "Men hør nu her bare hvad jeg har lidt paa og for denne Dag. 17de Mai 1829 fik jeg ikke alene et Sabelrap, men kom for Livstid paa det sorte Bret. Et andet Aar mistede jeg Hørselen til Julen fordi man affyrede en i Jorden nedgravet Me- talsvingbasse, hvorpaa jeg havde lagt mit trætte Hoved. Nok en 17de Mai fik jeg Armen af Led ved ikke at trække Tenen rapt nok til mig ved Affyringen af et Kongehul. En anden 17de Mai havde jeg nær revet Armen ganske fra Skulderen og spiddet saamange Mennesker, som der af tynde Studenter kunne gaae paa en almindelig Raketstang d. e. efter min Beregning tolv, naar hver gives Tykkelsen af 3/4 Kvarteer og Stangen er to Alen lang. Man kunde ikke faae Raketten af, hvorfor jeg tog mit Piberør af og holdt Raketten horizontalt i venstre Haand medens jeg i høire holdt Pibehovedet til Fængkrudet og blæste til. En Ildsky, som borttog Øjenbryn, Øjenhaar, Pandehaar samt Skjægets Førstegrøde, blindede mig i de første Øieblik; men hvor forfær- SIDE: 310 dedes jeg, da jeg fik at vide, at Raketten var faret midtimellem en Sværm Kamerater og mod Huusvæggen, som den paa et hæn- gende Haar havde stukket i Brand. Kun mit skrækkelige Ud- seende og det fra Julen hentede Sprichwort: "det er 17de Mai i hvad vi gjøre," afledede Forbittrelsen. Endnu en 17de Mai sprang jeg i Fjorden i fulde Klæder fordi Baaden var overlæsset og man erindrede om at Frithiofs Helte plejede at gjøre saa ved lignende Anledning. Er det nok?" "Nok for een Mand" svarede min rimelige Ven. (Juristen var min urimelige; og vil man lægge Mærke til Tingen, vil man finde, at Venner lade sig inddele saaledes). "Men hvilken Triumf feirede du ikke i 1836, da du saae dit Stykke opført mellem de jublende Brødre? Jeg erindrer Du var saa glad, at Du rev Trompeten fra vedkommende Orchestermand og gav et Mellemstykke til stor Rædsel for de indbudne Æresmedlemmer, som sad lige foran dig." "Men bagefter?" svarede jeg. "En Embedsmand, som erkjendte Stykkets Uskyldighed, sagde dog, at jeg havde gjort bedre i at lade det være under nærværende Spænding; det var altid en Demonstration, som vilde blive lagt Mærke til." "Hvilken Usling!" udbrød min Ven. "Næste Aar gik jo ogsaa den navnkundige "Stockholmsfarer" over de samme Bræder, saa jeg nok viste, at jeg ikke erkjendte Ængstelsessystemet," bemærkede jeg. "Imidlertid dyppede jeg mig ikke blot selv i Sværtegryden ved det Stykke Arbeide, skjøndt jeg vel neppe kunde blive sortere end jeg allerede var; men de stakkels unge Mennesker, som toge Roller (den Farligste var dog givet en afdanket dansk Skuespiller) kunde ogsaa let faae sig et Blis i Panden. En af dem vilde ogsaa til min Forfærdelse just i Aabningsøjeblikket træde tilbage paa Grund af at Vinen gene- rede ham fra Middagsbordet. Ei -- wiswas! ud i Kjøkkenet! -- bøi Hovedet! -- en Bøtte Vand styrtedes over -- han erklæ- rede sig ædru og saa vips ind paa Scenen. Stykket gik; jeg blæste atter i Trompeten; men bagefter? Ja saa blæste den Con- stitutionelle og Dagligt Allehanda. Dette havde jeg forudseet og havt den Klogskab at vælge et herligt Kobberstykke istedetfor 20 Daler i Honorar for Stykket, saa jeg gav de rasende Journa- lister en god Dag hvergang jeg saae paa det. Det holder jeg for den klogeste Handling i mit Liv ligesom den med Vandbøtten SIDE: 311 for det Ypperligste jeg nogensinde har lagt for Dagen af Kon- duite. Men til at gloe paa mit Stykke indskrænkede sig ogsaa min Triumf af den 17de Mai." "Men hvilken Triumf nød Du da ikke, da du i Spidsen for Studenterne trak ned igjennem Byen forat hilse paa Storthinget og saa Herman Foss kom ud paa Gaden og I omfavnedes og gave hinanden Brodernavn?" sagde min kjærlige Ven. "Ja ja!" udbrød jeg -- "Det var en Triumf. Det opvejer Alt, afsvedet Skjæg, Arme og Been og Helbred og sorte Mærker -- Alt hvad der kunde have gaaet i Løbet og hvad jeg har lidt for den 17de Mai og det ikke for Triumfens Skyld; men fordi jeg har bevaret mig Æresmanden Herman Foss's Venskab." MIN STUDENTERUNIFORMS HISTORIE OG SIDSTE ENDELIGT. Var det ikke saa, at jeg den 17de Mai 1829 fik mig et Sabel- rap Nr. 2? Jo -- o, desværre! Og et Kvarteer før havde jeg faaet et Varsel, som burde have bragt mig til at liste mig Baggaderne hjem og i min Seng. Høistkommanderendes smukke mandige Ansigt havde nemlig viist sig en Tomme eller to fra mit, stukket indimellem to Jægere, bag hvilke jeg troede at staae in salvo i Tusmørket paa en Borgermands Trap. "Hoho!" sagde han bare og gallopperede saa væk. Nu, men ikke dengang skulde jeg gjerne ønske at Gud vilde holde sin Haand over ham; thi -- Som det er gaaet andre gamle Fædre, det Ham er gaaet, Ham, Armeens Far: han er i mange Ting jo bleven bedre, ja ganske anderledes end han var. Men istedetfor at liste mig Baggaderne hjem, holdt jeg det nok for raadeligst ikke at stole paa Borgermandens Traps Sikkerhed; men jeg iværksatte Retiraden gjennem Hovedgaden, hvor jeg da ogsaa fik mit Rap. SIDE: 312 Jeg syntes at lugte gamle Hansens Huusbagsbrød. Endnu svæ- vede Forbandelsen over Dens Hoved, som havde givet Anledning til deres Krænkelse. Lugten vakte min Skarpsindighed. Jeg fandt, at min af Hs. Mt. sanktionerede Uniform var vel saa fornærmet som jeg selv, og jeg besluttede, at bringe Høistkommanderende den samme Nat som Krigsbytte eller et Slags Trofæ. Oprigtig maa jeg ogsaa tilstaae, at jeg var misfornøjet med Kjolen; thi saa fiin og smuk den var med sit grønne Broderi paa Fløjel, havde den dog ikke opfyldt nogen anden af sine Hensigter, end den sletteste, den at gjøre Opsigt, siden jeg var den Eneste som bar den. Men hverken havde den erobret nogen Piges Hjerte eller skaffet mig det Navn af et Exemplar paa en Student, som den før min Tid havde skaffet en gammel Student, der aldrig bar andet Kjoleplag saalænge han laae ved Universitetet. Som besluttet saa gjort. Ferskt skulde Spoliet være. Klokken kunde da være saa omtrent Et om Natten, da jeg befandt mig foran Vedkommendes Port med Uniformen i en Kurv med ved- lagt Brev. Porten forekom mig gik op af sig selv ved et Ma- skineri, og jeg vandrede nu op og ned i Gaarden, indtil jeg ende- lig besluttede mig til at sætte Kurven i en Trap indenfor en Dør, der syntes at føre til Værelserne. Men jeg blev slaaet tilbage af et overordentlig skjønt tragisk Syn: en majestætisk Dame med langt sort opløst Haar over den hvide Natdragt og en Kandelaber i Haanden viser sig i Døren ovenfor Trappen. "I Guds Navn, hvad er det? raaber hun. Tag det! Tag det igjen! O ulyksalige Nat!" Jeg adlød øjeblikkelig. Lady Macbeth (som ogsaa var smuk) kunde ikke have udøvet en stærkere Indflydelse paa mig. Om Morgenen maatte min Oppasser afsted med Kurven. Han blev først afviist, og, da han kom igjen, truet med Prygl, som rimeligt kunde være, dersom han kom igjen. Jeg fik da fat paa en ny Oppasser, som svoer paa, at han skulde blive kvit Kurven. Og han blev det, men just ikke ved egen Fortjeneste. I den Tanke nemlig, at Høistkommanderende boede i den saakaldte Stiftsgaard, som var den svenske Statholders Residenz, gaaer han did og sætter Kurven udenfor Hs. Excellences egen Dør. Den Første, som kommer, er Høistkommanderende, som kjender Kurven igjen og selv bærer den ind til Hs. Excellence med det SIDE: 313 Raab: "Her seer D. Exc. Toppen paa al Uforskammethed. Fire- gange har den været hos mig, og nu vover Udsenderen ogsaa at tilstille D. Exc. den." Gamle Platen var en besindig Mand. Han bemærkede ganske rolig: "Der er et Brev med. Lad see!" Og saa satte han sine Briller paa, og rakte Generalen Brevet med de Ord: "Det er til Er!" Dette er kommet udfra det svenske Statholderhotel. Man sagde, at saa Meget kom derind, Noget kom altsaa ogsaa ud derfra. Udpaa Høsten spurgte en Politibetjent mig paa Gaden, om jeg havde noget imod, at en sort Kjole, som var eslet Høistkomman- derende, men som heelt siden havde hensiddet paa Raadstuen, blev givet en fattig Konfirmand. "Nærværende Ejer, Den der har vundet Kjolen fra mig, faaer afgjøre det," svarede jeg. "For mit Vedkommende finder jeg Ideen smuk." DØDENS PERSONLIGE SKJØNHED. Mit tiltagende Ildbefindende var bleven bekjendt for hiin Ven, der kunde lee med den ene Side af Ansigtet medens den mør- keste Tungsindighed laae over den anden, og som kom nu for at bytte Haabets Papirlapper om med Vishedens rene Valuta. "Du fæle og onde Død!" raabte han heftig. "Spil ikke her Fædrelandet og Literaturen et Puds!" "Tys! Stille!" hviskede jeg. "Han er i Nærheden." Jeg havde dengang ikke Kræfter til at spøge med ham, uagtet jeg nok skulde faaet Janusansigtet at see; men paa et Blad Papiir skrev jeg: "DØDENS SKJØNHED." Den bør gjennembores af en dødbringende Trækvinds lange blaa Kaarde som siger at Døden er hæslig og ond. Ond? Et Aar lever jeg nu af hans Barmhjertighed, forskudt af Livet, fordi jeg vilde die det forlænge og rev dets Bryster tilblods af Begjærlighed. SIDE: 314 Hæslig? Min Gud, hvor gives der en slankere og mere velskabt Kavaleer? En Kappe og en Fjederhat, og han gjør alle Don Juans Erobringer efter. Selv Dødens Orme ere ikke saa hæslige som de, der nylig krøb over mig: den falske Vens Fingre. Dødens Figur har Regelmæssighedens Skjønhed; hans Ansigt Aabenhedens; og hvilken kan være behageligere? Dog er Han maaskee smukkere bag end foran; men hvormange Mennesker ere ikke det? Et Janusansigt har han idetmindste ikke. Men Du, som har det -- hvad om ogsaa selve Benene i dit Ansigt ere fordrejede, naar Du ingen Kjødmaske har at trække derover? Da vil Den, som finder Din Beenrad, faae Ret til at kalde Døden hæslig! FAAER FANDEN FAT I ET HAAR, SAA TAGER HAN HELE KROPPEN. Den, der vil stille sig i Spidsen for en Oppositionspresse, maa besidde Formuens Uafhængighed, om han ikke vil gaae tilgrunde, efter en kortvarig Blomstring som en Slags Valmue paa Grændsen af Blomst og giftigt Ukrud. At døe i en Rendesten bliver stun- dom den Forvovnes Lod. Den i hele Verden, som mindst bør vove det, er dog en supplicerende fattig theologisk Kandidat. Han dræber selve Haabet. Han gjør en dum Streg, og tvert- igjennem den sætter Departementet nok en Streg, og paa det sorte Kors som deraf udkommer, faaer han slæbe sit hele Liv. Uden endnu at have gjort en saadan Streg, bar jeg allerede paa mit Kors, (med Tiden blev det en mangeaxet Veirmølle). Uagtet man ikke vilde ansætte mig, lod man mig dog kaste den ene Klat Skillinger efter den anden bort til stemplet Papiir til nye unyttige Ansøgninger. Jeg ahnede, at det gik paa Livet løst, og havde derfor begyndt at studere Medecin, skjøndt jeg frem- deles supplicerede, paa haabløst Maa og Faa, som naar man pilker fra det skarptseilende Skib for dog at have noget at be- stille. SIDE: 315 Jeg sad just og morede mig med at blæse Tobaksrøg ind i et Dødninghoved saaledes at den siden langsom trak ud af Aab- ningerne, da det bankede ængstligt paa Døren. Ind treen en Bogtrykker, bleg med sorte Næsevinger og Fortvivlelse i de slappe Træk. Det var Forlæggeren af Bondeoppositionsbladet Statsbor- geren, en Slags Alligator, som i sex Dage laae skjult i sit Slam, men gabede baade hørligt og synligt den syvende, slugende da et halvt Dusin Embedsmænds gode Navn og Rygte i sig. Fanden var i den Tid meget mindre frygtet i Norge end Statsborgeren. "Kjære Hr. W -- stammede han -- jeg kommer til Dem med en Bøn, og kun for denne ene Gang. Statsborgerens Redaktør er rømt for nogle Tremarksdomme; Bladet, der allerede er betalt af Abonnenterne, skal ud, og jeg har ikke en Linje Manuskript. Døm da i hvilken Stilling jeg er og hjælp mig saa med det ene Nummer for denne Uge, til jeg faaer omraadt mig. Jeg er en fattig Mand, der har forbrugt en stor Deel af Forudbetalingen for Heftet, og ikke kan betale tilbage." Det forekommer mig, at Manden tørrede sig om Øinene med Kjoleærmet; men jeg skal ikke sige det forvist. Saameget er dog vist, at han rørte mig til Medlidenhed, saa jeg lovede at hjælpe ham med det ene Nummer, men under dybeste Taushed. "De maa betænke min Stilling som supplicerende theologisk Kandidat," sagde jeg, "og at det at redigere Deres Blad er omtrent som at tage Styret paa den Lorje, der fører Skarnet fra Slaveriet over til Hovedøen." Manden gik sjeleglad, og han skjænkte mig et Glas Portviin, da jeg bragte ham Manuskript, bestaaende af selvgjorte "Ind- sendter" fra "Oplandet," "Nogle Borgere," "Flere Østtotninger," "endeel Almuesmænd," "X. Y" o. s. v. Men -- næste Uge havde jeg ham igjen, og jeg slap ham heller ikke dengang. Heller ikke tredie Gang, da han endnu ikke havde faaet Redaktør. "De faaer s'gu heller ingen, mente jeg, for der er Ingen, som har Mod dertil." "Da er jeg luurt," klynkede Manden, "for Heftet, som jeg skylder Prænumeranterne, er ikke halvgaaet." Og han bød mig et ganske godt Honorar forat redigere det ud. Dengang blev det dog ved mit Nei. Men jeg var alt i Snaren: jeg havde fanget mig selv og jeg blev siddende istedetfor at gjøre som Ræven, at bide det Lem af, som sad fast, og saa løbe derfra -- d. e. jeg havde røbet min SIDE: 316 Stiil i sidste Hjælpenummer; man sagde mig paa Gaden: "Du redigerer jo Statsborgeren?" -- "Gratulerer! Du er jo Statsborger nu?" -- "Farvel, Marat!" men istedet for at tilstaae, at jeg var skyldig af Barmhjertighed i det Par Nummere, og skamfuld at krybe tilbage, blev jeg ærgerlig og lod den djævelske Tanke fare i mig: Skal du hedde Statsborger, kan du ligesaagodt være det. At vort eneste Oppositionsblad (thi dengang havde Morgenbladet kun Melketænder) skulde gaae tilgrunde, stemmede heller ikke med mine Principer, skjøndt jeg langtfra billigede den Pøbelma- neer, hvori det var bleven redigeret af den forrømte Redaktør. Dets Fremkomst betragtede jeg som et Tidsfænomen, der havde en dyb Nødvendighed, som endnu langtfra var udtømt. Mine Venner pustede til. De lovede Bidrag. (Jeg fik ogsaa 1 -- siger og skriver eet -- i Tidens Løb). De sidste Kiler faldt, og saa løb da Beslutningen, et Skib fuldt af Ulykker, af Stabelen. "Fandenivold!" sagde jeg til Bogtrykkeren, som ganske rigtig atter indfandt sig. "Jeg skal redigere Deres Hefte ud; men der- med Basta." Men Fanden havde mig alt selv ved det ene Haar, som er nok. Jeg havde ingen Angivelser at traktere mit Publikum med; kastede mig derfor paa Politiken og almindelige Spørgsmaal, hvor- ved Bladets Popularitet gik tilgrunde. For dog at gjøre det noget Pikant, skrev jeg Satirer, og forat faae en fast Materie at tage til, greb jeg begjærligen en Strid med et Blad af modsat Ten- dents; thi Stridigheder mellem Aviser vidste jeg ende aldrig. Med dette anonyme Hefte skulde det dog være forbi. Da an- nonceres jeg med mit fulde Navn som det berygtede Blads Re- daktør. Af Vrede paabegynder jeg et nyt Hefte, og flere fulgte derpaa. Men det var et rent Helvede. Jeg trællede mig næsten tildøde i de Fremmedes Land. For at give Bladet Anseelse, befalede jeg dobbelt saa stort Format og at det skulde udkomme engang til om Ugen. Og alene maatte jeg arbeide paa nær hint ene Indsendte, som dog ved sin gniddrede Haandskrift skaffede mig meer Bryderi end om jeg selv skulde have skrevet noget af samme Omfang. Hvorledes det gik med Medecinen kan man let begribe. Ikke engang naar jeg spillede mig en Boston hjemme eller hos en Ven, var jeg fri for mine sorte Djævle, Bogtrykkerdrengene, som forlangte Manuskript. "Gaa til . .!" hedte det nok; men -- SIDE: 317 Heftet gik alt som en ustandselig Jaggernauths Vogn. Undet det knustes min Lykke. Rundtom jublede mine Fiender. Disse tiltog, men ikke mine Venners Interesse. Man udbredte den Idee om mig, at jeg baade tænkte, følte og førte en Leve- maade som den raaeste Pøbel. Man kaldte mig paa Prent i det Blad, jeg laae i Strid med, "en Akevitdrikker og en Myseostæ- der." Slid og Slæb var Lønnen for mit politiske Mod. Fordi jeg havde havt det Indfald, til Syn for Sagen, at aftrykke Reversen af en ny svensk Sølvspecie med det norske Rigsvaaben i, blev jeg først i hint fiendtlige norske og siden selv i svenske liberale Blade udskreget for en Fiende af Foreningen . . . Ak, da jeg vendte Aversen op, stod Carl Johans ædle Træk for mig, og jeg erindrede, at han allerede to Gange havde tilsagt mig sin sær- deles Naade, dersom jeg opførte mig "sage" ): fornuftigt. Nu var nok Fuglen for sidste Gang fløjen af Haanden. JEG GIVER MINE SAGER I GODE HÆNDER OG REISER. Jeg havde faaet mig saameget Thingstueluft i Bryst og Næse, at jeg ikke syntes jeg kunde faae Veir før alle Nordsjøens Storme havde blæst op i mine Næseboer og Lungesække. Altsaa tilsjøs! -- -- Men i det jeg sidste Gang gik til- sengs iland, med det Ønske, at det maatte gaae alle de giftsvangre Thing- stuer som Sodoma og Gomorra, spurgte jeg mig selv, hvordan det vel vilde gaae med mine Sager. Jeg besvarede det med et: "Gid Fanden tog mine Sager!" Og isandhed jeg behøvede En med Been i Næsen. "Til Tjeneste" svarede en Stemme ved Vinduet med en Gurg- len i Halsen ovenpaa. Jeg mærkede, at den forønskede Prokurator og Mandatarius var tilstede. "Hr. Lucifer!" sagde jeg, "vil De tage mine Kort mens jeg er borte? De forstaaer hvad jeg mener?" SIDE: 318 "Jeg spiller aldrig Maske," sagde han med en Ærlighed, som ikke findes ved alle Spilleborde -- "og rentud -- jeg kunde fri- stes af en gammel Makker." "Saa tag dog mine Kort ved det andet Bord, hvor jeg ogsaa sidder i det og har Knegtene imod mig." "Med Fornøjelse," sagde han. "Jeg er rigtignok derfra tilbudt et Engage- ment; men jeg skal nok have et Øje med Deres Kort." Og med det Sam- me slog han en Volte med et saa- dant Klask at jeg blev ganske vaagen. Jeg gik trøstig ombord; men un- der en rask Sydvest blæste den Mis- tanke ind i mig, at Lyden af Volten har været min Ven Hanens Vinge- klap, der havde lovet at vække mig. NATIONALITETER. -- -- Hvilkensomhelst Fremmed er udsat for i England at blive taget for en Franskmand og i Frankrig at blive taget for en En- gelskmand. Paa begge Steder bliver man da behandlet derefter -- det vil sige: betragtet og behandlet som priisgivet Bytte, En- hver kan hugge og flaae sig saa store Stykker af som han kan. Begge Dele har hændt mig; men skjøndt jeg, i min Egenskab af Normand d. e. af en Barbar, maatte kalde det en Ære, skulde jeg dog gjerne have undværet den, naar jeg havde maatte be- holde de Shillings og Francs, som den kostede mig. Ved nær- mere Eftertanke over at min slette Udtale af Sprogene nok var Aarsagen til Æren, formindskedes den ogsaa i Værdi. Ude paa Portsmouths Havn laae Dampskibet Camilla og røg Kl. 5 3/4 den 4de Juli 1831 for Kl. 6 at gaae over til Havre. Hæse- blæsende kom jeg til Kajen. Hundreder af Skuldermænd vilde rive mig til sig. Uden Akkord eller Spørgsmaal om Taxt, som ganske vist fandt Sted, kom jeg tilsidst under alle de Andres Forbandelser af i en Baad, der blev roet af To. Da vi kom SIDE: 319 Dampskibet nær, begyndte Kanaljerne at hviske sammen; men hvoraf jeg dog hørte, at de antoge mig for en Franskmand. Jeg begyndte at ahne Uraad og spurgte: "How much?" Hvormeget? "Five Shillings!" svarede den Nærmeste. "Too much! For meget!" raabte jeg, der langtfra havde engelsk Mynt nok tilbage til at kunne afsee halvanden Daler til denne Fart paa en kvart Miil eller saa. "I am no Frenchman! I am a Norvegian, by God!" "You are a Frenchman. But Frenchman or not, we set you to Land again, Sir!" sagde Kjeltringen ganske rolig, og hans Kammerad begyndte alt at anduve. Jeg var i deres Vold. Fem Shillings, netop mine sidste, paa Tiljen, og Faldrebet fat! Før jeg fortæller det franske Sidestykke, vil jeg skildre hvor- ledes jeg ombord virkelig blev holdt for en Barbar fra det høje Norden. Hvad der var at see fra Skibet af, Spithead med Flaaden, Øen Wight, Portsmouth, Landskaberne var tilligemed Veiret saa her- ligt, at jeg besluttede at anvende de faa engelske Smaapenge, jeg havde, til at forhøje min ensomme Glæde med en Flaske Porter til min Pibe Tobak og ikke til at skaffe mig et Natteleje paa anden Plads. Der sad jeg da hjertelyksalig, skjøndt jeg nok mærkede paa den forbispadserende elegante og rige Verden, at man betrag- tede mig som en raa Person, fordi jeg neppe var kommen om- bord, før jeg rekvirerede at drikke og begyndte at dampe af et lidet Monstrum af en Pibe. Mit Haab var det dog, at man, paa Grund af mine Briller og sorte Klæder, vilde antage mig for en tydsk Student, skjøndt disse langtfra havde det bedste Ord. Da jeg syntes det blev lidt kjøligt, forlangte jeg for de aller- sidste Pence et Glas varm Toddy, tændte en ny Pibe, og saae derpaa med uformindsket Glæde Synene udenborde, de mange Seilere, det henblegnende England og det mig omgivende Publi- kum lige modig an. Af Trods nippede jeg endog oftere til Glasset og dampede stærkere end jeg ellers vilde have gjort. To lange bruunfjæsede Personer paa første Plads, i side hvide SIDE: 320 Kasimirsfrakker og store Straahatte, kunde endelig ikke tæmme sin Nysgjerrighed. Med en rask Vending gjorde begge Herrer Front for mig, og spurgte mig, efter en kort Bemærkning om Af- tenens Skjønhed, hvor jeg var ifra. "Fra Norge," svarede jeg paa slet Fransk, tvingende dem ind paa et Gebeet, hvor jeg maaskee turde finde (og fandt) Partiet nogenlunde lige; "et Land frit som England og Deres eget, der er Nordamerika, om jeg ikke feiler." De bejaede det. "Carolina?" lagde jeg til; thi Slaveejeren stod præget i deres Ansigt og Holdning. De syntes forbausede. "Slavestater begge," sagde jeg paa Norsk og jeg læste paa deres Ansigter, at de med Mishag havde forstaaet det første Ord. "Kom!" sagde den Ene, idet han vilde trække den Anden med sig; men denne vilde først give mig "Slavestaterne" igjen, og be- mærkede derfor: "Meget vildt Land det Norge." "England har een Isle of Wight, Nordamerika een Manhattan -- Norge mangfoldige," svarede jeg roligen, tænkende paa Lade- gaardsøen. (Wight har ogsaa sin skaldede Bagdeel). "Nei," sagde Herren, "jeg mente Folket -- meget vildt." "Min Herre," svarede jeg studs, "det veed dog at agte andre Folk, især dem, der ere frie som det selv. Seer De, jeg veed nu nok, at De har forundret Dem over, at jeg har pimpet hele Tiden, siden jeg kom ombord; men Porterflasken var til at skylle Støvet af, da jeg for en stor Deel har gjennemspadseret Øen Wight idag, og dette Glas, sagde jeg, idet jeg svælgede det Sidste, har været for Nordamerika." "For Nordamerika?" raabte begge Frihedens uægte Sønner. "Er det ikke den 4de Juli idag?" spurgte jeg. "Den har jeg altid feiret med mine Venner i Norge." Forvandlingen i deres hele Væsen var forbausende. "Sir . . Monsieur," sagde den Ene: "De indseer, at vi Amerikanere kunne ikke staae tilbage. Holder De af Champagnerpunsch?" "Det troer jeg," svarede jeg med Barbarens oprigtige Lige- fremhed. Bollen kom strax, og saaledes gik Aftenen paa det herligste. Da den var tom, sagde Yankeerne, at de nu vilde gaae tilsengs SIDE: 321 og spurgte mig med samme Oprigtighed, om jeg ikke vilde gjøre det Samme. "Om en liden Stund," svarede jeg. "Jeg vil endnu dyrke Stjernerne lidt, Unionens Symbol." Naboberne gik til sine gode Køjer. Jeg maatte holde ud paa Dækket om Natten i mine sorte Klæder. Jeg frøs saa jeg ikke kunde sove, til retfærdig Pønitentse for Aftenens Udsvævelser, skjøndt egentlig en Følge af min Plukning af Baadsmændene. . . . "Ah, bon matin, Monsieur!" raabte en Franskmand op til mig Kl. 4 om Morgenen, idet han stak Hovedet ud af Kahytlu- garet. "Déja prèt?" Jeg svarede, at Nysgjerrighed efterat see Frankrig havde bragt mig paa Benene. "Voilà! voilà!" skreg han, sigende la belle France Goddag ved at klappe i Hænderne, medens han sagde England Farvel med en styg Gestus bag. "Voilà l'entrée! voilà les portes du temple de la gloire!" Virkelig gave Forvitringer de steile rødagtige Klitter hist og her Udseende af Porte og Buer. Saa yttrede sig nu hans Nationalstolthed. En engelsk Fellow fra Oxford, som ogsaa havde formaliseret sig over mig Aftenen tilforn, men som nu nærmede sig med Høflighed, skjøndt med en Overlegenhed, der ikke ganske lod sig skjule, gav mig nogle Prøver paa engelsk Nationalstolthed, der naaede Franskmandens og den, Yankeerne og jeg havde bombarberet hinanden med om Aftenen. Jeg fandt, at Repræsentanterne for de fire fri Stater netop holdt hinanden Stangen i det Punkt, og at altsaa Ingen havde noget at rose sig af fremfor de Andre. Nu det franske Sidestykke! Vist 1 1/2 Lieues udenfor Rouen omsværmedes allerede Diligen- cen af Garçonner, som skulde erobre Gjæster for sine respektive Hoteller. Ingen af Passagererne blev hængende ved Nogen af dem, undtagen jeg; man vilde ikke engang modtage de elegante Indbydelseskort, som de søgte at stikke Passagererne i Hænderne, utrættelig kapløbende med Vognen, uagtet Konduktøren ikke for- sømte nogen Leilighed til at give den Næsviseste af dem et Snert af sin forfærdelige Chambriere. Jeg sad ved Siden af ham, just som han lurede paa en travende Garçon paa sin Side af For- SIDE: 322 sædet, da jeg pludselig seer en blaa Blouse flagre op i Luften lige ved Siden af mig og jeg føler en glat Billet i Haanden. Konduktøren brummede et forfærdelig Sacrrrr! og bad mig kaste den ud til Knegten i den blaa Blouse, som vedblev at følge os; men da Billetten var saa smagfuldt udstyret med alle mulige heraldiske og Kogekunst-Emblemer, saae jeg den over. Den anbefalte et Hotel de Bourgogne, tout près de la poste, som det eleganteste og billigste i hele Byen. Ved Aftrædelsen i Postgaarden var den blaa Blouse strax ved Haanden og tilbød sig at følge med til sit forroste Hotel. Uden Følge havde jeg heller aldrig fundet frem gjennem de Krinkel- kroge af Gader. Endelig standser han i en af de smaleste og mørkeste udenfor et uanseeligt Huus, som kun udmærkede sig ved et stort forgyldt "Hotel de Bourgogne" over Døren og røde Gardiner for Dørvinduerne. Det ene Gardin havde jeg henne i Gaden bemærket bevægede sig. Værtinden havde luret paa, om Garçonen bragte nogen Gjæst idag. Da jeg traadte ind, sad hun paa en Slags Thronstol, bag et lidet Buffet, som just ikke lod ahne stor Overflod i det Indre. Men Selv tog hun sig godt ud der hun sad. Hun var endnu ret smuk, havde de deilige franske lysbrune Pudeløine, var korpulent, bar sit Haar smukt, og ved hendes Paaklædning var intet andet at dadle end en Overlæs- selse af Prætiosa. Men hun forestillede jo en Slags Dronning, og saaledes fandt jeg ogsaa det i sin Orden, og hilsede hende med stor Ærbødighed. "Madame! c'est un Anglais," sagde Knegten i den blaa Blouse, som jeg ved første Blik paa Buffetdamen erkjendte for hendes egen Søn; og han sagde det med en umaadelig uforskammet re- præsenterende Gebærde. Et ganske overordentlig sødt Smiil overfoer Damens Ansigt, og blev siddende somom det virkelig havde været af Sirup eller Honning. Hun underrettede mig om, at man altid spiste der i Hotellet ved table d'hôte, og at der netop var een Plads tilbage for mig. Med den yndigste Armbevægelse viste hun mig Døren til table d'hôte, og jeg traadte ind. Men hvilket table d'hôte! Der var maaskee 7 a 8 Kuverts paa en Dug, der af Smuds saae ud som et Landkaart. De vare op- tagne af Sous-Officiers af Garnisonen (et Slags Mellemting mel- lem Soldater og Officerer). Høfligt hilsede jeg dem og høfligt SIDE: 323 hilsede de mig, saa jeg strax lod en Flaske Viin (og den var skral) springe og lod den gaae rundt paa Garnisonens Sundhed. Officererne bleve snaksomme; men Taflet var snart endt, da det kun bestod af en umaadelig tynd Kjødsuppe, nogle Strimler grilleret nyfødt Kalvekjød, hvorpaa Suppen var kogt, og 1/2 Tærte til Desert. For en Franc eller halv anden havde jeg spiist en mange Gange solidere Frokost i Bolbek; og siden lærte jeg, at man i Paris kunde spise bedre for 15 -- 18 Sous. Diligencen skulde ogsaa snart atter afsted, saa jeg maatte gjøre klar for Værtinden, som modtog mig med et endnu sødere Smiil end før. Det skaffede hende ogsaa Afsætning paa en Cigar og et Glas Burgunderviin, som jeg tænkte maatte være fortræffe- lig i Hotel de Bourgogne, hvis Ejerinde virkelig ogsaa var fra denne Provinds. Kan gjerne være, at det var Burgunderviin, det jeg fik til Afsked; men fra Bordvinen kunde jeg idetmindste ikke skjelne den. "Combien, Madame?" spurgte jeg nu da jeg efter Officerernes Exempel havde faaet tændt min Cigar. "Dix neuf francs et demi. Voilà votre compte!" læspede Damen med et endnu sødere Smiil end nogensinde. Dengang gjaldt Franken 32 Skill. norsk; jeg bemærkede derfor halvtvært: "c'est trop, Madame!" "Ah, vous êtes Anglais!" svarede hun med det samme Smiil og en blid Truen med Fingeren. Nogle af Officererne drejede sig om paa Hælen med et be- synderligt Udtryk af Lyst til at lee. Jeg protesterede og nølede med at betale. Hun blev ved sit søde "Vous êtes Anglais." Jeg krammede og krammede i Lom- merne. Hun holdt den elegante Regning ubevægelig frem med et næsten dryppende Smiil. "Det blæser anden Gang fra Diligencen," styrtede Garçonen ind. Jeg kastede en Napoleonsd'or paa Disken. "Pour le Garçon?" sagde Damen idet hun holdt den halve Frank, jeg skulde have tilbage, imellem sine Fingre. Det var da saa netop, og han skulde da følge mig til Diligencen. Her var ingen Tid at prutte. Jeg ilede paa Døren og hørte bag mig alle Officererne dreje SIDE: 324 sig om paa Hælen og et allersødeste "Merci, Monsieur Anglais! A revoir!" "Giv Knegten et Rap!" hviskede jeg til Konduktøren idet jeg steg op; men ligesaa rask han havde været til at liste mig Ind- bydelseskaartet i Haanden, ligesaa rask var han til at fjerne sig. "Har De spiist godt i Hotel de Bourgogne?" spurgte Konduk- tøren mig. "Prægtigt," sagde jeg. "Se Regningen!" "Trois plats -- pauvreté!" bemærkede han; men da han saae videre, foer et mere tordenbragagtigt Sacrrrr! udaf hans Knebels- barter. "Vous êtes trompé! Mais je trouverai les canailles! Sacrrrr!" "Man holdt mig for en Engelskmand," sagde jeg. "Ah! c'est différent!" (det er en anden Sag) svarede Konduk- tøren med en Gelassenhed, som stod i skjærende Modsætning til den nylig viste varme Interesse. SIDE: 325 TO SMAA GENRE-MODSTYKKER. Sjeleglad, skjøndt gjennemsulten, sprang jeg fra det engelske Dampskib op paa Kajen i Havre med min Byldt under Armen. "Monsieur," siger en stor martialsk Soldat eller Douanier til mig idet han peger paa Bylten. "Ah!" svarer jeg. "Jeg er en Student; (saaledes bør jeg nok rettest in casu oversætte Ordet "Savant," som jeg brugte) "der er ikke andet end Linned og Bøger." "Passer Monsieur!" sagde Franskmanden, idet han artigt lagde Haanden til Chakoen. Dette var nu fransk Høflighed. Nu et Modstykke af bergen- sisk, hvilket ikke ganske vil sige det Samme som norsk. Aaret efter sprang jeg iland paa Triangelen i Bergen. Jo, der stod jeg. Hvor boede nu Madamen, jeg skulde tage ind til? Ei, der staaer jo tre vakkre Kjøbmænd at see til borte paa Bryggen. Jeg nærmede mig dem, lettede paa Hatten og spurgte den Ene af dem, en statelig Mand og en af Byens Patricier, om han vilde have den Godhed at sige mig hvor Madam Kaneliussen boede. Man kunde ganske vel see Huset fra det Sted han stod; men Bergenseren -- han fandt en anden Anviisning bekvemmere for mig. "Der, Far, sagde han, idet han pegte op i Luften, der er Taarnet paa Kirken i det Sogn, hvor den Madam boer, han søger." "Tak for god Underretning!" svarede jeg min artige Veileder, lettede atter paa Hatten, gik paa Maa og Faa op i Kirkesognet og fik det Logis jeg søgte uden at behøve videre at spørge. Dette skede ifølge en anden bergensisk Egenskab, som især ud- mærker det andet Kjøn, nemlig Nysgjerrigheden. Den holder Vinduerne godt besatte, og den Madam, jeg søgte, havde alle- rede opdaget mig ved sin Færdighed i at kunne see næsten om Gadehjørner ved at trykke det ene Øie tæt op til Ruden og lukke det andet. Hun stod alt i Døren, da jeg kom forbi. "Det er vist til mig De skal, for jeg er Madam Kaneliussen, her logerer saamen Mange fra Østlandet, som De vist er fra." "Ganske rigtigt!" "Aa vær saa god!" Bergensere, som jeg har fortalt det lille Træk af Uhøflighed SIDE: 326 hos deres Landsmand, have naivt svaret: "jamen Du var iført et Par grove blaa Vadmelsbuxer, havde daarligt Skotøi og en Bondehalmhat." "Jamen den tog jeg høflig af," kunde jeg kun svare. ET HERLIGT ØJEBLIK. Saa let om Hjertet, saa elastisk af Aand har jeg aldrig følt mig som da jeg ved Konduktørens Side rullede af med Diligencen fra Havre til Paris. Klokken var sex om Morgenen. Duggen laae endnu over Mark og Enge, og jeg syntes at føle dens Friskhed ogsaa falden paa min Sjel. Jeg længtes efter at kunne give min overvældende Følelse af Velbehag Luft, og snart fandt den Anledning dertil. Paa de første Høider aabnede sig en herlig, naturlig Allee, der i det lange Perspektiv viste paa begge Sider af Veien et Par hvilende Musketeerkompagnier. Den trefarvede Fahne stod nedstukken i Jorden, og foran den vandrede et Par Officerer op og ned. Det var nok for mig, som følte en Fransk- mands Blod i mine Aarer siden jeg havde betraadt det Land, jeg elskede næst mit eget. "Vive l'Armée française!" udraaber jeg svingende Hatten. "Vive le drapeau tricolore!" Og Hilsenen blev gjentagen af alle Passa- gererne. Udaf Vognen svingede Damerne sine Lommetørklæder, Herrerne sine Hatte. Strax kommanderedes i Gevær, Officererne sænkede sine Kaarder, Fahnen blev svungen og mellem de vakkre Geleder under den solforgyldte dugglimrende Alleehvælving rul- lede Diligencen langsomt hen under jublende Raab: "Vive l'Armée française! Vive le drapeau tricolore!" Dette oprigtige Udbrud af mine Følelser vandt mig megen Godhed hos Passagererne, ikke at glemme hos Konduktøren, ancien militaire. Nogle Blik, jeg erholdt af en deilig fransk Dame, har jeg aldrig kunnet glemme. Jeg læste deri Velvilje, Erkjendt- lighed og patriotisk Begeistring, og jeg fik et i hver Bakke, hvori jeg sprang af og gik ved Siden af Vognen. Det huldeste Blik gjemte hun til i Rouen; men jeg fik det fra en anden Diligence, hvori hun skulde tage en anden Vei. Det var altsaa det sidste. SIDE: 327 VISIT HOS PETER ANDREAS HEIBERG. Jeg tog ind i Hotel du Havre fordi gamle P. A. Heiberg boede der. Men det var en lei Gammelmand. "Vær saa god at komme nærmere og at sidde ned," sagde han fra sin Sofa. "Nu ja, sid der!" Men sad man saa der, saa sad man fast som en Flue i en Edderkops Væv; thi man kunde ikke blive ham kvit for alle de Historier, især fra hans Tid i Danmark, som han fortalte. Kl. 12 var han begyndt med dem, Kl. to skulde Værten følge mig til Palais royal. Den var allerede Trekvarteer paa 2 og jeg fortvivlet over den Masse af kjedsommelige Anekdoter, som lod til at være tilbage, da han ved visse Personer havde anmærket, at han skulde komme til dem siden. Jeg vred mig paa Stolen, jeg saae til Vinduet; han lod som om han intet mærkede, skjøndt han dengang ikke var blindere end at han selv paa mit Ansigt maatte have kunnet læse Over- mættelsen. Endelig beslutter jeg at sønderrive Væven, idet jeg tager mit Uhr op og bliver stirrende paa det. Jo ganske rigtigt det gik, det gik allerede midtover Totallet med baade Langviseren og Kortviseren. "Hvad betyder det, min Herre?" spurgte han studs. Jeg sagde ham hvor jeg havde bestemt mig hen til Klokken to. "Saa gaa!" sagde gamle Heiberg (og jeg syntes at han tyggede et "Fandenivold" imellem Gummerne.) "Gaa kun, naar De fore- trækker at see Palais royal for hvad jeg kan fortælle Dem." Jeg tøvede ikke. Heiberg tilgav mig aldrig. Han var en Grav, som gjemte paa Alting, en gammel Æske fuld af Snurrepiberier og Nag. GULDGRUBEN. "Ak, Madame, ak Mademoiselle!" sagde jeg med en ynkelig Stemme til Moderen og Datteren i Huset, da jeg kom ned i Stuen en Morgen i den første Uge i Paris; "der er hændt mig en stor Ulykke. Jeg maa forlade det velsignede Paris om ganske kort, for jeg savner endeel Penge, vist 100 Franks, om ikke flere." Begge sloge Hænderne sammen og skrege over sig, saa Værten kom til. SIDE: 328 "Veed De da ikke bestemt hvormeget det var?" spurgte Jom- fruen. Jeg maatte tilstaae, at jeg ikke havde ført nogen Bog. De sloge atter Hænderne sammen og skrege over sig. Jomfruen endte dog med et venligt: "Mais, Monsieur!" med truende Pege- finger. Paa Værtens Ansigt saae jeg de samme Skyer som den første Dag i Palais royal, da jeg bad ham vise mig et Spillehuus, og igaar, da jeg kom fra Versailles, og fortalte ham, at jeg der for Mangel paa Pas var bleven arresteret af selve Værten, jeg havde gastereret hos, hvis jeg ikke havde vidst at salvere mig ved Flugten, og det en ægte Flugt: gjennem en Bagdør, nedover nogle Alleer i Regn og Mørke, ind i en Kabriolet og i Galop til Paris. Det var en særdeles agtværdig Familie den Værtens, ligefra Huusfaderen til den Savoyard, som var Garçon i dette Hotel, hvor jeg forresten ikke saae andre Gjæster end gamle Heiberg, som boede der fast, og mig. Paa Værtens faderlige Omhu for mig, har jeg ovenfor anført Exempel, og Moder og Datter vare altid særdeles fornøjede, naar jeg vilde see ind til dem i deres lille Stue. Faderen, en smuk overordentlig kraftig bygget Mand, havde staaet i Napoleons Garde og gjort Toget med til Rusland. Hans senefulde Arme vare gjennemhullede af Kugler. Mutter havde ogsaa faaet Sit af Legen ifjor, idet en Kugle nok saa net var gaaen igjennem hendes Kappestrimmel just som hun skulde kige ud af Vinduet, forat see hvordan det stod til paa Gaden. Den Historie blev da den gode gamle Kone ikke træt af at fortælle under hjertelig Latter, hvorved da Kappen med Hullet i maatte frem af Komodskuffen. Datteren var en god, ret vakker, men ikke længer ganske ung Pige, der især lod til at interessere sig for Komediebilletter. Kort -- jeg havde her truffet en Mønster- familie af den for sine huuslige Dyder idetmindste engang be- rømte Pariser-Middelstand. Der sad vi. Værten trommede med sine Fingre paa Bordet. Mutter rystede af og til paa Hovedet. Datteren gav mig med- lidende Blik ifra sit Sytøi. "Ah!" raabte jeg og sprang op. "Jeg er hjulpen. Msr. Hei- berg er jo min Landsmand." Jeg opover Trapperne. SIDE: 329 "Reis, reis strax igjen!" var det Raad jeg fik hos Gamlingen, led- saget af et Grævlingesmiil. "Jeg har dog Penge til at blive her to Uger til . ." "Nu ja, saa for Satan saa bliv her to Uger til." "Men paa mindre end en Maaned kan jeg ikke faae seet Parises Mærkværdigheder igjennem." "Saa maa De slaae en Streg over Resten af Mærkværdighe- derne. Der er intet andet for." Dermed var Audienzen forbi og jeg sprang temmelig opbragt nedover Trapperne igjen, med den ene Haand i Hidsigheden stukken dybt ned i Vestelommen. Men hvad Pokker er det som jeg kjender imellem Foret og Tøjet. En Knap? Nu, den kan ogsaa være god at have, tænkte jeg og standsede forat hale den frem. O Under -- en Napoleond'or! Og saaledes halede jeg ikke mindre end sex frem. Tilfældet syntes mig værd at fortælle Heiberg; men han be- mærkede kun ganske koldt, at det ikke var første Gang Lykken var en Daares Formynder. Men destostørre Deeltagelse nød jeg nede i Stuen. Der blev atter Hænders Sammenslagelse, men ledsaget af den gladeste Latter. Værten mente, at Hullet burde syes igjen. Jeg mente nei, da det maatte betragtes som en Guldgrube, som var god at tage til en anden Gang. DE EGENTLIGE OPHAVSMÆND TIL JØDERNES EMANCIPATION. Uagtet mine Reiseskizzer forstørstedelen lære, hvorledes man ikke skal opføre sig i fremmede Lande, maa jeg dog tillægge mig den Roes, at jeg ikke forsømte at see, hvad der var See- værdigt, saalangt jeg kunde række. Hertil regnede jeg ogsaa Folket, saaledes som det færdedes paa Torvene, Broerne, Kai- erne, Dandsehusene i Forstæderne, fêtes champêtres o. fl. Steder, hvor det vrimlede i størst Liv og Brogethed. Jeg satte mig da hen, trak min Pibe frem og morede mig kosteligt. Jeg havde heller ikke bedre Raad paa Tid end til at hvile mig ud paa den Maade. Saaledes tog jeg en Dag min Middagshvile paa en Steen ved SIDE: 330 Siden af en gammel Kones Bord paa Kaien ligeoverfor Institutet, hvor hun solgte gamle Bøger og Mynter. Jeg havde just afkjøbt hende et lidet Oktavbind i Pergament af franske Memoirer, hvori jeg til min Forbauselse havde fundet et Par Anekdoter fra Regentens Dage, som jeg havde læst i Heibergs nysudkomne "Erindringer" skulde være oplevede af ham og hans gode Venner Gregoire og Talleyrand. Jeg siger at det forbausede mig -- nei det forfærdede mig paa Heibergs Vegne, af den Grund, at han i Indledningen skriver, at, om hans Erindringer ingen anden Interesse maatte have, saa garanterer han dog helligen for at de i Alt have Sandhedens. Jeg sprang op af en maliciøsk Glæde, og derved faaer jeg lige- overfor mig, i et Hjørne af Institutets Gitter, see Toppene paa to Turbaner. Didover altsaa. Det var to marokkanske Jøder, som falbød alskens Smaating, Tobakstøi, Knusk, smaa Speile o. s. v. Altsaa Skakkerjøder -- ja Skakkerjøder; men tag du ærbødig din Hat af, christne Gros- serer eller Præst, for disse herlige Patriarkfigurer og Apostelaasyn -- ja Apostelaasyn herlige som Rafaels St. Hieronymus og St. Ambrosius. De vare orientalsk klædte, men i et sortgraat Slags Lærred; men jeg glemte ganske de glimrende Farver, jeg havde ventet at see, for deres Personers Majestæt. Jeg følte mig yd- myget foran dem som om jeg stod for to af Menneskehedens Stamfædre eller foran Abraham og Melchizedek, under hvis Telt kun den ene sande Gud blev dyrket. Det gjorde mig ikke syn- derlig kryere, at de Begge lagde Haanden paa Hjertet og til Tur- banen med den artigste Forbøining. Jeg lettede høit paa Hatten. Ja selv da de i den ydmygste Tone bad mig kjøbe en Bagatel, følte jeg mig forlegen, men glad da jeg strax havde efterkommet deres Ønske. Vi skiltes med en ligesaa høflig Hilsen. Havde det ikke været for Skams Skyld, var jeg vendt tilbage forat be- undre deres Gestalt, deres hvide rullende Skjæg, det kongelige og dog milde Aasyn, den bredryggede Pande, de langhvælvede Øjebryn, den smukke Bronzefarve -- kort Alt hvad jeg kunde tænke mig hos en Menneskenorm. Jeg fandt det nogenledes be- gribeligt, at Mennesker af et saa oprindeligt moralsk Udkast turde vove paa at træde frem for Alfader saa paa egen Haand med Deistens Bronzepande. SIDE: 331 De Smaasager, jeg havde erhvervet mig i Udlandet, glemte jeg paa saalænge de vilde holde. Længst Varighed syntes en Flinte- steen at skulle have, som jeg, med vedhængende Kalk, havde pillet ud af det berygtede Chateau-Montgaillards Ruiner; men det blev ikke Tilfælde. Min Oppasser havde brugt den op i Kjøkkenet og naturligviis først slaaet Kalken af, hvis mærkværdig faste Sammensætning det var min Hensigt at lade undersøge. Den skrøbeligste Ting af alle Smaasagerne havde derimod holdt sig længst, nemlig den lille Tobakssnadde, jeg havde kjøbt af de to marokkanske Jøder. "Johannes! stop den," sagde jeg en Eftermiddag jeg laa ørkes- løs i min Sofa over i Eremitagen i Grønlien. "Og brug saa Stum- pen af den Flint, Du veed, Knegt." Det var otte Aar efter mit Samtræf med de to Jøder, og siden havde jeg ikke ydet dem en Tanke. Da begyndte Røgskyerne, som omgave mig, først at vise Toppen paa to Turbaner og lidt efter lidt stode begge de Ærværdige for mig i de sortegraa Kaf- taner, det hvide rullende Skjæg -- kort ganske som paa Qvai de l'Institut; lidt dunklere, jeg vil tilstaae det, men dog tydeligere end en almindelig Ihukommelses- eller Skabelses-Fantasi og over- alt tydelige nok til ganske at bemægtige sig Tanke og Erindring -- jeg tænker omtrent ligesaa tydelige som de Aabenbarelser af Engle og Helgener, hvorpaa der sværges, som afmales og skal troes under Tvang af Millionerne. Jeg erindrede iblandt Andet hvert Ord, jeg havde talt med dem om deres Stilling i Marokko; og at de havde sagt, at den var taalelig imod i flere christne Lande. Tanken om Jødernes Stilling hos os var den næste. Jeg fandt den skjændig. Paa en smukkere Maade kunde Nordmændene ikke takke Gud for Friheden, end ved at vise hans kaarne Folk Kjærlighed og Omhu -- et Folk, der maatte lønne dem saa rigt, naar det endnu besad slige palmyrenske Søiler imellem sine Ruiner. "Johannes!" raabte jeg. "Røgen ud! Papiir og Blæk!" Saaledes blev Forslaget om Jødernes Emancipation til. Æren ikke min, men de to marokkanske Jøders! Jeg vilde have begrundet Forslaget paa den Aabenbarelse, jeg havde havt, dersom jeg ikke havde frygtet for at give En af Storthingsmæn- dene den Vittighed til Vaaben, at jeg havde grundet det paa Røg. SIDE: 332 MED I LEGEN, MED AF STEGEN. Den 14de Juli 1831 skulde Bastilledagen første Gang feires igjen siden Republikens Dage. Republikanerne skulde derimod have bestemt sig til at gjøre den ligesaa blodig som Festens Stamdag; og at Regjeringen ikke betragtede Rygtet som falsk, var strax om Morgenen at see af de uhyre Troppemasser, der besatte de Steder, hvor en Opstand kunde udbryde med nogen Kraft, saasom Pladsene og de bredere Gader, som førte til Ba- stillepladsen. Bagefter fik man vide, at den selv skulde have fremkaldt Bevægelsen, forat faae fat paa Hovederne for Repu- blikanerne. En af de oprigtigste og kraftfuldeste af disse, som tillige var en ung talentfuld Mathematiker, blev ogsaa den Dag stukket ihjel af Linjetropperne, da han ikke vilde give sig. Min Landsmand vilde helst holde sig hjemme. (I Regelen ere Bergenserne ellers særdeles modige); men endelig fik jeg ham dog med. Og hvilken prægtig Dag var ikke ivente? Thi alt paa Pont neuf traf vi Demagoger, der talte fra Rækværket med ra- sende Miner og Armbevægelser, og fra Place la grêve holdt det meget haardt at trænge sig frem. Men ved at bære mig ad med Albuer, Bryst og Knæer som i Norge ved Ildebrand, lykkedes det os at slippe ind i en Café paa Hjørnet af Bastillepladsen og Boulevarden. Huset laae herligt til, saa Vinduerne i de øvre Etager vare bortlejede; men længe varede ikke Roligheden til fra Cafelokalet at kunne nyde Synet af hvad der passerede udenfor. Boulevard og Plads vare ganske fulde af Folk, alle Vinduer forstaaer sig, Tage og Træer ligeledes. Nationalgarden paraderede en haye; af og til drog brede Pelotons af Linjetropper igjennem Massen, ligesom man trykker Kviksølv tilside, og da brølede Re- publikanerne "Vive la ligne!" for at gjøre sig Godvenner med dem, hvorimod Nationalgarden betragtedes som en Tvang, fordi de gode Borgere ikke vilde have en Revolution hvert Aar i Juli. En rasende Folketaler, hvis Tribune var Rækværket udenfor vore Vinduer, forsvandt netop midt i en Periode, fakket af en af Re- gjeringens Extraagenter for Dagen. Af disse strøg en Mængde omkring, klædte som Almuesmænd i Blouse, ja undertiden som Sansculotter med røde Huer paa, men lidet nok af Buxer. Disse plejede at blande sig mellem Tilhørerne omkring Folketalerne, SIDE: 333 høre til og skrige med indtil en tilstedeværende fast Politimand seer Kræfter nok til at vove at afbryde Taleren paa den aller- ubehageligste Maade, nemlig ved at give Sansculotten et Vink til at tage ham ned som en Frak af en Væg, uden Hensyn til Tankegang, Konsekventser, Punktum eller Komma. Saaledes hørte jeg, at Taleren paa Pont neuf var forsvunden, og saaledes forsvandt ogsaa den udenfor Caféen. Men pludselig høres fra Tusindernes Struber, at der er en Spion, en "mouchard" imellem dem; Nogle raabte at det var en Russer, hvorpaa da naturligviis Raabene: "Vive la Pologne! à bas Casimir Perier!" Raabene vexle om til Forbandelser over at Moucharden (rimeligviis den Politibetjent, som havde ladet Taleren tage ned) var sluppen af deres Hænder. "Dans le Café! dans le Café!" begyndte ti Stemmer, gjentog Hundreder og Tusinder. Vinduerne sloges øjebliklig ind i de indre Værelser, Stole og Borde væltedes med Glasse og Kopper paa af de flygtende Gjæster. Værtinden i Fortvivlelse. Lem- merne maatte fore, saa vort Værelse kun fik Lysning af Dør- vinduet. "Nu maa vi gaae," havde min Kammerad betydet mig strax ved den første Allarm. "Nei, nei!" mente jeg; "nu begynder Ballet, nu bliver det først Moro. Her sidde vi sikkert, naar vi tage vort lille Bord hen i Krogen. Madame, une bouteille de bière, si'l Vous plait." Men Stakkel, hun havde andet at gjøre, nemlig at redde hvad der lod sig redde. "Bryder man ind," sagde min Kammerad, "kunne vi blive tagne for Russere og blive sønderrevne." "Ei, vi retirere op i anden Etage." "Den er betalt og Trappen er stængt." En Afdeling Nationalgarder havde allerede været i Døren og befalt Caféen ryddig for Folk. Vi vare ogsaa næsten de Eneste, som endnu holdt Stand, og Nationalgardisterne maatte indfinde sig andengang, før jeg kunde bekvemme mig til at opgive den Glæde at være Vidne til et saa betydeligt Pariser-Opløb -- en Gang at svømme med for nogle Øjeblik i Skummet over disse Afgrundsbølger. "Nu saa afsted da!" sagde jeg vranten, og vi gik til Døren. Min Kammerad, som nok vilde have Ryggen dækket, gik modig SIDE: 334 foran. Men neppe var han paa Tærskelen, før en muskuløs bruun, sortaaret og sorthaaret, opkiltret Arm, som tilhørte et udmærket Exemplar af en Sansculot, griber efter ham. Jeg river ham bag- lænds ind igjen, men med Tabet af hans Frakkeskjød. Nu begyndte jeg ogsaa at blive bange (oprigtigt havde jeg alle- rede nogle Minutter før følt lidt dertil, ja selv i det heroiske Øjeblik, da jeg forlangte Ølflasken). Vi saae raadløse paa hinanden. Værtinden havde vi intet Medhold hos, fordi vi ikke havde villet gaae; og vi vare nu de Sidste. Da aabnes Døren; en smuk adstadig Mand i sort Dragt med trefarvet Skjærf kommer ind og spørger barsk, om hvorfor Caféen ikke var rømmet endnu. Det var Kvarterets Maire. "Herre," svarede vi, "vi ere Fremmede, Normænd, hverken Russer eller Spioner; men Folket udenfor vil rive os sønder blot vi stikke Næsen ud. Se her!" Og saa snoede Kammeraden Bagen til. "Ah, vi skal nok finde paa Raad," sagde Mairen med et Smiil og et Buk. Efter en halv Minut førte han en Peloton National- gardister ind. Vi bleve stukne imidten. Døren aabnedes paa viid Væg; Høire omkring og ud. Men Pokker tage Regjerings-Sansculotterne! De forfulgte sine Instruktioner ligetil midt i Sauvegarden for at rive en rød Nellik, som skulde betyde Republikanisme, ud af Knaphullet i min Kjole. Endelig slap man os i Sikkerhed bag et Hjørne. "Hvad skulde vi der?" sagde min Kammerat med et langt li- delsesfuldt Ansigt, idet han befølte Skaden bag. "Studere, iagttage Pariserfolket," svarede jeg. "Jeg vilde ikke have mistet disse Scener for meget." Jeg lagde dernæst Mærke til, at Solen, som brændte overor- dentlig stærkt, var endnu kraftigere til at rense Pladsen end baade Tropper og Politi. Petion erklærede det umuligt for Pa- riserne at gjøre Oprør paa en Regnveirsdag. De gjøre det ogsaa neppe naar deres Skjærsommersol har sin rette Middagsstyrke. Regjeringen har saaledes Elementerne paa sin Side. Besynder- ligt da, at den alligevel altid taber alle Hovedslag. SIDE: 335 DEN FORLORNE SØNS DINÉER. En ung Landsmand, som for nogle Aar siden havde slaaet sig ned i Paris for der at fortære de halvsnees tusind Francs, han havde i Renter, havde allerede efter en Uges Forløb overtalt mig til at flytte i Nærheden af hans Bolig, forat vi kunde more os sammen om Dagen. Det var en stor Daarlighed af mig, da Hotel du Havre ved sine snaksomme to Damer var mig en Pen- sionsindretning med Hensyn til Sproget, og da min gjæve Grena- deer var mig en sand Livdrabant. Han trykkede ogsaa min Haand heftigt med et "Dieu vous garde!" Selv Garçonen var saa ganske efter Huset, at han, med Vemodsglands i sine nøddebrune Au- vergneøine, sagde, at de 3 eller 4 Francs, jeg med en Undskyld- ning trykkede ham i Haanden, vare baade nok og formeget -- en Bagatel, som jeg fortæller fordi den, sammenstillet med Be- retningen om den durchdrevne Skjelm i Rouen, indeholder en af de største Viisdomsskatte, en Reise kan afkaste, nemlig den, at Menneskene hverken ere bedre eller slettere end de altid have været, og at man med Glæden i de gode, man træffer paa, bør balancere Ærgrelsen over Spidsbuberne. Min Landsmand og jeg førte vor Levemaade sammen i de mindre Restaurationer saaledes at den var knap nok for En med 8 -- 10,000 Franks Renter, men for dyr for mig. Regningerne bleve nemlig altid halverede paa Skillingen. Endelig maatte jeg en Dag ved Frokosten i vor sædvanlige Café lade ham vide, at jeg ikke aarkede at følge med længere. "Her seer Du hvad jeg har," sagde jeg. "Jeg kan ikke engang slippe til Havre, for at tigge mig ombord paa et norsk Skib. Og endnu har jeg hverken seet Gobelins eller Luxembourg, og Julidagene forestaae. Laan mig derfor paa min Faders Navn et Par 100 Francs." "Umuligt!" "Og Du som har saamange Femfranksruller i din Kuffert!" (Der vare de stablede op i Strømper). "Jamen jeg lever i Paris, seer Du." "Kjære, følg mig til et Spillehuus. Jeg vil vove et Par Francs." "Er Du gal?" sagde Landsmanden. "Jeg maa fortvivle . . her alene i denne By uden en Sous snart," sagde jeg med uskrømtet Nedslagenhed. "Ej! er der ikke andre Normænd end jeg i Paris, eller om SIDE: 336 ikke i Paris saa i Frankrig, der have en Slags Forpligtelse til at hjælpe Landsmænd, som ere iknibe?" Min Eftertanke sprang Byerne langs Kanalen rundt; men kun een norskfødt Konsul var at finde i dem alle, en i Cherbourg af ypperligt Renomee. "Jeg er hjulpen," udbrød jeg; "men først om tre Dage til Po- sten kan returnere. Saalænge vil du vel laane mig de faa Francs jeg behøver til Livsens Ophold?" "Nei," sagde Landsmanden; "men jeg skal laane dig min Beaf- steg-Machine. Naar Du saa kjøber for et Par Sous Kolever, Milte eller andre simple Sager samt lidt Nyrefedt og Salt hos Slagterkonen i Kjælderen i Huset, hvor jeg boer, og faaer nogle kasserede Purre- og Kaalblade paakjøbet, saa kan Du hver Dag lave din Middag paa mit Værelse, mens jeg er ude og spiser. Hertil den sædvanlige Café au lait om Morgenen, saa gaaer nok de Ventedage over uden Dejeuner." Og saa skede det, fordi det maatte saa skee. I tre Dage holdt jeg den forlorne Søns Middag, han som maatte spise med Svi- nene. Men jeg kan sige, at jeg spiste baade med Svinene og med Hundene; thi det Grønne jeg fik, var alt hjemfaldet Svinene, og naar jeg kom forat hente min Portion Kolever eller Milte, var Kjælderen almindeligviis beleiret af store Mynder og Dogger, som fik af samme Sort. (Man faaer gjette sig til fra hvilken Kant af Landet min Lands- mand kunde være). EN EXPLOSION. En halv Time efterat jeg havde holdt min tredie Fils-perdu- Souper indløb virkelig i det artigste Brev fra Consulen i Cher- bourg en Anviisning paa 300 Francs paa en Bankier Delavigne. Han skrev endog, at det var ham kjært at kunne staae Sønnen af en Mand bi, som havde været Aarsag til at han var bleven noget i Verden, idet min Fader nemlig, da han reiste igjennem Konsulens Fødeby til Rigsforsamlingen til Eidsvoll, skulde have havt Tilfælde at faae en saadan Indflydelse paa hans Skjebne. Jeg bandede nu ikke alle Landsmænd meer, men jeg bandede af al Oprigtighed den Kolever med hakket Selleriaffald over, som jeg havde proppet i mig, saa jeg ikke for flere Timer turde SIDE: 337 tænke paa et ordentligt og anstændigt Maaltid. Marschen til den diagonale modsatte Forstad Faubourg Montmartre lovede mig imidlertid ny Appetit, og jeg trak strax afsted til min Bankør, i hvem jeg traf Digterens Fader. Da jeg kunde fortælle ham, at jeg havde oversat hans Søns Parisienne paa Norsk saa hurtig efter at den havde viist sig, at jeg havde hørt den opføre til In- strumentalmusik af norske Bønder endnu før Aaret 1830 gik til- ende, fik jeg til mine 300 Francs Indbydelse til at besøge Sønnen ude paa Faderens Landgods. Stiv af Femfrancsstykker vandrede jeg gravitetisk langs ad Boulevarderne Montmartre, St. Denis og St. Martin, for omsider at slaae mig ned til en Middag Nr. 2, naar den grove Selleri ikke lod sig føle længer. Men endnu syntes jeg at fornemme at den laae ganske frisk i min Mave, saa jeg ikke var mere forhippen paa Middagen end at jeg af den tilstrømmende Mængde lod mig drive indunder Theatre de la porte St. Martins Vestibule. Der var annonceret til Opførelse Scener af Napoleons Liv, hvori Helten skulde gives af en Person, som paa det Overordentligste lignede ham. Desuden skulde Adam Nourrit synge Marseillaisen og Parisiennen. Det drog. Nourrit stod alt paa Scenen, da jeg tog Plads i anden Loge i anden Rad, altsaa omtrent lige- overfor Grændsen af Orchester og Parterre. Dette var opfyldt med Graahatte, et Republikanertegn, og Huset ellers propfuldt. Det tegnede til at blive en livlig Aften. Nourrit var klædt i Blouse som en almindelig Arbeidsmand. Blousen var nemlig dengang yderst populær, fordi Juliseiren var især vunden af Folk i Blou- ser, d. e. af Almuesfolk. Ethvert af Sangerens Omkvad gjentoges af Publikum, og da endelig Napoleons Contrafei viste sig, var der ingen Ende paa Raabene: "Vive l'Empereur! C'est lui-même! c'est lui-même!" Man gav saamange Scener af Keiserens Triumfer, at Klokken allerede var nær Midnat da man kom til Dødsscenen i Long- wood. Jeg var gjennemrystet, da alt var ganske tro kopieret. Da træder Heltens Seigpiner, den rødhaarede Hudson Lowe frem bag Sengen i Dødsøjeblikket. Jeg havde den hele Aften, siden jeg havde sunget med i Marseillaisen, følt mig som Franskmand. Under Triumfscenerne steg det til Selvforvexling, og nu da Bød- delen viser sig, nu styrer jeg mig ikke længer, men strækker SIDE: 338 Armen truende ud fra Logen raabende: "a bas le coquin an- glais!" Min Gud hvilken Virkning! Graahattene, hele Huset brølede: "a bas les coquins anglais! a bas les Anglais!" Jeg havde sat Ild paa en Krudtønde, skjøndt Explosionen mere lignede en Torden i Vedholdenhed. En Deeltager i Logen, som ikke havde viist synderlig Enthusiasme hverken ved Marseillaisen eller Tri- umfscenerne, en Person, der saae mig ud for en Slags Departe- ments-Embedsmand, listede sig ud saa fort han kunde. Jeg tryk- kede mig dybt ind i Logen, for med Resignation at oppebie Politiets Ankomst. Den forekom mig uudeblivelig; men den udeblev dog -- takket være Slapheden i 1831 Aars Regimente. Louis Philippe smigrede endnu Folket dengang. VIRKELIG SCENE AF PARISES MYSTERIER. Jeg kan bevidne, at der netop paa den angivne Side af den lille aflange Plads, hvorpaa Forfatteren af "Parises Mysterier" fører Læseren allerførst ind, ligger et saadant liderligt Hus, som det i hvis mørke Indgang Rodolphe udfører sit første Helte- stykke. Jeg har endogsaa Mistanke om at jeg har været i hans Barbillons Kløer, og at jeg kun har mit Liv at takke, at de ikke vare stive nok. Der stod jeg i Vestibulen ved Theatre de la porte St. Martin. Klokken var 12 om Natten og en Gadebelysning slettere end i Christiania ved den Tid. Vi vare langt henne i Juli, og da mørknes det alt Kl. 8 i Paris; og hertil kom nu, at en tæt Taage, fugtig som en Regn, fyldte Pladse og Gader. Alle Omnibusser, og deriblandt en, som gik ligetil Hjørnet tværtover for mit Logis, rullede væk idet Samme jeg traadte ud. Folkemassen forsvandt. Portene lukkedes. Lygterne i Vestibulen slukkedes paa een nær. Det var Diagonalen af Paris, fra bemeldte Theater til Rue des deux fossées de St. Victor, jeg havde at gjennemvandre under saa fortvivlede Omstændigheder, hvorimellem den værste var, at jeg var saa stuvet med Femfranksstykker, der vare let kjende- lige ved Beføling. Men der var ikke andet Raad for end at traske afsted. Jeg tændte min Pibe for at affektere Rolighed og at jeg hørte de SIDE: 339 simplere Klasser til, og saa gik det da nedover den lange Rue St. Martin, hvor kanskee tre Lygter vaagede in Alles. Mine Franks havde jeg alle i Vestelommerne samt i Kjolebrystlommen, hvor min høire Haand hvilte uafbrudt paa Skaftet af en lang norsk, til Reisen gjort, Tollekniv, medens jeg klemmede Albu- erne tæt ind til Siderne. Der var ingen Mennesker at fornemme; men Klangen af mine egne Fodtrin, Gjenskraldet fra de høje Huse i de trange Gader, var saa rædselfuldt, som om jeg havde været fulgt af en Skare Spøgelser. Da jeg krydsede Rue St. Honoré syntes jeg ogsaa at see et, nemlig ligeoverfor Hjørnelygten (No. 3), Skyggen af Guldsmeden Cardaignac (?) hvorom Hoffmann fortæller, at han var saa for- elsket i sine egne Mesterstykker af Prætiosa, at han instinkt- mæssig maatte myrde de Hoffolk, han havde solgt dem til, ved fra en Niche i Muren, hvori der stod et bevægeligt Helgenbillede, at styrte over dem, naar de kom Gaden op fra Louvre. Der var virkelig en Niche; men tom. Men saa argumenterede jeg, Skyggen er jo ogsaa tom, og saa saae jeg da Cardaignac liig en Marionetfigur springe ned og op i Nichen igjen. Jeg listede mig hurtigt, men sagte over Honoré-Gaden, og glemte dens Rædsler for nye; thi kort efter laa place la grêve for mig, og medeet stode alle de Parteringer, Radbrækninger, Hestesønderslidninger og Guillottineringer, som jeg havde læst om vare foregaaede paa denne Plads, saa levende for min Er- indring, at jeg syntes at hver Steen, jeg traadte paa, var et blo- digt Menneskehoved, der sang sin Takt af Marseillaisen. Car- daignacs Skygge hoppede ikke lettere ned og op igjen end jeg over de skrækkelige Tangenter. Men nu! -- Nu stod jeg for en af Broerne, og disse vare især berygtede. Piben slukkedes netop da, og det var gjort som af en Ven; thi det var maaskee ikke faldet mig selv ind, at den kunde for- raade mig her paa det farligste Sted. Forøvrigt var jeg næsten ligesaa bange for at møde en Patrulje som en Røver, for jeg vilde ganske vist med min Stuvning med Franks og den frygte- lige lange Tollekniv være selv bleven tagen for en Røver og Bandit. Paa Kattefjed kom jeg imidlertid lykkelig over. Nu laae den ældste Deel af Paris for mig, la Cité med sine snevre, vifteformigt udgaaende Stræder, og nu var Knuden at finde et, som førte til Gaden St. Victor. Skildvagten ved Justits- SIDE: 340 palladset viste mig henover den lille aflange, af Seinekaien paa den ene Side begrændsede Plads, hvor Eugen Sues Fortælling begynder; og her begyndte ogsaa mit Eventyr. Jeg stod stille midt paa Pladsen, grundende over Skildvagtens videre Anviisning, da Døren til en Kjelderkneipe aabnedes lige- overfor mig; Latter og Skrig hørtes; en mat rødlig Lysning brød et Par Alen ud i Taagen. Et Par Personer tumlede ud og for- svandt i Sidegaderne. Da det atter var bleven stilt, og jeg skulde til at lette paa Foden, aabnedes Døren atter og i Lysningen seer jeg Omridset af en enkelt Person i Mundingen af Kjælderhalsen. Han stod en Stund stille, ligesom for at betænke sig, hvor han skulde gaae hen; men pludselig hører jeg hans Fodtrin ganske tæt ved mig. Jeg trykkede mig indmod en Væg; men hvordan det nu gik til eller ikke -- nok i Mørket havde Personen styret Cours saa lige paa mig, at jeg ikke kunde undgaae ham. Jeg spurgte om Gaden St. Victor. "Ah ja, Rue St. Victor -- var det saa Monsieur? Javist -- Rue St. Victor -- derhen kan vi nok komme. Men først, Monsieur, først . . jeg er paa en liden Pidsk iaften . . først tilbage med mig der jeg kom fra, om De behager." Under disse Ord søgte han at komme mig saa nær paa Livet som muligt -- endog at faae sin Arm indeni min; men jeg holdt min for fast til Livet til at dette kunde lykkes. Jeg saae, at jeg var raget ud for et Subjekt af sletteste Sort, men at jeg og- saa i fysisk Styrke var Kjeltringens Overmand. Hvert Øjeblik ventede jeg et Stik i Livet, og holdt Kniven krampagtigen fast for at besvare det. "Nei Tak, Monsieur, svarede jeg Karlen, det tør jeg paa ingen Maade. Jeg er en Barbeersvend fra Elsaz; min Mester er saa streng; jeg vil faae Prygl imorgen, fordi jeg har været saalænge ude." Slusken -- thi saa var han antrukket og stank han -- blev meer og meer paatrængende baade med sine Tilbud og med sine Forsøg paa at komme mig digt paa Livet. Først proponerede han, at følge med ham hjem i hans Kvarteer for der at over- natte, og derpaa at han skulde følge med mig hjem; men begge Gange skjød jeg den strenge Mester foran mig. Atter begyndte han at ville have mig med til Kjælderen, da jeg medeet føler et utvetydigt Greb paa mit Legeme. I næste Sekund laae Personen SIDE: 341 med et Nakkedrev i Gaden og jeg var tilbeens paa Maa og Faa. Jeg løb og løb, til jeg atter støder paa en Skildvagt. Det var ved l'Ecole de medecine. Han viser mig ned i Gaden St. Victor ad et Tverstræde, og saa fandt jeg da hjem til mit Hotel du Nord. Jeg aabnede Vinduet for at faae Luft. Det var bleven klart ovenover Taagen. Karlsvognen funklede just over Pantheon, og den mindede mig saa levende om mit sikkre Hjem, at jeg græd af Hjemvee. Det havde jeg ikke gjort a la table du fils perdu. SCENE À LA MOLIéRE. For Gud syntes jeg ikke at smage Sellerien endnu fra igaar af, da jeg vaagnede om Morgenen efter den stormende Theater- aften og Mysterienatten. Det indgav mig den Plan at tugte min Hr. Landsmand, som havde levet af Coteletter og Artiskokker i de tre Dage. Jeg stuvede mig atter ud med Femfranksstykker og gik ind til ham. Der stod Beefstegmaskinen endnu og mig syntes at den fæle Lugt efter den sidste Diner endnu svævede om i det skumle Værelse. Døren stod aaben til det næste, som var ganske tomt paanær Sengen, hvori Harpaxen laae og Kufferten, hvori Kassen skulde befinde sig. (Henrik træder ind med et høist determineret Ansigt og vækker Harpax, ved at knibe ham i Næsen). "Du seer en Fortvivlet for dig; men en, der er beredt paa at handle som en Fortvivlet -- kort Penge maa jeg have, og mange Penge, før jeg forlader Dig. Som en Hund har jeg maattet leve i tre Dage. Længer taaler jeg det ikke, og da jeg veed, at Du har Penge nok der i Kufferten. . . (Harpax letter sig op i Sengen, seer med Forskrækkelse, at Kuf- ferten er aaben, og vil op) "Ikke af Flekken, før Du har nævnt den Sum jeg maa udtage af det Møbel." "Er du bleven gal, afsindig, gal, ruskende gal?" skriger Harpax. "Kan være, svares der med stor Kulde; men saamegen Be- sindighed har jeg dog, at jeg seer, at jeg uden Fare forat op- dages kunde kvæle dig paa sin Parisisk i disse øde Værelser, SIDE: 342 som neppe reengjøres hver ottende Dag. Men jeg haaber at bringe dig til Ræson, naar jeg først har Mynten." (Henrik styrter sig over Kufferten, Harpax i Skjorten over ham, men rystes af, idet Røveren reiser sig iveiret med en Strømpe fuld af Femfranks). "Lad være mine Penge! lad være mine Penge!" klynker Har- pax som et Barn. (Strømpens Indhold øses ud i Kufferten. Pause, hvorunder Harpax kryber tilsengs igjen og trækker Dynevaret tæt opom Halsen.) Pludselig brister Henrik i Latter, griber i Lommerne og lader Femfranksstykker hagle nedom de øde Vægge. "Hurra! Nei! Det er forbi med Grisedinéerne. Svindt nu Bux- erne paa og lad os nu ud og faae en ordentlig Dejeuner." (Harpax staaer op yderst fornøjet over Stykkets Løsning, og gjør som befalet.) SCENE À LA PEDER PAARS To Gange har jeg været ude for agtværdige Borgere og begge Gange har det været nærved at koste mig Livet. Første Gang i Christiania 17de Mai 1829, anden Gang ved St. Cloud-Broen ved Paris. Sammen med min Uadskillelige og endeel tydske "Professorer" ): forløbne Studenter, der træde op som Sproglærere i Paris, ranglede jeg en smuk Søndageftermiddag nedover Vejen fra en liden Landsby ved Meudon, hvor en fête champêtre holdtes, og nedimod Broen ved St. Cloud. Arm i Arm gik de Andre foran, medens Forbauselsen over en Bekjendelse af en af Professorerne holdt mig noget tilbage med ham. Jeg havde lagt Mærke til at han maatte være overordentlig gjerrig og havde ikke kunnet holde en Bemærkning tilbage, hvorpaa jeg havde faaet det ro- lige Svar: "Ja, Freund, ich zustehe, dass ich bin geissig im äus- serste Potents; aber -- ich bin ein Jüde." Det var Aarhundre- ders Trældoms Følge: Mangel paa selve den moralske Blusel. Det gyste i mig, naar jeg sammenholdt dette usle Væsen med de to marokkanske Jøder. "Frihed! Frihed for de Ulykkelige!" raabte jeg. "Friheden kan kun igjen gjøre dem til Mennesker," og derpaa tog jeg Slyn- gelen under Armen og begyndte at synge Marseillaisen paa SIDE: 343 Fransk af fuld Hals. Paa min anden Side gik for sig selv en aldrende, men altid opstuvet, Notarius, hvis Melancholi var ulægelig siden det, formedelst en noget blaa Næse, aldrig var bleven til noget ved Giftermaalsbureauerne, hvor han havde meldt sig stadig i Gud veed hvormange Aar. Konfrontationen kuldkastede altid Alt. Jeg lod ikke min Stemme synke, fordi jeg saae et Følge af korpulente agtværdige Pariserborgere komme mig imøde opad Bakken. Men medeet finder jeg mig omringet af dem, idet de med løftede Stokke og rasende Gebærder lode mig vide, at der- som jeg republikanske Knegt vovede at synge meer af den Sang, vilde de dukke mig i Seinen. Ja Ordet "noyer" (drukne) blev ogsaa brugt. Den var ganske nær ved. Jøden var forsvunden og Faren blev større da En af dem faldt paa at spørge efter Pas (deraf, saavelsom af deres Maver og Reaktionstendenz, slut- tede jeg mig til, at jeg var i agtværdige Borgeres Vold). Jeg appellerede til mit Følge, som holdt raadvildt nede i Bakken, og ved min Landsmands Veltalenhed og Jødens, som atter var bleven kjæk, samt ved at indgaae paa den skjændige Betingelse ikke at synge Marseillaisen, slap jeg fra Badet. JEG GIVER BEVIIS FOR, AT JEG IKKE DUER TIL DIPLOMAT. Den svensk-norske Ministerresident i Paris er saa galant en gammel Gentleman, som der vel kan gives. Da jeg gjorde min Afskedsvisit hos ham, havde han den Artighed at bede mig til Middag den følgende Dag. Det er at stikke ti Francs i Lommen tænkte jeg, for saa godt vil du nok komme til at leve der; men jeg svarede: "Jeg skal have den Ære, Deres Excellence; men Ulykken er, at det er den sidste Dag, jeg skal være i Paris, og da vilde jeg nødig skilles fra en Landsmand, jeg har været sam- men med hele Tiden, nemlig med Hr. N. N." "Ah, den Person" -- svarede Hs. Excellence lidt stødt -- "Han har for et Par Aar siden gjort mig en Visit; men siden har jeg ikke seet ham, uagtet jeg har indbudet ham. . ." "Ja nu skal han nok komme," afbrød jeg. "Det sikkrer jeg for." SIDE: 344 "Nu ja, siden De endelig vil være sammen med Deres Lands- mand, saa vær saa god at invitere ham med." "Tak, Deres Excellence!" Det var et prægtigt lille Taffel. Gjæsterne om det runde Bord bestode af et Par reisende unge Svensker med deres Mentorer, nogle Damer og fornemme Franskmænd. Vært, Mad, Viin, Sel- skab -- Alt var fortræffeligt, saa jeg ret var i min Es. Men nu kom Champagner i Iis og allerførst en Skaal for Norge, udbragt af Hs. Excellence. Derpaa en tre fire tause Glas. Nu syntes det mig det kunde være passende at takke for Skaalen med en for Foreningen, og saa reiste jeg mig da med Glasset i Haanden. I Begyndelsen gik det nok saa brav, men det varede ikke længe før Talen blev til Tordener imod Rusland og Hevnraab over Polen. Carl Johan, mente jeg, skulde have givet Rigsdag og Storthing en god Dag og hugget ind. "Ha, hvilke ubetvingelige Tropper, hvilken Væddekamp naar Normænd og Svensker skulde have kjæmpet sammen! Og i et saa helligt Korstog? Verden vilde ikke have seet deres Lige. De vilde aldrig kunne vige i hinandens Paasyn. Seiren havde altid siddet paa deres Bajonetter, og da havde Svea igjen hævet sit grønne Skjold Finland paa sin Arm og de forenede Riger havde været sikkre imod Østen som de ere det mod Vesten, ved mit Fædrelands Klipperygge. Foreningen leve!" Neppe var Skaalen drukken før -- Hs. Excellence hæver Taf- felet i en Skynding som naar en Leir afbrækkes paa en Flugt. Forlegenheden stod ogsaa præget paa alle de svenske Gjæsters Ansigter, saa det bagefter faldt mig ind, at der muligens kunde have været Russer tilstede; og deres Nysølvs-Civilisation har neppe berøvet dem den Vildes Egenskab at kunne slutte sig til Meningen af en Tale i et fremmed Sprog af enkelte Gestus og Ord. Og saadanne Ord vare "Rusland" og "Polen," hvilke Navne jeg langtfra ikke udtalte med ens Tonefald. AFSKEDSVISIT HOS HEIBERG. Jeg har ikke gjort gamle Heiberg Uret, naar jeg har sagt, at han aldrig glemte mig min Mangel af Interesse for hans Anek- SIDE: 345 doter. Jeg holdt mig da fra ham; men saa spurgte han igjen efter mig, og saa skede nu ogsaa gjennem min Kammerad da jeg skulde reise. Jeg havde liden Lyst til at gjentage mine Be- søg siden det sidste, da den Ulykke havde hændt, at jeg ikke kunde faae Døren op, hvorved følgende Samtale var bleven ført af mig gjennem Nøglehullet og af Heiberg fra Sofaen. Heiberg: "Hvem der? Hvem pirker paa Laasen?" Jeg: "Det er mig, Wergeland. Men bliv siddende, Hr. Heiberg -- De er en gammel Mand, og jeg hjælper mig nok alene." Heiberg: "Visvas! det lader ikke til det. . ." Jeg: "For Alting umag Dem blot ikke. Jeg finder nok udaf det." Heiberg: "Hvad Pokker skulde De med min Laas? Det er da ogsaa ærgerligt -- Jeg maa sige Dem, at det er mig meget ube- hageligt . . . " Da Døren endelig kom op, stod han vredeblussende for mig, og Modtagelsen var et ægte studst Postmester-Hvadgodt. I Befippelsen angiver jeg, at jeg ikke alene vilde see til hans Befindende, men at jeg ogsaa havde et Spørgsmaal angaaende Talleyrand at gjøre ham. Følgen af dette ulykkelige Indfald, der skulde formilde ham noget, var to stive Timers Anekdoter, indtil Heiberg, Gudværelovet, selv skulde spise. Til Gjengjæld stak jeg den lille gamle Memoiresamling, som jeg havde kjøbt af Kjærringen paa Kajen, i Lommen, da jeg havde bekvemmet mig til Afskedsvisiten i Følge med min Kam- merad. Jeg saae at det glædede ham at jeg kom; men høfligere var han derfor ikke. Han lod til kun at have Opmærksomhed for min Kammerad. Allerede vare vi inde i Anekdothvirvlen; min Følgesvend lod til at ville holde ud til Enden; men mig var Tiden kostbarere end som saa. Der var intet Raad uden det yderlige, at trække Memoiren frem; og da jeg forgjæves havde traadt min Kammerad paa Foden og tilsidst faaet et alvorligt Spark igjen, saa kom den ogsaa. Virkningen var frygtelig. "Jasaa, Monsieur, De tvivler om min Sanddruhed?" hvæsede Heiberg. "Det ikke," sagde jeg idet jeg reiste mig; "men en Hukom- melsesfeil finder Sted. Det maa have forekommet Dem at have oplevet hvad De kun har læst. Se her er Memoirer fra 1724 og her er Deres Erindringer . . ." SIDE: 346 "Ei, lad Bogen ligge!" green Gamlingen, idet han slængte den langt hen paa Bordet. Derovenpaa naturligviis en Afsked som naar man ryster en Bjørns udaf Buret stukne Pote, nemlig ganske let og kort. Me- moiresamlingen troer jeg jeg efterlod hos Heiberg halv af Ondskab halv af Glæde over Friheden. Heiberg bagtalte mig siden ved hver Anledning for mine Lands- mænd. Jeg fik det ferskt endnu samme Høst. Deriblandt ogsaa, at han vilde fortælle Ministerresidenten, at jeg ved min Anmel- delsesvisit havde fundet det utaalelig aristokratiskt af ham, at han havde klappet mig paa Skulderen og sagt "min Ven," noget jeg kun troede hædrende for Kammertjenere. Saadant Bruus- hoved var jeg. FORTVIVLELSENS INSPIRATION. Min Kammerad var saa oprømt efter Middagen hos Ministeren, at han fandt mit Forslag ganske rimeligt, at tage ovenderpaa et Glas Punsch i Palais royal. Vi toge Plads under et af de smaa støvede Træer. Der skulde min Kammerad oppebie mig, medens jeg gik hen i Nærheden og løste Dampbaadbillet til Havre til næste Morgen Kl. 5. Derefter skulde vi tage Punschen paa Falde- rebet. Efter et Kvarteers Tid var jeg tilbage; men -- træffer hele Haven tom for Folk. Kun hist og her saaes endeel Personer at løbe langsmed Pladsens bebyggede Sider ligesom Rotter, der søge sine Huller, men finde dem tilstoppede. Altsaa ingen Kammerad ved Træet heller. Jeg vandrede om som i en Dødningestad. Naturligviis vilde jeg da ud igjen ad den Vei, jeg var kommen ind, nemlig ad Hovedentréen; men der standses jeg af et Kom- pagni Soldater. De havde sluppet mig ind, men vilde nu ikke slippe mig ud. Løbende ind i Haven igjen faaer jeg vide af en Medfangen, at der i den korte Tid, jeg havde været borte, havde været et Opløb i Palais-Royal, saa Militæret havde maattet rense Haven. Jeg er en slet Franskmand; men den Tale, jeg nu holdt for Fronten af Kompagniet til Kaptain og Lieutenant, var baade flydende og tordnende, ja forekom mig at være saa godt Fransk, at jeg alene kunde tilskrive det en Inspiration. Men det var SIDE: 347 Fortvivlelsens; thi Dampbaadsbilletten var betalt og allerede var det mørkt. Talen gjorde ogsaa den Virkning, at Lieutenanten, medens Kapitainen gik nedad Fronten, vinkede mig tilside og førte mig selv ud i Haven og hen til en Sidebygning, hvor han med en venlig Hilsen stødte mig indad en Dør, overladende mig nu at sørge for mig selv. Gjennem et Kjøkken kom jeg op i Gaden Richelieu, hvor Opløbet syntes endnu at vare ved, og heldigviis blev jeg af en ung Person i Blouse puffet foran ham ind i en Omnibus, som netop gik til skraas over for mit Logis. LE POèTE NATIONAL. Jeg begik den Uforsigtighed at takke denne Person for hans Artighed med Puffet, hvilket jeg tilskrev at jeg nu befandt mig i Frihed. Han erklærede sig ogsaa for at være en Befrier, hvi- skede mig i Øret, at han var af de Julidekorerede, samt at han forøvrigt var poëte national. Besynderligt, han skulde ogsaa til det samme Hjørne af Gaden St. Victor som jeg, og han vilde heller ikke der slippe mig, men endelig synge for mig nogle af sine chansons nationales. Dette maatte da skee i Caféen paa Hjørnet, og saa havde han mig da hvor han vilde. Omtrent Kl. 1 om Natten havde han først sunget ud om coq gaulois, la liberté, la republique, la gloire de la France etc. etc. For hver Gang en Vise var sungen, overrakte han mig et Æresexemplar; men hvert maatte jeg ogsaa betale med et Glas Punsch. Omsider maatte jeg bryde overtvert, skjøndt han endnu havde "brillante" Sager tilbage, som han sagde. JEG VISER MIG SOM EN ÆGTE TOURIST. Faa Timer efterat jeg havde sluppet le poëte national, gik jeg ombord i Dampskibet med Sorg over alt det, jeg havde maattet lade useet, og med Ærgrelse over det lidet Fransk jeg havde lært, af den gode Grund, at jeg hele Tiden havde talt Norsk med min daglige Kammerat, fra hvem jeg endog først skiltes i Havre. Jeg raader derfor Normænd i Paris som ville lære det franske SIDE: 348 Sprog, til at skye Omgangen med Landsmænd, som om de Alle- sammen skulde være spedalske. Jeg kan ikke sige, at jeg betragtede hver seeværdig og ikke seeværdig Gjenstand paa Seinebredderne; jeg sugede deres Bil- leder ind i min Sjel: hvert Slot, hver Park, hver af de yderst antike smaa Byer fra Englændernes Tid, der ligge op med Seinen. Formedelst Seinens Krumninger og utallige Anstød, gik For- middagen næsten med før vi tabte Calvarhøjen afsigte agter ud, og om Eftermiddagen steg noget høit Hvidt op forud, som vi ogsaa syntes bestandig beholdt den samme Afstand. "Det er Chateau Mont-Gaillard, Europas mest pittoreske Borg- ruin, anlagt af Robert le Diable, som endnu spøger der," sagde Kapitainen. "Imorgen kunne MHrr. i Rouen faae baade Kobber- stik og Lithografier deraf." "Imorgen -- hvorfor ikke endnu iaften?" spurgte en Passageer. "Fordi vi ikke (som vi skulde) kunne naae Rouen idag. Vi række neppe længer end op under Ruinen," sagde Kaptainen ganske rolig. "Bravo!" raabte jeg. Det viste, at jeg var en Tourist af ægte Slags, ligesom det sure Griin, hvormed Passageren vendte sig bort, at han ikke var det. Sagnet om at Borgen var bygget af Robert le Diable gjorde Beslutningen fast hos mig at bestige den. Jeg skrydede af at han, som af norsk Rod, var en af mine For- fædre. Det gjorde Opsigt ombord; men naar jeg henvendte mig til En eller Anden af Passagererne, pegede han paa den tver- bratte Klippe og paa Himmelen, hvor et skrækkeligt Veir trak sammen, og betakkede sig. Min Landsmand med. "Saa bestiger jeg Borgen alene," sagde jeg; og det var sagt som af en ægte Tourist, og at jeg ikke tog mine Ord tilbage, var gjort som af en ægte Tourist. Thi just som vi vare komne ligeunder Ruinerne brød det frygte- ligste Uveir løs med Regn, Storm, Torden og Lynild, og det mørknede ogsaa allerede mod Aften, saa Alle vare glade ved at Kapitainen lagde til. "Og Ingen vil være med?" raabte jeg endnu engang ned i Ka- hytten. "Nei! nei! nei! nei!" En Stemme lagde til: "Robert le Diable er ikke af mine Forfædre." SIDE: 349 Jeg ilede til Værtshuset i den lille antike normanniske Flekke, som laae lige ved Hjørnet af Klippens Fod, forat faae mig en Veiviser. Men baade Vært og Værtinde sloge Kors for sig, da de hørte hvad jeg vilde. Robert le Diable drev ikke alene sit Væsen der, men endog ofte nede i Byen. Virkelig saae ogsaa Byen ud til at kunne være et behageligt Spadserested for en Gjenganger; ja Byen saae selv ud som et Spøgelse; thi jeg har aldrig seet noget tristere og mere gammeldags og forfaldent. Gavlerne dannede Spidsbuer over Gaderne, og om jeg i en af disse havde mødt Kardinalen af Bedford eller den tappre Talbot, vilde det ikke have forundret mig. Kun med megen Møje og en stiv Betaling fik jeg en halvvoxen Pige til at følge mig. Men neppe vare vi komne midt paa Skraaningen opad en snever og slibrig Sti, før hun begyndte at græde, sigende, at hun ikke torde gaae længer, da Røvere og Zigeunere havde sit Tilhold i Rui- nerne. Og inden jeg saae mig for, gled Tøsen nedover Skraa- ningen og forsvandt. Jeg havde nok af hende faaet en Forklaring over Spøgeriet i Ruinerne og nede i Byen, men jeg vilde heller have med selve Robert le Diable at gjøre end med En af de Slags Folk, hun nævnte. Jeg var derfor langtfra let om Hjertet; men da jeg ikke havde flere Penge paa mig end jeg kunde miste, og jeg let kunde give Tegn til Dampbaaden ligeunder, saasom jeg hele Tiden befandt mig paa den skarpe Klipperyg, samt først og fornemmeligst, fordi jeg havde pralet saa ombord, saa kravlede jeg alene videre som en ægte Tourist paa opslidte Knæer, oversmurt med Leer og Kalk fra den slibrige Sti. Men, Himmel, hvor blev jeg lønnet! Der stod jeg yderst paa Randen, holdende mig i Midtsøilen i et lille Buevindu i det yderste Taarn. Stormen hylede igjennem de talløse Portaler og Vinduer, og Vindkastene nedborede sig i de mangfoldige Trappegange, som vare hvirvlede saa dybt ned i Klippen, at man midt paa denne saae Gittervinduer til Fængs- ler, og jog saa op af andre Aabninger store Kalkskyer, der saae ud i den uhyggelige Tusmørkbelysning som flyvende Gespenster. Men hvert andet Minut rullede Tordenen og Lynilden slog i lange Zikzaks og da! Da laae hele Landskabet i mangfoldige Miles Udstrækning under mig i en bleg Lysning, gjennemflammet af Seinen, der i Krumninger og Glands syntes at være et Afbild SIDE: 350 af Lynet. Ruinerne med alle sine Buer og Taarne stode som medeet i bengalsk Ild. De vare overordentlig vidløftige, saa jeg let kunde fare vild i dem, og Klippen brat ogsaa til den anden Side. Et saa isoleret Punkt var mindre end sikkert i saadant Veir -- kort jeg overlod Ruinernes Undersøgelse til bedre Anti- kvarer, oppebiede endnu et Par Lynildsforestillinger af Departe- ments de la Seine inferieure i Syste- met: Coluber berus; danice Hugorm, Huggebasse, europæice: Viper. I et Telt paa de elysæiske Marker, udenfor hvilket der var ophængt et gammelt Hareskind til Tegn paa at der beværtedes med Haresteg, har jeg ganske bestemt maattet tære Ryggen af en Kat og det af en gammel en. Jeg sagde rentud til Værten, at jeg vidste nok hvad jeg spiste; men saa kom det virkelige Hareskind frem og jeg maatte tie. Nu skulde jeg reise og endnu havde jeg ikke smagt de tre andre Lækrerier. Hvor glad blev jeg da ikke ved at Værten i Hotellet bad mig være akkurat hjemme til Middag, da han kunde traktere mig med en Frøragout. Jeg lovede det bestemt, og isandhed de smaa sammenbøjede Bagbeen, som alene brugtes, vare saa snehvide og duftede saa deiligt af friskt Løv, at jeg ret blev forhippen. Men ud, forat see fra Cap la Hève Canalen gaae for en stor- mende Sydvest, maatte jeg. Herligt! og et Uveir, der jog mig for et Par Timer ind under en naturlig Grotte i Forbjerget, for- øgede det Pittoreske. Nu op til Fyrtaarnet; men neppe var det gjort før en tropisk Plaskregn drev mig ind til et Par simple Folk, der modtog mig paa det allergjæstevenligste. Hvor lignede deres Dekorationssmag vor egen Almues! Der var det lille pyramide- formede Skab af brogede, i Snorer ophængte Brædter med Snurre- piberierne paa; der var Træuhret; der var klistret paa Væggen de gloende Billeder af Tristam og Indiana, af Carolus Magnus o. fl. Madonna med Barnet ikke at forglemme (meget udbredt i Norge ogsaa); der var Balsaminen i en halseløs Flaske og Maa- nedsrosen i et firkantet Trækar. Ganske rørt tog jeg Afsked fra de gode Folk, da Regnen holdt noget op, og nu havde jeg en Allee at ile nedover imod Byen. Men det lod sig ikke gjøre at ile, uden at begaae Mord paa Mord, saamange Løvfrøer plad- skede i Vejen efter Regnen. Det er alene dem man spiser, og de erindrede mig om hvad jeg sandsynligviis havde tabt. SIDE: 352 Rigtig! Værten modtog mig med Skuldertræk: "Monsieurs egen Skyld! Stor Delikatesse. Ikke een igjen." Da jeg kom hjem til Norge søgte jeg Opreisning ved at stuve Laarene af en ualmindelig stor Padde. De smagte ikke saa galt. LE DRAPEAU BLANC. Da Dampbaadpublikummet igjen kom tilsyne om Morgenen fik jeg mange Komplimenter fordi jeg under saa afskrækkende Om- stændigheder havde iværksat mit Forehavende at bestige Ruinen. Men jeg blev dets Yndling ved et Indfald, som jeg vovede at give det tilbedste, da det bestod af bare Mandspersoner. Ikke langt fra Quilleboeuf passerede vi tidlig om Morgenen forbi en ussel Landsby i Nedre Normandi, hvor Alle endnu hvi- lede i sødeste Ro undtagen Hønsene og Storkene. Bag den en- kelte Række Kalkhytter ganske nærved Floden, hvoraf Lands- byen bestod, hævede sig et Slags spidst Skuur -- meget ligt de gammeldags Udbygninger paa vore Løkkelader -- og udaf en Glug stak, istedetfor en trefarvet Fane, en sand Skurefille, som aldrig havde havt anden Farve siden den var hvid, end Smud- sets. En Passageer lægger Mærke dertil og skriger høit: "Voila les exécrables Chouans!" Det var ogsaa grovt: -- et Aar efter Revolutionen og en karlistisk Fane mellem Havre og Paris! Præsten maatte være en Legitimist, mente en Anden. Den hele Landsby burde udrøddes, mente en Tredie. Men da jeg, forat formilde Stemningen, bemærkede: "Le drapeau Messieurs, n'est que la chemise de la maitresse du curé, que le révérend pêre fait secher -- " optoges dette med stormende Applaus og gjen- toges med de øvrige truende Skrig, der omsider kaldte Befolk- ningen ud: Mænd med Buxerne nede om Benene, Koner med Skjørtene endnu over Hovedet, Mange i bare Linnedet, Enkelte ikke i det engang. Nogle bleve staaende forbausede i Døren, Andre søgte at følge Dampbaaden med Buxerne i Haanden. Det kloge Parti, som holdt sig hjemme, kunde imidlertid ligesaa godt som det dumme, der løb, høre de mangfoldige Forbandelser og Skjældsord, hvor- med de og deres Landsby og Præst bleve overhøljede. Thi man SIDE: 353 brølede dem ud fra Dampbaaden næsten med et Skydses Torden, og denne laae bi en lang Stund ligesom i en Blokade. En emigreret spansk Licentiat ombord blev saa enthusiastisk over mit ugudelige Indfald, at han ilede hen til mig og trykkede mig i Haanden paa en saa egen Maade, at jeg forstod han havde givet mig Frimurertegnet. Jeg sagde ham, at jeg nok var en Slags Frimurer, men ganske paa egen Haand, og at jeg, paa Grund af at han for mit Indfalds Skyld havde antaget mig for en ordentlig og bestaltet, ogsaa troede, at Lystighed og Skjemt hørte mere hjemme i Logerne end paa mange andre Steder, hvor Ind- bydelser til Momus og Komus stode i Guldskrift udenpaa. Idet- mindste havde Logerne Ord forat forstaae at skaffe sig Lystig- hedens materielle Vehikler." "Ikke hos Os mere," sukkede Licentiaten (som man næsten kunde see igjennem som et Blad). "Der fraadse nu Munkene." SIDE: 354 TILFÆLDENES BETYDNING. Intet slaaer os med større Ret med Forbauselse end naar vi, idet vi følge en Aarsagrække tilbage, opdage, at den standser ved et yderst ubetydeligt Tilfælde, et henslængt Ord eller deslige. Der er det vi, forat redde den fornuftmæssige Orden, maae tænke os et Forsyn, og at disse ubetydelige Første-Aarsager, disse Til- fælde, hvor vor Efterforskning maa standse, ere dets Konse- kventser, tilhørende en Aarsagrække, som vi ikke længer kunne følge. Tre henslængte Ord af mig foraarsagede saaledes, at en fransk Tourist, der vilde til Amerika, kom til Norge, og at der istedetfor et Værk over Amerika, blev skrevet et over Norge -- og jeg troer, det første franske. Jeg stod paa Kajen i Havre hensjunken i Betragtninger af Mod- sætningen mellem de pragtfulde nordamerikanske Paketter og Elendigheden af de Passagerer, som de skulde indtage. Bestemt var det en Yankee-Spot med det gamle Europa -- omtrent en saadan: "læg jere Filler kun i min Guldkasse, Madam! Jeg har ingen simplere." Ja disse Mennesker vare udslidte Filler. Al Farve af Lykke og Sundhed var forsvunden af dem. Man saae igjennem dem, og da saae man Fortvivlelsen. Og Alle, jeg spurgte, vare fra Tydsklands, ja Europas, mest velsignede Landstrøg, fra Baden, et Land man kjører igjennem fra Nord til Syd under Valnødalleer og hvor Viinstokken klattrer tømmerstoktyk opad Heidelberg- slottets Ruiner! Og det var ikke egen eller Fa'rs og Bedstefa'rs Trældom, som ludede i disse Usselrygge og stod indmeislet i de flade dyriske Ansigter -- nei Farfarsfarfarsfarfarsfars, Genera- tioners, under Feudalismens og Smaadespotiets Jernstøvler udpinte Generationers. Med dem som med Jøderne. Men omplantede i en fri Jord, vil ganske vist Generation udgaae af Generation menneskeværdigere og stærkere og skjønnere, indtil de gamle Katters og Alemanners Skikkelser ere igjenfødte. De kvindelige Emigranters Dragt havde meget tilfælles med vore Halling- og Valders-Pigers, og de vare blonde som disse; men der udvandrer vel neppe Nogen fra Norge i saadan Elendighed, som Disse, der syntes at leve af de Gryn og Kaffebønner, som de pillede op efter Sjauerne. Men hvem skulde jeg see lidt længer henne paa Kaien ved en SIDE: 355 anden Paket uden Hr. Angelot, Advokat ved Cour royal i Paris, en Mand, jeg kjendte noget til fra Hotellet og om hvem jeg vidste, at han vilde reise forat adsprede sig over Tabet af hans Fader og af egen Sundhed. En Gigt havde nemlig nødt ham til at tage til Krykken. "Jeg tager til Amerika," sagde han. "Reis til Norge," sagde jeg. "De vil der træffe en Verden, ligesaa fremmed for Dem som Amerikas." Han gav intet bestemt Svar da; men jeg lovede ham, at jeg i mit Hjem skulde vise ham Bønder af et andet Slags end disse tydske, der omvrimlede os. Dagen efter skulde jeg reise. "Jeg kommer efter," sagde Franskmanden til mig, idet jeg gik ombord. Han holdt Ord, og jeg ogsaa mit. I Julen førte jeg ham om imellem Bønderne, og han var forundret over den gode Leve- maade, de viste, over de glade Ansigter, de hyggelige Huse. Paa et Sted blev han, som en Søn af det tappre Paris, mod- taget af et Chor af unge Mænd, som til Instrumentalmusik sang Parisiennen og Marseillaisen. Pariseren var ganske henrykt, og da den gjæstfri Vært havde indbudet til Dands med, saae jeg ikke andet, da det led paa Natten, end at han uden Krykke valsede noksaa raskt om med Bondepigerne. Hrr. Angelot har siden udgivet et Volumen over Norges stats- økonomiske Forhold; men han lod, idetmindste for det første, kun 100 Expl. trykke. Men skriver det sig ikke fra de tre hen- kastede Ord: "Reis til Norge?" EVENTYR I VANDET. Naar jeg kan forsikkre, ikke ved min Forfatterære, men ved min borgerlige Ære, at i det Væsentlige er 100/100 og i det Uvæ- sentlige 95/100 af de foregaaende Skizzer fra Landjorden i eet og Alt sande, maa man indrømme mig, at jeg har havt Eventyr nok tillands for de fire Ugerstid i Paris, hvor jeg levede saa ubemærket og for mig selv. Jeg havde endnu flere; men da jeg ogsaa skal have en liden Plads for nogle Eventyr i Vandet, faaer det være nok. SIDE: 356 Ja "i" Vandet -- ikke blot tilvands -- men bogstavelig midt i Vandet, ikke allene paa Sjøen, men i Sjøen. Først to Gange i England, saa een Gang hjemme. Det er Bagateller, men af den første kan man dog lære hvor vigtigt det er at tage Hensyn til Omstændighederne, især naar de ere aldeles overvægtige og tvingende. Den anden lærer ved et slaaende praktisk Beviis, at man bør undersøge Farvandet; og den Tredie, at der er ingen Ulykke saa stor, at den jo kan komme ved ikke at see sig for. Da vi efter en grusom lang Overfart (hvis Pinsler ere skil- drede i "den engelske Lods") endelig lagde an paa Spithead, bleve vi kommanderede til Karantæne-Rheden og lagte i Nær- heden af Vagtskibet. Norge var vel ikke engang mistænkt for Cholera, som Rusland og Danmark; men Vagtskibets Kommandør, en virkelig endog aldrende Marineofficeer, kunde ikke, trods alle Kapitainens og mine Demonstrationer paa Kartet, faae i sit Hoved, at vi ikke behøvede at komme i Berørelse med noget af disse Lande. Danmark maatte vi efter hans Mening bestemt berøre, og at Norge hørte Rusland til, var en bekjendt Sag. Først efter et fuldt Jevndøgn skaffede han sig bedre Oplysninger hos Havneadmiralen i Portsmouth. Men det Jevndøgn blev mig utaaleligt langt. I faa hundrede Alens Afstand strakte den hen- rivende Isle of Wight paa det mest lokkende sine grønne ege- kronede Strande ud. Ak Den, der blot hvilte paa dem et Minut og drak Løvduften under et af de herlige Træer! Friskan! den Stub svømmer jeg rat, og Hajer er der vel neppe her hvor saa- mange Dampbaade gaae. Da jeg havde tænkt dette, havde jeg alt Skjorten af og vips var jeg i Vandet. Men hvor forfærdedes jeg ved at høre Kap- tain og Mandskab raabe mig ombord om jeg havde mit Liv kjært og at see dem vinke af alle Kræfter over til Vagtskonnerten. Jeg troede iførstningen at man i Nærheden af denne havde seet Finnen paa en Hai, og en ubeskrivelig Rædsel betog mig; men endelig opdager jeg noget der saae ligesaa farligt ud, nemlig en Mariner ombord i Vagtskibet, der havde lagt en lang Skibs- musket an paa mit Hoved med samme Koldblodighed, som paa en Vildands. Og han beholdt Sigte, men paa en anden Deel af mig, medens jeg, saa fort jeg kunde, kravlede opad Faldrebet. SIDE: 357 I "den engelske Lods" har jeg langtfra skildret Southamptons- fjorden yndig nok. Der staaer nok ikke et Ord om de nydelige Landsteder med Haver og Parker, som bedække dens yndige Østbredder. Vi passerede just, med en Briis, der holdt Mod- strømmen eller lidt mere, forbi et af disse Paradiser mens der syntes at være Selskab der, af de mange Herrer og Damer at dømme, som spadserede i Parken. Det var brændende hedt. Kvæget stod langt ud i Vandet forat svale sig. Her, tænkte jeg, kan du dog tage dig et Bad ved at svømme langsmed Skibet. Jeg klædte mig af forud, og hoppede ud fra Bougen. Men inden jeg naaede Vandskorpen hørte jeg Lodsens og Kapitainens Forskrækkelsesskrig paa Engelsk og Norsk; og da jeg stak Hovedet op, var jeg til min Forbauselse ved Faldrebet, sakkende mere og mere agter ud. Endelig begreb jeg Ebbens Magt, og at der var alle Udsigter til at jeg vilde enten drive udigjen paa Spithead eller, om Lykken og en Sidestrøm var med, maatte skraae mig iland mellem det badende Kvæg under Parken, hvor Damerne og Herrerne spadserede. Scenen maatte blive idyllisk nok for Selskabet, naar den livagtige Adam kom dri- vende gjennem Paradiset med Hjorden foran. Det lykkedes endelig for den engelske Lodses stærke Arme at naae mig med en Kabbel langt agter ud, og saa blev jeg da halet op. Men hans Eeder og Forbandelser vare ogsaa stærke, og af dem fik jeg et Styrtebad ovenpaa. "Se bare ud, hvor Strømmen gaaer," sagde Kapitainen. Den gik virkelig ogsaa i slige Men, Mjøsen, Mjøsen! Mjøsen! af din argeste Nøk havde jeg ikke fortjent det Puds, der blev mig spillet i en af dine smuk- keste Bugter -- Jeg, som har lignet din Flade med et Hav, hvoraf et Kongeriges Provindser opstige -- jeg, som naar Du var vred, var saa ærbødig imod dig som imod en løs Løve paa Tomands- haand -- Jeg som har givet dig Navn af mit Fædrelands ban- kende Hjerte og som hiin ulykkelige Aften hvilte saa rolig ved dette Hjerte. Fy! sænk dig i dine Afgrunde! Aldrig mere skal jeg sætte Lid til dit falske Ansigt, hvormeget det end smiler. SIDE: 358 Jeg var paa en Fodreise over Fjeldene til Bergen i Selskab med en engelsk Literat, en svær Britte og udmærket Tourist. En herlig Lørdagsaften befandt jeg mig svømmende paa Høiden af Smørvigodden paa Toten, medens min Kompagnon lavede sig til inde i Vigen. Der lagde jeg mig til at flyde af Frygt for Sjøormen og forat oppebie Baaden, hvori mine Klæder laae. Denne var en elendig skarpbygget Slags Hummertine, overladt med Soldater fra Helgeøen. Landet forlode de med Hurra, saa de sikkerlig der havde udmærket sig; men at de vilde gjøre det tilsjøs lod det ikke til efter Roertagene at dømme, da de endelig lagde ud. Træt kravlede jeg op i Baaden, og satte mig paa Rælingen forat puste ud. Da slaaer en Tambour, som uheldigviis var med, en Hvirvel -- og meer skulde der ikke til for at kvikke mig saa op, at jeg gjorde en baglængs Kolbøtte ud i Vandet. Skræk og Rædsel! Da jeg kommer op er Engelskmanden væk. Jeg havde slet ikke lagt Mærke til, at han med fuld Oppakning sad paa den anden Ræling; og saa havde han maattet gjøre en tilsvarende Kolbøtte til min. Farkosten var paa at kantre med hele Besætningen; den ene Aare flød langtborte forud, Engelsk- mandens Halmhat i Læ. Min Reisekompagnon blev saa længe borte, at jeg mistvivlede om at see ham igjen. Da viser der sig Noget, men paa samme Side som jeg, der lignede overordentlig Rygfinnen paa et tum- lende Marsviin . . Det kunde være Ormen, og i dette Øjeblik ønskede jeg han vilde sluge mig. Men endelig overtydedes jeg SIDE: 359 om, at det var min Kompagnons Randsel og at den, Gud i Him- len være lovet! endnu sad paa hans Skuldre. Ved den slæbte jeg ham da til Baaden og bad ham holde sig fast til jeg fik Hatten og Aaren fat, saa vi kunde komme tillands igjen. At han ikke kunde svømme og at han havde været under Baaden og det dybt, saae jeg til min Forfærdelse. Tregange maatte jeg spørge om han havde Bund, før han virkelig naaede den. Men derpaa vandrede han i Land og drog saa sporenstregs videre. Jeg indhentede ham om Aftenen, plæderede min Sag og bad om Forladelse. Intet Svar. I otte Dage kom der ikke anden Lyd over hans Læber, end Tænders Gnidsel. Jeg forestillede ham, at ingen Reisende endnu havde undersøgt Landet saa grundigt som Han, der havde været paa Bunden af dets Hovedindsjø. Han skar bare Tænderne, saa jeg trak om med ham som med en olm Elefant. Jeg betragtede det som en Bod, saa jeg gjorde det, om ikke med Fornøjelse, saa dog med Hengivenhed i min Skjæbne. Først da jeg paa en Overgang fra Gausdal til Gud- brandsdalen spaaede ham, at han vilde enten forvride Benet eller fare vild, om han udførte sin Trudsel at ville forlade mig, og begge Ting virkelig gik i Opfyldelse, syntes det gamle Ven- skab at vende tilbage. "Nu kjender De mit Fædreland fuld- komment," vovede jeg endog at sige idet jeg badede hans stærk- forvredne Ankel i Eddike. Der var dog altid en Gaasehudskulde mellem os siden Mjøsbadet; og naar jeg tænker derpaa, rinder det mig ogsaa ganske koldt over Ryggen. HADELANDSREISEN. Egentlig burde den hele Skizze hedde et Fjeldeventyr, da dens første Afsnit holder sig i vilde Fjeldet, dens andet og tre- die lader mig træffe paa Klippehjerter og fange et Væsen, som bar alle Mærker paa at høre de Underjordiske til, om det ikke selv var kommet lige lugt ud af Fjeldet. Kl. 3 en Nytaarsaften begav min Fætter Otto og jeg os med Brunen og Pulken over Fjeldet fra Romerike til Hadeland forat besøge en Onkel. Det mørknedes allerede i det tætte Snefog, og da vi vare komne en Fjerding eller to op, maatte vi afske- SIDE: 360 dige Veiviseren fordi han tilstod han havde viist os feil. Altsaa et Stykke tilbage og saa paa egen Haand. Men det gik galt. Efter flere Timers Anstrengelser i aldeles vild Fjeldmark, i Bjørnenes og Filfrasernes veiløse Region, i tæt Mørke og Snefog, opgav vi Begge -- og min Fætter var en ro- bust Karl -- at komme længer. Hesten stod tvertover et kul- blæst Træ og syntes at være af samme Mening som dens Herrer, der alt havde hyllet sig ind til Natten og lagt sig aldeles ud- tømte og raadvilde i Pulken. Men jeg var Veslebrunens Ejer og jeg elskede den som en Ven -- ja mere, med Lidenskab. "Det gaaer ikke an," raabte jeg efter en 10 Minutters Stilhed; "Hesten maa reddes, og kan- skee han redder os med, naar vi faae ham drejet om og vi lade ham selv styre Kursen tilbage. Jeg skal gaae tilbage og see om Sporet endnu er der". Sporet var allerede borte i det forfærdelige Snefog; men hvad er det? Lyden af en liden Foss? "Holloi, Fætter, kom og see -- ligger der ikke en liden Kværn der paa den anden Side?" Om- sider bleve vi enige om at det bratte Hvide derover maatte være en snedækket Kværnvæg, og nu bemærkede jeg med indiansk Skarpsindighed: er der en Kværn, er den ikke saa overmaade langt fra Folk; disse har malet til Juul, og faae vi Brunen over lugter han sig nok frem. Det gjaldt Hestens Liv at balancere over de spidse store Klippestykker, hvorimellem Fossen nu sil- rede ganske sagte. Men o! det lykkedes; en Linjedandser kunde ikke have gaaet nettere, og da den kom paa den anden Side prustede den friskt og freidigt som om den forstod, at vi nu vare paa ret Vei. Vi kravlede efter paa Hænder og Fødder og nu lode vi den Brune styre Kursen, mens vi trampede bag efter i den dybe Sne. Efter en Fjerdingsveismarsch prustede Brunen atter. Vi vare ved Hanoa eller Uloa -- en Plads med et ligesaa vildt Navn som Egnen var det. Derfra da med Fak- ler om Morgenen til Hadeland. Min Onkel havde i den Grad vakt min Interesse for en Gut af Taterrace, der skulde være i Besiddelse af de mærkværdigste umiddelbare Aandsevner, at jeg besluttede at tage indom den Gaard, hvor han skulde opholde sig for Tiden. "Og tag saa SIDE: 361 uden videre ind iaften til min gode Bekjendt Hr. Gästström i Nabodalen, en overmaade gjæstfri Mand. Hils ham blot fra mig." Jeg kom til Gaarden, hvor "Vesle-Anders" skulde være. Hans Figur var aldeles æsopisk, hans Ansigtstræk, Kinder, Øine og Næse, aldeles mongoliske. Han kom frem med et Bræt, som han havde udskaaret i Form af en Fele og bespændt med Tagl- strenge; og paa dette Instrument spillede han nu med en lige- ledes selvgjort Bue ikke blot Dandse, men nogle vidunderlige egne Kompositioner, som han sagde faldt ham i Øjeblikket for Haanden. Jeg var allerede forbauset; men blev det endnu mere, ja jeg kan sige indtil Ærbødighed som for noget Overnaturligt. Thi da jeg giver ham et Bibelsprog at prædike over -- deri skulde han især have sin Force -- faaer jeg en Præken at høre, som ingen Præst skulde skamme sig ved, ja Enhver af Landets Præster gjøre ham den ikke efter. Men det kunde være en Tilfældighed; Anders kunde før have faaet samme Text. Altsaa en ny en; men løst med lige glimrende Udfald! Anders over- tænkte sin Text en halv Minuts Tid med halvlukkede Øine og foldede Hænder, og saa begyndte han med god Diktion og i et velordnet logisk Foredrag at udvikle den. Jeg antog, at hans Prækener dog kun bestod af velsammensatte Brokker af en læst Postil; men -- Anders kunde ikke læse. For et saadant Vid- under maatte der sørges; og man gav mig ham med saameget større Glæde med som det Kvindemenneske, han hidtil havde fulgt med, (Moder eller Søster?) just laa Liig paa Gaarden. Anders blev sat foran i Pulken under et Teppe, og saa gik det i samme vedholdende Sneefog videre. Paa Harestuvandet vare vi begge bange for Ulve, hvorfor Anders af og til spillede et Stykke paa Felen. Ved Midnatstid standsede vi udenfor Hr. Gästströms for Gjæst- frihed virkelig bekjendte Huus. "Væk ikke Hosbond og Madmoer," sagde jeg til Pigen, skjøndt jeg var gjennemfrossen og Sult og Tørst peeb i mine Indvolde. "Blot en Seng til vi imorgen tales ved". Nogle rimede Seng- klæder bleve i et iiskoldt Værelse lagte i en Seng. Det havde sikkert paadraget mig en Dødssygdom var jeg bleven liggende SIDE: 362 der længer end jeg fik Lov til af den gjæstfri Huusherre. Men efter en Minuts Lidelser eller to kommer Pigen ind med det Budskab fra Hr. Gästström, at jeg strax skulde staae op igjen og forføje mig afgaarde. Jeg var overbeviist om at Pigen maatte have misforstaaet sin Hosbonde, og bad hende gaae ind at sige, at jeg kom paa hans Bekjendts min Onkels Anbefaling. Nei, der var ingen Misforstaaelse. Jeg var viist paa Døren og fulgte Anviisningen strax med det Bud til Hr. Gästström, at jeg rystede min Saale paa hans Tærskel. Anders lagde til, at han gjorde det Samme. Denne Fremfærd af en for sin Gjestfrihed bekjendt Mand, midt i Julen, i Norge, mod en Fremmed var mig uforklarlig. Manden var svensk; men Svensken giver ikke Normanden efter i Gjæstfrihed, og han havde været mangfoldige Aar i Landet. Men en paa Stedet Velbekjendt gjorde mig opmærksom paa, at han havde Ord forat drive sin gamle medfødte "Ødmjukhed" selv mod sine Nærmest-Overordnede ganske overordentlig vidt. "Og veed Du desuden ikke, at han regner sig til de Grevelige?" lagde han til med Eftertryk. Patronen var i sal. Grev Wedels Brød, og man havde i Folke- snakken udbildet sig et Fiendskab, der skulde finde Sted mellem den hele noble Familie og min Ubetydelighed. Altsaa i den Tro at gjøre Herren til Behag? men jeg tror, at havde Hr. For- valteren vovet personligt at afgive underdanig Indberetning, havde han faaet sig et dygtig Ørefigen af Hr. Greven, og det baade links og rechts. Det var kosteligt at see de Ansigter, hvormed de Præster, jeg kom forbi paa den anden venligere Side af Fjeldet, hørte Anders's Prækener. Han beundredes overalt; men jeg kan ikke beskrive den Forbauselse, som betog en theologisk Kandidat af erklæret Herrenhutisme, da han hørte Vidunderet præke. Efter Herrenhutisk Tro skee stundom umiddelbare Inspirationer fra- oven; og Kandidaten løftede ogsaa Hænder og Øine mod Himlen af Ærbødighed og Begeistring. Ligesaa beundrede Kandidaten, der var en dygtig Musiker, Anders's musikalske Talenter. Han var virkelig ogsaa en liden Waldemar Thrane med sin Pukkel og sin Genialitet. Min Fader vilde lade ham opdrage til Skole- SIDE: 363 lærer; men lære vilde han ikke. At stryge om syntes at være ham en ubetvingelig Drivt, og det især naar der etsteds var Drik og Dands. Han tog da sin nye ordentlige Fele og strøg afsted, spillede og prækede for hvem som vilde, uagtet det Sidste var bleven ham strengelig forbudt, og kom saa fuld hjem mod Morgenen. Et ubetvingeligt Hang til Brændeviin gjærede i hans vilde Natur, og den 14 eller 15 Aars Vanskabning løb efter Gjen- terne, skraaede Tobak og drak trods nogen Karl. Jeg forsøgte at faae ham indunder Vaisenhusets strenge Tugt; men Statu- terne tillod det ikke. Der blev anvendt milde og alvorlige Til- taler -- hans Feil vare uudryddelige. Og tilsidst strøg han rent bort, da jeg engang havde givet ham en Revselse med mit Pibe- rør, saa den vel ikke var saa streng endda. Men sikk'en Fulas! Paa Grændsen af Bygden bliver han spurgt om han ikke var den der Gutten hos Wergeland; men da han raskt svarer: "Aa jeg kjender vel den Gutten; men mig er det ikke;" slipper han væk og -- ind til Christiania. Nu var han hjulpen. Endnu skal hans usle Legeme udholde hans umaade- lige Udsvævelser; dog har jeg hørt at han skal være for sløv til at præke og musicere originalt mere. Men hvilken uberegnelig Rigdom af Aandsgaver gaaer ikke tilgrunde i Armodens Masser, indtil Staten erklærer det fødte fattige Geni for sit Barn og tager det under sin Opdragelse! JEG PROSTITUERER MIG SOM JÆGER. Tourist og Tourist er To, men Jæger og Jæger er Eet. Der gives en Mængde Tourister, som blot drives om af en Lyst til at samle Kuriositeter per fas men vandre om paa de male- riske Høider om Kleven, det kunde jeg dog. Altsaa i en Sving af Stien, hvor de Andre ikke kunde see mig, Høire om og i for- ceret Marsch tilbage til Sengen. Jeg vaagnede Kl. 6, og nu stod min Forbrydelses Følger for mig. Først vilde jeg da nyde alle de Frugter deraf, der lode sig tage, og derimellem var da Besøgene paa Klevhøiderne de vigtigste. Det var ogsaa saavidt Opholdsveir. Neppe havde jeg tændt min Pibe forat gaae ned til Dronning Eugenias Udsigt, før den Idee faldt mig ind, der (om Musen lod sig kalde) at skrive et Poem, som idetmindste kunde fordele Selskabets rime- lige Harme noget. Jeg fik en liden Draabeflaske med Blæk, 1/2 Ark Papiir, og inden faa Minutter sad jeg paa Jordbakken med mine Skrivesager foran mig paa Bænken. En kold Vind SIDE: 365 blæste mig i Nakken, saa jeg maatte skynde mig, og i saamange Minutter, jeg kunde holde Vinden ud, fik jeg færdig en Vise i den dengang yndede "Schmahrske" Stiil -- d. e. et Rococo- Arbeide af Sentimentalt og Humorist -- som jeg haabede skulde opfylde Hensigten. Dog var jeg saa lidet sikker paa, at dette vilde lykkes, at jeg holdt det for bedst at opsøge Selskabet. Mindst 3/4 Miils Marsch gjennem de af- skyeligste Egne. Men der tog jeg Post paa en Sætervoll midt i Jagten som om Intet var passeret. Tause hyttede Jægerne ad mig; men da Jagten fremdeles viste sig frugtesløs, stormede de Alle imod mig med Hui og Skrig. Imidlertid blev der dog til- staaet mig et Forsvar medens Strydotterne bleve lavede til i de vaade sodfulde Geværpiber. Jeg fortalte da at jeg var skræmt tilbage af et Skovtrold og sang derpaa følgende Strofer: En Jæger. Det Ønske, Brødre, jeg vil harmfuld sjunge, fortjener ei Pokal og ædel Viin; men gid, at, som et glorødt Jern, min Tunge kan præge dybt min Harme i jert Sind! Jeg ønsker, at den Jæger, som sin Ære har med sin Post saa skjændigen forladt, maa aldrig meer Gevær paa Skuld'ren bære og drikke med en ærlig Kammerat. Den Undvegne. Ak I, som vandre alt til Ringerige, at skyde Bjørn og Hare og Tiur, alt mens I gik Jeg tusind skjød af Slige, idet jeg tøjed ud min Morgenluur. Og mens paa vaade Been, moradsbestænkte, I vandred Dale ned og Bjerge op, da kikked jeg, som mig i Dynen sænkte, igjennem Drømmenes Kaleidoskop. I tænkte, jeg kun æde kan og drikke -- ja drikke alt, undtagen dydig The. At jeg kan sove, I erindred ikke; og alle gode Ting bør være tre. SIDE: 366 I Slumren Blodet let i Aaren triller, som Morgenviin, fra Finger og til Taa, imens i Øret bliden Engel spiller en Melodi, som Drømmene forstaae. Jeg hørte i min Slummer Gjøge galte og Drosslers høje klare Sølverlyd; men ingen skyldløs Skabnings Liv betalte en vild og blodbetegnet Jægers Fryd. Jeg slumred ved en venlig Huldres Side, og Alfer ved mit Leje Harper slog. Nu vide I, hvi jeg min Flugt itide til Sengen fra de skumle Skove tog. Hvorledes kom vel Jeg blandt Jægre vilde, Jeg, som ei anden Skabning fældet har, end denne Hvidveis, denne fromme, milde dødblege Blomst, som jeg paa Brystet bar? . . . Jeg, der en blaa Viol har ikkun myrdet istedetfor den vilde Duehun, ja føler med Violens Mord bebyrdet mit Hjerte tungt ifra den samme Stund? Hvi skulde Anemonen ikke aande sin søde Sjel ud paa sit Fødested? Og Hvo kan vide, om ei Dødens Vaande Violen paa mit grumme Hjerte leed? Da jeg en Pige Anemonen bragte, hvi brugte hun det Udtryk: "den er død?" Et Sting af Skræk mig gjennem Hjertet jagte: "Hvad, om nu mig en Magt fra Himlen skjød?" "Hvad, om den skumle Taage hist af Storme blev til en Jetteform isammenjagt? Hvad, om dens Strimer pludselig sig forme til Dødens Pile, hver paa mig anlagt? Hvad, om Gestalten ud sin Arm da rakte, og greb mig, som jeg plukked Blomsten af? Mon ikke Denne samme Rædsler smagte, da Døden jeg for tidligen den gav?" SIDE: 367 Saa tænkte jeg, imens min Morgenpibe jeg smøgte paa den underskjønne Klev, men tænker nu, at Hver af Jer begribe, hvi jeg inat medeet tilbage blev. "Hver har sin Lyst" -- det være skal Moralen -- og derfor tænker jeg, vi slutte Fred, og bytte nu Geværet med Pokalen, der skyller Skam og Harme sammen ned. Dommen, som faldt, lød at jeg skulde være fri for Straf fordi jeg havde udmærket mig som Poet; men jeg skulde erklære, at jeg havde prostitueret mig som Jæger. "Ja med Fornøjelse, MHrr.," udbrød jeg sjeleglad. "Skjøndt Faktum dog er, at jeg har gjort Noget, mens I Samtlige Intet har udrettet. Men se her er dog en ret vakker Udsigt." "Fanden i Vold med Udsigterne!" -- sagde Formanden -- "Tys! har ikke Diana der Los? Afsted igjen!" Alle vare væk som blæste. Men da en Prostitueret ikke har noget at tabe, kastede jeg mig rolig ned paa det herlige Græs- teppe og tog Nisten fat. MIT STOLTESTE ØJEBLIK er unegtelig det, hvori jeg fra min Loge var Vidne til mine Fien- ders morderske Nederlag i det saakaldte "Theater- eller Camp- beller-Slag." I det Ophøjede nærmede det sig Synet fra Mont- Gaillard af de rasende Elementer. Hvad der menes med be- meldte Navn samt den nærmere Beskrivelse vil jeg dog ikke indlade mig paa. En saa mærkelig Begivenhed kan Traditionen aldrig glemme, og da denne snarere lægger til end tager fra, vilde jeg formindske min egen Berømmelse, om jeg bandt den til skrevet Ord. Hvor kan jeg tale saa? Her kan ingen Overdrivelse finde Sted hverken af Pryglene (thi de faldt rigeligen og uden Persons Anseelse) eller af Massakrens vilde Skrig, Skandalen paa de Slagnes Side, Triumfen og Glæden paa de Seirendes. Første Logerads Damer stode i allehaande af Øjeblikkets raske Stil- linger og viftede med Lommetørklæderne som med Sejersfaner; anden Logerads Damer raabte Hurra og paa Gaderne gratule- SIDE: 368 rede Borgerne hinanden mange Dage efter, medens de slagne Intelligentsriddere af gode Grunde holdt sig hjemme. Ja saaliden Overdrivelse kan finde Sted, om end intet skrevet Ord fastholdt Begivenheden, at Traditionens Fortælling vel endog skulde blive mattere end Sand- heden kræver. Den veed f. Ex. intet om, at jeg havde et Syn liig det Maleren Kaulbach maa have havt, da han undfangede Ideen, at fremstille de Slagnes Geister i fort- sat Kamp ovenover Hunnerslaget. I det Øjeblik nemlig en Høieste- retsadvokat (i gamle Dage min for- trolige Ven) viste den grusomme Raahed at lægge en skingrende Barnetrompet an lige ved min gam- le Faders Øre, medens en Høje- steretsassessor gjorde det samme ved sin gamle Svigerfaders, syntes jeg fra min Loge yderligere at see forskjellige fæle Dæmoner at stige op af Parkettet for at gjøre Intelligentsridderne (Fiendens Partinavn) samme Tjeneste som Valkyrierne Hakon Jarl i Hjør- ungavaagslaget. Jeg saae Misundelsens, Raahedens, Ondskabens, Hadets, Selvkjærlighedens og Dumhedens Dæmoner. Jeg spurgte dog ikke min Sidemand, om han saae noget, da jeg er vis paa at han vilde have svaret at det maatte være Lamperøg. Da jeg kom hjem ordinerede jeg strax af de Krigsomkostninger, jeg kunde forudsee, en ny Kappe med blodrødt Foer til Minde om Seiren -- altsaa en Slags Triumfdragt, og da jeg sagde til mig Selv: "man vil ødelægge dig som Poet," svarede det i mit Indre: "Det skal blive en Løgn! Gjeit, der trives jo meer man bander dig! Løvetand, der voxer jo meer du trædes under Fød- der, værer mine Symboler!" SIDE: 369 RÉVENGE. Tre Aar og vel saa det gjemte de slagne Intelligentsriddere paa Hevnen, og holdt den saa frisk, som om Bulerne endnu vare det; men da fik de Tilfælde at støde en Glassplint i mit Hjerte, som endnu værker der. Jeg sad just paa et herligt gyldent Løvetandteppe udenfor mit Logis paa Slotspladsen og legte med en Ræv, da der indfandt sig nok en Mikkel. En af mine oprigtigste Fættere kom nemlig tydelig med den Ræv bag Øret, at see hvad Virkning et Bud- skab, der rimeligviis vilde have knust ham, havde paa mig. "Stakkels dig, Fætter Henrik!" sagde han, "Det er Synd paa dig; men tag dig det dog ikke altfor nær. Jeg kommer ligefra Athenæet, hvor du er negtet Optagelse. Oprørende Scener fandt Sted. Man hujede og skreg "nu har vi ham, Hurra!" da Propositionen fremsattes, og man sprang over Borde og Bænke da Voteringen en bloc fandt Sted. Værre end selve Troppens Høvdinger raste dog dine gamle Venner. De denuncerede dig endog som Spion, og det blev grebet som et Motiv, der maatte kunne undskylde Englene. "Hvad have vi mere behov?" skreg man. Selv Blodets Baand viste sig brustne. Ja, lieber Vetter, selbst dein Schw -- " "Schweige!" hvislede jeg saa Mikkel viste Tænder; og idet jeg trykkede den til mit Bryst, sagde jeg: "Om jeg slap dig, du vilde utæmmelige Dyr, midti store Byen, vilde du ikke blive iv- rigere forfulgt af alskens Pøbel og Hunde end jeg bliver det. Men ligesaalidt som du faaer Dødsskudet, Mikkel, af dine kei- tede Forfølgere, faaer jeg det af mine." Fætteren vilde fortælle mig noget af Detaljerne; men den hele Historie forekom mig allerede i Grundtrækkene saa væmmelig, at jeg ikke vilde høre noget derom. Og jeg har holdt dette helt til Nu. Kun nødtvungen og ganske tilfældig har jeg faaet Navne i mine Øren paa Flere, der før ikke noksom havde kunnet smigre mig i mine Øine som Digter og som jeg derfor var enfoldig nok til at regne mellem mine Venner, men som i Athenæet baade talte imod mig og hoppede over Bord og Bænke med Pluraliteten da der skulde voteres. "Du tager dig det dog ikke nær, Henrik?" sagde min gode Fætter. SIDE: 370 Jeg smilede og rakte ham en Løvetand. "Der er mit Symbol," sagde jeg. "Har du seet et kosteligere Blomstertæppe? Dog har tusinde Fodtrin traadt derpaa. Asinæerne kunne ikke formørke denne blaa Himmel, ikke gjøre disse grønne Blade sorte. Og meer behøver ikke Jeg til min Lykke." Nu kan jeg lægge til: Jeg døer nu sandsynligviis i mit 37te Aar; men jeg vilde ikke have levet saa længe, om jeg skulde have taget mig Modgangene for nær. Den hovedkuls Votering gjorde det muligt for Enkelte af hine trofaste Venner at troe, at de ikke vare blevne bemærkede, og at de i yderste Nød nok kunde vove en Benegtelse. Flere af dem have ogsaa nærmet sig med den gamle Sødhed, og jeg har oprigtig ladet som om Intet var passeret, som om de kun have været "bortdrevne af Omstændighedernes Strøm" (Skur- kenes Kjærlighedskappe). Kun da en dansk Person af Asinæerne igjen vovede at tale i de gamle Toner, forekom Maalet mig saa sledsk og hans Adfærd mig saa ussel, at jeg røbede at Glas- splinten endnu sad i mit Hjerte. Men naar jeg ovenfor har sagt, at den endnu værker der, da er det kun hvergang jeg paa mit aarelange Sygeleje kan have ønsket mig et eller andet Værk fra Athenæet. Men dette er bleven -- evig lukt for mig. MYSTIFIKATIONER. 1. Dansken. Intet maatte forundre mig meer, end en Dag i 1836 fra min Seng, hvor jeg laae syg, at see Hrr. Kopist Haaken Pindes Per- gamentansigt stikke ind ad min Dør. Han var en af de grun- digste Departements-Dagdrivere; men han havde dog Dagen be- sat med at opfinde og føre Sladder ud. Med mig havde han altid havt overordentlig at bestille, saa Besøget høiligen over- raskede mig. Strax jeg havde seet Fjæset, fik jeg see Bagen og hørte ham sige udigjennem Døren: "Jo værsaagod, Han er hjemme -- værsaagod!" SIDE: 371 Han havde begyndt at føre en Dansk, som dengang begyndte at vinde nogen politisk Berømmelse, til mig; og virkelig bestod Hrr. Pindes Hovedbeskjæftigelse om Sommeren i at føre ankomne Danske omkring. Med største Omhyggelighed havde han hidtil holdt dem fra at besøge mig; men denne Reisende havde for- modentlig ved et bestemtere Ønske faaet Haaken til at føre sig om. Haaken var inderlig fidel. "Godmorgen Du" og "hvor staaer det sig, Du?" "hvad skriver Du nu paa Du?" og "Gud- velsignedig Du," saa jeg var færdig at kaste op i den Fremmedes Nærværelse. Jeg bad denne at komme igjen Dagen efter alene. Da han kom havde jeg just skrevet et Sørgedigt over Professor Lundh. "Der seer De Prøve paa Raggen," sagde jeg, idet jeg rakte ham Papiret. "Raggen? Raggen?" spurgte Dansken. "Det vil sige Haarene paa visse Slags Dyr, saasom Bjørne, Ulve og Varulve. Dette er af den norske Varulv, som De har vist den Interesse at ville see." Han negtede ikke, at jeg var bleven skildret ham omtrent saa af -- Hrr. Haaken Pinde; men at dette havde vakt hans Mis- tanke, saa han med Bestemthed havde yttret det Ønske at lære mig at kjende. "De kan vel ikke føre mig til ham?" havde han spurgt Hrr. Pinde. "Hvorfor ikke," havde Haaken svaret, "vi ere jo Studenter sammen og Dus." 2. Svenskerne. En Dag skulde jeg som Amanuensis paa Universitetsbiblio- theket føre et Par svenske Magistre omkring. De ønskede at see den norske Skjønliteratur. Jeg viste dem et lidet Knippe. De spurgte efter Henr. Wergelands Skrifter, og begyndte en Dis- kurs, der viste, at de havde været i de Venners Hænder, som man kan vogte sig for selv. De havde ikke spurgt mig om mit Navn, og jeg vovede nu en Spas. "De viser ham en ufortjent Ære, Hrr. Magister!" sagde jeg fra den anden Side af Reolen, hvor jeg holdt mig forat skjule min Latter. "Her i hans Fædreland spørger man aldrig efter hans Skrifter. De ere formeget råhetens alster," som man vilde sige paa Svensk. SIDE: 372 "Alls riktigt," bemærkede Svenskeren. "Så har vi alltid hört dem beskrifve, och det måste vi säga uppriktigt, att der finns en obeskriflig råhet i det obetydliga vi tillfälligtvis har sett af honom." "Nei, da har vi i Welhaven en Digter, som leverer ægte Ju- veelarbeide," sagde jeg bag Reolen uden at lee; thi jeg meente det. "Så har vi hört. Han skal være alls utmärkt." "Han skriver ikke meget; men det læses opigjen og opigjen af Enhver, som gjør Fordring paa Dannelse. At læse Wergeland, tillader ikke den gode Tone; ja man maa ikke engang nævne hans Navn i godt Selskab uden at lægge "med Respekt at sige" til." "Det vore mycket; men alls tilpass. Hans politik måste vara nog till at bannliusa hans namn af sällskapen. Dock syns han omtykt af folket." "Pøbel, Pøbelpak!" svarede jeg i en harmfuld Tone. "Troer De ikke vi har Pøbel i Norge?" "Vist tror vi det," sagde den ene Magister; "men vi måste dock medgifve, at i Wergelands dikt till Hjelm'en här forleden fanns gullkorn för en bättre publik ibland." "Ja ibland," bemærkede jeg og førte dem saa hurtig til Døren, at de ikke fik Tid at spørge om mit Navn, i hvilket Tilfælde jeg vilde have været i en slem Knibe -- "ibland, Hrr. Magister; men "rari nantes in gurgite vasto." "Javist -- rari nantes . . ödmjukaste tjenare, ödmjukaste tjenare. Men måste vi udbedja oss . . ." "Aa, ingen Aarsag, mine Herrer! Adjø! Adjø! Lykke paa Rei- sen, mine Herrer!" Gudskelov! Døren var imellem mig og Magistrene! Da Magistrene boede hos en Onkel i Byen, er det højst rime- ligt, at de til Middag allerede fik Mystifikationen opklaret; og der er al Rimelighed for at dette er omtrent skeet som jeg got- tede mig med i Indbildningen. "Nu, kjære Fættere," siger Onkelen, "hvor har I beseet jer i Formiddag?" "På Universitetsbibliotheket, kära onkel, hvar vi kringvistes med mycken artighet af en Amanuens." "Ja der er To. En har vel de vices." SIDE: 373 "Den, der förde oss om var en mycket storväxt karl med ögon- glas." "Det var Wergeland." "Poeten väl icke enddå?" "Just ham. Vi have nok i den Ene . ." "Nå så adertonhundratusan! Vi ere blevne mystificerede, bror!" "Ja, bror, til fanders!" CARL JOHAN. Den Decemberaften i 1838, da Carl Johan (velsignet være hans Minde!) gjorde sit sidste Indtog i Christiania og Alt jublede medens han drog ind ad den pragtfuldt illuminerede Æreport, stod der to Malkontenter i Nærheden af den. Den ene var en Officeer, som i 1814 efter Foreningen havde søgt fremmed Krigs- tjeneste, men som nu forgjæves stræbte at komme ind i den norske Armee igjen! og den anden studse, tause, blege Mal- kontent var mig -- mig, der elskede Carl Johan mere end No- gensomhelst i den hele Folkemasse, og veeg ikke i Hengiven- heds-Enthusiasme hverken for Brahe eller for Due. Moralske tørre Regulariteter, Kvadrater og stivlinjede Triangler af Dyder have aldrig kunnet vække mere end kold Agtelse hos mig. Og- saa her kræves en Skjønhedslinje, der i sine frie Slyngninger tager noget Jordisk med imellem det rent Himmelske. Den mo- ralske Storhed maa være menneskelig, ellers forstaaes den ikke; især naar den tillige er iført jordisk Storhed. Man bukker nok for den og lægger Vers for dens Fødder; men den vinder hverken Brahers eller Duers Hjerter, eller faaer begeistrede Vers som mine. Jeg tør sige dette; thi jeg kan føre Vidner paa en In- spiration endnu samme Aften til Carl Johans Forherligelse. Kilden til at blive begeistret for ham flød ogsaa bestandig i mit Bryst, idet jeg elskede ham med et Barns altid friske Kjær- lighed. Og besynderligt nok, han stod herligst og elskværdigst for mig i Vredens Torden og Lynild. Jeg var saa vis paa at Solskinnet vilde komme; ja hvad mig selv angaaer, da var det bleven til en fix Idee, at Han aldrig kunde længe lukke sit gode Øje for mig, fordi han sympathisk maatte føle hvor jeg elskede Ham, selv medens jeg begik Handlinger, der maatte gjøre det umuligt for Ham, at bevise mig nogen Naade. SIDE: 374 Carl Johan besad ogsaa siden mit tyvende Aar et Hengiven- hedspant, som jeg tænkte virkede som en Amulet for mig. Det var i 1828, da han havde udstedt sin strenge Kundgjørelse mod 17de Mai; min Fader var reist ind til Christiania; men inden vi vidste Ordet af det, havde vi ham tilbage. "Jo! sagde han, Kongen fandt det medrette paafaldende, at netop min Søn, Søn af en Mand, som han havde skjænket sin fortrinlige Naade, var den mest Desperate mellem Studenterne til at modsætte sig den kongelige Vilje betræffende den 17de Mai." Ligetil nu havde jeg altid i Carl Johan seet Republikaneren fra den 18de Brumaire. Det gjorde mig ondt, om jeg skulde maatte slaae en Streg over dette Fantasibilled; jeg svarede derfor rask: "Ja naar Kongen bliver despotisk, modsætter jeg mig ham, Jeg!" "Du, Dreng!" udbrød min Fader vred. "Henrik! Henrik!" sagde min Moder og græd. Jeg ilede paa mit Værelse og to Minutter efter stod jeg for min Fader med følgende fiirkantede franske Linjer, stilede til Kongen og med mit Navns Underskrift: "Je n'ai que mon esprit mais ils n'appartiennent à moi: ils appartiennent à mon Roi, qui est l'ami de ma patrie." [fotnotemerke] Da min Fader igjen kom ind til Kongen, tog Denne ham hen paa en Sofa og spurgte: "Nu! Deres Søn?" "Et Svar paa Vers og paa Fransk, Sire." "Det beholder jeg," sagde Carl Johan leende, og stak Papiret i sin Portefeuille med nye Naadetilsagn. Næste Aar var 1829 -- bedrøvelig 17de Mais-Ihukommelse -- men da jeg i 1830 havde en Audients i Stockholm lyste den hjerteligste Velvilje ud af Kongens Aasyn. Jeg var ogsaa sær- deles vel tilmode, da jeg havde moret mig ganske udmærket i Forgemakket. Hvem skulde jeg nemlig opdage der uden en, som man sagde, formedelst sin Bøjelighed under en af de sidste svenske Fotnote: ): Min Geist og mit Liv besidder jeg blot; Ejer jeg kaldes ei kan: de Begge tilhøre min Drot, den Ven af mit Fædreneland. SIDE: 375 Statholdere, fremtrukken Officeer. Jeg mærkede snart, at han ønskede ganske at undgaae en saa kompromitteret Landsmand som jeg, og naturligviis tiltalede og begegnede jeg ham da som en meget god Bekjendt. Hans vexlende Kulør, de urolige Been, de pillende Fingre røbede i hvilken Kval han befandt sig. Svenskerne, som udgjorde Resten af de Audientssøgendes Halvkreds, gottede sig; men Ingen mere end den opvartende Kammerherre. Forat give Landsmanden lidt Pusterum, gjorde Kammerherren mig opmærksom paa et Alpemaleri, hvor Vege- tationen gik høit opmod Sneen. "Men min Landsmand der, Hr. Greve," bemærkede jeg, "har i det Savoyiske kunnet spise Apelsiner og see de sneedækte Alper. Ikke sandt, Hrr. Major?" Han nikkede og drejede sig fra. "De skal for Hs. Mts. Øine, Hrr. Major?" Han nikkede og drejede sig til. "Det er nok, i vore velsignede Fredsaar, den eneste Ild, Hrr. Majoren kommer i . . ." "Hrr. Wergeland, behag at træde ind . . ." anmeldte Kammer- herren, og saaledes begav det sig da, at jeg første Gang kom Carl Johan for Øine med et næsten leende Ansigt. Ikke et Ord om det Passerede eller om at jeg strax den første Dag havde opsøgt Datids Oppositionsmænd -- Noget, som strax var bleven Kongen berettet og havde ladet ham yttre, at jeg maatte være en besynderlig Person, som aabenlyst søgte Om- gang med hans Fiender, skjøndt jeg nok egentlig vilde besøge ham. Carl Johan tiltalte mig længe og med et Udtryk af Fader- lighed, som jeg aldrig kan glemme, og han gjentog sine naadige Tilsagn, dersom jeg opførte mig "sage". Men naar har jeg gjort det? Aldrig at slutte af disse Skizzer og Bekjendelser; og her maa jeg lægge den Bekjendelse til, at min Fader havde stor Ret, da han skrev paa Titelbladet af en af mine Farcer: "De sidste Kloge, Farce af den allersidstkloge, H. W." Min Optræden 17de Mai 1833 var en temmelig djærv Demon- stration og jeg blev den Gamle. Alligevel modtog Carl Johan mig paa det Huldrigste i 1835, ja endog strax ved Indtrædelsen med et Udraab af Velbehag med mit Ydre. Jeg beklagede mig over, at Departementet ikke vilde ansætte mig. "Da jeg var 20 Aar," sagde jeg, idet jeg tog "Skabelsen, Mennesket og Messias" frem af Hatten, "skrev jeg dette Værk til Religionens Forher- SIDE: 376 ligelse; nu er jeg 6 Aars brødløs Kandidat." Hs. Majestæt syntes forbauset over Voluminet og lod spørge, om der var noget Kald, jeg for Tiden ønskede. Nu et Navn af de flere, som vare ledige; men idetsted svarer jeg Daare: "Ikke det; jeg udbeder mig kun at komme i retfærdig Betragtning." Jeg erindrer ellers at følgende Repliker faldt imellem Hs. Mt. og mig paa Fransk. Hs. Mt. udlod sig smigrende om mine Aands- evner, hvortil jeg bemærkede, at de ikke syntes at være mig til Anbefaling; "dog er det ikke min største Feil, at jeg har et Hoved, men at jeg har et Hjerte." Smilende svarede Kongen: "Jeg vil troe det; men Fornuften maa lede Hjertet." "Ikke al- tid Sire!" "Sandt, sandt, Monsieur Wergeland, ingen stor Handling uden Lidenskab!" Siden saae jeg ikke Carl Johan Ansigt til Ansigt; men dybere staaer ikke hans majestætiske, livlige, milde Ansigtstræk indgravet i hans Medaljer end i mit Hjerte. Mellem da og til Indtogsaf- tenen vare tre Aar henrundne, hvori jeg havde været endnu mindre "sage" end nogensinde før. Stockholmsfarere vare skrevne og opførte uden Skaansel, Jeg havde været i Statsborgerpølen, skrevet rasende Flyveblade ved Storthingets Opløsning og Rigs- retten, og i Slotskirken paa Akershuus havde jeg bedet for Carl den 3die Johan, bevæget dertil af en øieblikkelig Indskydelse, da jeg rundtom saae saamange Medlemmer af Storthinget, hvor dette Navntal just i de Dage var bleven erklæret for det rigtige. Man søgte ædelmodig at skjule dette for Carl Johan; men gjen- nem svensk Tunge fik han det Passerede at vide, og i sin første Vrede skal han endog villet have mig tiltalt for Majestætsfor- brydelse. Det er umuligt, at Carl Johan nu kunde bære over med mig mere -- Jeg tør ikke engang søge om Audienz -- hans Ankomst vil være frugtesløs for mig -- og nu da jeg er forlovet og søger det mindste Kapellani! -- Ha, at jeg ikke sidste Gang nævnte et af de ledige Embeder, da havde jeg havt det! -- Men saa havde jeg ikke kjendt min Kjæreste? -- Lad saa om det var Bispestolen i Akershuus stryge! -- Men ak, nu ere vi ulykkelige begge To, og Skylden er min, min! Selv har jeg forspildt Til- sagnene, selv har jeg betaget Verspantet paa min Enthusiasme al dets tildrømte Amuletkraft. SIDE: 377 Med saadanne Tanker stod jeg taus ved den illuminerede Ære- port, da min Helt sidste Gang rullede ind i sin norske Hoved- stad og kan jeg vel saaledes kaldes en Malkontent baade med mig Selv og med Anstalterne eller rettere sagt med hele Verden. "Fanden maatte staae her længer!" brummede den anden Mal- kontent. "Det siger jeg med," svarede jeg, og saa bar det af- sted med Os. Vi frøs og vare vaade af Sludveiret, og uden videre Aftale toge vi til Hotel du Nord, hvor Officeren søgte Ovnen indtil jeg havde brudt Tausheden med Rekvisitionen af to Glas Toddy. Jeg havde kastet mig i Sofahjørnet med Haanden over Øinene. "Hr. Wergeland -- sagde Værten med en let Berørelse -- Tod- dyen er færdig." Jeg svarede ikke. "Hr. W. er vist syg," hviskede en af Stuepigerne. "Der staaer Kamferdraaber i Skabet." Officeren blev utaalmodig. Han udbragte "paa en lykkelig Aften for os begge!" Jeg svarede ikke. Han vilde flytte sig ved Siden af mig i Sofaen; men temmelig studs bad jeg ham beholde sin Plads. Jeg var nemlig i den Tro, at min gode Genius sad ved min Side og hviskede mig ind de digterske Inspirationer, der havde betaget mig. Thi saa var det. Digtet "Kongens Ankomst" var allerede blevet til. Jeg reciterede det paastedet i den første raa Tankeform, og nu sagde jeg til Krigsmanden, at Pladsen i Sofaen var ledig og besvarede hans Skaal "paa en lykkelig Aften for os Begge" med et dygtigt Drag. Den blev det for mig; thi dette Digt, der brændte af Enthusi- asme uden at ryge af Smiger, lod Carl Johans Øine søge mig, medens jeg syntes at maatte undgaae det. Han saae jeg havde det gamle Hjerte for ham, og fra det Øjeblik, han havde ladet sig Digtet forelæse, skjænkede han mig sin Huldrighed for be- standig. Jeg blev endog underrettet om, at jeg skulde faae mit Kapellani . . . . . . Kapellani og Bryllup! Jeg svimler! En Flaske Champagne gjør mig ikke saa beruset. "Hvad feiler dig?" spurgte man mig. "Feiler mig? Jeg faaer mit Kapellani . . O nu skal jeg og Vesle- brunen leve godt!" SIDE: 378 "Men det er jo det usleste i hele Landet," bemærkede man. "Ei Snak! Halvandethundrede Daler; men saa de deilige grønne Bakker, hvor vi træffe Christiania-Vegetationen igjen blandet med den subalpinske, altsaa deilige duftende Blomster, og saa Træerne udenfor, og at kunne holde Heste, Kjør og Faar der- efter og saa at kunne spise sin egen landlige Kost. Den, som klager herover fortjener Intet. Og skal jeg sige dig," hviskede jeg, "Kapellaniet er rakt mig fra Himlen, det er et Slags Honorar fra Carl Johan for Digtet "Kongens Ankomst," og Digtet kom fraoven." "Amalie" -- jublede jeg min Forlovede imøde -- "Nordens baade Nordstjerne og Karlsvogn bestraale os. Jeg faaer Nanne- stad Kapellani! . . Men sig, veed Du, om der skal være Møbel- auktion i denne Uge? Vi maa tænke paa Sligt nu." Velsignelser over den ædle Konge stege op fra et uskyldigt Hjerte trykket til mit. "Det kommer af, at Carl Johan har Sands for Poesi," bemær- kede jeg stolt. "Nei af at han er saa god," sagde min Brud. "Ve mig om jeg negtede det, udtalte jeg med Høitidelighed. Gud ham velsigne!" "Amen!" hviskede det ved mit Bryst. KAPELLANIET FORVANDLES TIL EN VAKKER RØD SKY. Som buden Gjæst havde jeg tilbragt en Aftenstund Vinteren 1839 hos en tydsk Maler. De andre Par Gjæster var ogsaa Tydskere og Artister; den Ene af dem, en preussisk Landwehrs- officeer af et martialsk Udseende. Da jeg brød op, vilde de Alle endelig følge mig over Isen til min lille Hytte i Grønlien; og da jeg ikke kunde blive deres Artighed kvit og følte, at jeg maatte have noget at byde dem derfor ved Hjemkomsten, for- synede jeg mig forud med to Flasker Punschextrakt hos en ved Siden boende Destillatør. Ulykkeligviis erindrer jeg, idet vi passere det saakaldte Palæ, hvor Hs. Mt. Kongen boede, at jeg havde bestemt lovet den vagt- havende Officeer at besøge ham i den saakaldte Kongevagt. SIDE: 379 Klokken var halv Ti; men jeg foreslaaer mit Følge en Afstikker derind paa nogle Minutter. Med de, af Latter halvkvalte, Ord "Giv dig, Officeer! Vagten er tourneret," aabner jeg Døren til Officeersvagten, hvor der alt var mørkt. "Aa, Fanden er det dig? Velkommen! Stue-Gefreider, Lys og varmt Vand!" For at komme gesvindt til det, blev min ene Extraktflaske sat i Brug; En af Tydskerne havde en Guitar med, og inden vi vidste af det sad vi i god Mag i den varme Vagtstue ved en rygende Bolle med Strengeleeg og dampende Piber. Det kunde have varet et Kvarteer, da Pladsmajorens Ansigt, midtunder en preussisk Bravoursang og Røg og Damp, viser sig i Døren lige- overfor mig, som præsiderede i Sofaen. I min Sag med Kaval- leriet havde han været mig ivrigen imod, og jeg havde givet ham det igjen i et Selskab i forrige Aar, saa jeg ahnede Ulykke, ja jeg syntes at læse den i de Øine, han satte paa mig. Efterat have havt en Samtale med Lieutnanten, hvorunder Denne skal have forløbet sig mod Subordinationen, befalede Majoren os at fortrække; og det gjorde vi da under klingende Spil -- da vi vare komne paa Isen. Dagen efter fik jeg at vide af min Patron, at der paa Grund af den Historie i Kongevagten ikke kunde blive Noget af med Kapellaniet. Pladsmajoren havde sporenstregs meldt det der Passerede til General W; General W. havde igjen sporenstregs endnu samme Aften forebragt Hs. Majestæt det; og Hs. Mt. havde især fundet Mishag i, at Udlændinger havde tilladt sig saadanne Friheder i Høistsammes Bolig og til en saa upassende Tid. En Allerhelvedes Krigsretssag for Insubordination blev anlagt mod Lieutenanten, og man satte ham ogsaa hele tre Maaneder paa Frederikssteen. Min Sindsstemning kan jeg ikke skildre. Jeg var ganske sløv af Sorg. "Hvad feiler dig dog i disse Dage, Henrik?" spurgte min Kjæ- reste mig da vi Søndagen efter spadserede paa Isen. Nu maatte Hemmeligheden frem. "Amalie!" sagde jeg. "Jeg faaer ikke Kapellaniet; kanske al- drig noget. Men se der disse deilige røde Skyer, hvor Solen nu gaaer ned, der er mit Sognekald! Den glimrende enkelte Straale der er Spiret paa den Kirke, jeg faaer!" SIDE: 380 Nu græd hun; mit Øje funklede. Hun fik den smukke Scene endnu samme Aften saaledes be- skreven: "Se hist, min Elskede, hist hvor Dagen til Hvile lægger sig paa Skarlagen, hvor Solen dalte blandt Skyer gyldne og purpurmalte! . . Se der i Vest i hine svømmende skjønne Lande, først der, kan hænde, sit Vuggeløfte vil Skjæbnen sande: at jeg, din Elsker, skal blive Præst. Den Straale hisset, i Luften jaget, er Kirkespiret, hint Gyldne Taget! Hiint Violette derudenfor er en Blomsterslette. De mørke Lag, af Straaler brudte, er Lunde dunkle; hint Røde Hjemmet . . . . o se hvor Vindverne gyldne funkle! Vi kunde være der end idag! Din Guitar vil paa sin Plads at hænge du finde, Elskte, med Straalestrænge. Og dine Blommer i Vindvet hilse dig, naar du kommer. Derudenfor i Leg paa Engen sig himmelfødte Smaaengle tumle, for hvem ei moderlig Smerte blødte. . . Dit Hjerte føder -- o en er vor! Omkring os, Elskte, i glade Skygger en salig Menighed boer og bygger, hvor henrykt Folket min Lære seer i dit Aasyn tolket. Dit Klædebon de kysse Alle med Sammenstimlen omkring dig, Hustru, naar hjem fra Kirken igjennem Vrimlen vi vandre begge To Haand i Haand." SIDE: 381 JEG BLIVER FÆDRENELANDSFORRÆDER. Carl Johan blev sig selv liig. Dagen efter de røde Skyers Aften melder min ædle Patron mig, at Hans Majestæt, i Mangel af Kapellaniet, tilbød mig 200 Spd. af sin egen Kasse aarlig i to Aar for det Første, hvorefter Hans Majestæt vilde tænke paa at see mig ansat. Efter et Par Minutters Betænkningstid svarer jeg, at jeg med Taknemmelighed vilde modtage Hans Majestæts naadige Tilbud, dersom jeg maatte gjengjælde det med fritvalgte Arbeider for Almuens Oplysning. Til denne Beslutning var jeg kommen under det Par Minutters Taushed ved følgende Tanker: Det er en Ære for mig som For- fatter at erholde et saadant Tegn paa min Konges Yndest -- Jeg skylder den Pige, der har knyttet sin Skjebne til min, at modtage Tilbudet -- Afslaaer jeg det, gaaer jeg ogsaa Glip af Haabet om Ansættelse, og da er og mine Forældres Haab om noget Udbytte af Bekostningerne paa min videnskabelige Bane spildt. -- Mod- tager jeg det, slaaer jeg en Baut langt udenom alle de Skjær, hvorpaa min Lykke ellers vil forlise: udenom mine mægtige Fienders Indflydelse -- Jeg kan nu gifte mig, naar jeg lægger Gratialet til Amanuensisgagen -- Jeg staaer alt i Gjeld for Møbler, der antyde noget Saadant, saasom en Dobbeltseng -- kort! det vil være uforsvarligt og taabeligt af mig, om jeg ikke modtager. Altsaa svarede jeg som jeg svarte, og fik Dagen efter Medde- lelse om at Hans Majestæt med Tilfredshed havde hørt mit Svar. Men nu var jeg Landsforræder og havde solgt mig. Jeg ved- blev at skrive i uforandret Aand; jeg skrev Aar ud og Aar ind for Almuen. Man roste det; men -- solgt var jeg, Forræder var jeg. De Nærmeste af mine Venner vare de Første, som vendte mig Ryggen. Engang har en Anonymus spyttet efter mig udaf et Vindu; en anden Gang har En mumlet Noget, som bestemt skulde være "Forræder" idet Vi krydsedes paa et Hjørne. Aviserne brød Staven over "Hofpensionisten" og En af hine Nærmeste af mine Venner, ja den Allernærmeste, angreb mig i Trefjerding-Aar regelmæssig en Gang om Ugen paa det grusomste i et Blad, han udgav. Jeg følte det nok. Men lykkeligviis havde jeg taget Bolig paa et afsondret Sted, hvor der var en smuk Have med herlig Udsigt SIDE: 382 og en trærig Kirkegaard ligeoverfor. Hvem kunde der andet end være rolig, naar Hjertet var det? Og saa røgte jeg jo Tobak, og kunde fra min Udsigt blæse de store Røgskyer udover Byen? Den var bleven mig forhadt siden jeg daglig blev spurgt paa dens Gader, om jeg havde læst sidste Nummer af ovenomtalte Blad, eller blev underrettet paa det første Gadehjørne af en tjenst- færdig trobleven Ven af lavere Rang paa min Venneliste, om at Morgenbladet og den Constitutionelle vare begge To ude idag mod mig. Den første af disse Blades Redaktører udspredte endog om mig, at jeg var Spion, og negtede Alt fra mig undtagen Poesi Plads i Bladet. Jeg sendte da Poesierne til den Constitutionelle, eftersom de faldt, for dog at skaffe dem et Opbevaringssted, og for dog af og til at vise Folket, at min Sjel var frisk under Hud- fletningerne. Men Redaktøren bekjendtgjør, at hverken Prosa eller Poesi af mig faaer Plads i hans Blad; og saaledes havde jeg da ogsaa faaet en Knebel paa, saa man i Provindsaviserne begyndte at spørge efter mig. Men hvad gjorde det, da jeg havde min Have, min Pibe og om Aftenen min Gravlund? I Haven skrev jeg "Blomsterstykket" medens Forfølgelserne rasede som værst; med Piben røgte jeg en Farce til, som idet- mindste bragte Latteren paa min Side, og paa Kirkegaarden fik jeg Trøst af min Gud. SAA NÆR VAR DET. Hans Majestæt Kong Carl Johan havde naadigst besluttet at udnævne mig til Bureauchef og Rigsarkivar; en Anonym, som nu af Hjertet under mig Posten, vilde at jeg skulde blive hvad jeg var; og saa var det paa et hængende Haar blevet. Paa en Café otte Dage før jeg dog blev Bureauchef, blev jeg en Aften saaledes overdynget med fordetmeste fugtige forlods Gratulationer, at jeg blev ør i Hovedet. Jeg tog mig en fast Plads; men da jeg vel saae mig om, vare Vennerne og Gratulan- terne borte, og jeg omringet af en Sværm modbydelige Ansigter, der syntes at gotte sig over min illuminerede Pande. Alligevel vil jeg troe, at jeg har størst Skyld i det Mundhuggeri, som nu begyndte; thi jeg var ærgerlig og havde min Tunge fuld af Spy- digheder længe før den blev sluppet løs. SIDE: 383 Striden indskrænkede sig dog til mig og en Person, som vist i 15 Aar havde gjort mig alt det Onde, som han havde kunnet, indtil det stak en Landsmand af ham at blande sig deri paa en uforskammet, næsten truende Maneer. "Min Herre!" siger jeg, idet jeg reiser mig op ligefor Skrællingen -- "dersom mine Buxer var istykker, vilde jeg anmode Dem om at sye dem sammen igjen." Virkningen var et Raseri; men et som vendte sig indvendig. Hans Læber skjalv, en blaalig Farve udbredte sig over Ansigtet, Sveden brød frem paa Panden. "Kom lad os gaae!" mumlede han til min Mand. "Vi ville ikke længer være udsatte for Grovheder af denne Person, Kom! kom!" Og med et krampagtigt Haandtag trak han Landsmanden afsted. Hans Sønderknuselse er let begribelig, naar man hører, at Personen, som her gav en ret anseelig Spekulantrolle, var egentlig en kjøbenhavnsk Skræddersvend. Og tænk han bar Guldbriller paa den Næse, han stak saa ubetænksomt frem for at faae den knebet. Men nu Følgerne for mig! Først et infamt Avertissement, og dernæst med første Post til Stockholm en Skrivelse, hvis Forfatter eller Forfattere jeg ikke kjender, men som var af det Indhold, at jeg veed, at om den var kommen før Udnævnelsen til Bureau- chef allerede var udfærdiget, var der intet blevet af denne. Carl Johan havde en jomfruelig Afsky for sædelige og konven- tionelle Udskejelser. Men -- Udnævnelsen og Skrivelsen krydsede hinanden paa- vejen! Ja saa nær var det! Den, der allerførst overbragte mig med tusinde Lykønskninger det virkelige Budskab, var ligeledes en dansk Person, som jeg har gode Grunde for at antage var vel underrettet om hiin Skri- velses Indhold. For der var ganske bestemt Fleer om den, end- skjøndt den udfærdigedes af Hr. Anonymus. Der var nemlig hvad man kalder formegen Mudder i Leiren (dengang havde Troppen virkelig en Leir) og man stak for øjensynlig Hovederne sammen til at Formeningen om et Slags Komplot ikke skulde vinde Rime- lighed. SIDE: 384 Og saa nær var det! Men vil Gud ikke tilgive denne Mali- ciøskhed, saa vil jeg. JEG DØER. Der skal et Underværk til, om ikke Overskriften sandes, inden denne Bog seer Dagsens Lys; men jeg mener med det "Jeg," som døer, det gale Jeg, man i det Foregaaende har lært at kjende. Ja det er vist, det er allerede væk. En i streng Ild udbrændt Levning ligger tilbage; -- der skal snart dømmes af hvad Gehalt. Den strengeste Dom, Mennesker kunne fælde over et Med- menneske, den at han har solgt sin Sjel, har man taget tilbage. Man har opdaget den blodige Pande, jeg har faaet ved at følge Principet "beint fram," og svalet den med Laurer og Blommer. Man taaler uden Mistanke, at den nærværende Konge og Dron- ning har overøst mig med Naadesbevisninger. Selv Vennerne, der forhen vendte mig Ryggen, have nu forstaaet hiin Blodskrift. De ville for Eftertiden ligesaa høit og dyrt forsikkre -- hvad Alle ere overbeviste om -- at jeg var en ærlig Sjel, som de før forsikkrede -- hvad Ingen følte sig overbeviist om -- at jeg var en Forræder. Og til hver Landsmand, som giver mig den Lov, siger jeg et oprigtigt og kjærligt Tak for mig! ET FRÆNOLOGISKT FOREDRAG. Efter en Snees Aar hænder det ganske Almindelige ved en Sidesti paa Byens Kirkegaard, at et Dødningehoved kastes et Par Spadserende mellem Benene. Den Ene sparker naturligviis forbittret til det; men den anden standser det ved at sætte Stok- ken i Nakkehullet og saa at hæve det op. "Naa, hvilket cranium!" udbrød han (Han var Mediciner kunde man høre paa det unødvendige latinske Ord) "Bule paa Bule! De stridigste Organer i chaotisk stivnet Forvirring! Hvad vil du have for det cranium, du kastede op, Graver?" "Geranium? Jeg kastet op en Geranium?" lyder det fra Dybet. "Fruentimmeret, som satte den herud hvert Foraar, er vist dødt; SIDE: 385 her skal en ny en ind, og saa tænker jeg da Geranien kan være min Sportel." Da han endelig fatter Meningen, bliver man enig om 1/4 Skilling til en Halvpægl Brændeviin -- saa lavt er Brændevinet nu sjunket. At her kun kan menes Flensborgerbrændeviin, vil ellers blive klart af det Følgende. Paa Vejen hjem hverver Medicineren et helt Auditorium til at holde et frænologisk Foredrag over Dødningskallen. Men min Aand følger dennegang med mit Hoved, og just som Medicineren har faaet det paa Bordet og skal begynde sit Foredrag, begynder jeg mit. Jeg kan ikke sige, at Dhrr. bleve meget bange; thi Op- lysningen var steget overordentlig i de sidste Snees Aar. Imid- lertid fik jeg dog Ordet. "Maa jeg spørge Mhrr. om Nogen af dem har læst Henrik Wergelands Hasselnødder eller Bekjendelser og Livsskizzer?" "Hvad Pokker er det for en Bog?" brød man i Mundene paa hinanden paa ganske godt Dansk. En mener, at den maatte høre til de forældede Bøger, der ud- kom i Christiania før det, efter Skandinavismens Indførelse, blev forbudt at trykke Bøger andetsteds end i Kjøbenhavn; men Fræ- nologen gav Haab om at have Bogen paa Loftet mellem sin salig Faders Bøger. Thi i de sidste Aar før hint Forbud bestod den norske Boghandel i at sælge en masse, og "naar min Fader, sagde Frænologen, fik 90 pct. Rabat plejede han at kjøbe. Han havde tabt svært paa de Spekulationer; dog erindrer jeg, at han engang sagde, at han dog ikke havde mærket nogen Aftagen i Afsæt- ningen af et andet Forbud af det nye Gouvernement mod at lade Bøger, der vare trykte i Norge i den gamle Tid, sælges i Danmark -- noget som Skandinavismens Formaal, Civilisationen krævede." "Jeg er bemeldte Skrifts Forfatter," sagde jeg; og ønsker meget at have det vedhaanden. Det skede omsider efter en Pause, hvorunder Studenterne drak Øl og røgte Tobak, som i vore Dage, men uden at byde mig hverken det Ene eller det Andet, skjøndt jeg troer nok at jeg havde taget en Pibe. Skizzerne bleve uddelte og jeg holdt da følgende Foredrag (op- taget i Datids medecinske Ugeskrift): "Mhrr.! disse Buler i min Pande har man i sin Tid holdt for Digterorganer og afmodelleret dem paa det nøiagtigste, saasnart SIDE: 386 man mærkede, at det led med mit Timeglas. Jeg erindrer den- gang at jeg rablede ned paa en Medecinflaskes Seddel: "Nu, da jeg neppe har to Pægle Blod, nu er jeg vakker og nu er jeg god, nu, da jeg blegner, Byster man gjør og Portrætter man tegner." . . . "Til Texten" knurrede det bag i Auditorium; thi Ung- dommen er om 20 Aar meer velopdragen end nu, efter Afskaf- felsen af de sidste Levninger af Pietet. "Men Mhrr! skulde Digterorganet sidde der, maatte min Sjel ogsaa have sit Allerhelligste der; thi jeg var -- og det var min Ulykke med et saa sneverbegrændset Sprog -- intet andet end Digter. Men nu var Tilfældet, at det første Glas Viin, jeg kunde nyde i et Selskab, farvede begge disse Promontorier cinnober- røde, saa jeg blev givet til Priis for Bagtalelsen, hvorhos jeg følte Heden af et Par Kulmiler. Men naar min Sjel undfangede et Digt, syntes jeg at den aandede i en reen endog kjølig Atmo- sfære, som naar de deilige Snestjerner sidde paa Kvistene og man kan see uendeligt høit opigjennem disse i den dybblaa Luft. Et eneste Glas Viin vilde have adspredt al poetisk Evne. Bulerne vare hvide og kolde. Derimod, Mhrr! har jeg Mistanke om at disse Buler kun ere Mærker efter den Maneer jeg brugte i mit Liv, nemlig at gaae efter mit eget Hoved. Tidlig mærkede jeg dem, og jeg begyndte ogsaa tidlig at gaae efter mit eget Hoved. Altid indbildte jeg mig dog, at jeg styrede lige paa det Rette fordi jeg altid gik ligefrem; men disse to Bevægelser, som jeg troede maatte falde sammen, kunne divergere noget forfærdelig. Ville Mhrr. (hvad jeg ikke bør tvivle om) leve hvad man kalder godt, saa raader jeg ganske ifra denne Ligefremmarsch; en anden Sag er det om nogen skulde foretrække en rolig, men som oftest noget tidlig, Grav. Thi dertil fører den; men ikke det at gaae efter eget Hoved. Det kan føre til dybere Afgrunde. Unge Menne- sker gjøre derfor bedst i at gaa efter sine Forældres. "Vi ere voxne Folk selv!" piber en Hønekyllingstemme; men jeg vedbliver: Havde jeg gjort det med Prokuratoren, havde vi levet ligesaa sikkre for hinanden som Krokodilen og Sangfuglen paa hver sin Side af Nilen. Det er da Moralen af den Skizze. SIDE: 387 Derimod, Mhrr., have alle disse Buler paa det øvrige Hoved været Hjemsteder for Organer, Borgtinder, hvor oprørske Vasaller mod Fornuften have holdt til, et reent Albanien eller Montenegro. (Hør ham! hør ham!) Ja! disse Skizzer, som de nu kjende, bære helt igjennem Vidnesbyrd om det Ufornuftiges Vælde. Her i denne spidse Top har ganske vist den Forfængelighed boet, som trak mig op paa Toppen af Mont-Gaillard i Regn og Uveir. Organet ligner ogsaa denne Klippe. Thi hvem tvivler om at det var andet end Forfængelighed, som drev mig, og ikke den affekterede Lyst til det Pittoreske? Det er da Moralen af den Skizze, ja af en god Deel, som Mhrr. ville have bemærket. Herre over Forfænge- ligheden blev jeg aldrig ganske, saa selv dette med Oprigtighed skrevne Straffeskrift over mig Selv, er fuldt af Yttringer deraf. Da man traadte mig under Fødder som værst, valgte jeg Løve- tanden, der netop trivs under saadanne Omstændigheder, til mit Symbol; men kunde en Ørnefjer været et hovmodigere? Min Medbeiler som Digter var hovmodigere end Kragen, da den havde faaet Paafuglfjer i Halen; naar han blev angreben, var han saa klog, at han krøb ganske stille i sig selv som Skild- padden. I Solskinsveir kunde han skyde en ganske overordentlig lang Giraffehals udaf Skallen og strax hørte jeg det naske i de Laurbær, der vare lagte paa mit Hoved af et mildt Publikum. Disse firkantede Organer her bag Øret, Mhrr., kan kun lignes med Bagnoer og gergasenske Svinehuse; og i dette Strøg maa vel ogsaa Organet for den Hevngjerrighed ligge, som man saa gjerne vilde tillægge mig, forvexlende den med Selvforsvaret. Dette uhyre nathueformede Organ har imidlertid tilhørt Godmodig- heden, og mellem de modstridige Organer gjælder det Høg over Høg. I dette teltlignende Organ maa den tartarvilde Indbildnings- kraft have boet, der saa ofte strøg af med min Fornuft. Bag- efter fandt jeg, at den især havde forført mig til alle de taabe- lige Kjærlighedshistorier. Skulde mine mange Exempler (og tænk jeg lægger Dølgsmaal paa ligesaa mange til) endda ikke være afskrækkende, saa vil jeg dog gjøre alle flinke unge Studerende, der give sig Indbild- ningskraften ivold af Forlibelse, opmærksomme paa at de gjøre bedst i at gaae over til et eller andet polytechnisk Haandværk som erklærede Realister; thi det er noget ganske overordentlig hvor man under saadanne Omstændigheder gaaer tilagters i Græsk SIDE: 388 og Latin, al sand Dannelses ædle og urokkelige Marmorgrund- vold, og i Mathematik, dens majestætiske Portikus og Tag." "Der spørges ikke meer efter Græsk og Latin. Det er af- skaffet for en ti Aar siden" peeb Hanekyllingen mellem auditores. "Der er ansat Sproglærere i Kjøbenhavnsk siden Skandinavis- mens Indførelse, og vi have allerede ondt forat forstaae Dem." Jeg lod Dødningehovedet skjære Tænder, saa en faldt ud. En, der havde bestemt sig til at blive Tandlæge stak den i Lommen med Lovtale over dens gode Emalje. "Ja, min Herre, sagde jeg, det er en af Skjæretænderne, og dem brugte jeg især til at tygge Fladbrødet, hvorpaa Myseosten laa, siden Intelligentsens Hovedrepræsentanter, forat betegne min Pøbelagtighed, bekjendtgjorde, at jeg var en Akkevitdrikker og Myseostæder. "Og Fladbrød veed De er godt for Tænderne." Auditoriet lo; men indlod sig i en heftig Disput om hvad My- seost var. En mente, at den var forbudt siden Anordningen om fri Indførsel af dansk Ost, og en Anden, at den maatte have indeholdt en opiatartet Ostgift siden den var sat sammen med Akkevit. Spørgsmaalet skulde blive fremsat i næste medecinske Foreningsmøde. Jeg fortsatte altsaa: "Mhrr. ville bemærke, at hverken Galls, Ottos, Spurzheims eller de nyeste engelske og franske Organfortegnelser række til Halv- parten af de Organer, som vise sig paa dette cranium. Og her- med har det saadan Sammenhæng, Mhrr.! at der har boet to himmelvidt forskjellige, omendskjøndt beslægtede, Geister i denne Skalle: Jeg Henrik Arnold Wergeland og min Halvbroder Siful Sifadda, som ogsaa havde sine Organer. Enhver som læser Begges Skrifter maa strax erkjende denne Dobbelthed. Der er ikke een Linje af den Første, som ikke er elegisk, alvorlig; ikke een af den Sidste uden den er spøgende, satirisk, koboldagtig. Jeg befattede mig derfor ikke egentlig selv saameget med Kam- pene; thi jeg lod min Halvbroder drage ud, og han opførte sig altid tappert; men da jeg døde forbød jeg ham at gjøre mig Følge før han havde udgivet sine mange Farcer i eet Bind med Træsnit, men med Bortsløifning af det værste Personlige. Men endnu har jeg ikke seet til ham, saa han maa drive om her endnu." "Da bliver han nok en usynlig Jerusalems Skomager," be- mærkedes fra Auditoriet, "for ingen norsk Bog, der er ældre SIDE: 389 end Skandinavismens Indførelse, maa oplægges paany i Nord- skandinavien, som det forrige Norge nu kaldes . ." "Hvad? Ikke gamle Norge mere, som altid?" hvinede jeg ud imellem de sidste Tænder. "Nei Syd-, Øst- og Nordskandinavien. Leve Skandinavien!" brølte Auditoriet. "Nei Leve gamle Norge!" klapprede Dødningehovedet. "Hjælp, Siful! Ud med denne fordærvede Ungdom!" Knegten kom ikke medmindre han stak i den Markrotte, som pludselig hoppede udaf et af Dødninghovedets Øine. Det uskyl- dige Dyr gjør en forfærdelig Virkning. Hulter til Bulter styrter det hele rationale Auditorium, som uden mindste Skræk havde hørt et Dødninghoveds Foredrag, udpaa Døren og Rotten efter. ============================== Fil: wv1.txt Bind: Samlede skrifter V, 1. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 TIL NICOLAI WERGELAND [Kristiansand, april -- mai 1814.] Gode Fader, maa jeg heller komme ind i Rauns Skole. Jeg længes inderlig efter at see dig igjen. Gode Fader, vil du unde mig at komme paa Comedie, thi jeg har ikke været der meere end en Gang og den Gang fik jeg ikke seet mere end den første Acht med Liniedands og lidt i de andre Achter og det meste af den sidste saa at jeg ikke fik seet alle de Konster Dhrr: Paran og Winther gjorde, og mere har jeg ikke at skrive dig til. TIL IDA HAFFNER [7. desember 1824?] Med dette Brev vil de, høistærede Frøken, modtage de be- lovede Brikker. De ere saa klodsede, at jeg skammer mig ved dem; men da jeg troede det var bedre de kom, som de ere end at Ingen kom, saa sendte jeg dem. Deres Feil skal jeg korteligen vise og gjøre godt, saa vidt jeg kan. Jeg indbilder mig nemlig de omtrent vil synes saa: SIDE: 2 IDA. See hid, Herr Mester, see, de Brikker er' ei blaae! Hvorfor? om jeg maa spørge. Hvi kan jeg ei blaamalte Brikker faae? Det var en Ting, hvorfor du skulde sørge! Mon det for Intet hedder Blaamandsspil . .? HENRIK Tilgiv mig Frøken! Jeg ei kunde, Saa gjerne, som jeg ogsaa vil . . . . . DE. Du vil og ikke kunde . . . .? . . . . . Ingenlunde . . Siig heller, du ei det forstod; Det bedre for dig lod. JEG Jeg tilstaaer, jeg det ikke veed; Bliv blot ei, gode Frøken, vred, Fordi jeg udmunderte dem ei blaae. (Jeg troer det for det Samme og kan gaae) Distinction der bliver jo, Sku' jeg troe, Imellem Guult og Sort . . DE: Du Narrifas! See videre de monstra du har gjort: To Dusin Djevle gule. (Ei styggere de kom fra Fandens Hule) Med Chapeaubas, Kan Damer spille vel med dem; Det er jo svarte Fanden selv . . . . . Nei . .! Henrik skjælv! Synk ned . . . . Nu bli'r jeg vred. De er' saa underlig', Kort -- De ligne dig.! SIDE: 3 En sær, fordrejet Smag, Ligger jo for Dag Ved saadan Form . . . . Hu! . . Fy! du græder . . .? JEG. Af Sorg jeg mine Kinder væder; Mislykte Fostre vakte den Men -- Jeg vil ei dølge, Mit eget Hoved var den Norm, Jeg maatte følge. DE. Ja da min Ven! De maatte blive gale. Et Alvorsord endnu jeg til dig tale: Naar du ei bedre kunde gjøre, da skulde du saa friskt ei ladet høre: Du kunde dreje lidt, Ja maaskee ogsaa dem. Du skulde tiet . . . . Stille Men . . fy! der seer jeg atter trille Taarer frem. (Den Lectie vel til Hjertet gik) Jeg er jo ei saa slem . . . . . . . . . Henrik! JEG. Hvortil mon disse skabte ere Uden for at være Kujoner. For at de tapre Amazoner Seierskrands kan bære . ! Ved dem beseire kan de sø Paa Berger Tante Ø!. . . SIDE: 4 DE. . . . Gaa nu Din Vei . . . JEG. Nei! Kom kuns ihu: Der følger Regning, som er svær DE. Kom frem Med den . . . Om du tør . . .! JEG. Den er her. . . . Hør! Hvis de mig rigt belønne vil, For Fliden, Som virkelig er megen liden; Saa mig beær Med et Spil Med de Sorte og de Gule Til Jule. DE. Du fordrer stort; du spiller slet. JEG. De mener: net! Jeg spørger andengang: Vil de? DE. Ja! Jeg skal see .! Adieu! Nu har jeg opregnet Feilene; dog glemte jeg, at de ikke ere blanke; hvorfor maaskee lidt Skjænd kan vanke, og jeg troer at jeg gjorde det ligesaagodt, da det dog var aldeles ligegyldigt, ved at poeticere min Anklage og Forsvar. -- Jeg veed ikke om det var rigtigt, at vise dem min Færdighed i at skrive Riimbreve, eller idethele at skrive til dem; men naar SIDE: 5 jeg forsikrer, at det falder mig lettere det Første, og at et lystigt Lune var Versenes Moder og naar jeg veed, at jeg har dem til Dommer, saa falder Skruplerne bort. . -- Snart, vil jeg haabe, skal jeg have den Fornøjelse at see dem og deres gode Moder, hvilken hilses af deres hengivne Ven og Tjener Henrik Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND [Christiania april 1825?] Gode Fader Til Pintse haaber jeg at komme hjem; nunc mihi magis enim litteris (duris atque amaris) vacandum quam parentes dulcissimos visendum est. Min Oncle er sommetider hos mig og da politicerer vi en Timestid og taler om dig. Efter hvad han siger, saa ønsker jeg Min ædle Fader! Du hvis Pen Frimodig tolkede for Norge Dets største Savn: til Klippeborge Hvis Mnemosyne kaldte hen De skjønne Muser: Du som maled' Med stærke Træk, et blodigt Slaverie, Og viste, da du saadan taled, At Normænd efter Secler først var' frie, Da Lænken brast, som over Havet bandt -- Da mørke Taage (semper spero) svandt! Du, som paa Altret ædel lagde, Selv fattig ned din Hædersløn, Genie og Kundskab dig tilbragde (Bevidsthed altid meer end Guldet sagde) -- Din skjønne Daad, den føler dybt din Søn! -- Men -- skjøndt din Datter Mnemosyne skal Med evig Laure krandse vist din Tinde: Saa Pennen grib! Dit Norge fordrer meer! Da evig Norge hædre skal dit Minde! Saa ere mine og din Broders Tanker. -- Coute qu'il coute -- nullum pretium nimis, tanto præmio arridente! Sic censeo. SIDE: 6 Nu Pengesagerne: Skrædderregningen følger med qvittert: jeg har tilgode 1 og 8 Skil. da han ei havde Smaapenge. -- Frøet koster 1 Sp. 1 -- 12 og Aspargesfrøet, da Rødder ei ere at bekomme, 1 Mark. Pode- qvistene kunde jeg ei faae hos Gartneren; men kanskee paa Tøjen, hvor jeg ei kunde komme formedelst slet Føre og knap Tid; men snarest muligt skal jeg sende dem. -- Manuscripterne vare ei afsatte -- Forordningerne følge med samt Bogen Robin- son som koster 1 Spec, tilligemed Forklaringerne à 1 Spec og 2 Mark. Af Guttene fik jeg 6 1/2 Specie, hvoraf altsaa 1 1/2 til Frøe 1 -- 48 til Forklaring 1 -- - Robinson 3 -- 4 -- 12 Gjenleveret dem 2 -- 12 Ditto -- 1/2 Spec. Summa Summarum 6 1/2 Spec. Jeg fik ligeledes af Pengene til Logie 2 Spec: for meget, da jeg blot skyldte 10 for Marts, hvilke jeg gav Guttene, da de vare komne til kort. -- Jeg har alt fortjent og faaet 5 1/2 Spec for Privatlæsning. -- Hils alle gode Fader fra din flittige Søn Henrik. TIL CAMILLA WERGELAND Eidsvold 9 Jan. 1827. Kjære Søster Camilla! Jeg skriver her fra Hjemmet et Par Ord til Dig, hvorhen jeg kom iforgaars først, efter en temmelig kjedsommelig Juul i Chri- stiania. Hos Auberts var jeg blot 2 Gange, og var da engang Tilskuer ved en Comedie (Alpehyrden af Balth. Bang). Alle Auberts Børn, undtagen Frantz, Jacobine og Julie, alle Vibes og Jette og Mad. Glükstad opførte ret godt. Chr. Glükstad var Souffleur. Andreas Vibe er bleven Ridder af den russiske St. Annaorden tilligemed et Par andre norske Officerer, fordi han var med paa Expeditionen til Finmarken. SIDE: 7 Jeg kan hilse dig meget fra Graapiis. Han ligger og snorker paa Commoden, mens jeg skriver dette. Han trives særdeles vel, og jeg har klippet et lidet Mærke i hans lodne Hale forat kjende ham, naar han lusker over Gaarden (hvilket dog skeer sjeldent, formodentlig formedelst Kulden, der gjør Kakkelovnen saa sær- deles tiltrækkende). Graapiis med paaholden Pen. NB. Dette er et facsimile af Piis's Pote. Jeg var hjemme lige til 10 Sept., men har saa været i Chri- stiania siden. Lad mig see, Du som en rask norsk Gjente beholder dit Mod, er flink etc. Her er alt Gudskelov vel. Du skal holde mere af Norden- vinden end af alle andre Vinde, fordi den kommer fra Norge, og af et Grantræ, om du seer noget, mere end af andre Træer! Et lyksaligt Nytaar ønskes dig af din stedse kjerlige, ømme Broder Henrik. P.S. Hils mine danske Fættere. TIL GERHARD MAGNUS E -- 8 Apr: [1827.] Gode Magnus! Skriv mig dog engang til. Har Du af Prælimi- narist Kyhn for 1/4 Aar faaet et Brev? Svar mig herpaa! Jeg vil, da jeg har særdeles Hast, blot bede Dig have mig i ven- skabelig Erindring, og, om Du kan, at laane mig hvad Du har, el. kan faae af Hjelms Philosophie. Besøg mig i Pintseferierne. Din oprigtige Ven Henr. Wergeland. P.S. Hils Rubach og Fougstad. Tilgiv mit stygge Brev, en Af- fødning af Hastværk og gammel Sluddervorrenhed. TIL VEDASTINE MALTHE Eidsvold 29 Julii [1827]. Gode Fru Malthe! De maa have hørt hvad der hændte da Deres Familie var her. Jeg vover at skrive dette for at bede SIDE: 8 Dem ikke at være vred eller forstørre et ulykkeligt Menneskes tunge Skjebne ved Deres Uvillie. Jeg skriver ogsaa dette for at bede Dem for mig at bede Deres Familie om Tilgivelse fordi jeg forstyrrede den Fornøjelse, De mulig hiin Aften kunde havt: jeg takker Lovise fordi hun -- som jeg dunkelt troer at erindre -- var saa godhjertet at see til mig da mit Hoved brændte og jeg neppe var mig selv mægtig: jeg beder den gode Hulda intet Nag bære til mig -- intet Nag -- ved Gud! jeg fortjente en bedre Skjebne. . Hun maa ikke hade mig, ikke foragte mig: bed den Gode tilgive mig, om jeg har bedrøvet Hende, for min Kjerlig- heds, Hengivenheds Skyld: lad min skrækkelige Skjebne forsone mig med hende. Kunde Hun see i min Sjel, jeg var vis paa Huldas gode Hjerte vilde beklage mig og ikke kunne nære de Følelser, jeg frygter for. O, Hulda vil ikke hade mig, fordi jeg bedrøvede Hende, naar Hendes gode Moder beder Hende derom, ikke foragte mig fordi mine Følelser brusede over og jeg viste mig svag og lidenskabelig! Jeg er nu rolig, som en Harpe, hvis Strenge alle ere brustne, og min Fornuft kan oversee min Stilling og den mørke, uafvende- lige Retning, min Skjebne maa tage og har taget; men jeg har Øjeblikke, da jeg ikke kan dette, da alle Gjenstande, alle Ideer krydse hinanden paa engang, og Alt svæver for mig som i en Taage: jeg har Øjeblikke, da jeg ikke kan vurdere mine Skridt og jeg ikke veed om det er Sandt eller blot en Drøm, hvad der vist, vist er hændts: jeg er da aldeles sløv og ligegyldig -- der lægger sig en kold Riimfrost om Hjertet, som, naar Bevidstheden vender tilbage, smelter i Graad og en unævnelig Følelse af Sorg og Vemod. Det er med en saadan Følelse jeg skriver dette til Dem ædle Frue! jeg benytter et saadant Øjeblik til at fortælle Dem hvor- ledes jeg har kunnet handle saaledes som jeg har handlet: Midt i Januar sagde jeg Deres Datter, baade mundtligt og skriftligt, at jeg holdt meget af Hende. Hulda behandlede mig særdeles ædelt, og gav mig det rimelige Svar: "Nei!" da Hun, som hun ogsaa sagde, maatte holde det for et Øjebliks Indfald af mig, og Hun holdt mig for temmelig letsindig." Da vi næsten ikke kunde siges at være allene, kunde jeg ikke videre udvikle mig; men maatte forlade Hende med mit Afslag og med forhøjet Kjerlighed og Agtelse for Hulda, da den Gode viste en saa god SIDE: 9 Forstand og et saa ædelt, godmodigt Hjerte, at jeg maatte be- undre Hende i samme Grad som jeg maatte beklage mit Tab. Jeg var dog ikke saa letsindig som Hulda troede -- jeg glemte Hende aldrig, men nærede desuagtet et svagt Haab, da jeg troede (daarligen) at Intet var umuligt for sand alvorlig Kjerlighed, og at vore Characterer stemmede temmelig overeens, at Hulda den- gang ikke burde have svaret anderledes, men at Hun engang vel, naar Hun havde prøvet min Lidenskab for Hende, ikke vilde nægte mig Haab, naar jeg forresten vilde vise mig Hende værdig. -- Jeg saae ikke Hulda næsten et halvt Aar, men da jeg gjensaae Hende, var det ikke Hendes blomstrende Skjønhed som opfriskede min Lidenskab; thi den havde i Huldas lange Fraværelse den hele Vinter, saa aldeles behersket min Sjel, at -- jeg skammer mig ved at sige det, -- det var mig umuligt at bestille Noget, hvad det saa skulde være: -- jeg haabede, jeg drømte, jeg tænkte ideligen paa hvorledes jeg skulde vinde min tabte Himmel tilbage, og jeg vidste, at fik jeg først Grund til Haab vilde min Sjels uvirksomme, slappede Tilstand igjen hæves, og at jeg da snart vilde gjenvinde dobbelt hvad jeg i Studier havde tabt. Det var ikke Huldas blomstrende Skjønhed, som lod min Lidenskab voxe til en saadan svimlende Høide, at min Forstand ikke kunde hæve sig over den, men endnu mere det Blik, jeg havde kastet i Hendes Sjel, og som grundede min Kjerlighed paa Agtelse og den inderligste Beundring: min Indbildningskraft, hvis fulde Virksomhed Intet i min Ensomhed formaaede at afbryde, ud- dannede sig et Ideal -- kort min Sjel var liig det Skib, som er kommet Malstrømmen for nær: det kjæmper, det sætter alle Seil til; men -- forgjæves! de sorte Klipper rage alt som skum- dækte Tænder frem af Hvirvelens Centrum -- ha! nu er det gaaet under med Top og Tavl! Jeg kjæmpede, jeg stred med mig selv, med min Stolthed, som længe qvalte enhver Tanke om nok engang at bede om den Piges Hjerte, som engang afslog det, men min Stolthed eller Selv- følelse og min sunde Livsphilosophie vare Kjæmpere, med Hjelme af Avner og Landser af Halmstraae i Kampen mod de Rækker af gyldentrustede, dristige Forventninger og modige Planer og de tusinde purpurklædte Drømme, der flagrede om som Sara- cener paa deres glindsende Heste i Ørken, og som min Phantasie opfyldte min Sjels Synskreds med. Hver Gang jeg var i Risebroe, SIDE: 10 fik hine to Kjæmpere Dødsvunder; men kun der var jeg nogen- ledes glad; hjemme var jeg følesløs for Alt og aldeles eensidig: jeg følte vel at jeg ikke burde være hist saa ofte; men Hulda havde sagt til mig, da Hun gav mig sit Afslag, at Hun ikke kjendte mig, og jeg besluttede da, da jeg var paa det Rene med mig selv, at jeg skulde, for at afbryde min uvirksomme, passive Til- stand, tilbyde Hulda min Haand andengang og paa enhver Be- tingelse og det snart, noglegange at skjænke mig den søde Glæde at see og tale med Hende først. O, jeg er et Menneske, som klattrer til Himlen paa en flagrende Spindeltraad, hvis Indbild- ningskraft er saa stærk, at den lader mig lee, hvor de Fleste andre neppe smile, og græde, hvor Andre vilde gabe! Da jeg havde været i Risebroe nogle Gange, skrev jeg et Brev til Hulda og hendes for mig dyrebare Forældre, men som jeg ikke sendte, da jeg maatte endnu engang og nok engang see Hende. Jeg bad deri Hulda, hvis Hendes gode Forældre Intet havde derimod, give mig et Løfte om "Ja", dersom Hendes Hjerte var frit, naar jeg inden halvandet Aar fremstillede mig med Embedsexamen med bedste Charakteer: jeg bandt mig til Hende ved mit Æresord; men ingen Forpligtelse skulde hvile paa Hende ihenseende til Hendes fri Valg i den Tid eller saalænge Hun selv vilde: jeg lovede ogsaa deri aldrig at see Hende før den Tid og aldrig uden jeg i den Tid havde opført mig ulasteligen. Men -- jeg var saa uvis, om hvad jeg skulde gjøre, og endelig blev min Beslutning, at den Dag, Hulda først kom hjem til os, vilde jeg bede Hende om en Samtale i Enrum, hvor jeg vilde bede om Hendes Tilladelse til at tale med Hendes Forældre om hiint For- slag: jeg vilde roligen udvikle for Hende Alt: jeg vilde sige Hulda, at jeg ærligen vilde arbeide for at blive Hende værdig, at jeg vilde rette mig i Alt efter Hendes Raad og Vink og, at jeg følte mig for evigen bunden til Hulda og Huldas ædle Forældre, at min Characteer, uagtet dens lidenskabelige, heftige Anstrøg, dog i Grundtonen nærmede sig Hendes, at jeg Intet forlangte uden at Hulda skulde give Agt paa mig og fandt den Gode mig da værdig, naar hiin Tid var forbi, og Hun selv var frie, skulde det fjerne Haab nærme sig sin Opfyldelse: iøvrigt, dersom Hulda aldeles Intet vilde svare da, vilde jeg bede om Tilladelse til at skrive Hende og Hendes Forældre til om en Tid, da Hun da vilde kunne betænke sig. Dersom Hulda derimod gav et ubetinget SIDE: 11 "Nei" vilde jeg bedet Hende ikke erindre mig med Uvillie, og roligen taget en bestandig Afsked med Hende. -- Jeg vidste at sidst Torsdag var Dagen, da min Skjebne skulde dreje sig: jeg havde besluttet i Haugen at tale med Hulda: men der blev ingen Spadseren af og jeg saae med stedse stigende Spænding den ulykkelige Dag at rulle sig mere og mere sammen i sit Slør. Om- sider beder jeg Hulda om en Samtale i Enrum, eller ogsaa i Overvær af En af Hendes Søstre; men Hulda, Hulda nægter det, nægter mig dette. Jeg havde ikke ventet det: Hulda vilde ikke give mig ti Mi- nutter for mit hele Liv! Jeg fandt det meget haardt: halv van- vittig agtede jeg ikke Hendes Bøn om Intet at sige: jeg kunde ikke erholde en Samtale i Enrum: jeg erindrer Intet -- jeg rakte Hulda min Kjerlighed som en dugget Rose: hun gav mig den igjen som Vanvids bedøvende Valmue. O Gud! det havde ikke skeet havde jeg talt med Hulda allene: jeg vilde roligen have taget Afsked med Hende og skjult mig paa mit Værelse: jeg vilde ikke bedrøvet Hulda og mine For- eldre, ikke havt Forbrydelser at angre, eller nu været i en Til- stand, Gud befrie et Menneske fra at være i. Jeg har det Haab, at Gud snart vil lade mig døe -- jeg er fornøjet derved, jeg er glad derved. Min Volcan maa snart være udbrændt og styrte sammen -- jeg er glad derved! Et svagere Legeme vilde meget snart bukke under for Følelser som mine. Fortvivlelse er ræd- som. Jeg troer ikke Hulda burde have afskaaret mig alt, alt Haab. Haabløs Fortvivlelse er rædsom. Jeg vilde jo gjort alt: jeg vilde have blevet et godt Menneske. Jeg har aldrig gjort Nogen uden mig Selv noget Ondt med Villie. Jeg burde heller ikke det; men havde Hulda ikke afskaaret mig alt, alt Haab, al Udsigt til en lys Fremtid, vilde jeg -- saa var min Plan -- strax i Kirken for Herrens Alter, i Huldas og hendes Søstres Nærvær, krævet Gud til Vidne paa, at jeg aldrig vilde med Vidende gjøre uden Godt. Hulda burde ikke have aldeles, aldeles berøvet mig den mindste Udsigt, naar Hun saae min Sjel saa ganske knyttet til Hendes: jeg vilde vist have været god mod Hulda, jeg vilde jo gjerne have biet, gjerne, først naar jeg havde taget baade theologisk og juridisk Examen, seet mit Haab træde frem af Mørket: jeg vilde ikke være bleven staaende, naar jeg da kom i en Bane: jeg vilde jo anstrenget mig for at SIDE: 12 krandse Hendes Tinding med Hæder og lægge Lykke for Hendes Fødder. -- Ha, nu er Alt, Alt forbi! alle mine Planer og For- ventninger! alt uden min bitre Sorg! alt -- min Sjel er Tham- beskjelvers brustne Bue! Alt er forbi, forbi, fortabt! Alt burde Hulda ikke have betaget mig! Naar jeg tænker paa hvad der er hændt, svimler jeg, jeg kan ikke fatte mig. O -- dette Brev, som jeg er saa dristig at sende Dem bærer vist Præget af min uordentlige, forstyrrede Tankegang; men det vilde ikke blive bedre om jeg skrev det om. Naar jeg tænker paa min Fremtid, sortner det for mig -- jeg skjælver. Jeg sagde til min Fader, at jeg maatte til Grækenland, at mit Liv dog ikke skulde ganske spildes. Han forbød mig det ikke; men med blid Sorg mindede han mig om mine Forældre. O Gud, hvad skal jeg gjøre? Jeg ønskede andengang efter den ulykke- ligste Dag ikke at have Forældre. -- Jeg veed det, jeg skulde bekjæmpe min Sorg: jeg vilde det; men jeg er saa overbeviist om at Alt er tabt, at jeg er fortabt. Jeg veed, jeg vidste det forud, at Hulda alene havde en absolut Indflydelse paa baade mit indre og ydre Liv. -- O Hulda! burde ikke betage mig alt, alt: Ømhed for Hende er den første Følelse, den stærkeste, næsten eneherskende hos mig. -- Lever man ikke lykkelig med Den som elsker En? Jeg troer det, og jeg veed jeg elsker Hulda og vil bestandig gjøre det mere end enhver af alle De, som engang vel ville beile til Hende: Hulda maa have hørt noget meget Ondt om mig; men mange gives der, som kalde mig Deres Ven og smigre mig i Øinene og tale ilde om mig ellers: naar Hulda havde seet i min Sjel vilde hun fundet Lys og Skygge i en stærkere Afvexling end i mange andre Sjele, men mere, mere Lys end Skygge: min Kjærlighed til Hulda var skjøn om den endog var lidt phantastisk; men dette klædte den godt, som mørke Øjenbryn et smukt Ansigt. -- Hulda burde ikke dræbe Alt hos mig -- o det er ikke Hulda men Skjebnen, Skjebnen -- : Jeg er ikke haard og mit Hjerte er ikke ondt -- det sige mine Fiender: mine Grundsætninger ere ophøjede, skjøndt et Phlegma kalder dem sværmerske og min Characteer er igrunden god trods dens Ubesindighed, Fremfusenhed og Lidenskabelighed. Jeg kan være lykkeligere og ulykkeligere end mange Andre i samme Omstændigheder formedelst mine glødende Følelser. -- Alt er tabt -- jeg er afsindig. SIDE: 13 -- O gode, ædle Fru Malthe! tilgiv mig . . jeg vilde været Dem en god Søn om Skjebnen havde villet det. Alle som kjende mig, holde meget af mig -- Hulda vilde ogsaa kunnet det. -- Jeg beder Dem hilse Alle fra mig: jeg takker for Deres Godhed, for Lovises Godhed, der bekymrede sig om mig: jeg velsigner Hulda: jeg er religiøs -- jeg vil bede Gud om Godt for Hulda: jeg beder Hulda leve vel, meget vel! Jeg savner to Papirer -- det ene var mit Farvel til Hulda, som jeg skrev ahnende hvad der vilde skee: jeg maa have givet dem fra mig da min Sjel var i Taagen: jeg troer Lovise har dem: Hulda skal have dem: jeg beder Hende ikke rive dem isønder: Hun maa ikke være vred paa mig fordi jeg bedrøvede hende: Hulda maa ikke hade mig: jeg er jo dog hendes bedste Ven. Eller Hun troer det ikke? -- Ha, jeg maa bryde af: det er Skam for mig ikke at kunne sammensætte et ordentligt Brev. -- Tilgiv mig! jeg er ikke vel! De maa forlade mig Dette. Henr: Wergeland. TIL VEDASTINE MALTHE [26. august 1827.] Jeg vover at bede Dem, ædle Fru Malthe! om, dersom Deres bedre Skjønnende Intet skulde have derimod, at overlevere Deres gode Datter Indlagte. Jeg beder Dem tillige undskylde mig for Dem Selv, for det, vist uordentlige, Brev, jeg et Par Dage efter det tungeste af alle Uheld, var saa frie at sende Dem, og hvori jeg bad Dem ingen Uvillie, intet Nag nære mod mig. Jeg nærer det Haab at Deres eget og Døttres gode Hjerter har tilstaaet mig idetmindste en Deel af min Bøn. Jeg vil ud- sone min Forseelse. Med den inderligste Ærbødighed og varmeste Hengivenhed Henrik Wergeland. SIDE: 14 TIL HULDA MALTHE Eidsvold 26 August 1827. Det er en Maanedsdag siden jeg grov liden Kirsti i Muld . . en Maaned? en Maaned? -- har Tiden da mistet sit hvirvlende Hjul? Jeg stoler saa meget paa Deres gode Hjerte, at jeg haaber, De ikke vil tilintetgjøre disse Linier ulæste, om de end i Begyndelsen maa opvække ubehagelige Erindringer, og om de ere formede af en Haand, De maa hade. Jeg vilde ikke skrive Dem til, dersom jeg ikke skyldte mig selv det, og at jeg altsaa bør det troer jeg; desuden -- jeg reiser naar denne Maaned er ude og, da jeg vist ikke i lang Tid seer disse Egne igjen, kunde jeg ikke nægte mig den smerteligsøde Følelse at tale med Dem for sidste Gang her igjennem den døde Skrift -- det eneste Middel, som staaer mig tilbage. Jeg faaer bære min Skjebne: den at see lutter glædesløse Dage imøde; men Deres Uvillie kan jeg ikke bære: tilgiv mig derfor saasandt De er et godt Menneske, og, naar De engang hændel- sesviis hører mit Navn nævne, eller paa en anden Maade uvil- kaarlig maa erindre Dem mig, forbind da intet Nag, ingen Uvillie dermed. Jeg beder Dem . . For at lette Deres gode Hjerte denne skjønne Sejer, kan jeg forsikre Dem, at jeg maaskee var mindre virkende Aarsag til den, for mig skrækkeligste, for Dem ubehageligste af alle Hæn- delser. Jeg har nemlig hørt, at man, allerede før De med Deres Søstre kom, mærkede hos mig en paafaldende Aandsfraværelse, Ytringer af en høi Spænding i Sjelen, som jeg iblandt andet ytrede ved en uvilkaarlig Latter, da man sagde mig, at Malthes kom. De forskjelligste, voldsomste Følelser gjennemkrydsede mig den Dag i den Grad, at min Forstand ikke formaaede længere at beherske dem. Jeg lignede et Skib, som krænger i Stormen, saaat Seilene og Vimplerne dyppes i Vandet. Især den smerte- lige Følelse, at jeg maatte give min Stolthed tabt, naar jeg atter vilde henvende mig til Dem og Bevidstheden om at jeg ikke vilde kunne andet, da min Lidenskab var voxet til en saadan Høide, at mit hele Væsen var aldeles opløst i den, forenet med Tvivl, Længsel efter at see Dem, Forventningen om hvad min Skjebne vilde blive og som det ene Øjeblik bar et lyst, det SIDE: 15 andet et mørkt Præg, Angest, tunge Ahnelser, Planer gjorde mit Indre fuldkommen ligt et oprørt Hav, allerede før jeg talte til Dem og bad Dem om en Samtale. Da jeg, efterat De havde nægtet dette, atter bad Dem, var jeg saalidet mig selv mægtig, da Visheden om at Alt var tabt saa voldsomt kastede sig ind i mine øvrige Følelsers Hvirvel, at jeg ikke tog i Betænkning at gjøre dette, med et forstyrret Udseende, midt i Selskabet -- -- Ved Gud! jeg kan være ubesindig, jeg kan være uden den rigtige Tact for det Anstændige, jeg kan lade mig ene og alene lede af den første Impuls, uden at overveje Tid, Sted og de rimelige Følger; men jeg forsikrer Dem, at i en sund, normal Legemstilstand vilde det aldrig skeet. Jeg holder mig nu for fuldkommen istand til at bedømme mit Skridt, men det er mig umuligt at begribe hvorledes jeg kunde handle saa. Det var mig derfor, paa en vis Maade, behageligt at høre, at man allerede forud mærkede at jeg ikke befandt mig vel, da en saadan Til- stand, som jeg dog kun uegentlig kunde være Skyld i, maatte for Dem betage min Character det Anstrøg af Lidenskabelighed og Udelicatesse, jeg syntes at lægge for Dagen. Jeg troer, at De, skjøndt den Forurettede, maaskee vil være min mildeste Dommer; men, om min udelicate Fremfærd alene eller for største Delen var selv Aarsag i at jeg blev et Rov for Fortvivlelse og at mine Sandser vildedes, saa leed og lider jeg jo Straf nok, og saameget mere vil De ikke lægge Byrden af Deres Uvillie til mine øvrige Sorger, da min Handlemaade, skjøndt i Grunden en monstrøs Søn af Heftighed, Overilelse og deraf at min Fornuft fandt saalænge Behag i min Indbildningskrafts Gjøg- lerier, at den omsider blev en Slave deraf, dog, nærmest taget, uden at Characteren lider sønderlig Brøst, var en Følge, et Ud- brud af en Sygdom: en Sjelssygdom, som ogsaa virkede paa Legemet, hvilket jeg kunde see deraf, at min Svindel, som den efterlod sig, kun ved Lægemidler lod sig fordrive. Desuden var jo, naar jeg vil gaae tilbage til den allerførste Grund, mine, isandhed skjønne, Følelser for Dem, og den faste Overbeviisning, at kun De vilde kunne gjøre mig til hvad jeg kan blive, at en Forbindelse med Dem og Deres Familie vilde have den mest heldbringende Indflydelse paa mig, forenet med Mistvivl, den første Grund til at jeg viiste en Svaghed, jeg maa rødme over -- den nemlig at give mig til Priis for Forhaabninger, jeg vel SIDE: 16 bedre vidste vare tomme og vilde styrte mig i Afgrunden, naar jeg troede deres falske Skin. Dersom jeg med fuldt Overlæg havde gjort hvad jeg gjorde, dersom jeg med Villie havde opført mig saa slet imod Dem, hvor kunde jeg da virkelig have holdt af Dem? Naar jeg havde da havt Forstand nok til at tænke mig Deres Stilling, og jeg roligen havde udsat Dem for saadanne Ubehageligheder, kunde jeg have elsket Dem da? Jeg vilde da blot have været den raa Egoist, jeg vilde været mere ufølende end det Gulv, jeg traadte paa, og jeg maatte da nødvendig, med en saadan Characteer, nu føle Forbitrelse ved Siden af krænket Forfængelighed og søge Trøst i Haan og Spot. Jeg føler ikke dette, men derimod tilfulde, at jeg ingen Prætensioner bør have, at der ingen Uret er mig skeet, men at jeg har meget bitterlig at angre, men mest at jeg imod Den, jeg ikke for mit Liv vilde krænke, ikke har opført mig uden slet: jeg føler den inderligste Hengivenhed for Dem og Deres Nærmeste, og jeg veed, at jeg elskede Deres Sjel og Hjerte meer end Deres Legeme og med en høi, reen og varm, om noget heftig Følelse, og -- at jeg ikke kan aflade det saalænge jeg er her paa Jorden og vel ikke videre frem heller. Min vakre, ædle Hulda! -- tillad mig og tilgiv mig, om jeg en eneste Gang nævner Dem saa -- hav nu Intet mere imod mig! glem mig heller med min Feil! Jeg vil vise Verden, at Ingen kan elske og nærme sig Hulda Malthe uden virkelig at blive bedre. Det skal være min eneste Trøst, at jeg om en Tid kan sige til mig selv: "jeg havde fortjent en bedre Skjebne." En anden Bevæggrund til disse Linier er den, at jeg veed, at der i Deres Familie ere blevne fortalte details om mig, som just ikke geraade min Sædelighed til Ære; men jeg kan paa min Samvittighed forsikre Dem og Deres Familie, hvis gode Om- dømme er mig helligt og dyrebart i alle Omstændigheder, at de ikke forholde sig saa. Jeg veed vel, at mit Liv forhen aldeles ikke kan tjene til Mønster, men saa negligeant har jeg dog ikke været om mit Rygte, som hiin Løgn vil gjøre mig til. Jeg har hørt dette af En, som havde det fra L. Dahl. Dersom Folk undertiden kan have talt om mig som et uordentligt Menneske, da kan jeg ogsaa herfor, næst Bagvaskere, fordetmeste Per- soner, som smigre mig, men hade mig fordi jeg har fornærmet dem enten ved Sandheder eller Sarcasmer, takke mig selv, da jeg SIDE: 17 til mine Feil maa regne Aabenmundethed og den tvetydige Dyd, at jeg deler Alt, hvad mig selv og mine egne Hemmeligheder angaaer, med mine Venner. At jeg nogensinde har været i slet Selskab, er ved den levende Gud! ikke sandt. Da maatte vel hellere mine Venner kunne kalde mit Selskab slet, om galt skulde være. Iøvrigt et Menneske, der knapt nok er 19 Aar vil man vel ikke gjøre til et Monstrum af Tøilesløshed og Vildhed, og, har jeg været uordentlig, da følte jeg isandhed Trangen til noget Ædlere. Men -- som jeg siger, Verden skal see, at Ingen kan nærme sig Hulda Malthe, en saadan Datter af en saadan Moder, uden virkelig at blive bedre. -- Jeg har hørt Trediemand finde det forunderligt, at jeg saa- snart kunde glemme Jfr. Selmer. Samme Tanke kunde jo opstaae hos Dem og derved tillige Meningen, om at De nok ikke havde feilet, da De sagde, jeg var letsindig. O De har vel ikke feilet i denne Dom; men -- jeg spillede ogsaa dengang mine Kort som -- et Beest: jeg sagde hvad jeg havde paa Haanden, lod Andre kige mig i Kaartet og blev da tydelig Bete, hvilket jeg ikke var bleven, dersom der da havde været Mandsmod hos mig. Jeg vil fortælle Dem en Mythe: "En skjøn Sjel -- De kan tænke Dem Petrarchs Laura eller Johanna Gray, eller hvilket andet ædelt Fruentimmer, De erindrer Dem -- hævede sig fra Jorden. Den udfoldede sig herligere og herligere igjennem jo flere Liv den vandrede: den havde allerede gjennemvandret Aandernes, Stjerneaandernes, Seraphernes, Che- rubernes og Eloahernes Klasser, da den øverste Eloah, forbauset over denne Aands Dyd og Glands, for ikke at flette et nyt Mellemled mellem sig og Englene, i sin Viisdom deelte den og sendte den atter ned til Jorden, at gjennemløbe samme Bane. Begge denne herlige Aands Dele vare hinanden fuldkommen lige, som en kløvet Diamant, og som to Stjerneskud dalede de tvende Søstersjele ned til Jorden. Den lunefulde Skjebne lod dem synke i to yndige Legemer i vort gode Fædreneland, og Menneskene, uvidende om deres foregaaende Skjebne, kaldte den Ene "Hulda", den Anden "Emilie". -- Jeg veed ikke hvilken gunstig Aand, der meddelte mig dette; men jeg ene kjendte disse Tvendes foregaaende Skjebne; maaskee min Sjel var de svage Levninger af Jorden, som endnu klæbede ved Aanden, og at jeg, nedstyrtet med dennes to ædle Dele, af SIDE: 18 en uimodstaaelig Drift, eller Gjenerindring af den gamle Forening, dreves til at opsøge dem; men komne her til Jorden maatte disse adlyde den Lov, at ligeartede Ting frastøde hinanden under visse Betingelser. Dette er blot en Mythe, men den strenge Sandhed er at jeg fandt langt mere hos Dem end hos Jomfru Selmer, hvor god og fortreffelig Hun end er; desuden var den inderlige Agtelse og Hengivenhed, jeg nærede, og nærer, for Deres gode Forældre ogsaa et Baand, som maatte knytte mig til Dem. Jeg hørte saa- meget Godt om dem -- jeg er en Enthusiast for det Gode, skjøndt jeg gjør det Gale -- at jeg holdt af dem før jeg havde talt med en Malthe. -- Jeg veed ogsaa, at der er bleven sagt, at jeg i min Dom over Dem og S. havde, hvad det Udvortes angik, givet den Sidste Fortrinet, og jeg vil ikke nægte, at jeg virkelig har sagt dette til en Ven, som jeg ei troede skulde bringe det videre, men jeg sagde det ogsaa efter blot andengang at have seet Dem. Jeg kunde meget vel udvikle hvad jeg i Deres Sjel og Character finder saa Elskværdigt og Fremstikkende for Hiins, men min Smiger, eller -- ikke Smiger men sande Roes -- vilde ikke kunne glæde Dem, ligesaalidet som De har kunnet finde noget Ondt i hiin flygtige Dom. At jeg finder Dem smuk, veed De, og at jeg holder Dem for meget god, ædel og fornuftig seer De af, at jeg, uagtet al Forbindelse, alt Haab derom er brustet, inderligen beder Dem om ikke at tænke ilde om mig. Jeg skriver alt Dette forat retfærdiggjøre min Character for Dem, forat vise Dem, at mit Hjerte havde mindre Deel i mine Feil end der kunde synes. Mit nu begyndende Liv skal ikke bringe Dem til at angre Deres Skaansomhed. Ingen, Ingen vilde dog kunnet gjøre det af mig som De; men, uagtet hele mit Haab om et lykkeligt Liv, hvortil mit hele Temperament synes at sigte, er forbi, uagtet Alt forekommer mig glædesløst og Verden har tabt sine livlige Farver -- latterligt for en Dreng paa 19 Aar -- har jeg dog for en Deel erholdt min Sjelskraft tilbage, som har lagt sløv, uden Springfjer, i den lange Tid fra jeg førstegang aabenbarede Dem mine Tanker og ligetil andengangs Catastrophe. Jeg vil nægte mig al Fornøjelse, jeg vil i en Hast tage Examen og søge min Trøst i den Tanke, at Hulda nu maa være forsonet, og i Bestræbelser for at erhverve mig et Navn. Ikke saameget mine Forældres Trøstegrunde, mine Venners SIDE: 19 Deeltagelse eller Doctorens valeriana har gjengivet mig min Sjels- sundhed, som en Plan, jeg med levende Interesse har opfattet, og som isandhed forskaffer mig en ligesaa skjøn som behagelig Adspredelse. Jeg havde nemlig fast besluttet, da jeg vidste at jeg uden Dem ei kunde blive god og lykkelig, for dog at gjøre nogen Nytte her, at ofre mig for Grækerne. Jeg maatte med Smerte opgive denne Plan, da min Fader vemodig foreholdt mig, hvad jeg skyldte mine Forældre, men jeg skammede mig, skjøndt jeg blot havde givet mig Selv dette Løfte, ved at den Tanke blot skulde være et tomt, ligesom pralende, Løfte, og ved, at jeg saa- ledes paa en Maade havde blot indbildt mig selv noget. Jeg be- sluttede derfor, da jeg holdt mig bunden ved dette phantastiske Løfte, at løse mig paa en Maade, som jeg fandt fyldestgjørende for min Ære, der var øm ved at holde sig selv for en Pralhans's Ejendom. Jeg fandt nemlig et Emne, passende at behandle som Frithjofs Saga af Tegnér: jeg greb den Plan med Interesse at udarbeide det og begynde dermed min Debut paa Parnas til Bedste for dem, jeg vilde ofre min Arm, og saaledes indbilder jeg mig, naar jeg skriver nogle Linier derpaa, at jeg arbeider eller fægter for dem. Da jeg finder i dette Arbeide en smuk Adspredelse, gjør jeg det med Lyst og altsaa gaaer det glat fra Haanden; ja, hvad der mere bestyrker mig, er en Dom af en lærd Mand og com- petent Dommer, som jeg ikke kan tænke paa uden at blive blodrød. Gode Hulda! -- o endnu engang maa jeg tale saaledes med Dem, da jeg ikke kan, ikke formaaer at skrive det kolde "Jomfru Malthe" eller endogsaa "høistærede Jomfru Malthe" -- gode gode Hulda! skjøndt De er ung, føler jeg dog den højeste Grad af Ærbødighed for Dem, for det rene Ideal af det Gode og Skjønne jeg forgjeves maa see i Dem. Dersom nu min Saga bliver god, dersom jeg tør lade den see ved Siden af Frithjof, vil De da tillade, at jeg svagt viser Dem min Ærbødighed ved at tilegne Dem den; men -- som jeg siger -- blot i det Tilfælde, at den virkelig bliver god, ikke middelmaadig, men kommer heelskindet ud af høje, lærde, fornemme, strenge Recensenters Kløer. -- Dog -- det har Tid endnu, men til Seenhøstes maaskee. O jeg vil glæde mig, dersom jeg kan gavne Hellenerne ved at sidde her i min Krog og fægte SIDE: 20 drabeligere end Hyrkaki med min Pen og øde mere Blæk paa Papiret end Bobolina har sprøitet paa Ægæerhavet. Jeg seer med Forbauselse, at jeg, ved mit Brev, har dynget et Herculesarbeide paa Dem; men dersom De virkelig alligevel læser det, er de meget ædelmodig, meget snild, meget god. -- De gjør mig meget Godt, men jeg Dem blot Ondt; hvorledes skal jeg da gjøre Dem noget Godt? Ved at slutte mit Brev, som dog har den Fortjeneste, at det er meget prosaisk. Jeg vil gjøre det -- strax. Dersom jeg ejede 10,000 Daler, gav jeg de 9,999 bort for at tale med Dem 2 Minutter før jeg reiser. Hvor let vilde jeg da ikke gaae min vamle Bane imøde, hvor, hvorsomhelst jeg vender mig, Valmuer stinke mig imøde? O Gud! jeg gav alle 10,000 bort for een Minut. Jeg vilde gaae glad til det vamle Arbeide, ved en dunkel Theologies Gjennemlæsning at søge samme Adspredelse som Den, der gaaer ud i Ørken, naar han finder Palmyras Ruiner ulidelig triste, og til den Glæde, i ledige Timer at beskjeftige mig med at sige og opfinde Sarcasmer over mig selv -- det rigeste Emne af Verden. Det er besynderligt, at ikke tusinde Spottefugle hænge sig paa mig; men de gjøre igrunden klogt i at overlade det til den mest Berettigede dertil og til den Bitreste. Aldrig kan jeg opgive Tanken om, at De og jeg godt vilde kunnet harmonere: jeg veed med mig selv, at jeg i væsentlige som uvæsentlige Puncter vilde, paa Deres mindste Vink, have rettet mig: jeg troer ogsaa, at, i Grundtrækkene, stemme vore Characterer: og det veed jeg, det veed jeg vist, at jeg elskede Dem -- o endnu, endnu og bestandigen -- med Følelser, som ikke vilde vanhelliget vor Frelsers Bryst. Men jeg har handlet daarligen, daarligen, afsindigt -- o mere end afsindigt. Men Sjelen, om Skjebnen er mørk som Nathimlen, hænger jo fuld af funklende Planer, og Stjerners guldrøde Frugter. Jeg siger, jeg har Stjerner -- jeg har ingen, intet Haab, ikke saameget som Sir Kenneth om at erholde Edith Plantagenet; men -- Tretallet er et helligt Tal: jeg vil arbeide, jeg vil samle mig Fortjeneste og, naar jeg har en god Examen og et Navn, vil jeg endnu engang -- den Sidste -- dersom Huldas Haand og SIDE: 21 Hjerte endnu er fri -- bede den Ædle om at gjøre mig lykkelig -- ha, i en Grad, jeg ikke kan tænke mig uden at svimle. -- Jeg vil vel bede haabløs, men jeg vil da ikke gaae bort uden den gode, ædle Huldas Agtelse eller Velvillie. Jeg kan ikke glemme Dem, ikke udslette det Indtryk, De har gjort paa min Sjel. Er jeg derfor maaskee svag? Jeg kan ikke glemme Dem, men jeg vil og kan finde mig i Skjebnen. -- Levvel! Jeg har beseglet dette Løfte med Graad -- gid det maa være den sidste paa lang Tid. Vær min milde Dommer: jeg beder undertiden til Gud, jeg vil bede, og jeg gjør det og stedse, for Dem. Dersom jeg kunde tale med Dem een Minut, istedetfor at sætte dette Brev elendigt sammen, vilde jeg rense Deres Faders Skov for enhver Splint; men -- jeg tør ikke, jeg kan ikke . . vær blot ikke vred, men siig ved Dem selv, naar De vender Dem fra dette Papirs Aske: "han vilde det dog ikke saa ilde!" Lev evig vel! Jeg maa stedse erindre Dem med Ærbødighed og Ømhed og Vemod. Henr: Wergeland. TIL VEDASTINE MALTHE Christiania den 22de Sept: [1827] . Jeg har herved den Ære at oversende Dem, ædle Fru Malthe! i en convolut af Tak, den Bog, De saa velvilligen laante mig. Jeg har lært af den: jeg har maaskee min Deel af Charleston, og, man kunde troe, ogsaa af Clairford. Jeg vilde ønske, at det ikke var saa. Det er ikke saa! Dette Stykke vilde gjøre Virkning paa Theateret; men min Smag er nu saa forvænt eller fordærvet, at jeg endog finder Schiller og Oehlenschläger temmelig matte. Jeg kom uforsigtigviis til at beskadige Bindet, saaat jeg har været saa frie at forandre det. Jeg vil tillade mig her at bevidne Dem, min moderlige Ven- inde! min inderlige, varmeste Taknemmelighed. Jeg vil i Gjer- ningen bestræbe mig for at vise, at De ikke har ødslet Deres Godhed og Ædelmod paa en Uværdig. Jeg forsikrer Dem og Hulda derom. Jeg er meget lykkelig nu: jeg veed, jeg gaaer den skjønneste Bestemmelse imøde: det er en forhen ufølt Rolighed i mit Indre, som gjør dette, og denne Følelse har udviklet sig af Bevidst- SIDE: 22 heden om, at de ædleste Væsener, jeg kjender, gribe ind i min Skjebne, og om, at det beroer paa mig Selv hvorvidt denne skal fremtræde lys eller mørk i Fremtiden. De og Hulda vil troe mig, naar jeg siger, at jeg aldrig vil bedrage Dem, aldrig handle anderledes end at jeg uden Rødmen tør paapege det. Jeg er stolt af at kunne fritage min feilfulde Character for Falskhed. Jeg vilde før kunne bedrage mine Nærmeste end disse, ved hvem mit hele Væsen hænger. Jeg holdt af Dem, som om jeg havde været Deres Søn, førend Deres Handlemaade imod mig i den Grad opfordrede min Taknemmelighed, hvormeget da nu, da De har gjengivet mig mig Selv, gjort mig lykkeligere end ud- svævende Drømme kunde male sig det og lykkeligere end jeg -- fortjente? O, min moderlige Veninde! -- tillad mig at bruge dette Navn, som jeg finder, om end for dristigt, dog sandt -- søg Deres Løn i Visheden om, at De har gjort et Menneske bedre. Naar De engang seer tilbage til Deres daadfulde Liv, vil De i Erindringen herom finde en skjøn Perle: -- jeg vil ind- fatte den. O, vil jeg engang, i et nærmere Forhold, kunne vise Dem mine Følelser for Dem? vil jeg? -- Gud og Hulda raader. Mange Mennesker have Billeder af den, de holde af: det be- høver jeg ikke, og jeg har det forud herved, at Gjenstanden ikke røbes, men at den staaer der i al sin Skjønhed, tydelig indtil de fineste Træk og Nuancer, kun for mit Øje, hvor og naar jeg vil, dog helst alene, og straalende lige klart i Mørke som ved Lys. Jeg glæder mig meget nu ved dette ejendommelige i min Phantasie, at den saa troe kan gjengive Gjenstanden saaledes at Dennes Ejendommelige i de forskjelligste Former, i ligesaa forskjellige som i den optiske Cylinder, altid fremstiller sig, idealt skjønt, skjønt som Naturen, som det Reale, min Ideeverden drejer sig om. Jeg behøver ikke at sige Dem og Hulda hvilket Billede jeg gjentagne Gange med større og større Sjeleglæde lader gaae op for mig, og at det uudsletteligen med den inderligste Kjær- lighed og Agtelse er indpræget i mit Hjerte; men naar jeg over- lader mig til Erindringen og Indbildningskraften, maa jeg dvæle længst ved de Former af mit Myriorama, som viser mig den Gode og Dyrebare i de Øjeblikke, da det bedste Hjerte svøm- mede eller tydelig aandede i Hendes Træk. Isandhed jeg maa beundre mit Billede, der er en saadan Sjels Tolk, og jeg kan ikke blive mæt af at betragte det; og hvor glad maa jeg ikke SIDE: 23 være ved dette, da jeg veed, at ikke nogen bitter Følelse for mig kunde udaande sig i disse Træk? Dersom Bølgerne, naar de kun hæve sig saameget, at Livlig- heden intet taber, glidende imellem skjønne Bredder, som Stjer- nernes Speil, indfattet i Løvværk, kunde tale, vilde de maaskee udtrykke sig omtrent med nogle af indlagte Sonnats Vers. De og Hulda vil i dem see mine Følelser, see om de ere skjønne, og om min Sjel opfatter ret Indtrykket af det Høje hvorefter den stræber. Jeg seer jeg bliver vidtløftig; men De vil skjænke mig dette, min gode, ædle Fru Malthe! Man taler saa gjerne med Dem, man elsker, og jeg finder en saadan Fornøjelse i at tænke paa Dem og Hulda i mine ledige Stunder, at jeg ikke savner de Ad- spredelser, jeg har renonceret paa: -- hvormeget mere da at tale med Dem? Dette maa jeg dog tilføje: skjøndt min ulykkelige Hændelse temmelig, dog ei saameget som jeg havde tænkt, er bleven be- kjendt, og, naturlig, som en Hydra har voxet uhyre og i groteske Former, har jeg dog selv og ved Andre, faaet Vished om, at Huldas Navn neppe meget er berørt. For Spot har Tildragelsen aldrig været noget Emne. Jeg kan ei sige Dem, hvor kjært dette er mig. Navnet "Hulda" er mig helligere og kjærere end Jødernes "Jehovah". Jeg har ogsaa iagttaget en ubrødelig Taushed med- hensyntil det, som nu gjør mig saa lykkelig; men i min velsignede Hjembygd tænker jeg de kløgtige Hjerner have været i Bevægelse og conjectureret og gjettet, dersom de have faaet at vide, at jeg har været i Risebroe. Som et Beviis paa de slette Følelsers Ond- skab kan De tage hvad jeg ikke har villet besmitte dette Brev med, men sat paa en lille Seddel. Jeg hilser Hulda, min ædle Hulda! Jeg lever og virker blot i Hulda: Hulda er min Athmosphære, min Electricitet, mit altvir- kende, guddommelige Princip. Jeg beder Dem at sige Hulda, at jeg er det lykkeligste Menneske ved Bevidstheden om, at Hulda ikke hader mig, men er mig velvillig, er min Ven. O jeg er Hendes bedste, bedste Ven! Jeg vil aldrig vise mig anderledes mod Hulda end øm, oprigtig, om en Smule phantastisk. Min Kjerlighed er prøvet og skal prøves, den er grundet paa Agtelse og dens yngre Søster er Taknemlighed. Om et Aar vil Hulda see mig igjen anderledes; men gid ogsaa mit Y [dre?] maatte SIDE: 24 faae en mindre hæslig Form! Jeg beder Hulda fremdeles erindre mig med Velvillie og Godhed, og ogsaa De, min Lykkes Stifter- inde, min blide Norne! vil gjøre dette og fæste Tillid til hvad jeg har lovet. Levvel! Levvel! De og alle Deres! Den tolvte October feirer Ingen gladere end Deres ærbødige og taknemligt-hengivne Henr: Wergeland. Et saadant ædelt Væsen har villet indbilde Andre, og formo- dentlig sig Selv med, at H:, paa en temmelig haard og just ikke sandfærdigste Maade, har forsøgt at triumphere paa min Be- kostning. Jeg fortæller Dem dette som et Træk til Hines Characteristik, da jeg veed, at De allerede havde fattet disse i deres rette Lys. Jeg har nu hørt mine Bedrifter paa Grundseth fortalte; men -- ved Gud! ere de saadan fortalte Dem, da maa jeg meget, meget beklage mig som et Offer for saa afskyelige Tunger; men det er umuligt. Imidlertid er der bleven fortalt, Gud veed af hvem, langt større, meget hæsligere Udskejelser end dem, De veed; men ikke engang det var sandt. Min Fader kan være mit bedste Vidne. TIL VEDASTINE MALTHE Christiania 10de October [1827] . Jeg nærer vel en Frygt for at det maaskee mishager Dem, at jeg har vovet at tilskrive Dem og nu atter vover det; men -- jeg kan ikke maale den milde Fru Malthes Godhed: neppe, hvor høit jeg vurderer den, vurdere den efter Fortjeneste. -- Dette Sidste maa komme deraf, at det er mig uvant at støde paa saamegen Godhed og Velvillje, som maaskee vil være stor nok til at til- stede mig Opfyldelsen af denne min Bøn: at det maa være mig tilladt at have den Glæde at tilsende Dem den nye Roman "Napoleon". Skjænk mig denne sande Fornøjelse, gode Fru Malthe! Jeg vilde være saa glad, dersom den kunde gjøre Dem nogle Øje- blikke underholdende, Dem, som jeg maa takke for enhver til- freds Time. SIDE: 25 Jeg har havt indlagte første Hefte liggende en Stund for at oppebie det andet; men det kom ikke. Da jeg troer tre eller fire Hefter udgjøre et Bind, tør jeg maaskee, naar De har faaet et saadant Antal, udbede mig dem, engang ved Leilighed, til- sendte for at tilstille Dem dem i en solidere Dragt. Jeg har prøvet at udtrykke min Beundring for hint monstrum geniale; men jeg har i den, hvis Napoleon skal være Poemets Centrum, uforholdsmæssigt lange Indledning, styrtet mig ind i en Hvirvel af Hypotheser og i en original mystisk-philosophisk Aandelære, som jeg skulde have megen Interesse af at lade virkelig philosophiske Hoveder -- ikke orthodox-theologiske -- smage lidt paa. Jeg lægger dette Digt, som jeg meget uegentlig kalder "Napoleon" her hos, om De skulde kunne interessere Dem ved at følge Deres unge Ven i hans poetiske Dybsindig- heder, i Philosophemer, som han har Dristighed nok til at op- kaste uden nogensinde at have seet i en Philosophie. Deres skarpsindige Hoved vil bedømme mine Satser ret: -- Phantasien staaer for Fornuftens, Athenes, Tribunal. Jeg har i nogle Vers til en nys afdød Ven ogsaa ytret den Tanke: at Skjebnen, idet den berøvede mig ham, tog det Sidste fra mig, saa at den nu intet Mere vil finde at plyndre fra mig. Verden vil troe dette; kun De og Hulda og jeg selv veed, at det er ganske anderledes: jeg er jo saa riig og glad ved Deres og Huldas uendelige Godhed og ved alle Deres Velvillie imod mig: jeg nærer jo et Haab i Stilhed, som jeg ikke vilde bytte mod Frankrigs Throne: -- Visheden ikke for en Klode? Hvad mine Poesier angaaer, da nyde de den tvetydige Lykke at forstaaes tilfulde blot af rene Genier; hvorimod en stor Deel, skjøndt deres æsthetiske Mave finder Dem aldeles ufordøjelige, gabe og rose; men en anden Deel tvivler om at jeg forstaaer hvad jeg skriver og sige reent ud: det duer ikke. Jeg er imid- lertid meget vel fornøjet med et lidet Publicum af den første Klasse, og jeg er hemmelig glad ved at vide Norges tvende uimod- sigeligt bedste Hoveders, anseelige Mænds, i høi Grad smigrende Dom -- og det over mine daarlige Avisstykker. Det maa være det Individuelle deri, og det at jeg træder en egen Vei, som Disse finde saa tiltrækkende. Det synes vel ubeskedent af mig at ytre dette; men jeg veed, at De med den huldeste Godhed bekymrer Dem om mig, og at SIDE: 26 det glæder Dem om det gaaer mig vel. Jeg er vel glad ved at høre Saadanne bedømme mig saaledes; men jeg viser isandhed ikke min forfængelige Glæde eller rettere Følelse af Velbehag: stolt vil jeg ikke blive, om jeg engang endog skulde retfærdig- gjøre Hines Dom. Jeg vil aldrig kunne have anden Stolthed end den af at De, ædelmodige, ejegode Fru Malthe har skjænket og vil skjænke mig Deres Godhed og af Huldas Yndest -- hvilken Himlen forlene mig! Det vil ogsaa være mig tilladt at sige Dem, at jeg studerer skarpt og i ingen Henseende krænker mit Løfte eller besmitter min rene Tilbøjelighed for den elskelige Hulda. Jeg tørster efter Examen; thi Theologien, som den foredrages, gjøres ethvert ikke aldeles mechaniskt, taaget Hoved modbydelig, og jo længer det varer des mere. Der vil vel engang -- saa haaber jeg -- komme en Tid, da Hjertet vil føle sig lykkeligt, og da Aanden frit vil kunne bevæge sig i sin egentlige Sphære: en Tid, da jeg nær Dem, ved Huldas -- o en Guldalder, en Feeverden -- ved Huldas Side, med Hulda vil kunne dyrke Sprog, digte og tegne, hvortil Naturen goddædig skal have givet mig et ikke almindeligt Anlæg, naar de pligt- mæssige Studier ere fuldbragte. Vil Dette nogensinde blive virkeligt? O De og Hulda behersker jo mit Hjerte og Sjel: De kan jo danne dem som De vil: de ere bøjelige og ikke fordærvede, og vil jo gjerne naae Idealet, som i dem smelter aldeles sammen med Hulda. Men -- man stræber blot at naae Idealer: det højeste man naaer er Lighed, og Haabet lader jeg mig ikke frarive -- dette som ansporer mig til at stræbe efter at blive fornuftig og ædel- modig som De, god og mild som Hulda. Jeg er allerede ikke mere den heftige, brusende, hidsige, udskejende! -- Det er iovermorgen Deres Bryllupsdag: jeg kunde have ladet mine Følelser for Dem rulle hen i rythmiske Cadencer: men, blottet for den poetiske Dragt, maatte Kjernen være bleven den: "at de Menneskers lykkeligste Dag, som min Hengivenhed sætter lige med mine egne Forældre, ogsaa maa være mig hellig og kjær: at jeg maa være glad og bedrøvet med dem til hvem min Skjebne er knyttet, som jeg elsker og agter, som har trøstet og lykkeliggjort mig, som ved Ædelmod og Godhed for stedse har bundet min Taknemlighed og Kjærlighed." SIDE: 27 See her den rene Ytring af min Følelse, og jeg tillægger det Ønske: at Gud vil lade Dem og Deres Mand, sunde og tilfredse, see mange saadanne, den trofaste Kjærligheds, Festdage rinde op. Jeg vil paa disse stedse forene mine Bønner med alle dem som bønhørte stige til Himlen fra den Cirkel af Børn, hvormed De har forskjønnet Jorden. Jeg beder ofte godt over Dem Fru Malthe og over Hulda: jeg finder Jorden for arm for mine gode Ønsker for disse Kjære. -- De vil hilse Hulda? denne rosenklædte Eng, hvor min Tanke glad sig tumler. De vil hilse den Hulde fra mig -- den Eneste i Verden, som veed aldeles, hvor god og skjøn Hendes Sjel er, at den er en mangesidet Diamant -- hver Side en Dyd, som Hun har arvet fra sin Moder, at mit hele Væsen speiler sig i de klare Sider og at min hele Tilværelse bestaaer i det Billede, jeg finder der. O, lad mig engang finde det der! Jeg kaldte Huldas Sjel en mangesidet Diamant: jeg siger den hviler i et Rosenblad: hendes Legeme er skjønt som et Rosen- blad. Men Sjelen glimrer igjennem og Hjertet er det som gjør Legemet skjønt: det hersker paa Læben og i Smilet og i Kindens Eldorado: det kjæmper med Forstanden om Pladsen i Øjet, og denne Kamp er det som lader Øjet vise sig straalende, glimrende, roligt og klart. Panden er Fornuftens uomtvistelige Sæde: der sidder den som en alvorlig Gratie. O, dersom Hulda, Hulda har glemt at jeg elsker Hende, saa mind hende paa det: siig Hulda, at jeg elsker Hende, og vil elske hende ligemeget om eet Aar og om tredsindstyve Aar, at jeg elsker Hende som Engen Vaaren, der ikke kan blomstre uden Denne aander, at den Sætning vist er sand: man lever lykkeligst med Den, som elsker En meest . . Dette maa Hulda troe, da er jeg lykkelig, da ville mine Luft- casteller stivne i Templer med svævende Arcader og Colonner, ved det Trylleslag som Feen Hulda alene, alene mægter at gjøre. -- -- -- Jeg maa standse; jeg burde det maaske for længesiden; men min moderlige Veninde vil ogsaa nu være overbærende, og ikke unddrage mig en Velvillie, en Godhed, som gjør mig saa glad og SIDE: 28 stolt, idet jeg med saamegen Grund og den oprigtigste Følelse kan tegne mig Deres stedse taknemlige og ærbødige Henr: Wergeland. P.S: De bad mig engang i Sommer i Eidsvoldbakken, at see til at faae fat paa nogle vilde Castagner: jeg har herved den Ære at presentere en Haandfuld. Jeg seer med megen Ærgrelse, at Afskriveren har fordærvet det Exemplar, jeg lod ham afskrive af mit carmen om Napoleon: jeg fik det først efterat jeg havde talt i mit Brev derom, og De vil da maaskee undskylde de mange Rettelser, Versenes slette Stilling, til hvilken jeg troer Skriveren maa have taget de skjæve Been, han er i Besiddelse af, til Mønster. Jeg frygtede, at min egen stygge Kloe vilde gjøre galt, men denne ziirlige har gjort det tusindgange værre. TIL NICOLAI WERGELAND Christianiæ die post idus Novembris MDCCXXVII [!] [ ): 14.november 1827] . S: Summas gratias quidem tibi -- carissime pater! ago; sed quan- tum valent? valent -- insusurrat et dictitat cor -- vincula amoris nostri mutui arctius connectere, quamvis meritis tuis de me im- pares. Sed verbum solum præsens tempus præbet; -- verbum, ex corde prosiliens, manu porrecta offert momentum: Res vero, res restat -- annis tantum revelanda -- in sinu futuri gemitans jacet: gemitans, quod nondum nata sit, quod tempus, quo fructibus aureis curva procedet, lateat. Lætas meas gratias, singularem sane pietatem etiam lingva illa externa, me judice egregiæ illius dilectissimæ puellæ singularium animi facul- tatum diserta testis est. Forma pulcherrima, quoad orationem SIDE: 29 maxime concinna, epistolæ illæ ornatæ sunt: materia men mine Skjebner har tæmmet den, og en saa uhyre Letsindighed kan jeg ikke tænke mig mulig, ikke forenet med min Sjel, som, aandende alene af en ædel, reen, geistig Lidenskab, virker for mine Pligter som Søn og for at vise, at ikke De og Deres Moder ødslede Godhed og Huldsalighed paa en Uværdig. Idet jeg før undertiden overlod mig til et uordentligt Liv, gjorde jeg det af Mangel paa noget Bedre: nu har jeg jo dette Bedre: jeg har de ædleste, mest elskede Menneskers Deeltagelse. Lad mig ikke tabe denne, dette mit kostbare Kle- nodie, blide, elskelige Hulda! Berøv mig ikke det kjæreste, jeg ejer, fordi En eller Nogle misunde mig det og ville plyndre mig som Pharisæerne de fattige Enker! For at gaae i Detail, maa jeg rigtignok, ved Siden af flere- SIDE: 31 gange at have undslaaet mig for saakaldte Lag, som man vel ei kunde finde nogen Synd i at deeltage i, tilstaae, at jeg kun to- gange i denne lange Tid har deeltaget i saadanne, og det da engang paa min Fornufts Ruin. Jeg vil ikke forsvare det; men den strengeste Dommer tilgiver engang. Desuden -- det er længesiden, og jeg har udsonet en Sviir med mange, mange, ved Bogen tilbragte, Morgener, Dage, Aft'ner. Jeg vil blot ønske, oprigtigen ønske: gid man fortælle alt hvad jeg gjør; men ikke hvad jeg ikke gjør! Istem ogsaa dette Ønske, gode Hulda! De vil da høre Intet ondt, men meget mere Godt om mig, Deres ærbødige, trofaste Elsker, om den, som seer min højeste, sin eneste Lykke i Deres Godhed. Ikke fornøjede med at fremstille mig fra en letsindig Side, at tillægge mig en Letsindighed, jeg ikke, under mine Omstændig- heder, kan tænke mig engang mulig, da mit Maal, mit skjønne Maal, hvorefter min Sjel brænder, uafladelig staaer mig for Øie, har man ogsaa villet fremstillet mig fra en -- uædel Side, nemlig at jeg skulde have sagt, udspredt: "at det blot beroede paa min Opførsel om jeg skulde faae Hulda Malthe". Jeg vil ikke søge at fralægge mig Beskyldningen for et saa elendigt Pralerie: jeg har ikke fortjent Mistanken, om De skulde agte mig lidt nok til at fæste Lid til en saa skammelig Bag- vaskelse. O, jeg vilde ønske, at det ganske vist var saa! jeg var da vis paa at blive den Lykkeligste; men mit stille Haab giver ikke min alvorlige Tilbøjelighed Slip paa; thi saa svagt det er, er det det eneste blege Rosenblad en stormfuld Ungdom har levnet mit Hjerte; og Hulda under mig det til en glad Leeg for mine Drømme: det er det Seil, som, saa lidet det er, driver min Sjel frem. Jeg elsker Dem, Hulda! min Skjebnes hulde Styrerinde! varmt og -- taust. Jeg vovede ikke engang at tale med Ludvig om Dem, endskjøndt Navnet brændte mig paa Tungen hvergang han besøgte mig: naar han vilde gaae og jeg endnu ikke havde talet om det jeg helst og saa gjerne vilde tale om, tog jeg ham ved Kjolen, var forlegen, bad ham endelig at bie; -- men det kom dog ikke frem, jeg turde aldrig tale om Dem. Jeg loe ofte ad mig selv, naar han var gaaet. Først da Lovise havde fortalt mig Ovenanførte, talte jeg, fordi jeg maatte. Han veed jeg tog mig Dette nær, han trøstede mig. Nogle Dage før jeg fik Hiint at vide, havde jeg fortalt ham Noget, som nu viser mig en sand- SIDE: 32 synlig Aarsag til den sidste Bagvaskelse. Han vil kunne fortælle Dem det. Dette, siger jeg, giver en sandsynlig Grund til dette Ovenanførte; men det er jo ogsaa muligt at det er en smaaligt- tænkende Sjels Hevn, eller -- om til Hevn ingen Grund skulde være -- et Udbrud af en Yndlingstilbøjelighed? -- Gud veed, om De ikke snart faaer høre, at jeg bespotter Dem, ringeagter, hader, forhaaner Hulda. Jeg vil nu, saa langt dette Blad rækker, tale om noget andet med Dem, med min -- Gud lade dette sødeste af alle Ord snart virkeligen fremtræde i fuld Betydning -- med min gode, saa- længe min Sjel existerer elskede, dyrebare Hulda. At jeg elsker Dem veed De, og, at jeg elsker Dem oprigtigen og inderligen, troer De; ikkesandt? Jeg kan ikke lade det være: jeg er altfor overbevist om Huldas Fortræffelighed, og, at jeg kun ved Huldas Side, ved Huldas Moders Side, vil blive det hvortil Naturen skabte mig: et ganske godt Menneske . . Denne ømme Følelse ytrer sig i Alt hvad min Sjel lægger sig paa. Min Phantasie drømmer sig lykkelig, skjøndt min Fornuft tidt hvisker: Hulda vil aldrig lide Dig, om ikke for Andet saa fordi man almindelig forskyder hvad der paatrænger eller tilbyder sig." Dette er en piinlig Tanke; men Forfængeligheden svarer sagte: man har fortalt meget mere Ondt om Dig, end du virkeligen har gjort: det kan umuligen Hulda, den rene, fromme Hulda skjænke noget andet end Afsky; men naar Hun seer, at Du ikke er saa slem, og, at du alvorligen be- stræber Dig for at blive Hulda værdig, saa . . . . ."Kort -- i mine ledige Timer gaaer det mig saaledes, og -- Hulda! min elskelige, kjæreste Hulda! af de forskjellige Tankers Hav hæver Phantasiens Engel sig og viser mig et altfor velkjendt Smiil -- en Rosenknopguirlande -- og en Kind, hvis hulde Runding er den Plads, hvor mine Tanker tumle sig.. en Pande -- ha, en kløvet Maane liig, som skinner under en bølget Skye: en Haarlok liig en frodig hængende Vedbende, smigrende et Marmor med sin lette Skygge. Kort aldeles saaledes, med samme Smiil, Træk, samme Blik, som forskjønnede Deres Ansigt, da De ved Deres huldsalige Ord til SIDE: 33 mig, da jeg saae Dem sidst, gjorde mig saa usigelig lykkelig. O, jeg vilde være det ogsaa nu, naar jeg vidste Deres Tanker og Deres Moders, naar ikke en saadan brændende Længsel efter at see Dem, tale med Dem havde bemestret sig mig. Jeg længes, jeg længes! Lovise sagde -- men jeg kan ikke troe det var hendes ramme Alvor -- at jeg vist holdt meget af Hulda; men jeg var saa ung, og da kunde jeg let forandre mig." Jeg finder det saa umuligt at forandre mig i den Henseende, at jeg maa lee, naar jeg tænker paa hendes Ord. Dersom jeg skulde forandre min Lidenskab, maatte jeg glemme Dem ganske, og hvorledes det kan gaae til, indseer jeg ikke, medmindre en Nervesygdom skulde betage mig Hukommelsen. Jeg er vistnok ung, men jeg har dog nogen Er- faring: og sidder Fasthed, Klogskab i en børstet Hage? skal man indlade sig i en Kjærlighedsforstaaelse, som da ikke for- tjener Navnet, ligesom i en Contract, i en Pengecontract, med kold Egennytte, eller ligegyldig, og først med de myndige Aar? O, har Hjertet ikke været aabent før, saa vil det forblive lukt: der vil et ungdommeligt, et varmt Hjerte til, svulmende af den rene, skjønne Lidenskabs varme Aande! Og dette vil ikke synke mat ned igjen; thi det slaaer kun iforeningmed det andet elskede Hjerte. Kjærligheden skal have en Vaar -- og denne er dens skjønneste Tidspunct -- fuld af Blomster, glindsende Birke, Ah- nelser flagrende om som purpurvingede Sommerfugle, under en Himmel, farvet af Trofastheds Farve: det blaa. Men dens Vaar glimrer ikke, Blomstrene hænge matte med blege Kroner, ikke kneisende og vajende, som naar et friskt Hjerte, der omfatter hele Verden med Kjærlighed, aander henover dem, naar de Aar komme da de egennyttigere Tilbøjeligheder maae spire frem. Kjær- ligheden er vel da ligesaa alvorlig; men de 19, 20 Aars Kjær- lighed er Jordbæret, friskt plukket, der endnu har den aroma- tiske, piquante Duft. Spørg Deres Moder om det er sandt hvad jeg siger. Ak, at jeg kunde appellere til Deres Hjerte. Vær ikke vred for dette lange Brev: naar jeg var vis paa at De tilgav mig det, vilde jeg endnu mere friste Deres Godhed; men igrunden kan jeg det ikke, da Ludvig reiser om en Times Tid. Formedelst Tidens Knaphed er det og, at jeg har forandret Papiret, da jeg ikke kan faae noget nu saa tidlig. SIDE: 34 Erindr mig ikke, om De ikke ganske har glemt mig, med Uvillie, vakre, ædle Hulda! De vil det ikke, naar De erindrer hvor- meget jeg, hvor inderligen jeg elsker Dem. Tilgiv ogsaa, at jeg vover at nævne Dem saa: min, min gode, vakre, elskelige, el- skede Hulda! Det er mit Hjertes Trang at nævne Dem saa, naar jeg taler til Dem. Vær mig god for min Kjærligheds Skyld, skjøndt denne er heller ingen Fortjeneste. Jeg skrev dette Brev mest fordi jeg var bedrøvet for Deres Skyld, om De troede hiin sidste Bagvaskelse. Tro herefter intet Ondt om mig! Lad mig gjennem Ludvig faae vide Deres Tanker medhensyntil hine. Da Himmel og Jord ere fattige nok for mig, naar jeg beder om Godt til Dem, til Hulda: ere alle Juleglæder i mine Øine ogsaa for smaa -- imidlertid jeg haaber at det ikke vil nægtes mig, idet jeg beder om disse til Dem. Levvel! Levvel! Henr: Wergeland. TIL LUDVIG MALTHE Chnia 10 Dec. [1827.] Min kjære Louis, jeg venter længe paa et Par Ord fra dig, om hvad H., din Søster siger . . o har hun Intet sagt? Hun vil Intet sige? hun troer mine hevngjerrige Fiender, skjulte, plyn- drende den Lykke, Skjebnen har kastet til mig, som det skumle Hav skyllende glindsende Rav til Preussens sørgelige Kyst? Hun troe dem og ikke mig? ha, er det saa, saa skriv ogsaa det; thi Forventningen qvæler langsomt, gjækkende Døden med enkelte Aandedrag. Jeg erindrer nu først, at det kun er -- lad mig see | | | | | fem Dage siden du og din gode Søster reiste. Det er altsaa for- meget forlangt af mig, at du skulde skrevet nu; men -- Tiden er mig et stønnende Dovendyr, slæbende sig frem paa det visne Løv, og siden du reiste og Lovise reiste -- Lovise, hvis Venskab jeg vandt, hvis Godhed er en bølgende, himmelblaa Fjer, fæstet med en uløselig Demantagraffe til den store, store, sorte Odins- hat som skygger mig, er borte, men igjen, borte fra Hulda, L, din Moder, dig, fra denne Kreds, min Sjel brænder efter at knytte sig til -- sniger Dagene sig frem paa Krykker, Timerne halte, Minutterne snuble. SIDE: 35 Og naar jeg seer hen til Julen -- det sortner. -- Vær ikke phlegmatisk Louis, og siig ikke -- skjøndt der vel er Grund derfor -- at Juletiden er ikke forskjellig fra en anden Tid uden blot i Navnet. Den er virkelig forskjellig: Jeg vil ikke deducere dette. Men at sidde i sit Værelse, røge Tobak, ver- sificere, læse, maaske gaae med slet Humeur paa Comedie og i et geneant Byeselskab, høre Bjeldeklang uden for Vinduerne, være solo -- Alle bortreiste -- min Gud i Himlen, hvilket Liv, hvilket afskyeligt Liv! hvilke Udsigter! Dog -- Alt er godt: det værste har jeg dog ikke nævnet: det er: have det mørkt indvortes, qvæle Graad med Smiil. O, det var alt godt, naar jeg vidste hvad H. tænker. -- -- -- -- -- -- -- -- -- Hid kom jeg -- jeg var henne og hørte paa Dahl ved Examen -- da jeg ved Hjemkomsten fandt dit Brev. Jeg takker Dig min Ven! jeg takker Dig! Og Hulda, Hulda ofrer jeg min inderlige Tak og Agtelse for hendes beroligende Ord. Jeg er rolig, jeg er glad og ikke glad! kan du forklare dig denne Stemning? Hvor jeg agter hende for hendes forstandige Opførsel? er hende takskyldig for hendes Godhed? Men siig mig, hvad lever min Kjærlighed af, hvad giver den Næring? Og dog svulmer den, blomstrer paa en sygelig Stengel? Den er udødelig -- den er udødelig! den lever jo af Intet. Skjøndt jeg er i et saa uendeligt Fjerne fra din elskelige Søster, skjøndt hun selv fjerner mig saa langt bort fra sig, skjøndt der ligger en Ørken mellem mig og hende (mel. den tørstige Ismael og den rislende Cisterne) skjøndt endog denne 1/10,000 Part af l/100 Haab -- min eneste Rigdom -- ofte forlader mig og jeg mistvivler el. fortvivler: skylder jeg Hende, Hulda og Lovise, som deeltager i min Skjebne som en øm Veninde, at bidrage mit til at de kunne kjende mig -- endog om jeg maa afdække Feil. Hulda viser mig Tiltroe, jeg bør vise Hende at jeg for- tjener den, at jeg ikke vil bedrage Hende ved Forstillelse, om jeg maa bekjende, rødmende, Forseelser, endog saa stygge som det at bryde et Løfte; men jeg holder et Andet, naar jeg gaaer den lige Vei frem og -- jeg kjender Hjerterne, jeg aabner mit for. Jeg er letsindig, jeg er letsindig, meget letsindig -- det siger jeg med bitter Alvor til mig selv -- gid Hulda og Lovise kunne SIDE: 36 finde en mildere Benævnelse. Jeg vil -- gode Ludvig! at du skal fortælle dine to Søstre følgende letsindige Hdling af Den, som gav dem saa alvorlig og ærlig Løftet om et exemplarisk Liv; men de kunne være vis paa, at, finde de det stygt, finder jeg det endnu styggere. Sagen er nemlig: da jeg kom hjem fra Grorud laae der Invi- tation til mig fra Vedøe til en Aftenscommerce: jeg var slet til- mode, da dere var borte -- alt var tomt: jeg gik og svirede tilgavns. Jeg kan ikke beskrive den Følelse, den Skamfuldhed for mig selv, jeg følte og føler bagefter. Den var sort som dette Blæk. I sig selv var der intet Ondt i et lystigt Calas med slige Folk; men -- det var ikke mere end 6 Timer efterat jeg havde trykket Lovise i Haanden og, mindst ahnende min Svaghed, ærlig, sikker i min Sag, lovet hende, den Gode, som er saa deeltagende i mine fata, en Opførsel, værdig den ømme Lidenskab, jeg be- varer og det Venskab jeg føler for Lovise: det var ikke mere end l/2 Jevndøgn efterat jeg havde givet Hulda de samme Løfter. O, jeg skammer mig for mig selv! Det tjener blot til min Undskyldning at Dahl var Lagets Gjenstand, da hans skriftlige Exam. var forbi. Jeg tager Deel i hs Skjebne . . Gid det gaae ham godt! Dog -- Lovise, Hulda troe ikke at det var saa reent galt med mig -- nei! en theologisk Professor kunde gjerne været tilstede; men -- jeg, trods min sangvinitas, er meget scrupuløs nu. Jeg har saa knappe Udsigter til at vinde min eneste Lykke, at jeg maa anvende Alt. Ha, hvor jeg efter Juul skal skyde Fart i theologica! Kan jeg komme ind, gaaer jeg ind i seminariet. Men hvad kan hjælpe mig! Det vil ikke hjælpe mig om jeg fik et Navn! Bed Hulda og Lovise ikke holde mig for falsk, svigefuld for- medelst Hiint. -- Det skal ikke hænde, at jeg ved noget nogen- sinde skal vanhellige deres Godhed eller den Godhed, den for- træffelige, af mig tilbedede Moder overøser mig med. [fotnotemerke] Dit Brev er brændt. Det første jeg gjorde, efter at have læst det en 3,4gange, var, at jeg løb hen til Borchsenius og bad Fotnote: Dersom En holdt af mig vilde jeg holde af ham el. hende igjen. -- SIDE: 37 om Forladelse fordi jeg havde tænkt slet om ham. Nu er det alt glemt. Lovise er en Nar, naar hun siger, hun er mig takskyldig for Fornøjelser, jeg har skaffet hende. Sig hende at hendes Ven- skab er et Kongerige jeg har erobret, at min korte Omgang med Hende herinde var min eneste virkelige Glæde siden den Tid, jeg talte med Hulda og at den mulig bliver den sidste: at jeg tørster efter at vise min Hengivenhed for den fortræffelige Huldas fortræffelige Søster. Sig hende, at i min Sjel blomstrer, gløder, en Rose, høirød, for Hulda; men en himmelblaa skal for Lovise slynge sig rundt dens Stengel. -- Hulda ømmer sig ved at aabne et Brev? vel! men Indlagte Linier ere ikke et Brev: dem skal hun læse: de ere et troe Billede af mit Indre. Fornavne er sande og stærke. -- Stella er Hulda, er Hulda. O at hun løste Hjelmen. Hør nu Ludvig! phlegmatiske Ludvig! du kan ikke tænke dig noget bitrere end at elske haabløst. Kom ikke og siig at jeg er ung: -- jeg er erfaren, gammel; men Klogskab hviler ikke paa mit Hoved: Der hviler hellere en Forbandelse. Hør -- du maa skrive til mig snart: det er det samme hvad det er, om det er ganske kort: om H. og L. og din Mo'r. Jeg lever blot for dem; men jeg maa holde mig skjult, borte, skjøndt jeg er lidt bedre nu end for 4 Maaneder siden. Du skal, skal skrive mig til -- om ikke andet saa hvad dere bestiller, taler, etc. -- kun ikke om Mad el. om noget, saa vigtigt det kan være, udenfore de Vægge som indeslutte Hine. Naar kommer din Moder? I Nat vil det bestemt snee. Da kommer hun og din Fa'r med? ikke sandt? Hulda følger med, fordi der er Plads i din Mo'rs Bredslæde. Saa er det. Hils alle: Hulda 15 000 000 Gange -- din Moder og Lovise 1000 Gange. Selv kan du tage saamange du troer til- kommer dig -- det er ikke saa lidt -- blot skriv. Jeg kysser Hulda taknemligt paa Haanden. Henr. Wergeland. TIL VEDASTINE MALTHE [26? desember 1827.] Jeg troer i den Grad at nyde Deres godhedsfulde, ædelmodige Deeltagelse -- ædle Fru! at De ikke uden Interesse vil læse den SIDE: 38 lille Farce, jeg er saa fri at sende Dem, naar De hører jeg er Autor til den. De havde maaskee, ligesaalidt som jeg selv, ventet saa snart at see mig trænge mig ind i Forfatterskaren, der er større end Na- poleons Armee i Rusland, og medhensyntil Fortiden, hvad Ge- niet angaaer, paa et Tilbagetog. Jeg har sluttet mig til den som en Marodeur, og jeg fægter med Maske paa og med et opdigtet Skjoldmærke. De havde vist heller ikke ventet, at jeg vilde gribe Satiren. Hvad denne angaaer, da har den aldeles ikke de personlige Hensyn, Somme vilde sige; skjøndt jeg ikke vil nægte at visse Folks umaadelige, fremstikkende Egennytte og Arrogance have givet Anledningen. Min første Idee hertil fik jeg hos en Ven en Aften, hvor vi lagde vore Hoveder i Blød for at fremsætte de latterligste Situationer, nogle voldsomme, egennyttige, hinanden og hele Verden truende, Supplicanter kunde tænkes i. Jeg gik videre end de Andre, og inden jeg vidste Noget deraf, havde jeg faaet en Farce fat i min Indbildning. Jeg anvendte nogle Timer, jeg ellers plejede at gjøre Besøg i, til at forme det lidt bedre: en Hob mere eller mindre Bekjendte subscriberede, og -- see her hvad det blev! Vær huld og naadig mod det! hvad jeg næstegang fremlægger, skal bære flere Blomster, flere gyldne Frugter, mindre, færre Torne. Isandhed det lille Qvarteer af en Have, jeg i dyre Domme lejer paa Parnas, har her bragt mig en Tornebusk, en Hyben- busk; men -- een Rose (Monologen) een frisk, dugget Rose vil De finde. Dette siger jeg, dette Sidste, at der dog er een Rose, forført ved Folks Dom, der pretendere et lidet Tribunal i Æsthe- tikens Rige. Dog eet Sted er der i Monologen, jeg selv holder af. Jeg har sat et lille bitte X ved det. Ligeledes see øverst paa Pag: 60. Her er det som om Himlen vilde slukke Helvede med Sky- ernes Graad. Den har alt druknet det kjære Haab, jeg havde om at faae Dem -- Ædle! Dyrebare! at see og tale lidt med. Jeg var saa glad i det; men nu er det forbi. Jeg havde en Tid meget at tale med Dem om, da jeg vidste mig fremstillet fra en slet Side for de Mennesker, hvis gode Omdømme er det, min Sjel aander for. Man møder mig aldrig aabent! ja, endog min Faders Kjærlighed har Skurke, for en Tid siden, søgt at berøve SIDE: 39 mig; men de virkede intet uden at lægge derved en complet Nidingsdaad til deres forrige Dynge af samme Slags. Jeg veed, og De veed det og, at der er meget at sige paa mig, at mine Lyder ere Børn af Ubesind og Sandselighed tildeels. Men -- ikke mere herom! Jeg veed De er god, at [De] dog ikke holder mig for utaknemmelig, falsk etc. Efter Juul faar jeg see Dem. Dette Haab er mig en Stjerne, glimrende igjennem de mørke, afskyelige Regn-Juledage. Jeg vil ikke besvære Dem mere, ædle, fortræffelige Menneske! De har havt megen Uleilighed af mig; men jeg betaler den med den inderligste Hengivenhed, med en sønlig Kjærlighed, den dy- beste Agtelse! Vurdeer den! Tilgiv mig, at jeg saaledes føjer min Lyst til at tale med Dem! vil De dadle det, saa siig blot: "det unge Menneskes Frihed (for ei at sige noget værre) taaler at beskjæres; men jeg vil tie med videre Irettesættelse, for jeg veed, at han holder af mig. Jeg hører derfor i hans Breve intet Andet end hans Hengiven- heds Aandedrag." Hulda er bange for alt fra mig: jeg tør neppe hilse hende og lade det Ønske skjule sig i min Hilsen: at jeg maa see næste Juul og Nytaar gladere imøde end denne. -- Mit Carneval kom- mer jeg til at holde med meget adstadige Folk ): med Moses og Propheterne, da jeg har faaet den herculiske Styrke at tage fat for fem Dage siden paa den berømmelige Genesis. Dog -- Hulda gjør Ret i det. Det er med Mandspersoner iforholdtil Fruentimmer som med Hr. Lucifer, at, faae de først fat i et Haar, faae de snart den hele Person. Jeg vil stræbe at vise mig saaledes at Hun, den gode Hulda, ikke skal frygte for at være i min Magt, -- en constitutionel Magt, hvor Hjertet er Grundloven. De kan ikke, ædle, gode Fru Malthe! troe, hvor Lovise og jeg ere blevne gode Venner, og hvor glad jeg er ved at vide mig en Plads i et saa godt, aabent Hjerte, og ved at vide Hende deel- tagende i min Skjebne. Jeg holder af Dem som en Søn af sin Moder, af Lovise saameget som mange Elskere af Deres Elskede; men af Hulda mere end ti Elskere, naar Deres Kjærlighed blev sammenadderet. . Dette er sandt: min Lidenskab er saa reen som varm -- den har oversvømmet min Sjel: den falder aldrig: den venter blot paa Huldas "Bliv!" og Lande og elyseiske, palme- SIDE: 40 dækte Øer og Lande, med Roser, dunkeltglødende i Laurers og Olivens Skygge, ville skyde frem af det høje Hav. Jeg bringer Hulda min kjærlighedsfuldeste Hilsen -- Lovise min venskabeligste -- Dem, ædle Frue -- min -- Gud lade det blive saa! -- min Moder, bringer jeg den taknemmeligste, den sønligste, ømmeste Hilsen. Himlen vil lade Sundhed, Glæde og regne ned paa Dem og Deres høitagtede Mand. Bed Hulda -- om jeg tør frembringe en saa dristig Bøn, som jeg kun tør grunde paa Overbeviisningen om Deres Godhed og paa mit gode For- hold -- ei at erindre mig med Uvillie! I dette Haab henlever jeg et Liv ofret mine Pligter. Deres ærbødige, taknemmelige Henrik Wergeland. P: S: Tilgiv mig min Dristighed, idet jeg besværer Dem med dette Brev, og at det, slet sammensat, tillige er yderst malpro- pert; men -- mit Blækhus finder jeg næsten tørt, og det er alle- rede forlængst Høimidnat, og Hesten reiser, som jeg troer, imorgen tidlig. TIL LUDVIG MALTHE Chania IVto post idus Jan: [ ): 17. januar 1828] . Desiderium meum -- men at forsvare sig med Krykker? De due ligesaa lidet som dette. TIL VEDASTINE MALTHE Christiania 2den April [1828] . Her -- ædle, kjære Fru Malthe! sender min melancholsk-satiriske Muse, som fordetmeste, under Latter, gjemmer en søndertrykt Taare i Baggrunden, Dem atter nogle Suk, som jeg har opfattet og moduleret i dette bizarre Phantasiestykke. Hør det huldt og overbærende! Thoras Vemodstoner og Udbrud af Moderkjær- lighed lad dem hæve sig frem over de Andres Narreskrig! Jeg havde det Uheld at tabe Efterspillet, hvori denne gode ulykkelige Characters Moderkjærlighed, som jeg troer -- da jeg skrev de sidste Blade med fuld Lyst, improvisatorisk ned -- stærkere og heldigere var tegnet, saa dette, nu trykte, Efterspil, da jeg tillige var syg, med Ulyst, paany, da jeg ingen Concept havde brugt, maatte nedskrives. Dog, dersom ikke denne ædle Følelse, som Deres Hjerte huser i dens fulde Livsblomstren og kjender saa vel, at De maa kunne klart see hvorvidt jeg har opfattet den rigtigt, skulde synes truffen i sine Nuancer: saa maa dog sees hen til den høje Grad af Spæn- ding hvori hendes Følelser gradviis kom, og til hendes hele Cha- racteer, der har en større Overvægt af passiv Blidhed end af Kraft, saa at ogsaa hendes Ulykke -- den, som maa være den SIDE: 43 skrækkeligste for et ædelt, dannet, blidt Fruentimmer at see sit Liv, formedelst en tilgivelig Feil (ligesom Desdemona og Othello) nemlig Lettroenhed, svinde hen, lænket til en brutal, drikfældig, haard, elendig Pralers -- nedbøjede hendes Sjel til Vanvid næsten. Nu vil jeg ikke skrive flere saadanne Farcer, lade saadanne Smaakarter falde af mit Træe, hvor der modnes nu et stort, guld- tegnet Æble, som De -- Gode, Kjære! og Hulda -- min Bedste, mit Kjæreste af Alt! skal afplukke, hvis De værdige mig det, og hvis De ikke tage Deres Godhed fra mig, saa denne Frugt kan modnes, naar Vaaren kommer. Dette Digt, hvormed jeg offentlig vil træde frem, er omfattende og bærer Navn af "Himmel og Jord". Naar det er færdigt, cri- tiseret etc. etc., vil jeg sætte mig paa en Hest, med mit Manu- script i Lommen og trave op til Risebroe -- bede Dem og Hulda høre paa mig med Taalmodighed mens jeg læser det op imellem Thevands og Aftensmadstid ude i Lysthuset, forat De kan sige, om det maa dediceres mit Hjertes Stella og Stellas Moder, eller reentud: Hulda og Huldas Moder. Derefter, hvis mit Ønske kro- nes, pakker jeg ind og galopperer fløitende tilbage i den vakre Sommernat -- -- "Levvel Risebroe! Sov vel! sov vel Allesammen!" I modsat Fald rider jeg ganske sagte bort; men -- "Sov vel! Levvel Risebroe! sover vel Allesammen!" faaer det ogsaa hedde, naar jeg lister mig op ad den lange, sandige Bakke, som -- naar man rejser ned ad den er det livlige Billede af Vejen til Himme- rige: -- lang, kjedende, dersom man ikke var saa nær Maalet, at man alt kan skimte Englene udenfor, trættende, sandig. Det forstaaer sig: jeg maa adspørge Dem, om De tillader mig, om De vil, at jeg maa besøge mine Længslers Tumleplads saa. Jeg vil bede Dem derom en Tid forud. -- Det er en lystig Plan, en munter Plan! O hvor glad jeg vil være, naar jeg kan række Hulda, min favre Musa og hulde Sanggudinde, min Sjels første, betydelige Foster som Geburtsdagsgave, naar jeg kan plante min provençalske Orangeqvist under hendes attende Vaars varmt- aandende, klare Himmel! Skal jeg sige Dem, min ædelmodige moderlige Veninde, hvad der egentlig har drevet mig til først at skrive disse Farcer, dette Børneværk? Jeg vil det, da de muligens, altfor muligt, kunne være uden Værd, og min gode Hensigt dermed maaskee kan ud- slette noget lidt af det Onde hos mig, men som De dog omfatter SIDE: 44 med huldsalig Godhed og Skaansel. Jeg vil da sige Dem det: den første skrev jeg for af Indkomsterne at hjælpe en ulykkelig Familie, men -- jeg brugte dem op selv, da de kom ind kun saa lidt efter lidt i smaae Dele. Jeg var da ligenær mit Maal, mit Forsæt var bleven Røg, dersom jeg ikke havde grebet Pennen nok engang forat indhente det forsømte. Saa er det! saasnart min Forlægger betaler mig, saa staaer jeg der, og kan saae mine Penge ud. Jeg har lært Dette af min Fader og af Dem: jeg har Lyst til at gjøre Saadant, som igrunden blot er at practisere efter den Theorie "leben und leben lassen." Jeg har og den Plan at lade sætte Musik til en 17 Mais-sang, og komme ud til Bedste for Eu- genias Stiftelse. Jeg vil udsone mine Synder, og vil om en Tid Intet mangle uden, uden, uden . . . . -- -- -- O priez vous pour moi chez -- o vous sçavez chez quelle! et toute ma vie sera une prière pour vous et elle! O 26de December! o 16de Januar! o 18de Juni! vee 26de Juli! Held! Held 10de September!! Hvilket Aar, hvilket Aar! Uagtet jeg sidder indemuret mellem Folianter, Penne, Blæk; lever stille ellers som mit Haab i mit Bryst: uagtet jeg vel ihu- kom det Løfte, jeg saa sikker og glad gav Dem her i Byen, paa den gladeste Dag, jeg har havt siden 10de September, har dog, som jeg faaer høre, et comisk Indfalds Udførelse, gjort en ufor- ønsket Opsigt. Jeg vilde paa en saadan Maade ydmyge en lat- terlig, uforskammet Herre, der paa en uhørt fræk Maade havde fornærmet min Ven, og tillige see nogle besynderlige Carricaturer sværme om mig en Aften, gøglende som en naragtig Drøm, som om, naar jeg foldede ud et Carricatur af Bogen "London og Paris". Figurerne bleve levende med alle deres afstikkende Farver. -- En Aften prydet med Fornøjelser, egne i sit Slags. Jeg troede det Hele skulde gaaet stille af men den høje Herre tog Copier af mine Indbydelseslister og prostituerede sig, ved at lade disse komme ud, for hele Byen. Nok -- jeg vil ikke bryde Dem med Fortællingen om hvorlunde han tog mig min Frihed og Lighed saa ilde op at han udfordrede mig paa Kaarde eller Pistoler -- ligegodt (v: en Scene i Farcen). Det er ingen Tvivl om at De maa have hørt det; men ved Leilighed kan enten Ludvig eller SIDE: 45 jeg fortælle denne Tragicomedie. -- Jeg kunde, jeg burde have ladet det være; og jeg skal, jeg skal lade al Flygtighed, al overilet, ubetænksom Spøg fare, om jeg endogsaa ikke derved stod i Fare forat tabe Deres saa høitskattede Gunst. Men hvormeget binder mig ikke Visheden om at jeg har dette Klenodie? O jeg seer det i den Hilsen De har sendt mig igjennem Ludvig! Taknemme- lighed kan ikke glemme Godheden, som saaledes viser at den aldrig glemmer at være god mod Den, som den engang, engang saa stor at den kunde være allegange, har udfoldet sig for i sin hele Skjønhed. -- Taknemmelighed og Godhed, ere ikke disse saaledes evigen reciproque? Jeg skulde, efter min Faders Vilje, have været hjemme for at hjælpe ham med et Par Prædikener nu i denne Paaske; men endnu nu -- Kl. 1 Skjærthorsdags Morgen, da jeg skriver dette -- veed jeg ikke, om jeg kan reise, da jeg ikke er ganske frisk. Reiser jeg, faaer jeg atter vende mine Øine fra Risebroe, mens mit hele Sind og Hjerte, bugnende af Længsler, er langt inden- for Døren; thi jeg vil ikke komme før jeg, som en sand Atlas kommer slæbende med baade "Himmel og Jord". Ogsaa af Dette skal det Halve tilhøre Jordens Arme. -- At jeg kunde skrive og ryste Guld af min Pen i Huldas Skjød, og Hulda igjen ryste det ud over Jammeren, Armoden og Elendigheden! At det vilde engang skee! Vil det skee? vil det skee? -- ah, le chat il dort! il dort! Jeg giver Dem her tohundredetusinde levende, aandende Hil- sener, med bankende Hjerter og dristige, aabne Barneblik, hvoraf 50,000 knæle for Dem, 50,000 for Deres høitagtede Mand, 70,000 for Hulda, 20,000 for Lovise, 10,000 for de Andre, skjøndt af disse færrest for Josephine, som jeg veed er vred paa mig, al- vorlig vred. Med den dybeste Agtelse, Taknemmelighed og Hengivenhed Henr: Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS Eidsvold 20 Mai 1828. Epistel. Veni til Pindse kjæreste Ven! tag med Dig hvem som Dig lyster herhen! Vide det gamle Venskab -- Hjertets Pynt om det end vajer, som Birken, lysegrønt! Vise din Ven, der sidder um zu kukeluren midt i Naturen! Hvis ei min Musa -- som nu -- var splendid, og rystede duggede Blomster paa min Tid, jog Morgen paa Morgen og farvede Sorgen: SIDE: 50 saa vilde Du Magne! naar du kom herhid i Aspen see mig hænge som Absalon fast og, stiv som en Pinde for Vindene slingre -- men ikke i Haaret, men heller i Bast. Men nu Gudskelov! jeg troer Du vil mig finde med Piben i Munden og lortede Fingre, drivende, under en bredskygget Hat -- i Leeg med en Kat -- rundt Solvæggen ledig og dog ikke ledig. -- Kom, kom Magne -- kom i Gaarden er Rum og Flasken er ei tom, kom kom og kjed Dig! kom kom og glæd mig! og saa vend om! Din Henr. Wergeland. TIL WILHELM SISSENER [Eidsvoll 23. mai 1828.] Epistel. Jeg hører Herr Major! at De min Far har kaldt lidt hen til Dem, og ham -- um Sie zu revangiere beym Zunge nicht beym Hand und Zahn wie wilde Thieren -- en Hob Geschichten der om mig, hans Søn, fortalt. En slig Maneer kan synes lumpen -- hvis Fridrik gjorde Sligt, saa fik han Klaps paa Rumpen -- . Men -- da de er saa stor og dertil en Major og Ridder -- som jeg troer -- hos hvem l'honneur skal være Rettesnor, saa takker jeg Dem for at De mig venligst sparte for med Geschichterne min Fader selv opvarte; SIDE: 51 og -- permettez moi -- jeg underdanigst mener, og dertil Dem med Fuldmagt nu forlener, (uindskrænket ej af Sandhed utilbørlig lænket) -- til at sige Alt om Herr Majorens Tjener Henr. Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS Eidsvold 29 Juni [1828] . Gode Ven Magnus! Hilsen fra Vedøe og mig, varm som denne Stund, stærk som Vinden, der afkjøler hver andet 5te Minut, behagelig som Jasminernes Aande ind af mit Vindue, der ogsaa par douceur des odeur udsoner Heden. Jeg vil bede Dig ihast -- saaledes at Du om 8te Dage el. 10 i det Seneste sender mig herop Productet af din venskabelige Anstrængelse -- at skaffe mig Subscribenter paa et lidet bitte Arbeide, som jeg vil frem- lægge i Sommer som en Geburtsdagspresent til mia donna Stella. Idetmindste Formen skal blive yderst gracieus, som om den var skabt af Ella selv [?] -- en hermaphrodite mellem Oct. og Duodez. Altsaa -- faa gode Venner til at forsikkre mig subscribendo om at De ville bidrage til at faae den lille Sum ud som behøves til at sætte denne lille Blomstskude ivejen. En Pione. -- Subscription paa Brestes og Beines Drapa Digt af Henr. Wergeland, Stella gewidmet som inden en Maaned vil være i Subscribenternes Hænder. Det hele Indkomne er bestemt enten til Indkjøb af Grundloven eller til andet almeennyttigt Brug; hvorfor Prisen, skjøndt noget stor medhensyntil Volumen, ansættes til een Ort. Bliv ikke vred fordi jeg bebyrder Dig med Saadant atter; men bedste Ager faaer tiest sukke under Ploven. Lad mig see Du gjør dette -- det er det samme om ei saamange tegne sig -- Lad mig see Du skriver -- Lad mig see Du vedbliver venskabe- ligen i huld Erindring at gjemme Din Ven Henr. Wergeland. SIDE: 52 P. S. Idag debuterede Eduardo paa [Prædike] stolen. Ret brav! Send det indlagte Brev til Paalydende saasnart Du kan. Jo snarere jo bedre. Navne Expl. E. Vedøe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 Lensmand Kaasen i Eidsvold . . . . . . . . 1 Proc: Praem i Eidsvold . . . . . . . . . . . 1 Kapitain Norgrenn i Eidsvold . . . . . . . 1 SIDE: 54 TIL GERHARD MAGNUS Eidsv: 9de Jul. [1828.] Jeg har faaet en ny Plan -- gode Magnus! den Blomst jeg havde færdig er bleven til et Æble. Hvis Du, efter mit sidste Brev -- har faaet nogle Venner til at subscr., forskjellige fra dem, som Du fik paa "Harpeslag" ivaar, saa spørg Dem om De ville vedblive til en noget højere Priis, da en Cyclus af Poemer nu, istedetfor dette Sidste kommer ud, betitlet "Stellas Digte". -- Det er slemt at, blot man bier et Par Dage, saa voxer en saadan geistig Ting som Aladdins Aand i Kobberkisten. Lad mig kuns nu bie med Underretning til Du kommer herop, som jeg vist venter i Ferierne. Igaar reiste Vedøe nordefter. Min Gud hvad siger man i Byen om den yderlig slette Begyndelse af Schiwes Skilderie? Kom herop, Nu, da Rosen er sort, Jasminen graa, og Himlens Blomsterskjær stinker, og Hjertet blegner, Vennen maa og tør sin Ven hid til sig vinke. Vedøe kommer hid igjen. Levvel! Stellas Digte skulle ikke mangle Farve og Gehalt. Levvel. Henr. W -- d. TIL ENGELBREGT HALD [Juli? 1828.] Fortsættelse Om faae Uger udkommer et lidet Digt, betitlet formodentl. Napoleon, til Grækernes Bedste. Maa jeg sende Dig nogle Explr. til Liebhabere i Arendal. For Subsc: er Prisen 1 , for Ikke- subs. noget over. Lad mig see der kommer noget klækkeligt ud blandt de frihedskjære Arendøler. Der have Nogle skrevet paa for 10 Explr; for Sagens Skyld mest bør Sligt gjøres. Indkommet remitteres gjennem den stockholmske Committee. I Chsands Avis har Preus averteret "Harpeslag" som kommer i Løbet af Aaret; men at skrive did for den Sags Skyld var ei SIDE: 55 værd for een Mand: vil du da nedlægge i Klubben i Arendal el. have hos dig en Plan som du kan afskrive saaledes: Harpeslag for Venskab og Kjærlighed, Frihed og Fædreneland af Henr. Wergeland. for Subs. mellem 2 a 3 Ort. Ligeledes vil du, da jeg nu vil bryde den Bane, jeg troer mig skikket til, nemlig den tragiske, ligeledes indtil videre afskrive en Liste og anvende den paa "Luurblæsersken, et fædrenelandsk Sørgespil af Henr. Wergeland. Prisen ubestemt. Udkommer i Efterhøsten." Sinclars Skjebne skal deri opvækkende fremstilles. Stykket helliges "Kongen og enhver anden god Normand." Naar jeg saa min Tid for mig og ikke denne formaledidede Theol. sad mig paa Nakken som en Igle, der suger al Geist ud næsten, turde jeg annoncere en Cyclus af Sørgespil. Lev vel! Levvel! Jeg vil engang see Dig hjemme. Din Henr. Wergeland. P. S: Et Raad vil jeg give Dig -- ex usu sapientia -- See efter paa din Bryllupsqvel, at der ikke ligger Dyner paa Sengen, men Teppener, -- Teppener. Kunde disse undværes var det godt. -- Opfyld min Bøn for Supplicanten, som kan tiltræde strax!! Skriv! TIL ENGELBREGT HALD Eidsvold 30 Aug. 28. Vil Du tage en Mødding til aulicus? "Haneborg" er dog ved Gud, verbotenus udlagt: Mødding. Hvorimod den brave Weenum sprogrigtig, veracissimo typo, af vort gamle Norske udlægges "vén Heim" ): et behageligt Hjem (ligesom Thrannum = Thrands Hjem). Men jeg troer sandelig min Client vinder i mere end ihenseende til Navneallegorier og Anagrammer, nemlig i den Henseende, som dit Hjerte maa og bør see hen til: at han med sine, nu uanvendelige, Kundskaber er at betragte som den alder- stegne Dandsemester, der var meget ilde deran, som Du kan be- SIDE: 56 gribe, da han jo var uskyldig i at hs Been stivnede af Alder og Gigten krandsede hs Knæer med Knuder -- han trykkes nemlig nu af Armod. Du vil tage Hensyn dertil, om ikke til at han fordrer i Løn blot 80 Spd. eller om du herpaa vil qvitte mere, da levner Nøden ham intet Nei. Du maa ikke nægte nu i dine lykkeligste Dage en saa retfærdig Bøn! Og jeg for min Part veed ingen Present mig mere kostbar end naar du sendte mig dit: "Ja!" Manden vil hurtig sætte sig ind endogsaa i Spe- culationsregninger og med Tryghed vil han kunne føre dine Bøger og Correspondence. Skriv til Haneborg (og tænk aldrig paa nogen tydsk Spazier) Haneborg, som vist ei trænger saa, at du for en ringere Priis har faaet et Subject! Svar mig herpaa næste Post og fortæl din Paradiisgeschichte -- som jeg med inderlige Lykønskninger og en brændende Tunge efter engang at opleve en lignende vil læse Afmal den -- glem ei mindste Rosenblad, ei mindste Natsphinx, som paa Græsset sad. Og i det skjønne Nattemalerie (naar Druens Stjerneglands er slukt, og Høitidsmaanen, Bægret, har sig lukt) afmal Cheruben paa blodstrøet Flugt, som gjemmer sig med alt sit Pralerie, og Sværdet glødet op i Vestas Ild, bag Paradisets Natviolers Lugt, da han ei mægted' Edens Helligdom med fordums Tapperhed at værge, saasnart med Fakler og med løsnet Belte den vakre Engberth-Adam kom. -- Nu kan for evig Tid (som vore Helte) den Cherub ikkun fægte ved at sværge. Og bandende fra Jord han dra'r til Skyen (hans Blod din Brudemorgen farver rød: Det er den Morgenrødme, som din Nattesødme igjennem silkeblaae Gardiner -- som Rosenkrands om Himmelen -- tilskinner) og beder Sejerherren hærge Byen, han efterlod, saa skammelig, vid aaben, med Ætnas Lava og Cyclopevaaben SIDE: 57 (den eenøjede Cyclop, som sidder paa sin Ende, som Bjønn i Mose, Paradiset brænde!). Cheruben, som, liig Fafner paa sit Guld, saalænge laae og ruged' paa sit Hul er borte nu (saa gaae det alle Taaber) og i sin Flugt han Seireren tilraaber: "Æd! fraads -- mit Skjold var ikke seigt! "saa gaae det hver som fægter feigt! -- "æd! fraads! og drukn udi dit Rov! "brænd! myrd! slaa ned som Kutusow! "Og hedte han Smolenskoi; vist du skal Sophinskij hedde paa din Val!" Sligt -- hører Du -- det Store med det Smaa som Wouvermann nøiagtig -- tegnes maa! -- Nu brænder Piben ikke mere -- det er min Phoebus (et Glas Vand er den hos Rasmus) en Rosenknop hos Asmus; men da dens Duft gaaer gjennem først hans Sjel (som Baldur gjennem Dagligstu'en hos Hel) saa lugter det vi faae just ei som Roser, men nærmere -- nu hvad du vil -- som Hoser. Og hvad der kommer fra den Første, har hverken Lugt og Smag, men Godtnok er for Tørste -- Da Mellemsætningen blev lang begynder jeg igjen min Sang der hvor den stod: nu brænder Piben ikke mere, altsaa: Stop med at improvisere. Husk paa Weenum! fattig og flink! Skriv snart om hiint og dette. Levvel! Mine og alles Gratulationer her! Min personlige Lykønskning til din Sophie! Levvel! Din Henr. Wergeland. P: S: Send Subs.listen du har til Messell som er Forlægger. Apropos vil Du være Forlægger til et Sørgespil? Du kan lade Schwach bedømme Riscquen. TIL ELISA WOLFF [Eidsvoll 10. sept. 1828?] Høitærede Frøken Wolff! Brevskriven heraf, Henrik Wergeland beder Dem inderligen og ærbødig-taknemlig, om at ville læse det Følgende i Ensomhed. Gjør det! Til Elise Wolff. Overbeviisningen om, at jeg skylder Omsorgen for mit højeste Vel ethvert Forsøg, indhyllede det endog det tvivlsomste "Maa- skee" i sig, driver mig til dette Skridt, som det eneste mulige der kan føre til min sande, eneste sande Lykke. Mit høje Be- greb om den Ædles Mildhed og Skaansomhed, jeg pligter at aabne mit Hjerte for, giver mig Mod dertil, idet det forvisser mig om, at ingen forudfattede Meninger -- i dette Øjeblik, da De maaskee ahner Indholdet af disse Linier -- vil bringe Dem til at see det Følgende udsprunget af andre end af de ædleste Kilder: af Sandhedens, den redeligste Hensigts og af Nødvendig- hedens. De vil ikke lægge disse Blade bort uden at være over- SIDE: 60 tydet om og agte den Alvor, som er den dybeste Tone i dette Hele, som gjør de Følelser og Tanker, jeg her blotter, agtværdige. Jeg siger, en dyb Erkjendelse af den Pligt, jeg skylder Gud og Alle og mig Selv: nu at begynde det mere energiske og sande Liv, jeg har Kald til, byder mig paa den eneste Maade, den, De af dette Brev vil erfare, at stræbe at opløse de Dishar- monier, som lyde i mit Indre, og hidtil have kjendeligen afpræget sig i min Tænke- og Handlemaade. Jeg har intet Haab om, at de paa den skjønneste og eneste fuldkomne Maade ville løse sig; men jeg maa og bør forsøge derpaa, da det Mulige er Menneskenes, ikkun det Umulige forbeholdet Gud. Min vaag- nede Selvanskuelse af mit Værd og min højere Bestemmelse alt her i Livet, vil ogsaa i det Tilfælde, at jeg saae min skjønneste Tanke, min ædleste Plan visne, bringe mig til at leve opofret alene Hine, og til at stræbe at glemme, at jeg har et Hjerte, som var skabt til at nyde i fuldeste Maal Jordens sødeste Glæder, men aldrig nød dem, som aldrig var roligt og lykkeligt, fra den Tid af, at min Phantasie og Aandskraft, med Bevidsthed, stillede sig det ved Siden. -- For et Menneske af den Character og Aand, jeg, oprigtigen, efter den Kundskab, jeg har til mig Selv, vil vise Dem, jeg er, vil De finde det rigtigt og saa sandt, at det ikke kan være ander- ledes, at min Ungdoms favreste Tanke var og er den: i mine livligste Aar, mens Hjertet har sin skjønneste Vaarvarme, at be- sidde en qvindelig Sjel, der forstod min Sjel, som jeg Hendes, fuld af Adel og fyrig, hele Verden omfattende Velvillie, fuld af Tanker, saa lige mine som Tvillingenglesøstre deres Brødre: -- en Qvinde, som forenede med Aand og Kundskaber et Hjerte, der var beslægtet i Maaden at føle, i enhver Yttring med mit, der var glad og sorgfuldt med mit, og gjennemglødet af Ømhed for mig og Kjærlighed til hele Menneskeslægten. Kort -- et Væsen jeg kunde leve i og for, uden Hvilket mit Liv var kun et halvt Liv, i hvem jeg saae Dyden og mig Selv, mit eget Indre, afbildet i Regnbufarver -- et Væsen, jeg kunde meddele mig for, saa sandt som om jeg talte i min egen Sjel, hvis Dom var mig Alt, som kunde lede mig i min Stræben efter det Gode, og den, jeg føler mig udelukkende kaldet til: den digteriske Fremstilling af det højere og sande Liv: -- et Væsen, i hvis Aand og Cha- racter jeg gjenfandt forskjønnede baade de gode Træk, jeg be- SIDE: 61 sidder, og dem, jeg manglede, hvis Indre var mig den skjønneste Dydelære, som jeg aldrig blev træt af at studere og frugtbar- gjøre; og som kunde være Mønstret, jeg baade som Menneske og Digter afbildede, som vilde fremtræde hvorsomhelst jeg, som den Sidste, afmalede den fuldkomne Qvinde: -- et Væsen, som i indre og ydre Skjønheder sammensmelter mest med det Ideal, min Phantasie sysselsætter sig beundrende med. Et saadant Ideal, saa fuldkomment harmonerende udkastet af en Sjel, der er enthusiastisk for det Ophøjede og Skjønne og Gode, og udmalet af en glødende Indbildningskraft, hører vel, som ofte er lært, blot hjemme i Ideernes Rige. Dette maa man vistnok sande, dersom man fordrer det i sine Arme med alt det Feeagtige, eller med alle de Himmelfarver, Phantasien ødsel ind- hyller Sandheden i. Men hvor man, med et saadant Ideal i Hjerte og Hoved, finder en Pige, man, endogsaa med koldt Blik, maa tilstaae svarer i Et og Alt, det Phantastiske fradraget, til Hiint, der smelter Drøm og Virkelighed, med den sødeste Følelse af Liv, sammen i den reneste, inderligste Tilbøjelighed, i Kjær- lighed. Er denne voldsomme Følelse vakt hos et varmt Tempe- rament, taaler den ingen Anden ved Siden, men forherskende udtrykker den sig i hans hele Liv; om den er lykkelig, som et til Glæde og Dyd og alt Ophøjet Alt oplivende Princip, som en for det Gode ubetvingelig Kraft; om den er haabløs og ulykkelig enten som Tungsind, eller Tungsind afvexlende med uregelmæs- sigt, vildt Lune, eller tvungen og derfor desmere støjende Lystig- hed, eller bizar Spot med sig Selv og Andre og Alt, eller den viser sig i Slappelse af alle de ædlere Kræfter. Jeg har laant Trækkene til denne psychologiske Skildring af mig Selv. Naar De har viist mig den Opmærksomhed at læse dette Brev til Enden, vil De bedømme om den er rigtig. -- Jeg maa nu med Angst og Forventning blotte min helligste Tanke, og jeg skrider dertil med et Alvor, der vender sig mod Himlen i et inderligt Suk, før de skjebnesvangre Ord staae der, urokkelige som Skjebnen. Naar jeg engang høitideligen aflægger det apostoliske Løfte, kan ikke min Stemning være vemodigere: jeg vil da endnu engang rystes af de samme Følelser. Jeg beder Dem min Ædle og Gode! være mit alvorlige Vidne, min milde, skaansomme Dommer, og jeg vil med uforbeholden Oprigtighed og Sandhed i mørke og lyse Træk, sætte Dem istand dertil. SIDE: 62 Min Agtelse for Deres Beskedenhed forbyder mig, i det em- phatiske, men dog sande Sprog, jeg af Tilbøjelighed ellers gjerne valgte, ja endog i det Simpleste, at nævne, hvad der hos Dem, Elise Wolff, har gjort og stedse gjør Dem til mit Hjertes Hellig- dom, som mine ædleste Tanker og reneste Ønsker bøje sig for og omfatte med al den Glands, en skjøn Phantasie, med al den inderlige Ømhed, et dybtfølende Hjerte kan skjænke, om hvem mine Livsplaner dreje sig afhængige midt i deres Dristighed og naturlige Frihed -- O sandere, hvem jeg høiagter og beundrer i den Grad, at min Lidenskab, at min Kjærlighed, at mit ude- lukkende Ønske, at leve alene for denne hellige Gjenstand -- skjøndt jeg, som De vil erfare, længe har kjæmpet forat ned- dæmpe enhver anden Følelse end Høiagtelse -- synes mig Dum- dristighed og utilladt imod Den, jeg gjerne viede mit Liv til at tjene i det Fjerne, som en Devot sin Helgen. Mistvivl ikke -- ædle, fortræffelige Pige! om den sandeste Oprigtighed, i det vigtigste af alle Anliggender, hos et Menneske, hvem aldrig hans Fiender have berøvet denne Dyd. De vil for- undre Dem over denne Tilstaaelse; men De vil forundres end mere, naar jeg her tilstaaer Dem, at ingen anden Kjærlighed end den eneste og højeste og inderligste til Elise Wolff, har be- hersket min Sjel og vil det til jeg synker sammen som en ud- brændt Volcan: at alle mine besynderlige fata, alle mine Bizar- rerier og tilsyneladende Udbrud af det lidenskabeligste Gemyt, alene ere Ytringer af min indre, voldsomme Kamp for at dæmpe mine Følelser, der dog altid reiste sig i deres himmelske Kraft og Skjønhed, saa jeg nu maa slappe min Spænding og elske med Vemod min ulykkelige Lidenskab, som en Moder sit Barn med Tæringroserne paa Kinderne. Jeg er vis paa, at De med Deel- tagelse vil følge mig, naar jeg nu, med Vemod og et Øje, der skjuler slet en Taare -- liig det faldne Edens blinkende Cherub -- anatomerer mit Indre, udvikler de fineste Traade i mit Hjerte, som have sammenslynget sig til den forunderligste Væv. -- O, jeg seer Dem blande Alvor og Godhed i et Smiil, om De smiler ved at skue de Gjøglerier, et dog ganske fornuftigt Menneske, med fri Villie, har ladet sin Phantasie spille Sig. Det er min Sjels Historie, jeg vil fortælle. Jeg betragter mig objectivt og prøvende, og jeg har Nøglen til alle mine Inconse- qvencer og Udskejelser, og jeg seer Fingeren som sønderrev alle SIDE: 63 disse Strenge i mit Indre. Vil De følge mig, skjøtter De Dem om at kjende Deres feilende, men inderligste Ven: saa -- endnu engang beder jeg Dem -- maa Deres gode Hjerte ikke være taust. Lad det tale engang imellem, og opbyd Deres Menneske- kundskab forat prøve min psychologiske Skizze, og De vil da tilgive mig mit unøisomme Gemyt, der ikke lader mig rolig uden et qvindeligt Hjerte, der er prydet med alle hine ophøjede Egen- skaber, der aldrig har tilladt mig Selv, hverken i Godt eller det Feilfulde Middelmaadighed, og heller ikke lader mit inderste Ønske være fornøjet med det Middelmaadige. Forat De bedre kan lære mig heel og holden at kjende, vil jeg begynde fra det første min Characteer begyndte at udvikle sig selvstændigen. Da jeg kom til Universitetet slap Skolen en uro- lig, spectakelfuld Dreng paa 17 Aar ud i Verden. Jeg slog mig til ligestemte Kammerader d: v. [s.] saadanne, som med et fuldt Glas i Haanden, med et fuldt Hjerte saae ned fra en svimlende Frihedshøide paa den vide Verden, agtede kun eget Omdømme, spillede latterlige Spectakler, i en større Stiil end paa Skolen, eller ogsaa skjult ytrede jeg især mine og deres politiske Syns- maader paa en følelig og udtryksfuld Maade, sloge Rygtet i Vind og Veir, da vi, og jeg for min Part især, nok meente, at naar Tid kom, eller det faldt beleiligt, skulde vi nok tvinge det til at tie stille, brugte physiske Kræfter imod Politiet, og aandelige Kræfter, hvori jeg især havde den Ære at udmærke mig, til at antage et Herredømme, hvilket en blodig Satires Svøbe vogtede, iblandt de øvrige Academiker -- Kort jeg var en complet Reno- mist; dog uden at jeg derfor gjorde mig skyldig i de allerusæde- ligste eller ødelæggende Udsvævelser, men fordetmeste vare mine Udskejelser mere støjende end vedholdende og igrunden ned- værdigende. De bestode ikke f: Ex: i Spil (da jeg aldrig har kunnet naae Færdighed i det Simpleste, eller kan sidde længer ved Bordet end en Timestid) eller vedholdende Nattesviir eller Ophold paa Bordeller -- aldrig! som mange Andre, hvem Rygtet dog sparede; men almindelig i en Aftenbolle, hvorom da den faste Stok var forsamlet, og saa, naar den var forbi, til et eller andet af de Optøjer, som imidlertid vare udklækkede, og som almindelig havde en eller anden Spidsborger tilbedste; paa hvilke tumultuariske Tog det da ikke manglede paa at blive kjendt. Dette Commerce-Collegium eller rettere Bureau for gale Streger SIDE: 64 bestod af meget Faae og ingen uværdig Person indsluttede det: alle vare gode Hjerter og gode Hoveder og dertil fidele Karle: Alle enten mine Lige eller Overmænd. Jeg var Sjelen deri, enten nu fordi jeg malede bedst Carricaturer om Formiddagen, skrev de bedste Satirer om Eftermiddagen, var den muntreste ved Glasset og den bedste Drikker og Opfinder af Spectakler om Aftenen, eller den villigste Udfører om Natten. Dertilmed nød jeg alle andre Studenters Velvillie (paa dem nær jeg pidskede med Satiren fra Cathedret i det almindelige Samfund) i en hædrende Grad, saa jeg ret fornøjet saaledes dræbte mine Dage. Collegierne besøgte jeg dog af og til af den Grund ei at fortørne Professorerne, saa jeg behøvede at læse mere; og anden Examen tog jeg ogsaa ordentlig. Characteren af de Spilopper, jeg var Hovedmanden for, kan sees af denne Geschichte: en høilys Efter- middag gaaer jeg med en tro Achates fra en munter Forsam- ling, i fuld Officeersuniform hen til en ondskabsfuld gjerrig Maren Giftekniv, annoncerer mig som en Officeer fra Landet, der var reist til Byen ene og alene forat frie til hende. "Hvis hun ikke vilde have mig, skulde hun -- nu en forsvarlig Eed -- betale mig frie Reise, Skyds og Diæt . ." Men til Ulykke, neppe vare disse Ord af Munden før jeg brast i en saadan Latter at jeg hurtigst maatte søge Døren og Gaden -- hvor vi saae Vinduerne, med en forfærdelig Skjælden fra hiin Dame, aabnes -- og hjem. Midt i dette bon-vivant-Liv var jeg bleven forelsket. Pigen var smuk i Alles Øine og god i Alles Munde. Endskjøndt jeg just ikke -- det var i Juletiden -- opførte mig til nogen Hygge for Hende, da jeg, midt for min Herskerindes Øine, viste mig som en erklæret Svirebroder; og, endskjøndt jeg -- efter en Vens Raad -- paa en ubesindig og ravgal Maade lod hende mærke hvad jeg følte, kom jeg dog i en Forbindelse med Hende par correspondence. Min Fortrydelse over min forrige udelicate Op- førsel gjorde, at jeg aldrig, trods Indbydelse endog, havde Mod til mundtlig at tale med Hende. Dette, samt at jeg, uagtet jeg havde lovet Taushed, forført af min heftige Lyst til at tale med En, der nøie kjendte hende, om Hende, Time ud og Time ind, var indiscret nok til at aabenbare Hendes Fætter, min specielle Ven, Sammenhængen; og han -- da han i min Feriefraværelse Selv forliebede sig i den elskværdige unge Dame -- saa var han saa lidet ærlig mod sin aabenmundede Ven, at -- han fortalte SIDE: 65 Hende min Indiscretion, afskar dette Baand. -- Om faae Uger derefter gratulerede jeg min Ven i en Elegie, hvoraf han vel maatte slutte sig til, at jeg havde Venskab nok for ham til mere at bebreide mig min Dumhed end Ham hans Mangel paa Ærlig- hed, til Forlovelsen med min fordums Elskede. Nu -- hele dette Afsnit kunde jeg gjerne sprunget over. Jeg fører Dem derfor ind i den anden, vigtigere Act, idet jeg for- tæller Dem, at hiint Billede snart forsvandt af min Sjel, hvortil vel meget bidrog min høje Agtelse for min lykkelige Rivals Egen- skaber, og, at jeg nu begyndte at vaagne til Digter, idet jeg mere og mere uddannede i min Phantasie hiint Ideal, som jeg kaldte Stella. Hvor skulde jeg finde en Stella? min saa rigt udstyrede Stella? Allerede før jeg saae Dem malede med usikker Haand en Ahnelse i Baggrunden af min Sjel, udslettende det af og til med sin Aande -- som en ung Pige, der faaer Griffel og Tavle i Haand forat lære at skrive -- det Navn, som nu er mig saa dyrebart, som nu er det Navn, Menneskene give min Stella. Elise! jeg saae Dem, da mit indre Billede var uddannet, og jeg søgte ikke længer. O virkelig, min Stella havde jeg ikke givet bedre Hjerte end det som udaandede de søde, fromme Smiil i Deres aandrige Ansigt: ikke større Aandsgaver, neppe de Kundskaber, som skaffer Dem Alles, endog den mest upartiske Mandspersons, Høiagtelse. Jeg svimlede, som jeg nu gjør, ved at see Afstanden imellem mig og det Maal, min mørke Norne urokkeligen pegede paa: jeg svimlede ved at see den Spidse, hvortil min Lykke var uløseligen lænket, umulig, umulig at naae: jeg svimlede, og min Dristighed, der havde sagt til mig, at jeg fortjente og kunde ei blive lykkelig eller til hvad jeg skulde blive, uden min aandrige, hjertensgode, engleskjønne Stella blev funden og vennehuld stil- lede sig ved min Side som min synlige Genius, forvandlede sig til bitter Kummer, over at den fundne Stella var saa fornem, altfor dannet iforhold til mig, og dertil riig. Jeg saae tilbage og en Taare kom mig i Øjet: jeg saae fremad og det sortnede for mig. Denne Stemning søgte at faae Luft i en Strøm af vilde, regel- løse Oder, hvis Grundtone var mit Væsens, nemlig Tungsind -- SIDE: 66 som en Gigant, der seer det himmelske Olymp over sig og ud- støder frugtesløse Hviin og Suk. Min Pens Fostre døde paa Faae nær i Ilden, og kun nogle Enkelte ifra den Tid har min Fader optaget i de "Stellas Digte" som om faae Maaneder ville vise sig paa Parnasset -- og efter Dommeres Mening, som have Kjendskab til Petrarcas Canzoner, ved Siden af disse som flam- mende Cheruber ved Siden af smiilfulde Serapher. Med saa- danne unyttige Beskjæftigelser hensled jeg en Tid, og jeg sank mere og mere i mine Øine i samme Forhold min fundne Stella steg. Dette fandt jeg dog var et elendigt Liv: jeg søgte Ad- spredelse, gad dog ei reise til Byen. I disse kjedsomme Dage reiste jeg, for at distrahere mig lidt, ud til et Huus, som var prydet med mange smukke, morsomme Døttre, som jeg første- gang togange den forløbne Juul havde seet, og af dem med mere end almindeligt Behag den Yngste. Da jeg kom var hun borte i en Præstegaard et Par Mile derfra. Som jeg sidder midt iblandt Søstrene -- tænk da hvad jeg gjør! Øjeblikkelig beslutter jeg at gjøre ved et Alexanderhug Ende paa den gordiske Knude af sygelige Tanker, jeg bar paa, at opgive min egentlige Stella og indsætte den fraværende unge Pige i Stellas Rang. Jeg springer op, vinker en Ven, som da var der, som en af Søstrenes Kjæ- reste, udenfor, spørger ham: "Hulda er jo meget godhjertig og snild?" Han svarede med klaprende Tænder og utaalmodig over denne Samtale i den bidende Kulde: "Ja . . javist!" "Hun har et godt Hoved?" -- Ja et meget godt! "Har hun lært synderlig Mere end hvad man lærer ved Confirmationen?" -- "Aa Snak -- var Svaret -- Nu maa jeg ind til Kakkelovnen." Nok -- jeg tager strax Afsked, til ikke liden Forundring for Familien, da jeg ikke vilde bie engang forat spise tilmiddags, skjøndt Bordet stod dækket, angiver som Paaskud, at jeg vilde besøge en Officeer, sætter mig i Slæden, og jager afsted til Stedet, hvor Hulda var. Paa Reisen indbildte jeg mig fuldt og fast, at jeg handlede meget fornuftigt i at give en ødelæggende og hensigtsløs Lidenskab Afsked ved saaledes at extemporere en Anden. Jeg kom, fandt Hende i Selskab, skrev nogle Linier, som jeg bad Hende læse, da hun kom hjem, og fik saa -- tilpas -- et mundtligt "Nei". Jeg reiste tilbage, nynnende Fastings Epigram over en uheldig Elsker, som kom, saae men ikke vandt. At jeg da ikke drog synderlig tungere om Hjertet hjem end ud, er klart. SIDE: 67 Dette var da den første Scene i mit Sørgedrama, den første Forvikling, jeg hildede mig i, for at rive de Circelænker over som bandt mig til min jordiske Stella, som dog forekom mig ligesaa umulig at vinde, som om Hun boede i Himmelen. Min egentlige Stella vendte ubetvingelig tilbage; og jeg lod Hænderne synke under de bittreste Følelser af Uværdighed: min Munterhed har siden bestandig været borte, og mine Venner mærkede snart, at mit Lune var fremkunstlet, at jeg alt længe har qvalt en Taare i Baggrunden; men jeg stræbte ved exces- sive Indfald, Støi og Overmættelse ved enhver Leilighed, at gjøre dem til Løgnere: jeg vilde indbilde dem, at min Sjel var ligesaa fri og stærk som det Legeme, hvis Constitution jeg forcerede. Nu derimod -- min Skjebne løse sig eller ikke -- være min Kamp forbi med hele sit Slæb af Inconseqventser og Forvildelser, idet jeg greb efter falske Surrogater for at tilfredsstille mit bræn- dende Ønske efter en saadan Livsengel som De, min Stella! Jeg føler mit højere Kald og store Mænd, selv Aladdins Forfatter, indvie mig dertil, eller ere Vidner om at Naturen viede mig til et Saadant. Min Sjel gjemmer Frugter, om Hjertets favreste Blomster bestandig skulle visne! Se nu den anden Scene! Jeg vil tegne den i faae Træk. Rygtet om at min Stellas Hjerte tilhørte nu en Anden, gjorde kun lidet Indtryk paa min stumme Smerte, der, om Smerte kunde være følesløs, virkelig var saa. Det gjorde lidet Indtryk; thi De stod mig ikke fjernere derfor: jeg var haabløs tilforn. Jeg be- sluttede nu igjen at bede Hulda have mig kjær, forat glemme, om jeg kunde, at jeg var ulykkelig; og jeg besluttede, ved første Leilighed at overtale hende -- det bære eller briste! -- Jeg sagde Hende midt i et Selskab i et afsides Værelse, at jeg ikke havde glemt Hende, at Hun alene kunde gjøre mig lykkelig. Den gode Pige svarede mig meget fornuftig, men indhyllede i sit Svar det bestemteste Nei. I dette Øjeblik, da jeg var mig Tabet af min rette Stella og den Stella, jeg vilde elske istedet, bevidst, aab- nede der sig som en bundløs Grav i mit Indre -- en Nerve- svingel betog mig, en Vanvidsfunke foer igjennem min Sjel og oplyste en skrækkelig Plan, som liig et skummelt Spøgelse trængte sig frem fra den . . Jeg vil tie -- Gud og De ville tilgive! Nervestyrkende Midler hjalp mig snart, og min Sjel var ro- ligere, som Havet efter en Orcan. Jeg kunde græde; og jeg SIDE: 68 græd over at have nu engang mere end før bedrøvet mine For- ældre og Hulda, ved at blotte en saadan Lidenskabelighed, skjøndt hiin Catastrophe var ligesaameget at tilskrive, efter Doctorens Mening og min indre Vished, om hvor dybt den egentlige Rod laae, dybt under min Tilbøjelighed for Hulda, en Slappelse i Systemet som en indre Brøst; men denne Slappelse var netop een af de ulykkelige Følger af min haabløse Kjærlighed til den rette Stella, jeg vilde sætte Hulda istedetfor, af den langvarige Spænding, den medførte, og som min urolige Phantasie, der byg- gede og nedrev himmelhøje Planer, ikke kunde aflade at nære. Jeg var svag, meget svag, som ikke kunde lære taalmodig at opgive disse Planer, som jeg, i lykkelige Drømme, ventede dog skulde skjænke mig Deres, min Stellas Venskab. Jeg bad Hulda tilgive mig, at jeg ikke havde kunnet betvinge mig, at sammenstødende Omstændigheder havde bragt mig til at glemme mig Selv i et ulykkeligt Øjeblik. Huldas Moder yn- dede mig, ligesaa Hendes Fader, og Hun bad mig see Tiden an, da Huldas Hjerte endnu var frit. Hulda bad mig bie et Aar, saa kunde jeg tale til Hende. Jeg var glad heri, endskjøndt jeg vel næsten kunde vide det sande, definitive Udfald, da hun virke- lig nærede Godhed for en Anden, som jeg, medhensyntil Ordent- lighed, Petitmaiterie og Udvortes, ikke tør maale mig med, men som jeg, medhensyntil Værd ikke vil maale mig med. Allerede længe før Aaret var forbi, var hiint gjensidige Løfte ugyldigt, som Huldas gode Hjerte vel havde bragt hende til at give, da hun vel frygtede for at mine Sjelskræfter ikke vilde kunne holde sig oppe. -- O havde hun vidst, at min Kjærlighed blot elskede hende som et Billede for den rette Elskede! Havde Hun sagt Ja til mine Bønner, saa vilde jeg sagt Hende Alt, at jeg havde elsket Elise Wolff i Hulda, men at jeg nu vilde stedse elske Hende som om Elise Wolff laae ved mit Hjerte. -- Jeg har dog glemt at indflette min Plan at gaae til Græken- land. Hellas kalder -- Se en Celte vil blandt Helte søge sig en blodig Palme; thi hvor Hjertets Roser falme og hvor Vaarens Purpur veeg, blomstrer en Cypresse bleg. SIDE: 69 Min Fader sagde Intet videre imod; men jeg har aldrig seet ham saa sorgfuld. Jeg lod det være; men løser nu det Løfte, jeg havde derom gjort mig Selv, ved at udgive et lidet opus den Sag tilbedste. Nu søgte jeg hastigst ind i et Hul i Byen, tog mine Bøger fat, og forsagede ganske mit forrige skjødesløse Liv, som kun et Par Gange blev afbrudt, og den ene Gang af disse ved en Leilighed, som gjorde Opsigt, formedelst den Vedkommendes Fadaiser; en Leilighed, da jeg, forat revengere en Ven, som, paa en lumpen Maade, af en vis høi, ung Laps var bleven fornærmet, paa en bitter Maade lagde mig ud med Denne. I det Hele førte jeg nu et upaaklageligt Liv, indtil min Fader i sidste Mai, dels formodentlig forat jeg ei ved min Ubesindighed skulde styrte mig i Uleiligheder den 17de Mai, dels forat ordne endeel Poesier, Han har fundet værd Offentliggjørelse, dels for her roligere at kunne studere, lod mig komme hjem, ja vel og for, som skeer, at jeg kan øve mig i practiske, en Lægbroder eller Noviz tilladte, geistlige Forretninger. Saaledes er jeg da nu her, og gjør dette Forsøg paa at naae min eneste, sande Lykke, skjøndt haabløs, dog ei som før fortvivlende; thi min Sjelskraft har reist sig, og rækker mod Himlen efter Lauren, om Roser og Forglemmigejer blive mig nægtede: jeg gjør dette Forsøg, med Pen i Haand, under en Hæg i den fri Natur, med Følelser mest lige de reli- gieuse, jeg tidt, naar jeg er alene, rystes af. Se da her med Mildhed -- ædleste Elise -- mit brogede Liv. Min Kamp har ikke gjort mig lykkelig, men bedre. Og lad den Svaghed, som ikke lod mig tvinge min heftige, men ædle Til- bøjelighed for en saa ophøjet Gjenstand, og som har bragt mig Anger og Sorg og Forbedring til Frugter, være udsonet af det faste Forsæt, som staaer i min Sjel, som et Marmorminde over en blegnet Blomstrende, med den uudslettelige Skrivt: "nu stedse -- hvis ikke et ømt, men heftigt og feilende Hjertes prøvede Kjærlighed nogensinde kan gjenlønnes, at leve for Elises Godhed og Agtelse." Ja ved Himlen! denne kan jeg tiltvinge mig, thi de er retfærdig. Vær glad Elise! over at et varmt og redeligt Hjerte elsker Dem, over at en vinget Aand ærer Dem! Ynd en Kjærlighed, som ikke hviler paa en Phantasiesky, men paa den dybeste Ærbødighed, den mest ubetingede Høiagtelse! Den fordrer Deres Agtelse, den beder om Deres Godhed, om De ikke har noget SIDE: 70 Mere for dens inderligste Suk. Den vil være glad ved at faae Hiint, den beder dristigt om, men naaede den Dette -- jeg har intet Begreb om hvad jeg da vilde føle -- o jeg frygter jeg da vilde endnu engang blotte Lidenskabelighed i Henrykkelse. Det er usandt, at man ei kan elske uden Haab; thi jeg har altid haabløs elsket Dem; og isandhed jeg vil elske Dem saaledes, naar De her paa Jorden bliver en Andens, om Fædrenelandet engang, hvis saa skee skal, laaner mig en af sine Døttre i Livet. Mit Hjerte vil være rigt nok paa Ømhed og en ringere Kjærlig- hed for Denne. Men min Aand kan kun elske Een eller rettere tilbede Een, som Petrarca sin Laura, i hvis skjønne Sjel den seer sig Selv, som Marmortemplerne sig Selv i Fee Morganas Speile; og, naar den Selv er udødelig, da maa ogsaa de ædleste Tanker og Følelser, den gjemmer, være udødelige. Et seraphvinget Haab peger hisset -- et smiilfuldt Haab, som river mig gjennem mørke Aar og Døden, naar min Sjel i Morgenrøden svanereen tør dukke sig, hvisker, at den der engang tør finde og nærme sig og slutte sig fast til og vise sin oprindelige Skjønhed ufordunklet, og dennes største Skjønhed, sin rene, pletfri Kjærlighed for den ædle, rene Aand, den søgte forgjeves og stod saa fjernt i Støvet. Eengang, bag rullende Aar, din Sjel jeg ventende møder, Stella! Stella! Den vil jeg kjende blandt tusind, tusind blegnede Aander, Stella! Stella! See, liig et flagrende, gyldent Slør, den kommer i Luften, Stella! Stella! Den vil liig Skyen af Rosers Aande svømme i Æthren, Stella! Stella! Ha, jeg vil glemme de Aar, som svam i Graad, naar jeg seer den, Stella! Stella! Frydfuld min Aand i sin Purpur- Taage ryster som Harpen, Stella! Stella! SIDE: 71 Da vore Sjele og vore Taager smelte tilsammen Stella! Stella! Som i en eneste tvende Skyer opløses ofte, Stella! Stella! Ak skal vi krydse hinanden, lige fiendtlige Planer, Stella, Stella? Vi gjennem Æthren vil glide, liig en tvehalset Svane, Stella! Stella! -- Solen Du, før end den første Elskov, drukner i Bølgen, Stella! Stella! Den Du ei drukner i Aar, i Graad, i Sang, i et Bæger, Stella! Stella! Er ei min Kjærlighed født paa Jord, men lever i Himlen Stella! Stella! Ha, Du min elskede Sky! vi ville stige til Herren, Stella! Stella! Aander om Guddommen svæve, liig' din Bruunlok om Panden, Stella! Stella! Gud vil vor Sky til et ædelt Ætherlegeme danne, Stella! Stella! Legemets Venstre tilhører Dig, men min er dets Høire, Stella! Stella! Thi i dets Venstre der boer, som Morgenstjernen, et Hjerte, Stella! Stella! Gud os et Scepter af Stjerne- straaler lægger i Haanden, Stella! Stella! Gud os befaler at vogte Jordens elskende Hjerter Stella! Stella! Natten skal tjene os, liig en stum, men skarphørig Morjan, Stella! Stella! Se den vil bringe os Sukket, Møens Barm den betroed, Stella! Stella! Se som Demanter den samler, bringer Ynglingens Taarer, Stella! Stella! SIDE: 72 Morg'nens Korallesky er vor drømmebringende Hærold, Stella! Stella! Gud os Ohebiel kalder ): ædel Kjærligheds Engel, Stella! Stella! Saadan en Tanke, saadant et Haab gjør mig lykkelig med Deres Godhed Elisa-Stella! Men hvis -- Gud er jo velsignende og hans Raad usporlige -- det ikke skulde forekomme Dem umuligt, engang, naar jeg i Gjerningen viste mig en saadan Salighed værdigere, at føle noget mere end Godhed, at elske den heftige Yngling for hans inder- lige, trofaste Kjærligheds Skyld: saa -- hør nu hiint inderlige Suk -- saa beder jeg Dem om Tilladelse til, naar jeg har taget Attestats til Vaaren, at maatte nærme mig Dem, forat De kan lære Den at kjende, som elsker Dem saa som ingen Pige er bleven elsket, siden Laura levede, som beiler ærbødigen til Deres Ømhed. Saasandt det er Dem muligt, nægt mig ikke dette Ædel- modsbeviis, at tillade mig at vise hvad jeg siger: at jeg elsker Dem med den redeligste Villie at give Dem Alt hvad De alene kan give mig, at arbeide paa Deres Lykke og at fjerne ethvert Glimt af Sorg fra Deres Liv, og at denne Kjærlighed mægter at gjøre mig god og stor. O Elise, gode, fortræffelige, elskeligste Pige! der ligger derfor intet Baand paa Dem; men, naar jeg, styrket i de gode For- sætter, jeg finder det saa let at holde, med en Borgers Rang i Staten, smykket med mere end Scandinaviens Hyldest, tør see Dem engang imellem, hører Dem tale, er nærmere et Vidne til Deres skjønne, prunkløse Liv og til de Skatte, Deres Aand skjuler, naar vi gjensidigen kunne kaste et klarere Blik i vore Sjele -- o da, i min vil De finde skjønne Sider, De ikke ahner, og jeg vil beundrende see alt det Ædle klart, som jeg veed er i Deres -- og da engang maaskee vil jeg turde tale i mit højeste Anliggende, hvis De ei forbyder mig dette. Jeg elsker jo Elises Sjel: Hendes Venskab er jo mig Salighed nok. Tro, jeg eftertragter ikke saa høit et Maal, uden jeg jo veed, jeg har Kraft til at blive det værd! Der er ingen af mine Tilbøjeligheder, endog uvæsentlige og for mig behagelige, som jo, hurtigen som en Regndraabe, paa Deres mindste Vink, vilde falde bort. O hvor lykkelig, hvor lyksalig, hvilken Vellyst, nær Dem at SIDE: 73 lære at blive god og af Deres aabnede Hjerte at lære den sødeste Poesie, at suge af deres Læber Roes og Opmuntring og Dyd! Jeg vil være Elisa-Stellas Harpe! Jeg lænker Verdens Beundring til Elise, til den Elise, som besjeler mig, som mægter at røre den dybttonende Streng, en gavmild Natur legende spændte som en Regnbue igjennem min Sjel! Ja Elises Smiil fremlokker Qvad af sin Harpe, Digt, som Oehlenschläger sagde var udførligt kun for Cherubens Harpe! Dette vil jeg i "Himmel og Jord" hvis gigantiske Plan, som en Melkevei, jeg neppe uden delviis kan beskue og omfatte, bølger igjennem min Sjel. Se "Himmel og Jord" naar jeg med en dristig Prometheusfinger faaer skabt det og maal da min Kjærlighed Elise! Thi Elises Sjel er Guddommen i dette Digt, hvor Verdenshistorien, som et fortløbende Drama, hvis Knude er Ideernes og Folkenes Kamp og Udvikling imod Frihed, kun er en Scene, og hvor et dristigt Blik hæver sig op i den anden Verden og iklæder hvad det seer, og fremsætter som philosophiske Hypotheser, Phantasiens mest straalende Dragt. Det er en Aandeverden min Geist vil afdække, et heelt Verdensdigt, hvori som Centrum Stellas Liv og Fort- skriden mod Fuldkommenhed med en Pensel, dyppet i Solen, skildres. Som Tidmaaler følger Verdenshistorien i Drama ved Siden. Dette er formeget, for stolt sagt af mig? -- O jeg taler jo nu til Dem, som om jeg talte med mig Selv: jeg viser Dem jo mine skjulteste Tanker og mine Feil, og da maa De jo og see min Ahnelse om, at jeg vil klynge til min alvorlige Muses Barm min Smerte, at hun kan med et Kys give den sin Skjønhed? Maa jeg ikke, naar jeg er oprigtig imod Dem, endogsaa om jeg blot- tede en Feil, sige Elise, at jeg veed, jeg vil komme til at leve hædret, om jeg skal saa leve ulykkelig? O, føler jeg min indre Naturkraft, min Genius, spaae mig, hvad jeg om to Aar -- naar "Himmel og Jord" har seet Dagens Lys -- vil hedde inden og uden Norges Grændser; og, at jeg vil det, uden Ro og Lykke -- min Gud! hvilke Farver vilde jeg finde i min Sjel med disse Hjerteblomster? hvor meget ædlere og livligere vilde min Muse træde frem, og uden dette Melancholske, som nu er dens af- gjorte Tone, naar Elises Yndest og Ynde begeistrede mig, naar jeg vidste mig kjendt og elsket af dette gode Hjerte, æret af denne lyse Aand? SIDE: 74 O gjør mig til hvad jeg kan blive Elise! ædle Elise! Og dette er -- efter vor Konges Ord -- mit Fødelands Ære; jeg lægger til: ogsaa et godt Menneske. Troer De dette var et lønfuldt Værk, og Prøve værd? Ja! ja, De vil kunne plante en Dyd for hver af mine Feil! Men jeg maa vise Dem disse upartisk, saavidt jeg kjender til min Character, endskjøndt Man har, og det en Competent, har sagt om mig, at jeg var et besynderligt Menneske, der midt i mit buntede, af Lidenskaber omtumlede Liv, klart opfattede En- hvers indre Beskaffenhed, men derimod ikke forstod at skjule mig Selv for nogen Anden end netop for mig Selv. Jeg maa troe dette er sandt, endskjøndt jeg har modsagt mine Venner, som have sagt, at de lærte mig at kjende paa een Dag, og pra- let af at jeg var nok hulere end som saa. Alligevel -- jeg kjende nu mig selv eller ikke, og jeg veed det er vort Livsstudium og det vanskeligt nok at lære sig Selv at kjende -- De maa kjende mig, og tage min Characteristik an for rigtig, naar den, som jeg siger, efter Overbeviisning er affattet. Efter min og Venners og Fienders Dom er jeg sangvinisk af Temperament, godmodig, lidenskabelig, haardfør, Enthusiast, sandselig ved Siden af de mest ætheriske Grundsætninger og Følelser, lettroende, nysgjer- rig, tolerant og mildtdømmende uden imod dem, som altid bør være og ere retfærdigen blottede for Satiren, nemlig dem, som i enhver Henseende ville synes men ikke ere, aabenhjertig, aaben- mundet, aabenhaandet, ærgjerrig, men aldrig vilde jeg blive stolt, om min Skjebne blev nok saa glimrende, begavet med et let Sind -- min Letsindighed er tæmmet -- fornøjet til Overgiven- hed, ikke egenkjerlig, en god Ven, en hidsig, men strax forsonlig Fiende, blødhjertet og Ven i Gjerningen af alle Ulykkelige, op- farende, ubetænksom eller ubesindig i høi Grad, fremfusende mere end kold modig, kan ikke bære en Velgjerning eller Tje- neste ugjengjeldet, phantastisk i Tilbøjeligheder, forsømmelig og gjerne opsættende, forlegen blandt Fremmede, en slet Cavaleer, kjær af Mennesker og Dyr, Blomster, kort af alt Liv, ustadig, patriotisk, nøisom, nationalstolt, lattermild, ja kivagtig forat faae noget at lee af, om Materie mangler, ikke forfængelig, Hang til Satire -- og vist mange flere Lyder og tvivlsomme Dyder. Og maaskee min engang havte og efterfulgte Mening: "leeg med Last og Forførelse, og viis, netop i at paatage og afkaste, efter frit SIDE: 75 Tykke, deres Aag, din Overlegenhed! Lad engang dine Lyster løbe, og viis ved pludseligen at standse dem, at de ere din højere Sjelskraft underdanige, ligesom Den først er en god Kudsk, der tør sætte med sine vildeste Skimler nedad Bakken, og kan standse dem midt i Farten" -- kan ogsaa kaste noget Lys i min Characteer og mit forrige Liv -- Ja virkelig jeg har undertiden søgt Bekjendtskab med Falstaffer for at kunne belure den Last, jeg legede med, som Hercules i Vuggen med Slangen, og siden aftegne den des sandere. Hvad den tvetydige Lyst til Satire angaaer, da ytrer den sig med Valg og oftest er den godmodig, kun sjelden mundtlig sarcastisk. Den bitre, jeg har, mader jeg Løgnen og Bagvadskelsen med. Tvende Satirer, Publicum har seet, ere af Folkemunde og onde Samvittigheder, for største Deel applicerede paa Personer, jeg ikke havde tænkt, paa to nær i den Første, jeg tegnede efter Naturen. Jeg havde ikke ladet Publicum see Nogen af Disse, hvis jeg ikke -- det være Dem alene sagt -- havde villet af egne Kilder hjælpe en fattig Slægtning. Da Bogtrykkeren snød mig paa den Første, og jeg brugte selv de faae Levninger, maatte jeg faae den Anden ivejen. Satire er langtfra at være mit Fag. Hvad mine Kundskaber an- gaaer, da ere de ikke udmærkede, endogsaa min æsthetiske Læsning er meget indskrænket, da Intet tilfredsstiller mig siden jeg læste og atter læste Shakespeare (i Oversættelse). Jeg har laud til artium examen, haud til philosophicum, da jeg ikke kunde overtale mig til at tage om Mathematik, hvori jeg fik en fortjent slet Character. Historie og Botanik ere mine Yndlingsviden- skaber. Min Fader siger, jeg har et større Talent end han til Malerie; men da maa han slutte fra nogle barokke Composi- tioner, jeg paa egen Haand har gjort; og, har jeg et saadant Talent, da er det ikke det mindste uddannet, da jeg ikke har havt Taalmodighed til at blive under en Lærer. Mine Sprog- kundskaber ere ogsaa middelmaadige. Hvor slet Franskmand jeg er kan De see af disse Tanker, jeg i det Sprog vil udtrykke, til min Skytsengel, om jeg har Nogen: at han skal bede for mig hos Dem. Priez pour moi à -- o vous savez a Quelle! Et toute ma vie sera une priere pour Vous men isandhed til et ædelt, skjønt Liv -- ædelt kan det blive, skjønt, vil Elises Godhed gjøre det, saligt, himmelfarvet kan en gjengjeldt Kjærlighed gjøre det. Naar saa et Aars Tid eller saa er gaaet, kan jeg see mig om en fast Plads i Staten, og Kongens udmærkede Yndest, som jeg har havt den, i min Stilling, sjeldne Lykke at naae, da han med Interesse atter og atter har spurgt efter den endnu ubetydelige Yngling, og lovet ham sin særdeles Naade, sikrer mig en Saa- dan efter Ønske. H: M: var først opbragt over nogle vel raske, patriotiske Udfald; men -- hvad jeg har fortalt, tilfaldt mig dog alligevel. Jeg vilde først svaret, at jeg addresserede mig til hans Retfærdighed, og haabede at ville fortjene hvad jeg bad om; men slig Tale gik ikke an efter min Faders Mening; og jeg tak- kede for den høje Naade i et fransk Madrigal, som han leende puttede i sin Portefeuille. Mit Hovedembede vil vel blive at opdyrke det Agerstykke, jeg fik i Vuggegave paa Parnas, men, naar jeg saa er 23 Aar, vil jeg tage min Tilflugt til Staten og Kongens Gunst. Nu, elskværdigste, bedste Pige, kjender De mig ligesaameget som om jeg en Tid havde været saa lykkelig at omgaaets Dem. De har seet mig som jeg nu er, og da seet mange Feil. Min Kjærligheds høje, ædle Character kan vel udsone nogle af Disse, men -- hvis, hvis De for dennes Skyld skjænker mig min Bøn, til hiin Tid uden Haab om Gjenkjærlighed, for at være lykkelig i Deres Godhed, at turde nærme mig min ophøjede, mægtige Genius -- hvor vil da min Ubesindighed, Letsindighed og flere Feil, som allerede nu af den sande Følelse af Andagt, Tanken om Dem har opfyldt mig med, ere dæmpede, blive af? Jeg vil blive Elise aldeles liig, from og god og dydig og dannet og ædel! SIDE: 77 Elises Roes mere end en Verdens Beundring: Elises Smiil min højeste Belønning! Den ene Time bæres det mig for, som om jeg hørte en Stemme inden i min Sjel, der hvisker: du bliver aldrig lykkelig! den anden Stund lyder en sødere Røst -- et Haab, som slaaer Nakken mod Stjernen, og snubler i Roser -- saa uhyre -- , som bærer mig, som Aladdins Aand sin Herre gjennem Luften over Oceanet, høit over enhver Sorg, enhver tungsindig Betragtning, som hæver sig op over disse som en Engel over Gravhøjene, hvorunder Synd og Lidenskab og Last med Legemet tilsammen slumre fast. Haab er Smertens Veninde: fra Glæden flyer det, og siger: eget non me! Skal dette Haab, som blot beder om engang at turde være nær min dyrebare Helligdom, døe? O jeg veed, at Elise vil ikke berøve mig det uden den retfærdigste Grund. Vel, fra Fjernet maa jeg da vinde Elises Agtelse og Velvillie; og det skal engang ahne mig, at Elise ynder min Kjærlighed, om jeg Selv ikke kan vinde denne Priis: Elises Bifald og Velbehag og ømme Godhed -- for hvem ingen, ingen Anstrengelse var andet end en Leeg. Ja, den ædle, hjertensgode Elise vil ikke glemme, at man lever lykkeligst hvor man mest er elsket, og Elise vil dømme, om Jeg elsker mest, naar denne Kjærlighed rækker sine gyldne Frugter imod Himlen: gode Gjerninger og Kraft til alt Stort og Godt. Tro, at jeg føler beskeden og ærbødig min Afstand fra Dem! Tro, at min Dristighed bør undskyldes, da den redeligste Hen- sigt, de skjønneste Følelser og Planer fremskabte den -- Den maa ikke synes forunderligere end Vandcolonnen, Geisir slynger imod Skyen: Denne vilde jo strømme lavt, kogte ikke Heklas Flammer under den. Tro, at jeg bedre, end jeg har her i dette Brev sagt, jeg er, vil nærme mig Dem, og tænk ogsaa, at min egen Aabenhjertighed og Ligefremhed har jeg ligesaamegen Skade at tilskrive som ondskabsfulde Uvenners og Uveninders Bag- vaskelser! Og endnu engang Elise! nægt ikke mig, Deres inderligste, varmeste Ven, det Glimt af Skaansel og overbærende Godhed, SIDE: 78 Deres Hjerte er gavmildt med. Lev vel! Levvel! og vær lykkelig, saa er jeg ogsaa lykkelig, i hvordan end min Skjebne bliver. Jeg beder Gud og Dem, at det maa gaae mig godt, at jeg ikke maa føle mig bestandig saa ene, med saadan utilfredsstillet Længsel efter et ædelt, medfølende Hjerte, efter en Sjel som forstaaer min, at jeg ei for Livstid maa see netop min skjønneste Egenskab, min Idealitet, min Modtagelighed for de ædleste og livligste Følelser, bringe mig Ulykke og Kummer! Vist, vist! Elise vil ikke forskyde mig, naar jeg blot beder om engang, naar jeg er værd dertil, i Nærheden at torde beile til Hendes God- hed, Agtelse og Venskab -- Kjærligheden ligger i Himlens Haand! Hiint vil være nok til at gjøre mig lykkelig. Verden vil engang nævne Elise som min Genius. "Hun elskede ham ikke, men hun gjorde ham til hvad han blev!" Med den dybeste Høiagtelse, den sandeste, ømmeste, aandigste Kjærlighed Henrik Wergeland. P: S: Lov mig at holde dette Brev hemmeligt, og bed Deres Forældre om det Samme. Som Svar vil være nok, hvis De til- lader mig mit inderlige Ønske, blot -- som en sød Hieroplyph -- at tegne et coloreret Blad, og med Knop; eller, hvis De maa nægte mig dette, -- om De vil unde mig da i min Smerte en dyrebar Erindring -- en farveløs Glemmigei paa et lidet Stykke Papiir. Hvis det behager Dem at svare paa denne Maade, at svare Selv, saa lyde Convoluten "til Eidsvold" endskjøndt jeg nu, naar De læser dette, formodentlig er i Christiania, hvor jeg er for nogle Dage forat faae mit første Sørgespil trykt. Lev vel: Himmel og Jord ere for fattige for mine Ønsker! Tag mig i Forsvar, om Deres Forældre skulde finde altfor Meget at dadle hos mig; og det vil og kan Elise, naar jeg siger, jeg vil aldrig see Dem igjen uden jeg er værd i alle Henseender min rene Kjærlighed, enten den tør juble Verden imøde, eller den blege Smerte skal vugge den i sin Favn. Naar jeg seer Dem vil jeg rødme, men ikke af Skam! P: S: Elise! læs blot det Vigtigste igjennem engang til. Jeg takker Dem for Deres Opmærksomhed, hvis De har læst dette hele, lange Brev igjennem, som jeg ikke har turdet gjøre under- SIDE: 79 holdende for ikke i det Mindste at vige af fra Sandheden. De kan see af de mange rene Blade iforvejen, at jeg ikke havde tænkt at komme til at bryde Dem med saa meget. hwg. Nok et p: s:! Jeg seer med Skræk, hvilket afskyeligt, gjen- nemtrækkende Papiir jeg har brugt. Min Papiirhylde er i Uorden her paa Landet. See heller ikke Klatterne! SIDE: 98 TIL GERHARD MAGNUS E [idsvol] P [restegård] 4 April 29. Lige Titler og Rang vi have min Ven (Du har en Blyant og jeg har en Pen) Lige Fordeel vi have min Gert (du er hos Ev'er: jeg paa Seraphconcert) Heri du vinder af Lykketræf forud for mig dog et f, da Du er amicus men du behøver vel neppe mere end et Øjekast derpaa, saa Forlæggeren vel kan faae styre sin Lyst derpaa. Jeg glæder mig inderlig til at see din Composition; men læg mere til, for Exempel, da du har Farver, som Sorte- kridtet mangler, saa fremstil Athmosphærens Oprør endnu vildere, for Exempel: Torden og Lyn, hist en Regnskuur, her en Regnbue brudt. Om 7 (syv) Dage taler jeg med Dig. Din Henrik Wergeland. SIDE: 99 Postscriptum. Da jeg skrev sidst til dig, var det det 7de Brev. Se her en Liste paa mine Forretninger: Æde og drikke og hvile paa Sophaen. Cytheream colere. En Proces. Examen, hvortil petitum er indleveret. Msket og Messias at producere. do. do. at corrigere. Lyriske Digte at corrigere. Aviser -- TIL ESAIAS TEGNÉR Christiania 18 Mai 1829. Tilgiv den unge Dreng af en Digter -- o jeg veed ikke, om jeg er det, om jeg har en Harpe i Hjertet -- som tør sende Tegnér sin Førstegrøde. Kaster De den, farer den tilbage, er den Avner -- vel, saa er jeg med borte. Her er Splid om hvad jeg skriver, og jeg er halv glad, halv angst. Jeg har sukket: Vee min Harpes Sprog bliver kun en Monolog. Ingen skatter, Ingen fatter det for Vaudevillelatter. Imidlertid -- jeg løber dristig frem. To Presser gaae -- de have alt naaet mig igjen -- jeg skriver til dem begge og har blot Enden i Tanken; men, som jeg troer, ved hvert Blad, som le- veres vaadt til Pressen, at nærme mig, seer jeg mig rykket videre tilbage, da nye Udsigter, nye Dale og Kongeriger folde sig ud. Kløgtige Karle (hvoriblandt dog Folk , -- -- -- -- som læser kun ved Lys af Næser, eller, om de fik Lygte til i Avindsblik, raabe dog: kom! jeg vil rette Feil i Digt som dette! SIDE: 100 Kløgtige, hvad vi kalde stø'e Folk, som vide om dette Fore- tagende, sige: at det er at tage sig Vand over Hovedet, at jeg er en uforskammet Knægt -- nonum prematur in annum o. s. v. Men jeg kan ikke hjælpe. Der er min Gaade -- fuld af sammenrullede Suk -- om min Productivitet staaer i Forhold til intensiv Kraft. Sphinx! Sphinx. Oedipus! Oedipus! Tilgiv mig, store Skjald! Jeg sender ogsaa, som en Prøve paa min Lyrik, en Degnelap ved Siden af Sinclars Krigskaabe. Er jeg en Pjaltekræmmer eller har jeg Tyrus og Purpur? Atter en Sphinx, en Sphinx! Tilgiv, men glem ikke Henrik Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS [Eidsvoll november 1829.] Tak for det venskabelige Brev -- herindi følger Camillas for din Artighed, som over Skrævet fast til Hjertet naaer; ja gjør, at hun og alle vi den hele Dag, med nyt Behag maa kige i den deilige Væv, saa vaarskjøn og frii (à la Gobelin) den Penelope slaaer. Ellers er jeg attonitus over Statsr. Vogt, hvis saa skulde være sandt? Er Manden gal? Dog langtfra at være bange for noget Saadant; men -- er det saa -- da hænger det godt sammen med den alexandrinske Plan at bringe Fakler i Gemytterne. Jeg arbeider nu horrendum -- beder at levere Indlagte til Bull -- beder at hilse kjære Baade. SIDE: 102 Bed Odén at fare i Mag (Vedøe gier jeg en god Dag) [ -- -- -- -- -- -- -- ] Levvel! Det vil være mig den største Fornøjelse at høre fra dig. Den 17 Dec. kommer jeg ind. Din oprigtigste Henr. W -- Harald er saa tvær -- bed da Jens om han vil gjøre mig den Tjeneste selv at bringe Indlagte til Bogb: Johansen. Bliver det borte kan det ei af mig erstattes. TIL MAURITS HANSEN [Utdrag ved brev-mottageren.] [Begynnelsen av 1830.] For et Par Aar siden gjorde jeg Bekjendtskab med den van- vittige Johanna. Hun var da ædru men røbede sit sædvanlige Hang til Brændeviin. Jeg tog hende op paa mit Værelse for at spørge hende ud. Hendes Ansigt er fyldigt, Ørnenæse, brune, store, livlige Øine. Et snehvidt Haar buer frem under Kappen. Hun lo eller græd om hinanden, stoppede en af mine Piber og dampede. Af hendes Livshistorie har jeg udbragt Følgende. Hendes Bedstefader var en Oberst Kolbrandt, Mechlenburger, Commandant paa en Fæstning i en tydsk Krig. Fæstningen blev stormtagen af Franzoserne, af hvem hans frugtsommelige Kone blev spiddet, fordi hun ikke vilde opdage, hvor Commandanten laa skjult nemlig i en Kjælderhvælving. Hvorledes han siden kom ud, vidste hun ikke; men hans Sønner, hvoraf hendes Fader havde militair Rang, bragte ham med sig til Norge, hvorhen de af Regjeringen vare forskrevne for at bestyre Glasverkerne. Jo- hannas Fader fik Hadelands og Hurdalens. Hans Broder kom til SIDE: 103 Sverige. De levede ødselt og udsvævende, og fattig døde Bedste- faderen og ligger begraven paa Jævnagers Kirkegaard. Men før hans Død lagde Skjæbnen sin tunge Finger paa Johanna. Hun fatter Tilbøielighed for en ung Bonde ved Navn Hans Freng, Spiger- handler og Smugler. Han indbilder hende om sin herlige Gaard paa Hedemarken. Frugtsommelig rømmer Frøkenen med Hans, som fører hende til sit Hjem, en usel Hytte i Værmeland. Da nu Bedstefaderen af Sorg over Johannas Skjæbne og strax efter (ogsaa) den udsvævende Fader døde, fik Hans inddrevet lidt Arv for sin Kone og døde efterat have sat den overstyr. Med sit Barn paa Armen vandrer Johanna til sin svenske Onkel, der beholder Ungen, men kjører hende over Grændsen. Det er Søn- dag, Johanna sidder paa sin Bedstefaders Grav, det eneste Sted, der hørte hende til paa Jord. Menighedens Omstimlen vækker hende. Med stolte Skridt træder hun ind i sin Bedstefaders ud- mærkede Stol i Kirken. Hun var fra den Tid vanvittig. TIL GABRIEL H. KROHG Christiania 24 April 1830. Det fryder mig at høre din Syslen -- gode Ven! med Folkene i [ -- ] , en Gjenstand, der ogsaa sysselsætter mig udelukkende næ- sten. Jeg gaaer ogsaa ind paa din Plan medhensyn til Dragten, hvorom jeg hører af vor fælleds [ -- -- ] , nu jeg er herinde for at bringe nogle Præliminarier istand før en Stholmstuur, som jeg skal gjøre. Mit højeste Ønske hvisker ogsaa om en Odelsgaard i philosophisk Roe, om at være Landmand, og det taler høit om at man da kun er aldeles frie -- jeg kan da ikke andet, end bifalde din Plan at blive Landmand; dog helst -- tag theologi- cum; gaae paa [ -- -- -- -- ] . Du kan jo læse alt hjemme. Anvend din Indflydelse for Folkebladet -- det er efter min Plan og har [Krigsraad Flor] som 1ste Redacteur, det skal være et Communicationsmiddel imellem Sogneselskaberne. -- Skaf Bøn- derne Bøger! -- Leve Frihed og Sandhed og Menneskekjærlig- hed, den høje Broder til Qvindekjærlighed, hvilken lille Søster ogsaa ømt maa tages i Favn. Lev vel, din Henr. W. Jeg skal sende dig nogle Almue-Smaaskrifter. SIDE: 104 TIL ALMUEN I EIDSVOLL Eidsvold Præstegaard 11te Juni 1830. Budstik. Paa Hrr Lensmand Kaasens og egne Vegne være det herved betegnet for Enhver, hvem denne Liste tilsynekommer, at et of- fentligt Møde vorder afholdt Løverdag Eftermiddag Klokken 4, 12te Juni, paa Haug, hvor da en Eidsvold vigtig Sag bliver at afhandle. -- Enhver opfordres da til at møde. -- Denne Liste bedes derhos hurtigst sendt fra Grande til Grande saalangt den kan række til imorgen Eftermiddag. Henr. Wergeland. Til Heiret, Hage, Finstad o. s. v. TIL PETER ANDREAS HEIBERG Eidsvold 14 Julii 1830. Høiædle Herr P. A. Heiberg. Saa ung jeg er, ere Aar visnede hen over min Længsel efterat kunne bevidne Dem, ædle Herr Heiberg, som Frihedens høi- hjertede, uforbeholdne Talsmand, Menneskerettighedernes længe- lydende, klare Tunge, som Den, der under Alderdommens Snee endnu gjemmer Kjærligheden til det fjerne Fædreneland -- det, vi have tilfælleds -- ungdommelighedsvarm -- -- ja Den min dybeste Ærefrygt, der fremstiller det Sjeldne og næsten Ideale: paaeengang Fædrenelandsvennen og Verdensborgeren. Jeg greb da Leiligheden til at fyldestgjøre denne Trang, idet jeg, endende 17de Mai netop mit første betydeligere Værk, viede Dem dette: et Digt, hvori jeg tænker mig Peter Andreas Heibergs Aand at leve. Er dette saa -- da fortjener det en offentlig Dom, og da er det nu for den dygtigste Dommer, som heller ikke vil nægte en saadan, og da har jeg ikke forsyndet mig ved at tilegne Dem det. Tør jeg tillige anbefale Dem medfølgende Paquet til Generalen De La-Fayette, ja bede Dem om, hvis han er i Paris, Selv at overbringe ham den? Se, De har alt to Bønner i den første og ærbødigste Hilsen! -- men de vidne om det omfattende Begreb, SIDE: 105 jeg har dannet mig om Deres Mildhed eller Omgjængelighed. Den tredie Bøn gaae derimod til Himlen i det inderligste Levvel, Levvel for Dem: at Verden og især vort Norge i Decennier endnu maae frydes og styrkes ved nye, friske Frugter af Deres kraftfulde Genie og ædle reen-republicanske Tænkemaade, hvem jeg vil kjæmpe med alle mine Landsmænd at yde den dybeste Høiagtelse. Henr. Wergeland Cand. theol. TIL GERHARD MAGNUS E. [idsvoll] P. [restegård] 29 Septbr. 1830. Endskjøndt -- mi Magne! du vel helst vilde sidde rolig og tælle Klaskene af de Bask jeg faaer in publico, saa vil jeg dog, saasom jeg angrer at have indladt mig specielt med Anonymus, istedetfor at benytte det almindelige Svar til Slige, som findes i "Digte" 18de Poem 24 Linier nedad Siden fra Begyndelsen, dog prøve at røre lidt paa Dig, anmodende Dig, Ven, om at ville i Mbldt gjøre opmærksom paa de Stropher, omtrent saalunde be- gyndende: "Hr. W -- d kunde gjerne, efter Indsenderens Mening spart sig ethvert Svar mod sin Angriber, da han allerede før prophetice har absolveret alle saadanne Karle i en Indledning til 18de Poem i sine Digte (udgivne hos Lehmann) hvilken Indsen- deren ikke vil undlade her at nedskrive o. s. v. -- Da jeg angrer som sagt at have dyppet Pen for slig Slyn- gels Skyld, saa begriber du at jeg ikke skjøtter om atter at gjøre det ved en Recit som ovenberørte, men hvilken overlades til en af mine Kjære. Din Henr. Wergeland. TIL MARCUS PLØEN M. FL. Eidsvold Præstegaard, 2den Octbr. 1830. Til de Høistærede Herrer, som ere ispidsen for Subscriptionen til Anskaffelse af et Minde for henfarne Statsraad Chr. Krohg! SIDE: 106 Undertegnede tillader sig at forelægge Dem følgende Sag, ud- bedende sig Svar paa vedføjede Spørgsmaale: Da det forekom mig og Enkelte, jeg derom samtalede med, som noget mindre hæderligt for Nationen, at der ikke fandtes det mindste Mærke (monumentum) paa Eidsvold Værk, som kunde betegne, at man med en Slags Taknemlighed, Stolthed eller hvilket Navn, der nu kan være mere passende paa en saadan Følelse, ihukom de der forefaldne store Begivenheder -- da dog under- tiden enkelte Fremmede besøge navnligen den saakaldte Con- stitutions-hal: faldt det Undertegnede ind, at det vilde vel ikke kunne være at betragte som et Monument, om en Winthers Pragt- udgave af Grundloven i Pragtramme der blev ophængt -- der netop i den Sal hvor Grundloven blev given; men at dette dog vilde være meget passende, baade i sig selv, som og derfor, fordi at denne Sal nu er saa total berøvet al Prydelse, at den ube- hageligste Følelse paatrænger sig den Indtrædende, men hvilken vilde overgaae til en aldeles modsat, velgjørende Følelse, saa- snart han mødte et saadant Vidne om at norske Borgere ihukom og vidste simpelt men passende at vise deres Agt for Stordaaden, der øvedes. Fra ivaar af har jeg igjennem Hr. Consul Semb de engelske Ejeres Samtykke, til at et saadant Exemplar af Grundloven i Pragtramme ophænges i Constitutionshallen, forblivende stedse ved Bygningen. Da jeg staaer i den Formening, at man for de subscriberede Penge til Krohgsmindet ogsaa, og aldeles i Subscriptionens Aand, og uden at dette berøves Noget i Elegants osv., vil kunne være istand til at bekoste en Pragtramme som omtalt, og hvortil vel neppe behøves stort over 18 -- 20 Spdlr., saa tillader jeg mig at spørge de høistærede Herrer: om De ville understøtte berørte Plan ved enten af egen Myndighed strax af Subscriptionen at anvise det Fornødne, besørgende selv eller ved mig eller Andre tillige Anskaffelsen? -- eller om De troe at behøve at forelægge for Subscribenterne, samt om de da ville antage Dem den som Deres eget propos? Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. i Theologien. SIDE: 107 TIL GERHARD MAGNUS Chnia [ ): Eidsvoll] 6te Decb. 1830. Gjør mig den Villighed -- Ven Magnus -- at udføre en commis- sion, hvormed det haster; gaa nemlig uden engang at røge Piben ud, op til Papa Winther og viis ham indlagte Rulle; men lad ham for Alting ikke faae Fingrene i den før du enten har contanter (som du ikke maa slaae en Skilling af i) eller Beviis. Vil han ikke, saa ymt lidt om at du fluxen skal gaae hen og faae den trykt paa mit eget Forlag -- fortæl ham om den umaadelige Nysgjerrighed efter la Parisienne som publicum lider af, saasom det i Bladene hører og seer Tirader deraf (Lafayette la liberté des deux mondes f. Ex.); fortæl ham at den svenske Oversættelse er af Hjerta -- at jeg skal corrigere, naar jeg kommer ind om nogle Dage. Gjør alt dette saa jeg med Budet kan faae Svar. Gjem Pakken hos dig, hvis han ikke vil til jeg muligens i 2 Dage kræker ind til dig. Lad mig blot endelig faae Svar. Kunde Du selv bringe Pakken til Hviid var det vel -- kan skee naar du lyster. Jeg skal fortælle dig om Stholm en Klat. Her er intet andet Nyt end at jeg maler Dørstykker i Olie om Dagen, ret kjønne mintro. Levvel! Fortryd ikke; dog, om du saa var saa fortrøden over mine Bryderier at du var sort, saa bare udret dem, og vask dig saa hvid igjen i et Smiil, naar Du faar Parisienne at see. Den skal staae i Maanedskriftet, som jeg skal lade hente mod contanter strax. Din Henr. Wergeland. P. S. Hakon paa Baades Malerie har nok hugget P. P. S. i Skal- len kan jeg see. TIL GERHARD MAGNUS E [idsvoll] Pgd 16 Febr. 1831. Jeg kan erindre, kjære Ven! at Du engang yttrede nogen Ulyst over det Arbeide el. Bryderie Maanedskriftet foraarsagede dig -- jeg finder det ogsaa rimeligt ved Siden af dine mangfoldige Arbeider osv. -- Vel! jeg er villig til at lette Byrden ind paa mine Skuldre -- posito, at Gagen er 10 Daler Maaneden el. 9 el. 8; thi Misfornøjelse over Folkebladets No. 3 har gjort mig lysten efterat flytte ind til Byen forat holde det inden Tømme, og da vil jeg flytte ind i en liden sort Hybel og boe som i et Blækhuus. -- Mon Maanedskriftet vil have medfølgende Opsats? Jeg arbeider paa en Original polit. Afhandl. dertil, da mit carmen politicum (øget til det Dobbelte, saa det vilde udgjort 11 trykte Sider) er confisceret. Kan Du hos Venner skaffe mig af med nogle Alen superfiint Vadmel -- Alen 1 Mk. og 20 s.? -- Kom der ikke forleden en Slyngel fra Toten med en 60 Alens Rulle, som jeg havde bestilt i et 17 Mais Raserie, og spadserede afsted med en Forskrivning SIDE: 111 paa 20 Daler omtrent, som skal løses 12 Marz under Æres For- tabelse. Faaer jeg ikke solgt det paa 12 Alen nær, blier det mit Liigklæde. Din Henr. W -- Siig til Camilla, at man forundrer sig over at hun ikke gi'er et Gny fra sig derinde i det Musehul. Pakkene ere sendte forlængst til Veslehamm. hw. TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll febr. -- april 1831?] Min kjæreste, bedste Ven! 1mo viid, at jeg kalder dig saa af Hjertensgrund. 2) Tak fordi du ikke pryglede eller jog mig ud, eller paa an- den Maade behandlede mig som jeg fortjente. 3) viid: kommer jeg til det Dollhuus Byen, som gjør Syglinger af raske Karle fra Landet, eller Kleinvorringer, der ere ds Venner, ds gjæstmilde Venner til Ækelhed og Bryderie, af Karle, som ere raske paa Landet, og Daarer af Folk som ere kloge inden ds fire Vægge paa Landet, og Sviregaster af Sædelærere paa Landet: saa (Satan tae den tydske Periode) skal jeg ikke tage din Sopha op den udslagne Dag, fylde dit Gulv med gasterende Trompetere osv., ikke smage andet end Øl o. a. d. 4) viid at jeg fandt mine velsignede Dompapper og Tita og Ter- titten i ønskeligt Velgaaende; men hele Buret beskidt og Skrika død. 5to) viid, at jeg deels af et passeligt Qvantum Punsch paa Moe samt af Skuet af de meest forbausende Nordlys qviknede op, saaat jeg nogenlunde frisk hjemkom paa Morgensiden, samt nu, aandende i min vante Luft, er i fremskridende Bedring. 6) modtag 4 2det H. for Alm. 2 17 Maisroser, 2 Cactus [?] . 7) Levvel! Din Henr. W -- TIL GERHARD MAGNUS [Juni 1832.] Herved meldes Deres Velbaarenhed, at jeg for min Person har erholdt 14de H: af Mdsk. Underdanigst Deres Velbaarenheds allerærbødigste Henr. W -- P. S: Ianledning af D: h: Vbhds Bryllup ønskes allerærbødigst: "Far i Mag! Far i Mag!! Nyd længe, og nyd med Behag og Smag!!" TIL GREGERS F. LUNDH [Høsten 1832?] Egregio Lundh, professori S. Poema "Czaris" vel "Cæsaris" utut sese, nec liberis Musis nec honore sed, si venierit, per mille dulcium tibiarum cantabit: o Lundh! Lundh! toto poemate simul correctum remittendo (id- qvod fieri potest nuntio primis hebdomadis seqventis diebus misso) semper obstrictum habebis clientem Henr. Wergeland SIDE: 141 Mors sit tyrannis addicta; sed etiam nostris tyrannis Danoma- nis! Ita esto! -- ideoqve rogo, spero, ut tua ope testi- monia Sivertsenii Heisio inclytissimo visenda mittentur. Animo tuo favore gaudente cliens S S. SIDE: 164 TIL FERDINAND DUMARSKI OG JANKOWSKI [Mars 1834.] Messieurs, Messieurs, le Colonel Dumarski, le Lieutenant Jankowski. Ce n'est pas sans être surpris, Messieurs, que nous apprenons votre dessein de quitter la Norvège. -- Même que nous respec- tons cette perséverance heroique, refusant le repos que ce pays dans toute sa frugalité pourrait offrir aux fatigués du combat, pour défendre encor une cause si bonne mais desastreuse, -- même que nous devons respecter cette vue sublime et liberale, qui com- mande de combattre pour une branche de cette humanité, qui abandonna la Pologne à son sort: néanmoins daignez, Messieurs, accepter l'assurance, que nous vous disons notre adieu avec beaucoup de regret. -- La sincérité de nos sentiments et nos meilleurs voeux pour votre avenir et le progrès de vos intérêts les plus sacrés, ajoute- ront -- nous osons l'espérer -- quelque prix à la démarche in- signifiante par elle-même, que quelques citoyens d'une commune rurale -- la plupart même inconnue à Vous -- prennent la liberté de Vous adresser quelques mots avant votre départ. -- Par un de nous sousignés, qui a l'honneur de votre connais- sance, nous sommes avertis, que c'était concerté entre Vous, Mr Lieutenant Jankowski et lui, de faire demander chez un for- geron de cette paroisse, enseigné par lui-même, un fusil de chasse, comme on les trouve dans ces contrées de la Norvège. -- C'est pourquoi nous prenons la liberté de Vous en présenter un tel, avec une devise, annonçant notre espoir sympathique pour votre patrie, et nos sentiments pour Vous. -- En Vous priant d'accepter cette petite marque de notre attache- ment, nous regrettons seulement, qu'en même temps elle ne portera que le nom d'un souvenir. -- Nous avons l'honneur, Messieurs, de nous nommer Vos très-humbles serviteurs. -- SIDE: 165 TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Eidsvold 28 Mars 1834. Til det høje Collegium akademicum. Idet Undertegnede herved ærbødigst ansøger om den ved Uni- versitets-Bibliotheket ledigværende Amanuensis-Post, paaberaabes, foruden de akademiske Qvaliteter, som det er det høje Colle- gium akademicum bekjendt at jeg er i Besiddelse af, følgende Omstændigheder, som formentlig kunne komme i Betragtning til min Fordeel: 1) Det er min Hensigt, om jeg, ved at anbetroes Posten, er- holder Midler til at opholde mig ved Universitetet, at lægge mig efter et andet Studium end det forlængst fuldendte theologiske. Lyst til videre og mere alsidig Uddannelse yttrer dette længe nærte Forsæt, der tillige er aftvunget af Frygten for at juridiske Uheld og Forviklinger, hvor uvedkommende end, og kun efter en vis Uretfærdighedens og Ulykkens Conseqvens, skulle ogsaa have den Følge at spilde det kostbare Udbytte af mit hele første akademiske, ja vel af mit hele hidtil førte Liv med alle dets Opofrelser af Aar, Formue og Flid. 2) Ved andre Universiteter, hvor Nepotismus er fremmed som ved vort, er det en retfærdig og ædelmodig Sædvane at ind- rømme Studerende, der enten ville uddanne sig til egentlige Videnskabsmænd, eller for hvem andre Baner lukkes, naar de trænge, og Retfærdigheden ellers heri forliges med det Billige, fortrinviis som Asyler de Poster, som høre under deres Ressort. 3) Fremfor Andre i lignende Stilling er jeg i Besiddelse af en Egenskab, som et Kirkedepartements Circulaire af 11 Juli f. A. tilsiger fortrinlig Adgang til Befordring, idet jeg nemlig ved en Række, tildels med Opofrelser i mine indskrænkede Kaar ud- givne, Almuskrivter, hvorimellem et Par maaskee kunne kaldes noget videnskabelige, har søgt at udbrede Oplysning og at gjøre mine Kundskaber frugtbringende. Maaskee bør jeg herunder omtale, at jeg har Universitetets ophøjede Canzlers naadige Tilsagn om at blive sat i en passende Stilling. De Bilag, som skulle medfølge en Ansøgning ere hoslagte en saadan om et geistligt Embede, og ere saaledes i Regjeringens SIDE: 166 Hænder. De godtgjøre, at jeg i December 1825 fik laudabilis til Examen artium, senere haud illaudabilis til Examen philosophi- cum, og samme Charakter til theologicum i Mai 1829, samt til dennes praktiske Afdelinger laudabilis, hvilke absolveredes da jeg ifjor Sommer erholdt Ansøgningsalderen. Der medfølger og en Attest om at jeg siden 1829 hos min Fader Provst Wergeland, Sognepræst til Eidsvold, har øvet mig regelmæssig i geistlige Forretninger. I testimonium publicum findes et ellers fordeel- agtigt Omdømme forringet ved Tiraden "spreta juvenili levitate" -- en ubestemt Yttring om hvem det kun er klart, at den vil bidrage til at tilintetgjøre mine Forhaabninger som geistlig Sup- plicant. Har da denne Følge været ligesaa klar for det ærede Facultet, som saaledes yttrede sig, troer jeg dog at burde være forvisset om, at det er tvertmod dettes Hensigt at udstrække de uheldige Virkninger deraf til at negtes Adgang til saa ubetyde- lige, mere verdslige Poster som ansøgte er. Idet jeg mest lægger Vægt paa min Hensigt at studere videre, saasom at fremme dette formentlig maa være i et akademisk Collegiums Interesse, om end ei dermed var forbunden at hjælpe en Akademicus til at redde lidt af sin Livslykke, og at veder- lægge ham hine maaskee spildte Opofrelser, haaber jeg at komme i Betragtning til at erholde den ledigværende Amanuensis-Post ved Universitets-Bibliotheket. Ærbødigst Henrik Arnold Wergeland Candidatus theologiæ. TIL LUDVIG DAA Eidsvoll Pgd. 1 April 34. Kjære Ven! Tak for Din Trofastheds Prøve i Underretningen om Amanuensisposten. Med dette følger Ansøgningen -- levert til Prof. Lundh, til hvem jeg beder dig at gaae saa snart du kan forat høre om den er i sin Orden eller om den skal omformes til anden Autoritet end Collegiet og da paa medsendte stemplede Papiir. Isaatilfælde haaber jeg Du skriver den om efter Lundhs Anviis- ning og besørger den ind til Collegiet. Hvem sidder i Colle- giet? Hvem er det du boer hos? Har du hørt fra Latham? Jeg SIDE: 167 frygter det Værste. Det har stormet umaadeligt i Vaar eller ved den Tid. Jeg melder ham ellers at jeg vil reise over og be- søge ham. Blot det træffer ham. Det kan kun kaldes et Forsøg at skrive ham til. Jeg har skrevet til Lundh at du kommer. Dette er indilagt hs Brev. Paa Mandag falder min Dom. Jeg maa bort fra disse Thingstude, som jeg hader saaledes at mine Øine synke ind i Hovedet. Din Henr. Wergeland. TIL GREGERS F. LUNDH Eidsvoll Pgd. 1 [fotnotemerke] April 1834. Ædle, høitagtede Ven! Du har hædret mig med dit Venskab; men sandelig der har Du lagt en Byrde paa Dig. Jeg er paa Knæerne -- ræk mig din Arm! Jeg er i Nød -- strax raaber jeg til Hjælp! Jeg døer -- sandelig du maa følge mig til Jorden. Jeg lever -- jeg lever ved Dig -- Jeg triumferer -- ogsaa din Sved har Deel i Triumfen. Se, jeg trækker paa den umaadelige Capital som der er i en saa op- rigtig Mands Venskab. Dersom jeg turde ahne at du vilde sige: dette er formeget, -- da, nu, meget er det, men formeget kjender jeg ikke for mine Venner. Sagen er -- jeg veed ikke til hvilken Autoritet en Ansøgning om Amanuensposten (som "min Søn William" skal have) skal indleveres. Jeg overantvorder en saadan til Dig, stilet til Colle- giet, men, idet jeg hoslægger stemplet Papiir om den kanskee skal stiles til Højere, kanskee til H. M., anmoder jeg venligst og erkjendtligst om Du isaafald vil, med behørig Ordre og Under- retning om de nødvendige Forandringer (saasom til "underda- nigst osv.) overdrage at ordne denne Affære til Daae, til hvem jeg heri lægger en liden Billet desangaaende. Forklar ham da nøje (thi i Sligt er han vel aldeles uvidende) hvorledes det skal omformes. Tal min Sag for Dhrr Professorer Lundh, Hersleb, Steenbuch, Rathke, hvoraf vel et Par ere i Collegiet. Bed Prof. rev. Lundh at byde Sverdrup Eggen. Jeg vil studere Islandsk, Historie og Medecin, om jeg faaer de 200 Sp. Jeg rustificeres for stærkt Fotnote: Slet Omen. SIDE: 168 . heroppe -- maa ind til Byen. Jeg maa fra Thingstudene -- de dræbe mig. Viis mig og den Villighed at purre Capt. Munthe efter et Svar paa noget ham tilsendt, samt at anmode Adolf Stabel om han vil faae indsat i Mbldet Sangen til Pohlakkerne, dog med saadan Forandring i 4de Vers: "ruller, som mod Berg hiin Flod, over højen Kreml i Blod." Fortryd ikke paa alt dette Bryderi. Lad mig vide noget hvori jeg kan gjentjene. Elsk din Kone, Friheden og din Ven Henr. Wergeland. Formeld "Gammelen" min sandeste Høiagtelse. TIL CARL F. RIDDERSTAD 2 April 1834. Intet hører jeg fra Dig, -- ædle Ven Ridderstad! -- Intet. Jeg veed ikke om Morgenbladene med Recensionen ere Dig tilhænde- komne; ikke om min Norges Historie. Er det fordi jeg endnu ei har sendt dig hvad jeg længe har lovet, fra Boghandleren? Nu! han har holdt mig med gode Ord; men denne Dag dette afgaaer, skal jeg atter sende ham en Maning. Han fortalte mig, at efter min Anmeldelse afgik endeel Exemplarer af Behold- ningen. Jeg venter, jeg kræver din Mening om Recensionen. Resten af dette Papir vil jeg bruge til at afskrive et Afskedsqvad til Polakkerne her, med hvilket sendtes dem et Gevær med Sølvplade paa, hvorpaa Ordene: "End er Polen ei forloren." Sæt det ind i et svensk Blad. Din Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Eidsvoll Præstegaard 8de April 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Som Bilag til Undertegnedes for nærværende indleverte under- danigste alternative Ansøgning om Alten-Talvigs Sognekald eller SIDE: 169 Tønsberg Katechetur, troer jeg herved at burde indsende Under- retning om at den under 7de April d. A. fældede Sættedom i den af Procurator i Agershuus Amt J. O. Praëm mod mig for formentligen injurierende Udtryk anlagte, begge Parter naadigst beneficerte Sag, indeholder ogsaa følgende: "Den af Hovedcitanten i hans Stevning af 29de April og Indlæg af 16de Mai 1831 mod Contracitanten nedlagte ærerørige Paastand mortificeres, saa den ei kommer Denne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte." Af Dommen vedkommer Dette alene min Stilling som Ansøger. underdanig Henrik Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Eidsvoll 8 April 1834. Til det høje Collegium academicum. Som Bilag til Undertegnedes indleverte Ansøgning om Ama- nuensisposten ved Universitetsbibliotheket, troer jeg herved at burde underrette om at Sættedom af 7de April d. A. i den af Procurator Praëm mod mig for formentligen injurierende, begge Parter beneficerte Sag, indeholder følgende: "Den af Hovedcitanten i hans Stevning af 29de April og Ind- læg af 16de Mai 1831 mod Contracitanten nedlagte ærerørige Paastand mortificeres, saa den ei kommer Denne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte." Af Dommen vedkommer Dette alene min Stilling som Ansøger, forudsat ellers, at det høje Collegium, ligesom andre Autoriteter, skulde ville tillægge hint private Forhold afgjørende Vigtighed. Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 170 TIL P. J. HOPPE [Eidsvoll april 1834.] S. T. Herr Hoppe. Overbringeren slamper herop igjen. Altsaa kan med ham følge nogle Ark. De har vel faaet alt Mscriptet til 1814. Jeg har en liden Verdenshistorie liggende parat paa 2 1/2 -- 3 Ark. De skal have den med evindelig Forlagsret for 10 Sp. og 10 -- 20 -- 30 Explr. Det er det samme -- jeg sender hermed Manuscriptet. Ligesaa -- hos Mad. Lehmann trykkes i Budstikken "Om Ar- beidsanstalter". Jeg forærer Dem Retten til at lade ombryde det til Octav samt en Liste fra Embedsmændene heroppe paa 200 Explr. Hurtig Resolution. Jeg vil kun have en 80 heftede Explr. Deres Henr. Wergeland. TIL H. O. CHRISTENSEN Eidsvoll, 28 April 1834. Høitagtede Ven (ellers: velbaarne Herr Byfoged) Christensen. De er upaatvivlelig meget formaaende i Deres Kreds, idet- mindste berettiger Alt Dem til at være det. De rustne Skrivere, Futer o. a. desl. rundtom i Deres Egne ville vist have megen Respect for Deres Anbefaling. Det er om denne jeg anholder for [George Krogh] , om Nogen af deslige Folk skulde behøve En paa Contoret, som de, uden just strax at gjøre til edsvoren Fuldmægtig, kunde anbetroe Domsconciperen osv. og andre juridiske Smøre- rier. Der er nemlig foregaaen en total Forandring med [Krogh] , undtagen med hans Forladthed, Armod og andre Ulykker. Jeg har overtydet mig derom. Andre have gjort ligesaa. Jeg fristede ham nys paa selv en Bitter, som en Nyckterhetsselskabspræsi- dent uden Sofisterie kan tage -- nei! han var fast. Siden før Juul har han verbotenus ikke smagt hvad De veed han før til sit Fordærv svælgede. Han lever som ugageret Lærer hos Bonden [ -- ] s Drenge i [ -- ] -- en ligesaa usikker som ham i nærværende Status uværdig Stilling. Jeg besøgte ham ved Paasketid; han saae ud som før; men mod mine Forsikkringer -- SIDE: 171 Mennesket skaber sin Skjebne: det modige Blik imod Fremtiden er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens Trin -- satte han Fortvivlelsens Filosofie: Intet at haabe, intet at ønske er det Eneste, som kan lykkeliggjøre et Menneske (ja et der er kommet til hans Punct.) Jeg nævnte Dem mellem de Jurister jeg troede kunde virke for ham. Mistro spillede i hans Ansigt; det var hans Glæde, at han dog havde en Ven (men en saa magtes- løs) der erindrede ham. Det er ham det tungeste, at han er for- glemt. Før har jeg søgt for ham hos Embedsmænd, der averterte i Aviserne efter Penneslikkere og Vriumpeis-Emner; men -- Skuldre de drog indunder betænksomme Kind. Gjør hvad De kan, gode Christensen! Red ham! De kjender ham vist -- godmodig, flink som Fanden selv i Jura. Hils Bugge og Dahl fra mig! Træd frem foran Spidsborgerne og Magistraten og feir 17 Mai! Bed Bugge give Gutterne fri den Dag. Jeg tænker at være England nærmere end Norge den Dag -- did jeg reiser for at forsøge at bryde mig en Bane, da Fædrelandet maaskee ikke vil bruge mig. Imidlertid inviterer jeg Dem til at møde i Højesteret i Praëmske Sagen, der ventelig først kommer fore naar De er at træffe i Christiania. Da hedder det Sejer eller Død. De vil, ærede Ven, upaatvivlelig engang blive budt en Orden, men en svensk. Viis det første Exempel paa at en norsk Mand refuserer den, saafremt dens Statuter (p. ex. Vasaordenens) alene betinge Fortjenester af Sverig. Nordstjernen -- det kan endda saa være; da den tilhører Videnskabernes almene Republik. I sin Tid offentliggjordes det, at Falsen havde det i Tanke; jomen sa'n -- Gives der mange Slyngler paa Deres Kant? Her er en Velsig- nelse deraf. De have bemægtiget sig min Formue, og hvad der er værre, mit Perlehumør eller endeel deraf. Dog blive de neppe muntrere derefter. Der er Aqva Tofana i Fraaden af den sidste Latter. Har De et Landsted? Vaaren er der -- reis did -- glem Verden -- reis did og elsk! I Mai og Juni burde Staten staae SIDE: 172 stille -- alt Embedsliv, al Prosaisme, al Ærgrelse ophøre; men Alle være Haner, Starrer og Spurve. Naar De kroer og fryder Dem paa Deres Tue, saa tænk paa mig, den plukkede Hane (uden Høne), men som endda galer -- og nu galer Dem et hjerteligt Levvel. Deres Henr. Wergeland. P. S. Læg [Indlagte] i Posten, om der gives nogen i de bar- bariske Egne. TIL KONGEN Christiania 29de Mai 1834. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til residerende Ca- pellan til Norderhougs eller ogsaa alternativt til resi- derende Capellan til Gus- dals Præstegjeld, begge i Agershuus Stift. At selv betydeligere Sognekald i den sidste Tid ere blevne theologiske, med Undertegnede jevnaldrende, og paa een Tid fra Universitetet absolverede Candi- dater naadigst anbetroede, kan ikke andet end at opmuntre Undertegnede til atter at overlevere sin Skjebne i Deres Maje- stæts Hænder, idet jeg herved underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde ud- nævnt til residerende Capellan til Norderhougs Præstegjeld i Agershuus Stift, eller, om dette ikke skulde behage Deres Maje- stæt, til at overtage samme Hverv i Gusdals Præstegjeld i samme Stift. De til saadan Ansøgning nødvendige Bilag ere i den kongelige norske Regjerings Værge, saa jeg i nærværende maa henvise til dem. Lige underdanigst bemærkes, at Underretning om at min private Modstander Procurator Praëms ærerørige Paastand i Sag, der verserer mellem os, under 7de April d. A. ved Dom er mor- tificert, til samme Deres Majestæts Regjering er indsendt, samt at jeg for at komme ud af saa ubehagelige og ødelæggende juri- diske Forviklinger har tilbudt min Modpart at acquiescere ved den fældede Dom. Dette Tilbud, alene motivert af rene moralske Hensyn, har været forgjeves. Men -- det er gjort; jeg har gjort hvad jeg kan; og, hvor smerteligt end Afslaget maatte være -- jeg har dog det Haab, at Deres Majestæt ikke vil tillade, at dets Følger udstrækkes videre end nødvendigt, at en privat, men SIDE: 173 revengert Modstanders Hensigter, som jeg har søgt at mildne, fremdeles suspenderer Kræfter, der ere uddannede til Deres Majestæts og Fædrelandets Tjeneste. Christiania 30 Mai 1834 underdanigst Henr. Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Eidsvoll 17. juli 1834.] I Forgaars var Prof: Esmarck her med sin Søn, for at under- søge min Sundhedskilde. Han erklærede, at han kun een Gang her tillands har fundet nogen saa fortrinlig, og at den er af samme Qvalitet, som Porla i Sverrig, hvorom den berømte Berze- lius har skrevet. Den indeholder meget Jern, do. Hydroteonsyre, giver med Blysukker et endnu uundersøgt Præcipitat, ubetydeligt Kalk (noget ondt, som dog opvejes ved en anden Ingrediens) samt Svovel. TIL LUDVIG DAA Mand. Morgen 21 Juli [1834]. I dette Øjeblik modtog jeg dit melancholske Brev, kjæreste Ven! Med een Ven (og jeg vil være det) kan du hjælpe dig. Sic ego. Den Overs. af Bruces kan Du, hvad Norvagismerne (maa- skee noget overdrevne) pynte paa. Heri det forlangte af Byron -- alt sendt med Fornøjelse om det tilfredsstiller dig, og ingen- lunde, efter dine underl. Overdrivelser, af Rang som Venskabs- gjerning, men kun, som det er, med Venskabs-Ord. Jeg kommer nok ikke til Chnia i hele Sommer; men jeg beder Dig inderlig om at iværksætte din gode (men som det synes in momento conceptionis qvalte) Tanke at røre paa dig hidop. Du har Kjærre -- eller om den er solgt (qvod bonum f. f. fuerit!) saa reiser daglig Eidsvellinger fra Glasgaarden. Kom snart! Tag med dig hvem du vil -- helst en Medeciner men SIDE: 174 alt var Sort, Olje, Orme, Mask og Raadenhed. Jeg maatte slæbe det ned igjen. Med Journal vil jeg ikke have at gjøre for Stu- diets Skyld. Leve Reactionen, Generalfiskaler osv. Din H. W. TIL GREGERS F. LUNDH Eidsv. Pgd. 11 Aug. 34. Høitagtede, kjære Ven! Mens den vénste Somren randt, havde jeg et vakkert Haab i Blomster om at see Dig og vore svenske Venner her, og da at gjøre Følge med op til Hammer Haabet om disse Glæder staaer dog endnu qvart, fast ikke uligt andre sørgelige Levninger af en Sommer: Qvister, tørre og soplimslige, Halmstubber o: desl. Kjære, gjør hvad Du kan! Her er p. t. nu indtraadt, som det lader til, fast godt Veir, og Søndenvind afvexler i Døgnet med Norden, saa Seiladsen kan ret gaae godt. Jeg vil her sætte Dig ligefor ham Gahnen. Denne trak Bay til sig. Bay holdt gode Miner (hs Faders og hele Families Bo og Ejendom var der lige i Egnen); dusede med Svenskerne; lod Gahnen med godt Haab gjøre flere Bestikkelsesforsøg. Endelig bliver Tiden Gahn lang. Han erklærer sig træt af lang Liggen, og mæt af Bays gode Løfter og Snak. Han æsker Handling, den dem imellem omtalte Handling, at han uden at gjøre Allarm skulde lade Gahn rykke ind og forsøge at overrumple den da svage Position ved Lier. Bay svarer, at han skal saa gjøre, da han fandt at han havde indladt sig formeget med ham til at træde tilbage; men den Belønning, Gahn vilde paatvinge ham (sigende: "du är en fattig Man, Bror Bay. De 1000der beroe för Dig i Krigscassan") vilde han Intet vide af før Alt var forbi. De skildtes. Om faae Timer skulde Forræderiet fuldbyrdes. Men hvad gjør Bay? (Poliskhed el. Fuulhed er et Nationaltræk, netop sligt hos Normdne som W. Scott skildrer det hos Scotterne) SIDE: 175 Han sprængiler til Kgsvinger, hvor Krebs var, beretter alt, ud- beder sig, at han for ei at røbes for Svenskerne, maa blive arre- stert som Forræder paa Retouren til sin Post, samt at han, for Normændenes Skyld, maa faae en Befaling under Attaqven. Det skeer. B. er kommen til Åbogen skifte paa Edskogen, da 2 Graa- kapper med behørig Vagt indhentende ham arrestere ham under adskillige Smædeord og Forrædertractemente, og føre ham tilbage bag Armeens Linjer. Disse havde imidlertid stærkt besat Lier. -- Gahn gik i Snaren. Der fortælles, at Svensker siden have sagt: "ta' mig Djæflen, hørte vi ikke Bayens Röst i Krutröken!" -- Sejerherren ved Lier er Premierlieutnant, forøvrigt en fattig, meget fattig Mand som holder til paa en liden Ejendom nær Skuepladsen for hans herlige Bedrift. Din forb. vensk. Henr. Wergeland. TIL KONGEN Eidsvoll 22de August 1834. Til Kongen. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til Katechet og før- ste Lærer ved Borgersko- len i Tønsberg eller sub- sidiært og alternativt til hinanden enten til reside- rende Capellan til Liers Præstegjeld i Agershuus Stift eller til Borgens Præ- stegjeld i Bergens Stift eller til Sognepræst til Justedal i samme Stift. Idet Undertegnede fortrinsviis henholder sig underdanigst til forhen, idet Næsoddens nu anderledes besatte Kald ansøgtes, ind- leverte Ansøgning, som nu underdanigst gjentages, om den fremdeles vacante Post som Katechet og første Lærer ved Borger- skolen i Tønsberg: ansøges herved under- danigst, saafremt det ikke maatte behage Deres Majestæt naadigst at indvilge mig denne, subsidiært om at maatte naadigst vorde anbetroet enten Liers residerende Capellani i Agershuus Stift, eller, i Mangel heraf, enten Borgens residerende Capel- lani eller Justedalens Sognekald i Bergens Stift. Imellem de geist- lige Embeder ere disse de ringeste, som for Tiden ere ledige; og bemærkes, at nærværende underdanigste Ansøgning skeer subsidiært og efter den Orden hvori Embederne ere nævnte. Kun de første, og særligen det allerførste af disse Embeder, SIDE: 176 tilbyde saa tilstrækkeligt Virksomhedsomraade, som jeg troer at kunne udfylde. Og det er mere derfor, forat kunne gjøre bedre Fyldest for mig i Tilfælde af naadigst Anbetroelse, end for de bedre Livskaar, de tilbyde, at jeg underdanigst ansøger dem med noget Fortrin. Men maa jeg end deri vige for Værdigere eller for Medansøgende, som staae Deres Majestæts Naade nærmere, vil dog Indvilgelsen af det mindste og det mine Ønsker nævne sidst betragtes af mig som en Naade, som jeg alene kan veder- lægge ved at forøge Intensiteten af pligtmæssig Virksomhed inden en Kreds, som ikke tilsteder den nogen synderlig Udstrækning. Jeg har troet, at skylde Forældres Opoffrelser forat danne mig til Geistlig, hvortil min Fader har lagt praktisk Veiledning i nu paa de nærmeste halvsjette Aar, at ansøge selv det allerube- tydeligste geistlige Embede, før jeg, opgivende Haabet om at disse og øvrige Opoffrelser og Adkomster ville vorde frugtbrin- gende, under nye Opoffrelser af Formue og Tid begynder forfra igjen paa et nyt Studium, hvoraf jeg med større Sikkerhed kan vente, at det omsider skjænker mig Brød, selvstændig Stilling og en Virksomhed, afpasset efter mine Kræfter, skjøndt mere fremmed for min Tilbøjelighed -- den der tidligen bestemte mig for det Geistlige. De nødvendige Bilag, hvori findes hvad jeg under et livligere Haab har havt at paaberaabe mig ved foregaaende Ansøgninger om større geistlige Embeder end noget af dem, nærværende underdanigste Ansøgning gaaer ud paa, ere med hine indleverte til og siden beroende hos Deres Majestæts Regjering. De Ad- komster, de omhandle ere sednere kun forøgede med længer Supplicanttid -- en Anciennetet uden Værd, om denne Tid ikke, som Tilfældet er, fremdeles havde været anvendt til stadig Ud- øvelse af alle de geistlige Forretninger, som kunne udøves af en Candidat; og hvorved jeg forud har erhvervet mig og lagt for Dagen en Færdighed i geistlig Praxis, som en af de sednere Regjeringsanordninger, der sigter til at lade Candidaterne er- hverve noget deraf ved Universitetet, viser af Deres Majestæt at være tillagt alt Værd. Derimellem kan maaskee, som bestyr- kende især min underdanigste Ansøgning om Katecheturet, for- tjene at anføres, at jeg har været anseet duelig til i indeværende Sommer, under min Faders naadigst tilladte Fravær, alene at bestyre iblandt andet ogsaa den talrige Ungdoms Religionsunder- SIDE: 177 viisning -- en Beskjæftigelse af en saa alvorlig Natur, at man med Rimelighed kan antage, at det høje Collegii academici Haab, "ut levitas mea juvenilis sperneretur" er opfyldt. Idetmindste maa den samvittighedsfulde Embedsmand, som viste mig denne Tillid, og som unegtelig kjender mig bedre end Collegium acade- micum, have antaget det. En Psycholog vilde ogsaa upaatvivlelig sætte sin Videnskabs Ære i Pant paa, at enhver "levitas", uden den som tilhører Alderen -- og da en hos mig forsvunden -- er min Natur aldeles fremmed. Det er ogsaa kun en saadan forbi- gaaende "levitas", der er bleven anmærket i mit testimonium publicum. I Henseende til den hemmende Indflydelse, man kan ville tillægge det Comma, da tør jeg ogsaa underdanigst gjøre opmærksom paa det forøvrigt udmærkende Omdømme, som hiint testimonium indeholder, samt paa, at det samme Udtryk "spreta juvenili levitate" forhen ikke har udestængt fra geistlig Befor- dring. Dernæst tillader jeg mig ogsaa underdanigst at henpege paa det Rimelige i at Grunden for hiin Anmærkning ikke ligger i nogen daddelværdig Levemaade -- thi jeg opholdt mig en be- tydelig Deel af Universitetstiden i mit Fædrenehuus, havde ved Academiet ikke pecuniær Leilighed til at føre hvad man kalder et udskejende Liv, har ved bilagt Attest godtgjort, at jeg ordent- ligen søgte Forelæsningerne, og tog examen theologicum efter en kortere Tid end sædvanlig -- ; men maaskee især i den ved saa ungt et Menneske vistnok paafaldende Omstændighed, at jeg var indviklet i en vidtløftig Proces, og i at jeg var kommen i Folketale som satiriserende over visse publike Begivenheder og Personer, og -- hvad Tilfældet var med Flere -- omnævnt ved Begivenheder, som tillagdes politisk Charakter. I hvad Forkleinende man nu maa kunne finde ud ved en Sammen- lægning af dette, synes det dog, at maatte indskrænke sig til Temperamentsfeil, som tilhøre visse men talrige Complexioner i min daværende Alder d: e: en levitas juvenilis, der ligesaavel lader sig omsætte med samme Mening "levis juventus", og saa- ledes ikke indeholder stort andet end hvad der lader sig sige om unge Mennesker og Ungdom overhovedet. Alligevel, de øvrige Enkeltheder uberørte, tillader jeg mig kun i denne Henseende at erindre, at den, vel efter Fleres end min Mening ikke retfærdige, men dog ubetydelige Mulct, som hiin Proces havde tilfølge, synes at antyde, at hele Sagen ikke var saameget værd som en flere- SIDE: 178 aarig, af det Offentlige decretert, kostbar Proces, og at jeg altsaa har lidt mere end jeg burde. Forhen har jeg underdanigst frem- ført Grunde for det Haab jeg har til min retfærdige Konge, at deslige private, i sig selv noksom straffende Forhold ikke ud- strækkes til at tilintetgjøre Alt hvad jeg -- i jordisk Forstand -- har levet for for mig selv og Forældre, som jeg skylder at gjen- gjelde deres Velgjerninger. En Befordring, hvortil jeg forøvrigt maatte være værdig, vilde paaengang udrive mig af disse juri- diske Forvikklinger, som jeg hader, mens min Bevidsthed ikke dadler mig derfor; og Deres Majestæts offentligen beviste Naade vilde mere end ellers blive en privat Velgjerning -- en af dem, som trænge til Hjertet. Det Modsatte: at jeg for hine Omstæn- digheders Skyld skulde tilsidesættes og fastholdes i Uvirksomhed, det tilstede ikke Deres Majestæt, saasandt Magten til at vise Ret- færdighed er en Konges Herligste, men Magten til at vise Mildhed og Naade det kongelige Hjerte endnu dyrebarere. -- Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvoll, 25 Aug. 1834. Genom R. Weisberner måste du hafva förlängst hørt från mig, dyrbara vän; icke säreget bref, utan underrättelse om hur mycket jag gillade din plan och om hvad jeg derföre gjort, nemlig med- delt den til Bjerregaard samt en ung talentfull sjungande vän, Sigurdson, -- bondson från Lomb under Dofre -- märkande sig ständigt "Urdsongis." Han har fått ros och tadel af samma sorten, dock ingendera så starkt som jag i börjande. Sickra dig om bidrag tör jag från honom, fast jag ännu -- mens han fast- hållits af sjukdom -- intet fått; men om B. tvekar jag. Likså skref jag Weisb. två grundar, huru jag ämnade uppsätta att till- skrifva dig: 1) ett missmod, sedan jag i den tiden (början af Juni) vistades i ett melancholiskt deciderande, om jag, för den dyra oafhängighetens skull, skulle offra det politiska hat, som lärde neka mig geistlig verksamhet, mitt redan 5årige theologiska Candidatur, och kasta mig paa medecinen, tagande in till akade- SIDE: 179 mien som Student igen, genom 4 herkuliska år bryta mig en ban, der måste gifva mig frihet och bröd, när jag hunnit de 30. Af- vundet og misstanken har ätit min morgon; min middag ville jag behålla för mig sjelfve. Tärningen faldt dit. Jag uppbier [?] blott min faders återkomst från Paris, dit han gjort en tour med min syster sedan i Juni. 2) [Forsinkelse av regnskapet for "Tidsrunor"] . Kemien og Physiken -- hjälpvetenskaper i medecinen -- har jag lyst at studera vid Upsala. Jag skulle då äfven lära Sven- skan; men tror du, bror, til skriftliga uttryckets fullkomlighet? Vore det möjligt -- jag ville göra allt för att vistas mitt lif i Sverig. -- En upsats om vår literatur ville jag göra allt at få Bjerregaard till, då han vill skrifva den bättre -- antingen min fâr; jag skall bedja honom. Din Henr. Wergeland. TIL H. O. CHRISTENSEN Eidsvoll 4 Sept. 1834. Høistærede Hr. Byfoged Christensen! For [Krogh] kan da endnu intet gjøres, ved det jeg endnu intet hører fra Dem. Nu! Hans Stilling er dog noget forbedret, da han er bleven fast Huslærer for [ -- ] s Børn. Imidlertid -- kan noget gjøres for at faae ham i en juridisk Vei, saa gjør det i Deres Kreds. Maa jeg anbefale dem Indlagte -- enten til velvillig nid- kjær Forsorg eller til Fidibusser. Taler De med C. A. Løwold, saa fortæl ham at jeg studerer Medecin. Juristerne have Intet videre udrettet end at gjøre en Doctor af en Præst. Deres Henr. Wergeland. P. S. Jeg begynder som Student i Christiania strax min Far retournerer fra Paris. SIDE: 180 TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvoll 3 October 1834. Dyrbara broder! Trenne gånger bedjar du "skrifva, svara ändt- ligen med första posten", sc. om jag ingår som medfadder för den unga samväxtlingen "Svea och Nore." Du har eröfrat mig; jag nekar icke, fast det vill väcka svenska Heimdal til tut och jem- merslåt at se den rysliga Jothunen blotta pannan så näre hans båga. Mere end dette kan jeg heller ikke nu give dig, da jeg staaer midt imellem Kufferter og Reisepargas for at drage ind til Akademiet. Lige siden jeg den 30te September fik dit Brev af 14de har jeg ogsaa være hængesyg, da min Hest nemlig sprang med mig, der var fuldt reiseklædt, i Vormenelven fra Færgen. Vi forsvandt i Dybet. Jeg vendte da hjem fra en offentlig Fest jeg havde foranstaltet "til Fædrenes Minde." Talen jeg da holdt fra en Høi fra Borgerkrigenes Tid tilligemed Sangene skal Du faae, naar jeg fra Christiania, efter Conferenz med Bjerregaard o. fl. har nærmere besvaret dit Brev, som jeg derfor tager med mig. Du skal i denne Maaned faae Bidrag. Ikke Reiseskizzer, men Skizzer, ): Tegninger, Udkast. Jeg skriver ellers lidet Poesi nu, da mit Sind staaer til den brydsomme Bane jeg vælger. Ha, Ven! Stormen kom stærk -- 5 fagerttegnede Seil (mine 5 Candi- dataar) fore splintrede fra Masten -- men se! jeg gjør en Ven- ding og skjærper endda haanende de Seil jeg har tilbage. -- Jeg deeltager ikke engang i den Trætte som i Kjøbenhavnsposten er bleven ført pro Alen Jord til. Materialierne opvække Alles Forundring ved deres Tørhed og Sværhed. Raskt gaaer Arbeidet fremad. Amalie er flittig paa Tomten. Skal der Bud ind lel for os tomreipes, saa kunde jeg spare Penge om Stolene men medens min Ansøgning cirkulerede, skede Salg med den Clausul i Skjødet, at Kjøberen, i Bevilgelsestilfælde, vedtog som en Servitut paa Ejen- dommen, at Gravstedet skulde erholde Plads som af mig bestemt, hvorimod Vedligeholdelsen skulde paahvile min Familie. Kom- mende Ejere kunne altsaa idetmindste ikke borttage Gravstedet, og da min Familie er talrig og i ret gode Stillinger bør man vel kunne stole noget paa dens naturlige Følelser -- ikke at tale om min Enkes. I en Skrivelse har jeg desuden anordnet, at Gravstedet opføres med største Soliditet og beskyttes ved en stærk Port for Grottens Aabning, hvortil Stedets Ejer og nærmeste Frænde skulle have Nøgler. Jeg haaber saaledes og andrager ærbødigst om, at denne her opgivne Garanti -- den naturligste og vel derfor sikkreste -- tages tilfyldest, saa jeg erholder det Kongl. Kirkedepartements Tilstaaelse for at Resolutionen kommer mig tilgode. Ansøgning til Hs. Mt. Kongen frafaldtes da jeg opdagede, at jeg ikke var udsat for Mad. Jacobsens Veto. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 390 TIL P. T. MALLING [1. mars 1845.] S. T. Hr. Malling Jeg ønskede meget 1 Expl. af Ord fra Prækestolen til Gjen- nemsyn, at jeg ikke skal tage noget forhen trykt ind i den Sam- ling jeg nu udgiver. Venskabel. Henr. W -- Tænk Dem! Min Nabo Bureauchef Christensen døer imorges efter 6 Dages Sygdom, og her ligger jeg i 11 Maaneder uden at Døden kan faae Bugt med mig. Han døer af Forstoppelse og jeg æder og fordøjer efter 11 Maaneder, som om Indretningen var af Patentstaal. -- TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 3die Marts 45. Kjære Fader! Hvilket besynderligt Gudsraad! Her ligger jeg i 11 Maaneder og daglig togange spiser jeg dygtigt af vel den sværeste Kost, som gives naar man ikke har Bevægelse, nemlig af Soldater- stump men før det bliver mildere, for- lader jeg ikke Sengen. Da jeg har ikke mindre end 2 Bogtrykkerier sysselsatte forat faae Postillen færdig (til Overrækkelse til Kongen før han mod sin Afreise faar formeget at bestille) -- og da bliver færdig om en Uge alt: saa vil jeg punktviis besvare dit Brev: 1) Bygmesteren opfører hele Huset med Ovne og 3 panelede Værelser, samt malede Gulve men da den endnu har noget over 200 Spd. tilgode, vil den have Pant i det nye forat cedere Pant i det gamle Bostelle. 3) Wulfsberg mener jeg er gal. Han skylder mig for 100 til SIDE: 391 Sverige for over et Aar siden sendte "Jøder". Siden Nytaar har jeg krævet Regnskab; men han beder altid om Udsættelse. 4) Vosgraffs Gave er 100 Alen, ikke 1000 ): 2 Alen paa den ene Side. 5) De gode Materialier ere: det 8 Aars Tømmer fra Wolffs paa Blindern -- Mose fra Bodsfængslets Oplag -- Bord fra Gulbrand Henriksen. Da Tømmeret er saa svært og smukt (ogsaa betalt med 8 Sp. Tylten) bliver det behandlet med Kunst, idet Stokkene tæljes og høvles. 6) Oscar faaer Brevet nu strax efter Modtagelsen. 7) Portrætet til 2den Udg. af Lodsen er i Kbhvn; men til Tryk- ningen faaes først Papiir til Vaaren. Imidlertid lader jeg mig ikke opholde fra Reisen ved det. 8) Tidemand tog af for sin egen Fornøjelse; den Skizze jeg fik kasserede jeg. 9) Gørbitz er for kostbar, og Olsen den bedste naar jeg engang lader mig tage af for Lie. Henrik. P.S. Jeg kan ikke sige hvormeget det glæder mig at høre din Aktivitet. Uden den trives jeg heller ikke i min Sygdom. Og hvad skal jeg finde paa naar Prækenerne ere færdige? Det giver sig vel. -- Dronningen havde yttret da hun kom hjem fra Slottet "Nu har jeg seet hvor Wgd boer og hele Huset var besat med Flag." Paa hendes Geburtsdag flagger jeg atter og da saaledes: Fra Huustoppen -- 3farvet fransk (til Ære for Eugen) do do hvid Gjøs (til Ære for Damen) " Tagvinduet brasiliansk ( " " for Familien) " Altanen 1 norsk og 1 svensk. -- For Dronningen blev først præsenteret Lister over norske Forfattere, hvilket hun havde forlangt. Det gik da som før. "Men jeg seer intet af Wergeland anført," sagde hun. "Det er netop ham jeg vil have af." Derefter kom da Ordre til Anskaffelser en masse, og saa kom -- den sledske Kammerherre (ventelig den Samme, der havde bragt hiin Liste) for at fortælle mig om Dronningens Opmærk- somhed -- at hun alt med stor Fornøjelse havde læst van Huysum -- at Gratialet kunde hæves af mig ad libitum -- og at han personlig ønskede intet hellere end at kunne tjene mig, blot jeg vilde yttre et Ønske. SIDE: 392 TIL NICOLAI WERGELAND 3 Marts 45. Kjære Fader! Status in quo. Ringen har jeg ikke paa Finge- ren; dertil er den for brillant med sine over 50 Diamanter. Jeg sender hermed noget Haugefrø, som jeg beder dig uddele mellem Huusmænd i Eidsvold, saaledes at hver faaer ligemange Smaapakker omtrent. Imidlertid taale Portionerne godt at halveres, saaledes at enten Laura overtog dette nyttige Arbeide med en Theskee. Gulerodfrø og en trykt Anviisning skal følge. De der der skulle betænkes først ere Præstbak, Linkerud og Frauerud samt Østerud Huusmændene, item Hønsebidmanden og hvilke Huusmænd, Du vil. Guldværkspladsene ere gjennem Thorsten Tønsager tilsendte 10 hele Portioner, og Holsmanden har faaet 1do. "Res parvis crescunt." Det er Mottoet eller Valgsproget for det af mig stiftede "Kaal- og Rot-Selskab." Mere om et Par Dage. Tilgiv Papiret. Din Henrik. TIL NILS DAHL Grotten, 4 Marts 1845. Kjære Ven! Jeg haaber Du ikke er vred fordi jeg ogsaa om en enkelt af dine Udladelser i de fordømte Debatter har udtalt mig med samme Uforbeholdenhed, som om mine tilsyneladende Modstan- deres. Til Tegn herpaa vil jeg have Du skal besøge mig; men uden at tale om hiin Sag -- Andragendet og Debatterne. Jeg skal da sige Dig en ikke uvigtig Sidegrund til min Misbilligelse, -- til at jeg yttrede den; thi nære den maatte jeg. De Debatter har ærgret mig. Hertil nu forceret Arbeide med mine Prækener, idet jeg har taget 2 forskjellige Presser med ligesaamange drukne Sættere og Trykkere i Virksomhed. Item Bygningsarbeidet -- Udtællinger -- at Murernes Personale den ene Dag er drukkent og intet kan bestille, og at Tømrerne til- bringe den anden med at spille Kort og drikke Brændeviin paa Stokkene Kl. 11 om Formiddagen i det herligste Solskin -- Item poetiske Anfægtelser, hvoraf jeg har havt en svær en inat. Søvnløs SIDE: 393 da naturligviis, men nu idag fik jeg det paa Papiret. Item hvad hver Dag bringer med sig -- Item -- item -- Din Henr. Wergeland. TIL HEINRICH A. THAULOW Grotten 7 Marts 45. Kjære Fætter! Du overrasker, overvælder mig ved din rige Sending, og Du gjør mig undselig ved din Enthusiasme for mig! Hvorledes skal jeg takke dig og din Hustru. Der ligger saa stor en Deeltagelse i dette, at jeg er forfjamset. Men gjør ikke hvad Du siger Du vil gjøre med Pennen. Jeg har skrevet meget bit- tert med mine Penne. Men saamange jeg har brugt, har dog aldrig et saadant prægtigt Bundt været i mit Eje. Jeg har hjul- pet mig med Kalkunpenne hjemmefra og ved Siden deraf just ikke altid paa den redeligste Maade. -- Men hvordan jeg skri- ver! Ja det er dog sandt, hvad der staaer deroppe saa tosset: at jeg er bleven forfjamset. Fra Pennebundtet til Æggekagen (isandhed excellent) ile mine Blik ligesom Æslets mellem Høknipperne. Dit Brev med Følge kom ogsaa midti et langt Poem til Dronningen, der havde gjort mig Hovedet kruset ved det at jeg opdagede, at jeg havde brugt et galt Versemaal et langt Stykke nedover. Jeg maa til dermed igjen. Dog maa jeg først sige dig, at jeg befinder mig brav efter Omstændighederne. Af Hjertet gjensvarer jeg dig dit Venskab. Min venligste Hilsen til Lina og endnu engang Tak til eder Begge! Jeg slutter af Sendelsen at I leve vel, og det glæder Ingen mere end Din Henr. Wergeland. P. S. Igaar var her ved min Seng Dronningens Overhofmester- inde (en "Zucha", blind -- har opdraget Josefine; men smuk endnu) samt 2 af de svenske Hofdamer, ledsagede af Aumonie- SIDE: 394 ren. Jeg syntes godt om deres Væsen. De vilde ogsaa have Haandskrifter. Eh bien! Idag ogsaa fornemt Besøg, nemlig Overhofmarskalk Løven- skjold med Kone. TIL KONGEN Grotten pr. Christiania 7 Marts 1845. Henrik Wergeland, Bureau- chef, ansøger underdanigst om en Forandring ved en af Betingelserne i den kongelige naadigste Reso- lution af 13de Februar d.A., betræffende Oprettelsen af et privat Gravsted, uden hvilken Forandring Reso- lutionen ikke kan komme ham tilgode. Da det ikke staaer i min Magt, ganske at efterkomme den kongelige Resolution af 13de f. M., der naadigst tilstaaer mig Ret til privat Begravelse, i det Punkt "at Begravelsesstedet af nuværende og efter- følgende Ejere anstændig vedligeholdes", nødes jeg til herved underdanigst at an- søge om at denne Betingelse maa modi- ficeres. Stedet blev nemlig solgt og Skjøde ud- stedt før Resolutionen faldt; og da det baade forekom min Hu- stru og mig som unaturligt og Følelsen saavelsom Pligten saa- rende, om Omsorgen for Gravstedet skulde unddrages Familien og paalægges Fremmede, med hvis Interesse for Tingen det kunde være misligt: saa blev Servitutclausulen i Skjødet saaledes af- fattet, at Ejeren af Stedet indrømmede for bestandig Pladsen, medens Vedligeholdelsen erklæredes for en Familiesag. Kjøberen har imidlertid været villig til at udvide Ejerens For- pligtelse til at vedligeholde Gravstedet eller bortskaffe hvem der maatte hvile, om Familien skulde lade det forfalde; og da han har forbundet sig og sednere Ejere i vedlagte Deklaration, af- given i Vidners Nærvær og under Segl, ansøges underdanigst om at følgende Betingelse ved den kongelige naadigste Resolu- tion af 13de f. M: -- "at Begravelsesstedet af nuværende og efterfølgende Ejere anstændig vedligeholdes, i hvilken Anledning Bevillingen bliver at thinglæse" saaledes omformes: -- "at Begravelsesstedet af Familie og, i Tilfælde af Forsøm- melse, af Ejendommens daværende Indehaver anstændig vedlige- SIDE: 395 holdes, med Hensyn til hvilket sidste Punkt en af nuværende Ejer afgiven Deklaration bliver at thinglæse og til Kirkedeparte- mentet at afgive." Underdanigst Henrik Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 12 Marts 45. Kjære Fader! Mit Sidste om Besøgene af kvindeligt Hofpersonal er vel ar- riveret. Dagen efter fik vi Visit af Hofmarskalk Løvenskjold med Frue. Hun har senere sendt mig en Gelee der er nydelig. Fra Heinrich Thaulow paa Modum -- dog det er sandt, jeg har nok fortalt om hans Sendelse og sendt Brevet. I Anledning af den Anmodning fra Hofdamerne om Autografier, tænker jeg at skrive omtrent som saa: 1) til den blinde Dronningens Selskabsdame: O ædle Dame, jeg har fattet, at Gud har rigelig erstattet. HW -- 2) Til Dem. Bøttiger: Grotten 14de Marts 1845. Høistærede Frøken! (NB. Her ganske blank Side). Med største Høiagtelse Henr. W -- verte Og paa den anden Side staaer: P. S. Hvormangen sort og fuldbeskreven Side er ikke tommere end denne hvide? 3) Til Dem. Friedel: Besøget. Jeg nu paa Livet haaber, dog ei af Piller, Pulver eller Draaber; SIDE: 396 men Genier, husvalende og blide, jeg saae en Dag ved Smertenslejets Side. HW. Eller skulde jeg lade Nr. 1 lyde saaledes: O ædle Dame, jeg har fattet af Alt, af Tale og af Mine, at Gud har rigeligt erstattet med Aand og Hjerte og med Josefine.? Status som før. Idag begynder Optømringen paa den færdige Grundmuur. Paa 7 med Kniplinger af Papiir omgivne Blade har jeg selv med virkelig smuk Perleskrivt fuldført mit Digt til Dronningen. (14 Skilling Bladet). Sammenheftet med et 3farvet Silkebaand og i en rød Saffiansportefølje overrækkes det af Aumonieren. Siden en Dag gaaer Amalie ned med Autografierne til Damerne. Kjærligst Hilsen fra Os Henrik. P. S. Camilla taler om din Indkomst hid; bi til Milden kom- mer iveiret noget mere. Idag er det smukt i høi Grad. P. S. Igaar var begge Majestæter paa Slottet. Jeg tonede da 2 nor- ske og 1 svensk Flag. Der skal skee store Forandringer ved Slottet. P. S. Da Optømringen skulde begynde idag, holdt jeg kl 7 idag Folketale til de 6 Tømmermænd. Den begyndte "Hør nu Gutter! troer I, at der er nogen Kjæft i Norges Land, som ønsker Livet af mig?" -- "Ne -- i!" Allemand. "Nu saa bygger mig en varm Potte. Lover I mig det? -- "Ja -- a!" Allemand. "Gaaer saa ud og faaer Kaffe!" [fotnotemerke] (Hearhim!) Slutningen vandt almindeligt Bifald. Fotnote: (NB. udtrykt ved Puffen i hinandens Sider). TIL MORTEN KILDAL Grotten 23 Marts 45. Kjære gamle Ven! Grotten er Navnet paa det Landsted, jeg lod bygge paa Slots- bakken over en Fjeldkløft, der indrettedes til en Grotte under SIDE: 397 Huset, og hvori jeg har erhvervet Bevilling til Bisættelse, om min nærværende Sygdom ender med Døden. Stedet har jeg imidlertid -- da det var vejrhaardt -- solgt med et godt Udbytte, eller dog Ballance, og lader mig nu bygge en liden Huusmands- stue i Pilestrædet. Spekulationen er baade i Livs- og Dødstil- fælde meget klog. Jeg, som trækker et heelt Menageri med mig, samt behøver Væggene i Logiet til fri Opspigring af alskens Grejer, saasom store Malerier, Reensdyrgevirer osv., kan ikke leve i noget lidet Logie. Nu faaer jeg Huus med alle nødven- dige Bekvemmeligheder, Have, Udhuus osv. for 700 Spd., hvilke betales contant. -- Men jeg taler som om jeg havde Haab om selv at nyde noget deraf. Men dermed er det misligt. Jeg er sengeliggende nu siden 1 Maj f. A. af alle mulige Lungesygdomme (i den højre). Forhærdelse er i det sidste 3/4 Aar min lumske og livsfarlige Plage. Lægerne ere forbausede over min Kon- stitutions Styrke, uden hvilken jeg forlængst skulde være væk. Skulde Sygdommen virkelig give sig, skal jeg til Nizza og Neapel i et Aars Tid. Og saa ind i Stuen min. Jeg vilde saa gjerne leve nu, da jeg har været overhobet med Beviser paa Folkets og Kongefamiliens Deeltagelse, og da jeg er forligt med alle mine gamle Venner, med Daa, Heltberg og Lerche. De have indseet, at jeg dog har gaaet "beint fram" bestandig, og altid været den gode Sag trofast. Fra Carl Johans Enke har jeg faaet en prægtig Brystnaal, og i Gaaraftes bragte en Kammerherre mig fra Dron- ningen og Kongen en endnu prægtigere Diamantring. -- Jeg kunde saaledes nu føre et behageligt Liv, dersom ikke Døden havde abonneret mig. Men det bliver nok Enden. Ellers fik jeg mine Knæk ved at tage efter Din Vane, Mårten, at ville prale med blaastribede Shirtingsskjorter. Jeg havde nemlig til 1 Mai or- dineret Ophør af Ovnsilægning i mit med et Par Alen tykke Mure omgivne Kontorværelse -- kommer skumsved op, glemmer at Værelset var uden Varme, kaster af for at sidde i min blaa Skjorte -- efter en Times Tid eller saa har jeg min Knæk. No. 2 fik jeg 17 Mai, da jeg endelig skulde kjøre til Byen for at see paa Processionen. -- Det vil være mig kjært at høre fra Dig. Skulde jeg leve, saa se til engang at sende mig et Par Komager; jeg gjør mig store Tanker om deres Hensigtsmæssighed, saa de vel lode sig bruge i flere Strøg her. -- Doktoren kommer. Lev vel, Lev vel, min kjære Ven. SIDE: 398 TIL KONGEN Christiania 25de Marts 1845. Henrik Wergeland, Bureau- chef ved Rigsarkivets Kon- tor ansøger underdanigst om naadigst Tilladelse til Ophold i Udlandet i Re- convalescenz-Tilfælde i 3/4 Aar og med Behold af Gage. Den 1ste Mai f. A. blev jeg paa mit Kon- tor overfalden af en Lungebetændelse, der siden er gaaen over til en Forhærdelse i Organet, som, især i vort Klimat, kun lader lidet Livshaab tilbage. Lægen, Lec- tor Conradi, har imidlertid i underdanigst vedlagte Erklæring anbefalt et Ophold i et mildere Klimat som mulig Redning; og skjøndt jeg for Nærværende neppe har Kræfter til at røre mig fra Lejet, skylder jeg dog, for det mulige Tilfælde, at disse i saadan Grad skulde vende tilbage med den blidere Aarstid, at jeg kan efterkomme Lægens Anviisning, at erhverve mig naa- digst Tilladelse dertil saa betimelig, at jeg kunde benytte første gode Søleilighed. Jeg ansøger derfor underdanigst Deres Maje- stæt om naadigst Tilladelse til et Ophold i det sydlige Europa fra den Tid af at jeg maatte føle mig stærk nok til at tiltræde en Reise did og indtil trefjerdedels Aar derefter, samt med Be- hold af min Gage. For ikke ganske at oppebære denne uden Vederlag, har jeg under min nu snart aarelange Sygdom dog gjort hvad jeg efter yderste Evne har formaaet. Embedsbøgerne har jeg saaledes personligen ført fra Sygelejet i det første Fjerdingaar, da Syg- dommens Tilvæxt og Lægen forbød Saadant. Om Kontorets Anliggender har jeg fremdeles ladet mig underrette uagtet min nærmest Foresattes Tilladelse til ganske at undlade enhver Be- skjæftigelse dermed, og Indberetningen fra Kontoret for afvigte Aar er af mig personligen affattet. Det Offentliges Krav paa at see Embedet vedbørligen røgtet under alle Omstændigheder er efterkommet af Kontorets duelige 1ste Amanuensis, som velvil- ligen med det kongelige Finantsdepartements Bemyndigelse har forestaaet de løbende Forretninger og anordnet Arbeiderne i Kontoret. Og da dette Arrangement efter Overenskomst kan blive bestaaende saalænge Departementet finder Forretningernes Gang betrygget derved, samt da 2den Amanuensis ligeledes er duelig dertil, formenes underdanigst at disse Omstændigheder SIDE: 399 kunne anføres til Anbefaling for nærværende underdanigste An- søgning. Underdanigst Henrik Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 25de Marts 1845. Til det kongelige Finantsdepartement. Vedlagte underdanigste Ansøgning af Dags Dato om naadigst Tilladelse til, med Behold af Gage, at opholde mig i det syd- lige Europa i 3/4 Aar efterat jeg maatte have erholdt Kræfter til at tiltræde en saadan Reise, som i ligeledes hoslagte Læge- Attest er anbefalt til min Helbreds mulige Gjenerholdelse, an- befales ærbødigst til gunstigst Indstilling. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL HERMAN FOSS Grotten 26 Marts 1845. Min Hjertens Lykønskning, ædleste Ven! til Forandringen i din Stilling, om hvilken jeg troer, at den vil, ved den større Regel- mæssighed i de paahvilende Forretninger, være din Helbred gavn- ligere end den forrige, der var saa delt mellem anspændende Sager. Jeg har ogsaa med stor Glæde hørt omtale, at Hs. Mt. skulde ville tilbyde dig Permission til en Badereise, om en saadan maatte være at anbefale; og hvad var mere efter Folkets Ønske, end at Du ret maatte hvile og forfriske dig, efter et saadant Liv af Arbeider for det? Jeg har rigtignok alt skrevet til Finantsdepartementet om at erholde Forhandlingerne; men for din gode Medvirken til at er- holde dem vil jeg være meget erkjendtlig. Min Helbred fremdeles svævende mellem Liv og Død; men le- vende og død er jeg din hengivne og ærbødige Ven Henr. Wergeland. SIDE: 400 TIL NILS DAHL [26. mars? 1845.] Se f. Ex. indlagte lille Bog (et Aftryk af 1ste Korrektur blot.) Den vil maaskee gefalde Almeenheden og Storthingets Libe- rale; men der tør være Sager deri, f. Ex. Pag. 20, som gefalde Regjeringen og navnlig min Chef saalidet, at man under 4 Øjne lader Hr. Bureauchefen forstaae, at man vel ikke vil gjøre ham videre Uleilighed for at have yttret Ringeagt for den autorise- rede Religionsunderviisningsbog, og andre Meninger end Chefen om Brændeviinssagen, hvori han er optraadt som Hovedmand, samt for Læren om at modsætte sig med Magt selve Kongen i Undertrykkelsestilfælde etc.; men at han ikke maa vente nogen fordeelagtig Indstilling til Storthinget om Eftergivelse. "Meget mere (antager jeg der vil blive lagt til) agter jeg at paapege, at De dog maa vente nogen Fædrenearv, som da lader sig slaae Klo i." Saaledes, kjære Ven, saaledes er det at forstaae, at jeg sættes i et nyt Afhængighedsforhold til Regjeringen ved en Indstilling, som Du talte om. Jeg har lidt nok før, fordi jeg har været mine Meninger be- kjendt. Det lod sig vel endog anføre, at jeg ved min offentlige Optræden 17 Mai 1833 ved Krohgsstøtten, paa samme Tid jeg skulde holde min Dimispræken og aabne Supplikantbanen, gav Festen en Bestyrkelse og Ungdommen et Exempel. Men vi maa tales ved før Dagen, der afgjør min Velfærd. Din Henr. Wergeland. TIL PEDER FAUCHALD Grotten 27 Marts 45. Til Peder Fouchald! I Indien skeer det ofte, at en Tiger, der har smagt Menneske- kjød, fæster haardnakket Bopæl tætved en Landsby, hvor da næsten daglig En eller Anden bliver dens Bytte. Den, som vover at opsøge og er saa heldig at dræbe Bæstet, betragtes og belønnes som Landsbyens Frelser; thi ofte maa Befolkningen endog fortrække. Finder Du nu nogen Analogi mellem en Hindu- SIDE: 401 Yngling, der vover sig ud mod Dyret, men kommer sønderreven tilbage, og dog agtes for sin Gjerning, og mig i Dysten med P., saa maa Du ogsaa finde, at jeg ikke bør agtes mindre end om jeg virkelig var bleven den juridiske Sejerherre. Men at remit- tere min Ansøgning om Eftergivelse til Regjeringen er, istedetfor Noget, der lader sig ligne med den indiske Landsbyes Godhed mod den uheldige, men menneskekjærlige, Jæger, at sætte mig i et særeget Afhængighedsforhold til den og at lade mig forblive gjeldbunden og Fant. Det hedder, og jeg billiger det, at Em- bedsmændene, istedetfor blot at fortære, ogsaa bør erhverve sig noget til Alderdom og Efterladte -- nu! jeg bygger mig en Stue efter min Leilighed d. e: en saadan som Huusmænd have paa Landet; men naar skal jeg siges at eje den, saalænge jeg skal holdes i et saadant Suspenso. Jeg kan ved et eller andet Skridt, f. Ex. ved et Skrivt vække vedkommende Finantschefs Mishag, saa har jeg, om end Storthinget paapeger en Udsættelse til næste Thing med Executionen, dog at befrygte en Indstilling, som kan bevirke, at Executionen dog omsider kommer, og at saaledes Ps Borgerløfte om min Ødelæggelse gaaer i Opfyldelse. Man skulde ikke knække Modet hos dem, der have Hjerte til at træde op mod Almuens Udsugere. Det er mig sagt at Kommitteeindstillingen vil gaae ud paa en saadan Sagens Suspension, og min Følelse ved at høre det var som om jeg havde faaet et Hundehalse med Lænke i om Halsen. Da jeg nu troer, at Storthinget er paa Folkets Vegne dispone- rende Herre over det jeg søger om, og da jeg har søgt om Eftergivelse og ikke om Henstand, saa er det mit Ønske, at der imod en saadan Indstilling maa fremsættes Forslag om at Thinget strax deciderer alternative mellem Eftergivelse og Hensendelse til Regjeringen. Og er det mit Ønske, om din egen fri Anskuelse tilsteder det, at Du vil fremsætte et saadant Forslag. Falder det, da staaer Indstillingen og jeg faaer finde mig i Halset enten det er fodret af Kommitteen med Komplimenter eller med Pigger. Din Henr. Wergeland. P. S. Lad Dahl læse dette. SIDE: 402 TIL WILHELM LASSEN Grotten, 2 April 1845. Hr. Cand. jur. Alb. Lassen! Der kommer et Par Damer fra Hoffet op til os Kl. 5, samt Pastorerne Studach og Montz, og blive der til Kl. 7. Vil De, Nobleman, underholde dem og Deres syge Ven med at lade høre den Valdersens Kjærlighedsvise? Jeg negter ikke jeg har aabnet Perspektivet for Gjæsterne til Muligheden af ved et gjen- taget Besøg at faa høre en norsk Vise til den smukke Harpe, de havde opdaget -- idet jeg nemlig fortalte om Deres Godhed mod mig, at komme til ubestemte Tider som et Aandebesøg for da at spille mig op til Poesie. Deres Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 7de April 45. Kjære Fader! Vedlagte lille Bog haaber jeg vil fornøje dig og gjøre Nytte. Kommitteen indstiller mig ikke til Bevilgelse; men at den skal henstilles til Regjeringen med Anbefaling. Imidlertid haaber jeg at faae Sagen afgjort ved et Gratiale. Om 8 Dage lader jeg mig i en Portechaise transportere i mit nye Huus. Uag- tet Flytningen er saa nær og det meget Ufærdige udenfor Kon- trakten, feire dog Arbeiderne fri Mandag idag. Det skal koste dem det saakaldte Krandselag. Om mine Ærgrelser og Udtæl- linger ved Bygningen udenfor Kontrakten vil jeg ikke tale. Sagen angrer jeg dog ikke. Jeg har iforgaars og idag siddet noget oppe. Fra Kammer- herre Holst Brev igaar, at Dronningen subscriberer paa 10 Explr. af mine "Samlede Digte" (ja naar de engang komme). Jeg ønsker Underretning om hvorledes Frøuddelingen foregaaer. Hver Por- tion maa deles. Foruden til dig har jeg sendt til Th. Tønsager, Mad. Kaasen, Poul Jøndahl, Knudsen og Walberg. Ialt 300 Portioner. Tak for Smøret og Kjødet, kjære Fader. Det Sidste var ellers ikke røget, men speget; men ogsaa det smager af og til. Min Doktor mener, at jeg kan flytte ind siden Tømmeret er SIDE: 403 tørt. Stedet "Grotten" har ellers vundet meget i Værd, da Slottet har kjøbt Jacobsens, saa det nu er nærmeste Nabo og vil blive omgivet med Park, om det ikke kjøbes. Imorgen 8 Dage skal Kongen reise. Lad mig vide om din Helse! Levvel! Henrik. TIL MADAME KAASEN Grotten, 8 April 1845. Kjære Madam Kaasen! Altid maa jeg pusle med noget, selv nu paa min 11 Maane- ders Sygeseng. Ved en Dalers Penge af egen Lomme og nogle Sammenskillinger har jeg sendt 300 Haugefrøportioner til Eids- vold, bestemt til Uddeling mellem Huusmandsklassen, for dog at forsøge at lære dem denne saa nyttige Avl. Jeg anbefaler Dem saaledes til Fordeling som De bedst veed i Deres Strøg med- følgende 4 Portioner (hver bestaaende af 5 Sorter) men hvilke igjen bør deles hver i 2 -- altsaa til 8 Huusmænd, hvilke da ogsaa erholde sine Planer eller Anviisninger. Til Knudsen anbefales samme lille Antal Portioner til Vær- kenspladsene. De bør ogsaa deles i 8. Walberg har faaet 24 saadanne Portioner at uddele fra Risebrobakken til Værket. Jeg haaber at betvinge Døden, naar vi faae ret Foraar i Luften; imidlertid er min Sygdom nu af den slemme Beskaffenhed, at jeg en Dag kan være nogenledes, men saa næste igjen ret daarlig. Uden mine naturlige Kræfter var jeg forlængst væk, sige Lægerne. En stor Behagelighed er den Opmærksomhed, der vises mig fra de Kongelige. Igaar meldte Dronningens Kammerherre, at Hds. Mt. subscriberer paa 10 Explr. af mine Digte, til hvis Indkjøb hun ogsaa før har givet Ordre. Paaske- aften bragte en Kammerherre fra begge Majestæter en Diaman- tesring (70-80 Spd.), og en ligesaa prægtig og kostbar Brystnaal har Enkedronningen sendt mig. Fra Dronningens Damer Blomster. Levvel! Min venskabeligste Hilsen til Kaasen, og et Kys med store Tyrkebarter paa til Laura. Hun kan vove det, da jeg seer kjæk ud i Ansigtet; men mine Been! mine Been! -- -- "Sjuh! Tal aldrig om det!" sagde gamle Møller. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 404 TIL CHRISTIAN TØNSBERG Grotten 8/4 45. Gode Ven! En Timestid før Modtagelsen af dette Brev, havde en For- legenhed, jeg for min Sundheds Skyld ikke kan udholde længer, tvunget mig til at tilskrive Enkekassen, at jeg ingen anden Red- ning saae, end at udbede mig Sparebankbogen, om Administra- tionen ikke kunde laane mig de 200 Spd, den lyder paa. Min Police i Londoner-Assurance-Selskabet sikkrede ellers Enke- kassen Pantet i Bygningen. Dette maa jeg melde Dig. Jeg er paa det skjændigste be- draget af min Bygmester, og slipper ikke med 600 Spd. istedet- for 450. Din Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 11 April 45. Kjæreste Fader! Uagtet jeg i høi Grad er magtesløs -- og det har jeg været i nogle Dage, jeg antager af Ærgrelser ved Bygningen, siden det er Apetiten der slaaer Feil -- vil jeg dog tilmelde dig Følgende, da det vil glæde dig. 1) Fra Kherre Holst Brev, at Hds. Mt. har behaget at sub- scribere paa 10 Explr. af mine "Digte." 2) Amalie var tilligemed Fru Mariboe indbuden til Dem. Zuch i Palæet Balaftenen for da i hendes Værelser at træffe og tale med Dronningen i fuld Pynt. Men ikke alene dette vederfaredes hende, hvorunder da Hds. Mt. udtrykte levende Interesse for mig, men Dronningen kaldte alle Prindserne og Kongen ind, og da talte Denne længe med hende, spurgte om min Huusbygning, om jeg vilde kunne flytte ind, og endte med at sige: "Siig ham, at jeg har paalagt Due at melde ham at han for det første for det følgende Aar skal beholde sit Gratiale, og siden -- lagde han leende til -- skal vi nok sørge for ham. Amalie har smukke Øine og Esprit, saa hun klarer sig godt under slige Omstændig- heder og ret lader til at have vundet Bifald hos O. men da han har udbetalt de 200 for min nye Grund, kan jeg ikke perse ham mere. Efter en Mængde Afslag (hos Gløersen først) paa det Propos at kjøbe Feilbergs Obligationer for Lodsen og Katechismen (50 og 15) rentebærende og forfaldne 11 Dec. d. A. kjøbte endelig Autenrieth den paa 15 og Jac. Dybwad laante mig 50 Spd. Men hermed er jeg ikke hjulpen. Faaer jeg mit Huus i nogenlunde Stand for 600 Spd. skal jeg være glad. Til Enkekassen har jeg skrevet om at faae de i en Spare- bankbog indsatte 200 Spd. tilbage; men endnu har jeg ikke Svar derfra, og imorgen er det Løverdag, Betalingsdag. Min største Ærgrelse er at Bæstet har gjort det umuligt at anbringe 6 prægtige Dørstykker; den maa have kulmineret siden jeg nu er sløv og mat. Levvel! Kjærligst Hilsen og Længsel efter Brev! TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum Mid. 17 April 45. Kjæreste Fader! I dette Øjeblik erholdt jeg din Hjælp. De kjærlige Ord hvor- med den sendtes rørte mig og rører mig nu paany til Taarer. En Steen er dog væltet af mit Hjerte, idet de flinke Bygherrer Benthien og Burckhardt, efterat have gaaet Huset igjennem med SIDE: 406 Maal og Blyant i Haanden, gav den Erklæring, at Huset in statu quo var værd 700 Spd. Jeg maa troe slige Folk -- de er- klærede sig i Vidners Overvær -- skjøndt jeg ikke kan begribe, at de saa høit kunne taxere et Huus, som dog til nu kun har kostet en 550. Det Manglende, nemlig Udhuus, en Kvist og Stakit vil vel medtage til 700; men propor [tio] naliter maa det da være værd 1000 Spd. Middag 15de blev jeg transporteret i en Portechæse fra Hospi- talet; og Gudskelov jeg kom hid, da den trak noget ganske for- færdelig, saa jeg lignede en Mand, der springer iland paa et Skjær. Jeg har i 14 Dage havt Øreværk; i disse Dage ganske forfærdelig. Igler sattes igaaraftes; men Betændelsen er lige stærk. Hertil har jeg faaet stor Smerte i mine Hoftebeen af Ligningen, saa jeg, forat vogte mig for Liggesaar maa holde mig paa Siderne til stor Pine for mig. Hovedsygdommen er til dette ikke brav; men min Appetit er bedre. Mine Værelser her ere saa solbare og hyggelige, at jeg idet- mindste hidtil har opsat med at følge Conradis Bud, at jeg skulde tage paa Hosp. Jeg veed ikke hvad jeg skal troe om Lægerne. Lie mente for mange Dage siden, at jeg gjerne kunde holde mig i mit Huus, og han erklærer mit Expectorat for Sliim. C. erklærer dette for Pus og min Sygdom for Suppuration i Lungen. Dette gjør, at jeg følger mit eget Hoved. Sorenskriver Sørenssen kjøbte den Feilbergske Obligation for Lodsen paa 50. Men af Dybwad har jeg laant 50 Spd. Altsaa vil jeg nok behøve 100 Spd. til eller derover; men Tønsberg kan vel ogsaa præstere noget af de 330, jeg har hos ham. -- Tidemand er Mester for Tegningen efter min Idee. Jeg model- leres nu til Byste af et stort af Flinto opklækket Talent, en Hansen. -- Katechismen gjør Lykke. Due complimenterede mig og sagde at han især havde syntes godt om Verset over Skan- dinavismen. Ideen er da ikke synderlig anskrevet ved Hove kan jeg troe. Jeg troer jeg har skrevet til dig om dette Besøg. Medaljen, jeg har faaet, er en i Bronce af Throndhjems Byes Med. i Anledning af C. Johans Jubilæum og Kroning, hvilke Ting -- sagde D. -- mine kjære Landsmænd, som de karak- terisere saa rigtigt som "stae" -- have slaaet sammen. Og nu det kjærligste Levvel og den inderligste Tak fra din Henrik. SIDE: 407 P. S. Til Sujet for et Dørstykke ønskedes allersnarest ind dine to Vandtegninger af Præstebakudsigterne. Har Du mit Rids af Helgø og Hovindsholm? Saa ønskede jeg det. P. S. Du skriver intet om Haugefrøsagen. P. S. Strax Alt er færdigt, underrettes Du derom, da jeg er vis paa, at Du her i disse solbare venlige Værelser, vilde trives. Give Gud, jeg maa opleve den Glæde! 18de April Bededags Morgen: Jeg befinder mig noget bedre i Brystet, Øret og paa Hoften. -- TIL CHRISTIAN TØNSBERG Hjerterum 1 Mai 45. Jeg befinder mig atter hjemme, min Ven! og her bedre -- naar jeg ikke tager Hensyn til Pengeforlegenheden, som for- følger mig overalt, skjøndt ikke længer end til Grotteporten. Da Du har ønsket, at jeg skulde henvende mig først til Dig med literære Handeler, saa anbyder jeg dig for 8 Spd. 100 Explr af "Indlæg i Jødesagen" (Bogladeprisen 48 Sk.). Med denne Billet til Dig sendes ogsaa i et andet Anliggende Brev til Feil- berg, hvori han anbydes Oplagets Rest for 10 Spd; men Du skal have Forkjøbsret for de 8. Det er mig særdeles piinligt; men jeg vil ikke kunne undgaae at anmode Dig om at hjælpe mig med Penge, og det ikke faa. Imidlertid kan Du dog gjerne derfor tage Musikdaasen i Lommen og komme op til Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum Csti Himmelfr.d. Aften [1. mai] 45. Kjæreste Fader! I Eftmd. modtaget dit Brev. Eidsvoldstyk- kerne skal ikke selv være Dørstykker; men Sujetter dertil. For en saadan Biografi betales 5 Spd, af Volum som omspurgt. Sidst Søndag 8te Dage tog jeg til Hospitalet, hvor min Tilstand stadig forværredes. Slet Luft, Støi, Ørepine, Ondt i Hoftebenet, Hjem- vee -- alt dette slog sig til min Hovedsygdom, saa jeg tog hjem igaar med et Tab for de Dage af 11 Spd. 94 Sk. Her, hvor SIDE: 408 Amalie har været rastløs imidlertid med at faae malet og gjort istand saavidt man har rækket, finder jeg mig ulige bedre. For min nu maanedsgamle Plage Øreværken hentede Amalie Draaber og Raad strax hos Moer Sæther. Men hendes Olje stinkede saa, at jeg allerede idagmorges ophørte med Kuren, overladende mig til Sygdommens Gang. Den volder mig uhyre Plage. Tønsberg ønsker at tilforhandle sig Restoplaget af "Breve". Han anbyder til Valg for 24 Spd. af den Sum, dere maatte for- enes om, to store Genfer-Musikværker, der spille 8 Stykker hver med en uforlignelig Skjønhed. Oscar har ogsaa hørt det ene (bestaaende af alle norske Nationalsange, Napoleonsmarsch) og var overrasket. Tønsberg havde taget den hid forat under- holde mig. Indretningen seer ud som en liden Pult af Nøddetræ. Et Gislesens Brev til mig i f. Uge, hvormed han sender mig nogle Trær, beretter, at han har 5 Subscrib. paa dine Prækener; men "venter at faae nogle til". Det glæder mig, at Du har slaaet dig paa Maling. Hvad der adspreder gavner Sundheden. Dersom Du vilde paa et Par Bretter (hvert 1/2 Al. høit, 1 Al. 2 T langt) vilde male mig af noget af Eidsvold, vilde jeg sætte forgyldte Lister derom og agte dem meget meget høit. F. Ex. enten de to, jeg har skrevet om, eller et Prospekt af Præstegaarden taget et lidet Stykke henne paa Allegjærdet saaledes at dine Vinduer bleve halv syn- lige mellem Pilegrene. I Forgrunden to store Pilestammer, mellem Rammen og Pilen til Venstre sees den skovrige Dal, Vormen og Nynabben. Saaledes: SIDE: 409 Opgaven er ikke let; men Farverne indeslutte Trylleri til at gjenkjende. F. Ex. Husets gule Farve og det Par hvide Søiler, som ved en Torsion bør blive synlige. Men for Alt -- ikke uden Du skulde have Lyst dertil. -- Dem. Bremer har sendt mig sit sidste Arbeide; med [en] over al Maade smigrende Tilskrift. Dronningen siges at have faaet de røde Hunde. Fra Feilberg maaskee netop fordi jeg er saa svag. Men jeg følte mig stærk, opbragt. Jeg vil sige Dig, min gjæve Ven, hvorledes Norge efter fattig Leilighed -- naar man endelig vil experimentere -- kan faae sig en pensylvansk Indretning. Den nye store Rigshospitalsbygning er kassabel som Hospital for pathologiske og chirurgiske Patienter, hvortil den netop bruges, alene formedelst den ganske forfærdelige Reson- nanz, hvormed de uhyre Gange opfylde Bygningen. Jeg tog derhen for at undgaae 10 tæt ved mit Øre hamrende Snedkere, men jeg flygtede derfra hovedsagelig for den Støi, som der var alene af de langt i Fjernet skrigende Børn. Lægerne erklærede ogsaa denne Omstændighed med Lyden paa Grund af feil Struktur for at være af den væsentlige Uleilighed, at Huset ikke duede for hine to Sorter Patienter, som behøve Ro. Til Hudsygdomme lader Bygningen sig derimod nok bruge. SIDE: 410 Men denne Bygning lod sig anvende til en ret betydelig Pen- sylvananstalt. Der er saa lydt i de ved en saadan Indretning fordeelagtige store Gange, at man fra Ende til Ende vilde høre den fineste Rallen, naar En eller Anden i Cellerne havde hængt sig eller skaaret sig i Halsen. Flere af de store Værelser kunde afdeles, og til Afsondringen mod Hospitalet var det vel nok, at det halve af de svære Vindueshøider gjenmuredes og jernsprink- ledes. Til Hospital fik man da af Træ opføre en Bygning paa Haugetomten imellem Fødselsstiftelsen og omhandlede kassable nye Hospital. Der maatte gives en speciel Undtagelse fra Bygnings- loven for Christiania. Hospitaler, hvor der altid er Folk paafærde, ere lidet udsatte for Ildebrand, og de burde i vort Klimat altid være af Træ. Hospitalet sælges til Staten, og der bygges igjen for den Sum. Men tag et Par Thingmænd med og gaae op paa det nye Hospital og undersøg Tingen. Venligst Hilsen! Henr. Wergeland. TIL S. A. W. SØRENSSEN Hjerterum 3 Mai 1845. Ak, Anton Wilhelm Sørenssen, hvilke Budskaber fra Thinget i Dissentersagen! Vil man fremkalde Catilinaer, der skulle indkalde Despotiet? Saa ussel jeg er, har denne Sag ikke ladet mig lukke Øinene mere end et Par Timer inat og først da Dagen skinnede ind igjennem Vinduerne. Men jeg følte mig stærk og opbragt, som om jeg kunde tage Deel i denne Lysets og Mørkets Strid. Ikke er jeg i denne Henseende saa lidenskabelig fordi jeg ind- seer, at Jødesagen bestemmes af Adfærden mod de Christne; men fordi jeg om Livet Haabløse ahner, at jeg hiinsides neppe vil finde Alt efter Systemet. Jeg behøver ikke at opmande Dem, Lysets varmhjertede Kjæm- per! men naar Dagen kommer i Storthinget, da kjæmp, ras, græd, og naar intet hjælper, da demaskeer Egoismen og Raa- heden med den Chirurgs Kulde, der flænger Huden af et Ansigt under en Obduction! Det gjælder Folkets Ære i Verden. Sagens Venner, der have besluttet sig til at tale ved den Leilighed, burde SIDE: 411 forene sig og fordele Modparterne imellem sig ligesom Picado- rerne gjøre med Tyrene i Fægtningerne. Levvel! Vær vred og tapper! Henr. Wergeland. P. S. Behold vedlagte Bog som en Erindring! Læs sidste Af- snit o: Profetierne. TIL CHRISTIAN TØNSBERG 7 Mai 45. Tak for de idag erholdte tyve Spdlr., der forhaabentlig sikkre mig 2/3 for Arbeidslønnen for Ugen; men den maa klares heel, da jeg vil see at drive det til at kunne afskedige dem paa Lør- dag. Assuranceforretningen har imidlertid taget 6 Spd. 1 Mk med. (Assureret for hvad det koster mig d. e. 900 Spd. altsaa netop dobbelt). Men i Tillid til at have 100 Spd. at disponere over, har jeg lovet en Mand paa ikke mindre end 40 Spd En paa 30 og En paa 17 Spd, saa jeg er i svært Betryk, naar de melde sig. Det skulde være idag, men endnu seer jeg Ingen. Dersom jeg kunde anvise mine Bygningskreditorer til Dig, var det ypperligt. Jeg kan ikke fordre; men mine Omstændigheder anbefale mig ): min Sygelighed og at jeg er narret af min Byg- mester, saa jeg maa præstere dobbelt. Friskne til kan jeg neppe før her bliver Ro i Huset. Venligst Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 3 Pintsed. [13. mai] 1845. Kjære gode Fader! Din Skrivelse med Posten har jeg endnu ikke faaet; men skal øjenbliklig sende Bud. Tak for Tiuren; den kom dobbelt vel, da vi nu holde egen Huusholdning. Min Kone trakterer mig fortræffelig og jeg har en ypperlig Appetit. Saa meget er vist, at jeg, efterat have givet mig i M. S.s Kuur og kom hjem har faaet denne, friskere Udseende og Vigør til- bage. I over en Maaned væmmedes jeg for Bøger og for at skrive. SIDE: 412 Nu kan jeg ikke blot læse; men jeg skriver mine "Livsskizzer" -- jeg antager med adskillig tør Humor. Tidemand har gjort mig et Par komiske Skizzer. Der er Alvor og Skjemt om hin- anden. Jeg tænker at udbringe en Klat Penge deraf. Naar Du kommer ind, underlægges de din Bedømmelse. At have Ind- seende med Lodsen har jeg ikke formaaet, da den lagdes under Pressen i min svage Tid. -- Paa Tiuren fandtes kun 2 (siger og skriver to) Vingefjær. Din Henrik. TIL NICOLAI WERGELAND 13? [ ): 14] Mai 45 (Onsd. Morgen). Kjære Fader! Jeg synes, Du bør antage Tbgs Propos, da Du vil have Fornøjelse af Instrumentet for de 5 Spd. En tydelig Forklaring om Optrækning de kom til mig midt i Flytningen. Ogsaa de lader sig ikke forsende med almindelig Leilighed. Ved Versene om M. S. cacherer jeg, at jeg bruger hende. Det gjælder Tugthuset. Imidlertid siger hun, at selve Excel. har bedet hende gaae til mig. Mit Huus med Udhuus og Stakit er taxeret efter mit eget Op- givende af dets Kostende for 900 Spd. Min kjærligste Tak for dit gode Tilbud; men kun i yderste Nød vil jeg atter falde dig til Byrde. Kontant er til Dato udbetalt 590 Spd. Hos Tønsberg har jeg tilgode 290 ): 880. Men Sagen er han kan ei præstere Alt paa eengang. Imorgen faaer jeg dog 60 Spd. ( ): 60 Schnei- dere im Hölle) Henrik. P. S. Huset er som Trehuus nok noget lydt; men der er da Politi i Huset. Jeg har 2 Spilrum; det ene indrettet virkelig med specielt Hensyn. Jeg troer Du just vilde trives her. SIDE: 413 (NB. C. P. Conchæ in Andelven juxta pontem Baarlidaliensem inquiri debent, annon margiritiferæ sint. Interdum margaritæ 40 -- 50 thalerum pretii in patria nostra reperiuntur). TIL EIDSVOLL FORMANDSKAP Hjerterum ved Christiania, 17de Mai 1845. Da denne 17de Mai efter al Sandsynlighed er den sidste jeg oplever, anmoder jeg Formandskabet i min elskede Hjembygd om at modtage medfølgende Sølvpokal som en Amindelse om en oprigtig Ven, og et Bidrag til at festligholde Dagen paa det Sted, hvor den især bør feires. Pokalen er derfor inskriberet XVIIde Mai Pokal; og er det derved antydet, at den kun skal bruges paa denne Dag, navn- ligen og fortrinsviis i det offentlige eller Hoved-Selskab, som maatte holdes, men dog saaledes, at den kan udlaanes til et Privat-Selskab, saafremt det skulde træffe, at intet offentligt større Selskab til Dagens Feirende et eller andet Aar kommer istand. At den opbevares hos Præstegjeldets Ordfører, er mit Ønske, og maa vel befindes hensigtsmæssigst, da han i Regelen vel vil staae i Spidsen for den offentlige Festlighed. Leve Friheden! Gid dens Fødselsdag altid maa høitideligen erindres paa dens eget Fødested! Henr. Wergeland TIL NICOLAI WERGELAND 17de Mai 45. Kjæreste, gode Fader! Jeg befinder mig i nogen Tid, og især idag, saa slet, at jeg ganske vist troer, der ikke kan være langt tilbage. Med M.S.s Medecin, som jeg virkelig tog nøiagtig i over 8 Dage, har jeg holdt op, da Hovedsygdommen, min Trangbrystighed paa Grund af Obdurationerne i den ene Lunge, ikke bedredes. Idag er jeg saa slap, at der er ordineret Nafta. Veiret er strengt og blæ- sende, og kan muligt være Aarsagen til den stærke Trykken for Brystet, og at Klimatet dræber mig, har jeg altid tænkt. Kun en Bid som en Sølvspecie kunde jeg faae ned idag af den deilige Tiur. SIDE: 414 Hvad der skeer, min kjære ømme Fader, saa tænk paa hvor- ledes Mennesker endnu stærkere end jeg, f. Ex. Auberterne, have maattet afsted i den bedste Alder. Mine Begreber om Guds Storhed og egen Lidenhed opfylde mig med en stærk Trøst. Jeg døer som Deist, som en Allahs oprigtige Dyrker, af Ærbødighed ikke vovende at gjøre mig detaljerede Forestillinger om hvad der venter hisset eller rettere hvorledes det da er indrettet. Jeg finder meget i denne Verden saa skjønt (f. Ex. den Gyldenlak, der staaer for mig, og min Kanarifugl) at min Fantasi ikke kan udbilde sig noget Skjønnere; dog troer jeg, at ogsaa i denne Hen- seende det andet Liv vil have Fortrin. Naar jeg, uagtet jeg ogsaa gjerne, ja heller nu end nogensinde, vilde leve, er saadan til- sinds, saa vær trøstig, tag Sagen som Hjob eller Cato! Du er idetmindste forberedt, min kjære, ædle Fader! Mine Livsskizzer (igaaraftes begyndte jeg netop paa "17de Mais-Bekjendelser" og fortsætter kanskee idag, om Naftaen virker. Jeg tilstaaer, at jeg i en lang Række af Aar aldrig har kjedet mig som paa den 17de Mai, fordi man partout, og Jeg isærde- leshed, skulde være glad og trække om hele Dagen i stramt Kostume i idelig Bevægelse og endelig fordi man ikke kunde undgaae at tage ind en umaadelig Mængde Spirituosa. Og dog har jeg idag viist mig ret som en uforbederlig 17 Mais- Gast, idet jeg, for paa en peen Maade at tvinge Eidsvollingerne til altid at feire Dagen, netop idag skjænker Præstegjeldet min Sølvpokal. Den er nok værd 20 Spd; men videre Værd af Af- fektion har den ikke for mig. Nu vil den gjøre Nytte og Navnet Wergeland vil ikke døe i Bygden. Den er idag sendt Tønsager som Ordfører; men det er mit og hans Ønske, at Du vil kalde til dig Viceordføreren med øvrige Formænd og overrække dem Gaven. Du kan da ved samme Leilighed sige: "Min Henrik staaer neppe over; men han gaaer sin Gud imøde som en Helt; thi han bringer Ham det ærlige Hjerte tilbage, der blev nedlagt i hans Bryst, fuldt af ufordærvede, kun for denne Verden, hvor man saa let støder an, for stærke Følelser. Hans Daarskaber skrive sig fra, at dette var Tilfælde med hans bedste." Levvel, kjæreste Fader! Dette er ikke det sidste Brev. Henrik. SIDE: 415 TIL NICOLAI WERGELAND 18de Mai 45. Kjære Fader! Lidt bedre er jeg idag, skjøndt meget slap, tung for Brystet og med min Ørepine uforandret. Intet hjælper for denne. Igaar seent fik jeg adskillige curiøse Storthingsbesøg: først Daa og Nøstvig (den Sidste plakat). Daa ydede mig en stor Triumf: han greb min Haand, kyssede den heftigt og sagde: du har udført en stor Mission her i Verden. "Hvad er det" hvi- skede jeg med min hæse Stemme og vred Haanden fra ham og gav ham den igjen til Haandtryk, hvorpaa han fjernede sig hef- tigt. (NB. Dette fortælles hverken eller nedskrives!). Derpaa kom Tønsager, Ueland og enten Monsen eller Mossige, Alle tre plakate. Tønsager begyndte da paa den ene Side af Sengen i Amalies Nærværelse: "Jaja nu seer jeg nok, at Du ikke har længe igjen. Det er mærkeligt hvor Døden har præget sig af i dit Ansigt siden jeg saa dig sidst." Dertil Ueland paa den anden Side klappende i Haanden og med et "saligt Ansigt" "Aa nei vist -- De lever bestemt, bestemt, bestemt. Var jeg ikke saa blød af mig, havde jeg været her for længesiden, men jeg gjorde mig -- hih! hih! -- slige Forestillinger om Udseendet, atte jeg, atte jeg -- -- "Ja se bare her Du hvor Tindingknokerne staae frem, faldt da Tønsager ind. "Haab er der ikke; men du vil nok vide at døe kjækt, og erindres vil Du altid i Eidsvold." Saa syg jeg var, morede jeg mig ganske overordentlig ved denne ypperlige Materie for en "Livsscene?" Men jeg rækker neppe ud med dette Arbeide. Ueland havde strax han kom ind ladet Hat og Stok falde paa Gulvet, og saaledes blev der da en høist komisk famlende Søgen af Nykterheds-Ultraen. Tønsager blev ved at røre; han glemte baade at sige Goddag og Farvel til min Kone. Saa ranglede de da afsted. Pokalen eller Gaven deraf fandt de overordentlig eller snarere i sin Orden af mig, da Sligt kun kunde gjøres af mig. Büsten kan faaes naar det skal være. Mesteren derfor har til- budt at pakke den ind i Papiirstrimler til Transport; men hertil hører Kasse og en paalidelig Leilighed. Kommer en saadan til mig, skal jeg faae det besørget. SIDE: 416 Denne Expedition besørger Tønsager, som boer nu bekvemt i Hagen Larsens Gaard. Levvel! Henrik. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Christiania 19 Mai 1845. Da jeg i de senere Dage er bleven overordentlig svag, er det mig af stor Vigtighed at vide, om der fra min Side er foretaget nok til at Thinglysning af den kongl. Resolution om Privatbegra- velser kan foregaae og Bevilling udtages. Der er erhvervet af Stedets nærværende Ejer Paategning paa Skjødet, at Gravstedets Vedligeholdelse skal paahvile Stedets Ejere ham selv iberegnet, samt en skriftlig Erklæring fra Panthaverne, at de ikke have noget imod, at et Gravsted oprettes paa Ejendommen; og van- skelig rækker min Evne til at efterkomme Betingelserne yder- ligere. Jeg andrager derfor ærbødigst om at erholde det konge- lige Kirkedepartements Minde til at thinglyse Resolutionen og at løse Bevillingen. I lige Maade ansøger jeg om at Indvielsen af Stedet maa skee umiddelbart forud for Bisættelsen, dog ganske afsondret fra denne. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 20de Mai 45 Kl. 7 Morgen. Kjære Fader! Jeg veed ikke om de 17de og 18de til Tønsager givne Breve, der melde min Tilbagegang i Helbred ere i dine Hænder. De ville dog ganske vist komme. Jeg er ikke værre, men snarere bedre idag (da det Onde i Luften synes at komme ned) men alligevel gjør jeg nu ikke Regning paa nogen synderlig lang Livsfrist. Under disse Omstændigheder falde mine raa Kre- ditorer mig til saameget Besvær, at jeg nødes til at benytte mig af dit kjærlige Tilbud, som da vil frede mine sidste Dage. Igaar skrev jeg dog i et lyst Øjeblik mit rimeligviis sidste Digt, kanskee ogsaa det delikateste eller hvad jeg skal kalde det. SIDE: 417 Af Samlingen af mine Digte bør udsondres som en egen Sam- ling alle mine Viser, med hvis Indsamling jeg har været beskjæf- tiget, men kun faaet faa ind. Kan jeg vente Hjælpen med Omgaaende? Eller om Du sendte Expresse ind efter Spillet og Büsten? Det kjærligste og taknemligste Levvel, elskede Fader! Dog er dette ikke det sidste Brev fra Henrik. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 22 Mai 45. Kjære, gode Fader! Saa lidet tilbøjelig jeg er til at gribe Pen- nen idag, da jeg udmases ved Udbetalinger, endskjøndt jeg er noget bedre med det bedre Veir, vilde det være skammeligt at opsætte med at takke dig for din store store Godhed -- meddelt med saa øm en Kjærlighed. Det maa jeg idetmindste sige: at den paaskjønnes af den inderligste Taknemlighed. Fortæller Erik at jeg græd da jeg læste Brevet, da var det ikke af nogen anden Grund end Rørelsen over din Godhed. Tak, Tak! da Far! Büsten besørgedes igaar indpakket af Mesteren (Kassen er Bvolds) og vil komme med G. Strand, der reiser i Eftermdd., altsaa omtrent samtidig med Erik. Jeg har havt Besøg af G. Strand og P. Jøndal, og læste i deres Ansigter m. m. Bekræftelse paa Tønsagers Orakelsprog den 17de. Men kanskee Veiret endnu kan hjælpe -- kanskee? Levvel! Henrik. P. S. Mad. Egeberg sendte mig idag en nydelig Blomsterpresent samt 25 Apelsiner. De 12 skulde været opsendte; men da Ca- milla just kom tilstede og fraraadede det, da de vilde bedærves saasom hun selv havde sendt, saa lade vi det være. Her be- dærves de hurtigt, og Du skal ikke mangle naar Du kommer ind. P. S. Det andet Spil har jeg aldrig hørt. Det er hos Uhr- mageren. P. S. Da jeg endelig igaar sendte Wbg Concept til en Stevning i Form af en Ordre til Myre Kommissionskontor, krøb han til Korset. De 4 Spd. vedkomme Harald. SIDE: 418 TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 23 Mai 45. Kjæreste Fader! Saa ofte jeg kan faaer jeg give dig Under- retning og jeg kan da melde, at jeg idag er meget bedre. Igaar- aftes var jeg høist ussel. Hermed den nye Udg. af Biografien, hvormed jeg paa flere Ste- der er misfornøjet. Lad mig faae Arkene tilbage. Der har i lang Tid i Ugebladet været en heftig Strid mellem Apotheker Thaulow contra Møller thi denne Present glædede mig meget. Saa kom Moer Sæther overordentlig tilfreds med mine Vers. En gammel Kunde Hr. Viborg i Brevig, hvor hun har været nu, havde sagt, at "han ikke vilde have undværet de Vers for hendes Skyld for 100 Daler". Hun vilde overøse mig med Apelsiner og Æbler og lovede at sende mig Ertebrød, Havredo. (fladBrød) samt en delicat Pultost og Kjernesmør med Græsløg i, hvilket jeg yttrede vilde smage mig ypperligt. Imorgen skriver jeg igjen. Brevene faae gaae ud paa Slump, saa der nok kan komme et før, som skulde været bag. Kjærligst Levvel! Henrik. TIL CHRISTIAN TØNSBERG 25/5 [ ): 24/5] 45. Kjære Ven! Dagen er der -- Mod Kvellingen overfaldes jeg af Rykkere og det af grove. Kjære hjælp mig og kom om mu- ligt selv. Min Far har jeg sendt dit Brev og raadet ham at entrere. Jeg har en meget vigtig Sag at tale med Dig om, og naar du har sat paa Examenskrakken Dagen ud, maa Du røre paa dig om Du ikke vil have Hæmorrhoider. Henr. W. Pengene kunne nok betroes Budet; men kommer Du selv med. SIDE: 428 TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvold Præstegaard 6te Jan: 1831. Til Det kgl. Departement for Justits- og Politivæsenet. Da det nyttige Vildt, efter Kyndigeres Sigende, baade her og andensteds saa mærkeligen Aar for Aar aftager, at man med Grund kan være bekymret for denne Næringskildes næsten to- tale Hensvinden, har Undertegnede fattet den Plan, som ogsaa har vundet de Almuemænds Bifald den er meddelt, at faae en Forening istand imellem dette og de tilgrændsendes Sognes Byg- dinger, der forpligtede Enhver til at indskrænke sig i sin Jagen efter det nyttige Vildt til visse Tider af Aaret, naar det havde afynglet, og isærdeleshed til at afholde sig fra den skadelige For- aarsjagt, der især ødelægger det større Fuglevildt under dets Yngletid. Man bør og tør tillige antage, at dette vilde efterlignes i andre Bygder, ja overalt, hvortil Undertegnede af al Magt vil virke i de flere Bygder, jeg gjennemreiser; ligesom og det synes alene muligt ved saadanne private Overeenskomster fuldkommen at hævde den velgjørende Lov, som jeg troer, uden at kunne nærmere betegne den, gives til Vildtets Beskyttelse. Da imidlertid denne Lov, som formenes at eksistere, de facto idetmindste synes henlagt eller sat udaf Betragtning, tillader Un- dertegnede sig at andrage for det høje Departement om: at hiin Lov igjennem Fogderne bringes Almuen tilminde og indskjærpes jo før jo heller, eller i det Seneste paa første Vaarthing. Det maa nemlig være vigtigt, saa hurtigt som muligt at see hiin gode Hensigt opnaaet. Et Aars Orden i Jagten gjør meget, som ellers i hele sin ødelæggende Rasen, krænkende Naturen, der, idet den i Elskovstiden gjør de uskyldige Skabninger ligesom blinde og lettest at dræbe, ligesom betroede disse Værgeløse i disse deres Livs Culminations-øjeblikke til Menneskenes Ædel- modighed, netop da ved ovenbetegnede Tid begynder. Man veed SIDE: 429 desuden fra Sverrig og Brittanien hvor virksomme hurtige For- holdsregler i denne Henseende ere; thi de understøttes af disse Dyrs Ynglsomhed og den Kjærlighed de fatte til de Steder, hvor de i Ro kunne pleje deres Yngel. Det er bedre at fylde en Skov om Høsten fuld af Jægere og Hunde end at løsne eet Skud der om Vaaren og naar de ellers søge til Rede. Hiin Lovs Indskjær- pelse er aldeles nødvendig for at den fornuftigere Fleerhed, som i denne Sag vide og ere villige til at hylde den Sandhed: at Fri- heden netop bestaaer i Rettighedens vise, lovbestemte Afmaalen til Enhver, og ikke i denne Henseende i en Tøilesløshed, der er uden Klogskab og Følelse og kunde alene synes passende i Iro- kesernes Skove -- forat disse, siger jeg, deri kunde have en Bestyrkelse til at holde i Ave de Uvittige (især imellem løse Personer, Skyttere af Profession, Indsiddere o: fl:) som skulde ville være slette nok til at benytte sig af denne de Fornuftigeres Afholdenhed. Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Eidsvoll 25 April 1834. Til Det kongelige Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Undertegnede giver sig herved den Frihed at foreslaae det kongelige Kirkedepartement at afkjøbe sig for ti Spd, der ønskes udbetalte først i næste Maaned, hundrede heftede Exemplarer af det, som Manuscript, Departementets høje Chef forhen be- kjendte lille Arbeide "Omrids af Heelhistorien". Jeg troer nemlig, at de, i Lighed med andre Underviisningsbøger, kunne uddeles til Almueskolerne. I saa Tilfælde hoslægges Forlæggerens Tilstaaelse forat mig tilkommer 100 Explr. og hospaategnet Anviisning derpaa. Underdanig Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 430 MED "AH!" TIL LUDVIG MALTHE [21? Desember 1827.] Ludvig Malthe venskabeligst fra l'auteur bien connu. See min Dreng, første Dreng, vild som Folen i en Eng! See, liig Richard Gloster, han fødtes frem med Ulvetænder, Øgleblik og Kattehænder, Haaret ligt en børstet Man! See hvor sorte Rynker dandse, lige Bølger over Næsen! See hvor spydigt Smil tør krandse, lige vilde Nordlys, Munden! See hans Væsen er Dverg Dickies Sind igrunden! See, hans Løyert er en "Farce" sort som Nat, blot om Kanterne besat med lidt bleggrøn, bitter Karse: -- ingen Liljer -- blot en Rose gløder frem af nøgen Mose! accipe benevole! Foruden de, som er anført, vrimler det deraf, er Stykket be- fængt dermed. -- Slemt, meget slemt! Blot den Feil af Folk blev glemt. SIDE: 431 MED "AH!" TIL VEDASTINE MALTHE [26? Desember 1827.] Lecture fra Deres ærbødigste Siful. Endskjøndt jeg ønsker: Deres Dage blive mange; og ønsker stedse saa, at de maa være alle smukke blaae, er det det bedste Suk, som deri laae: at aldrig Deres Aftner blive lange! MED "SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS" TIL GUSTAF HJERTA [1830.] Til Den ædle Gothe G. Hjerta høiagtelsesfuldest fra Forfatteren Jeg emnede at skrive Menneskehedens Epos, Republicanerens Bibel, men -- Maatte selv Guddommen Chaos frembringe, før Verden fremgled, rinde af skumle Dyb, de sølvklare, vældige Strømme: Hvi da ei undskylde en stakkels Poet, hvis hundred Voluminer Sandhed begyndte med Drømme? HW. MED "OM SMAG OG BEHAG MAN IKKE DISPUTERE" TIL J. J. HEDRÉN [Februar 1832.] Høiærværdige Hrr J. J. Hedrén, Biskop i Carlstad Lehn, Commandør, p. p. sendes denne Aristo- fanide-Bagatelle med Højagtelse fra autor. Denne Belems-Chocolade er lavet for endeel norske Tunger af en daarlig Smag og for nogle danske Parasiter, som genere flere Normænd end Sif. S. SIDE: 432 MED "DE SIDSTE KLOGE" og "BARNEMORDERSKEN" TIL FREDERIK DUE Christiania 15 Decbr. 1835. Høivelbaarne Herr Stassekretær Due. Som et ringe Vidnesbyrd om uskrømtet Høiagtelse og For- bindtlighed tillade Deres Høivelbaarenhed mig herved at over- sende Dem mine to sidste Arbeider. Ærbødigst Henr. Wergeland. MED "DET FRIGJORTE NORSKE UNIONS- OG ORLOGS-FLAG" TIL OLE R. A. SANDBERG [Juli 1844.] Doctissimo Medco Nav.li O. Sandberg, olim commilitoni, ob enarrationem de festu civili in Frederiksværn, occasione vexilli emancipati eleganter heller ikke af at jeg skulde være relegeret fra Universitetet, som en vis ædelsindet og stormodig Krigsmand heroppe vil have sagt heroppe (saa aldeles ins Geheimniss og med betydende Vink); men fordi min Fader vil det, uden dog at pecuniaire Hensyn har bestemt ham, men formodentlig Omhu for mig, at jeg nemlig ikke, i disse politisk- tegnfulde Tider og navnlig ved Hans Majestæts Nærvær den 17 Mai, skulde ubesindigen styrte mig i Uleilighed, samt fordi han har skaffet mig Bøger for lang Tid siden, og jeg, ved en af mine Professorers Nærværelse i Storthinget, egentlig Intet har at gjøre i Byen som jeg jo kan gjøre ligesaagodt her: desuden skal jeg, i min Faders Fraværelse paa en tiltænkt Visitats læse med Kirke- børnene, og holde min Moder med Selskab, naar baade Fa'r og Søster ere i Byen. Disse Grunde har min Fader anført mig, skjøndt hans simple "Kom hjem!" vilde været nok til at suspendere min store Lyst til at være i Byen nu just i denne Tid og til at feire den høje Festdag blandt agtværdige Venner histinde; og jeg trætter Dem her med at at sætte dem her ned saa vidtløftigen, fordi jeg vil, at De ei maa troe, at jeg egenmægtigen søger, eller vil søge at nærme mig saa pludselig Deres Moderbarms deilige Blomst, som bøjer sin Glands for mig, men ikke kan nægte mig sin Vellugt: at jeg ikke dristigen vil røre ved mine Forhaabninger, der er en dunkel Himmels Skystriber, lysrøde, violette, guldgule, smaragdgrøne Skystriber lavt om en mørk Horizont, som Perle- og Koralkrandsen om en Negerindes Pande, for ved et Trylleslag at fremmane den eneste Tone, som flux gjør Dæmringen lysblaa og fast som et hvalt Skjold, og Skystriberne til levende Gestalter, til Engle af den sødeste Form, Alle lige, Alle Huld'er -- Alt, for skjønt for Virkeligheden, skjøndt Virkeligt, svævende som imellem Drøm og Sandhed. Jeg vil Intet fremskynde, ikke prøve paa at fremtrylle ved et SIDE: 47 tilfældigt Slag den sødeste Accord af den endnu -- o jeg haaber -- endnu urørte Harpe, Hulda har i sit Hjerte, hvis første lydelige Tone er en Samklang af den blødeste Consonant og den blødeste Vocal (Ja! Ja!). Men det maa De sige Hulda, at jeg er endnu saa riig og glad ved hendes Velvillie som 10de Sept:, og jeg beder Hende, med en Følelse, som i sig har en Blanding af An- dagt eller af høi Ærbødighed og Agtelse, hvilken adler en ildfuld Kjærlighed, ikke at tage den fra mig! ikke at tage den fra mig; men lade den voxe, dersom Hulda opdager Andet i mit Hjerte end en øm og høi Kjærlighed for Sig, en inderlig Hengivenhed til Sig, en dyb Agtelse for Sig, dersom Hulda ogsaa opdager, foruden disse stærke og rene, Sig gjældende Følelser, ogsaa en varm Følelse for alt Godt og Stort, om den endnu er skjælvende og svag som en Æolsharpes Toner ved Vindens første legende Anslag! -- Ja, jeg torde vove at sige Hulda, som jeg nu siger Hendes menneskekloge Moder, at jeg ikke kunde have de første Følelser uden den Sidste; -- og, at de første Følelser, mod Hulda, aande høit i mit Bryst, i min Sjel, derom vidner ethvert Træk i mit sande, i mit aandige Liv. -- Tænk efter og see i Fremtiden! Jeg maa da ogsaa fortælle min gode Genius, at jeg, før jeg havde tænkt, og med noget Andet kommer til at træde frem blandt Digterne. Min Fader har seet nogle Poemer af mindre Omfang af mig, som han fandt værdige Offentliggjørelse, og han har alt udstedet Subscriptionslister til at dække en Deel af Tryk- ningsomkostningerne. Hulda træder frem i de fleste af dem under Navn af Stella, og jeg havde kaldt en Deel af Digtene "Stellanea"; men Fa'r har kaldt det Hele "Harpeslag om Ven- skab og Kjærlighed, Frihed og Fædreneland af Henrik Wergeland". Denne lille Krands af mørktglødende, duggede Blomster er hel- liget "Stella". -- -- -- Vil Hulda blive vred, naar Hun veed, at Stella er Hulda? Engang i Sommer vil jeg tale med Hulda om det, og om mit Yndlingsværk, som jeg ikke vilde bede om at maatte bære den Vakres og Godes Navn, dersom det ikke havde en dristig Vinge og stræbede efter Stjernerne. -- O! Vær ligesaa mild og god imod mig ædle, kjære Fru Malthe, og hulde, vakre Hulda! og kom en vakker Vaar! kom snart med Humlerne surrende i Piletræerne udenfor mine Vindver, og med Violer og Birkeløv SIDE: 48 og Vand, hvori jeg kan kjøle mine Lemmer, saa vil mit Værk voxe snart og stærkt som Prometheus's! Ludvig, med hvem jeg, ligesiden ihøst har havt den Gevinst og Fornøjelse at staae i en nøje Venskabsforbindelse, havde, Aftenen før jeg reiste, det, fra min Side aldeles ufortjente, splendide, ven- skabelige Indfald at forære mig et meget smukt Kobberstykke, et Portrait af en ung Savoyarde-Pige; men tænk! tænk! det er Hulda, Deres egen Hulda, min, min Sjels Hulda, lyslevende, op ad Dage, lyslevende, i egen, egen Elskelighed. Her hjemme saae de strax hvem det søde Smiil, det deilige Øje, Hage, Mund, kort Alt tilhørte, og de maatte forundre sig over det besynderlige Tilfælde. Jeg faaer nu hængt det op paa mit Værelse, og paa den ene Side har jeg hængt et "la douleur," men paa den anden "la vénération". -- O hvad skal det første af disse symboliske Malerier til? Lad douleur komme bort! myrd, qvæl Uhyret med le sourire. Lad dette sidste vakre symbolum komme op! Le Sourire paa den ene Side, et endnu mere ligt og smukkere Huldabillede i Midten, Le Ravissement paa den anden Side og La Vénération nedenunder! Men det glæder mig ogsaa meget det Glimt af Deres Ludvigs Vennefølelse for mig og -- om jeg kunde finde et mindre væg- tigt Ord, saa valgte jeg det -- Yndest for den Tilbøjelighed, der opfylder min Sjel og som han kjender saa nøje til, som just Valget af dette Stykke lod mig see. Han var nemlig inde med mig hos en Kjøbmand, som havde mange Saadanne, nogle Dage forud, forat vælge med mig et Stykke, jeg vilde pryde mit Værelse med. Jeg saae da snart mit ud; men jeg kunde ikke kjøbe det strax. Og nu kommer han mig i Forkjøbet just med det Samme. Hvis Han har gjort det af Interesse for min Lidenskab for netop Stykkets hulde Original, da har han ikke handlet uforsig- tigt . . har han vel? Hvad ellers Ludvig angaaer, da troer jeg forvist, at hans Kundskaber ere ligesaa faste som hans Characteer, og, at han har et testimonium cum laudabile i sin Vestelomme. Til Høsten trækker han det frem . . voilà . . . ah! Ret! bravo min Gut! dacapo saa atter til Sommeren, og saa atter om halvandet Aar igjen dacapo . . saa basta! hviil dig nu! Ved samme Leilighed fortalte Ludvig mig, at min Hjertens- SIDE: 49 veninde, min gode Lovise, var heftig angreben av Rosen. Jeg bevidner Lovise min inderlige Deeltagelse, og haaber, det vel nu alt er i Bedring, og, at snart Hendes naturlige, favre Roser vil opblomstre paany. Tag mig ikke min Svadsighed ilde op! Den, som beder derom holder inderligt og taknemmeligen af Dem og alle Deres. En kort Slutning udsone det vidtløftige Indhold, idet jeg blot over- antvorder mine Hilsener, til Hulda, Lovise og Alle der, til Deres Velvillie, og vover at ytre det Ønske, at den milde Vaar -- naar den engang kommer -- maa føre den milde Huusfrue med hen- des favre Døtreflok, som Foraarssvaner, den Miilsvei nordpaa, fra Risebroe. Med dyb Agtelse og inderlig Hengivenhed Deres Henr: Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS [Eidsvoll mai? 1828.] Vil Du drage Omsorg for Subscriptionslister paa "Him [mel] og Jord", og lade mig vide Subscribenterne, og ligeledes gjem dem derinde saa skal de ikke tabes. Naar Du kommer herop skal Du faa en sær Passage at vide angaaende mig. TIL HULDA MALTHE Eidsvold Præstegaard 2den Julii 28. Til Hulda Malthe! Tillad mig gjennem Pennen, naar Tungen maa være stum, at tale een Minut -- det hele Brev skal sandelig neppe medtage mere Tid -- med den dyrebare Pige, hvem mit Hjerte har hel- liget sin dybeste Agtelse og sine ædleste Følelser. Jeg vil give Dem et svagt Beviis paa min Høiagtelse; derfor vover jeg at skrive disse Linier til Hulda Malthe; og derfor vil De tilgive mig min Frihed. Tilintetgjør dette Papiir -- og De har jo da Mindet som af en Samtale med mig; og en Samtale -- gode Hulda! vil De nu efter den l0 September sidst ikke nægte mig mere. Dog jeg vil ei spilde det kostbare Minut med at tale om Andet, skjøndt maaskee vigtigere, end hvad jeg netop havde foresat mig at tale om. Kort da -- her indlagt vil De finde et lidet Poëm, som jeg inden en Maaned agter at see komme fra Pressen. Hvis De vil behage at gjennemlæse det, vil De finde det temmelig kort; men det er bestemt at trykkes i saadan Format, med ligemange Linier paa Siden, smuk Tryk, Taschenbuchform, smukt Bind etc. saaat det vil komme til at see ganske tækkeligt ud. Det indeholder Fædrenes Historie, Sigmund Brestesens Faders og Farbroders Historie; hvilken Helts Saga jeg ifjor sagde at ville besynge og dedicere min gode Engel -- Dem, vakre, dan- nede Hulda! Men et langt større Emne -- saa uhyre at selv Miltons synes simple derimod (men lad see hvordan det bliver) -- har beskjæftiget mig, beskjæftiger mig, og vil beskjæftige mig i Maaneder til, da jeg maa pløje Testamentet ved Siden. Dette hedder "Himmel og Jord"; og -- Hulda! naar dette kommer for Dagen, SIDE: 53 da -- om ikke Hulda er min -- skal Rygtet være mit. Men det skal ogsaa være Huldas; thi det er hendes Fortræffelighed som be- synges: Hendes Godhed nu er det som styrker min Sjel til at skabe og udfolde sine Tanker. Det er bestemt at tilegnes Dem. Det ind- lagte Poëm er da blot en liden phantastisk klædt Forløber. Jeg skriver da dette Brev for at bede Dem tillade mig -- da det er bestemt til 11te August -- at tilegne "Norges Blomst, Hulda Malthe" Digtet, som et svagt Tegn paa inderlig Høiagtelse. Gjør det! Det kan jo den ene Ven gjøre imod den Anden eller imod sin Veninde, hvorpaa gives tusinde Exempler. Det kan De ikke nægte; og heller ikke kan De nægte, at jeg ærer og elsker Dem, og for Dem selv vil De ikke kunne nægte, at De isandhed fortjener et langt større Udmærkelses og Høiagtelses Tegn, som jeg og med Tiden vil være istand til at kunne give Dem. De vil see, at jeg har sat mit kjæreste Navn overalt hvor det, efter Tankegangen maatte forekomme; men skulde De ei ville tilstede min Bøn, at jeg høit for Verden maa sige nu, hvor elskværdig Hulda er, saa siig mig dog idetmindste -- om det med Himlens Hjælp er saa -- at ingen Uvillie imod mig er Grunden dertil. Hvis De ikke skulde ville inden Lørdag Middag svare mig kortelig et Par Ord, da jeg maa have Manuscriptet snart igjen -- og jeg ikke nu vilde mundtlig tale med Dem i Risebro, saasom jeg frygtede da at træffe Husets kjære Beboerinder oc- cuperede med Bryllupsstads: saa troer jeg bedst, hvis jeg faaer vide at det ikke forholder sig saa endnu i R . . . (thi alle Rygter ere ikke borte eller vinge- og tungeløse her, om Fru Sis -- er borte) at jeg drister mig til at ride ud til Dem og mundtlig høre Deres Mening. Kommer jeg, saa kommer jeg med en god Samvittighed -- min ædle Hulda! at jeg i Hovedsagen, i mit daglige Liv, har holdt mit Ord, som jeg gav da jeg sidst saae Dem, nemlig: at ville leve min Kjærlighed og dens Maal værd! Maaskee Minutet er ude -- jeg troer det -- altsaa -- Levvel! Jeg længes efter at see Dem, at tale med Dem; men jeg veed ei om mit Syn er Dem behageligt. Denne Tanke er fuld af Malurt. Lev vel! Tag mit Jordbær, min Rosenknop, mit Ax som simple Ømheds Tegn! O var jeg Deres Frithjof, som De er min Ingeborg! Levvel! Henrik Wergeland. P. S: Min Papirskuffe her paa Landet seer De er slet forsynet med Papiir; -- mais . . . . SIDE: 58 TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF [Christiania 13. sept. 1828?] Høistærede Fru Oberstinde Wolff! Med sønlig Kjærlighed og Ærbødighed beder jeg Dem vise mig den Godhed at overlevere Deres Elise Indlagte. Hvis det ikke skulde behage Dem først Selv at gjennemlæse det, da jeg har maattet gjøre det saa vidtløftigen, saa er Indholdet kort dette: Jeg siger Deres fortræffelige Datter, at jeg elsker Hende: jeg siger: at jeg aldrig har elsket nogen Anden: Jeg blotter mit Hjerte og viser, at min i Folkemunde værende Tilbøjelighed for en vis Dame, var et Forsøg paa at bekjæmpe min Lidenskab for en saa ophøjet Gjenstand. Jeg siger, at, idet jeg aabenbarer min inderlige, skjøncharacteristiske Kjærlighed, som har sin Rod i intet Phantasie - Blændværk, men i den mest ubetingede Høi- agtelse, føler jeg en Følelse hos mig, som byder mig at gjøre et Forsøg, saa jeg ei siden skal bebreide mig Uvirksomhed, om jeg føler mig og bliver mindre lykkelig. Jeg siger, at jeg har et Hjerte, som ikke Millioner have til at fatte en sand Kjærlighed: at ingen Pige er elsket saa; men at Hun fortjener en saadan Ømhed, og til Denne en bedre, en mere dannet, en smukkere Elsker. Men jeg siger Elisa, at jeg ikke kan fatte min Salighed som hendes gjengjeldte Elsker, men at jeg blot beder Hende, naar jeg bliver værd til at være Elises Ven, om at maatte nær hende tilvinde mig Hendes Godhed og Venskab. For Kjærlighed raader Himlen. Jeg fortæller med ufordulgt Sandhed og Oprig- tighed Alt hvad mig angaaer, mine Feiltrin og Feil. Jeg siger, at jeg i Eet og Alt vil rette mig efter Hendes renere og bedre Villie, at jeg vil vinde Hendes Yndest ved endogsaa uden Vink at møde de Ønsker, Hun maatte nære som Den, der vil mig Vel: Jeg viser Elise det Liv, hvis Genius jeg ydmyg kalder Hende til at være: Jeg tilstaaer mit Uværd nu, men henpeger paa min Kraft og paa hvad Gud har givet mig. Se Dette! Hav Intet imod de redelige Ord, jeg taler til Deres dyrebare Datter! Og hav Intet imod mig for de sønlige Følelsers Skyld, jeg siden jeg saae Dem paa Brensmork, og ikke kunde holde mig fra bestandig at see paa den blide fremmede Fru ved Bostonbordet, bestandig har næret for Dem. Jeg kan ikke troe, at et mindre venskabeligt Forhold til Deres Veninde Majorinde SIDE: 59 S:, fordi jeg behandlede hendes Søn efter Fortjeneste, har bragt Moderen, som partisk og temmelig heftig Dommerinde, til at nedsætte mig i Deres Øine. Hvis saa er, har den lidet rosvær- dige Msr. fils hevnet sig grusomt. Jeg har end en Bøn til Dem -- naadige Frue! en Bøn, som jeg forener med den: at De, hvis Elise tilstaaer min Bøn, ogsaa maa Intet have derimod -- nemlig den, at Ingen uden Elises Forældre maa faae min høje Plan at vide. Min redelige Villie undskylde dens Dristighed! Jeg haaber De er mig god . . maa jeg det? Da er jeg lykke- lig, da er Deres over min Ros ophøjede, Elise mig ogsaa venlig. Elises gode Fader vil ikke vredes over at en feilende, men alt Godt og Stort, forat være en saa hellig Følelse som Kjærlighed til hans Hjertes kjæreste Blomst værdig, nu opofret Yngling! Modtag høiædle Frue! Elises dyrebare Moder, Yttringen af min uskrømtede dybe Ærbødighed og kjærlige Hengivenhed for begge den Elskeliges Forældre! Gid Gud vilde vie mit Liv til i Gjerningen at vise dette! TIL ELISA WOLFF Christiania 20 [ ): 18?] September 1828. See jeg tager strax Deres Venskab i Beslag, fromme Elise, idet jeg her ved nok et Par Ord prøver Deres Taalmodighed. Det forekommer mig som om jeg alt havde erholdet Deres Tilsagn om godhedsfuld Overbærelse med den, som sandest af Alle i Verden forstaaer at vurdere Dem, og at maale denne høje, ud- fundne Værdie med den højeste og ædleste Kjærlighed. Jeg har en Bøn til Dem: at De vil tillade mig for Verden at vise min rene Høiagtelse for Dem, min Sjels Sjel, mit ingeniums genius, ved at tilegne Dem mit første Sørgespil, hvis De finder det og dets Autor værdige en saadan Prydelse og Velvilligheds- beviis. Jeg sender Dem derfor dette forat De, om det behager Dem, kan læse det igjennem; og, hvis Deres Omdømme skulde stemme overens med Bjerregaards, Lector Messells og andre Byens bedste Æsthetikeres, vil fra Værkets Side Intet være ivejen. Hvis De ikke -- skjøndt Exempler gives nok af -- vil tillade mig dette, da tag blot det løse Blad med Dedicationen ud; og De maa ikke tage mig det ilde op, at jeg beder Dem, om Søndag eller og om næste Mandagmorgen, sætte en Oblat for indlagte Convolut, som lyder paa Messell og at De virkelig er forvisset om, at jeg vil holde i alle Henseender de Løfter, jeg har gjort Gud og Dem og mig Selv, uden hvilke jeg ikke kan være værd det ædle og fortrinlige Menneskes Agtelse og Venskab, jeg beder om engang i Tiden at maatte naae. Jeg hørte igaar, i en Samling af høitagtede Mænd, som viste mig den SIDE: 80 Artighed, ved en saadan fortrinlig agtelseværdig Mand af Deres Midte, at indbyde mig med de ligefremme Ord: at de ønskede at lære mig at kjende, at En sagde: jeg manglede Intet uden en aandrig, god, dannet Qvinde for at blive -- til hvad Beskeden- heden byder mig ei at sige. O dette er isandhed Sandt! Se dette ædle Elise! dette inder- lige Ønske engang at lære Dem personlig at kjende, og virkelig -- De skal tilstaae mig, om De ei kan elske mig, at Deres Ven- skab hører mig til som den Agtelse jeg vil tage som Skat af mere end vort Fødeland. Hvis jeg ei nu paa et fremmed Sted skrev saa genert, skulde Jeg -- saasandt De ei troer, at den kan lyve for Dem, som til- staaer sine mange Feil, forat jeg med min ømmeste Veninde kan skabe Dyder deraf eller istedet, hvis Kjærlighed er saadan, at de allerfleste Mennesker ikke vilde kunne fatte den mere end Idioten Shakespeares Poesi -- da skulde jeg vise Dem tydelig, hvor liden Tilbøjelighed jeg har til det støjende, uregelmæssige Liv, hvorom Bagtalelse og Rygtet altid har havt nok at fortælle, saaat jeg frygter næsten, eller frygtede, da jeg tog Pen ihaand til det første Brev, at Skyer af Mistvivl og ufordeelagtigt Om- dømme vilde fordunkle det klare Blik, jeg vil De skal see mig med mine Ønsker og Planer med. Lad dette ikke skee. Dette vilde være min bittreste Sorg. Fat min Kjærlighed og De vil ikke kunne forskyde den, om De ogsaa hører en Stemme i Deres Indre hviske: jeg har fortjent den. En højere, ædlere Følelse har aldrig rystet et jordisk Bryst. Den er en knælende Seraph, som beder om sin Nærbeslægtedes, sin Søsters Godhed. O hvilket Liv vi skulde føre, saa uskyldigt og høit og betydningsfuldt! En kraftfuld Sjel ligger i Deres Haand Elise, Elise! Lev vel! Henrik Wergeland TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF [Christiania 18. sept. 1828?] Jeg beder Dem -- gode, ædle Fru Wolff -- om at give Deres Datter min indlagte Bog. Hun har ligesaastor Deel i den som jeg; ja i Alt hvad jeg skriver. Jeg vil være Dem meget taknemmelig. Deres Henr: Wergeland. SIDE: 81 TIL ELISA WOLFF Eidsvold Præstegaard 26 0ctober 1828. Til Elise Wolff. Jeg ønsker, at de faae, sidste Ord, jeg føler, jeg bør sige Dem, maae kunne udtrykke min Taknemmelighed og Høiagtelse saa dybt som min Sjel føler disse. Jeg ønsker, at mine Følelser maae strømme klare igjennem disse sidste Linier, som de strømme sande igjennem mit Hjerte -- nu lykkeligt, da det gjemmer Visheden om, at den Eneste og Bedste kjender min Sjel og skatter og lønner dens Følelser med Alt hvad jeg angstfuld stræbede efter, med Deeltagelse og Godhed og et Smiil af Venskab. Min Kjærlighed tie; men Taknemlighed og en Følelse, højere end Høiagtelse, men som jeg intet Ord har for, dersom De vil mistroe mig, naar jeg siger "Tilbedelse" maae tale. Denne sidste Følelse er for meget blandet med Ærbødighed til at turde tale, som i enkelte Strøg af mit første Brev; men alligevel er det mig umuligt, i disse sidste Ord, som ogsaa i hine Første, Andet end at glemme den formelle, kolde Benævnelse, jeg for Verden, med Denne, maa nævne Dem med: det er mig umuligt nu, da jeg taler i Eenrum med Dem, at nævne Dem anderledes end saaledes som mit Hjerte nævner Dem inden de tause Læber; thi for mig er De intet Andet end den aand- og hjerterene, ædle og milde Elise. Saaledes nævner mit Hjerte Dem -- mine Drømme lægge endnu Ord til -- tillad derfor, at jeg kalder min Velgjørerinde saa. Jeg troer, saavist som mit Øje finder Dem skjøn, men mit indre Øje endnu skjønnere, at den Tid vil komme før Graven, da De mundt- ligen vil høre mig blot nævne Dem saa, om en Lykkeligere her kan lægge "min" til -- ja, at De da vil glæde Dem over, at Deres gamle Elsker finder sin højeste Fryd i at turde tiltale sin Ene og Hellige saaledes som jeg turde tiltale Dem om vi vare Børn. Er dette en Spaadom? Mit Øje svømmer . . og derfor -- ikke mere Udmalningen af en Scene om 20 Aar! Men det vil hæn- des, hvis Alvors strengere Blik kan skimte bag Skjebnens Slør -- eller (dette er vist sandere) en Taare er et enkelt Stjerne- skud, et lynsnart Skimmer som gjennemfarer Rummet bag dette Teppe, som hænger lige for min næste Secund, saa vi kunne see; men hastigt, hastigt; og, Hvad vi saae, gjemmer Erindringen. SIDE: 82 Men hvor let i denne Hast at tage feil? Et saadant Blik maa være et Lyn; thi at ville udgrunde noget, duer ikke. Hvor let at see feil? See en Ørken fuld af rædsomme Gestalter istedet- for, Hvad det virkelig var, et Paradiis palmekrandset, orange- klædt? -- Ah, jeg er ingen Clairvoyant, eller rettere, jeg veed ikke, om jeg er det. Men jeg vilde ønske Dem, Elise, blot to Minut- ters Klarsynethed forat læse i mit Hjerte. De behøvede ikke da at være forud saa retfærdig og mild som de var blot ved at høre Udbrudet af mine Følelser, hvilke Sproget kun, naar jeg dypper det i min Phantasie og følger min Geist, nogenledes kunde udtrykke. Det er ikke sandt, at Poesie lyver; men Mistanken herom hviler (Gud veed, hvilken Løgner har opfundet det) dog paa den, og, forat undgaae mindste Skin af denne, læste De mine Følelser i den simpleste Prosa, som jeg, ledet af hiin For- dom, troede kom Sandheden nærmest. Det var at see en Se- raph klædt i den farveløse Ornat, en Geistlig eller Borgermester iføre sig for ei aldeles at tabe sig mellem det vrimlende Støv. Mit Væsen er Kjærlighed til Elise (min Stella, min himmelske Stella, som jeg ikke vil finde før i Himmelen) og denne Kjær- lighed er Poesie; thi den er en Stræben efter det Ophøjede og Skjønne. Hvad heraf conseqvent følger er klart: nemlig, at mit Væsen er Poesie, at det for at udtrykke sin Kjærlighed burde brugt Poesie. Dog, Elise! læg Mærke til min individuelle Maade som Digter i Fremtiden, og da vil De see, at den Clairvoyance, jeg ønskede Dem, er unødvendig, da, i hver en eneste af mine Aandsfrugter, som nu snart, naar jeg faaer Examen fra Nakken, Slag i Slag skulle skyde frem, mine dybe Følelser, de evige, for Elise ville blive klarere og stedse være Grundtonen. Ha -- sandt! sandt! det vilde være hensigtsløst og fornuftstridigt -- altsaa tvert- imod hvad vi maae tænke os som Forsynets Lov -- om et Væsen skulde igjennem et heelt Liv rastløst arbeide og tænke imod et Maal forgjeves og saaledes, naar dette Væsen kom ind i den anden Verden, skulde det finde sit forrige Liv, som bugnede under høje, aandige Tanker, kraftfulde Handlinger og en ædel- charakteret Vemod, som stedse slog sine Vinger, liig en lænket Sortdrosl, mod det Fjerne -- til Intet. En Sjel maa jo dog be- holde sit livgjørende Princip -- og Hvad dette er hos mig, veed De Elise -- eller dog Erindringen. Og hvad maa da ikke denne SIDE: 83 fortælle? Nok, nok herom -- min Beundring! Men dette ikkun, at der gjenkjende Aander og gjenkjendes. Jeg er kommen reent ifra mit Thema: det at takke min Vel- gjørerinde, og sige Dem, hvorfor jeg kalder Dem saa. Det synes Dem besynderligt, at jeg, som siger, at mit hele Væsen kun er Kjærlighed, i denne Følelses højeste Forstand og Udstrækning, for Dem, som jeg kalder min Eneste og Hellige, og som veed, at den maa være jordisk frugtløs -- o den er for høi i sin Beskaffenhed for Jorden -- at jeg, som med alt dette (o en Cherub og et Dyr) er meget sandselig, og gjerne vilde leve fornøjet og leende paa Jorden, dog siger at jeg nu er lykkelig? Just fordi min Lidenskab for Elise er saaledes, derfor holder den -- thi Jeg er ikke andet end den -- sig lykkelig og riig alene ved den Elises Agtelse og Godhed, om hvilke Visheden er mit Hjertes dyrebareste Klenod. Ja, jeg takker Gud fordi jeg brød min qvalfulde Taushed, der var ødelæggende i mit Indre, som en Kræftskade, der aad bort hver en Glæde, hver en mild Hjerte- bevægelse, jeg ellers har let for. Jeg takker Gud fordi jeg aaben- barede mig for Dem, Elise! der skjænkede mig min Ro og et Vidne, et levende Vidne om det Hjertes Fortræffelighed, jeg elskede og evig ikke kan andet end elske over Alt, og et Pant paa Besiddelsen af min Helligdom: Elises, den levende Stellas Deeltagelse og vennehulde Godhed, i de egenhændige dyrebare Linier, Elise værdigede mig. Jeg har jo vundet Alt hvad jeg bad om, -- Alt hvad jeg efter Kamp turde bede om. Min Velgjørerinde glæd Dem: Deres inderligste og trofasteste Ven er lykkelig! Elise, min Sjels Sjel! De har belønnet min Kjærlighed fuldelig med Deres Agtelse og venlige Godhed og blide Deeltagelse. Tro, og vær glad ved ikke at have spildt disse Præg af Deres Hjerte. Mit fulde Hjerte takker Dem -- det er fuldt af Følelser som ere min Kjærligheds Søstre: Taknemmelighed og dyb Ærbødighed, og som ville lære Reenhed og Evighed af den. Elise, De har givet mig nok, mere end nok for at føle mig tilfreds og ulige lykkeligere end før. Isandhed det forekommer mig som om jeg havde for- nærmet Elise, og nu nød den søde Forsoning. Ja, det er saa! Der er meget i mit ydre Liv, som har fornærmet denne ophøjede Følelse, som lever i mit Indre. Søde Forsoning, søde Bevidst- hed -- mit hellige Klenod -- at jeg ikke længer er min Eneste og Hellige fjern og fremmed længer, men saa nær som to vel- SIDE: 84 villige Sjele kunne være, om gjensidig Kjærlighed ikke sammen- smelter dem -- Tro ei jeg kan agte dette for høit! Jeg har Ro, en mild Ro, og den samme evige Kjærlighed i Hjertet; men aldrig paa Læben . . ikke mere, hvis ei et besyn- derligt, velsignende Forsyn . . . o Intet er umuligt, reent umuligt! Men, fordi jeg siger Dette, tro dog ikke, at jeg haaber. Min Li- denskab har altid været haabløs. Dette har luttret den. Den staaer ved sin egen Styrke. Den er ikke prydet med noget Haabs Regnbuefarver. Den er kun skjøn ved sine rene, ophøjede Træk, som de ædle Antiker i Marmor af Gudegestalter; og den er bleg og uforanderlig som disse. Lad den staae i mit Hjerte som et evigt Monument over . . . . . O Elise, min Ædle! De vil ikke see hid eller tænke hid uden en mild Følelse, som ikke er langt fra Vemods bløde. Vel, lad den hvile -- Elise, giv Vel- signelse hertil -- som et Barn, der smiler, skjøndt dødt, i sin Moders Skjød. Kun en Frelser kan opvække det! Min Frygt for at jeg ei skulde synes Dem at fortjene et saa- dant Beviis paa Godhed, som det De har viist mig, ved at til- skrive mig Deres Tanker, var det, som lod mig bede Dem om blot hieroglyphisk at tolke disse. Tænk da min levende Glæde, da jeg saae, hvor aabent De behandlede mig, i hvilket skjønt Forhold -- alle mine Ønsker skjøde Blomster -- i hvilket ædelt jeg kom i til mit Hjertes Tilbedede, som et Menneske, De vær- diger at tænke paa med Godhed og Deeltagelse. Jeg nærede en saadan Mistro til min Fortjeneste; og nu vare de Par na- gende Aar, der have som udsuet mit Hjertes livligste og for- aarsaandende, aromatiske Følelser og afslikket deres phantastiske, spillende Farver, medeet, som ved et Trylleslag af min Fee, blæste bort. Elise! Deres Godhed og Deres vennehulde Agtelse veed jeg, jeg kan bringe til at voxe. Dette skal være mit Livs Arbeide, som skal udslette hver tung Erindring. Gud give, jeg aldrig maa tage feil, mod min gode Villie (uagtet denne) i Mid- lerne, som kunne føre til saa skjønt et Maal! Hvert Træk i Deres Brev, ædle Elise! er mig en Talisman, en Krands af Amuleter imod alt Ondt. De skulle vogte mig for alt sandt Ondt. Jeg gjemmer Brevet omhyggeligere end om det var Stormoguls Diamanter. Jeg læser det daglig med Ærefrygt og Glæde, skjult og ene. Min Ven og Svoger trængte ind paa mig med Spørgsmaal, da han en Postmorgen saae mig glemme to SIDE: 85 tykke Breve for et, som jeg ikke holdt op at læse og læse med en saa tiltagende Rødme, at jeg næsten kunde frygte for, at det kjære Papiir, som jeg af Mistænkelighed holdt tæt bøjet om An- sigtet som et Skjold, vilde svides. Han rimede det sammen (rig- tigt nok) med et stort Brev, han, som jeg ogsaa boede med, vidste jeg i Christiania havde bestandig baaret paa Brystet om Dagen, og om Natten læst ned i hans Pult (det laae ogsaa i en forseglet Convolut uden Navn) -- "Snak, Snak! lov aldrig at spørge mig herom!" var mit Svar, idet jeg smekkede det ned i min hemmeligste Skuffe, hvorfra det ofte maa frem. Det gavner mig at læse det ofte. O, skjøndt jeg holder det i den ene Haand nu mens jeg skriver med den anden -- jeg seer det, jeg kan det udenad -- jeg kysser Elises tydelige, hellige Navn: saa tvivler jeg næsten om Sandheden, at jeg virkelig er saa lykkelig, at være Ejer af denne Kostbarhed. Troer De, jeg siger for meget? O Elise, De har jo sagt mig, at De troer mig, da De veed, at jeg er redelig. De maa tro mig, ogsaa naar jeg siger, at i den vide Verden er der Ingen, som vilde eller kunde vurdere Elise og Alt fra Elise saa rigtigt som jeg. Kan jeg skatte Det for høit, som har gjengivet mig min Til- fredshed og Aandskraft? Ja, en Følelse af Stolthed, naar jeg tænker mig som hædret med Elises Deeltagelse og Venskab, for- visser mig om at jeg aldrig vil tabe disse. Jeg vil vise i mit Liv hvor høit jeg skatter dem! Kan jeg dermed gjengjelde? O min velgjørende Genius og min Veninde -- jeg tør i Elises Navn kalde Dem saa -- kan jeg dermed gjengjelde? Ja dette Ene kan jeg jo gjøre, som jeg -- o denne Tanke er Triumph! -- som jeg veed vil endogsaa glæde Elise! Og det skal jeg gjøre: -- Jeg vil handle som om jeg ventede, at min Ene, min Sjels Hel- lige engang kunde elske mig med Kjærlighed, og jeg vil da vinde nye og flere og klarere Glimt af Elises Venskab, ja engang, en- gang Elises Høiagtelse og Fortrolighed. Jeg er lykkelig, som veed, at jeg vist kan vinde disse Goder, uden hvilke mit Liv var mig en Ørken, om den end gjenlød af Verdens Bifald. Selv Ind- bildskhed og min Stolthed og utilfredsstillede Følelser maa bejae dette. Jeg vil altid handle i Menneskehedens Sag, i Fædrelan- dets og Frihedens, i philanthropisk Aand -- efter Fornuftiges Me- ning, men ei efter Alles, er denne christelig -- og min Virke- SIDE: 86 kreds vil ikke blive liden. Naturligt, at jeg da ofte vil kunne glemme min egen Sag, mit tilsyneladende Bedste; og naturligt, at Fiender ville voxe op i ethvert af mine Trin, som jeg dristigt, efter disse Grundsætninger, styrer imod Maalet. Hvad der da ikke lader sig bøje til Siden rykkes op. De seer, hvor riig jeg holder Deres Godhed Elise! da jeg tager saa meget af den i Beslag til denne lange Samtale. O hvor- meget jeg ogsaa nu havde at sige! Men jeg tør ikke føre mit Brev ud over dette Ark: og dog frygter jeg . . . nei, jeg vil stræbe at holde mig inden dette; ja jeg havde ikke tænkt, at mine Li- nier, mine sidste Linier skulde rækket heelt hid. Men Høstafte- nerne ere velsignet lange baade for mit kjære Arbeide, og for Elise, der skal høre paa sin taknemmelige (men altfor) ordrige Ven, og Deres Taalmodighed er endnu længer. See, nu har jeg atter spildt et Stykke! -- Den Tanke er bitter: der kunde komme en Tid, der kastede en Gnist af Bedrøvelse ind i Elises fromme Sjel, og da var jeg fjern. See, det er Bevidstheden -- tænk, jeg tør, med Haand paa Hjerte og Pande, og Øjet mod Himlen, sige dette -- om at jeg har den bedste, den bedste Villie til at gjøre saa godt et Væsen lykkeligt, som bringer mig til at lægge Eftertryk paa dette "jeg". Ak, har Den, som gav mig Villien, berøvet mig Evnen? Jeg troer, at hvor Villien er virkelig stærk og reen, der er Evnen ogsaa. Det er en saadan Villie, forenet med Tro, som har frem- bragt Undergjerningerne. Men hiin Tanke blive en Tanke! Elise, Elise, fromme, elskeligste Elise, vær, bliv lykkelig! Dette er min Sjels højeste Suk. Himlen og Deres fortræffelige Forældre har gjort Dem værdig til at blive den Lykkeligste. Himlen vil være retfærdig! Den lykkeligste Mand vil staae som et Forsyns Engel over Elise, i den Plads, hvor mine Ønsker glødede . . . Ha, ikke et Suk af Kjærlighed! Jeg ærer Deres Betænkeligheder, men ingen mere end den, Deres Følelse tilsagde Dem. Og dog er Aarsagen, hvorfor jeg saa silde takker Dem, den, at jeg først skrev et altfor langt Brev, som jeg brændte, for at gjendrive en anden af hine. See, en ny Side! O, jeg har saadan Lyst til ogsaa paa denne at give mit Hjerte Rum til at udaande sine Følelser og Tanker, nu, da jeg seer den hele Side for mig; men det er for dristigt SIDE: 87 af mig at tilskrive Dem saameget. Derfor, endnu blot faae Ord, meget faae. Jeg vil, og maa sige Dem: det er mig umuligt -- skjøndt jeg ahner, at dette Løfte, jeg gjør mig Selv, vil ikke længe, naar den ene Betingelse bortfalder, forblive bindende -- det er mig umu- ligt, saalænge jeg veed, Elise er fri, og ikke har valgt, at søge mig nogen Pige, der isandhed ikke vilde finde anden Elsker i mit Hjerte end Eftersletten af den sande Foraarskjærlighed, som De veed, hvem den tilhører -- om mit Temperament og Alt og Alle tilraabte mig. -- Min Gud, hvor jeg ønsker, at Elise vilde -- naar det skede med fri Villie; thi noget Andet er jeg ikke egenkjærlig nok til at nære mindste Ønske om, endogsaa om jeg saae den højeste Lykke forud bag mange Aar -- hvor jeg øn- sker, at Elise vilde prøve mig igjennem lange Aar. Men dette maatte jeg ikke vide; thi ellers havde jeg ingen Fortjeneste deraf. O nu -- min Phantasie fører mig langt, langt. Elise! jeg vil blive brav for at behage Dem, for at gjøre mig værd Deres Godhed! Der skal, naar jeg blot vinder Tid, ikke blive saa Meget tilbage som nu, af Hvad der nu, med saamegen Ret -- desværre! desværre! -- bortmaner de endnu velvilligere Følelser, som jeg leed Alt, for at see et Glimt af i Elises Sjel. Elise jeg vil elske Menneskene, fordi Elise er velgjørende og menneskekjærlig, og fordi Elise nu er et Menneske! Jeg vil ik- kun gjøre vel, fordi Elises Liv maa lære mig det. Og jeg vil, om det er muligt, bortsynge Tungsinds- eller Vemodsaanden, som er jo nærmere jo fjernere fra Elise, hvor mit Hjertes sødeste Følelser, min Sjels skjønneste Tanker, mine inderligste Bønner til Gud for den Eneste og Godes Vel, dvæle. Det er Kjærligheden til Elise, som skal gjøre mig god; og Deres milde Bifald og Godhed giver min Sjel sin Elasticitet og Kraft, saa at jeg naaer Maalet: det Punct, hvorfra jeg tør fordre Elises Venskab. O jeg ønsker De var en Andens ganske, forat De kunde lære at kjende min Kjærlighed ret! Ak -- Elise! jeg mærker hvor lidet jeg holder mit Ord: "intet Ord, ikke et Suk af Kjærlighed! Blot Taknemmelighed tale her i disse sidste Linier til Elise!" Jeg er ofte, næsten uvilkaarlig, falden hen til det jeg maatte forbyde mig, og mit fulde Hjerte har bevæget Pennen. Tilgiv mig det, Elise! Tilgiv mig dette netop fordi De veed, at jeg holder saa alvorlig af Dem. Ja saa SIDE: 88 alvorligt, at jeg turde sætte "at jeg elsker Dem saaledes ene" dersom jeg ikke vidste, at De maa være elsket af Alle. O ja, jeg sætter det "ene saaledes" dristig til. Glem mig, for dettes Skyld, heller ikke Elise, ædle, aandfulde og fromme Elise! Jeg veed hvad Tid De læser dette Brev -- omtrent veed jeg det; og, hvis jeg mærker en glad Bevægelse hos mig, da, saa vil jeg holde den for en ahnelsesfuld Bekræf- telse paa at Elise lover i sit Hjerte, at hun ikke vil glemme sin inderligste og, som Ven, bedste Ven; men tænke undertiden paa ham, og ret mildt, og troe ham ligesaa vel som hans Fiender, dem han forhverver sig ved Feil, der ere naturlige Udvexter paa nogle Dyder, hans Kjendere vide, han besidder. Jeg vil ikke glemme Hvad jeg er min Kjærlighed skyldig, eller rettere den velvillige Godhed og det deeltagende Venskab i Elises Hjerte, som det er min højeste Stræben at udvikle og bevare! Levvel! Levvel! For mig er der een Gud og een Elise! Hvis jeg er god, er Gud min milde Velgjører og Dommer. Lign Gud deri Elise! ikke at være bedre stemt, ikke at lade Deres God- hed velsigne mig mere end netop som jeg fortjener; og deri, deri: naar jeg er brav, handler mandigt og ædelt, saa velsigne De mig med nye Smiil af Deres milde, fortræffelige Hjerte. Kun mild Retfærdighed! Gud vil høre mit inderligste Suk: Elise blive og være lykkelig ogsaa hernede! Forsynet være retfærdigt! Levvel! Døden er ingen Skilsmisse imellem Elise Wolff og Henr: Wergeland. P: S: Tragedien er nu tilegnet Kongen. Alt Skjønt, jeg baade i Liv og Værker kan frembringe, skylder Elise Tilværelsen. Dette er isandhed saa. Jo mildere Elise er, jo mere, naar jeg fortjener det, Elise er min Veninde, des stærkere gløder min Geist, des skjønnere Frugter modnes hos mig baade i Hjerte og Hoved. Mit hele Liv skal vorde et Digt om Elise. Mine poetiske Værker ville blot deri være episodiske Canzoner. Jeg bliver ærgjerrig -- gjerrig for at opdynge og opdynge min Skat: Elises Bifald og Venskab. Jeg vil vise det, naar jeg træder frem som Mand. SIDE: 89 TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF Eidsvold Præstegaard 1ste November 1828. Skjænk mig -- bedste, høistærede Fru Wolff! -- den Glæde at overlevere Deres Elise mine sidste Ord. Jeg bør takke Deres -- mere end ærede Datter for Hendes Godhed imod mig, da Hun værdigede at give mig et saa mildt Svar, der sikkrede mig Besiddelse af min dyrebareste Skat: Deres fortræffelige Datters godhedsfulde Deeltagelse. Min ærbødigste Tak yttrer jeg, fordi De opfyldte mit Ønske, at overlevere forrige Brev. Jeg vilde ønske, at jeg engang i Gjerningen, og tigange i Gjer- ningen, kunde vise min inderlige Hengivenhed for Elises ud- mærkede Forældre. Jeg hilser Disse med dyb Høiagtelse og sønligt Hjerte Henr. Wergeland. TIL ENGELBREGT HALD Eidsvold 2 Nov. 1828. [ -- -- -- -- ] Kom ind til Christiania til Marked (med din Kone, saa jeg kan faae kysset hende paa Haanden) da jeg tænker -- hvis saa skeer, skal det blive en stolt Aften, Galleriet skal have et Anker med Punsch -- at faae min "Sinclar", som nu er i Trykken, paa Scenen (omarbeidet da.) Hør, Du kan, hvis Du vil være Forlægger -- hvilket jeg synes maatte være behageligt for Dig -- give mig jevnt en Rød for hver en sort Tragedie jeg sender. Nei, blot for det Første -- siden voxer det. Saa besørger du Trykken, og er jeg i Christiania skal jeg corrigere, og Du bliver en Slags Forpagter paa Parnas. Jeg gav hele Parnas for Barboes lille [Høi?] med Alt hvad derpaa findes. Men Alt, nagelfast og løst. Tak for din velvillige Indbydelse, som engang skal blive be- nyttet tilgavns. Dog, kommer jeg, saa -- ikke ud om Aftenen, saa Pigen, naar hun lukker op for os (med Løgte) siger til Dig: Moer ligger alt. Ikke af Flekken fra Barboe, fra Cigarren, Dob- beltøl og Viin! Opdrag dine Børn haardført! Opkast Dig i din Egn til en skarp Tand for alle Undertrykkere og Smaatyranner! Faae Børn som SIDE: 90 en Israelit! Hvergang Du hæver et Glas -- tænk paa en Ven! Tænk ofte paa Venner. Speculeer ikke uden paa Forlæggeri! Anlæg et lidet smukt Bogtrykkerie i Arendal. Sig Sophie fra mig, at hun ikke maa stjæle altformeget Kjær- lighed og Venskab ud af Engelbreth, hvor det laa som et rente- rigt Liggendefæe for Din Henrik Wergeland. P. S. Jeg er raget i en alvorlig Proces nu med nogle af Ca- valleriebrigaden, som jeg har indstevnet for Vold, da de vare [ -- -- ] Redskaber, paa Gardermoen, i en vis høi fainéants Fingre. TIL ENGELBREGT HALD Chnia 11 Dec. 28. Med Nilsemand 50 Explr af -- see Selv -- gode Engelbreth! De sælges her med Rivaf for 12 Sk. Stykket. I Chsand er ogsaa 50; men den lille patriotiske Satanas Arendal sluger nok ligesaamange. Remitteer mig Udbyttet, at jeg kan sende til Præst G. Lammers i Thjem, eller send ogsaa, hvis du seer Snit dertil, directe did. Jeg ligger herinde forat faae Sinclar corrigeert, til Juul. Boer hos Lerche. Lever paa gl. Maneer. Den holder ikke op før jeg faaer en liden Sophie at stusle med. Det maa tære mindre. Ikke? Dersom du nu ikke -- jeg seer det i Drømme og naar jeg seer nogle Grosserer-Paradigmata paa Gaden -- er en trivelig liden Globe, saa -- drømmer jeg feil. Nyt! (Dersom Sligt Nyt nogensinde bliver gammelt og ikke værdt at lægge Mærke til -- da er Følelsefriheden brandskattet og Hjertets Slag qvalte og Tungen hængt, og Sympathie forslidt etc.) Man uddeler Næser her til -- allerhøjeste Næser -- til Stat- holderen og Sibbern og Cheferne, som fulgte, med deres Corps, Krohg tilgravs. Man siger i den Anledning -- priis dig lykkelig som boer paa Landet paa dit lille Frydentop (Math. 25) -- at der ikke skal lades Steen paa Steen tilbage af Arendal. Decre- tum est! -- Drypperte grassere her. Everlef er bleven Vasaridder. Rosen- qvist har faaet en Sølv Æreskaarde af Cadetterne. Han havde den paa 4. Nov. 1828. [ -- -- -- -- -- ] SIDE: 91 I denne Maaned begynder min Krigsretssag. Kys din Kone -- naar jeg kommer, saa gjør jeg det selv, uden at spørge dig, men hende; men saa hurtigt at det nytter ei at svare Nei eller bøje Nakken -- ifra din -- som saadan -- fortræffelige Ven Henr. Wergeland. Til Marked! Til Marked! TIL ENGELBREGT HALD [Eidsvoll januar 1829?] Tak, snilde kjære Ven Engbreth -- fordi du ansaae gunstig min protegé. Du har opladt din Haand og mætter, naar du gaaer ind paa hans Forslag, hs fattige Kone og 4 Børn, som blive her, for ei at skaffe Bryderie hos Dig og skaffer en fornuftig aldrende Mand sorgfrie Dage. Han er som sagt habil til sin Post, og er til Tjeneste naar være skal. Du talte om at en Saadan skulde spise ved dit Bord; men hellere fra dit Bord. Naar han undertiden har været hos os 5 -- 6 Uger, saa har han rigtignok da og der gjort det; men man kan i en Familie, liden eller stor, tænke sig tusinde Tilfælde, hvor man ønskede ethvert fremmed, endog en særdeles Vens Ører borte, -- huuslige Affairer -- Fa- milieaffairer -- Sengeaffairer eller Gardinaffairer -- Dit og Dat, som man vil afhandle ganske privatim. Hvad Tuur tager Du, naar Du stryger udenlands? Jeg er nys- gjerrig. Men -- Guds Død! din Sophie maa (saasandt jeg skulde maget det saa!) være da i høistkjære høistvelsignede Omstæn- digheder. Nei -- jeg stregede nu og fik 9 Streger til Mai -- Det gaaer endda an. Saa Lykke paa Reisen! Faaer jeg Examen til Mai, saa reiser jeg til Chfeld efter Camilla, og naar Du kommer hjem eller muligt før, besøger jeg dit Frydentop hvis gyldne Hjelm er Maderapocalen og rosenkindede Portviinglas en Række af Houris i Salen, og Allahs Lys Sophies Smiil, du Engelbreth Gabriel Engel, der peger smukke Houris ud med snoet Vedbendstengel (en Korketrækker mener jeg) Propheten selv vil jeg være, som hine Rosenrøde skal til Himlen syvende bære. -- O nei, et Glas Grog, din Venlighed -- en Pibe Liverpool -- og saa kaster jeg Gjenten i Sengen, naar jeg gaaer paa Kam- SIDE: 92 meret om Quellen. Hør ellers -- jeg vil frie i Arendal -- bestemt! bestemt! Men hun maa have saamange Penge at jeg kan kjøbe et Bogtrykkerie. Gjerne en Enke, naar hun har Grunker og saa store Sønner at de kan være Sættere. Hvis en Saadan findes, saa giv hende et lidet Vink, saa hun kan jage dem i Lære strax, saa Alt medeengang kan komme igang. Helst dog Gudbevares en Pige, dog maa Posen voxe i samme Forhold som Skjønheden og Aandsqvaliteter svinde ind -- i saadan scala Den der kunde hage sig fast i Lovise -- Lovise -- Hun som ejer det lille vandige og luftige Feeslot paa Tromøen, og boe SIDE: 93 der alle sine Livsens Dage og see det ryge af Skorstenen paa Barboe fra 3die Etage, hvor Bogtrykkeriet skulde være, og skaffe mig hvert Aar en Bogtrykkerdreng til min gamle Alder. -- Mangetak for din velvillige Omhu for mine autorsager. Se til at faae Listen paa Sinclar hid. Den er udkommen og vil gaae godt om blot Subscribenterne faaer, da jeg er vel fornøjet med dit Antal om det saa blot bliver de du havde. Paa den ene Liste (den eneste som endnu er indkommen, undtagen i Xnia) fra Thjem, hvor endnu resterer een, var 76. Dog vil det ikke lønne [at] skrive paa Norsk saaledes at deraf kan leves som en poet [maa?] leve -- derfor har jeg den Plan at skrive paa Tydsk (først læ[re]) og søge gjennem Prof. Steffens at blive lidt bekjendt for [deres?] Matadorer. Da jeg var i Xnia sidst tugtede jeg Msr. Ewerløf lidt. Levnuvel da gode Engelbreth. Kys din Sophie paa Haanden fra din Ven Henr. Wergeland. P. S: Send mig hvad der er udkommet af Krohgs Sange og ved Leil. til Chnia de usolgte (hvis saa er) Explr, at de kan komme til Thjem. TIL CHR. R. HANSSON Eidsvold [slutten av januar 1829] . Gode Ven! Er Selim Markedsstykket? Et slet Stykke. Et Sørgespil kan, qvoad cor da ikke (naar det er i en eller anden Green historisk). [fotnotemerke] -- Emnerne ere der alle i poetiske Druser gediegent Guld hængende under Fjeldet, som en Stymper let kan file af til en Knap og raabe: ecce corona, ecce tiara! See Einar Thambeskjelver var bleven næsten af sig selv et herligt Drama, var det ikke faldet i en Rhetors Hænder. En Rhetor [er] aldrig Poet, som en fortræffelig Dreier (en Kunstler) ikke en fortræffelig Billedhugger. O var Sinclar spillet til Markedet, saa var jeg kommen til Byen Fotnote: En Vaudeville aldrig slet qvoad naturam, naar Handlingen er i Khavn eller dans Paris. Farcen i Venedig -- Dramaet Eng- land, Spanien -- Nok for en dramatisk Tactiker som du og en theatralsk Practiker som Du. SIDE: 94 i den Lystighed. Nu kommer min Fader alene, og jeg maa blive hjemme. Et er der dog Tid til at gjøre medhensyntil Sinclar, nemlig at lade Mad. Bøcher og Berg (som Helten) i Costume de- clamere Slutningsscenens Replique i 2den Act, eller hvadsom- helst det maatte behage den velvise Direction at vælge. Jeg beder dig derfor -- min kjære Ven -- hvis du maatte interessere dig endnu for en saadan Idee, du selv fremsatte for mig i [Xnia?] at sørge for at faae den istand og fuldfærdig til Markedet. Eller ogsaa sidste Efterspil? Det vilde have store Fordele for mig, da et stort Publicum blev gjort opmærksommere paa Stykket, og maaskee give en Opmuntring, uden hvilken autor maa søge en anden Himmel, et andet Sprog for sine Vers. -- Skriv mig til om Directionen gjør noget for denne Plan i denne Uge før Markedet. Man kunde jo tage en Replique som lod sig lære meget snart. Dit Expl. af Sincl. faaer du ved Uddelingen af de andre Hæders- exemplarer. Jeg staaer mig ellers godt ved denne, da den har, paa nogle faae Lister blot, mødt en talrig Subscription: saaledes i Thjem paa den ene Liste af 2 -- 75 Stykker. Til Vaaren kommer et Digt, et Drama, som hedder Messias. Levvel. Din Henr. Wergeland P. S. Tag du Bjerregaard paa Partie med for Opførelsen af Repliquen af Scenen og tal selv som min Ven. P. S. Sig Fougstad, at her er en Mand som vil kjøbe en Løkke ved Byen, ved Dramsvejen, men, da der ingen Beskrivelse stod i Aviserne over [?], har han slaaet det af Tanker. Det kan være saa paa flere Steder. Sættes den paa Auction for at prøve Fuld- magten? Siig, jeg giver 10 Sp. for en Fjeldknat saa stor som jeg er lang -- 3 Alen. Det er Alvor. Jeg vil bygge en liden Pavillon paa Flekken -- eller bygge den her og kjøre den ind. TIL ENGELBREGT HALD Eidsv. 1 Feb. 29. Du maa endelig skjænke mig den Glæde at see dig her, nær- ved, hos mig, enten du reiser til Thjem eller ikke. Det er SIDE: 95 lettere for dig paa godt Føre at glide herop, end for mig -- Du er spontaneus, tui compos og -- hvad skal jeg kalde Dig for at udtrykke din Rigdom -- Aandens Rigdom, Guld eller, bedre, Aandekreds -- Frihed -- være sin egen Herre. Jeg har meget at tale med dig om, Planer, store og smukke etc. -- Jeg maa bede dig, hvis Du paa ingen Maade vil besøge din gamle, ældste Ven, at skrive mig til snarest skee kan om din Bestemmelse medhensyntil W -- , om han maa reise med til Chnia forat præsentere sig. God Fornøielse i Markedet -- spender nogle Piber som sidst paa Dominique at han kan salutere fortjente Subjecter. -- Jeg sidder hjemme, løber paa Skie om Morgenen, læser Hebr: om Fmddgen, Græsk om Eftmdg, Dogmatik om Qvellen, og seen- qvels skriver jeg (rigtignok lidt om Dagen ogsaa) paa et opus, som gjør mig Hovedet broget af Tanker og Planer for at faae Forlægger. Din Svogers Boghandling er den eneste næsten, som jeg med Anstændighed kunde contrahere med om et Værk, jeg har anstrenget mig for; men skjøndt de med Munden sige at Sligt bør understøttes, og, at autor bør spares for de aandsfor- tærende Bogtrykker og Correctionsforretninger, saa handle de ganske anderledes, trække sig forknyttede tilbage, og ere kun for Tydskerne til Profit. -- Kom kjære Ven -- lad mig faae snakke med dig. Levvel. Din Henr. W -- P. S. Dette Bud (svar med det om du kan) reiser med som min Fa'rs og Søsters Bagagelas. TIL ENGELBREGT HALD E. [idsvoll] P. [restegård] 24 Feb. 29. Jeg har 2ganger i mit Liv været durchflau. Den ene Gang 16 Jan. 1826, da jeg veltilpakket, med Brev d'amour i Lommen, Dunster i Hovdet, Klokkespil paa Hesten, i min Faders Polak- pelts drog ud nogle Miil for at frie, og fik den Besked -- jeg var en flygtig, fordrukken, letsindig Knegt, som ikke meente det mindste med mine Eeder og Phraser. Den anden Gang nu i Febr. da jeg stod bag Døren med opspærret Mund og gabende SIDE: 96 af Længsel, med bankende Hjerte for at modtage min gamle Ven, som jeg var vis paa kom, da han ikke sendte en Tøddel fra Byen. -- Nu da Farvel Pamphile! Man har jo sagt dig, at jeg vilde prakke dig en fordrukken, forfalden, uordentlig Compan paa i W. -- Dette er Sandheden: Han er en meget fornuftig Mand at tale med, en fortrinlig Regn- skabsfører, af et godmodigt Gemyt, og -- han har sagt mig det dybtbevæget -- han drikker undertiden fordi -- han hungrer, er slet gift og fordi han hjemme ikke kan hygge sig iblandt de pjaltede Unger og ved en Føde, han ikke kan vænne sig til. At han kan og vil lade af med en saadan Feil har han viist ved at være hos os i l l/2 Maaned, i højeste Grad nøgter, og beklage alligevel den Dag, da han skulde hjem igjen. -- Det er Elendig- heden, som bringer ham til at søge denne sædvanlige Lethe. Naar hiin hører op, lader han være. Dette er hans Løfte, be- seglet med en Taare -- Psychologien giver Adgang til at haabe dette er sandt. Et dueligt Mske reddes paa denne eneste Maade. Jeg caverer for ham. Desuden er der 1 Maaneds Opsigelse eller, om forlanges, Løbepas næste Dag efter at han viser -- om han dog skulde det? -- at det er en Vane hos ham. -- Var jeg i hs Stilling, jeg blev hans facsimile. Han har engang været en af Egnens Cavaliers, som første Contorist efter Forvalteren ved Værket, Bogholder og Udsalgets Bestyrer -- nu smager ikke Vas- vellingen ham, som han dog maa føde sine Børn med, efterat han er bleven bedraget af C. Anker med alle de Andre. Han gaaer derfor som oftest ud, lærer velhavende Folks Børn at læse, regne etc, skriver for Folk og slukker sin Sorg i Brændeviin. Naar han alene hos dig (Familien bliver her) faaer et medium mellem din og Folkenes Mad, en Dram til sit Smørrebrød om Morgenen, en til Eftersvælg, en Flaske Øl til sin Aftenpibe i sit lille Lukaf, er varm og tæt klæd -- jeg forsikkrer dig, han vil skaffe dig Ære og Glæde -- han vil finde sig glad og lykkelig, og ikke spilde denne elyseiske Tilstand ved letsindigt Tilbagefald. Den Mand min Fader har talt om, er vel i alle Hens[eender] ordentlig, men vil ikke kunne tjene det mind[ste paa] et Contoir eller ved din Pult og dine Brugs[sager]. En Post viser sig des- uden for ham paa Horten nu. Hvis min Fa'r tvivler om W's Fasthed, saa behøver jeg ikke at erindre dig om at for min Fa'r er den en Vederstyggelighed, som snart drikker en Dram. Han SIDE: 97 er hyperbolisk indtaget imod Drik, kjender ikke W -- som jeg, og undskylder næsten før en Morder end en Sviregast. Alt hvad jeg om Wen: har sagt her er saa sandt og rigtigt som at jeg er Din Henr. W. Der er desuden Tid nok, før du reiser til at afskedige ham, om du ei er fornøjet med W. og faae en Anden igjen. -- TIL GABRIEL H. KROHG Eidsvold 17 Marts 1829. Her indlagt (gjem det vel til jeg kommer) er en Scene af Msket og Messias, som er under Pressen sukkende. Mal den af til jeg kommer ind først i April. Det er Jorden i dens Tohu-Vabohu- Tilstand. Den er uforlignelig skikket for Oliepenselen. Men der er smukkere Scener i Poemet (min Ungdoms Klenod). De 2 Væsener ere Phun-Abiriel (en høi, grublende Aand) og Ohebiel, en Aand besjælet af en mild Tilbøjelighed. Min gode Ven din gode Ven Henr. W. -- TIL ENGELBREGT HALD Eidsvold 18 Marts 29. Du forstaaer Indlagte godt nok. Giv Schwach No. 2. Resten af Krohgdigtene send ved Leilighed til Chnia til Chr. Smith. See Mbldt Onsdag ll Marts. Gjør derefter. Skal vi engang gjøre isammen en studentermæssig Reise til Stockholm men en saa ringeagtet og vanæret Dragt skjøtter jeg ikke længere om at bære eller endog at eje. Hvis-Aarsag over- lades den Deres Høivelbaarenhed, som formeentlig Den af hvem Rytterne igaar maae have faaet Ordres, der conseqvent tilstede en saadan Fremfærd, til aldeles fri, behagelig Disposition og Eje. Henrik Wergeland. TIL AUGUST BERG Eidsvold Præstegaard 11 Oct. 1829. Har Du, gode Ven, alskens Skrabsammen af Bøger i vort Sprog, hvilket du uden Savn kunde afsee, og din Hylde uden Skam mangle -- saa giv mig dem til et Almuebibliothek, jeg vil fundere. SIDE: 101 Tal med Lerche -- han kan tage dem. Faa fat paa nogle hos Nils og gode Venner. Din Henr. Wergeland. Mit Skriverie er grændseløst. Jeg maa af virkelig Armod bruge fundne Convoluter. TIL GERHARD MAGNUS E. [idsvoll] 5 Nov. 29. Jeg har herved den Fornøjelse at invitere Dig, paa min Faders Vegne, til min Søsters Bryllup, Mand. og Tirsdag 9de dog find et Rim, der kan betegne Flerheden af denne Klasses dumme Storsnudethed, Kulde og Sløvhed for den opløftende Sag, der finder sin Klang i hint latinske Emblema -- et Rim paa "Kjol", som kan betegne denne Klasses, denne aandløse, demoraliserede Masses latterlige aristokratiske Væsen! et Karakteristikon paa den! -- som kjøre i Karjol! Vel! Muse, som meder i Ætherens Rymder med lange Strenge som Solstraaler -- ja, som vilde du Stjernerne fange, -- dengang du fisked en Sild. Dog, lad være! Det er noget ganske uskyldigt at komme saa- ledes frem gjennem Verden; men -- tænk Dem -- staaende paa et Sted, omringet af Bønder, oprettende Sognesamfund og Bog- samling, at se konditionerede Slyngler, som dertil have nægtet at hjælpe, fare forbi saaledes udrustede med en højere Stands Pynt og i Karjol -- da ser De let, at en Uvilje, der nødig vil yttre sig imod interiora (skjønt vis paa at slige Karle behøvede snarere kanske end de Bønder, de kaster Vrag paa, nogen Selv- undervisning) hefter sig til det Ydre, findende i hvert lille Atom af dette Præget af deres sædelige og borgerlige Uværd. "Fanden ta baade dig og Karjolen" er da et naturligt Udbrud. -- Men, Guds- død! hvor langt vi har kjørt alt ind i dette Papirs Blaaler. Vend om! Hvor fortrinlig opmuntrende vilde det ikke være, om Bogsam- linger osv. havde et Forbindelsesmiddel, et Meddelelsesmiddel med hinanden. Et saadant sættes snart frem til alment Brug i "Folkebladet", hvorpaa jeg beklager ei at kunne sende Dem en SIDE: 109 trykt Plan, da de ere ude. Imidlertid vil De vist have den Godhed at sætte en sammen og igang rundtom Dem, hvori De kan frem- sætte følgende Fordele og Beskaffenheder ved det: 1. Det skal være et Forbindelsesmiddel mellem Sogneselska- berne osv. 2. Aldeles et Blad for Bondestanden. 3. Det skal være et ubesmittet Organ for Folkets Trang. 4. Det udkommer 1 Gang ugentlig i Kvart for 1 Sp. aarlig, som kvartaliter erlægges, og skal desuden indeholde alt, hvad der ellers gjør, at man holder de dyrere Tidender, saaat det i økonomisk Henseende er fordelagtigt. 5. Enhver Bonde kan deri faa sine Tanker fremsatte uden at han behøver at mistro i nogen Henseende Redaktionen, der be- staar af et Par sande Folkevenner. 6. Det skal være et Redskab til at nedlede borgerlig Oplys- ning til de lavere Stænder. O. s. v. De opfatter Ideen med et saadant Blad og udtrykker det overtalende. Hav den Uleilighed samt den Godhed at ind- sende Planen til Krigsraad Flor i Kristiania, som er en af Redak- tørerne. De vilde meget forbinde Redaktionen, om De vilde ind- sende Bidrag, for Eksempel først om Trøgstads Bogsamling osv. Den Plan jeg sender Dem paa et Folkeskrift (56 for Almuen) skriver sig deraf, at jeg ikke fik en Bogtrykker til at trykke dette mere Vidtløftige paa samme Vilkaar som 2det og 3dje, nemlig: jeg faar l00 Eksemplarer, som uddeles gratis. Den lave Pris viser dog, at jeg ikke tragter efter Vinding. 3dje Hefte er endnu større, en praktisk Botanik for Landmænd, og har siden Pinse været hos Hviid. Jeg beklager, at et Retsmøde hindrer mig fra længere at syssel- sætte mig med Dem om vort fælles Anliggende. Fra at passiare med en beslægtet Sjæl skal jeg hen at veksle Skidtord med Norges mest berygtede Prokurator, som i sin Lumpenhed gaar saavidt, at han (han praler deraf) indsender Denunciationer om, at mine Bestræbelser for Oplysning og Folkeord ikke er andet end Masker for politiske Stemplinger. Det er en saadan Slange, man træffer paa ved at rode i Mørket; men en tyk Klerk, der blot henviser sine Faar til Katekisme og Forklaring, er en saadan Padde med hvid Vortering om Halsen. Levvel Deres Henr. Wergeland. SIDE: 110 TIL CARL F. RIDDERSTAD [Eidsvoll januar -- mars 1831.] Ere Taageformer mine Qvad, dæmrer Mørket i hver Rad: glem ei, at Drengeblod banked i Pulsen, saa Fingeren skjalv! glem ei, jeg malte i Mulmet; thi Stellas Øine belyste ei Lyren! [Her følger diktet "Til Gotheskjalden Ridderstad" i sin første formning, se I. Digte, 1ste bind, s. 389 -- 390 med tilhørende varianter.] Jeg har intet andet vedhaanden, Ridderstad, hvilket -- som fra mig Selv -- kan bære Vidne om, at jeg ikke glemmer den Fornøjelse jeg havde og har af vort momentane Møde. Var Vejen noget kortere, men meget mindre kjedsommelig, saa satte jeg mig paa min lille Norbagge, og lod det Møde ikke blive det Sidste. Se Norge! Henr. Wergeland SIDE: 112 TIL GABRIEL H. KROHG Eidsvold, Paaskeaften [2. april] 31. Tak min kjære Ven! for dit lange Brev, et Beviis saa langt og sikkert som thesis horrenda og jeg vilde dog fyldestgjøre dit Ønske at sende det. Han troede altid det var nok, at [ -- -- ] havde faaet. Nu skulle de gaae frit til [ -- ] s Postaabnerie. Send Bidrag. De No. som mangle i dem, jeg herved sender, skulle følge, naar du svarer mig. -- Jeg har den faste Plan at see mig om i Verden til Mai. Først til Frankrig. Min stakkels Ven [ -- -- ] , som ingen Udvei saae for sig i Hjemmet, reiser derimod ikke saaledes à la papilion. Han vil hemmelig -- hs Venner hjælpe ham med Pge -- reise til Polen. Det er alvorligt, men -- Tys! ellers sættes der Pind der- for af de Carnailler, som plyndrede ham for 100 Spdlr. -- I Sver- rig glædedes jeg ved Hjertas Bekjendtskab (herfor skjændte [ -- -- ] ) Franzéns, Wallins og Hedrens. De gave mig overraskende Beviser paa Agtelse, ds Værker osv. Jeg lærte at kjende en Cadet Ridderstedt paa Carlberg, om hvem Medborgaren siger: sjelden i Europa, aldrig i Sverge har en Yngling viist sig med saadant Talent for Skjaldekunsten som han. Er det saa, da behøvede jeg ei at vie ham til Liberalismen, som jeg har forsøgt i et Poema til ham. -- Audienzen hos HM. begyndte med Duskregn, men da jeg hyllede mig ind i en stoisk Kappe og intonerede paa haardt udtalt Fransk: Vôtre M. est puissant, mais vôtre disgrace ne vaut pas s'eloigner les vrais amis de Vous, et entre ceux je suis men jeg faaer det paa Tirs- dag igjen i Portsmouth, hvorfra jeg gaaer til Havre. I Mellem- tiden vil jeg gjennemspadsere Øen Wight. Southampton er en deilig By; især the High Street er meget glimrende. De skjønne italiensk byggede Huse forskjønnes overalt med Altaner, besatte med Blomster. Idag, Søndag, har jeg besøgt Kirkerne, men af den anglikanske Gudstjeneste hover kun Sangen mig. Den udføres af Cantorer med mange Smaabørn under sig. Alt er elegant i højeste Maade. Men hvor skjøn den Verden er, som Menneskene her have skabt, saa er dog Guds i Omegnen endnu SIDE: 115 skjønnere, med alle disse uhyre Egetræer paa de dejlig grønne Sletter og Smaahøje og Parker, gjennemskaarne af levende Gjærder. Jeg tog en temmelig lang Spadseertour igaar, hvorpaa jeg botaniserede. Jeg fandt ikke mange Frugttræer, men des- flere, for mange andre, og Høhøsten i Gang. Svinene ere som vore med opstaaende Øren, Hestene enten meget smaa eller uhyre store. Bønderne bruge Æsler. Hvedeagrene ere mage- løse, men Havreagrene ikke saa. Hele Staden oplyses af Gas, hvilket ogsaa, fra samme Kilde, meddeles til Kirkerne, Taver- nerne og Boderne. Dyrt er her i højeste Maade. For et Par Skoe maatte jeg give 14 Sh: det er 14 Gange 36 Skilling. Engelsk- mændene ere høflige vakkre Folk, men især Børnene ere deilige. Jeg var ikke det mindste søsyg -- -- . TIL LUDVIG DAA Southampton 2den Juli 31. Min kjære, kjære Ven! -- I be hier, und un world etrangere me circondat -- Her seer Du noget af det lingva franca, hvoraf jeg betjener mig. Det vil blive rigere end det Engelske, om Philologer vilde give sig af med det. Klar Typus nok paa det er det Haand-misgreb at jeg dypper her i forskellige Blækhuse. -- Jeg kommer fra Tavernen (Inn) the Sun, hvorhen jeg løb for af Aviserne at prøve Rygtet om en total contrarevolution -- som Nogle sige -- eller revolution du tout peuple contre le ministere for en Krig pour la liberté europeenne -- Oh! qu'il si soit! a quel moment viens je donc a la France; -- men ikke et Ord! Himmel! Desto bedre! Den velsignede Spænding hvori jeg er, vil da stige ligeindtil med hængende Flab -- demisso ore suspensis oculis -- at see imod Frankrigs Kridklinter, naar jeg nærmer mig did paa Tirsdag. -- Overreisen varede 3 fulde Uger -- Veiret som i ind- lagte 1ste Sang af et Poëm jeg spinder ud ved min dyre en- gelske Tobak, i Southamptons glimrende, over al Maade glim- rende saakaldte Highstreet. -- Af Brist veed jeg ikke andre end paa Penge og af at jeg idag paa en Botanisering, poeming, cir- cumspecting ja en Reise til Authoriteterne i Ptmouth, før de indsaae, at Chnia ikke laae ved Østersøen eller at vi ikke havde seilet gjennem Kattegat til Eng- land. Men paa Spithead havde jeg dog det pragtfulde Skue af en stor Deel af den brittiske Flaade med Caledonia, Codringtons Seirsskib fra Navarino, en frygtelig Machine paa 3 -- 4 Dæk. Liigtorne og det at mit Pas er spadseret til London har lagt mig qvar her idag Søndag, som jeg har tilbragt i Kirkerne, paa Promenaderne og i the Sun Inn. Den anglicanske Kirkes Ritus hover mig kun hvad Musikken betræffer. Den er fortrinlig, udført af Orgel og en heel Braate smaae Tenorister. Paa Pro- menaden fandt jeg bekræftet det Hygge Engelskmanden skal finde i sin Familiekreds. Jeg belurede en Sømand med sin Kone, Søster og Smaaebørn en heel Time. Den barske, af Porter, Tobak og Kjødæden rødfedtede, stridsortskjæggede Mand var som et Barn. -- I the Sun læste jeg the Globe ved Lexicon. I Gaarsavisen stod Hunt mangegange mærket med loud laughter, fordi han kom til at nævne reason (hvilket saaledes var stavet "risen"); men i Dagsavisen havde han en alvorligere conflict. Han sagde om "the head of H. M. ministery: He and has family received 68,000 L a year out of the peoples money" -- hvor- til Lord Howick svarede "such an attack from such a quarter (loud laughter) ought to be only treated with silent and utter contempt (cheers!)." Hertil svarede igjen Hunt "I hope that the public would hear this and the answer I have received". Han behandles med Ringeagt; -- dog lader han til at være et Organ for mange Stæder, efter de mange Petitioner at skjønne, som gaae igjennem Ham. -- Dublins Studenter have leveret en Anti- reformpetition, som befaltes to be printed. -- Her i Shampton staaer paa mange Mure, som Rest fra Valgtiden, med 2alenlange, smukt hvidmalede Bogstaver enten: King and Reform! eller "At- SIDE: 117 terley and Peanearie are the Men" eller Atterley Peanearie for ever osv., hvorimellem andre have indflikket et lille Not. I the Sun gjorde jeg Bekjendtskab med the right hon. Whisky -- Den er skammelig bagtalt af vor ellers saa sanddru Flor. -- Jeg sen- der min Vadsæk tilbage og putter Skjorterne mine til mig, for ret britisk vogelfrie at komme afsted; men i Fkrig vil jeg kjøbe et Asen, naar jeg reiser (kanskee gjennem Tydskland) og føre det til Norge; ja indføre dem der. -- Filles de joie ere frække her; men smukke for det meste. Og tænk! de unge Piger, eller ret- tere Fleerheden kun af dem drikke Brandy ligetil Spundsberu- selse; men j'ai les informe, qu'il faut, que les nymphes soient roses et violettes, mais non pas kaadklattrende Drue de Vin. Fruentimmerne forekomme mig skjønne, alle Børn overmaade deilige, Mandfolkene aabne og raske. Engelskmændene ere høf- lige, Toldbetjenterne tiggende og paahængende. -- -- -- Hvor tomt det blier! Til Køys! Levvel! De venskabeligste, kjærligste Hilsener til Broch, Flor, Gl Stabell med alle Hans, N. Dahl. Levvel Din Henr. W -- d. Kommer der nogle Planter ved Smith, saa gjem dem. Ilagte Breve afleveres paa Posthuset. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Paris 16. juli 1831. Her mellem disse forbausende Paladser, Templer, Kolonner, Monumenter af gigantisk Form, over al Maade glimrende Bou- tiker, flere 100,000 der ilende, krydsende, skrigende, pyntede eller smudsige Mennesker af det forskjelligste Udseende, har jeg nu været i 10 Dage, og agter at forlade alt dette Nye og bestandig Nye først efter de 3 Dages Fest, 30te Juli, for, over Havre, at retournere. Fra Havre tog jeg med Diligencen for 25 Frank til Paris, hvortil et Jevndøgn gik med. Var England smukt, saa maa jeg dog tilstaae, at Frankrig er skjønnere paa de fleste Steder, ja næsten overalt. Dalene ved Havre, Honfleur og Rouen ere saaledes mageløse og langt over hvad Øen Wight har at vise, og SIDE: 118 hvad en Indbildningskraft kan skabe sig. Normandies Skjønhed bestaaer i det Afvexlende, som England synes at mangle; men disse Afvexlinger komme af at det er ikke uden Bjerge. De Stæder, jeg saae i England, vare derimod nydeligere og smag- fuldere end de franske. Jeg steeg af i Hôtel du Havre, hvor Hei- berg boer. Jeg fandt ham gaaende i Barndommen. Men siden 3 Dage boer jeg i Hôtel du Nord, Rue des Fossées de St. Victor, to Huse fra en Landsmand, Student Mohn fra Bergen, der ligger her for at studere de orientalske Sprog. -- -- Det jeg har seet er 1) Versailles og 2) Trianon. I Versailles er alt vel vedligeholdt af den forbausende Pragt, endskjøndt det har staaet ubeboet længe. Trianon ligger ganske nær, i Haven saa- godtsom. 3) St. Cloud (ikke indvendig, da H. M. er der). 4) Louvre med den berømte Colonnade og Maleriegalleriet!! 5) Tuillerierne med Have. 6) Pantheon, halvseet kun, da det repareres til Festen. Det ligger nær mit Logis. 7) Det store Bibliothek, hvor iblandt andet nogle gigantiske Glober, samt en stor Mængde Antiker af alle Sorter, fra den plumpe berømte Zodiacus, der er taget ud af Isis's Tempel i Ægypten, til de mangfoldigste fineste Gemmer. 8) Bibliotheket St: Genevieva, hvor jeg saae Rom paa et stort Bord af Huse af Pap. 9) Mange Kirker, hvor jeg har seet ka- tholske Bryllups- og Liigceremonier 10) Jardin des Plantes, eller den store botaniske Have med Naturalmuseet og Menageriet. Jeg har seet nok af Løver, Kongetigre, Giraffen, Hyæner, Strudse, Zebrar, Elefanter, Slanger osv. 11) Kongen, Dronningen og Made- moiselle, kjørende i Pragteqvipager, med Laqvajer i antikt rødt Fløjels-Costume og hvidpuddrede. 12) Den 14 Juli et Opløb paa Bastillepladsen. Pøbelen vilde plante et Frihedstræ paa denne Plads, da det var Aarsdagen efter dens Indtagelse. Regjeringen havde i Proklamationer advaret derimod, da Dagen skulde fejres med de 3 i Slutningen af Maaneden. Alt vrimlede paa Gaden -- Vinduerne vare fulde -- hist og her tykkere Stimler med en Skriger eller Taler kanske imidten. Garnisonen med Lobau i Spidsen samt Nationalgarden paa Benene. Mohn og jeg sad i et Kaffehuus paa Bastillepladsen, hvor især Stimmelen var stor, da udenfor Huset en saadan Prædikant rejser sig op paa Ræk- værket, læsende høit en Brochure. Snart lød det: continuez! continuez! til ham, eller, da Linjetropper marcherede forbi: vive la ligne! -- hvilket raabtes for at vinde Linjetropperne imod Natio- SIDE: 119 nalgarden, der er den stærkeste Kapsun paa de rovgjerrige Sanscu- lotter. Med eet raabte Tusinder af Munde: le mouchard! le mou- chard! à l'eau! à l'eau! Folket troede at have opdaget en Spion inde i Kaffehuset. Man retirerede hvor man kunde for at slippe ud; men det var ikke godt; thi vilde brune Karle stode truende udenfore, for at gribe Spionen. Ingen af de i Kaffehuset værende var sikker paa ei at blive holdt for Spionen og sønderrevet. Mairen kom i sin sorte Uniform med trefarvet Skjærf, og bad Gjesterne forlade Kaffehuset, der skulde lukkes. Mohn og jeg gik til Døren, men neppe aabnedes den paa Glyt af den skri- gende Vertinde, før to Karle grebe med rasende Gebærder efter os. Mohn rev sig med Møje løs. Vi slap ind i Fælden igjen, be- klagede os for Mairen, at vi hverken kunde blive eller gaae. Han lod Nationalgarden komme, og nu slap vi væk uden andet Tab end at man rev Skjødet af Mohns Frak, og en rød Nellik, der skal være et forhadt Tegn, som en Sansculot løb hen for at rive af min Vest. Flere skulle være saarede og et Par dræbte. Her ulmer en Revolution, som man almindelig siger og uden Sky. Ministeriet er meget inpopulært. Idag gaaer jeg til Delavigne og Delafayette, som jeg venter hjemkommen fra Landet, samt i en Synagoge og til Gobelins. Jeg har været paa Theatre Français (!!) samt paa Th. de Molière, hvor jeg saae Tartufe. Paris er langt- fra saa opfyldt med Forfængelighed og Fif som dets Copier. Man er meget ugeneret her. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Havre de Grace 12. august 1831.] -- -- -- Alt er gaaet vel. Jeg er frisk og rask, men længes hjem, skjøndt Erindringen om de fordømte Processer er uad- skillelig fra den om Hjemmet. -- -- Sidste Dag i Paris var jeg Gjest hos Grev Løvenhjelm. -- TIL OTTO V. LANGE Eidsvold Præstegaard, 23de September 1831. Høistærede Hr. Overlærer, ædle Ven, -- St. Salvador! Jeg var en 8te Dag i Chnia. i Suus og Duus, og nu en 10 Dage herhjemme, hvor da netop var en Strøm af Fremmede, en Dynge 1/4aars- SIDE: 120 gamle Breve, som bede om hurtigst Svar, samt en Deel juridiske, poetiske eller tvertom pecuniære Sager, som kunne bringe En fra Sands og Samling: saaat jeg først nu virkeliggjør at bevidne Dem min Høiagtelse for Deres Characteer og øvrige Egenskaber, min Glæde over det Venskab, De i vort korte Samvær beærede mig med og gjorde evindeligt ved en fortsat Række af Beviser herpaa, samt -- hermed tilbagesendende 25 Spdlr. -- min Er- kjendtlighed for denne sande Frelserhjælp. Nogle faae Dage til vil jeg dog udsætte Opfyldelsen af denne Pligt, da jeg staaer paa Spranget til Chnia, og derifra kun kan franquere directe til Aren- dal. Det var et sandt Venskabsstykke. Det forekommer mig som en Drøm, at jeg har kunnet faae laant 25 Sp. -- en umaadelig Sum: 3 Dages Fornøjelse: et Livs Fornøjelse (dersom man har Hjertensmunterhed til Underlag); thi efter 3 glade Dage bør man døe. Man lever i Trældom under Constitutionspalmen, som man siger eller synger -- velan! men den er som Træerne i Alad- dins Underhave: Frugterne glimre og ere virkelige Diamanter istedetfor Glasæbler, Rubiner for Plommer -- de ædes ikke: de ere ikke nyttige for Tidsæten, men denne Hungrige sætter en taabelig Stolthed i at kunne skjænke disse Arvklenoder ligesaa ufrugtbare, ligesaa koldt-glimrende til Ætlingerne og Ætlingers Ætlinger. Stagnation, al Stagnation er det sande Dynd i stagnum illud Diaboli, quod fingunt theologi man kunde SIDE: 121 gaaet ombord i Statsstasbaaden Constitutionen, glemt og drømt i Champagner, skyllende over Dækket i 3 udslagne Salighedsdage, og -- med Latter over de tilbageblevne Narre blandt Passage- rerne, taget et Par Skurke iblandt dem under Armen, og med dem og den sidste Daler -- styrtet sig ud i det svallende Skum. Det er ikke skeet, fordi jeg er en Daare, der har ladet mig lænke af en Spindelvæv: Æren, til en elendig Tingstue, til et Ting- studefjøs op paa Landet. Levvel! Jeg beder Herr J. Aall med hele elskværdige Familie forbindtligst hilst. Med Hr. [ -- ] taler jeg, røger jeg i Enrum en Pibe Tobak til stærkt Øl. Med Hr. [ -- ] drikker jeg 8 Snapser Genever og leer, men ikke meer. Med endeel Andre spiser jeg levende Torsk og drikker Viin. Alle hilses og takkes for den gjæstevenligste Artighed. Levvel! Deres forbundne Henr. Wergeland. Chrnia. 6te Octbr. Jeg er her. Brevets Convolut er aabnet. 5 Sp. ere spadserede ud. Hvis er Skylden? -- Hovedstaden -- denne Hovedstad, som deri dog er en Hovedstad, at der er dyrt. Det vil kun bringe mig Fornøjelsen af at skrive dem snarest til endnu engang. H.W. P. S. Siig Hald, at han bør ikke ærgre sig over sin 6 Dages Quarantaine, for alle fra Kjøbenhavn hjemvendende Normænd burde (især i moralsk Henseende og æsthetisk) underkastes en 14 Dages Quarantaine, en Purification, en Kjølhalen og et Svedebad. TIL OTTO V. LANGE Eidsvold, 16de [26de?] October [1831] . Agtede, kjære Hr. Ven! Hermed 5 Spdlr. De 20 har de vel faaet saa seent de end kom? En Plan er vel ligeledes pr. Commissionær i Chnia kom- men i deres Hænder? -- Man spaaer mig her Krig med Rus- land, med Storczaren selv, fordi jeg har, i en Slags Parentation over Polen, expectoreret mig i en saadan Tirade: "Suwarow SIDE: 122 myrdede Børnene . . . nu myrder Nikolai Fædrene og Mødrene, saa hele Mskyngelen døer . . ." -- Juristerne tale vidt og bredt om det Farlige i sligtet Hjerteudbrud . . Jeg maa lee . . Krig med Rusland! Nu vel -- jeg har Had mod det for et heelt Folk. Kom- mer det til Slag -- jeg taber og kommer paa Tugthuset. Vel! vel! Saa skal det gaa i disse Dage, da Jordens Djævle have seiret. Seiren ved Warschau strække sig ogsaa til Os. Saa skal det gaae -- nu, da man med Skjel kan spørge: Retfærdige Gud! vil din Throne du vige? Barbarernes Czar, skal Han den bestige? Hvo, du eller Han, skal styre paa Jorden? Sit Had imod Livet, Fortærelsens Vilje har Satan ham givet; og Gud ham sit Lyn og sin knusende Torden. Men vare vi frie i Sandhed -- havde vi, iblandt andre liberale Institutioner, Juryer for Trykkefrihedssager -- Hollah -- da kunde Historien tale mens Despoterne levede. Da var ikke Saga en Gravnynnerske, en Vaisenhuspilt. Henr. Wergeland. TIL LUDVIG DAA 4 Novb. 1831. Kjære Daae -- Du har Skam af at gribe en gammel Ven med catoniske Plumpfingre i saa uskyldigt et Lurendrejerie, som at tage de 10 Spdlr og putte i et eller andet Hul der har gabet for- Længe, og saa sætte sig selv d: e: en ærlig Mand for en anden ærlig Mand ind som din Debitor til Juul. Her ligger hele Klatten, der ellers skulde faret i Grüning med sidste Tirsdagspost. Du har forlangt 10 Spdlr, her er de. -- Tør jeg bede dig hilse N. Dahl fra mig med Anmodning om at han gaaer til Flor og til- byder sig som Correcteur og Hjælpeexpeditør af Fbldt mod 1 Spdlr maanedlig? Jeg har vel sendt Flor (efter hans desperate Indryk af Trykfeil i No. 39) et Avertissement efter en Slig, men Dahl ønsker jeg fortrinlig. Jeg har ikke andet end Ærgrelser af det Blad og den skjødesløse, om sin og min honneur uvorne Makker; mon jeg er ubillig -- hs Øine? Jo han er skjødesløs -- da maatte han faae fat paa En, som kan see for sig. Saa som det er denne SIDE: 123 Maculaturlap som skryder med Fbldnavn, kan det ei bestaae. -- Jeg er dig meget taknemlig fordi du har gjort Alvor af dit Løfte om at foreslaae Hjelm en Retirade til Fordeel for mig -- denne Plan var ogsaa en af de flere Du fremsatte eller med mig ud- kastede til mit Vel. En af disse -- om en Nytaarsgave maa jeg idetmindste forandre til en Markedsgave (slige Titler ere mig uudstaaelige) da -- her er Novbr allerede, og jeg har to Arbeider at fuldbringe til medio Decb. Jeg arbeider derfor herpaa meget vedholdende og forsyner dertil Fbldet med hele Bunker. Stort Haab har jeg til mine Digte hvad min literaire honneur angaaer d: e: jeg haaber de hvad Klarhed betræffer og en total Brist af, ja hvor der gives Leil. Spot med den ulykkelige, men dog virke- lig i min ynglende, klængende, gjernesigindtilstrygende, gralum- merlystne, liderlige Natur engang grundede Sentimentalitet, som raader i de forrige Digtes Galskaber, skulle udsone disses Slet- hed. Jeg ærgrer mig over at have skrevet sligt som en stor Deel af disse latterlige Jeremiader -- og dog hvor rørte de mig ikke da jeg skrev dem. Skidt! -- Det er en besynderlig Uvidenhed du holder mig i om Lerche. Er, blier han i Fkrig? Herom maa du melde mig. -- Jeg hører Intet fra Schive. Den elendige Perpendikel hævner sig ved aldrig nu at lade mig faae Skilderier; heller ikke han svarer mig paa flere Billets om Trykning af L. i H. Tør jeg bede dig, gaae hen til ham og afæske ham mundtlig hs Svar angaaende dette, samt -- om den er paabegyndt -- paaskynde den af al Kraft, og, hvis første Ark er aftrykt (endog om ikke corrigert) faae det til mig med Budet. Hermed sendes Mscript til 1ste Farce, som jeg vil bede dig kun i 2 a 4 Portioner betroe til hans Hur- lumheiskuffe, alteftersom han trykker af. Dersom Du kunde drive mig op et Par af mine Subsc:planer, gad jeg nok have dem. Siig til Heffermehl, at jeg har atter skrevet til Opdal. Vil Du lade Budet faae med sig den Floretstump du tog til Kradser imod medfølgende chef d'oeuvre af mig til samme Brug? samt efter indlagte Liste stell Budet paa ret Vei til at udrette mine Ærender. Din H. W. P. S. Lad kuns Soelvold besørge Bispebrevene! Det maa skee snart, skal det være til nogen Ting. SIDE: 124 TIL GERHARD MAGNUS Eidsvold Pgd. 4 Novbr. [1831.] Mangetak, min Ven, for Laanet. Jeg tør bede dig at aflevere indlagte Brev til H. Olsen. Deri er Ansøgning om selv fra Landet at laane. Dersom det ikke bryder dig formeget at sende et Bud med en Lap op til Biblioteket, saa beder jeg dig at skaffe mig Anna Leengrenns Digte, Grev Creutzes do., Tegners mindre Digte og et Bind af Lagerbrings Sveriges Historie eller af Beckers Welt- geschichte. Jeg gider ikke trætte dig med at spørge om A. N. M. af J. H. Levvel Henr. Wergeland. Dette Bud er hjemmefra selve Gaarden; og medfører en Kasse til Bøger. Hils Angelot dersom han er i Chnia. Om et Par Uger maa jeg ind. TIL GERHARD MAGNUS E [idsvoll] Pgd. 8/11 [1831] . 7de Hefte af Mdskrivtet er mig aldrig tilhændekommet. Kan jeg faae det, saa vel! Item anmoder jeg el: rettere forespørger mig om det var muligt at erholde det Blad (det er netop for sig Selv) hvorpaa "Festrimeren" stod, samt Heftet med Opium i. Der er en Mand i Hamborg, som skulde have de Sager. Dersom det ikke er dig muligt at expedere de Sager nu, saa maaskee Du vilde have dem færdige til næste Leilighed. Er de særskilte Opiumer at faae kjøbte? Lebewohl! TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll desember 1831?] Du har saa ofte, min meget kjære, talt med mig om hvorledes jeg skulde sikre mig en uafhængig Existence, der ikke skulde altformeget -- som t. Ex: en personelcapellanig Slavestand hos en gammel dum Klerk -- staae i Strid med de Grundstrøg for min Bestemmelse som vel stikke frem i min Tilbøjelighed til at SIDE: 125 virke paa Publiken scribendo. Jeg henvender mig da til dig med en Plan, du vil see i Indlagte, og beder dig, saa hurtig du gaaer ud efter Modtagelsen heraf, at bringe Manuscriptet hen til Sch -- Guds Død her er alt Gutten fremme, som skal reise -- hen til Schiwe, til hvem jeg har skrevet. Vort Pengemellem- værende, samt det at han har svenske Aviser gjør at jeg hen- vender mig til ham. Da du maaskee bør læse Brevet til ham angaaende Udfærdigelsen av Prøvearket, saa indlægges det her -- forsegles igjen og gives Gutten atter til Frembringelse. Vil Schiwe ikke trykke strax, saa forkynd Folkebladets Opsigelse hos ham, og at han skal komme til at gjøre Regnskab for endeel Expl. deraf, som jeg nu er kommen underveir med ere afsatte hos ham hemmelig. Herre Gud, at man ikke strax kan sige til en Slyngel at han er det; men maa endnu bære over med ham. Vilde han blot nu rette paa sig og degradere sig til Bogtrykker, Expediteur, Copiist og Pensioneret af et ordentligt Blad. Siig ogsaa til Schiwe, at du har Anmodning fra mig om i Vægrings- tilfælde at gaae til Lehmanns og Krohns Bogtrykkerie forat faae Prøvebladet trykt strax. Jeg tør ikke i denne casus bede Dig derom, men maa da vel reise ind, saaat jeg kommer om Eftmd- dagen og reiser om Morgenen. Faaer jeg nogle Ord fra dig? De glæde din Henr. W -- P. S. Klag for Soelvold over at jeg ikke faaer Statsborgeren. Finder du at indlagte Oversættelse af Rule gaaer an -- at Metret er rigtigt, saa giv Hjelm den til Maanedskriftet. Siig til Schiwe, at jeg glemte i Brevet til ham at forlange de sidste Skilderier. TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll vinteren 1831 -- 32?] Kjære Ven! Dine Bestræbelser forat hjælpe Digtene frem vilde være mig saa kjære som de ere om de end ikke vare saa hel- dige. Jeg subscriberer mig evigen som din erkjendtligste Ven -- ikke for de 24, heller ikke fordi jeg trængte til et fornyet Beviis for dit opofrende Venskab, som jeg gjengjælder; men fordi jeg dog glæder mig over at have erholdt det i disse -- jeg maa troe -- Anstrengelser. SIDE: 126 Dersom Sigurdson er i Sfundet, saa lad ham faae Indlagte efter Indrykkelse i Bladet der; ellers uden dette. Han er vel i Byen denne fortræffelige Karl? At jeg finder ham vel inde i Mythologien osv vil Du see. TIL GREGERS F. LUNDH Eidsvold Pgd. Lørdag 28de Jan. 32. Høistærede Herr Professor Lundh, Indlagte Mscrpt -- omtrent 2 Ark trykt eller maaskee 1/2 til -- ønskes trykt i Deres Trykkerie, i almindelig Octav 30 -- 32 Linier paa Siden -- smukke Corpus til den ordinære Text -- do. Petit til de understregne Steder -- 500 Explr. Men Knuden er, at det skulde ud til Marked. Derfor er min Anmodning, min for- bindtligste Anmodning, om at De, om nogenledes muligt, fra Mandag Morgen intentis viribus vilde lade sætte ved et Par Karle, saa jeg kunde faae det hele op med Onsdagsposten paa Torsdag til Correctur, forat sende det ind igjen med Lørdags- posten, hvorefter jeg da andengang vilde tage Correctur, naar jeg til Marked indfinder mig for at besørge Udgivelsen og Pres- sen godtgjort. I sidste casus overgiver jeg mig paa discretion eller finder mig i Deres Priis. Skulde De ikke kunne overtage Arbeidet, da beder jeg Dem at være saa god til Schiwe at overlevere Mscptet saavel [som] disse Bestemmelser, der da, tilligemed Anmodningen om Hurtig- hed, gjælde for ham. -- Med Høiagtelse Henr. Wergeland. P. S. Med Correcturen No. 1 behøves ikke Mscriptet. TIL GREGERS F. LUNDH E [idsvoll] Pgd 17/3 32. Jeg oversætter Byrons Manfred -- 3 Ark vel el. maaskee. Sligtet Værk, med sligt Stempel vil være en stiv Briis paa Sma- gens Vimpel. Spiser man ikke vore Svalereder hos os, saa spiser man saa Gu' de chinesiske. SIDE: 127 Vil De trykke det -- saa vel! Vil De give mig Penge der- for -- saa vel! Vil De give mig halve Oplag -- saa vel! Vil De give mig fri Tryk for noget andet, til Vederlag -- saa vel! Noli societatis lingvæ restituendæ oblivisci! Med Høiagtelse Deres Henr. Wergeland. Lector Messell vil anbefale Manfred. TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll, mars 1832.] Kjære Daae. Soelvold skulde blot raadføre sig med dig om Trykningen, men dertil hørte rigtignok et Imprimatur. Nu beder jeg dig at sende Indlagte forseglet til Lundh strax, samt at corrigere det -- Mscriptet er godt, og du maa som Filolog kunne conjecturere. Dette skal skee -- neml. Sendelsen til Lundh, saafremt Soelvold ikke gaaer ind paa Trykningen av Balladen efter mit Propos, i hvilket Fald han paa min Bekostning skal lade Viserne trykke efter den i Følgerække, saa at det Hele bliver en liden Bog betitlet som Vi- serne. NB. Men alt maa skee hurtigt, da Ottedagegammelt lugter for mig. Jeg taaler ikke at røre ved L. i Holyrood, fordi det er for gammelt. Anpriis Soelvold Hurtighed, samt siig ham, at han skal lade en Slamp streife om paa Ringerige, i Agger osv med Catechismerne sine, saa vil han, ligesom jeg, tjene Penge paa mine. Saa gjør jeg og stryger Skillinger til mig. Saa vil jeg gjøre med Balladerne. Han kan ikke handle. Sæt Mod i ham. Bare Hurtighed. Din dig meget elskende Henr. W. NB. Dog skulde de hver kunde tages fra hinanden, for at kunne sælges for 4 Skill. hver, eller 8 sammen. Gjør Soelvold det, saa Intet til Lundh. Men da lad mig faae hele Correcturen. SIDE: 128 TIL GREGERS F. LUNDH 6/4 32. Jeg har fulgt Deres Raad -- brave, høit -- ikke høistærede, for det siges til Enhver -- høitærede Hr. Lundh, og budet Hjelm samt den kostelige Schiwe Byrons chef d'oeuvre. Men jeg kom- mer vel til at lyse Geistens Forbandelse i Manfred over mit Arbeide: Se, alt virker Uheldstjernen! Alt en klangløs Lænkegjord rundtom Hjertet, over Hjernen spandt det stærke Trylleord; bandt din Qual og dig tilsammen, raabende: nu dø i Flammen. Derfor har jeg ad interim standset midt i anden Act. Men neppe døer noget skjønnere i denne forbandede Tid, da afskye- lige, opkogte, juridiske el. politiske -- nei især juridiske Afhandl., med en Skrivergravitet i Dommersædet, dominerer i Journalerne -- end denne Byronide. Og hvilken Poesie kan leve? Og dog -- hvilken Klage! Verden er jo dog bleven bedre; og da kan ikke den poetiske Sands have tabt sig. Men Verden er endnu i en stor Kamp med Juristerne, der allesteds have fisket i og stedse røre op i Revolutionsrøret. Og -- priset være den almene Sjel -- deres Sejer varer vel ikke evig -- Det Formelles Kjæm- pere skal ikke repræsentere Mskeheden -- lad da før det Gei- stige, og med det en ny Poesie hæve sig -- fremtræder end dette som det seirende Geistlige. -- -- Poesien kan før aande under en Præstekaabe end under skippundvægtige Pandecter -- heller under en Lov, der siger til Den, der hungrig uden videre mætter sig paa Guds fulde Jord, at han bør nedknæle for et Frelser- billede ): for sin egen lidt suurseende Genius, -- end under den Lov, der hjerteløs, kold og triumferende over at have grebet en arm Synder, siger "6 -- 1 -- 8 Delinqventen skal som Tyv og Udskud trælle sin Livstid i Jern, kagstryges, brændemærkes -- osv." -- Saa er det! Og se mig, Deres Client, hvor Juristerne arbeide for at gjøre mig prosaisk ved alle deres afskyelige Redskaber! Men hvor Naturen kjæmper! Legemlig Tortur er forbudt; men er der værre Tortur end den aandelige, den over Aanderne, som disse seendrægtige, authoriserede Bødler, anvende. Og kunne de ret SIDE: 129 seigpine, da anbefales slige til Bureaukratiet som en ypperlig Ju- rist ): en af Tidens Despoter. Saa er det fra Dupinerne til vore Kroges Rabulister. Han bliver det ved at udrykke sit Hjerte og qvadrere sin Hjerne paa samme Maade som i Thibet den Munk er en ypperlig Munk og Mskehedens Triumph, som kan udrykke kraftigst Følelsen af sine Nerver. -- Hvem der er klogest af disse, er ikke saa greit at sige; men hvem der er bedst, findes let. -- Dersom der var Spørgsmaal om Psychologie, Organ, Constitution, Nød og alt et Mskes Ejendommelige og Habituelle, naar disse elendige Lovrabbiner skulle producere Frugterne af deres Viis- dom i en Dom over en Synder f. Ex.: -- saa velan! -- Men -- tal sligt "Du er ikke Jurist" svarer Æslet, ja endogsaa spottende ): "De forstaar det ikke -- De er en Tosk" -- Se, ret paa Verden, vær et Mske, og De skal strax faa dette "De er ikke Jurist! -- denne Classes uhyre Anmasselses Schibboleth. -- Man dræber mig nu vel snart; men blier jeg da en Djævel, saa vil jeg fra Thingstuens Stude til Parlamentets Bucentaurer fare ind i Msk- hedens og Poesiens, hins Sjels, Forhaanere og Mordere. Som en arg Nisse skal jeg pirke Galskab indunder den ærværdige Dom- mers Paryk, saa han til alles Forskrækkelse, midtunder sine alvor- lige Conclusioner, midtunder Dødsdommen, skoggrende siger "Bæ! vi ere nogle Narre tilhobe!" -- ja og bladdre op i alle Indlæg, i alle disse uhyre Registraturer, vælte Bureauhyllerne, til hvis Fyl- delse med lutter aandsfortærende Copier Staterne engagere 100de Dagdrivere, der dagdrive og copieskrive sig sløve og til Krykker; -- ja og vælte Diriksens Blækhuse, Protocolbjerge, Breve, Circulærer -- hei hop, Altsammen -- Han under hvis Tyrannie jeg sidder nu 6 Miil fra ham; thi jeg skal nu, mens Vaarsolen skinner varm ind igjennem Vinduet, der er fuldt af Malver osv Blomster -- mens en liflig Caffepibes Røg driver hen under høje Gyldenlakker nu mens jeg skriver til Lundh -- mens Vindvet staaer oppe i den milde Luft, og Starren hærmer og fløiter ligefor -- jeg skal nu afcopiere, tænk, afcopiere tre over Alt formodentl. kjedsommelige Dirikske Decreter. Bureaukratie, Du har flere Trælle end Czaren og Keiseren! 18de Aarhundredes Helte skulde være stive som Potsdammergardere. 19de Aar- hundredes blive krumme, pukkelryggede, hektiske, feige, høf- lige, snigende. Af disse 3 Breve kan man vist faae et heelt ud med bare Komplimenter, mandarinske evindelig gjentagne Vidt- SIDE: 130 løftigheder, som vist afcopieres paa 6 Steder med perset Lunge. Og dog -- jeg seer det angaaer en Strid om en raadden Bod mellem et Par Capellaner -- istedetfor om De vare Christne og Msker -- De vilde kappes om at give hinanden Pindene, ja om En manglede et Huus, da at give sin Broder det. -- -- -- Hvad er det for en Filippica, jeg har skrevet. Jeg har forglemt mig og ladet løbe -- forglemt, at jeg skriver til en Forretningsmand. Nu vel, jeg troer, at dersom De ikke kjeder Dem paa Sygelejet, bedste Hr. Lundh, saa har De sprunget over og seer efter Gjensvars- og Forretningspuncterne. De skulle vel komme -- at rari nantes in gurgite vasto. Dog seer jeg at i dette gurges er en sand Menings truncus plumpet i. Denne er paa 1ste Side "ny Poesie" -- qvid est? De forjettede Tiders nye Poesie? -- Nuvel skulde ikke ogsaa det Begreb engang hæve sig til Sandhed og Poesien alene henflyttes i Ideeverdenen, ja i det Ikkehændte -- ikke i det Forbigangne el. Nærværende: det er hjemfaldent til den bebrillede Historie, hvorimod det uvæb- nede Seerøje, stedse speidende forud, skal lade synge om stedse nye Himle, som aabne sig for det, bedre Mskheder, nye For- træffeligheder og Historiens end ikke udviklede Følger. Hvortil uden til Ørkesløsheds Moro da disse bagvendte Romantikere, som ville drage Verden om, forgabende sig i nogle Hjelmpigger, Volds- bedrifter og Ruststøv? Hvortil disse rimende Krønikeskrivere, der kline "Epos" paa deres Historier? Sæt Æneis og Thors Reise til Jothunheim blandt Historikerne. Men sæt Edda paa Poeternes Hylde. Den, som skrev den, saae forud: han levede vel i den ældste Old, men hvad han skrev fattedes ikke af de Samlevende, hvis Sandser, under Thorbilledet, kun de voldsomme ydre Natur- kræfter kunde gjennemtrænge: først paa Hakon Jarls Tid, eller saa, fandtes flere, der opdagede de højere, pantheistiske Ideer i Eddaen; og da Pantheismen var dem nok, de skarpe Natur- hoveder, saa kjæmpede de haardt mod Monotheismen, hvorimod dog Asalærens Dunkelhed havde ladet de Fleste blive Indiffe- rente: saa de -- og det var Kongerne, der havde lidt Guld og Ære at lægge i Vægtskaalen, vandt. Men nu først kan man commentere sandt over hvad det gamle Seerøje saae. Der er Poesie, og dens Triumf hyldet af sildige Sekler, saa endog de mest sværmeriske Monotheister (Grundtvig osv.) bøje sig derfor. -- Poeter have da været lige fortrinlige til enhver Tid og med SIDE: 131 enhver Dannelse. Gjør Intet! Plato, Spinoza, Eddas Forfatter -- se der 3 ligestore Sider af samme Prisme, hvori det guddoml. Væsens Straaler bryde sig. Saa den raa Homer, den raa Shake- speare, den vilde, men dannede Byron osv. -- Nu nok! Langt klogere end det Raad, De gav mig, at sende Byron til Mdskriftet, er det, De giver Dem selv at restituere Deres Helse paa Landet. Her kan De jo være nogle Dage (Hurdalen er nær): Her er smukt, sund Luft, Kalvesteg, ja af Kalve, som die Mo'eren, Bordeaux osv. -- Gammelnorsk kan jeg ikke -- jeg siger det med Rødme i Eenrum. Et af Deres Qvartalskrifter kunde i en Slags Fortale indeholde en Grammatik deri. Red os vore Casusendelser og Personbøininger i Verberne. For det kunde man gjerne give Kongsberg. Med at damascere Snorro forstod jeg at behandle poetisk enkelte af hans Helte i Ballader eller at travestere Qva- dene. Jeg er til Tjeneste. Jeg vil udgive slige Folkesange, altsom de forudgivne betale sig. En lang Ballade fra de senere Begiven- heder "Blaamyra" corrigerer jeg nu. Jeg vilde have den trykt hos Dem, men Statsborgeren, som har Forlaget mod at give mig 1/2 Oplag, har ladet den trykke hos Krohn; og jeg seer, at et passende Vignet mangler. Et saadant er det, som staaer foran de hos Dem trykte "Tanker om Storthingsvalg". Nu er det vel mod al coutume at laane sligt. -- Alligevel; det Vignet er meget passende. Vignettet er Hjelm, Sværd og Belte og Balladen er en Slagsang. Gjør Hvad De kan! Jeg skal sende til Dem Balladen, saa vil De see om Noget bør gjøres. Synes De ei om den, saa brænd den og Mscriptet skal følge efter som Offer for Deres Sundhed -- Med Høiagtelse Henr. Wergeland. TIL GREGERS F. LUNDH E [idsvoll] Pgd. 3/5 32. Høitærede Herr Prof. Lundh Indlagte tillader jeg mig at anbefale Deres Sætter, forat han, i Format som før, kan sætte paa et Halvark, indtil han med Søn- dagsposten faaer Sluten ): en Vise til samt Noter, for de Bæster opfylder ikke en af mine Hensigter med disse Viser, nemlig at tvinge dem, dersom ikke den blotte Lyd er dem nok, til selv SIDE: 132 at slaae efter i Snorro. Jeg kommer saa selv ind Onsdag for- modentlig for at corrigere det hele Halvark og tage det med mig, ved hvilken Leilighed jeg venter Debet opgivet, hvorpaa da strax, idetmindste for forrige 1/2 Ark, skal betales. Dog -- skulde det være saa djævleblændt, at endda til den Tid Heggen thi jeg reiser ind forat faae Franzos-Polakken Montbar med mig, og han skal kun see Norge i Triumfdragt. Nu ligner hun en Lægdekjerring med hvidstrimet Haar over Pjalterne -- Een, som nu hverken Sommer eller Vinter vil forbarme sig over. Levvel! Med Høiagtelse Henr. Wergeland. P. S. Far har sat Musik til mine Viser -- og de synges. TIL LUDVIG DAA [18. juni 1832.] Eidsvold -- Mandag 18de Juni Kl 10 Fddg -- modtaget din Billet, og iler med Leilighed i samme Fmddg at svare: Jeg kan dels formedelst et Retsmøde d. 22de, dels formedelst adskillige Reise- grejer (f: Ex: Skoe, Nudder i mine engelske Halvstøvler osv) ikke SIDE: 133 være færdig før den 24de om Morgenen, da jeg agter med et Musikcorps at seile til Hovindsholm, for der om Aftenen at deel- tage i den enorme Sthansleik som der i de sidste Aar er bleven feiret paa den lille Holme af halve Toten og Hedemarken. Der- fra har jeg tænkt mig at reise gjennem Toten, Haland, Ringerige og i Modum at slaae ind paa Kgsbergvejen. Siig til Pope, at disse Egne ere i fuldeste Pragt paa denne Tid, men at Thele- markens Høiegne først midt i Juli ville være os skjønnest og be- qvemmest -- siig ham, at han ikke bør forsømme den eclatante Sthansfest -- den største i Norge -- at paa den Tid kan man med Jevndøgnsvindene (som idag ere begyndte med en herlig Sønden- bris) faae den skjønneste Mjøsseilads; samt at den Sving Intet vil koste ham, saasom jeg der træffer lutter Bekjendte, og har idet- mindste foresat mig ikke at give ud en eneste Skilling uden Færgepenge før jeg har Modum i Ryggen. Med Popes Selskab er jeg desuden rundelig tilfreds -- flere genere. 1ste Juli ere vi hos Darjes i Modum og have Udsigten baade til et Glas Grog og til Eggedalshornene. Pope kunde gjøre Følge med Thesen herop den 21de, eller og, gaaer han ud om Aftenen saa er han her betids om Morgenen -- en af de 100 Eidsvellinger, som nu ere i Vejen, tage hans Randsel. Jeg vil ingen Bylt have med mig. Bed Pope forsyne sig med en liden Kikkert, om han har den, da min er istykker. Bed Pope gaae ind paa denne vel udvidede, men ikke bekosteligere Route, der skal vorde et vandrende Gjæstebud fra Hovindsholm til Landhandler Hammer til min Onkel Thaulow til Kapellan Støren og Doctoren -- til Darjes -- og saa først til Skillingerne. -- Vilde Du gjøre mig en Tjeneste: saa gik du hen til Hoppe, og spurgte om Alt var expederet efter Aftale; dog tør jeg ikke bede dig, men blot foreslaae. Det befaler jeg dig dog at tilstille Hjelm Medfølgende, der haster. Med det Grundknæk mit Humør har faaet af Amor, af Pro- cesser, af de afskyeligste og bittreste Erfaringer behøver Du ikke at frygte for, at jeg skulde røres eller rokkes ved velhavenske eller andre Angreb. Selv det Modsatte, som har hændts og hænder mig: Beviser paa udmærkede Mænds Agtelse paa mit selvfortjenstløse Talent gjør et lidet Indtryk paa min Apathie. En liden Bolle under en Syringbaldachin, der lun aabner sig mod SIDE: 134 Varmen og en dundrende Keglebane, og et Par Clarinetter -- eller en Pibe i Solvæggen og lignende Vehicler lade mig lee ad de 24 Tvistens og Ulykkens Aar. Det er et særdeles sødt Skum, som flyder ovenpaa dette Hav af Galde. Bagateller! Bagateller! Af Alt, rørende mig Selv eller Andre, ærgrer jeg mig mest over Pontoppidans Forklaring. Der er intet Andet, som jeg hader -- intet andet, som jeg elsker end Sandheden, Eensomhed, Ærgrelse og -- naar Selskab skal være -- Dig. venl. Henr. W -- P. S. Jeg vil kjøbe Mark -- blive Bonde eller Planter. -- Mdskriftet skylder mig Penge -- Det er det Allerværste [at] kræve. Jeg er ræd her alene ved at tænke derpaa -- [Men] Reisen -- alle Aarer ud forat komme afsted. -- TIL HENRIK A. BJERREGAARD [Eidsvoll førstningen av september 1832.] Deres Brev, kjære, høitagtede Bjerregaard, er mig af højeste Værd. Jeg kan ikke sige, hvor den Tale huede mig, hvor jeg fik Mod af den, hvor jeg glædede mig ved at besidde saavel et saa- dant Pant paa Deres Fortrolighed og Godhed for mig som deri ogsaa en ny Grund til endmere at agte Dem og have Dem kjær -- En ypperlig Commentær til Nationalsangen af dens Forfatter. Jeg har ogsaa fra min Fa'r at forsikkre Dem om at hvert af Deres Ord er som skrevet ud af hans eget Hjerte -- at han i højeste Maade billiger Deres Idee om at forene Kræfterne for det Gode quæst. -- Det skulde ikke mangle paa Mænd af saadan Vilje og det voxne Mænd baade af Lærdom og Alder. Knuden er blot, at de ere noget magelige og skye alt Skin af nogen overlagt Samvirken, for ikke at sige en Conspiration. Her kan nævnes Lundh, Hjelm, Præst Hesselberg, do. W -- d., Justitiar Berg, Candidat Stabel (der maaskee kunde have Indflydelse paa Morgenbladet), Toldinspec- tør Lassen i Thjem, Rector Holmboe i Bergen (der Begge kunde være som et Slags Inspectører over Bladene der) [fotnotemerke] Adjuncterne Brømmel og Wraamann sammesteds, Filologerne Daae og Brock i Fotnote: Capellan N. Dahl i Bergenstift vilde skrive flittigt. SIDE: 135 Xnia, S. O. Wolff, maaskee Medecineren J. Lie (der vel ikke er saa daarlig Stilist), Theod. Broch, og maaskee lod Ing. lieut. Lund sig overtale til at skrive nu og da, og Lieut. Wibe lod sig maaskee vinde som Tirailleur m. fl. Baade iblandt Studenter og Officerer gives der ikke saa faae Velsindede, men om Talenterne er et større Spørgsmaal. Af Journaler er nu vel H's Mdskrift aabent, Schiwes Xnia Tilskuer og Blad lod sig bemestre, Nordlyset skulde være Sagen viet, saafremt det kunde komme ud (Jeg skal nu lade Pla- nerne indkalde) Morgenbladet er en fælleds arena og til grovt Skyds kunde Stborgeren og nordenfjeldske Journal tjene. Det forekommer mig som at Modkraften saaledes lod sig orga- nisere til en jevnt vedligeholdt Bearbeidelse af Publikum, at et Par af Sagens Chorager i Chnia tilskreve (med Anmodning da om Hemmeligholdelse) eller, saafremt Hemmeligholdelse ikke blev anseet for nødvendig, tilsendte hver af de Mænd, De maatte holde villige og dygtige til et saadant Samvirke, en offentliggjort Deduction om Litteraturens og Velanstændighedens farlige status, med Anmodning om at bidrage til at modvirke Angrebene her- paa. Ved Skrift isærdeleshed maatte dette skee, og Afhandlin- gerne kunde da maaskee enten tilstilles de visse Commissionærer i Xnia eller andre Byer, som da efter Indholdet anviste dem Plads i Bladene, saafremt saadant stod til deres Disposition. Herved vilde maaskee bevirkes mere planmæssig Eenhed i Mod- kampen. Forpligtedes eller vilde Samkjæmperne forbinde sig til at levere et Bidrag (af Foreningens Aand) hvert l/2 Aar eller saa, da vilde denne Modkamp vinde i Kraft, Publikum holdes i Aande og omsider betvinges af de idelige Impulser, og Modparterne merke, at Valpladsen langtfra var tom, men stedse dundrende under nye Rækker og Salver. Af herlig Virkning paa Almenheden vilde det være, om deslige Afhandlingers Forfattere af Autoritet navngave sig. -- Gjenstande for slige Artikler vilde være Svar paa danomanske Opsatser, Recensioner over danske Værker af Indflydelse i Norge (f. Ex: Vaudevillerne), over norske, hvori en Danomanie maatte spøge, Optagelse af de svenske og andre Recensioner og Artikler, som maatte være i vor Aand, Advarsler, Satirer osv. En Afhandl. af min Fa'r "om de danske Skuespil" blev ivaar indtaget i Aftenbladet -- det skulde være godt, om Schiwe (hvilket dog ikke er at tænke paa) opfyldte sit Løfte at SIDE: 136 aftrykke den særskilt. Naar endeel vilde tage flere Explr., saa gjorde han det maaskee. -- Tænk over noget af dette, og handl! Gjør mig saa den For- nøjelse at underrette mig om hvorledes De tænker denne Ligue contre ligue istandbragt. Alt for Norge! er Deres Løsen; -- ogsaa jeg kan glemme eget Ondt over dette Onde, som tærer Fædre- landet, og som nu har declareret sig som en løbende Kræft. Den politiske Demoralisation udvikler sig hurtigere nu end selv i de første Lykkejægeriets Aar efter 1814's Revolutionen; -- man vo- vede dengang ikke, som man nu saa dristigen gjør, at lære Folket Blusel for sig selv. Troer det først, at det er et Intet, saa vil det ogsaa troe, at det Intet har at tabe. Det vil bemestres af den vanærede Piges Følelser, som enten udvandrer fra sin Faders ærlige Huus til Bordellet, eller sætter sig skamblussende og græ- dende paa Strandens Klipper, ligegyldig enten Stormen bortriver hende ellerom de stigende Bølger voxe hende over Hovedet. -- Jeg skriver paa en Slags Critik over Vidar; -- min Fa'r troer, at jeg ikke bør svare W -- haven; imidlertid vil der dog blive svaret i en særskilt Pjece. Indlagte over Ole Rein tør jeg maaskee bede Dem, gode Bjerregaard, at anbefale til Morgenbladet, hvis Red: jeg veed stod i meget god Forstaaelse med ham. Men vil De, i Tilfælde af Indrykkelse, ogsaa have den Godhed at ordinere Correkturen Dem tilsendt. Mine lit. Fiender hænge ofte Hatten paa Trykfeil. I Tilfælde af Ikkeindrykkelse i Mbldt, tør jeg da bede Dem, med Omslag og Adresse "Til Biens Redaction" at faae det didhen practiseret. -- Pynt det! fiil det! -- jeg veed ellers ikke om Bladene i mit Fravær have indeholdt Noget om O. R. H. Han maa ikke liste sig saa aldeles sagte bort. Kan jeg vente nogle Linier? Dette tørre Brev fortjener dem sagte ikke; men det turde nok bie en Stund før jeg kommer til Byen. Det er endnu smukt heroppe, og denne Roe smager mig særdeles godt. Naar De vilde komme herop til Juul, saa skulde nok et Kammers med Seng etc blive arrangeret for baade Dem og Deres Henriette. Vi skulde da besøge Lassen eller han komme hid. Levvel! Min venligste og forbindtligste Hilsen til Deres smukke, smekkre, søde, siirlige, foruden med alle andre Dyder udzirede lille Kone. Henr. Wergeland. SIDE: 137 P. S. Har Stykkerne fra den danske Bi staaet i Aftenbladet, saa maaskee Striden begynder, idet da vel en stor Deel hidtil ukjendte Kjæmper pro nobis fremtræde. Det er sandt: jeg skal bede Dem fra min Fa'r, om at De vilde have den Godhed at see ham tilstillet, -- saafremt De kan finde den frem -- en af ham skrevet Bemærkning over Anachronismer i Sinclarsvisen i mit Stykke Sincl. P.S. Intet Videre gjøres for "over O.R.H." -- jeg sender det dog, om De skulde have Lyst til at see hvad jeg har skrevet over ham. Min Fa'r har fundet det upassende at skrive over En, som man veed døde in delirio tremente. -- Linierne ønskes tilbage eller gjemte. TIL JOHAN CHR. VIBE [Eidsvoll september 1832.] Gode, høitagtede Fætter! Min forbindtligste Taksigelse for det gjæstmilde Tag, der skjæn- kedes den stakkels Vandringsmand modtage De og Deres venlige Lise! Turen fuldendtes med August; dog holdt Britten og jeg ikke Drag sammen længere end til midt uden for Frithjofssædet i Sognefjorden. Dyppet i Mjøsen havde gjennemisnet hans Ven- skab -- det mærkede jeg i Adskillelsesmomentet; thi han kla- gede heftigt over "det umenneskelige Barbarie" at jeg havde kunnet raillere over slig dyb Tragik. Reisen har tilfredsstillet mig, især Sogn-Passagen over Jothunfjeldene, Bergen og Damp- farten rundt Norge, der rulles op som et Landkort i en Fart. W -- havens Bog, der ikke ved sine stilistiske Dyder, udsoner sin Værdløshed i kritisk og Armod i moralsk Henseende -- faaer fra 3die Mand et Modskrift. Den bedste Maade for mig er maaskee i nye Arbeider at vise "at jeg forstaaer at bruge det Brugbare i den megen Kritikakl, hvorved Autodidacten overhøljes". Tillad mig derfor at anbefale til velvillig leilighedsviis Omgang imellem Præsteskabet indlagte Plan! Jeg ønsker den dog snart tilbage. Punctet om "Sproget" vil findes om en Tid af mig afhandlet i Mdskriftet. Tante Vibe kom her i det beleiligste Øjeblik. Onkel Fritz og SIDE: 138 Fa'r gik paa Gulvet. Fritz jun: fantaserede paa Fløiten. Tante Aubert var just midti den bedrøveligste Beretning om hvorledes en Tjener havde laant hende af hds egne Glasser, med andre Snyderier, ja ligetil at der regelmæssig blev bort saa en Hjerpe saa en Rype af Porten. Jeg kniber, for Postens Skyld, paa Papiret. Det lægges indi et fr. til Jørstad i Faaberg, hvor en Saamaskine skal bestilles. Venligst, forbindtligst H. Wergeland. TIL EMIL AUBERT E. [idsvoll] 20/9 32. Jeg er ganske undselig, Miil; alligevel -- jeg har altid troet Dig i Besiddelse af en Slump Godmodighed. Det er til denne jeg sender til Besørgelse: Brev til Hviid -- Solvold (disse vil nok Henr. Heltberg besørge) do. -- Hadeln og Bjerregaard. do. et til Stockholm, som leveres Fattiggreven fra mig, saasom Michal Løwold -- min stkholmske Postmester -- er borte, som jeg troer. Om et Par Dage har jeg en Recension af Vidar færdig. De senere No. mangler jeg. Jeg maa da (hvor gjerne jeg vilde ind- tage Alt under et) indskrænke mig til dem jeg haver. Der er skam nok af Utøi for min Kam paa den Ase. En Jette, en bus- tet lodden Jette kan ikke være fuldere af Gnit osv. Bgaard fore- slaaer mig Istandbringelse af en planmæssig Modstand mod Da- nomaniet -- une ligue contre ligue. Gaa ind i den og skriv. Det maa hagle paa dem fra 1000 [?] Kante. -- Skade, at Skilde- riet er p. t. standset. Man har da kun Mbldet til Fløiflankering, Hjelms Mdskft til Centerkanonade og Statsborgeren til at skyde med de Sager, som ere forbudt i Folkeretten. Deri maa en Land- storm rykke frem. -- Jeg gad høre fra Ludvig. Din Henr. W -- d. Hermed 5 Breve. SIDE: 139 TIL HANS HOLMBOE Eidsvold Præstegaard, 10de Oct. 1832. Høitagtede, kjære Holmboe! 5, virkelig femgange har jeg æsket Svar af en Pengemand i Christiania, Lieut. [ -- ] (af Værdie efter eget Skjøn imellem 8 og 10,000), som jeg Dagen efter min Ankomst selv saae at sende paa Posthuset Reqvisition til en Lieut. [ -- ] , Regn- skabsfører ved Soldatesquen i Bergen, at udbetale Dem for mig 20 Spd., som [ -- ] s Gage skulde afgive til [ -- ] ; -- Svar, om han har faaet Vished fra Bergen at alt var gjort som det skulde, har jeg krævet, men Intet faaet. Nu maa jeg da spørge Dem selv, min gode Nødhjelper og faste Klippe, om De har faaet de 20, og der- næst de 5, hvilke [ -- ] paatog sig at sende omframt? Hvis ikke, da skal De faae dem med samme Post, som han faaer en Ulykke. Alene ventende efter den militære Dagdrivers Svar paa et Spørgs- maal, som jeg udtrykkelig, ja den ene Gang udtrykkeligere end den anden, skrev angik en Æressag (hvilket jeg antog maatte vække Officeren), har jeg opsat at takke Dem og Deres søde, for- træffelige Kone for den artigste Gjæstmildhed. Jeg vilde have det i Orden først. Jeg maa vide om det er det. Vil De hilse Sagen forbindtligst fra mig, at han, om han skjøt- ter om nogle virkeligen udmærkede Insect- og Ammonshorns- Forsteninger til Museet, kan lade en bergensisk Fragtfarer paa Christiania hos Regenzportner Olsen afhente en Kasse eller Pa- cotil, adresseret "Bergens Museum -- Overlærer Sagen." Propo- neer for ham, at Welhavens Bog ligeledes der bør opbevares; thi den er virkeligen en Curiositet, hørende baade mellem Sma- gens Abnormiteter, Aandsabortus og Forstandsforsteninger; des- uden er den jo et bergensk Product. Fortræffeligt at leve i Kamp, naar man har Neb. Tobak i Ro, Kaffe i Ro; ellers -- Pennene flyve! Bægrene bruse! Hesten galloppere under en! Satirer fraade! Seil krænge! høi Rigg og Sjøgang huul! Op og ned! Kan man sige: sum qui sum, saa bliver altid dette ens ligesaa uryggeligt som den svævende Kahytlan- terne eller det i evigt Vaterpas hvilende Kompas midt i Havdø- ningerne. Jeg har Uvenner; men ogsaa Venner. Jeg tæller Dem, probissime, imellem de Sidste, og for 10 Saadanne kjøber jeg ikke Millioner af det andet. -- Lad mig fremdeles gjøre det! Erindr mig med Godhed som jeg maa erindre Dem med Erkjendt- SIDE: 140 lighed og saa varme Følelser, at Afstand og høi Agtelse ikke svaler dem. Min venligste og forbindtligste Hilsen til Deres gode og smukke og forstandige Huusengel -- Deres bedste Klassiker som Skjønhed, og om jeg ikke tager Feil ogsaa en ægte Roman- tiker -- saa at De besidder Æsthetikens højeste personificerede Ideal. Lev fremdeles lykkelig, gode, brave Holmboe! Intet dirum fatum maa forstyrre en Lykke, De med saamegen Ret fortjener at besidde og besidder -- og besidde in æternum! Henr. Wergeland. P. S. Skriver De eller Deres Kone til Findaas, saa beder jeg hilset fra mig. Det er en hjertensgod Qvinde Fru V. Jeg kan ikke sige hvor det glædede mig at see hende ved Afskeden paa Dampbaaden kysse med Taarer sin Tjenestepige, som skulde østerefter. I det Øjeblik gad jeg havt Dorthe Øragers Hætte paa. Men det var et ypperligt Træk -- midt i Elegancen var det, midt imellem snerpede Næser og Munde, der vel kunne kysse en Skjødehund og græde for Piis, men ikke for et plebejisk Medmenneske. TIL LUDVIG DAA 14/11 32. Kjære Ven! Kgh var meget hidsig paa at komme udaf Byen; -- han sagde "Gudskelov jeg har den i Ryggen!" Næste Dag op- dagede jeg, at han pediculis abundare, hvorfor jeg i den klin- gende Kulde tvang ham til at klæde sig nøgen af [i] en Skog, hvor jeg da, næsten spyende af Ækelhed, pilte den ene Graa af hans Brystragg efter den anden. Derpaa lærte jeg ham, at han skulde gaae ind i første Stue, og, under Paaskud af at have lagt paa Skrimstad, (hvor han skulde bande for Kjærringa paa at det var et Svinehul) erholde Vand og Kam til Haaret. Dette skedte, og vi var da inde hos Kraad Bsenius. Tredie Dag satte jeg ham af hos Grinder, hvor han skulde være i 8 Dage forrettende noget ju- ridisk, men om Lørdag henter jeg ham ud til en Præst, hvor han skal skrive et Sthingsforslag. Praëm vil ikke have ham; sed, ubi Diabolus non vult, Deus vult. Kan Du skaffe mig Vidarer? Din Henr. W. Hvad Brock angaaer -- saa beholder jeg vel tilslut kun een Ven og een Uven tilbage ): alene meipsum. TIL ANDERS DAHLE Eidsvold Pgd. 6 Dec. 32. Humanissime hospes! Dolet sane, quod gratibus tam justis petitionem adjungam. Bene scis, si penatem tuum Amorem illum fornaci, rostro suo, imposi- tum credere liceat, me in pugna, quamquam ardente non tamen certamine, versari. Tertio vero quodam proprium libellum defen- sorium, jamjam sub prelis gementem, se suscipiente, mihi solum restat vincere cantando. Ex involuto benevolo tuo animo quid quæram apparebit. Quando igitur poteris aliquos Stavangrienses men fordi Passagen er trang, glide Vingerne af og man faaer en liden blankskuldret Glut istedetfor en fjedret Engel, en himmelsk Høne. Jeg kom vel tilpakket ombord; men det hører til Sjøen. Stavanger leed jeg. Den seer saa syndicusagtig ud -- ærværdig og narrisch -- en Borgermand med Allonge, men glemmende at tage Skjødskindet af -- landlig, sjøagtig, maje- stætisk og usel. Dog det foer forbi som et Lanternamagicabilled. Det bedste var, og det som vil forblive var at jeg kom saavel ihuus -- nei, det bedste var dog, at jeg fandt en Ven, som jeg ikke vil og kan glemme: fornuftig, liberal, munter og Stands- broder -- nei, det bedste af alt var dog, at jeg fandt ham lyk- kelig. Ita semper mane! Din Henr. Wergeland. SIDE: 143 Hils din Kone paa det venligste og Bugge og den Ven i Sta- vanger som fulgte mig længst paavei: Cognackarafflen! TIL CARSTEN A. LØWOLD. Eidsvold Pgd. 6 Decbr. 32. Gode, brave Ven, fortræffelige Vært og Bombardeur! Jeg maa takke forbindtligst for al beviist Gjæstmildhed, be- klagende kun, at jeg ledsager min Tak med en Anmodning. Jeg veed, Du vel vil prøve at opfylde den, saafremt det, efter dit Kjendskab til localia men jeg holder det fra min Side forat være det dygtigste Slag, om jeg kom frem med nogle Digte, saa vel udarbeidede som jeg kan. Men dertil behøver jeg 100 Subskr: til dem jeg har saasom jeg har sat Prisen umanerlig billig. Jeg har ingen Trykplan ved Haanden; men hoslægger en kort Udsigt. Kan Du, saavist som jeg troer Du vil, faae mig et Par eller et Dusin eller et Skok Subscr: saa remitteer mig Listen ufrankert i Posten. -- -- Jeg veed ikke om Du i Folkebladet og Statsborg: har seet hvorledes jeg har benyttet dine Opgivter af Patriarcherne og Sectererne dervester? Harcelleren bider bedst paa slige Folk. Fra Møller og gl. Andersen kan jeg hilse. Vi have været muntre sammen ihøst flere Gange; -- iblandt andresteder ogsaa nys i et Bryllup, hvor Møller, vevre Gubben, viste, muntert Sind kan saamange Rynker glatte. Andersen paa Frilsæt Been af Porcelin noksaa net i Dandsen satte -- som det hedder i Bryllupsvisen. De venligste Hilsener (de for- bindtligste til din Hustru) sendes dog fra Henr. Wergeland. Paa Gjensyn i det nye Aar et Juleglas drukket imellem os i Egersund og Eidsvold 2den Juldagsefta precis Kl: 10! SIDE: 144 TIL ANDREAS FAYE Eidsvold 18 Decbr. 32. De seer, høistærede Hr. Faye, at jeg p. t. ikke har meget at opvarte med; imidlertid skal jeg spore efter i flere Bygder og sende Dem Udbyttet. Jeg har virkelig i flere Bygder af de fjer- nere spurgt efter Sagn, men meget sjelden truffet derpaa eller maaske paa de rette Folk; thi ikke alle have Interesse derfor; og hvad Sagn uden historisk Værd angaaer, f. Ex. om alskens Nisse- og Huldrevæsen, da troer jeg kun at en commentarisk, Overtroen bekjæmpende Opbevarelse deraf kan være nyttig. Den er ogsaa rimeligviis i Deres Plan. Jeg troer dog, at enkelte historiske Sagn sidde i min Hjerne, men i en Hast at kunne rode dem frem af det Pulterkammer, har været mig umuligt. De tør træde uvilkaarlig frem, og den, der skal gribe dem strax, skal være mig. Christiania 21 Decbr. De veed, at jeg færdes i en brændende literær Strid. Om kort udkommer fra Trediemand Modskriftet for mig. Mihi solum re- stat vincere cantando. Jeg vil saaledes udgive adskilligt -- iblandt andet Digte, hvorpaa Subskr.lister har været udstedte, men endnu har jeg ikke nok Subskribenter. Kan og vil De forsøge paa at faae Nogle rundtom og i Arendal, saa er jeg Deres For- bundne. Der har dog alt Lange, Dedekamerne og Aal tegnet sig. Det er "Digte" og et politisk satirisk Drama, tilsammen 10 -- 12 Ark, særskilt heftede for 60 Sk. De vil da maaskee skrive dette over et Blad Papiir og forsøge hos Meldal og fl.? For Portos Skyld lægges ingen heri. God Juul! Godt Nytaar! Hils Halderne, Storm, Aal, Lange, Pihl, Berbom, Dedekam og fl. Venl. Henrik Wergeland. TIL LUDVIG DAA [Eidsvoll] 22/1 33. Jeg skjønner ikke hvor det kan falde Dig ind, at jeg skulde smøre de Par Skizzer ind mellem Poesierne. Det gaaer ikke an; men, da jeg har et Par til liggende, saa vil jeg faae Solvold SIDE: 145 el. en Anden til at give dem ud under et kanskee. Skal det være gode Tanker, Du har derom, saa ere de for overdrevne. -- Hvilke Rygter om Julebukkerier paa Hadeland? hvilke fryg- telige? Alene det Ord Rygte spænder; men naar der kommer "frygtelig" til, saa maa man briste af Utaalmod efter at vide hvad det dog er, man spinder op i det Sladderhul af en By. Om rencontren med Brejen formodentlig? at jeg strøg en Pen af i hs Ansigt? ikke vilde drikke med ham paa Grund af Lands- forræderiet formodentlig? Hvad er da det? Nei -- paa retouren fik jeg fat paa en Lægdegut -- Anders Larsen Lynder som jeg nu paa Grund af hans enorme Genie tog med mig i Pulken og har nu her. I Form en Æsopus, udvikler han -- saa jeg har seet gamle Poper skamfulde -- godt hvilkensomhelst Text, Du giver ham. Han er en geistlig Improvisator. Dertil nu hans lille Fele med Hestetaglstrengene og Brusqvistbuen, hvorpaa han kliner afsted. Jeg vil først -- at han kan lære Elementerne -- see til at faae ham ind paa Vaisenhuset. Siden faaer jeg vel Raad til at tugte ham op, da jeg har Udsigter til først at blive Pers. Kapellan i Næs. Derfor kommer jeg ind med Anders maa- skee ved Marked forat præke til Demis og varetage Sagen. -- De skammelige Præster -- i Gjæstebudet fortælle de om Guten -- men lade ham gaae for Lud og Koldt paa Betlerstigen i Diagonalen fra Xnia til øverst i Vardal. Han er faderløs og moderløs og da jeg kom, laae hs Søster paa Døden. Leende sprang Knægten i Pulken -- tog Taglfelen frem -- spillede og saa afsted. Folk komme forat see og høre ham. -- Naar Broch enten Selv vil give obtrectatoren en paa Snuden eller, om jeg kan, vil give mig det i commission, saa kunne vi blive Venner Undertegnede for En, der med mere end Glæde vil SIDE: 146 blive det. Denne Sorenskriver har meget, forfærdelig meget at bestille? -- saa meget fortræffeligere! I Thi den, jeg anbefaler, har stærke, har Atlasskuldre (om juridiske Sager ellers kunne lignes med Atlasbyrden) til at bære det Alt, ja han trænger netop dertil, og Sved vil være ham velgjørende, mere velgjørende end de Taarer, Ørkesløshed og en fortrykt Stilling lærer min Klient. Denne Sorenskriver boer i en behagelig Egn, har dannede Qvinder i sit Huus? -- fortræffeligt! min Klient veed at skatte dette, der vil være ham den bedste Balsam, og han vil fornøje dem til Vederlag med sin Godmodighed og dannede Omgang. Han er altsaa arbeidsdygtig og dertil et velvilligt Menneske. Jeg bruger Omsvøb før jeg nævner min Mand: -- flere Afslag have lært mig det. Jeg veed ikke hvorledes jeg skal tage Sagen og anbefale ham, uden at tilhylle den Betænkeligheds Hage, der er ved ham, og saaledes, at jeg kan indbilde mig at dette For- søg ei vil være saa forgjæves som de andre. Jeg taler for Candi- datus juris, laudabili utr: exam: ornatus, George Krogh -- et Navn, De formodentlig kjender som engang straalende ved Univer- sitetet, men som er bleven Gjenstand for Medlidenhed siden han blev forfalden. Imidlertid overdriver man hans Feil; han kan undvære Brændeviin, og med inderlig Taknemlighed vilde han gribe den eneste sikre Redning der gjenstaaer; en juridisk Post -- hvilkensomhelst. Imidlertid vilde jeg dog ikke raade til at anbetroe ham andet end Contorforretninger, men ingen, der maatte føre ham ud paa egen Haand paa Reiser, idetmindste for det første. Desuden vil han med Glæde og Vilje til at gjen- reise sig ogsaa tage imod en saadan Ansættelse paa Prøve, over- ladende sin Løn til Den, der saaledes vilde række Haand til at frelse ham for Staten og sig Selv. Skal der saa stort et Mod da til at strække sin Haand udover Dybets Rand, naar du en Engel frem deraf kan trække, der sved sin Ving i Flugt om Solens Brand? Der ligger han, og Smuds og Støv bepletter Serafens stjernehvide Fjer; Sig paa hans Skuldre Dybets Øgle sætter, og Mørkets Ugle ad den faldne leer. SIDE: 147 Paa Bunden høres under Mulmet fraade som Belials Harm et Ocean. Serafens Vinger klappe taarevaade, og sidste Redningslyn antænder Han. O se det Du, hvem Dyb og Himlen høje er kun en Haand, som du oplod! o se det sidste Aandelyn hans Øje dig sender taareglimrende imod! Og Du, som, for en Baad at redde, styrter i aabent Hav, hvi vil Du dog ei redde Aandekarm fra Skjændslens Syrter, og give Hæderen igjen George Krogh? Maaske alligevel denne G [ang er Fr] elsens Gang. Jeg vil saa gjerne troe det, siden min ulykkelige Ven i et bevæget Øjeblik anfortroede mig, at en hemmelig Sorg havde været hans For- fører. Det er saadanne ædle Mennesker helst ville hjælpe. Krogh opholder sig siden før Juul i Sthingsmand Tønsagers Huus, hvor han underviser denne brave Mands Søn, og ellers behandles med sand Kjærlighed. Men at denne Stilling ikke er den tjenligste for Krogh, er sandt. Som en aftaklet af Storm og Sjø ramponert Fregat i en Udhavn ligger han der; -- men -- Takkelage paa! Seil ud og Vind i -- og atter ud paa Liv- sensbølgerne! Hvem forlader et godt Skib for et Havaries Skyld? Og dog behandle Mskene hverandre som Druknende: den, der sidder paa et Skjær eller en Planke, sparker den Kravlende i Hovedet. Har et Mske faaet en Læk, saa forlades han, og den Faldne sparkes efter. Bedste Hr. Pastor anvend Deres Indflydelse paa Sorenskriveren for den talentfulde Kroghs Redning. Deres agtelsesfulde Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 148 TIL MARIA LINDEMAN Eidsvold 7 Mai 33. Jeg forlanger isandhed -- gode Høistærede Madame Linde- mann -- at De antager det, at jeg sender Dem et Par afskyelige Kludrerier (men forlangte af En jeg nødig vilde nægte noget) for det største Bevis paa Tiltro til Deres skaanselsfulde Om- dømme og godmodige Overbærenhed. Men Kluddrerens Navn fordres fortiet om De viser dem fristende. De kan, som sandt er, sige at de er af en Bondegut, der aldrig havde lært at tegne. Havde jeg ellers et Explr, af et lidet Poem "Spaniolen" skulde De see at jeg tegner noget bedre med Pennen. Deri er netop Horungtindstenen tegnet. De 4 Steentryk ere saa makulerede, fordi jeg maatte skjære dem ud af nogle Træplader, hvortil de var fastgrødede; -- ellers har Winther dem, pudsede da samt illuminerede paa det skjønneste. De tre Høifjeldsituationer ere saa usle at selv de Billeder af denne Natur, de kunde vække i Phantasien, kun vilde blive som en ¿ i en Geometri mod en Pyramide mod Formerne saaledes som de staae der og forbause. Den Kontrast, Norge tilbyder imellem sine yndige Indlande om Mjøsen, Øyern og Tyrifjorden og saa det Groteske i Fyresdalen og langs Fjordene i Bergen, er ellers overraskende og det Inter- essanteste Naturen kan fremvise. Men -- arme Fruentimmere med skarpe opfattende Angelica Kauffmannsøine, med kunstrig Haand, bevægelig Fantasi og følende Hjerte, som ikke kan be- stige Fjeldsatserne og vandre over Veien mod blodige Fødder! Men dobbelt arme Vandringsmand, som ikke kan udtrykke hvad du har seet og saa gjerne vilde meddele en saadan Qvinde, skjøndt Storbillederne dog staae der i Sin Indbildning med de blonde Tinder, de hvide Snekaaber, de smalgrønne Kyster med de blomstrende Valnødtræer og varmede af Solreflexen fra Glet- scherne hist over den sorte Fjord. Der vil komme en Tid da vi ville kunne med en Udaanding male paa Skyerne hvad skjønt og stort vi saa i Verden. Da jeg kom hjem sidst med Tanken om at overtale min Kom- pagnon til at overblive Dagen saa jeg kunde, efter Deres gode Indbydelse, nyde min kjære Lindemanns og hans elskværdige Hustroes Selskab -- fandt jeg "der Unerbittliche" reist og mit Værelse fuldt af Venner, som voldelig lagde Beslag paa mig. SIDE: 149 Jeg ærgrer mig over at have opsat det Besøg for min mere kjære end gamle, lykkelige Ven. Dem og ham ledsage mine bedste Ønsker da bort og tilbage! De seer at hermed følger et Brev til Hamborg; men De er kun bebyrdet med det, saafremt De tror uden Udgift for Dem ved Leilighed at kunne sørge derfor. I andet Fald, da kan det, om De vil være saa god, deponeres hos Bernhoft, der bor i samme Gaard som Dere. Jeg skal da afhente det, naar jeg den 16de d. kommer og finder de Mennesker borte, jeg saa gjerne vilde finde. Deres høiagtelsesfulde Henrik Wergeland. TIL J. D. RUNGE Eidsvold 7. Mai 1833. Høistærede Herr Runge, Hamborg(?) For længere Tid siden viste De mig den Opmærksomhed, og upartiskere end jeg var, med virkelig Ligegyldighed, vant til at behandles, at omtale mig som Forfatter i Litt. Bl. d. B. H. Om de kbhvnske Redactører ikke vare lumpne nok til at udelukke ethvert Forsvar for mig, naar jeg af personlige Fiender angribes, skulde De, Herr Runge, maaskee have hørt fra og om mig. Nu vilde jeg gjerne give en Mand, som jeg maa ansee med Agtelse, Anledning til selv at dømme, og da havde De ligeledes havt specimina, saafremt jeg ikke som borteværende, -- en Sommer i Frankrig og en i vore Høifjelde -- havde forsømt Leiligheds- tiden. Denne skal jeg dog passe i Sommer, saafremt jeg erholder Besked om at De er i Hamborg og skjøtter om at lære disse Erisæbler at kjende, som jeg udslynger. Nu har jeg som otie- rende nogle Mile fra Chnia kun nogle Ubetydeligheder at sende Dem, men imellem disse det Explr jeg ejer af et Stridsskrift for mig. Den Kritik over Dramaet "Opium" De, Høistærede Herr Runge, omtalte i Deres Artikel i L. Bl. er af samme per- sonlige Fiende, som i Stridsskriftet vises til rette. Min Nations ypperste Aanders Bifald siger mig: tandem o. s. v. Beærer De SIDE: 150 mig med et Svar, der efter disse Linier kun kan blive et Mod- tagelsesbevis, da kan det addresseres enten til Kjøbmand Jacob Gluckstad i Christiania eller til Deres Henr. Wergeland. P. S. Dette formodes at afgaae over Chtiansfeld, ellers mangler sjelden directe Skibsleilighed. TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvold, 17 Juli 1833. Kjære Ven! Jeg veed intet om Du ivaar fik en Sending af nogle Smaasager fra mig, indeholdende "Spaniolen," et Digt. Jeg har formedelst Storthingsefterretninger endnu ikke i Morgenbladet seet min retfærdige eloge over "Tidsrunorne;" men den skal dog komme. Desuagtet ere de, saavidt jeg veed, nær udsolgte, om de ikke alt ere det, hvorefter jeg skal remittere Dig Beløbet naar jeg sender Dig et Bind Digte som ere under Pressen -- nogle af "samma anda." Udgiv Noget nu og lad mig sørge for det hertillands. Gjør en Reise hid! Men ihvad Du gjør, saa lad den samme Aand leve sig selv liig i Bedrift, som saa glimrende og ægte fremhæver sig i Tidsrunorne. Den som rører sig i Spaniolen og Cæsaris (Cza- ris) er den beslægtet -- to Vinger af een Ørn, der flyger langs- med Kjølen, blikkende med Angst over Europa, med Gløden mod Øst. Og for alt -- om jeg besværer Dig med Commissioner -- se disse indlagte -- saa tro blot at jeg har store Tanker om Venskab. Din Henr. Wergeland. P. S. En Tale, jeg holdt 17 Mai d. A. for Storthinget og en utallig Folkemasse ved Afsløringen af Krohgs Minde, tilvandt mig en stor Sejer i Opinionen -- en Fortsættelse af den, som Modskriftet mod den welhavenske Kritik forskaffede mig. Det Modskrift har min Fader sendt Dig forlængst. Er det frem- kommet? SIDE: 151 TIL KONGEN Eidsvolds Præstegaard 25de August 1833. Naadigste Konge! Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Deres Majestæt om naadigst at maatte vorde beskikket til Sognepræst for Næsod- dens Præstegjeld i Agers- huus Bispedømme. Næsoddens Sognekald er et af de ringe- ste geistlige Embeder i Riget. Underteg- nede vover derfor, som Candidat i Theo- logien, underdanigst at ansøge Deres Maje- stæt om dette Kald, fortrøstende mig til at besidde ligesaavel Evne som redelig Villie og varm Lyst til at forestaae Embe- det, om det naadigst maatte anfortroes mig, saavel til Deres Majestæts naadigste Tilfredshed som til Menighedens Bedste. Den underdanigst hoslagte Døbeattest udviser, at jeg har op- naaet den Myndigheds Alder, i hvilken det er tilladt at frem- stille sig blandt Supplicanterne til naadigst Ansættelse i offentlig geistlig Virksomhed. Af de theologiske Professorers Attestation om den Flid og Orden, med hvilken jeg freqventerede deres Forelæsninger, medens jeg var ved Universitetet, som og af mit testimonium publicum, der udviser, at jeg til examen artium i December 1825 erholdt Charakteren laudabilis, til philologico-philosophicum haud il- laudabilis og til examen theologicum i Forsommeren 1829 haud illaudabilis, vil Deres Majestæt naadigst bemærke, at jeg ikke uhæderlig har tilbagelagt den akademiske Bane. Min Fader Provst Wergeland i Eidsvold vil kunne bevidne, at jeg i de fire Aar, som ere forløbne siden jeg bestod den theo- logiske Embedsexamen, ikke har forsømt, under hans Veiled- ning, praktisk at uddanne mig for min Bestemmelse; -- at Vidnesbyrd, der formeentlig maa ansees for stadfæstet ved Ud- faldet af de katechetiske og homiletiske Prøver, som jeg i sidst afvigte Juni Maaned underkastede mig, ved hvilke Censorerne til kjendte mig Charakteren laudabilis. Et Circulære til de geistlige Embedsmænd, som under 11te for- rige Maaned udgik fra Deres Majestæts Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet i dette Rige, i hvilket Geistlige op- muntres til at udgive Almeenoplysning fremmende Skrivter, med Udsigt til af saadanne Fortjenester at ville kunne hente end større SIDE: 152 Adgang til Befordring, tilskynder mig til, i underdanigst Haab om, at Deres Majestæt ikke anseer det med Unaade, herhos ogsaa som Supplicant at berøre, at jeg, i mine Candidataar, saa- vel ved adskillige populære Skrivters Udgivelse, som ved Istand- bringelse af Almuebogsamlinger og Sogneselskaber i og udenfor min Hjembygd har søgt at indlægge mig nogen Fortjeneste af Almuens Oplysning. Til Dette, som jeg har troet, uden Ubeskedenhed at kunne underdanigst anføre til mit Bedste, maa jeg nu og med Smerte til- føje følgende. En Sag, der blev mig forvoldt som Student paa Grund af en mindre overlagt Disput om et Terrain med en Leir- vagt, er endelig efter 5 Aars Forløb sluttet ved en Højesterets- dom, som idømmer mig 30 Spdlrs Mulct og halve Sagsomkost- ninger. En anden Sag, opstaaet derved, at jeg af Overbeviisning og Medynk med Forurettede og med formentlige Beviser ihænde, offentlig anklagede en Procurator for utilbørlige Handlinger mod Staten og Menneskeheden, verserer endnu for Underretten. Hvad den første, allerede paadømte og tilendebragte Sag angaaer, da er jeg efter min inderligste Overbeviisning, ikke blot ved den endelige Dom, men før og udenfor samme, straffet langt over den antagne Forseelse, ligesom og almindelig Opinion antager, at Retten her ikke har været saa heldig at ramme det Rette. Deres Majestæts milde Retfærdighed vil derfor, langtfra at taale, at Straffen ved min Tilsidesættelse udstrækkes over de ved den betegnede og fastsatte Grændser, hellere udøve den ædle Be- naadningsret, ved min Befordring at skjænke mig en Erstatning for hvad jeg har lidt formeget. Betræffende den anden endnu uafgjorte Sag, da være det mig naadigst tilladt, blandt Bilagene til denne Supplik underdanigst at fremlægge den mig ved naa- digt beneficium forundte Sagførers Attest for at Sagen ikke kan være mig farlig i borgerlig Henseende. Derfor og i al Fald nærer jeg underdanigst den Tillid, at Deres Majestæts Høimodighed og Retfærd ikke tilsteder, at jeg straffes uden efter Dom, og tilmed straffes saa haardt som med min Konges Unaade, og med, paa et Forhold til Enkeltmand grundet, Udelukkelse fra Adgang til de Statens Poster, hvortil jeg har opoffret min Ungdom og min hele Sjels Anstrengelse. Dette vilde være Velfærds Fortabelse for mig; men at en opbragt Fiendes grundløse Paastand skulde have en saa skrækkelig Virkning endog før det er afgjort hvor- SIDE: 153 vidt den kan tages tilfølge eller om Modparten selv derfor skal undgjelde, fortrøster jeg mig underdanigst til at Deres Majestæts Retviished naadigst ikke vil tillade. Dersom jeg da ellers i andre Henseender maatte ansees værdig Deres Majestæts Naade og dygtig til Statens Tjeneste i mit Fag: saa tør jeg underdanigst haabe, at Deres Majestæt ved naadigst at tilstaae mig Næsoddens af Indtægter ubetydelige Sognekald, naadigst vil aabne mig den offentlige Løbebane, hvortil jeg føler mig udrustet med de fornødne Evner og besjelet af den bedste Villie, og i hvilken jeg har den inderligste Attraae efter at blive Konge, Fædreland og Menneskeheden nyttig. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Christiania?] 23de Sept. [1833.] Jeg lever af Hestekjødet i denne Tid. I Aften skal Wang.. spise Beef deraf hos mig .... Jeg vilde nok have mere Hestekjød. TIL JOHAN JOHANSSON OG G. SCHEUTZ Eidsvold 10 Octbr. 33. Høistærede Herrer, Herr Johanson og Herr G. Scheutz. Jeg tillader mig i Tillid til Deres Godhed at anbefale til Ind- rykkelse i Deres Blad Indlagte. De vil ikke negte en angreben Mand Forsvar. Men -- paanær Sangen, som i Tilfælde af Op- tagelse, maatte beholde sit Sprog -- maaske det skulde over- sættes -- Rimeligviis; men hvorledes bærer jeg mig da ad? Saa- fremt Redactionen ikke velvillig paatager sig det, saa har jeg Haab om at maaskee Hr. Ridderstad eller Lektor Grafström eller Mag. Mellin, om man henvendte sig til en af dem, vilde gjøre det. Dog -- De finder vel paa et Raad, om De kuns ville optage Tilsvaret. I saa Tilfælde ønskede jeg Underretning derom -- hvilket altid kan skee frit gjennem d. norske Protocollist ved Statssecretariatets Afdeling i Stholm O. P. Wiiger. Jeg har SIDE: 154 stundom den Vei sendt nogle Smaasager til høitagtede svenske Venner, og saaledes ogsaa til Dem, ærede Herrer; men er uvi- dende om de ere komne til Adressen. Forbindelsen var dog ad den Vei let at holde aaben. Under Couvert til Generalmajor Birch (Agershuus) kommer alt mig tilhænde. Tillader mig at vente derigjennem om en Tid et No. af Argus! -- Jeg sender hermed tillige 2 No. af et Blad, som udgives af et ungt Talent, en Bonde- søn Sigurdson fra Lomb. Hans er Qvadet til Kronprindsen -- min Recensionen af Lassens Historie, et Verk, der fortjente noget Vidtløftigere og Bedre. Forbindligst Henr. Wergeland. Af udmærkede Bønder paa dette Thing havde vi: Neergaard (fra Romsdals Amt) Foutgal (Christians A.) Tønsager (Agers- huus -- fra Eidsvold), Ueland (fra Stavangers) Haagenstad (Cstians), Selboe (for Agershuus). -- Maribo har uigjenkaldelig tabt Folkets Godtykke ved sin uendelige Debatsyge og heftige Angreb paa Odelsthingets Ret til at omtale Statsraadernes Færd misbilligende uden at bestemme sig til Action. Det er beun- dringsværdige Fremskridt Bønderne gjøre i Oplysning. Velstand tiltager ogsaa. Jeg har isinde ved en gratis Afhandling at gjøre dem opmærksomme paa at Loven tillader dem at af gjøre sine Trætter ved Voldgivtsmænd -- Noget der ei er i Brug af Uvidenhed. TIL JENS CHR. BERG Eidsvold Præstegaard 11 Octbr. 1833. Høivelbaarne Herr Justitiarius Berg. Deres Høivelbaarenhed tage mig det ikke fortrydeligt op, om jeg tillader mig ærbødigst og forbindtligst at udbede mig Deres Tilretteviisning angaaende et Punct i Fædrelandets senere Historie, som jeg ikke ret veed hvorledes jeg skal udlade mig om i en "Norges Historie for Almuen", der i Høst skal under Pressen. Jeg er saameget ængstligere derover, som dette Arbeide, efter den Lyst at dømme hvormed de forskjellige Almuer have under- støttet det, ikke vil vorde uden Indflydelse -- den jeg dog aldrig ønsker det paa Sandhedens Bekostning. Jeg tillader mig derfor at spørge D. H., som noster summus historicus, om hvorvidt jeg med Sandhed tør yttre: SIDE: 155 -- -- "Vigtigere Indflydelse havde Sjøkrigen med England; thi da Norges Handel derved gik tilgrunde for Danmarks ensidige Statskløgts Skyld, blev det klart for mange Nordmænd, at For- eningen med D. var en Uting. Slig Viisdom, som burde have været Børnelærdom i Norge forlængesiden, lærte ogsaa den mod Sluten af dette Aarh: overalt stigende Oplysning og Regjeringens haardnakkede Vægring af at opfylde Nordmændenes Hovedønsker at erholde egen Høiskole, en Bank og en Højesteret. Den norske Løve tilkjendegav ved temmelig lydelig Murren, at den vilde vaagne. Nordmændene begyndte at see sig om, og saae kun Fædrelandets Vanære og det gamle Riges Aag og at baade Ræn- ker og Lænker havde omspundet det altforlænge. Med sorgfuld Ahnen hørte man i Danmark Normændene synge: "Saa vakne vi vel op engang og bryde Lænker, Baand og Tvang. Fædrelandsvennerne saae sig om efter Redning. De tænkte paa en Forening med Sverige; men da K. Gustaf ikke vilde ind- rømme den Frihed, de forlangte: saa sammensvore de sig i Aanden om ei med Haanden til at gjenreise gamle Norge paa egne Been, oppebiende alene gunstig Tid til dette Storværk. Den ædle Prinds Chr: Aug:, som stod i Spidsen for Hæren og den, formedelst Søkrigen afskaarne Forbindelse med D., oprettede Regjeringscomission, var udseet til Norges Befrier.(?) Saaledes stode Sagerne, da Fred. d. 6te besteg Thronen 1808. Han fort- foer til Norges Ødelæggelse i det fiendtlige Forhold mod Eng- land. Derved opkom da ogsaa en Krig med Es Bundsforv: Sve- rige, hvori osv. -- -- -- Men da Svenskerne fik Veir af hvad de norske Fædrelands- venner pønsede paa, nemlig paa N's Befrielse ved Chr: Aug: saa valgte de netop Denne, som de desuden havde lært at agte som Fiende, til Thronfølger i Sv., under Navn af Carl Aug., i den Tanke, at Norge af Hengivenhed for Prindsen skulde følge med. (?) Da de heri fandt sig bedragne, siges Prindsen at have faaet en brad Død ved enkelte Adelige, som Stockholmerne, der fandt sig skuffede ved at miste Thronfølgeren, toge blodig Straf over. (? NB Dette Punctum maa udtrykkes anderledes). Et Foreningsbaand fandt de Nordmænd, som samvirkede for Fædrelandets Frelse, i Selskabet for N's Vel; og den endelige, SIDE: 156 hidtil med saamegen Tværhed af den ellers veltænkende Fredrik afslaaede, Oprettelse af et Universitet i Chnia kunde ikke bringe de utallige Forurettelser, Norge under Danskevældet havde lidt, i Forglemmelse. Den var meget mere at betragte kun som en nødtvungen Firen, forat ikke Baandet skulde briste; thi hiin langvarige Nægten, trods de klareste Grunde, viste noksom at denne saakaldte Gave ikke henhører til de frivillige Velgjerninger, som alene have Fortjeneste. -- -- " Saaledes har jeg i mit Udkast. Jeg vilde ønske, at Sandheden gjennem Deres Høivelbaarenhed kunde tillade mig at beholde det om Nordmændenes Conspiration eller maaskee blot instinct- mæssige Overeenskomst, der ikke engang behøvede Conspira- tionens formalia, og at den maatte erklære, at Opløsningen af P [ -- -- ] med Svenskernes Valg af Chr. Aug. er mere end en interessent Hypothes. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvold Præstegaard, 19 Nov. 1833. [ -- -- -- ] Jeg tog ind mine Linier til Dig i Mangel af Tid til at skrive en bedre Dedicaz og af Kjærlighed til dem, der skaf- fede mig dit første Brev. Tid? Ja jeg laae dengang (i Mai) i Christiania og havde med 3 offentlige Taler at gjøre, ved Krohg- støtten, for Højesteret, hvor Kampen varede paa 4de Dag, og Dimispræken. Jeg havde et mageløst Publicum. [ -- -- ] TIL P. J. HOPPE Torsdag Qvel. [Eidsvoll vinteren 1833 -- 34.] Hermed Mscpt. Her finder jeg, som indlagt er, -- gode Hr. Hoppe -- en Plan med 16 paa, samt skrev Vikingens Red. til mig forleden at han i Thjem havde (efter trykte Planer) 40 -- 50. En Cholerabarbeer deroppe Dr. Sissener, som fik med sig didop i det hohe Nord en Pakke Planer har skrevet hjem til sin Mama her i Bygden at han vilde have flere. Nu i Guds Navn lad ham faae! (De bør trykke endeel efter forrige) Spendeer et galant Brev paa stort Post franc. til ham, og jeg skal love Per- SIDE: 157 sonen gjør sit Bedste (hils ogsaa fra mig), og kjøber atpaa sine Doctorbøger hos Dem. Vil De have Uleiligheden med indlagte Avertissement. Jeg skulde have 2 Geografier og do Gramma- tikker til. Jeg skulde maaskee tage 12 til af hver; dog med Betingelse, at, om jeg ei blev af med dem, saa kunde de gjen- leveres in statu quo de modtoges. Hver Søndageftmdd. nemlig lærer jeg en 15 confirmerte Bondegutter lidt deraf. De sluge Viisdommen med stor Begjærlighed de vakkre Folk. Af "Hakonar- maal" burde jeg have havt en Stump inde med i Historien; men jeg havde ingen Text. Gid jeg endnu havde den! Her vil jeg ridse Dem en Slæde jeg har ladet gjøre -- en Slædecorvette "Pilen" med 2 nydelige Metalsvingbasser, Halvdæk til at stikke Fødderne i, Kahyt bag til Pibe, Vad- og Mad-sæk m. fl. Beqvemmeligheder . . Dog tør jeg ikke komme til Byen med den -- Deres Henr. W -- TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvold Præstegaard, 12 Jan. 1834 Endelig -- min kjære Ven Ridderstad -- seer jeg mig istand til at kunne oversende Publicationen af de Ord om Dig, som ere min Overbeviisning aftvungne og saa gjerne givne af mit Venskab. Venskab? -- jeg vilde et andet Ord herfor -- de Gamles "Fostbrødrelag" helst -- for dette kjære og hæderlige Forhold, hvori jeg staaer med Dig. Dog have vi endnu ikke spiist Saltskjepper med hinanden -- vort Møde var snelt som et Par Dandsendes, usynbart som to Aanders i Luften -- dog føler jeg noget for dig som maa ligne disses i Inderlighed, og SIDE: 158 mens jeg har 100 Venner jeg helst "råkar" ved Bægret, klinker jeg helst med dig i Ord og Tanke. Alligevel, hvor aandigt-be- hageligt det er mig at være Skjalden Ridderstads Ven, -- jeg maa erkjende, der er formeget forfængeligt deri til at jeg tør negte den Følelse af Glæde sit sedlige Fortrin, hvormed jeg tænker mig Din Godhed, Oprigtighed, Dit Frisind. I disse Hen- seender er Du min Ven -- siden jeg nu engang skrifter for Dig, -- som kun tre Andre ere det; og, om man engang vil anatomere mit Hjerte, vil man deri finde et [Korsblad?] med Navnene: Rid- derstad -- Daae -- Heltberg -- Latham. (De 2 mellemste Studenter: især den 1ste en storhjertet Republicaner og Universitetets flin- keste og braveste; den Sidste en engelsk fellow). Vort Forhold som Skjalde, saavidt jeg tør sige det -- nu -- det er ejen- dommeligt; dog maa det kun kaste Glandsen over hiint. Jeg be- drager mig dog ikke selv, naar jeg siger, at jeg, udenfor disse særegne inderlige Forhold, har givet mig af med at bedømme dig som Digter. Jeg indløser et Løfte, dog kun et, der var gjort mig selv. [ -- -- ] [Hoppe] er min Forlægger til en liden Norges Historie (5 -- 7 Ark) 1ste Hefte, som til samme Tid udkommer -- det eneste Arbeide jeg kan sige jeg tjener noget paa, da jeg har 10 Sp. Arket. Jeg har meldt Dig, at en Recension forlængst var til Morgenbladet indleveret; men har jeg sagt Dig, at den var forkommet? Den Du nu har, er en ny, frembragt i nødtvun- gen Hast. Thi det er ikke, som Du ymter om, at jeg vel i Julen faaer feriere -- nu, min gode Latham besøgte mig vel, og vi vare lystige nogle Dage -- ; men en Proces med en Procurator, jeg har beskyldt for Udsugelser m. m., og som nu stunder til Paa- dømmelse ved første Instanz efter 4, nei 3 Aars Forløb, har netop siden September plaget mig med de mest sammendyngede og elendigste Forretninger og Skriverier, og vil plage mig ogsaa denne Maaned ud, til jeg har mit Indlæg færdigt til at slænge ind imellem de Thingstude. Da vil jeg feriere; -- er det mig muligt, vil jeg gjøre en kort Reise over til England eller Frank- rig; dog bliver det vel England, hvorhen Latham vil have mig -- og did reise de Fleste af de mange Sjømænd, som byde mig fri Overfart. Imidlertid faaer mine Ansøgninger om Kald (deri- mellem Alten-Talvig i Finmarken) prøve sin Lykke. Men jeg er compromittert; -- gjør man Vanskeligheder, da tænker jeg at hylde Uafhængigheden bedst ved at kaste mig paa Medecinen. SIDE: 159 "Digtene" ere endnu ikke udløste af Fangenskabet, da jeg, af Misnøje med den liden Afsætning -- ihvorvel Subscriptionen herpaa vil dække Omkostningerne -- ikke har gjort mig syn- derlig faderlig Omhu for at faae dem fri. Det Publicum som ynder mine Sager er lidet, men enthusiastisk. Imidlertid finder jeg saameget at dadle ved hvad jeg har skrevet -- min Feil er Selv- lærlingens Fejen fra Haanden. Men om det, jeg siger kan staae, maa Æschylos' Linjer gjælde: -- Jeg gjerne taler saa til dem, der mig forstaae. For Andre er jeg taus. Maaske giller Du dem for eget Vedkommende, skjøndt mig synes, at Du, høi som Sommerdagen, er ogsaa klar som den. Lad mig vide -- er Kong Birger Magnussøns og hans Brødres Ulykkesfærd behandlet i Sverige? Tag det Emne da til et Sorg- spil; jeg skal ogsaa prøve derpaa. Dog har Schillers Fiesko ind- givet mig den Tanke at bruge den prosaiske Stil, men endnu mere Hensigten at faae dem paa Skuepladsen d. v. s. paa et Privattheater, for paa det offentlige fordærves vore Øren af en jydsk Bandes Plappr. Du kan troe det er hyggeligt, at høre Hakon Jarl og Sigurd Jorsalafar tale "Københaunsk." -- Tænk dig som Svensk det samme med Birger af Bjälbo eller Siger- sälle Erik. Naar Du er i Stockholm og gaaer forbi Argus, saa spørg ham om han ei har ubenyttede Artikler fra mig. Brug dem da, som Dig bedst tykkes. Dit Nytaarsimpromptu -- nu, Musen velsigne Dig derfor med et Digt, hvorefter Aaret maa nævnes. Jeg er ikke istand at give Dig en Strofe -- Thingstudene have stanget Organet ind. Hvad ønske Dig, som, blot Du skriver, Klenodier fra Himlen river, og saaer dem ødselt over Muld? Hvad Hæder Dig, som hædrer Lande? Aljordens Skatte tør ei blande sig mellem dine Strenges Guld. Din Henr. Wergeland. SIDE: 160 TIL OLAUS KNUDTZEN [Eidsvoll januar 1834.] Velkommen hjem! -- brave Ven! -- velkommen daraussen- fra! Jeg sender dig hermed 100 holl. Ducater, fuldvægtige og gule som Sisiker eller som om de vare udmyntede af Solen, til hvad smaa Debet Du maa kunne have i Kongens egen Stad Køben- haun eller hvorsomhelst i de fremmede Lande. Slige Æg lægger jeg idetmindste efter mig hvor jeg kommer -- Vindæg, som jeg siden maa hælde gyldne -- veritabelt gyldne Blommer i. Sed credo te salvum evasisse. Asker faldt imidlertid i Asken. Ligesaa fik jeg istedetfor Næs- odden en Odde paa min Næse, og den som lang var. Men jeg tænker at stikke den i Blækhuset og dermed kluddre en An- søgning om Alten. [fotnotemerke] Da er man mig qvit. Søger Du det? Nu vel! vi ville kjæmpe derom som 2 Rosmarer eller Eenhjørninger paa et Iisflag. Heri ligger 2 Confirmationstaler -- jeg anholder hos Vennen mere end hos Redactøren om at de, eller en af dem, optages i førstudkommende Hefte for Skolel. Slige er neppe ganske upas- sende; og er deres ypperste Dyd at de ere korte -- som min Taalmodighed til at skrive Breve. Over Marked maa Du og Gammelen see hid -- Vi tales ved før. Din. Henr. Wergeland. P. S. Jeg har ladet mig gjøre en Slæde accurat som et Orlogs- skib -- fører 10 Kanoner -- Flag og en Thordenskjold. Fotnote: Formodentlig saa kaldet, fordi Stormen der i Polarchoret til Chaosets Forherligelse har en dyb Altstemme. Eller maaskee det mørke Polarhav brydende ind mellem klingrende Basaltsøiler. Papa Roveruds Conjectur. TIL OVE VANGENSTEEN E [idsvoll] Pgd. 14/2 34. Gode, kjære Ven! Jeg er kommen underveir med at den Krug har forsvaret Cen- sur og Pressetvang -- at han er i den tydske Forbundsdags Aand og Sold -- jeg vil ikke have hans Bøger -- den fordømte Tydsker. SIDE: 161 Men vil Du hjælpe lille Kyhn til at faae efter medfølgende Requisition -- da brav og mange Tak. Har Bibliotheket Bestil- linger paa London til April -- da skal jeg gjerne overtage dem. Totus tuus Henr. Wergeland. TIL KONGEN [Eidsvoll februar 1834.] Naadigste Konge. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til Sognepræst til Alten-Talvig i Finmarkens Amt: eller og, om dette ikke maatte finde naadigst Behag, til Katechet ved Tønsberg Kirke. Alten-Talvigs Sognekald har, omend- skjøndt det vel hører imellem Finmarkens betydeligste, dog været theologiske Can- didater tildelt, endog uden at de have været forud i Besiddelse af det praktiske Kjendskab til egentlige geistlige Forret- ninger, som nærværende underdanige An- søger alt siden 1829, efter forhen bilagte Attest, ikke har undladt at erhverve. Dette, i Forbindelse med at jeg troer at kunne sige, at jeg i en Række af Almuskrivter har lagt for Dagen den Nidkjærhed for Almu-Oplysning, som Circulæren af 11te Julii f. A. fra Deres Majestæts Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet tilsiger fortrinlig Adgang til Befordring, og som vel især udfordres i hine Egne, giver mig Haab om, at Deres Majestæt naadigst vil ansee, at jeg underdanigst ansøger om der at anvises en Virkekreds. En saadan er aaben i det ledigværende Alten-Tal- vigs Sognekald; og det er ikke en skuffende Følelse, men Be- vidstheden af et arbeidslystent, maaskee endog for de en fin- marksk Præst paahvilende Besværligheder enthusiastiskt Sind, som siger mig, at jeg ret i en saadan Stilling vilde kunne vorde Guds Sag og Landsfaderens Hensigter til Nytte. Det forekommer mig, at i Anbetroelsen af et saadant Embede ligger fordobblede, næsten apostoliske Opfordringer til geistligt Gavnvirke; og at jeg kun paa egedesk og stockflethsk Maade skulde kunne takke for en saadan Naade. De Documenter, som godtgjøre min Adkomst dertil, saavidt den strækker, ere, siden en foregaaende Ansøgning om Næs- oddens Kald, i Regjeringens Værge. De bestaae af en Daabs- SIDE: 162 attest, hvorefter jeg ifjor erholdt Ansøgningsalderen -- af en Attest fra de theologiske Professorer om at jeg med Orden og Flid frequenterede deres Forelæsninger -- af et testimonium publicum, der beskriver, at jeg, med laudabilis til examen artium, Januar 1826, og senere med haud illaudabilis til examen philoso- phicum, i Mai 1829 absolverede den theoretiske theologiske Em- bedsexamen med haud illaudabilis -- af en Attest fra min Fader, Sognepræst til Eidsvold, at jeg siden da praktisk under ham har uddannet mig som Geistlig -- af en Erklæring fra min Sagfører i beneficeret Sag med Procurator Praëm, der viser, at denne ikke af mig anlagte Sag ingen paa mit gode Navn skadelig Indflydelse legaliter vil kunne have -- og endelig af et testimonium for at jeg i Junii f: A. absolverede den theologiske Examens praktiske Prøver med laudabilis. Jeg har hertil kun at føje, at jeg, siden Indleveringen af den Ansøgning hvormed disse Bilag fulgte, ei har undladt at fortsætte den deri berørte Virksomhed for Reli- gions- og anden Kundskabs Udbredelse, idet senere tvende dertil sigtende Skrivter, hvoraf det ene en geistlig Tale, ere ud- givne; ligesom jeg og i dette Præstegjeld har oprettet en Søn- dagsskole, hvori en Skoleholder, der betales, og jeg gratis har givet og giver Underviisning. Men saadant Virke er for lidet til at gjøre Fyldest for sit Liv; og al Kraft quæles og fordærves om dens Baner ikke aabnes -- ja, for at faae Noget at bestille og udtømme sig paa, nedkalder den heller fiendtlige Skjebner. Men disse i hiin Proces væbne sig netop med Trudselen om at sætte mig i Uvirksomhed, at suspendere mine bedste Aar, at indskrænke mig til en blot pri- vat Virksomhed, der er for snever. Jeg tyer derfor til min Konges Naade; og denne vil ikke være andet end forskjønnet Retfærd, om den bliver mig til Deel saa- ledes, at private, uafgjorte Forhold ikke formindske hvad Ad- komst jeg som Ansøger ellers maatte have. I dette Haab vover jeg ogsaa, saafremt det ikke maatte vinde Deres Majestæts naadigste Bifald at anbetroe mig Alten-Talvigs Sognekald, lige underdanigst herved at ansøge om da naadigst at maatte vorde udnævnt til Katechet ved Tønsbergs Kirke, med hvilket Embede en Lærerpost ved denne Byes Skole er forbunden. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland. SIDE: 163 TIL JOHAN DAHL Eidsvold Pgd. 24 Febr. 1834. S. T. Herr Boghandler Dahl. Jeg beder undskylde at jeg ei i Markedet afgjorde min Debet for Pennymagazinerne. De vil imidlertid hos Boghandler Hoppe, erholde Deres Tilkommende for de modtagne 18 Hefter saafremt De vil uleilige Dem med at forevise ham disse Linier. Der blev spillet mig et slemt Puds ved Standsningen af Hjelms Maanedsskrift. Jeg havde nemlig den Accord med Advocat Hjelm, at han istedetfor Honorar skulde levere mig nogle 100 særskilte Aftryk af en længere Afhandling betræffende vort Sprog m. m. som tildeels skulde vorde optagen i først udkommende Hefte af Maanedsskrivtet. Paa et Brev desbetræffende fra engang ifjor- høstes af har jeg formodentlig formedelst Hjelms Sygdom intet Svar erholdt. Jeg tillader mig derfor at henvende mig til Dem, Herr Dahl, med Spørgsmaal om De har Lyst til at lade Afhand- lingen trykke saaledes at vi dele Oplaget, og at jeg renoncerer paa min Ret at see den i først udkommende Hefte af Maa- nedsskrivtet. Et Par Ord paa Omslaget kunde give Opus- culet den Anbefaling at det var emnet og antaget til Op- tagelse deri. Thierrys ypperlige Værk "histoire de la conquete de l'angleterre par les normands" 2den Udgave i 4 Bind 8vo skulde jeg have Lyst til paa billige Betingelser at oversætte. Da denne Historie vedrører meget den norske og danske, turde det hende at man fik tilstrækkelig Subscription her og i Danmark. Vil De vove? Publiceer da. Det var dog neppe værd at befatte sig med andet end den egentlige Erobring, undladende hvad der ei staaer i nogen Forbindelse med Nordens Historie. Verket har charmeret mig. Msr. Latham gjorde mig opmærksom derpaa. Ærb. Henr. Wergeland. TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania, 9de Nov. 1834. Trofaste Ven -- Broder Ridderstad! Min Tilstaaelse om at indgaae som Medredactør af Kalenderen maa Du for en Maaned siden have faaet. Jeg skrev deri, at jeg stod paa Indreisen til Christiania for at paabegynde det mede- cinske Studium -- et langt Rum, men i hvis Perspectiv staaer Uafhængighed af Magt og Naade. Jeg havde ei været her længe, før jeg hos de to poetiske Forfattere, jeg ansaae [dueligst?] nemlig Bjerregaard og Urdsongis, søgte Bistand; men mager blev den. Bjerregaard har ganske holdt op at skrive, og mellem sine Acter (han er Stiftsoverretsassessor) var han ei at bevæge til at skrive den Literaturafhandling, Du saameget attraaer. Jeg kunde vel befatte mig med en Deel af vor Literatur; men jeg venter Du indseer, at den poetiske Deel ei lod sig afhandle af mig, og da vilde mit Arbeide ei blive noget Helt og mangle noget -- uundværligt. Af øvrige Bidrag har jeg kun hidtil faaet hvad Du SIDE: 182 seer herindlagt. Mit nye Studium har saa aldeles optaget min Tid, at jeg selv intet nu leverer med denne Sendelse. Jeg har maattet afbryde et Poem, som jeg begyndte paa Eidsvoll og em- nede Kalenderen. Imidlertid har Du selv antydet, at Kalenderen, i overhængende Brist paa norske Bidrag, kunde optage enkelte af mine forhen udgivne, og foreslaaer jeg da "Spaniolen" og "til Norges Flag"; til hvilken en svensk Baron Roxendorff, god Musi- kus, nu sætter Musik. Den skal nemlig afsynges ved en Fest "til Forfædrenes Minde", som paa Thorsdag (Dagen for Slaget ved Graaholmen) skal, efter min Anstiftelse, feires i Studentersam- fundet. Salen draperes med norske Flag -- Rigsvaabenet straaler i Hallens Ende -- Tale holdes af mig -- Artillerimusiken led- sager Nationalsangene -- Repræsentanten Advocat Hjelm ud- bringer Minniskaalen i et gammelt Drikkehorn eller en Sølv- pocal osv. Af medfølgende Tale seer Du, at jeg lod samme Fest (for at give Nationalaanden, den nikkende, et Stød i Siden) feire i Eidsvoll. Titelen paa Kalenderen? Den har ikke behaget. Men nu Hovedet i Blød! "Fostbrødrene?" "Bifrost?" "Gjallarhornet?" Vælg! find op! Bjerregaard er enig med mig i at "Svea och (og) Nore (Nora) ikke duger, og endnu mindre noget der tyder paa Scandinavien. Politiken har endnu ikke høinet sig til at kalde Aandernes Forening sit Endemaal. Det Navn er derfor forhadt. Du vil finde et der ikke støder, fast det må blive mindre betydningsfuldt. Meld mig det saa, og jeg skal svare "genast, genast." Jeg er villig til at levere et Sørgespil "Hinduen" 4 Ark trykt stort -- som mit Bidrag til Kalenderen. Gaaer det an? Under Alt -- bliver det Alvor, skal jeg ogsaa tage den ophængte Harpe ned for Alvor. Klokken er 9 Mandag Morgen -- Prosectoren kommer -- Po- sten gaaer. Din Henr. Wergeland. SIDE: 183 TIL KONGEN Eidsvoll Præstegaard 28 December 1834. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til Sognepræst i Nordre Oudal, Agershuus Stift, eller til Sognepræst i Nissedal, Christiansands Stift, eller til Sognepræst i Strandebarm, Bergens Stift, eller og til reside- rende Capellan til Vedøe i Throndhjems Stift, alter- nativt i ansatte Orden. I foregaaende Ansøgninger har jeg Un- dertegnede, holdende mig særligen til Deres Majestæts Naade, søgt ogsaa for Deres Majestæts Retfærdsblik at fremstille for- meentlig godtgjørende Grunde forat hver- ken en privat Mands blotte Paastand eller et betingende Udtryk i testimonio publico eller Det, at jeg ei før har været ansat som personel Capellan, bør kunne lægge afgjørende Hindringer ivejen for min geist- lige Befordring. Henholdende mig til Hvad jeg, disse Omstændigheder angaaende, for- hen maatte have underdanigst anført, til- lader jeg mig, med Hensyn til den første, underdanigst at stille Deres Majestæt for Øine: 1) det Unegtelige i at ingen Magt, selv ved det allerbedste Ud- fald af den Proces, hvori hiin Paastand er fremkommen -- men hvilket dog ingenlunde er nødvendigt forat lade denne blive underkjendt -- vil kunne erstatte mig mine bedste Aar eller det mindste deraf, naar de ere hengangne unyttige for Staten, hvis Tjeneste de skulde været offrede, og for mig Selv. Ingen Magt vil kunne gjengive mig de Evner og Færdigheder, hvormed jeg, i Tillid til Deres Majestæts Naade, og i Haab om at kunne an- vende dem i Deres Majestæts Tjeneste til Fædrelandets Nytte, havde udrustet mig, anvendende dertil mit hele foregaaende Liv. Ingen Magt vil kunne erstatte mig noget af dette da saa for- spildte, eller ophæve den ødelæggende Indflydelse paa mit Sind og hele Tilkommende, en saadan Skjebne maa have tilfølge. 2) Der gives Exempler paa selv Embedsmænd, der ikke suspen- deres, omendskjøndt ærerørige Beskyldninger og Paastande, under Proces som i offentlige Blade, gjensidigen nedlægges over dem. Heller ikke har min Beskyldning og Paastand mod min Modpart nogen saadan hans Embedsvirksomhed hemmende Indflydelse, lige- som hans Supplicantdygtighed hverken af ham eller Vedkommende betragtes som svækket. Analogier ere altsaa ikke tilstede imod mig; og jeg vilde med- SIDE: 184 rette kunne klage, om jeg skulde være den Eneste imod hvem en saadan Strenghed gjordes gjældende. 3) En saadan Suspension af min Adkomst som Supplicant er, under Omstændigheder som nærværende, jo intet andet og mindre end en Straf uden og før Dom. Og foruden det, at Retfær- dighed i Almindelighed og ubetinget forbyder saadan Straf, bliver den i nærværende Tilfælde formentlig mere betænkelig ved føl- gende Omstændigheder: a) Der er saa lange Udsigter for Sagen quæst., der nu snart staaer et Aar for Stiftsoverretten uden noget Fremskridt, at en Suspension af mine Supplicantadkomster vilde være nær det Samme som en permanent Udelukkelse. b) Med Hensyn til mine Aar, og at jeg har intet Andet at holde mig til end mine geistlige Qvaliteter, vilde Tilintetgjørelse af hele mit borgerlige Velvære resultere af en saadan Tilside- sættelse -- en for haard Straf for En, der ikke har forbrudt sig imod det Offentlige. c) Staten har under alle Omstændigheder ligefrem Regres til mig som Embedsmand. d) Saavel Acterne i Sagen, der for Tiden er i den kongelige norske Regjerings Værge, som Underretsdommens Præmisser og Fritagelsen for Omkostninger, godtgjøre formeentlig, at jeg ikke uden Grund denoncerede Modparten, samt at Begreber om Med- borgeres Forurettelser ved Denne havde Indflydelse paa dette Skridt. Disse Tanker gjøre ogsaa Almuerne sig, og desaarsag har Paastanden ingenlunde indgivet dem forringede om mig. Imellem dem vil den altsaa ikke lamme min Virksomhed -- en Frygt, som vel er det eneste Motiv til at holde mig ude fra den geistlige Vei, indtil Dom fra Højesteret endelig deciderer. 4) Foruden alt Det, der af Acterne godtgjør, at Paastanden ikke kan blive tagen tilfølge, foruden Modpartens og Sagførers, af min naadigst beskikkede Advocat paapegede, utvetydige Indrøm- melse af det Overdrevne deri, har jeg jo en Dom for dens Uefterrettelighed, der udtrykkelig mortificerer den; og ved hvilken jeg har tilbudt at acquiescere. -- Naadigste Konge! tør jeg underdanigst tilføje, at jeg besidder Deres Majestæts høitelskede kongelige Søns, Rigernes Kron- prindses, eget dyrebare Tilsagn, "at ville beskytte mig, om mine juridiske Forviklinger, som jeg befrygtede, skulde true med at SIDE: 185 udeholde mig fra den geistlige Embedsbane"; -- at af Deres Majestæts Regjering har dens første Medlem gunstigst person- ligen erklæret sig af den Mening, at de omtalte private Forhold ingen saadan Følge kunde have; og tvende Andre -- hvilke trende høje Personer jeg alene ærbødigst henvendte mig til -- lode mig heller ikke uden Haab. -- Testimoniets betingende Udtryk angaaende, da udbeder jeg mig underdanigst, til det i foregaaende Ansøgninger herom An- førte, Deres Majestæts naadigste Opmærksomhed for 1) den Omstændighed, at jeg forlod Universitetet 1829 om Som- meren, og opholdt mig fra den Tid af hos min Fader, hvorom er fremlagt Attest. I det Tidsrum kan megen "levitas juvenilis" af- lægges; og det er naturligt, at den forsvinder med Juveniliteten. 2) Testantes have ellers i samme Attest udtrykt sig mere end almindeligt fordeelagtigt om mig. 3) Udtrykket quæst:, der i sig selv, naar man tager Hensyn til Meningen af Ordet "juvenilis", vel ikke siger saameget, for- mildes ogsaa, naar man samstiller det med de samme Testerendes forhen afgivne Attest om at jeg flittig og ordentlig havde besøgt Forelæsningerne. Lægges nu hertil, at jeg i lange Mellemrum opholdt mig hjemme for at læse hvad der kunde læses paa egen Haand, er der ikke megen Sandsynlighed tilbage for, at "Levi- teten" har været betydelig. 4) Netop de samme betingende Udtryk have forhen ikke været til Hinder for geistlig Befordring. Med Hensyn til, at jeg ei forhen har været ansat som personel Capellan, da bemærkes underdanigst: 1) at jeg i længer Tid end personelle Capellaner, der befordres, lige fra Examen, til Foresattes og Menigheds Tilfredshed -- hvor- paa offentlige Beviser haves -- har udført alle de geistlige For- retninger, som kunne anbetroes en ikke Indviet. 2) At jeg under saadanne Omstændigheder vel neppe bør lide for at jeg foretrak en grundig og fleersidig Øvelse i Faget, og ret at uddanne mig til Statens og Kirkens Tjeneste, før jeg an- tog, at burde ansøge Deres Majestæts Naade om at komme deri. 3) Oftere ere Candidater naadigst kaldede til residerende Ca- pellanier og ringere Sognekald. Overalt seer jeg jevngamle og yngre Medbrødre med ikke bedre Charakterer ansatte. 4) Jeg renoncerede paa en personel Capellans oeconomiske SIDE: 186 Fordele; men, uddannende mig lige med en Saadan, troede jeg ikke at tabe fremfor ham i Udsigter til fremtidig Befordring. Endnu har jeg kun underdanigst at lægge til, at Caution eller om muligt Betaling skal blive præstert for min Gjeld til det Offent- lige, i Tilfælde af naadigst Ansættelse, hvilken alene kan sætte mig istand til at opfylde denne Forpligtelse. Saaledes, naadigste Konge! troer jeg at have mødt de Be- tænkeligheder ved min naadigste Ansættelse i geistligt Embede, som ovenanførte Puncter kunne volde. Efter dette er det, at jeg herved underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde ud- nævnt til Sognepræst fortrinsviis i Nordre Oudal i Agershuus Stift eller alternativt i Nissedal, i Christiansands Stift, i Strande- barm, i Bergens Stift, eller til residerende Capellan i Vedøe Præstegjeld i Throndhjems Stift. Nordre Oudalen ansøges pri- mært, ikke fordi jeg troer det er bedre i Indtægter end disse øvrige smaae Kald; men fordi jeg tør haabe, der at see min Virksomhed for det Gode og Nyttige lettet, efterdi jeg baade som Prædikant er kjendt af dette Sogns fleste Indvaanere, der jevnligen søge denne Nabobygd Eidsvolls Kirke, og derved, at jeg har havt Anledning til at virke i Ord og Gjerning til Opret- telsen af en fremdeles bestaaende Almuebogsamling dersteds. Naadigste Konge! tillad mig at haabe, at mine underdanigste Ansøgninger kun hvor de maae staae tilbage for den Dygtigeres maae være frugtesløse; men at de ikke maae være det i sig selv formedelst Omstændigheder, hvormed der er mere end nok privat Lidelse forbunden. Der var en Tid -- en fiendtlig Skjebne har maaskee tilintetgjort dens Forjettelser -- da jeg troede min Fremtid sikkret, mine Evner tilsagt Anvendelse efter den Ret- ning de have, mine Adkomster retfærdiggjorte i gjentagne naa- digste Tilsagn af Deres Majestæt Selv. Jeg kan ikke glemme det. . Jeg synes det er Uret, om saa skjønt et Haab skulde hen- blegne til en sorgfuld Erindring. Men har jeg, som den letsindige Lykkelige sin Tryllelampe, tabt Kraften i det mægtige Kongeord -- lad mig dog, som Han, søge derefter igjen! Lad, naadigste Konge, ikke mig være den Eneste i Norge, hvem ikke alene Brødet, men selv Retten til at ansøge derom, skal negtes! Underdanigst Henrik A. Wergeland, Candidatus theologiæ. SIDE: 187 TIL CARL GUSTAF VON ROXENDORFF [Christiania vinteren 1834 -- 35.] [Her, h] øjstærede Herr Baron! er Endecoupletten. Du Selv og Disse det er et Bed hvorpaa Guds Engle med Fryd see ned. Og Vi i trofast og kjærlig Klynge, vor Adeline, et Gjærde slynge af Ømhed knyttet om Dig og Dine. Jeg forsikkrer Dem, jeg er alvorlig betænkt paa Operaen. Jeg benytter sandsynligviis en forlængst fattet Idee til en Tragedie -- virkelig magnifique i Sujettet. Den er orientalsk. Den sidste Stormogul Schah Allum, afsat af Englænderne og pensioneret be- fattede sig i sine sidste sørgelige Dage med at skrive Elegier. Jeg lader ham nu forfatte sit eget Livs Sørgespil og (med en bitter Ironi) -- da Tyrannen Lord Clive er hos ham i Besøg -- opføre for ham i sit Pallads af sine Huusfolk el. Slaver. Clive og Scha- hen med Følge danne da som et Theater og de Spillende Slaver et. Man kommer til en Scene i Schahens Liv hvor han lader En af sine Sønner blinde. Dette skulde nu skee paa Skrømt; men -- den afmægtige Despot reiser sig ved Clives Side og (forat vise sig som Herre i sit eget retiré) byder Slaven at gjøre det virke- ligt men ønsker, forat afpasse sit Tilskud, nøjere Oplysning om de Opoffrelser, Andre af Familien, navnlig Sskriver Thaulow, have gjort." Jeg troer at kunne forsikkre dig, at de Indskrænkninger, dette Svar indeholder, skrive sig alene fra Reisezubusen. Du har imidlertid selv, gode Ludvig, i dine Ord "Een kan umuligt gjøre alt" leveret et Slags Forsvar derfor. Privatim sagt til Dig, og indrømmende at jeg ikke kjender til de private Forhold, f. Ex. Gjelds, eller de sønlige Offre, Julius Thaulow kan have bragt, har jeg den Mening at han alene eller med nogen Hjælp til er istand til at forstrække med hele Klatten. Idetmindste berettiger min Forfatning mig til at have store Tan- ker om en 60 Spdlrs maanedlig Indtægt. Inden føje har du to trofaste Venner hos Dig, hvoraf den ene vil spørge lige saa ivrig efter Havre og sit eget Velbefindende som den anden efter en Pibe Tobak og dit. Din Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Christiania 11te Marts 1835. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Undertegnede giver sig hermed den Ære, underdanig at over- sende et Responsum fra det juridiske Facultet, der gaaer ud paa at erklære mine Supplicantadkomster ikke suspenderede ved Modpartens Paastand i verserende Sag, hvilket underdanig bedes at maatte medfølge Ansøgningen som Bilag. Underdanig Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 190 TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania 25 Marz 1835. Altforlænge, Broder Ridderstad! har det været stilt mellem os. Men sandelig, ikke blot da jeg læste som Medicus om Magne- tismen, hvorledes det skulde staae i Menneskets Magt, ved at fixere Tankerne paa en Fraværende, at vække ham til aandig Correspondenz, sendte jeg mine Tanker til Dig. De og min Sam- tale, enten med din Landsmand Ekstrøm (gjennem hvem dette atter gaaer) eller med dem af mine, som kjende dine Tidsrunor, have ofte gjældt Dig, og jeg har fornummet noget i mig, der for- sikkrede mig om at Venskabet mellem os ikke domineres af Postgangen. Dog er det godt og nyttigt, tørhænde for Flere end os, saafremt vor Forbindelse bærer de Frugter, den kan og bør bære for det Almindelige, om vi ikke vænne os til en Taushed, der, ved at skille vore Kræfter, kan lamme dem, om den end ingen Indflydelse har paa vore Følelser for hinanden. Min Ven! Jeg skylder dog at nævne, men hurtigen, hvad der har gjort mig til din Skyldner i Brevvejen. Det er: mit nye Stu- dium gjør Beslag paa min allermeste Tid, og, er jeg kommen vel hjem fra Collegierne, generes jeg ofte af Besøg, saa kun faae Stunder ere mine. Jeg har dernæst ikke kunnet faae Bidrag af Andre til vor Kalender, og har kun sjelden følt et Kald til at forfatte, som jeg har suspenderet, fordi jeg har en Pult fuld af flere, dog fordetmeste ikke fuldtfærdige Arbeider, som jeg ikke seer Udvei til at faae under Pressen. Sligt gjør ikke en ung Forfatter godt. Tillige har den literære Feide betræffende et landsforrædersk, danomant, aandløst Skrivt, "Norges Dæmring" af min gamle Uven Welhaven beskjæftiget mig, især da dets Forsvarere forsøgte at frelse Stymperen ved at forsøge paa alle Maader at føre Krigen over paa mit Terrain. Da denne Feide vel neppe er dig ganske ubekjendt, interes- serer dig maaskee at vide, at et "Forsvar for Norge og Critik over det berygtede Skandskrivt Norges Dæmring" udkommer (8 Ark stort) fra min Fader i disse Dage. Du skal faae det Ugesdag efter dette. Publicum er meget spændt derefter. Jeg kan aldeles paalideligt sige dig, at der imellem alle oplyste og velsindede Folk er kun een Mening om Skrivtets Usselhed, fast man siger at det har sine Forsvarere imellem Noblessen, især SIDE: 191 da mellem dennes corrumperede Damer. At det har vundet det imellem Danmarks Smaapoeter og Redactører, kunde man vente. Har Du ei læst Skrivtet, kan Du vist faae det hos Bataljonspred. Ekdahl i Stockholm; og lad mig da vide det Indtryk det har gjort paa dig. Hos Ekdahl kan du vist ogsaa faae laant "Pape-gøjen," en dramatisk Satire (paa Titelen "et Fastelavnsriis af Siful Si- fadda") som jeg udgav mod Danomaniet sidst Februar. [Her følger en beretning om at den bokhandler som spiller en hovedrolle i farsen, selv tilbød sig å forlegge den, for 12 spd. arket, samt om den "Commentær over Papegøjen" Wergeland på hans for- langende forfattet.] Da det kom til Stykket, vilde han ei trykke den, hvorfor jeg skrev ham en for ham selv, og afsatte den første Commentær for 10 Spd. til. Saaledes lever jeg formelig af disse Tvistigheder eller rettere af Dumheden hos Modpartiet. Farcen har været af stor Virkning for den Sag, jeg af inderlig Overbe- viisning og støttende mig til alle redelige Landsmænd, der lige- saavel hade en aandig som en politisk Afhængighed, holder for den gode og utabelige. Den Fare, vi staae i fra dansk Side, er opdaget; men at vi fra svensk ogsaa tilføjes voldsomme Attentater, lægger Overflyt- telsen af det norske Vaaben i det svenske alt for klart og til sørgelige Ahnelser hos Enhver, der er Foreningens sande Ven, for Dagen. Dit redelige Hjerte vil ligesaavel som mit fyldes med Forbandelser over de Enkelte, der have foretaget sig et saa vold- somt Skridt. Endnu ere Gemytterne for oprørte i Norge til at vide paa hvad Maade denne høist alvorlige Sag maa tages: enten ved en almindelig Adresse eller ved en formelig Protest fra Stor- thinget. Hvad vore privatissima betræffer, da glem ei det Vigtigste: Kalenderen. Den vil under Omstændigheder, der true at for- vandle Foreningen til et blot politisk, aands- og kjerlighedsløst Baand, maaskee gjøre sin Nytte som Heftplasteret over det ga- bende Saar. Det er ikke nødvendigt, at den udkommer til Nyt- aar; men før og naarsomhelst. Kunde ikke Titelen være "For- eningen -- Samling af svenske og norske Arbeider" eller noget "dylikt?" Annonceer Planen, og det snart. Der behøves Tid at løbe paa. Din Wildheim maa du sende mig, ligesaa hvad Andet du har udgivet eller har Afskrivt at afsee af. Din "En Jättekung jag o. s. v." optages i en Studentersangbog, som jeg er sat til at SIDE: 192 faae udgiven af Studentersamfundet; den og "Farvel Welika"; men gid vi havde flere af din højsindede og højhjertede, liberale Muse! Taler eller skriver Du L. Hjerta til, da søg at interessere ham for vor Samplan. Jeg vil det, naar jeg svarer paa et høist behageligt Brev, jeg har faaet fra ham. Dog bytter jeg det ikke for et af dine eller for det jeg venter. Din Henr. Wergeland. TIL KONGEN Christiania 10de Mai 1835. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til residerende Ca- pellan til Hof Præstegjeld i Soløer i Agershuus Stift eller alternativt til reside- rende Capellan til Rollaug Præstegjeld i samme Stift. I foregaaende underdanigste Ansøgnin- ger, og især i sidstforhen daterede, har Undertegnede forsøgt at opstille alle sine Adkomster til, ved Deres Majestæts Naade ansat i geistligt Embede, at kunne vorde Fædrelandet nyttig. Henholdende mig til hiin udførligere Fremstilling, tillader jeg mig underdanigst at fremhæve i naadigst Erindring, at jeg tæller sex Candidataar, hvoraf de fem ere tilbragte under Ud- førelse af de geistlige Forretninger hos min Fader, Sognepræsten i Eidsvoll, der kunne overdrages en Ikkeindviet, samt at mine Charakterer ere haud illaudabilis til den theologiske Examens theoretiske og laudabilis til dens praktiske Deel. Som yderligere Anbefaling seer Undertegnede sig istand til underdanigst at hoslægge et Responsum fra det juridiske Facultet, som erklærer, at mine private juridiske Forhold -- dem jeg, uden Hensyn til den Skade og de Lidelser, de have forvoldt og volde mig, som Christen og Menneske beklager og betragter som en Tilskikkelse, der er tung nok i sig selv -- legaliter ikke kunne være mig til Hinder som Supplicant. Det er saaledes jeg underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde udnævnt til residerende Capellan til Hofs Præstegjeld i Øvre Rommeriges, Soløer og Oudalens Provstie, Agershuus Bispe- dømme, eller alternativt til residerende Capellan til Rollaugs Præstegjeld i samme Bispedømme. SIDE: 193 Dersom til ovenanførte Det, at jeg har anvendt mit sidste Candidataar til, igjennem to Semestre, benyttende al offentlig og -- med særegne Omkostninger -- privat Veiledning, at paa- begynde Medecinens vidtløftige, fra mit forrige aldeles heterogene Studium -- et Nødanker, jeg kun med Anstrengelser, Opoffrelser og formørkede Udsigters tunge Sind har udkastet . . . dersom Dette kan antages at vidne om Lyst til Virksomhed og Uddan- nelse: saa tør jeg ogsaa underdanigst haabe, at mine Aars stigende Krav paa en Virksomhed, større end Studentens kummerlige Er- hvervs, og Formuløshedens Trang og Lyst til i Ansigtets Sved at vinde Brødet ikke heller ganske vil være uden Indflydelse paa Deres Majestæts følsomme Naadesind. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL NICOLAI WERGELAND Mand. Morg. Kl. 8. [1835.] Kjære Fader -- Hermed til Camilla, hvis Brev skal besørges, en Bog. Ligesaa nogle Blade. Ligesaa et Forsøg af Welhaven paa at efterligne mig -- hvilket skal være saa let. Confereres bør det med de efterlignede Steder i Digtene. Det har ogsaa været indsendt etsteds; dog erindres nu ikke Afbenyttelsen nøje. Din kjærlige Henrik. Sig til Camilla, at jeg nok skal gjøre mit Bedste med Bøger; men at jeg staaer i Ansvar, og har mange udlaante før -- samt at hun ikke maa være saa umaadelig -- TIL OSCAR WERGELAND Chnia 15 Decbr. 35. Kjære Broder -- Besørg Indlagte -- et Expl. af Begge er til dig. Faae opspurgt Ridderstad hvor han er henne. Hør efter SIDE: 194 det hos O. Aubert. Han er Lieutn. ved Helsingeregiment. Og skriv ham saa til om han har skrevet mig et Brev til i de sidste 1 1/2 Aar; jeg har intet faaet; men senest gjennem O. Aub. til- sendt ham noget. Lad mig faae vide Frugten af dine Undersø- gelser. Ellers Alt vel; -- hjem reiser jeg en 14 Dages Tid til Juul. Nicolai er alt strøgen. Føret er Krungler. Kjender Du Captain Hazelius, saa lad ham læse mine Arbeider; ligesaa Hjertaerne (Oberstlieutnanten og Aftonbladmanden). Opsøg gamle Proto- kolsecretær Brummer og hils ham fra mig, med Forespørgsel om hvorledes det gaaer med Oversættelsen af min Norges Historie. Lebewohl Liebster Henr. Convolut om til Wallin. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 23de Januar 1836. Til det høje Collegium academicum. Dersom det er, som man siger, at Amanuensisposten ved Uni- versitetsbibliotheket vil vorde ledig, har Undertegnede herved den Ære atter at melde sig som Ansøger derom. Til de i for- rige Ansøgning anførte Adkomster, har jeg kun at lægge, at jeg agter at fuldføre det medecinske Studium, som det høje Colle- giums medecinske Medlem ventelig vil kunne bevidne jeg nu i 3 Semestre med Flid har drevet. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL OSCAR WERGELAND Xnia 6te Febr. 36. Kära Broder! Tvi! Du lärer vara mycket ledsam vid at skrifva. Dock vet jag Du mår väl -- väntligen dock bäst på Blåaporten ock i Kolmätargränd. Något om rekommenderade expeditionerne, om emottagandet af en paccotilj böcker, om Ridderstads uppfrå- gande voro dock icke ur vägen få veta. Item om jag, som på- tänkt, kan få genom din adress tillstilla Lundquistska bokhandel'n SIDE: 195 så småningom literära Saker. Således kommer nu en transport ock vidare sen -- fem om fem på gången. Hilsa Ulla ock Moll- berg och örnkläckaren Otto från Henrik Far var i Byen 8 Dage i Marked. Camilla er her siden da og bliver her en Tid hos Diriks. Alt vel -- Brevet til Lundqvist leve- res med Explrerne, og siden fremdeles hvergang Bøger kommer. -- P. S. Aftal med Otto om jeg vexelviis med dig kan addressere til ham. -- TIL OSCAR WERGELAND Xnia 19 Febr. 36. Kära broder -- skaffa mig gena [st mot] kontant vederlägg- ning "Fördomsfria tankar om åtskilliga ämnen" -- 1 Rd. 16 s. bko.; samt Wallins Katekes 16 s. bko. Svar utbedjas om du har mottagit någre böcker af mig vid Jultiden samt nys förliden andre åt Lundequists bokhandel. Din Henrik W. (hos Søren Hansens i Grændsen). TIL KONGEN Christiania 20de Februar 1836. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til residerende Ca- pellan til Ullensager Præ- stegjeld i Agershuus Bispe- dømme. Det er atter med Paaberaabelse af mit langvarige, nu snart syvaarige, Candidatur og dets Anvendelse dels til at uddanne mig til Geistlig og senere til et nyt, den Geistlige gavnligt Studium, nemlig det me- decinske, samt af det juridiske Facultets Deduction for min legale Adkomst til geist- lig Ansættelse, at jeg herved underdanigst ansøger Deres Majestæts Naade om en saadan i det ledigvæ- rende residerende Capellanie til Ullensagers Præstegjeld under Agershuus Bispedømme. Idet jeg saaledes underdanigst henholder mig til dette og hvad videre jeg, mig til Fordeel, har anført i foregaaende Ansøgninger, SIDE: 196 har jeg troet ogsaa at burde bilægge en Erklæring fra min be- falede Sagfører, som godtgjør, at den Sag, der forhen har ladet Deres Majestæts Regjering være af den Formening, at deri først maatte hændes endelig Dom med Mortification -- ved Under- retten erholdt -- af Modpartens Paastand, før den vilde be- qvemme sig til at indstille mig til naadigst Ansættelse, er af en saa langvarig Beskaffenhed, at jeg skal siges at lide ikke for min egen Skyld, idet jeg forgjæves ogsaa har tilbudt Acqviesceren, men for en tvungen Sags ejendommelige vidtløftige Natur, om mine Adkomster som Supplicant fremdeles suspenderes. Efter denne Oplysning tør jeg da haabe Forandring i Deres Majestæts Regjerings hidtil havte Anskuelse, og at jeg ikke længer skal lide under Anticipationen af en Straf, hvis Haardhed sees deraf, at den ikke gaaer ud paa noget mindre, end, uden Hensyn til nogen Dom, at sløife et Livs Anvendelse og Anstrengelser. Forsaavidt Deres Majestæts Regjering eller vedkommende De- partementschef har kunnet være i Uvished om Fortolkningen af Udtrykket "spreta juvenili levitate" i mit testimonium: da ville underdanigst bilagte Skrivelse fra den theologiske Professor samt to Attester fra mine nuværende Foresatte, i Forbindelse med hinanden, formeentlig afgive en saadan Fortolkning derover, at kun de særegne fordeelagtige Udtryk om mig i Testimoniet blive tilbage at fæste Opmærksomheden ved. Videre Fortolkning staaer det desuden vedkommende Departement aabent at indhente hos Collegium academicum eller det theologiske Facultet. Det Embede, jeg her underdanigst ansøger om, har været er- holdt af yngre Candidat, ihvorvel med bedre Charakteer. Men denne Mangel tør maaskee ventes opvejet af de Garantier for praktisk Duelighed, som jeg kan opstille i min Examen practicum, i Attesten om at jeg i længere Tid har været beskjeftiget med geistlige Forretninger, og som endelig jeg ikke feiler ved at sige at den offentlige Mening tillægger mig den. At jeg siden, mis- tvivlende om at dette skulde komme mig tilgode, med Opoffrelse har givet mig ind paa et nyt og langvarigt Studium, reducerende en Candidat, hvis Jevnaldrende og yngre Colleger forlængst ere ansatte, atter til Student, kan ikke andet end vidne mig til For- deel, saameget mere som jeg under disse aftvungne Anstrengelser har vundet Vidnesbyrd om mine Læreres Bifald. Disse ere vel ikke afæskede til nærværende Øjemed, men til at bilægges en SIDE: 197 Ansøgning om en Lærerpost ved denne Byes Borgerskole, hvortil jeg var imellem de Indstillede -- noget, som formentlig godtgjør, at der i sædelig Henseende -- jam spreta levitate -- intet er paa mig at udsætte. I Forbindelse med disse Anførsler turde det ogsaa være anmærkningsværd, at en anseet Lærer ved et fremmed Universitet -- Professor Schouw ved Kjøbenhavns -- har nylig i en Afhandling søgt at gjøre den Anskuelse gjældende, at man bør tage mere Hensyn til den Anvendelse af sin Tid og senere Udvikling, en Candidat lægger for Dagen, end til den blotte Charakteer. Der er vel for Nærværende flere geistlige Poster ledige, hvortil jeg har troet underdanigst at kunne melde mig som Ansøger, end Ullensagers residerende Capellanie; men ingen af dem synes at tilbyde saa beqvem Anledning som dette til at realisere Ideen af Oprettelsen af et Skolelærerseminarium, som, naar det var kommet til nogen Grad af Fuldkommenhed, fra at være en privat Indretning kunde extraderes det Offentlige, og saaledes bidrage til at opfylde baade Deres Majestæts yttrede velgjørende Omhu for Oplysningsværket og Lovens Bydende. Ogsaa i en saadan Hensigt er det da, at jeg underdanigst an- søger Deres Majestæt om naadigst at maatte vorde beskikket til residerende Capellan til Ullensagers Præstegjeld. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL KONGEN Christiania 20de Februar 1836. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naa- digst at maatte vorde ud- nævnt til Hospitalspræst i Throndhjems By. Med Gjenpaaberaabelse af mit langva- rige, nu snart syvaarige, Candidatur og dets Anvendelse dels til at uddanne mig til Geistlig og senere til at lægge mig efter et nyt, den Geistlige gavnligt, Studium, nemlig det medecinske, samt af det juri- diske Facultets Deduction for min legale Adkomst til geistlig Ansættelse -- er det jeg Undertegnede herved underdanigst ansøger Deres Majestæts Naade om en saadan i det ledigværende Hospitalskald i Throndhjems By. -- SIDE: 198 Idet jeg saaledes underdanigst henholder mig til Dette og hvad videre jeg, mig til Fordeel, har anført i foregaaende Ansøgninger: har jeg troet ogsaa at burde underdanigst bilægge en Erklæring fra min befalede Sagfører, som godtgjør, at den Sag, der forhen har ladet Deres Majestæts Regjering være af den Formening, at deri først maatte hændes endelig Dom med Mortification -- ved Underretten erholdt -- af Modpartens Paastand, før den vilde beqvemme sig til at indstille mig til naadigst Ansættelse, er af en saa langvarig Beskaffenhed, at jeg skal siges at lide ikke for min egen Skyld, idet jeg forgjæves ogsaa har tilbudt Acqviesceren, men for en tvungen Sags ejendommelige vidtløftige Natur, om mine Adkomster som Supplicant fremdeles suspenderes. Efter denne Oplysning, tør jeg da haabe Forandring i Deres Majestæts Regjerings hidtil havte Anskuelse, og at jeg ikke længer skal lide under en Straf, der ikke er retfærdig fordi den er grun- det i en, ikke engang af Sandsynligheden understøttet, Anticipa- tion af en Dom, hvormed det har lange Udsigter, og hvis Haard- hed sees af at den ikke gaaer ud paa noget mindre end, uden Begrundelse i nogen Dom eller anden Støtte end en vederlagt personlig juridisk Anskuelse, at tilintetgjøre et foregaaende Livs Anvendelse og Opoffrelser. Forsaavidt Deres Majestæts Regjering eller vedkommende De- partementschef har kunnet være i Uvished om Fortolkningen af Udtrykket "spreta levitate juvenili" i mit testimonium: da ville underdanigst bilagte Skrivelse fra den theologiske Professor samt to Attester fra mine nuværende academiske Foresatte, i Forbin- delse med hinanden, formeentlig afgive en saadan Fortolkning derover, at kun de særegne fordeelagtige Udtryk om Underteg- nede i Testimoniet blive tilbage at fæste Opmærksomheden ved. Videre Fortolkning staaer det desuden vedkommende Facultet aabent at indhente hos Collegium academicum eller det theolo- giske Facultet. Det Embede, Undertegnede her underdanigst ansøger om, har været erholdt af yngre Candidat, om end med bedre Charakteer til den theoretiske Examen. Men denne Mangel tør maaskee ansees opvejet af de Garantier for praktisk Duelighed, som jeg kan opstille i min Examen practicum, i Attesten om at jeg i længer Tid har været beskjeftiget med geistlige Forretninger af SIDE: 199 forskjellig Art, og som endelig jeg ikke feiler ved at sige at den offentlige Mening tillægger mig samme. At jeg siden, mistvivlende om at dette skulde komme mig til- gode og lidende under Vægten af hiin høje Vedkommendes An- skuelse, med Opoffrelse har givet mig ind paa et nyt og lang- varigt Studium, reducerende en Candidat, hvis jevnaldrende og yngre Colleger forlængst ere ansatte, atter til Student, kan for- meentlig ikke andet end vidne mig til Fordeel, saamegetmere som jeg under disse aftvungne Anstrengelser har vundet Vidnes- byrd om mine Læreres Bifald. Disse ere vel ikke afæskede til nærværende Øjemed, hvortil jeg da kunde have erholdt flere, men til at bilægges en Ansøg- ning om en Lærerpost ved denne Byes Borgerskole, hvortil jeg var imellem de Indstillede -- noget, som formeentlig godtgjør, at der i sædelig Henseende (jam spreta levitate, si fuisset) intet er paa mig at udsætte. I Forbindelse med disse Anførseler, turde det maaskee ogsaa være anmærkningsværd, at en anseet Lærer ved et fremmed Universitet -- Professor Schouw ved Kjøben- havns -- har nylig i en Afhandling søgt at bevise Rigtigheden af den Anskuelse, at man bør tage mere Hensyn til den Anven- delse af sin Tid og senere Udvikling, en Candidat lægger for Dagen, end til den blotte Examenscharakter. Det er da paa ovenanførte Grunde og i Tillid til Deres Maje- stæts Naade at Undertegnede underdanigst ansøger Deres Maje- stæt om naadigst at maatte vorde udnævnt til Hospitalspræst i Throndhjem. -- Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Christiania 20de Februar 1836. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Idet Undertegnede giver sig den Ære med ærbødigst Anbe- faling at oversende to underdanigste Ansøgninger betræffende Ullensagers residerende Capellanies og Throndhjems Hospitals- kald ledigværende Embeder, bilægges de med følgende: SIDE: 200 1) Testimonium publicum, -- 2) Det juridiske Facultets Respon- sum, -- 3) Erklæring fra Professor Hersleb betræffende Udtrykket i Testimoniet: "spreta juvenili levitate, -- 4 dit til Far sidst ogsaa læst, da han i dette Øjeblik er her paa mit Værelse, hvor han boer siden idag mor- ges for nu i Eftmdd. at reise op med mig til Paaske. Mal mig af i Olje vedlagte to i samme Format, hvortil jeg har forgyldte Rammer. Calmeyer supplerer nok af Hukommelsen, da han vist har været paa Stederne. Hilsen til Calmeyer. Mal den Scene i "sidste Kloge" hvor Djævlene fare af med Zobolam eller hvor Ayanna styrter sig ud. Driv paa det Haandværk, især Landskab troer jeg. Lykke til! Lundequist skal avertere i Aftonbladet; er han doven, da skal det til Deleen -- Lebewohl Henr. TIL S. A. W. SØRENSSEN M. FL. Bededag 29de April 1836. Paa Opfordring fra Undertegnede til at danne en Forening til at overveje og udføre de præliminære Forholdsregler betræffende et Nationalmonuments Oprettelse ved Eidsvoll Jernværk, sammen- traadte 27de sidstl. følgende Medborgere: Sognepræst Hesselberg -- Statsrevisor Stabel -- Assessor Bjerregaard -- Advokat Randklew -- Lector Schweigaard -- Fuldmægtig Adolf Stabel -- Ingeniørcapitain Aubert -- Ar- tillerilieutn: Holst -- Kjøbmændene Jacob Juul og Schreiner -- Landskabsmaler Flintoe og Depotforvalter Gløersen -- Hver for sig personlig egnet til at være Sagen nyttig i dens Ud- førelse og ikke anderledes forholdende sig til den og den hele Forening end Tænderne i et Hjul. Ça ira! Man blev snart enig i, at Sagens uomtvivlelige Interesse og Vigtighed i og uden Fædrelandet ikke alene fordrede energiske Beslutninger, men al den Planmæssighed i sit første Anlæg og al den Authoritet, som norske Borgere kunne give den. Man var ikke i Tvivl om hvor denne var at søge. Det blev da be- sluttet, at et Møde igjen skulde holdes den 29de, Bededagsaften SIDE: 202 Kl. 6 i et dertil afgivet Lokale i Søren Hansens Gaard nederst i Grændsen, hvor Planer skulde fremlægges, og hvor ovennævnte her tilstilede ærede Medborgere skulde anmodes om at ville hædre Forsamlingen og gavne Sagen med sin Nærværelse. Denne ærbødige Anmodning skeer da herved til Mhrr. Herr Højesteretsadvokat Sørenssen, Højesteretsadvokat Hjelm, Sognepræst Riddervold, Grosserer Jensen, Rector Holmbo, Gaardejer Haagenstad, Byfoged Christensen og Kirkesanger Ueland om de til bemeldte Tid og Sted ville skjænke Forsamlingen sin Nærværelse. Svar herom bedes paategnet. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 26de Mai 1836. Da den Tid af tre Maaneder, som det høje Collegium acade- micum har ansat for Undertegnede som 2den Amanuensis ved Universitetsbibliotheket, med denne Maaned er forløben, og Un- dertegnede ønsker at vedblive i benævnte Function, andrages om at extenderet Beskikkelse dertil af Collegiet maa vorde ud- færdiget. Et Vidnesbyrd fra Hrr. Overbibliothekaren om hvorledes Undertegnede hidtil har røgtet sit Hverv hosfølger. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 29 Juni 1836. Undertegnede anholder om fremdeles at maatte vorde beskikket til 2den Amanuensis ved Bibliotheket, hvortil det er sandsynligt at Storthinget vil bevilge det fornødne, siden Gagen for denne SIDE: 203 Post dertil er eenstemmig indstillet af vedkommende Kommitté. Jeg befinder mig ogsaa midt i et vidtløftigere Arbeide, nemlig Optagelsen af Doublettkatalogen. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL ORLA LEHMANN [Christiania juli 1836.] De vil, høistærede Herr Lehmann, gjøre mig en Fornøjelse ved at beholde hoslagte 2 af mine senere Arbeider til Erindring om at De vovede Dem ind i den norske Varulvs Hule. Faaer De Tid til at læse dem (og det mindre med den Underretning at den er skrevet fra første Haand saadan som De har den trykt) saa vil De, ved et andet Besøg, som jeg ønsker mig, da jeg er sat ud af Stand til at gjengjælde Deres, kunne sige mig om Raggen er saa strid endda paa Bæstet. Deres Henr. Wergeland. Nok engang -- jeg ønsker meget at meddele Dem noget. TIL NICOLAI WERGELAND [Christiania] Mand. Morgen [12. sept. 1836] . Kjære Fader -- jeg sender hermed mit Svar paa den Cstnelles Angreb paa mig, der har vakt Uvilje saavidt der er kommet mig nogen Mening til Kundskab. Svaret er ligelydende indrykket i Søndagsbladet, og har vundet Bifald ved sin Moderation og Op- rigtighed. Til Risum og Roshauw har jeg atter havt Bud idag Kl. sex omtrent, men det er endnu ikke kommet tilbage, og jeg maa nu gaa ud. Flyvebladet gaar stærkt af. Jeg vil skrive et el. 2 Nr. til, og deri skal vises at de herlede sig fra sand norsk Bedrøvelse over de Krænkelser Folk og Thing maa lide. Brevet til Fru Ekleff gaar imorgen med Kokken paa Damp- baaden. Igaar skrev jeg følgende simple Vers til Storklokken i Christiansand: SIDE: 204 Mit Bryst er haardt, min Røst ei mild; Dog Engles blide Harpespil. Har ingen bedre Mening. Jeg toner over Kristiansand: "Gak ind i Fred hver Viv og Mand i Kristi tro Forening!" Levvel. Din Henrik. TIL JONAS COLLETT [Desember 1836.] Højvelbaarne Herr Statsraad Collett. Dersom Deres Højvelbaarenhed viser den Opmærksomhed at gjennemblade disse Paginaer, vil De finde nogle som prise det, at "gribe Aanden i Tingene, Betydningen i Tegnene" og ikke at ringeagte det udvortes Smaa. De har nu med saamegen Godhed viist, at De gjør saa med Hensyn til den ubetydelige, men ikke ubetydende, Yttring af de norske Studenters Højagtelse; og tør da Undertegnede uden Fortrydelse have tilstedet sig den Frihed herved at tilstile Dem sine Ord om at gribe Aanden i Tingene, Betydningen i Tegnene, det Store -- eller det Gode -- i det Smaa? Med dyb Højagtelse Henr. Wergeland. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 27de Januar 1837. Til det høje Collegium academicum. Siden for Juni Maaned f. A. har Undertegnede intet erholdt for den mig ved Collegiets erkjendtligt paaskjønnede Godhed midlertidigen overdragne og hidindtil af mig varetagne Post som 2den Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. I Haabet om, om- trent ved denne Tid at ville kunne erholde paa eengang udbetalt det Hele, eller saa meget deraf som Universitetets øvrige For- hold maatte tillade, har jeg maattet gjøre Gjeld til mine Nødven- digheders Bestridelse. Idet jeg derfor herved ærbødigst andrager for det høje Collegium academicum om at det for sidste Halvaar i forløbne Aar samt for denne Maaned i indeværende mig Til- SIDE: 205 kommende maa blive mig anviist, maa dog Underretningen nys- oven om hvorledes jeg hidtil har hjulpet mig ikke saaledes for- staaes, at jeg ikke beredvilligen skulde underordne mit Krav hvilkesomhelst andre. Ærbødigst Henrik Wergeland. TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Kristiania 4 Mai 1838. Til Administrationen for Kristiania Byes Vel. Jeg ønsker at indtræde i Selskabet for Kristiania Byes Vel med Bidrag som indlagt 1/2 Spd. for indeværende Aar. Jeg be- klager, at jeg, for det første, maa indskrænke mig hertil. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL OSCAR WERGELAND Chnia 7. Mai 38. Mon cher frere! J'en doute que j'ai de quelques choses pour mettre a toi; car je crois que j'ai deja mis mon "Stockholmsfarer No. 2" mais seulement a l'objet de donner a l'Etranger une idee du genre de mes poesies. L'Exemplar de mon poeme de la ven- geance pour Pologne men gaaer kanskee rundt. -- De maa endelig komme! Deres Veninde Jfr. Bekkevold venter Dem med Deres Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL 2den Aug. 38. S. T. Herr Fuldmægtig Stabel. Alvorligt -- skulde De virkelig tænke paa at faa en Anden, end Sivertson til at udarbeide de svenske Artikler for Morgen- bladet, saa lægger jeg Dem paa Hjerte mit Tilbud at overtage dette Hverv paa den Opsigelsestid, De selv maatte bestemme. Jeg troer, flere af vore fælleds Bekjendte, om et for Sivertson saa uheldigt Tilfælde skulde indtræffe, at De maatte finde Dem nødt til at afskedige ham -- vilde see med Fornøjelse at jeg blev den Remplacerende. Der er Intet i mine øvrige Beskjæf- tigelser som gjør det vanskeligt for mig, med ligesaa stor Punkt- lighed, som jeg har lagt for Dagen og vænt mig til paa Biblio- theket at overtage deslige vices for Morgenbladet, hvis Interesse da og tillige blev min. SIDE: 207 Det væsentligste Motiv til dette Ønske er virkelig de Forhold jeg har meddelt Dem mundtlig, ligesom og, at mit Byggeri har gjort at min Indtægt og Udgivt ikke længer staa i saa godt et Forhold til hinanden som tilforn. Deres Henr. Wergeland. TIL AMALIE BEKKEVOLD [Bruddstykke.] [5. august 1838.] [ -- ] Første, som gjorde mig opmerksom paa Deres skjønne Sjel, at De, uagtet dette, uagtet han stundom ikke behandlede Dem med Delicatesse, dog var saa ærbødig mod ham. Ak, Amalie, min Elskede, jeg haaber, han ikke vilde have imod en Forbin- delse mellem os, naar De bare kunde gjengjelde min Følelse, og naar Vi saa fik et smukt Hjem og tog Olava eller en anden af de smaa til Os?, -- han vilde ikke have noget herimod heller. O Amalie, bedste, kjæreste! lad mig sværme væk og bygge mine luftige Slotte indtil de enten forsvinde eller De giver dem Virke- lighed. -- Jeg afbrydes. Hurtigt ind da Lap, og saa Gud veed hvor jeg nu skal faae den afsted. Nu har De 3 Breve med 2 Poster og 2,3 i den ene Convolut. Ikke saa? ellers er noget borte. Levvel! Naar seer jeg Dem? Gid Deres Moder kom i Aften! Levvel, huldeste, fagre Amalie og glem ikke P S. Naar De kommer, skal De see et smukt (saa haaber jeg) Digt til Dem. TIL AMALIE BEKKEVOLD Søndag Eftmddg. [5. august 1838.] Dette, kjæreste Amalie, skriver jeg et Par Timer efter Ind- lagte, og i min Ensomhed. Jeg har sendt Bud efter Deres Fader paa et Glas Porter for dog at kunne tale om Dem, og det al- vorligt. Der var intet Brev med Posten; altsaa stoler jeg og venter paa Deres Moder. Jeg længes efter hende, skjøndt jeg vel under hende et langt Hvilerum for hendes huuslige Byrder. Amalie, smukke ungdommelige Amalie, skal De engang blive som hende? O ikke saa nedbøjet, om saa -- hvilket Gud give! -- skal skee, at jeg skal afvende Livets Sorger fra Deres skjønne Sjel. SIDE: 208 Ved den Alder kan Kjærlighed endnu være lykkelig. Og min Følelse for Dem er af den Art, at mit Hjerte, skjøndt sandseligt og med sit Blod, slaaer fyrigere ved Tanken om Deres Aande- lige og Indre end ved Synet af den Ynde, som har fortryllet mit Blik. Jeg kan ikke give Slip paa den, skjøndt den ikke gjør mig lykkelig under den qvælende Uvished om hvordan den i Tiden vil blive besvaret. Det er vist, at min Kjærlighed for Dem, hul- deste Amalie, gjør mig bedre og giver mig et Had til alt Andet end hvad der kan behage Deres rene Sjel. Jeg satte Pennen til denne Side, fordi den Tanke faldt mig ind, at mine lidenskabelige men inderligt oprigtige Udbrud kunde synes Dem som udrundne af den Tro, at jeg havde nogen Ret til Deres Hjerte. Elskede, nei -- De er fri. Jeg vilde mindst af Alle øve nogen Vold paa Deres Følelser. Medlidenhed er mig ikke nok. Jeg forlanger, hvad De ikke kan give uden De har den fuldeste Tro til mig og Deres Følelser have taget den Retning -- jeg forlanger mine Følelser besvarede saaledes at vore Sjele ere eet, vor Glæde og Sorg fælleds. O Amalie, jeg føler den umaadelige Kraft min Aand vilde faae, naar den havde en saadan Himmel at tye til. Min Muse vilde faae et ukjendt Sving, og Amalie skulde dele mine Triumpher, Amalie "den Perle, jeg har funden ivaar paa vilden Strand, reen som Demantens Vand, som Graad fra Engels Øje runden." Jeg afbrydes af Besøg -- Amalie, huldeste, sødeste Pige Lev- vel! Gud velsigne Dig og bevare Dig for din trofasteste, var- meste Ven Henr.W -- P. S. Jeg er i saadan Angst for at Peter Holm, til hvem jeg addresserede det første Brev (under Æresløfte om Taushed) ikke skal have været i Mos, at jeg nu midt paa Natten er staaet op for at bede Dem i saa Tilfælde [fotnotemerke] at vise Deres Onkel denne Bemyndigelse til at modtage Brevet. Ellers behøver jo ikke Deres Onkel at være iblandet mit Hjerteanliggende. Godnat, kjære Amalie! Godnat! Kom mig ihu den Aften, De har faaet dette ihænde! hw. Fotnote: I saa Tilfælde vises Deres Onkel kun dette Postscriptum. SIDE: 209 TIL AMALIE BEKKEVOLD 5 Aug. [1838.] Blomstbrev til Amalie. To røde Nelliker . . . . . . . ): Skjøndt min Kjærlighed tiltager, To hvide Nelliker . . . . . . . . ): voxer min Tungsindighed. En blomstløs Rosenqvist . . . Min Kjærlighed er glædeløs. Lyngqvist . . . . . . . . . . . . . Jeg er forbandet Blaaklokke . . . . . . . . . . . . Jeg ahner i min Fantasie Valmue . . . . . . . . . . . . . Vanvid eller Græsstraae . . . . . . . . . . . . Døden. Henrik. TIL AMALIE BEKKEVOLD [12? August 1838.] Blaaklokke . . . . . Er det blot en fager Drøm, Bringebær . . . . . . at Du vil skjænke mig det Sødeste Du ejer: Rosenknop . . . . . din jomfruelige Kjærlighed? Verbena . . . . . . . . Min Lykke beruser mig. Kløver . . . . . . . . . Gud vil velsigne Kartoffelblomst . . nøisomme Hjerter. Aster . . . . . . . . . . Og jeg vil bevare min Kjærlighed til den sil- digste Alder. TIL AMALE BEKKEVOLD [August? 1838.] Blaabærblomst (Slaaer næsten Jeg lover ikke meget, men det, aldrig feil) . . . . . . . . . . . . . . jeg lover, skal jeg holde. Qvist med Bærret . . . . . . . . . . . . Her har Du mig som jeg er. Jordbærblomst . . . . . . . . . . . . . . . Du skal snart lære at kjende mig bedre. Qvist med Bærret . . . . . . . . . . Er Du nu fornøjet med mig? Tyttebærblomst . . . . . . . . . . . . . O hvor min Fattigdom smerter mig? Qvist med Bærret . . . . . . . . . . . Tro mig, vi skulle have Bryllup inden Juul, saa fattige vi ere. Tejebær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Skjøn Jomfru, din Brudekrands er færdig, naar Du behager. SIDE: 210 TIL ADOLPH B. STABELL Biblioth. 6 Septbr. 38. S. T. Hrr. Fuldmægtig A. Stabel. Jeg er ikke underrettet om De skulde have modtaget for en Tid siden et Tilbud fra mig om at overtage Sivertsons Affaires ved Morgenbladet. Dersom De ikke allerede har bestemt Dem for nogen Anden, gjentager jeg det med Forpligtelse at være punktlig tilstede i Byen indtil Posterne og Korrekturen ere expe- derede. At De ei behøver at frygte for, at de egne Reflexioner, som de svenske Artikler maatte give Anledning til, skulle under mine Hænder antage andre Farver end Mbladets gamle, sikkres De for ved mit Løfte, der har sin Grund i en Forandring i mit Private, som gjør enhver økonomisk Acquisition dobbelt nød- vendig mod ellers. Med min Amanuensisgage, som ligeledes er betinget ved en Orden der maa være punktligere end selve den der er nødvendig ved Mbladet, vilde jeg da faae nok til at leve uafhængig. Deres Henr. Wergeland. TIL JENS G. DØDERLEIN 5te Octbr. 38. Selskabet for Kristiania Byes Vel, hvoraf Herr Stadsfysikussen er et virksomt Medlem og maaskee en af dets Funktionærer, har, som jeg troer, gjort Byens Forskjønnelse ved Træplantninger til et af sine nærmeste Formaal. Jeg tillader mig, i saa Henseende, gjennem Herr Stadsfysikussen, at gjøre et Forslag, som formeent- lig, om det udføres, ikke lidet vil bidrage til at forskjønne "the appearence of the city", og en af de Udsigter, nemlig fra Fæst- ningspromenaden, som oftest besøges af Publikum. Jeg foreslaaer nemlig, nu i den rette Tid om Høsten ved Plantninger af temmelig vidtkomne, riigløvede og rasktvoxende Træer, navnlig af Poppler, at give den nordre Side af den skal- dede, kun med Buske besatte, Hovedø et smukkere Udseende. Øen har mange dybe og fugtige Steder, som passe for om- nævnte Træsort; og ligesom Kommandantskabet sandsynligviis ikke vil have Noget imod Udførelsen af et saadant Project, kan SIDE: 211 man vel ogsaa vente, at Fæstningen vil afsee den Madjord og Gjødsel, som den ved Opmuddringer o. desl. har Overflod af. Træsorterne burde, foruden Poppel, ogsaa være Løn, Gran og Furu, og være saa store, at Kreaturer ikke kunde skade dem. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FREDERIK HOLST M. FL. Kristiania 14 October 1838. Til Dhrr Professores Medecinæ Dr. Holst, Dr. Skjelderup, Dr. Heiberg og Dr. Generalchirurg Thulstrup. Da jeg, som geistlig Supplicant, holder det for hensigtsmæssigt at godtgjøre, at jeg har anvendt fire Semestre af mine Candidataar paa at studere Medecinen, nemlig fra Begyndelsen af 2det Sem. 1834 og til henved Slutningen af 1ste Semester 1836, da min An- sættelse ved Bibliotheket vanskeliggjorde en anstrenget Fortsæt- telse deraf, anmoder jeg herved ovennævnte mine ærede Lærere om, herpaategnet at ville bevidne, -- min Privatpræceptor, Hrr Pro- fessor Holst, som forhen af ham attesteret -- men hvilken Attest ikke af Modtageren kan præsteres -- at jeg har bivaanet Fore- læsninger og underkastet mig Examinatorier, Hrr. Professor Skjel- derup, at det samme i det Tidsrum har været Tilfælde med mig i hans Fag, Hrr Professor Heiberg, at jeg har besøgt hans Fore- læsninger og freqventeret Hospitalet, samt Hr Prof. Thulstrup, at jeg har frequenteret hans Examinatorier. Jeg haaber mine ærede Herrer undskylder denne Anmodning for hvis velvillige Opfyl- delse, ligesom for den gode Veiledning, jeg af Enhver især har nydt i et Studium, jeg ikke betragter som forladt, jeg bestandig er Deres ærbødigste, forbundne Henr. Wergeland. E. S. Ovenomskrevne Attest fra Hrr Holst, ligesom en paa samme Tid afgiven fra Hrr Skjelderup, ere komne tilhænde senere fra Universitetssekretæren og vedhæftede her. SIDE: 212 TIL IVER HESSELBERG Grønlien 16 October 1838. S. T. Herr Sognepræst Hesselberg. Saa vanskeliggjort som den geistlige Supplikatur er bleven gjort mig, anseer jeg det ikke overflødigt, at indhente en anseet Geistligs Erklæring om hvorvidt han troer vor Kirke tjent med mig. Da Deres Velærværdighed er min Sognepræst, og jeg har nydt velvillig Tilladelse nogle Gange til at prædike i den af Deres Kirker, hvortil jeg nærmest hører, veed jeg Ingen, jeg i saa Henseende før bør henvende mig til, hvorfor jeg vover at udbede mig Deres uforbeholdne Mening om min Person som Aspirant til at komme i geistlig Virksomhed. Dersom Deres Velærværdighed er saa artig at indlade Dem herpaa, ønsker jeg Deres Erklæring skreven paa dette eller et vedhæftet Papir. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KONGEN Kristiania 12te November 1838. Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien, an- søger underdanigst Hans Majestæt Kongen, om naa- digst at maatte vorde be- skikket til residerende Ka- pellan i Nannestad Præ- stegjeld under Agershuus Bispedømme. Den Skjebne, Undertegnede har lidt som Ansøger i det Fag, alle Ungdommens Aar ere anvendte for, har været uhel- digere og bittrere end hvilkensomhelst Andens af jevngamle eller meget yngre Kandidater. Jeg seer allerede længe Saa- danne, med lignende eller slettere Karak- terer, som Sognepræster i Kald, hvis Ka- pellanier vilde tilfredsstille mine Fordringer. Men siden disse, medens Statsraad Diriks forestod Kirkedepartementet, fandt saa lidet Gehør, at man ikke engang tog Hensyn til mine Ansøg- ninger, har jeg hidindtil undladt bona fide at indlevere saa frug- tesløse Papirer, og trukket mig tilbage med Følelsen af at være den ene Forskudte. Det er Tilliden til min højmodige Konges Naade, til Regjeringens Retfærdighed, den stedse levende Tilbøjelighed for det geistlige SIDE: 213 Kald, og Trang til en anden, mere afmaalt, Virksomhed, end den, min isolerede, fra alle Forhaabninger løsrevne, Stilling har affødt, som paany lader mig ansøge, og da om Landets knappeste Embede. Jeg skulde dog neppe vove det, dersom jeg ikke havde den grundede Tro, at Hvad, der bevirkede hiin vilkaarlige Sus- pension af mine Adkomster til at søge og erholde Noget, var alene en personlig juridisk Anskuelse hos daværende Departe- mentschef, men som ikke deles af den nærværende, eller til- stedes at strække sine ødelæggende, Livshaab og Virkekraft lammende, Følger endnu længer udover mine bedste Aar. En Betænkning fra det juridiske Facultet godtgjør idetmindste, at Mænd af Competence kunne opstille Grunde for en modsat Anskuelse, end den, afgangne Statsraad Diriks gjorde gjældende imod mig, nemlig, at man, før man kunde tænke paa at tage Hensyn til mine Ansøgninger, maatte oppebie endelig Dom i en Sag, jeg har med privat Mand betræffende Injurier fra begge Sider, men som i sine Motiver ere væsentligst forskjellige i at mine Ud- tryk herlede sig fra min Dom over Modstanderens Forhold til Andre og hans fra en lidenskabelig Opfatning af mit til hans egen Per- son. Havde Statsraaden kunnet forudsee Langvarigheden af denne Proces, hvis Ende efter 7 1/2 Aar ikke kan øines endnu, idet den fremdeles staaer for Stiftsretten, eller hvilke Følger for mit hele Liv denne Udsættelse paa ubestemt Tid, denne tvungne Sløifen af arbeidslystne Kræfter har maattet have, skulde han sandsyn- ligviis ikke have tillagt private Forhold en saadan Vægt. Men paa denne hans Anskuelse, saadan som han nu retfærdiggjorde den for sin egen Sjel, havde hiin Betænkning, som deducerer den modsatte, ligesaalidt Indflydelse, som at jeg, mens min Mod- part ikke for Processens Skyld har mødt Hindringer for sin Be- fordring, laae under for den grusomme Lod, at see mine fore- gaaende Anstrengelser spildte, mine Udsigter tilintetgjorte og mine bedste, uerstattelige Aar at gaae hen i stedse større Fjer- nelse fra mit Kald og i en tvungen Uvirksomhed, som hverken har været mig god eller kjær. Den lagde mig nemlig, uden der- ved at læge den saarede Følelse af Tilsidesættelse, Beskjæfti- gelser ihænde, som ikke just pleje at befordre Folk frem, og som miskjendtes af en heftig Journalpolemik endog i sine Tendenzer, der aldrig vare andre end at gavne Fædrelandet, og kun deri SIDE: 214 noget egennyttige, at jeg ogsaa tilsigtede, at give mig selv til- strækkeligt at bestille, naar Aandsarbeiderne bleve for ensfor- mige og Studerestuen for snever. Jeg hensigter her til de poli- tiske og journalistiske Idrætter, man, med Ret og Uret, tillægger mit Navn, som -- hvilke de end vare -- om de sees med et andet Øje end opflammede Journalisters, vare frie for al smaalig Regjeringskritik og bare Præg af en stærk Følelse for mit Folks Nationalitet ligesom de aldrig fornegtede Enthusiasmen for dets Konge. Jeg har ogsaa været angreben som Den, der skulde besidde formeget af denne Egenskab -- kort! jeg har fundet, at man, med den bedste Vilje, har saa ondt ved at gjøre i slige Ting, især naar man foragter at være noget Vaklende og Halvt, at jeg ret hjertelig længes efter Rolighed, ligesom jeg forlængst har fjernet mig fra en Kampplads, min Aand ingen Tilbøjelighed har for, og hvor der hos Os ikke føres nogen anden end Patrio- tismens egen Borgerkrig. Der er det Partihad og personligt Fiendskab ikke har bluets ved at beskylde mig for Agitation og misligt Unionssind -- ja! jeg har et Gemyt, der ogsaa kan lide under en bevæget Tids Indflydelser, jeg har Evne til ogsaa at danne mig en Mening, jeg kjender ikke til Ligegyldighed i Fædre- landets Anliggender, og jeg har agiteret, ja virkelig agiteret Al- muen ved mange Skrivter og Sange til at elske Konge og Fædre- land, til at kjende dets Historie og Natur, til at stifte Foreninger for Oplysning og medborgerlig Virksomhed. Den Agitation har jeg drevet. Og jeg har, som en svensk Forfatter har udladt sig med, forsøgt, i Forbindelse med ham, ved Udgivelsen af et for begge Nationer fælleds Tidsskrivt, at knytte de aandelige Baand imellem dem fastere; -- jeg har, som historisk Forfatter, gjort mit til forat gjøre Hensigtsmæssigheden af deres Forening ind- lysende -- det har jeg gjort -- det er mit mislige Unionssind. Min Bevidsthed frikjender mig i andre Henseender ikke for Ube- tænksomheder mod mig selv, undtagen i deres Motiv; men i at være en god Borger, og i at besidde de Anskuelser, man kan fordre hos et Menneske af den Oplysning, man maa tiltroe mig ellers, tør jeg kræve ikke at vige for Nogen. Jeg har derfor maaskee i Ovenstaaende søgt at møde Betænke- ligheder ved min Ansættelse, som ikke existere. Disse Allotria betragtes maaskee som en Vegetation af mit Liv, der ikke røber SIDE: 215 noget ilde om dets Kjerne, eller trænger mine Qvalificationer til Ansættelse tilbage. Og i denne Henseende, naadigste Konge, kan jeg underdanigst anføre: 1) Af de ni og et halvt Aar, jeg nu tæller som Kandidat, har jeg, paa et kort Mellemrum nær til en Udenlandsreise, anvendt de 5 første til praktisk Uddannelse hos min Fader under jevnlig regelmæssig Udøvelse af Prædiken, Skolebesøg og Konfirmations- underviisning; de 2 følgende til at studere Medecinen ved Uni- versitetet, og de 2 1/2 sidste har jeg været og er Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. Hoslagte Vidnesbyrd -- fra Overbibliothekaren, de medecinske Professorer og min Fader -- godtgjøre alle Vedkommendes Til- fredshed med mig i disse forskjellige Stillinger, og at jeg har anvendt min Tid pligtmæssig til at gjøre mig brugbar. Den sidste officielle Indberetning om Universitetets Anliggender roser navn- ligen min Opførsel paa Bibliotheket -- en Post, som udkræver den strengeste uafbrudte Nøiagtighed, idet jeg er den eneste Ansatte ved den offentlige Læsesal, der dagligen skal aabnes. Det øvrige paahvilende Kopiistarbeide fortsættes under de sæd- vanlige Universitetsferier; og, om det end giver mig det knappe Nødvendige, saalænge mine deraf lidende Øjne holde ud, og til- byder Anledning til adskillig Literaturkundskab, saa betager dette Arbeide for Brødet mig dog Adgangen til at fortsætte Me- decinen, der netop lægger Beslag paa de samme Timer, og ind- renter mig for Fremtiden kun Vidnesbyrd om at man for Ordens og Flids Skyld nok tør betroe mig noget. 2) Det er allerede flere Aar siden H.H. Biskopen over Agers- huus Stift yttrede i en Betænkning, at jeg nok kunde være at ansætte i et residerende Kapellani. Men den bedre Tid for geist- lig Befordring fandt endnu Sted da jeg tog min Examen, saa jeg seer alle mine Jevnaldrende, der have valgt den Vei, forlængst vel ansatte, og med Udsigter langt forud for mig. Gud har, i hvad Deres Majestæt naadigst maatte lade mig begynde med, ikke gjort det umuligt for mig at indhente dem igjen; og jeg har Viljen dertil. 3) Med mine Examenskarakterer ere Mange gaaene lige til Sognekald. De ere haud illaudabilis til den theoretiske siden Mai 1829, og siden Juni 1833 laudabilis til den katechetiske SIDE: 216 Prøve og laudabilis inprimis ob specimen scriptum til den homi- letiske. Det kan dog, i Henhold til hoslagte Erklæringer fra Sognepræsterne i Eidsvold og Agers, og fordi det synes somom man gjerne hører mig, med Rimelighed antages, at jeg senere har erhvervet mig noget af det Manglende i Udførelsen. 4) Mine Kandidataar ere altsaa langt flere end hidtil alminde- lig har fundet Sted. Endogsaa uden at see hen til den gode Mening om min Ordentlighed, som de forskjellige hoslagte Atte- stationer give Anledning til at fatte, forudsætter min Alder, at den "levitas juvenilis", som mit testimonium publicum, der dog ved Siden deraf tillægger mig særegent rosende Egenskaber, jam "spreta est". Og har jeg nu i alle de Aar ikke undladt at ud- danne mig baade specielt som Geistlig og i anden videnskabelig Retning, der ogsaa kan være den Geistlige til Nytte, og at gjøre mig saa nyttig, som en isoleret Stilling og selvskabt Virkekreds har tilladt, tør jeg maaskee ogsaa underdanigst haabe, at min Kandidatalder ligeledes vil betyde noget til min Fordeel. 5) I disse Henseender er det vitterligt, at jeg ikke har ladet det være med lige til den sidste Tid at holde mig i Prædikeøvelsen. Jeg har, som Mediciner, af reen Interesse for den geistlige Virk- somhed, medens jeg havde maattet opgive Haabet om at offre denne mine Kræfter, ogsaa besøgt de pastorale Forelæsninger og Examinerne ved flere af Byens Almueskoler. Som Mediciner søgte jeg ogsaa at fortsætte min Virken for Oplysning imellem Almueklasserne, idet hoslagte Skrivelser fra Rigshospitalsdirektionen, Kommandantskabet og Politimesteren udvise, at jeg har istandbragt Bogsamlinger for Hospitalspatien- terne, Hovedvagten og Raadstuearresterne, hvor jeg havde til Hensigt at sysselsætte ledige Mennesker paa en nyttig Maade. Tilforn har jeg været virksom i samme Retning mellem forskjel- lige Landalmuer, og de forskjellige Almueskrivter af reen sæde- lige Tendenz, jeg har forfattet og udgivet have ikke bragt mig anden Vinding end Bevidstheden om, efter ringe Leilighed, at have gjort mit for en saa god Sag, som dog tilsidst bliver den vigtigste af alle. Det er ikke med den Fornøjelse, hvormed jeg kan fremlægge betydende Mænds Vidnesbyrd om god Opførsel, at jeg omtaler denne min Virksomhed. Endskjøndt den frem- deles lever i sine Gjerninger, erkjender jeg fuldtvel, at den kun erholder nogen Betydning ved mine Kaar og Stilling, og ved at SIDE: 217 paapege en god Vilje, der kun trænger til den Virkekreds, hvori den hører hjemme. Dette er den geistlige, og jeg har troet at kunne finde den i en Egn, hvor jeg er kjendt af Præsteskab og Almue rundtom, og hvor nu et residerende Kapellani, det knappeste i Landet, er ledigt. I Haab da til min Konges Naade, at Hvad der taler til min Fordeel maa hos Deres Majestæt have Overvægten, saa den Be- stemmelse, jeg har offret Formue og Aar, ikke tilintetgjøres medens disse gjøre min Lyst fyrigst, min Evne stærkest til at blive Konge og Fædreland nyttig i deres fælleds Tjeneste, an- søger jeg derfor underdanigst om naadigst at maatte vorde an- betroet Nannestads residerende Kapellani. Underdanigst Henrik A. Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Grønlien ved Opslo 12 November 1838. Til den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Idet jeg herved ærbødigst oversender underdanigst Ansøgning om Nannestad residerende Kapellani, giver jeg mig den Frihed at specificere følgende Bilag dertil: 1) Det juridiske Facultets Betænkning af 20de Februar 1835 om hvorvidt min Proces med Procurator Praëm i dens uafgjorte Stilling stiller retlige Hindringer ivejen for min Ansættelse. 2) To Attester fra Overbibliothekaren Professor Sverdrup om mit Forhold som Amanuensis paa Universitetsbibliotheket, den ene af 31 Marts 1837, den anden af 10de Octbr. 1838. 3) En Attest fra min Fader, som Sognepræst i Eidsvold, hvor jeg opholdt mig endeel Aar, dateret 23 October 1838. 4) En Erklæring fra min nærværende Sognepræst, Hr Hessel- berg til Agers, af 17de October 1838. 5) Attester fra de medecinske Professorer mit Forhold som medecinsk Studerende betræffende. SIDE: 218 6) Fire sammenheftede Skrivelser -- fra Rigshospitalets Direk- tion, Kommandantskabet, Politimesteren og Bibelselskabets Centralcommittee, sigtende til at oplyse en speciel Virksomhed af mig for Almuefolks moralske og intellectuelle Oplysning. 7) En nærmere Fortolkning af Professor Hersleb, som Decanus i det theologiske Facultet, betræffende Tiraden "spreta levitate juvenili" i mit testimonium publicum, og dateret 7 Dec. 1835. Jeg maa ellers ærbødigst bemærke, at dette mit testimonium publicum, saavelsom min Døbeattest, udstedt 1808 af daværende Sognepræst til Oddernæs ved Kristiansand Engelhardt, ikke har ladet sig finde ved mine ældre Ansøgninger i Kirkedepartementet, da jeg nu søgte dem der tilbage for at hoslægges nærværende Ansøgning. Jeg veed selv ikke at hente disse Papirer andet- steds, men der findes upaatvivlelig Sikkerhed for, at de der ere producerede. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Grønlien 26 November 1838. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Da jeg finder, at hoslagte Skrivelse af 14 Juli 1836 fra Colle- gium academicum, som jeg først senere, end jeg indleverte min underdanigste Ansøgning om Nannestad Kapellani, har havt An- ledning til at fremhente, indeholder et saadant Total-Videtur om mig siden jeg paany i 1834 freqventerede Universitetet, at deraf, navnlig af de sidste Udtryk deri, fremlyser en fordeelagtig For- tolkning over Udtrykket "spreta juvenili levitate" i mit testimo- nium publicum, troer jeg at burde indsende samme som Bilag til ovennævnte Ansøgning. Lige ærbødigst hoslægges en Oversigt af endeel Indstillinger til Kald, jeg paa samme Tid søgte, hvoraf sees, at jeg dengang blev forbigaaet for yngre Kandidater af samme Karakteer. Maa- skee bør bemærkes, at jeg ikke anderledes kan indestaae for SIDE: 219 dens Paalidelighed, hvis Prøvelse dog staaer i Departementets Magt, end at den blev mig afgiven under sidste Storthing af en Repræsentant, der interesserede sig af egen Drivt for at see min formentlige Tilsidesættelse paatalt af Protokolkommitteen. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL AMALIE BEKKEVOLD Kristiania, 10. Dec. [1838.] [ -- -- ] Du er mig god nok som Du er, min hulde forstandige Kjæreste; men hvad Dannelse Du -- vel at mærke uden at tabe din Naturlighed og at blive affecteret -- kan erhverve, er natur- ligviis Gevinst for din Aand og vil skaffe baade dig Selv og mig som din Mand mange Glæder i det Tilkommende, NB just ikke i Himlen mener jeg, men i det Liv, vi skulde føre sammen Hjerte ved Hjerte, og da især, om det bliver imellem Mennesker, der just ikke ere vore Aandslige. Jeg vil da med den Oprigtighed, jeg skylder Dig, sige Dig, at den første Betingelse for at skrive smukke Breve (som en Mar- quise de Sevigné og Rahel v. Ense) har Du allerede, nemlig en naiv, letbevægelig, ugenert Aand, der ikke slæber sig stivt hen- gjennem Linjerne, men afpræger sig let med enhver Bøjning i Tankegangen. Vittighed mangler Du heller ikke, troer jeg, men jeg gjør ikke synderlig af den hos Piger. [ -- -- ] Her har [ -- ] siddet og tøvet mig en heel Time bort, saa jeg neppe har fem Minutter tilbage, om jeg vil have dette afsted idag. Jeg tilgiver ham det for hans Godhjertigheds Skyld. I Løverdags var jeg hjemme om Aftenen, hvor jeg læste i min Marryat -- om Søndag Formiddag kom Tydskeren Fein til mig efter en 7 Dages Overreise fra London til Drøbak. Han har 18 Kister med forskjellige Sager med sig, sin Formue, og vil saa nedsætte sig her. Sig Far og Moer, at han seer rask og vel- tilmode ud. Han har i Sommer været i Skotland, England, paa Helgoland, og 1 à 2 Nætter skjult i Hamburg. Kongen er i Torsdags reist fra Stockholm. Vor Skjebne er i hans Haand, idetmindste om vi skulle forenes snart og paa Landet. Hvor det bliver -- bliver jeg din lykkelige, lyksalige Henrik. SIDE: 220 TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 21de Decbr. 1838. Til Den Kongelige Norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet For det Tilfælde, som jeg, senere end jeg indleverte Ansøg- ning om Nannestad Capellani, har ladet mig forlyde med skulde muligens kunne indtræffe, at der, til min Skade, skulde kunne blive lagt nogen Vægt paa en Sag, jeg har med en Candid. mi- neral. Sinding, har jeg troet at burde reqvirere en Udskrivt, hvilken hermed følger til mulig Afbenyttelse. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL AMALIE BEKKEVOLD Eidsvold Præstegaard, Nytaarsdags Morgen 1839. Amalie, min Elskede! Det Aar, hvori Du gav mig dit Hjerte, tilhører nu kun Erin- dringen; et begynder, der ligeledes skal forsvinde, men idet det forsvinder, overtyde os om, at vor Kjærlighed ikke tilhører Aarene, men Evigheden. Lader os idag udvexle denne Tro med hinanden! Det er vore Gaver, en aandig Ring imellem vore Sjele. Ja, min Amalie Sofie, som har min Sjels Højagtelse og mit Hjertes hele Kjærlighed, Forsikkringen om at Du stedse vil be- sidde disse under Aarenes Flugt, er min Gave til Dig idag, saa simpelt fremsat som her, forat Du des før maa troe det. Og Du gjør det! Bevar dette Papir imellem vor Kjærligheds Erindringer. Jeg skal ikke blues, om Du viser mig det paa min sidste Dag. Din Henrik. TIL AMALIE BEKKEVOLD Tirsd. Fmddg. 15 Jan. [1839.] Det er muligt, min søde tilbedede Amalie, at jeg selv over- rækker Dig disse Linjer; thi jeg har foreslaaet din Moder at SIDE: 221 møde Dig i Bunden imorgen mod Aften, dersom Du ikke kommer idag. Da venter jeg dig, om -- hvad Gud forbyde, om han nogentid vil bønhøre mig -- Du skulde have havt Anfald igjen af denne [?] nye Syge, der forfærder mig i samme Forhold som den forøger min Ømhed. Ihvordan det nu bliver med mit Møde, saa kan kun min Forkjølelse, om den bliver ved det samme, som den nu er, afholde mig fra at omfavne min Elskede nogle Timer før ved min Mødereise. Og under alle Omstændigheder, kjæreste Amalie, saa tænker jeg, idet jeg slutter fra mig selv, at mine Linjer ville være dig kjærkomne. Kl.7 var jeg alt hos din gode Moder, der bedrøvedes meget ved at høre dit Syg- domstilfælde, som jeg ikke kunde tie med. Det laae og ligger mig for tungt paa Hjerte. Din Moder trakterede mig med varm Aftensmad og Punsch samt med Natteleje i din Faders Seng, som bekom mig vistnok bedre end i Grønliekulden. Siden har jeg idag været paa Bibl., hvor jeg kom forsaavidt tidsnok som det først skal aabnes paa Thorsdag. Dette skrives hos din Moder, hvor jeg venter Gløersen. Jeg har fortalt ham om hvor godt jeg leed din Familie paa Moss uden Undtagelse, og at jeg for Eftertiden vil heller tie end ved Svar give Anledn. til Uvenskab med din Fader. Saaledes skal nok alt gaae godt, Amalie; og Intet i Verden skal kunne trænge fiendtligen ind- imellem vore Hjerter. Gid jeg nu bare fik dette idag nedlagt paa Bunden. Det vilde overtyde dig om min Længsel og at Du inderligen -- og nu ængstligen -- elskes af Din Henrik -- TIL P. CHR. HOLST Grønlien 31 Januar 1839. Høivelbaarne Herr Statsraad m. m. Holst. Da jeg, formedelst den knappe Tid, Deres Høivelbaarenhed kun kunde tilstaae mig, ikke igaar fandt Anledning til at med- dele mig om Det, jeg egentlig vilde i den Samtale, De var saa god at tilstede mig, nemlig om et personligt Motiv for min An- søgning, som ikke har faaet Plads i denne, udbeder jeg mig ærbødigst Tilladelse til denne skrivtlige private Henvendelse, SIDE: 222 der ogsaa vil optage mindre af Deres Tid end en fornyet mundtlig. Beskaffenheden af Samtalen var heller ikke egnet til at give mig Lyst og Mod til at fremsætte Noget, som, uagtet al sin indre moralske Rigtighed og Vægt, er udsat for ikke at anerkjend [es] saaledes som jeg har den Skjebne hist og her at skulle forstaaes. Den syntes mig nemlig at lægge for Dagen, at mine Fienders planmæssige Bestræbelser for at frem- stille mig som et Menneske, der Intet bør kunne vente af Staten, ere trængte igjennem paa Steder, hvor min Skjebne afgjøres og have efterladt Indtryk, der ere mig ufordeelagtige, selv hos den Retfærdige. Jeg skulde tie, lægge Armene op, og taale Miskjendelsen, dersom Pointet at vinde eller tabe min Bestemmelse og Adgangen til at fuldbyrde hvad jeg er skabt til, ikke gjorde ethvert ærligt Forsøg paa at redde denne til Pligt. Nannestad, med saa ringe Indtægter, at mine nærværende ere større, har ved sin Beliggenhed en Vigtighed for mig som for ingen Anden, idet denne nemlig tillader mig at udføre den for mig livsvigtige og for vor magre Literatur neppe ganske ligegyl- dige Plan, ved Bistand af anseede Literatorer i Hovedstaden og min Fader i Eidsvold at udgive hvad jeg hidtil har forfattet af saadan Art, at det kan fortjene at opbevares. At der er noget deraf i Massen, indrømme selv De, der have havt værst forat tilstaae mig noget. Saa gammel, jeg nu er, maa jeg udføre dette Forehavende, om jeg skal kunne raade dermed og ved Siden deraf eller efter kunne give de poetiske Stoffer Liv og Fuld- endelse, der kun vente paa landlig Afsondrethed, Fjernelse fra al Kiv og en friere Afdeling af Tiden end jeg nu maa finde mig i. Jeg kan ikke beskrive med hvilke bittre Følelser jeg seer mig nødt til i min nærværende Stilling under nedslaaende Ud- sigter at sløife i mine bedste Aar dette mit naturlige Kald. Leve ved det gaaer ikke an hos Os; men at dyrke det i et lidet geist- ligt Embede, der ogsaa blidgjør sin Knaphed ved Muligheden af Adgang til Hovedstadens videnskabelige Kilder, gaaer an for En, hvem det, om ikke for andet, saa for de Forventningers Skyld, man nærer, vil være en paahvilende Æressag at stræbe endog at udmærke sig. Og denne Tanke vover jeg at nære, hvor uvis om min Capacitet dertil end den Besynderlighed maa gjøre mig, at en Mand, jeg maa have saamegen Høiagtelse for som Deres SIDE: 223 Høivelbaarenhed næsten syntes at frygte for at jeg vil gjøre Standen Skam, mens en Geistlig af strenge Anskuelser, der har yttret sig i et af de Papirer, der medfølge min Ansøgning, og som De var saa god at love mig Deres Opmærksomhed for, mener at jeg tvertom vilde gjøre den Ære. Efter saadant kan jeg vel ikke vide Hvad jeg skal troe om mig Selv; kun det veed jeg at jeg alene har Villie, og det den alvorligste og bedste, for det Sidste. Det maatte især være Almeenmand, som skulde finde min Ansættelse som Geistlig anstødelig; men i dettes Sted er det saa, at Folket længe har undret sig over at jeg ingen saadan har erholdt. Det vil med Bebreidelse kræve mig tilbage af Re- gjeringen, om den Skjebne, mig fra dens Side times, driver mig fra Fædrelandet. Særskilt med Hensyn til Almeenmand i den Egn, hvor jeg ansøger om Ansættelse, og den Agt, jeg staaer i der, kan netop en Embedsmand i Kirkedepartementet, Hr. Borch- senius, som ligeledes omtrent derfra, rimeligviis give Oplysninger. Med Forhaabning om at Deres Høivelbaarenhed ikke tager mig Friheden med denne aabenhjertige Henvendelse ilde op Deres Høivelbaarenheds ærbødigste Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Grønlien ved Opslo 4de Martz 1839. Til Den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke og Underviisnings-Væsenet. Efter Forlydende skal Undertegnede forbigaaes ved Indstillingen til Nannestad. Det er en Uretfærdighed, som bør forebygges, om den kan, ogsaa for Kirkedepartementets høitagtede Chefs Skyld, om hvis retfærdige Vilje der ingen Tvivl kan næres. Om jeg, under Følelsen heraf, vover at sige dette, gaaer jeg dog i det Upassende ikke saa vidt som Departementets Expeditions- sekretær er gaaen mod mig, da jeg i dette Supplicationsanlig- gende personligen henvendte mig til denne Embedsmand i hans SIDE: 224 Kontor forat anmode ham om at undersøge en mig betræffende Sag før han lod den influere til min Skade. Jeg stødte der paa en Stemning imod mig, hvoraf jeg kun kunde slutte mig til nye Tilsidesættelser; og da han endog tillod sig med en Haan, hvis Grusomhed jeg følte, at sige: "Jeg seer, det er Geniet, som trykker Dem", lukkede jeg Døren efter mig med Opgivelsen af ethvert andet Haab, end det som Tilliden til Departementschefens erkjendte Retfærdighed indgav mig. Det er denne, jeg nu anraaber. Dens Anstrengelse er bleven nødvendigere siden et nyt Uheld, mit Navns Indblanden i en Sag, der har paadraget en vagthavende Officeer Straf, giver min Tilsidesættelse, der in casu er Tegnet paa Udelukkelse fra al geistlig Befordring, et Skin af Retmæssighed. Men de retlige Oplysninger, som ere indhentede, ville lade dette forsvinde. De indeholde saameget til min Retfærdiggjørelse, at jeg har ladet H. Hbhed Statssekretær Due tilstille en Udskrivt deraf til Brug, hvor det var hurtigst fornødent, nemlig hos Hs. Majestæt Kongen, hvorefter jeg havde og har til Hensigt ærbødigst at oversende samme til det kgl. Kirkedepartement. Dette maa kunne skee inden de allerførste Dage, hvorfor jeg herved lige ærbødigst an- holder om, at endelig Indstilling til omnævnte Kapellani først maa skee efter at det er bleven mig muligt at oversende Ud- skrivten. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL LORENTZ MEYER 6 April 39. S. T. Herr Cand. jur. Meyer. Jeg staaer i Begreb med at sælge min Flek i Grønlien. Deres Far har hidtil ikke villet benytte sin Forkjøbsret som Ejer af Prydzeløkken. Skulde De ved nærmere Eftersyn, som min Gut har Ordre at tilstede Dem, finde mit Huus og Have værd 325 -- 30 Spd. som nødvendige om De har Forskjønnelsesplaner ved Allunværket og Omkringliggende, saa er jeg villig til at overlade Dem det. Til en Terrassehave er Situationen af det Hele ufor- lignelig. Jeg tænker mig min Hytte ved et italiensk Altantag forvandlet til en Pavillon og Bakken uafbrudt ned beplantet med SIDE: 225 Træer smeltende sammen med Allunværket og Prydzehaven af- sondret fra Søen ved en Poppelrad, som villig vil voxe der. Til Springvand i Midten eller nederst i et saadant Anlæg er der god Anledning. Væk da med det raadne røde Huus og Plankevær- kerne. Stedet vilde blive fortryllende. Mit Huus er ret beqvemt indrettet til at gaae ind i en saadan Plan, og de nedenforliggende Stykker ligge for smukt til for Potetes alene. S.u.! Ærbødig Henr. Wergeland. TIL ENGELBREGT HALD 6 Mai 39. Kjære Engelbrecht! Med Faye afgik idag Brev til dig, men da jeg hører, han kræker saa sent frem, og det presserer med hvad jeg deri attraaede, saa jager jeg dette efter med Posten. Jeg skal nemlig udgive en Visebog for Sjømænd, og beder Dig derfor skikke mig hurtigst med Posten alle de traditionelle Sjø- mandsviser, Du kan opdrive. Af ægte Sorten skjønner Du, omend ikke fuldt saa lystig som den: Maria er en prægtig Tøs -- forfra -- -- -- -- -- -- -- -- -- bagfra! Din Henr. Wergeland (Ægtemand p. t.) I min Bolig i Agersgaden med min skrivende Kone ved Siden. TIL HERMAN BAGGER 21 Mai 39. S. T. Herr Bagger! Vil De vise mig og Sagen den Opmærksomhed at gjennemlæse indlagte Propositioner til Forandring i Gl.§ 2 men da Sagen, saa ubetydelig den maa være i Deres Øine, dog er intet mindre end et Velfærdsanliggende for mig, saa nødes jeg, imod min Vilje, til atter at meddele mig i denne Henseende. Sagen er, at jeg ikke kan faae solgt min Obligation paa Grøn- lien for forhen omtalte Bankheftelse; og dette er mig af Vigtighed netop nu, da jeg skal betale ikke alene 100 Sp. til Norges Bank, men ogsaa en heel Deel Smaagjæld. Min Anmodning er derfor, om De enten vil befrie Grønlien fra Heftelsen ved at klarere Banken, eller kjøbe Obligationen stor 230 Sp. med maanedlig Afdrag 10 Sp. hver første Dag i Maa- neden, uden Renter, for 200 Sp. Der er Pant i Ejendom og Bo- have, hvilket sidste jeg har overtydet mig om ikke er saa ringe. Af disse to Arrangements foretrækker jeg, formedelst Tidens Piinagtighed, det Sidste. S. u. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL J. RICHARD KROGNESS Christiania, 10 Juli 1839. Gode Ven! Disse Linjer først for at vise, at jeg ikke har glemt Dig, dernæst for at anmode Dig om at forhøre Dig hos [?] om der i hans Boglade er nogen af mine Bøger ham engang tilsendt, hvorfor jeg da venter Opgjør og Tilbagesendelse af det Usolgte. Hos Andersen troer jeg intet er af saadant. Igaaraftes kom Sivertson op til mig paa en af de første eller den første Udvandring af Hospitalet, hvorifra han nu tænker at flytte. Han vilde ikke blive, hvorom jeg anmodede ham, da jeg feirede netop min Kones Geburtsdag med et Bal -- et complet. Men hør nu Pøbelens extravagante Galanteri! Inden jeg veed Ordet af det fyre de 4 gevaltige Svingbasser af udenfor mine Vinduer. Jeg blev bange for Politiet, da Klokken var 2 om Natten og det smaldt som Brandskud, og gik ud med en Flaske Punsch og Brandy for at faae dem væk; men inden kort gik SIDE: 227 den anden Salve værre end den første, og jeg lod dem saa sejle sin egen Sjø for Politiet. Alt gik dog af iro, og da jeg saae ud, stod 2 Vægtere mellem de paa mine Damer, min Blomsterillumi- nation etc. gloende. Af Sangere vare Schmuckert, Staal, Has- lund og Glückstad. Efterat have kysset den smukkeste Jomfru (og der var adskillige) og fæstet en Rose paa hendes Barm med min Brystnaal (som naturligviis bliver siddende der) kom jeg tilro Kl. 4, og sidder nu atter her paa Bibliotheket, hvor jeg længes efter throndhjemsk Sild, throndhjemsk Aqvavit og thrond- hjemske Venner, hvorimellem Du. Din Henr. Wergeland. P. S. Foss's Skaal blev drukken som "i Mangel af bedre" den bedste Mand i Norge, og [ -- ] s som ubetinget den største Tøve- bøtte i Norge. -- [Krogh] har jeg hentet ind til at redigere Fædre- landsvennen, hvoraf et Nr. udkom i Lørdags. Han kom i jam- merlig Status, men er nu ret peen Mand. [?] Boer hos Risum, tarvelig. Interesseer Dig for Bladet. TIL J. RICHARD KROGNESS Christiania, 1 Aug. 1839. Kjære Ven! Saa beskjæftiget som jeg er, nemlig med Udarbeidelsen af en almindelig Kulturhistorie, der koster Læsning af meget, og Tænk- ning, samt af hvad Du vil see af Indlagte, der anbefales paa det Bedste, maa Du ikke forundre Dig over at jeg benytter Univer- sitetsbibliothekets Tid i en Stund, der er tilovers, og Lapper saaledes som de her haves vedhaanden [ -- ] Sivertson har for 9 Spd. maanedlig alt i Huset paa en Løkke ved Galgeberg hos Kjøbmand Voxen, i hvilket afsondrede Logis han arbeider paa Constitutionshistorien og paa et udvidet Religionstoleranceforslag, som skal frem paa Thinget, alt efter de Ideer der findes i "Hart- korn" i Morgenbladet, hvilket Sivertson har skrevet. Fra Bang har jeg modtaget et bebreidende Brev for Pengene fra Kongen, som jeg ei vil besvare -- vidste han hvad jeg ar- beider og vil arbeide for dem! Og nu levvel, gode Ven, og skriv snart til Din Henr. Wergeland. SIDE: 228 P. S. 9de Juli var min Kones Geburtsdag; da havde jeg Bal -- 3 Musikanter. Dog herom har jeg meldt Dig. Du seer heraf hvad stille Leben jeg fører, naar saadant gjør Epoche. TIL LUDVIG C. M. AUBERT 30 Aug. 39. Doctissimo Ludovico Aubert, lingvæ latinæ lectori S! [Qvamqvam] re sane tristi, specie qvadam lusoria, lingva mihi non sat versatili tui est et balbutientem intelligere. Res, me premens, tuoqve bono cordi recommendata, ita sese habet: Filius qvidam ex celeberrimo illo cive Christiano Krogh, Studiosus jam per plurimos annos, nec non optime in diversis artibus, præsertim, ut ex Philologo Chr. Schmidt audio in lingvis antiqvis instructus, hîc in tanta miseria vitam degit, ut men jeg kunde ikke gjøre det. Man skreg over Letsindighed; Kongen sagde: "tout perdu!" Ingen tænkte paa, at man kan brække Benet paa Stuegulvet. Kongen, som havde besluttet at gjøre Noget for mig, tilbød mig da Ommeldte, som jeg modtog mod Forpligtelse at udgive Skrivter for Almuen, hvilket jeg redeligen har gjort og gjør. Dette Tilbud satte mig istand til at ægte min Pige, og siden 27 April er jeg da gift, og hvorledes, vil Du see af hoslagte, som vel er skrevet i Frierdagene, men hvoraf jeg ikke vil have en Linje ændret. Jeg er fordybet i Præparatorier til en Kulturhistorie, som jeg, om Arbeidet lykkes, maaskee vil holde Forelæsninger over. Om du har seet mit svenske Poem over Wallin (Morgenbladet) vil du ogsaa have seet, at her er et qvalfuldt Helvede for Poeten. "Din hand har hvilat på min hjessa. Den lagerlös då er berömd. Du signadt mig. Det var en messa, som kunne frälsa en fordömd. Nu kall den på min panna bäfve! Den brinner af en smärta, ty inom den dör (Nationen lefve!) hvar enda dag en poesie." etc. Er det rigtigt? Ingen har hjulpet mig, ikke en Lexicon en- gang. Et broderligt Haandslag (Bibliothekklokken slaaer) fra Din trofast hengivne Ven Henr. Wergeland. SIDE: 230 P. S. Faaer Norge og Europa stort Nyt fra Sverig over Juul? Russen tør være for occuperet for at kunne tale et Ord med. Fostbrødrene kunne komme til at stikke Sværd i Jord og blande Blod sammen, før man tænker. Men det er slet, hvad her for- tælles, at Kongen selv maa dele, ja faae Broderparten af For- bittrelsen mod Ministeriet. Her er han overordentlig populær. TIL ANTON SCHJØTH Bibl. 3/9 39. S. T. Intelligenzsedlernes Redaktion. Den ærede Redaktion kan være overbeviist om at jeg altid kun lader mig lede af min Overbeviisning, ligesom jeg ogsaa troer, at jeg ikke vilde gavnet en Sag, jeg altid har forfegtet, med et saa lidenskabeligt Udtryk, som hiin Opsats bar. Jeg har skrevet en anden noget vidtløftigere, hvor jeg gjør Rede for min altid nærede Uvilje over en Institution, der, istedetfor at blive os til Nytte, er til Fordærvelse; og det er min Hensigt ikke at afstaae fra at minde Direktionen om det saa skammeligt tilside- satte Løfte om en Theaterskole for norske Elever, og over den Ligegyldighed, som vises mod ethvert billigt Ønske i Publikum om at nationalisere Theatret, opmuntre til originale Stykker -- kort at give Theatret et bedre Sving, et sandere og naturligere Liv end dette fremmede, Snylteplanteagtige, som nu unegtelig er karakteristisk for det Hoslagte anbefalet. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Kristiania 3 Decbr. 1839. Hermed giver jeg mig den Frihed at oversende 1ste Nr. af det i Morgenbladet annoncerede Blad "For Fattigmand", hvis deri forklarede Tendenz formentlig falder temmelig nær sammen med Selskabet for Kristiania Byes Vel. I denne Anledning tillader jeg mig at udbede mig snarest muligt Svar paa, om Selskabet vil overtage Bladets Forlag fra denne dets Begyndelse eller fra SIDE: 231 det følgende Nummer paa de Betingelser, jeg nu har truffet Ac- cord om med Bogtrykker Steen og Kjøbmand Ziiølner som Pa- piirhandler for 1ste Nr. Denne overlader nemlig til dette Brug Riset til nedsat Pris 1 Sp. og Steen leverer deraf 1000 Explr. for 4 Sp. -- Summa 5 Sp. for hvert Nr. i Oplag af 1000 Explr., hvoraf 500 Explr., efter min Disposition af dette 1ste Nr., dis- tribueres gratis igjennem Agers Præsteskab i Forstæderne, og de andre 500 Explr. anvendes til Dækkelse af Omkostningerne ved Salg. For dette 1ste Nr. er jeg Bogtrykkerens Garant til Skades- løshed, hvorimod det mulige Overskud tilfalder ham derfor, mens det for de øvrige Nr. gaaer ind i Bladets Interesse. Jeg paa- tager mig uden Godtgjørelse at sørge for dets Udgivelse, og har grundet Haab om Hjælp med Indholdet -- f. Ex. passende An- viisninger til Smaafortjeneste osv. Hvorfor tye til Private, og danne en egen Forening, da Sel- skabet for Kristiania Byes Vel dog allerede er saadan en, og ikke mangler Kræfter til at vove dette Forsøg, denne ikke be- tydelige Resico, som dog ganske vist vil bære nogen Frugt direkte for det. I et følgende Nr., som for en stor Deel allerede er færdigskrevet, ja en Opsats deraf trykt eller sat, vil jeg forsøge at afvænne vor Pøbel med den Mangel paa Omhu for offentlige Træplantninger osv., som den viser; og at Bladet arbeider Asy- lerne lige i Hænderne er klart. Men lad nu det og Ideen tale for sig selv. Kun udbedes et hurtigt Svar, da det første Indtryk maa forfølges. Imorgen Aften er der ikke een Familie i vore For- stæder, som ikke har læst dette Blad, der ganske vist kunde være bedre, men som nu dog udfylder den Mangel paa Med- delelse af noget Bedre, som mange af de Onder, den laveste Klasse og de Andre lide under, vistnok kunne tilskrives. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL ENGELBREGT HALD Xia 10 Dec. 39. I Anledning af gammelt godt Venskab, af at Du er en gammel Jurist plane non in jure Romano imperitus, kanskee tilligemed salig Bjørnskov og Tranlampen i Chsand en Discipel af celeber- SIDE: 232 rimus Motzius, i Anledn. af god Leilighed med en herlig Søn af det glade skibsfartendogpaaamerikadrivende Arendal og endelig i Anledning af mange Fortjenester af mit Hjerte og forat vise Dig hvorledes jeg klorer ifra mig og minde Dig paa Dit skjønne Løfte om traditionelle Sjømandssange og om mig -- et Expl. af den Konstitutionelle fra Din om Dig flittig spørrende trofaste Ven Henr. W. P. S. Hvis Du har Lyst at see hvorledes gamle George færdes, saa reqvireer Fædrelandsvennen (om Mr. Sandberg lader slig Reqv. passere): Deri skriver han fra en Gaard i Fedt meget grundige og gode Opsatser. Jeg gjorde et Forsøg, som atter løb galt af, i Sommer med ham; men -- det besynderlige, vidunder- lige Mske! -- Humeur og Udseende aldeles ved det Gamle. Jeg havde skaffet ham Logie og Kost og det gik godt i 14 Dage; men saa kom han i Lag med en forbandet politiserende Skræd- der i Gaarden og saa gik det Fanden i Vold. Hils Dedekamerne og Kittel! TIL JOHAN DAHL 13 December 1839. S. T. Herr Boghandler Dahl. I Anledning af et Brev fra Dem til Herr Willmers sen., af Gaars Dato, hvori De beklager Dem over, at han "paa forskjellige Steder skal have brugt fornermelige "Udeladelser" om Dem", og hvori findes følgende Tirade: "Blandt Cand. theol. Henrik Wergeland og hans Confratres kan jeg tillade Dem at snakke om mig saa meget De vil, da De maa tude med de Ulve de er iblandt, men naar De i anstændigt [dette ord overstrøket] andet Selskab endnu engang vover" -- o. s. v. finder jeg det nødven- digt for de Personers Skyld som tilligemed Herr Willmers har været mine Gjæster at afæske Dem en nærmere Erklæring, som jeg for min egen Person kan skjænke Dem. Disse Personer ere: Cand. jur. Georg Fein, Stud. Philol. Auten- rieth. Begge Udlændinge. Depotforvalter Gløersen, Kjøbmand Andreas Bergh og Cand. jur. Olafsen. Betræffende Herr Willmers "Udeladelser" -- formentlig Ud- ladelser -- da kan jeg tilføje, at de ikke var i nogen Maade SIDE: 233 paafaldende eller usædvanlige om Deres Person, om jeg ellers maa have forstaaet nogle Udtryk i billedlig Form ret. Deres Brev er i mit Værge, og vil give Anledning til strengere Krav fra de Fraværende, om tilfredsstillende Svar ikke følger. Henr. Wergeland. TIL LARS RASCH 14 Decbr. 39. Til Formanden i Direktionen for Selskabet for Kristiania Byes Vel. Idet jeg opfylder min Forpligtelse, at takke for den virksomme Deeltagelse der fra Direktionens Side er bleven viist mit Fore- tagende med Bladet "For Fattigmand", giver jeg mig tillige den Ære at underrette om, at jeg, ved et indkaldt Møde af Skole- lærerne i Forstæderne, kom overeens med dem om en saadan forholdsviis Fordeling: 1. Fjerdingens Distrikt . . . . . . . . . . . . . . 40 Explr. 2. Vaterlands do. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 do. 3. Pipervigens do. . . . . . . . . . . . . . . . . 55 do. 4. Hammersborgs do. . . . . . . . . . . . . . . 40 do. 5. Møllergadens do. . . . . . . . . . . . . . . . 40 do. 6. Nyskolens do. . . . . . . . . . . . . . 100 do. Tilsammen til Byens Distrikter, indbefattende Ruseløkbakken etc. . . . . . . . . . . . . . . 300 Explr. Samt i Agers: 1. Vestre Saugenes Distrikt . . . . . . . . . . 85 Expl. 2. Østre do. do. . . . . . . . . . . . . . 50 do. 3. Lakkegadens men da Bladet læses med Interesse, og vel med Tiden kanskee erholder Ad- gang til andre Byer, bør det kunne bære sig; og det troer jeg kan skee ved at udvide Oplaget til 2000 Explr., hvorved 1200 Explr. erholdes til Salg ): 10 Spd., som er meer end tilstræk- keligt til det større Papiirbehov men i dette Øjeblik tvivler jeg dog om, at det er Ret at give efter. Men i dette Tilfælde er ret hvad der er klogest; og det veed jeg ikke, men ønsker Veiledning. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL [Ca. 28. desbr. 1839.] S. T. Herr Stabell. Min Broder bad mig i Julen skaffe ham nogen Fortjeneste ved Oversættelser. Da nu Nordlandsspeculationen paa Fiskeri stod i Bladene, og jeg paa samme Tid læste i Minerva en virkelig særdeles instructiv Artikel om Hvalfiskefangsten, hvorpaa Specu- lationen maaske burde henledes, har jeg ladet ham oversætte den, og den tilbydes nu Mbladet mod den Betaling slige Arbeider pleje at faae .Jeg antager for denne 1 1/2 Sp -- 1 Sp, da den udgjør et dobbelt Nr. af Minerva altsaa et lidet trykt Ark. Fortsættelse af Israels Børn hermed. Den sidste Artikel er virkelig opløftende. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 235 TIL CARL F. RIDDERSTAD Eidsvold 5 Jan. 1840. Ædle, trofaste Ven! Næst de Glæder, som en lykkelig Kjærlighed har bragt mig, veed jeg Intet, som har glædet mig meer i det gamle Decennium, end det Vidnesbyrd om et helligt Sjelevenskab, jeg modtog i dit Brev netop som jeg stod paa Julefarten hid hjem. Idag, Dagen før min Indreise til Christiania, har jeg benyttet den større Sam- ling, som jeg har kunnet finde i min Faders Hylder af Hvad jeg har skrevet, end jeg er i Besiddelse af, til, efter dit velvillige Ønske, at levere Dig hoslagte Notater betræffende min Forfatter- virksomhed. Naar jeg kommer til Christiania skal jeg søge sam- men Hvad jeg kan finde og tilstille Dig det ad bedste Vei, jeg kan opdage -- saavidt jeg nu troer ved Deponeren i Lundqvists Boghandel, hvor Du da kan lade spørge efter en 14 Dage efterat dette er Dig ihændekommet. Jeg har bragt min Amalie din og din Kones saa venlige Hilsen. Hun har Hjerte til at forstaae hvorledes Vi kunde blive Venner i Liv og Død ved første Møde, og forener sin Gjenhilsen med den, jeg sender Dig og Den, der gjør Dig lykkelig, af mit ful- deste Hjerte. Da hun kjender til, at jeg er mere ligegyldig, end ret er, med Breve, maatte hun vel forstaae, at noget Ualminde- ligt sysselsatte mig, da hun under Indpakningen fandt mig lig- gende paa Knæ foran den aabne Kuffert, læsende dit Brev ved Lyset paa Stolen, mellem Strømper og Linned, ikke reisende mig, ikke svarende før jeg havde det fuldt tillivs. -- Jeg erin- drer ikke hvor udførlig jeg har været i Beretningen om min "Forandring", men det maa jeg dog vel have sagt Dig, at jeg ikke søgte Andet hos min Viv end Godhed, Forstand og Tække; og jeg føler en Triumf over at Enhver troer med mig, at jeg har fundet det. Men jeg forlanger, at Du skal være udførligere om dit Huslige, beskrive mig din Huustro, sende mig et Par af de Poesier til Hende, som vist ikke ere udeblevne, hendes og dit Barns Navn, fortælle mig hvor Du boer, i hvad Stilling etc. Intet betræffende Dig vil være mig uden høj Interesse; jo nærmere din Personlighed des mere. -- Jeg er vis paa at nogle af dine Arbeider, navnlig dine sidste Poesier, vilde finde Afsætning her, hvorfor din Boghandler burde hidsende nogle; for Länstidningen SIDE: 236 haaber jeg at skulle kunne gjøre saameget, at den bliver holdt af Morgenbladet og Athenæet. I det Første lader jeg indrykke en Opsats efter dit Opgivende, saasnart jeg kommer til Byen. Jeg maa antage, at et vidtløftigere Brev til Dig, indeholdende Forklaringer over Stockholmsfareren, Flyvebladet etc., efter at jeg havde modtaget dine Tids- og Krigsbilder, er forkommet. Men tag for dem min ærlige Erklæring om, at dersom nogen Normand ærer din Nation, da er det jeg; men det Uvæsen af krybende Supplicanter, at omgaae den konstitutionelle Autoritet, ved en Stockholmsfart, hvorpaa man derinde sætter al for høj Priis, fortjente vel en offentlig Misbilligelse. At den Normand, som maaskee føler varmest og heftigst, blev det Individ, som ved Storthingets Opløsning i 1836 tog Bladet fra Munden i den Mening, at en Gjerning, som den Løvenskjold havde tilladt sig, kun kunde skee under Norges Unionsforhold, og ikke om det ikke leed under en fremmed overvægtig Indflydelse, var vel og- saa temmelig "naturgemäss". I Besiddelse af en sekelhævdet Nationalære, er det vel ikke saa let for Svensker at forstaae, om en Normand ønsker at see sin nyere og ringere dog ube- skaaret i sin Ringhed, og hvorledes han troer ikke at kunne være paastaaelig nok i det Kapitel. Man begynder, og med- rette, at mistvivle om Energien og Retsindigheden hos de i Uni- onssagen Delegerede. Man hører Intet til deres Foretagender, og Frygten for de svenske Medlemmers større Slughed og Uvilje mod Koncessioner -- uden hvilke Unionen falder ved den første Leilighed af nogen Betydenhed -- er ikke aftaget ved denne Hemmelighedsfuldhed. Ligesom Ingen i Norge kan være eller existere som Illiberal i den Bemærkelse som andetsteds, ere Alle fanatiske med Hensyn til de Fordringer, Norge har paa Lighed i udvortes Repræsentation o. s. v. De to sidste Farcer, jeg lod udgaae i November, havde en rivende Afsætning, og have havt den Nytte for mig, at mine -- virkelig mistroiske -- Landsmænd have lært, at jeg ikke har solgt min Pen for den Understøttelse, jeg, paa Tilbud, ikke paa Ansøgning, og under Forlovelsesforhold har modtaget af H. M. Tilbudte uden Forpligtelse, imodtog jeg dem mod at betale dem ved Oplysningsarbeider, og det har jeg hidtil løst ved en Læse- bog for Almuen, en til Asylernes Bedste udgiven liden Bog, en Sangsamling med Fortale for Sjømænd, og nu ved Udgivelsen af SIDE: 237 et Blad "For Fattigmand" eller for Arbeidsklassen -- et Fore- tagende, som har Fremgang, og som overtyder de Mange, som troede mig hensat i et uværdigt Afhængighedsforhold, om at jeg i Philanthropisme som i Andet aldrig har været andet end mig selv liig. Den Constitutionelles Insinuationer for at berøve mig Kongens Understøttelse have i den Henseende været mig af megen Nytte. Jeg troer idetmindste Selv, at jeg har faaet til- bage det Meste af en Popularitet, jeg aldrig har søgt, men be- siddet, og mistet endeel af fordi Menneskene maale En efter deres egen Tommestok. Den kan komme til at blive brugt. Jeg ahner større Ting fra Sverig, end Du lader til at vente. Naar havde en Rev. slige Forløbere? "Hvad gjør du nu?" I flere Maaneder beskjæftiger Forelæs- ninger over Kulturhistorien mig. Det er en økonomisk Opera- tion for en Deel. En Prøveforelæsning i Studentersamfundet løb vel af; men spør's nu om Saamange af det store Publikum tegne sig, at jeg kan staae mig paa at fortsætte et Arbeide, der er saameget mere anstrengende, som jeg maa qvæle Drivten til at give de Poesier Liv, som idelig og altid skyde sig frem som vildt Kjød fra Dybden af mit Væsen. Min Anerkjendelse er ellers i betydeligt Fremskridende (en Englænder Laing deler den endog med den Enthusiasme at han oversætter af mig) og dertil vil da din i Morgenbladet oversatte Eosartikel ikke bidrage lidet. -- Bladet var sendt Morgenbladet af mig før Du var saa god at sende mig det. -- Men har Du Materialier nok? Jeg gad vide hvad du har af mig; og lad mig vide det. Jeg veed da hvad du mangler. Erkjendende hvorhen min Extemporalmaneer ofte har ført mig, brænder jeg af Utaalmodighed efter at kunne udgive mine Arbeider i en kritisk Samling. Jeg har bogstavelig [extem- poreret?] flere endog betydelige Arbeider -- de fleste af Far- cerne, den indiske Cholera, Hytten o. s. v. Jeg kaldes bort. Før mit Næste skal jeg nærmere see efter om noget Væsentligt i dit Brev, hvorpaa Du kunde ønske Svar, er forbigaaet. Til da det broderligste Levvel fra din hengivneste Ven Henr. Wergeland. SIDE: 238 TIL ANTON SCHJØTH 9de Jan. 40. Gode Ven! Jeg er i Chnia igjen, men Patient af Tandpine. Gid De aldrig føle dens Rædsler! -- det er mit Nytaarsønske. Igaar trak jeg en Kindtand ud og et Stykke af Kjæven fulgte med, saa jeg maa holde mig inde, og skrivtlig udrette mine Kommissioner. Imellem disse overligger en fra det gl. Aar, den nemlig for en trængende Stud. at afhænde hosfølgende Mscpter for hvilke l Sp. Stykket overhovedet vel er billigere end billigt. Han tager der- imod, men med 6 Sp. for det Hele vil han være fornøjet, eller -- fornøjet med 5 vil han være glad ved 6. De kan da med Tryghed see Intelligenzen fodret for Aaret med Halm idetmindste. Et Engagement for Verlagsbuchhandler Baurmeister i Kiel til at skrive en "Geschichte der norwegischen Constitution" modtog mig ved Hjemkomsten. Hans vigtigste Motiv er at det har op- rørt Publicum dernede (i Hertugdømmerne) at Kg. Christian 8de har erklært Cstitutionen for "ein Werk der Uebereilung". Indlagte anbefalt. Ønskes afskrevet hvis det er Tilfældet med Hovedstykket. Deres Henr. W -- TIL WILHELM F. K. CHRISTIE Kristiania 13 Januar 1840. Højtagtede Herr Stiftamtmand Christie. Dhrr Baurmeister og paa Hvem da først uden paa Dem, Herr Christie? Min Chef paa Bibliotheket, hvor jeg er Amanuensis, Sverdrup har tilintetgjort sine egne Optegnelser fra de Dage, men, idet han lovede at ville censurere mine Ark og be- rige dem af sin Erindring, underrettede han mig om at De var den Normand, som var rigest udstyret med optegnede Memorabilia, navnlig med Bemærkningerne til Gl's§§ne; og jeg besluttede, ikke at lade Solen gaae ned før jeg havde tilladt mig at anmode Dem, under Æresords Discretion, om saadant ønskes, at betroe mig Deres Optegnelser og at beære mig med Deres Veiledning. Der- som De har eller der i Bergen findes min lille Norges Historie, da vil De i 2den Deel mod Slutningen finde hvorledes jeg har fremstillet Begivenhederne under Konstitutionens Tilbliven og skiftet Æresrollerne imellem Personerne. Med Sverdrup og min Fader vedhaanden, og under Udarbeidelsen af den senere Af- deling af Værket, Konstitutionens Livshistorie, faaer jeg vel tage fat paa Arbeidet alligevel; men troer De, at et saadant, ogsaa for vor Skyld bør foretages, og at jeg nogenledes vil kunne ud- føre det, da værdiges at bistaae mig med hvad Oplysninger, Træk af K. C. VIII og af de Dages Historie, De i Pult eller Erin- dring maatte besidde! Med det oprigtige Ønske, at Norge længe maa besidde sin Christie sund og lykkelig forbindtligst Deres højagtelsesfulde Henr. Wergeland. SIDE: 240 TIL KONGEN Kristiania 14 Januar 1840. Henrik Wergeland, Kan- didat i Theologien, ansøger Hans Majestæt Kongen om naadigst Tilstaaelse af Portofrihed for sit Blad "for Arbeidsklassen". Efter at have i Morgenbladet gjort op- mærksom paa en tilstedeværende syn- kende Tilstand i Kristianias og Forstæders simplere Masses Moralitet og Nødven- digheden af, at nogen aandelig Meddelelse skede til en Klasse, som endog kun sjel- den benytter sig af den geistlige Veiledning i Kirken, og for- pligtet ved et naadigst tilstaaet temporært Annuum til, med frit Valg, at virke for Almuens Oplysning, har Undertegnede, i et Blad, først betitlet "For Fattigmand", men siden, i et fornyet Oplag, som blev nødvendigt, efter Selskabet for Byens Vels Ad- ministrations Ønske, som har garanteret mig for videre Tab end Omkostningerne ved det første Nummer, betitlet "For Arbeids- klassen", søgt at virke til Forbedring af hiin sørgelige Tilstand. Af dette Blad, hvoraf hoslagte tre Nummere ere udkomne, og som fremdeles agtes udgivet i samme Tendenz, uddeles til den Ende 7 -- 800 Explr. gjennem Skolelærerne i Byens Forstæder og nærmeste Omegn, medens Restoplaget, 1200 Explr., averteres tilfals for en saa billig Priis, at Bladets Udgivter, der bestaae af Papirets Kostende, Bogtrykkerløn og Boghandlerens Procenter, netop derved kunne dækkes. Men da dette Oplag er større end denne ene Byes Behov, og da enten Bladets Idee eller Bekjendt- skab til dets Indhold og Trang til en saadan aandig Meddelelse til de fattigere Klasser, som ogsaa er følt andetsteds, har ladet forskjellige Reqvisitioner af et betydeligere Antal Exemplarer indkomme fra Byer og Anlæg, der have en talrig Arbeidsklasse, saasom fra Drammen, Modums Blaafarveværk o. fl. a: saa finder Undertegnede ingen anden Udvej, da Bladet ingensomhelst anden Udgivt taaler, forat tilfredsstille dette Krav og saaledes at udvide Bladets nyttige Virksomhed, end den, som vil aabnes det ved en fri Porto -- en Begunstigelse, som forhaabentlig vil synes saa- meget mere retfærdig og rimelig, som Bladets Publikum er den fattigste Klasse, saa Portoen heller ikke kan byrdes paa dette, om Hensigten, der for største Delen fremmes ved reen Gave af Bladet, skal kunne opnaaes. Deres Majestæt har i altformange udmærkede Menneskekjær- SIDE: 241 lighedshandlinger lagt Deres særegne Ømhed og faderlige Omhu for de fattigere Klasser for Dagen til at ikke Undertegnede med god Fortrøstning skulde vove at fremsætte nærværende under- danigste Ansøgning om at Bladet "For Arbeidsklassen" naadigst maa forundes fri Forsendelse med Posterne. Underdanigst Henrik Wergeland, Kandidat i Theologien. TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Christiania 26de Januar 1840. Til Administrationen i Selskabet for Christiania Byes Vel. Paa en Tid, da det Aar for Aar bliver kostbarere at forsyne sig med Brænde, saa Steenkul er bleven i betydelig større Grad en Indførselsartikel, saa vor Afhængighed af Udlandet i denne Henseende er forøget, vil den ærede Administration maaskee indrømme mig, at enhver Brændebesparelse, der kunde skee paa en let udbredelig Maade og i en stor Scala, maa ansees at være af Vigtighed. I Udlandet, hvor Naturen endnu tidligere har sat Grændser for Forbruget af Veed, og hvor man dog er vant til en her ukjendt Oeconomie med denne Artikel, har saavel det Offentlige som særegne patriotiske Selskaber med Forkjærlighed fæstet sin Opmærksomhed paa enhver Opfindelse, ethvert Forsøg paa at forbedre med Besparelse Opvarmningen saavel i offent- lige Indretninger som i private, og navnlig i den mindre For- muendes, Huse. Navnlig har den berømte Udgiver af det almeen- nyttige danske Magazin for Kunstnere og Haandværkere, Prof. Ursin interesseret sig særdeles for Brændebesparelsen og iblandt andet paapeget, at Slendrianen gaaer i Almindelighed saa vidt, at man bruger 20 Brænde til at koge 22 Mad, mens 1/7 Deel af Brændet, naar nogen Oeconomie anvendes, kun er nødven- digt. Konfurer er ligeledes en Opfindelse, som maa tilskrives Erkjendelsen af det Nødvendige og Nyttige i at Forholdsregler tages til Indskrænkning i Brændeforbruget. Og hos Os i en SIDE: 242 Natur, der kun silde reproducerer, nødes vi sandelig allerede nu til at tænke paa at undgaae en total Mangel i Byens nærmeste Tilførselsegne paa denne Nødvendighedsartikel, der i samme For- hold maa blive kostbar for Enkeltmand som Omegnen udarmes derpaa og som en tiltagende Folkemængde og Fabrikrørelse vil forøge Trangen til Tilførsel af Ved. Jeg tør saaledes, i den Tro, at ethvert rimeligt Forslag til en saa vigtig Besparelse og til Undgaaelse af en saa frygtelig Fiende som Vedmangel fortjener især Opmærksomhed af Selskaber af patriotisk og oeconomisk Tendenz, ærbødigst udbede mig den ærede Administrations for Nedenstaaende. Efter mange anstillede Forsøg med at opvarme Værelser med Damp paa en Maade, jeg skal give mig den Ære at forklare noget nærmere, er jeg kommen til det Resultat, at man derved besparer 15/16 Dele af Brænde tilligemed de andre Fordele, som flyde deraf, saasom en større Sikkerhed for Ildebrand og lettere Feining o. s. v. Man anbringer nemlig i hvert Værelse en Varme- beholder, som kan forarbeides af Blik, Kobber eller Messingblik i Form af en Kakkelovn eller hvilketsomhelst Slags Møbel. En Damppande anbringes i et Bryggerhuus eller Kjøkken, hvorfra Dampen ledes gjennem Rør til de forskjellige Varmebeholdere hvor man vil have opvarmet. Den forønskede Temperatur kan tilvejebringes med Haner. Naar Varmeholderen er opvarmet, be- holder den ellers Varmen i 2 -- 3 Dage og frembringer en over- ordentlig jevn og behagelig Varme. Dette er Resultatet af mine Forsøg i det Mindre, men som jeg desværre ikke har Evne til, under nærværende Tiders knappe Konjunkturer, til at iværksætte i den Scala, som kan behøves forat overtyde Enhver om at ingen Opfindelse er fornuftmæssigere og mere paalidelig i sine velgjørende Følger, end denne saa simple, som jeg nu i korte Omrids har fremstillet. Men forat kunne ud- føre Planen efter en saadan Maalestok, at Enhver maa finde sig overtydet om dens Hensigtsmæssighed, nødes jeg til herved igjen- nem den ærede Administration for Christiania Byes Vel at an- søge om et rentefrit Laan af dettes Kasse af 300 (tre hundrede) Spdlr. mod Afbetaling i 10 (ti) Aar, tilbydende mig enten at iværksætte Forsøget i en eller anden offentlig Bygning eller i mit eget Huus, hvor Planens Anvendelighed da kunde under- SIDE: 243 søges af kompetente Mænd, saasnart jeg kunde have den Glæde at indbyde mine Medborgere til at tage dens Udførelse i be- hageligt Øjesyn. Ærbødigst E. Rolfsen. Blikkenslagermester. Dronningens Gade Nr. 79. TIL FREDRIKA BREMER Kristiania 4/5 Februar 1840. Mademoiselle Bremer! De har skaffet mig en overraskende Glæde, som jeg vil være Dem mere erkjendtlig for, end jeg kan lægge for Dagen ved at udføre Deres hædrende Kommission, saa godt som De nu vil see jeg har udført den d. e: saa godt som jeg hidtil har kunnet. Bibliotheket kan nemlig indeholde Mere, som kan falde i Deres Plan -- ahner jeg ret, vil De vælge en norsk Situation for Deres nydelige Pensel? -- og jeg skal ikke forsømme at have Øinene med mig i Hylderne hvorsomhelst jeg kan opdage Noget, jeg troer kan være Dem tjenligt. Selv har jeg ikke været frugtbar paa Tegninger af vort Folkeliv; nogle Skizzer i Sortkridt -- vir- kelig ogsaa kaldte Sortkridttegninger -- i et undergaaet Blad tør jeg ikke nævne; men om jeg var i Besiddelse af et Manuscript "Veslelars," men som er forkommet, vilde jeg sende Dem det. Derimod troer jeg at burde henlede Deres Opmærksomhed paa M. C. Hansens Noveller, der virkelig skildrer især Kjøbstadlivet ret træffende omtrent fra vore og de næstforegaaende Tider. Men skulde jeg af Deres Ønske, at erholde medfølgende "Engels- toft om Qvindens Kaar i den ældre Tid", turde slutte, at det er denne, De især skjænker Deres Opmærksomhed (skjøndt jeg af Deres Yttringer maa troe det er den levende og friske) da glem ikke Runestenen, som bærer Indskrivten: "her hviler den smuk- keste Pige paa Hadeland!" Ja, en Runesteen med denne Ind- skrivt; -- mig synes der ligger en heel Roman i den alene. I den alene? Ja man har ikke meer at holde sig til, og dog synes den at være nok, -- riigholdig som to udrevne Ord af en Bibeltext. Man kan sætte denne Indskrivt imod alle dem, som have ur- geret saa over det Delicate, Ultraromantiske i Frithjofs Elskov. SIDE: 244 De gode grundlærde Prosaister betænke ikke med al sin histo- riske Lærdom, at det er en af de første Lærdomme, Historien indgiver, at Menneskene ere sig altid lige, at Hjertet ogsaa har sit Geni, ligesaa ædelt og uopnaaeligt i sine Udtryk, uden Hen- syn til Differenzer af Aar eller Aartusinder, som Menneske- aanden, der har fremstillet sig i det graa Olds Homer ligesaa æsthetisk-reen i Udtrykket som hos hvilketsomhelst andet Geni i senere Dage. Den Naturnødvendighed, hvorefter Bladet runder eller spidser sin Oval eller Kilden nedstrømmer i Skjønheds- linier er ikke mere tvingende end den, som har ladet en Elsker paa Halfdan hin Svartes Tid eller Aarhundreder før riste sin Elskede saa skjønt et Minde. Eller kanskee det hele lille Konge- dømme gjorde det? Det er ialfald skeet med Appel til "almänna opinionen". Jeg har snakket om min Steen -- som om jeg sad hos Dem ved Lampen eller ude paa en smuk Plet, og ret kunde være fortrolig med Dem; men da jeg saae den, gjorde den Indtryk paa mig som en Drøm, jeg kun kunde huske Enden paa; den var omgroet med vilde Roser, og det gjorde ogsaa Indtryk paa mig. Bonden -- det var paa Gaarden Dyna paa Hadeland -- vidste hvad disse Træk betød, og det gjorde mere Indtryk paa mig dette levende Sagn, denne Skjønhedens Udøde- lighed, end da jeg nogle Miil borte hørte det bekræftet hos en Kundskabsmand, og senere saae det i Bøger. Hun maa have været meget smuk. Saa nær tilbage mod Gothestammernes cau- casiske Udspring enten et Ideal af disses rene Menneskeform, blaaøjet men blond (Circassierindernes Typus endnu) eller maa- skee af Celternes, det ravnsorte Haar med de mørkeblaae Øine -- denne sjeldne Komplexion, som endnu træffes oftest i Høi- skotland og stundom i Spanien? Hun var da en Jothunqvinde, og hendes Skjønhed havde et Folkehad at betvinge. Destobedre. En Gothe havde det Mod at elske den Dæmoniske -- saa maatte hun forekomme ham det mørke Folks Datter -- og at sørge over hende og at kræve alle Norges Slægter og Tider til Vidne derpaa. -- Blot nu Stenen ikke er brugt til Grundvold under et Fjøs eller et Brændeviinsbrænderi. Det er Tidens Aand. Men hvad seer jeg! min Steen er ogsaa væltet over paa denne Side. Nu faaer jeg lade den ligge -- Alvorligt. -- Men det er ogsaa Tidens Aand, at Sagn og Sange døe paa dens tobaksrygende og theedrikkende Læber. Og -- der kom- SIDE: 245 mer ingen nye istedet, især ingen nye nationale, ingen Ballader, ingen Sange af Sorg eller Glæde. Da jeg var heftigere politisk troede jeg, at det antydede en indre Misfornøjelse. Det frap- perede, at "det lykkelige" norske Folk ikke sang, at Skoven stod grøn, men at Fuglene ikke sang. Jeg troede, at det følte sig ikke saa lykkeligt endda, og at det nok vidste hvor Skoen trykkede. Jeg troer vel ogsaa endnu, at Norge, sat i større Rapport til sin gamle Glands, vilde være sangrigere. Det sang ogsaa under For- haabningsaarene 1808 -- 14, men siden tier det, paanær de regle- menterede Nationalsange, som man dog endnu maa bruge Bøger til for at faae til at gaae. Ultrapatrioten Henr. W -- vil ikke paa- tage sig at synge nogen tilende. Det var som om Fuglene be- gyndte at synge saasnart Dagene bare bleve lidt længere og det dryppede lidt af Grenene, men at de saa have fundet, at ingen Sommer kom, og saa taug og endnu tie af Forskrækkelse. Men imod disse traurige Gisninger stille sig lysere Erfaringer. Jeg fandt, at det er Slaverne, Serber, Russer etc., som synge. De trøste sig dermed som Buurfuglene; og for mig, der troede mit Folk sygt i sit Hjerte, og kun havde fundet liden Beroligelse i at Yankeerne, de republicanske, men egoistiske Yankeer, heller ikke synge, var dette en Trøst. Jeg ræsonnerede mig til, at Folket havde formeget at bestille til at synge, og saaledes blev jeg nogenlunde tilfreds med min Utilfredshed. Dog -- oprigtigt -- den er som gammel Tandpine: har man engang havt den, saa værker det ved Erindringen derom -- jeg kan ikke forsone mig med at et lykkeligt Folk ikke skal synge og være poetiskt i sit hele indre Liv, i sine Barnestuer, Brudestuer, Julestuer, Spinde- stuer, ved Væven, Sliulen, Plougen og Seilet. Men Flere lade til at have følt, at det ikke er saa, siden man nu iler med at fange de døende Sagn og Viser, som dog ere tusinde Gange mere indtagende paa en gammel Kjærrings eller en Brudepiges eller en liden rødblommet Gjentunges Mund end i et Skilling- magazins Stereotyper eller i en "elegant", med en lang Fortale om Eventyrets og Folkesangens Natur udstyret Sagn- og Sang- samling. Jeg mener ikke med mine Veklager, at Folkesangen ganske er død; men man maa tilfjelds for at finde den, og da maa man forstaae Sproget og det gjør man i Almindelighed ikke. Nor- mændene have mere end andre Folk to Sprog, som kun van- SIDE: 246 skelig trænge ind i hinanden: Skriftsproget, det fordanskede, som Folket tvinges at lære for Religionens Skyld [fotnotemerke] , og som det for- kaster saasnart Tvangen er forbi, og aldrig taler og allermindst synger i, og Talesproget, hvori de Dannede ikke trænge saavidt ind, at de kunne berige eller forskjønne dets Mundsveirsliteratur, eller endog kun redde dets levende Sange for de Degenera- tioner, de ere undergaaede og undergaae. Der var en Normand, fød under Dovre, Edvard Storm og ligeledes en Stockfleth, som forstod at hente disse Alpens Gemser ned, men nu faaer man lade dem løbe. I en Samling, jeg beklager ikke at kunne sende Dem, "Hallagers norske Ordsamling" findes nogle heldige Forsøg af disse Digtere; et af dem "Heimatkomsten" falder ganske i Deres Ønske ved den naive Skildring af Huuslivet, som den giver. En Hansson skal ogsaa have vovet sig op paa Sæterne, forstaaet og beriget deres Sange. Men over Folkesangen saa- ledes som jeg kjender den, nemlig forsaavidt den klinger i et forstaaeligt Tungemaal, d. e. noget nær i Skrivtsproget, saadan som den lyder i Byalmuens og nærmest Omboendes Mund, troer jeg at kunne klage ligesaameget som over Naturen af de Sange, som afvexle i et kortvarigt Modeliv inden de saakaldte dannede Klasser. Disse tilgjængelige Folkesange ere slette i Form og Gehalt, uden Indflydelse paa Livskarakteren, uden Betydning for dennes Beskuer. Men -- Materien voxer mig under Haanden. Jeg faaer i Kort- hed sige Dem, at jeg -- og det er sagt med Smerte -- ikke tør love Dem synderligt Bidrag til Folkets Karakteristik af dets Sange. Det synger i det Hele ikke, dets egentlige Sange i dets eget Tungemaal ere saa ubekjendte som Gaelic, og dets igjen- nem Skriftsproget indympede ere slette og udartede. Jeg har anstrengt mig forat bekjæmpe dette ved at erstatte et i Secler næsten bedrivtløst Folks Mangel paa Text ved at balladisere noget af dets ældste Historie; men uden synderlige Følger. Dan- mark med sin Masse af kunstgjorte Viser, der alle beile til Fol- Fotnote: I en "Sevel Blochs Reiseiagttagelser Kbhvn. 1808", som jeg, efter Gjennemsyn, dog ikke finder værd at sende, staaer: "I søndre Gudbrandsdalen synes Almumandens Sprog mindre for- staaeligt, og de forstaae det danske Sprog, der prædikes her, neppe saa godt, som i den nordre Deel af Guldbrandsdalen." SIDE: 247 kets Gunst, men kun leve i Maanedsskrivterne, viser noksom, at en bedre Periode for Folkesangen maa komme af sig selv. Og jeg troer paa Menneskehedens evige Selvforyngen, og at Norge, naar det faaer bygget og ryddet fra sig, og bliver gam- melt i det Nye, vil igjen blive besøgt af sine blaaklædte Huldrer med Langeleiken i Hænderne. Saa seer Folkesangens Muse ud. -- O, hvad siger jeg! mit Folk har ikke Poesi nu, og i dette Øjeblik (det er Marked) toner en Halling fra Gaden fra en om- vandrende Spillemand i Skindbuxer og hvid Kufte. Denne ejen- dommelige, vilde, rørende Musik er vor Nationalpoesi. Hvortil behøves Ord, naar ingen Normand, ihvor denationaliseret han end kan være, kan høre den uden med den Vexel af hjemlige Vemodsfølelser, af Lidenskaber, af Erindringssyner fra Landets og Folkelivets Inderste, som saa kjendeligt har bevæget disse musikalske Naturgeniers Sjele idet de bøjede Hovedet over den metalstrengede Hardangerfele og overlode sig til Indskydelserne. Der er samme Alf i Ole Bulls og den berygtede "Malicerknuds" Violin og Kompositioner. Den Første rører Enthusiasmen stær- kest naar han lader den Sidstes forunderlige Toner -- Tonen i hans Toner -- klinge igjennem. I en Roman fra nyere, ikke nyeste, Tider, vilde denne Karakteer være fortræffelig. Han skal have været den mest gudsforgaaene Krop, men hans Halling- og Polskdandskompositioner ere af en beundringsværdig Genialitet. De have det tilfælleds med Dynastenen, at de meddele Ind- trykket af en fortalt Begivenhed, hvis Details ikke ville blive klare. Men skulde -- De vil erindre at jeg har vedgaaet min Incom- petenz til at dømme om vor Fjeldpoesi, paa hvis Tilvær og Væsen jeg ikke mer tør sværge end paa Aandernes, men som jeg dog ligesaavist troer -- skulde en saa malende Musik være uden en ligesaa riig Folkepoesi? Nei, jeg troer den er til, men, som sagt, paa Høiderne og i Aftagende inden sine Sprogskranker, og at disse ikke er lette at trænge igjennem, synes mig viser sig nok- som af at nu have saamange 100 Præster færdets inde i Dalene siden Vi bleve fri og alt Nationalt fik sin rette Værdi igjen, uden at have enten samlet eller berettet noget om Folkesangen der- inde. Og dog har der været mange poetiske Dilettanter imellem dem, som syntes skabte til et saadant Hverv. Men Kjærligheden maa drive dette. Alt hvad vi kan opvise af saadanne Fore- tagender er Fayes Sagn, et Rygte om at Præsten Wolff skal have SIDE: 248 samlet nogle fra Thelemarken ("Fjeldstuen") og en Samling af "Dialektsange" (saa har man opgivet mig dens smagløse Titel) som nu skal være under Arbeide, men af Folk, jeg ingenlunde anseer for competente. En Skjald maatte gjennemvandre Norge forat opdage dem; men da maatte han ikke ligge i Præstegaar- dene. Kommer jeg paa Landet, skal jeg udrette noget. Ved et Tilfælde har jeg engang fremmanet en af disse Sange igjen. For nogle Aar siden hørte jeg en Søn af en Fjeldpræst i Stu- dentersamfundet, legende paa en Violin at qvinkulere en Melodie, der tiltalte mig saa at jeg sprang op, spurgte "hvad F -- er det du spiller der? Om igjen? Hvor har du det fra? For Guds Skyld syng om du kan!" Og han kunde et Par Vers -- jeg gjorde Laget opmærksom paa dem, og man lærte dem paastedet, og Visen blev Favorit først for Studenterne og nu er den forlængst imellem Almuen igjen. Men hvor høit boede den ikke? og hvor gammel og udbredt i gamle Dage. Studenten havde den fra Opdal, og da jeg kom hjem, kjendte min Fa'r den fra sin Barn- domsegn ved Sognefjordens Munding. Det er en ung Pige, som beklager sit Fald "Ifjor gjett' æ Gjeita ti djupasta Dalom, o. s. v." Jeg har skrevet til den Melodi en Ballade om en Bondeoprører imod det danske Tyranni imod Slutningen af forrige Aarhundrede, som jeg nu seer Adlersparre har indtaget i sine Samlinger, uagtet jeg, opbragt over hans Impertinence imod Anckarsvärd strax reklamerede igjennem hans Bekjendte en Mag. doc. Tham. Jeg bliver Dem for lang. Jeg skal sende Dem hiin under Pres- sen værende Visesamling eftersom den arkeviis forlader samme. Engageret af en Kielerboghandling til at forfatte en "den norske Konstitutions Historie" er jeg ligeledes beskjæftiget med at sætte mig ind i mit Folks Karakteer og Hu (Lynne) i den Tid, dette Værk fik sin Tilblivelse. Men det er en Stemning udenfor dets naturlige, Avisefterretninger ikke Sagn, Proclamationer, Decreter og Krigssange af modernt Tilsnit, ikke Folkeviser, jeg har at støve efter. De Sange, Soldaten digtede paa sin Bivouac (og der ere saadanne) ere ikke opbevarede. Malicerknud (eller Maliser- knud? af Malis ): Milits, ikke af Malice, skjøndt det Sidste og- saa er rimeligt) componerede der og i -- Slaveriet. Mon ikke En eller Anden -- en gammel Militær -- i Deres Egn -- skulde kunne give Dem nogle Omrids af denne originale Karakteer. Jeg skal søge at sende Dem nogle af hans Kompositioner. -- SIDE: 249 De vil finde en Liste over de Bøger, jeg har udtaget. Har De dem først, saa -- sub rosa -- kan De gjerne beholde dem et Par Maaneder. Det er ilde, at M. C. Hansen har selv laant herfra sin "Huusven"; men mon den ikke skulde kunne faaes fra Moss eller fra et Lejebibliothek i Fredriksstad? Der er en Fortælling "den mechlenborgske Familie," hvortil jeg har givet ham Sujettet, der giver mange gode Træk af den conditionerede og Kaxe-Klas- sens Liv paa Landet. Tre interessante Tidspunkter for en Novelle vilde være enten den for Bernt Ankers o. Fls. Machinationer med Gustav d. 3die (Hansen har noget herom) eller Christian Augusts Tider, da der conspireredes til en Løsrivelse fra Danmark eller Hoelernes Conspiration i 1818 imod vor Konstitution. Men med det Sujet er det for tidligt, og Deres uskyldige Muse forfølger ikke saadanne. Tra [ditioner] . Med de bedste Forsætter om engang at holde op, har jeg vendt Bladet om, og jeg har endnu ikke sagt Dem hvor høit jeg skatter Dem. Har De fundet, at min Genius har et Hjerte, da maa den vel elske det ømme og blide, som slaaer i Deres. Og den gjør det, Frederikke Bremer! Jeg hoslægger hvad af mine Sager, jeg har vedhaanden. De vil modtage dem ikke som en Erkjendtlighed fordi De smigrer mig (og Deres Dom gjør det eller rettere den opløfter mig) men som en Erindring om at vi engang mødtes sammen. De vil i Alt træffe synlige Flygtigheds Spoer -- og det er ogsaa, paanær Barnemordersken og Spaniolen -- bogstavelig extemporeret paa Lapper af den heterogeneste Beskaffenhed; men lade Gud mig engang iværksætte Samletudgaven af hvad jeg har skrevet! Ska- belsen, Msket og Messias vil især trænge til Filen. Det er Støbegods, en Kolos, som endnu ikke er bleven afpudset, -- ikke engang Sandet af Formen; men siden vil man have ondt for at klyve op til den forat faae det gjort. Min egen Geist maa endnu engang omsvæve den og feje den reen med Slaget af sine Vinger. Den har mange Gange slaaet sit Hjerte af Qval over at være Poet og dog ikke at kunne være det. Utallige Poesier faae intet Tilvær. Ethvert sundt Øjeblik afføder en. Men jeg maa jage Ideerne bort som Slanger, der skyde mig over Vejen, qvæle dem som Vandstraaler der springe [op?] , og som dog ikke alle kunne tæmmes. Det Sprog jeg skriver i [læses?] ikke af vor Millions eller halvanden Millions 1/8 Deel. Men var jeg en Englænder SIDE: 250 eller en Tydsker eller, i Mangel af dette, da en Svenske. Jeg havde da et Publikum og Frederikke Bremer var min Landsmandinde. Det hjerteligste Levvel først og fremst og saa Bevidnelsen om min Høiagtelse og uindskrænkede Tjenstvillighed fra Deres Henr. Wergeland. TIL KONGEN Kristiania 12 Februar 1840. Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien og Amanuensis ved Universi- tetsbibliotheket, ansøger Hans Majestæt Kongen om naadigst at maatte vorde udnævnt til Archivarius ved det norske Rigsarchiv. I Archivariusposten ved Rigsarchivet er saagodtsom den eneste Post ledig, der nogenlunde falder Undertegnedes Ansæt- telse som Amanuensis ved Universitets- bibliotheket i Perspektivet. Det er idet- mindste ikke i Rækken af Embeder let at opdage nogen, der tilbyder mere med Bibliotheksforretningerne eensartede Be- skjæftigelser, eller som kræver mere denne punktlige Orden, dette daglige uafbrudte Tilsyn, som en Ansættelse paa et Biblio- thek som Universitetets gjør nødvendigt og næsten mechanisk tilvant. Siden denne min Ansættelse i Foraaret 1836 har mine Foresattes Attester til forskjellige Tider tillagt mig disse og andre, hos en Archivar heller ikke overflødige, fordeelagtige Egenskaber; og i Tillid til disse, og om jeg tør forudsætte Kjendskab hos Deres Majestæts Regjering til mine udgivne historiske Arbeider, som saaledes faae attestere sig selv, er det Undertegnede ansøger underdanigst Deres Majestæt om naadigst at maatte vorde an- betroet den ledige Archivarpost ved det norske Rigsarchiv. Hædret af Deres Majestæt med en temporær naadigst Under- støttelse til at arbeide for Oplysningen, har jeg især troet at op- fylde dette Hverv ved at gjøre de historiske Indsigter, jeg maatte besidde, frugtbare. Efter tilforn at have udgivet, foruden en kortfattet universalhistorisk Oversigt, en ræsonneret Norges Hi- storie og et Udtog af denne, har et særdeles omfattende Fore- tagende, Udarbeidelsen af Forelæsninger over Kulturhistorien, sysselsat mig siden hiin Deres Majestæts Understøttelse naadigst blev mig tildeel, og jeg er kun bleven forhindret fra Publika- tionen deraf ved Udarbeidelsen af et andet vidtløftigt Værk, "den SIDE: 251 norske Konstitutions Historie", hvis Nytte tiltrak mig, og som fordrer Udsættelsen af hiint i nogen Tid. Jeg omtaler dette, fordi Historien synes at være Archivarens Fag -- en Archivarpost en af de faae Belønninger, en Stat har specielt at yde historiske Arbeider. Der ligger en Opfordring til at blive en Historiker i Archivarens Beskjæftigelser; og jeg troer at have lagt for Dagen, at den ikke skulde mangle at blive for- staaet. Den ene Side af mit literære Liv hælder decideret mod denne Videnskab; derfor vil Ingen, og mindst enhver værdig Medansøger, finde det paafaldende, om jeg vover dette Forsøg paa at hævde en Livsudvej for en afgjort Aandsretning, idet jeg underdanigst ansøger Deres Majestæt om den eneste Post inden Staten, der baade tilbyder et Yndlingsstudium Materialier og Op- muntring, og pligtmæssig Opførsel i en beslægtet underordnet Stilling Belønning. Og denne eneste Post er Archivarens ved Rigsarchivet, hvorom Undertegnede, i Henhold til hoslagte Vidnes- byrd fra min Foresatte, med Appel til mine Arbeider inden Histo- riens og navnlig Fædrelandets Histories Omraade og med Fortrøst- ning til Deres Majestæts retvise Naade underdanigst vover at ansøge. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Kristiania 13 Februar 1840. Til den kongelige norske Regjerings Finants- Handels- og Told-Departement. Da Regjeringsindstillingen betræffende Oprettelsen af en Ar- chivarpost ved Rigsarchivet først kom til Kundskab i den offi- cielle Tidende No. 14, 25de f. M., og ubekjendt med at Indstilling af Ansøgere skulde skee inden kortere Tid end sædvanlig, kan Undertegnede først idag, anden Dag efter at Departementet alle- rede har erklæret sig med Hensyn til de indleverede Ansøg- ninger, tilstille hoslagte underdanigste Ansøgning om bemeldte Post. Den er skreven igaar, men et Tilfælde inden Vedkom- mendes Familie gjorde at Attesterne ikke kunde bilægges før nu. Skulde nu Det, jeg har havt at paaberaabe mig i Ansøgningen SIDE: 252 som Motiver til at stille mig saa værdige Medansøgere ved Siden, ikke findes tilstrækkeligt til at forandre noget ved Indstillingen, men der dog endnu -- lovligen eller velvilligen -- være Adgang for mig til enten blot at see mig nævnt som Ansøger eller yder- ligere bemærket, da skeer herved min ærbødigste Anmodning om at Saadant maa komme mig tilgode. Ærbødigst Henr. Wergeland TIL FINANSDEPARTEMENTET Kristiania 14 Februar 1840. Til den kongelige norske Regjerings Finans- Handels- og Told-Departement. I den Skynding, hvormed Undertegnedes underdanigste Ansøg- ning om Rigsarchivarembedet under Gaarsdato affærdigedes, for om muligt ikke ganske at komme forsilde bilagdes ikke Examens- lister og Døbeattester. Ifølge disse, som oftere ere blevne Re- gjeringen meddelte ifølge med Ansøgninger, er jeg født i Kristian- sand 17de Juni 1808 af Forældrene daværende res. Kapellan N. Wergeland og Alethe Dorothea fød Thaulow, vaccineret samme- steds af Stadsfysikus Petersen og døbt af Pastor Engelhart; i 1825 demitteret fra Kristiania Skole med Karakteren laudabilis, tog filosofisk Examen [i] 1827 med haud illaud. og i Mai 1829 theologisk Embedsexamen med samme anden Karakteer ligesom i Juni 1833 den praktiske Prøve med laudabilis for den kateke- tiske og laudab. imprimis ob specimen scriptum for den homi- letiske Deel deraf. I Aarene fra 1829 til 1834 om Høsten ud- dannede jeg mig i forskjellige geistlige Forretninger under min Faders Veiledning, hvorefter jeg studerede Medecin ved Univer- sitetet indtil min Ansættelse ved Universitetsbibliotheket berøvede mig Tid dertil. Saafremt disse Oplysninger skulde være nødvendige, bedes de Ansøgningen hoslagte. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 253 TIL LARS RASCH Kristiania 19 Febr. 40. S. T. Herr Procurator Rasch. Ompaaskrevne Forslag fra Bogbinder Barlien anbefales til den ærede Administrations Opmærksomhed og Bifald. Jeg har havt saameget Bryderie og Ærgrelse af den uordentlige Bogtrykker Steen baade for hans Uordholdenheds og mislige Regningers Skyld, og den fuldstændige Kontrol med Bladets Udsalg og For- sendelse vanskeliggjør Regnskabet og Erholdelsen af en Balance saameget, at det vil befrie mig for de med dets Udgivelse for- bundne Uleiligheder for størsts Deel, om Administrationen vil gaae ind paa Forslaget. En detailleret Status skal blive ind- leveret; men da Nr. 6. er under Pennen, iler jeg med denne Ind- stilling, da Barlien, i Tilfælde af Antagelse, da strax kunde op- træde som Forlægger. Selskabet kan paaregne 1 Nr. hver 14de Dag. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL BAURMEISTER den luttrer Meddelelserne; i den forsvinder enhver Tanke om at give Fremstillingen af Begivenheder, som i sig selv have Historiens rene Veltalenhed, individuelle Tendenzers og en Partisags fyrigere, men forføriske Slagskygger og Farver." TIL HENRIK GROTH [Christiania febr. 1840.] Høistærede Hrr. Ven! Hold ved, saa kommer man frem -- stat pro ratione voluntas -- Taalmodighed overvinder alt -- glem ikke at smøre naar Du er i Vejen osv. osv. -- og saaledes var jeg da i Christiania ved Bibliothekspulten Kl. 10 1/2 (!! Godt gjort?). Men een Ting glemte jeg i Drammen, og det var at drikke Duus med Dig, min hyggelige Vært. Du seer jeg gjør det paa Distance da; Soit comme ça! Saa være det (hvis Du vil). Men hvorfor jeg skriver er for at takke Dig og din snilde Kone for al beviist Hospitalitet; og det gjør jeg da nu paa oprigtigste om ikke paa høfligste Maade. -- Jeg tilbragte Vejen med at gjøre Vers om Drammen og en eensom Skorstenspibe paa Vejen ved Hæg, dem Du maaske vil see i Mbldt. Dersom Du vil tie stille, vil jeg paa den anden Side sige Dig -- at jeg hermed anbefaler Dig til Oversendelse til Selmer et lidet Lystspil med Sang, som jeg har liggende, til mulig Opførelse i Drammen. Jeg fik da en lystig Tour did med nogle Venner. Jeg staaer paa en spændt Fod med Direktionen her, saa jeg ikke vil være den i nogen Maade forbunden, og da jeg nu har seet Scene og Personale i Drammen, finder jeg at det nok kunde gaae. Lad mig blot faae snart Svar. Levvel! Venligst Hilsen til din Kone og Dine fra Henr. Wergeland. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Kristiania 28 Februar 1840. Til Collegium academicum. Da jeg har isinde at ansøge geistligt Embede, og sal. Professor Hersleb i hoslagte Skrivelse antyder, at Collegiet, naar en direkte SIDE: 255 Henvendelse til dette skede, ikke vilde være utilbøjeligt til at erklære sig om Udtrykket i mit testimonium publicum "spreta juvenili levitate", der altid naar jeg har søgt igjennem Departe- mentet har viist sig at hvile som en Forbandelse paa mig, holder jeg det for fornødent, herved at anholde hos det høje Collegium om en yderligere Erklæring over dette Udtryk. Til Veiledning i saa Henseende hoslægges foruden ovennævnte Skrivelse, Over- bibliothekarens, paa Herr Underbibliothekarens, for Tiden en anden Ansøgning bilagte, grundede Attest, der stemmer overens med dem, han forhen har havt den Godhed at meddele, samt Attester fra de medecinske Professorer og fra de Sognepræster, jeg har tilbragt mit Liv under siden testimonium publicum afgaves. Da dette tilligemed mine øvrige academiske Vidnesbyrd (ogsaa en hoslagt Døbeattest) er forkommet under viderværdige Suppli- cationer og lang Henliggen inden Departementet, er det rigtignok ogsaa mit ærbødige Ønske, at erholde et nyt testimonium publi- cum og nye Afskrivter af mine samtlige Examenskarakterer, for- synede med Datumsangivelser; men jeg veed ikke om jeg tør uleilige med en saadan Anmodning, især da jeg nødes til at ud- bede mig Collegiets Bestemmelse og de hoslagte Papirer igjen- indhændigede inden faae Dage, da Ansøgningstiden er nær sit Udløb. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Kristiania 5 Marz 1840. Til den kongelige norske Regjerings Finanzdepartement. Idet Undertegnede herved giver sig den Ære at hoslægge, som yderligere Bilag til den underdanigste Ansøgning om Portofrihed for Bladet "For Arbeidsklassen", det senest deraf udkomne Nummer, troes ogsaa at burde bemærkes, at Bladet senere er reqvireret, tildels i betydeligt Antal, fra Steder, hvorhen det vil være umuligt at see det forsendt uden en saadan naadigst Be- gunstigelse. De reqvirerede Exemplarer overligge saaledes indtil Resolution maatte falde. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 256 TIL KONGEN Kristiania 9de Marz 1840. Henrik Arnold Wergeland ansøger Hans Majestæt Kongen om naadigst at maatte vorde udnævnt til Sognepræst i Røgens Præ- stegjeld under Agershuus Bispedømme. Da det behagede Deres Majestæt at skjænke Undertegnedes Foretagender til Almuoplysningens Fremme Deres naadige Opmærksomhed, og at forøge Naaden af Deres ædelmodige Understøttelse til at fortsætte denne Virksomhed med Haabet om at ansættes i det geistlige Fag, hvortil jeg har uddannet mig, vilde jeg ikke handle i Aanden af en saa- dan, ved Deres Majestæts særegne Naade endnu mere til Pligt blevne, Virksomhed, hvis jeg ikke indsaae de Fordele for denne, som det nu ledige Røgen Sognekald i Agershuus Stift tilbyder. Det er ikke Deres Majestæt ubekjendt, at Undertegnede søger for en Deel at afbetale sin Erkjendtlighedsgjeld til Deres Maje- stæt ved at udgive uden anden Godtgjørelse et Blad "for Arbeids- klassen", som lader til at ville vinde nogen moralsk Indflydelse paa sit Publikum, og da nu det lille Røgen er beliggende imel- lem de to Byer, som maaskee mest i Norge tiltrænge en saadan Indvirken paa en talrig Arbeidsklasse, og som dette Kalds For- retninger vistnok ville tilstede mig at fortsætte, og da dets an- slaaede Indtægter ikke ere større end Hvad jeg ved Deres Maje- stæts Naade nu omtrent har: saa har jeg troet, i Tillid til Deres Majestæts naadige Tilsagn, at burde vove dette Forsøg paa at komme i en Stilling, der er saa egnet til at forøge og betrygge en Virksomhed, som baade har vundet Deres Majestæts naadige Behag og nogen Deeltagelse hos Folket. Var Røgen endnu mindre end det er -- jeg vilde dog betragte dets Ledigværen som en Omstændighed, jeg ikke burde undlade at forsøge at benytte i den gode, filanthropiske Sags Interesse, som Deres Majestæt har indviet mit Liv til. Foruden dette specielle, i Deres Majestæts naadige Hensigter og Omsorg indflettede Motiv, gjemmer min Sjel nok et i dens altid tilbagekommende, af mange foregaaende Uheld inden Supplicaturen aldrig qvalte, Følelse af Prædisposition til den geistlige Virksomhed. Denne taler stærkere end Betragt- ningen over Hvad jeg har anvendt for at komme i den. Man udretter mere naar man ogsaa har det præstelige Navn. Det vil have Indflydelse paa min hidtil havte spredte, navnløse Menighed SIDE: 257 af Landets Arbeidere og Lazaroner, der rigtignok hverken yder Tiende eller Offer, men endeel Erfaring, som Præsten ikke bør undvære, hvorimod Efterretningen om at det ikke var muligt for deres Moralisator at blive Præst vil afskjære min Virksomhed i den Retning sin bedste Nerve. Nei, Uheldene under en fore- gaaende Departementchefs Indstillinger til min Tilsidesættelse, saa- som til Justedalens Kald i 1834, til Hofs, Rollaugs, Legangers, Vedøens og Borgunds Kapellanier i 1835, have ikke tilintetgjort Følelsen af ogsaa et naturligt Kald til i geistlig Ansættelse ret at gavne mit Land og min Konge, Menneskehed og Kirke. Eller misforstaaer jeg mit eget Hjertes Lyst eller den vitterlige Om- stændighed, at Almeenmand synes gjerne at høre mig og at troe om mig, at jeg vil ham vel? Hermed kan en Præst komme langt, endskjøndt man ikke kan læse sig til det Fortrin, der ligger i denne Individualitet. Men med større Føje tør det maaskee være mig tilladt underdanigst at anføre, i Henhold til hoslagte Bilag: 1) at jeg sandsynligviis er den ældste uansatte geistlige Kandidat i Landet. Idetmindste seer jeg, saavidt Erindringen rækker, alle mine Jevnlige og flere Aar Yngre ansatte i tildels betydeligere Embeder. Jeg har været paa det nærmeste den Eneste, som ikke har nydt godt af at have taget Examina i, og at henhøre til, en Tid, da Adgang til Embede var mindre knap. 2) Af disse 11, elleve, Kandidataar har jeg tilbragt omtrent de 5 under praktisk Uddannelse hos min Fader i alle de geistlige Forretninger, som en Ikkeordineret kan udføre -- navnlig præ- dikede og katechiserede jeg hver anden Gang, og førte Kaldets og Provstiets Kopiprotokol, saa geistlig Embedsførsel er mig i alle Maader saa vel bekjendt som om jeg havde været Kapellan i ligesaa lang Tid; de følgende 2 Aar har jeg paa egen Bekost- ning studeret Medecin ved Universitetet, og i de sidste 4 Aar har jeg fungeret som Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. Godtgjør nu Dette, at jeg ikke har været ledig i alle disse Aar, men benyttet dem til fleersidig Uddannelse, turde det maaskee ogsaa fortjene at bemærkes, at Ansættelsen paa Bibliotheket baade forudsætter en god Formening hos Collegium academicum om min Opførsel -- hvorfor jeg ogsaa hvert Aar har erholdt den fornyet ifølge mine Foresattes Anbefaling -- og den strengeste, uafbrudte, næsten ferieløse Orden og Nøiagtighed, idet jeg fun- gerer paa Læsesalen, der daglig er aaben for Publikum. De øv- SIDE: 258 rige daglige Timer optages af en Katalogkopieren, som jeg allerede i rum Tid har mærket mit Syn lider under i den Grad, at jeg ikke vil kunne udholde dette Arbeide i lang Tid, uagtet det er mit Levebrød. 3) Mine Foresatte til de forskjellige Tider udtrykke sig i alle Maader fordeelagtigt om mig, og min Opførsel paa Bibliotheket roses desuden navnligen i den sidste officielle Indberetning i Rigstidenden om Universitetets Anliggender. 4) Det er allerede flere Aar siden Hs Høiærværdighed Biskopen i Agershuus Bispedømme, leilighedsviis ved en Ansøgning fra mig, erklærede at jeg kunde være skikket til naadigst Ansættelse i et residerende Kapellani. 5) I Løbet af mine Kandidataar har jeg, ved Siden af en Mængde andre Arbeider, hvorimellem vor Literaturs betydeligste digterske Værk maaskee her kan bemærkes siden det tillige er af religiøs Tendenz, udgivet ikke mindre end 15 forskjellige Oplys- nings Skrivter. Denne Række begyndte med et, som, i Forbindelse med personlig Virken paa flere Steder, havde ikke ubetydelig Ind- flydelse paa Oprettelsen af de af Deres Majestæts Regjering med saamegen Interesse anseede Almubibliotheker. Imellem Bilagene vil ogsaa findes nogle, der karakterisere min Virksomhed i denne Retning. 6) Mine academiske Karakterer: Laudabilis til 1ste og Haud illaud. til 2den Examen samt Embedskaraktererne Haud til den theoretiske, Laud til den kateketiske og Laud imprimis ob spe- cimen scriptum til den homiletiske Prøve ere, med Anciennetets- avancen, ikke slettere end at Andre vel have med lignende er- holdt Ansættelse af omtrentlig Gehalt som den af Undertegnede her underdanigst ansøgte. 7) Bibliothekforretningerne ere af den offentlige Natur, og kræve en saadan Tillid til Fungerende, at det formentlig ikke er ubilligt, om de tillagdes lige Vægt med Ansættelse i lige saa lang Tid idetmindste som personel Kapellan. Factisk har jeg nu til- lige forrettet dennes vigtigste Funktioner i 5 Aar til. Disse ere de Adkomster, hvormed jeg kan retfærdiggjøre Deres Majestæts naadige Tilsagn om geistlig Ansættelse efter en saadan Tid, som nu er henrunden siden jeg hædredes med Deres Maje- stæts naadige Understøttelse. Jeg skylder denne Taknemligheden for et lykkeligt og virksomt Aar; jeg vil skylde den for et lykkeligt SIDE: 259 og virksomt Liv, om nærværende underdanigste Ansøgning om det lille, for literær Virksomhed til Land- og Byalmuens Tarv saa sær- deles beqvemme Røgen Sognekald maatte vinde min naadige Konges Velbehag. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien. Hermed Bilag: Nr. 1. 1ste og 2den Examensliste, dat. 26 Novr. 1825. " 2. Erklæring fra Professor Hersleb af 7de Dec. 1835. " 3. Do. fra Collegium Academicum af 14 Juli 1836. " 4. Do. fra det Juridiske Facultet af 20 Febr. 1835. " 5. Do. fra Overbibliothekaren af 13 Febr. 1840. " 6. Do. fra de medecinske Professorer af Decbr. 1835. " 7. Do. fra Sognepræsten i Eidsvold af 23 Oct. 1838. " 8. Do. fra Sognepræsten i Aggers af 17 Oct. 1838. " 9. 4 Skrivelser fra Rigshospitalsdirectionen, Bibelselskabets Centralcommittee ofl. af Mai 1835. " 10. Fortegnelse over udgivne Almuoplysningsskrivter. TIL KONGEN Kristiania 9de Marz 1840. Henrik Arnold Wergeland ansøger Hans Majestæt Kongen om naadigst at maatte vorde udnævnt til Sognepræst til Hafslo Præ- stegjeld i Bergenhuus Stift saafremt hans underda- nigste Ansøgning af Datum ut supra om Røgens Præ- stegjeld under Agershuus Bispedømme ikke naadigst maatte vorde indvilget. Dersom de specielle Grunde, som have bevæget Undertegnede til under Dags Dato principaliter underdanigst at ansøge det først ledigt averterede Røgen Sognekald under Agershuus Bispedømme, ikke ere blevne befundne vægtige nok til at Deres Majestæt i Naade kan have indrømmet mig samme, da er der i det omtrent lige- saa store, afsondrede Hafslo Sognekald i Indre Sogn i Bergens Stift et Kald ledigt, som maaskee bedre kunde stemme med min naadige Konges omsorgsfulde og vise Hensigter. Jeg vilde heller ikke der imellem den gamle Folkisbygds Naturmennesker savne Anledning til at kunne gjøre Kirken og Civilisationen Tje- nester og til at være taknemlig for min Konges Naade ved at anvende mine kraftigste Aar til Fordeel for en skjøn men vild SIDE: 260 Green af det Folk, hvis Lykke er Hans saa herligt udførte Meed. Det er en præstelig Virksomhed, jeg tiltrænger forat kunne blive mit Fædreland saa nyttig, som Gud har villet foretegne mig i de Evner og den Energi, han har givet mig. I Henhold derfor til de almindelige Anbefalingsanførseler i min underdanigste Ansøgning om Røgens Sognekald og til de samme vedlagte Bilag, og i hengiven Tillid til Deres Majestæts Naade, er det da jeg herved, i Tilfælde af at Røgen maatte være bleven mig negtet, lige underdanigst ansøger om naadigst at maatte vorde udnævnt til Sognepræst i Hafslo Præstegjeld under Bergens Bispe- dømme. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 9 Marz 1840. Til Den kongelige Norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Herved giver Undertegnede sig den ærbødige Frihed, igjennem Hans Høiærværdighed Biskoppen, der godhedsfuld har lovet at ville meddele sin Erklæring, at oversende to underdanigste An- søgninger, den første principaliter om Røgens Sognekald i Agers- huus Stift, den anden om Hafslo Sognekald i Bergens Stift, led- sagede med 10 Bilag, hvortil bedes føjede ved Departementets Forsorg, saafremt de skulde findes inden dets Værge, Testimo- nium publicum, Døbeattest og det theologiske Facultets Attesta- tion betræffende Embedsexamen. Disse Papirer, der saa ofte have passeret Departementet, at de ere vel bekjendte af vedkommende Embedsmænd, ere nemlig ikke komne tilstede siden foregaaende Supplicationer; men siden et af de hoslagte Bilag, nemlig N. 3 ved yderligere, af mig foran- lediget, Efterspørgsel af Universitetssekretæren, dog kom tilstede efterat det hedte, at alle mig vedrørende Papirer vare mig extra- derede, kan jeg ikke negte, at jeg nærer den Tro, at de frem- deles enten beroe, siden en foregaaende Ansøgning, inden De- SIDE: 261 partementet, eller ere forkomne paa en Vandring, de havde at foretage til Protokolkommitteen paa Storthinget 1836. Men lige- saa liden Oplysning har der været at faae ved dettes Arkivariat. Imidlertid ere Papirerne saa vanskelige at skaffe igjen eller noget istedetfor, men tillige, som ovenberørt, saa bekjendte med Hensyn til sit Indhold, at jeg tør haabe, at Fremmet af mine Ansøgninger desaarsag ingen Vanskelighed vil lide. Mit Testimonium publicum indeholdt af Ualmindeligt den ved senere Erklæringer formentlig modificerede og i Aarenes Løb i sig selv abolerede Tirade "spreta juvenili levitate", foruden en- deel Udladelser om nogle særegne personlige Fortrin, som vilde gjøre mig særdeles skikket i Kirkens Tjeneste, og Døbeattesten, at jeg er fød i Kristiansand 17de Juni 1808 af Forældrene da- værende Adjunct Nicolai Wergeland og Alethe Dorothea, fød Thau- low, og kort efter døbt af Sognepræst Engelhart til Oddernæs. Med denne forekommer det mig, at en Vaccinationsattest var vedheftet, der godtgjorde, at jeg var bleven vaccineret af Stads- fysikus Petersen i Kristiansand. Indholden af det theologiske Facultets Examensattestation er angivet i Ansøgningen. Ærbødigst Henrik Arnold Wergeland, Cand. theol. TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania, 26 Marz 1840. I denne Stund modtager jeg No. 3 af Stockholms Länstidning. Min Ven, min Fostbroder lever og virker, det er nu vist; men om han har faaet mit lange Julebrev og nok et skyndsommere Do. fra mig for en 14 Dage siden, det er uvist. Noget fra Dig har jeg ikke seet siden det med Eos i, og jeg har stærk Mistanke om at Ulykken atter har været ude at gaae imellem os med sine Delineationer. -- Tager jeg feil naar jeg troer at kjende Dig igjen i "Sværdet i vore Dage," som jeg har oversat og tænker at sende til Christianssandsposten, der iblandt andet indeholder saamange velskrevne Artikler om det danske Hof, at jeg med næste Post vil foreslaae Redactionen at bytte Tidender med Dig. Den kan være Dig til Nytte maaskee. -- Her: SIDE: 262 "Fæst ei din Glæde ved Sværdet blot. Nu kan det gjerne i Balgen sove. En anden Retning har Verden faa't: Medborgerdannelse, Fred og Love. Skal endnu engang min Harpe, Bro'r, om Sværdet tone paa Feldt og Vove, da er det altid, ja altid, for Medborgerdannelse, Fred og Love. Kun Spørgsmaalstegn er nu Sværdet ved Diplomatikens Diskurs ved Hove; men Udraabstegnet det bliver med Medborgerdannelse, Fred og Love. Hver Sag har fundet en Forsvarsgrund fra Arildsdage, i Uroldsskove; men Sværdet mener i denne Stund Medborgerdannelse, Fred og Love. Kun saa det ejer endnu sit Værd -- -- en Sang for det tør jeg endnu vove. Tænk altid paa, naar du dra'r dit Sværd, Medborgerdannelse, Fred og Love! Jeg har angivet Dig i Christianssandsposten som Forfatter. Hermed de to polemiske Farcer, jeg udsendte i Høst, den ene mod en taabelig opblæst Retning i Selskabslivet, hvortil en Vo- tering i et Selskab gav Anledning; den anden mod [Professor Motz- feldt] , der har tirret mig i den Constitutionelle. -- Mit Blad for Ar- beidsmanden, som Du skal faae snart, faaer et stort Publicum -- alene i Christianssand 410 Subscribenter. Jeg udgiver det gratis, eller rettere, som jeg har erklæret i Tidenderne, som en partiel Afbetaling af min Gjæld til Kongen. -- Vale! intime vale! Den Blomme, som ligger indeni mellem de to Torne, er voxet i Norge for din Kone, til hvem den gjemmer en Hilsen. -- Jeg venter. -- Din Henr. Wergeland. P. S. Med dette Brev afgaaer et til Kongen om et Præstekald. Faaer jeg det jeg vil, sender jeg Gigh efter dig til Carlstad. SIDE: 263 TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Kristiania 31 Marz 1840. Til Administrationen i Selskabet for Kristiania Byes Vel. Idet jeg herved har den Ære at oversende de paa Bogbinder Barliens Forlag udkomne Nr. 6 men hør nu SIDE: 266 min Undskyldning: "Jan van Huysums Blomsterstykke," hvoraf De vil have seet et Par Brudstykker, er bleven til noget Helt, saa lidet det er, og jeg har vovet at kalde det en Buket til Fred- rika Bremer -- en Komposition, "der vel er indgivet af Beskuel- sens henrykte Øjeblik, men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse for at turde hedde en Buket til den geni- fulde Malerinde, som har valgt Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end van Huysums, til Gjenstande for sin nyde- lige Pensel." Dette lille Arbeide vilde jeg nu oversende med mit Svar, men den eneste Presse, der havde typografiske Forziringer nok for mit Øjemed, bliver først ledig i disse Dage. Mit histo- riske Arbeide, hvorunder jeg stønner som Atlas, har ogsaa kun tilladt mig i enkelte halve Søndagsmorgentimer at overlade mig til den behageligste af alle Nydelser, at forsøge Gjengivelsen af en vakt Skjønhedsfølelse. Men De vil have Taalmodighed, som De har Godhed for mig. Min hele Korrespondance er i désordre. Maaskee vil det være mig muligt ved samme Leilighed at kunne sende nogle af hine Sortkridttegninger. Samtidig som den Mu- sikus, der var i Besiddelse af de nationale Kompositioner, var bleven anmodet om at skaffe mig dem i Afskrivt, var han sat i Virksomhed -- om jeg ikke misforstod ham -- for Grevinde Som- merhjelm gjennem en Student Dahlin. Med denne eller næste Post skal dog Arbeidsmanden komme, som De har værdiget Deres Opmærksomhed. Men hvad skriver jeg her uden i hver Linje at røbe hvor dis- siperet jeg har været og er. Men jeg skal tage mig betalt, naar jeg faaer arbeidet mig ud af denne ægyptiske Trældom. Og det er for vore forrige Ægyptere, for de Danske, [fotnotemerke] jeg træller i disse velsignede Solskinsdage, da jeg maa anvende saamegen Vold paa mig selv, for ikke at følge en af de mange uvilkaarlige Indsky- delser og gribe et af de Themaer, der stundom komme frem af sig selv i min Sjels Overflade som Dybets Chimærer under den solbestraalte Havflade, visende sig som sorte ubestemte Omrids af en Form, der pirrer Fantasien og Nysgjerrigheden. Klokken ringer 5; det er Ægypternes til Arbeide. Jeg har netop iaften at skildre Kristian Frederiks første Landstigning paa Hvaløerne efter en Overfart paa en Fiskerbaad, i Matrosforklæd- Fotnote: I den Forstand, at Arbeidet skal tjene til at vække dem. SIDE: 267 ning. Velan Prinds! den Begyndelse passer godt til det hele Eventyr. Jeg vil forsøge fordi jeg maa, da jeg nu engang er inde i det. Derfor -- Farvel Skaldinna! Clios Marmorkulde lægger sig om alle de venlige og erkjendtlige Følelser, hvormed Deres Deeltagelse og Godhed erindres af Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 3die Mai [1840] . Til Den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Da det kongl. Kirkedepartement i afdøde Statsraad Dirikses Tid formeentlig lagde nogen Vægt, mine underdanigste Ansøg- ninger til Hinder, paa en af Prokurator, nu Foged, Praem over mig nedlagt Paastand, uagtet samme ved Underretsdom var mor- tificeret, og denne min Modpart ikke hindredes ved den imellem os verserende Sag fra at befordres, troer jeg, ærbødigst at burde underrette Departementet, i Anledning af mine indleverede An- søgninger, om at Paastanden nu ligeledes ved Stiftsoverretsdom er bleven mortificeret, ligesom den mig ilagte Mulkt af 300 Spdlr. er nedsat til 100 Spd. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 27 Mai 1840. Til den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet. Da Undertegnede i Indstillingen til Nedre Qvinnesdal Sogne- kald, efter Protokollen, seer sig i den paafaldende Grad tilside- sat, at ikke blot lige Karakteer af to Aars yngre Datum, men endog sletteste Karakteer til Examen theoreticum af et Aars yngre Datum og slettere til Practicum gives Fortrin for de Ad- komster, jeg i mine forskjellige Ansøgninger har kunnet opstille: saa maa der gives Grunde, jeg ikke kjender til, men som jeg bør SIDE: 268 kunne imødegaae, om jeg fremdeles vil ansøge, til denne De- partementets Handlemaade. Jeg tør saaledes i et Land, hvor Regjeringshandlinger ere under- kastede lovligt Ansvar, og hvor jeg troer at have med Person- ligheder at gjøre, der erkjende et moralskt, udbede mig de Grunde, der have bevirket Undertegnedes ovenpaapegede Til- sidesættelse, opgivne, forat jeg enten kan imødegaae samme, om det er mig muligt, eller undgaae Tids- og Pengespildet med An- søgninger, som ere forgjæves. Ærbødigst Henrik Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET [Christiania 3. juni 1840.] Undertegnede skylder, i Haab om at der da ikke vil negtes ham de ærbødigst omanmodede fornødne Oplysninger om Grun- dene til hans Tilsidesættelse, navnlig ved Indstillingen til Nedre Qvinnesdal, at anmærke, at de Opgivelser, hvorpaa denne Forme- ning grundedes, ikke vare tydelige nok, fordi han dengang ikke var i Besiddelse af sikkre Data for de Fortruknes Qvalifica- tioner. Imidlertid forandrer det ikke Sagen til min Disfaveur, saafremt jeg ellers har Ret til at troe mig ubilligen tilsidesat, at det ikke er en Kandidat med sletteste Karakteer til en Embeds- examen af et Aars sildigere Datum men en af samme Aars Datum med sletteste Karakteer alle sine akademiske Examiner igjennem, og med ringere Karakteer til den praktiske, der er bleven mig foretrukken som tredie Indstillet. Nummer To har samme Karakteer som Undertegnede, men af tre Aars yngre Datum. Karakteren for hans Practicum findes ikke antegnet i Universitetsannalerne. Den først Indstillede har vel et Laud, men et fem Aars yngre, men ikke bedre Karakteer til Practicum; og jeg har været ligesaa længe Amanuensis ved Universitetsbiblio- theket som han har været personel Kapellan. Jeg giver mig da gjentagende den Frihed at yttre Haabet om at Departementet vil finde, at jeg vanskelig i denne Tid, da dog SIDE: 269 adskillige smaa Kald ere ledige, kan vove at søge, før det til- stedes mig at kjende den Anstødssteen, hvorpaa mine Forhaab- ninger strande. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL CHR. AUG. THORNE Xnia 17 Juni 40. Højstærede Hr. Thorne! De vil af Bladene have seet, at jeg agter som Prøve paa Pres- sens Fuldkommenhed hos B' at udgive et Par Digte, "Spaniolen", med Musik af Langballe, og "Blomsterstykket", hver ikke over 40 Skill., inden Bogtrykkerfesten 29de. Men jeg maa drive op Subscribenter; paa anden Maade maa Alt hvad der hører Skjøn- literaturen til døe. Og med Boghandlersubscription gaaer det saa slet, at Private maa til. Kan De gjøre noget ved en underhaands Subscription, er jeg Dem forbunden. Taler De med Postmesteren, saa hils ham med Anmodning om mit Mscpt tilbage. Deres Henr. Wergeland. TIL KONGEN Kristiania 29 Juni 1840. Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien an- søger Hans Majestæt Kon- gen om naadigst at maatte vorde udnævnt til reside- rende Kapellan til Grans Præstegjeld under Agers- huus Bispedømme. I Grans residerende Kapellani er et Em- bede ledigt, hvori Undertegnede, ligesom forhen antydet i underdanigst Ansøgning om Røgen Sognekald, vil kunne fortsætte den virksomhet for By- og Landalmues Oplysning, der har været saa heldig at vinde Deres Majestæts naadigste Opmærk- somhed og Understøttelse. Til de i bemeldte Ansøgning anførte Grunde for min Ansæt- telse i geistligt Kald, ligesom og til Hs Høiærværdighed Biskop- pens afgivne Erklæring i Anledning af foregaaende i dette Aar indleverede underdanigste Ansøgninger, men fremfor alt til Deres SIDE: 270 Majestæts faderlige Naade, hvorpaa jeg daglig taknemmeligen modtager Beviser, er det jeg da henholder mig, idet jeg herved underdanigst ansøger Deres Majestæt om naadigst at maatte vorde udnævnt til residerende Kapellani i Grans Præstegjeld under Agershuus Bispedømme. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Kandidat i Theologien, Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 29 Juni 1840. Til den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet. Idet Undertegnede har tænkt sig det muligt, at de Grunde, som maatte have bestemt det kongelige Kirkedepartement til at forbigaae mig ved Ansøgninger om Sognekald for Medsuppli- kanter af idetmindste ringere Examensqvaliteter, ikke ville have samme Vægt ved en underdanigst Ansøgning om et residerende Ka- pellani: giver Undertegnede sig den Frihed at anbefale hoslagte underdanigste Ansøgning om Grans residerende Kapellani, med Anmodning om at den i Foraaret d. A. indleverede om Røgens Sognekald, hvori de Adkomster, Undertegnede har kunnet op- stille for sin Ansættelse, udførligst ere fremsatte, maa blive samme bilagt. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FREDRIKA BREMER Kristiania 6 Aug. 1840. Alt siden flere Maaneder staaer jeg i den uforsvarligste Gjeld til Dem, højtskattede Fredrika Bremer, som jeg ikke kan forlade mig naar jeg seer tilbage udover disse mange Sommeraftener, som nu siden Deres næstsidste og sidste dyrebare Linjer, ligge bag mig som visnede Blomster, som slaget Hø, hvis Flor erin- SIDE: 271 dres med angerblandet [fotnotemerke] Vemod. Men der er heller ikke en Stod- der, som vil have et Tiggerbrev udfærdiget eller honoreret, eller en Enke, som vil have noget Lignende paa Papiret eller noget Raad og Trøst, uden de skulle til mig. Der staae de ved Lyst- huusdøren allerbedst jeg troer mig i Eensomhed; en Kat har ikke kunnet liste sig sagtere frem; og saa er enten en Poesi eller et godt Forsæt spoleret. Og saadant et var ogsaa den behagelige Forpligtelse, at betale min Brevgjeld til den herlige Aand, min er saa lykkelig at være kommen i Meddelelse og Forbindelse med. Under disse skyldfulde Omstændigheder (thi jeg kunde dog have brudt overtvert med besøgende Klienter og Venner, der virkelig beskatte min Tid formeget) har Deres Silfverskål været tung at bære indtil nu, da jeg iværksætter mit længe nærede Forsæt at takke Dem for dette og Deres andre udmærkede Be- viser paa en Godhed, der paaskjønnes med inderlig Taknemme- lighed, som den største Hæder, der nogensinde er og vil kunne blive mig beviist. Jeg har indtil nu seet Gløder paa mit Hoved, naar jeg gjenspeiledes af dens gyldne Dyb. Iaften har jeg fyldt den med Blomster, som en Anonym -- jeg vil, som jeg i en Poesi i Morgenbladet forleden har antaget, haabe en Qvinde [fotnotemerke] -- gjentagende har sendt mig; jeg har sat den for mig og taget Deres Breve frem, og sidder nu her forat tale med min ædle Velynderinde saalænge et forventet Besøg af et Par qvindelige Bekjendte fra Landet vil tilstede mig det. Gid Natten kom før dem! Jeg har nemlig besluttet fra i Aften af, saalænge disse lumre og stille Sommeraftener vare, at sysle ved Lampe for aabne Lysthuusdøre, overskyggede af en Portal af Frugttræer. Det vil maaskee give det italienske Drama, jeg arbeider paa, noget syd- landsk, skjøndt jeg frygter den Spænding, jeg kommer i ved Nattearbeide. Men vore Sommere ere saa korte, og August er Afskedsmaaneden, og iaften vil jeg idetmindste udsætte mig for en Tilstand imellem Søvn og Vaagen, hvori jeg grangiveligen seer og taler med Dem og hører Fredrika Bremers Navn og en In- scription om hende til Silfverskålen af de Blomsters Sylfer, som Fotnote: Over at man ikke har benyttet Sommeren nok. Det gjør man sjelden. Fotnote: Efter halve Oplysninger en gammel Kone. Det var godt, jeg ogsaa tænkte paa den Mulighed i Versene. SIDE: 272 nu bade sig i den. Den prangede saaledes første Gang ved et Maaltid, hvor Mauriz Hansen og Bjerregaard vare mine eneste Gjæster. Lampen er kommen, og viser mig at jeg ogsaa har taget Deres Trälinna med her ud i Haven. Nu, Stunden er ganske Digter- indens -- det De i høi Maade er i dette fantasirige Arbeide, hvorfor De ogsaa være paa det inderligste takket. Jeg meddelte Hansen dets Idee og nogle af de skjønneste Strøg, og vovede at sige ham, at De sandsynligviis var allerede beskjæftiget med den Skildring af det norske Samliv, De viste mig den Ære i et Brev af Febr. Maaned at meddele mig vilde sysselsætte Deres opfat- ningsrige Pen. Trälinden er ellers vel formeget Poesi til just at tiltrænge Versformen, og dog forekommer det mig, at denne -- den 5fodede Jambe -- vilde have været den endnu klæde- ligere. De ønsker at vide hvad jeg tænker om -- "Norges Tanker" ): formodentlig, om jeg gjengiver Deres foregaaende skjønne Udviklinger af denne Tankeconcentration rigtigt, om Norges mo- ralske Individualitet og den Retning mod bestemte Idrætter, som denne har taget. De vil vide, om denne er mod de højere menneskelige Formaal, mod Filanthropiens idealske Meed, mod Menneskekjærlighedens Gjerninger, om dets Politik er af mere storhjertet Natur, end almindelig siges, om Nationen tæller flere Karakterer ovenfor Egoismens sædvanlige Niveau og om disse ikke maa gaae tilgrunde formedelst Isoleren og Mangel paa Sym- pathier; navnlig om "en ung flicka -- i Deres paatænkte Skil- dring -- lefvande i en vanlig huslig krets, inom hvis bröst" De vilde lægge "denna kärlek till ett friare och högre lif, kan undgå att bli martyr för den rigtning, som blott tänker på pynt och Smörrebröd?" Er det ikke saa? Jeg vil besvare det Sidste først, saa godt jeg kan. I det virke- lige Liv kjender jeg kun een Qvinde, Maria Schandorff, i hvis Liv et saadant højere, i det Offentlige fremtrædende Opsving har fundet Sted, og som har formaaet at holde sig paa samme. Hun er Eugeniastiftelsens og dens Asyls Stifterinde -- en præg- tig Bygning reiser sig nu ved hendes utrættelige Virksomhed -- og i sine yngre Dage saae man meer end eet smukt patriotisk Digt fra hendes Haand. Et alvorligt og dybt Sind, forenet med sand Qvindelighed, har aabenbaret sig i hendes hele Liv fra SIDE: 273 disse første agtværdige Sværmerier, der skulde opflamme Lan- dets Krigere og dets daværende politiske Chef, og til hendes senere Aars utrættelige Arbeider forat stifte denne Tilflugt for Nødens Børn. Hun er bleven bagtalt, men aldrig latterliggjort. Hendes stærke Nerve af Religiøsitet har opretholdt hende ogsaa i Verdens Dom; og denne, om end af noget mildere og mindre herrnhutisk Præg, troer jeg Deres unge høihjertede Pige maa be- sidde, om hun med psychologisk Sandhed skal kunne bestaae mel- lem sine Omgivelser i Deres Skildring. I Norge vil dette ialfald være meer nødvendigt end f. Ex. i Frankrig, England eller Amerika. Mængdens Fadhed og Forfængelighed domineres her kun, naar Spørgsmaalet er om en Qvinde, af Agtelsen for hendes Religiøsi- tet. Kundskab og Talent uden denne, ihvor moralsk og pletløs hun end kan være, isolerer hende snarere og indbringer kun Skuldertræk, og at Flaneagtige af begge Kjøn stikke Hovederne sammen forat lee paa hendes Bekostning. Her i Hovedstaden og i nogle efterhærmende Familier kan det vel i enkelte Cirkler være anderledes, men det Nationale er at studse over andre Ideer hos en Qvinde end dem der høre Gryden og Pyntebordet til. Med Grusomhed vises hun af Forældre tilbage til den første, og af sine øvrige Omgivelser til det Sidste. Jeg var engang Vidne til, at en fra Kundskabers og Karakteers Side overordentlig Dame (Frøken Elise Wolff) yttrede nogle frie politiske og patriotiske Me- ninger; men Virkningen var paa de øvrige Damer omtrent som naar en Høg har viist sig over Gjæssene, og Herrerne lod til med større Fornøjelse at have seet hende pille paa en Sidedames Strimmel og hørt hende sige "Søte Kaja, hvor har du kjøbt denne?" osv. Ofte har jeg ogsaa truffet at Damer af Værd gribe til denne sørgelige Udvei at sløife sig selv og at gjøre sig ubetydelige for Verdens Freds Skyld ): fordi De vide, at man nu i disse gifte- knappe Tider vil have dem saa ): ligesaa eense som Alnerne af Bomuldstøisrullen, de faae sine Kjoler af. Prr -- de, jeg ventede, komme nok nu; de ere ganske to saa- danne Alner. -- -- Det er dem ikke; og jeg har da Leilighed til at fortælle Dem, at en Scene af en i det norske Samliv sjelden Roman derved sandsynligviis er opsat til imorgen. Damerne ere to Søstre, en afdød Kavallerimajors Børn, den ene ældre og mindre end godt udseende, en Slags Duenna pro tempore for den Yngre, der i mange Punkter er godt Exemplar af en 19aarig Pige. SIDE: 274 Det hænder sig i Vinter, at min bedste Ven, en allerede 38aarig Em- bedsmand, lader sig paa en Maade, jeg forstod, mærke med, at Pi- gen havde gjort Indtryk paa ham. Jeg vidste, at han midt i glim- rende Kaar nagedes af Kummer over Udsigterne til at maatte henleve sine Dage eensom efterat Troløshed af en Kjæreste i hans unge Dage havde efterladt en Bitterhed imod Kjønnet, der lod ham passere for en Qvindehader, ja endog havde givet ham Navnet deraf, men som jeg, der kjendte ham bedre, ikke havde synderligt Frygt for. Jeg besluttede da at gjøre alt forat for- binde ham med Pigen -- gjorde ad nogle Omveje hendes Be- kjendtskab og lod hende i dette Lysthuus en smuk Maiaften vide, at det stod i hendes Magt at gjøre en brav og smuk, men ikke længer ung Mand lykkelig, om hvis Opmærksomhed Hun, efter de flere Gange hun nu hos mig havde omgaaets ham, ikke længer kunde være i Tvivl, og hvis Dybde i Følelsen jeg nøje kjendte. Jeg lod hende tillige vide, at en Sidegren af hendes egen Fami- lie, der forgjæves havde søgt at vinde ham for en Kusine, og med hvem han ligeledes var forbunden, vilde høist sandsynlig cabalere imod ham for hans Formues Skyld, hvorpaa den for nogle endnu nærmere Beslægtedes Vedkommende gjorde Reg- ning. Dette havde han forlængst i en mørk Time, hvori han er- klærede, at heller ikke Jeg skulde blive glemt, fortroet mig. Den 7de Mai kjøbte jeg mig en Flaske Champagne, satte friske Blom- ster overalt, og sørgede for at Parret blev alene i mine Værelser mens min Kone og jeg vandrede her under Træerne. Efter et Par Timer blev Flasken brugt hvortil den var bestemt. Men nu begyndte alle Hjul at gaae. Pigen blev kaldet hjem nogle Miil herfra, og da hendes Forlovede Pintsedag introducerer sig i hen- des Hjem hos Moderen indløber der fra Broderen, en ung Lieute- nant, to Breve til Moderen og Frøkenen, der indeholdt de skamme- ligste Bagvaskelser. Forlovelsen vedblev imidlertid og Forholdene engede sig sammen indtil nu for 3 Dage siden min Ven søger Hr. Svogeren forat udbede sig Oplysninger om Brevene og forat tilvejebringe et Slags tilsyneladende Forlig, saa de i Verdens Øine ikke skulde give Anstød. Men efter en Ordvexel viser Svogeren ham Døren med Trudsel om at slaaes paa Liv og Død med ham. Og -- 2den Dag derefter indfinder han sig ved 2 ældre Officerer og udfordrer sin Svoger "paa Liv og Død", fordi han er bleven fornærmet af ham under 4 Øine. Armeens Gene- SIDE: 275 ralintendant, under hvem min Ven arbeider, maa være Vidne til en saa rasende og lovstridig Adfærd paa Armeeintendantskabets eget Bureau. Svaret, siger min Ven, skal erholdes skrivtligt og sandsynligt igjennem Generalcommandoen. Men for denne iler Lieut. at anmelde selv det Passerede, og saaledes trues nu hans hele Fremtid. Jeg, der indsaa at hans Plan kun var, endogsaa for denne Priis, at sprænge sin Søsters Forbindelse, affærdiger flux en Expresse til Frøkenen med en skriftlig Forklaring over det Passerede og inviterer hende ind til os strax forat hun kan intervenere før nogen Anmeldelse skeer. Den er nu som sagt skeet, og Alt er kun at haabe af Kongens Benaadning. Det ringer -- Alt sover -- jeg maa ud -- -- -- Expressen er kommen tilbage med et Brev fra Frøkenen, hvori hun melder at hun ikke kan komme for -- Tandpine! O en Bøtte Vand over Hovedet havde ikke gjort det ned- slaaende Indtryk paa mig, som havde ventet at see hende styrte ind bleg, forgrædt, med Lokkerne i Uorden, overdøvende mig med Spørgsmaal. Men Tandpine er en slem, om end prosaisk, Smerte -- altbetvingende maaskee -- og dog skal intet være saa probat derimod som en pludselig Skræk. Og var der ikke Mate- rie dertil i min Fremstilling af de forfærdelige Optrin imellem hendes Broder og Elsker? Jeg maa dog tilstaae, at efter hendes Brev nærer jeg Haab om at min skjønne Bygning ikke vil ramle overende, og at Historien vil ende med et desto snarere Bryllup. 8de Aug. Svogeren vil lade sig nøje med Gen. Wedels arbitrære Af- gjørelse, naar denne Grand-Sergeant indfinder sig. Det er da Enden paa Historien el. Episoden, og paa mit Svadseri, idet jeg tænkte at trække den ind under Materien som en Paralel- lisme til Deres ideale Heltinde, der dog skulde kunne tilhøre det norske virkelige -- ikke just det samme som: virkelig nor- ske -- Liv, nemlig som en Paralellisme af en virkelig Familie- roman, der dog ikke formaaer at bringe Gemytterne ud af deres prosaiske Ligevægt, til Deres imaginerede Roman, hvor et høit- stemt Sind skal give sine Omgivelser og Livet, som det møder denne Personlighed, poetisk Farve og højere Betydning. Det er ogsaa ædlere Sjeles Clairvoyance at see denne overalt, og den findes ogsaa overalt. SIDE: 276 En Novellist hos Os af lav Rang trods sine Volumina, en Wang, har i en 17deMaigave "Maja", betitlet saa efter Heltinden, for- søgt at skildre en højere norsk qvindelig Personlighed, men gjort hende latterlig, istedetfor ophøjet og dominerende sine Omgivelser ved sin Ædelhed, ved at gjøre en outreret 17 Maispatriotisme og en Forkjærlighed for dennes renomistiske Repræsentanter til hendes Livs Idee og bevægende Elementer. Men dette er selv for Ynglinger og Mænd noget Halsbrækkende inden Opi- nionen. Der maa for saadanne Vovehalse (jeg taler af Erfaring) noget Andet ved Siden for at kunne holde En oppe. Ihvor poli- tiskt Norge end er, duer Politik ikke der til hos en Qvinde at forkynde de højere Hjerteslag, hun har. Et halvt Yttrende ved en usøgt Leilighed af en agtværdig politisk Tænkemaade gjør derimod glimrende Effect. Jeg har lagt Mærke til saadanne, men sjeldent desværre -- dog ikke saa sjeldent som til den gaase- agtige Naivetet og gjedeagtige Friskhed eller Fripostighed, hiin slette Opfatter af et Folk, i hvis inderste Midte han dog er fød og opdragen, har givet sin Vanskabning. Da politisk Energi er abgeschmackt hos en Qvinde, da pro- ductivt Geni endnu ikke har viist sig inden Kjønnet hos Os, og da de gode Hoveder eller de enkelte Talenter, som nu og da vise sig over Hoben, ved Huller i Hjertet, Medisance etc. ikke holde sig i Krediten meer end som saa, og dog egentlig ikke have Styrke til at bevare sig forat gaae tilgrunde under "Pynt- og Smørrebrødsinteresserne" -- er der Intet i disse Aabenba- relser af en Individualitet tjenligt som Mærke for dennes højere Art. Hos Os maa en saadan qvindelig Karakteer udlade sin ædlere Ild igjennem Religiøsitet, NB. en praktisk, Velgjøren- hedens. Og desbedre, siden Skinnet heraf er bleven Mode, og Mantillerne skulle bedække Charité-Søstrene. Ved den kan Hun midt i vort prosaiske Huusliv -- prosaiskt dog kun i Sammen- ligning med enkelte Nationers i Syden -- bevare en Sfære for sig Selv. Hendes qvindelige Omgivelser ville snart finde det naturligt, at Hun er noget simplere i Pynt etc. end Andre, og de mandlige ville hos en saa dyb Sjel, ligeledes finde Udbrud af politisk Varme i sin Orden. Og der har vi et norskt Ideal, saaledes som det kan taales i en Roman, der giver sig ud forat skildre Livet, fordi det virkelig kan findes i dette. SIDE: 277 Jeg erindrer i dette Øjeblik en norsk Qvinde, der i sin Egn vinder Opmærksomhed, men ikke Bifald, ved nogle Yttringer af Individualitet, der kun mangle større Evner, en mere ideal og fremragende Personlighed for at vinde en bedre Løn. En Datter af den strengorthodoxe, politiskradicale, energiske Præst Hessel- berg, Præstekone i Oudalen, er paa engang bleven Fordandserinde mellem Bønderne paa 17 Maisfeste, som hun ivrigen fremmer, og holder Andagtsøvelser med dem om Søndagseftermiddagene, hvor hun da fører Forsædet. Den sidste Excentricitet fjerner hende mest fra et Ideal for sit Kjøn. Den smager idetmindste mindst. Hendes Mand, Præsten, har heller intet andet at gjøre derved end at røge sin Pibe; men det er uvist om han just beundrer sin fromme Alethe mest. Men Deres fine Pensel, genifulde Fredrika! vil bedst vide at finde Linjen imellem det Høje og Latterlige, der grændse saa nær. Saameget jeg har ladet Pennen løbe, uden at give mig nok Tid til at eftertænke, uvis om jeg har fattet Deres Spørgs- maal og bange forat synes at ville belære Dem, tør jeg dog maa- skee ikke have Ret i, at en praktisk Religiøsitet, fattende eller fremhjælpende Ideer til alment Vel og Nødens Bistand, maa være den stærkeste Nerve i en norsk Qvindekarakteer, der skal være natursand i sin Idealitet. Deres andet Spørgsmaal, som jeg maaskee ogsaa har paa min Samvittighed ikke at have besvaret, om Pontoppidans naturlige Historie etc. er Dem tjenlig i nogen Maade til at sætte sig ind i norske Forhold? . . Nei! Gammeldags overtroisk, blot om Fugl og Fisk. Vilde De just ikke tage Deres Skildringer fra seneste Tid, da er Chr. Augusts Dage og 1814 interessante Punkter. Den førstes og Folkets Yngling, Major Darre (gift efter en scenefuld Roman med en Bondepige og boende paa Toten) er en interessant Figur, især ved hans Forbindelser med Georg Adlersparre etc. Min Konstitutionshistories 1ste Hefte udkommer sandsynlig ihøst. Jeg er om Foraar og Sommer uskikket til Arbeider af den Natur; den er for alvorlig. Giver Kongen mig enten Rigs- archivariatet eller en Ansættelse paa Landet, vil jeg der i Mag fuldende dette vidtløftige Værk, som fordrer langsommere og vaersommere Skridt end jeg troede. SIDE: 278 Den gode Fru Sommerhjelm har lovet at see Dem tilstillet et Par Expl. af v. Huysums Blomsterstykke (først afsendt gjennem Statssekretær Due -- ligesom dette Brev). De ere et ringe Vid- nesbyrd om den Høiagtelse, jeg nærer for Deres Hjerte og Geni. Henr. Wergeland. P. S. (hvorfor bedes om Forladelse). Man springer over hvor Gjærdet er lavest. Spørgsmaalet om "Norges Tanker og Id og Idrætter" lod jeg bag mig. Men isandhed det er mig en Glæde at kunne sige, at de ikke ere saa forvir- rede, som man skulde troe, og som ved første Blik synes. I politisk Henseende er der en uniistisk Minoritet imod Unioni- sternes Fleerhed; men der er Eenhed i Folkets Tanker om at op- lyse sig. Mod Sluten af Danskevældet (forb. Ihukommelse!) tænkte Norge kun agronomiske Ideer igjennem, af en dunkel Følelse af vaagnende Kraft, der maatte have noget at øve sig paa, og hos En- kelte ogsaa af Erkjendelsen af at Landet først maatte tænke paa at emancipere sin fysiske Tilværelse idetmindste noget bedre, før det var Tid at bryde Lænken. (Og saaledes kastede Sverige sig paa Plogen efter C. XII Ulykkestider og søgte deri og fandt en Tilfreds- stillelse af øvelsevant Kraft, og en Ære). Men nu tænker det af en lignende Trang til at forberede politiske Reformer og til at give Frihedssystemet Styrke, hovedsagelig paa at oplyse sig. Kommuneindretningerne virke uhyre til denne Retning, og paa Storthingene blive Massens Krav paa Oplysningsbidrag stedse lydeligere og mere anerkjendte. I Byerne gjør Filanthropien større Fremskridt end nogensinde. Massens Interesser gjøre sig stedse meer og meer gjældende hos Os. Og -- ça ira! TIL AMALIE WERGELAND Christiania, 20 Aug. 1840. Kjære Kone! Jeg har med Forskrækkelse hørt af et Par Rei- sende, at Dere efter 7 Timers Forløb kun vare avancerede 2 Miil, ligesom jeg veed, at Eidsvold naaedes først den anden Dag. Regnen har vel holdt Dere i Huus. Mit Liv siden Du reiste SIDE: 279 har været fuldt af altformange Adspredelser. Men nu skal man ikke faae mig ud før Du igjen er hos mig, søde Amalie. Naar Du kommer, skal Du faae see fem herlige Stykker jeg har faaet paa Væggen, ): 53 smaa fine Gibsbasreliefs efter Thor- waldsens store Basreliefs, og andre store antike Billedhugger- Mesterstykker. I dybe sorte Rammer fæstes de blændende, gemmefine smaa Friser paa blaat Fløjel med Liim. Da Mad. Ege- berg sendte mig ind et Glasfad med Moreller, lod jeg et Par Medaillons, forestillende Nat og Dag efter Thorwaldsen, følge med. Læs om disse Sager for Fa'r. Kommer der noget forønsket med Stockholmsposten idag, reiser jeg til Dig imorgen Eftermiddag. Imidlertid maa Du ikke vente. Jeg burde kanskee ikke have skrevet saa, behold det imidlertid for Dig selv, og dybt i dit Hjerte den gamle Kjærlighed og Øm- hed, som du, mit kjæreste Liv, lever og bevares i din Henriks. TIL FINANSDEPARTEMENTET Kristiania 7 Septbr. 1840. Til Den kongelige norske Regjerings Departement for Finanz- Handels- og Told-Væsenet. Det er Udgiver og Forlægger af Bladet "For Arbeidsklassen" ubehageligt at maatte atter anholde om Departementets Mellem- komst, idet Postmesteren i Throndhjem, som hosfølgende Skri- velse fra Grosserer Bing dersteds udviser, negter at ville bistaae med Distributionen, endog om speciel Anmodning derom vilde indløbe. Da Throndhjems By og Forstæder skulle, efter Reqvisition fra enkelte velvillige Medborgere der, erholde et saa betydeligt An- tal som 206 Exemplarer, der herfra besørges særskilt kon- voluterede, og denne Reqvisition er indløben for over 1/2 Aar siden, efterfulgt af en Skrivelse, der truer med Abonnementets Opsigelse, om man ikke sættes istand til at nyde godt af den ved kgl. Resolution tilstaaede Portomoderation: haabe Under- tegnede, at det kongelige Finanzdepartement vil finde dette vort SIDE: 280 ærbødige Andragende i sin Orden, om at Postmesteren i Thrond- hjem, hvis Uvilje til at bistaae med Skillingmagazinets Distribu- tion nylig har været Gjenstand for Publiceringer gjennem Bladene, maa tilholdes at opfylde sin Pligt i dette her paaankede Tilfælde. Ærbødigst Henr. Wergeland. Barlien (Udgiver og Forlægger af Bladet "For Arbeidsklassen"). TIL ADOLPH B. STABELL 12 Sept. 40. S. T. Herr Fuldmægtig Stabell. Jeg seer idag Granskeren annonceret til snar Udkomst og til- lige i de udenlandske Efterretninger i Mbld. idag Intet der viser at den nærværende Referent deraf har nogensomhelst Interesse eller endog blot Samvittighedsfuldhed, som betalt Mand, for dette sit Kald, uden det skulde være et Par Strøg af de ethno- og geografiske Kundskaber, som Daa besidder, og hvormed han saa gjerne glimrer. Det er utilgiveligt, at Mbld. opvarter paa engang med fire Efterretninger, der forlængst er læste i vore Provinds- blade; og dette er Tilfælde med Artiklen "Tyrkiet" idag. Mehemed Ali og Tyrkerne blive ligeledes igjen fremstillede med samme fanatiske Uretfærdighed. Men lad det nu være, skjøndt jeg troer at naar denne vigtige Green af Mbld. allerede nu plejes med saa liden Omhu, saa kan det ikke love sig bedre siden af denne Mand, der altid omfatter sine egne Børn med udelukkende Kjærlighed. Da jeg ikke har kgl. Understøttelse længer en i 2 Aar ): til Nytaar, og endnu ikke har Udsigt til Befordring, maa jeg see mig om itide efter ethvert Arbeide. Jeg tilbyder derfor her skriftlig min Tjeneste paa Prøve, naar Red. maatte finde det fornødent at anskaffe en ny Refe- rent af de udenlandske Efterretninger. Jeg skal personlig hente Svar. Dette er skrevet for at De kan overtænke Sagen. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 281 TIL AMALIE WERGELAND Kristiania 20 Nov. [1840] Kl. 5 1/2 Morgen. Min kjære, kjære Amalie! Dersom Du finder tre Blyantskors etsteds paa dette Brev, saa er min Udnævnelse til Rigsarkivar kommen igaaraftes, og Du dermed til bestalter Frue. Alle forsikkre og gratulere i de sidste Dage. Selv den Constitutionelles Korrektør og Oversætter kom ind derfor paa Bibliotheket iforgaars, da han havde det fra Foug- stad, at Udnævnelsen alt var skeet. Hos dine Forældre var jeg i Søndags for at fortælle om Reisen efter dit Brev. Fra Capt. Olsen fik jeg gjennem din Moder til Foræring en stor spansk Sukkermelon, hvoraf jeg har sendt Moer det Halve tilligemed et Græskar. Idag skal jeg til at sylte. Jeg vækkes om Morgenen af kurrende Duer, hvoraf jeg igaar kjøbte to, som jeg har i et Buur her i Kammeret. Jeg har uafbrudt været hjemme siden du reiste; men har kanskee paa Søndag et Boston- parti. Dog det er sandt, hos [ -- ] har jeg maattet spille en Aften, men uden synderlig at more mig. De vare saa ærgerlige paa "Dramatikken" fordi de altid maatte dandse med hinanden, at de have besluttet aldrig at gaae der. Men nu, kjæreste Amalie, om din Tilbagekomst, hvorefter jeg ret alvorlig længes? Og strax maa du da sige, hvor jeg skal hente dig. Din elskende Henrik. TIL AMALIE WERGELAND Kristiania, Lørdag Morgen [21. novbr. 1840]. Kjæreste Amalie! + + + + + + + + Din kjærlige Henrik. P.S. Mit Brev, sendt med Posten igaar, har vel naaet dig, hvori du vil finde disse Korses Betydning. SIDE: 282 Imorgen maa jeg ret savne dig, da jeg maa diske op -- jeg tænker med Oxebryst, Ost og Portviin. Din Henr. TIL KRONPRINS OSCAR Kristiania 29 November 1840. Naadigste Kronprinds! Sildigere end jeg ventede, men dog saasnart det fra min Side har været muligt at skynde paa, kan Undertegnede først nu give sig den underdanige Frihed, i Tillid til Deres Kongelige Høiheds naadige Overbærelse, at forelægge dets ophøjede Forfatter sin norske Oversættelse af Skrivtet "Om Straff och Straffanstal- ter". De faae og spredte Paralleler vare dog ikke saa lette eller hurtige at indhente her, hvor alt Statistiken Vedkommende hidtil er saa forsømt og mangelfuldt, og med de omsider anskaffede Plancher, saa utilfredsstillende de ere, havde det ogsaa sine Vanskeligheder. Maatte Oversættelsesarbeidet i det Hele og den Maade, hvor- paa jeg har søgt at lægge mine Landsmænd Sagen paa Hjerte, kun ikke vække Deres Kongelige Høiheds Mishag og betage mig Haabet om ogsaa at værdiges at meddele dem de Aandsfrem- bringelser for Menneskehedens Sag, som senere maaskee maatte flyde fra samme talent- og følelsesfulde Pen! Underdanig Henrik Wergeland. TIL G. H. MELLIN Kristiania 18 Dec. 40. Høistærede Herr Mellin! Hvor slappe Forbindelserne ere imellem Brødrefolkene! Jeg veed ikke hvad Mellin er [fotnotemerke] , uden G. H. Mellin, en af Sveriges virksomme og yndede Literatører. Desaarsag gjør da Titelen heller intet til Sagen. Dette finder nok sin Adresse, og ligesaa tør det vel blive med mig, om jeg engang beæres med nogle Fotnote: Jeg troer Pastor. SIDE: 283 Linjer, om De end ikke mærker dem med "Bureauchef" eller "Rigsarchivar", som Hs. Mts. Naade har gjort mig til siden 14 Novbr. Men dette gjensidige Ubekjendtskab hører Fanden og hverken Muserne eller Unionens gode Genius eller Sjelefrændskabet til. Derfor lad Os begynde, og har De engang en Stund tilovers, saa skildre mig engang Forholdene mellem de literære Personligheder, deres politiske Farve og Opholdssted. Kun mellem Ridderstad og mig er der nogen Korrespondenz, men sjelden. Han er også forslagen til "Østergyllen", saa jeg idetmindste med Sendelser af hvad jeg skriver har ondt forat naae ham. Modtag hoslagte Poesier som et Venskabsbeviis. Der findes nogle Explr. hos Lundeqvist og Bonnier, men kanskee ubemærkede. Vil De meddele Publikum Deres Dom derom, kunde denne kan- skee bidrage noget til at flette de tynde Traade sammen mel- lem begge Literaturer. Ved de danske Koterier her er jeg lige- saa fremmed i Danmark ): der er dunkelt og stort Rygte nok, men kun Faae have Dokumenter ihænde. Jeg har ogsaa forfær- delig liden Sympathi for det Land, og jeg troer heller ikke at de enkelte skandinaviske Fantaster dernede med sine Brager og Iduner osv. ville bringe det til noget. Mange af disse Forsøg ere kun Middelmaadighedens Anstrengelser for et Navn. Udg. af dette Tidsskrivt gjorde mig et Besøg, og jeg fandt en saadan Politikus og Literator par force, der dog ingen højere stemt Streng havde i sin opskruede Geistharpe end Tilbedelsens af hans Fre- derik, og nu vel Kristian. De kan troe jeg i denne Kristian har med en smuk Person- lighed at gjøre under Udarbeidelsen af min Konstitutionshistorie. Bi lidt over Juul, og De skal faae det Første af dette Værk, som voxer mig frygteligt over Skuldrene efter de Dimensioner, jeg har givet dets Propylæer. (Jeg finder her et Ark paa Pulten, som jeg lægger i til Fidibusser). Hermed ogsaa den ene af de to Farcer Sif. Sifadda forleden udgav sic calumnias evadens. De vil deraf mærke hvilke Vaaben man har brugt forat hindre min Fremgang. Pjecen alluderer ellers til en foregaaende af samme Tendenz "Papegøjen". Et broderligt Farvel fra Deres Henr. Wergeland. SIDE: 284 TIL PAUL H. BIRCH 18 Jan. 41. Høistærede Herr General! Et vist Møde til Dands gjør at jeg maaskee ikke til den af Hr. Generalen antydede og ellers forønskede Tid kunde nyde Æren af Hr. Generalens Besøg. Disse Papirer, som hermed remitteres, have ellers forbauset, og jeg vil ret gjerne have den Fornøjelse at see Hr. Generalen naar ellers maatte være beleilig, forat tale om disse moralske Fænomener. I næste Nr. af Ar- beidskl. ønskede jeg at behandle denne Materie, hvorfor jeg da maaskee kunde gjenerholde Papirerne tillaans. Deres hengivne Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL [Utdrag ved forfatteren.] [15. februar? 1841.] S. T. Morgenbladets Redaction. De forlanger dog vel ikke Hals- og Haandsret over et Forsvar imod Deres eget lave Angreb paa mig? Det er usselt, efter et saadant Angreb, at negte mig Plads. Jeg veed ganske vist ikke hvilket Sted, der støder Dem, uden det jeg nu har strøget. Gjør forøvrigt Blyantnoter i en første Correktur, som jo kan passere Dem, skal der blive taget Hensyn dertil. [ -- -- -- ] TIL ADOLPH B. STABELL [Mars? 1841.] S. T. Morgenbladets Redaktion. Finder De ikke at det er en Nidings Spil De driver med mig, idet De angriber med de laveste Imputationer og negter Forsvar derimod, saa skal jeg, ved Gud, lære Dem det ved at forsøge at vække Deres Samvittighed. Kommt Zeit, kommt Rath! H. W. SIDE: 285 TIL JOHAN LUDVIG HEIBERG Kristiania [18. mars 1841] . De vil maaskee, høistærede Herr Professor, finde den Paastand, at det norske Publikum er for indskrænket for en Forfatter, saa rigtig den er i sig selv, mindre i sin Orden hos en saa norva- giserende Skribent, som De f. Ex. af et af de to hoslagte Poemer vil finde at jeg er; men Trangen, Ønsket om at see sit Publikum udvidet, vil dog ikke synes dem unaturligt. Men hvorledes? En kritisk Journal gives ikke i vort hele Land, og saaledes har man ondt nok for selv hjemme at blive kjendt for hvad man er. Men i Danmark har man en saadan, og Kritiken der er beføjet til ogsaa at udstrække sin Ferle over den norske Green af Fælleds- literaturen. Jeg gad ret see noget af mig bedømt der til Vei- ledelse af en Opinion, som jeg har den Tanke om von Hören- sagen at den ikke er mig gunstig, og saa ogsaa fordi jeg tænker paa at blive det danske Publikum noget bedre bekjendt gjennem et dramatiskt Arbeide, jeg saa gjerne, naar jeg turde bebyrde Dem, Danmarks Aristarch, dermed, vilde lade gaae igjennem Deres Hænder. Af Dem især ønskede jeg mig noget kjendt siden min Viin har begyndt at klare sig noget; og jeg fortjener at være det af andet end af Welhavens Kritik. Noget har jeg da fundet sammen til Dem, og det beder jeg Dem da at modtage og om muligt foran- ledige bedømt hvad der kunde fortjene dette. Jeg stoler i saa Henseende især paa "Blomsterstykket", som mest skikket til at introducere mig for et Publikum, som vel omtrent tænker sig mig som en Slags Vildmand i Parnassets Budskadser. Min Kompliment for Deres genifulde Kone. Naar De bringer hende den bør hun tænke paa Mohawkhøvdingen, der henrykt kastede sin Fjederhjelm ind paa Scenen for den Beundredes Fødder. Tør jeg lade et dramatisk Stykke gaae igjennem Deres Hænder? Det er idag den 18 Marts. "Fatte il verde?" Jeg sender Deres Kone min første Aurikel og en norsk Perle. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 286 TIL ELSE MARIE HVIID 21 Marz 41. Høistærede Madame Hviid! Uagtet jeg har lidt og lider saameget ved Fuldmægtig Stabells uædle og uforsvarlige Adfærd imod mig, vil jeg dog lønne ham med at gjøre mit til at forebygge hans borgerlige Undergang. I Anledning af en anonym Opfordring til at erklære mig om det Faktum, hvilket desværre forholder sig saa, at Hr. Stabell har i sit Departementskontor i flere Vidners Overvær æreskjældt Hans Majestæt med Udtryk, som jeg ikke vil betroe Papiret, fordi de virkelig oprøre mig formeget, raader jeg Dem til strax at lade ham kalde, forat han ved Skrivelser til alle Landets Redaktioner muligens kan forebygge en Annonce derom, som vil have de frygteligste Følger for ham. Jeg maa nemlig af Yttringer i Brevet troe, at man vil gaa denne Vei, især da jeg synes at spore af den Tirade "hvorledes kan De i Deres Embeds- og personlige Stilling til Kongen, som De siger De er saa hengiven forsvare at taale slige Yttringer i Deres Nærværelse uden at foranledige ham dragen til Ansvar?" -- at det ikke just er nogen Ven, jeg har at gjøre med, men En, der meget mere glæder sig ved at volde mig Ubehageligheder og Stabell alvorlig Ulykke. De og han handle nu som De ville. Jeg veed intet andet Fore- byggelsesmiddel end det foreslaaede. Det er maaskee ikke til- strækkeligt for S. har vidst at erhverve sig Fiender. Deres Henr. Wergeland. P. S. Det passerede den 18de Februar. Udtrykkene ere af den Natur, at han neppe vil kunne vedblive i Morgenbladets Tjeneste, og om hans offentlige kan der ikke være Tale. Hs. Mt. har neppe tilforn nogen Grund til at være ham god. P. S. I dette Øieblik modtager jeg atter tilbage en Optagelse indrømmet Poesi, som det gjør mig ondt ikke at faae ind. Kan De overtale ham, saa gjør det. Af hoslagte Breve vil De see hvordan han behandler en af Morgenbladets flittigste Indsendere, især i Poesi. Jeg har, om jeg ikke faaer den ind, intet andet SIDE: 287 Sted end Christiansandsposten, hvor jeg da maa bemærke Sta- bells haarde og ubillige Opførsel. Vil han ikke, udbedes den til- bage; men min nærværende Advarsel fortjener noget andet. TIL ADOLPH B. STABELL 21 Marts 41. S. T. Morgenbladets Redaktion Kristiania. Magtpaaliggende. Skulde Red. efter det Beviis paa at jeg ikke vil dens Person- lighed ilde, den vil have erholdt idag gjennem Morgenbladets Ejerinde, ikke have besluttet sig til uden Anm. i Texten at op- tage den Poesi, det er mig om at gjøre at faae ind uanseet de Chikaner, jeg i denne Henseende har maattet døje, dog ikke have bestemt sig dertil, udbedes den tilbage. Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL 22de Marts 1841. Hr. Fuldmægtig A. Stabell! Hvad tænker De paa med Deres idelige Fornærmelser. Min Taalmodighed er nu forbi, og jeg vil ikke længer gjøre mit til forat forhindre Følgerne for Dem af Deres vidnesfaste, forbry- derske Æreskjælden af Hs. Mts. Kongens Person. Bered Dem derpaa, om Nogen skulde anklage Dem. Henr. Wergeland. TIL CARL AUGUST GULDBERG 27 Marts 41. S. T. Herr Boghandler Guldberg. Saafremt den med mageløs og utilladelig Impertinence paa- heftede Anmærkning ikke tages væk strax ved at kassere Om- slaget, hvorom jeg idag maa underrettes, uanseet at mine Aver- tissementer derom maaskee allerede har viist sig i nogle Blade, SIDE: 288 vil jeg tage Forholdsregler til at afsondre dette Hefte som et Værket uvedkommende Caput mortuum, idet jeg vil underrette Publikum om at jeg ikke vedkjender mig samme, men vil be- gynde Værket med Rigsforsamlingens Historie, der i et Tillægs- hefte vil blive forsynet med Indledning: Behold saa et Arbeide, hvori man selv vil være Forfatter. Det skal kun tjene mig som Materiale til et nyt. Henr. Wergeland. TIL JOHAN LUDVIG HEIBERG Christiania 2 April 1841. Før De endnu, højstærede Herr Professor, er kommen Dem af Forundringen over mit første Brev, gaaer allerede Trudselen, at sende Dem min Omarbeidelse af Venetianerne i Opfyldelse. Men jeg maa søge en Mand, som forstaaer Tingen, en Autoritet, som kan give mig en acquiescabel Dom, og som vil hjælpe mig frem til en Plads paa Scenen, om jeg fortjener den. Jeg foragter selv altfor dybt Poeter uden Kald til at jeg vilde tillade mig at fort- fare i en lignende Daarskab, den at ville paa Scenen, paa en god Scene, om jeg dertil ingen naturlig Adkomst besad. De vil af hoslagte Kritik over Stykket i dets første (og paa Ære improviserede) Skikkelse see hvorledes det gik her. Men jeg vil af private Grunde ikke frembyde det igjen; -- en er, at jeg har ingen Respekt for et Par Direktionsmedlemmers æsthe- tiske Omdømme, saasom for den rent militære og despotiske Wedel, med hvem jeg desuden staaer paa en fiendtlig Fod siden Studenterdagene. Med den talentfulde Linstow (Architekten, Slotsintendant, Deres Landsmand) er det derimod ganske ander- ledes. Men han staaer alene med al sin bedre Skjønsomhed, og leer med mig over Militærvældet paa vort Theater, hvori ikke blot den commanderende General, men ogsaa Commandanten paa Agershuus ere Cæsar og Pompejus. Siden mit første Brev, har jeg ladet mig sige, at De er Thea- trets fungerende Censor, og da vil jeg blot, at De, om og naar De har fundet at Stykket kan lade sig indsendes, overleverer Overbringeren, min Fætter Cand. jur. Kancellist Looft det, som da paa mine Vegne vil friste Lykken. Lykken? Lykken burde SIDE: 289 ikke have noget at gjøre med slige Sager. Men det er nu en- gang saa at den vil have sine Fingre om ethvert Scepter og i enhver Ting. Looft har med denne Leilighed ogsaa modtaget et andet Stykke i samme Hensigt: en Vaudeville "Søcadetterne iland" med Musik af Harpenisten Langballe fra Kbhvn. Skulde De ønske at see den, da har jeg sagt Looft at Intet er mig kjærere. Men bede Dem derom tør jeg ikke. Jeg har allerede taget Dem formeget i Beslag. Jeg har ladet Politiken for en stor Del fare; jeg vil være hvad jeg har større Lyst til: Poet. Men hvilket indskrænket Publikum yder ikke Norge? Af Danmark og Norge kunde blive et; men i det første Rige er jeg kun lidet og ufordeelagtigt kjendt. Her er ingen Kritik; -- men om jeg søgte et Tribunal i D? Jeg frygter ikke derfor, uagtet jeg vel veed, at Dommen vilde i mange Maader blive Tilretteviisning eller Hjemviisning til ny og bedre men vil døe som andet Mundsveir, dersom De blot ikke begaaer en Daarskab, som vil bringe den af Dem saa ubetimeligen alle- gerede §22 før i Anvendelse mod Dem end mod Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL 7/4 41. S. T. Hr. Fuldm. Adolf Stabell Rev.dept. Dersom jeg, med alle mine Skrøbeligheder (og derimellem Hid- sighed) uden hvilke jeg dog maaskee ikke var den jeg er, ikke vidste, at jeg er en god Normand, god Poet, og god praktisk Kristen (om end skrøbelig i Troen) vilde jeg ikke være bleven saa opbragt, at yttre mig om Deres Karakteer i saa alminde- lige Udtryk, mens jeg kun mener at De har handlet sneverhjertet mod mig. Da jeg har troet, vi delte Anskuelser og at det var Snak at De besnakkede mig paa min Bag allerede længe før dette Uveir brød løs, tog jeg mig Deres Destruction af mit Re- nommé langt mer nær end f. Ex. det Dunciadetræk igaar, da et Brev, undertegnet U. Motzfeldt, P. Munch, Ebbell, Birch-Reichen- vald og C. Morgenstjerne melder mig at jeg er uværdig til at være Medlem af Athenæet, hvor jeg havde meldt mig ind. Sligt vil blive fortalt efter min Død med Latter og Harme, og Mbldts Historier med mig kanske ogsaa. Imidlertid kan adskilligt repareres af dette Forhold, der giver de Onde saamegen Glæde; og derfor foreslaaer jeg en Samtale betræffende Sagen baade in Generali et in Speciali betræffende Udtrykkene i Ch.sandsposten. Vil De saaledes sætte Tid og Sted imorgen Ford. eller i Efterdg. Jeg boer nu paa Slotspladsen i Roshauws lille Huus og er altid hjemme naar jeg ikke er i Ar- kivet. -- Henr. Wergeland. NB. Jeg vil behandles ærligt. Beskuf mig ikke! PS. Da jeg ved Bgd. har taget sig nær (han har yttret det for mig) Lumpenheden i Ch.sandsposten ønskes min lille, kun altfor lidet udtømmende Protest mod hin Skamflik optagen. -- TIL ADOLPH B. STABELL [8. april 1841.] Saaledes som det nu er formet, troer jeg at have mødt Deres Ønske. Jeg har endog udeladt Tiraden om "politisk og privat etc." og holdt mig nærmere til Deres første Udkast end før ned- skrevet. Slutningslinjerne vedkomme mig alene og skulle be- holdes, da de antyde min billige Smerte over den skammelige Bagvaskelse at jeg skulle kunne være en Denunciant. Henr. W -- P. S. Jeg stoler naturligvis paa, at De intet forandrer, over- stryger eller sætter til, ligesom det i det hele var bedst, om vi behandle hinanden honet og vendte os forenede mod Ormene, som lette Hovederne op. De vente snart Gjæstebudsmat at leve af, naar det lilla Hofvet aabnes. P. S. Brevet skal betales, hvorfor De gjerne trygt kan remit- tere det til Forsendelse ved mig, om De ikke selv vil spendere. -- TIL ADOLPH B. STABELL [8. april 1841.] Jeg valgte Udtrykket "Ringeagt" fremfor "Uvilje", fordi man ikke bør nære den sidste Følelse for "Middelmaadighed og Man- gel paa større Omrids af Karakteren", hvilket jo var Terminus. Det var da sandere og mere i Harmonie med Poesien. Forøvrigt var der Tid til en Forandring, naar samme var rimelig, men da jeg intet hørte dertil, troede jeg De var fornøjet. I Athenæumsdirektionens Beslutning kan ingen dannet og honet Mænd være enig. Jeg skal sørge for at denne Skamløshed kom- mer for en Generalforsamling og for et i min Stilling nødven- digt, om nogen vover at angive nogen infamerende Grund. Har jeg Fiender eller træffer De paa dem, kan jeg forsikkre Dem at jeg ligeledes træffer paa Uvenner af Dem. Vil De fortælle at SIDE: 293 min Konst.hist. strax vil blive tagen under Fortsættelse paa Rejer- sens Forlag (der igaar gjorde mig Tilbud, som var antageligt) kan De det. De sagde selv, at man sagde, den ikke turde fort- sættes(!) Deres en garde Henr. Wergeland. TIL ADOLPH B. STABELL 9 April [1841] . Vi maa komme overens om at tilintetgjøre vore fælleds Fien- ders Machinationer forat ødelægge os. Jeg foreslaar derfor en gjensidig Erklæring, hvoraf et Udkast til Deres, bestemt til at indtages som Red.artikel i Morgenbladet, her hoslægges paa Discretion og Ære, at det bliver imellem os. Den jeg giver Dem bliver til Deres Afbenyttelse, hvorom Alt vi nærmere kunne komme overens paa Kontoret, hvor jeg formodentlig kommer til at blive alene i Morgen, da jeg har glemt at bede Kopisterne komme og heller ikke kjender Kontorcoutume i Departementerne. Mange Flere end de, der glæde sig over vort Fiendskab, vilde glæde sig over at en Fred sluttes. Kunde vi arrangere dette endnu idag, var det bedst. -- Athenæ- erne eller Asinæerne maa berøves det farlige Skalkeskjul, De yttrede de vilde paaberaabe sig. -- Indlader De Dem ikke derpaa, stoler jeg paa at Dette med Udkastet useet af Andre remitteres. Henr. W -- TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Christiania 24 April 1841. Til Administrationen i Selskabet for Kristiania Byes Vel. Af de sex første Nummere af Bladet for Arbeidsklassen, som Selskabet for Kristiania Byes Vel var saa god at bekoste Ud- givelsen af, uddeltes til Byens sex Almuskoledistrikter gjennem Skolelærerne 300 Explr. samt til de 7 nærmest tilgrændsende af Agers 400 Explr. foruden 5 til hver af Strafanstalterne, Raad- stuearresten og Mangelsgaarden, ligesom en ubestemt Mængde SIDE: 294 uddeltes spredt. Dette og at have grundet et Blad, som nu virker mere udstrakt i Landet i samme Retningen er det Udbytte Sel- skabet har af sin Understøttelse, hvoraf jeg forhen har beklaget, at en Deel gik tilspilde ved at første Oplag af Nr. 1 maatte gjen- tages (ligesom der nu paa Barliens Forlag existerer et tredie Oplag deraf) fordi jeg havde maattet udvide Oplaget for de føl- gende Nummere og ved Bogtrykker Steens Uefterrettelighed, der, efter Barliens Opgave, som har gjennemseet hans afleverede Op- lag, endog havde ladet ham trykke samme Text paa begge Sider af Arket. Til Cappelen, Boghandleren hersteds, solgtes 100 Explr. af Nr. 1 for 1 Spd., som ventelig er mig debiteret i vort mellem- værende Regnskab, og som jeg altsaa skal betale, og til General Birch er ved Steen solgt ligeledes 100 for 1 Sp. 1 Mk., hvilken Betaling jeg ikke har paakrævet, da de 100 Explr. gik til Asylet paa Grønland. Med Nr. 6 overtog Bogbinder Barlien Forlaget og lod det ud- videde Oplag trykke hos Malling, ligesom han ogsaa optrykkede de foregaaende Nummere; og ved dette Arrangement gjorde han det indlysende for mig, at Byens og Omegnens Almuskoler ikke kunde erholde de 700 Explr. for den Sum, Selskabet for Efter- tiden havde erklæret at kunne anvende. For denne blev da en forholdsviis Nedsættelse foretagen i det Antal, der var bestemt for Skolerne, og Lærerne bleve saavel averterede som anmodede om hvergang at afhente sine Nr., hvilket deres Qvitteringer maae godtgjøre. Exemplarerne til Strafanstalterne ere desforuden ind- bundne gratis afgivne ved Afslutningen af 1ste Aargang. Forat dække de betydelige Omkostninger ved denne -- for hvert Nr. mellem 15 -- 20 Spdlr. formedelst Oplagets Størrelse -- er det da Forlæggeren Barlien anholder om Godtgjørelse af Selskabet for Byens Vel for de siden og med Nr. 6 afgivne Exemplarer, hvoraf Distribution fremdeles i denne nye Aargang, hvoraf 8 Nr. ere udkomne, foregaaer. Jeg har anmodet ham om at hoslægge denne Skrivelse saavel første Aargang som disse senere Nr. forat den ærede Administration kan overtyde sig, om Bladet fortjener frem- deles at tages saa stort Antal af som det af 350 Expl., hvorfor Selskabet for Christiania Byes Vel fra Nr. 6 af har været Sub- scribent. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 295 TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL [April 1841.] S. T. Dhrr Administratorer i Selskabet for Kristiania Byes Vel! Jeg har engang tilforn givet mig den Frihed at henlede Sel- skabet for Byens Vels Opmærksomhed paa Hensigtsmæssigheden af Træplantninger paa Hovedøen paa den Side, som vender mod Fæstningspromenaden. Da der ved Kapningen af Balsompoplerne paa Kirkegaarden er en Mængde passende Træer for billig Priis at erholde, ligesom ogsaa Tilførselen af andre Træarter er tem- melig stærk, foreslaaes, at den ærede Administration strax er- hverver Tilladelse til og iværksætter Plantningen af Træer paa denne tilforn langt mindre skaldede Øe, som saa let kan blive en Pryd for vor Byes Havn og Udsigter. Ærbødigst Henr. Wergeland. P. S. Strækningen, denne Omsorg burde udstrækkes til, er fra Kollen inclusive til henmod Husene. De fugtige Kløfter afgive alle gode Pladser. -- TIL ANTON SCHJØTH 4/5 41. Naar Hrr. H. T. Winther indskrænker sin Konkurrenceiver til at gaae danske Moerskabsskrivter en høi Gang, saaledes som f. Ex. er Tilfælde med hans Ugeskrivt Ny Hermoder, der har til Hensigt at fortrænge den kjøbenhavnske Portefeuille, kan man ikke andet end ønske ham tillykke med deslige Foretagender, at sige, naar han virkelig kan holde Priis med det fremmede Gods og de ikke ere under dette i Værd. Men dette Sidste maa han ingenlunde indbilde sig er Tilfælde, naar han leverer sine egne Poesier, eller saalænge han lader Redaktionen af Omslaget i saa uduelige Hænder, som de, der hidtil har saa rigeligen ud- strøet sine Flauser deri. Hver Søndag faaer Publikum Beviser ihænde forat denne Ny Hermoders Skrædder, som skulde give Kjolen Tilsnit, er en høist elendig Fusker. Indsenderen vil kun SIDE: 296 indskrænke sig til et, til Dagsnyheden i 16de Hefte om Jydeskip- pernes Ankomst til Bryggerne, som ender sin Fortælling om deres Mismodighed over Konjunkturerne med denne, for Os selv saa stødende Phrase: "thi vi ere ikke sultne dennegang". Hvem føler ikke, at den smagløse Herre her netop udskjæmmer dem, han vil have forherliget, og at der ligger en Tilstaaelse deri om at vi dog før have, drevne af Hungeren, trængt til at mættes af Fremmede. Og bagefter denne Lapsus følger en saa uforskam- met Apostrof til en nævnt Mand, at man har ondt forat troe, at Den, man almindeligviis nævner som Redakteur af dette med Moder o. sv. opfyldte Omslag, virkelig skal være Hr. M. R. For Ovenstaaende anholdes om Plads snarest i Intelligents- sedlerne. Venskabl. Henr. Wergeland. TIL ANTON SCHJØTH [Våren? 1841.] Kjære Ven! Den Sang har jeg ikke; men den findes i "Hytten" eller Cstian d. 2dens Afreise", hvilken igjen findes i et Bind "Blandinger", som Athenæet ejer. Kan jeg faae see den Intellig.seddel, hvori om Hartmann og Goldsmith? Det bedres med mig noget. Gid saa med dig! TIL LARS RASCH Chnia. 14 Juni 1841. Høistærede Hrr Rasch! Hermed Plakaten saaledes som jeg nu har redigeret den. 500 Explr. ere trykte for 2 Spd. hos Malling. I det idag trykte Blad for Arbeidsklassen er den baade indtaget og indskjærpet som De behagentlig vil see af det hos Dem idag nedlagte Explr. Jeg foreslaar at følgende Steder betænkes med Opslag: 1) Alle Byens Udgangsveje (paa Ruseløkken kan de store Træer samt Klingenberghjørnet tjene dertil) 2) Tøjenportene samt andre Steder i Haven (ved at sende Gartner Siebke 15 -- 20 Explr.) 3) Slotsanlægget (ved at tilstille Kommissionen 50 Explr.) SIDE: 297 4) Fæstningen (Træerne kunne tjene til Opslag) 5) Krohgstøttepladsen 6) Kirkegaardene (ogsaa i Opslo) 7) Uranienborgskoven -- Frogner -- Loranges Anlæg. (Ved at til- stille Ejerne f. Ex. 5 Explr. hver. Der er nylig skeet Volds- værk i Frogners Skov.) 8) Hist og her paa Hjørner i Forstæderne, i Pipervigen, ved Saugene, paa Ruseløkbakken men det er en naturlig Ego- isme, jeg ikke lægger Dølgsmaal paa, at jeg, med al min uskrøm- tede Nationalfølelse, dog hellere vilde være en anden hvilken- somhelst større Literatur anhørig end den norske. Anklangen af denne Klage vil De finde i nogle af Stroferne i hoslagte lille Arbeide, hvori jeg replicerer en Polemik, som De nok neppe har noget Begreb om. Jeg gjør mig dernæst store Tanker om Danskernes Humanitet, og maaskee Nyheden i denne Tilnærmelse turde klappe den mildt paa Hjertet. I en vis Maade en Appel, er det dog Ret- færdigheden jeg søger, og jeg har den Tro om Theaterdirek- tionen, hvis Sammensætning dog er mig ubekjendt, at jeg ikke vil lide et Afslag af Hensyn, der ikke skulde være retfærdige. Vinder jeg Entreen, kan jeg være den danske Scene til Tjeneste, da det maaskee mindre mangler mig paa Kræfter til at præstere noget, end paa den "Skole", som er den p. t. herskende, og som det da vil være Klogskab af mig at tilegne mig. Min Muse er bleven saa hærdet under en streng Opdragelse, at et Afslag kun vil blive henregnet til de mange Forsøg paa at reise sin Pande iveiret, hvorunder hun har vundet endeel af sin Styrke, sin Løvetand- eller Kokleare-Karskhed eller sit "Obe- roende", som Svensken siger. Derfor, naar De er saa artig, saa lad staae til med Stykkerne. De gaae sin Skjebne imøde, som Forfatteren gaaer sin, uden at jeg dog troer, at disse Skjebner staae i intimere Forbindelse end at jeg, selv i et dobbelt Afslags Tilfælde, kan være "ligegod for SIDE: 299 det!" Derfor og derfor og endelig fordi et Stykke, som jeg finder "Maurerpigen" at være, kan antages, benytter jeg mig af Deres Velvillighed og ønsker Stykkerne indsendte. Vaudevillen troer jeg burde maaskee ikke være anonym, fordi den er egnet til at overbevise om Antidanismens Nonexistence. Prof. Petersen har jeg sendt Blomsterstykket og fortsætter Mscptet. 2det Hefte vil omfatte Rigsdagen, men heller ikke mere. I det Materiale, Amtmd Blom har forstrækt mig med, har jeg saa god Hjælp, at jeg ret burde sende ham 1ste Hefte. Dersom du vil lade det til, vil jeg ogsaa gjøre det. Et Regnskab over mellem- værende Status forønskes. Billedbibelen har jeg ikke subskriberet paa; det veed jeg positiv, og uden de apokryfiske Bøger ind- tagne i samme Bind, vil jeg slet ikke have den. Jeg gjør meer af dem. For Normann staaer jeg tegnet for 5 1/2 Spd., hvilke skulle aftrækkes fra mig eftersom han faaer tilgode for Arbeide. Men maaskee han er i Gjeld? Han maa da ikke faae mere paa Regning før dette er betalt. Venskabeligst Henr. Wergeland. P. S. Jeg har nogle Poesier til Nat og Dag mod 1 Sp. cont. pr. Stykke. Skulle vi? TIL CARL AUGUST GULDBERG 4 Dec. 41. Heller ikke nu er Mscptet kommen. Hvem der saa bliver For- lægger, har jeg ikke Raad til at lade 2 Døgn gaa hen sine linea. Denne Deel vil ikke overskride et Arketal af mellem 10 og 15 Ark i det Hele. 1) Til Nytaar skal Trykningen kunne begynde. 2) Fra da overtages en Debet af l00 Spd. hos Glückstad. 3) l0 Spd. pr. Ark. 4) Hvis Ombrækning og andre lignende Korrekturulei- lighed bliver meer end almindelig, gaar det paa min Regning. Een Ombrækning kan dog skee i Arket Venskabeligst Henr. W. SIDE: 305 TIL OLE BULL Christiania 11. Décembre 1841. A Mr. Mr. le chevalier Ole Bull. Hôtel du Nord. (Christiania). Fais moi donc le plaisir, mon ami bien-aimé, de venir à mon Grotte miraculeux demain avant-midi ): de bonne heure, avant que les bavardeurs, dont j'ai vu un exemplaire extraordinaire chez toi, emmènent temps et tes bonnes humeurs. Il n'existe pas une chose plus détruisante et plus abominable pour un esprit que tels visiteurs. Dans toutes circonstances le même Henri W. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 13 Dec. 1841. Herr M. S. Warburg. Jeg har hermed den Fornøielse, at oversende 2 Expl. af det hos Cappelen, der ikke er Forlægger, reqvirerede Forsvarskrivt for Mosaiterne. Det sendte Beløb af 5 R, Rgs er tillstrække- ligt til at dække 3 Explr., men da jeg benytter en Privat Leilig- hed, som netop imorgen afgaaer, maa jeg inskrænke mig till disse 2. Da jeg idag ikke faaer Tid til at søge Asylets Bestyrelse, maa de tage till Takke med min Qvittering for Gaven af 1 Sp. 1 6 sk. til Asylet. Opinionen om Mosaiterne forbedrer sig i Norge. Deres Henr. Wergeland. TIL CARL AUGUST GULDBERG Kl. 10 1/2 Lørdag. [Januar 1842?] Gode Ven! Jeg har været paa det Glückstadske Kontor, hvor Overføringen af det Resterende -- efter Kristies Mening om at Mscptet kan anslaaes til 7 Ark Text altsaa 30 Spd. -- som det lod til ingen SIDE: 306 Vanskelighed vilde volde, naar der gjordes Rede for 70 Spd. Jeg stoler paa Opgjør -- saaledes idetmindste at 50 Spd. betales hvorpaa nok Henstand med de 20 faaes. Idag maa det arran- geres, om jeg ej vil stevnes. Gjør mig denne Tjeneste. Arbeidet er jo haandfaaet og sikkert. Henr. W. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 5. Febr. 1842. Herr Michael Warburg. Deres Indholdsrige af 1ste dennes, er modtaget igaar, Højst- ærede Hr. Warburg, og et lykkeligt Tilfælde vil, at netop imorgen afgaaer Hr. Schlyter og medtager maaske 10 Explr af de forlangte, og saa godt betalte, 32 Expl., hvoraf jeg skal gjøre mig al Umage for at faae de Resterende afsendte. Asyldirectionens Takbevidnelse vil komme i Morgenbladet lige- som jeg for min Part, sender ved denne Leilighed 1 Expl af Bogen og min Bevidnelse af Modtagelsen af de 45 Spec. til Handels- og Sjøfartstidningen. Jeg tør fremdeles paastaa, at Opinionen forbedrer sig, navnlig synes jeg at mærke det hos Storthingsrepræsentanterne. Slaget vil idetmindste blive haardt, ja jeg kan ikke nægte mig selv (ved), at jeg har Haab om at den vil gaae. Det troede jeg ikke for nogle Maaneder siden. Dr. Steinheim i Altona har under 15 Sept. sendt Provst Hertzberg, den ottiaarige, saa folkekjære Gubbe, der talte de fortrykte Israeliters Sag, et latinsk Brev gjennem mig, som jeg vil lade offentliggjøre med Oversættelse ved Siden af. Jeg har ogsaa en Poesi liggende, som til passende Tid skal vise sig for at holde Sagen i Aande. Det var ellers karakteristisk, at da mit Skrivt i Høst sendtes om til Asylets Venner, hvis Navne vare tegnede paa en Liste, var det netop de anseligste Kjøbmænd (f. Ex. Heftye, Meyer, Th. Olsen, Du- borgh) som skrev paa med Streg under "skal ikke have denne Bog". Der ymtes endog om, at Heftye skal arbeide paa at faae en Modadresse istand, ja endog have forsøgt paa at faae Sørens- sen til at falde fra. Morgenbladet har, ligesom ogsaa den Con- stitutionelle iagttaget en dyb Taushed -- maaskee som jeg troer, SIDE: 307 fordi jeg staaer personlig paa en fiendtlig Fod med Redactionerne, der dog ynde Sagen, men forsvaret har den været i 2, angrebet i 1 af Landets andre Aviser. Lader os haabe! Deres med Høiagtelse forbundne Henr. Wergeland. TIL JAKOB LEVERTIN Grotten pr. Christiania 15 Febr. 1842. Højstærede Hrr. Dr. Levertin. Idag d. 15de Febr. har jeg imodtaget Deres Ærede af 7de, og Tak for det! Tak for Deres Godhed og for det brugbare Mate- riale i de vedlagte Afskrivter, der indeholde -- som jeg har i dette Nu skrevet til en for Sagen enthusiasteret Storthingsmand -- factiske, uigjendrivelige Argumenter. Documenterne skulle, naar de retournere fra ham (Rector Holmboe fra Bergen, der i denne Byes Avis stylo fragrante har expliceret sig) først benyttes extract- viis i et Blad, og siden overleveres Konstitutionskommitteen. Låtom oss hoppas! Ja virkelig -- jeg har nu Haab: Mange og eminente Personligheder inden Repræsentationen ere derfor, fast mange af dens Venner sige: "dennegang vel ikke, men dog en- gang", og at der ymtes om en Modadresse fra de rigere Kjøbmænd hersteds. Men De har Ret i, Højstærede, at Emancipationen, om den skal skee, maa være fuldkommen. Ingen Helotklasse! Af Deres Menigheds Forstandere vil De erfare, at deres Re- compense for 50 Explr. er bleven anvendt i et æsthetisk-vel- gjørende Øjemed: til at forære Asylet her de 3 bedende Børn i Gibs i Legemsstørrelse, hvis Originaler af Rauch staae i Waisen- huset i Magdeburg samt til en mindre Christ-staty. Giverne og Mosaiterne i Almindelighed bleve kjærligen erindrede i Talerne ved Afsløringen, der gav Anledning til en liden Børnefest. Idag sendte jeg Dr. Steinheim i Altona, som har bekostet Trykningen af Skriftet "Indlæg i Jødesagen", som jeg maa troe De har læst, Asylbestyrelsens Taksigelse. Men -- jeg maa ogsaa fortælle, at Deres Troesbroder Hr. Warburg i Gothenburg har sendt samme Asyl 45 Spd. for reqvirerede 32 Explr af bemeldte Skrivt. Han vil blive offentligen takket derfor. -- En Poesi, "Jøden", har jeg SIDE: 308 i Tanker at udgive til yderligere Bearbeidende af Opinionen, som ellers mærkeligen har forbedret sig i dette Punkt. Jeg arbeider som Strømmen baade over og under, som Draaben, der udhuler Stenen, og belaver mig paa at blive gjennembanket ved en god Leilighed om Sagen gaaer igjennem. "Vil Du dit Fædreland saa ondt?" spørger man stundom. Jeg, som elsker det indtil Synd, indtil næsten at elske det mere end Menneskeheden og Retfær- digheden!? Deres højagtelsesfulde Henr. Wergeland. TIL C. A. GULDBERG OG A. DZWONKOWSKI Kristiania 15 Febr. 1842. Undertegnede tilbyder sig at redigere "Storthingstidende" saa- ledes som den skal redigeres ): saaledes at den giver et tro og fuldstændigt Recit af det passerede i velføiet Sammenhæng, med korrekt Tryk, ikke fremmed Ortografi, og punktlig udkommende til de bestemte Tider. Henr. Wergeland. TIL CARL AUGUST GULDBERG 28 Febr. [1842.] Det gaaer forfærdelig seent med Trykningen. Betænk, at Op- lysninger om de ved § 2 Gl. begaaede Feil ere af Vigtighed ved Jødesagen, og at Bogen derfor ønskes ud snarest muligt. Der er vel gaaet over 1 Maaned paa eet Ark. Hvorledes bliver det med Sthingstidenden? Jeg kunde vel imellem begge Hefter have Tid, og jeg behøver at arbeide for ikke at gaae tilgrunde. Henr. W. Jeg begynder nu paa 2det Hefte af Rigsfors. Historie. Det vil blive mindre vidløftigt end jeg troede. -- Jeg skal vise man kan faae tørre Ting interessante -- Lad Cstie endelig ofres alene til dette Arbeide. Paa saa lidet Forandring som i 1ste Ark betaler jeg ikke 4 Mk., ikke en Skilling. Dette er Forord, som bryder Trætte. Det er ubilligt af C. at forlange saadant. Der er ikke een Ombrækning. Før vil jeg lade Feil (tilfældige) gaae. SIDE: 309 TIL JAKOB LEVERTIN Kristiania 10de Marts 1842. Høistærede Hr. Levertin. Siden Sidst er med Sagen skeet, at Konstitutionskommitteen har forlangt Højesterets Betænkning med Hensyn til dens For- malitet, nemlig om Bestemmelsen om Israeliterne kan regnes til de Grundlovsprinciper, som efter Gloven ikke maa forandres. Efter min Mening er den kun et Tillæg til et af Principerne; og det skal om et Par Uger blive beviist i min Konstitutionens Histo- rie, som da forlader Pressen. En Extract af de Betænkninger, De var saa god at sende mig, skal indrykkes i et af Bladene. I den Constitutionelle indryk- kede jeg forleden, med Oversættelse, Dr. Steinheims Latinske Brev til afdøde Provst Hertzberg. Men, for ogsaa at understøtte Sagen fra Følelsens mægtige Side, lader jeg, under Titel "Jøden en blomstrende Tornekrands" en liden Poesisamling om nogle Dage forlade Pressen. Da den er bestemt til at uddeles til alle Storthingsmænd, Tidender men ikke at jeg har skrevet paa dobbelte Blade. -- Omittas, quæso! SIDE: 310 TIL MICHAEL S. WARBURG Kristiania, 10de Marts 1842. Nu, som De vil, højstærede Hrr. Warburg! Vil De ikke have Takbevidnelsen i Gøtheborgsavisen, er det nødvendigt at De er- holder den i Morgenbladet, hvor alene Direktionsskiftet i Asyl- bestyrelsen har foraarsaget at den endnu ikke har staaet. Jeg har skrevet til Stederne, hvor Sagen er omhandlet, og ved Lej- lighed skal De ogsaa erholde det. I "den Constitutionelle" lod jeg for nogle Dage siden indrykke Dr. Steinheims latinske Brev til Provst Hertzberg med Oversættelse og nogle Indledningsord, da Gubben var død omtrent som Brevet blev skrevet. I samme Blad vil ogsaa Extract af den for Israeliterne fordeelagtige Be- tænkning fra vedkommende Embeder og Magistrater i Stockholm, Gøtheborg og Norrkøping, hvorpaa det svenske Kongebrev i 1838 grundedes, og som Hr. Mag. Levertin i St.holm var saa god at sende mig, blive indrykket. Den blev ellers strax sendt til Kon- stitutionskomitteen, hvor den vil gjøre Nytte. Qvæstionen er, med Hensyn til sin Formalitet, bleven Højesteret forelagt, lige- som der og vil blive indhentet Børscomitteernes Betænkninger, hvilke sidste rimeligvis, især fra Bergen ville blive fordomsfulde. Jeg kan ellers sige at jeg endnu ikke har stødt paa et eneste Medlem af Storthinget, som ikke har været for, og jeg kan umu- lig troe at Højesteret kan, med Hensyn til Formaliteten være af den Mening at Qvæstionen hører til de Principer for Grundloven der ikke "maa" forandres. Den staaer -- hvad der om faa Dage, et Par Uger skal blive beviist i min da udkommende "Konstitu- tionens Historie" -- kun som et Tillæg til et af dens Principer. Men for ogsaa at understøtte Sagen fra Følelsens Side har jeg forfattet i de sidste Dage en Samling af Poesier som under Titel "Jøden" (en Krands af Blommer og Torne) indeholder lutter Mo- tiver til Tolerance og Skildringer af Uretfærdigheder som det til- sidesatte Folk lider fra norsk Side. Denne skulde da uddeles til Storthinget og alle Vedkommende, Tidender etc. etc. hvortil jeg maa have en underhaands Subskribtion. Men saaledes under- haanden rækker den vel neppe til, især da den ogsaa skal og bør blive smukt udstyret. Jeg vil naturligvis sende Dem, Højstærede, alligevel; men kan De reise Liebhabere til endeel Exemplarer, saa behag at opgive SIDE: 311 Antallet. Prisen har jeg tænkt 24 Skill. Jeg arbejder con amore, og lover mig mange Proselyter for den gode Sag, af dette (Hjertet bestormende) Middel. Ingen Lejlighed skal blive forsømt forat faae Bøgerne afsted. Jeg takker for Deres Interesse for mine Bestræbelser for en Sag, om hvis Retfærdighed jeg forbauses over at Mennesker kunne tvivle. Fra Kjøbenhavn er der viist den ingen Opmærksomhed, og Sagen er vel at Mosaiterne der er for meget Danske til at turde hylde en Udvikling af den norske Frihed. Deres med Høiagtelse Henrik Wergeland. TIL A. A. AFZELIUS Grotten (hvori der er Plads for dig) ved Chnia. 10 Marts 1842. Saa jeg er i Erindringen endnu, min kjære svenske Broder i de bedste Sympathier? Det skal vække mig op til flittigere Vex- ling os imellem. Disse Linjer ere blot Forordene herpaa. Jeg har skrevet saa meget i Aften (Poesier, for ogsaa fra Følelsens Side at understøtte min Motion for Jøderne) at jeg er ganske fortumlet. I næste skal ogsaa komme Samlingen "Jøden" -- en blomstrende Tornekrands" -- og Opgift paa De, der have dig at takke for dit genifulde og saa tiltrækkende Værk. Har jeg ikke sendt min Bog om Jøderne? Opgiv mig hvad Du har af mig. Afsnittet i 3die Deel af Häfderne om Sverres Tal om Drik staaer imorgen i mit Blad for Arbeidsklassen. Vor maaskee stærkeste Sympathi er vor Enthusiasme for Carl Johan. Deri vil jeg ikke vige -- ikke for mine Sanges Skyld; men fordi jeg har været mig selv liig deri til alle Tider. Og jeg har lidt derfor. Hans historiske Betydning har ingensinde været mig dunkel, og den skal vinde Belysning i det Værk, jeg hermed sender Indledningen til, og om faa Uger første Deel af. Om B -- har jeg intet andet fordeelagtigt Begreb, end at han har været hans trofaste Drabant. Crusenstolpe gad jeg "sabrere". Men -- "tills vidare!" Kun om Hesselberg det, at han er en Uven af C. J. Skal jeg sende ham Häfderna, naar han er det? SIDE: 312 Vel hører han ikke til dem, der krænke mig fordi jeg elsker ham; men han lider det ikke hos mig, og vi leve nu afsondrede fra hinanden. Broderlig og sønlig Hilsen fra altid hengivne Henr. Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Kristiania d. 25de Marts [1842] . Min forbindtligste Tak, Højstærede! for Deres kraftige Bistand til at faa Poesisamlingen til Verden. Det er vel kun en Flanke- bevægelse, men den er stilet lige i Fiendens Centrum: i Hjertet, hvor jeg ret har Haab om at den skal virke. De skal ikke bie længe efter Bladene, hvortil jeg nu igaar kan føje endnu et, nemlig den Constitutionelle for igaar, hvori jeg har indrykket vor berømte (i 1820 omtrent afdøde) Biskop Johan Nordal Bruns enthusiastiske Dedication "Til Israel" af sit Heltedigt "Jonathan". Paa Tirsdag kommer min extraktrige Oversættelse af Kommerce- kollegiet med flere svenske Autoriteters fordeelagtige Betænk- ning, hvoraf Dr. Levertin sendte mig Notarialafskrivt. Denne sendes derpaa tilbage til Konstitutionskommiteen. 1) Høiesteretsbetænkning er falden ud i Favør. To Medlemmer have været af den Mening, at Grundloven forbød enhver Frem- sættelse af Propositionen. Men nu Punktet No. 2. Og her maa handles! 2) Storthingspræsidenten Hr. Sørensen har indhentet Konsul Egidius Formening i Amsterdam, og den er i høi Maade ufor- deelagtig. Jeg har hans Brev for mig hvilket punktviis skal be- svares saa godt jeg kan, men jeg har taget indlagte Afskrift af hans Bilag, hvori hans egentlige Argumenter indeholdes, da Brevet selv kun indeholder hans personlige Mening, og jeg har taget den for at forhøre mig hos Dem, om De hurtigst kan gjennem en anseet Troesforvandt i Holland fra Autoritet (f. Ex. en anseet Jurist eller selve Ministeriet eller Generalkonsulatet) faae Punk- terne mere tilfredsstillende besvarede. I Mangel heraf, og fordi det haster, kunde maaske en saadan Besvarelse erhverves i SIDE: 313 Gothenborg. Fra Holland skulde man netop vente de bedste "Betyg". Under disse Omstændigheder er det af Levertin Sendte og min Bog "Indlæg" o. s. v. af Nytte. Men til Arbeid! Deres agtelsesfulde Henrik Wergeland. P. S. Kanske et eller to Ark af Poesierne medfølge dette Brev, forat De kan see hvorledes de ere anlagte. Igaar fortalte en Ven mig at have hørt at jeg arbeidede i denne Sag for Betaling af Mosaiterne. Jeg svarede ham ved at vise ham min Gjældsbog. P. S Lad Hr. E. blive bekjendt for den han er. Han er ukri- stelig og umenneskelig i sine Udtryk. TIL A. A. AFZELIUS Grotten 1 April 42. Ædle, broderlige Ven! Vedlagte vil lade Dig se ind i min Sjels Motiver til Jødefor- slaget. Jeg haaber noget af denne Maade at argumentere paa. Storthinget sidder nu og læser Poesier og det rører sig under Kufterne og Uniformerne -- tænker jeg. -- Hesselberg traf jeg paa, og da jeg ikke kunde undlade at bringe ham din Hilsen, maatte jeg ogsaa omnævne Häfderne uanseet hvad jeg skrev Dig til i mit korte Svar paa din venlige Sendelse. De øvrige Exem- plarer ere saaledes distribuerede: Cand. theol. Fearnley, Lærer for Middelstandsskolen, Cand. Bech og Student Moe, begge Histo- riedyrkere og Amanuenser ved Rigsarkivet, Student Autenrieth, en hidemigreret würtembergsk Student, der vil fæste Bo her, en Bekjendt og Brevvexler med Uhland, Professor i Historien som Du veed, Student i Mineralogien Tischendorff der færdes paa Reiser imellem Landfolket, Student Roscher ligeledes Mineralog, nok en Student og Rigsarkivet. Fortsættelse af Konstitutionshistorien skal jeg snart kunne sende. Dette Arbeide bortkalder ogsaa nu Din hengivne Henr. Wergeland. SIDE: 314 TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania, d: 10 April 1842. Høistærede Herr Warburg. Det Gørtziske skrift er særdeles velkommet og righoldigt, hvor- for det skal blive anbragt paa rette Sted. Nogen verificeret Af- skrift har ikke Sørensen været tillbøjelig att meddele af Egidius' brev, dog har han sagt, at han vil betænke sig. Ogsaa det theologiske Facultets Betænkning er falden ud till Fordeel for Sagen, men -- som jeg ventede -- Børsecomitteernes ere det modsatte. Hermed 25 Exempl. af Jøden, hvaraf Resten skal følje med Leilighed. Et oprigtigt Levevæl af Deres H. Wergeland. TIL HENRIETTE BJERREGAARD 16 April 42. Fru Henriette sal. Bjerregaard. Da Frimurerne paa Deres sal. Mands Begravelsesdag just havde et Møde, blev vedlagte Qvad skrevet og anonymt opsendt, hvilket jeg troer at burde berette Dem, da den Salige, i Forbindelse med dets Oplæsning, høitideligen blev erindret af Logen. Deres hengivne Henr. W -- TIL JAKOB K. BONNEVIE Grotten 19 April 1842. Efter Det at dømme, jeg før har faaet gjennem Bureauchef Borchsenius til Almuebogsamlinger af Departementets Sager, ere disse ikke af den Betydenhed, at de skulde være værd den for- male Omvei, Hrr. Bureauchefen antyder som den rigtige. Kan ellers være at den fortjener dette Navn, men om at den in casu er den, der fører hurtigst og bedst til Maalet, at yde Bestræbel- serne for Almues Oplysning Opmuntring, tillader jeg mig at tvivle. Henr. Wergeland. SIDE: 315 TIL JØRGEN SCHIWE Xnia 24 April 42. Gode gamle Ven! Dersom Du vil som jeg, glemme vi alle Mis- forstaaelser imellem os, lade fem være lige og fornye vor gamle gode Forstaaelse. Vi tales ved med det første! Venskabeligst Din Henr. Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Kristiania 1 Mai 1842. Højstærede Hr. Warburg! De være paa det bedste og inder- ligste takket, fordi de saa expedit har sørget for det Egidius'ske Skrivts Vederlægning. Med samme Post der bragte mig Deres sidste Ærede, fik jeg nemlig baade Brev fra Dr. Riesser og fra Lipmann hvilket sidste der var paa Fransk jeg lod oversætte og tilstille Kommitteen. Det indeholdt en foreløbig Protest og Til- sagn om officiel Dokumentation fra selve Ministeriet. Kommit- teen har jeg anmodet om at oppebie disse Oplysninger. Fra Dr. Steinheim modtog jeg samtidig en Poesi ledsaget af et Sølv- skrivetøj, der strax blev benyttet til at skrive i mit Blad for Ar- beidsklassen vedlagte Forsøg (hvortil den Goertziske Bog var mig til god Hjelp) paa i populært Foredrag at opklare Begreberne. Overbringeren heraf, Hr. Artillerikaptain Scheel er en Ven af Sagen. Er der Lejlighed til at tale med ham, vil han være til Oplysning. Efterhaanden og med det Første skulle flere Exem- plarer af "Jøden" følge fra Deres Henrik Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Kristiania d. 20 Mai 1842. Højstærede Hrr. Warburg! Hermed 100 Explr. af Jøden, hvoraf de Resterende skulle følge med Tak for Mæcenatunderstøttelsen med et saa betydeligt Be- SIDE: 316 løb. Levertin har forbrugt omtrent 100, og da jeg har sølet med Oplaget, maa et nyt til. Steinheim lader det oversætte af en Svensk (Israelit) i Altona. Men til Vigtigere! Saasnart jeg nu har faaet den infame Dumrian Cand. chirurg. Reichenbachs Skrivt mod Steinheim, hvoraf han har sendt Stor- thinget 5 Explr. gjendrevet, veed jeg intet meer at oversende Kommitteen. Jeg lader det jammerlige Smøreri, som gaaer ud paa at skulle bevise, at der i den mosaiske Religion ligger Motiv nok til Israeliternes evige Udelukkelse af og Trældom i de kristne Stater, til en lærd Tydsker her forat bedømmes med Hensyn til Sproget der ligesom Indholdet er under Kritik, samt desforuden til en anseet Filosof hos Os forat bedømmes med Hensyn til Ind- holdet, da min Dom vel vilde bære Mistanke om at være noget partisk. Den Person skriver og ræsonnerer som en Badskjær- svend -- hvad han vel ogsaa er. Jeg har været beskjæftiget igaar med at oversætte de senest fra Hr. Lipmann oversendte Dokumenter, nemlig fra gamle General Chassé (den berømte), fra Statsraad von Hall (Justitsministerens Fader) og fra Krigs- ministeren List. Saaledes haves fra alle Ministerierne i Holland og alle udmærket hæderlige. Intet har mere grundfæstet min Overbevisning end disse saa faktiske Dokumenter, hvorfor jeg har Deres kraftige Bistand at takke. Sagen skal og maa vindes, om end ikke ganske sikkert denne Gang; men hvad der kan gjøres, skal gjøres. Jeg har saaledes tilskrevet en anseet Gejst- lig om at yttre sig; da flere af Storthingsbønderne er af pietistisk Hang, og at han gjør det slutter jeg af, at han har forlangt det Reichenbachske Skrivt. Han tilligemed en anden ligeledes op- fordret Gejstlig boer paa Landet. Til flere af Bønderne har jeg stilet kraftige Opfordringer understøttede af Citater af Bibelens positive Bud -- kort min Iver er steget og ikke dalet. Om faa Dage begynder den celebre Hjelm, Thingets ypperligste Stilist at concipere Kommitteeindstillingen, som De kan love Dem bliver brillant. Den er eenstemmig paa nær een Bondes Stemme -- en Bergenser, som da han havde læst Indlægget som sendtes ham, var saa uvidende at han spurgte en af mine Venner, som er barnefødt i den Egn: "Hvad Tro mon Jøderne ere af? Dyrke de Billeder?(!) SIDE: 317 Jeg skriver dette paa Flugten, da jeg maa see at træffe Hjelm forat bede ham bie at sætte sin Pen i Bevægelse til Kritikerne over hint Smøreri indløber. Deres med Agtelse hengivne Henrik Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 2 Juni 1842. Til Det kongl. norske Kirkedepartement. Af de Skrivter, som Kirkedepartementet maatte besidde Oplag eller endeel Explr. af, tillader Undertegnede sig at anholde om at erholde fire Sæt, bestemte til de i vedlagte Blad omtalte Almue- bogsamlinger for Byens Forstadsdistrikter, for et Garnisonsbiblio- thek i Hovedvagten samt til en Sognebogsamling i Skibtved, hvorfor Sognepræsten skrivtligen har anmodet mig om at interessere mig. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL SAMUEL P. LIPMAN Cha. 7 Juny 1842. Monsieur! En supposant que vous avez recue une lettre, que j'ai vous addressé au commencement de Mai par Mr. Scheel, Capitaine d'Artillerie, se rendant d'ici a Liege, je vous repete ma grand reconnaissance pour vos efforts infatigables en me procurant des temoignages, qui ont neutralisé la pasquinade injurieuse du notre Consul a un tel degré, que le defenseur de la motion [fotnotemerke] dans le "Storthing" (dont je ne puis pas être membre comme chef d'un bureau gouvernemental en qualité d'Archivarius du Royaume) ne pense pas même la produire. Les declarations des Mrs. tous les ministres, du vieux van Hall, Chasse et du Dr. F. List se trou- Fotnote: Mr. Sørensen (juge, ci-devant avocat de tribunal supreme, presque toujours President du Storthing) a qui l' . . [?] du Consul est adresse. SIDE: 318 vent ensemble dans le mains du même membre du Storthing, qui a present est occupe a rediger la proposition du Comité Constitu- tionel, dans laquelle on leur donnera tout le poids de l'Experience même. Du coté du comité, à l'exception d'un seul membre -- un paysan, mais sans cet bonne raison, qui se trouve chez la plupart des membres paysans -- la chose sera recommandee d'une voix, et dans la diète, je connais tant des defenseurs distingues, que la perte meme a present ne serait qu'une preparation a une victoire prochaine. Le puissans [?] Journaux se sont declares pour la chose. Ils [redonnent?] ce produit [?] d'attaques 2) afbenyttes af dig som Materiale blot, og frit og uafhængigt; 3) tilintetgjøres efter Afbenyttelsen. Raadfør dig ellers med Convers.lexikon der Gegenwart. Jeg troer det er der. Du kan gjerne med Sandhed paastaa, at jeg har været meget daarlig, men at jeg nu er en streng Dommer, som blot stunder efter at kunne redigere med Kniven i Haanden -- at jeg har været haardt behandlet, saa Løvetanden er mit Symbolum. Først 1834 kan jeg angive som Tiden da jeg begyndte at skilne mel- lem Godt og Ondt. Sk. men hver Gang har jeg fundet mig gjækket. Fød i Chsand 17de Juni 1808 af Forældrene daværende res. Capellan Nicolai W. og Dorothea Thaulow (en fra det Slesvigske stammende i Danmark og Norge udbredt Familie. Se Gjessings Jubellærere). Wergeland (eller vel rettere Værgeland) er Navnet paa en Gaard i Evindvig i Yttre Sogn, hvorfra Bedstefaderen, som var Kirkesanger, flyttede ind til Bergen. Æten besidder den endnu og er bekjendt for sin Høide og at dens Medlemmer gjerne blive gamle. Kun en Farbroder af Nicolai Wergeland vides før denne at [have] hævet sig fra Bondestanden, idet han nemlig tjente sig op ved Garden til at kunne tage Afsked som Kapitain. I 1817 forflyttedes Faderen som Sognepræst til Eids- vold, hvorved Sønnen kom til at erholde sin Opdragelse i Gene- ralmajor Auberts Huus og at gaa paa Chnia Kathedralskole fra 1819 -- 25. Aubert opdrog ham som sine egne Børn spartansk, og det har maaskee sin Andeel i den Sundhed og Styrke W. nyder, skjøndt hans Konstitution er af Naturen meer end al- mindelig stærk. Begyndte allerede i 1821 i anden Klasse at skrive i Morgenbladet, som dengang var meer æsthetisk. I 1825 Student med laud og i Foraaret 1829 havde han 2den Examen og theologisk Examen med haud. Havde allerede dengang ud- givet Skab. Men. men i hans Prædikener fandt Publi- cum meget Behag. Opholdt sig, med Undtagelse af en Reise til Frankrig og England i 1831 og i Norge i 1832 hos sin Fader under hyppige Besøg i Chnia indtil Høsten 1834, da han lod sig indskrive som medecinsk Studerende. Han kom nemlig ingen Vei i Kirkedepartementet, uagtet Kongen yndede ham og uagtet han havde udgivet en Række Almueskrivter og stiftet en heel Deel Almuebogsamlinger ved sin Popularitet. Denne befæstedes SIDE: 327 ved den Aabenhed, hvormed han fremtraadte dels som Almue- oplysningsbefordrer dels som Talsmand for 17de Mai, og ikke mindst ved den Tale han holdt for en umaadelig Folkemasse og for Storthinget under aaben Himmel 17 Mai 1833 ved Minde- støttens Afsløring for forhenværende Statsraad, Storthingsmand Chr. Krohg. Hans Skribentvirksomhed lader sig dele i følgende Grene: 1) Hans reent poetiske (Messias -- 2 Bind Digte -- Sørgespil- lene Sinclars Død og Barnemordersken -- Dramaerne Opium og Den Indiske Cholera samt Hytten, Skuespillet Campbellerne (med 2 Prologer) samt to endnu utrykte do. og en Mængde adspredte mindre Digte. Særskilt udkomne ere Digtene: Cæsaris -- Blaa- myra -- Spaniolen -- Jan van Huysums Blomsterstykke -- Svalen og de to smaa Samlinger eller Cyklus'er Langeleiken (Poesier i Nationaldialekt) og Jøden). 2) Hans satiriske (Farcerne: Ah! -- Irreparabile tempus -- Harlekin Virtuos -- Fantasmer -- Om Smag og Behag man ikke disputere -- Papegøjen (med et pole- miskt Bihangsskrivt, kaldet Commentæren -- Stockholmsfarerne Nr. 1 og Nr. 2 -- Norge i 1800 og 1836 -- De sidste Kloge -- Kringlen eller Norske Almacks -- Engelsk Salt -- Vinægers Fjeld- eventyr -- Dompapen -- Verden tilhører os Jurister. Herhen hører ogsaa hans Sifuliner ): Epigrammer mod Welhaven samt en Mængde spredte Sager). 3) filanthropiske (sit venia!) "For Almuen 1 -- 6 Hefter -- Læsebog for Almuen -- Normandens Katechismus -- Folkeviser -- Veslebrunens Tale (Om Pligter mod Dyrene) -- Indlæg i Jødesagen -- Bladet "For Arbeidsklassen, 3 Aargange. 4) historiske. Norges Historie i 2 Dele (ræson- neret Foredrag) -- Carl Johans Historie efter hans Valg i Sverige. -- Norges Constitutionshistorie -- 1 og 2 Hefte -- Desuden har Begyndelsen viist sig til "Almuestalsmanden Lofthuuses Historie". 5) Taler: Ved Krohgsstøtten -- Til Forfædrenes Erindring -- 17de Maitaler -- Den Tale, jeg vilde holde ved Agershuus Amts Valgmøde -- En Samling af Prædikener -- Christsind i Landfarsot. Desuden en Mængde politiske og satiriske Opsatser i bunden og ubunden Stiil i forskjellige Blade, især Morgenbladet. Op- traadte i 1835 -- 37 som Redaktør af "Statsborgeren", som da antog en mere bidende og harcellerende Tone, navnlig mod den Constitutionelle, og ophørte at være et Denunciationsblad mod Embedsmændene. Udgav ogsaa sine patriotiske Flyveblade for SIDE: 328 Menigmand. Var vel siden 1836 ansat som Amanuensis ved Uni- versitetsbibl., hvormed han forlod Medecinen, men skadede sig ved sine politica hos Regjeringen og Kongen. Vandt atter Dennes Yndest ved sit Digt "Kongens Ankomst" i 1838 Decbr., saa han fik Haab om et Kapellani, hvorefter han stundede, da han havde forlovet sig med en Pige uden Formue. Men en Aften attra- peredes han i Kongevagten hos Officeren med et lystigt Selskab, der førte Guitarer og Punsch med sig. Der blev Sag mod Offi- ceren og Kapellaniet røg i Lyset. Kongen lod ham da tilsige et Par 100 Daler i 2 Aar og Udsigt til Befordring, hvilket W. mod- tog mod at maatte arbeide for Almueoplysningen. Han udgav da Bladet for Arbeidsklassen. Senere har Hs. Mt. tillagt ham 300 Spd. i andre to Aar og i Høsten 1840 udnævnt ham til Bureau- chef for Rigsarkivet. Siden Vaaren 1839 er han gift og har bygget sig en liden Villa paa et smukt Punkt nær Chnia, kaldet "Grot- ten", fordi Huset virkelig staaer ovenover en Klippegrotte. Hs for- rige Venner glemte, at W. altid har været en Enthusiast for Carl Johan, og behandlede ham grusomt som en Apostat, hvilket der dog ikke er Spoer af i noget af hans seneste Skrifter. P. S. I Bien, et Maanedskrivt, staaer en Mængde Poesier (ero- tiske deriblandt) ligesom Oversættelser af de europæiske Natio- nalsange kan erindres. P. S. NB. Cantate ved Bogtrykkerfesten. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 29 August [1842] . Endelig, højstærede Herr Warburg, kan jeg melde Dem, at Konstitutionskommitteens Indstilling idag blev leveret til Afskri- veren, og at den i denne Uge vil blive refereret i Thinget. Det har været baade ærgerligt og maaske skadeligt, at den har ladet vente saalænge paa sig, indimod Thingets Slutning, da Thing- mændene burde have haft længer Tid, at overtænke den i. Aar- sagerne har været Overdyngen med Arbejde paa Koncipisten, Advokat Hjelm, og i de senere Dage tør vel en liden Rørelse af et Slag paa Tungen (hvoraf jeg dog ikke mærkede noget idag) have gjort sit til at udhale dette Arbejde, hvorpaa jeg ialfald vil basere en ny Fremsættelse af Propositionen, om samme ikke denne Gang skulde gaa igjennem. SIDE: 329 Jeg har underrettet baade Lipman og Steinheim om Sagens Stilling, samt om at den absolut vil blive foretaget formedelst sin Egenskab af Grundlovs-Proposition. Man vil da ialfald kjende sine Folk, hvilke, og af hvilken Qvalitet man har for og imod. Har De faaet sidste Remisse af "Jøden"? Lad mig vide, om De mangler og hvormange. Af den og af Indlæget har jeg disponeret Exemplarer paa vore Dampskibe forat virke paa Opinionen. De læses sagde en af Cheferne, Lieut. Lorange mig idag. Et Levvel fra Deres med al Agtelse venskabeligst Henrik Wergeland. P. S. Dette med Magister Brunerus fra Lund, som jeg iaften venter. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 9de Septb. 1842. Hotel du Nord Kl. 4 Eftermd. I dette Øieblik er Sagen afgjort efter 7 Timers Debatter med 51 Stemmer for og 43 imod, et Tal, som vel ikke paa 11 nær (94 vare tilstede) tilfredsstiller Lovens Krav for en Grundlovs- forandring, men som dog, især, da næsten uden Undtagelse, et- hvert Navn og Talent i Thinget er for, er en Begyndelse, der lover alt for næste Gang. Dette saameget mere som Modstandernes Argument var, blot at bie disse 3 Aar, saa de civile Love samtidigt kunde forandres. Præsidenten refererede ogsaa fra mig Propositionen fremsat paany. Indlagte var tilstillet enhver Repræsentant, ligesom Præ- sidenten ogsaa oplæste nogle religiøse Motiver fra mig. Egi- dius'ses Affære gav Anledning til megen Debat, hvorom De skal erholde nærmere tilligemed selve Indstillingen. Hvad der staaer paa Indlagte med Undtagelse af Bibelhenvisningen, var ogsaa indrykket i den Constitutionelle idag. Det var skrevet inat og strax besørget. Ellers gik det med denne Sag i en forfærdelig Hast siden Vedkommende mærkede at Storthingstiden snart var udløben. Herlige Taler bleve holdte navnlig af Foss, Sørensen, SIDE: 330 Præsterne Castberg og Arup, samt fremfor alle af Rector Holm- boe fra Bergen. Præsidenten Sørensen brast gjentagne Gange i Taarer, og da Voteringen forkyndte Udfaldet, blev der pebet flere Gange fra Galleriet, saa han maatte kalde til Orden. For- øvrigt, Højstærede, er jeg tilfreds med et Udfald, der er et Frem- skridt, og lover Opfyldelse næste Gang, baade med Hensyn til G.loven og til den civile Lovgivning. En afgjort 2/3 Pluralitet havde jeg neppe ventet mig, og -- oprigtig -- knap saa stærk som den blev: 51 for -- og derimellem alle Oplyste -- og 43 imod, hvorimellem de fleste Bønder. Sagen skal forfølges -- vær derom overbeviist! Forøvrigt saa vil De nok af Morgenbladet faae et omtrentligt Recit, og næste Gang mere. Paa Galleriet var Stemningen afgjort for og den skal blive det imellem Folket. Nu kjende Sagens Venner hin- anden. Deres med Højagtelse Henrik Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 12 September 1842. Ganske fortræffelige Efterretninger, højstærede Hr. Warburg, som De ikke vil undlade at meddele Sagens Venner! Den følgende Dag fremsatte jeg Propositionen paany, vedtaget af Præsident Sørensen som før, og foruden ham vedtoge og paa- tegnedes den som egen af næsten samtlige 51, der ogsaa tillige danne Eliten af Storthingets Talent og Oplysning. Men ikke nok med det; der blev ogsaa besluttet, paa Forslag fra Sørensen, at Regjeringen skulde anmodes, formentlig ved Nedsættelsen af en Kommittee, at forberede til næste Storthing et samtidigt Lovfor- slag til Ophævelse av de civile Loves intolerante Bestemmelser, hvilke G.loven ved Ordet "fremdeles" kun har befæstet uden at etablere noget nyt. -- Jeg er ganske henrykt over denne for- træffelige Vending, og den imponerende Holdning Sagen nu har antaget, idet Regjeringen nu impliceres deri, og den ikke længer bliver et Individs, men Storthingets oplyste Majoritets. Jeg ventede, naar jeg skal være oprigtig, først en senere Frem- gang, men dette lover den endelige Sejer allerede næste Gang. Jeg skal nok holde Sagen varm, og saaledes see at faa trykt SIDE: 331 Indstillingen i sin Heelhed, thi den jeg nu sender er kun en Deel deraf, formedelst den presserende Tid. Hjelm fik nemlig en Mindelse af et Slag paa Tungen, da han var under Arbejde der- med, og som sagt før, han var desuden overlastet med Konci- peringer fra Konstitutionskommitteen. At purre ham har jeg imidlertid ikke undladt ligesiden Mai Maaned. Bladene ere samtlige for Sagen, saavidt jeg endnu har seet dem. Hermed et Par av dem, Qvitteringer, et Par overliggende Breve, samt mangfoldige Hilsener fra Deres Henrik Wergeland. P. S. Mit af 9de d. skrevet strax efter Debatten er vel mod- taget? TIL JAKOB LEVERTIN Christiania 15 Septbr 1842. Høistærede Hrr. Dr. Levertin! Den 9de d. afgjordes Sagen i Storthinget med 51 for og 43 mod, og saaledes manglede der 12 Stemmer i den 2/3 Pluralitet, som der skal til for et Grundlovsforslag. Men der er uendeligen vundet for Sagen i følgende Omstændigheder: 1) erklærede Alt hvad der var af Talent sig for den, medens Modpartiet, fægtende med de elendigste Grunde, kun bestod af Bønder og 6 Præster, over hvilke Sidstes Adfærd Alle forundre sig. 2) blev Proposi- tionen strax fremført af mig og dengang ikke blot vedtaget af Sørenssen, Storthingets Præsident, men ogsaa undertegnet og ved- taget af næsten samtlige 51. 3) Opinionen har i alle Blade udtalt sig fordømmende over de 43. Det Sidste er ikke uvigtigt, men 2den Post er af decideret Vigtighed, da den nu giver Sagen en Hold- ning, der sikkrer dens Sejer -- sandsynligviis allerede næste Gang. Debatterne varede i 7 Timer. Herlige Ord hørtes. Paa hver Plads laa et Explr. af Indlagte, der tryktes om Natten, lige- som Præsidenten ogsaa oplæste en Defension af mig. Han af- brødes i et senere Foredrag af sine egne Taarer, og da han op- læste: 51 mod 43 og saaledes ikke bifaldt, hørtes 2 -- 3 Piber fra Galleriet, saa han maatte kalde til Orden. Debatterne udgiver jeg særskilt paa Norsk og Tydsk tilligemed nogle Indledningsord, og har jeg for dette Arbeide betinget mig 100 Explr. der skulle SIDE: 332 beroe til næste Storthing. Oprigtig, Hr. Levertin, jeg er fornøjet. Saaledes som Sagen nu staaer kan den vende sig rolig imod Fremtiden. Ça ira! Om De har faaet nok Explr. af "Jøden" ønsker jeg mig under- rettet, samt kunde det maaskee ikke være afvejen, om der be- kjendtgjordes i Aftonbladet at Debatterne i denne Sag særskilt ville udkomme hos Boghandler Dahl paa Norsk og Tydsk, ud- givet ved mig. Deres med al Agtelse Henr. Wergeland. P. S. Dette sendes ved min Ven Artillerilieutenant Iversen, Kourer i Anledning af Storthingets Opløsning. -- TIL MICHAEL S. WARBURG Grotten ved Christiania 19 September 1842. Saa hedder det Sted, jeg beboer udenfor Byen, højstærede Hr. Warburg og derfor da jeg ikke har Tid -- neppe Tid til at faa dette afsted -- et saadant Papiir. Derfor maa De dog ikke slutte, at jeg behøver at føre Dem en Regning for Porto paa Halsen. Jeg vil blot meddele Dem følgende: 1) at Sørensens Tillægspropositioner ikke gik igjennem, da selv Sagens Venner holdt dem for mindre nødvendige. Det kan vel være, men jeg havde dog ønsket, at Regjeringen var bleven im- pliceret i Sagen. Forat drive det dertil, eller at de behørige For- holdsregler skulle privat blive tagne, skal alt skee. Den Konstitutionelle omtaler dette saa: Storthinget. Møde 13de September. Præsident Sørensen. -- -- "Dernæst toges under Behandling Sørensens Forslag angaaende Anmodning til Regjeringen deels om a) at foranledige Oplysninger indhentede og næste Storthing forelagte betræffende Jøderne og deres Forhold, og deels b) at forelægge næste Stor- thing Udkast til Lovbestemmelser som maatte ansees fornødne, hvis Gl.s § 2 forandres. Forslaget blev ikke bifaldt. Litr. a mod 58, og Litr. b mod 57 Stemmer. For Forslaget yttrede sig Hjelm paa Grund af den stærke Opinionsyttring, der laa i det. Foss fandt, at en tilstrækkelig Opinionsyttring udtalte sig i den over- SIDE: 333 vejende Pluralitet, som Grundlovsforandringen havde havt for sig i Storthinget, og desuden ved at Forslaget var fremsat paanyt; desuden kunde Private ligesaa let indhente de omhandlede Op- lysninger som Regjeringen." Nu lad gaa! Foss er Konstitutions- kommitteens Formand, og ikke Sagen imod, men en af dens bedste Støtter, uagtet han denne Gang gjerne kunde tiet stille. Han frygtede for at Regjeringen skulde nedsat en af de ende- løse Kommissioner. Saameget er vist at Sagen ved at adop- teres af Storthingets bedste Majoritet har gjort et overordentligt Fremskridt. 2) Debatterne udgives ved mig med Indledning og paa Norsk og Tydsk. Jeg har derfor betinget mig af Forlæggeren, Bog- handler Dahl, 100 Expl. at oplægges til næste Storthing. Jeg gjemmer ogsaa "Indlæg" til da. 3) Ligeledes udkomme Debatterne i Form af et Folkeskrivt i nogle 1000 Explr. Opinionen har forbedret sig selv hos Mod- parterne. En Annonce eller Erklæring idag i Morgenbladet er ligesaa fuld af Pønitense som indlagte Brev fra en af Neierne, som De siden kan sende mig tilbage. Man mente at Udtrykket "udgaae" ikke var rigtigt -- et daarligt Argument. -- Afskriv- terne skulle blive tagne og sendte fra Deres Henrik Wergeland. TIL LARS RASCH Kristiania 2 Oktober 1842. Af vedfølgende to Journaler vil De see, at den for Forstads- distrikterne paa Byens vestre Kant oprettede Bogsamling har god Fremgang og Freqvents, saa den formentlig kunde fortjene Selskabet for Byens Vels Bistand forat blive til en permanent Indretning, hvis Nytte nok vilde lade sig spore. Da der nu i disse Dage netop afholdes en Bogauktion, hvor Acqvisitioner lode sig gjøre saavel for Bogsamlingen for de vestre som for den for de østre Distrikter, anholdes om at der for Sel- skabets Regning maa blive indkjøbt Bøger til Deling mellem disse to Bogsamlinger til et Beløb af 10 Spdlr. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 334 TIL P. L. MØLLER Chnia 23 Oktober 42. Overbringerne, Dhrr. geborne Schweitzere, Berlinerstudenterne Fries thi sandelig da jeg før Juul hørte en Exami- nation af ham til store Filologicum var Komedien kostelig: Til- SIDE: 340 hørerne (Filologer) med Hattene for de grinende Munde, men med leende Øine ovenover Bræmmen, og Professorerne bidende sig i Læberne og yderst forlegne. Isandhed Prostitutionen over- gik min Forventning. Det var Konversationslexicon extra men rimeligviis maa det skee ved et Andragende fra den til Hs. Mt. Kongen. Dhrr. Mosaiter blive saaledes ganske passive, og nødes ikke til at gjøre noget ydmygende Skridt. Deres med al Agtelse Henr. Wergeland. P. S. Jeg benytter Leiligheden til at aflægge Dhrr Meyersons, Assur og de øvrige Herrer Forstandere min Hilsen. I Morgen- bladet har jeg indrykket et Brudstykke af et Brev fra en gam- mel Hr. Meyer i Svendborg, Mosait og Stadskapitain dersteds. -- TIL CHRISTOPHER A. HOLMBOE [9. juni 1843.] Maaskee indlagte Daler fra 1792 finder Anvendelse i Mynt- samlingen? Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL OLE BULL Grotten 27 Juni 1843. A Mr. Mr. Ole Bull. Jeg var paa Bryggen forat byde Dig mit Velkommen, da jeg veed mig at have i dit Fravær opført mig, som det en oprigtig Ven anstaaer, og Dagen efter gjorde jeg Dig mit Besøg; men der traf, at jeg maatte, efterat være meldt, vente saalænge, at jeg maatte tro -- eller rettere sagt, at jeg ikke vidste hvad jeg skulde tro. Jeg gik, da Ingen kom, og besluttede at forhøre mig hos Wetlesen, om han vidste noget om, at mit Besøg var blevet Dig ubehageligt, og at der altsaa skulde ligge en Fornærmelse i Ovennævnte. Men jeg har ikke truffet ham eller nogen Anden, som kunde oplyse mig herom, hvorfor jeg herved æsker din egen Forklaring. SIDE: 343 Jeg vil haabe, Du har læst Pratté's Erklæring paa sin Ære, at jeg ikke var nævnt i hans Brev til Rosén som i nogen Maade paa hans Side i hans Angreb. Skulde han heri ikke have erklæret overensstemmende med Sandheden (hvorfor jeg tror, jeg tilskrev Dig om endelig at se hans Brev), da skal jeg vide at handle mod ham som fortjent; men en saadan Ringeagt for egen Ære, et saa voveligt Spil, er mig utænkeligt, foruden at det vilde involvere den skammeligste Løgn om mig. Havde jeg været musikalsk, havde jeg maattet tage Parti i Striden; men, tilbøielig ellers til Partitagen, har jeg dog troet her at burde være neutral. Han har forøvrigt Værelse hos mig, da han har anmodet mig om Huus, indtil han om kort reiser, og hans Værelse var opsagt til bestemt Dag. Jeg vilde ikke nægte en Fiende saadant. -- Jeg gjentager, at jeg maa have en Forklaring. Intet Svar vilde ogsaa være en, og det den, at jeg har Bagvaskere i din Nærhed, Fiender af mig og ikke Venner af Dig, saaledes som Du har i Henr. Wergeland. TIL P. L. MØLLER Xnia 14 Juli 43. Jeg har seet, og paaskjønner, din venskabelige Intention, at gjøre mig ved Aktstykker noget mere bekjendt i Danmark end jeg er; men hvorledes skulde man bære sig ad med at see et større Arbeide formelig bedømt? Her er Kritiken ganske i en Lethargi; men fra en dansk kritisk Journal kom nok en Bedøm- melse over i vore Blade; og saa kunde jeg maaskee komme til at staae mig paa at have trykt dette her vedlagte Arbeide. Jeg iler med at sende Dig det, min Ven, før det er udkommet, først til din egen Dom, og saa med det Spørgsmaal om Du veed nogen Udvej til at faae det underlagt en Kritiker ex professo. Hvorledes er Petersen? Han være indtaget eller ei imod mig, saa tør jeg lade ham læse Stykket. Med en senere, men snar, Lei- lighed vil jeg sende Ludv. Heiberg et Exemplar, da jeg gjennem ham har forsøgt at faae Stykket (i Mscpt) paa kbhvnske Theater. Jeg gjorde Oehlenschläger et Besøg -- traf ham hyggelig, fidel, og havde Æren af et igjen, hvorved da Dahl var hans Guide. Mirabilia occurrunt -- Tempora mutantur men skal dog see til at klare Sangen, om Du vil bistaa mig med at oversætte Artiklen om O. Bull i medfølgende Zeitung Pag. 238. Det Punktum med No- derne udelades. Siig saa Budet hvad Tid det kan hente. Din Henr. W -- TIL P. L. MØLLER Chria. 16 Sept. 43. Kjære Ven! Strax jeg havde faaet dit Brev og "Arena", sendte jeg begge Dele forud til Bull med skrivtlig Anbefaling og fulgte selv efter med mundtlig nogle Timer efter. Han var da meget vel sindet -- vilde dog afgjøre det personlig med dig -- og om Nogen ikke senere er kommen ivejen, antager jeg Du kan faa dit Ønske op- fyldt. Din Sendelse til ham var da endnu ikke kommen ham ihænde. Om hvorledes det gaaer ønsker jeg nok at vide noget. SIDE: 347 I Morgenbladet for i Søndags 8 Dage har jeg et "Norge til America i Anledning af Bulls Didreise", som jeg ønsker Du vil see til at faae læst. Bull har maaskee en Afskrivt af mig. Jeg skriver for Nærværende hans Biografi for Samlingen "Mærke- lige Normænd". Den bliver dog i en anden Stiil end de andre tørre skeletagtige der. Jeg har havt Ubehageligheder med B. for Prattés Skyld, især da Pratté havde anmodet mig om at maatte boe nogle Dage hos mig, da han havde opsagt sit Logis. Saa- megen arabisk Gjæstfrihed havde jeg dog, ikke at lukke mit Pau- lun for en Fremmed, endskjøndt jeg, der kjender Bulls i deslige Punkter svage Karakteer, forudsaae, at B. vilde deraf slutte sig til nogen Partitagen. Jeg fik dog Pratté til at gaae paa Bulls Koncert i Sommer, og jeg oversatte den ganske anderledes ly- dende Kritik, han nu afgav. Levvel! Jeg finder, Du taler for ringe om dine poetiske Anlæg (I "Arena"). Holst har altid været mig en Vandmand. Din Henr. Wergeland. P. S. Med Arbeide er jeg ganske overlæsset. 1) Lodsen. 2) Ud- gaven af en Læsebog i 2 Dele. 3) Do. af Constitutionshistorien (Hos Colmann i Augsburg). 4) Do. af dens 4de Hefte paa Norsk. 5) Bulls Biografi. 6) Diverse. P. S. Jeg sagde Bull, at han muligens vilde træffe paa Fiender af dig, her som i Kbhvn. Det var Folk, sagde jeg, som havde imod dig, saavidt jeg vidste, for nogle Privatissima (et Forhold med en Theaterdame). Saa havde jeg hørt, og troede det bedst saaledes at bryde Brodden. Men er jeg ikke uegennyttig med saa alvorlig at føje dit Øn- ske? Du har gjort mig Tjenester i Kbhvn. TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Grotten 26de Novb. 1843. Til Administrationen i Selskabet for Christiania Byes Vel. Herved tillader jeg mig at oversende Dem Udlaansprotokollen ved det af mig oprettede Almuebibliothek for at den ærede Ad- SIDE: 348 ministration kan overtyde sig om med hvilken Tilvæxt af Deel- tagere af den virkelige Almueklasse denne Indretning om Søn- dagene benyttes, og om at de Bidrag, Selskabet for Byens Vel hidtil til ubestemte Tider har understøttet den med, med Hensyn til den Sands for noget Bedre, som derved unegtelig udbredes, maa ansees for vel anbragte. Til samme Tid er ogsaa en Ud- laansanstalt paa Grønland, som Hr. Cand. theol. Hansen bestyrer, understøttet fra min med Bøger. Indretningens tiltagende Afbenyttelse gjør imidlertid formeent- lig, at den bør sikkres sin Bestaaen, og da Bøgerne naturligviis slides, uagtet deres Behandling virkelig er bedre end jeg ventede, behøves baade Tilvæxt af nye og Indbinding. Jeg tillader mig derfor at foreslaa, at Selskabet for Christiania Byes Vel antager sig denne Almuebogsamling eller begge disse Almuebogsamlinger for Byens vestre og østre Forstadsdistrikter og erkjender dem for ved Selskabet bestaaende Indretninger ved at tilstaae dem en fast aarlig Understøttelse av 15 Spd. hver, for hvis Anvendelse naturligviis Regnskab til hver Generalforsamling bliver at anvende. Skulde den ærede Administration ikke ville eller kunne gaa ind herpaa, giver jeg mig den Frihed at andrage om at der til- staaes det vestre Forstadsdistrikts Almuebogsamling, der er det betydeligste, 12 Spd. og det østre 8 Spd. Udlaanene tiltage ved Vinterens Indtrædelse, og da netop en Bogauktion er annonceret, er der Udsigter til at kunne forsyne sig for god Priis. Protokollen udbedes til Afhentning næste Søndag Morgen i det Seneste, da den bruges om Middagen. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JACOB VON DER LIPPE Christiania 19 Dec. 1843. Privatissimum! De Beviser fra Arne Magnussen, som Deres Høiærværdighed har fremfundet, vare naturligviis af høi national Vigtighed. Men se, uagtet dette fra min Side, med Bistand fra Justitiarius Berg og Prof. R. Keyser, af al Magt fremhæves, og jeg slog paa, at her maatte man, om man ikke var nogle Nat- huer, ikke slippe Taget, men gribe det an med al diplomatisk SIDE: 349 Magt -- se, om der vel gjøres noget fra Kirkedepartementets Side. Jeg har vel intet hørt i den senere Tid; men her i Høst lod det paa vedkommende Kontorchef, som om den Sag nok vilde sove hen iro, som om den endog var ubehagelig at røre ved. Maaskee har De ikke hørt videre derom; men det kunde dog maaskee være værd, om De f. Ex. yttrede Ønske om at see hvad derom har været skrevet. Vi leve i slette Tider hvad det Nationale betræffer. Vi skulle som Hunden være glade ved at kunne gnave vore Been i en Krog. Materialismus og atter Materialismus, ikke Følelse, ikke Mandsmod! Hvad har vi Selv- stændighed og Diplomati for? Hvortil denne Tractatbestemmelse, som siger, at Norge ogsaa af Videnskabeligt skal have hvad Norges er. Som sagt -- har man svaret Dem, at der er ikke videre at gjøre ved den Sag, da er det ikke saa. Dokumenterne, som De har fremfundet det juridiske Beviis for, medens man nok vidste, at Dokumenter i 1000viis fra alle Norges Capituler vare gangne samme Vei, befinde sig i Kjøbenhavn, i den saakaldte Arna- Magnæanske Samling, forsaavidt de ikke ere mellem de i 1728 brændte. Da tabtes en Mængde af de saaledes udlaante; men en Mængde ere tilbage, og til at faae dem kunde hine Beviser være fortræffelige, naar man blot fra højere Steder ville. Men disse Kontormennesker, disse Jurister have ikke Følelse for sligt, og det er til at ærgre sig over, men ikke til derfor ganske at give en retfærdig Sag tabt. Deres Høiærværdighed betragte disse Ord som en passant sagte ved Møde i Kirkegaden paa Deres Vei til Storthinget. Det var et godt Ord! -- vil ikke Regjeringen -- har den ikke saameget Been i Næsen -- saa er Sagen slet ikke for ringe til at an- hængiggjøres i Thinget. Deres ærbødigste Henr. Wergeland. TIL NILS J. WESSEL-BERG [Midtvinters 1843 -- 44.] Igaar Kl. 6, da jeg og min Kone spadserede ud lidt i Maane- skin, faldt jeg i Iisbakken nede ved Pannewitz, saa at jeg neppe SIDE: 350 kan komme ud. Jeg seer frygtelig ud, da jeg trimlede rundt paa Hælen og modtog hele Stødet paa den høire Kindbakke. Bril- lerne ere hos Clausen. Det kunde gjerne blevet Avancement. Men sørg nu for følgende. 1) Korrektur til mig af 2det Ark. 2) Med Budet Lassens Romernes Historie samt ogsaa hans øvrige historiske Arbeider. Item Falsens samt et Par hi- storiske Verker af den danske senere Literatur. Navnlig Grundtvigs Verdenskrønike (Jeg tror dog den er fra før 1814). 3) Knoph vedbliver at emballere og catalogisere i passende Pakker -- saameget muligt for 5 Aar af Gangen. 4) Anders bærer ind af 1ste Afdeling Bispearkivet, som op- stilles inde i mit Værelse langs Væggene paa Gulvet, og ved denne Leilighed eftersees Pakke 78, der skal indeholde Delingsforretninger Prestegaarde vedkommende -- navnlig om den indeholder en saadan af 1614 mellem Vestby Preste- gaard og Pebberstad. Findes det deri, sendes Dokumentet op til mig tilligemed det Brev fra Schanche, som ligger i Journalen paa Pulten. Venskabeligst Henr. Wergeland. P. S. Min Kind seer ud som disse udbugede flammede Skild- paddesnuusdaaser, og det knaser og braser derinde. Lad Anders dog komme op. Kommer Smeden efter Løfte med Slæde, tør jeg dog nok komme ranglende. TIL CHRISTOPHER A. HOLMBOE Grotten 7de Jan. 44. Høistærede Hrr. Professor! Den Modersmaalets Sag, De har skrevet om, er upaatvivlig Fædrelandets vigtigste, vigtigere end alle de politiske, aandelige eller andre, som beskjæftiger Regjering og Folk. Men medens Vi bie den lange Udsigt igjennem, som De aabner os til at er- holde en Ordbog ved Samlinger, Korrespondencer men i sidste, da maa jeg, saa syg jeg er, erklære Dem, at en saadan samvittighedsløs Uretfærdighed mod en Mand, Re- gjering og Fædreland har været saa utaknemlige imod, kunde bringe mig til at realisere hvad jeg kan, naar jeg vil og tager mig Tid, nemlig at reducere det altfor overmodige Morgenblad. Folket er bedre forberedt dertil end De troer; og det skulde undres mig, om ikke ogsaa denne Gang det Himmelske skulde gaae i Opfyldelse, at al Uretfærdh. bærer Kimen til sin Død i sig. En Søn, der er overbeviist om at hans Fader bærer Døden i sit Liv siden hiin Uretfærdh. tilføjedes ham, og som nu mærker at denne fortsættes og billiges af vor fornemste Bladredaktør, maa allerede besidde nogen Energi og Lyst til at hevne ham; og endnu har min naturlige, ikke saaledes spændte, Energi nogen- sinde opgivet et Øjemeed ufuldført. Vær derfor ikke saa ganske rolig for hvad en nu dødsyg Mand her har skrevet Dem til paa sin Seng med Hensyn til den Skjebne, Deres Redaktøradfærd, kan pludseligen drage over det nu saa mægtige, alt haanende Morgenblad! Nogen Gjenstand for Publicitet bliver dette dog vel ikke. -- Henr. Wergeland P. S. Ved denne Leil. tør jeg bringe I. K. Christies i Erindring, samt at jeg skulde korrigere et Punktum deri. Anden Pintsed. [27. mai.] Jeg vil ved denne ubehagelige Expektoration, men som jeg ikke har kunnet holde tilbage, meddele Dem et nylig arriveret Træk af hvad jeg idetmindste troer at kunne udtyde som Exped. sekr. i Kirkedepts uudslukkelige Had til mig (og alt hvad der hed- der Wgd). Idag 14 Dage sender jeg Dept. en høflig Skrivelse, som jeg vedlægger hoslagte Skrivt af Simon Wolff, hvori jeg gjør SIDE: 354 opmærksom paa, at der neppe er skrevet noget hensigtsmæssigere mod Udvandringen og at Dept. kunde erholde heftede Explr a 3 Sk., om det vilde lade uddele i de med Udvandringslyst især inficerede Egne. Jeg maatte da have Svar inden Ugens Udløb for de staaende Presseres Skyld. Til Dato har jeg intet Svar faaet -- man har beholdt Explaret -- og først imod Slutningen af forrige Uge kom Copiist Teisner ranglende indom Barlien med det Paaskud, at Dept. havde ingen Penge til det Brug. Læs det Wolffske Skrift, og døm saa, om her ikke burde con- traarbeides noget. Intet Dept. er ødslere med sine Kommisioner, men nogle Daler til at forsøge at oplyse Folket i hint vigtige Punkt og at kalde dets bedre Besindelse tilbage -- dem har man ikke. Mit Navn paa Titelbladet og maaske den 17 Mai har, om jeg ikke meget feiler, gjort det. -- TIL SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL Grotten 29 Mai 1844. Til Administrationen for Selskabet for Christiania Byes Vel. I min Sygdom, der nu har varet længe, kan jeg kun fremsende den Annotationsliste, jeg selv har ført over de for Selskabets med- delte 12 Spd. indkjøbte Bøger til Almuebogsamlingen. Den ud- bedes derfor tilbage. Cand. Hansen paa Grønland har strax erholdt sine 8 Spd. til Bogsamlingen dersteds; men nogen Qvit- tering har jeg ikke erholdt. Da Aargangen af Bladet "For Arbeidsklassen" har indeholdt Fortsættelser, vil det formentlig være til nogen Forvirring og til uforudregneligt Tab for Bogbinder Barlien, om der nu plud- selig midt i Aargangen inddrages endeel af de Explr. deraf, som Selskabet har havt den Godhed at indkjøbe. Min Mening er at samtlige disse Explr. først burde hæves ved Aarets Udgang ind- bundne, og da bruges som Præmier. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 355 TIL J. E. KRAFT Christiania 5 Juni 1844. S. T. Hrr. Sorenskriver Kraft. Snart er en Maaned gaaen siden Modtagelsen af Deres artige Brev og af Vedbenderne (veritabel Hedera Helix) og endnu har jeg ikke svaret og takket Dem og Deres gode Døttre, som have været de venlige Indsamlere deraf paa de vilde Klipper! Men jeg overraskedes af dette Beviis paa Godhed midt under en Lungebetændelse, midt imellem Liv og Død, saa der ikke var at tænke paa at skrive for det første, ja ikke før nu; og de ustøe Træk vise nok, at det skeer tilsengs. Ja her ligger jeg endnu -- Maimaaned spildt, og den ene Dag af Juni lister sig unyttet og unydt hen efter den anden. Jeg veed ikke engang, hvorledes det staaer med mine Vedbender; men jeg frygter for, at dels Drengen, som uden Opsigt maatte grave dem ned langs Grottens Klipper, har gjort galt, og dels forat det vedholdende tørre og kolde, blæsende Veir har været mine stakkels forsømte Yndlinger til Meen. Derfor, siden De er saa god at spørge, om jeg vil have fleer, -- derfor, ja, vil jeg være saa ubeskeden at yttre Ønske om, at dersom nogle gode Vedbendkrandse med gode Rød- der, uden for stor Uleilighed, atter lode sig hente fra Klipperne om Mandal, vilde Hidsendelsen, forat jeg, naar nu Regnveir og Varme kommer, kunde forsøge deres Akklimatiseren, være mig meget kjær. Igaaraftes indfandt Prok. Berg sig fra Hjelm med Deres An- tegnelser. De skulle blive supplerede efter Evne, og sendes med mine Noter paa en Lap idag til min Fader, som har fulgt bedre med hvad jeg har skrevet og udgivet, end jeg selv. Med den størte Høiagtelse, og anbefalende min Kompliment til Familien, Deres forbundne Henr. Wergeland. P. S. Fra Kl. 4 imorges til 8 har jeg taget en Afskrift af Deres Noter, suppleret noget og tilføjet ikke saa lidt. SIDE: 356 TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 15 Juni 1844 En liden Erindring om at jeg dog lever! Det er ogsaa kun saa- vidt, thi siden først i Mai har jeg lagt af en Lungebetændelse, og endnu ligger jeg tilsengs plaget af Afmattelse og Krampehoste. Derfor, tilgiv disse saa nedrablede Linjer! Mit Sind er ligesaa sygt som mit Legeme. For en Poet af Natur er Norge et elendigt [?] Land. Jeg skulde ikke have meget imod at flytte op her ovenover, og min forskrækkede Læge siger at jeg gjør alt dertil. Levvel Deres Henrik Wergeland. P. S. Fra Dr. Steinheim med Kone har jeg for ikke længe siden havt Brev; de stode da paa en Rejse til Schweiz -- Italien. De Lykkelige! TIL C. F. ALLEN Christiania 18 Juni 1844. Høistærede Herr Allen! Først idag erholder jeg Deres Skrivelse af 24de f. M. En Lungebetændelse har forbudt mig at hente mine Breve og al Korrespondance. Den Münchenske Diplomsamling befinder sig ikke i Rigsar- chivet, men annekteret Universitetets Diplomsamling, hvorfor jeg skal ile med at kommunicere Prof. Rudolf Keyser, der er sam- mes Forstander, Deres Brev, med Anmodning fra mig om at er- holde udlaant de Dokumenter, der findes af dem De ønsker, forat jeg kan foretage Excerptionen. Dette maatte skee hjemme hos mig, da jeg endnu er syg. Jeg beklager kuns denne for Dem spildte Tid. Et Brev som Deres skulde dog ikke have angrebet mig; men Doktoren, Doktoren -- . Med en oprigtig Lykønskning til Deres videnskabelige Idrætter Deres tjenstberedvilligste Henr. Wergeland. SIDE: 357 TIL ANTON SCHJØTH [Slutten av juni 1844.] Kjære Ven! Om Du af "Bergens Stiftstidende" for 20de d. vilde indtage i Ugebladet hvad der staaer (formodentlig af Rector Holm- boe) om mig og mit forhaandenhavende Arbeide, kunde det maa- skee hjælpe det frem. Hos Orsa og Mad. Lehmann kan vist Bladet faaes. Har Avertissementet staaet omredigeret, ønskede jeg med Budet at see det Blad. Fremdeles krank er Din Henr. W -- P. S. Idag har jeg skrevet en lang Folkevise om "For Ret og Sandhed". -- TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 22de Juli 1844. Højtagtede Hr. Warburg! Jeg var for slet, da Dr. Ballin var hos mig sidste Gang til at kunne tilskrive Dem min Tak for Deres deltagende Skrivelse, men det er mig en Trang, at gjøre det, og det skee da nu! Jeg veed ellers ikke hvad jeg skal troe om min Sygdoms Udgang. Lægerne haabe bedre jo mattere og us- lere jeg bliver, men idag lod jeg mig hemmelig bringe en Bog over Lungesygdomme, og deraf læste jeg mig til, at jeg har et af de farligere Tilfælde, nemlig en Lungeflades Sammensynkning, saa Cellerne forsvinde og Lungerne opfyldes med Sliim. Imid- lertid har jeg her paa Sygelejet udkastet Planen til "Jødinden" en Samling af 9 -- 11 eller 13 blomstrende Tornekviste -- et Pen- dent til den foregaaende og af samme Tendentz. Døer jeg vil mine oprigtige og af Hjertet udrundne Bestræbelser for Israels Folk være mig en glad Tanke i det Sidste, om Gud forunder mig Besindelsen. Staaer jeg over, da er den gamle Kjæmper atter paa sin Plads. Her ligger ved min Seng Pakken af "Indlæg i Jødesagen", der ere bestemte til de Storthingsmænd som ikke var der forrige Gang. Men endnu har jeg ikke havt Lejlighed eller Kraft til at expedere dem. Noget Frø falder imellem Klippen, noget i fængende Jord -- som altid. -- (Vedlagte røde Dug burde SIDE: 358 svinges "i sin naturliga storlek föran Götheborgs rasande tjurs ögon" G. L. Ikke sandt?) -- Jeg er i Øjeblik som nu vel til- sinds -- ja altid vel tilsinds, forsaavidt jeg ikke knurrer eller frygter. Men, kjære Ven, naar jeg letter mig op og seer Somren udenfor mine Vinduer, denne Sommer, jeg ikke har nydt med alle dens extraordinaire Glæder -- eller naar jeg seer i Spejlet eller seer paa mine indsvundne Lemmer -- da bliver jeg tung om Hjertet. Men Levvel! Tak for Deres Deltagelse! Levvel! Henrik Wergeland. P. S. Hauser var her med en Charlatan af en Sanglærer som hedder Schütze, og var saa artig, gjentagende imod min første Benegtelse at modtage saadan Høflighed, at ville spille hos mig ved Sengen. Men da han ikke kom, antager jeg at hans Kammerat har talt nogle tydske Ord til min Kone, som hun ej har forstaaet rigtig, om at der skulde sendes Bud efter Violinen. Han gjorde furore. TIL HALVOR H. RASCH [Ca. 1. august 1844.] Høitærede Ven! Her ligger jeg nu fulde 3 Maaneder af Hepatisation i Lun- gerne. Imidlertid har jeg søgt at more mig med Diverse, saasom med at indrette min Brønd nede i Grotten til offentligt Brug med Inscriptioner etc., oprette en Veistolpe med Advarsel paa Vers til at kaste af Læsset under den bratte Kneik ved mit Huus, hvor skrækkelige Hestemishandlinger finder Sted. I Manden i Grottens Navn sker alt dette. Selv har han faaet en ny rød Kappe. Men til Grottens fuldstændige Dekoration mangler jeg intet mindre end en Bjørn, og da jeg mindes paa Musæet at have seet en gammel bustet der var en Skam for det af Ælde og Forfaldenhed, tillader jeg mig at spørge Dem, om den kan blive kjøbt for rimelig Priis, eller om der er noget andet større vildt Dyr at afhænde for at give Plads for bedre. Deres Henr. Wergeland. SIDE: 359 TIL S. A. W. SØRENSSEN [27. august 1844.] For Guds Skyld, høistærede Hr. Sørenssen, De vil dog vel ikke frasige Dem Valget? Vor eneste Præsident! Og nu, saaledes som Thinget sammensætter sig, bør ingen af de aandige Qvæstioners Kjæmpere forlade sin Post. Det er Forræderi meer end imod Fædrelandet alene. Hvor gjerne jeg vilde tale med Dem; men her ligger jeg siden 2 Mai af alle Lungens Sygdomme. Dog kjæmpende mod Pøbel- pakket i Ugebladene, der er bragt i Oprør ved en forrykt, uddelt Brochure. Men igaar skrev jeg mig i Sved -- blev forkjølet og er farligt deran paany, saa jeg inat paa en forhen flaaet Ryg skal have en Spanskflue saa stor som et Landkaart. Jeg har skrevet en "Jødinde", en Række af 10 rørende Poesier af nogen Længde, forat virke paa Følelsen, men heller end "10 blomstrende Tornekviste, burde Opus hedde "Perler for Sviin". Jeg mistvivler; men ikke om den endelige Sejer. Og hvorledes kunne Dhrr. rime det, at de stemme (f. Ex. Valstad) for almindelig Religions- frihed og mod Jødernes Admission. En udmærket Afhandling paa 15 store Spalter i Götheborgs Sjöfartstidende om Kirkes og Stats nødvendige Adskillelse, med et herligt Finale om Jøderne, lader jeg oversætte forat uddele til Sthinget, Præster imorgen fyldes den 4de Maaned. Dr. Ballin var et af de gode Mennesker, som see alting i et Rosen- lys. Da jeg udspurgte ham om Dampbaadenes gevaltige Støden SIDE: 360 paa Skjæret, sagde han ogsaa at det var Ingenting, næsten ikke føleligt. Saaledes med om Sygdom, som jeg ikke endnu kan sætte noget fast Haab til. For 3 -- 4 Dage siden paadrog jeg mig en Forkjølelse ved Uforsigtighed, som har kostet mig en Spansk- flue over min halve, allerede før af et andet Plaster aabne Ryg; men nu synes jeg idag jeg er lettere, og saaledes lister jeg mig til i al Hast at skrive Dem nogle Linjer til. De maa nemlig ikke forblive uvidende om, at en Slyngel af en omvendt Altona-Jøde, en L. M. Nathanson, har ved et Skand- skrivt, der uddeles og sælges her, vakt et sandt Oprør i de lavere Borgerklasser her. Først viste sig 2 skamløse Angreb paa Sørensen, der just var kommet tilbage fra Udlandet; jeg svarede -- Svar paafulgte, hvori Forfatteren formelig undsagdes. Men det er bedst jeg hermed lader følge Bladene, saa kan De selv see. Under Forfattelsen af Stykket "Jødefrygten", skrev jeg mig i Sved og fik min Forkjølelse, et Sting, paastedet, da jeg allige- vel vilde ende. Derfor er Enden saa afbrudt. Man har endog- saa drevet det til at opfordre til ikke at vælge Sørensen; men han er dog valgt. Nu er jeg strengelig forbudt at blande mig videre deri. Alle Forsvarene ere imidlertid før dette skrevne af mig. Men -- noget af Vigtighed! Læs i Berlingske af 21 Aug. Ar- tikelen "Luxemburg" den hollandske Konges personlige Erklæring om Jøderne i hans Stater. Jeg har ladet den indrykke i Intelli- gentssedlerne og tilskrevet Morgenbladet om at optage den, da den vil blive paaberaabt i Storthinget. Jeg staaer paa en fiendtlig Fod med den lumpne Redaktør af dette Blad. Desaarsag maaske faaer jeg ikke ind der min -- ogsaa til Chr.sandsposten sendte -- Oversættelse af Kapitlet om Pligten mod Næsten. Han skal dog purres dertil. Storthingets Sammensætning er ikke meget lovende, og især frygter jeg for den Bearbejdelse Bønderne vilde blive undergivne i sine Logiser hos de simplere Borgere. Disse ere hos os en ube- skrivelig raa Slægt. Imidlertid skal der blive arbejdet. Jeg udgiver som Brochure til Uddeling den fortræffelige Artikel i Sjöfartstidningen. Min "Jødinde" er voxet til 10 -- 11 Tornekviste indeholdende for det meste Træk af Ædelsind, der ere tillagte Jødinder af mig. Man har stundom sagt mig at i Opinionen mellem de mere Dan- SIDE: 361 nede har den lille "Jøden" virket mere end "Indlægget". "Jød- inden" er langt vidtløftigere. Nu skal jeg see til at samle Aviserne. Levvel, Deres venskabeligste Henrik Wergeland P. S. Tak for Læsebogen. Dr. Levertin har ogsaa senere sendt mig den, og Dr. Wolff sin Bibelhistorie. De ere af Nytte for Sagen. TIL HENRIETTE GLÜCKSTAD 8 Sept. [1844.] Kjære Jette! Jeg er taknemligen [ -- -- -- ] dine Vidnesbyrd om Sjelens og Hjer [tets -- ] Deeltagelse. Modtag denne korte, [ -- -- ] Forsikkring, da jeg med et idag daarligt Bryst, dog har skrevet adskilligt. De deilige Dage drev mig ud paa Altanen og i Haven mod Lægens Tilladelse og hvergang syntes jeg jeg befandt mig bedre; men Conradi nedrev alt igaaraftes -- jeg kan gjerne sige Haabet med. Han erklærede nemlig, at jeg ikke kunde vente Restitution før Juul og at den mindste Forkjølelse var dødelig for mig. Hvor- ledes undgaae dem med min sensible Hud i de kolde Efteraars- maaneder? Jeg har meer end halvt antaget det for min Dødsdom. Din hengivne Henr. Wergeland. TIL HALFDAN KJERULF Grotten [? 19. Septbr. 1844] . S. T. Hrr. Hagb. Kjerulf! Ganske uden Beskjeftigelse kan jeg ikke udholde paa Syge- lejet. Jeg har saaledes seet en Tegning af en i Rusland bru- gelig Saugstol, som sparer det halve Arbeide ved en overor- dentlig simpel Mekanik, hvorved Tyngden af en Steen eller et Lod er særdeles virksom. Denne lader jeg nu træsnitte og sætte ind i Bladet for Arbeidsklassen med vedlagte Linjer, ligesom jeg SIDE: 362 ogsaa har faaet Bogbinder Barlien til særskilt at lade Visen ud- komme med Figur. Men en Melodi? De er Manden, der kan finde den rette Tone, om De vil see igjennem Indlagte. Den nøgne Melodi vilde jeg da faae sat til under Figuren. Forbindtligst Deres Henr. Wergeland. TIL S. A. W. SØRENSSEN [1. oktober 1844.] Atter ligger der et Brev fra Archives Historiques paa 1 Spd. 114 Sk., som jeg ikke vil løse; men tillad mig at spørge Dem, om De ogsaa har faaet et saadant Brev og om De har løst det samt da vil lade mig vide Indholden. Der synes at ligge en Pjece eller en Avis indeni. Deres høiagtelsesfulde Wergeland. P. S. Hvilket Genrestykke Scenen med de fordømte Jøder paa Lütkens Billard! Harpespillersken Mad. Petersen, der angav dem som Jøder, skal ogsaa i sin Tid (i sin blomstrende Skjønheds- periode) have angivet den Leya, der blev ført durch ganzes Nor- wegen. TIL S. A. W. SØRENSSEN [Oktober 1844.] I Hamburger Neue Zeitung staaer Charlataneriet med Archives historiques demaskeret. Jeg har skrevet et alvorligt Promemoria til Directionen, hvis Brev virkelig -- men paa slet utydeligt Fransk -- indeholder den Uforskammethed, at man skal betale 2 fr. pr. Linie for sin Forherligelse. "Ikke en Sous -- skriver jeg -- og jeg udbeder mig som en Gunst at mit Navn ikke maa komme i Archives historique. Deres altid Henr. Wergeland. SIDE: 363 TIL DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKAB Christiania, 11te Oktober 1844. Til Direktionen for det kongl. Videnskabernes Selskab. Idet jeg herved har den Ære at oversende "Læsebog for den norske Ungdom," 2de Dele, hvis Udvalg og Indledninger til de enkelte Afsnit tilhøre Undertegnede, samt Digtene "den engelske Lods" og "Jødinden", nærer jeg det Haab, at dette Udbytte af en Arbeidsomhed, som paa det nærmeste det halve Aar har maattet sysle tilsengs under en livsfarlig Sygdom, vil tjene til nogen Anbefaling for det ærbødige Andragende, der længe har lagt mig paahjerte, og som jeg drives af Ængstelsen forat Døden skulde forekomme Muligheden af mit Ønskes Opfyldelse til her at fremsætte. Jeg vover nemlig at andrage om det kongelige norske Viden- skabers Selskabs Understøttelse til at see det i mit 21de Aar udgivne voluminøse Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias" ud- givet i en Omarbeidelse, som jeg, i Haabet om at denne mine svage Kræfters Anvendelse ikke vil være spildt, allerede har ført et godt Stykke frem. Digtet lider af alle Ungdommens Brøst, af formløs Henriven og Mangel paa Tøilemagt; men man har fundet poetiske Egenskaber derved, som ikke bør henligge, som de nu gjøre det, i en Dynge af Formløsheder og Dunkelheder, men som bør, i en bedre Gestalt, redde for Literaturen dennes be- tydeligste Digt -- hvad det vil forblive, saa strengt jeg end be- handler det og reducerer det i Omfang. Dette formindsker Tryk- ningsomkostningerne, saa disse ikke maa kalkuleres efter den første Udgave, der desuden er særdeles ødselt trykt, nemlig med kun 30 Linier paa Siden. Selv vilde jeg desuden sørge for den største Sparsomhed ved Trykningen, hvortil jeg dog antager at 100 -- 150 Spd. muligens kunne medgaae; dog at forstaae saaledes, at jeg ikke endnu kan angive Summen vissere, end at Maximum ingenlunde vil overskride den sidste Sum. Da jeg vilde begynde Trykningen saa snart muligt, vilde jeg, naar jeg kom noget hen, bestemt kunne opgive Resten af hvad der behøvedes. Oplaget -- 500 Explr -- vilde blive Selskabets indtil Summen muligens blev dækket ved Afsætning, hvorhos jeg dog ærbødigst vilde ud- bede mig 50 Explr., mest bestemte til Gaver udenlands. SIDE: 364 Værket er ikke længer i Boghandelen; og, saadan som det er, siden man ligesaalidt kan lægge Aar til sin Alder som Alen til sin Høide, ønsker jeg det ogsaa ude af Literaturen. Og hertil er en Udgave, hvori blot det Gode er beholdt, det eneste Middel. Jeg ansøger Fædrenelandet om mit eneste Stipendium idet jeg anbefaler nærværende Andragende til den ærede Direktion for dets Videnskabers Selskab. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL NILS DAHL. Grotten, 11 Okt. 1844. Min Hjertens Tak, kjære Ven, for den sande Livsbalsam, Du sendte mig i dit inderlige og skjønne Digt. Det traf mig høist lidende, saa jeg ikke strax kunde takke Dig og byde Dig mit Venskab ukjølnet igjen, og siden har et Foretagende, jeg vil om- melde nedenfor, samt Udhalen fra Trykkeriet med "Jødinden," som jeg vilde sende Dig, udsat disse Linjer, der skrives under et stærkere Haab om at see Livet reddet, end jeg nogensinde under min lange Sygdom har havt. Virkelig synes jeg nu paa 4de Dag at spore en mærkelig Bedring, skjøndt jeg endnu neppe kan reise mig, naar jeg er paa Huk eller Knæ; men jeg har faaet Appetit, og den Kvælen for Brystet er betydelig lettet. Vi ville altsaa haabe; og isaafald at jeg bliver stærk nok til en Reise paa Vaarsiden, er min Plan at gjenvinde min Helse i Italien. Høstklimatet frygter jeg dog -- ikke Vinterens saameget, da frisk, elastisk Luft virker ligesaa forfriskende paa mig, som den fug- tige nedtrykkende. Det er ellers ved at holde min Aand i Vivacitet ved at give den noget at arbeide paa, at jeg -- mod Lægernes Anordning -- befinder mig bedst; og jeg har da ikke begyndt paa noget mindre end Augiasarbeidet at omarbeide Skabelsen etc. Det kommer til at lide store Reduktioner -- og sandelig de behøves. Titelen bliver sandsynlig blot "Mennesket." Jeg ansøger Vid. Selskab nu om Understøttelse til dets Udgivelse. Da jeg med det Samme, som Medlem, sender min Læsebog, 2 Dele, Jødinden og Lodsen, som tildels Udbytte af disse Sygemaaneder, haaber jeg at bevæge SIDE: 365 DHrr. til at give en Oxe, som tærsker saa flittig, det Knippe han ønsker. Dit Digt har vundet særdeles Bifald fra den æsthetiske Side her. Jeg deler dette med de mange Kompetente, hvis Yttringer jeg har hørt, men at jeg dog skatter højere den Venskabets Deel- tagelse, der har dikteret [det] , maa Du troe. Min Lykønskning til dit Thingvalg og det hjerteligste Levvel fra Din Henr. Wergeland. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 15 October 1844. Høistærede Herr Warburg. Jeg har i dette Øieblik Bud i Byen for at faa et ferskt Expl. af "Jødinden" til Dem, og haaber ikke at blive skuffet. Men hvad kan det nytte alt hvad man gjør, naar Skurke af Jøder nedrive Alt igjen ved at snige sig herind og drive Bedragerier og Handel med usædelige Ting -- de saakaldte Cordons -- under den oprørte Tilstand, hvori den større Borgermasses Opinion om Sagen befinder sig. De er vel underrettet af Morgenbladet om hvad der er hændt med Jøderne Philipson och Lopez (?) fra Gothenborg -- en Leon arriverede ogsaa paa deres Inkaldelse men absenterede sig paa de Førstnævntes Arrestationsdag. Jeg gider ikke gjentage det; men saameget er vist, at de 2 Personer have skadet Sagerne mere end noksaamange Brochurer vilde have gjordt. Det er ikke mere end Retfærdighed, om de ved Tilbagevenden til Gothenborg eller hvor der er Mosaisk Menig- hed, belægges med al den kirkelige og borgerlige Straf, denne kan udøve, og jeg nedkalder denne over deres Hoveder, idet jeg an- moder Dem om at anmelde deres skjændige, deres hele Nationen og den retfærdige Sag skadende Forhold for Vedkommende. [fotnotemerke] Fremdeles till Sengs Deres vänskabsfuld Henr. Wergeland. Fotnote: Blive de straffede af Synagogen, bør dette publiceres i Mor- genbladet. De svenske "Bud" ere komne. Tabt. SIDE: 366 TIL HEINRICH A. THAULOW Grotten 28 Oct. 44. Tak for dit venlige Brev, min kjære Fætter! Deri er ogsaa Medecin. Apothekets har jeg udtømt. Nogen Bedring med min Lungeforhærdelse paa Rygsiden siger Conradi han kan spore; men mit Bryst, mit Bryst! Der er Bronchioloqui som Blæse- bælgene paa Verket og en Sliimopkastelse, der ikke synes at ville tage Ende. I mange Maaneder holder ogsaa en profus Natte- sved ved, hvilken dog synes at være en Afsondringsproces af Sygdommen eller de syge Dele (høire Lunge) og ikke af Svæk- kelse. Mine Kræfter i de sidste 3 4 Dage ere dog ikke som for flere tilbage, saa jeg ikke tør fæste mit Haab ret fast. Og saa dette Klimat! denne Udsættelse for Forkjølelser! Kommer jeg paa Benene, da er mit Helsehaab et længere Ophold i Neapel eller Montpelliers Omegn. I Tanken om en saadan Reise finder jeg nogen Erstatning for dem over mine tabte Maaneder i Sommer og dem jeg endnu har tilbage paa Sygelejet. Jeg beskjeftiger mig med at omarbeide Skabelsen og Messias; men ofte anstrenger det mig, saa jeg lægger det hen. Imidlertid er jeg dog kommen længere frem end jeg tænkte da jeg be- gyndte. Ingen Anden kunde gjøre noget ved det Arbeide, og saaledes som det var udgaaet i min tidligere Ungdom kunde det ikke forblive. Nu skal der blive noget af det. Saaledes mangler jeg ikke Sysselsættelse for Aanden; men de skrøbelige Kræfter gjøre Arbeidet saa afbrudt. Det har imidlertid saaledes optaget mine faa disponible Øjeblikke, at jeg har forsømt at takke dig for dit Brev før nu. Dertil det hjerteligste Levvel til Dig og din Kone. Din Henr. Wergeland. TIL PEDER FAUCHALD Grotten 13 Nov. 44. At sende Jødinden til dig, gode Ven, er overflødigt; men da Du dog maaskee kunde have Moro af at læse den en Kvelstund, saa lægger jeg herved et til L. J. [ensen] bestemt Exemplar forat Du saa underhaanden kan læse det, sætte saa en Oblat paa og see SIDE: 367 at faae det over til Ringsager. Skjær det da peent op og lad Bogen ei faae Mærker! Den engelske Lods er derimod for Dig! Jødinden er bestemt til igjennem Følelsen at bane Sandheden Vei. Derfor forsøger jeg at bløde op hos ovennævnte haarde Stivnakke, som jeg tænkte og gjorde fast Regning paa som en Oplysningens Mand. Jeg ligger fremdeles; er kvik i Hovedet og frisk i Maven; men Brystet er ret daarligt. Idag er jeg ude i Mbldt og trommer imod Russerne -- egentlig mod noget endnu værre i den Cstnelle, nemlig et complet rævbælgersk Indförlifningsstykke af Munch Ræder, Gud veed hvor Mbldt har sine Øine, naar det lader saa- dant passere. Jeg for mit Vedkommende har da protesteret i kraftigste Maade. Ueland troer jeg er bleven gal. Sligt Projekt har man dog aldrig seet Magen til ): som han selv kalder det det er nyt i Ideen. Jeg gad see hvad Theis vil erklære, om han er af For- mandskaberne. Levvel! Hilsen til Familien fra venskabeligste Henr. Wergeland. TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania, 17 Nov. 1844. Kjære Ven! Modtag denne Erindring fra et 7 Maaneders Sygeleje. Jeg er i de sidste Dage saa svag, at jeg maaskee er død naar Du mod- tager dette. Jeg lider af Lungeforhærdelse, en lumsk og snigende Sygdom, og Klimatet er mig for haardt. Kommer jeg paa Be- nene saavidt, maa jeg ved nogle Maaneders Ophold i Neapel søge at vinde min knækkede Helse igjen. Under min Sygdom har dog altid mine Aandsevner været friske, og saaledes har jeg fra Sengen expederet ikke blot Lodsen (paabegyndt ifjor); men "Jødinden," som jeg desværre ikke kan sende Dig med. Min Svaghed nu kommer mig slemt an, da jeg netop imorgen lægger under Pressen Omarbeidelsen af mit Ungdomsvolum [?] "Skabelsen, Mennesket og Messias." Det var mig en Æressag at give dette Arbeide en ordentlig Form, og af det kgl. Viden- SIDE: 368 skabers Selskab i Throndhjem har jeg faaet 100 Spd. til dets Trykning. Men de forslaae ikke 2/3 engang. Maatte jeg blot fuldføre dette, saa er jeg færdig og bered, i hvad der skal skee. Lad mig høre fra Dig om hvorledes Du til Sjel og Legeme befinder Dig, om din Virksomhed -- kort Alt! Det hjerteligste Levvel fra din i Liv og Død trofaste Henr. Wergeland. Allerede efter disse Linjer er jeg træt. Dette sendes med Violonisten Georg Rostad fra Throndhjem, der anbefales til Jön- köpings musikelskende Publikum og til Dig. Han er et godsligt Menneske. TIL JONAS COLLETT Grotten 22 Novbr. 1844. Høivelbaarne Herr Statsraad Collet. Min hjerteligste Tak, høistærede Herr Statsraad, for den venlige og hædrende Interesse, De viser mig i min Sygdom. Den bestaaer i en Forhærdelse i den høire Lunge, saa jeg, da kun den venstre kan fungere, ligner en Dampbaad, der kun arbeider med eet Hjul. Jeg bæres oppe alene ved min Konstitutions Ressourcer; men skulde f. Ex. min hidtil gode Fordøjelse briste, medens den hidtil saa nogenlunde har holdt Tabet af Kræfter ved de stærke Sliimudtømmelser Stangen, saa ligger jeg under for disse. Ophøre disse paa naturlig Maade, og der endnu er det mindste af Kræfter tilbage, vil Livet seire. Men dette Klimat! dette Klimat! Jeg har et Barometer i mit Bryst. Med klar Luft er jeg kvik og dispo- neret, og da er Aandsarbeide mig -- imod Lægens Supposition og Ordre -- en Nødvendighed og Lettelse. Jeg fik min Knæk af de gamle Mure paa Agershuus. Man fyrede mig for svært i Ovnene her i de allersidste Dage i April, da vi havde stærkt Solskin, og jeg befalte, at man idetmindste skulde lade være at lægge i mit Værelse. Jeg kommer varm paa Kontoret, kaster Kjolen af og sætter mig til Pulten i Skjorte- ærmerne uden at tænke paa at der ikke var i Ovnen. Efter en Timestid betages jeg af en saadan Kuldegysen langs Ryggen, at SIDE: 369 jeg maatte gaae hjem, og siden 2den Mai ligger jeg nu her. Alt- saa min egen Skyld. Forhærdelsen i Lungen er secundær efter en Betændelse deri. Jeg beskriver Dem dette, høiærværdige Herr Collett, formedelst den Deeltagelse, De har viist mig, og som har bragt mig Lise. Lad mig bevidne Dem min Tak og den Høiagtelse, hvormed jeg i Liv og Død er Deres Høivelbaarenheds ærbødigst forbundne Henr. Wergeland. TIL DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKAB Christiania 22 Novbr 1844. Til Direktionen for det kgl. norske Videnskabers Selskab. Jeg har herved den Ære at aflægge min ærbødigste og for- bindtligste Taksigelse for den tilstaaede Understøttelse til Ud- givelsen af Digtet "Mennesket", og at underrette om at den ærede Direktions Betingelser skulle blive iagttagne. Jeg har ikke erholdt Forlægger, og har derfor saaledes kon- traheret med Bogtrykker Fabritius, at han faaer 14 1/2 Spd. for 500 Explr. tvespaltede Ark i Skilling-Magazin-Format. Beregnet til 10 saadanne Ark med over 2000 Linier pr. Ark, ville de blotte Trykningsomkostninger løbe op til 145 Spd.; men dette er dog den billigste Udvei. At dømme af det første trykte Ark vil Vær- ket dog blive af et saadant Udvortes, at Bemærkningen paa Titel- bladet, at det er udgivet ved det kongelige Selskabs Understøt- telse, ikke skal geraade dette til Skam. Min Helbreds vaklende Forfatning, -- kun stø i at jeg maa holde Sengen, -- gjør at jeg paaskynder Trykningen i den Grad, at jeg haaber ved Nytaars- tider allerede at kunne oversende den ærede Direktion de for- langte Exemplarer. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 370 TIL HENRIETTE HOLMBOE Grotten pr. Christiania, 30 Nov. 1844. Min kjære Veninde! Saa maa De tillade at jeg kalder Dem, efter Deres saa venligt deeltagende Brev. Det har bragt mig Balsam idag, der har været en af mine haardeste Dage. Hjertelig Tak for disse Linjer, som jeg ogsaa vil give min op- rigtige Ven, Deres Holmboe, Deel i! Jeg kjender nok hans stærke Følelser, og tager jeg ikke feil skylder jeg ham i Ad- skillelsensaarene flere Venne-Sværdslag i Stiftstidenden. Ud- bruddet af hans Følelser i Jødesagen er det vel ogsaa, som nu har proscriberet ham fra Storthingsbænken. Den skrækkelige November gaaer ud idag. Det er min 7de fulde Sygemaaned, og det tilsengs. Jeg tænkte at den skulde rive mig væk; men den har dog kun holdt mig under idelige Bryst-Forkjølelser, der for min egentlige Sygdom -- en For- hærdelse i Lungen -- alle ere yderst farlige. Min Sygdom fik jeg ved den Uforsigtighed paa Arkivkontoret, at jeg glemte, at jeg havde forbudt at lægge mere i Ovnen -- den sidste Dag i April eller 1ste i Mai -- kom svedig derop, kastede Frakken af og sad saaledes i en tynd Shirtingsskjorte i det kolde, af 3 Alens Mure omgivne Fæstningsværelse, indtil jeg blev betaget af en saadan Gysen langs Ryggen, at den jog mig hjem. Jeg blev da behandlet for en Strubebetændelse -- thi det slog sig til en desperat Hoste -- indtil den 17de Mai. Den Dags Pro- cession maatte jeg see; fik ogsaa Lov til, vel emballeret, at kjøre ned i Overlærer Møllers nye Gaard. Jeg var nu ved Kjørselen ganske udpustet, saa jeg ikke følte til den Trangbrystethed, der ellers ledsagede enhver liden Anstrengelse; og da jeg nu befinder mig nedenfor den særdeles steile og lange Trap i Huset, glemmer jeg, at jeg er syg og at jeg er indpakket i baade Kappe, Mack- intosh etc. etc. og gjør som jeg plejede for at faae hurtig Ende paa den afskyelige Trap, ): jeg tog den i en to tre Sprang. Kommen ind til Møller maa jeg da op i en Sofa, og Klæderne rives af mig til jeg fik Veir igjen. Jeg saa da Processionen, kighostende og slubbrende i eet Væk i noget Drikke -- den fremkaldte mine Taarer. Jeg følte jeg havde faaet en Knæk; og næste Dag deklareredes Lungebetændelsen, hvis Følger jeg SIDE: 371 da endnu lider af. Alene min Konstitutions Ressourcer holde mig oppe; men det gjælder hvorlænge dette kan vare. Kan der holdes Liv i mig indtil Forhærdelsen har givet efter, saa vil jeg i Neapels Klimat søge ganske at gjenvinde min Helse. Mit Haab er svagt; men skeer det, da vil jeg ogsaa haabe at jeg skal gjensee Dem og Holmboe og lade Dem læse i mit Aasyn hvor kjære I begge ere blevne mig efter det Vidnesbyrd om Deeltagelse, som jeg har modtaget. I vare det fra den Stund, jeg lærte Eder at kjende; I skulle blive det i Liv og Død. Jeg vil ellers gjerne leve. Jeg elsker Naturen formeget og veed at more mig paa for simple Maader -- ja endog blot inden mig selv -- til at jeg ikke skulde ville dette. Men saa naragtig og gudløs er jeg ikke, at jeg ikke ogsaa skulde tage Døden som en god Gave. Nu kunde jeg ellers leve i Fred og Ro med alle Mennesker, og man vilde ikke forbittre mig Resten af Livet -- den jeg ret troede at kunne regne til en høj Alder. Jeg har ikke kjedet mig en Time under al den Liggen. Min Aand har været disponeret, saa jeg -- rigtignok stik imod Læ- gernes Ordres -- har arbeidet ganske artig. Har jeg været uden saadan Beskjæftigelse, er jeg strax bleven døsig. Man kjender bedst sin egen Natur; og sandelig min Sygdoms Langvarighed og den umaadelige Ødslen med Medecin har ikke forhøjet min Agtelse for DHrr. Læger. Men fortæl nu blot Holmboe, at jeg under min Sygdom har expederet min Læsebogs 2den Deel med Indledninger, Udvalg og Korrektur, skrevet de 9/10 af Lodsen, hele Jødinden paa mindre end en Maaned, og at jeg snart er færdig med Omarbeidelsen af Skabelsen, der kort før Juul skal vise sig dersom Bogtrykkeren holder Ord. Jeg er forbauset over at jeg paa en saadan Smertesdag har kunnet skrive saa langt et Brev; men strax maatte jeg svare, da Deres Brev altid løb mig i Hovedet og jog mig Koncepterne til hin Omarbeidelse ud -- og den er ikke grei -- ; men jeg tør parere paa der er en Veirforandring ude til det Klarere. Da er jeg strax kvikkere i Nervesystemet, om Brystet bliver lige slet. -- Men nu Levvel! det hjerteligste Levvel til Eder Begge! Et Hjertes Tak -- en Aands Velsignelse! Henr. Wergeland. SIDE: 372 TIL KONGEN Grotten ved Christiania, 16de Decbr. 1844. Henrik Arnold Wergeland, Bureauchef ved Rigsarki- vet, ansøger underdanigst om at erholde Bevilling til at bisættes i muret Grav paa egen Grund, samt om at Tilladelsen dertil maa vorde udstrakt til hans Hu- stru saafremt hun senere saadant maatte ønske. Saalænge jeg har besiddet mit af mig opførte lille Landsted "Grotten" ved Chri- stiania, har det været mit Ønske, at den Naturejendommelighed, der har givet Ste- det Navn, nemlig en Fjeldkløft, der løber op imod det høitliggende Huus og ender under dette i en Grotte, kunde blive be- nyttet af mig og Huustro til sidste Hvile- sted. Og nu, da jeg efter Maaneders Hen- liggen paa Sygelejet, ikke har stort Livshaab, beskjeftiger dette Ønske ideligen mit Sind. Drevet heraf, og da jeg har erfaret, at der fra Sundhedspolitiets Side er intet at sige, vover jeg da nærværende underdanigste Ansøgning om, at det naadigst maatte vorde mig, saalænge jeg er Ejer af bemeldte Sted, tilladt at bisættes i ovenbeskrevne Grotte, samt om at dette ogsaa maatte gjælde min Hustru, om hun saadant senere maatte ønske. Denne Bisættelse skulde bestaae i at Kisten indsættes i et i Grotten fritstaaende Muurvæk, der overalt skal have mindst en halv Alens Tykkelse og cementeres over det Hele. Graven bliver altsaa hermetisk tilsluttet, men vilde gjennem den, idet- mindste fra Vaaren af, aabne Grotteport ligge frit tilskue med den religiøse Dekoration, den maatte erholde. Selve Grotten har den ikke ubetydelige Høide af 8 -- 9 Alen, og ovenpaa den er atter en Kjelder. I Tilfælde af, at det ovenoverstaaende Vaa- ningshuus skulde ved Ildebrand eller af anden Aarsag komme bort, vilde Graven eller Mausoleet -- om dette Navn ikke er for prægtigt for noget saa simpelt paatænkt -- befinde sig i den aabne Fjeldkløft, hvor jeg selv har plantet hver Busk, og hvor den vilde være en Forskjønnelse af Naturen paa dette af Spad- serende meget besøgte Sted. Men om Deres Majestæt, naar Sagen er uskadelig for Andre og vil tjene en Dødssyg til Beroligelse, skulde naadigst indvilge denne underdanigste Ansøgning, nøde mine Kaar og Udsigter for den Efterladte mig til at forbinde hermed et lige underdanigst Andragende om, at jeg naadigst enten maatte fritages for Gebyr, SIDE: 373 eller at jeg maatte tilstaaes at erlægge kun almindeligt Bevillings- gebyr med 10 Spd., saaledes, at Kgl. Resolution af 19 Novbr. 1824, der fastsætter 40 Spd. for Bevilling til at oprette "private eller Familiebegravelser", hvorved ogsaa et ubestemt Antal Personer erholde en Særret, ikke gjøres anvendelig paa dette specielle, sandsynligst kun til min egen Person indskrænkede, Tilfælde. Underdanigst Henrik Wergeland. TIL CHRISTIAN TØNSBERG 8 Jan. 45. Gode Ven! Forretningsmænd ere ordknappe og desuden har jeg havt meer Arbeide idag end jeg har havt godt af. Altsaa 1) Priserne hos den Bogbinder paa middels stivt heftet (Jeg maa knibe; maaskee Du koster elegante Bind paa?) ønskes meddelte. 2) NB. Grottens Salg maa ikke glemmes. (Priis 2800 -- 3000) Taxt paa Huset 2380. Faste Penge 1800 Spd. 50 Spd. til Mad. Jacobsen aarlig. Dette er Hovedopgaverne. -- 3) Linstow vil gjerne bytte Stykker, da Øststykket har Affec- tion for ham. Hans Fjeldstykke synes mig interessantere at have, da Tind er den Egn alle Reisende besøger. Kom herop er bedst. Venskabeligst Henr. Wergeland. TIL CARL TH. DAHL Grotten 26 Jan. 1845. S. T. Hr. Auditør Dahl! Det skal skee som De vil med den specielle Erklæring; dog ønskede jeg to Ord fra Fleischer blot, siden jeg ikke personlig kan faae tale med ham. Hvem kan være gladere end jeg ved at finde, at der ikke gaves Een paa Rigsforsamlingen af For- rædersind? Jeg troer ogsaa at Constitutionshistorien siger dette udtrykkelig. Aarsagen, hvorfor jeg ikke vil have De skal tale til D. er, at SIDE: 374 jeg vil fremsætte Ønsket om at han vilde fortsætte; men da han intet forstaaeligt Svar gav, saa kan ingen 3die Mand tale til ham om den Sag, uden at han vil troe, at jeg har tillagt hans virkelig blot i et Slags "Hm! hm!" bestaaende Svar nogen Bestemthed. For Deres Artighed med Bogen min forbindtligste Tak! Venskabeligst Henr. Wergeland. TIL CARL TH. DAHL Grotten 30 Januar 1845. I næste Hefte af min Konstitutionshistorie, der først slutter Rigsforsamlingens Historie, saaledes at Plads til Anmærkninger i Anledning af Hvilketsomhelst i det Foregaaende staaer aaben, vil blive indtaget en Anmærkning omtrent saalydende angaaende det om Repræsentanten Kancelliraad Dahl omnævnte Rygte. (Se 3die Hefte). "At denne Mening om denne enkelte Repræsentant ikke var andet end et af Partihadet eller maaskee af en enkelt personlig Fiende fremkaldt Rygte, er uomtvivleligt. Aall forkaster det og- saa. Den Plet er Rigsforsamlingen og Nationen fri for, men ikke for at have fegtet med Bagvaskelser mod de Mænd, som enten aabent vedkjendte sig at være Foreningsvenner eller mistænktes for at være det. Til de Sidste hørte Kancelliraad Dahl." Henr. Wergeland. TIL DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKAB Christiania 30 Januar 1845. Til Direktionen for Videnskabernes Selskab i Throndhjem. Med gjentagen Tak for den tilstaaede Understøttelse har jeg herved den Ære at oversende det forlangte, saa ringe, Vederlag af 5 Explr af Poemet "Mennesket". Maatte den ærede Direktion ikke finde de 100 Spd. for dyre for hvad herved er erhvervet Literaturen. Min Helbredstilstand nødte mig til at skynde mig, saa Arbeidet fra min Haand neppe SIDE: 375 endte da Klokken ringede Julen ind -- Sidste Afsnit i Digtet vil vise hvorfor jeg fandt noget i den Omstændighed -- og i 2 Maa- neder blev Bogtrykkeren færdig. Da jeg maatte vente selv at blive bebyrdet med Forlaget, maatte jeg renoncere paa det Ni- tide. Først da Bogen var færdig, indfandt den Feilbergske Bog- handling sig med det usle Tilbud af 100 Spd. og de overskydende 50 Spd. til Bogtrykkeren for Oplaget paa 500 Explr; og saavel Direktionens liberale Vink om at søge Honorar istedetfor at til- bagebetale, -- hvilket jeg ved Honoraret burde have været sat bedre istand til -- samt min Sygdom lod mig imodtage dette. 18 Explr gaae til Udlandet som Present. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 31 Januar 45. Kjæreste Fader! Tak for din expedite kjærlige Opmærksomhed for mit Ønske. Jeg spiste ogsaa strax midt paa Formiddagen en heel Siik røger saa Resten. Jeg overvældes af Beviser paa mine Landsmænds Hengivenhed. Storthingsmændene besøge mig (En, Bødtker fra Skeen, styr- tede til og kyssede min Haand uden Affectation, men med Taarer i Øinene). Jeg veed ikke om jeg har sendt dig den gjennem Morgenbladets Red. sendte Indbydelse fra Inspektøren paa Tor- ungen Fyr om at tage mig i Gratis-Logis, om Søluften var god for mig. Men kjærest af Alt er mig hosfølgende Brev fra en Vægter, som jeg har hjulpet i mange Aar. Udplyndret af en Lensmand Juel kom han med en stor Børneflok herind fra Hal- lingdalen, og kom til mig. Jeg fik ham da i et Aars Tid eller 2 som Huusmand hos G. Henriksen, og da Pladsen droges ind, fik jeg ham til Vægter og et af Børnene paa Eugeniastiftelsen. Jeg fik ham og ansat ved det katholske Kapel, hvor han møder frem i Mondur. Det er en sand from Mand. Honoraret for Lodsen er 50 Spd med Pant i Oplaget. Mons har ikke faaet Pakken til Egger afsted, da Benoit ikke reiste. Jeg sender "Msket" til Bibl. royale, men vil forsøge at faae det gjennem Consulen. Det SIDE: 376 er passende, da vort Universitet har mange Gaver fra den franske Regjering; og enhver Normand bør derfor føle Taknemlighed. Mine Pengesager skal jeg styre som en klog Mand. Sundt har faaet Planerne, men at prakke dem paa Afzelius ellers vil det være let at komme derfra over til Neapel. Den Plan er god. Men jeg har endnu en Plan som er bedre: Døden kan tage mig død udaf Huset; men den skal ikke sætte mig halv levende paa den nøgne Bakke den 14 April. Den Dag -- det var mere gjort med mit nærværende Huus -- flytter jeg ind i min Huusmands- hytte. Vær ikke bange! Mine Kapitaler angribes ikke. Til hele Vaaningen bruges kun Kongens Gratiale ): 300 Spd. og 200 til Jord. Det er Økonomi istedetfor at leje Logis enten paa Rigs- hospitalet eller andetsteds, og jeg maa boe for mig selv for alle mine Grejers Skyld, og døer jeg, skal min Enke boe for en Snees Daler om Aaret og det bekvemt. For 2 Værelser Pigekammer og Kjøkken hos Værter, der grine om jeg slaaer en Spiger i Væg- gen eller røger en Pibe Tobak paa Vandhuset, koster mindst 100 Spd. og det afsides. Nei, jeg vil leve à mon aise, skal jeg leve ): mellem Heste, Grise, Kaniner og Souvbukke samt Fjerkre. Derfor -- ça ira! Det er mit Valgsprog som Poet og Mske. Den 14 April flytter jeg ind -- -- -- NB. hvis der er fuldkommen tørt Materiale at faae. Ellers lader jeg bygge mens jeg er borte, og er jeg saa fornøjet, skal Bygmesteren -- naar Hytten er prøvet -- sandelig Juleaften faae min Sølvpokal med 1 Dukat for hvert Værelse. Stol paa det -- ! bygger jeg bygger jeg klogt, saa Vær- dien er sikkret, og jeg har Linstouv ved min Side. Stedet, jeg har tænkt mig, er tæt ved Pilestrædvejen paralel med Scheels Sted, godt i Ly, varmt som en Potte, for en Svagling siger Lægen jeg bliver. Før jeg gjør noget Skridt skal ogsaa Conradi divinere mig. SIDE: 377 Idag er jeg modig som en Løve, skjøndt Brystet er saart efter megen Hoste. Det kommer maaskee af at jeg sov noget bedre i Nat: Saa langt var jeg kommen da Oberste Vosgraff indtreen og gjorde Ende paa Byggeplanen. Jorden blev for dyr. Jeg faaer altsaa i sin Tid leje Rum for mine Møbler og see til hvor der kan blive af Kone og mig. Levvel, kjæreste Fader! Paa Tirsdag mere. Da kommer ogsaa Portrætet op igjen. Henrik. P. S. Tak for Komplimenten i Epigrammet! Jeg er i Forlegen- hed dermed. Lørdag Morgen. [1. febr.] Saa slem en Nat som inat har jeg aldrig havt. Jeg maatte idetmindste hoste engang hvert Minut fra 9 1/2 til 1 1/2, da jeg om- sider maatte lade Pigen vække. En Ølost skaffede mig da Søvn. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten Tird Midd. 4 Feb. 45. Kjæreste Fader! I dette Øjeblik forlod Statsminister D. mig efter et langt Be- søg, hvorunder han overrakte mig fra Enkedronningen for Kon- gens Mindekrands og navnlig for "Kongen lider", som Due havde oversat, en Brystnaal bestaaende af smaa Diamanter i Arabesker om en Viintopas. Naalen er af Guld og i Kapsel. [fotnotemerke] Item Budskab fra Kongen selv, at han vilde sende mig en Guld- medalje; men der var endnu noget Arbeide dermed. Item fra ham selv et af Carl Johans Lommetørklæder brugt af ham i hans Sygdom. Det er af Traadkammerdug med C. J. i et Hjørne. Døer jeg vil have det i Haanden. Men jeg troer jeg faaer min Livstraad spundet altsom noget beskjæftiger min Sjel. Det er nu denne Byggeplan, der skal ud- føres om jeg bliver frisk, fordi den er den bedst beregnede af Fotnote: Juvelerer Øiseth har taxeret Stenene for 50 Spd. Brink lige- ledes med Tillæg, at Arbeidets Skjønhed hæver Værdien til 70 -- 75 Spd. SIDE: 378 Verden. Men jeg har en Bøn -- en Herodias-Bøn -- om nogle Ting, som ville behøves, om Tingen realiseres, og som ellers og- saa ikke ere borte. Sagen er den: i det store Kjøkken skal et langt massivt Bord med Bænker have Plads, hvor jeg og min Husfreya hver Høitidsaften ville spise med Pigen og Gutten, og hvor vi ellers ofte om Sommeren, naar Birkeløv sættes i Krogene og nu er min Anmodning at Jacob maa faa tage Livet af en af de sværeste Bjerker paa Præste- gaarden netop nu før Sevjen skyder op -- og det skeer snart -- og deraf gjøre først en god Kubbestol af det Tykkeste, en do. af det derpaa følgende, en Kjødhuggestabbe af en derpaa føl- gende Stub (den staaer perpendikulær) og endelig en 2 1/2 Alens Vedstabbe (ligger ned) af en Stub af Resten. Alt, Stolene ogsaa, med Barken paa. Jo særere formet og massivere jo bedre! Denne forhaabede Sendelse anbetroes Stolen Nr 1 og den lille Stab til en Kjører, Stolen Nr 2 og den lange Stab til en do. der er ifølge med hinanden, hvorfor hver skal erholde 30 Sk. Musæus sagde, at Rigdom af Materier havde hidtil gjort, at der ikke var lagt Haand paa B. Jeg lærte ham, at han skulde gjennemlæse Materialierne og derpaa skrive af Hovedet. Guldberg havde dog ikke søgt ham her og talt med ham. Jeg gav ham en af Planerne og han fik een til. De andre skal jeg nok ogsaa blive af med. Sundt (faaet Plan) er Stud. theol. her, overmaade anseet og flink. Saa slem en Nat som mellem Søndag og Mandag har jeg al- drig havt. Og Lægen havde udrustet mig mod Hosten med nogle Draaber. De forværrede den, og jeg slog Resten i Potten. Ølost kom; Hosten gik; -- men Søvn ikke. Idag fortæller Lægen at der var meget Opium i og at den hos Enkelte sender Incita- tion forud for Slapheden. Men slige Experimenter vil jeg ikke vide af. Flere Recepter skrives ikke for mig. Igaar ordinerede jeg mig da selv en Kop varm Hylde- og Kamillethe i det Øje- blik jeg vilde sove. Følgen inat var upaaklagelig Søvn og mild Hoste. Jeg holder mig herefter til disse simple Midler og min, som Lægen idag kaldte den "gigantiske" Konstitution. Mit Spørgs- maal om Udsigten var bedre til Liv end til Død, vilde han ikke besvare før han havde talt med Conradi. SIDE: 379 Min Ansøgning om privat Begravelse er bevilget med nedsat Gebyhr fra 40 Spd til 10. Jeg løser naturligviis en Bevilling før den behøves. Kirkedept. skal have vredet sig noget gudsjammer- ligt i sin Indstilling for dog at faa Gebyhret op til 40. Præmisserne om Bevilgelsen skulle være saaledes skruede, at de synes Læse- ren at være imod -- indtil endelig den aftvungne Konklusion kommer, at den dog maa finde Sted. Jeg faaer 2 Spiltoug vil jeg haabe, om jeg bygger, Remisse, Kammer som en Potte (just ikke Kammerpotte) og lad mig saa faae see dig engang sidde i Kubbestolen over en Ret Torsk! Foran staaer en Tinkande, hvori jeg vil sætte en Sølvspecie med C. Johans Portræt forgyldt, ligesom hos Bønderne. Men bed Kaasen kjøbe mig paa Auktion en smuk Træølkande. Det kjærligste Levvel Henrik. TIL WILHELM LASSEN 8de Febr. 1845. Hr. Cand. jur. Albert Lassen. Tak for igaar! Følgen var 14 Vers til O og en søvnløs Nat. Men ellers er jeg ogsaa brav idag. -- Hermed Archivarvisen samt nogle andre Sager, jeg, ved at søge efter dem, fandt. Sag- visen gad jeg høre. Deres Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Grotten 10 Febr 1845. Kjære Fader! Mine Vers til Kongen gjøre furore. Min rolige Læge kyssede mig paa Panden og fortalte at et Selskab (af instruerede Folk, Præsten Lange fra Drammen men standsede efter 2 Timer da jeg fandt Sluten brav og ikke turde forcere mig. Da jeg har glemt Netto af Vedøes Debet, sendes hoslagte Brev, hvis Begyndelse upaatvivlig maatte bringe mig til at dreje hans Paryk omkring. Slige Folk maa tages med simple Regninger ind- lagte i tørre Skrivelser. Sic: N. N. debet -- osv. Siig mig ved Leilighed, bekoster Du eller [ -- -- ] Gjør Du det, da er det at sye ham ufortjente Puder under Armene. Han har ingen Nød om han saa sad paa et Skjær. De kjærligste Hilsener Henr. Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Tird. Formid. 11 Feb. 45. Kjære Fader! Naade paa Naade! Idag indfandt Kammerherre Oberstl. Sørens- sen sig fra Kongen og Dronningen med Forespørgsel om mit Be- findende, hvorhos han havde at takke fra dem begge for Poesien SIDE: 381 i Morgenbladet, der havde "henrykket og glædet dem Begge over- ordentlig ligesom de takkede for alt hvad jeg havde skrevet om den sal. Konge, hvilket de alt med Beundring og Rørelse havde læst." Det var ganske overordentlig hvorledes han, som han udtrykkelig sagde, havde Ordre at udtale sig om det Behag det Digt havde vundet, hvorhos han lagde sin egen Tak til. Jeg bad ham naturligviis takke begge MM. for denne over- raskende Ære og for den kraftige Medecin som deri var sendt mig, hvorhos jeg maatte finde mig smigret ved at det ikke blot var min Konges og Dronnings, men smagfulde Menneskers Dom, der her kronede mit Digt. Hvad min Helse angik, da var det min Bjerkebeinerkonstitution, som havde at kjæmpe med en lumsk og dræbende Sygdom, nemlig Forhærdelse i Lungen, der havde en farlig Allieret i Klimatet, saa jeg havde besluttet at rømme Marken ved at reise til det Sydlige med Hs Mts Tilla- delse men denne svære Kulde knuger mit Bryst. Endnu er jeg ikke kommen videre med Bygningsplanen; men dersom jeg faaer den Bjerk, saa maa derfor ikke Kubbestolene opsættes -- NB. med fuld Bark og Næver paa. Til de øvrige gode Ting af Resten ønskedes ogsaa et Par Bleier, da jeg bruger Stokkeved. -- De Bagateller kunne ogsaa være det Samme. Dronningens Skriftefader Ridder det gaaer glat efter alle Mærker. N. Dahl skriver mig til igaar, at det er udlagt, og maaskee ikke engang bliver sendt til Committeen. Denne er ellers slet sammensat for mig, nemlig mest af Folk, der lidet kjende til mig. Tak for det tilsendte! Det med Fløden var et løst Indfald. Imidlertid skal jeg nu gjøre et kosteligt Maaltid med en Kjex til Fløde. Min nye Bolig -- hvis Bygning kan sees fra mine Vin- duer meget godt -- er i Livs- eller Dødstilfælde det Klogeste, jeg har gjort. Grund og alt koster 650 Spd. Herfor faaes flere Bekvemmeligheder end i Byen for det 3 -- 4 dobbelte af Renterne af denne contant udlagte Kapital. Jeg har været saa heldig -- og uden det var det udsat -- af faae tørre Materialier til Alt. Netop fordi jeg ikke i et privat Logis kan faae opspigre alle mine Skramlerier og trække mine Dyr med mig, maa jeg have noget for mig selv. Det er i Kjøkkenet ved det lange Bord Kubbestolene skulle have Plads. Ovenover et svært Rensdyrgevirer, paa Siden Lange- leken og Ølkruset med CJohansdaleren forgyldt paa. Mine Kræfter ere gode; men Brystet er tungt. Blot mildere Veir. Idag skal jeg for Doktorens Regning males af Olsen. Lie har SIDE: 383 en Samling af alle sine Venner, og han siger, han desuden vil have et paalideligt for en Udgave af mine Arbeider. De kjærligste Hilsener fra Henrik. P. S. Bjerkene ere faldne som Vidner om din Kjærlighed. Jeg selv elsker intet i Naturen saameget som gamle Træer. Jeg spekulerede paa et lidet Sted bare for et eneste Træes Skyld, som stod der, og havde alt en Ode i Hovedet, der begyndte med en Omfavnelse af Træet og endte med at jeg liberede og rent ud erklærede det for en Gud. -- P. S. Wexels har sendt mig Indlagte; men faaet passende Svar. Tak for Godhed naturligviis -- Remiss af hans Bønnebog en "Middelalderens Gjenganger", med den Bemærkning, at jeg troede at finde mere Kraft i eet af de Blik, hvormed jeg om Aftenen med Smerte drejede mig om forat lede efter en Stjerne. Til Ligfølge foretrak jeg en ærlig Hedning og en trofast Hund for de Christne, der, fordi de vare Christne, ikke troede at kunne følge mig. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Grotten 19 Februar 1845. Til Kirkedepartementet! Underhaanden har jeg faaet den kongl. Resolution af 13de d. angaaende Ret til privat Begravelse at see; og da den indeholder 1. at en enkelt af nærværende Ejers Panthavere skulde ved sit enkelte Veto kunne berøve mig den Naade, som Hs. Maje- stæt ellers tilstaaer mig, og 2. at den nærværende Ejer og de kommende Ejere skulle vedligeholde Graven -- saa er det min Agt uopholdelig at indgaae til Hs. Majestæt med Andragende om at begge disse Punkter kunne gaae ud. Imidlertid udbedes ærbødigst, før jeg bekvemmer mig til at forelægge Enken Mad. Jacobsen f. Ex. den kongelige Resolution paa en Maade til hendes gunstige Bekræftelse, at det kongelige Kirkedepartement vil opgive mig om en saadan Betingelse støtter sig til noget bestemt Lovsted. Ligeledes udbedes ærbødigst opgivet, om Departementet ikke SIDE: 384 vil tage som god Garanti min Enkes, Frænders og Venners An- tegning for at Graven skal blive vedligeholdt. Efter de mange Deeltagelsesbeviser, der ere mig ydede i min Sygdom, og efter min Plads i Folket, kan Kirkedepartementet ganske sikkert an- tage, at dette ikke vil tillade nogen Skandal med mit Minde. Det opføres for mange Aar; men skulde det forfalde for grovt -- nu vel, Kirkedepartementet opgive hvor meget jeg i Fattig- kassen bør deponere forat 2 Vægtere da kunne bære Beenraden bort! En frænologisk Datids Medeciner giver maaskee ogsaa for Craniet hvad Bortflytningen og Nedstikningen i en Kirkegaard af Resten kunde koste. . Jeg troer, at Departementet ganske kan undlade al Omsorg for Vedligeholdelsen af mit Gravminde. Men Gud bevare mig forat den skulde være paalagt de Ejere, som kunne komme til at besidde Landstedet Grotten! Da kunde det være uvist, naar En af disse kunde sige til Familie og Publicum, at den Sag ved- kom alene ham. Tillige udbedes udlaant Kirkedepartementets Indstilling i denne Sag. Jeg kjender de foregaaende, og maa derfor antage i denne Grunde fremsatte for de her paaankede Betingelser. Maaskee jeg deraf kan hente alle her i denne Skrivelse ønskede Oplys- ninger betræffende den Adgang Panthaverne skulde tilstedes; maaskee dens Gehalt ogsaa kunde bevæge mig til at lade det Hele fare. Da min Helbred, der intet Øjeblik sikkrer mig for Døden, nøder mig til at ile med Ansøgningen, udbedes et snart Svar, ligesom Udlaanet af Indstillingen ikke skulde vare mange Timer. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL CARL F. RIDDERSTAD Christiania 21 Febr. 1845. Kjære, ædle Ven! Dine Sendelser og din venlige Skrivelse er i mine Hænder siden faa Dage, og denne virkede som en herlig Medecin. Jeg ligger endnu tilsengs -- nu 10 Maaneder! Alene min mærk- værdigt stærke Konstitution holder den ellers hurtigt dødelige Sygdom saalænge Stangen. Det er Lungeforhærdelse; den har SIDE: 385 skrækkelig afmagret mig; men Hovedet er i Orden, Maven lige- ledes og Ansigtet friskt. Jeg kan endnu ligge længe saadan med uvist Udfald. Nu er Klimatet frygteligt for mig med dets 27° Kulde; men bliver det mildt og jeg kommer noget til Kræfter, reiser jeg sidst i April over Bordeaux til Montpellier forat kunne seile hele Vejen, og derfra til Nizza. Men hvor gjerne jeg nu vilde leve. De mest rørende Beviser paa Deeltagelse fra det hele Land have overstrømmet mig. Til- bud fra Folk ved Søen om frit Ophold hos Dem, en Langelek (Huldras Instrument) fra en Bonde høit oppe i Valders, Breve, Delikatesser, Blomster, Frugter, Forlig med alle mine gamle Venner (ogsaa med Daa, der angreb mig saa i Granskeren for det Gra- tiale, jeg havde af C. J. "som Redaktør af Bladet for Arbeids- klassen" -- sic in terminis). Anerkjendelse som Digter og som Pa- triot, der aldrig har veget fra sin Vei -- hvilket Storthingsmæn- denes Besøg viser mig. Paa samme Tid modtager jeg en prægtig Brillant fra Enkedronningen og en Kammerherre fra Kongen og Dronningen med Spørgsmaal efter min Helse og store Kompli- menter for en Hilsen til Oscar i Morgenbladet. Jeg vilde altsaa kunne see et behageligere Livsafsnit imøde nu, end det tilbage- lagte, om Gud maatte tilstede mig Livet. Men, som sagt, jeg svæver mellem det og Døden. Dine poetiske, kun altfor smigrende, Udgydelser af Venne- hjertet ere mig dog det dyrebareste. Jeg har sendt det ene Aftryk til min Fader, som jeg veed de ville glæde særdeles. Og hvor Tabet af din Hustru gaaer mig tilhjerte! Ingen behøver huus- ligt Hygge mere end en Mand, der som Du er en Kjæmper, saa redelig og utræffelig, for Tidens og Menneskehedens Krav. Men gid Du nu kunde have Leilighed til en Ro offret alene Musen, og da den alvorlige og høje! Der gaaer enorme Kræfter bort fra Publicisten, naar han ogsaa er noget højere. Jeg har erfaret og følt det. Du gjør det ogsaa, det er jeg vis paa. Lever jeg og kommer helbredet, om ikke meer end 1/4 af min forrige Helse, tilbage -- da sikkert vi sees! En Vinter ager jeg med egen Hest i smaa Dagsreiser ind i Sverige, og da -- ! Men skal jeg bort, længere bort -- da, Ven, tag det varmeste, det til Døden trofasteste Venskabs Levvel! Din Henr. Wergeland. SIDE: 386 P. S. Under mit nu solgte Landsted (i hvis Sted jeg alt lader bygge en liden Huusmandsstue) er en Fjeldgrotte, hvori jeg har faaet kongl. Tilladelse til at have min egen Grav af Muur. P. S. Tak for dine Skrifter. Jeg deler din Mening om at der intet Fremmed bør være i de respektive Nationers Flag. NB. Læs sidste Afsnit (Profetierne). TIL DITLEV LINSTOW 21/2 [1845] . Jeg flagger imorgen i Anledning af Kongens Besøg paa Slottet; og det har Skik. Voici! ): øverst hvid Gjøs med rødt Flag samt fransk Flag (det re- publikanske, hvorunder C. J. blev stor). Udaf Loftet stort nyt Flag. Paa Husets Sider gl. norske Flag. Men hvad Tid kommer han? Jeg ønsker denne Lap tilbage forat give min Fader en Ide. Deres Henr. Wgd. TIL MICHAEL S. WARBURG Christiania 23 Februar 1845. Jeg lever endnu, som De seer, højstærede Hr. Ven. Min Kon- stitution forbauser alle Læger. Men mit Haab er svagt som -- SIDE: 387 mit Bryst. Jeg fremlægger for Thinget paa dets Læsesal Alt hvad der kan gavne Sagen, og mellem de nye Representanter er der flere Venner af Sagen, end jeg haabede. Kun dette; jeg er idag for svag efter en Overlæsselse med Skriveri paa Sengen, da jeg har et personligt Andragende for Thinget om Eftergivelse af en Gjæld til Staten (Procesudgifter mod en Blodigel paa min Hjembygd Eidsvolds Almue). Indlagte bedes sat en Oblat paa og besørget. Det er aabent forat De kan se Anledningen. Men jeg har en Kommission: I en af Gø- theborgs Boglader er at faae "Parleur i 8 Sprog." Vil De skaffe mig den? Den koster nogle og 30 Skilling og Pakkepost gaar nu. Deres hengivne Henrik Wergeland. SIDE: 420 TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum Mand. 26 Mai 45. Kjære Fader! Da muligens dette kan naae dig før eller paa Reisen og da vil glæde dig, saa viid, at i dette Øjeblik modtog jeg Medaljen "Memoriæ pignus" med et Brev du skal faae læse fra Due. Den er af Guld, ikke liden med hine Ord i en Laur- krands paa Reversen; paa A -- Kong Oscars Portræt med sæd- vanlig Titulatur. Om Randen "Henrico Wergeland". Velkommen! Din Henrik. TIL JOHANNES FLINTOE [Førstningen av juni 1845] . Høitagtede Herr Flintoe. Jeg har her paa mit Sidste nedskrevet endel Livsskildringer, hvortil Tidemand har havt den Godhed at udføre et Par Teg- ninger, som i Træsnit (og de ere ypperligt udførte her i Træ) skulle tages ind i Texten. Men nu staar jeg der. Jeg kan kun meddele et aldeles raat Omrids, men af Skizzen selv vil en begavet Tegner strax see hvorledes det skal være. De er den Eneste, som kan hjælpe mig med de resterende 4 Tegninger, og jeg beder Dem derom. Med Fornøielse erlægges et Honorar, og da det er Forlæggeren kan og bør ingen gamle Bekjendt og jeg siger med Oprigtighed, Venskabs Hensyn hindre en saa occuperet Mand fra dog at see sin Tid nogenlunde betalt. Deres Henrik Wergeland. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 10 Juni 45. Kjære Fader! siden du reiste, har det været usselt med mig: en skrækkelig Trykken for Brystet, tiltagende Smerter i Øret, ja idag endog en Snev af Tandværk. Jeg har flyttet mig længer SIDE: 421 fra Vindvet idag. Veiret er endnu ikke det rolige, jeg behøver. Inat havde jeg en temmelig stærk Blodbrækning, saa jeg ligger her med Forbud mod enhver Samtale og under ny Medecin. Jeg vil foruden en Griis, hvis Paasætning er fordeelagtig, kjøbe Amalie 2 Høns og en Hane; men vil du forære mig noget Byg? Nu er der i 3die Korrektur kommet 32 Linjer paa Siden, og det monner noget anderledes, saa jeg netop har faaet de 3 første Fortællinger paa 1ste Ark. Endnu en Korrektur til maa haves. Er jeg for svag til det Arbeide, skal det sendes dig. Fabricius skal levere 4 Ark ugentlig. Din taknemmelige Søn Henrik. TIL JOHANNES FLINTOE 11. 6. 45. Høistærede Herr Flintoe! Dersom De finder Tid for Deres gode og med sand Erkjendt- lighed paaskjønnede Vilje, vil der nok snart blive Spørgsmaal om Galskabens Figur. Derefter skulde Touriststykket følge; men dersom De finder, at vedfølgende Tegning gaaer an, saa ved Gud jeg ønsker at spare Dem. Thi derefter følger den vanskelige Tegning til "le drapeau blanc". (Jeg vedlægger et Kludder forat De kan se Hyt- ternes Form og Beliggenhed. De bør dog dreies mere for Rum- mets Skyld). Derefter et Stykke forestillende en gyngende Baad og to Been opaf Vandet paa hver sin Side, og endelig Hovedet og lidt af Brystet af en i Campbellerslaget slagen In- telligentsridders hovne Næse og Mund, et tilbolnet Øje idag ligesaa, om- endskjøndt jeg har havt en slem Hostenat -- meget slem. Na- turen opererer med mig. For Bysten kan jeg personlig ikke sørge; det bliver nok ogsaa Amalie vanskeligt af Mangel paa Bud, Papiirstrimler men strøget at den ene Dame var en Søster. Ellers finder jeg dine Rettelser paafaldende faae; men i det Stykke saa overdrevne, at jeg skulde tro der har været fremmede Fingre i Spillet. Flintoe har tegnet ypperlige Figurer. Derimellem en slagen Intelligentsridder efter Campbellerslaget. Med Tørklæde om Hovedet og et Kors af Plaster paa Kindet betragter han meget mismodig en sønderbrudt Barnetrompet. Mit kjærligste Levvel! Henrik. P. S. Da der forsendes Buster til Stavanger til Forhandling, vil det være overflødigt at sende nogen til Jelsø. Men sender Du, saa send til Oscar, der boer nær Bryggerne og altid har Oppasser. Vi mangle Bud. Men lad Wedø kjøbe selv. Fragten vil blive dyr. TIL NICOLAI WERGELAND Hjerterum 18 Juni 45 Eftmd. Kjæreste Fader! I dette Øjeblik har jeg faaet dit af 16de. Det har bedrøvet mig at see dig saa mismodig; -- jeg betragter ikke Livet som en saadan vanitet. Jeg nød et Øjeblik deraf idag, som var Aar værd; thi -- miraculum! medeet var det som om Noget i mit Indre befalte mig at staae op og opfylde det allerede opgivne Ønske, at kunne sidde en Stund ude paa Altanen. Jeg var svag til at gaae; men tænk i en halv Times Tid nød jeg den Lyst. Det er en Epoke i min Tilstand. Jeg havde igaar faaet et Opiat "Morphium" (10 Draaber ved Senge- tid) som virkelig sløifede Nattehosten og skaffede mig Søvn. Mine Kræfter vare saaledes gode. Strax besluttede jeg at skaffe dig den kraftige Medecin, og dit Brev opmuntrer mig endnu der- til; men idag har Lægen endnu ikke været her. Jeg skrev 3 Skizzer igaar (In alles blive de et Par over 40) og morede mig med Spillet. Hverken Camilla eller Oscar seer jeg noget til. Camilla har heller ikke været her siden Du var her. SIDE: 424 Alle Tegningerne ere færdige fra Flintos Haand og overleverede Hansen. Det gaaer ikke saa fort fra Hr. Fabricius. Jeg har idag først expederet 2den Korrektur af 3die Ark. Da Arkene ikke ere store, mase de heller ikke saameget ud. En 13 -- 14 Ark bliver det dog nok. Jeg ligger dog og hviler mig ud blot for Korrekturens Skyld, saa jeg -- nei jeg vil her ikke forsværge mig -- Jeg vilde sagt: saa jeg neppe skriver det nationale Stykke ned, der gjærer i mit Hoved. Nu læser jeg idetmindste "Nelly og hendes Bedstefar" af Boz og venter og venter og venter paa Korrektur af 4de Ark. Levvel! Henrik. P. S. Det forlangte Explr skal bekommes. TIL NICOLAI WERGELAND 20de Juni 45. Kjære Fader! Hvor besynderligt! allerførste Gang befinder jeg mig vel ude og bagefter; men da jeg igaar skulde gjøre det efter uden et saadant indre Kald, besvimer jeg strax, og jeg troer jeg var død paastedet, havde ikke en Student været der, som kunde slæbet mig ind. Siden har jeg ikke befundet mig saa vel, idet jeg har været plaget af Mathed. Da Dr. Lie gjorde sig vigtig ved Anmodningen om en liden Flaske Morphium til dig med, saa deler jeg herved min Flaske med dig. Tag nu 10 Draaber naar Du lægger dig. Da 10 Draaber ere for mig i min Svaghed, kan Du dog vist tage et Par til. Probeer dog. Den virker, synes mig, mest mod Morgensiden. Jeg troer at handle efter din Interesse, naar jeg idag bemyn- diger paa dine Vegne Malling til at gjøre op hos Jæger. Han reiser paa Lørdag forat faae gjort op sine egne. Gud velsigne dig med Helse og Humør! Henrik. TIL NICOLAI WERGELAND Christiania 27 Juni 45. Kjære Fader! Hermed alt hvad jeg har. Dine venligere Breve give "Amerikafarerne" Tilværelsen. Min Nat har imid- SIDE: 425 lertid ikke været rar, skjøndt Morfiumen virkede paa Morgen- siden. Probeer Du den! I min Svindel er den uskyldig. Paa Kakkelovnsmuren i mit Værelse har jeg faaet et Stykke malet at see paa i det Sidste. Det forestiller livagtigen Heste- haven seet fra Præstebakken omtrent tvertsover til Kirken. Jeg seer mellem Træerne Muren hvidne hvor Mor hviler. I For- grunden morer Brunen sig med et Ekhorn. Den er et rent Portrait. Alt malt af Bratz uden videre Omkostninger. Du kan ikke troe hvor det er godt at have for Øinene. Af Stilisten er der -- 162 Exp. " HWs Forsvar -- 9 " " Lærebog 2det Oplag -- 20 " " Lærebog 3 " " -- 19 " De kjærligste Hilsener fra os Begge! Henr. W -- TIL NICOLAI WERGELAND 29 Juni 45 Middag. Kjære Fader! I nogle Dage til idag har jeg ret været meget daarlig -- nogen Anstrengelse ved Syngestykket (bliver færdigt ikvel) havde en Skyld deri, saasom Nattesøvnen gik væk. Ho- sten var rigtignok den nærmeste Grund for Nat til igaar hostede jeg saa Halsen svulmede op og jeg alvorlig frygtede for Qvæling. Efter den fraværende Lies Ønske lod jeg Conradi hente, og hør nu -- 15 Draaber Nafta og 20 Morfium ved Sengetid samt samme Dosis længer udpaa Natten, om Hosten ikke gik og Søvnen kom. Dertil Seltersvand og Viin om Dagen. Altsaa 30 Draaber N. og 40 Draaber Morfium skulde være Dosen istedetfor Lies 5 -- 10 Draaber! Jeg tog inat ialt 30 Dr. Morf. og 10 N. Saameget er vist, at mit Bryst strax blev friere, Natten taalelig og at jeg idag er saa kvik at Stykket skal blive færdigt. Men naar nu Lie kommer, der ordentlig havde gjort mig bange for sine Draaber. Jeg vil herefter ikke vide af hans langsomme Slæben i Døden. Du behøver altsaa ikke at være bange for Opiatet. Jeg sender min Klad, der er temmelig god, til Direktionen, da jeg maa have Handelen snart istand. Tak SIDE: 426 for den søde lille Dronning Pomarre! Hun lever i højeste Vel- gaaende, og hvem kunde ogsaa slagte et saadant Vidunder af Skjønhed. Din Henrik. TIL NICOLAI WERGELAND Onsdag Aften 3 [ ): 2] Juli [1845] . Kjære Fader! Jeg har havt frygtelige Dage og Nætter af Øre- pinen med Rheumatisme i Baghovedet. Inat først Søvn Kl. 4 uagtet 30 Morfiumdraaber. Idag har jeg sovet næsten hele Da- gen. Brystet som før. Kamfersalve bag Øret er ordineret. Ap- petiten maadelig; dog har Heinrich Thaulow sendt mig et helt Fad Siik. Naar jeg havde Kræfter til at svare ham. Men idag ligger jeg som i en Sopor, og skal atter have stærk Dosis Mor- fium. Et rædsomt Veir har raset lige paa mine Vinduer. Kjærligst Hilsen Henrik. TIL NICOLINE THAULOW Chrnia 3 Juli 45. Kjære, deeltagende Line! Under mine forøgede Lidelser for- øges Følelsen for din og din Heinrichs Godhed og Kjærlighed imod mig, men Evnen til at udtrykke den formindskes. Min Ørepine raser frygtelig i Forening med en Rheumatisme i Bag- hovedet, der stundom har afpint mig Skrig -- og hertil mit idelig som under Blyplader arbeidende Bryst. Jeg længes efter min Forløsning; men min Appetit udhaler den. Du har da ogsaa bidraget dertil. Thi strax igaar tog jeg mig en fersk Portion Siik, og ordinerede den anden røget. Men her ligger jeg til- sengs -- idelig tilsengs, da mine Been ikke længer ville bære mig. Og hvad skal det [blive] til for mig og min stakkels Kone. Jeg har, mest for at skaffe hende en Indtægt, skrevet et natio- nalt Syngestykke "Amerikafarerne" og sendt Kladden til Theater- direktionen. Ak, maatte det blive antaget! Det var en be- SIDE: 427 tydelig Affære for min Efterleverske. I dette Haab henligger jeg under mine Piinsler. Levvel! Hilsen til gl. Tante, Jette, Johan! Mit Levvel til dem! Henr. Wergeland. TIL HALVOR H. RASCH 6 Juli 45. Kjære Ven! Jeg har faa Dage tilbage -- og jeg længes ret efter Opløsning -- Museet testamenterer jeg Bella, som fortjener Plads der som Skelett og udstoppet som Typus for den antike Hundeform paa Basrelieferne. Men vil De have den, saa tag den strax, da den forstyrrer mig min knappe Søvn. Seer jeg Dem ikke, saa Levvel af Hjertet. Vi sees nok igjen paa et Sted, vi ville have Grund til at være ligesaa fornøjede med. Deres høiagtelsesfulde hengivne Henr. Wergeland. ============================== Fil: wv2.txt Bind: Samlede skrifter V, 2. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 TIL FINANSDEPARTEMENTET Rigsarkivet paa Agershuus, 4 Januar 1841. At jeg under Dato har overtaget min Funktion som Bureau- chef ved Rigsarkivet, giver jeg mig den Ære herved skyldigst at meddele, idet jeg tillige oversender, til Gjennemsyn og Tilbage- sendelse til Rigsarkivet, det Certifikat, jeg har givet min Formand, forat de deri omskrevne Dokumenter, som bevares under sær- egent Lukke, ere mig i sin Orden overleverede. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMEN TET 12 Januar 1841. Ved Rigsarkivet findes henliggende 170 Explr. af hoslagte, en- gang til Uddeling mellem Landalmuerne bestemte, Anviisning til at brygge Øl, hvilke maaskee nu, da man paa flere Steder søger at bekjæmpe Brændevinets Brug, kunde finde Anvendelse over- ensstemmende med den oprindelige Hensigt ved at overleveres SIDE: 2 det Kongl. Selskab for Norges Vel til Uddeling gjennem Sogne- selskaber eller Almubibliotheker. Isaahenseende tør jeg tjenst- ligst udbede mig Departementets Bestemmelse. TIL FINANSDEPARTEMENTET 8 Febr. 1841. Under 4de d. tilskrev Rigsarkivets Kontor Statholderskabets Sekretariat, under Adresse "Kammerherre Holst", følgende: "Under 14de Septbr. 1815 tilskrev Armeedepartementet davæ- rende Statholder Grev Essen om at erholde de "Karter, Planer og Documenter, Norge vedkommende", som ifølge 2de Skrivelsen hoslagte Fortegnelser derover, daterede 4de Juni og 18 Aug. 1814, vare overleverede de Kongl. svenske Kommissairer Oberste Klercker og Major Hagelstam og af dem bragte til Stockholm. Disse Karter m. m. kom, efter denne Reqvisition, først i 1819 i Rigsarkivets Værge, hvorfra de for en Deel ere Opmaalings- kontoret udlaante, hvorimod ovennævnte Fortegnelser ikke ere gjenindhændigede. Rigsarkivets Kontor maa derfor tjenstligst have Statholderskabets Sekretariat uleiliget med at tilvejebringe og oversende disse ikke uvigtige Fortegnelser, som rimeligviis enten beroe i dets Værge eller Arkiv eller i Stockholm." Uagtet Kontoret, ved at henvende sig til den Autoritets Se- kretariat, som havde i sin Tid modtaget hine to Fortegnelser, troede at være paa den Vej, der lettest vilde sætte det i Besid- delse af disse for dets pligtige Kontrol vigtige Dokumenter, har Hr. Kammerherre Holst, i Gjensvar af 5te d. erklæret denne Sag sig uvedkommende, hvorfor jeg giver mig den Frihed at andrage om at Departementet vil interessere sig for at disse Fortegnelser komme i Rigsarkivets Værge, hvor de høre hjemme og savnes, især med Hensyn til den Udstykning af de deri citerede Karter og Planer, som finder Sted imellem Opmaalingens og Rigsar- kivets Kontor. TIL FINANSDEPARTEMENTET 12 Februar 1841. Jeg tillader mig at henlede Departementets Opmærksomhed paa at Rigsarkivets allerede noksom opfyldte Lokaler i længere SIDE: 3 Tid have været bebyrdede med omtrent 50 Sække kasserede Arkivalier, som formentlig kunne finde Afsætning til en af Papir- møllerne. Anden Afsætning bør disse Papirer neppe have, idet de nemlig derved tilintetgjøres, og saaledes ikke, ved at cirku- lere som Makulatur, udsætte Arkivets Personale for nogen Mis- tanke eller Eftertale om nogen Skjødesløshed med Arkivalierne. Maaskee kunde en Papiirfabrikant være tilbøjelig til, efter Ak- kord, at modtage efter Vægt alt det efterhaanden Kasserede. TIL FINANSDEPARTEMENTET 19 Februar 1841. Undertegnede har herved den Ære, ved Oversendelsen af hos- lagte Specifikation over de i Arkivet beroende kassable Arkiva- lier, at efterkomme en mundtlig Anmodning derom af Hrr Expedi- tonssekretær Fougstad. Sagerne ere gjennemgaaede og kasserede af Arkivets Assistenter og atter reviderede af dets Bestyrere Tid efter anden. Anmeldelsen herom og Andragende om det Kasseredes Afhændelse i Skrivelse af 12te D. hoslægges. TIL FINANSDEPARTEMENTET 18 Marts 1841. Idet Kontoret tjenstligst oversender det Svar paa Jarlsbergs og Laurvigs Amts Forlangende i Skrivelse af 15de d. at Under- søgelsen efter de reqvirerede Pante- og Skjødeprotokoller, Laur- vigs Sorenskriverembede vedkommende, har været forgjeves, til- lader Undertegnede sig at henlede Departementets Opmærksomhed paa at Bestemmelsen i Kongl. Resolution af 10 Juni 1837, -- hvorefter samtlige Autoriteter og Embedsmænd af de forskjellige Etater have at indlevere til Rigsarkivet "alle saadanne forefin- dende Papir-Documenter samt Protocoller, hvis Ælde gjør, at de ikke længer er til nogen Nytte for Embedernes eller Ombudenes Bestyrelse, og som i antiquarisk, statistisk eller historisk Hen- seende maatte ansees at være af nogen Interesse, -- kun mis- ligen efterleves. SIDE: 4 TIL FINANSDEPARTEMENTET 3 April 1841. Undertegnede tillader sig herved at forespørge sig om hvor- ledes man fra Rigsarkivets Kontor har at forholde sig naar be- kræftede Afskrivter af Arkivalier forlanges af Private. Da nemlig det sædvanlige Arbeide udkræver Personalets Tid, bør saadant leveres ved Afskrivning udenfor Arbeidstiden. Da Kontoret imidlertid har knappere Arbeidstid, og Almeenheden bør have saamegen Nytte af Regjeringskontorernes paa fast Gage satte Personale, som uden Ubillighed mod dette kan tilstedes, vilde det vel, efter Undertegnedes Mening være rettest, om saadant Arbeide paalagdes præsteret af Kontoret udenfor Arbeidstiden gratis, som Tilfælde har været i Bureauchef Jürgensens Besty- relsestid, naar saadant Arbeide enkelte Gange forlangtes. Men da saadanne Reqvisitioner, hvor sjeldent de end i Regelen ville indløbe, dog kunne gaae ud paa saa vidløftige Afskrivter, at Billigheden igjen vilde blive forrykket, om ingen Godtgjørelse derfor tilstodes, troer jeg at burde udbede mig det kongl. De- partements Bestemmelse, om Afskrivter til Private skulle kunne udfærdiges i den til Gjennemgaaelsen af Arkivet bestemte og nødvendige Tid, eller om hvorvidt og med hvilke Hensyn Sportel- loven maatte være anvendelig for Rigsarkivets Kontors Vedkom- mende, naar deslige Afskrivter udfærdiges udenfor hiin Tid, der saameget som muligt bør tilhøre Arkivet selv. TIL OPMAALINGS-DIREKTIONEN Christiania 23 April 1841. Fra den Kgl. norske Regjerings Finants- Handels- og Told-Departement. Idet Departementet maa erklære sig enig i at de i Rigsarkivet beroende Karter, som oplyse Landets Geografi, hensigtsmæssigere opbevaredes i Opmaalingens Arkiv, bemærkes, at Massen af disse forskjellige Karter og den Omstændighed, at flere, navnlig Fæst- ningskarterne maaskee havde sin bedre Plads i Ingeniørbrigadens Archiv, til hvem ogsaa en betydelig Deel af de i Aarene 1818 -- 20 fra Sverige udlaante Karter af dette Slags i sin Tid ere udlaante, gjør det ønskeligt, at der fra Opmaalingsdirektionens Side commit- SIDE: 5 teredes En til i Rigsarkivets Lokale paa Agershuus at udsondre og modtage Karterne. Den beleiligste Tid vilde, for Arkivlokalets Skyld, og da dette Arbeide sandssynligviis vil medtage en ikke saa kort Tid, være om man udsatte dermed til Begyndelsen af næste Maaned, da det større og dertil beqvemmere Sommerar- beidsværelse tages i Brug. TIL P. WIESELGREN 29 Mai 1841. I, saavidt erindres, 4de Bind af det af Hr. Provsten udgivne Delagardiska Arkiv findes anmærket, at endeel vigtige, Foreningen mellem Rigerne angaaende, Dokumenter ere skjænkede bemeldte Arkiv af Hr. Kancelliraad Wallmark. Det vil være af Interesse for det norske Rigsarkiv at erholde nærmere Oplysninger om disse Dokumenters Indhold, Antal og Erhvervelse, og forsaavidt saadanne uden for stor Uleilighed for Deres høiædle Velærvær- dighed lade sig forskaffe, vil Undertegnede paa Embeds og egne Vegne være Hrr. Provsten særdeles forbunden. TIL D. W. F. PECKEL 2 Juni 41. Under 16de Febr. 1818 har Rigsarkivet gjennem Hr. Kammer- assessoren modtaget fra Statssekretariatets Arkiv de Protokoller fra den fra Høsten 1807 -- 10 fungerende interimistiske Regjerings- kommission, som da befandtes i bemeldte Arkivs Værge, og se- nere ere ikke de i Følgeskrivelsen paapegede Defekter, nemlig Deliberations-Protokollerne Nr. 1 og 7, Registerne til samme Proto- koller Nr. 2, 5, 6, 7, 8 og 9, Korrespondenceprotokollerne Litr. B og C -- alt Kommissionens 1ste Kontor vedkommende -- samt af 2det Kontors de manglende Registre til Korrespondenceproto- kollerne Nr. 1, 2, 3 og 5, blevne supplerede. Et Udlaan i videnskabeligt Øjemed til Jernværksejer Ridder Aall gjør disse Defekter dobbelt beklagelige for Øjeblikket, hvorfor jeg giver mig den Frihed, tjenstligst at forhøre mig hos Hr. Kam- merassessoren, som Arkivarius ved Statssekretariatet, om ingen af ovenciterede manglende Protokoller siden i Mellemtiden have ladet sig finde, i hvilket Fald de udbedes behageligen snarest muligt oversendte til Rigsarkivet. SIDE: 6 Jeg tillader mig ligeledes at bemærke, at ethvert Spoer, hvor- efter disse vigtige Arkivalier muligens lade sig opdage, vilde være af særdeles Værd for Arkivet. TIL FINANSDEPARTEMENTET 7de Juni 1841. For baade at vinde Orden i Arkivsagerne og Rum i Lokalerne, bør, efter Undertegnedes Formening, en Kassation finde Sted af den overordentlige Masse af forskjelligartede Bilag -- Beviser, Qvitteringer, Ind- og Udbetalingsordrer o. a. desl. -- til Zahl- kasse- Fogedkasse- Militærkassernes- og Told-Regnskaberne, som nu opfylde Rigsarkivets bedste Lokaler, begravende i sine Dynger det Opbevaringsværdige, saa dette stundom vanskeligen kan findes og fremhentes. Denne Kassation bør dog kun finde Sted, hvor Hovedregnskaber og General-Extracter findes, ligesom den ogsaa neppe bør strække sig videre end til og med Aaret 1820, saaledes at alle Arkivalier fra de sidste 20 Aar altid op- bevares. Undertegnede giver sig derfor den Frihed, at indstille oven paapegede Bilagsdokumenter til de forskjellige Kasseregnskaber, forsaavidt Tidsrummet til og med Aaret 1820 betræffer, til Kassation. TIL BISKOPEN I AKERSHUS 9 Juni 41. Paa Grund af gjentagne Requisitioner af Oplysninger, at hente fra Dokumenter, som vel, ifølge Kgl. Res. af 10 Juni 1837 skulde findes i Rigsarkivets Værge, men hvortil de dog ikke fra Stiftets Arkiv ere oversendte, maa Undertegnede herved tjenstligst have det ærede Stift anmodet om Iværksættelsen af denne Oversen- delse af de Arkivalier, som Embedet kan undvære, indtil Aaret 1814, eller indtil det senere Aar, Stiftet selv maatte troe Over- leverelsen kunde udstrækkes til. TIL AMTMANDEN I SMAALENENE Chnia 24 Juni 41. Nogen Gjenpart af den i Amtets Skrivelse af 21de D. i Af- skrivt forlangte Kgl. Resolution af 3 Novbr. 1629 til Fordeel for SIDE: 7 Descendenterne af daværende Klokker i Foss Sognekald i Bo- huslehn, findes, efter anstillet Undersøgelse, ikke i det norske Rigsarkivs Værge. Da imidlertid ikke Registranterne, men kun Koncepterne, og disse for endeel defekte, bleve afleverede fra det danske Geheimearkiv, saasom Registranterne ogsaa inde- holdt Resolutioner, der angik de norske Kolonilande, som frem- deles staae under dansk Regjering, maa Departementet henvise til dette. Brudstykket, der var vedlagt Reqvirentens Skrivelse, af den originale Resolution, oversendes hermed. TIL FINANSDEPARTEMENTET 14 Juli 1841. Da den kongelige Resolution af 10 Juni 1837 kun har havt yderst ubetydelige Afleveringer af Arkivalier, mest fra enkelte Præster, tilfølge, og der dog er Grund til at antage, at flere af Rigets Arkiver, saasom Stifternes, Bispedømmernes, navnlig, efter Forlydende, Agershuus Bispedømmes, det over Stadsporten i Bergen opbevarede, Generalkommandoens o. fl. indeholde vigtige og interessante Dokumenter, som efter Resolutionen skulde op- bevares i Rigets Arkiv, der uden en saadan Forføining ikke vil svare til Navn og Bestemmelse, samt da det senerehen vel og- saa kan gjøres Behov, at gjentage Paamindelsen om Resolutionens Efterlevelse: troer Undertegnede ærbødigst at burde foreslaae, at en Cirkulær af Indhold som hoslagte Skrivelse trykkes og til- stilles alle vedkommende Autoriteter. TIL FINANSDEPARTEMENTET 13 August 1841. Rigsarkivets med to midlertidige Assistenter siden medio Juni forøgede Personale vil, indtil disses Ansættelsestid med Septbr. Maaned udløber, fortsætte Ordningsarbeidet i de paa det nær- meste brandfrie Kasematter under Kirken, der nu ere indrettede til ret hensigtsmæssige Lokaler for en betydelig Deel af Arkivet. Men naar det større Kontorværelse, forat kunne benyttes om Vinteren, som før med Expeditionssekretæren for det Indre om- handlet, bliver afdelt, vil der ogsaa i Vintermaanederne erholdes god Arbeidsplads i det egentlige Kontorlokale for det hele Per- SIDE: 8 sonale, Rigsarkivet nu har i sin Tjeneste; og da dettes Tarv, i den uordnede, af Arkivaliernes Masse overvældede, Tilstand, hvori det befinder sig i Sammenligning med andre Rigsarkiver, som dog ere udrustede med et langt stærkere Personale, vel kan behøve, idetmindste for en Tid indtil man bliver Herre over Masserne, den Arbeidsstyrke, det for Nærværende har: troer jeg, at burde herved ærbødigst foreslaae, at de to midlertidige Assistenter, Cand. theol. N.J.W. Berg og Student A. Knoph, hvilke Begges særdeles Flid og allerede vundne Brugbarhed for Ar- kivet, jeg herved faaer Anledning til at bevidne, beholdes som Extra-Assistenter ved Rigsarkivet fra Udløbet af September Maaned indtil videre. TIL AMTMANDEN I STAVANGER [Utkast for Finansdepartementet.] 2den Sept. [1841]. En i Rigsarkivet opbevaret Skrivelse, dateret Egersund 17de Marts 1808 fra daværende Amtmand i Stavanger Amt U.W. Koren, hvori den kgl. interimistiske Regjeringskommission for Norge ad- spørges om Forholdsregler med Hensyn til at beskytte Stavanger Amts "betydelige Arkiv" mod fiendtligt Angreb enten ved Bort- transportering længer ind i Landet eller om Bevskriveren frem- deles skulde lade det blive staaende i sin Bopæl, giver følgende Skildring af Stavanger Amtsarkivs daværende Tilstand og Ind- hold især af ældre Sager: "Stavanger Amts Archiv bestaaer, foruden den med samtlige Collegier, den interimistiske Regjeringscommission, Stifts Direk- tionen og med Stifts- og Amtmænd etc. etc. førte Correspon- dance, tillige af en heel Deel Protocoller, henhørende til Laug- tinget, Raadstue-Retten og Bytinget i Stavanger i den Tid samme var Stiftsstad, saa at Protokollernes Antal alene, indberegnet Cassebøger beløber sig til 453 Stykker, og det hele Archiv op- tager nu indpaa 2 Værelsers Rum." Paa Grund af disse Oplysninger, maa Departementet herved have bragt Amtet i Erindring den Kongl. Resolution af 10 Juni 1837, ifølge hvilken saavel de i ovenciterede Skrivelse omnævnte Arkivalier, hvorom ialfald nærmere Underretning ønskes afgiven, som hvilke yngre, der ikke maatte være nødvendige for Embe- dets Bestyrelse, forventes afleverede til Opbevaring i Rigsarkivet. SIDE: 9 TIL FINANSDEPARTEMENTET 24 Sptbr. 41. Da Kjøbmand Ziiølner i hoslagte Skrivelse overbyder Plads- major Glad med 22 Skilling pr. Bismerpund af kasserede Arki- valier, forat forvirkes ved hans Papiirmølle, foreslaaer Kontoret ærbødigst, at dette Anbud, som er foranlediget ved en skrivtlig Forespørgsel fra Undertegnede, vedtages. Da Hr. Ziiølner i sin første, ligeledes her vedlagte, Skrivelse oplyser om, at beskrevet Papiir endog lader sig betale med 48 Sk. pr. B, er det iøine- faldende, at den ikke ubetydelige Afsætning, som i Løbet af Sommeren er skeet til den Gladske Papiirmølle til l0 Sk. pr. B har kastet mindre end rimeligt af sig. Hr. Ziiølner lader tillige, idet han støtter sit Forslag til sit betydelige Overbud, forespørge, om han for Beløbet kan levere Papiir til Regjeringens Brug efter vedlagte Priiskurant. TIL THEODOR BROCH 2 Oct. 1841. Da hosfølgende Kart over Nidelvens Løb og Forbygninger i samme, af Aar 1730, maaskee, uagtet denne sin Ælde, kan være af nogen Interesse og Nytte for det betydelige Forbygningsar- beide, som nu finder Sted, oversendes samme med Anmodning om at det, efter den mulige Afbenyttelse, maa blive remitteret. TIL FINANSDEPARTEMENTET 11 Decbr. 1841. Hosfølgende haandskrevne Beskrivelse over Bergen, hvoraf 1ste og 3die Deel kun er bleven fundet, og som formentlig er Forfatterens Autograf, har været henliggende i Rigsarkivet, sand- synligviis siden Statholder Vibe i 1722, eller saa omtrent, indhen- tede Beretninger om Landets Kjøbstæder. Da ellers ingen hi- storiske afsluttede Manuscripter forefindes i Rigsarkivet, fore- slaaes ærbødigst, at dette Fastingske Haandskrivt overdrages Universitetets Manuscriptsamling, som behøver de Bidrag, den kan faae. SIDE: 10 TIL FINANSDEPARTEMENTET 17 Decbr. 1841. Med Hensyn til vedlagte Andragende fra Rigsarkivets Bud Anders Stensby om at hans Gage, 4 Spdlr., maatte forøges med andre 4 Spdlr. maanedlig, indstilles dette, paa Grund 1) af den sædvanlige Departementsbuds-Gage, 2) af den Opførsel og de Egenskaber, som gjøre Ansøgeren skikket til sin Betjening, 3) af de af Denne anførte økonomiske Grunde, samt 4) formedelst det ei saa sjeldent svære Arbeide, som paaligger Rigsarkivbudet, til saaledes at bevilges, at dettes Gage fra næste Aars Begyn- delse af forhøjes med 2 (to) Spdlr. pr. Maaned, saaledes at den maanedlige Gage, der ikke for Sommermaanederne bliver at for- høje, fastsættes til 6 (sex) Spdlr. INDBERETNING FRA RIGSARKIVET FOR AARET 1841 12 Januar 1842. Fra Aarets Begyndelse af, da Undertegnede tiltraadte sin Post som Bureauchef ved Rigsarkivet, og til Aarstiden tilstedede læn- gere Arbeide i de ydre, tildels underjordisk- eller kjælderartede, Lokaler, fortsattes i det første Kontorværelse, som da var det eneste, der lod sig benytte, den foreløbige chronologiske Ordning af den uordnede, kun i Sække opbevarede, Masse løse Arkivalier, som paa samme, af Professor R. Keyser anbefalede, Maade, havde udgjort Assistenternes Hovedbeskjæftigelse i de foregaaende Aar, og vil afgive Sysselsættelse nok for de kommende, naar det saa- ledes Chronologiserede igjen skal afordnes efter Materien og Au- toritetsrubrum. Disse i Sække samlede Papirer befandtes af Indhold, nemlig især henhørende til de ældre Statholderskabers- og Stiftsarkiver, som de paa Gulvene spredte, hvis Bortførelse derfra og Gjen- nemgaaelse, ifølge min nærmeste Formands Indberetning af 16 Marts f. A. fuldførtes i hans Konstitutionstid. De Arkivalier, som under Revisionen, efter eget eller fælleds Skjøn, forekom kassable, lagdes igjen i Sække, der hensattes med Mærke for at foreslaaes til Kassation og Salg, mens de Op- bevarede henlagdes, i saa godt Sammenhæng som muligt, med paategnede Omslag, i de med Aarstal mærkede Hylderum i det andet Kontorværelse. SIDE: 11 Før Sommerarbeidet med Ordningen af de forskjellige Arkiver efter Lokal-Leiligheden i Rigsarkivet begyndte, modtoges, til Op- bevaring i Arkivlokalet i Departementsgaarden følgende Arkiv- sager: 1. Fra Justits- og Politidepartementets Revisionskontor Overfor- mynderiregnskaber fra 54, i en medfølgende Fortegnelse spe- cificerede, Overformynderier. 2. Fra Finantsdepartementets Tabelkontor Oplaget af de trykte statistiske Tabeller og Femaarsberetninger. 3. Fra Matrikuleringskontoret Oplaget af den under Hr. Plesners Opsigt trykte Matrikul. 4. Do. Do. af den under Hr. Blichfeldts Opsigt trykte Matrikul. 5. Fra Toldrevisionskontoret under Revisionsdepartementet 2001 Toldregnskabsprotokoller fra samtlige Toldsteder for Aarene fra 1814 -- 1834. Og 6. Fra Marinerevisionskontoret under samme Departement 268 Pakker af Søvæsensregnskaber sc: Lodsvæsenets . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1814 -- 30. Marinekorpsernes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1819 -- 30. Fyrvæsenets . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1814 -- 30. Havnevæsenets . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - -- -- Hjælpe- og Understøttelseskassernes . . . . . . . . . . - -- -- Fonds- og Pensionerings . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1814 -- 17. Tilfældige Udgivters . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1814, 1815 og 1817. Priisrealisations . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . for 1814. Qvarantæne-Regnsk. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1814 -- 30. Flaadens Do. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - -- -- Værfternes Do. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - -- -- Indrulleringens Do. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1807 -- 29. Søqvæsthuus-Kassens . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1820 -- 30. Fondet for Qvæstedes og Faldnes Efterladte . . . . . - 1820 -- 30. Regnskab over udbetalte Priispenge . . . . . . . . . . . - 1813 -- 14. Da disse under Nr. 5 og 6 anførte Sager afleveredes ganske uordnede, og deres Ordning, Opstilling og Katalogisering udførtes om Eftermiddagene, før Departementets Skrivelse af 11te Juni om Arbeidstidens Udvidelse fra 1 Mai til Udgangen af Septbr. under samme Dato var bleven Kontoret meddelt, blev Assistent SIDE: 12 Bech, der havde at bestille med Toldprotokollernes Ordning, til Deling med den dertil fra Toldrevisionskontoret afgivne Kopiist Hetting, af Hr. Expeditionssekretæren, paa Forespørgsel af Under- tegnede, tilstaaet i Godtgjørelse for det besværlige og extraordi- nære Arbeide, de Vagtjournaler, Toldangivelser og Følgebreve, som med Hr. Expeditionssekretærens Indvilgelse kunde kasseres under Ordningen, ligesom Assistent B. Moe erholdt de Matros-Kon- trabøger, Kanonbaaderegnskaber betræffende Provianten o. a. d., med Hr. Expeditionssekretærens Samtykke kasserede, Bilag til Marineregnskaberne, som han havde at ordne og katalogisere. Det ved Salget af disse kasserede Arkivalier udvundne Gratiale opgives for Bechs Vedkommende til 20 -- 25 Spd. og for Moes til omtrent 10 Spd. Efter Meddelelsen af ovennævnte Departementets Bestemmelse af 11te Juni, ansattes under 15de s. M. Cand. theol. N.J.W. Berg som Extra-Assistent, og under 22de Studiosus A. Knoph i samme Funktion, efterat Posten havde været en Student Leganger, der opholdt sig paa Hedemarken, tilbudt, formedelst de Kundskaber i den fædrelandske Historie, der tillagdes ham. Valget, der var Undertegnede overladt af Hr. Expeditionssekretæren, kunde dog neppe have truffet Nogen, der vilde være Arkivet tjenligere end de to Ansatte. Med det forstærkede Personale begyndte det egentlige Som- merarbeide i de ydre Lokaler, navnlig i de to hvælvede lange Kasematter under Slotskirken, af hvilke den ene, hvor Bogtrykker Grøndahl havde endeel Tryksager henliggende, der nu af ham midlertidigen henflyttedes i Arkivets forrige Vedskuur, allerede forud, i Mai, var bleven røddet og indredet med de behørige Reoler. Medens Arbeidet foregik i denne, indrededes ogsaa den anden Kasematte med 2 højere Reolrækker i Midten og 2 lavere langs Siderne, saavelsom ogsaa den mellem begge værende Gang, hvilke begge toges i Brug, saa at Arkivet nu i disse Kasematter har sit bedst indrettede, brandfrie, om end mørke og kolde og i et enkelt Hjørne noget fugtige, Lokale. I denne Rigsarkivets 3die Afdeling ordnedes og henlagdes i nummererede Hylder føl- gende Arkiver, som dels overflyttedes, for bedre Ordens og Rums Skyld, fra den overfyldte 1ste Afdeling, dels sammenord- nedes af de paastedet sammenhobede Masser: SIDE: 13 I. Afleverede fra norske Auktoriteter: a) Norske Generalitets- og Kommissariats Kollegiums Arkiv; b) General-Indqvarterings-Kommissionens; c) Overproviderings-Kommissionens samt Provideringskom- missionens for Agershuus' og Kristianssands Stifter; d) Rigsbankens; e) Overhofrettens; f) Overadmiralitetsrettens; og g) Overkriminalrettens Arkiv. II. Afleverede fra Danmark i Aarene 1820 -- 22: a) Generalitets- og Kommissariats-Kollegiets Arkiv med dertil hørende Regnskaber, afleverede fra Kollegiets Revisions- kontor; b) Dokumenter vedkommende det almindelige norske Brand- forsikkringsvæsen, Kjøbsteds- og Skiftevæsens Regnskaber. Afleverede fra Kancelliet; c) Matrikuler, Dokumenter vedkommende offentlige Stiftelser, Skattereguleringsvæsenet og Tabelvæsenet; Do. henhø- rende til det i sin Tid oprettede General-Forstamt, samt vedkommende Sager under de "sønden- og nordenfjeldske Kontorer" og Bergværkerne. Afleverede fra Rentekammeret. d) Arkivsager vedkommende Industri- og Fabrikvæsenet, Regnskaber vedkommende det militære Uldmanufaktur paa Kongsberg samt Told- og Konsumtionsvæsenet. Jour- nalsager vedkommende Toldvæsenet samt Kanal- Havne- og Fyrvæsenet. Afleverede fra General-Toldkammer og Kommerce-Kollegiet; e) Arkivalier vedkommende Glasværkerne, og den norske Kasse-Direktions Arkiv. Afleverede fra Finanz-Kasse- Direktionen; f) Arkivalier vedkommende Myntvæsenet, afleverede fra Finanz-Kollegiet; g) Arkivalier vedkommende Postvæsenet, afleverede fra Ge- neral-Postdirektionen; h) Fra den kongl. Karantæne-Direktion for Norge, Danmark og Hertugdømmerne; i) Fra Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler; samt k) Dokumenter henhørende til Sø-Etaten. SIDE: 14 Over de i Kjelderne under Kirken ordnede Arkivalier er en Katalog, der samler de ældre specielle og gjør dem lettere at afbenytte, bleven udarbeidet af Assistent Bech efter Arbeidets Ophør i Kjelderne. Dettes Beskaffenhed betræffende, bør det maaske ikke lades ubemærket, at det var ualmindelig besvær- ligt for Assistenterne, hvis Klæder især leed under Byrden og Behandlingen af de støvede Pakker. Den Person, som i det gamle Bud Jens Hansens Sted hjalp med ved at transportere Arkivalierne ned i Kjælderne, erholdt ogsaa for sin Umage af Departementets Kontorkasse en Betaling af 4 Spdlr, for hvilken Maanedsløn han nu siden Udgangen af Oktober er ansat som fast Bud, da han viste sig duelig, og Arkivets Tarv fordrede En, der kunde være dets Tjeneste meer opofret end det forrige, andetsteds beskjæftigede, Bud. Under 23de April kommuniceredes Kontoret Opmaalingsdirek- tionens Skrivelse af 20de s. M. om, at de topografiske Karter, som maatte være i Rigsarkivets Værge, og ikke tilhøre historiske Dokumenter, maatte vorde afgivne til Opmaalingskontoret; og den 22de Juni indfandt Detaljøren, Ingeniørlieutenant Vibe, sig i Arkivet, hvor han af de fremlagte Karter udtog 134 Stykker af Beskaffenhed som ovennævnt, for hvis Udleverelse han under 29de s. M. gav Beviis. Under 2 Oktober tilstilledes Opmaalings- kontoret 16 topografiske Karter, som imidlertid vare blevne til- bagereqvirerede fra Laantageren, Professor Munch, i hvis Værge endnu endeel befinde sig. Af Journaler er bleven ført: 1) Kopibog for udgaaende Breve (Nr. 1 -- 86). 2) Do. for indkommende Skrivelser (Nr. 1 -- 47). 3) Ud- laansprotokol, der udviser, at Udlaanet, især af Dokumenter af historisk Indhold og i literær Hensigt, har været i betydeligt Til- tagende. Saaledes har Jernværksejer J. Aall under 2den Juni er- holdt paa speciel Tilladelse udlaant alle Regjeringskommissionens Protokoller, og Udgiveren af Rescripterne Cand. jur. A. W. Berg jevnligen i Aarets Løb benyttet sig af det Materiale for hans Værk, som Rigsarkivet tilbyder i "Norske aabne Breve, Missiver" o. s. v. 4) Fortegnelse over de fra Rigsarkivets Kontor udfærdigede Udskrivter samt over de paastedet afbenyttede Arkivalier. Ud- skrivterne have beløbet sig til 16, som dels gratis ere besørgede ved Undertegnede og Personalet, dels af Reqvirenterne. 5) En Katalog over Rigsarkivets Inventarium ): over dets Bogsamling og SIDE: 15 Tilbehør af Mobilier og da Expeditions- sekretæren mundtlig tilsagde dem at blive ved i Arkivets Tje- neste et halvt Aar endnu, begyndte Arbeidet i Kontorlokalet med Oktober Maaned med en foreløbig Udsondring af Overhof- rettens Papirer, hvormed Extra-Assistenterne, Moe og Under- tegnede, naar Tid gaves, siden have været beskjæftigede, medens Cand. Bech har udarbeidet førommeldte beqvemmere Katalog over den 3die Afdelings Indhold. Foruden de 2 store Kjældere, hvoraf denne Afdeling bestaaer, har Arkivet under Kontorværelserne 2 mindre Kjældere, hvoraf den mindste kun i højeste Nød for Rum kan lade sig benytte. SIDE: 16 I den større derimod henlagdes i kronologisk Orden i den første Halvdeel af Juni ved Assistent B. Moe: 1) Vice-Statholderska- bets og Slotslovens Arkiv (1704 -- 22). Tilsammen 70 Pakker; samt 2) Kommissariats-Kommissionens Arkiv (1807 -- 15). Tilsammen 48 Pakker. Rigsarkivet har saaledes ogsaa der tabt sit forrige uordnede Udseende, og er i Virkeligheden ogsaa blevet tilgjænge- ligere og brugbarere. Fra Kontorets Side er Intet blevet forsømt for, ved Paamin- delser og Indkaldelser, at see gamle Laan fra Arkivet bragte i Orden, samt for i andre Henseender at varetage dets Tarv. Saa- ledes er Kgl. Res. af 10 Juni 1837, samt Lov af 24 Juli 1827, forsaavidt den paabyder Afleverelsen af et Generalkart over Christiania og Bergen fra disse Byers Stadskonduktører, navnlig den første, oftere bevirket bragt i Erindring (Skrivelser til De- partementet og Vedkommende af 18 Marts, 15 Juli, 2 Sept. og 5te Novbr.) og fra Udgiveren af det bekjendte svenske Værk "Det Delagardieske Arkivet", Provst Wieselgren, erhvervedes, paa Forespørgsel, en Fortegnelse over de norske Dokumenter vedkommende Foreningen med Sverige, som i hint Værks 4de Bind angives som forærede af den svenske Kancelliraad Wahlström til det Delagardieske Familiebiliothek paa Löberöd. Da Hr. Wieselgren i sit, ellers private, Brev til Undertegnede, der i Egenskab af Arkivar motiveredes til hiin Forespørgsel, tilbyder Afskrivter, om forlanges, af hine Dokumenter, vil denne Sag nær- mere blive at fremsætte for Departementet. Efter Overenskomst med Diplomsamlingens Bestyrer, Professor Keyser, skulde de Dokumenter, som maatte forefindes i Rigs- arkivet ældre end Aaret 1537, som baade danner en geistlig og en politisk Grændse i vor Historie, overleveres Diplomsamlingen til Opbevarelse indtil Tidsgrændsen imellem dennes og Arkivets Omraade maatte blive resolutionsmæssigen fastsat. I Aarets Løb er imidlertid intet saa gammelt Dokument forefundet, ligesom heller ikke nogen Indsendelse af ældre Embedsarkiver, efter Kgl. Res. af 10 Juni 1837, er skeet. Uagtet Litr. b i Konklusionen af Departementets Foredrag til Hs. Mt. Kongen af 26 Nov. 1839, ved at anordne, at den aarlige Indberetning ogsaa skal indeholde Forslag om hvilke Arkivalier, der kunne kasseres, synes at antyde, at alt det Kassable skal opbevares indtil Aarets Ende, gjorde dog den Masse af Kassa- SIDE: 17 belt, som ansamlede sig uagtet al Sparsomhed ved Kassationen, og den betydelige Beholdning af ældre Kasseret i de opfyldte Lokaler, en af en specificeret Fortegnelse ledsaget Indstilling af 12te Februar om sammes Bortsalg til Tilintetgjørelse nødvendig. Departementets Samtykke hertil indløb 10de April, hvorpaa Papir- fabrikanterne Glad af Trykpapiir, hvorefter det senere Kasserede er bleven ham tilvejet i Undertegnedes eller en anden af Arkivpersonalets Nærværelse. Det Makulatur, Ziiølner saaledes har erholdt, har ligeledes bestaaet af de ved den forrige Kassation til Bortsalg bestemte forskjellige Regnskabsbilag, samt for en liden Deel af de beskadigede og uvigtige Papirer, som falde i Hænderne under den foreløbige Revision af Overhofrettens Papirer, og som ved Departementsskrivelse af 30te Nov. sanktioneredes til Kassation. -- Det vil ikke vare længe før Beløbet for det Kasserede ikke alene vil have dækket, men endog overskyde, Kontorets Udgivter, saa betydelige disse endog have været i dette første Aar efter dets Oprettelse, da saamange Snedkerarbeider m. m. gjordes nød- vendige. For Permerne har det dog ikke lykkets at finde Afsæt- ning. Aftrukne i Vægten, ere de sækkeviis blevne bragte tilbage, SIDE: 18 og derpaa, med Expeditionssekretærens Tilladelse, paa Anmod- ning fra Generalmajor Birch, skjænkede til Bogbindermateriale til Grønlands Asyl. Endeel Pergamentpermer af ældre Thing- og Raadstueprotokoller -- muligens Levninger af de i Krigs- aarene til Patroner tagne Arkivalier eller af de senere hen ved Indbrud bortstjaalne Protokoller -- fandtes henlagte i Arkivet, og overlodes en Bogbinder, forat indbinde Arkivets Bøger, efterat Jurisdiktioner, Titel og Aarstal vare blevne noterede i eget Hefte. En Pergamentpermet Protokol, der var ført paa Agershuus i Hannibal Sehesteds Dage, men uden at være af officielt Indhold, erhvervedes af Undertegnede, ved tilfældigt Paatræf, for Arkivet. Derimod afgaves til Universitetsbibliotheket følgende Mscpter in folio: "Beskrivelse over Christian Vtes Reise i Norge 1685" og "1ste og 3die Deel af en Beskrivelse over Bergen af Borger- mester Cl. Fasting." Til det kgl. Selskab for Norges Vel afgaves i Februar 170 Explr. af Olufsens Afhandling om at brygge Øl, der fandtes henlagte i Kontoret. Da Rigsarkivet for Tiden og videre frem i et Perspektiv, det ikke lader sig saa let gjøre nu at fastsætte Enden for, yder fuldt op at gjøre for det nærværende Personale, og det er at vente, at Indleverelsen af ældre og nyere Sager nu efter dette Kontors faste Oprettelse vil komme i Gang og skee hyppigere, er det at ønske, at Rigsarkivets Personale indtil videre ikke maa ind- skrænkes. Ved Arkivaliers Imodtagelse i Lokalerne i Departe- mentsgaarden maa Personalet deles, og Afleveringerne hidtil have, paanær de af de trykte Sager, fundet Sted i en saadan Uorden, at det Dage og Uger har afgivet Beskjæftigelse for en Assistent at bringe de tilsendte Læs i en saadan Orden i Hylderne, at man fra Arkivets Side har kunnet vide og give en Tilstaaelse for hvad man har modtaget. Undertegnede troer det derfor hen- sigtsmæssigt, om det blev alle de Regjeringskontorer, som afle- vere Arkivalier til Rigsarkivet, paabudt at gjøre dette i saadan Orden, at de strax kunne gives sin Plads. Idet Undertegnede saaledes ærbødigst foreslaaer, at Rigsarki- vets to Extraassistenter, naar det dem tilsagte Halvaar er ud- løbet med Marts Maaned, gives Ansættelse indtil videre, be- mærkes, at kun ved en saadan Forceren af Arbeidet, vil den Tid intræde, naar der ogsaa er bragt Orden efter Materien i de løse Masser, at Rigsarkivet vil kunne taale en Indskrænk- SIDE: 19 ning i Personalet, hvorom det vilde være Undertegnede en Til- fredsstillelse snart at kunne afgive ærbødigst Indstilling. TIL CARL FOUGSTAD 21 Jan. 1842. Da et velkonditioneret, paa Lærred heftet og med Ruller for- synet Explr. af Pontoppidans Karter over det sydlige og nord- lige Norge tilbydes Arkivet for den, med Hensyn til dette Karts Sjeldenhed, billige Priis: 3 Spdlr, og da det norske Rigsarkiv ikke bør være dette Kart foruden -- ligesaalidt som noget Hoved- kart over Riget -- foreslaaes ærbødigst, at det anbudte Kart kjøbes for bemeldte Priis. TIL JACOB JÜRGENSEN 24 Jan. 42. Efter Assistent Moes Beretning har Hrr Bureauchefen i sin Tid ladet Dem forlyde med at være gjennem Bureauchef Bern- hoft kommen i Besiddelse af 6 Protokoller vedkommende Op- gjørelsen med Danmark, hvilke jeg isaafald tør udbede mig til- stillede som Rigsarkivet tilhørende. TIL FINANSDEPARTEMENTET 11te Februar 1842. Rigsarkivet er først i disse Dage, ved Efterspørgsel fra Kon- torets Side, kommet i Besiddelse af 6 Protokoller, betitlede "Sam- linger af de Opgjørelsen med Danmark vedkommende Akter", hvilke i Bureauchef Jürgensens Bestyrelsestid extraderedes ham ved Bureauchef i Statssekretariatet Bernhoft fra Storthingets Ar- kivarius til Opbevarelse i Rigsarkivet, hvor de ogsaa formeentlig høre hjemme, og nu, paa Grund af deres Vigtighed og en Deel af Indholdets Beskaffenhed, under Laas ere forvarede. Indholdet af den første af disse Protokoller, "Instructioner til Commis- sarierne," har, paa Grund af deslige diplomatiske Forføiningers secrete Natur, og da det Hensigtsmæssigere i at have noget Be- stemtere at holde sig til, end saakaldet Kontorbrug og Sædvane, formeentlig maa erkjendes, vakt Ønsket hos Undertegnede om SIDE: 20 at være i Besiddelse af en Instruktion fra Departementet, hvori ogsaa Reglerne for Udlaan af Protokoller og Dokumenter til Af- benyttelse hjemme og paastedet vare foreskrevne. Kontorbrugen ved Rigsarkivet har hidtil ikke negtet Udlaan hjem af løse Do- kumenter, og tilstedet Afbenyttelse og Gjennemsyn paa Stedet af hvilkensomhelst Protokol, der maatte forlanges. Hidtil har saa- dant kun været Tilfælde i videnskabelig Hensigt; men sikker kan man ikke være for, at ikke den blotte personlige, eller vel endog en journalistisk, Nysgjerrighed vil benytte sig af den Adgang til Tilfredsstillelse, Rigsarkivet maatte tilbyde, og den ansvarlige Bureauchef er saaledes udsat for Følgerne af Hvilkensomhelsts indiskrete Brug af en Frihed til paa Stedet at lade sig forelægge til Afbenyttelse hvilkensomhelst Protokol, der ikke kan siges be- grændset ved den Omstændighed, at deslige Arkivalier ikke ud- laanes uden Departementets specielle Tilladelse. Indrømmelsen af Tilfældets Sjeldenhed medgiver dog ogsaa dets Mulighed; og Embedets Natur og Sædvanen ved andre Rigsarkiver, hvor Per- sonalet, saavidt vides, endog er eedfæstet, og hvor Regler for Publikums Adgang dertil ere foreskrevne, og det langt snevrere end det maaskee vilde lade sig gjøre eller være passende hos Os, tilsiger og bestyrker formentlig Hensigtsmæssigheden af en Instruktions Udstedelse for Bureauchefen ved Rigsarkivet, som hverken gik Tilliden til Dennes Konduite, Liberaliteten mod Pu- blikum eller Regjeringens Ret over sine Arkivalier for nær. TII FINANSDEPARTEMENTET 8 Marts 1842. En Reqvisition fra Sandsvær efter Udskrivt af en Justitspro- tokol, som ikke har været afgivet til Rigsarkivet, og derfor maa- skee endnu kan beroe ved Buskeruds Amt, giver fornyet Anled- ning til at beklage, at den Kongl. Resolution af 10de Juni 1837 saalidet efterleves. Idet derfor Undertegnede tjenstærbødigst til- lader sig at gjentage sin, i Skrivelse af 15de Juli f. A. yttrede Formening om det Hensigtsmæssige i en almindelig Indskjærpelse af ovennævnte Resolution, anholdes ogsaa om, at vedlagte Skri- velse maa udfærdiges til Buskeruds Amt. SIDE: 21 Til Buskeruds Amt. I Anledning af en til Rigsarkivet indløben Reqvisition fra Sands- vær om en Udskrivt af Justitsprotokollen for Nummedal og Sands- vær for Aar 1756, som ikke har kunnet effektueres, da der ikke ved Rigsarkivet forefindes yngre Protokoller for bemeldte Juris- diktion end af Aar 1734 -- 35, maa Departementet herved tjenst- ligt bringe i Erindring til snarest mulig Efterlevelse Kongl. Re- solution af 10de Juni 1837, hvorefter alle saadanne Dokumenter og Protokoller, hvis Ælde gjør, at de ikke længer ere til nogen Nytte for Embedernes eller Ombudenes Bestyrelse, eller som be- sidde nogen antiqvarisk, statistisk eller historisk Interesse, skulle fra samtlige Embedsarkiver indsendes til Rigsarkivets Bestyrelse, efter at en Fortegnelse over de Arkivalier, som agtes afgivne, forud er indsendt til vedkommende Departements Approbation. Idet Departementet saaledes maa have Amtet tjenstligt an- modet om at see denne Resolution iværksat for dets eget Arkivs Vedkommende, saaledes som dette for Tiden er, tør det ogsaa vente denne Paamindelse udstrakt til Amtets underordnede Em- bedsmænd. TIL CARL FOUGSTAD 16 Marts 1842. Med denne Maaned løber det halve Aar tilende, Hr. Expedi- tionssekretæren nævnte som Prolongationstiden for de ved Rigs- arkivet ansatte to Extraassistenter. Udbedende mig Departe- mentets Bestemmelse om videre Prolongation kan tilstaaes, maa jeg erklære, at Rigsarkivets Tarv fordrer for Nærværende For- blivendet med nærværende Personale, og at det fra Kontorets Side ikke skal mangle paa Underretning om naar Indskrænkning deri kan skee. TIL FINANSDEPARTEMENTETS INDRE-AVDELING 19 Mai 1842. Ved de under Gjennemsyn værende Konsumtionsbøger findes "Maleværksprotokoller", om hvis Indhold det ligeledes vedlagte Regnskap i Extrakt afgiver formentlig tilstrækkelig Oplysning. Desaarsag foreslaaes de til Kassation. -- Tillige forespørges tjenst- ligst, om det ikke kunde gjøres til Regel for Kassationen, at i SIDE: 22 Almindelighed de Arkivalier, ældre end 1814, kasseredes, hvis Hovedindhold findes indtaget i Protokollerne, som opbevares, eller i de samme vedlagte Extrakter og Regnskaber. TIL STIFTAMTMANDEN I CHRISTIANSAND [Utkast for Finansdepartementet.] 23de Mai 1842. Da der ved Rigsarkivet, i videnskabeligt Øjemed, har været Reqvisition efter Dokumenter, som for en Deel sandsynligviis maa være beroende i Christianssands Stifts Arkiv, nemlig alt hvad der vedrører de Lofthusiske Uroligheder fra Aarene 1785 -- 88, bringes herved kgl. Resolution af 10 Juni 1837, hvorefter det er samtlige Autoriteter paalagt "at indsende til Rigsarkivets Be- styrelse alle saadanne Papirdokumenter samt Protokoller, hvis Ælde gjør, at de ikke længer ere til nogen Nytte for Embedets Bestyrelse, og som i antiqvarisk, statistisk eller historisk Hen- seende maatte ansees at være af nogen Interesse, i behagelig Erindring. TIL FINANSDEPARTEMENTET 24 Mai 1842. Den Kongl. Resolution af 10 Juni 1837, der paabyder samtlige Rigets Autoriteter og Embedsmænd at indsende til Rigsarkivet de Papirdokumenter og Protokoller, som ikke ere nødvendige for de respektive Embeder, er i den Grad bleven lidet efterlevet, at kun 6 (sex) Sognepræster, nemlig i Tind, Hvidesø, Alten-Talvig, Eidsvold, Sandsvær og Tjølling, alle i Aaret 1838, have opfyldt dens Bestemmelser. Desaarsag, og da Kommunikationerne ere lettere fra mange Steder i nærværende Aarstid, troer Underteg- nede, at en Indskjærpelse af ovennævnte Resolution, i Lighed med et under 15 Juli f. A. fremsat Forslag, vil være hensigts- mæssig. Udkast til en Cirkulære i den Anledning til samtlige Overøvrigheder vedlægges derfor tjenstærbødigst. TIL A. DZWONKOWSKI 23 Juli 1842. I Anledning af Deres Skrivelse af 13de D., modtaget den 20de, meddeles herved, at Opgjørelsesprotokollerne med Danmark intet SIDE: 23 indeholde om noget norskt katholskt Fond, samt at jeg, da en Undersøgelse, "om der ikke i Rigsarkivet kan tilvejebringes Op- lysninger om Katholikerne i forrige Tider have været indrøm- mede Tilladelse til Udøvelse af deres Gudstjeneste her i Riget," uden bestemtere Opgave af Tiden, vilde blive altfor vidløftig, af Interesse for Sagen, og for maaskee at kunne lede til nogen nærmere Bestemmelse af Tiden, har erhvervet vedlagte juridiske Betænkning fra Hr. Højesteretsadvokat Hjelm, som han tillige har havt den Godhed at overlade til hvad Brug man maatte ville have derfor. Skulde den føre til nærmere Bestemmelse af Tiden, skal en Undersøgelse i Rigsarkivets Kancelliafdeling strax vorde iværksat. TIL FINANSDEPARTEMENTET 19 Aug. 1842. En under 5te Nov. f. A. udfærdiget Paamindelse til Vedkom- mende om Afleveringen af Agershuus Stiftsdirections Arkiv har endnu ikke havt nogen saadan tilfølge, ligesom hidtil i indevæ- rende Sommer, til Beqvemhed for den stedfindende Ordning, ingensomhelst Aflevering har fundet Sted. Imidlertid sees den Tid snart imøde, da Arkivets Localer paa Agershuus hist og her ville afgive Rum for hvad der maatte blive afleveret; og da nu saadan Aflevering synes at foregaa langsomt, hvortil formentlig Mængden af Arkivalier og Møien med deres Ordning maa være Grunden, siden den kgl. Resol. af 10de Juni 1837 paabyder saa- dan uden videre at skulle skee, foreslaaes herved tjenstærbødigst, at tilstille Agershuus Stiftamtmandskab, der er i Besiddelse af en Mængde uordnede og slet opbevarede ældre Arkivalier, en Skrivelse som vedlagte, for at Rigsarkivet maaskee da til Høsten eller engang i Vinterens Løb kunde komme i Besiddelse af disse Sager, hvorefter der stundom har været Efterspørgsel. TIL SVERIGES RIKSARKIV [Utkast for Finansdepartementet.] 10 October 1842. Departementet troer herved tjenstlig at burde oversende til det kgl. svenske Rigsarkiv vedlagte, i det norske Rigsarkiv forefundne, 3 Sverige alene vedkommende Dokumenter af diplomatisk Ind- hold, nemlig SIDE: 24 1) Kommercetraktat 2) Forbundstraktat imellem Sverige og Storbritannien, dat. Lon- don, 1ste Okt. 1661, i svensk Haandskrivt; 3) Traktat mellem Sverige og Portugal af 1643, i latinsk Haand- skrivt. Departementet benytter Leiligheden til at yttre Formening om det Ønskelige i, at, ved forefaldende Leilighed, gjensidig Udvex- ling fandt Sted af saadanne Arkivalier, der i hvert af begge Ri- gernes Arkiver maatte forefindes at vedkomme udelukkende det andet. TIL FINANSDEPARTEMENTET 8 November 1842. Embedsmænd af Regjeringens Personale, hvormed Underteg- nede har oftere vexlet Tanker om den, for Historie og Arkiv- væsen, for det Offentlige som Private, ikke uvigtige Sag, der er Gjenstanden for nærværende tjenstærbødige Skrivelse, have troet, at den rettest bragtes paabane fra Rigsarkivet. Det er nemlig paa det, for alt Arkivvæsen uhensigtsmæssige, men i de senere Aar til al Embedskorrespondence brugelige, men til Opbevaring, formedelst Chlorbehandlingen, uskikkede, saakaldte "Maskinpa- piir," jeg holder det for Pligt at henlede Departementets Op- mærksomhed, tjenstligst givende mig den Frihed at bemærke, at, dersom vor Tids Korrespondence ikke inden kort aldeles skal forsvinde og alt Arkivvæsen ikke saaledes blive indskrænket til de blotte Protokoller og de enkelte Dokumenter, som tilfældigviis maatte bestaae af bedre Papiir, er det uundgaaeligen nødvendigt, at der tages Regjeringsforholdsregler imod Bruget af hint saa- kaldte Maskinpapiir, og det ikke blot for Departementernes, men for samtlige Embeders og Administrationsgrenes Vedkommende. Den samme Bemærkning er, om ikke erindres feil, for nogen Tid tilbage bleven fremsat i tydske Blade, hvori der fremhævedes med Eftertryk den al Historie og Arkivvæsenet truende Fare, som er forhaanden og let lader sig forudsee af et vidtudbredt Brug af et Materiale, der saa godt som kun er beregnet paa Øjeblikket og dets Behag. Man faaer renoncere paa det Behagelige for Følelse og Øje, SIDE: 25 omendskjøndt det ikke er at tvivle paa, at Fabrikationen vilde rette sig efter de Reqvisitioner, som gjordes, og den Resolutions Bestemmelser, som maatte emaneres. Intet kan erstatte, at det morknes og smuldrer hen i sine Sammenlægninger. Det maa først og fremst være stærkt forat det kan blive en Sandhed, at "littera scripta manet", og om man desforuden forlangte det baade glat og hvidt (eller helst med noget blaaligt Skjær) var det vel ikke formeget krævet af vor Tidsalder. Til et Vidnesbyrd om at man i vor Stat for 200 Aar siden har vidst at sørge for baade godt og forsvarligt Papiir, vedlægges herved en kongelig Qvit- tance fra Aaret 1646, der formentlig er skreven paa den af Kong Christian IV anlagte Fabrik. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM [Utkast for Finansdepartementet.] 19 Nov. 1842. Da Bureauchefen ved Rigsarchivet underhaanden har skaffet sig Kundskab om, at det vil være af nogen Interesse for Univer- sitetsbibliotheket, til Supplement af dets egne Exemplarer, at er- holde en Samling af norske Aviser fra Aarene 1810 -- 1814, der kunne afsees fra Rigsarchivet, hvor de ikke danne noget Heelt, som dog etsteds i Riget bør være at tilgaae, tilmeldes herved tjenstlig, at 14 Pakker af Bergens, Throndhjems og Christians- sands Addresse-Aviser for ovennævnte Aar stilles til Universitets- bibliothekets Disposition og til Afhentelse fra Rigsarchivet. Lige- saa kunne 2 Pakker Placater og Anordninger i samme Hensigt overlades. TIL CHRISTIAN GLAD 21 Nov. 1842. I Henhold til Hr. Pladsmajorens gode Løvte om at erholde til- sendt Prøver af Papir fra Deres Fabrik, i Anledning af den af Undertegnede vakte Motion om Afskaffelse af det saakaldte Ma- skinpapir til Embedsbrug, tillader jeg mig ogsaa at udbede mig, at De ogsaa, som sagkyndig, vil yttre Dem om dette, formentlig ikke uvigtige, Anliggende. Deres ærede Svar, hvori saavel Deres egen Erfaring med Hensyn til ovennævnte Papirsort som Deres Formening om Aarsagerne til dets Skjørhed og Uduelighed til SIDE: 26 Opbevaring og om hvilken Papirsort der kunde ansees for hen- sigtsmæssig til Embedscorrespondence, ønskes meddeelte, vil da blive vedlagt den Continuationsskrivelse i denne Anledning, hvor- med de forskjellige Papirsorter fra vore Fabriker oversendes til Finantsdepartementet. TIL COLLEGIUM ACADEMICUM [Utkast for Finansdepartementet.] 21de Novbr. 1842. Da Rigsarchivets Samlinger, ifølge dets foregaaende og nær- værende Bestyreres Formening, ikke bør strække sig længere til- bage end til og med Aaret 1537, der i politisk og religiøs Hen- seende danner en Epoche i Rigets Historie, saaledes at dette Aar bliver dannende Skillet imellem Rigsarchivets og Diplomsamlingens Documenter, oversendes herved tjenstlig et Pergamentdocument, to Do. paa Papir samt 20 Brudstykker af forskjellige gamle norske Codices, hvilke ere forefundne i Rigsarchivet, men ifølge deres Ælde vedkomme Diplomsamlingen ved Universitetet. TIL FINANSDEPARTEMENTET 22de Novbr. 1842. I forrige Aars Indberetning tilkjendegav Undertegnede at ville afgive tjenstligst Underretning om naar Rigsarchivets Ordning maatte tillade nogen Indskrænkning af Personalet; og da dets Samlinger nu ere bragte i en saadan Orden, at En af Personalet kan undværes, foreslaaes herved tjenstligst, at Assistent B. Moe, der siden medio September har været underrettet om, at en Fore- stilling som nærværende i Løbet af Efteraaret vilde indløbe, og som har erklæret sig tilfreds med at forlade Archivet, afskediges fra Rigsarchivet ved indeværende Aars Udgang, og at Cand. theol. N. J. Wessel Berg ansættes som 2den Assistent. TIL FINANSDEPARTEMENTET 23de Novbr. 1842. Da jeg forgjæves, paa alle mig mulige Maader, har søgt at faae Assistent B. Moe til at fremvise til Konferering med Rigsarkivets SIDE: 27 Laaneprotokol de af ham i et betydeligt Antal udlaante Arki- valier, idet jeg baade har anvendt i Løbet af Maaneder idelig gjentagne Anordninger og Befalinger, samt endelig lige forgjæves ladet Kontorets Assistenter Bech og Knoph søge ham hjemme med Udlaaningsprotokollen for der at konferere, og da han fremdeles gjentagende har erklæret mig reentud ikke at ville gjøre dette, af den Grund, at der "muligens kunde forefindes Dokumenter derimellem, hvorfor han ikke havde afgivet Beviis" : maa jeg her- ved tjenstligst anholde om, at det maa blive ham paalagt direkte fra Departementet at fremvise for mig, til Kollationeren med Rigs- arkivets Laaneprotokol, samtlige Rigsarkivet tilhørende Arkivalier, som maatte være i hans Besiddelse, enten han saa veed han derfor har afgivet Beviis eller ikke. Det er nemlig Tilfælde, at bemeldte Moe har isaahenseende i den Grad misbrugt min Tillid og udsat mig for Ansvar og Ar- kivet for Tab, samt forøvrigt paa saa mange Maader givet mig Anledning til Misfornøjelse, at jeg, da saadant ikke er Tilfælde med nogen af de to yngre Ansatte, ikke kunde foreslaae nogen Anden til Afskedigelse naar den Tid kom, at Personalet taalte nogen Reduktion. Derpaa er han forlængst bleven forberedet, og afgav da det Svar, at han endogssa selv havde tænkt paa at forlade Arkivet og ikke var forlegen for anden Udvei. Jeg havde tænkt at kunne undgaae, at forbinde nogen Klage over Assistent Moe med Indstillingen om hans Afskedigelse; men det Exempel paa utaalelig, alt Forhold mellem Foresat og Under- ordnet forrykkende og tilintetgjørende, Overhørighed, han, som ovenangivet, gjentagende har afgivet, nøder mig til herved tjenst- ligst paa det indstændigste at anholde om, at Assistent Moe, som desuden har opført sig saaledes, at jeg for nogle Maaneder til- bage saae mig i den Nødvendighed ikke længer at kunne betroe ham Nøglerne til Kontoret, strax ved indeværende Maaneds Ud- gang afskediges, uden at han, saasnart han har aflagt Regnskab for de udlaante og udtagne Arkivalier, som han har ihænde, har oftere at indfinde sig paa Kontoret. TIL FINANSDEPARTEMENTET 29de Novbr. 1842. I forbindelse med Undertegnedes Skrivelse at 8 d. M. betræf- fende Afskaffelse af Maskinpapiret til Embedsbrug, oversendes SIDE: 28 hermed under Paket Litr. A en Betænkning fra Papirfabrikanten, Pladsmajor Glad med 5 vedlagte Papirsorter af hans saakaldte Nedre Papirmølles Fabrikater, under Rulle Litr. B 19 Prøver af Papirsorter af den Juul og saaledes stod da kun tilbage Rigsarkivets saakaldte 2den Afdeling paa Agershuus, der i de to første smaa Værelser indeholder det ældre Stifts- Statholderskabernes og Slots- lovens Arkiv, samt i det tredie indre fornemmelig det ældre Kancelliarkiv samt Qvæsthuus- og Krigshospitalskassens Regn- skabsprotokoller tilligemed en Mængde andre militære Arkiv- sager. Dette Værelse blev først igjennemgaaet efter Katalogen, Pakkerne forsynede med Afficher og Reolerne rubricerede, hvor- efter Ordningen i de to forreste Værelser begyndte med Gjen- nemgaaelsen af samtlige Stiftets gamle Thingprotokoller, Stat- holderskabets Referatprotokoller o. s. v. indtil Afleverelsen af Stiftsarchivet, hvilket slutter sig til Indholdet af denne Arkiv- afdeling, endeligen fandt Sted ved den Tid Arbeidet maatte ind- skrænkes til Kontorlokalerne. Leiligheden, da den nye 3die Af- deling indrettedes til Modtagelsen af dette og Bispearkivet, blev benyttet til at anskaffe 5 nye Reoler i 2den Afdeling, saa Rigs- arkivet nu er saa forsynet med Reoler, som Rummet tillader, med Undtagelse af et mørkt Siderum til ovennævnte Kjælder i 1ste Afdeling. Af Afleveringer har i Aarets Løb følgende fundet Sted: 1) Fra Professor R. Keyser: a) Fortegnelse over Skjøder og Adkomster, Jordegods i Norge angaaende, efter det kgl. danske Kancellies Befaling afleveret til kgl. norsk Statssekre- tær Hr. P. Chr. Holst, som Befuldmægtiget, ved Geheimear- chivarius Grim Thorkelin, Aar 1820. b) Kopiprotokol af Re- gistraturerne, som findes i Bispearkivet paa Bergens Bispe- gaard. Fotnote: Efterat dette er skrevet er det, efter Aftale med Stiftamt- manden, bleven bestemt, at de Arkivalier, som ere yngre end 1820, blive at remittere. SIDE: 32 2) Fra Bureauchef Jürgensen: 6 Protokoller, indeholdende In- struktionerne og Forhandlingerne ved Opgjørelsen med Dan- mark. 3) Fra 2det Revisionskontor: Toldantegnelser med Koncept- Decisioner og Bilag fra forskjellige Aar imellem Aarene 1806 og 1830, Generalextrakter, samtlige i Behold havende Kon- sumtionsregnskaber indtil Aaret 1827 m. m. Toldvæsenet ved- kommende, samt endeel Dokumenter vedkommende de i sin Tid omordnede Vare-Kontrolkommissioner. 4) Fra Stavanger Amt: Kassabøger for Jedderens og Dalernes Fogderi fra 1714 til 1800 og for Ryfylke Fogderi fra 1714 -- 1733. 5) Fra Agershuus' Stift: Stiftets hele ældre Arkiv indtil og med Aaret 1832. Og 6) Fra Agershuus' Bispe-Embede: Det ældre Stiftsdirektionens og Bispe-Embedets Arkiv. Til Diplomsamlingen og Universitetsbibliotheket er igjennem Collegium academicum bleven sendt endeel Pergamentsdokumenter og Brudstykker samt ældre Papirdokumenter, norske Aviser fra Aarene 1808 -- 14 og en Samling af Plakater, ligesom ogsaa til vedkommende Autoriteter i Sverige endeel ældre Specialkarter over Territorier i Sverige samt endeel diplomatiske Haandskrivter. Mellem Udlaanene, der til 59 Laantagere have udgjort et større Antal af Arkivalier end i de forrige Aar, kan mærkes, at Rigs- akten har været udlaant to Gange i Aarets Løb, nemlig først under 4de Januar, ifølge Ordre, til Justitsdepartementet, og siden under 23de August til Storthingets Konstitutionskommittee, fra hvem den blev tilbageleveret 20de September. Den særskilte Protokol, som føres over "Udskrivter og afbe- nyttede Arkivalier", udviser, at der i 1842 har været meddelt 22 Udskrivter og afbenyttet 36 Arkivalier. Uagtet disse mest have været Protokoller, er det dog ikke let, naar en Mængde, der idelig ombyttes, bliver afbenyttet, at være ganske nøiagtig i denne Kontrol. Dens fornemste Hensigt er heller ikke den detaljerede Talangivelse af de enkelte, ofte i Pakker afbenyttede, Dokumen- ter, men en Oversigt over hvilke Brancher af Arkivet -- og i hvilken Retning, videnskabelig eller praktisk -- der i Aarets Løb have været søgte. SIDE: 33 Til Opmaalingskontoret udleveredes i Februar 158 Karter, ved- rørende Landets Topografi, og i December lod Ingeniørbrigaden udtage de fortifikatoriske Tegninger, som forefandtes i Rigs- arkivet. Rigsarkivets videnskabelige Hjælpemidler ere blevne forøgede med Slutningshefterne af den Timmeske Samling af Forordnin- gerne, med de i Aarets Løb udkomne Hefter af den Bergske Samling af Reskripterne, Pontoppidans Norges Kart og med 12 Bind af historisk Indhold. Kasserede ere blevne: de ældre Maaler- og Vejerbøger samt Toldantegnelser, Maleværksprotokollerne, de ældre, fra Stavanger Amt sendte, Kassabøger, med Undtagelse af Kassabøgerne for hvert 10de Aar, samt endeel Bilag til Zahlkasseregnskaberne for sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede. Ifølge Regnskab, aflagt under 27de December, er der solgt kasseret Papiir for 75 Spd. 38 Sk. -- deraf dog 13 Spd. 70 Sk. Rest fra næstforrige Aar -- , og ere samtlige kasserede Protokoller solgte til Arsenalet til for- højet Priis, 48 Sk. pr. B , for at bruges til Karduser og saa- ledes efterhaanden at tilintetgjøres. Underhandlingerne med Professor R. Keyser, om hvilket Aar, der mest passende skulde danne Skillet imellem Diplomsamlingen og Rigsarkivet, have af ham atter været bragte paabane uden at det dog endnu kom til nogen endelig Bestemmelse, da Hr. Keyser fandt det bedst at udsætte denne endnu en Tid. Et sildigere Grændseaar end det forhen foreløbigen antagne, Reformations- aaret 1537, f. Ex. Aaret 1600 eller Christian 4des Hyldelsesaar i Norge 1591 vil da rimeligviis blive fastsat. Under 14de Oktober kommuniceredes Hs. Mt. Kongens naadigste Bestemmelse: ikke at sanktionere sidste Storthings Beslutning, at opføre de for Arkivpersonalet anslaaede Gager som midler- tidige. Rigsarkivets Tarv, idet Aarets Slutning, som ovenberørt, medførte Afleverelsen af Bispe- og Stiftsdirektions-Arkivet medens man endnu havde at gjøre med den foreløbige Gjennemgaaen af det bogstaveligen en masse og i Uorden afgivne Stiftsarkiv, vil ogsaa, idetmindste for Vinteren, gjøre Bibeholdelsen af de 2 Extra- SIDE: 34 Assistenter nødvendig, saafremt de Afleverelser, der, som be- lovede og ellers, ere ivente til Foraaret, ikke skulle træffe Rigs- arkivets Personale saa beskjæftiget med at bringe Orden i sine Masser, at det ikke kan yde senere Afleverelser nogen anden Modtagelse end den blotte Hensættelse af Kasserne. Medens denne Gjennemgaaelse af de i Løbet af Efteraaret afleverede to Arkiver har beskjæftiget Assistenterne Moe og Knoph, har Cand. Berg fortsat Reenskrivten af de under Ord- ningen i de ydre Lokaler optagne Kataloger, og Hrr Cand. Bech har fuldført en Hovedkatalog over Rigsarkivets hele Indhold ved Udgangen af Aaret 1842, hvori samtlige specielle Kataloger og Designationer ere indtagne, og som altsaa i sit Bind, under hvilke- somhelst Forbedringer Katalogiseringen maatte modtage og under alle Rigsarkivets Udvidelser, i sildigere Tider vil afgive et histo- risk Mærke og en fuldstændig Skildring af Rigsarkivets Omfang og Tilstand ved denne Tid. TIL OLE E. GJERDRUM 9 Jan. 1843. Da jeg har ladet mig sige, at endeel ældre Arkivalier, Agers og Folloug Fogedembede tilhørende, skulle opbevares paa Foged- gaarden, tillader jeg mig tjenstligst, saafremt saa skulde forholde sig, at bringe i Erindring Kgl. Resol. af 10 Juni 1837, ifølge hvil- ken samtlige civile og andre Embedsmænd, efter Approbation af vedkommende Departement, skulle til Rigsarkivet indsende samt- lige Papirdokumenter og Protokoller, hvis Ælde gjør, at de ikke længer ere til nogen Nytte for Embedernes eller Ombudenes Be- styrelse, og som i antiqvarisk, statistisk eller historisk Henseende maatte ansees at være af nogen Interesse. TIL FINANSDEPARTEMENTETS INDRE-AVDELING 18 Jan. 1843. Idet vedlagte Andragende fra Kontorets Bud tjenstligst over- sendes, maa jeg derom erklære, at det ikke vilde være til dets Baade, om det skulde miste en allerede routineret Tjener. Hans Løn er 4 Spd. for Maanederne October til April incl., samt for Maanederne Mai til Sept. et Tillæg af 4 Spd., altsaa for Aaret SIDE: 35 68 Spd., hvortil endnu kommer noget Extra for Vedskjæring. Skulde nu i Forhold til andre Departementsbuds Løn, 8 Spdlrs faste Gage, med Afkald paa al Betaling for særegne Arbeider, ikke findes passende, troer jeg at kunne bringe i subsidiært For- slag, at tilstaae ham, à 7 Spd. maanedlig, 84 Spd. i aarlig Løn, med Forpligtelse at forlade den militære Tjeneste og at forrette Vedskjæring og hvad andet Arbeide, der maatte forefalde, uden nogen Godtgjørelse. TIL OLE E. GJERDRUM 1 Feb. 1843. Da den kgl. Resol. af 10 Juni 1837 synes at gjøre til Hoved- betingelse for Archivaliers Aflevering til Rigsarchivet fra de for- skjellige Embeder, at de formedelst Ælde ikke længer skulde kunne være disse til nogen Nytte; da man hidtil ved Rigsarchi- vet ikke ubetinget har casseret saadanne Archivalier, som de i Hr. Fogdens Skrivelse af 28de f. M. omnævnte, samt da disse formeentlig ville afgive Supplementer ved den Gjennemgaaelse af Agershuus Stiftamtmandsembedes ældre Archiv, som for Tiden finder Sted i Rigsarkivet: tillader Undertegnede sig herved tjenst- lig at yttre den Formening, at det vel var rigtigst at erhverve vedkommende Departements Approbation, i Overensstemmelse med Resolutionens Bydende, paa ovennævnte Archivaliers Ind- sendelse en masse til Rigsarchivet. TIL JUSTISDEPARTEMENTET 7 Febr. 1843. I Anledning af Departementets Forlangende, at anstille Under- søgelse i Rigsarkivet, om der skulde forefindes noget skrivtligt Vidnesbyrd for, at en i Bergen imellem Aarene 1660 og 1670 afdød General i de dengang forenede Rigers Tjeneste, Johan Henrik v. Schulten, fød i Westfalen, skulde have disponeret over en Deel af sin Formue til Fordeel for sine derværende Frænder: gjenmeldes herved tjenstligst, at saavel Rigsarkivets Afdelinger, hvor saadanne Dokumenter kunde være at søge, nemlig det ældre Kancelliarkiv fra ovennævnte Aar saavelsom Datids Statholder- skabs Protokoller, som de af vor Literaturs Skrivter, hvor Op- SIDE: 36 lysninger om Personer af en saadan Charge ellers kunde være at hente, saasom "Adelslexikon", "Fosses og Sagens Bergens Beskrivelse", "Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie" og "Klüwers Mindesmærker", ere samtlige blevne undersøgte uden at opdage endog kun Spoer af en Person af saadant Navn. [fotnotemerke] Thi, at "Klüwers Mindesmærker" oplyse om, at en Georg Chri- stian von Schultz, fød i Braunschweig, er i Aaret 1715 død i Throndhjem som kommanderende General sammesteds, kan for- meentlig ikke engang antyde Muligheden af nogen Forvexling, da Opgivendet af Schultens Navn -- om end Endelsen "en", efter tydsk Sæd, kan være en Apposition -- og Fødested er saa bestemt. For ikke at lade Noget uforsøgt, har Undertegnede ogsaa, men lige forgjæves, ladet vor udmærkede Personalhistoriker Justitia- rius Berg konsulere, saa der neppe staaer andet tilbage end, under Antagelsen af, at Schulten kan have været ansat i den danske Deel af Armeen, men død i Bergen paa en Reise eller under et kortvarigt Ophold her i Landet, at henvise Vedkom- mende til at forsøge en bedre Lykke i det danske Kancelliarkiv. TIL FINANSDEPARTEMENTET 19 Mai 1843. Saavel i den Bestemmelse i den kgl. Resol. af 10 Juni 1837, at samtlige Landets Embedsarkiver, civile, militære og geistlige, skulle afgives til Rigsarkivet efterhaanden som de blive saa gamle, at de kunne undværes ved Embederne, som ogsaa i Navnet og Naturen af et "Rigsarkiv", synes den Mening at ligge, at det skal kunne tjene Folket eller Hvilkensomhelst i det hele Rige til Op- lysning i Velfærds- eller videnskabelig Henseende. Da det nu, for de fleste Auctoriteters og Embeders Vedkommende har gaaet langsomt med Iværksættelsen af ovennævnte kgl. Resol., og Som- meren tilsteder de Fleste lettere Adgang til Hidtransport, vilde Fotnote: Af disse Værker indeholder "Bergens Beskrivelse" alle Kom- mandanternes Navne, "Samlingerne" en Mængde Personalnoter, og "Mindesmærkerne", en Samling af Epitapher over i Thrond- hjem afdøde og bisatte højere Militære -- med hvilken Stad Bergen kunde være forvexlet. SIDE: 37 det formentlig være hensigtsmæssigt, ved en Circulære -- som foreskrevet i Skrivelsen herfra Kontoret af 15 Juli 1841 og 24 Mai 1842 -- paany at indskjærpe Resolutionens Efterlevelse. Imidlertid vilde det dog være til megen Oplysning for Almen- heden, til Oversigt for Rigsarkivets Bestyrelse og Andre over Arkivvæsenets Tilstand i Riget og saaledes overensstemmende med et Rigsarkivs Betydning, samt til Lettelse ved Afleveringen og Besparelse derved, naar man herfra kunde meddele Hvad der ønskedes afleveret, om der her i Rigsarkivet blev opbevaret Designationer fra Rigets samtlige underordnede Arkiver, hvorfor herved tjenstærbødigst indstilles, at Departementet vil bevirke en kgl. Resolution, hvorefter det bliver paalagt samtlige Embeds- auctoriteter og Magistrater saavelsom Landets Præster, inden et Aar at indsende til Opbevaring i Rigsarkivet en Designation over de Arkivalier, som ere i deres Værge. TIL J. CHR. BERG OG R. KEYSER 14 Juni 1843. Jeg tillader mig, paa Grund af MHrrs Kjendskab til Samlin- gerne i Kjøbenhavn, at udbede mig Deres Betænkning i Anledning af hermed oversendendes Forespørgsel fra Kirkedepartementet om Arnas Magnussens Udlaan af Arkivalier fra Stavanger Dom- kapitels Arkiv. Det defekte Brev fra Magnussen af 1709, som MHrr ville finde sidst anført paa Biskoppens Fortegnelse an- tyder, at endeel af de udlaante Dokumenter ere blevne efter- lagte paa Island. TIL FINANSDEPARTEMENTET 21de Juni 1843. Underrettet om, at der ved Nedre- og Øvre-Romeriges Soren- skriverier skal henligge endeel ældre Protokoller, efter hvilke Slags Arkivalier der er hyppigst Efterspørgsel ved Kontoret, og da saadant rimeligviis er Tilfælde ved andre Jurisdiktioner, fore- slaaes herved tjenstligst, at samtlige Sorenskriverier tilstilles en Skrivelse, som vedlagte til ovennævnte tvende Embeder, samt en Fortegnelse over de Protokoller, ethvert af de respektive Em- beder vedkommende, der for Tiden forefindes ved Rigsarkivet. SIDE: 38 Maatte Departementet billige, at denne Forholdsregel udstrækkes til samtlige Sorenskriverier, skulle Skrivelserne snarest muligt efterhaanden blive oversendte. TIL KIRKEDEPARTEMENTET 30te Juni 1843. I Anledning af en Forespørgsel af 13de D. fra Kirkedeparte- mentets 1ste Expeditionskontor, om endeel fra Stavanger Dom- kapitel i Aarene 1698 og 1700 til (daværende Arkivsekretær) Arne Magnussen i Kjøbenhavn udlaante gamle Dokumenter, hvorfor Be- viser, Designation og Skrivelser desangaaende ere af Biskoppen i Christianssands Stift fremfundne af Bispearkivet, nufortiden maatte forefindes i Rigsarkivet: gjensvares herved tjenstligst, at saadant ikke er Tilfælde eller kan være det, da det er en, for danske saavelsom for norske Videnskabsmænd bekjendt, og af de Sidste høiligen beklaget Omstændighed, at de til Arne Magnussen fra de forskjellige Arkiver samt fra Private i sin Tid udlaante Arkiva- lier og Dokumenter ikke, for den betydeligste Deel, bleve tilbage- leverede, men, forsaavidt de ikke brændte i den store Ildebrand i Kjøbenhavn 1728, legerede til Kjøbenhavns Universitet, hvor de endnu findes som en dets øvrige Manuskriptsamling annekteret særskilt Afdeling. Den paa Universitetsbibliotheket værende "Cata- logus Diplomatum Norvegicorum in Bibliotheca Legati Magnæani", in fol. udviser, hvilken endnu stedse betydelig Samling af natio- nalvigtige Arkivalier og Dokumenter, der saaledes ere Norge fra- komne uden retlig Adkomst og Kompetents fra Testators Side, om det end ikke havde været udtrykkelig paabudt, saaledes som i Cirkulære til Stiftsøvrighederne af l9de Febr. 1687, ved deslige Udlaan af Domkirkerne og andre Arkiver at "give Beviis og at tilbagelevere det Laante i uskadt Stand", samt havde ligget i Sagens Natur, at Embedsarkivalier og Adkomstbreve kun under en saadan Betingelse have kunnet være udlaante. Magnussen erklærer ogsaa selv i en Skrivelse fra 1706 (Nordisk Tidsskrivt for Oldkyndighed. Bd. 3. Pag. 103), efter at have yttret om de udlaante Sager, at de vare til ingen Nytte ved Kapitlerne, saasom Ingen mere forstod dem: "Dog haver jeg ufeilbarligen isinde at skikke dem tilbage, naar jeg tilfulde haver brugt dem, hvortil jeg mig og haver reverseret". Testamentet blev dog, efter Jon Olafsens SIDE: 39 Beretning i hans biografiske Efterretninger om Arne Magnusson i bemeldte Tidsskrivt, Pag 34, forfærdiget et Par Dage før han døde og "den sidste Dag af ham selv underskrevet, da han dog neppe kunde skrive meer". Gjennemsøgelsen og Afleveringen gjældte Rigernes samtlige Dele, og da det er bemærket om Ribe Kapitel, at det havde den Forsigtighed at meddele Afskrifter, kan man slutte, at dette har været en Undtagelse, og at Originalerne overalt ere blevne udlaante. Hvad M. Stephensen, i en Anmærkning i Jon Olafsens Efter- retninger Pag 98, siger om Islands Skjebne i denne Henseende, er da ganske bleven gjældende for Norges Vedkommende; og han siger: "Landkommissionen (hvoraf Arne Magnussen var Medlem) lod sig være anliggende at udplyndre Island for dets dyrebareste Dokumenter og Haandskrifter af Antiqviteter, Historie og andre Stykker af videnskabeligt Værd, paa Pergament og Papir." Ved Opgjørelsen med Danmark, navnlig Universitetet betræf- fende, findes ikke denne Sag berørt, hvilket formentlig vilde og maatte have fundet Sted, om de norske Kommissærer havde havt Beviser ihænde for de Udlaan, den Arna-Magnæanske Samling skylder sin Tilværelse; og saaledes have Normænd maattet reise til Kjøbenhavn for der at afskrive hvad der i Fædrenelandet burde staae dem tilrede. Af højeste Vigtighed maatte derfor Opdagelsen af Beviserne i Bispearkivet i Christianssand forekomme, hvorfor Undertegnede troede at burde indhente de med den Arna-Magnæanske Manu- skriptsamling velbekjendte Herrer Justitiarius Bergs og Professor historiæ Keysers Betænkning, der ganske godtgjør Vigtigheden af Beviser og meddeler klar Oplysning om den rette Beskaffen- hed ved hiin illegale Acqvisition, uden at de dog have fundet sig foranledigede ved Sagens Stilling for Nærværende, til at foregribe Regjeringen i at angive og udfinde Maaden, hvorpaa Norge igjen kan komme i Besiddelse af en saa interessant, i national og viden- skabelig Henseende saa vigtig Eiendom. Muligt kunne vel endnu flere magnæanske Laanereverser findes ved Gjennemgaaelsen af de andre Bispearkiver; men til derpaa at bygge Ankrav, i den Ud- strækning lovligt kan være, og hvilket synes at have Medhold fra dansk Side i den derfra anerkjendte Kielertraktats 21de Ar- tikel, ere de fremfundne forhaandenværende tilstrækkelige efter SIDE: 40 ovennævnte Herrers Betænkning, hvilken, tilligemed de Expe- ditionskontoriets Skrivelse vedlagte Dokumenter, herved over- sendes. TIL CARL FOUGSTAD 15de Juli 1843. I Anledning af Hr. Expeditionssekretærens for Bech yttrede Formening, om at det, for Rums Skyld, neppe skulde være værd at udfærdige nogen Cirkulær for at see ældre Sager indsendte til Rigsarkivet, vil jeg tillade mig at paapege den Seendrægtighed, hvormed saadanne Indmaninger sædvanligviis efterkommes. Det er saaledes vel Tilfælde, at den Kongl. Resolution desbetræffende behørigen er kommuniceret høiere og lavere Embedsmænd; men det er kun yderlig Faa, som have taget Notits deraf; og af de i de to foregaaende Aar udsendte Erindringer, frugtede de kun hos Stavanger Amt: Skulde alle Indsendelser skee paa engang, vilde de vistnok overvælde baade Locale og Personale; men efter disse Erfaringer er det neppe at befrygte. Et Cirkulære, som foreslaaet, vil sandsynligviis kun have tilfølge, at der mod Damp- fartens Slutning indløber endeel Arkivalier, som befinde sig sik- krere paa Agershuus end i Privatboliger, hvor Respecten derfor snarere tager af end stiger med deres Alder. TIL KIRKEDEPARTEMENTET 5te August 1843. I Undertegnedes Skrivelse af 30te Juni d. A. betræffende de Arne-Magnæanske Dokumenter yttres, at Sagen ikke har været berørt under Opgjørelsen med Danmark forsaavidt Universitetet angaaer, og dette er ligeledes Tilfælde med Qvæstionen om Tilbageleverelsen af norske Arkivalier i Almindelighed. Da imid- lertid Opgjørelsesprotokollerne udvise, at Udleverelsen af samt- lige, Norge vedkommende, Arkivalier har udgjort en oftere om- handlet, fra norsk Side som Betingelse udenfor det opstillede Underhandlingsprincip "Uti possidetis" inhæreret, og fra dansk Side indrømmet, Gjenstand for Underhandlingerne, har Under- tegnede troet, tjenstligst og i Kontinuation med foregaaende SIDE: 41 Skrivelse at burde oversende i verificeret Afskrivt hvad der isaahenseende kunde tjene til Oplysning og Støtte i Tilfælde af fornyet Ankrav. TIL FINANSDEPARTEMENTET 20de December 1843. Idet Undertegnede herved, paa Forlangende, i ligeledes vedlagt Skrivelse, af Amanuensis ved Rigsarkivet, D. Bech, tjenstligst oversender et af ham uarbeidet "Forslag til en Plan for Rigsar- kivets arkivmæssige Ordning", tillader jeg mig at bemærke følgende: Saa vist og af sig selv indlysende det er, at en Ordning efter Materien eller efter Fag og Administrationsgrene er den ønske- ligste og ideale for et Arkiv, og at denne er det Maal, hvortil dets Bestyrelse maa stræbe og engang bør komme, ligesom den ogsaa er den naturlige, naar Arkivalierne, under en ordnet de- partemental Bestyrelse kontorviis afgives, og idet der altsaa for- meentlig ikke kan være noget at udsætte paa Forslaget i sig selv og paa dets Rubriceringer: saa maa jeg dog være af den Mening, at dets Iværksættelse for Tiden vil være ganske uhensigtsmæssig med Hensyn til Arkivets ældre Afdelinger før 1814. Og det er disse, som for Tiden ere under Ordning efter en af den fore- gaaende Arkivbestyrelse som den bedste befundne, og af Hrr Bech selv, i hans i den Constitutionelle Nr. 137 1842 indrykkede "Over- sigt over Rigsarkivets Tilstand fra de ældre Tider indtil Udgangen af Aaret 1840" anbefalet Methode. Det hedder nemlig deri, at Iværksættelsen af Forsøget paa en fagviis Ordning af disse ældre Arkivalier" efterhaanden bortfaldt af sig selv, ligesom ogsaa Ord- ningen efter Materien erklæres først senere hen at kunne ind- træde. Men hertil er Tiden endnu ikke indtraadt, og der har ikke mødt nogen Vanskelighed ved den stedfundne chronologiske Ordning, som skulde kunne forklare og nødvendiggjøre nogen Forandring af denne Anskuelse. Masserne have gjort en Ord- ning, som f. Ex. den, der i Aarets Løb har fundet Sted ved de sidst afleverede Dele af Agershuus' Stifts- og Amtsarkiv -- , nemlig i nummererede Paqvetter, hvis Indhold fra samme Aar er katalo- giseret, -- nødvendig, og nu at iagttage en anden Ordning, en streng efter Materien, ved den ældre Deel at Stiftsarkivet, som skal slutte sig til hiin, synes formeentlig lidet anbefalelsesværdigt. SIDE: 42 Saasnart derimod de endnu uigjennemgaaede Dele af det ældre Arkiv ere gjennemgaaede og ordnede paa den hidtil brugte Maade, og der bliver Tid til paany at gjennemgaae dem, kunde for- meentlig en Ordning efter Forslaget være at forsøge. Et For- søg kan først overtyde om den er iværksættelig og overkommelig med Hensyn til det hele Arkiv før 1814. Dette Aar danner en skarp Grændse; og Rigsarkivet opfylder, med Hensyn til Om- stændighederne, formeentlig ganske vel sin Bestemmelse, naar det, om end med Bibehold af de gamle Inddelinger, har Alt før denne Tid i Reol og Katalog, og er efter den àjour og stedse istand til at modtage Afleveringerne fra Departementskontorerne og at give disse sin Plads i Række med de næstforegaaende. Rigsarkivets 2den Amanuensis Hrr Moe er bleven meddelt hans Kollegas Forslag, og har erklæret sig enig med Undertegnede i at det for Tiden ikke er anvendeligt paa det ældre Arkiv før dettes Ordning er foregaaet efter den hidtil brugte Methode. Da vil formeentlig den rette Tid være kommen til at skjænke det al den yderligere Opmærksomhed, som den Interesse for Sagen og den Tænksomhed, det røber, fortjener. Det følger ellers af sig selv, at Ordning efter Materien iagttages hvor den bekvemt kan skee, nemlig ved Arkiver fra Autoriteter, hvis Administration ikke omfatter altfor mange Brancher. Dette er f. Ex. Tilfælde med den Ordning af Agershuus' ældre Bispearkiv, som for Tiden foretages af Undertegnede personlig; men netop fordi Ordningen efter Materien har været let ved et Embedes Ar- kiv, hvis Officia snart lade sig opregne, kan denne ikke tjene til Beviis for at en saadan Ordning skulde være anvendelig paa hele det ældre Rigsarkiv. Skulde et Forsøg skee til en Begyndelse, vilde maaskee det ældre Kancelli-Arkiv være det tjenligste dertil, men burde dog formeentlig ialfald opsættes indtil Ordningen efter den hidtil brugte Methode er tilendebragt. TIL FINANSDEPARTEMENTET 30 Dec. 1843. I Anledning af det kgl. Depts. Opfordring til Undertegnede, i Skrivelse af 24de d., at yttre sig om en Deeltagelse fra Kon- torets faste Assistenters Side i Indstillingerne om Arkivaliernes SIDE: 43 Kassation, tillader jeg mig herved tjenstærbødigst at meddele følgede: De faste Assistenters Formening er altid hidtil mundtligen bleven indhentet ved de Forslag, som siden Undertegnedes Ansættelse herfra ere skete betræffende Arkivaliers Kassation og Afhæn- delse. Med Erkjendtlighed maa jeg imidlertid modtage den For- mindskelse i den personlige Resico, som en anordnet Deelta- gelse fra mine Assistenters Side vil forskaffe mig, hvorhos det dog maa bemærkes, at denne fælles Censur ikke uden Forsinkelse i Arbeidet og tidspildende Disputter ofte om Bagateller, der kun have Værd for den personlige Dilettantisme, vil kunne udstrækkes til ethvert enkelt Dokument. Man maa isaahenseende stole paa Routinen og paa den samvittighedsfulde Interesse for Arkivet, som i tvivlsomme Tilfælde søger Kollegaernes Raad og Veiledning. Der danner sig da ganske naturlig en diskutterende Kommittee, hvor Grunde og Stemmefleerhed, ikke Kontorchefens personlige Mening, gjør Udslaget. Ganske vist vil han og, som Tilfælde har været, om ogsaa kun for sin egen, for Ansvarets, Skyld, ved de allerfleste af deslige Spørgsmaal underordne sig Assistenternes forenede Mening. En Instrux, der foreskrev Regler for Kassa- tionen, for Udlaan o. s. v., har stedse været Undertegnedes Ønske, ligesom det ogsaa i Skrivelse til Dept. af 10 Febr. 1842 har været fremsat; og jeg tillader mig tjenstærbødigst at formene, at de Be- stemmelser, Dept. maatte finde passende og hensigtsmæssige med Hensyn til Assistenternes Deeltagelse i Indstillingen til Kassation af Arkivalier, kunne indtages i en saadan Instrux, uden at gives Formen af en speciel Departementsanordning. Videre end til at paalægge Kontorchefen at indhente de to første Assistenters For- mening, saaledes at deres Deeltagelse i Bestemmelsen om og Ind- stillingen til Kassation kun bliver konsultativ, og at hans Stemme bliver den afgjørende, bør denne Deeltagelse, som dog har For- men af en Afhængighed af sine Underordnede, dog formentlig ikke gaae. INDBERETNING FRA RIGSARKIVET FOR 1843 30 December 1843. Ligesom Gjennemgaaelsen af Rigsarkivets enkelte Dele og Do- kumentpakkernes Henlæggelse i nummererede Reoler udgjorde SIDE: 44 Hovedbeskjæftigelsen i forrige Aar, har Udarbeidelsen af Kata- loger og Igjennemgaaelsen af to ældre, i Aarets Løb og i Slut- ningen af afvigte Aar afleverede, Arkiver, nemlig af Agershuus Stifts- og Amts fra de senere Tiaar af foregaaende Aarhundrede til 1820 og af Agers og Folloug Fogderies Arkiv, samt Paabe- gyndelsen af Agershuus Bispestols og af det ældre, altid her ved Arkivet beroende, Agershuus Stifts Arkivs Ordning udgjort nær- værende Aars Arbeide. Personalet har derfor saaledes været delt, at Udarbeidelsen af Katalogerne, hvorved alle de spredte Designationer ere samlede, har været overtaget af Assistent Bech, som hertil har havt Cand. N. J. W. Berg til Hjælp som Afskriver, medens Assistenterne B. Moe og Knoph tilligemed Undertegnede have været beskjæftigede med Gjennemgaaelsen, Ordningen og Katalogiseringen af hine ældre Arkiver. Af disse medtog det vidløftige og for en stor Deel af løse, uordnede Papirer bestaa- ende Agershuus Stifts- og Amts Arkiv omtrent 2/3 af Aaret, før det, ordnet i nummererede Pakker, hvis Indhold var indført i en Katalog, som nu, i Lighed med Arkivets øvrige, vil blive at reen- skrive, kunde henlægges i det i forrige Aar indrettede nye Lo- kale, Nr. 3, der før tjente til Veedbod og Opbevarelsessted for endeel fremmede, Arkivet uvedkommende Sager. Inden medio d. M. var ogsaa Agers Fogderies ældre Arkiv, der afleveredes 14 Oktober s'., paa samme Maade gjennemgaaet, ordnet i Pakker, katalogiseret og henlagt i samme Lokale, hvorpaa Assistenterne Moe og Knoph paabegyndte Gjennemgaaelsen af det ældre, altid paa Agershuus beroende Agershuus Stifts Arkiv, medens Under- tegnede tog Agershuus' ældre Bispearkiv under Ordning efter Fag og Materie. Udarbeidelsen af Kataloger, saaledes at de mangfoldige spredte Fortegnelser over de i ældre og nyere Tider afgivne Arkivalier kunde haves samlede inden eet Bind, er saa nær sin Fuldendelse, at de Kræfter, som derpaa have været anvendte, i det første Fjerding- eller Halvaar 1844 ville kunne anvendes til Igjennem- gaaelsen af Arkivalierne. I Slutningen af forrige Maaned paabegyndtes ogsaa af Ama- nuensis Bech et Generalregister over saavel de ældre som ny- udarbeidede Katalogers Indhold med indbyrdes Jevnførelse imel- lem disse, hvorhos Hovedkatalogen er forsynet med alfabetisk Register og endeel af Hr. Bech udarbeidede historiske Anmærk- SIDE: 45 ninger, der meddele Oplysning om Collegialvæsenet m. m. under den forrige Forening, hvorved det baade bliver lettere at finde frem og at forklare sig de befulgte Inddelinger. Rigsarkivets Katalogvæsen bestaaer saaledes nu, foruden af den fra Danmark af overleverede Samling af Specialkataloger, 1) af 1 Hovedkatalog, der omfatter disse ældre og de senere, fra Departementernes Kontorer afgivne, Designationer, forsynet med Register og An- mærkninger; 2) af 1 Generalregister, der i eet Bind giver en Oversigt af Arkivets Indhold; samt 3) af Kataloger over de en- kelte Afdelinger, hvori Reolernes Indhold angives efter Nummer. Syv af disse Kataloger ere færdige -- deraf fem udarbeidede i Aarets Løb -- og den ottende er paabegyndt. Foruden ovennævnte Agers og Folloug Fogderies ældre Arkiv, er i Aarets Løb ogsaa indsendt fra Stavanger Amt fire Kasser, indeholdende ældre Cassabøger for Ryfylke Fogderi, hvoraf, ifølge indhentet Bemyndigelse, kun hvert femte Aars Cassabog toges til Opbevarelse, samt fra Postkontoret under Finantsdeparte- mentet endeel Arkivalier betræffende Postvæsenet fra Aarene 1819 -- 1830. Fra Arkivet er i Aarets Løb afgivet fire Kopier af gamle Do- kumenter til Universitetets Diplomsamling, samt til forskjellige Rekvirenter 22 bekræftede Afskrifter. Laantagerne have beløbet sig til 66, hvoraf En i videnskabelig Henseende har dels paa Stedet dels ved Udlaan afbenyttet flere af de ældre Thingprotokoller. Protokollerne udvise 46 indkomne og 72 udexpederede Sager. Mellem de sidste indtager en af en indhentet Betænkning fra DHrr. Justitiarius Berg og Professor R. Keyser samt af en Gjen- part af Forhandlingsprotokollen ved Opgjørelsen med Danmark ledsaget, Svarskrivelse til Kirkedepartementet paa en Forespørgsel af 13de Juni om endeel, Stavanger Domkirke vedkommende gamle Dokumenter, hvorfor daværende Historiographus Arne Mag- nussens Udlaansbeviis var fremfundet i Christianssands Bispearkiv, maatte findes i Rigsarkivet, formedelst Sagens nationale og viden- skabelige Betydenhed, den vigtigste Plads. Foruden hine Cassabøger, om hvis Cassabilitet Justitiarius Bergs Formening ligeledes indhentedes før Autorisation til at kassere og afhænde samme erhvervedes, er det Følgebreve, Ansøgninger om Friskydspasse og disse selv, samt forskjellig Korrespondence, SIDE: 46 der findes indtagen i Kopibøgerne, som har, ifølge Bemyndigelse, været Gjenstande for Kassation. Det kasserede Papiir er bleven afhændet til Private efter Vægt og til forskjellige Priser til et samlet Beløb af 60 (sexti) Spd. 6 Sk., hvorover Regnskab er afgivet. Da Opmaalingskontoret har faaet Plads i Rigsarkivets Lokaler for Oplaget af Amtskarterne med tilhørende Plader, har den In- geniørofficeer, som hermed har Opsyn, ifølge Departementets Tilladelse, erholdt Nøgler til Lokalet anbetroede paa Betingelse af at de forblive i hans Værge og af ham afgives til Rigsarkivets Bestyrer, naar de ikke længer behøves. Rigsarkivets Inventarium er bleven forøget med Amtskarterne, Schønings "Norges Historie", samt hans "Forsøg til de nordiske Landes gamle Geografi", Rosenkildes "Norges Forandringer i geist- lige og verdslige Sager", Mylius "Adelers Levnet", Paus' "Samling af gamle norske Love", Carstens' "Det norske Vaabens Opkomst og Forandringer", Schwachs "Udsigt over de nordiske Rigers Mynt- væsen", Rothliebs "Ättartal för Hds. kgl. H. Kronprindsessen" (fun- den i Archivet) Sinnholds "Der Archivar und das Archivwesen" med tilhørende Plancher, de af Kirkedepartementet udgivne For- tegnelser over Stiftelsesbreve samt "Betænkning fra Befæstnings- kommissionen" -- næsten samtlige Bøger, som baade kunne være Videnskabsmænd, der maatte arbeide i Arkivet, og Personalet til Nytte under de videnskabelige Arbeider, hvortil deres Plads ved Rigsarchivet indeholder Opfordringer, som ikke ere blevne uden Følge. For Archivets større Sikkerhed for Ildsvaade er der endeligen bleven sørget ved Anskaffelsen af en ny, med Jernplader omlagt, Kakkelovn istedetfor den gamle brustne, hvilket Fæstningens In- geniørdetachement, paa Anmodning, velvilligen lod istandbringe. TIL FINANSDEPARTEMENTET 2 Jan. 1844. I Kontinuation med den under 30 f. M. tjenstligst afgivne Er- klæring, betræffende en Maade til at erholde bedre Garantier ved de stedfindende, for Arkivaliernes Kassation, tillader Under- tegnede sig herved yderligere at yttre: For at ikke Kassationen, som hidtil i de fleste Tilfælde, skal SIDE: 47 foregaae efter Enkeltmands Skjønnende og efter kun et enkelt Gjennemsyn, og for at Kontorchefen kan erholde bedre Kontrol dermed saavelsom med enhver de dermed beskjæftigede Assi- stenters Flid og Duelighed, foreslaaes, at der i en Instrux an- ordnes, at samtlige af Assistenterne casserede Arkivalier under- kastes Kontorchefens Revision. Undertegnede, som hidtil ogsaa har opfyldt en Assistents Funktioner, vil saaledes see sin Deel- tagelse i Arbeidet, der forhen kun var summarisk og uden anden Autoritet end Routinens, som ogsaa tilkom Assistenterne i høiere Grad formedelst deres længere Ansættelse, forandret og ind- skrænket til en Kontrol, som dog tilbyder nogen Sikkerhed mod Uagtsomheden. Med Hensyn til de kasserede Arkivaliers endelige Afhændelse og Tilintetgjørelse, da foreslog Undertegnede, i Skrivelse af 12 Febr. og 24 Sept. 1841, at de, for at blive virkelig tilintetgjorte, skulde sælges til Papir Fabrikeieren Kjøbmand Ziiølner, som Materiel for hans Mølle, til en Priis af 32 ß. pr. B., hvilket var 22 ß. pr. B. mer end Papirfabrikanterne Glad men det Ansvar, som paahviler Rigsarkivaren, idet Arkivsager over- antvordes i hans Værge, samt den Kundskab, der ventes af ham, gjør det ogsaa ønskeligt, at han sættes istand til, ved mulige Efter- spørgseler, for hvis Søgen efter det Enkelte og I-Detalj-Gaaen ingen Grændse lader sig med Bestemthed optrække, at kunne afgive saa bestemt Oplysning, som muligt, om det Efterspurgte endnu er til eller ikke. Men omendskjøndt der saaledes formeentlig maa antages, at Kassationens Vedbørlighed er sikkret ved den angivne Fremfærd, og Rigsarkivet maa være tilfredsstillet, naar dertil meddeles For- tegnelse over af hvad Slags det Kasserede er, ligesom Designa- tioner ogsaa forventes at medfølge hvad der i sin Tid maatte af- gives til Opbevarelse, vil jeg dog ikke holde den Formening til- bage, at bedst var, at de i Generaladjutant-Expeditionen kasserede SIDE: 49 Arkivalier kunde passere Rigsarkivet før de enten, forsaavidt de maatte være tjenlige dertil, tilintetgjøres paa Arsenalet eller gives andet Brug. TIL FINANSDEPARTEMENTET 16 April 1844. Da det under Revisionens Iværksættelse i Generaladjutants- expeditionen har viist sig, som yttret Muligheden af i Hr. Expedi- tionssecretærens Bemærkninger ved mit senere Udkast til en Skrivelse til Armeedept., at det lader sig gjøre, "til fælles Be- kvemmelighed" og "uden Skade for Sagen" at komme mundtligen overeens med vedkommende Militære, kan maaskee al videre Korrespondance i den Anledning falde bort eller dog opsættes indtil jeg, naar Afleveringen skal finde Sted, faaer forsøgt, om de Designationer, som forventes at medfølge denne, ikke kunne bevirkes afgivne med en saadan Udførlighed, at deraf ogsaa kan sees, hvilke Arkivalier der ere beholdte af Generaladjutantexpedi- tionen selv, og hvilke der ere kasserede og afgivne til Arsenalet. TIL KIRKEDEPARTEMENTET 20 April 1844. Saafremt der fra norsk Side maatte være paatænkt eller under Iværksættelse nogen Foranstaltning til Igjenerholdelsen af de i Danmark værende Arna-Magnæanske norske Dokumenter: turde maaskee vedlagte Afskrift af det i min tjenstærbødige Skrivelse af 30te Juni f. A. til det kongl. Kirkedepartement omnævnte kongl. Rescript af 19 Febr. 1687 ikke være ganske uvigtig, forsaavidt nemlig Udtrykket i de i "Nordisk Tidsskrivt for Oldkyndighed", 3die Bd. vidløftigen meddelte, ved Olafsens og Werlauffs Navne autoriserede, "Biografiske Efterretninger om Arne Magnussen", der maaskee ville blive benyttede i Reklamations-Tilfælde, at nemlig bemeldte Rescript udfærdigedes til Stiftsøvrighederne "i Danemark", kunde vække Tvivl om dets Kommuniceren ogsaa i Norge. Fra 1684 var Magnussen den Bartholins Amanuensis, til hvem Dokumenterne skulde udlaanes, og sin første Reise til Norge, forat indsamle dem, gjorde han i Aarene 1689 -- 90 i saadan Stilling; men at Rescriptet ogsaa har været gjældende for det ganske analoge Tilfælde, at han senere paa egne Vegne foretog en Efter- slæt, er formentlig uomtvivleligt. SIDE: 50 TIL UTENRIKSMINISTEREN [Utkast for Finansdepartementet.] 31 Mai 1844. I Anledning af en Efterspørgsel fra Byfogden i Skien, om denne Byes "Kæmner-" eller Commune-Regnskaber før 1813 maatte fore- findes i det Kgl. Norske Rigsarkiv, have de anstillede Under- søgelser ledet til det Resultat, at ingen saadanne Regnskaber for norske Byer forefindes dersteds, ligesom de Registraturer, som i sin Tid medfulgte de fra Danmark afgivne norske Arkivalier, heller ikke omnævne saadanne Regnskaber. Da imidlertid et Circulære af 11te Juli 1801 oplyser om, at samtlige deslige Communeregnskaber ere blevne afleverede fra det Kongl. Danske Rentekammer, til hvis Revision de indsendtes fra Communerne, til det Kongl. Danske Cancelli, og det dog er muligt, at en Henliggen kan have fundet Sted, samt da disse Regnskaber ere af Vigtighed: udbeder Departementet sig her- ved tjenstligst, at det Kongl. Norsk-Svenske Udenrigsministerium vil være uleiliget med, fra det Kongl. Danske Cancelli at indhente de Oplysninger, som dette maatte kunne afgive om ovenom- handlede Sag. TIL FINANSDEPARTEMENTETS BOKHOLDERKONTOR 20 Juli 1844. I Anledning af en Skrivelse fra Kontoret af 11te Marts, hvori henstilles til mig at meddele den Besvarelse, som maatte foran- lediges af 13de Post af Antegnelserne til Indtægtsbogen for 1841, meddeles herved følgende Oplysninger, der formentlig ere egnede til at berolige Statsrevisionen forsaavidt ogsaa Omsorgen for Rigs- arkivets Arbeiders indre Detail og Methode maatte paahvile denne. 1.) Bestemmelsen om hvad der fra Rigsarkivets Side kasseres beroer ikke saa ganske "paa den Enkeltes Omdømme", som Statsrevisionen synes at antage. Bureauchefen er understøttet af to routinerede Assistenter, og hvor En af disse Tre er i Tvivl om et Papirs Kassabilitet adspørges de Andre. Ansvaret og Interessen for Arkivet samt den Sparsomhed med Kassation, som maa være Grundsætning ved et Arkiv, hvor mange Papirer ere spredte, der ellers hænge sammen og da fortjene at opbevares, sikkre ogsaa for en samvittighedsfuld Omgang med Kassationen. SIDE: 51 Denne kan endogsaa gjerne siges at foregaa ved "en Kommission", hvilken formentlig ogsaa med gjensidig Konsultation vilde dele Revisionen imellem sig. Til yderligere Sikkerhed har Underteg- nede, paa Anledning fra Finants-Departementet, foreslaaet, at Kontorchefen skulde gjennemgaa det af Assistenterne Kasserede. 2.) Der er ingen Arkivalier kasserede og solgte uden med ved- kommende Foresattes Approbation. I de første Aar af Under- tegnedes Embedstid, da Udgifterne ved Kontoret for nye Reoler vare store, søgtes en Slags Dækkelse ved at udbringe det kas- serede Papir til saa høi Pris som muligt til Private; men senere er der fra Kontorets Side foreslaaet for Finants-Departementet, at alt kasseret Papir for Eftertiden skal sælges til Papirmøllerne eller Arsenalerne for at tilintetgjøres. 3.) I disses Materialmagasiner er det rette Opbevaringssted for de Papirer, der engang ere kasserede fra Rigsarkivet. At hen- lægge disse værdløse Masser i egne Lokaler, og der katalogise- rede, som Statsrevisionen vil, er ugjørligt af denne ene gode Grund, at Pladsen er knap nok til hvad der skal opbevares. -- Tvivl, om Svar kunde være nødvendigt, da Finants-Departe- mentet vilde være i Besiddelse af Oplysninger, samt Sygdom har forsinket denne Skrivelse. TIL D. BECH Christiania 5te December 1844. I min Sygdoms Forfald, der endnu synes at ville vare, maa jeg herved have Dem, som ældste Amanuensis ved Rigsarkivets Kontor, anmodet om og bemyndiget til at anordne alt ved Kon- toret for dets øvrige Personale forefaldende Arbeide, saaledes at dette har ganske at rette sig efter Deres Befaling i saa Hen- seende. INDBERETNING FRA RIGSARKIVETS KONTOR FOR 1844 " AVS="Henrik Wergeland"> 18de Marts 1845. Den 1ste Mai blev Undertegnede paa Kontoret overfaldet af et Ildebefindende, der lige siden, under Form af en Række Lunge- sygdomme, har bundet mig til Sengen. Imidlertid har jeg derfra SIDE: 52 personlig ført Korrespondencen og Protokollerne i de første tre Maaneder af Sygdommen, indtil Lægen strengeligen forbød det; og det er, for dog at gjøre noget for min oppebaarne Gage, at jeg nu personlig affatter nærværende Indberetning for afvigte Aar, hvortil jeg er sat istand ved Protokollerne samt ved egne og Kontorpersonalets afgivne Optegnelser. Reqvisitioner, hvoraf Aaret har havt talrige i Høstmaanederne, have imidlertid med stor Flid været røgtede og vedbørligen expe- derede af 1ste Amanuensis Hr. Bech. Rigsarkivet har i dette Aar havt to Hovedarbeider fore, nemlig 1) den fremdeles Ordning af det ældre Akershuus Stiftsarkiv, foretagen paa forhen angivne og alene anvendelige Maade, og hvorpaa Ende muligens kan naaes i indeværende Aar; og 2) Gjennemgaaelsen i Generalkommando-Lokalet af de militære Ar- kivalier, om hvis Afgivelse til Rigsarkivet der fra dette vaktes Motion i Skrivelse af 1ste April. Medens det første Arbeide har været overdraget de to midlertidige Assistenter, og hvortil Under- tegnede kan lægge sin egen Gjennemgaaelse i Aarets første fire Maaneder af en Deel af det gamle Bispearkiv, har Kontrollen ved Gjennemgaaelsen af Militærsagerne i Generalkommando- lokalet siden 15de April været overtagen af 2den Assistent Hr. Moe. Og har han indtil Aarets Udgang, ved sin Revision af Hvad der af Oberste Vosgraff med 2de militære Assistenter har været ud- taget til Kassation, befundet 35 Sække kassable ogsaa for Rigs- arkivets Vedkommende, hvorimod han til Opbevaring deri har udtaget og samlet af det Kasserede 40 Pakker, hvilke, nedlagte i tvende Kasser og ledsagede af Designation ere tagne til Op- bevarelse. Det i Slutningen af 1843 paabegyndte "Register, hvori hen- vises saavel til de originale som til de nye affattede Fortegnelser over Arkivalier, som opbevares i Rigsarkivet", er fuldført ved Hr. Bech forsaavidt angaaer alle de Sager, som ere afgivne fra Danmark, og udgjør saaledes en for sig bestaaende Deel. Ved Siden heraf er Fortegnelse tillige ført over de af Akershuus Stifts- og Amtsarkiv klassificerede Sager, ligesom der ogsaa er fortskredet med Afskrivningen af de danske Kataloger. Foruden de militære Sager, have 5 andre Indleveringer til Op- bevarelse i Arkivet fundet Sted, hvilke, foruden at være led- sagede af Designationer, tillige ere blevne antegnede i Journalen. SIDE: 53 Omtrent halvfjerdehundrede Dokumenter foruden 60 Pakke- sager og Protokoller have været afgivne til Udlaan. Under 16de Januar indsendtes Beløbet af det i 1843 til for- skjellige Kjøbmænd solgte kasserede Papiir med 60 Spd. 6 Sk., hvormed Afhændelsen til Private, uanseet at de betale bedre, er endt. Statsrevisionens Antegnelse til Statsregnskabet for 1841, Indtægtsbogens 13de Post, hvilken angaaer Kassationen af Papirer og disses Afhændelse eller senere Skjebne, og som oversendtes hertil til Notifikation fra Hoved- og Kontra-Bogholder-Kontoret, er postviis bleven besvaret. Og i Anledning af det kongelige Finantsdepartements Skrivelse af 24de Decbr. 1843 angaaende Erhvervelsen af saamegen Sikkerhed som muligt for Kassationens Vedbørlighed, foresloges i ærbødigst Skrivelse af 2den Januar f. A., at Arkivkontorets Chef skulde i en forventet Instrux paalægges en Revision af det ved Assistenterne Kasserede, samt at dette skulde alene sælges til Tilintetgjørelse ved Papirfabrikkerne under Kontrol fra Kontorets Side. Den højere Priis, som Kjøbmændene give for Makulatur, kan nemlig friste til igjen at sælge hvad der for en lavere er kjøbt forat gaae til Fabrikken. For Tiden hen- staae 22 Sække med kasserede, i Pakker sammenbundtede, Pa- pirer, samt befindes der i Arkivet deslige Pakker til et Antal, som maaskee vil udgjøre 6 à 8 Sække. For Rummets Skyld bør disse afhændes efter en Revision af 1ste Amanuensis i Under- tegnedes Forfald. Under 20de April vaktes fra Rigsarkivets Side Motion om Gjen- erholdelsen fra Danmark af de Arna-Magnæanske Dokumenter, ligesom Skiens ældre Kæmner-Regnskaber, der fra danske Rente- kammer skulle være afgivne til danske Kancelli, ere, paa For- langende af Stedets Byfoged, blevne reklamerede under 17de Juni. Den kongl. Resolution af 10de Juni 1837 synes fremdeles at være gaaen afglemme over Landet, ligesom Begreberne om et Rigsarkiv at være uklare hos Flere. Især fremstikker dette i den af Arkivets flittige Historiker Hr. Moe i sidste Hefte af militært Tidsskrift -- hvorfra Afhandlingen ogsaa er særskilt aftrykt -- paapegede Plan, at danne et saakaldet "Krigsarkiv". Selve dette parodiske Navn indeholder formentlig Beviset for et saadant Insti- tuts Ulovmæssighed saalænge ovennævnte Resolution skal gjælde; thi Dokumenter fra Krigsaarene, hvilke det især skulde indeholde, ere af reen historisk Beskaffenhed, og saaledes Rigsarkivet ved- SIDE: 54 kommende og tilhørende, saasnart de formedelst Alderen ere blevne overflødige for Tjenesten. Et Exemplar af Hr. Moes Afhandling vedlægges ogsaa af den Grund, at den meddeler en Green af Rigsarkivets Historie, nemlig de der fra ældre Tider opbevarede militære Arkivafdelingers. Den 20de Mai afreiste 1ste Amanuensis Hr. Bech i private An- liggender til Throndhjem, hvilken Leilighed benyttedes til at ind- hente Oplysninger om samtlige Arkivers Tilstand i Stiftsstaden. I den Anledning tilskreves Throndhjems Stift under 6te Juni om at den nødvendige Adgang skulde aabnes Hr. Bech, som under samme Datum var bleven meddelt denne Skrivelse. Allerede før den indløb havde han imidlertid seet sig istand til at paabegynde sine Undersøgelser, hvormed fortsattes til henimod Udgangen af Juni Maaned. Hr. Bechs ifølge Ordre forfattede Indberetning ved- lægges ligeledes nærværende, hvoraf sees, at en Mængde Arki- valier fra Throndhjem tilkommer Rigsarkivet. TIL FINANSDEPARTEMENTET 25de Marts 1845. Idet Undertegnede herved oversender Indberetning fra Rigs- arkivet for 1844, bedes min Sygdom, der især var stærk i afvigte Aars sidste og dette Aars første Maaned, bemærket som Und- skyldning for at den først nu fremkommer. Det var et Arbeide jeg gjerne vilde foretage selv, og ved saa- ledes at have maattet udsætte det, er jeg dog bleven sat istand til at lade Indberetningen ledsages af Amanuenserne Hr. Moes Afhandling om de militære Arkivafdelinger og Hr. Bechs om Ar- kiverne i Throndhjem, hvilke begge angaae Foretagender fra Rigsarkivets Side i afvigte Aar, men som først nu ere blevne meddelte, Hr. Bech anbefales for veludført Hverv til et Gratiale. TIL FINANSDEPARTEMENTET 26 Marts 1845. Da jeg i Morgenbladet for Onsdag f. Uge havde læst den af daværende Nationalrepræsentant Hr. Foss, som Kommitteefor- mand, undertegnede Indstilling om Oplaget af Storthingsforhand- SIDE: 55 lingerne m. m., tilskrev jeg samme Dag Hr. Foss om, naar Sagen foretoges i Storthinget, at ville foreslaae, at eet Explr. paa Skriv- papiir af Rigsforsamlingens og Storthingenes Forhandlinger samt de to øvrige nævnte Skrifter, skulde beordres afgivet nu og frem- deles til Opbevarelse i Rigsarkivet. Hr. Fosses imidlertid ind- trufne Udtrædelse af Storthinget foraarsagede, at Motionen frem- sattes af en anden Repræsentant, som jeg havde fortalt min Henvendelse til Kommitteeformanden, og det er mig berettet, at denne Proposition erholdt samme Udfald som Repræsentanten Daa's om Afgivelsen af 10 Explr. til Storthingsarkivet, nemlig at Præsidenten, uimodsagt af noget Medlem, yttrede, at saadan Afgivelse vel lod sig arrangere mellem Vedkommende uden særegen Storthingsbeslutning. Da Oplaget er overdraget til det kongl. Finantsdept., henvender jeg mig herved med ærbødigst Andragende om at ovenmeldte Forhandlinger samt Skrifterne om Bodø- og Smaalehns-Sagerne maae, i et Skrivpapiirexemplar og indbundne, nu og fremdeles, saalænge Dept. har Myndighed derover, blive afgivne til Rigsarkivet. Skulle disse National- forhandlinger findes deponerede nogetsteds af det Offentlige, bør det vel være der. TIL ERIK ANKER Eidsvold Præstegaard 22de September 1828. Høivelbaarne Herr E. Anker, Oberste, Chef for det oplandske ridende Jægercorps, Cabinets-Kammerherre, Ridder af Sværd- ordenen p. p. Undertegnede seer sig nødsaget til at henlede Deres Høivel- baarenheds Opmærksomhed og Retfærdighedsfølelse paa neden- staaende factum, der indeslutter Klage over personlig Fornær- melse og ulovlig voldelig Behandling, mig vederfaret af den, ved Cavalleriebrigadens Slutningsmaneuvre 20de d. M. paa Gaarder- SIDE: 56 moen, som vagthavende Underofficeer fungerende Militair af op- landske Corps. Jeg befandt mig samme Dag dersteds tilhest tilligemed en academisk Medbroder Lerche. Da den fuldtudslagne Cavallerie- front syntes at forbyde os paa vore rosinantiske Øg, ligesom flere andre, bedre udrustede, Tilskuere, at ride midt over Sletten, og nogle mig bekjendte Damer, som indtoge den søndre Forhøining, tiltrak sig min Opmærksomhed, tog jeg, med min Compagnon, ikke i Betænkning at ride bag om Fronten, imellem denne og Teltlinien, saameget mere som samme Passage var opfyldt baade med andre Ridende og en Mængde tilfods. Som jeg omtrent var avanceret ligefor Vagtteltet, hører jeg bag mig et Brag, som om To rede imod hinanden. Jeg vender om til min Kammerad, som fulgte omtrent 10-15 Skridt bag mig, og faaer da vide at en Militair, som kom ridende ud fra Leiren, havde qvaramboleret hans Hests Bagdeel. Endnu medens jeg erkyndiger mig herom, kommer Underofficeeren i Vagten og befaler os, "at pakke os strax". Vi gjorde Miner til adlyde, Lerche reed lidt videre, jeg kastede min Hest om, da Lieutenant Kreutz paa en lidet høflig Maade betyder os det samme. Jeg spurgte da om, hvor nær jeg turde ride Teltlinien, men Lieutenanten var alt borte, og Underofficeren gav mig først efter mange brutale Udladelser og Trudsler om Arrest at forstaae, at Enhver -- uagtet Folk uantastede vedbleve at passere den Bane, jeg havde redet -- havde at holde sig efter en Linie, som utydeligt var opdraget langs med Teltrækken, efter hans Sigende i 28 Skridts Afstand. Jeg havde ikke faaet denne Underretning før jeg adlød, og holdt mig netop udenfor den betegnede Linie, idet jeg sagde Under- officeren, at jeg der vilde blive til en Officeer paa en ordent- lig Maade gav mig Oplysning derom, samt om hvorfor ingen Anden blev opholdt. Dette behagede nu Underofficeren at ud- lægge til, at jeg ikke respecterede hans Myndighed, hvilket jeg dog noksom havde viist ved ufortøvet at adlyde. Og denne sin besynderlige og latterlige Mening udtrykkede han, overensstem- mende med sin brutale Character: "O han siger, der er ingen Commando her" o. s. v. Medens jeg saaledes holdt der udenfor den betegnede Linie, maatte jeg høre paa, at Underofficerens Undergivne med ham kappedes i at øve deres raa Vid paa min og min stakkels Hests Bekostning, som f. Ex:, da jeg, kjendende SIDE: 57 dennes Phlegma og for at vente der mageligere, havde lagt Tøilen paa Halsen, tillod en af Vagten sig at sige: "see, hvor fuld han er, han kan ikke holde Hesten!" og: "troer du, fordi du bærer Briller, vi have nogen Respect for dig!" og "du har ikke Baand eller Stjerne, saa vi gi'er dig -- " Og andre saadanne Udladelser, som blot kunne tjene til at vise den inhumane Tone disse Folk antoge, og med deres Underofficeers Samtykke, uagtet jeg lod ham kalde frem, og bad ham holde sine Undergivne ifra saadant utilbørligt Overmod og fra Grovheder, som nu beføjede mig, hvis han ei vilde hemme dem, til endnu længere at bie her for at faae en Officeer i Tale, og for hvem jeg kunde besvære mig nu. Jeg fik blot Latter til Svar, samt endnu flere Bonmots af samme Tendenz fra Soldaterne; men Underofficeren uddrog deraf atter med en forfærdelig Arrighed -- og det gamle "Pak dig! vil du pakke dig!" uagtet jeg befandt mig paa det anviiste Sted -- at jeg, saasom jeg vilde have en Officeer fat, ikke agtede nogen Commando. Jeg sagde nu reent ud til ham: "jeg seer nu, da du tager Partie med dine feilende Undergivne, at jeg ikke kan tale med dig eller bør endog spilde et Ord paa dig, da du hverken behandler mig som jeg efter min Beskaffenhed fortjener og er vant [til at] behandles, men ei engang med den Agtelse, du skylder enhver af dine Landsmænd, el [ler] En, der havde for- seet sig: derfor bier jeg nu her til en Officeer kommer, hvor- læ [nge] Maneuvren varer, og hvor besværligt det falder mig at sidde her som et værgeløst Of [fer for] Middagssolen og for dine Soldaters tilladte Grovheder!" Flux lynede hans Kling [e af Ske] - den og et "Arresteer ham!" tordnede ham af Munden. Man greb min Hest: [jeg steeg strax] af og sagde: "vær saa god; blot see til at det stakkels Øg faaer Lidt. Iøv [rigt skal denne] Spas komme Herr Overjægeren dyrt til at staae!" Jeg var neppe kommen over [Linien førend] han gav Contraordre, enten nu fordi han indsaae Følgerne for sig af disse Ord [eller fordi] Flere af de Tilstede- værende traadte nærmere med Spørgsmaal, om han turde a [rre- stere en] brødeløs, fri Mand, som biede paa et tilladt Rum forat faae nærmere Oplysning af en Officeer. Jeg indtog atter min Plads paa Hesten, hvor en Mand bragte mig en Flaske Øl, jeg havde sendt ham hen at kjøbe, da jeg, dels af Ridtet, dels af min Plads midt i Solheden, dels af den evige Snakken med den trettekjære Underofficeer, var plaget af en saadan Tørst, at-jeg SIDE: 58 frygtede: (hvilket og nær hændte, da jeg siden fik fat paa Herr Lieutenant Borchgrevink) naar jeg fik en Officeer itale, ikke at kunne faae et Ord frem. Jeg steg da af med Flasken, bad om at maatte faae tale med Underofficeren, som jeg, da han kom, tiltalte saaledes: "jeg seer mig nødsaget til at bede Dem, da jeg generer mig for, her midt paa Pladsen og i disse Damers Paasyn, at sætte en Flaske for Munden og drikke, at bevise mig den Tjeneste, enten i Vagtteltet eller i et Andet at tillade mig at stille min Tørst, som plager mig i den Grad, at jeg næsten er syg". Men -- "hvad? vil du drikke Øl i Teltet? Vil du gaae ind i vore Telte?" var hans Svar; og, da jeg sagde: "jeg spørger jo blot, om De kan tillade mig dette" greb han mig ved Nakken, førte mig, mens jeg søgte at gjøre ham hans inhumane Opførsel begribelig, samt, at kun den højeste Trang tvang mig til at hen- vende mig til En, jeg havde saa lidet at vente mig af, under de Udraab: "Fort! Pak dig! Vil du pakke dig! Her commandere vi!" henimod den afstukne Linie. Endnu paa Grændsen af denne bad jeg ham idetmindste at skaane mig for at slæbes afsted paa en saadan Maade, men denne -- isandhed en Baschkir ligere end en fri, og til sin hæderlige Stand opdragen Normand -- drager atter sin Klinge og -- fugtler mig over Skulderen, og svinger, med Udtryk af den mest rasende Vrede i Aasyn og Gebærder, Klingen, som til Hug over mit Hoved. Hans Miner, hans Trudsler lode vente frygteligere Attentater mod Medmennesket og Lovene end allerede skeet: da Capitain Ingjer løber til, river mig ud fra ham, og velvilligen lover strax at skaffe mig fat paa en Officeer. Han beder mig følge sig til den Jourhavende, men vi vare ei saa heldige da at faae Nogen fat. Da jeg, efter endt Maneuvre hen- vendte mig til Hr. Ritmester Næser og Herr Lieutenant Borch- grevink, forbød den korte Frist, de da havde, at udvikle dem Sagen, men Sidstnævnte henviiste mig til Deres Høivelbaarenhed som det rette Forum. Overensstemmende med den alvorlige Sandhed og vidnefast -- uden at tiltrænge de mange ukjendte Civile, som uanmodede tilbøde sig, saasnart de saae jeg ilede bort med Capitain Ingjer, for at vidne med mig, oprørte ved at see en saa vilkaarlig Frem- færd -- har jeg fremsat det Passerede. Jeg veed min Sag i upartiske, redelige Hænder. Det er den borgerlige Frihed som er krænket, de menneskelige Rettigheder som ere fornærmede. SIDE: 59 Men just derfor, at jeg veed disse forsonede, saasnart De faaer vurderet Krænkelsen, bringer mig til at overlade Forbryderen til Deres Høivelbaarenheds retvise, arbitraire Straf. Jeg vil ogsaa være fornøjet ved, i min mangesidigen occuperede Stilling, saa- ledes at slippe for, ved en vidtløftigere Fremgangsmaade, at hen- lede Publicums Opmærksomhed paa en Sag, som mange Hurtig- dømmende ville lade sig forlede af til endnu mere oppositions- mæssigen at reise sig imod den militaire Stand, hvortil man jo hist og her seer Symptomer. Jeg forventer Deres Høivelbaarenheds ærede Beslutning. Med Høiagtelse Henr. Wergeland, Student i Theologien. TIL ERIK ANKER Eidsvold Præstegaard 17de Nov. 1828. Høivelbaarne Herr E. Anker, Oberste, Chef for oplandske ridende Jægercorps, Kammerherre, Ridder af den Kongelige svenske Sværdorden m. m. Ifølge min første Skrivelse til Deres Høivelbaarenhed, qva Corpschef, hvori fandtes den historiske Fremstilling af mit og den vagthavende Underofficeers med Trops Forhold ved Revuen paa Gaardermoen d. A., anklager jeg herved formelig, da arbitrair Straf ikke her kan anvendes, og indstevner, for Angjældendes rette første Forum, A) omhandlede Underofficeer for a) at have, uagtet jeg øieblikkeligen rettede mig efter hans Anviisning om hvor jeg uantastet kunde befinde mig paa Revue- pladsen, uanseet, at ingen Anden blev tilbageviist ifra den mig forbudne Plads, imod mig viist en uværdig, brutal Opførsel, lige stridende imod Reglementet, og til et slet, af dem ogsaa strax practice efterfulgt, Exempel for hans Underhavende. Denne uværdige Tone angav han, uden at tale om Udeladelsen af almindelige Høflighedsformer, da Hrr Lieutenant Creutz heri foregik ham igjen og Underhavende med Exemplet, og uden at tale om enkelte Udtryk, som man mere maatte tilskrive Mangel paa borgerlig end paa moralsk Dannelse. SIDE: 60 1) ved at drive offentligen Spot deels med min Persons deels med min Eqvipages Udseende, imedens jeg, paa tilladt Territo- rium, ventede paa en Officeer, der tilstrækkeligen kunde oplyse mig om hvor jeg ufornærmet og uden at komme Nogen for nær kunde befinde mig paa Pladsen, 2) ved offentlig at turde usandfærdigen lægge ulovlig, ufornuftig Tale i min Mund, paastaaende, at jeg erklærede: ingen Commando at erkjende eller agte paa Pladsen, ja, at jeg ophævede denne for Alle, idet han sagde, jeg erklærede, at der aldeles ikke paa det Sted var nogen Commando eller Autoritet. 3) ved, da jeg for ham, som Superieur dersteds, klagede over, at hans Underhavende tillod sig, paa deres Post, at antaste mig med Haansord, imens jeg, paa tilladt Plads, oppebiede en Officeer, jeg, som Fornærmet ved det Foregaaende, kunde henvende mig til, at have, istedetfor at rette de Feilende, paany og i samme forhaanende Tone, taget disses Partie. 4) ved gjentagne Gange at trække Sabel imod mig, og saaledes offentlig udpege mig som Fredsforstyrrer, for at drive mig bort ifra en Plads, han Selv havde tilladt mig at besætte, for at jeg, som af Fornærmeren Selv ikke kunde vente Retfærd, der kunde oppebie den vagthavende Officeer. -- Hans Inconsequence viser sig ogsaa deri, at han i samme Hensigt, da han vel ikke maa have syntes om, at jeg fik en Officeer fat, paa en raa Maade bød mig arresteret og lagde Beslag paa min Hest, men, da jeg flux lavede mig til at adlyde, i samme Øjeblik lod dette fare. -- 5) ved at have, paa den meest upassende og ulovlige Maade, nægtet mig at opgive mig den Officeers Navn, jeg havde at hen- vende mig til. Og b) for, da jeg, med Skildvagtens Tilladelse tilfods nærmede mig Underofficeeren, for at adspørge ham om han kunde tillade mig, uden at forsee sig mod Lovene (hvilket udtrykkeligen blev lagt til) i et eller andet Telt at stille min ved Ridt, Hede og skjult Uvillie over at lide saa uværdig en Behandling, høitstegne Tørst, ved en Flaske Øl, en Tilstedeværende kjøbte for mig, saasom jeg maatte genere mig ved at gjøre det paa Pladsen, og vilde her oppebie den længe forventede Officeer, -- for da at have paa den mest krænkende og ulovligste Maade øvet personlig Vold imod mig, 1) ved at gribe mig i Kraven, og saaledes med Eder og Skjælds- SIDE: 61 ord ledsage mig tilbage, endskjøndt jeg ikke engang anmodede, men blot spurgte, endskjøndt jeg nærmede mig med Skildtvagtens høit givne Tilladelse og skjøndt jeg bad ham slippe mig, da jeg gik saa hurtigt, han maatte ønske, eller for at arrestere mig, hvortil han alene havde Myndighed, men vist ikke til at prosti- tuere et Menneske, som allerede før ansaae sig fornærmet, og derfor ventede paa En, der kunde dømme imellem os Og 2) hvilket er Hovedforbrydelsen og derfor Hovedanklagen -- ved, til alle disse Fornærmelser, at have lagt offentlig, legemlig Mishandling. B. anklager jeg Vagtens Mandskab for, igjennem den hele Affaire, at have viist uværdigt Overmod, misbrugende deres Myndighed, ved at ytre offentligen Haansord imod min Person og min Equipage. De Vidner, jeg indtil nu har faaet opsporet, ere: Studiosus jur. F. G. Lerche, i Christiania, Capitain Ingjer, i Ullens- ager, Ungkarl Niels Pedersen Ildbjerget i Eidsvold, Ungkarl Ole Pedersen Hellerud i Eidsvold, Fuldmægtig Scheiti i Skydsmoe, hvilken Sidste formenes at kunne opgive Flere. Ligeledes skal der i Næs Sogn, Øvre-Rommerige, ogsaa findes Øjevidner, samt paa flere Steder. Den betydelige Straf Loven tilsiger for saa voldsomme Angreb paa Alt hvad der maa være det enkelte Menneske helligst, idet man nemlig synes at have lagt an paa netop at krænke mine Følelser, og paa hvad der maa være en fri Nation dyrebart -- dens Rettigheder -- ja Rettigheder, Trælle kunne besidde, og som altsaa angaaer hele Menneskeheden -- kunde vel jeg være tilfredsstillet med, om den ikke i hele dens Udstrækning blev udøvet. Imidlertid fordrer et dannet Publicum, netop Publicum i dets ædlere Betydning, fornærmet i min Person, som et Medlem af dette, Lovens fulde Strenghed, til et Exempel, udøvet. Og vil jeg, hvis den ærede Krigsrets Dom ikke skulde tilfredsstille, vide at finde Retfærdigheden i Højesteret, hvor da denne Sag vil er- holde en almenere, fortjent Vigtighed. -- Jeg ønskede tillige Oplysning om hvorfor det kun blev mig, samt Hr. Studiosus Lerche forbudt, imedens det tillodes Hvem, der lysted, tilhest eller tilfods, at bevæge sig paa Samme. Da jeg gav den anklagede Underofficeer dette naturlige Spørgsmaal, SIDE: 62 fik jeg ingen anden Oplysning end en blank Sabel, og "det skiller dig ikke." -- -- Hvad det, for ulovlig og upassende Opførsel an- klagede Vagtmandskab angaaer, da maa jeg tilstaae at de næsten kunne undskyldes med Underofficeerens Exempel og Bifald til en saa instruxløs, raa Fremfærd, der virkelig lignede den man stun- dom hører tyrkiske Spahis eller Tartarer viser mod krigsfangne Civiliserede. Dog siger man, at hines Chef skal i den senere Tid have forstaaet at lære dem mores og en anstændigere Tone. Denne Chef har ved en saadan Humanitet og Retfærdskjærlighed, i en vis Henseende, vundet Europas Velvillie. Paragrapher i det militaire Reglement, som jeg, i mere eller mindre Grad, har fundet omtalte casus anrørende ere: 1 Deels 2 Cap. § 12. 3 Cap. § 17. § 18, 4 og 7 Passus, § 31, 1, 2 og 8 Pass. § 45, 1, 4, 5 og 7. 12 Cap. § 133, 1-7. § 134, 1. 2 Deels 4 Cap. 4 Art. § 86, 1-2. § 92, 5. 3 Deels 2 Cap. 4 Art. § 28, 1, 2, 6. § 29, 1. Forøvrigt haaber jeg af den ærede Krigsret hurtig Retfærdighed. Ærbødigen Henr. Wergeland, Student i Theologien. TIL ERIK ANKER Christiania 2den December 1828. S. T. Chefen for oplandske Cavalleriecorps. I Forbindelse med Foregaaende og Mellemværende fordrer jeg herved Vidnerne eedfæstede, samt ifølge 26de, 28de, 30te og 76de Krigsartiklel, nedlægger jeg herved Paastand: 1) at anklagede Mandskaber -- efter Artikel 26de -- af Vagten belægges med Fængselstraf, efter den større eller mindre Deel Enhver af disse maa blive oplyst om at have havt i paaankede Lovstridige For- hold. 2) at anklagede Overjæger belægges -- i Overeensstem- melse med 28de og 30te Artikel -- enten med 60 Dages eensomt Fængsel eller med 6 Aars Slaverie. 3) at Sagens flydende Omkostninger, efter den høje Krigsrets Skjøn, udredes af Anklagede. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 63 TIL FERDINAND WEDEL-JARLSBERG Eidsvold 27 Dec 1828 Til Den høje Kongelige norske Kavalleriebrigade. Exceptio judicis inha- bilis imod oberste, Chef ved det oplandske ridende Jægercorps, Kammerherre m. m. Erik Anker, som Dommer i den, efter ind- leveret Klage over util- børlig og ulovlig Medfærd og Mishandling, overgaaen Klageren Studiosus theo- logiæ Henrik Wergeland af det vagthavende Mand- skab med Overjæger ved Revuen paa Gaardermoen 20de Sept. d. A., af Klage- ren forlangte Krigsret. Paa Undertegnedes officielle historiske Beretning om den Begivenhed ved Ka- vallerierevuen paa Gaardermoen 20. Sept. sidstleden, hvor man saae et raat, til sig Selv overladt Militair drive den meest op- rørende Leeg og Spot med Medborgerens og Menneskets Rettigheder paa Underteg- nedes nærmeste Bekostning -- paa denne Fremstilling af Begivenheden -- tilligemed formelig Klagemaal over Forbryderen med Konsorter indsendt til Anklagedes Corps- chef, Herr Oberste m. m. Erik Anker, er- holdt jeg til Gjensvar en Skrivelse fra Nysnævnte, der viser ham som forud ind- taget imod mig , den ene Part, idet Skrivelsen, (hvoraf verifi- ceret Afskrift hermed følger) indeholder en verbal Injurie i de Ord: "... om De fremdeles fremtuurer i at holde Deres Rygte og gode Navn saa lidet i Ære", for hvilken injurierende Udladelse jeg lovmedholdeligen vil drage Hans Høibaarenhed til Ansvar. Det er ikke overflødigt at berette, at Herr Oberstens Skrivelse aaben var indsluttet i en Ditto til min Fader, skjøndt en Passus af Ind- holdet lader slutte snarere en modsat Handling af høibemeldte Herre; men ved den valgte Maade at meddele mig sit ufordeel- agtige Omdømme om mig, har han tillige meddelet mig fuld lovlig Kraft til at drage Injurianten til Ansvar for Domstolene. Herr Oberste Ankers Brev til min Fader indeholdt forresten en fra Begyndelsen til Enden usandfærdig Fremstilling af hiin Begivenhed paa Revuepladsen, saa som Herr Corpschefen foregiver at have hørt den, hvortil Kilderne retlig skulle blive efterlyste, saa For- nærmede og -- mere end dette -- Krænkede ikke skulle have Bag- vaskelse at kjæmpe imod. Desuden anmodede Herr Oberst Anker deri min Fader om at bevæge mig til at frafalde Sagen, hvortil, efter Hans Mening, det burde bevæge mig, at Herr Corpschefen "privat havde irettesat Underofficeren". SIDE: 64 Efter Foranførte og henpegende paa den sidste Periode i Herr Oberste m. m. Ankers Brev, med Hjemmel af Lovene og efter Sagens Natur, fremlægger jeg herved ærbødigst imod høimeldte Herre Erik Anker, Oberste, Corpschef, Kammerherre og Ridder, som Dommer i den ovenomtalte verserende Krigsretssag, min formelige exceptio judicis inhabilis. Jeg anbefaler hermed denne min Exception til den høje Au- toritets retfærdige Skjøn, som jeg henvender mig til underdanigst. Henr. Wergeland, Stud. TIL ØVRE ROMERIKES UNDERRETT Eidsvold Præstegaard 4de Marts 1829. Nedenstaaende Skizze, som characteristisk, og, i hvert Træk, sandt, angiver Tonen og den virksomme Aand i Militairets paa- ankede uværdige Handlemaade imod mig ved Rytternes Af- mønstring paa Gaardermoen 20de September forrige Aar, maa jeg bede som oplysende Bilag tilføiet min fortællende Fremstilling af det Forefaldne til Chefen for oplandske ridende Jæger-Corps; og da den kaster et Blik ind i de skjulte Drivfjedre i Maskineriet i hiint scandaleuse Drama, anbefaler jeg den til de høiere Au- thoriteters Opmærksomhed, som ville komme til at sysselsætte sig med omhandlede Sag. -- Den vil mere tjene til muligt at berigtige det subjective Omdømme, da den viser Aanden i Hand- lingerne, hvorunder jeg og Medborgeres Følelser og Rettigheder lide, idet den lader en af [fotnotemerke] Baggrundens Figurer fremtræde, som en af Heltene i hiin opførte bittre Pasqvil paa den hæderlige militaire Stand, paa dens Conduitte, Love, Agtelse for Ret og Retfærdighed, ja paa vor Tidsalder og dens Fordringer, end ind- virke paa den retlige Dom, jeg imødeseer, hvilken blot vil afgjøre den paaankede Gjerningssag, hiin Aands synlige Frugter. -- Da jeg hiin Dag, saasnart jeg ansaae det muligt, efter Brigadens Indrykning at faae mældt den dujour- eller vagthavende Officeer, hvad der var mig vederfaret af hans Underhavende, med Til- ladelse af Vagten, gik ind i Leiren: mødte jeg Cav: Lieutn: Kreutz, Fotnote: Hvis disse skulle fremtræde Alle, turde Dramet faae det piqvante Træk af Cartel (man lugter dog ved et saadant Blodet, om man ikke seer det) og den tragiske Glands, at have en høi- adelig Helt med iblandt de Andre. -- SIDE: 65 den Samme, som faae Timer tilforn havde angivet den Tone, Vagten siden fulgte, og som et rigt Thema vidste at variere, ved, i uhøflige Udtryk, at byde mig forlade det Territorium, Hundreder delte i Fred med mig. -- Jeg bad ham at vise mig, eller lade føre til, dujour havende Ridtmester Næssers Telt. -- Efterat have til Overflod, saasom jeg ved hiint første Møde havde (vel ogsaa da allerede overflødigt) oplyst ham paa hans Spørgsmaal om mit Navn, ogsaa nu fuldstændigen besvaret samme Udbrud af Nys- gjerrighed, viste han mig paafaldende artigt den Officeers Telt, jeg ønskede at tale med. -- Hr. Ridtmesteren var sysselsat med Toilettet, følgelig ikke Tid til at høre paa mig, som haabede at kunne faae Sagen afgjort ved Vedkommendes Afstraffelse paa Stedet ved Afløsningen. -- Henviist til Lieutenant Borchgrevink, bliver jeg strax ved Udgangen af Fornævntes Telt, vaer Hr. Kreutz kommende fra Leirens Indre med to, som det lod til, Under- officerer i Følge, i en saadan Retning, at vore Veie dannede en ret Vinkel saa jeg med Øiet blev vaer, hvad mit Øre end tyde- ligere bevidnede -- Kreutz udbrød nemlig, bøiende i Gangen Hovedet imod sine Følgesvende, med en demonstrerende Arm- bevægelse imod mig i høi og tydelig Haanstone: "Aa han er gal!" hvortil disse med Latter applauderede: "ja Hr. Løtnan -- han er gal, disperat" o. s. v. Øieblikkelig vendte jeg mig om, og min dybe Følelse af det Uværdige i hans Opførsel maa vel have udtrykt sig klart nok i eet Blik og een Mine, som Medynk og Foragt, thi det forekom mig tydeligt næsten (dog vil jeg ikke edelig forsikkre dette, som Alt Andet i disse Blade) at Hr. Kreutz's Ansigt ud- trykte pludselig, saavidt det efter sin Natur kan, den billige Skamfuldhed. -- Ganske paalidelig kan jeg dog heller ikke sige, om Jægernes Bifald over Hr. Lieutenantens Nedladenhed, høi- røstet vedblev at yttre sig; dog synes det rimeligt, at jeg paa min Bag fik af alle Tre af samme, ja vel af et grovere Slags end det, jeg, saagodtsom uden Skye, fik lige i Ansigtet. -- Jeg erin- drer ikke, om jeg fortalte Lieutenant Borchgrevink, da jeg strax efter traadte ind i hans Telt, denne friske Mishandling paa min Sjel; muligt at den, jeg før havde lidt paa Legeme og Sjel, som var Aarsag til mit Ærinde, sysselsatte mig meest, men hiin sidste Lidelse bidrog sit til den høie Grad af Sinds- og Legemsudmattelse, sidstnævnte Herre var Vidne til. -- Faa Timer derefter, øieblikkelig efter hævet Taffel hos Generalen, æsker jeg, i en talrig Kreds af SIDE: 66 Officerer, Hr. Kreutz's formelige Undskyldning, idet jeg foreholdt ham det Nedværdigende i for sine Undergivne at berøve En, der desuagtet forhen paa det føleligste og skrækkeligste var her for- nærmet, sit moralske Værd. -- Med en forundret Mine gav han et Svar, der synes at maatte vække Formodning om, at han Selv ikke maatte være i Besiddelse af det Clenod, han havde frakjendt mig -- et Svar, der er det eneste komiske Træk i det hele Sørgespil, nemlig: "jeg kjendte Dem jo ikke". -- Her vendte jeg mig leende om til hans Kammerader: "saameget værre vel, mine Herrer, at fordømme ukjendt Mand. -- Forresten er det nu tredie Gang siden Middagstid idag, at Hr. Kreutz ignorerer mit Navn. -- Jeg veed ikke, hvad jeg med Ret bør slutte heraf." -- Og, idet jeg henvendte mig til Kreutz: " -- tredie og sidste Gang hjælper jeg nu paa deres Hukommelse. -- Jeg hedder Henrik Wergeland, er Student ved Norges Universitet i Theologien." "Ja saa -- afbrød Kreutz, -- o! Gud bevares, hvor kunde jeg saaledes imodstride Verdens Omdømme ..." og flere slige værdi- løse, i dette Tilfælde, elendige Complimenter. -- Jeg søgte nu, efterat have udtrykt min besynderlige lille Agtelse for hans personlige Omdømme, men min Uvillie, over at være af ham nedsat hos Andre, at bevæge ham til at gaae i sig Selv og erkjende sin Feil, ved exempelviis at anføre mig Selv, som den der ikke vilde undslaae sig for at udsone paa saadan Maade, et overilet Ord eller Handling. -- Om denne overtalende Tone, istedenfor min forrige simpelthen opfordrende, vilde frugtet og bragt den Følelse af Retfærdighed til at vaagne, jeg vilde røre hos Kreutz, fik jeg ikke Leilighed til at erfare; thi, da jeg i mine Ord til ham, brugte gjentagne Gange det Udtryk "nedværdigende" om hans Adfærd: afbrød Lieut: studiosus Morgenstjerne mig hef- tigen: at det var uforskammet af mig, her paa deres Myndig- heds forum, at turde tiltale en Officeer saa, og at turde bebreide ham, hvad det behager ham at sige til sine Underhavende. -- Denne Apostrophe bestemte vel Kreutz; thi neppe havde jeg svaret Hr. Morgenstjerne: "jo naar det angaaer mig saameget." før Kreutz i en fremhævet Stilling, slog sig pathetisk, der hvor Hjertet sidder, og raabte: "paa min Ære det er Løgn, hvad de siger. -- Sligt har jeg aldrig sagt!" Medrette forbauset kunde jeg kun svare: "Ja naar Sagen faaer en saadan Vending, kan jeg her Intet gjøre; men hvor let var det mig ellers at faae de to SIDE: 67 Vidner frem og ...." Her tog en civil Bekjendter mig under Ar- men, og bad mig forlade Leiren, da, som han sagde, flere Officerer allerede fnysede imod mig rundt om. -- Formodentlig vakte Med- broderens kathegoriske Erklæring Tvivl om Sandheden af det, jeg nylig havde fremsat. -- Dog har jeg Grund til at troe, at meget Faae af de Tilstedeværende, hvis de opmærksomt havde hørt til, kunde alvorligt forudsætte det Afsind hos mig, bestemt at ville, som dreven af en fix, falsk Idee at hiin krænkende, ærerørige og paa det Sted for mig skadelige Beskyldning skulde være gjort mig; eller den Dumdristighed, at ville, midt i en Kreds af Fornærmerens Venner og Standsbrødre, hvori jeg kunde vente at møde ufortjent [fotnotemerke] personlige Fiender, paadutte ham en Usand- hed, der i sine Udtryk var beskjæmmende og krænkende for mig Selv. -- Men uvis og vaklende maatte selv den Upartiske blive ved at høre og see Officerens udtryksfulde Forsikring paa Æren. -- Jeg gik da og gjemte Resten af hiin afbrudte Sætning: "og de (Vidnerne) ville da -- saa vist som de selv have Ære -- afgjøre hvem der bliver Løgneren." Dette er da, hvad jeg kaldte en Skizze af hiin Dags Historie. -- Heller ikke dette lille Træk, da man deri seer den samme Aand at røre sig, vil synes uden Betydning. En [fotnotemerke] Officeer, jeg formodentlig blot formedelst Fra- standen ikke kunde gjenkjende, tillod sig, medens han sad tilhest i Brigaden, som da just gjorde Front ifra Leiren, vinkende imod mig, der da [fotnotemerke] efter min Mishandling af Vagten, just red sagte langs bag Brigaden paa et Rum, mange Tilskuere ellers besatte, at raabe, formodentlig til Vagtmandskabet: "jag ham der væk!" Hvad ellers det mellem mig og Lieut. Kreutz angaaer, saa gjorde jeg mig endnu den Umage, for at forskaane ham for at blive prostitueret ved en sandfærdig Offentliggjørelse, som denne, af hans Færd, at opsøge ham i Christiania, for at æske hans skrivtlige Undskyldning; men i hans Logie hedte, at han var bortreist. -- Og vilde jeg heller ikke nu iværksætte dette Skridt, da jeg ved min Sag reen og sikker nok ellers, dersom ikke en Skrivelse fra Oberste m. m. E. Anker, fra Brigaden o. s. v. gav Nys om, at man til Forsvar for anklagede Underofficeer, agter Fotnote: v: forrige Anmærkn: Fotnote: Det forekommer mig, at Stud: Lerche vidste hans Navn. Fotnote: Han vidste maaskee ikke: at det alt var gjort. SIDE: 68 at lade alle mulige Miner springe imod mig, hvad de saa maatte kunne fyldes med. -- Jeg kan ikke undlade at tilføie, at jeg allerede under Samtalen med Kreutz fik Nys om hvilken Farve Begivenheden ved Vagt- stedet alt nu havde antaget bag Teltlinien, thi da jeg sagde til Kreutz: at i dette Tilfælde var den [fotnotemerke] Plet, han satte paa mig for sine Underhavende, endogsaa skadelig for mig, som allerede før af disses Lige ja maaskee af de Samme var fornærmet, her afbrød den agtværdige Officeer, Studiosus Bech mig: ja men W. Du var jo den Angribende, Du vilde jo slaae Underofficeren." "Min Gud, -- var mit Svar -- er Sandheden allerede forvandlet hertil i saa kort en Tid, hvor vil det saa gaae?" Man conferere ellers dette Svar med det Udsagn Procurator Praëm vil for en Time siden have hentet fra mig Selv. -- Iøvrigt lader det til at Lieut: Kreutz, med Over- og Underordnede Venner, kjender til og forstaae at anvende den endog for en Phlegmaticus virksomme Recept paa at faae klog Mand gal, nemlig efter legemlig og aandelig offentlig beskjæmmende Mishandling, Angreb paa ens moralske Værd, Cabaler og Bagvaskelser at kjæmpe imod. -- ærbødigst Henrik Wergeland. TIL ØVRE ROMERIKES UNDERRETT Eidsvold den 13de Marts 1829. Der udfordres ikke stor Skarpsindighed til at indsee, hvem der har været først og sidst den fornærmende Part i Affairen paa Gardermoen. -- Det er indlysende, at jeg strax fra min Ankomst der paa Stedet, saasnart jeg blev kjendt, blev udpeget til et Maal for grov og fornærmelig Behandling med det Overmod, som Mængden og Overmagten der maatte indgive selv det aller feigeste Menneske. -- Hr. Kreutzes Adfærd, hans Overgang fra Grovhed til ironisk Høflighed m: v:, som jeg har fremsat i min Skildring af Aanden i disse Optøjer, maae overbevise Enhver om, at jeg med Hensigt Fotnote: Han ophævede, ved at berøve mig min Fornuft for sine Underordnede, en vægtig Grund for det feilende Vagtmandskab og den forbryderske Underofficeer til at angre. SIDE: 69 blev irriteret og insulteret. -- De upartiske Vidners Udsagn lægger for Dagen, at selv de gemene Jægere, enten det skede med eller uden Ordre, insulterede mig; og, at Insulten endelig gik saavidt, at en af Dem, trædende paa Landets hellige Constitution, som for- byder at bruge Militairmagt mod nogen, uden i Oprørs-Tilfælde, og paa den Eed, han ventelig har svoret til samme, hugger til mig med sin Sabel. Jeg bilægger hertil en verificeret Copie af et Brev fra et Øievidne fra Schydsmoe Sogn. Endelig beviser Contrapartens, Corpsets og Brigadens Fremgangsmaade efter Tildragelsen indtil Dato, at Hadet, Hevngjerrigheden, som Amtet og Enhver Anden vel med Rette kunde antage, ikke en Gang er bleven slukket ved den yderste Grad af Injurie, nemlig legemlig Mishandling. -- Thi i Stedet for at give mig den Satisfaction, jeg var saa berettiget at fordre, ved at afstraffe Karlen kommer denne med en Klage, han aabenbar ikke selv har conciperet, propfuld af høist fornærmelige Udtryk, bagtalende, skjæve, Sagen uvedkommende, Anmærkninger og Fortællinger, for at exculpere sig selv, og nedbryde min Agtelse, og denne Klage understøttes ved Erklæringer fra det hele Corps, alle i samme Aand, som Klagen, alle i een Uniform og ligesom hugne ud af een Blok, for at faae den Justitssag anlagt imod mig, som egentlig skulde anlægges imod Contraparten. -- Man hører, man seer, hvorledes Officeren tugter Jægere for Feil, i Exercicen eller i Tjenesten. Kunde man da troe andet, end at en Constitutionsstridig Brug af Sabelen paa en vaabenløs Tilskuer, som kun var kommen for at beundre og altsaa til at forhøie Nydelsen ved Maneuvrerne (thi hvad er al Herlighed uden Tilskuere), ogsaa maatte være reglementstridig? Jeg indgiver saaledes en Klage til Corpset, vis paa, at Corpset vilde lære den Skyldige, at bruge sin Sabel paa en anden Maade, end paa Ryggen af Landets Børn. -- Men til min Forundring maa jeg erfare, at den Ret af Militaire, som skal bedømme dette, finder den Brug, Karlen havde gjort af Sabe- len, aldeles ikke at være saa betydelig, at den kan fortjene Straf, og at den mishandlede Klager endnu bør forfølges videre, paa det han ogsaa formelig offentlig processualiter kan mishandles. -- Retten maa jeg dog tilsidst finde, om jeg end skal søge den med Lygter. -- Ikke destomindre er der i selve Oberste Ankers Erklæring Spor til, at Contraparten selv har havt en Følelse, omendskjøndt dunkel Følelse, af Karlens Strafværdighed, idet han selv tilstaaer, at han bebreidede ham, at han ikke arresterede, istedenfor at slaae til. -- SIDE: 70 Men naar Retten endog bryder frem gjennem saa megen Taage, da maa den være stor og stærklysende. -- Ja Rygtet fortæller (og videre Vidneførsel vil oplyse, om dette er sandt, eller ikke), at trende Officerer bag Teltet skal have slaaets og revet hinanden Uniformen itu, fordi de vare uenige i Henseende til den Be- handling, jeg havde fundet, hvoraf det da og er klart, at der har været et agtværdigt Officeerspersonale, som ikke har billiget Kammeradernes Adfærd, men anseet mig for fornærmet og mis- handlet. -- Jeg henvender mig nu til den af Underofficeren underskrevne Klage med Bilag. -- Her vil jeg med den fortjente Foragt gaae forbi de talrige Haansord og Injurier, en Fortsættelse af det mod mig paa Gaardermoen brugte militaire Sprog, hvori Klagens Aand og Motiver saa tydelig røber sig selv, og kun holde mig til Hoved- punkterne, deels væsentlige, deels uvæsentlige. -- Til de, ikke blot uvæsentlige, men endog Sagen aldeles uved- kommende, Sager i Contrapartens Papirer henregner jeg, hvad der anføres om min berusede Tilstand, om min Pengemangel og om mit Ophold i en af Husene eller Kipperne paa Gaardermoen. -- Som Klage betragtet, kan man, naar man vil bruge det rette Epithet, ikke kalde dette andet end dumt og latterligt. -- Hvad kommer det det oplandske Jægercorps ved, og hvad Beføining har det oplandske Jægercorps til at klage og lamentere derover, om jeg har en Perial, en tom Pung og intet andet Skjul over Hovedet, end en af Gaardermoens Kipper? Kom det mig ved at lægge Mærke til, eller at opholde mig over det, om Officererne paa samme Dag kom ud fra Generalens Middagstaffel med Pidsker, Perialer, Snidsere eller noget saadant, og derefter boxedes bag Teltet? Aldeles ikke. Hvad der var i deres Hoveder og deres Punge, saavelsom hvor meget skjønnere de i deres Telte vare arrangerede, end vi Civile i Kipperne, var ikke min Sag. -- Det vilde derfor være sært, at ikke finde den samme Ligegyldighed paa deres Side, hvad mig angaaer, hvis ikke ved denne Leilighed just en sværtende Sminke udfordredes for at give Anklagen det Eftertryk, den i sit Væsentlige fatter. -- At jeg var beruset og det saaledes, at jeg endog maatte holde mig i Sadelen, imedens jeg blev insulteret af Gaardermoens Militaire, er en Usandhed, som modsiges af de upartiske civile Vidners Udsagn. Selv Contrapartens egen Fortælling, at jeg efter SIDE: 71 Actionen sad og drak i en Kippe, bidrager til Overbevisningen, at Contrapartens Skildring af min Opførsel i denne Henseende er ligesaa falsk som fornærmelig. -- Thi, hvis jeg under Actionen allerede maatte holde mig i [fotnotemerke] Sadelen, saa maatte jeg, ved der- efter at drikke endnu mere i Kippen, komme i den Tilstand, at jeg ikke, som jeg gjorde, kunde ride ligehen til Risebroe hos Hr. Kammerraad Malthe, hvor jeg blev om Aftenen; jeg er ogsaa vis paa, Hr. Kammerraaden baade kan og vil bevidne, at jeg ikke kom til ham i beruset Forfatning. -- [fotnotemerke] Hvad angaaer mit Ophold i en Kippe, da maa Enhver, som ikke faaer Adgang til Teltene, tage tiltakke med Stedets Leilighed, saasom der ikke gives andet end saadanne Smaahuse der om- kring. -- Ikke heller seer jeg, hvorledes det kan vanære nogen, at sætte sig ned i saadan Hytte, som selve Baronesser under- tiden ikke har skammet sig ved at betræde. -- De egentlige Klage-Puncter, der lade sig indbefatte under de to Rubrikker, at jeg skal have overtraadt en Demarkationslinie og betraadt et helligt, de Militaire blot indviet, Territorium, og for det andet, at jeg skal have truet at ville slaae Overjægeren en Flaske i Planeten, og derved nødt denne til at trække blank, har ligesaa liden Realitet, som foromrørte Saus, hvori de ere indsmørede. -- Det er nemlig, hvad første Punct anbelanger, ved Vidnerne godtgjort, at jeg ikke opholdt mig andensteds, end der, hvor andre Tilskuere havde taget Plads; og, om jeg af og til over- traadte Demarkationslinien, saa var det kun øieblikkelig, og deels af Uagtsomhed, da den saakaldte Demarkationslinie var vanskelig at see, uden Forstørrelsesglas, og jeg er kortsynet; deels af Nød- vendighed for at vige for de exercerende Esquadroner, deels med andre Officerers Tilladelse og efter Forespørgsel. Saadant hænder paa alle Exerceerpladse, eller ved alle saadanne Leilig- Fotnote: Man see den sande Aarsag i Mit af 22de September f. A., hvori er fortalt, før jeg vidste, at de, med Hensyn til Rytterfeil, skarpøiede Ryttere vilde gjøre min Hest til Forræder imod mig, Aarsagen netop. -- Fotnote: Det er beviisligt, at jeg forlod Pladsen strax efter Afbigts- scenen med Kreutz, og kom, efter en halv Times Ridt, didhen ved Solnedgang. Jeg traf ogsaa der Capit: Ingier. SIDE: 72 heder, hvor Folkesamlinger og noget Skuespil har Sted. -- Endnu har man aldrig hørt, at nogen er bleven behandlet saa grovt, som jeg af den Aarsag, uden det var En, man for ubehagelige Reminiscencers Skyld, eller af anden Grund, vilde have en Dyst med. -- Endnu har man aldrig hørt, at Staten har lagt Justitssag an imod nogen, fordi han skrævede over en Rendesteen, eller at en saadan Forseelse er bleven betragtet og behandlet som en Forbrydelse, til hvis Hevn man Superos et Acheronta maatte bevæge. Justitssag forudsætter Forbrydelse, Forbrydelse forud- sætter Lov; og "ingen kan dømmes uden efter Lov"; men hvilken Lov jeg har overtraadt, ved at overtræde Jægernes Demarka- tionslinie, seer jeg ikke. Moselovs ti Bud vel ikke; Norske Lands- lov vel heller ikke? -- Jægerne selv, da de afridsede Linien, gjorde det til en Lov, hidtil skal du komme og ikke videre; men havde de selv gjort Loven, maatte de ogsaa selv holde den i Hævd, og dertil vare vel de 1000 Mand stærke nok. -- Det er et daarligt, et Gudsjammerligt Politii, der (saa vel udrustet, som de) bagefter kommer og klynker og vil have Staten til at paatage sig, hvad der hørte dem selv til. -- Og overalt er det i høi Grad moer- somt, naar 1000 bevæbnede Mænd klager over Molest og Vold af en eneste Ubevæbnet. -- Ikke mindre urimelig er den anden foranførte Hovedpunct i Klagen. Jeg skulde have rykket an imod Hovedvagten, bevæbnet med en Flaske, for at bestorme den, og jeg skulde have angrebet Overjægeren der og truet at slaae ham med Flasken, og derved indjaget denne saadan Skræk, at han ikke vidste andet Raad i sin Befippelse, end at gribe til sit skarpe Vaaben, for at blive en saa farlig Fiende qvit. -- Jeg vil holde mig fra at lee, søge at være alvorlig, saa meget som muligt, og ganske vel meent tillade mig at ponere, at det virkelig var et Angreb, og at jeg kom, som en Fiende, stormende imod Vagten; a la bonne heure, saa var jo ogsaa dette en Vaabenøvelse og paa sin Plads, og naar Underofficeren vandt Seieren, drev Fienden tilbage, og trium- pherende kunde stikke Sverdet i Balgen, efter at have faaet Leilighed til at svinge det paa en virkelig fiendtlig Ryg og ikke paa kryds og qvær i Luften, hvad vilde han saa mere, har han da Aarsag til at klynke bagefter og kalde Staten til Hjælp? Men Usandheden i det hele er notorisk; endogsaa uden Vidnesbyrd, uden Kundskab om Detaillen i Tildragelsen maa Enhver med SIDE: 73 nogenlunde Dømmekraft begribe, at det ikke kan være saa. -- Det er jo dog overordentlig usædvanligt, ja uhørt, at en ung rask Soldat skulde blive bange for en Flaske, om den endog var ladet med Brændeviin, endsige med uskyldigt Øl, som ikke slaaer nogen Mand i Hovedet. -- Eller om, hvilket dog ansees for urimeligt, en utidig Frygtagtighed for det farlige Vaaben, jeg bar i Haanden, drev Overjægeren til at slaae til med sit Sværd, saa var jo dog dette den høiste Grad af Malconduite, da han var omringet af sine underhavende Jægere, som kunde have ført den frygtelige Stormer bort, enten i Arrest, eller udenfor Linien; saa at ingen Aarsag gaves til Frygt, og intet Nødværges Tilfælde havde Sted. -- Han havde jo desuden mig i sin Magt før han slog, da han jo greb mig i Nakken, uden at jeg satte mig til Mod- værge, og førte mig ud til Opstillingslinien. -- Jeg sætter atter igjen, at jeg havde truet at slaae til med en Flaske, og spørger, naar den, som blot har truet med at slaae, skal anlægges Justitssag mod, hvad Sag skal da anlægges mod den, som virkelig slog saaledes, som Overjægeren? Denne Volds- gjerning er vitterlig og publik, og den kræver jeg afstraffet, at jeg kan fornemme Velsignelsen af en constitutionel Regjering. -- Der- imod er ingen Voldsgjerning fra min Side begaaet. -- Hvad min Hensigt var med at gaae til Teltet, er bekjendt. Jeg traadte heller ikke indenfor Linien, uden efter Jægernes egen Tilskyndelse, som sagde, at jeg gjerne kunde gaae hen til Over- jægeren selv og bede ham om Tilladelse til at gaae lidt under et Telt, for at drikke min Flaske Øl, der ei saa passende kunde skee under aaben Himmel. At jeg havde i Sinde at slaae Over- jægeren i Planeten, er Noget, jeg aldeles benægter, og ingen kan bevise. At jeg ikke gjorde det, ikke en Gang efter at Overjægeren havde udøvet sin Heltedaad paa mig, er Beviis nok paa at jeg ikke vilde det. -- Hvad Procurator Praëm beretter, er grundet paa en Misforstaaelse af mine Ord, "at jeg, efter at have faaet Hugget, var færdig til at slaae ham Flasken i Planeten" ; hviket jeg var besindet nok til ikke at gjøre, i det, som jeg nu seer, falske Haab om en [fotnotemerke] retfærdig Satisfaction. -- Fotnote: Retfærdigheden, civil som militair, ja den Himmelske, kan vel krænkes, naar man, som Lie med høie og lave Venner, be- spotter dens Blindhed ved at putte den Blaar i Hulerne, og søger SIDE: 74 Saaledes er den rette Sammenhæng i denne Begivenhed. -- Mig kan denne Voldsgjerning og skammelige Misbrug af den kostbare Magt, Staten holder for sin Sikkerhed mod indvortes og udvortes Vold, ikke beskjæmme. -- Om en Mand falder selv i Algiersk Fangenskab, og der maa udstaae de skjændigste Mis- handlinger af Barbarerne, saa er han derefter lige hædret, efter sit Værd, naar han kommer hjem til Sine. -- Saaledes og i alle andre Tilfælde. -- Ingen kan bevare sig mod Overmagten. -- Endelig skulde jeg, vil og, tale et Par Ord om de formeentlig ærefornærmende Udtryk i en af mine Skrivelser, Vedkommende have paaanket. -- Derom kun faae Ord. -- Raae kalder jeg de gemene Jægere, fordi de mangle den Opdragelse, som forskaffer Andre Benævnelse af dannede Mennesker, som og fordi de ved denne Leilighed i deres Opførsel mod mig viste sig raaere end Andre. -- [fotnotemerke] Til sig selv overladte kalder jeg dem, fordi de stimlede om mig, som en Biesværm, loe og støiede, og dreve Haan med mig og vare frie for Exercice. Anseer Brigaden dette for en Fornærmelse, saa er den fornærmet omtrent, som en Barnepige kan føle sig fornærmet, naar man beskylder hende for, at hun overlader Børnene til sig selv. -- At de dreve Spot og Spøg med mine og Medborgeres Rettigheder og Følelser, har jeg ogsaa troet mig at have Lov til at sige, hvis man har Lov, at sige Sandhed her i Landet. -- Eller hvilket Menneske med Følelse kan negte, at den Mishandling, jeg leed paa Gardermoen af det raae Mili- taire, var oprørende for mine Følelser; og hvilken af Tilskuerne Fotnote: at vildlede det, der erstatter den Synet, nemlig dens fine, rigtige Følelse. Man see her især hen til det Unaturlige i deres Op- spind. Og, faaer jeg engang Satisfaction (som skal skee, om ikke for min, saa for Folkets, Skyld), har den dog i Præmisserne været uretfærdig imod mig, da disse ere krænkende for den Fornærmede. Dog (Spiren til Fordærvelse ligger i det Ondes eget Væsen) disses egen Beskaffenhed maa netop være et Middel til -- at see bag den synlige Udaad ind i dens Indre. -- Fotnote: Havde en Officer været tilstede, havde Mishandlingen vel neppe skeet; eller dog, hvis Galt skulde være, bag et Telt. Jeg vilde idetmindste, i det Tilfælde, andraget om denne Naade, af den Grund: at man har tilstaaet Slaver den Forrettighed eller Gunst bag fire Vægge, at , og jeg var dog en fri Mand. SIDE: 75 kan negte, at det jo var oprørende for hans og mine Følelser -- og hvorfor var det oprørende for deres Følelser, uden fordi de her saae for deres Øine Exempel paa, hvorledes en Borgers første Rettighed af Staten, Sikkerhed paa Liv, Lemmer og Helbred, af selve militairet, som skulde værne derfor, bliver tilsidesat, ringe- agtet. -- Et Exempel paa en Misbrug af Magten, der kunde blive farlig for dem selv, og en Gang ramme dem selv. -- Naar nu ovenikjøbet et Medlem af denne Stat, efterat have lidt en saadan offentlig Fornærmelse, ikke alene ingen Opreisning faaer, men endog skal forfølges for Domstolene, som en Forbryder, i Følge en aldeles ugrundet Klage, i hvilken selv den Eenfoldigste seer private Lidenskaber og smaalige Cabaler aande ud af alle Kanter, og saaledes det sidste bliver værre end det første, saa maae man medrette fortvivle de reipublicæ salute, skrækkelig maa da voxe Mismodet paa den ene og Overmodet paa den anden Side, indtil man har det completteste Tyrrannie og Sla- verie. -- Det være mig tilladt kun endnu at tilføie et Par Anmærk- ninger. -- 1, De som paa Modpartens Side have skrevet i denne Sag, ere deels selv de, der have fornærmet mig, og som det maa interessere at tage Hovedfornærmeren, [fotnotemerke] Overjægeren, i Forsvar, deels forme- delst Subordinationen og l'esprit de corps inhabile til Vidner. -- 2, Da Brigaden opfordrede Oberste Anker, at fremkomme med den private Correspondence mellem ham og min Fader om denne Sag, saa er det besynderligt, at han ikke har fremlagt min Faders Brev til ham, men kun et contentum af sit eget. -- Min Faders Skrivelse bør komme for Lyset. -- Administrator af det præliminaire Forhør i denne Sag bedes, at denne Deduction, tilligemed den heri paaberaabte verificerede Copie af et Brev maa blive vedlagt Documenterne. ærbødigst Henrik Wergeland. Fotnote: Af den Grund ogsaa, at de Selv derved maa frifindes. SIDE: 76 TIL LAURENTIUS BORCHSENIUS Eidsvold Præstegaard 22de Marts 1829. I Forbindelse med min Skrivelse af 13de denne Maaned giver jeg mig den Ære, som tredie Postulat, at anføre: 3) Brigaden opfordres til at opgive (cfr. dens Skrivelse af 3die Februar dette Aar), hvad Mere graverende den maatte være vi- dende om mit Forhold paa Gaardermoen betræffende, da ellers dens Udsagn i hiin Skrivelse: "Studentens Forhold blev ikke skildret saa graverende som det virkelig var" let kunde faae Skin af Skumlerie, eller Brigaden idetmindste blev paaduttet Be- breidelsen, at have en forvænt Smag, som ikke finder, at Over- jægeren med Flere have smurt tykt nok paa. -- Ligeledes vil jeg her tilføie i Anledning af hvad Oberste, Kammerherre Anker, i hans Impertinenthed af 8de Januar 1829 (v: især hans med "begrændsede Tirade") anker over, nemlig, at jeg om Formiddagen var bleven attaqeret inde i Leiren og bort- viist af Officerer: Korteligen nu, da jeg ellers, hvis Hensigten af foregaaende Skrivelser ikke opnaaes, maa see mig nødt til at beskatte [ -- -- ] Tid for en detailleret [ -- -- ] , som baade Empirie og Speculation lige rigeligen tilbyde, grundet Oprullen af høie og lave Mod- parters forbausende ulogiske Misgreb i deres Dynge af Docu- menter -- kort, som sandt, fremsætter jeg her hiin Passage: Tidlig om Formiddagen inviterer Chirurg Wille Student Lerche og mig fra Pladsen og i sit Telt for at bringe vore af Caffe og Ridt destruerede Maver i Orden. -- Han beder os ride lige derop -- der er Intet iveien -- kommer strax efter -- Adieu saalænge! Som sagt saa gjort; og, hvis Vagtteltet, som jeg troer, laae paa venstre Haand, som Hjørnetelt, af den Leirgade, som førte til Doctorteltene, saa var det netop en Skildvagt af den samme Vagt "som siden -- -- -- der, paa Spørgsmaal, om jeg kunde ride Gaden op, gav "Ja" til Svar. -- Som vi red opad den brede Gade kom en Officeer, og sagde, at vi ikke maatte ride der. Vi sagde da vort Ærinde; og da vi (mens Naturen drev paa [ -- -- ] alle Kræfter) tænkte som saa: "der ligger jo Doctorens Telt" faae Skridt endnu saa ere vi i Behold, bleve vi ved at ride videre fort, uden videre Modsigelse. -- Nu SIDE: 77 vare vi ved Maalet. Jeg sprang af Hesten, bad min Compagnon passe paa den, snørede Tømmen til Sikkerhed om første den bedste Teltlinie og gik ind i Teltet, hvor jeg af en fremmed Doc- tor, da Chirurgen endnu ikke var kommen, og jeg havde Hast, saasom jeg ikke troede mig saa sikker under en saa halvcivil Sauvegarde, som Chirurgens, fik min Gentiana og gik; hvorpaa da min Medbroder sørgede for sig med samme Gesvindighed. -- Idet jeg nu løste min Hest kom en Officeer og bød os forlade Leiren, hvilket flux skede, da vi toge Retiraden bagom, langs Skoven. Hvis jeg heri virkelig har forseet mig, og min Upasse- lighed, der var af det Slags, at den hurtig kunde og burde raades Bod paa, ikke kan undskylde mig, da bør min Mave og Tiltro til Chirurgen samt min Uvidenhed og Sorgløshed, der lod mig glemme at slæbe en Tjener med mig for at holde min Hest (skjøndt jeg isandhed kunde ladet være at tøire den paa nogensom- helst Maade) lægges i Bøder. -- Disse kunne vel ikke blive saa store; men noget større end de retlige gav jeg gjerne, dersom de maatte blive anvendte til Sikkerhedskaart for Tilskuerne paa Gaardermoen -- saadanne, som jeg har læst den berømmelige fra Diavolo uddelte i Calabrien, hvilke altid respekteredes af hans Bande. -- Fortællingen herom undlod jeg af min første Skrivelse af 22de September, fordi den ikke faldt mig ind, da alene Sagen selv stod mig klart [fotnotemerke] for Hovedet, da jeg klagede, og ikke en sand Ubetydelighed, der ikke staaer mere i Forbindelse med paa- Fotnote: Jeg har det Haab, at de competente Vidnesbyrd tilsammen- lagte ville blive et fac simile af min første Erklæring eller Klagen, som Oberste Anker i al Venskabelighed vilde have henlagt, fordi han, seende frem i Tiden, "ikke vilde kunne forhindre alle de Personligheder, som fra alle Kanter ville fremstrømme imod mig, naar Sagen først havde begyndt at versere" -- Se den Musicus kjendte sit Claveer før han begyndte at spille derpaa! Godt stemt, godt spillet; men -- Choret, Choret stemmer ikke: Bassene ere falske, Discantene sande, og Efterspillet, hvordan vil det blive? Denne hele Sag, som musicalsk Stykke betragtet, tør ikke ude- lukke den poetiske Retfærdighed. -- Det var hiin første Klage Oberste Anker vilde lægge den Capsun i Munden: at jeg, for Høfligheds Skyld, burde takke og beholde og frafalde en Plan, der vilde volde ham med Corps (udtrykket ved "os") meget Bry- SIDE: 78 ankede Sag end en Galgenfristes afhuggede Hoved med Krop- pen. -- Jeg undlod den i min Skrivelse af 13de denne Maaned, fordi jeg ogsaa da sysselsatte mig med Hovedsagen, foregaaende heri den hele Brigade med et følgeværdigt Exempel, og satte Ankers Anker over en saadan Frihed af mig under samme Ru- brik, som Rytteriets Vidtløftigheder om mit Forhold i Kroen, Fuldskab og andre slige, hvis Viddet hos D'Herrer er desto dybere og Samvittighederne desto rummeligere, kostbare, besynderlige og unødvendige Ødselheder. ærbødigst Henr. Wergeland. TIL VALENTIN SIBBERN Eidsvold Præstegaard 26de Marts 1829. Da jeg maae troe Documenterne i Gaardermoesagen fra Be- styreren af Forhørene under denne, øvre Romeriges, Jurisdiction allerede tilsendte vedkommende Øvrighed, tillader jeg mig directe gjennem det høie Amt at indsende Nærværende med nedenom- mældte Indberetning fra Capitain Schøyen under Soløer og Ouda- lens Jurisdiction, hiin Sag betræffende. -- Denne Sidste modtog jeg som Svar paa en Skrivelse fra mig af 15de Marts, hvori jeg ønskede betimelig Underretning om Hrr Capitainen med Søn blot havde været Vidne til noget Uvæ- sentligt ved mig anrørende Affaire paa Gaardermoen, da jeg Fotnote: derie, og ved at ville indbilde mig, at han havde alt correxet Overjægeren, hvilket maatte kunne ansees som Revenge". Men den Lørdag har lært mig at Revselse imellem Venner lyde saa omtrent: "Min kjære Ven! jeg vil just ei forbyde Dig gjøre oftere hvad nu er hændt; men -- men -- men -- jo men, du nok forstaaer mig Ven!" SIDE: 79 isaafald vilde gjøre mig en Fornøielse af at stræbe at spare Hrr Capitainen og Øvrighederne Uleiligheden af Stevnemaalet, hvilket da vilde bortfalde under den Jurisdiction, hvor han var det eneste opgivne Vidne. -- Hr. Schøyens her medfølgende originale Svar var indsluttet i en Convolutt, hvori fandtes skrevet: "Af Indsluttede vil Høistærede see, hvad jeg og min Søn kunne vidne i deres Sag, og kan et saadant Vidnesbyrd være til nogen Styrke, da vil jeg med Søn af redebon Ufortrødenhed gjøre vor Pligt uden Stevnemaal. Min Søn opholder sig i denne Tid i Chri- stiania og logerer hos Kjøbmand Ziølner til behagelig Underretning. Søy: 19/3 29 Forbindl: Schøyen" . Den unge Schøyen, hvis videre Vidnesbyrd skulde gjøres Be- hov, vil altsaa blive at søge i Christiania. Og det høie Amt med andre vedkommende retvise Autoriteter ville afgjøre, om Hen- sigten af mit Forespørgsel hos Capitain Schøyen: at spare Tid, Penge og Bryderie, kan opnaaes efter hans modtagne Svar, hvori jeg med Glæde bliver vaer, at Hr. Capitainen, og vel da ogsaa hans Søn, have opfanget et Udtryk af mig, der skriver sig næsten fra Øieblikket foran Hovedmishandlingen overgik mig og viser langt fra den mordiske Hensigt imod Overjægeren, Han, med Consorter, tillægger mig, men meget mere, at Noget maatte være mig vederfaret nylig før, eller vederfares mig endnu af Overlast fra Jægerens Side, der afpressede mig et saadant Udraab, som "det er er skjændigt at blive saaledes behandlet!" Denne saa- ledes beklagede Overlast er, at han tog mig, paa mit høflige Spørgsmaal, i Kraven og behandlede mig aldeles overeensstem- mende med Hvad i min første Fremstilling er anført som umid- delbare Præmisser før den forbryderske Opførsel skred til yderst Voldsgjæring. -- Den store Mængde af Jægere indenfor og Til- skuere udenfor Opstillingslinien kan have skjult Jægerens Arm, der havde Fæste i min Kjolekrave bagtil, for Capitain Schøyen, saa jeg forekom ham som bevægende mig henimod ham frivillig. -- Dette, tilligemed Capitainens Skrivelse af 19de Marts 1829, maa jeg da bede tillagt Sagens Papirer. ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 80 TIL FORLIGELSESCOMMISSIONEN FOR CHRISTIANIA Christiania 24 Juli 1829. Undertegnede maa herved ærbødigst bede indkaldt for For- ligelsescommissionen i Christiania til næste Møde paa Mandag 27de Juli d. A. Overjæger ved andet gevorbene Jægercompagnie, Bang, for Undsigelse paa Livet imod mig, for der at forsøge paa at træffe Forlig. ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. boende i Advocat Hjelms Gaard. TIL L. BORCHSENIUS OG C.F. MICHELET Eidsvold Præstegaard 18 October 1829. Til De Herrer Bisiddere i Commisionen, nedsat for at dømme Cand. Wergelands og Overjæger Lies Forhold paa Gaardermoen 20 Sept. 1828. [fotnotemerke] Plus stricto, mendax, offendit lingva, mucrone. Med forventning tog jeg fat paa denne Sags Documenter; med Undtagelse af det høie Departements, læste jeg dem igjennem med Forbauselse; med Afskye tillukkede jeg dem igjen. -- Uagtet min urokkelige Overbeviisning, der ikke har bedraget mig endnu med Hensyn til de indtil nu afhørte faae, men de rette civile Vidner, om at de sande gyldige Vidnesbyrd i denne Sag ikke vel kunne stride imod min Beretning om denne; vilde jeg dog fortvivle om at erholde Retfærdighed, dersom jeg ikke fandt i Hovedvederpartens med Angjældendes Fremstilling af Sagen og Andet Sagen uvedkommende, i Corpschefens og Brigadechefens -- kort næsten i Alt, hvad de tilhobe have produceret af hiin Først- nævntes Indlæg, saa grove Inconseqventser, at det vil koste min Haand mere end mit Hoved Arbeide, at faae det beskjæmmende Sammenvæv heelt oprullet. -- La bourde avoir sa grace. Uden den duer den ikke. -- Jeg seer denne Dynge af Documenter og inhabile Vidnesbyrd Fotnote: Lyder: Tidt dybere end svungen Klinge kan Løgnfuld Tunge stinge. SIDE: 81 har allerede netop igjennemløbet Alphabetet -- det romerske. -- Nu begynde vi paa det gothiske, der maaskee turde hjælpe til at faae en sundere Tale frem, samt en gothisk Retfærdighed. -- Denne tillod iblandt Andet ingen fri Mand at pidskes offentlig, forbød Forbrydere at vidne. -- Jeg tillader mig da i Ærbødighed at udbede mig de høje Autho- riteters Opmærksomhed, hvis agtede og velvise Omhue for Sand- hed og Ret have nærmest været Aarsag i, at jeg sættes i Stand til at erfare hvortil mine Skrivelser og Klager til Cavalleriet have været brugte, samt hvad man har opdynget imod disse, imedens jeg heelt igjennem særskildt undersøger Beskaffenheden af Mod- machinationerne, og udviklende Aanden i disse, yttrer mig der- næst yderligere i Almindelighed. -- I den første Hensigt styrer nu Sandhed min Pen og denne Sandhed vil vel ogsaa have Kraft nok til at belive den med en ædlere Qvist, end den der er ipræget Hovedvederpartens Er- klæring, hvis Usandheder ere alene og tydeligen den onde Sam- vittigheds -- Gud veed af hvem -- modulerede Suk; og end den, der rører sig i 1) Oberste m. m. E. Ankers Erklæring af 22de Jan. 1829 -- Heri fortæller denne Herre "at flere af Corpsets høistagtværdige Officierspersonale forklarede ham Sagen eenstemmigen paa en Maade, der fuldkommen overbeviste ham om, at den unge W. maatte i høi Grad vilde blive prostitueret, saafremt Sagen blev alvorlig undersøgt" o. s. v. Da intet er lettere end at finde Beviset for, at den Kulde (Officeerpersonalet) hvori saa at sige Hr. Obersten er bleven døbt til en uforanderlig Troesbekjendelse i denne Sag, ikke kan ud- ledes af nogen anden end netop af den aller ureneste ): af an- klagede Modparters, saa bliver det desto vanskeligere at finde en Undskyldning eller en Grund, der kan bestaae for en sundt- tænkende, sat, lidenskabsfrie Mands Omdømme saaledes, at den retfærdiggjør den Række af eensidigt-skjæve, partiske Domme, som udgjør Følgeslutningen i Hr. Oberstens Erklæring. -- Mit Be- viis for at Officeerspersonalets eensstemmige Forklaring, som have en saa hurtig afgjørende, næsten explosionsmæssig en Virkning paa Oberstens Tænke- og Handlemaade) ikke har eller kan have sit Udspring fra andre end netop anklagede Modparters, fører jeg saaledes: de eneste militære Øjenvidner vare netop det in SIDE: 82 casu til Vidnesbyrd inhabile Vagtmandskab: jeg havde (v. Bilaget) Leilighed til at anføre næsten i samme Moment, som Officers- ensemblet, der tog sin Begyndelse, strax efter Maneuvrens Slut- ning, hos Høistcommanderende, var opløst, at, ligesom om Gemyt- terne forud vare beredte til at modtage Smitten, da Anklagedes usandfærdige Beretning havde meddeelt sig Officererne: De ci- vile Vidner ere tildeels af den Beskaffenhed at de indtil de ikke kunne have havt Anledning til at sysselsætte sig med nogen af D'Herrer Officerer og, var dette endog Tilfældet, viste deres retlige, competente Vidnesbyrd, at Historien fra deres Side ikke kan have modtaget den falske Fernis, bagtalerske Tunger have overmalet den med. -- Hr Procurator Praem har tillige oplyst om, at den Samtale med nogle Officerer, hvori han yttrede den falske Fremstilling af Sagen, han troede at have hørt af mig Selv, blev holdt paa en Tid, der ikke tillod den at meddele sig den Officeerkreds, hvor jeg fik Nys om til hvad Side Sagen skulde og alt var dreiet. -- Havde endog Officierpersonalets Forklaringer det aller første Udspring af denne Samtale, ville de dog neppe vinde noget i Værdie ved at blive paa denne Maade enstydigt med Misforstaaelse og Sladder. Men da det er saa, at disse For- klaringer Oberste Anker beraaber sig paa, ikke kunne have nogen anden Kilde (hvorfor ogsaa deres Eensstemmighed stemmer) end netop det selvsamme Vagtmandskab, som, jeg gjentager det her, viste sig, anført og med Tilladelse dertil af deres commando- havende Overjæger, Lie, som et raat, til sig selv overladt Militær, der paa den meest oprørende Maade drev Spot og Spøg med mine og Medborgeres Rettigheder Følelser, saa ville de vel vinde ligesaa lidet i Gehalt ved mere passende at erklæres eenstydige med Begrebet: usandfærdigt Rygte. -- Men om en Mand bør grunde en "fuldkommen Overbeviisning" paa saa løs Grund som et Rygte -- -- -- ja herpaa finder man Svaret i Krogen af dette? Hören sagen -- siger man ellers -- ist halb gelogen. -- Hvad Slutningen angaaer i Erklæringen, da lader jeg med For- nøielse denne Hale af Impertinencer ligge i Fred; thi da jeg har i den senere Tid havt den Ære med Hr. Obersten at føre et Slags Correspondance eller aandeligt Liv, hvori jeg isandhed har lært Erik Ankers Aand at kjende lige som Sandheden af, at man maa vænne sig til de Folk, man fører Samliv med og man vel maa kjende en god Vens Feil men ikke nævne dem. -- SIDE: 83 2) i Overjæger Ole Andersen Lies Erklæring af 9de Decem- ber f. A. Da han henter sin Indledning af Overjæger Ander- sens Beretning, saa maa Bebreidelsen for dens Urigtighed falde paa denne. Det er nemlig aldeles urigtigt, idetmindste hvad an- gaaer mig, at vi indtoge "en fast Stilling" imellem Leirlinien og Brigaden; og, da jeg ved ofte at see mig tilbage, medens jeg reed sagte opad hiin Parallele, for ikke at tabe min Medbroder afsigte iblandt den Mængde Tilskuere, som opfyldte dette Mellem- rum, altid saae ham omtrent i samme faae Skridts Afstand, har jeg al Grund til at troe, at ogsaa han bestandig var i samme jevne Bevægelse, som jeg. Dog nægter jeg ikke Muligheden af at han et Øjeblik kan have vendt sin Hest imod Maneuvrene og holdt stille. I første Tilfælde er jo Modpartens Udsagn feil- agtigt aldeles; i andet Tilfælde maa det have været Studiosus Lerche meget vanskeligt, hvis han havde Øinene paa det rette Sted, at iagttage en Rytter, som, fra Leirgaden, kom udstyr- tende bag ham. At jeg slutter mig rigtigt til Lerches Stilling, troer jeg saa deraf, at Stødet traf hans Hestes Bagdeel [fotnotemerke] . Fotnote: Det maa kaldes en Lykke, at en gammel Kjelling, at Barn eller endogsaa en robust Fodgjænger ikke befandt sig i det Mo- ment paa samme Punct ellers kunde et Mord have bibragt sit til at give Dagens Historie, og en brukken civil Nakke vilde da ogsaa være bleven, som den vanærede Klinge, ophængt iblandt Tropæerne. Havde derimod en ubevægelig Ting, en Stok, en Galge o. s: fl. staaet der, vilde, da Rytteren, Lieutn. Jentoft, selv erklærer, at han var i en saadan Fart, at han ikke vel kunde dreje af, vel det gaaet ud over en Militær. At denne Herre siger, at han maatte bøje min Hests Hoved tilside forat komme forbi, forholder sig ikke saa, dels fordi jeg da maatte have befundet mig bag Lerche og altsaa fornemmet Contusionen med andre Sandser end Øret (hvilken ufuldkomne Efterretning nødte mig til at vende om for at faae det Heelt at vide) dels fordi jeg veed det umuligt for een Arm, hvis Tryk Carrieren desuden maatte gjøre meget flygtigt, at faae bøjet den Hests Hoved, jeg da reed paa. Har derimod Lieutenant Jentoft brugt begge sine Arme dertil, troer jeg hiint vel muligt: men tillige da, at han ikke har havt Tøilerne i sin Magt, saa hans Anstød imod Lerches Hest vel lader sig forklare. SIDE: 84 I det Følgende vil Overjæger Lie: at Lieut. Kreutz, vel at mærke, før den active Officeer stødte an imod den passive Lerche, skal have befalet mig, at [fotnotemerke] forføie mig bort, "hvilken Til- sigelse jeg ikke alene lod uopfyldt, men gav endog det højst ube- skedne Svar: "skaf mig en ordentlig Officeer at tale med." Jeg maae her oprigtig tilstaae til Militærets Ære, at her gjør Lie dette Uret; thi jeg var ligetil hiin Rencontre forbleven uantastet paa Pladsen; men ifra mit Spørgsmaal om hvoraf den reiste sig, begynder alle mine fata. Da nemlig kom først Kreutz og gav den Befaling, jeg nedenfor har anmærket, i en saadan Hast, at jeg intet Svar fik paa mit Spørgsmaal om hvor jeg skulde vende mig hen. Da Vagten drev paa at jeg skulde "gakke mig paa Flekken som Lieutenanten sagde" var mit rimelige Svar dette: "at jeg vilde have en ordentligere Ordre at følge end den høist ubestemte Kreutz havde givet, da jeg jo endnu ikke vidste hvor jeg ellers paa Pladsen uantastet kunde være. Imidlertid faaer De vise mig et Rum, hvor jeg frit kan oppebie en anden Officeer end Kreutz; thi han havde slig Hast, at jeg blev lige klog." Denne Tale er det, Overjægeren kalder "usammenhængende og uvedkommende Snak, som røbede, at den Talende enten maatte være gal eller i høi Grad beskjænket". Ligeledes uddrager Han eller Erklæringens Autors Psychologie den samme sørgelige Slut- ning af følgende titopkastede, men aldrig besvarede Spørgsmaale (hvis nye Fornærmelser ikke kunne kaldes tilfredsstillende Svar): "Hvad har jeg gjort, hvorfor jeg skal jages ifra den Plads, Andre i Fred besætte? Jag mig ud eller bort, hvor De vil; men pas saa paa, at faae alle de øvrige Tilskuere bort, eller saa klager jeg til Chefen? Hvem og hvor er vagthavende Officeer? Nu -- svarer Du mig ikke med Andet end ved at drage blank imod mig, og ved Plumpheder, saa viis mig en Plads, hvor jeg idetmindste kan være i Sikkerhed for disse". Da han langt om længe viiste mig en utydelig Linie, uden hvilken jeg skulde kunne befinde mig uantastet, saa erklærede jeg ham engang for Alle: at der forblev jeg indtil jeg fik fat i den forønskede Officeer, af hvem jeg haa- bede den hidtil nægtede Underretning." Disse Ord er det, som commenteres saaledes: "jeg vedblev Fotnote: Da denne Befaling i anden Tidsfølge kom, lød den fra Kreutz: "Vil han mars gakke sig!" SIDE: 85 med Grovheder og Chicaner, der, blandt mere, gik ud paa at bibringe os Foragt for vor Stand." Her har ellers Overjægerens Orakel været vel meget pythisk-dunkel, da han har givet sit Ud- sagn saa stort emphatisk Omfang, at det kan rumme Hvad man behager at putte ind under det, om det saa var nok saa groteskt og uhyre og usandt. Førend jeg forlader Indledningen til Hovedhandlingerne, troer jeg ikke overflødigt at bemærke: ved min Ankomst paa Pladsen, før Exercicerne begyndte, reed min ovennævnte Kammerad og jeg langs op med Teltlinien, i ikke længer Afstand fra denne end da jeg blev antastet siden om Formiddagen af Vagten. Da jeg vendte tilbage, møder jeg Prem.lieut. Schilling, som, da jeg spurgte: om jeg havde Lov til at ride Teltene saa nær, gav mig et bejaende Svar. Det svæver mig fore som om et "Kors" eller "Gudbevares" i hans Svar endog udtrykte en Slags For- undring over mit Spørgsmaal. Man seer i detmindste heraf Forskjellen imellem at have Venner og Fiender paa Gaarder- moen; og vel tillige, at jeg neppe kom paa Gaardermoen for "at yppe Klammerie med Officerne eller -- som Obersten, da den mig fiendske Anskuelse af Sagen voxer [fotnotemerke] rangviis, endogsaa vil, med hele Militæretaten; for at hindre Officererne i deres Tjene- steforretninger, og andre mig ubekjendte Øiemed, som jeg skal have havt". Ligeledes lægge man Mærke til, at, da Brigaden gjorde [fotnotemerke] "Holdt" og "Hviil" befandt jeg mig i min rolige Direction henimod de sydlige Smaaehøje paa Pladsen, hvor den finere Verden især opholdt sig, alt midtveis for Leiren, indeklemt imel- lem den fuldt udslagne Rytterlinie og Teltlinien i en Paralelle af omtrent en 40 Skridts Diameter. Det var nu dog vel ligesaa Fotnote: Brigadens Anskuelser stige i dette Forhold til at yttre: "Stu- dentens Forhold blev ei skildret saa graverende som det virkelig var." Overjægeren har ikke gjort det godt nok? Fotnote: Dette lille Pusterum blev benyttet ret paa Skolemaneer. Mesterlectianerne pleje i Friqvarteret at opmuntre Peblingerne til alskens Spilopper, som da, jo galere de ere, bidrage til at forhøje den kortvarige Nydelse, de føle fra deres Vindue. Paa Academier eller Krigsskoler faae de Ældre ikke Lov til at sidde saa rolige, men maae deeltage selv i Optøjerne. -- Dette er utentvivl rigtigere; men -- applicatio fiat! SIDE: 86 rimeligt om jeg fortsatte min Vei, som at jeg vendte tilbage? De andre mange Tilskuere, som krydsede hverandre i dette Mel- lemrum -- hvor de vel medrette ansaae sig mere sikrede end om de vilde, for at komme over Pladsen gaae rundt om dens yderste vidtløftige Grændser eller i en Afstand ifra Rytterfronten, som dog, efter et eneste Indfald af Generalen, kunde sætte sig i Bevægelse og uden Redning omfløje dem -- bleve heller ikke forstyrrede af Militæret. Overjæger Lie gaaer dernæst over til at indlede sin ikke for- drejede, men bagvendte Fremstilling af Slutningsscenen, saaledes: "under denne Støjen og Skraalen skal W. have begjæret en af Vagten til at hente sig Brændeviin . . . . og "bød han Vagten Skjænk." Competente Vidner faae retligen afgjøre saavel alt Andet, som ogsaa fra hvem Støjen og Skraalen kom. At der virkelig gaves saadant Tegn paa Uorden veed jeg selv altfor vel, og Stimmelen af Tilskuere har vel fra denne fornemmelig sin Oprindelse. Var jeg den støjende og skraalende: saa havde det været den Vagt- havendes Pligt at arrestere mig eller fjerne mig fra Pladsen ): ud i den vilde Skov. Dette første gjorde han, ikke af den Grund, et conduitløst Forsøg paa; men fordi jeg vovede at bede Skildvagten: (som med de Udtryk: "aa Fanden vil du ham nu da?" gjorde det) skaffe mig Underofficeren itale og da vovede at spørge ham: om hans Mandskab kunde tillades at drive offent- lig høirøstet Haan og Spot med fremmed Mand [fotnotemerke] . Det sidste gjorde han ikke, da han formodentlig erindrede, at have Selv er- klæret mig den Plads fri og tilladt jeg befandt mig paa. Det er beviisligt, at jeg først afbrød med hiin Anmodning til Skildvagten min Taushed, da et Træk af Jægrenes Haantale imod mig, viiste en Trælleraahed, som saarede mine fædrelandske Følelser mere end min Selvkjærlighed og Selvfølelse. Er det da ikke klart, at den Støi og Skraalen, som Overjægeren har Ret i fandt util- børligen Sted ved Vagtteltet, mere har sin Oprindelse fra en 20-30 Jægeres Struber, der aldrig feilede deres Tribut af Latter til den af dem, det behagede at improvisere en Raahed over mig, end fra mig alene, hvis hele Tale til Underofficeren i den Anledning viser noksom, at jeg allerede da bar min Skjebne med Fotnote: v: min Beretning af 22de Sept. f. A. SIDE: 87 Resignation? Det hele Mandskab, som strømmede af og til, som Bier i Solskinsveir udaf Kuben, ud fra Vagtteltet, stillede sig ørkesløse, med Armene overkors ligeoverfor mig, der holdt rolig paa hiin Side den betegnede Linie, og loe, forhaanede og gottede sig over mig, tør endogsaa have den forbausende Dristighed at ville vælte denne uværdige Opførsel ind paa de [fotnotemerke] civile Tilskuere? paa disse, der tilkjendegav mig, midt under Militærets Forhaa- nelser imod mig, deres Deeltagelse ved deels at tilbyde mig deres Vidnesbyrd, deels ved at ville (hvilket jeg imodsatte mig) ind- virke til min Fordeel paa Vagten, ved at sige, hvilken Person den var, de saaledes opførte sig imod? At tilstede det isaahenseende forbryderske Vagtmandskab at vidne i sin egen Sag vil vel neppe blive den retfærdige Øvrigheds Sag. Og, da Overjægeren gjorde Partie med dem, da jeg ankede for ham over deres Opførsel, saa, eftersom den ene Føjelighed er den anden værd, kan man forklare sig den [fotnotemerke] Dristighed, hvormed de understøtte dennes ubeviste, ubeviislige og i højeste Grad ufornuftige Paastande. Herom dog mere siden. -- Nu Brændeviinshentningen og Skjænk- ningen? -- Jeg appellerer her til enhver [fotnotemerke] Ungkarl i den vide Verden, med nogenlunde Dannelse, der kan sætte sig ind i min Stilling ): i Øiesynet af unge, agtbare, dels kjendte dels ukjendte Damer. Hans hele Beskrivelse af Slutningsscener er dog det elendigste Sammenvæv af det Hele, eller den egentlige Ædderkop i det Fotnote: Hvorledes kunde jeg i det Tilfælde appellere til Vagtens Overjæger? Fotnote: Heri er der en sand Veddestrid imellem dem. (Cfr. Lit- tera. L: 2 og 4 Deponent). Fotnote: Eller til enhver Fornærmet med det Spørgsmaal, om han henvender sig netop til sine Fornærmere med Anmodning om en Tjeneste og Velvillighedsgjerninger, naar han har lettere for isaahenseende at meddele sig Venner eller ogsaa passive Ube- kjendte. Af saadanne Mennesker bestod den civile Kreds, som nærmest omgav mig. At der iblandt disse befandt sig en Judas, som jeg, som den Første den Bedste, anmodede om at hente mig en Flaske Porter eller Øl, er meget muligt: men Denne kan da neppe, som han gjør, med Sandhed deponere: at jeg af en saadan Flaske vilde skjænke Drammer ud. SIDE: 88 hele Opspind. Jeg for min Part mangler sandelig det Mod, at kaste mig alene ind bag en Front af 20-30 Jægere, for, med alle Disse i Ryggen, at slaae den fuldt bevæbnede fiendtlige Com- manderende til Jorden med et saa skrøbeligt Vaaben som en Flaske. En saadan von-Spillsk [?] Strategie var vel neppe at an- befale selve Generalmajor Wedel i Feldten. Lykkes det derimod det forenede Militær for Retten at berøve mig min Forstand, da kan det vistnok staae dem frit for at paadutte mig alle de regel- løse og ravgale Handlinger, de forenede Contraparters forenede Phantasie mægter at opfinde. Det synes tillige klart, at havde Overjægeren Tid til at gribe mig i Nakken, føre mig 8-10 Skridt tilbage, drage sin Sabel og slaae mig med den (ja Tid alene til dette Sidste) saa manglede der ham ikke tid til at træde et Skridt tilbage og udsige de to Ord: Arresteer ham! hvortil jo rundt om mig 50 Arme maatte være rede. At dannede fornuftige Men- nesker, hvoraf, naar Kreuz og nogle Faae andre undtages, jeg bør troe Corpsets Officeerspersonale bestaaer, virkelig have ladet sig binde en saa jammerlig sammensat Usandhed paa Ærmet, begriber jeg ikke (v. Bilaget om Affairen med Lieut. Kreuz). Esprit du corps en sic, kan umulig alene være stærk nok dertil, skjøndt den ellers vældigen træder frem i denne Sag, og glimter frem af dens Documenter i saamange Puncter som Straalerne fra den hele Brigades Klinger paa Gaardermoen. Hvad enten nu Forbryderen har lært af sin egen eller en anden ond Sam- vittighed sin Beretning om Catastrophen i Sørgespillet, der sna- rere, saa plumpt det end blev spillet, har paadraget Acteurerne Klap fra det militaire Gallerie, Parterre som fra Logerne, end Mishag og følelig Daddel -- saa har han først jammerligen indstu- deret den; thi -- hvorledes kunne hans følgende Ord harmonere med Naturen, med Vidnernes, ja med Karlens eget foregaaende Udsagn: at jeg var paaengang saa dristig at ville, omringet af bevæbnet Magt, saagodtsom ubevæbnet slaae en bevæbnet Soldat (ja vel holde ham, hvis i Attentatet mindste Plan kan tillades at tænkes) og dog i samme Moment aflod at bruge den Feigestes naturlige Modvaaben, det defensive Nødværge? Han siger nem- lig: at han, efterat have givet mig et Drag over Pukkelen, be- tydede mig, hvilke for mig skadelige Følger det ville have om jeg fremdeles med Vold vilde trænge ind paa ham! -- Isandhed, det Absurde i hans Sammensurium gaaer over alle Grændser, SIDE: 89 og jeg væmmes ved at bruge min Pen og min Tid paa et For- svar, et Afbeviis derimod. En saa fredelig, viis Lection passer vel efter den nys foregaaende voldsomme, rasende! Dog, denne Usandhed er mere dum end uforskammet (v. hans følgende Ord: at jeg fandt hans Tale og Adfærd grundet o. s. v.) havde jeg været saa tapper en Karl, at jeg angreb ham saa som han for- tæller, saa passer virkelig min rolige Adfærd efter Mishandlingen særdeles godt til hiin foregaaende urolige. Nei, om han havde sat en saadan Top paa sit Tag over Forbrydelsen: og derpaa, naar han havde fældet Overjægeren med sin Flaske, vilde han overrumple og massacrere Vagten med samme Vaaben, Mand for Mand, ja Gud veed, om ikke saa Sqvadronen, Brigaden og Kammerherren og Generalen o. s. v. -- da vilde den have været mere i Aand og Bogstav harmonerende med hans Beretninger, end denne om den af ham i al Ro forelæste og af mig med søm- melig Tak imodtagne Lection. Det er ellers vist og vidnefast, at Overjægeren, saasnart jeg, med Skildvagtens Tilladelse nær- mede mig ham (i hans Sprog: styrtede ind paa ham) lagde paa en beskjæmmende Maade (ved at gribe mig i Nakken) Haand paa mig; at jeg, istedetfor instinctmæssig da at stræbe at rive mig løs, anvendte Anmodninger og Bønner om at skaane mig for en saadan Prostitution, at han desuagtet ikke aflod saaledes at tortere mig, men [fotnotemerke] slæbede mig nogle Skridt ligetil Afstiknings- linien; at han lumskeligen da bag min Ryg, skjøndt jeg allerede var med Foden lige paa (jeg mindes ei om over) Grændsen af hans Territorium, uddrog sin Klinge og slog mig over Ryggen. Da, i Øjeblikket jeg følte Noget, drejede jeg mig instinctmæssig halvt om, hævede Armen hvori jeg holdt Bouteillen og havde vel slængt Barbaren den i Panden, hvis jeg ikke, ved at see ham med Skarpen af Klingen i fortsat sqvadronerende Bevægelse over mit Hoved, havde indskrænket mig til at bruge den de Par Se- cunder til Skjold om han vilde hugge, til Capt. Ingjer tog mig bort; ellers -- dog, jeg tør ei som Overjægeren med Consorter Fotnote: Slæbede ): ikke saaledes at jeg positivt modsatte mig; men det Haab en Bedende nærer, idetmindste medens han beder, om at hs Bøn vil blive opfyldt, vakte naturligen den passive Modstand, som gjør at man ikke løber idet man siger: slip blot, -- jeg kan jo og skal og vil jo gaae tilbage selv. SIDE: 90 dømme Villien og det Mulige. Min Stemning da Hr. Captainen traf mig røbede ikke en Halvberusets stormende, en Heelberusets støvede Følelser, men de viste sig som Beskjæmmelsens og Uvil- liens. Jeg søgte at bekjæmpe mine Lidenskaber, som saa føle- ligen vare rørte: det viste min afbrudte halv bekjæmped Graad. En Beruset vilde ikke i sine saaledes vakte Lidenskabers Oprør have erindret hiin legemlige Trang, som saaledes var bleven afbrudt, eller, om den yttrede sig, neppe Stedet saameget, at han, som jeg gjorde med Captainen, havde anmodet En om Ledsagelse hen i Skoven for der med nogenlunde decorum at kunne tilfredsstille hiin. En Beruset vilde vist have da forglemt, strax at begive sig hen til Damerne og gjøre Undskyldninger, som jeg gjorde, fordi jeg havde været et uskyldigt Middel (saa løde mine Ord) i Barbarernes Hænder til at forbitre dem Dagens Fornøielse. Jeg tør sige, at af disse smaae Træk, som foregik umiddelbar efter Mishandlingen, fremlyser istedetfor Rasenhed og Fuldskab, Sindighed og Herredømme over sine Lidenskaber. Af Tonen i de injurierende Fornærmelser Overjægeren endnu tillader sig i Slutningen, skulde jeg næsten troe, at han var selv Autor til sin Erklæring, dersom ikke Lieut. Kreutz'es Skri- velse lærte mig , at Officerer kunne skrive og tænke ligesaa raat som Soldater. Han beskylder mig og Stud. Lerche for paa en "uværdig, brutal og lovstridig Maade at have søgt at yppe Klammerie med D'Hrr Officerer, hvem de søgte at hindre ved Udførelsen af deres Tjeneste -- -- o. s. v. -- til "Thi om han end hiin Dag viste et Forhold uværdigere end den laveste Pøbel i Fuldskaben udover, saa vil jeg dog ikke have troet ham saa for- dærvet, at han nu skulde ville forsøge paa ved løgnagtige Fore- givender at bringe mig i Forlegenhed" o. s. v. -- se hans Be- skrivelse over mit Ophold i Værtshuset -- -- " Har han i Foregaaende grebet dybt i Posen for at finde Noget, der kunde undskylde hans Udaad -- den han vel er bleven under- rettet om ei kan retfærdiggjøres selv i det værste af ham frem- stillede Tilfælde -- : saa har han dog her, ved at concentrere saameget Grundfalskt og Ærerørigt imod mig, gjort det let for enhver Upartisk at see paa hvor svage Fødder, han veed med sig selv, han staaer paa, da han troer, ikke at kunne fjælge sig ved maadelige Usandheder. En klog Raadgiver havde dog raadet Karlen først ikke isaahenseende at gaae forvidt, at gaae SIDE: 91 indtil Ubluhed og Plumphed i Opdigtelsen, og dernæst ikke at blotte sig ved, med ligesaamegen Vidtløftighed som Usandfær- dighed og Skadefrohed eller Ondskab at udmale nogle aldeles uvedkommende Scener deels før og endnu mere efter Affairen. Jeg forbigaaer derfor at afbevise dem, hvorfor ogsaa Vidnerne have fritaget mig. Over de smaalige Bagvaskelser veed jeg at hæve mig; og min Øvrighed og mit Lands Love kunne ikke til- stede ubeviiste, ja modbeviiste krænkende Beretninger og Paa- stande at have Indflydelse paa et ungt Menneskes Vee og Vel. Jeg skjænker Karlen med hans Patroner den Glæde ved Opspind og Smaaligheder, som skulle beskjæmme mig, at faae øst Vand paa en af deres Superieurer, min uforskyldt hevngjerrige Fiendes Mølle; men for hine ovenanførte virkelige Injurier faaer Karlen staae mig særskilt til Ansvar. Dog disse, som Hovedsagen, er nu i Retfærdighedens Haand for at vejes. Anmærkn: Jeg havde fattet det Forsæt, paa samme Maade, som i Ovenstaaende nu Corpschefens og Overjægerens Erklæ- ringer (de 2 første) ere omhandlede, at drøfte alle Modpartens Hjælpedocumenter; men denne Skrivelse har nu lagt afbrudt lige siden Forhøret paa Næs i Marts d. A., formedelst Borte- væren, saa jeg indsendte i dettes Sted et kortere Indlæg til Forhørets Bestyrer. Flere tilkomne competente Vidner og min Agtelse for Commissionens Medlemmers Skarpsindighed over- beviser mig om, at et saadant vidtløftigt Arbeide vilde være overflødigt. Urimelighederne stikke nok frem alligevel, om jeg ikke sammenhober dem. Klokken er 11 nu om Aftenen før jeg imorgen har den Ære at møde for Commissionen: paa een Nat feier ikke jeg Augias's Stald. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold 6te Novbr. 1829. S: T: Hr. Procurator Praëm. Jeg har i Mbldt. No 268 under Mærket S: S: forfægtet alene en politisk Anskuelse, og maa jeg erklære Dem, at saaledes Hen- SIDE: 92 sigten dermed ligesaalidt har været den at ville fornærme eller reelt skade Dem som nogen anden enkelt Mand. Jeg er ligesaa beredvillig til offentlig, som nu privat at give en Erklæring overeensstemmende med denne. Har De alligevel troet Dem derved eller paa anden Maade fornærmet af mig da kan jeg derfor vel ikke hjelpe; men vor forhenværende venskabelige Forstaaelse lægger det Ønske i min Pen, at, i det Tilfælde, saadant Misforstaaet maa vorde glemt, og jeg seer ikke andet end at den det kan, om vi endog ikke skulde være enige i hiint Stykkes Hovedhensigt, som De nu kjender. Deres Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold Pgd 11 Decbr. 29. S. T Hr. Proc. Praëm. Om jeg ikke husker feil tilstillede jeg Dem et Brev af 6 Novbr., hvilket ogsaa havde synligen de tilsigtede gode Følger; og ligeledes, om jeg ikke husker feil, lovede De mig et Svar (som naturligt ogsaa bør følge paa en artig Skrivelse) hvormed jeg skulde kunne være fornøjet. Uden dog, fordi jeg imødeseer dette paa 6te Uge, derfor at tillade mig at troe, at det ikke var Deres virkelige Hensigt med et saadant Løfte (eller med andre Ord at De troer at kunne be- skuppe mig): tager jeg mig dog den Frihed at anmode Dem om et saadant Svar inden Søndag Aften. I manglende Fald er der to Alternativer: enten mit af 6 Nov: igjen, eller, hvis dette skulde være Dem for kjært, skal jeg have den Fornøjelse at tillægge dette et Amendement. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold Pgd. 13 Dcbr. 29. Noget Svar paa hvad De til Overflod spørger om erholder De nu ligesaalidt som nogensinde før. SIDE: 93 Uden at lade mig bevæge ved Deres gjentagne af og til smid- skende Anmodninger, Forslag o: a: d. eller af Frygt for nogle smaalige Trudsler, som synes tagne af den anden i Mbl. 275 Anonymes Hjerne, men alene af et Slags Galanteri for D's resp: Familie, for hvem jeg nødig vilde være Aarsag til at den maatte blive borte fra en Familiefest i vort Huus, som jeg vidste den gjerne vilde bivaane, og hvis Nærvær man fra vor Side ligesaa nødig vilde undvære, føjede jeg Dem saavidt, at jeg forsikkrede Dem atter om, hvad jeg 1000gange havde sagt Dem; men som De, af Mangel formodentlig paa Kjendskab til den ædlere Bund i Menneskets Hjerte, syntes at finde ikke saa naturligt og ligetil endda, nemlig om at jeg ikke havde til Formaal for St. i No. 268 at fornærme eller reelt skade Nogen ): at Stykkets Motiv ikke var Ondskab eller Skadelyst eller Lyst til at vælte mig ind paa Dem og i Proces. Hvor overflødigt det er for ethvert Menneske, naar han ikke er en stemplet Forbryder, at attestere at han ikke ledes af en uværdig Sjelstilstand til nogen bestemt Handling, ind- saae jeg vel sagtens ligesaaklart da som før og nu; men da det lader til at De finder Behag i, og jeg saae at jeg fremmede hiin Hensigt ved at umage mig med at give saadant Certificat, saa viste jeg Dem en saadan uforskyldt Høflighed, hvortil jeg endog, paa Deres yderligere indstændige Anmodning lagde Løfte om at frafalde for Retten at søge En af mine Skamflikkere i Avisen, mod det gjensidige Løfte fra Dem, at De om et Par Dage vilde sende mig en Tilbagekaldelse af de Haansord, De selv har søgt at opløfte mod mig i Aviserne. Saa (NB. her staaer et Ord i Copien, som jeg ei forstaaer) var jeg, at jeg, efter Aftale om en Samtale før hiin Fest, umagede mig hen til Dem, at jeg føjede Dem i at nedskrive hvad jeg Sandheden tro kunde sige og vilde have sagt til Deres Familie, og i at frafalde Tiltale imod min In- juriant, da han syntes at være Dem meget nærangaaende (skjøndt denne Indrømmelse dog mest kom af at jeg vel ikke havde syn- derlig Tid og Lyst til at rode i sligt Sk ..), og lovede at indstille Alt, hvoraf da den naturlige Følge skulde være, at De til Vederlag gav mig privat Opreisning for de Skamflikker, der tydeligen og direkte fra Dem ere henslængte i Aviserne paa mit Navn. Ja dertil bevægede mig Godhed for Deres Familie og den Tro, at jeg i Ubetydeligheder gjerne kunde føje En, der var min Ven før han blev uværdig dertil, skjøndt jeg Intet havde af ham at SIDE: 94 frygte for -- En jeg fandt for Skranken baade mod min Fader og hans Søn -- En, der bagtalte Sønnen for Faderen, ja noget endnu værre i Befippelsen -- som forhaante mit Navn i Avi- serne, og -- derom er jeg ved Dem Selv overbeviist -- gjorde dette med mange Fingre, enten sættende Consorter dertil eller selv under falskt Vizir. Jeg glemte alt Dette, og var tilfreds med, at Alt var stille mellem os -- tilfreds med, at jeg fremdeles, uden deri at see Hevnelysten, maatte lide af Dem som min Modstanders Sagfører i Justizsagen baade ved Sagens desaarsag urimelige Længde som ærgre mig over Deres Fordrejelse deraf. Nu -- seer jeg mig til Løn opholdt i at forfølge Sagen mod hiin Calumniant alene ved vore gjensidige Løfter. Indtil nu har jeg holdt mit; indtil nu har De brudt Deres. Sagen er in statu quo før 6te Novbr. [fotnotemerke] Kom De med hvad De behager, i hvilken Proces De lyster; jeg er rustet og forfølger min, overladende til Dem at handle forat fornærme og reelt at skade. Henr. Wergeland. TIL HEIRET, HAGE, FINDSTAD O. S. V. Eidsvold Præstgaard 11te Juni 1830. Paa Hrr. Lensmand Kaasens og egne Vegne være det herved betegnet for Enhver, hvem denne Liste tilsynekommer, at et offentligt Møde vorder afholdt Løverdag Eftermiddag Klokken 4, 12te Juni paa Haug, hvor da en Eidsvold vigtig Sag bliver at afhandle. -- Enhver opfordres da til at møde. -- Denne Liste bedes derhos hurtigst sendt fra Grande til Grande saalangt den kan række til imorgen Eftermiddag. -- Henr. Wergeland. Fotnote: Iblandt andet gjerne med hvad De 6te Nov. sagde at ville forskaane mig for i Justizsagen: "nogle Bitterheder (eller Be- skjæmmelser), som de hadde tiltænkt mig" -- efter Deres egne Ord. Før baade Bitterheder og Smudserier sammen i Eet -- -- (NB. Afskriften er her ulæselig) -- . SIDE: 95 TIL DOMSKOMMISSIONEN Eidsvold Præstegaard 25 Octbr 1830. Til De ærede Herrer Dommere i Commissionssagen mod Cand. Wergeland og Overjæger Lie. Undertegnede aflægger herved sin ærbødige Undskyldning for at han ikke møder for den ærede Commission ved forestaaende Møde i indeværende October, idet han, appellerende til og sto- lende paa de ærede Herrer Commissariers Humanitet, har be- givet sig paa en Reise til Stockholm med sin Fader, hvilken ikke formedelst de korte Dage osv. kunde udsættes. Da jeg ikke er bleven færdig med et høist nødvendigt Hoved- indlæg, da endnu Vidner ville blive at afhøre, da det er første Gang at jeg anmoder om Udsættelse, som jeg ellers ofte mod Ønske har seet forundt i denne Sag: saa andrager jeg for den ærede Commission om, at Sagen ikke efter dette Møde bliver optaget til Dom, men at alle dens Documenter, Præliminarierne indbegrebne, blive mig udlaante til 18de December d. A. I fuld Tiltroe til Indrømmelsen heraf, da baade Billighed og Retfærdighed fordrer den, overlades til den ærede Commission at bestemme, hvor jeg skal afhente Documenterne; dog tillader jeg mig at foreslaae, at de enten under Addresse til mig beroe til Afhentelse hos Lensmanden hersteds, eller, at jeg kan erholde dem hos første Commissair, da jeg inden den Tid, ovenfor er nævnt, vil komme til at foretage en Reise i Nærheden af hans Bopæl. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll, December 1830.] P. M. til Procurator Praëm. Daare, seer Du da ei at Din rasende Nidhevn bringer, for- følgende Hvad der hører en Efterverd til, Dit Navn, hvis Ære- brist Glemsel ellers veldædigen dækked, som en udødelig Skjænd- sel, ogsaa til Denne? SIDE: 96 TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvold Præstegaard 12te Decbr. 1830. Til den kongelige norske Regjerings Departement for K. Justits- og Politie-væsenet. Med Hjemmel af Loven af 3die August 1824, § 8, andrages om: at min ordentlige Dommer, inden hvis Jurisdiction det factum passerede, der skal undersøges af naadigst nedsat com- bineret Commission, der tillige skal dømme imellem Cand. Wergelands og Overjæger Lies Strafskyld, nemlig Soren- skriveren over Øvre Rommerige atter maa beskikkes til at indtræde i Kommissionen istedetfor det civile Medlem, der blev beskikket, som formodes, midlertidigen under Hans Fravær paa Storthinget. Foruden Lovens Befalende, troer Undertegnede med Grund at kunne berøre Følgende, som yderligere Bevæggrunde for Ind- rømmelse af dette Andragende: 1) Det nu tilforordnede civile Commissionsmedlem, for hvis Skarpsindighed og Upartiskhed jeg ikke nærer andet end Høiagtelse, er netop min Modparts ordentlige Dommer, idet han tillige har i Commissionen et Medlem af sin egen Stand. 2) Sorenskriveren i Øvre Rommerige har, som Bestyrer af Præliminairforhørene og af de fleste afholdte ordentlige For- hør, saaledes, at i hans Fravær kun eet Forhør er bleven afholdt i hans Jurisdiction, mere sat sig ind i Sagen end den i hans Sted Tilforordnede, der, da Sagen endnu ei er op- taget tildoms, ei har havt Documenterne anderledes ihænde end paa de Forhør, han har administreret. 3) Den, hvis mit Andragende billiges, forkortede Afstand imel- lem Commissionens tvende Medlemmer, hvorved den bliver fra 10 Miil, forkortet til høist 2, letter Conferentser, hvis behøves, Papirers Meddelelse osv. som kunde fornødiges for Sagens hurtigere og retfærdige Udfald. Da sidste Møde før Sagen indlades tildoms er berammet til omtrent medio Januar, n. A. paa Øvre Rommerige, tillader jeg SIDE: 97 mig yderligere at andrage om at hvad der skal forføjes i denne Anledning maa iværksættes i betimelig Tid før dette Møde. Hvorfor denne Andragning kommer saa silde har sin Grund i den visse Forventning jeg nærede om, at det høje Departement vilde af sig selv bringe istand igjen Commissionen som den var før Sorenskriveren i Øvre Rommerige bortkaldtes af højere Pligter imod Staten cessante causa cessat effectus. Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. TIL GEORG H. HAUGE Eidsvold Præstegaard 19de Jan. 1831. S. T. Herr Procurator Hauge, som Referent i Gaardermosagen. Da muligens et Brev, jeg ved Leilighed tilsendte Deres Vel- ædelhed medio eller i Slutningen af forrige Uge, hvori de Vidner, De er villig til at foranstalte afhørte, opnævnes, ikke er Dem tilhændekommet: saa tillader jeg mig atter at opgive dem her: Svend (?) Ellensen Bye paa Gjøvig i Vardal Anders do. do. . . . . . . . . . . i Vardal Thomas Steenberg . . . . . . . . . . . . . . . i Ringsager, hvorhos Ridtmester Glad og angjældende Lie nødvendigviis maae skaffes tilstede ved samme Commissionsmøde, som jeg til Pro- tocollen idag har andraget om at see afholdt inden 14 Dage. Lies Defensor har paastaaet intet Møde afholdt før 10de Marz i det første paa Grund af en Reise, der vil medtage hele Fe- bruar. Men imod et saa langt Ophold, der først vil hæves naar Vaarthingene begynde, og som kan foraarsage slige Forholds- regler imellem mine Vidner og ovennævnte, for ei at sige flere Militaire, som de jeg befrygter tagne in præliminaribus causæ, samt for hvilket defensor ingen bestemtere og mere fyldest- gjørende Grund har angivet end sin egen Sagens selv uved- kommende Beqvemmelighed og privatissima, hvortil føjes Trud- sel om at han ellers maatte fratræde som defensor, -- haaber jeg, at De som retsindig Referent baade vil protestere og be- virke tilintetgjort. Andet Commissions-medlem er aldeles villig SIDE: 98 til at fremme Sagen hurtigst muligt; og for at høre 1ste Com- missairs Mening om hvor snart, det er ham beleiligt at faae Commissionen sat (paa Alfstad?) reiser jeg imorgen ganske tidlig ud til ham paa Plogstad. Hvis De faaer dette Brev nogenledes tidligt paa Formiddagen, og det er Dem om at gjøre at see Spørgsmaalet afgjort ved eengang istedetfor ved langvarig Corre- spondence, saa træffer De formodentlig der ogsaa Capt. Mi- chelet, som did reiste idag. Tillige maa jeg anmode Dem om ei at opgive Vidnernes Navne til defensor. Qvæstionerne skal jeg tage mig den Frihed at fremlægge ved afholdende Commissionsmøde, der er af Vigtighed. Henr. Wergeland. TIL DOMSKOMMISSIONEN Eidsvold 20de Januar 1831. Til De ærede Commissarier i Gaardermosagen. Ved Mødet paa Raaholdt igaar, dicteredes af mig til Proto- colls, at de forhen af mig omnævnte Vidner til Referenten vare opgivne, nemlig 2 i Vardal, 2 i Ringsager, til hvis Afhørelse jeg tog mig den Frihed at foreslaae Skydsstationen Alfstad paa Toten, samt hovedsagelig anmodede jeg saavel Referent i sær- egen Skrivelse som deherr Commissarier, om at formaae dette Vidneforhør saasnart muligt af Grunde som i Brevet til Refe- renten nærmere ere opgivne, og som vel strax ville falde de ærede Herrer selv ind. Imidlertid protesterede Lies Defensor imod et saadant Vidneforhør eller Commissions-møde før, i det tidligste, 10de Marz, truende med, at han ellers vilde fratræde sit Defensorat, og opgivende som Grund herfor at hele Februar for ham vilde medgaae til uopsættelige Reiser. Foruden Vaarthingene, som i Marz formodentlig begynde, ville vistnok flere Grunde overtale Commissionen til at bifalde dette mit yderligere Andragende: at senest inden medio Februar en Commission sættes for at afhøre disse Vidner, uden at man lader Sagens Fortgang være afhængig af den private Defensors Be- qvemmelighed, især, eller ikke at tale om, at denne ikke har opgivet nøiere end ommældt, nogen Grund for at han ei før kunde bivære et Commissionsmøde, undtagen den ubestemte, at SIDE: 99 han skulde reise. Denne Reise, siges der, gjælder Stockholm, for der igjennem Supplicantveiens Rapport at søge Embede; men dette gjør den vel neppe til noget Argument for et længere Sagens Ophold -- En Følelse siger: nei tvertimod! -- Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FREDERIK G. LERCHE [Slutten av januar 1831.] At Du kan foranstalte det Fornødne, tjener til Underretning, at om Dig, mod hvem intet findes i nogen af Acterne i Gaarder- mosagen, saaledes at Beskylderen staaer aldeles alene, findes i Ole Andersen Lies Erklæring, Forhøret Litr. I, følgende Tirade: "Skulle imidlertid H. Wergeland vedgaae, at han og Stu- dent Lerche vare de Personer, der, som ovenmældt, paa en uværdig, brutal og lovstridig Maade søgte at yppe Klam- merie med DHrr Officierer, hvem de søgte at hindre Ud- førelsen af deres Tjeneste; som voldeligen overfaldt mig der i Officierens Fraværelse førte Commandoen i Vagten; og som til liden Ære for sig selv paa en prostituerende Maade viste sig i en saa beskjænket Tilstand, at han maatte holde sig i Sadelen for ei at styrte i Marken, saa kan jeg ikke fra- gaae med Hr. Studenterne H. Wergeland og Lerche at have havt den ovennævnte Affaire." Item i samme Erklæring: "Wergeland laante Penge af sin Medbroder Lerche, der igjen skal være kommen en Bonde til Byrde, forat erholde det nødvendige til sin Afreise der fra Egnen." Item i Proc. Praems Indlæg for Lie: "Dennes Staldbroder Hr. Lerche gjorde jo ogsaa alt sit til at forhindre Arresten, da han erklærede at hvis Wergeland bliver arresteret, saa skulde man ogsaa arrestere ham, der hørte til Følget." Henr. Wergeland. SIDE: 100 P. S. Hvad siger Du til den vakre Omstænd., som jeg har faaet opspurgt Vidner paa, at Ridtmester Glad paa Hmarken, fordi formodentlig han, som dengang var i Unaade hos Baronen, vilde gjøre sine Hoser grønne, har før Affairen givet Ordre til Lie at slaae mig? Og tænk! det er ham netop som har ført de første af Prælim.forhørerne mellem Jægerne! Skriv mig til -- lad mig vide om Du er i el. skal forlade Byen, og naar! TIL DOMSKOMMISSIONEN Eidsvold 27de Martz 1831. Til DEN ÆREDE COMMISSION, nedsat forat paadømme Cand. Wergelands og Overjæger Lies Forhold paa Gaardermoen 20de Septbr. 1828. Tandem prosiliet Sol et diva Astræa e nocte! d: e: Omsider -- vist som Solen straale skal af Natten -- guddommelige Retfærd trine skal igjennem Rabulistens mørke Snirkel-Sval ind i sin egen Lyse Tempelhal! Gudinden, skal jeg Tidens Genius troe, ei bærer ved sit Indtog en Chako, men Borgerhatten. DEN PAA ALLE MULIGE MAADER MISHANDLEDE OG DEREFTER PAA SINE FIENDERS ANSTIFTELSE ANKLAGEDE CAND.THEOL: HENR.WERGELANDS sidste Ord A til sit Forsvar i Gaardermoe-Sagen. Motto: "De Prov, Vidnerne afgave imod Rebecca, vilde i vore Dage være blevne delte i 2 Classer: de, som vare Sagen uvedkommende og de, som vare physisk umulige. Men begge Slags bleve i hine overtroiske Dage anseede som tilstrækkelige Beviser for den til- sigtede Brøde. Til de Første hørte saadanne, som f: Ex: disse: at man havde hørt Rebecca mumle noget i et uforstaaeligt Sprog: at hun undertiden talede med sig selv, og saae op i Luften, somom hun derfra ventede Svar: at hendes Klæder vare af et fremmed og mystisk Snit, og ikke lignede dem anstændige Fruentimmer plejede at bære osv. -- Alle disse Omstændigheder, saa naturlige og ubetydelige de i sig vare, blev der nu lagt stor Vægt paa som Beviser imod Rebecca." Den berømte Retslærde W. Scott: Ivanhoe 3 D. p. 127. Det er beklageligt, at Jurisprudenzen endnu i vore Tider er saalidet blevet gjennemtrængt af den sande Filosofie, som dog, SIDE: 101 styrende Tidens Aand og givende denne det characteristiske Hu- manitetspræg, ikke har undladt at laane de øvrige Videnskaber -- Theologien end ikke undtagen -- sin Liberalitet og Skarp- sind: saaat man i en Sag af en saadan Borgervigtighed som denne og dertilmed anlagt af Staten, i vore Dage seer Advocater optræde, der, efter gammelt Snit, udsvæve fra Hovedsagen og bortsøle Hovedspørgsmaalet, for alene paa nogle Ark eller Bøger Papiir at kunne tilfredsstille den smaalige Drift, som burde være henfaret med vore gamle Lovtrækkere, til at udbrede sig om endeel materielle betydningsløse Smaating. Dog -- denne almene Bebreidelsen rammer vel kun Jurisprudenzen i det Hele i vort Land som en Europas Afkrog, hvor det, at forme sine Ideer efter den danske Enevoldsherres geniefulde Haandskriver Ørsteds gjælder for Juristens højeste Anbefaling; og da især de af vore Jurister, som ikke engang vise sig at fortjene denne. De tvende af Disse, som have med denne Sag at bestille, afgive i deres hele Beviisførelse og Indlæg Godtgjørelse nok for denne Paa- stand. I Frankrige eller Engelland vilde Ministeren, saafremt en lignende Sag decreteredes, følt sig forbunden til at anbetroe den til den talentfuldeste Advocat, til den sandeste Jurist ): Den i hvis Liv, som Retfærdighedens og Lovenes Talsmand, hiin sande Filosofie, Tidsalderens styrende Genius aabenbarer sig; og man vilde da ikke hørt gamle Toldanordninger og andre Bar- barismer paaberaabes i en Sag, hvor Folkets Grundlov og Folkets Hærs Reglement, Skarpsind og Liberalitet maae være de alene Talende, man vilde ikke seet Despotiers [fotnotemerke] Undertrykkelsesmidler Fotnote: Dette er ubetinget sagt medhensyntil Theorien. De Franskes første Benyttelse af Julisejeren var at indføre i deres Charte "extraordinaire Retter maa ikke finde Sted". En af Polakkernes Hovedklager imod det russiske Tyrranie angik det Samme, og erindres ret -- var det Samme Tilfælde hos Belgierne. I Praxis derimod fælder jeg derimod ikke saa ubetinget en Dom. Re- gjeringerne kunne -- som jeg in casu bør antage -- i et legum dilemma anvende i Hensigten den i Retfærdighedens Tjeneste; men Advocaterne kunne forvandle dem til et Undertrykkelsens. Eller er dette ubilligen sagt af den, der har faaet Krænkelser osv. ja endog af sin Advocat trues med Straf og svære Omkostninger, fordi han klagede over en uhørt Misgjerning? -- SIDE: 102 "extraordinaire Retter" af Medborgere selv med Begjærlighed gribes som et Middel til privat Hevn og til at udtømme en lav Sjels Uhumskheder; man vilde da ikke høre saadanne jammer- lige Raisonnemens som følgende Referentens "forhaanet er vel Borgeren blevet, anholdt ene iblandt Alle, henlokket og slaget af Soldaten; men han har dog vovet at svare Soldaten, og dette er at vise en Trods, som bør straffes med en 1000 Daler eller saa"; man vilde ikke paa -- saa burde man haabe -- forlængst aflagt Thingstudemaneer see Advocater trække Støvler, Klæder, Bagvaskelser over den Anklagedes private, før og efter punctum quæstionis førte Liv, Yttringer over andre Gjenstande o. s. v. o. s. v. ind i en Sag af denne Natur, der -- for ei at forvolde enten Angjældende eller Staten større Omkostninger end de Commis- sionssager ellers uundgaaelig medføre -- burde strax fra Begyn- delsen indskrænkes til Hovedpuncterne; man vilde ikke -- dog jeg kjedes ved at anticipere hvad jeg nedenfore vidtløftigen nødes at omhandle -- man vilde ikke have Behov at byde Advocater i en saadan Sag et Motto som ovenstaaende. Dette er anbefalet Referentens Eftertanke, som synes at have havt det Begreb om en Referent: at denne nødvendig og ex officio som Referent maa dømme begge Parter skyldige. Det er imidlertid -- besynderligt nok -- hovedsagelig af Refe- rentens Deduction jeg de- og producerer mine Uskyldsbeviser. Hvad Modpartens private Sagførers saakaldte "Forsvarsskrift for denne" angaaer, da fritages dets ejendommelige, Forfatteren aldeles characteriserende Beskaffenhed, ligesom og hans naive Slutningsreplique, hvori siges, "at, skulde han have gaaet forvidt i sit Indlæg, da maa man betænke, at Han, som fra Barnsbeen Enthusiast for alt Militært, kun har talt som Militær" fritager ogsaa de resp. Dommere formeentlig fra at værdige samme nogen Opmærksomhed. Beklager jeg mig end, med den paa de mangfoldigste Maader Forurettedes hele Vægt; saavel over de Krænkelser og Foruret- telser Sagen har medført, som over det forbausende Resultat af Referentens Hovedbrud, (det jeg, efter hans egen Taxt, maa holde for at have været forfærdeligt), og over selve Sagens Anlæg, eller rettere over at Staten har fundet sig beføjet til at actionere den factisk fornærmede Klagende: saa antager jeg dog, idet jeg SIDE: 103 seer hen til de udkaarne Commissairer, at Justitsdepartementet har grebet til denne Yderlighed, af Bevæggrunde, der bedre holde Stand for Moralens Domstol, end Føjelighed for Brigadens indstændige Begjæringer. Idet jeg siger, at et Blik paa de Med- borgere, Justitsdep. har kaaret til Dommere over mig lærer mig denne Overbevisning, siger jeg med det Samme, at jeg er over- beviist om at have erholdt de retfærdigste, competenteste Dom- mere d. e. Mænd af erkjendt Skarpsind og (i [fotnotemerke] denne Sag ikke at forglemme) Liberalitet eller Medborgersind. Det militære Com. Medlem vil altsaa paa en anden Maade, end ved at gjennemsee Korpsanordninger o. a. d. fra Leopold af Dessaus Tider og gamle Dages souveraine Regjeringers Regle- mens, ruste sig til at fælde Dom i denne Sag; thi slige Rescripter -- af hvilke Tidens Genius bryder Staven med Afsky over et stort Antal -- vil jeg gjerne troe kunne faae et blot Svar til en Soldat henfortolket til Høiforraad og Majestætsforbrydelse; og det juridiske eller civile Medlem vil i denne Sag finde den vær- digste Gjenstand for sin erkjendte Skarpsindighed; og -- om han end ikke vil fra saa høi en Standpunct betragte Sagen, som om den var en af Tidens Kampe mod de hengraanede Sekters Barbarie og [fotnotemerke] Militærdespotisme -- Han vil dog, saa troer jeg, i sin Dom tillige lægge for Dagen; at den Grundlov, han saa Fotnote: Hvor nemlig, mere end i de allerfleste andre, de forskjelligste Lidenskaber ere i Spillet. Jeg fritager aldeles Referenten, forat have ladet sig lede af Saadanne; men forskjellige Samtaler, hvori Lies Sagførers uædle desto stærkere have spillet, og som kunne have været Følge af hans Forhold til Denne, kunne dog have indvirket paa hans Tankegang og Overbeviisning. Intet bliver saaledes ganske frit uden Dommernes. -- Fotnote: Hvilke forbausende Levninger af Kasteaand lader sig ikke spore hos alle de Officerer, som have -- blandet sig i denne Sag? Hvilken foragtelig Partiskhed kiger ikke frem af hver Linie i Brigade- og Corpschefens Skrivelser? Denne Kasteaand en- gagerede Lies private Sagfører, og sikrede ham Betaling for hans opera con amore. Den skal være Forbryderens fasteste Værn? -- Se Patrouillen No. 8. 1830. SIDE: 104 ofte tapperligen har forsvaret, er ham mere end selv nyeste Reglement; at Medborgeres Æres og Livs Sikkerhed er ham mere end nogle militære Snore og Strege i Fredstider; at en habeas corpus-Ret existerer i Constitutionens Ly, om end ingen egen Lov omsværmer den; kort -- at hans Jurisprudence ikke lader sig paatrykke det Mærke hvormed jeg stemplede Sagens Advocater. Baade det militære som og civile Medlem ville ihukomme, at de ere Medborgere idet de skride til Dom- fældelse i denne Sag, hvorimod Officeren kan være alene Mi- litær foran sit Compagnie, og Juristen alene Jurist i hundrede andre Sager. Har jeg end saaledes det fasteste Haab om at erholde Ret- færdighed, og bør jeg end troe, at det var Regjeringens Mening, idet den greb til det yderligste Middel: en Commissionsaction, at forskaffe mig samme: saa kan jeg dog ikke andet, end med et inderligt Suk beklage, at vor borgerlige Frihed er saa lidet udviklet, at -- idetmindste ved en Sag af denne Beskaffenhed -- det ikke staaer i Folkets Magt ved en Jury at erklære "Skyldig- eller Ikkeskyldig til Action"; thi selv i den Maade, en, eller idet- mindste denne omreisende Commission anvender forat erhverve Parten Retfærdighed, ligger en følelig Straf. Folket turde maa- skee da vise en [større] Ømhed for Statscassens Penge, end dennes Vogtere selv. Jeg vil ende disse Betragtninger over Sagens Anlæg og Førelse med at anføre af "Archenholz's brittiske Folks Historie" et Træk, som viser, hvorledes i et Land, der dog ei har en friere d. e. Mske- eller Borgerrettigheder mere sikkrende Forfatning end Fædrelandet, og i en Tid, da et militært Jernspiir eller ret- tere Korporalstokken hvilede over Europa, en lignende Sag blev afgjort: "Forat beskytte Rigets Bank, trak Soldater daglig og i "dobbelte Rader gjennem City, hvilket gav Anledning til "megen Uorden. Man vilde nemlig ikke at Soldaterne skulde "marschere midtad Gaden, men i enkelte Rader paa Siden. "Denne fornuftige Fordring besvarede man med Kolbestød, "hvilken Adfærd ikke blev paaanket af Officererne, der ere "blandt alle polerede Nationer de raaeste af deres Stand, SIDE: 105 "som de Gemene, formedelst Mangel paa Subordination ere "de insolenteste Krigere i Europa. Crespigny, en ung Mand "af Stand, hvis Fader var Medlem af Parlamentet, fik et "saadant Stød, som han gjengjeldede med et Slag af sin Stok. "Soldaten fældede ham til Jorden med sin Bajonett, som "han stak bag ved hans Øre dybt ind i Hovedet. Man bragte "ham halvdød i et Huus i Nærheden. Citys Indbyggere vare "yderlig forbittrede, og Lordmajor sendte strax Stadsmar- "schallen til Krigsministeren, forat berette ham dette Tilfælde, "og paastaae hurtige Foranstaltninger, hvormed slige Optrin "for Fremtiden kunde forebygges. Men Soldaten var, allerede "før denne Erindring indløb, arresteret. Nu forsamlede Magi- "straten af London sig, og overdrog Raadsherren Watson "at betyde Directeurerne for den engelske Bank, at de for "Fremtiden havde at betjene sig af Citymilitsen istedetfor "de kgl. Soldater. Dette blev ogsaa antaget. Den heftede "Soldat beraabte sig paa, at han var først angreben; i "Betragtning deraf, og da Haandlægen erklærede den Saa- "rede at være uden Fare, løslod Fredsdommeren ham mod "en Caution af 400 £. Tre Oberster og en Captain vare "hs Cautionister. Nu indgav denne Soldat, som var af "Garden, en Klage over at han først var angreben af "Crespigny, hvilken da, mod en Borgen af 80 £, lovede at "indstille sig for Retten. "I October blev denne Sag afgjort. Cresp. lod sig, liggende "i en Seng, bære for Retten. Dallas, en stor Lovkyndig, "forsvarede Soldaten, og anførte blandt Andet Shakespears "Ord i Macbeth: "Hvo kan paa samme Tid være viis og "forbauset, sindig og rasende, troe mod sin Klage og lige- "gyldig?" Contrapartens Advocat Erskine tilstod, at Shake- "speare havde været en af de største Menneskekjendere; "men han havde dog lagt disse Ord i en Hyklers Mund, "som havde begaaet et dybtudtænkt Kongemord. Forsaavidt "Klagen gik ud paa, at Soldaten skulde have havt nogen "morderisk Hensigt, blev den forkastet, da man betragtede "hans Handling i Sammenhæng med det Stokkeslag, han "havde faaet som en Virkning af en heftig og brusende "Lidenskab. Derimod blev Soldaten, erklæret skyldig i per- SIDE: 106 "sonligt Overfald og derfor tildømt 12 Maaneders Fængsels- "straf i Newgate, hvorimod hans Klage mod Crespigny, der "ikke var understøttet af noget Vidne, blev tilintetgjort af "Dommeren." Mange Paralleler lade sig optrække imellem denne og min Sag, [men] ingen er mere mærkværdig end den, at den engelske Soldat hitter til Undskyldning eller endog Motiv for sin Udaad, paa det samme falske, absurde Foregivende som Lie, nemlig, at han først var angreben af den Civile. Det er et Exempel fra en berømt Ret, jeg hidfører; og har da vel mere Authoritet, end en eller anden despotisk dansk, for alt Militært partisk Parol- befaling eller deslige, man skulde ville anvende imod mig, som den der -- beviisligen ved et Tilfælde, -- geraadede indenfore den yderste Linie, og da vovede at fordre Oplysning, for ikke atter at geraade i Ubehageligheder, før jeg adlød. Det er imidlertid hverken de Tab eller Uleiligheder, Sagens Førelse har bebyrdet mig med, eller min Stilling, som Den, der engang agter eller bør antages at agte at søge geistligt Lærer- embede, hvorved tilkjendt Straf for lovstridigt Forhold (og hertil regnes selve Omkostningerne) kunde gjennem mit hele Liv vorde mig til Hinder og fortsat Straf, eller endnu mindre Bevidsthed om Strafskyld in casu i nogensomhelst Henseende, der lader mig udstrøe disse Bemærkninger om at jeg haaber i Dommen at høre Harmonien imellem den ideale og alene formale Retfær- dighed, saaledes som Hiin under en varigere, for ei at sige evig, Typus aabenbarer sig saavel i vor som i alle liberale Grundlove, og danne i mindre varige, for ei at sige kun til en Tid gjæl- dende, underordnede Love, Anordninger, Reglemens og flere Deslige, til hvis Materielle Hverdags-advocaterne (og iblandt Dem Sagens) alene formaae at klynge sig, endskjøndt der i dem -- hvis de skulde kunne være brugbare -- ogsaa maa findes saa- stor en Funke af den liberale Retfærdigheds Idee, et Begge maa lade sig sammensmelte i Dommen. -- Men jeg betragter ogsaa Sagen med en særegen Interesse: som tredie Mand kunde jeg gjerne sige, som Menneske og Borger. Thi sandelig det er -- foruden den criminelle Hovedqvæstion, som alene angaaer min Modpart Soldaten -- almeenvigtige Opgaver, som dertilmed skulle SIDE: 107 løses. Disse har jeg berørt ovenover; og man vil ikke i vore Tider fortænke en Akademiker, om hans unge Øje med livlig Interesse følger Civilisationens sejerrige Trin, og seer i nærværende Sags Dommere dennes personificerede Udøvere, dennes Hænder, der opløfte sig fra det hellige Dommersæde forat udrive en ung Medborger fra at falde som Offer for et Justitsmord, der er be- virket anlagt, om ikke mod hans Liv, dog mod hans Ære og Velfærd. DOMMERE! Den, der er bleven offentligen haanet, offentligen aandigen og legemligen mishandlet, og derefter som Klagende offentligen til- talt, skal nu ogsaa, efter en lang, krænkende Proces, straffes og betale!!! Kan der tænkes noget Mere Absurd? noget mere Retfærdighed, ja menneskelig Fornuft Forhaanende, end en saadan Paastand? Dette skal -- idet jeg paaberaaber mig mit Brev af 22de Septbr. 1828, Indlæggene af 4. og 13. Marz 1829 og af 18de Octbr. 1829, hvilke jeg anbefaler til de ærede Dommeres Opmærksomhed, saasom i deres Overensstemmelse saavel med hinanden indbyrdes som med de antagelige Vidner, som og i min udviste Sikkerhed i mine Forklaringer, ogsaa ligger et ikke uvigtigt Beviis for min Sanddruhed og Uskyld -- Dette -- gjentager jeg -- skal bevises! Da jeg seer min Spaadom opfyldt, at de competente Vidners Prov kun vilde vorde facsimilia af mine første og sidste, mundt- lige og skriftlige Fremstillinger: saa skrider jeg ogsaa, med Vaaben, der falde mere i Øinene end ovenpaaberaabte Uryggelighed og Overeensstemmelse i mine fra Tid til anden fremlagte For- klaringer, og ikke alene udrustet med Bevidstheden om min Uskyld og lidte Uret, trøstig til mit Beviis for hiin Paastand, der gjælder de tvende Advocaters Paastande imod mig, og til at bevise vidnefast, fremskridende med Begivenhederne Dagen quæst: min totale Uskyld; især i den Trodsighed med lignende, som Referenten imputerer mig. SIDE: 108 Den skal straffes og betale, som A) er, skjøndt Han *ikke havde været Nogensomhelst til For- nærmelse, men erklærede sig, da han ved den **udslagne Front under Evolutionerne, ikke kunde undgaae at befinde sig paa en Plads, han hverken vidste eller saae var forbudt tilforn, baade istand og ***villig til at forføje sig bort paa første tydelige og be- stemte Oplysning om hvor det kunde tilstedes ham uantastet at opholde sig, dog a) ****bleven paa en antastende, fornærmelig Maade offentligen anholdt; og b) *****paa en brutal Maade af Officerer ubestemt bortviist, samt c) saalænge, saavel af højere som lavere Gemene, ved ******raae Befalinger, Trudsler om Arrest, fornærmelige omsvøbende Udla- delser og Bortviisninger, der vare uefterrettelige for ham, saasom de vare ubestemte, trods hans simple, bestandige Thema var "kan jeg ikke være her: saa siig *******bestemt Svar!" opholdt, indtil dette første Møde var bleven til en offentlig Prostitution. NB. Er heri fjerneste Spoer til nogen Trodsighed og Opsæt- sighed? Og her skal denne -- saa høit taxerte -- være [. . . .] Vidnesbyrd:> * Ref. Ded: 2 S. imidten -- Praems skriftl. Erklær. 5. Marz Pag 11. ** 2den Dep. i Forhør paa Grimstad siger at "Afdelingens svingende Fløi næsten berørte Frontlinien. -- Lieut. Jen- toft bevidner (Pag. 380) at jeg var "foran Frontlinien, mel- lem Denne, 2 Geled af Corpset og Vagtteltet. Smaahøjene, (som vare besatte af Tilskuere) ligge bagenfore Opstillings- linien. -- 3 Dep. (Mil. Vidne) siger "at jeg blev omfløjet"; samt Refer. Deduct 2den Side øverst. -- *** Lie siger selv (Pag. 130, 19 Oct. 1829) at jeg opfordrede ham til at underrette mig om hvor jeg kunde ride. -- desuden 14 V. 160, 21 Oct. og Militært Vidne Pag. 391 siger det ud- trykkeligt **** Ref.Ded. 2 S. midtpaa cfr 6 V. Pag. 147. ***** Ref. Ded. 17. Side nederst. Ryens Dep. Præl. Forh. P. 71. ****** 23 V. 219. Ref. Ded. 3. Side nederst og 17de Side øverst. ******* 13de og 20 V., 35te Pag. 303. Ja, jeg maatte jo endog til fremmede Officerer henvende mig. cfr 1 Dep. Pag. 16, 5te Marz 1829. SIDE: 109 Anmærkning: De militære Qvasividner ere meget villige til at lade Jentoft ride paa mig; men om en saadan Qvarambole veed hverken jeg eller Lerche eller flere Vidner, og jeg troer, ei Jentoft selv Noget. Derimod veed man, at det var imod Lerches Hest Jentofts Sammenstød skede, hvilket dog, efter 29de, 30te, ja endog Kammerherre Ankers Tjener P. Østbergs Udsigende, kunde af Jentoft være undgaaet, da Han kunde see os, der, efter nogles Prov vare i sagte Avance, mod de neutrale Smaahøje, efter Andres holdt stille udimod Pladsen, ikke kunde see Ham. Her vil det maaskee ikke være overflødigt at henflytte en Af- ridsning af Scenen, Linierne o. s. v. hvoraf man da vel ogsaa kan uddrage den Slutning, at den, der, som forhen aldeles uvi- dende om en Leirs Indretning og Situationen dersteds, nogen- lunde rigtigt kan udføre dette, dengang maa aldeles have havt sin Eftertanke og Hukommelse i sin Magt. Videre: Den skal straffes og betale, som B) da han langtomlænge fik den forønskede, bestemt1 affordrede Underretning, om hvor Mærkelinien var, om hvilken han 2forhen ikke havde engang mindste Ahnelse, og skjøndt han saae den meget utydelige Linie, bag hvilken han var bleven indeklemt, 3ikke agtet i Hævd af Andre, dog øieblikkeligen og vedholdende, saa han ikke siden uden med Tilladelse gik over den, respecterede den. SIDE: 110 Vidnesbyrd: 1 29 V. Pag. 275 -- Lies Forkl. Pag. 130. 2 26 V. cfr med 14 V. Pag. 160. 3 14de V. Pag. 160. -- Overjæger Andersen Pag. 347 -- 15de V. Pag. 161 og 162. -- 30 V. Pag. 289. -- Capt. Schøyens Skri- velse og Vidnesbyrd, Pag. 277, hvor der siges at indenfore Opstillingslinien vare "baade før og efter Mange". Ligeledes sidste Vidne Ole Homb. -- 24 V. 226; ja selv Mil. V. Pag. 370. -- 30 V. Pag. 280 siger "at jeg reed fra den Plads jeg under Disputen med Officererne havde holdt, ud paa Pladsen, hvor Lie indlod sig i Dispute med mig, formenende mig denne Plads. Anmærkning: Det er af yderste Vigtighed, at der bliver lagt Mærke til, at jeg vedholdende blev paa den mig indrømmede Plads, thi af hvad anden Grund skulde jeg opholde mig der, lige indtil Udmattelse, uden fordi jeg der maatte oppebie Exercicens Slutning, hvis jeg vilde faae Officeeren du jour at vide, og Revenge over Vagt- mandskabet, der fornærmede mig med Haansord. Min fore- gaaende saakaldte Dispute med Officererne kunde ikke angaae Andet, end, at jeg vilde bestemt have opgivet et Sted, hvor det kunde tillade mig at være. Og saa billigt et Spørgsmaal kan Referenten kalde Trodsighed, og forlange straffet med store Sum- mer? Den indrømmede Plads kunde Lie ikke formene mig, fordi den var mig indrømmet og fordi mangfoldige Andre besatte samme Terrain. Kunde han derimod, da skulde han, som Vagt, ikke disputere. Den skal straffes og betale, som C) ingen Oplysning, men blot usømmelige, prostituerende Svar og Klingens [Sving] ninger, erholdt paa sine, baade i sig Selv og Uskyldsbevidsthed, velgrundede, lovlige, billige og gjentagne Spørgs- maal, om hvilken Officeer ved Vagten han havde at beklage sig for. Vidnesbyrd: NB. Burde jeg ikke underrette en Officeer om at Vagten opførte sig slet, bestialsk? 5te Dep. Pag. 22 5te Marz, eensstemmig med 6te Dep. -- 1ste V. Præl. Forhør Pag. 16 nederst -- 30 V. Pag. 288, som SIDE: 111 lægger til, at jeg begjærede dette forat faae Revenge; hvilket viser, at jeg allerede da holdt mig for fornærmet. -- 28 V. Pag. 257 viser, at jeg, selv efter Affairen derom var uvidende. Mil. Vidn. 4de Dep. Vetten siger, at han indlod sig i Sam- tale med mig, og at jeg paastod at ville erholde Ret, fordi jeg bortvistes, hvor Andre fik Lov at staae. Militære Vidner P. 373 og 374 sige "at jeg stødte an mod Kreuz, ikke mod Jentoft". Det passer godt paa den Maade hvorpaa Kreuz styrtede hen mod mig. Anmærkning: Vil man sige, at der var Officerer nok, som talte med mig strax ved Anholdelsen, da beder jeg at lægge Mærke til, at selv Disse (f: Ex: Kreutz), gjorde sig skyldig i brutal, uefter- rettelig Tiltale til mig. Et "vil han mars væk!" er dog vel ingen Oplysning, og det mindst for Een, der har en Leir paa den ene, en Front paa den anden Side, og forbudt Territorium for og bag sig. Anden Oplysning var ei at faae af Kreutz -- og dette var jo som at vandre efter kreuz-lagte Pegefingre -- og heller ikke stort anden af de Andre, der kun ilede til i flyvende Hast. Hvilken klog Mand vilde, under saadanne Omstændigheder, und- lade at spørge og atter spørge sig fore; indtil han kunde faae af- lokket et Svar? Og dette er -- min Forbrydelse, og det saa høit taxert ! Den skal straffes og betale til, som, D) paa det neutrale 1Sted, han, med Lies egen Tilladelse, havde valgt ved og ligeudenfore 2Opstillingslinien og ligeoverfore Vagt- teltet, for der at 3Oppebie den endnu ikke opgivne Vagtofficeer, og altsaa ventende i lovligt Ærinde, blev av selve det Vagtmandskab, som skulde holde over Orden, continuerende offentligen overøst med 4Forhaanelser. Vidnesbyrd: 1 Capt. Schøyens Skrivelse og Vidnesbyrd, ligesom og 30 V. Pag. 288 -- 15 V. P. 161, 162. 2 5 V. Præl. Forh. P. 21 øverst, eensstemmigt med 6te V. -- 23 V. P. 222 paastaaer at Flere, hvoriblandt han Selv vare paa samme Sted som jeg. Ligesom sidste Vidne. 3 Refer. Ded: 19 Side øverst. 4 Refer. Ded. 4, 5, 6, 7de Side, samt Lies egen Forkl. Pag. 131, 132. -- Ref. Ded. 14 S. øv. og 20 S. øv. samt især 21 S. og 27de SIDE: 112 og 29de Side, og Ryens skriftl: Dep. i Præl. forh. Pag. 71 ne- derst. -- Overjæger Andersen P. 397 -- 23de V. P. 219 opgiver endog 3 Jægere og 1 Overjæger som dem, der især gjorde sig skyldige i denne Uorden. -- Sidste Vidne O. Homb be- vidner dette ogsaa, at man tilføjede mig denne Overlast. Anmærkning: Jeg opofrede altsaa noget af min Fornøjelse forat faae Ret- færdighed af en Officeer, eller af min Hensigt med Gaarder- moreisen ved at dvæle saalænge paa dette Sted. Hvilken anden Hensigt er det tænkeligt at jeg derved har havt, end den alle de andre Tilskuere maa antages at have havt, nemlig at fryde deres patriotiske Hjerter ved Skuet af Wedels Skarers kunstige Evo- lutioner, hvori jeg idetmindste allerede da ahnede at see, og siden allerede har seet, Fædrelandets Frelse og den ædleste Loyalismes tappreste Værn? Dette blev mig imidlertid af Vagten forspildt, og min Post som Ventende gjort mig dobbelt generende ved den Mængde, som stimede om jomere jeg sattes blot for Krænkelserne og jo højere Vagtens kaade Støi og Latter hvirvlede sig. Jeg tænkte vel ofte paa at opgive min Plan at oppebie Officeren og forlade Stedet; men vil [. . .] fordømme den Tanke, som lod mig blive holdende: den, at da de raae Karles Haan- latter vilde forfølge mig end stærkere: at det altsaa var bedre at bie og [. . .] indtil jeg, ved Officerens Ankomst, kunde vise, især det omstaaende dannede Publicum, at jeg havde Ret? -- Forhaanelserne vare ellers af en saadan Art, at, endskjøndt de syntes at maatte falde i størsteparten af Tilskuernes Smag, saa vakte de dog hos de Civile af Disse det Modsatte af Hvad de vakte hos Soldatesquen ): larmende, haanende Bifald, og friskt Mod til at blive ved i samme Tone. -- 23de V. siger jo, at min Medfart gjorde et saadant Indtryk paa ham, at han traadte frem, og tilbød sig som Vidne. Med ham var 24 Vidne. Den skal straffes og betale, som E) Viste saamegen Resignation, at han, da Forhaanelserne bleve for krænkende og raae, baade svarede sagtmodigen; og da dette ei frugtede, henvendte sig til Underofficeren med det næsten bønlige Spørgsmaal "om slig Opførsel var en militær Vagt tilladt mod Frem- mede, der biede i lovligt Ærinde; men erholdt kun Brutaliteter og nye Beviser paa lovløs Adfærd til Svar. SIDE: 113 Af Vidnesbyrd herom gives der mangfoldige. Nogle af de civile Vidner forsikre ogsaa, at jeg ogsaa, ved at bringe dem Gud iminde, paa en religiøs, og da vel den allersagt- modigste Maade, søgte at bringe Dem tilbage til deres Pligter idetmindste imod mig. Men da kun Lie selv tilstaaer, at han maatte byde Mandskabet forlade mig -- Noget som Over- jæger Andersen hverken har hørt eller troer at være skeet, og Dette ikke understøttes af Nogen: saa har man ingen Godtgjørelse for at Lie fulgte min billige Anmodning at han skulde holde Styr paa Mdskabet; men klart er det, at han griber til den Udflugt at sige, at han af egen Pligtfølelse bort- viste Mandskabet, da han seer, at der ikke lod sig lægge Skjul over hele Vagtpersonalets uværdige Forhold. -- cfr. Lerches Prov. Hvilken herlig Grube da i denne Scene af Sørgespillet for Referenten til at øse sine straalende Be- viser for min Trodsighed og Opsætsighed!! Han vil jo, at Den skal straffes og betale til, som F) leed den Tort, uden mindste Grund -- saasom Han endnu i samme sørgelige statu quo opholdt sig i Vagtens Paasyn og som et Offer for dennes Raahed, indenfore Linien ventende paa en Of- ficeer, som han kunde beklage sig for -- at blive offentligen befalet i Arrest, hvilken forsaavidt effectueredes at Haand lagdes paa hans 1) Person og 2) Hest. Vidnesbyrd: De fleste Vidner, ja selv Modparten ja 23 V. siger at "et Par Jægere" gjorde det. Anmærkning: Selv erindrer jeg ikke, at Haand da lagdes paa min Person; men heri er dog vel intet besynderligt, da min hele Adfærd viser, at mit Hoved blot var sysselsat med Tanken om, hvorledes jeg iilsomst og paa det bedste skulde føje mine Mis- handlere. Det er ellers beviist "at man greb mig i Brystet;" samt, imod 20de Vidnes Udsigende, at jeg da, som hele Tiden, var i Stillestand udenfore Linien. Bevæggrunden til Arrestforsøget maa enten have lagt i den totale Tøilesløshed som herskede ved Vagt- personalet, alene, eller deri, at man opbragtes over at jeg, efter SIDE: 114 foregaaende Fornærmelse, og, efterat have, paa mit littr. E om- nævnte Spørgsmaal, faaet et grovt Svar (hvilket er vidnefast) gjerne kan have i billig Uvillie sagt "at de maatte skamme sig ved hvad Tjeneste de gjorde!" d. e. jo -- efter al fornuftig For- tolkning -- ikke at de skulde skamme sig ved at være Militære d. e. jo Landets Forsvar eller ved at staae i Landets og Kongens Tjeneste; men "at de maatte skamme sig ved saaledes at op- fylde deres Pligter som vagthavende Soldater". Mangfoldige, selv Mil. Vidner deponere Støi og Spectakel ved Vagten. Kom den -- mod al Rimelighed og alle Beviser -- fra mig -- da skulde Vagten ikke taale det, men arrestere. Milit. V. Pag. 371 tilføjer gjen- tagende, at han ikke kan erindre, i hvad Forbindelse slige Ord ere af mig brugte; og Dette er Tilfælde med alle de Mil. Vidner -- hvilke ere de Eneste, som have hørt slige eller lignende Ord af mig. Hvor høist usikkert er det da ikke, at min saakaldte Dispute med Vagten, har skredet ikkun saa fiint over Sagtmodig- hedens Grændser, som hine Ord, -- dem jeg dog hverken vil eller kan benægte. Civile Vidner bruge det ubestemte, ample Ord "Dispute" om mine Advarsler og Tilsvar til Vagtens Haan og Skraal; men i deres Sprog siger det ikke andet, men netop det Samme, som en "Samtale, der føres høirøstet fra een eller begge Sider". Her var nu et fuldt [fotnotemerke] , skraalende, haanende Vagt- mandskab imod mig alene. At jeg ikke har talt saa høit, sees ogsaa deraf, at kun faae af mine Ord ere blevne opfangede af Tilskuerne; men derimod flere af Jægernes. Min Tale til Jægerne -- eller Disputen fra min Side -- har, som vidnesfast og ind- lysende af sig Selv er -- bestaaet i [fotnotemerke] Beklagelser, [fotnotemerke] Spørgsmaal og Tilretteviisninger f. Ex. ovennævnte mulige Tirade. Tilskueres Tilbud paastedet at ville følge mig som Vidner viser, hvor mange Fornærmelser allerede da vare overgangne mig. Men Den skal straffes og betale til, som G) viste i den Grad Agtelse for en militær Vagts Rettigheder, at han øjeblikkelig i Gjerning (ved at stige flux af Hesten) og i Ord Fotnote: fuldtalligt. Jeg paastaaer ikke hvad jeg alene antager. Fotnote: f. Ex: "det er skjændigt at blive saaledes behandlet". (Se Capt. Schøyen.) Fotnote: f. E. til Lie, om saadan Opførsel var et Vagtmandskab tilladt? SIDE: 115 (ved et "vær saa god! Det har De Ret til") erkjendte dets Ret til at øve den Myndighed imod sig, endog udenfor Opstil:linien, men under sednere Ansvar. Vidnesbyrd: Ref. Ded. 19 S. øv. -- 5te V. Præl. forh. Pag. 33 -- 5 Dep. Pag. 21, 5te Marz, samt 14de Marz 8de V. Pag. 257. -- 30te V. Pag. 281 har opfanget de Ord af mig: "det er haardt at lide slig Behandling". Disse Ord vise dog vel ingen Opsætsig- hed? -- Anmærkning. Det maa i høi Grad svække Lies Troværdighed, saavelsom og Andersens, at Ingen af dem vedgaaer, at min Op- førsel var som oven beskrevet, endskjøndt saavel paaberaabte som mangfoldige andre, ja selv Mil. Vidner, eenstemmigen bevidne det. Lies Erklæring Forh. Litr. I overtyder om at han endog før jeg reed, fra det første Anholdssted inden Opstillingslinien, udenom denne, kom til, og altsaa er den Underofficeer, der truede med Arrest. Var det dog alligevel ikke Lie, saa maa det dog -- saa- fremt der ikke har været et aldeles Anarchie i Vagten -- have været Andersen; og han fortjener da en Deel af Sagens Om- kostninger med Lie. 6te og 11te Dep. paa Røhr sige, at Lie af- stod fra Arresten fordi han sagde, at det vilde være for stor Skam osv. Har nu ikke Lie været den Arresterende, saa seer man hvor meget man kan lide paa dette Slags Vidner (Vagten) som siger, at de have hørt selv slige Ord af Lies Mund. Men i min Opførsel -- er der Spoer af den Trodsighed, Ulydighed og Opsætsighed Referenten vil fremtvinge? Lies Sagførers Paastand, at der ligger en opirrende Trudsel -- jeg troer han siger saa -- i at jeg strax vilde lade mig fængsle, men henviste til Officerens Afgjørelse er ikke stort jammerligere eller rettere sagt (saafremt det Hensigtsstridige er det sande Latterlige) latterligere. Alligevel ere de tvende hæderlige Colleger enige i, at Den skal straffes og betale til, som H) da Vagten, især Underofficeren, efter dette haandgribelige Attentat, paa en ligesaa conduiteløs Maade frafaldt dette Angreb d. e. gjorde Ende paa den Leeg, og han igjen steg tilhest paa sit forrige Sted udenfore Opstill.linien, atter saae sig som et værnløst Maal for Vagtens forbryderske Kaadhed. SIDE: 116 Vidnesbyrd: At Lies Sagfører antager l/2 Time forløben imellem Ar- resten og Slaget kommer vel Sandheden temmelig nær. Denne Tid anvendtes paa ovennævnte Maade. -- 20 V. 200. Cfr. ellers foransatte Litr. D, under hvilken jeg vilde have henført Dette, hvis jeg ikke her havde foresat mig, netop at lade Scene følge paa Scene, saaledes som de fulgte indtil Misgjerningens Catastrofe. Tidsfølgen er nøje iagttaget; og, eftersom Vagtens Adfærd udviklede sig i denne i større og større Raahed, saa viser sig Lies Hovedforbrydelse motiveret af min Sagtmodighed, som han troede vel at turde prøve indtil det Alleryderste, og ikke i Modsætsighed eller eggende Ord fra min Side; thi hvilken Vagt, eller endog hvilket Menneske, om det endog ikke havde Magten, vilde kunne i henimod 1 Time efter Praems Regning, og næsten saalænge efter min, taale fortsatte Drillerier? Og dog taalte jeg det, uagtet jeg saae min Spagfærdighed eller Villighed, eller hvad jeg skal kalde -- se 20 V. Pag. 200 -- det Modsatte af Gjenstridighed, og alle mine Forsøg paa at føre de tøilesløse Soldater tilbage til deres Pligt eller idetmindste til "Raison" aldeles frugtesløse og kun at tjene som stimuli til nye Udskeielser, der ved det Sving af Overmod, de i deres Væxt satte Lies Sind i -- som ogsaa syntes bragt ud af Ligevægten ved berusende Midler -- forandres det til den Rasenhed, der alene kunde udføre en saadan Forbrydelse som Hovedudaaden quæstionis. Ja, jeg taalte (cfr. Cand. Lerches Vidnesbyrd) Mere end man kunde forlange af et Menneske, for ei at sige af et ungt, hvor vold- somt Uviljen kogte end i mit Indre, over at see Landets Sved og Formue ødslet paa slige uværdige Soldater, men jeg ventede jo paa en Officeer, hos hvem jeg dengang troede at finde mere Fornuft, forat udtømme den. Derfor taug jeg og leed. At det ikke er Tant, at jeg vilde lade Vagten tilbage til dens Pligt, og tillige som Beviis for, at jeg havde mine Tanker fuldkommen med mig, vil jeg anføre det af Lies Sag- fører som factum Antagne, at jeg gjorde, under mit lang- varige, stadige Ophold, Skildtvagten opmærksom paa, at Flere overtraadte Linien. Heri skulde jeg ogsaa troe ligger Godtgjørelse nok, forat jeg Selv da holdt udenfore denne Linie: Opstillingslinien; og at jeg heller ikke traadte inden- fore den siden. Men Hvad hjælper Alt -- SIDE: 117 Den skal jo straffes og betale til, som I) da Sjelslidelser og Udmattelse fremkaldte en stærk Tørst, og han af 1Agtelse for det ydre decorum ikke vilde tilfredsstille den paa Stedet, og heller ikke af ovenberørte Grunde ikke 2turde forlade den indrømmede Plads, valgte det eneste tilbagestaaende Middel forat fyldestgjøre hiin Anstændighedsfølelse: det at 3til- kalde Underofficeren, for af ham at erholde Oplysning om det kunde 4tillades at stille denne (ligesaa uskyldige som stærkeste) Drift i eller bag et Telt (det tomme Officerstelt?); men, da Denne først nægtede i 5stødende Udtryk at komme, og i samme Tone opmuntrede, for ei at sige befalede, ham at komme til sig, dog viste en saadan Vaersomhed, at Han, befrygtende Svig (hvilken Snog ogsaa fremstak sit giftige Hoved, saasnart Offret var lokket indenfore Trylleringen), og erklærende "at Han dertil ei havde Ret, saasom Han kun kunde komme Underofficeren itale ved at over- skride Demarcationslinien, dertil (til at overskride denne tilfods) først indhentede Skildvagtens 6Tilladelse. Vidnesbyrd: 1 Ref. Ded. 8 Side -- Praems skriftl. Erkl. Pag. 12, 5. Marz. -- Mil. V. 400 og 401. 2 [?] Dep. Pag. 21, 5te Marz. -- 1. Dep. Pag. 18, 5. Martz. 3 Ref. Ded. 8 Side midterst. -- 1. V. Præl. Forh. Pag. 18 ned. -- 15. V. Pag. 162. 4 Lies egen Forklaring Pag. 134. -- Fru Eriksens Pag. 306. 5 Ref. Ded. 9. Side. -- 39 V. Forh. 30. Juli 1830. -- 17de V Capt. Ingjer Forh. 26 Juli 1830 ad c. -- 6 Hvad 20de V. Pag. 197 angaaer, da staaer hans Prov "at der paalagdes mig at træde tilbage, men at han ikke hørte Hvad vi talte sammen" saavel i Strid med sig selv som med de Mangfoldiges, som have afgjort, at jeg bad om og erholdt Tilladelse til at overtræde Linien. Der siges ogsaa "at Skildtvagten sagde: gaa kuns ind, du har jo Lov dertil". Anmærkning: Ingen af de gyldige Vidner tale om "Opsætsighed" fra min Side uden Fru Eriksen. Da imidlertid de Udladelser af mig, som dette Vidne -- og, som jeg troer, hendes Søster Mad. Poppe -- SIDE: 118 har opfattet stride imod Begrebet af "Opsætsighed": saa er der enten at antage, at Vidnet (hos hvem det dog er tilgiveligt) deler Anskuelse med Referenten, der kalder det Opsætsighed ikke at adlyde Soldatens endog ubestemteste, med Fornærmelser ledsagede Befalinger blindt, eller at hun har dette Begreb, javel endog Ordet selv fra den Passiar mellem 2 Jægere, hun hørte, af hvilke den Eene sagde, at der var en slem Mund paa mig. Men, hvor slem denne har været, oplyser Vidnet selv os om: "Jeg svarede paa Overjægerens: kom hid du! jeg er ikke din Tjener -- "ja, du er heller ikke min Herre!" Det er ellers høist mærkeligt, hvor- ledes dette Vidne gjør Vidnet -- der fortjener en Plads ved Siden af Kammerherre Ankers originale Peder -- Hans Kyhns Opspind tilskamme, da hverken Hun eller hendes Søster kan end i fjerneste Maade erkjende at have hørt slige Udladelser af mig, som de Kyhn foregiver at have fra dem. Kyhn erklærer tillige, Pag. 313, at de Damer(?) han skal have hørt(?) disse af, ikke vare nær det Sted, hvor Affairen foregik, og han geleidede dem "uafbrudt" lige til Afreisen!! Har man hørt Magen til Jammer- lighed i at smøre sammen, naar man dog giver sig af med Saa- dant? Men vi staae maaskee nærmere ved Opspindets Kilde, end vi ahne: -- det vakre unge Menneske er, som bekjendt, Modpartens Sagførers Klient og Elev (for ei at sige Kreatur) i Adskilligt. Kan der tænkes Opsætsighed ved Siden af den agtsomste Lydig- hed, Agtelse for Rettigheder og den yderste Forsigtighed? tirrende Raillerie ved Siden af de sagtmodigste, endog religiøse Forma- ninger? Opmuntringer til at holde Folk ude fra det forbudte Rum ved Siden af "Riden frem og tilbage" og "snart inden snart uden- fore Linien" eller (som et Mil: Vidne endog vil) "med min Hest tversover den opkastede Leirlinie(!!)?" Eller "Trækken, Dragen og Sliden" i min Hest, ved Siden af mine Spørgsmaal, om hvor jeg skulde ride hen? -- Frækkere, unaturligere Paastande hørtes vel aldrig. De lode sig gjøre med forønsket Følge, naar Referenten og Liet. Kreuz eller Kam.herre Anker vare Dommere og Proc. Praem Referent. Det kunde da ikke gaae mig værre, end om det skulde behage de nuværende Dommere heri at give Sagens Referent Ret, at SIDE: 119 Den skal straffes og betale til, som K) blev, trods hiint dobbelte Leide, nærmende sig den Under- officeer, der selv havde kaldt ham til sig, under Fremførelsen af sit Ærinde, voldeligen af ham greben i Nakken, og ført saaledes, trods sine Bønner om Skaansel for saa scandaleus Prostitution og trods sine Tilbud om selv strax at gaae tilbage, ikke til sit forrige Sted, men et, hvor Mishandlingerne endnu mere [fotnotemerke] faldt i Øine. Vidnesbyrd: 5te Dep. Pag. 21, 5. Marz (som paastaaer at Lie løb til) -- 20 V. Pag. 197 og 198. -- Capt. Schøyens Skrivelse af 14. Marz 1829 (hvor han kalder Lies Fremfærd før Slaget "skjændig Behandling".) M. V. P. 3 [?] Mangfoldige baade civile og militære Vidner sige, at Lie havde taget mig i Kraven og ført mig. Altsaa havde han bemægtiget sig min Person, og behøvede aldrig, selv ikke under nogen Omstændighed at slaae. Ligesaa Ref. Ded. 10 S. ned.; 13 S. Hvilken barbarisk Grusomhed at mishandle den Bedende? og dog er Synden større at ville paalyve Denne Forbry- delser. Angsten forat redde sig selv kan ikke undskylde. Jeg idetmindste vilde heller lide Alt selv, end ved Rettens Hjælp foraarsage den Uskyldige Straf. Lie viser, at man i Angsten ei veed, hvad man griber til. Anmærkning: Personligt Angreb var det Eneste, som kunde undskylde Lies Hovedforbrydelse (se Fgende). Han griber derfor til dette eneste Middel: at fingere, falskeligen at beskylde mig herfor; men hvor- ledes understøttes dette Paaskud, som maatte falde ved sin egen Urimelighed og Unaturlighed? Han siger, at jeg talte, da jeg kom henimod ham, om at faae Lov til at komme ind i et Telt. Men naar understøttedes Anmodningen med Angreb og det gjentagne? Den, som har faaet ham til at smøre slige Dumheder isammen, burde dømmes pro meliori informatione. Han siger, at jeg stødte imod ham, og hans egne Vidner sige, at jeg vilde forbi ham. Han siger, at jeg talte, da han greb og havde grebet mig i Kra- ven; men kan ikke erindre Hvad eller hvorom jeg talte. Men Fotnote: Refer. Deduct. 29 S. midt. SIDE: 120 her kan man da uden Feiltagelse supplere, thi under slige for- tvivlede Omstændigheder, kan ikke anden Tale antages, end den, der gik ud paa Befrielse herfra ): Bønner. Det er ogsaa Paa- faldende, hvor vaklende Lie har været i denne Paastand, som hverken i dens Opfindelse, efter al Rimelighed idetmindste, til- hører ham, eller i dens Bibeholdelse, hvorfor hans Sagfører (der i et Retsmøde paa Elstadmoen ved Puffen og et Slags Caroussel- spil førte ham tilbage til denne Usandhed han var paaveje at for- lade, se Forh: 26. Juli 1830) har Skammen, og -- saafremt, efter min gjorte og herved gjørendes Paastand, der er Straf for slig Adfærd mod Dem, der staae for Retten for at afhøres, som ulovlig -- tillige en Deel af Skaden. Da jeg i et ældre Indlæg vidtløftigen har modbeviist den latter- lige Paastand om Supplicantens, den ubevæbnede, af Vagt, med dragne Klinger, omringede Supplicants Angreb paa den bevæbnede Overjæger, hvem han netop ansøgte om Noget, og Dette Synderens sidste Paaskud ikke fortjener endog mindste Opmærksomhed som strax iøinefaldende Unaturligt: saa vil jeg ikke videre værdige det et Ord; men ansee Stedet her passende til at bringe en juridisk Børnelærdom iminde, som ligesaameget tager mig i Beskyttelse, som den rammer Lie. Se Nørregaards Private Ret IV § 1007: "I Henseende til criminelle Loves Anvendelse, der, forsaavidt Samme gaaer ud paa Gjerninger, bliver det en Hovedsag, at have Vished om, at den Gjerning er begaaet, paa hvilken criminelle Love skulle anvendes; thi Ingen kan tiltales som Gjerningsmand, ingen Straf finde Sted, ingen Dom afsiges til at fælde Nogen som skyldig, medmindre Gjerningen existerer". Ligeledes er det en agtværdig, hinduisk, og vistnok sand Retsregel: "100 Vidner kunne ikke paabevise Den Afsindighed, som 2 Vidner sige er klog". Lov- mesteren i Abdera maatte enten lee eller harmes af Medynk og henvise en saadan Paastand som Lies til Daarekisten, om man vovede at fremsætte den for ham; og der skal et andet Talent end Lies Sagførers til at forsvare endog nogenledes saa slet en Sag, der hartad er ligesaa umulig at forsvare som Hovedudaaden selv. Men jeg troer næsten, at om jeg var bleven for Vagtens Moroes Skyld, spidet foran Vagtteltet, saa vilde Advocaterne være enige i, at corpus burde afklædes, forat faae de Penge frem, jeg burde betale til. Der er mellem disse Urimeligheder ikke saa stor Forskjel; thi de ville jo, at SIDE: 121 Den skal straffes og betale til, som L) i det forsamlede Folks Paasyn af Umennesket -- af Lie, der imidlertid planmæssigen med sin1Indbydelse at komme til sig, koldblodigen havde udtrukket sin Klinge, og ført mig udenfore eller ligetil Opstillingslinien -- blev slagen, efterat være 2bortstødt; ja, som led denne Mishandling, der er saa oprørende som en Mishandling nogensinde kan tænkes; ja som leed en Mishand- ling, Naturen, Folkeretten, Grundloven, civile og militære Love raabe Hevn over, ja som selv disse Sidste i deres Strenghed ikke tilstede uden som 3Straf over en domfældt Forbryder. Vidnesbyrd: Factum selv er godtgjort. Jeg anfører derfor blot op- lysende Vidnesbyrd til de nøjere Omstændigheder derved. Saaledes: 1 Lie Pag 175. Ligeledes Lie Pag 174 -- bekræftet af 30te V. Pag 182, -- hvoraf sees, at Soldaternes Tøilesløshed og Bar- barie gik saavidt, at deres Befalende tilraabtes af dem, at slaae mere! Det samme vidner 1 Dep. Pag 17 -- 5te Marz. 2 Lie siger selv -- Forh. Pag 133, 19 Octbr. -- at han før Slaget skjød mig fra sig d. e. vel udenfore eller over Linierne. -- Dette er saameget værre for ham. 3 Departementets Skrivelse af 5te Marz 1829 bedes læst med Opmærksomhed; ligesaa Caval. Brigadens af 3 Febr. 1829 -- Ankers Brev af 4 Oct. 1828 -- Praems Pag 38, 14de Marz -- Capt Schøyens af 19 Marz 1829. Se Bilaget. 1ste Dag paa Røhr, 3die, 4de, 5te, 6te, 7de, 8 og 14de og Overjæger Andersen vidne mod Lie, at han vidste hvem jeg var før Rappet. Anmærkning: For en saadan Forbrydelse kan ingen Straf, med Undtagelse af Livsstraf og evigt Fængsel, være for stor. Give ikke Statens Domstole Retfærdighed, naar det ulykkelige Offer kræver det, ja endog om ingen krævede det, da er Statens Formaal: Sikker- hed først og fremst for Liv og Helse og Ære forfeilet, da er den de facto opløst: Borgeren sættes fuglfrie tilbage i Naturstanden og Selvhevnen kaldes frem som Dommer. Og, slæbes den saa umenneskeligen Fornærmede igjennem langvarige Processer, naar SIDE: 122 han vover at klage over en factisk Forurettelse: for derefter at lide Straf og berøves sin Formue, da sikkrer heller ikke Staten for Denne: da er Alt opløst, Alt lovløst: da forvandle Domstolene sig til Opdragelsesanstalter for Mordere og Tyve -- af Retfær- dighed. Hvad man vilde kunne gjøre mod en Christi Lærling uden at frygte for at hans billige Harme skulde tage den Retning, vilde man ikke ustraffet gjøre imod alle Andre. At den Dom, som skal fældes i denne Sag, imidlertid vil godtgjøre de norske Borgere, at Staten yder dem Sikkerhed for alt Livets Uundvær- lige: Liv, Helse, Ære og Velfærd og, at den, om det end ikke staaer i dens Magt at afværne enkelte Udbrud af den Raahed, som det endnu ikke har lykkets at forvise fra Gelederne, dog vil ave disse med Lovenes hele Strenghed, derom har jeg den fuldeste Overbeviisning. Havde jeg ikke havt den fra Begyndel- sen: saa havde jeg ikke klaget. Men, skulde Dommen kuldkaste den, vel -- jeg vil endda ikke angre, at have kjæmpet for Ret- færdigheden, at have ført en af Tidens Kampe for Menneskelig- heden; men kun bittert beklage, at et Beviis staaer der for at det bliver det Bedste for mine Landsmænd at ophæve al Stat og Lov og Ret og tye tilbage til Skovene. Nei, nu, idet jeg gjen- nemgaaer Sagen, og, [un?] drende mig om, spørger mine Dom- mere, om det Mindste af Vaklende, om den mindste Skygge af Skyldbevidsthed har viist sig i min Fremfærd under Sagens Fø- relse, som kunde stille sig imellem mig og den Naturlighed og Fornuft -- kort. Sandhedens egen Styrke, der viser sig i min Fremstilling af det Passerede -- nu staaer denne Overbeviisning om den fuldkomneste Retfærdiggjørelse, totaleste Frifindelse, og- saavidt skee kan Opreisning og Godtgjørelse paa det klareste for min Sjel! Thi er en Tøddel underkastet Forandring i min Da- gen efter min Pinselsdag affattede første Klage? Og hvilken skyld- bevidst Klager? og det for Mænd, han (cfr. Keilhaus Forklaring og Lieut. Bechs ofl.) vidste indtagne for Modpartens falske Frem- stilling? Men, saastor var Forbrydelsen og saa liden min Lyst til at see Forbryderen straffet, at jeg gjerne skjænkede Partisk- heden Noget af Straffens Strenghed. Derimod, Hvad imod mig holder Stand i Lies Erklæring? At intet gjør det skal jeg vise her ved at stille alle hans Beskyldninger og Udsigender, som kunne være imod mig, og i een Scala med Sandheden ved Siden. Disse ere: SIDE: 123 Cand. Lerche og jeg toge fast Stilling inden Opstil.linien. Modbeviist Litra A, selv af hans egne V. Kreutz talte til mig før Jen- toft stødte an. Ubeviist; men Beviist, at Jen- tofts Træf mod Lerches Hest var første Begyndelse. Grovheder og Chicaner, der iblandt Andet, skulde gaae ud paa at bibringe Foragt for milit. Stand. Ubeviist. Selv om de vare be- viiste, saa forudsættes dog hos et dannet M.ske, at der gaves Grund til slig Tale. (Litr D, E, H samt Anmærkn til J) Beviist er derimod hvad jeg leed af Saadant og hvor- ledes jeg søgte at tale til Rette. Støjen og Skraalen. Ubeviist; men derimod Beviist mod Vagten. Begjæring om Brændeviinshent- ning ved En af Vagten. Ubeviist. Skjænkebydning til Vagten af en Ølflaske. Ubeviist (Jeg vilde jo ikke selv tømme den under aaben Him- mel.) Indstyrtningen paa Lie. Behøves der Modbeviis, saa er der nok af. "Vold -- at jeg vilde slaae ham". Taget tilbage af Lie. "At jeg paa en uværdig, brutal Ubeviist. Jeg var ikke Nogen til og lovstridig Maade søgte at Anstød eller Hinder og hver- yppe Klammerie med Office- ken begjærte Trætte eller rer og at hindre dem i Udfø- trættede med nogen Officer. relsen af deres Tjeneste, samt Det er ubeviist. viste mig saa beskjænket, at jeg maatte holde mig i Sad- Modbeviist og Ubeviist. len for ei at falde i Marken." SIDE: 124 "At jeg blev ført ud af Leiren fra Lægeteltet". Ubeviist og Modbeviist. "At jeg søgte forsætligen at yppe Klammerie i oplandske Corpse's Leir". Det Modsatte, min Sagtmodig- hed er derimod Beviist (s. Litr E og F) "At jeg med Støi og Skraal spenderede": Pengelaan osv. Modbeviist og Ubeviist. Nei! efter et saadant Resultat af Undersøgelserne, giver jeg ikke min Overbeviisning om fuldkommen Frifindelse og Erstatning, mit Haab om Retfærdighed tabt. Var end Vejen lang og besvær- lig, som jeg havde at gaae for at finde Ret -- jeg skal dog finde den. Da skal jeg ikke angre, at jeg har seet baade Tid og Penge spildte ved Reiser og slige aandsfortærende, hjerteoprørende Sys- selsættelser, som de, der have været Følger af denne Justizsag, der skylder Brigadens Umættelighed sit Tilvær, og som stundom har ladet mig ønske, at jeg heller havde modtaget 25 Gode af Bri- gadechefens eller hvilkensomhelst bedre Generalprofosses Haand og -- tiet. Men, endog aldeles frikjendt, saa har dog Sagen selv været mig en betydelig Straf, der maa ansees saameget tungere, som jeg er den uskyldige Klagende. a) Har jeg ved den været forhindret fra at søge de Levebrød, min Stilling og Alder tillod mig at søge. b) Har jeg ikke havt den frie Raadighed over mit Opholdssted. Idetmindste har jeg troet at burde betragte mig kun som halvfrie og bunden til Commissionens Nærværelse. c) Maae min Credit, især ved de Forsøg paa at skade den, jeg nedenunder vil komme til at opstille, som og ved den blotte Justitssags Anlæg, og især min Credit som vordende Ansøger om geistligt Embede, have lidt. d) Har jeg lidt den Krænkelse at høre og see Forbrydernes og Hovedforbryderens Superieurer, som jeg i min Godtroen- hed først henvendte mig til, baade mundtlig og skriftlig stræbe at tilintetgjøre min Klages sædelige Formaal: de Forbryden- des Forbedring ved Straf til Exempel for Andre. Thi de synes 1) at kappes med Hovedforbryderen i at overøse mig SIDE: 125 med Usømmeligheder og Insolencer; 2) at opmuntre Lie til endnu videre at fremture i at opstille sine skamløse Urime- ligheder; 3) at kappes om at fælde (og det a priori) i en afgjørende Tone den mest bagvendte Dom om en Sag, de ikke kjendte til uden fra mine Modparter; men hvis endelige Re- sultat, naar dette blev Retfærdighedens, maatte ogsaa, for- uden egentligen Angjældendes Forbedring, tjene til at give hine Disses Forsvarere et, som det synes, endeel af Disse ubekjendt Begreb om, at vore Tiders og især det frie Lands Militær maa, foruden civil Redelighed og Retfærd, religiøs Sandhedskjærlighed og sand militær Conduite, have et An- strøg udvortes og en Kjerne indvortes af Humanitet og Civi- litet, hvis Cheferne ikke ville paadrage sig retfærdig Daddel og hvis det hele Militær vil agtes som en Deel af Folket og ikke som en Modsætning til eller desorganiseret Deel af dette, hvilken da gaaer sin naturlige Opløsning imøde, ihvor sikker den end kan troe sig bag sine Førere. Cfr. til d) 6te V. Pag 147 og 148, samt alle Oberste An- kers Papirer, endskjøndt han senere nægter at have dadlet, at Underofficeren slog, hvilken Nægtelse gjendrives af 11te V. Pag 152, samt af hosføjede Bilag. e) Har jeg lidt de Krænkelser, at see Sagens Papirer gjorte til et Gjemmested for alskens elendige, smaalige, Sagen vidt- løftiggjørende uvedkommende Angreb paa min sædelige Van- del, for usle Forsøg paa at nedrive og besudle mit gode Navn og Rygte, hvilke -- som Verden nu engang er -- ikke desto- mindre blive fornærmende og skadende. Som saadanne maae de betragtes, omendskjøndt de i Papirerne bør ansees tilintet- gjorte ved Universitetslærernes og Deres afgivne Omdømme, der grunde dette paa et nærmere Bekjendtskab (Cfr 7de V. Pag 148), end det, jeg f. Ex: engang havde knyttet med Pro- curator Praem og Hans Kyhn, forat lære Characterer af en mørkere Farvetone at kjende, og udvide min Mskekundskab ved ogsaa at kaste et Glimt i det menneskelige Hjertes skum- lere Folder. Dommere! Jeg var 20 Aar, da den Ulykke rammede mig paa Gaardermoen, disse Blade handler om -- siger: kunne I, eller SIDE: 126 hvem kan gjengive mit Rygte det fine Arom, som omgiver en- hver Ynglings Navn, om hvem man gjør sig Forhaabninger, men som man i Sagen har kappets om letsindigen at henveire. Mit Navn er af en stærkere Natur, men mit Rygte, der har saa uendelig en Indflydelse i det private Liv, hvo gjenreiser mig den Blomst, naar raae Hænder sønderplukkede dens tendre Hjerte- blade? Og -- er dette ikke Straf? Og endelig f) Af Hovedforbryderen, Overjæger Lie, som gik ligeindtil den yderste Grad af legemlig Mishandling, seer jeg mig -- for- uden de reale, factiske Injurier -- ogsaa tilføjet verbale In- jurier, hvis Strafbarhed er beviist, idet deres Usandfærdighed under Sagens Behandling er lagt for Dagen, og forhen i Ind- læg paastaaet lagt i Straf. Intet af alt Dette, og lidt nok af det Væsentlige kommer ind under Referentens Beregning; ligesaalidt som det, at endog en meget mildere Straf, ja den mindste Straf vil have Indflydelse paa min hele Livsbane, som mine Forældre, der herved ogsaa uskyldigen straffes, med store Bekostninger have netop nu fuldtud rustet mig til at betræde, hvorimod endog en større Straf, end den han har tiltænkt Overjægeren, kun vil have liden Indvirkning paa hans senere borgerlige Forhold. Har man bestræbt sig for at trække, aldeles fra puncta quæstionis uafhængige, fore- og eftergaaende Scener ind i Undersøgelserne, hvorledes har det da kunnet undgaae ham, og hvorledes har han kunnet bringe i Harmonie med sin Mening om min Opsætsighed, det factum: at jeg aldrig betraadte Leiren uden paa Indbydelse og dertilmed erhvervet Tilladelse!? Jeg spurgte jo saaledes Ritmester Schilling allerede tidlig om Morgenen om jeg kunde holde Leiren saa nær; og som svarede Ja, skjøndt han ikke nægter, (Pag. 246) at jeg da kunde være indenfore Opstillingslinien. Dette vidner ogsaa Guldbrand Ihl- bjerget, der holdt min Hest, mens jeg profiterede af Ritmesterens Indbydelse til hans Telt, og altsaa ogsaa var paa samme Sted. (Men der i Teltet bleve mine Fiender den unge Wedel, Lieut. Morgenstjerne og Kreutz mig vaer, og da allerede lagdes sand- synligviis Planen til Dagens Historie). SIDE: 127 Videre: da Chirurgen Wille indbød Cand. Lerche og mig til sit Telt (Pag. i Forh. 265 og 269, hvor der siges, at han 2 Gange indbød os -- saasom nemlig han førstegang ikke kom tilstede) saa siger jo baade Lerche, at vi erhvervede Skildtvagtens Til- ladelse til at ride op til Teltet, og Skildtvagten selv bekræfter dette (Pag. 392), med Tillæg "at vi da maatte ride hurtigt". Op- sætsighed, som saa dyrt bør betales, ligger der vel ikke i, at jeg af Uvidenhed og Hastværk bandt Hesten i en Snor ved Telt- pindene? og vel endnu mindre i, at jeg, da Chirurgen ei var kommen efter Aftale, flux [fotnotemerke] lystrede Officeren, der bød mig ride bort, og reed bagud om Skoven? Lieut. Brochs Sigende, at jeg endelig vilde have en Underofficeer til at holde min Hest, er ikke understøttet af noget Vidne og benægtet af mig, ihvorvel jeg erkjender Muligheden af at kunne have henvendt mig til den første den bedste om at sørge for min Hest saa hurtigt som muligt, forat jeg ikke skulde gaae Glip af Chirurgens Frokost a la fourchette, som alt fortæredes. Kun det erindres vist, at jeg vilde sætte Hesten i en Slags Stald i Nærheden, men turde ikke, da Ejermanden var mig ubekjendt. Det er næsten værre, ja syndigere at ville lægge Trodsighed og Opsætsighed i min forsigtige, rolige Adfærd og [fotnotemerke] Sagtmodighed, end som Proc. Praem, Ondt i at jeg byder en anstændig Overjæger i mit og Vennens Selskab et Glas Viin, og i mine Ord: "at man skylder den honette Mi- litær, ja den hele Stand, naar den opfører sig honet en Smule (d. e. en temmelig Grad af) Agtelse". Mon jeg havde fremlagt Beviser for disse Ord, om jeg endog kun kunde ahnet en saa uvittig Fortolkning? De ere tvertimod, tilligemed min første Klage og mit Brev af 17 Nov 1828, Beviser forat jeg ikke, som Praem vil paadutte mig, nærer nogen Uvillie mod Soldatesquen i det Hele, af hvilken Stemning han vil udlede sin hele bagvendte Frem- stilling af min Fremfærd. Om jeg, efterat have lært at kjende den enorme Kasteaand og ihøjeste Grad uretfærdige Partiskhed som har besjelet en Deel af de Officerer, som ere nævnte i Fotnote: Ankers (Kammerherrens?) Sigende, "at jeg indtraf paa de mig forhen forbudne Steder" er baade ubeviist og ubeviisligt, thi ved 2det Nærvær hos Wille holdtes Samværet paa et ganske andet Sted. Fotnote: En saadan Adfærd havde jeg jo ogsaa lige forud foresat mig, efter Praems Udsigende. SIDE: 128 denne Sag, nærer en dyb Foragt for Nogle af Disse kommer vel ikke Sagen eller Lies Sagfører ved. Dette hans Anførende har omtrent samme Vægt som hans Anførender og Vidneførsler om mit Antræk (hvoraf -- saa fattig er man -- man ogsaa vil mo- tivere Lies Handlinger og Vagtens Fremfærd). Selv M. V., for- uden mangfoldige af de gyldige Vidner (saasom Mil. V. Pag. 373) sige, at det var skikkeligt; men 3 bekjendte Petitmaitre: Praem, Leganger, Kyhn, sige nei! Sadelen Modparterne have saameget at bestille med, var Praems Svigerfaders bedste Ridesadel. Dog -- bort med sligt Lapperie! Som anklaget og overbeviist om lovstridigt Forhold (Se Litr. D, H og L, 1) kan Vagtmandskabet ikke antages som fuldgyldige Vidner. Heller ikke P. Østberg, der, formodentlig forat gjøre sin Herre til Behag, smører altfor tykt og plumpt paa, og derved indsøler sig i Urimeligheder. Disse ere heller ikke vanskelige at finde hos alle de militære Vidner, og de ere hist og her paabe- raabte af mig, forat vise, at selv hos dem bryder Sandhedens Lys af og til frem. Saasandt en ridende Jæger bør vide For- skjellen imellem Leir- og Opstillingslinien, saa er det en Urime- lighed af 2det M. V. Pag. 376 at sige "at da jeg stod af Hesten, stod denne tvertover den opkastede Leirlinie". Ligeledes siger M. V. Pag. 377, at Capt. Ingjer tog mig i Brystet, og at jeg fulgte ham efter nogen, skjøndt forgjæves Modstand". Hvor kan med Sanddruhed siges saadant tvertimod Ingjers Forklaring? Skjøndt det er afgjort at Cand. Lerche og jeg rede sagte opmod de syd- lige Smaahøje, siger dog P. Østberg "at vi fore og svingede med Hestene"; og, Pag. 386, hvor kommer ikke der dette Vidnes Udue- lighed for en Dag, idet han gjenkalder sit løjerlige Foregivende om Capt. Ingjers og min Svir post festum i Borchgrevinks Telt? Desuden -- den almægtige Kaste-aand hvilken Indflydelse har den ikke paa Vidnesbyrdenes Anstrøg og Character i det Hele? Men, tages de militære Vidner af Vagtmandskabet gyldige som Vidner om Lies og mit Forhold: saa kunne de dog aldrig tages gode som Vidner i deres egen Sag d. e. de kunne dog ikke vidne gyldigen om Alt hvad der staaer i Forbindelse med de Optrin i Dagens Historie, som de udfyldte med Haansord osv. mod mig? og selv om punctum quæstionis, hvilke partiske Vidner maae ikke de være, der tilraabte Lie, at han skulde slaae endmere? De SIDE: 129 maae visseligen forskydes, og da falder alle Staverne under det Echafaut, Referenten har opreist i sin Deduction, hvor jeg skal brændemærkes med Straf og betale flere 100 Daler, formodentlig for at Han, ved at beskylde mig for "Opsætsighed og Trodsighed" kan hylde den skammelige Praxis, at, naar Staten anlægger Sager, da maa Parten, enten han er uskyldig eller ikke, betale; samt den gamle, men ikke altid rigtige Mening, at i Proces har begge Parter Uret; ja muligen den nye Formening med: at Re- ferentens vigtigste Hverv er at halvere Skylden og Straffen. Protesterende imod den eneste men tillige saa ugrundede Refe- rentens Paastand, at jeg paa Gaardermoen viste Trodsighed og Opsætsighed imod Militairet, samt imod enhver vilkaarlig For- tolkning af mine Ord der, til Fordeel for Referentens grundløse Paastande om et Forhold af mig, der saaledes skulde lade sig characterisere og straffe -- paastaaer jeg, støttende mig in specie paa foranførte A til L incl. og litr. a til e, incl. Pag. 20: Aldeles Frifindelse, Fritagelse for at deeltage i Omkostninger og Erstatning for Tort og Creditspilde. Som Erstatning for Tort og Creditspilde paastaaer jeg (cfr. lit. d. e. f. Pag. 20, 21): Kammerherre Anker mulcteret for hans, af mig tilforn paa- ankede ærekrænkende Tirade i hans 1ste Brev til mig, hvil- ket findes i Sagens Documenter; Overjæger Lie tilkjendt en Skjærpelse i Straffen for hans (se litr. f. Pag. 21) injurierende Skrivemaade i sin "Erklæring", hvilke Injurier jeg i et af mine foregaaende Indlæg har ci- teret og paaklaget; Procurator Praem mulcteret for hans injurierende Skrive- maade mod mig i Forsvarsskriftet for Lie, og særskilt mulcte- ret for forhen paaklagede, ulovlige Adfærd mod Lie som afgivende Forklaring for Retten ved Mødet paa Elstadmoen; samt, under Eet, alle under Sagen om mig fremkomne ære- rørige Udtryk mortificerede. Endvidere paastaaes: Vagtmandskabets Vidnesbyrd forkastes. SIDE: 130 Jeg har talt, og Sandheden og Retfærdigheden og Menneske- ligheden med mig imod Falskheden og Uretfærdigheden, Bar- bariet og Hevnen og alle de uædle Lidenskaber, som nogensinde bevægede slette Menneskers Hjerter. Jeg tier, men noget Højere taler til mig i disse Forventningens Dage: at det skal ikke skee at et Justitsmord forøves mod den mishandlede, uskyldige unge Borgers Ære, og et Justitsrov mod hans Velfærd! Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL DOMSKOMMISSIONEN B 28de Martz 1831. Høistagtværdige Dommere! Det Factiske i denne Sag, som skal afgjøre om §§ 94 og 96 af Norges Grundlov borthuggedes den 20de Septbr. 1828, om Lovens Sværd ogsaa skal ramme Den til Jorden, som den raaeste Volds Klinge kun bragte til at bæve, eller om disse to, der burde være saa forskjellige som Djævlens Horn og den Alretfærdiges Lynstraale, ere Eet -- det Factiske, den faste Grundvold, hvorpaa jeg staaer og, glemmende mine Lidelser i Haabet, anraaber om Retfærdighed, ligger for Eder. Det kunde være Nok; ja det kunde vel kaldes mere end Nok til min Ret- færdiggjørelse, da Sandhedens eget Lys (det, der aldrig fjerner sig fra det Rimelige eller fra Fornuften, men aldrig beskinner Urimelighedens, det objectiv-Ufornuftiges til at begrave Uskyl- digheden forgjeves opdyngede Chaos, hvis Unatur og al moralsk Æsthetik, ja selv Tænkningens Love krænkende Grotesqve alene fremhæves i det skimrende Lys, Falskhedens Irrblus og Hevnens Øine laaner det) . . . Ja, dette Factiske, dette hine Handlingers Ydre, som jeg nu har afpudset, saa at den blinde Justitia kan tage paa og beføle hver en Form uden at tilsmudse sine Fingre, der ikke uden Støv vilde komme fra at berøre det, saaledes som det kom ifra Referentens, og ikke uden Stank fra at be- føle det, saaledes som det tilhutledes af den private Sagfører Praems urene Hænder, kunde være Nok, ja mere end Nok, da SIDE: 131 Sandhedens eget Lys aldrig har ophørt at fremskinne under Sa- gens Løb, om det endog kun i Zikzak og med Kamp, med al dets Gudkrafts Anstrengelse kunde fremglittre i Modparternes Opdyngelser; men, se! det fandt tusinde Huller at udbryde af selv der: af de slet sammenfatede Opspinds Revner og gisne Sammenføininger, af de gabende Urimeligheder og af de mod- stridende Munde -- Noget som ei kan have undgaaet de ærede Dommeres Blik. Alligevel vil det ikke i denne Sag være tilfredsstillende for Retfærdigheden at bedømme de forskjellige facta Dagen quæst: som blotte facta. Retfærdigheden fordrer, og det vil være en Gjenstand fuldkommen værdig de høistagtværdige Dommeres er- kjendte Skarpsindighed og Retsind, ogsaa at trænge ind i Hand- lingernes Indre, og, forsaavidt disses Aand lader sig indtil Over- beviisnings Klarhed opfatte, lade denne indvirke paa Dommens Aand. Jurisprudencen vil ikke vanære sig ved at erklære sig for en Fiende af Logiken og Menneskekundskaben. Den [s] Aand er fri, omendskjøndt dens Arme ikke tillade sig at favne videre end Lovenes Baner ere afmaalte. Man vil ikke udelukke Under- søgelserne over Hensigterne fra Undersøgelserne over de blotte Handlinger. En Dom, der udelukkende beskjæftigede sig med Disse, saaledes som de fremtræde fra Menneskets Indre i Luften og Sollyset og aldrig fuldkommen troe, men altid nuancerede afspeile sig i selve Tilskuernes Øine, ikke at tale om den For- skjellighed de antage i hver af disses Tankekreds og i Deres, der atter med Ørene opfatte disse Copier, men dog ville frem- trænge sin Dom og lægge, som man siger, et Ord med i Laget . . en saadan Dom, der ikke brød sig om at lede efter Handlingernes Kjerne, efter Hjertet i dette Legeme, den dog paa det Nøjeste skal anatomere -- kort, som ikke vilde vandre tilbage til Hand- lingernes Kilde, saavidt et menneskeligt Øje kan følge denne, indtil den taber sig i den Domfældtes Sjels forborgne Dybder, hvorover kun det alseende Øje lyser . . en saadan Dom vilde selv være uden Kjerne og blot et Skelet af Hvad den skulde være. At dømme er jo i sig selv ikke andet end at sammenligne og henføre under vore rene Begreber, under vor foregaaende Tænk- nings Resultater de mødende eller fremsatte Gjenstande. Det bliver alt som et Spørgsmaal, om Gjenstanden saaledes frem- SIDE: 132 stilles for den dømmende Fornuft, at denne analogisk kan slutte til dens (saafremt der ikke qvæstioneres om Vanvids- handlinger) fornuftige Mulighed idetmindste; men forat komme til dens Virkelighed, forat fælde en sand Dom, maa den Døm- mende opbyde alle [sin] Fornufts ædleste Evner, og kun, hvor Dommen angaaer en [ret] lig Gjenstand, forsaavidt binde sig til Lovens Bogstav, [som in] gen af Disse maae erkjende sig suspen- deret derved. Spørger man nu, om mine Handlinger og Hensigter ere saa- ledes fremstillede i mine Modparters Sagførers Fremstilling deraf, da maa en Fornuft, der saaledes vil dømme, svare: nei! den kan ikke antages. At antage Hensigten med min Nærvær forat være nogen anden end almindeligen unge Menneskers er ved slige Leiligheder (og da for en Akademiker især at see noget Nyt og lære noget om muligt) vilde være ligesaa ufornuftigt, som at antage, at Lies Hensigt med sin Vagt var alene at for- nærme og slaae mig eller nogen Anden. Erfaring tilbyder intet Exempel paa, og Fornuften forkaster uden Risico Muligheden af, at en Student kom forat insultere en Brigade og binde Heste i Teltsnore eller drikke med en Vagt, men med sine Venner, som andre Folk, til en Parade; og at en Vagt stod Vagt i den Hensigt, at gjøre Spectakel, skjælde og slaae Folk. At antage min Hensigt med at ride inden for Opstillingslinien at være den, at komme i Klammerie med de Magthavende og være til Hinder, vilde jo være ligesaa fremmed for al Fornuft, som at antage, at den hele Brigadefront just da udslog sig, forat indspærre mig. Derimod har Fornuften Intet imod, at min Hensigt var at be- væge mig frit hvor Andre gjorde det, henimod et Sted, hvor jeg bedre kunde fremme ovenbestemte Hovedhensigt. Heller ikke har den Noget imod, at erkjende, at jeg vilde holdt mig uden- fore Opstillingslinien, om endog noksaa Mange havde befundet sig der, naar jeg havde kjendt til den; og at jeg ikke kjendte til den, vil Fornuften ligesaa villig antage; som og, at jeg da heller ikke havde redet udenom den, dersom jeg kunde forud- seet hiin Rytteriets E [volu] tion. At antage uskyldige Grundhensigter eller Hensigter ved begge Parters Nærvær paa Stedet, maae altsaa [anta?] ges a priori. Gjenstanden for Dommen er alene at afgjøre hvorvidt Parterne have fjernet sig derifra, og hvorvidt noget moralsk Ondt, noget SIDE: 133 Forbrydersk har blandet sig i eller havt alene Deel i de Hen- sigter, som afprægede sig i de enkelte Handlinger. Man veed, at jeg spurgte om Tilladelse til at ride kortest Vei gjennem Leiren til Doctorteltet, hvor Forfriskninger skulde ind- tages. I dette lille sangvinske Træk viser sig hiin min Hoved- hensigt ganske reen: jeg vilde fornøje mig og hvem veed hvad jeg kunde see af Latterligt eller Klogt, lærende af Alt. Hen- sigten med at kaste Tømmen om en Teltpinde (det Telt jeg gik ind i) kunde jo vel ikke, i den Stund jeg ventede i samme Telt at fryde mig iro, være den at rive Teltet overende; men ingen anden lader sig tænke end Hastværk. Det vilde være ligesaa ufornuftigt deri at lægge noget Ondt, som i Skildvagtens Til- ladelse og i Officerernes Bortviisning. Hensigten med at lystre saa øjeblikkeligen denne kan jo ikke være anden end at fremme hiin Hovedhensigt med mit Nærvær paa Pladsen, ved at undvige saameget som muligt Alt hvad der kunde forstyrre denne eller Hovedbetingelsen for dens Opnaaelse: Roe og Fred med alle dersteds og mindst med dem, som havde Magten til at for- styrre den. Hensigten med mit og min Vens Ridt (se oven) kunde saa- meget mindre være at qvarambolere med Lieut. Jentoft, som vi ikke formaaede at see ham; men Fornuften maa erkjende Mu- ligheden af, at dette var Jentofts Hensigt, fordi den baade i sin Erindring synes at kunne paavise noget Lignende (f. Ex. i Kbhavn i Aaret nogle [og?] 90, da en Officeer puffede sig ind paa en Student, hvilket gav Anledning til et stort og voldsomt Opløb) og vel maa erkjende det Lidenskabe [lige?] men dog derfor ikke Hensigtsstridige, i at en Officeer "midt paa sin Myndigheds forum" som Lieut: Attaché Morgenstjerne kalder [Gaar] dermoen, griber Leiligheden til at tilkjendegive En sin Uvil [lie] og Over- legenhed dersteds. Naar man veed, at visse militære Corp [ora- t] ioner nære den Grundsætning, at naar Een af deres Midte efter deres Mening fornærmes, saa ere de Alle fornærmede (hvilket Princip maa antages at herske i Cavalleriebrigaden, saasnart et Par Officerer, som de Ældste af samme Classe, anmodes eller beordres af selve Brigadechefen at frembære en Udfordring paa Liv og Død for Dennes Søn Lieutenant Attaché Wedel, som troede sig holdt for en Nar af mig): saa finder man heller intet Urime- ligt i at Lieut. Jentoft, skjøndt jeg aldrig tilforn havde engang SIDE: 134 vidst af hans Tilvær, saaledes paa en Maade tournerede som Alles Ridder. Endskjøndt heri intet Usandsynligt er, ligesaalidt som i den Mening, at Lieutenant Baron Wedel, som saae sig be- røvet Æren eller Fornøjelsen af at nedlægge mig eller tugte mig for min supponerede Mening om sig, og, tillige med et Par andre Colleger, hvoriblandt den ene, for Voldsomhed berygtede Secun- dant, blev mig vaer midt paa dette de unge Lieutenanters Myn- digheds forum, har hemmeligen virket til at hevne sig paa mig ved Hvad der skede Dagen quæst: saa er dette dog kun Mulig- heder, men dog langtfra tomme Muligheder. I Lieut. Kreuz' van- ærende Adfærd imod mig ligger derimod Hensigten at fornærme mig utvetydigen for Dagen. Nu kommer vi til Adskillelsespunctet, hvor jeg saae min Hoved- hensigt, forsaavidt denne angik Fornøjelse, spildt, og hvor Lies og andre Modparters Hensigter udgrene sig fra at være skyld- løse til at blande sig med uædle, indtil disse herskede alene som vild Lidenskabelighed, og affødte Synd. Min Hensigt med at spørge mig for, da jeg anholdtes, kan jo ikke tænkes at være anden end den, at ville faae [Svar?] jo be- stemtere jo bedre. Fik jeg nu dette, hvorledes er det da tænke- ligt, at jeg, som hidtil ikke havde givet Prøve paa Ulydighed, men endog Løfter om Agtsomhed og Lydighed, da den Mand jeg gav dette til (Proc. Praem) erkjendte Muligheden af, at oven- nævnte Officerer kunde ville hevne sig for formeentlige Fornær- melser, og Beviser herpaa, skulde dog pludselig nu, omgivet med en Overmagt, der var baade rustet med Staal og Authoritet, som jeg før ja selv i den [. . . .] Maade dette strax skeede paa ligger Intet, som man kan [kalde?] uædle Hensigter, om det end er reglements- stridigt. Men [nu] begynder han at forlade sin Pligt, at han ikke strax [gav mig] Svar paa mit Spørgsmaal om et tilladt Sted, og, da dette naturligvis bevirkede nye Spørgsmaal og Henviisninger [til] hans Pligt at underrette mig derom og faae Andre bort ifra samme Sted, lod Raahed og Lidenskabelighed blande sig i sine Svar, samt deri, at han, da jeg erklærede mig fornær [m] et og udbad mig hans Officeers Navn, nægtede mig dette i raae Udtryk. Her har allerede uædle Hensigter blandet sig i den oprinde- lige, der, idetmindste med Hensyn til det Ydre, havde Retmæs- sigheden for sig. Maaskee ogsaa det slette Exempel Lieut. Kreutz gav ham ved sin brutale, uefterrettelige Bortviisning, har været en af de Kilder, der medførte dette Urene, men som fra nu af opbrusede i hans og Vagtpersonales Indre og omsider bortskyl- lede saavel de Blomster Billighed, Høflighed og Menneskelighed omsnoer Pligtens Klippe med, som og tilsidst denne selv. Er nu min erklærede Hensigt: at bie efter en Officeer uden- fore Linien: -- saa kan den jo ikke tillige være den, at spilde den Ret, med hvilken jeg kunde fremstille mig som den Klagende for ham, ved at tage Post der, forat overøse Vagten med Grov- heder. Desuden, naar hørte man en Cavaleer befatte sig med Sligt, eller med at gjøre i beruset Tilstand en slig Figur tilhest, som Modparterne skildre, i bekjendte Damers Nærvær, for hvis eller hvis Forældres Agtelse han aldrig har viist Ringeagt? Ligeledes -- hvilken anden Hensigt er det muligt at tænke under For- maninger, ja endog religieuse, end Tilretteviisning og de Feilendes Forbedring? eller hvilken anden Hensigt end denne og, at af- gjøre Alt i al Pyntelighed, som man siger, ligger der i sagtmodige Svar? eller hvilken anden Hensigt, end de Fornærmendes Til- SIDE: 136 bageviisning til deres Pligt ligger der i det af den retfærdigste [ti?] fold-opfordrede Uvillies: "skammer jer, for hvad Tjeneste I gjøre! Her er jo ikke som om her skulde være en Vagt!"? [eller hvilken] anden Bevæggrund til strax at ville lade mig arrestere, [lader sig] tænke, end Agtelse for en Vagts Rettigheder, Føjelig- hed og den hemmelige: saaledes at ophøre at være en Gjenstand for Vagtens Kaadhed og Publicums Nysgjerrighed? Himlen bevare os da fra nogensinde at dele den søvnige Hjernes Tankegang, som henleder alle disse conseqvente Retsindighedens Træk til Opsætsighedens Enormiteter! Derimod fra Lies Side? Lidenskabeligheden var allerede vakt og opmuntret, saavel ved en Officeer, som ved sin ejendommelige Varme i raae Gemytter og ved den gjensidige Gnidning og Op- eggen i dens Væxt. Og hvorledes frembrusede den ikke i For- haanelserne, i den tøilesløse Støi, Vagten overlod sig til, indtil den kataractmæssig nedstyrtede og knuste en Medborgers, ja alle Medborgeres Helligste, som Lovene tilsige Uforkrænkelighed? En Drift, hvori der ligger Kime til Fordærvelse for værende og kommende Slægter, til at vise det militære Overmod, som desværre lever og rører sig, hvormeget end Love og Reglementer stræbe at nedkue det, var vakt og vilde -- tilfredsstilles, og det, efter Driftens Natur, mere og mere. Og hvilken stimulus var ikke Ørkeløsheden, hvori Vagten befandt sig, og min Forladthed? Og hvilken Knude var der ikke at overhugge? -- et ungt Men- neske af simpelt Udvortes, som Officererne havde viist sig fiend- ske imod, og som ikke vilde adlyde blindt? -- Det var dog Løjer, om ikke han skulde kunne bøjes? Se, hvilken Tanke- gang! og hvilken anden vil man finde rimeligere? Der ligger selv nogen Undskyldning deri for de Feilende. Antages endog, at Lie og Vagten holdt sig for fornærmede, saa havde de jo Vagtens Officeer at møde fremfor ligesaavel som jeg, der dog [i] min Retfærdsbevidsthed ikke tog i Betænk- ning, ja intet højere ønske [de] end at fremstille mig for saa tvivl- som en Dommer og med Saa [mange] imod mig; og, skulde Taal- modigheden forgaae dem, saa [havde de] Retten til at arrestere. Men, antaget som oven, hvad vare deres Handlinger andet end Selvhevnens? Naar kal [. . . .] Retfærdighed? og naar sætter denne Qvintessence af [. . . .] Lidenskabers Bærme sig Grændser i sin Gjæren og Opæsen? Hvo tør afgjøre, om Lies Skarpsqvadroneren SIDE: 137 over mit Hoved efter Slaget ikke vilde bleven til Banehugget, om det skrækkelige Indtryk, Mishandlingen gjorde paa mig, eller den fremmede Officeers Deeltagelse ikke havde afvæbnet ham, og bragt ham til at tænke paa hvilke Midler han skulde gribe til forat undskylde og skjule. At den lovløseste Sindsstemning havde betaget Flere af Vagtmandskabet, og at de delte Hensigten med Lie ligger klart i Tilraabet, at Han skulde slaae mere. Men er der Fornuft, eller andet, end de samme Lidenskaber i civil Kjole, parrede med Skyldbevidstheden, i at antage en saadan Sindsstemning, der førte og efter sin Overspænding maatte føre til Forbrydelse, som vakt ved min Erklæring, at jeg lod mig arre- stere under Ansvar, og ved min Opmuntring til Skildvagten, at holde det forbudte Rum ryddigt for Uberettigede? Til hvilke Latterligheder føre dog ikke Lidenskaberne, der ere selv dobbelt kjendelige og, skal jeg kalde dem medynksværdige eller dobbelt latterlige, som de ville affectere Skarpsindighed, og spekke sit Nonsens med "forsaavidt"er "Tings Væsen" "jeg maa bemærke a priori" og andre Termini, Skrubhøvl-dannelsen efterlader i sine Furer? At min Hensigt med at tale med Lie, bede Skildvagten om Forlov til at nærme mig ham, gjøre dette med Flasken i Haanden skulde være den, at komme ham tillivs, har selv Referenten for- kastet, og det er Meget. At jeg skulde enten af Vanvare eller sædvanlig hurtig Gang støde an mod ham, eller søge at komme ham forbi did jeg vilde er ligesaa unaturligt og altsaa uantage- ligt for Fornuften. Hvilken Bedende bar sig nogensinde saadan ad? Men at Lies Hensigt med at gribe mig i [Kraven?] og saaledes føre mig en 15 Skridt, skyde mig fra sig og [slaae?] af Nødverge, Frygt eller af Andet end af ovennævnte [Grund?] motiveret, lader sig ikke ad nogen Udvei antage. Derimod lader sig antage som Mulighed, ad denne Bagport, som dog maa staae den Anklagede aaben til hans Fordeel, at Lies Hovedforbrydelse skyldes et Øjeblik, da han ingen Hensigt formaaede at være sig bevidst, sit ulykkelige Tilvær. Jeg veed idetmindste, hvor him- melvidt forskjelilge end Aarsagerne vare, at jeg i den Secund Slaget skede, var som bevidstløs og tilintetgjort. Hvilke Hensigter, der skinne frem af forskjellige af Office- rernes Indvirkninger paa denne Sag, trænger ikke til videre De- chiffrering. De høre henunder at omtale det temmelig alminde- SIDE: 138 lige Rygte i Vagtmandskabets Hjembygder, at dette har svoret til en anden Fane end Sandhedens. Høistærede Herrer Dommere! min Pen har været heldig nok til at laane Udtryk af Menneskefornuftens evige Dictamen, saa- ledes som I, i udmærket Potens, besidde denne. Alligevel -- Hvad støtter jeg mig til uden Haabet? men et Haab, som opammet af Uskyldigheden, er blevet voxent og stærkt, og, lænende sig som en urygget Overbeviisning om Retfærd, til Frihedens Palme, seer med Øine, hvori Sandhedens Straale funkler, gjennembævende disse allerede triumpherende Fiender gjennem Samvittighederne. Disse Taager, der kun ere de mørke Dampe af den onde Sam- vittigheds Angstsuk, skulle ikke tilhylle Begivenhederne, eller vove at ville omsløre det skarpe Dommerblik: adsplittede skulle de nedsynke til de Dybder, hvoraf de dristede at fremhæve sig: -- man vil angre (og Skjændsel skal forbittre Angeren endmere) at man s [øg] te forgjæves at dække Forbrydelser med Falskhed. Den [. . .] ge Anger er den eneste Kaabe, som klæder Forbry- delsen nogen [lede?] s. Man afskyer den ikke i Poenitentseserken. Man [. . .] og grues vel for den i dens blodige Nøgenhed; men man foragter den og domfælder den skaanselløst om den vil fremkunstle Uskyldigheden, hvis Smiil ikke lader sig eftergjøre saa let som at smøre Barter paa en Recrut. Ligesaa passiv som en Recrut, der sætter sig ned under Voxet og Soden har vistnok min Modpart selv været under den hele Sag. Den Anger, jeg veed han har ytret over det Begangne (som dog visselig vanærer mere end de fleste almindelige crimi- nelle Forbrydelser) vil jeg ønske ikke maa forstørres ved, at det [u] lykkelige Redskab skulde see sig sat i Stikken af sine høje Venner; og alene (saasandt Gud hører mig!) for Exemplets, for Landets, for Borgersikkerhedens Skyld, ønsker jeg al Lovens Strenghed over ham. -- Den Foragt jeg med en stor Deel af mine Landsmænd nærer for min Modparts private Sagfører, lader mig uden Forbitrelse tænke paa de Fornærmelser, han under Sagen har gjort alt Sit til forat tilføje min Ære. Efter sin Cha- racteer kunde han ikke opføre sig anderledes. Praëm maatte da ophøre at være Praëm, og krænket Forfængelighed og Hevn at kunne drive Mennesker, der ikke ere begavede med udmærket Forstand, Dannelse og Selvherredømme til de største Daarskaber og Nederdrægtigheder. Alene fordi hans uædle Lidenskaber SIDE: 139 ikke have kunnet mætte sig ved at henlægge Fornærmelserne i Acterne, men har, uden at betænke hvilke Misbilligelser han paadrager sig derved af alle Andre, foruden de Interesserede, hvortil Hovedindlægget egentlig kan anses som (værdigen) de- diceret, udspredt navnligen dette i Afskrifter, lader mig indlægge Fordring om Mulct og Mortificeren. Kun det over al Maade Retfærdighedens Form og Væsen, som og al Følelse stødende i hans Adfærd paa [Elstad] moen, hvor man skulde tvinge min Tørnen mod Lie frem, m [en] Hvor Praëm man saae at tørne Bryst mod Bryst -- O, nei! de sank blot i Hinandens Arme, og svoer med Blik og Vink og Fod og Barme, der sammenbævede af Venskabs Varme, Hinanden evig Harmonie. lader mig, hvor frugtløst dette Forsøg paa [at? . . . . Sand] heden end har været, paastaae ham anseet med passende Straf. Referenten skilles jeg ligegyldig fra. Han har ikke tilfredsstillet mig; men jeg har sagt ham, at jeg ikke holder Modvillighed, men maaskee altfor stor Tiltroe til de, efter min Paastand, ugyldige Vidner, (hvis Ugyldighed eller Gyldighed maaskee før Indlæggene burde været bestemt) og for liden Tidsanvendelse for Grundlaget til den Overbeviisning, som fremtræder i hans Ded: med saa uheldige Resultater, samt bedet ham erindre at Uskyldsbevidsthed har høi Stemme og før lader sig Struben tilsnøre, end den lærer Taushed eller Høflighed paa Sandhedens Bekostning. Saaledes staaer jeg aldeles sindsrolig og saa upartisk og for- sonlig, som en Part kan, for Eder mine Dommere. Jeg tager Afsked med Eder, og ønsker, at, om jeg hist og her skulde have feilet, eller -- med mere Sandhed sagt -- om I skulde finde, at jeg kan have feilet, at da ikke Smaating maa forekomme Eder værd at opvejes med min kommende Velfærd: men at den be- rømte Retstaler Lord Erskines Ord [fra] Kingsbench maa give Eder Principet: "Ethvert menneskeligt Tribunal bør søge at udøve Retfærdighed saaledes, som vi herefter ønske den udøvet paa os. Efter det Princip, hvorefter Fiskalen fordrer Dom -- Gud se i Naade til os! -- maae vi, istedetfor at stille os for hans Domstol, Christnes Haab og Trøst, sige til Bjergene: falder over os! Thi hvo af os kan, for Alvidenheds Undersøgelse, fremvise et reent, uflekket SIDE: 140 og feilfrit Levnetsløb? Men jeg haaber i al Ydmyghed, at vort Væsens algode Ophav vil dømme os, saaledes som jeg har anført Eder til et Exempel: at han nemlig vil holde vort Livs store Bog i sin Haand, og tage Hensyn til den deri herskende Aand i det Hele. Hans Retfærd vil aldrig udsøge Bagateller som Gjenstande for Straf uden at sammenholde dem med Sammenhængen af vor Tilværelse, hvor Feil undertiden kunne findes udsprungne af Dyder og mangfoldige Forseelser, ved msklig Ufuldkommenhed, indpodede i vore bedste og ømmeste Følelser." Ærbødigst Hnr. Wergeland. DOMSPÅTEGNING Eidsvold Præstegaard 14de Octbr. [1831] Mig foreviist og forkyndt under Dags Dato. Saa [. . . .] Com- missions Dom, da endog den mi [. . . .] den Uskyldige og beviist Uskyldige. Hav [. . . .] under 9de Dennes meddeelt Amtet, at mit Ønske er at see Dommen for mit Vedkommende indanket for Højesteret, med Andragende om, at isaafald Hr. Højesterets- advocat Sørenssen, som dertil har erklæret sig villig, maa be- fales til der at føre min Sag. Han skaffe denne Forfølgelses- proces et Udfald, Retfærdigheden maa billige! Hnr. Wergeland. TIL HØIESTERET Henr. Wergelands Forsvarstale i Gaardermoesagen, holden i Højesteret. [Eidsvoll i mai 1833] H. H: Norges øverste Dommere! Jeg havde ikke ventet mig den Ære at maatte forsvare mig for denne ophøjede Forsamling af Dommere. Men det er en Ære som er sørgelig for den mishandlede Skyldfri, som har ingen anden Glæde for mig end Høitidelighedens, Ærefrygtens og Haabets blandede; forresten er den mig og skal den vorde SIDE: 141 de høistærværdige Hrr. Dommere et sørgeligt Beviis paa, at for mig har ingen Retfærdighed i denne Sag været at finde uden- fore denne Hal. Jeg er kommen hid forat søge den. Den maa være her eller ikke paa Jorden. -- Høistærv: Hr. D.! De seer for Dem et Offer for den gru- somste Mishandling, militært Overmod kan tænkes at kunne tillade sig selv i en raa Tid hvor Borgere og Love ikke er- kjendtes. De seer et Offer for enkelte personlige Fienders Hevn, der vilde have været mskeligere om den havde myrdet og ikke offentligen mishandlet og vanæret og søgt langsomt at mætte sig med Krænkelser af Mskts af Ynglingens og Sønnens fineste Følelser, med en ustraffet, idag af Actor med Hjertens- glæde optaget, Fortsættelse af Fornærmelser mod den Mis- handlede, med Krænkelser af Sandheden og Retfærdigheden, med de mest oprørende, Sagen uvedkommende Undersøgelser -- kort, med Alt hvad jeg har lidt under en lang Forfølgelsesproces, der gav mig og min Skyldfrihed, mit Rygte og Velvære i Døds- fienders Hænder, i Deres, der fornedrede den saakaldte Ærens Klinge til et Banditvaaben, -- i Ens, der forraadede den Ret- færdighed, hvis Tjener han skulde være. H.! De seer et Offer, der er blevet mere mishandlet medens han søgte Retfærdighed end ved Misgjerningen, der nødte ham til at søge denne. Dog er Retfærdigheden mere fornærmet; thi det var under dennes Skjul at man vilde nedbøje hvad der ei var knækket tilfulde, at man vilde fuldføre Forbrydelsen: den at ødelægge et ungt Mskes Haab og Lykke og Ære. Derfor skulde Himmel og Jord bevæges forat faae den Mis- handlede stillet jevnt med sin Mishandler, hvis Forbrydelse at have straffet paa det haardeste uden Dom var soleklar, for den Tyveaarige en langvarig, pinselfuld overordentlig Ret -- Theo- logen underkastet offentlig Tiltale. Derfor skulde en uværdig Justi- tias Tjener, min bittreste Avindsmand, lejes -- Han, hvis Indlæg og øvrige Opførsel under Sagen godtgjør dette -- lejes, men ikke av Modparten, der ogsaa heri behandledes som umyndig, som blot me- dium af sine skjulte Machinatorer, men af alle hans Corpses Office- rer, af den skjulte Phalanx, i hvis Spidse han, som den dræbende Landse, var fremskudt. Jeg har seet Brevet -- de indestode ham alle som Een -- en corps -- for Betalingen. Han har fortjent den; thi han har fuldbyrdet Hevnen saavidt det stod til ham. SIDE: 142 Der maatte en finere Egg til end den plumpe Klinges, som faldt paa min Ryg, forat naae den Forhadtes Sjel, forat kunne skjære hans i fineste Nerver, afskjære Theologen sine Udsigter, Ynglin- gen sin Ære -- kort forat Planen ret kunde fuldkommes. H.! jeg troer at burde berette Eder de Lidelser, jeg er tilføjet under den Retfærdigheds Navn det er Eders hellige Kald at vogte. Actor har kun givet en svag Prøve deraf. De skulle siden i Følgerække maaskee røre og forfærde eder, og I skulle beklage, at de ere uerstattelige, Videre -- da der af Commissionen intet Hensyn er taget til Sagens Indre, vil det være nødvendigt at jeg aabner dette og fremmaner disse Skygger deraf, som maa have forekom- met Commissionen enten for dunkle eller for forfærdelige. Til dette Sagens Indre, som desværre har været for Commissionen et urørligt og ubegribeligt Mysteer, vil maaskee ogsaa høre en- deel ubedragelige psychiske Vidnesbyrd om Sandheden, som vel ikke tegnes i Protocol, men vel bør tegnes i den skarpsin- dige Dommers Hoved. Da Dommen noksom viser at de ikke ere komne Sandheden tilgode -- Noget, som vel kunde skee, da det civile Com:medlem har ladet Præmisserne forfatte af En, som aldrig overvar Forhørerne, hvor slige Træk forefalde -- saa vil det være nødvendigt at gjøre opmærksom paa dem. Men hovedsagelig -- da Commissionen har udfundet en ny Forbrydelse under Navn af "trodsig Pukken paa Ret": vil det være nødvendigt at prøve denne nye Forbrydelse -- om den dog gives -- dens Strafbarhed og om den var tilstede. Og endelig -- da Com: har havt saa liden Følelse og Skjøn af alle hine Lidelser, at den har troet at burde forøge dem for hiin nye, uhørte Forbrydelses Skyld med Strafbøder, uden at de dog derved kunne forøges: saa vil det være nødvendigt at fremstille endeel af dem for en Ret som har og som det er til- ladt at have Hjerte og Følelse. Den skal -- saa haaber jeg -- lære mig at troe paa Tilværet af en anden Jurisprudenz end den jeg har lært at kjende og foragte -- om dette Udtryk kan bruges om Noget, der er koldblodigt, dog kogende i sit Indre, sløvhjernet og dog forfølgende en Plan, beregnende seendrægtig i sin Grusomhed, ligelet, bevidst eller ubevidst Redskab som Magt med egne dæmoniske Hensyn. SIDE: 143 H: D: jeg vil forudskikke en kort Fremstilling af hvad der mødte mig paa Gaardermoen hiin Septemberdag 1828. Jeg træffer strax ved min Ankomst did om Morgenen nær- udenfor Leiren en Bekjendt Ridtm: Schilling -- jeg spørger om jeg kan ride der -- han svarer ja. Viser dette andet end Viljen, Hensigten ikke at fornærme? Sch: indbyder mig i sit Telt. Derudenfor, kigende med Øje- kast som i samme Stund forekom mig uheldvarslende, ind ad Telt- aabningen paa mig, forsamlede sig Lieut: Baron Wedel, Kreuz, Mstjerne og -- om jeg ikke feiler -- Coucheron, med hvilke jeg langtfra stod paa nogen god Fod. En Udfordring jeg samme Aar fra Wedel havde modtaget officielt paa Faderen Brigade- chefens Ordre viste tillige, at han troede at have noget ude- staaende med mig. Officererne samtaltes med hine betydnings- fulde Miner saa tydelig om mig, at Mistanken at de vilde gribe en Leilighed den Dag til at fornærme mig (el: i deres Sprog re- vengere sig) opkom hurtig hos mig tillige med Planen at vogte mig i alle Henseender. At denne Mistanke var naturlig endog hos Andre, endog uden hin Anledning til dens Fremkomst viser Proc: Praems Prov, at han, da han traf mig kort efter, raadede mig til at skye enhver Anledning til at mine Fiender mellem Officererne kunde give deres Fiendesind Luft mod mig. [fotnotemerke] Jeg tilsagde ham ogsaa dette. Men at i hiin Samtale udenfor Teltet et Krigsraad holdtes om hvad der skulde foretages mod mig -- er der Nogen, der veed hvad der senere passerede, som ikke med mig holder sig derom overbeviist? Dette hører imidlertid til de Ting i Sagens Indre, som ere overseede af Commissionen. Dog er hermed forbundet den Lykke, at det ei er blevet feilanskuet, men skikket til, uendset og util- hyllet af nogen skjæv Commentær, nu at fremsættes for skarpere Øine, der ikke ville undlade at opdage Forbindelsen mellem denne Forscene og Hovedacten. Var der af Com. lagt vedbør- ligt Mærke hertil, skulde den dog maaskee ikke i sine Doms- præmisser fraraadt mig Formeningen om en, af Com: saakaldt "præmeditert Chicane". De senere indhentede Læge Kjølstads og Storthingsmd. Øverns Thingsvidneprov bekræfte vel indtil Vished disse Slutninger, at jeg var et forud udseet Hevnoffer, men nok synes der alligevel at være i denne indledende Be- givenhed til at vække en Mistanke herom, som maatte have væ- SIDE: 144 sentlig Indflydelse paa Anskuelsen af de senere. -- Den skal da bekræftes. -- De senere Begivenheder, som vedrøre Sagen ere følgende: Passerende tilhest i Skridt i den med hundrede andre Civile opfyldte Paralel mellem Leirens første Teltrække og den just da Leiren fravendte men med denne jevnlange, udslagne Rytterie- linie -- medens iblandt andet netop Den, som har gjort mig dette indgetogne Ridt til størst Forbrydelse, nemlig Lies Sag- fører saaes galopperende foran Fronten imellem Officererne, som hørende til Staben -- medens den fredelige Hensigt kun sysselsatte mig, ad denne Vei, jeg ofte og navnlig da jeg besøgte Schilling, uhindret havde passeret, at hilse paa nogle Damer paa Slettens anden Side -- : saa, uden at have for- nærmet eller hindret nogen, paaredet eller være paaredet -- omringes jeg af Vagt, befales jeg af tilsprængende og forsvin- dende, glødende Officerer og navnlig af Conspiranten Kreuz med et brutalt "Mars væk! vil han mars væk!" at forføje mig bort fra et Sted, hvor hundreder af Andre tillodes frit at bevæge sig. H: H:! jeg beder med Ærbødighed, at den Opmærksomhed, hvormed I omfatte denne hele Sag, maa concentrere sig i denne Stund til et gjennemtrængende Skarpsind, der kan kløve det juridiske Spind om denne Minut i Begivenheden og lynbelyse dette hiin Dags Øjeblik, der var min Ulykkes Fødselsstund. Jeg skal fremkalde det igjen, at det roligt kan hensynke i Forglem- melse efterat det har seet dette Øjeblik henlysne over disse mørke Acter, forsone hiint, og hensvinde mellem de velsignede, hvorunder Ære gjenreistes, Sandhed erkjendtes og Retfærd seirede. I den Stund, da den brutalt bortvistes fra Steder, hvor hun- dreder Andre uhindret færdedes -- den, der havde søgt Under- retning, der efter egen og Andres Overlæg og Raad netop holdt sig tilbage langs Skoven og Udkanterne -- kun mens Militæret var ude paa særskilt Anmodning engang besøgende en Bekjendt i Leiren -- og som ikke havde været til Nogens Hinder . . i den Stund, da Den omringedes og anholdtes af Vagt imellem den øvrige Folkesværm, med hvem han af Front- og Leirliniernes Paraleller var indklemt, som bevægede sig stille imellem de øv- rige, uden Ahnelse af forbudt Territorium uden at paaride nogen eller at være paareden . . i den Stund, da det unge Mske, efter SIDE: 145 Commissionens eget Udtryk, ved "haanende Udladelser" prosti- tueredes for Damer, den theologiske Præstesøn, der kjendtes af Alle der, for Tilskuerne . . i den Stund, H: D! raktes den sam- menspundne Knude Ynglingen forat Harmen over Beskjæmmel- sen, den pirrelige Bevidsthed at lide Uret og Alderens og Temperamentets Fremfusenhed skulde friste til at afhugge den istedetfor at lade Sindigheden løse den. Da skulde Klingerne frem -- stærkere, vildere Klinger -- Ædlere Knuder skulde af- hugges: de i Hjerterødderne, der knytte Msket til sit Haab, til Tro paa at de gode Msker dog ikke ere saa faae, at der er en Retfærdighed paa Jorden, der i Vilje er liig den himmelske, -- Dennes Redskab ikke Dæmonernes, -- Barbariets, Hevnens, alle uædle Lidenskabers, Kuerske ikke trællende under disse, -- ikke i Ondskabens Sold men knusende denne -- ikke tilbedende Former, men som den overlegne Aand brugende dem -- ikke fuldbyrdende for Hevnen, men standsende den selv i Tan- ken -- ikke en skjærpende Appel for Næveretten -- fra denne, men holdende denne tilbage, fordømmende denne, bandlysende den fra det msklige Selskab i Aarhundredet! -- Jeg kan ikke opgive dette Haab mens jeg strider denne Kamp. Da vil der være Tid. H.! H.! Jeg beder eder at erindre, at jeg befandt mig paa et Sted jeg før paa Forespørgsel havde erholdt Tilladelse at holde paa -- et Sted, der var besat af mangfoldige andre Tilskuere imellem Front- og Leirlinierne som i en Canal hvor det ikke er let at vende; samt at jeg ikke havde været nogen til Hinder, at jeg hidtil kun havde villet og udtalt de fredel. Hensigter, og at det ikke var mig, der, men En useet der bag mig, blev paaredet af Officeren -- at min Stilling var saaledes da jeg pludselig om- ringedes af Vagt, anholdtes paa en beskjæmmende Maade, bort- vistes paa det brutaleste og dog alligevel ubestemteste. Jeg tør sige til de Graahærdede: "Lægger Haanden paa eders Hjerter! tænker eder som 20aarige i denne Stilling! -- hvorledes vilde I have handlet og søgt at rede eder ud deraf? Hvorhen med Sikkerhed efter et "Mars væk med sig!" mellem [fotnotemerke] udspændte Leirlinier og tusinde Ryttere? Hvilken Anviisning var dog dette? Fremad? Der forbød 30 tøilesløse Jægere Passagen. Tilbage? Derfor anholdtes jo, fordi jeg var kommen denne Vei. Fotnote: Jentofts. SIDE: 146 Hvad i al Verden var der vel andet at gjøre i denne Situa- tion end det jeg gjorde? Det er jeg erklærede at vilde oplyses om hvorhen jeg skulde bevæge mig? om hvor jeg kunde op- holde mig uantastet af Vagt, Forhaanelser, Beskjæmmelser og af Kreuz's Impertinencer? og at det da sømmede Vagten, naar dette Rum var forbudt, at bortholde andre ogsaa derfra! Anviisning erklærede jeg mig villig strax at lyde. Dette er godtgjort. At man forholdt mig denne Anviisning, at man først efter flere Forhaanelser underrettede mig om Tilværet af en Op- stillingslinie -- dette er det som har gjort mig strafskyldig i Com: Øine, som fordrer blind Lydighed, skjøndt vel Den skal have ligesaa vanskeligt som alle Andre forat sige hvorhen det havde været rettest at flytte sig. Lydigheden vilde her virkelig været blind og farlig, om end Actor ikke har villet fatte dette. Efter langtomlænge erholdt Anviisning forføjede jeg mig uden- for paapegede, ved Ælde høist utydelige, mig hidtil aldeles ube- kjendte i Tørven opstukne Linie -- holdt der forat oppebie den vagthavende Officeer, forat jeg kunne forklage mig for ham -- forhaanedes fremdeles skjøndt paa tilladt Plads af Vagten og dens Underofficeer -- udsattes for det Indfald af disse Tøiles- løse at arresteres, hvortil jeg erklærede at Vagten havde Ret og mig villig, ihvorvel det frafaldtes somom det smagte bedre og fulgte bedre Ordren, med alskens kaad [e] Løjer at forhaane mig -- og blev endelig, da jeg med Skildvagtens Tilladelse til- fods nærmede mig Underofficeren for af Delicatesse at udbede mig Tilladelse til i eller bag Teltet at stille min Tørst ved en Flaske Øl af denne greben i Nakken og trods mine Bønner om at skaane mig for denne Prostitution, da jeg selv skulde gaae tilbage, slagen af ham med Klingen. Jeg har undladt at udbrede mig om disse Scener hvori For- nærmelserne steg indtil en Forbrydelse, der fremkalder Grund- loven til at straffe den, -- til en, der oprører Alle undtagen dem, der have forbundet sig med dem -- til en Forbr. strafskyldig selv mod den Strafskyldige. Jeg har undladt det fordi Commissionen selv indrømmer denne Fremstilling -- fordi Timerne kun ere faae til min Skjebne af- gjøres -- og endelig fordi jeg maa vende tilbage til Anholdelses- scenen, saasom det er under denne Commissionen vil at jeg skal have viist Trodsighed, Paatrængenhed og Ulydighed. Dette SIDE: 147 skal være min Forbrydelse. Derfor er jeg bleven juridisk mis- handlet i 5 Aar. Og skal tilslut straffes andengang. Men be- vises der at Com: er kommen hertil ved Ræsonnemens, der vanære Forstanden, ved forbausende Modsigelser -- saa dynger dog ikke denne Synd paa Justitsministeren, at den frygtelige Kraft af en Statsproces, som hs Pennestrøg bevægede imod en Uskyldig Mishandlet virkelig knuste denne mod den sidste Væg hvorhen han søgte sin Frelse. Denne høje Embedsmand erklæ- rede i Medhold af Amtet, at Just: Dep: ingen Grund fandt til Justitsaction. Da truede Cavall: brig.chefen, at saafremt denne ikke iværksattes, kunde der ikke exerceres paa Landets Exer- ceerpladse, og -- det synes utroligt -- Justitsministeren decre- terede. Amtet vedblev sit. Dette er et høist mærkeligt Træk i denne Proces, der saaledes, om man vil efterforske dette for- tærende, stedse voxende gjennem 5 Dyrkredse rullende Uhyres Fødsel, skal findes af lav Oprindelse, ussel som en Orm, ynglet af en Trudsel til Far og af Svaghed til Mor i et skrøbeligt Hjerte. -- H. H.! Commissionen kommer til at imputere mig hiin uhørte Forbrydelse Paatrængenhed og Gjenstridighed, som ikke kan ansees sonet med Fornærmelser og den mest beskjæmmende, mest offentlige Straf, gjennem følgende udmærkede Ræsonne- mens, der alle findes i dens Domspræmisser: 1. "Wergelands Ytringer vare uskyldige. De indeholdt blot Anke over Omstimlen, Haansord og Hensigten med ubeføjet Arrest!" 2. "Det er rimeligt, at W.s Ytringer væsentligen have været Svar paa Vagtens haanende Udladelser". 3. "Det er sandsynligt at "W. opirredes ved virkelig eller for- mentlig Fornærmelse". 4. "Det maa derhos antages, at Vagten under Ordstriden ikke har været sindig og høflig, men at den derimod har chicaneret W. saaledes som ovenciterede Vidner have provet". 5. W.s Gjenstrid var, "at han erklærede ikke at ville adlyde før han var overtydet om at den nødvendig maatte efterleves, tilføjende at flere Tilskuere opholdt sig paa samme Sted". 6. Commissionen forsvarer selv mine Udtryk i en Skrivelse "et raat, til sig selv overladt Militær, der drev en uværdig Leeg med Medborgeres Rettigheder og Følelse". Det er efter slige Grunde at det er lykkets Commissionen -- SIDE: 148 hvad vist ikke Alle skulde -- at paastaae at have "opdaget en saagodtsom total Tilsidesættelse af Respect mod Vagten og andre Vedkommende Befalinger ["] . Det er af dette Skarpsind jeg er dømt. Var Lies Forbrydelse ikke saa udygtig til alt Forsvar, saa let at fatte -- vidste jeg ikke at han har forstørret denne ved Frækhed og ved at hilde sig indi Usandheder -- var jeg Trediemand -- jeg maatte ogsaa troe at dette ulykkelige Redskab var skeet en lignende Retfærd. Dog skal det være kloge og ædle Mænd som have dømt efter slig Tale. Jeg indrømmer det, og skulde befinde mig i en ulø- selig Gaade dersom jeg ikke vidste at Domspræmisserne ere forfattede af en tredie Mand. Men naar jeg veed det, da be- griber jeg vel ikke saa ganske hiin Slutning, men at alle disse psychiske, ubedragelige Vidnesbyrd om Sandheden, der, ligesom et Aroma om Frugten, at hiint Minespil i Aasynet, uvilkaarlig frembryde under en saadan Sags Behandling, spille synlige for et godt Øje under de tørre juridica og omgive dem med en egen Athmosfær, med et Sandhedens Aandedræt, der er hørligt og fatteligt for den fine Sands -- ja da begriber jeg hvorledes disse ere gangne forlorne -- disse der nu, da Sagen er som et Liig der skal anatomeres, vanskelig kunne trylles til at frem- rødme over den. Men visselig -- de vare engang livlige og tyde- lige nok. Saaledes -- Lie modsiger sig i Hovedpunctet for Retten -- Alt hænger af et Minut, Alle ere spændte, da springer hans Pro- curator Praëm frem -- tørner mod Vidnets Bryst foran Skranken -- Lie! Lie! raaber han, gjorde ikke Wgd. saa? -- Den stam- mende, den blegnende Synder kom sig. Procuratoren smiler i Triumf ad min frugtesløse forsildige Protest. Nu tilbringes en Tid med at forelæse Lie hans første Samvæv forat han ikke oftere skal gjøre det til Usandhed og med Rettens Irettesættelser til Procuratoren, der i dette Øjeblik redelig fortjente Corpsets Betaling. Hvad han i sit Indlæg gjorde mere derfor kan Corpset ikke betale, og behøver det ikke; thi det gjorde denne Ædle extra og conamore. Men i hiint Optrin hjalp det mig og Sandheden lidet, at Retten harmedes bag efter og satte Sarkasmer over det utillade- lige Gjøglespil som den kalde [r] det med Procuratorens Seirssmiil over ved et lykkeligt Tryk at have stødt den Sandhed tilbage der fremhævedes i Overfladen for Dagslyset, men kun for atter at forsvinde. En Druknemorder som saae sit Offer uventet SIDE: 149 stigende op i Brøndens Overflade kunde ikke hurtigere støde dette Vidne tilbage, end Procuratorens ulovlige Kneb kuede Sandheden ned i Dybet igjen. Men denne Sag, hvori saamegen Lidenskabelighed -- der altid er oprigtig -- har yttret sig er riig paa Træk hvori Sandheden stikker frem. Hvori kan vel denne Proces' Natur som Forfølgelses- proces klarere aabenbare sig end i Brigadechefens Trudselsbrev eller Manifest til Just. dep.? eller i Praëms Engagement af Corpset? i hans aabenhjertige Tilstaaelse, at han kun har beskyldt for alle Forbrydelser og skrevet som fra Barnsbeen enthusiastert for alt Militært, og fordi han holder det for en hellig Borgerpligt at berøve Henr. W. Udsigt til Embede? Dette vil findes i hiint Indlæg, som i blaa Saffian med Guldsnit overraktes B.Chefen B.Wedel, og hvori -- H. H.! D: lærer at kjende hvorledes Retten er forvaltet mod mig! -- eller disse Beskyldninger for Forbry- delser erklæres provede af ham som eedfæstet Vidne hvilke han senere tager tilbage i en anden Sag, efterat de have virket i denne. Dette er gjort af En, som vel maa vide hvad Meened er. Saa- danne Forbrydelser maatte til for at forsvare Lie og fuldbyrde Hevnen. Men denne maatte forsødes. Derfor hviskedes af Lies Procurator i mine Øren: "se der sidder Deres Fa'r og Sognets Bedste -- det skal gjøre godt i den gamle Mand at høre Sønnens Ungdomssynder her mellem Sognemændene!" Og nu maatte den ærværdige Ret spørge mine Omgangsvenner under Eed, om jeg gjerne drak Grog til min Tobak, naar jeg besøgte dem osv. -- Kan nogen føle at dette er ubarmhjertige Knive, som naae Hjertet? Kan nogen tvivle om denne Proces' Natur? denne Ret fuldbyrde hvad saaledes er be- gyndt? -- H.! H.! Jeg har hørt Actor -- og forbauses ikke længer over Commissionens Slutninger; -- thi hans ere løsere -- ikke over Bygdeprocuratorens dumdristige Opførsel i Thingstuerne paa Lan- det; thi jeg har seet en anseet Advocat ved Norges Højesteret i sin Sikkerhed triumfere over den, hvis mangf. Krænkelser han kjender -- jeg har hørt ham koldblodig at forøge Grusomheden og under Actoratets testudo opfordre Vanæren som sidste Vaa- ben mod denne hvis Natur er bleven bestormet med alle det formskandsede Overmods Vaaben, beleiret med alle Nederdrægtig- hedens Approcher. SIDE: 150 Jeg har ingen anden Gevinst af disse ulykkelige Procesaar, hvori en fornem almeenforhadt Mands Forfølgelser har sat mig, end Erfaringer; men en af de sørgeligste fik jeg da. Jeg lærte igaar at aristokratisk Ufølsomhed kan ligne Ondskaben i ds Udtryk om ikke i dens Vilje -- at En af Norges talentfuldeste Advocater synes at behøve en lignende Behandling som den jeg leed af Militæret, forat kunne ræsonnere rigtigt og retfærdigt derover, idet hans oprørende Paastand viste at hans Følelser mangler Livlighed nok til at sætte sig ind i den. Det vilde glæde Bankadvocaten at see den fodres af en Arrestforvarer bag Sprinkler som et vildt Dyr med Vand og Brød -- Den som op- sluger Verrinske Procuratorer. Det vilde fryde Den, som, efterat have læst det praemske Indlæg, endnu tillægger dette Fornær- melser, frakjendende mig Følelse af Anstænd. og Ære, fordi jeg var i Fiendevold, kaldende det Paastaaelighed at jeg søgte Ret, bebreidende mig at jeg uvidende om retlig Gang og om at jeg henvendte mig til Parket, af Lede til Proces, raadet dertil, først ansøgte om arbitrær Straf for Fornærmeren -- det vilde fryde ham -- omendskjøndt han vel vil søge at indbilde at hs Overbeviisning byder dette -- at kunne frarive Praëm Seiren sigende: "ikke du men jeg seirede -- du Crassus -- jeg Pompejus victoriam de Spartaco illo reportavi! Du ærgrede ham blot -- jeg vanærede -- Du formørkede blot hans Sangvinisme og spildte nogle af hans Aar -- jeg har spildt hans Liv, -- thi han vilde ikke leve uden Ære -- og En med en Fjerbusk har takket mig, hviskende: "gik det saavidt -- dog det er godt! det som begyndtes sidst er fuldbragt!" -- Messiadens Forfatter er- kjendte sig ikke reen som sin Besynger ellers vilde han have taalt at de hudflettede og haanede ham og spyttede paa ham og domfældte ham. Han var et Mske, derfor taalte han det ikke; -- dog det kommer ikke over mig! -- jeg toer mine Hænder -- jeg er Advocat -- jeg mindes ikke ret hvad enten jeg mente hvad jeg paastod, eller ikke!" Sagt uden Lidenskab -- denne Advocats Hensigter forfærde mig mere end hans Ord -- de forfærde mig dobbelt, fordi jeg seer dem, jeg seer dem, og jeg dog forudseer at han vil dække dem under sit Actorat. Men her, jeg veed det, kan kun være Spørgsmaal om at vise det Ugrundede i hans Paastande. SIDE: 151 Jeg finder isaah: at jeg kan skyde mig indunder Commissio- nens de fleste Puncter. 1) Actor bruger det høist unøiagtige Udtryk "De stødte an mod Jentoft". Dette er kun om Lerche godtgjort, ihvorvel det burde hedde at Jent. stødte an mod ham, saasom Jentoft kom perpendiculær fra Leiren mod os, der rede paralelle med den. Jent: siger rigtignok at han bøjede paa min Hests Hoved; men baade maa jeg med fuldeste Overbevisning benegte dette, og heller ikke er dette hans Udsagn understøttet af noget Vidne. Actor debiterer Usandheden "at jeg med Haandgjerning mod- satte mig Lie". Hertil siger Com: "det er altfor urimeligt at til- troe Werg: en saadan Hensigt mod en bevæbnet og af bevæb- nede Hjælpere omgiven Modstander". [fotnotemerke] [ ] Actor gjør meget af mit Besøg hos Lægen [og] Office- rernes Erklæringer og Vagtmdskabets Vidnesbyrd og de af Op- landske C: Ritmst. adm. Forhøre. Selv Kreuz's holder han ikke for for tvetydig til ikke at støtte sig dertil. Commissionen har imidlertid ikke tilkjendt Vagtmdskabet noget Troværd, og sat mit Besøg hos Lægen -- hvilket skede efter Indbydelse og æsket Un- derretning -- udenfore denne Sag baade herfor og fordi; som Com: selv erkjender, jeg rettede mig efter Officerernes Tilretteviisning, samt fordi det foregik længe før Begivenheden, fjernt fra dennes Sted, ukjendt af Lie før siden, og fordi den finder intet Ondt i Tildragelsen. -- Videre har Actor bebreidet mig Paastaaelighed i at søge Ret. Men -- lod han Tanken følge med disse Contradictorier? Jeg troer at heri viser sig min Skyldfribevidsthed idet jeg ikke lod mig af Oberste Ankers partiske Svar -- omendskjøndt jeg deraf saae hvad jeg havde at vente -- afskrække fra at see en Sag anlagt hvoraf jeg haabede mere Gavn for det Almene end for mig Selv. Et samtidigt Brev fra Oberst Anker til min Fader viste at Han fryg- tede paa Sines Vegne Sags Anlæg; og et senere forgjæves fremkaldt Fotnote: Samt: "Agitationen fra W.s Side var en uvilkaarlig Følge af Forsøg paa at komme forbi Lie eller at slippe fra ham, da denne slæbte ham med sig". Samt: "det er sandsynl: at hs Paatræng: (denne jeg dog paastaaer ikke havde Sted) forat k. i Telt: frem- kaldtes derved maaskee at L. gav ham et uhøfligt Svar paa hs Spørgsmaal derom". SIDE: 152 Svar fra min Fa'r lærte denne Mand at beholde sine taabelige Me- ninger om Sagen, sine Complim: til Fad:, Impert: mod Sønnen, hos sig selv. Paanær endeel fornærmende Udtalelser om Drengestreger -- dem han dog vil dictere en underlig Straf -- og om Mangel paa Følelse af Anstænd: og Ære, fordi jeg indlod mig (naturligviis og, som beviist, nødtvungen) i Ordstrid med gemene Soldater -- disse ufornødne Krænkelser, som en ædelsindet Actor i en Sag af denne Beskaffenhed vilde have undladt -- finder jeg videre kun hs Paastand, at jeg skal betale to senere Thingsvidner at æske Svar. Men disse Forhørs Beskaffenhed som virkelig an- gaaende Sagens Reelle og fremskaffende Oplysninger om Lie, godtgjør noksom det Ubillige heri. Det forekommer mig som der gives nok Anledninger for et djærvt Advocattalent til at det skulde sætte sin Sejerære paa Spil i Kampen mod et vist Ube- tydeligt som dette, og dog Umuligt. Actors Strafpaastand er mig saa oprørende at jeg isandhed ikke formaaer at fæste mine Tanker dertil. Den bringer mig næsten til at ahne, at Adv: Petersen har den ædelmod: Hensigt at ville vække Medlidenhed for sin fordums Lærers Søn forat frelse denne -- at hans Beviser derfor med Vilje ere saa løse -- at han med sin odiøse Procedure alene vil dække dette hem- meligste, elskværdige Forraad af sit Hjerte. Maaskee? maaskee? Advocatens Dyder gaae maaskee kringel- krogede som hans Laster. Var det hans Alvor -- da staa han den Domstol, som hører mig, om denne ikke kan, tilrette for det Brug han har gjort af sine Evner og disse Acter i denne Sag!! Han maatte have kunnet udfinde det Rette! Nu har han udfun- det Noget, der er til lige liden Ære for hans Skarpsind som (om hiin Ahnelse ei er sand) for hs Hjerte og for disse Skranker, hvor det forfærder mig at Uskyldigheden skal udstaae sin svæ- reste Kamp, den Krænkede endmere unødvendig med kold Gru- somhed mishandles. Dog vil jeg haabe at hans Haand var den sidste plumpe som skal frydes ved at slaae sine rasende Fuger gjennem mit Indre. Hvorfor de ikke sønderrive mig er fordi de rullede allerede tidlig under fremmede Hænder, som greb i den unge Sjel og vilde høre dens Jammer -- fordi de ere i Harmoni med den øvrige Undertrykkelses Suk i Verden, og fordi jeg kjender denne Geist -- SIDE: 153 Aanden som jeg ejer -- som i Storm har lært mig Sang -- han som har serafisk Rang, han, hvis Navn er Sejer. Denne Forfølgelse er snart forbi -- dens Aar forsvundne. Jeg vil forglemme Smaalighederne fordi de vare for smaae, Uret- færdighederne, Forbrydelserne fordi de vare for store og skulde avle Mskehad om de erindredes. De have virket som Torden- skyer. De gaae over som de! Smaalighederne vare deres Regn, fiin og gjennemtrængende, dog bortdunstende. Jeg vil forglemme at en ærværdig Ret brugtes til at gjennemgranske Lønkamrene og til at maale mine Venners Gjæstebægre -- at en forlængst glemt Latter over en fornem ung Laps kostede mig 5 af mine bedste Aar hengivne til de infameste Undersøgelser, til alle Smerter, offrede den grusomste Hevn -- at det lykkedes de egentlige Forbrydere at holde sig skjulte medens den Mishandlede stilledes ligemed Bandi- ten, medens overbeviste Anklagede førtes som Vidner mod ham og en Dødsfiende optraadte forat tilhylle Sandheden, som dog frembrød, og forat overhølje ham med sine Løgne -- Jeg vil forglemme at Statens frygteligste Kraft en extraordinær Justitsproces bevæ- gedes mod en Skyldfri ved en Trudsel af hiin Paapegede -- hiin nu vor Coriolanus mellem Vascerne, hvem Actor strider for paa dette forum og bringer en Triumf ved en Paastand -- der er fordømt af Retfærdigheden, naar der siges om den, at den er aldeles i denne Proces' Aand. Den skal være mere end afbeviist, idet jeg afbeviser Commis- sionens. Jeg bringer ærb: i Erindring, at Tidspunctet, da jeg efter Actors fornemme Mening skal have vist Mangel paa Anstænd: og Æresfølelse, og, efter Commissionens min eneste paaankede (men ei tilværende) Forbrydelse Tilsidesættelse af Respect for Vagtens og andre Vedkommendes Befalinger, var, da Cand. Lerche paaredes af Lt. Jentoft og jeg, der intet ahnede, anholdtes. Jeg har godtgjort i Medhold af Com: at min Vilje ikke var at for- nærme -- men tvertom -- jeg har godtgjort, at jeg ingen fornær- mede. Det er kun givet at jeg desuagtet anholdtes paa skarpeste Maade medens Andre fik være der samt at jeg æskede Op- lysning om hvor jeg uantastet kunde være. Jeg troer tillige at have godtgjort mod Actor at dette ikke var saa let at afgjøre SIDE: 154 for mig da Siderne vare tilstængte af Leiren paa den ene, og ved en Udfalden af Brigaden paa den anden og da jeg ikke maatte være hvor Andre var. Pladsen foran brigaden var dens, og did vogtede jeg mig altid at komme, kun listende mig hvor jeg troede at kunne det i Stilhed. Og skulde jeg alene forvises til Sko- gen, der var ubeqvem nok for En tilhest, da maatte jeg frem i den Direction, jeg var; og til Skogbryne, hvor Damerne stod, vilde jeg. Videre er det givet, at jeg yttrede Misnøje med Kreuzes bru- tale og ubestemte, for mig der frygtede at komme fra Scylla i Char: efter bedste Skjøn ikke følgelige "Vil han mars væk!" -- samt at jeg bebreidede Vagten dens Kaadhed, omtrentlig saa- ledes: "er dette en Vagt? Opførsel som af en Vagt?" Her maa jeg tillade mig ærb. at gjøre opmærksom paa, at den Yttring som under denne Ordvexel, hvilken fra min Side ene kom af at man ikke oplyste mig om hvor jeg uden fremdeles Prostitu- tion kunde opholde mig -- altsaa af Anstænd:følelse -- skal være undsluppen mig, og hvilken man finder mest graverende, nemlig den: "Skam jer hvad Tjeneste I staae i!" -- eller formodentlig og rimeligviis: "Skam jer hvad Tjeneste I gjøre!" af Com: for- svares -- og i Anledn: heraf, at Com: antager, at Lie selv har været med i den haanende Vagt, -- og at det i det hele har været misligt med Commandoen, da Lies foregivne Ordre til Vagten at holde styr ikke erkjendes af selve 2den Underofficeer Andersen. Videre er det godtgjort af Com: [s] Charakteristik over mit Parti i Ordvexlen, nemlig osv -- -- naturligviis først er heraf godtgjort at Com:, efter saadant Ræ- sonnement paa en ubegribelig Maade er kommen til sit fixe Begreb om min Forbrydelse, min Ulydighed, men ogsaa, at Ord- vexlen fra min Side var nødtvungen. Derhos er det godtgjort at jeg paa første Anviisning af en Demarcationslinie forføjede mig udenfor denne, og -- som Com: indrømmer -- "blev holdende der", ventende paa dujourhavende Officeer, for hvem jeg havde erklæret at ville forklage mig. "Forklage mig!" H. H.! i min Stilling, med min Frygt, at være udsat for Fiendesvold, ja allerede i den -- hvem vil forklage sig og det for En af disses Colleger, uden den der er fornærmet haardt efter inderste Overbeviisning? Dette var Optrinet, som skal være mig farligst. Hvad er der blandet i disse Øine -- hvilket Skjær -- at de see For- SIDE: 155 brydelse her? Jeg har opført mig roligere end det anstod et saaledes fornærmet ungt Mske. Men den hemmelige Ahnelse om Efterstræbelse, Visheden om mine Uvenners Overmagt, hine qvindelige Bekjendtes Overvær lod mig vedligeholde en rolig [ ] Forsigtighed, som jeg maa forundre mig over, naar jeg gjentænker mig Raaheden og Lumpenheden; og hvorom Vid- nesbyrd ere afgivne i Eenstemmigheden af mine mange Forkla- ringer og i min stadige Overbeviisning om skeet Uret. -- Jeg blev holdende -- uden for Opst. -- ventende en Officeer, jeg kunde klage over. Hvorledes opførte jeg mig da under dette Optrin? Intet imputeres mig. Dettes Strafskyld tilhører alene Lie. Det er godtgjort at jeg fremdeles forhaanedes paa dette tilladte Rum, mens jeg ventede i lovl: Ærinde -- at jeg var villig til Arrest, da det stak Lie at more sig hermed. Lies egne Ud- sagn erklære at jeg spurgte efter vedk. Officeer. Og da Ud- mattelse, Ærgrelse og Tørst forlangte Lædskelse, var det af Anstænd:følelse at jeg vilde skjule dens Tilfredsstillelse. Dette kunde kun skee bag el: i et Telt; -- og, da Vagten en Stund havde været stille, troede jeg at kunne anmode Lie, som jeg forudsatte saa megen plebejisk Godmodighed hos, om at tillade mig dette. Com: indrømmer mig nu, at jeg "har havt Tilladelse til at gaae over Linien". Men kom jeg nu for at bede? Kan jeg da have fornærmet, stødt m: fl: Afsindigheder? Kom jeg af Delicatesse -- kan jeg da have villet midt paa aabent Rum, indvælte mig i Slagsmaal med den bevæbnede Jægere? Jeg blues ved at maatte modsige saadant. Man veed nu hvad der skede -- jeg blev grebet og slaaet. -- Herom Intet! Gjerningen raaber selv. Nu Processen, da jeg stod alene mod Corpset og Praëm alene med 1/2 Procurator i Referenten -- og her Actor med sin Act, der alene er marqveret, hvor man har kunnet finde noget Skin imod mig. Nei -- ikke alene; thi Sandheden har været med mig gjennem Alt, og her i denne Sal søger denne Himmelske sin indtil nu borteværende Mage den jordiske Retfærd. Den -- jeg har lidt for Haabet at finde denne. Mskelighedens, Grund- lovens, Reglementets, min Fornærmer har Intet lidt; -- han er avanceret. Modadvocaternes Bebreidelser for Commissionssags Anlæg rammer ikke mig. Der er Ingen som hader den mere SIDE: 156 end jeg. Jeg var fornøjet med hvad Revenge man vilde give mig. Dette viser et Indlæg fra 14. Marz (troer jeg) 29 hvor jeg helt igjennem erklærer mig saa. Jeg tillader mig H. H.! at paastaae paa Grund af at Quart. Lie har tilbagetaget sin første Fremstilling af Hovedscenen og af Districtsl. Kjølst. og Stmds. Overns. Prov, at Justitiens videre Tiltale forbeholdes imod ham for urigtigt Vidnesbyrd. Samt gjælder denne Paastand ogsaa for Proc. Praëms Vedkommende saasom han tildels tilbagetager under senere Sag injurierende Beskyldn., han siger sig som edfæstet Vidne i denne Sag at have fremsat. Udtryk Mortificerede. Skulde nogen af de høistærv. [H.?] tvivle om [ ] og Udtryk. For de 30 Daler er her ikke kjæmpet -- for Retfærdigheden og Sandheden og Liberaliteten, for et forfulgt Individ. De 30 Daler være skjænkede Slavecassen som aftvungne af Brigadechefen til Slavernes [?] Maver [?] . Heller ikke paastaaes haardere Straf end af Commissionen ansat for Lie. Men strafløs paastaaer jeg den Forfulgte, den uretfærdig Straffede at være, strafløs og fri for Omkostninger. Erstat- ning kan mig ikke gives. -- H. H: jeg har ikke villet vækket Medlidenhed over den Med- fart jeg har lidt. Jeg har lært selv at undvære Retfærdigheden. TIL AKERSHUS AMT Grønlien 16. Februar 1839. Til Agershuus Amt. Da jeg agter at indgaae med underdanig Ansøgning om at maatte vorde eftergivet Omkostningerne i den saakaldte Gaar- dermosag, paadømt ved Højesteret i Sommeren 1833, udbedes Akten udlaant af Amtets Archiv, hvor den formenes beroende. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 157 ET NØDVENDIGT ORD (Af Henrik Wergeland, Cand. Theol.) Morgenbladet 6. -- 8. febr. 1831. [Trykt i dette verks avdeling III, bind I, s. 155 -- 161.] Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 15. april 1831. Paa en Gjennemreise træffer jeg Procurator Praems Tilsvar til mit i Februar d. A. i Morgenbladet Indrykkede om hans skurke- mæssige Fremfærd imod mig, og har da blot Tid til at forsikkre Publicum, at ved min Hjemkomst skal denne Forbryder mod Stat og Menneskehed stemples som fortjent. Christiania, den 14de April 1831. Henr. Wergeland, Cand. Theol. [Før trykt i dette verks avdeling III, bind I, s. 181.] Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [Eidsvoll 23. april 1831.] Da Procurator J: O: Praëms Embedsfærd vil vorde under- kastet en Prøvelse for Domstolene, saasom jeg paa Grund af forskjellige formeentlige uretfærdige, udsuende og lovløse Hand- linger af bemælte Praëm, hvilke især have faldet mine Sam- bygdinger til Lidelse, har i offentlig Tidende fældet en saadan Dom om denne Embedsmands Fremfærd, at Staten derfor maa fordre Beviser, saa anmoder jeg alle og Enhver, som paa hvilken- somhelst Maade skulle formene sig forurettede af bemældte Praëm til at henvende sig til mig, for at jeg efter Prøvelse kan ordne deres Klager imellem mine Ankeposter og Beviser mod ham. I Tilfælde jeg antager Sagfører, da vil han modtage og afbenytte samme til fælles Bedste. Da Sagen angaaer Embeds- fortabelse saavidt jeg endnu seer, samt da en heel Deel Er- statninger turde falde Procurator Praëm til Pligt, saa raader jeg alle og Enhver som han indesidder med Regnskaber for, til hurtigst at faae samme afgjort. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 158 CIRKULÆRE [Eidsvoll i april 1831.] At Procurator Praëm intet godt Ord og Rygte har havt eller har iblandt Folk som Forretnings- og Embedsmand, saaledes at han er berygtet for Ubluehed i Pengefordringer og Haardhed ved Inddrivelser, kunne vi Mænd af Eidsvold bevidne. Henrik Wergeland PÅTEGNING PÅ STEVNING Eidsvold 30te April 1831. Denne Stevning hvori Forbryderen mod Stat og Menneskehed, ved de Paastande, Raseriet over at see sig endeligen paagrebet, betynget med Skyld, lægger Synderens oprørte Sjelstilstand for Dagen, er mig forkyndt. -- Contrastevning skal vorde udtaget. Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvold 30te April 1831. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politie-væsenet. Idet Undertegnede imødeseer en Proces med Procurator i Agershuus-amt J. O. Praëm, hvorved jeg skal bevise mine offent- lige Erklæringer om ham i Morgenbladet No 105 d.A., hvilke angaaer hans Færd som Menneske og Embedsmand, erholder jeg idag en Stevning fra Bemeldte, hvori han siger, at han ganske vist venter, om det ikke allerede er udfærdiget, beneficium pro- cessus gratuiti, og indstevner mig til Straf for Ovennævnte i Morgenbladet No 105 samt for hvad Fornærmeligt jeg i "Skand- skrifter og Pasquiller skriftligen og ved mundtlige Udladelser" maatte have yttret imod ham. Da jeg meget tvivler paa, at en fornærmet Embedsmands Pri- vilegium ogsaa strækker sig did, at han i en Sag, han, hvis han vil vedblive som Embedsmand, maa anlægge, og derfor be- vilges beneficium processus gratuiti til, ogsaa kan benytte dette beneficium til at faae sine private Sager afgjorte og forvikle SIDE: 159 Hovedsagen eller den alene beneficerede Sag, samt vidtløftig- gjøre denne, tillader jeg mig, at andrage om, at, hvis beneficium bevilges Procurator Praem, da deri maa fastsættes bestemt, hvilke af mine ærerørige Anker mod ham som Embedsmand, det er han erholder fri Sagførelse imod, eller -- kortere -- hvorvidt Hans beneficium processus gratuiti strækker sig. underdanig Henr. Wergeland Cand. theol. TIL DEN KONGELIGE NORSKE REGJERING [Eidsvoll 28. mai 1831.] Candidatus theologiæ Henrik A. Wergeland i Eidsvold ansøger under- danig, om at beneficium processus gratuiti naadigst maa vorde ham indrøm- met, samt at Stiftsoverrets- procurator Randklev maa vorde ham befalet til Sag- fører i den Proces, han er underkastet mod Procura- tor i Agershuus Amt J. O. Praëm, fordi han offent- ligen har stemplet Denne Embedsmand som "For- bryder mod Stat og Men- neskehed". For denne min Ansøgning, som Nødven- digheden byder mig at affatte, om end ikke en almeent som fortrinlig erkjendt Jurist derom havde givet mig det bedste Haab, og som med dette herved under- danigen anbefales den kongelige norske Regjerings Retviished om at beneficium processus gratuiti naadigen maa vorde mig indrømmet til den Proces, som er opkom- men imellem Procurator i Agershuus Amt J. O. Praëm og mig, formedelst min i et Morgenblad d: A: fremsatte Beskyldning imod denne Embedsmand, som den, der er "en Forbryder mod Stat og Menneskehed", tillader jeg mig at anføre følgende Grunde: 1. Jeg har paadraget mig denne Sag med alle dens Uleilig- heder og tilsyneladende Farer ikke for min egen, men for An- dres Skyld. Og for hvilke Andres? For Deres, der maae have en Talsmand: for uvidende, men forurettede Bønders, for lidende Medborgeres, for Enkers, for ødelagte Familiers, hvis Klager og Taarer, idet de rakte Beviserne for deres Retfærdig- hed frem, hvis Veeraab over, hvis Jammer under en udsuende, forbryderisk Embedsmand jeg ikke længere formaaede at udholde, ligesaalidt som Synet af Dennes, efter et consequent Udsuelses- SIDE: 160 system, fortsatte Ødelæggelser mellem Mnsker, der maatte være mig kjære. Det var Medlidenheds- og Retfærdigheds-følelser, det var Pligt imod mine Sambygdinger, der i flere Aar, baade før og efterat Staten betroede J. O. Praëm Embede i denne Egn, forgjæves have seet sig om efter Hjælpen, og af Hvilke Enkelte endog have grebet til at klage for Hans Majestæt Selv, der bød mig at gjøre dette Skridt: at sætte videre Betænkeligheder tilside, paadynge min Ungdom, der bøjer sig under Krænkelserne af een vidtløftig Proces, med en ligesaa besværlig, idet jeg som Menneskehedens Talsmand fremtræder som Anklager. Ja, jeg kan vel, uden at gaae forvidt -- thi min Plan var længe gjennem- tænkt og udsprungen ogsaa af dette Motiv -- sige, at det var Følelse af Pligt imod Staten, der ledede mig, da jeg, oprørt over det Hyklende-Dumdristige i at En, der, saasandt der endnu var Liv i hans sedlige Væsens Kjerne, maatte have en saadan Skyld- bevidsthed som Procurator Praëm, turde offentligen erklære Hvilkensomhelst for en Løgner, der kunde dadle Noget i hans Embedsfærd, ilede med mit Angreb, der maatte føre den sene Retfærdighed frem. Følelse af Pligt imod Staten, siger jeg, har ogsaa ledet mig; thi jeg maatte vide, at Denne ikke kan være ligegyldig, ja vel heller ikke i længere Tid uvidende om at et enkelt Menneske saa skjændigen misbruger det Embede, Den betroede ham, ligesaavelsom og, at vor paa Folkets Ønsker og Stemning opmærksomme Regjering langtfra med Indifferenz an- seer, at en Enkelt, ved en saadan fortsat ulovlig Embedsfærd, som den, hvoraf jeg har hentet mine Beviser imod Procurator Praëm, nærer og udvikler en Misfornøjelse hos en Fleerhed i Bondestanden, som Denne af Uvidenhed saa let forplanter over paa den hele Embedsstand -- en Folke-tænkemaade, de gode Borgere, der have nogensomhelst Indvirkning paa Folket, ikkun kunne lede og afholde fra fordærvelige Udbrud, men hvortil Statsmagterne alene kunne oprive Rødderne. Dette skeer da ogsaa, naar Staten, saavidt det ved Retfærd og Billighed kan skee, fremhjælper den Borger, der fremtræder for sine lidende, til at erhverve sig Ret evneløse Medmennesker, saaat han ikke af Armod eller af anden Kraftmangel synker under sit af Pligt- følelse paatagne Arbeide. At Folket virkelig saaledes betragter Sagen, ja, at Folket viden- SIDE: 161 fra udenom disse Bygder med opmærksom Forventning haaber, at see et Exempel statueret paa den mest berygtede Bondeplager, derpaa modtager jeg Beviser; og ligesaavel heri, som i Embeds- mænds deeltagende Yttringer, hvori Embedsstanden lykønskes til at blive af med en Plet, der har skadet dens Anseelse, finder jeg vel Opmuntring; -- men den Hjælp til at fyldestgjøre Ret- færdigheden og tilfulde opfylde Forventningerne, og som jeg be- høver forat ikke jeg skal blive Den, der "døer for Folket" kan alene Staten skjænke mig. -- Hvor lidet endog en Parallel kan kaldes et Argument, saa falder dog en Saadan en mig ind, som jeg vil hensætte her: i sit første Udkast -- som de fattigere Lidendes, de Undertryktes Talsmand -- var dog den romerske Folketribun-magt ærværdig, ja, næsten ideal-skjøn. Han frem- traadte anklagende for Senatet, og det hørte ham altid med største Opmærkssomhed -- kort, gjorde Hvad der stod i dets Magt forat fyldestgjøre Folket, eller rettere Retfærdigheden, naar den talte igjennem Folkets authoriserede Organ. In re er jeg her i denne Sag et saadant Folkets Organ -- ikke authoriseret af Staten; [......] oprørt over at Procurator Praëm, i stadig, progressiv Tilvæxt, har vedligeholdt det almene slette Rygte, han erhvervede sig næsten strax efterat han satte Foden her i Landet og som alle- rede i malende, kraftige Udtryk, udtalte sig gjennem sal: Justitiarius Falsens Mund paa Storthinget -- selv om jeg, saa svagt udrustet, ja alene støttende mig til den moralske Dom, i Ubesindighed havde yttret Hvad der nu trækker mig, belæsset med retlige Beviser, for den juridiske Domstol, hvor den blinde Justitia vil føle og tage paa med Hænderne -- selv da vilde en billig Med- følelse anbefale mig til al Statens Hjælp. Men nu, da jeg staaer der i Mængden af Klagende, med Beviser ihænde om de for- skjelligste Forbrydelser, og af hvilke Beviser det kgl. Finanz- departement er vidende om Eets Beskaffenhed, der maa anbe- fale mig, samt da -- paa Faae nær -- alle Selvejende i min og Proc. Praëms Hjembygd, have udtrykt deres Misfornøjelse med denne Embedsmand og Bifald til mine Bestræbelser for at de kunne blive ham qvit ved -- bekræftende den ene af de almin- delige Ankeposter imod ham -- at underskrive, dels med, dels uden eget Tillæg "at Rygtet er almindeligt" følgende Erklæring: "At Procurator Praëm intet godt Ord og Rygte har havt eller SIDE: 162 har iblandt Folk som Forretnings- og Embedsmand; men at han tvertimod er berygtet for Ubluhed i Pengefordringer og Haardhed ved disses Inddrivelser, kunne vi Mænd af Eidsvold ikke andet end bevidne." -- da troer jeg medrette at kunne ansees som in casu en heel Medborgerclasses Organ, og at anføre som Grund for min underdanige Ansøgning, at jeg ikke fører min egen, men Andres: lidende, i længere Tid forurettede Medborgeres af Bonde- standens Sag, af hvilke Alle mangle Evner til selv at [......] TIL BORCHSENIUS Eidsvold 11te Mai 1832. S: T: Administrerende i Sagen Procurator Praëm mod Candidat Wergeland. Den Anmodning, som er Gjenstand for denne Skrivelse, der ønskes vedlagt eller indtaget i Protocollen, er vel ikke nødvendig for Deres uomtvivlede Nidkjærhed for Retfærdspleien, men burde dog, fordi min Modpart fremturer i paa forskjellige Maader at krænke denne, forlængst være skeet. Den ærede Dommer vil vide hvad der er at gjøre, naar saadanne saavel mod Processens Formelle stridende som i dens Reelle indgribende Foretagender vises at være gjorte af en Part, som dem jeg her vil paapege, idet jeg anmoder om at Retten vil sikkre mig, den anden Part, for de skadelige Følger, de kunne have. 1. Gjøres opmærksom paa, at Modparten fremdeles ikke holder sig efterrettelig dem, ham saavel af Dommeren selv, ved første Forhør, som af denne og min Advocat oftere givne Irettesættelser og Advarsler mod at lægge Vidnerne Ord i Munden. Den første Irettesættelse, han desangaaende fik af Dommeren, erindres at være falden under Christen Christopher- sen Dønnums Prov. Og har denne paaankede Uregelmæssighed været saa paafaldende, at mange Personer have forundret sig over, at saadant kunde hengaae længere upaatalt anderledes end med de mangfoldige mundtlige Erindringer han har faaet, uden at iagttage derfor noget sømmeligere Forhold. 2. Gjøres opmærksom paa, at Modparten, ved en til Vanvi- dets eller Raseriets Paroxysmer gaaende Opførsel inden Rettens SIDE: 163 Skranker, naar et eller andet ham ubehageligt Prov er under Afgivelse, og af en saadan Voldsomhed, at Examination, Proto- collation og enhver Retshandling derved og derunder ophævedes, ja at endog Andres end Vidnets Tanker af Forfærdelse maatte adspredes, har forseet sig imod Lovens 1 -- 12, og søgt at for- virre og skrække Vidner, saafremt det ikke skulde godtgjøres, at han stundom ikke er sig Selv mægtig. -- I hvad der end af disse to Tilfælde er det rette, saa maa saavel, Rettens uhin- drede Pleie og Anstand som min Tarv og Vidners Thingfred sikkres. Under Anders Jensen Bergereies Afhørelse forefaldt et Optrin af ovenbeskrevne Slags, under hvilket, om det end bar alle Præg af en til Sindsforvirring stegen Rasenhed, dog i den Tiltale til Vidnet, hvormed det, midtunder Provet, brød løs imod dette "jasaa! Du har da kommet til mig som Spion? som Spion for Wergeland? Ha!" o.s.v., den Hensigt at dupere Vidnet m. m. umiskjendeligen fremstikker. Den Irettettesættelse og Paa- mindelse af Administrerende, at han ved slig Fremfærd maatte hæve Retten, som Modparten da paadrog sig, har han langtfra holdt sig efterrettelig; thi lignende Scene forefaldt under For- hørene paa Vaarthinget. 3. Bringes i Erindring, at Modparten ved de fleste Forhører har krænket Thingfreden i Almindelighed og Undertegnedes isærdeleshed ved at afbryde Retshandlingerne med voldsomme Udbrud, som, da de indeholdt som oftest de fornærmeligste Apostrofer til Sagen uvedkommende, men Undertegnede nær- mest vedkommende Person, foruden Bagvaskerens og den endnu skammeligere Hensigt, som lader sig tænke, ligefremt maatte gaae ud paa at fornærme paa det smerteligste og derved at opirre Underteg- nede. -- Modparten er forgjæves saavel af Administrerende som af Undertegnede med Advocat, ja af egen Advocat, gjort opmærk- som paa det Ulovlige, Urigtige og Umoralske i slig Fremfærd, og anmodet om at iagttage en bedre og sømmeligere. Jeg er- klærer rent ud, at Retten maa sikkre mig for ikke oftere at fristes til hvilkensomhelst Exces man kan tænke sig naturlig hos et gjentagne Gange paa det føleligste fornærmet ungt Menneske. Retten maa staae mig til Ansvar, at jeg ufornærmet og uden at udsættes for at forsee mig, kan nærme mig i Velfærds- og Æres- sag, dens Skranker. SIDE: 164 4. Underrettes om, at min Modpart udenfor Retten søger at virke paa Vidnerne til forandret Udsagn eller anderledes Ud- sagn, end de kunne give. Dette er skeet med endnu ikke afhørt, men omnævnt Vidne Marthe Julsrud, som han reiste til og forlod med Ed paa, at hun løi, da hun maatte erklære, at hendes Samvittighed forbød hende at gaae ind paa den Frem- stilling af Sagen, han vilde bibringe hende. Og dette skal være skeet med Jens Nielsen Julsrud. Hvorvidt Loven henregner det til tilladelig Paavirken paa Vidne, at han, da han fornam oven- nævnte Marthe Julsrud at vedblive sin Overbeviisning, samme Dag ved Lensmanden, formeentlig beskikkelsesviis, lader hende tilsige, at den Koe var afqvittet i Regnskabet, som hun, ligesom afhørte Broder, kun kunde sige var tilbudt, betingelsesviis, afæsket bestemt og erholdt som "Gave", uden at Betingelserne holdtes -- hvorvidt dette er Paavirken paa Vidne, om den er tilladelig, eller om deslige Præcauteler eller retter Postcauteler ere tilladelige -- det vides ikke. En Slags Delicatesse gives der dog vel i slige Tilfælde, hvis Mangel man ikke vel stiltiende kan ansee. -- I følgende Post vil man idetmindste finde denne Mangel. 5. Omendskjøndt Undertegnede med Sagfører i Stevningerne have omnævnt de Personer de vare at forkyndes for: saa iagt- tager dog min Modpart ikke samme Fremgangsmaade, idet hans Stevninger ikke nævner de Vidner, han lader ved Lensmanden tilsige. Jeg finder i dem blot, at de gjælde for alle dem, de maatte forkyndes for. Ved denne skjulte Fremgang, om hvis Lovlighed eller Ulovlighed jeg er uvidende, er idetmindste en Slags Billigheds-Ligevægt, en Liighed i Procesfremgangsmaade, som vist ikke er uden Nytte og idetmindste hvad man kaldte anstændig og honet, fra Modpartens Side ophævet. -- Imid- lertid haaber jeg, at den ærede Dommer vil vide at sikkre anden Part al billig og lovlig Rets Nydelse, Skranken sin An- stand, og mig, samt Vidnerne Rettens Fred for Fremtiden, samt at anvende Loven mod de Indgreb, som herimod ere skeete eller kunne skee. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 165 TIL NILSON Langvæg den 7de December 1832. Til Hrr. Sættedommeren i Sagen mellem Proc. Praëm og Cand. Wergeland. P. M. Imellem Sagens Papirer vil findes et i Foraaret d. A. fra mig til daværende Sagens Administrator stilet Brev, hvori jeg, be- klagende mig over min Modparts forskiellige ulovlige Fremfærd samt uanstændige og Rettens Anstand krænkende Opførsel, op- fordrer ham ærbødigt til at paasee min Tarv i saa Henseende. Denne Opfordring var naturligviis ledsaget med den skyldigste Erkjendelse baade af Administrators gode Villie og frugtesløse gjentagne Forsøg fra hans Side for i saa Henseende at opfylde sin Pligt, samt af Vanskeligheden af at kunne altid komme de uanstændige Udbrud af et overordentligt lidenskabeligt af indre og ydre Omstændigheder oprørt Gemyt. Jeg erkjendte tillige at min tilforordnede Advocat ligeledes havde giort alt sit, men med lidet Føie, til, for at sætte Grændse for en Ubændighed der fore [kom] alle Tilstedeværende lige oprørende, ja i visse Mo- menter frygtelig. Samme Erkjendelse af meget ærede Hrr. Sætte- dommers Villie og Evne til at sørge for Parters og Rettens Tarv, afgiver jeg skyldigst, i det jeg tillader mig at gjøre S. T. og op- mærksom paa hiin Ankeskrivelse, paa Grund af at den, trods sin Sandhed og Alvor, ikke har havt den tilsigtede Virkning paa Modpartens Opførsel. Han har nemlig atter forseet sig mod dens 2de Hovedpuncter. Disse gaae ud paa 1), en util- ladelig snart insinuerende, snart imponerende Adfærd mod Vidner for Skranken; -- samt 2), som ovenberørt, en Retten forstyrrende, Vidner forvirrende Opførsel, der oftest i høi Grad har været Undertegnede fornærmende. At han, Procurator Praem, ikke har med Hensyn til 1ste Punct, forbedret sig, er beviist derved, at min Advocat har desaarsag senere maattet for Skranken tale ham tilrette. Og at han til Undertegnedes Fornærmelse ogsaa i 2det Punct atter har overskredet baade Ret og Sømmelighed, er klart for hele Rettens Personale, som var 30te Septbr: Vidne til, at min Modpart truede med voldsomt Angreb paa min Person selv midt i Retten saafremt jeg fremdeles tillod mig at tiltale ham paa samme Maade som da. Dette bestod nemlig i, at jeg i Øieblikket SIDE: 166 før Retten sattes, gjorde ham opmærksom paa min i Vaar ind- leverede Ankeskrivelse over hans Opførsel, og at jeg, saasom min Advocat havde maattet irettesætte ham ved et senere For- hør, der under mit Fravær i Sommer d. A. afholdtes, for den utilbørlige Opførsel, som deri paaklagedes, maatte have ham an- modet om for Fremtiden at ændre den. En af de Grunde jeg for denne anmodende Paamindelse brugte, var, at Sagen gjeldte saavel min som hans Velvære samt at saavel min Advocats som min Adfærd i Sagen havde været hans modsat og upaa- anket af Administrator og Modpart med Sagfører. Paa Grund af Ovenanførte, anmoder jeg høistærede Hr. Sættedommer om at anvende den meest skjærpede, ellers ved andre Sager næppe nødvendige, Opmærksomhed paa at min Tarv ikke i nogen af de ovenberørte Henseender krænkes paa nye eller rettere ofte gjentagne Gange. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL NILSON Eidsvold den 10de Aprili 1833. S: T: Hr. Sættedommeren i Sagen mellem Proc. Praëm og Wergeland. Det er Dem, høistærede Hr. Sættedommer, bekjendt, at jeg allerede togange har skrivtligen maattet hentye til den Beskyt- telse, jeg har troet Retten har kunnet og burdet give mig mod Vederpartens ligesaa uterlige som moralsk oprørende Fremfærd inden Skranken til forskjellige, men langtfra særskilt under Paatale anmærkede Tider. At disse Foretagender, der hensigte klar- ligen saavel til Rettens som Sagens Bedste, intet have frugtet, vil være i Deres egen Erindring fra sidste Retsmøde. Det er derhos mod min Advocats Beraad, at jeg trediegang, med atter fornyet Begrundelse, men for at forsøge om muligt med bedre Held, tyer til al den Beskyttelse, der er i Rettens Magt mod en Opførsel af Vederparten af saa oprørende en Natur, som den, der da standsede Rettens Forhandlinger, krænkede, forvirrede og forfærdede. -- Jeg forlanger Rettens Paategning om dette ikke er sandt, SIDE: 167 om ikke min Modpart afbrød Vidneførselen ved den vold- somste og utilbørligste Opførsel til Rettens Krænkelse, Sagens Stansning og Thingalmuens Forargelse baade paa Grund af Op- trinets egen Beskaffenhed, og af de særlige, unaturligen oprø- rende Udladelser, som Modparten da tillod sig, og hvilke jeg har forsikkret mig. -- Jeg bringer tillige ærbødigst i Erindring, at jeg dengang mundtlig æskede Rettens kraftigste Bistand. I det jeg forresten forbeholder lovlig Anke over Modpartens Opførsel som anmærket, og atter erkjender det vanskelige for Retten i at forebygge den i det sti- gende Raseries og Explosionens Øjeblikke, troer jeg at burde æske Rettens skrivtlige Irettesættelse min Modpart dicteret i Protocollen, forat muligens Erindringen om at dette Middel er anvendt kunde forebygge lignende Skandaler for Eftertiden. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL RETTEN Eidsvold 22de Aug 1833. Til at opfylde ovenyttrede Hrr Praems Ønske skulde jeg natur- ligviis være saa meget mindre utilbøielig som jeg selv tilforn, skjøndt forgjæves, har fremlagt Forskjelliges skrivtlige Anker, op- fordrende disses Angjeldende, Proc. Praem, til at frabevise sig dem. Hvad ovenberørte Anke fra Hjort angaaer, da beklager jeg ret, ikke for Øieblikket at kunne opfylde Provocantens Ønske, der maatte overraske naar han viste andre af mig fremlagte Anke- skrivelser saa liden Opmærksomhed. Efter den omhyggeligste Leden i alle mine Gjemmer kan jeg for Øieblikket ikke finde Hjorts Papirer, og maae da enten antage at de ere i min Advo- cats Værge -- ere forlagte, eller vel endog tabte. Jeg skulde dog næsten troe, at det sidste er Tilfældet, og at dette er skeet paa Langvæg, da det forekommer mig, skjøndt dunkelt, somom jeg havde dem med didhen sidste eller næstsidste Thingdag. Dog erindres, at Indholden gik ud paa ligefrem at beskylde Praem for i J: Hjorts Huus iværksat Ran af et Skiftedocument -- for- meentlig en privat Control Hjort havde holdt i Skifte paa Bjørn- stad i Feiring -- og hvorved paastodes Boet tilføiet et betydelig SIDE: 168 Tab -- det Hjort anslog i 100 Dalerviis. Som Vidne til Ranet stod antegnet under Hans Risebrobakken, den Ældre, der endnu troes at leve, og som senere for mig har bekræftet de Passerede som Hjort opgav det. Et andet Brev fra Hjort beskyldte P. for Forfalskninger af et Gjeldsbrev fra en Hans Iversen Kringlen i Nannestad. Disse Breve vare af Hjort selv, uden Motiv fra Undertegnede, tilsendte denne til forskjellige Tider. Alt skal imidlertid gjøres forat tilveiebringe Originalerne efter Praems Forlangende, der seent i gaaraftes modtoges. Henr. Wergeland. De hjortske Papirer fundne engang i October og fremlagt ved Decemberthing /33. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll 13. september 1833.] S. T. Hr. Praëm. Jeg troer at burde lade Dem vide, at jeg aldeles ikke seer mig istand til at afbenytte Sagens Papirer til sidst i denne Maa- ned. De ere dertil for vidtløftige og kræve for alvorlig Behand- ling. Desuden vil ny Vidneførsel blive nødvendig her og andet- steds. Jeg underretter herom forat tilbyde Dem Sagens Papirer til yderligere Brug fra Deres Side om saa maatte behage forat ikke Tiden skal gaae tilspilde. Deres Erklæring om Salget af Berg til Dr. Hermann ønskes -- samt om O. Trøgstads Regnskaber -- Alt for Hurtigheds Skyld, for ei at opsætte til Svar kan komme fra Hermann osv. -- Henr. Wergeland. P. S. Stauringsmaskinen maa af Dem tilbagetransporteres samt Deres Erklæring om Nytten deraf ventes afgivet. SIDE: 169 TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll 15. september 1833]. Jeg vil extrahere alt hvad jeg kan, men maa udsætte endelig Tilskrivt indtil jeg har ført Vidner her og andetsteds. Til Decbr. skal Alt være færdigt. Baade Hauge og Nsen yttrede Tvivl om Muligheden af at jeg til Høstthinget kunde blive færdig. De maa selv dele denne Mening. Skal vi voldgive Sagen. -- Henr. W -- TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 5. Nov. 33. S. T. Herr Procurator Praëm. Da jeg snart tænker at tage Sagens Papirer fat, maa jeg op- fordre Dem til at meddele mig mod Quittering en Dem i Vin- teren 30 -- 31 af Skriver Borchsenius meddelt og i senere Attest fra ham paaberaabt, men ingensinde fremlagt Attest. Skulde de mundtlig ville meddele mig den, da skal jeg imorgen Kl. 5 være i Ebakken. Behageligt Svar udbedes. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold Pgd. 15 Novbr. 33. S. T. Herr Procurator Praëm. Jeg giver mig herved den Frihed at adspørge Dem, om De ved Paategning herpaa vil tilkjendegive at De vedtager Varsel til Thingsvidne ved Rommedals Decbrmaanedsthing, som afholdes enten Tirsdag eller Onsdag Ugen før Juul, men hvilken Dag be- timeligen og bestemt skal blive Dem og andre Vedkommende opgivet. Det er mig nu ihændekomne Decumenter i den Ole Thorbjørnsrudske Sag der bestemmer mig hertil. Procurator Hauge skal paa lignende Maade blive anmodet om at modtage Varsel, saafremt De beqvemmer Dem til denne nem- mere Maade, hvorimod De og Han, i manglende Fald skulle blive varslede ved al Formalitet. Henr. Wergeland. SIDE: 170 TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold Pgd. 20 Novbr. 33. S. T. Herr Procurator Praëm. Erkjendtlig for vedtaget Varsel i honet Skrivelse af 17de d. har jeg den Fornøjelse at gjensvare, at en saadan skrivtlig Opgave har Ole Thorbjørnsrud under Vitterlighed af et af Stevnevid- nerne samt en Gaardmand herfra Bygden meddelt mig tilligemed Deres originale Forlig afsluttet hos ham paa Executionsdagen 29 Juni 1822 og gaaende ud paa at fastsætte Summen fra 348 Sp. med Rente fra 1815 til 520 Sp. med Rente til 1ste Mai 23, hvori Deres Godtgjørelse skulde være indbegrebet. Imidlertid veed jeg endnu ikke, om jeg benytter Deres gode Tilbud, da enkelte Personers f. Ex: Ole Brøshougs uforskammede Upaalidelighed -- denne Karl kom saaledes til mig imellem de allerførste Klagere og sagde sig viist til mig fra Fogden Malthe -- har lært mig at søge saa fast Grund jeg kan faae. -- Dog har jeg en vigtigere Sag, som dog maaskee mundtlig af- handledes bedre, omendskjøndt jeg dog herpaa udbeder skrivtlig Svar, der er Gjenstand for disse Linier. Jeg sidder her mellem Acterne Kl. 6 Morgen; men -- det er 20de Novbr. Jeg har 16 Dage eller kun 13 -- 14 tilbage. Jeg forudseer Umuligheden af at blive færdig, og har derom under- rettet Sættedommeren og Hauge, ymtende dog kun om Sand- synligheden heraf. Jeg har følgende Grunde at opstille for Krav paa Henstand. 1) Sagens Vidtløftighed, Indviklethed, de mange stridige Indlæg; herimod 2) min Ukyndighed i slige Affærer (baade større og mindre end et Mske i min Stilling burde have) 3) en vidtløftig Corresponce [?] , der kan documenteres, Sagen betræffende, hvorfra kun Svar plukviis [?] og langsomt ind- løbe fra fjernere Egne. 4) adskillige Retshandlinger, ligesaa i sin Tid tabte. 5) Sandsynligheden af at det til Romedals Thing berammede Forhør iværksættes. 6) det umulige i at jeg kan aldeles udelukkende sysselsætte mig med et saa trættende Arbeide, som denne Sag (Hauges SIDE: 171 Indlæg f. Ex: er ødelæggende for Øinene at læse i denne evindelige Lysetid) 7) Efter skrivtlig Accord med Boghdler Hoppe har jeg i denne Tid tillige at "holde en Presse igang, see Mscript ei mang- ler" -- et Velfærdsanliggende for mig, da han betaler mig 10 Sp. pr. Ark, paa hvilket Honorar Creditorer, der ellers kunne paaføre mig Omkostninger, have Krav. 8) Det at jeg bør have Sagen endelig fra mig, hvilket de i 3, 4 og 5 paaberaabte Omstændigheder forbyde. 9) Jeg med Sagfører har altid viist den højeste Interesse for Sagens Hurtighed. Imidlertid tilbyder jeg saadan Overenskomst og Udvei: den 10de Januar overleverer jeg hele Sagen med Indlæg til Dem eller og, om De saa vil, reiser jeg til Hauge eller Nilson, som De vil, med hele Stadsen. De maa indsee, at den Anklagede maa forsvare sig -- at Han maa arbeide, som er anklaget paa Bremerholm og 3 Mark. At han virkelig i lang Tid naarsomhelst har været at finde op til Ørene i disse Papirer vil Deres Guldbrandsen, som undertiden gjør mig den Fornøjelse at see ind til min Ensomhed, kunne for- tælle Dem, og mine Extracter vise. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 20 Novbr 1833. Msr Praëm er en Nar, dersom han vil fremlægge mine private Breve i Retten -- Msr Praëm er mere end en Nar, som ikke kan indsee at sligt Forhold er indiscret (se i Lex:) -- Beskjæf- tiget med Msr Praëms Streger ikke Tid til videre. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 20 Nov: Aften [1833] . S. T. Proc. Praëm. Ligesaavel som jeg havde det Haab, at denne Proces skulde lære Dem adskillige uundværlige Dyder saasom Retsskaffenhed, Mildhed, Barmhjertighed, Redelighed, og a: fl., om end Udøvel- SIDE: 172 sen af disse skulde faae et snevrere Omraade end tilforn: saa havde jeg ogsaa troet, at en Smaalighed, et lumpent Hang til at skuffe Aabenheden skulde forsvinde af Deres Gemyt. -- Jeg seer nu, at den er det naturlig og ligesaa hensynsløs som den Egenkjærlighed og Havesyge, der har ført Dem til Deres Lykkes og Forhaabningers Afgrund. Min Gud -- jeg kan ikke uden at rødme tænke mig et Mske med den Forvorpenhed og Fuulhed, men taabelige Fuulhed -- rødmede De ikke selv, da De skrev det? -- som siger til en Anden i mit Forhold til Dem: "kom lad os tales ved og viis mig da den Tjeneste at fremtae de Docu- menter De endnu har tilbage" -- og som tilstaaer Deres Ønske, og skriver Dem til: naar han vil føje Dem; og disse Rænker vil De fremlægge. De ville jo overvælde Dem med Skam Praëm! Skal det være Triumf? Nei, den er Dem værdig; kun Dem! Følg dette Raad: red hvad De kan ved en anden Adfærd end en saa høist taabelig og beskjæmmende; og søg ingen Støtte i den Beskyldning mod mig at jeg harcellerer Dem. Tro mig, efter umaadelige Fornærmelser, tager jeg min Rolle i Deres Sørgespil med mere Beklagelse og Ædelmod end Had. Dertil er De mig for elendig og beklagelsesværdig. Henr. Wergeland. TIL BORCHSENIUS Eidsvold 21de Novbr. 1833. Velbaarne Hrr Kammerraad, Sorenskriver Borchsenius. De tillader, at jeg herved ærbødigst udbeder mig til Brug i Sagen med Praëm Deres Erklæring, som gjerne herpaa kan tegnes, om den Forhøielse i Incassationsprocenter, han fra først af iværk- satte mens han var hos Dem, skede med Deres Vidende, Vilie og Tilskyndelse, eller om De billigede eller misbilligede den, da den kom til Deres Vbheds Kundskab. Henr. Wergeland. -- SIDE: 173 TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 24/11 33. S. T. Hr. Proc. Praëm. Idet jeg giver mig den Ære at tilstille Dem disse Hauges Linjer foreslaaer jeg atter at vi enes om at sløife Mødet 7de Dcbr. -- hvorom jeg da skal tilskrive Vedkommende, skjøndt De da vel maa melde Hauge Deres Beslutning -- paa den urokkelige Betingelse, at jeg under alle andre Omstændigheder end Syge- leje, som dog yderst sjelden rammer mig -- til 1ste Januar (herlig Julemoro for mig!) afleverer Papirerne til hvem De be- hager. Foruden af opgivne Grunde kan Opsættelse ikke nægtes den paa Ære og Slaveri m: m: Indstevnte af følgende nye: 1) Jeg har hidtil forgjæves reqvireret de seneste Udskrivter. Dette er vel godt nok!? 2) Praëm anfører selv som Grund for sin Udsættelse "at han ei fra forskjellige Steder har som Bilag erholdt de dertil re- qvirerede Udskrivter og Attester" (Maa vel gjelde for mig med, da Samme er Tilfældet) 3) Jeg Lægmand udi den berømmelige jus har hele Sagen at bestille med. 4) Praëms Svar kom 9 (ni) Maaneder efter Thesens Indlæg. 5) Senere Vidneførsel kunde ganske rigtig, som Thesen bemær- ker, været sparet om Modparten havde haft min Artighed at tillade Vidners Afhørelse iflæng efter Tidsbeqvemmelighed. 6) Og -- som Alpha og Omega -- Sagen gjelder mere end Livet. For Livsopholdet under dens Arbeide maa jeg ogsaa arbejde ved Siden; dog skal Beviis produceres for at jeg har arbeidet uhyre i Sagen. Hvad jeg raader til er virkelig det Bedste for os Begge og det Anstændigste for den grusomme Forfatter af Stevningen af 27 April 31. Endeligt Svar udbedes, men hverken intetsigende Forsikk- ringer om "Umuligheden i at udvide Henstanden" eller Moraler eller Jeremiader eller Skjældsord eller vidtdrevne Høfligheder (der kun ere de blanke Haar paa Puus) men blot simpelthen hvad fornuftigt og pynteligt og uundgaaeligt er: "velan Msr Werge- land lad os enes herom!" Husk det er det sidste hvorom vi kunne enes i dette Liv! Henr. Wergeland SIDE: 174 TIL JENS OBEL PRAèM Eidsvold 24 Novbr. 1833. S. T. Herr Procurator m. m. Praëm. Deres Svar af Dato modtaget. C'est bien, Msr. Praëm. Henr. Wergeland. P. S. Sligt Papiir som dette har De dog ikke. TIL JENS OBEL PRAèM [Eidsvoll] 19 Dec 33. S. T. Herr Proc. p. t. Praëm. I Defens:skrivtet for Lie findes følgende Tirade mellem Deres øvrige Skarn, der nu falder og skal falde med Blyvægt paa Deres syndige Nemesis viede Hoved: "Patriotisme! Gud bedre os! Jeg kunde fortælle Noget, give et træffende Beviis paa et en saadan Patriot værdigt Kryberi af -- Slags. Denne Gang vil jeg forbigaae det, maaskee jeg fuldstændig fortæller det næste Gang." De har undladt at fortælle det. De opfordres nu til at gjøre det i et Document der vedlægges denne Sag. I manglende Fald da vedlægges dette, hvori jeg erklærer Dem for en elendig Skum- ler, om De ikke gjør det. Angaaende føromskrevne Brevskaber samt om naar og hvor De vil see mine Documenter, der aldeles ikke paa anden Maade betroes i Deres troløse Hænder, end under mine Øine eller mot Beviis. Jeg husker da jeg gav Dem Erklæringen af 6 Nov 29. At De ikke skal sige jeg kommer bag paa Dem, saa vid, at jeg ved Siden af mit Indlæg udarbeider et Uddrag af Deres For- brydelser der skal publiceres i Mbldt. formodentlig. Henr. Wergeland. TIL MALTHE Eidsvold 30. Dcbr. 1833. S. T. Hr. Kammerraad og Foged Malthe. Under 23de Juli 1833 skriver Proc. Praëm i fremlagt Skrivelse: "Jeg er anmodet om at foranledige Undersøgelse angaaende endeel SIDE: 175 Budstikker undertegnet H. Wergeland" -- og jeg maae, ligesom jeg forhen har gjort til Amtet og faaet benægtende Svar, at der- fra ingen Anmodning til Praëm var udgaaen, herved have Fogderiet anmodet, om tjenstvilligen at afgive Svar paa: om for dette Praëm har faaet en saadan Anmodning, hvilket gjerne herpaa kan teg- nes til Fremlæggelse i Retten. Rigtignok har Fogden forhen mundtlig leilighedsviis givet lignende Svar som Amtet, men et skrivtligt behøves i ovennævnte Hensigt. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL THESEN [Eidsvold slutten av januar 1834]. Højstærede Hr. Advocat Thesen! Vil De skrive Noget ang. Indlagte. Mit Indlæg vil jeg see at tage med ind til Dem paa Mandag, om jeg faaer Frist af Nilson. Paa Løverdag bliver det færdigt. Deres Henr: Wergeland. TIL RETTEN INDLÆG I SAG ANLAGT AF PROCURATOR PRAèM MOD CAND. THEOL. HENR. WERGELAND FRA HENR. WERGELAND. FIAT JUSTITIA! Eidsvold i Januar 1834. A. Jeg vil gaae ligetil Sagen. Gaardermosagen har viist mig, at den Uskyldige bør ikke bebyrde sig med Anstrengelser for sin Frelse. Men jeg troer netop at gaae ligetil Sagen, selv saadan som den er efter Beneficiets Indskrænkelser, om jeg kaster et, paa Ære og Samvittighed, ved al Edens og det Helliges Magt be- kræftet sandru og klart Lys over de dels foregaaende Led dels mellemliggende Led af Modpartens og mit gjensidige Forhold. SIDE: 176 Dette er nødvendigt, da de ere, af let forklarlige Grunde, der maae søges i Modpartens Bevidsthed, af denne uberørte -- da de godtgjøre, at Annoncen quæst. var en nødvendig Følge deraf -- og da deraf vil blive klart hvor haardeligen det Menneskelige i mig var bleven krænket før jeg fristedes til at concentrere mit Om- dømme om min Fiende saa skarpt, men derfor ikke just bestemt nok, som skeet er. Man skal see, at jeg, før jeg greb til dette Nødværgeskridt, hvortil jeg nys tilforn af P. offentlig var opfordret, havde af egen Erfaring maattet opgive al Tro til Modpartens Redelighed mod mig, alt Haab om at Den skulde standse sine Forfølgelser, som benyttede Vidnets Hellighed til paa det grusomste at fornærme mig ved en uopfordret afgivet mageløs Række af Injurier, mens han vel vidste, at Sagen, hvorunder de afgaves, ved sine Byrder, samt oekonomiske Hensyn, forbød mig at gaae Rettens Vei da med ham; og som lagde Dødshadet for Dagen i den aabne Er- klæring, at han ved at nedbryde min Ære havde til Hensigt at ødelægge min Velfærd, at gjøre mit hele foregaaende Livs Bekost- ninger og Anstrengelser tilintet. Jeg abstraherer min Person herfra; og min Natur og vel en- hver Andens, oprøres ved det Djævelske og Forbryderske mod al Menneskelighed i en saadan Plan, men studser ved Frækheden i at turde under selv en Rets Øine lægge den for Dagen. Og vil da nogen forundres over den Stilling jeg har sat mig i, eller ret- tere saaledes er bleven sat i, til en saadan Modstander, eller over at et saadant Gemyt maner Nemesis over sig, og faaer lære at svale sin glødende Hevn og sone sine Idrætter med Klager over sig selv? Min Advocat har tilfulde godtgjort Tilværet in casu af retorsio injur: -- Men skulde noget Beviis herfor gjøres behov for "Candi- daten til Tugthuset", "Løgneren", "Drukkenbolten", "Falskneren", "Oprøreren" osv.? eller for Den, der erklæres saaledes injuri- eret og derfor injurieret, at alt hans Fremtidshaab kan vorde tilintetgjort? -- ikke at tale om, at disse Capitalinjurier gives en snigende Offentlighed, forvandles i Afskrivter til vandrende Pas- quiller, og endelig offentlig erklæres, at være Pressen emnede. Alt dette maa være Dommeren bekjendt, og jeg appellerer til det Indtryk det gjorde paa hans Gemyt. Min Advocat har dog godtgjort retorsio alene efter disse data, SIDE: 177 og de vare tilstrækkelige, og maae efter al Lov og al Følelse være det. Imidlertid gives der andre, som vare ham, men ikke Praëm ube- kjendte, ihvorvel han har troet at finde sin Regning ved at fortie dem, fordi de røbe lumpen Adfærd mod mig og kuldkaste ganske det Beviis for primus aggressus fra min Side, som han vil hente fra Mbld 268 for 1829. Fordølgelsen heraf har kun viist, at Underfundighed og Klogskab ere forskjellige. Før jeg kommer dertil, vil jeg dog, -- baade for ret at iagttage den chronologiske Orden, jeg for Sandheds og Klarheds Skyld vil vælge i Fremstillingen af vort Forhold, og forat bevise, at Praëms slette Rygte og Medfølelse for Andres Lidelser ved ham har ud- øvet sin fulde Indflydelse paa min Færd og forædler mine Bevæg- grunde, samt forat lægge for Dagen, hvor aabent og oprigtigt jeg har behandlet ham i en Charakters Aand, der ikke kan handle anderledes, -- her forudskikke et Træk, hvis Betydning er let at udfinde. Fra Aarene 1825 -- 27/28 omgikkes jeg Praëm venskabelig. Da hændte det en Sommeraften, efterat jeg i længere Tid havde været borte fra ham, at Ritmester Schilling og jeg rede ham forbi ved hans Gjærde. Praëm raabte os an, inviterede os, og spurgte mig, hvorfor jeg havde været saalænge borte. Jeg opgav ham da Grunden, at være den, "at jeg i den sidste Tid havde hørt, at han skulde være slem med mine Sambygdinger -- at jeg fore- trak at gjøre deres Sag til min, og at erklære ham, at jeg, hvor ilde end for Selskabeligheds Skyld, under saadant ei kunde være hans Ven". Da jeg troer, at jeg detallierede det jeg havde hørt noget nøjere, skjød Praëm til Vidner; og 1 eller 2 Dage derefter havde jeg en Stevning, som af min Fader og mig paategnedes, paa Halsen. Dog kom det, jeg veed ikke hvorfor, ikke videre; og en 3/4 Aar efter hang vor Omgang, som man siger, igjen saa- vidt sammen indtil han tog Parti med en saa rasende Iver i Gaardermosagen eller indtil Stykket i Mbldt 268/29. Min Opførsel heri tør jeg indstevne for alle Ærens Domstole, for enhver hvor Oprigtighed og Aabenhed gjælder; derimod er Praëms Frafald af Sagen mistænkelig nok især paa Grund af senere Udladelser til mig seenhøstes 29 "at han vidste nok, at jeg holdt Øje med ham; men at jeg ikke maatte troe ham saa slet Jurist, at han ikke, om han gjorde noget uret, skulde vide at cachere sig". Disse ere hans egne Ord; -- jeg behøver ikke at sige, at de bidroge sit til at ud- SIDE: 178 danne det Begreb om hans moralske Beskaffenhed, som fandt Udtryk i Annoncen quæst. Hiin foregaaende Begivenhed faaer baade heri Betydning des- foruden, at den giver en Formodning for mig, at jeg altid har behandlet Praëm med samme Ærlighed og Oprigtighed, hvorpaa jeg gav ham et saa utvivlsomt Beviis -- at min Uvilje selv nu senere, da personlige Fornærmelser paa Ære og Velfærd kom til, dog altid er gjennemstrømmet af stærke Aarer af uegennyttig Medfølelse, og at den lader slutte, at saa forskjellige Charakterer maatte være fatumstemplede til Fiendskab. Det kommer nu kun an paa at opklare, hvem der først greb til Offensiven, og hvor- for. I hine Yttringer antyder vel P., at han mistænkte mig for Rustninger; men man lægge Mærke til, at de faldt efterat P. havde taget en Rolle i Gaardermosagen, som han vel førte saa offen- sivt som muligt, og efterat han, som han selv har bekræftet, havde forsikkret mig om aldeles ikke deri at ville optræde. Den Dristighed, hvormed han i den Sag injurierede mig, viser ogsaa at han neppe frygtede forat jeg skulde have Evne til at skade ham. Min Advocat begrunder nu sin Formening om Praëms primus aggressus paa hans Opførsel i hiin Sag. Praëm derimod sin om primus aggressus fra min Side paa et i Mbldt 268/29 indrykket anonymt Stykke, hvori han anser sig injurieret. Dette har han gjort til sin Angrebsbasis i Gaardermosagen og i denne Sag til basis for sit Forsvar. Ganske har han undladt at berøre hvad der i denne Anledning er passeret os imellem, afgivende kun dermed ogsaa for Retten et Beviis paa den Troløshed, hvor- for -- som man skal see -- jeg var saalænge et Offer til et aaben- bart fiendtligt Forhold var at foretrække med en Mand hvem et- hvert Vaaben var brugeligt fra den offentlige Injurie til det i For- troende givne Ord, der skulde brydes. Jeg vil ikke commentere over hiint Stykke. Det er nok, at af al Praëms og Hauges forente Undersøgelser kun resulterer den Forbrydelse, at jeg brugte Bogstavet "P". Et andet Bogstav skulde maaskee blevet ligesaa farligt. Men idet Hauge gjør sig al Umag forat paavælte Navnet "Praem" alle de lumpne Streger, der ud- fylde Bogstavet "P" til en foragtelig Characteer uden derfor just til nogen levende og virkelig Person, begaaer han den lille Buk at forglemme, at Praëm selv i Mbldt. 273/29 har erklæret "at det alene er af enkelte Tirader, sigtende til politiske Meninger, og nær- SIDE: 179 værende Indsenders i den Anledning forhen fremførte Yttringer, at han finder sig beføjet til at antage, at det er ham som der er meent" . Praëm har altsaa selv offentligen erklæret, at det er kun af be- tegnede politiske Meninger han slutter, at han er ment. Var det nu end saa -- naar regnedes Bebreidelse for politiske Meninger til In- jurie? Derimod bedes bemærket af samme Bilag de aabenbare For- nærmelser mod Siful Sifadda, hvilket Navn ingensinde er blevet forvexlet med noget andet end med mit, endog før dets Con- formitet dermed vedgikkes; og at Praëm erklærer at ville, om han "efter anstillede Undersøgelse skulde finde de grove Be- skyldninger virkelig sigtende til ham", sagsøge mig. Dette er ikke skeet. De "anstillende Undersøgelser" maae da naturligviis have ladet Praëm finde, at de grove Beskyldninger ikke virkelig sigtede til ham. Hvor bliver da af mit aggressur? Fritager Nogen mig derfor paa den offentligste Maade, da er det jo Praëm selv. Men, vel at mærke, han gjør det under Fornærmelser, der paavælte ham selv aggressuret. Et Menneske, der var ærekjært nok til at frasige sig en mod ham galant Mands Venskab, da han fik Troen ihænde om hans Uværd, henfører visselig ikke Charakteriserin- ger som et foragteligt Menneske uden til de bittreste Krænkelser. Men skulde mine Dommere endnu tvivle paa, at jeg maa fritages forat ansees som aggressor, da vil bilagte Erklæring af 6.Nov./29 [fotnotemerke] , der af Praëm var antagen som fyldestgjørende, aldeles ophæve selv ethvert Skin, der isaahenseende kunde være imod mig. Intet Ord skulde angaaende denne Sag mere behøves, dersom ikke Praëms Adfærd i den Anledning kastede et saadant Lys over hans Charakteer og Sindelag mod mig, at en med Beviser forsynt Fremstilling deraf bliver nødvendig; og det saamegetmere som den bidrog mere end alt andet før Defensionsskriftet for Lie til at uddanne det Totalbegreb hos mig om Praëm, for hvis Rigtig- hed jeg skal gjøre Rede. Jeg skrider altsaa videre frem i Begivenhederne ham og mig imellem. I Mbldt No 275 viste sig 2 anonyme Stykker -- begge af Praëm, Fotnote: Bil. 2 (Omtalt at være Praem given i Mbld 38/31.) Saaledes at han har faaet den offentligste Æreserklæring. SIDE: 180 hvorom Mbldts Red: er besørget beskikket -- og hvoraf det ene, undertegnet N. N., paa det skamløseste, under Skjældsordene "Haabløs-Villigliderlig" og "Sviinfuld Supekjær" m: m: giver mit Rygte tilpriis; og ved samme Tid optraadte Praëm i Gaardermo- sagen, hvor han strax begyndte med en Vidneførsel om hvor dybt jeg stak i Glasset hos mine Venner m: mere, der bittrere end alt andet maatte oprøre mine Følelser. Hans Ondskab gik til den unaturlige, Menneskeheden oprørende Yderlighed, at jeg maatte tye til Commissairernes Mellemkomst, fordi Praëm truede mig med at ville lade Vidner spørge om Usædeligheder af mig "hvilket -- som han sagde -- vil gjøre Deres Fader, som kommer tilstede, godt, naar han hører det midtimellem sit Sogns bedste Bønder". Det vilde være at tænke slet om det Menneske, om hvem man ikke antog, at han, ved at høre dette, følte al menneskelig Fø- lelse i sig oprørt. Det var idetmindste Tilfælde med Dhrr. Com- missærer. Disses Erklæring om Sandheden heraf haaber jeg at kunne bilægge. Indtil da er dette Træk overladt Praëms Beneg- telse, om han skulde rødme saameget over sig selv. Den skal dog staae lidet til Troende hos Forf. til hint Defensionsskrivt og hos Den, der søgte en, rigtignok mindre, Triumf i dog at benytte Faderens og Almuesmændenes Nærvær til at lade den 21aarige Søn og Den, der ofte prædikede for dem, undergaae Forsmæ- delsen af offentlig Undersøgelse af hvad og hvormeget han drak til Gjæstepiben. At jeg selv skulde opdigte noget saadant mig beskjæm- mende, der ligger i hiin P.s Intention, som alene ved Commissærer- nes Mellemkomst forblev dette, vil vel Ingen tænke. Rimeligere er det at antage, at den vakkre Plan mod min Velfærd, som paa sidste Side af Defensionsskrivtet saa naivt aabenbares, allerede da var undfangen i den Sjel, der saaledes med stedse fremskridende Tyde- lighed udfoldede sin Afskyelighed for mig. Dette stærke Ord er Udtrykket for det -- Afsky -- , der stod malt i Commissærernes Ansigt, da jeg maatte raabe dem tilhjælp. Men der skulde end en Fornærmelse, en Underfundighed, der skulde forspilde min Ære i Publicums Øine, til, før jeg fik Overbeviisningen om at Praëm var en saa slet Person, at vel alt det Onde og Haardhjertede, jeg hadde hørt om ham ellers, stod til Troende. Ved denne Tid, først i Nov/29 stundede en Fest i vor Familie til. Forat Nabofamilien, hvori Praëm er bleven indtagen, skulde deri kunde deeltage, og Praëm bringes til senere [at] iagttage et SIDE: 181 mindre krænkende Forhold i Gaardermosagen, indgik jeg paa at give ham hiin Erklæring (Bil. 2) betræffende Opsatsen i Mbld No. 268, paa Praëms Overtalelse, saasom jeg ikke troede en saa- dan Erklæring nødvendig og ufortjent af En, der senere offent- lig og under Sagen paa saa mange Maader havde krænket mig, og med den udtrykkelige Betingelse, at Praëm skulde give mig en lige fyldestgjørende Erklæring betræffende de Siful fornær- mende Opsatser i No 373 og 375. Da min Erklæring var ned- skreven paa Praëms Contor, hvor det efter Aftale skulde skee, og ham, da den var tagen god, bona fide levert paa Stedet 3 Dage før Festen, gav han Spisetid til Undskyldning forat han ikke strax kunde meddele mig sin, hvorimod den om et Par Dage og inden Festen skulde afgives. Dette skede ikke -- Festen kom og Praëm med -- Maanedsdag derefter kom; men endnu ikke den belovede Erklæring, som var en Betingelse for min. Der- imod hørte jeg at Praëm tog Copier af min og viste den til For- skjellige; saaledes at han noksom, foruden ved at beholde den, lagde for Dagen, at han tog den tilfyldest, og ansaae formodent- lig dermed de "Undersøgelser anstillede" saa tilfredsstillende, at Sag maatte falde bort. Min Erklæring var afgiven, antagen og benyttet -- den, jeg skulde have i Udvexlingsmomentet, men betroede ham paa Æres- ord at levere om et Par Dage, forholdtes mig alt til ud i Julen paa 8de -- 9de Uge. Da jeg imidlertid ahnede, at jeg var bedragen, æskede jeg omtrent ved 12te Decbr enten min Erklæring tilbage eller den belovede fra ham igjen, hvorpaa jeg modtog Tilstaaelse forat min Skrivelse af 6te Nov: var modtagen; men ikke et Ord om nogen Gjenerklæring. Derpaa tilskrev jeg Praëm under 13de eller 17de Decbr. følgende Brev, der unegtelig klart belyser vort daværende Forhold. [Her følger Wergelands brev til Praëm 13. december 1829, se s. 92 ff.]. Da jeg i dette Øjeblik gjenfinder Copien af ovennævnte Brev til Praëm, som jeg formente skreven ved den 12te Decbr, vil jeg ligeledes indtage den her: [Her følger Wergelands brev til Praëm 12. december 1829, se s. 92]. SIDE: 182 Jeg antager nu, at en senere Anmodning om at opfylde Æres- ordet er tilstillet Praëm omtrent ved eller i Julen f: A.; og i Til- fælde at den skulde endnu være i Praëms Eje, opfordres han herved til at fremlægge saavel den som øvrige paaberaabte Origi- naler, saameget mere som jeg kun har havt abbrevierede Af- skrivter at gaae efter, om hvis Tilvær og Beskaffenhed Vedkom- mende skulle faa Syn for Sagen. Jeg antager nemlig, at kun en Skrivelse af mere Virkekraft end disse og maaskee flere andre, som kanskee endnu ere i Praëms Eje, kan have bevæget Praëm til en Aften sent ude i Julen at gjæste mig betræffende denne Sag, hvorved vi toge min Fader til Mellemmand. Da han hørte Sagens Sammenhæng siden hiin Dag i Novbr. kunde han natur- ligviis ikke andet end at forholde med mig Praëm den Behand- ling jeg havde lidt for min Godtroenheds Skyld, og at Praëm havde at vælge imellem at opfylde sit Løfte med en fyldestgjørende Gjenerklæring eller og at give min Erklæring tilbage forat den ikke skulde misbruges mere end allerede skeet var. Praëm afgav da paany Beviis forat han tog min Erklæring for god derved, at han, forsøgende forgjeves nye Udsættelser under Paaskud som f. Ex, at han skulde i Selskab, conciperede tvende Gjenerklæringer betræffende Stykkerne i No 273 og 275; men som hverken god- kjendtes af Mellemmanden eller af mig, hvorpaa han da endelig maatte gjengive Erklæringen fra mig, -- det samme Document som Bilag 2. Da det først er her jeg træffer sammen i Begivenhederne mel- lem Praëm og mig med min Advocat, vil jeg standse lidt forat gjøre opmærksom paa hvad der af foregaaende Fremstilling maa uddrages: 1) Hvor skjærende falder ikke Contrasten i Øine mellem min aabne, oprigtige og godtroende Færd og Praëms fordækte, al Ære, Tro og Love haanende? 2) En saadan Handel som Erklæringens Udvexlen har altid hørt under Ærens Domstol; og kan Forholdelsen af en belovet og betroet Gjenerklæring derfor forsvares, mens den bona fide af den ene Part afgivne benyttes i Afskrift og ved Fremviis- ning? Er dette ikke en vis Benyttelse af Andenmands Gods, der kun kunde blive Ejendom naar Modpantet var givet? 3) Maatte ikke denne Behandling baade vække Uvilje hos mig og en ringe Mening om Praëms Redelighed? SIDE: 183 4) Maatte ikke det Slette, jeg havde hørt om Praëm vinde Til- tro i et Gemyt, der saaledes var forberedet af P. selv til at troe hvad Slet det kunde være om ham, idetmindste hvad Mangel af Ærlighed og Æresfølelse betræffer? Og maatte denne Behandling ikke oprøre en ung Akademicus, der havde lagt et aabenhjertigt Sind for Dagen og det gjentagne Gange mod P, maaskee mere end andre? 5) Da Praëm paa flere Maader havde lagt for Dagen, at den efter Overenskomst afgivne Erklæring, at han ei var ment med P. i Mbld: No 268/29, var godtagen, bortfalder Vægten af al Argu- mentation forat jeg, som Forf: af nævnte Opsats, skulde være Aggressor injurians, og derved have givet Praëm nogen Und- skyldning dog for hans senere Fornærmelser. 6) Jeg havde, ved at afgive tilfyldesttagen Erklæring gjort alt mit forat tilkjøbe mig en anstændig Medfart i Gaardermo- sagen fra Praëms Side. 7) Mine Breve under al denne Tid, som Modparten vil gjøre til den der ynglede hans senere Fornærmelser, vise den største Maadeholdenhed, intet fiendtligt Sind, og en ufortjent Skaan- sel, medens Gdermosagen førtes paa det begyndte hadefulde og fornærmende Viis og medens min Ære gaves til Priis ved den ugjengjeldte Erklærings Misbrug. 8) Efterat jeg havde fralagt mig paa fuldstændigste Maade, der kun manglede den belovede Gjenerklæring, at have fornær- met Praëm eller Nogen med hiin Opsats, blive Angrebene i No 273 og 275 mod Siful Sifadda staaende som første aggres- sur, som første offentlige Injurieren mod mig fra Praem. 9) Praëm handler ikke redeligt heller i denne Sag, mod Retten og Sandheden ved at have fortiet disse Omstændigheder, hvis Vigtighed er indlysende i mere end i charakteristiske Hensyn, og hvis Fordølgelse forrykker Punktet hvorfra man maa gaae ud. Jeg har ogsaa Grund til at betvivle, at de have været hans Sagfører ubekjendte, da Praëm lagde intet Dølgsmaal paa Erklæringen, mens han havde den ihænde. At jeg havde givet Praëm en Æreserklæring, uden selv at have faaet nogen, var Rygte i Bygd og By; og hvad Indfly- delse dette maatte have paa min voxende Overbeviisning om Praëms sedlige Uværd er vel klart for Andre ogsaa end den Lidende. Men idet jeg lægger dette for Dagen har jeg det SIDE: 184 Haab, at Oprigtighed, der har, som man seer, skadet mig, ogsaa engang vil og maa geraade mig til Frelse. -- Havde jeg nu tilforn lidt en Behandling af Praëm, som maatte vække dyb Foragt for ham hos mig -- havde jeg allerede tidlig lagt for Dagen et Indtryk af hans Vanrygte for Plagerier mod mine Sambygdinger, hvilket neppe kan tilskrives nogen anden Natur hos mig end en, der ikke er uden Krav paa Agtelse -- havde jeg, da Praëm troede sig fornærmet af mig, beredvilligen rettet hans Feiltagelse og givet ham al den Opreisning som stod i min Magt, og faaet den uværdigste Behandling til Tak: -- da maatte jeg af Indlægget fra Praëm i Gdermosagen vel overraskes, opfyldes med den bittreste Harme og erkjende, især naar P. selv sagde mig det i sit Product, at jeg havde med en Æres- og Vel- færdsfiende at gjøre, hvem intet Middel var helligt. Og hvilket Middel skulde være helligt for en Hensigt, som den han paa Slut- ningssiden erklærer for sin? og hvilke Midler har han ikke brugt? Jeg vil opregne disse, og fremstille den Masse af Injurier, som maatte til før jeg opbragtes -- de oprørende Angreb paa min Ære før jeg derved fristedes til at angribe hans under Selvforsvaret. I Gaardermoindlægget altsaa -- som begynder med den Forsikkring at P. "vil forbigaae enhver overflødig Ytring, der ikke kan vedkomme Sagen", og som ender med den Erklæring til "Dem, som maaske kunde forundre sig over Tonen i Indlægget", at han seer enhver Fornærmelse mod den milit. Stand, som desuden indbefatter hans kjæreste Venner, i "saa strengt Lys som muligt", og hvorefter han tillægger: "jeg har altsaa kun skrevet efter min egen Følelse" -- i hint berygtede Pro- duct angiver han som Grund for den antagne "Tone" (og hvilken mellem Fornærmelserne her bliver den 1ste: Totalsummen af tiltalte W.s imod Statens, Moralens, Sædeligheds og Beskedenheds Love, mod Sædvaner og Vedtægter, ja imod den af ham som theol. Cand. aflagte Eed stridende Hand- linger vil styrke Vidnernes Prov om hans forbryderske Adfærd' [fotnotemerke] . Derefter iklæder Sagføreren sig "det edfæstede Vidnes" Hellighed og fortfarer at udtømme sine "egne Følelser" i en Række Injurier Fotnote: Anm: Det er dette Praëm siden (formodentlig efterat det har virket tilstrækkelig) vil have til "Drengestreger". (O hellige Vidne Sandhed!) SIDE: 185 der snart gaae til 6 -- 21 -- 2 og 6tes Massivitet snart ere mere be- regnede paa at saare det unge Menneske og den theol. Candidat, snart paa at fremstille mig fra den farlige Forbryders snart fra en beklagelig og foragtelig Side. Vi skulle see om al verbal Injurieren [fotnotemerke] ikke er udtømt i følgende, der commenterer hiin Grund og supplerer Totalsummen ud af mine stridende Hand- linger (eller Forbrydelser) mod Statens Love osv. (eller mod Sta- ten m m). Praëm fortfarer da saaledes, erklærende eller "bevidnende": 2. at jeg "varierede mellem dem, der kom paa Gmoen forat faae sig et Ruus, Kortspil eller andre lavere Tilbøjeligheder til- fredsstillede og dem der kom forat forstyrre den alm. Rolighed og krænke og fornærme Andre"; 3. "Huusejere kan skaffe sig Ro for næsvise Personer, Fylde- fanter (Jeg vil bruge bekjendte Ord) og desl. ved at lukke sine Døre og derved tillige sikkre sit Løsøre for Tyvehaand." 4. "W: havde, da det er temmelig bekjendt, at han med al sin Grovhed er meget feig, maaskee endnu ikke sat sig i den halv- berusede Tilstand, som var ham -- som Tilfælde med alle Cujoner, nødvendig forat kunne give sin Tilbøjelighed til at trodse den til- tænkte Luft"; 5. "Den ham egne Uforskammethed". "W's beskidte Virkelighed". 6. "Er det muligt at en studert Person, altsaa formodentlig et nogenlunde dannet Mske, kan opføre sig saa uforskammet, saa- ledes haane en lovlig Autoritet, trodse Lovene, dynge Brøde paa Brøde? at en tilkommende(?) Fredens og Sandhedens Prædikant kan i sine Skrivelser saaledes smøre Usandhed paa Usandhed og paalyve den og dem han saa grovelig har fornærmet, saa- danne gravamina? Jo, den der kjender hs vita fra den Tid han som allerede en lang Dreng slog Gen:procurørens Vinduer ind af bare Patriotisme, og indtil denne Dag kan troe dette." 7. "Jeg tør ikke benegte, at han hører til den Slags Msker -- de gives desto værre som saamange andre onde Ting -- der an- tage det for Patriotisme hvad fornuftige Msker, der mene det ærligt med Kge og Fdreland kalder -- Oprør!" Fotnote: Cfr. Regjer:indstillingens Udtryk om min Medfart ved Gd:Ind- lægget. Den siger: "at jeg i og udenfor Sagen indtil Yderlighed var nedværdiget". SIDE: 186 8. At jeg skal i et Selskab have sagt "det er skjændigt Tøi som staaer i Biblen, at man skal være Øvrigheden underdanig, at dette skulde brændes" -- en fræk Paadigtelse af Praëm og hvem anden! "Forargelse". 9. At mine Skrivelser "vrimle af Usandheder". 10. "Han erkjender altsaa, at han kun lagde an paa at forføre disse troe Tjenere af deres Pligt til at overtræde den. Han vilde saaledes ligerviis som den onde Aand som Slangen forføre og for- lokke til Brøde?" 11. "Det kan man kalde at lyve med Hardiesse og forene Trods med Hykleri". 12. "Retten overlades at afgjøre, hvorvidt W: kan agtes for et sanddru Menneske." 13. "Skulde Vagten have arresteret alle Fyldefanter, var Leiren bleven fuld af tildelsfulde Arrestanter: altsaa var Arrest sikkert uhensigtsmæssig med Hensyn til Wergeland". 14. Praëm paastaaer, at jeg i mine Indlæg modsiger mig selv. Dette hedder hos ham: "Fy, han maatte skamme sig saaledes at væve i Fylla!" 15. "Lie ansaae W med fuld Føje for en drukken Skøjer". 16. "Hos W. seer man Feighed med Lovstridighed". 17. "At jeg i Ullensager har brændt en Catechism fordi den indeholdt Treenighedslæren, og at man skulde udrydde saadant skjændigt Tøi hvor man fandt det". 18. "Ringeagt -- beskyldes jeg for -- mod agtv: Overmænd, Reli- gion, Sædelighed, Love og Statsborgeres Agtelse". 19. "En, der opfører sig som Pøbel maa taale den Behandling, som vitterlig er ene anvendelig paa Pøbelen". 20. "At jeg, (Pram), vilde billiget Lies Opførsel mod Fyllefanter af den simplere Classe". 21. "Jeg haaber, at W engang skal blive overtydet om at Lov- løshed ikke er Frihed, at det ikke er Frihed at haane alle Autho- riteter". 22. "Den ækleste Egenkjærlighed er, som bekjendt, den udeluk- kende Egenskab hos Patrioter af hans Slags. Patriotisme! Gud bedre os! Jeg kunde fortælle Noget, give et træffende Beviis paa et en saadan Patriot værdigt Kryberi af -- Slags. Dog det vil compromittere Andre. Derfor vil jeg dennegang forbigaae det; maaske jeg fuldstændig fortæller det næste Gang". SIDE: 187 23. "Er det saa underligt, at W. findes skyldig i lovstridige og usædelige Hdlinger, naar man erfarer hvorledes han fordriver sin Tid? -- jeg formoder i Ørkesløshed og Lediggang". "Beskrivelsen i hans Faders Attest, at han intet ejer og ingen Indtægter har, passer kun paa en complet Lediggjænger. Hr. Cand. maa dog efter sin Alder og Størrelse kunne bestille noget Nyttigt". 24. -- "Vi see af Alt udenfor Sagen, at W. fremstiller sig for ethvert upartiskt Øje som en Synder". 25. -- "Jeg tillægges at mangle god C.stendomskundskab, som tillægges Lie. 26. -- "Det kan være ligegyldigt, om hs Far maa betale en stor eller liden Summa forat fritage Sønnen forat afsone Mulcten med Kronarbeide eller Sidden paa Vand og Brød. 27. -- "Det vil da blive klart, at W.s Ære ikke i nogen Maade stod til at forringe ved et fortjent Rap". Da jeg engang paa en Indbydelse til at danne et Sogneselskab i Eidsvold af Uvidenhed om Formerne havde kaldt den en Bud- stik, for hvilket Propos Lensmanden og jeg stod i Spidsen, saa- ledes, at jeg i fælleds Navn skulde udstede Indbydelser uden at noget om dennes Titel blev bestemt: saa begik Praëm den Dum- dristighed, forat dupere denne Mand og derved udbringe noget Skadeligt for mig, at tilskrive ham "at han (Praem), da han var anmodet om at anstille Undersøgelser om nogle saakaldte Bud- stikker, maatte spørge om dette ogsaa skede paa Lensmandens Vegne". Dette negtede Lensmanden naturligviis hvad Benævnel- sen angaaer, men vedgik at Sogneselskabsforslaget var fælleds. Da jeg skrev til Amtet, om P. af det "var anmodet om at an- stille Undersøgelser om osv." fik jeg Negtelse heraf til Svar; og fra Fogden var heller ingen Anmodning kommen. [fotnotemerke] (Se Mbldt 39/31). For dette mit Foretagende, som maaskee mindst fortjente Daddel, og for andre Bestræbelser for lignende nyttige Indretninger faaer jeg ydermere disse Fornærmelser i hans Indlæg -- fra "jeg frem- lægger herved en Gjenpart af endeel af W udstedte "Budstik- ker" -- til "Forbedringshuus". Han synes imellem disse Citater ret at [. . . .] lere i Fornærmelser, somom han var piint af den Tanke, at der turde gives Dem, som regnede mig mine Be- Fotnote: NB. Fogdens Benegtelse er nu ogsaa i mit Værge. -- Og hos- lagt mellem 2det og 3die Bilag. -- som Bil 23. SIDE: 188 stræbelser i det kgl. Selskab f. N. Vels Aand til Fortjeneste. Saa- ledes da: 28. -- "Bønderne havde sandelig andet at bestille end at løbe efter at see -- Potatos' Virkninger paa ham". 29. -- Beskylder han mig løgnagtigen for i Oudal i en Samling af Bønder at være baaren bort af Fuldskab. 30. -- Beskylder P. mig ligefrem for Løgn ): "man erfarer af Lensmand Kaasens Erklæring, at W.s Udsigende at handle paa K.s Vegne ligefrem er Løgn". 31. -- "Hvem staaer nærmest for Touren til at ansees for Løg- ner eller Falskner -- W. eller Lie?" 32. -- Praëm siger, at "Straf paa Livet el. Fæstningsarbeide var anvendelig paa mig" for den Overskrivt "Budstik". -- 33. -- "Han er Candidat til det hell. Læreembede. Jeg vil, for hans Forældres Skyld ønske, at Domstolene ikke, paa Grund af fornævnte hs Adfærd, foreløbig ville ansee ham som Candidat til -- Tugthuset. Jeg troer imidlertid, at ogsaa han vilde isaafald afgive et nyt Beviis paa det Upassende i Benævnelsen "For- bedringshuus"." 34. -- "Hans skadelige Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handlemaade". -- Man troe ikke at disse mageløse Fornærmelse [r] , hvor Døds- hadet, den gediegne Ondskab og Impieteten stikker gysenopvæk- kende frem ikke skatterede men i al sin Nøgenhed hermed have en Ende. Nei! -- men mit Hjerte -- om jeg maa bruge en Talemaade -- vender sig i Livet paa mig paany, og en Stemning truer at paa- komme mig liig den, der gav Annoncen i Mbldt 105/31 sit Tilvær, om jeg skulde videre end jeg har gjort sysselsætte mig med dette af Uhumskheder og Injurier helt igjennem vexlende Skandskrivt. De Injurier, som ere opregnede, ere samlede med Lethed for- medelst Mængden, og de ville formentlig være tilstrækkelige til at vække idetmindste den Følelse hos Andre, som retfærdiggjør min, fandtes denne end, som naturligt, i højere Grad. Den har ingen Følelse, hos hvem dette ikke finder Sted, hos hvem Afsky ikke vækkes over en saadan Udtømmelse af Had, over et saa skam- løst Misbrug af Vidnehelligheden og over Hensigten mod min Vel- færd, hvori alle disse Ubluheder og Fornærmelser nedskreves og SIDE: 189 endelig over Skandskrivtets Forvandling til Pasquil ved den Publi- citet Praëm vedgaaer udenfor Retten at have givet det [fotnotemerke] . Men skulde Wergeland ikke efterat dette saakaldte Defensions- skrivt kom ham ihænde have retorqueret dets Injurier? Com- missionsdommen siger saa. Nu, vi ville see, hvorledes de ere retorquerede. De ere det -- men NB kun efter Commissionens Mening -- i mit Hoved- indlæg af 28. Marz i disse Linjer: "Den Foragt jeg med en stor Deel af mine Landsmænd nærer for min Modparts private Sagfører, lader mig uden Forbittrelse tænke paa de Fornærmelser, som under Sagen har gjort alt Sit til forat tilføje min Ære. Efter sin Charakter kunde han ikke op- føre sig anderledes. Praëm maatte da ophøre at være Praëm, og krænket Forfængelighed og Hevn at kunne drive Mennesker, der ikke ere begavede med udmærket Forstand, Dannelse og Selv- herredømme til de største Daarskaber og Nederdrægtigheder. Alene fordi hans uædle Lidenskaber ikke have kunnet mætte sig med at henlægge Fornærmelserne i Acterne; men har, uden at betænke hvilke Misbilligelser han paadrager sig derved af alle Andre foruden de Interesserede, hvortil Hovedindlægget egentlig kan ansees som (værdigen) dediceret, udspredt navn- ligen dette i Afskrivter, lader mig indlægge Fordring om Mulct og Mortificeren." Men er dette at retorqvere saadanne Fornærmelser som hine? Kan man, jeg kunde næsten sige dette -- rime sammen en saadan Moderation med en Charakteer som den der udsprudlede i Mbldt No 105 endeligen og langt om længe? Det maa være denne paafaldende Moderation, som giver Praëm i Indlæg af 4de April/31 Dumdristigheden til den nye Fornærmelse gjentagende at erklære "Alt det han har sagt for beviist og ikke af mig benegtet", hvilket Indlæg med disse Udladelser Praëm ender med den Erklæring, "at det ikke er nødvendig at det kommer mig tilhænde" -- noget som heller ikke er skeet før i denne Stund. Jeg skulde heri have retorqueret hine Fornærmelser? Himmel! Fotnote: Anm: Hvor forværrende for P., at han i sit Indlæg i denne Sag forsøger at undskylde alle Injurierne med at de "blot angik Drengestreger, som fortrinlig begavede let begaae" og at kalde dem blot "utilbørlige Ord"!? SIDE: 190 min Gud! tilgives kunne de, foragtes, oversees, benegtes kunne og ere de, men retorqueres kunne de ikke, ja, de ere det ikke med Udladelsen, den dertil for ubestemte Udladelse: Forbryder mod Stat og Menneskehed! Men jeg nærmer mig Catastrophen da dette Udtryk faldt. Jeg vil da, ligeledes i Tidsfølge, saaledes som det i Documenterne ligger for Rettens Øine, fremsætte de andre Motiver og de for- skjellige Fornærmelser der hidledte den, og mine Forsvarsskridt indtil dette sidste blev mig aftvunget. [fotnotemerke] I) Idet jeg gjør opmærksom paa det uendeligen Krænkende, tyde- lig paa at oprøre mit Sind, og hertil særdeles Hensigtsmæssige i hine Opregnelser 2, 3, 4, 6, 8 og 10 (disse to indeholdende virke- lige Injurier i de skammeligste Opdigtelser), 13, 14, 15, 17, 20, 23, 26 (denne indeholdende en Menneskeheden oprørende Apo- strophe til Far og Søn) og 32,: opstiller jeg disse Beskyldninger: a. "Stridende Handlinger mod Statens, Moralens, Sædeligheds Love og mod min Eed som Cand. theol. -- forbrydersk Adfærd -- Ringeagt mod Religion, Sædelighed, Love m: m: -- Forar- gelse -- Lovløshed -- Lovstridighed -- forenet med Feighed -- ækleste Egenkjærlighed som Patriot -- Kryberi -- flaut Smigreri til Retten (Ps Indlæg af 4 April) -- Ørkesløshed og Lediggang -- en mig egen Uforskammethed -- og endelig Løgn og Oprør." b. Charakteriseres jeg som "Forstyrrer af den alm: Rolighed -- som besjelet af allehaande lavere sandselige Tilbøjeligheder -- som en næsvis Person -- Fyldefant -- Cujon -- som En der forener Grovhed med Feighed, Trods med Hykleri -- som En der ikke mener det ærligt med Konge og Fædreland -- som trodsende Lovene -- som haanende lovlige Authoriteter -- som En, der smører Usandhed paa Usandhed -- som En der lyver med Har- diesse ( ): dristig Løgner) -- som En der forfører fra Pligt og forlokker til Brøde -- som En der i sine Indlæg væver i Fylla Fotnote: Anm. Hverken ved 1ste eller sidste Instanz har jeg faaet Opreisning. I Thesens Quadruplik siges "at Prams Fornærmel- ser ei blevne tagne under Paakjendelse i Hret." Og kan det vel antages at have medvirket til at Commissionen ei gav mig Revenge, at inden Dommen havde Annoncen quæst. staaet i Mbldet. SIDE: 191 -- som en drukken Skøjer -- som en der opfører sig som Pøbel og er Pøbel -- som En, der holder Lovløshed og Haan mod Authoriteter for Frihed -- som skyldig i lovstridige og usæde- lige Handlinger -- complet Lediggjænger, der burde arbeide med sin Krop -- for alles Øine en Synder -- som En, hvis Ære ei staaer til at forringe selv ved offentlig Straf -- som En paa hvem Kronarbeide, Vand og Brødstraf, Livsstraf eller Slaveri er an- vendeligt -- som En der staaer nær at være Løgner eller Falskner -- som En, der neppe kan agtes for et sanddru Menneske -- som snarere end til geistligt Embed Candidat til Tugthuset, og endelig reent ud som Djævelen selv. Naar taarnedes Skjældsordene mere? naar dyngedes Krænkel- serne højere? naar opfordredes Afsky og Uviljen stærkere? naar fremtraadte Bagvaskelsen frækkere og med flere Usandheder i Munden? naar omfattedes flere og sværere Forbrydelser end alle disse i dette Praëms Indlæg, som udtømmer dem fra Høiforraadet til Letsindets Forseelser paa mit unge Hoved? Er der nogen Last som ikke er nævnt? Selv til Tyvens alluderes der paa en skjæn- dende Maade. Er der nogen Følelse, som ei paa det grusomste er rørt og krænket? Selv den sønlige maatte mishandles. Og Dette skulde ikke veje op imod dette ene "Forbryder mod Stat og Menneskehed", sagt om Procurator J. O. Praëm! Men denne Mand siger, at Alt dette er beviist. Det er Løgnen som dækker sig med Løgnen! Naar bevistes noget af alt Dette? naar bevistes Noget ved selv det enkelte Ud- sagn alene, selv som nu belagt med Vidnets Eed? [fotnotemerke] Disse to Capitalforbrydelser og Beskyldninger "Løgn og Oprør" siger dog Praëm at have beviist ved at fremlægge i Gdermosagen en Erklæring fra Lensmand Kaasen, hvori han negter at have committeret mig til at udstede Indbydelse til Sogneselskab, og ved at jeg kaldte disse Indbydelser "Budstik" i Texten alene. Men Lensmanden har senere bevidnet, at disse Indbydelser ud- gik efter Aftale mellem os; og fra Amtet har jeg faaet Erklæ- ring -- ligesom og fra Fogden -- at Praëm ikke fra Dem (og fra hvem anden skulde det da vel være?) er -- som han siger -- anmodet om at anstille el: foranledige Undersøgelse i Anled- ning af endeel udsendte Budstikker signerede H. Wergeland". Fotnote: og ved et saadant Vidnes? Cfr. 1 -- 13 -- 16. SIDE: 192 Amtet siger ligeledes, at Undersøgelse i slig Sag kunde ei falde det ind -- (om erindres ret, da Brevet ei er vedhaanden). Nu er det dog vel ligesaa klart som at jeg kun ved "Budstik" vilde have "Circulære" oversat for Bønderne og at en Uvidenhedsfeil i slig Sag, hvortil Opmuntring var skeet fra kgl. Selsk. f. N. V, at Løgnen retournerer paa Praëms eget Hoved med al 6 -- 18 -- 8's hele Vægt. Dog herom paa sit Sted under Dechiffreringen af For- bryderen mod Staten. II) Praëm erklærer selv sin Hensigt med al sin Injurieren og den- nes pasquillerende Udbredelse at være at ødelægge min Velfærd og Livs Haab, i følgende sit Def.skrivts Slutningslinier: "derfor henregner jeg det til en hellig Borgerpligt, at gjøre alt forat tilintetgjøre enhver Mulighed for Henrich Wergeland til nogensinde, idetmindste ikke forinden flere Aar have godt- gjort hans totale Forbedring, at komme i en saadan Stilling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgernes Tænke- og Handlemaade. Grunden til denne Anskuelse henter jeg fra hvad jeg i denne Sag har anført om ham. Jeg kjender ingen anden Maade at opfylde denne Pligt paa end ved at lade det komme til Authoriteternes Kundskab hvad jeg antager som tilstrækkelige Grunde og Midler til hiin Hensigts Opnaaelse". Saaledes staaer der tydelig at læse, om man her ikke skulde troe sine egne Øine. Var dette Menneskets Hensigt altsaa? Den er ikke menneskelig. Derfor, dertil altsaa de topmaalte Fornær- melser og Injurierækken? Nu, svare de ikke til Hensigten? Des- værre de have alt svaret dertil. Saaledes som de her ere citerede staae Ordene tydelig at læse den Dag idag [fotnotemerke] , men de vare ikke -- mon af en Slags Blygsel? -- som nu, skjøndt utilstrækkelig, belagte med Krydsstreger og det sat istedet: derfor henr: jeg til hell. Bgerpligt, at fremstille Hr Hen- rich Wergeland i sit sande Lys for at hindre hans skadelige Ind- flydelse paa osv." Det er vist, at under min fordømte Sag havde Udtrykkene i lang Tid ikke denne Redaction, og at jeg ved Attest, der, naar Fotnote: NB Allerede i Vaaren 1833 sikkrede jeg mig Ordene ved Attest. Denne hoslægges. paafordres, kan fremlægges, har forsikkret mig dem i al deres fæle Ægthed. En ond Plan kan gjennemfare Sindet og henveires; men den er rodfæstet om den skrives i alvorligt Document og under Vidnets Eed, og forat fremlægges inden Retten og Authori- teter. Der turde vel være en Fleerhed i Norge, som vilde erklære det for en Forbrydelse mod Menneskeheden, om Praëm fik sin Hensigt opfyldt med at kuldkaste den Ynglings Lykkeshaab, som saa ofte offentligen selv af Modstandere er erklæret haabefuld for selve Fædrelandet. Med mig vil ogsaa Enhver med Følelse erkjende en saadan Hensigt mod ethvert, men maaskee især ungt Menneske, som endnu intet Godt havde nydt for sine Anstren- gelser, for krænkende Menneskeligheden, for en Forbrydelse mod Menneskeheden, og ogsaa mod Staten forsaavidt den gaaer ud paa at berøve denne et dygtigt Individ. Og er ikke et saa oprørende Attentat ogsaa for Offerets For- ældres Vedkommende en Forbrydelse mod Menneskeheden, ): mod naturlige og menneskelige Følelser, mod Mennesker, der ikke have gjort Den noget Ondt, der fordrer ogsaa Deres For- haabninger og anvendte Omkostninger paa sit Barn netop i den Stund de skulde opfyldes og bære de første Frugter? Der er en fin Følelse hos Os, som lader os med Uvilje see at unge Træer gjøres Skade, at en Blomst, om man end ei selv op- elskede den, modvilligen knækkes; ja vi sige endog i daglig Tale "det var Synd", og slutte ufeilbart som oftest til et ondt Gemyt hos Den, der gjør det. Men ere vi saa retfærdige og ømfølende for døde Ting -- visse- lig, Menneskene maae ogsaa være det for Ynglingen hvis Flid, hvis Lykkestræ, hvis Forhaabningsblomster netop da de skulle slaae ud med Overlæg tilintetgjøres af en Fiende, der ikke blues forat vedgaae dette at være sin fuldtbetænkte Hensigt. Oprører da dette Andre naturligen, hvor maatte det da oprøre mig, det kaarne, alt saarede Offer selv, hvem Dødshugget saaledes høitideligen var tilsagt, hvis Lykke og Velfærd vare saa dristigen undsagte! -- hvor maatte det oprøre mig paa Forældres, der saaledes havde arbeidet for mig forgjæves, og egne Vegne. Jeg beder min Dommer her at spørge sit eget Hjerte ad, at tænke sig, at maatte bringe sin gamle Fader det Budskab: jeg SIDE: 194 har faaet en Fiende, som har svoret at forfølge mig evig, at til- intetgjøre mine Udsigter og dit Haab ved at bringe Bagvaskelser om mig til Dem, som raade for min Skjebne; -- og de ere did- komne og virke mig ubekjendt -- jeg veed mig tilsidesat -- Du har elsket mig forgjeves, arbeidet for mig forgjeves -- jeg vil aldrig kunne gjengjelde det -- Du er bedragen i det Øjeblik jeg skulde kunne dette -- Min Flid, alle mine Aar ere spildte, opslugte af et af et uforskyldt Dødshads fæleste Øjeblikke, da Planen undfangedes at ødelægge min Lykke, og da Bagvaskeren gav sin Pen Dristighed til at nedskrive, at han undsagde min Velfærd!" Videre hører til de Fornærmelser, som hidledte Katastrofen i No 105/31. III) Praëm undlod ikke at søge paa enhver Maade at give sine Bagvaskelser og Injurier alt det Troende, som han kunde give dem. Saaledes erklæres, at jeg, ved saaledes som omnævnt at være fremstillet "i min Heelhed." a) "er fremstillet i mit sande Lys" b) "at han har beviist Alt det han har sagt" c) "at jeg ikke engang har dristet mig til at benegte noget deraf". Disse to sidste Citater ere af Indlægget af 4de April/31, som vel ikke, efter Praëms Ytring om Unødvendigheden deraf, kom mig tilsyne før 15de April; men -- foruden at b) indeholdes i Defen- sionsskrivtet -- dette bestyrker netop hvorledes han paa Bogen søgte at styrke sine ubeviste og ubeviislige Injurier. d) I Mbldt No 99/31 erklærer han: "Det Væsentlige -- efter min Formening -- af Alt hvad han beskylder mig for, usandfær- digen at have sagt om ham, og noget Mere til, har jeg under en Justitssag anført og beviist." Jeg beder Dommeren nu at betænke: 1) Defensionsskriftet circulerede pasqvilmæssig, dets Udtryk om mig vare in Publico; og Dette forsikkres nu af en Mand, som burde vide hvad det er, at være beviist, at det Væsentlige af Alt ( ): Løgn, Oprør, halsløs Gjerning, Ugudelighed, Drikfældighed osv) var beviist; 2) det Skumlende i "og noget Mere til", som P. har ladet trykke med udmærket Stiil for ret at vække Publicums Fantasi, og give SIDE: 195 dette, der maaskee kunde troe det nok med hine Laster, et ret stort Begreb om et moralskt Uhyre, personificert i mig; 3) det Vanærende, det Oprørende denne Praëmske Erklæring maatte have for mig. e) Erindrer Praëm ofte om "at det er som eedfæstet Vidne -- vel at mærke -- at han forklarer sig om mig". Dette har min Sagfører saa passende charakteriseret, at jeg ikke videre kan fremhæve det Forbryderske og højere justitiel Op- mærksomhed Værdige i saaledes at bruge Vidneeden. Det dyb Foragt for Praëms sedlige Beskaffenhed Indgydende heri, er ligesaa paafaldende. Jeg troer Hr Thesens Omdømme over denne Færd viser, at den paa ham har gjort et lignende Indtryk. -- Jeg har glemt, paa sit egentlige Sted ): hvor der gjøres Rede for hvorledes jeg paa Fornærmelserne i Def.skrivtet har svart eller "retorqueret", som det dog ganske umuligen kan kaldes, at paapege mine Opsatser i Mbldt No 37, 38, 39 for 1831. Men jeg gjør det nu paa det bestemteste. Jeg beder dem læste paa det opmærksomste og at erindre at dette Skridt er fra min Side det der gaaer nærmest foran for Annoncen quæst! Man vil forundres over den -- ikke alene efter Injurieskrivtets Fremlæggelse men efter dets snigende Publicitet -- resignerende Moderation, hvoraf disse "nødvendige Ord" ere gjennemaandede fra først til sidst; og om man da ved Contrasten skulde lige for- undres over det synlige Iilsind i No 105 -- dette sagt, for- saavidt det var iilsindet at bebyrde sig med en Proces af denne Natur -- da beder jeg at betænke følgende nye Krænkelser og Motiver til at yttre en Overbeviisning om Praëm, som var streng men retfærdig. IV) Man kan oversee en Bagvaskelse naar den forbliver alene i sine Ord -- Jeg oversaae endogsaa Praëms Erklæring, at ville meddele Regjeringen sit mig skjændende Skrift, ja at have for- færdiget Redskabet til Mordet paa min Ære og Velfærd derfor, jeg oversaa det, fordi jeg hverken troede Ondskaben eller Fræk- heden saastor. Men naar nu Bagvaskelsen fulgtes af reel Skade, naar jeg virkeligt fandt den kommen til sin Adresse, til Dem, som raade for min Skjebne -- siig mig, var dette da blot den gamle Fornærmelse, eller denne kun i forhøjet Grad, eller var det ikke meget mere en ny og skjærende Krænkelse. Dette er skeet. Min SIDE: 196 Fader har underrettet mig om, at Regjeringens første Medlem Statsministeren selv har sagt sig til ham underrettet om at jeg (der in Paranthesis: er Udgiver af Prædikener og Lærebøger) var denuncieret som Religionsforhaaner og Gudsbespotter af Proc. Praëm. Jeg skulde troe dette ligger i Praëms Fremstilling af en Katechismes Opbrændelse for Treenighedslærens Skyld osv. Der- om specielt var det H.E: sagde sig vidende. Indtil dette Øjeblik har jeg ikke, skjøndt paatænkt, havt Anledning til at retfærdiggjøre mig, om behøves skulde videre for mig, for En hvis Tænkesæt ligger for Dagen i mangfoldige ogsaa religieuse Skrivter. Det Factum, som Praëm saa skammelig har fordrejet og belagt med Ondt, er ogsaa i offentligt Skrivt "HWs Charakteer som Mske og Digter" oplyst som jeg troer mig til Ære og Løgneren til Skam. Det er: jeg examinerede en Fattigmands Barn i Læsning, og gav det en blank 8 Skilling til en ny Katechisme, hvorpaa jeg, forat være sikkrere paaat min udtrykkelig dertil bestemte Gave skulde blive anvendt saa, brændte den gamle væmmelige og ubrugelige. Dette tør jeg være mig bekjendt for Msker som det i al sin Vel- menthed er bekjendt for Gud. Men nu den Praëmske livsanklagende Beretning! og Denne -- min Stilling som theol. Cand. tagen i Betragtning -- alene bekjendt og maaskee med den hele Injuriemasse for den Mand, der maa- skee kan have den vældigste Indflydelse paa min Skjebne! Vil man endnu forlange Skaansel af den saaledes Fornærmede og saa- ledes Skadede? Kan noget Udtryk om en saadan Fiende i sub- jectiv Forstand være overdrevet og Forbrydelse? Kan Den, han saaledes har forbrudt sig imod gjenforbryde sig tilfyldest mod ham? Og om han kunde og gjorde det? Hvad da? Men dette er ikke skeet. Retorsion af saadanne Fornærmelser som P.s var umulig. Idetmindste holdt jeg mig ikke for saa lykkelig, ved Ud- trykket quæst. om Praëm at kunne give lige for alle de dels blot diffamerende eller skjændende Ynglingens og Theologens Rygte eller ud paa Capitalforbrydelser gaaende Beskyldninger, der af Praëm om mig vare udsaaede i det offentlige Omdømme og sær- lig, som man har seet, i Deres, der raade for min Skjebne. Thi V) Pram vedgaaer i Mbldt No 99/1831 "at han har meddelt Afskrivt" af hint Smædeskrivt. Dette har han givet en snigende Publicitet (cfr. IV foreg:) Han har forvandlet det til SIDE: 197 en Pasquil og det vel saa infam og infamerende en Pasquil som mu- ligt. Det har (cfr. Mbld "Et nødv: Ord") i længere Tid uden at jeg havde Anledning til at forhindre det eller forsvare mig, ja en Tid mig uafvidende, virket med al den græsseligste Pasquils Kraft. Hem- melig circulerede og insinueredes et Manuscript, der maatte finde Tiltroe som retligt Document og formedelst den paaberaabte Eed og en Jurists Forsikkring om at "Alt" hvad jeg under Puncterne i Mbld. 37, 38, 39 erklærer usandt "og Noget Mere til" var ret- lig beviist, og indeholdende alle de Beskyldninger, som vel kunne gjøres et Menneske. Et Skrift udspredtes, der idet det detallierede en Mængde Forbrydelser om mig, dog tillige gav Enhvers Indbild- ningskraft det videste Omraade med Hensyn til endnu noget Mere Ondt, som skulde tillægges mig -- et Skrift, der -- som man siger -- ikke levnede mig Ære for to danske Skilling -- , som opfordrede al Statens Magt imod mig, al offentlig Foragt over mig, som erklærede mig uværdig i enhver Henseende, men værdig Bøddeløxen og Kirkens Ban; og som dog, under Vidnets Eed, under alle Forsikkringer, under Dediceren til selve Regje- ringen, beilede til al offentlig Tiltroe -- og Dette, Dette medens jeg kun af dets skadelige Følger underrettedes om denne dets pasquilmæssige Anvendelse!! Er ikke dette Pasquillens Indflydelse? Er ikke dette Pasquillen selv? Er ikke dette "at sætte Skandflik paa?" Skriver jeg paa et Blad om en Mand, at han er en Røver osv, og lader det circulere ham uvidende eller vel endog vidende og med mit Navn under, mon ikke dette er en Pasquil, hvorefter Folk for den Pas- quillerede ville tage sig iagt? Skriver nu Praëm om Cand. theol. W., at han er en Oprører og Religionsforhaaner, og lader det circulere -- er ikke dette en Pasquil, hvorefter baade Vedkom- mende og Andre ville, om de ikke binde denne Farlige med Lo- vens Jern, dog tage sig iagt for ham og mindst give ham Anled- ning til at øve sine forbryderske Idrætter? Og er dette ikke saa- meget mere en Pasquil, ja, mere end en Pasquil, som denne al- mindelig kun har Ens Ære til Maal, men den Pramske ogsaa ud- trykkeligen sagt og factisk opfyldt min Velfærd? I Mangel af nogen anden Bog, der har Definitioner til Maal og juridisk Anseelse, søgte jeg i Conversationslexicon, der dog forsaavidt har Anseelse, som Udgivernes Lærdom er uomtvistet, og fandt følgende Definition paa Ordet "Pasquil": SIDE: 198 "Pasquil (Haanskrift, Skamskrivt, Libell) er et uden Navn eller un- der opdigtet Navn bekjendtgjort Skrivt, hvorved En beskyldes for en Forbrydelse, der efter Lovene straffes med Døden, med Æreløshed eller med legemlig Straf. Dog kaldes og Det en Pasquil, hvori man beskylder nogen for umoralske eller blot latterlige Hdlinger forat skade hans gode Navn. Sædvanligt forstaaer man ved Pasquil en anonym Injurie; dog paastaae Nogle, at Anonymiteten ikke er no- gen væsentlig Fordring ved samme". Anvendes nu dette paa Forberørte, da faaes ud, at det praëmske Indlæg, der utvivlsomt er et "Haanskrivt, Skamskrivt", der er "be- kjendtgjort", og det paa en saadan for mig hemmelig Maade, at denne vel kan staae ved Siden af den forværrende Anonymitet, der endvidere "beskylder mig for Forbrydelser, som efter Lovene straffes med Døden, med Æreløshed eller med legemlig Straf", og desuden for baade "umoralske" og "latterlige Handlinger", samt er skrevet, insinueret og sat i Omløb "for at skade mit gode Navn" -- at dette Skrivt i sig selv, i sin Udbredelse og i sin Hen- sigt og virkelige Indflydelse er en Pasquil af Praëm mod og om mig. Man lægge ogsaa Mærke til, at denne Pasquil eller Praëms frække Erklæring i No 99, at den som saadan havde virket, kom saa nytig før mit Retorsionsforsøg i No 105, at en Handling som denne, en Virken paa mit Gemyt som denne var naturlig. Om det for disse forhadte Procesuleiligheders Skyld havde været klogere at undlade at vise Sindet oprørt, da var dette 1) neppe rigtigere 2) neppe naturligt for Nogen og mindst for mig, uden Hensyn til livligt Temperament men alene til Fornærmelserne Exaggeration og Beskaffenhed, og 3) Tid til sligt utænkeligt Phlegma- maadehold eller til at faae slig Kulde ind i et med saa glødende Helvedvaaben saaret Gemyt manglede. -- Det er af en saadan Pasquillant artigt nok at høre og see de mangfoldige Anstrengelser forat faae en Pasquil ud af det fabu- løse Bret, hvilke have godtgjort det Afskyværdiges og Latterliges Frændskab. Da herom Intet er gyldigt beviist, kunde jeg spare mig ethvert Ord derom; men da ogsaa i hine frugtesløse Op- hævelser Forstokketheden og det gloende Begjær efter at see mig "i højeste Galge" stikker frem, saa dog lidt herom. Linjerne paa Brettet siges at lyde: SIDE: 199 "Daare, seer du da ei, at din rasende Nidhevn bringer, forfølgende hvad der hører en Efterverd til, dit Navn, hvis Ærebrist Glemsel ellers veldædig bedækte, som en udødelig Skjændsel ogsaa til denne?" Gaaende kritisk tilværks findes i dette Epigram, endog uanseet den poetiske Form og Sprog, som udelukker prosaisk Conformitet, 1) ingen Udladelse af utvilsom injurierende Beskaffenhed, og 2) de Udladelser, som skulle indeholde Invectiver, kun betingelsesviis satte. Thi hvem tør negte, at Den, der øver "rasende Nidhevn" (der dog Syn for Sagen er øvet af Praëm til yderste Grad) er en "Daare"; og at Den, som forfølger et af de Navne, som til- staaes udødelig Ære paa Grund af Rang som Digter, Maler osv. (uden her in casu just at være paastaaet anderledes end at Nav- net dog vil overleve dets Ejer), knytter derved sit uhæderligen til det ): gjør sit til eller bringer sit som en udødelig Skjændsel til Efterverdnen. Flere Nidinger f: Ex: de atheniensiske Sofister leve saaledes i Historien, "hvis Ærebrist Glemsel ellers veldædig bedækte." Saaledes ogsaa mange berømte Mænds Mordere m: fl. Hvor liden Ære jeg ellers efter Forhenopstillede maa med enhver Anden tilkjende P., er det dog klart, at i disse Linier tillægges ham "Ærebrist" i Modsætning til den højere, efter Døden levende Ære, som tilkjendes, med eller uden Grund, Den han forfølger ): som et ubekjendt Navn vilde ellers hans forsvinde om han ikke lagde an paa at give det hiint sørgelige Krav paa at opbe- vares. Og hvorom Alting er -- Enhver maa med mig tilstaae, at disse Linjer, der synes at have været P. tilemnede gjennem Cand. Krogh, hans Frænde, paa hvem de aldrig kunde virke pasquil- mæssigt ligesaalidt som paa Ps Folk, der ikke forstod dem, og at være P. ihændekomne strax efter Gaardermoindlæggets pasquil- mæssige Bekjendtgjøren, indeholde og gaae kun ud paa en høist beføjet Advarsel ja næsten et Barmhjertighedsanraab om at af- staae fra et oprørende Forfølgelsessystem. VI) P. "erklærer" mig i No 99, saafremt jeg har villet tillægge ham nogensomhelst lovstridig, uretfærdig eller uredelig Handle- maade for -- en Løgner. At denne Æreskjælden er ganske fuldstændig og uden at mildnes ved sin betingelsesvise Fremsættelse, er indlysende fordi Betingelsen netop var tilstede. Jeg havde jo i Mbldt i det "nød- SIDE: 200 vendige Ord" tillagt Praëm en uretfærdig og uredelig Handle- maade imod mig, beklagende mig offentlig i en ikke desmindre høist moderat Tone over at være det uforskyldte Offer derfor. Og nu erindre man tillige, at denne Beskyldning, der efter sin Natur kræver retlig Revenge, gjøres En, der forud kjendte til Praëms Færd ved Dønnumhandelen, Aager, med meget mere, som dels maatte forekomme mig medrette at være hvad det havde Ord for nemlig lovstridig, uretfærdig og uredelig Handlemaade dels som ublue Udsugelse og Beviser for Mangel paa menneske- lig Følelse. Ligesaa erindre man, at P. selv vedgaaer saaledes at have handlet og at have til Hensigt fremdeles at handle imod mig, som jeg beklager mig i hiin Opsats over at han havde gjort; og at saaledes Injurien "Løgner" er ganske ubeføjet. Eller skulde der være Mennesker, som ikke vilde kalde Insinua- tioner "hos Authoriteter" mod et ungt Mskes Lykke uredelige, eller den for Dagen paa Defens:skrivtets sidste Side aabent frem- satte onde Hensigt uretfærdig, og Anstrengelser forat tilintetgjøre nyttige Foretagender samt den Maade hvorpaa P. for sit Ved- kommende har benyttet Vidneeden lovstridige? Jeg tør ogsaa sige, at ret mange Mennesker, om de, som jeg, vare forudvidende om endeel af de Handlinger af Praem, hvis Undersøgelse in casu er foranlediget, endog kuns som Rygtet for- talte dem og uden de Beviser for mig, som jeg har kunnet pro- ducere, med mig ville betitle dem, som P. -- høist mærkeligt! -- selv, og uden anden Anledning end den almene Følelses, som ogsaa gjennem ham udtalte sig i hiin Characteriseren af ubestemte Handlinger, betitlede dem! Men var Beskyldningen, at jeg er en Løgner, grundløs før denne Sag, da giver visselig ikke den Mængde af vedstaaede Anker over Handlinger af P., der lade sig characterisere som han selv har gjort det, hvilke inden Retten ere af mig producerede, nogen ny Beføjelse dertil. Beskyldningen "Løgner" stod da jeg førstegang tog det Mbld ihaand ligesom nu for mig i al sin Massivitet. Jeg var paa det fuldstændigste, haardeste og offentligste angreben paa Æren. Men dobbelt oprørte det mig, at Proc: Praëm, en Mand hvis Rygte som Menneske var saa slet, og af hvis Handlinger mange dels havde et høist tvetydigt Skin, dels af Retsfølelsen maatte fordømmes, vovede at føre et saadant Sprog. For mig, der kjendte til mange SIDE: 201 deslige saakaldte "Streger", og som var det for en som den af P. be- skrevne Handlemaade udkaarne Offer, var det det frække Hykleri. Men forsaavidt jeg tillige i dettes Sprog var fornærmet grovere end man tillader at tilgive det, stod mig kun tilbage enten Sags- anlæg eller Retorsion. Hvad nu Sagsanlæg angik, da fandt jeg strax, at jeg dertil var altfor fattig, og desuden stod jeg i en Proces den Tid, hvorom jeg med den Gamle i Götz v: Berlichingen af Hjertet sagde "at jeg hellere vilde plages engang saalænge af Kolden end begynde Sag forfra". Der stod altsaa kun tilbage Retorsionen. Og jeg valgte dette Middel, som Naturen selv tilsiger og som flere Omstændig- heder endda ved omnævnte tilsagde mig. Og dette er det nu som Modparten vil negte mig Ret til at have brugt og Gyldigheden deraf! Hvad skal man dog sige om Modpartens fortvivlede Forsøg paa at deducere, at jeg bør straffes for min Udladelse om ham særskilt, og han for sin "Løgner" med alle hine andre sammen- bundtede Injurier, hvilke fremkom før min -- hvad skal man sige om dette: "blot han i Helved styrter, da med Jubel jeg styrter efter -- " naar man i samme Mbld: læser: VII) "Jeg (Praëm) vil haabe og ønske, at Enhver, der maatte føle sig truffen ( ): med den til mig stilede "Løgner"-Beskyldning) heri vil finde en uforkastelig Opfordring til at foranledige, at den retfærdige Strenghed, hvormed Regjeringen lader undersøge en- hver anklaget Embedsmands Forhold, i fuldeste Maade maa blive anvendt mod mig." ? Det var efter at have læst dette "Haab og Ønske, denne ufor- kastelige Opfordring", at jeg i Annoncen quæst: ilede at opfylde den. Hvad der kunde synes Retfærdighed af den saa uhørt For- nærmede blev nu en Slags Kjærlighedspligt. Idet jeg indrømmede min egen oprørte Stemning noget, indrømmede jeg ogsaa min Fiende Opfyldelsen af et Haab, et Ønske, en uforkastelig Op- fordring. Min Modstander, maaskee træt af at vide sig fordømt af den offentlige Mening, udfordrer høitidelig denne til at give Beviser fra sig, udfordrer Mskeheden til at give Grunde for sin længe nærte Uvilje, udfordrer Alle og Enhver og særskilt mig SIDE: 202 hans fornærmede Fiende, hans kaarne Hevnoffer til at ytre sig om ham uden Skaansel og saaledes at det Offentliges retf: Streng- hed i fuldeste Maade maatte blive anvendt paa ham. Isandhed det havde ikke været forsvarligt hverken mod mig eller P. ikke at følge en saadan Opfordring! Men med hvad Ret klager han da siden over umaadelig Fornærmelse, over et Brænde- mærke, over uforholdsmæssig Retorsion, over en Overlast hvor- for Han er det uskyldige Offer? [fotnotemerke] Jeg burde dog maaskee af foregaaende Erfaring vidst, at P.s Ord ere lidet at stole paa, og antaget, at P.s offentlige, "uforkastelige Opfordring" var intet andet end Praleri, og hemmeligen af ham anbefalet til at for- kastes alligevel af Medlidenhed, Proceshad eller hvilken anden Følelse, der kunde komme ham tilgode. Men er det saa, som man af denne hans Inconsequenz kan antage, hvad værre har jeg da begaaet end at have sat Tillid til hans Ord og taget dem for mente som sagte? Belægger han nu Yttringen af sit "Ønske, Haab og sin ufor- kastelige Opfordring" med Beskyldningen at være en "Løgner" -- har han da ikke tillige sat mig Kniven paa Struben for at ud- pine af mig en Udladelse, der kunde bevirke det Offentliges Strenghed i fuldeste Maade, efter eget Ønske, udøvet mod ham? Men endogsaa uden denne uforkastelige Opfordring, maatte han ikke efter sine Beskyldninger mod mig, efter den fiendtlige Fod hvorpaa han havde sat os mod hinanden, efter den Mening han for Aar tilbage var underrettet om at jeg havde om hans Færd som Embedsmand og Mske, efter sin Erklæring at have min Velfærds mine Forældres Haabs Ruin til sin Hensigt -- maatte han ikke efter alt Dette vente, at jeg hvert Øjeblik førte Krigen over i hans eget Land, tabte Taalmodigheden og greb Offensiven? -- med korte Ord, maatte han ikke, uden udtrykkelig Opfordring dertil, vente at jeg sagde ham min Mening om sig reent ud, eller "hvad Karl han var?" Og nu kommer denne uforkastelige Opfordring, Hand- sken kastes under Pauker og Trompeters Lyd, Fienden opfordrer selv til at gjæstes inden egne Grændser, han udfordrer og beder og truer under Tvang af at hedde en Løgner for Alverden til at give Kampen et andet Sving end den blotte Skjældens og Bagvaskelses Fotnote: Anm: C.fr. med "Opfordringen" Modpartens Sigende: "at jeg har villet fremtvinge denne Sag"(!) SIDE: 203 -- sandelig saadant Tilbud maa man dog høre paa, det vilde være baade Synd og Skam ikke at modtage det. I andet Fald skulde P. ikke have undladt at raabe: "se jeg har stemplet som Løgner, jeg har æreskjældt og tør det, jeg har opfor- dret høitideligen til at fremkomme med Noget imod mig, men Ingen har svaret -- jeg er seirende ved Sandhedens Ubetvingelighed; den unge W. er sønderknust; jeg er reen, som man seer, -- han er be- dækt med al den Skjændsel, jeg overøste ham med, og hans Taus- hed viser, at han er det medrette". Det er for naturligt til at be- negtes, at saa vilde skeet, om jeg ikke havde adlydt den ufor- kastelige Opfordring. Jeg vilde selv have givet min Velfærd Døds- stødet, fuldstændiggjort den Fiendes Sejer og min Skam og be- kræftet hans Beskyldninger om jeg havde handlet anderledes. Og jeg vilde ikke have adlydt den tilfyldest, om jeg havde udtrykt mig i mildere Udtryk end disse quæst:, som min Overbeviisning ligesaavel indgav mig som min Følelse for egne og andres Lidel- ser; thi P. "ønsker, haaber og opfordrer jo uforkasteligen" til saaledes at yttre sig at retfærdig Strenghed maatte i fuldeste Maade mod ham blive anvendt. Men angaaende Udtrykket quæst: siden. Mellem Motiverne dertil har jeg endnu at anføre: VIII) Mit Kjendskab til Handlinger af Praëm, der oprørte min Følelse for Ret og Menneskelighed, og som fordi de vare for- skjelligartede ikke tillod en specificerende Maade at udtrykke sig paa om dem, men netop krævede et Udtryk der var omfattende og passende for Totalindtrykket af dem i min Sjel [fotnotemerke] . At dette saa forholder sig, er godtgjort. At jeg ikke troede at burde lade mig nøje med hvad jeg forud vidste om hans Færd, -- men henvendte mig til mine Sambygdinger paa samme Maade hvor- paa jeg plejer at meddele mig til dem i andre Sager (f. Ex. Sogne- selskabs, nyttige Avertissementer osv) -- derfor takke Praëm hin rasende Stevning og hin offentlige Opfordring til at foranledige Alt un- dersøgt [fotnotemerke] . Uden at nævne Selvforsvarets Ret, maa jeg dog erklære, Fotnote: Cfr: Præmisserne i Gbrand Tønsagers Sag. Fotnote: Anm: Hvad angaaer Modpartens Intention af Udtrykket "Em- bedsfortabelse", da erklærer Amtet: "at dette maatte være Føl- gen om Beskyldningen bevistes". Jeg har altsaa ei, som paa- staaet, forstørret nogen Brøde. SIDE: 204 at jeg stod og staaer i den Tro, at jeg i Grunden taler mine Sambyg- dingers Sag mod P:, saa jeg henvendte mig til dem med en Tillid, der, idet den ei blev skuffet, tillige viser, at den Tro er Sandhed. Man cfr hermed P.'s Frygt forat det, om jeg falder i Kampen mod ham, dog vil hedde, at jeg faldt som en for Andre Devoveret. Manden har ogsaa Ret i, at der er en god Deel Uegennyttighed i min Strid; det Egenkjærlige, som maa blande sig deri, er alene Selvforsvarets. Mellem Motiverne hører endvidere: IX) Ligefremme Opfordringer fra Forskjellige [fotnotemerke] , der angave sig uretfærdig lidende ved Praëm, til at bevirke, at dem skede Ret. Man cfr hermed det mellem mig og P. Passerede, da jeg første- gang optraadte mod ham mundtligen erklærende, at jeg ikke kunde længer være Dens Ven, over hvem mine Sambygdinger førte saa- danne Klager, ligesaa at Lars Dønnum flere Maaneder før Annonc: quæst: uopfordret henvendte sig til mig med sin Angivelse i Brev til Finanzdep., samt Lysagerfolkenes, den gamle Bjørnstads o: fl: Andragender før Sagen -- og man vil indsee, at dette medfører Sandhed. Kunde det nu saa være, at jamrende Qvinder let over- drive -- indlysende er det dog, at deres Klager og Synet af Betlerfamilier, der selv sagde og om hvem der sagdes, at de vare ulykkeliggjorte og faldne Fattigvæsenet tilbyrde ved Grusomheder af Praëm, dog altid maatte have Indflydelse. Jeg nævner her som dem hvis Nød i Trangvinteren 1831 især rørte mig, f: Ex Kari Graven med hendes Børn, Jens Maler med Familie, og Enken efter Guldbrand Tønsager med sine Børn -- om hvilke alle det var vist, at de før de kom i Ps Hænder vare velholdne. Da Sorenskriveren skrev Præmiss: til Dommen i Sidstnævntes Sag, maa han have følt det Samme som jeg, naar jeg saae dem van- drende sultblege og frostblaae nøgne i Sneen og hørte dem for- bande Praëm, som Ophav til sin Elendighed. X) Praëms infame Rygte [fotnotemerke] henhører, om end ei egentlig mellem Motiverne, saa dog mellem de Ting, der indvirkede paa mig Fotnote: Anm: Hauge siger -- "da Indstevnte fremtraadte som Al- muens Beskytter"(!) Fotnote: Just.Dep: har ogsaa lagt betydelig Vægt paa P's slette Rygte. SIDE: 205 til at fremsætte mit Omdømme om P:, som det findes i Annonc: quæst [fotnotemerke] . -- Det kan ikke være Nogen ubekjendt, hvor stor Indfly- delse Mange Andres Mening og Medhold har til en Handling. Msket er uvitterligen underkastet denne Opinionens Magt. Deri ligger en Opfordring til at fremstaae. Den har fremskabt mange store Handlinger, og den har afholdt ofte den Enkelte fra Ondt eller Daarligt. Heller ikke har den nogensinde tabt det Ord for at være Sandhedens og Retfærdighedens egen i de allerfleste Tilfælder, som den altid har besiddet. Vitterligt er det nu, og af Modparterne selv erkjendt, at Praëm altfra de første Aar, han kom hertil Landet, paadrog sig Almenomdømmets Misnøje, og at dette ikke har mildnet sin Bitterhed. Det vakte almen Sensation, at høre Just: Falsen i Storthinget skildre P:, dengang endnu et ungt Mske, som en Verres, som en Plage for Landet; og er det vist, ligesom det og var almindeligt Sigende, at Falsens Inpopu- laritet gav P. Naturalisationen. Det er ogsaa vist, at ingen Em- bedsmand har paadraget sig saamange Klager til H. M. Kongen som P. De sidste Gange Høistsamme har været her ere saa- danne blevne ham overrakte; og sagdes der, at H. M. havde yttret sig overrasket derved. Det mest forhadte og foragtede Avisstykke, som i vore Tidender har viist sig, og hvis Forfatter ofte blev betitlet Landsforræder, det saakaldte Rævbælgstykke i 1829 tillagdes Praëm endog saa almindeligen, at han fandt sig beføjet til at benegte det. Og var det et ligesaa almindeligt Ord, at han i Stockholm medhavde et Amalgamationsproject, som, efter den Beskrivelse man hørte, stod i Classe næsten med hiin Op- sats. Et mærkeligt Beviis paa hvor infamt et Rygte P. havde af- gav ogsaa Slaven Krogsgaard ved sin scandaløse tillidsfulde Hen- vendelse til P., at deeltage i Bedrageri med Bankpapirer -- en Fristelse, som P. vel modstod, mens han dog ved den Maade Fotnote: P: indrømmer selv, at han før Fiendskabet med mig havde Vanrygte. "Dette (hans retfærdige (?) strenge Færd) maatte avle Bagtalelse og Løgne; naar da disse naaede en Uven, der med Evner forente Spottelyst, med rosværdig Iver forat hjælpe for- mentlig Forurettede Lettroenhed osv -- kort naar de naaede Henr. W. da maatte de hos ham blive en brusende Strøm. Saa- ledes bliver han ved at deducere Nødvendigheden ): Ansvars- løsheden af min Adfærd mod ham. SIDE: 206 hvorpaa han skuffede Forbrydercomplottet og fik Lieut. Bang arrestert snarere tabte end vandt i det almindelige Omdømme. Et saa alment Sletrygte maatte nu vel gjøre det mindre be- tænkeligt for mig at yttre mig strengt om Manden, da han ende- lig tvang mig dertil. Og paa samme Viis som en saaledes reno- mert Persons Fornærmelser tabte i Vægt, maatte Uviljen voxe over at et Mske, der selv var betynget med et slet Navn, vovede at ville vanære mit. Haabende, at min ærede Dommer ikke mistyder noget af for- hen Anførte som hensigtende til at undskylde Udtrykket quæst. om Praëm -- det jeg senere skal bevise er brugt medrette -- maa jeg dog tilstaae, at paa samme Tid som hine umaadelige Fornærmelser i Gdermoindlægget, Hensigten at ødelægge mig, Er- klæringen at have udbudt dem i Afskrivter og at ville prente dem, Klagerne over Praëms Færd og Vanrygtet om ham samt Erindrin- gen om hans uredelige Opførsel imod mig var fuldt levende i min Sjel, -- saa havde jeg dog -- hvilket og det "nødvendige Ord" viser -- den Hensigt, at lade alt andet Modværn beroe, at tilgive og at lade Flammerne af hans Hevn med Tiden uddøe i sin egen Aske. Jeg var endog, hvilket kan bevises, paa en Reise til Vestlandet for der at nedsætte mig fjernt fra min For- følger, da Ps Opsats i No 99 naaede mig i Chria. [fotnotemerke] Men den inde- holdt nye Injurier, den erklærede for Løgner, den opfordrede ufor- kasteligen til at anklage, og -- jeg anklagede. Jeg havde gjort alt hvad man af den Christne kan fordre; jeg havde, som en Digter siger: "taalt meer end hele Helveds Bærme" -- jeg havde været oprigtig og var bleven skuffet -- jeg havde paa samme Tid jeg gav P. fyldestgjørende Erklæring over et mis- tydet Stykke seet Ps Fornærmelser i samme Blad blive staaende Fotnote: Anm: Forsaavidt der i Dep.Indstillingen staaer, at jeg tildels kom til Chria i den Hensigt at bevirke P. dragen til Ansvar: da ved jeg ei hvorpaa saadant Yttrende kan grunde sig. Ansøg- ningen er ei af eller ved mig forfattet. Muligt dog, at jeg ved samme Leilighed, paa Anmodning medtog Brev for L. Dønnum til Fin. dep. Dog vides Intet herom. Beviis for at min Hensigt var den her angivne kan produceres. SIDE: 207 umildnede -- jeg havde seet min Uven sønderflænge mit gode Navn idet han optraadte i en Sag, der noksom alligevel kunde snærte mig -- jeg havde hørt og seet ham erklære, at min Vel- færd var Maalet for hans forfærdelige Angreb paa min Ære: at altsaa ikke denne var ham nok -- jeg hørte ham endnu oven- ikjøbet svare mine maadeholdne Beklagelser over saa tung en Skjebne med offentlige Erklæringer om at han skulde vide at udføre sin Hevnplan indtil det Yderste først bearbeidende min Velfærds Herrer med at give Forhaanelserne en snigende Publi- citet og siden Alfolket ved at prente dem -- dertil havde jeg besluttet og var midt i Udførelsen at flye en saa rasende Fiende: da -- Løgnerbeskyldningen og den uforkastelige Opfordring stand- ser mig. Jeg spørger efter dette, om man kunde vente mindre end et Forsøg paa at retorquere? Hvad Forbrydelse da at jeg iværk- satte det? Drager dette nu min Modstanders Ruin efter sig -- hvis Skyld da? Jeg har godtgjort, at jeg ikke søgte den. Han havde undsagt mig paa min -- jeg havde kun beklaget mig her- over, og jeg søgte at undvige en Fiende hvis Rasenhed kun maatte ødelægge ham selv og bedrøve begge Familierne. Eller er jeg sagsøgt paa Frihed og Ære fordi mit Udtryk ikke skulde være netop æquivalent? Vistnok Staten bryder sig ikke om saadan Smaalighed -- den vil have Sikkerhed for om Praëm er saadan Embedsmand han bør være. Medens det altsaa dog maa komme mig til Gode, at kunne, som jeg har gjort, godtgjøre at jeg med subjectiv Ret har er- klæret Praëm for en Forbryder mod Stat og Mskehed og for mod mig at have viist en skurkemæssig Adfærd: saa er det Staten der opfordrer mig til ogsaa at godtgjøre den objective ): at Praëm har forbrudt sig som Embedsmand. Kan jeg godtgjøre dette, da har jeg gjort Fyldest for Velgjer- ningen med Beneficiet og beviist Staten en Tjeneste. Og kan jeg godtgjøre andre Handlinger af P., end de [m] mod mig, mod det Mskelige i mig, forøvede, nemlig saadanne som have kræn- ket det Mskelige i Andre og som oprøre Andres Følelse -- da har jeg formentlig gjort mere end det paaligger mig til Befrielse. Rigtignok maa Staten altid erkjende, at dens og Mskehedens Øjemed er eet: at altsaa det at forbryde sig mod Mskeheden er ogsaa, og især af en Embedsmand, at forbryde sig mod Staten; SIDE: 208 og jeg vil holde mig hertil, omendskjøndt jeg, efter nys forhen antagne, skulde kunne gjøre Staten Fyldest for Beneficiet og ramme dens Hensigt og, saavidt dette strækker sig, min Retfærdig- gjørelse, ved alene at godtgjøre Handlinger af Praëm, der ere util- ladelige for Embedsmanden om de end ikke stride mod Mskelig- hedens Følelser og Moralens Bud. Vil jeg derfor i det Følgende skilne imellem deslige Handlinger, saa forsyne dog Documenterne mig med adskillige, hvori begge ): Forbrydelse mod Stat og Mskehed forenes; af hvilke altsaa kun een burde være mig nok. Disse ville altsaa udgjøre den 3die Classe af Handlinger, der maae komme mig tilgode i mit Forsvar, om Retfærdighed findes. Jeg vil dog indtil videre ikke herom tvivle, omendskjøndt min Skjebne i Gaardermosagen har idetmindste gjort min Troe her- paa meget moderat, ligesom og Hr Hauges Omforandring af sin som Referent i den Sag formodentlig alvorligen afgivne Forme- ning viser at hiin Dom ogsaa paa Andre har havt vældig Ind- flydelse. Vis paa vil jeg imidlertid holde mig, at, om det til nu af mig anførte og godtgjorte prøves som det bør, om der er Følelse for Fornærmelser i min Dommers Sjel, om han efter dette sætter sig ind i min den først og sidst Fornærmedes, Æreskjældtes, paa Velfærden Sigtedes, og endelig til Anklage Opfordredes, Stilling i den Stund da Annoncen quæst. fik Tilvær, den Erkjendelse maa indrømmes mig: at jeg havde al subjectiv Ret til at skrive som jeg skrev til Selvforsvar. At vinde den har været Maalet for denne Del af mit Indlæg. Denne tilsigtede Erkjendelse af Dommeren maa udgjøre en vigtig Deel af Dommen, der dog hovedsagelig maa søge at trænge ind i den til Prøvelse overgivne Handlings Indre. Om jeg har havt objectiv Ret, om Praëms øvrige Handlinger qualificere sig til den af mig under forberørte Omstændigheder afgivne Charakteriseren, vil blive Gjenstanden for de følgende Linier, der ogsaa henhøre til det samme tvungne Selvforsvar, som endelig sagde min bittre Avindsmand hvad jeg, forøvrigt end alene mod mig, var vis paa han var; og som endelig satte ham i en Schach, der lader ham anvende alle Kunster, selv dem mod Regel og Anstand, forat undgaae en Skjebne, der saalænge har truet ham fra hvilkensomhelst Haand den højere, Gjengjel- delsens Retfærdighed maatte udkaare. -- SIDE: 209 B En stor Forfatter siger: "I den bestandige Kamp mellem den Retskafne og den Underfundige, har den Sidste Fordelen, saalænge det angaar Livets daglige Forholde; men saasnart den Før- ste overvinder sin Modbydelighed forat gjøre sig be- kjendt med Lasten og træde frem forat forsvare sine egne ophøjede Grundsætninger, er han langtmere uden- for sin Modstanders Beregninger end om han gjorde Brug af de mest udtænkte Krogveje?" Forbryder mod Stat og Menneskehed? Qvid est? Ja det lader til at være vanskeligt nok at svare herpaa; thi Alle, som i denne Sag hidtil have skrevet, have givet forskjellige Fortolkninger. Praëm, der, som bekjendt, sjelden hol- der Maade, har naturligviis skildret det som en Slags nyopfun- den Injuriebombe, fyldt med alt muligt Ondt, og som ganske ufor- varende skal have slaaet ned i hans Uskylds Paradiis. I sit Ind- læg, hvis klynkende Væsen contrasterer saa paafaldende med den Adfærd han oftere har viist i Retten mod alle dennes Ved- kommende, og som har lignet det Rovdyrs Rasenhed, der mær- ker at man er det paa Spoer -- i dette sit Indlæg, der kun kan overbevise om at Hykleri er en af hans Laster, spørger han end- ogsaa med en latterlig Alvorlighed "hvem der vel er grovest for- nærmet?" Efter hans Mening maa da hint Udtryk sige mere end "Løgner, mod Statens, Moralens og Sædeligheds Love stridende Handlinger, samt end alle de 40 (fyrgetyve) massive Æresskjælds- ord, samt den forbryderske Adfærd" der ere mig tillagte i Gder- moindlægget, Prams Apotheoseskrivt. Hans Stevning godtgjør ogsaa hvilket forfærdeligt Begreb han danner sig derom. Hauge er allerede mindre overspændt, idet han "ikke" kan er- klære sig "fuldkommen enig med P., og at Injurien quæst. ikke kan forstaaes som Sigtelser for de største Forbrydelser osv". Dog lægger han nok deri til at retfærdiggjøre P's forgjæves Udfordring til sine charakteristisk farvede Kinder til at rødme. Og jeg ind- rømmer, at han maa have Ret i og Fortjeneste af ikke at paa- vælte sin Part Mistanke for noget værre end i Beskyldningen inde- holdes og end den lader sig, og maa, fortolkes med. Justitsdepart: definerer Udtrykket quæst. med, "af Pram for- SIDE: 210 mentligen begaaede Brud paa de Pligter han som Sagfører og Mske skyldte baade Staten og Mskeheden". Just.depart. [fotnotemerke] antager altsaa, at deslige Feil ere nok til at supplere Begrebet af "Forbry- der mod Stat og Mskehed". Hvorledes min Advocat fortolker det ligger for Dagen baade i hans bestemte Yttrende derom og i at han paastaaer mig fri- funden efter det om Ps Færd godtgjorte. Disse Facta ere da nok efter hans Mening, og falde -- hvilket vel heller ikke kan negtes -- sammen med hvad Regjeringen kalder "Brud paa Sag- førerens og Mskets Pligter mod Staten og Mskeheden". Saaledes har Enhver, der i denne Sag har havt Anledning til at yttre sig, sin egen, mere eller mindre afvigende Fortolkning. Tillige har Regjeringen ved at give mig beneficium tilkjende- givet, at det holdt mig fortjent til beneficiet og at jeg, med al Fyldestgjørelse derfor, havde godtgjort mine Ord, om jeg kunde bevise hvad jeg i Ansøgningen anfører ): Udsugende Forhold, mislig Adfærd hvor det angik Statens Interesse, Haardhed, slet Rygte derfor -- paa hvilket Sidste det synes som at Justitsdep. lægger Vægt. Hvor nu Meningerne ere saa delte, ja selv hvor de ikke ere det, men hvor Udtrykket er nyt, plejer man dog virkelig at tye til Dens Fortolkning, som brugte det, holdende sig til det gamle Ordsprog: Hvermand er sine egne Ords bedste Fortolker. Jeg erkjender, at bestemtere Udtryk kunde været brugt -- at jeg kunde skrevet: "Proc: Praëm er en Aagerkarl, som tager 15 pcto, 20 pcto af Aalborgsæter- og Dokken-Mændene og 60 Sp. af Ole Thorbjønsrud for Henstand nogle Maaneder med Resten af en uhyre forøget Sum -- ergo: Praëm er en Forbryder mod Staten og dens Love. Proc. Praëm er en Udsuger, som for 400 Daler paa 1 Aar lader Ole Thorbjørnsrud forskrive sig for 520 Sp. med Renter; og en ubarmhjertig Mand er han, som hos den udarmede Gbrand Tønsager holder 2 Executioner med svær Mødeberegning samme Dag; og uden menneskelig Følelse er Han, som vil slaae den 80aarige pyntelige Jens Braaten og som har mishandlet den høistfrugtsommelige Erik Jahnsens Kone -- ergo tilsammenlagt: Proc. Praëm er en Forbryder mod Mskeheden." Fotnote: Ja, Regjeringen, som har handlet i Vedtagelse af dettes Ind- stilling. SIDE: 211 Saaledes kunde jeg skrevet. Men hvortil denne stylus periphra- sticus? -- Den kan være god nok for Angivere af Profession -- hvortil, naar jeg i 5 Ord kunde sige det Samme og tillige omfatte alle de lignende "Brud", som ere P. nu paabeviste? Jeg vilde jo desuden ikke angive: Spørgsmaalet var at concentrere mit Om- dømme, at svare som der raabtes og opfordredes. En Specifi- ceren vil Enhver der kjender til denne Sag nok indsee var umulig [fotnotemerke] . Altsaa -- et kort, saavidt muligt sikkrende Udtryk; og et saadant er brugt. Ordene "Forbryder", "Stat", "Menneskehed" tages i meget forskjellig, snart vidtløftig snart snever Betydning. Vil man substantivisk nævne En, som begaaer en mindre Brøde, en Forseelse, da har man i vort Sprog, der ikke kjender Ord som "en Forseer, en Feiler" intet andet Ord at tye til end "For- bryder", hvilket ogsaa bruges om Den, der allersværest begaaer sig [fotnotemerke] . Jo, man har "Synder"; men idetmindste efter min Følelse er dette Udtryk allerhaardest. Det er maaskee herfor, at det af P. er brugt om mig. "Forbryder" -- dette Ord erholder da sin Vægt alene af den Forbindelse det staaer i. Sættes der: "For- bryder mod Sabbathens Helligholdelse, mod det 6te Bud osv" -- da veed man, at der menes Helligbrøde og peccata carnis; men dog derfor ikke hvilken Art og Grad af disse Synder. Men Fotnote: ikke absolut, naturligviis; men umulig med Hensyn til Mbldets Rum, til Tid og Omstændigheder. En Specificeren skulde tillige maaskee have udsat mig for at lide Straf fordi jeg ikke fuldt beviste det mindre, medens jeg gjorde det med det Vigtigere og Fleerheden af Klagerne -- dette dog Forudsat den Urimelighed at Sagen udgrentes i saamange Sager som Anker. Men noget Saadant kan nu ikke falde i Tan- ken engang, saadan som denne Sag er. Fotnote: Anm. Forfatteren af "Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge ): mod den norske Stat", actioneredes ikke. Da Han senere, formedelst de heftige Angreb, dette Skrivt vakte, betit- lede det "Forhold": saa erholdt han ligesaa mange Irettesættelser for denne "upassende" Redaction, og det erkjendtes at intet andet Ord end "Forbrydelser" lod sig bruge baade fordi Sproget intet ligebetegnende ejede og for Sandhedens Skyld. Hvad vilde jeg vel udtrykt, om jeg havde skrevet "Forhold"? SIDE: 212 nu skulde jeg dog tro, at Begreberne "Stat" og "Menneskehed" er langt amplere end hine to, hvis Betydninger enhver Børneforkla- ring udvikler indtil det allernøjeste, forfølgende dem i enhver Ud- grening. Hvor er Staten ikke! Hvor ikke Menneskeheden? Disse to smelte desuden sammen i Begrebet, jo fuldkomnere de ere. End- ogsaa begrændsende disse Udtryk meget, kunne vi sige: Staten er i sine Love, Menneskeheden i sine Fordringer, i alt hvad Menneskeligt er. Menneskeheden maa ligesaavel som den En- kelte kunne sige: humanitas sum og Den der begaaer eet Lejermaal ligesaavel hedde en Forbryder mod 6te Bud som Den der begaaer Hoer, saa maa man vel, naar man sætter "Forbryder" sammen med hine 2 langt mere omfat- tende, ja af alle, der falder mig ind, mest omfattende Begre- ber, have en endnu større Mislighedernes Scala at gjennemgaae. Ingen vil, om han hører En med runde Ord erklæret for en Forbryder mod Sabbathen, derfor sige: han maa have afbrudt Præsten under Prækenen med høje Eeder; han vil bie til han hører hvori Helligbrøden bestaaer; men dog derfor, om den exi- sterer i nogen Henseende, kalde den "Helligbrøde" [fotnotemerke] . Hvem kan derfor sige, at Udtrykket "Forbryder mod Stat og Menneskehed" gaaer ud paa det Yderste og Sværeste af For- brydelse derimod? [fotnotemerke] Han vil bie til han hører hvorpaa det gaaer ud; og dog ligesaavel kalde Den "Forbr: m: St: og Mhed" som i mindre Henseende forbrød sig derimod, som den der gjorde det i Høiforraad, Tortur osv. Fotnote: Præsidenten i Sthinget turde i sin Tid der omtale P. ligesaa drøit som jeg -- kun mere omskrivende. Fotnote: Hauge bruger selv et saadant ampelt Udtryk om Pram, hvor han indrømmer En og Anden Grund til at troe at P. har søgt ved nogle Leiligheder ubillig Fordeel. Ubillig Fordeel passer baade paa Bedrageri og paa Falskhed og paa Dyrhed. Især for Sagføreren bliver dette Udtryk tvetydig og prægnant. SIDE: 213 "I Dyd ei gives nogen sidste Tind, i Last ei nogen dybest Afgrund -- Alt gaaer gradeviis fra Satan og til Gud." Efter et individuelt Indtryk, som disse Ord kan have gjort, maae og kunne de ei bedømmes. Eensidigheden har isaahenseende faaet en god Advarsel i hine forskjellige Fortolkninger deraf. De maae og ville af den ærede Dommer alene bedømmes efter det Produ- cerede; og da maa, efter nysanførte uomstødelige Ræsonnement, i hvad min Modstander Paabeviist -- betydeligt eller ubetyde- ligt -- naar det blot er "Brud" paa hans Pligt som Embeds- mand, som Borger og paa Menneskelighedens Krav, være fyldest- gjørende. At jeg er istand til at paavise endeel ikke Ubetydeligt af saa- dant Slags maae være uvæsentligt til Udslaget [fotnotemerke] . Her er igrunden blot Spørgsmaal om en eller to saadanne til- strækkelige Handlinger -- om man vil dele Udtrykket. -- Det er Modpartens Arbeide forat fremstille sig som den der ofte var upaaklagelig, ja mere end det, der har fremkaldt de mange Mod- stykker hertil. I en Sag af denne Vigtighed, hvor Stevningen lyder paa Ære og Frihed, bør man vel mindst bygge paa saa relative Begreber som "betydeligt og ubetydeligt". Hvert Hoved har isaahenseende sine Tanker, hvert Hjerte sine Følelser. Spørgs- maalet bliver alene: var det lovligt, rigtigt? og: var det honet, menneskeligt, ærligt? Det er alene Hensyn, og da i min, den Anklagedes Faveur [fotnotemerke] ; som kan tages til hiint i sig selv Relative, forsaavidt at Dommeren ikke kan negte for sig selv, at en al- meen Følelse, som jeg har delt, maatte og maa tillægge Det en Grad af Betydelighed, som Loven alligevel har forbigaaet uden udtrykkelig Misbilligelse. Mængden af saadanne Gjenstande i denne Sag, og dennes egen Beskaffenhed forhverver mig et ligesaa ustridigt Krav herpaa, som paa at Hensyn tages til hvor- ledes forskjellige Træk af Prams Færd maatte vise sig for mig i det Forhold, jeg stod til ham, til de formentlig forurettede Almuesfolk, og forsaavidt jeg kan tillægges nogen særegen Be- Fotnote: Hermed er jo dog derfor ikke sagt, at Ubetydeligheder, blotte Forseelser skulde kunne være nok. Fotnote: Det Sandsynlige er altid i Anklagedes ): i min Favør. SIDE: 214 vægelighed i Følelsen og tilmed ydre Grunde i Opfordringer, Kla- ger osv. til at lade denne yttre sig. De mange Beviser for at jeg i en Sag saa lidenskabelig som denne ingensinde har imputeret P. andet eller noget værre end andre Folk vedstode gjør det endmere retfærdigt, at der tages Hensyn til hvorledes hver enkelt af de opgivne Handlinger af P. maatte forekomme mig. Min Anskuelse vinder tillige Styrke isaa- henseende, da den ved mange af de forekommende Tilfælde falder sammen med min Advocats og andre Folks og derimellem med de Klagendes, ja endog, som Hauge siger, med "competente an- seete Dommeres". Disse Hensyn kan jeg fordre tagne mig tilgode som forstær- kende mit Forsvar ligesaavist som at de maatte formindske min Strafskyld, om jeg ikke skulde kunne føre dette tilfyldest. Hine relative Begreber om det mere eller mindre betydelige i Ulovligheden af enkelte Handlinger af P. maae naturligviis ingen Indflydelse have, da Ps Embedsfærd bør være pletfri. Skulde de have nogen maatte det være ved de Handlinger hvori P. impu- teres Inhumanitet ): Forbrydelse mod Mskeheden; og da maae de have en i min Faveur, saasom jeg i deres Fremstilling ikke er gaaen videre end jeg var motivert til, og end at jeg kunde appel- lere til en almeen Følelse. -- Men idet Staten ikke kræver Beviser for Røveri, Falskt eller andre deslige Capitalforbrydelser til aldeles Frifindelse for Den, som anklager en Embedsmand forat have forbrudt sig mod den; men isaahenseende er tilfreds med hvilketsomhelst paabeviist Brud paa Embedspligten: saa kan jeg, idet jeg er istand til at paa- bevise P., var det end kun et eneste saadant, fordre, at intet individuelt Indtryk af Udtrykket quæst:, som maatte være over- spændt nok til at fordre mere end Staten gjør, og altsaa blot er en personlig Følelse, gjør sig gjældende ved Bedømmelsen af Spørgsmaalet om det Lovlige. Deri holder jeg mig til Mod- partens eget Princip, idet kan erklærer "at han holder sig til dem, som lære, at Borgersikkerheden bedst fremmes ved de positive Loves ubetingede Anvendelse". Selv ved det andet, men underordnede Spørgsmaal: om det Humane, -- kan en individuel Anskuelse kun medrette gjøre sig gjældende hvor den kan appellere til en almeen. Men denne erklærer sig krænket ved mange mindre Forseelser end Mord og SIDE: 215 Hevnbrand; og en individuel Formening om at Beviser for saa- dant dog maatte til for at forsvare Beskyldningen at være en Forbryder mod Mskeheden vilde være uden Støtte. Ogsaa Humani- teten har sine Love [fotnotemerke] og mange flere Forbrydelser derimod end de borgerlige opregne mod sig. Alligevel ere alle hine Fortolkninger af Udtrykket quæst: al- lene udrundne af og grundede paa et individuelt Indtryk deraf. Om jeg selv vilde afgive nogen, skulde den vel besidde mest, men ikke tilstrækkelig Authoritet, og det af samme Grund -- nemlig fordi den alene kunde søge sin Begrundelse i en indivi- duel Anskuelse. Jeg kan vel gjerne erkjende, at med min For- tolkning eller med mit Begreb om den rette Betydning deraf stemmer ingen saa nøje overens som den i Regjeringsindstillingen afgivne; og den har vel den højeste Authoritet, da hele Regje- ringspersonalet synes at gjøre den til sin ved at beneficere mig til at godtgjøre alene hvilkesomhelst "Brud" af Praëm "paa Sag- førerens og Mskts Pligter". Men alligevel -- Fortolkningen af Udtr: quæst. kan kun skee factisk; og den maa være begrundet i en almeen Anskuelse. Men denne findes jo alene i Lovene: i de borgerlige og i de moralske. Jeg har havt objectiv Ret til at anklage Proc. Praëm som skeet er, naar jeg kan paabevise ham Brud paa disse. Regjeringen har paa en sjelden Maade indrømmet mig den. Men naar var ikke Aager, Udsugelse, Svig med Statens Penge, Uefterrettelighed, der har voldet Medborgere Tab, og unødvendig Haardhed m: m: m: "Brud" paa de borgerlige og moralske Love? "Brud" paa Embeds- mandens, særligen paa Sagførerens, Borgerens og Menneskets Pligter mod Staten og Mskeheden?" For den moralske Domstol [fotnotemerke] skulde jeg kunne slippe med mindre Fotnote: NB. Disse Love findes endog skrevne i Nationernes Tanke- sprog og i Sædelæren. Saaledes f. Ex: "læg med den venstre hvor den høire mon saare" ofl. deslige. Ja endog for Dyrene har Mskeligheden sin Beskyttelsescodex. "Bind ikke Munden til paa den Oxe som tærsker" osv. Disse Humanitetens Love ere et med -- almindelige Pligter. Fotnote: NB. Jeg appellerer her til den ærede Dommers eget Kjend- skab til Publicums Tanker om P. Der er 1000der til i Norge, som troe med mig at P. er en "Forbryder mod Stat og Mskehed". SIDE: 216 end Beviser herfor; og endnu mindre skulde jeg behøve Sager, der involvere noget værre endda. Jeg tilstaaer oprigtig, at jeg for Hr. Prams Skyld ikke ønsker, at saadant, der ruster det Of- fentliges hele Vægt imod ham, var kommet frem; da jeg bør troe, at for den juridiske Domstols hele Strenghed maae Beviserne for hine Anker være nok for mig. En Stat, der er fuld af Retskaffenhed og Omhyggelighed for sin Ære, skulde ikke engang erklære den Embedsmand brødefri, som blot forbrød sig mod Mskeheden; thi det er Statens Høimaal, at gjøre dennes Krav og Dyder til sine, og at smelte sammen med den i Idealet. Derfor kræver den ogsaa et uplettet Rygte af Embedsmændene, sine Repræsentanter; og Regjeringsindstillingen angiver tydeligen, at dette og hint i vor Stat er Princip. Ligesaa siges der med Sandhed: at Den der forbryder sig mod Staten, forbryder sig mod Mskeheden. Det er jo denne, som gjennem Staten repræsenterer sig, gjennem Statens Embedsmænd sine For- maal, sin egen Tendenz til Orden og Retfærdighed. Gjennem Sta- ten anbetroer den f: Ex: de Enkelte Dommer- og Sagførerembe- der; og den kræver sig betalt med -- fremforalt Agtelse for de Love til hvis Overholdelse de valgtes. Mskeheden føler sig derfor dobbelt kræn- ket naar en af Statens Embedsmænd, og det af de lovkyndige, begaaer Brud paa de borgerlige Love. Den straffer saaledes Aagerkarlen, selv om han blot fældes af Folkemeningen, med Spot og Foragt, om han er blot Borger; men er han Embedsmand, er han sat til at vogte Lovenes Overholdelse, da nedkalder den alle Lovens Straffe over ham fortrinligen foruden den Afsky, hvormed det sedlige Almeenomdømme straffer ham. Udsugelser, Drøihed i Betaling, Haardhed hos en simpel Contorbetjent f. Ex., straffer Mskeheden med Uvilje og Ringeagt eller om det gaaer høit med en offent- lig Advarsel; men farer en Embedsmand saaledes frem, da kalder Mskeheden, Almeenomdømmet, det strax "Misbrug af den offent- lige Tillid, utaaleligt Tyranni" osv. Vi see ogsaa, de Tidender, som angive sig som Mskehedens Talsorganer, Oppositionstiden- derne, at jage efter Embedsmænds Forseelser; og det Offentlige negter ikke, at det skeer en Tjeneste, om saadanne paabevises En- kelte. Ligesaa, om en offentlig Casse beskuppes, da anseer Folket Forbrydelsen ligesaavel mod sig begangen som mod det Offentlige; og det kaster mere Uvilje paa en saadan Forbryder end paa den al- mindelige Tyv. Praëms Aager angaaer derfor Mskeheden, skjøndt den synes nærmest at angaae Staten; og hans Haardhed Staten, SIDE: 217 skjøndt den synes nærmest at angaae Mskeheden. Hans Kjøb af Procesfordringer angaae Staten, men Mskeheden oprøres formedelst de Lidelser, som derved paaførtes enkelte Borgere. Og naar han lader sig uretteligen af det Offentlige udbetale Penge og dertilmed tager dem hos sine Parter, da vedrøres Stat og Mske- hed ligemeget med Afsky, om de end ikke, som Tilfældet er, begge directe vare Gjenstande for Udaaden. Der er altsaa et saa inderligt, gjensidigt Forhold mellem Stat og Mskehed, at Forbrydelser, og især en Embedsmands, mod den ene ogsaa blive det mod den anden. Det vil derfor ved mange af P.s ikke være saa let at afgjøre om de mere ere Forbrydelser mod Staten end mod Menneskeheden eller omvendt. Men vist vil det vorde at i flere af hans Handlinger ere begge paa det tydeligste krænkede, idet dels de borgerlige Love ere brudte, dels den offentlige Tillid skuffet, og unødvendig Haardhed, Ubarm- hjertighed og Sløvhed i eller Ringeagt for almindelige moralske Følelser lagt for Dagen [fotnotemerke] . Det er Saadant som under Et er characteriseret med Udtrykket quæst.; eller -- om man vil have det endnu nøjere -- det er en moralsk Tilstand, som er istand til Saadant, der saaledes er charakterisert. Thi selv om Praëm efter eget Sigende skulde været endnu heldigere i sin "Cacheren" -- den han noksom har gjort Brug af -- vilde jeg ikke kunne ændre den Overbeviisning om hans moralske Uværd, som har fundet det eneste adæqvate Udtryk i Annoncen quæst. Men er det saadanne Handlinger, saadanne "Brud paa Sag- førerens og Mskets Pligter mod Staten og Mskeheden", som deri ere charakteriserte: da maae Beviserne for deres objective Sand- hed baade fortolke Hvad der er meent dermed, og at dette er ment med al gyldig Grund. -- I det Følgende opfylder jeg altsaa Løftet "at stemple Pro- curator Praëm som Forbryder mod Stat og Menneskehed". -- Fotnote: Anm. Man kan maaskee sige at Udtrykket quæst: er af mig fortolket i min Placat med Udtrykkene "forskjellige formentlig uretfærd:, udsugende og lovløse Hdlinger som især have faldt min Sambygdinger til Lidelse". Dette vedstaaes. Jeg veed endnu ikke hvorledes jeg bedre skulde forklare det. Det falder ogsaa sammen med Just:Dep: Indstillingens. SIDE: 218 I Undersøgelse af Hvad Modparten har fremført til sit Forsvar. Praëm indrømmer i sit Indlæg "at en eneste Handling, som almindelig antages kun at have sit Udspring fra et fordærvet Hjerte, slet Tænkemaade eller Ringeagt for Lovene og Embeds- pligt" maa være nok for mig, naar jeg kan paabevise ham en saadan. Ihvorvel denne Fortolkning er strengere end Regjeringsind- stillingen, er jeg naturligviis dermed tilfreds. Dog synes det mig Galskab af en Mand, som fører sligt et Sprog, at søge sin Frelse i at opstille blidere Modstykker af sin Vandel, somom ikke Alt beroede paa hvad jeg producerer. Vel siger han ogsaa, med sædvanlig Inconsequenz, at Exempler paa hans redelige og humane Adfærd mod Forskjellige "kan synes Sagen uvedkommende"; men at han ikke destomindre fordrer lagt Vægt derpaa viser han factisk ved at opstille dem. I en Action fra det Offentlige kunde en saadan Redningsprocedure høre hjemme; i nærværende har den kun uforsvarligen vidtløftig- gjort Sagen. Jeg skulde ikke med et Ord behøve at møde denne Side af min Modparts Sagførsel -- og det saameget mindre som han ved at tillægge sig Fortjeneste af nogle Handlinger indirecte frakjender sig den i de andre, hvoraf han ikke gjør sig til -- saafremt den ei gav saa rigeligen Beviser for det Modsatte af hvad som til- sigtes: Beviser for Haardhed og Egennytte idet de skulle godt- gjøre Humanitet, Ædelmod og Uegennytte. I det Hele tjener den ei til at overtyde om andet end at Pram besidder en ny Last -- Hykleri. Denne Opdagelse vil dog langtfra overraske saameget som naar man, ved at undersøge de selvsamme Bilag, der skulle be- grunde hiin frugtesløse Selvroes, finder, at Praem isaahense- ende staaer yderst lidet til Troende. -- 1. I Prams Erkl: til Amtet om Erik Fossums Klage (Ps Bil: 1) siger han "at Overbud (ved Auctionen da han kjøbte dennes Avling) ikke skede". Og hans Bil. 2 siger udtrykkelig, at saadant skede [fotnotemerke] . Fotnote: NB. Ordene ere: "Avlingen blev opraabt samlet for 21 Sp. 66 ß, hvor efter det ved Bud og Overbud blev opdrevet til 26 Sp. SIDE: 219 Er dette den Sanddruhed, man fordrer af Embedsmanden under hans Eed i offentlige Erklæringer til Overøvrigheden? Eller endog for en Ret? Jeg gjør dette til en Anke mod ham. Men der er flere ejusdem generis. -- Ligesaa er det med hans egne Vidner beviist at være falskt hvad han i samme Erklæring siger "at han befoel sine Folk at bære hende ( ): Erik Fossums høifrugtsomme- lige Kone) bort," "og det kan vel hænde, at En tog hende noget følelig i Armen"(!) Jeg maa tilstaae, den sagtmodige Mildhed, som dette skal vise, og om saa var, heller burde hedde skaanselløs Vold, at lade en jamrende Kone i den Tilstand saaledes borttransportere. 2. P. debiterer, at han i 8 Aar ikke har for sig selv havt nogen Sag. Af hs Bil 61 sees dog, at 22 Sept/23 gik P., der havde ind- stevnet Christof. Julsrud for 58 Sp. til saadant Forlig at mod- tage 25 Spd; og gik Ps Paastand om 15 Sp. i Procesomkostninger fløiten. Men -- dette er 10 Aar. Ligesaa at han 26 Nov/25 i Sag med Lars Langvæg og Ole P. Dokken for 350 Sp. vedtog Forlig paa 70 af Langvæg [fotnotemerke] ; og gik ligeledes de paastaaede Procesom- kostn: 50 Sp. i Lyset. Hertil nu Processerne med Gbrand Tønsager og med Gjorde- moderen, samt et Øje paa hoslagte Bil. 3, der viser, at han i 1828 søgte Lars Skjerden af Stange paa 27 Sp. 48 Sk, som for- langtes for Regnskabs Opgjør, men erholdt kun ved Dom 7 eller 17 Sp. 48 Sk; og man seer, hvor lidet han staaer til Troende selv i sin Documentation, som han dog burde betænke, for hans egen Skyld, burde være paalidelig [fotnotemerke] . Ovenstaaende afgiver ellers nye Anker, saafremt P. ei har ment her ved Jurisdictionen, da han -- dog ei tilfulde maaskee har sine Ord ibehold. -- -- 3. Af Ps Bil. 62 findes, at 10 Sp. for Møde ved Exsecutioner "endog hvor Reiserne have udgjort flere Mile" har været Praëm Fotnote: NB. Maaskee dog denne Sag har været for Andre. -- Fotnote: Bil. 17 viser nok en Proces P. har havt for Voldsgjerning. Men ogsaa den er udenfor de 8 Fredsaar rigtignok. Den hei- retske Proces kan ogsaa regnes til Ps; da han og Part dømtes in solidum. SIDE: 220 tilkjendt hos Chr. Dønnum ( ): 2/3 Fjerding fra hans Bopæl) Christen Findstad (1/2 Miil) Lars Langvæg (2/3 Fjerding) Lars Larsen Heiret (3/4 Miil). Ligesaa, at han samme Dag hos den udarmede Gbrand Tøns- ager lod holde 2 Forretninger og tog i Sallarium 10 Sp. (1/4 Miil). Sandelig dette er elskelig Humanitet (Alle disse Nævnte ere som bekjendt udarmede Folk, der have give P. meget at tjene) -- og dette er at give Fienden Vaaben ihænde. Ikke Jeg, og vel nepp nogen Anden, kan af dette begribe med Fogden den pram- ske Skaansel mod Fattige. 4. Uagtet Bil. 57 viser, at den Tid var i 1820, da P. tog imod 2 pcto, naar en forstandigere Requirent ei vilde indrømme mere: erklærer P. dog selv altfor naivt i Anledning af Bil. 56: "naar jeg befatter mig med Incassationer, da gjør jeg det ikke under 8 pcto. Se 45 Bil. Dette Bil: viser ogsaa, at P. hos Chr: Findstad reserverte sig forlods af Auctionsbeløbet 8 Sp. for Møde og 8 pcto. Incass. salar. Skyds fra Mork til Findstad 2 Mile (se ovenfor). Omkostninger 12 pcto. Gjelden 100 Sp. Solgt for 116 Sp. 68 Sk. Betalt contant 50 Spd. [fotnotemerke] Og sees af Auctionarii Paategning paa den originale Regning (Act. 171), at Mødet maa have været kort, "da Hr P. i Utide forlod Auctionen". Nu, hulde Beskedenhed, rødmer du ikke, naar P. efter Dette, endnu roser sig af at have laant Chr: Findstad engang 60 Sp.? Ventelig vare de af Overskudet, skjøndt man hører ikke at saa- dant er kommet Manden tilgode. Men det er jo sandt -- P: er- klærer jo "at det altid har været hans Princip, enkelte Gange at tage fuld Betaling for havte forskjellige Arbeider". Slige Ud- flugter høre ogsaa til Redningsproceduren, skjøndt de unegtelig betage "Godheden" meget af sit Tække. -- 5. 28de og 29de Vidnes Erklæring, at P. sagde sig, som Kyhns Regnskabsopgjører, at skulle betale dem Kongeskydsen, er be- Fotnote: P's Skrivelse af 18 Juli/33 siger, at de 50 Sp. skulle være Afdrag paa hans Gjeld i det Hele. Han, Christen, bliver saa- ledes ikke den Eneste, om hvem jeg kan have den glade Tanke, at denne Sag bevirker dem Godtgjørelser om end kun nogen og sildig. -- SIDE: 221 negtet af P. Skjøndt det nu er notorisk, at P. sad og sidder inde med alt Kyhns Regnskab, -- noget, der og viste sig paa "Grinden" -- , og skjøndt hint eenstemmige Vidneprov vel maa staae til bedre Troende forsaavidt det gaaer ud paa P.s Ud- ladelse: er det dog af P., som sagt, benegtet. Hvad skal man da troe, naar P: i Bil. 47 erklærer "at han har overtaget H. L. Kyhns udestaaende Fordringer til Incassation."? Efter mit Be- greb følger af et saadant Forhold, at han ogsaa maa udgjøre hans Debet, især naar han lover det til 2 Mænd. Men sligt fragik denne ærlige og ordholdende Embedsmand. 6. Efter P's Bil. 52 skyldte Halvor Grinden 13 Sp -- 1 -- 23; efter 53 Bil: 21 Sp. -- 1 -- 23 ß. Derpaa betalt 30 Sp.; hvilket hverken gjør 26 Sp. 3 ß til Gjeldrest eller, som Kyhn skriver, 15 Sp. Hvor stor Resten blev burde P. vide før han paaførte den ud- armede Deb. Omkostninger. Men spørger P: oftere: "er dette Egennytte?" Nei, det er kyhnske Regninger og praemsk Opgjørelse, hvilken almindelig skeer med temmelig runde Tal. P. undlader ei at rose sig af, at han staaer sig slet paa Kjøbet af Grinden; men Bil. 53 viser dog at den taxeredes for 150 Spd; og P. fik den langt under dette. Tillige strøg der [fotnotemerke] Arvepenge med, som ei kunde røres. 7. Af Bil. 44 sees, at P. tog 6 pcto hos Christen Nielsen Røssie. Dette maa have været den Auction, da dette V. paastaaer "at P. betingede sig 5 Spdlr forat ei pct: skulde blive 15 Sk. Og, siger V., "at det vedtog at betale 5 Sp., men har dog seet Regninger, hvoraf sees, at P. tog ialt 15 pcto" (Hvilket ogsaa er ganske rigtigt.) Fotnote: En Arvecapital nemlig som tilhørte 26de eedfæstede Vidnes Ole Findstads Kone. Denne gik med -- siger V -- "efterat P. og Kyhn havde faaet fat i Grinden", og P. siger han afskræk- kede dem fra Proces derom, da han sagde denne vilde koste mere. -- Det forekommer mig dog som om Trediemands Penge ei kan røres. Dommerne afgjøre dog om heri er noget ulovligt! om Fornuften heri bedrager sig! SIDE: 222 P. siger nu, at denne "senttænkende Bonde", dette Vidne lyver ligefrem, "fordi P. ei lod, som provet, Auctionen holde hos ham; men efter Overenskomst med P." (Jeg skulde dog troe nødt dertil) og fordi Lensmanden vidner, at slig Accord ei foregik i hans Nærvær. Vidnet maa dog staae ligesaameget til Troende som P. De 15 pcto ere ogsaa herlige at paaberaabe sig, om man vil søge Beviser for Humanitet og Uegennytte. Det er høist usandsynligt, at en saa raa Almuesmand skulde opdigte en saa- dan Beskyldning mod P. Det Ulovlige deri paafalder ikke strax, og ikke dette; men at P. brød Løftet er det, som lader ham klage og derved for Andre opdage Brøden. 8. Af Bil. 14 sees, at Lars A Sundby "ikke forstod den skades- løse Transport". P. debiterer, at L. Sundby ei har villet modtage hans Tilbud. Af Beskikkelsen sees, at han ei har kunnet af Pgemangel. Samme Bil. giver ogsaa Ps Tilstaaelse for Kjøb af Fordringer og Sag. 9. Af sin Færd mod Ole Gundersen Kneppe gjør P. meget. Men der bliver virkelig mindre tilbage for hans Roes end jammerlig lidet. Hvorledes denne Mand blev P. skyldig 50 Sp: for Sag- førerforretninger, er ikke godt at sige. Betalingen er i alle Til- fælde ublu [fotnotemerke] . Derfor toges dog Sikkerhed baade i den gl. Mands Vilkaar og i i Sønnens Jordvei staaende 700 Sp. I Exsecut: forretn: findes og at Ole har forbeholdt sin Ret mod P., der nu, trods Løfte om at betales Terminviis, agter at tage Udlæg i Vilkaaret. Auct. paa Kneppe 11/2 29 (Bil. 73?) opgiver nu 12 1/2 pcto til P. inden 3 Maaneder -- 6 pcto Incass. salar -- 6 Sp. for Møde -- samt, at P. tilsloges 2 voxne Kjør for 9 Sp. 3 Ort og det for 3 Aar for 150 Sp. taxerte Føderaad for 27 Sp. 36 ß; -- 20 Sp. -- og 10 Sp. 2 -- 12 ß. Nobelt isandhed! Men Kreaturerne, der gik for saa godt Kjøb, laantes jo Konen. (De bleve dog alligevel "en skjønne Ejendom Fotnote: NB. Hauge siger "at af O. Kneppes Gjæld var 26 Sp. be- talt. Mod at erholde 24 Sp. skulde Resten ): = 0 eftergives. Udmærkede Godhed! SIDE: 223 og en god coup"), og det overlodes at fremstille en anden Kjøber? Men man kjender Bonden -- Skræk staaer af Pram; og om han mente det oprigtigt, hvorfor bød han selv ei mere, da det var hans egen Gjæld? Stinker anden Selvroes -- hvad infernalsk Duft maa da ikke en saadan have? Paa min moralske Sands virker den som Fræk- hed, og det som en, der maatte pirre til Latter, om man ikke følte Medynk med de arme Folk, der lide ved slig Godhed. 10. Hvor kleint bevænt det dog maa være med denne Godhed, sees af forhenciterede Bil. 2, samt af 3., der godtgjøre, at han hos den tiggefærdige Erik Jahnsen tog 5 Sp. for Møde ved en Contorist, Skydsgodtgjørelse (Afstanden 1/4 Miil) samt 10 pcto og 4 pcto til Incassator. De plumpe Forsøg paa at skyde Skylden paa Andre ere ogsaa at mærke, idet han siger "at det var muligt at en af hs Folk tog Eriks Kone noget følagtigt i Armen"; og i sin edelige Er- klæring til Amtet, at hans Contorbetjent ingen Ordre havde til at kjøbe Avlingen. Hvem vil troe, at denne afhængige Person gjorde det paa egen Haand? Der maa vel ogsaa have været noget galt ved det siden han undskylder sig saaledes ): med en haandgribelig Usandhed. Det er derimod en Godhed af Praëm, at han slog 3 skyldige Spd: indunder de 8, han efter Bil. 3 for- drede for Møde hos den stakkars Erik. 11. Af Ps Bil: 30 sees, at han ved sin Contorist tog 8 Sp. Mødet paa Næs (1/4 Miil); samt 6 Mark for Kaldsedlen og 2 Sp. for Møde ved Commissionen. Man kan befæstes i sin Tillid til P's gode Attester og Vidnes- byrd, naar hermed confereres Forligelss-csær Legangers Erklæ- ring; og ved at læse hint Bil: i sine store Tanker om den praëmske Humanitet. 12. Af Bil. 36 sees, at P. hos Ole Brustad, en meget udarmet Mand, paastod sig ved godvillig Auction forlods 6 Sp. Ligesaa ved at møde ved Agent Julsrud. Og af Bil: 37 -- 12 pcto. Samt staaer der: "I Incassationssalar reserverer og betinger jeg mig 8 pcto". SIDE: 224 Pram erkjender ligeledes at have, forat udbetale ham paa Haanden givne 125 Spd. taget 5 Sp. Dette er netop Renter af Summen for 1 Aar [fotnotemerke] . Det er disse Folk, som Pram, "efter sin Skik, ikke vil lade mere end høist nødvendigt føle, at de mod- tage Velgjerninger." Jo, de føle det! Ovenstaaende er uimodsigeligt. Men da P. truer med at gjæste disse Folk, der neppe have Brød til Munden og som bestaae af en syg Mand og 7 Børn, for endnu Tilgodehavende, saafremt jeg ikke erkjender, at dette er Tilfælde -- da betænker jeg mig al- drig, naar Kniven saaledes sættes mig paa Struben, for saa let en Priis at kjøbe disse Folk Fred og Roe og Frihed for et sligt Besøg som Procurator Jens Obel Praëms. 13. Ps Bil. 18 viser, at denne Mand "der ikke regner det saa nøje med fattige Debitorer" tog Renter af 3 1/2 Sp. fra 17 Septbr til Januar [fotnotemerke] . Da deraf sees, at Lensmand Andersen var Creditor, er det rimeligt, at de 4 Mk Kari Graven mener -- og hvorfor 4 Tdr. Sædehavre er betalt -- ere noget andet. -- Efter Bil. 44 og 45 tog han 6 pcto foruden Omkostningsprocenterne 12. Efter Bil 24 -- 12 pcto samt Incassationssalar. 14. P. glemmer at han for Kaldskrivelsen -- Bil. 21 og 22 -- har faaet særskilt Betaling. Det er for det ene Forlig Bil. 23, at 15 Sp. toges af Ole Kind og 6 Sp. af H. E. Aalborg.(!) Fotnote: NB. Det odiøse heri søger han at skjule ved en under denne Sag f. A: tilsat Anmærkning. En saadan bagpaa Bil. 38 synes at vise hiin Ps fabuløse "Bogs Usikkerhed; thi, efterat der først var skrevet, at Debitor fik Lov selv at reqvirere Auctionen for større Tilløbs Skyld, staaer der nu "men den var, efter min Bog, re- qvireret af mig. Fotnote: NB. Af P's Brev til Ræder (Anh. a til Bil. 4) sees, at han endog beregner sig Renter for 8 Dage, og det af Folk, han har suget noget rædsomt tilforn. Det er samme Mand, som negter en Formynder Johannes Ve- stengen Renter af Penge han i 10 Aar har sat inde med, og det efterat han af Sskriveren mundtlig skrivtlig er nævnt. -- SIDE: 225 Even Heiret har, tvertmod hvad P. siger, at han "ikke ander- ledes har villet hjælpe Hans E. Aalborg" (NB da den unødven- dige Exsecution for Hadelandsfolkene, der flere Aar derefter ei vare betalte overkom ham); men han har, formedelst Ps Troløs- hed "maattet" paa den Maade hjælpe ham. 15. Bil. 28, b viser, at P:, foruden de 200 Sp., havde et Forlig, stort 91 Sp. 96 ß paa Jens Maler (der af Bil. 25 -- 27 sees at have om- trent paa samme Tid været i følgende Mænds Hænder: Prams, Kyhns, Bulls og Lütkens -- Alle bekjendte som strenge Penge- mænd); samt at dette heftede paa Gaarden, og var ikke -- som P. siger -- "udbetalt i 1825, forinden J. N. Malers Gaard blev solgt". Høistærede Dommer! hvad er dog dette for en Documentation! Yderst charakteristisk er Ps Roes af at den -- behandlede J. Nilsen vilde i et ydmygt Brev laane 3 Sp. mod Pant hos ham, somom heri laae Erkjendelse af quit imellem dem. Mandens stadige Be- negtelse heraf maa dog vel være bedre; ja indicierne til at han er, som man siger, bleven ret ynkelig oprykket behøve neppe den. 16. Ps Bil. 30 viser det Falske i Ps Skryderi om at Iver Julsrud betingede sig, at Exsecut: først skulde prøves hos Jens Maler; der staaer nemlig, at Iver Julsrud forlangte Exsecut: hos sig for ei ved at prøve hos den fattige Jens at forøge Omkostn. til Unytte. 17. At Praëm til sit Forsvar debiterer rene Usandfærdigheder be- vises af, at han erklærer, at i de 10 Sp. han "som ei bruger at belaste sine Parter" forlangte for Møde i det som aldeles armt udgivne Marthe Augustinusdttr Bjerkes Huus, var iberegnet Fog- dens, stort 1 Sp. 52 Sk. Men der staaer dog paa Exsecutions- forretningen af 3 April/30 med Prams egen Haand: "Med Tillæg af Exsecutionsomkostng 51 Sp. 54 ß. betalt Praem". Disse udbringes ved 40 Sp. -- Salar. 10 -- Møde 1 Sp. 2 ß Exsecutor. Mig forekommer det endogsaa forbrydersk i en Rets- sag saaledes at lyve. 18. At P. altid for sine Møder bedre salareres end Fogden, er der mange Syner for Sagen for. Men, at han tager 8 Sp. hos den SIDE: 226 fantprocederte Bjertnæsmand -- Bil. 10 -- mens han "holder Manden for fattig til at tage Udskrivt in forma" af sin Velfærds- sag -- det gjør denne pretenderede Skaansomhed forfærdelig problematisk. Saaledes "Som Røg i Luften hen de Dyder drage, og Lasters Kul alene blier tilbage." 19. Der staaer ei som P. Bil. 7 anfører, at det Mere til Laanet skulde tages "af det Lysager-Enken tilloddede Beløb"; men af Auctionspengene mod at hun skulde godtgjøres af hendes Børns og Steddatters Arvelodder. Dette Urigtige i Prams Documentation er vigtigt baade fordi det er en Forseelse af P. at documentere saaledes og med Hensyn til de 29 Sp., som Formynder Jens Braaten beskylder P. at have forholdt. Jeg skulde afholde mig fra videre Prøvelse af de Humanitets- Exempler P. anfører til sit Forsvar, dersom deres jammerlige Beskaffenhed, Frækheden i at paaberaabe sig sligt, og i at be- nytte den upaalideligste Documentation og selv deres Indhold af Beviser paa en høi Grad af Egennytte, Udsugelse og Inhumanitet ei gav de Forbrydelser, som senere skulle opstilles, istedetfor et mildnende Lys tvertom en skjærende, men til dem passende Skygge. Visselig, de Dyder eller gode Gjerninger han paabe- raaber sig ere hans Laster eller onde og uretfærdige Gjerninger saa lige som Skyggen Legemet; og der er ikke -- som jeg troer at have beviist -- stor Forskjel paa at være Gjenstand for hans Barmhjertighed eller Ubarmhjertighed. Det er saa, at Vidnet Lundberg har erklæret, at P. har be- handlet ham meget skaansomt; men ligesom dette intet releverer, saa er det et rimeligt Spørgsmaal: hvilke særegne Forhold kunne her ikke tænkes, om de end ikke ere saa intime som de med Leganger, Agenten Julsrud og den gamle snurrige Patron Werner -- Kyhn og Hauge ei at forglemme -- ; men snarere af den Art som Wolds, Lars Næs' og Andres, der, som de sige "endnu ikke ere ude af hans Kløer". Imidlertid ere de fleste af de Meriter, som P. give Charakteren Rosværdig, af hiin Beskaffenhed, saa jeg maa omnævne idetmindste endeel deraf F. Ex: SIDE: 227 [fotnotemerke] a. Ps egen Tilførsel A. Pag. 89, hvor han siger i Anledning af Aager-affæren med Aalborgsætermændene: "at han, ved ikke paa den Maade ( ): ved at aagre) at forlige sig med dem kunde paa deres Bekostning endog have tjent det dobbelte". (!Yderst fortreffeligt!) En herlig Undskyldning for Aager. Ligesom ogsaa den at han af Andre turde tage og tog 20 Pcto "Som Røg" osv. [fotnotemerke] b. 3die V. siger, at Ps Fuldmægtig ( ): Han, der efter Ps' Erklæring til Amtet ingen Ordre havde formentlig til at kjøbe) lovte Avlin- gen igjen mod Sikkerhed for Auctionsbeløbet; men lægger dog til "at denne vidste vel, at sligt var Vidnet umuligt i dets ud- blottede Tilstand og i den Hast hvormed det fordredes". "Som Røg" osv. [fotnotemerke] c. P. "tilbød" meget ædelmodigen 4de V. "at hente Melken af Koen (den i Fangenskab bortførte) paa Mork" ( ): en Vei hvorfor Praëm beregner sig 5 -- 8 Sp.). Men Vidnet fortsætter saaledes -- "Hvilket V. i sin frugtsommelige Stand og med sit spæde Barn i daarligt Føre ei kunde". -- "Som Røg" osv. d Ps Gaardskarl, 6te V., deponerer, at P. bad ham ei at gjøre Eriks Kone noget Ondt, naar han fulgte hende. ( ): " [fotnotemerke] bar hende bort"). Men vi behøve blot at erindre, at -- hun allerede havde faaet nok! -- "Som Røg" osv. [fotnotemerke] e Anne Venger skal have "takket" P: fordi Føderaadet ei paa Livstid bortsolgtes. Det er sært, at denne Kone forstaaer sig bedre paa Ironi end Praëm. (Cfr. hendes Depos.) P. roser sig af, at han tilbød at "tage en Actie med" i Føderaadskjøbet; men Uegennytten bliver liden naar man gjør et maadeligt Overslag over Føderaadets Værd. [fotnotemerke] Fotnote: lectio varians. Fotnote: Cfr ogsaa Protesten ved Forretningen! Hvorledes da mu- ligt, at Deb. og hans Kone kunne have været veltilfredse? SIDE: 228 [fotnotemerke] f Rosen over den honette Adfærd med Brustadfolkene for- mindskes indtil Atomlidenhed, naar man seer, at P. salareredes ved 3 idetmindste 2 af disse frivillige Auctioner hos disse arme Folk, udtog det Dobbelte af Gjelden; og, efterat have taget 60 Sp og Salarium, er det han praler af at have eftergivet 28 Sp. -- [fotnotemerke] NB. Jeg tilstaaer dog gjerne, at Rimeligheden er for, at Auc- tionerne kun hedte frivillige. Men P. forekommer mig rundelig betalt og vel saa det. [fotnotemerke] g P. praler af "at han aldrig har krævet Marthe Augustinsd. paa Sedsvold". Exsecutionsforretningen (denne ellers høist mærkelige) viser at P. forlangte for Mødet og 3 Miles Skyds hos disse for- armede Folk, der havde ladet ham tjene saa klækkeligt. (Skydsen kan ellers ei blive mere end 2 Mile eller 2 1/2). [fotnotemerke] h Exsecutionsforretning holden paa Næs Gaard (hvor Procura- toren ventelig havde andre Forretninger end just denne) viser, at den praemske Ædelmodighed og Godhed dog kan overgaaes; thi medens Praëm forlanger 8 Sp. for Møde frafalde Vidnerne sit lille Krav. Ligesaa hos Hans Heiret, hvor P. lod hele Hø- avlingen sælge for 28 Spd. -- Gjælden 5 -- 6 Sp. Prams Salærer 14 Sp. [fotnotemerke] i Forligelsescommissæren priser i høi Stiil Ps Humanitet. Men noget svulstigt bliver dog dette, naar man seer, at den arme Jens Nilsen har maattet give ham 2 Sp. for Mødet ved Commis- sionen. Cfr. hermed Lars Olsens Dep. om at have maattet give 5 Sp. o: fl. d. [fotnotemerke] j P. gjør sig meget til af, at han har liden Indkomst af Grinden; ja det er ikke langfra, at han regner sig det til en Fortjeneste Fotnote: NB. Gjelden -- 163 Sp. Betalt -- 86 Sp. -- 108 Sp. og 1 Ort, samt 33 Sp. og for Jørgen Opsal -- 40 Sp. Efter Ps egen Reg- ning udbetalt -- 253 Spd. Hertil Salar ved alle Auctioner. Og endda siger han at have 28 Sp. med Renter for 4 Aar tilgode. O "faderlige Godhed!!" SIDE: 229 at have kjøbt langt under Taxten, en Ejendom af saalidet Værd for ham (For Halvor tør den vel have havt mere Værd). Imidler- tid sees af Bil 51 -- 55, at Forpagteren, der kun har det Halve af Plads og Huse og ingen Ret til Skogen svarer en Afgift der i Ps egen Contract anslaaes til 10 Sp. ): mere end Renter om P. end havde maattet give det 2dobbelte af hvad han gav. [fotnotemerke] k Den skammeligste Lovtale henter P: sig fra sin af Just. Falsen saa forfærdeligen charakteriserede Adfærd med Kjøbet af John Dokkens Gaard. Jeg veed, at denne Mand under nærværende Sag har villet anke for mig over P.s Behandling -- noget der neppe vilde falde En ind, der skulde have nydt saa stort et Gode af P., som denne selv siger. Jeg veed, at P. ved Auctionen kaldte Manden ud, og anmodede ham om ei at forhøje Budet over det ubetydelige hvorfor P. ville kunne faa sig Gaarden til- slagen, hvorpaa John skulde blive der siddende og saa faae den igjen. Ja -- John sad der et Par Aar; men -- -- udsagdes saa. [fotnotemerke] Han gik til Byen den skuffede Mand som Daglønner. Det er ved praëmsk Godhed, at vore Jordbrugere maa forlade Hjemmet og blive Lejearbeidere. Det er ved praëmsk Godhed, at betlende Familier streife om i denne Bygd. Det er ved praëmsk Godhed at Fattigcassen belastes mere end ellers vilde være Tilfælde. Jeg kan fordre, at man skal trænge ind i det Indre af P.s Handlinger, og ikke lade sig nøje med Skinnet af Humanitet, som P. med mageløs Frækhed har forsøgt at give nogle af dem -- dog ingen mere og ingen med større Frækhed end denne Handling, der i sin Tid oprørte alle Menneskers Følelse. Jeg skal overbevise om at John Dokken har klaget bitterligen over at være bleven Offeret for Ps Underfundighed; og at dette ikke er denne Mands Hjertensmening og Sandheden hvormed P: i denne sin forresten Sa- gen quæst. uvedkommende, Deel af sit Forsvar, betræffende denne Affære figurerer. Til Praëms Forsvar, eller egentlig Forsvarsmidler, henhører ogsaa Følgende: 1. Hans evindelige Appell til en ubekjendt, aldrig fremlagt Fotnote: P. solgte Gaarden til P. Bagstad (se Pag. 52 -- 53) [s. 238.] SIDE: 230 saakaldet "Bog" eller "Hovedbog" [fotnotemerke] -- "min Bog" som han kal- der det; 2. Understøttede Demonstrationer og Retfærdiggjørelser i Breve der Tid efter anden ere fabrikerede til Hauge, og af denne ind- tagne og paaberaabte; 3. Hans Maneer nu under Sagen at skynde sig med at opfylde forsømte Pligter, saasom at supplere Regninger, betale osv. [fotnotemerke] Den affecterte Tillid, hvormed de 2 førstnævnte Forsvarsmidler anvendes, vil naturligvis kun blive hvad den er -- et Selvbedrag, som dog mere aabenbarer end skjuler Mangelen af bedre Forsvar. Selv om P. fremviste sin saakaldte "Bog", og deri fandtes Tal og Qvittancer saaledes som han opgiver dem -- hvad Trovær- dighed kunde dette have hos en Mand, som f. Ex. nu iler med at paaskrive den citerte Ole Trøgstads Regning, at han har fundet, at han derpaa havde anført Advocat Sørenssens Krav 5 Sp. for stort, og nu godtgjør dette? Forklare sig maa han; men at tillægge slig Forklaring større Troværd, end Vidners Udsagn tvertimod og Do- cumenter, gaaer dog ikke an. Hans Forsøg derpaa er især mærke- ligt i den fortvivlede Sag med Marthe Augustinusdtr Bjerke; og dri- stigst er hans Appel til Bogen imod den 80aarige Jens Braatens An- bud af Eed paa at han ei har quittert for de 29 Sp. i Lysagerboet. Paa Gravens Rand gjør en i alt agtværdig Mand og vel neppe Nogen Meen- eed, især da her ikke er Spørgsmaal om at vinde noget derved. Ligesaa findes i hiin fabuløse Bog, at Koen, som 2 Vidner erklære at være P. givet efter Krav derom for et Løfte, er der antegnet som godtgjort med 9 Sp. Og da Folkene, Giverne, i hvis Fordeel slig Godtgjørelse (saameget mere som vi see den voxe i Priis fra 9 til 15 -- til 20 Spd) jo maatte være, benegte, at sligt er kommet dem tilgode eller skulde komme dem tilgode, lader han dem sligt ved Beskikkelse forkynde, som om denne sildige Be- kræftelse kunde styrke det fra "Bogen" hentede Udsagn, og ikke Fotnote: "Incassationsbog", lectio varians. Der maa staae noget i den Bog; dog neppe Synderegisteret. Meget kan naturligviis ogsaa indføres i den. Fotnote: Bil. 4 med Anhang a og b. NB. I Brev af 2den Juli 1833 foregiver Praëm Qvitteringens Forkommelse. Den sagdes underskrevet af forlængst afdøde Ole Mago. SIDE: 231 maatte meget mere berøve den al Troværdighed. Bemærkes maa ogsaa, at P. har forfattet Opgjørelsen med Jens Nilsen under denne Sag. Samt, at P. først 29 April 1833 har sikkret Christen Dønnum hans Plads. Cfr. Not. 10 Pag. 67. [s. 258.] . Cfr. Pag 63. [s. 251 -- 252.] . 4. Sandheden, flere Ankendes Krav paa mulig Erstatning har lidt nok ved den praëmske Cacheringsmethode, saaledes som denne mundtlig er forøvet ved utilbørlig Indvirken paa Vidnerne under Examinationen dels ved at lægge dem Svarene i Munden dels ved at dupere dem ved en al Retshandling afbrydende ra- sende Adfærd -- og hvorom jeg maa, uagtet Acten derom bærer mangfoldige Vidnesbyrd, og mine tregange gjentagne Klageskri- velser derover ere uigjendrevne, herved ærb. æske Dommerens udtrykkelige Attesteren enten særskilt eller i Præmisserne. -- Det vil derfor være en vidt overdreven Begunstigelse, om Ps forskjellige skrivtlige Cacheringer end ydermere skal tilstedes den tilsigtede fordærvelige Indflydelse. Det bærer Vidne om hvor slet Modpartens Sag er, at han tyer til saadanne Forsvarsmidler mod -- den Anklagede. 5. Praëm har ogsaa mellem disse endeel fordeelagtige Attester. Disse maae ligeledes i denne Sag komme i ingen Betragtning, saafremt de ikke indeholde Beviis mod noget enkelt af mig paa- staaet, hvilket ingen af dem dog gjør. Hvor fordeelagtige de end kunne være, angaae de dog hovedsagelig hvad her ei er Spørgs- maal om, nemlig P.s juridiske Evner; og forsaavidt de erklære, at P: ved Udstederne bekjendte Leiligheder har været i sin Be- handling mod Folk som han bør være, da skulde jeg troe, at dette maa være magtesløst imod den modsatte Adfærd, jeg kan paabevise ham ved andre [fotnotemerke] Leiligheder. Desuden maae bemærkes, at et andet Indhold af Attesterne vilde ikke være synderlig andet end en Anklage; og dette vilde dog være saa sin egen Sag for alle Udstederne enten paa Grund af det private eller offentlige Forhold hvori de staae til P. Hvad de enkelte Attester angaaer, da formener jeg, at Fogdens, efter hvad forhen under No 3, Pag. 40 [s. 219 -- 220.] , er godtgjort, taaler allehaande Modificationer. Sorenskriverens 1ste kan kun an- gaae den Tid P: var hos ham; og er af de senere afgivne en, der Fotnote: Ja, stundom ved de samme. -- Cfr. N. 3 -- Pag. 40. [s. 219 -- 220.] SIDE: 232 skal være saa lidet fordeelagtig som en Embedsmand kan taale den, -- en nemlig fra 1825 -- 26, ikke fremkommet paa Opfor- dring [fotnotemerke] . Desuden taber enhver prisende Attest sin Glands ved Præmisserne i Gbrand Tønsagers Sag; og viser nærv. Bil. 5, at selv hiin Tid, da P. var hos Bsenius var hans Adfærd saaledes, at den paadrog ham dennes Irettesættelse. At han senere gav Anledning til at erholde en lignende se -- Bil. 6. Forligscommissæ- rens Erklæring contrasterer med eedf. V. Lars Dønnums Dep. 22 Juli/33, at P. tog 5 Sp. for Forligsmøde; og Forlig af 20 Sept/21 be- viser, at han af Lysagerenken ligeledes tog 5 Sp. og paa saa strenge Beting. at 299 Sp. skulde betales inden een Maaned; -- en Adfærd, hun, der havde givet P. som Incass. saameget at fortjene ellers, mindst fortjente. -- Muuses Attest angaaer blot Hørensagen. -- Byfoged Lyche, hos hvem P. har været, har ikke villet give nogen Attest, da han erklærede mig i Brev, at han ikke kunde harmo- nere med P. Forresten troer jeg, at P. har faaet sine Attester for Skranken i denne Sag af mangfoldige ved ham lidende og for- urettede Msker, og af de flere 100 Mænds Underskrivter, som til- lægge ham Ordet for Haardhed og Udsugelse. [fotnotemerke] Mellem Modpartens Forsvarsmidler kan ogsaa regnes den sær- deles Anstrengelse han gjør sig for ret at faae ophobet Anke- poster i Mængdeviis imod sig, samt forat kaste Skygge paa den Maade hvorpaa jeg har erholdt saa anseelig mange Under- skrivter om hvad Rygte Praëm staaer i her i Bygden. I sidste Henseende, da er beviist, at jeg ikke Selv eller ved eget Bud, men ved Fjerdingmændene, hvem jeg alle paa eengang derom anmodede, fik dem samlede. At jeg viste en af disse ud af mit eget Værelse med Bebreidelse fordi han mundtlig i saa Manges Nærvær turde vedgaae, at P. var berygtet, men ikke skrivtlig, og fordi han imellem Fjerdingsmændene var den Eneste som ei var med i Almuebogsamlingen -- det skulde jeg troe gjør intet til at svække hine Rygtevidnesbyrds Troværd. Og betræffende Opdyngningen af Anker [fotnotemerke] , da viser dette jo Fotnote: NB. Bil. 5 -- a (mærkelig Attest!) Fotnote: Se og Bil. 7 og Bil. 72 bestaaende af 6 sammenheftede Blade og 2 vedhængte Skrivelser. Fotnote: NB. Modparten kalder ogsaa mine Anker "tilsyneladende rigtige". SIDE: 233 kun, at dog Saameget kan ligge i det Paapegede, -- at jeg alt- saa i moralsk Henseende var skyldløs, om jeg ikke kunne paa- bevise P. noget Ondt, men kun, at Sandsynligheden deraf var tilstede i en saadan Grad, at Selv andre end jeg kunde fristes til at specificere Beskyldninger. Der behøves imidlertid tilvisse ingen Mængde af Ankeposter til min Frifindelse. Deres Gehalt er alene isaahenseende det Af- gjørende. Der spørges om "Brud paa Sagførerens Pligter mod Staten og Menneskets mod Menneskeheden" eller Humaniteten. De første ere lette at mærke, da man har de positive Loves Alen at maale facta med; og mon ikke Vanskeligheden i at paavise noget imod den sidstes er alene tilsyneladende? De hellige Skrivter paastaae, at Mskhedens eller Mskelighedens -- som her maatte være det Samme -- Grundlove ere skrevne i alle Mskers selv i Hedningernes, Hjerter. Forhen er gjort Rede hvorfor her ei ganske nøje kan skilnes imellem Forbrydelser mod Staten og imod Mskeheden, saasom nemlig begge Disse gribe paa det allernøjeste ind i hinandens Principer, Tendenz og Midler. Ankerne ville derfor, enten de indeholde Forsvarsbeviis for begge disse 2 Dele af min Hovedanklage eller kun for hvilkensomhelst af dem, i Totaliteten falde sammen; og det vil være lige nær- gaaende denne Sag, om jeg paabeviser noget oprørende eller noget lovstridigt, og om jeg paabeviser det specificerende eller ikke. Det er dog ikke med Hensyn til hvad jeg selv billiger, at en mere, ja aldeles afgjørende Indflydelse maa tillægges det Lov- stridige fremfor hvad der alene ere inhumant og den almene Følelse oprørende; thi paa mig har det Sidste virket mere end Hint til at afgive Omdømmet quæst: om Praëm. Kun isaahen- seende kan maaskee Brud paa Mskets Pligter mod Msket til- kjendes en underordnet Plads mod Brud paa de borgerlige Love og Embedspligterne som der af hine fordres flere for at tilkjende En derfor sedligt Uværd mens en enkelt af disse bryder Staven over Embedsmanden. Man vil dog faae see nok af begge i det Følgende, nok af SIDE: 234 hvad der er mere end "Splinter i Øjet" som Hauge med en frem- stikkende Erkjendelse af sin Parts -- "den lidende Uskyldigheds" -- Skyld, benævner det Praëm paabeviste, mod Stats og Mo- rals Love begangne. Procurator Praëm er overbeviist I) OM UDSUGELSER. a) Ved Aager. Beviser: 1) I Thingsvidne 18 Decbr 1833 ved Romedals Thing [fotnotemerke] bekræfter eedfæstede [fotnotemerke] Vidne Ole Hermansen Thorbjørnrud "at Praëm blev betalt 60 Spd. forat give Henstand med Betalingen, og for hvilket Beløb Anviisning gaves paa Incassator Cappelen". Vidnet til- lægger, at "det ikke troede, at deri var indbefattet Betaling for Møde eller Renter". Herom overbevises man og af Praëms Brev (Bil. 4-a). Vidnet tilføjede fremdeles "at Praëm forlangte disse 60 Sp". 2det V. Ole Dahl, ligeledes eedfæstet, bevidner "at han var en- gang med første V. hos Praëm, og da opgjorde denne en Bereg- ning over skyldige Renter, hvorefter han foruden disse forlangte for Henstand 20 Sp., hvorfor Ole Thorb. og Vidnet gave Beviis." Differencen imellem Provenes Opgaver forsvinder, da Ole Thorb. ogsaa omtaler 22 Spd., som skulle være erlagte. Desuden har Eenstemmigheden fuld Kraft, da begge samvidne i at Penge uden- for Renterne fordredes af Praëm og erholdtes. Naar man nu faaer høre hvorledes denne Mand ellers er bleven udsuget af P., har man et Exempel paa en af de Sager hvori det Lovstridige og Oprørende, omfattende hinanden, kjæmper om Overvægten. Men skal dette alene hedde, som P. siger "at være noget dyr", spørgende derefter "og hvad saa da?" Der er overbeviist Aager, skamløs Aager. Praems Adfærd i det Hele med Ole Thorbjørn- sen er saaledes, at Beviserne derfor alene maae bevirke mig fri- kjendt. Fotnote: Bil. 8 med Anh: a-b. Fotnote: En af de 2 Jurisdictioners Domme maa feile med Hensyn til Eedfæstelsen eller ikke af Vidnerne i denne Sag. -- SIDE: 235 2) Forhør 22 Juli 1833. Deri bevidner edfæstede Lars Dønnum, at Praëm tog 30 Sp. af Vidnet og 50 af Ole Dokken for nogle Maaneders Henstand med Obligationsgjeld. Denne har rimelig- viis været den, hvorom Proces reiste sig, og hvori P. istedetfor 350 Sp. vedtog Forlig paa 70 Sp. (Cfr. ovenfor 2 Pag 40). [s. 219.] Ved citerte Forhør maae lægges Mærke til Modparternes An- strengelse for at faae Qvæstionen sløifet og Anbud af Eed om Aagersigtelse intendertes, samt til den noble Grund hvorfor Lars Dønnum slap ringere. 3) 34te og 35te V. Christen og Nils Nilsen erklære, at Praëm tog 10 Sp af 40 paa et halvt Aar, og endda 1 Sp. paategnet ind- tagne Regning eller Beviis paa 50 Sp., som Renter. Altsaa ud- laaner 40 Sp. mod Beviis paa 50 [fotnotemerke] ; og forat skjule det antegner 1 Sp. som Renter. "Den lidende Uskyldighed" tager vakkre Pro- center paa en kort Tid. Forliget gjør dette ubestrideligt fast at P. siger, at han -- dog kun for den enes Vedkommende -- har havt adskilligt Bryderi. 35te Vidne, for hvem dette Bryderi skulde være paataget, mælte ei et Ord derom, da han depon: om Aageren. Men denne Maneer at skjule sig paa, at paaskyde med ligesaa runde Ord som Tal Uleilighed osv er netop Aagerkarlenes egen. 4) Maaskee feiles ei saameget, om det kaldes "Aager", at han afkjøber for meget mindre Bjertnæsarvingerne deres Arvekrav, f: Ex. et paa 107 Sp. for 80, mod skadesløs Transport [fotnotemerke] ; thi dette ophæver jo Resicoen, og mellem at "forskyde" En 80 Spd og "laane" En 80 Sp. mod Beviis paa 107 Sp. sees ingen Forskjel. P. havde ei givet 80 Sp. alene forat faae 80 med ordentligt Paaløbende igjen; han havde Udsigt til at faae 107 Sp. igjen. Trang lod Arvingerne indgaae slig Handel; og P. benyttede sig deraf. 5) Aageren (hedder "Documenteren" i Modpartens Stiil) med Aalborgsætermændene, hvilke fattige Folk fik 85 Sp. mod at Praem "som god Betaling" som han selv siger modtog Hafners Beviis paa 100 Sp., er (cfr. Lars Langvægs tredie understøttende Fotnote: NB. ): 50 pcto. Fotnote: NB. Ps Papirer med Lars Sundby vise noksom "at han ikke taber rentud". Af Ps Bil 9 sees at han af L. Sundby og Ole Jensen Bergereje lod sig skadesløs tiltransportere 2 Exsecutions- forretningers Beløb 733 Spd. med Renter. SIDE: 236 Prov) saa beviist i Acterne og af Hr Thesen saa klart lagt for Dagen, at videre herom er overflødigt. Praëms Undskyldning [fotnotemerke] "at han, hvis han ei saaledes havde arrangeret det, vilde kunnet for- tjent meget mere, da Lars Langvæg skulde ud med Pengene", maa være et Uddrag af hans Levnetsviisdom trods dets al Ret- færdighedsfølelse parodierende Frækhed. Dog seer man Practiken strider ikke mod Theorierne. Thi hvor ædelmodigen end P. ar- rangerte det, gik det dog saa: 1) Langvæg, som skulde ud med 100 Sp. og troede at hente dem hos Aalborgsætermændene som Kjøbere til en Jordvei, han solgte forat klare sig, fik kun 85. 2) Aalborgs.mændene fik kun 85 mod Beviis paa 100, og have maaskee strax paa anden Maade maattet erstatte Langvæg ): de have faaet omtrent 60 Sp. for 100. 3) Praëm fik derimod 100 Sp. for 80 og 85. [fotnotemerke] Denne Handel er dog intet Gaardhandel-arrangement -- thi det var alt afgjort mellem Vedkommende -- men et Aager-arrange- ment af utvetydigste Slags. Den er blind eller uretfærdig som ikke indseer dette. Aagercapitlet sluttes med Hauges Erklæring "at han -- jeg med -- holder sig til Dem, som lære ham at Borgersikkerheden bedst fremmes ved de positive Loves ubetingede Anvendelse!" -- Det skee! En anden Classe af Udsugelser hvori P. til Overmaal har gjort sig skyldig lader sig ei saa skarpt og nøje betegne som forrige. Jeg faaer dog adskille de Kjendsgjerninger, som derunder maae sortere, fra dem der alene kunne henføres til Ubillighed og Ublu- hed i Pengefordringer, fremstillende dem som Udsugelser. Fotnote: NB. Se Thesens Anm: Pag 92 om P's pinefulde Forsøg paa at slippe fra denne Aagersag. Tilsidst griber han til slige for- træffelige Argumenter som, at den hele Ulykke som skede var jo blot "at Kjøberen lagde disse Omkostn. til Kjøbesummen.(!) Fotnote: NB. Til Aager hører ogsaa det ved Bil. 10 med 5 Anh: Op- lyste Pag 55, note 7. [s. 240.] Den der øver Aager saamange gange er jo en Aagerkarl? En gang er dog igrunden nok. SIDE: 237 b) ved skaanselløs, oprørende Behandling af Debitorer, i Hensigt og med den Følge at tilvende sig ublu Fordeel endog med Disses aldeles Ødelæggelse. Beviser: 1) I Forh. 22 Juni 1833 deponere edfæstede Peder Bagstad med Kone, at P. lod afholde uvarslet [fotnotemerke] Exsecution hos dem i begges Fravær. Ps Bil. 87 viser, at Praëm ved Extracommission 27de Juni/22 fik af P. Bagstad tiltransportert et Forlig paa Ole Thorbjørnrud af Romedal, stort 348 Sp. 70 ß. med Renter fra 14 April 1815, og afsluttet Aaret tilforn. Bil. 8, a samt Thingsvidnet 18 Dec. f. A. viser, at Praëm ind- fandt sig allerede Formiddagen den 29 Juni 1822 [fotnotemerke] med Exsecu- tionspersonale uvarslet hos Ole Thorbjørnrud, hvor han ved Trusel strax at lade Gaarden bortsælge fik ham til at forskrive sig for 526 Sp. og 80 ß., hvori Praëms [fotnotemerke] og Fogdens Salar indbefattedes, hvilke, mod Pant i Gaarden, taxert for 900 Sp., med frasagt Løsningsret m. m., skulde alle være betalte inden 1ste Mai 1823 med Renter. Hvilke glubske Overfald! Paa mindre end 2 Dage en slig For- øgelse i sit Tilgodehavende! Og vel maatte han indsee, at den ulykkelige Ole ei vilde kunne klare sig i slig Termin; men at han længe vilde vedblive at være plukbar. Hvilken frygtelig Hale er der ikke paa den bagstadske Sag? -- den, hvorom Hauge, uden at ymte det mindste om disse hedemarkske Sager, siger kort og godt "basta!" -- Thingsvidnet godtgjør nu, at Thorbjørnrud har betalt denne skamløst opskruede Gjeld med følgende Summer: 1) 200 Sp. 2) 200 Sp. 3) trende Oblig., hvis Beløb ei erindres, men som formenes indbefattet i de omsider betalte 182 Sp. (Skal efter Bil. 4-a være 188 Sp. 36 ß.) 4) Aagerpengene 60 Sp. 5) 22 Sp. og hertil en Qvie. Bil. 4-a viser, at P. desuden har afholdt en Auction hos Ole Thorb. 29 Juni/29; og at en Christopher Kjeverud er bleven hans Debitor for 40 Sp., samt, at denne transportviis fra en Christopher Olsen Struberud er kommet i saadant For- Fotnote: Dette bliver dog altid en Haardhed, især mod En, der, ved at kjøbe Dokken havde givet P. saa anselig Gevindst. Fotnote: Bil. 8-a. Fotnote: P. regnede at han var reist fra Xnia; men, for en Feils Skyld, boede han da i Eidsvl.bakken 6 Miil nærmere. SIDE: 238 hold til P. Denne er neppe den samme som Syvert Larsen Struberud, der ogsaa i denne Sag sees paa samme Maade (cfr. Bil 8-b) fra Ole Thorb. directe at være bleven Ps Skyldner. Hvilken Række af Udsugelser; men hvor maa den afskyblan- dede Forbauselse stige, naar vi høre, at Bagstads Gjeld: de med Forliget paa Thorbjørnrud betalte 409 Spd. var for -- -- John Pedersen Dokkens Gaarddeel, den om hvis Salg Falsen philippi- querte i Storthinget!!! Vil man mere? vil man mere af Blodsugeri, Aager, Falskhed og Hykleri, for ei at sige noget mere? Pram kjøber en Gaard for et Par 100 Daler, besnakkende Manden, at det blot er en Finanzoperation til hans eget Bedste -- Denne sidder et Par Ord paa Praëms, udsiges (saa berettes der) eller -- hvad vist er -- udsteder Skjøde til P. Bagstad, mens Pengene, de 1000 Sp., gaae idetmindste for allerstørstedelen til Praëm og Manden med Bettel- staven til Byen fra Gaard og Grund. For Resten af Kjøbesum- men transporterer Bagstad til Praëm Forliget paa Thorbjørnrud og saa gaaer det, aagrende denne Mand Fant, gjennem ham og en, to, tre Folk til deroppe inden Ødelæggelsesraseriet er mættet. Det var kun den første Act i dette Sørgespil, som oprørte Falsen. Hvad vilde han sagt, og hvad siger min ærede Dommer til det Øvrige deraf; og først da til den mageløs frække Hyklerselvroes, som P. tillægger sig for sin Færd med John Dokken og lod derfor en Høavling bortsælge, som Aar til andet gav 120 S Hø, og uagtet Debitor bad om at maatte lade sig den tilslaae selv mod Caution af Den Samme som kjøbte Alt paa 6 Ugers Henstand. P. tog 6 Sp. Mødet; Vidnerne eftergave sit baade ved Auctionen og Exsecutionen, hvor P. tog 8 Sp. efter Forretn. [fotnotemerke] Udskrivt af Arrestprotocollen viser, at P. for Møde hos samme Mand har taget 12 Sp. 30 ß., mens Fogdens alene var 6 Sp. 114 ß. Hiin uretfærdige Adfærd mod H. Heiret bidrog særdeles til Dennes Ødelæggelse -- en Bedrift, som senere fuldførtes ved den vold- somme, af begge højere Instancer underkjendte Arrest, som P. iværksatte; og derved at P. ved forskjellige Trudsler afskrækkede ham fra ifølge Hretsdommen at søge Erstatning hos Lars Larsen [fotnotemerke] , hvis hele Formue samt Kones Arv sees at være kommen i Ps Hænder. At denne Formue ikke har været ubetydelig viser Ole Eggers Prov 22 Juli/33 at han alene har betalt P. 80 Sp., som vare laante af L. Larsens Kone. Den løb op til nogle 100 Sp:, som Fotnote: Bil 82 (Nævnes saa da det først senere efter de øvrige Bi- lags Antegning fandtes) indeholdende 5 Skrivelser. -- Fotnote: Altsaa 14 Sp. af 5! Fotnote: Anm: Hauge "fatter ikke hvortil Lars Larsens Prov" -- Jo, det kaster, med al dette Vidnes Fordægtighed, Lys over P:s Ope- rationer med hans Formue. SIDE: 240 alle ere gangne samme Vei; og selv om der var Sandhed i eller blot Sandsynlighed for at denne Ps Client havde bekommet den eller Valuta derfor, da har jo P. ved sine ulovlige Trudsler for- aarsaget, at H. Heiret ei vovede videre at forfølge sin Protest mod at der skede Transactioner til hans Forfordeel. Det er af- gjort, at denne Mand er bleven ødelagt ved haard, af Domstolene som uretfærdig erkjendt Medfart af Praem [fotnotemerke] , og at denne har drevet sin Forfølgelse saavidt, at selv Dommens Satisfaction ikkun blev verbal, men forresten ei af den tilsigtede Nytte for ham i nogen anden Henseende. 6) Saavidt sees af Bil. 9 [fotnotemerke] -- forhen i Afskrivt forelagt P. inden Retten i Tillid til hans i 1ste Forh. paa Gjestad Erklærede at ville forsvare sig mod enhver kun antydet Anke -- har P. beholdt paa det nærmeste 100 Spd. mere end ham tilkom. Om det er som Anklagersken siger, at angjæld. Familie derved er bragt til Armod, vides ikke. Dette afgjør dog kun lidet med Hensyn til Spørgsmaalet om det lovlige; men af Vigtighed er det ved Spørgs- maalet om det oprørende, det det Immoralske forstærkende i en Handling. 7.) Ved Bil. 10 med 5 Anhang [fotnotemerke] er den Aager beviist P. paa, forsaavidt Klageren ved Documenter har godtgjort Rigtigheden af hiin egenhændig undertegne [de] med Vitterlighedsvidner forsynte Anke, som hans Vaadedød har forhindret ham fra at bekræfte inden Retten, at Praem forat udlægge for ham 8 Sp. 1 Mk. 9 ß. tog Beviis paa 15 Spdlr. Det er blodsugende saaledes at benytte sig af en Mands for- knytte Stilling, idet han om 2 Dage ellers skulde møde Creditor for Retten. Og synderlig mildere kan det ikke benævnes hvad Klageren, og siden for Retten hans Søn erklære, at P., da han tilfældigviis var paa Naboegaarden, og disse Aagerpenge, som, med 1 Sp. for Commissionsmøde, opløbe til 17 Sp. 4 M. 8 ß., sendtes til ham ved Konen, endnu dertil negtede at modtage dem før han fik 5 Spd. til. Dette er at pine Penge af fattige Folk. Fotnote: Cfr. N. L. 1 -- 19 capitels strenge Articler om Arrest. Det er klarere end Dagen, at P. har sat sin Part i Stikken. Han er en enfoldig Karl; men som jeg troer har lært at skrive saavidt. -- Fotnote: Bil: 9 med Anh. a. Fotnote: Bil. 10. med Anh. a-b-c-d-e. SIDE: 241 8) Ps Medfart med Jens Nilsen Maler [fotnotemerke] er saa tilstrækkeligen af Hr. Thesen beviist at være Udsugelse til Mandens og Fami- liens Ruin, at videre Beviis ei gjøres behov. Kun disse Anm: Paa det af P. Jens Nilsen forelagte, under denne Sag forfær- digede Regnskab bliver dog 78 Sp og noget over, som han ikke erkjender. Han siger vel, at han nu og da har faaet noget [fotnotemerke] Smaat; men 78 Sp? Ellers troer jeg, at det er dette Regnskab eller Maaden hvorpaa han har udviklet det som Hauge meget betegnende kalder "en vel gjennemtænkt Plan". -- At det har gaaet underligt til med den hurtige Destillation af J. Nilsens For- mue, der som en velhavende Mand kom her til Sognet, er ind- lysende. Han besad dog 800 Sp. paa Hedemarken og fik 780 for Smedstad -- nu har han med Kone og Børn i mange Aar været Fattigvæsenet til Byrde; og man veed dog hverken om ham at han spiller, drikker eller ødsler; men kun at han er en stræb- som Arbeider, der har seet sin Formue forgaae, mens han gav P. saa anstændigt Salar som 200 Sp. for at drive en Sag, der tab- tes; og, som man seer, særskilt Betaling forat opgjøre hans Af- færer. Disse kom ved sligt Opgjør i den højeste Uorden; men desuagtet, og, som anført, uanseet det Meget P. derved ellers havde erhvervet sig, finder man i Regnskabet nu anført 10 Sp. "forat opgjøre Affærerne". Men ved at anføre sligt kommer man dog en praemsk Liquidationsbalance saameget nærmere, skjøndt saadant Opgjør vel er en nødvendig Følge af Forretningerne selv og altsaa godtgjøres i disses Salar. Cfr. ellers Nota 15. Pag 43. [s. 225.] 9) Fogdens Attest (cfr Not. 3, Pag [40] [s. 220.] ) beviser, at P. hos den udarmede Gbrand Tønsager exsequerede 2gange samme Dag. Fotnote: NB. Mandens egen taabelige Godtroenhed har unegtelig Rolle med i dette Sørgespil; ligesaa Kyhn, Bull og Lütken og endeel stumme Personer; men disse ere langt underordnede. Praëm har Hovedrollen -- han er Helten, som naar han triner frem i Ex- positionsscenen (den hedemarkske Sag) siger: "Afveien! Her er jeg!" Naar han nu bagefter i Efterspillet siger: "Stakkels Jens! stakkels smaae Børn, som vare fødte i Velstand!" da er det Rø- veren paa Carthagos Ruiner. -- Fotnote: at det holdt haardt nok at faae sligt Smaat sees af at han ydmygeligen og med Pant maatte bede i sin Nød om 3 Sp! SIDE: 242 Act. 156 beviser, at han beregnede sig hos samme Mand 8 Sp. Møde (1/4 Miil) og Sundpenge 2gange, hvilke dog ikke erlægges af Folk, der boe i Eidsvold. Dette viser til hvilken smaalig Yder- lighed han gaaer i sin Vinding; men alligevel bør Størrelsen eller Ubetydeligheden af dette Tillæg ikke, naar dette er uretmæssigt, formindske Brøden. Denne Families Ødelæggelse herleder sig for største Delen fra Praëms ubarmhjertige hensynsløse Medfart. Der skal navnlig dengang der exsequ: 2gange have været hjerte- rystende Scener i dette Ulykkens Huus; og Folk troe Enken, naar hun med sine spæde Børn ved deres Døre jamrer til Jord og Himmel over Praem. -- c) ved overdrevne Beregninger. Dette er blot et mildere Udtryk for Udsugelse. Denne skeer derved. Dyrhed er vel ingen Forbrydelse; -- P. erkjender den ogsaa selv -- men Omstændigheder kunne dog gjøre den til et med Udsugelse, og da er det at den almene moralske Følelse fordømmer den som Brud paa Mskets Pligter mod Msket. Saa- danne Omstændigheder ere Debitors Armod; den oprindelige Gjelds Ubetydelighed; ringe Umag; at man ellers har fortjent meget af samme Folk, hvorved Erkjendtlighedsfølelsen maatte vækkes; at Andre ere langt billigere osv. Paa mig har i det mindste ublu Fordringer af P., eller Dyrhed, virket meget til at uddanne Begrebet om ham som en Bygdeplage [fotnotemerke] ; og det kunde ikke andet end paafalde mig, at f. Ex Praëm tog 8 -- 10 Sp. for 1/4 Miils Vei, naar jeg vidste, at vor Lensmand for henved 6 Mile frem og tilbage til Gjødingsæter i Hurdalen blot tilkjendtes 2 1/2 Sp. Det maatte heraf forekomme mig, at Øvrigheden ved at bestemme slig Betaling factisk benegter Billigheden af hiin praemske. De særegne Omstændigheder ved endeel Tilfælde, hvori denne al- meene Følelse, som ogsaa erkjender hine Love og at Medliden- hed og Anstændighed bør sætte Havesygen Grændser, gjør dog, at jeg ikke indskrænker mig til de Beviser alene forat P. mang- foldige Gange har overskredet al Billighed i sit Krav, som for- hen ere anførte. (Bil. 8-a o. fl: -- Cfr. Noterne under Artiklen "Hvad P. anf. til Forsvar".) Fotnote: NB. Jeg maatte ogsaa søge Analogi med hvad Læger er- holde for ulige mere Bryderi og Ansvar. SIDE: 243 Beviser: 1) Forlig af 20 Sept 21 angiver at han har taget 5 Sp. for Forligsmøde af Lysagerenken, i hvis Mands Boe han som Inc: havde erhvervet saa meget tilforn. Ligesaa af Lars Dønnum. Af Begge havde han ellers tjent (ikke fortjent) meget. [fotnotemerke] 2) Enken Live Hansdatter Ørbæks Regning fra Praëm er for plump i sin Opskruen til at burde tilhøre denne Regnemester. Opgaven har synligen været for denne Ynder af runde Tal at faae Debet netop drevet til 100 Sp., hvilket ogsaa naaes paa en Prik ved den pudserligste Renteregning. 3) For et Forlig mellem Hans Endridsen Aalborg og Ole Kind 15 Sp. af den Første, 6 Sp. af Denne. Begge vare fattige Folk; men selv Rigere maatte afskrækkes fra at indlade sig i Forlig paa slige Conditioner. Hans Aalborg havde desuden oftere været P. til god Indtægt. 5 -- 6 Sp. havde været det visse for Møde hos ham paa Nabogaarden. 4) Bil. 88 viser at Manden paa Fugleruds Gjeld, stor 84 Skil- ling voxte til 8 Sp. 39 ß. Jeg hoslægger en Qvitt: fra P. til en Hans Fugelrud paa 13 Sp., i den Tro, at det er samme Sag be- træffende [fotnotemerke] . Qvitteringen er vedhæftet en anden af samme Form ): omtrent 1 Qvadrattomme stor -- formodentlig for desbedre at kunne gjemmes. 5) Sorenskriverens Erklæring Bil 5 om Ps paa egen Haand fore- tagne Opskruen af Incass. pcterne [fotnotemerke] , hvorved Sorenskr: antager at hans eget Navn kunde lide. Jeg erindrer og, at det almene Misnøje i disse Egne frempegede Dette af Hr. Praëm, og glemte ikke at bemærke, at en saadan Forøgelse var dobbelt ubillig i hine knappere og med Auctioner osv: overfyldte Tider. 6) Efter Regning af 1 Febr. 1830 for Møde ved Exsec. paa Kringler 10 Sp; mens Fogden kun har 2 Sp. 36 ß. Der har han ogsaa forud taget Skadesløsbrev, som Ole Iversen negter at være sig oplæst. P. har ogsaa der som ogsaa ved Fotnote: Bil. 11. Fotnote: Bil. 12. Fotnote: NB. 8 pcto findes paa flere Steder tagne i Inc: pr: -- Saa- ledes i det betydelige Lysagerboe. Derved foraarsages visselig Sælger og Kjøber Forliis. -- Sorenskriveren siger, at selv dette svære Boe har maattet spæde til de store Prcter.(!) Protest skede og mod P. som Incassator. Se Borchsenius Skriv af 16 Nov/21. -- SIDE: 244 Auct. paa Findstad, ved Exsec. hos Marthe Bjerke ikke beregnet sig sin Skyds rigtig. Dog sees af Adv. Thesens Tilførsel paa sin Regning i det kringlerske Opbudsboe, at Skydsberegning ikke er den retskafne Sagfører ligegyldig med Hensyn til Rigtigheden. 7) Execut. forretn. af 14 Nov/27 viser [fotnotemerke] , at P. hos den udarmede Nils Toftnæs tog 2 Sp. for Forligsmøde og 6 Sp. for Exsec. møde begge Gange ved blot at skikke en Skriverdreng afsted. At Folkene vare arme, sees af at man maatte exsequere i den lille Jordvei efterat alt øvrigt kun strak til 17 Sp. P. søger nu vel i sit sidste Indlæg at undskylde sin Dyrhed, som han ellers "tilstaaer" med Begrebernes Forandring, saaledes at man nu vil ansee sig velbetalt med 10 Sp. hvor man før fik 20 -- 30; og hvilke forandrede Begreber han naturligviis kalder "ubillige". Men Retfærdigheden kjender ikke en saadan Foran- dring i Begreberne, og Billigheden udvikler sig som enhver Deel af det Moralske med Tiderne istedetfor at gaae tilbage; desuden tvivler jeg paa at saadanne formindskede Salarier tilkjendes af Folk, som lide af ubillige Begreber. 8) Fremlagte Brev fra Lars Stormoen af Oudal og Thorsten Sandholts Prov viser dog, at 20 -- 30 Sp. heller ikke forslaaer for Praëm; men at der maa 50 Sp. til før han finder Billigheden. Dette sees at have været Prisen for 2 1/2 Miles Reise med fri Skyds. 2gange senere har han taget 25 Sp. for samme Tour ved Auctionsmøde; men var 50 Sp. billigt førstegang, maae de vel have været det de senere Gange. 9) 47de edfæst. V: Gunder Elstad dep. 8 -- 10 Sp. for Møde ved Skriverkarlen 1/4 Miil borte paa Exsec: og Auct. For En- hver, som ikke har været Vidne til Ps uforsvarlige Adfærd med Vidnerne, maae det være uforklarligt, at dette Vidne siger "ikke at kunne erkjende P. for dyr ved Forretningerne" [fotnotemerke] ; og Fotnote: Bil. 13. Fotnote: NB. Dette er ventelig -- thi Sligt er skeet mangfoldige Gange, og værre endda under Sagen -- saaledes gaaen til. Pram (med et vist stivt Øjekast paa Vidnet) "Det kan du da ikke sige Gun- der, at jeg har været dyr?" Gunder Aa -- nei! . . . Hr. Procu- rator; men -- Pram (med et stivere Blik) Nu? -- Gunder! Gun- der Aa -- nei! Pram: maa jeg bede tilføiet osv. -- Senere er da Modsigelse fremkommet ved nøjere Spørgsmaal fra min Side. SIDE: 245 13 Linjer nedenfor staaer der "hvilket forekom Vidnet no- get dyrt." 10) Der sees virkelig, at Mathis Nordmyrer havde 20 Sp. at disponere over. Disse bortskjænkede den fattige Karl til sin ligesaa arme Svigerfader Christopher Melby til Udbetaling af Pram; men disse bleve hvor de vare, skjøndt denne Svigersøn- nens Vilje maatte for et Mske, der kunde føle det Ædelmodige deri, have et Legats Hellighed. Pram kan ikke, om han kan give nogen Grund hvorfor han ei lader Pengene komme den Gamle tilgode, naae dette uden ved umaneerligt at udvide sit Krav. Dog, var det ikke netop efter Opgjør med P. at disse 20 Sp. kom til Rest? 11) Kun ved en lignende Liquidationsavance kan P. sætte noget imod den døende Hans Jørgensen Vengers Forsikkring, at det Sølv- skatbrev P. solgte til Fogden ei er kommet ham tilgode. For mig idetmindste har en Erklæring paa Dødssengen megen Trovær- dighed [fotnotemerke] . 12) Selv Lars Næs, der endnu staaer i indviklede Forhold til P. i Pengesager erklærer (Hauges Act 270) "at P. havde været noget dyr ved Inddrivelser" [fotnotemerke] . Men herpaa behøves ingen flere Beviser. De due desuden kun forsaavidt de vise Ringeagt for almene sedlige Følelser saa- som Billigheds og Mskeligheds, ihvorvel det ikke kan negtes, at Dyrhed -- dette er virkelig et mildt Ord her -- i de fleste Til- fælde, for ei at sige altid strider mod Humaniteten, mod Mske- lighedens Love. -- Men Pram har begaaet voldsommere Brud paa Mskets Pligter mod Msket og Mskeheden, Forbrydelser mod Mskeheden, lige- fremme Angreb paa Moral og Humanitet. Som en Tyran har han ret baaret sig ad, idet ingen Alder, intet Kjøn, ingen Tilstand har været fri dels for Trudsler om legemlig Mishandling dels for denne selv, samt for Trudsler om anden Ulykke, som ligeledes ei er bleven borte. Praëm er overbeviist om Fotnote: Bil. 14. Fotnote: Se Bil. 24 med Anh: 12 pcto Incassation og dertil svært In- cassationssalarium!! Dette af et fattigt Boe. -- SIDE: 246 II) VOLDSOM, HENSYNSLØS, UMENNESKELIG ADFÆRD, a) ved Trudsler om legemlig Mishandling og anden Ulykke. "Oldingens Afmagt rørte ei ham. Han spotted den grædende Enke." Beviser: 1) Den 80aarige Jens Steffensen Braaten, der som Formynder kom i Forretninger til Praëm truedes af denne med Prygl af Ride- pidsken, hvilket er bekræftet af tilstedeværende eds. V. Morten Henriksen Lysager. Da jeg i 1ste Forh. paa Gjestad, i Nærvær af Retspersonalet, dog i Selskabsværelset, erklærede at dette maatte dog være en Forbryd: mod Mskeheden [fotnotemerke] , saasom det oprørte al Følelse, mente rigtignok P., idet han vedgik det, at det ei kunde modtage slig Betydning. Jeg appellerer dog med Tryghed til min Dommers og ethvert Mskes. Følelse, til alle Tiders og Folkeslags Moral og Tænkemaade. Selv som en enkelt Overilelse skulde dette være uundskyldeligt; men det bliver det endnu mere, naar man seer, at han har saadan oprørende Adfærd for Vane, brugende sligt haandgribeligt Duperings- og Opgjørelses-middel snart i Havesygens snart i den ublandede Harmes Tjeneste. -- 2) Jens Nilsen Maler, som P. ellers burde elske for hans Føje- ligheds Skyld, forklarer, at Praem i sit Huus, i Provstens Nærvær, saasom denne [fotnotemerke] med Vidnet var didgaaen for fælleds at faae Greje paa noget Regnskab, "slog Skaade for Døren, overskjændte Vidnet, stod over det i truende Stilling med en Ridepidsk, og truede med snart at sælge dets Gaard, hvilket ogsaa skede." 3) 59de V. var lidende af Miltsyge og Melancholi; men dette for- hindrede ikke P. fra ligeledes at true det paa Krop og Formue. Marthe Julsrud, denne Ivers Søster, bevidner, at Broderen kom alterert hjem; og jeg erindrer, at han skjælvende og grædende kom til mig, som det var skeet, og fortalte det; men hans Sinds- rystelse maa have været særdeles heftig da den ei lagde sig paa den 3/4 Miil lange Hjemvei. Fotnote: "Graae Haar ere Ærens Krone". Og -- "Vanærer du de graae Haar, fortjener du dem ikke" -- siger Mskelighedscodexen. Fotnote: Min Fader har for Thesen erklært, at han fulgte med Jens, da denne kom og beklagede sig over at P. var saa forfærdelig dyr ved Tiendekravet, hvorfor han fulgte med ham for at udbede Skaansomhed mod Jens. -- SIDE: 247 4) 24de V., Hans Heiret, truedes af Pram, at han skulde faae En til at prygle det op, dersom det ikke taug [fotnotemerke] ): "det gjorde Demonstrationer" fordi Udlæg for 26 Sp. toges i en Avling værd 150 Sp; og ventelig fordi det bad om at maatte betroes Tilslaget med Caution af samme Mand (Svigersønnen) som erholdt det. Ligesaa truede P. samme Mand at "give ham lysteligt Prygl", dersom han ei afstod fra at protestere imod Lars Larsens Løs- øres Forauctioneren, og at ville, ifølge Hretsdommen, lægge Be- slag derpaa. Ved samme Leilighed var det P. udlod sig med "at ville føre det igjennem Processer til Hret 2 -- 3 gange" om han ei afstod fra saaledes at ville opfylde Hretsdommen. -- En smuk Maade for Retfærdigheden at komme frem paa. Højeste- ret maa vel glæde sig over at dens Domme respecteres saa af Sagførerne. 5) 30te Septbr 1832 truede P. inden Retten mig med at tage mig afdage [fotnotemerke] , hvorved Verden vilde skee en Tjeneste; dog lod han mig leve fordi jeg var en Plage for mig selv, hvorved han antog at hevne sig eftertrykkeligst. 6) Mine uigjendrevne, ugjendrivelige og ved Dommerens Attest 22 Jun/33 bekræftede 3 Klageskrivelser til Retten, en af 11 Mai/32 og en af 7de Dec/32 samt Tilførsel i Juni/33, hvor Retten atter an- raabes, og Praëms Tilstaaelse (Hauges Act 281 cfr med 293 hvoraf sees hvor velment den er) af sin Opførsels slette Natur mod Adv: Thesen vise hvor voldsom dette Mske selv i Retten tør være, og hvorlidet han ledes af almeensedlige Hensyn. Herom kræves udtrykkelig Dommerens nøjere Attestation enten særskilt eller i Præmisserne, hvilket er saameget nødvendigere som flere Vidner ved Ps Rasenhed ere blevne duperede. 7) Cand: Krogh har bevidnet, at Pram erklærte: "kan jeg ikke hevne mig paa Henr Wergeland skal jeg hevne mig (el: naae) hans Fader.(!) Efter denne al Mskehed oprørende, unaturlige Udladelse af- gjøre man nu, om der, efter Kroghs contradictoriske Sigende, alligevel var hos P. Spoer af Rest af Godhed for min Fader. Jeg opfordrer ogsaa Dommeren til at erklære sig om Praem ikke oftere har, uden Anledning, paa en den sønlige og al Følelse Fotnote: NB. H. Heiret ogsaa truet med personlig Arrest. Fotnote: N. L. 6 -- 9 -- 16. samt 1 -- 12 -- 1, 3, 7. SIDE: 248 dybt krænkende Maade inden Retten udladt sig om min Fader. Sligt er efter al sund Moral unaturligt og mod Mskehed forbry- dersk. Ved Siden af 1ste Passus i denne Artikel er det maaskee ikke afveien at opstille Kroghs Prov: "at jeg ved Sagens Begyn- delse yttrede Ønske om at Sagen ei maatte føres med formegen Bitterhed." b) ved virkelig Mishandling og Haardhed forøvrigt. 1) Det er vel ei bleven beviist, at 3die Vidnes Erik Jahnsens "frugtsommelige Kone med et Spædbarn paa Armen" som hun paastaaer, er af Pram bleven truet med Svøbeslag, da hun paa Quindeviis formodentlig med Graad og Jammer bad at maatte beholde sin Ko og Faar, der skulde ernære dem. Derimod er det sat udenfor al Tvivl hvad Konen ellers forklarer, ihvorvel hiint ogsaa har Sandsynligheden for sig. Efterat hun nemlig har deponert "at hun næste og anden Dag efter Bortførelsen var paa Mork og bad med Taarer om idetmindste at faae Koen igjen, da dens Melk var hendes og Børns eneste Næring" -- men hvilket negtedes, indtil Koen af sig selv kom tilbage, med hensynsløs Grusomhed og saameget mere uden Skin af Retfærd, som 46de edfæst: V., ved at bekræfte "at Konen udjagede selv fremmede Kreaturer af Ps Avling paa Fossum" har tilintetgjort Sandsynlig- heden af at hun slap sine egne ind -- (at de kom ind kunde dog skee, da edf.32V: bekræfter at "Grinden var maadelig saa fremmede Kreaturer kunde komme ind"; men som dog ialfald ei med Vilje er skeet, da samme V: siger "at Koen havde Tjor" da han paa P's Ordre bortførte den) . . . og efterat hun uimodsagt har oplyst "at hun seent om Høsten atter forgjeves bad om sine Faar, og saa, da hun gik hen paa Jordet forat see til dem og fandt et af dem klippet, drev dem henmod Gaarden forat faae Lov til at klippe de andre 2": da var det "Praem kneb hende i Armen, saa hun længe var guul og blaa og skjød og puffede hende uagtet hun var sin Nedkomst meget nær". Hun erklærer og, at hun derover blev "altereret" og at de Brystsmerter, hun siden da har lidt af ere Følger af denne Behandling. Det lader til, at P. har selv følt det Oprørende og mod Mske- heden forbryderske i denne sin Færd; thi han har ret anstrenget sig forat give den kolde Grusomhed at berøve en forhen pjalte- SIDE: 249 plukket Familie dens eneste usle Næring Skin alene af streng Gjengjeldelsesret og Ejendomsomsorg, og forat give sine Folk Skylden for Mishandlingsmærkerne paa Armen. Videre har han gjort sit, forat faae Konen skildret i den højeste Affect, ikke betænkende, at, om saa var, da har den for sine Børns Hungers Skyld selv rasende Moder det allerhøjeste Krav paa Medlidenhed. Men Sandheden skinner igjennem selv de af sine Tjeneres Prov som Praëm til sit Forsvar fremkalder, ja selv igjennem Pains (eller Prams aldeles Afhængige og, efter Attester en "nichtswür- dig" Karl). Denne siger, "at Praem holdt hende med Haanden fra sig"; og ligesaa edf. 32 V. siger "at P. tog hende med Vrede i Armen, da hun brugte Mund" hvilket sidste han forklarer, læggende til, at han dog "ikke fornam Skjældsord, men at hun græd, jamrede sig, og fulgte ham". Dette V's Prov, at han ei saa hverken Pain eller John Mork tilstede dengang, fortjener at lægges Mærke til; ligesaa, at Pain siger at hun var "som en vild Purke (om huskes ret)" uden at han dog hørte "hvorfor hun saaledes teede sig." [fotnotemerke] Til ydermere Bestyrkelse cfr man nu, at Konen strax bekla- gede sig og viste Armen for 6te V. Prams Gaardskarl, hvilket af ham er godtgjort; samt baade, at Lensmand Kaasen har ved- gaaet, at hun kom til ham beklagende sig, og at han raadede hende at stevne Praem, og at Konen selv under Forhøret, i Borchsenius' Nærvær, uimodsagt erklærte, at hun ligeledes gik til Sorenskriveren, som, da han -- ventelig efter flere Dage -- saae Mishandlingsmærkerne, i Lune spurgte hende, om P. der havde bidt hende. Selv Hauge gaaer ind paa, at P. har mis- handlet Konen, men slig Bedrivt er kun "af et cholerisk Tempe- rament, og hvad 100 i lige Tilfælde vilde gjøre". Jeg troer dog om Hauge, at han meget vil frabede sig at blive regnet mellem disse 100. Factum er her; og nu imod dette Ps under Embedseed afgivne Erklæring! Et Umenneskelighedens Factum er her, som min hu- mane Dommer ligesaavel som jeg, med fuld Tryghed appellerende til almeen msklig Følelse, maa fordømme. Selv det er umenne- skeligt at berøve en hungrende Familie sin sidste Næring, havde Fotnote: NB. Pains Prov i denne og Lars Larsen Heirets i en anden ere af samme juridiske Værd. SIDE: 250 end Gjærdet været istand og Konen ei viist sin gode Vilje idet- mindste ved af sig selv at uddrive fremmed Quæg. Koen kom vel igjen; men først efterat saalang Tid var gaaen, at de Hung- rende gjerne kunde været døde. Selv i det nødvendige, at Koen imidlertid hos P. maa være melket, saafremt Konen ei didgik at gjøre dette for sig selv, ligger noget oprørende [fotnotemerke] . Men Pointet af Rystende i dette Idylsørgespil ligger dog i den fortvivlede høifrugtsommelige Moders Mishandling. Der har været oplyste Nationer som satte Dødsstraf for saadant; og alle ere enige i at omgive Qvinder i den Tilstand med en Slags Hellighed og Uan- tastelighed. Selv Dyrene iagttage noget lignende; og hos Mskene tilsiger Moral og Følelse og Instinct ligemeget Skaansel i fortrin- lig Grad imod dem baade for Moderens og Fosterets Skyld. 2) Anh. a til Bil. 15 viser at andre Individer af det svagere Kjøn have uforskyldt været Gjenstand for Mishandling af P. Imidlertid lægger jeg, formedelst det Fiendskab som sees at være imellem Angiveren og P., der ogsaa beskyldes for noget mere af samme, ikke anden Vægt paa denne Begivenhed end at den viser P's voldsomme Sind, og bestyrker Angivelserne om dettes Udbrud ved andre Leiligheder. Ialfald har P. ved at slaae anden Mands Tyende begaaet en Ulovlighed (N. L. 3 -- 21 -- 3, analog. 6 -- 9 -- 4.), der ikke kan undskyldes med at han syntes Pigen fordrede for meget ved at kræve hvad Loven tillader; og et inhumant Træk af Utaknemlighed bliver det, da det var en Ærlighed af det fattige Tyende at levere ham de 100 Sp:, som vare fundne paa Alfarvejen. 3) Uden derom at have anmodet, erholder jeg fra en Holm Jølsen en Skrivelse, der fortjener Troværdighed paa Grund af de deri paaberaabte mange Vidner, hvorimellem 2 militære Embedsmænd, og fordi den henviser til en Retsprotocol. Deri hedder det, "at under en Commissionssag slog Praëm til Ri- dende Jæger Jens Hansen Moen, som lod tilføre i Protocollen om Erstatning for den skedte Fornærmelse, som troes var i 1827. P. selv har ogsaa mundtlig tilstaaet Sandheden eller at factum er passeret; men omtalt det som en Ubetydelighed, og at han Fotnote: NB. Senere finder jeg, at der staaer, at Konen, mod Tilbud, i sin frugtsomlige Stand og med sit spæde Barn i slet Føre ei kunde. (Det var en Vei, hvorfor P. tager 6 Sp.) -- SIDE: 251 dertil ved Karlens Næsviished blev motiveret. Dog maa det neppe have været saa ubetydeligt, da Rygtet herom gik i sin Tid, og beskrev det som et Held at Folket ei greb til fysisk Revenge; heller ikke tilsteder 1 -- 12 -- 1, 3, 6, 7, samt 6 -- 9 -- 16, 18, 19 og 6 -- 7 -- 8 at kalde slig Adfærd ubetydelig. Den er i højeste Maade ulovlig og et ligefremt Brud paa Sagførerens Pligter; ja ogsaa paa Mskets mod Msket. P: dømte mig fra Livet fordi jeg paa en Excerceerplads skulde have slaaet til en Jæger (en Urimelighed som siden frafaldtes); nu -- jeg mener Retsskranken eller selv det blotte Nærvær ved en Ret og i retligt Anliggende kræver lige- saamegen Respect idetmindste som en Leirlinie og nogle Kosakker derbag. Hos en beruset Almuesmand vilde en slig Adfærd hedde strafbar Kaadhed; hos den juridiske Embedsmand er den Lov- løshed og Forbrydelse. [fotnotemerke] c) ved hensynsløs Haardhed i Adfærd som Sagfører. Herpaa er forhen anført en Mængde Beviser; dog synes ud- runden af samme Sindelag, som lod P. forgribe sig paa den Høifrugtsommelige og svinge Ridepidsken mod den 80aarige og mod den Syge og mod den bedende Debitor i Præstens Nærvær, at han 1) Pintseaften [fotnotemerke] , efter Helgdens Indringning, Kl. 6 bortexseque- rede Erik Fossums Avling for de 6 Sp. -- Haardt var det ogsaa, at Erik først fik Faarene igjen mod at love P. Vedhugst i sin Skog. 2) Efter Act 104 "var P. ikke uvillig til at give 18 V. Henstand med Auct., der skulde holdes s. D.; men da V. kom med Cau- tionist, var P. ei at formaae til at give nogen Henstand". ("Nei! jeg kan s'gu ikke!" hører jeg ham bleg og kold sige til de aande- pustende, svedige Bønder, som havde ilet over 1 Miil i Tillid til Løftet) Dog sees vel, at Cautionisten var god nok deraf, at han fik Tilslag for hvad der solgtes. Fotnote: 4) Bil. 17 underretter i Brev fra Sthingsmand, Stadscaptain Holst om at P. har i Drammen havt en Sag med en Hr Torrisen for at have hugget efter Denne med blank Sabel, -- hvilken Sag dog afbrødes ved Dennes Død. -- Fotnote: NB. Saadant angriber Folks religiøse Følelse, -- neppe heller lovligt. -- SIDE: 252 Det maa altsaa have havt forfærdelig Hast med at inddrive eller rettere maaskee indrive de Penge. Ja, det synes saa; men da Vidnets Kone 2 1/2 Aar efter besøgte Creditor, en Frænde paa Hadeland, havde Denne endnu Intet bekommet [fotnotemerke] . Der blev da en Jammer, da man fik høre den uvitterlige Ulykke, som uden Nytte for andre end den, der indesad med Pengene, ved Requisi- tionen til P. var overgaaet Frændskabet her. Ere Pengene be- talte, da ere de det kun under denne Sag; thi Paaske 1831 vare de det ikke, endskjøndt baade Requir: havde været hos P:, og Denne burde have tilsendt ham Pengene strax directe eller gjen- nem Embeds- eller Ombudsmænd i hs Egn. P. har selv, Act: 105, erklært, at "han havde intet imod, at dette Vidnes Prov ansees for den rene Sandhed". Det har da skortet forfærdelig paa Undskyldninger. Det maa være slig unødvendig Haardhed, som P. kalder "den strenge Retfærd, som har gjort ham bagtalt"; -- dog nei, saa kan det ikke være; thi i denne Kjendsgjerning ligger jo ligesaa- megen uvorren Skjødesløshed i Sagførerforretninger som unød- vendig Haardhed for Dagen. Denne antager endnu en mørkere Farve, naar man betænker, at dette V. Hans Endridsen Aalborg alt dengang var kommen paa Knæerne, saa der kun skulde slige Stød til for ganske at bringe ham saa dybt i Armod som han er [fotnotemerke] . 3) Wengerfolkene vare ved Ps Hjælp berøvede Føderaadet i deres Alderdom, og det et Føderaad som solgtes uendelig under Værdien. Dobbelt Haardhed maa det da kaldes, om det er som i bilagte Brev [fotnotemerke] fra Enken til P., dat. 13 Januar 1830 siges, at Sølvskatbrevet, hvorfor P. bona fide gaves fuld Qvittering mod Godtgjørelse i Kherre Ankers Fordring, som stod til Inddrivelse, ikke er afquittet i denne. Er det saa -- hvilket jeg i 1831, lige- som nu, burde antage, da Brevet er tilstilet P. selv, indeholdende Fotnote: NB. Unødvendig Haardhed = Grusomhed. Fotnote: Anm: P. mener nok at der ligger netop Accuratesse i hs il- somme Færd; men om han fra den hadelandske Slægtning havde strengeste Ordre til at udtage Pengene -- visselig, han havde ogsaa Ordre, selv om den ei nævntes, til at tilsende ham Gjelden. At faae den var jo netop Hensigten hos Erik Blegen. -- Fotnote: Bil 18 (Se Nota 9 -- Pag 42). [s. 222.] SIDE: 253 saa svar en Beskyldning -- da maa det vel endnu stærkere be- nævnes. 4) Jeg kan maaskee henregne hertil, at Ps um [enne] skelige Stevningspaastand i denne Sag er endydermere skjærpet i Indl. af 16 Mai/31. 5) Cfr. Opfyldelsen, saavidt det stod til Pram, af den neder- drægtige Trudsel til Marthe Julsrud om at ødelægge den Familie i Bund og Grund. 6) C.fr. Trusel til Ole Thorbjørnrud, da P. faldt med Døren ind i Huset hos ham. Pag 52. [s. 237.] Ligesaa de allerfleste af Noterne til 1ste Afdeling af Undersøgelsen af P's Forsvar. Saaledes Nota 3 -- 4 -- 6 -- 7 -- 9 -- 10 -- 11 -- 12 -- 14 -- 15 -- 18. Art.C. Pag 86. [fotnotemerke] Tyrannisk Voldsomhed, raa Grusomhed bliver dog først ret afskyelig naar den er parret i Gemyttet med Underfundighed og Ringeagt for Tro og Love. Paa hans Underfundighed, hvorfor jeg A, Pag 3 -- 4, [s. 179.] Bil. 2 har viist, at jeg selv har været et Offer, vil senere føres mange Beviser. Her vil jeg blot nævne, at Procurator Praëm er overbeviist om III RINGEAGT FOR TRO OG LOVE. For at være en Ærligmand maa man ikke besidde denne slemme Feil, hvorved ofte Medborgere bibringes stor Skade. Staten fordrer vel ogsaa allerførst hos en Embedsmand Ærlig- hed, at andre Folk kunne stole paa ham. Mskeheden kalder denne Dyd ogsaa en af sine og al Sedligheds Grundkrav. At P. dog mangler den -- herfor Beviser: 1) Se forrige Side 2. [s. 251.] 2) 28de og 29de Vidnes enstemmige Udsagn -- med Tillæg, at P. fragik sit Løfte med Vrede og bortvisende dem. Se Note 5, Pag 41. [s.220 -- 221.] N. 7. samme Pag. [fotnotemerke] 3) Løftet til Jens Maler, "at det var godt at have de 200 Sp. i Baghaand". Samt (cfr. 21 og 22de Vidner) om at han skulde Fotnote: 7) 8 Sager paaførte Gbrand Bjerknæs. Fotnote: Nota 14, Pag 43. [s. 224.] SIDE: 254 faae igjen de overblevne deraf. Senere var Aftalen, at han der- for skulde faae "et lidet Hjem", da Pengene ei vilde ud af Pram igjen. Jens er bleven hjemløs, og venter neppe at faa andre egne Vægger end de sidste 4 Bretter; dog selv dem skulde Fattigcassen give. 4) Løfte til Iver Julsrud (23 V), hvorved Koen vandtes uden Nytte for Iver før P. nu i denne Sag tvinges til at opdigte eller paabyrde Folkene, at den er valutert. 5) Lars Eriksen Rogler eller Eskerud [fotnotemerke] (som ved Sagens Be- gyndelse da han efterspurgtes forat blive stevnet sagdes gaaen vestover paa Arbeide) angiver, at han og en anden Mand ved brudt Løfte af P. ere bragte til Betlerstaven. -- 6) Bilagte Afskrivt [fotnotemerke] af Brev fra Proc. Ræder viser, i Forbind. med Bil. 4, 4 a og b, at det er ikke Bønder alene som have lidt ved Ps Mangel paa Tro og Love. For Brud paa Statens "Love", paa hvad "Tro og Love" Pram har svoret denne, se Beviser hartad overalt i dette og Advocat Thesens Indlæg. -- Procurator Praëm er overbeviist om andre forskjellige IV BRUD PAA SINE PLIGTER SOM SAG- OG REGNSKABSFØRER. a) Skjødesløs Sagførsel. Beviser: 1) I Sag for Jens Nilsen findes, at han i Mødet 10 Jan./27 hver- ken mødte eller lod møde. Denne Mand har dog betalt anstæn- digt forat faae sin Sag ført. 2) Jens Nilsen sees at have paa Ps Raad og paa en Maade Tilsvar ved ham ført Sagen paa Hedemarken, der gik tabt -- som Jens mundtlig sagde for Retten -- mod en Procurator der- oppe, om hvem Ordet gaaer, at han aldrig vinder Sager. P. havde faaet Sikkerhed i Jens' 200 Sp; denne troede at have Sikkerhed i Ps Ord. 3) I den Sag for og med Marthe Aug.dtr Bjerke m. fl. mod Korens Boe, som Thesen i Indl. 10 April/33 bringer paa Bane, sees, at P. ei har, paa sine Parters Forlangende, skjøndt Penge dertil Fotnote: Bil. 19. Fotnote: Bil. 20. SIDE: 255 havdes, paa meget nær betimeligen ladet dem faae Domsacten. NB. beholdt den 2 1/2 Aar, paaskydende videre Indstevning. -- 4) Anders Lade paa Thotn klagede [fotnotemerke] i Sommer over at han 7 -- 8gange uden at have faaet Svar havde adspurgt P. som sin Sagfører om en Sags Stilling, der forlængst troedes paadømt. Da han ankede herover i flere Mænds, Sthingsmænds, Nærvær og lovede mig skrivtlig Oplysning, indhentede jeg denne ved Be- skikkelse, hvoraf sees, at P. for 14 Dage før dennes Datum 12 Decbr. først havde underrettet ham om Sagens Stilling, nemlig dens Tab. Jeg antager det at være en Sagførers Pligt hurtigst at tilmelde sin Part Dommen. 5) Bilagte Brev [fotnotemerke] fra John Ekornhoel af Oudal indeholder en- deel Anker over maadelig Sagførsel, svundne Løfter og mod disse forøgede Udgivter m: m: Ligesaa bilægges Brev fra en Berthe Blødmyrhoug af Næs -- Anh. a 6) Jeg troer Enhver maa være overbeviist om at Lars Larsen har været yderlig slet tjent med Ps Arrestsag med H. Heiret og ved den senere Procedure deri, hvorved Lars kom i Stikken alene. -- Jeg antager ogsaa, at en ædlere Mand end P., naar han indsaae, at et voldsomt juridisk coup af ham selv truede Partens Formue, vilde søgt paa en pynteligere Maade, ved Forlig, at jevne paa Erstatningen end ved Selv at tilvinde sig al Partens Formue. Det er alene en Domsilluderen, naar han erklærer "at skulle vide at gjøre sit Creditorforhold paa L. Larsen gjældende, saalænge han skylder noget." Det er vist, at L. Larsen aldrig har staaet i videre Forbind. med P. før Sagen; og neppe burde han, saafremt han har mindste Anstændigheds- og Billighedsfølelse, taget Noget for en Sag, som ved ham fik saa ulykkeligt et Udfald for -- begge ): baade Ps Part og Hans Iversen, som ingen Erstatning fik. 7) Exsecut. forretning hos M. Augustinusdt. Bjerke viser Ps Omhu for sine Parter ret paa en oprørende parodisk Viis. [fotnotemerke] b) Slet Regnskabsførsel. Beviser: 1) Act. 109, hvor Jens Nilsen, der stod i saa indviklede Regn- skabsforhold til P. og navnligen hin Sag betræffende, deponerer Fotnote: Bil 21. Fotnote: Bil 22 med Anh. a. Fotnote: Cfr.4 -- Pag 40 [s. 220.] at P. i Utide forlod Auctionen hos Chr.Findstad, hvor han beregnede sig saa enormt. SIDE: 256 "at han hverken har faaet nogen Regning over sin Gjeld til P. for denne Sag el. Noget tilbage paa de 200 Sp., uagtet P. flere Gange siden har lovet at give de 200 tilbage el. et lidet Hjem af slig Værdi." Ligesaa Act: 110, hvor s. V. dep., at det "oftere forgjæves har anmodet om Regnskab." 2) Bilagte Selvskrivelse [fotnotemerke] , vedstaaen inden Retten ved Exami- nation, udlader sig "at naar Udstederen Paul Iishoug er kom- men til P. og affordret Regnskab for bemeldte Auction har han slaaet op med et stort Sinde og tillige begyndt at overøse mig med en grov Mund, saa jeg aldel. ingen Regnskab endnu har erholdt." Det synes af Skrivelsen, at Manden har havt Ret til at kræve Regnskab. Ligesaa indeholder Skrivelsen 2 forskjellige Anker; den ene, at P:, uden senere at ville gjøre Regnskab, har udtaget Bankind- skud; den anden, at P. inddrev hos V. 100 Daler D. C., med 50 Sp. og dertil Omkostninger. 3) Citerte Bil. [fotnotemerke] vise, at P. som Incass. i Jacob Solbergs Boe har anført for samme Veilængde ved en Auction 2 Sp. 3 Mk. 2, og ved en anden 3 Sp. Ligesaa, at han af dette lille Boe har foruden 12 Procto beregnet sig 11 Sp. 2 Mk. 22 i saakaldet Incass.- salar, og hertil endnu 9 -- 2 -- 21 i Auct.omkostninger. Item, at Formynderen Johannes Vestengen forgjeves har krævet Regn- skab -- at Sskriveren paa et Thing Sommeren 1830 -- altsaa 10 Aar efter Auctionerne -- mundtlig paalagde P. at aflægge Regnskab -- at Skriveren ved Paategning af Mai 1831 ydermere har paalagt Form: at søge det hos P.; -- at P. ved egen Paa- tegning viser, at han 26 Juli 1830 sad inde med meget over det halve af Formuen; -- og endelig, at P:, trods Sskriverens Paa- tegning, at Formynderen skal "aflægge Rigtighed" for Alt "saa- velsom for Renterne", erklærer, at kun nogle Daler staae igjen, og negter at godtgjøre Renterne, fordi de i den lange Tid, han har sat inde med Pengene, ei ere blevne krævede. Cfr Nota 13 -- Pag 43. [s. 224.] Dette er dog virkelig mageløst af Frækhed og Uredelighed. Og om han blot var Skriverens Fuldmægtig, da Inc: af dette Boe betroedes ham, -- som Embedsmand har han dog siddet inde med dets Formue i lang Tid, indtil selv denne Sags Begyndelse, Fotnote: Bil. 23. Fotnote: Bil. 24 med Anh. a. SIDE: 257 ja kanskee indtil nu, og negter Regnskab og Renter af Boepenge! Rigtignok bringer Praëm i Indlæg for Iver H. Kringler, dat: 12 Mai/28 "i behagelig Erindring, at Anordn: af 7/2 94 § 15 bestemmer, at Værge, som lader de til Betaling forfaldne Capitaler og Renter henstaae over 4 Uger efter Terminen skal selv betale samme"; men denne Ps Underretning fælder jo ham selv, men frigjør Værgen Johannes, som ei har undladt sin Pligt at kræve. -- 4) Beskikkelse [fotnotemerke] til Amund Henhoug af Næs, hvori siges, at P. paa Krav om Afgjørelse af 13aarigt Incassationsregnskab "blev fortrøden og hidsig", og sagde at kunne forevise Quittering, uden dog at forevise den. Ligesaa, at ingen Fyldest erkjendes mod- tagen af P. for en Fordring i Skiftet efter Amunds Moder. Sum- men her spørges om er betydelig. 5) O. Trøgstads Regning. Samt 3die V. Act 66, 7de V. 75. Lige- saa de 2 1/2 Aar det varte før Hans Aalborgs Creditor tilfældig fik vide, at Pengene med Strenghed vare inddrevne, skjøndt 19 V. dep:, at P. før havde sagt, at der vel neppe var noget at faae. 6) I Bil. 26 [fotnotemerke] med 2 et værdigt Supplement til Ps Regnskabs- væsen i Soelbergsboet. Det gaaer ud paa, at P. siger sig endnu at være Enkens Creditor, uagtet hendes Auct:regn: ere betalte, og uagtet hun af sin Mands Boe af P. ei har erholdt en Skilling, ihvorvel "Overskudet" paa hendes Part, efterat Creditorerne vare fyldestgjorte, skulde være 36 Sp. 3 Mk. 21 ß. Den Stakkels Kone har desuagtet laant Penge og dyttet i Pram. 7) Anke [fotnotemerke] fra Præstegjeldets Gjordemoders Mand over at P. erklærede en Restanceliste "qvakklet bort" og over at P. er for dyr med de Folk han kræver Gjordemoderpenge af, idet han tager det dobbelte af hvad Debet er alene for at lade oplæse, at han incasserer Restancerne. -- 8) Nærv. Lodseddel [fotnotemerke] viser, at de 29 Sp. i Lysagerboet skulde udbetales af P. -- (Dog erindres ei hvorledes P. fremstiller denne Sag; men jeg troer Thesen har gjendrevet ham). Mod den gamle Laugværge Jens Braatens Benegtelse, under Anbud af Eed, af at disse 29 Sp. ere komne Enken tilgode, har P. kun i Brev af 2 Juli f. A. at sætte om Qvitteringens(?) Forkommelse. 9) Act. Pag. 153 godtgjør, at han har "afviist Gbrand Tønsager med Vrede og Bitterhed." Fotnote: Bil. 25. Fotnote: Bil. 26 med 2 Regninger. Fotnote: Bil. 27. Fotnote: Bil. 28. SIDE: 258 En Hovedfeil ved det praemske Regnskabsvæsen er Vanske- ligheden i at slippe derudaf igjen. Mindre vigtigt er de smaae usle Lapper hvorpaa quitteres; men forhen er paapeget hvorfor de have saadan Tommeform. [fotnotemerke] Hr. P. er sig selv liig i Smaat som i Stort. 10) Cfr Pag 47. [s. 231.] Først under denne Sag gives Jens Nilsen, efterat mange Aar ere henrundne siden hans Ruin, Regnskab. At før ei har været givet under saa betydelige Affærer viser Jens Nilsens Klage derover inden Retten, og at han paa dette Regnskab nægter flere Puncter. -- [fotnotemerke] c) Kjøb af Fordringer og Sager. Beviis herfor har Hr. Thesen uomstødeligen uddeducert af Ps Færd med Bjerknæsarvingerne. I denne Anledning har Hauge at paa- beraabe sig Ps nuskrevne Skrivelse til Undskyldning for de 8 Sa- ger, som paa engang af P. paaførtes Gbrand Bjerknæs. Det er ube- viist hvad Hauge debiterer, at P. har troet det uiværksætteligt at faae alle 8 under een Sag. Factum faaer dog nok afgjøre. At erindre under A anføres her, at Sagnet, at Gbrand Bjerknæs tog sin Død af den Procesovervældelse, gjorde i sin Tid et hef- tigt Indtryk paa mig, som naturligt paa ethvert Mske, der ikke troer, at simple Almuesfolk ere følesløse for Velfærd, Sorg o: a: d. Ellers er det paafaldende hvorlidt man i Hauges Forsøg paa at bortræsonnere det, efter Forordn 4 Marz/90 Forbryderske mod Staten, forsaavidt denne findes i Lovene, i dette Sagkjøb, sporer til den "Fasthed, Styrke og Klarhed i Rets- og Moralitetsbegreberne", som han tillægger vor Tid. Det er Synd, at noget man burde ønske var en Sandhed og et virkeligt Udbytte af Historien, alene er en Floskel i sin Anvendelse under Forsvaret for Angreb paa hine Begreber. Alligevel tør der dog nok være noget i, at de Fotnote: Maaskee hører det dog til en ordentlig Regnskabsføren at give ordentlige Qvitteringer. Men se 4 -- Pag 57. [s. 243.] Hvil- ken afskyelig Hensigt ligger ikke her Tanken nærmest? Fotnote: NB. 11) Pag 70 [s. 261] (cfr) citeres, at Hauge undskylder P. forat han tog Transport paa Ole og Andreas Jensen med saa stor Sum med at han ei havde Tid at eftersee sine Regnska- ber (!!) SIDE: 259 for Andres Vedkommende ere "faste, stærke og klare" nok til at finde, at en Mængde af Proc. Prams Handlinger ikke stemmer med dem. d) Almufolks Forlokkelse. Beviis. Desværre for Pram -- om man end ei vil regne hertil hans Raad og Adfærd i J. Nilsens [fotnotemerke] og Lars Larsens Sager, skjøndt de havde de ulykkeligste Følger for dem, og skjøndt især den Sidstes hele Formue er gaaen i P.; -- ja, om man end ei hertil vil regne, at 74 V. Haagen Ingalsen bevidner, i bilagte Skrivelse bekræfter, [fotnotemerke] og i Stiftsoverretssag ang: Gden Rejerstads Salg til Lensm: Poppe gjennem sin Advocat anklager P. for at have for- lokket ham til at gjenlevere en Qvittering paa 24 Sp; men for hvilken han dog exsequerte fuldt ud, tillæggende, at han rev den istykker, og fragik siden at der fandtes engang saadant Beviis -- vil man ikke regne saadant til Forlokkelse, endskjøndt det vinder Troværd, da intet i den Anledning er foretaget af P., som dog til hiin Sag var varslet; og heller ikke Maaden hvorpaa den aldersvage Grønbekmand forskrev sig paanyt, eller at Lars Sundby paa Ps Beskikkelse og 2 andre af Bjerknæsarv: (Ole Jensen og Andreas) erklære, at de ikke forstode hvad Document det var, P. lod dem underskrive . . . Alligevel, siger jeg, skjøndt Notiz bør tages af alt dette, da selv Sandsynligheder bør komme den Anklagede tilgode, ligesaavist som at det samme maa blive Regel til Fordeel for P., hvor han er anklaget -- alligevel gives der desværre for P. utvivlsomme Beviser for at hiin store For- brydelse baade mod Stat og Mskehed hører mellem Proc. Praëms -- disse ulykkelige Bedrivter, hvori Hykleriets Hvide indblander sig, men kun desmere afstikkende, imellem Haardhedens Røde, og Underfundighedens dybe Blaa til et trefarvet Frihedssymbol paa at synde. Ole Jensen Bergereje, Andreas Sedsvoldeje -- den Første un- der Ps overhaandtagende Rasen under Vidneforhøret mod Vidnet og mig -- erklære, at P. er i Besiddelse af et Skadesløsbrev (paa [fotnotemerke] hver af dem?) paa 70 og 80 Sp., udenfor det som forøvrigt Fotnote: Bil. 29. Fotnote: Bil. 30. Fotnote: Anm. Jeg seer, det er saa. I Andreas' Pantebrev (cfr P's Bil. 16) har været skreven 100 Sp., men er rettet til 80. Det er SIDE: 260 er imellem ham og dem som Bjerknæsarvinger; og at for denne Sum pantsattes hos Ole Jensen hs Løsøre bestaaende af 1 Ko, 1 Par Faar og noget Indboe -- "hvortil Pram raadede, som en Maade, hvorpaa Vidnet kunde bringe det dertil, at det Offentlige Intet erholdt for Sagsomkostng i en Justizsag." Andreas Jensens edfæst. Huustro, 61de og 62de edfæstede Vid- ner erklære det samme, sig vidende om den af selve Angjeldende angivne Grund, og at Disse vare meget angste for Følgerne deraf. Edfæst. 62 V: bekræfter Sammenhængen med de udtrykkelige Ord, at det var "efter Prams [fotnotemerke] Overtalelser", at Skadesløsbrevet udstedtes -- til det Offentliges, Statens Forfordeel [fotnotemerke] . Uagtet angjeldende Ole Jensen har dep:, at han en Tid efter paa Ps (meget charakteristiske) Spørgsmaal, om hvorledes det var gaaen! (nemlig om Fogden havde faaet en lang Næse), gav det friske Svar: "Tak Hr. Proc! det gik brav!" -- saa bekræfter dog Konen og 62 V., at hans Misfornøjelse og Anger samt Frygt baade for Følgerne af at han havde ladet sig overtale til Brøde mod det Offentlige og Sandheden og for at han havde givet alt sit Ejendes og Ejendomsvordendes i Ps Hænder, var særdeles stor og ofte viste sig i Taarer og Natteuroe. Ole Jensen græd og bitterlig, da han røbede mig Sammenhængen; og, om jeg ei feiler, angav Andreas Jensens Kone, at han vist derover tog sin Død. Men være end dette overdrevent -- de ahnte, at de vare for- lokkede til Brøde -- de indsaae, at de vare forlokkede til Noget, der kunde vorde dem til Ruin, idet de langtfra vare sikkre for at P., der negtede at gjengive Pantebrevet engang vilde gjøre dette gjældende. Fotnote: klart, at han ikke kunde sætte aabenlyst deri "forat præravere det Offentlige"; men noget andet; og da var Bjerknæsforholdet godt at skylde paa. Men hvorfor lyde saa omfattende Trans- porter paa disse de fattigste Mænd af alle Arvingerne, og ikke saa paa nogen af de andre. Fotnote: Ja gjentagne! Fotnote: Anm. Pram tilstaaer "at han ikke havde det Paalydende at kræve; men søger Støtte i at "intet Mske hverken paa det Of- fentliges eller egne Vegne nogensinde har spurgt mig om hvor- meget jeg havde at fordre, og har heller ikke hindret Nogen i at faae sit hos dem." -- Nei, han har bare, ved at tage Brev paa det dobbelte af hvad de ejede! -- SIDE: 261 Til Bestyrkelse trænger dette knusende factum ikke videre; imidlertid ligger der en saadan overflødig i Prams -- -- Beneg- telse at have havt Kundskab om Gjeldsforholdet til det Offent- lige(!!) -- Act 91 og 93 efter en Sag, hvori han selv havde Rolle, og om hvis Parters Stilling han desuden af egen Interesse, efter forudværende Transportforhold, maatte skaffe sig Vidende; -- ikke at tale om at han saaledes var prioritert fremfor alle senere Krav -- et Forhold hvoraf man skulde troe, at han blot af kaad Lyst til at forfordele og tumle sig paa Forbrydelsens Rand har gjort som han gjorde. [fotnotemerke] Ligesaa er Hauges Forsøg paa at forsvare factum et overflø- digt Bestyrkelsesmiddel, da det, paa Grund af Sagens Beskaffen- hed, kun, som det dog med al Nød og Neppe alene kan, føres undskyldesviis, nemlig med at "det skal være skeet ihast, og gjort med en rund Sum, da Pram ei havde Tid til at eftersee Regn- skabet" (!!!) -- Sat superque. [fotnotemerke] Procurator Praëm er overbeviist om directe at have forbrudt sig mod Staten, nemlig om V AT HAVE TILVENDT SIG UNDERFUNDIGEN OG UDEN AT DET TILKOM HAM STATENS PENGE. Beviis findes i Thesens Indl. af 10 April; og kaldes selv af Hauge den deri P. paabeviste Handling "nederdrægtig", om den hænger saa- ledes sammen. Og hvad Modbeviis føres, uden at P. i et nys- fabrikert Brev undskylder sig med, at han før Beneficiet har havt Bryderier for Marthe Augustinusdtr -- hos Thesen findes det Hele fuldstændigen. Denne Sag er og maa for enhver retfærdig Dommer alene være nok til mit Forsvar. Videre er Procurator Praem overbeviist om VI) AT HAVE FORAARSAGET OG MEDVIRKET TIL AT STATEN EI ERHOLDT HVAD DENS VAR. Jeg kan ikke andet end at troe, at Staten kræver i Embeds- eden at dens Embedsmænd skulle paasee det Offentliges Tarv i alle Henseender og at dette ei forfordeles. Den Embedsmand har altsaa ikke godt vogtet sin Eed, som forsømmer noget isaahenseende, ja endog spiller under Dækket med og tager Hovedrollen an ved slige Handeler. Proc. Praëm er en saadan Embedsmand. Beviser: 1) Hvad nys Pag. 69 [s. 259 -- 260.] er anført om hans Machina- tioner med den uforholdsmæssige, ingen virkelig Gjeld underlagte Transporteren af Ole Jensens og Andreas Jensens værende og vordende Ejendele, forat Fogden intet skulde faae til de dem idømte Sagsomkostninger. Han reiste ogsaa virkelig med ufor- rettet Sag, da Pantebrevet til P. fremlagdes; og -- "det gik brav!" -- 2) Kan Tvivl være om Ps Forhold i Dønnumhandelen? Den er saa tilfulde udviklet af min Advocat, at jeg kan indskrænke mig til følgende af Documenterne og Vidnesbyrdene hentede op- lysende Bemærkninger: 1) Christen Christoffersen erklærer i Qvittering af 9 Febr/28, at Fotnote: eller under Sagen, idetmindste hvad det ene Beviis angaaer. Fotnote: (Anviisning quitteret 30 Juni 1830) SIDE: 263 ham i intet Tilfælde tilkom 300 Sp. Disse vare nok til at kunne dække Statscassens Rest 295 Sp. 58 ß., som den efter Finanzdep. Skrivelse af 21 Mai/31 endnu var. [fotnotemerke] 2) Christen fik ogsaa omtrent 120 Sp. tilgode paa de først sti- pulerede 1300 Sp. 3) Christens angivne Gjeld udenfor den til Lütken opløber ialt til 166 -- 168 eller højest til 175 Sp. Altsaa tilbage meget over 300 Spd, [fotnotemerke] som omtrent udfordredes til Staten. Men et større Overskud udkommer, naar bemærkes, at den betydeligste Debet nemlig til Jens Dønnumfladen kun var en Deel af en Pantegjeld, der heftede paa Dennes Plads, som Vidnet Christen afkjøbte ham -- efter Auctionen naturligviis, hvor Intet blev til Staten, og efter det reelle Kjøb, da ligeledes Intet blev til Staten, men til saaledes at kjøbe nye Ejendom. Hvor tilstrækkeligt Overskudet end var, godtgjør dog Christen Pag 51 "at han aldeles ingen contante Penge har modtaget enten af den Ene eller Anden som Overskud af dets Gjeld, hvilken det var Pram overdraget at besørge afgjort ved Kjøbesummen." Men hvorfra ere da Pengene komne til at kjøbe Jens Fladens Plads? Jo, fra Praëm. Han kjøbte Pladsen og lod Christen sidde derpaa meget precært, indtil han nu nylig først under denne Sag lader ham tage Skjøde derpaa. Men for hvis Penge kjøbtes Pladsen? For Statens saalænge denne ei var fyldestgjort; for Christens forøvrigt -- forudsat at det var muligt, at komme ud af det sædvanlig ubestemte, endeløse Skyld- forhold til P. for dette Vidne, som meget naivt erklærer "at det ikke veed, om P. har snydt det eller ikke." Omendskjøndt jeg nu rigtignok troer dette, benegtes dog, i Henhold til 1ste Vidnes ligeledes benegtende Prov, at jeg har villet have ham til skrivtlig at meddele mig Klage over P. -- Christen erklærer ogsaa selv, at han ved de Tider Gaardsalget fandt Sted var "som forstyrret i sit Hoved", og at have sagt dette til mig. Fotnote: Bil. 31 med Anh.a. Fotnote: Den Sum siges delt mellem Lütken, som vedkjender sig 150 og Pram. Men selv om P, der dog har faaet mere, ingen Inter- esse havde havt udenfor den almindelige, vil hs Forhold som Embedsmand blive lige strafværdigt in casu. SIDE: 264 4) Ps Skrivelse til Fin:dep. hører til Cacheringsmidlerne, hvor besynderligt det end er, at han ikke skulde indsee, at en Sag der behandledes mellem saamange Medvidende, umuligt kunde blive skjult. Skrivelsen er af 29 Dec: 1829, og 11te Januar f. A. holdtes Auctionen. Deri erklærer P. "at han veed, at der be- stemt intet bliver tilovers til Statscassen paa Grund af de Be- tingelser han veed Creditor vil sætte"; samt vil han overtale Fin:dep. til at byde indtil dens Fordring (anslaaet af Pram til 400 Sp.) bliver sikkret, eller at tiltransportere sig alle Heftelserne, hvorefter P. med 5 Aars Henstand vil være ansvarlig for skades- løs Betaling. Dette Greb er dog forfærdelig plumt for at faae Lars Lang- væg, hvem man alt som Kjøber havde i Kikkerten, og som alt havde budt underhaanden 1700 Sp., til endnu at lægge paa, om han vilde have Gaarden; -- eller og, om han traadte tilbage og Departementet beed paa, forat faae Pengene af Statscassen. Man erindre blot, 1) at Pram, efter Christens Prov og alt hvad derom er oplyst, med aldeles Fuldmyndighed skaltede og valtede for Christen under alle disse Transactioner; -- 2) at P. siger sig bestemt at vide, at Intet vil blive tilovers, da han kjender de sættendes Be- tingelser ved Auctionen; -- 3) at der blev "opgivet" 8 April 1828 ved en Exsecution, hvorunder Fin:dep. lod møde, at saavel Chri- stens Løsøre som Gaard var solgt [fotnotemerke] . (Se Finanzdep.'s Skrivelse. Bil. 31); -- og 4) at Lütken forbeholdt ved Auct. 11 Januar 1828, "at opgive til hvem Skjødet bliver at udstede". Havde man da svart Dep's Fuldm:, at Intet var at erholde, kunde det saa endda være; men Jux bliver det, at svare saa senere, da Overbud alt før var gjort, og Overbudskjøbet slut- tedes allerede samme Maaned eller meget snart, faae Dage efter Auctionen 11 Januar. Til hine Underbemærkninger føjes: 5) Det endelige Salg skede paa P's Contor, og med en Hemme- lighedsfuldhed, der lod P. bortvise de 2 Bønders Koner, sigende "at en saadan Handel var Noget Konerne ei behøvede at over- være." (Jeg seer Øjekastet, som ledsagede disse Ord, oplysende deres Mening). De 3 Sælgere vidste, at Lars Langvæg havde Fotnote: ): at der Intet var at faae. SIDE: 265 budt før Auctionen 1700 Sp.; -- nu havde han lagt det sidste 100 paa; og efter Aftale samledes de da hos Pram forat bringe det i Orden og -- Byttet i Sikkerhed. 6) Dette, at de samledes hos Pram, hvem Christen har er- klæret at være sin fuldeste Værge, samt Lars Langvægs Depos. at "alle 3 (Pram, Christen, Lütken) som vare tilstede i Ps Bopæl indlode sig med Vidnet om Gaardkjøbet; dog synes det rimeligst, at Chr. Dønnum maatte betragtes som Sælger iforhold til V. som Kjøber, da Lütken indrømmede Christen Ret til at sælge Gaar- den underhaanden" -- Dette viser dog klart, at først nu det rette Kjøb skede (thi hvortil ellers andre Mellemhandlende end Lütken og Lars Olsen), og at det ikke skede ved Lütken, men ved Praëm for Christen, til hvis Meed Auctionen og Lütkens pro tempore Kjøb kun var et Middel. 7) 1ste Vidne har i Bil 33 og for Retten depon: "at efter Ps Forslag (ved hiin Conferenz) var det at Kjøbesummen i Skjødet skulde lyde alene paa 1300". Alene dette, at ansætte i Documenter, der kræve den Authori- tet som Skjøder, Kjøbesummen lavere og saa betydelig lavere end den er, og som juridisk Embedsmand at raade dertil, synes mig at maatte være en Forbrydelse. Act. Pag 44 findes og deponert, at P. erklærede under Handlen "at naar Documentet saa blev skrevet, kunde Statscassen Intet faae, da den havde Fordring efter Lütken". Slige Forklaringer ere afgivne under Ps idelige rasende Op- faren og Afbrydelser, der ere den tydelige Grund til Hauges Erklæring om "at det Passerede har lært ham, at P. selv vilde komme til at lede Sagens Behandling, og at han ved det hidtil Passerede herom ere bleven overtydet". Men en Sag, der har saamange baade indre og for Dagen lagte Beviser om sin Sand- hed, trænger ei til Sandsynlighedsbeviser derfor -- hvoraf det dog unegtelig er et, at Lars Olsen, endnu i Afhængighed til P., uagtet dette, og uagtet dennes uforsvarlige Færd, under Vidne- forhøret alligevel deponerer saaledes. 8) Ps mislige Forhold bliver endnu værre efter hvad der i hs Brev til Dep. staaer (cfr med hs Indlæg!); thi naar P. siger, at Dep. ved at byde 1700 Sp. vilde kunne blive betalt -- maa man da ei spørge: -- hvorfor kan Staten da ei blive betalt naar SIDE: 266 100 Spd. gives over den Sum, hvormed erklæres, at den kunde og skulde blive betalt?! 9) En slig Sag maa kun jammerligen kunne forsvares; og dette er da ogsaa Tilfælde. Hvad siger man f. Ex. om sligt Forsvar fra P., at Tillægssummen 500 Sp. "var ham en ny og uvedkom- mende Handel."(!!) Det er samme Mand, der siger dette, som selv erklærer sig forat være "den ulykkelige Mands (Christens) Raadgiver og Befuldmægtigede". Jeg skulde troe, at en Forøgelse i Gaardprisen af 500 Sp. var i Partens højeste Interesse. Af slige Forsvar sees kun, at man blues -- desværre uden Fortjeneste, thi kun ved Tvang. -- 10) Et ligesaa elendigt Forsvarspaafund er det, at slig Handel kun er en Prioritetsdisput -- vel! jeg sætter det, men da maa det være for Christen, ei for P., som Embedsmand, der aldrig bør lade sine Pligter mod Embedsed og Stat og hvad Retfærd er komme i tabende Collision med sit Forhold til en Privat, være denne end en Part, der med Christen Dønnums, den isandhed ulykkelige Mands, bona -- nei, optima fide anbetroer sig til ham, var det endog ikke i en Defraudations-casus. Praëm erklærer Den for en Slyngel, som handler anderledes end han har handlet i dette Tilfælde, og Den for en Dumrian osv. [fotnotemerke] -- Mig er det nu aldeles klart, at denne Heftighed eller Uforskammethed er alene kunstlet, og et Beviis paa hs onde Samvittighed, som man, uden Psychologi, veed, ofte bryder saaledes ud. Den humane Mand vilde ikke bryde saaledes ud, og den Retskafne kunde det ikke, Fotnote: 11. Lütkens Prov:(!!) "Det forekommer Vidnet, somom han af Christen Dønnum har hørt, at Lars Olsen skulde give 500 Spd forat indtræde i Vidnets Sted". (Til Hvem da, uden til Praem?) Videre: "Hvorledes Overskudet blev anvendt er V. ei bekjendt, hvorimod det kan forklare, at det og Lars, Christen og Praem vare samlede forinden Auctionen, hvor da P. anmodede Lars om ved Auctionen at byde en klækkelig Sum, omtrent 1800 Sp. Lars bød dog ikke da; men indtraadte først i V's Bud nogen Tid efterat Auctionen var forbi med 1800 Sp. Vidnet erholdt 150 Sp. forat give facilere Vilkaar med endeel af Pantegjælden. At disse vare af Overskudet har V. ei udtrykkelig hørt; men kun hørt det omtale som afgjort Sag og bekjendt." SIDE: 267 da han maatte ellers kunde forsvare sig, og vel vide, at slige Apostrofer indeholde intet Forsvar, men snarere det Modsatte. Ps' hele Fremfærd under Handelen og siden viser tydelig, at han ikke, som Hauge siger, "har holdt sin Fremgangsmaade fuld- kommen legal, hvorfor han ingen Anledning havde til uopfordret at underrette høje Vedkommende." Visselig en retskaffen Em- bedsmand havde, opfordret af sin Pligt, underrettet det Offent- lige, som dettes Tjener, om at det ved en Machination stod Fare forat tabe en betydelig Sum; og P: havde jo før Auctionen, da denne Fare end ei var saa tydelig paafærde, ved Brev af 29/12 27 noksom viist, at han uopfordret turde communicere høje Ved- kommende den Sag betræffende. -- Det har været Skade for Staten og de 2 Almuesmænd, og vil rimelig vorde det for P, at han ikke gjorde det. -- Men han var undskyldt; thi i sligt Til- fælde opfordres man kun af sin Pligt. Til Fuldendelsen af dette sanddru Maleri af en Embedsmand, en Sagfører som Forbryder mod Stat og Mskehed hører endnu i Virkeligheden Intet. Det skulde igrunden være overflødigt at bevise, at Medborgerne, Almenheden, ogsaa holde ham derfor, for slet som Embedsmand og Mske; da et saadant Omdømme maa være naturligt. Men da Vanrygtet, og det om en saa ube- tydelig Embedsmand, kan bevises at have Sted i en saa over- ordentlig og grotesk Grad; og da N. L. 1 -- 9 -- 8 derimod kræver af Proc: at de skulle, foruden at være gode og oprigtige, ogsaa være uberygtede Mænd; samt da det, som før berørt, formedelst sin Enormitet har havt ikke ringe Indflydelse mellem Motiverne til at yttre Meningen quæst. om Praem: saa vil jeg give Beviser derfor Plads under følgende Post. Procurator Praëm er overbeviist om: VII) AT VÆRE AF ET MERE BEPLETTET NAVN END EN ÆREKJÆR EMBEDSMAND OG STATEN OM EN EMBEDSMAND KAN TAALE. 1) Proc Praëm er i upaaankede Domme dels meget ilde omtalt, dels har han ikke faaet deri tilbørlig Revenge. a) Præmisserne i Dom i Gbrand Tønsagers Sag. -- Tilstrække- lig i alle Maader anvendt af Hr Thesen. Praëm anstiller sig SIDE: 268 uvidende om Præmissernes Yttringer om ham -- disse, der dog endnu ere selv i Almuesfolks Minde. Men være det end saa, skjøndt det er utroligt og bør ikke troes -- for mig, den Anklagede, maa det dog være nok, at jeg kjendte dertil. [fotnotemerke] b) Domsact af 23 Aug/26 viser, at P., efter Paastand om 3 Mk eller 100 Sp. Mulct, fordi han var beskyldt for "vanærende Hdlin- ger, falske Navne osv", alene fik 5 Sp. Mulct. Cfr. Thesen. -- 2) Mangfoldige Klager til Majestæten og Regjeringen ere ind- løbne over ham. Saaledes H. Rejerstad, Erik Jahnsen, Gbrand Tønsager -- hvis Klage, efter hine Domspræmisser at slutte, ret har været grun- det. Naar man med saaliden Sandhed tør erklære sig over Klager som P (se Pag) har vovet at bruge ved en foregaa- ende fra Erik Jahnsen, da kommer dog lidet andet ud af saadan de Fortryktes Klager. [fotnotemerke] -- 3) Et Complot af Bankbedragere havde den Tillid til Praem at anmode ham om Compagniskab. Det skede ikke som Hauge siger, "i Enfoldighed", men i gode Tanker. At P. har havt den Skjebne at nedrives som en Blod- suger og et Mske, der trods sin Ungdom og korte Ophold dog havde gjort sig ufordelagtig bekjendt af Landets ypperste Bor- ger Sthingspræsidenten paa sit Sæde, og at faae et saadant Fortrolighedsbeviis af Landets Nichtswürdigste, er dog vir- kelig paafaldende. Man veed, jeg mener Bankbedrageren Krogsgaard, som gjorde P. et Propos om Fælledsskab, som Denne benyttede til at forraade Forræderne. Han skulde neppe vovet at komme med Sligt til nogen anden Embeds- mand end en, han troede god nok til sligt. Rygtet har ingen- Fotnote: NB. Hauge siger selv: "det i denne G. T's Sag Pram Ved- kommende var om Øvrigheden fandt hs paaklagede Forhold ulasteligt". Men dette er dog vel befundet i Domspræm:, om end ei Overøvrigheden behagede Action derfor mod P. (Sidste Odelsthing viste at Action ikke altid behøver at gribes til for at straffe.) Fotnote: Bil 34 do Bil 34, 2 Bil 35, 3. SIDE: 269 sinde tilføjet Pram et hæsligere Brændemærke. Og der gives Folk, som mene at han slet ikke har udslettet det ved at overliste Skurkene. 4) Praems Rygte er slet som Embedsmand og Menneske baade i denne og andre Bygder. Beviist ved bilagte 2 Skrivelser fra Sthingsmand Selboe i Nedre Rommerige og fra Valgmand Dysterud i Oudalen samt ved henimod 200 Gaardmænds Underskrivter her af Pgjeldet. [fotnotemerke] Disse ere frivilligen afgivne og erhvervede ved at tilstille Fjerdingsmændene Listerne. At Ps Venner Julsrud, Leganger og enkelte andre ei have bevidnet det Samme er rimeligt, da det skulde kaste en Skygge paa dem Selv, om de vedgik hans slette Rygte; dog vedgaaer Julsrud at vide at nogle gjøre det. At vanhædrende Rygter om at P. var Rævbælgmageren, og at han havde i Stockholm en Memorial til Fordeel for Amal- gamationen igjære, gik i det større Publicum, var en bekjendt Sag. Legangers Yderlighed at erklære, at han kun veed, at mindre agtværdige Personer laste P., fortjener ei at veder- lægges. Den, der er noget kjendt her vil finde Præstegjel- dets agtværdigste Bønders Navne paa Listerne og deriblandt Sthingsmand Tønsagers og Sogneselskabets Formænds. Og er det vist, at jeg vilde kunne havt det dobbelte Antal Navne, om jeg ei i største Hast, Vaaren 1831, havde ladet dem der findes samle, eller om jeg ogsaa havde søgt Be- kræftelse paa Ps Vanrygte inden de andre Pgjelde, hvori han er personlig bekjendt. Der er ingen liberal Mand, som tør negte, at Almuen har en rigtig Tact til at bedømme sine Em- bedsmænd, og at dens Dom, hvor ingen personlig Lidenskab virker, er retfærdig. Authoriteter kunne mere bedømme Due- ligheden, Almuen derimod Retskaffenheden, Humaniteten og Bravheden -- Egenskaber den frakjender Pram. Men jeg glemmer, at det at føre Beviser for at Proc. Praëm er vanrygtet som ingen Sagfører i Landet er det, vanrygtet som Embedsmand for sin Charakter og Opførsel, er som at føre Be- Fotnote: Bil. 7, 2 (af 6 Blade og 2 Breve) cfr. Pag 48. [s. 232.] SIDE: 270 viis for at Sort er ikke Hvidt [fotnotemerke] . Desuden siger jo Praem selv om Sagen "at man kan stemples som, ja tilsyneladende overbe- vises om at være en Skurk, men dog være en ærlig Mand"; og mere end en saadan Selvtilstaaelse behøver sandelig et Rygte ikke for at have nok Grund. Hvad Ps angaaer, hviler det dog paa en endnu solidere, paa Sandhedens egen, paa en Række af Kjendsgjerninger, af mere eller mindre slette Træk som snart røbede Egennytte, snart Haardhed, snart Lumpenhed, snart Under- fundighed, og som begyndte fra da han satte Foden i dette Land og er forsat indtil det Sidste. Kan han forbedres her, maa det skee ved denne Sag og dens Følger, og da vil Rygtet ogsaa paa en behageligere Maade hævde sin Retfærdighed; thi dette hurtigt dømmende er den let vibrerende Tunge paa Retfærdighedens egen Vægt. Efterat Procurator Praëm saaledes er overbeviist om Udsugelser, Aager, unødvendig Haardhed, usandfærdigt Uddrag af Documenter, Ringeagt for andres Lidelser, for Tro og Love, Forlokkelse af uvittige Almuesfolk til Brøde, Kjøb af Fordring med Sag, misligt Forhold ved Transactioner til Statens Skade, Tilvendelse af offentlige ei tilkommende Pænge m: m: og om at offentlig Vanhæder omgiver alt dette som en stinkende Sky en Skare Dæmoner -- er det at Praem selv siger, at han kun tilsyneladende kan være stemplet ja overbeviist om at være en Skurk." Endnu klarere fremtræ- der Hauges Anskuelse af Ps Skyld af den yderlige Contrast imellem følgende Conclusioner af ham: Først siger han nemlig: "at Intet er beviist, der nedsatte P. som Embedsmand og Bor- ger; og at han virkelig i denne Sag er -- den lidende Uskyldig- hed!" (risum teneatis!) Men dernæst: "Dog skal det ikke være sagt hverken af P. eller H., at Ps For- hold er fuldkommen daddelfrit ): saadant, at det i Et og Alt skulde vinde enhver competent anseet Dommers ubetingede Bifald."(!) Fotnote: NB. Hauge siger: "Enhver, der har nogen Erfaring, veed, at der er betydelig Forskjel paa Bagvaskelse og et almindel. Rygte, som en betydelig Fleerhed er enig om at tillægge Nogen." Godt, Hauge! Dette synes skrevet om Praëm. SIDE: 271 Dette er meget sagt af En, der gjør sig til af at være P.s "mangeaarige Ven." Men at den sande Erkjendelse af P.s Strafskyld selv ei af dette intime Forhold lader sig ganske kue, sees ligesaa klart, hvor han søger at formilde "den Mening (ogsaa H.s Ord) som En og Anden kunde antage, om at han (Praem) i et og andet Til- fælde har søgt ubillig Fordeel" med -- Erkjendelsen af at han dog har undladt dette med andre(!) -- med P.s individuelle An- skuelse(!) -- ja -- med Prams Livsforholds Bydende over hs Uegennyttighed og Opofrelse ): med at Praëm bruger mange Penge. Meget aabenhjertige Tilstaaelser isandhed! Her har man da 1. P.s Erkjendelse af at han er stemplet som og tilsyneladende overbeviist om at være en Skurk. 2. Hauges Erkjendelse af at P.s Forhold [fotnotemerke] ei er daddelfrit, saa- ledes at det i Et og Alt kan vinde competente Dommeres Bifald ubetinget -- af at En og Anden kunde antage (naturlig efter hvad under denne Sag er oplyst) at P. i et og andet (altsaa i flere) Tilfælde har søgt ubillig Fordeel; men at dette har været efter P.s individuelle Anskuelse (nemlig at søge ubillig Fordel). Jeg havde ikke ventet slige Modsigelser af Folk, der passere for, og bør, efter sin Stilling, at være kloge; jeg havde ikke ventet slige Concessioner af Folk, der stevne En paa Ære og Frihed og Formue, som kun har skrevet omtrent det Samme. Men hvorledes kan, jeg vil ikke sige den yderlige Paastand i P.s Stevning, men hvilkensomhelst mildere Straf være anvende- lig da? Hiin kunde ikke anvendes med Retfærdighed efter P.s under A mod mig beviste Forhold, selv om han var brøde- og pletfri; og idet jeg har godtgjort, Intet at have opdigtet P. til Skade, og da P. og hans Advocat indrømme, ikke alene at Skin- net er imod P. og det i andre Øine end i mine, men og at han har søgt ubillig Fordeel ved Leilighed: saa mangler dog den animus injuriandi, som er det der skulde belægges med Straf, da i andet Fald ogsaa alle disse Andre og selv hine competente Dommere, som maae misbillige enkelte af P.s Handlinger maae erkjendes strafskyldige, idet jeg da ikke har gjort noget værre end disse siges at maatte have gjort, om de som jeg havde Fotnote: Ellers af ham kaldt "Splinter i Øjet". (Det er dog noget.) SIDE: 272 kjendt disse pramske Handlinger, og været opfordrede til at yttre sligt Omdømme, og forud i det Forhold til P. som jeg var i. Under slige Omstændigheder er det bagvendt at ville negte En skadesløs Ret til at yttre hvad man indrømmer ham og Andre Grund og Ret til at mene om En. Man kommer kun tilbage til det Spørgsmaal: om Udtryk- kene quæst: ere for skarpe eller ikke. Men dermed og derfor er langtfra sagt, at de ere upassende. Isaahenseende er forhen viist, at de maae passe paa de om P. oplyste facta af Brøde mod Stat og Mskehed som Embedsmand og Borger. De maae passe derpaa, saasom disse nye Udtryk ikke af nogen Autho- ritet kunne anderledes censureres end efter Det, som Brugeren deraf angiver som ment dermed; og, om man vil (skjøndt ufor- nødent) tagende Andres Fortolkning analogisk ved Siden. Og i denne Henseende har jeg erklæret, at jeg intet har imod at Departementsindstillingens tillægges, som og rimeligt, mest Autho- ritet. Og jeg spørger med Tillid: ere ikke mangfoldige Hdlinger Praem paabeviste, der ere Brud, grove Brud, paa Sagførerens og Mskets Pligter mod Stat og Mskehed! Uforsvarligt at negte det! Efter hine Modparternes Concessioner og Confessioner om at Andre, selv competente anseete Dommere kunne, efter det Op- lyste, have Grund til at fordømme P. for Adskilligt -- efterat P. siger sig tilsyneladende overbeviist om at være en Skurk -- efterat Hauge kalder en af P.s Handlinger nederdrægtig om den er saa, som den viser sig for min Advocat -- efter at jeg var opfordret under Straf af at hedde en Løgner til at anke -- efterat det er utvivlsomt, at jeg ei har paadigtet P. noget -- hvor er da denne animus injuriandi, som skulde finde Gjen- gjeldelse ved Berøvelsen af Ære, Frihed, Formue -- Alt? -- Selv om jeg intet havde paabeviist P., selv om han var den pletfri Mand, -- hans Forhold mod mig maatte gjøre slig eller en lignende Straf urimelig. At det forekommer Modparten, at han ei er tjent med mindre, at Hauge [fotnotemerke] søger at insinuere Dom- meren et ringere Begreb om en saadan Strafs Betydning ved at Fotnote: NB. Ved det Sted excellerer denne floskuløse Proc: ret i Nonsens -- som f: Ex: "at Benaadning ret vilde hjemle fuldt Krav og Overbeviisning om at jeg var bleven Offer for min gode Vilje." Til Ironi er dette for plumt skrevet. SIDE: 273 aabne en spottende Udsigt til Benaadning -- at P. i harmfuld Ahnelse, om at han ei faaer sin Hevn fuldbyrdet, imputerende Dommeren mulig Svaghed, udbryder: "Gud give, det ikke maa blive paa Grund af den Frygt hvorfor man gaaer af Vejen for den giftige Slanges hvislende Tunge" -- hvad er dette uden Taabelighed, Fornærmelse mod Dommeren og mig, og Beviis for at Stevningens Injurier, som paa min Velfærd have havt Ind- flydelse, ere virkeligen fremførte med alt undskyldningsløst Over- læg. De gribe ogsaa fortræffelig ind i den i Gdermosagen blot- tede Plan. Men Undskyldningen for Stevningens ihvor overdrevne dog overlagte Injurier hentes fra det Begreb Pram har dannet sig om mit Udtryk i Mbldet om ham. Men hvilken Fortolkning deraf har vel mindre Authoritet end Parten Praëms? Og desuden giver andre mere oplyste Landes Presse, ja i senere Tider vor egen, saa mangfoldige Exempler paa hvor forskjelligt, men dog over- alt mildere, allehaande Folk, ja selv de højeste Embedsmænd bedømme Avisudladelser mod sig, at Retfærdigheden aldrig tør fælde alene efter Individets Begreb om det mere eller mindre Massive i et Journalinvectiv. Derimod ansees Ære, Frihed, Formue overalt og til alle Tider af ligestor Værdi. Medens man i Frankrig mulctere Den der, offentlig erklærer Kongen for en guillotinværdig Meneder, og frikjender Den der skriver paa en Muur af en offentlig Bygning, at Ludvig Filip for- tjener sin Faders Throne Guillotinen: saa skulde i Norge Den fradømmes Ære og Frihed, som erklærer om en privat Mand, at han har forbrudt sig! Retfærdigheden er ikke astræisk med- mindre den erkjender en Lighed, og at den dog burde øves lige- ligen over Jorden saavidt skee kan. -- Men Forordn. 20 Sept/99, uanseet at den ikke erkjendes passende med Forfatningen, indrømmer ingenlunde lovmedholdig Ret til at nedlægge saadan Paastand. Den har den Clausul "at Fornær- melserne skulle være fremførte aldeles uden Grund." Og efter dette vender jeg igjen tilbage til, at jeg selv alene med min Re- torsionsret maatte være uden Fare forat hiin yderlige Paastand kan tages tilfølge. Altsaa en mildere Straf? Mulcten? Men selv i den maa vi trine lavere ned paa Grund af hine Modpartens Concessioner, SIDE: 274 af min Sanddruhed, af at det er klart, at jeg har fremtraadt efter Opfordring fra Modparten og for andre Msker, der have vedstaaet, at de troede sig lidende ved P. Vi staae altsaa ved et lavere Trin af Mulcten allerede før vi komme til Det, som maa ophæve enhver Straf, nemlig Det at Praëm virkelig er overbeviist om at være hvad jeg har erklæret ham forat være. Selv En, der gjør sig overspændte Begreber om Udtryk: quæst. maa være mere end vel fornøjet med hvad der er udbragt ): med hvorledes det factisk er udtydet med for- skjellige Brud paa Love, Moralbud, paa Embeds-, Borger- og Menneskepligter, idet de, trods al Vanskeliggjøren og det Vanske- lige deri i sig selv, ere Hovedcit: paabeviste. [fotnotemerke] Jeg paastaaer mig derfor, med al Retfærdighed, frifunden al- deles for Hovedcit.'s Tiltale, og ligeledes fri for nogensomhelst Deel i Sagens Omkostninger. At ville idømme mig nogen Omkostning vil være at erklære Aager, Udsugelse, Haardhed, svigfuldt Forhold mod Statens In- teresse og Penge m: m: for saa ubetydelig Brøde af en Embeds- mand, at ingen Lægmand derfor maa vove at anklage ham. Des- uden har jeg paa det strengeste holdt mig til beneficiet, og kun nødtvungen og i muligste Korthed fulgt Modpartens Ud- skejelser derfra, hvilket min Advocat noksaa nøje har varetaget. Se mit Tilsvar Pag. 84 i Acten. Derimod har Modparten skejet vidt og bredt udenfore Sagens Gjenstand -- noget, som naturligviis maa alene komme paa hans Kappe. Han har vel i sin Tilførsel Pag 81 15/2 32 røbet, at han erkjendte det Upassende i Sagens Udvidelse; men faaet denne effectueret, støttende sig til en Eragtning, som jeg alene af Penge- mangel ei har kunnet paaanke (samt og for ei at standse Sagen) og som formentlig især er motivert ved Ps Grund derfor, at han tilsigtede derved Oplysning til Udtr: quæst.'s rette Mening. Men hvorlidet dette tilsigtedes og derved kunde opnaaes troer jeg godtgjort ved hele Sagens Gang, da Modparten ofte har bragt dennes Gjenstand afsigte, ved at søge endog at bringe min Fader ind deri, idet hans Affærer ved Forligs-Commissionen ere indtagne deri, ved de under Afdeling A meddelte Oplysninger Fotnote: NB. Alt hvad jeg kunde producere mod P. er dog ikke un- der denne Sag fremkommet. -- SIDE: 275 om Brættet, ved Forbindelsen mellem Ps Stevning og min Be- kjendtgjørelse osv. Man vil ogsaa finde, at, endskjøndt jeg alene har tilladt P. at føre Vidner iflæng med mine, mens lignende Artighed ei udvistes mig, Sagen dog har staaet forfærdelig længe for P. -- jeg troer engang over et Aar, og det uagtet han ikke kunde have, som jeg, fra fjerne Egne at hente noget til Brug mod mig i denne Sag. Under denne Langvarighed ere ogsaa flere, jeg troer efter opgiven Liste til Thesen, indtil 6 eller 7, vigtige Vidner afdøde. Acterne vidne om den fra min Side brugte Korthed; derimod om det Modsatte fra Ps, der har spildt altfor megen Tid med Rasen, Injurieren og Fritten om de taabeligste Ubetydeligheder og mest uvedkommende Ting. Hans hele Forsvarsside, idet han har ført Vidner, om at han med dem har været honet, var igrun- den blot Tidsspilde. At jeg, længe efter at min Advocat er- klærede, at han havde nok, og selv efter at jeg troede at blive færdig, har maattet beholde Sagen -- det klage dog ikke P. over som selv sidste Retsmøde indleverte Indlæg; desuden maa be- tænkes, at meget vigtigt -- iblandt andet Thingsvidnet [fotnotemerke] 18 Decbr f. A. i Rommedal -- i den Tid er oplyst; og at en Ikkejurist hartad tager sig Vand over Hovedet naar han skal behandle en saadan Sag fra først til sidst. Imidlertid forskaffede hint Thingsvidne mig Frist til at fuldende Herculesarbeidet, saaledes at jeg ingen- lunde kan siges at være denne skjænket. Efter nys ovenanførte bør Modparten alene bære Omkostnin- gerne i deres hele Omfang. Og paastaaer jeg Procurator Praem klækkeligen mulctert under eet eller særskilt for hans tidt gjen- tagne voldsomme og usømmelige Adfærd inden Skranken mod min Advocat, mig og ustevnt Mand [fotnotemerke] (som oftest ere Stevningerne ei mig eller Fader forkyndte) ja selv mod Retten [fotnotemerke] , idet han 22 Juni f. A. tilførte mod Dommerens Irettesættelse "at han frabad sig alle Advarsler, der isandhed blive uden Virkning, saalænge Fotnote: I Sammenhæng staaende med forhen omprocede. Bagstads Sag. Fotnote: Bil. 35. Fotnote: NB. Almuen, som har været Vidne til disse Tøilesløsheder af Praem, skal, om de ei straffes, tabe al Agt for Skranken, og troe, der at kunne afgjøre ved Slagsmaal og Mundhug sine Tvistig- heder. SIDE: 276 Retten ei kan hæve Aarsagen", og hvilken Opførsel s. D. gik til den Usømmelighed at beskylde Thesen for Løgn og at sige høit "at han sk . . . ." i hans Advarsler" [fotnotemerke] (da han gav mig Ordene skrivtligt, som han vovede at sige); -- ligesaa, efter Thesens Tilførsel 7de Decbr/32, for Tilstevning af mange Vidner uden skrivt- lige Ovæstioner (Forord. 3 Juni/96), og for sin utilladelige snart in- sinuerende snart truende Adfærd mod Vidnerne under deres Afhøren. Hans Trudsler inden Skranken mod mit Liv paastaaer jeg ei særskilt mulctert, da jeg antager dem for Udbrud af et Vanvid; derimod paastaaer jeg indtagen under det til Mulct Qva- lificerede hans under foregaaende Not 1, Pag 39 [s. 218.] o: fl: St. beviste usandfærdige, Retten vildledende og krænkende Documen- teren, saafremt den ei skulde egne sig til højere Straf. Det mig Injurierende i Stevningen paastaaes, tilligemed alle i og ved denne Sag fremkomne og forekommende Injurier af Praëm mortificerede; og da Stevningens Injurier, meden Praëm har sat i samme Embedsstilling, og ikke, som han siger, i en med Hensyn til sine Goder ved denne Sag forringet, har havt skadelig Indvirk- ning paa min Velfærd og Udsigter: saa paastaaes mig for Tort og Creditspilde en anseelig Sum af Praëm udbetalt. Og ende- ligen paastaaes alle Deres Ret til Erstatning af Praëm erkjendt, som have, og om hvem det under og ved denne Sag er bleven godtgjort, at de af ham ere blevne forurettede fra Staten selv af og til alle Disse, som sukke hans Navn paa Betlerstien. -- Saaledes er det alene retfærdigt og upartiskt. En anden Dom, end saadan total Frifindelse for mig, skulde oplyse Folk kun om, at hvad de almindelig antage for Forbrydelse mod Stat og Mske- hed, for Brud paa Love og Pligt som Embedsmand og paa Moral- bud, agtes kun ringe mellem Sagførere. ærbødigst Henr. Wergeland. Fotnote: Dette Udtryk sagdes høit inden Skranken 22 Juni; ja P's Usømmelighed gik saavidt, at han, da jeg sagte spurgte ham om det ingen Ende skulde tage med slige usømmelige Udladelser, endog raabte: "det skal jeg gjerne give dem skrivtligt" og -- gjorde det, hvilken Seddel endnu haves. SIDE: 277 TIL NILSON E. Pgd. 25. Marz/34. Høistærede Herr Procurator Nilson. Dersom De skulde have Tid saavidt, tør jeg da udbede mig en liden Underretning om Dom kan ventes paa Vaarthinget? Jeg har nemlig en Londonsreise i Tanke, men før den vigtige Epoche er over, vil jeg ikke iværksætte den eller indlade mig med nogen Skipper. Man beretter mig, at P. ofte gjæster Dem under Deres Arbeide. Vel! er det saa, da er det Dem ubehageligt -- det siger idet- mindste min Følelse mig. Imidlertid -- det være sagt med usvæk- ket Agtelse for Deres Retskaffenhed -- jeg kan ikke undlade stundom at tænke mig ham bestormende denne; og jeg behøver at gjenkalde mig Deres Tilsagn om den reneste, (men alligevel vanskelige) Upartiskhed, for ei at blive urolig -- og det trods de flere Forbrydelser og Utilladeligheder, som han ei har kunnet vride sig fra. De vil finde dette desuagtet naturligt -- det gjæl- der mere min Velfærd end hans: min totale, før den endnu har begyndt: hans kun for en Deel. Men -- nok! Mere skulde let overgaae til Insinuationer lige- saa frugtesløse hos den Retfærdige som utilladelige og unødven- dige for Deres med Høiagtelse Henr. Wergeland. Jeg har aabnet Brevet igjen -- idag (Askeonsdag) beretter et Rygte -- jeg skal ved Leil: nævne Hjemmelsmanden -- 1. at P. har været hos Dem i flere Dage. 2. at Dommen er falden saa- ledes: Wergel: 30 Sp. Mulct -- Udtrykket qvæst: mortificert -- Omkostningerne ophævede. Om det første har jeg intet at sige, omendskjøndt jeg ei kan negte, jeg ikke hørte det uden en ubehagelig Følelse. Om det andet, saafremt der er noget deri, hvilket Gud forbyde! -- kun dette: at da maa Bedrag og Udsugelser til Blodet og Voldsom- hed af oprørende Art være Smaating, og at jeg er forloren -- . Men saa stor en Uret vil dog ikke skee, eller er det Spil hvori min Velfærds Ruin kun er en liden Bête, at jeg opofres SIDE: 278 en Fiendes Hevn? Han tog maaskee kun Munden saa fuld for dog at vinde noget. Alene Tanken om at hint Rygte skulde være sandt sætter mig i en Bevægelse, hvoraf -- De tage det ikke ilde op -- jeg seer disse Atpaalinjer bære Spoer. TIL KONGEN Christiania 5te Juni 1834. Henrik Arnold Werge- land ansøger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naadigst Meddelelse og Fornyelse af beneficium paupertatis for de højere Retter, hvortil han er ind- stevnt i, hidtil ham benefi- cert, af Procurator J. O. Praëm paa Grund af for- mentlige Injurier i Morgen- bladet anlagt Sag; samt om at Højesteretsadvocat Hjelm maae vorde beskik- ket til at indtræde som hans Sagfører. Da de samme Grunde, hvorefter Deres Majestæt naadigst tilstod Undertegnede beneficium paupertatis ved Underretten i Sag, anlagt af Procurator i Agershuus Amt J.O. Praëm formedelst formentlig Injurie i Tidenden "Morgenbladet" og under 7de April d. A. ved denne Ret paadømt, samt af Vederparten til 9de Juni førstkommende for Stiftsretten indanket, fremdeles maae antages at være tilstede, -- da Underteg- nedes Stilling siden i ingensomhelst Hen- seende har forbedret sig; -- samt da hos- lagte Brev fra Vederparten godtgjør, at Undertegnedes Tilbud at acquiescere ved Underretsdommen, som dog derfor ikke ansees for retfærdig, er afslaaet ved at Vederparten fremsætter en saa ubillig Betingelse som den, at Undertegnede ogsaa skal paatage sig de betydelige Omkostninger, hvorfor Dommen ellers fritager, og Undertegnede saaledes mod sin Vilje tvinges til at see Sagen prøvet ved højere Retter, hvortil ham aldeles mangler ham Midler: saa forhaabes, at Deres Majestæt ikke vil negte nærværende underdanigste An- søgning om fornyet beneficium paupertatis til videre saaledes nødvendiggjort Forsvar ved Domstolene i omtalte Sag naadigst Bifald. Lige underdanigst ansøges om at Højesteretsadvocat J.A. Hjelm maa vorde beskikket til at varetage mit Tarv, da min hidtil be- skikkede Sagfører har fremsat saadanne Pengefordringer uden for sit tilkjendte Salarium, at jeg har maattet vælge Alternativet at frasige mig hans fremtidige Bistand -- det han selv fremsatte ved Siden af sin Fordring i Brev af 26de April at salareres som SIDE: 279 privat Sagfører endog i Tilfælde af offentlig Beskikkelse. Uden at være i offentlig Stilling eller i noget andet Erhverv, maatte dette være Undertegnede ligesaa umuligt, som det vil blive at vare- tage Noget til min, den Anklagedes, Tarv om beneficium pauper- tatis, som ansøgt, ikke naadigst maatte vorde tilstaaet Deres Majestæts underdanigste Henrik Arnold Wergeland Candidatus theologiæ. Hermed et Bilag. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvoll Præstegaard 5. Septbr. 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politi-Væsenet. Tillæggende og Rettende i Undertegnedes først i Juni d. A. til det kongelige Justitsdepartement indleverte underdanigste An- søgning om fornyet Bevilgelse af beneficium paupertatis for Over- retten i Sagen med Procurator i Agershuus Amt Praem, afgives herved underdanig Underretning om at Stiftsoverretsprocurator E. Bruun i Skrivelse har erklæret sig villig til at indtræde for mig som befalet Sagfører, samt om at jeg endnu ikke har kun- net erholde Underretsacten beskreven fra Sættedommeren, forat faae den vedlagt Ansøgningen -- det han dog har lovt snarligen at sætte mig istand til. Underdanig Henrik Wergeland, Candidat i Theologien. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Christiania 16 Decbr 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justiz- og Politi-Væsenet. Undertegnede giver sig herved den Ære, at oversende til Af- benyttelse ved den Undersøgelse af Acterne i forhen benefice- ret og nu for Overretten indanket Sag mellem Procurator Praëm SIDE: 280 og Undertegnede, som det kongelige norske Justizdepartement formentlig foretager, for derpaa at grunde Indstilling om naadigst ansøgt videre beneficium paupertatis, de Dokumenter, som ere tilstillede fra Sættedommer Procurator Nilson, nemlig den be- skrevne Act samt femten forskjellige Bilag. Underdanig Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvoll 10 Februar 1835. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politi-Væsenet. Som yderligere Motiv forat beneficium paupertatis til videre Fø- relse af Sagen med Procurator Praëm, hvorom Ansøgning med Bilag hviler hos det kongelige Departement, naadigst maatte vorde mig forundt, tillader jeg mig underdanig videre at anføre 1. at det ved senere Opgaver er gjort mig sandsynligt, at jeg ved Optagelsen af et Forhør vil kunne paabevise angjældende Modpart en Handling som Embedsmand, der alene fuldkommen vil være tilstrækkelig til at vederlægge hans Anklage. 2. at jeg vel siden den Tid, jeg saaledes charakteriserede Mod- partens Færd som Embedsmand og Menneske, at Sag vaktes, var vidende om paapegede Handling; men at jeg undlod at see den oplyst ved Underretten, fordi jeg ikke troede at burde paa- byrde Modparten mere end det, jeg antog tilstrækkeligt til egen Frelse, fordi jeg dengang ikke var paa det Rene om hvorledes jeg skulde gribe denne deciderende Reservedeel af Sagen an, fordi adskillige Omkostninger, jeg ikke havde Lejlighed til, der- ved vilde være forbundne, og endelig fordi Oplysninger af hiin Handling, som er foregaaen udenfor disse Egne, ikke havde Inter- essen af at revengere Mennesker, som vare mig noget nærme, hvil- ket jeg i moralsk Forstand maatte kunne sige om Sambygdinger og Bekjendte heromkring; -- Og 3. at alene naadigst Bevilgelse af beneficium vil sætte mig istand til at forsøge dette Middel for min borgerlige Frelse og derved tillige overtyde den høje Magt, som tilstod mig naadigst SIDE: 281 denne Hjælp til at paatale min Ret, at denne Naade var ogsaa tilstaaet i dens egen Interesse. Negtes mig dette Redningsmiddel, da vil Forbrydelsen gaae fri, og jeg vil see mig nødt til at erklære, at jeg af Fattigdom maa see min Sag, der er Fleres, ja vel selve det Offentliges, uforsvart, og saaledes lade den skjøtte sig selv. At min oeco- nomiske Vanmagt virkelig er saa stor, at jeg i et saadant Til- fælde vilde blive nødt til at give min retfærdige Sag og borger- lige Skjebne til Priis, tør maaskee ogsaa heri finde et Beviis, at jeg for Tiden alene af den Grund maa fjerne mig fra Univer- sitetet for at kunne sammenspare det Nødvendige til et fortsat Ophold der for ad et andet Studium, end mit egentlige og fuld- endte, at forsøge at arbejde mig henimod det Brød, det viser i et langt og fjernt Perspectiv. Den Embedshandling, jeg sigter til, kan, om behøves, opgives. Den er af en saadan Beskaffenhed, at jeg af juridiske Grunde har troet ikke uden nødvendig Anledning at burde angive den. -- Denne Skrivelse bedes vedlagt min underdanigste Ansøgning. Underdanig Henrik Wergeland. cand. theol. TIL BRUUN [Christiania 8de juli 1836.] Da jeg imellem Sagens Papirer, i hvis Gjennemsyn jeg blev afbrudt ganske faa Dage efter sidste Udsættelse, har truffet paa et Document fra Praëm, skrevet af ham under Datum fra Juli f. A., og undertegnet af to Personer, Ole og Hans Jenssen Seds- volleie, hvori de ophæve de høist vigtige Relevationer, som de til min Fordeel inden Retten have afgivet, og jeg af den Grund holder det ganske nødvendigt til min Tarv at faa dette paafal- dende Foretagende undersøgt, ligesom jeg og i andre Henseen- der og fra anden Kant attraaer Erhvervelse af Yderligere i Sagen: saa tillader jeg mig herved at anmode Dem om, saa betids at indlevere, eller med Deres Samtykke lade mig indlevere, Ansøg- ning om Bevilling dertil, at Attest derom kan paa næste Retsdag produceres til Indvilgelse af ny Henstand. Idet De fordrer denne, turde det maaskee ikke være afvejen SIDE: 282 at tilkjendegive Retten, at jeg ligetil nu forgjæves har søgt paa privat Vei at faa omtalte Personer fat, at jeg kan producere Lægeattest for, at Nytten af hele sidste Henstand er bleven til- intetgjort for mig ved Sygdom, der endnu fremdeles i 4 -- 6 Uger vil binde mig til Seng og Værelse, og at jeg derfor ikke kan være tjent med mindre Henstand end 12 Uger. Den Omstændighed, at vedkommende Departement alene paa Grund af at Sagen ei er paakjendt fremdeles suspendere mine Adkomster til Ansæt- telse i Embede, maa være Vidnesbyrd nok for Retten om at jeg tvinges til disse Krav om Henstand. Ansøgningen kan formentlig baade som beneficeret Sag angaa- ende, og under nærværende budgetløse Tider, skrives paa ustemp- let Papiir. Og maaskee dette Brev kunde være at meddele Retten. TIL KONGEN Kristiania 8de Juli 1836. Henrik Arnold Werge- land ansøger underdanigst Hans Majestæt Kongen om at maatte, som tilstaaet beneficium paupertatis til for Overretten at fremme Sag med Prokurator Praëm, erholde naadigst Bevilling og Beskikkelse af Sagfører til Erhvervelse af Things- vidne i Øvre Rommeriges og Drammens Jurisdiction, og, hvad det første be- træffer, foranlediget af Documenter fra Modpar- ten, som senere er frem- lagte og tilsigte at svække Prov, der for Underretten ere aflagte i Ansøgerens Favør. Undertegnede, er der naadigst tilstaaet beneficium paupertatis til for Overretten at fremme Sag med Procurator Praëm af Agershuus Stift angaaende Beskyld- ninger mod ham som Embedsmand og Menneske, har under denne vidtløftige Sags Gjennemsyn truffet paa et Document, skrevet af Praëm selv, dateret 20 Juli f. A. og undertegnet med paaholden Pen Hans og Ole Nielsen Sedsvold, hvis nøjere Un- dersøgelse, da det modstrider forhen af- givne Prov og kun stemmer med Praems eget Foregivende, i høi Grad til Retfær- dighedens og min Sags Tarv er, efter Un- dertegnedes og beskikkede Sagførers Me- ning, nødvendig. Det er ligeledes Tilfælde, at Oplysninger til min Fordeel i en Sag, der tillægges saa- megen Skjebnevigtighed for mig som ovennævnte, staae mig til Tjeneste i Drammen, hvorfor den naadigste Bevilling til Erhver- velse af nye Oplysninger i Sagen, som, førstnævnte Casus be- træffende, skulde være at indhente paa dens gamle forum Øvre SIDE: 283 Rommeriges Jurisdiction, ogsaa ansøges underdanigst om at maatte naadigst blive meddelt i saadan Udstrækning, at al videre Oplysning, som maatte findes nødvendig, kan indhentes. De Documenter, der give den behørige Underretning om at Brevet af 20 Juli f. A. tilsigter at svække Indflydelsen af en Re- levation mod Praëm, hvori det Offentlige selv er interesseret, nemlig Sagens Nummer 55, 66, 67, 74, hosfølge. Underdanigst Henrik A. Wergeland. TIL KONGEN Kristianja 5te november 1836. Henrik Arnold Werge- land, Candidatus theolo- giæ ansøger underdanigst Hans Majestæt Kongen om naadigst at vorde tilstaaet beneficium paupertatis med fri Sagfører til Op- tagelse af et enkelt Things- vidne, hvorved tilsigtes fornøden Oplysning i hans forhen naadigst benefice- rede Sag med Underrets- prokurator i Agershuus Amt, J.O. Praëm, og hvor- til han af Modparten er motiveret ved et senere af Denne inden Retten frem- lagt Dokument. Da Undertegnede, paa Grund af det Udtryk i Deres Majestæts Justitsdeparte- ments Skrivelse af 5te September d. A., hvori meddeltes Afslag ved højeste Resolu- tion af 2den s.M. paa Undertegnedes under- danigste Ansøgning om naadigst at maatte tilstaaes beneficium paupertatis med fri Sagfører til Erhvervelse af Oplysning, som fornødigedes i Undertegnedes forhen naa- digst beneficerede Sag med Prokurator J.O. Praem ved et senere fra ham inden Retten fremkommet Dokument, at Under- tegnede skulde ønske "igjennem Things- vidner at tilvejebringe nogle til den mel- lem Supplicanten og Procurator Praem for Agershuus Stiftsoverret verserende In- juriesags nærmere Oplysning formentlig fornødne Beviisligheder", -- maa tro, at det Kongelige Justitsdepartement maa have staaet i den Formening, at Undertegnede ønskede et saa udvidet bene- ficium, at derved lettelig kunde foranlediges utilbørlige Vidtløftig- heder, -- hvilken Udvidelse dog ikke hensigtedes: saa er det Undertegnede herved atter underdanigst henvender sig til Deres Majestæt, ansøgende om naadigst at maatte erholde et saaledes limiteret beneficium paupertatis med fri Sagfører, at derefter kun SIDE: 284 et Thingsvidne kan optages i Ullensager i Agershuus Amt over de to i hoslagte fra Modparten senere producerede Dokument benævnte Personer, hvis foregaaende Vidneprov formenes at stride mod deres i det af Modparten selv skrevne Dokument afgivne Erklæring. Undertegnede bør nemlig i en saa erklæret Velfærdssag nære Frygt for at Retten muligens ikke kunde bestemme sig til at undlade at tage Notiz af et Papiir af saadan Natur. Selve Sagen har opløst sig i flere Forsøg fra Undertegnede paa at paabevise Modparten at forskjellige Almuesmænd af ham ere blevne for- urettede og tilkomme Erstatning, og dette er netop Tilfælde med de i Dokumentet figurerende enfoldige Personer, der have for- skrevet sig mod hvad man efter Acterne formentlig maa holde for Sandhed og deres egen Interesse. Med taknemlig Erkjendelse af den Velgjerning, Deres Majestæt har viist Undertegnede ved forhen naadigst forundte beneficia i denne Sag og af Forpligtelsen til ikke at misbruge samme, til- lader Undertegnede sig dog underdanigst at formene, at Frem- læggelsen af Modpartens Dokument og af et af den Beskaffen- hed er saa extraordinær, at en Udvidelse i beneficiet, der alene gaaer ud paa en saaledes fornødiget Undersøgelse, formenes underdanigst at maatte stemme med Deres Majestæts retfærdige Hensigt med det forhen naadigst forundte beneficium til at see Sagen bedre plejet ved Overretten. Underdanigst Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Kristiania 4. Januar 1837. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politi-Væsenet. Da Undertegnede, ved Sammentræf nu i Julen med de Personer, som havde ladet sig af Procurator Praem bevæge til at under- skrive et Papiir, hvorved Prov i Undertegnedes Sag med denne SIDE: 285 Mand forandredes til Sandhedens og min Skade, og til hvilket Papiirs Undersøgelse Ansøgning om beneficium er gjentagende indleveret -- , nu privat har erholdt tilstrækkelig Oplysning des- betræffende: saa underrettes herved ærbødigst om at beneficiet ikke mere behøves, og at de med Ansøgningen følgende Papirer ønskes extraderede snarest muligt forat Sagen kan fremmes i sin Gang. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL STATSRÅDSAVDELINGEN I STOCKHOLM Kristiania 5te Januar 1837. Til den kongelige norske Regjerings Afdeling i Stockholm. Hosfølgende Dokument, der vil overtyde om det Falske, al Ret og lovlig Procedure Krænkende i det af min Modpart Pro- kurator Praëm producerede, "Gjestad 28de Juli 1835" daterede, Dokument, og saaledes ogsaa om det Grundede i at indlevere den Ansøgning om udvidet beneficium til dettes Undersøgelse, som for Tiden er oversendt til naadigst Afgjørelse i Stockholm, gjør videre retlig Undersøgelse overflødig, hvorfor Undertegnede herved underdanigst tilbagekalder sin Ansøgning om beneficium dertil. I Brev til Justitsdepartementet af 4de d. skede ogsaa saadan Tilbagekaldelse paa Grund af hiin privat erhvervede Oplysning, hvortil Nærvær paa Stedet under Juleferierne gav Undertegnede Anledning, men da jeg der hørte at Sagen alt var expederet til Stockholm, motiveredes jeg til snarest muligt at iværksætte dette Forsøg paa at foraarsage saa faa Uleiligheder og Ophold som muligt. Hoslagte Dokument udbedes vedlagt de øvrige Ansøgningen vedkommende Papirer. Underdanigst Henrik Wergeland. SIDE: 286 TIL STATSRÅDSAVDELINGEN I STOCKHOLM Kristiania 8. Januar 1837. Til den kongelige norske Regjerings Afdeling i Stockholm. Da Advocater ere af den Mening, at det Document, Under- tegnede underdanigst har oversendt den kongelige norske Regje- ringsafdeling i Stockholm, imod hvad jeg yttrede i vedfølgende Skrivelse om det formentlig Overflødige i at erholde noget Be- neficium, netop bør retligen undersøges og til min Sags Tarv ved Thingsvidne bestyrkes: saa giver jeg mig den Frihed, herved underdanigst at inhærere Ansøgningen, om desangaaende ikke allerede skulde være naadigst decideret. Det oversendte Dokument vil forhaabentlig findes egnet til at afgive nye Motiver derfor. Underdanigst Henrik Wergeland, Cand. theol. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Kristiania 24de Mai 1837. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politivæsenet. Undertegnede udbeder sig herved ærbødigst at maatte erholde en Udskrivt af det kongelige Departements Indstilling om min Ansøgning om naadigst beneficium til Optagelse af et Things- vidne i Sagen med Procurator Praem, forsaavidt og i saa stor Udstrækning den indeholder et Extract af et, i Ansøgningen som Motiv til Thingsvidnet paaberaabt, Document fra Praem, dateret Thingstedet Gjestad 28. Juli 1835, samt Referat af de med Ind- holdet af dette Document i Forbindelse staaende, forhen i Sagen releverede Omstændigheder. Da Sagen skal inden Retten førstkommende Mandag, og den udbedte Udskrivt der skal benyttes, efter først at være bleven min Sagfører bekjendt, giver Undertegnede sig den Frihed at yttre Ønsket om at erholde den den 26de d. Ærbødigst Henrik Wergeland. SIDE: 287 TIL BRUUN [Kristiania] 29de Mai 1837. Højstærede Herr Advocat Bruun. Idet jeg herved giver mig den Frihed at oversende Afskrivt af Thingsvidnet af 14de April samt en Afskrivt af Justitsdeparte- mentets Referat angaaende min Ansøgning om beneficium for- saavidt betræffer Indholdet af det Document fra Praëm, som for- anledigede Thingsvidnet, maa jeg tillige meddele Dem, at dette Papiir er mig frakommet -- saavidt jeg kan antage ved Conci- pisten af Thingsvidnestevningen Cand. juris Georg Kroghs Skyld, som forat forfatte denne fik det udlaant. Papiret var mig vigtigt, og Thingsvidnet maa oplyse, at dets Opbevarelse ganske var i min Interesse. Maaskee Praëm var at be- væge til at meddele en ny Udgave deraf. Referatudskrivten saa- velsom min i Thingsvidneudskriften indtagne Contraerklæring kan i saa Henseende tjene til Veiledning. For at reparere herpaa samt at see Thingsvidnet benyttet til yderligere Forsvar, hvorom jeg har modtaget Deres gode Løfte, er det nu jeg anmoder Dem om idag at anholde om dertil til- strækkelig endelig Udsættelse. Upasselighed hindrer mig fra per- sonlig at møde. Deres ærbødigste Henr. Wergeland. Henrik Wergeland MÆRKELIG DEEL AF SAGEN MELLEM PRAèM OG HENR. WERGELAND [Statsborgeren 24. september 1837.] Det er visselig ikke fordi jeg troer at kunne indvirke til For- deel for den juridiske Stilling af min Sag med Prok. Praëm, at jeg indlader mig paa disse offentlige Meddelelser, som jeg neden- for skal udbede mig Publikums Opmærksomhed for; men fordi jeg troer, at de fortjene den og kunne være Medborgere til Nytte som et overordentligt Exempel paa en underfundig Procedure og fortvivlede Forsøg paa at cachere begangen Udaad. Skjøndt langt- fra det eneste heraf i Sagen, haaber jeg ogsaa, at nærværende Fremstilling vil indeholde tilstrækkelig Advarsel mod at frem- SIDE: 288 træde som Anklager imod hvilkensomhelst Embedsmand, som maatte ligne min Modpart ikke blot i Gjerninger, men i Opfind- somhed af Midler til at forsvare dem. Han bør lade hine raabe længe nok til Himlen; thi han skal erfare, hvor vanskeligt det er for ham, at paabevise Forbryderen hans Forbrydelser eller Noget, som kan retfærdiggjøre hans Anklage i den Grad, at han kommer skadesløs fra sit uegennyttige, selvopoffrende Foreta- gende, og hvor let endogsaa hans soleklareste Beviser kunne vristes ham af Haanden, om han ikke passer sig desbedre. Desværre han vil ogsaa erfare, at der skal mere til for den Ene end for den Anden forat forspilde Regjeringens Bevaagenhed, og hvad en Retfærdighedens Tjener, hvis Liv ellers er fuldt af Anklage, kan tillade sig af Uretfærdighed, Snigveje i Proceduren og Under- fundighed uden at gaae glip af at befordres og see Banen ud- videt for sin Praktik. Før jeg gaaer over til Fremstillingen af det Afsnit af Sagen, som jeg her vil give til Priis for det almindelige Omdømme, bringer Tanken om en Embedsmand som Praëms paafaldende Befordring til Stiftsoverretssagfører, ved Siden af min Udeluk- kelse fra den simple Ansøgningsret, hvilken i den senere Tid, paa given Anledning, har været berørt i Bladene, mig til at hid- føre hans i flere end een Henseende mærkelige Slutning paa det Indlæg i den saakaldte Gaardermosag, som han i behørigt Pragt- bind forærede General Wedel -- Ophavsmanden til denne Sag, hvori jeg, -- jeg griber denne Leilighed til at forsikkre det for Gud og Mennesker -- saasandt jeg haaber at blive salig -- har lidt skrækkelig Uret fra først til sidst, fra Begyndelse til Dom. Den lyder saaledes: "Endelig maa jeg, forinden jeg nedlægger Pennen denne Gang, tillade mig at sige nogle Ord om den Tone, hvori dette Indlæg er forfattet. Jeg indrømmer oprigtigen, at enhver Læser, som kuns seer mig i det Forhold til Wergeland, som enhver Sagfører til sin Parts Modpart, er beføiet til at undre sig over min Skrive- maade og maaske? dadle den. Men, endog uden Hensyn til nogensomhelst særeget Forhold, som maatte finde Sted imellem Wergeland og mig, vilde jeg dog have brugt den samme Tone, først paa Grund af min individuelle Anskuelse af hans Forhold, og det for mig oprørende deri. Jeg er fra Barndommen, og vil altid blive det, forsaavidt en, med mit hele Væsen beslægtet SIDE: 289 Hengivenhedsfølelse kan hjemle dette Udtryk -- Soldat med Liv og Sjel.(!) Den militaire Stands Vigtighed, dens Krav paa Ag- telse og Lydighed staaer neppe klarere for noget dødeligt Øie, end for mit.(!!) Jeg seer derfor enhver Fornærmelse mod denne Stand, der desuden indbefatter mine kjæreste Venner,(!) i saa strængt et Lys som muligt.(!!) Jeg har altsaa kuns skrevet efter min egen Følelse.(!!!) For det andet, er der noget som henregnes til høiere Pligter; derfor henregner jeg det til en hellig Borger- pligt, at fremstille [fotnotemerke] ) Hr. Wergeland i sit sande Lys for at hindre hans skadelige Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handle- maade. Grunden til denne Anskuelse henter jeg fra hvad jeg i Sag har anført om ham. Jeg kjender ingen anden Maade at op- fylde denne Pligt paa end ved at lade det komme til Authori- teternes Kundskab hvad jeg anseer som tilstrækkelige Grunde og Midler til hiin Hensigts Opnaaelse.(!) Feiler jeg, saa kan mine feilagtige Anskuelser ikke skade ham [fotnotemerke] ) Ere de derimod rigtige Fotnote: Oprindeligt -- hvad tydeligt staaer at læse -- har Mennesket skrevet: "Derfor henregner jeg det til en hellig Borgerpligt, at gjøre Alt forat tilintetgjøre enhver Muelighed for Henrich Wergeland til nogensinde, idetmindste ikke forinden flere Aar have godtgjort hans totale Forbedring, at komme i en saadan Stilling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handlemaade" o. s. v. Det er Prokurator, Stiftsoverretsprokurator Jens Obel Praëm, som har skrevet dette. Og det har jo ret lykkets ham at see denne sin "hellige Borgerpligt(?) opfyldt. Det er ogsaa fordi jeg har kaldt denne Adfærd mod mig skurkemæssig, at han nu i næsten 7 Aar holder mig indviklet i en Proces, hvori han ikke har ladet nogen af sine Kunster ubrugt. Og tvivler Nogen i Norge paa, at Jeg desuagtet har Grund til at erklære ham for hvad han er, saa henviser jeg ham til dette praëmske Ind- læg, hvoraf Forfatteren tog Afskrivter, "for at lade det, ): de tilstrækkelige Grunde og Midler til hiin Hensigts Opnaaelse, komme til Authoriteternes Kundskab." Fotnote: Dette er ubetaleligt. "Feiler jeg" d. e. ere mine Denunciatio- ner falske "saa kan disse feilagtige Anskuelser" d. e. Bag- vaskelser og Løgne "ikke skade ham." (!!!) SIDE: 290 nu, saa har jeg ogsaa handlet rigtigt -- og da er der vel intet at dadle. Dette være nok til mit Forsvar i denne Sag. Mork den 29de October 1830. ærbødigst Praëm." Uagtet disse planmæssige Attentater, som jeg maaske formeget har foragtet, paa at tilintetgjøre Frugterne af mit hele foregaa- ende Liv, paa mine Adkomster, Udsigter, Velfærd og gode Navn, er det mig dog ikke vanskeligt at godtgjøre, at de Forurettelser, Praëm i en Række af Aar havde tilføjet mange Mennesker i mine Hjemegne, hvortil kom hans egne hyklerske og fripostige offentlige Provokationer, vare Det, som deciderede mig til at er- klære mig om ham som Borger og Menneske saaledes som Ud- trykkene faldt i det Svar i Morgenbladet, hvorifra han tog An- ledning til nærværende Sag. Mange Aar iforvejen havde han nemlig stevnet mig, fordi jeg i Vidners Overvær havde, til Gjen- svar paa en Invitation, sagt ham selv, at jeg ikke skjøttede om længer at pleje selskabelig Omgang med En, der foer saaledes med Bønderne, som jeg nu havde hørt. Denne Sag blev imid- lertid saa lunkent forfulgt, at der ikke blev videre af den. Men lod jeg mig dengang alene lede af Følelser, der ingen Indblanding havde af Hensyn til egen Personlighed, til at bryde med en Per- son, som jeg hidtil havde staaet paa en god Fod med, saa troer jeg, at der alene heri er Sandsynlighed for at det samme uegenkjær- lige Motiv ogsaa havde væsentlig Indflydelse paa at jeg senere anklagede ham som skeet er. Sagens eget Indhold beviser det. Uagtet hans Nidingsarbeide i Gaardermosagen gjør ethvert af mine Udtryk kun til simpel Retorsion, og mine Udtryk for En- hver med menneskelig Følelse have nok til sit Forsvar i de grændseløse Fornærmelser, det er en Sammendyngning af, antog dog Sagen strax fra min Side sin egentlige Karakteer af Paa- tale af de Forurettelser, P. havde tilføjet Andre. Og det var ikke faae, som kom frem, uagtet alle hans Kunster forat vride sig unna. Han har i denne Henseende været frygtelig at pro- cedere med. Det er lykkets ham at berøve de fleste af mine Vidner Edskraft, som om de vidnede i egen Sag, og Bestikkelser bagefter, med den Imponeren paa enfoldige Almuesfolk, som saadant altid har, hvorved han har ladet Vidnerne forkynde Be- SIDE: 291 regninger, saaledes som han nu vilde have dem, men anderledes end de tilforn havde faaet dem at føle og end de havde erklæ- ret sig over dem inden Retten, have ogsaa hørt til hans Echap- peringsprocedure. Saaledes var der et Par Folk, Broder og Søster, som holdt Huus sammen og vare bekjendte for Orden og Stræb- somhed -- de ragede i Praëms Kløer formedelst en Kaution for en Ven, en til Bygden indflyttet Hedemarking, hvis Formue og- saa var gaaen med under "honet Behandling". -- De stakkels Folk maatte for en Henstand forpligte sig til P. med en Koe, i Dusør; men en "god Koe," som P. forlangte. Og den blev hentet af P.s Folk udaf Baasen. Dette forsikkre de for Retten. Men hvad gjør nu P., som bagefter skammede sig siden det kom for en Dag? Jo, Han lader ved Beskikkelsesmændene forsikkre, skjøndt de endda ikke troede det, siden de vidste anderledes, at Koen var bleven dem afqvittet med 9 Spd. i hans Regnskabs- bog (der indeholder meget rart, om Nogen nogensinde fik see den). Sic calumniam effugio ): saaledes slipper jeg fra at hedde en Skjelm, kan P. sige. Folkene bleve imidlertid ved sit, skjøndt de saaledes imod sin Vilje fik 9 Spd. for Intet, siden nogen Va- luta for Koen aldrig havde været paatænkt. Og de bleve der- ved indtil deres Sidste. Thi de døde begge kort efter, som de selv sagde, og som deres Omgivelser troede, fordi deres ikke stærke Helbred nedbrødes endmere af de Lidelser og Bekym- ringer hine juridiske Forviklinger medførte, og især hvad Søsteren angaaer, som Følge af de Anstrængelser, hvormed hun søgte at stoppe Svælget fuldt, som truede med at sluge Familiens hele Velvære. De ere døde og de ere de eneste. Men takket være Forsynet, at to Vidner bleve ilive, indtil jeg kunde faae dem afhørte angaaende det i Dumdristighed mage- løseste Forsøg paa at fordølge en begangen Uretfærdighed, som min Modpart endnu i denne Sag har tilladt sig. Det er for Frem- stillingen heraf jeg udbeder mig Publikums Opmærksomhed, idet jeg ikke vil indblande noget Ræsonnement derover fra min Side, men blot anføre Sagen reentud af Akterne. SIDE: 292 Advokat Thesens Duplik af 10de April 1833. "I Aaret 1827 paatog Citanten (Praëm) sig og udførte efter naadigst beneficium paupertatis en Sag for Marthe Augustinus- datter Bjerke m. Fl. mod Assessor Korens Boe, hvilken Sag imid- lertid fik det Udfald, at Boet frifandtes mod at betale noget over 64 Spdr, hvortil Prokurator Hauge, som curator bonorum, havde deponeret i Retten 70 Spdr, samt at Marthe Augustinusdatter m. Fl. blive tilpligtede at betale i Salarium m. m. til deres egen Sagfører Prokurator Praëm 40 Spdr. Acten i denne Sag, sluttet i Aaret 1828, fremlægges herved. Marthe Augustinusdatter og de øvrige Sagsøgere have imidlertid aldrig bekommet noget af de dem tilkjendte Penge, der, med det deponerede Beløb 70 Spdr, af Prok. Hauge ere udbetalte til Prok. Praëm, saaledes som er- fares af Dennes vedlagte Skrivelse af 5te d. derimod har Praëm, uagtet han saaledes allerede havde faaet mere end Valuta for sit Tilkommende, under 3 April 1830 ladet afholde Execution for samme, saaledes som erfares af vedlagte fra Amtet udlaante Forretning, og under denne Forretning, læggende Skjul paa de omhandlende 70 Spdr, ladet Vidnerne attestere, at intet fore- fandtes til Udlæg, hvorefter han har benyttet denne Attest til hos Amtet at erhverve Anviisning paa Fogedkassen for de 40 Spd. og saaledes at lade sig disse atter betale, saaledes som er- fares af den paategnede og qvitterede Anviisning af 30te Juni 1830. Citanten havde saaledes formeentligen paa engang forholdt sine Parter 30 Spd. af deres Tilkommende og ladet sit eget Til- kommende betale 2de Gange, eller med andre Ord: han har besveget det Offentlige for 40 Spd. og sine Parter for 30 Spd. Han har saaledes tillige paaført disse sine Parter en ubeføiet Executionsforretning, hvorved han klarligen ei kan have havt anden Hensigt, end at kunne foregive for dem, at Overskuddet af de 70 Spdr medgik til Forretningsomkostningerne, medens han benyttede Forretningens Resultat, saaledes som allerede an- ført; og med Hensyn til dette Resultat skal endvidere, efter b.te Parters Opgave for mig ved Sessionen den 30te f. M. være at mærke, at de ingenlunde negtede at eie Noget, men at det var Praëm, som bevirkede saavel deres som Forretningsvidnernes Tilførseler, hvilket saameget lettere kunde skee ubemærket af Administrator, som denne vel maatte ansee sig uberettiget eller SIDE: 293 ialfald uforpligtet til at kontrollere, hvor Reqvirenten var en Sag- fører, der gav sig Mine af at inddrive eget Tilkommende og endog i den Anledning fordrede Salarium for Mødet med ikke mindre en 10 Spdr [fotnotemerke] ). Endelig skal det efter lige Opgave for mig, være at mærke ved denne Sag, at Praëm skal have tilbageholdt Acten for dem ikke mindre end 2 1/2 Aar, saa at de først fik den i For- aaret 1821, under Paaskud af at Dommen burde indstevnes til Overretten, hvilket de ifølge hans Yttringer, ønskede, men som ei blev iværksat." Modparten benegtede min Sagførers Anke saavelsom den ene af Marthe Bjerkes Sønners Jacob Nielsens, Vidnesbyrd, paa hvil- ket, saavelsom paa den anden Broders Forklaring, den var grun- det. Og hans Forsvar maa vel, efter Omstændighederne, have været ganske vel anlagt, siden Underretsdommeren ikke har fun- det, at denne Sag var nok til min Frifindelse. Det maa den dog være, naar den var tilstrækkeligt oplyst; men det er den først blevet siden, og det netop ved Praëms, af overdreven Angst for dette Punkt i Sagen, klodsede Forsøg paa ganske at cachere sig og den rette Sammenhæng. Thi hvor overraskedes jeg ikke, ved næsten 3 Aar efter at den var paaanket, at see et Brev produ- ceret fra Praëm, skrevet af ham selv og undertegnet af begge Sønnerne Hans og Ole med paaholden Pen, hvori de erklære, at Praëm havde ført Sager for dem ellers, saa hvad han havde som Salarium i Sagen med Korens Boe ikke var egentlig derfor men for saadant andet Arbeide. Dette var grovt. Det kunde umuligt hænge rigtigt sammen. Knebet maatte undersøges. Kam- merraad Borchsenius, der med sin Kontorbetjent, som begge til- stedeværende paa det Tingsted, hvor P. havde faaet de to Al- muesmænd hen, som saaledes vare bragte til at lyve i egen Pung, kunde, paa Forespørgsel, intet erindre af det oplæste Papiir, og ingen Oplysning give om hvorledes det var gaaet til. Jeg fik da fat i begge Brødrene selv, som gav mig den Erklæring, man nedenfor Fotnote: Paa Exekutionsforretningen af 3die April 1830 staaer med Praëms egen Haand: "Med Tillæg af Executionsomkostn. 51 Spd. 54 Sk. betalt Praëm." Disse udbringes ved de (2 Gange betalte) 40 Spd., Salarium 10 Spd. for Mødet og Fogdens Til- kommende. SIDE: 294 vil finde indtagen i Thingsvidnet, og optog til Oplysning af Sagen et Thingsvidne ved deres Hjemthing paa egen Bekostning, siden Be- neficium blev mig negtet. Det blev fremmet uagtet alle Indven- dinger, og -- det behøver ingen Kommentær. Det taler for sig selv. Det vidner om hvad Prok. Praëm har øvet mod Stat og mod nogle fattige Medmennesker, og endelig om, hvor samvittigheds- løs og dumdristig han er i de juridiske Udveje, han søger; men førend vi gaae over til det, saa læg Mærke til noget: Dokumen- tet, hvorpaa Praëm havde faaet Brødrenes siden fragaaede Til- staaelse saavelsom den Contraerklæring, de havde givet mig -- de forsvinde, de forsvinde, medens de vare i mit Værge, i Dens, som ingen kostbarere Papirer havde, og ikke vogtede nogen om- hyggeligere!! De forsvinde, netop de, og ingen andre i Bunken, forsvinde kort før Thingsvidnet og have ikke siden viist sig. Der skede da nok Opfordringer fra Praëms Side ved Retsbordet om at komme frem med det; men, som sagt, Thingsvidnet fremme- des, da jeg havde Doublet af min Erklæring, hvori den praëmske punktviis var gjendrevet. Istedetfor denne, som Praëm har været uvillig til som Autor at reproducere, hjælper man sig nu med en Extract af Justitsdepts. Indstilling af 2 Sept. 1836 i Anledning af min Ansøgning om Beneficiet til Thingsvidnet. Thingsvidnet. "For Vidnecitanten, Candidat Wergeland, mødte Overretspro- curator Schønheyder ved Candidat Lerche, der fremlagde den af Citanten udtagne Stevning af 17de Februar dette Aar og Fuld- magt til Comparenten af Gaars Dato, hvornæst Comparenten bad de indstevnde Vidner, Ole og Hans Nilssønner, fremkaldte, examinerede og edfæstede; ligesom Underretsacten forevistes i Retten. Comparenten bad dernæst Administrator forelæse for Vidnerne den af dem udstædte Erklæring af 26de December forrige Aar, hvoraf Copie fremlagdes, til edelig Vedtagelse, hvor- hos Comparenten forøvrigt forbeholdt sig alt lovligt og, efter nærmere Anledning, at fremsætte Qvæstioner til Vidnerne. Det Fremlagte indtages her, saalydende: N. 1. CR. 10 Sk. Spd. I den mellem Procurator Praëm og mig 1837. nu for Overretten verserende Sag finder jeg det nødvendigt at erhverve nye Oplysninger -- blandt andet SIDE: 295 om den rette Beskaffenhed af den af Hans Nilsen Sedsvold og Ole Nilsen Sedsvold under 20de Juli 1835 til Procurator Praëm afgivne Erklæring, hvilken de ved en skriftlig Tilstaaelse eller Erklæring af 26de December forrige Aar aldeles have forandret -- hvilke Oplysninger jeg, ialfald efter dertil erhvervet Bevilling, inden Overretten agter at bruge til min Sags Tarv. Thi indstev- nes herved at møde mig eller Fuldmægtig inden Vaarthinget for Ullensagers Thinglaug, som holdes paa Lensmandsgaarden Algrim den 14de April 1837. 1, som Hovedvederpart og Sagvolder Pro- curator Praëm at see Breve og Beviisligheder irettelagte, Vidners Prov, stevnte og ustevnte, samt i fornødent Fald Procedüre og Eragtninger at anhøre; 2, som Vidner, under Lovens Faldsmaals- straf, Ole Nilsen Sedsvold og Hans Nilsen Sedsvold, indbyrdes Confrontation, samt med andre Vidner, om fornødiges, og Con- frontation at undergives, samt Vidnesbyrd at afgive til Oplys- ning i ovennævnte Sag. Kristiania den 17de Februar 1837. Henr. Wergeland. Erklæring. Undertegnede Hans og Ole Nilssønner, Sønner af Marthe Au- gustinusdatter Bjerke, hvis Sags Papirer have været Gjenstand for en Undersøgelse under Processen mellem Candidatus theo- logiæ Wergeland og Procurator Praëm, erklære herved: 1. Ifjor ved Sommerthingleite for Ullensager, da vi vare stev- nede til Møde i anden privat Sag til dette Sogns Thingsted Gje- stad, tilbød Procurator Praëm os, navnligen mig Hans, at tale os til bedste hos den Part, vi der havde at møde, uden at det skulde koste os noget, saasom han sagde, at han selv havde andet Ærinde did. 2. Praëm forelagde os der en Skrivelse, saa- vidt erindres dateret Gjestad 20de Juli 1835, som vi, paa hans Anmodning, undertegnede mod Løvte at udlevere os derfor et hos ham hvilende Skadesløsbrev paa 35 Speciedaler, hvorfor og- saa er erholdt Qvittering; men denne Skrivelse, som kun hur- tigen oplæstes for os, forstode vi ei, og ville ikke have saaledes forstaaet, at den enten skulde svække forhen afgivet Prov i Sagen mellem Wergeland og Praëm, eller indeholde nogen Til- staaelse for at Procurator Praëm for os tilforn eller nogensinde har udført nogen Forretning, der skulde berettige ham til at tage SIDE: 296 sig paa nogen Maade betalt af os. Tvertom formene vi, at have Krav paa ham siden hiin Sag, hvor Praëm saavel hos det Of- fentlige som hos Boet vidste at erholde Betaling, og hvis Papirer af ham, imod Forsikring om at drive den Retterne igjennem for- holdtes os i halvtredie Aar, indtil dermed hverken for vort, eller, som vi ogsaa troe, for vores umyndige Halvbroders Vedkom- mende, hvis Penge Praëm formentlig var indesiddende med, var Videre at gjøre til Rets Erholdelse. Denne Forklaring er af os afgiven i Vitterlighedsvidners Nær- værelse til Candidat Wergeland i den Hensigt at lægges oven- nævnte, af Praëm forfattede og af os undertegnede, ved Siden inden Retten. Eidsvold, 26de December 1836. Hans Nilsen Sedsvold. (med paaholden Pen.) Ole Nilsen Sedsvold. (med paaholden Pen.) Til Vitterlighed Gaardmand Lars Olsen Dønnum. Ole Olsen Blakkisrudeje, paa Præstegaarden. (med paaholden Pen.) H. Wergeland. Som befalet for Procurator Praëm mødte Stiftsoverretsprocu- rator Andresen, som i Anledning af det indstevnte Thingsvidne bemærkede, at Thingsvidnecitanten sees at have fremlagt en løs Copie af en under 26de December forrige Aar affattet Erklæ- ring, uden at producere den under 20de Juli 1835 til Procurator Praëm afgivne Erklæring, der paa det nærmeste knytter sig til hiin, og uden hvilken de indstevnede Vidner ikke kunne indlade sig paa at udlade sig angaaende Ægtheden og Rigtigheden af det fra Hr. Wergelands Side Producerede. Paa Grund heraf paastod Comparenten Thingsvidnestevningen, som ikke lovligen forfulgt afviist, eller, ialfald, at den begjærte Vidneførsel ikke tilstodes Vederparten førend han har tilende- bragt alle de Oplysninger, som ere nødvendige, for at sætte Vid- nerne istand i dens Heelhed at overskue den Begivenhed, hvorom de skulle vidne. Komparenten maatte dernæst anmode Dommeren om, indstæn- digen at lægge Vidnerne paa Hiertet, at de ikke, uden at paa- drage sig juridisk og moralsk Ansvar, kunne indlade sig paa at afgive en Contestation, der vilde komme i en bestemt Strid med SIDE: 297 den af dem forhen under 20de Juli 1835 afgivne Erklæring. Ind- subsidium maatte Comparenten, i Medhold af 1-13-6, paastaae, at det ikke tilstedes Vidnerne at afgive Prov efter den fra Hr. Wergelands Side afgivne Erklæring, der ikke er forfattet af dem selv. Idet Comparenten dernæst, for ethvert Tilfælde, paastod sig tilkjendt passende Salarium for Mødet, foruden Skyds og Diet, efter approberede Regninger, forbeholdt han alt Lovligt. Lerche bad tilført ifølge Ovenanførte: at det var ham aldeles ubegribeligt, hvorledes Modpartens Sagfører kunde paastaae Sa- gen afviist, da Stevningen vil befindes at være i fuldstændig Orden, og det vilde være en juridisk Absurditet, at afvise en Vidnestevning paa Grund af en umotiveret Formodning om, at Vidnerne ei skulde kunne besvare hvad der i Retten maatte blive dem spurgt om; thi det kunde ikke falde Comparenten ind, at Modpartiet udenfor Retten havde skaffet sig Kundskab om, hvad Vidnerne kunde besvare, eller ikke. Med Hensyn til Vederpartiets Fordring om, at det af Procu- rator Praëm erhvervede Document af 20de Juli 1835 af Citanten burde have været produceret i Retten for at skaffe Vidnerne -- som Vederpartiet udtrykker sig -- Oversigt over Sagens Heelhed, da er det aabenbart at, forsaavidt Vederpartiet maatte ønske det, er det Sammes Sag at producere det for at faae det conte- steret, om saadant maatte ønskes. Dette hører aabenbart under Contraqvæstioneringen og min Parts Interesse er det alene at faae constateret Indholdet af det af Comparenten fremlagte Dokument, og det maa naturligviis overlades til Vidnerne at afgjøre, om og hvorvidt de kunne dette, uden at Praëms Document blev fremlagt; saafremt de dertil er- klærede sig uvillige eller udygtige, kunde Thingsvidnet ikke af- vises, men udsættes, for at erhverve Overrettens Tilladelse til at bruge det udlaante originale Document her ved Retten, hvortil speciel Tilladelse fra Overretten maatte erhverves; men overalt saa er det Vidnernes Sag, at afgjøre hvad de kunne og ville be- vidne, og det kunde ikke falde min Part ind, at føre med sig et Document, hvis Contestation alene vilde falde i Modpartens Interesse. Hvad den bevægelige Tiltale til Dommeren angaaer om, at opfylde sin Dommerpligt med Hensyn til Vidnernes Forklaring, SIDE: 298 da er Comparenten overbeviist om, at den er aldeles overflødig, og med Hensyn til den totale Misforstaaelse af 1-13-6, da vil Comparenten blot gjøre opmærksom paa, at her ikke er Tale om noget Document, der skal indeholde Svar paa Vidnerne forud bekjendtgjorte Spørgsmaale, men Vidneførselen er for Øieblikket alene indskrænket til det Factum, om de for Vidnecitanten og i Vitterlighedsvidners Overvær havde erklæret sig saaledes, som der i det fremlagte Document er anført. Forsaavidt Vederpar- tiet skulde troe at finde nogen Styrke ved Udtrykkene i den fremlagte Stevning, forsaavidt de i samme ere stevnede til at vidne om den rette Beskaffenhed af den af Praëm forhen er- hvervede Erklæring, da maatte Comparenten atter gjøre opmærk- som paa, at det alene kan være Vidnerne, som kunne afgjøre om de ere istand dertil, uden at forevises bemeldte Document. Paa Grund af Ovenstaaende begjærede Comparenten Things- vidnet fremmet. Efter et Par duplicerende Tilførseler eragtedes: Thingsvidnet fremmes, og ville de af Thingsvidnecitanten ind- stevnte Vidner blive at afhøre overeensstemmende med hans Be- gjæring, da det vil beroe paa disse, hvorvidt de, uden at blive foreholdte den i Stevningen ommældte Erklæring af 20de Juli 1835, kunne afgive den afæskede Forklaring. Andresen forbeholdt alt Lovligt. De indstevnede Vidner vare tilstede, som, efter foregaaende Præparation, paa lovlig Maade bleve edfæstede. Som 1ste Vidne blev antaget, Ole Nielsen, 40 Aar gammel, boende paa Gaarden Sedsvold her i Thinglauget, Parterne ube- slægtet og ubesvogret, som, efterat være foreholdt af Dommeren, om det har meddelt Prokurator Praëm den i Thingsvidnecitan- tens Stevning ommældte Erklæring af 20de Juli 1835, svarede bestemt, at dette kan han ikke erindre, hvorefter for Vidnet blev oplæst den af Thingsvidnecitantens Sagfører fremlagte Erklæring af 26de December forrige Aar, hvilken det vedtog af ham at være meddeelt og underskrevet og hvis Rigtighed det vedstod under den aflagte Eed. Andresen, i Anledning af Vidnets Svar, maatte provocere det til at fremkomme med den i 2den Post af den foreholdte Erklæring omhandlede Qvittering, idet han forøvrigt forbeholdt, under Hoved- sagen at gjøre de fornødne Reflectioner over Vidnets Prov. SIDE: 299 Vidnet erklærede til den fremsatte Provocation, at afvigte Aars Vaar, saavidt erindres Mandagen efter Bededag, modtog det paa Indstevntes Bopæl en Qvittering af Denne, lydende paa 35 Spe- ciedaler, hvilke Indstevnte havde udbetalt eller qvitteret for Vid- nets Moder, Marthe Augustinusdatter Bjerke, for længere Tid siden, og tilføiede Indstevnte, at vedkommende Skadesløsbrev var benævnt blandt Documenterne i Wergelands Sag. Paa Grund af Forestaaende Vidnes Prov bad Lerche Vidnet examineret efter herved fremlæggende Qvæstioner: 1. I hvad Anledning er det Skadesløsbrev udstedt, som om- nævnes i den til Wergeland afgivne skrivtlige Erklæring af 26de December 1836? 2. Hvad er det Vidnet formener at have tilgode hos Praëm? 3. Var Vidnet tilstede ved den Execution, Praëm lod afholde i Moderens Huus? og fandtes der ikke Udlæg? 4. Vedkjender Vidnet, at den til Praëm afgivne skriftlige Er- klæring af 20de Juli 1835, som staaer i Strid med den til Werge- land senere afgivne, er udstedt efter Foranledning og Anmod- ning af Praëm mod hvad Sagens rette Sandhed medfører? 5. Gjorde Praëm Vidnet opmærksom paa, at det muligens i sin Tid vilde kunne komme til at beedige den paa Gjestad af- givne Erklæring? 6. Har Wergeland gjort Vidnet opmærksom paa, at den til ham afgivne Erklæring muligens i sin Tid vilde blive at beedige? 7. Har Praëm afgivet nogen Forsikring eller Løvte om, at den for Vidnet og dets Brødre udførte Sag skulde til deres Bedste blive fremdreven og vunden igjennem alle Retter? 8. Er Praëm bleven opfordret til at opfylde sit Løvte og paa hvad Maade? 9. Har Praëm udført Sager eller andre Forretninger for Vidnet hvorved det kunde være kommen i hans Gjeld? Vidnet besvarede de fremlagte Qvæstioner saaledes, efterat 60de Vidnes Forklaring i Hovedsagen, ifølge Thingsvidnecitantens Begjæring, var samme forelæst: Til 1ste. Det her omspurgte Skadesløsbrev blev udstedt ian- ledning af en Gjeld, Vidnets Moder stod i til Indstevnte for en for hende udført Sag mellem hende og Amund Hansen Bjerke. Til 2den. Veed ei, om han havde noget tilgode hos Indstevnte eller ei. Til 3die. Ja! og da saavel Indstevnte som Laugrettet SIDE: 300 erklærede, at Intet fandtes til Udlæg under Executionsforretnin- gen, antog Vidnet ogsaa det samme, og var glad over saaledes at slippe; dog tilføiede Vidnet at der, efter Indstevntes Op- givende, fandtes nogle gamle Kar, som ikke var af nogen Vær- die. Efter Anledning fra Citanten svarede Vidnet, at der, efter dets Formening, maaskee fandtes Saameget i dets Moders Huus, som kunde været tilstrækkeligt til den omprovede Executions- forretnings Afgjørelse; men Indstævnte undersøgte ikke, hvor- vidt Noget til Udlæg fandtes, og yttrede til Laugrettet: "Her findes Intet". 4de Qvæstion frafaldes af Citantens Sagfører. 5te ligesaa paa Grund af Vidnets Prov. Til 6te: Ja! Til 7de: Indstevnte yttrede i den omspurgte Anledning at ville søge Bene- ficium for Vidnets Moder og Børn, ligesom og, at han havde Lyst til at see Sagen afgjort ved Høiesteret. Til 8de Nei! Men Vidnet har flere Gange været hos Indstevnte for at erfare Ud- faldet af Sagen, hvorom det for en Tid siden erholdt Underret- ning med Tilføiende, at det er mange Aar siden. Wergeland bad Vidnet spurgt, om det derved blev forseent at faae Sagen frem- drevet gjennem de høiere Retter og om Tab derved er bevirket for det eller dets Familie. Vidnet svarede hertil: at da Underretning om Sagens Udfald ved Underretten ikke erholdtes, forinden det var forsildigt paa Dommen at erholde Opreisning, kunde Sagen saaledes ikke komme videre, og, efter Indstevntes Ytring og Løvte ved Sagens Modtagelse, antager det saaledes at være paaført Tab saavel for sig som Familien. Vidnet tillagde sluttelig, i Anledning af Indstevntes Provoca- tion, at det troer at have den omhandlede Qvittering hjemme, og er villig til at udlevere Samme til Indstevnte mod behørig Sikkerhed. 2det Vidne Hans Nielsen, 42 Aar gammel, boende paa Gaar- den Sedsvold her i Præstegjeldet og til Parterne ubeslægtet og ubesvogret. Vidnet erkjendte i Lægdsommeren 1835 paa Gaarden Gjestad her i Bygden, medens denne Gaard var Thingsted, at have med- deelt Indstevnte en Erklæring om, at Vidnets og Broders samt Moders, Marthe Augustinusdatters Mellemværende med Ind- stevnte var op- og afgjort, hvilken Erklæring blev given, for at det af Vidnets Moder til Indstevnte udstedte Skadesløsbrev kunde SIDE: 301 erholdes tilbage, hvilket imidlertid da ikke skete, af den Grund, at dette Document var beroende blandt de i Sagen med Werge- land producerede, hvorimod Indstevnte lovede saasnart muligt, at skaffe Samme. Til samme Tid erholdt ogsaa Vidnet en Tilstaaelse fra Ind- stevnte, at Denne ingen Fordring havde paa Vidnet, dets Moder eller Broder. Den af Citanten fremlagte Erklæring af 26de December forrige Aar blev for Vidnet oplæst, hvorefter det erklærede at have meddeelt og underskrevet Samme, ligesom det og vedstod Rig- tigheden deraf under den aflagte Eed, med Tilføiende: at det seer sig fuldkommen istand til at afgive denne Erklæring, uden at den omprovede, i Citantens Stevning ommeldte, Erklæring af 1835 bliver det forelagt. De fremlagte Qvæstioner besvarede Vidnet saaledes: Til 1ste: Veed ei andet herom, end at Skadesløsbrevet qvæstionis, efter dets Moders Udsigende, blev udstedt for een eller flere Sager, som Indstevnte for hende havde udført, uden at have hørt Noget Videre i denne Anledning. Til 2den: Vidnet formener, at Boet efter dets afdøde Fader har tilgode hos Indstevnte 30 à 40 Spdlr. for den Indfordring, han havde paataget sig for bemeldte Boe i Assessor Korens Boe. Til 3die: Var ei tilstede ved den omspurgte Forretning, men an- tager, at der i dets Moders Huus fandtes Saameget, som ud- fordredes ved omtalte Forretning. Til 4de. Vidnet antog, ved Meddelelsen af Erklæringen til Procurator Praëm i Aaret 1835, at Samme blot skulde gjelde, for det omprovede Skadesløsbrev, hvorimod Erklæringen til Candidat Wergeland af 1836, blev med- deelt i den Formening, at Vidnet, dets Moder og Broder endnu havde en Fordring paa Procurator Praëm i Anledning den im- provede, ham overdragne Comission, i Assessor Korens Boe. Efter Citantens Begjæring blev den af 60de Vidne under Hoved- sagen afgivne Forklaring dette Vidne forelæst, i hvilken Anled- ning det erklærede ei heller, for sit Vedkommende, at have mod- taget Noget af de af bemeldte Vidne omprovede 70 Spciedalere. Til 5te: Nei! Til 6te: ligesaa, dog med det Tillæg: at Citanten ytrede sig saaledes: "Det er muligt, at Du senere kan blive spurgt nøiere herom, og føiede som Grund hertil, at han ikke maatte erklære Andet, end hvad der var sandt og rigtigt. Til SIDE: 302 7de: Indstevnte ytrede ved den omspurgte Sags Modtagelse, at han troede den maatte vindes og vilde see Høiesterets Dom i Samme. Til 8de: Saavel Vidnet som dets Broder, afhørte 1ste Vidne, har været hos Indstevnte, Vidnet kun een Gang, men dets Broder flere, for at erfare Udfaldet af den omprovede Sag, men Vidnet erholdt det Svar, at Dommen ikke var beskreven i Samme, hvilket Svar ogsaa dets Broder, efter hvad han har be- rettet Vidnet, skal have erholdt. Efter Anledning fra Citanten erklærede Vidnet, at det antager, at dette, af Indstevnte udviste, Forhold har været til Skade saa- vel for sig som dets Broder og Halvbroder, da det var deres Hensigt, at indanke Dommen i vedkommende Sag til Overretten, men som blev forsilde, hvilken Indankning begrundedes paa Ind- stevntes meddeelte Løvte, eller Ytring ved Sagens Modtagelse. Til 9de: Foruden den omprovede Sag, har Indstevnte udført een for Vidnet, hvorved det dog ikke er kommen i Dennes Gjeld, da Omkostningerne bleve udredede af Modparten. Vidnerne ved- kjendte sig deres afgivne og dem forelæste Forklaringer, hvor- efter de, da ingen af Parterne havde dem Videre at tilspørges, demitteredes. Lerche bad tilført: at han, med Hensyn til det nu erhvervede Thingsvidne, alene vil bemærke, af hvad Beskaffenhed den til Praëm afgivne Erklæring af Vidnerne kan være, da 1ste Vidne ei engang kan erindre at have afgivet nogen Erklæring og 2det Vidne er aldeles usikker i Erklæringens Indhold, saaledes som dette af ham er antydet. Det skjønnes saaledes let, at Man ei har været altfor samvittig- hedsfuld med at gjøre Vidnerne opmærksomme paa, hvad der skal have staaet i den af dem afgivne Erklæring til Praëm." Duplik af 14de August d. A. fra min beskikkede Advokat. "Herved giver jeg mig den Ære at fremlægge Thingsvidne af 14de April 1837. Naar man tager i Betragtning de lange Udsættelser, der saa- vel her ved Retten som ved Underretten have været Vederpar- ten indrømmede til Iagttagelse af sit Tarv, naar man seer hen til, at Vederparten med sin Replik har fremlagt 4 nye Documen- SIDE: 303 ter, hvis Beskaffenhed synes at maatte paafordre en nærmere Drøftning, maa man sikkert finde det paafaldende, at der gjen- tagende og paa det kraftigste er protesteret mod Bevilgelsen af de af min Part begjerede Anstande. I min Parts Interesse kunde det aldrig være at bevirke nærværende Sags Trainering, da det er en bekjendt Sag, at Sammes formeentlige uvisse Stilling har havt en hemmende Indflydelse paa hans Bestræbelser for at komme i Embedscarrieren, medens det ikke mindre er bekjendt, at Samme ingen skadelige Følger har havt for hans Vederpart, der midt under Sagens Gang har nydt Forfremmelse. Jeg haaber ogsaa, at den ærede Ret, ved at see hen til det hermed frem- lagte Thingsvidne, om hvis Indhold jeg nedenfor skal yttre mig, vil erkjende, at de bevilgede Udsættelser til min Parts Tarv have været fornødne. Specielt at gjennemgaae Vederpartens Replik vilde lede til en idelig Gjentagelse, der vilde være ligesaalidt nyttig som behage- lig. Jeg anseer det derfor hensigtsmæssigst blot i Almindelighed at benægte Replikken, og i al Korthed at hosføie følgende Be- mærkninger. Forsaavidt jeg har paastaaet Kjendelsen af 16de Mai 1832 og Underretsdommen kjendt uefterrettelig, og Stævningen og Sags- maalet, forsaavidt Samme gaaer ud paa noget Andet end den formeentlige Fornærmelse i Morgenbladet No. 105/1831 fra Under- retten afviste, da ere mine Grunde herfor ingenlunde modbe- viste ved Vederpartens vidtløftige Raisonnement, som jeg derfor modsiger. Hvorledes man skal bringe hans Benegtelse af, at Praèm i sin Ansøgning om Beneficium kun har refereret sig til Morgenbladet No. 105/1831 i Harmonie med den Sandhed, som dog ligger klart for Alles Øine, at hans Bevilling kun indskrænker sig til bemeldte Morgenblad, er vanskeligt at begribe. Dersom han virkelig har ansøgt om Bevilling til at fralægge sig ogsaa de øvrige formeentlige Beskyldninger, saa er vel i alt Fald saa meget klart, at han forsaavidt ei har erholdt Bevilling; han har altsaa forsaavidt procederet udenfor den ham meddeelte Bevilling, og Eragtningen og Dommen, der har sanktioneret denne Procedure, maa i dette Punkt utvivlsomt kjendes uefterrettelige. Den ærede Ret vil neppe med Vederparten finde det for drøit sagt af mig, naar jeg har paastaaet, at der i første Instants er oplyst en Vrimmel af Handlinger, der af Pram ere foretagne og SIDE: 304 som formeentlig kunde give Wergeland Anledning til at ansee ham som en Forbryder mod Stat og Menneskehed. Man be- høver blot at see hen til de af mig i mit Tilsvar paapegede Steder for at erfare, at mit Udsagn medfører den strængeste Sandhed. In Specie maa jeg bede bemærket Wergelands eget Indlæg i Underretten, hvis historiske Recit charakteriserer Veder- parten som primus aggressor, og hvis Rubriseren af de oplyste Facta maa godtgjøre, at Beskyldningen ikke grunder sig paa de mindste borgerlige og moralske Lovovertrædelser. Jeg benægter iøvrigt, at jeg har gjort mig skyldig i den Modsigelse, at ind- rømme med Underdommeren, at det i alt Fald kun er oplyst, at Praëm har været Gjenstand for et mindre fordeelagtigt partielt Omdømme, samt i enkelte Tilfælde udviist en mindre forsigtig og stræng lovlig Fremfærd, og at hans Forhold ei kan betragtes som fuldkommen daddelfrit, idet jeg paa samme Tid har paa- staaet, at han har begaaet en lang Række af Handlinger, hvor- ved han ligemeget har brudt juridiske og moralske Love. Jeg henviser til mit Tilsvar, hvori vil findes Beviis for, at jeg ei har indrømmet, at i alt Fald kun hiint var oplyst. Med Hensyn til de Facta, hvorpaa min Part begrunder sin Paa- stand om, at have godtgjort Sandheden af sin Beskyldning, da skal jeg fremdeles afholde mig fra yderligere Commenteren over Massen af Samme, end allerede skeet er, hvilket jeg saameget mere kan holde mig fritagen for, som Vederparten efter mit Ex- empel blot har henviist til det tidligere Passerede. Et Par Om- stændigheder ville dog tiltrænge en nøiagtigere Drøftelse, deels i Betragtning af, at Vederparten har offret dem en fornyet Op- mærksomhed, deels fordi jeg er kommen i Besiddelse af nye Documenter, der kaste et klarere Lys over de imputerede Hand- linger, og levere gode Bidrag til Vederpartens Charakteristik. Efterat saaledes min Parts Sagfører ved Underretten i Indlæg af 10de April 1833 (Appellantens Act p. 571 -- 573) havde oplyst, at Vederparten, som beneficeret Sagfører for Marthe Augustinus- datter m. Fl., ei til disse havde udbetalt hvad der ved Dom i en Sag mod Assessor Korens Boe var dem tilkjendt, og til hvis Saldering der af Procurator Hauge, som Curator i bemeldte Boe, var ham leveret 70 Spd. at han desuagtet for det ham tilkjendte Salarium, 40 Spd. lod foretage Exsecution, at han under Denne beregnede sig 10 Spd. Salarium, at han, læggende Skjul paa de SIDE: 305 omhandlede 70 Spd. har ladet Forretningsvidnerne attestere, at intet Udlæg forefandtes, (ihvorvel der var Formodning om, at denne Attestation var urigtig), at han dernæst har benyttet denne Attest til af Amtet at erholde Anviisning paa Fogedkassen paa sit Salarium, uagtet han derfor maatte være mere end betalt i de for Parterne tilbageholdte 70 Spd. og endelig at han havde forhindret Appel paa Underretsdommen, ved i 2 1/2 Aar at tilbage- holde Samme, har Procurator Praëm i Overretten fremlagt en Erklæring fra Marthe Augustinusdatters Sønner, Hans og Ole Nielssønner Sedsvold, hvis Indhold jeg, da Documentet er for- kommet, er forhindret fra nøiagtigen at anføre, men som, ifølge den fremlagte Extractudskrift af Justits-Departementets Indstil- ling af 2 Septbr. 1836, skal være gaaet ud paa i det Væsentlige at constatere Praëms Angivelse af Factum. Documentet maa følgelig have indeholdt, at Vederparten, foruden Salariet, havde Penge tilgode hos hine Parter (for hvilke han ansaa sig berettiget til at liqvidere i de omhandlede 70 Spd.) og at han, forinden han foretog Exsecution for Salariet, havde meddeelt dem den for- nødne Opgjørelse i Anledning af de i Korens Boe oppebaarne 64 Spd 99 Sk. (cfr. No. 104). En Attest af saadan Beskaffenhed, der paa den ene Side stod i Strid med 60de Vidnes Prov, og paa den anden med de af hine Personer til min Part afgivne Forklaringer, var det let at ahne, at det ei kunde forholde sig saa ganske rigtigt med, og Wergeland maatte derfor finde sig opfordret til nærmere at undersøge den sande Sammenhæng. Denne er det lykkedes ham at opdage. Af den i det hermed fremlagte Thingsvidne indtagne Erklæring fra Hans og Ole Niels- sønner Sedsvold, hvis Sandfærdighed de have beediget, fremlyser det, at Praëm, med Tilbud om gratis at tale til Rette for dem i en Sag, hvori de vare stævnte, og mod Løfte om at tilbagelevere et hos ham hvilende Skadesløsbrev paa 35 Spd. har bragt dem til at undertegne hiin første Erklæring af 20de Juli 1835, hvis Indhold de ei havde forstaaet, og som de ei vilde have forstaaet saaledes, at den enten skulde svække forhen afgivet Prov i Sagen, eller indeholde nogen Tilstaaelse for, at Procurator Praëm for dem tilforn eller nogensinde har udført nogen Forretning, der skulde berettige ham til at tage sig paa nogen Maade betalt af dem, da de tvertimod formeente at have Krav paa ham siden hiin Sag, hvori Praëm saavel hos det Offentlige som hos Boet SIDE: 306 vidste at erholde Betaling, og hvis Papirer af ham, imod For- sikkring om at drive den Retterne igjennem, forholdtes dem i halvtredie Aar, indtil dermed hverken for deres, eller, som de ogsaa troe, for deres umyndige Halvbroders Vedkommende, hvis Penge Praëm formeentlig var indesiddende med, var Videre at gjøre til Rets Erholdelse. Hermed maa jeg bede sammenholdt deres under Thingsvidnet afgivne Prov, der godtgjør, at de Intet have erholdt af de oftnævnte 70 Spd., at altsaa Attestationen om, at der forinden Exsecution for Salariet foretoges, i hiin An- ledning var meddeelt dem fornøden Opgjørelse, ligeledes er urig- tig, og endelig, at der under bemeldte Exsecution vilde været forfundet Udlæg, naar det havde været Vederpartens Hensigt at have Saadant. Hans Nærværelse under Forretningen, for hvilken han har beregnet sig 10 Spdls Salarium, synes altsaa saa langt- fra at have havt til Hensigt at befrie det Offentlige fra at komme til at udrede Salariet, at just netop det Modsatte maa have været hans Intention. Af hvad jeg saaledes har anført vil den ærede Ret erfare, at ikke alt Skin af Ulovlighed ved den omhandlede Affaire, saaledes som Vederparten paastaaer, er forsvundet, at meget mere den retsstridige Fremgangsmaade er tydeligen be- viist, og at dertil er føiet Omstændigheder, der synes at hen- pege paa Forlokkelse til Afgivelse af urigtige Forklaringer. Det Farlige i en saadan Handling er altfor meget erkjendt til, at jeg skal indlade mig paa nogen Udvikling deraf. Med Hensyn til dette Punkt skal jeg til Slutning endnu gjøre opmærksom paa det Urimelige og Usandfærdige i Vederpartens Anbringende (No. 104), at han i de 70 Spd. havde liqvideret det af Enken udstedte Skadesløsbrev paa 35 Spd. medens det er beviist, at bemeldte Skadesløsbrev i uqvitteret Stand beroede i hans Værge, og først tilbageleveredes som Vederlag for at undertegne Erklæringen. Da det saaledes er beviist at Vederparten har brugt et ufor- svarligt Forhold for at tilveiebringe Attester, da det ikke mindre er beviist, at dette Forhold i eet Tilfælde har havt Indflydelse paa Attestens Indhold maa de af ham producerede Attester, for- saavidt han deraf har villet udlede noget Beviis mod hvad Werge- land har anbragt, betydeligen svækkes. In specie benægter jeg, at der af de med Replikken under Litr. b og c fremlagte Bilage kan udledes Noget imod hvad der om Begivenheden med Jens SIDE: 307 Nielsen Maler tidligere er anført, idet jeg kun skal paapege det Afhængigheds og Underdanighedsforhold til Praëm, der af Skri- velsen af 15 Juni 1833 (Litr. c) fremlyser, og at Attesten af 13 Dcbr. 1834 er udstedt, efterat allerede saadant Forhold var ind- traadt. Med Hensyn til Fortolkningen af Grdls § 100 skulde det an- sees upassende at indlade sig paa en udførligere Udvikling end allerede i mit Tilsvar er leveret, hvilken jeg anseer i det Hele vel begrundet hvorfor jeg modsiger Vederpartens Modargumenter. Jeg benægter iøvrigt Replikken i det Hele og Enkelte og under- giver Sagen Dom, i Henhold til min tidligere Paastand." Et Par Dage efter Thingsvidnet opfordrede Beskikkelsesmæn- dene "ifølge Reqvisition fra Stiftsoverretsprokurator Praëm" En- ken Marthe Bjerke følgende Qvittering: "At det i sin Tid af Marthe Augustinusdatter Bjerke til mig udstædte Skadesløsbrev forlængst ved Liqvidation er indfriet det tilstaaes herved. Mork, 2den Mai 1836. Praëm" Den er dateret næsten et Aar efter at Sønnerne gik tilthings forat møde Praëm. Og hvad siger den andet end hvad vi vel vide, at er noget Skadesløsbrev indfriet, saa er det dette. Men; sic calumniam effugio, siger Praëm. Alligevel sætter jeg min Frelse i denne Deel af Sagen. 22 Septbr. 1837. H. Wergeland. TIL AKERSHUS STIFTSOVERRET [Kristiania] 25 Septbr/37. Det er med Nød at jeg overvinder min Modbydelighed forat tage paany fat paa og yttre mig i en Sag, som ligesaameget er et utaknemmeligt Arbeide for Andre som et aftvunget Selvfor- svar mod et Menneske, der i sine Forfølgelser og Procedure synes ikke at erkjende almindelige moralske Love og Hensyn. Til den knytter sig ogsaa den bittre Følelse af erstatningsløst forspildte Aar, hvori min Modparts aabent erklærede Hensigt, at bevirke mig udelukt fra Embedsbanen, saalænge i min bedste SIDE: 308 Alder er bleven fuldbyrdet, at jeg vel maa begynde at troe at denne Sag ikke alene kræver Anstrengelse, Ærgrelser, Opoffrel- ser, men Udbyttet af mit hele foregaaende Liv, Forældres Haab og Omkostninger paa min Opdragelse og Dannelse og Medbor- geres og egne Forhaabninger om ved den at være gjort mit Fædreland nyttig. Og Denne umenneskelige Straf, denne arbitrære Tilintetgjørelse af en Tid, hvoraf Skaberen selv ikke kan gjener- statte mig et Minut, skal gjøres endnu ømfindtligere ved den partiske Begunstigelse, som er viist Modparten ved hans Befor- dring under denne Sag, som suspenderer mine Adkomster, fordi hans umaadelige Had har bragt ham til at opdynge Paastande, hvorfor han fortjener al den Irettesættelse, som Domstolene kan give! Og den skal gjøres endnu strengere og langvarigere ved den forviklede, intrikate Charakteer, Modparten lige indtil det Sidste ikke har ophørt at meddele Sagen ved idelig Fremlæggelse af nye Dokumenter, tildels af den mistænkeligste Beskaffenhed, og som desaarsag have maattet give Anledning til Udsættelser og en Forlængelse af Proceduren, som vel kunde være i Modpar- tens Interesse, men aldrig i min. Dette er da endelig den sidste Udsættelse, og, om ikke den nødvendigste -- thi det have de været, som det praemske Do- kument af 20. Juli 1835, der faldt ned som Fahnen i Lifland, maatte foranledige -- saa er den dog vist den billigste, idet den er indrømmet den Anklagede til at gjøre sig bekjendt med en Sags Stilling i det Hele, som allerede før den er vel halvveis igjennem Retterne, ja fra sit Anlæg, saaledes som Modpartens Ondskab vilde det, har decideret mit Livs Vanskjebne uerstatte- ligen. Dette er ogsaa en af Praëms Fortjenester af Fædrelandet. Jeg vil ellers tilstaae oprigtigt, at jeg ikke har formaaet at be- nytte Udsættelsen til andet end at gjennemsee Sagens senere tilkomne Papirer; og hvad Vægt, jeg tillægger navnligen dem, der oplyse Praëms Defraudationer imod det Offentlige saavel- som imod det Bjerkeske Boe, vil man see af hosfølgende No. 6 -- 7 af Bladet Statsborgeren, hvori jeg gjør Publikum bekjendt med de tilstrækkelige Oplysninger, jeg desangaaende har præsteret -- uanseet Praëms ret naturlige Ophævelser over den Offentlighed, jeg har givet enkelte Afsnit af Sagen. Min Sagførers Deduktioner gjøre ogsaa enhver vidtløftigere fra SIDE: 309 mig selv overflødig. I mit eget Indlæg finder jeg intet andet at for- andre eller tillægge, end at jeg lægger den ærede Ret paa Hjerte, hvorledes simpel Mortifikation af Modpartens Paastand ikke kan være nok, da den -- efter hans Indlæg i Gaardermosagen aabent erklærede Hensigt -- nu i en Række af Aar har havt en saa til- intetgjørende Indflydelse paa min borgerlige Stilling. Havde han ikke selv erklæret dette at være sin Plan, som han ansaae det for en hellig Borgerpligt at udføre, vilde det kun have været en arbitrær Forurettelse af Regjeringen, hvorfor den alene maatte bære Skylden. Men nu har han iværksat den ikke alene ved sine skamløse Denunciationer i hint Indlæg, men ogsaa ved sin grund- løse, af Regjeringen som ærekrænkende betragtede, Paastand; og derfor maa Erstatningen, om saadan kan skee, paahvile Praëm. Dette maa ogsaa blive Tilfælde med Sagens Omkostninger. Det er jo Retsskik, at de paalægges en Part, saasnart mindste Skygge af Strafskyld er tilstede. Og jeg skulde troe, at mere meget mere end det er Tilfælde med Praëm. Han har egget mig saavel ved Opfordringer i Bladene som ved hint afskyelige, til en snigende Meddelelse mellem min borgerlige Lykkes Herrer bestemte Produkt, som jeg endnu ikke kan taale at see uden jeg bogstavelig føler mig syg af Harme; og endelig, da jeg var egget frem til offentlig at erklære min Mening om hans hele Personlighed som Embedsmand og Menneske, nemlig, at han havde forbrudt sig som Embedsmand ved at forurette forskjel- lige Mennesker, og baaret sig skurkemæssigt ad mod mig -- hvilket er Mening og Indhold af paaankede Annonce i Morgen- bladet, hvortil Sagsanlægget kun bør være indskrænket -- saa tør jeg paastaae, at det, uagtet alle hans Kunster og Tingens egen Vanskelighed, har lykkets mig at præstere langt mere af Beviser paa saadan Adfærd af ham, end Sættedommeren har villet indrømme. Han har enkeltviis betragtet hver enkelt Mis- lighed af Praëm, og fundet den utilstrækkelig til min Frifindelse. Massen af Misligheder, der reflekterer et klart Billede af en forbrydersk Embedsmands og et slet Menneskes Totalitet, har han heller ikke havt Øje for, mens det dog er utvivlsomt, at saa- vel denne Masse af oplyste Handlinger af Praëm, som hver for sig ikke kunde være nok til min Frifindelse, som saadan maa komme mig tilgode, især ved den Slagskygge den meddeler Praëms næsten latterlige Skryderier af sin Reenhed og Samvit- SIDE: 310 tighedsfuldhed, som ogsaa de enkelte mere graverende maa ind- virke til min Fordeel, idet der imellem dem ogsaa findes de, som maatte retfærdiggjøre endnu strengere og bestemte Udtryk. Med Hensyn til Processer af denne Natur, da ville altfor mange Exempler paa den Mildhed, hvormed Injurier af andre Domstole ere blevne anseete, være i de ærede Herrer Dommeres Erin- dring til at jeg skulde behøve at anføre nogle. Ethvert juridisk Repertorium indeholder saadanne. Det er ogsaa bekjendt, at de samme Udtryk, jeg har brugt om en Mand som Praëm, ja endog med forstærkende Tillæg, ere hertillands hengaaede uden Paatale. Jeg har fortolket mine; men tillader ingen Indskrænkning deri; thi jeg er endnu mere overbeviist end nogensinde om at Praëm i Daad som Sind er det, jeg har erklæret ham at være imod endeel enfoldige Medmennesker og det sidste, men ikke ringeste Offer for hans Slethed, nemlig Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Kristiania 29 September 1837. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Justits- og Politivæsenet. Undertegnede troer at burde hermed oversende Justitsdeparte- mentet det Exemplar af Bladet "Statsborgeren", hvori findes det Thingsvidne til Oplysning af et af Procurator Praëm i min Sag med ham i 1835 produceret selvgjort Document, som jeg paa egen Bekostning har maattet optage, da mine underdanigste An- søgninger om Beneficium paupertatis dertil ikke naadigst indvil- gedes, samt den Fremstilling af defraudatorisk Adfærd af be- meldte Embedsmand mod det offentlige og egne Parter, som mine beskikkede Sagførere, saavel før den yderlige Bekræftelse, Things- vidnet har givet Anken, som efter, have fundet Grunde til at afgive. Dette skeer baade fordi jeg derved godtgjør, at der var Aar- sag nok for mig til at ansøge om Beneficium til Optagelse af et Thingsvidne, hvorfor jeg har maattet sætte mig i Gjeld, og hvis Nødvendighed var fremkaldt af min Modpart, og fordi jeg troer, at der i Sagens Papirer, der ere beroende i Stiftsoverretten, er SIDE: 311 præsteret saa tilstrækkelige Oplysninger om forbrydersk Adfærd af Procurator Praëm, at der maa være Grund for det Offentlige til at drage ham til Ansvar forinden den mellem ham og mig verserende Sag, som kuns angaaer min Frifindelse eller Ikkefri- findelse, bliver endeligen paadømt, og hvortil der fremdeles er lange Udsigter. Dette forekommer mig idetmindste at være Til- fælde med den Deel af Sagen, som Thingsvidnet af 14 April 1837 har oplyst; og det er rimeligt, at Publikum, forsaavidt som det er bekjendt med dens Offentligjørelse i hoslagte Blad (cfr. no. 23, 21de Hefte), ogsaa vil finde, at der er Grund for Regjeringen til her at handle. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Grønlien 11 Februar 1839. Til den Kongelige Norske Regjerings Departement for Justits- og Politivæsenet. I Begyndelsen af 1837 indleverede Undertegnede en underda- nigst Ansøgning om Beneficium til ved et Thingsvidne at indhente Oplysninger om et i min Sag med Praëm under Stiftsoverrets- proceduren fra denne fremkommet og af ham under 28 Juli 1835 skrevet Dokument, som formenes vedlagt Ansøgningen tilligemed et Dokument fra mig, hvoraf dog Afskrift havdes, og som begge ikke senere ere komne mig tilhænde. En Indrykkelse fra mig i Statsborgerens 21de Hefte i Begyndelsen af 1837, der nu tilfæl- digviis atter falder mig ihænde, giver mig Anledning til at troe, at disse Papirer eller især det førstnævnte, for mig overordentlig vigtige fra Modparten endnu skulde kunne skaffes tilveje, idet der i Annoncen debiteres at de paa den Tid vare expederede med hiin Ansøgning til Stockholm. Da dette er skeet gjennem det Kongelige Justitsdepartement, udbeder jeg mig, at det vil sætte sig i Virksomhed for at skaffe mig ovennævnte Papirer tilbage, eller godtgjøre mig, at de ere af mig bilagte Ansøgningen og mig tilbagesendte med Svaret derpaa. SIDE: 312 Jeg har i denne Anledning under Dato anmodet Stiftsover- retten om at indstille med Sagens videre Drivt indtil jeg faaer udført dette sidste Forsøg paa at gjenerholde disse vigtige i Sagen producerede Papirer. Henr. Wergeland. TIL BYFOGD THRAP Kristiania 20 April 1841. Jeg skylder at meddele Deres Velbaarenhed, i Anledning af den under 25 April f. A. faldne Stiftsoverretsdom i den med Foged Praëm beneficerede Sag, hvorom Byfogedkontoret vil have mod- taget Kommunikation, at det er min Hensigt strax at see Sagen appelleret til Højesteret, uden længer at oppebie Modpartens forventede Forholdsregler til samme Endemaal. Ansøgning om Beneficium vil saaledes uopholdelig blive indleveret, hvorfor jeg haaber Exekutionen af hiin Dom stillet i bero. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FREDERIK STANG 28. April 1841. Byfogden finder en Attest fra Dem om at Stevning er udtagen nødvendig forat han kan indstille Exsecutionen. Tør jeg udbede mig en saadan? Ærbødigst Henr. Wergeland. SVAR PÅ PRAèMS FORLIKSTILBUD Grotten 22de Marts 1843. Bevæget af klagende, men uefterrettelige Almuesfolk i min Hjembygd, og opirret af Angreb paa Ære og Velfærd, saavel i et Retsindlæg, hvoraf Afskrifter tages, som i offentlige Blade, og navnlig af det umiddelbart foregaaende i Morgenbladet, hvilket tillige indeholdt en Provocation, apostroferede jeg i Foraaret 1831 SIDE: 313 daværende Procurator Praëm saaledes i samme Blad, at han deraf fandt sig foranlediget til at paaføre mig en Injurieproces, der nu har varet i samfulde 12 Aar til stor Sindslidelse og Velfærds- spilde for mig, og som endelig har faaet det Udfald for mig ved Stiftsoverretten, at jeg er idømt 100 Spdlrs. Bøde og Processens Omkostninger til, som vel beløbe sig til en 550 Spd. eller mere. Er Hr. Foged Praëm ikke tilfreds med denne eklatante Hevn, saa maa han gaae videre og appellere Sagen til Høiesteret. Hvad mig angaaer, saa, endskjøndt denne Dom er for mig ruine- rende, og jeg ikke har Formue til at udrede det Idømte, agter jeg ikke at appellere til høiere Ret, men ønsker denne Sag evig endt og forglemt. Det bliver saaledes ikke min Skyld, om Høie- steret "bebyrdes med at gjennemgaae og paakjende en saa over- ordentlig vidtløftig Sag". Omendskjønt det er med Beredvillighed jeg imødegaaer min Modparts Tilbud om Acqviescenz og antager samme, er det dog ikke fordi jeg nærer nogen Frygt for et værre Udfald, men vel Modbydelighed nok for at maatte paany beskjæftige mig med denne Sag, som jeg har gjort mig Umag for at glemme i sin Op- rindelse som i sit Udfald, i sin Heelhed som i sine Details. Imidlertid maa jeg, før jeg afgiver denne afæskede Erklæring angaaende det af Hr. Praëm omnævnte Brev, i Anledning af hans Anførsel om en Samtale imellem os under fire Øine (hvilken ogsaa fandt Sted netop i det Øieblik Sagen ved Underretten var optagen til Doms) her meddele at den fra min Side her- ledede sig fra en mig strax efter den Annonces Indrykkelse i Morgenbladet som foranledigede Praëm til Sagsanlæg, tilstillet anonym Skrivelse -- at mine Undersøgelser vare frugtesløse, -- og at en Person, som jeg intet Bekjendtskab havde til og siden ikke har seet, omtrent ved den Tid Stiftsoverretsdommen var falden, henvendte sig mundtlig til mig med Opmuntring til at fortsætte dem, uden at dog dette er skeet, eller at jeg fæstede nogen Opmærksomhed derved. Jeg har nu, efterat have seet Brevet, som til Haand og Ind- hold forekommer mig aldeles Fremmed, gjentagende anstrenget min Hukommelse, om noget i Samtalen, som tænkelig dog kunde være, skulde fra min Side have "foranlediget" et saadant Brev, der gaaer ud paa at true med ny Vidneførsel i en abandonneret Sag, men forgjæves. Og denne, af mig ikke søgte Samtale med SIDE: 314 en ganske fremmed Person, som jeg, med al Erkjendtlighed for hans Deeltagelse, ikke ydede synderlig Opmærksomhed, er dog det Eneste, som jeg kan sætte i nogen tænkelig Forbindelse med Brevet. Men som sagt, videre end til denne Supposition stræk- ker min Hukommelse sig ikke. Jeg kan derfor, saavel med specielt Hensyn til Ordet "foranle- diget", som til de øvrige Brevet angaaende afæskede Udtrykke, paa Ære erklære, at jeg ikke erindrer at have foranlediget eller at have ringeste Deel i Forfattelsen af bemeldte Brev, hvis Indhold desuden er for mig uden Betydning, samt at jeg ikke har andre Beskyldninger at fremføre imod Foged Praëm end de i Sagen fremførte. Og da disse af Underretterne ere befundne ubeviis- lige, maa vel den faldne Dom være saa rigtig, at jeg desaarsag og for Fredsommeligheds Skyld bør modtage min Modparts An- bud: og da jeg i Ovenstaaende formeentlig har efterkommet hans Forlangende, erklærer jeg, at jeg acqviescerer ved Stifts- overrettens Dom, og agter ikke at gaae videre uden nødtvungen og fremtrukken af min Modpart. Henr. Wergeland. TIL JENS OBEL PRAèM Christiania den 29de Februar 1844. Da mit, i Svaret paa Deres Beskikkelse yttrede Ønske, ganske at see ethvert Mellemværende mellem os ophævet, var oprigtigt, er det mig en Ubehagelighed atter at maatte gjenkalde dette i Deres Erindring. Jeg kan nemlig ikke opsætte længer med at besvare et Krav fra Byfogden af ikke mindre end 813 Spd. 66 Sk. for af det Offentlige udlagte Omkostninger, og da er mit eneste Haab, at den Grund til Udsættelse med Betalingen vil blive taget god, at jeg agter at ansøge næste Storthing om Eftergivelse. Mellem Argumenterne derfor vil ogsaa forekomme, at det mo- ralske Øiemed for min Anklage, at mitigere Deres Behandling af Almuesmanden, strax viste sig at være opnaaet, og da al Aarsag til noget Had til Dem saaledes er ophævet, holder jeg det for ret og godt, ikke at udsætte Dem for Ubehagelighederne af en saadan Kamp for dog at vinde Anerkjendelsen af mine Bevæggrunde og om muligt dermed Bedringen af min Velfærd, SIDE: 315 saafremt De skulde være tilbøielig til at dække ovennævnte Sum. Udenfor denne har Sagen kostet mig Hundreder, ligesom Mulkten endnu resterer. Jeg vil heller ikke fordølge for Dem, at jeg imellem mine Ar- gumenter for en Eftergivelse sandsynligviis ogsaa vil behøve at benytte en, under Ventilationerne i Anledning af Deres Beskik- kelse indhentet Skrivelse fra en Mand, der nyder den største Agtelse i Samfundet, imellem og udenfor sine Standsbrødre, hvori forekommer følgende Tirade (med Navnet her fortiet): "N. N. kunde intet Svar give mig uden hvad han sagde selv forhen at have meddeelt Dem: at der i den omskrevne Sag vel havde været gode Beviser at faae, men at de nu ere tabte". I en saa alvorlig Kamp for Velfærd og Navn vil De, om De sætter Dem i mit Sted, finde det i sin Orden, at jeg giver min Sag al den moralske Vægt, som jeg kan, og jeg har det Haab, at den ikke skal mangle Talsmænd ogsaa udenfor denne dens Beskaffenhed, min Fattigdom og den literaire Betydning for Fæd- renelandet, man maaskee vil kunne tillægge mig. Nærværende er paa Ære og Samvittighed kun betroet dette Papir, ligesom Sagen selv, om De gaaer ind paa Forslaget, frem- deles vil blive imellem os. Da mine Kaar ikke engang tillade mig at betale de halve Omkostninger, har jeg ikke kunnet modificere det. Vil Repræsentationen vise mig en Velvillie, skjænker den mig ligesaa snart det hele Beløb som en Del deraf, endskjøndt Indbetalingen f. Ex. af det Halve maaskee kunde være et godt Motiv nok til at indskrænke Petitionen til de simple Ord: da mere ikke kan præsteres, anholdes om Eftergivelse af Resten af Om- kostningerne. Jeg maa udbede mig et bestemt Svar, da jeg, som sagt, ikke længer kan opsætte med at erklære mig i Anledning af By- fogdens Krav. TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 9de Marts 1844. I Anledning af det høje Departements Paalæg af Dags Dato, at jeg har snarest skee kan at afgive min Erklæring betræffende et Andragende fra Foged Praëm om at Undersøgelse maa blive SIDE: 316 anstillet efter en Forbrydelse, jeg, efter hans Udtryk, enten skulde vide eller have opdigtet om ham, kunde det formeentlig være tilstrækkeligt at foranledige Hr. Praëm opfordret til først at op- give hvilken Forbrydelse han mener; thi af mig er han ikke an- klaget for nogen saadan udenfor de af mig opstillede og paa- dømte Ankeposter, og dens Beskaffenhed er ikke engang antydet. Men forat spare ham for en Forlegenhed, erklæres herved, at det første Alternativ desværre ikke er Tilfælde og jeg troer at kunne skaane mig for et Svar paa det andet, der jo kun er et fornærmeligt Udbrud af Hr. Praëms Gemyt. Første Alternativ betræffende kan jeg nemlig ikke sige, at jeg veed nogen saadan Forbrydelse af Hr. Praëm, saasom Beretnin- gen i den mig fremmede anonyme Skrivelse til ham, om at Be- viser for en saadan skulde være efterladte til mig af en Afdød, har viist sig at være falsk, da ingen saadanne ere mig ihænde- komne; og Mangelen paa alvorlige Undersøgelser derefter fra min Side viser, at jeg, som erklæret, ogsaa har holdt Anviis- ningen for "betydningsløs" for mig. At jeg ikke destomindre, da hiin anonyme Skrivelse meddeltes mig fra Hr. Praëm, under Ventilationerne om at indlade mig paa Sagens Standsning, forhørte mig gjennem en Ven paa det op- givne Sted om Beviser, der skulde kunne frelse mig, virkelig dog skulde være mig testamenterede, er formeentlig noget jeg skyldte mig selv uden at det dog selv i Tanken, som det synes Hr. Praëm her vil gaae paa Jagt efter, involverer nogen Fornær- melse imod min forrige Modpart. Samme for alle Mennesker naturlige Motiv har ogsaa ladet mig adspørge Hr. Praëm om han ikke skulde finde sig opfordret til at dele Sagens økonomiske Byrder med mig; og sandelig der er meget i hvad der under Sagen er releveret og i de faldne Dommes Præmisser -- skjøndt der var meest i et paa den for- underligste Maade under dens Henstand for Stiftsoverretten bort- kommet Dokument -- som gjør en saadan Deeltagen billig; og muligt var det dog, at Hr. Praëm, der nu staaer Øjeblikket nær- mere, da Mennesket maa ønske at have udsonet efter Evne, kunde ville erkjende dette. I Sagens første Aar tænkte jeg mindst paa, at Yttringen af min, som jeg har beviist, ikke blot individuelle Formening om Hr. Praems Fortjenester af min Hjembygd skulde koste mig andet SIDE: 317 end Tidsspilde og Sindslidelser; i dens senere maatte jeg ned- spænde mine Forventninger til at vi vilde komme til at betale begge To, og med Tanken om, at den Praëm, jeg har kjendt som Prokurator Praëm, virkelig skulde fortjene at slippe ganske fri og saaledes dog opnaae paa sine gamle Dage at see mig ødelagt, kan jeg endnu ikke gjøre mig fortrolig. Havde jeg havt Anled- ning til at møde Hr. Praëm Ansigt til Ansigt, vilde jeg med samme Aabenhed, som i min Skrivelse til ham, have fortalt ham om hvad jeg tænkte at gjøre i Anledning af den enorme Regning, og spurgt ham, om han ikke, af Grunde han selv bedst maatte klargjøre sig, ganske vilde gjøre en Ende paa det Hele ved at klarere den; og noget andet end et saadant aabent Spørgsmaal er mit Brev til ham heller ikke. Ordet "Opfordring", som jeg finder brugt derom, er formeentlig ikke ganske det rigtige. Op- fordringen maatte Hr. Praëm finde hos sig selv. Idet jeg, i Tilfælde af at denne ikke skulde finde Sted eller være for svag til at taale Modvægten af 813 Spd. 66 Sk., ikke saae eller seer nogen anden Udvei end i et Andragende til Stor- thinget om Eftergivelse, troede jeg ogsaa at burde kunne anføre i dette, at jeg ogsaa havde forsøgt denne mulige Udvei gjennem Hr. Praëms Billighedsfølelse til at see det Offentlige forskaanet; og under alle Omstændigheder fandt jeg, at han burde være underrettet om dette mit Forsæt og at jeg skyldte ham, paa Grund af skete Forlig, idetmindste at tilbyde ham et Middel -- det eneste tænkelige -- til at spare sig selv for anden Gang at høre sit Navn ilde omtalt paa det Sted, idet jeg blev spart forat bebyrde Nationalrepræsentationen med mit Andragende. Han har forskudt denne Udvei, og saaledes maa det da skee, at jeg forsøger det Sidste, nemlig at motivere dette saa godt fra den moralske Side, som jeg kan. Denne er min; den juridiske er bleven Praëms. Jeg maa saaledes naturligviis anføre af Ac- terne hvad der taler for min Færd og altsaa imod Praëms mod Medmennesker og mod mig, og jeg maa søge at gjøre det ind- lysende, at Retfærdsfølelse har dikteret mig Anklagen; men om jeg vil søge nogen Styrke i den af Praëm fremhævede Udladelse i min Korrespondents Svarskrivelse til mig -- derom har jeg i mit Propos til Hr. Praëm, i Ordet "sandsynligviis", kun yttret mig som en Mulighed; og da Andragendet endnu ikke engang er for- beredet, har jeg heller ikke kunnet yttre mig bestemtere. SIDE: 318 Vist er det, at jeg, overensstemmende med Sandheden maa deri angive Ulyst til Proces, naturlig og bibragt Ulyst, men ikke Erkjendelse af Uret mod Hr. Praëm, som Bevæggrund til at jeg vedtog hans Forslag om Acquiescenz. Vil nu Hr. Praëm, paa Jagt efter ufremsatte Tanker og privat Korrespondence eller forat op- drive hidtil ukjendte Beskyldninger og nye Trættegrunde, gaae udenfor Sagens hidtil havte Udstrækning ved partout at ville have, at jeg endnu skal vide mere ondt om ham: saa maa dette formeentlig ialfald blive en ny og privat Sag, hvorunder det først og fremst maa staae til ham at godtgjøre, at jeg paany har inju- rieret ham ved at fremsætte noget Saadant enten som offentlig Klage eller paa nogen anden af de Maader, der betinge en For- nærmelse. For den større eller mindre Offentlighed, det maatte behage Hr. Praëm at give mit Brev til ham, kan jeg saameget mindre svare, som dets private Natur for Tiden udtrykkeligen var be- tydet. De Departementets Skrivelse medfølgende Afskrivter vedlægges. Ærbødigst Henr. Wergeland TIL BYFOGD THRAP Grotten 14 Marts 1844. I Anledning af Herr Byfogdens Paakrav, snarest muligt at be- tale Omkostningerne i min havte Sag med Foged Praëm med 813 Spd. 66 Sk., maa jeg herved afgive den Erklæring, at jeg for Tiden intet ejer til Dækkelse af en saadan Sum eller nogen Deel deraf, saasom Fast og Løst af hvad der er i min Besiddelse er beheftet, samt at det, saavel af Grunde hentede fra denne min Mangel paa Evne som fra Sagens egen Beskaffenhed, er min Hensigt at ansøge førstkommende Storthing om Eftergivelse. Desaarsag tillader jeg mig at andrage gjennem Herr Byfogden om Henstand med Forsøg paa at inddrive denne min Gjeld til det Offentlige. Saavidt erindres antog jeg i Vedtagelsen af min Modparts For- slag om at acquiescere, at Omkostningerne vilde formodentlig blive en 5 -- 600 Spd. Deres nu opgivne saa meget større Beløb har SIDE: 319 ganske forfærdet mig, saa jeg, i Uvisheden om hvad Storthinget vil gjøre, er utilfreds med at have ladet mig bevæge til at ac- quiescere. Men da dette nu engang er gjort af Afsky for Pro- ces -- staaer ingen anden Udvei aaben for mig til at reddes fra Undergang end oven opgivne, hvorom jeg ogsaa har troet at burde underrette min forrige Modpart. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 15 Marts 1844. Før jeg afgiver den i Skrivelse af Dags Dato afæskede yder- ligere Erklæring i Anledning af Foged Praëms Klage over at være spurgt, om ikke han vil betale Omkostningerne i den mel- lem os stedfundne Sag, tillader jeg mig herved at forespørge mig, forat undgaae at røbe hidtil unævnt Mands -- og dertil en Vens -- Navn, om Departementet ikke vil tage to Embedsmænds skrivtlige Bevidnelse for god, om at de have seet et Brev med den citerede Tirade i, som de kjende af Haand- og Underskrivt at være fra en Mand, om hvem Udtrykket passer, at han nyder den største Agtelse i det Samfund, hvori han lever. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 18de Marts 1844. Det kongelige Departements Opfordring til at fremlægge den Skrivelse, jeg i mit Brev til Foged Praëm af 29de Febr. omnæv- ner at have faaet, efterkommer jeg i den Form, Departementet i Skrivelse af 16de d. og senere har tilladt mig at bruge, idet jeg vedlægger en Bevidnelse fra to af Regjeringens Embedsmænd. Den godtgjør, at jeg hverken har "opdigtet" noget eller brugt noget Udtryk om Brevskriveren, der skulde tjene til at give hans Ord nogen utilbørlig Vægt, samt endelig, idet den oplyser, at dette i en anden By skrevne Brev er af samme Dato, som min SIDE: 320 Erklæring paa min Modparts Beskikkelse, at jeg i den ikke kan være skyldig i nogen Reservation eller i Noget, der kan begrunde Tvivl om min Redelighed under Sagens Opgjør. Under Overvejelserne om at indlade mig herpaa, har jeg vel, foranlediget af Hr. Praëm selv ved hans Forelæggelse af det mig fremmede anonyme Brev, anmodet en Ven i Fortrolighed om dog at forhøre sig om der virkelig skulde, som opgivet, existere noget Depositum til mig fra en Afdød paa Stedet; men da hans Svar sees at være dateret "Drammen den 22de Marts 1843", hvilken var den betegnede By og hvilken Dag heller ikke var Postdag, og min Acqviescenz-Erklæring er af samme Dato, formener jeg godtgjort, at denne er afgivet ganske uafhængig af denne Korre- spondenz og i Sandhed, som jeg har erklæret, med Opgivelse af al Anke imod min Modpart. Da Denne, ved at forelægge mig det anonyme Brev, som jeg maatte sætte i Forbindelse med et ellers forglemt og desereret Opgivende af en mig fremmed Person, selv havde motiveret min underhaands Forespørgsel, er han ogsaa selv Aarsag i, at jeg har troet leilighedsviis at burde meddele ham det ikke oppebiede Udfald af min Undersøgelse. Men har jeg, under Indflydelsen af Tanken om hvad denne Sag har kostet mig i Formue og af hvad der er bedre end denne, under Øjeblikkets Nedskriven givet Anledning til at udtyde denne Meddelelse af noget senere Indløbet, som det dog kunde interes- sere Praëm at vide, som nogen "Trudsel", da beklager jeg saa- dant, og erklærer, idet jeg henpeger til den hele Tone i min Skrivelse og til det Utænkelige i at jeg skulde ville opgive Mangel paa Beviser inden Storthinget som Grund for et Andragende, at jeg hverken har havt saadan Hensigt eller har den at "oprippe" det gamle Mellemværende. Ogsaa dette vilde ganske modstride min Hensigt, at hentye til Nationalrepræsentationen, i hvis Godhed jeg alene øiner Red- ning for et Paakrav, der saa meget overgaaer min Evne og den Sum, jeg i Svaret paa Beskikkelsen har antaget. Tvertom -- intet er sandere end mit Ønske, at Praëms og mit Navn aldrig maae blive nævnte sammen mere paa Jorden uden det, at jeg kunde undgaae hiin Udvei. Men den er den eneste, som Haabet, ikke Forventningen, an- viser mig, og at hine Navne da maatte blive nævnede sammen, SIDE: 321 og vejede sammen, det var noget, som det forekom og frem- deles forekommer mig, jeg ikke burde undlade at gjøre min Modpart opmærksom paa. Har jeg virkelig feilet eller forbrudt mig heri, da ligger Straffen i den Magts Haand, til hvem jeg vil henty, men som jeg ikke skulde vove at henvende mig til, om jeg erkjendte at have fortjent Tilintetgjørelsen af min Velfærd. Et Vidnesbyrd om, at jeg ikke gjør det, vilde jeg ogsaa finde i Spørgsmaalet til min Modpart, om han ikke skulde ville overtage Resten af Omkostningerne, og det var det Sidste og Eneste, jeg kunde forsøge for at undgaae en Hentyen til Storthinget, som maatte være ubehagelig for os begge. Afskrivterne vedlægges. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL EIDSVOLL FORMANNSKAP Grotten 24 September 1844. Da det er min Hensigt og mit eneste Haab om ikke økono- misk at gaae tilgrunde, at ansøge Storthinget om Eftergivelse af det Offentliges Krav paa mig for udlagte Omkostninger i Sagen med forhenværende Prokurator Praëm, til Beløb -- foruden de Hundreder Sagen ellers har kostet min Fader -- 813 Spd., og jeg, undgaaende enhver Anledning til, ved den Leilighed, at op- rippe Sagens Detaljs, alene vil begrunde mit Andragende paa Vidnesbyrd om at jeg af uegennyttig Interesse for min Hjem- bygd traadte frem som Anklager, samt paa Sandsynligheden for, at denne min Anklage dog har bevirket, at endeel af den Sum, jeg nu har at søge om Eftergivelse af, er kommen Medborgere tilgode: saa tillader jeg mig i dette Velfærdsanliggende, at udbede mig Eidsvolds Formandskabs Svar paa følgende Spørgsmaal: "om det ikke var Tilfælde, at min Anklage mod daværende Prokurator Praëm almindelig sagdes at have til umiddelbar Følge, at han blev meget moderatere i sine Fordringer?" Det ærede Formandskabs Svar udbedes her ompaa tegnet. Ærbødigst Henr Wergeland. SIDE: 322 TIL FINANSDEPARTEMENTET Christiania 31te Oktober [1844.] Beskjæftiget med at bringe min Ansøgning til Storthinget om Eftergivelse af Omkostningerne ved min Sag med Foged Praëm i Orden, nødes jeg til at bebyrde Departementet med disse Linjer. Da jeg med Vished tør antage, at Departementets Hensigt med dets, ogsaa til Foged Praem meddelte, Skrivelse til mig af 10de Mai, ikke strækker sig til at give Denne Vaaben ihænde imod mig til at skade mig i Storthinget, og bemeldte Skrivelse dog indeholder Udtryk, der, formedelst sin Ubestemthed, kunne gives en saadan Anvendelse: saa er det min ærbødigste Anmodning, at Departementet endnu i denne besynderlige Sag, for min Vel- færds Skyld, vil være uleiliget med at afgive en nærmere For- klaring over disse, for mig, formedelst min Modstanders Natur og det Brug, han har viist at kunne gjøre med Breve, farlige Udtryk. Tiraden, at Departementet haaber, at jeg "alvorligen vil for- tryde det gjorte Skridt, og søge i Fremtiden at afholde mig fra hvad der kunde være underkastet en ligesaa ufordeelagtig Be- dømmelse" aabner nemlig Adgang for alle mulige Gisninger om at jeg maa have begaaet noget moralsk Slet, noget min Charak- teer Forkleinende, eller at dog Departementet maa have havt denne Anskuelse. Udtrykkene ere baade ubestemte nok til at lade det Første indtræffe og strenge nok til at antage det Sidste. Men da jeg nu ikke i denne Sag har andet at bebreide mig, end en taabelig, men af Charakterens Aabenhed og min indre Følelse af lidt Uret, af havt Ret netop udrunden, Handling, og da min Hensigt er at undgaae under Afgjørelsen af min Ansøg- ning enhver Yttring af Fiendtlighed, saaledes at jeg, saavidt mu- ligt, indskrænker Ansøgningen til en blot Appell til Thingmed- lemmernes allerede stedfindende Opinion: haaber jeg mit høit- ærede foresatte Departement vil kunne sætte sig ind i baade med hvilken Smerte og med hvilken Urolighed jeg maatte mod- tage dets Skrivelse. Det er før hændt i Storthinget, at en Op- læsning under Debatterne pludselig forandrede Thingets Mening til Ansøgerens Skade; og anvendes nu Departementets Skrivelse saaledes, da maa jeg, istedetfor den fredelige Fremgang, jeg vilde SIDE: 323 bruge, udruste min Talsmand med Gaardermosagens og den Praëmske Sags afskyelige Detaljer, og jeg maa af min Mod- standers, endog før vor Proces, rene nedskrevne Ord: at Øde- læggelse af min Livsbane er hans Meed, søge at gjøre mit bona- fide-Spørgsmaal til ham, om han ikke fandt sig opfordret til at bistaae med Omkostningerne, mindre urimeligt i Storthingets, end det desværre har synts i Departementets Øine. Da endvidere den Reservation ved Forligsafslutningen, Praëm vilde imputere mig, er vederlagt, haaber jeg, at det kongelige Departement ikke negter mig en saadan Forklaring af ovencite- rede Ord, at Ingen kan troe, at Departementet mener dermed, at nogen moralsk slet Handling af mig begaaet ved Forespørg- selen hos Hr. Praëm. Thinget vil, saa haaber jeg om den der bliver berørt, henregne den til de individuelle, som En billiger, en Anden ikke, alteftersom Charakteer og Convenientsbegreberne ere forskjellige. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL STORTINGET Grotten pr. Christiania 15de Februar 1845. Til Kongeriget Norges ellevte ordentlige Storthing! Henrik Wergeland an- drager ærbødigst om Ef- tergivelse af Omkostnin- gerne ved hans Sag med forhenværende Prokura- tor Praëm. Min Forfatning nøder mig og Sagens Natur opmuntrer mig til at andrage for Folkets Repræsentanter om Eftergivelse af Omkostningerne i den Sag, jeg, i dettes Interesse, ulykkeligen har fristet med for- henværende Prokurator Praëm. De ere svære. Til 813 Spd. 60 Sk. har man drevet det, foruden mine egne Udlæg ved min Faders Godhed -- og disse vare ligeledes i Hundredeviis til Advokaten jeg maatte tinge fra Byen. Lig- nende Summer har Nationen vel spenderet paa enkelte Perso- ners Reiser, men jeg blues idet jeg maa nævne en saa stor. Men saa lyder Byfogdens Krav. Jeg ønsker Sagen afgjort af Følelsen, af den samme Magt, som drev mig til en Strid, hvis Offre ere store, men hvis Sejer SIDE: 324 kun er et Exempel -- kort af den Mening, som enhver norsk Mand maa have gjort sig derom. Nedenfor mellem mine faa Grunde, vil jeg maatte skizzere dens Gang; men at fremmane dens oprørende Detaljer kunde vække Debatter, ubehagelige for mig, som vil glemme, ubehagelige for Ham, som jeg har tilgivet -- ja med en Tilgivelse, som jeg haaber skal vinde mig min egen hos vores Begges endelige Dommer. Mine Grunde for en Skjænk, som jeg vil betragte som en Hæder og Oprettelse, ere som sagt faa: 1. Jeg har handlet af uegennyttige Bevæggrunde, af Patriotisme, af Medfølelse for den Almue, hvori jeg levede, som jeg blev elsket af og elskede igjen. Der er Repræsentanter tilstede, som ville kunne bevidne Sand- heden af mit Opgivende om dette Forhold, samt af at en Mængde Almuesfolk optraadte om mig som Klagende. I Ordets egentlige Forstand optraadte jeg for Almuen, der be- tragtede mig som sin Beskytter, og hvis Tiltro og Klager gav mig Mod. Men dette maa bemærkes: saa irriteret jeg paa egne Vegne kunde være over Prokuratorens foregaaende Fornærmelser i de offentlige Blade, og navnlig over hans i Gaardermosagens første Indlæg fremsatte Hensigt, at ville ødelægge min Fremtid, viser dog selve Udtrykket "Forbryder mod Stat og Menneskehed", hvilket var det, der især drev Praëm til Sag, at jeg var oprørt paa Andres Vegne. Min Natur og min Religion byder mig, at jeg skal kunne være dette, og af disse har jeg ladet mig lede uden at lade mig for- virre af min ungdommelige Forbauselse over at ikke Dommerne og Prokuratorerne følte den samme Hjertevee, som jeg, over samme Handlinger. Disse Herrer have, f. Ex., ikke fundet det Haarde, som jeg fandt i, at Praëm lod holde 2 Exekutioner paa een Dag hos en før alt yderlig fattig Mand, eller det Lave i at han endog drev Beregningerne indtil dobbelte 4 Skilling i Sund- penge, skjøndt han, uden nogen Gjenoverfart, tog sin Middag hos den stakkels Mands Nabo, den ærede 3die Repræsentant for Agershuus Amt paa nærværende Ting. At jeg en Vinter mødte den siden fra Gaarden komne Mands Enke med en Børneflok paa 4 -- 5 Stykker, næsten nakne paa Been og Krop, vadende i Sneen, kunde heller ikke nedstemme min Følelse. SIDE: 325 Det er denne som har syndet, om Dommernes Følelse har været den rettere. Dette maa nu Thingets Følelse afgøre! Det forekommer mig, at kan jeg overtyde dette om at jeg har hand- let, om end daarligt i jordisk Forstand, dog af rene Motiver: saa bør jeg skaanes for videre Lidelse. Ingen kan erstatte mig Sjelens ikke blot Lidelser, men Tab. Et ubetydeligt og, paa en uforfulgt Stevning nær, følgeløst, Træk forekommer mig dog at betegne mine Motivers Reenhed temmelig tydelig og karakteristisk -- det nemlig, at jeg i min første Studentertid, da Praem var min behageligste Omgang som Nabo, gav ham til Svar, i mange Vidners Overvær, paa en artig Indbydelse, at Alt maatte være forbi mellem os siden jeg havde hørt ilde om ham mellem Almuen. Jeg erindrer, at Praem havde bemærket paa Stevningen, der indløb, at han af Høflighed lod den forkynde ved Folk, der ikke vare Stevnevidner, og at min Fader antegnede, at hverken Provst Wergeland eller hans Søn forlangte, at blive bedre behandlede af Prokurator Praëm, end han plejede at behandle Almuen. Ak! nu, siden det fremmede Menneske kom derind, begyndte Paradiistinterne at henblegne over min Hjembygd. Men her er nogle materiellere Grunde, skjøndt jeg tilstaaer, ikke meget stærke. Jeg vilde saa gjerne, at den første, alene moralske og subjektive, skulde være nok. Selv har jeg lidet Øje for andre. Naar det ikke kunde mistydes som en Stolt- hed eller endog et Bedrag, siden Forlængelsen af mit Liv er høist usikker, vilde jeg blot sige: "eftergiv mig den Sum, mit altid høimodige Folk! Jeg skal betale de Blade med andre". Men Reserven af min lille Armee faaer nok frem. Altsaa: 2. Vedlagte Erklæring fra Formandskabet i Eidsvold viser, at det er sandsynligt, at dog noget kontant Vederlag for hvad jeg søger Folket om er kommet en Deel af dette tilgode. Sagen havde nemlig strax den Følge, at Praëm blev i alle Dele upaa- klagelig i sit Forhold, og jeg fik mangen Tak derfor. En eller anden af Landets mange juridiske Blodigler tør maa- skee ogsaa have fanget Skræk af Sagen -- et Tag, som man i det Følgende vil see, begyndte med at spænde Krok. SIDE: 326 3. Min Modpart drev nemlig min ordinære Dommer, Hr. Borch- senius, der kjendte Praëm bedre end jeg, fra Sædet ved strax, jeg troer i første Møde, at føre ham som Vidne om en saadan Ubetydelighed, at alle Mennesker kaldte det proforma og et ju- ridisk Coup. Ja det var et Coup. Fra dette første Møde var Sagen tabt. Anden Gang skulde jeg være Offret for en extraordinær Retter- gang. En Prokurator, der neppe kunde holde sit Hoved oppe for Nervesvindel, aandssvag som legemsvag af værste Art Sygelighed for denne Sag, der sandelig fordrede Øinene oppe, fældede nu efter mange Aar den tvetydige Dom, at jeg skulde mulkteres med 300 Spd.; men Staten betale Omkostningerne. Ved Overretten kom disse paa mig, men Mulkten nedsattes til 100 Spd. Da nu Sagen skulde videre frem, faaer jeg et Acqviescenz- Tilbud fra Modparten, som jeg modtog af følgende Grunde: 1. var Sagen bleven mig fremmed; jeg havde kun en ube- tvingelig Modbydelighed for Procedure tilbage -- ja en Rædsel, efterat jeg havde troet at see Retfærdigheden saa ofte komme hovedløs frathinge. 2. Min Advokat, der var ansat ved Højesteret, erklærede han vilde ikke føre min Sag længer. Han forekom mig ogsaa lunken nok før. Mod mig skulde jeg ved Højesteret have Praems Ungdomsven, Rettens talentfuldeste Sagfører. 3. I Tilbudet om Acqviesceren ved Overretsdommen vare Omkostningerne rigtignok anslagne 2 eller 3 hundrede Daler under hvad jeg siden fik vide; men for mig vare 500 Daler af samme Vægt som 800 eller 8000. Thi mener jeg, paa Grund af denne Post, at Omkostningernes Størrelse især ere en Følge af den extraordinære Rettergang. 4. Jeg er i bogstavelig Forstand fattig. Mit hele Liv har været Arbeide, og dog ejer jeg vel neppe den Pude mit Hoved hviler paa. At en Forfatters Arbeide kun skaffer knapt Brød her i Landet, vil man see af, at jeg for det vidløftigste poetiske Arbeide i alle 3 Rigers Literaturer har faaet 100 Spd. Alene Korrekturen slider Nervekraft udaf Øjet for meer end de 100 Daler. Men en god ahnelsesfuld Forhaabning lader mig skrive dette Betlerbrev med den samme Pen, hvormed SIDE: 327 hint Arbeide endtes. Gammel Gjeld, Gifte ikke efter Penge, Enke- kasse, det dyre Levested (formedelst de svære Penge, hvorunder Alt lider) o. s. v. faaer forklare, at det er saa smaat med mig. Selv moderate Terminer vilde bringe mig, der neppe er i Vandskorpen mellem Formuens Een og Armodens Nul, til at synke. Mine Fordringer til Livet ere maadeholdne. Ved at sælge mit nybyggede Landsted, hvor jeg fandt, jeg ikke havde Raad til at boe, har jeg faaet omtrent 2/3 refunderet af hvad den Huus- mandsstue med Grund vil koste, som jeg atter bygger for at min Enke, eller vi fælles, om Gud saa vil, kunne boe saa billigt, som det her lader sig tænke. Hele Huset skal kun koste 450 Spd. og det halve Maal Grund 200, saa her var noget at tage til, dersom ikke Enkekassen, for at vige Prioritet i min forrige Ejendom, skulde have den i den nye. Over hiin disponerede jeg ikke uden Forespørgsel om Ret dertil. Men hvordan mine Omstændigheder ere, saa maa jeg, om Gud giver mig saavidt Styrke, skaffe Udveje til det længere Ophold i Syden, hvoraf jeg alene kan vente nogen Restitution. Praem har nok engang skrevet og bragt til Højes og Laves Kundskab, "at han henregnede det til en hellig Borgerpligt at gjøre Alt forat tilintetgjøre enhver Mulighed for Henrik Werge- land til nogensinde -- idetmindste ikke forinden flere Aar have godtgjort hans totale Forbedring -- at komme i en saadan Stil- ling, at han kan have den mindste Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handlemaade" [fotnotemerke] -- han har nok skrevet saa engang, skjøndt naadigen modificeret det noget ved en senere Læsning af det famøse Indlæg; men til at lade mig døe i det hjemlige Klimat strækker dog ikke Forjettelsen sig i hint Borgerløfte. Dette faaer ansees opfyldt ved at, ganske rigtigt som lovet, min akademiske Retning, Embedsexamen og Omkostningerne for at faae denne efter 3 -- 4 Aar, er gaaen tilspilde. Det hedte nem- lig i Kirkedepartementet, at man først maatte oppebie Sagens sidste Ende. I 9 Aar gav man mig der "Stene istedetfor Brød", som salig Hesselberg skrev i en Erklæring, indtil høisalig Carl Johan omsider gjorde en Ende paa det paa en anden Maade. Men medens jeg gik saaledes hen (og tænkte saa smaat paa Amerika) sad Modparten ikke alene i Embede, men befordredes. Fotnote: NB. Akten i Gaardermosagen. Indlæg fra Praem sidste Side. SIDE: 328 Hans blotte Paastand om baade Tugthuus og Slaveri over mig for mit Udtryk om hans Færd, havde hiin frygtelige Virkning. Af og til i de lange Supplikantaar kunde nok Udskejelser og Aabenbarelser af en anden politisk Anskuelse, end den der gjaldt ved Departementernes Pulte, hænde; men, idet dette Sid- ste er i sin Orden hos en frank Charakteer, tør jeg paastaae, at Ingen ere mere udsatte for Udskejelser end Supplikanter, der langpines. De fortvivle og give i oprømte eller desperate Øje- blik Departementet -- hvad jeg ikke tør skrive eller engang be- tegne. Jeg vil saaledes til et Exempel tilstaae, da jeg 9 Aar efter min Examen, der faldt i bedre Tider end nu, stod med Taarer i Øinene bag daværende Expeditionssekretærs Ryg (thi den vendte han mig) og just erklærede ham, at mit eneste Haab nu maatte være Amerika, hvis jeg ikke fik det Kapellani -- det mindste i hele Riget -- jeg nu søgte om, og han da svarede med en spodsk Hoveddreining, at han kunde sige mig, at "Grun- den til, at man ikke ville ansætte mig, var at jeg var for stort et Geni" -- ja jeg vil tilstaae, at jeg, efterat have svaret, at "som Spot vare disse Ord grusomme, som mente en Uretfærdighed", vilde det, endog med Hensyn til min egen Personlighed, været meget naturligt, om jeg, med en saadan Glassplint i Hjertet, var ilet lige hen fra Departementskontoret til et Sted, hvor der var hed Viin og Punsch at faae, og om jeg, i Anledning af Bureau- kratens Anerkjendelse, havde drukket indtil jeg saae min lille Annexkirkes Taarn i det spidse Glas, jeg holdt i Haanden. Disse aabne Tilstaaelser, om at der nok kunde være at dadle ved mig, uagtet, var dog min Modparts Paastande, der ganske vare i Kon- seqventse med hint Borgerløfte, den især opgivne Grund til min Tilsidesættelse. Lægges nu hertil mine Forældres Græmmelse over at see mine Universitetsaar spildte for en Mands Skyld, de ikke agtede meer end jeg, Udgifterne til en Advokat, der ikke var let at tilfredsstille, Sindslidelser og Tab af Humør og ganske vist af meget af den Fyrighed, jeg maa besidde som Dig- ter: saa antager jeg virkelig, at hint Borgerløfte ikke ogsaa vil udstrække sig til, ved en Exekution, at berøve mig Adgangen til at søge mig en mildere Luft. Det vilde være grusomt. Det Andet er ikke grusomt; men man faaer finde et Navn derfor. Jeg kjender ikke noget at sætte istedet. SIDE: 329 Summen vilde have forfærdet mig, om den virkelig havde været den mindre, som Praem havde opgivet; men da Sand- heden kom, og Praëm just var i Byen ifjor Vaar omtrent paa samme Tid, forespurgte jeg mig i et høfligt Brev, om han ikke fandt sig opfordret til enten at betale ud eller at dele. Det var skeet ganske bona fide; men dog som et sidste Halmstraagreb før jeg besluttede at søge Storthinget. Jeg havde vel i den Acqviescenzerklæring sagt, at jeg ikke havde noget at sige paa Praëm, men min Mening om de fældte Dommes objektive Ret- færdighed kunde jeg dog ikke saa medeet faae ud af mit Hoved. Praëm, sagde man, var bleven en høist respektabel Mand, og jeg vidste om, at han just ikke var pengekjær i den Bemærkelse som det hedder om den Gjerrige -- kort hvem veed, tænkte jeg -- og skrev. Men hans Sindelag imod mig, havde ikke forandret sig. Han gjorde nogle forfærdelige Ophævelser i det Departement, hvorunder jeg hører; dette fandt ogsaa Historien forskrækkelig; der taltes om Suspension, indtil endelig det Hele endte med at jeg fik i en Skrivelse en skarp Irettesættelse. Men hvor dette Efterspil paa Sagen, som jeg ikke har troet at burde tie med, har ængstet og ærgret mig! I de første Maane- der af min Sygdom kunde jeg ikke faae denne Triumf for min utrættelige Modstander ud af mit Hoved. Forgjæves skrev jeg Breve paa Breve til Expeditionssekretæren og Andragende til Departement om at den dog ikke maatte meddeles min Mod- stander. Han har Beviset for at mine høiagtede Foresatte har misbilliget hint saa naturlige Udtryk af min Mening om paa hvis Side dog egentlig Retten er -- han har det imellem sine Hænder medens jeg har det Offentliges Regning. Denne Historie kan dog kun betragtes som et Supplement til den øvrige Opfyldelse af hint Borgerløfte. Men Borgerkronen frem nu! Thi ogsaa ved dette, ved at und- sige paa Velfærden et farligt Menneske, har Praëm søgt at gjen- gjelde Nationen Gaven af sin Naturalisation. Jeg vil, om Staten enten gjør Indførsel eller i lange Aar suger mig ud, dog ikke kunne forandre min Mening, om hvem der med- rette burde været brændt i Legen. Ve mig, havde jeg rørt Praëm, om jeg ikke havde troet at min Sag var den retfærdige! Han har ogsaa lidt; thi Ingen sætter højere Priis paa at roses, SIDE: 330 istedetfor at dadles, af Menneskene; og det onde Rygte, ud- bredtes, idet dets Tilvær bevistes. Jeg vil haabe, at hine forfærdelige Ord ere ikke længer mente, ialfald siden jeg nu er et høist usikkert Bytte. Skulde de endnu være det, da kan jeg kun tænke mig dem udstrakt til Embede, Skribentvirksomhed og Velfærd. De to Første skal jeg vel, om jeg bliver ilive, selv forsvare; den Sidste er mig og Hustru eller Enke berøvet i det Øjeblik dette Andragende negtes mig af Storthinget. Med Underdanighed ærbødigst Henr. Wergeland. Hermed 2 Bilag. TIL STORTINGET Grotten 23/24 Februar 1845. Til Storthinget. I Anledning af de igaar stedfundne Debatter over mit ærbø- digste Andragendes Afgjørelsesmaade, maa jeg tillade mig at yttre Følgende: 1. Jeg protesterer imod, at have givet Repræsentanten Bonnevie Anledning til at antage, at jeg nu holder ham for min Avinds- mand, samt til, formedelst en saadan falsk Supposition at suspen- dere sin Stemme. Der er Aar henrundne siden Hr. Bonnevie, som Expeditions- sekretær i Kirkedepartementet, gav mig Anledning til at troe, at han ikke vilde mig vel; men Ve Den, som kan gjemme paa Fiendskab! Tvertom derfor, jeg antager, at Hr. Bonnevie nu øn- sker, at hans Følelser for mig dengang havde været anderledes, og at han altsaa netop vil mig vel. Eller om jeg endnu for ham er en Fiende -- mod hvem skulde man være retfærdigere? Og hvad Suspensionen af Stemmen angaaer, da skulde af en saadan Grund, som opgivet, ogsaa alle mine personlige Venner i Thinget vige Sæde. Men jeg vil ikke miste Hr. Bonnevies Stemme af den Grund, at jeg har gjort det Modsatte af at beile til den. Lige frem, beintfram har jeg gaaet mit hele Liv; ere SIDE: 331 disse Dage mine sidste, skulle de ikke see mig at skifte Maxime, saa mangen brodden Pande den har kostet. Og i en Skildring af Følgerne for mig af den praëmske Sag, kunde jeg dog ikke fortie, hvorledes Kirkedepartementet tog dette Forhold. Det raadede for min Velfærd; det var maa- skee, ja rimeligviis, en af de Autoriteter Praëm erklærer at ville meddele det Indlæg til, hvoraf mit Citat i Andragendet er taget. Saameget er vist, at mange Geistlige, og det ikke af Kirkens middelmaadige, have beklaget, at jeg ikke blev Præst, at man negtede mig at blive det. Det var haardt nok; men nu Bureaukratens Spot til! Det var for meget! Jeg antager, at de Papirer, Hr. Bonnevie har fremhentet, er min Klage over hans Fremfærd ved den Leilighed, og jeg vil haabe, at den stemmer med min senere Fremstilling deraf, men siden Hr. B. finder Dokumenter frem (hvoraf jeg rigtignok ikke kan begribe hvorledes de skulle indeholde synderligt Forsvar): saa vil jeg ogsaa tillade mig at oversende herved en Erklæring af sal. Pastor Hesselberg, hvilken Hr. Bonnevie vist kjender igjen. Originalen maa ligge der, hvorfra han har hentet sine Papirer. I en sanddru Fremstilling lod dog ikke al Tilsidesættelse sig begrunde i den praëmske Sag; jeg burde vel heller ikke fortie hvilke Grunde, man, udenfor denne, anførte imod min Ansæt- telse? Nei -- jeg har været aaben og redelig, og saa troer jeg Hr. Bonnevie vil være i sit Votum over min Velfærd. Derfor prote- sterer jeg. Skal jeg døe, da døer jeg i den Forstand som et Barn, at jeg ikke kan begribe hvorledes hadske Følelser skulde kunne faae Tilladelse af Sjelen til at indvirke paa et Votum -- og et Votum i en Nationalforsamling! et Votum over en Mands Velfærd! Jeg kan tænke mig blide ædle Følelser indvirkende paa og modificerende den strenge Retfærdighed, men ingen andre. 2. I Anledning af Hr. Ryes Krav om Regnskabsoplysninger, bemærkes, at noget specielt Regnskab har jeg aldrig seet, lige- saalidt som det medfulgte Byfogdens Skrivelse, hvori den hele Sum opgives. Jeg kan ikke finde dette Brev; men jeg frem- sender de Dokumenter, Domsakte m. m., som jeg har faaet ud- laant, om deri skulde findes noget til Veiledning. SIDE: 332 Til disse Dokumenter hører ogsaa det Indlæg fra Praëm, hvoraf mit Citat af hans Intentioner er taget. Det befinder sig i Hr. Fauchalds Værge, da mit Ønske var, at han og en anden Re- præsentant blot vilde overtyde sig om Rigtigheden af Citatet, hvorefter jeg, i Overensstemmelse med min Yttring i Andragendet, at ville undgaae Indtrængen i Sagens Detaljer, vilde have Skand- skriftet tilbage og atter begravet under sit Støv. Men om de hermed følgende Dokumenter ere Sagens samt- lige, veed jeg ikke. Da Sagen begyndte ved Overretten, syntes de mig vidløftigere. Da havde jeg dem udlaant, og ved den Leilighed hændte mig den store Ulykke, at mit kostbareste Do- kument, af Form kun et Halvark, forsvandt paa mit eget Værelse af Midten af den voluminøse Pakke større og mindre Dokumenter, hvori det laae efter sit Nummer. Forgjeves søgte jeg ved et Thingsvidne at redde noget af det Tabte; forgjeves kløede jeg mig bag Øre og gned mine Øine og beklagede mig for Retten. Papiret var og blev borte. Jeg mistænkte dog naturligviis "Ingen" -- den største Tyveknegt og Ulykkesfugl i Landet. Ingen, som til regelmæssige Tider er fra sit Værelse, bør hænge dets Nøgle ude, især naar det, som mit dengang, ligger afsides. Enhver Ulykke bør bære en Viisdom til Frugt. 3. I Debatterne har man berørt Forhold, jeg ikke veed at for- klare mig om, men det er skeet med plump, om end venlig, Haand. Ialfald forstaaer jeg ikke hvorledes f. Ex. en Gunst, jeg skulde nyde paa højere Steder, skulde kunne have nogen Ind- flydelse paa de Regnskabsoplysninger, Thing eller Kommittee maatte ønske i denne Sag fra Regjeringen. Gid det var saa vel, at Regjeringens hæderlige Medlemmer yndede mig! At Kongen viser Skjalden Naade -- det er Normannasæd. Men i Debatterne er der, efter Avisreferatet, faldet Yttringer fra Dhrr. Repræsentanter Sørenssen og Bergh, der ere saa kræn- kende, at jeg maa andrage om denne Skrivelses Trykning, idet denne dog indeholder min Protest. Jeg vil ikke opholde mig ved Hr. Berghs Hjerte- og Nyregransken, saa smertelig den maa være mig nu da jeg ligger og troer mig tilgivende mod Alle. Men af Hr. Sørenssen venter jeg en Forklaring, om Ordene i Bladet ere rigtige: "at jeg har forlangt en Erkjendelse af min Fortjeneste udtalt gjennem en Storthingsbeslutning". Det har jeg ikke gjort i mit Andragende. Hvilkensomhelst norsk SIDE: 333 Yngling, der havde vovet det Samme for sin Bygd, maatte have samme Adkomst til Eftergivelse. Fortjeneste vilde være en stærk Grund. Jeg har erklæret mine Grunde for svage. Kun Uegen- nyttigheden af mine Motiver, Reenheden deraf, om end fordunklet af Ungdommens Heftighed, har jeg lagt nogen Vægt paa. Men denne er ingen offentlig Fortjeneste, skjøndt Bevidstheden herom er mig saa stærk i Brystet, at den endog vil kunne bære Stor- thingets Afslag. Jeg andrager om, at denne Skrivelse maa blive ved Mod- tagelsen oplæst i Storthinget, samt om at den maa beordres snarest trykt i Morgenbladet. Publikum, hvis Opinion ligesom en Athmosfære igjen omgiver og indvirker paa de enkelte Thing- mænds, maa ikke troe, at jeg, der ligger paa min Sotteseng, og ligger og skriver Prækener derpaa i de Øjeblik jeg kan arbeide, nærer Had til Nogen eller mangler Resignation. Maaskee rettest ogsaa var, om Trykningen af det hele Andragende blev beordret siden det har foranlediget, og maaskee endnu engang vil foran- ledige, vidløftigere Debatter og Omstændigheder, end man forud kunde troe. I Underdanighed ærbødigst Henr. Wergeland. TIL STORTINGETS BUDGETTKOMMITÉ Grotten 2 Marts 1845. Da Morgenbladet refererer, at den ærede Kommittees For- mand, Herr Byskriver Rye, under Debatterne i Anledning af min Erklæring til Storthinget har yttret, at denne "Intet indeholder, der kunde faae Indflydelse paa Hovedandragendets Behandling": maa jeg tillade mig, at paapege, at min Beretning om det bort- komne Dokument ligesaalidt er anført uden Hensyn til at be- virke en for mig gunstig Beslutning, som den i selve Andragendet om de Lidelser, jeg har været udsat for i Supplicantvejen ifølge den praëmske Sag. Jeg antager nemlig neppe uden Grund, at utilregnelige Uheld -- og et af denne Art! -- bør tale til nogen Fordeel. I Ridder- eventyrene hænder det stundom, at Helten midtunder Kampen SIDE: 334 med Dæmoner seer sig sine Vaaben berøvet; men han agtes desbedre; Deeltagelsen for ham vinder. [fotnotemerke] Den blotte Fralæggelse af Beskyldninger, der maatte vække ufordeelagtige Domme om min Charakteer eller dog om mit Gemyt, som f. Ex. at jeg nu, svævende fremdeles imellem Liv og Død, skulde nære Avind og mangle Resignation -- ogsaa den tænkte jeg mig ikke overflødig, hvor der skal vejes imellem et fattigt Lands Evne og Hjerternes Vilje. Ialfald -- saadan som jeg ligger, alene baaren oppe over Graven af en mærkværdig udholdende Konstitution, kunde jeg ikke lade saadanne Pletter sidde paa mig. Imidlertid ere Refera- terne saa forskjellige om den Sag i Morgenbladet og den Constitu- tionelle, at jeg ikke vilde fundet mig foranlediget til noget andet end de Dokumenters Oversendelse, som jeg havde i mit Værge, om jeg kun havde læst det sidste Blad. Ærbødigst Henr. Wergeland. Fotnote: De Ophævelser, jeg gjorde ved Overretten og Thingsvidnet vise, hvilken Indflydelse paa Sagen, jeg tillagde dette Dokument. SIDE: 335 TIL FORLIKELSESKOMMISJONEN I KRISTIANIA Kristiania 28 Mai 1838. Herr Cand. Sinding har ladet mig indkalde til Forligelsescom- missionen i Anledning af en Strid, som forefaldt om Aftenen d. 18de d. imellem os paa et Traktørsted, hvor vi stødte sammen. Min Andeel i denne Hændelse vil jeg kun forsvare ved den ufordulgte Sanddruhed, hvormed jeg vil fremstille den saavel- som hvad jeg senere har foretaget for at jevne den. Det vil deraf indlyse, at jeg ikke kunde have nogen ond Intention mod Hr S., at jeg maatte finde mig provoceret til Vredesudbrud, og at jeg har viist al den Forsonlighed, som anstaaer en Christen især da naar han har ladet sig henrive til at tugte hvor det retteste havde været at oversee og foragte. Jeg fremstiller saaledes Sagen saaledes som de Oplysninger, jeg har kunnet indhente af Tilstedeværendes Forklaringer og Sindings egen Tilstaaelse tillader mig det. Under Samtale om en denne Sag uvedkommende Tredie- mand, opstod først Ordstrid mellem Hr Sinding -- dengang som fremdeles indtil udpaa den følgende Dag mig ubekjendt -- og mig, som Sinding kjendte navnligt idetmindste. Da han brugte flere fornærmelige Udtryk om mig, gik jeg til ham om Bordet med Anmodning om at han dog skulde sige mig sit Navn, hvor- paa det behagede ham at svare med et Puf, der ikke blev re- torqveret. Hans Fornærmelser gik ligetil at han anmodede Op- vartningspigen om at faae mig væk. Uagtet jeg naturligviis strax maatte mærke, at jeg i denne ubekjendte Person ikke havde stødt paa noget mod mig velsindet Menneske og opirredes mere og mere, afholdt jeg mig dog fra at gjengjelde hans Udladelser, der gik ligeindtil Skjældsordene af "raa Pøbel som De Herr Wergeland", og havde kun det Svar hertil, at "slig Grovhed vel fortjente Bank, men skulde blive sparet for Stedets og Personens Underlegen- SIDE: 336 heds Skyld." Men da han umiddelbart derovenpaa kom med en høist oprørende Sigtelse, der kun var et mindre direkte Udtryk for en Løgn, som var udspredt af et noksom bekjendt Parti, der paa alle Maader forfølger mig og søger at fortrædige mig, og hvorfor endeel Forklaringer, der netop samme Dag vare blevne indhentede paa Politikammeret paa det fuldstændigste havde fri- gjort mig, den nemlig at jeg skulde have slaaet Ruder ind hos Kjøbmand Kloed, Sindings Fætter: da opirredes jeg i den Grad, at jeg gjengjeldte hans i Ord og Gjerning mod mig forøvede For- nærmelser med de Midler, jeg havde i min Magt, hvorved Han da kom tilkort. Jeg beklager, at jeg lod mig drive dertil; men det er mig ikke givet, at kunne stedse forblive kold ved den uophørlige Række af Fornærmelser, med hvilke jeg paa enhver optænkelig Maade forfølges, og undgaae at gribe til Modværge, hvormeget jeg end bestræber mig for at bevare Rolighed. Jeg fandt det derfor ikke upassende, uagtet den oprindeligt Fornærmede, at byde Haand til Forsoning eller til anden Afgjørelse af Sagen imellem os ind- byrdes som Mænd af Ære. Jeg spurgte strax Dagen efter, men forgjæves, paa Stedet om man dog ikke vidste Navnet paa den Person, jeg havde været i Tvist med, og da jeg endelig udpaa Dagen tilfældigviis fik det at vide af en fælleds Bekjendt, an- modede jeg saavel Denne som tvende Andre om at mægle For- lig. Da de kun bragte Budskab om at Sinding forblev uforsonlig og havde allerede tilsagt vitterlige Fiender af mig, at jeg skulde sagsøges, gik jeg selv til ham, men fik det overraskende Svar, at det ikke længer beroede paa ham at handle i Sagen til noget Forliig, men at det ikke var Den, af hvem han havde faaet sin Revselse, men "Henrik Wergeland man vilde tillivs", for derved at lægge min borgerlige Virksomhed -- hvilket ogsaa blev sagt af Herr S -- en ny Hindring ivejen. Til denne Ende mødtes da mine gode Tilbud med Fordringer, der vare saa overdrevne og fornærmelige, at deres Fremsættelse i Virkeligheden var det samme, som et ligefremt Afslag paa min Anmodning om Afgjø- relse og Overeenskomst. -- Hvad Herr Sinding og hans Parti stoler paa er vel ikke alene min Afsky for Processer, under hvilke jeg allerede har lidt og lider saameget, men ogsaa at jeg ikke skulde have fuldt juridiske Beviis for den mig tilføjede SIDE: 337 Overlast, der fremkaldte Revselsen. Imidlertid er jeg dog i dette Øjeblik vis paa at have været heldig nok til at have idetmindste eet Vidne tilstede den hele Tid; og jeg tvivler om at Hr Sinding vil være samvittighedsløs nok til at aflægge den Benegtelseseed, som Lovens 1 -- 14 -- 6 i saadant Tilfælde byder. Paa adskillige af hans Fornærmelser f. Ex. Udkastelsesforlangendet haves desuden tilstrækkeligt Vidnesbyrd. -- Pryglene selv skede saavidt jeg veed med Næven og ikke med min Stok, der var en dopskoløs Rosentjørn, og at de ikke have været noget betydelige synes man at kunne slutte af at han gik fra Stedet alene og ikke hjem men op til ovenomtalte Trediemand, ligesom og at han var ude de følgende Dage til visse Tider. Det er mig imidlertid mere om Fred at gjøre end om hvilken- somhelst tilpruttet Fyldestgjørelse, og jeg tilbyder derfor at erlægge Bøder efter Lovens 6 -- 7 -- 8 for at have i mit Nødværge mod de mig tilføjede Fornærmelser ladet mig opirre til at gaae videre end det blotte Forsvar fordrede og selv taget Fyldestgjørelse for Fornærmelserne, hvorimod jeg frafalder al Paastand paa videre Straf over min Modstander end der ligger i de beholdne Varer, han saaledes har faaet. Skulde han derimod ikke ville modtage min saaledes gjentagne Gange rakte Haand til Fred og Forsoning, tillader jeg mig herved at anmode om Forligsmæglingens Ud- strækning ogsaa til de af Klageren mod mig under den paakla- gede Begivenhed udøvede verbale og reelle Injurier og deres retlige Følger, saaledes at jeg, hvis Proces endelig skal finde Sted, kan gjensidig drage ham til Ansvar under Sagen. I Mangel af Forlig bedes saaledes Sagen ogsaa, forsaavidt af mig contraklages, henviist til Rettergang. -- Skulde mod [Forventning] Contraforligsmæglingen ikke kunne foregaae, bedes den ærede Commissions Beslutning i saa Henseende, tilligemed Foreviisnings- paategning, herpaa mig meddelt, forat jeg kan iagttage hvad der efter Omstændighederne maatte ansees fornødent til min Rets Erholdelse. Jeg haaber at, efter dette, min Karakteer ikke kan lide noget værre i Billiges Omdømme end at den tillægges saa- megen Irritabilitet, at jeg ikke taaler Rækker af Fornærmelser og Stænket af en Beskyldning for en Uorden, der altid har været mig ligesaa fremmed som ellers at tugte Folk corporligt. Henr. Wergeland SIDE: 338 PÅTEGNING PÅ STEVNING Chria 18de Juni 1838. Denne i sine Paastande usandfærdige og af en personlig Fiende, jeg kan oversee, udkastede Stevning er foreviist. Henr. Wergeland. TIL KRISTIANIA BYTINGSRETT 12 Juli 1838. Jeg afgiver med Sikkerhed allerede ved Sagens Begyndelse nærværende Tilsvar, overbeviist om at de Forklaringer, min Mod- part vil kunne indhente gjennem sine Vidner, ikkun vil bekræfte den Fremstilling, jeg giver af Sagen. Paa nær et Par Qvæsti- oners Fremsættelse til de af Modparten indstevnede, og maaskee et Par andre senere Vidner, haaber jeg at vorde forskaanet for videre Uleilighed af en Sag, som jeg maa føle mig mindre end oplagt til videre at give mig af med formedelst de Hænder, hvori den er kommet, og som have Æren af dens Tilblivelse. Gjorde jeg ikke kort Proces og overlod min Sag til Rettens egen Gang, skulde enhver videre Indblanden i den fra min Side være selv at give mit Sind og Gemyt til Priis for den koldhjertede Expe- rimenteren med nye Incitamenter derpaa, som denne Sag, i sin Tilbliven, sin Tendenz og saaledes som Stevningens Udladelser og Qvæstionerne vise den skal instrueres, skal tjene til at iværk- sætte. Der er allerede nok Modbydelighed i Tanken om den totale Mangel paa Anstændighedsfølelse hos En, der offentlig har annonceret sig som min personlige Fiende og, i sin aandelige Ringhed, som min Forhaaner, at han iblander sig imellem Par- terne, gjør mine Forligstilbud om intet, puster en Proces op og lader alt Forlig strande paa disse Sindings til Forligelsescommis- sionen som ellers til mig uforanderligen yttrede, for en voxen Mand, der skulde handle med Frihed, lidet hæderlige Ord: "Sagen beroer ikke længer paa mig, men paa Andre." Og hvad stikker under disse "Andre"? Ingen Mand i Norge er her uvidende om Svaret, eller om at han her støder paa den haarde Bund af et forfølgelsessygt Parti med alle dets smaalige Chicaner. Og nu skulle ogsaa processuelle Plagerier indtage sin Plads i Rækken SIDE: 339 deraf. Procurator Dunker har overtaget Hovedrollen deri; -- han skal handle for egen og fælleds Regning, og "gjøre Arbei- det forsvarligt". Det er -- sagde Sinding mig i Øjnene, da jeg bød ham Forlig, "ikke Den, der har slaaet mig, men Henrik Wergeland man vil have fat paa". Fra den Stund har jeg ikke havt vanskeligt for at see Sagen i sit rette Lys ): som en Parti- sag, som en Sag vakt og voldt af de hadeværdigste Motiver. Hvis endnu om denne Beskaffenhed ved Sagen, som Ingen kan tage feil af, bestemmer mig til at antage en Sagfører, stoler jeg imidlertid paa, at Retten selv vil beskytte mig imod enhver over- dreven Udskejelse, denne bestaae enten i en infam Qvæstione- ren -- hvoraf der er adskilligt i Modpartens fremlagte -- eller, som Tilfældet er i en saa falsk Fremstilling af det mellem Sin- ding og mig Passerede, som den, der karakteriserer Stevningen. Sagen er simpel, saa simpel og let at finde Rede i som nogen. Den passerer vel daglig paa et eller andet Sted, uden at den bliver Gjenstand for Proces eller vækker videre Opmærksomhed. Den ligger for Dagen kort, men tilstrækkeligen, i Ordene: Sin- ding fornærmede mig paa et offentligt Sted, og jeg slog ham. Heri er min Anklage som mit Forsvar. Der er Anklage i den rigtige, men hos de fleste Mennesker altfor seendrægtige, Tanke, at jeg burde overseet Fornærmelsen; men der er Forsvar i, at denne bestod i en grov, usandfærdig, giftig Beskyldning, som ikke kunde forfeile sin Virkning paa nogetsomhelst sensibelt Gemyt, og i at det at lade opirre dog er menneskeligt og tilgiveligt, og, med saadanne Motiver, som jeg havde, aldrig strafbart i den forfærdelige Udstrækning, Modparten gjør sig en næsten latter- lig Forventning om at kunne drive det til. Man kunde tage en Voldgivtsret af lutter flegmatiske Tempera- menter, af Mennesker af den sløveste Taalmodighed af Verden, naar de kun havde mindste Følelse af Agt for sit Navn og Omhu forat det ikke krænkes for haardt, samt vare af en nogenlunde tilsvarende Alder og Stilling til min, og jeg er vis paa, at de agtværdige Jurymænd, naar de spurgtes om Nogen af dem kunde taale, paa et offentligt Sted at beskyldes af en brutal Ubekjendt forat have begaaet Gadeuordener og slaaet Ruder ud -- at de SIDE: 340 da med een Mund vilde svare "Nei, nei" og at om Noget i Ver- den opfordrede til Revselse paa Stedet saa var det Saadant. Selv Dunker, om han ikke selv har svækket den naturlige Varme af sit Blod, og med uforskyldt Forglemmelse af hans egen usømmelige Deeltagelse i de berygtede Theaterspektakler d. 28 Jan. s. turde jeg, bona fide appellere til med et saadant Spørgs- maal, om det ikke just uheldigviis gjaldt mig. Idetmindste vil jeg, til hans Ære, ikke sikkre for Nogens Øre eller Næse, der paa et offentligt Sted skulde vove at beskylde Stiftsoverretsprocurator Dunker for at have slaaet Ruder ud hos Folk. Jeg vil fremstille Sagen i sin Sammenhæng, fordi det deraf endnu mere vil fremlyse, at jeg end yderligere end ved en saa- dan infam Beskyldning var provoceret til at tage mig selv til- rette. I et saa oprømt Humør, at Folk, der ikke kjende mig, gjerne feilagtigen kunde troe, at jeg havde drukket formeget -- kort i et Lune mere oplagt til at traktere end til at maltraktere Folk, støder jeg d. 18 Mai om Aftenen paa en Ubekjendt, hvis paa- faldende "bøse" Mine og Positur lagde mig det spøgende, uskyl- dige Spørgsmaal i Munden: "Er De sindt?" Jeg troede i Per- sonen at træffe paa et Exemplar af et Slags Carricaturer paa offentlige Steder, nemlig Geseller og Bodsvende, der søge at affectere en forfærdelig air. Spørgsmaalet var imidlertid ikke fremsat i nogen tirrende Tone. Et mut Svar foranledigede en kort Ordvexel, hvorunder jeg nok kunde mærke, at jeg ikke var stødt paa nogen Ven eller høfligt Menneske i denne Person, som frisktvæk nævnte mit Navn i opirrende Forbindelser mens han haardnakket negtede at opgive mig sit. Under dette spurgte Sinding mig om en Trediemand, der skulde være en fælleds Be- kjendt. Da jeg hertil, fordi jeg samme Eftermiddag havde havt et betydeligt Pengeudlæg for min Godheds Skyld mod omtalte Person, gav det Svar, at jeg nu gav denne en god Dag for de og de Aarsagers Skyld, bebreidede den Ukjendte mig med utaale- lig Insolents mine Udladelser, som han strax vilde referere for hiin Trediemand, hvortil jeg blot svarede at han ikke behøvede at blande sig ind i vore oeconomiske Affærer, at vi vare nok gamle Venner til at gjøre op Saadant uden Imængen af en Uved- kommende, hvis Navn jeg desuden ikke vidste. Forat erholde dette at vide, begav jeg mig efter deslige Mundhuggeri, paa An- SIDE: 341 ledning af et grovere Udtryk om mig end de almindelige i Sin- dings Passiar, hen til Sinding med Anmodning om at han, der behandlede mit Navn saa haardhændt dog vilde skaffe forsaa- vidt partie egale, at han opgav mig sit. Det skulde ærgre mig om jeg sad der som Maalet for en Gesells Uforskammethed. Det behagede Sinding at besvare mit høist rimelige Spørgsmaal med et Puf, som jeg, hvor antageligt jeg finder det, ikke erindrer om jeg gjengjeldte. Kortefter gik Sinding saavidt i sin Ufor- skammethed, at han bad Pigen faae mig paa Døren. Da jeg for- gjæves havde spurgt de 2 Tilstedeværende om dette Menneskes Navn, gik jeg ud i Værtindens Værelse i samme, og kom, med ligesaalidet Besked derom, ind igjen med de spøgende Ord om at jeg nu vilde have min bestilte Mad engang ligesaavel som Sinding. "Se nu har Han faaet i Krybben sin -- lad nu mig faae lidt i min". Hertil svarede Sinding under en Strøm af andre Fornærmelser, som ere gangne mig afminde, at om Nogen skulde bruge Kryben, maatte det være en "saa raa Pøbelknegt som Henr Wergeland." "Veed De, at sligt fortjente et Slag paa Snu- den?" var mit Svar medens jeg endnu forblev paa min Plads paa den anden Side af det lange Bord. Men da den Ubekjendte hertil replicerede: "Aa, De har lettere for at slaae Ruder ind end at slaae mig" -- til hvilken giftige Beskyldning han knyttede en yderligere Imputation for Feighed: saa forlod Taalmodigheden mig: jeg gik hen til Personen, tog ham frem paa Gulvet og gav ham et Par Ørefigener. Han lod sig falde, og da jeg kort efter saae mig om fra min Plads efter ham, var han forsvunden. Han gik, som jeg kan oplyse, sporenstregs op til føromtalte Tredie- mand, der boede paa Fæstningen og afgav det Referat om hvad jeg havde sagt om ham i Anledning af vore Pengeanliggender, som han havde truet med. Det lader saaledes til, at Sinding ikke har faaet saa meget Bank endda eller det mindste mere end han fortjente. Havde dette været Tilfælde, skulde han neppe ved Sengetid have fore- taget sig en saa lang og unødvendig Promenade. Her maa jeg ikke undlade at paapege en Omstændighed, der maatte bidrage til at gjøre min Vrede retmæssigere end den allerede var ved det Giftige, som mere skjærpedes end sløvedes netop ved det indirekte i Beskyldningen. Jeg havde nemlig samme Dag været indkaldt til at afgive Forklaring om den Rude- SIDE: 342 indslagning, hvortil Sinding sigtede, og da havde saavel Gjer- ningsmanden som en Officeer, der i samme Anledning var ind- kaldt, samstemmigen oplyst, at det var saa langt fra at jeg havde nogen Deel i dette -- som Angjældende selv paastod -- Vaades- værk, at jeg meget mere haardt bebreidede ham sin Uforsig- tighed. Jeg havde heller ikke seet factum; men befandt mig langt fra i Samtale med en ligesaa Uvedkommende, der ligesom jeg var inviteret ud den Aften til at spise hos Fru Deist. Men naar det nu ikke engang ved fuldstændigt Vidnesbyrd inden Politiskranken skulde lykkes mig at gjøre mig fri for en uværdig og ufortjent Mistanke, og det hos en Person, der højst sandsyn- lig, som Beslægtet af Kjøbmand Kloed, i hvis Huus Ruder blev indslaaet, maatte vide, at jeg havde frigjort mig for enhver Deel- agtighed deri -- da, sandelig, jeg spørger om den højst fornær- mende Beskyldning endnu kunde modtage nogen større Bitter- hed. Og den gjordes mig af en Anonym, som forhen havde mis- handlet mit Navn, og mod hvem jeg saaledes var værneløs. Det er første Gang jeg har seet mig nødt til at revse fornær- mende Uforskammethed paa den Maade. Jeg har været mellem vitterlige Uvenner og dog aldrig forhen brugt fysisk Magt mod dem, saa dette Tilfælde -- saa kaldes det medrette -- med en ganske Ubekjendt ikke kan relevere noget til en saadan Misfor- deel for min Karakteer, at jeg skulde regnes for et Individ mod hvem man strax burde sætte de allerstrengeste Lovbud i An- vendelse. Skjøndt jeg indrømmer, at jeg burde have overseet ligesaavel hin lumpne Beskyldning som de øvrige forangaaende Fornærmelser, kan jeg dog ikke negte, at der er Noget i mig som ganske billiger og finder i sin Orden, at jeg tugtede Per- sonen. Der skulde noget over- eller under-Menneskeligt for at kunne drive Taalmodigheden videre end jeg drev den. Min Adfærd siden mod Sinding tjener ganske til at bekræfte, at der er ingen Grund til at slutte ufordeelagtigt om mig for dette Tilfældes Skyld. Jeg har ganske opført mig som en god Kristen idet jeg har forsøgt enhver mulig Udsoning. Men paa noget haardere, hevngjerrigere og min Tænkemaade i lignende Forhold mere modstridende Gemyt end min Modparts har jeg endnu al- drig stødt. Forgjæves bad jeg ham selv og gjennem fælleds Be- kjendte om dog at frafalde den Beslutning at gjøre en Proces af det Lapperi, Tingen dog egentlig var. Jeg tilbød ham at betale SIDE: 343 simple Bøder, naar han vilde lade alt gaae af i Stilhed. Jeg gjorde ham opmærksom paa de indirekte skadelige Følger det kunde have for min Velfærd, om det kom til Proces og mine hadske Fiender fik rode efter Behag i dette vort Mellemværende -- Følger, han ikke vilde kunne beregne eller standse. Kort jeg gik ham langt nærmere paa Forsoningsvejen end han nogensinde kunde vente. Men forgjæves. Desmere forbausende er det at læse i Stevningerne, at jeg har "mishandlet" ham uden mindste Anledning; og mest maa man forbauses over denne frække For- vanskning af Tingen, naar man veed, at jeg baade har meddelt Modparten selv og hans Sagfører hoslagte Fremstilling af Sagen, der er forfattet af en Advokat efter den, som et af Vidnerne mundtligen afgav ham, men uden at hverken han eller Dunker toge nogen Notice deraf og bleve tilbøjeligere til at forlige Sagen. Jeg paastaaer Frifindelse for al Tiltale og det Fornærmende i den usande Fremstilling af [det] Passerede, som findes i Stev- ningen, saavelsom hvad Fornærmeligt, der indeholdes i nogen af Qvæstionerne mortificeret. Ærbødigst Henr Wergeland. SPØRSMÅL TIL VIDNENE 12 Juli 1838. Quæstioner til Vidnerne i Sagen Sinding c: Wergeland. 1) Forekom det Vidnet, at Wergeland var af godt og oprømt Lune under Samværet hos Fru Deist? Navnligen tiltalte han Sinding førstegang i en venskabelig, spøgende Tone? 2) Hvorledes optog og besvarede Sinding Wergelands Tiltale? 3) Erindrer Vidnet nogle af Sindings Udtryk om Wergeland? 4) Hvem forekom det Vidnet var fornærmeligst i sine Udla- delser? 5) Tiltalte Sinding Wergeland ved Navn mens han negtede at opgive Denne sit? 6) Spurgte Wergeland Vidnet, om det vidste Navnet paa den Person, han var kommen i Ordvexel med? 7) Saae Vidnet at Sinding puffede til Wergeland, da Denne spurgte om hans Navn? SIDE: 344 8) Befalede Sinding Pigen at kaste eller at faae Wergeland ud? 9) Beskyldte Sinding Wergeland forat have slaaet Ruder ud? 10) Bebreidede Sinding Wergeland, at han var for feig til at ud- føre sin Trudsel med at slaae ham? 11) Hvilket Udtryk af Sinding gav Wergeland Anledning til at true ham med Bank? 12) Fremsattes denne Trudsel bestemt eller saaledes at Werge- land sagde, at Sinding vel kunde fortjene Bank for sine Ud- ladelser? 13) Brugte Wergeland andre Vaaben end Hænderne? Henr. Wergeland. ANHANGSQVÆSTIONER A) Til Pigen: 1) 8de Qvæstion 2) Har Procurator Dunker spurgt Vidnet, om Wergeland har anmodet det om at fordølge Sandheden? B) Til Cand. jur Olafsen og Cand. med Simmers? 1) Hørte Vidnet, at Wergeland bød Sinding Forlig, og fik til Svar, at det ikke var Den, der havde slaaet Sinding, men Henr. Wergeland, man vilde have fat paa? 2) Gjentog Sinding sin Beskyldning mod Wergeland at han havde slaaet Ruder ud og at dette skulde have været hos Kjøbmand Wessel? Henr. Wergeland. TIL ANTON EGER S. T. Herr Cand. juris Anton Eger! Qvæstioner i Sagen Cand. Sinding c. Cand. Wergeland. Kristiania 12 Decbr 1838. A) Til Cand. jur. Chr. Olafsen. 1) Besøgte Cand. mineralogiæ Sinding Vidnet sidstleden 18de Mai seent om Aftenen i Vidnets Logis paa Fæstningen efter at Sammentræffet hos Fru Deist med Wergeland var fore- gaaet? SIDE: 345 2) Hørte Vidnet, at Wergeland den følgende Søndag paa Sin- dings Værelse beklagede Hvad der var skeet, og det især med Hensyn til Sindings Personlighed som ham ubekjendt og Videnskabsmand, samt at han tilbød Forlig. 3. Hørte Vidnet, at Sinding erklærede, at det ikke længer stod til ham at forlige Sagen, saaledes som han havde maattet love En, nemlig Prokurator Dunker, ikke at gjøre det? 4. Hørte Vidnet, at Wergeland gjorde Sinding opmærksom paa, at Dunker var hans, Wergelands, erklærede Fiende, og at Han, som voxen Mand, maatte kunne handle frit, istedetfor at nedværdige sig til Redskab for Partihadet? 5) Hørte Vidnet, at Wergeland foreholdt Sinding, at juridiske Vidtløftigheder ved Mellemværendet kunde have en Række af indirekte Ulykkesfølger for hans Stilling, som han hverken kunde beregne eller standse om han vilde. 6) Hørte Vidnet Sinding erklære, at Han dog nok kunde ville forlige sig, dersom det ikke netop var Henrik Wergeland, han havde faaet at bestille med, samt, at Denne formedelst sin politiske Adfærd fortjente Alt hvad han kunde faae? 7) Hørte Vidnet Sinding beskylde Wergeland for at have slaaet en Rude ud hos Kjøbmændene Kloed men ingen saadan Paapegning fandt der Sted, hvorfor jeg faaer holde mig til de i hans Indlæg anførte løsrevne Citater. I Forligelseskommissionen opførte Daa sig som om han kun betragtede Mødet for en For- malitet, man saa hurtig som muligt maatte søge at faae affær- diget. Hans Fordring gik først og fremst ud paa, at jeg skulde betale, og dernæst paa at jeg skulde gjøre ham en skrivtlig Af- bigt, hvorimod Uforligeligheden i hans Sind lod ham uden videre Betænkning forkaste en Proposition, jeg fremsatte til Forlig. Da jeg troer, at denne lægger for Dagen et saa forsonligt Sinde- lag imod min hadefulde Modstander, min "erklærede Uven", som han selv har nævnet sig i sit Blad, at det er mig en Trøst (lige- som jeg troer det geraader mig til Ære) at jeg har kunnet be- holde det under hans mageløse Angreb paa mit Navn og min Rolighed, vil jeg her indtage det. Mit Forslag til et Forlig lød saaledes og er i disse Udtryk indtaget i Forligelseskommissionens Protokol. "Under Dags Dato er Undertegnede inden Forligelseskom- missionen komne overens om at begrave vore gjensidige For- nærmelser i Glemsel, og, idet vi give hinanden Erklæringen om at vi holde hinanden for retskafne Mænd, om ikke for Eftertiden at give den gode Sags Fiender Aarsag til at glæde sig over vort Fiendskab". Min Formening inden Forligelseskommissionen om at "mangen god norsk Mand vilde glæde sig", om et saadant Forlig kom istand, bekræftede sig ogsaa, idet flere af Landets Tidender, i stærkere Udtryk end vore ubetydelige Personligheder kunde for- tjene, yttrede sin Tilfredshed med at et Forlig af saadan Aand skulde være indgaaet. SIDE: 348 Det for mig Graverende, Hr Daa vil fremhente af sine Citater af Talen Pag. 11, "Daa har o. s. v. -- Storthingsvalg," Pag 9 "Be- sidder jeg o. s. v. -- gjort". Pag. 6 "Saaledes o. s. v. -- elske" og hvilke andre Pagg. han maa have henviist til, baserer han paa at han "ikke kan finde, at jeg har i Skrivtet angivet hvilken eller nogen slet Handling", Daa "skulde have tilladt sig imod" mig. Men selve Hovedcitatet Pag 11 angiver med udmerket Tryk en saadan Handling i de Ord, at han har "villet ødelægge et Navn, som er Fædrelandet af Værdi, og tilintetgjøre en Virksomhed, som altid har været dets højeste Interesser usvigeligen viet, -- derfor og ikke for Fornærmelserne mod mig, for Syndene mod Kristen- og Menneskepligt, anklager jeg ham o. s. v. Har Daa, som der er noksom og meer end nok Beviser for i hans Blad "Granskeren" havt og forfulgt en saadan Hensigt -- har han, som der anføres Pag 10 med utrættelig Energi gjort alt forat berøve mig en Popularitet, hvorved jeg har kunnet virke noget for Oplysning og Nationalitet -- har han arbeidet didhen med en Planmæssighed og Rastløshed i Anstrengelserne, som (efter det, mig ikke velsindede Blad, den Constitutionelles Yttring) har vakt Gysen -- har han, som anført Pag 8, "anvendt alle optænkelige Kunster paa at udslette mig med et Brændemærke af Folkets Erindring", og gjort mig til Gjenstand for sine mageløse Forføl- gelser og Angreb paa Ære, Lykke og Virksomhed, at en svagere Konstitution skulde bukket under -- da tør jeg, med Appel til enhver menneskelig Følelse, til Moralen og dens Logik, til Aan- den i mine Skrivter og Foretagender, sige, at han har begaaet en slet Handling, som fuldeligen giver Substrat for den høist undskyldelige Mening, at Hr Daa kunde have godt af at vinde noget mere Ligevægt i Sindet før han indtog Sæde imellem Nationens Kaarne. En Snees, jeg vil troe, især Bønder, i hvis Smag Granskeren arbeider, have meent, at han kunde være værd at prøve strax, skjøndt jeg nok tør paastaae fremdeles at der gives Flere og Fornuftigere af min Mening. Erindringen om dette Udfald af Valget giver mig Anledning til at paapege i Forbigaa- ende endnu en Grund til Forundring over denne Sags Anlæg. Det er nemlig hverken meer eller mindre end en Utaknemme- lighed af Hr Daa, da jeg kan bevise, at Flere af de Valgmænd, der gave ham Stemmer, have tilstaaet, at de kun ved mit Skrivt bleve opmærksomme paa en Kandidats Tilvær, om hvem jeg i SIDE: 349 andre Henseender, Aandsgaver, Kundskaber og politisk Farve, end i hans Adfærd mod mig, havde yttret mig saa fordeelagtig. Skrivtet er fuldt af deslige Eloger, og haaber jeg da ogsaa med det Samme udstyret med Beviser for at jeg har skrevet af Over- beviisning og med Vilje til at være retfærdig mod En, hvis Ad- færd mod mig er af baade den Constitutionelle og Morgenbladet bleven kaldt gysenvækkende og grusom. Sproget har ikke stær- kere Ord, og de ere dog brugte i Fiendemund. Jeg har erholdt Udsættelser forat sætte mig i Besiddelse af de forskjellige spredte Numere af det Daa'ske Blad, hvori han har baaret sig saaledes ad, at hans Færd fortjener en saa paa- faldende Karakteristik; men selv i dette Øjeblik er jeg ikke i Besiddelse af det vigtigste, af det, han behagede at skyde Resikoen fra sig over paa de skyldløse Udgivere, og hvis skamløse og ondskabsfulde Kalumnie alene denne Sommers mange Udgiv- ter hidtil have forhindret mig at see yderligere paatalt. [fotnotemerke] Jeg har dog faaet samlet endeel Nummere igjennem fire Qvartaler af dette Hr. Daaes Privatblad; og jeg vil tillade mig at anføre endeel af de Fornærmelser, som maatte indgive mig den Tanke om Hr Daa, at han formedelst denne Rasenhed og Mandbidsk- hed, som den af Andre ofte er bleven kaldet, ikke fortjente for Tiden at kaldes til Sindighedens egen Hal og Æressæde. Han begyndte strax i de første Nummere at udpege mig som en fra den gode Sag Frafalden, som en foragtelig Kongesmigrer, mistænkelig Borger o. s. v. I 1ste Heftes Nr.23 siger han, i Anledning af min Ansættelse som Bureauchef ved Rigsarchivet, at jeg lider af "Mangel paa bevislige Kvalifikationer til mit Embede", og at det Gratiale, jeg har af Hs Majestæt Kongen for at skrive for Almuen, vel vil være den fornemste Hindring for min Afskedigelse uden Lov og Dom. Da Gransker og Morgenblad vare lukte for Forsvar og jeg blev træt af at være den evindelige Skive for Granskerens Skarnkast hver Mandag og Fredag, forsvarede jeg mig i en satirisk Pjece. De Nr af Granskeren, som derpaa saae Lyset, Fotnote: Under Nedskrivelsen af det Følgende erholdtes dette Nummer. Enkelte sælges ikke, og Fornærmelserne strække sig igjennem alle hidtil udkomne Hefter. -- SIDE: 350 men som jeg ikke har kunnet faae fat paa, overgik alt hvad nogen Literatur vel har frembragt af Grovhed og Lumpenhed. Jeg erindrer kun deraf, at Han søgte at gjøre den Paastand gjældende, at det nu, da jeg havde skrevet Strofer til Hs Mts Fødselsdag, var en absolut Umulighed for mig at blive begeistret mere. Dette Latterlige bemerkes kun fordi det røber Intentionen imod Hovedgrenen af min Virksomhed, Hovednerven i mit Væ- sen: den poetiske. I Bund og Grund skulde jeg ødelægges i Opinionen. Den skulde ogsaa tabe sin Tro om min Kapacitet ogsaa i denne Henseende. Hvor lidet strengt rigtigt det kan være, er det dog Tilfælde, og har været det til alle Tider, at Intet opirrer mere end et Attentat af saadan Beskaffenhed. I Nr 20, 2det Hefte, med hvilket vedlagte Nr 21 staaer i Rap- port, betegnes iblandt andet min "ny Stilling" som "en Skjændsel". Granskerens 3die Hefte begynder med at belære Publikum, at det ikke har sin lovlige Rigtighed med Tilværet af mit (rigtignok af Hr. Daa selv ansøgte) Embede, og i Nr. 6 og 7 skildres jeg i en Anmeldelse af min Konstitutionshistorie som afhængig, ikke sanddru og veirhaneagtig, hvorhos der syntes i Udtryk, der kun lade sig forstaae som bekræftende, om at dette Arbeide har været undergivet en Hofcensur. Maaskee tør jeg tillade mig at mene, at Udførelsen af et saadant Værk ikke er uvigtig; men vissere er det dog nok, at den rette Maade at standse og øde- lægge det paa er slige Bagvaskelser. 3die Hefte Nr 13 indeholder en Sigtelse, som i Massen og Vægten af det Kalumnierende, den indeholder, begraver hvilken- somhelst verbal Fornærmelse, der maatte bruges imod dens Op- hav. Han siger, jeg har "omgaaets med en Daad, som bragte hans nuværende politiske Grundsætningers Venner i Athenæet til at forbyde ham at sidde paa samme Bænk som de eller andre honette Folk" og han kalder mig "en Udvist fra den dannede Klasses ikke Selskab, men blotte Nærvær". Han hensigter her- med til, at nogle Stemmers Majoritet og hans egen af vedlagte Nr af Morgenbladet skildrede Virksomhed ikke lod mig blive Med- lem af et Læseselskab; men hvad sigter Kalumnianten til med Ordet "Daad?" Det er dette Udtryk, jeg har villet og fremdeles vil see paatalt, saafremt mine Omstændigheder tillade det. Fandt end Regjeringen, som jeg forelagde Spørgsmaalet derom, at jeg ikke ex officio skulde paatale det, saa maa man dog vel tilstaae, SIDE: 351 at intet Udtryk kunde bruges, der giver Gjetningen og Bag- vaskelsen videre Spillerum fra Mordet og Tyveriet til hvilken- somhelst anden Skjændighed. "I Himlens Navn -- skriver saaledes min Fader, i den Anledning -- "hvorfor undlader Du nu Processen om dette Ord, som har "vakt Forundring og Mistanke hos Mange? Sagen er simpel "og ligefrem, naar den ikke forplumres af dig selv. Lad det "være Bogtrykkeren eller Redacteuren, som har at svare derfor; "det er ligegyldigt. Granskerens Ord om dig ere saadanne, at "hele Publicum maa tro, at du har begaaet en infam Handling. "Hvad Modparten har at bevise, er altsaa at du har begaaet en "saadan Handling. Lad ham for Retten opgive det han virkelig "har sigtet til, eller, forat komme ud af Kniben, noget andet, saa "haaber jeg han ikke kan bevise, at du har begaaet en æreløs "Gjerning; og det kan kun, efter min Forstand, lidet nytte ham "at sige, at han mente det eller det, eller at det han mente ikke "var fornærmeligt; thi det er hans Ord, som det hele Folk har "læst, og ikke hans Tanker, som Ingen kjender, for hvilke han "er ansvarlig. Det er falsk hvad Daa siger i Granskeren No. 19, "at Angivelserne vare, at W -- blev udelukket af Athenæet og at "denne Begivenhed havde sin fornemste Aarsag i et Stykke han "havde skrevet i Chsandsposten. Saa staaer der ikke i Gran- "skeren; men der staaer, at Du har omgaaets med en Daad, som "gjør dig uværdig til at sidde paa Bænk med honette Folk m. m. "Det er noget andet. Har man Lov til at sige sligt ustraffet om "sin Medborger, saa Vee over hele Borgersamfundet! Jeg er "ingen Elsker af Processer og Retter. Jeg kjender det Væsen, "men her er det nødvendigt at kaste sig i dette Onde for at "undgaae et større". Endog om Daas Prostitution ved en Sags Anlæg i den ene specielle Anledning maatte være mindre let at forudsee, maa en Injurie af denne paa engang feige og æreskjændende Beskaffen- hed have en væsentlig diskulperende Indflydelse paa nærværende Sag. Jeg veed ikke hvilke Udtryk der ikke skulde kunne for- svares som Gjengjeld mod En, der saaledes veed at kalumniere. Ved slige ubestemte, men desmere omfattende Udtryk er det "macula adhæret". Mangfoldige senere udkomne Nr af Granskeren, sekunderede af Morgenbladet, hvori Daa ogsaa har Andeel som Redaktør af SIDE: 352 en af de staaende Artikler og som fast, betalt Indsender, inde- holde ligeledes irriterende Angreb; men efter det nys paa- pegede vilde det være overflødigt at hefte nogen Opmærksom- hed derved. Enhver Læser af disse Blade vil erindre de idelig gjentagne Sidehug til det skyldløse Erkjendtlighedsforhold, hvori jeg har den Ære at staae til Hs Mt Kongen; og maaskee vil ogsaa Lavheden i Forsøgene paa at sætte Ondt imellem min nærmeste Foresatte, Expeditionssekretær Faugstad, og mig, ved at oprippe i et Citat i et Nr i 4de Hefte af Granskeren en Ha- rangue mod ham som Redaktør for 5 Aar siden af den Consti- tutionelle, være i modbydelig Erindring formedelst den karakte- ristiske Ondskab i Intentionen dermed. Hr Faugstad har dog overseet dette jammerlige Forsøg med samme Foragt som jeg; og ligesaa frugtløst har Hr Daas Forsøg paa at stifte Uvenskab mel- lem en af mine kjæreste Venner, Assessor Bjerregaard, og mig været. Han beskylder mig nemlig forat have handlet som slet Ven imod denne Mand, hvis Rolighed Hr Daa, som bekjendt, for kort siden opoffrede med kold Hensynsløshed ved at trække ham som en Schachbrikke frem paa Valgarenaen imod en Kandidat, Daa har overhobet med alle en umaadelig Egenkjærligheds Ud- gydelser; og denne slette Vennefærd skulde bestaae i at jeg ikke har hindret Tilblivelsen af en Kritik over Hr Bjerregaard, jeg ikke i fjerneste Maade kunde have Anledning til hverken at hindre eller fremme. Er det saa, at min Fader er dens Forfatter, da lader han vist ikke sin Pen rives sig af Haanden af en om- trent 20 aarig Søn. Han er ikke, og har ikke skrevet som Bjerregaards Uven, og Kritikken saa Lyset i B.'s maaskee inti- meste Vens, Advokat Hjelms Maanedskrivt. Men Deslige har kun Betydning forsaavidt det viser Overmaalet af Statsrevisor Daas hadefulde Sindelag imod mig og forklarer Til- blivelsen af den paaankede Tale. Hvorledes skulde jeg kunne troe et Menneske værdigt til Storthingsbænken, som kan nære slig Uretfærdighed i sit Hjerte og være saa let udsat forat Liden- skaben løber af med ham? Han taaler ingenlunde politisk Me- ningsforskjel. Det hedder at gaa ham ivejen. Hvorledes har ikke hans Færd været mod Professor Schweigaard? Til hvilken Yder- lighed har ikke hans Uvilje mod Professor Hjelms Religionslovfor- slag ført ham gjennem de fleste af Granskerens Nummere. De, der have anden Mening end Han gjør han til staaende Artikler, SIDE: 353 til daglige Skampælsdelinqventer. Med hvilken Bitterhed for- følger han ikke fast ethvert af Regjeringens Foretagender? Hvil- ken Ringeagt mod dens Personer? Hvilke Begreber fulde af Had og Skjævhed meddeler han ikke sit Publikum af mindre selvtænkende og oplyste Borgere om de publike Forretningers Gang, foremalende det i sit Spøgelsebillede "Bureaukratiet" en landsødende Uting? Med hvilken Fripostighed snakker han ikke om Ting, han ikke forstaaer, og forsvarer sine Vildfarelser med al en Rabulists fortvivlede Frækhed? Saaledes gjorde han nylig i Daddelen over et Veiarbeide Alne til Favne, og var dog ikke at beqvemme til at indrømme, at Differencen dog løb noget op; og paa denne Udartning af en forstenet ubøjelig Selviskhed har han leveret flere Beviser end nogen anden norsk Publicist. -- Nei, jeg bliver -- hiint Snes Bønder af "Akershuus" i Ære -- ved min Mening, at slige Qvaliteter ikke høre hjemme i Stor- thinget. Ængstelsen for hvorledes det desformedelst vil spænde af med Statsrevisor Daa i Thinget er heller ikke nogen fremmed Følelse i Publikum. -- De sidste Dage have ogsaa leveret mig endnu et Beviis ihænde paa hvor megen Ret jeg har i den Mening, Talen gaaer ud paa at gjøre gjældende, nemlig at han endnu mangler behørig Lige- vægt i Sindet. Uagtet man nemlig burde kunne vente noget Op- hold i Hr Daas Angreb saalænge denne Sag om vort gjensidige Forhold staaer under Behandling, har han dog ganske nylig i en mig uvedkommende Anledning fremsat den ubeviislige Beskyld- ning, at jeg, som [han] kalder det, har forladt Liberalismens Sag. Til denne maa, efter min Mening, enhver Normand, der bryder sig om Medborgernes Agtelse, bekjende sig, og saaledes fandt jeg mig da beføjet til at tilstille "Granskerens" Udgivere en Protest med den Bemærkning, at om samme, efterat være Redaktøren forelagt, ikke blev optagen, maatte den igjen overleveres mig, da den i saa Fald var bestemt til Offentliggjørelse i et mere upar- tisk Blad, og jeg ikke havde Koncept. Men hvad gjør nu Stor- thingsmanden, denne Talsmand for det Liberale? -- Han tilintet- gjør den fremmede betroede Ejendom. Under hans Hænder og i Ovnen forsvinder den Angrebnes Forsvar, det Arbeide, hvortil en Tid var anvendt, som tilhørte Anstrengelser med andet, Andre tilakkorderet Arbeide. Havde jeg tilladt mig slig Gjerning med en Udarbeidelse, Hr Daa havde istandbragt med Tidsanvendelse SIDE: 354 og i en for ham vigtig Hensigt, da veed jeg nok hvad han gjorde. Jeg skulde da i dette Øjeblik have en Proces til med ham af en farligere Beskaffenhed end denne. Denne Ulovlighed kaster og- saa, skjøndt senere passeret, sit Lys paa det Sindelag, som kunde baade i aabenbar Handling (vide bilagte Morgenblads- tillæg) og i saamange umoralske Udskejelser af forfølgelsessygt Had (vide Nummerne af Granskeren) give sig Luft. Paa disse passe sig netop Ordene "falske -- aabenbare -- og forsætlig", som Modparten vil have anvendte paa min Tale. Det er nemlig ikke falskt, naar jeg siger, at Daa har skjændet mig imod bedre Overbeviisning; thi mine Skrifter kjender han, og de bære Vid- nesbyrd imod hans Beskyldninger for Frafald, Servilisme etc; min Vandel kjender han, og den veed han har været ligefrem, at jeg ikke har ansøgt eller beilet til den, af egen Naade givne, Understøttelse, han finder en saadan Forbrydelse at have mod- taget, og at jeg aldrig har fornegtet min oprigtige Hengivenhed for den store Mand, som var Nationens Velgjører før han blev min private. Bladet "Statsborgeren", som jeg engang redigerede paa den samme Daas Opmuntring, som ikke destomindre und- lod sin belovede Understøttelse, da han saae mig "i Suppen der- med", som sligt Hverv gjerne kunde kaldes, men hvilket jeg over- tog af redeligt selvopoffrende Hensyn til at ikke det eneste da- værende Blad af Opposition ganske styrløst, af politisk Feighed, skulde forlades -- dette Blad indeholder et mærkeligt Vidnes- byrd om min Modparts Falskhed i at citere og om hiin loyale Følelse, som altid skal være mig en Ære, hvad saa end de lumpne Besudlere af hiin ophøjede Personlighed i Morgenbladet og Granskeren mene derom, og dette Vidnesbyrd findes i Styk- ket med Overskrivt "Leve Carl Johan!" et par Nummere før den Mindesang over Sieyes og Paraphrase over hans "La mort sans phrase", Granskeren vil endog lægge blodgjerrigt Had i mod den Personlighed, enhver anden Følelse end Hengivenhed er en Utak- nemmelighed og Forbrydelse imod. Det er heller ikke "aabenbare", at jeg har injurieret Daa, fordi Hensigten at hindre hans Kald for Tiden til Storthinget er aaben- bar. Det er meget meer aabenbart, at jeg har villet give Publi- kum store Tanker om hans aandelige Kald dertil senere hen og i andre Henseender end i den ene: hans Adfærd mod mig. Det er Selvforsvar af mig, og det var af Vigtighed for mig at hindre SIDE: 355 en saa rasende Avindsmand Adgang til at skade mig i Storthin- get, som jeg har Andragende at gjøre. Retfærdighed eller Billig- hed er vel ikke at haabe hos en "erklæret Uven" efter slige Antecedentier som paapegede ere. Det "Forsætlige" falder her ganske sammen med det "Aabenbare": Forsættet at give mine Medborgere fordeelagtige Tanker om Daa i andre Henseender, men vel ufordeelagtige om hans Handlemaade mod mig, har jeg aabent forfulgt efter en Mængde Foranledninger fra Modparten, som gjør den baade moralsk tilladelig, ja vel endog agtværdig formedelst Upartiskheden deri, og jeg vil haabe lovlig som For- svar og som moderat i sin Form. Modpartens Fornærmelser ere derimod "falske" fordi det er en Bagvaskelse, at jeg har sveget den gode Sag, og "aabenbare og forsætlige" fordi de tydeligen gaae ud paa i et offentligt Blad at gjøre mig til Gjenstand for Medborgeres Uvilje og Ringeagt, at opirre mine Foresatte imod mig, og at berøve mig Navn af et ærligt Menneske. Thi paastaaer jeg mig frifunden for Statsrevisor Daas forskjel- lige Paastande og ham ilagt Processens Omkostninger. Ærbødigst Henr. Wergeland. Hermed som Bilag: 1) "Den Tale, jeg vilde holde paa et Prøvevalg for Akershuus Amt 15 Aug 1841". 2) "Granskeren", Nr. 23/1 Hefte. 20, 21/2 Hefte. 1, 6, 7, 13, 19/3 Hefte. 3) Tillæg til Morgenbladet Nr. 130/1841. -- TIL KRISTIANIA BYTINGSRETT Kristiania 9 Decbr. 1841. Jeg har gjennemlæst een Gang Statsrevisor Daas Replik, og skulde lade den være ubesvaret af den Slags Despekt, man maa føle for Mennesker, som i den Grad kan fornegte sine Hand- linger, som Modparten har beqvemmet sig til at gjøre ved paa flere Steder at fragaae Forfatterskabet til de umaadelige, mang- SIDE: 356 foldige og uigjenkaldelige Fornærmelser i Granskeren imod mig, dersom dette Blad ikke for nylig havde indeholdt nogle Ansku- elser om Diskussionsretten om Valgkandidater, der ere saa yders forskjellige fra de i Repliken yttrede, at de fortjene Rettens Op- mærksomhed i denne Sag [fotnotemerke] . Denne frappante Foranderlighed vil mere end noget Andet betegne den Individualitet, jeg er saa uheldig at have med at gjøre, og forklare den naturlige Mod- bydelighed, jeg har for en Sag med et Menneske, hvem Aaben- hed, Konseqvens i sine Yttringer og Meninger og Vedgaaen af sine Gjerninger synes at være fremmed. Den vil ogsaa være synlig af den Korthed, hvormed jeg hefter et Par Linjer til nogle af de Punkter i Repliken, jeg endnu har i Hukommelsen. Lyst til Procederen kan jeg mindst bebreides af Hr Daa, der, som maaskee bekjendt, engang endog har procederet Livet af sin Vens Hund, hans Vogter ved Sygelejet, og som af Iver forat plage mig med Proces har kunnet forglemme de mange Anled- ninger i hans Fornærmelser til at paaføre ham lignende Uleilig- heder, jeg har ladet hengaae. Den feige Henskyden under uskyl- dige Mennesker, hvoraf han fremdeles betjener sig, har heller ikke kunnet opmuntre mig dertil. Jeg lader mig nøje med den indre Blussel, en saadan Adfærd maa vække, og med den Tro, jeg har til, at Daa i sit Hjerte med Skamfuldhed erkjender, at han har gjort mig saa stor Uret, som vel det ene Menneske kan tilføje det Andet. 1) Jeg har aabent vedgaaet, at Frygt forat Daas blinde Had vilde bringe ham til at modsætte sig hvad jeg havde at anbringe for det Storthing, han er pousseret frem til Medlem af, var et af mine Motiver til Talen qvæst., og et, der har en saadan Grund i min Modparts Fremfærd, tør jeg nok vedkjende mig, naar man blot vil forstaae det som underordnet Hovedhensigten at gavne det Almindelige ved at søge at hindre, at Storthinget skulde blive en Tumleplads for de Udskejelser, man nu har Exempler nok af i Hr Daas publicistiske Færd. Talen indeholder en høi- tidelig Forsikkring om at denne Hensigt har bragt mig til at gribe Pennen. 2. Daas Forsøg paa at sætte Ondt imellem den nævnte af mine gamle Venner har blot gjentaget sig efter Talen. Det er et Fotnote: Det her mente Blad skal idag blive erhvervet og vedlagt. -- SIDE: 357 foregaaende. Og det er ogsaa blot berørt fordi denne "Historie" er en af de Episoder i vort Fiendskabs Historie, som indeholder mest af det, der maatte irritere mig, og mindst af det, der kan geraade min Modpart til Ære. Slige Træk kunde bringe Menne- sker af nogen Følelse til endnu større Yderlighed end til at sige om en Mand: han er for Tiden altfor egoistisk og lidenskabelig til at sættes til det og det. Og dette er min Tale in nuce. 3. Havde jeg kunnet skaffe mig Gransker-Nummerne paa anden Maade end ved Laan hist og her, skulde jeg produceret flere Vidnesbyrd om at jeg er bleven overhobet af Daa med de exem- pelløseste Fornærmelser, med Fornærmelser af den Art, at jeg har beklaget, at Loven forbyder at byde det Menneske mit Liv i en Tvekamp, som saaledes kaarer mig til et Maal for de utaale- ligste Forfølgelser i den lumpne Hensigt at berøve mig Livskil- derne i Medmenneskers Tillid og Agtelse til al Virksomhed i det Kald, jeg følger. Jeg skulde saaledes f. Ex. have henledet Op- mærksomheden paa det Udsigende af Hr Daa, eller Granskeren, om han vil, at jeg næsten i hvert Menneske paa Gaden skulde møde En, der havde Aarsag til Fiendskab mod mig. Det Om- vendte er snarere Tilfælde. Jeg troer idetmindste at have gjort meer forat gjøre mig Mennesker forbundne end Hr Daa, der meer end engang, i Egenskab af Gransker, er bleven lignet i Bladene med en mandolm Tyr, bidsk Hund osv., som skulde ligge Folk i Benene. Hr Daa burde forat undgaae sligt, gjøre som han har gjort mod mig, erklære offentlig, at han ikke skrev i, men blot ejede Granskeren. Det vilde ialfald være lige tro- værdigt. 4. Kan Daa i Nr. 21 af Granskerens 2det Hefte ikke finde, at jeg er den først Fornærmede, saa vil han finde det i 1ste Hefte. Jeg var næppe udnævnt til mit nærværende Embede før han begyndte med disse Skumlerier, som i en saadan Stilling maatte være dobbelt irriterende, uden at jeg derfor kan erkjende at jeg deraf har ladet mig drive til noget utilbørligt eller uretfærdigt i den naturlige Retorsion. 5. Daas Evne til at fordreje en Sag viser sig ogsaa i hans Benævnelse "Beskyldning for Usandhed" om en Regningsdissenz med en Boghandling. Det lader somom han vil, at jeg ogsaa deraf skulde have trukket Materie til en Proces. Hvad vil han da sige, naar han hører, at jeg forlængst er forligt med hiint SIDE: 358 Forlag og arbeider derfor? Det er en Fordrejelse af Sagens For- hold forsaavidt jeg tør troe, at Alle, som læste de Linjer, Bog- handlingen og jeg vexlede, ikke lagde noget saa skammeligt som Usandhed deri; men det rettere Navn er nok, at det viser min Modparts Evne til at trække Ondt af Alt hvad der angaaer mig. 6. Hvad Revisoren saa mener om min Overflod af Penge, har jeg dog ikke havt de Par Daler tilovers, som en Kontrastevning vilde koste. Sagen vilde maaskee derved være mere i sin Orden, og der var Grund nok til det, men jeg har, som sagt, maattet renoncere derpaa, og troer fremdeles mit Forsvar sikkert i min Modparts foregaaende Aggressus, idet Hr Daa, haaber jeg, lige- saavel for den ærede Dommers som ethvert andet retfærdigt og følende Menneskes Vedkommende, vil blive staaende ene med sin hartad latterlige Forsikkring om at han "ikke har kunnet er- kjende, at han nogensinde har injurieret mig". Eller skal dette maaskee være en ny Fornærmelse, eller blot et Udbrud af den selvbehagelige Følelse, som Troen paa Granskerprivilegiet paa at være grov og fornærmelig maa opfylde "Ejerens" Bryst med? 7. Det har heller ikke lykkets Hr Daa at finde nogen logisk eller juridisk Forbindelse mellem Fornærmelserne, om han kunde erkjende at de havde fundet Sted, og nærværende Søgsmaale. Hvorfra er det da jeg argumenterer mig i Talen til Mangel paa Sindsligevægt hos Hr Daa uden fra hans Adfærd mod mig, idet jeg -- som mig synes temmelig rimeligt -- slutte mig deraf til at han vilde være ligesaa uretfærdig og lidenskabelig mod Andre, og saaledes blive let udsat forat tabe Sagen og Sømmeligheden ved hans Stilling inden Repræsentationen af Øjesyn? Det mangler ikke paa Exempler udenfor mig paa at Hr Daa er meer end almindelig, meer end nogen offentlig Diskuttens, som hidtil har vist sig hos os, udsat forat lade sig henrive til skamskjændende Personligheder. 8. Hr Daa bebreider mig, at jeg ikke sagsøger Granskerens Udgivere. Hvor let det er at faae fat paa det hele Kompagni og dets Chef har jeg idag erholdt et nyt Beviis paa, da Udgi- verne have sendt en Beskikkelse, hvori jeg lader spørge om Voldsværket med mit Mscpts Tilintetgjørelse er af dem eller af Redaktøren personlig bleven forøvet, ubesvaret tilbage. Jeg erindrer ikke flere Punkter af Repliken. Den tilbyder og- saa heltigjennem lidet mærkeligt uden hiin Benegtelse at have SIDE: 359 anden Deel i Fornærmelsen imod mig, end at være Ejer af det Blad, hvorigjennem de have fundet Dagslyset. [fotnotemerke] Men den er og- saa saa mærkelig, at jeg ikke vilde vovet noget Forsvar i denne Sag, men med Glæde strax og aabent erkjendt mig som Feilende og Strafværdig, dersom -- den stod til Troende. Men nu staaer den der som en monstrøs Fripostighed, som en jammerlig Feig- hed, som maa vække Forbauselse hos Enhver over at den kjække sqvadronerende Forkjæmper, der altid bød Cykloppanden frem, pludselig forvandler sig til en Muus, der befippet søger ind i et af Anonymitetens Smuthuller. Nu! har jeg troet at jeg havde med Granskerens Ejer at gjøre som Forfatter, saa har jeg troet Morgenbladet, han selv er Medredigerer i, og andre Blade, som have debiteret det uimodsagt af ham, og saa maa min Fornærmer i Granskeren ganske have tilegnet sig Ejerens, ved sin Kunstlen temmelig originale, Stiil. Men endog antaget, at Ejeren ikke lyver, indeholder dog Bladet nok af Injurier i de af hans Navn mær- kede Opsatser om mig til at gjøre Skriftet qvæst. ankeløst som Retorsion og Forsvar, ligesom det formentlig i sin Tendenz at modarbeide et umodent og skadeligt Valg, [fotnotemerke] til hvis Fremme In- sinuationerne vare tydelige nok, er daddelløst. Og hermed giver jeg en god Sag i en retfærdig Dommers Hænder til endelig Afgjørelse. Ærbødigst Henr. Wergeland. Efterskrivt. I det Øjeblik, dette indleveres, har jeg ikke faaet det her foran nævnte Nr af Granskeren, men et andet Nr, nem- lig 43, som hoslægges, da det indeholder nogle om end ikke saa paafaldende Vidnesbyrd om, hvor vidt Hr Daa ellers vil have Diskussionsretten om Valgkandidater udstrakt. Fotnote: "En Mand, som negter og modsiger Alt har ikke slaaet ind paa den rigtigste Vei til at erhverve sig Troværdighed". Granske- rens Red. 12 Nov/1841. Fotnote: "Intet Menneske kan have Tillid til den Person, om hvem han veed eller formoder med Sandsynlighed, at han ringeagter ham, eller vil behandle ham med Uforskammethed". Granske- ren Red. 16 Nov/1841. SIDE: 360 TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania 1825.] Om vi saae en god Mølle staae uvirksom af Mangel paa Vand, vilde vi da ikke aabne Slusen? Lad mig have den Glæde at sætte denne Mølle i Bevægelse. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania 1825?] Jeg gav hvad jeg havde, 2 Mark og en ny Skjorte. Jeg løb ud og skaffede Manden 6 -- 7 Kunder. Maden bliver mig bitter i Munden ved at vide saa megen Elendighed; jeg synes ikke jeg har Ret til at spise mig mæt. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania juni 1826.] Det gyser i mig, naar jeg tænker paa alle disse mathematiske Regninger, Tal og Qvadrater. TIL STUDENTERSAMFUNDETS UNIFORMKOMITÉ [Begynnelsen av des. 1826.] S: T: Hr. stud. juris Hald, mad. Nielsens Gaard i Christiania. Jeg tager mig herved den Frihed, med Undskyldning for de slette Tegninger, ærbødigst at indstille til Comitteens Betænkning følgende Forslag: SIDE: 361 Distinctionerne for academiske Borgere bestaae af: Buxer med Fløielsrender og en støbt Sølvlyra i eller under en Sølv-Oliekrands, som kunde paaheftes Kraven af enhver Kjole. En Stadsuniform bestaar af sort Kjole af almindelig Uniformsnit, med Fløielsopslag og Lyren paaheftet den stive Fløielskrave. Tegningerne ville op- lyse saa godt de kunne. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL GERHARD MAGNUS Eidsvold 23de Jan. [1827] . I indlagte Papirer, min gode Magnus! vil du see en af mine ulykkelige Historier. -- Den er sand og det er en virkelig Pige som har revet mit Sind paa saadanne Afveie. Jeg vil fortælle Dig det, da jeg veed du ikke vil fortælle min scandale ud igjen. -- Historien er: jeg blev forliebt i Hulda Malthe; efter at have seet, talt, dandset et Par Gange med hende, reiser jeg ud til Risebroe for at frie -- træffer hende ikke hjemme -- da hun er i Ullensager Præstegaard sender jeg øjeblikkelig et Brev til hende, men da jeg ikke kan vente efter Svar, klæder jeg mig senere (2. Dag efter) paa, beder om Hest til en Tour og -- reiser til Ullensager Præstegrd, 3 Miil. Der træffer jeg hende; hun er sær- deles blid, og mig syntes at hun søgte mig. Jeg var nærved at blive gal eller at en Aare skulde springe. Saa stormede Blodet af bare Glæde -- jeg tænkte mig allerede min Reise som Masse- nas Tog i Spanien -- : kaste sig ind i et fiendtligt Land, slaae en heel Guerilla (jomfruelige Betænkeligheder) og tage Madrid. -- Jeg nærmer mig til hende, spør om hun havde faaet Posten igaar -- "Nei!" -- Du kan troe jeg ærgrede mig capitalt. Jeg ventede den Aften. Posten kom ei, jeg talte alt i Et om Posten, naar vi hentede Posten, naar man burde hente den her, om Politik etc. -- Omsider bad jeg Præsten, den anden Dag, at hente den, "da jeg ventede et Brev". Han glemmer det og om Aftenen leier jeg Bud til at gaae efter Posten. Han bringer mit Frierbrev i mine egne Hænder og -- jeg maa -- give Hulda mit eget Frierbrev midt i Stuen. Da hun havde læst Begyndelsen midt i Selskabet, tog hun det og gik bort. Da hun kom igjen, SIDE: 362 ventede jeg hende i Enrum. Jeg farer og tager hendes Haand -- men slipper den da hun siger: jeg kan ikke svare Dem andet end Nei. Jeg talte med hende en Time uden Nytte; dog skiltes vi som gode Venner. -- Hun var saa ung og smuk og der kunde blevet noget Godt af Hende. -- Efter 3 Dages Forløb kom jeg hjem med en Kurv! -- Var ikke det en vakker Reise. -- Hun havde Intet imod mig sagde hun, blot den faste Troe at jeg ikke passede for hende: hun sagde: jeg var letsindig: jeg sagde: det var ret; jeg er ogsaa hidsig, fremfusende ubesindig; men min Ømhed skulde forsone hende med disse Lyder og hendes Dyder skulle afslibe det raae eller skjærende i min Characteer. -- Jeg forsikrer dig, jeg havde al Grund til at haabe et godt Udfald. Jeg troer sikkert at Lausen D har bagtalt mig. (Han har nok Grund til det da jeg har været grov mod ham paa Ballerne naar han har blæret sig og legt den Rene for sin Kjæreste). Desuden var hun fuld da jeg friede, da vi havde drukket meget Viin og jeg havde saaret Quinden i hende et Par Gange af Ufor- sigtighed Dagen iforveien; ex: gr: Fruentimmerne skulde ud og være borte at pynte sig. Hun gik nede og var pyntet. Det seer jeg ikke; men bebreidede hende Dovenskab og negligence fordi hun gik her nede og drev mens de Andre trællede med Pyn- ten. -- Hun svarte Intet. -- Hun er vist hemmelig forlovet [over- strøket i]. Det er tilpas for mig, bestemt tilpas! jeg kaster mit Hjerte for enhver Tøses Fødder; de træde paa det og Blodet sprøiter af det. -- Jeg vil dog forsøge engang til hos Hulda. -- Siig Intet af alt Dette Magnus! Jeg kom ikke af Byen før Kl. 8 om Aftenen, snydefuld: jeg havde været paa Raadstuen for at redde en drukken Hore som græd, da man arresterede hende og for P. Monkerud og Caspary og Conradi etc. -- I Julen har jeg levet ret muntert; kun er det slemt, at man havde bagtalt mig hos mine Forældre og det dygtigt. -- Inat kom jeg hjem fra en Aquavit Sviir og et morderligt Slags- maal imellem Forvalter Larsen og mig. Jeg har mine Øren fulde af Blod. Det kom sig af at han kaldte Lerche for en Svinepelts, hvorpaa jeg skar et Øre af et syltet Svinehoved og kastede i Ansigtet paa ham; det kom tilbage og nu kom et Ørefigen fra min Side; derpaa 2 fra Glasmesteren og derpaa reev jeg Leens- SIDE: 363 manden overende og slog Larsen i Øinene. Derpaa kom jeg i Gulvet og blev overmandet. -- Da jeg var kommen op slog jeg ham igjen og tabte paa nye; jeg slog igjen og fik igjen Prygl, dog mest fordi jeg var ræd for Brillerne mine som laae paa Gulvet og fordi han tog i Testiklerne. -- Vil du sende mig indlagte Papirer igjen! og svar mig! skriv mig til! treffer du Lerche saa fortæl ham at jeg har slaaets for ham og at Glasmesteren vil leie Banditer til at prygle ham i Markedstiden! Hils mine Ven- ner og skriv mig til, saa skal du faa et ordentligere Svar. Levvel! Henr. Wergeland. P.S. Om Søndag skal jeg præke 1stegang; min Fader har be- falt mig det alvorligt. Jeg bliver heroppe og læser -- eller skri- ver hellere -- . Kan du ikke -- en passant -- faae Spørlag paa en hebr. Michaelis Bibel som tilhører mig? Mit Navn staaer i, Bin- det sort og revnet i Tilheftningen. -- Jeg savner meget Selskab her! At nogen vilde komme herop! -- Faugstad lovede at be- søge mig i Julen; jeg var hos ham samme Dag, jeg reiste, at minde ham paa hans Løfte; men han var ikke hjemme. Jeg ventede ham alligevel. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania 1827?] En af mine Venner har raadet mig til at klæde mig bedre, da jeg i den Henseende ikke holder Skridt med andre Men- nesker. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania 1827.] Med min Juletour bliver der intet af; jeg faaer nok holde mig i Selskab med adstadige Folk, med Moses og Profeterne. SIDE: 364 TIL ENGELBREGT HALD [Før trykt efter Lassens utdrag, V: 1: 89f.] Eidsvold 2 Nov. 1828. Du skulde -- bedste Ven! (foruden dine gode Ord til ham) commenteret disse paa den svenske Canaailles Ryg. Eller da du saa tydelig saae Spionen stak frem (og med dem er der ingen Ærlighed; eller mod dem er ikke nogen Uærlighed falsk nok) saa skulde du inviteret ham til en Eftersvælg -- faaet fat i Schwach eller en anden af 3, 4 Brave -- og saa givet ham en Lexe at lære, kaldt ham ved hans rette Navn og givet ham Honorar som Spion. -- Jeg var ganske ædru da jeg aabent er- klærede mig for den nominelle Bormester; men i Hot. d. N. (hvor rigtignok P [?] var Secretairen) kom der Gjæring i min Patriotisme og jeg slængte Bærmen deraf Knegten i Ansigtet. Den gamle Ræv v. P. fik Sit. Herindeni ligger en Sang, som du qua Directeur kan faa i Orchestret. Find ud af Musiken. Jeg vil heller tærske end skrive Noder. Kom ind til Chnia til Marked (med din Kone, saa jeg kan faae kysset hende paa Haanden) da jeg tænker -- hvis saa skeer, skal det blive en stolt Aften. Galleriet skal have et Anker med Punsch -- at faae da min "Sinclar" som nu er i Trykken, paa Scenen, (om- arbeidet da). Dersom din Sophie er en saa livlig og fortrinlig Dame som fru Messell, da har du sgu skudt Papagøjen. -- Jeg har talt med hende en Stund da jeg biede efter Lectoren, [som] først tog For- laget, men saa traadte tilbage. Hør du kan, hvis du vil være Forlægger -- hvilket jeg syntes maatte være behageligt for dig -- give mig jevnt en Rød for hver en sort Tragedie jeg sender. Nei, blot for det 1ste -- siden voxer det. Saa besørger du Trykken og -- er jeg i Chnia -- skal jeg corrigere, og du bliver en slags Forpagter paa Parnas. Jeg gav hele Parnas for Barboes lille Høi med Alt hvad der- paa findes. Men Alt, nagelfast og løst. Tak for din Opmærksomhed for mit Ønske -- gode Ven! For din velvillige Indbydelse, som engang skal blive benyttet tilgavns. Dog kommer jeg, saa ikke ud om Aftenen, saa Pigen, naar hun SIDE: 365 lukker op for os (med Løgte) siger til dig: "Moer ligger alt". Ikke af Flekken fra Barboe, fra Cigarren, Dobbeltøl og Viin! Jeg hilser herfra os hjemme allesammen. Men alle de kjed- sommelige Personer her, Du spurgte om, gider jeg Fanden ikke hilse fra. Opdrag dine Børn haardført! Opkast dig i din Egn til en skarp Tand for alle Undertrykkere og Smaatyranner! Faae Børn som en Israelit. Hvergang du hæver et Glas tænk paa en Ven! Tænk ofte paa Venner. Speculeer ikke uden paa Forlæggerie! Anlæg et lidet smukt Bogtrykkerie i Arendal. Siig Sophie Dedekam ifra mig, at hun ikke maa stjæle altfor- meget Kjær [lig] h [ed] og Venskab udaf Engelbreth, hvor det laae som et renterigt Liggendefæe for din Henr. Wergeland. P.S. Jeg er raget i en alvorlig Proces nu med nogle af Cavalleerebrigaden, som jeg har indstevnet for Vold, da de vare lumpne Redskaber paa Gaardermoen, i en vis høi fainéants Fingre. Gid der maa voxe Tvist mellem Haneborg og Dig som Seneps- kornet i Fablen. TIL ERIK ANKER Grorud 29 November 1828. S. T. Herr E. Anker, Oberste, Chef for oplandske Cavalleriecorps, Kammerherre, Ridder af den kongelige svenske Sværdorden etc. etc. Jeg har herved den Ære, ianledningaf verserende Sag, at til- melde Deres Høivelbaarenhed, at jeg, formodentlig til Juul, vil komme til at opholde mig i Christiania. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 366 TIL ERIK ANKER Eidsvold Præstegaard 27 Dec. 28. Til Oplandske ridende Jægercorps. Jeg har herved den Ære at tilmelde, at Corpsets Ærede af 20de d: er modtaget. Tillige maa jeg iblandt de af mig nævnede Vidner berigtige Holm Schjeitie til "Holm Ryen, Fuldmægtig, boende i Skydsmoe", samt anfører jeg iblandt dem: Johannes Voxen paa Nitteberg- Gaard i Skydsmoe. Tillige formelder jeg pligtskyldigst, at jeg under Dags Dato, til den høje Cavalleriebrigade har indsendt min formelige exceptio judicis inhabilis imod Herr Oberste Erik Anker, Corpschef, Kam- merherre m. m. som Dommer i verserende Krigsretssag. Henr. Wergeland. TIL ERIK ANKER Eidsvold 13de Januar 1829. Til Oplandske Kavallericorps. Jeg har hermed den Ære skyldigst at tilmelde det respective Corps, at Gaardbruger Berg paa Fenstad i Næs Øvre Romme- rige vil blive at anføre iblandt Vidnerne ved den Tildragelse paa Gaardermoen, som har foranlediget verserende Sag anlagt af mig imod vagthavende Underofficeer dersteds med Mandskab. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL L. BORCHSENIUS OG C. F. MICHELET Christiania 28. April [1829] . Indlagte Skrivelse fra Kammerraad Foged Malthe, bedes ved- lagt Papirerne i Gardemoesagen. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 367 TIL KOMMISJONEN NEDSATT I ANLEDNING AV "TORVSLAGET" 17 MAI 1829 [Kristiania 22. mai 1829.] Til Den ianledning af de formeentlige Uordener 17 Mai s: nedsatte Commission. Som Mishandlede af Militæret ved Passerede paa Torvet til- lader Undertegnede sig at melde Stud. theol: Reinhardt do. do. Heffermehl Handelsfuldmægtig Baardsen samt den ærede Commissions ærbødigste Henr. Wergeland. stud. theol. TIL KOMMISJONEN NEDSATT I ANLEDNING AV "TORVSLAGET" 17 MAI 1829 Christiania 28 Mai 1829. Til Den høje Undersøgelses-Commission ianledning af det den 17de d: Hændte. Undertegnede, som, efter indleveret petitum til det theologiske Facultet, er tilstedet Adgang til examen theologicum, seer, efter Opslag fra decanus facult:, Denne berammet til at begynde Fre- dag Morgen 29de Mai, continuerende, hvad den skriftlige Deel betræffer, den paafølgende Mandag og Tirsdag; men jeg veed mig tillige indkaldt for den høje Commission til imorgen. Da jeg maa betragte min examen, hvilken jeg, da jeg 1825 be- gyndte mit academiske Liv, fastsatte til i Foraaret 1829 og jeg desaarsag er ankommen hertil Staden, som Velfærdssag baade for mig og Familie, haaber jeg at Commissionens ærede Med- lemmer Intet have imod at skjænke mig ovennævnte tre Dage til at fyldestgjøre saaledes min Pligt som academisk Borger og Søn. SIDE: 368 Jeg tillader mig at tilføje, at jeg idag Formiddag, i dette An- liggende har været hos de trende ældre Medlemmer af Commis- sionen, men ikke været saa heldig at træffe Nogen, og at jeg i dette Øjeblik agter at tale desangaaende med Commissionens nye Medlem. Ærbødigst Henr. Wergeland. PROTOKOLLDIKTAT FOR KOMMISJONEN NEDSATT I ANLEDNING AV "TORVSLAGET" 17 MAI 1829 [Kristiania 30. mai 1829.] [Til 1ste Qvæstion: Var Deponenten sidstleden 17de Mai tilstede paa Fæst- ningsvoldene eller Bryggerne ved Dampskibets Ankomst?] Deponenten var den 17de Mai tilstede paa Fæstningsvolden og Bryggen, lidt efter Dampskibets Ankomst. Aarsagen hertil var det Rygte som Deponenten havde hørt, at der fra høiere Steder skulde være draget Omsorg for, at Dampskibet, som bærer Constitutionens Navn, mod den almindelige Orden, ikke skulde indtræffe, hvori Publicum ikke undlod at lægge Betydning. [Til 2den Qvæstion: Deeltog Deponenten der i at synge eller i at raabe Hurra, hvilke Sange i saa Fald, og i hvilken Anledning, raabtes der Hurra?] Deponenten saae fra Fæstningen Dampskibets Ankomst, og udraabte der, om han erindrer ret, 2de Gange: "leve Constitu- tionen, Hurra!" og formoder han saaledes at være den Person, som Stiftamtmanden har i denne Anledning omhandlet i sin For- klaring. Deponenten forlod Fæstningen for at ile til Bryggen, hvorda imidlertid Dampskibet allerede var ankommet i Havn, hvor han traf en temmelig betydelig Folkemængde, og paa den egentlige Toldbodbrygge, hvoriblandt de Andre, hans Excellence Statholderen, Stiftamtmanden, Commandanten, og nedefter til Politieadjudanten, en Deel Mennesker, beskjæftigede med Sang og Hurraraaben, uden dog at kunne opgive, om de nævnte Herrer heri deeltoge. Deponenten begav sig nu paa et, ved Enden af Toldbodbryg- gen beliggende Skib, ogsaa opfyldt tildeels med syngende Men- nesker, hvor han da af og til, efter Evne deeltog i Sangen. SIDE: 369 De Sange, som bleve afsjungne, troer Deponenten findes alle af- trykte i et lille Hefte, trykt hos Torkild Borg, og Deponenten har ved ethvert Selskab i frie Luft, været Vidne til, at saadanne Sange endes med et Hurra. [Til 3die Qvæstion: Hvilke Flere deltoge heri, og skete dette efter noget foregaaende Overlæg, og da hvilket, samt hvor og af hvem foranlediget?] Foruden Deponenten bemærkede han ingen anden end Candi- datus juris Krogh, Student Borchsenius, Student Høstad, ditto Strøm og Student Heffermehl. Om dette skede efter noget fore- gaaende Overlæg, veed Deponenten ikke, da han først ankom midt under Sangen. [Til 4de Qvæstion: Var det Deponenten eller nogen Anden, som hver Gang begyndte med Hurraraaben og Skrigen?] Deponenten veed ikke, om der var Nogen, som hver Gang begyndte med Hurraraab. [Til 5te Qvæstion: Tog Deponenten Plads paa noget af de ved Bryggen liggende Skibe, og da hvor paa samme, og skete dette med eller uden Ved- kommendes Tilladelse?] Deponenten havde Plads paa et det Heftyske Handelshuus til- hørende Skib, hvor han, med en af Heftys Handelsfuldmægtige, forhen om Dagen uden speciel Tilladelse fra Skibets Eier eller Reder, havde været ombord; og paa den omqvæstionerede Tid, da han fandt Skibet forud opfyldt med Folk, troede han saa meget mere at kunne undlade at erhverve de saakaldte Ved- kommendes Tilladelse. [Til 6te Qvæstion: Efter hvilken Opfordring var det, at Deponenten forlod Skibet eller Bryggen? og gik Deponenten derpaa i samlet Følge, og da med hvem, opad Toldbodgaden, og siden standsede ved Studentersamfundet?] Deponenten forlod Bryggen omtrent Kl. 6, paa ingen anden Opfordring, end hans egne trette Beens, og gik derfra alene op i Byen for at besøge en syg Ven, Stud: juris Lerche, hvor han forblev ligetil om Aftenen omtrent Kl. 10. [7de Qvæstion: Af hvilken Grund deeltog Deponenten i dette Følge?] 7de Qvæstion bortfalder. SIDE: 370 [8de Qvæstion: Deeltog Deponenten i at raabe Hurra paa denne Vei, hvo begyndte hermed, og hvilken var Hensigten hermed?] 8de Qvæstion ligeledes. [9de Qvæstion: Kan Deponenten opgive, hvilke af Følget da gik ind i Stu- dentersamfundet, og hvilke tilforn havde deeltaget i det Middagsselskab, som der skal have været afholdt?] 9de Qvæstion ligeledes. [Til 10de Qvæstion: Veed Deponenten, om der samme Sted holdtes noget Samqvem mellem Folkehoben og Studenterne inde i Samfundets Localer, enten ved Samtaler gjennem Vinduerne eller i anden Maade, eller ved fælleds Syngen og Hurraraaben, eller ved at Studenterne snart opholdt dem i Samfundet, snart i Folkehoben?] Deponenten fandt ved at gaae forbi Studentersamfundets Lo- cale, paa sidstnævnte Tid, Alt fuldkommen roligt der, ingen Folk paa Gaden, ja Vinduerne, trods Heden, i Samfundslocalet lukkede. [Til 11te og 12te Qvæstion: 11) Hvorhen begav Deponenten sig herfra? 12) Forsaavidt Deponenten fremdeles opholdt sig paa Gaden, spørges: hvor forblev han saaledes, i hvilken Hensigt og hvorlænge; og deeltog han i Sær- deleshed i at raabe Hurra eller pibe, eller i andre lydelige Yttringer, og i saa Fald i hvilken Hensikt?] Ved det chemiske Laboratorium møder Deponenten en Mængde spadserende Mennesker, hvilken han, da den bestod af enkelte Rækker Vandrende, maatte antage for et saadant Tog af Lyst- vandrende, som man ellers i smukt Veir møder paa Promenaderne. I dette Tog eller i disse Rækker opløftedes af og til et Hurra- raab, hvilket, saavidt Deponenten, der standsede og lod Rækkerne passere sig forbi, bemærkede, især kom fra enkelte Hobe halv- voxne Drenge, hvormed Spadsererækkerne rigelig vare spæk- kede. Hvis disse Rækker, der naturligen i Begyndelsen bestod af Drenge og yngre Mennesker, i Midten af Voxne Mennesker af for- skjellig Stand og Kjøn, i Enden af ældre Folk, og hvoriblandt han bemærkede saa adstadige Matroner, som man nogensinde seer 2de Gange gaae i Kirken paa en Søndag -- skulde kunne kaldes et Tog, da maatte det være fordi, som Deponenten bemærkede, en Deel, Politieofficianter, som efter Sigende skal have succederet Generalmajor Wedel Jarlsberg, indtoge den første Plads. SIDE: 371 Deponenten fandt saa lidt besynderligt ved dette Tog, at han kun blev bevæget til at gjøre Følge med, da han bemærkede en Politiebetjent, som gjennemkrydsende Folkemængden, ruskede og slog hist og her de Smaadrenge, han kunde attrapere under Hurraraaben. Deponenten fulgte nu Hoben alene igjennem øvre Slotsgaden, Grændsegaden, forfølgende Politiebetjenten, for at give ham et godt Raad, da Deponenten bemærkede, at Hurraraabene tiltoge hver Gang han udøvede sin Myndighed. Ved Torvet var Depo- nenten saa heldig at naae Politiebetjenten, og tiltalede ham om- trent i følgende Udtrykke: "Hør min Mand, vil De følge mit Raad, saa slaae ikke Gutterne, fordi De hører jo at Raabet hver Gang bliver værre, lad Mængden gaae sin Gang, saa skal De see, at Mængden fordeler sig i alle de Gader, som gaaer fra Torvet, og bliver da gjort til Intet." En anden Politiebetjent som flux stak Ørene til, gav et Svar, hvoraf Deponenten maatte slutte, at man nok havde Lyst til at faae fat i ham, nemlig: "forsvarer De da Oprøret Hr. Wergeland?" Deponenten blev ham Svaret skyldig, og fulgte atter de Spadserende, som blev opholdt, hvis han kan slutte fra sig selv, af Nysgjærrighed ved paa Torvet at see Commandanten i fuld Uniform holdende til Hest, tilligemed nogle andre uniformerede Herrer. Mængden sluttede sig ørkesløs om de ligesaa ørkesløse Herrer til Hest, af og til paa samme Maade, som under Spadserefarten til Torvet, hørtes Hurraraab, uden at Deponenten kan sige, om det istemtes alene af Mængden tilfods. Hvad Hurraraabene angaaer, da istemtes de aldrig af den hele samlede Mængde; nogen Piben hørte Deponenten da ikke. De- ponenten, og formodentlig den hele Mængdes Nysgjærrighed, fik snart ny Næring, ved at see en ny Trop Ridende ankomme, led- saget med Lygter. Her gjorde Deponenten, der den hele Aften ikke oplod sin Mund, sig skyldig i den første Uorden. Han af- brød nemlig det ved Sidstnævntes Ankomst, der begav sig hen til Commandanten med øvrige Følge, opkomne Stille, ved en Latter, erindrende sig vilkaarlig Diogenes' Lygtehistorie. Til- bagetrykt af Stimmelen, som opkom ved, at en, Deponenten ubekjendt, af Herrerne til Hest, holdt en lille Tale til Folket, hørte Deponenten kun en enkelt Tirade af de næsten øieblikkelig efter Talen, efter Sigende oplæste Oprørsartikler. Et Hurra reiste sig atter, efterat disse vare læste, og en Pibe lod sig høre, fra SIDE: 372 den Kant, hvor nogle Politieassistenter havde deres Stade. Fem Minutter, saavidt Deponenten uden Uhr kunde slutte, efter Op- rørsartiklenes Oplæsning, ankom Cavallerie og strax efter Infan- terie paa Torvet, og efter et ligesaa kort Mellemrum, kun udfyldt med en Proclamation fra Commandanten til Damerne, hvis Text var, saavidt den af Deponenten lod sig fatte, at Damerne vilde han raade til at gaae, thi nu indestod han ikke for noget, gjorde Cavalleriet et Choc i en Halvcirkel fra Ole Heyerdahls Hjørne, hvor Deponenten hele Tiden havde sit Stade, rundt Vandposten, svingende om ved Steenhobene, hvor Folk faldt hulter til bulter. Da Deponenten havde Plads omtrent hvor de gallopperede ud fra, og hele Tiden var alene maneuvrerede han heldig nok, baade ved dette første Choc og det andet, som i samme Direction da tydeligen strax ved Udgallopperingen var Aarsag i, at Folk, hvor- iblandt Deponenten bemærkede Børn og Qvinder, faldt om hin- anden med Skrig og Jammer, uden at kunne angive om nogen kom til videre Skade, da Deponenten skyldte sit eget Liv, med Øinene at forfølge Chocet, hvilket paa samme Maade foer fremad og endte med en formelig Attaqve paa Stenhobene. Deponenten hørte Hug og Skrig, saae Sablerne svinges, kort det hele Optrin havde Udseende af en Massacre. Han ilede hen til Valpladsen, da Seierherrerne havde forladt den, hørte Forbandelser over den fientlige General, Gudskelover fordi de vare komne fra den Pust med Livet, Jesunavn! Blodet springer ham ud af Skulderen, fra en Trop, som syntes ledsage en Mand, formodentlig den Saarede, henimod Kirken. Om et saadant Tilfælde ikke skulde blive nøiere oplyst, da veed Depo- nenten, at der iblandt de Blesserede have været Folk, som have besluttet at dække deres Saar med Kjærligheds Kaabe, hvilket Vidnerne, dog, saavidt Deponenten veed, ikke have tilladt. Men hvor Mange kan det ikke have lykkets, saaledes i Gjer- ningen at misforstaae et Moralbud. Rygtet melder dog, at paa Valpladsen ved Steenhobene, skal en gammel Kjelling, som sad paa Steenhobene, være bleven, efter et kort Angreb af Lieute- nant Morgenstjerne ved et forunderlig høit og velført Hug, hugget ned fra sit Tilflugtssted samt have brudt sit Laar under hans Hest. Hvis noget saadant var skeet, da troer Deponenten at have maattet høre nogen fremstikkende Qvindestemme, hvilket Deponenten dog ikke lagde Mærke til, da Alt der var Jammerskrig. SIDE: 373 Det lod nu til, at Cavalleriet havde opsøgt sig andre Volter; idetmindste blev han ikke saa voldsomme Choc meer var fra den Plads han fremdeles beholdt ved Kirkegadens Begyndelse. Infanteriet saae Deponenten nu sørge for Exec: af Oprørsacten, men paa en Maade, der, saavidt han kunde blive var, ikke kom nogen til legemlig Brøst. Deponenten opholdt sig i den nederste Deel af Torvet, saaledes at Kirkegaden bestandig stod ham aaben, og besøgte han ogsaa 2de Gange uden Hinder, den i General Haxthausens Gaard boende Kjøbmand Herre. Ved det andet Choc var Student Leganger tilstede og undveeg paa samme Maade som Deponenten. Klokken omtrent 12 møder han paa sin rolige Hjemgang, udenfor Haxthausens Gaard i Kirkegaden, et Detache- ment Cavallerie, hvis venstre Fløimand, Gud veed af hvad Grund, hilser ham i Forbifarten, uden mindste foregaaende eller efter- følgende Tiltale, med et temmeligt drøit Klingeslag over Ryggen; han vender sig øieblikkelig, for at faae Gjerningsmandens Nummer opgivet, men denne iler med de øvrige Ryttere videre frem, uden at see sig tilbage og forsvinder paa Torvet. Bureauchef Christensen og Kjøbmand Herre vare Vidner til, fra den Sidstes Vinduer, at dette passerede. Lieutenant Morgen- stjernes Udsagn om, at denne Jæger opgav paa Spørgsmaal, at hans Hest var bleven slagen af den han da hug, benægtes. En Usandhed bør dog have Rimelighed; men hvad rimeligt er der i, at en enkelt Person (thi han var næsten den Eneste idetmindste paa den Side af Gaden), angriber med et tyndt Spanskrør, som da var hans eneste Vaaben, paa et saa aabent Terrain og paa en Tid, da Fortoug og Trapper ikke af Cavalleriet bleve respec- terede, et Cavallerie-Detachement med dragne Klinger, hvis Fryg- telighed og uskaansomme Fremfærd Deponenten havde været Øien- vidne til, og forhen har Erfaring om? De nævnte Vidner maa ogsaa kunne oplyse, om Rytteren har fortalt sin Officier sandt eller ikke. Rigtignok kunde et Slag fra Deponentens Side med et tyndt sort Rør i Tusmørket, have undgaaet deres Opmærksomhed, men en mærkeligere Lyd, end med et hvert andet Stokkevaaben, maatte have paafulgt, og desuden maatte et hurtigt Sidespring, være den nødvendige instinctmæssige Bevægelse hos ham, for at undgaae det Gjenhug, han maatte vente. Deponenten bar dengang Studenteruniform; da han ikke kunde faae Jægeren eller den Commanderende fat, gik han hjem og SIDE: 374 bar den selv ned i Commandantens Gaard, med et Brev, hvori stod hvad Commissionen af selve Brevet allerede har erfaret. Da intet heraf blev modtaget, sender han det Dagen efter gjen- tagne Gange ned i det Ankerske Fideicommisses forrige Gaard; da Budet omsider erklærede sig uvillig til at gaae, formenende at han derfra ikke kom tilbage med Livet tredie Gang, sender han et nyt Bud, en trettenaarig Dreng, som feiltagende sætter den i den af Commandanten forhen beboede Gaard, hvor nu Statholderen opholder sig. Dette Bud fortæller Deponenten, at en Ordonants i Stiftsgaarden, ridende Jæger Jens Guldbrandsen, havde fortalt ham, at Lieutenant Baron Wedel Jarlsberg havde bestilt dem (eller en?) til at slaae Wergeland, hvor de traf ham. Paa Spørgsmaal benægter Jægeren at have sagt saa, men Jæge- ren som slog Deponenten, vil maaskee kunne give Oplysning. Foruden paa det omtalte Sted paa Torvet, var Deponenten og- saa tilstede oppe ved Studentersamfundets Locale, hvor han fandt Gaden spærret med Infanterie, ligesom en Cavallerie-Trop krydsede ved Hjørnet. Deponenten hørte her Generalmajor Baron Wedel Jarlsberg i Forbifarten befale de Faae paa Hjør- net, uden at krænke den spærrede Gade, samlede Folk, at de skulde forføie sig bort, da han ellers inden et Minut, skulde være Mand for at faae dem bort med Magt. Da Deponentens Nys- gjærrighed nu var mættet, gik han hjem. [13de Qvæstion: Er enten Deponenten eller Nogen, han kan navngive, under det Passerede den 17de Mai anmodet om at afholde sig fra at synge, raabe Hurra, pibe o. s. v., eller om at bortfjerne sig, og hvor og af hvem er i saa Fald dette skeet, og hvad har Deponenten i den Anledning svaret og fore- taget?] Til 13de Qvæstion svarede Deponenten Nei. [Paa Tilspørgende bemærkede Deponenten, at han ikke har hørt Hurraraab "for 17de Mai".] [14de Qvæstion: Har Deponenten været udsat for nogen personlig Over- last samme Aften, og i saa Fald hvilken, samt hvorved foranlediget?] 14de Qvæstion er allerede besvaret. [15de Qvæstion: Er Deponenten allerede forinden 17de Mai indtraf, advaret fra, eller anmodet om, at afholde sig den Dag fra enhver Uorden, eller fra enhver offentlig Høitideligholdelse af Dagen, som formeentlig Aarsdag af Con- stitutionen, og hvorledes er saadan Advarsel eller Anmodning skeet?] SIDE: 375 Til 15de Qvæstion Nei. [Til 16de Qvæstion: Har Deponenten enten nede paa Bryggerne eller i Ga- derne eller paa Torvet om Aftenen eller Natten den 17de Mai bemærket nogen af de Medlemmer som deltoge i Selskabet i Studenter-Samfundet, hvil- ket Selskabs Medlemmer navnlig vare de, som ere anførte paa den under No.22 fremlagte Liste?] Deponenten har omtalt, som de paa Skibet eller Bryggen værende Studenter Cand: juris Krogh, Student Høstad og Stu- dent Borchsenius, hvilke han med Vished veed vare tilstede ved Aftensmaaltidet i Studentersamfundet. [17de Qvæstion: Om Deponenten veed noget mere til Oplysning i denne Sag eller at tillægge sin Forklaring?] Da kan Deponenten blot efter Rygtet og Samtale som nær- værende opgive Student Strømsøe, admissus juris L. Stang, Stu- dent Georg Dallas Bull, Student T. Bernhoft, Lieutenant Meinertz som nærværende civil paa Torvet, og Fuldmægtig Johan Collet. [Deponenten blev derpaa forelagt som 18de Spørgsmaal: Hvorfor bortfjer- nede han sig ei fra Torvet og tilstødende Gader, da han erfarede at Oprørs- loven var læst og Folket befalet at begive sig bort? Deponenten svarede:] Nysgjærrighed førte ham til Torvet, de anførte Scener bragte ikke Nysgjærrigheden til at lægge sig, Oprørsloven har han hver- ken før, da eller siden hørt, og skjøndt han var vidende om, at en saadan Artikel blev oplæst, hørte han dog af Folk dersteds, som han ikke navnlig kan opgive, at det havde intet at betyde, som kunde komme Livet til Skade, da den 3de Gange skulde oplæses, hvilket Deponenten antog ikke at kunde være skeet i saa kort Tid. Deponenten saae Ingen, hverken Mand eller Qvinde, begive sig bort. Den tilstødende Gade maatte Deponenten holde ligesaa usikker som Torvet. Deponenten var den hele Tid alene, og deeltog ikke i nogen lydelig Yttring. Deponenten opgav som en af dem, der kunne give Forklaring om nærværende Sag, Cand. theol. Wedøe, samt Maler Gjøs. I Anledning af, at fore- gaaende Deponenter have opgivet, at Student H. Wergeland skulde have været beskjænket, blev han derom tilspurgt, men han benægtede aldeles at saadant havde været Tilfældet. Som Vidner i denne Henseende opgav han Fuldmægtig Ullich og Han- delsbetjent Poppe. SIDE: 376 Til sit Svar til 13de Qv. tilføiede Deponenten, at det Rygte, uden at kunne opgive bestemt hvorifra, er kommen ham for Øre, at be- meldte Aften En af de af Politiet antagne lønnede Politieassistenter pludselig skal have faaet det Indfald at gaae hen til Commandanten, som da skal have været til Hest, tage sin Hat af, sigende: "nu falder jeg fra", hvorpaa han, svingende sin Hat, skal have istemt et saadant Raab: "Hurra for 17de Mai". Deponenten har ikke bemærket nogen Mand, paa hvis Hat 17de Mai var malet, hvorom han nu blev tilspurgt. TIL LUDVIG MARIBOE [Kristiania 22 juni 1829]. S. T. Herr Capitaine Mariboe. Naar Touren til Indrykning i Patrouillen kommer til mit, for Undersøgelsescommissionen aflagte Depositum, vil De maaskee velvilligen give Plads der for Nedenstaaende, enten som en Nota nedenunder min Benægtelse mod Politiets samt Commandantens Forebringende om, at jeg sidstleden Dag i Mai imellem den 17de og 18de skal have været i en beruset Tilstand, eller og som Til- sats bag. Ærbødigst H. Wergeland. Da jeg den 17de Mai d. A. om Aftenen imellem Kl. 6 a 7, paa et Fartøi som laae ved Toldbodbryggen, talede med Herr Can- didatus theologiæ H. Wergeland, erfarede jeg ikke, saavidt jeg efter bedste Overbeviisning kunde skjønne, at han hverken var beskjænket eller beruset af Spirituosa. Dette bevidnes herved efter Forlangende. Christiania den 22de Juni 1829. F. H. Poppe, Handelsfuldmægtig. 17de Mai 1829, fra 7 omtrent til 9 1/2 samtalede jeg med Stud. Henr. Wergeland i mit Logis, uden at opdage Noget, der kan give mig nogen Grund til at antage ham for beskjænket. F. G. Lerche, Student i Lovkyndighed. SIDE: 377 Paa Forlangende af Herr Candidat Henrik Wergeland, som den 17de Mai d. A. om Aftenen imellem Kl. 11 og 12 var tvende Gange hos mig, bevidner jeg herved, at han da aldeles var fri for at have nogen Ruus. Christiania den 22de Juni 1829. C. F. G. Herre. Søndag Eftermiddag den 17de Mai efter Dampbaadens An- komst, saae jeg Hr. Cand. theologiæ Wergeland ombord paa Galeasen Fortuna, tilhørende Dhrr. Th. Joh. Heftye og Comp., og kunde jeg da ikke bemærke, at han var beskjænket. Th. Sabro. TIL NICOLAI WERGELAND [Utdrag ved brev-mottageren.] [Kristiania juni (?) 1829.] Jeg har fundet et nyt Dei existentiæ argumentum ex stella vel ex usu kaldet. Hersleb har det nu til Recension. TIL FORLIKELSESKOMMISJONEN FOR KRISTIANIA Christiania 24 Juli 1829. Til Forligelsescommissionen for Christiania. Undertegnede maa herved ærbødigst bede indkaldt for For- ligelsescommissionen i Christiania til næste Møde paa Mandag 27de Juli d: a: -- Overjæger ved andet geworbne Jægercom- pagnie, Bang, for Undsigelse paa Livet imod mig, for der at for- søge paa at træffe Forlig. -- Ærbødigst Henr. Wergeland Cand. theol. boende i Advocat Hjelms Gaard. SIDE: 378 TIL KOMMISJONEN, NEDSATT I ANLEDNING AV "TORVSLAGET" 17 MAI 1829 Christiania 25de Julii 1829. Til Den høie Undersøgelsescommission ianledningaf 17de Mai Passerede. Ved de Forklaringer, Undertegnede har havt den Ære at af- lægge for den høie Commission, blev forglemt at omtale et Møde, jeg med Politieadjutanten havde paa Torvet, som jeg endnu troer er rigtigst at omtale, da det synes at kunne kaste Lys, paa saa- vel med hvad oprigtig Fredsommelighed Politiet deeltog i Sam- lingen paa Bryggen, som og maaskee paa min personlige Til- stand som beruset eller ei. Omtrent, saavidt erindres, Kl. 10 1/2 om Aftenen sidste 17de Mai, da Commandant og Politie vare omgivne af nogle Folk paa Chri- stiania Torv, og der var gjort Anstalter til at faae disse væk snart som Oprørere, befandt jeg mig meget nær Politieadjutanten. Saa- meget mere som jeg ikke var ganske Fremmed for ham, tillader jeg mig ganske sagte at ytre for ham: "Dass, jeg er bange for at her gjøres vel meget af Sagen". Hvortil Denne i en vred- laden Tone svarede: "Aa bryd Dem ikke om det. Wergeland, -- De har gjort alt formeget af det." Dette er det hele Sammentræf med ham. Siden paa Bryggen havde Dass til da ikke kunnet see mig, og Rapporterne fra Po- litiet vise ikke, at de havde lagt Mærke til noget Begaaet fra min Side i den korte Tid jeg havde Anledning til at iagttage Politiet og Folkerækkernes Færd, som kan grunde en saa pro- fetisk forblommet Trudsel, som den, der synes at ligge i Hr Dass's Ord. Det at have været paa Bryggerne og der deeltaget i at hilse "Constitutionen", synes da saa hemmeligen at være bleven regnet til Forbrydelse, idetmindste hos Dass. I saa Fald venter ham vel en Disput med S: T: Hr Stiftamtmanden. Baade i min og flere Andres deposita have Udsagnene om hvad man bemærkede paa Torvet antaget en beskrivende Form og, saa at sige, artet ud til historiske Malerier. Pennen kan vel gjøre det tydeligt nok, i det Enkelte især, men Penselen forstaaer dog bedst ved et Strøg at faae det Hele i Ideerne: Da det, hvad Torvscenen især angaaer, synes at maatte være den høje SIDE: 379 Commission, hvoraf Ingen, saavidt vides, paa Torvet var tilstede, ligesaa vanskeligt, som vigtigt, at faae en saadan Idee af det hele Tableau der: saa tillader Undertegnede sig, med Ønske om at det maatte acteres, at indsende i saadant Øjemed et Steen- tryk, som er tilfals i Hoppes Boglade, hvilket jeg, mest af alle de Bataille- og Oprørs-Stykker, jeg har seet, til Overraskelse fandt tjenligt til at opvække Ideen om: hvorledes det saae ud paa Torvet i vor Bye, da Cavalleriet efter Chefens Ordre, gjorde Angreb. Ærbødigst Henrik Wergeland. TIL FORLIKELSESKOMMISJONEN FOR KRISTIANIA Christiania 18. August 1829. Da jeg formedelst en for mig nødvendig Reise, ikke kan af- give personligt Møde i den af mig for Forligelsescommissionen anlagte Sag mod Overjæger Bang, befuldmægtiges herved S. T. Hr. Student Schønheyder til paa mine Vegne at møde, og skal alt, hvad han maatte vedtage eller indgaa, i enhver Henseende ansees for ligesaa forbindende, som om det af mig selv var vedtaget eller indgaaet. Henr. Wergeland Cand. theol. TIL STUDENTERSAMFUNDET Eidsvold Præstegaard 18. Sept. 29. Til p. t. første Directeur i det norske Studentersamfund. Jeg tør herved anmode Dig, min Ven og Broder, om i de norske Studenters Samfund, heelt at oplæse disse Linier, samt paa dettes Vegne inden otte Dage gjensende mig dets ærede Svar, hvoraf jeg haaber at see, at jeg ikke greb feil, da jeg hen- vendte mig til en nødvendig og sand Oplysnings Venner og varme Understøttere. Præliminariter behøver jeg vel ikke at demonstrere over at SIDE: 380 dette Ord "Oplysning" er vort fælleds Schibboleth -- at det er den høieste Pligt for Dem, der fik det Selv at kjende i udstrakt Betydning, at stræbe at vise i Daad, at de have fattet og for- staaet denne til Gavn for Almeenheden -- at Religionen er ble- ven Grundlaget eller Lampen for denne Oplysning -- at alle Kundskabens Elementer ere blevne indsluttede i Religionens Ele- menter, i denne Form først indgives Mennesket, og ere saaledes blevne os Selv indgivne som Børn. Ligesaalidt behøver jeg vel at paapege andre Beviser end Enhvers Erfaring for, at Fleer- heden af Menneskene deres hele Liv igjennem forblive, medhen- syntil Forstandsudvikling, Børn, ihvor besynderligt det end maa forekomme os, at Verden i det Hele i denne Henseende er ryk- ket saa lidet frem, at en Almuesmand paa Herodis Tider og En i vore Dage ere saa lidet forskjellige i aandig Udvikling, som et graat Skjæg i Jødeland kan være det fra et ligeformet i Norge. Dette er isandhed saa, omendskjøndt maaskee enkelte Arter af den grovere Overtroe har tabt sig formedelst det Exempel, der nolens volens har indvirket paa de lavere fra de højere Classer. Men Grunden til hiin sørgelige Sandhed, at de højere Classer af Borgerne bestandig gaae fremad imod Oplysning og aandig Fuld- kommenhed, medens de lavere Classer i Aarhundreder blive staaende paa samme Trin, stikker, efter min Overbeviisning: 1) deri, at de raae Elementer og de mystiske Dele af Religionen ere den eneste og udelukkende Kundskab, som bibringes dem; og 2) deri, at de korte Udtog, hvori denne udelukkende Kundskab bibringes dem, af en slags, isandhed latterlig Respect (som for Mumier) aldrig forbedres eller gives en passende Udvidelse eller Forandring; men som en Huusgud eller Nationalgud, hos nogle Folkeslægter, agtes de at vinde for Slægterne i Værd, ved deres Ælde, og saaledes gaae de, som et helligt Arvestykke, som en hellig Arvering, der maa passe til Ætlingernes Fingre i tusinde Led, om end Fingrene skulle blive krogede, uforandrede gjen- nem Seclerne. -- En saadan Almeenbog, hvorved dette er Tilfældet, er hos os Dr. Martin Luthers liden eller mindre Catechismus. Den kan have været meget passende for det mystiske 15 -- 16de Aarhun- drede eller for Tider, da man i Masse adskilte sig fra den katholske Formular-religion, der da forekom afsmagelig og uvær- dig; men mig har det oprørt i mit Inderste, da jeg nu nøjere SIDE: 381 ved Confirmations-praxis lærte den at kjende, at den endnu maa tjene til Grundvold for Almuens Underviisning. Med den endnu brugelige Bog, Pontoppidans Forklaring (som kunde passet sig paa den Tid den blev skrevet, den danske Christian 6tes Decen- nium, da Folket i et despotisk Land maatte rette sig efter Despo- tens Lune, som da favoriserte Devotionen) er rigtignok det Samme Tilfældet, at den er i høi Grad ubrugbar, Gud og Menne- sket og Christus (paa hvis Kappe Mester Eriks Fadæser kom- mer) i lige høi Grad fornærmelig; men en Forandring i den kan man fra Regjeringen om en Tid vente, hvorimod Cathechismen skal blive som den er. De ægte Lutheranere lyve, naar de paa- staae, at de ingen Helgener have som Catholiker og Thibetanere; thi den ellers al Agt værdige Luther er dem nok en større Hel- gen end Benedict og Lama for hine; blot det ei behager en eller anden Ivrer at ophøje Mester Morten til Gud. Catechismens Uforanderlighed synes idetmindste at tyde hen paa en stærk Mening om Dr. Luthers Ufeilbarhed. Et Expl. af den følger her med, forat Enhver kan, ligesom jeg, blive overtydet om Nødven- digheden af en Forandring deraf. Hertil, til en saadan hensigts- mæssig Forandring, har Brevskriveren, hvis ikke en Dygtigere vil paatage sig dette Hverv, besluttet at anvende sine ringe Evner; og, da han troer det at være den bedste Maade hvorpaa man ihast kan faae den udbredt blandt Almuen, at en stor Deel gratis uddeles: saa er det, at han herved foreslaaer Studentersamfun- det, saafremt det er enigt med mig i det Nødvendige i en for- bedret Udgave af hiin almene Bog, og i det Værdige for det norske Studentersamfund i at fremvirke den: at der decreteres: 1) Et Oplag af 1000 Expl. af: "Martin Luthers mindre Catechismus" til Brug for Sandhedens enfoldige Venner omarbeidet af en Jesu Discipel, og udgivet af det norske Stud. Samf. besørges trykt af Omarbeideren paa Samfundets Be- kostning. 2) En Committee nedsættes til gratis Distribution af 700 Explr. hvorimod de resterende 300 tilfalde til lige Deling Sam- fundet og Omarbeideren til Salg. SIDE: 382 Bekostningerne kunne ikke blive betydelige, da det er blot de 5 Parter jeg agter at give mig af med, uden at endse det lange papistiske Anhang om Skriftemaalet, Bønformularer etc. For- resten anbefaler jeg endnu engang dette Forslag til Samfundets Opmærksomhed, udbeder mig Taushed om dette Hele og en venlig Erindring af Hver især. Eidsvold Præstegaard 18. Sept. 29. Henr. Wergeland. P.S. For 15 Spdlr. troer jeg man kunde faae Trykning og Heft- ning. Samfundet kunde maaskee sætte disse 15 som maximum, og blot nu bevilge 10 Spd. PROTOKOLLDIKTAT I GARDERMO-SAKEN [Elstadmoen 21 okt. 1829.] Efter Samtale med det i Comparentens Exception Tilførte imod Procurator Praëm som Defensor for Overjæger Lie, paaberaabte Vidne maa han nu antage, at hine ovenciterede Udtryk af Pro- curator Praëm, ikke kan tillægges en saadan Mening, som han deri troede at finde, saaat det Indførte, muligens Injurierende for Procurator Praëm, nu antages for ophævet ved denne Tilførsel. TIL LUDVIG STOUD PLATOU Eidsvold Præstegaard 21de Februar 1830. Høivelbaarne Herr Statssecretair, Professor, Ridder Platou Præses i Det kongelige Selskab for Norges Vel. Deres Høivelbaarenhed tilgive mig gunstigst, at jeg beder Dem, ved et saa kathegorisk Imperativ, som De kan anvende imod en Presse, der skylder Selskabet for Norges Vel saameget som den Lehmannske, at paabyde denne Færdiggjørelse af det lille Hefte "for Almuen" i denne Uge. Jeg har ventet den med desiderio effervescentiæ, da de skulde circulere en liden Tid før jeg sætter mig selv i Bevægelse. -- Jeg vilde gribe Tiden i Haarene, og de stedse længere og længere Solstraaler flaggre bag dens Flugt SIDE: 383 -- Dagene længes og Arbeidet staaer. Tre Præster og fem Bøn- der udenom Sognet, samt fire i det, er Alt hvad jeg har vundet i den lange Tid, jeg ventede paa den dovne Presse. Jeg hører, at Deres Høivelbaarenhed korrigerer disse selv. -- Det er formeget. Det Arbeide baade kunde og vilde jeg gjerne udføre. I Slutningen af denne Uge haaber jeg, ved Deres Høivelbaaren- heds gunstige Omhu, personlig at kunne modtage Exemplarer af Heftet. Deres Høivelbaarenheds ærbødigste Henr. Wergeland. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL [Utdrag ved O. A. Øverland.] [Eidsvoll prestegård 27. mai 1830.] En privat Forpligtelse, som jeg havde al Grund til at tro skulde kunne ophæves ved Føret og saaledes slippe mig løs paa den Vei, jeg afstak for mig i min første Skrivelse til den høie Direction, hvis Bifald gjorde den lysende for mig, har bunden mig og vil endnu i nogle Dage binde mig til Stedet. Nogle forudbegyndte Tryksager, som jeg nødvendig maa corrigere selv, have bundet mig -- som i et 6 Miils Tjor -- til Christiania, og med en pinlig Utaalmodighed maa jeg høre rundtom Folk, der ville fremme Bogsamlingssagen i deres Bygd, at ytre en Slags Længsel efter, at jeg skulde komme til dem og se til at faa drevet Sagen igjennem. Ganske ledig har jeg dog ikke været. Jeg har forudmærket mig den Vei, jeg snart tager gjennem Landet ved at faa uddelt tillige- med Skrivelser den største Del af de sidstmodtagne 150 Exem- plarer af "For Almuen", 1ste Hefte, saaledes ved Præst Brager 30 Exempl. til N. Bergenhus Amt til Jarlsberg 28 do. - Thotens Sogner atter 7 do., Søndre Oudal atter 4 do. Ved J. Neergaard til Meldal, Surendal, Tingvoll, Fredøe, Orke- dal 24 Explr. Til alle Hedemarkens Prestegjælde igjennem Presterne 35 Expr. SIDE: 384 Grundet Ullensager Almuebogsamling ved Gave af 10 Skrifter, ligeledes Nordre Oudals ved Gave af 5 Bøger. Givet til Store Næs 6 do., til Nannestad 7 do. De fleste af disse givne Bøger er nogle økonomiske Smaa- skrifter, man var saa god at tilstille mig med de 150 Exempl. af "For Almuen" samt en Del af nogle Skrifter (Campes Sædelære og Constitutionens Katechismus), Hr. Grosserer Pløens Gavmild- hed satte mig istand til at kjøbe til saadant Brug. Efter at have sat en Indbydelsesliste i Gang i Fenstad, Annex til Store Næs, reiste jeg derud, og blev da grundet et Sogne- selskab og et Almuebibliothek af 30 Medlemmer (hvilket Antal nu skal være betydelig forøget) efter en løs Plan, jeg paa Stedet udkastede, men hvis bedre Udvikling har sysselsat mig siden i nogle Dage. Det forekom mig, som om en særskilt Oprettelse af Bogsamlinger i Sognene træder paa en Maade i Veien for Op- rettelsen af Sogneselskaber, især hvis hiin er forudgaaende og altsaa forud har forpligtet Deltagerne til Bidrag, hvilket nu vilde falde dobbelt tungt, naar tillige Sogneselskabet fordrer Sit. Men begge Indretninger kunne meget vel forenes, og derfor, paa den Maade, vil jeg stræbe igjennem Bygderne. De skulle oprettes paa engang og, hvor en af disse Indretninger maatte være forud- bestaaende, sideordnes. For at iværksætte dette maa jeg i Mangel af nogen anden be- nytte en af mig forfattet Tale samt et Udkast til Love, hvori jeg har forsøgt paa at opmuntre til at danne Selskaber for Sognenes Vel og da, med det samme, ifølge Selskabets Statuter, Bogsam- lingsforeninger. Jeg sender den herved, andragende om, at den høie Direction vil lade den trykke paa Selskabets Bekostning i samme Format som forrige samt i det Tilfælde tage især Lov- udkastet i egen fuldkommen Overveielse og handle med det, som det maatte behage. Jeg haaber at den høistærede Direction villigen tilgiver mig en Bestemmelse i dette Udkast, hvilken synes stri- dende mod Selskabet for Norges Vels egne Love, naar jeg kan beraabe mig paa en Erfaring, der bragte mig til at begaa den Dristighed. Jeg mener Bestemmelsen om de aarlige Bidrag, hvil- ken giver Adgang til at være Sogneselskabsmedlem for færre Skilling end det i Fædrelandssamfundets Love bestemte, og den Erfaring, der lod mig fatte en saadan Bestemmelse, fik jeg ved Mødet i Fenstad, hvor, saasnart jeg havde ytret, at det kgl. Sel- SIDE: 385 skab for Norges Vel fastsætter 60 Skill. som aarlig Kontingent for Selskabets Medlemmer, flere, og det formuende, Gaardmænd paa det bestemteste erklærede umuligt for dem i disse Tider at præ- stere et saadant Bidrag med den Fornøielse, man maa føle, naar man skal udrette noget tilgavns for noget. Er nu det Tilfælde i en fortrinlig Næringsbygd, hvorledes vil det da gaa i andre? Jeg har stræbt at forene denne Opposition med hiin Bestemmelse i Selskabet for Norges Vels Love, saa godt det stod i min Magt. Sogneselskabernes Kasser ville sikkerlig ikke tabe ved de af mig opførte nøiere Bestemmelser angaaende Bidraget, og jeg har hørt Embedsmænd ytre det samme. De rigeste Gaardmænd erlægge deres 1/2 Spdlr., men nu kommer nyttige Folk af enhver saadan Formuesrang til, som ellers vilde udelukket dem. -- At ellers Sogneselskabernes Oprettelse meget vil fremmes ved et Op- muntringsskrift er vel ligesaa rimeligt, som at Interessen for Bog- samlinger er meget vakt ved Læsningen af Opmuntringsskriftet for dem. Det har vist sig i Eidsvoll, hvor Deltagerne er stegne nær 70, samt enkelte Landmænds exempelværdige, levende In- teresse for at se dem grundede hos sig. Saaledes O. Grinder i Fenstad, O. Rustad paa Thoten, Dysterud i Oudalen, til hvilken sidste samt til Store Næs jeg imorgen reiser for paa begge Steder at grunde Sogneselskaber og Bogselskaber efter min Plan; lige- ledes næste Uge til Nannestad, hvor Kapellan Stang med den rette Feuer griber Sagen. Kapellan Neumann i Ullensager og Pastor Schroeter i Næs arbeide heldigen for den. Dersom en Del passende Skrifter kunde skjænkes enhver oprettende eller dog nogle af de oprettende Bogsamlinger, da var dette at tage Folk fra den rette Side. Jeg tillod mig desaarsag at anmode Hr. Pastor Schultz i Thjem om at erholde, hvis muligt var, en Del af Klüwers Bondepractica, som er udgivet af Videnskabernes Selskab, enten gratis eller til nedsat Pris, og fik ogsaa et Slags Løfte. Til det Brug har jeg forfattet ved Uddrag af en hel Del Skrifter "Den norske Landmands nyttige Kundskab om de Læge- Farve- Garve- og Gift-Planter, der voxe paa hans Jord", hvilken liden Bog ogsaa -- som Frimann kalder Selskabet for Norges Vel -- Pantheas Ægide bedækker! Flere dygtige Naturkyndige skulle først forbedre den. Da jeg længselfuld ser det Øieblik imøde, jeg kan tiltræde min Vandring, venter jeg og anmoder jeg om, i Tilfælde af, at den høie Direction beslutter at trykke SIDE: 386 Talen og maaske Lovene som Prøve, som Noget, der maa fremme Selskabets Maal, dets Udbredelse i Bygderne, -- ja da anmoder jeg om, at Trykningen maa ske meget hurtig. I dette visse Haab tror jeg at kunne sende dette ufrankeret, men bifalder ikke Di- rectionen mit Forslag, da skal, hvis det er Udgift for Selskabet, Portoen godtgjøres. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL [Utdrag ved O. A. Øverland.] [Kristiania 30. juni 1830.] Da jeg ved, at Directionen agter at give Herr Provst Bull paa Hedemarken, der i en Vildelse tror sig fornærmet, et formodent- ligen fyldestgjørende Svar, og befrygter Muligheden af, at deri kunde indløbe noget, der kunde synes eller klinge som et Hvil- kensomhelst af en Slags Undskyldning for Undertegnede, som om jeg enten i Formen eller Tingen skulde have forløbet mig imod Hans høilærde Velærværdighed: tillader jeg mig at frabede mig en saadan Godhed, forsikrende at jeg forud ved at skylde Directionen en Erkjendtlighed, der ikke trænger til nogen ny Opmuntring, samt at Herr Provsten skal for mit Vedkommende erholde en skyldig og sømmelig Afbigt. TIL AKERSHUS AMT Eidsvold Præstegaard 12te Dec. 1830. Til det høje Agershuus-Amt. Iblandt Gaardermoesagens Papirer findes en Skrivelse fra Pro- curator Praem til Lensmanden i Eidsvold, hvori han siger sig "anmodet om at foranledige en Undersøgelse i Anledning af en- deel Budstikker med Underskrift H.Wergeland". Jeg tillader mig derfor at spørge det høje Amt om Procuratoren fra det har er- holdt en saadan Anmodning, som da formodentlig er foranlediget ved usandfærdige Denunciationer fra samme slette Menneske, der ikke veed paa hvad Maade han skal faa mættet sin For- bittrelse imod mig, og ikke foragter noget Middel forat skade mig. Jeg kan dog ikke faae i mit Hoved, at denne slette Borger SIDE: 387 er bleven authoriseret til at forfølge mig og standse mig i at op- muntre Bønderne baade her og andetsteds (hvilket ogsaa er skeet med Held) til at oprette Bogsamlinger og Sogneselskaber -- en Hensigt, som Skrifter for Almuen og Tidender og iblandt dem Selskabet for Norges Vels og endmere de ved mit Nærvær, Tale og Medvirkning virkeligen oprettede Bogsamlinger og Sognesel- skaber vidne om med al Sandhedens Eenfold, og derfor ikke kunde troes nogen Authoritet ubekjendt. Ialfald troer jeg, at burde underrettes om, at saadanne Undersøgelser vare igjære om eller imod saadanne offentlige Handlinger af mig, eller om de ere det endnu, efteraf ovenanførte Skrifter ogsaa tydeligere have lagt for Dagen deres uskyldige, gavnlige Tendenz og Følger. Lige- ledes tillader jeg mig at anmelde, at, hvis Forbud ikke skeer, agter jeg baade her i Eidsvold -- hvor omhandlede Budstikker dengang vare frugtesløse -- og i andre Sogne i Amtet at foran- stalte ved Præsterne, hvor de dertil ere villige, Møder ved Bud- stikker forat faae hine Indretninger istand som Forgreninger af Selskabet for Norges Vel. Ærbødigst Henr. Wergeland. cand. theol. Henrik Wergeland TIL JUSTISDEPARTEMENTET Eidsvold Præstegaard 6te Jan. 1831. [Trykt V: 1 s. 428 f.] TIL PROKURATOR HAUGE Toten 11. jan. 1831. Til Referenten i Gaardermoesagen. Følgende Vidner, som det først nu har været mig muligt at faae opspurgt, forlanges afhørte: Thomas Steenberg, Ringsager, Knud Ellensen Bye paa Gjøvig i Wardal, Ridtmester Glad paa Hedemarken. Henr. Wergeland. SIDE: 388 HENRIK WERGELANDS SKRIFTLIGE SPØRSMÅL TIL VIDNENE I GARDERMOSAKEN [Fremsatt i Vardal 11. mars 1831.] 1. Til hver af Brødrene Bye. A. Har Vidnet seet Ridtmester Glad i Samtale med Overjæger Lie eller nogen Anden af Vagtmandskabet ved Oplandske Corps før Candidat Wergeland der blev slaaet? a. Var Ridtmester Glad dengang i Linien? b. Hørte Vidnet noget af eller hele denne Samtale? c. Hørte Vidnet saaledes ikke, at Ridtmester Glad i en halv befalende Tone opmuntrede eller gav Lie Ordrer til at slaae eller paa anden Maade fornærme Candidat Werge- land? B. Har Vidnet hørt nogen udlade sig om, at have hørt Ridt- mester Glad enten opmuntre eller paa hvilkensomhelst anden Maade antyde for Lie, at han skulde fremfare imod Cand: Wergeland som oven berørt i Subq: c.? d. Har Vidnet ikke hørt Thomas Steenberg af Ringsager sige, at han har hørt dette? eller e. Har Vidnet hørt om Thomas Steenberg, at han skulde have hørt Ridtmester Glad give Overjæger Lie eller nogen Anden af Vagtmandskabet saadan Ordre eller Anmod- ning? Og, f. Har Vidnet opgivet Thomas Steenberg som den, der skulde have hørt Omqvæstionerede, for Wergeland? C. Har Vidnet hørt Nogen af de, som Vidner i denne Sag af- hørte Mandskaber udlade sig med, at de ikke havde holdt sig Sandheden efterrettelig i denne Sag, til Skade for Wer- geland? g. Har Vidnet hørt Sligt sige af Andre om visse militaire Vidner? af hvilke og om hvilke? 2. Til Thomas Steenberg. D. Har Vidnet hørt Ridtmester Glad give Overjæger Lie (eller nogen Anden af Vagtmandskabet) Opmuntring eller Ordre til at slaae eller fornærme Wergeland? Samt b. og g. SIDE: 389 3. Til Ridtmester Glad. E. Har Vidnet givet Lie en saadan Ordre? h. Hvorfor? i. Lod Vidnet Lie henkalde til sig? og ved hvem? 4. Til Overjæger Lie. F. Hvor var Overjægeren henne i den korte Stund, Overjæger Andersen for ham overtog Befalet i Vagten? G. Vidnet skal endnu engang fortælle den hele Scene i fra at Wergeland traadte over Leirlinien med flasken og indtil han blev slaget. k. Tilbød Wergeland ikke at ville forføie sig bort selv, da angjældende Lie havde grebet ham i Kraven, for at føre ham bort. l. Talte Wergeland da slet ikke Noget? eller truede han endogsaa da? H. Hvem har Angjældende først henvendt sig til om Raad i denne Sag? Hvem har conciperet hans første Erklæring? 5. Til Ole Homb. I. Holdt Wergeland stille udenfor Linien, eller reed han frem og tilbage? Hvor langt udenfor Linien holdt han? K. Gik Wergeland mod Tilladelse over Linien, da han havde faaet Flasken? L. Talte Wergeland til Lie eller bad for sig, eller tilbød selv at ville gaae tilbage da Lie havde grebet ham i Kraven? M. Var der mange af Tilskuerne indenfor den Linie, Wergeland holdt sig udenfor efter Vagtens Forbud? TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Eidsvold 30te Mai 1831. Til Directionen for det kongelige Selskab for Norges Vel. Indlagte har en Niels Olsen Alfstad paa Toten anmodet mig skriftligen om at fremsende. I Konvoluten til mig, saavel som SIDE: 390 i hans til S. T. Ovennævnte Stilede ytrer Hr N. Alfstad den For- mening, at min Bevidnelse -- som ikke nægtes -- og Anbefaling skulde kunne virke til Fordeel for hans Andragende; men den gode Mand maa nok i sit totenske lille Himmerige drømme sig, at paa Jorden som i den store Himmel giver den gode Villie Rang og Vægt. At Hr N. Alfstad var den Første, der paa To- ten, og det med al Anstrengelse arbeidede paa at faae en Bog- samling for Almuen istand, er sandt, ligesom og, at det har lyk- kets ham at faae, som han siger, en 40 Sambygdinger til deri at deeltage; men ligesaavist er det og, at en, formeentlig bedre grundet og ordnet Sognebogsamling i Vinter har dannet sig i samme Sogn, i nærmere Forbindelse med det kgl. Selsk. f. N. V. Kan man nu end antage, at en Deel Selvkjærlighed eller For- kjærlighed for sit Værk, bringer Hr Niels Alfstad til af al Magt at stræbe at fastholde den af ham indrettede første Forening, saa er dog dette undskyldeligt og meget beleiligt for den sande Po- litik, der skal bringe den gode Sag Sejer ved ogsaa at benytte Redskabernes, de underordnet-Virkendes Svagheder. At op- muntre ham vil da være baade retfærdigt og klogt; thi dette Sogn er formuende og læselystent, saaat dets Beboere baade kunne og gjerne ville underholde to Læseselskaber, hvilke (let at indsee), naar de særskilt have bestaaet et Aars Tid, og voxet i denne Tid, uden hver for sig at have mægtet andet end at udvikle Kræfter, som dog ikke naae den Fuldkommenhed ved Indretningen, Deeltagerne have tænkt sig, ville og maae sammen- smelte -- som Ohio og Missouri til den vældige Missisippi -- til een stor Bogsamlingsindretning, der kan kaldes en særlig Frugt af den Eenhedsaand, som man bør fremhjælpe, netop ved at samle dens Udskejelser og benytte dem, idet man lader som man ikke mærker dem, og som bør røre sig i saa skjøn en Dal. Dersom det er Hr N. Alfstads Mening, at den lange Forstands- øvelse, som kaldes Convention, skal gjennemlæses af S. T. den høje Direction, tør jeg ikke tilføje mere end jeg desangaaende, efter Anmodning, har gjort. Jeg benytter denne Leilighed til at aflægge min skyldigst, ær- bødige Tak for Oversendelsen af de 50 Bondepracticaer. De Bog- samlinger, samt enkelte flinke Bondesønner, som have faaet dem, takke det kgl. norske S. f. N. V. og det kgl. norske Vidensk. Sel- SIDE: 391 skab for Gaven. Saavidt min Erfaring, efter personligt Nærvær, strækker sig, og det er kun efter Diameteren fra Dramselven til Grændsen og fra Christiania til op i Vardal: saa er det særdeles paafaldende, baade hvor stor Forskjel der kan være paa Almeen- aand og Oplysningssands imellem angrændsende Bygder (f. Ex. et for Gran paa Hadeland og et + for Toten paa den anden Side af Kjølvejen) ja endog imellem enkelte Grannlag i samme Bygd, som og hvor lidet af disse Statens ædle, belivende Kræfter der findes overalt hos den saakaldte Proprietær- eller conditio- nerede Classe. Hvor der findes nogle af dette jammerlige Ari- stokratie, holder Bonden sig tilbage af Beskedenhed; og, hvor der findes Mange heraf, gaaer Alt istaa. Papaerne i saadanne Familier, hvoraf der findes altformange, spille 2 Skillingsboston den ganske Vinter og troe at have gjort Noget Stort, om de (for Skams Skyld) have indmeldt sig i S. f. N. Vel -- Mamaerne føre Sladder i Bygderne, og ere tilligemed Døttrene de faste Mode- journaler for Bondeqvindfolket, hvilke fremlægges især paa Gal- lerierne i Kirkerne til Afbenyttelse -- Sønnerne slænge hjemme, fiske om Dagen, bedrive Synder om Natten (skjøndt deres for- herskende Lidenskab er den heftigste Afskye for Ploven eller det saakaldte "Bondearbeid") samt fra Lørdag til Mandag øde- lægge aldeles det nyttige Vildt, ved den tøilesløseste Jagt -- Døttrene (ligesaa blege som de Maanedsroser fra Jylland, hvor- med de pryde deres Hjernekammere, hvori nogle Pjalter af en ungdommelig Fantasie flagre om som Gardinfillerne paa et Privet, hvor Vinduet somoftest er ude) -- se, de fortæres af Ørkesløs- hed og qvindlige Længsler og mislykkede Forsøg paa at tilfreds- stille disse -- de gaae i Frøe og visne under deres fremmede Musseliner, fordi en rask, flink, formuende, ja dannet Bonde- karl ikke tør opløfte sine Øine saa høit: -- til den Himmel, hvor saamange Stjerner smægte. Hvilken fordærvet Natur! og hvor fordærvelig! Thi i hvor- mange Bygder veed jeg ikke, at hine Papaer (hvem Vognheste, Karioler, Titel eller blot Byfødsel skaffer en latterlig Anseelse) alene ved deres Indolenz og Hang til alskens dumme, men for- detmeste Vindesygen pirrende Forlystelser, have været til Hinder for Sogneselskabers betimelige Opkomst; og mon da -- naar der var et velindrettet Sognesamfund -- Hungersnøden skulde nærme SIDE: 392 sig Hjemstavnerne? eller (naar bedre Mønstre ovenfra gaves) et saadant Forfængeligheds Hang tage Overhaand, at skinnende Silke bedækker den fillede Serk og Maven, hvor Barkemelet og Halmstumperne gjære? . . . Finis Jeremiadis! Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL HELENE CATHARINE LUNDH [Dedikasjon i "Om Smag og Behag man ikke disputere"]. [Februar 1832] Fru Professorinde Lundh med Agtelse for Qvinden, Moderen Borgerinden fra Siful. TIL REDAKTØREN AV "ALMINDELIGT NORSK MAANEDSSKRIFT" [Utdrag ved redaktøren, J. A. Hjelm] [Eidsvold vinteren 1831 -- 32] Digtet [ ): Cæsaris] skildrer en Helligalliance-Napoleon, en mo- derne Xerxes. Ligesom et Barn i det mørke Moderlivs Skabel- sesmulm, saa er det født og baaret af en grublende Sorg over Polens Fald, og fremstødt under Sjeleveer. Det er belivet af en religiøs Aand -- der gaaer en Guddom igjennem disse voldsomme Elementer -- som henfarer over de rullende Sangbølger. Det skal ud, og man skal see, at jeg har vidst at bruge det brugbare i den Daddel, hvormed man gjør sig en Triumf af af overhølje Autodidakten. Min politiske Sorg er endt, efterat jeg gjennem Digtets harmoniske Overgange er kommet paa det Rene med mig Selv desangaaende. SIDE: 393 TIL IVER HESSELBERG [Utdrag ved brevmottageren]. [Eidsvoll 17. juni 1832]. Det er ikke Vet ikke at kunne finde det Ophøiede, ja Sande i ethvert Religionens Mysterie. De spæde Børnesjele sløves ved strax at faae saa haard en Føde. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Eidsvold 7. Marts 1833. S. T. Directionen for det kongelige Selskab for Norges Vel, navn- ligen dens Industriclasse. Den høistærede Direction har, ogsaa ved at bekoste Gartnere oplærte, viist hvor fast den har Selskabets Maal for Øje. Den har, ligesom og Agershuus Amts Ldhuushd.ningsselskabs Admini- stration, fremdeles til Hensigt saaledes at fremme det; og der er vel neppe delte Meninger om det Fortræffelige heri. Imidler- tid vil det med velvillig Opmærksomhed tillades Undertegnede at fremsætte Forslag om at et ungt Menneske, enten istedetfor en Gartnerlærling, eller disses Antal ubeskaaret, besørges oplært i de forskjellige Tilvirkninger af allehaande Nøthaar og Buster samt af Horn. Tanken om alle de nyttige og skjønne Ting (saasom Krølhaar og Daaser m. fl. i Handelen gjængse Smaavarer af Horn) som Udlændingen forstaaer til vort Deficit at forfærdige af disse Ting, der hertillands paa det nærmeste henslænges som værd- løse, bringer mig dette Propos eller Vink til bedre Eftertanke i Pennen. Een Professionist heri -- og som troes at ville være ny i Norge -- vilde afføde flere, og Familier finde Næring baade ved Opkjøb i Raat og Salg af det Forarbeidede, som aldrig -- især hvad Krølhaarene betræffer, vilde mangle Afsætningen. Bonden vilde ogsaa tjene en Skilling; og maaskee mangen Hamp- ager vilde skrive sig fra den Tid af at de Nøthaar og Svin- buster kom i Priis, som han nu kun troer kan snoes Reeb af. Tilmed faldt det mig ind, at en Opmuntring vilde være nyttig fra det kgl. Selskab til Apothekerne om at disse skulle gjøre sig Umage for at forsyne sig herfra Landet med de officinelle Planter, SIDE: 394 dette til lige Godhed med Udlandet kan forskaffe. Bonden, den fattige Fjeldbonde især, vilde tjene ogsaa der en Skilling, naar han -- t. Ex. gjennem Præsterne eller Sogneselskaberne -- fik at vide, at Apothekerne kjøbte visse Plantesager, han havde Let- hed forat erhverve sig. Hvis det er saa, som jeg fra en Læge har, at Officinerne efter gammel Vane faae fra Hamborg, eller hvor deres Handelforbindelser end ere, endog islandsk Mos -- saa er det dog altfor galt. Imellem de Planter, som der er størst Forbrug af, og som visseligen vort Land kunde forstrække Offi- cinerne med en god Deel af, hører formeentlig Valerianen; men man kan aldrig vente sig uden Opmuntring og Taxt tilbudt noget anseeligt Partie. Nu grønnes denne R [. . . .] s Thyrsus langsmed vore Bække, men i fast Bund; og mod Høsten bøje sig hundrede tusinder Valerianskjærme blegnende ned, henblegnende i Støv over at deres Liv henrandt frugtløst uden at en menneske- og plantekjær Haand lod dem udaande deres helsebringende Livs- geist i alle disse tusinde romantiske Hulde, der have rødmet, men nu blegne som dem. -- Næringskilder maa aabnes hvor de kunne og hvor smaae de endog synes -- om de endog kun kunne lignes med den dryp- pende Piplen i Lien, der dog har Styrke nok til at indgyde Mi- rakelkraft i alle de Valerianrødder, som udgrene sig rundt den i Mosen. Og dog fortjener ikke Nøthaar- Krølhaar- Buste-Til- virkningen, Anvendelsen af alskens Horn til nydelige fransk-nyde- lige Fabricater og Anvendelsen af indenlandske fuldgode offici- nelle Planter -- hvilke der nu end maatte opgives -- ikke saa ringt et Billede. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL P. J. HOPPE [Kristiania] 1. Juli 33. S. T. Hrr Boghandler Hoppe ved Universitetet. Ti "Cæsaris" ønskes af Henr. Wergeland. SIDE: 395 TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Eidsvold 10. Aug. 1833. S. T. Directionen for det kongl. Selskab for Norges Vel. For den Opmærksomhed, den ærede Direction har viist endeel Forslag, jeg ivaar tog mig den Frihed at fremsætte om Krølhaar, officinelle Planter osv., og hvorpaa et i f. M. modtaget Svar er et hædrende Beviis, aflægger jeg ærbødig min Tak. Jeg troer dog ikke at spilde den ærede Directions Godhed eller at opfordre denne til andet end hvad billigt og overens- stemmende med Selskabets Meed er, om jeg paany indstændigen fremsætter Anmodning om at faa Forslaget om en Arbeidsanstalt for Øvre Romerige indtaget i Budstikken. Den ærede Direction vil behage at erindre baade at den paatænkte Indretning, skjøndt anlagt i et enkelt Distrikt, dog skulde være en Prøveindretning for hele Norge, for alle dettes Districter, som tiltrænge lignende, men ikke vove Forsøget; samt at det, uden Bekjendtgjørelse i Budstikken -- som det eneste hertil passende og aabne Blad -- vil være mig som Enhver, der med mig vil lægge Haand paa Ideens Realisation, umuligt at faae Forslaget saa alment og fore- løbigen bekjendt som nødvendigt er før man gjør Alvor af Sagen. Gjenstanden er unegtelig almeenvigtig og landoekonomisk, saa den hører hjemme i Budstikken -- et Blad, som drivtige Medlemmer af S.f.N.V., saasom Sorenskriver Borchsenius og Procurator Hauge m. fl. Embedsmænd i denne Egn opmuntrede Forslagets Forfatter til at søge. Jeg inhærerer saaledes min Anmodning, forventende Svar, i Tilfælde at den atter skulde negtes, i hvilket Fald en Idee, som Mænd med Vilje og Kraft vilde lægge Haand paa at virkeliggjøre, kun er bleven et Luftcastel -- det den ikke fortjente. Ærbødigst Henr. Wergeland. RANDNOTER I ADVOKAT THESENS "QVADRUPLIK" [Aug. 1833] [Advokat Thesen bemerker at han ikke kan "finde at denne Procurator P. er tillagt Forfatterskabet til forskjellige . . . . Afhandlinger". Wergeland bemerker:] SIDE: 396 Havde jeg taget "H." hvad vilde da Hauge sagt? Eller "N." -- da Gud fri mig for Proc: Nissen! Eller "S." -- hvor mange Procuratorer vilde da ikke revets om at komme til at rive mig isønder? Jeg skulde troe det nok, at jeg har givet Praëm en skriftlig benegtende Erklæring i 1829. Herimod lader sig vel Intet sige. Henr. W -- . [Advokat Thesen nevner at Wergeland ikke anså "det fornødent at anlægge noget Søgsmaal" mot Praëm. Wergeland legger til:] Grunde herfor: 1. Penge! Penge! 2. Tid! Tid! 3. Afsky for Processer. 4. do. for Praëm. 5. Familieforholde osv. Henr. W -- . [Til en bemerkning om bilagene 66 og 67 sier Wergeland:] Bil. 67 viser at Gden Lier B. . . . var pantsat P., som kom deraf i Besiddelse. Bil. 66 gaar kun ud paa 35 Sp. for Gjeld. [Til en bemerkning om at det er uforståelig hvorfor P. er kommet "i Harnisk, naar det ei skulde være Bevidstheden om at have deltaget med Lars Larsen i en Hevn-action til Hans Svensens Skade", skriver Wergeland:] Cfr. Höjesteretsdommen! Herpaa vil jeg døe! Henr. W. [Advokat Thesen skriver: "det forholder sig aldeles ikke saa, at Praëm kunde vide nogen Besked om hvad der mellem min Part og mig blev talt". Wergeland tilføier:] Det var aldeles umuligt for Praëm, da der kun hvidskedes -- i egentlig og streng Betydning -- imellem mig og min Advokat. Først bagefter, da Praëm mærkede, hvorvidt han havde forløbet sig, tog han, -- efter redelig Sæd -- sin Tilflugt til at erklære 'Nederdrægtigheden' mig tilstilet; -- Noget der ikke skulde være saa farligt. Qvæstionen var i Ordene Thesens og ei Henr. Wergelands. SIDE: 397 TIL H. A. BJERREGAARD [Dedikasjon i "Digte. Anden Ring"]. [November 1833] Til Digteren Bjerregaard med sand Agtelse og Venskab fra Forfatteren. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Eidsvold 10. Decbr. 1833. Til Directionen for det kgl. Selskab for Norges Vel. I Førstningen af Septbr havde jeg den Ære at tilskrive Di- rectionen, der var saa opmærksom at underrette mig om at den vilde tage Indrykkelsen i Budstikken af mit Storthingsforslag an- gaaende en Arbeidsanstalts Oprettelse i Øvre Romerige i Over- vejelse, at Afhandlingen stod til at erholde i Storthingets Archi- var. Da intet videre høres hertil, tør jeg antage at Budstikkens Re- daction har fundet Indrykkelser af interessante Skildringer af le petit cultivateur françois mere passende. Imidlertid har jeg arbeidet for meget for den Sag til at lade den ganske falde; jeg troer at skylde den fornemmelig og de Embedsmænd, der uleiligede sig med Oplysninger til Fremstil- lingen, at gjøre Forsøg paa at faae dette Forslag i Folks især i deres Hænder, som skulle realisere Forslaget efterat det har gjennemgaaet Offentliggjørelsens Prøver og erholdt dennes mulige Forbedringer. Henholdende mig til forhen opgivne Grunde hvor- for denne Sag formenes at angaae den store, som S. f. N. V. har gjort til sin, og formedelst egen Uformuenhed til at faae Afhand- lingen trykt, andrager jeg herved ærbødigst om, at det kgl. Sel- skab for Norges Vel bekoster Trykningen af Undertegnedes Forslag til en Arbeidsanstalt for Øvre Romerige, og meddeler mig 200 Explr. frit til Uddeling gjennem Sogneselskaberne der- steds, om dette ei skulde heller ville paatages af Directionen gjennem Administrationerne. In subsidio andrages om, at et Bi- drag indtil 15 Sp. gives til Trykningen, hvorfor Selskabet for Norges Vel erholder 150 Explr. i Materie. Det Manglende i Om- kostningerne faaer jeg da see at faae dækket selv. Ærbødigst Henr. Wergeland. SIDE: 398 TIL LARS ROVERUD [Eidsvoll slutten av desember 1833; påskrift på brev til "S. T. Herr Candidatus theologiæ O: Knudtzen i Hr. Musiklærer Roveruds Gaard ved Sværdfejer- bakken", sml. brev til O. Knudtzen, trykt V: 1: 160, hvor uriktig datert]. Nytaarsvers til Roverud (og Juulgaade). Et nyt Aar stunder -- et gammelt gaaer. Og jeg faaer ønske et godt nyt Aar. G . . V . . . m . . r . . . . ! G . . S . . . . . snee! G . . H . . . . . . f . . . . . ! P . . . . . . tømmes! O . g . . D . i . . . . a . A . . . . rømmes m . . l . . . ret af din Sjel at lee, n . . . D . af Æsler og Øg bedømmes. Henrik Wergeland TIL KIRKEDEPARTEMENTET Eidsvoll 25. April 1834. [Trykt V: 1 s. 429]. TIL JOHAN DAHL [Kristiania] 25. Aug. 34. S. T. Herr Boghandler Dahl. Kan jeg umage Dem med Bestillingen af "Populær treatise on Chemistry by Hugo Reid. Part 1 price 6 pence", som findes anmeldt paa 1 af de Cyclopædier, der, tilligemed 2 penny-maga- siner til mig, nylig ere modtagne. De følgende Dele af Pop. treat. osv. ønskes ogsaa altsom de udkomme. Henr. Wergeland. TIL DET JURIDISKE FACULTET Christiania 31. Januar 1835. -- Til det juridiske Facultet ved det kongelige norske Frederiks-Universitet. Tvingende Velfærdsanliggende bringer Undertegnede til herved ærbødigst at anholde om det høje juridiske Facultets Besvarelse, saa snart som nogenledes skee kan, paa følgende Spørgsmaal: SIDE: 399 "Kan privat Mands blotte Paastand om ærerørig Straf ilagt Modparten for formentlig verbal Injurieren have til- følge Suspension af Dennes Adkomster som Supplicant, medens Hiin hensidder i uforstyrret Nydelse af Embede, hvis forbryderske Anvendelse var paaanket i de injurie- rende Udtryk, og efterat der gives Underretsdom for at Paastanden ei kan blive tagen Tilfølge?" Det er overflødigt at paapege videre det Umulige for alle Magter i Himmel og paa Jord, i Tilfælde af fuldstændigste Fri- findelse, at erstatte kun en Time af den sløifede Tid, som sær- egne Omstændigheder kunne tillægge dobbelt Værd, -- at Staten, under alle Tilfælde har Regres; at en saadan Suspension er en Straf før og uden Dom, saavelsom Enkelthederne ved den Sag, som har givet Anledning til at jeg uleiliger med en Facultets- quæstion. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JOHAN DAHL Chia Mars 1835. For en Commentær til Papegøjen har Boghandler Dahl betalt ti Spdlr. til Henr. Wergeland. Dersom Dompapen, Commentær til Papegøjen, stor 15 skrevne Paginaer udgjør mere end et trykt Ark almindelig Octav, da er- klærer jeg mig villig til at betale Honoraret 10 Spdl. tilbage. -- Henr. Wergeland. TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Christiania 29de April 1835. Til den høje Direction for det kongelige Selskab for Norges Vel. Beskjæftiget med at indsamle Bøger til Brug for Patienterne i Byens Hospitaler, for de i Arresterne Hensiddende og for Hoved- vagterne, anholder Undertegnede ærbødigst om til ovenangivne SIDE: 400 Meed at maatte vorde skjænket hvad Bøger, det maatte staae i den høje Directions Raadighed og være efter Selskabets Tendenz at afgive. Særligen ønskes, om muligt, "Snorro Sturlesøn, Mal- lings store og gode Handlinger og Graves nationale Fortællinger", saavel paa Grund af deres Indhold som fordi kun en af dem er indkommen mellem de samlede Bøger, og jeg ellers er blottet for Midler til at anskaffe dem. Ærbødigst Henr. Wergeland. (log. h. Jfr. Schwenke i Raadhuusgaden). TIL DET KGL. NORSKE VIDENSKABERS SELSKAB [Eidsvoll 7de September 1835.] Til den høje Direction for det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. Dersom den Forudsætning er rigtig, at det er efter det Kon- gelige Videnskabers-Selskabs Statuter, eller i dets Tendenz, ved Bidrag at fremme Udgivelsen af Norske Værker, enten de have det blot Nyttige og Videnskabelige, eller hovedsagelig det Skjønne, som Forfatteren selv ikke har Evne til at skaffe under Pressen og vel derfra: saa andrager Undertegnede ærbødigst om, at en saadan Godhed maa vorde ham tildeel, saaledes at det Konge- lige Norske Videnskabers Selskab enten med den hele udfor- drendes Sum, -- Femti Spdlr. -- eller saameget derunder, som ellers gunstigst maatte bestemmes, fremhjælper Udgivelsen af et af Undertegnede forfattet Sørgespil af original Composition, mod at Selskabets Casse, saavidt muligt refunderes af Udsalget, i hvilken Henseende tilstrækkelige Arrangements med Boghandlerne skulle vorde trufne. At et Stykke der anbefales saadan Gunst, ikke i nogen Maade vedrører politiske og polemiske Interesser, behøver ei at forsik- kres. Hvorvidt Undertegnede ellers skulde fortjene den, faar de høje Vedkommendes Bekjendtskab, jeg har den ære at henvende mig til, til mine foregaaende Skrivter, og navnlig til det sidst, i Juni d. A. udkomne dramatiske, afgjøre. Undertegnede er villig SIDE: 401 til at underkaste Arbeidet nogle opgivne Videnskabersselskabs- medlemmers Videtur i Christiania. Indtil Octobers Begyndelse kan Svar behageligen addresseres efter Nedenstaaende. Eidsvoll 7de September 1835. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 28de Marz 1836. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Kirke og Underviisnings-Væsenet. Undertegnede giver sig herved den Ære at oversende et Exem- plar af den stockholmske Biskop Wallins Katekismus, sidste Ud- gave, med Forslag, at det kongelige Departement lader denne Bog, der synes -- hvad og allerede Forfatterens Navn borger for -- ganske fortræffelig, oversætte og udgive under sin Auto- ritet som en Bog, der har sin Plads imellem den gjængse Kate- chismus og Forklaringen og sin Anvendelse baade i Almuesko- lerne og af de mange Confirmander, der nu slippe med Kate- chismen, mens de dog utvivlsomt, hvad en Fleerhed af dem angaaer, kunde drives et Skridt videre, om man kun havde en saadan passende Bog. Undertegnede tilbyder ihenseende til Oversæt- telsen, om det kongelige Departement derfor skulde bestemme sig, sin beredvillige Tjeneste. Underdanig Henr. Wergeland Cand. theol. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 4 Juni 1836. Til Den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke og Underviisnings-Væsenet. Da Undertegnede troer, at Sagen at besørge forbedrede Reli- gions-Undervisningsbøger udgivne, heller ikke hvad den mulige SIDE: 402 Udgivelse af den wallinske Katekismus betræffer, har godt af at oppebie 7aarige Betænkninger, udbedes benævnte Bog igjen til- stillet ærbødigste Henr. Wergeland. TIL EMILIE DIRIKS [Citat ved brevmottageren.] [Kristiania 11. aug. 1836]. Ankom Kl. 3 1/2 1 1/3 Minut -- befordret Kl. 3 1/2 2 1/5 Minut. TIL JOHAN KROHN [Kristiania] 19de Mars 37. Jeg indestaaer Hr. Krohn for at han ikke skal mangle Manu- skript til Statsborgeren. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE [Statsborgeren 20. april 1837]. At det i dette Blads 21 Hefte Nr. 23 indrykkede Dokument, indeholdende en Erklæring fra to, Undertegnedes Sag med Pro- kurator Praëm vedkommende, Vidner, under et Thingsvidne den 14de Dennes, har erholdt edelig Bekræftelse, bringes herved til Kundskab, ligesom og, at den Deel af Sagen, som dermed staar i Forbindelse, i sin Heelhed skal blive bekjendtgjort. 17de April. Henr. Wergeland. TIL JOHAN KROHN [Kristiania] 20. Juni 1837. Under Dags Dato er Bogtrykker Krohn og jeg komne overens om at jeg overtager Ansvaret med Bladet Statsborgerens Udgi- velse og Besørgelse af dets Indhold. Henr. Wergeland. SIDE: 403 TIL STUDENTERSAMFUNDETS FØRSTEDIREKTØR [Kristiania] 31. Marz 38. -- Til Det norske Studentersamfunds første Direktør. Jeg vil ikke oftere deeltage i Debatter, hvorunder jeg, som sidste Gang var Tilfælde, udsættes for personlige Fornærmelser. Sagen selv indlader jeg til Votering, idet jeg holder al videre Discussion for overflødig. Dersom denne Votering faaer et saadant Udfald, at mit vel- meente Tilbud forkastes, da antager jeg det for et Tegn til at jeg ikke kan virke mere for Samfundet, og at jeg ikke, navnlig ved at skrive Stykker for Samfundet, mere kan vise mig er- kjendtlig for dets Godhed at have kaldet mig til at være dets Gjæst. Jeg giver det saaledes med Tak dets Gave tilbage, øn- skende, at, hvad jeg frygter ikke maa skee, at nemlig en anden politisk Aand ikke maa blive raadende inden dets Vægge end den, der altid fandt en trofast Kjæmper i fordums Samfunds- broderen Henr. Wergeland. TIL KIRKEDEPARTEMENTET Kristiania 15. Octbr. 1838. Til den Kongelige norske Regjerings Departement for Kirke og Undervisningsvæsenet. Undertegnede tillader sig herved at udbede sig tilbage de for- skjellige Bilag, som maatte findes vedlagte mine Ansøgninger. Ingen af disse er senere end fra Statsraad Dirikses Tid. Ærbødigst Henr. Wergeland. Cand. theol. TIL AUDITØR JACOB AALL Grønlien 25. Februar 1839. S. T. Hrr Auditør Aall. Da De er underrettet om hvilke extraordinære Følger, Lieut- nant Gamborgs Sag, formedelst min Stilling, vil kunne have for mig, og Forhørene nu ere sluttede, haaber jeg De ikke vil negte SIDE: 404 mig herpaategnet Deres attesterende Erklæring, om at disse op- lyse følgende undskyldende Omstændigheder ved mit Forhold. 1) Jeg kom og gik med mit Selskab roligt til og fra Vagten. 2) Jeg besøgte Lieutenanten efterat have erholdt Skildtvagternes Tilladelse, og blev der paa Indbydelse af denne. 3) Besøget skede kun i Forbigaaende; og de medhavte Drikke- varer vare ikke bestemte til at nydes der. Den umiddelbare Anledning til at dette for en ringe Deel dog skede var Lieute- nantens af mig refuserede Anbud af en stærkere Sort. 4) Der blev kun nydt l à 2 Glas pro Persona. Ligeledes var Sangen og Musiceringen ubetydelig, og bestod i at Lieut. Bertram sang alene 3 -- 4 Stropher af en tydsk Sang accom- pagnerende paa en Guitar. 5) Jeg gjorde Selskabet opmærksom paa Pladsmajorens Nær- værelse, og var saa lidet uvillig til at adlyde Opfordringen om at gaae, at jeg anvendte Overtalelser paa Lieut. Bertram. 6) Jeg vidste ikke Tiden, men Opholdet i Vagten varede fra omtrent Kl. 10 3/4 til noget over 11 1/2, i hvilken Tid Natposterne endnu ikke vare udstillede. Dersom De er saa god at betragte disse Punkter, troer jeg at kunne undvære nogen Udskrivt. Saavidt vides, er der intet i dem, som ikke er beviist i Forhøret. Deres Henr. Wergeland. TIL DEN CONSTITUTIONELLES EKSPEDISJON [Kristiania 16. nov. 1840.] Nedenstaaende Avertissement bedes indrykket i den Constitu- tionelle for 17de Nov. imorgen med Korpus. Betaling medfølger. Henr. Wergeland. [Her følger et avertissement, trykt avd. III, bd. 3 s. 471.] TIL STUDENTERSAMFUNDETS DIREKSJON [Kristiania] 4. Dec. 40. Til Studentersamfundets Direktion. Undertegnede kræves nu ogsaa for 4de Qvartal d.A., skjøndt jeg dog allerede i 2det paaskrev Qvitteringen, at jeg ansaae mig SIDE: 405 udmeldt. Da denne Udmeldelse kun var mundtlig skeet, og imod mig ubekjendte nyere Bestemmelser, der kræve skrivtlig Ud- meldelse, antager jeg mig vel pligtig at svare for de 2 første Qvartaler, i hvilken Henseende Anbud er gjort, men endnu ikke besvaret; derimod haaber jeg mig fri for yderligere Paakrav. Henr. Wergeland. TIL H. TH. MØLLER [Kristiania 2. april 1841]. Høistærede Hrr Møller! Kan De da tage disse to Pakker med til samme Adresse. I Kufferten (hvor den brede Pakke maaske kan ligge paa Bunden) kunne de adskilles. Maaske Angjældende træffes bedst i Colle- giet. Lykkelig Reise! Meget forbunden. 9 3/4 2. April -- 41. Henrik Wergeland. P. S. Maaske en af Deres Compagnons delte med Dem? TIL C. A. FOUGSTAD [Kristiania] 25 Mai 1841. -- Høistærede Hr. Expeditionssekretær Faugstad! Jeg giver mig den Frihed at oversende Dem aaben min An- søgning om benef. proc. grat. imod Granskeren, fordi jeg troer, at min Superiør bør ikke være uvidende om et Foretagende af denne Natur, der saa nær vedkommer Embedsmanden og ud- springer for en stor Deel af hans Forhold. Maaskee skulle og- saa saadanne Ansøgninger være ledsagede af Ansøgernes Fore- sattes Betænkning eller Anbefaling, og isaafald udbeder jeg mig Deres Indflydelse forat jeg kan faae Ret mod en Injuriant, som forstikker sig selv efterat have udslynget en Kalumnie, som netop ved sin Ubestemthed er egnet til at vække de mest udskejende SIDE: 406 Formeninger. Naar De har havt den Godhed at gjøre Dem be- kjendt med Indlagte, tør jeg bede Ansøgningen forseglet og over- sendt. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL JUSTISDEPARTEMENTET Kristiania 25 Mai 1841. Til den kongl. norske Regjerings Departement for Justits- og Politi-Væsenet. Undertegnede giver sig herved den Frihed at indsende til det kongl. Departement for Justits- og Politivæsenet en underdanigst Ansøgning om at maatte naadigst vorde tilstaaet beneficium pro- cessus gratuiti til Sag mod Bladet "Granskeren" for en Yttring i hosføjede Nr. 13 af 15de d. M., der er egnet til at vække ære- krænkende Formeninger om Undertegnede. Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL KONGEN Kristiania 25 Mai 1841. Henrik Arnold Werge- land, Bureauchef ved Rigs- arkivet, ansøger underda- nigst Hans Majestæt Kon- gen om naadigst at maatte vorde tilstaaet beneficium processus gratuiti til Sags Anlæg mod Bladet Gran- skerens Udgivere, Bog- trykkerne Krohn 1808 af Christiania Intel- ligentssedler, hvorved findes bilagt Fattigvæsens-Regnskaber for 1805, 1806 og 7 til Oplysning om Forholdet imellem det frivillige og det paalignede Bidrag, hvorved Datidens Fattigvæsen bestod. Kan dette være til nogen Tjeneste, udbedes Bladet tilbagesendt efter Afbenyttelsen. Wergeland. TIL SIMON OLAUS WOLFF Grotten 6 Juni 43. S. T. Hr. Simon Olaus Wolff Sogneprest til Seufde i Nedre Tellemarken. Har jeg takket Dem høistærede Hrr Pastor Wolff (heller: har jeg takket Dig, kjære Simon Olaus) for Bidragene til Bladet? Jeg vil haabe det, skjøndt det meget Arbeide i Løbet af Vinteren SIDE: 417 med Konstitutionshistorien har gjort mig glemsk i min Korrespon- dence. Men det er umuligt, at jeg har kunnet undlade en saa- dan Skyldighed. Jeg er nemlig særdeles forbunden derfor baade for de tilsendte Bidrags egen Skyld og for det folkekjære Navns. -- Men lad nu Folket faae see det igjen snart! Vore kritikak- kelske Bullenbeissere ere ikke saa farlige; og jeg har dog, som jeg troer at have meddelt Dem, hørt af Buch, at De virkelig skal gjemme en Samling af Frygt eller vel rettere Modbydelighed for dem. Schwach skriver mig til iforgaars, at han med det første udgiver et Bind. Jeg er i fast Brevvexling med ham, især som Konsulent ved Udgivelsen af Samlingen fra mig. -- Imidlertid er det mig om at gjøre, at see mit betydeligste dramatiske Arbeide udgivet, især fordi jeg haaber det skal anbefale hint Foretagende, hvorved jeg vil faa slaaet en Streg over en heel Deel Ungdoms- skrab. Jeg har dog endnu kun en 80 Subskribenter, men be- høver 100 -- 120 forat slippe ifra uden direkte Tab. Bisperne har jeg anbefalet endeel Planer, samt -- som jeg gjør i Indlagte -- leilighedsviis bebyrdet nogle Venner og Bekjendte dermed. Jeg sender dette med Margit Randal (ej Branddal?) som jeg har retledet noget med Hensyn til en Ansøgning og nu i dette Øjeblik sendt til Maler Tidemand for hendes maleriske Dragts Skyld. Virkelig ganske fortræffelig med sine mørke Farver og Skarlagenskautet med det grønne Underklæde i Forgrunden af et norskt Landskab. -- Troer De hendes Mands Udaad er skeet i Vrede -- ikke koldt beregnet Snigmord -- saa kunde vel en god Anbefaling snart være til rette Tid. Han har været der 7 Aar troer jeg; og det kan vel være nok for et Sekund af Op- bruusning hos en Fjeldbo. Hermed en paa Krogkleven improviseret Vise. Jeg listede mig nemlig fra Jagten og begav mig til Sengs Kl. 2 1/2 om Natten, vaagnede Kl. 6, vidste der vilde vanke ondt fra de øvrige Jægere, fik mig en Medicinflaske med Blæk og en Lap Papiir og gik saa ud paa Udsigten, hvor jeg nedskrev dette mit Forsvar, hvormed jeg ogsaa afvæbnede Vreden, da de endelig traf Foræderen paa en Brante noget længere ud paa Dagen. Levvel! Behold i venskabelig Erindring Henr. Wergeland. SIDE: 418 TIL JOHAN DAHL [Kristiania] 5. Aug. 1843. [På kvitteringen av 10/3 1843 (se ovenfor s. 414) er skrevet:] Et Kjoletøi 2 Spd. -- Tilsammen 4 Spd 90 Sk. hvilke paa det indstændigste bedes udbetalte af Hrr Boghandler Dahl som Afdrag paa Mellemværender. -- Wergeland. TIL SIMON OLAUS WOLFF [Kristiania høsten 1843.] Høistærede Hrr Wolf Til den Læsebog, De af Morgenbladet vil have seet jeg er be- skjæftiget med at udgive, har jeg vel allerede Adskilligt af Dem; men da Buch har fortalt mig, at De har en Mængde poetiske Arbeider færdig liggende, er jeg saa fri, at sende Dem her en forbindtligst Anmodning om at erholde endeel deslige Bidrag. -- Læsebogens 1ste Deel skal afpasses til Borgerskolernes øverste og Latinskolernes nederste Klasser, men den 2den Deel til Videre- komne. -- Ialfald maa jeg udbede mig en kort Skizze af Deres Vita, som skulde forudskikkes hvad der af Dem først optages. -- Om at erholde videre Bidrag til Arbeidsbladet tør jeg ikke an- mode, ihvor kjært det end vilde være mig at modtage saadant. De har isaahenseende allerede forpligtet Deres Henr. Wergeland. TIL HOVEDVAGTEN [Kristiania] 27/11 43. Hovedvagten staaer hos mig tegnet for Udlaan af et Bind af 1) Bomares Naturhistorie 2) Fader Roderik blandt sine Børn 3) samt for Nr. 237. SIDE: 419 Ligeledes Artillerivagten for Erxlebens Naturlære Hvilke bedes tilbageleverede Wergeland. Henrik Wergeland [REGNSKAP FOR HESTEN] [Okt. -- nov. 1843] Hesten. Okt. 1843. Sp. Sk. 2den Potetesgræs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 60 4 12 Pd Hakkelse . . . . . . . . . . . . . . . . 1 " 6 Græsgang 1 Uge . . . . . . . . . . . . . . . " 60 Klid til 1. November . . . . . . . . . . . . . . " 96 Mask . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 9 Nov. Do . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 12 Do . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 6 14 Drank . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 8 16 Mask . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 6 18 Do . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 9 21 -- . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 6 25 -- . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . " 6 TIL FINANSDEPARTEMENTET Rigsarkivet 17de Januar 1844. Til Det Kongl. Finantsdepartement. I afvigte Aar er i Alt solgt kasseret Papiir til saadant Beløb: Til Arsenalets Protokolpapiir à 60 Sk. pr. B, 19 B . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Spd. 60 Sk. Til Kjøbmand E. Petersen løst Papiir à 40 Sk. pr. B, 50 1/2 B . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 - 60 - - -- Møller Do., 25 B 3 1/2 Mk. . . . . . . 8 - 40 - - -- Ziiölner à 32 Sk. p. B, 61 7/8 B. 16 - 54 - - -- Jackwitz à 40 Sk. pr. B, 21 4/5 B, samt en Slump for Sp. . . . . . . . . 8 - 32 - 60 Spd. 6 Sk. SIDE: 420 Hvilken Sum er saaledes indbetalt: Under 8de April f. A. i Zahlkassen . . . . . . . . . . . . . 9 Spd. 60 Sk. -- 23 Decbr. -- gjennem Expeditionen for det Indre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 - 100 - -- 15de Jannuar d. A. i Zahlkassen . . . . . . . . . . . . 24 - 86 - Balance . . . 60 Spd. 6 Sk. Til Bogbinder F. Werner er afhændet Permer à 1 Sk. Stykket til et Beløb af 1 Spd. 108 Sk., hvorfor han til Kontoret har afgivet en Protokol af tilsvarende Værdi, som vedlagte Qvittering udviser. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. TIL ADOLF TIDEMAND [Våren 1844 ?] S. T. Hrr Maler Tidemand. Noget, der vil eller kan komme til at interessere Dem, er i dette Moment kommet i mine Hænder gjennem Montz, som i dette Øjeblik er her. -- Jeg er hindret derved at komme til Dem, men er det Dem muligt, saa gaa herover til Deres Henr. W. TIL DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTION [Kristiania 18. juni 1844.] Indlagte udbedes indtaget. Skulde Red. besvare Morgenbladets igaar, da kunde den yttre sig vidende om, at der var sendt en Artikel til Morgenbladet, som endnu henligger, uagtet Red. en- gang havde tilstaaet dens Optagelse. Nu er naturligvis Sagen afsluttet. Den ulykkelige Adsplittelse her er imellem Folk med Evne! Ellers skulde Morgenbladet inden Juul være reduceret til sin halve Magt ved et nyt Blad, eller et, som maaskee lod sig bygge paa den Cstnelle. Ærb. Henr. Wergeland. SIDE: 421 TIL ANDREAS FAYE Christiania 13 Sept. 44 Min varmeste Erkjendtlighed for den Interesse, De gjentagende viser for min Person og mine literære Idrætter, høistærede Herr Faye! Dersom Benetter, Skipperen, hvormed dette afgaaer, kun laae nogle Dage til, vilde jeg kunne sende Dem den engelske Lods; og hører han til de Folk, som ikke just ride naar de sadle, saa kan det endnu skee. Midt i næste Uge tænker jeg at have Exemplarer. Men maa jeg bebyrde Dem med den Kommission at tilstille Skuespildirektøren i Bergen vedlagte omarbeidede Stykke, som han anmodes om at antage til Opførelse mod at jeg erholder i Honorar 50 Spd. Han erholder derfor Tilladelse til at tage en Afskrift af Manuskriptet, hvilken bliver hans Ejendom i 1 Aar. Efter den Tid skal jeg have Ret til at lade det trykke om jeg vil. Til Stykket hører komplet Partitur original, af Harpenisten Langballe komponeret, Musik, hvilken ogsaa staaer til hans Disposition; men de i Mscptet antydede ældre Melodier troer jeg ville goutere Publikum bedst, skjøndt Langballes Musik er god. Entrerer Direktøren, da betaler han Honoraret saasnart hans Afskrift er færdig, og han igjen overleverer Dem Mscptet. Da det er det eneste, saa er jeg bange derfor. Jeg har nok det Mscpt, jeg har omarbeidet efter, men Forskjellen er stor. Med mig er det daarligt. Inden Høsten er forbi, er jeg høist sandsynlig afsted. Siden Maii Begyndelse ligger jeg nu tilsengs af Sygdom i Lungen, hvor nu en Forhærdelse ikke vil give sig. Jeg tæres langsomt hen og venter daglig den virkelige Tæring. Det kunde derfor synes underligt, at jeg bebyrder Dem med den Kommission; men lykkes den, kan Revenuet komme min Kone tilgode. Med Benetter kunde jeg kanskee faae Mscptet tilbage, om Direktøren ikke vil. Levvel! Deres venskabeligst forbundne Henr. Wergeland. SIDE: 422 TIL MORGENBLADETS REDAKSJON [Med et korrekturavtrykk av diktet "Norges politiske Forsvinden"]. [Kristiania ca. 12. nov. 1844]. Lad mig faa denne Korrektur saa jeg slipper at skrive af et Explr. for mig! TIL ADOLF TIDEMAND [Kristiania ca. 17. des. 1844.] S. T. Hrr Maler Tidemand Agersgaden. Sujet til et Genrestykke. "De ere Jøder"!! Lütkens Billardstue, fuld af bekjendte Snapsere. I Forgrunden 2 Gripomenusser ved et lidet Bord, afbrudt i Taskenspillerkun- ster ved at en Harpespillerske (Mad. Petersen) pegende paa dem raaber til det omstaaende ophidsede Publikum: "De ere Jøder". Forfærdelse paa Jødegesichterne. Forbauselse og Harme paa Publikumets Ansigter. Den ene Jøde søger at stikke sine Ter- ninger eller "Punguten" til sig. En adstadig Snapskonge lægger Haand paa ham. Værtens blege Ansigt og en Markør, som gjør et Kast over Disken i Baggrunden osv. Her kan man faa nogle af Byens kosteligste Figurer med. (Se bag). HW. Sætrand Schjerven Guul Henriksen Smed Blichstad Blikkensl. Rolfsen jun. men for Flerheden var nu vel 50 Portioner nok. Ved den trykte Veiledning -- et Oktavblad -- maatte ikke forglem- mes Opmuntring og Anvisning til at avle Frø selv det første Aar. En Løgsort burde medfølge i Frø. For ei at overskride de 6 Sk. pr. Portion, kunde man maaske faa nok Næpefrø for 1/2 Skil- ling. Gartneren burde ogsaa i Rabat give for 1 eller l/2 Skilling af et eller andet Frø pr. Portion. Anbefalet i Hrr. Præsidis og den øvrige Direktions Hænder! SIDE: 426 TIL ADOLF TIDEMAND Grotten 16 Marts 45. S. T. Herr Maler Tidemand Ruseløkvejen. Indlagte skal forestille en Døl iført Kofte (den gamle Gud- brandsdalske) og derunder Skjorte med Malje -- en Figur, der skulde bruges i en ny "Nordmandens Katechisme" ligesom Luthers i de religiøse. Den skulde altsaa træsnittes; men til Original herfor duer ikke engang mit Stykke. Men vil De slaa mig en god noget oval Rundar og deri, uden megen Skygge, tegne mig en saadan Figur? Deres Henr. Wergeland. TIL NAH NAHSEN [Kristiania] 19 April 45 Det er Nahsens Lykke, at det behager mig at klarere denne Regning senest i Løbet af næste Maaned. Wergeland. SIDE: 427 TIL ADOLF TIDEMAND Hjerterum 12 Mai 45. Siden De var saa god at tilbyde mig en Skizze til, saa lod nok en efter Nedenstaaende omtrent sig anpasse til medfølgende Skildring. Vil De altsaa, bliver jeg endnu mere Deres forbundne Henr. Wergeland. Henrik Wergeland MIN SIDSTE VILJE: Ved fuld Bevidsthed nedskrives Følgende, der ønskes skjænket Opmærksomhed af Vedkommende: 1) Skulde min Fader ikke være tilstede naar Gud kalder mig, bedes min Broder Oskar at overbringe ham Budskabet. Hans Nærvær vil maaskee hindre, at den svage Livstraad brister [overstrøket:, som Kirkedepartementets Uretfærdighed mod ham og Pressens og Folkets Ligegyldighed derved har gnavet paa] . 2) Jeg ønsker at man udsøger mig en træbeskygget Plads paa Byens Gravlund, og at begraves fra mit Huus om muligt er. 3) At dette ikke skeer før de umiskjendeligste Tegn paa Op- løsning, haaber jeg. SIDE: 428 4) Exam. jur. Tønsberg har erklæret sig villig til at være min Enkes Laugværge. 5) Jeg veed i denne Stund ikke hvormeget jeg skylder i Enke- kassen; men antager, at det er omtrent 200 Spd. Til min Faders Godhed har jeg det Haab, at der bliver sørget for at hun faar fuld Pension af 100 Spd. 6) Min førte Bog over Bygningen udviser Forholdende dermed. 7) Jeg har af farlig Gjeld 2 Vexler paa 100 Daler, trasserede for P. Bekvold. Der maa øjeblikkelig sørges for at han op- fylder sit Løfte at betale disse Papirer med et Laan i Spare- banken. Han har ogsaa lovet mig Skjøde paa en liden Slup Nordstjernen. 8) Af mine Skrifter, da falder Forlaget tilbage til min Enke, saasnart de ere udsolgte. Paa samlede Digte har jeg en 80 Subs. samt Hds M. Dronningen for 10 Explr. Men hvem skal udgive dem? Havde det staaet til mig, vilde jeg omarbejdet begge "Ringene". I mit Skrin vil man finde Kontrakten om Læsebogen. Af nyere Sager har Hr Tønsberg paa Forlag Livsskizzerne samt Søcadetterne iland (betalte) og Feilberg Lodsen 2det Oplag, Jødinden, Normandens Katechismus og Mennesket. Hvad Skrifter, der maatte indkomme, kjøbes af Hr Tønsberg til en ansat Priis. Hos Gumpert i Gothenborg, Jæger i Kbhvn og Bonnier i Stockholm befinde sig 6 Explr. af Venetianerne m. m. hos de to Sidste. 2det Oplag af Jød- inden maa ikke gaae under 40 -- 50 Spd. 9) De mig af DD. MM. Kongen og Dronningen samt Enkedron- ningen givne Klenodier, bestaaende af en Brystnaal, Brillant- ring og Medalje skulle efter min Enkes Død gaae i Arv til nærmest Beslægtet af Navnet Wergeland. I Nødsfald kan min Enke realisere dem. 10) Udenfor disse Bekjendte ønsker jeg ikke man vil gaae ved Indbydelsen til at følge mig til Jorden: Lieut. Tischendorff, Iversen og Hagemann -- Pastor Montz -- Linstow -- H. Rasch -- L. K. Daa -- L. Esmark -- Barlien -- Birch -- E. Tide- mand -- Capt. Scheel -- Autenrieth -- G. Krogh -- Isak Muus -- Gulbrand Henrichsen -- Thurmann -- Statsraad Foss -- Dr. Conradi -- Dr. Lie -- Overlærer Møller -- Adv. Hjelm -- Prok. N. Berg -- Arkivpersonalet, hvorimellem og- saa Budet. SIDE: 429 11) Ville Nogle af mine intime Venner, som min Amalie selv da veed at finde, -- men kun om hun troer det kan muntre hende -- indfinde sig igjen om Aftenen for at trøste hende og drikke et Glas Punsch paa min Erindring, da er saadant overensstemmende med min Smag. De skulle ogsaa derved antyde, at de af og til ville see til min Enke. 12) Mellem Gjæld har jeg glemt at anføre en paa en 50 Spd. til Glückstads Bo. 13) Jeg tager det kjærligste Levvel fra min elskede herligt ud- rustede Hustru. Det er mit Ønske, at hun maatte erholde og modtage et værdigt Tilbud. Ligesaa nedbeder jeg Him- lens Velsignelse over min med den højeste sønlige Varme elskede ærværdige Fader. Gud [overstrøket: tilgive -- jeg kan ikke -- Den, der har ved Krænkelser under Embedsret- sindigheds Skjul, forbittret hans sidste Aar!] Til mine Brødre og Søstre det kjærligste Levvel! De venlig- este Hilsener til mine sande Venner! Tilgivelse til Alle, der i Livet have været mine Fiender! Jeg erindrer ikke mere! Gud være da med mig i det Sidste! Levvel! Levvel! Hjerterum i Pilestrædet Juni 1845. Henr. Wergeland. At Undertegnede erkjende at Bureauchef Wergeland idag ved Affattelsen af dette Dokument, som ellers er ved sin fulde For- nuft og med fri Vilje har nedskrevet det bevidne Christiania D. u. s. BREVUTKAST FOR AMALIE WERGELAND [Hjerterum 11. juli 1845, kl. 4 morgen.] Til -- -- Paa min salig Henriks Vegne og Forlangende en Erindring fra ham. Hans Enke. 1. Min Kone 2. Lie 3. Conradi SIDE: 430 4. Iversen 5. Tischendorff 6. Far (sørges for at han faar fra 10 -- 17 Ark med Omslag). 7. 8. Candidaterne 9. 10. Oscar 11. Et Explr. til Josephine. ============================== Fil: wvi1.txt Bind: Samlede skrifter VI, 1. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 [DIKTUTKAST TIL FRU HEDVIG PRAèM] Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. A III 2; 1826. Hvis inderlig Godhed og Sjelsadel var de Blomster uvisnelig pryde en Qvinde og Kjerlighed, Yndest de Frugter de bar -- hvor skulde de Dyder saa skjønne jeg finde uden hos Dem min Veninde. Skjøndt Himlen retfærdig sit Overflodshorn paa Dem af Velsignelsfylde la'r strømme Og Kjerlighedsrosen De fandt uden Torn, jeg kan dog ei nok for min Hedevig drømme. -- Gid Hornet De aldrig maa tømme. SIDE: 2 RISEBROIANA Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. F 1; 19. juni 1827. DEN ATTENDE JUNII 1827 Da jeg ene hjemme sad, dette Qvad kunde ikke Hjertet dølge; men det høit fra Sjelen sprang, liig dengang Møen steg fra mørke Bølge. Ja, min Sjel er liig et Hav, liig en Grav: See, i Graven slumre Døde: Havets Bølge ruller sort: -- Solen bort ilte med de Straaler røde. Men i Bølgens Barm dog staaer troe den Vaar, som i Breddens Blomster gløder: glider Skib med fulde Seil paa dens Speil, troe det der sit Billed' møder. See, den Dag, jeg saae igaar var en Vaar fuld af øienblaae Violer, purpurkinded' Roser; men -- den svandt hen! Kun Erindringen nu straaler. SIDE: 3 Den var liig paa Bølgens Skjold Snekken stolt: jeg er Vennen, som, tilbage, raaber til sin Ven: Farvel! o Farvel! -- Ven og Skib de svunde fage. Disse Træk er Skyggen af hvad du gav mig af gyldne, skjønne Minder, Dag igaar! som glimrer blandt dem, som svandt, liig en Brud blandt Sørgeqvinder. VOYAGE PITTORESQUE AUTOUR DU RISEBROE Prenez -- o choeur des anges! prenez mes pauvres melanges! Lovises Sted. Lad Sicileren kaste et dovent Blik til Agrenes bølgende Guld: Persen maa gjerne paa susiske Lillier sig følesløs vælte! Mig den fattige Piil er, som skygger over Krattet -- ak straalende Dyd: Armods Goddædighed! mere end Søvnen paa duftende Lilljer. Thi, saa vidt som sin Skygge den kaster, kalder Lovise sit Rige: dens Dug bytted' hun ikke med Ophirs Demanter, dens Løv for en Krone. SIDE: 4 Og med Øinenes Scepter, som glindser blaat af Saphirer, hersker hun stolt over den venlige Bølge -- et Teppe for Dronningens Throne. Vedastines Høi. Jeg stiger høit fra Lovises Piil, fra Bølgens Latter og Breddens Smiil. Blandt Fyrreskygger -- hvor Tungsind bygger -- jeg staaer paa Høiden, hvor Vedastine hersker, liig Ruslands Catharine. See Elvens Bølger hist boltre sig i Engens Arme, -- min Barndom liig. -- Bag grønne Volde, liig blanke Skjolde, Jeg Søen øiner, hvor Vedastine hersker, liig Ruslands Catharine. I dyben Afgrund sin hvide Tand en Fjeldbæk slaaer imod Breddens Sand: som Brag fra Valen det klang fra Dalen mod svimle Høide, hvor Vedastine hersker, liig Ruslands Catharine. Hvi valgte ikke den ædle Møe et Yndlingssted ved den vakre Søe? Ha, høje Sjele de gjernest dvæle paa Klippens Tind, som hvor Vedastine hersker, liig Ruslands Catharine. SIDE: 5 Der flyver Tanken saa vide om og frit som Ørnen i Æthrens Rum; men den, hvis Hjerte nær brast i Smerte han elsker Højen, hvor Vedastine hersker liig Ruslands Catharine. Ak, gode Pige! din [fotnotemerke] Dal er liig det Qvæde, som jeg nu synger Dig. See -- sorgfuld Glæde det er mit Qvæde og det er Dalen, hvor Vedastine hersker liig Ruslands Catharine! Huldas Høi. Hulda, gode Hulda! Dig Intet jeg kan sige; Intet som kan passe sig til mit Himmerige, om min Pensel end var fuld af Himlens Purpur, Morgnens Guld. Hulda, skjønne Hulda! ja Lyrens Streng er sprungen: hulde nonmetouchepas! Ordet døer paa Tungen. Gode Hulda! Strengen brast; -- Vemodsenglen greb for fast! Fotnote: NB. De seer, jeg bruger min poetiske licence: en Ting, jeg beder Dem, ei videre at endse. At sige "Du" for "De" en Rimer er jo Eget? Den Naade, synes mig, man bør ei bruge meget. See efter derfor godt, saa vil De ogsaa see, at hvor jeg dette kan, der siger jeg og "De"! SIDE: 6 Hulda, ædle Hulda! naar De om Morgnen iler til den skjønne Høi, som staaer, liig en Brud, og smiler: finder De dens Blomst da vaad: -- det er ei Dug, det er min -- Til Josephine. Men, blandt de søde Bakker, jeg fandt ingen, som bar Deres Navn, Josephine! Vistnok, iblandt de Mange, vi møde findes et Sted med en smilende Mine, og Fromheds skjønne, rolige Træk, hvor sagte man hører Zephyren at trine fra Rosenhæk, over Enge grønne, der har De en Bænk -- ikke sandt Josephine? Grotten. Skjult under Træer, sød som et Elskovs Minde i Hjertet, ligger en Grotte, glad ved at elskes af Huldas den gode Moder. Rolighed være Navnet! et Tempel er den for barnlig Kjerlighed, naar, liig Plejas, den Døttreflok staaer om sin hulde Moder. SIDE: 7 Nestorssæde. Til Nestors Uranienborg flyver ei Sorg! Liig blaavinget Due gylden i Solens Glands at skue, flagrer vor Glæde om Nestors-Sæde, med Vingeslag! og hist over Elvens og Søens blanke Pantser og Hjemmets det kjære Tag kjedes ei Øjet ved stedse vanke. FINALE TIL FRU MALTHE Ædle Frue! see mit Billed'; mat det er: det blir tilvisse kun en Skizze, skjøndt med Guld og Purpurpel det i Regnbuefarver spilled' dybt i Sjel! O tilgiv, om min Camene før liig Gratien, der, krandset, munter dandsed' over Roser -- triner frem, som en skummel Melpomene, fra sit Hjem! O tilgiv, -- fordi mit Qvæde ligner Taarebirk blandt Fyrre! see -- min Lyre bruser mørk som Bølgens Gang! Er jeg gladest, vil jeg græde helst i Sang. SIDE: 8 Thi en ædel Streng er sprungen! Siden da i Lyren klinger: stundom tvinger jeg til Disaccorder den . . -- ak, da springe Ord fra Tungen uhørt hen! Ak, istedenfor en Plade, hvor, i lutter Rosenklæder, hine Steder burde staae, -- det blev et Slør, Enkens ligt, Cypresseblade -- Det ei bør! Vemod, Fryd er nær hverandre: vakre Egne bittersøde Tanker føde. Skjebnen blanded' Graad i Sang: Skjebnen kan jeg ei forandre, mørk og trang. Den 19de Junii 1827 Henr. W -- FARVEL! Til Hulda Efter Wergelands manuskript UB Oslo 266, 8o; 19. juni -- 25. juli 1827. Hulda, see min Sorgromance er ei Gratier, som dandse, men en skummel Melpomene er mit Qvad: Cypressegrene -- ak, for Rosenkrandse! SIDE: 9 Ha, hvor Solen ned mon dale, træder frem i Lundehalle tause Skygger . . Seer Du gjerne Hulda, Nattens blege Stjerne og de Skygger svale? Hulda! gjerne Roser røde fletted jeg i dine bløde Lokker; men den Hvides Kinder dypper jeg i Blod, som rinder: -- da vil den jo gløde? Hør min Gode! Hvor min Lyre bruser mørk som Storm i Fyrre. Skjelv min Sjel paa Lyrens Strenge! Ei jeg, gode Hulda, længe vil din Roe forstyrre! TIL JONS VEN Efter Wergelands manuskript UB Oslo 584 fol. F 13; okt. 1827. Hansemand en Aften sad krummet over Bogen: Pandens Svedeperlerad viiste vel, at Pogen ikke rigtig var i Es: det fra Panden hagler over Vinkler R og S, medens Munden sagler. Jeg vil forme Dig min Ven! Hanses vrede Tanker, som, af stive Blik herhen til min Krog, jeg sanker. SIDE: 10 "Ligger der Sands i Mathesis? i Vinkler og krumme Linier? o neppe, thi Jeg, Jeg, hvem min Moder og Alle undtagen den dumme Lærer maa kalde for klog, vittig, ja næsten Genie (dog, da Verden forfalder ofte til Smiger, jeg mig ikkun beskeden et monstrum af Vittighed kalder) ikke det Sludder forstaaer! Masoeur, som er lærd; thi i Somre og Vintre trende hos Jomfru Hars hun har endelig lært avoir ifra etre at kjende, Hun, som kan Clauren paa Tydsk læse paa Sengen, hvor Lexicon sjeldent hun bruger, kaldte Athene min Brud: Sinkernes Lexe hun nævnede Hvedebrødsuger -- Fanden til Hvedebrødstid! -- Videre sagde hun: "Hans! Du maa Mathematiken lære! alvorlig men sød er den som Vinladen [?] ;" dog saae jeg der Skikken hvo [rfo] r nødvendig hun er. Jeg i Tangenter og Vinkler de sorteblaae Rynker seer paa Athenes's Kind. Saadant en Elsker ei seer; dog min Lærer jeg ynker, som ei det Hæslige seer. Bibelhistorien veed jeg hvad er: jeg kan ramse alle Propheterne op, dertil og Verset om Luther og Romernes Bamse, medens, ja førend Hr. Pug faaer sig en Priis og kan nysende nikke mig: "rigtig! saa skal det løbe min Gut!" Mathematiken ei puges: er ergo ei vigtig, -- dum; thi for mig er den mørk. Mensa ei halter paa Tungen: jeg ikke vil tale om at jeg Pontoppidan grundigt forstaaer, at jeg Hænder og Fødder kan male, og at jeg engang ifjor gjorde et Riim over "Smør" -- o saa godt, at man sagde: "smør det i Hermoder ind: SIDE: 11 endnu ei andet en vindtørre Stumper vi smagte, dypp'de en Smule i Vand!" -- Skulde jeg ikke da klarligen see om der ligger Sands og Betydning i hiin Samling af Linier og Snirkler og Cirkler? jeg siger høit: der er ingen, ja, at Mathematik er en N [ar] , som i Doctorens Kaabe gaaer gravitetisk omkring: Jeg kan jo ikke den fatte, skjøndt langtfra en Taabe! Høit jeg vil sige: hver Sats, hver en Figur, hvert Beviis er en Spot ad Forstand [en!] Var den fo [rnu] ftig, da jeg, dygtig i Andet, vel m [aa] tte den fatte for Fand [en!] Maatte j [eg ik] ke? jo vist! . . . Bort da Fordømte [ ] [CHRISTIANIA AFTENBLAD] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. F 22; okt. 1827. A: Siig mig, hvad træsnittet Tittel, som pryder det nysfødte Blad, hvor man skjælder og skryder, den spleensyge Svartalf, man Publicum byder at bære til Daaben, det Kruus hvoraf flyder en Syndflod af Galde, det Fad, hvor man nyder en Blanding af Bernhoftes brummende Lyder og Bjerregaards syngende Dyder -- et redgauntlisk Mærke -- betyder? B: Jeg Titlen med Vished som "Aftenklak" tyder; Den Titel er ærlig: -- den lover ei meer end hvad der er. SIDE: 12 [O VENSKAB] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. F 36; nov. 1827, fragment. O Venskab, . . . Jeg var liig en Palme, skjulende sit Hoved bag de gyldne Skyer -- ha! Og Elskovsroser gløde rundtom Foden aandende en lunken Vellugt mod Kronen, saa dens Blade sagte bølge. Menn'skekjærlighed, Elskov, Venskab er den Kraft, som gjør dens Stamme glindsende, liig Frelsens Palme, staaende i Guds Lys og skyggende en Verden Levvel! L... [PARODI PÅ "RASMUSHANSSONSKE VERS"] Påskrift på et ødelagt brev til L. Malthe 1828(?), UB Oslo, 584 fol. F 37. Vil Du have et Par rasmushanssonske Vers? Nu gaaer jeg i Seng, og drømmer paa Lagen, læser først lidt i en Bog; thi Klokken nu effen 12 er slagen. Den som sidder længer er ikke rigtig klog. Dette er rasmushanssonske Vers. Henrik Wergeland SUBSCRIPTION Christiansands Addresse-Contoirs Efterretninger 4. juni 1828. Harpeslag om Venskab og Kjærlighed, Frihed og Fædreland af Henrik Wergeland. Under denne Titel vil udkomme en Sam- ling af lyriske Digte paa 7 eller 8 Ark, saafremt nærværende Subscriptions-Indbydelse til Yndere af Fædrenelandets skjønne Literatur ikke aldeles mislykkes. Prisen bliver saa moderat, som muligt, circa 60 ß. Henrik Wergeland AVERTISSEMENT Morgenbladet 22. juli 1828. I J. Schiwes Bog- og Musik-Handling erholdes Farcerne: "Ah!" og "Irreparabile tempus", af Siful-Sifadda. Her mod- tages ogsaa Subscription paa Stellas Digte ved Henr. Werge- land, der ville i Løbet af Sommeren, til Bedste for den helle- niske Sag, udkomme for 2 Ort pr. Exemplar for Subscribenterne. Henrik Wergeland [FORLIK MELLEM OLE REIN HOLM OG WERGELAND] Morgenbladet 3. mai 1829. Undertegnede finde sig herved beføiede til at erklære, at den forønskede personlige Sammenkomst, som jeg, R., attraaede, har fundet Sted, og at de fornødne Oplysninger og Erklæringer fra begge Sider ere afgivne, saaledes, at vi ønske at Publicum vil ansee den hele Tvistighed for endt, ligesom vi selv ansee den for det. R. Forfatteren af Farcen Ah. TIL GØTHESKJALDEN TEGNÉR Efter Wergelands manuskript i Uppsala universitetsbibliotek; 17. mai 1829. Den største Streng, Tegnér, Du har i Harpen en Sarpfoss er (Sligt Sølv, saa lang, slig Rung og Klang) og mindste Drosslens Slag -- Sligt Omfang, som Dvergmaal dit har jeg idag. Jeg bad engang . . (min Bøn var -- o jeg veed det jo -- djærvest Søn af Overmod og Ungdomsblod, fremavlet i en Drøm, som Sølvskum og Ravguld af Stormen og Strøm) . . SIDE: 14 . . Jeg bad til Geisten, som til mig i pjaltede Jamber kom: "O hvis du gav en Streng mig af hiin Harpe -- Frithiofs Skjalds (Ha, var den for Blod eller Taarer tilfalds!) Et Qvad til Ham da steg, Som malte Axel saa stor og bleg, Ung Frithiofs Mod med Bannrets Blod, Hans Sorg med Stormmulm, og en Regnbu om klagende Ingeborg slog! Jeg qvad Ham da en Sang, ja just, ja just som mit Liv saa lang, til graa og krum jeg fandt mit Rum bag Mos og Furugreen -- saa kom der en Høiskjald og sang paa min Steen! Christiania 17de Mai 1829 Henr. Wergeland. TIL TEGNÉR Efter Wergelands manuskript i Uppsala universitetsbibliotek; 18. mai 1829. Dog Mismod troer jeg var hiint djærve Ønskes den rette Fa'r (en Krone, som en Norne kom, og i mit Hjerte grov -- nu voxe de begge som Dragen i Skov). Og Lune -- o jeg troer -- var meer end Ungdommens Blod dets Moer (i Kronens Hul hun staaer i skjul vanvittig troer jeg klædt, med Smiilfjer og Graadslør og Latterslæb let). Kria 18de Mai/29 HW. SIDE: 15 Jeg vilde ikke begynde med at vise Dem dette, dersom jeg ikke var vis på at ville ende med noget Bedre. Dette er en Torn, men der er ingen Tjørnebusk uden den ender med Blom- mer, blot den faaer Tid nok af en iilsom Sommer, som er lige ødsel paa Dugg og Skin. Men jeg er kun 6 Aar ældre end mit Fædrenelands Constitution. Døer denne, døer min Muse, hvis første Jomfruelighed nu pipper frem. Som hun levede af Graad, dør hun da af Blod. Ikke alle Ahnelser ere Spaadomme. [SIFUL-SIFADDA OM SINE EGNE PARENTESER.] Efter N. Wergelands "Retfærdig Bedømmelse" (1833) s. 12; visstnok fra sommeren 1829. Ei nok, at Parentheser forskrække hver en Læser, De ere og for Stakkels Author Hornene, der vikle ham (som Abrams Buk i Tornene) jo meer og mere ind som i et Krat, hvor han ei faaer sin Tanke, men Critikus ham fat? Henrik Wergeland [AVERTISSEMENT] Morgenbladet 28. okt. 1829. Cand. Theol. Wergeland underviser i Historie, Udarbeidelser og Religion. Man henvende sig til Universitetets Portner. [PAA DET FRAADENDE BLAA] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. A I 20; visstnok fra ca. 1829 -- 1830(?). Og han svævede om som den vildsomme Falk. Paa det fraadende Blaa vil jeg Strengene slaae: -- helst med Storme jeg synger tilveds. "Vinder du -- hvirvl mig hen! Vinder jeg, skal du staae! stolte Nordstorm, vær hermed tilfreds. SIDE: 16 Se den skumhvide Rand! Griner Nøkken med Tand? Hæve Druknedes Skygger sig frem? Vinder ei jeg den Møe, som hist vandrer paa Strand Favn mig Hela, Hel i dit Hjem! Andre Stjerner jeg faaer ei end Fraaden, der gaaer lynliig over mit Hoved -- et Hav, sort som Natten, skal vorde den Himmel der slaaer sine Buer henover min Grav. Paa den fræsende Mjøs, flaggrer Snekken saa løs som en Fugl mellem Himmel og Jord. Men jeg kjender et Hav i mit Indre, der fnøs vildt som Chaos i Guddommens Spoer. Ja du Quinde paa Strand se et vildt Ocean i min Barm; og en Vugge jeg veed med en Smaaaengel i -- den er ilde deran; thi den vipper -- nu synker den ned. Slog du Elskte, din Arm om det Hav i min Barm, da som blaaving'de Duer det tyst vipped rundtom den Smaaengels svævende Karm; thi mit Hav favntes da af sin Kyst. Som et Sorgtankes Lyn over mørknede Bryn hui! hvor farer paa Bølgen min Stavn. Altsom Stormene hylende stige mod Skyen hør Bramine jeg jubler dit Navn. SIDE: 17 Ak! hvad Trolddom er lagt i det Navn; thi forsagt søger Stormen i Dybet sin Grav. Milde Vestvindes Susen tilbede dets Magt, som mig Sejer mod Stormene gav. [LEBE WOHL] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. A I 20; ca. 1829 -- 1830(?). Lebe wohl Du süsses Koth! Lebe wohl wie Fleisch, das sage: leve frisch! Ich kann leben ohne Dir denn traue mir, liebe Erde, unsrer Tisch hat nicht Noth an Fleisch und Koth und Fisch. [RINGERIKE] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. A III. 5; ca. 1830(?). Sigurd Sir med blanken Ploug ringed' Riget ind. Harald legte Skib for Vind langs med Tyrikyst. Olaf ved Holebryst voxed under Gyripande. Kolbjørns gjæve datter Anne ligger under Norderhoug. Ringerige rige Ring, Som en favrest Norges Dal stoltest Norges Val slutter kring. Daad du aner, de den øved, sank i Støvet. SIDE: 18 [TIL GÅRDBRUKER ANDERSEN PÅ FRILSET] Efter muntlig tradisjon i Urd 1908 s. 293; ca. 1830 (?). Har du saa haardt et sind at det dig ret behager, at jeg paa sten og pind skal gaa med bare skind, naar du har en skomager? Send Henrik Aasen da, og tag en af de andre, som burde Frilseth fra til prestegaarden vandre. Med skarpen syl (en lja er denne ting for ham) du hid ham skikke, ven! Thi gaar jeg "sundt" mit ben, da bliver det din skam. Henr. Wergeland. [TANKESPROG PÅ LYSTHUSVEGGEN, TIL NATALIE DIRIKS] Efter Camilla Colletts "I de lange Nætter"; ca. 1830. Dit Blik er tankefuldt, din Taaredugg et Speil, Der viser i dit Dyb os alt, kun ingen Feil. Henrik Wergeland [GRUNDSET MARKED. NØDEN I "NORGES ØSTLIGE PROVINDSER"] (Indsendt) Folkebladet 5. april 1831. Grundset Marked var i Aar stærkere besøgt end ellers. Sild og Kornvahrer bleve dyrt betalte. Norske Heste vare i lav Priis. For Ræveskind gave Peltshandlerne 10 á 12 Mk. En Østerdøl havde skudt en sort Ræv paa Aat, og fik for Skindet, af en russisk Peltshandler, 22 Spd. En Oudøling havde ogsaa fanget et af disse sjeldne Dyr, men var ikke paa Markedet med Skin- det, men solgte det til en Svenske for 10 Spd., hvilket han ansaae for overordentlig Betaling, da man tilforn kun havde faaet 5 Spd. for Stykket af slige Skind. Det lader som de norske Jægere ikke have kjendt Værdien af sorte Ræveskind tilforn. For deres Sjeldenheds og Skjønheds Skyld ere de i stor Værdie SIDE: 21 i Petersborg, og bæres kun af høieste Personer. De ere glind- sende sorte og stikkelhaarede og af megen Blødhed. At Hestene vare i saa ringe Priis kunde maaskee tildeels komme af at den svenske Regjering midt under Markedet havde strængelig forbudt at indføre Heste, Qvæg, Faar, Kjød, Uld, Skind fra Norge til Sverrig, formedelst en græsselig Qvægsyge, som skulde grassere paa Hedemarken. Der skal endog være slaaet en Kordon langs Grændsen, for at vaage over Forbudets Overholdelse. Foranstaltningen viser vel den svenske Regje- rings Omhu og Aarvaagenhed for Landet; men for os Norske er der noget ubegribeligt deri. Vi begribe ikke, hvorpaa Foran- staltningen grunder sig, da vi aldeles ikke veed af nogen Qvæg- syge hverken paa Hedemarken eller i noget andet Norsk District; og dog maa den svenske Regjerings Hjemmel have haft nogen Authoritet for den; thi ellers vilde den ikke have grebet til saa kraftige Forholdsregler. Det andet ubegribelige deri er det, at ifald Qvægsyge virkelig har Sted i nogen Egn af Norge, at det da ikke bekjendtgjøres i Landet selv for alle dets Indvaanere, hvilke det jo dog maa være meest angelegent at kjende Faren; samt at ingen Anstalter ere gjorte imod Sygens videre Udbredelse, og intet kundgjort derom førend Grundset- Markedet holdtes, ved hvilket Smitten, om den nogensteds har Sted, kunde bringes ud overalt i Riget. -- Hvorledes Sven- skerne have baaret sig ad, for at faae hjem alle de Faareskind, de Heste og det Kjød, de sammenkjøbte paa Markedet, vilde være moresamt at vide. Nogle sige, at de med Magt gik igjen- nem de ved Grændsen udstilte Vagter. Nøden, som forrige Aars Misvæxt lod befrygte, begynder at yttre sig paa en foruroligende Maade især i Norges østlige Provindser. Man begynder at gribe til Barken. Betlere vrimle ud. Arbeide er ikke at faae, da enhver Huusbonde for Føde- midlernes Skyld maa holde saa faa som muligt. Fattigcasser og Magaziner ville blive udtømte, og dog sansynligviis megen Jord blive liggende usaaet af Mangel paa Frø. Hertil kommer, at Nøden synes endnu at være større paa den svenske Side, hvorfra Tiggere strømme ind og tilbyde Arbeide blot for Føden uden Dagløn. Ogsaa i saa Henseende har den svenske Regje- SIDE: 22 ring viist en faderlig Omhyggelighed for Landets Indvaanere. En Commissær skal kort før og under Markedet have bereist de svenske Provindser langs den norske Grændse for at under- søge Almuens Forfatning og Tarv, og skal have forsynet en Brugspatron ved Letrafoss med nogle og tredive tusinde Daler Banco til Kornindkjøb i Norge. Brugspatronen skal da uden Ophold have reist ind i Norge med disse Contanter, og sam- menkjøbt en stor Mængde Korn og Tørfisk deels paa Markedet, deels i Byen, paa Hedemarken og ellers hvor noget var at faae. Hs. Maj. Kongen har befalet, at, formedelst f. Aars Misvext, Armeens Vaabenøvelser i Aar skulle foretages compagnie- og escadrons-viis, men ikke corpsviis. Artilleriet skal derimod som forhen øve sig i Garnisonerne. Den anden Grund som anføres for denne Anordning, nemlig "for at give vedkommende Almuer et fornyet Beviis paa naadig Omsorg for Landets Tarv" kan ikke kaldes Andet end en besynderlig Frase; thi, saa vist som det er Kongens Pligt altid at have Landets Tarv til Hensigt for sine Handlinger, saa underforstaaes af enhver god Undersaat altid Forsikringen herom, og behøver ikke at gjentages. [Herefter følger en meddelelse om tollintradene.] Henrik Wergeland [OM SOGNESELSKAP I VANG PÅ HEDEMARKEN] Folkebladet 24. mai 1831. I Januar Maaned dette Aar er et Selskab stiftet for Vangs (paa Hedemarken) Præstegjelds Vel. Mærkeligt er det imid- lertid at kun nogle faae Bønder af Hovedsognet foruden Em- bedsmændene, ere Medlemmer af Selskabet, hvorimod Alle af Annexet Furnæs. Aarsagen skal være, at Vangssogningerne endnu hylde en af Uvidenhedens Hovedsætninger, den nemlig: "at hvad Fader og Farfader gjorde før dem og befandt sig vel ved, det ville ogsaa de gjøre, og hvad hine ikke følte Trang til, det kunne ogsaa disse undvære". Beklageligt er det at een af Landets mest velsignede Bygder skulle føde saadanne mod Forsynet utaknemmelige Mennesker! thi fordi Jorden giver dem Overflod paa Livets Nødvendigheder, troe de at være i Besid- SIDE: 23 delse af Alt hvad de behøve for at være lykkelige og agtede. Hvilken sørgelig Blindhed! Mere end nogen anden Bygd træn- ger vistnok Vang til Oplysning, thi enhver der har reist der- igjennem vil have bemærket hvor slet man der veed at anvende sin Overflod. Istedetfor at afhænde den til Østerdølerne, ødsles den bort til Ting, der ere den norske Bonde uværdige. Som sædvanligt har Furnæs lagt Samdrægtighed og god Villie for Dagen, og ikke en Eeneste har troet sig saa oplyst, at han ikke skulde kunne høste Nytte af et saadant Selskab. Norske Bondemand! Vil Du være frie og lykkelig, vil Du ikke see den selvskabte Forfatning gaae tilgrunde, vil Du roligen kunne byde Stormen udenfra Trods og vil Du fryde Dig i Fred og gode Dage medens andre Lande endnu i mange Aar gjennem Kamp og Blod stræber til det Maal Du allerede har naaet -- da luk ikke Dit Øre for Oplysningens Stemme! -- Naar en eller anden Velsindet i Sognet opfordrer Dig til at række Haanden til et nyttigt Foretagende, da gjør det om Du end ikke for Øieblikket indseer dets Nytte, bryd Dig ei om, at dine Grander tale haant om "at Du vil være bedre end andre," det er kun Uvidenhed og Overmod der taler af dem. Viid, at Skaberen ikke alene gav Dig en kraftfuld Haand men ogsaa Forstand; brug den og Du skal være lykkelig. Erindre Dig endelig at Du ikke alene skal arbeide for Dig selv, men ogsaa for Efterslægten, -- Din Roes skal det være, at dine Børn ikke ere fremmede blandt sine Samtidige; thi vær vis paa at Oplysningen vil fremmes, hvor- meget man end arbeider derimod. Held og Ære for den norske Bonde! Fra Oplandet. I LØVESTADENS RECOMMENDATIONSBOG Efter Wergelands manuskript UB Oslo 584, fol. A I. 13; 1831. Beym Teufel und Kanoner! Han løs paa Folk tør skjære, som om han gik i Lære ved mine Esqvadroner. -- Baronen SIDE: 24 Løvestaden er en god Barberer og sætter godt op Kniv. Thi, skjøndt jeg, naar han mig handterer, maa skjælve for mit Liv, jeg slipper med at jeg mig skjærer -- En Kind. Det dyre! Adelsblod!! han af min Strube tapped Hvor faaer jei Jenjæld vel? Vell! jeg vil Hænderne af de Livegne kappe. Hei! han paa Manglefjeld. Under min! Haand og Seigl Baron Fornebofæ Han just barberer saa somom af mig han havde lært at flaae Pram Løvestaden sligt fortæller om det spaniolske Tog, om de Regimentsmamseller han ifra Massena tog, om Meriter, Stik i Laaret, Kjærrer, som i Luften foer, om en Nonne, som bedaaret til de franske Faner svoer, om et Flaskefoer paa tyve, som han tømte, En, to, tre! -- at min Mester i at lyve jeg da førstegang fik see. Nordgren. Som Astrolog og Magus til en Amulet jeg burde alt mit Skjæg beholdt. Nu ved sin Færdighed har Løvestad forvoldt at jeg som Astrolog dog ikke er complet, SIDE: 25 saalidt som Bukken, der maa Skjæget sit undvære kan siges meer end jeg med Sandhed Buk at være Gschjøt. Saagodt kan Løvestad barbere, at af Ræverumpen, som Ingen kunde fristes til beskjære, gjensidder nu kun Stumpen. Gmle Stabel. Løvestaden skar saa Blodet spruted fort; men denne Mine, hvori man paastaaer, at en Satanas skal grine, han fik dog ikke bort. Vahl. Som Vi har Justitien og Næstens Pung tracteret i blodig Saape Løvesta'n med ubarmhjertig Haand har nylig os barberet 10 Jurister Han snurred Hjulet om -- og Saxen sleben var, hvormed saa pynteligt vi Næstens Navn beskar. 10 Fruer Ak, skulde du fortjene Sonettinen i Sølverklang af min Guitar? Du som saa grusom med din skidne Klinen min Rosenkind begravet har. Ja vel; thi du har gjort at jeg kan møde med Helteøine mine Søde og pegende paa blodigt Hagebeen tilhvidske dem: "for eder jeg kan bløde. Nu bløde I da og for mig igjen!" Angelettino-Møclestu Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Folkebladet 24. jan. 1832. Paategningsplanerne til "Digte af Henr. Wergeland og Løjer i Holyrood, Fantasmer af Siful Sifadda" indkaldes til Schiwes Boghandling. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Folkebladet 7. febr. 1832. Om smag og Behag man ikke disputere et Somdetbehagereder af Siful Sifadda, erholdes anden Markedsdag i Hoppes, Schiwes og Winthers Bog- handlinger for 24 ß. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSER Folkebladet 20. mars 1832. Subscriptions-Planerne til Digte og Løjer i Holyrood indkal- des paa det Indstændigste til Schiwes Boghandling. Om Smag og Behag man ikke disputere, et Somdetbehagereder af Siful Sifadda, erholdes tilkjøbs i Hoppes, Schiwes og Winthers Boghandlinger for 24 ß. Normandens Kathechismus, 6te Hefte for Almuen, af Candidat Wergeland, faaes hos Schiwe, Hoppe og Winther, for 8 ß. [SLUTNINGSVERS TIL PREKEN PÅ MARIA BUDSKAPSDAG] Efter avskrift i brev fra Iver Hes- selberg 7. mars 1833, ms. UB Oslo 584 fol. G 8. Og da klang det over Jorden: Vi fortjente Vredens Ild Hevnens Lys og Dommens Torden, men han ga [.....] mild. SIDE: 27 Gjem den da den Naadens Kjærte, det Forjættede [.......] Tegn i Bunden af dit Hjerte: Guds Barmhjertighed er stor! Da du lod en Qvinde ahne Frelsens Time klar og nær Under Bethlems Palmefahne kom du med en Englehær. Henrik Wergeland [MED "BLAAMYRA" TIL IVAR HESSELBERG] Mai 1832. Ogsaa sjungen for Sangeren Hesselberg, Præst i Grue. Henr. W. [UNDER JOHAN AUBERTS PORTRETT] Efter S. A. Lindbæk, Hjemmet paa Fæstningen, s. 45; juni 1832. Frøet han strøede Voxet til Grøde, Længe skal vinde Krands om hans Minde. Henrik Wergeland [FORORD TIL OVERSETTELSEN AV "RULE BRITANNIA"] Alm. n. Maanedsskrift bd. 2, s. 329, april 1832, utkommet okt. 1832 (sml. I: 1: 273). Til Maanedsskriftet si placet. Rule Britannia. Her sætter en stout Engelskmand under norsk Flag over Vestresalt. Muserne følge sandeligen dette Seil. Det er gamle, oldengelske Rule Britannia, fuld af Poesie saa frisk og sund som Skovluften under de berømte Gammelenglands Eger, og stærk og høi som disse, og fuld af dette de sande Nationalsanges Eien- dommelige, der lader dem blive det evige tro Aftryk og Udtryk for et Folks Maade at føle sit lykkelige Tilvær paa, og her da af den brittiske Friheds- Lykkes og Selv-følelse. Velkommen da gamle Ruler mellem Nationalsange, med din Alfreds-harpe, dit Chaucermaal, din kraftige Stødtakt, der ligner det gjeve Yeoman- rys Fodslag og Oceanets Skvalp mod Learscliffen, den guddom- melige Villiams Himmelfartsbjerg, der lader sit drivhvide Hoved skinne over Canalen! Velkommen efterat have dvælet saalænge, før Du kom ind i en norsk Havn, mens Du dog i Aarhundreder blev sungen, mens Du blev hørt af mangen Normand, der sad imellem de blanke Hatte paa Drurylanens Gallerier eller paa Stilladserne i en Fjellebod i hvilkensomhelst engelsk Udhavn, og som blev tvungen af de krumme Næver til at raabe med: rule Britannia! rule the waves! ja og mens i Aarhundreder Skibe foer frem og tilbage mellem Norge og Engelland. I disse sidste Ord: rule Britannia! rule the waves! opløfter Du dit Scepter, Ruler, du Sang-Elisabeth. I dem ligger Chatamernes og Nelsons og Drakes og Cecils Liv og Heltenes af det Blaa og Rødes Storhed. Snart, haabe vi, vil ogsaa Rule Britannias prægtige Melodie gjøres bekjendt imellem os. 1807 spilte den engelske Feldtmusik den paa en Revy over Landgangstropperne ved Frederiksberg i Sjel- land. Men endnu sandere spiltes Rule Britannia af man-of-war- Koret paa Kjøbenhavnsrhed, ved Abukir, Trafalgar. SIDE: 46 [OM EN SKYLDNERS SKJEBNE] Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. A. III. 5; 1832. De Midler som [man] fandt i Holyrood probat mod Gjældnere er brugt i mangen anden Stat. Ja selv i mindre Maal af mangenen Privat. Men kommer først i Spillet den barske Advocat da hjælper ikkun Guldet, men andet Raad Godnat. [STUMPER] Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. A. II. 2 s. 1; 1832. Steentryk Man iler til, man troer at see en Sagas Helt, Napoleon maaskee. Men -- bah! min Næse blier en Snabel: jeg seer kun Generallieutnant Stabel. -- Det fordrer just ei Plads paa Sagas Blade, at man er Chef for første Agerhuus-brigade. Jeg troede, det var Napoleon den Store og Josefine; men, se, det var Brandlieutnant Kine med sin Huustro Nore. Efterverdnen skal spørge: hvad Storværk øvede Helten? Men alseende Clio med Latter skal svare: Ei engang Smugget han boede i, men en Steentrykker kjendte ham. Henrik Wergeland [REGNSKAP OVER BOKSENDING] Efter notisbok UB Oslo 584 fol. A I 13; 1832. Til Bergen -- Siful -- 150 -- 12 Sk Blaam. -- 20 -- 12 SIDE: 47 Til Bergen -- S. fotostatkopi UB Oslo, ms. 584 fol. B 8 a 1; 19. sept. 1832. S. T. Heimdalls Redactør. Upaatvivlelig har Heimdalls ærede Redactør bemærket det sørgelige Særsyn, at der gives norske Forfattere -- vel af en lavere Rang -- som erklære Norge for en literær Provinds af Danmark, og som i deres Skrivter ogsaa redeligen gjøre Sit til, at de ikke skulde vorde det ædle Princip utroe. Aarligen skatte de, og modtage formodentlig den artigste Qvittering derfor i de danske Blade. Imidlertid er det Dem, ærede Herre, vel ikke ubekjendt, at vor unge Literatur ogsaa har sine Ægider at blomstre under, der vende Medusahovedet mot Sønden, men aabnes hellere mod Østen og opfanger derifra mangen liflig Duft fra de Blommer, som der trives i Ro og Fred. I vore Byer bearbeides vel Publikum ved danske Skue- spil, danske Skuespillere (eller rettere som de ere: Gjøglere), en Syndflod af dansk Lecture, en Sværm af danske Vagabonder, men mest dog af vore egne danske Normænd. Dog staaer der i Folket hist og her Mænd af Patriotisme og overlegen Aand, som anskue denne Færd med mørkt Øje. Ulykken er kun, at SIDE: 48 deres Kræfter og Røster ikke have været forenede i een Torden, i een Storm, saa denne Atmosphære, som et skoddefuldt Vester- hav har udaandet, i eet Øjeblik kunde været renset. Nu er der imidlertid Symptomer til at disse Literaturens ædlere Frelse- kræfter ville anspænde sig i Forening til en Kamp, som ikke heller kan være uden Interesse for Broderlandet. Vi forlange endydermere en Slags Assistence derifra: idetmindste den, at det svenske Folk underrettes gjennem Tidenderne, at Norge ikke feigt undlader at kjæmpe for sit literære Tilvær. Det maa vedrøre den ene Arm om den anden er vissen eller ei. Sverige bør være Vidne til denne Tvekamp, der ogsaa har sin politiske Landse. Seire Danomanerne, er Norge blevet fremmed for sit Sprog i dets Udviklingsperiode, forkaster det denne Udvikling fra egen Marv som et unyttigt Arbeide, troer det, at de første Forsøg til en selvstændig Litteratur var forfængelige Kortbyg- ninger, betragter det sig som et evindeligt Annex -- da skal det ogsaa vorde fremmed for sig selv, uselvstændigt i alle Hen- seender, det skal lide under den Svaghed, som altid følger Følelsen af at være beskjæmmet -- det skal vorde som den arme vanærede Qvinde, der, ligegyldig for Liv eller Død, for- lader sin Fars Huus og sætter sig paa Branten over det fraa- dende Hav: hun ser Floden og Stormen at vælte Bølgerne høj- ere: de naae alt hendes Fødder og Stormen bøjer hende udover; men hun flytter sig ikke, ligegyldig enten Sydbølgen skal sluge hende eller hun skal bortveires af Stormen fra Østen eller Norden. Dog -- threatned folks live long. Jeg vilde gjerne meddele Dem, Høistærede, Udsigt over Posi- tionerne før Bataillen. Den kan nemlig neppe endnu antages for begyndt eller, om begyndt, for at være i fuld Gang. Ellers maatte vældigere Explosioner -- efter den Forbittrelse og Spæn- ding Partierne befinde sig i -- have forfærdet Publikum og vakt det op af dets indifferente Dvale. Der rykke nu Danomanerne frem i Bladet "Vidar" -- en abor- tus af det Studenterforbund, som dannede sig af en Deel af det gamle "Samfund". "Deri opbydes -- som Assessor Bjerregaard ytrer sig i et Brev til mig, betræffende une ligue contre la ligue SIDE: 49 danoise -- alle Sofisteriets Kunster forat lænke Gubben Nor til Flanen Danas literære Triumfvogn; deri opkoges Grundtvigs gamle Vise om Danerne som Skandinaviens Hovedfolk i den ældre Tid, og om det danske Sprogs Universalherredømme, og udsiges Anathemet over Dem, der vove at paastaae vor Ret til at benævne vort Sprog som norsk og arbeide paa dets selv- stændige Udvikling." Deri skildres ogsaa Danomanernes Anta- gonister som "Fenrisulve, Jetter osv., der skulle falde for Vidars Aser". Dette Blad faaer ellers om en kort Tid fra Modpartiet en Recension som fortjent, og hvori Publicum ogsaa vil gjøres opmærksomt paa hvor det bær hen. Blandt Redactørerne er [overstrøket ellers] et Par talentfulde Lectores juris (der vel kun have laant sine Navne ud for at dække Restens) -- , de Øvrige bestaae af en fortydsket Philosophikel, en fordansket Æsthe- tikel og en forskruet og fordansket ung Antiqvar, som giver det nye Norge en god Dag, naar han blot kan faae nogle af det gamle Norges Qvæder fat. Da klemmer, perser og træder han dem tildøde under sine pedes fornyrdalagii af bare Kjærlighed. Fienden er mere talrig end farlig. Vi derimod, nosmet Contra- danomani, have en Skandse i det "Hjelmske Maanedskrivt", og man havde tænkt i et Blad "Nordlyset", hvortil Planerne nu ville vorde indkaldte, at løfte et flammende Tugtensriis over disse Forrædere, som sælge vor Odelsret til et Sprog, et Folks Adkomst til egen Literatur, og som udvande Publikums Hjerner, saaat det falder de Fleste tungt at hæve sig højere end til at nippe af de danske Læsefrugter og Maanedsroser, som nikke dem over Hovedet i saa tætte Klaser, at de ikke see de Ørne, som svæve derover i det klare norske Alpeblaa. Der fægtes ogsaa i Tidenderne; men et Hovedslag vil vel blive levert i et Modskrivt, som af en Trediemand er under Arbeide mod et i Sommer fra en Student udkommet, der redigerer Underskrevne som Forfatter in absurdum. Denne literære Feide føres med en Hidsighed, hvorover jeg ikke kan rose mig. Jeg har maaskee ladet mig opirre formeget af endeel lumpne Træk af min Antagonist. De vil sandsynligen finde det Samme af indlagte lille Manifest, hvori der er Flere Torne end Laurer. Ligesaa tillader jeg mig at hoslægge en af mine Recepter mod Danomanien hertillands. SIDE: 50 Finder De det værd, da vil De maaskee anvende nogen Op- mærksomhed paa denne Strid for den norske Literatur imod dens uden- og indenlandske Fiender. I den Indbydelse til at bevirke Udgivelsen af vore Oldsagaer her i Landet, som en Deel af vore lærdeste Oldkyndige lod udgaae, findes ogsaa de tyde- ligste Spoer af den Uvilje, hvormed Patrioterne ansee det danske aandige Formynderskab. -- Svenske Heimdalls Gjallarhorn maa lyde med i denne Strid, som vil vorde levende og ende til Norges Ære og med en gothisk Sprog- og Literatur-Treenighed. Inden dette Sekel gaaer ned, staaer Overgangssproget, det gjenfødte Norges, der. En rigere Indflydelse af det fuldtuddannede, under sin Velsignelse bugnende, svenske Sprog, end den, der i denne Fordanskningens Tid finder Sted hos os, skulde fremskynde denne Proces, som vort Maal maa undergaae. Man skriger vel nu over Forsvenskning, naar man betjener sig af et norsk Ord, der ogsaa findes i Svensken; men disse Skrig tilhøre Gjæringens Tid, og kommer fra de Aandløse, der have nok i det danske Skriftsprogs udslidte Armod. -- -- Det vilde interessere mange Normænd at høre Svenskers Omdømme om denne Borgerkrig, under hvilken Vi bygge paa en Bifrost, der skal forene de andre to gothiske Sprogsfærer, og hvorfra et nyt Heimdallshorn skal lyde, der finder Gjenklang i Norges Natur som i Folkets Øren og Hjerter. Eidsvold 19 Septbr 1832 Ærbødigen Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BEKJENDTGJØRELSE] Morgenbladet 13. og 15. okt. 1832. Ihændehaverne af paategnede Subskriptionsplaner paa: Digte af Henrik Wergeland, 2den Ring; Løjer i Holyrood af Siful Sifadda og Bladet: "Nordlyset", ville behage snarest muligt at indsende disse til P. J. Hoppes Boghandling i Christiania. SIDE: 51 Henrik Wergeland SAGN OM DEN STORE SØLV-BRUDRKRONE PAA VÆRABRU I NUMMEDAL Efter ms. 790 A 63 a i Berg. mu- seums bibl., sml. A. Faye, Norske Sagn, 1833; 18. des. 1832. Det er ikke stort over Mandsminde siden en vaxin Gut fra Opdals Annex til Rollaug Ptgjeld i Nummedalen, idet han gik forbi et forladt Sæterstrøs, der traf en munter Huldrebrudrfærd. Igjennem en Glugg var han Vidne til hvorledes alt gik til imellem Bergfolkene som ellers i Bondebrylluper; men mest trak dog Brudren hans Opmærksomhed til sig ved sin Deilighed og herlige Pynt, hvori dog en vægtig og straalende Brudrkrone af Sølv var det ypperste. Gutten saae saalænge paa Huldrebruden til han blev kjær i hende, og da det smukke Billed sad ret dybt og fast i hans Hjerte, betænkte han sig ikke længe paa at frasnyde Brudr- folkene Lystigheden og Brudrgommen den rige og vene Brudr. Rask trækker han sin Kniv -- blinkende farer Staalet gjennem Gluggen over Brudrens Hoved -- Brudrfølget forsvinder hurtigt som Blinket -- kun den Fagre sidder, tryllebunden af Staalet, igjen. Begge de Atblivende kom snart overens. Huldrebrudren fulgte ham til Bygden; ja tilsidst for Alteret efterat være bleven døbt. Men hendes prægtige Brudrdragt skjæmmedes meget af en hæslig Kusvands, som først lidt efter lidt forsvandt. Hun døde som en æret Kjerring i Bygden efter et lykkeligt og velført Sam- liv med sin raske Erobrer, hvem hun bragte slig Medgift i Brudr- dragten alene, som hverken før eller siden er tilfaldt Nogen i Bygden; og endnu gjemmes som en prægtig Levning deraf Sølv- brudrkronen paa Mærabru. [VISE OM ROMERIKINGENE] Efter muntlig tradisjon i Skilling- Magazin 1890 s. 806; ca. 1832. Eidsvoldingen med sin Brok: de drikker og spiller i hver en Krok. Næsbuingen med sin stive Ryg: han eter Skjiri og sælger Byg. SIDE: 52 Hurdølingen og Feirings-Kop: Tandberg lærer dem at se op. Ulsokningen og Kjyru-Tap(?): Steffensfølge og Fantepak. Nannestadsokning og Gardemo: faar Prygl af Soldaten og ligger paa Kro. Gjerdrumssokning og Fanteflok: By og Bygd har mere end nok. Henrik Wergeland [BREV TIL GENERALMAJOR BIRCH] Blandt genealmajor Birchs papi- rer, Riksarkivet, Oslo; 19. jan. 1833. Høivelbaarne Herr Generalm. Birch. DHbhed sparer mig flere Skilling end jeg ejer ved med sæd- vanlig Godhed at faae medfølgende Brev til Sverige afsted. Det indeholder et Par Morgenblade til Ridderstad -- dem, hvori Recensionen stod. Om DHbhed vilde behage at lade Brandt svare paa, om ihøst er modtagen en Plan til et Samfund for Landalmuens Oplys- ning -- skede mig en Tjeneste, da jeg saaledes fik Tid til, inden jeg til Marked har den Ære at bevidne Dem min Ærbødighed, at udarbeide en ny. Et godt Nytaar tillader jeg mig at ønske Herr Generalm. Lykke til Alt -- især til Ullevold. Den dybe Snee hindrer vel der Deres Veedhugst; men her var en Slampampus med slige Klam- per til Bein at han kunde due til at traakke op; jeg bad ham da tage Øxen paa Nakken og marschere. E Pgd 19 Januar 33. Med Høiagtelse forbindtligst Henr. Wergeland Henrik Wergeland [DOMSPÅTEGNING] Efter ms. i Riksarkivet, Oslo; 7. april 1833. Mig forkyndt; og agtes Appel. 7 April 33 Henr. Wergeland TIL EN RECENSENT Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. A II. 2; visstnok april 1833. Du svinger Svøben vild og vred Den Offeret paa Bagen maa svide svært; thi som du veed er Sandheden jo nagen. Henrik Wergeland ATTER ET TRÆK AF DEN SVENSK-ENGELSKE GREVINDE BAKER OG DEN ENGELSKE CAPITAIN VILLEBOIS (Indsendt.) Statsborgeren 5. mai 1833. Fra Lillehammer og Christiania har man i Vexelchor besjun- get dette høiadelige Guillotinekrams Eftermæle her i Landet. Hvor nobelt det har opført sig i Næs, hvor norsk Bondeblod maatte rosenstrøe og skarlagenklæde det høie Pars Vei, skulle vi erfare af følgende Udtog af Skydsbogen paa Vormsund og Kjølstad. 1. "Ole Toxstad efter att han ikke fik åka då det redan var två Bønder och underteknad endast hade fyra hàstar -- blef Ole Toxstad näsvis och ville ikke gjøra hvad underteknad sade -- då underteknad var nødsakat nytja Styrkan -- om han motsträfvade -- samt ville ikke lemna Vagnen. Og underteknad var nødsakat att vidare nytja Store Styrkan. Capitain Villebois. Den 16de Juli 1832 er Klagan skrefven. Vitnes Grefvinna Baker. 2. I Anledning af Forestaaende af Capitain Villebois har da Skydsende Ole Olsen Togstad anmodet Undertegnede at anføre: Et Stykke fra Raaholt gik nogle af Forspandsremmerne istykker, hvorved Ophold skedte, og den Rei- sende gik ud af Vognen. Her blev han vaer, at der var 2de Skydsdrenge med, og erklærede nu, at der paa ingen Maade skulde være mere end 1 Skydsdreng; og da Klageren Ole Togstad paastod, at de, som begge eiede SIDE: 54 Hester for Vognen, maatte være med, saamegetmere som hans Medskydsende havde 2de unge Hester for, hvis Oversætning han frygtede for, løb han først hen og slog den anden Skydsdreng, som han vilde derefter kaste ned i Renden; men da Klageren nu forhindrede dette, begyndte han at slaae ham først med Hænderne; men da han ei syntes dette var nok, løb han hen til Vognen, greb sit Gevær, og slog hermed efter Klagerens Hoved, hvorved Kla- geren formodentlig vilde have erholdt sit Banesaar, hvis han ei havde faaet afbødet Slaget med sin venstre Haand, i hvilken han fik 3de Huller, og hvorved Geværstokken gik saaledes istykker, at, da han igjen slog efter ham, gik den tversaf. Han vilde nu bruge Geværpiben paa Klageren, som derfor, for at redde sig, maatte løbe sin Vei. Ole Togstad ansøger derfor Overøvrigheden om at drage omsorg for at bemeldte Capitain Villebois maa vorde tiltalt og straffet for denne sin formeentlig ulovlige og voldsomme Adfærd, overeensstemmende med de gjældende Love, hvis han ei mindelig vil erlægge en af det høie Amt dikteret Mulkt, og betale Klageren for Tort og de tilføiede Hulsaar. Ovenstaaendes Rigtighed skal han kunne bevidne med Martin O. Eggum og Anders O. Dysland. J. O. Koren, Lensmand. 3. Amtet har under 13de August sidstleden paa Grund af forestaaende Klager resolveret: at det ikke finder (! ? !) Anledning til videre at indlade sig paa denne af Ole Togstad paaklagede Adfærd, da det Paaklagede for- meentlig ikke qvalificerer sig til offentlig Paatale, men maatte paatales af ham selv. Rigtig afskrevet vedgaaer for Lensmand Koren F. Christophersen." Stakkels fattige Ole! bær da dine Prygl, og selv dine tre Vunder med Glædestaarer over at du beholdt dit Liv, og med den Erkjendtlighed, som du skylder Retfærdigheden, den maje- stætiske Justitia, som kun derfor undlod at ile dig til Undsæt- ning, for at henvise dig til Kjerligheden og Taalmodigheden! Dog vogte du dig for at krænke Lovens 6 -- 9 -- 24! thi det koster dig foruden rette Bøder trende 40 Lod Sølv! Ligesaa vogte du dig for 6 -- 9 -- 17; thi det koster dig atter foruden rette Bøder trende 40 Lod Sølv! Og husk vel, at 8 -- 7 -- 1 og 3 er skrevet for dig, om du ikke vil betale og see dit Bryst smykket med Brem- merholms Kjæder, din Ryg med Baronens Tampe, dine Fødder med klingrende Jernsporer og din Hals med den staalflettede Maske af det Garn, hvori de Smaae blive hængende! -- ja Stak- kels, om du ikke vil skilles fra din kjerlige Mage, som forbandt dine Saar og gik til Kirke for at takke Gud for at du ikke blev SIDE: 55 dræbt, og i hendes Sted formæles med en tung Træklods med et Jernhjerte i, som du skal slæbe paa, -- indtil Gud igjen ad- skiller hvad Menneskene havde forenet! -- Henrik Wergeland [MINNESTØTTEN OVER KROGH FERDIG] (Indsendt.) Statsborgeren, 5. mai 1833. Saa staaer der Krohgs Mindestøtte som en Gubbe blikkende med mørk Alvorsbryn gjennem sit Fængsels Gitter, ret som den vilde spørge: Er jeg et Minde reist af frihedselskende Nor- mænd, og skal paa deres Frihedsdag omgives af disse Skranker? Burde jeg ikke frit hæve min Isse i det af Frihedens Jubel- toner gjenlydende Alverdenstempel -- lig en Offerpræst, hvor Hjerterne ere Altre?! Henrik Wergeland [VOLDGIFT ISTEDENFOR PROCESS] (Indsendt.) Morgenbladet 19. sept. 1833. Norske Lovs 1 -- 6 -- 1 lyder: "Dersom Parterne voldgive deris Sag og Tvistighed paa Dannemænd, enten med Opmand, eller uden, da hvad de sige eller kjende, saa vit deris Fuldmagt dennem tillades at gjøre, det staar fast, og kand ei for nogen Ret til Underkjendelse indstævnis, dog Kongen sin Sag forbe- holden." Heri synes en herlig Frihed, en Maade at afgjøre Tvistigheder naturligst, billigst og kortest paa at være os Nor- mænd indrømmet. Alligevel benyttes denne Ret kun yderst sjelden og kun i enkelte Districter -- en Feil, som deels maa- skee har sin Grund i Uvidenhed om hiint Lovbud, deels i Uvis- hed om Lovcapitlets Overskrift: "Om Indstævning til høiere Ret" ikke indskrænker Retten til at voldgive en Sag alene til efter at den har passeret Underretten. Skjøndt det synes Inds. klart, at Lovgiverens Hensigt har været, saameget som muligt at sætte især Menigmands Processer Grændser og at gjøre Tvistigheder uskadeligere end skee kan, naar en dyr og lang- varig Proces er den eneste Udvei, og at han saaledes ikke har villet tildeels tilintetgjøre sin egen liberale Hensigt ved en saa- SIDE: 56 dan unødvendig Indskrænkning: har dog Inds. hørt Meninger for denne, grundet paa Overskriften. Dog veed Indsenderen, at flere Sager i den senere Tid i Romsdalen ere afgjorte ved Voldgift efter forud indgaaet Forlig, uden noget Retspersonales Mellemkomst; ja, at Parterne i en Sag strandede denne efter at den var bleven foretaget i Retten og Procuratorer og Dom- mer rigeligen vare blevne betalte og voldgave samme. Det sy- nes ogsaa rimeligt, at Capitlets Overskrift skal omfatte dets Hovedindhold, og at det ikke kan antages at berøve Folket den bedste Deel af dets Voldgiftsret -- et Gode, det vilde sætte imellem sine ypperste, om det var bekjendt og benyttet som det burde efter de Paamindelser ublue Procuratorer nu i lang Tid have givet derom. Lovkyndiges Mening herom utbedes paa det Indstændigste. AFSKEDSBILLETTER TIL EN BORTREISENDE SPION (EVERLÖF) Efter Wergelands manuskript, UB. Oslo fol. 584 fol. A II. 2; høsten 1833. For førstegang du Norge glæder Da du til Reise dig bereder. Lykke paa Reisen, Diplomat! Skal vi en endnu værre vente? Ham ifra sin egen Stat Selve Satan da maa hente. Reis snart didhen! Maaske for førstegang du der Dig i et fremmed Land foruden Skyld beseer. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 24. nov. 1833. Planer til Norges Historie, "7de Hefte for Almuen", af Henrik Wergeland, indkaldes herved. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL BREV TIL CARL F. RIDDERSTAD] [Sml. V:1:157 ff.] Efter ikke god avskrift blandt M. Birkelands "Biografiske samlinger" RA., Oslo. Eidsvold Præstegaard 12. Jan. 1834. Skriv mig til om Dig selv (Wildheim har jeg endnu ei faaet!) om Indholdet af de nye Runor; og nævn mig med det samme noget om din Stilling -- om du er Officeer i din Slægt, om Du er Nobili -- saa jeg kan vide hvordan jeg skal tage dig. Der er tillige Gust. Hjerta jeg gad høre om. Gfstrøm sendte mig nys et Hefte Digte -- (for veke, for veke!) O. F., som jeg har omtalt i Mbldt kjender jeg kun af hans Bolivar i "Vinterblommor" som jeg fik af Mellin (den kronte, men hvor er Hovedet til Kronen?) men jeg omtaler ham forat have en Alen til at maale Dig med. I Upsala Literat. Tidning har Rydquist for en Tid tilbage revet mig, -- jeg vil revengere mig. I Danmark indrykkes intet For- svar for mig; -- i Börsenhalle derimod stod et for længere Tid siden. Vil Du -- oversat eller original -- indrykke i en svensk Journal "Skakastølstinden" og skrive en liden Anmærkning un- der "at dette er et Prøvestykke paa den i Upsalatidenden cha- rakteriserede "mest carrikerede wske Poesien" eller hvordan der nu stod? Er du i Forbindelse med Aftonbladet? Der maaskee? -- Henrik Wergeland [DEDIKASJONER I "NORGES HISTORIE FØRSTE DEEL"] Ca. 1. febr. 1834. Til min kjære, gode Fader Nicolai Wergeland, Fædrelandets uforfærdede Talsmand fra Henr. Wergeland. Til Herr. Rudolf Keyser, det fædrelandske Olds skarpsindige Forklarer, høiagtelsesfuldt fra Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 58 [ANSØKNING OM LÆRERSTILLING VED SJØKRIGSSKOLEN] Efter ms. i Riksarkivet, Oslo. Ma- rinedept. Journ.saker 263/1834; 15. febr. 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Marinen. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, ansøger ærbødigst den kongelige nor- ske Regjerings Marine-Depar- tement om at maatte vorde beskikket til at forestaae den ved Søcadetakademiet ledig- værende Lærerpost i Historie og Geografi, Norsk og Reli- gion. Idet Undertegnede herved ærbødigst ansøger det høje Marinedepartement om at maatte vorde anbetroet Læ- rerposten ved Søcadetacade- miet i Historie og Geografi, Modersmaalet og Religion, paaberaabes: 1) Mine akademiske Charakterer for disse Fag sees ved Exa- men artium at have været udmærket godt og meget godt. Charakterlisten hoslægges isaahenseende. 2) Ved examen philosophicum erholdt jeg ligeledes udmærket godt for Historie. Denne Charakter var ogsaa for Historie og Geografi min almindelige ved Christiania Kathedralskole; og ved examen artium saavelsom ved philosophicum lagde jeg Historien op til daværende Datum, medens man til artium kun var forpligtet til at gjøre Rede derfor indtil den franske Revolution. 3) For min Kundskab i Fædrenelandets specielle Historie gives der et offentligt Document idet jeg har udgivet denne. 4) Begge Censorers "laudabilis" til den katechetiske og homile- tiske Examen viser, at Religionsfaget in praxi forstaaes af mig. 5) En Række af Skrivter i bunden og ubunden Stiil godtgjør, at jeg kan mit Modersmaal. 6) Kirke- og Underviisnings-Departementets Circulære af 11te Juli f. A. tilsiger udtrykkelig de Geistlige fortrinlig Adgang til Befordring, som udgive almeen Oplysning fremmende Skrivter. Dette har jeg gjort tildels ved Opofrelse, idet jeg har udgivet syv Hefter forskjelligartede Almuskrivter, saa- som en praktisk Botanik, om Almubogsamlinger o, fl. d. SIDE: 59 Følgende Documenter, som forøvrigt skulde understøtte min Adkomst, ere, siden en foregaaende Ansøgning om geistligt Embede, i Regjeringens Værge, nemlig 1) en Daabsattest, hvoraf sees, at jeg 17de Juni f. A. naaede Ansøgningsalderen; 2) en attesterende Erklæring fra min befalede Sagfører i beneficeret Sag mod anden Mand, at denne, ei af mig anlagte, Sag ingen skadelig Indflydelse paa mit gode Navn legaliter vil kunne have; -- 3) Attest fra de theologiske Professorer om at jeg med Orden og Flid frequenterede deres Forelæsninger; -- 4) testi- monium publicum, der beskriver, at jeg, med laudabilis til examen artium i Januar 1826, og senere med haud illaudabilis til examen philosophicum, i Mai 1829 absolverede den theore- tiske theologiske Examen med haud illaudabilis; -- samt 5) testimonium for at jeg i Juni 1833 absolverede denne Examens praktiske Afdelinger med laudabilis. Tillige medfulgte en Attest fra min Fader Provst Wergeland, at jeg, i Mellemtiden mellem disse to Examiner, hos og under ham i Eidsvold havde søgt at uddanne mig i geistlig Praxis. Det kongelige Marinedepartement vil behageligen bemærke, at jeg hverken har tilbagelagt min akademiske Løbebane uhæ- derligen eller undladt senere i de flere Candidataar at uddanne mig og at gjøre mine Evner og Kundskaber saa nyttige for det Almene som det har staaet til mig. Dog maa til en saadan Post, som denne herved ærbødigst ansøgte, komme i mere særegen Betragtning, at netop dennes Fag saa at sige ere mine. Forhen har jeg underviist Enkelte, men ei paa nogen Skole, saafremt det, at jeg gratis underviser i Oversigt af Geografien og Moders- maalets Sproglære ved en af mig her oprettet Søndagsskole, ei saaledes kan benævnes. Eidsvold Præstegaard 15 Februar 1834. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland S. T. HERR CAPITAIN MUNTHE Efter ms. UB Oslo 584 fol. F. 84; 27. febr. 1834. Høistærede Herr Capitain Munthe. De finder heri 4 Postark indeholdende noget Historisk, som jeg, med Bekjendelse at jeg ikke har havt Stunder til at faae SIDE: 60 det, paa meget nær, saa istand, som jeg ønskede, og det burde være, anbefaler til Deres private Bedømmelse først, om det egner sig til "Samlingerne". Jeg giver Dem Hals- og Haand-ret derover i Alt, Stiil og Materie, Noter, -- kort Alt, om De vil vise mig den Godhed og Ære at benytte den tilgagns (Jeg har Thierry fra Univ.bibl.) Tillader De mig følgende Bemærkninger ved Deres høist interessante af Lærdom bugnende Afhandl. om Raumarike: 1) Paa Haberstadvolden (Haborstadvollen) paa Durallen har staaet en Kirke eller Capell. 2) Paa Turnisakrs Nabo- gaard Vilberg siges at have været Præstegaard (til Kirken paa T?) 3) Paa Turnisaker (Tønsageren og jeg drak igaar en liden Mugge af Glæde over det gjenfundne gamle Navn, og gamle Bedstemoer blev adspurgt om Kirken -- Hun begyndte at græde) der paa Turnisaker findes en Braate Gravhøje ligeunder Fjeldet, som bær over til Odalen. Deri ere Sværd fundne. Jeg slutter, at Ribungerne der har slængt sine Døde, flyende over Fjeldet til Odalen og ad Winger og Wermland til efter Bjerkebein- hilsningen, som Ivar v: [?] Skeidiahof m. Fl. gav dem paa Worma der 1/2 Fjerding unna. 4) Paa Gaarden Sanders Gaard paa Du- rallen 1 Bautasteen. Ellers ligge Kjæmpehøjene i denne Bygd valpladsviis især -- mange ihop. 5) Da De anfører hvor de gamle Districtnavne endnu bruges, saa -- Storvalen og Kisa bruges endnu. -- De skriver "Claraelv". Mon ikke Klaraelf ): den klare. Tilgiv mig dette. Levvel! Eidsvoll 27 Febr. /34. Med Høiagtelse Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL ANSØKNINGEN AV 15. FEBRUAR] Efter ms. i Riksarkivet, Oslo. Ma- rinedept. Journ.saker 263/1834; 8. april 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Marinen. Som Bilag til Undertegnedes for nærværende indleverte underdanige Ansøgning om Lærerposten ved Søkrigsskolen, troer jeg herved at burde indsende Underretning om at den under 7de April d. A. faldne Sættedom i den af Procurator i Agers- huus Amt J. O. Praëm mod mig for formentligen injurierende SIDE: 61 Udtryk anlagte, begge Parter naadigst beneficerte Sag indeholder ogsaa følgende: "Den af Hovedcitanten i hans Stevning af 29de April og Indlæg af 16de Mai 1831 mod Contracitanten nedlagte ære- rørige Paastand mortificeres, saa den ei kommer Denne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte." Af Dommen vedkommer Dette alene min Stilling som An- søger. Eidsvoll 8de April 1834. underdanig Henrik Wergeland Candidatus theologiæ Henrik Wergeland [BRUCE'S TALE TIL HÆREN VED BANNOCKBURN] [Efter John Burns.] Efter Wergelands manuskript, UB. Oslo 584 fol. A III. 3; sommeren 1834. -ù | -ù | -ù | - Skotter, I hvis Blod har frust samsmed Wallaces saa flust! Skotter, førte jamt og tidt did af Bruce hvor hvast blev stridt! Velkomne til eders blodige Lejer eller til en herlig Sejer! Nu er Dagen frambrynt, nu Stunden i sin Glitr og Gru. Se alt Fylkingen til Strid! Se alt nærmere herhid dra'r stout Edvards gruske Rækker: Edvards Slaveri i Lækkjer. Hvo den Skurk, som være vil en Forræder? Er han til? Hvo vil fylde med sin Krop bandte Nidings Liiggrop op? Hvo saa laag en Træl at være? Omkring, du Skurk! Røm fra din Ære. SIDE: 62 Hvo for skotske Lag og Drot drager Frihedsklingen godt, som en fri og frelse Mand staaer han eller stuper han. Men i Alt: i Fald hell' Stane Caledonier! fram med Bruces Fahne. Nu! Ved Aagets Plagevægt! ved en trælket Efterslægt! dyrebare Hjerteblod, Livsensaaren, Synju'ns Rod ud vi vilde tørke, bare hines Frihed vi bevare. Slaa hver Voldsmand kaut ikold! I Enhver bag Fiendeskjold falder en Tyran. Hurra! Frihed i og Frihed fra hvert et Gagnehugg [fotnotemerke] maa gløde. Fram til Stordaad eller Døden! Fotnote: Eller: Hugg tilgangs. Det senere hidkomne skal følge! Mind Svenskerne paa Hammertouren. Husk ellers i din Op- sats paa Grundtvigs Oversættelser i Snorro!!! Din HW. Henrik Wergeland [CIRKULÆRE TIL 8 VENNER I EIDSVOLL] Utdrag ved Hans Tønsager i "Barn- doms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland (1897) s. 23; sommeren 1834. De anmodes om at deltage i en fodvandring over til Odalen for at se paa henrettelsen af den grove forbryder, der merk- værdig nok har kunnet vokse op blandt de godmodige og fred- sommelige odølinger. Da vi skal gaa over det høie fjeld (1 mil over), maa hver SIDE: 63 mand have niste med; naturligvis maa lommelærken med brændevin ikke forsømmes. De, som er jægere, maa ikke glemme at tage gevær og hunde med, for at turen kan blive alsidig. Henrik Wergeland S. T. HERR PROCURATOR NILSON FLØGSTAD, SØRUM Efter ms. UB Oslo F 39 a; 19. aug. 1834. S. T. Herr Procurator Nilson Da den Tid, DVbhed anslog at ville medgaae til Actens Ud- færdigelse, er forløben, tør jeg udbede mig Underretning om den snart bliver at bekomme eller "haass". Med det samme ønskes at vide om Modpartens Act er expedert og udlevert. Ligesom dette sendes leilighedsviis, udbedes Svaret nedlagt i Kløften til lignende Befordring, hvorfor jeg skal sørge. Ingen Daler er værre at give ud ellers end en eneste Skilling i denne Sag. Eidsvoll 19 Aug. 34. Ærbødigst Henr. Wergeland Henrik Wergeland SUBSCRIPTION PAA DE TO FØRSTE BIND AF "HENR. WERGELANDS DRAMATISKE VÆRKER" Morgenbladet 18. okt. 1834. Hvert av disse Bind vil indeholde 2 originale Sørgespil, ud- gjøre 8 -- 10 Ark, og overlades heftet for 7 ß Arket. Forf. an- moder Venner af Fædrelandets Literatur og sine Bekjendte omkring i Landet om at fremme Udgivelsen ved velvilligen at samle Subscribenter og indsende deres Fortegnelser inden Nytaar til Forf. i Christiania. SIDE: 116 Henrik Wergeland [BREV TIL BIBELSELSKAPET] Kristiania 29. apri1 1835; efter ms. i Bibelselskapets arkiv 1835/41, de- ponert i Historisk kjeldeskriftinsti- tutt, Oslo. Til Centralcommitteen for det norske Bibelselskab. Beskjæftiget med at indsamle Bøger til Brug for Patienterne i Byens Hospitaler, for de i Arresterne Hensiddende og for Hovedvagterne, anholder Undertegnede hos den ærede Central- committee for det norske Bibelselskab, forudsat at det er i dettes Tendens til et saadant Brug gratis at tildele Nogen udenfor dets Medlemmer de Bøger, det ellers udbreder, om at maatte vorde skjænket fire Bibler og Nytestamenter til oven- angivne Meed. Et mindre Antal modtages med lige Følelser af Erkjendtlighed, ligesom og hvilke andre hensigtsmæssige Bøger af instructivt eller religiøst Indhold, det maatte staae i Centralcommitteens eller enkelte af dennes respective Med- lemmers Evne at meddele. Christiania 29de April 1835. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. (b. i Jfr. Schwenckes Gd. Raadstugade) [Utenpå:] Til Centralkomitteen for det norske Bibelselskab Christiania. Ønskes afleveret til Hrr Professor Hersleb. SIDE: 117 GEBURTSDAGSVERS Efter Nyt Tidsskrift 1886 s. 659 -- 61; febr. 1835(?). End nogle Dage med Sne og Slud, saa springer Sneklokken freidig ud. Da staar den fager, fra Sneens Dække befried af Vinden den Bly og Kjække, med fine Strøg af Karmin paa Kinden. End knuges Aaret, saa blegt og ungt, af Vintrens Skyer paa Skyer tungt. Men seet fra Himmelens Hvælv, som strækker sig klart derover, de Skyers Rækker maa ligne Snelag og frosne Vover. Men hvis, lig Foraarets første Vind, Den blæste Sneen af Klokkens Kind, en Engel Skyerne søndersplintred og saa til Kloden, som overvintred, blandt os en Sneblom han saa fuldmoden. -- En deilig Blomme, som Vintren bar den to og tyvende Februar, hvis fine Kind under Sneen fødtes, hvis Øine skjønne, af Skyer mødtes de Vintrens blege, ei af det Grønne. Men se, i Sneklokkens Kalk er lagt en sød Forjettelses Tryllemagt: En Vaar den føder, selv vinterbaaren; ei blege Vinter, men forud Vaaren er speilet af i dens skjære Tanker. SIDE: 118 Men Adeline, det er dog bedst, hvori du ligner den Sneblom mest: Den skjænker Vinteren meer end givet den blev af denne og dig kan Livet, som du forskjønner, ei nok belønne. Det gav dig Ynde, men mere skjøn er den, som bor i din Sjel iløn. Hvad Rigdom eier det vel som denne? Det Børn dig skjænkte Natalie -- hende! O Livet er ei saa armt vi tænkte. I dem er Vaaren jo alt begyndt om dig at blomme i fyldig Pynt. Det er et Under, som om der sprunge om Vinterblommen en Hæk af unge Narcisser alt førend Vaar er kommen. Du selv og disse, det er et Bed, hvorpaa Guds Engle med Fryd se ned. Og vi i trofast og kjærlig Klynge, vor Adeline et Gjerde slynge af Ømhed knyttet om dig og Dine. Henrik Wergeland SIDE: 119 11. mai 1835. COMMENTÆR TIL PAPEGØIEN ET FASTELAVNSRIIS AF SIFUL SIFADDA, FORFATTET AF HENR. WERGELAND. 1835. "Æsthetikklerne ere pluddrende Dompaper, Poetikk- lerne fløitende Dompaper, Polemikklerne brunstvrede Dompaper, Vehikklerne kjelne Dompaper, Bagatellerne Dompaper comme il faut. Der er en Guds Velsignelse af Dompaper; men selv om Himlene rødmede deraf, fulgte dog ingen Skræk med dem. Papegøjen er en stor Dompap. Boghandler Johan Dahl er ingen Dompap; thi han har bragt Papegøjen for Lyset." Dompapen, 2:den Commentær til Papegøjen. Det var forlængst ikke ubekjendt, at man fra dansk Side søgte at gjøre et aandigt Supremati gjennem Literaturen og Boghandelen gjældende over Norge, som medrette betragtedes for ligesaa farligt som uretmæssigt og uværdigt. Nordmænd SIDE: 120 have været ængstlige derover, og seet i enhver Boghandler- bekjendtgjørelse om den stedse inderligere Forbindelse med Kjøbenhavn ikke saameget Glimtet af en Lysstraale fra den europæiske Videnskabelighed, der atter skulde udgyde sig over vort Norden, som en Edderkop, der ilede ud forat overdrage os med nok en Traad af sit Spind. Hvor beroligende da for disse Miltsyge, at selve Chefen for den danske Hovedboghand- ling i Norges Hovedstad -- en Mand, som visseligen, ihvad man end ymter om Colonianlæg og Filialer, "staaer paa egne Been og er Principal selv" -- paa det tydeligste har erklæret sig imod deslige Attentater ved at bringe, som Forlægger, i "Pape- gøjen" et Skrivt for Lyset, der utvivlsomt og aabent bekjæmper dem og de Potenzer i Folket selv, som truede i sin raadne Gjæring med at bringe dem til Modenhed. Der er ikke længer nogen Fare. Nordmændene kunne vende sin udelte Opmærk- somhed til hvad der truer fra en anden Kant deres politiske Selvstændighed. Dennegang løi ikke Sinon. Dennegang inde- holdt Træhesten, som vi førte indenfor vore Mure, ikke Fiender i Vaaben. Renere straalte ingensinde Upartiskheden, end da hiin Dansker beskjæftigede sig med paa det ilsomste at neste hine Filippiker imod hans Egne sammen med et Par Sting smudsigt Uldgarn forat de deshurtigere kunde udbrede sin Virk- ning for den Sag, han nu gjorde fælleds med. Det var ikke gode Miner til slet Spil man opdagede bag Disken, hvor Pape- gøjen strax faldt i Øinene, men Romerens, den i sin Retfær- dighed forfærdende men ophøjede Romers, der brød Staven over sin lovfældte Søn. Medens Publicum stod i den feilende For- mening, at den kun skulde tugte Enkeltmands isandhed for- agtelige Adfærd, bedømte vor Mand Sifuls Nidkjærhed bedre, og gjorde, ventelig efter den hæderligste Sjelekamp, en Manøvre, der meget lignede en heel Fløis Overgang til Fienden midtunder et Slag. At forlægge et sifulinskt Arbeide af den Natur, var, efter Omstændighederne, noget nær at gjøre et med denne Ismael af en Forfatter, og ganske og aldeles at bryde overtvert med de kjøbenhavnske Tidender og med alle dem dernede, som allerede holdt Norge for speculationserobret. Det var et adieu ma patrie, ikke udaandet med Vemod af en Emigrants beklemte Hjerte, men udstødt af en Jacobiner gjennem en Krigstrompet SIDE: 121 fra en fjern Øe, han i Frihedsbegeistring reiste i Opstand mod sit Fødeland, og eftertordnet af et Bølger reisende ça ira! Og, hvor modsat dette end synes, det var Helotens Troskab mod sin nuværende Herre, idet han traadte frem foran Zeuses Tem- pel, og raabte: "vogter eder, Spartanere! Helos' Ruiner voxe atter i mine Brødres Hjerter." Norge er taknemligere end Sparta: den tro Helot skulde have været den Første eller Sidste i sit Folks Ødelæggelse; vor Mand er Landets hædrede Borger; og har løst sit Borgerskab ved at forlægge Papegøjen. I en Tidsalder; der kun i den fluctuerende Hurtighed, hvor- med Begivenhederne vexle, og just ikke altid i deres Storhed, har noget fremfor de forsvundne; mellem Mennesker, der endnu lade sig forbause af Det, der kun i Svinget skiller sig fra det Dagligdagse; som staae tilbage for Oldtidens i at foragte det Smaalige, og hvis Beundringssands taaler mindre Incitamenter end Middelalderens; -- i en saadan Tid skulde vor Mands blotte Passivitet have passeret for Ædelmod; og hans Activitet for den Sag, en fra alle Fordomme og Indflydelsen af naturlige Forbindelser abstrahert Overbeviisning bød ham at hylde, have maattet forbause en Tid, der er vant til det Vakklende og lette- ligen tilgiver det, og bringe en Masse af Mennesker til at rødme, der ingensinde saae Storheden afdækket, det moralske Skjønne i dets ophøjede Nøgenhed og en overordentlig Selvstændighed frygtløs aabenbaret. Men hvormeget man end skulde have at tilskrive alene sig selv den beskjæmmende Følelse, som Sam- menligningen med et saadant Fænomen maatte opvække, hvor dybt end Nordmænd maatte blues over at en Dansker overgik dem i bekjæmpe den danske Indflydelse: -- slige Triumfer over Hjerterne hvor de kun skulde feires over Overbeviisningerne forbød vor Mands Beskedenhed ham at søge. Man saae en Coriolanus mellem Volscerne, men Hesperiens fagreste Jomfru- rødme nedmildnede disse Muskler, der havde Ret til at svulme Capitolet imøde. Derfor, for ikke at gjøre Fortjenesten mere iøinefaldende end den i sig selv maatte være, og for ikke at synes somom man vilde paatvinge Folk Troen paa et usædvan- ligt Træk af Storsind, maatte Forf's Tilskrivt: "Forlæggeren er virkelig Boghandler Johan Dahl" i de fleste Exemplarer forandres til det simple: "Forlæggeren er Boghandler Johan SIDE: 122 Dahl." Ligesaa naturligt som det Usædvanlige -- den Handling, der ovenfor er fremhævet -- var for Storheden i Gemyttet: ligesaa naturligt var det for Beskedenheden at skye det Used- vanlige, som unegteligt laae i at ville bekræfte en Handling mere end nødvendigt, der maatte have den skjønneste Løn i Selv- bevidstheden, og vække Alles Opmærksomhed og Troen paa dens Tilvær ved de Følger, den maatte have. Hvor latterligt, om Carnot med en Eed havde villet fortælle Verden, at Han, hvis Retskaffenhed Ingen turde omtvivle, havde stemt for Kon- gens Død! Eller om de Enkelte af lige Uafhængighed i Over- beviisningen, der stemmede anderledes, vilde med overflødige Forsikkringer belægge Æren af at have traadt op mod den overvældige Terrorisme! Visselig -- i Forlæggerskabet den Storhed, der er i den mest absolute Selvstændighed i Overbevisningen, -- Beskedenhed i Tilskrivtens Forandring, i Pjecens kummerlige Udvortes; og, vi kunne lægge til, dog ædel Stolthed i den uhyre Priis, som fastsattes! Men hvilken Dyd er det, som endnu lader ham æske en Com- mentær over Papegøjen af en Forfatter, der gjør Parti med Siful i hans Meninger, endskjøndt han er ivrigere end Dæm- ringens berømte Lucifer i at opspore hans Feil? Saafremt vor Mand ikke er af Sifuls Crossreadere, maa det være den Drivt, der bringer Sejerherren til at forfølge sin Sejer til det yderste: en Conseqvenz, jeg maatte beundre for meget til ikke at ad- lyde den. Saaledes fik denne Commentær, efter Accord eller Ordre skreven for Pressen, sit Tilvær. Men dette var vor norske Sags nidkjære Fremhjælper ikke nok: Han maatte have en Commen- tær til "for sig selv" da han ikke agtede at lade den Forfattede trykke. Hans Ønske var en Befaling. En Commentær, for- skjellig i Alt fra denne, overraktes ham til fri Raadighed. Og saaledes fik Boghandler Dahl "Dompapen, Commentær til Papegøjen, skreven til Boghandler Johan Dahls Behov og paa Forlangende -- af H. W.;" og Publicum denne. SIDE: 123 Det Foregaaende og endnu mere Papegøjen selv gjør det overflødigt at commentere videre over Totalmeningen af denne Farce. En Commentator maa ikke udstrække sin Vel- villighet til at hjælpe paa enhver personlig Mangel af den Grad af Dømmekraft og Opfatningsevne, som man er berettiget til at forudsætte hos Enhver. Kun Den kan være blind for dens rent sedlige Tendenz, som, om end gjort opmærksom der- paa, fremdeles forbliver ufølsom derfor. Imidlertid maa vi bemærke, at Ideen, at udgrene alle Retninger af et fordærvet Gemyt, forfølgende dem under Utviklingen gjennem en Række af Aar, og Fremstillingen af de Biomstændigheder, som derpaa havde Indflytelse, nødvendig maatte gjøre Udførelsen rapsodisk og skizzeret -- en Egenskab af tvetydigt Værd, der saameget før maatte finde Sted som mellem disse fata accessoria en Række Personer fremtræde, der ligeledes rangle Undergangen imøde, og kun forsaavidt staae i Forbindelse med Hovedperso- nen som de fremskynde hans jammerlige Bane. Vi have altsaa ikke for os noget snevert begrændset moralskt Landskabsmaleri eller noget nøje udført Detaljkart over en udeelt bestemt liden lyksalig abderitisk Øe; ikke noget dristigt Billed af en eller anden af disse Forbrydelser, der ligesom høje, rædselslørte For- bjerg springe kjækt ud fra denne Verden mot Dæmonernes; men kun en, mere til Nytte end til Lyst udkastet Rad af For- toninger af en Daarlighedens Kyst, -- kun et let Omrids af Situationer, der kunde være farlige nok om de ikke vare kjendte: af nogle ensformige, af en vild Race Egoister besatte, Høje, der ende sig i den polemiske Muses noget mere kneisende Parnas, og af nogle Landstrimler, der forbinde dette mærkværdige Land med Dyreverdenens mørke Regioner. For saa løse Frihaands- udkast gyser den æsthetikkelske Æsthetik med al Ret tilbage i sine Stereotyper. Enhver ærlig Polemikkel maa reise Børster; den poetikkelske Formsands trække sig tilbage i sin Skildpadde- SIDE: 124 skal. Ogsaa er det ærligt sagt, at den løse Forbindelse, der virkelig finder Sted imellem Hovedfiguren og Bagatellerne, som ogsaa, imod al Enhed, danne et temmelig isolert Hovedparti, skulde kunne vække selv hos mindre Nervesvage Gysen, der- som ikke Farcen, efter sin Natur, tillod svævende Overgange, lette Buer, barokke Udbygninger -- kort en Structur som ved de mauriske Slotte eller liig den sønderrevne Fjeldegns, hvor en bævende Træstamme, en heldig placert Stenhelle er nok til at forene Rand med Rand og til at føre Gemsen og dens Jæger ligesaalet som Ørnen over Afgrunden. Derimod kan det ikke undgaae selv et mindre opmærksomt Øie, at en enkelt Feil, Grusomhed imod Dyrene, synes at være det, som især vækker Alferne til at øve sine Kræfter paa Johan, mens hele Farcens Gang viser, at Udviklingen af andre Egen- skaber medfører hans Ulykke. Men samme Retfærdighed, som lader os fremsætte denne Anke, tør heller ikke holde skjult: 1) at Alferne, som nærmere forbundne med Dyreverdenen, med samme Grund, som at militære Dommere og alle Jurister lette- ligen ere enige i det Formastelige i om Anker frembringes mod et eller andet Skarn i de respective Stænder, særligen bragtes i Harnisk ved Fornærmelser imod deres uskyldige Frænder; -- 2) at deres Forbedringsplan gik ud paa at helbrede det for- dærvede Gemyt i alle dets øvrige Retninger, hvilke ogsaa (Se Besværgelsessangene Pag. 6, 7 og 8) havde tiltrukket sig deres Opmærksomhed; -- og 3) at hiin fremhævede Egenskab kun er en, efter Alderen naturlig, Repræsentant for den Letsindighed, der baade i Stykket og efter Alle, der kjende Papegøjen, er Johans Grundfeil, og hvoraf de Egenskaber, der bevirkede hans Uheld, senere udviklede sig. Af Alfechoret Pag. 49 sees ogsaa, at Det ogsaa bidrog til at sætte deres Kræfter i Virksomhed paa Johans Bekostning, at de ifølge sin aandige Natur kjendte nøje til den lave Rang, han indtog imellem fornuftbegavede Væ- sener, og derfor fandt sig mindre istand til at taale utilbørlige Udskejelser af En, de maatte foragte. Den særegne Betydning, Forfatteren vil have lagt i den tankeløse Forfølgelse mod Natu- rens Skjønheder, kan heller ikke undgaae os; men endogsaa dette uanseet, maa tilstaaes, at denne Deel af Stykkets Moral er særdeles tjenligt for Drenge, ligesom det og i meget Andet SIDE: 125 lader til at være skrevet til Nytte for Folk, som besidde meget af disses Natur. Vi undtage herifra enkelte af Figurerne, saasom Onkel Tobias, Boghandleren Güldenthal og Prometheus, der ere adstadige Mænd, fast den Sidste synes at gaae betydeligt i Barndommen. Den Moral, de afgive, er af en alvorligere og almenere Beskaf- fenhed, og saaledes maaske hverken fattelig eller passende for Papegøjen og Bagatellerne. Den der ligger i Tobias fremsætter Poetikkel selv Pag. 41, idet han, skuttende sin Ryg, siger, at han mærker, at fornuftige Folk tænke ens baade i Danmark og Norge. I Boghandler Güldenthal er gjort opmærksom paa den Aandsafhængighed af Danmark, hvori Norge sættes ogsaa der- ved at dets Boghandel er kommen i et aldeles passivt og under- ordnet Forhold til den danske. Og i Prometheus høres den overmættede Forfængeligheds Ræben ligesaa modbydelig som Skriget og den evindelige Rumlen af Poetikels hungrende. For- øvrigt staaer denne Figur meget løs i Stykket, hvortil den kun er bundet ved et Forhold til Papegøjen, som alene forsaavidt kan siges hensigtsmæssigt for det Heles Skyld og nødvendigen antydet, som det havde en vældig Indflydelse paa Hovedfigurens Svadsighed og Indbildskhed. Værre er det, idetmindste for Forfatteren selv, at han dristeligen har strakt Vaabenhaand imod En, for hvem Alle ere beredte at oprække sine. Det er vel saa, at han synes ikke at dele Fleerhedens overdrevne Be- undring for Promethei tidligere Digterværker, -- at der er mere artigt end fornuftigt, naar man vedbliver, med gammel Kjærlig- hed, ligesom ved en selvoffrende Blodtransfusion, at gyde et fremmed Liv i den slappede Aand, som frister den til idelige Udtømmelser, der tiltage i Ivrighed som de aftage i Gehalt, -- at det er paa allerhøjeste Tid, at et Lægemiddel forsøges mod en saa fortærende Gift som et ufornuftigt og uretfærdigt Bifald altid er, -- at det, at være sig en uafhængig Mening bekjendt, baade er ærligt og nyttigt og, med Hensyn til Angjældende, mindre fornærmeligt end, som Enkelte af hiin Fleerhed, und- skyldende at anbefale ham til den offentlige Barmhjertighed, -- at der gives nok af Documentationer forat Promethei Forfæn- gelighed i Stykket ikke er skildret overdreven eller uagtet sit Strøg af Monomani, hentet ud fra visse Gjemmer, hvor velfor- SIDE: 126 varte Helligaander, Guder, Keisere, Konger og Secularskjalde ere at finde, og endelig, at den forskruede Kjelenhed, hvormed det ikke er usædvanligt, at Digtere forlange at behandles, og hvortil de omsider blive vante, i alle Maader er en fortjent Gjenstand for Satiren, og tilbød et saa udmærket Specimen paa sin Fordærvelighed, at det vilde været Sandhedsforraad ikke at benytte det. . . . Dette er vel saa; men alligevel er af Forfatteren begaaet en Crimen læsæ majestatis, som neppe vil undgaae, idetmindste in contumaciam, at blive straffet efter Lovens Skrækkeligste. Og dette saameget meer som det ikke er en Tyran, han med anarchisk Haand har efterstræbt, men en gam- mel, svag populær Drot, der intet værre gjorde end at være forliebt i sin Rang, nu og da at more Folket ved Processioner, og at bringe Taabeligheder istand, som Efterverden vel strax vil kuldkaste, men som det er Livs eller Friheds Fortabelse at dadle saalænge han endnu har Kronen paa Hovedet. Denne har Prometheus paasat sig, og Folk har hidtil havt ligesaalidt at sige paa Handlingen, som paa de mangfoldige Rescripter han har udgivet mere om end for dens Retmæssighed. Men i denne bittre Reflexion har alt den Formastelige lidt en Straf, der er mest passende for et revolutionært Attentat; thi den lader sig meget vel ligne med den heroiske Død for sit eget Sværd. Bagefter vil man maaskee sande, at hans Dumdristighed kun var Nebbet paa hans, i den Henseende ørnagtige Retfærdighed, at han ikke tog i Betænkning at maale hvilkesomhelst Høider ligefra det ikke lidet ophøjede Punct i Rummet, som den pole- miske Digters Næse danner, naar han fra Andres Skuldre stik- ker den længst i Sky, og til Tinden af Adams berømte Bjerg, hvor fanatiske Afgudsdyrkere tilbede et indbildt Spoer af Men- neskehedens Første somom han endnu stod der i paradisisk Herlighed. Dette Hang hos Forfatteren til at øve Retfærdighed lader sig heller ikke miskjende i endnu en af Bifigurerne, nem- lig Fiskeren. Iilsommere hæver sig og forsvinder ikke en skum- toppet Bølge end Han med sin melankolske Sang; men ligesom Bølgen i det levende Havmaleri ved skyhyllet Maane kaster han et Lysblink ind i Stykket, som det kun med større Forliis kunde undvære. Vi maae fastholde denne Figur noget; thi det er SIDE: 127 synligt, at dens Flygtighed skal undsætte Forfatteren for Mis- tydelser. Det er den norske nationale Uvilje over -- med eet Ord "det danske Uvæsen hertillands" som i den fremtræder, -- en Yttring af en skjult, men i Folkets Kjerne skjult, end ikke sig klart i al sin Kraft bevidst Opposition mod Bestræbelser forat gjøre Fædrelandet i flere Henseender afhængigt af Dan- mark. Den ærlige Fisker seer efter den danske Slup, som han er vis paa er en imellem tusinde, der bringe Folk og Varer, han troer Landet kunde undvære, med omtrent samme Følelser, som maae have rullet gjennem de tappre Danskers endnu sval- lende Blod, da de efter Freden saae Britterne festklædte og i al Magelighed mylre op og nedad Trapperne til de tagne Linje- skibe. Den flegmatiske Jydeskipper har derimod aldrig for- nemmet slige choleriske Anfegtelser hos dem han har havt at bestille med her. Han ligner den kloge Mand, der var tigange i Neapel uden at tænke paa Vesuv. Der er nu vel ingen Tvivl om at Forfatteren deler sin Landsmands Følelser, men ogsaa ligesaa liden om at han ikke vilde give sine egne et saadant Udtryk som i Fiskerens Sang, der meget passende kunde været tilføiet et "Tvi!" efter Sluppen, eller at han foragteligen slængte sin Fangst ud i det neutrale Hav. Man bør troe, at om Forfat- teren havde ladet et Stormstød rive baade Skipper og Fisker tilbunds, skulde han have ladet deres Geister hæve sig frem af Dybet med saa liberale Reflexioner, som de sjeldent høres paaland, under Tankeyttringer, som ganske tilhørte ham selv og en friere Horizont end den der begrændsedes af en Fisker- hats eller Sydvests begede Snipper. I Farcens anden Fantasme optræder en Række Figurer, som enkeltviis have ingen Betydning, men som tilsammen, ligesom Nuller ved at sættes efter et Ettal, erholde ved sin Choragos Polemikkel Poetikkel en Betydning i en vis Betydning. Om den, de have med Hensyn til Hovedfiguren, er ovenfor kun talt saa løselig, at en nærmere Udvikling nedenfor haves i Tanke, naar vi have yttret os noget om den, de have i sig selv. Papegøjens Hensigt er, at I skulle kjendes, I ilsomme Masker! Den vil skjænke os den Carnevalsmoro at gjenkjende gode Ven- SIDE: 128 ner og Bekjendte under disse Æselsøren og Abegesichter. Frem derfor! Standser denne Lygtemandshoppen! Giver Lyd, at I kunne kjendes efter Grovheden eller Hæsheden, og blive trak- terede efter Fortjeneste! Ak, de have nok gode Grunde til at hylle sig i Mørket; og hvad skal en Demaskering til, som kun skulde vise os en dum Menneskemaske, og, om denne afskal- ledes, atter lade os faae fat i typhoiske Ørespidser? Der staaer os da, om vi endelig ville kjende disse Figurer, kun tilbage enten en betinget Gjetning eller en voldsom De- maskering. Men ganske vist strider det sidste Middel ligemeget imod Papegøjens Mening som imod Dens, der foranlediger denne oplysende Undersøgelse. Den Vanskelighed finder ogsaa Sted, at de æsthetikkelske og poetikkelske Bagateller ere en Race, der fast er ligesaa udbredt som Ukrud og Utøi, saa der ingen Grændse vilde være for en Analysering enkeltviis. Det er os kun om Slægtsmærkerne at gjøre, da ingen Enkelt har noget Krav paa Opmærksomhed. Men da disse ere bestemt nok an- givne i Stykket, fæste vi Opmærksomheden mere ved Egenhe- derne ved den Art, som deri anføres. Vi bemærke saaledes, at den besidder den fælleds Aandssneverhed, Hang til Rimen, Floskuleren, æsthetisk Partigjængeri og Beundring for det Mid- delmaadige; men at den, ligesom Chamæleonerne Farven efter det Træ de sidde paa, har antaget adskillige mindre uskyldige Egenskaber af Polemikkel Poetikkel, der forholder sig til hver Enkelt af dem som Qvadratet til sine Rødder. Ligesaa bemærke vi, at Forfatteren vel har slaaet dem alle ind under Fælles- navnet Bagateller, men og classificert dem som Polemikler, Poe- tikler, Æsthetikler og Vehikler. Disse Afarter ere dog yderst lidet forskjellige, og taale ligesaalidt nogen skarpere Udskilnen sig imellem som de enkelte polemikkelske og æsthetikkelske Charakterer. Imidlertid har dog Forfatteren undladt et Middel, vel ikke til at fremhæve dem mere i scenisk Forstand, men som baade vilde meddelt Stykket mere Comik og overtydet om at de virkelig ere hentede fra Livet. Han kunde nemlig, som ovenfor ønsket, have ladet dem give Lyd, d. e. givet dem noget Raade- rum til at øve det ulykkelige Hang som de, ligesiden Marsyas' Alder, til ligesaa megen nyttig Øvelse for den menneskelige Taalmodighed som Skade for Poesien, have været vante til en SIDE: 129 corps at give Tøilen. Et par Strøg af disse Strenge, der ere snoede af Svandstaglet paa en eller anden fremmed Pegasus, nogle Tommer Kunstpoesi, der fortjener Opmuntring af alle Industriens Venner, endeel tactmæssige Vingeklap af disse falkekjække Gjæs, der troe at gjennemspeide Himmelrummet og bringe det i Oprør, idet de kun forplumre Billedet af en Sky i deres Dam, enkelte af disse ynkelige Raab i Tomheden, at den dog skal forbarme sig med et Riim -- dette skulde have udskillet Poetikelafarten noget fra de andre og selv betegnet os Enkelte deri, som have bemøjet sig saa med at forevige Jam- merligheden. Saa troede vi, indtil vi øverst paa Pag. 35 med Forfærdelse opdagede, -- at de Alle vare Poetikler. Og endnu mere nødtes vi til at opgive vort Ønske, da vi ved nøjere Under- søgelse fandt, at denne Charakteriseren er natursand, at Poe- tikler ogsaa altid ere Æsthetikler, ved Leilighed Polemikler, og med stor Fornøjelse Vehikler til hvilkensomhelst Storhed, der kun er et Gran -- om end kun i Dristighed -- større end deres egen Lidenhed. Og omvendt drive ogsaa de allerfleste Æsthetikler paa det samme Uvæsen, som constituerer Poe- tiklen. En vred Æsthetikkel er en Polemikkel; ligesaa en vred Poetikkel. En vred Polemikkel er et farligt Menneske, men un- der jevn Temperatur kun en almindelig Sladderhank. Vehikkler ere de alle, men nuancerede. En absolut Vehikkel er det uska- deligste Væsen af Verden, men alligevel ikke meer en Bagatel end nogen af de Andre trods Polemikklernes Forraad paa Skosværte, Æsthetikklernes paa Floskler og Poetikklernes paa den allernydeligste, riimfriseerte, sonnetsnørte Prosa. Stykkets Oekonomi skulde ogsaa, med al Farcens Frihed, vanskelig taalt den Luxus at levere Prøver paa disse rare Sager. Forfatteren har maattet indskrænke sig til i Replikerne alene at nuancere imellem disse Charakterer saavidt skee kunde, hvor Besjelingen af een Lidenskab (Hadet mod Den, Polemikkel Poetikkel havde sine Grunde til at hade) sammenglødende deres Masse, endnu mere forhøjede deres Lighed. Vi maae trøste os over ikke at have hørt den poetikkelske Muse ved de Spoer vi finde af, at den Slags Poesi og æsthetikkelsk Æsthetik har været den Atmo- sfære, hvori den arme Papegøje hendrog sit Liv og udaandede de sidste Tanker om hvad han havde at gjøre forat undgaae SIDE: 130 de dæmoniske Magter, for hvis særegne Indflydelse mangfoldige Feil troligen havde udsat ham. Dette Forhold giver dem deres Betydning i Stykket, og det er nødvendiggjort ved den fore- gaaende Stemning, de første Ord i 2:den Fantasme viser disse Folk befandt sig i: en, der lod dem optage ham med samme undfangende Begjerlighed som den aabne Muld det diddrevne Frø. Men heller ikke den viser sig uventet. Allerede forud har en af disse privilegerede Dagdrivere, disse vandrende factota, disse anonyme Personer, som Alle kjende og intetsteds mangle: den kloge Mand, betegnet Tilstedeværelsen af det qvælstof- holdige Gjæringselement i endeel norske Gemytter, hvilket ellers kaldes Danomani, som det, der af sig selv baade vilde give den danske Pode Rodfæste og videre drivende Kraft. Denne Egenskab er ogsaa altfor charakteristisk ved de norske Poetikler og Æsthetikler og i det Hele ved Bagatellerne, -- hvis Væsen er Afhængighed, og hvis højeste Idee (ligesom Mo- narchisten at instituere Monarchiet, Republikaneren Republiken) er at gjøre det hele Folk og Land til et Afbild af dem selv d. e. til en Bagatel, et Vehikel -- til at Forfatteren kunde undladt at benytte den som han har gjort. Ja, hvor tilfældigt end dette Sammentræf paa Bryggen end synes -- en lang, Bekjendtskab indledende, Sammenlænkning af Begivenheder skulde ikke have afgivet saa fyldestgjørende Motiv til den senere nøje, ulykke- lige Forbindelse som denne Gemytternes Tilstand a priori. Den har baade før og senere erhvervet Danskheden Triumfer. Den har indflettet en saa indifferent Egenskab i fortjenstfulde Dy- ders Tal, ja sat den mellem de Geniets, Rangens eller og For- tjenstfuldhedens Fortrin, der vække Enthusiasme, og reist hele Byer paa Benene som ved Kongers Indtog, Brand eller Oprør. Men mellem de danomaniserende Bagateller og Papegøjen fandt desuden et naturligt Aandsforvandtskab Sted, som upaatvivlelig allerede ved første Samtræf, før Meddelelse bekræftede det, sympathisk gav sig tilkjende i deres Indre. Med elektrisk Slag- hurtighed, med Amalgamiseringens Inderlighed foregik da For- bindelsen -- et ligesaa godt Beviis for den Mening, at der er ligesaa stor Slægtsenhed mellem norskt og danskt Skrab som det, der føres Pag. 41 for at samme Lighed har Sted mellem de Fornuftige i begge Lande. Og i det Følgende see vi, at fælleds SIDE: 131 Interesse endnu nøjere sammenbandt Charakterer, som vare formeget beskjeftigede med egen Egoisme til at undersøge noget andet ved hinanden end om de gjensidig nærede samme For- bittrelse mod Den, der gjennemskuede og beloe baade Pape- gøjens og Polemikkel Poetikkels latterlige Anstrengelser forat hæve sig over sig selv, i en anden Sfære end den, en ubøjelig Skjebne havde anviist dem. Men saadanne Omgivelsers natur- lige Følge var, at de stedse mere udklækkede en Slethed, som igjen maatte fremkalde den tugtende Ulykke. -- Som en saa fordærvelig Tendenzes Princip opdage vi Pole- mikklernes, Poetiklernes og Æsthetikklernes Prototyp Polemik- kel Poetikkel. Mange have yttret, at han er en Vanære for det Land, som fostrede ham; vi paastaae, at han er ubetalelig. Han er Kræftskadens aabne, af meget Ondt inflammerede Krater, hvorigjennem vi kunne indbringe Sonden. Han besidder virkelig en Storhed, nemlig Aandsafmagtens yderste Spænding; en Be- geistring, der ogsaa har sin Glød, nemlig den hjerteløseste Ego- ismes; en Interesse, der rører smeltende Følelser, nemlig For- fængelighedens paa Grund af sin Blindhed; -- ja han har selv Krav paa en vis Beundring, thi netop denne starblinde For- fængelighed vandrer med søvnvandrersk Urokkelighed mod et fixert Maal, og Geniløsheden erstattes ved en Frækhed og koldt- beregnende Conseqvenz, som overrasker mere end mange af disse monomaniske Udskejelser af mere heroiske Sindsbeskaf- fenheder hos Andre, der forvares bag gode Sprinkler. Det er neppe retfærdigt af Forfatteren, at han ogsaa til denne Person, der synes at lide af den Olmhed, som overfalder Dyr, der ikke kunne finde af sine Lige og hvis Safter gaae i Gjæring, udstrækker Forsoningen, og giver hans sidste, saa conseqvente, Forsøg paa at komme i Høiden en saa mild Vending som paa sidste Side. Kan der t. Ex. være Opinion for at Forfatteren af det berygtede Skrivt "Norges Dæmring," i den Forstand, hvori det erklæredes, fortjener Navn af Modermorder, Æretyv og et, der forhen kun er tillagt en Landeplage, paa hvis Hoved flere Veeklager reise sig end Haar: saa tør man vel og antage, at Polemikkel Poetikkel burde være forbleven i den Høide, han SIDE: 132 valgte som sidste Maal for sine unaturlige, fortvivlede Anstren- gelser. Vi have ogsaa den Anke mod Forfatteren, at han, der- som anførte Exempel godtgjør, at P. Ps Charakteer langtfra er overdreven eller karrikeret, burde have fastholdt ham mere un- der Penslen. En nøjere Udførelse deraf skulde ikke have været nogen stødende Udbygning paa Stykket, efterdi han, ved sin overvejende Indflydelse paa Papegøjens Skjebne, er en Hoved- figur og, med Hensyn til alle Bagatellerne, Centret i dette Hjul med de brogede Eger hvorpaa Papegøjen agede Fordærvelsen imøde. Vi indsee dernæst ikke hvorfor Papegøjens naturtroe Rap- porter eller Breve mere skulle gives til Priis end nogle Stanzer af den nye polemiske Poesi, som vel endnu ikke har nogen Muse, (uden det maaskee skulde være Gorgonen selv formedelst sin Egenskab, ikke at oplive, men at forstene Folk), men hvortil dog berømte Digtere som en Welhaven og en Polemikkel Poe- tikkel bekjende sig. Det kunde være ligegyldigt fra hvilken af disse Forfattere man havde taget dem; men ilde betænkt var det af Forfatteren, ikke at bevise den Jevnhed i Aandsrang, som fandt Sted mellem Polemikkel Poetikkel, trods hans Skry- derier, og den enfoldige Papegøje, ved at meddele nogle af disse Stanzer, som i Poesien netop indtage samme Plads som hiin Papegøjestiil i Prosaen, og som, hvor de synes noget kraf- tigere, dog kun forholde sig til den som den herlige Laag eller Sørpe til det tørre Foder, hvoraf den er udkogt. Og saameget mindre kan Forfatteren undskyldes, som han, uden at skade Sandheden, havde hele Norges Dæmring, at gribe til for uom- stødeligt at overtyde om Polemikklers, Poetikklers og Æsthe- tikklers Tilvær og af hvad Natur den polemiske Digtekunst er, som disse Folk dyrke tilligemed den Treenighed af en Polemik- kel, Poetikkel og Æsthetikkel, som straaler i den polemiske Digter. Isandhed kun een eneste af disse Sonnetter skulde bedre have beviist Poetikkelskabet end disse Heltens Trudsler om med Tid og Stunder at faae noget istand, der kunde forslaae. Ligesaa, istedetfor at lade det blive med Ord, burde den vir- kelige Scene af det polemikkelske Værksted været aabnet os. Vi beklage os over, at vi ikke ere blevne nærmere indviede i Tagkammerets Mysterier, at vi ikke faae høre disse Hammer- SIDE: 133 slag hvorunder de nye Landser hærdes, ikke faae see P. P. selv med "Panden sort af piinlige Lucubrationers Sod," svedende over Arbeidet at flette nye Svøber forat bane sig Vei. Forfat- teren skjænker ikke Læserne den samme Nydelse, han tog sig selv, at kige ind i den frygtelige Esse. De burde have hørt nogle af disse Monologer, hvori P. P. gjør Rede for hvad im- ponerende Tale han vil føre imellem Folk, disse ivrige Studier og Selvexaminationer efter Conversationslexicon, som altid for- syne ham baade med Text og Commentar. Man burde have hørt ham i sin pinlige Rolle spørge sig selv: "hvad skal jeg nu tale om idag?" see ham tye til hiint Kundskabens og ogsaa hans aandelige Livs rige Træ, høre ham vælge Dyret Megatherium, Taarnet i Pisa eller hvilkensomhelst anden usædvanlig Gjen- stand, og nu paa Død og Liv hale Samtalen did til ikke liden Stuperen og Duperen selv for Folk, der have stupert Verden. Selv burde han have gjort os fortrolige med endnu flere Regler af Duperingssystemet, som han har udvidet langt mere, end han Pag. 25 giver tilkjende. De der nævnte angaae kun det Grove, mens han beholder Methoden at faae Folk til at tage Nonsens for Klogt for sig selv. Man burde have faaet blade lidt i den Kunstord og Riim-Lexicon, som han tilbringer sit Liv med at forøge, undersøgt lidt nærmere dette Fiilspaan af Andres Du- cater, hvorved han bestrøer sin Skrivt. Hvi faae vi ikke et Glimt af dette Laboratoriums smudsige Indre, hvor han, til stedse sti- gende Potenzer, under stedse mere mefitiske Udviklinger og modbydelige Condensationer, af de navnkundige Holmensmatros- og Gammelstrands-Idiotismer destillerer disse Kraftudtryk, som baade ere hans polemiske Digtes sande Livselixir og hvori tillige, som i en stærk Spiritus, hans Navn, upaatvivleligen længe vil holde sig? Og hvi unddrages han os saaledes som han er: kold, bedækket med en kjelderklam Sved, naar han rimer; glø- dende af alle Elementers fortærende Ild, naar han recenserer? Hvi maatte vi ikke see ham ved denne Pult, der baade har noget af Smedens, Falskmyntnerens og Sadelmagerens Værksted, af Damens lille Bord til at forfærdige forlorne Blomster ved, af Oppudserens Disk med de restaurerede Snurrepiberier paa, af Skjærsliberens (hiin klamme Sved er da Oljen til de trevne Hjul) og endelig af et Skafot, men af det Slags, som franske SIDE: 134 Drenge i Revolutionstiden, i vild Fantaseren, oprettede af Stik- ker for der med Stikker henrette Stikker, som skulde forestille Bailly, Condorcet og andre Revolutionens Proscriberede? Vi kunde have ventet detailleret disse Beregninger, hvorefter P. P. først vilde som Kritikus vække en Mening for at han kjendte Poesien i dens Grund og Love, hvoraf saa en secundært vilde udvikle sig, at han nok var ipse poeta. Vi burde være Vidne til Calculationen, at han, naar det endelig kom tilstykke (ikke, som paa Pag. 28 siges, i P. Ps 25de Aar eller, med de, under Tanken om et Navn, gjennemvaagede Nætter, i hans 50de, men i hans 28de, d. e., additis addendis, i hans 56de), vilde rede sig ud af Forlegenheden ved at vælge en usedvanlig Digtart, gjække Forventningen om Satire med Grovhed, om Poesi med glatte Riim, Politik, Bemærkninger, og Tanker, som maatte, om ikke røre, dog oprøre Gemytterne. Vi burde høre hans Jubel inden fire Vægge over den sikkre Facit: et Navn, et Navn! høre ham subtrahere alle Omkostningerne af Spot og Spe fra, og endda at faae nok tilbage for en Forfængelighed, der ligner Iglen i Begjerlighed, omendskjøndt den veed, at den maa give det Ind- drukne fra sig paa Saltet, og i at den troer at kunne tilbage- holde en Draabe, og under alle Omstændigheder, at kunne atter nedsynke i sit Mudder i Besiddelse af en sød Erindring om engang at have været opløftet i Dagens Lys til en berusende Nydelse, som maa give den Rang over alle de andre slunkne dernede, hvem saadant aldrig blev tildeel. Man burde have seet ham med Fingeren paa Næsen, med Hovedet melankolsk støttet til Haanden i Eenrum, paa den ensomme Promenade med Træ- ernes afblegede Liv hvirvlende om Fødderne, med et automa- tiskt Blik udover Søen, medens hans indre anspændt følger sine Beregninger, opstiller nye, undersøger det Probate ved de gamle. Man burde høre hans Granskninger over Regelen, "man er hvad man gjør sig selv til" ikke at forglemme det ligesaa dybsindige Ræsonnement: "lad disse vilde Cascader dundre ned i sin Af- grund! jeg dæmmer mit stille Vand op, og slipper løs naar det er Tid og Meel at male. Lad Ødelanden trumfe ud, saa gjælde mine Smaakort! Naar den Forhadte har raset ud, vil indtræde et behageligt Stille, hvori selv Myggenes Summen vil lyde som Harpeklang, og hvori jeg frit kan qvinkelere. Ja, qvinkelerer SIDE: 135 jeg ikke, vil dog Folk troe at høre Toner fra min Eensomhed." Man burde, ved en nøjere Fremstilling af den Kunst at skrive i Andres Navn, lært at fatte en højere Agtelse for en Sæde- lighed, paa hvem den almindelige snevre Moral ikke passer, for det Ophøjede i Geniets Frihed at turde følge Indskydelser af en ualmindelig Natur. Den billige Vægt, han har tillagt Veir- forandringer, Færdigheden i at kunne dreje et Janusansigt af Smiger og Uforskammenhed mod alle Kanter, Servilismens Gjenveje, Danomaniets slagne Vei til Berømthed gjennem danske Tidender, Letheden af for et godt Ord at faae age did med Kjøbenhavns- og Søndags-Posten . . . Intet af dette burde have været forglemt, forat vi skulde kunne fritage Forfatteren for Usikkerhed i Opfatningen, og sige, at vi havde Polemikkel Poetikkel som han staaer og gaaer der. Papegøjen selv have vi som han gaaer og staaer der. Henrik Wergeland [MED "DEN INDISKE CHOLERA"] Efter et ekspl. i UB, Oslo; juni 1835. Frco Holst -- medicinæ doctissimo professori -- opusculum hocce, titulo ex medecina aliquantulum olente ornatum. Præ- ceptori mittit discupulus autor. Henrik Wergeland KORRESPONDENCEPOST Statsborgeren 29. nov.1835. -- Abonnenterne tilkjendegives herved, at Redaktionen troer at imødekomme mange af disses Ønsker ved til ubestemte Ti- der at levere en kortfattet, 1 à 2 Sider optagende, Oversigt over de politiske Begivenheder. -- Inds. af Opsatsen om Hemmeligholdelsen af Høiesterets- prøve gjøres opmærksom paa Høiesteretslov af 12te Septbr. 1818 § 23. Som et Vidnesbyrd om hvor upopulær det hemmelige Væsen i Høiesteret er, havde Redaktionen vel tænkt at levere Opsatsen med nysnævnte nødvendige Bemærkning, men saavel SIDE: 136 den svækkende Indflydelse, som denne maatte have paa Op- satsen selv, som det, at den hemmelige Voterings Modstridere ogsaa støttede sig til det utvivlsomme Tilvær af hiin Upopu- laritet har bragt den til at ansee Indrykkelsen overflødig. -- Inds. af Opsatsen med Motto: "Den kommer Trællens Jubelhvile o. s. v." tilkjendegives, at den ei bliver optagen, da den har været aftrykt for nylig i Mbldet; kun angaaer en der indrykket Artikel; og for en stor Deel gaaer ud paa at forsvare en Person, der aldrig har været angreben i dette Blad. -- De Artikler, som ikke optages, kunne afhentes hos Bog- trykker Krohn. KAMPSANG Muntlig overlevert; ca. 1835. Afsted, afsted at krænke den gamle Jomfru Schwenke, som holder Spisquarter. Som Liljen udi Engen, som Potten under Sengen ved Duften blir forraadt saa finder vi blandt Huse det Huus, som vi opsnuse, Skjønt det er lavt og graat! Henrik Wergeland SPØRGSMAALE TIL BESTYRELSEN AF CHRISTIANIA BORGERSKOLE? (Indsendt.) Morgenbladet 1. jan. 1836. For nogen Tid siden fik nærværende Indsender hos en af Borgerskolens Disciple hændelsesviis at see en trykt Fortegnelse over de Bøger og Sager, som enhver Discipel ved Indtrædelsen i en bestemt Klasse i denne Skole har at anskaffe sig. Listen lod til at være trykt for flere Aar siden og den mellemliggende Tid samt de bedre Skolebøger, som imidlertid ere udkomne, havde gjort flere Rettelser nødvendige. Men iblandt disse be- SIDE: 137 mærkede han en, som i høi Grad forundrede ham, idet Herslebs fortræffelige Bibelhistorie var ombyttet med en ham ubekjendt af Wexels. Da han billig troer og nødvendig maa antage, at denne Forandring ene grunder sig i Bestyrelsens Bestræbelse for at fremme Disciplenes religiøse Uddannelse, og da det -- efterat han har gjort sig bekjendt med Wexels's Bibelhisto- rie -- er ham aldeles umulig at begribe, hvorledes denne Be- stræbelse bedre skulde lykkes ved denne end ved hiin Bog, saa foranlediges han til at spørge, hvad der kan have bevirket, at en Religionsbog, hvis Værd tilfulde er anerkjendt, er slaaet Vrag paa og remplaceret af en anden, der saavel med Hensyn til sin Materie som sin Form bevæger sig i en saa fremmed Forestillingskreds, at den nødvendig maa staae i Modsigelse med Disciplenes øvrige Underviisning? Indsenderen kjender intet til, hvorledes Religionsunderviisningen paa Borgerskolen drives, om den er beregnet paa at bibringe Disciplene hine mørke Dogmer, der i Livet saa let forandres til tomme Skrækkebilleder, hine krasse Ideer, som det i Hierarkiets Tider var saa politisk rigtigt at udbrede og haandhæve, eller om man bestræber sig for at fremkalde i Disciplenes Hjerter den simple Gudfrygtig- hed og rene Tro, som fremgaaer af forklarede og forstaaede Sandheders Indflydelse paa Villien og Begjærevnen, og som ei behøver en østerlandsk forældet Form for at virke Held og Vel- signelse; -- men vist er det, at Wexels's Bibelhistorie -- efter Indsenderens Formening -- er ligesaa vel skikket til det Første, som den synes at være uskikket til det Sidste. Planen for Christiania Borgerskole, approberet ved kongelig Resolution af 28de December 1827, bestemmer i § 3, at der blandt Underviisningsgjenstandene i 4de Klasse skal høre "Grundlovens Principer." Indsenderen kjender en nu af Skolen udgaaet Discipel, der med Hensyn til sin Alder har udmærkede Kundskaber i de Fag, som ellers læres i denne Classe, men derimod ikke den mindste Idee om Grundloven eller dens Prin- ciper; og ved nøiere at underrette sig, har man erfaret, at der til denne Dag ikke skal være gjort det Ringeste til Opfyldelsen af hiin Bestemmelse i Planen. Hvad er Grunden til dette? Er maaskee Bestemmelsen ubekjendt for Bestyrelsen? Man bør ikke forudsætte dette. Er det befundet at være skadeligt eller SIDE: 138 idetmindste uvigtigt, at sætte den i Udøvelse? Bestyrelsen Medlemmer ere alt for hæderligt bekjendte, til at saadant kan eller bør antages. Indsenderen formaaer ikke at indsee, hvad Grunden kan være til den fornemme Ligegyldighed, hvormed netop denne vigtige Bestemmelse i Planen er ladet uudført, da dog flere gavnlige Forandringer ved Skolen i den senere Tid skulle være komne istand; han foranlediges derfor til offentlig at fremsætte ovenstaaende Spørgsmaal, som han haaber Besty- relsen ikke vil ansee det under sin Værdighed offentlig at be- svare, da hans Hensigt dermed er ligesaa redelig som Besty- relsens Bestræbelser for at opfylde sine Pligter ere agtværdige og anerkjendte. Christiania i December 1835. Henrik Wergeland PREMIERLIEUT. DREYERS ANSØGNING AT ANLÆGGE ET BOGTRYKKERI I CHRISTIANSUND (Indsendt.) Statsborgeren, 14. febr. 1836. Vor "liberale" Regjering er et, ofte meget ubetænksom op- ramset, Omquæde paa en Sang, der maaskee snart turde blive Folkevise, skjøndt det til nogle af dens Handlinger, som und- drages Publikum, men hvorunder Enkeltmand i Stilhed lider, passer sig omtrent som "Luna svæver i Himmelen" til "Aa kjøre Vatn o. s. v.". Vi spørge saaledes aabent, og opfordre alle Re- gjeringens tjenstvillige Penne til at besvare os det: har nogen- somhelst Regjering i lignende Sag kunnet vise større Illiberali- tet end vor, der i disse Dage har afslaaet Premierlieutenant Dreyers Ansøgning om i Christiansund, en tiltagende By, at oprette et Boktrykkerie og udgive en Avis -- efter Sigende ogsaa en Militærtidende? Dette Afslag er mageløst i sit Slags, og mere at forundre sig over som kommet fra vedk. Departem. og Regjeringen, end over Generalkommandoens, der yttrede personligt, at det ikke var passende for en Officeer at befatte sig med Bogtrykkerie. Denne Autoritet har nemlig lidt saa- meget af Pressen, at man ikke maa finde det underligt om For- bittrelsen delirerer noget. Derimod har Pressen behandlet Re- SIDE: 139 gjeringen med en fast indtil Kjælenskab gaaende Godhed, saa at man kan synes at det Ræsonnement maatte ligge den nær- mest, at en Presse til var en Ven og Berømmer til. Men maa- skee den selv er bleven overmættet af Lovsang for Liberalitet? Det var fornuftigt. I Christiansund tør man idetmindste haabe at slig gammel Vise gaaer af Brug, især da Folk der nu have faaet Laas for Læ'rsæk. Henrik Wergeland [NOTE OM NAVNET SCHELFOSS] Statsborgeren 21. febr. 1836. [En innsender nevner gårdsnavnet Store Schelfoss. I en note spør Wer- geland:] Skjælfoss? Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 27. febr. 1836. Da flere Blade, nemlig Morgenbladet, den Constitutionelle og nu Skillingsmagazinet, ligesom ogsaa Tidender i andre af Lan- dets Egne, have at befatte sig med Storthingsefterretninger, have vi besluttet, og troe heri at gjøre Abonnentene til Behag, at med- dele Storthingsefterretningerne i ubestemte Tillæg. -- Det kunne vi dog dennegang fortælle, at de gamle Regjerings Propositioner til Forandringer i Grundloven faldt atter d. 25de d. uden anden Debat end at Præsten Wille i nogle faa Ord kastede Jord paa dem. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren, 13. Marts 1836. Fra næste Hefte af vil Statsborgeren udkomme Onsdag og Søndag, hvergang et Halvark stor Octav, hvidt fiint Papiir. Red. haaber, at denne Gjenfødelse i et nyt Legeme vil være alle dem behagelig, som deels hidtil have eller ville for Eftertiden ved Subscription bidrage til at opretholde et Blad, der har havt og har at kjæmpe mod alle de Hindringer fra Økonomiens og Be- SIDE: 140 fordringens Side, som det over det udtalte Magtsprog har havt tilfølge. Forsættes end disse Uleiligheder fremdeles ved ved- kommende Regjeringsdepartements sene Expedition af Ansøg- ningen om atter naadigst at tilstaaes Portomoderation, saa tør man dog haabe, at denne nu snart vil gjenerholdes, da Ansøg- ningen endelig anbefalet er for 2 -- 3 Uger siden afsendt til Stockholm. Bladets controllerende Tendenz forandres ikke i nogen Maade; dog gjøres opmærksom paa, at Enhver, som maatte tilsende dette Blads Udgiver til Indrykkelse Annoncer, der medføre juridisk Ansvarlighed, maa ledsage Annoncen med fornøden Hjemmel. Med Artikler af andet Indhold behøves ikke Navnsangivelse. Henrik Wergeland OM EN SKRIVELSE FRA BORGERSKOLENS BESTYRELSE I MGBL. NO. 23 (Indsendt.) Statsborgeren 27. mars 1836. Borgerskolens Bestyrelse i Christiania meddelte i Morgen- bladets No. 23 den 23de Jan. sidstleden et Svar paa en Opfor- dring, hvorfor den, saavidt vides, endnu ei har faaet den for- tjente Roes. Indsenderen heraf vil, for de Læseres Skyld, som ikke maatte have bemeldte Morgenblad ved Haanden, levere det Vigtigste af dette Svars Indhold extraktviis, saasom: "Det forholder sig ganske rigtigt, at Planen for Christiania Borgerskole, approberet ved Kongl. Resolution af 18de Decbr. 1827 i dens 33 § ved at angive Underviisnings Gjenstandene for hver Klasse" -- "tilføier:" -- "i Grundlovens Principer." Videre: "Det er ligesaa rigtigt, at der til denne Dag ikke er gjort det Ringeste for at indføre Underviisning i Grundlovens Principer." "Aarsagen dertil er, at Bestyrelsen anseer Grundlovens Prin- ciper at være et altfor vanskeligt Emne til med Nytte at kunne foredrages for Drenge i en Alder fra 11 til 13 Aar, og længere end til det trettende Aar gaa faa Disciple i Borgerskolen. Mu- ligens kunde en saadan Undervisning endog blive særdeles ska- delig, da derved lettelig kunde lægges Spiren til vrange og forvirrede Begreber, som i den modnere Alder vanskeligen lode sig udrydde, og Gjenstanden er for vigtig til dermed at forsøge SIDE: 141 et saa farligt Experiment. Til Tilfældet maatte det overlades, om det blev Grundlovens virkelige Principer -- om hvilke de mest oplyste Mænd tildeels ere uenige -- eller hvad Læreren efter sine maaskee meget vildfarende Begreber, ansaa for samme, der søgtes indprentet Børnene. Den bedste Trøst vilde vel i al Fald være den, at Undervisningen heri, fordi den var Barnet uforstaaelig, i de fleste Tilfælde ikke vilde have synderlig anden skadelig Indflydelse, end den, at endeel Tid, som kunde været anvendt til Nytte, blev spildt." Saavidt Morgenbladet, hvortil iøvrigt henvises. Hvilken sublim Viisdom! Hvilken fortræffelig Argumenta- tionsmaade, tænkte Indsenderen strax ved første Læsning, des fortræffeligere som den, liig salig Bedstemoders sorte Stak, der brugtes ved alle Leiligheder, med største Kommoditet lader sig overalt anvende. Hvad undervises da i den Skole (vil man til Exempel spørge). I Religion? Religion med dens Dogmer, Tre- enighed, Syndefald, Forsoning, Gjenløsning og Gjenfødelsen samt dens Bad saavelsom Helliggjørelse etc. Det gaaer for Kon- seqvensens Skyld ikke an; Undervisning deri var værre end i Grundlovens Principer. I Grammatiken? Ei heller -- de mest oplyste Mænd ere ikke enige i alle dens Principer; Barnet kunde faae vrange og forvirrede Begreber, som i den modnere Alder vanskeligen lode sig udrydde etc. I Arithmetiken da! Hvor vil man hen? Barnet kunde jo især i Brøkregning kon- fundere Additio med Subtraktio, Divisio med Multiplikatio. Umuligt! endeel Tid, som kunde været anvendt til Nytte, blev spildt. I Geografien da? Hvad tænker man paa, Barnet kunde jo konfundere Bergen i Norge med det i Holland, Boston i England med det i Nordamerika, Kingston paa Jamaica med Kingston upon Hull etc., og endeel Tid, som kunde været an- vendt til Nytte, blev spildt. End Undervisning i Latin? Umuligt, foruden den Skade som Studiet af dens Grammatik kunde afsted- komme, kunde Barnet jo konfundere Tingenes Benævnelse paa Norsk med deres paa Latin og omvendt; det kunde jo faae vrange og forvirrede Begreber, som i den modnere Alder van- skeligen lode sig udrydde o. s. v. Men paa den Maade maa der ej doceres i Noget? Hertil kunde man svare saaledes som SIDE: 142 Doktoren svarede Barselqvinden i Holbergs Komoedie, efterat hun havde opregnet en Mængde Spiser, som han alle forbød hende at nyde, paa Repliken: "Paa den Maade maa jeg slet intet spise." -- "Det er og det Allerbedste." [fotnotemerke] Det er følgeligen det Allerbedste, at slet intet læres. Oldtidens Grækere, som fra den tidligste Ungdom stillede Fædrelandet til Skue for Barnets Øie, og lod Kundskab om dette, saa at sige, indsuge med Modermelken; disse Grækere, i sin glimrende Tidsalder Verdens tappreste mest genialske og oplyste Folk, kunde I nu opstaae af Eders Grave, kunde I af en højviis Borgerskoles Bestyrelse i Christiania faae lære, hvor splittergalt I handlede! Fædrelandet, ja! naar det skaffer os skjønne Boliger, fortræffelig Mad og Drikke, samt fornøden Tid til i Ro og Mag at pleje Bugen og stange Tænderne, er grumme rart; men at indprentes Kundskab om det, og Kjerlighed til det, bed Gud bevar's! at spilde Tid, som kunde været anvendt til Nytte, hvor kan man falde paa saadanne daarlige Griller? Har den store Hob Tid til at tænke paa, at den har et Fædre- land? Skal den spilde Tid, som kunde vært anvendt til Nytte f. Ex. trælle for knap og mager Kost. Borgerskolens Bestyrelse og Consorter har kanskee ligesom Ludvig den Fjortende, der sagde: "Frankrig, det er Jeg" -- gjort det til sit Valgsprog -- Norge, det er Vi! Den forbandede Trykkefrihed, sige Nogle, ja var den ei til. Men see nu, hvor galt I tænke; thi uden den skulde Verden udentvivl finde sig berøvet Borgerskolens Bestyrelses dybe Viis- dom. Vistnok kan man beklage den, naar man tænker, hvor- meget den maa have svedet og anstrænget sig for at sammen- sætte sit lærde Produkt; men saa have vi da ogsaa faaet noget Klækkeligt, noget som kan tjene til Basis for en nye Filosofi; og tænk hvilken Glæde for Landet, da det af denne Prøve maa skjønne, hvorvidt den vil kunne drive det i skolastisk Spids- findighed. For dem, som ville undres over, at dette først nu fremkom- mer, vil Indsenderen blot bemærke, at han deels kun befatter sig saare lidet med Skolevæsenet, og er saaledes deri ikke Fotnote: Indsenderen indestaaer ei for Citatets ordrette Meddelelse, da han ei har Skrivtet ved Haanden. SIDE: 143 hjemme, deels ventede han paa at den anonyme Inds. i Stats- bgs. 18de Hæfte No. 7 -- 8 ogsaa kjærligen vilde behandle Svaret fra Borgerskolens Bestyrelse, hvorpaa denne Opsats gaaer ud; men da Løvtet endnu ikke er opfyldt, troede han at gjøre Publi- kum opmærksom paa hvor fortrinligt dog dette Svar er. Henrik Wergeland [REDAKSJONELT TILLEGG TIL OFFISIELLE OPLYSNINGER OM FORSLAGET Å SLØIFE NORSKE FESTNINGER] Statsborgeren 31. mars 1836. Naar Redactionen kommer i Besiddelse af endeel belovede Actstykker og specielle Oplysninger betræffende den iilsomme for ei at sige overilende Nedrivelse af nogle af Agershuus Fæst- nings Mure, -- skulle vi nærmere yttre os over denne Sag; imid- lertid haabe vi dog saa megen Liberalitet af Regjeringen, at den afværger at ingen flere Bygninger end allerede skeet er opføres paa Fæstningens Glacier eller flere af Fæstningsværkerne ned- brydes, hvilket i dobbelt Henseende er af Vigtighed efterdi den Commission der er anordnet for at afgive Forslag og Betænk- ning om hvorledes Aggershuus Fæstningsværker hensigtsmæs- sigst igjen kunne istandsættes m. v. endnu ej har tilendebragt sine Arbeider, og det saaledes letteligen kunde arrivere at Af- hændelsen af en eneste Byggetomt, kunde forrykke Kommissio- nens hele paatænkte Befæstningsplan. Christiania i Marts 1836. Henrik Wergeland SHAKESPEARES ANBEFALING FOR VOLDGIFT (Indsendt.) Statsborgeren 31. mars 1836. Jeg har været Vidne til, at syv Dommere ikke have kunnet blive færdige med en Tvist. Men naar Parterne kom selv sam- men, og En tænkte kun paa et "naar"; naar jeg da sagde saa og I sagde saa, saa kom det snart i Haandslag og de tilsvore hinanden Broderskab. Dette "naar" er den eneste Fredsstifter; en stor Kraft ligger i dette "naar". SIDE: 144 Henrik Wergeland Efter ms. hos pastor Mollestad, Drammen; våren 1836. KATEKISME udarbeidet efter Luthers mindre og Wallins svenske af HENRIK WERGELAND Kandidat i Theologien. Jesus sagde: "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle forstaae Sandheden, og Sand- heden skal gjøre Eder frie." (Joh. 8, 31-32). En kort Indledning til Katekismen. 1. Først og fremst maa Mennesket lære at kjende Guds Vilje om hvad det skal gjøre og lade for at leve roligt og at døe saligt. 2. Mennesket har vel en god Veiledning til at kjende Guds Vilje i sin Samvittighed, der er Guds dømmende Røst i dets Hjerte om Godt og Ondt; men tydeligst lærer det Guds Vilje at kjende af Bibelen eller den hellige Skrivt. 3. Bibelen kaldes ogsaa Guds Ord, fordi den indeholder hvad Gud igjennem den Helligaand har aabenbaret vise og gudfryg- tige Mænd om sin Vilje og Væsen og Foranstaltninger til Men- neskenes Frelse. Om dette alt belærer Religionen os. SIDE: 145 4. Bibelen bestaaer af det gamle Testamente, der er skrevet af Profeterne, og af det nye Testamente, der er skrevet af Evange- listerne og Apostlerne. I det gamle Testamente er Guds Vilje især aabenbaret os i Loven eller de ti Bud, og i det nye Testa- mente i Evangelium, hvis Kjerne er Troens Artikler. 5. Foruden i Loven og Evangelium have vi ogsaa en stedse le- vende Styrkelse for os selv og Ihukommelse af Guds Vilje i Bønnen, hvis ypperste Exempel er Herrens Bøn eller Fadervor. 6. Endydermere indvies og stadfæstes vi i Religionen ved Sakra- menterne, der er Daabens og Nadverens.. 7. Katekismen er den Bog, som i Korthed underviser om disse Religionens 5 Hovedstykker eller Parter, hvoraf 1ste Part er de ti Bud-Ord. 2den Part - Troens Artikler. 3die Part - Herrens Bøn, Fader vor. 4de Part - Daabens Sakramentes Ord. 5te Part - Alterens Sakramentes Ord. DEN FØRSTE PART. Loven eller de ti Bud-Ord. Indledning. Gud har først i Skabelsen givet sin Lov i Menneskets Fornuft og Hjerte, men siden kundgjort den skrivtlig ved Moses og om- sider fuldkommen forklaret den ved Jesus Christus vor Frelser. Moses delte Loven i tvende Tavler, hvoraf den første indeholder i tre Bud Pligterne mod Gud, og den anden i syv Bud Pligterne mod vor Næste. Alle ere de Pligter mod os selv, fordi vi kun fremme vort eget Bedste ved at opfylde dem. SIDE: 146 Første Tavle. Det første Bud. DU SKAL IKKE HAVE FREMMEDE GUDER FOR MIG. Det er: Vi skulle frygte og elske Gud over alle Ting og os paa ham alene forlade. 1. Spørgsmaal. Hvad forbyder Gud i det første Bud? Svar: Afgudsdyrkelse. 2. Sp. Hvem begaar Afgudsdyrkelse? Sv. Ikke blot Hedningerne, som af Uvidenhed tilbede Billeder og skabte Ting, men Enhver som for disses Skyld af Hevnsyge eller formedelst Menneskefrygt og Egenkjærlighed tilsidesætter og forglemmer Gud og hvad vi skylde ham, ligesom ogsaa den, der sætter sin hele Lid til egne eller Andres Visdom og Magt. Apostelen Paulus kalder al det Kjødeliges Herredømme over Aanden, al ond Lyst og Gjerrighed en Afgudsdyrkelse. (Co- loss. 3,5.). 3. Sp. Hvad vil det sige, at frygte og elske Gud over alle Ting? Sv. Det er, altid at erkjende og ære Guds Godhed, Visdom, Magt og Retfærdighed, dyrke ham alene i Aand og Sandhed, Tro og Gjerninger, og holde en god Samvittigheds Fred med Gud for vort højeste Gode. Ps. No. 190. Vor Gud han er saa fast en Borg THI HERREN VIL IKKE HOLDE DEN USKYLDIG, SOM TAGER HANS NAVN FORFÆNGELIGT. Det er: Vi skulle ikke misbruge Guds hellige Navn til at bande eller til Overtro, men ære det i Medgang og Modgang ved at bede, love og takke. SIDE: 147 1. Sp. Hvad forstaaes ved Guds Navn? Sv. Alt, hvorved Gud i sit Ord eller Gjerninger aabenbarer sit Væsen og sine Egenskaber. 2. Sp. Hvad er at misbruge Guds Navn? Sv. Det er ved Letsindighed eller af Ondskab og i bedragersk Hensigt at paakalde Gud eller hans Straffedomme under Navn af Djævelen, bede til Gud uden Andagt, betragte hans Gjernin- ger uden Ærbødighed og høre hans Ord uden Opmærksomhed eller det med Vilje forvrænge og mistyde. 3. Sp. Er det ikke tilladt at bekræfte Noget ved Guds Navn eller ved Eed? Sv. Jo, Vidnesbyrd for Retten og høitidelige Løfter. 4. Sp. Hvortil forbindes et Menneske ved Eed? Sv. Til uden Forbehold at opfylde hvad han har lovet og be- kjende Sandhed om sig Selv og Andre. 5. Sp. Er jeg da ikke forbunden til at sige Sandhed uden Eed? Sv. Jo, for Gud og Samvittigheden ere mine Forpligtelser altid lige hellige, men for Mennesker og det borgerlige Samfund er jeg forpligtet til, naar saa kræves, ogsaa at give denne ydre Borgen for min Retsindighed. 6. Sp. Hvilken Synd begaaer den, som sværger falskt? Sv. Meneed, der er en Gudsbespottelse, en Forbrydelse imod vore Medmennesker og en Dødssynd imod os selv. Ps. No. 22. Alvidende, dit Øje mig randsager. 7. Sp. Hvad er, at misbruge Guds Navn til Overtro? Sv. Det er daarligen at troe eller bedragersk at foregive at kunne i Guds Navn eller ved hans Ord afstedkomme overordent- lige Virkninger, opdage det Skjulte og erholde hvad man ønsker ved andre end naturlige og tilladelige Midler, ligesom og at udgive sine egne Indbildninger for guddommelige Sandheder. Det tredie Bud. KOM IHU, AT DU HELLIGER HVILEDAGEN! Det er: Vi skulle frygte og elske Gud, bruge Hviledagen til hans Dyr- kelse i Menigheden, holde hans Ord høit og i Ære, og det gjerne baade høre af Andre og lære Andre. SIDE: 148 1. Sp. Hvorfor staaer der: Kom ihu? Sv. Paa det vi skulle ved Arbeidsugens Ende, med samlede Tanker berede os til Hviledagens værdige Helligholdelse. 2. Sp. Hvorledes hellige vi Hviledagen? Sv. Ved ikke blot da at afholde os fra saadanne Arbeider og Fornøjelser, som forstyrre egen og Andres Gudsdyrkelse, men ved at anvende denne Dag især til at hente Opbyggelse af Guds Ord. 3. Sp. Ere da alle Arbeider forbudne om Søndagen? Sv. Nei ikke Nødvendigheds- og Barmhjertighedsgjerninger, som enten ikke taale Opsættelse eller i sig selv ere en værdig Gudstjeneste. Math. 12,12. 4. Sp. Er det utilladeligt at fornøje sig om Søndagen? Sv. Nei, den er indstiftet til Sjels og Legems Vederqvægelse som til Guds Navns Ære; det maa derfor skee paa en Maade som ikke strider imod disse Endemaal. Den anden Tavle. Indledning. 1. Sp. Hvem er vor Næste? Sv. Ethvert Menneske, Ven eller Uven, kjendt eller ukjendt, fattig eller riig. 2. Sp. Hvorfor kaldes ethvert Menneske vor Næste? Sv. Fordi vi have Alle een Gud, nedstamme Alle fra samme første Forældre, ere saaledes Brødre og Søstre fra Gud af, boe sammen paa Jorden, behøve alle hverandres Hjælp, ere Syndere og deelagtige i Jesu Forløsning tilsammen og ved Livets Begyn- delse og Ende hverandres Lige. 3. Sp. Hvorledes bør vi elske vor Næste? Sv. Som os selv, saa at vi gjøre ham som vi ville at han skal gjøre imod os. Math. 7,12. Det fjerde Bud. HÆDRE DIN FADER OG DIN MODER, AT DET KAN GAAE DIG VEL OG DU MAAE LÆNGE LEVE PAA JORDEN! Det er: Vi skulle agte, elske, tjene og lyde opmærksomt og oprigtigt vore Forældre og Foresatte, trofast følge deres Raad, have dem SIDE: 149 stadigt for Øjne, bistaae dem i deres Arbeide og med Taknem- lighed bære Omsorg for dem i deres Svaghed og Alderdom. 1. Sp. Er et Barn pligtig at lyde sine Forældre i Alt? Sv. Ja, i Alt, som ikke strider imod Guds Ord og Samvittig- heden; thi det gjælder fremfor alt at Gud maa lydes mer end Mennesker. 2. Sp. Hvad er at have sine Forældre eller Foresatte for Øjne? Sv. Aldrig at opføre sig anderledes i deres Fraværelse end vi skulde gjøre om de vare nærværende. 3. Sp. Hvad lover Gud de Børn, som hædre sin Fader og Moder? Sv. At det skal gaae dem vel, og at de skulle leve længe paa Jorden d. e.: at Forældres Velsignelse bereder det gode Barn den sikkreste og varigste Lykke. 4. Sp. Hvem ere vore Foresatte? Sv. Er Nogen saa ulykkelig at have mistet Fader eller Moder, da de, som ere i Forældres Sted, Stedforældre, Fosterforældre, Formyndere, Husbond og Madmoder, Lærere og Øvrighed. 5. Sp. Mod hvilke Flere bør vi, efter dette Bud, vise Ær- bødighed? Sv. Mod dem, som ere ældre end os i Almindelighed, men især imod den Alderstegne. Det femte Bud. DU SKAL IKKE SLAA IHJEL! Det er: Vi skulle ikke skade Næsten eller os Selv paa Liv, Lemmer eller Helse, men hjælpe ham i Livsnød endog med Fare for vort eget Liv, afværge hvad der er ham skadeligt, sørge for ham i hans Skrøbelighed, omgaaes ham fredsomt, ikke pine Dyrene og heller ikke uden i en fornuftig Hensigt tilintetgjøre eller for- styrre nogen af Guds Skabninger levende eller livløs. 1. Sp. Hvad forbyder Gud i dette 5te Bud? Sv. Drab eller Mord. 2. Sp. Hvorledes skeer Drab? Sv. Først og i egentlig Mening, naar man selv eller ved Andre, hemmelig eller aabenbare berøver Næsten Livet. Dernæst ogsaa SIDE: 150 uegentligen, naar man skader Næsten paa Lemmer, unddrager ham sin Hjælp i Nød og Fare, forleder ham til Udsvævelser og Umaadelighed, eller hader ham i Hjertet, fornærme og saarer med onde Ord og skadefro Forsætter. Evangelisten Johannes siger: "Hver, som hader sin Broder er en Manddraber." 3. Sp. Er det aldrig tilladt at berøve et Menneske Livet? Sv. Jo, Apostelen Paulus siger om Øvrigheden, "den bærer ikke Sværdet forgjæves; thi den er Guds Tjener, en Herre til Straf over Den, som gjør det Onde." Og Evangelisten Mathæus siger: "alle de, som gribe til Sværd skulle omkomme ved Sværd." Derfor kan den væbnede Fiende fældes, som vil ødelægge Lan- det, og Den, som angribes paa Livet, kan nedlægge Angriberen, om han ikke paa anden Maade kan redde sig. 4. Sp. Hvorledes bør vi ansee vort eget Liv? Sv. Som et Laan af Gud, anbetroet til et helligt Endemaal saa vi derfor skulle gjøre Regnskab, eftersom Paulus siger: "en- ten vi leve eller døe, ere vi Herrens". 5. Sp. Hvad skylde vi da vort eget Liv? Sv. At vogte det, og være omhyggelige for dets Sundhed, og kun at opoffre det for højere Pligter. Johannes siger: "vi skulle og lade vort Liv for Brødrene." 6. Sp. Hvorved forkorte Menneskene syndigen sit Liv? Sv. Ved aabenbar Vold derpaa eller Selvmord, Umaadelighed, Uforsigtighed, overdreven Sorg, Frygt eller Vrede, samt Forsøm- melse af tjenlige Lægemidler. Lucas siger: "gjør dig selv intet ondt!" og Paulus advarer: "lader os vandre skikkeligen som om Dagen: ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind." 7. Sp. Hvilke Dyder tjene især til at bevare Livet? Sv. Et dydigt og afholdende Levnet, Arbeidsomhed, Nøisom- hed og Fredsommelighed. Det sjette Bud. DU SKAL IKKE BEDRIVE HOER! Det er: Vi skulle føre et kydsk og tugtigt Levnet, skye slet Selskab og urene Begjærligheder, vellystige Tanker, frække Ord, let- SIDE: 151 færdige Forsætter og usædelige Gjerninger saavel i som uden- for Ægteskab. Paulus siger (Eph. 5,3,5): "Utugt og al Urenhed maa end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig de Hellige. Thi dette vide I, at ingen Skjørlevner eller Ureen haver Arv i Christi eller Guds Rige." 1. Sp. Hvilke Følger har Overtrædelsen af dette Bud? Sv. Den fornedrer Mennesket til et blot Dyr, ødelægger Le- geme og Sjæl, fordærver Hjertet og berøver det Samvittighedens Fred, gode Menneskers Agtelse og Ægteskabets Lykke. 2. Sp. Hvem har stiftet Ægteskabet? Sv. Gud selv, som sagde: "det er ikke godt M [enne] sket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham." Det er: Gud har ved Menneskets Skabelse forordnet at een Mand og een Qvinde skulde leve sammen som Ægtemager i en inderlig og trofast Forening til Menneskeslægtens Ophol- delse, Børns Opfostren og egen Lykke og Forædling. 3. Sp. Hvad bør man især see hen til ved Valget af en Mage? Sv. Til Gudsfrygt og gode Sæder, Overensstemmelser i Sinde- lag og Alder, Helse og Udkomme. Det syvende Bud. DU SKAL IKKE STJÆLE! Det er: Vi skulle ikke paa nogensomhelst Maade, aabenbare ved Vold eller hemmeligen ved List forurette Næsten paa hans Ejendom eller tilegne os hvad der ikke er vort, derimod i Raad og Daad befordre hans Gavn. 1. Sp. Hvilke Forbrydelser forbydes i dette Bud? Sv. Røveri, naar Næsten ved Vold paa Person eller Trudsler eller Indbrud i hans Huus berøves sin Ejendom, Tyveri og Be- drageri, hvorved dette skeer hemmeligen og paa mange Maader. 2. Sp. Nævn nogle af disse Maader. Sv. Saasom, naar man gjemmer hvad Andre have stjaalet eller hæler, besviger i Handel, fralokker Næsten noget, aagrer paa hans Nød, beholder eller skjuler det Fundne, ikke betaler det Laante, fordærver og sløser med det Betroede, gjør udueligt Arbeide, forholder hvad man er Staten, Arbeideren eller Ar- SIDE: 152 moden skyldig, og naar man dovner sig og tigger skjøndt man kan arbeide. Moses siger: "I skal ikke stjæle, ei heller falske- ligen handle mod Næsten, ikke gjøre ham Vold eller røve ham, og ikke lade Daglønnerens Arbeide blive Natten over. 3. Sp. Hvorledes befordre vi Næstens Gavn med Hensyn til Ejendom? Sv. Ved at være redelige i al Handel, villige til Godtgjørelse, til Hjælp med Formue, Ting og Raad. 4. Sp. Hvad paalægger dette Bud os mod os Selv? Sv. At vi ikke ved Letsindighed, Dovenskab eller Ødselhed skulle forspilde vore Kræfter, vort Gods og vor Tid, der er en kostbar Ejendom, hvorved al anden erhverves; men at vi, for egen og vore Nærmestes Skyld, for ikke at falde Andre til Byrde eller komme i Fristelse, skulle være flittige og holde tilraade med det Erhvervede. Det ottende Bud. DU SKAL IKKE SIGE FALSK VIDNESBYRD IMOD DIN NÆSTE! Det er: Vi skulle ikke lyve, ikke falskeligen beføre Andre, ikke smæde, bagtale og berygte Andre, men være som Jesus i hvis Mund Svig ikke fandtes, undskylde Næsten, skjule hans Skrøbelig- heder, mene og tale vel om ham saalænge muligt og lovligt er og tage alt i den bedste Mening. 1. Sp. Hvad forbydes i det 8de Bud? Sv. Al Usandfærdighed og isærdeleshed falskt Vidnesbyrd. 2. Sp. Hvorledes synde vi imod dette Bud? Sv. Naar man belyver Næsten enten for Domstolen eller i det daglige Liv, fører Sladder, forraader betroede Hemmeligheder, smigrer Næsten mod bedre Overbeviisning, bagtaler ham og ud- tyder hans Ord eller Gjerninger til det værste. 3. Sp. Hvad bør vi gjøre, naar vi selv blive belyvede og smædede? Sv. Vi bør gjøre som Jesus, som "ikke skjændte igjen der han blev overskjændt, ikke truede der han leed, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigen." (1 Pet, 2,23). SIDE: 153 4. Sp. Bør vi skatte et godt Navn og Rygte høit? Sv. Ja, højere end Liv og Gods, men dog mindre end Dyd og Samvittighedsfred. Det niende Bud. DU SKAL IKKE BEGJÆRE DIN NÆSTES HUUS! Det er: Vi skulle ikke ansee Næsten med Avind eller Rænker imod hans bedre Kaar, lade ham uforstyrret i Besiddelse af Sit og af sin lovlige Virksomhed, ikke forlokke hans Tjener, passe vore egne Anliggender og være fornøjede med vor Lod. Paulus be- faler os at søge Ære i at leve stille, varetage hver sin Gjerning og arbeide med egne Hænder. Det tiende Bud. DU SKAL IKKE BEGJÆRE -- NOGET AF ALLE DE TING, SOM NÆSTEN TILHØRE. Det er: Vi skulle qvæle enhver pligtstridig Attraa hos os, som kan være Næsten til Fornærmelse, vaage og stride, ikke blot mod Udbrudet af det Onde, men ogsaa mod Begjæret dertil, og stræbe efter en fuldkommen Hjertets Reenhed, Selvbeherskelse og from Forsagelse af Verden. 1. Sp. Hvad siger Gud om alle disse Bud? Sv. Jeg Herren din Gud er en nidkjær Gud, som hjemsøger Fædres Ondskab paa Børnene i tredie og fjerde Led paa dem, som hade mig, og gjør Miskundhed mod tusind Led, mod dem, som elske mig og holde mine Bud. Det er: Gud truer haardeligen alle dem, som overtræde disse Bud. Derfor skulle vi frygte for hans Vrede, og holde hans Bud. Deri- mod lover Han ogsaa Dem Naade og alt Godt, som holde disse Bud, hvorfor det er billigt, at vi elske og forlade os paa ham og holde hans Bud af Kjærlighed. Thi denne er den rette Kilde, hvorfra alle Gjerninger skulle flyde, om de skulle have nogen Fortjeneste, mens Lydighed for Loven uden Kjærlighed til Gud ikke er andet for ham end Øjentjeneri. (1 Cor. 13,1). SIDE: 154 2. Sp. Hvad kaldes den rette Lydighed mod Guds Bud? Sv. Gudsfrygt eller Dyd. 3. Sp. Hvad er da Synd eller Last? Sv. Alt det, som strider imod Guds Lov, hvadenten vi gjøre hvad Gud har forbudt eller undlade hvad han har befalt. 4. Sp. Hvad fører Lydighed for Loven eller dens Overtrædelse med sig? Sv. Enten Belønning eller Straf baade efter Naturens Indret- ning og Guds retvise Dom. 5. Sp. Bør vi da være lydige for Loven alene af Beregning paa Løn eller af Frygt for Straf? Sv. Nei. Den rette og eneste Grund for den sande Dyd ligger i den guddommelige Forskrivt, som tillige udtrykker Lovens hele Indhold. (Math. 22,37). "Du skal elske Herren din Gud af alt dit Hjerte, og af din ganske Sjel og af dit ganske Sind, og din Næste som dig selv." DEN ANDEN PART. De christelige apostoliske Troesartikler. Indledning. Ordet "Evangelium" bemærker et glad Budskab, og dette for- kynder Guds Naade, Syndsforladelse og et evigt Liv til alle, som lyde Gud, troe paa Ham og Den, Han sendt haver, og lade sig lede af Hans hellige Aand. (Rom. 1,16. Joh. 17,3. Rom. 8,14). 1. Sp. Hvad er Gud efter Evangeliets Lære? Sv. Gud er Een, men denne ene Gud er Fader, Søn og Hellig- aand, aabenbart i sine Virkninger. 2. Sp. Hvilke ere Guds Virkninger? Sv. Skabelsen. Gjenløsningen og Helliggjørelsen. 3. Sp. I hvor mange Dele fremstilles derfor Evangeliets Lære om Gud? Sv. I trende Dele eller Artikler, af hvilke den første handler om Gud Fader og Skabelsen, den anden om Guds Søn og Gjen- løsningen, og den tredie om den Helligaand og Helliggjørelsen. SIDE: 155 DEN FØRSTE ARTIKEL. Om Gud Fader og Skabelsen. JEG TROER PAA GUD FADER, HIMMELENS OG JORDENS ALMÆGTIGE SKABER. Det er: Jeg troer, at Gud har skabt mig tilligemed alle andre Skab- ninger; at han har givet mig Legeme og Sjel; at han styrer Ver- den, og opholder alle Ting deri, som ellers maatte forgaae; at han forstrækker mig og alt det Levende med hvad der er nød- vendigt til Livets Ophold, velsigner mit Arbeide, og forsvarer mig imod Fare, afvender og forhindrer alt Ondt. Og det gjør han altsammen ikke af nogen min eller Skabningens Fortjeneste, men af sin almægtige Vilje alene og af sin blotte faderlige God- hed og Barmhjertighed. Hvorfor jeg er skyldig til at takke og love Ham, adlyde hans Vilje i alle Maader og at tjene ham. 1. Sp. Hvad er Faderen? Sv. Gud aabenbaret i sin Almagt, Viisdom og Godhed som Verdens Skaber, Opholder og Regjerer. 2. Sp. Hvad er at skabe? Sv. Dette Udtryk kan alene brukes om Gud, thi det er at frembringe Noget ved en almægtig Vilje alene. 3. Sp. Hvad forstaaes ved den af Gud skabte Verden? Sv. Himmel og Jord med alt det, som deri er, baade synligt og usynligt. 4. Sp. Gives der ogsaa usynlige Skabninger? Sv. Ja, den hellige Skrivt taler om gode Engle, der ere hos Gud og udrette hans Vilje, og om Engle, der modstræbe denne, og derfor ere i en ulyksalig Tilstand. Desuden hører Menneskets Sjel til den usynlige Verden. 5. Sp. Hvilke ere Menneskesjelens fornemste Egenskaber? Sv. Fornuft og fri Vilje. 6. Sp. Sørger Gud for alt det skabte? Sv. Ja, for det mindste saavel som for det Største; for Gud er ingen Ting stor eller ringe. 7. Sp. Hvad kaldes denne Guds Omsorg? Sv. Guds Forsyn. SIDE: 156 8. Sp. Gjør da Guds Forsyn Menneskets egen Flid og Om- tanke overflødig? Sv. Nei! Gud skjænker ikke sine Gaver anderledes end hans Viisdom har foreskrevet. 2 Thess. 3,10. Hvo der ikke vil arbeide, skal heller ikke æde. 9. Sp. Hvilke Mennesker kunne fortrøste sig paa Guds Forsyn? Sv. De, som foresætte sig, med Guds Naade, ihvad dem møde, at opfylde sine Pligter og at anvende sine Kræfter med Nøi- somhed og Flid. 10. Sp. Hvilke kunne ikke fortrøste sig paa Guds Forsyn? Sv. De, som styrte sig i unødige Farer, tilsidesætte sine Plig- ter, forspilde, hindre eller miskjende sit Vel ved Uforstandig- hed, Forsømmelighed eller Unøisomhed. Den vise Syrach siger: "Gaa ikke den Vei, hvor du maa falde eller støde dig paa Stene." Og Salomon siger: "Ved Ladhed synke Bjelkerne, og for forsømmelige Hænders Skyld bliver Huset dryppende." 11. Sp. Er det da ikke en uundgaaelig Skjæbne, som gjør at Mennesket ofte bliver ulykkeligt og lidende? Sv. Nei: de Ulykker, som følge paa ufornuftige Foretagender, lovlige Midlers Tilsidesættelse eller Foragt for gode Raad og Erfaringer, forvoldes ikke af Gud, men af Mennesket selv. 12. Sp. Men hvorledes bør vi ansee Ulykker, der ramme os uden vor egen Skyld? Sv. Som Guds Tilskikkelser og Midler til vort sande og højere Vel. "Alle Ting tjene dem tilgode, som elske Gud." (Rom. 8,28). 13. Sp. Gives der intet andet Ondt i Verden end Ulykker og Lidelser? Sv. Jo Synden er et meget større Onde. "Trængsel og Angest skal være over hvert Menneskes Sjel, som gjør det Onde." (Rom. 2,8). 14. Sp. Er noget Menneske fri for Synd? Sv. Nei; "Alle have syndet, og dem fattes Ære for Gud." (Rom. 3,23). 15. Sp. Maa vi da ikke alle lide Syndens ulyksalige Følger? Sv. Jo, dersom vi ikke gjenløses fra Synden og forsones med Gud. 16. Sp. Hvorpaa grunde vi vort Haab om Gjenløsning og Forsoning? SIDE: 157 Sv. Paa Guds uendelige Naade; thi "saa elskede Gud Verden, at han haver givet sin Søn den enbaarne, paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv." (Joh. 3,16). DEN ANDEN ARTIKEL. Om Igjenløsningen. Jeg troer ogsaa paa Jesum Kristum, Guds eneste Søn, vor Herre, som blev undfangen ved den Helligaand, født af Jomfru Maria, piint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begraven, nedfoer til Helvede, tredie Dag opstod fra de Døde, opfoer til Himmels, sidder hos Gud Faders almægtige høire Haand, derfra han skal igjenkomme til at dømme Levende og Døde. Det er: Jeg troer, at Jesus Kristus er en sand Gud, født af Faderen fra Evighed. Jeg troer ogsaa, at han er et sandt Menneske, født af Jomfru Maria, at han er min Herre, der har igjenløst mig fra Synden og dens evige Fordærvelse, og forsonet mig med Gud, det han har gjort med sit hellige og dyrebare Blod og med sin ubillige og uskyldige Død, alene forat jeg skulde være hans Egen, som en synderlig Ting, og paa det jeg skulde tjene ham retfærdig, uskyldig og salig, stedse i hans Rige leve som og han opstod fra de Døde, lever og regjerer i Evighed. 1. Sp. Hvad betyder Navnet Jesus Kristus? Sv. En salvet, d. e. af Gud udkaaren, Frelser. "Gud salvede Jesum af Nazareth med den Helligaand og Kraft, han som drog omkring og gjorde vel. Ham give alle Profeterne det Vidnes- byrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes For- ladelse ved hans Navn." (Apostl. Gjern. 10,38,43). 2. Sp. Hvad maatte han være, forat kunne blive Verdens Frelser? Sv. Baade Gud og Menneske i een Person. "I ham boer al Guddommens Fylde legemlig. (Coloss. 2,9). 3. Sp. Hvor og af hvem fødtes Jesus som Menneske? Sv. I Bethlehem i Jødeland af Jomfru Maria paa den Tid og under de Omstændigheder, som af Profeterne vare forud- SIDE: 158 sagte. "Der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Qvinde, født under Loven." (Gal. 4,4). 4. Sp. Hvorved især er hans Herlighed som Guds Søn aaben- baret? Sv. Ved Spaadommenes Opfyldelse, de mærkværdige Hændel- ser ved hans Fødsel og Død, ved hans Undergjerninger; men især ved den guddommelige Naade og Sandhed, som gjennem- straaler hans Evangelium, og bekræfter sig for Enhver, som vil gjøre og forstaae Guds Vilje. Evangelisten Johannes vidner: "vi saae hans Herlighed, en Herlighed som den Eenbaarnes af Faderen, fuld af Naade og Sandhed." Og: "Dersom Nogen vil gjøre Guds Vilje, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud." (Joh. 1.14, 7,17). 5. Sp. Hvad er Guds Vilje efter Evangelium? Sv. "At alle Mennesker skulle blive salige og komme til Sand- heds Erkjendelse." (1 Timoth. 2,4). 6. Sp. Hvormed frelser Kristus Menneskene? Sv. Med sin Lære, sit Levnet, sin Lidelse og Død. 7. Sp. Hvorledes frelser Kristus os ved sin Lære? Sv. Naar vi lade os undervises af den om hvad vi have at troe gjøre og haabe, idet den belærer os om Guds faderlige Hjertelag og hans rette Dyrkelse, vort pligtskyldige Forhold til Gud og Mennesker, de jordiske Tings Betydning og vor Sjels høje Værdighed, sande Lyksalighed og evige Liv. 8. Sp. Hvorledes frelser Kristus os ved sit Levnet? Sv. Naar vi i alle vore Tanker og Idrætter tage Jesum til Mønster, og ansee ham for alle Menneskers ypperste Forbillede. 9. Sp. Hvorledes frelser Kristus os ved sin Lidelse og Død? Sv. Naar vi i levende Følelse af vor Syndighed og Strafskyld, finde, at vi ei kunne bestaae for den hellige og retfærdige Gud, og derfor med ydmygt og tillidsfuldt Hjerte omfatte den Naade og Fyldestgjørelse, som Kristus ved sin fuldkomne Lydighed mod Guds Lov, den han beseglede ved sit dyrebare Blod, har erhvervet angerfulde og blodfærdige Syndere. "Ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de Mange ere blevne Syndere, saa skulle og de Mange vorde retfærdige ved den Enes Lydighed." (Rom. 5,19). 10. Sp. Hvad vil det sige, at Kristus nedfoer til Helvede? SIDE: 159 Sv. At han ogsaa for de Henfarnes Aander har forkyndt sit opfyldte Midlerkald og aabenbaret sin herlige Sejer over Dø- dens og det Ondes Magt, "Død, hvor er din Brodd? Helvede, hvor er din Sejer?" (1. Cor. 15,55). 11. Sp. Hvorved stadfæstede Kristus endydermere sit For- soningsværk? Sv. Ved at han som Livets Herre og Dødens Overvinder, paa den tredie Dag efter sin Død, stod op af Graven. "Gud baade opreiste Herren, og skal opreise os formedelst sin Kraft." (1. Cor. 6,14). 12. Sp. Er da Kristus ogsaa for os Dødens Overvinder? Sv. Ja, ved Troen paa Ham frelses vi fra den aandelige Død, der bestaaer i at Sjelen skiller sig fra Gud ved Overtrædelse af hans Lov i Ordet og Samvittigheden, og den legemlige Død, som intet Menneske kan undgaae, bliver for os intet Andet, end en Indsoven i Fred forat opvaagne i Glæde. Jesus sagde: "Jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve." (Joh. 11,25). 13. Sp. Hvorlænge var Kristus synlig paa Jorden efter sin Opstandelse? Sv. I fyrretyve Dage omgikkes han med sine Venner og Apostle som tilforn med Undervisning og Trøst, Formaninger og An- ordninger, og derefter "da han havde velsignet dem, skiltes han fra dem, og foer op til Himmelen," (Luc. 24,51). 14. Sp. Har Kristus siden overgivet og forladt den Verden, han igjenløste og forsonte? Sv. Nei; skjøndt usynlig for jordiske Øjne, er han dog altid nærværende hos Sine, baade i Eenrum og forsamlede i Hans Navn, og han opholder med guddommelig Magt sit aandelige, over Himmel og Jord udbredte Rige. Jesus sagde: "Se, jeg er nær Eder alle Dage indtil Verdens Ende!" (Matth. 28,20). Og: "Hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem." (Matth. 18,20). 15. Sp. Hvorledes udtrykker vor Troesbekjendelse denne Kristi Guddomsmagt? Sv. At han sidder hos Gud Faders almægtige højre Haand. 16. Sp. Efter hvilken Lov skal Kristus dømme de Levende og Døde? SIDE: 160 Sv. Efter den rene, af Ham forklarede, Kjærlighedens Lov. "Saameget, som I have gjort for een af disse mine mindste Brødre, have I gjort for mig. Og saameget, som I ikke have gjort for een af disse Mindste, have I og ikke gjort for mig." (Math. 25,40,45). 17. Sp. Naar Kristus raader saameget over Alle, hvad bør da være alle Kristnes inderligste Ønske og Beslutning? Sv. At være Hans Egne. Paulus siger: "De, som leve, skulle ikke fremdeles leve for sig Selv; men Ham, som er død og op- standen for dem." (2 Cor. 5,15). 18. Sp. Hvorved formaae vi da det? Sv. Johannes siger: "Derpaa kjende vi, at vi blive i Ham, og Han i os, at han har givet os sin Aand." (1. Joh. 4,13). TREDIE ARTIKEL. Om den Helligaand og Helliggjørelsen. Jeg troer paa den Helligaand, en hellig almindelig Kirke (eller Menighed), Helliges Samfund, Syndernes Forladelse, Legemets Opstandelse, og efter Døden det evige Liv. Amen! Det er: Jeg troer, at jeg ikke af min egen Evne eller Fornuft kan troe paa Kristus eller komme til Kristum min Herre; men det er den Helligaands Gjerning, som har kaldet mig ved Evangelium, op- lyst mig med sine Gaver, helliggjort mig i den sande Tro, og som opholder mig deri, ligesom han ogsaa kalder, forsamler, oplyser, og i den sande eneste Tro paa Kristus opholder de Andre i Menigheden. Fremdeles skjænker han mig og alle dem af Menigheden, som troe, dagligen en fuld Syndernes Forla- delse, og paa den yderste Dag skal han opvække mig med alle Andre af Døden, og sætte mig med alle Andre, som troe, til det evige Liv. 1. Sp. Hvem er den Helligaand? Sv. Gud, aabenbaret i sine Virkninger til Menneskenes Hel- liggjørelse. Paulus siger: "I ere helliggjorte ved vor Guds Aand." (1. Cor. 6,11). 2. Sp. Hvad forstaaes ved Menneskets Helliggjørelse? Sv. Dets Forbedring i Vilje, Tænkemaade og Levnet. SIDE: 161 3. Sp. Hvad hører til Forbedringen? Sv. Oprigtig Erkjendelse af Synden og Anger derover, en hjertelig Fortrøstning til Guds Naade formedelst Kristum og den alvorlige Beslutning og fortsat Anstrengelse forat gjøre Guds Vilje. Paulus siger: "Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed." (2. Cor. 7,10). 4. Sp. Hvorved lægger Mennesket for Dagen en saadan al- vorlig Beslutning og fortsat Anstrengelse? Sv. Ved omhyggeligt at undfly al Synd i Almindelighed og især de Synder, Mennesket har Hang til, ved samvittighedsfuld at gjøre alt det Gode, han kan, og især det han har forsømt, og ved efter al Evne at godtgjøre det begangne Onde eller for- sømte Gode. Paulus siger: "Haver Afsky for det Onde! hænger fast ved det Gode!" (Rom. 12,9). 5. Sp. Hvad kaldes den Tro, som ikke ledsages af denne Om- vendelse? Sv. En død Tro. Jacob siger: "Hvad hjælper det, om Nogen siger han har Tro, men har dog ikke Gjerninger?" Saadan Tro er "død i sig selv. Viis mig din Tro af dine Gjerninger!" (Jac. 2,14,17). 6. Sp. Hvilken Tro er levende og sand? Sv. Den som er virksom til Dyd og gode Gjerninger, og dertil nærer den hjertelige Fortrøstning til Guds Naade ved Kristus, at Gud for Kristi Skyld, benaader den angerfulde Synder. Paulus siger: "I Kristus gjælder kun Troen, som er virksom ved Kjær- lighed." (Galat. 5,6). 7. Sp. Hvad blive de, som have en saadan Tro? Sv. Gjenfødte, retfærdiggjorte, helligede og salige, og saaledes Medlemmer af de Helliges Samfund eller Foreningen af alle troende Kristne, der som Lemmer af een Krop under deres usyn- lige Hoved Kristus, om end for hverandre ukjendte, dog altid ere kjendte af Gud, lige deelagtige i Guds Naadeløfter og i den kristelige Tro, Kjærlighed og Haab, hvortil vi Alle ere kaldede ved den Helligaand. Paulus siger: "Guds faste Grundvold staaer, og har dette Segl: Herren kjender Sine." (2. Timoth. 2,19). 8. Sp. Hvori bestaaer den Helligaands Kaldelse? Sv. I at han, gjennem Ordet og Sakramenterne, kundgjør og tilbyder alle Mennesker den saliggjørende Naade. Paulus siger: SIDE: 162 "Gud har udvalgt eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens Helliggjørelse og Sandheds Troe, hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium til at erholde vor Herres Jesu Kristi Herlig- hed." (2. Thess. 2,13,14). 9. Sp. Hvad er et kristeligt Haab? Sv. En glad og tryg Forventning om et bedre Liv end det nærværende, som slutter ved Legemets Død. Petrus siger: "Vi forvente, efter hans Forjettelse, nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed boer." (2. Pet. 3,13). 10. Sp. Døer Mennesket da ikke baade til Legeme og Sjel? Sv. Nei; "Støvet kommer til Jorden igjen som det var før, men Aanden kommer til Gud igjen, som gav den." (Præd. 12,7). 11. Sp. Hvorhen kommer da Menneskenes Sjele efter Døden? Sv. De Godes Sjele komme, efter Skilsmissen fra Legemet i en salig Tilstand, de Ondes i en usalig. (Math. 25,46). 12. Sp. Skal Sjelen aldrig efter Døden forenes med Legemet? Sv. Guds Ord tilsiger ogsaa Legemernes Opstandelse; men "dette Forkrænkelige bør iklæde sig Uforkrænkelighed, dette Dødelige Udødelighed." "Kjød og Blod kunne ikke arve Guds Rige." (1. Cor. 15,53,50). 13. Sp. Skal de gode Sjeles salige Tilstand nogensinde ophøre? Sv. Nei, under Stigen i Fuldkommenhed, i hellig Følelse af Liv, Kraft og Salighed skal det fortsættes uendeligen, og kaldes derfor et evigt liv. 14. Sp. Hvorledes bør vi forholde os forat vinde det evige Liv? Sv. Vi bør trofast til den sidste Stund, bevare og pleje vort aandelige Liv, der er Sjelens Liv i Gud ved Tro, Kjærlighed og Haab. 15. Sp. Hvorved bevare vi vort aandelige Liv? Sv. Ved Guds Ords flittige Betragtning, hans Viljes ufortrødne Fuldbyrdelse, uafbrudt Vaagen over os Selv, og under alt dette, ved inderlig Bøn. "Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt." (Matth. 26,41). DEN TREDIE PART. BØNNEN. [Resten mangler.] SIDE: 163 Henrik Wergeland OM BESÆTTELSE AF COMMANDANTPOSTEN PAA KONGSVINGER (Indsendt.) Statsborgeren 10. april 1836. Motto: Magdelone. Men er det ikke ubegribeligt, at en ældgammel Mand, som han... Pernille. Jeg kan let begribe det; thi Luften her i Landet fører det med sig, at Folk blive ikke ret galne, førend de komme over deres tredsindstyvende Aar. Den honnette Ambition. Imellem de Rygter, som i denne Tid underholde Publikum, fortjener intet saa behagelig en Opmærksomhed som det, at General Stabell anstrenger sine gamle men gode Kræfter forat faa sin Svigersøn Capitain Engelhart anbragt som Commandant paa Kongsvinger, med Behold af sit Compagni. Og Inds. finder intet rimeligere end dette, ihvad saa hele Armeen og de til Posten konkurrerende ældre og højere Officerer kunne have at sige. Thi er Engelhart kun Capitain, saa er Stabell General og det General Stabell, der var Major i 1814; er Engelhart yngre, saa er Stabell gammel nok i hvad det skal være; og endelig, om Nogen forarger sig over at det, som man siger, skal gaa saaledes til, saa hvorfor skulde ikke gamle "Gubban Stabell" have den "Moroa?" Inds. antager, at han fortjener det af Fædrelandet siden 1814, der, om det end ikke kan kaldes lige- saavel Lyspunktet i hans som i dets Historie, dog altid er mærkeligt nok som det, der rystede de Laurbær af sig, hvorpaa den ærværdige sølverhvide og forgyldte Helt hviler. Men naar han fik dette Ønske opfyldt efter paatænkt Arrangement, saa var virkelig ogsaa alt i sin Orden, forsaavidt som Capt. Engel- hart da forbyttede sig med Capt. Højer fra agerske til vingerske Compagni, fik sit Compagni hvor han har sine Ejendomme og en Fæstning at forsvare hvor han havde sit Compagni, og en Commandantgage, Gaard og Jordvej hvor han har sine Ejen- domme, Gage, Gaard og Jordvej tilforn; og endelig forsaavidt gl. General Stabell da fik sit Ønske opfyldt efter paatænkte Arrangement, og som det lærte Folk i Almindelighed hverken SIDE: 164 at gjø mod Maanen eller General Stabell, uordentlige Folk at de leve i en Verden, som de maa elske, siden den gaaer efter deres Hoved, og Venner af Orden at bøje sig under en højere Orden. Oberstlieut. Fritzner boer vel som Korpschef paa Vinger, og har tilbudt sig at rygte Commandantposten mod alene de Bopæl- beqvemmeligheder, som tilligge den; og Oberstlieut. Sissener, der er Korpschef og saaret iblandt andet ogsaa i Kjøbenhavns Beleiring i 1807, siges vel indstillet af Generalkommandoen til denne Post, hvortil ældre og højere Officerer, og især de som lide af sine Saar, endskjøndt de forresten ere tjenstdygtige -- og Saadanne have vi ikke mange af -- bør have Fortrin. Idet- mindste er det en Retfærdighed, som øves i andre Lande, at deslige mindre Fæstninger anbetroes Officerer af denne Beskaf- fenhed, ja endog Invalider. Retfærdighed kalde vi det; men der maa nok ikke være nogen Uretfærdighed i det stabellske Arrangement, dersom det er, som man siger, at Svigerfatter skal have udbedet sig det som den sidste Naade før han lukker sine Øjne. Thi Inds. kan ikke faa i sit Hoved, at en Mand med saa alvorlige Tanker, med Døden, Grav og Dom for Øine skulde vitterligen ville fremme noget uretfærdigt. Om Tidsaanden plejer man desuden at paastaa, at den ikke vil noget uretfærdigt; og den er ganske for de prejudicerende Befordringer, som man i gamle Dage optog med saamegen Uvilje, og det er den ikke alene i Regjeringsdepartementerne, hvor Examen virkelig er baade et "Ex" for Ansættelse og et "Amen" for Tilsidesæt- telse, men ogsaa hos Folket, at slutte af de Stockholmsdeputa- tioner, som saa flittigen sendes afsted for adkomstløse Suppli- kanter. Derfor vilde Tidsaanden ikke finde det uretfærdigt, om General Stabell fik sin Søn Lieutenanten, eller endog om han havde en Søn som var Cadet, eller om han nu faaer sin Sviger- søn til Commandant paa Kongsvinger. Men uretfærdigt finder den det, om Nogen vil forstyrre gamle Gubban Stabell, og for- hindre ham fra at lukke sine Øjne i Fred. [fotnotemerke] Fotnote: Mahomedanerne ere isaahenseende langt menneskeligere; thi i Storsulta- nens Firman til Vicekongen af Ægypten læse vi om den engelske, altsaa en vantroende, Minister idet hans Navn nævnes, den Artighed: "Gud give ham en lykkelig Død!" SIDE: 165 Henrik Wergeland OM BYGNINGERS OPFØRELSE I NÆRHEDEN AF AGERSHUUS Statsborgeren 10. april 1836. Hvor ønskeligt det vel vilde være, om Nationalrepræsenta- tionen finder Anledning til at bevilge de fornødne Summer til Opførelse af passende Localer for Storthinget og Høiesteret, kan dog ikke negtes, at saadan Bevilling ufeilbarligen vil frem- kalde Nationens Forbittrelse og Harme, i Tilfælde af at Byg- ningerne, som foreslaaet, skulle opføres under Levningerne af Aggershuus Fæstnings Mure. Vi ville ikke trætte Læseren med Gjentagelser af hvad der i senere Tid næsten har udgjort en staaende Artikkel i vore offentlige Blade, nemlig Fortvivlelsens Nødraab til den sunde Fornuft og Retfærdigheden, om at ud- vide Byen paa de Kanter hvor Terrænet er meest gunstigt saa- vel for merkantile, som arkitektoniske Fordele, og at forlægge didhen de offentlige Pragtbygninger, som herefter opføres i Ho- vedstaden. Naar Regjeringen bringer i Forslag, at de anførte Bygninger skulle opføres paa Fæstningens Glacie, skulde man næsten fristes til at troe, at dette alene har været i den Hen- sigt, om muligt derved at befries for Ansvar i Anledning af Fæstningens Sløifning. Diplomatisk Smidighed kan dette ikke være, da der dog maatte forudsættes saamegen Takt hos Na- tionens Mænd, at de ei samtykke i, eller bevilge Penge til Op- førelse af en Thingsal under rygende Batterier; thi Krudrøg inden den lovgivende Magts og Øverstedomstols Haller er en hæslig Ting. Under 1821 Aars Storthing lugtede der allerede en Smule af Lunten, men da gaves der Mænd, som forstode at qvæle Gnisten under Fodsaalen. Imidlertid turde det maaskee være meest tilraadeligt, at opsætte med at bevilge de fore- slaaede Summer til offentlige Bygningers Opførelse, indtil Re- guleringskommissionen for Byen, i Forening med Slotskommis- sionen, engang falder paa den fortræffelige Idee, at anlægge en Vei eller Gade til Slottet, hvortil selvfølgeligen vil blive ind- kjøbt endeel omgrændsende Jordsmon, som formeentlig hen- sigtsmæssigen kunde afgive Tomter til de intenderede offent- lige Bygninger. Hertil maa endvidere anmærkes, at nærværende Tidspunkt ingenlunde er gunstigt for Bygningsvæsenet, da Slots- SIDE: 166 bygningsarbeidet og de mange private Bygninger som er under Opførelse, i høi Grad har fordyret Bygningsmaterialier og Arbeidslønnen. Man burde vel forudsætte, at der tilsammentaget, findes saa- megen Skjønsomhed og Indsigt hos Bygningskommissionen for det nye Theater, at denne ville sørge for, at hiin Pragtbygning ogsaa bliver opført paa ovenangivne Kant af Byen, og Slottet saa nær som muligt, især siden Hs. Majestæt til denne Ind- retning, med sin sædvanlige Gavmildhed, vil bidrage 1000 Spd. aarlig; men da det nu hører til Dagens Orden af alle Kræfter at modarbeide den almindelige Stemme, har man i saa Hen- seende intet at haabe men vel at ønske. Hvor Frimurerne holde Huus, er vistnok en ganske ligegyldig Sag, men hvis det forholder sig saaledes, som fortælles, at der med deres Østen og Vestenhaller skal forenes et Festivitets- lokale for Byen, saa burde denne Bygning ogsaa opføres i den paatænkte Slotsgade, -- i Tilfælde af at det ikke skulde være en mystisk Nødvendighed at Logebygningen opføres i den til Øiemedet anviste Vinkel af gamle Aggershuuses Formuur. Henrik Wergeland OBERST HAGEMANN Statsborgeren 14. april 1836. Saalænge vi ikke kunne unddrage os for den sørgelige Over- bevisning, at der gives Embedsmænd, for hvem Pligterne kun ere et ubetydeligt Atpaaslæng til Lønnen, som hos dem er Alt, maa det dobbelt glæde os at kunne fortælle en Embedsmands sande Borgerhandling, som et Folket og Embedsstanden hæ- drende Modstykke til hin Egennytte. Vi ønskede derfor i hvert Nummer at kunne give vore Læsere en saadan Glæde, som den vi idag finde ved at fortælle dem Oberst Hagemanns fædrelands- sindede og uegennyttige Færd som Kommandant. For nogle Aar siden fik han dette Embede, som skaffer 600 Dalers Indtægt foruden fri Bolig m. m. Som Kommandant paalaa det Hagemann at sørge for Fæstningens Vedligeholdelse, som Militær indsaa han dens Vigtighed for Fædrelandets Forsvar, og som Borger satte han denne Pligt højere end Hensyn til egen Fordeel. Da SIDE: 167 derfor alle hans Forestillinger til Regjeringen om at den ikke maatte gjøre denne Fæstning ugjenkaldelig ubrugbar ved at tillade det smagløse Indfald at sætte Theater og Frimurerloge under Fæstningsmurene, indsendte han til Regjeringen Ansøg- ning om Afsked fra en Post, hvor han behøvede at nyde dens Tillid, dersom han skulde kunne stifte Nytte. Naar en rig fransk eller engelsk Minister nedlægger sit Embede, fordi hans Grund- sætninger foragtes, opfylder han Ærens Bud og vinder Bifald for en Handling som sjelden er frivillig. Hr. Hagemann er en uformuende Normand, som har mange Slægtninge at forsørge; i denne Omstændighed, som skulde tale til hans Medborgeres Hjerter, kan vel ikke Aarsagen ligge til at denne, ikke alene frivillige, men Regjeringen ganske uventede Handling, anmeldes i Aviser saa ligegyldigt som saa: "Hagemann har taget Afsked, man venter at Hegge bliver hans Eftermand." Nej, det venter man dog ikke, skjøndt man befrygter adskilligt. Man venter, at hverken Hr. Hegge eller nogen anden ærekjær Officeer vil op- tage den Kommandostav, som en agtet Kamerat ikke længer troer han kan føre med Ære for Fædrelandets Vel. Henrik Wergeland REPLIK TIL DEN CONSTITUTIONELLE [OM GENERAL STABELL] Statsborgeren 17. april 1836. Den Constitutionelle [fotnotemerke] for igaar har med stort Bifald omtalt det Foretagende af en Indsender i Statsborgeren No. 5 at have gjort Sit til for at udtrykke Uviljen over og modarbeide de Bestræbelser, man tillægger General Stabell for at faa Komman- dantposten paa Kongsvinger besat mere efter Familieinteresse end efter Fortjeneste. Tilforladeligheden af denne Efterretning faar imidlertid et stort Knæk, ved at den Constitutionelles Re- Fotnote: Eller efter dens eget Sprog ikke saa utydeligt endda "Lysets Blad" i Modsætning til Statsborgeren, der hedder "Mørkets Blad" ventelig fordi deri Mørkets Gjerninger fremdrages. Den Constitutionelle fortjener ogsaa hint mere glimrende Navn i den Henseende, at den har adskilligt tilfælles med det danske Regjeringsblad "Dagen", og burde kanskee antage dette Navn. Det tør nok skee med Tiden. SIDE: 168 daktører erklære, at de ikke have hørt det allermindste dertil. Men Aarsagen maa være, at dette Blad, der i Snakkesalighed og Rygterigdom ikke giver det store Publikum noget efter, har sine egne Rygter ligesaavel som dette -- en høistberømmelig Uafhængighed, som gjør det undskyldeligt, om Redaktørerne ere uvidende om hvad godt eller slet Nyt, der sysselsætter Publi- kum, som ogsaa igjen er berettiget til at tage den Constitutio- nelles Nyheder, for hvad det vil. Efter de Prøver, en af Redak- tørerne forrige Efteraar afgav paa at være Mand for baade at smede Rygter og at hugge eller sluge dem i sig igjen med et re- gurgiterende Svælgs Lethed, kan den Cstnelle, med fuldkommen Sikkerhed for ikke at tabe hverken i Maal eller Vægt, indlade sig i en saadan Veddestrid med den mangetungede Almeenhed. Imidlertid vil Statsborgeren, for større Sikkerheds Skyld, fore- trække at holde sig til dennes Rygter, og det har den i oven- nævnte Sag gjort. General Stabell maa bedst vide, om han dertil har givet nogen Anledning. Den Cstnelle udlader sig isaafald i følgende skarpe Udtryk, som Statsborgeren ubetinget underskriver. "Havdes der Vished for, at Armeens Høistbefa- lende skulde nedlade sig til Misbrug af sin Stilling for at be- gunstige Sine paa ældre Concurrenters Bekostning, til at tage Frændskab for Ret, og derved udbrede Misfornøielse i Armeen, -- saa fortjente hans Fremgangsmaade i denne Henseende at dadles, ligesaavelsom at modarbeides." Dette er hvad oven kaldtes Bifald, og Statsborgeren tager erkjendtlig derimod med Bevidnelse af forhøiet Agtelse for den Uafhængighed af den almindelige Mening, som den Cstnelle ogsaa lægger for Dagen i sin overvættes Godhed for General Stabell. Dens øvrige Ud- ladelser om Statsborger-Indsenderens moralske Beskaffenhed have meget Lighed med det pludselige Udbrud af Raaddet af en Byld eller ondartet Hævelse. Den har ogsaa altid været forfærdelig hoven og ikke uden Mistanke om at være smittet af en afskyelig Sygdom. Statsborgeren skal da af og til gjøre den den Tjeneste at klø den, hvilket, om det ikke hjælper, dog altid er en Fornøielse. SIDE: 169 Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLE OM AMTMAND WEIDEMANN I SØLVVÆRKSSAGEN Statsborgeren 21. april 1836. I Bladet "den Constitutionelle" af 13de April findes et Stykke, som i altfor høi en Grad oprører den almindelige moralske Fø- lelse, til at samme, om end fremkommet i hiint Lysets Blad, bør hengaae aldeles upaatalt. En Anonym har af et Votum i en tvistig Storthingssag taget Anledning til at angribe Repræsen- tanten Amtmand Weidemann. Havdes der Vished for, hvad her er fremsat som løse uforskammede Beskyldninger, nemlig 1) at Weidemann besidder saaliden Sandhedskjærlighed og Repræ- sentantsamvittighedsfuldhed, at han, med Hensyn til sit For- slag om Sølvværkets Salg, maa forekomme fornuftige Folk som En, der har siddet i Mørke med Noget mellem Hænderne, som han har indbildt sig at være sort, men som, naar Skodderne slaaes fra Vinduerne, og han nu seer at Tingen er hvid, dog ved- bliver at sige den er sort, af den særdeles gode Grund, at saa var nu engang hans Mening; 2) at han af saadan egoistisk Ved- hængen ved egne Meninger, hvis Feilagtighed skal være beviist, foragter at stille sig i Klasse med en Grev Wedel, en Advokat Hjelm og saamange Flere, der ogsaa engang vare for Salget; 3) at han ikke ligesom disse, omendskjøndt anbetroet Nationalre- præsentantens ansvarsfulde Kald, har værdiget at gjøre sig be- kjendt med en ny Udvikling af Sagen, og efter denne Udvikling at see den fra en forhen ubelyst Side; 4) at han, imod den For- modning, man skulde med Hensyn til hans Personlighed være berettiget til at have, optræder med sletmotiveret Forslag, uden at gjendrive Modformeningen og at opstille Modgrunde, med uanvendelige Almeensætninger og nogle historiske Data, som til- dels paa Stedet bleve befundne urigtige; 5) at han under De- batten ikke hørtes at tage Notits af nogen Modgrund; 6) at han, værd, i spodsk Bemærkelse, at lignes med et sandt Dovre, en Steen, Stok eller ubevægelig Klump, viste en Slags Urokkelig- hed, som neppe er ønskelig for Nationens Mænd; og endelig 7) at han kommer frem med et Yttrende om "sine tre Gaardbruge- res" aldeles nødvendige Anbringelse i Committeen, som maa SIDE: 170 gjøre en underlig Virkning paa vore ærlige Landsmænds Fornuft og Følelse -- havdes der Vished for disse den Konstitutionelle Anonyms Partiyttringer, at Amtmand Weidemann skulde ned- lade sig til Misbrug af sin Stilling forat begunstige Sine paa ovenanførte Maade og i den Bemærkelse nemlig, at hans For- mening skulde gjelde fremfor en bedre, og hans Meddeputerede fortrinsviis og nødvendigen besætte Kommitteen (maaske forat fremme hint egenkjærlige og bornerte Meed?) og til saaledes at tage et vist Valgslægtskab for Ret, og derved udbrede Mis- fornøielse i Thing og Folk: saa fortjente hans Fremgangsmaade i denne Henseende at dadles, ligesaavelsom at modarbeides; men paa aldeles løse, af Flere delte, eller af Angriberens egen ubegribelige Uforskammethed udrundne Beskyldninger, at an- gribe en hæderlig Veterans Færd i Almindelighed, og i Sær- deleshed, i Sammenstillingen med den Plads, som han i vor gjenvundne Friheds første Dage for over 20 Aar siden indtog imellem Nationens Mænd, at bruge hans Alderdom og, hvad der maa være helligere, hans uigjennemtrængelige Indre, hans Vilje og moralske Overbevisning som Vehikel for sit Angreb -- dette er Noget, som alene kunde falde en aldeles forvorpen Sjel ind. Til Storthingets Ære tør man haabe, at deri ikke findes Nogen, uden at han med den højeste Indignation seer en saa gammel, ærværdig Thinghøvding, der paa det nærmeste har tjent Fædre- landet igjennem et halvt Sekulum, paa denne Maade angreben; men ogsaa uden for Thinget maa et sligt Stykke hos Enhver, hvis moralske Sands ei er aldeles afstumpet, fremkalde den retfærdigste Harme. Og kan man vel finde Ord til at udtrykke sin Harme over en saadan Forvorpenhed, en saadan Foragt for, hvad der var alle Nationer helligt, som den der ligger i hine Tirader, eller over det sataniske Griin, hvormed en saadan Ironi fremsættes. Angriberen fatter Oldingens sølverhvide Ho- ved skarpt i Øje, -- og han sparker til det! Han stiller sig hen ved Siden af Oldingen, man kan sige i hans sidste Stund, siden han vil aabne hans Hjerte, skjære hans Nyrer op og undersøge Tankens Værksted, -- og ledsager hans sidste Suk eller det, som slig Behandling vel maa afpine ham, med en Haanlatter! Gyseligt! Red. Anmk. SIDE: 171 [Derefter følger som II: "Parallel til Ovenstaaende af Den Constitutionelle No. 79", et innsendt innlegg i "Den Constitutionelle" mot den samme redak- sjonsartikkelen.] SIDE: 171 Herik Wergeland SPØRGSMAAL TIL ALMEENHEDEN Statsborgeren 21. april 1836. 1) Kan Almeenheden være tjent med eller bryde sig om en "Statsborger", der paa Grund af Persons Anseelse vilde undlade at paatale ublu Nepotisme ): uretfærdig Frænde- og Venne-Befordring til Embede? 2) Var "Statsborgeren" ikke meensvoren, om den saaledes brød sit Ord til Publikum, fornegtede sin Tendenz og gjorde sit eget Motto "Retfærdighed" til en Løgn? 3) Bør og tør "Statsborgeren" ikke være Popularitetens og det almene Omdømmes Organ, og gjøre Forskjel paa Hæders- mænd og Andre? Har den ikke gjort det? 4) Er den fysiske Alderdom alene og uden anden Betingelse i Besiddelse af et absolut Krav paa offentlig Høiagtelse og Daddelfrihed? Er det nok dertil, selv om Manden skulde være ligesaa fornem som gammel? 5) Specielt med Hensyn til den, af den Constitutionelle som "Forvorpenhed" paaankede Formening, at 1814 mere kan kaldes Lyspunktet i Fædrelandets end i Armeens nærvæ- rende Høistbefalendes Historie -- kan Nogen sige, at denne Dom er overilet efter 22 Aars Forløb, eller ugrundet, umo- tiveret, forhen ubekjendt og uyttret, eller at det Aars Be- givenheder og Personer ikke forlængst ere hjemfaldne det historiske Omdømme, eller at dette nogensinde kan debi- tere, at forbemeldte Militære ligesaavel da kom i store Generalers Række som Norge i berømmelige Staters? 6) Hvem er bleven uskaansomt behandlet, enten den hvid- haarede General Stabell i Statsborgeren eller den vel ikke meget yngre, af Alderdom skaldede Amtmand Weidemann i den Constitutionelle? 7) Maa det ikke være skident hos den Constitutionelle, som feier saa slet for egen Dør? 8) Fortjener et Blad, som den Constitutionelle, der i umaade- lige, i ethvert af vore Blade uhørte Skjældsord, bebreider SIDE: 172 Statsborgeren at den paaanker en Uretfærdighed, den offent- lige Tillid? Til sidste Spørgsmaal maa vi forekomme med Svaret, at foregaaende Parallel er en ikke i mindste Maade kokettisk Beilen til den offentlige Tillid, hvortil vi ønske al Lykke. SIDE: 174 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 24. april 1836. Kristiania. Den Constitutionelle indeholder i No. 81 føl- gende fortjenstfulde Artikel, hvorpaa enhver Normands Op- mærksomhed bør henledes, der med spændt Utaalmod imøde- seer Nationalærens Emancipation. "Keiser Ferdinand den 1ste af Østerrig kalder sig som Konge af Ungarn Kong Ferdinand den 5te. Et saa nyt Exempel, givet af det fornemste og meest legitime Fyrstehuus i Europa, giver vort Fædrelands Ønsker ihenseende til Kongens Navn en i den Grad forøget Styrke, -- maa vel saa aldeles bortrydde alle Betænkeligheder imod deres Opfyldelse, at man nu ikke længere kan nære nogen Tvivl om, at Kongen vil komme Nationens Ønsker imøde, og ikke i nogen Handling, hvori Kongen handler som Konge af Norge, tilføie Høistsammes Navn et Ziffer, der alene passer for Kongen af Sverige. Det vil forhaabentlig heller ikke vare længe, inden Hs. Maj. paa en aldeles utvetydig Maade bliver tilkjendegivet Na- tionens Ønske i den heromhandlede Henseende; og saa sandt som det ikke kan drages i Tvivl, at "Folkets Kjærlighed min Belønning," gjælder det Norske Folk her ligesaavel som det Svenske i Sverige, vil Kongen lytte til et Ønske, hvis Nægtelse alene krænker det Norske Folk uden at dets Opfyldelse i no- gensomhelst Henseende kan fornærme Sverige." -- Samme Blad levere i No. 80 en høist sørgelig Skibsefter- retning fra Frankrig om mangfoldige Skibbrud paa de Kyster. Man faaer det bedste Begreb om Sjøgangens Styrke i endeel skvulpende og sjøsyge Vers, hvormed Efterretningen, som an- befales Handelstidenden, ender. Kristiania. Bergensposten er Natten mellem d. 20de og 21de d. røvet mellem Poststationen Klækken paa Ringerige og Vang paa Hadeland. Postføreren skal foregive, at han ved at kjøre forbi en Person, der bar en Stok i Haanden, blev ved et Slag af denne over Nakken kastet saaledes af Kjærren, at han nogen Tid blev liggende i bevidstløs Tilstand, og at han, da han kom til sig selv og opdagede at være skilt ved Hest og Post, gik SIDE: 175 ind til en i Nærheden boende Mand, og ledsaget af denne nøi- agtig undersøgte Vejen lige fra det Sted, han blev anholdt, til Poststationen, hvor Hesten med Postkjærre befandtes staaende ved Stalddøren, men Underveisvæsken at mangle. Foreløbig Undersøgelse blev strax anordnet angaaende Sa- gen, og Finants-Departementet har udlovet en Belønning af 100 Spd. for Opdagelsen af denne Ugjerning. I den borte- blevne Væske skal have været Bankobreve til et Beløb af 1068 Spd. 93 ß. Den store Postvæske er ei bleven beskadiget og er strax sendt videre til Bergen. Henrik Wergeland TIL DEN CSTNELLE. ANNONCEN OM FOSS ANGAAENDE Statsborgeren 12. mai 1836. Man gjør herved DEN som i den Constitutionelle fremdeles bemøjer sig med at udsprede, at de Angreb paa Kap. Foss (om adspredte Stykker, der af og til, alt som Sagerne medgave det, have indeholdt Roes og Daddel, ellers kunne kaldes saa) som Statsborgeren have indeholdt, skrive sig fra en enkelt Person og fra uædle Bevæggrunde, opmærksom paa, at han selv i disse Punkter er ligesaa usandfærdig Skumler som Den, der ved den infame Opsats i den Constitutionelle om Amtmand Weide- manns Votum i Kongsbergsagen paadrog det Blad Omdømmet at besidde en hos os ikke noksom vurderet Beredvillighed til, og hidtil ukjendt Færdighed i, at opfiske Motiverne af Hjerter- nes Dybder. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL EN MEDDELELSE OM 17 MAI-FEIRING I EIDSVOLL] Statsborgeren 5. juni 1836. Ligesaa haves Efterretning om at Dagen er, foruden i Stifts- stæderne og flere af de andre Byer, saasom Moss, Arendal, Farsund o. fl., bleven mere og mindre almeent feiret i flere andre Bygder, saasom Store Næs, Toten, Høland, Trøgstad, Røddenæs, Idde, Urskoug og Opdal. Da der imidlertid gives Egne, saasom Hadelands Sogne, Spydeberg m. fl. (og det navn- SIDE: 176 kundige Skeen ikke at forglemme), der med uhæderligt Sløv- sind undlade at feire Nationens Fest, ønskes at man vil tilstille Bladet Efterretning om, hvor dette dog er skeet. Henrik Wergeland MANDIG DANSK SANDDRUHED Statsborgeren 9. juni 1836. I Kjøbenhavn, hvor man den 28de Mai gjør stort Væsen af Ingenting ved at feire Stænderforsamlingernes Indførelse, har Juristen Algreen-Ussing, udbringende en Skaal for Trykkefrihe- den, udladt sig paa følgende Maade, der er ligesaa mandig som sanddru, naar man tager Hensyn til Trykkefrihedens herlige Stilling i det Land, Aktionen mod Prof. David som Redaktør af "Fædrelandet", de senere Uleiligheder denne Mand har havt, Censurhullerne i Bladene, og især til de kongelige Reskripter, der forbød Tidenderne, med Undtagelse af Regjeringens dertil priviligerede, at berette Stænderforhandlingerne, og hvori Kon- gen selv lader Nationen vide, at han alene kan vide hvad der tjener til dens Bedste -- med andre Ord, at dens hele Intelli- genz ingenlunde kunde maale sig med hans aldersvage Hoved. De mandige sanddru Ord lyde saaledes: "Og alt dette har Kongen villet! Han har villet, at Stænder- tiden skulde bære Vidne om Trykkefriheden i Danmark (!); at hans frie Mænds (!) frie Ord (!) skulle udgaae frit og uhindret til hans frie Folk (?!). Og saaledes staaer det Dovrefjeld urok- ket: Kongen ynder Trykkefriheden! Dette har han i sin Ungdom udtalt; dette har kan endnu i sin Alderdom bekræftet. Kongens Navn er saaledes ligesom voxet sammen med Ordet: Trykke- frihed; det er derfra uadskilleligt, og deri ligger den største Borgen for Skrivefriheden i Danmark." Synd ellers, at Sandheder, saa imponerende i sig selv som disse, skal svækkes noget ved adskillig Svulst, som enhver maa have let forat finde deri. Men større Under er det, om Saadant skulde undgaaes hvor man fremskruer en Enthusiasme for en Frihed, som der ikke existerer, men som man tvinger sig til at imaginere sig som tilværende, end at vor "Constitutionelle" med tydeligt Behag, saavidt vi skjønne, gjør Sit til for at udhæve slige Udladelser som ganske fortræffelige Vidnesbyrd om den SIDE: 177 herlige Frihed og den exempelløse Lyksalighed, hvori Danmark befinder sig med sin Konge og Stænderforsamling, hvorom ikke alene Molboer indbilde sig, at den er nok til at gjøre Danske- folket til det frieste hæderligste og lyksaligste paa Jorden eller under Jorden. Henrik Wergeland SPØRGSMAAL TIL VEDKOMMENDE! (Indsendt.) Statsborgeren 16. juni 1836. Skulde det Unionsflag, der sidstleden Søndag (8te Dage) prydede et af vore Koffardiskibe her i Havnen, ansees enten som Vedkommendes Mangel paa et norskt Flag, eller som Trods imod Nationens Villje? Bruger Skibets patriotiske Fører det samme forhadte antinationale Unionsflag ogsaa i de udenrigske Havne, saa bidrager han sandelig paa en værdig Maade til det norske Flags Erkjendelse i Udlandet. De frygtede dog vel ikke for, Hr. Kapitain! at Barbarerne skulde opsnappe Deres Skib midt paa vor Rhed? Eller søgte de maaskee at efterabe Told- boden? Langtfra at indlade sig i nogensomhelst Feide, er det kun Indsenderens Hensigt at gjøre Vedkommende opmærksomme paa, at for nærværende Tid intet andet norskt Flag end det trefarvede taales i de nordiske Have. Hvis der, for bemeldte Skibseier skulde mangle et saadant Flag, var det vist ei af Veien, om et saadant blev saasnart som muligt anskaffet, for at Vedkommende ikke oftere skulde give Anledning til det samme, lidet opbyggelige Syn. Henrik Wergeland COLLEGIUM ACADEMICUM Efter Wergelands ms. UB Oslo 584 fol. B 13 a 5; 18. juni 1836. Da der gives Medlemmer af den Storthingscommittee, der reviderer Regjeringsprotokollerne, som interesserer sig for at bringe Kirkedepartementschefen til at tro, at al videre lang- varig Experimenteren med den "levitas juvenilis", som er Un- dertegnede tillagt i Testimonium publicum med det bedste Haab SIDE: 178 om at den dog vilde afgjære, nu bør ophøre, saasom den har afgivet tilstrækkeligt Sediment; og jeg nu i 4 Semestre har op- holdt mig en saadan Tid ved Universitetet, at vedkommende Lærere ved dette vel maa kunne give et Videtur herom, eller et udvidet testimonium om min senere Adfærd under den nye akademiske Bane, hvorpaa Hensigten at tilintetgjøre Udbyttet af den forrige har indtvunget mig: saa udbeder jeg mig et saa- dant, for dermed baade at overtyde hine Repræsentanter, der ville mig vel, om at jeg ikke er denne Interesse uværdig, og i Fremtiden under mulige Supplicationer at svække den indtil nu fortsatte fatale Indflydelse, hiin terminus har havt. Hoslagte 2 Afskrifter ville udvise, at dette er Tilfælde. De Forbigaaelser, jeg har lidt, støttes ikke alene til Departements- chefens juridiske Formening om den suspenderende Virkning, en Proces, jeg har, bør have; men ogsaa til Testimoniets Udtryk. Og har jeg ved det juridiske Facultets Responsum berøvet hiin Formening al anden Vægt, end den som Statsraadens Stilling og Begreb om egen Infallibilitet giver den, saa har jeg troet af ovenanførte Grund at skylde mig selv, ogsaa at modsætte den Misrecommendation, som støtter sig til Testimoniets Udtryk, hvad formildende Fortolkning eller hvad nyt og bedre Vidnes- byrd, jeg tør smigre mig med af Collegium academicum at kunne erholde. Kristiania 18 Juni 1836. Ærbødigst Henr. Wergeland [Bilag til skrivelse til Det akademiske kollegium.] Henr. Wergeland. Cand. theol fra Mai 1829. Practicum i Juni 1833 med laud. inpr. ob spec. scriptum. for homil. Prøve; laud. for kateketisk. "Spreta juvenili levitate" i test. publ.; men forøv- rigt ikke almindelige fordeelagtige Udtryk. I en Proces af ubestemmelig Langvarighed udsat for Retorsioner af ærerørige Paa- stande af privat Mand, der ved hidtil op- naaet Dom ere mortificerede; men som im- plicite med hiin Passus i testimoniet af ved- kommende Departementschef tillægges Ind- SIDE: 179 flydelsen fremdeles at suspendere hans Ad- komster som geistlig Supplicant, imod hvil- ken personlige Formening en modsat legal Deduction af det juridiske Facultet er er- hvervet. Med faa Afbrydelser i næsten 5 Aar factisk udøvende de vigtigste af en pers. Capellans Forretninger. Ansøgt ne- denstaaende mindre betydelige Embeder, men saaledes forbigaaen ved følgende Ind- stillinger: 1834. Justedals Sognekald (150 Spd) Bugge, pers. Cap. haud fra 1830 Voss, Cand. do. -- 32 Holst, do. do. -- 32 1835. Hofs res. Capellani Berg, pers. Cap. haud fra 1830 Bull do. do. -- do. Bugge, Cand. do. -- do. [fotnotemerke] Rollaugs do. Tybring. p. Cap. haud fra 30 Winsnes, Cand. do. Leganger res. Cappellani. Koch, Cand. laud fra 1832 Winsnes do. haud fra do. Dahl p. Cap. do. -- 30 Vedøens res. Capellani: Scheen, Cand. laud fra 33 Bugge, Cand. haud -- 30 Lindeman, do. haud -- 32 Borgunds res. Capellani Bjerkeland. p. Cap. haud fra 32 Holst, Cand. -- do. -- 32 Fasting, do. -- do. -- 32 Fotnote: No. 1 af Indstillede er Cand. med laud, mindre end 3 Aar yngre, med hvilke W. ikke forlanger at concurrere formedelst den megen Lærdom, en Laudabilist maa fortrinsvis besidde. Men en 3aarigyngre Candidat kan an- tages at have begyndt sit Cursus da W. var færdig. SIDE: 180 Henrik Wergeland LEVE CARL JOHAN! Statsborgeren 23. juni 1836. Efter Forestilling fra vor Regjering har Hs. Majestæt be- sluttet, at Udnævnelsen til de for Handelens og Søfartens Fremme oprettede Embedsposter skal foregaa i et sammensat norskt og svenskt Statsraad, samt at det norske Handelssocie- tets(?) Betænkninger over Ansøgninger til ledige Konsulat- poster skulle indhentes gjennem Finantsdepartementet, hvor- efter den norske Regjering har at afgive en Indstilling, som tilligemed den af det svenske Kommercekollegium afgivne fore- drages i et sammensat Statsraad, hvori ogsaa Spørgsmaal om Afsked for norske og svenske Konsuler skulle blive at afgjøre. Ligeledes skulle de herefter udnævnte norske og svenske Kon- suler, foruden til Kommercekollegiet, ogsaa, strax efter deres Udnævnelse, indsende til den norske Regjerings Finantsdeparte- ment en særskilt med egenhændig Underskrift forsynet Eeds- forpligtelse, overeensstemmende med de for norske Embeds- mænd i Almindelighed gjældende Forskrifter. Henrik Wergeland AT BAGGER EI ER ET SKJÆLSORD Statsborgeren 23. juni 1836. Man har tidt sagt os, at "Bagger, Nordbagger" var et op- rindelig svensk Skjældsord paa os Norske, ligesom "Radd, Svenskeradd" et norskt paa Svenskerne. Heraf er det Sidste vel saa, men ikke det Første. Thi i "den grønlandske Chronica af 1608" staar paa Titelbladet "Alle Danske oc Nordbagger til Ere og Amindde." Forbindelsen og Oprigtigheden i Tilegnel- sen gjør det umuligt, at Forf. kan have brugt dette Ord i spot- tende Bemærkelse. Det er ogsaa i lignende Oprigtighed brugt i andre gamle Bøger. Dette er en Note til en Anmærkning i et foregaaende No. Ligesaa bilægge vi og Yttringer i et af vore senere No. om den danske Trykkefriheds Stilling følgende Ef- terretning fra Kjøbenhavn: [Her følger meddelelser om "at flere danske Blade ere lagte under Beslag."] SIDE: 181 Henrik Wergeland HOLBERGS SØRGEVERS OVER TORDENSKJOLD (Fra Latin.) Statsborgeren 26. juni 1836. Nordens kortvarige Fryd, dens Yndling, Nordhavets Hæder i denne Urne er gjemt. Den jernhaarde Død, rivende bort ham i blomstrende Aar, ham tænkte en Olding, idet den tællede efter de Laurer, han bar. Henrik Wergeland OM BYGNINGSLOVEN OG YOUNGSGADEN (Indsendt.) Statsborgeren 30. juni 1836. Forbyder ikke Bygningsloven at gjenopbygge nedrevne Kar- napper. En saadan Tilbygning paa Fattigstuen mellem Nordre Gade og Raadstue Gaden, som ganske spærrer et Fortog, blev nylig paa Bindingsværkstolperne nær nedreven. Men se den er atter lige færdig og lige fæl som før. I Hr. Gjerdrums Tid maatte Caspary sløife en Karnap, som han paa saadan Vis be- gyndte at reparere. Bygningskommissionen tror kanske at den kan lægge sig til at sove siden Storthinget om Vaterlandssagen tog sig den deilige privilegistiske Laugsoldermandsluur, som gjorde alle de patriotiske Prækener om Agershuus Fæstnings Glacis og om Handelsrettigheder til Vind. Men det er ikke sagt, at en ringe Kommission bør tage sig slige Friheder, som blot kunne klæde Storthingets Ærværdighed. Statsborgeren var for svint dengang han døbte det ufødte Barn i Storgaden "Youngsgaden". Der bliver rimeligvis Intet af det Hele, da man nu lægger et Huus i den Have, som skulde forbundet Storgaden med Møllergaden. Kan der ved Siden af dette Hus blive et Stræde, vil det blive saa trangt, at dets Fader, for hvem det er ufremkommeligt vil tro det opkaldt til Spot quasi lucus a non lucendo. [fotnotemerke] At Bygningskommissionen ikke kan kjøbe Tomter, der ere saa vigtige for Trafikken som Fotnote: Ligesom Lunden af ikke at lyse. SIDE: 182 dette eneste Sted, der er bekvemt til en Tværgade fra Stor- gaden, er Tegn paa liden Almeenaand, og lidet Skjøn paa det for Forskjønnelse og Nytte tjenligste. Torgnyr. Henrik Wergeland [OLA HANSSENS "BESTIKKELSE" TIL "DEN CONSTITUTIONELLE"] Statsborgeren 3. juli 1836. Denne Forholdsregel af Værten i det Selskab, som saa fal- skeligen er gjort til Værkstedet for Machinationer, finde vi ganske i sin Orden som foreløbig, idet det paalaa ham nærmest at gjøre sit til for at berede Adgangen for vedkommende Stor- thingsmænd til at foretage det videre retlige imod en graverende Beskyldning, som ikke er bleven god igjennem Æres [er] klæring, men kun forsvares ved Undvigelser, der maaskee kun bie paa den Tid da Repræsentanterne adskilles og have tabt Samvirk- ningens Kraft, ligesom den opløste Pilebundt eller adsplittede Lime, for igjen at voxe i Dumdristighed og føie en Bagsmæk til Forsmækken. Red. Henrik Wergeland [DEN OFFENTLIGE MENING OG OBERST HAGEMANNS AVSETTELSE] Statsborgeren 7. juli 1836. Med hæderlig Aabenhed har den offentlige Misbilligelse og Fortørnelse over Oberst Hagemanns Afsættelse fra Komman- dantskabet yttret sig i Officerers, Storthingsmænds og Studen- ters Komplimentations-Processioner til ham, hvilke Sidstes i nogle Skienenseres og enkelte Andres usle Betænkeligheder er- holdt en fortræffelig Slagskygge, der netop fremhævede den op- positionelle Aand, som skulde udtale sig i Foretagendet. Men hvorfor gaar ikke den offentlige mod Generallieut. Wedel, idet han synes udseet til virkelig at blive den norske Armees Høist- kommanderende, ligesaa aabent tilværks? Derimod har Kristi- ania Borgerskab, Armeen selv og Nationen igjennem Storthinget SIDE: 183 Grund til at tale af al Magt og at forsøge hvad de kunne igjennem Addresser til H. M. Kongen. Men forat det kan blive Storthinget endnu mere indlysende [at det] bør gjøre noget for at fjerne denne upopulære Mand fra en Stilling hvori han kan vorde at frygte, anmode vi herved dem af dets Medlemmer, som have hørt den engang meget gjængse Omtale om visse Udladelser betræffende Storthinget selv om at gjenkalde sig disse i Erin- dringen og erhverve de Oplysninger derom, som kunne tilveje- bringes. De siges faldne i et Selskab her i Staden, som af hvil- kensomhelst anden Grund kalder sig "det norske" end fordi nogen norsk Aand ellers lever og raader deri, og kan Prof. Hersleb, om der er noget i at han paa Stedet tog til Gjenmæle, sandsynligviis meddele det Nødvendige. Henrik Wergeland FOLKESTEMNINGEN ANGAAENDE (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836. Den Aand, de senere Begivenheder har fremkaldt, maa have noget dræbende i sig for de svenskfarvede Kokarder, hvormed Enkelte pynte sin politiske Uskyldighed eller vel endog stundom Besmittelse. Idetmindste var Inds. Vidne til at den pustede dette jammerlige Blus ud paa tre Studenter forleden Dag. Det var sidst Søndags Eftermiddag i Tøjenhaven, netop i Birkelunden med Snirkelgangene, hvor man endnu kan finde Levningerne af nogle sorte og gule Silkebaand, dersom ikke en Skjære eller en anden Fugl har benyttet dem til sit Rede. Inds. hørte dem tale med Begeistring om en Præken af Hesselberg, holdt samme Dag, hvori denne Hædersmand, med en fortræffelig Anvendelse af sin Text og andre den vedrørende bibelske Stæder, havde givet sit fulde norske Hjerte Luft over de vækkende Begivenheder og i indtrængende Udtryk betegnet onde Kongeraadgivere. Uforbe- holdent gave de unge Mennesker Yttringer til Priis, som viste at de ganske delte den almene Forbittrelse mod Løvenskjold og Wedel, der stiger og er stegen til en Grad, som maa føre til et tilfredsstillende Resultat. De levnede heller ikke de herværende Medlemmer af Regjeringen synderlig Ære, fordi de uden Pro- SIDE: 184 test eller Resigneren havde sat de ulyksalige Beslutninger i Udøvelse, hvortil behørig Regjeringsbetænkning ei var indhentet. Skienensere var det godt at høre de ikke vare; og det gjør nu vel heller intet til Sagen hvor de ellers vare fra; thi Aanden baade var vel og er omtrent ligegod hos Ungdommen fra hvil- kensomhelst Deel af Landet, naar undtages hiin Yngel i Almin- delighed, der er opklækket under den Løvenskjolds Indflydelse, som -- efter en af Studenternes Udtryk -- "Nationen endelig har faaet fat paa." "Men hvad Fanden!" -- udbrød En af dem -- "det er smuk Tale til den svenske Kokarde, som vi bære." "Ja det gjør vi s'gu," sagde den Anden; "men bare Hesselberg ikke saae den i Kirken; thi det vilde ærgret ham." "Nu er der ikke Tider til at føre sligt Skildt længer," sagde den Tredie; "og gjør I som jeg." "Velan!" En Pennekniv van- drede rundt, og Afretningen gik for sig. Maaskee turde Om- stændighederne være Kokarden med Nationalfarverne gunstige, saa at ikke blot Studenter, men Norske af alle Stænder anlægge den til Tegn paa en Patriotisme, der er bered paa alt. Henrik Wergeland ANG. ET VIVAT TIL ADVK. SØRENSSEN (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836. Ligesom Borgere af alle Stænder, hvis Antal et Øjenvidne ansætter til over 300, og ikke, som en lumpen Dadler i den Constitutionelle vil, blot en Haandfuld Studenter samt et Par Huusværter, udøvede en Retfærdighed ved at hilse med et Vivat Advokat Sørenssen, der var Storthingets Præsident under dets utidige Opløsning og havde saamegen Deel i den berømmelige Konduite, det udviste: saa vilde det og være i høi Grad pas- sende, om Publikum ogsaa bevidnede de andre herværende Stor- thingsmænd, som have bidraget til at tilvinde Nationalrepræsen- tationen denne Hæder, sin Agtelse, og da imellem dem saavel Kapt. Foss, der skal være Koncipisten, som Hjelm og Ridder- vold, der forøvrigt skulle have Deel i den efter Forlydende fortræffelige Addresse. SIDE: 185 Henrik Wergeland [RYKTET OM EMIL AUBERTS AVSKJEDIGELSE] Morgenbladet 18. juli 1836. Ivort Igaarsnummer berettedes, at Cand. jur. E. Aubert ifølge Stockholmsordre, skulde være afsat som Copist formedelst Deel- tagelse i Studenterdeputation til Hagemann. Men det er os en Glæde at kunne berigtige dette, idet ingen saadan Ordre eller Efterretning er indløben fra Stockholm til Bekræftelse paa et Rygte, som kun har fundet Bestyrkelse inden sin egen Omtale, indtil det forsikredes i mere paalidelige Udtryk end det for- tjente. Den 17de Juli 1836. Statsborgerens Redaction. Henrik Wergeland KUNSTFORENINGEN I KRISTIANIA Statsborgeren 31. juli 1836. Planen hertil er 28de d. bleven offentliggiort i den Cst.nelle fra Dhrr. Lektor Schweigaard, Advokat Stang, Intendant Lin- stow, Stadskonduktør Grosch og Kbmd. H. Hefty. Og ganske rigtig -- man synes at have større Grund til at gratulere Dan- mark med denne Indretning end Norge, hvor saaledes et nyt Marked for danske Produkter skal aabnes vel efter en Dansks Projekt, men under Beskyttelse af Landets egne Sønner og paa deres Bekostning. Der staar idetmindste ikke et Ord om at Hensigten er Ophjælpelse af norsk Kunst, men kuns at "Foreningens Midler anvendes til Anskaffelse af Kunstværker." I Kjøbenhavn produceres heraf en betydelig Mængde uden for- holdsviis Afsætning, og saaledes feiles neppe, naar man antager, at hiin Udvidelse i Planen til Konkurrennz fra Udlandet, vil naturligen benyttes af det nærmeste Udland, som veed at drage saamegen Nytte af vor Nærhed og Generøsitet, der aldrig tæn- ker paa sig selv. Hvormeget vi ellers vilde hylde, at Kunsten bør være fri og have hele Jorden til Raadighed, saa var det upaatvivlelig netop den norske Kunsts Emancipation ved at sikkre den Opmuntring og Afsætning, som bragte Mange, lige- saameget af Patriotisme som af Kunstkjerlighed, til beredvilligen at tegne sig som Foreningens Medlemmer for et temmelig høit SIDE: 186 Bidrag. Men disse maa nu see sig selv skuffede (og Patriotismen tages almindeligviis ogsaa ved Næsen) og vore norske Kunst- nere kunne lade Paletten og Meislen være, idet de for Tiden ganske maa overvældes af hiin fremmede Konkurrence. At de enten ville bevirke en Forandring i Planen i denne Henseende, eller ogsaa gaa ud af Foreningen, der efter en saadan, deres Mening modstridig, Bestemmelse ikke kan have noget bindende, og danne en ny udelukkende til Bedste for national Kunst, er at vente. Og vil en Forening af den Tendentz sikkerlig ikke mangle Præstationer. Dahl, Fearnley, Calmeyer og Mikkelsen (hvilke alle have maattet søge sit Ophold i fremmede Lande) Flintoe, Munch, Balke, Baade, Berg, Frick, o. fl. dels kunne alt og ville dels bevirke tilstrækkelig Konkurrence. Yttringer af denne Natur misforstaaes let, og man faar sig Beskyldningen for Borneerthed og Illiberalitet i Livet; men der er netop Tendenz til Udvidelse og en liberal Stræben i at ville ophjælpe det Fortrykte -- ikke det Slette. Det er en Nødven- dighed vi hylde, men ikke elske. Idetmindste burde Planen dog i nogen Maade yttret sig til Gunst for vor eget; f. Ex. ved at fastsætte, at man kun i Mangel af egne Præstationer vilde søge Fremmedes. Og anvendte man Bestillinger, der skulde under- kastes Omdømme, eller Æskninger til Præmie, saa kom man ikke i den Forlegenhed. Fremmede Kunstnere, som besøgte Norge og herfra hentede sine Fremstillinger, kunde ogsaa be- gunstiges. Men nu disse almindelige Udtryk i Planen? Venner af al Skjønkunst, men isærdeleshed den Fædrelandet kan have Ære og Glæde af, mistroer dem! og sikkrer eders fædrelands- og kunstkjærlige Hensigt Anvendelsen af eders Penge i Over- eensstemmelse dermed! Henrik Wergeland OM TRONDHJEMS STIFTSTIDENDE Statsborgeren 7. aug. 1836. No. 187 af den Constitutionelle leverer en Artikel af den høivelbaarne (thi ringere Titulatur tør vel ikke gives) trond- hjemske, og det ovenikjøbet Stiftstidendes No. 21 den 20de Juli, hvori bemeldte Høivelbaarenhed drager til Feldts mod Morgen- SIDE: 187 bladet og den Constitutionelle for "ved deres Trods og ved at udbrede saadanne eensidige Grundsætninger og falske Lær- domme som de, der udtales i de fleste Artikler om Nutidens Begivenheder i hine Blade". I en Note, som formodentligen hen- hører til denne opbyggelige Text staaer: "Statsborgeren skal tale i et endnu mere uforskammet Sprog; men dette Blad er mindre agtet og bekjendt, og derfor mindre skadeligt." Man seer heraf, at det er med god Grund, at vi have betitlet Tiden- den med Prædikat af Høivelbaarenhed; thi det er jo gammelt bekjendt, at fornemme Personer ikke beskjæmme sig ved at læse Statsborgeren, uden i al Fald saa hemmeligt, at Ingen mærker det. Stykket selv ville vi ikke meddele, fordi Vedkom- mende, som ønske at læse det kunne enten søge hen til selve Viisdomskilden, eller og lede det op iblandt andet demokratisk Mudder i den Constitutionelle; hvoriblandt vi fornemmeligen regner dens Bemærkning til Stykket saa lydende: "Vi have ikke villet forholde vore Læsere ovenstaaende indholdsrige nye Bidrag til Sveriges Statstidning. Saa fyndigt har nok endnu Ingen ført Be- viset for, at Enhver, som forfægter en Mening modsat Regjeringens, er dennes svorne Fiende, at man kun har at taale og tie til Alt, for ikke at forstyrre "Harmonien imellem Konge og Folk," og endelig især for at det sidste Storthing har "fortjent" sin Opløsning saa godt som nogen anden Nationalforsamling." Vi undredes og tabte os i Gisning, hvorfra dog Trondhjem har faaet en saadan viis Mand, Politiker og Statsmand tillige. Først dømte vi det maatte være en Geistlig, saasom hans Præ- dikken har nogen Lighed med den kristelige Ydmygheds Regel, at man efterat have faaet et Ørefigen skal række den anden Kind til; men saa faldt der os ind en anden af Jesu Lær- domme: "Mit Rige er ikke af denne Verden." Hans Disciple kunne saaledes ei befatte sig med det jordiske Snaus og saa- ledes ei heller med Politikken; men en fornem Mand maa det være, Der lønnes med Guld og Ære For sine Landsmænd Viisdom lære, og som ovenikjøbet veed meget vel, at man ei kan faae formeget hverken af det Ene eller Andet. SIDE: 188 Henrik Wergeland [STORTINGSMANN MJELVAS STOCKHOLMS-REISE] Statsborgeren 14. aug. 1836. Morgenbladet og den Const.nelle har meddelt en Efterret- ning om Repræsentanten fra Romsdals Amt Ole Mjelva, som, om den er sand, maa vende den almene Forbitrelse og Foragt med denne Mand. Deri fortælles nemlig, at Hr. Mjelva i Stock- holm efter Storthingets Opløsning har ansøgt Hs. Majestæt Kongen om et Laan af 3000 Spd. med Nedsættelse indtil 800 Spd., og at han, da dette negtedes, maatte blive hjulpen paa Hjemreisen ved Hs. Majestæts Gavmildhed og Laan af dervæ- rende norske Embedsmænd. Denne Fortælling siges at skrive sig fra Overbringeren af Storthingets Svar paa Opløsnings- dekretet, Kapitain Brandt, der hjemkom som Kammerherre i den velsignede blaa Uniformen, som pleier at være godt stoppet. Det er os bekjendt, at Hr. Mjelva, da han reiste herfra emnede sig hjem efterat have villet opholde sig et Par Dage paa Hede- marken og Lillehammer. Fra Hedemarken er Afstikkeren skeet til Stockholm, og maaskee for at reise Ressourcer til et eller andet industrielt, Fabrik- eller Handelsforetagende, Sverriges Interesse maaske vedrørende, som han troede kunde fortjene Hs. Majestæts Opmærksomhed og Understøttelse og overalt Fremhjælp ihvorfra den hurtigst var at vente. At Hr. Mjelva i et overspændt Haab herom ikke har beregnet Omkostningerne rigtigt til den pludselige Reise, er en undskyldende Mulighed, som vi holde for at burde tænke os idet vi anmode vore Læsere om at holde Historien for en Forgemakskrøne indtil man bliver anderledes overtydet. Det høist Ukloge og Upassende i, under Mjelvas Stilling som Repræsentant og nærværende Forhold til Kongen, at udsætte sig for en saadan Fremstilling som Bladene have leveret, er alligevel nok til at berøve ham den gode Mening om hans Forstand. Den om hans Karakteer faar man lade indtil videre bero, saalænge det kan forholde sig anderledes. Læn- gere forsvares han visselig ikke af dette Blad. SIDE: 189 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 14. aug. 1836. Norge. Morgenbladet og den Constitutionelle meddele ved- varende Tid efter anden de Betragtninger, som svenske Blade levere med Hensyn til sidste Storthings pludselige Opløsning og dettes Færd. Første forsvares og sidste nedrives fornemme- ligen af Minerva og Statstidningen, imedens Aftonbladet for- svarer Storthinget med sædvanlig Liberalitet. Førstbemeldte Blad især tager Storthing og Landsmænd i Forsvar. Det er i de senere Dage raget i Strid med den Constitutionelle om Afgjø- relsen af det Spørgsmaal: hvorledes en Habilitets-Exception mod Lagthingets Medlemmer som Lemmer af Rigsretten bør afgjøres? Og den Cst.nelle bebreider Morgenbladet, at det allerede har fældt Dom i Sagen. Skulde vi yttre nogen Mening om Sagen, da forekommer det os, at den Cst.nelles Formening, at vedkom- mende Lagthingsmænd selv skulle erklære sig inkompetente, ligesaa lidt bør finde Sted som -- exempelviis og uden Hentyd- ning anført -- Soldaten kan forlade med Ret sin Fane eller vægre sig under et eller andet Paaskud, for at bekjæmpe en Fiende. Bestemmelsen for Højesteret i saa Henseende maa for- meentlig betragtes som en Undtagelse fra en almindelig Regel. Hvortil vilde den modsatte Mening lede? Erfaring viser, at Fleerheden af et Storthing som oftest vælges paanyt. Dersom nu et følgende Storthing endog kom til at bestaae af 24 nye Elementer, saa maatte af Storthinget for at skaffe en habil Rigs- ret, hvis nærværende Lemmer Rigsretten fra Lagthinget erklæ- rede sig inhabile, alle disse vælges til Lagthinget, om Fleerheden endog maatte ansees ganske uskikkede dertil. En saadan Ano- malie tiltrænger ingen Kommentær. Jo færre nye Elementer, Storthinget kom til at bestaae af, des mere blev Sagen forviklet, saa at man endog udsatte sig for Umuligheden i at kunne etab- lere en kompetent Rigsret, og at foreskrive en Saadan fra et eller andet Udland, har ingen Hjemmel i nogen af vore Love. Hvorfra gaaer man ellers ud for at betvivle Kompetencen, uden at Lagthinget udgjorde en Deel af det opløste Storthing, som, siger man, har tilkjendegivet sin Fortrydelse over den uventede SIDE: 190 Opløsning. Dertil svares: At om man henviser til Storthingets underdanigste Adresse, som det samlede Storthing bifaldt, fin- des deels deri ikke Udtrykke og Paastande, som gjør dem inha- bile, thi en yttret Formening om Skadeligheden af Storthingets pludselige Opløsning er ingen Dom over Statsministerens Handle- maade. Deels endog under den Forudsætning, at Lagthingets Medlemmer modtog Beslutningen om Opløsningen med en bitter Følelse, der ingenlunde er beviist, er der lang Tid nok fra den Tid og indtil Dom kan falde i Sagen, for at komme tilbage til en roligere Sindsstemning; heller ikke kunne de af Nationen udvalgte Mænd forudsættes at være samvittighedsløse nok til at ville fordømme nogen mod bedre Vilje og Vidende. Sand- heden er dog nok, enten har Fædrelandet lidt eller ikke lidt formedelst titmeldte Opløsning. Under den første Forudsætning findes ikke et til Dommer i Rigsretten kompetent Individ i hele Landet, saasom det følgeligen er interesseret i Sagen; thi det lader sig vel tænke, at Enkeltes Interesse kunde faae en modsat Retning; men da kunde den eller de Enkelte af den modsatte Grund ikke være kompetente Dommere. Kort, da ingen af Lag- thingets, sig i Rigsretten befindende Medlemmer kan som Individ ansee sig fornærmet af Statsministeren, saa skjønnes ei rettere, end at de Samtlige, fra det her fremstillede Synspunkt betragtet, maa være ligesaa kompetente som noget tænkeligt Individ i Landet, til at beklæde Dommersædet i Rigsretten. Om andre Grunde kunne anføres mod en eller anden, hører ikke herhen. Vi omtalte Aftonbladet som det, der er opstaaet i Sverige til Forsvar for de norske Anliggender. Det anseer Norges Stor- things Færd som gunstigt for Sverige. Os synes, at det har glemt en formeentlig vigtig Grund, nemlig: at hvis Sveriges Rigs- dag kommer til at handle modsat den udøvende Magts Ønsker, kunde den forestaae en lignende Skjæbne, som Storthinget ve- derfaredes, og da var det vel ikke saa ganske ubeleiligt at have en sympathiserende Ven langs dets vestlige Grændse. -- -- Trondhjems Stiftstidende vedbliver at skrive friskvæk. Den paastaaer endog, at det kun er Bladene, men ikke Opinionen i Hovedstaden, der er imod Storthingets Opløsning. Denne Tiden- des Organe debiterer altsaa enten Sætninger uden Hjemmel, eller den har forsynet sig med daarlige Korrespondentere i Ho- SIDE: 191 vedstaden, hvor Stemningen desangaaende torde være temmelig udeelt; thi nogle Lykkejægere (og hvor findes ikke de?) ere ikke værdt at regne til noget Partie, hvortil ere de neppe fuld- tallige nok. Det Vivat, som gaves den sidste Storthings Præsi- dent, maa dog afgive noget Beviis for Stemningen. I Modsæt- ning heraf har man intet hørt om noget Pereat. Henrik Wergeland STATSBORGEREN TIL DEN CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 18. aug. 1836. Statsborgeren, som i foregaaende Nummer, kun havde til Hensigt at yttre sin Formening angaaende Afgjørelsen af en Inhabilitets-Exception mod Lagthingslemmerne i Rigsretten, som man baade mundtlig og skrivtlig har hørt fremsætte, søgte at fremhæve den Grund: at Rigsrettens Medlemmer af Lagthinget ligesaalidt kunne være berettigede til at undslaae sig for at ud- føre sin Dommer-Funktion som en Soldat til at forlade sin Fane. I denne Fremstilling har den begaaet den Urigtighed, da man ikke havde Bladene ved Haanden, deels at angive feilagtigen en Strid imellem Morgenbladet og den Constitutionelle, deels og tillagt den Cst.nelle, hvad der vedkom en Forfatter i Samme; den gjør herved ligesaavel sine Læsere opmærksom paa Fei- lerne som henviser til Nr. 198 af den Cst.nelle, hvor den smæk- vred børster paa Statsborgeren for Umagen. Henrik Wergeland MORGENBLADET OM STATSMINISTER LØVENSKIOLD (Indsendt.) Statsborgeren 21. aug. 1836. Morgenbladet er af den Mening, at Statsminister Løven- skiold, endskjøndt anklaget for en Gjerning, der er Fædrelandet til Skade, er lige hæderlig Mand og Menneske for det. Da er der dog ikke mange Ulykkelige paa de franske Galeier, som ikke holde sig bedre og agtes af enhver patriotisk Franskmand bedre SIDE: 192 end de endnu fængslede Ministre, der foretoge Statsgrebet i 1830. Her dømme vi nu rigtignok anderledes og tage ikke denne Parallel for ganske rigtig konstrueret; men Hvormangen døm- mes ikke til vanærende Straf, som har begaaet en Udaad af li- den Skade for det Almindelige eller under Omstændigheder, der gjøre den mindre tilregnelig? Og her med Løvenskiold have vi en Gjerning for Os af en Mand, der i andre Henseender har gjort sig lidet ønskelig paa sin Post -- en Gjerning, som er til aabenbar og uvurdeerlig Skade for Fædrelandet og forøvet uden Trang med fri og fuldberaad Hu? Ingen sætte da Agtelsen for høit eller højere for Manden end for Statsministeren Løven- skiold! Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 11. sept. 1836. Reqvisitioner af Flyvebladet "For Menigmand", hvoraf 2 No. ere udkomne og 3die snart udkommer, kunne indsendes til Bogtrykker Krohn i Kristiania og Stadskapitain E. M. Holst i Drammen. Henrik Wergeland STÆNK FRA DEN CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 2. okt. 1836. Et Stænk fra den Cst.nelle er ogsaa følgende: "Minerva har et fra en Jordbruger i Götha Rige" (maaske en af de svenske Blades "Mænd fra Oplandet") indsendt Svar o. s. v. Dette Blads Redaktion kan hertil paa Ære og Samvittighed erklære, at det, siden den fik det under Hænder, ikke har indeholdt nogen Op- sats, stilet fra Oplandet, uden det virkelig har forholdt sig saa. SIDE: 193 Henrik Wergeland INDBYDELSE TIL SUBSKRIPTION FOR LESJØ Statsborgeren 9. okt. 1836. Morgenbladet af 4de d. indeholder følgende mørke Skildring af Tilstanden i Lesjø Præstegjeld, den totale Frost, som har rammet det og det Hungersaar, som derpaa vil følge. [Her følger innbydelsen fra "Morgenbladet".] "Herren skal sende os Trøst og Hjælp og Redning, naar vi mindst vente den." Hvilken Kontrast indholder ikke Ovenstaaende til den Ind- bildning om Landets overalt stigende Velfærd, som næres hos Regjering og Folket i andre Egne end de mange, hvor en lig- nende Armod finder Sted! Bankens Monopoliseren, Mangel paa de blotte udvortes Repræsentativer har selv i Egne, hvor Valuta for Pengene ikke mangler, afstedkommet en Lammelse i al Er- hvervsrørelse og Tilbagegang i Velfærd, som vanskelig vil troes af dem, der kun kjende til den Fremgang i de Byerne nærmere Distrikter, som skyldes Befolkningens og Agerdyrkningens Til- væxt, beqvemmere Adgang til Laan og lettere Pengecirkulation, eller til Byernes Opkomst ved Skibsfarten i de senere Aar, eller lade sig blænde af den stigende Luxushandel, hvorunder dog et reent Tab for det hele Land skjuler sig. Det er vist, at Landets indre Egne i de sidste Decennier ligesaalidt skulle kunne fryde sig ved nogen Tilvæxt i økonomisk Velvære, som den hele Stat, siden Foreningen med Sverrig paa Grund af denne, skal kunne gjøre sig til af noget Fremskridt i politisk Tilstand. De legislative Forbedringer, som skyldes Repræsentationen, komme i sidste Henseende ikke i Betragtning. Ingen har mere end den paa- klaget de Lidelser, som i denne Henseende er overgaaet Natio- nen og hvorfor den selv har været Offeret. Men herom var det ikke vi vilde tale nu. Kommer Tid, kom- mer Raad. Her have vi en Lidelse for Øje, hvorom dette ikke lader sig sige. Det er Hungerens, som truer vore Landsmænd i de afsides Bygder; og her bør man ikke bie med Raadet til den indfinder sig med sine landødende Rædsler. I at afhjælpe saa- dan, som endogsaa mindre betydende Nød, foregaa mange sven- ske Tidender os med et skjønt Exempel, idet de nemlig, saasnart et Uaar rammer en Egn, kappes om at indbyde til Hjælp ved SIDE: 194 Bidrag, som indsendes til deres Expeditioner, og hvorom disse Tid efter anden meddele Bekjendtgjørelse og Regnskab. Og aldrig udeblive de selv ved Tilfælde, hvor Hjælpen synes at burde indskrænkes inden enkelt Kommune; men i talrige, ofte med rørende Deviser ledsagede Bidrag, viser det svenske Folks Godhjertethed sig, og den Religiøsitet, som i udmærket Grad gjennemnerver det, røber sig i den beredvilligste Hjælpsomhed. I Krigens Tid lagde vort Folk ogsaa for Dagen, at det ikke besidder mindre menneskekjærligt Medborgersind end Broder- folket. Og i denne Overbeviisning er det, at denne Tidendes Redaktion herved "opfordrer de andre Landets Redaktioner til at indbyde til, og aabne sine Expeditioner til Imodtagelse af Bidrag til Hjælp for Landets mest frostlidte Bygder." Statsborgerens Redaktion indbyder saaledes Medborgere i lykkeligere af Fædrelandets Egne til at indsende Bidrag (under Segl, med Navn eller Devise) til dens Expedition, (Addresse: "Bogtrykker Krohn i Prindsensgade,") hvorom fra Tid til anden skal skee Bekjendtgjørelse, og som ere bestemte til Afhjælpelse af Trangen i Lesjø ved at besørge Korn derfor indkjøbt og did- transportet som Gave i betimelig Tid d. e. enten endnu i Høst til Veblungsnæsset, hvor Bygden har nærmest Forbindelse med Sjøen eller ved Lesjøværingerne selv paa første Vinterføre. An- bud af Bidrag i Fødemidler til en saadan Tid ere saaledes lige hensigtsmæssige. De Tidenderedaktioner eller Andre, som maatte paa lignende Maade ville søge nærmest at afhjælpe Trangen i Lesjø, anmodes om at sætte sig til dette Endemaal i Forbindelse med Statsborgerens Redaktion. Efterskrivt. Aftrykningen af denne Indbydelse, som affattedes og afsattes samme Dag Efterretningen fra Lesjø stod i Mrgbldt., opsattes for at levere Indholdet af forrige Nr. Senere har Rigs- tidenden, foranlediget dertil af samme Beretning, aabnet Sub- skription for Bidrag til de formedelst Misvæxten for Hungersnød Udsatte, hvilke Bidrag den vil besørge fordelte ved Selskabet for Norges Vel. Dette lader Statsborgeren dog ikke forandre Noget i sin Indbydelse, da den antager, at Lesjø vil blive den Egn i Landet, som mest vil trænge til at nogen Hjælp koncen- treres didhen. SIDE: 195 Henrik Wergeland BORGERFANENS INDVIELSE (Indsendt.) Statsborgeren 23. okt. 1836. Fredagen den 14de dennes var Kristiania borgerlige Infan- terikorps samlet paa den sløifede Deel af Aggershuus Fæstning, for der paa ceremoniel Maade at indvie 2 nye Fahner. Ved denne Høitidelighed indfandt sig blandt flere uvedkommende Personer ogsaa den interimistisk Høistbefalende over Armeen, General Wedel, som behagede i Anledning af Festen at op- varte Borgergarden med en tarvelig Tale. Under hele Foredra- get herskede den dybeste Ærefrygt blandt Borgerne, -- hvori- mod Stadshauptmandens Hest tilsidesatte Subordinations og Respektanordningerne. -- Imidlertid maa man erkjende, at den stolte Ganger udviste ligesaamegen Konduite og Takt for det Sømmelige, som de med Guldkantiller og vajende Fjedre saa rigeligen udpyntede Borgere, der ikke kunde nægte sig den Glæde at udbringe et enthusiastisk Hurra! og "længe leve Baron Wedel!" Naar man veed, at Baron Wedel ikke er tildeelt Hurraraab af nogen militair Afdeling, siden han modtog Kommandostaven, saa er det formeentlig indlysende, at Hurraraabet alene kan an- sees, som et ydmygende Kys paa Riset, eller, med andre Ord, for en Takkeaddresse for det paa Torvet i 1829 for Byens Ind- vaanere arrangerede Maigilde. Indsenderen vil afholde sig fra enhver anden Reflektion i Anledning det Passerede, og overlade den fordomsfrie Læser at dømme; imidlertid vil han i al Beskedenhed fremsætte det Spørgsmaal: Naar Allgemeine Zeitung siger: "Normændene ere fordærvede Børn", er da Kristiania Borgerkorps medtaget i Be- regningen eller ikke? Kristiania den 15de October 1836. Henrik Wergeland [INNLEDNING OG NOTER TIL ET INNSENDT FORSVAR FOR STATSMINISTER LØVENSKIOLD] Statsborgeren 3. nov. 1836. Igjennem Hr. Bogtrykker Krohn har dette Blads Redaktion modtaget følgende Skrivelse og dermed fulgte Forsvar for Hs. SIDE: 196 Exc. Statsministeren, da det ene og alene er Redaktionens For- maal at hylde Sandhed og Ret, overladende forøvrigt til sit Pub- likum at bedømme, hvilket Partie (Angribernes eller Forsvarer- nes) der har Sandheden og Retten paa sin Side; dog trykkes det med Anmærkninger, des nødvendigere da Forfatteren er anonym, og i et Blad, som agter at vedligeholde sin Farve. [Innsenderen hevder at angrepene på statsministeren fra "Statsborgeren" og "For Menigmand" "i Urigtighed og Grovhed have overgaaet ethvert Andet." Red. svarer:] Urigtigheden underkastes Publikums Dom. Grovheden an- gaaende, -- da hvem er grovere end Minerva? Dog heri siges jo Hs. Ex. at være uskyldig, hvorom ellers et Par Ord paa sit Sted. Redakt. [Inns. sier at Statsborgeren "rimeligviis paa det nærmeste deler Publi- kum med Flyvebladet". Red. svarer:] Hvorvidt Statsborgeren og Flyvebladet deler Publikum vides ikke; det Første leveres til sine Subskribenter; det Sidste kjø- ber Enhver efter Behag, naar det udkommer. Disse to Blade have iøvrigt intet med hinanden at skaffe. Red. [Inns. kritiserer anken over embedsutnevnelser. Red. svarer:] Anken er -- saavidt erindres -- aldrig gaaet videre end at forhindre, at Individer fra Skiens-Egnen ikke skal erholde nogen Forret til Embeder fremfor Landets øvrige Børn. En Anke af denne Natur bør vel desmindre bebrejdes et Opposi- tionsblad, som det ligger i den menneskelige Natur at begun- stige Venner og Bekjendte; og Hensigten med de paa Beviser grundede Anker er jo, at en saadan Begunstigelse ikke skal drives for vidt. Red. [Inns. sier om formannskapene at "det falder vanskeligt i Byerne, hvor Intelligenzen dog er større og hvor Forretningerne kunne drives med langt mindre Besvær for Formændene end paa Landet, at faae Forretningerne til at gaae paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade." Red. svarer:] Om man endog ubetinget vil antage, at Intelligenzen i Byerne er større end paa Landet, kan man ikke derfor paastaa, at de, hvis Stilling medfører Byernes Kommune-Anliggenders Afgjø- relse, besidde Intelligenz i mærkelig Grad fremfor Landmanden. At Feil kan og vil begaaes ligesaavel af Formænd som af enhver SIDE: 197 Dødelig, vides heel vel, men det bliver da Kommunernes egen Sag. Anderledes er Forholdet med de Feil, som opstaae ved et af en absolut Magt usurperet Formynderskab, som det end ikke er anstændigt for et frit Folk at underkaste sig. Red. [Inns. skriver: ". . . det er ikkun Faa givet at opfatte Forholdene med en Klarhed og Dygtighed som Lensmand Borge." Red. legger til:] ? -- Red. [Inns. nevner anken mot Løvenskiold fordi han rådde kongen fra å fore- legge Stortinget forslaget til lov om formannskaper, og han spør "hvad Ulykke havde der nu været deri," om forslaget ikke var blitt forelagt. Red. legger til:] For -- ved at sættes i 2den Klasse, at lægges paa Hylden. Red. [Inns. kaller statsministerens angripere for "en heel Hær af Skriblere." Red. legger til:] Den Hær af Skriblere -- hvorom her tales -- var nok temme- lig tynd. Aristokratiet er ikke Renonce paa Skjældsord og haan- lige Udtryk, naar det vil Demokratiet til Livs. Red. [Inns. vilde helst forbigått med "fortjent Taushed" den anken mot Løven- skiold, at han "ei lod sig bevæge til at istemme sine Kollegers Protest mod Resolutionen af 2den Juli" om stortingsopløsning. Red. svarer:] Fortjent Taushed! Den der har havt det Held eller Uheld at deeltage i de aristokratiske Konventikler, hvor den sig kaldende fine Verden paa Grund af visse Hensyn har seet sig nød til at taale En, som man der udtrykker sig af Pøbelpakket, mon han ved Læsningen af ovenmeldte Udtryk kan afholde sig fra at tænke paa den affekterede kolde og foragtelige Mine samt den Haan, t. Ex. i forsætlig ved søgte Anledninger at vise ham Ryggen o. s. v., som hører til Fiinheden i Storpakkets Kredse? Red. [Inns. nevner allikevel ovennevnte anke da Statsborgeren "havde indeholdt et nyt, skjøndt i sig selv latterligt, Invektiv, som imidlertid, om det ei vorder modsagt, er vel skikket til at gjøre sin Virkning hos det Publikum for hvilket det er skrevet," nemlig at statsministeren ikke kunde måle sig med statsråd Holst i juridiske kunnskaper. Red. svarer:] Skulde Udtrykket "latterlig" her have nogen Betydning, maatte det enten være det recenserede Produkts Usselhed, SIDE: 198 hvilket det ikke kan være, saa som Forf. strax derpaa finder det velskikket i en vis Henseende, eller en aristokratisk Haan- latter. Red. [Inns. taler om at statsråd Holsts dyktighet ikke må benyttes "til at ud- brede falske og skadelige Lærdomme." Red. svarer:] Da Hs. Exc. noksom har lagt for Dagen, at hans Grundsæt- ninger staa i Strid med Grundlovens demokratiske Princip, maa denne Grund, som Forf. her fremstiller bevise netop det Mod- satte af hvad den skulde bevise. Red. [Inns. hevder at riksrettsdommen ikke kan gi "Argumenter for, at Stats- raadens Protest var juridisk velgrundet; thi 7 af de 8 i Retten værende virkelige Dommere stemte for Frifindelse." Red. svarer:] Denne Argumentation beviser langt andet, end den skulde bevise. Den beviser Dommermagtens feilfulde Organisation, nemlig deri, at den ikke er hvad den burde være -- uafhængig. Man seer nok af Grundloven, at Konstituenterne have tænkt sig den dømmende Magt som en uafhængig Statsmagt, men i Ud- førelsen gjort den til et Appendix af den udøvende Magt. Flere af de tidligere Rigsretter vil sikkerligen kunne tjene til at be- vise denne Paastands Rigtighed; skjøndt det lønner ikke Uma- gen; thi for et Partie er den soleklar, men hos det modsatte Partie gjælder Fornuftgrunde ikke, idet det støtter sig til sine Sofismer. Imidlertid vil Redaktionen for at forebygge den Be- breidelse at have sagt noget uden Beviis, gjøre opmærksom paa, at Rigsretten mod daværende Statsraad Wedel vel skulde faaet et modsat Udfald af hvad den fik, hvis Hs. Majestæts Instrux til Statsraaderne officielt havde været fremlagt i Retten, i Ste- det for at Retten erholdt den underhaanden som et Kuriosum at gloe paa. Rigsretsdommen mod Statsraad Fasting angaaende da maa Nedskriveren enten være blottet for alle juridiske Be- greber, eller maa den være temmelig ujuridisk; thi enten har Kongen Ret til at forandre efter Godtykke en forhen tagen Be- slutning, og da burde Fasting været frifunden, eller han har ikke saadan Ret, og da maatte der være overgaaet ham en langt anden Dom. Rigsretten i Statsraad Colletts Sag har i Dommen brudt Staven over sig selv, ved at erkjende, at Hr. Statsraaden vel havde handlet mod Grundloven, men af en SIDE: 199 undskyldelig Misforstaaelse af Grundlovens Bud, -- en beqvem Grund for en Domstol, som vil frikjende; kun Skade, at efter en saadan Grund kunde de største Forbrydelser hengaae ustraf- fede. Hvilkensomhelst Udaadsmand f. Ex. kunde med mere Føje undskylde sig med, at han hverken kjender Loven eller har havt Evne til at skaffe sig Kundskab der om; heller ikke kunde han troe, at Lovene havde forbudt en saadan Handling. Forudsætter man derimod exempelviis: at Hs. Majestsæt øn- skede Statsraad Colletts Frifindelse; at Højstsammes Unaade ikke var godt at udsætte sig for; eller at Højstsamme har Em- beder, Ordener, Værdigheder etc. at bortgive, nu vel, da kan Dommen forklares. Til saadanne Domme, hvormed Aristokra- tiet noget nær er tilfreds, tier det, ja man seer endog, at de maa tjene som Beviis mod Odelsthingets Opfatning af Stats- forfatningens Aand; men er Dommen tvertimod Aristokratiets Ønsker og Forhaabninger, da betvivler det saavel en efter Grundloven nedsat Rigsrets Kompetence som Dommens Ret- færdighed. Dets Grunde ere iøvrigt fortræffelige; thi de have megen Lighed med sal. Bedstemoders sorte Skjørt, der brugtes baade til Sorg og til Glæde. Red. Henrik Wergeland [NOTER TIL ET INNSENDT FORSVAR FOR STATSMINISTER LØVENSKIOLD] (Fortsættelse fra No. 4. Slutning). Statsborgeren 10. nov. 1836. [Red. opfatter en bemerkning i det innsendte stykke som uttrykk for ønske om endringer i konstitusjonen. I en note heter det:] Lykkes det at omstyrte Konstitutionen, tvivles ingenlunde om at Piben vil -- som Ordsproget siger -- faae en anden Lyd; men om det norske Folk var tjent dermed, det har man vel Lov til høiligen at betvivle. Det Parti, som arbeider modsat For- fatterens, arbeider for at opretholde den Statsforfatning, som vi alle have besvoret. Red. [Inns. bemerker at Løvenskiold neppe vil "vige fordi nogle Skrigere opløfte deres hæse Røst". Red. bemerker til det:] Dersom Undersøgelsen af en offentlig konstitutionel Sag kan rettelig paadrage Navn af Skrigere, maa Forfatteren heraf vel SIDE: 200 ogsaa henhøre iblandt Skrigernes Antal med den hæse Røst; ifald det ellers ikke maa betragtes enten som en af Aristokra- tiets Fiinheder i Udtryk, eller som en særegen Maade for det at argumentere paa. Forøvrigt misunder man det ikke dette Vaaben i nogen Henseende. Vi hylde Anstændighed i Tone en- dog der, hvor vi holde for at burde tage Bladet fra Munden og tale med det Alvor og den Frimodighed, som Sagen fortjener, og Lovene hjemle os Ret til. Andet er heller ikke skeet i denne Sag. Red. [Inns. omtaler Løvenskiolds gode egenskaper, bl. a. hans lovkunnskap, hans sprogkunnskaper, hans formue som gjør ham uavhengig av "Soutien fra Staten" når han trekker sig tilbake. Red. bemerker:] Er for største Deel Biting, som først da kommer i Betragt- ning, naar ikke det Væsentligste mangler, og det er jo netop Stridspunktet. Red. [Inns. spør om man ønsker "en Afhængighed, som er nød til at føie sig efter Omstændighederne". Red. svarer:] Den Løn Staten giver sin Statsminister, maa dog vel ansees tilstrækkelig for at sætte ham i en uafhængig Stilling, naar han ellers vil leve paa den Fod, som passer for et lidet og fattigt Land. Rigdom er ønskelig eller fordærvelig, eftersom Besidde- ren anvender den. Red. [Inns. ønsker "en hemmende Modstand" for den "stundom alt for hurtige Flugt", "da man ellers alt for let vil kunne indføre Forandringer til ubodelig Skade for det Almindelige". Red. bemerker:] At bringe Statens Institutioner i Harmoni med Grundloven er det til ubodelig Skade for det Almindelige? Red. [Inns. kaller angrepene på Løvenskiold for "hadefulde". Red. bemerker:] Hvorledes Forfatteren kan faae gjort til et hadefuldt Angreb paa Hs. Ex., den Fordring, at han ved Dom bør fralægge sig Beskyldningen i Aftonbladet for Deelagtighed i Minerva, og an- det gaaer det i Statsborgeren recenserede Stykke denne Gjen- stand angaaende ikke ud paa, kan man i Sandhed ikke indsee. Hvad der ellers følger af den anonyme Forf.s For- svar i denne Anledning er hverken meer eller mindre end, naar en Embedsmand beskyldes for en Brøde i et offent- ligt Blad, behøver han for at retfærdiggjøre sig, kun paa anden SIDE: 201 eller tredie Haand at faae en Erklæring offentliggjort i den Cst.nelle: at det hele Angreb er bygget paa Løgn eller Usand- hed. Er det ikke paa en allerkjæreste Maade, De vil have Lovene opretholdte, Hr. Forfatter? Eller er en Statsminister maaske ophøiet over Lovene? Havde De tænkt førend De skrev, hvad De i denne Anledning har skrevet, maatte De spart Dem Umagen, med mindre De vil gjøre en Statsministers Person hel- lig i Lighed med Kongens. At Statsministeren vel ingen syn- derlig Vanskelighed kan have i at faae sig ved Dom fralagt Deelagtigheden i Minerva, som Aftonbladet kalder naturlig og utvivlsom, indsees heel vel, fordi jus probandi maa blive Afton- bladets Pligt, hvilket sandsynligviis ikke staaer i Aftonbladets Magt, om Beskyldningens Sandhed var noksaa moralsk antaget for vis. Lovene, Hr. Forfatter! bør opretholdes, og jo mere op- høiet Ens Stilling i Staten er, des mere bør han rette sig efter Lovene og foregaa sine Medborgere med et godt Exempel. Saa byder Fornuft, Moral og den sande Ære; men dette har rigtig- nok intet med Aristokratiets Lyst til at undtage og begunstige sig selv at bestille. Red. [Inns. finner det "besynderligt, at man kan finde det besynderligt, at Svenske, uden Paavirkning af Norske, optræde i Dagbladene dadlende de politiske Begivenheder i Norge". Red. bemerker:] Da dette egentligen kun kan angaa Aftonbladet, er det for- modentligen i sin Orden efter Forf.'s Taktik at svække dets Troværdighed i et Blad, som ikke det faaer Kundskab om. En fortalte engang til en Ven, at en Overmand havde skjældt ham Huden fuld; men jeg knæppede ogsaa dygtig for hans Næse, lagde han til. Torde du det? sagde den Anden; ja, svarede den Første, men jeg gjorde det i Lommen saa lavt at han ikke hørte det. Red. [Inns, sier at det dessverre i Norge er et lite parti som arbeider paa "at ville indbilde den store Hob, at der gives et Parti i Sverrig, som arbeider rastløst paa Norges Amalgamation med Sverrig". Red. bemerker:] Man behøver ei at indbilde sig hvad man tydeligen har seet; men var deri intet mere end Indbildning, kan den deraf op- staaende Forsigtighed langtfra skade. Red. SIDE: 202 [Inns. meddeler at man i Norge endog "har lagt Sverrig tillast, at andre Nationers Avisredaktører have anmeldt norske Fartøier og Begivenheder under Rubrikken Sverrig". Red. bemerker:] Skylden være at tilregne hvilkensomhelst isærdeleshed, saa spørges: Er det maaske en af Statsminister L.s Fortjenester at han med Taushed har overseet denne Nationalfornærmelse? Er han den Hædersmand, man vil gjøre ham til, hvi har hans Færd i denne vigtige Henseende ei bevist det. Red. [Inns. mener at et slikt svensk parti -- om det hadde eksistert -- vilde ha kastet sig inn i de norske politiske stridigheter, og dette partiet måtte med glede se at nordmennene fremkalte "en Spending". Red. bemerker:] Den Spending man truer med, som Børn skræmmes med Var- ulven eller et lignende Fantom, er altfor forslidt til at den læn- gere kan gjøre nogen Virkning. Altid vil der forhaabentligen existere et Aftonblad, som holder Minerva og Consorter Stan- gen og forebygger den Spænding, man vil foregøgle os. For- resten, hvis en saadan Advarsel behøves, maatte den være an- vendeligere i Sverrig end her, hvor Bladene altid lader Broder- folket vederfares Retfærdighed, eller omtaler det med den Ag- telse, det ene Folk skylder det Andet. Red. [Inns. beklager "at vi intet eget Coffardie-Flag have paa Farvande hiin- sides Kap Finistærræ" og "at man anbringer norske Vaaben paa svenske Mynter." Red. bemerker:] Dersom Forf. virkelig anseer, hvad han her har sagt, som Sandhed, taler det stærkere for hans Troskyldighed end for hans Forstand. At han ikke kjender vor Tids Tildragelser eller har reflekteret derover er øjensynligt. Red. [Inns. sier: "Skal Foreningen -- -- -- blive varig, maa den befæstes ved gjensidig Tillid." Red. bemerker:] Forrige Note henvises til. [Til slutt bemerker red. i samme note:] Kunde det norske Folk være saa daarligt at lade sig lede af en saadan Raadgiver, vilde det lade sig fraliste den ene Ret- tighed efter den Anden; og naar Statsforfatningen dermed var i høi Grad forqvaklet, havde Man kun Tossens Trøst tilbage: "Hvo skulde vel have tænkt det?" At opkaste sig til Raadgiver SIDE: 203 kan Enhver, men at give gode Raad kan kun de Færre. Hiin ere altid paa rede Haand; disse holde sig beskedent tilbage, indtil de ansee det for sin Pligt at advare sine Medborgere itide; hvilket Daarerne gjerne tage ilde op, om ikke for andet, saa fordi det ei var dem der gjorde opmærksom paa Faren. Vilde man være et Folks Raadgiver, da raade man det Langsomhed i Overveielse og Fasthed i Udførelsen af de tagne Beslutninger; Klogskab og Forsigtighed uden Falskhed og Frygtagtighed; at vise sig standhaftig uden at være egensindig -- ærlig men ikke troskyldig -- aaben og retskaffen uden List og Forstillelse; at give sig selv vise og milde Love, byggede paa de af Forfædre nedarvede Sædvaner, Sæder og Skikke, og streng Retfærdighed i at overholde dem; endeligen, heller at taale nogle smaa Ulem- per end vakle fra det ene til det andet, og fremfor Alt ikke for- falde til nogen Lovgivnings Mani; men sørge for at Lovene blive faa, bestemte og tydelige. Saadanne Raad vil det befinde sig vel ved at følge. Viser det sig tillige nidkjær for Landets Ære, saa raade man det at lukke Ørene for de Frygtagtiges Stemme, som ere færdige at raabe "Brand! Brand!" ved Synet af en uskadelig Gnist, eller ved alle Anledninger ere færdige til at gjøre en Myg til en Elefant, des farligere at tie til, naar Gjen- standen gaar ud paa at søvndysse et Folk, der aldrig kan være aarvaagent nok. Red. Henrik Wergeland S. T. HR. STORTHINGSMAND OLE MJELVA, STOCKHOLMSFAR M. M.! (Indsendt.) Statsborgeren 10. nov. 1836. Jeg har endnu ikke ønsket Dig velkommen hjem fra Stock- holm, hvorhen Du saa listeligen var faren i Krigens Tid. Du var ogsaa neppe indtruffen atter paa Din Post i Fædrelandets Ræk- ker før Hr. Vogt ved sin kuriøse Reisebeskrivelse og den Con- stitutionelle ved sin endnu mærkværdigere Udgave deraf syssel- satte al den Opmærksomhed, jeg kunde have at skjænke Dig. Man gjorde fra alle Sider, undtagen fra Vogts, for lidet Væsen af denne Reise, der baade fortjente god Tryk og Staalstik. Men SIDE: 204 hvad Behandlingen af din Person angaaer, der betragtedes som ankommen fra et pestbefængt Land, da vilde jeg have afgjort den i al Korthed ved en 24 Timers Gjennemrøgning i Skorsteens- piben og forøvrigt Udluftning i din Hjembygds friske Bjergluft. Men nu skal jo Sagen være forbi og Du paa det nær den samme Hædersmand som før, at Du er bleven en berømt Rei- sende. Det holdt haardt at vinde saadant Navn, om ikke for Hr. Vogts Skyld, i hvis lille blegede Figur jeg ellers troede at see Lygtemanden paa Din Grav. Og man kan sige om dig: Som Mikkel Ræv du slap med Tab af hele Rumpen; men Mikkel er en Ræv, hvor liden end er Stumpen. Nu, sid du paa Stumpen i Guds Navn der Du sidder! Den Diæt er ikke spildt. Forøvrigt -- jeg har Almuesmænd kjære og har ondt af deres Eenfoldighed, naar den ikke er den slæbende Krop til et Slange- hoved; men dersom det ikke var saa, at Storthinget er den Au- toritet og Storthingsmændene de norske Borgere, som det staar Enhver frit for ustraffet at fornærme (hvilket Rigsretsdefen- soren, den Cst.nelle ved flere Leiligheder, trondhjemske Stifts- tidende og den til Selvforsvar endelig tvungne Storthingsmand Walstads Kalummiant, der ikke har udtrykt sig mildere om de andre Storthingsbønder, hvem endog den redelige Vilje berøves, noksom har overtydet om), saa vilde jeg alvorlig raade Dig at tage alle juridiske Forholdsregler til Mortifikation af Byfoged Vogts og den Constitutionelles Yttringer om landsforræderske Udladelser af Dig i Stockholm. Hr. Vogt har skrevet, at han har hørt, at Du skulde have udladt Dig saa, at det kunde gives en saadan Udtydning somom Du skulde ville sælge Din Stemme, og den Cst.nelle har fortalt Verden, at Hr. Byfogden havde er- klæret Thinget at have Vished om at det forholdt sig saa og denne Fordrejelse af Hr. Vogts Ord har den tilladt sig uden ved Optagelse af hans Skrivelse at sætte sit Publikum istand til at opdage den og uden senere ved noksom given Anledning at rette den. Jeg giver Dig dette at betænke for dine Kommittenters Skyld, ja for dine Medrepræsentanters Skyld af Bondestanden, der lide ved din Adfærd, som er enfoldig og ubetænksom nok til SIDE: 205 ikke ogsaa at behøve, forat mætte deres lurende Fiender, at be- skyldes for det forfærdeligste, der kan siges og tænkes om en Nationalrepræsentant! Farvel! Gjør hvad du kan og bør! Og redd hvad reddes kan! En der beklager dig og Romsdalen. Henrik Wergeland [NOTER TIL "EPISTEL TIL EN VEN ANGAAENDE EIDSVOLLSMONUMENTET OG SYTTENDE MAI"] Statsborgeren 17. nov. 1836. [En innsender kritiserer Wergelands utkast til et Eidsvolls-monument i "Statsborgeren" og "Flyveblad for Menigmand". I en note blir svart:] Betænk, ærede Forfatter, det er et Træsnit, gjort her af en selvlært Dilettant i Kunsten og ikke bestemt til at give noget paatænkt Mønster for Monumentet, men kun til at tjene som Vignet ved Bekjendtgjørelser og Noticer derom omtrent som man anbringer en Dampbaad foran Avertissementer om Damp- fart o. s. v. Red. [Inns. finner at 17. mai ikke er konstitusjonens virkelige fødselsdag. Red. svarer:] Om det end forholder sig saaledes som Forfatteren siger, at den 17de ikke var Konstitutionens virkelige Fødselsdag, saa var dog Kongevalget den første Akt, i Følge den vedtagne Grundlov, som nu i meer end 22 Aar har skrevet sig fra den Dato, og den kan ikke, uden anseelige Uleiligheder paa den ene Side forandres, ligesom Forandringen af Mange paa den anden maaskee kunde ansees at have noget ikke stort bedre end Grimace til Grund, hvis man tager blot Hensyn til Tiden og dens Bestemmelse. Det er Loven og de lykkelige Følger deraf, som vi høitideligholde, og det skulde høiligen forundre os, om det forholder sig i Virkeligheden saaledes som man saa ofte har seet offentligen omtalt, at Hs. Majestæt nemlig er uvi- dende om Hensigten med 17de Mais Festligholdelse, og betrag- ter den som fiendtlig sindet mod sig. Man troer tvertimod og det formodentligen med Rette, at hvilkensomhelst Maidag, den blev helligholdt paa, vilde være udsat for samme Forfølgelse som den 17de Mai; fordi det er tydeligt lagt for Dagen, at man SIDE: 206 vil have 4de November anseet som Konstitutionens rette Fød- selsdag; hvilket har Intimationen til Grundloven mod sig, og kan have den Skade, at man i Tiden vil gjøre Konstitutionen til at være oktrojeret; ligesom der altid klæber noget Ubehage- ligt og nedværdigende ved den 4de Novbr. Heller ikke kan en Moder forvandles til Datteren ved at forandre lidt i sin Paa- klædning, og egentligen andet -- for at holde os til Lignelsen -- er heller ikke gjort ved den d. 17d Mai udstædte Grund- lov. At Forfatteren forøvrigt konfunderer Konventionen til Moss af 20de October og den i Kristiania den 4de November 1814 i Følge af Foreningen med Sverig modificerede Grund- lov, troer man at burde berigtige. Uden at ville indvende det mindste mod den ærede anonyme Forfatters Overbevisning, finder Bladets Redaktion, at den -- i det den offentliggjør en Andens Overbevisning, skylder sig selv at kundgjøre for sine Læsere det Synspunkt, hvorfra det betragter Sagen, for ikke at tillægges Ideer, som den ikke vedkjender sig, og anden Hensigt hermed har den ikke havt. Red. Henrik Wergeland OM MJELVA ETC. Statsborgeren 20. nov. 1836. Ole Mjelva kan endnu betænke sig paa hvad han har at gjøre! Dette er vel det ypperligste Sandsynlighedsbeviis for at han foer til Stockholm af Dumhed og ikke af noget værre eller i den skjændige Hensigt, som er bleven ham paasagt. Men nu er han ogsaa gjennem Hamburgerblade, der staa os fiendske Svensker til Tjeneste, bleven stillet til Skue for Alverden. Og en Mængde vil deraf dømme: "se, se, har vi her et Exemplar paa en norsk Storthingsbonde? Der tør vel findes flere af hans Kollegaer, som vilde være istand til at gjøre hvad denne Ene har gjort." Han har i denne Publikation erholdt et nyt Motiv til at erhverve sig Mortifikation for sine Kollegers Skyld. Der- med og med denne tilstrækkelige Bekjendtgjørelse faa de give sig tilfreds, mens Dumheden i Reisen, hvorfor ingen Frigjø- relse kan finde Sted, alene vedkommer hans Person. Forat holde Hr. Mjelva i Aande, og forat tilfredsstille en naturlig SIDE: 207 Nysgjerrighed hos Publikum, hvem de Brevskaber ingensteds ere blevne meddelte, hvorefter Odelsthing og Kommitteen ikke fandt Anledning til at foretage noget i Sagen, give vi her til Priis følgende Erklæring fra Prokurator Müller i Holmestrand, der ogsaa kaster (se især Slutningen) et fortræffeligt Lys over Karakteren ved Stockholmsfareren af det almindelige Slags, hvortil saavel Hr. Prokuratoren som de andre i Skrivelsen nævnte høre. [Wergeland har i noter gitt et par anmerkninger til følgende slutning i prokurator Müllers erklæring: "At Mjelvas Ærinde i Stockholm, paa Grund af hans Stilling og Tidsperioden, vakte en, for enhver ægte [fotnotemerke] Normand, høist krænkende Opsigt, maa jeg bekjende, da jeg ved flere Leiligheder hørte Broderfolket [fotnotemerke] satirisere denne Begivenhed med en i deres kraftfulde Sprog saa skjærende Bitterhed, at jeg ved Taushed søgte at skjule, at jeg var Normand."] Fotnote: Hr. Prokuratoren oplyser nedenfor hvorledes "ægte Nor- mænd" skulle opføre sig ved Broderfolkets (?) Satirer af skjæ- rende Bitterhed og af en saadan Natur, at de maa kaldes høist krænkende for dem som Normænd. De "ægte Normænd" skulle ved Taushed søge at skjule at de ere "Normænd". Fotnote: Broderfolket? Det var gevaltigt, Hr. Prokurator. Vi vilde driste os til at drage det i Tvivl om ikke Beedigelsen fulgte, og den maa vel være oprigtig siden det just ikke er egen Hæder den skal bekræfte. Henrik Wergeland [BARNEVERS] Efter Wergelands manuskript, nov. 1836; trykt i Aftenposten 1926 nr. 241 s. 4. Snemanden Du skjønne Snemand, se hvor høj! En Kjæmper ligner han; hvor drøj! Dog vee, at Sol af Sky frembrast! Hvor lav hvor lav han blev ihast! Han ligner selvindbildte Vid, Som til sin Styrke sætter Lid. Naar Viisdoms Lys beskinner ham, Hvor blier hans Klogskab snart til Skam! SIDE: 208 Sommerfuglen En broget Sommerfugl, o se en deilig Ting! hvor skinnende det Kræ jeg før foragted! Thi da jeg nylig den betragted, den hæslig var, krøb fælt afsted; jeg væmmedes derved. Det lærer mig, at ej min Agt blot til udvortes Skin og Pragt beundringsfuld jeg skjænker. Thi den, om hvem jeg haanligst tænker kan maaskee blive større Mand end nogentid jeg kan. Skaden og Nattergalen Skaden. Lille Skrighals, siig du mig, hvorfor Mennesket vel dig saadant villigt Bifald giver? Ofte tier dog din Sang: Jeg! jeg sladdrer Dagen lang, og af ham foragtet bliver! Nattergalen. Kommer det paa Sladdren an? Den, som aldrig tie kan, man ej gjerne Bifald giver. Saadan Sang er meget let, altid eens og altid et! Ingen derfor priset bliver. Hvo er min Ven? Den Ven, som vil mig Speilet vise, og ikke mine Fejltrin prise SIDE: 209 men skjænder paa mig, naar jeg ej vil følge Dydens lige Vej, Han er min Ven skjøndt synes han ej den. Men Den, som altid mig berømmer, som aldrig mine Feil fordømmer; men giver tidt mig Leilighed dertil, naar selv jeg ej den veed, er ej min Ven, skjøndt synes han tidt den. Klædepragt Tulipaner prange smukt med de Farver, som dem smykke; dog de give ingen Lugt. Derfor see de ej den Lykke, at min Elskte plukker dem for at tage med sig hjem. Al Slags Pragt og Stads kan og Narren let for Penge kjøbe. Al hans Herlighed kan nok megen Rigdom for ham røbe; men med al den Pragt han har, seer man dog han er en Nar. Spurven og Bogfinken Spurven. Jeg arme Skjelm! hvor gaar det mig! Du elskes; mig man kun foragter. Hvad tænker Mennesket? Han dig langt mindre efter Livet tragter. Jeg ser dog, -- det er ganske vist -- tigange meer end du af List. SIDE: 210 Bogfinken. Ja, jo; men du bestjæler ham. Jeg tager kun hvad han vil give. Jeg frygter altid for den Skam, som Tyv af ham udskjældt at blive. Hvad hjælper det, man har Forstand, naar den til Ondt kun vendes an? Henrik Wergeland [DEBATTINNLEGG MOT FORSLAG OM PUNSJEREGULATIV I STUDENTERSAMFUNDET] Referat fra Studentersamfundets møte 26. nov. 1836 i Studentersam- fundets referatprotokoll 2 fol.; UB, Oslo. Wergeland ytrede sig imod Forslaget, navnligen fordi han troede, at Bestemmelser af saadan Art gav snarere Anledning til Illusion end ledede til sin Hesigt; desuden fandt han det mindre tilraadeligt at lægge Baand paa den moralske Frihed; iøvrigt fandt han at det intenderede Læsecabinet snarere vilde være et passende Middel til Indskrænkning af Drikkecalas. Henrik Wergeland [NOTE TIL EN ARTIKKEL AV G. F. v. KROGH] Statsborgeren 8. des. 1836. [Krogh skriver: "I Sandhed! -- det mangler nu kun, at vi ogsaa faa et svensk Toldflag." Red. bemerker:] Odelstinget har befriet os derfra, dersom Lagthinget ikke er trollete. Red. Henrik Wergeland PATHOS AF FALSEN (Indsendt.) Statsborgeren 8. jan. 1837. Det Tragiske fandt Napoleon at grændse nær til det Ko- miske; men dette er endnu mere Tilfælde med det Pathetiske. Uheldigheden ved et Pathos vækker uundgaaelig Latter, og op- dages selv af den stumpe og sløve Sjel. For denne Ulykke er Repræsentanten Hr. Falsen ofte ude; men hvad der er værre er at man har Grund til at fatte den Mistanke til Oprigtigheden af denne overvættes Følsomhed, at dens hulkende Udbrud ikke SIDE: 211 komme fra Hjertet, men tilhøre mere hans parlamentariske Taktik, og er at ligne med Marsklændernes Aabning af Slu- serne til rette Tid. Jeg siger, at Hr. Falsen har givet Grund til saadan Mistanke, og der er Folk, som nære den; men for mit Vedkommende holder jeg denne haarde Dom ikke for den rette, men troer, at Hr. Falsen stundom ikke er sig sin Følelses Uægthed fuldelig bevidst, hvilket er Tilfælde med de Fleste af de mange Mennesker, som lide af Affektation. Denne er nemlig bleven dem til Vane og gaaen over i deres Natur, og forsaavidt kan dog noget af Oprigtigheden siges reddet. Den nærmeste Anledning til disse Bemærkninger gav Hr. Falsen under Debatterne d. 4de d. i Odelsthinget, idet han med bristende Stemme fremsatte en kluntet Mythe eller Parabel om at en god Engel skabte Agerdyrkningen og alle dens fre- delige Sysler, men en ond en skabte af Misundelse Brænde- vinet. Og da Hr. Conradi bemærkede det Urigtige og Smagløse i denne Fiktion -- saaledes opfattede denne Taler Hr. Falsen -- om at da Gud havde skabt Agerbruget, skabte Fanden Bræn- devinet, hvis Godhed eller Fordærvelighed kun kunde være relativ, syntes Hr. Falsen i et kleint og kleinmodigt Tilsvar, som gik ud paa at levere Konfessionen om at han antog noget Positivt og vilde leve og døe i Troen derpaa, at erkjende i sit Indre Huulheden af sin Følsomhed og at lide under Kulden af sin egen Affektation. Ganske anderledes var Hr. F's Pathos i Toldflagdebatterne. Det var naturligt -- idetmindste har det aldrig lykkets ham at gjøre det naturligere -- og det gjorde derfor Indtryk, ja paa Inds. et saadant Indtryk til Hr. Falsens Fordeel, at han ikke taaler, at Hr. F. skal give Anledning til at tvivle om hans Følsomheds Oprigtighed. Henrik Wergeland TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Efter ms. UB Oslo 584 B 13 a 8; 3. mars 1837. Undertegnede andrager herved ærbødigst om at 2den Ama- nuensisgage ved Bibliotheket for Februar, saavelsom for Januar resterende 4 (fire) Spdlr. 80 Sk. -- i alt 21 Sp. 40 Sk. -- maa blive anviist til Udbetaling til ærbødigste Henr. Wergeland. Kristiania 3die Marz 1837. SIDE: 212 Henrik Wergeland FORSVAR FOR HESSELBERG (Indsendt.) Statsborgeren 23. mars 1837. Ingen har værre ved at gjøre end disse Retfærdighedens selv- kaldte Tjenere og sværmerske Præster, som anvende Pressens Offentlighed mod alskens Misligheder, naar Personer komme til at lide under denne Paatale. Ikke nok med at de opofre sig og stille sig blot for alle Miskjendelsens Ubehageligheder, Hevn og Had og Taabelighedens og Ondskabens Angreb, og selv blive de, der kommer til at lide meest, og ikke nok med, at de, med en Chirurgs Omhyggelighed forat vælge det hensigtsmæssigste Instrument i sin Taske, gaae paa Raad med sig selv om hvad Skriveart der bedst vil kunne fremme den redelige Hensigt -- disse Martyrer ere endda ikke sikkre for ei at blive naglede af mangen Retsindig iblandt, om de uheldigviis ikke træffe den Skriveart; som falder i hans Smag. Det er gaaet Indsenderen heraf fleregange saa end just denne ene Gang, da en Unævnt i Morgenbladet, som med stor Ret og Dygtighed dadler Aanden i den Constitutionelles Angreb paa Pastor Hesselberg, ved samme Leilighed irettesatte ham for den spydige Tone, han gav sin Korrex i Stb.geren til Toldinspektør Hals. Det forekommer ham, at der er en satirisk Tone i Statsborge- rens sidste Notabene til denne Embedsmand, som vil tilintet- gjøre al Virkning deraf til at rette paa Sagerne. Hals, mener han, bliver den han er, og det vil kun hedde, at Stb.geren har været grov imod ham. Det kunde nu, efter den Cst.nelles og Regjeringsadvokatens Formening om Hals's Uforanderlighed ved det han nu engang er af Naturen, synes somom han kunde mene saa med stor Grund; men Hals er af den Beskaffenhed, at han virkelig vilde blive en Tomme højere, om han kunde ind- bilde sig, at Publikum kunde troe, at der ikke var noget andet end Spot under og i hiin Opsats, eller blot vilde sige: "se den brave Mand der, som Statsborgeren har været grov imod!" Men Publikum siger noget andet om Hals, og jeg vil haabe, at det mener om Statsborgerens Paatale mod ham, at den var beføjet i flere Henseender end netop i Punktet om Skrivefærdigheden, SIDE: 213 som dog heller ikke er uvigtig hos en Embedsmand og især hos en Toldinspektør. Eller hvad skal det betyde -- man, f. Ex. Hs. Exc. Statsministeren, frakjender Bønderne Besiddelsen af Formandskaber og omtvivler Muligheden af at det kan bære godt tilvejs med denne Institution, fordi de stakkels af Staten forsømte Selvlærlinger ikke skulle kunne skrive godt nok, men hos en Toldinspektør i Hovedstaden maa man ikke i Forbi- gaaende fæste sin og Andres Opmærksomhed paa, at det i denne Henseende er saa slet bevænt som det vel kan være? Og at dette er skeet med spydige Strøg -- Herregud! jeg troer selve Naturen af denne Brøstfældighed ved Toldinspektøren op- fordrer til nogen Lystighed. "Envær" idetmindste, som har nogle Prøver deraf in mente, vil ikke have saa let forat undgaae at give sin Stiil denne Tone. Indsenderen i Morgenbladet vil oftere have bemærket satiriske Artikler i Statsborgeren, og efter min Mening tilhører en vis Grad af Spydighed dette Blads In- dividualitet. Vil man nu af Interesse for Bladet, og fordi man i enkelte særegne Tilfælde troer Sandheden bedst tjent med den Dragt, bidrage til at soutinere denne dets Karakteer, saa behøver man ikke at fremkalde andre mindre ædle Motiver, f. Ex. Skadefrydens eller Spottelystens, eller sætte en Forfatter, der, uden større personlig Uvilje end hvilkensomhelst Anden af Publikum kan nære, revser Udueligheden, i nogen Parallel med den Cst.nelles onde Partimaskers Angreb paa Hæderligheden, Frisindet og Talentet. Kort -- nærværende Indsender, der saa ganske kan abstrahere sin Personlighed og al Lidenskab fra det Publicisteri han kan have for sig, at han gjerne, for den Sags Skyld, med den ene Haand kunde afhandle samme Gjenstand i værdig Bedemandsstiil i Morgenbladet, som han med den an- den saltede til for Statsborgeren, og paa det høfligste hjælpe den Mand at finde sin Hat, paa hvis Hoved han kunde have meget at sige, maa paa det indstændigste undbede sig, at hans Satire og Ræsonnement tillægges nogensomhelst indre Liighed med de skjæve og hule Haranger over Pastor Hesselberg for hans Præken, som fandt en saa passende Plads i den Cst.nelle og som DHrr. Redaktører ere baade slette og eenfoldige nok til ordentlig at gjøre sig til af. Jeg vil ikke sætte disse Ord paa Papiret uden at bevise dem, skjøndt jeg, betræffende at Plad- SIDE: 214 sen var saa passende, hverken har ved Haanden alle de Num- mere af dette renommerede Blad, hvori deels uværdige hadske Personligheder, deels uforskammede Udbrud af et højst ube- føjet Hang til Skolemestereren, deels umoden æsthetikkelsk Svadsen og Vindbeutlerie, have marqveret dets Spalter, eller de Nummere in specie, hvori Pastor Hesselberg som ærlig Mand og talentfuld Prædikant tages afdage. Men jeg henviser til Bladet selv, til Publikums Erindring og til hvad der i dette Blad oftere er releveret af den Cst.nelles Indhold, og troer ved at paapege af Hukommelsen nogle enkelte Punkter i hiint Angreb, at kunne godtgjøre Sletheden og Eenfoldigheden i Redaktionens Parti- tagen deri. De, som før have yttret sig imod Hr. Hesselbergs Angriber, have, nemlig i hans Yttringer om Storthingets Opløsning og Pressen, paapeget saa tydelige Udbrud af en af selve de Cst.- nelle fordømt Tænkemaade i dette Punkt, at Partigjængeren paa det umiskjendeligste er greben i denne paafaldende Svækkelse af sin egen Habilitet som Dommer. En saadan Undslippelse viser just ikke en saa mesterlig stilistisk Taktiker, som man vil gjøre Personen til; og med denne Blottelse lader den, Hr. H. ved sin Oprigtighed og om man ikke vil forstaae hans af Antagonisten fremhentede forhenyttrede Mening om al Politiserens Utillade- lighed i Prækener, skal have udsat for, sig ingenlunde sam- menligne. Men dette overseer de Cst.nelle, forblindede af Partiskhed -- og dette er slet. Men at de tro, at det hele Publikum maa gjøre det samme, og hylde Aandsoverlegenheden i deres Protegeredes Urigtigheder og Uklogskaber, og at det har kunnet glemme den Modsigelse mod egne Yttringer, som ligger i en saa ubetinget generel Approbation af Angrebene mod H. -- det er taabeligt og lidt til. Hr. H.s Angriber udbreder sig med adskillig Svulst om hvor- lunde Præsten, istedetfor at nedstige til Menigheden og deeltage i de Glæder og Sorger, som bevæge den, skal drage Menighe- den op til den rolige Fredens Højde, hvor det, efter egen Sjele- kamp, har lykkets ham at fixere sig selv. Dette forekommer kanske Mange som den største Ophøjelse af Præstens Kald; men naar man seer det nærmere an, og erindrer Forf.s Defini- SIDE: 215 tioner af hvad der skal have Navn af sand geistlig Veltalenhed, idet han ikke erkjender som saadan det belivede, en Inspira- tion lignende, Foredrag, som saalænge Mennesker have talet, har været agtet for den sande Veltalenhed og havt dennes Virk- ninger, og hvoraf Hr. Hesselbergs ikke har lidet, saa vil denne Anskuelse maatte underkjendes som en daarlig Deel af den til- sigtede Deduktion forat Præsten ikke maa omhandle Begiven- heder, der ryste det borgerlige Samfund. Hvor lidet ophøjet bliver ikke denne Anskuelse: den livløse Natur, dens Blomster og Træer, Sarons Roser og Libanons Cedre staae til den geistlige Veltalenheds Afbenyttelse; men Guds levende Have, Menneske- verdenen, skal være lukket for Præsten, paa den maa han ikke henlede Menighedens Øjne! Kun ved at tilstede ham dette ind- rømmer man Præsten virkelig en høi Plads, den rolige Høide, hvor han befinder sig i rette Forhold til Verden, og ikke vil overskride det, ved ubetydelige Leiligheder, og ved egentlig Po- litiseren, dersom han selv seer sig didhensat og føler for sit Kald. I bevægede Tider undlade heller ikke Regjeringerne at minde Geistligheden om, at de menneskelige Begivenheder ikke ere uværdige deres Opmærksomhed paa Prækestolen. Jeg har sat Forf.s Indskrænkninger af Omraadet for den geistlige Vel- talenhed i naturlig Forbindelse med hans forunderlige Regler for Formen deraf, saasom jeg troer at kunne med Grund kalde det taabeligt af de Cst.nelles Tribunal, som ogsaa give sig af med at dømme i Æstethiken, at gjøre eet med en saadan Rhe- toriker. Og forsaavidt Han i en Række af Bibelsprog (takket være Konkordanzen!) har fornærmet Hr. Pastor H., have de handlet ligesaa slet i at forsvare et Foretagende, som ogsaa omslutter denne Hensigt, som i, i Frasen om Mangel paa Sjele- adel, paa egen Haand, at lægge det til, som endnu kunde mangle i Fornærmelserne. Henrik Wergeland HVORLEDES ER DET LAGA MED GAMLE AGERSHUUS? (Indsendt.) Statsborgeren 30. mars 1837. Spørgsmaal: Hvorledes er det laga med gamle Agershuus? Svar: Jo saaledes er det laga: SIDE: 216 1) Grev Wedel var Præses i den Kommission, som i sin Tid strax efter Foreningen indstillede, at Agershuus skulde sløifes. Han er nu Statholder. 2) Statsraad Motzfeldt, der, som Chef for Armeedepartemen- tet, ifølge Konstitutionskommitteens Indstilling paa Thin- get 1818 "har foranlediget" højeste Resol. af 12te Decbr. 1816, hvorved Salg af Fæstningsjordsmon bestemmes, har efter samme Kommittees Indstilling været indstillet til Rigsretstiltale, er fremdeles Medlem af Regjeringen, til hvis Indstilling Centralkommissionen for Rigets Befæstning vil have at afgive sit Forslag. 3) Statsraad Krog er for Tiden Chef for Armeedepartemen- tet, som skal foredrage Sagen, og har som Chef for Fri- murerlogen, med Resiko for denne, bevirket en Tomt lige under Fæstningsmuren til en ny Logebygning, hvis mulige Nedbryden for Fæstningens Skyld maa paaføre ham og de øvrige Frimurere betydeligt Tab. 4) Oberst Borkenstein er baade Frimurer og Medlem af Cen- tralkommissionen og til Overflod som navngiven Forfatter den tappreste Ødelægger af Agershuus. 5) Generallieutenant Fleischer, Præses i Centralkommissionen, er ogsaa Frimurer. 6) Fremdeles skal Generaladjutant og Frimurer Hegge være indstillet til ogsaa at tiltræde Kommissionen. I Dette ligger upaatvivlelig Adskilligt, som kunde bruges i en Inhabilitetsexception, om man kunde vente at der kunde blive taget Hensyn til nogen Slags Jus (Ret) i denne Sag. Men der- som Folk ellers heraf ikke skulde skjønne hvorledes det virke- lig er laga med Agershuus, saa haaber Inds. dog, at de, uden videre etymologisk Forklaring, ville forstaa, at Ordet "Fri- murere" betyder Folk, der kunne mure frit hvor de ville. Som bekjendt indstillede den saakaldte Befæstningskommission i 1836, at Agershuus skulde istandsættes; men, da dette Resultat af dygtige og fædrelandssindede Mænds Undersøgelser ikke smagte, bevirkedes efter Armeedepartementets Indstilling nær- værende bessermachende Centralkommission. Men hvad om nu ikke denne vandt Behag, ihvormeget den end kunde ødelægge af deslige Nationalskramlerier? mon man da ikke, ligesom Kri- SIDE: 217 stian den 2den gjorde med sine nye Juryer forat faa Livet af Torben Oxe, kunde etablere nok en Kommission og nok en Kommission o. s. v., indtil man fik det som man vilde? [To brev tilkommet under trykningen, se Tekstkritisk tillegg.] Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 9. april 1837. Den, betitlet "Nye og store Spekulationer i Storgaden" ind- sendte Opsats kan ei blive optagen i Statsborgeren, da Indsen- derens Navn ikke er opgivet. Red. Henrik Wergeland OM MAJOR YTTEBORG SOM VICE-ORDFØRER (Intsendt.) Statsborgeren 13. april 1837. Vore Repræsentanter ere da valgte, og det som man kunde vente sig af en saa oplyst Kommune som Kristianias. Ord- føreren og Viceordføreren ere ogsaa valgte, for Formandskabet, men tilfredsstiller dette Valg i samme Grad de samme Fordrin- ger? Vi driste os ingenlunde til at besvare dette Spørgsmaal med noget bestemt: Ja! Dette er ikke vel, helst naar man veed, hvormeget det ved en saadan Institution kommer an paa, at den fra Begyndelsen af erholder al den Agtelse, som den kan er- hverve sig. At være Formand bør betyde det samme, som at være blandt Kommunens meest anseede, meest oplyste og meest populære Borgere, og de Første blandt de Første bør danne Forsamlingens ledende Element. Vi have alligevel intet at ud- sætte paa Hr. Toftes Valg som Ordfører; han skal endog i en anden deliber [er] ende Forsamling have vist sig som en dygtig Leder af Forhandlingerne; men Viceordføreren er -- Exerceer- major Ytteborg!! Folk, der vel kjende de udvalgte Formænd, paastaa, at ingen af dem skal i Ordførerens Forfald være mindre skikket til at indtage hans Plads end netop Hr. Ytteborg. Kan man da endnu ikke hæve sig over den feilagtigste af alle For- domme, at Penge skal kunne udrette alt, ja endog erstatte den fuldkomne Mangel paa alle aandelige Fortrin, paa Talenter, Dannelse, Indsigt og Duelighed? Der findes vist eiheller blandt Formændene nogen, uden at han med Hensyn til et uplettet SIDE: 218 Rygte kan stille sig ved Hr. Ytteborgs Side, og visselig er der mange iblandt dem, hvis enkelte Handlinger ikke have været Gjenstand for saa megen forskjellig Omtale som Hr. Ytteborgs. I ethvert Tilfælde kan der neppe være mere end een Mening om den Rolle, han vilde komme til at spille som Ordfører, som Leder af en debatterende Forsamlings Forhandlinger. Er ikke Indsenderen aldeles feilagtig underrettet, da skal han endog være saa blottet for almindelig Skrivedygtighed, at han til at føre de simpleste Ting i Pennen maa betjene sig af Andres Hjælp, -- og, Kristiania Kommune, der har fire Storthings- Præsidenter blandt dine Repræsentanter denne, denne Hr. Yt- teborg er din Viceordfører!! Men han er jo en "solid, vederhæftig Mand?" Javist! Og desuden er han en svensk Riddersmand. Henrik Wergeland GAMMELDAGS TRYKKEFRIHED Statsborgeren 23. april 1837. Intet er Friheden fordærveligere end de store Begreber, man gjør sig i vore Dage om dens nærværende Tilstand og om hvor udstrakt den er til og i alle Samfundets Forhold. Henrundne Aarhundreder opvise Dokumenter, som burde betage os noget af denne Indbildskhed og vise Huulheden ved det Selvbedrag, som i det konstitutionelle Monarkies System seer den eneste og fortrinligste Garanti for en fornuftig Frihed og en Stats politiske Velvære. Selv i Stater, hvor den ministerielle Ansvar- lighed finder anderledes Sted end hos os, faaer Folket Beviser paa Beviser ihænde herfor. Trykkefriheden er visselig den sikreste Angiver af hvorvidt anden borgerlig Frihed finder Sted i et Folk. Det er den det sidst lader sig betage; ligesom det og, med den samme Ufornuft, som engang maa styrte de ufri mo- narkiske Systemer, er den, hvorimod de først stile sine An- greb. Frankrigs seneste Historie oplyser dette klarest. Hvor paafaldende maa det da ikke være, med hine Indbildninger i Hovedet, for Aarhundreder siden, midt i det hellige feudale romerske Rige at træffe paa Dokumentationer for Tilværet af en Trykkefrihed, Anskuelser af det monarkiske Væsen og en SIDE: 219 Ubundethed i det offentlige Omdømme af monarkiske Person- ligheder, hvormed vore Tiders Yttringsfrihed vanskelig lader sig sammenligne. Forhen har dette Blad leveret saadanne i et Par lutherske Breve; og det, vi her meddele, tør tjene til det samme, nemlig til en Prøve paa Skrivefriheden paa Luthers Tider, saa maa sammenlignes med vor, der, som bekjendt, hos os har erholdt betydelige Indskrænkninger med Hensyn til Ytt- ringsfriheden om fremmede monarkiske Personer, ligesom man og bør have i Erindring, at i Sverig finde de fleste Inddrag- ninger af Blade Sted paa Grund af saadanne formeentlige For- nærmelser. Nedenstaaende er Begyndelsen til et Skrivt af Luther, trykt i 1524, under Titel: "Zwey Keyserliche uneynige und wyderwertige Gebot, den Luther betreffend." (To keiser- lige modstridende Befalinger, Luther betræffende). [Her følger begynnelsen til Luthers skrift, i oversettelse.] Henrik Wergeland OM DEN CONSTITUTIONELLES THEATERRECENSIONER (Indsendt.) Statsborgeren 27. april 1837. -- -- "Her er til Ende den Prædiken, som blev præket paa Hebraisk i Palæstina." Noget lignende har jeg saa ofte sagt til mig selv, naar jeg læste Den Cst.nelles Theaterrecensioner: Her er det tilende, som er bleven sagt paa Tydsk Daraussen i en eller anden Theater-Zeitung. Her ender han, som har seet Cherubini; her begynder han, som ikke har seet ham; her be- gynder han, som da der med ham var saa lidt bevænt, blev gjort til Recensent; her begynder det ægte Vaas, som har gjort den Cst.nelles Re- censioner saa udødelige. En af Recensentens Tankeperler: "Hvad have vi gjort, at Sommeren ikke kommer til os, og hvad har Sommeren gjort, at den ikke faaer Lov at komme", kunne vi, men især Den Cst.nelle gjengive saaledes: Hvad har du gjort, at du skulde blive Recensent, og hvad have vi gjort, som maa taale dens Recensioner; thi "slige Skrivere" prostituerer sgu sig selv, "skade sgu Bladet", og plage sgu Publikum. Nogle SIDE: 220 andre Perler, der ei heller maa kastes for Sviin, men være til Stads for Den Cst.nelle, er t. Ex., at fordi vi have seen Vaar skal Nordpolen blive liggende midt i Agershuus Stift, [fotnotemerke] Syttende- mai fejres paa Bjørvigen og St. Hans-Blus tændes paa Bonne- fjorden. Hvilket Uvid, hvilken Flauhed! Dette læses i det Blad, som mellem sine ædle Kræfter har det æsthetiske Vidunder, som nu snart skal lyksaliggjøre os med sit Rov fra Lysets Faner. Syttendemai feires paa Bjørvigens Iis -- oja, hvorfor ikke af iiskolde Hjerter. Der kunde finde Sympathi Sted ved et saadant Arrangement, og Theaterrecensenten eller en An- dens af Den Cst.nelles Vittige kunde faae Anledning til noget Vaas i omtrent følgende Stiil:" Det er dog gyseligt prægtigt, at man paa denne Dag, da Begeistringens Ild er saa gyselig stor kan spare de Skillinger, som under ordentlige Omstæn- digheder maatte anvendes til kjølende Pulver. Bedste! pirk mig dog op med Pennekniven et lille Stykke Iis. -- -- Det er dog rigtig noget særdeles piqvant i at feire Norges Frihedsfest paa Isen, paa en Sne, der er ligesaa ufrugtbar, som de norske Hjerter ere med Hensyn til alt Højt og Skjønt. Thi dette spirer alene i frodige Skud "lidt længer nede." -- -- Denne kolde Glimmer paa Iisfladen er vor Friheds Væsen. -- -- Jeg saa dig ikke paa Ballet hos Hs. Excellence sidste Gang. -- Huf! man begynder her, at tiltrænge Incitamenter, hvis ikke Livet i det Indre skal slukkes. Man maa drikke Punsch, forlove sig eller dandse -- -- Ha, ha, der plumpede Theaterrecensenten i Van- det. Kan du sige mig hvorfor Isen ikke bar ham? Fordi han var for tung. Bah, Kyllinghoved! Jeg siger det var fordi Som- meren vilde hevne sig paa ham." Tutti: "Fortræffeligt!" Eller forat han bedre kunde overbevise sig om, hvori Han og Silden ere forskjellige. Bedre! de ere nemlig forskjellig deri, at Sil- dens Element er det salte, men hans det usaltede Vand. Bedst! Men vi glemme over disse fortryllende, spillende Vittigheder at trække Recensenten op. -- -- Ve, han er død som en Sild. Nei han er ikke død som en Sild; thi han døde i Søen. Ufor- ligneligt! Hvor han seer flau og dum ud som han der ligger. Nei, dette er den klogeste Stilling, jeg har seet ham i. Et Liig- vers over ham. Oja: Fotnote: Skjønner du'en? -- Sætter-Anm. SIDE: 221 En Recensent kan være hver en Knebel; Men en saa torsket, sildet, lammet, ægget, Af Folk beleet og af Bladet dægget Var aldrig til, som vores Døde.... (For Rimets Skyld:) Nebel. Nei, ingen Satire paa Bladet! Stod han igjen op, vilde Du befinde dig ilde deran. Og han ilde derved. Hvor fiint! Han bør dog børstes og rulles. Det skulde da være om han børste- des med Statsborgere og blev rullet ind i Theater-Zeitunger. Ha, ha, Han slaaer Øinene op. Hu- tu- tu! formaledidet. Nu, hvorledes levede man i Fiskebygden? Hvorledes befandt sig din Broder Torsk og din Søster Flyndre og din Kousine Sild? B- r- m. Hvad gaves paa Theatret? Kjærlighed uden Strøm- per? Sild uden Tønder? R- br- trr- m m. Men det kunde være paa Tide at høre et fornuftigt Ord. Den Cst.nelle sætter virkelig Læsernes Overbærelse paa en alt for haard Prøve ved at fylde sine Spalter med det Nonsens og Sniksnak, som dens Theaterrecensent opvarter med. I Evighed kan den ikke regne paa en saadan Overbærelse, og det er paa høj Tid, at den ikke prøver den længer. Man har allerede længe nok ventet, at Dens Redaktion kunde blive istand til, at indsee hvad enhver Anden udenfor den indviede Kreds ty- deligt nok kan see, eller at den idetmindste vilde høre hvad den almindelige Mening alt længe siden har lydeligt nok udtalt om den Fyldekalk, som disse Theaterrecensioner afgive. Eller er da den Constitutionelle fordømt til i sin Forblindelse at gaa Fordærvelse og Undergang imøde? Man skulde fast troe, at saa er Tilfældet. Hvad den i politisk Henseende er, vil man her ikke engang tale om. Selv i tydske Tidender er den for- saavidt bleven omtalt som et daarligt og taktløst Blad, og i Sverige seer man af Morgenbladet, at Meningen om den ikke er bedre. Den ansees der for at affektere et Slags juste milieu (Middelveisfarer-Politik), hvilken dog fornemmelig bestaaer i et snerpet Væsen. I Norge behøver man ikke at have disse frem- mede Skjøn, forat vide hvad man skal dømme om et Blad, hvis Fremgangsmaade ved saa mange Anledninger tydeligt nok har viist hvad man deraf kan og bør vente. Men desuagtet SIDE: 222 kunde man synes at have havt Grund til at vente, at det i de Politiken uvedkommende Artikler vilde blive redigeret idet- mindste med almindelig Skjønsomhed. Men ogsaa dette Haab skulde blive skuffet. I disse Artikler skulde Takt- og Talent- løsheden netop fremtræde i sin nøgneste og flaueste Skikkelse, og det under Øjnene paa den "ædle Kraft," den "Smagens Kriti- kus og Recensent," som vi jo alle kjende fra hans tvende Hane- gal. Begge Gange kom der en Høg, som bragte den Kjække til at krybe i Skjul og kukulure. Aar hengaa mellem ethvert saa- dant Anfald af det bekjendte Hanemod; saaledes kommer Skrækken i Blodet for den fordømte Falk -- og nu skal man snart faa høre det tredie Gal; men mellem fire Vægge. Saaledes er man i bedre Sikkerhed for Høgen. Jeg vilde raade enhver Hane og fornemmelig enhver Hanekylling til at gjøre det samme. Æggemanden, vor gode Theaterrecensent, kan ogsaa tænke herover. Henrik Wergeland OM DEN CONSTITUTIONELLES ATPAASLÆNG TIL STUD. SIVERTSONS FORKLARING OM OPTRINET MED DE SVENSKE SKIPPERE (Indsendt.) Statsborgeren 28. mai 1837. No. 140 af Den Constitutionelle indeholdt et Angreb paa Stud. Sivertson, som om han den 17de Mai skulde som Anfører for en "Flok" tvunget en fremmed Nations Skipper til at stryge sin Nations Flag. Hr. Sivertson oplyste i en Opsats i Morgen- bladet, at netop det Modsatte var det Sande, og at han i Følge med nogle Kammerater havde talt med en svensk Skipper, der førte Unionsflagget, om dette, og yttret Ønske om, at han i dets Sted vilde heise det nationale svenske Koffardiflag. Skipperen opfyldte dette Ønske, som blev ytret paa en honnet Maade og uden nogensomhelst Fornærmelse for ham. Den Cst.nelles Re- daktion udviste vel den Sandhedskjærlighed, at optage det Væ- senligste af Hr. Sivertsons Forklaring, erkjendende, at "det Hele sees at opløse sig i en ganske uskyldig Ting;" men føier dertil den Atpaaslæng, at det alligevel havde været "ønskeligt, om heller ikke det var foregaaet, som efter Hr. Sivertsons Forkla- ring sees at have fundet Sted." Det er ikke godt at indsee, hvad SIDE: 223 dette Tillæg skal til. Kan man ikke dadle Handlingens, og finder man den endog aldeles uskyldig, da faaer et saadant Tilføjende Udseende af Dadlelyst, og som man griber til det Sidste, for dog at lade nogen Skygge hvile paa Vedkommende. Vel angiver Den Cst.nelle som Grund for sit Ønske, at man vilde have und- gaaet Misforstaaelsen; men hvilken Misforstaaelse skulde den "ganske uskyldige" Handling have foranlediget, hvis man ikke havde gjort sig det Bryderi at fremstille den for Publikum i et falskt Lys? Et Ønske i denne Henseende burde Den Cst.nelle derfor helst havt for sin egen Forfatter. Henrik Wergeland OPFORDRING TIL DEN CST.NELLE (Indsendt.) Statsborgeren 15. juni 1837. Af de flere Annoncer i Morgenbladet og Christiania Intelli- gentssedler er man bleven bekjendt med at Rector ved Chri- stiania Kathedralskole Professor Bugge skal for sine Disciple have holdt en Tale mod 17de Mais Højtideligholdelse. Ander- ledes handlede Hr. Overlærer Møller, paa hvis Institut alle Dis- ciple, der medbragte Forældrenes Tilladelse, den Dag skulde faae være frie. Som man kunde vente sig, medbragtes Tilladel- sen fra næsten alle uden Undtagelse. Fra "næsten" Alle? Ja der gaves dog virkelig Undtagelse. Og hvilken Fader kunde ville, at hans Søn den Dag skulde sidde fængslet til Skole- bænken? Jeg kan nævne den Mand, der ifølge Den Cst.nelles Udsagn har bevaret den største Uafhængighed i Norge, nemlig Statsministerens Defensor, den nylig blevne Stiftamtmand Pe- tersen. Man tillader sig at opfordre den Cst.nelle til at vise hvorledes Saadant lader sig forene med dens saa varmt afgivne Vidnes- byrd. Det turde maaske lede os paa et eller andet Spor, og give os Anledning til at kige en Smule ind i det Indre af den be- synderlige Combination, som skal udgjøre den Cst.nelles Politik. Vi kunne ikke forene med Begrebet om en uafhængig norsk Mand, hvem Magtens Gunst betyder mindre end hans Følelse for Frihed og Fædreland, en saadan Handlemaade. Kan imid- lertid den Cst.nelle gjøre det, er det os en Fornøielse; thi vi faa vel da atter en glimrende Prøve paa dens "Intelligents," en SIDE: 224 Ting, som for den -- NB. i Phraser -- er som et sort Skjørt nyttig til alle Ting. Henrik Wergeland [OPFORDRING TIL YTTEBORG] (Indsendt.) Statsborgeren 25. juni 1837. Omendskjøndt Loven om Formandskaber i Kjøbstederne af 14de Januar 1837 ifølge Bestemmelserne i § 45 træder i Kraft fra 1ste Mai d. A., har Formændene i Hovedstaden endnu ei sammenkaldt Repræsentanterne. Efter Sigende har Ordførerens Fraværelse paa en Reise i Udlandet foranlediget denne Ud- sættelse, da Viceordførerens, Hr. Ytteborg, ei har kunnet op- træde som Leder af en delibererende Forsamling. Uden Tvivl er det ingenlunde ubekjendt, at Hr. Ytteborg neppe er istand til, maadeligt nok, at læse en simpel trykt Bog og ikke har Skriv- dygtighed til at føre det Ubetydeligste i Pennen, hvorfor det er saameget mere paafaldende, at han modtager Bestillinger, som, tilsyneladende en altfor meget kildret Forfængelighed, men in- genlunde Talenter og Brugbarhed aabner ham Adgang til. Imid- lertid henstilles til Hr. Ytteborgs egen Overveielse, om han ikke finder det baade rigtigst og meest passende at udbede sig ent- lediget som Viceordfører i Formandskabet. Christiania den 20de Juni 1837. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 29. juni 1837. Indsenderen af det indsendte Træsnit, forestillende en Kava- leer saaledes som den Constitutionelle troer der behøves og vil gjøre Lykke paa Moss, bedes at opgive sig gjennem Bogtrykker Krohn for Redaktionen. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 17. septb. 1837. Paa Torsdag udkommer ikke noget Nummer av Statsborge- ren; men derimod, for ikke at afbryde Materien, paa næste Søndag et Dobbeltnummer. Redaktionen. SIDE: 225 Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 12. okt. 1837. Da Bladet skal forskudsviis betales, maa saavel DHrr Post- mestere som Postaabnere snarest muligt tilstille Redactionen Beløbet for indeværende Hefte. [Bekjendtgjørelsen gjentas i flere nummer, den 26. okt. med flg. tillegg:] For de Abonnenter, som boe paa Landet, tjener det til beha- gelig Underretning, at naar de i aabent Brev tilstille Postaabne- ren Beløbet, gaaer dette uden Betaling til Redaktionen. Henrik Wergeland [NOTE TIL "BIDRAG TIL KONGERNES BØGER"] Statsborgeren 30. nov. 1837. [Ved titelen "Kongernes Bøger" er tilføid i note:] Et Værk, som endnu ikke synes at skulle nærme sig Enden. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 7. des. 1837. Indeværende Hefte af Bladet skulde have været betalt ved Modtagelsen af 1ste Nummer; da dette imidlertid ei er skeet af et betydeligt Antal Abonnenter, paamindes herved atter Vedkom- mende om at tilstille Redaktionen Betalingen med første Post. Henrik Wergeland OM KUNSTBERIDDER MANZINIS ADFÆRD MOD ET BARN (Indsendt.) Statsborgeren 10. des. 1837. Allerede det første Stykke i Morgenbladet om Kunstberidder Manzinis umenneskelige forbryderske Adfærd mot det ulykke- lige fremmede Barn, som -- Gud veed paa hvad Maade -- skal være kommet i hans og hans ligesaa unaturlige Mages Hænder i Kjøbenhavn, bragte nærværende Indsender til at erhverve sig Oplysninger paa Stedet; og Ugjerningen selv, saaledes som de fleste af Gaardens Beboere bekræfte den, overtræffer enhver Forestilling, som man efter hiin offentlige Klage maatte kunne danne sig derom. Barnet blev den hele Formiddag dresseret SIDE: 226 under den voldsomste Behandling af en næsten 3 Alen lang Chambriere eller snoet Ridepidsk, hvis Hug, under Barnets Jamren, idelig faldt uden Hensyn til Stedet hvor de rammede og med en Styrke, der hudflettede Hals, Laar, Ryg -- kort ethvert Sted undtagen Brystet, hvorhen den ikke kunde naae. Men desmindre blev Ansigtet sparet paa det ulykkelige Barn. Da Gaardens Folk omsider lagde sig imellem, kunde det, især paa det ene Øje, neppe see for store blodfyldte Poser, og det var nærmere dødt end levende da Huusejeren bar det ned i sin Seng, og Politiadjutanten samt Lægen kom paa dennes Reqvisi- tion. Manzinis ere fraflyttede Gaarden til Jfr. Schwencke i Raadhuusgaden, men endnu fremdeles i Besiddelse af Barnet. I et saadant Tilfælde maa det Offentlige saavelsom Private være eet om at lægge sig imellem og ganske at befrie det værge- løse Offer. Barnet maa uden Spørgsmaal tages fra dem og plejes indtil det kan sendes til sine nærmeste Slægtninge igjen. Lovene maae udstrække sin Beskyttelse saavidt; ellers vil Hev- nen over de Uleiligheder, Manzinis ville have formedelst Bar- nets Behandling, endnu mere gjøre dem hadske paa det. At Hr. Gauthier befrier sin Trop for et saa uværdigt og prostitu- erende Selskab tør man vente; ligesom og, at han har den Klog- skab ikke nogensinde hersteds at lade ham vise sig offentlig i hvor duelig han ellers maatte være. Man tænke sig bare, at denne Manzinis Fag er Bajazens. Der er noget modbydelig i at tænke sig det. PRØVELSEN (Af en tydsk Udvandret.) Statsborgeren 17. des. 1837. Stor er Tidens Kamp; min Ven, drives ogsaa du til den? Vil i første Rad du viet kjæmpe kjækt mod Tyraniet? Ære dig, som tænker saa! Det er herligt, du vil naae. Og hvor gjerne i vor Hær tælle vi en Trofast meer! SIDE: 227 Kampen er saa let ei dog som i sværmersk Drømmers Bog. Høiden naa! Selv derfra er langt til Bræens gyldne Skjær. Men deroppe er saa brat. Stormen hyler som besat. Stiv paa evig Iis din Taa mægter Fodtrin ei at faae. Derfor prøv dig nøje før Banens første Skridt du gjør! Fly det heller velbetænkt, før du falder skambestænkt! Brav og god er mangen En, og for Dagens Smudsen reen, værd en Viv og Børneflok, vennesæl og æret nok. Dog hint store Slag vil meer. Det forlanger af Enhver Glød saa reen som Guld i Baal, Mod af Erts og Kraft af Staal. Søger du i dets Gevindst kun din egen Part som mindst, er Ærgjerrighed din Iid, Daare, Daare, fly den Strid! Spot bag Rybegjæret gaaer. Egoismen Lænker faaer. Kjernen sund skal ei forgaae. Vinden spreder Agn og Straa. Hærdet Kraft til Reenhed maa, om din Idræt skal bestaae. Legemssavn og Qval for Sind kappes om at storme ind. SIDE: 228 Guld foragter du i Nød; men mon ogsaa Ro saa sød? mon din Fædrearnes Fred? Værket kalder dig afsted. Narrespot og Herskerharm bæres maa med rolig Barm. Du, din egen Dom kun værd, trodse Fængsel maa og Sværd. Men naar Bravmand selv med Had bander dig og din Bedrivt, og ad Skumleriets Gift? kan endda du lee derad? Bli'er, forladt af Ven paa Ven, stedse trofast du igjen, selv naar Den, du bedst har kjendt, har med Kulde Ryggen vendt? Bli'er dig Sjel og Haand ei mat, naar din Brud har dig forladt? dig med iiskoldt Blik forviist? -- det du som din Sol har priist. O mod Alt, mod Qval og Skam hærdet være maa din Ham, fattet derpaa, at, med alt, gaaer tilsidst dit Værk dog galt. Thi i Kamp for Retten tabt gik saamangen hellig Kraft. Tidt et næsten færdigt Slot faldt i enkelt Stormnat blot. Der er nok af Glæde, naar bare Værket fremad gaaer. Thi i Haabets milde Skin sover Sjel og Arm ei ind. SIDE: 229 Kan om Timen i sin Flugt røver al den Ungdoms Frugt, kan du lige fyrigt, Mand, endnu gribe Tingen an? Kan et Liv forspildt du see ved din Gravhøi uden Vee? at foruden dig ei Een troer og veed din Hensigt reen. Endelig -- Qval over Qval! -- er dit Hjerte sligt Metal, at det brister ei, om du seer dit Maal var falskt til nu? Fare vild er Støvets Lod. Dertil Ingen er for god. Og hvor reent du mener det, feile Vejen kan du let. Seer du da, der er Bedrag, skrækkes du for egen Sag, bliver det, som gik saa godt, til et Helveds Opspind blot; . . Da med Ord og Daad du ned meje maa din egen Sæd. Dog om Kjernen qvæles let, Træet falder ei for det. Dog med Anger qvæler du Naget ei i Andres Hu; Den, du engang kaldte Ven, trækker Haanden bort igjen. Søndret selv, du har tilsidst da med Ven og Uven Tvist, til du kummerbøjet naaer did hvor eensom Graven staaer. SIDE: 230 Frem for dette Billed med hellig Rædsel, Ven, da træd! Prøv, mens du mod Himlen seer, Hjertet hvor det dybest er! Staar endnu da fast dit Sind, da med Gud i Kampen ind! da, som Krist og med hans Magt, Korset bær og Nøds Foragt! Trøstig ud dit Blus med Hast der hvor Mulmet tykner kast! Hver en Funke fra din Brand tænde kan en Verden an. Om det smertefulde Aar kun een Times Glæde faaer, tro da, Timens Salighed vejer op hvad Aaret led. Thi om Sky paa Sky end vil dække hele Himlen til, klarnet Blik, som skuer frem, trænger dog igjennem dem. Klar for dig i himmelsk Pragt er hiint skjønne Fjerne lagt, hvor din Sæd sin Frugt skal faae. Smag den, Jord! Du ynges saa. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 17. des. 1837. Da Bladet Statsborgeren hermed har endt sit 24de Hefte, og der saaledes gives et passende Afsnit til at slutte denne alle- rede temmelig lange Række, standser samme her. Men idet den gamle Statsborgers Virksomhed saaledes ophører, frem- træder idetsamme: SIDE: 231 Den nye Statsborger hvoraf herved et Prøveark med Prospektus over Bladets Virk- somhed medfølger; og anbefales samme herved til nærværende Blads Subskribentere. Redaktionen. Henrik Wergeland TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Efter Wergelands ms., Universite- tets arkiv; 8. mars 1838. Da min Ansættelse ved Universitetsbibliotheket er udløben med denne Maaned, og den udgjør mit eneste faste Soutien, anholder jeg herved om yderligere Ansættelse som Amanuensis, i det Haab, at mine Foresatte ville erklære sig til min Fordeel om hvorledes jeg i det forløbne Tidsrum har fyldestgjort denne min Function. Kristiania 8de Mars 1838 Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL DIRECTIONEN FOR KUNSTFORENINGEN. Efter ms. UB, Oslo 584 fol. F. 84; 23. mars 1838. Medfølgende Kobber af Jacques Firmin Beauvarlet efter Jean Roux tillader jeg mig at tilbyde Kunstforeningen tilkjøbs for den i "Dr Naglers Neues allgemeines Künstler-Lexicon 1 B. München 1835 anførte Priis. Af nedenstaaende Vidnesbyrd om denne Mesters Værdie vil det indlyse, at dette Stykke fortjener at erhverves af hvilkensomhelst Kunstforening. Kristiania 23. Marz 1838 Ærbødigst Henr. Wergeland. 1. Pierers Encyclopädisches Wörterbuch indeholder følgende Notizer om Kobberstikkerfamilien Beauvarlet og om Maleren Roux: [Her følger vedk. notis. I en note til notisen om Roux står:] Man seer denne Smag ganske i Kobberstikket. Maaskee -- eller rimeligviis -- seer man i Kalypso, Nymferne osv. Per- soner fra Ludv. 14des eller Regentens Hof. 2. Naglers Neues allgemeines Künstlerlexicon 1 Bd. indeholder: SIDE: 232 [Her følger notis om Beauvarlet med angivelse av pris på noen billeder; så skriver Wergeland:] Efter endnu en Række af 8 Stykker uden Priisansættelse kommer "Telemach auf der Insel der Calypso, nach Roux; qv. qv. Fol. bei Basan 30 Fr." Artiklen ender derpaa med en rosende Omtale af begge Me- sterens forhennævnte Koner. Pierer og Nagler ere at finde paa Univ. Biblioteket. Rammen om Kobberstikket saavelsom Glasset tilhøre egentlig et andet Stykke, jeg besidder; derfor, og da Kunstforeningen i Tilfælde af Kjøb, rimeligviis vil udstyre det bedre, ønskes den tilbage. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [FØLGEORD MED DIKTET "KUNSTRYTTEREN" TIL MORGENBLADETS REDAKTØR] Manuskript UB, Oslo 584 fol. E. 6; 17. mai 1838. S. T. Hrr Stabel! Kan jeg faae dette ind i Mbld imorgen Søn- dag. Jeg er ude her i G [røn] lia lidt over 11. I det Øjemed at corrigere skal jeg indfinde mig i Byen i Efter- midd. Min Gut kan gaae med det til Hansen. -- Henr. W -- VEXELSANG Efter Wergelands manuskript UB, Oslo, 584, fol., A III. 4.; visstnok fra 1837 -- 38. Alt Hvor Vaarens Morgner ere hulde! -- Du synger tidt, hvor Aftnen sød! Jeg skulde nok en Morgen smile, hvis inden Aften jeg var død. Sopran Til frydfuld Sandhed Morgnens Gry, Veninde, vækker mig paany. Som Dugg paa Blomstens Ro frydfulde Drømme jo nedryster paa mig Aftnens Sky. SIDE: 233 Alt Ja til den Sandhed Dagen vækker, at Verden er saa gal den vil. Den Skurkerne med Ære dækker, og offrer Taaberne sit Smiil Sopran Den Verden er mig ei bekjendt. Den findes ogsaa kun paa Prent. Bagtaler Verden -- den bagtales vist igjen, og det langt mere end fortjent. Alt Mig Taaber spilder tidt min Dag. Sopran Som Gjæs og Høns du bort dem jag! Alt Og frem hver Aftenstund jo sværme Gjække kun Sopran Som Myg dem dræb med Vifteslag! Alt Naar Ondt jeg seer, kun hører Dumt mit Tungsind maa vel sidde stumt, at ei man merker dets Foragt. En Vemodsdrøm det vilde blunde. Derfor har Verden og det vakt. Thi Kummer mindst den Ro vil unde. Sopran I din Venindes Arme kom! Den livsfro Barm, de favne om har nok af Glæde for os To! Mit Hjertes Slag, dets muntre Latter forvist skal ende Tungsinds Ro og vække Livligheden atter. SIDE: 234 Alt Jeg ene er i dine Arme, og i den bedste Verden dog. Der findes mellem vore Barme en Himmel og en Drømmekrog Alt og Sopran Om lys og skjøn jeg Verden finder, Du er, Veninde, dog dens Glands. Til den mig dine Arme binder. Afsted! man spiller op til Dands. Henrik Wergeland TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Efter Wergelands ms., Univ. arkiv; 14. mars 1839. I Henhold til hoslagte anbefalende Vidnesbyrd fra mine Fore- satte paa Universitetsbibliotheket, giver jeg mig den Frihed, ærbødigst at anholde hos Collegium Academicum om at erholde fornyet Ansættelse som anden Amanuensis ved Bibliotheket, idet den hidtil havte udløber med denne Maaned. Da jeg af Motiverne til Gageforhøjelse for første Amanuensis seer, at der lægges nogen Vægt paa at disse i længere Tid ville beholde sin Post, kan jeg tilkjendegive, at det er min Hensigt, ikke at søge nogen anden Ansættelse i de første Par Aar, naar jeg kan be- holde denne, der er det, jeg lever af. Kristiania 14. Marz 1839 Ærbødigst Henr. Wergeland Henrik Wergeland S. T. HERR KAPTAIN MUNTHE KRISTIANIA Efter ms. UB. Oslo 584 fol. F 84; 23. mars 1839. Siden jeg talte med Dem sidst tilfældigviis, højstærede Herr Kapitain Munthe, om, som Direktør i Kunstforeningen at bevirke Indkjøbet af mit i dens Lokale endnu hængende Kobberstykke af Beauvarlet, erindrer jeg, at det Motiv til ikke at indlade sig herpaa, som Datids Bestyrelse gjorde gjældende, som der sag- des, nemlig at man ikke indlod sig paa [at] kjøbe Sager, der allerede var Landets, var kuldkastet ved Indkjøbet hos Guldberg SIDE: 235 af det Jazetske Stykke, som ved Udlodningen tilfaldt Prof. Sverdrup. Der er desuden ny Bestyrelse nu, og det er ikke sagt, at den har Mægler Winges Anskuelse. Den kan være forandret, mens Trangen til at sælge er den samme hos Grønlia 23 Marz /39 Deres Henr. Wergeland. Hermed Certificatet paa Stykkets kunst- og kunsthistoriske Værdi. [Et brev av 2. april 1839, se Tekstkritisk tillegg.] Henrik Wergeland [MOT TEATERDIREKSJONEN] (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 27. aug.1839. Idag ere Theatrets Actieeiere sammenkaldte af Directionen til en Samling; og om man end ikke har stor Grund til at haabe, saa tør man dog vel yttre, hvor ønskeligt det vilde være, om Actieeierne vilde benytte denne Leilighed og sin naturlige Ret til nærmere at bestemme Directionens Besættelse, Afgang og Myndighed. Baade nationale og æsthetiske Interesser vilde da ikke blive saa tilsidesatte som de nu blive. Man vilde kunne haabe Løftet om en Theaterskole for Indfødte opfyldt, Præmier for originale Stykker udsatte, en, Directionen fraskilt, Censur- committee oprettet -- kort, dog noget gjort forat betage denne Indretning det directe Skadelige, den nu har til Følge. Det er Troppens Aand, som gjør sig gjældende igjennem den nær- værende Direction, og af den er lidet at vente for Landet eller det Nationale, og ikke mere for Kunsten. Paa Retfærdigheden af dens Uddelinger af Gratialer og paa dens Stilling til Casse- reren har man ogsaa noget at sige. Embedsmænd, der have saa overordentlig meget at gjøre, som et Par af dens Medlemmer, ere lidet skikkede til et saadant Hverv. Normænd, der al sin Tid have været bekjendte for Efterhærming af alt Danskt, due heller ikke meget til de Regneratorer, en forqvaklet Scene og et gjennem den forqvaklet Publicum trænger til -- ikke tale om enkelt Medlem, som desforuden ikke saalængesiden deeltog i Optøier paa Theatret, der kostede endeel voxne Drenge vold- som Udkastelse. Bør man tillade nogen Partiaand at trænge ind i en Theaterdirection i Norges Hovedstad, hvor det Natio- nale gnaves paa saamange Kanter, burde det ialfald være en i SIDE: 236 patriotisk Retning. Dersom man tager Hensyn til humanistisk Dannelse, hvor er det da ikke paafaldende, at Ingen af Universi- tetets mange Lærere findes i Directionen? Kort, Mangel paa passende Subjecter er vel ikke saa stor, og det nærværende Regimente er ikke saa fortrinligt, at det bør vare evigt. Norsk Stemme. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL BREV TIL CARL F. RIDDERSTAD] [Sml. V:1:228 f.] Efter ikke helt sikker avskrift blandt M. Birkelands "Biografiske samlinger", RA., Oslo. Christiania 30. Aug. 1839. Vore Blade have annonceret dit Opraab i Eos, men jeg har selv ikke læst det. Men det glædede mig at høre dit Navn, at Du var i Live og i det gamle Liv fuld af Idræt. -- Vil Du over- sætte noget af mig paa Svensk, tager jeg flux dine fat paa Norsk. Lader os vexle Ord. Her et broderligt Handslag (Bibliothek- klokken slaaer) fra Din . . . . P.S. Idag -- 1 Sept. -- læste jeg i Aftonbladet Eos's Kritik over dine Ungdomsbilder. Jeg længes særdeles efter at faae dem. Noget deraf gad jeg vise mine Landsmænd i Morgen- bladet. Baade dine Tidsrunor og Bilderne ere mig ved Udlaan frakomne. Lad mig vide, om Du har faaet Dramaerne Barne- mordersken og den indiske Cholera. Jeg sender den sidste for en Sikkerheds Skyld. Hoslagte Morgenblad ønskes læst og saa sendt tilbage. Det var en reen Tilfældighed at det indrykkedes netop 4 Nov. Idetmindste fra min (??) Poesier gives altid Plads i et Søndagsnr. Jeg ønsker det tilbage fordi Bladet, som ellers ikke er let at faae, engang skal bruges til Aftryk af en Samling. Henrik Wergeland [NOTER I "SAMLING AF SANGE OG DIGTE FOR DEN NORSKE SJØMAND" UDGIVEN AF HENR. WERGELAND] Høsten 1839. [Ved den første av de to sanger "Det gamle og ny Norge" av Henrik Wergeland:] Udgiveren indtager denne og følgende Sang imod sin Beslut- ning, paa de optagne Nationalsange nær, strengt at binde sig til SIDE: 237 hvad der alene vedkommer Sjømanden, fordi de tilforn i en Visebog ere bragte Publikum ihænde i en saadan Form, at For- fatteren ikke kan vedkjende sig dem. [Til Schwachs "Flagsang" ved ordene: Det hvidene Kors i den røde Bund det har du af Danebrog arvet, har Wergeland anført i en note til første linje:] Da denne og den følgende Linje er historisk urigtig, foreslaaes saadan Omredaktion: Med hvidene Kors i den røde Bund Du Danebrogs Fane har marvet; [Til Wergelands "Det norske Flag" ved ordene: "da Solen blegned, blank og høj du sad paa Olafs Dag," anmerker Wergeland:] Solformørkelsen under Stiklestadslaget. [I Claus Frimanns "Tordenskjolds Priis" er ordene "du haarde Steen" i linjene "Hvem var det for, du haarde Steen! hvem var det for, du maatte bukke?" forklart slik:] Carlsteen, Fæstningen ved Marstrand. [Ved diktet "Herr Alf" av Pram er oplyst:] Alf Erikson, Jarl af Tønsberg. Under Kong Eirik Præsthader en Skræk for de danske Kyster. [I Trojels "Æressang for Tordenskjold" er ved navnet Soubise gitt føl- gende oplysning:] Et fransk Hofkreatur som General i Syvaarskrigen. [Ved "Kaperfører Knud Ellingsens Vise" finnes følgende note:] Se "Sjømands Tidsfordriv". Kristiania 1838 hos Winther. Udgiveren har kun kunnet erholde denne i sin Tid aftrykte og meget bekjendte Folkevise i et Haandskrivt, der overlod meget til hans Gjetning. [Ved en sang om Salve Nielsen bemerker Wergeland:] Rummet forbyder Udg. at indtage de to andre Sange, som i Bogen "Salve Nielsen og hans Hædersdaad" forevige Ædlingens Bedrivt. Henrik Wergeland [ANVISNING PA REGNING FRA F. STEEN] Efter ms. hos "Selsk. for Oslo bys vel"; 12. des. 1839. De for No 2 af Bladet "For Fattigmand" ovennoterede 5 -- fem -- Spdlr. anvises til Udbetaling af Selskabet for Kristi- ania Byes Vel ved Hr. Stiftsoverretsprocurator Rasch. 12 Dec. 39. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [KVITTERING] Efter ms. som foreg.; 21. des. 1839. Modtaget af Herr Procurator L. Rasch til Udgivelsen af 2det Oplag af Bladet "for Fattigmand", nu forandret til "for Arbeids- klassen", 1000 Explr. 5 -- fem -- Spd. 21 Dec. 39. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 277 [OM NAVNET "FOR FATTIGMAND"] For Fattigmand, No. 1, 2det Oplag med hovedtittel For Arbeidsklassen, 23. des. 1839. Da Bestyrelsen af Selskabet for Kristiania Byes Vel, saa- velsom ogsaa Skolelærerne, der have med Bladets Uddeling at gjøre, have antaget, at Titelen paa dette Blads første Oplag "For Fattigmand" ikke var omfattende nok, saasom Bladet er beregnet paa et større Antal, end der hører til den egentlige Fattigklasse: saa bekjendtgjøres herved, at dette Blad, som er 2det ellers uforandrede Oplag af "For Fattigmand", No. 1, vil blive fortsat under sit nye ovenangivne Navn. [EPIGRAM OM HANS KYHN] Efter H. Tønsager, Barndoms- og Ungdomsminder om H. Wergeland s. 48; 1839 -- 40. Hans Kyhn, reis til helvede eller by'n. Gjør et af to, saa Solør og Odalen kan faa fred og ro! Henrik Wergeland S. T. HRR. GENERALMAJOR BIRCH Efter ms. i Riksarkivet Oslo (gene- ralmajor Birchs papirer); udatert; omkring 1840(?). Høistærede Hrr General! Min Dreng bedrog mig med Hesten, og da samtidig som han endelig kom Kl. 2 1/2 en ditto indfandt sig fra Pressen med strenge Maninger om M [anu] script, maa jeg opsætte Besøget i Asylet til imorgen tidlig. Da vil formentlig ogsaa Fænomenerne være mere synbare, ligesom jeg ogsaa vilde foretrække at betragte dem imod Slutningen af Experimenterne. Undskyld Deres meget hengivne Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [ANVISNING PÅ REGNING FOR TRYKNING AV "FOR ARBEIDSKLASSEN" FRA F. STEEN.] Efter ms. hos Selsk. for Oslo bys vel; 28. jan. 1840. Anvises til Udbetaling gjennem Herr Procurator Rasch, men med Bemærkning at Betalingen er for svær. H. Wergeland. SIDE: 278 Henrik Wergeland S. T. HERR PROCURATOR RASCH Efter ms. som foreg.; 28. jan. 1840. Til Afdrag for Trykningsomkostninger udbedes udbetalt til Bogtrykker Steen mod denne Anviisning af Selskabet for "Kristiania Byes Vel" for Bladet "For Arbeidsklassen" 12 -- tolv -- Spdlr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [NOTIS TIL SUBSKRIBENTENE] For Arbeidsklassen 3. febr. 1840, første oplag. Man ombedes, selv at ville sørge for Opbevaringen af disse Blade ved Sammensyning og Omslag. -- 7 -- 800 Explr. uddeles af Selskabet for Kristiania Byes Vel gratis igjennem Skole- lærerne. Reqvisitioner paa dette Blad, for hvilket Portofrihed er ansøgt, skee til Udsælgeren Bogbinder Barlien, eller til Ud- giveren. Prisen er 1ß pr. enkelt Nr. Henrik Wergeland S. T. HERR PROCURATOR RASCH Efter ms. hos Selsk. for Oslo bys vel; 4. februar 1840. Hoslagte Regning fra Herr Kjøbmand Ziiølner for Papiir til nedsatt Priis til For Arbeidsklassen No 1 -- 5 ønskes klareret. Hermed No 4 10. feb. 1840. Da jeg ikke har kunnet træffe Barlien og faae et Regnskab af ham over det Afsatte af Bladets Oplag, maa jeg indskrænke mig til at sende Dem, siden Mødet forestaaer imorgen, en Oversigt over Bladets Virkekreds hidtil, som De maaskee kan ville meddele Deres Medadministratorer i Mødet. 10. Febr. 40. -- Deres Henr. Wergeland. SIDE: 279 Henrik Wergeland [BILAG] Bladet "For Arbeidsklassen" Oplag 2000. Udkommet Nr. 1. 2. 3. (4 27. febr. 1840. Hermed 4 Regninger fra Steen for Bladet, hvoraf de to ly- dende paa 12 Sp. og 7 Sp. ere betalte. Derimod anvises de to andre paa 8 Sp. 41 Sk. Jeg ønsker ret at blive fri for denne Bog- trykker, til hvis øvrige Ubehageligheder ogsaa kommer Barliens Klage igaar over at han aldrig har leveret saamange Explr. som pligtigt var. Men qvitter ham blot ned, saa er jeg fri for megen Chagrin. Barlien kan formedelst Markedsreise først efter dennes Ende levere detailleret Regnskab; men No 6 udkommer paa hans Reqvisition inden faa Dage. 27de Febr. 40. Deres Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 280 BEKJENDTGJØRELSE For Arbeidsklassen 23. mars 1840, første oplag. De Medborgere, som i nogen Maade interessere sig for dette Blads Udbredelse, underrettes herved om, at underdanigst An- søgning om Portofrihed er forlængst indleveret, og af Amtet ind- stillet til naadigst Indvilgelse, hvorfor Rekvisitioner, stilede til Forlæggeren Bogbinder Barlien, i Storgaden, kunne forventes snart expederede. Prisen er 1 Skill. Nr. Henrik Wergeland [FORSLAG TIL STUDENTERSAMFUNDETS DIREKSJON] I "Forhandlings-Protokol for Di- reksionen i det norske Studenter- samfund". Mars 1840. Undertegnede foreslaaer, at den af Stud: Reiersen saa vel redigerede "Christiansandspost" holdes af Studentersamfundet og requireres fra Begyndelsen af Marts 1840. Henr. Wergeland. FORBUNDSTEGN (Hoffmann v. Fallerslebens Bundeszeichen.) Efter Wergelands manuskript, UB Oslo, 584 fol.; F 74; usikker tid; våren 1840(?). Vore Egetræer groe fri, urokkelige. Smykkede med grønne Blade holde de i Stormen Stade, vakle ei og vige. Egen, vilden Veir tiltrods, vil til Himlen stræve. Den Vi os til Mønster stille, og som den vort Hoved ville frit og fast vi hæve. SIDE: 281 Derfor os den tydske Eeg være Forbundsmærke, at i Gjerning og i Tanke vi ei vakle eller vanke, modige og stærke. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BERNT MOES ANSØKNING OM RIKSARKIVARPOSTEN] (Indsendt.) Morgenbladet 18. mai 1840. Der finder en anden Supplikatur Sted, end den welhavenske, som ligeledes i fuld Maade fortjener offentlig Opmærksomhed og al den Tilretteviisning, som Ubeskedenhed og Brugen af util- børlige Pousseringsmidler opfordre til. Dette er i høi Grad Til- fælde med Student B. Moes om Rigsarchivarposten. Uden at være bekjendt for at rygte sin underordnede Bestilling som Ko- piist ved Rigsarchivet med nogen særdeles Flid, har dette Men- neske ladet sig forlede af sin Lyst til ikke desuagtet at avancere op til den anseeligste og bedste Post derved og af ugrundede Indbildninger om Fortjenstfuldheden af nogle historiske Smaa- arbeider til at gaae Veie til at opnaae sit Ønske, som ligemeget have været til Krænkelse for Andre, Sandheden og Sømmelig- heden. I sin Ansøgning, der er fuld af den væmmeligste Selv- roes og Pukken paa at han er skabt for Poesien, mønstrer han nemlig sine Medansøgere paa den meest uforskammede Maade igjennem; producerende en Mængde allevegne fra forlangte At- tester lægger han dog Dølgsmaal paa den Attest fra sin Fore- satte, som kunde relevere noget, og endelig forklarer man sig den lange Henstand med Embedets Besættelse, ved at han har sat Jacob Aall ved Brev til Statsministeren i Bevægelse til sin Fordeel. Det er maaskee allerede for sent at søge at faae disse Machinationer standsede i deres lykkelige Følge; men sin billige Uvillie kan man dog yttre, om Posten end allerede skulde være i Personens Vold; og man kan opfordre ham til at forklare sig nærmere over sine Charakteriseringer af sine Medansøgende og om Beskaffenheden af bemeldte hidtil saa lidet bekjendte Gjen- vei til den Mægtige. Henrik Wergeland [SUBSKRIPSJONSINNBYDELSE PÅ "SPANIOLEN" OG "JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE"] Morgenbladet 23. mai 1840. Det er min Hensigt, inden Festen for Bogtrykkerkunsten, at see tvende særskilte Digte udgivne, saaledes at de tillige kunne opvise al den typografiske Fuldkommenhed, som vor Presse kan præstere. Disse Digte ere "Spaniolen", noget omarbeidet, med Musik heltigjennem af Harpenisten Langballe, og "Jan van Huy- sums Blomsterstykke". Prisen for hver af disse, hvorpaa sær- skilt kan subskriberes, vil ikke overstige 40 Skill., hvilket bedes bemærket af de enkelte Hrr. Redaktører, jeg underhaanden har meddeelt dette Foretagende, for hvilket jeg forøvrigt udbeder mig enhver af de øvrige Hrr. Redaktørers, Boghandleres og en- hver anden Literaturvens personlige Interesse, ved velvilligen at aabne Subskription i Byerne og paa Landet og betimeligen at underrette mig om sammes Udfald. I Christiania modtages Sub- skription i Cappelens, Winthers og Guldbergs Boglader. Christiania, den 21de Mai 1840. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BERNT MOES ANSØKNING OM RIKSARKIVARPOSTEN] (Indsendt.) Morgenbladet 26. mai 1840. Det vilde dog sandelig have været en altfor topmaalt, og vel ikke saa ganske ufarlig, Uforskammethed, om Student Moe havde tilladt sig sin utilbørlige Gjennemmønstring af dem af sine Med- ansøgende til Rigsarchivariatet, han troede at kunne frygte for, i sin egentlige Ansøgning, der stiles til hs. Maj. Kongen person- SIDE: 283 ligen. Det er meer end nok, og meer end han kan forsvare ved en bedre og mindre skruet Defension, end den, han har leveret, at han har paa det ubeskedneste og impertinenteste karakteri- seret disse sine Medsupplikanter i en Skrivelse til Regjeringen eller vedkommende Departement, som følge med og høre saa- ledes til selve Ansøgningen; og vist er det, at denne Fremgangs- maade vakte den højeste Uvillie hos alle Vedkommende og dem, der kjendte til den. Vover Hr. Moe, i Tillid til at Udtrykkene om angjældende Personer ikke tillade nogen Dokumenteren, at benægte dette Træk af en Charakteer, som ikke er meget øm om Midlerne, for en Hensigts Skyld, da skal man vide paa anden Maade tilstrækkeligen at godtgjøre Hvem det er, som heri farer med Sandhed. Nærværende Indsender har ellers saa liden per- sonlig Interesse af Postens Besættelse med Hvem det nu bliver, at han ikke skulde forstyrret Hr. Moe i sine underjordiske Ar- beider og Mineringer, dersom en Omtale, som Hr. Moe selv har givet Anledning til, ved at ymte om, at han, der ikke er kom- met i nogen Betragtning i Regjeringsindstillingen, dog skulde være ikke saa lidet vis paa at blive Manden, ikke i den senere Tid, i Forbindelse med den paafaldende lange Henstand med Besættelsen, havde bragt baade hiin Historie og Rygtet om den, endnu fremdeles efter den afgivne Forklaring høist mystiske, Korrespondence med Aall i frisk Erindring. Hr. Moe maa altsaa tilskrive egen Færd og Tale og andet diverse Paafaldende i hans Forsøg paa at gjøre gjældende baade fremfor Andre og, som man pleier at sige, paa Andres Bekostning, om han føler sig ubehageligen attraperet. Imellem dette Diverse kan, siden Hr. Moe forsikrer, at hans Overflod af bilagte Attester kun skriver sig fra Kompetente, d. e. efter hans egen Forklaring Landets Historikere, ogsaa bemærkes, at han ikke har forsmaaet at af- æske Lektor Schweigaard en, som da naturligviis maa gjøre Pa- rade, uagtet den ikke siger stort Andet, end at han er bleven afæsket en Attest, hvorom han ikke har godt ved at erklære sig, men siden den nu er bleven forlangt, saa vil han ikke nægte o.s.v. I det Øieblik, Indsenderen nedskriver dette, ahner det ham rigtignok, at Hr. Schweigaard maa frem, fordi han docerer i Statistiken, og hvorfor Morgenbladet faaer det Klaps for sine Angreb i den senere Tid paa "navngiven Mand". Det Første er SIDE: 284 longissime petitum; det Sidste er "Tak for Umagen" eller "den ene Høflighed er den anden værd". Hvorfor Hr. Moe bar sig saaledes ad med den mest betydende af alle sine Attester, nemlig med sin Foresattes, som han har vedgaaet under Tvang af ellers at blive overbeviist -- hvilket yderligere kan skee -- er klart af denne Hovedattests Indhold. Hr. Moe har ganske havt samme Anskuelse deraf, som Enhver maa have, der kjender noget til termini for fordeelagtige eller ufordelagtige Attester. At opføre sig "upaaklagelig" indeholder langtfra ikke tilstrækkelig Anbefaling; og en saa særdeles høflig Mand som Udstederen havde ondt ved at gaae videre i sine Udtryk af ikke fuldkommen Tilfredshed. Men denne Omstændighed, hvorledes man har opført sig i en underordnet Stilling i det Fag, hvori man adspirerer ad summa, fortjener dog vel baade i sig selv at komme i væsentlig Betragt- ning, og faaer endnu større Betydning ved Tilbageholdelsen af Superieurens Erklæring, indtil denne ansees bedækket af en Legio af andre, og ved den Ubeskedenhed, hvormed der pukkes paa literære fortjenester, som om disse skulde kunne være de ene deciderende, endog om de fandt mere Sted, end Tilfældet er hos Hr. Moe. Kompilatorer, Extraktister og Oldbucks ere kun af underordnet Rang imellem Historikerne, og nogen højere har hverken Hr. Moe naaet eller naaer. Men for saadanne Sub- jekter er en underordnet Stilling ved et Archiv den mest pas- sende, saalænge de ikke negligere alt formeget, forat stege sine egne Kastanier, mens en overordnet kun skulde yde dem en altfor let Adgang til at tilsidesætte det Offentliges Interesse for deres egen Lyst til at pusle med private Genealogier o. a. desl., som nærer Ormen. Henrik Wergeland NOGLE ORD I ANLEDNING AF HR. BERNT MOES "SVAR" I MORGENBLADET NO. 145. (Indsendt.) Morgenbladet 4. juni 1840. Hr. Bernt Moe har i Morgenbladet No. 143 søgt at imøde- gaae de Beskyldninger, som en anonym Indsender i Morgen- bladet No. 139 har gjort ham med Hensyn til hans Supplikatur SIDE: 285 til Rigsarchivarposten. Dette Hr. Moes Forsvar karakteriserer ham ligesaameget som hans øvrige Handlinger i denne Affære. Hvad han saaledes beretter i sit "Svar" med Hensyn til den ham af Hr. Prof. R. Keyser meddeelte Attest, da er det meget muligt, at dette forholder sig saaledes; men han har fordulgt de Omstændigheder ved denne Attestation, der vise, at han ikke er gaaen den Vei, som sømmer sig. Sammenhængen dermed er nemlig følgende: Efterat Hr. Bernt Moe havde modtaget Hr. Prof. Keysers At- test, indsendte han sin Ansøgning om Archivarposten til Finans- departementet, ledsaget af en Skrivelse, der enten var stilet til Finansdepartementets Chef eller til Expeditions-Sekretæren, og hvori Moe erklærede, at han ikke havde villet anmode Hr. Key- ser om nogen Attest, fordi han ansaae dette (uagtet Hr. Keyser var og havde været hans nærmeste Foresatte ved Rigsarchivet) for overflødigt, deels paa Grund af de mange Attester, han for- øvrigt havde tilveiebragt, deels fordi han nødig, ved en saadan Anmodning, vilde bringe Hr. Keysers Pligtfølelse i Kollision med Dennes Slægtskabsforhold til Hr. Fuldmægtig Wangensteen, der, som bekjendt, er en af Hr. Moes Konkurrenter til Archivarposten. Da Hr. Moe skrev Dette, var han altsaa allerede i Besiddelse af Hr. Keysers Attest, -- og man seer tillige af den paapegede In- sinuation, at Bernt Moe ikke har undseet sig for at ville kaste en Skygge paa Hr. Keysers almindeligt erkjendte høist agtvær- dige Karakteer. Finansdepartementet fandt sig imidlertid beføiet til, paa Grund af Hr. Moes Dølgsmaal af den eneste Attest, der embedsmæssigen var ham meddeelt, at sende Hr. Moes Andra- gende med Bilage til Kommissionens (nemlig Hr. Keysers og Hr. Bureauchef Jørgensens) Erklæring, hvori da ikke alene Hr. Key- sers ham forhen meddeelte Attest blev indtagen, men hvori det tillige blev drøftet, hvorvidt Hr. Bernt Moe maatte være den Mand, som, efter hans eget Sigende i hans Ansøgning, skulde være saa særdeles kvalificeret til at erholde Archivarposten. Denne Erklæring, der altsaa blev afgiven af den eneste kompe- tente Autoritet, der kunde kjende Hr. Moes "Virksomhed" m. m. med Hensyn til hans underordnede Stilling ved Rigsarchivet, gik i Et og Alt ud paa, at Hr. Bernt Moe ingenlunde kunde eller burde i nogensomhelst Henseende komme i ringeste Betragning SIDE: 286 til Archivarposten. Det blev ogsaa, ikke rettere end vides, ved den samme Anledning oplyst, at Hr. Moe, uagtet han i lang Tid har ladet sig kalde Student, og paa Grund deraf pukket paa sin videnskabelige Dannelse og det i Særdeleshed i Forhold til En af hans Medansøgere, ikke er akademisk Borger. At Hvad der her er sagt i Sandhed forholder sig saaledes, kan oplyses ved de, denne Sag vedkommende, i Finansdepartemen- tet beroende Dokumenter. Hr. Bernt Moe har fremdeles i sit "Svar" paa "Ære og Sam- vittighed" afgivet en Erklæring med Hensyn til hans Forhold i denne Sag til den høistagtværdige Hr. Jacob Aall. Det er meget muligt, at Hr. Moes Erklæring, saaledes som den er fremkom- men, i en vis Henseende er Sandhed. Men Hr. Moe maa ogsaa tillade Indsenderen det Spørgsmaal, om han ogsaa "paa Ære og Samvittighed" kan erklære, at han ikke har anmodet en vis Sognepræst om at være Mellemmand imellem ham (Moe) og Hr. Jacob Aall i denne Sag, samt tillige hvorvidt Hr. Moe er gaaen i disse Anmodninger. Hr. Moe benægter fremdeles, at han i sin Ansøgning om Ar- chivarposten har "mønstret" sine Konkurrenter. Med al mulig Agtelse for Hr. Moes "Samvittighed", for Hr. Moes "Ære" og for Hr. Moes Benægtelser, indrømmer man, at Dette maaske ikke har fundet Sted i selve Ansøgningen; men Sandhed er det, at Hr. Moe i Skrivelser baade til Flere af de agtværdige Mænd, der have meddelt ham Attester, som ogsaa til Andre, paa den meest skaanselløse Maade har anstillet "Mønstring" over sine Konkurrenter; ligesom det ogsaa fortjener at bemærkes, at den samme Hr. Moe, nogle Dage førend han indleverede sin An- søgning, tilskrev Den af hans Medansøgere, som han selv troede muligens kunde komme i Betragtning imod ham, et Brev, hvori han, foruden ogsaa deri at have ladet sine Konkurrenter passere Revue paa den ovenanførte Maade, bønfaldt om, at han vilde tage sin Ansøgning tilbage, og det især af den Grund, at Hr. Kand. juris Platou havde gjort Dette, fordi Denne havde faaet at vide, at han (Moe) havde meldt eller vilde melde sig til Ar- chivarposten! Hr. Platou havde dengang endnu hverken ind- givet eller tænkt at indgive nogen Ansøgning vel at mærke; thi Dette skede først efter at Hr. Statsrevisor Kand. phil. Daa var SIDE: 287 bleven indstillet og senere hen havde taget sin Ansøgning -- af Grunde, som Hr. Daa opgav i Mgbl. -- tilbage, og hvilket, som bekjendt, bevirkede en Kontinuations-Indstilling angaaende Po- stens Besættelse, i hvilken den herværende Afdeling af den kgl. norske Regjering heller ikke fandt sig beføiet til at tage den ringeste Notits af Hr. Moe. Titmeldte Hr. Moe fortæller ogsaa Publikum i sit "Svar", at Rigsarchivarposten "er af en fuldkommen historisk videnskabe- lig Natur" og paapeger ogsaa, at man endnu aldrig i nogen Stat har gjort en saadan Post til Befordringsvei for juridiske Kandi- dater og Regjerings-Kollegiernes Arbeidere, men til alle Tider og allevegne har den været anbetroet i en Historieforskers Hæn- der." Vistnok, -- man løber sandelig ingen Fare i at indrømme Hr. Moe Rigtigheden heraf; thi Dette gjør netop, at Hr. Moe visselig ikke er Manden, der bør komme i Betragtning, hvor- meget han end maatte pukke paa de ham meddeelte Attester; thi Den der, efter det Ovenanførte driver en saadan Haandte- ring som Hr. Moe, han kan ogsaa sandelig med Hensyn til sine Kundskaber udentvivl sætte de agtværdigste Folk Voxnæser paa, fordi deres Karakteer ikke engang tillader dem at tænke sig Muligheden af saadanne Handlinger, hvilke, som viist, Hr. Moe kan foretage for at opnaae sine Hensigter, førend de see, at det ikke er anderledes. Hr. Moe har heller ikke betænkt ved sit ovenanførte Ræsonnement, at man meget vel kan have dyrket et Embedsstudium og desuagtet være "Historieforsker." Det er saaledes Tilfældet med to af Hr. Moes Konkurrenter, der Begge, foruden at være juridiske Kandidater med bedste Karakteer, ere hæderligen bekjendte som dygtige, videnskabeligt dannede Historikere, endskjøndt de vel neppe have præsteret saadanne Attester derfor, som Hr. Moe, og ihvorvel de heller ikke, saavidt Indsenderen veed, have trukket Vexler paa Publikum med "Akt- stykker", hvoraf Hr. Moe, som "Historieforsker", ikke skal have stort anden Fortjeneste end den, at han ligefrem har ladet af- trykke (for et taaleligt Honorar) en Deel Archivalier, der længe førend Hr. Moe endnu vidste, at der existerede et Rigsarchiv, skal have været i en saa fuldkommen Orden, at Den, der vilde benytte dem, kun behøvede at gaae lige til. Hr. Moe skal jo saaledes ikke engang have den saare lille Fortjeneste deraf, at SIDE: 288 han har gjort sig den Umage at bringe hine Dokumenter for Lyset derved, at han har fremdraget dem af den Masse Archivalier, der skulle ligge uden ringeste Spor af Orden! -- Hvad Hr. Moe saaledes har gjort, er dog sandeligen ikke Andet end hvad den elendigste Dilettant i Historien med Katalog i Haanden kan gjøre ham efter, -- og ikke Noget at gjøre en saadan Blæst af som Hr. Moe har villet. -- Sprogkundskaber, samt at man, ved at støde paa Archivalier, der ere skrevne tre, halvfjerde hun- drede Aar tilbage i Tiden, ikke sættes graae Haar i Hovedet, fordi man ikke kjender de simpleste Regler for den Tids Skrif- træk, henhører ogsaa uden al Tvivl til de Egenskaber, som nød- vendigen udfordres hos en Rigsarchivar, -- og udentvivl har Hr. Moe ogsaa præsteret Attester for, at han har disse. Idet Indsenderen for denne Gang tager Afsked med Hr. Moe, skal han kun bemærke, at hvad der her er nedskrevet, kun er skeet for at vise, med hvilken Ubluhed denne Mand har søgt at trænge sig ind i et af Statens Embeder. Den Mand, der, som Hr. Moe, paa den meest skaanselløse Maade har "mønstret" Andre, fordi de have vovet at være hans Konkurrenter til et Embede, han maa antages selv at have givet Afkald paa al Skaansel; -- den Mand, der, som Hr. Moe, har vovet at kaste Skygge paa Foresatte, paa hvis Livs Karakteer Ingen skal kunne vise end ikke den ringeste Plet, han fortjener at blive kjendt for Den, hans Handlinger stemple ham for! -- Kan Hr. Moe overbevise Indsenderen om, at man i det Foranførte har fordreiet Sandheden eller anført eet eneste af de paapegede Fakta urigtigt, skal det være Indsenderen kjært for Hr. Moes egen Skyld, -- idet man tillige gjør ham opmærksom paa, at hvis han heller ikke endnu skulde ville gaae til Sandheds Erkjendelse, man da nok ogsaa skal vide at skaffe Oplysninger tilveie, saavel om den "Virksomhed", som han pukker paa at have viist i Statens Tje- neste som Underordnet ved Rigsarchivet, som ogsaa angaaende hans forskjellige Forslag til forskjellige Posters Oprettelse (hvil- ket man nok skal vide at sætte i det sande Lys) samt meget Mere, hvorved Hr. Moe vistnok har handlet baade efter "Ære og Samvittighed" i denne Sag. At Indsenderen har været nødsaget til at nævne flere hæder- lige Folks Navne vil forhaabentlig undskyldes. SIDE: 289 Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 4. juni 1840. DHrr., der ville have den Godhed i Byerne og paa Landet at samle Subskription paa "Spaniolen" og "Blomsterstykket", anmodes om velvilligen at iværksætte og indsende samme inden medio d. M., og gjøres opmærksomme paa, at Prisen ikke vil overstige 40 ß for hvert, at Melodierne følge med Spaniolen, og at ingen Exemplarer forsendes uden de subskriberede. Henrik Wergeland [BERNT MOES ANSØKNING OM RIKSARKIVARPOSTEN] Indsendt. Morgenbladet 18. juni 1840. Bernt Moe har i Mgbl. No 164 givet et Slags Tilsvar til Ind- senderen i Mgbl. No 156. Dette, der aldeles ikke indeholder det allerringeste Svar paa hvad man simpelt hen har berettet om Moes høist karakteristiske Færd med Hensyn til hans Planer for at blive Rigsarchivar, er, foruden nogle Udfald imod Inds., kun Extrakt af "nogle" af de ham meddeelte Attester, -- og han har saaledes ikke engang med eet eneste Ord "for Tiden fundet det passende paa Grund af særegne Forhold" at indlade sig paa at besvare hvad enhver Anden ellers, om han endog blot ved Skingrunde havde seet sig istand dertil, vilde have fundet at skylde sig selv. Skade, at man i dette Tilfælde dog ikke kan behandle Moe saaledes som man har Tilladelse til at behandle Inkvisiter, der ikke ville svare paa hvad de blive spurgte om! Imidlertid maa Moe altsaa efter alle Fortolkningsregler (og det saameget mere, da man paa det indstændigste har opfordret ham til, hvis han kan, at godtgjøre, at man har anført eet eneste af de refererede Fakta urigtigt) antages at have indrømmet Rigtig- heden af de Gravamina, Inds. har tilladt sig at oplyse, -- og man skal derfor i al Korthed, for at Moe ikke skal vildlede Publikum angaaende Stridspunktet i denne Sag, kun anføre det Væsentligste af hvad Moe saaledes har maattet erkjende for rigtigt: pro Imo) Bernt Moe har altsaa i det Brev, der ledsagede hans Ansøgning til Finants-Departementet, understaaet sig til at frem- SIDE: 290 føre (mildest talt) den Usandhed for Departementschefen eller Expeditions-Sekretæren, at han ikke havde villet anmode Hr. Keyser om nogen Attest, efterat Hr. K. allerede havde meddeelt ham en saadan, -- og det især pro IIdo) af den Grund, at han nødig ved en saadan Anmod- ning vilde bringe Hr. Keysers Pligtfølelse i Kollision med Dennes Slægtskabsforhold til En af Moes Konkurrenter; pro IIItio) Bernt Moe maa, paa Grund af sin Taushed, antages at have anmodet en vis Sognepræst at være Mellemmand imel- lem sig og Hr. Jacob Aall i denne Sag; pro IVto) Bernt Moe har, paa den meest skaanselløse Maade, i Skrivelser til Flere af Dem, der have meddeelt ham Attester, anstillet Mønstring over sine Medansøgere, fordi de have vovet at konkurrere med ham: pro Vto) Bernt Moe har ikke undseet sig for at bønfalde En af hans Medansøgere om at tage sin Ansøgning tilbage, og det især pro VIto) af den usandfærdige Grund, at Hr. Platou havde gjort Dette, fordi Denne havde faaet at vide, at bemeldte Moe havde villet eller vilde melde sig til Archivposten! Det er disse Ankeposter (foruden en Deel andre mindre grave- rende, hvilke han ligesaalidt har besvaret), der ere de egentlige og saa at sige udelukkende Stridspunkter i denne Sag, -- og det er disse, Bernt Moe ikke med eet eneste Ord tør vove at indlade sig paa. Idet Indsenderen endnu engang opfordrer Bernt Moe som en Mand "af Ære og Samvittighed" hertil, vil man dog kun sige ham, at man er villig til, naarsomhelst det maatte paafordres, at bevise Rigtigheden af det Anførte med de stær- keste Thingsvidner. Det er ogsaa paa Grund af de ovenanførte Kjendsgjerningers Rigtighed, Inds. i sit første Indlæg i denne Sag har sagt at Bernt Moe "med Ubluhed har søgt at trænge sig ind i et af Statens Embeder" -- Udtryk, hvorover bemeldte Person har opholdt sig i hans sidste aldeles uefterrettelige Tilsvar. Inds. har nu ikke alene fuldelig godtgjort, at man har havt Ret til at bruge disse Udtryk; men man troer sig endog berettiget til at erklære høit og lydeligt, at Moe har viist den frækkeste Ubluhed for at trænge sig ind i Statens Embeder. Ingen vil dog vel nægte, at det Men- SIDE: 291 neske, der saaledes som denne Bernt Moe, tør frembringe (mil- dest talt) Usandheder for høit betroede Mænd, og det paa hans høistagtværdige Foresattes Bekostning, og som forøvrigt tillige betjener sig af saadanne Midler, som viist, for at opnaae sine Hensigter, er fræk og ublu. Bernt Moe beklager sig over de "hadske Angreb" i Morgen- bladet No. 156. Disse maae da altsaa bestaae deri, at Bernt Moes Handlinger, som han har pleiet og ruget over i Mørket, ere, efter Fortjeneste, blevne dragne frem for Lyset, -- deri, at man sim- pelt hen har fortalt hvad der er den rene, pure Sandhed, og som Bernt Moe har følt hos sig selv, at han ikke kan modsige! Han betitler Indsenderen sin "avindsyge Uven". Er da Moe saa for- blindet i sig selv og sine Kvaliteter, at han kan indbilde sig, at nogen skikkelig Mand kan være "avindsyg" paa ham? Hvad Misundelsesværdigt skulde der vel være hos dette Menneske? Naar han staaer i den Formening, at han har en "Uven" at takke for, at hans smukke Opførsel er kommen for Dagen, da har Ind- senderen dertil blot at svare, at han ligesaalidt nogensinde kan blive Bernt Moes "Uven" som hans Ven. Om den "Rolighed", som Bernt Moe fortæller, "hvormed han overlader til Almeen- heden at bedømme Beskaffenheden af de mod ham fremsatte Paastande", kan man visselig ikke sige Andet, end at Bernt Moe maa være ganske anderledes organiseret end Andre, naar han kan være "rolig" efter hvad der er oplyst i denne Sag; hans "Rolighed" kan dog alligevel neppe svare til den, hvormed en- hver skikkelig Mand tør indanke Bedømmelsen af sine Handlin- ger for Offentlighedens Domstol. Moe beklager sig ogsaa over Indsenderens Anonymitet. Det gjør aldeles Intet til Sagen, hvad enten Sandheden skriver sig fra en Navngiven eller Unavngiven, naar den blot, saaledes som her, er en uimodsigelig Sandhed. Naar han forsikrer, at Indsenderens "Pile kun ramme ham svagt", da er Dette Noget, man meget gjerne troer; thi Bernt Moe har viist altfor dygtige Prøver paa, at han ikke er Den, der generes ved, at hans Streger blive blottede. Han behager endelig at for- tælle Publikum, at han "skal vise hvorfor Pilene ramme ham svagt, samt at Retten ei altid er der, hvor den synes at være." Moes Hensigt med slige Floskler kan formodentlig ikke være nogen anden end den, at han føler, han maa idetmindste for SIDE: 292 Skinnets Skyld soutinere sin Frækhed til det Yderste; thi da kunde man maaskee blive kjed af den Sag, og det Hele skrives i Glemmebogen. Han havde jo nu havt den allerbedste Anled- ning at vise, at Retten er paa hans Side, -- og endnu engang opfordrer Indsenderen ham til at gjøre dette, -- at indlade sig paa at bevise Urigtigheden af Hvad man har godtgjort for at bevise hans frække Ubluhed. Dette med Hensyn til Bernt Moes egne Ord i hans aldeles undvigende, uefterrettelige og intetreleverende Tilsvar! Da han imidlertid ogsaa har indladt sig paa at indrykke "nogle" af de ham meddeelte Attester, saa vil han forhaabentlig heller ikke tage det ilde op, at man herved opfordrer ham til ogsaa at offent- liggjøre Flere af dette Slags, hvoraf han maatte være i Besid- delse, -- og det især En, som Lektor Munch har meddeelt ham. Den skal endog iblandt Andet indeholde Bevidnelse af, at denne Bernt Moe, paa Grund af sine antiqvariske (!) Kundskaber, skal, med Undtagelse af nogle af Universitetslærerne, være den i det hele land meest Kvalificerede til Archivarposten, -- være den Eneste af dem, der formodes at ville søge denne Post, der kunde komme i Betragtning! -- Hvis det virkelig skulde for- holde sig saa, at Hr. Lektor Munch har afgivet en saadan Atte- station, da er denne et altfor mærkeligt Aktstykke til Attest- væsenet og dets Historie til, at den bør unddrages Publikums Bedømmelse. Bernt Moes "Beskedenhed", som han har behaget at berøre i sit første Tilsvar, kan dog umuligt være til Hinder for dens Offentliggjørelse, Noget, Indsenderen kan forsikre, Mange ønske med ham. Henrik Wergeland SKAALTALE FOR ET GODT AAR Ved "Sekularfesten i Christiania den 24. Juni 1840 i Anledning af Bogtrykkerkunstens Opfindelse". Jeg ønsker Norge Noget, uden hvilket det ingen Lykke og Fremgang eller Liv i Literatur, Boghandel og anden Rørelse kjender. Medens andre Lande, saasom Frankrig eller England, see sin Velgang beroe af politiske Forhold, af Krig eller Fred i fjerne Distancer, beroer Norges især af Aaringerne. Ja et godt Aar er det jeg vil ønske Norge. Det lever af Himlens Barm- SIDE: 293 hjertighed. Vi skjule forgjæves for os Selv ved en glimrende Embedsstat og en uforholdsmæssig, fortærende Luxus, at vi ere et Folk af Bønder. Held da for denne dets sunde Kjerne, der ikke trættes af Kampen med Klimatet! Himlen tage den Haand bort, som har ligget tungt over dets Agre! Ja den vil det; den synes at forjette et Velsignelsens Aar. Men ingensinde var dette tydeligere end Aftenen den 10de i denne Maaned, som maaskee vil være i Fleres Erindring end i min, hvem den er bleven ufor- glemmelig ved sin Skjønhed og sit Udtryk af Forjettelse om Velsignelse. Jeg vil give mig den Frihed at meddele denne her- lige Aftens Indtryk paa min Sjel, saaledes som den daguerreo- typerede sig i denne, idet jeg udbringer Ønsket om et Godt Aar for Norge. Har Engle udspændt sine Slør? Saa fiin og sød faldt Regn ei før. De Himmelske først op den fange, at Blomsterne ei blive bange, at Græssets Zittren ei forskrækkes og Biens Søvn i Liljen vækkes af Bulderet af Draabens Slag i Engs og Agers Nederlag. O hør hvor alle Blade tone! O alfeagtige Musik af Harper, Cymbler, Sølvertrommer! O har jeg Melodien drømt? Naar var det Dette foregik: Balladen i Syringens Krone? Snart det som Jubel forekommer, saa det til Sang kan Sorgen tvinge. ("Velkommen, søde Sjel!") Snart klager det saa ømt, saa ømt, at Glæden det i Graad kan bringe. ("Min Elskede, Farvel!") Og aldrig som i denne Qvel af Andagt er igjennemstrøm't SIDE: 294 min Sjel af helligt Orgel vorden, som nu af denne spæde Torden, der bruser fra Torbistens Vinge. Derfor, o milde Regn, bliv ved! Lad dine Sølverplektre klinge! Du skræmmer ikke Blomstens Fred. Se Rosen luder kun paaskrømt! Den smiler under Grenen ømt, og hører, mens den er i Badet, henrykt paa dette Underspil, der toner rundt omkring dens Bed og højt i Luft fra Poppelbladet. Paasned dens skjønne Hoved gjemt, den ligner Amor, lænet til sin Bue, vred paa Skjemt. Ja, milde, søde Regn, bliv ved! Velsignelse du drysser ned. Du Glands ei blot paa Eng og Vænger, men over furet Ansigt sprænger; balsamisk liflig drypper du ny Kraft i Sorgens matte Hu. . . Selv gammel, fattig Bedstemoer, som ellers ikke Luften troer, idag er kommen udenfor, mens Regnen hviler, forat Blomme og Blad kan lidt til Aande komme og Græsset skyde Pusten lidt. Der har hun -- nu! det skeer ei tidt -- alt hen til Havegjærdet rokket, af Duften efter Regnen lokket. . . Velkommen ude, gamle Moer! Der løfter hun sin Datters Noer; . . . Den Vesle prøver mangegange den ludende Syring at fange, den svævende Turkisagraf, den Perleqvast imellem Løvet. SIDE: 295 Den Vesle griber til, og af Syringens fine Vasers Bund der falder funklende i Støvet et Honningdryp i Ormens Mund. O barmhjertige Gud! dette Dryp faldt som et Blus af hellig Olje i min Sjel. Jeg veed nu, at dit sandeste Navn er "Velsignelse", større end Barmhjertighed og Kjærlighed, større end alle Tempel- navne, for stor for Templet, kun rummet under Himmelens Hvælving. Ja "Velsignelse" er Guds sandeste Navn. Thi den strækker sig til hele Tilværelsen, og Ormens skjønneste Øjeblik ere ogsaa Guds. Se Skyen og Insektet flammer af den samme Fryd! Det er et Øjeblik, hvori Jordens Herre føler Deeltagelse i Blom- stens, som i en Søsters, Glæde, og hvori Ingen kan knuse en Larve. Det er et Øjeblik af Forsoning og Salighed, som ikke glem- mes, skjøndt det er uden Gjerninger netop formedelst sit over- strømmende Liv, uden andre Tanker end de, som Naturens Henrykkelse ipræge Sjelen uvilkaarligt som Træets Draaber i Jorden dets Overflødighed. O jeg læser disse Draabernes Træk. De synes hebraiske: (Vokaler markert i original) (Bærækjah) ): "Gud er Velsig- nelse". Larven løber dem op, og udfører dem videre i Støvet. Hvor lavt de fagre Skyer digne! De Engles Blomsterhaver ligne. O sad jeg hist paa Fjeldets Tind, jeg saae derind! I dem den Regn, der saa kan signe, maa være Springvand først: Fra dybe Marmorskyers Cisterner den, legende med gyldne Stjerner, højt springer op i Himlens Blaa, i Regn af Farver falder saa, at lædske Himlens Blomsters Tørst; SIDE: 296 og Draaberne, som de ei trænge, igjennem deres fine Løv de drysse ned paa Jordens Enge som vellugtsvangert Perlestøv. Hvad Under da, at til hver Draabe har en Velsignelse sig klæbt? Det regner ikke meer. Et Net af Perler over Alt er spredt. Et gyldent Mulm af Frugtbarhed er rullet over Aasen ned -- en Helte-Tordens Sejerskaabe, der har en anden Torden dræbt og skaffet Sommerkvellen Fred. . . Hvor Alt er friskt i denne Stund! Endnu er Regnens søde Draabe ei smeltet hen i Rosens Mund. Det gamle Æbletræ ei nænned at ryste sine Blomster ned før disse havde smagt den med, og ydet denne skjønne Qvel sin sidste Duft til Takfarvel! Imorgen ere de ei meer; hengivne, nøjde for i Aar, de alle ned fra Kronen flagre, og Træet Pladsen, hvor det staaer, taknemlig med sin Pragt besneer. Iaften, skjøndt for sidste Gang, de ere dog ei mindre fagre, som Fromme Dagen før han døer har samme Smiil og samme Sang paa Læberne som før. Med disse saa snart affaldende Blomster med den fineste Rødme i den skjæreste Bleghed og med den sødeste af al Vellugt bør Brudene pyntes; ikke med de halvudsprungne Roser, hvis Blusel er bevidst Blussen og som med krampagtig Styrke holde sine Kalke sammen. SIDE: 297 O hvilken Aften! Al sin Pragt har Himmelen til Skue lagt. Se fagre Skyaustralien! se yndige Vidunderlande, adspredte over Himmelen, adskilte af safirblaa Vande, hvor røde Skove af Koraller i tunge Takt med Bølgen svaller! Der ligge Verdensdele to med snebedækte Alpetinder; et Suez af en Regnbubro dem begge til et Heelt forbinder. I Bunden af en Himmelbugt, langs blomsterkrandste Kyster malt med Skjønhedslinjers blide Flugt, i Bunden inderst derifra fremglimrer Aftenstjernen alt, som Tinderne af Alabaster paa Adrias Venezia, mens Solen lange Afskedsblik, saa ømme som dem Eden fik endnu udover Marken kaster. O helligt Fredens Øjeblik! o Himmelens Forsoningsstund! Nu Stjerne, Sol og Maane straale; Medbeilerne hverandre taale; de beile til hinanden kun. O, hvem kan frygte at døe under en saadan Himmel? Hvem hade at leve paa en saa velsignet Jord? Nu er der kun skum- melt etsteds, og det er -- i Kirken. Nei, se dens Vindve fuldt sig tænder med gloriestraalende Legender. O læs min Sjel -- dit Syn ei svigte -- de søde Solens Afskedsdigte! Blandt Svalerne, som flagre der, SIDE: 298 og paa de høje Vindver banke med sine Vingers fine Fjer, er nu min Sjel med al sin Tanke. (Der sidder et Gespenst af den hist i et Lysthuus kun igjen.) O hvad Vidundere den seer! Men for at kunne uden Feil dem alle skildre ganske sande, den for det Himmelske bør være saa klart Uskyldighedens Speil som disse Pintseliljers skjære, i Perler toe'de, Stjernepande, min Læbe saa uskyldig reen, som Rosens der, som nys har slukket sit hede Purpurs Tørst og drukket en smeltet Draabes Ædelsteen. O hvorfor skulde jeg ikke sige, at jeg saae Forklaredes An- sigter, ikke større end Diamanter eller Kjærmindernes, og at de bønfaldt Gud om et Velsignelsens Aar for det Land, som engang var deres Fødeland? I een Rude bølgede gyldne Ax, og smaa Væsener høstede, en anden rødmede fuld af Kløver, i en tredie vævede yndige Sylfer Nationens Farver; Kongens Navn brændte i en fjerde, og i nok en sad Josefines Genius omgivet af smaa Engle, der holdt Ax i Hænderne, gyldne og ikke større end Liljernes Kolber. Jeg kjendte Mange af de Forklarede. De vare engang alvor- lige Mænd, Nationens Patrioter, med skyggefulde Pander og ikke altid blide Øjne. Men nu var Øjet paa Sommerfuglens Vinge vredere end deres, Perlens Pande mørkere. Der var Kristian Krohg og Schultz og Knudssøn og Rosen- kranz, den Medlidende. Der var Øvergaard, med Hovedet for- bundet med et hvidt Rosenblad. Han hviftede med en Furukvist, og der faldt gyldne Korn ned fra den, som bleve til Ax før de naaede Jorden. SIDE: 299 Mit Øje blindes fuldt af Taarer, meer søde end det Perleblod, som springer ud af Skyens Aarer, meer søde end den Honningflod, som Himmelens Barmhjertighed har drysset over Landet ned. Det er da, siden Øjenettet er blindet til af dunkel Graad, min Sjel, og ikke det, som seer det ømme himmelske Beraad; og Jubelsynet er forjettet, og hvad jeg saae, det skeer, det skeer! Henrik Wergeland BRYLLUPPET PAA STYRI Efter Jørgen Moe, Samling af Sange, Folkeviser og Stev (juli) 1840, S. 123 -- 6. Mel. Længje venta Laurdags Kvællen etc. Halvar Styre holdt et Bryllopp, som va grisk, som de' vel hass Daatter bor'e. Kanna fruste, som om den var full ta Fisk, snødtnok Folk den røre tor'e. Øle' skomme langsme Bore' Nat aa Dag, saa de' kunne drive Møllebruk aa Sag; men den Sag, som gjik, va' en full Musik; og de' Værk di flittugt smorde. Brur aa Brurgom tælte etter Klokkas Slag, taatte, at den gjik for sagte; Men de Gjæsta meinte, at den Bryllopsdag Viseren i Fiirsprang jagte. Men om Tia rann, saa holte di den inn. Thi saamangen Skute gjik for Fordevinn. Fek end En en Læk, fek end En en Knæk, dog di te i Fredshamn la'de. SIDE: 300 Møller, vevre Gubben, viste, muntert Sind kan saamangen Rynke glatte. Andersen paa Frelsæt Bein ta Postelin noksaa net i Dansen satte. Hendrek sat der snart somom han angla Fisk, snart somom der fata Ell ti Halmevisk Mangen Blom sat au baa'e hvit aa rau blant de Mænd me Frihetshatte. Der var Paal'en Jøndal aa en Gunner Strand, aa en gamle Ola Grue, Laers Tyns'aak, Bøjdens gjæve Storthingsmand, ganske hvit som Mjøl i Hue, Ole Vestigar'en, Nils aa gamle Paal, ælle Paalspaskara, de som sto paa Maal; Ælle banna Pram, ønskte i en Dram, at han sat i Ulvens Stue. Da de skulle ite sammen godt de To ta den Kua, som hu Marthe, Hu fra Julsrud, tel Hr. Prokoratren dro', skjønt han sea ikke sparte. "Malmros" maatte sta; de' var en svari Nau; "Malmros" maatte sta, som Erik Fossums Sau. "Skaal! De' var nu de'! Gji vi snart fek Fre'!" Kanna gjek, aa Grannen svarte. Halvar sat bak Flaska troligen paa Luur, at ei noen Gjæst ble sturen. Vist som en Paryk sat Haare hass paa Snur, sat de' fast ei ta Naturen. Heile Skællen snudde han da lit paa Snur; ælle Skæller kasta nok lit Ballast tur  -- Snurrirurrirur! Purrisurrisur! De' va Fa'n te Bryllopsturing. SIDE: 301 Midt i Surren da, me Skaala gjik omkring, ællerbest me Folke tura, en graatrøja, raupiklua liten Ting, sprætter inn aa hen te Brura. Mit paa hennes Hjærte fæste han en Blom, venner seg saa børj te onge Brurgom om, rækker ham et Hønn, fuldt ta bare Kønn, farer bort saa gjønnom Mura. Ælle glante; Brura blekna aa ble rau; Mange klødde seg bak Øre. Ælle di studera, like kloke au; Ælle tala, Ingen høre; Ælle spekulera, titte i sett Glas; Hver seg trodde klokast sjøl i de' Kalas. Blommen simpel var; Himmel-Let den bar. "Slikt et Hønn kan hvermand gjøre." Reste Kjøkemestren seg fra Bryllopsbænk, slo' ti Bor'e før han mæler: "Gaven lærer: inte vrake ringe Skjænk. Herren sjøl jo Viljen tæler." Da tel Ælles Skræk paa engang braat de saag gjønnøm Nyklehøle fare inn den Graa. Flux paa Halvars Skolt sat den Vesle stolt; som en Værtshusmann paa Kjæller. "Kællen tala sant" -- saa mæler han paastand -- "Dog mi Skjænk ful meir betyer. Tur mit Hønn, saa simpelt, uten gyllen Rann, Overflødighet støt flyter. Blommen som je fæste der paa Bruras Bryst, dufter au i ringe Hytte Hjertelyst. Flit e' Hønnes Namn, Nøisomhet i Savn, saa de Namn paa Blommen lyer." SIDE: 302 "Slik en herlig Bruregave, Brur saa ven, deg en gammel Ven da senner. Thi i Stellet rask, i Stua net aa peen, Slik fra Barnsbein han deg kjenner. Som hos Fardin vær hos Dig da ligesaa! Da en Ven du har i Styrinissen graa." Dærme' Nissen flau; Men en Hurra au fulgte ham te Gar'ens Enne. Henrik Wergeland DEN NORSKE BONDE Efter Jørgen Moe, Samling af Sange, Folkeviser og Stev (juli) 1840, s. 127 -- 8. Skjyruklang, Sliulsang -- De' er Bondens Fele. Gamle Juul med Faalaasprang [fotnotemerke] Kommer ei med bedre Laat, naar paa hviten Vang med Graat Aarene sig dele. Saae lidt Sved: Guldet ned' I sin Binge trille, -- Det er Bondens Lykkespel med en Myr saa brisk og brei Myra taper arj [fotnotemerke] : den vil først tel Vaaren spelle. Kofte graa, Hatten paa midtfor Fjørschakoen, -- De' er Bondens Pragt aa Pynt Hustru mi, dit Lin kan faae Regnburødt og blaat og grønt af lidt Gras paa Moen. Fotnote: Faalaasprang, Unge Hestes Springen. Fotnote: arj. vred. SIDE: 303 Kræmmergjøth, Du, som snøt Flit aa Søll fra Norje, Jentami sin Træve Liin spinner tel en Stak saa fiin. Hun vil ei i Kista di' fremmed Skjønhed borje. Øl saa bruunt gjør det luunt om en Bondes Hjærte. Kællens Bringe, graa som Varj [fotnotemerke] , Vaxin Gut, hvis Blod saa sundt spruter Gnister gjennem Marj, kun slik Viin fortærte. Søn! tel Juul Slaae vi Hul paa de' stærke Anker! Kanna fram med Løva paa! Laake' ta, det Glædesskjul! Brændevinet skal faae staae medens Kruse' vanker. Henrik Wergeland SVERIGES TRYKKEFRIHED Tønsbergs Merkur 15. nov. 1840. Ogsaa i Sveriges Grundlov paraderer Trykkefriheden paa Papiret, supplerende vor parodiske Trykketvangslov af 1799 med den ilde bekjendte "Inddragningsmagt" d. e. Hofkantslerens Magt til at forbyde Offenliggjørelsen af hvilkensomhelst Avis eller Skrivt som han maatte finde for godt at gjøre dette med. Da Abonnenterne imidlertid ere lovede visse Blade daglig, elu- deres Inddragningen ved en ubetydelig Titelforandring og Navn- givelse af en ny Redakteur, der ofte ikke duer til at have med noget Forfatterskab at bestille. Saaledes seer man det selv- samme Aftonblad i mindre end 10 Aar nummereret det 21de, og hører Personer angivne som dets ansvarlige Redakteurer, der komme ligesaa ufortjent til denne Ære som vor i gamle Dage saa berømte Nils Tønnesen, Skopudser paa Regentsen, til Digternavnet i Nationalbladet. Det er naturligviis bestandig den samme Lars Hjerta, som bruger Andres Poter til at rage i Ilden med. Det vil være i enhver ikke altfor ung norsk Borgers Erin- dring, hvorledes man i de første Friheds- og Forenings-Aar ødslede med Trykkefrihedsaktionsdekreter hertillands, saa at SIDE: 305 det, ligefra Hans Mathiesens fra Gibsunds Sag, fordi han havde vovet at klage over Soldaternes, Gud og Hvermand bekjendte, slette Forpleining, navnlig med umalet Havre, under Krigen, ret var som om Juristerne (der visselig i altfor høi Grad er den herskende Kaste) vilde med eet betage det nys friblevne og i sine inderste Følelser og Forholde saa dybt rystede Folk enhver Yttringslyst. Man erindre iblandt andet den Hjelmske-Møl- lerske Sag. Ere eller have vore egne Forhold været saa miserable, og tælle vi i de senere Tider adskillige paafaldende Begunstigelser for Embedsmænd med beneficerede Trykkefrihedssager, saa kan det ikke være uden Interesse for os Normænd noget nøjere at kjende Rækken af de svenske Inddragninger, hvorved den i Norge ogsaa noget kjendte Landshøvding forhenværende Hof- kantsler Hartmannsdorff, en dygtig, men yderst servil Mand, har erhvervet sig sin meste, nu paa Rigsdagen saa forøgede Notabilitet. [Herefter følger gjengivelse av en redegjørelse fra Konstitutionskommi- téen ved den svenske riksdag for regjeringens "Inddragning af Tidender." Redegjørelsen fortsetter i "Tønsbergs Merkur" for 19. nov. 1840.] Henrik Wergeland [SVAR TIL PH. HANSTEEN OM GAPESTOKKSTRAFFEN] (Indsendt.) Tønsbergs Merkur 26. nov. 1840. I Morgenbladet har Hr. Cand. jur. Ph. Hansteen, der er ble- ven udødelig i vore juridiske Annaler som Igjenoptager af Gabe- stokstraffen, søgt at forsvare sig i en heftig Artikel. Den unge Mand lader ikke til at kunne begribe, at han ikke har med An- gribere at bestille, der ville ham ilde, fordi han har bundet sig til den barbariske gammeldanske Anordning, men med en Opi- nion, der er bleven oprørt ved at erfare, at denne bogstaveligen er bleven efterlevet. Hans Handlings Legalitet er, saavidt Ind- senderen har seet, ikke bleven omtvivlet, men dens Moralitet. Hans Dom kan gjerne staae sig for de juridiske Domstole; men for Folkets og Tidens Meningsdomstol vinder han kun Infor- mationen pro meliori. SIDE: 306 L'HOMME DU PEUPLE A SON ROI CHARLES JEAN, A LA FETE DE NOèL. (A la dernière feuille du Journal). Efter Mgbl. 1895 ekstranr. 17; julen 1840; i et eksemplar av "For Arbeids- klassen", 2. halvårgang 1840 (sml. I:3:333). Parmi tes amis, o roi Charles Jean, Tu comptes un fort et fidèle: l'homme du peuple. Tu ne dormirais peut-être pas aussi bien, mais aussi sûr dans ma cabane, que dans ton chateau. Ta tête reposerait sur mes genoux, et autour de nous seraient agénouillés mes enfans. Je t'appelle ce que ta vue m'a enseigné: "Charles Oeuil-d'aigle, Charles Coeur-noble." et d'un coeur sincère je porte une santé, qui pour moi change ma bière en vin: Que Dieu bènisse le Roi, ami du peuple, de cette fête de Noël jusqu'a celle qui viendra! Que Dieu bènisse le Roi, corps et âme! Oh, s'il célébrait cette fête avec Nous! Oh, si chaque bienfait, que Tu as donné à la Norwège, chaque pensée, que Tu as pensée pour elle, devenait un ange! Alors ta halle serait pleine comme le ciel du Seigneur. Que chacun d'eux te verse une coupe de santé pour te rejouir à la fête de Noël! Oh, si je savais, que Tu le rejouis, la joie serait assise aussi au plat de la pauvreté! (L'Editeur). SIDE: 307 Henrik Wergeland CITATER AF "ENGELSK SALT" (Indrykkede paa Forlangende af Forfatteren.) Morgenbladet 20. febr. 1841. Pag. 4. Agatheia. "Og hvem behøver Venner af sit Hjerte meer end en Patriot, der vil give sig i Kamp med Samfundets Brøst og Menneskehedens Sorger? Med Venner er han Ørnen i sin fulde Ham, somom hver af de glindsende Fjedre gav Kraft til dens Klo, og kastede en Glands af Freidighed i hans Øje -- uden er han den skaldede, tristøjede Grib paa den ensomme Klippe." Cholos. "Ja hvis Venner ere Fjedre, er Mistænkelighed rig- tignok en Slags Skab, som skaller dem af." Pag. 8. Pirkom. "Mistænkelighed er Venskabets Asmodæus. En Mis- tænkelig er Ingens Ven; endnu mindre sine Venners, og mindst sin egen." Langkork. "Det vilde bedrøve mig mest. Han kan have Erfa- ringer -- og det er en Debet paa Fandens Konto, men en Kredit paa det gode Menneskes  -- men jeg vil lære ham, at der gives Mennesker, som ikke kunne bedrage, og at dersom Patriotisme og Liberalisme ikke have ligesaa venlige Hjerter og aabne Aasyn som de andre Dyder, ere de ikke et Nummer af Nella værd." (NB. I denne Replik vil man finde Stykkets Moral). Pag. 10. Langkork. "Jeg vil have Ærbødighed for vore Liberales Yp- perste, selv om han var min Fiende." Pirkom. "Slige Liberalismens Idealer koste 6 Pence i London." Langkork. "Tænkte mit Hjerte saa, rev jeg det udaf Livet." Pag. 14. Langkork. "Ak, ulyksalig er denne Søndren imellem Patrio- terne, ulyksalig er den Tanke, at man Selv er den eneste! Lad det være dig nok, at du i mine Tanker er den bedste, og lad os fornye vor Venskabspagt med den Eed, at Vi idetmindste aldrig ville miskjende hinanden." SIDE: 308 Pag. 15. Bier. "Det var nærgaaende som det meste Sandt. Men gid Venner og Patrioter aldrig angribe hinanden for større Skranker end inden en Sofas Arme, og heller med Benene end med Hovederne!" Pag. 16. Pirkom. "Først staaer der (i Bladet "Nyregranskeren") en grundig Afhandling om den offentlige Nytte af almindelig Mis- tillid, med Motto: "sku ikke Hunden paa Haarene!" Dernæst en, om at det er ligesaa umoralsk ikke at forsvare en Løgn i det længste, som ikke at sørge for sine Slegfredbørn. Item nogle praktiske Prøver. Item en om Indførelsen af Øleddik som Natio- naldrik. Item et Eventyr om de tre Brødre Mumlen, Brumlen og Skumlen, der alle Tre kom til stor Anseelse i Barbariet. Og endelig noget Ruskomsnusk som staaende Artikel." Pag. 17 og 18. Langkork. "Paataler han Uret tilgiver jeg ham gjerne For- nærmelsen mod mig." "Revser han Daarskaber, tilgiver jeg ham Kaadheder mod mig." "Udtaler han Sandheder, tilgiver jeg ham Usandheder om mig." "Tugter han Lasten, tilgiver jeg om han berøver mig mine Dyder." "Straffer han Hykleri, tilgiver jeg ham, om han drager min Oprigtighed itvivl." Pirkom. "Det er dog det Haardeste. Bestaaer du Prøven?" Pag. 22. Langkork. "At ærgre sig over en Mistænkelighed af denne Natur er ligesaa taabeligt som at nære den. Kun det er ærger- ligt, at den skader den gode Sag ved at adsplitte og latterlig- gjøre dens Forfægtere. Farvel Vinæger! Jeg kan ikke hade dig!" Vinæger. "Da kan jeg hade dig og jer Allesammen, I Kjelt- ringspak. En Patriot, som ikke kan hade, er en Bue uden Streng. Latterlig jeg? Beundres jeg ikke af Alle, som boe udenfor Byen? SIDE: 309 Med slige fordragelige Folk, som ikke engang have Øie for de meest iøinefaldende Symboler paa politisk Troesbekjendelse, kan man intet udrette. Men Eensomheden har sin Storhed, og Storheden altid Kraft. Menneskeforagt reddede den franske Republik og O'Connel spytter ofte i Hovedet paa den han taler til. Tvi! Gid jeg kunde spytte Kjønrøg naar jeg spytter!" Pag. 26 og 27. Langkork. "Det er uhørt. Jeg kunde ogsaa synge af Glæde for vi have nu upaatvivlelig vor Ven igjen." Pirkom. "Du har nok havt Ret i at den skumle Mistænkelig- hed sad i Maven." Vinæger (kommer raskt ind med Munterhed i Ansigt og en Rose i Brystet). "Mine Venner! (tager dem i Haanden). Jeg veed ikke hvordan det er med mig; men jeg seer nu, at denne Rose er rød og ikke sortgrøn som jeg før skulde bandet paa den var. Jeg veed, I ere mine oprigtige Venner og at I elske Fri- heden og Fædrelandet med samme uforanderlige Hengivenhed som jeg. Kom mine Venner! Jeg har en Flaske Viin i Lommen -- ud etsteds hvorfra vi kunne see udover Fædrelandet og for- lyste vore Hjerter ved dets Syn." De Andre. (Med Haandslag.) "Det er et Ord." Vinæger. "Lad os opsøge en af de mange yndige Dale, som omstjerne Kristiania, fordybe os i vort Fædrelands Favn, ned- kaste os under en af deres Bjerkelunde, fryde os ved at Høj- hedens og Skjønhedens ogsaa er Frisindethedens og Ærlighe- dens Hjem, hilse dets gamle Konge med et frydefuldt Vivat, og banlyse, idet vi oversprøite Mosen og Linnæerne med de sidste Draaber, al skummel Mistænkelighed, al Smaalighed fra dets Venners Tænkemaade!" Bier. "Top!" Langkork. "Der burde voxe Paddehatte op hvor Draaberne falde. Men mod Smaaligheden maa der nok skarpere Midler, for den er ikke forlegen med Opholdet. Skulde Morgenbladet sige den op, mangler den ikke Engagement i den Constitutionelle. Den er en af Hovedbestanddelene i et vist Blads berømte Ret- færdighed, hvis Redaktion det er ligesaa umuligt ubeklikket at fortælle et Faktum, som ikke ganske falder i dens pessimistiske SIDE: 310 Smag, som det er at synge reent for En, der har et Fiskebeen i Halsen." Vinæger. "Hverken Optimister eller Pessimister, ville vi ønske Sandheden Seier og først og fremst gjennem dens Organer. Ellers ned med slige Karle som med en Appius!" Pag. 28. Langkork. "Pokker ivold med baade den (Anglomanien) og Mistænkeligheden! Den første Betingelse ved en Patriot er at være ærlig, den anden ikke at være nogen Nar, den tredie at tro, at andre Patrioter ogsaa ere ærlige og ingen Narre. Men skulde Mistænkelighed endog anklage En, hvis hele foregaaende Liv vidner om Ærlighed og Hengivenhed for den fælleds Sag, da -- " Vinæger. "Recipe: Engelsk Salt!" P. S. Enfoldigt Spørgsmaal: Er der da saa særdeles farlig [e] Renegationer i disse Repliker? Henrik Wergeland [TIL SELSKABET FOR NORGES VEL] Utkast for Finansdepartementet i Riksarkivets Copibog I s. 6; 1. mars 1841. Til Direktionen i det kongl. Selskab for Norges Vel. Departementet har herved den Fornøjelse at tilstille den ærede Direktion de omhandlede, hidtil i Rigsarkivets Kontor opbevarede, 170 Explr. af Professor Olufsens "Anviisning for Landalmuen til at brygge Øl." Vogt Faugstad Chria 1 Mars. 1841 (Expederet fra Kontoret med Følgebrev til Finansdept.) Henrik Wergeland SIDE: 311 [INNLEDNING TIL "RULE BRITANNIA"] Efter Wergelands ms. UB Oslo, 584 fol. A I 14; 3. mars 1841. Det er besynderligt, naar man tager Hensyn til den, saa- længe Handel har været drevet herfra Landet, mellem England og Norge vedligeholdte inderlige Forbindelse, at ikke denne oldengelske, af Norske i England saa ofte hørte Nationalsang, der foruden sine digterske Dyder, er udrustet med den pragt- fuldeste Musik, ikke forhen forlængst er overført i vort Sprog. Den meddeles da, saa ordret som muligt endeligen her: [Her følger Wergelands oversettelse fra 1832, se I: 1:273, en del revidert.] Henrik Wergeland TIL DIREKTIONEN I ATHENÆET, KRISTIANIA Efter Wergelands ms. UB Oslo 584 fol. B 14 c 1; 6. april 1841. "Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte. De skulle engang pryde min Aands Diadem." Henr. Wergeland. Til Direktionen i Athenæum. Ovenstaaende Linjer til Betænkning, indtil, som jeg haaber, en Generalforsamling prøver Direktionens skamløse Magtmis- brug, at negte mig Adgang til Læseselskabet Athenæum. Xnia 6/4 41. Henr. W -- Henrik Wergeland [BEKJENDTGJØRELSE OM "NORGES KONSTITUTIONSHISTORIE"] Morgenbladet 14. april 1841. At min Konstitutionens Historie strax vil blive fortsat, be- kjendtgjøres herved. Henr. Wergeland. SIDE: 312 Henrik Wergeland [BEVIDNELSE TIL "SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL"] Efter ms.-fotografi hos Selsk. for Oslo bys vel; 27. mai 1841. At Skolelærernes Qvitteringer udvise, at ompaaskrevne Af- hentning, paanær et Par Forglemmelser, som skulle søges ret- tede ved Indvarsling i Aviserne, har fundet Sted, bevidnes af Bladets undertegnede Udgiver. Omkostningerne ved det 5 000 Explr. store Oplag, hvoraf omtrent 1 300 afsatte til Dato under mange Besværligheder og Bekostninger ved Inddrivelsen, lige- som og Almuens Tilvanthed til Selskabets Gave af Explr. gjør dets fremtidige Understøttelse ønskelig. Et indbundet Exemplar samt de i dette Aar udkomne Num- mere hoslægges -- saaat Direktionen kan overtyde sig om Be- tingelsen for Understøttelsen, nemlig et passende Indhold, har fremdeles været tilstede. D. u. s. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland OPSANG FOR "KRISTIANIA PAKET" (KAPTEIN ANDERSEN) 17. juli 1841. Nu muntres op saa mangt et Sind. -- Singsallijoh -- Paketten er nu halet ind. Singsallijoh! Hurra! Hurra! o. s. v. SIDE: 313 Nu stiger Hjertet i vor Barm. Singsallijoh! Med Styrke løfter sig vor Arm. Singsallijoh! Nu ruller Blodet i vort Bryst. Singsallijoh! Nu heise vi med Kraft og Lyst. Singsallijoh! I Veiret Oxehov'det gaaer. Singsallijoh! Paa Bryggen endnu flere staaer. Singsallijoh! De undres hvad vel deri er: -- Singsallijoh -- om Porter eller Gingerbeer? Singsallijoh! Men gid vi brygged Porter selv -- Singsallijoh -- af eget Malt og egen Elv! Singsallijoh! o. s. v. Ja gid vi brygged selv vort Øl! Singsallijoh! Og drak det saa i Krus af Sølv! Singsallijoh! o. s. v. Saa drak vi (og med bredfuldt Maal) -- Singsallijoh -- Det gjæve gamle Norges Skaal. Singsallijoh! o. s. v. Saa drak vi (og med Velbehag) Singsallijoh! en Skaal for Norges røde Flag. Singsallijoh! o. s. v. SIDE: 314 Saa drak vi til vi drak os mæt -- Singsallijoh -- en lystig Skaal for vor Paket. Singsallijoh! Tilsidst vi letted paa vor Spunds; -- Singsallijoh -- og drak Kapteinens Skaal tilbunds. Singsallijoh! Og altiblandt, med muntre Vers, -- Singsallijoh -- vi heise Baller under Mers. Singsallijoh! o. s. v. Og Damen stryger strunk forbi. Singsallijoh! Hun undres hvad vel er deri. Singsallijoh! o. s. v. Til Tjeneste, der er, Madam! -- Singsallijoh -- en Mængde fremmed Modenskram. Singsallijoh! o. s. v. Men gid du gik -- Hurra my boy! -- Singsallijoh -- i eget hjemmevirket Tøi! Singsallijoh! Saa fik du før du gik herfra -- Singsallijoh! -- et ærligmeent Matroshurra. Singsallijoh. Hurra! Hurra! osv. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 316 S. T. HR. KAPITAIN GERHARD MUNTHE, KROKEN, SOLVORN INDRE SOGN Efter ms. UB 584 fol. F. 84; 18. okt. 1841. Grusomme Kapitain! Før jeg modtog Svaret tænkte jeg længe paa at meddele Dem at Deres attegløimde sorte Kat er bleven optaget af mig og lever nu i stor Tilfredshed sammen med mine andre to sølvergraa "Tjuven" og "Luseparykken". [fotnotemerke] Jeg holder det ikke for uvigtigt, at De underrettes herom, endog med større Vægt end at jeg ogsaa beretter at Wieselgreen skal erholde Svaret afskrevet. Idetmindste vilde en saadan Efterretning være af stor Vigtighed for mig, idet jeg vilde befries fra en Angst forat en Ulykke skulde ramme mig. Vær derfor, tilligemed gode Frue, uden Bekymring for Katten, der nu med et rødt Baand om Halsen er den fornemste Penat i mit Huus. 18 Oct. 1841 Deres hengivne Henr. Wergeland Henrik Wergeland [MOT L. K. DAA] Efter Wergelands manuskript, 13. jan. 1842, faksimilert i Tidens Tegn 1924 nr. 133 s. 7. Bleg sidder den Bagle i højen Sæde, som vilde han Folket, ei Skinken, æde. I Birkebener! Et Bliss i Panden vil klæde Manden. Hans Øjne gnistre, og til hans Læbe de onde Ord sig i Fraade klæbe. I Birkebener! hvad om den Stygge fik Staal at tygge! Fotnote: En Skovkat med Silkeragg. SIDE: 317 Hvad Hjertet føler og hvad vi sjunge den Bagle kløver med onde Tunge. I Birkebener! Hvad om den Bagle blev sat i Skagle? Hvad om vi Bjelden paa Bæstet hænge og saa i fygende Juulkut sprænge? I Birkebener! lad Bjelden klinge og Baglen springe! Jeg kjender Baglen den fule Blakke, Han vil jer neppe for Skinken takke. I Birkebener! Den guule Pels jer gjerne spiste ihop tilqvels. Han bliver sta i den første Bakke. I Birkebener! Da for en Svøbe maa Baglen løbe. Det Ondes Svøbe er Spot og Skamme. Den gule Kind skal af Harme flamme. I Birkebener vi -- -- -- [Resten mangler.] Henrik Wergeland [OM SAKEN MELLEM L. K. DAA OG WERGELAND] Morgenbladet 21. jan. 1842. Mellem det "pikante", interessante og godt sammenstillede Indhold af Granskerens sidste No., som Morgenbladet, der for- agter at referere af andre Blade, idag dog refererer, er ogsaa Beretningen om, at Bythinget, i Sagen mod Statsrevisor Daa i Anledning af Talen om hans Kvalifikation til Storthingsmand, har tilpligtet mig en Mulkt, som jeg tror er den laveste i Trykke- frihedssager. Men hvad vil Publikum dømme os imellem, naar det hører, at hiin Dom støtter sig til Hr. Statsrevisor og Stor- thingsmand L. K. Daas Benegtelse af at være Forfatter til For- SIDE: 318 nærmelserne imod mig i hans Blad Granskeren? Naar han kunde bekvemme sig hertil, var der naturligviis intet at gjøre for mig, hvis hele Yttrende af 15de August var grundet paa Forudsætningen deraf. Jeg tør antage, at jeg i denne Fra- gaaelse i ethvert Menneskes Øine, som besidder Ære for sig selv, har erholdt en endnu væsentligere Mortifikation end min Modparts ad saadan Vei tilvundne juridiske. Da jeg imidlertid ikke endnu er saa ganske paa det Rene med min Tro paa denne Æresmands Benegtelse der ikke forbausede mig mindre end enhver anden derom Underrettet, er det muligt, at Sagen vil blive appelleret. 19de Januar 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM SAKEN MELLEM DAA OG WERGELAND] Lillehammer Tilskuer 1. mars 1842. Opfordret af en Anonym i Morgenbladet til ved Citat at be- vise, at Statsrevisor og Storthingsmand Daa, Granskerens Re- daktør og Eier virkelig har i Sagen om Valgtalen ved Agers- huus Amtmøde benægte [t] at være Forfatter til de mange For- nærmelser mod mig i hiint hans Blad, hvori jeg satte mit For- svar, har jeg vel i Kristiania Adresseavis, -- da Morgenbladet vilde have Betaling derfor, uagtet det selv, ved sin Annonce af Dommen, havde givet mig en Opfordring dertil -- ladet Neden- staaende indrykke; men da Bladet er lidet læst udenfor Byen, udbedes ogsaa Plads for Følgende i Tilskueren. [Her følger "Citat af Dommen mellem Daa og Wergeland", se III:3:525.] Henr. Wergeland. Henrik Wergeland JØDEN Ni blomstrende Tornekviste. Lillehammer Tilskuer 1. april 1842. Under denne Titel vil en Samling af originale Poesier ud- komme, hvis Tendents er ogsaa fra Følelsens Side at under- støtte Tolerantse-Motionen. Bekjendte og Venner af Sagen ind- SIDE: 319 bydes til at fremme Foretagendet. For 1 Expl. 30 ß. For 2 Expl. 40 ß. For 3 Expl. 60 ß. For 7 Expl. 1 Spd. Paategnede Planer bedes hurtigst remiteret. Kristiania i Marts 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL DIREKTIONEN I SELSKABET FOR NORGES VEL Efter ms. UB Oslo Dep. 209; 16. april 1842. Paa Grund af vedlagte Skrivelse fra Sognepræsten i Skib- tved, der ligger i et Strøg af Landet, hvor Almuens egne Bestræbelser for fri Oplysning ikke synes saa tidlig vakte, som Beliggenheden tilsiger, og hvor den behøver Retledning ved Siden af Opmuntringen, andrages om, at Selskabets Skrivter i Lighed med hvad der skede ved Vardøes, Talvigs og Enebaks Bogsamlinger, ogsaa maa blive skjænkede og ved mig udtagne til Almuebogsamlinger i Skibtved. Kristiania 16 April 1842. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland UDSTILLING Den Constitutionelle 21. april 1842. af Correggio, anbefalet af Hr. Slotsintendant Linstow i den Con- stitutionelle No. 84 og ligeledes af en Kunstkjender i Morgen- bladet No. 96 d. A., vover jeg tillige at anbefale til det ærede Publicum et udmærket og originalt Malerie af Carivaggio (Spaa- qvinden i Endor) samt mine øvrige omprocederede originale Malerier, som ere endnu at see indtil førstkommende Søndag, bestemt sidste Gang Correggio er, som man veed, en Sjælden- hed her, og som man maaskee ikke faaer at see i Norge paa et heelt Seculum. -- Et italiensk Digt over Antonius Allegrettio do Correggio, frit oversat fra det Tydske: O! Du store Kunstner herneden paa Jorden! Englene visseligen istemme Chor, Sang, Musik for Dig hist oppe, Din Nat er Verdens første Klenodie, Derfor di' Navn din Pensel ikke berøres eller bedømmes kan! SIDE: 320 Da jeg har bragt i Erfaring, at flere Hundrede flittigen besøge National-Galleriet paa Slottet, de Dage det er aabnet, for at besee Arbeider af Nutidens Kunstnere, slutter jeg deraf, at Pub- licum dog har Sands for Kunsten, hvorfor jeg anmoder det be- hageligst om inden ovennævnte Tid, at besee mine gamle Meste- res originale Malerier. Udstillingen er i Kjøbmand Bomhoffs Gaard i Kirkegaden, ligeoverfor Kjøbmand Schreiner, og aaben fra Kl. 10 Formiddag til 4 Eftermiddag. Entréen betales med 12 ß. eller hvormeget Enhver godhedsfuld vil give. Da jeg efter den anførte Tid agter at forlade Staden, anbefaler jeg mig til de ærede Damers og Herrers Yndest. Ærbødigst I. H. Schmahr. Henrik Wergeland SCHMAHRS CORREGGIO Morgenbladet 25. april 1842. vil endnu i tre Dage før Undertegnedes Afreise pr. Skibsleilig- hed til England blive at see. Skulde denne ikke foregaa i de allerførste Dage efter Udstillingens endelige Slutning, vil Male- riet, mod en billig Godtgjørelse, staa til Afbenyttelse og Udlaan for de Dyrkere af Malerkunsten, som maatte ville vælge dette Mesterstykke til Afkopieren og Studium. Jeg fylder idag mit 60de Aar. Jeg føler Luftningen fra bliden Himmel i mine faa og spredte hvide Haar, men, saasandt Gud under mig Hilsen, skal jeg om faa Maane- der have den Ære, ved min Tilbagekomst pr. Dampbaad, at overtyde DHrr. Tvivlere om mit Maleries Ægthed og Værd, at det Par smaa correggianske Engle virkelig have frelst Oldingen for den Nød, som ellers vilde true hans Alderdom. Skulde Nogen ellers generes af Entreen, der er 12 ß. eller efter Behag, da føler jeg mig saa opfyldt af hiin glade Forhaabning, at jeg idag, da jeg saa at sige betræder Tærskelen imellem to Tilværelser, idet jeg bliver sexaginta ætatis, med Fornøielse vil vise Maleriet gratis. I. H. Schmahr. Henrik Wergeland SIDE: 321 TIL DIREKTIONEN FOR DET KONGL. SELSKAB FOR NORGES VEL Efter ms. UB Oslo Dep. 209; 8. mai 1842. Det er min Hensigt at oprette og selv at bestyre en Bog- samling for Menigmand i Omegnen af min Bolig -- Arbeiderne paa Ruseløkbakken, Briskeby etc. -- hvortil jeg anmoder den ærede Direktion for Selskabet for Norges Vel om at meddele mig de af det udgivne Skrivter, der kunne være passende for et saadant Meed, som vel idetmindste fortjener at forsøges. -- Grotten paa Slotspladsen 8 Mai 1842. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL DIREKTIONEN FOR DET KGL. SELSKAB FOR NORGES VEL Efter ms. UB Oslo Dep. 209; 1. juni 1842. Naar de til Skibtvedt Almuebogsamling skjænkede Bøger afhentes, udbedes Tilladelse til at udtage 3 Sæt Exemplarer til, Storthingsforhdlr. undtagne, hvilke da ere bestemte til de i ved- lagte Blad omtalte Almuebogsamlinger for Byens Forstaddistrik- ter samt til en for Garnisonen eller Hovedvagten. Kristiania 1 Juni 1842. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [PÅSKRIFT PÅ ET BREV FRA AMSTERDAM TIL S. A. W. SØRENSSEN VEDKOMMENDE JØDESAKEN] Efter ms. UB, Oslo, 584 fol. G 29. Kristiania 1. juli 1842. Aprèz etre lu j'aurai l'honneur d'une conference. -- Reçu au moment à l'heure X 1 Juillet. Henrik Wergeland SIDE: 322 [FRAGMENT AV BREV TIL GEORGE HENRIK JÆGER] Efter ms. UB Oslo 584 fol. B 14 e 1; Chr.ia 11. Juli 1842. Forstaaer De Dem, høistærede Hr. Jæger, paa en saadan Regning som indlagte? Jeg blev ikke klog derpaa. Men er det saa jeg har nogle Skilling tilgode, saa indcasser dem. Over- bringeren Hr. P. L. Møller, der har et Navn i Danmark, har sat sig ind i vore literære Forhold, og vil nok lade høre fra sig. Mine Aktier ville da maaskee hæve sig i Danmark. Han har lovet mig at ville forsøge, om en Samling af mine lyriske [ -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- ] de svenske Jøder, lader til at være ikke uvillig til at kjøbe de for Boghandelen bestemte Expl. Den oversættes vel paa Tydsk nu i Altona; men jeg troer ikke det vil skade Afsætningen i Danmark og Sverige. Løser De mig ud fra den Debet til Leh- mann skal De faae de Explr. over de 225, som jeg ikke, ifølge Forpligtelser, behøver. De vil vinde Kunder ved den Entre- prise. Skyndsomst Svar udbedes. Hilsen og tillykke fra Deres Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [ATTEST TIL "SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYE'S VEL" FOR UTFØRT BOKBINDERARBEIDE] Efter ms. hos Selsk. for Oslo bys vel; 4. august 1842. Ovennævnte Arbeide er billigt og godt udført. Da Prokurator Rasch, som Formand for Selskabet for Byens Vel, før sin Bort- reise gav mig Tilsagn om at dette vilde overtage disse Udgivter til Almu-bogsamlingerne for Forstæderne, forventes denne Regning udbetalt af vedkommende Funktionær i Hr. Rasch's Fravær. 4. Aug. 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 323 [TIL ANTON SCHJØTH] Efter H. Lassens utgave av Werge- lands "Samlede Skrifter" II (1852), Tillæg, s. 76; okt. 1842. TIL A. S. Skaf bara mig på Svenskt Originalet, skal jag lydaktig vara straxt befalet, och pröfva på at få det i vårt mål, skjöndt nylig jag har druckit sådan skål: "Med bränvinsflaskan i min brända strupa, och ett krus öl uti min venstra hand jag önskar äran, att jag måste stupa för kung, för lag och för mitt fosterland." Henrik Wergeland S. T. HR. KAPITAIN THEISTE Efter ms. hos Selsk. for Oslo bys vel; 1. nov. 1842. Hr. Studiosus, Kopiist Helt anvises til Udbetaling af Sel- skabet for Kristiania Byes Vels Kasse 2 -- to -- Spdlr. for af ham til Forstædernes Almubogsamling indkjøbte 16 Bind Reise- beskrivelser. 1 Nov. 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BRUDDSTYKKER AV ET BREV TIL C. B. V. ROOSEN] Efter ms. UB Oslo 584 fol. B 15 ba; Grotten 2den Des./42 -- Tak, min gode gamle Ven! for din saa venskabelige Skrivelse, hvis Forlangende jeg efter Leilighed -- men Tiden er knap -- skal søge [. . . . . . . .] om den sidste Termin [. . . . . . . .] Bogen etc burde jeg [. . . . . . . .] "-tionshistorien etc har [. . . . . . . . . .] Endelig brød jeg dog over [. . . .] havde saalænge været [. . . .] Dokumenterne at jeg -- -- -- -- -- -- -- -- -- . SIDE: 324 Jeg tændte Lampe, l [agd] e Røgelse paa Ovnen, satte en Flaske Viin og et Champagneglass foran mig tændte Piben, strakte Be- nene ud, og -- Følgen vil Du vel see i den Cstnelle, da Produktet nødvendigviis efter sin Natur maa ind i et Blad. Det hedder Sognefjorden, som jeg lader tugte de udsuge [. . . . . . . . .] Bred- der, som i den sidste Tid har tiltrukket sig en saadan Opmerk- somhed. -- Skildringen af Dahl er ganske efter de Relationer, jeg fra for- skjellige Kanter modtog. Fhaldsposten seer jeg ellers aldrig, uagtet H. Thane havde lovet at sende mig den. Hansen maa Du underrette om, at jeg har opsat at tilskrive ham fordi jeg hver Dag har ventet at kunne tilmelde ham et heldigt [. . . . . . . . . . Vir] ksomhed for ham. Denne [. . . . . . . . . . . . . . . . . .] Jeg averterede strax for [. . . . . . . . . .] . et har ikke forsømt [. . . . . . . . . . . .] en Huuslærer. Dette [. . . . . . . . . . . .] Avertissement fra Cand. [. . . . . . . . . . .] rinck der var Kommis- sionær for en Proprietær og [ud] enbys i Soløer, hvor hans Bro- der netop skulde forlade Posten. Han gav mig godt Haab, han skulde skrive derop; men endnu har jeg ikke faaet Svar. Lønnen var 80 Spd. Imidlertid har der igaar tilbudt sig et andet Engage- ment, nemlig hos Lensmand Andersen i Vrængen ved Arendal, der gjennem Guldberg desember 1842. Jeg, Wergeland, forpligter mig herved til, ved Udgivelsen af ovennævnte Konstitutionens Historie, at iagttage følgende: 1. Ingen af disse Hefter skulle overskride et større Arketal end at de efter ovenanførte Udgiverens Bestemmelse, kunne sæl- ges for et Maximum af 96 Skilling for hvert. 2. Det første af disse Hefter leveres saa betimeligen i Løbet af Vinteren, at det kan udkomme til Dampfartens Aabning. 3. Jeg overtager selv Korrekturen, hvoraf der skal leveres to, med Ret til Forandringer i den 1ste, samt en Revision idet Halv- arket lægges under Pressen. 4. I Tilfælde af Udgave af en Ombearbeidelse af de to før udgivne Hefter, skal Hr. Dahl, paa Betingelser, der ikke over- skride nedenangivne med Hensyn til Honoraret, være fortrins- berettiget til Forlaget. -- Jeg, Dahl, forpligter mig til herved: 1. At betale Wergeland 25 Spdlr. i Forskud paa Honoraret; 2. At betale Wergeland i Honorar, eftersom Arkene forlade Pressen, og da i Tilfælde af at han maatte ønske samme, 15 -- femten -- Spdlr. pr. Ark trykt originale Text i Format som ovenstaaende, samt 5 -- fem -- Spdlr for de Bihang, pr. Ark, han maatte finde nødvendige. 3. Ligesaa tilstaaes ham 10 -- ti -- indheftede Exemplarer. I Tilfælde af Misligholdelse fra nogen af Siderne, afgjøres Tvisten ved Valg af 3 Voldgiftsmænd efter Overeenskomst, be- staaende af 1 Boghandler, 1 Bogtrykker og 1 literær eller juri- disk Person. Kristiania i December 1842 Henr. Wergeland [Johan Dahl.] Anmærkning De i ovenstaaende Kontrakt omstipulerede 25 Spdlr. ere er- lagte. Henr. Wergeland. SIDE: 326 [STJERNEGUTTSANG] Efter Verdens Gang 1889 (24/12), nr. 307, s. 5; visstnok fra 1842 -- 43. Her kommer konning Balthasar og Melchior og -- Mikkel. Nu standser kolden Januar selv Urets Perpendikel. Kom, skjænk os alle tre en Dram, som monne os behage; thi ellers faar dit Hus en Skam, naar Kongerne bortdrage. De klappe sig i Enden da med begge sine Hænder, og tager Lykken med, hvorfra de sig i Vrede vender. Henrik Wergeland S. T. HR. KAPITAIN G. MUNTHE KROGEN, INDRE SOGN Efter ms. UB Oslo 584 fol. F. 84. Arkivet 22de Februar [1843.] Hilsen over Fjellet! Blot en Hilsen, blot et Livstegn nu da jeg er unnastængt fra Lyset somom man vilde hvælve Potten over Blomsten istedetfor at sætte denne i den. -- "Nattens Dia- mant" lever i højeste Velgaaende hos min Nabo Artilleri-lieut. Tischendorff. Jeg maatte skille mig ved den, da den gik rakt opover Væggen og myrdede mine Kaniner. Jeg har et Eventyr i Hovedet om det -- et i Stiil ganske orientalsk -- ; men hvorfor nu skrive ned noget. Til Mai kommer Konst.historien; netop vil jeg haabe til 17 Mai det Afsnit af Historien, som ender med denne Dag. Jeg vilde ønske jeg havde vedhaanden det jeg har skrevet om Syne- Martha; men saa er ikke Tilfælde. Derfor indlagte Nr., skjøndt SIDE: 327 Udvandringerne vel ikke have vundet Proselyter i Sogn. Angaa- ende Syne-Martha, da tænkte jeg, at jeg skulde være bleven dømt til Baal og Brand; men jeg seer at jeg har sluppet med St. Benitoen Din Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [AV BREV TIL EN DANSK VENN] Efter "Ny Portefeuille" bd. 2, sp. 96 (16. april 1843); mars 1843. -- -- -- Du og enhver Dansk vil kunne bevidne, at jeg ikke pleier at være saa lidet fiintfølende, at jeg paa nogen Maade skulde saare Enkeltmand med Henspil paa hans Folks mindre lykkelige og ærefulde politiske Forfatning. Idetmindste griber jeg aldrig Initiativet til deslige Samtaler. -- -- Kontorbudet staaer for Eftertiden til enhver reisende Dansks Tjeneste, som vil besøge Archivet; og for at faae see Rigsakten (ikke Grund- loven, som den legère Forf. i Portef. vil), skal han vise mig en speciel Tilladelse. Det er ikke mere end rimeligt, at jeg for Fremtiden er noget mindre tjenstfærdig. Henrik Wergeland TIL DIREKTIONEN FOR REDNINGSANSTALTEN Av Generalmajor Birchs papirer i Riksarkivet, Oslo; 21. mars 1843. NB Som i moralsk Henseende særdeles trængende til at optages i Redningsanstalten og det strax og nolens volens paapeges Sælgepigerne Regine Sofie, 15 Aar, Datter af Arbeider Andersen (paa Enerhougen) Oline [rettet fra Anne] Marie, 16 Aar, Datter af en Kone ved Navn Inger (paa Do) SIDE: 328 Pauline [rettet fra Helene] Aslesen, 17 Aar gl. (paa Do) Marie Svendsdtr i Svendsgaarden paa Grønland Kan ikke Redningsanstalten her gribe ind, bør Politiet anime- res dertil. -- 21 Marts/43 Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL REDNINGSANSTALTENS BESTYRELSE GRØNLAND Av generalmajor Birchs papirer, Riksarkivet, Oslo; 3. april 1843. Da Enhver af de i min Proposition om at indtage i Rednings- anstalten opgivne omstreifende Piger nedbrydes meer end denne Indretning maaskee opbygger i en vis Tid, foreslaaes, at den Ukonfirmerede af dem, Regine Sofie, Datter af Arbeidsmand Andersen paa Enerhougen, indtages om kun i faa Uger til Ad- varsel for sig og de Andre. Lader det sig ikke gjøre at afholde Bekostningen derved af den Warburgske Gave, hvoraf 8 Spd. nylig ere afbetalte? 3 April 1843. -- Ærbødigst H. Wergeland [Note på påskrift av direksjonen:] NB. Gaven beløber sig ialt til 45 Spdr. Wergeland. Henrik Wergeland [AV ET BREV TIL REDAKTØREN FOR "LILLEHAMMER TILSKUER"] Lillehammer Tilskuer 18. april 1843. Christiania, April 1843. -- -- -- Af Nyt herfra kan fortælles, at Den Constitutionelles Redakteur A. Munch, der kun synes kapabel til at skyde med Erter, har havt den Ubehagelighed, paa Rappos første Fore- stilling at blive udfordret af en vis Kavaljer, der fandt sig for- nærmet ved en Artikel i hans Blad, hvori en lidet ærefuld Be- SIDE: 329 givenhed var omtalt, som han dog nu -- med nogen Slaphed i Moralen -- troede forlængst at have erhvervet sig Ret til med Rolighed at see tilbage paa. -- Der fortælles ligeledes at en Broder til Forfatteren af Artikelen i "Den Constitutionelle", der er militair, skal have optaget Handsken, uden at man dog nu siden har hørt noget fra bemeldte Kavaljer. -- -- -- -- Af de hos Guldberg udkomne Portraiter af Folk, som fortjene og ikke fortjene nogen saadan Udmærkelse, er der endelig udkom- met et vellykket, malet af Portraitmaler Berg og lithograferet i Kjøbenhavn, nemlig Justitiarius Bergs. Storthingsmændene Fauchalds og Uelands ere aldeles mislykkede. -- -- -- -- Vor Landsmand Balke har da endelig vundet saamegen Anseelse, at han er bleven af Kunstskolens Direction indstillet til et Sti- pendium af 200 Spd. i 2 Aar, men med den molboagtige Bestem- melse, at han, der vil lægge sig efter Sømaleriet, er forpligtet til at opholde sig -- ikke i Dresden hos hans Patron Dahl, ikke i Paris, hvor Vernets og Gudins Mesterstykker ere, ikke i Ne- derlandene, kort ikke hvor han vil og bør være, men i -- Düs- seldorf. Hvorfor? Det kan vel neppe Directionen besvare sig rigtigt selv. Henrik Wergeland [MED MANUSKRIPT TIL DIKTET "BARNET OG "BØRNEVENNEN""] Efter Wergelands manuskript i Bergens Museums bibliotek, april 1843. Til Pastor Biørn, Kria. NB: Jeg bør selv korrigere Wgd. Henrik Wergeland HØIÆRVÆRDIGE HERR BISKOP v. d. LIPPE CHRISTIANSAND Efter faksimile Fædrelandsvennen 1931 nr. 300; 3. juni 1843. Subscription er en kummerlig, men for de Fleste eneste Vei i vort Land til at holde noget Liv i Literaturen, især under den SIDE: 330 Overvægt, Lejebibliothekerne i de sidste Aar have vundet over den private Afsætning. Jeg seer mig saaledes omkring forat faae nok til at skjænke et Yndlingsarbeide Dagens Lys, og erindrer mig da at Geistligheden før modtog velvilligen Planer til deslige Sager med Cirkulærer, der maatte komme til Prov- stierne. Tør jeg da, i Tillid til de mange Tegn, jeg mindes af Deres Høiærværdigheds Velvilje, anbefale vedlagte Planer til Forsendelse ved saadan Leilighed til D.Hrr Provster. Kristiania 3. Juni 1843. Med Høiagtelse forbunden Henr. Wergeland. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 31TE JULI 1843. Lillehammer Tilskuer 8. aug. 1843. Paa Fredag vil Artilleriet vende tilbage fra Fredrikstad, hvor baade Feldt- og Beleiringsskydset har været i Øvelse under Brigadechefen Generaladjutant Meidells eget Opsyn, Skandser i større Stiil have været opkastede o. s. v. Det tager Tilbage- veien over den nye Bro ved Onstadsund, igjennem Krogstad og ad Enebaksveien, hvorpaa dets Øvelse paa Etterstad ville tage sin Begyndelse. -- Den utrættelige General Wedel, hvem Lægerne spaaede ilde, om han med sin Podagra vilde begive sig til Stockholm, befinder sig allerede i Bøhmen, i Tøplitz, hvor han vil bruge Badene. -- Igaar indviedes den katholske Menighed og Capel under høitidelig Gudstjeneste til Sanct Olaf, Norges Skytshelgen. -- I sine "Ställningar och Förhållande" fører den berygtede Cru- senstolpe, der forstaaer at suge Ondt af Alt, Anke over, at Vedkommende ikke have indviet den svenskkatolske Kirke til en national Helgen, f. Ex. til Sanct Erik eller Sancte Birgitta, men i dets Sted til en, Svenskerne uvedkommende, Helgen, St. Eugenia, som med forgyldte Bogstaver stod at læse over Porten, indtil Kalken, hvorpaa Navnet var malet, faldt ned. Er der noget i denne Anke, see vi Normænd da, at Hr. Pastor Montz, med Hensyn til vor Nationalfølelse har havt en bedre Takt. -- Skuespillerne Nielsen og Phister ere vendte tilbage fra SIDE: 331 Drammen. De politiske Taler, den Førstnævnte vil holde i Frimurerlogen, annoncerer han nu at være franske, oversatte af Orla Lehmann. Vi ere underrettede om, at den ene er af Chateaubriand, den anden af Courier. -- Af vore politiske Notabiliter befinder Sorenskriver Sørens- sen sig paa en Reise til Bergen ad den nye Vei, Advokat Hjelm i Kjøbenhavn og Oberstlieutenant Foss hersteds i et Sørgebesøg fra Stockholm efter hans Kones Død. Kjøbenhavnerne maae troe, at det gaaer seent med Avancement i Norge siden Hjelm nu efter snart 30 Aars Forløb kommer til dem uden at være bleven en Tomme høiere paa Straa, end han var, da han i 1814 forlod dem forat offre Fædrenelandet sin Tjeneste. -- I disse Dage er en af vore yngre Opbudskjøbmænd af udsendt Politi bleven bragt tilbage fra Hamburg, hvor han troede at have salveret sig, og hensat i en af de almindelige Arrester. Efter de afholdte Forhør, spaaer man ham og hans Compagnon ilde. Et Skrækkens Exempel vil dog neppe hjælpe stort paa den sjunkne Credit, vore Kjøbmænd ere komne i i Hamburg. -- Den Arbeider paa Universitetstomten, som foraarsagede, at en Blok faldt ned og knuste Ingenieurlieutenant Hagemanns Hjerneskal saaledes, at han døde fjerde Dagen derefter, er arresteret og sat under Tiltale. Han siges at være reent for- tvivlet. Ulykken skede ved, at han, for at give sig Udseende af at være beskjeftiget, da Hagemann, som Medlem af Bygnings- commissionen, indfandt sig paa Stedet, greb fat i en Tallie, som hørte til Blokken, uden at dog denne var befæstet, men kun hvilede paa en af Bjelkerne i Vestibulen. Hagemann befandt sig da ligeunder, og den svært jernbeslagne Blok faldt. Hans Liigfærd foregik i Fredags med stor Høitidelighed. I Følget saaes Byens Formandskab, hvoraf han var Medlem, og som ogsaa viste den Ædle den Ære at bære ham ud, Statsraad Krog, civile og militære Embedsmænd, Borgere og Studenter, af hvilke sidste en Sang til Militærmusik blev afsjungen. Pastor Fangen holdt en Tale, der rørte Mange af Følget til Taarer. Den Af- dødes Ven, Ingenieurlieutenant Irgens, har arvet hans Plads i Byens Formandskab. SIDE: 332 Henrik Wergeland [SUBSKRIPSJONSINNBYDELSE PÅ "NORSK LÆSEBOG"] Morgenbladet 7. sept. 1843. Herved bekjendtgjøres foreløbigen, at en NORSK LÆSEBOG vil snarest mulig blive udgiven af Undertegnede. Værket, hvori et mere passende Forhold vil blive iagttaget imellem den norske og danske Green af Literaturen, end Tilfældet sees at være i de hidtil udkomne Læsebøger, vil komme til at bestaae af to Dele, hvoraf den første, paa omtrent 15 Ark, vil blive afpasset efter de øverste Klasser i Borger- og Middelskolerne samt de nederste i Latinskolerne, og den anden, paa omtrent 25 Ark, vil sørge for de høiere Klassers Behov. Omrids af Forfatternes Levnet og en Charakteristik vil ledsage de Arbeider, som op- tages efter et Valg, hvortil vi have Literaturkjenderes Bistand, og i et saadant Omfang, at Værket, ved at meddele den Kjend- skab til den fædrelandske Litteratur, som kan fordres af den dannede Yngling, vil kunne fyldestgjørende svare til sin Titel. Henr. Wergeland N. I. Wessel Berg, Kand. theol. AFSKEDSSANG TIL KAPITAIN, TOLDINSPEKTØR THEISTE DEN 21 DECBR. 1843 Efter manuskript hos advokat Carl Lundh. Mel. Svøm trygt paa Codans Bølge. I Nordland Fuglen "Theiste" paa vide Togter flyer; da henter den Bereiste sig friske Eventyr. Dog han tilbagevender alt til det samme Skjær der er det Savnet ender; den Plet er ham saa kjær. SIDE: 333 Lad da som Skjærets Pande, hvor Theisten hviler paa altmellem vilde Vande midtpaa det vide Blaa, sig denne Aften hæve frem mellem Dages Flugt! Lad dem velsignet leve i Mindets vide Bugt! Hvor viden Du skal vanke, trofaste, ædle Ven, til denne Quel din Tanke dog vende sig igjen! Den Quel imellem Queller skal være Theistens Skjær. Af trofaste Farveller til den Du bunden er! Henrik Wergeland [TILLEGG TIL NICOLAI WERGELANDS OPTEGNELSER TIL HENRIK WERGELANDS BIOGRAFI] Efter ms. 265, 8vo, UB Oslo; 1843. I 1821 om Sommeren hans første trykte Arbeide: en liden Novelle "Blodstenen" i Morgenbladet, mærket w. g. x. Et Par Aar efter viste den sig i Elmqvists danske Læsefrugter under Navnet Washington Irwing (!) [Ved N. W.s bemerkning om at H. W. var "bange for" matematikken til examen artium (1825), oplyser H. W.:] Den gamle Praxis at lægge op Pythagoræeren slog feil første Gang i dette Aar. Da han anvendte den, fik han først Hoved- karakteer i Decbr., men da det bedste Laud det Aar fra Chri- stiania Skole. -- [N. W.s bemerkninger og oplysninger om karakterer til eksamen artium er overstrøket. Om disse og flere overstrykninger henvises til "Vidar" 1889, s. 760 -- 793.] [Ved N. W.s oplysninger om universitetstiden legger H. W. til:] indtil han i Mai 1829 tog theologicum med haud. [Under 1827 oplyser H. W.:] Fuldførte en Tragedie i 5 Akter af græsk Sujet; men som er forkommet. SIDE: 334 [Under 1828 oplyser H. W.:] Ved denne Tid ogsaa skrevet en versificeret Sigmund Brestes- søns Saga, ufuldendt og forkommet. [N. W. opfører "Normands-Katechismus" under 1828; H. W. oplyser:] Er fra 1831. [N. W. oplyser følgende under 1829: "I 1825 havde hans Fader sat ind for ham i Sparebanken ca. 100 Sp. Han beder indstændig at han af disse Penge maatte forstrække sin fattige Onkel med 50 Sp. "Om vi, siger han, saae en god Mølle staae uvirksom af Mangel paa Vand, vilde vi da ikke aabne Slusen? Lad mig have den Glæde at sætte denne Mølle i Bevægelse." H. W. retter "sin fattige Onkel" til:] en fattig Beslægtet. [N. W. oplyser at H. W. hadde tatt sig av den "ulykkelige Kandidat K -- gh, og "endnu efter hans Død har han som Cautionist maattet betale for hans Pleje paa Rigshosp." Dette har H. W. overstrøket; likeså en del bemerk- ninger om at han ikke "vragede" bjørnekjøtt og hestekjøtt m. m.] [Om begynnelsen til fiendskapet med Welhaven oplyser H. W.:] Med Welhaven begyndte Fiendskabet saaledes: Fra Eidsvold skrev Werg. et Sendebrev til Studentersamfundet, hvori han dadlede, at man stundom brugte usædelige Smaavers, naar man blev hed i Hovedet, og foreslog istedet derfor at bruge Epigram- mer til en fast Melodi, f. Ex. den med Omqvædet Ecce qvam bonum. Som Prøve sendte han da med 12 "Stumper", hvori Welhaven var Maalet. Welh. skrev nu igjen; hans bleve trykte i Trondhjem, hvorpaa Wergeland svarede i sine "Sifuliner". [N. W. spør i en randnote ved omtalen av "Skabelsen, Mennesket og Messias": "Findes der i Revue des deux mondes for 1831 en Anmeldelse af dette Skrift?" H. W. svarer:] Veed ikke. [N. W. oplyser: "I August Maaned 1830 gjorde han atter en Fodrejse gjennem Lier, Ringerige og videre". H. W. har strøket ut "en Fodrejse" og satt inn:] en Ridetour paa Veslebrunen (i hvis Navn er udgivet en Tale om Pligterne mod Dyrene). [N. W. oplyser at biskop Wallin kalte H. W. til sig da han var i Stock- holm (1830) og "tiltalte ham som en Fader med varme og rørende Forma- ninger og gav ham sin Velsignelse". H. W. retter til:] Wallin tiltalte ham som en Fader med varme og rørende For- SIDE: 335 maninger, gav ham sin Velsignelse og et Pragtexemplar af sine Prædikener. W. skrev siden i 1839 paa Svensk et Mindedigt over Wallin. [Under omtalen av skuespillet "Opium" (1831) oplyser H. W.:] Rimet -- skrevet paa et Par Dage. [Under 1832 oplyser N. W.: "I dette Aar foretog han en Fodreise i Selskab med en engelsk Literat Pope over Hedemarken, Guldbrandsdalen og Sogn til Bergen. Han optog da mange norske Prospecter, hvoraf en Deel bleve litho- graferede hos Winther." H. W. har overstrøket "Hedemarken" og inncirklet siste punktum.] [Under 1833 oplyser N. W. at scenen ved avsløringen av Krohg-støtten 17. mai, "Talen og Taleren" er "beskreven i en Kjøbenhavnsk Roman, 1839". H. W. har inncirklet dette.] [Under 1833 oplyser N. W.: "Han prædikede til Dimis for et stort Audi- torium og fik for samme Laudab. Ligesaa tog han Examen i Katechisering." H. W. retter til:] Samme Aar prækede han til Dimis og tog Examen i Kate- chisering. [N. W. nevner "Krohgstalen, Talen i Højesteret og Dimisprækenen". H. W. tilføier:] der fulgte Slag i Slag. [Under 1834 oplyser N. W. at Norges Historie av H. W. er "oplagt paa ny af Winther". H. W. har rettet dette til:] Af dette Skrift et Udtog paany af Winther, hos hvem ogsaa et Omrids af Verdenshistorien er udkommet. [Under 1834 nevner N. W.: "Tale ved en Borgerfest i Eidsvoll til Fædre- nes Minde." H. W. legger til:] NB. Han lod siden denne Fest holde i Studentersamfundet. [N. W. spør under 1835 om det var i dette år "Veslebrunens Tale" utkom, og om det var i dette år "Maadehold i Dyd" og alle gapestokk-epigrammene stod i Morgenbladet. H. W. har svart:] Nei. [Under 1835 oplyser N. W.: "Ogsaa i Aar studerede han flittig Medi- cinen og Professorernes Forelæsninger over samme. Prof. Blytt læste privat og gratis Botanik med ham. I dette Aar var det og, at han anlagde Bog- samlinger for Patienterne paa Rigshospitalet, for Arresterne og for Hoved- vagterne." H. W. har strøket oplysningen om Prof. Blytt og retter ordene "I dette Aar -- Bogsamlinger" til:] Under sit medicinske Studium anlagde han Bogsaml. osv. SIDE: 336 [Under 1835 oplyser N. W.: "I Bladet Statsborgeren, som Krigsraad Flor nu redigerede, skrev han: Humanitet og andre Stykker." H. W. har strøket ordene "som Krigsraad Flor nu redigerede" og lagt til:] Mbldt. "Maadehold i Dyd" (I 1833 og 1834). [N. W. skriver under 1836: "thi han tørstede efter en fast Virksomhed". H. W. har strøket denne bemerkning.] [N. W. oplyser under 1836 at H. W. "gav Ideen til Eidsvolds-Monumentet" og meddeler: "Det var i Mai Maaned dette Aar, at han foranledigede, at en Comittee bestaaende af 15 hæderlige Mænd kom sammen hos ham, for at virke til Ideens Udførelse". Ved ordet "kom" skyter H. W. inn:] paa hans Indbydelse. [N. W. refererer et brev om H. W. fra den "danske Digter Hjorth" til en bror i Kristiania. H. W. har overstrøket bemerkningen, især ordet "Digter". Om mindre overstrykninger under 1836 se Vidar 1889 s. 780.] [N. W. oplyser under 1836: "Det rasende Angreb paa ham i Den Consti- tutionelle var for Flyvebladene og hans Andeel i Statsborgeren. H. W. tilføier:] der lidt efter lidt og tilfældigviis var gleden ham ind paa Skul- drene. Forlæggeren fik ham nemlig, da Bladet var styresløst, til at redigere det ene No. efter det andet, indtil han omsider blev hængende derved. Venner, som siden droge sig bort, op- muntrede ham ogsaa til dette daarlige Skridt. Han vilde ikke, at Landets eneste Oppositionsblad skulde gaa under, skjøndt han vilde have det forbedret. [Om "Hytten" bemerker N. W. under 1837: "Skal være bleven opført i Trondhjem af Maysons Skuespillertrop. H. W. tilføier et spørsmålstegn.] [Ved opregningen av H. W.s skrifter for 1838 har N. W. i margen skrevet: "Dudelsakkassen". H. W. setter et stort spørsmålstegn og legger til:] Veed ikke, hvad det skal betyde. [N. W. nevner diktet "Kongens Ankomst". H. W. legger til:] Kongen blev opmærksom derpaa. [Under 1839 nevner N. W. "Nogle Gadeviser og smaae Digte". H. W. skyter inn efter "Gadeviser":] Sømands-Opsange. [Under 1839 skriver N. W.: "Hans Fienders Cabaler imod ham vare for stærke. Bonnevie, den Tid Expeditions-Secretær i Kirked. var endog saa grov at være grov imod ham i Contoret." Dette avsnitt har H. W. over- strøket.] SIDE: 337 [N. W. oplyser under 1839: "Men nu i Marts Maaned 1839 tillagde H. M. Kongen, som da var i Byen, ham naadigst af sin egen Casse 200 Specier i Pension, som han følgende Aar forøgede til 300." Dette har H. W. rettet til:] 200 Specier i 2 Aars Pension, som han for de følgende 2 Aar forøgede til 300, hvorhos han gav ham Haab om Befordring efter de første 2 Aar. [N. W. oplyser under 1839: "Før dette Gratiale skjænkedes ham, havde han allerede begyndt sit Fattigmandsblad." H. W. retter til:] Han begyndte nu sit Fattigmandsblad. [Under 1839 oplyser N. W.: "Ved Advokat Sørensen, der antog det som eget, indgav han til Storthinget Forslag til Forandring i Grundlovens § 2 om Jøderne." Foran ordet "Forslag" skyter H. W. inn:] motiveret. [Under 1840 nevner N. W. "Venetianerne" som "ikke udkommen i Tryk- ken." H. W. retter "ikke" til:] men først nu [Under 1842 nevner N. W. "Flere Viser". H. W. har skutt inn:] Børne- og Asylsange. [En meddelelse under 1842 om at H. W. "skjænkede Asylet paa Grønland en Christus-Statue" har H. W. streket over, og N. W. har skrevet til: "Det var nok i 1841."] [N. W. skriver: "I hele hans offentlige Carriere, i 15 Aar har [han] lagt i Kamp. Hans Fjender have arbeidet paa at tilintetgjøre ham, i literær og borgerlig Henseende." H. W. legger til:] NB. I Athenæum Troppisternes og Granskernes lumpne Ad- færd. Revancheredes ved i 1843 at udnævnes til Medlem af det kgl. norske Videnskabers Selskab i Thjem. [Litt nedenfor har H. W. skrevet:] Bgd. Schw. beg. av 1844(?). Stol ei på eget Vid! At ro sig langt fra Land og frygte ingen Ting gjør tidt skibbrudden Mand. SIDE: 338 Lidt vovet, lykket vel, opmuntrer dig til Stort. Stort vovet, lykket slet, alt Mod dig tager bort. At daarligt, slet begyndt til Skade vorder endt, er det at undres paa? er det ei vel fortjent? Pas, naar du reiser op, at ei et Andet falder! Alt hvad i Hast er gjort, opnaaer kun stakket Alder. Vist raaber mangen Ting i Bondens Gaard: "kom hid! kom Hosbond!" Men betænk, hver Gjerning har sin Tid! At blive rig i Hast, naar Rigdom ei er til, Den Troldmand være maa, som derpaa tænke vil. Hvis, Bonde, du med Skat vil pakket see din Lade da løftes vil din Greb, da trædes vil din Spade. Hvad kroget voxer op det bliver kroget siden. Saa dannes Drengen bedst, mens han endnu er liden. Der meget er, som gjort ei synes nogen Konst; men som en ulært Haand forsøger kun omsonst! Det lykkes sjelden vel, at gaae af Fædrestand. En Stand, som fremmed er, er som et fremmed Land. [RIMEDE LEVEREGLER] Efter Wergelands ms. UB Oslo fol. 584 F 60; beg. av 1844(?). Riig nok er stedse Viismand; men ei altid Riig viis nok igjen. Ungdoms Lært er Manddoms Magt, Gubbes Trøst, Fattigs Rigdom, Riges Pragt. Hvo Hovdet har tomt, skjøndt Pungen er fuld, er kun et Faar med gylden Uld. SIDE: 339 Rettergang er Busken med Torne paa, hvor Faaret for Ulv nok reddes kan, men blir for Uld beskaaret. Den Døde skal du ære, som Grund til Agt dig gav; [Resten mangler.] Henrik Wergeland FOR ARBEIDSKLASSEN Morgenbladet 6. febr. 1844. No. 3 er udkommet, indeholdende: 1) Scener fra Hytterne [fotnotemerke] (Fortsættelse fra No. 24 forrige Aargang). 2) Den Fattiges Kirkegang. Forældre- og Lancaster-Opdragelse i Kjeltringsstre- ger. For 1 ß hos Bogbinder Barlien i Storgaden. No. 1 11 april 1844. Overenskomst mellem Udgiverne. At Honoraret, ompaaskrevne 8 Spd. pr. Ark, deles saaledes imellem os Undertegnede, at jeg, Wergeland, som Ophavs- SIDE: 340 mand til Ideen om Læsebogens Udgivelse, ved hvilken jeg af frit Valg har medtaget Cand. Berg, samt som Forfatter af Ind- ledningen og Definitionerne og Udvælger af Bogens Indhold, hvilket ogsaa af mig er igjennemgaaet med en Korrektur, er- holder de 6 Spd. samt Eneret at oppebære Honorar for de kommende Oplag, og at jeg Berg, der har overtaget 1ste Kor- rektur samt forfattet Registrene og skal tillige forfatte Notit- serne om Forfatterne, hvad det Biografiske angaaer, erholder de 2 Spd. Ligesaa ere vi komne overens om, at, i Tilfælde af, at Wergeland ved Døden skulde afgaae eller forlade Landet og have efterlevende Kone eller Børn, og nye Oplag af Bogen skulde behøves, da skal saadant af mig, Berg, besørges mod at Honoraret deles mellem mig og Wergelands Efterlevende, hvorhos jeg Berg, i Tilfælde af at Wergeland ingen Efterlevende har, bliver Eneejer af Udgiverretten. -- Christiania 11te April 1844. Saaledes vedtaget Henr. Wergeland. Til Vitterlighed Henrik Wergeland [TILEGNELSE I "LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM" I.] Efter ekspl. UB Oslo; april 1844. Til Hrr Adjunkt Chr. Lange, Lærer i Modersmålet ved Søkrigsskolen i Frederiksværn, med Anbefaling fra Udgivere og Forlæggerske. Henrik Wergeland [OVERENSKOMST MELLEM UTGIVERNE AV "NORSK LÆSEBOG"] Efter Wergelands ms. UB Oslo 584 fol. F. 43; skrevet 7. mai 1844, under- skrevet 18. juli. Med Hensyn til ompaaskrevne 6te Punkt, da ere vi Under- tegnede sammen enets om, at Wergeland bliver eneberettiget til at besørge og oppebære Honoraret for de Oplag, som i hans levende Live maatte foranstaltes, dog saaledes at Bogens Titel bliver uforandret. I Tilfælde af Wergelands Frafald indtræder SIDE: 341 jeg, Berg, som Ene-Ejer og Udgiver imod at erlægge det halve Honorar ved hvert Oplag til hans nærmeste Efterladte d. e. enten Enke, saalænge hun forbliver i saadan Stand, eller Børn. Christiania 18 Juli [rettet fra 7 Mai] 1844 Til Vitterlighed: Henr. Wergeland N. I. Wessel Berg D. Beck. Henrik Wergeland [MED "FARBRORS 474 SKAALER"] Efter ekspl. Det kgl. Bibl., Kbh.; 17. mai 1844. Til P. L. Møller fideliter fra Ola Nordmand, Studiosus. Henrik Wergeland SIDE: 343 S. T. HR. FULDMÆGTIG BULL 21. juni 1844. At fornyet Undersøgelse efter Fundatsen for Skiens Hospi- tal, som forlangt i en fra Dem tilstillet Konceptskrivelse fra Kirkedepartementet, er bleven iværksat med samme Resultat som forhen, tilmeldes herved. Imidlertid er det muligt, at den forefindes i Bispe-Arkivet, hvis Ordning er paabegyndt af mig personlig og af mig personlig maa fortsættes, naar en Sygdom, der i længere Tid har afbrudt dette Arbeide, tillader mig atter at besøge Kontoret. En foreløbig Undersøgelse af de uordnede Pakker af Bispe-Arkivet skal dog endnu blive forsøgt ved As- sistent Moe, og den nøjeste ikke blive glemt, naar det paany kan komme til Gjennemgaaelse af de specielle Dokumenter. Christiania 21 Juni 1844 Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [PÅ OMSLAGET AV MANUSKRIPT TIL "DEN ENGELSKE LODS"] Efter ms. UB Oslo 584 fol. E. 16; 10. juli 1844. Skulde jeg under min Sygdom døe pludselig følges min Text hvor jeg ikke har faaet seet de af min Fader foreslaaede Rettelser. Men hvem skal korrigere? Jeg troer Guldberg kjen- der godt min Haand. Kanskee han vil? Min Fader saa en Revision. 10 Juli 1844 Henr. Wergeland. SIDE: 344 DET FRIGJORTE NORSKE UNIONS- OG ORLOGS-FLAG Særskilt utkommet; 12. juli 1844. (Mel. Ung Adelsteen paa Thinget stod). I Folkets Barm har Kongen læst, og Skyen i dets Blik opdaget. Nu er den væk som Fnug for Blæst; thi Kongen rakt har Folket Flaget. Ja just det Flag Kong Oscar gav, som i hvert Bryst stod tegnet af. Skarlagenrødt med Løven i -- saa drømte Folket sig som bedste. Nu flyver ingen Ørn meer fri end Bann'ret op paa Borg og Fæste. Det er et Syn godt som et Ruus det Syn paa gamle Agershuus. Ja, Konning! høirødt er vort Flag; saa er vort gamle Konningmærke. Gid vi for dig saa varm en Dag maa i vort Blod dets Let forstærke! Thi Ret og Sandhed har du øvt, det Folk gjort glad, som var bedrøv't. O fagre Blomst paa Norges Bryst! hvor Hjertet under dig maa banke! En Rose skjøn i Fredens Lyst, -- i Krig, naar Mænd sig om dig sanke, da bliver du for deres Syn en Baune rød, et Flammelyn. Og foran foran flyver det, og gjæve Nordmænd storme efter. Det er som var i Flagets Let indtryllet Seir og Underkræfter; og kommer røversk Ørn, forsand han svider Fjedre i dets Brand! Henr. Wergeland. SIDE: 345 Henrik Wergeland [I "LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM", FØRSTE DEEL] Efter Wergelands notis i et eksem- plar i Videnskabernes Selskabs bib- liotek, Trondheim; aug. 1844. Til det Kongl. norske Videnskabernes Selskab fra Henr. Wergeland. Anm. Arbeidet ved dette Værk har været saaledes fordelt imellem Udgiverne, at Wergeland har foretaget Udvalget og forfattet samtlige Indledninger, Fortaler og Personalnotiserne, og at Berg har leveret Materialierne til disse sidste samt af- fattet Registrene. -- Henrik Wergeland "JØDINDEN" Lillehammers Tilskuer 10. sept. 1844. Da denne Digtsamling har udvidet sig fra syv til elleve blomstrende Tornekviste, hvoraf nogle af betydelig Længde, er det bleven nødvendigt at forhøie Subskriptionsprisen fra 18 ß til 30 ß pr. Exemplar. Subskription modtages hos Hr. Bogtryk- ker Selmer paa Lillehammer. De, som forhen maatte have tegnet sig, behage at udstryge sig eller at vedtage den forhøiede Priis. Christiania, 3die Septbr. 1844. Henr. Wergeland. [NOTER TIL EN BIOGRAFI PA FRANSK, SENDT "HR. PASTOR MONTZ".] Efter ms. UB Oslo 265, 8°; høsten 1844. [Ved opregningen av Wergelands skrifter legger W. til:] oktober 1844. Til Amalie Sofie! Henrik. [PÅSKRIFT PÅ BREV (DATERT 8. NOV. 1844) FRA MICHAEL WARBURG] UB Oslo, 584 fol. D 5 b; nov. 1844. S. T. Hrr Feilberg og det besad Carl Johan, -- siden Na- poleons Død Tidens største historiske Personlighed, -- i den sjeldneste Grad. Allerede de af Højmodighed og politisk Fri- sindethed gjennemaandede Tilbud, han i 1814 gjorde Norge, vakte hos Mange en upartisk Opmærksomhed for hans Charak- teer, og forberedte hans Sejer over dets Hjerter -- den som SIDE: 347 Aar for Aar blev fuldstændigere, indtil den omfattede dem alle. Ja -- alle! Det fik Verden at see ved hans Død, da Erkjendel- sen af hans Værd brød ligesaa stærk frem af de faa Munde, som stundom havde været fyldte med Daddel over stedfindende po- litiske Differencer, som af Deres, der elskede Carl Johan en- thusiastisk uden at glemme hvad de skyldte Fædrelandet, dets Ret og dets Forhaabninger. Efter 1814 bidrog enhver Nordmand, som kom i Berørelse med Carl Johans Person, hans Besøg i Norge, og især hans Eriksgate gjennem Landet til Kroningen i Trondhjem, hans over- ordentlige Rundhaandethed og Huldsalighed, samt hans herlige Ydre til at gjøre ham folkekjær. I den egentlige Almues Kjær- lighed gjorde den Saliges, i de senere Aar opklarede, Misfor- staaelse af 17de Maifestens Hensigt, intet Skaar; og Enhver, som kjendte Ham, vidste, at der hverken under denne hans, ham bibragte, Misforstaaelse eller under den gjentagne Frem- sættelse af endeel upopulære Forslag til Forandring i Grund- loven, laae anden personlig Tænkemaade, end den, som havde ladet ham, midtunder Sejrens Fremmarsch, pludseligen møde Nordmændene med en Palme istedetfor med Sværdet og villigen adoptere en saa ægte Søn af den Revolution, han selv har saa store Fortjenester af, som Eidsvoldskonstitutionen. Dette er en Fortjeneste af Menneskeheden, af Civilisationen, af Fædrelandet og dets Forfatning, som aldrig kan glemmes, om end ikke dertil knyttede sig en Menneskealders fortsatte Velgjerninger; og som vil, om Nordmændene nogensinde for- vandle Konstitutionshallen til et Pantheon for sine Patrioter, give Carl Johan Plads imellem disse og reise ham Minder om- kring i Landet. Men Hvem erindrede eller betænkte vel det egentlige For- tjenstfulde i denne hans Livs skjønneste Bedrift: Hans Bevidst- hed om at mange Svenske vilde finde sig skuffede i sine Erstat- ningsforventninger og om at han berøvede sig Venner i sin Nær- hed for et fremmed Folks, dengang i Lidenskabens Hede usikkre, Hengivenhed? Mere behøver ikke at siges; men de Nordmænd, som kjendte Carl Johan, vide, at disse Ord indeslutte Nøglen til Gaaderne og Smerterne i Hans Liv. Hans Valgsprog "Folkets Kjærlighed min Belønning," gik i Opfyldelse. Saavidt Nordmændene kunde lønne ham med Kjær- SIDE: 348 lighed, gjorde de det. Af naturlig Tænkemaade og gammel, gjennem al mulig Øvrighed og Publikationer, tilvandt Sed, er den norske Bonde sin Konge og hans Huus særdeles hengiven; men naar han, vor Tids ærlige Bonde, efter flere Aar, end det almindelige Ønske krævede, gjensaae disse ædle Træk næsten uforandrede, dette raske krøllede Haar, som saalænge holdt sig sort, da var der en Glæde, en Beundring hos Gammel og Ung, hos Mand og Kvinde -- ikke at forglemme -- , som var over al Maade. At gamle Kjærringer humpede ud af Stuerne ved Veien med Skjørtet fuldt af Blommer og Bar til at strøe foran Hans Vogn, at følge denne løbende saalænge Brystet vilde holde, at ledsage ham fra Bygd til Bygd tilhest som en Garde i sprin- gende Ridt og derovenpaa i Glædens Tummel at gjæsterere, at vandre Mile efter Mile forat faae "Han Carl Johan" at see -- disse vare de simple Udbrud af en Kjærlighed, som gjennem- strømmede den ganske Almues Hjerter . . . O! Jeg har seet begge Dele: baade den umaadelig prægtige, med Tusinder af Lampetter oversaaede, Æreport, hvorigjennem Carl Johan sidste Gang drog ind i Christiania, og de lange Gader af spændte Miner og funklende Øine, hvorigjennem han havde at fare fra hver Station; og isandhed Folkekjærligheden straalede klarere fra denne Illumination end fra hine Lysmasser. Nordmændenes Kjærlighed for Carl Johan tog til i stigende Forhold med hans Alder. Man saae det ved Hans Regjerings 25aarige Jubilæum, 5te Febr. 1843, da Rigets Stæder kappedes om at feire det med Høitidelighed, og da i Flekken som i Hoved- staden selve Armoden lod sin Praas til. Men næsten mere Indtryk syntes Tanken at gjøre om at Carl Johan havde naaet det 80de -- man paastaaer endog det 81de -- Aar. Man vidste nu vel, at hans Haar var graanet; men at Aasyn og Reisning vare lige kvikke og herlige; og over alt Lan- det havde Budskabet, om at den gamle Helt havde været tilhest i fire Timer og galopperet foran Lejren, faa Maaneder iforvejen vakt almindelig Forbauselse og en Glæde, som naar man vil vedde paa noget Kjært, om hvis Utabelighed man er overbeviist. Budskabet, om at han netop var indsygnet paa sin 80-aarige Fødselsdag, forfærdede derfor mere ved Erindringen om at man netop da havde været glade i Norge; og uagtet de sørgelige Efterretninger i lang Tid forberedede Dødsbudskabet, saa man SIDE: 349 ligesom havde vant sig til at høre det, slog dette dog, efter alle Yttringer at dømme, det hele Folk med en Sorg, hvori der endnu var Noget af Overraskelse, Noget af Forfærdelsens Uventede, og dyb oprigtig Vemod, som om Enhver havde mistet en per- sonlig Ven. Da Dødsbudskabet og Hans Søns Hilsen til det norske Folk proklameredes paa Gadehjørnerne i Christiania, saae jeg ogsaa imellem Mængden en gammel, fattigklædt Mand, der, ludende Ansigtet mod sin Stok, blev staaende i samme Stilling en halv Minuts Tid efterat Alle paa mig nær vare adspredte. "Det var en brav Mand!" hørte jeg ham mumle, idet han tørrede Taarer af sine Øine. Dette Minde var simpelt nok; men en saadan Mand, som han paa Hjørnet, udtaler en umaadelig Mængdes, den egentlige Masses, Mening -- dens, man frygter for under- tiden, og som man troer hader alt ovenover sig. Bogtrykkerne, som anmodede mig om at give almindelig Mands Sorg Udtryk i Sørgesange i Folkets Navn, kjendte nok dettes Trang. Almuen vil see og gjenkjende sine Følelser paa Prent; men den er kort og simpel i sit eget Udtryk deraf, som hiin Mand paa Hjørnet. Viser, skrevne af Almuesmænd selv, viste sig ogsaa. Men alle Folkets Klasser delte Sorgen og Savnet. Var Massens Hengiven- hed blind, men mægtig, Følelse -- den klarere Anskuelse af Carl Johans Personlighed og Erkjendelse af hans Fortjenester, som de mere oplyste Samfundsklasser, Embedsmænd, Borgere og den dannede Ungdom, besad, kunde ikke andet end nære og varme deres. Alle Tidender vidnede derom i Anmeldelser af Dødsfaldet, fulde af en Sorg, der ikke sjelden under Følelsens Fylde var bleven poetisk i sit Udtryk. Og alle Landets Harper tonede den almindelige og Digternes personlige Sorg og klang til den Henfarnes Ære; og dette Kvadenes Indhold, samt at mange af dem besidde det bedste digterske Værd, sand Følelse, gjør, at de ikke alle bør, ligesom løst strøede Blade over Graven, henveires med de Tidender, hvori de overalt i Landet fandt Plads, men samles ligesom i en Krands, der med større Varig- hed kan nedlægges paa den. Den har Værdi; thi Digterne ere et Folks Følelsers naturlige Talsmænd; og disse Kvad ere troe Vidnesbyrd om den Kjær- lighed det norske Folk nærede for sin store og gode Carl Johan og den Ærbødighed det nærer for Hans Minde. Udgiveren. SIDE: 350 I EN STAMBOG Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 846, 8vo; 2. jan. 1845. Naar Livets Vexel blier af Døden protesteret -- han er en stræng Notar -- pas paa da, at du har i Baghaand en, der er af Himlen accepteret. 2/1 45 Henr. Wergeland. Gaaer Verden imod, saa kvik op Dit Blod! Det gaaer dog ei værre end det skulde. Gaaer Alting dig med, til Himlen da bed, den drysse vil ned lidt Malurt i Bægerne fulde! 2/1 45 Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BLADET "FOR ARBEIDSKLASSEN" Morgenbladet 3. jan. 1845. Da Gud lader mig leve ind i det ny Aar, maa jeg tænke paa at klare Hvad jeg kan af Hvad der i dettes Løb vilde paahvile mig. Dertil hører en Aargang af ovennævnte Blad og Abon- nenterne underrettes herved om, at denne vil udkomme paa eengang i Løbet af denne Vinter, bestaaende af en Samling af korte egne Prækener i Tidsfølge Aaret rundt, saa at Aargangen vil udgjøre en liden Fattigmands Postille", hvilken Titel den ogsaa skal føre. Den virkelig fattige Klasse kjøber ikke de store kostbare Postiller; en liden til 32 ß indb. turde maaske trænge ind i Hytterne, og idetmindste udfylde lidt af det Savn af Gudsord, som der finder Sted. 2den Januar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TILSALGS Morgenbladet 19. jan. 1845. Landstedet "Grotten" er tilfals. Man henvende sig til Prok. Mariboe, Exam. jur. Tønsberg eller Beboeren. SIDE: 351 TIL EN INSTRUMENTMAGER (Med et chemiskt Fyrtøi.) Efter et avisutklipp, visstnok fra Drammens Adresse; febr. 1845. Min kjære Lind! Gud veed og De hvori det er at Feilen stikker; men Tingen siden sidst har aldrig været sikker: Kein Feuer -- bare Vind! Kureer mig derfor den, hvis Skaden er i Svampen (da jeg forlængst er kjed af Stampen og af Trampen) med Noget af Platin! Moral! Ak, hver af Os, som nu saa fyrigt brænde, at stærkest Sundhed, freidigst Manddoms Aand skal faa, som matte Svamp, magtstjaalen Ende; men friskes atter i en Mesters Haand. Henr. W. -- . Henrik Wergeland TIL PUBLIKUM! Morgenbladet 2. mars 1845. Da min ærbødigste Erklæring til Storthinget, foranlediget ved Debatterne om Afgjørelsesmaaden af mit Andragende, ikke vil komme til Publikums Kundskab, endskjønt Hensigten ogsaa var, hos dette at tilintetgjøre den mulige Indflydelse af visse ube- føiede og saaledes som de i Morgenbladet, men ikke i den Con- stitutionelle, findes refererede, for mig krænkende Udladelser: saa meddeles her kortelig, at dens Indhold var følgende: 1) Pro- test imod Hr. Bonnevies Tro, at jeg nu holder ham for en Avinds- mand samt at han skal vige sit Sæde. Tvertom! En Stemme, jeg saalidet har beilet til, vil jeg ikke miste. 2) De Dokumenter, jeg var i Besiddelse af, oversendtes ifølge Hr. Ryes Motion. 3) Hr. Sørenssen opfordredes til at paapege, hvor jeg noget- steds i mit Andragende er saa ubeskeden at æske Thingets Aner- kjendelse af nogen Fortjeneste. Jeg androg desaarsag ogsaa om dets Trykning. 4) Jeg ytrer mig utilfreds med de ellers af det varmeste Venskab udrundne Udladelser om en særlig Gunst jeg skulde nyde, samt 5) at jeg overseer Præsten Berghs Hjerte- SIDE: 352 og Nyregranskninger. Min Helbredstilstand byder mig at af- færdige alt Skriveri med muligst Hurtighed, uden Koncept eller Kopi; imidlertid var dog nok Indholdet saa. Grotten, den 1ste Marts 1845. Henr. Wergeland. [TIL PRÆSES I SELSKABET FOR NORGES VEL, STATSRÅD VOGT]. Efter ms. Oslo UB Dep. 209; 12. mars 1845. Høivelbaarne Herr Statsraad Vogt. Maa jeg herved sende Dem, som Selskabet for Norges Vels Præses, 50 Explr. af "Indlæg i Jødesagen", med Ønske om at de ved Selskabet maae blive fordelte til ligesaamange Sogne- selskaber i Riget. Dersom der ikke af stærkere Kræfter gjøres noget til hiin gamle ypperlige Folkebogs Gjenopstandelse, vil jeg, om Gud lader mig leve, til næste Aar selv søge at faae den udgivet. Et Forslag fra mig til Agershuus Amts Landhuusholdnings- selskab om at besørge fordelt de simplere Haugefrøsorter mel- lem Huusmændene og de ringere Bønder, samt dertil en kort trykt Anviisning -- hører jeg er faldet. Det er ubehageligt, da Nytten og Trangen er indlysende. [Brevet fortsetter så som i V:2:424 -- 425.] Grotten 12 Marts 1845. Ærbødigst Henr. Wergeland. [MED "MENNESKET"] 25. mars 1845. Til Christiania Kathedralskoles Bibliotek, til Erindring om dens fordums Discipel Grotten 25 Marts 1845. -- Henr. Wergeland. [MED "NORMANDENS KATECHISME", ANNEN UTGAVE] Efter ekspl. UB Oslo; 8. april 1845. Til min kjære Fader Grotten 8/4 45 Henr. W. SIDE: 353 [TEGNING OG BESKRIVELSE AV "HJERTERUM"] 11. april 1845; sendt med brev til faren; UB Oslo Ms. 584 fol. B 16. SIDE: 354 SIDE: 355 SIDE: 356 [MED "NORMANDENS KATECHISME", ANNEN UTGAVE] Efter fotostatkopi UB Oslo 584 fol. F 81; 19. april 1845. Til en sand Normand, min Ven Isak Muus! 19 April /45. -- Henr. W. -- Efter et ekspl. UB Oslo; april 1845. Amicissimo Steinheim, Dri Deres Henr. Wergeland. [MED "MENNESKET"] 3. mai 1845. Til en Lysets Christridder Hrr. Søren Anton Wilhelm Sørenssen med venligst Hilsen 3 Mai /45 fra Forfatteren. [PÅSKRIFT PÅ KONTRAKT] Efter ms. i Riksarkivet Oslo, Bernt Moes samling "Norske autografer", sml. s. 325; 19. mai 1845. Da Hrr Amanuensis B. Moe har lovet mig at paatage sig Forfattelsen af 4de Hefte, hvorved "Rigsforsamlingens Historie" afsluttes, transporteres denne Kontrakt til ham som Ejendom og til Afbenyttelse for 4de Heftes Vedkommende. 19 Mai 1845 Henr. Wergeland. [MED "DEN ENGELSKE LODS", ANNEN UTGAVE] [Kristiania] 8. juli 1845. Til min kjære Søster Camilla -- en Erindring fra Henrik. Henrik Wergeland SIDE: 357 KVITTERINGSBOG Februar -- juli 1845. UB Oslo Ms. 584 fol. F 45. SIDE: 358 SIDE: 359 [FRAGMENT AV OVERSIKT OVER ARBEIDETS GANG] [Fe] br. Udbetalt Arbeidets Fremgang [1] 2te 200 Spd. Kjøbt derfor Tomt 1/2 [1] 3de " Maal af Oberst Vosgraf. Afsluttet Kontrakt med Nahsen (in duplo) [1] 7de " 2 Arbeidere begyndt at skuffe Sne af Tom- ten. Arbeidet et Par Timer -- d Modtaget af Hs. Opmaalingsforretning alholdt den 24de, Mts Gratiale 150 hvorved faaet til det 1/2 Maal 100 Alen. Spd. (Se Regnska- Arbeidet fortsat med Gravning. Steen- Tøm- bet for 22de Febr. merkjøring samt Hugning. til 28de. 8de Modtaget af Hs. Arbeidet fortsat Mts. Gratiale 75 Spd. (Se Regnska- bet) Marts Modtaget do. den Arbeidet med Grundmur fortsat. 1 9de 75 Spd. (Se Regnskabet) 1. -- -- -- -- Grundmuren færdig 2 -- -- -- -- Oplaftingen paabegyndt med at nedsage det Tørrede. [Ap] ril Laant af Dybwad 3 50 Spd. 5te Af Autenrieth 15 Spd ved at sælge en Obligation paa Feilberg Alen til det halve Maal. De anvendte Penge skrive sig fra: 1) H. Mt. Kong Carl Johans Gratiale for Aaret 1845 300 Spd. 2) Ved at sælge 2 Honorar-Obligationer paa Feilberg for Børn og Hustru Ægtemanden Alt; for Vennen Vennen Alt; for Fædrelandet og alt det Gode, som en Fremtid dølger den Tappre og den Vise Alt; og for [. . .] Efterverdenen leve maa og døe, selv mod sin egen Vilje, Mennesket. Aflænke vil Naturen os, befrie vort arme Selv fra de for snevre Skra [nker,] da Hun udtalte Ordet: "Menneske! i Andre, ikke i dit eget Selv, [dit] Tilværs Sødhed være og det [. . . . .] Lyksalighed og al din Virkens Maal -- -- Elendig Hvo fortabes i sit Selv. Men Den, som virker for sin Næste -- Ha [n] Ha [n . .] der Livet [. . . .] en salig [. . .] Henrik Wergeland [PÅ EN VINDUSSPROSSE I EIDSVOLL-BYGNINGEN] Efter tradisjonen; uviss tid. Norge! Her er den Krybbe, hvor din Frelser blev født. ============================== Fil: wvi2.txt Bind: Samlede skrifter VI, 2. ------------------------------ Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 [HENRIK WERGELANDS SVAR PÅ UNDERSØKELSESKOMMISJONENS SPØRSMÅL OM PIPEKONSERTEN PÅ STRÖMBERGS TEATER 4. NOVEMBER 1827.] Efter "Undersøgelses-Commissionens Forhandlinger" (1828), referat av for- hør 26. nov. 1827. ["Var Deponenten tilstede paa det offentlige Theater den 4de November sidstleden?"] Jo, Deponenten var dengang tilstede, og da der ikke var Billet at erholde enten til Amphitheatret eller Parterret, saa var han paa Galleriet og havde Plads paa den næst bageste Bænk. ["Erfarede han at der under Opførelsen af det første Stykke, "Foreningen eller Fredsfesten" kaldet, blev pebet af Tilskuerne?"] Ja, der blev under bemeldte Stykkes Opførelse pebet fra for- skjellige Kanter. ["Var Deponenten selv blandt de Pibende?"] Nei, Deponenten deeltog aldeles ikke i denne Pibning. Deri- mod var han blandt dem, der yttrede Bifald ved Klap og Hurra- raab, da de festlige Skaaler fra Scenen bleve udbragte. ["Var der noget Overlæg imellem Deponenten og de andre Pibende, at saadant skulde skee?"] Da Deponenten ikke deeltog i Pibningen, kan han ikke vide om noget Overlæg havde fundet Sted; dog har han Anledning til SIDE: 2 at antage, paa Grund af hvad han har hørt omtale, at saadant Overlæg ikke har existeret. ["Hvilke vare de Pibende og hvormange?"] Blandt de Pibende kjendte Deponenten blot begge Brødre Schlanbusch. Deponenten antager, at de Pibendes Antal i det høieste har udgjort 10 a 12. ["Hvad var Hensigten med denne Pibning?"] Deponenten er saameget mere overbeviist om, at de Pibendes Hensigt alene har været at yttre sin Misfornøielse med Strøm- bergs slette Stykke, som han selv fandt, at dette var meget maa- deligt, og blev udført i Forhold dertil. ["Var det enkelte Scener eller Udtryk i Stykket, som Deponenten især var misfornøiet med?"] Saavidt Deponenten kunde fornemme toge de Pibende intet specielt Hensyn til enkelte Scener eller Udtryk i Stykket, men lagde alene deres Misfornøielse med Stykket selv, som et æsthe- tisk Misfoster, for Dagen. Deponenten bestyrkes saameget mere i denne sin Overbeviisning, som Pibningen vedvarede under hele Stykket, og han antager, at de enkelte Pauser, som fandt Sted, alene vare foranledigede derved, at de Pibende vare trætte. ["Ved hvilken Leilighed begyndte Pibningen, og naar yttrede den sig stærkest?"] Strax i Begyndelsen af Stykket, da 2de skjevbenede Carrica- turer (Skuespillerne Løsch og Wang) fremtraadte paa Scenen som norske Bønder, begyndte Pibningen, og det forekom Depo- nenten, som den da var stærkest, og som om den derefter lidt efter lidt blev svagere. Denne Scene, der saaledes paa det stær- keste blev udpebet, foregik forinden endnu de Skuespillere, der forestillede Svenske, fremtraadte, og førend de Norske og Sven- ske hilsede hverandre. ["Peb Deponenten alene naar der paa Scenen foregik Noget, der vedrørte Sverige eller det svenske Folk?"] Deponenten formærkede ikke, at de Pibende toge noget Hensyn til, hvad enten det, der foretoges paa Scenen, vedkom Sverige eller Norge, og han erindrer bestemt, at der blev pebet, da Skue- spillerne udbragte Norges Skaal. ["Anseer Deponenten det ikke upassende og urigtigt ved Pibing at til- kjendegive sin Misfornøielse med et Skuespil?"] SIDE: 3 Deponenten har altid hørt, at det er Skik og Brug ved de of- fentlige Theatere, at Tilskuerne give deres Bifald eller Misfor- nøielse med Stykket og sammes Udførelse tilkjende, enten ved Haandklap og Bravoraab eller ved Piben, og det forekommer ham, at man paa et offentligt Theater, ligesaavel maa have Ret til det sidste som det første; han kan saaledes for sit Vedkom- mende ikke finde det enten upassende eller urigtigt, at Strøm- bergs Stykke her blev udpebet den 4de November. ["Fandt Deponenten ikke, at Pibning, om end til anden Tid tilladelig, var med Hensyn til Dagen og dens Festlighed upassende?"] Deponenten troer ikke, at de Pibende, ved at yttre deres Mis- fornøielse med Stykket, have tænkt sig dette i Forbindelse med Dagen. ["Om Deponenten observerede, at nogen af Tilskuerne og i Særdeleshed blandt de pibende Personer vare beskjenkede?"] Deponenten saae ikke andre berusede end de 2 af ham i Svaret til 5te Qvæstion nævnte Personer, hvilke imidlertid ingen Ex- cesser begik, med Undtagelse af den omhandlede Piben, om denne dertil kan henregnes. ["Skedte der ved den omhandlede Leilighed noget Attentat mod Lovene, det svenske Folks Værdighed og mod Halvøens 2de Kongerigers Regjering, og hvori bestod dette?"] Nei, aldeles ikke. ["Kunde den Misfornøielse, som under Forestillingen blev yttret ved den omforklarede Piben, ansees at være almindelig eller at tilkjendegive det hele tilstedeværende Publicums Meening?"] Forsaavidt som Pibningen alene var et Udtryk af Misfornøielse med Stykket og Spillet, antager han, at det hele tilstedeværende Publicum havde samme Mening; skulde denne Piben imidlertid kunne tillægges nogensomhelst anden især politisk Tendents, hvilket Deponenten dog, som sagt, paa ingen Maade troer den kan, saa antager han som aldeles afgjort, at hverken de Pibende selv og endnu mindre det øvrige tilstedeværende Publicum, tænkte sig Muligheden af en saadan Udtydning. Forøvrigt er Deponenten af den Mening, at Pibningen vedvarede saa at sige under hele Stykket, fordi Hensigten var, at Tæppet skulde gaae ned, og Stykkets Opførelse standses. Havde man kunnet forud- see, at dette ikke var bleven opnaaet ved første Pibning, troer SIDE: 4 Deponenten sikkert, at man ikke ved Piben havde givet sit Misnøie med Stykket tilkjende førend efter at det var ud- spillet; og hvis dette var blevet Tilfældet, er Deponenten til- bøielig til at antage, at Pibningen var blevet almindelig. ["Deponenten erkjendte sin Forklaring rigtig tilført Protocollen og af- traadte."] TIL HANS MAJESTÆT KONGEN Etter ms. i Kgl. familie-arkivet, Slottet, Stockholm. Naadigste Konge Deres Majestæt tilgive den unge Videnskabernes Dyrker, som vover at tolke disses højeste Beskytter sin patriotiske, tak- nemmelige Hengivenhed i Ord, Hjertet tilsagde Aanden at ud- tale for Verden! Stærke Følelser: ærefrygtfuld Kjærlighed for Fædrelandets Velgjører, Beundring for Befrieren gjorde det til Trang for mig at lade disse Grundtoner i mit Indre finde Ud- tryk -- og de gjenklang fra den Harpe, en Norne lagde i mine Hænder. Et Sagn fra vore Dale, om trofast, norsk, Konge og Arne viet Tapperhed knyttede sig naturligt til hine Ord til min ophøjede Konge -- et sanddru Sagn om tapper Trofasthed, en Dyd, som ikke visnede i Norge, end ikke i Tider, da Velgjerninger ikke strømmede fra Thronen, forat opamme Dyder, der kjernestærke fødtes i en alvorlig Naturs Skjød, da Frihed ikke gjorde den blussende. Hine Tider ere sjunkne: en ny Æra har Deres Majestæt og Folket gjenreist som et blomstrende Minde over dem, over Alde- ren, der sank med sin Elendighed og Trældom og Laster, som et hentæret, aldersteget Liig; men Dyderne gjenleve som Aan- den. At de leve lykkelige, aabenbarer Himlen ved at vise dem deres Mønster kronet og velsignet midt iblandt dem. Naar Fædrenelandet er borgerligen lykkeligt, blomstre Fol- kets aandige Krefter frit og skjønt i alle Retninger; og dobbelt Held dem, med voxende Skjønhed udfolde de sig da, naar Folkets Kronede Selv er deres Fremlokker, Videnskabernes Ynder og Beskytter, som Han er Borgerens og Heltens For- billede! SIDE: 5 Det er da, at Talenterne gjøre Kronen til deres Ægide, og ikke søge Mæcenerne i Forgemakket. Eders Majestæts huldrige Nedladenhed tilgive da, at en norsk Yngling har skaffet sit fædrenelandske Værk Glands ved Skan- diens dyrebareste Navn! Som mit Hjerte voxer, voxer deri, som den Elsktes i Birken, dette Navn -- det fælleds Løsen for Skandinavernes Fryd: som min Phantasie voxer, gjemmer den højest og klarest blandt sine fædrenelandske Minder, et funk- lende Minde om den Stordaad, der gjør, at jeg ikke med Pennen kan præge hiint Navn fra mit Hjerte: "Carl Johan" uden at sætte til: "mit Fædrenelands Timoleon". Deres Kongelige Majestæts underdanigste og tro Undersaat Henrik Wergeland Studiosus Theologiæ. Eidsvold den 26de Januar 1829. Henrik Wergeland AF ET BREV FRA LANDET (Indsendt) Nyeste Skilderie 24. sept 1829. Den 16. Septbr. 1829. -- -- -- -- -- I Morgenbladet seer jeg en fører Anke over, at Orchestret ved det offentlige Theater i Christiania ei vil lade sig cujonere af Skrighalsene paa Galleriet (som jeg af et senere SIDE: 37 Morgenblad erfarer det har været). Med bedre Føie forekommer det mig, at man kunde anke over paa Theatret at opvartes med Ting, som den i samme Morgenblad indrykkede Prolog af Chr. Hansson; thi et jammerligere Sammensurium kan vel neppe tæn- kes, og det skal forundre mig om Christiania Publicum dermed har været fornøiet. Men tager det ogsaa tiltakke med saadant, saa synes Vedkommende mig herover at burde være høilig glade, om de end ikke satte saadant Product i Aviser, for ret at bringe Theatrets og Authors Skam ud. Saameget forunderligere synes det mig, at I paa Eders Theater maa døie sligt Miskmask, som efter hvad jeg veed, en af vore fortrinligste og meest yndede Digtere er i Theaterdirectionen, og der ingen Tvivl kan være om, at han baade kunde og vilde præstere en Prolog, himmel- vidt forskjellig fra bemeldte Hanssons Miskmask. TIL DEN HØJE COMMISSION IANLEDNING AF SAGEN IMELLEM CAND. WERGELAND OG OVERJÆGER LIE Orig. skrevet av Henr. Wergeland i Riksarkivet, Oslo, Personalia: Werge- land. Underskriften er av P. C. Jøn- dahl. Avskrift i Gardermosakens doms- akt s. 312 ff.; 23. nov. 1829. Som indstevnet, eedfæstet Vidne i denne Sag, troer Under- tegnede sig det tilladt, til Berigtigelse af mit allerede ved et Forhør paa Elstadmoen i October afgivne Vidnesbyrd, at anføre Følgende, som, ved senere Eftertanke, er opfrisket i min Hukommelse: Da Cand. Wergeland i Ole Hillerens Beværtningssted, som ommeldt, skjænkede en ridende Jæger et Glas Viin, udlod han sig, idet han saaledes selv præsenterede ham Glasset, med nogle Ord, henvendte til sit Selskab, i hvilke den Mening laae, skjøndt det forekommer mig temmelig vist, uden, efter saa langt et Mel- lemrum af Tid, at turde aldeles bestemt sige dette, at disse endog ere de samme Ord: "at han (Jægeren) hørte til en Classe, hvem man skylder en Smule Agtelse, naar de opføre sig honet." -- Eidsvold 23 November 1829 [Poul C. Jøndahl.] SIDE: 38 [BREV TIL UNIVERSITETET] Etter Wergelands ms. i Univ. mynt- kabinett. 9. mars 1830. Femogtyve forskjellige Mynter tilbydes herved Universitetets Myntsamling. Eidsvold 9/3 30 Henr. Wergeland. [BREV TIL BYRÅCHEF RØST] RA.: Finansdept. Activcontoiret. Jour- nalsaker No. 588/31; 18. April 1831. S:T: Herr Bureauchef Røst. De vil, høistærede Herr Røst, formedelst de Omstændigheder, jeg har sat mig i, iilsomst at faae mine Beviser mod Proc. Praems Embedsfærd i Orden, tilgive mig, at jeg beder Dem allerskynd- somst -- kort, saa øjeblikkelig det skee kan at uleilige Dem med velvilligen at oplyse mig 1) om Cautionisten Christen Christop- hersen Dønnum for den her i Eidsvold afdøde Kjøbmand Svend Larsens Gjæld til Statscassen er erklæret insolvent saaledes at hans hele Formue alene strak til at afgjøre den forud prioriterede Gjeld, han havde til en privat Mand; samt 2) om en saadan Er- klæring gaves af den Sagfører (Praem) der mødte for Staten ved den Auction, den prioriterede Creditor lod afholde hos nævnte Cautionist. Jeg har nemlig, i Øjeblikket jeg erholder forønsket Oplysning af Dem, ærede Herre, positiva for et Bedragerie, hvorved Stats- cassen er den Lidende, idet jeg nemlig har Kjøberens Document for at der af ham gaves 500 Spdlr mere for Cautionistens Ejende, end den prioriterede Gjæld, stor med Paaløbende 1300 Spdlr. fordrede og udgjordes til, af hvilket Overskud Halvten er spad- seret i Procurators Lomme, men den anden Halvt tjener til at forskaffe den ødelagte Christen en uvis Existence. Auctionen holdtes 27 eller 28. Jeg har Haab om at faae dette med en Express, med hvem jeg da haaber et Svar; hvis ei da Post om Post. Skulde min For- modning være rigtig, vil vel Depart: tage Forholdsregler mod en saa utro Executor. Eidsvold Pgd 18 April 1831. Forbindtligst Henr. Wergeland. SIDE: 39 P. S: Jeg var ei saa heldig at træffe Dem i Chnia. Derfor skriver jeg, da Sagen er angelegen. [Utenpå:] S. T. Herr Bureauchef Røst, Christiania Træffes i Finanzdepartementet fra 10 til 1 Formiddag; fra 4 -- 7 Eftmdd. ellers hos Jfru Schwencke Raadstugaden! TIL DEN KONGELIGE NORSKE REGJERINGS FINANZ- DEPARTEMENT RA.: F. D. A. C. JNo. 588/31; 23. april 1831. Afdøde, forhenværende Kjøbmand af Christiania, men senere i Eidsvold bosatte Svend Larsen havde, som Statscassens Debitor, Christen Christophersen Dønnum af Eidsvold til Cautionist. Da Statscassen, ikke fyldestgjort dengang og indtil denne Stund for- meentlig heller ikke fyldestgjort i S. Larsens Boe, henvendte sig med Fordring til Cautionisten, erklæredes af Procurator I. O. Praëm, som en prioriteret Creditors Executor: at hos Denne Intet var at faae, saasom det for alt Cautionistens Ejende Udbragte netop tilstrak at dække den prioriterede private Gjeld med Paa- løbende. Herunder formener jeg at stikke en bedragersk Handling, som falder bemeldte Procurator til Last, og hvorved Statscassen er den Lidende. Der opgaves nemlig af Denne, at de 1300 Spdlr, hvortil den prioriterede private Gjeld med Paaløbende gik op, kun udbrag- tes ved Bud paa Auctionen hos Cautionisten, hvorimod jeg har 1) en vidnesfast Tilstaaelse af Kjøberen, at han gav 1800 Spdlr for Cautionistens Gaard; 2) en ligedan af Samme, hvori det hedder, at Procurator Praëm, da Kjøbet endeligen afsluttedes, foreslog at ansætte høit al den paa Gaarden hvilende Smaatold in natura, saaat de i Skjødet eller i Auctionspapirerne nævnte 1300 Spdlr netop skulde udkomme "forat Statscassen Intet skulde faae"; samt, at, uagtet dette gjordes, anslog dog Procuratoren, at Cautionisten af disse 1300 Spdlr vilde erholde tilbedste 10 -- 12 Spdlr; 3) et Brev fra Kjøberen Lars Olsen Dønnum: stilet "til Stats- SIDE: 40 cassens Bestyrer", hvori han, da Procurator Praëm atter lyser Gaarden til Auction, forat udbringe Resten af de 1300 Spdlr, anmelder, at Han, som givende Saameget for Gaarden, at Sta- tens Fordring kunde udgjøres, anmelder sig som snarere Dennes end Praëms Debitor. De 500 Spdlr, som gaves over den prioriterede Gjeld, og hvori Statscassen burde have Udlæg, saafremt dette ikke paa mig ube- kjendte Maader / f: Ex: godvillig af Larsens Familie / er erholdt, faaes af Kjøberen til Lars Olsens forrige Gaard Langvæg hersteds directe, således at de ogsaa ere Procurator Praëm udbetalte, og den ene Halvpart anvendt til at skaffe Cautionisten Christen Christophersen et Tilvær -- den anden Halvpart er forsvunden (som Denne siger) i Praëms Lomme. Formoder jeg rigtigt, at Larsen ikke har aldeles kunnet fyldest- gjøre Statscassen (thi ved Executionen hos Cautionisten 8de April 1828 fordrede Staten) da vil maaskee det høje De- partement ved en Erklæring om denne Gjeld er betalt eller ikke, sætte mig istand til at anføre Hvad der lader sig ud- lede af Ovenstaaende blandt de Ankeposter og Beviser, hvor- paa jeg grunder de Beskyldninger, hvorfor jeg venter mig dragen irette, anrørende bemeldte Praëms forbryderske Færd som Men- neske og Embedsmand. Eidsvold 23de April 1831 underdanig Henr Wergeland Cand: theol. [Utenpaa:] Til Den kongelige norske Regjerings fr. Departement for Finanz-væsenet, Christiania S. T. HR. CHR. HANEBORG Ms. i privat eie; 13. mars 1832. Deres Underretning er indsendt med Dags-Post. Jeg maa anmode Dem om til mig at indsende Betalingen for Deres Abon- nenter i de Egne, hvorfor jeg skal qvittere. Dette ønskes snart. Alle Abonnenter østen-byes tilhøre mig, og alligevel betale de fleste inde i Chnia, saaat Pengene i det Bogtrykkerslughul gaae tabt for Den, der skal have dem, nemlig Deres venskabeligste Henr. Wergeland. E Pgd 13/3 32. SIDE: 41 BREV TIL CLAUS DAAE. Av fam. Daaes papirer. Skr. utg. av Ber- gens hist. forening nr. 24 (1918) s. 35f. S. T. Herr Sogneprest Claus Daae. Afleveres hos Portner Olsen paa Universitetet. Eidsvoll Pgd. 16 Marz 34. Dit Navn, kjære Universitetskammerat, bragtes mig forleden paa den behageligste Maade i Erindring ved at see din Befor- dring. Nu, oprigtigt tillykke med Storden! Idag skede det atter, og atter med Behag, ved at læse din Kritik over de bødtcherske Smørerier. Saa er det Ret skeer. Før du reiser vilde jeg nok vexle Ord med dig -- flere end det korte Farvel jeg her kun kan sige; -- iblandt andet om en Idee af den dødjagede Hjelm om et kritisk Institut, som Vidar- isterne af Racen ere for dovne og ensidige (maaskee) til at reali- sere tilgagns. Dine og Stenersens Kritiker ere nu fortræffelige, men -- Honningdryp, Honningdryp ere dog kun Dryp. Hjelm har Ret i at der gives Emner nok i vort Land (jeg nævner mellem de geistlige Hesselberg og min Fader) til at oprette Tribunalet; men den umaadelige Dovenskab, Passivitet -- denne som imel- lem de Geistlige ogsaa viser sig ved at de fortræffelige, Tilbage- gang hindrende, Circulationslæseforeninger i Provstierne gaae ud, den ene efter den anden -- Afsondretheden og endv. en dorsk Tids alluvies hindrer, har hindret Oprettelsen. En taabelig og uforsvarlig Beskedenhed har deri ogsaa Skyld. Men -- det er ikke mundtlig jeg taler med dig. Du faar leve stedse vel, brave Ven! Ikke til Kritikeren, men som en ubetydelig Erindring til Vennen hoslægger jeg en Art Præken. Det Expl. gaaer idet- mindste Urteboden forbi. -- Ellers hvad Prækener betræffer, da henleder jeg, uden at troe at jeg kan misforstaaes, din Opmærk- somhed paa "Liigprækener over Bønder af Eidsvold af N. W." Jeg hader Prækener som en Pest, men disse har jeg ordentlig fundet Behag i at læse. De ere i Sandhed, og du vil finde det, i høi Grad veltalende men i al sin [fotnotemerke] Simpelhed. Nok engang det venligste Levvel! Din Henrik Wergeland Fotnote: Her er det rigtigt at bruge sin, Danskerne bruge "deres". SIDE: 42 BREV TIL REKTOR S. B. BUGGE. Statsarkivet i Oslo, Kristiania stifts- direksjons arkiv, journalsaker 1835 nr. 1204; 10. sept. 1835. Høilærde og Velbaarne Herr Professor, Rector Bugge. Undertegnede anholder ærbødigst om at maatte erholde et af de ledigt averterede Stipendier af rostedske Legat paa følgende Grunde: 1) Af de i 1825 fra Christiania Kathedralskole 13 eller 14 til Universitetet afgaaende Disciple erholdt jeg det bedste Lau- dabilis; -- 2) Jeg har siden den Tid ikke alene absolveret de theologiske Examina, den theoretiske med Haud, den practiske med Laud, men studerer fra ifjor Høst af et nyt og langvarigt Studium, nemlig Medecinens. Foruden disse videnskabelige Idrætter, troer jeg, at Rækken af mine Skrivter vidne om min Flid, Interesse for Fædrelandets Literatur, og om at jeg ikke har forsømt at gjøre den Uddannelse, jeg modtog i Christiania Skole saa frugtbringende som muligt, især naar man tager i Betragtning de Vanskeligheder, en Skribent hertillands, som bekjendt, har at kjæmpe imod; -- 3) Min Alder gjør dobbelt Flid for at tilendebringe mit nye Studium nødvendigt, men den gjør det ligeledes til Pligt for mig at sørge for mig selv. Hver Time, som Arbeidet for min Underholdning ved Universitetet saaledes borttager, berøves mit Studium. Det bør ogsaa lægges Mærke til, at dette kræver flere betydelige Udgivter paa et Bræt, saasom til private Fore- læsninger, der ere nødvendige og i Brug mellem Medecinerne, Bøger, Instrumenter og forskjellige Apparater; -- 4) Da jeg maa sørge for mig selv, og ikke ellers besidder noget, kan Ingen være mere trængende. Det anmærkes, at jeg tilforn ikke har ansøgt om nogensom- helst fremmed Hjælp til Fortsættelse af Studeringer. -- Paa disse Grunde ansøger Undertegnede ærbødigst høje Ved- kommende om at maatte tilstaaes, til Fortsættelse af sit mede- SIDE: 43 cinske Studium ved Universitetet, en af de til 11te Decbr. først- kommende ledigblivende Portioner af det rostedske Legat. Eidsvoll 10de September 1835 Ærbødigst Henr. Wergeland. [Utenpå:] Høilærde, Velbaarne Herr Professor, Rector Bugge bet Xania. Kathedralskolen Christiania. STANZA TIL FORF., SOM SKREV OM AGERSHUUS (Indsendt.) Statsborgeren 7. febr. 1836. Ære være Dig, som skrev om [fotnotemerke] Agershuus! Thi uden Fæstninger vor Frihed vorder Gruus!! Fotnote: I Morgbl. har En modstredet Demoleringen af denne Fæstning og at bygge for nær indpaa den. I Morgbl. for 6te Febr. forsvares dette igjen. TIL AGERSHUUS STIFT Statsark., Oslo, Akershus Stift og Amt, Innk. saker, 124, XIV; 8. juli 1836. Hermed giver Undertegnede sig den Ære at oversende det høje Amt underdanigst Ansøgning om Bevilling til at erhverve nye Oplysninger i Sagen med Procurator Praëm, hvormed følger Acten mærket Nr. 55, samt Nr. 66, 67 og 74, og hvorom udbedes Attest da Sagen skal fore den 11te næstkommende i Stiftsretten. Kristiania 1836, 8de Juli. Ærbødigst Henr. Wergeland. [Utenpå:] Til Agershuus Stift Hermed en Pakke Acter. Henrik Wergeland ALIBAUDS HENRETTELSE I PARIS Statsborgeren 4. aug. 1836. Den 11te f. M. guillotineredes i Paris en ung Mand Alibaud fordi han den 25de Juni havde med en Stokpistol skudt paa Kongen gjennem Vinduet paa Karethen, hvori Denne befandt SIDE: 44 sig med Dronningen og Princessen af Frankrig i Begreb med at kjøre ud. Forladningen blev siddende i Kongens Barter, der ved sin Størrelse ere det mærkeligste ved Høistsammes Fysiognomi; Kuglerne i Karetloftet uden at gjøre Skade. Alibaud havde været Soldat i 1830, gjort Parti med Folket, siden tjent ved et franskt Korps i Spanien og efter sin Afsked derfra formedelst en Duel, fristet forskjellige Maader at erhverve sit Udkomme paa uden anden Lykke end at bevare et godt moralskt Navn i alle Henseender. Saaledes havde han mistet sin Post som Han- delsbetjent fordi han ikke var at bevæge til imod Sandheden at sværge sin Husbond til Fordeel. Hans Forældre leve af et Gjæstgiveri i Perpignan. Under Proceduren viste han megen retfærdig Uvilje over Generalprokuratorens uværdige Forsøg paa at sværte hans moralske Karakteer og Vandel, og lagde for Dagen at han var en oprigtig Republikaner, som alene havde Fædrelandets Bedste og at hevne Kongens Forræderi mod Polen til Hensigt. Da han i sin af ham selv velskrevne Forsvarstale for Pairernes Domstol kom til et Sted, hvori han forsvarer Retmæssigheden af sit Foretagende og i Almindelig- hed under lignende Omstændigheder, blev det ham forbudt at udvikle sig videre ligesom og at vederlægge Anklagerens Angreb paa hans Moralitet med Vidnesbyrd. Forbindelser havde han ikke; men i længere Tid havde han besluttet sin Gjerning. Han døde som det anstod en Mand, der vilde have sig sammenlignet med Brutus og Carl Sand, hvilke leve i hæderlig Amindelse. Men naar ville Menneskene lære, at umoralske Midler bør saameget mindre anvendes for en god Sag, som de ere unyttige? Kongemord, baade de utal- lige som Konger have forøvet paa hverandre innbyrdes, som de faa, der fra Enkeltes Side af Folkemasserne ere iværk- satte og forsøgte, have aldrig berøvet Thronerne Glandsen og Tillokkelsen. Uden kombinerede gjennemgribende Forholds- regler og Forandringer er denne Forbrydelse uden fornuftig Hensigt, og det ogsaa fordi dens Umoralskhed falder en Nations store Masse i Øinene, der godt veed at en Konge næsten uundgaaelig er blotsat for mangfoldige Individers og Partiers Had. Derfor forskrækkes den og forbliver uvirksom medmindre en afgjort Tyran, der have alle imod sig, er falden. SIDE: 45 TIL AGGERSHUUS AMT Statsark., Oslo, Akershus Stift og Amt, Innk. saker, 124, XIV; 5. nov. 1836. Undertegnede giver sig herved den ærbødige Frihed at over- sende det høje Amt fornyet og nærmere bestemt Ansøgning om naadigst beneficium paupertatis med fri Sagfører til Erhvervelse af Oplysninger betræffende et af Procurator Praëm inden Over- retten, i den mellem ham og Undertegnede verserende Sag, pro- duceret Document, der formenes at sætte to Vidner, tilhørende Ullensager Thinglag, i Strid med deres forhen afgivne Prov. Med Bemærkning, at Undertegnede har troet det konstitutions- mæssigt, og saaledes rigtigt, at skrive den underdanigste Ansøg- ning paa ustemplet Papiir, nemlig med Hensyn til den for Tiden ikke fastsatte Stempletpapiirstaxt, udbedes Imodtagelsen heraf velvilligen attesteret, saasom Henstand i Sagen ved Overretten er bevilget til nærværende Ansøgnings Besørgelse. Kristianja 5te November 1836 Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ANG. SKRIVTET "OM ET NYT FORENINGSFÖRDRAG" Statsborgeren 26. mars 1837. Det oftere i forskjellige af vore Tidender omtalte svenske Skrivt "Om et nyt Foreningsfördrag" er endelig paa Dhr. Guld- berg og Dzwonkowskis Forlag udkommet oversat af Hr. Sivert- son, der har ledsaget samme med et Anhang, der gjør Skrivtet anvendbart, og fortjent til at læses af et udbredt Publikum. Vi levere her følgende Afsnit, der gjengiver nøje vore egne Anskuelser af Norges sande politiske Stilling: [Her følger et avsnitt av Sylvester Sivertsons "Anhang" til det svenske skrift.] Henrik Wergeland SKAALER. Bragur s. 157 (1837). 1. Syttendemaifesten leve! Dens Blomstring og Udbredelse! Deri erkjende Normændene en af Frihedens ypperste Støtter og Livstegn! Paa dens Festligholdelse kjende Patrioterne hverandre! SIDE: 46 2. Leve det norske Folk! Det glemme aldrig sin historiske Stor- hed eller at benytte Tiden til sine Ønskers Opfyldelse! Thi de ere ikke mere end Retfærdighed. 3. Gamle Norge! Gid det evigen maa forynges i sine Sønners Kraft og Fædrelandssind! Agres og Moderskjøds Velsignelse over Fædrelandet, saaat gode Aaringer, Folkets Flid og Næ- ringsfrihed fremmer og opholder i et godt Samliv en stedse stigende Befolkning, der er Landets største Rigdom. 4. Normannakonningen, saadan som vor Historie og ingen anden kjender ham! 5. Foreningen, saalænge den er tjenlig for Norges sande Vel! [Dessuten er i "Bragur" trykt op Skaaler nr. 6 -- 25 fra Statsborgeren 13. sept. 1835, se 3:2:234 f.; sml. 6:2:80]. TIL DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØR Efter Wergelands manuskript i pri- vat eie; 4. mai 1838. Atter en "Dands for Filisterne". Jeg finder det ikke saa upassende af et Blad som den Cstnelle, om det leverede nogle Actstykker til Paastanderne om min fortskridende Korruption som Forf. Svar udbedes derfor, om jeg kan erholde Plads i det Blad for nogle Verslinjer over min afdøde Frænde O. Aubert; ubetinget og uden Anmærkninger -- Svar idag. 4 Mai 38 Henr. Wergeland (log. hos Blikkenslager E. Rolfsen Dronningens Gade). S. T. DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTION Afleveres i Expeditionen til hurtigst Besørgelse. Ms. i privat eie; 15. juni 1838. For Indlagte udbedes Plads i den Constitutionelle. I Tilfælde af Optagelse ønskede jeg at vide naar det kunde komme ind samt at erholde [innskutt: en] Korrektur selv. Jeg er paa Bibl. fra 9 -- 2 og mellem 2 1/2 og 4 eller noget derover at træffe i mit Logis hos E. Rolfsen ved Departementet. Svar udbedes. Jeg skal derom lade forhøre i Exped. i Eftermiddag engang. -- 15 Juni 1838. -- Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 47 BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 16. mars 1839. Bøger. I Cappelens og Guldbergs Boghandlinger er nedlagt 50 indh. Exemplr. i hver af "Den indiske Cholera", Drama af Henr. Wergeland, som sælges til Bedste for de hungerlidende Bygder for 1 Mk. pr. Exemplr. Henrik Wergeland [KVITTERING] RA., Kammerherre Holsts papirer; 3. april 1839. Af det af Hans Majestæt Kongens Kasse Undertegnede naadigst Tilstaaede har jeg af Herr Kammerjunker Holst imod- taget for første Qvartal 1839 med 50 (femti) Spdlr. Kristiania 3. April 1839. Henr. Wergeland. S. T. HERR KAMMERJUNKER HOLST RA., Kammerherre Holsts papirer; 23. april 1839. Den Omstændighed, at jeg agter i denne Uge "at forandre mig", som man siger, gjør, at jeg anmoder Dem forbindtligst om at maatte hæve af det af H. M. Kongen mig tilstaaede tem- porære Annuum efter indlagte Qvittering for April og Mai Maaned. Naar jeg ved 2det Qvartals Slutning henvender mig personlig til Dem, kan jeg give Qvittering for det Hele. 23. April 1839. Deres Henr. Wergeland. [Utenpå:] S. T. Herr Kammerjunker Chr. Holst Justitiarius Bergs Gaard Prindsensgade. Henrik Wergeland [BEKJENTGJØRELSE] Morgenbladet 7. juni 1839. Undertegnede tilbyder sig som Kommissionær gratis for Almuebogsamlinger ved Auktioner og i Bogladerne. Addresse: Hjulmager Meyers Gaard i Agersgaden. Henr. Wergeland. SIDE: 48 S. T. HERR KAMMERJUNKER HOLST RA., Kammerherre Holsts papirer; 10. aug. 1839. Min Økonomi, og især den Indretning med Universitets- gageringen, at der aldrig er at tænke paa Noget før sidste Dag i Maaneden, nøder mig til at falde Dem oftere til Besvær end jeg havde tænkt og ønsker. Jeg søger for Tiden at afbetale Noget af denne Æresgjeld ved Udarbeidelsen af en Kultur- historie -- et Arbeide af Vidløftighed i sine Præparatorier, men som det forekommer mig burde ophøjes til Skoledisciplin, da det har at levere Historiens Extrakt og Kjerne. Arrideant Minerva Clioque! 10. Aug. 39. Deres Henr. Wergeland. [Utenpå:] S. T. Herr Kammerjunker Holst Prindsensgade Christiania. BREV TIL FR. BARFOD Etter avskrift (1905) ved H. P. B. Barfod blandt L. L. Daae's papirer i Drammens folkebibliotek. Kristiania 2 Sept. 39. Jeg sender Dem herved, højstærede Herr Barfod, min Tole- ranceproposition for Israels Børn, om De maaske skulde have nogen Interesse for at see en norsk Reformers Forsøg paa at aftvætte G.loven en Plet, som maa falde det liberale Udland i Øinene. Vil De være saa artig at convolutere Prop., og faa den tilstillet efter paaskrevne Adresse. Hosfølgende Bidrag tilbydes Brage og Idun og Dem en ven- skabelig Hilsen fra Deres Henr. Wergeland. P. S. Jeg beskjæftiger mig med Præparatorier og det første Udkast til en Kulturhistorie, som jeg, om Arbeidet lykkes, agter at holde Forelæsninger over. -- P. S. Kan De bruge indlagte, kun for en indskrænket Kreds i sin Tid aftrykte, Sang til Medicinens Ære, som jeg da stu- derede? Henrik Wergeland SIDE: 49 BORTKOMMEN SAG Morgenbladet 7. sept. 1839. Crusenstolpes Skildringer o. s. v., indb., hvori sandsynligviis Navnet "Vangensteen", samt Ridervolds "Tidsrunor" og "Krigs- bilder", heft., er bortkommen og ønskes tilbage. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BEKJENTGJØRELSEl Christiania Intelligentssedler 12. desember 1839. I Anledning af Bladet "For Fattigmands" Uddeling bedes D'Hrr. Skolelærere for Byens Forstæder og nærmeste Omegn om velvilligen at møde Fredag, 13de dennes, Efterm. Kl. 5, i Hjulmager Meyers Gaard i Agersgaden hos Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BRASILLA DIRACHINA] 1839-40 (?). Ms. UB. 584 fol. E 31. Om Brasilla Dirachina, en Jomfru af kristen Tro i vor Reli- gions første Tider, fortælles, at hun, som Krigsfangen og udsat for en Soldats Voldsomhed, sagde til denne, at hun kjendte en Urt, som gjorde Den saarfri, der gned sig med den. Soldaten blev glad og lovede at skaane hendes Liv og Kydskhed, om det var sandt. Hun tog da den første den bedste Urt, gned den paa sin Hals, og bad ham at forsøge dens Kraft paa hende ved at hugge frit til. Da nu Hovedet faldt for Hugget, indsaa Soldaten, at den kristne Jomfru havde gjort det forat frelse sin Ære. Den Skotte, som vi i et foregaaende No berettede den samme Kløgtighed om, maa sandsynligvis have hentet den fra Brasillas Exempel. -- BARNE-NYTAARSØNSKER Ved en feil er dette dikt bare delvis medtatt 1:2:274. Det blir derfor trykt op igjen i sin helhet; 3. febr. 1840. Vi ønske hver Hosbond en gylden Disk, paa hver en Ende en lækker Fisk. Da Himmelens Engle stor Lystighed faaer; Vi ønske jer Alle lyksaligt Nytaar. SIDE: 50 Vi ønske hver Madmoer et Skjørt af Uld; det varmer vel bedre end Sølv og Guld. Da Himmelens o. s. v. Vi ønske hver Søn i Haanden en Pen. Saa nyttigt er Sværdet ham ikke som den. Da Himmelens o. s. v. Vi ønske hver Datter saa net en Rok; Da spinder hun Uldtraaden silkefiin nok. Da Himmelens o. s. v. Vi ønske hver Pige en Støvekost med; Da fejer hun gamle Edderkop ned. Da Himmelens o. s. v. Vi ønske hver Dreng en Svøbe med Skaft; Da traver den Hest, som vel aldrig har travt. Da Himmelens o. s. v. Da reiser han hen forat see, om sin Kost den Pige kan bruge, som Alle har rost. Da Himmelens Engle stor Lystighed faaer. Vi ønske jer Alle lyksaligt Nytaar. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 19. febr. 1840. Bladet Tiden for 1814, eller Aftrykket af No. 73, 74 og 75 ønskes strax kjøbt af Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BILAG TIL UNDERDANIGST ANSØGNING AF 9. MARZ 1840 OM RØGEN SOGNEKALD Orig. UB. Oslo Ms. 584 fol. C 7. Almueoplysnings Skrivter af Henrik Wergeland. 1. Opmuntring til at stifte Sognebogsamlinger. 1ste Hefte "For Almuen" udg. af det kongl. Selskab for Norges Vel. SIDE: 51 2. Opmuntring til at stifte Sogneselskaber. 2det Hefte "For Almuen". 3. Opmuntring og Anviisning til at anlægge Arbeidsanstalter paa Landet. (Nærmest med Hensyn til Øvre Romerige. Egen Bekostning.) 4. Normandens Katekismus. Paa Vers. Krohns Forlag. 5. Læsebog for Almuungdommen. 4 Hefte "For Almuen". Krohns Forlag. 1ste Oplag 1831. 2det Oplag. Forbedret og omarbeidet 1839. 9de Hefte for Almuen. 6. Den norske Bondes nyttige Kundskab til de Læge- Farve- Garve- og Giftplanter, som voxe paa hans Jord. 3. Hefte "For Almuen". Hviids Forlag. 7. Levnets- og Velfærds-Viisdom. 5 Hefte "For Almuen". 8. Norges Historie. 2 Dele. Hoppes Forlag. 6 Hefte For Alm. 9. Udtog af Norges Historie. 7 Hefte "For Almuen". Winthers Forlag. 10. Omrids af Verdenshistorien. Winthers Forlag. 8de Hefte kammerherre Holsts papirer; 2. april 1840. En Mossetour gjør, at jeg beder Dem om Forskud efter Ind- lagte forbindtligst Henr. Wergeland. Af Herr Kammerherre Holst har Undertegnede modtaget Hs. Mt. Kongens naadigste Gratiale for April d. A. med 16. Spdlr. 80 Sk. 2den April 1840. Henr. Wergeland. SIDE: 52 HERR KAMMERHERRE HOLST. RA.; kammerherre Holsts papirer; 8. april 1840. Maa jeg bede Dem være uleiliget med at forhøre Dem hos Hs. Excellence, om det maatte være mig tilladt at indfinde mig imorgen Aften? En saa bestemt Tid angives, fordi en Reisende afgaaer næste Dags Morgen, med hvem det Manuscript skulde sendes, som for en Deel vedrører Oplysninger, Hs. Excell. har havt den Godhed at meddele mig. Jeg skal da forhøre mig hos Dem. Forbindtligst Henr. Wergeland. Bibl. 8 April 40 Herr Kammerherre Holst. Henrik Wergeland BLADET "FOR ARBEIDSKLASSEN" Morgenbladet 9. april 1840. Af Extrablad A. ere 2000 Explr. af Oplaget bestemt til Ud- deling her og i Omegnen, og Resten, 500 Explr., til Salg hos For- læggeren Bogbinder Barlin i Storgaden. For dem, der, i For- ventning om Portofrihed, maatte ville subskribere, tjener til Un- derretning, at man, i Tilfælde af tilstrækkelig Subskription, har til Hensigt at udvide Oplaget og at optrykke de indtil da ud- komne No. i Form af en Bog, der vil kunne faaes til samme Priis. Udgiveren. S. T. HRR. KAMMERHERRE HOLST. Udatert (visstnok 11. april 1840). RA.; kammerherre Holsts papirer. Jeg beder underrette Dem om at De ikke træffer mig paa Bibliotheket idag; men Overbringersken modtager Deres Under- retning om det ikke, formedelst Leiligheden med Diriks, der skaffer mig Mscpt afsted, maatte være Hs Exc. muligt at tilstede mig en Konferents paa saa faae Minutter som behøves, til at see de Steder i Mscptet, der vedrøre hans Person. Forbindtligst Lørdag Morgen Deres Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 53 ASKETRÆET Ny Hermoder prøvehefte juni 1840. Om Sommeren blomstrer Løn og Rogn; da blier der vakkert i Askersogn; da blier der vakkert i Ødemark, thi Konglen rødmer fra Granens Bark; da blier der veent under Suletind, thi Lyngen blommer som Pigens Kind. Men Asketræet saae listigt til. I Barken furede sig et Smiil. "Nu blomstrer Alting Midsommertid; den ene rød og den anden hvid. Hvem bærer Prisen? Den Dom er svær. Nu blomstrer alle. Den Ingens er." "Den er en Daare, ja ret tiltop, som nu vil skyde en Blomsterknop. Nei, Jeg vil være lidt mere fuul med mine bie til over Juul. Da vil jeg blomstre i Februar. Jeg er en Ask vel, men ingen Nar." "Da hænger jeg mine Blomster ud, da er jeg Aarets lovpriste Brud, da faaer jeg Prisen, da seer man til høibaarne Datter af Ygdrasil, som ryster Fnokker af Silke ned paa Rosenbuskens forglemte Fred." Som sagt, saa gjort. Asketræet blomstrede ikke med de andre. Det saae under sin mørke Krone triumferende hvorledes Abil- dens Foraarsynde henveiredes, hvorledes Lønnens Blomster fløi græshoppevingede til Jorden, og at den yndige Hybens Sankt- hansglæde endtes med at den blev et Torneqvas, som de gamle Koner kom og hentede til Arnen. Men under Abilden havde SIDE: 54 Axel siddet med sin Sofie, under Lønnen havde de sat Ord til Humlernes og Biernes Musik deroppe, og den vilde Rosenbusk havde pyntet Sofies Kammer og den Fattiges Hytte til Sankthans. Det leed. Det lider til Kyndelsmiss. Da tænkte Asken det sig betids. Vel var dens Gren noget bar og tør; men Blomsterne kunde man see desfør, Gudbedreos for en Blomst derpaa; en Rakle, fiin nok, men askegraa! Det var dog besynderligt! Ingen lader til at have et Øie for Asken, som nu staar i sit fulde Blomster. Kan da ikke engang den "attegleimte" Krage, som svinger forbi, see, at det er virke- lige Blomster, saa smukke Aarstiden og Asken kan skabe dem, de eneste i Naturen, og at Silkeraklene ere gjennemvirkede med fine Purpurtraade? Der sætter den sig i Granen, og de smaa, blaa Teter hoppe ind og ud af Hybenqvaset, som den gamle Kone har levnet til Børnene næste Sommer. Og Menneskene, som elske det Sjeldne meer end det Skjønne, og hvis Øie intet undgaaer uden deres egene Feil? Der gaaer En forbi. Men Sneen maa have gjort ham blind; thi han bader ideligt sine Øine i Granernes Grønne, paa den anden Side af Veien. Asken staaer ubemærket, skjønt eensom fremragende paa sin Bakke med alle sine fiffige graa Duunpeleriner flagrende i den kolde klare Luft og med en Muffe af fiin bruun Mose over sit høibaarne Ygdrasil- hjerte. "Der klinger Bjelder. Nu bi kun lidt. En Elsker kommer. Det er ei frit. Der tør vel komme en Mand af Sjel, en Guddomsætling; han seer mig vel. Og mig, sin Yndling, han kaarer da til Trærnes Dronning Viktoria." Rigtigt! Det var en Elsker, en Mand af Sjel, en Guddoms- ætling: Axel med sin Sofie. Men skulde han have Øie for noget andet end sin Brud, som han denne Dag fører tilbage fra Kirken? Jo, der seer han hen til den afbladede Abild og til Lønnen og SIDE: 55 til Hybenen, der klavrer paa Gjærdet, og han synes at minde hende om noget, de smile begge og see saalænge de kunne der- hen. Men Asken? -- didhen see de ikke; og det er tilgiveligt. Om Aftenen lyser det fra Gaarden derover! Munter Musik høres derfra. De lystige Galninger de bruge en Tromme til Bas saaledes som det skeer paa Landet i Julebal, hvor Huusmanden, der har været Tambur, maa ind at forøge Orchesteret. Idelig komme klingende Slæder, som svinge ind ad Alleen. Een stand- ser og svinger ikke ind. "Holdt Johan! Hold afsides! Der kommer en Slæde med Fakler. Se saa! hold det. Jeg gad see herfra; her er noget højt." Man kunde see, idet Fakkelslæden svingede indad Alleen, en ikke længer ung Dame i graa Pelerine og bruun Muffe læne sig til Asken. "Johan, sier hun til Tjeneren, hvad er det for Lys og Musik derover?" "Jomfru Sofie har Bryllup iaften med hr. Axel, som -- lagde han mumlende til -- Frøkenen engang var saa daarlig at vrage med alle de Andre." Hvilket unævnelig Træk af Harme, Smerte, Haan, Anger, krænket Selvkjærlighed og alle de andre Lidenskaber der ud- gjøre en Pebermøes Fortvivlelse, som er Skyld i sin egen Ulykke, gjennemsitrede ikke Snerperne om Damens sammenbidte Læber! "Johan! hjælp din Frøken! Hun ligger besvimet under Asken." Henr. Wergeland. TIL DEN KONGELIGE NORSKE REGJERINGS DEPARTEMENT FOR FINANZ- HANDELS OG TOLDVÆSENET Orig. i RA.: F. D. JNo. 1638/1840 D; 27. nov. 1840. At jeg er kommen overeens med Rigsarchivets konstituerede Bestyrer Hrr Cand. jur. Bech om først ved Aarets Udgang at SIDE: 56 overtage mine Funktioner derved, da jeg ikke vel før kan løse mig fra dem, der paaligge mig ved Universitetsbibliotheket, giver jeg mig den Ære herved skyldigst at melde. Kristiania 27 Novbr 1840. Ærbødigst Henr. Wergeland. [Utenpå:] Til Den Kongelige norske Regjerings Departement for Finanz- Handels og Toldvæsenet. Kristiania. MAADEHOLD OG NØGTERHED Christiania almindelige Adresse- Tidende 23. desember 1841. Lad os, før vi Glasset tømme sværge Nøgterheden Huldskab! Kan det Folk af Verden sømme at den raa gemene Fuldskab sænker dem til Dyret ned? Godt Exempel før bør gives: Maadehold og Nøgterhed. Klink, min Broder! lad den trives! Maadehold og Nøgterhed! Saa -- til Pas! Tøm derpaa dit fulde Glas! See, eet Glas er Himlens Gave; af det andet blier man lyrisk. Om mod tre vi intet have, gjør dog mange Laget dyrisk. Drik kun hvad du frydes ved, og en Sang vil jeg jer synge: Maadehold og Nøgterhed! Lad de fulde Bægre klinge! Maadehold og Nøgterhed! Saa -- til Pas! Tøm derpaa dit fulde Glas! SIDE: 57 Se den Drukkenbold! i skakke Zikzak knap han finder Døren. Med ham vil hans Viv nok snakke saa det ringer for hans Øren. Sligt fortjener skarp Besked. Dyden lede os, den hulde: Maadehold og Nøgterhed! Pereant de Lastefulde! Maadehold og Nøgterhed! Saa -- til Pas! Tøm derpaa dit fulde Glas. Hvad har du at lee ad, Slyngel! Jeg din Latter skal kurere. Du af Svinet og dets Yngel Fylderiets Skam kan lære. Pak dig nu betids afsted! Dog jeg vil mig ei forløbe: -- Maadehold og Nøgterhed! Lad os Proselyten døbe! Maadehold og Nøgterhed! Saa -- til Pas! Tøm derpaa dit fulde Glas. Modus, ut nos docuere, sit in rebus, sumus rati! Medium qui tenuere, nominati sunt beati. Juste milieu, din Drukkenbold! Ergo, altsaa -- Norsk at snakke -- Nøgterhed og Maadehold! For et Glas endnu vi takke. Nøgterhed og Maadehold! Saa -- til Pas! Tøm derpaa dit fulde Glas. SIDE: 58 Nøgter er jeg; -- mere Drikke! Altid nøgter; -- det forstaaer sig. Kun det Gulv forstaaer jeg ikke, at det saa i Bølger slaaer sig, cirklende og op og ned. Til at staa jeg taber Kraften. Maadehold og Nøgterhed! Dyden seire maa i Aften. Maadehold og Nøgterhed! Saa -- til Pas! Nok et Glas -- saa -- nok et Glas! EN SLET DANSK FREMSTILLER AF HAKON JARL Sneeklokken (1842) s. 116; 23. de- sember 1841. Dine Landsmænds Tort, hvem Hakon slog ved Thy, Du blodigt har paa Hladejarlen hevnet. Thi Du af Hakon (han, som, dræbt af Karkers Kniv, igjen fremsprang til Liv paa Oehlenschlägers Bliv) i Seirens Overmod ei mindste Stump har levnet. Nu, om ei Karkers Løn, saa vent dig Karkers Ry. Henrik Wergeland NOTER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL "OM NORDLANDENE" For Arbeidsklassen 25. februar 1842. Mellem Exempler i forrige No. paa Overtro i de Egne an- giver Forfatteren ogsaa, at man der holder for, at Slagtning bør foregaae i voxende Maane. Dette er neppe Overtro, men endog noget meer end en blot "Tro", da man virkelig vil have Erfaring for, at Kjødet da besidder en større Fylde og Drygsel. Maanen udøver virkelig en Indflydelse paa alle mindre faste Ting paa Jorden. At det skeer ved Havet, er der Syn for Sagen for, og at ogsaa levende Skabninger ere underkastede denne Indvirk- ning, viser sig især ved Skjældyrene, saasom Hummer, Østers og Muslinger. Men Udgiveren erindrer, at have i Nordlands- avisen for et Aars Tid siden læst et Exempel paa Overtro, som SIDE: 59 skulde forbause Os her Søndenfjelds, om der ikke ligeledes maatte være os i Erindringen nogle heller ikke gamle Historier fra selve Hovedstaden om den saakaldte "brune Mand", som skulde vise sig overalt i dens Gader i Skumringen og forlokke især Piger til sig, som da skulde forsvinde paa en rædsom Maade, nemlig i Slagtebaljen til Udførsel til "Trynetyrken". I Nord- landene maatte en særdeles agtet Mand see det Rygte for fuldt Alvor bestredet i Avisen, at han drev en saadan Handel, ja, saavidt erindres, fandt han sig, paa Grund af Rygtets Udbredt- hed, beføjet til selv at sætte Pen til Papiret for saadant Sludder. Nordlændingerne seilede hans Handelssted med Gysen, og kor- sende sig, forbi. Men da dette Handelssted var det mest blomst- rende i Nordlandene og i gammelt Ry for sin Godhed, tør maa- skee Gaaden, hvorledes en saa taabelig Bagvaskelse kunde komme ud, lade sig forklare af Næringsnidet. Det har da i det stedfindende Hang til Overtro fundet en Jordbund, ligesaa frugt- bar for alt Snak, som Muld for Karse. [Innsenderen forteller om stensprengning ved ild. Wergeland legger til:] Upaatvivlelig bliver dog denne Sprængningsmaade den kost- bareste. Red. [Innsenderen sier at Lofoten har mangel på "andre duelige Arbeidsfolk og Tjenere". Wergeland uttaler i en note:] Et godt Udvandringssted altsaa for saadanne Folk. De behøve da intet Amerika. Red. [BRUDDSTYKKER AV BREV TIL C. B. V. ROOSEN] Grotten 2den Dec./42.; sml. 6:1:323, hvor mindre er lest; her utfylt av Leiv Amundsen. Tak, min gode gamle Ven! for din saa venskabelige Skrivelse, hvis Forlangende jeg efter Leilighed -- men den er knap -- skal søge [at efterkomme . . . . .] om den sidste Termin [. . . . . . . . .] Bogen men endnu har jeg ikke faaet Svar. Lønnen var 80 Spd. Imidlertid har der igaar tilbudt sig et andet Engagement, nemlig hos Lensmand Andersen i Vrengen ved Arendal, der gjennem Guldberg 17. des. 1842. Af Hr Rustmester Malmberg har jeg erholdt tillaans til et Emplacement i Rigsarkivets Lokale 2 Hellebarder 4 Spyd 4 Sabler (2 Grenadeer- og 2 do Husar-sabler med Jernhæfter) 17 Decbr. 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FOR FORÆLDRE For Arbeidsklassen 20. juli 1843. I 1837 lod Sognepræsten i Eidsvold trykke nedenstaaende Skrivelse og uddele i Menigheden forat vække Forældrenes Sands for Oplysningen og Børneopdragelsen; men da en saadan Tiltale ganske vist passer ligesaa vel til enhver anden Almue, opfylder Udgiveren af dette Blad en længe næret Hensigt, idet han her meddeler følgende "Hyrdebrev til Forældrene, i Be- synderlighed Mødrene, i Eidsvolds Præstegjeld". [Sa følger Nicolai Wergelands "Hyrdebrev".] TIL SKJALDINDEN FREDRICA BREMER! [Tilegnelse i et eksemplar av "Venetianerne" til Fredrika Bremer.] Aug. 1843. Ms. Högre lärarinnesemi- nariet, Stockholm. I Aar Morellerne er sure og vore Jordbær meget smaa, og Blomsterne saa hæsligt sture, at knapt man en Buket kan faae. Dog lidt af Aaret De fortjener, og da det er saa vanskeligt, saa tag (skjønt jeg med Verden mener, at Bær er bedre) dette Digt! Henrik Wergeland SIDE: 62 [KVITTERING.] 30. sept. 1843; etter fotostatkopi UB 584 fol. B 14ea. Hans Majestæt Kongens mig naadigst tillagte Gratiale er mig for 3die Qvartal 1843 af Hr. Justitssekretær Collett udbetalt med 75 Spd. Christiania 30. Sept. 1843. -- Henr. Wergeland. S. T. HR. KAMMERHERRE HOLST RA.; kammerherre Holsts papirer; 14. jan. 1844. Tillad mig at spørge Dem, om De kan skaffe mig -- til Brug i et No. af Arbeidsmandsbladet -- en Opgivelse paa hvilke Sum- mer Kongen har skjænket til Indretninger i Norge. Jeg har selv for et Par Aar siden indrykket en, jeg tænker mangelaktig, For- tegnelse i Intelligentssedlerne; men nu søger jeg forgjæves baade efter den og de Materialier jeg dengang havde. Med Tak for Tilsendte! 14 Januar 1844. Forbindtligst Henr. Wergeland. [Utenpå:] S. T. Hr. Kammerherre Holst. S. T. HR. KAMMERHERRE HOLST UNIVERSITETET RA.; kammerherre Holsts papirer; udatert; 1844 (?). Vi gik om hinanden ved Exerceerhuset; men Kl. 2 skal jeg komme. Deres Henr. Wergeland. S. T. HRR KAMMERHERRE HOLST RA; kammerherre Holsts papirer; 26. jan. 1844. Min forbindtligste Tak for Udlaanet af Skillingmagasinet samt for Stolen! 26de Januar 1844 Deres Henr. Wergeland. SIDE: 63 S. T. HR. CAND. OLE J. BROCH RA.; O. J. Brochs papirer; mai el. juni 1844. Da jeg til Læsebogen har valgt Stykker af din Fader og din Onkel Theodor, udbedes tilsendt mig Angivelse af begge Disses Fødselsaar og Fødested. Jeg ligger syg og ønsker dog at tale med dig om en Elev, som jeg spekulerer at sætte fra den Skole hvori han er. Gaaer Du derfor her forbi, saa see ind til mig! Henr Wergeland Henrik Wergeland [REDAKSJONELL OPLYSNING TIL "EN FÆSTNINGSARBEIDERS TAKKESANG TIL SINE SJELESØRGERE".] For Arbeidsklassen 12. juli 1844. [Wergeland oplyser at sjælesørgerne var:] Præsterne Fangen og Dietrichson, afvexlende og midlertidigen forrettende ved Strafanstalterne i forrige Aar. SIDE: 64 S. T. HR. KAMMERHERRE HOLST RA.; Kammerherre Holsts Papirer; 23. febr. 1845. Da Bladet "For Arbeidsklassen" for i Aar, der er det sidste, hvori jeg har Gratiale for dets Udgivelse, allerede er færdigt for Pressen indtil over Halvaargangen, har jeg anmodet Hs Excellence Statsministeren om at bevirke, at Gratialet maa blive mig udbetalt efter min Bekvemmelighed. Endnu har jeg ikke erholdt Svar; men jeg befinder mig -- da det er Arbeidsfolk og deres Behov af Tømmer etc., der skal klareres -- i en saadan Forlegenhed, at jeg maa bede Dem idetmindste at betale mig Gratialet for Januar og Februar med 50 Spd. Kan jeg erholde for Kvartalet eller for Halvaaret -- hvis Arbeide er, som sagt, præsteret -- da var det efter højeste Ønske. Imorgen afhentes Svar. Deres Henr. Wergeland. Grotten 23 Februar 1845. Henrik Wergeland [UTSKRIVNINGSDOKUMENT FRA HOSPITALET] 30 (ca.) april 1845. Henrik Wergeland Lit AA 2. Induratio dextri pulmonis cum defectu roborum. Somno ultima nocte paululum refectus, subito ex hospitali hodie emigravit. Patientem tam inquietum et irreparabilem In- stitutio etiam perlæta amittit, lunatum, superstitiosum, surdum, ægrotum, in ossi sacro dolorosum, de omni re, de aëre, de infan- tibus per diem innocenter clamitantibus querulantem. Abest -- Dii sint laudati! Parcus scilicet honor est ex morbo ipsi Griffitho et Paracelso terribiliter ridente.